Kiøbenhavnske
Samlinger
om adskillige
Til Land= og Stad=Væsenet
Agerdyrkningen, Qvægningen, Natur¬
læren, og andre nyttige Konster,
og Videnskaber henhøren¬
de Sager.
Første Stykke.
KJØBENHAVN, 1747
Trykt hos Niels Hansen Møller.


lmprimatur
B. MÖLLMANN.


Fortale.
D¬
et nægter vel ingen Fornuftig, at en
Stats Lyksalighed jo fornemmelig
dependerer af Konsternes og Vi¬
denskabernes Flor. Denne Sand¬
hed kunde vi vel oplyse og bekræfte med man¬
ge Exempler af Historien; men vi have fore¬
taget os, paa den ene Side, at beflitte os
paa mueligste Korthed, og paa den anden
Side vilde en vidtløftig Fortællelse af de nyere
Exempler være saa meget overflødigere, som
de i sig selv ere bekiendte for alle og enhver.
Hvo veed vel ikke, til hvilken Lyksaligheds
Grad en vis Republiqve ved dens Jndbyg¬
geres Flittighed og Vindskibelighed haver op¬
svinget sig! Hvem er vel ubekiendt, at det
Rige, som man ey for alt for mange Aar siden
gav Navn af at være barbarisk, dog ved sin, om¬
endskiønt døde, dog for Efterkommerne udøde¬
lige Beherskeres vise Anordninger og Anstal¬
ter haver ophøyet sig til en forundringsværdig
Magt og Anseelse! Hvilken Nytte og Fordeel


kand Sverrig ey vente sig, dersom dets Jnd¬
byggere i tilkommende Tiid ville med saa me¬
gen Jvrighed og saa megen Forstand fare fort
i deres berømmelige Omsorg for det alminde¬
lige Beste, som de nu i nogle Aar have giort!
Jngen kand noksom legge Dannemarks og de
derhen hørende Provinciers Lyksalighed frem
for Dagen, i det den evige Viisdom haver
fundet for got at overlade dette Rige til den
Beste, Retfærdigste, Naadigste og Mildeste
Konges Scepter! Jngen i vore Tider kand
rose sig af dydigere Monarch! Lyksalige Jnd¬
byggere i disse frem for alle andre lyksalige
Lande! Vi kand med al Rette af vores Salo¬
mons vise Anstalter haabe en velsignet Fort¬
gang i de herlige og nyttige Anordninger, som
hans store Fader haver efterladt os. Vi
kand være forsikkrede, at de allerede blom¬
strende Konster og Videnskaber ville under
vores allernaadigste og dyrebareste Lands¬
Faders Beskyttelse komme til saadan fuldkom¬
men Grad, som det for den menniskelige For¬
stand mueligt være kand. Vi kand med al
Føye vente os de allerlyksaligste Tider, som
nogensinde have været udi Dannemark. La¬
der os derfor elskeligste Landmsænd, enhver
efter sin yderste Formue tragte efter jo før jo
hellere at blive deelagtige i den Lyksalighed,
som den evige Viisdom haver bestemt for os
under denne Allermildeste Monarchs, Kong


FRIDERICH den 5tes Regiering. Sparer
hverken Fliid eller Møye at giøre Eder og eders
Næste lyksalige! GUd og Naturen haver saa
lidet nægtet Eder, som andre Mennisker, de
Kræfter, som J dertil behøve; ey heller fattes
man paa Exempler, at J med samme Villig¬
hed, som Dygtighed skulle opmuntres til at
bringe dem udi Øvelse.
Omendskiønt vi allerede have sagt, at
Konsternes og Videnskabernes Flor, som og
Statens Velfærd bestaaer i en nøye Forbin¬
delse med hinanden indbyrdes, saa er dog ey
vores Mening, at alle Konster og Videnska¬
ber ere lige gode, eller lige nyttige; Thi vi
have et vist Slags Lærde, eller meget meere
Pedanter, som ey giøre andet end gruble,
giøre Slutninger, og opfinde saadanne Paa¬
fund, som kun ere muelige i deres Hierne;
ja om de komme paa det høyeste, saa have
de dog ingen anden Nytte, end den, som fly¬
der af visse Konststykker, som have intet
andet i Følge med sig, end at de foraarsage
en Forundring over deres Opfindere. Store
Folk selv, som ellers giøre Verden den største
Tieneste, falde ofte med deres Tanker paa
slige Forundring opvækkende Ting. Een
Vaukanson haver vel ladet see en stor For¬
stand og Klygtighed, da hand opfandt og
forfærdigede sin Maschine, som havde en Ands
Skikkelse, og som svemmede paa Vandet,


slog med Vingerne, qvekkede, aad, drak,
fordøyede, og igien lod det fordøyede, som en
levende And gaae fra sig: Men hvad Fordeel
haver hand derved bragt det almindelige Beste
til Veye? Hverken hand eller nogen anden
kand jo nyde noget af denne And. Da derimod
en Landmand, eller den som forstaaer sig
paa andre Oeconomiske Sager, som i hen¬
seende til Agerdyrkningens, Skovers eller an¬
dre huuslige Sagers Forbedrelse opfinder eller
bekiendtgiører noget; som aabenbarer de for¬
borgene Aarsager til denne eller hiin lykkelige
eller ulykkelige Hændelse, hand, siger jeg,
beviser det almindelige Væsen saadan Tiene¬
ste, som i henseende til dens sande og almin¬
delige Nytte ey er at betale med Penge. Thi
saasom Bondestanden maae ernære alle andre
Stænder, og saasom ingen Familie kand
staae ved Magt uden en fornuftig Huushold¬
ning, saa kand man jo ey arbeyde paa noget
nyttigere, end det som kand befordre denne
Stands Flor, og Oeconomiens Forbedrelse.
Alle Opfindelser, som befordre disse tvende
Sagers Beste, geraade det almindelige Beste
til Fordeel og Nytte. Landmanden maae for¬
skaffe os andre Levnets Midler. Jo meere
Møye hand da i denne Henseende maae giøre
sig, jo dyrere komme de at staae; men jo
mindre Møye det koster ham, og jo fornufti¬
gere Huusholdningerne indrettes, des ringere


bliver Prisen paa alle Ting, og desmindre
have vi ogsaa behov til vores Udkomme.
Maae man da ey med al Rette kalde denne
Nytte almindelig?
For nu at forfremme denne Nytte i vores
elskelige Fæderneland, og for at hielpe til at
befordre Huusholdningens Omstændigheders
Opkomst og Forbedring, have vi foretaget
os Tiid efter anden at levere vores elskellige
Landsmænd et lidet Skrift, hvorudi vi af de
beste Bøger, som beskrive de Ting, som hen¬
høre til Stad= og Land=Væsenets Flor og
Beste, ville anføre det nyttigste, ja vi love
endog at tiene det almindelige Beste med Ori¬
ginal Udarbeydelser. Thi saasom de nyttigste
og beste Opfindelser ey alleene ere forhaanden
i disse Videnskaber, men man end og kand
vente fleere af ind- og udlændiske dertil be¬
qvemme Personer, saa have vi formodet, at
at vi ey lidet tienede vore Landsmænd, dersom
vi efterhaanden i deres Moders Sprog med¬
delede dem det, som best skikker sig med vores
Clima og Omstændigheder, og som med Nyt¬
te kand føres i Øvelse. Og omendskiønt vi
lade vores Øyemerke fornemmeligen være hen¬
rettet paa foromtalte Sager, og altsaa ey let¬
telig overskride de Grændser, som vi have fore¬
sat os; saa ville vi dog forbeholde os denne
Frihed, at dersom vi skulde komme over vel
udarbeydede Moraliske, Satyriske, Physicaliske


og deslige Afhandlinger, vi da og have udi
Sinde at indlemme samme i disse vores Sam¬
linger. Vi tvivle ingenlunde paa, at jo en¬
hver strax heraf kand kiende vore Hensigters
Reenhed, og følgelig agte vores Foretagende
snarere for Priis= end Lastværdigt. Vi have
og dette Haab, at alle sande Patrioter til dette
Arbeydes Fuldførelse saa villigen skulle rekke
os Haanden, som vi indstændigen derom ville
have alle ombedet, at de behageligst ville med¬
dele os deres Opfindelser, Anmerkninger og
Prøver, som i nogen Maade kunde passe sig
paa vores Foretagende, og være os i det os
foresatte Øyemerke tienlige. Samme vilde
de da behage Postfrie at sende til dette Skrifts
Trykkere, det være sig, enten de ere forfatte¬
de paa Latin, Fransk, Tydsk eller Dansk.
Hvorimod de og kand være forvissede, at der¬
som vi finde, at saadanne Sager komme over¬
eens med vores Hensigter, de da enten med
eller uden Forfatterens Navn, ligesom for¬
langes, skulle blive indrykkede. Jligemaade
bevise de os ogsaa en besynderlig Tieneste,
som finde noget at erindre i henseende til dette
vores Foretagende, enten det angaaer dets
Jndrettelse, Skrivemaade eller Materie, der¬
som de med Beskedenhed ville meddele os deres
Erindringer. Vi vide, at vi ere Mennisker,
og derfor antage vi samme, dersom de ere
grundede og beskedentlige, med Taksigelse, og


lade dem tiene os til en Rettesnoer. Dermod
agte vi ey at besvare dem, som ingen i Ver¬
den kand giøre noget til Maade, og som ville
antaste os med Grovhed og Uhøflighed, (Kien¬
detegn, hvorved kun Bagtalere og Menniske¬
fiender giøre sig kiendelige.) Vi bekymre os
saa lidet om dem, som Løven bekymrer sig
om en liden afmægtig Hunds Giøen. Vi
ville ved deres Vrede være ligesaa stille, som
en Philosoph kand være, naar en eenfoldig
Dosmer i hans Nærværelse tør bekræfte, at
Lærde ere gandske ubeqvemme til visse Betie¬
ninger. Begge Deele ere at ansee som Dos¬
mere, der snarere fortiene Medynk, end Jrette¬
sættelse og Tugtelse; thi de søge paa en latter¬
lig Maade at udspile deres Slutnings Kræfter
videre, end Naturen og Forsynet synes at
have forundt dem, og deres ringe Optugtelse
og første Haandverk tillader dem; i det de un¬
derstaae sig til at fælde Dom over Personer,
og deres Dygtighed og Videnskaber, da de
ey have det ringeste historiske, end sige da et
philosophisk Begreb om de Videnskaber, som
disse Personer have beflittet sig paa. Man
kand med Rette sige til dem, som Apelles
hisset sagde til Megabizum, da hand under¬
stoed sig at dømme om Malerkonsten:
Qvæsa tace, ne pueri, qvi melitem terunt,
te irrideant loqvi orsum de rebus, qvas non
didicisti.


Nu ville vel og vore Læsere vente en om¬
stændelig Efterretning og Beskrivelse paa vort
Sælskabs Lemmer; det synes ogsaa, ligesom
Vanen forbandt os til at give saadanne Efter¬
retninger om os, som kunde udtydes paa man¬
ge. Men, kiereste Venner! hvad var eder
dermed tient? Kunde J vel vente Eder større
Nytte af vores Arbeyde, dersom J vidste en¬
hvers Navn, Stand, Alder, o. s. v.? Kand
det ikke være Eder ligemeget, fra hvem en
Sag kommer, dersom kun samme i sig selv er
god og nyttig? Tillader os dog at have den
Fornøyelse, at vi for det første ere ubekiendte:
Det kand baade være Eder og os fordeelag¬
tigt; thi saa længe man endnu ey kiender os,
saa undseer ingen sig i vores Nærværelse at
dømme frit om vores Arbeyde. Paa denne
Maade kand vi uden megen Møye erfare,
om det finder bifald eller ikke, og derefter
kand vi da vide at rette os. Hvormed vi
paa beste Maader befaler os til den kiere
Læseres Bevaagenhed.
Skrevet, Kiøbenhavn
d. 20 Febr. 1747.
Forfatterne.


Indhold.
l. Magni Stridbergs nye Art og Maade
i at forbedre Agerdyrkningen, som
af hans under Hr. Prof. Laurentii
Arrhenii til Upsal holdne Disser¬
tation de nova agriculturam e¬
mendandi ratione er oversat paa
Dansk.
II. Et Udtog af Monsr. Jean Aunants
Konst i at plante hvide Morbær¬
træer, som og i at opføde Silke¬
ormer.
III. En Afhandling om de Sortes Op¬
rindelse, (oversat af det Franske.)
IV. Nogle Anmerkninger om det, saa
kaldede, Esparcette Frøe, tillige¬
med en Skrivelse derom, udtagen
af det 8de Stykke af de Leipzigske
Samlinger.
V. Middel mod Qvægsygen.
VI. Grev von N., hans besynderlige
Fordeele og Erfarenhed i adskilli¬
ge Land= og Huus=Sager.


(I.)
Magni Stridbergs nye Art
og Maade i at forbedre
Agerdyrkningen.
som af
Hans under Hr Prof. Laurentii
Arrhenii til Upsal holdne Dissertation
de Nova Agriculturam emen¬
dandi Ratione.
er oversat paa Dansk.
A¬
t Agerdyrkningen er et fortrefligt
Middel til at befordre den almin¬
delige Velstand, kand vel ingen
letteligen nægte; fornemmelig,
dersom hand kun kiender det al¬
mindelige Væsens Nødtørftighed; thi dersom
samme skulde blive forsømt, eller ey rettelig
behandlet udi et Kongerige, saa vilde Skat¬
kammeret udtømmes, og det almindelige Væ¬
sens Kræfter svækkes, i det man nødvendigen
maatte tilforhandle sig fremmed Korn. Der¬


3
for sindes og mange fortreffelige Mænd, som
have ladet sig den almindelige Velfærd være
magtpaaliggende, og som ey mindre have søgt
at forbedre Agerdyrkningen. Man veed vel,
at nogle meene, at Agerdyrkningen, saasom
den i saa mange hundrede Aar haver været til,
for lang Tiid siden er kommen til Fuldkommen¬
hed, og at man nu omstunder ey kunde finde
nogen Maade hvorved samme kunde bringes
til en høyere Fuldkommenheds Grad.
Men at dette ey befinder sig saaledes,
kand enhver lettelig selv vide, naar hand be¬
tænker, at hvor klog og forstandig en Ager¬
mand end er, saa lærer dog Erfarenheden,
ham, at hand aarligen dybere indseer Ager¬
dyrkningens Feyl og Nødtørftighed. Og saa¬
som nu ogsaa en lærd Mand maae bekymre
sig herom, thi det almindelige Væsens Vel¬
stand beroer og fornemmeligen derpaa, saa
haver jeg anseet for tienligt nøyere at overveye
Agerdyrkningen. Hvorfor jeg og haver fore¬
taget mig i Korthed at beskrive det, som jeg i
mange Aar haver merket, og som jeg af Er¬
farenheden haver befundet at være nyttigt, og
hvorledes man kunde anvende saadant til Fæ¬
dernelandets Nytte; thi hverken tillader mig
mit Foretagende, eller Tidens Korthed i saa
snævre Grændser at indbefatte alt det, som
man kand sige om Agerdyrkningen: Hvorfore
jeg kun i Korthed vil anføre det Fornemmeste.


4
Den første Deel.
Hvorledes man skal dyrke
en Ager.
§. I.
A¬
t jo Jorden i Begyndelsen haver været
meere frugtbar, end i vore Tider,
derpaa, synes mig, kand man ey tvivle
meget. Thi paa Bakkerne og i de skovagtige
Dale haver Frugtbarheden kundet formeeres
ved de Blade, som fra Træerne ere nedfaldne,
og ved de Stammer og Græs, som Aar ef¬
ter andet er blevet forraadnet. Det Stykke
Jord, som Havet i nogen Tiid haver over¬
svømmet, er bleven frugtbar ved sammes
saltagtige Vædsker; Thi naar Saltet, som
er opløst i mange smaa Deele, beblander sig
med den Fedhed, som foraarsages af det for¬
raadnede Græs, saa haver det taget en Sal¬
peteragtig Egenskab til sig, hvilken den om¬
kring svævende Luft, som til Deels ogsaa er
Salpeteragtig, giør frugtbar. Ligeledes ere
de tilforn værende moradsige Stæder, hvilke
vel have havt tilstrekkeligt flygtigt Salt og
olieagtig Materie, men desuden ogsaa alt for
megen Tykhed, Suurhed og overflødig Fug¬
tighed, de ere, siger jeg, efterhaanden blevne
til frugtbare Jorder, efterat det staaende
Vand haver draget sig andensteds hen, og
Solens Heede des bedre haver kundet tempe¬


5
sere Jordens Deele. Slige Stæder have
bragt megen Frugt for dem, som først have
pløyet og besaaet dem, saasom de længe have
ligget og udhvilet sig, og saasom de fornem¬
melig have havt tilstrekkelig olieagtig og til
Vext tienende Materie, hvilket man og klar¬
ligen kand slutte, saasom de Agre og Enge,
som ligge ved Havet, og som nyeligen have
været oversvømmede af Vandet, iligemaade
de nye fra Havet langt bortliggende Jorder,
hvilke man haver pløyet, efterat man først
haver udryddet den derpaa staaende Under¬
Skov, have overgaaet end og de allerældste
Agre i Frugtbarhed. Thi den Jord, som i
forrige Tider var tet og fast, og derfor ogsaa
bedre kunde bevare og opholde sit salpeterag¬
tige Væsen og Fedhed mod Luftens Tørke,
efterat den nu fra det ene Aar til det andet
er bleven pløyet, saa er denne Fedhed opløst
ved Vandet, og udtørret ved Heden, efter¬
haanden forsvunden, og ligesom bleven træt
ved dens idelige Frugters Frembringelse. Der¬
for er vore Tider ey saa frugtbare, som de
forrige, dersom de saltagtige og frugtbargiø¬
rende Deele ey paa nogen Maade igien op¬
hielpes ved klog Giødning og forsigtig Pløyel¬
se. Men det er sandelig besværligt at beholde
denne Fedhed i den allerede pløyede Jord.
Thi en Ager, som efter den sædvanlige Maa¬
de adskillige gange igiennemskæres i Foraaret


6
og den gandske Sommer, mister imidlertid
meget af sin Kraft, i det det overflødige
Regnvand først opløser den olieagtige Fedhed,
og de flygtige Deele, som dog ere de Beste,
og som tilforn ere igiennemvædede, ved Solens
Tørke og naturlige Varme uddunster, og
Støvet fortørres. De paa denne Maade
udtørrede Marker blive endnu af kolde og tør¬
re Vinde berøvede deres overblevne Saft:
Ja det som er det verste og slemmeste, saa
drager de i Høsten besaaede eller pløvede Agre
ey anderledes end en Svamp, det overflødige
derpaa faldende Vand i sig, og dette Vand
fryser i den tilkommende Vinter fra det neder¬
ste til det øverste tilsammen. Dette Jis maae
nu om Foraaret enten gandske til intet giø¬
re Sædens Rødder, eller forderve dem, og
naar nu Jisen smeltes ved Heden, saa bliver
og Jorden beravet sin Saft ved den derpaa
følgende Uddunstelse.
§. II.
Af dette, som vi allereede forud have an¬
ført, kand vi nu let vise, at man i en Agers
Tilberedelse maae bruge stor Forsigtighed.
For det første maae man merke, at en Maa¬
de og Omgang ey passer sig paa alle og et
hvert Land, men at det efter dets mangfoldi¬
ge Natur og Beskaffenhed maae paa mange
Maader behandles. Da nu Jordens Skik¬
kelse er adskillig Slags, og hvilke alle vi for


7
den os foresatte Kortheds skyld ey kand be¬
tragte, saa maae vi dog giøre nogle Anmerk¬
ninger om de Fornemmeste. Den første,
som er den frugtbareste og allerbeste Jord,
er den sorte, hvilken paa Svensk kaldes
Schwart=Mylla, (Sort Muld) og haver i sig
den meeste Salpeter, som med Rette maae
kaldes Frugtbarheds Salt, og Vexternes
Siel. Denne Jord er i sig selv fugtig, og hol¬
der den dertil kommende Fugtighed ved sig; den
haver og den Kraft at aabne det lidet Hul i
Sæden, saasom samme haver en aanderiig
Egenskab i sig; saa at, omendskiønt saadan
en Ager, som haver nok af dette Salt, hver¬
ken giødes eller vædes med Regn, saa giver
den dog sine Frugter rigeligen fra sig; hvilket
Egypten tydeligen bevidner; thi der regner det
ikke, ey heller bliver Landet giødet, og dog
bærer det de herligste Frugter; hvilket man ey
alleene haver at tilregne Nili Oversvømmelse,
men end og det salpeterske Salt, og dets flyg¬
tige Aander.
Dette Salpeter beholdes vanskeligen i en
pløyet Ager. Et Stykke Land pleyer i Al¬
mindelighed saaledes at dyrkes: Det bliver
deelt i tvende liige Deele, hvoraf den ene
Deel hviler og pløyes, da imidlertid den an¬
den Deel besaaes og bærer Frugt: Men Fey¬
len bestaaer herudi, at man pløver for dybt,
da man kun et lidet, og saa meget, som til


8
Ukrudets Udryddelse giordes behov skulde
omvelte Jorden. Pløver man dybere, saa
uddunste de salpeterske Deele, som bringes i
Høyden og blive underkastede Solen, meget
letteligen fra den bløde og løse Jord, og Jor¬
den bliver meere og meere udtørret; thi Sal¬
peter voxer i skyggefulde mørke Stæder, og
opholder sig derudi, men ved Heden mister
samme sin Kraft. Til at udrydde Ukrudet
ere de brugelige Plove ey tilstrekkelige. Men
det Slags, som vi kalde Plove, er meget be¬
dre; thi de omvælte bedre Jorden, naar den
brydes igiennem, og i Pløyningen kand den
meget got med Plovkieppen styres baade frem
og tilbage, dog saaledes, at Renderne giø¬
res lige langt fra hinanden, og at de smaa
kand gaae i de store, som ere paa Siderne
af Ageren. Disse drage det overflødige Vand
saa meget des lettere til sig, saasom Ageren
imellem disse Vandfurer efter denne Maade
at pløye paa bliver høyest i Ryggen. Efter
een eller to Dage maae Jorden med en Trumle,
(jo tungere den er, jo bedre er det og) tryk¬
kes fast tilsammen, saa ofte den i Sommeren
eller Høsten bliver pløyet. Denne Maade
at pløye paa maae man vel merke, saasom
Jorden, naar den saaledes bliver trykt til¬
sammen, bedre beholder sin indvortes Varme
og Saft; thi de Svedehuller, som i utallig
Mængde befindes i Jorden, blive forstoppede,


9
hvorved Uddunstninger ey meere befordres,
men forhindres; ligesom og de Deele af den
oven fra nedfaldende Regn, som befordre
Vexten, bedre kand forene sig med den tætte,
end med den bløde og aabne Jord, hvilket
man kand see af Sandet. Fornemmelig giø¬
res dette behov mod Vinteren, paa det Reg¬
nen og Vinterens Jis ey for meget skal for¬
derve Ageren, og i Foraaret opløse og bort¬
tage dens Fedhed; thi naar den er opløst
saa uddunster den, og derved bliver Jorden
mager og ufrugtbar. Dette Onde forebygges,
naar Ageren er sammentrykt, og haver sine
Render, hvorudi Vandet kand samles og
bortflyde. Paa samme Maade maae Leer¬
jorden omgaaes, hvilken dog maae pløyes
dybt og over en halv Alen. Er den vel i det
første eller i det andet Aar ey alt for frugtbar,
i det den slette Jord bliver beblandet med den
fede, saa giver den dog derefter des rigeligere
Frugt, naar den faaer nogen Fedhed til sig.
Nogle meene, at det er bedre, dersom den kun
blev pløyet saa løseligen; men det er forgie¬
ves; thi dersom man ey vender Grunden op,
saa er den tør og alt for tyk, og foruden at
den hverken giver Rødderne Næring eller
Skygge, som den sorte Jord, saa driver den
og Solens Straaler lige til Rødderne, og
forbrænder dem. Desuden, dersom det i
Foraaret regner lidet stærkt, saa tager den ey


10
Vandet til sig, men det flyder kun oven paa,
og Jorden bliver ved indfaldende Tørke haard,
og Sæden mister sin Næring. Derfor maae
man om Sommeren paa foromtalte Maade
tillave Jorden, paa det at det overfladige
Vand vel kand løbe bort, Klumperne got
igiennembrydes og smules, og saaledes lettere
komme til Sædens Aabninger. Jligemaade,
dersom et Stykke Jord er tørt og fuldt af
Støv, saa drager den skarpe Vind og Var¬
me des meere den feede Materie ud, hvilken,
dersom den er dybere, bedre skiules for Luf¬
tens Heftighed. Vintersæden haver ikke
mindre Nytte heraf, at Vandet ved smaa
Vandfurer ledes fra Ageren, og at Jorden
ved en Trummes Hielp bliver sammentrykt
thi den sammentrykte Jord kand hverken synke,
ey heller kand Rødderne forvendes, som det
hændes i den bløde Jord; men den ligger tæt
og fast, og skiuler og opholder samme. Man
maae og vel tage sig i Agt, naar Ageren nu
haver faaet sin rette Høyde, at den da ey
bliver pløyet alt for dybt. Sandjord er den
tredie Slags Jord, hvilken man billigen maae
regne iblant de ringeste; man maae forestille
sig den ligesom en Steenhob; thi de smaa
Sanddeele ere just saa mange smaa Steene,
hvis Magerhed kand ey give Sæden nogen
Kraft. Denne, saasom den er fuld af Huller
og ligesom et Sold, kand ey saaledes beskytte


11
de frugtbargiørende Deele i Vandet, og den
paaliggende Giødning, at jo samme maae ud¬
dunste. Derfor maae denne Jord ofte giø¬
des, og under Pløyningen maa den sammen¬
trykkes med en Trumme. Den blaa Leerjord,
som almindeligen er salt, giør, naar den vel
er smulet, Sandjorden god Tieneste. Men
naar samme er blandet med moradsigt Jord,
og lagt paa Ageren, saa giør den Landet me¬
get got og frugtbar; thi denne Beblandelse
tillukker Gangene, og binder Jorden sam¬
men, ja de vandagtige Deele hænge bedre ved
denne liimagtige Materie. Det beste Middel
til at giøre alle flags Jorde frugtbare, er, at
man bestrøer samme med Greene af Gran og
andre Træer. Derved bekommer Grunden
Salpeter, som det der er den første Begyn¬
delse til Frugtbarhed; hvortil dette er Aarsa¬
gen, saasom den skiulte og overskyggede Jord
bliver stedse feed, og mister intet af dens Kraft,
men drager altid den omsvævende salpeteragti¬
ge Luft til sig. Thi Naturen bringer det saa
med sig, at det vandagtige tager det tørre,
og det tørre der vandagtige til sig.
§. II.
Paa samme Maade maae man og sørge
for Græsningen, hvoraf man og haver stor
Nytte. Nogle Græsnings Grunde ere fug¬
tige, og nogle tørre. De fugtige hielper man,
naar man i rette Tiid giver og tager Vandet


12
bort; thi dersom det er stille og staaer for
længe, saa foraarsager det dennem Skade.
Det kand da ledes fra Græsningen ved Vand¬
graver, som man maae giøre der igiennem;
men disse Graver maae man saaledes holde,
at der ey ved Vandets alt for længe Stille¬
staaelse om Foraaret voxer Stær og Rørgræs
eller Moos derudi. Thi herefter er Jorden
som en Skov, og lader ingen Soel komme
til sig, og den stillestaaende Fugtighed brin¬
ger til Veye, at Græsset intet duer samme
Aar.
Hvad de tørre Græsgange anbelanger,
saa er det meget møysommeligere at faae dem
frugtbare, fornemmelig dersom de ere begroe¬
de med Moos eller Tuer, og bevoxne med
Enebærriis og Lyng.
Det beste Middel til at giøre disse ufrugt¬
bare Marke frugtbare, er, dersom man
Aarligen overpløyer to eller tre Stykker der¬
af, og siden deeler dem i otte eller tolv Deele;
siden maae man sætte et lavt og tyndt Gierde
derom, og indlade mange Øxen derudi baade
Morgen og Aften. Naar nu dette Stykke
noksom er giødet, og paa denne Maade giort
frugtbart, saa indslutter man og den anden,
og efterhaanden alle Deele med Gierdet, og
dermed farer man fort fra Foraaret til Høsten.
Ere Oxerne trediesindstive, saa kand i een
Sommer i det ringeste fire Stykker giødes,


13
af tredive to, af tretten een, og af otte et
halvt Stykke. I Høst eller om Foraaret
maae disse Stykker vel pløyes og besaaes,
hvilke da overgaae en almindelig Ager i Frugt¬
barhed. Naar man da haver afmeyet Kor¬
net, saa skal man lade det ligge ubesaaet til
Græsning, og saaledes skal man og forholde
sig med de andre indtil man efter Raden faaer
30 Stykker ferdige. Siden begynder man
igien paa det første Stykke, og farer fort paa
samme Maade, indtil man igien naaer Enden.
Disse 30 Stykker Land bliver den anden eller
tredie Gang meget frugtbarere, saaledes, at
Græsset ey alleene voxer i Hobetal, men endog
i Godhed overgaaer dobbelt det almindelige
Græs. Dersom man paa den almindelige
Maade giør kun Landet eengang frugtbart,
saa haver det langt fra ey denne Nytte. Man
haver vel og en anden Maade til at giøre
Græsgangene frugtbare, men den haver en
denne Virkning; Dog kand den med Nytte
bruges af dem, som ey have mange Oxer.
Man pløver nemlig efterhaanden de tuefulde
Stæder, og lader samme besaae med Erter,
som have ligget i Blød i en vis Saft, hvorom
vi herefter vil tale meere, deraf voxer de des
meere og tykkere; men Straaet maae man ey
afmeye, men lade det forraadne i Jorden,
dog maae man meye saa meget af, som man
haver udsaget. Denne Maade at giøre


14
Græsgange frugtbare paa, er og meget god,
thi Erfarenhed haver lært, at intet iblant de
frugtbringende Sager giøder og feedgiør Jor¬
den bedre, end Ertestraa; fornemmelig, der¬
som det voxer tykt og i Hobetal. Hvo som
da kun vil anvende nogle Omkostninger, kand
paa denne Maade inden faa Aar bringe sig
en ret frugtbar Græsning til Veye.
Den anden Deel.
Om en god Vext og Sædens
Forflyttelse.
§. 1.
D¬
og alligevel, endskiønt Agrene ere vel
giødede og pløyede, saa forefalder ey
desmindre dog ofte Misvext og dyr Tid.
Man kand vel tilskrive GUds Hevn saadanne
Tilfælde, naar nemlig den Almægtige vil
straffe Menniskenes Synder; dog alligevel
maae man og mange gange give Menniskene
selv skyld for en paakommende dyr Tiid, saa
vidt som de forsømme de Midler, ved hvilke
store Skader kunde afvendes. Det er altsaa
ingenlunde nok til at befordre Frugtbarheden,
og til at afvende de Sygdommer, som for¬
derve Sæden, at man vel haver giødet og
pløyet Ageren; men man maae endog være
betænkt paa andre Midler til at forekomme


15
Ufrugtbarheden. Vi ville derfor først i Kort¬
hed tale om de Ting, som frem for andre ere
Sæden høystskadelige. Jntet er farligere for
Sæden, end en overflødig Fugtighed. Thi
naar Sommeren er alt for fugtig, saa skyder
vel Sæden med Fornøyelse op i Høyden;
men det hændes ofte, at den formedelst
Straaets Skrøbelighed bliver nedslaaet af
Regn, og naar den saaledes er falden, at
den selv betager sig Solens Varme, og giver
sig en skadelig Skygge, hvilken foraarsager,
at Rødderne og de første Led af Halmet, som
skulde drage Nærings Saftens til sig, maae
forraadne, saa giver den intet andet end
Skaller og tomme Korn, som ey naae til en
fuldkommen Modenhed. Og saasom man i
disse nordiske Lande ey indhøster førend i Efter¬
aaret, saa pleyer den ofte at forderves af
Frost formedelst indfaldende Kulde. Des¬
uden bliver den og ofte opædt af Orme og
bekommer Jernpletter (Eisenflecken). En ska¬
delig Østenvind og Tørke i Foraaret forder¬
ver ogsaa Grunden. Jligemaade Klinte og
vildt Byg, hvortil Kornet ofte, og fornem¬
melig Bygget, udarter; hvilket foraarsages
af det udstrødte Korns Svaghed, thi naar
det enten er for gammelt, eller skimlet, saa
pleyer det at blive til Klinte. Et andet er en¬
deligen, at Jorden ved et Slags Korns, saasom
Bygs eller Hvedes Frembringelse, bliver kied


16
af at bære en og samme Frugt, og mister sin
forrige Frugtbarhed, saa at Landet ey allene
i nogle Aar maae hvile, men end og have et
gandske andet Slags Sæd. Og omendskiønt
det overgaaer et Menniskes Formue at op¬
tænke et Middel, som kunde raade Bod paa
alt dette foromtalte Onde, saa kand dog me¬
get deraf ved gode Midler tvinges og ophæves.
At de fleeste ere blevne hiulpne ved at forfriske
og at forandre Sæden, haver Erfarenhed
lært. Disse ere de tvende Støtter, som for¬
nemmelig understøtte Agerdyrkningen. Vi
ville først handle om Sædens Forfriskelse,
saasom den nødvendigen maae gaae foran.
Dermed forstaae vi at legge Sæden i blød i
en vis Fugtighed, paa det at samme kand
des bedre voxe, og frembringe mangfoldigt
Halm. Nogle ville vel meene, at denne
Forfriskelse er just ey nødvendig, men at et
hvert Sædekorn af et Slags er ligesaa be¬
qvem til at voxe, og at bære ligesaa megen
Frugt, som et andet, naar det kun udstrøes
i en velgiødet og velpløyet Ager. Men dette
forholder sig gandske anderledes, og Erfaren¬
hed beviser det, som er tvert imod, ja det er
klart og tydeligt ved visse Prøvestykker. Thi
hvilken Forpagter befinder ikke, at et Slags
Rug eller Byg gandske døer, eller omend¬
skiønt det voxer i Høyden, dog ey fremfører
et fuldt Ax; da derimod et andet slags uagtet


Vinterens Kulde og Sommerens Heede be¬
standigen grønnes, og giver dobbelt saa me¬
gen Frugt? Hvoraf kommer vel denne For¬
skiel, uden fra den adskillige Friskhed, og af
Verktohernes og Gangenes visse Skikkelse og
Beskaffenhed. Derfor maae man see til, at
man kand ophøye Sædens Levenhed, og for¬
andre Gangenes almindelige eller ringe Skik¬
kelse til en vedre, paa det at man kand be¬
komme en overflødigere og stærkere Vext,
som og en over den sædvanlige og bekiendte
Maade fremkommende tilig Modenhed. At
undersøge alle Saltets Aarsager og Virknin¬
ger i Jordens Vexter, taale mit Forehaven¬
des Omstændigheder ikke, thi det strekker sig
alt for vidt ud i Physiqven og Chymien; men
kun saa meget, nemlig: Paa hvad Maade
samme kand til det almindelige Væsens Nytte
henfores paa Agerdyrkningen; hvilket
vi ved adskillige Prøvestykker
agte at bevise.
Fortsættelsen følger.


18
(II.)
Et Udtog af Monsr. Jean
Aunants Konst i at plante hvide
Morbærtræer, som og i at
opføde Silkeormer.
M¬
onsr. Aunant, en klog og forfaren
Frantzos til Hanau, hvilken først
var underretet om denne Konst i sit
Fæderneland, haver herpaa ved Læsning,
Reyser og Anmerkninger sat sig i Stand til
at undervise andre, hvorledes de skulle begyn¬
de at plante hvide Morbærtræer, og opføde
Silkeormer, og indrette Silke Manufacturer.
Hans upartiske og redelige Hierte haver be¬
væget ham til at udgive denne Underretning
paa Fransk, med denne Titel: Lart de plan¬
ter & de cultivier les meuriuts blancs, d
elever les vers a save, pour servir d in¬
struction aux Provinces d Alemagne par
sean Aunant a Hanau aux Depens de Pau¬
ters, imprime p. sean Christoph. Gebauer
MPCCXrlVin 8vo. Saasom vi nu ønske¬
de, at dette fortreffelige Nærings Middel
eengang med større Alvorlighed maatte anta¬
ges, og blive bragt til Fuldkommenhed; og
saasom den mindste Deel blant Menniskerne


19
veed, hvorudi det bestaaer, og hvorledes de
skal begynde det; saa havde vi i Sinde at
oversætte dette lidet franske Skrift, som er kun
paa 9 Ark, og at lade det trykkes for sig selv,
paa det at alle, som en forstode Fransk, der¬
af kunde opbygge sig. Vi agtede dette at væ¬
re saa meget nødvendigere, saasom vi vel have
adskillige tydske Skrifter om denne Sag, men
til deels ere de rare at bekomme, og til deels
indeholde de intet fuldstændigt, eller de ere alt
for vidtløftige for en flittig Landmand og
Oeconomus, eller og de have denne Feyl, at
de kun ere samlede af andre Jtalienske og
Franske Skrifter, som vel have beskrevet dette
Arbeyde efter Jtaliens og Frankeriges Be¬
skaffenhed, ja og undertiden af egen Erfaren¬
hed; men saasom deres Maade en kand passe
sig paa vore Lande, og Monsr. Aunant af
egen Erfaring i Tydskland haver skrevet dette
Skrift, som vel er kort, men indeholder dog
alt det nødvendige i denne Materie, saa haa¬
bede vi, at dette Arbeyde skulle være høyst
nyttigt. Dog alligevel fandt vi en heller dette
at være tilstrekkeligt til vores Øyemerke, som
er, at giøre Sagen saa meget som mueligt
er, bekiendt for ulærde og almindelige Verte,
og at dette Arbeyde ey kommer overeens med
vores Foretagende. Thi hvad det første an¬
belanger, saa bekymrer den gemeene Mand
sig ey meget om saadanne enkelte Skrifter i


20
Bogladerne, og derfor komme de dem sielden
for Øyne. Men saasom vi vente, at vore
Samlinger skulde komme i den gemeene Land¬
Mands Hænder, og blive læst af mange,
saa have vi besluttet, at legge dette franske
Skriftes Saft og Kierne i et Udtog for alles
Øyne. Hand deeler samme i XV Capitler,
som vel alle ere nyttige, men dog indeholde
de en alle umistelige Anmerkninger. Hvorfor
vi ey heller have i Sinde at anføre noget af
dem alle. Thi det første Capitel indeholder
f. Ex. Silkeormers Plantelses Begyndelse i
Europa. Men derefter spørger ey en Mand,
som er begierlig efter Profit, og samme er og¬
saa beskrevet i mange Skrifter. Det Rl Ca¬
pitel handler om de virkelige Silke Fabriqver,
hvilket ey heller egentligen hører hid. Det
Rll Cap. forestiller os et Udtog af en gammel
Chinesisk Tractat om Silkes Forarbeydelse,
hvilket hand haver taget af P. du Haldes Be¬
skrivelse om China, og det Xlll indeholder
nogle Anmerkninger derover, hvilke Mr. Finiel
Ao. 1729, til Vanci haver udgivet. Begge
indeholde det, som er nyttigt, men den ge¬
meene Mand haver kun de Anmerkninger be¬
hov, som af Erfarenhed ere gjordte i dette og
nærmeste Climate. Lærde Folk, og de som
begiere at vide noget meere, end som almin¬
deligt er, kand vel have Nytte deraf; hvilke
vi derfor ville have henviiste til Monsr. Aunants


21
Tractat selv. Det samme kand og siges om
det XIV og XV Capitel. Ja vi kand og
gandske forbigaae det R Capitel, thi det hand¬
ler alleene om den store Colberts Fortienester i
Frankerige, hvilke hand forhvervede deels ved
at indføre en Plantage af Morbærtræer, og
deels ved Silke- og andre Fabriqver. Og
paa denne Maade have vi ep behov at anføre
noget af dette Skrift, som umisteligt, uden
det som angaaer Mr. Aunants egen Praxin
selv, hvilket vi finde i det M. M. Iv. V. El.
Vll. Vill. og 18 Capitel. Heraf behage da
den gode Læsere med et lærvilligt og redeligt
Gemyt at antage følgende Udtog.
Udtog
af
Det II Capitel.
Om Kierne Skolen.
H¬
idindtil haver man ført fremmede Træer
ind i Tydskland, og der plantet dem.
Men jeg haver befundet, siger Monsr.
Aunant, at denne Maneer og Maade er en
den Beste, og tilmed koster den meget. Der¬
for haver jeg baaret mig gandske anderledes
ad, hvilket jeg her vil fortælle. Jeg lod mig
forskrive Kierner fra Jtalien. Efterat jeg da
havde tilberedt og giødet ey just den beste Jord,


22
saa gjorde jeg to Tomer dybe Furer til 13 Fod
fra hinanden, og blødte Kiernerne i 24 Timer
i Regnvand; siden blandede jeg dem med
noget Sand, og saaede dem i Furerne saa
vel i Høst som om Foraaret, hvoraf dog den¬
ne er den beste Tiid, og fornemmelig naar
Frosten er forbi i Martio eller Aprili; Jeg
rettede mig ey efter Maanen, hvilket en heller
den berømte Urtegaardsmand Qvintim haver
gjort. Derpaa bedækkede jeg dem med sam¬
me Jord, og vandede dem med Regn vand
ved en liden Vandkande. Og dermed foer
jeg Tiid efter anden fort, ligesom det giordes
behov. Thi at man ofte vander dem, naar
de ere saaede, og herefter alle Dage, naar
de opkomme, det haver jeg fundet at være
høyst fordeelagtigt. Derpaa kom Planterne
i Mængde op, og hvor de vare alt for tykke,
der rykkede jeg dem op igien og plantede dem
i andre Furer
2.) Naar et Aar er forbi, saa maae
man nærmere antræde deres Opvartning og
Opklækkelse; og til den Ende maae man ud¬
søge de beste Planter, og i Besynderlighed
see dem til gode; de andre skaffer man bort,
og eftersom hine voxe, beskærer man de nye
Grene, ja end og Bladerne selv. Efter to Aar
maae man sætte dem der, hvor de skulle blive.
Man bruger ingen store Pæle til at binde dem
ved, men kun slette Viinrankkestavrer.


23
Det Ul Capitel.
Om Træerne.
3.
Lan haver anlagt mange Plantager ved
"f fremmede Træer. Jeg haver fun¬
det mange saadanne i Hanau, Schweitz og
Lothringen. Disse sidste skikkede sig best for
mig. Jeg sendte derhen en Urtegaardsmand,
som skulde udsøge mig skiønne Træer, 7 til 8
Aar gamle, og som vare avlede af Kiernen,
og vel opvartede, af hvilke jeg da lod 200
Stykker komme til mig paa tvende Vogne til
November Maaneds Udgang. Da de kom,
lod jeg deres Rødder bedække, og beredte
Jorden, hvori jeg vilde sætte dem. Dog
maae jeg bekiende, at de Træer, som efter
2 eller 3 Aar tages af Kierneskolen, ere me¬
get bedre, koste mindre, og kand ligeledes be¬
vares. Begges Fortplantelse, nemlig de un¬
ge Planters og opvoxne Træers, skeer ilige¬
maade paa een og samme Maade.
4) Man beskærer Grenene og Rødderne
lidet paa Spidserne, og graver Hullerne til
dem 2 Maaneder tilforn ved en Rekke,
for at spare de mange Pæle. Man kand og
i Høst forplante Træerne. Men jeg haver
befundet, at Foraaret in Martio, efterat
Frosten holder op, er den beste Tiid for Træ¬
er, som tages af Kierne Skolen.


24
5.) At man en førend om 5 Aar maae
tage Bladerne fra de omflyttede Træer, det
haver jeg ey iagttaget. Jeg haver gjort det
efter det andet og tredie Aar, dog saaledes, at
jeg lod noget blive tilovers paa Enden af
Grenene.
6.) At man forst om to Aar maae tage
Træerne af Kierneskolen, og sætte dem paa
et andet besynderligt Sted, samt at man der
skal lade dem staae to til tre Aar, og siden
igien omflytte dem; Dette haver jeg ep fundet
for got. Man spilder megen Tiid, og derfor
haver jeg kun eengang omsat dem.
Man bruger ey at tage besynderlige
Pladse dertil, men man kand plante dem ved
Træerne om Markene, ved Veyene, og paa alle
tomme Pladser. Det er en forgieves Frygt,
at disse Træer skulle skade Kornet eller andre
Frugter. Thi i Foraaret tager man Blade¬
ne af dem, hvilke de ey bekomme igien førend
efter Høsten. Altsaa falder den Skade,
hvorfor man frygter sig.
8.) Man kand og fortplante Morbærtræer.
paa andre Maader, f. E. ved Poden og
Oculeren, i Besynderlighed i sorte Morbær¬
træer; ja man siger, at de da bleve bedre,
og imodstode meere Frosten. Haver man
Træer, som bære smaa Blade, og man vil
have dem større, saa kand man faae dem
større, naar man poder dem i disse Træer.


25
Dette er den Fordeel, som man søger af disse
Træer.
Det 1 Capitel.
Om Silkeormers Opdragelse.
1) Naar man haver Blade, saa maae man
def forskrive sig Silkeormesæd fra Jtalien
1) Naar man haver Blade, saa maae man
def forskrive sig Silkeormesæd fra Jtalien
eller Frankerige. Erfaringen maae lære os,
hvor Sæden paa et hvert Sted skikker sig
best. Jmidlertid er dette vist, at allevegne
hvor man haver Silkeorme, der maae man
uforbigængelig kiøbe fremmed Sæd til den
Sæd, som man bekommer af sine Orme.
Sæden maae man forvare, indtil man bru¬
ger den, paa et Sted, som ey er fugtigt eller
alt for tørt, og i saadant Giemme, hvor der
er ingen Stank, i besynderlighed af Olie og
Fet, som er en Gift for disse Dyr.
2.) Naar det hvide Morbærtræ i Foraaret
begynder at faae Blade, saa legger man Sæ¬
den i en Æske. Fruentimmeret pleyer og at
bære den i Barmen, eller man legger den om
Natten under sin Hovedpude i Sengen, paa
det at den ved denne naturlige Varme kand
ruges og udligges. (Dog vises herefter fleere
Fordeele.)
3.) De Vinduer hvori Ormene ere,
maae være tillukte. Foruden at den kslige
Luft beskader dem, saa maae man og vogte


26
dem for Spurrerne og andre Fugle, ja Rotter
og Muus vil ogsaa æde dem. Den daglige
Omgang dermed lærer os endnu mange andre
Fordeele.
4) Sæden kand man prøve, naar man
kaster den i Viin. Den som svemmer oven
paa, duer intet, men den som synker til
Bunds, er god. Ja Vinen, siger man,
styrker Sæden og Ormene.
5.) Naar Ormene begynde at krybe ud
af deres Eg, saa legger man over Eggene et
Papier, saa stort som Æsken er, og hvorudi
man først stikker nogle Huller med en Pren;
De udkrøbne soge strax efter deres Føde, og
krybe igiennem Hullerne paa Papieret. Naar
nu en temmelig Mængde af dem ere komne
ud, saa tager man de dermed besatte Blade,
og legger dem paa et andet Papier, hvorpaa
man haver gjort Kanter, og sætter dem paa
et Bord i et Kammer eller Stue, som er reen
og tør. Thi Reenlighed er en Sag, som
man paa alle Maader maae tage i Agt ved disse
Dyrs Opfostrelse. Og paa denne Maade
farer man fort, indtil alle ere udkrabne.
6.) Som de nu voxe, saa giver man dem
større Rum. Af Blade og Papire blive man¬
ge Kammere, ligesom Ormene ere mange til,
gandske fulde, til hvilken Ende man i slige
Kammere eller Stuer maae legge Breder, eet
oven over et andet, hvor man ordentligen


27
kand legge dem, og efter Ordenen føde dem.
De gamle Blade og al Ureenlighed, som og
deres egen Skidenhed maae borttages, og
deres Pladse, i det ringeste hver anden Dag,
forandres.
7.) De forandre deres Hud fire gange,
hvilket i Almindelighed holdes for Sygdom¬
me; dog haver M. de Raumer igiendrevet
denne Meening i hans Tractat om Jnsecter.
Det skeer fra otte til otte Dage, og efter disse
blive de først syge, ja mange af dem døe end¬
ogsaa. Jmidlertid pleye de, som have aflagt
deres gamle Hud, at æde noget begierligen.
Jeg haver taget Skindet af en røget Skinke,
og øst hvid Viineddikke derpaa, hvorved jeg
fornam, at de strax følede dets Lugt, og ligesom
bekom et nyt Liv. Dette skeer og ved Lug¬
ten af vellugtende Urter.
8.) Naar de fire gange have forandret
deres Hud, saa begynde de at forfærdige de¬
res Boepæl eller Coquons; Bæller eller
Silkebæller eller smaae Huse ved Spinden,
hvorudi de endeligen forandre sig til tvende.
Man kand af adskillige Tegn merke det, da
man, for at komme dem til Hielp, maae be¬
legge de Stæder, hvor de ligge, med grønne
og tørre Greene, hvorved man kand lokke dem
til at krybe derpaa, paa det de des bedre kand,
spinde.
9.) Kuld, Vind, Regn, Torden, Stød,


28
Tumult og Ureenlighed er dem meget imod.
Er det got Veyr, saa aabner man et lidet et
Vindue, og røger dem med gode vellugtende
Urter, men vogter sig for de stinkkende. Jo
meere de komme til deres Fuldkommenhed, jo
meere æde de, og man maae nødvendigen gi¬
ve dem nok. J Begyndelsen giver man dem
to gange om Dagen, men tilsidst jo oftere,
jo bedre. Deres Spise maae være reen,
Bladene maae være reene og gandske, sam¬
lede med tvættede Hænder i got tørt Veyr,
aldrig i Regn, eller om Morgenen, førend
Solen er oppe, og Dugen er tørret, og lag¬
te i en reen Kurv. Maae man endeligen sam¬
le Blade, naar det regner, saa maae man
ey give Ormene dem vaade, men først trykke
dem af i et reent hvidi Klæde. J Jtalien og
Frankerige troede man ellers, at det unge
Løv af de unge Træer eller Planter af Kierne¬
skolen var Ormene skadeligt. Men Nøden
haver drevet mig til at give dem saavel dette,
som og af de sorte Morbærtræer. Jeg til¬
staaer vel, at dersom man haver gode Blade
af 16 til 20 Aars gamle Træer, de da ere
bedre end af de unge: Men det er nok, at
dette ey skader dem, og at man og paa denne
Maade kand nytte Løvet af Kierneskolerne,
og ey haver behov at vente i 8 til 10 Aar.
Jeg haver mange gange fødet et gandske Kam¬
mer fuld af Orme med Blader af sorte og


22
fruatbærende Morbærtræer, og de ere derved,
ligesaa got komne fort, og Silket haver været
ligesaa skiøn, som ved Lov af de hvide Træer.
10) Man maae legge de Orme, som
først ere udkrøbne, tilsammen, paa det man
kand kiende dem, som paa een Tid giøre deres
Silkehuse. Thi paa det at de ey skal igien¬
nembide deres Coquons: saa tager man dem
almindeligen fra det Sted, hvor de spinde,
og qvæler dem derudi, eller afvinder Silket,
da det vel kunde skee, at de langsomme endnu
spant, naar de andre allerede vare færdige.
Disse vilde man derved forstyrre i deres Spin¬
den, og forderve deres Arbeyde.
11) Naar de i 15 Dage til 3 Uger have
spundet paa deres Coquons, saa pleye de at
igiennembide dem, for at komme frem som en
dobbelt Orm. Dette er Skade for Silket,
i det man i Stæden for god Silke bekommer
Floretsilke, som er ey tredie Parten saa me¬
get værdt, som hiint. For at forekomme den¬
ne Skade, maae man først afvinde Silket,
eller som man ellers kalder det, filere det,
d. e. vinde det til Traad. Vil Tiden en til¬
lade, at man kand afvinde dem, saa maae
man lade dem qvæles i deres Coquons. Det¬
te skeer i en Bagerovn. Naar Brødet er ba¬
get og udtaget, saa fylder man dem i lange
Kurve, og stikker dem ind i Ovnen, og siden


tillukker den. Men man maae see til, at
man ep aldeeles opbrænder dem.
Det 1 Capitel.
Hvorledes man vinder Silket.
12.) Naar Ormene have forfærdiget deres
12.) Naar Ormene have forfærdiget deres
O) Silkehuse, maae man deraf høste
O) Silkehuse, maae man deraf høste
Silket. Ere de ikke mange, saa kand man snart
afvinde dem, førend de igiennemæde deres
Huse, og deraf haver Silket en meget skiøn¬
nere Anseelse. Men haver man mange, og
man kand en afvinde dem, førend de igien¬
nemæde deres Coquons, saa maae de, som
sagt er, qvæles i deres Huuse. For nu at
afvinde Silket, saa forfærdiger man, efter¬
som man haver mange Coquons til, nogle
Ovne, hvorudi man indsætter en Kobber
Kieddel 2 Fod viid, og i Fod dyb. Den fyl¬
der man med Regnvand eller andet flydende
Vand, hvilket man gior saa hedt, at man
kand holde sin Haand derudi.
13) Efterat man nu haver fra disse Co¬
quons taget den yderste Skal, som er bleven
af Sliim, og lagt den til Side, i det den gi¬
ver den beste Floretsilke, saa kaster man nogle
haandfulde Coquons i det varme Vand, og
rører i det med en liden og subtil Pind, dyp¬
per Husene ned, og rører saa længe omkring,
indtil alt Floretsilket fuldkommen er blevet lost;


31
thi det hænger ved Pinden; hvilket man da
tager op. Saa kommer endeligen den rette
gode Silketraad, eller det rette Silkehaar,
hvoraf man tager 12 til 14 Haar sammen i
en Traad, drager den over en Messingtraad, og
fører den Korsviis paa to smaa Spoler, og
derfra igien paa Haspen, hvilken en liden
Dreng hastig nok kand omdreye; og derved
samles Silket paa Haspen, hvoraf de sæd¬
vanlige Strenge ere, hvilke hver for sig or¬
dentligen holder et fierding eller et halvt Puud.
14.) Man maae have meere end een
Haspe, saasom Silket maae tørres derpaa,
dersom det skal see vel ud. Tager man det
af, førend det bliver tør, saa bliver det kru¬
set og uanseelig, og giør en megen Nytte.
Naar man vil afvinde det, saa maae man
tilforne sortere Husene; de smaa og haarde
giør man i Besynderlighed til Organsin eller
to gange tvundet Silke, men de andre til
Trama eller Jslæt. De doppelte Silkehuse,
som have tvende Orme, tager man til She¬
silke, hvilket er meget ringere. Jn Summa,
man maae vel begribe at afvinde Silket, og
det ved Øvelse. Man vinder det og paa ad¬
skillige Stæder adskilligen af. Ved at see det
eengang, lærer man meere end ved den beste
Beskrivelse. Det er got, at den som dirige
rer Silkefabriqven paa et Sted, haver en
god Vindere eller Haspere, som offentligen


32
og for alle bør vinde, paa det at enhver
kand see det, ja sætte sig ved Kedlen og Haspen,
og probere alting selv, hvorved og Silkevin¬
deren maae lære ham Haandgrebene.
Det bi Capitel.
Om den Maade, hvorledes man
kand indføre Silkefabriqver.
For alle Ting maae man først indføre
Morbærtræers Plantelse, thi saa vil
Silkefabriqven ufeplbarligen følge, og skee
med Lyst. Ja man kand ligesom spillende og
til Tidsfordriv bringe den til Veye.
16.) Der maae være en Directeur for¬
haanden, som bekommer befaling og For¬
lag til at lade komme et Partie Ormesæd,
hvoraf hand kand give lidet til enhver, som
vil giøre et Forsøg. Hand maae være auto¬
riseret til at lade samle Blade, og lige¬
ledes deraf at uddele noget deraf til de Per¬
soner, som have faaet Sæd, og efter sam¬
mes Proportion.
17.) Hand maae have en Person, som
forstaaer sig paa at oppasse og opvarte Orme¬
ne; hvilket hand og offentligen maae forrette,
paa det at enhver kand komme og see det,
og tillige at lade sig undervise. Dette vil
opmuntre mange til at foretage sig samme
Arbeyde.


at plante hvide Norbærtræer.
33
18.) Man kand aarligen sætte en liden
Summe Penge til Præmie, hvoraf store,
middelmaadige og smaa Priser skulle uddeeles
til dem, som levere mange eller faa Silke¬
huuse. Denne Fond til Præmier og Priser
vil formeere sig, saasom man igien kand løse
og giøre den større af Silkets Forhandling.
Dette vil og opmuntre mange til at opføde
Silkeormer, ligeledes og at formaae andre til
at soge selv al denne Profit. Og dette er just
Øyemerket.
19) J Besynderlighed vil dette sidste skee,
dersom Directeuren forbinder sig til at tilfor¬
handle sig disse Coquons for en vis Priis, og
strax at betale. Til denne Tilforhandling ville
ogsaa andre Personer foruden Directeuren
snart tilbyde sig, alleneste, at Prisen blev
gjort af Directeuren.
20.) Endog til Børn kand man omsonst
uddeele Sæd og Orme, og desuden iligemaa¬
de tilforhandle sig deres Coquons. Dette
kand og ved offentlig Publication bekiendtgiø¬
res for andre Personer.
Det bll Capitel.
Om den Maade, hvorledes
man skulle anlegge Morbær
Plantager.
21.) Jmendskiønt man anlegger en Planta¬
Sge, planter og opklækker Træer,
21.) Jmendskiønt man anlegger en Planta¬
Sge, planter og opklækker Træer,


34
saa er det dog ey tilstrækkeligt til at indføre en
Silkefabriqve, dersom Morbærtræers Plan¬
telse ey bliver almindelig i det gandske Land.
Og dette er besværligere end hiint. Landman¬
den vil strax see Nytten af sit Arbeyde. En
tilkommende Profit, i Besynderlighed den,
som hand endnu en haver seet og erfaret, op¬
muntrer ham ikke til Arbeyde. Det er almin¬
deligen besværligt at formaae een til det, hvor¬
til hand ikke er vant. Dog lader meget sig
giøres af ham ved Lyst og Tvang.
22.) Tvang gaaer ey altid an. Jmidler¬
tid ere de Forordninger og Anstalter, som
man i Henseende til andre Træers Plantelse
haver gjort paa mange Stæder, noksom be¬
kiendte. Landets Herre kand letteligen ap¬
plicere det paa Morbærtræer, naar hand først
anlegger en Plantage, hvoraf de, som ville
have Planter, omsonst kand bekomme dem.
Ja med befalingen og Straffen kand man
paa den anden Side forbinde denne Lindring,
at hand omsonst skal have Planterne, og
Profiten deraf. Veye, Markegrændser,
Kirkegaarde e. skulle foruden de Pladse, som
enhver Eyere af sit Land selv vil bruge dertil,
anvises dem, som ey eve noget Land. At enhver
Bonde, som ey plantede et hvidt Morbærtræe,
skulde betale en vis Straf, henhører ogsaa
til saadanne Tvangs Midler.
23) Dog var det bedre, dersom man


35
med Lyst og Kierlighed kunde indføre denne
Anstalt; det vilde og snarere og lettere gaae
for sig. Man maae begynde at tilbyde omsonst
unge Træer af Plantagerne til alle, som ville
have og plante dem. Man maae for hver
Sogn udsætte en vis Penge, hvoraf to Pri¬
ser skal tillegges tvende Bønder, nemlig den
ene for den, som aarligen havde plantet og
kunde fremvise de fleeste Træer, den anden
til den, som næst efter ham havde plantet de
fleeste: og dersom de vare fleere i begge Classer,
end disse to, da for dem, som Lodden vilde
falde paa &.
Dek Flll Capitel.
Om den Nytte, som et Land
kand have af Silkefabriqver.
24.) Denne Sags Nytte kand man alleene
24.) Denne Sags Nytte kand man alleene
2 kiende af Jtaliens og Frankeriges
2 kiende af Jtaliens og Frankeriges
Historie, og hvad Profit disse Lande have
havt, siden de paa foromtalte Maade have
anlagt Silkefabriqver. Thi ellers havde de
den ikke.
25.) Men foruden dette haves og denne
Nytte, at man kand sælge Bladene enten
efter Træerne, eller Sække og Kurver, eller
efter Vægten, hvilket er brugeligst. Man
kand lettelig i faa Aar formeere sit Landgodses
Jndkomme med 30 til 35 Rolr. og det ved
ha¬


Ul. Om den Ronst,
36
bare Blade, uden den ringeste Skade paa
andre Frugter.
26.) Dog er denne Nytte større, dersom
man selv ved sine Blade ernærer Silkeorme,
og høster Silke. J Jtalien bruges meest at
sælge Silke i Coquons. Thi der ere gandske
Sælskaber, som herefter vinde det, og kiøbe
paa nogle Miile omkring i stor Mængde for
en fastsat Priis for Pundet alt Silke op;
samme Priis retter sig efter disse Coquons
Mængde og Godhed. Af denne Forraad
giør man herefter Sortements af Coquons til
Orgasin eller Trama. Jmidlertid er dog
Prisen stedse for ethvert Pund Coquons i det
ringeste? Rdlr. og derover.
27) Silkevinderne giøre
sig igien en nye
Profit, eftersom Ormene ere
gode og slette,
eller eftersom de have havt god Føde, og saale¬
des indkiøbt gode Coquons, hvoraf der vin¬
des megen og skiøn Silke. Ere de lykkelige,
saa give 10 Pund Coquons et Pund Silke,
og da kommer dem hvert Pund Silke paa
13 Rdlr., hvilket er et got Kiøb. Men ere
de ulykkelige, saa maae de vel have tolv til
femten Pund Coquons til et Pund Silke,
hvilket da kommer dem paa 2 til 23 Rolr.
Men ethvert Pund Silke bringer sandelig,
eet Aar regnet i det andet, 2Rdlr. Profit.
Giør da et Sted kun 1000 Pund Silke, hvil¬
ket dog er en bagatelle, og hvormed neppe
den


at plante hvide Norbærtræer.
37
den tredie Deel af Folkene i sex Ugers Tiid,
nemlig fra Ormenes Begyndelse til Coqnons
Bortsælgelse, have at bestille, da det desuden
indfalder paa saadan Tiid om Aaret, hvorudi
Landmanden haver gandske lidet at forrette
paa Marken; saa vandt dog samme Sted
aarligen 2000 Rolr.
28) Man haver endnu een Nyttte, nem¬
lig af Floretsilket. Men dette regner man al¬
mindeligen til de Omkostninger, som man
haver med at bekomme og afvinde Silket.
29.) Et tydeligere Vidnesbyd paa dets
Nytte er den Overregning, som Mr. Aunant
No. 1743. til Hanau gjorde over den Profit,
som hand havde af sin Silkefabriqve, og
det i saa skiøn Silke, som den Jtalienske, ja
hvor vidt hand i en Tiid af 7 Aar, nemlig
fra den Tiid hand begyndte at plante Træer¬
ne, haver bragt det, omendskiønt hand en
havde meere end 10 Lod Ormesæd, og i Be¬
gyndelsen en vidste, hvor mange Blade hand
kunde bekomme, og saaledes maatte vente paa
Lykken. Hand siger:
2) 10 Lod Ormesæd haver ædt 31 til 32
Qvint. Blade.
b) Deraf haver jeg faaet 37043 Coquons,
som have bet et 1133 Pund, og givet
14 Pund Silke.
c) Alle Bladene af den gandske Plantation
ere en blevne brugte, thi man haver
der¬


Ul. Om den Ronst,
derved kundet ernære saa mange Or¬
me, som t2 til 15 Lod Sæd kunde
give.
Hand sætter videre: Man haver
30.)
plantet i et Land 25000 Træer; disse give
over Hovedet, det ene regnet i det andet, i
12 Aar 12500 Qvintin Blader, ethvert for
5 Rdlr. som udgiør mesten 69443 Rolr. Med
disse Blade kand man ernære 58333 Pund
Coquons, Pundet beregnet til? Rdlr., som
udgiør 97223 Rdlr., naar man lader dem
pinde, saa give disse 5833 Pund Silke, hvor¬
af man sælger Pundet for 33 Rdlr., og alt¬
saa bliver den gandske Summe, som deraf
løses 213873 Rolr. Hvo som nu vil være
tilfreds,
1) Med Bladene allene, saa kand hand
deraf lose 69443 Rdlr.
2) Vil hand føde Ormer dermed, saa
kand hand løse 97223 Rdlr.
3) Vilhand høste Silke, da 213872 Rdlr.
Og herudi regnes dog ikke Nytten af
Floretsilket.
Det I Capitel.
Om den Nytte, som Landets
Herre og Staten haver af
Silkefabrigver.
31)


at plante hvide Norbærtræer.
39
31.) Det som beriger Landet, beriger og
Kongen. Dette lader sig og her
applicere. Allene, dersom Morbærtræers
Fortplantelse udbreder sig i det gandske Land,
dersom man i Mængde føder Silkeorme,
dersom man holder Høst med Coquons, og
endeligen Silkehøsten, og Silkefabriqven,
saaledes bliver solid, saa kand og en Printz
derved søge sin Nytte og Jndkomme.
32.) Mr. Aunant foreslaaer:
2) En offentlig Vegt, hvorpaa enhver
skulde være forbunden at lade sin
Silke veye.
b) Allehaande skarp og stor Told for at
forhindre Silkens Udførsel.
e) At multiplicere Silkefabriqverne, og
følgeligen at formere Arbeydernes
Mængde; og i Besynderlighed Silke¬
Taft-Damast- Etoffs-Floyels- og
Strømpefabriqver.
M.)


40
(III.)
En Afhandling
Om de Sortes Oprindelse.
Nimium ue crede colori
Virg. Eclog.II.
Det første Capitel.
De adskillige Slags Menniskers
Jnddelelse efter Jordens ad¬
skillige Dele.
D¬
ersom de første hvide Mennisker,
som saae de Sorte, havde seet dem
i Skovene, saa havde de neppe
givet dem Navn af Mennisker.
Jligemaade havde de Sorte, som man fandt
i store Stæder, som bleve regierede af kloge
Dronninger, (*) og som bragde Konsterne og
Videnskaberne i Flor, da mesten alle andre Folk
endnu vare Barbarer, de Sorte, siger jeg,
havde maaskee neppe vildet erkiende de Hvide
for deres Brødre.
Fra Krabbens til Vedderens Kreds ha¬
ver Afrika ingen andre end sorte Jndvaanere.
De skilles fra alle andre Mennisker ey allene
ved deres Farve, men endog ved Stregerne
(*) Diodor. Sicul. Lib. 3.


Oprindelse.
i deres Ansigter. Een bred og plat Næse,
store Læber, og Uld i Stæden for Haar synes
14
at udgiøre et nyt Slags Mennisker.
Vender man sig fra Middelkredsen til
Nordpolen, saa forgaar Sortheden stedse
mere og mere, men Hesligheden bliver ved.
Dette heslige Folk beboe Syderspidsen af
77)
Afrika.
Vender man sig mod Østen, saa faaer
man Folk at see, hvis Streger i Ansigtet ere
behageligere og regelmæssigere; Men deres
Farve er ligesaa sort, som Afrikanernes.
Herpaa følger et stort sortebrunt Folk,
hvilke ved lange, smalle og skiælle Øyne skille
sig fra alle andre Folk.
Reyser man den øde Deel af Verden
igienn em, som synes at være adskilt fra Europa,
Afrika og Asia, (hvilket letteligen er at troe)
saa finder man mange nye Forandringer.
Man seer der aldeles ingen hvide Mennisker.
Dette Land, som er beboet af rødagtige og
paa tusinde Maader sortebrune Nationer en¬
der sig mod Syderpolen med et Forbierg og
med adskillige Øer, som Kæmper skulle beboe.
Ere de fleste Reysendes Efterretninger grun¬
dede, saa skal man paa den yderste Spidse af
D2
Ame¬
(*) Ethiopes maculant orbem tenebrigue sgurant
Per fusca nominum eentes.
(kk) Hottentotterne.


Il. Om de Sortes
42
Amerika finde et Slags Mennisker, som ere
eengang saa store som vi.
Førend vi forlade vores Grændser, skulle
vi dog tale om et andet Slags Mennisker,
som merkeligen ere disse ulige. Jndvaanerne i
de yderste nordiske Lande af Europa ere de
mindste af alle dem, som vi kiende. J Nord
synes Lapperne, og i Synden Patagons, at
beboe de yderste Grændser af Verden.
Det vilde ingen Ende faae, dersom jeg
vilde tale om Jndvaanerne paa de Øer, som
aan finder i det Jndianske Hav; eller om
dem, som findes i det store Hav, der ugiør
det Mellemrum, som er imellem Afrika og
Amerika. Ethvert Folk, enhver Nation ha¬
ver der sammesteds saa vel deres egen Skik¬
kelse, som deres eget Sprog (*). Er ikke
Skikkelsen selv ogsaa et Slags Sprog, som
allerlettest lader sig forstaae?
Dersom man reyste igiennem alle disse
Øer, saa fandt man maaskee paa nogle af
dem saadanne Jndbyggere, som vilde for¬
aarsage os mere Hovedbrud, end de Sorte;
ja man skulde vel længe betænke sig, om man
kunde kalde dem Mennisker eller ikke. Jnd¬
vaanerne i Skovene paa Borneo, hvorom
nogle Reysende skrive, og som ellers ligne
Men¬
) Rdde sonos totidem vocum, totidem insere lingvas
Et mores pro sorte pares, ritusque locorum
Manil Tib. M. vers y1.


Oprindelse.
43
Mennisker, mon de bekymre sig noget, fordi
de have Aberumper? Og skulde vel Rykbenets
Ledemoder foraarsage, at hverken de hvide eller
sorte have saadanne Rumper?
Paa det smalle Stykke Land, som skiller
Nordsøen fra det stille Hav, skulle findes me¬
get hvidere Mennisker, end alle dem, som vi
kiende (*). Deres Haar skal være liigt det
hvideste Uld, og deres Øyne, som ey kand
fordrage Dagens Lys, aabne sig kun ved den
mørke Nat. De ere iblant Menniskerne det
samme, som Flagermusene og Uglerne ere
iblant Fuglene. Naar Verdens store Øye
haver lukt sig, og Naturen tager sin Sørge¬
dragt paa sig, og iagttager en dyb Taushed;
naar alle andre Jordens Beboere blive ud¬
mattede af deres Arbeyde, eller trætte af de¬
res Fornøyelser, og begive sig til Hvile: saa
opvaagner Darienseren, og lover sine Guder:
Hand glæder sig ved at see, at det ham ufor¬
dragelige Lys er borte, og da opfylder hand
det Ledige i Naturen. (le vuide de la nature)
Hand hører Uglens Skriig med samme For¬
nøyelse, som Hyrden hos os hører Lerkens
Sang, naar samme saa høyt i Skyerne, at
Falken ey kand øyne den, i Dagningen synes
at søge efter Dagen, saasom den endnu en er
at finde paa Jorden. Den bemerker forme¬
delst
D3
(*) bopege de Faser, delscription de ! lismar
de l'Amerique.


Ul. Om de Sortes
44
delst sine Vingers Slag dens naturlige Sangs
Stigen og Falden. Den flyver i Høyden, og
man seer den
gaaer os af Syne i Skyerne;
Dens Tone,
ey meere, og hører den dog.
som allerede er bleven utydelig
bevæger os
til Tendresse og Eftertanke.
Dette Øyeblik
forener Nattens Rolighed med Dagens For¬
og meddeler
nøyelser. Solen frembryder,
Darienserne
Verden Bevægelse og Liv.
oppebie ey dette Øyeblik; de have alle lagt sig
paa deres grønne Øre. Maaskee nogle af
dem endnu sidde ved Bordet, og efter at de
have tilpakket deres Mave med Lækkerbidskener,
udtomme deres Forstand ved sinderige Jndfald.
Det eneste fornuftige Menniske, som endnu
vaager, er den, som formedelst en hemmelig
Tilkommelses skyld venter efter Middagen.
Just i denne Time maae hand ved det aller¬
stærkeste Lyses Hielp bedrage Moderens For¬
sigtighed, og hensnige sig til hans beængstede
Kiereste.
Den allerforunderligste Tilfælde, og den
allerbestandigste Lov i Henseende til Jordens
Jndvaaneres Farve er, at det vidtløftige
Stykke Land, som omgiver Jordens Kugle
fra Østen til Vesten, og som kaldes det tørre
Stykke Land, (Aone torride) bliver en be¬
boet af andre end sortebrune Folk. De Af¬
delinger uagtet, som Havet foraarsager, en¬
ten man paa samme vil segle midt igiennem
Afri¬


Oprindelse.
245
Afrika, Asia og Amerika, og enten det er
paa det faste Land eller Øerne; saa finder man
ingen andre end sorte Folk. De Nattens
Mennisker, hvorom vi have talt, og nogle
hvide, som imellemstunder blive fødte, for¬
tiene ey, at vi her skulle giøre en Undtagelse
(Exception).
Vender man sig fra Middelkredsen, saa
bliver Folkenes Farve stedse lysere. Paa hiin
Side af Kredsen ere de endnu meget brune,
og de blive ey hvide, førend man kommer til
det maadeligen varme Stykke Land. (one
temperee) Paa dets yderste Grændser finder
Fruentimmeret
man de allerhvideste Folk.
i Dannemark med deres hvidegule Haar for¬
blinder ved deres Hvidhed den Reysende. Hand
kand ikke troe, at det Fruentimmer, som hand
nu seer, og det Afrikanske, som hand nyligen
haver seet, ere begge Fruentimmere.
Endnu længere imod Norden, og til det
kolde Stykke Land; (Aone glacee) i det Land,
som Vintersolen ey værdiger med sine Straa¬
ler at beskinne; hvor Jorden, som er haarde¬
re end Plovjernet, ey bærer saadanne Frug¬
ter, som andre Lande; i disse elendige Lande
finder man Ansigter, som ligne Lilier og Ro¬
ser. J rige Lande mod Synden! I Lande
af Peru og Potosi! Endskiønt eders Bierge
giver Guld, saa vil jeg dog aldrig for at hen¬
te det, komme til eder. Og du Golkonda,
du
D¬


Il. Om de Sortes
du maae stedse bære Diamanter og Rubiner;
de giøre dog ey dit Fruentimmer smukkere, og
vores haver dem ikke behov. De maae kun
tiene til aarligen at tilkiendegive en afmægtig
Monarches (*) Tyngde; hvilken haver mist
sine Lande og sin Frihed, da hand befandt sig
i denne latterlige Vegt.
Men er der vel i disse yderste Lande, hvor
alting er hvidt og sort, ey en alt for stor Liig¬
hed? Og skulde vel ikke Beblandelsen avle nye
Skiønheder? Det er ved Seines Bredde,
hvor man finder disse lykkelige Forandringer.
f Haven ved Loure kand J paa en skion Som¬
mer Dag see alt det forundringsværdige, som
Jordens Kugle formaaer at frembringe.
En brun, med sorte Øyen, pranger med
al den Jld, som Skiønhederne i Synden,
kand foraarsage. Hos en anden blive Linea¬
menterne understyttede og gjort skiønnere ved
blaa Øyne; hvor disse Øyne ere, der forkyn¬
de de stedse en behagelig Blondine. Kastanie¬
farvede Haar synes at være denne Nation
allene tilhørende. Et Fransk Fruentimmer
haver hverken deres Levenhed, som Solen
brænder, eller deres Dorskhed, som den en
var¬
(*) Den store Mogul lader sig alle Aar veye, og
Vegten, som man legger i Vegtskaalerne, ere Dia¬
manter og Rubiner. Kulikan haver kast ham fra
Tronen, og gjort ham til en Vasal under Kongerne
af Persien.


Oprindelse.
477
varmer: men dog besidder samme alt det,
som kand giøre hende behagelig. Hvad Glantz
haver hun ikke! Hun synes at være gjort af
Alabast, Guld og Himmelblaa. Jeg elsker
alle Ting hos hende, undtagen Naturens
Vildfarelser, i det den haver drevet hendes
Haars Farve lidet for vidt. Den haver ved
en nye Hvidhed vilde holde hende skadesløs
for en Uret, som den en haver tilføyet hende.
J Skiønheder, som holde dette for en Feyl,
tager dog en eders Tilflugt til Pudder; lader
eders Ansigts farvede Roser kun stedse udbre¬
de sig, og endog beleve eders Haar. Jeg
haver iblant dette Slags Skiønheder seet
grønne Øyne, og jeg kiendte dem langt borte:
de vare hverken de syndre eller de nordiske Na¬
tioners Øyne lige.
J denne kostbare Have overgaae Skiøn¬
bedernes Tal Blomsternes Tal, og iblant
dem er ingen, som jo i denne eller hiins Øyne
beholder Prisen frem for alle andre. Samler
af disse Blomster, men giører eder en af
samme en Urtekost: Tumler eder herom, J
Elskere, beseer dem allesammen, men dersom
J ville nyde en sand Fornøyelse, saa vender
eder altid tilbage til den, som haver indtaget
eders Hierte.
Det
).


Ul. Om de Sortes
Det ll Capitel.
Forklaring over de adskillige
Farver efter den Lærebygning
(Systeme) om de Dyr, som
avles af Eg eller Sæd.
Fre alle disse Folk, hvorom vi have hand¬
flet; ere saa mange adskillige Mennisker
fremkomne af een Moder? Det er os
ey tilladt at tvivle derpaa.
Det eneste, som bliver os tilbage at un¬
dersøge, er, hvorledes saa mange adskillige
Slags Mennlsker have kundet havt deres
Oprindelse af et eneste udeleligt Væsen; Jeg
vil vove mig til at foredrage nogle Formod¬
ninger herom.
Dersom Menniskerne af Begyndelsen vare
dannede fra Eg til Eg, saa maae der i den
første Moder have været Eg af adskillige Far¬
ver, som have indeholdt en utallig Følge af
adskillige Slags Eg, der ey ere komne til Lyset,
førend efter deres Udviklelses Orden, efter et
vis Tals Fødseler, og paa den Tiid, som
Forsynet havde bestemt til de Folkes Oprin¬
delse, som derudi vare indeholdne. Det var
ey umueligt, at i Mangel af de hvide Eg,
som have været vore Landes Beboeres Ud¬
spring, alle Europæiske Nationer kunde for¬
andre deres Farve: iligemaade kunde det skee,


48


Oprindelse.
49
at efter at Kilden til de sorte Eg var udtøm¬
met, Morland kunde faae bare hvide Jnd¬
paanere. Ligesom man i en dyb Steengrube
treffer kun Steene af adskillige Farver, som
følge paa hinanden, efterat Marmoraarene
have Ende. Og paa samme Maade kand et
nyt Slags Mennisker fremkomme paa Jor¬
den, og de gamle derimod uddøe.
Dersom man vil antage den Mening,
at Dyrene avles af Sæd; dersom alle Men¬
nisker strax have været i de Dyr, som svem¬
mede i den første Mandspersons Sæd; saa
kunde man sige om disse Orme det samme,
som vi have sagt om Eggene. De Sortes
Ormfader indeholdte fra Orm til Orm alle
Morlands Jndvaanere. Den Dariensiske,
den Hottentottiske og den Patagoniske Orm
var tillige med deres Afkom allerede fuldkom¬
meligen afbildet, og maatte i Tiden fylde de
Dele af Verden med Folk, hvor man nu
finder disse Nationer.
Det Ul Capitel.
Om nye Arters Frembringelse.
Disse Lærebygninger om Eg og Ormer
" ere maaskee meer end beqvem til at for¬
" klare de Sortes og Hvides Oprindel¬
se. Ja de kand endog forklare, hvorledes
ad¬


II. Om de Sortes
50
adskillige Slags have kundet fremkomme af
et eneste udeleligt Væsen. Men de Jndven¬
dinger, som man derimod kand frembringe,
ere tilforn allerede bekiendte.
De Hvide og Sorte ere ingenlunde alle¬
ne de, som vidne om det Menniskelige Kiøns
Mangfoldighed; thi man finder tusinde andre;
og de, som vi meest forundre os over, koste
maaskee Naturen intet mere, end de, som
vi neppe ville kiende. Dersom man ved visse
Erfaringer kunde blive forvissede derom, saa
holdt man det ligesaa forunderligt, at et
Barn blev født med blaa Øyne, hvis samtli¬
ge Forfædre havde havt sorte Øyne, som om
et hvidt Barn blev avlet af sorte Forældre.
Børn ligne mestendeels deres Forældre
og de Forandringer selv, med hvilke de blive
fødte, ere ofte Virkninger af denne Liighed.
Kunde man spore disse Forandringer, saa
fik man vel at see, at de havde deres Oprin¬
delse af denne eller hiin ubekiendte iblant deres
Forfædre. De fortplante sig ved et udeleligt
Væsens Avlelse, som egentligen hører den¬
nem til, og de blive ødelagte ved et udeleligt
Væsens Avlelse, som ey egentligen hører den¬
nem til.
Men det er maaskee endnu mere forun¬
dringsværd, at man, efter et Ophold og
Afbrydelse i disse Forandringer, seer samme
igien komme frem; og at Børn, som hver¬
ken


Oprindelse.
ken ligne deres Fader eller Moder, kand
blive fødte med deres Farfaders Lineamenter.
Disse Hændelser, hvor forunderlige de end
ere, tildrage sig dog saa ofte, at man en kand
tvivle paa dem.
Dersom den Neger, som befinder sig
nærværende i Paris, fandt sammesteds een
ligesaa hvid Negerinde, som hand selv er;
saa kunde det hænde sig, at hand en avlede
andre end sorte Børn med hende; saasom de¬
res første Forfædres Farve endnu ey ved til¬
strekkelige Fødseler var udslukt. Men dersom
man gav disse Negers adskillige Led igiennem,
hvide Negerinder, eller saadanne, som stam¬
mede ned fra hvide Negers, til Koner; saa
kunde denne Forbindelse fastsætte denne
Yngel.
Grunden til alle disse Forandringer ligger
i Naturen; en uformodentlig Tilfælde eller
Konst fører den til Virkningen. De derfor,
som beflitte sig paa at fornøye de Nysgieriges
Smag, ere, saa at sige, nye Slags Ska¬
bere. Man seer nye Arter af Hunde, af
Duer, af Zidskener, som tilforn en have
været til i Naturen, men nu at
komme frem i Verden.
Fortsættelsen følger.
82888?
Le8e8eeee888
88
18.


52
(IV.)
Nogle Anmerkninger om
det saa kaldede Esparcette
Frøe, tillige med en
Skrivelse derom.
D¬
ette Strøefrøe, som synes at have
sit Navn af det franzøsiske Ord
espars, spartus, udstrøet &c. og
deraf at kaldes Esparcette, er nu
efterhaanden i 50 Aar blevet mere og mere
bekiendt, som en Sæd, der egentligen ey
saaes, men som strøes i dybt gravede Agre,
ligesom Hør= eller Roe=Frøe; Det er ilige¬
maade endeligen ogsaa blevet elsket formedelst
sit sunde og Qvæg meget got fødende Halm
og Straa. Mange Skrifter og trykte Efter¬
retninger, som og mange derpaa gjorte Prø¬
ver af gode Landmænd have ogsaa giort meget
hertil. Allerede i Begyndelsen af dette hun¬
drede Aar kom en særdeles Beskrivelse ud i det
tydske Sprog om denne Vext, som er meget
beqvem til at føde Qvæg med. De lærde
og fortreffelige Konst= og Naturhændelsers
Forfattere handlede allerede derom i Julii
Maaned 1717., ligesom de i April 1721. gave
efterretning om andre saadanne Græs= og


over Esparcette Frøe.
Foder=Froe, f. E. om det Burgundiske Høe¬
froe, Skurifrøe, Burri eller Stroparsk,
Skurrey ec. Ja Hr. von Feldeck haver i sin
velforfarne Bøhmiske og Østerrigske Huus¬
holdere Pag. 152. 153. ligeledes allerede 1718.
skrevet derom saa omstændelig, som en gandske
bekiendt Sag, omendskiønt hand holder denne
Sæd, og den store Kløverfrøe for et og det
samme, og desuden synes, mere efter andres
Beretning, end af egen Erfaring at forsikre
eet og andet derom, hvilket dog andre, og i
Besynderlighed Hr. von Robr in Bibliothnec.
æconom. p. 464., hvilken Hr. Stusxer troeli¬
gen efterfølger, efter derpaa gjorte Prøver
ey haver befundet at være rigtigt. Hvortil
dette i Besynderlighed ogsaa henhører, at
denne Urt skulde voxe meget vel i en sandefuld
Grund. Derudi imodsiger kuns foromtalte
Sal. Hr. von Rohr saavel Hr. von Feldeck
som og andre trykte Sedler om denne Urt,
hvilke nogle, som med dette Frøe have be¬
gyndt at drive Kiøbmandskab, have ladet flye
omkring, med god Grund, fordi de des bedre
vilde afsætte deres Vare. Men naar hand
synes at foragte denne Urt, og i Besynderlig¬
hed at disputere den sit Fortrin frem for alle
andre Klever=Urter, (nemlig fordi samme
voxer meget got i slet Jord, endog uden Giø¬
ding, og er et skiont Foder,) saasom den ep
just kommer med det beste fort i tørt Sand,
men


1V. Anmerkninger
54
men i en god Grund, saa band vi herudi ep
give hannem bifald, og meget mindre billige,
at nogle Landmænd hidindtil ey ville giøre
mere af denne Urt, som dog er saa tienlig til
Græsning og Foder. Thi det lader, ligesom
de saavel for den Sal. Hr. von Rohrs An¬
seelse, som og formedelst en falsk Slutning,
som de have gjort sig af hans Ord, som kun
synes at recommendere foromtalte Mening
om dette Esparcette Froe, ere blevne dertil
tilskyndte. Men vi kiende selv Huusverte,
som med stor Fordeel for deres Qvægning og
med besynderlig Nytte for deres andre Græs¬
gange have saaet denne Vext paa slette steen¬
agtige, omendskiønt en gandske sandagtige,
dog i elendige, mavre og tørre Grunde ved og
paa Bierger; undtagen i de gandske sandagti¬
ge Stæder. Vi have og til Deels eengang
selv erfaret og seet det. Ja den forfarne
D. Kunnold, som grunder sin Beretning paa
eget Forsøg, siger i sin Oeconomia experi¬
mentali p. 369. segg. At det efter hans egen
Erfaring er vist, at det Spanske Kleverfrøe
kand saaes i alleslags Jorde, uden i de vaade,
kolde, tunge, og i gandske tørre hidsige Grun¬
de, i hvilke Agre dog det saa kaldede Tyrkiske
Kleverfrøe Esparcette, som hand kalder denne
Frugt, der slaaer sine Rødder een til to Alne
dybt, og følgeligen ey kærer sig noget efter stor
Tørke, dog med Nytte kand udstrøes.
Paa
dets


over Esparrette 8røe.
55
dette Sted haver hand i Sinde at straffe
nogle Stæder i Ober- og Neder-Sachsen for
deres store Efterladenhed i Qvægningen, og
sammes Foragt mod Agerdyrkningen, dennes
Roes frem for hiin, og den vilde og flygtige
Begierlighed til at giøre alting kun til Sæde¬
jord, men derimod at vise, hvor meget bedre
det er saavel i Henseende til Næringen, som de
Menniskelige Legemers Styrke, saa og til
Manufacturernes Opkomst at drive mere paa
Qvægning end Agerdyrkning. Og derfor sø¬
ger hand at besvare denne Jmodsætning:
Der fattes mange Stæder paa Foder og
Græsning.
Man haver en Enge eller tilstrekkelige
Græsgange.
Thi hand viser, at man kand bekomme
Foder nok, naar ran kun vil saae denne Sæd
i de sletteste Agre og Ørkener. Og dersom
man en stedse vilde blive ved de gamle forud¬
fattede Meninger, men følge dette Raad, og
betiene sig af dette Frøe, saa skulde man see,
at man herefter aldrig hørde nogen Klage, ak
man en havde nogen Qvægning, uden i en
tør Sandmark, hvor der en var noget Lyng
eller Underskov. Endeligen er dog saa meget
vist, at omendskiønt mange andre Græsurter,
som tilforn er sagt, ere bekiendte, og ilige¬
maade i denne Henseende have deres Lov, saa
er i Besynderlighed det Spanske Klever at fore¬
dra¬


1V. Anmerkninger
56
drage alle andre, hvorom den Sal. Hr. Hof¬
Raad Dittmar haver i det æconom. Fama
1 St. M. 1V. indrykket en særdeles Afhandling:
dog udfordrer samme en god Ager, Giødel¬
se og megen Møye, og varer dog en længere,
end i det høyeste i 3. 4. 5 Aar, og da gaaer
det ud, og efterlader sig et temmeligen udpinet
Land. Det bekræfter og den Efterretning,
som derom gives i det Oeconomiske Fama.
Og hvo som ey haver denne Bog, kand i det
almindelige æcon. Lexico sub art. Klee finde
tilstrekkelig Efterretning derom. Men hvad
Esparcette anbelanger, saa kand man med
Sandhed i alle disse Stykker bevise dets fuld¬
kommen Nytte. Det haver ingen god Ager
behov, ingen besynderlig Møye, varer i 15
til 20 Aar, kand alle Aar afhugges tre til fire
Gange, gives at æde saa vel grønt, som og
ligesom Høe, og efterlader sig endeligen meget
stærke og lange dode Rødder i Jorden, hvilke,
naar man i Sept. og Octobr. pløyer Grunden,
forraadne, og giøde samme, om en bedre end
noget andet, som Hr. von Feldeck mener,
dog ligesaa got. Dette skrive vi igien efter
een af vore Venners egen Erfaring. Dog
hvad giøres vel nødigt at skrive mere om denne
skiønne Urt? Der er ja, som sagt er, skrevet me¬
get herom. Thi omendskiont det almind. Oecon.
Lex. vel kuns nævner Ordet, og derhos hen¬
viser paa det Cyrkiske Rlever, og dog samme¬
steds


over Esparcette Frøe.
57
steds ey haver noget derom, saa fattes vi dog
ep paa mange andre Efterretninger.
Vi havde sandelig her ey talt noget her¬
om, dersom en en fornemme Cavallier havde
beæret os med en Skrivelse, hvorudi hand en
allene bekræfter det, som vi nu allerede have
meldet, men endog giør nogle andre nye An¬
merkninger om dette Esparcette Frøe.
Vi
understaae os ey at nævne hans fornemme
Navn og hans Boepæl, thi da vilde dette
Vidnesbyrd om hans Erfaring, som ogsaa
hans Jndsigt i Land=Oeeonomen bestyrke
foromtalte hos mange Bekiendte. Vi have
allene Frihed til at indlemme hans Brev i vore
Samlinger. Den gode Læsere skal og strax
faae det at læse, naar vi alleneste først have
gjort nogle Anmerkninger om denne Urtes
Navn og Oprindelse. Den bliver kaldt og
skrevet paa mange Maader. Hr. von Rohr
kalder den Esparselte Froe; Hr. D. Kunhold
Esparacetta eller Tyrkisk Klever Espara cette;
andre skrive Esparcsttefrøe eller det saa kal¬
dede Tyrkiske Klever. Hr. von Rohr holder
den en for en Udlændisk eller Tyrkisk Urt, og
melder, at hand bag ved Staden Nebra ha¬
ver seet nogle vilde Planter der af. Dette
Stæd ved Unstrut 2 Mile fra Naumburg er
os meget vel bekiendt. Vi have sammesteds
fundet denne Urt, dog maver og liden, saa¬
vel som og paa det saa kaldede Fuglebierg
over


1V. Anmerkninger
over Broen, saa og ved Steenveyen til
Wippach. Altsaa er den Sal. Hr. von Rohrs
Mening meget rimelig, endskiønt den fra den
første Tiid, da den blev os bekiendt, bekom
tillige Navn af det Tyrkiske Klever. Sam¬
me Navn fore og de bekiendte Eselsvikker,
eller Hanehoved, Lat. Onobrychis paa Fransk
Saint fom, helligt Høe, hvoraf man haver
tvende Slags. Det første Slags kaldes af
Botamcis Onobrychis vulgaris, Major, &
foliis viclæ fructu eschinato major, det an¬
det, Onobrychis fructu eschinato minor.
Vores Korthed og Øyemerke tillader os en
her at undersøge de Tanker, som foregive,
at man enten formedelst en Slags Lighed imel¬
lem Eselsvikker og Esparcette Froe have
kaldet denne som hiin, Tyrkiske Klever,
eller og at dette Navn, saa vidt den kaldes
Tyrkisk, haver just samme Oprindelse, som
det haver havt med mange andre Ting, hvilke,
enten de virkeligen vare fremmede for de Een¬
foldige, eller dog ey bleve tagne til Eftertanke,
skiønt de traadde med deres Fødder paa dem,
men herefter begyndte at blive bekiendte. Thi
det kaldte disse Folk enten Dælsk eller Tyr¬
kisk, d. e. fremmedt, nyt, tilforn ubekiendt,
ubevandt, hvilket i Besynderlighed sees, da man
kalder de Jndianske Høns, Tyrkiske, da de
dog egentligen komme fra Jndien, og saale¬
Men
des er det og med mange andre Ting.
hvad


over Esparcette Frøe.
hvad det Tilnavn Rlever anbelanger, saa
haver man i Almindelighed for Vane at kal¬
de alle de gode og fede Græsurters Frøe, som
findes i Haverne og paa Marken, ja mesten
alle Græsurter med det Navn Rlever. Der¬
for have vi og mange Slags Klever. Og der¬
som dette bliver sandt, saa er det endeligen en
at undre paa, at man, for at give Sagen
en des større Anseelse, haver givet dette
Stroefroe et frantzøsisk Navn, hvilket, som
vi i Begyndelsen haver meldet, kand denve¬
res af, at strøe. Thi vi agte ingen Ting i
nogen Værdie, dersom den en er fremmed og
i Besynderlighed Fransk. Vores foragtelige
Urt, som kun voxede enkelt som vild, maatte,
dersom den skulde agtes for noget, og til stor
Nytte saaes, indpakkes i en Fransk eller
Tyrkisk Klædning, og sælges for fremmed,
Dog, sat, satis, abunde! Her er det for¬
omtalte Brev, hvorfor vi ydmygst takke:
Uin Herre!
Eeg haver af deres Samlinger seet, at de
( iblant andet have bedet alle, at dersom de
vidste nogen Fordeel i Oeconomien, hvorved
Godsene kunde komme i Flor, de da Post frie
vilde tilsende dem deres Tanker. Efterat jeg
da nu i 18 Aar haver lagt mig efter Oecono¬
mien, saa haver jeg lært adskilligt, som kand
tie¬


60
IV. Anmerkninger
tiene til et Godses Flor, og hvorledes det til
en Huusfaders beste kand vorde anvendt.
Nu melder jeg kun noget om de slette Mar¬
kers Brug, og Qvægningens Forbedring,
og Engenes Nytte, hvilket kand sættes i Verk
ved det Tyrkiske Klever. Thi hvor man ha¬
ver stenefulde og leeragtige Grunde, hvorpaa
intet voxer, iligemaade hvor man haver een¬
slettede Enge, eller som kuns eengang kand
slaaes, og man vil pløye dem, og derudi saae
efterskrevne Sæd, saa kand man deraf have
doppelt saa stor Nytte, som om man alle Aar
ville giøde og besaae dem med Korn; saasom
man neppe faaer saa meget Sæd igien; og
dog maae de gode Agre imidlertid miste deres
Giødning, som man nu uden Nytte anven¬
der paa de slette. Derfor vil jeg give en
Landmand dette Raad, at hand kiøber sig det saa
kaldede Tyrkiske Klever, eller Esparcette Froe,
og saaer det i saadanne Agre og Enge, saasom
det varer i 20, ja nok flere Aar. Paa det
at nu enhver kand vide, hvorledes det skal
medhandles, saa saaes samme, ligesom man
kand faae Sæden til, saasom i Foraaret, ved
Johannis, Jacobi, Michaelis, Martini
Tider, ja saa snart man kand komme i Jor¬
den, dog maae Jorden først hakkes got, og
siden denne Sæd indsaaes. Denne Vextes
Froe seer ud ligesom de saa kaldede Stodderluus,
hvorudi der ligger et Korn, ligesom en Fugle¬
Vik¬


81
over Esparcette Frøe.
Vikke, og naar den gaaer op, seer det ud
ligesom en liden Bønne. Naar jeg saaer det
ved St. Hans Dags Tider, saa maae det
staae til det andet Aar ved samme Tiid, da
det voxer op i Høyden, ligesom Vikker, og
bærer rødagtige Blomster. Dette Blomster
lader man staae, for at bære Froe, hvilket
man efter Jacobi, naar det er blevet brunligt,
maae afrive. Urten er et herligt Foder for
Oxer, Heste, Faar og Sviin, som og for
Gies, i Besynderlighed i Foraaret; og sam¬
me kand man afskiere tre til fire gange om
Aaret. Herved kand Landmanden leye eller
pagte sine gode Enge bort, naar hand ved
denne Urt haver gjort sine liderlige Agre og
Enge til frugtbare Græsgange, da man vel
ellers ved mange Gods maae leye Enghond.
J Foraaret kand man og lettelig hielpe de
dermed besaaede Stæder, naar man strøer
Aske derpaa, hvilken bemeldte Frøe vel kand
taale. Desuden maae man og lade nogle
Stengler staae, naar det afsnittes; disse
Stengler bære Froe, hvilket igien affalder,
og paa denne Maade bliver dette Klever alle
Aar tykkere og stærkere. Jeg haver nu i en
tolv Aar proberet det, og altid har befundet
mig got derved, thi tilforn haver jeg en kundet
leye nogen Græsgang bort; men nu kand jeg
aarligen sælge Høe for hundrede og nogle tre¬
dive til fyrretive Rixdaler, og mit Hornfæ,
som


62 1 Anmerkninger over Esparcette Frøe.
som bestaaer i 18 Høveder, kand jeg desuden
om Sommeren rigeligen ernære med Foder.
Dersom man vil bruge dette Esparcette til
Foering om Vinteren, saa maae det afskie¬
res, saa snart det staaer i Blomster, og ey er
baard i Halmen. Thi naar Blomsterne ere
forbi, saa bekommer det en haard Stengel,
og er udygtigt til tør Foering. Jeg haver
raadet baade mine Venner og Fiender, at de
skulle saae det paa deres Gods; og naar de
have gjort det, saa have de gjort mig en sær
obligant Compliment. Dog hvo som vil saae
det i Udørkener, hand maae ingenlunde sætte
Træer derved, thi samme kand en derudi kom¬
me fort. Nogle sige vel, at man skulle saae
det saa kaldede Esparcette, ligesom Kleverfroe,
iblant Byg, Havre eller Sommerkorn. Men
dem svarer jeg saaledes: at jeg og haver pro¬
beret det, men til min Skade befundet, at
Sæden ey er kommen over halv op, i det
Kornet haver qvælet den, og derfor haver jeg
ey det andet Aar kundet snitte det. Derfor er
dette det beste, at man saaer det for sig selv
allene; thi da skal man see, hvor høyt det
allerede voxer i det første Aar &.
SP. M.
Den 4 Octobr. 1743.
M. M.
døævededdd


63
(V.)
Middel mod Qvægsygen.
T¬
h. Prior i Dublin, haver samlet en
tilforladelig Efterretning om nogle
hundrede forunderlige og usædvan¬
lige Curer, som ere giorte ved Hr. Biskop
Berckeleys Tierevand. Deraf ville vi anføre
en Recept, som er mod Qvægsygen, og som
i Engeland haver foraarsaget stor Opmærk¬
somhed. Vi ønske, at den kunde være det
almindelige Væsen og Landmanden nyttig.
Man øser en Potte varmt Tierevand i
Halsen paa det syge Nød; samme Vand
maae giøres stærkere, end sædvanligt; hvilket
skeer, naar ved Vandets Tilberedelse, et par
Potter deraf i 8 eller 10 Minuter vel omrystes.
Dette igientager man alle Timer, eller hver
anden Time paa den første Dag, naar Nødet
er vaagent. Anden Dagen giver man det
halvparten deraf, og den tredie Dag halv¬
parten saa meget, som man gav det den an¬
den Dag. Dette sidste maae saa længe fort¬
sættes, indtil Curen er til Ende. Jmidlertid
maae Nødet forblive i Stalden, og ligge
varmt.
Følgende Cur, som en anden haver
forsøgt paa tvende Malkekøer, som ilige¬


64
V. Niddel
maade vare syge, haver havr en forønsket
Virkning, i der de fuldkommen bleve fri¬
ske deraf.
Saa snart Koensyntes at være syg, hvil¬
ket yttredes ved Øynenes og Næsens Flod,
iligemaade ved Durkløb, Yverets Hovenhed,
og en Slags Feber, lod hand den give got
Strøelse, og bedækkede den varm. Derpaa
gav hand den i 24 Timer alle to Timer een
Pot varmt Tierevand. J de følgende 24
Timer gav hand den alle 2 Timer en halv
Pot og herefter alle 2 Timer i Pæl, indtil
den igien kom sig. Efterat Koen mestendeels
havde drukket 6 Potter Tierevand, begyndte
den at æde noget fiint Høe. Ungefær en halv
Time derefter gav hand den to Potter parm
Havre Velling, hvilket den begierligen drak.
Da den nu derpaa blev ved at æde, saa gav
hand den mere Velling, indtil den endeligen,
da den blev bedre, drak en gandske Spandfuld.
Saa snart den havde bekommet noget af
Tierevandet, fik den Blegner og Blærer paa
Yveret. Derpaa kaagede hand raa Tiere og
Svinefit, og giorde deraf en Salve, hvor¬
med hand smurde Blegnerne, som derved strax
bleve helede. Saa snart Koen blev syg, gik
Melken fra Koen, og det lidet, som man endnu
kunde drage fra den, var gandske guult. Dog
dette uagtet maatte den dog malkes baade
Morgen og Aften, for at faae den befængte
Melk


mod Qvægsygen.
65
Melk fra den, og dersom man i dette Fald
kand faae en dyb Fontanell sat paa Doglæp¬
pen, saa giør den god Tieneste til den anden
Materies Bortskaffelse. Da Koen nu be¬
gyndte at komme sig, saa blev den i Begyn¬
delsen alle 4 Timer, og herefter alle 6 Timer
lidet Tierevand givet. Siden fik den det nogle
Dage kun Morgen og Aften, og efter 6 Da¬
ge, nemlig fra den Tiid, da den først blev syg,
befandt den sig saa vel, at den igien kunde ud¬
jages en Times Tiid paa Græsning. Der¬
efter drev man den to, og siden flere Timer
ud, dog blev den ey uddrevet i regnagtigt og
fugtigt Veyr. Naar Køerne blive syge, saa
er det got, paa det de en skal befænge de an¬
dre, at man giver de sunde Koer hver2 Egge¬
skalle fulde af raa Tiere, som er blandet med
noget varmt Vand, og tillige river den paa
Næsene og Ørene med Tiere, hvilket rimeli¬
gen kand forebygge Befængelsen. Er en Koe
heftigen syg, saa er det ey utienligt, at man
alle Timer giver den en Pot Lierevand, ind¬
til den igien bliver bedre.
Maaden at berede Tiere¬
vandet paa.
Man kommer en Potte Tiere i en glaseret
Potte, og øser derpaa fire Potter kold Brønd¬
vand: 15 Minuter rører man derudi om med
en


66
en breed Spaan, hvorpaa man dækker den
fast til, og lader det staae tre Nætter og Da¬
ge, indtil det sætter sig. Derefter borttager
man Olien, som flyder oven paa, og øser
Vandet i Boutellier, som man vel maae til¬
proppe. Maaden at varme Tierevandet paa,
skeer saaledes: Man øser saa meget Tierevand
i et Kar, at, naar det er kogende heed, det
andet, som derpaa øses, bliver lunkent. Og
saasom Tierevandets Forfærdigelse er langsom,
saa er det got for den, som haver mange
Koer, at hand stedse haver det staaende i
Beredskab.
(VI.)
Grev von N., besynderlige
Fordele og Erfarenhed i alle¬
haande Land= og Huus¬
Sager.
E¬
fterat en vis Greve haver behaget,
at sende disse af egen Erfaring gior¬
te Anmerkninger til Forfatteren af
de Leipzigske Samlinger, og vi
have befundet dem med Nytte at kunde bruges i


67
i Land- og Juussagter.
vores Fæderneland, saa have vi og til alminde¬
lig Nytte fundet for Got at levere dem her i vores
Modersmaal, hvilke ere da disse, som følger:
Først haver hand vildet vise de Feyl i
Oeconomien, som hand selv i 15 Aar med
megen Møye haver mærket, da hand just en
saae sig i Stand til at opsætte tilstrekkelige
Oeconomiske Regler, som nogle af hans Ven¬
ner havde begiert af ham; en heller vidste
hand egentligen, hvilket der var det fornem¬
meste derudi, saasom det ene maae rekke det
andet Haanden. Thi hand haver befundet,
at efter et flittigt og nøye Overslag over det,
som man anvender paa Qvæg, Faar, Ager¬
dyrkning e. det da beløber sig til mere, naar
man regner enhver Ting for sig selv, end man
igien deraf kand bekomme. Og dog finder
man, naar alle Ting komme tilsammen, at
de give en stor Velsignelse og Overflødighed.
Saasom hand selv haver erfaret, at naar
man ep lader det fattes paa Troskab, Arbey¬
de og Tillid paa Gud, og tager sig i agt for
de anviiste Feyl, man da bekommer en mer¬
kelig Nytte, og de hidindtil alt for store Lader
herefter blive alt for smaa. Dette er da den
store almindelige Oeconomiske Regel:
Stræb under flittig Arbeyde, Bøn og
Eftertanke, at alle dine besynderlige
Oeconomiske Forretninger kand kom¬
me overeens med hinanden.
Lhi


17. Besynderlige Fordeele
68
Thi Tingenes Fuldkommenhed bestaaer herudi,
at alle deres Parter stæae i en nøye Sammen¬
stemmelse med hinanden. Oeconomien paa
Landet haver mange Forretninger, Øyemer¬
ker og Hensigter i sig. Vil du da komme til
Fuldkommenhed i Landoeconomien, saa maae
disse mange Ting komme overeens med hinan¬
den, det er: de maae rekke hinanden Haan¬
den. Vi finde nu ey mere forud at erindre,
uden dette, at den Egn, hvor disse Fordele
ere brugte i Oeconomien, er liig de Landes
Natur, som findes i Voigtlandene. J det
øvrige have vi forseet Anmerkningerne med
Tal og Titler, paa det at Læseren strax kunde
finde det, som hand søger. Og omendskiønt
Skriftet kun udgiør nogle Ark, saa kand vi
dog ey paa eengang indrykke det, saasom vi
gjerne i ethvert Stykke vilde fornøye alle Læ¬
seres Smag. Her følger da et Stykke heraf:
1.) Om de rette Mødinger.
Dette bliver, som det foragteligste, ev ret
taget i Agt, da det dog efter mine Tanker
er det fornemmeste Stykke i Landoeconomien.
Thi ingen Landmand iagttager at anlegge
Mødingerne saaledes, at Fugtigheden, (som
er Møgets Qvint=Essente) ved indfaldende
Regnveyr ey skal bortløbe. Dermed skeer,
at de fleste i Stæden for god dygtig Giødning,
bringer kun ud paa deres Agre saadant Straa,
som


i Land- og Juussager.
69
som er udpiint af Regn, Sool og Vind, og
det beste deraf er tilforn løbet ud af Porten.
De nu, hvis Forfædre have anlagt saadanne
fordervelige Mødinger, kunde forbedre dem,
dersom de paa saadanne Stæder vilde giøre dybe
Huller, og naar de have fyldet dem, da tage det
igien bort, og legge det oven paa det tørre Mog,
eller lade det bære ud i Græshaverne, hvilket,
omendskiønt det vel køster Møye og Arbeyde,
dog bringer ti dobbelt ind igien. Man maae
i fugtigt Veyrligt henlegge det, thi ellers for¬
brændes Græsset ved den salpeteragtige Skarp¬
hed, som der er udi.
2.) Om Sædetiden.
Ved Agerdyrkning indbilde de erfarenste
Landmænd sig, at naar de kun følge deres
gamle Regler, hvorefter det nogle Gange ha¬
ver gelinget dem, saa kand det en feyle. Men
jeg er af den Mening, at naar Sædetiden
kommer, man da en maae lade det fattes paa
sin Fliid; og om Regnveyr imidlertid indfal¬
der, man da bier saa længe, indtil Veyret
bliver bedre, og naar man da igien haver
Tiid, da at betroe GUd sin Sæd. Naar
jeg haver gjort saaledes, saa haver jeg befun¬
det, at jeg haver faaet det beste Korn. Ha¬
ver man vaade Marke, saa maae man en
spare Penge eller Arbeyde, men giøre saa
mange Graver, at, saa snart Regnen ophø¬
rer,


6l. Besynderlige Fordeele
70
rer, Vandet da en skal blive staaende nogen¬
steds paa Ageren, thi derved forderves Sæ¬
den, og alt Arbeyde er forgieves.
3.) Om vaade og Vandflod
underkastede Marke.
Hvor det er mueligt, der maae man saa¬
ledes lede Vandet bort, at det kand flyde
over en Enghond; thi derved kommer den
bortflydende Fedhed fra Ageren Engen til
Nytte. Men hvor dette ikke kand skee, der
maae man giøre Graver langs med Ageren,
ey gandske i eet, men kun Huller, og imel¬
lem hvert Hul et Skillerum, paa det at
Vandet ey skal forderve og udbryde Veyene.
Thi herved skeer, at, førend alle Hullene bli¬
ve fulde, (i det de tilforn ved Solen ere ud¬
tørrede), Floden mister sin Kraft, og her¬
efter ey kand skade Veyene. Endeligen efter
1 eller 2 Aar sætter og samler sig den fra Age¬
ren bortløbne Fedhed, hvilken man da igien
med Nytte kand lade føre paa Ageren, og
spore den i 10 Aar derefter paa det Sted,
som den er henført. Jligemaade maae man,
hvor Vandet skal flyde fra et Hultil et andet,
paa det at de ey ved en Pladsregn skulle ud¬
brydes, ligge skraas ned ad Græstørre, hvor¬
ved Vandet flyder fra det ene Hul over
Græstorvene ned i det andet.
4.) Om


i Land- og Juussager.
71
4.) Om allehaande Giødning.
Hvor man fattes Giødning, der kand
man med Løv og Moos komme Huusholdnin¬
gen til Hielp; de Skovbetientere fare og vild,
som forbyde at samle Løv, saasom de me¬
ne, at det giør Træerne Skade (
Thi
jeg veed af Erfaringen, at hvor unge Træer
ey have kundet komme fort formedelst det dy¬
be Moos, der staae nu den skiønneste Riis¬
lund, efter at jeg kiøbte for 50 Rdlr Strøel¬
se af en Stald, saasom Sæden da kunde fæ¬
ste Rodder. Og omendskiønt, hvorudi jeg
dog aldrig samtykker, at det giorde Træerne
nogen Skade, saa er dog den Nytte, som
man i Agerdyrkningen deraf haver, storre end
Skaden paa Træerne. Dog hermed vil jeg
ev holde med de uforstandige Verte, som
alle 4 eller 5 Aar skrabe Jorden bort fra Rød¬
derne, thi man skal kun tage det overflødige
Moos bort. Endnu er dette en Feyl, at alle
Landmænd, omendskiønt de ey have Giødning
nok, dog giøde stedse, og besaae alle deres
Marker, hvorved Markerne stedse mere og
mere ere blevne udhungrede. Jeg haver stedse
befundet at have større Profit, naar jeg kun
haver besaaet det, som jeg vel kunde giøde.
Hvor.
F¬
(*) Dette imodsige de fleste Forstforstandige, og i Be¬
synderlighed Carlovitæ i hans Anweisung zur wvil¬
den Baumsucht, k. 47. 5. 38.


Vl. Besynderlige Fordeele
72
Hvorved jeg beholdte mit Korn paa Loftet,
og dog høstede mere, end da jeg tilforn havde
alle mine Agre tilsaaede; ja jeg haver herefter
faaet bedre Byg, og haver sparet megen
Møye med at pløye. Dersom man fattes
Giødning, saa kand man, hvor Kalk en er
dyr, giøde med Kalk. Men vogt dig, at du
ey kommer mere end eengang i 12 Aar; thi
ellers kand dette Vets blive sandt:
Kalken Faderen giør riig,
Men Sønnen arm og uselig.
Kalken bruger man paa følgende Maade;
hvor jeg kand saae een Skieppe, der udfører
jeg 4 Skp. ulædsket Kalk. Men den maae
først lædskes saaledes, at den bliver som Meel.
Derpaa strøer man den ud med en Kasteskovl;
man maae og passe det, at den jævnt bliver
strøet. Ageren maae og være tør. Thi man¬
ge have besværget sig, at Kalken haver gjort
dem Skade, og at de en have faaet en riig
Høst; men de have udstrøet den paa vaade
Agre, hvorved den er bleven vaad og kleben¬
de, og naar Ageren igien er bleven tør, saa
haver Kalken gjort samme Virkning, som hos
en Muurmester, saa at Solen og Kulden
igien haver maat tvinge den, indtil man efter
nogle Aar først haver sporet dens Nytte. De
Agre, som man med Kalk vil hielpe paa,
maae en være hidsige, ey heller fugtige. Med
Kalk kand man og drive Moos bort paa
Eng¬


i Land- og Huussager.
73
Enghond. Da jeg første Gang brugde den,
forsaae jeg mig, i det jeg strøede den ud i vaadt
Veyr, hvorpaa den blev til Muurkalk; Men
naar den udstrøes, naar det er tørt, saa
komnier herefter Duggen, og foraarsager, at
den dræber Mooset, hvilket, naar det for¬
raadner, giøder Engene, at det Græs, som
ey kunde komme op for det tykke Moos,
voxer herefter i tusinde Tal, og giør Hoela¬
derne for smaa.
5.) Om unyttig Agerdyrkning,
og Mangel paa Engbond.
Desuden have og mange Landmænd den¬
ne Feyl, at de en regne, at de maae give
Sæden til Markerne, tre gange pløve dem,
tre gange harre dem, eengang saae dem, een¬
gang udføre Giøding, eengang meye, binde,
tærske, og overalt forrette 14 Arbeyder, før¬
end de faae Kornet paa Loftet, og dog neppe
mange gange igien bekomme Sæden; og
dog vilde de hellere besaae de Agre, som give
det skiønneste Høe, hvilket de allene have be¬
hov at slaae og at torre. Dermed underkaste
de godvilligen Sæden saa mange Fataliteter,
saasom stor Blæst, Frost om Vinteren, og
paa mange Stæder Vildtes Graadighed.
Jeg haver derimod fundet stor Fordeel ved at
lade saadanne Agre ligge til Hoe, ja end og
ved at giøde dem, saasom jeg haver havt stor
52
Nyt¬


Vl. Besynderlige Fordele
74
Nytte i Qvægningen. Thi jeg kand deraf
faae saa meget Høe, at jeg kand fore saa
mange Faar, at jeg ey kunde have den Nytte
af Straaet til Qvæg og Oxer, helst saasom
jeg i 3 Aar faaer kun to gange Straaet deraf,
hvilket mestendeels er den største Nytte af
Agerdyrkningen. Man vil vel herimod ind¬
vende: hvorfra man skulle faae Brød? Men
derpaa svarer jeg: dertil hører de tørre og
høye Marker, hvilke, naar jeg haver meget
Høe, og kand holde meget Qvæg, bedre
kand blive dyrkede.
6.) Om Qvægets Foring.
Man begaaer og denne Feyl, at man en
inddeler Foret. Giver GUd vel Straa, saa
maae det opfores i dette Aar, ratio: paa det
jeg kand faae megen Giødning; men det er
falskt. Affaldet fra Langhalmen hører til
Møget, men Byg- og Havrestraae maae først
gaae igiennem Qvæget, førend det kand due
til Giødning. Det første lader jeg alle Aar
bortstrøes, feyler der siden herpaa, saa kom¬
mer Strøelsen til Hielp. Efterat jeg haver
gjort denne Inddeling, at jeg Vinteren igien¬
nem haver givet 71 Snees Knipper Halm paa
en Koe eller Oxe, og derimod kun 41 Snees
paa et ungt Nød, saa er Qvæget blevet fede¬
re, end tilforn, da Pagterne have over Ho¬
vedet givet 9 Sneese paa eet Nød. Ratio:
for¬


i Land- og Juussager.
75
fordi de ey have inddelet det, og handlet for¬
nuftigen dermed. Derved haver jeg ofte be¬
holdt 210 Sneese Knipper Foring tilovers,
hvilket i det andet Aar er kommet tilpas, da
jeg ellers haver maat udstøde mere end 30
Qvæg Stykker, som jeg en kunde fore, eller
og de have maat lide Nød. Ja derved ha¬
ver jeg og havt den Fordeel, at jeg alle Aar
haver kundet bekomme lige meget Mog, og
beholde Markerne under lige Giødning.
7.) Om tyk eller tynd Sæd.
Den største Feyl, som jeg i Agerdyrk¬
ningen haver fornummet, er, at de fleste saae
Vintersæden for tyk. Jeg haver paa et
Gods, som jeg haver tilkiøbt mig, og hvor
man tilforn haver saaet 150 Skp. kuns saaet
60 til 70 Skp.; og dog høstet 50 Skp. mere
end de andre, ja ogsaa bekommet længere
Korn, samt da 3 Sneese Neger ellers ikkun
have givet 13 Skp. (efter Leipzigsk Maal), saa
haver jeg udtærsket 2 Skp. Andre have vel
gjort mig dette efter, men ey ret giødet deres
Agre, hvorfor det ogsaa haver slaaet dennem
Feyl; thi de have dog ey derfor høstet mere,
saasom Marken ey haver havt den Formue,
at Kornet haver kundet groe vel op i Straa,
efterdi der ey haver været nogen Kraft i Mar¬
ken, naar Kornet haver skuldet modnes, saa¬
som al Kraften tilforn haver været gaaet i
Straa¬
F3


Vl. Besynderlige Fordeele
76
Straaet. Dersom Kornet saaes for tykt,
saa kand Luften ey komme igiennem og be¬
væge det; thi det contribuerer meest til Frugt¬
barhed; og dersom Regnveyr dertil falder ind,
saa kand Luften ey igiennemblæse det, Fugle¬
vikker overgroe det, og de beste Ax, som have
bøyet sig, blive tomme. Da derimod mit
Korn, som haver staaet tynt, og hvis Halm
haver været saa tykt som Rør, haver strax
ved Vinden reyst sig, og givet rigelig: hvilket
jeg nogle Aar efter hinanden haver prøvet, og
derfor med Vished kand raade min Næste dertil.
Jeg haver og ofte hort af fattige Folk, naar
Kornet haver været dyrt: omendskiønt jeg
alleneste haver saaet halv saa megen Sæd,
som jeg plever saae, saa haver GUd dog vel¬
signet mig at jeg haver høstet ligesaa meget som
ellers. Vores Arbeyde er sandelig ogsaa uden
Guds Velsignelse forgieves, men de dumme
Folk forstode ikke, at den tynne Sæd havde
gjort det. For at bevise dette vil jeg anføre
et Exempel, som visselig er passeret: Een Karl
blev eengang uenig med sin Bonde, og da
hand var allene, saaede hand paa en Skiep¬
pe Sæd kun ? Skp. Bonden til Fortred:
Da nu Karlen i Kroen fortalte det til een,
som havde Forstand, loe hand, og sagde:
Dersom du haver vildet giore ham Fortred,
saa maatte du have saaet 13 Skp. Thi i
Hosten haver Bonden paa samme Ager det
beste


i Land- og Juussager.
77
beste Korn. Hvorudover jeg, endskiønt alle
raadede mig derfra, haver bestandigen saaet
tynt, og stedse befundet mig vel derved.
8.) Om at nedpløye Møget.
J Henseende til at nedpløye Møget er
Landmanden ey enig; en heller kand jeg her¬
udi sige noget forvist af egen Erfaring. Dog
siger jeg saa meget, at jeg troer, at den som
haver gode Marke, giør bedre, at hand først
pløyer det ned, naar hand ployer til Sæd.
Thi Marken tager ret imod det, naar Kor¬
net haver afblomstret, og dog bliver der
endnu Kraft tilbage til Byg. Men den som
haver mange Marke, fore Møget ud, naar
Veyen er god, og hand haver Tiid dertil.
GUd giver stedse Velsignelse, naar man ikke
forsommer noget af Dovenhed, og desuden
sætter sin Tillid paa ham.
9.) Om Engbond.
Ved Engbondene haver jeg overalt fun¬
det denne Feyl, at de fleste ey tage i Agt at
føre det meget Regnvand til Engene, men
sparer Penge og Arbeyde paa at giøre en
Grav. Da jeg derimod haver anvendt
200 Rdlr. paa een Eng, som haver givet mig
henimod 8 Læs, for at bringe en Vanding
ved en Dams Anleggelse over Klipperne igien¬
nem Render derhen; hvorved jeg haver bragt
det


Bl. Besynderlige Fordeele
78
det saa vidt, at jeg nu kand høste nogle 20
Læs derpaa, og altsaa nu kand fore 200
Faar mere, hvorved jeg igien i 2 Aar bekom
mine udlagte Penge, og derhos havde Nyt¬
ten af Dammen. Hvorledes man overalt
kand anlegge den, kand jeg egentligen ey be¬
stemme eller beskrive. Men hvo som selv ha¬
ver Forstand, eller en Mølle i Nærværelsen,
kand snart afveye det med en Vandvegt.
Mange Ting synes ofte umuelige, som dog
blive muelige, dersom man kun vil. Men
man maae en spare Møye i at afvepe det, eller
Omkostninger i at lade det veye. Er det end
forgieves, saa skader det dog ey meget. Man
maae giøre Forsøg derpaa.
10.) Om Vidiers Plantelse
paa Engene.
Videre er dette en Feyl, at de fleste lade
deres Enge overgroe med Vidier, i Besyn¬
derlighed, hvor Brænde er rart, Ratio:
fordi de kand bruge dem til Gierdsel, og for¬
di de voxe uden deres Møye. Men paa det
man kand nytte Græsset under Vidierne, og
dog have Gierdsel, saa skal man sætte Vi¬
dier, som alle tre Aar kand afskæres, thi da
drage Rødderne til sig den Fedme, som en
mere kand komme Græsset til Gode, og man
bekommer derhos ogsaa Græs. Det seer og
smukkere ud, dersom de plantes i Alleer.
Men


i Land og Fuussager.
79
Men paa det at samme kand bekommes, saa
maae man giøre Hullerne større, end Vidi¬
en er, thi dersom Hullerne ere snevre, saa
gaaer Barken af, og kand en indgroe, naar
Rødderne begynde at komme frem af Barken.
Derfor undre mange sig, at omendskiønt de
have sat dem i en vaad Grund, de dog en
groe; da de dog selv ere Skyld derudi, at de
have afstodt Barken.
11.) Om Engenes Renselse.
Desuden er dette og en Feyl, at de mind¬
ste rense deres Enge fra Tuerne, ratio: fordi
det koster Penge, og fordi der ey voxer noget
Græs paa den ophuggede Plads. Men dette
sidste er falskt, hvilket jeg veed af Erfaringen,
i Besynderlighed naar den ophuggede Tue,
efterat den er forraadnet, og Græstørven ble¬
ven til Jord, er igien tyndt udstrøet. En
Karl kand ogsaa paa een Dag slaae mig me¬
re Græs, hvor Tuerne ere borte, end ellers
i 13 Dag. Tuerne komme en allene fra
Muldvarperne, men jeg haver og observeret,
at C. v. Koekasserne ere blevne udhulede af
Regnormer og Torbiste; saasom nu Myrene
der ligesom finde en Bygning med Tag for sig,
saa forføye de sig derind, og blive endeligen
til en stor Mængde. Derfor skal man flitte¬
lig støde disse Tuer ned. Thi omendskiønt der
ey samles en Myrehob, saa bliver dog Stæ¬
det
85.


Vl. Besynderlige Fordeele
80
det nogle Aar ubrugeligt, indtil det gandske
forgaaer; thi Græsset, som voxer ved Sider¬
ne deraf, bliver alt for fedt, og Qvæget
æder ey gierne paa det Sted, hvor et andet
Qvæg haver møget sig, hvilket Hestene der¬
imod gierne giøre; ligesom Qvæget æder gier¬
ne der, hvor Hestene have møget sig.
12.) Om høye Frugttræer
i Haverne.
I Haverne haver jeg ligeledes fundet store
Thi at de fleste først sætte deres hove
Feyl.
Træer 8 Skrit fra hinanden, er aldeles ey vel
gjort. Derfor haver jeg fundet Haver
hvorudi Træerne i 20 Aar saaledes ere voxne
i hinanden, at Solen for det Første en ha¬
ver kundet komme under dem, hvorved Græsset,
er blevet forhindret i sin Vext: For det An¬
der, kand Luften ey komme igiennem, og
derved have kun Træerne baaret Frugt oven i
Toppen. Da jeg nu haver maalet nogle skiøn¬
ne gamle Træer i saadanne Haver, og be¬
fundet, at de vare fra Stammen paa den ene
Side til Enden af Grenene over 20 Skoe,
saa sætter jeg nu ethvert Træ 40 Skoe fra
hinanden, paa det jeg ey skulde have behov at
grave de skiønne unge Træer op igien, eller
at hugge dem bort. Herved kand nu Græsset
voxe, og jeg bekommer ogsaa gode Frugter.
13.) Om


81
i Land- og Huussager.
13.) Om at sætte Træer.
Ydermere sætte de fleste, naar det falder
dem ind at anlegge en Frugthave, Træerne
hen, enten de ere tykke eller tynde, naar de
kuns bekomme dem for en ringe Priis; Ratio:
Haven maae i dette Aar besættes. Men dette
duer intet. Thi Først maae jeg see, hvorfra
jeg bekommer Træet. For det Andet:
Naar Træet ey allerede neden ved haver en
nogenledes Tykhed, saa opklekker man aldrig
et got Træ deraf, og man maae vel i 12 Aar
plage sig med at holde det med Pæle, hvilket
er hændet mig selv. Men nu har jeg det ikke
behov, saasom jeg sætter ingen Træer, uden
de først i Træskolen haver neden ved faaet
drevet deres Tykhed paa 2 Tommer, e at
tale om, at man da des snarere haver sin For¬
nøyelse deraf at plukke Frugter.
14.) Om Træernes Beskærelse.
De fleste tage og herudi Feyl, at de en
save de nederste Grene af Træerne, hvilket dog
maae skee saa vidt, at man kand gaae der un¬
der. Ey heller bekommer Træets Eyere no¬
get af de nederste Grene formedelst de større.
Men skeer dette, saa bærer Træet bedre, og
Frugten bliver større.
15.) Om


1l. Besynderlige Fordeele
82
15.) Om Træernes Giødning.
At de fleste ville have Frugter, uden at
give Træerne Føde dertil, er ogsaa en Feyl.
Vil man derfor have, at de skulle bære, saa
graver man dem i Høsten om, og giøder
dem et lidet, saa bekommer man igien en riig
Frugthøst.
16.) Om vaade
Enges
Forbedring.
Landmanden plever ogsaa at spare Om¬
kostninger paa deres Enge, i det de en ville
lede Vandet bort fra dem, naar derpaa fin¬
des Kilder. Det er vel sandt, at Græsset
voxer tykkere paa saadanne Stæder, men
derunder er lutter suurt Græs, og naar det
bliver slaaet, saa ligger det ved Kilden voxen¬
de Græs neden ved forraadnet. Naar der¬
imod Kilderne ved Furer føres hen paa de
tørre Stæder, saa forgaaer det sure Græs,
og de torre Stæder bære sundt Græs. Og
omendskiønt man fik mindre Høe, hvilket
dog mestendeels er umueligt, saa er dog saa¬
dant Høe bedre og nyttigere saa vel for Qvæg
som Heste, da det sure Høe ellers maae ka¬
stes ud paa Mødingen, eller om Qvæget en¬
delig af Hunger maae æde det, saa bliver det
kuns halv foeret.
Hvo


i Land- og Juussatter.
83
Hvo som boer i Nærværelsen af en Stad,
hvor der er Sæbesyderie, hand gjor en nyttig
Gierning, dersom hand kiøber Sæbesyder,
Aske eller Lud, og udstroer samme paa moo¬
sige ja endog paa de tørreste Enge; thi hand
kand igien rigeligen formedelst det skiønne Kle¬
ver bekomme de Penge, som hand haver ud¬
lagt for Aske. Hvorfra Kleveren kommer,
da man tilforn en har seet den, derover lader jeg
andre disputere; nok er det at jeg bekommer den
paa denne Maade, naar jeg saaledes giør.
17.) Om Frugttræers Plantelse.
Ved Frugttræers Sættelse er dette ogsaa
en Feyl, 1) at, omendskiønt man paa mange
Steder her og det finder store Frugttræer, det
dog almindeligen hedder, naar Efterkommerne
have været dovne at fare fort dermed, eller er
forstaaet det: Her kommer intet Træe op,
Grunden er for salpeteragtig, eller her er Leer¬
grund, ligesom det gik mig i d. Men det er in¬
gen Konst at bringe et Træe fort i smaa Bed.
Men vil du have, at et Træ ogsaa skal komme
fort i en Leergrund, saa giør saaledes: Giør et
Hul, ep alt for dybt, hak de Græstørve, som du
heraf haver stucket Stykker, kom dem baqvendt
igien derudi, leg en frisk Møg, men god Jord
der, hvor du haver borttaget noget dødt Land,
saa at Hierteroden for neden en Tiid lang kand
finde god Grund, naar du da med Græstørve¬
ne


Vl. Besynderlige Fordeele
84
ne og den hertil anskaffede Spaane- eller Bræn¬
de=Jord igien haver fyldt Hullet, saa sæt Træet
hen, at Siderodderne kand komme til at staae
lige med Jorden. Naar da Græstørvene og
Spaanejorden i et par Aar er raadnet og haver
sat sig, saa udbrede Rodderne sig, og komme
just i det frugtbare Land. Leg oven paa Roden
igien nogen god Jord, og da oven derpaa det
døde udstukne Land, hvilket man om Hosten ud¬
hakker, og om Vinteren væder med Møglage,
(nemlig det tynde, som flyder fra Møget i Mød¬
ningerne,) saa bliver den frugtbar, og bærer
Græs, og Træerne ville komme saa got fort,
som mine have gjort.
At Træerne 2) i Begyndelsen have voxet
skiønt, men Stammerne efter 3 Aar ere blevne
mosede, og ep baaret Frugt, dertil er dette Aar¬
sagen, at de have gjort sig megen Møye med at
grave skiønne dybe Huller, fyldet dem med got
Møg, og derpaa sat Træerne, og over derpaa
igien Græstørvene, samt bortskaffet det døde
Land, naar da Møget er forraadnet, og Side¬
rødderne have vildet udbrede sig, saa haver
Møget sat sig, hvorved Rødderne have maat
voxe ind i det ufrugtbare Land. Deraf er for¬
aarsaget at Stammerne have af den ufrugtbare
Fugtighed bekommet Moos, og ere endeligen
fordervede. At dette forholder sig saaledes, haver
jeg deraf merket, naar jeg haver opgravet saa¬
danne fordervede Træer, og sat dem efter min
Maa¬


i Land- og Huussager.
85
Maade, saa ere de da vel kommet sig, og have
ogsaa andre Aaringer baaret Frugter. Men
hvo som efter min Maade vil plante Træer, ha¬
ver ep saa megen Møye, og skal snart see sin
Glæde deraf.
J Træers Sættelse haver jeg ogsaa hidind¬
til 3) merket en syndig Feyl. Thi naar vores
Ungdom, som ved Reyser have sat deres For¬
ældre i Gield, og paa Engene seet de Franske
store Havers Aleer af Linde eller andre ufrugt¬
bare Træer, og siden ere igien komne Hiem, og
ey have forstaaet sig noget paa Oeconomien,
men paa Forfængeligheder, saa have de beste
Enge maat holde for, og deraf blive gjorte Ha¬
ver med Aleer, paa det at den unge Herre kun¬
de kiøre herom derudi; men tilsidst, naar Køer¬
ne eller Faarene formedelst Mangel paa Græs
have maat afskaffes, saa havde min gode Hans
Wurst gierne igien vildet gaae til Fods paa En¬
gen, dersom den ey var blevet fordervet. Men
først haver hand ødelagt sin levende Skov,
ved de skiønneste Lindes Opgravelse; og dersom
paa det Sted, hvor Aleerne skulde anlegges
fandtes et skiønt af Forfædrene plantet frugt¬
bart Træe, saa maatte det udryddes, da hand
dog haver læst, at GUd i det gamle Testamente
haver forbudet endog i Fiendens Land at afbug¬
ge de frugtbare Træer. Jeg haver i et vist Kon¬
gerige oplevet slige Exempler, at, da jeg raadde
een, som tilforn kunde forstrekke sin gandske
Fa¬


86 Vl Besynd Ford i Land-og uussager.
Familie med Frugt, ty at afhugge de frugtbærende
Træer, førend hans Dvergetræer bar Frugt, hand da
beloe mig, men siden, da hand ey eengang kunde sæt¬
te mig et Kirsebær for, forsilde fortrød sit Foretagen¬
de. Derimod haver jeg med Forundring, dog med
stør Fornøyelse, seet til Wien i Favoriten, at saa stor
en Monaich, som Keyser Carl haver været, haver i
sin Have mdt i Gangene ladet store frugtbare Træer
staae, og jeg troer ikke, at Edelmænd, Grever og
Fyrster ville giøre det bedre end hand. Thi det kom¬
mer mig for, ligesom den lille saa kaldede Fuglekonge
(Rogulus) vilde flyve høyere end Ørnen, hvorover
hand vel vilde miste Aanden, ligesom det ogsaa gaaer
saadanee Fraltkonger, i det mange formedelst Haven
maae sælge sit Gods.
Ydermere er dette ogsaa en Feyl 4) at, ligesom
man saaledes forderver Engene med Aleer, de ogsaa
besætte Landeveyene dermed, paa det at den naadige
Frue ep skal beskinnes af Solen, naar hun kiører der¬
paa, men derved giøres Reyserne besværlige for de
Reysende. Thi naar Veyen er fordervet af Regn,
saa kand hverken Solen eller Luften igien udtørre den,
og bliver saaledes Aar ud og Aar ind slem (r). Det
er et andet, hvor der er Sandgrund eller saadanne
Veye, som ere belagte med Steen, som i
Holland, thi da ere Aleerne meget
behagelige og nyttige.
Fortsættelsen følger.
(*) Autor mener vel der snevre og smalle Aleer, thi
ellers kand vi en herudi give ham bifald.
cta cto do do dte oto dio do do do o do do do do do cdo ola.
P8. Det Do. 1. omtalte saa nyttige Esparcette Frøe
kand paa værende Tiid faaes tilkiøbs hos Seigr.
Christian Gottlob Mengel, Boghandler, boende
paa Hiørnet af Kiøbmager og Silke=Gaden.
cavaV
133e


Kiøbenhavnske
Samlinger
om adskillige
Til Land= og Stad=Væsenet,
Agerdyrkningen, Qvægningen, Natur¬
læren, og andre nyttige Konster
og Videnskaber henhøren¬
de Sager.
Andet Stykke.
KJØBENHAVN, 1748
Trykt hos Niels Hansen Møller.


B. MÖLLMANN.
Imprimatur
Jndhold.
I. Forerindringen.
II. Fortsettelsen af Afhandlingen om de
Sortes Oprindelse, som er afbrudt
i det første Stykke. Pag. 51.
III. Beskrivelse over Beveren; oversat
udaf Spectacle de la Mature.
IV. Fortsettelsen af Afhandlingen om
Magni Stridbergs ny Art og Maade
at forbedre Agerdyrkningen som er
afbrudt i det første Stykke Pag. 17.
V. Forskæl imellem en engelsk og fransk
Petitmaitre (Spradebasse) over¬
sat af det franske.
VI. Et Middel at bevare alle Slags
Frugter i lang Tid friske og sunde,
oversat af det tydske.
VII. Nogle Forsøg om de Virkningers
Adskillighed, som den haarde og
milde Frost frembringer i Vex¬
terne, oversat af Memoires de
l' Acad. Roj.
VIII. Husholdnings Anmerkninger om
IX. De første Grunde til Forstviden¬
Gulerøder, oversat af det tydske.
skaben.


(I.)
Forerindring.
V¬
ore Samlingers første Stykkes go¬
de Antagelse skulde have været os
en tilstrekkelig Bevægelsesgrund,
meget snarere at lade det andet
Stykke komme frem for Lyset; dersom ikke
saadane Forhindringer vare komne i Vejen,
som vi hidindtil have maat erkiende for uover¬
vindelige. Den gunstige Læser ville da holde
os undskyldte for denne Forhalings skyld, og
desuden behage, af os at tage mod den For¬
sikring, at der ikke skulle sees saadane store
Huller mere i dette Verk.
For at opfylde dette Løfte, haabe vi nu
saa meget mere at være i Stand, saasom vi
ikke aleneste have saa vid en Mark, og de for¬
treffeligste Skrifter af gandske lærde Selskaber,
for os; men endog adskillige indenlandske Vel¬
yndere og Venner af vore Samlinger have
havt den Godhed at glæde os med deres Til¬


1. Forerindring.
skrift og med et virkeligt Tilskud. Vi give
igien disse værdigste, omendskiønt os ubekiendte,
Venner hermed den forpligteste Taksigelse for
dette Kiendetegn paa deres gode Tilbøielighed,
og beder dem, utrettelig at fare fort i deres gode
Sindelag mod vore Samlinger, og i den
loflige Bemøielse for det almindelige Beste.
Hvorimod vi forpligte os, efterhaanden at
indlemme i vore Samlinger deres Tilskrifter
og Afhandlinger, som alerede ere komne til
til os, eller som endnu kunne komme til os,
enten Ord for Ord, saafremt intet magtpaa¬
liggende staaer i Veien, eller ogsaa Udtogs¬
viis, med dets Udeladelse, som kunde fore¬
komme os betænkeligt.
Riøbenhavn
d. iste Mart. 1748.
Forfatterne.
I1.


(II.)
(Fortsettelsen af Afhandlin¬
gen om de Sortes Oprindelse),
som er afbrudt i det første
Stykke Pag 51.
S¬
amme vare i Begyndelsen intet
uden hændelige udelelige Væse¬
ner; Konsten og de igientagne
Avlelser have deraf giort særde¬
les Arter. Den berømte Lyon¬
net skaber alle Aar eet eller andet nyt Slags
deraf, og forstyrrer dem, som ey mere ere i
Moden. Han forbedrer Skikkelserne, og
forandrer Farverne; han haver opfundet Ar¬
ter af Harlekiner, Mopser, o. s. v.
Hvorfor strekker denne Konst sig ikkun
allene paa Dyrene? Hvorfor lade disse sig saa
stort agtende Sultaner, som i deres Serail,
have alle bekiendte Slags af Qvindespersoner,


83 U. Fortsettelsen af Afhandlingen
sig en forferdige nye Slags deraf? Dersom
de Forlystelser, af hvilke Skikkelsen og Ansig¬
tets Streger have deres Oprindelse, efter disse
Sultaners Maade, vare ene og alene min
Forretning: saa vilde jeg meget snart tage min
Tilflugt til disse Forandringer. Men, hvor
skiøine end de Qvindespersoner kunde være,
som man frembragde for dem; saa vil Kier¬
lighedens Fornøyelse i den Henseende til dem
ikkun være meget ringe, saa længe de ey vide
at sette Priis paa den Fornøielse, som haver
sin Oprindelse af Aanden og af Hiertet.
Dersom vi ei iblant os merke disse nye
Slags Skiønheders Dannelse: saa blive vi
dog alt for ofte saadanne Avlelser vaer, som
i en Naturkyndigs Øine ere af lige Art; saa¬
som skiæløiede, baltende, podagriske, svindso¬
tige, o. s. v. til hvis Fastsettelse der ey behoves
paa en ulykkelig Maade en lang Rad Avlelser.
Men ligesom den vise Natur haver en Afskye
for disse Feil, saaledes haver den ey heller villet,
at samme skulde forplante sig. Deiligheden
er med megen større Vished at holde for arvelig,
den Legems Skikkelse og det Laar, som vi for¬
undre os over, ere Gierninger af adskillige
Avlelser, ved hvilke man haver beflittet sig paa
at danne dem.
En vis Konge i Norden er kommen til den
Ferdighed at giøre sin Nation sædelig og dep¬
lig. Han havde en usædvanlig Behag til
sto¬


89
om de Sortes Gprindelse.
store og deplige Folk: Han drog dem fra
alle Stæder til sit Kongerige: Lykken var alle
dem gunstig, som Naturen havde dannet store.
Et besønderligt Exempel paa Kongers Magt.
Denne Nation skiller sig fra alle andre ved
de fordeelagtigste og regelmæssigste Skikkelser.
Ligeledes opvoxer en Skov i Høiden frem for
alle omstaaende Skove, naar Eiendomsher¬
rens mærksome Øie beflitter sig paa at op¬
klekke lige og vel udsøgte Træer i samme. De
med de allergrønneste Blade prydede Eege- og
Ælme-Træer drive deres Grene til Himmelen:
Ørnen er alene i Stand til at opnaae sammes
Spidse. Denne Kongts Efterfølger pryder
nu Skoven med Laurbær, Myrter og Blomster.
Kineserne holde det for en af de største
Skiønheder hos Fruentimret, naar de have
Fødder, paa hvilke de ey kunne staae. Denne
Nation, som lader det sig være en Lov, at
følge deres Forfædre i al deres Smag og
Meninger, haver bragt det saa vidt, at deres
Fruentimre have latterlige Fødder. Jeg ha¬
ver seet kinesiske Tøfler, hvorudi vore Fru¬
entimre ey have kunnet faae mere end een Taa.
Plinius taler om en indiansk Nation, hvis
Qvinder havde saa smaa Fødder, at man
kaldte dem Strudsefødder. Han siger vi¬
dere, at Mandspersonernes Fødder have væ¬
ret
Ga
C. Plin. Natur. Hint. Lib. MUl. Cap. 2.


90 I. Fortsettelsen af Afhandlingen
ret een Alen lange: men det er troeligt, at
Fruentimrets Fødders Lidenhed haver bevæget
ham til at foregive dette Utrolige i Henseende til
Mandspersonernes Fødder. Skulde denne
Nation en være den kinesiske, som paa den
Tiid endnu lidet var bekiendt? I det øvrige
maae man en alene tilskrive Naturen de ki¬
nesiske Fødders Lidenhed: de samme blive i
deres Barndom holdne indsluttede for at fore¬
bygge, at de en voxe. Endskiønt det dog er
meget sandsynligt, at det kinesiske Fruen¬
timmer bliver fodt med meget mindre Fødder,
end Fruentimret af andre Nationer. Dette
er, som noget besønderligt, de Reysendes
Undersøgelse og Mærksomhed vel værdt.
Usalige Skiønhed, hvad for Uordener
foraarsage J ei i Verden for at behage en
forønsket Attraa! J lade eder ey nøie med at
qvæle vore Hierter; J forandre den gandske
Naturs Orden. Den unge Franzosinde,
som bespotter Kineserinden, dadler hende ik¬
kuns derfor, saasom hun troer, at hendes
Skiønhed bekommer en Tilvext, i det hun op¬
ofrer til Fodens Lidenhed Gangens Yndighed;
thi hun holder det almindeligen ey at være kost¬
bart, at bringe sig den eller hiin Tilbøyelighed
ved Pine og Smerte tilveie. Hun selv hol¬
der hendes Legeme fra Barnsbeen indsluttet
i et Snøreliv, eller qvæler sig med et Jern¬
kors, som foraarsager hende større Uleilighed,
end


om de Sortes Oprindelse.
91
end Kineserindernes
gandske. Fodbinden.
Hendes Hoved, paa hvilket der om Natten
ere næsten saa mange Papillotter, som Haar,
finder, i stæden for bløde Haar, ey andet end
Spidser af haarde Papirer at hvile paa; hun
sover gandske roligen, og hviler paa hendes
Tilbøieligheder.
Det 4 Fapitel.
Om hvide Regere.
eg vilde gierne med Taushed her forbi¬
gaae Naturens Hændelser, som jeg ha¬
C¬
Over foretaget mig at forklare. Det skul¬
de være mig en meget behageligere Forretning,
at opvække Jris, end at tale om denne styg¬
ge Neger, om hvilken jeg finder mig forbun¬
den at gjøre en Beskrivelse.
Det er et Barn paa 4 eller 5 Aar, som
have alle Negernes Streger. Sammes me¬
get hvide og blege Hud tiener ikkun til hans
Hesligheds Formerelse. Hans Hoved er skiult
med hvidt Uld, som falder hen i det rødagtige.
Hans lyseblaa Øien synes at være beskadige¬
de af Dagens Skin. Hans store og uskikke¬
de Hænder ligne meget mere et Dyrs Laller,
end et Menneskes Hænder. Han er, som man
forsikrer, født af afrikanske og meget sorte
Forældre.
Vi¬
G5


92 ll. Fortsettelsen af Afhandlingen
Videnskabernes Akademie taler om et
Misfoster, som er aolet i Surinam af Afri¬
kaner. Moderen var sort, og forsikrede, at
Faderen ogsaa havde været sort. Akademiets
Historieskriver synes at drage dette sidste i Tvivl;
eller rettere at holde for, at Faderen haver væ¬
ret en hvid Neger. Men jeg holder dette for
at være unødvendigt; og troer, at det er til¬
strækkeligt, naar dette Barn imellem sine For¬
ældre ikkuns haver havt en hvid Neger, eller
den forste hvide Neger maaskee haver været
af hans Slegt.
Grevinden af V?¬
som haver et med
de allerforunderligste Sælsomheder i Naturen
opfyldt Kabinet, men en endnu forundrings¬
værdigere Forstand, besidder et billede af
dette Slags Negere. Uagtet samme, som
det forestiller, er nærværende i Spanien,
hvor Mylord Me? forsikrer at have seet
ham, samme ogsaa overgaaer meget den
parisiske i Alder: saa mærker man dog hos
ham samme Farve, samme Øyen, samme An¬
sigtsskikkelse.
Man haver forsikret mig, at man treffer
gandske Familier i Senegal af dette Slags;
og at det i de sorte Familier hverken er uden
Exempel, eller noget meget sælsomt, at der bli¬
ver hvide Negere fødte.
Ame¬
F Uist. de l' Acad. Rovale des seiene. i734.


om de Sortes Oprindelse.
93
Amerika og Afrika ere ei de eneste Deele
i Verden, hvor man finder dette Slags Mis¬
fostere: Asien bringer ogsaa saadane frem.
som saavel ved sine Fortienester,
Her af M77
som ved den af han i Ostindien beklædte Be¬
tiening, haver sat sig i Anseelse hos Verden, og
som fornemmelig formedelst hans Kierlighed til
Sandhed haver fortient Høiagtelse, haver
iblant de Sorte seet Hvide, hvis Hvidhed for¬
plantede sig fra Fader til Fader. Han ha¬
ver været saa god, i Henseende til denne Sag,
at mætte min Nysgierighed. Han betragter
denne Hvidhed som en Sygdom i Huden;? og
det er efter hans Mening et Tilfælde, men et
saadan Tilfælde, som forplanter sig, og som
bestaaer igienem adskillige Avlelser.
Det haver været mig en besønderlig For¬
nøielse, at jeg haver befundet en saa oplyst
Mands Tanker, om dette Slags Missostere,
Thi man
overeensstemmende med mine.
maae tage denne Hvidhed for en Sygdom,
eller for et Tilfælde, ligesom man vil: saa
kan den dog aldrig være noget andet, end en
arvelig Forandring, som ved en Følge af Av¬
lelser enten settes fast eller forgaaer.
Denne Forandring yttrer sig oftere i Dy¬
rene, end i Menneskene. Den sorte Farve
hænger ligesaa stærk ved Ravnene og Drosler¬
ne,
T Ekller meget mere den Ret lige Hinde, som er en
Deel af Huden, hvis Farve udgiør de Sortes Farve.


94 1l. Fortsettelsen af Afhandlingen,
ne, som ved Negerne: Jmidlertid haver jeg
dog ofte seet hvide Ravne og Drosler. Og af
disse Forandringer vilde uden Tvivl forekom¬
me besønderlige Slags, dersom man lod saa¬
dant være sig magtpaaliggende. Jeg haver
seet Egne, hvor alle Høns vare hvide. Hu¬
dens Hvidhed, som gemeenlig er tilsammen¬
føyet med Fedrenes Hvidhed, haver foraar¬
saget, at man haver agtet disse Høns mere
end de andre; og fra Avlelse til Avlelse haver
man endeligen bragt det saa vidt, at der ei ere
andre fremkomne til Verden, end hvide.
J det øvrige er det meget sandsynligt, at
den i vores Øyne saa merkelige Forskæl imel¬
lem hvidt og sort er for Naturen en meget rin¬
ge Sag. En liden Forandring paa den al¬
lersorteste Hestes Hud bringer strax hvidt Haar
frem, uden at Mellemfarverne vise fig.
Dersom man til Beviis paa det, som jeg
her siger, vilde fremsøge det som gaaer for sig
i Planterne: saa skulde de, som vide at om¬
gaaes med samme, sige eder, hvorledes alle
disse Slags Planter og smaa Træer, som
man forundre sig over i vores Have, have
deres Oprindelse af arveligen blevne Foran¬
dringer, hvilke igien forgaae, naar man for¬
somme at give Agt derpaa.
Det


95
Det 5 Kapitel.
Forsøg paa en Forklaring om de
foregaaende Hændelser.
F¬
or nu at forklare alle disse Hændelser,
saasom: de hændelige Forandringers
Frembringelse; disse Forandringers
Følge fra een Avlelse til en anden; og endeli¬
gen Arternes Jndrettelse eller Forstyrrelse: saa
tykkes mig, at man maae sette følgende forud.
J Fald det, som jeg vil sige eder, skulde fore¬
komme eder fremmedt, saa vil jeg bede, at J
ville ansee det som en Bemøjelse, som jeg ha¬
ver anvendt for at fornøie eder. Jeg giør mig
intet Haab om at give eder fuldstændige For¬
klaringer om saa vanskelige Naturhændelser:
Det skal være mig nok, naar jeg ikkuns viser,
at disse kunne være forbundne med dem, fra
hvilke de hænge. Man maae altsaa ansee dem
som Hændelser, hvilke Erfaringen, som det sy¬
nes, nøder os at antage.
1.) At et hvert Slags Dyrs Sædesaft
indholder en utallig Mængde Dele, som ved
deres Tilsammenføielse formaae at avle Dyr
af samme Art.
2.) At de Deele, som i et hvert udeleligt
Væsens Sædezaft indeholde og ere beqveme
til at danne Streger, som ligne dette udeleli¬
ge Væsens Streger, ere de, som i den stør¬
ste Mængde ere forhaanden, og som have den
meste


96 I. Fortsettelsen af Afhandlingen
meste Forvandtskab med hinanden, omend¬
skiønt der gives ogsaa mange andre af dem til
adskillige andre Stregers Dannelse.
3.) Hvad den Art og Maade angaaer,
hvorledes i ethvert Dyrs Sæd de Dele danne
sig, som ere lige dette Dyrs Sæd: saa er det
ei mit Forsæt her at undersøge saadant.
Men ligesom alt det, som vi forud have
sat, synes at være nødvendigt, og er eengang
tilladt, saa haver det den Anseelse, at man
deraf kunde forklare alle forommeldte Hæn¬
delser.
J det de Dele, som ligne Faderens og
Moderens Dele, ere de talrigeste, og have
den største Forvantskab med hinanden: saa
maatte de ogsaa vel først føie sig tilsammen,
og danne Dyr, som have Lighed med dem,
af hvilke de ere fremkomne.
En uformodentlig Tilfælde, eller Mangel
paa Familiestreger skulde ofte foraarsage an¬
dre Tilsammenføielser, og man skal see, at
sorte Forældre avle hvide Børn, eller vel gand¬
ske hvide Forældre sorte Børn; endskiønt dette
er mere sielden, end hiint.
Jeg taler her ikkuns om de besønderlige
Avlelser, hvor et Barn, som er avlet af For¬
ældre, som ere af eet Slags, haver saadane
Streger, som ingenlunde have deres Oprin¬
delse fra Forældrene: thi Erfaringen lærer,
at siden Arternes Beblandelse er bleven bru¬


97
gelig, Barnet tager Stregerne saa vel af den
ene, som af den anden.
Delenes usædvanlige Forening, og som
ikke ligne Forældrenes Dele, ere i Gier¬
ningen Misfostere for den, som er saa for¬
voven at forklare Naturens Under. Men
for en Viis, som lader sig nøie med at be¬
skue og forundre sig over dem, ere de lutter
Skiønheder.
Disse Frembringelser ere i Begyndelsen,
ikkuns hændelige: de oprindelige Dele befinde
sig endna alt for overflødige i Sæden. Efter
nogle Avlelser, eller efter den følgende Avlelse,
vil den oprindelige Art igien bekomme Over¬
haand: og Barnet vil, i Stæden for at væ¬
re sine Forældre liig, meget mere ligne sine
Forfædre. Dette er sandsynligt, at ofte
igientagne Aplelser udfordres til de Arters
Fastsettelse, som skulle forplante sig. Det
er nødigt, at de til de oprindelige Stregers
Dannelse beqveme Dele, som ved enhver
Avlelse tage af, adsprede sig, eller der blive
saa saa tilbage af dem, at der maae udfor¬
dres et nyt Tilfælde til det oprindelige Slags
Frembringelse.
Omendskiønt jeg i det øvrige her setter for¬
ud, at Grunden til alle disse Forandringer in¬
Dette hendes dagligen i Familier. Et Barn, som
hverken haver Lighed med Fader eller Moder, vil
see sia Farfader liig.


38 ll. Fortsettelsen af Afhandlingen,
deholdes i Sædesafterne, saa udelukker jeg dog
ei den Jndflydelse, som et Clima og Spisen
derved kunde have. Det synes, at Varmen
i det tørre Stykke Land er meget beqveme¬
re til at frembringe de Deele, som giøre Hu¬
den sort, end de Dele, som giøre den hvid:
og jeg veed ikke, hvor vidt denne Jndflydelse
af et Clima og Spisen efter mange hundrede
Aar kan strekke sig.
Det var sandelig vel Møien værdt, at
Philosopherne lode sig være magtpaaliggende
at undersøge, om visse ved Konst foraarsage¬
de Besønderligheder hos Dyrene, efter adskil¬
lige Avlelser, ey skulde blive de, fra disse ned¬
stammende, Dyr egne. Om Rumper eller
Øren, som fra Avlelse til Avlelse bleve afskaar¬
ne, en skulde tage af, eller tilsidst gandske bli¬
ve borte.
Det være da hvad det vil, saa er det vist,
at alle de Forandringer, som kunde fastsette
nye Arter af Dyr eller Planter, ile tillige i¬
gien Forstyrrelsen imøde. De ere Udkast af
Naturen, hvori samme ikkuns alene ved Konst
eller ved Orden kan blive holdet tilbage.
Dens Gierninger bemøie sig altid igien at
faae Fortrinet.


97
Det 6 Kapitel.
At det er meget sælsommere, at
Børn blive avlede af hvide Forældre.
At de første Mennesker have været hvide.
Den Vanskelighed om de Sortes
Oprindelse bliver ophævet.
M¬
an kunde maaskee af de hvide Børns
pludselige Avlelse, midt iblant sorte
Folk, giøre den Slutning, at Hvid¬
heden er Menneskets oprindelige Farve, og
at Sortheden er een efter nogle hundrede Aar
arvelig bleven Forandring, som ei gandske ha¬
ver ødelagt den hvide Farve, som bestandigen
er tilbøielig til igien at lade see. Thi man
seer den derimod satte Hændelse ei at tildrage
sig: man seer ei, at sorte Børn avles af hvi¬
de Forfædre.
Det vil vel blive beviist, at dette Under
haver tildraget sig; men det er saaledes blottet
fra tilstrekkelige Beviser, at man paa en for¬
nuftig Maade ei kand troe det. Den Smag,
som alle Mennisker finde i Undergierninger,
maae altid giøre samme fordægtige, dersom
de ei ere stadfæstede ved uforkastelige Vidnes¬
byrd. Kommer et Barn til Verden, som
haver nogen Vanskabelse paa sig: saa giøre
Fødehielperskene strax deraf et afskyeligt Mis¬
foster: er hans Hud meget brunere, end den


100 U. Fortsettelsen af Afhandlingen
almindeligen pleier at være: saa er det en
Neger: Men alle de, som have seet en Negers
Børn at komme frem til Verden, vide, at
de ingenlunde fremkomme sorte, og at de i de¬
res Barndom neppe ere at skille fra andre
Børn. Dersom et Negerbarn derfor i en
hvid Familie kom frem til Verden, saa vilde
det i lang Tiid blive uvist, om det var saa¬
dant et? Man vilde i Begyndelsen ei tænke
paa at skiule det, og man vilde i det ringeste i
de første Maaneder ei giøre det bekiendt for
Verden, og meget mindre kunde man herefter
skiule det, som var blevet af ham; forneme¬
lig, dersom Barnet skulde tilhøre forneme
Forældre. Forældrene til en Neger, som i¬
blant Pøbelen kom frem til Verden, kunde
og vilde ikke skiule ham, naar han eengang
havde antaget sin fuldkomne Sorthed. Det
vilde være et Under, som formedelst Verdens
Nysgierighed vilde foraarsage dem Nytte; og
den største Deel af Pobelen vilde have ligesaa
stor Kierlighed for den sorte, som for den
hvide Søn.
Det er meget sandsynligt, at dersom disse
Under imellemstunder tildroge sig, de da vilde
overflødigere være at finde iblant Pobelens
Børn, end iblant de Stores Børn. Og i
Pobelens Mængdes Sammenligning med de
Store maatte iblant hine snarere tusinde Børn,
end iblant disse eet, komme til Verden. Men


101
hvorledes kunde disse Hændelser være forborge¬
ne, hvorledes kunde de være paatvivlelige?
Dersom de sorte Folk avle hvide Børn,
dersom disse Hændelser ei ere meget sælsomme
iblant det ei alt for talrige Folk i Afrika og
Afia; hvor meget oftere maatte en Sorte avi
les af de utallige Jndbyggere i Europa, der¬
som Naturen saa let virkede det ene, som det
andet Tilfælde? Og saasom vi erfare disse
Hændelser, som tildrage sig i saa vidt bort¬
liggende Lande; hvorledes kunde da desli¬
ge blive forborgene, dersom de tildroge sig
iblant os?
Det synes mig da at være en udgjort Sag,
at det er noget meget sælsommere, at hvide
Forældre avle sorte Børn, end at sorte For¬
ældre avle hvide Børn.
Dette kunde maaske være tilstrekkeligt til
at giøre sandsynligt, at Hvidheden haver væ¬
ret det første Menneskes Farve, men at Sort¬
heden hændeligviis er ikkuns bleven en arvelig
Farve i de store Familer, som beboe det tørre
Stykke Land; men hos hvilke den oprindelige
Farve ey saa aldeles haver forloret sig, at den
ei undertiden igien skulde komme for Dagen.
Altsaa er den saa ofte omtyggede Vanskelig¬
hed om de Sortes Oprindelse ophævet, hvil¬
ken nogle ville giøre imod den første Mose
Bogs Beskrivelse, efter hvilken alle Folk paa
Jorden ere fremkomne af een eneste Fader og


102
Moder. Denne Vanskelighed, siger jeg, er
ophævet, naar man antager en Lærebygning,
som i det ringeste er ligesaa sandsynlig, som
alt det andet, som man hidindtil haver optænkt
til at forklare Avlelsen.
Det 7 Kapitel.
Hvorfor de Sorte aleneste fin¬
des i det tørre Stykke Land, og
Dvergene og Kæmperne
imod Polerne.
M¬
an seer endog iblant os endnu andre
Misfostere at komme til Verden, som
ei ere andet, end Sædedelenes hæn¬
delige Foreninger, eller alt for stærke, eller alt
for svage Virkninger af Forvantskabet imellem
disse Dele. Mennesker af overmaade Stør¬
relse, og andre af usædvanlig Lidenhed, ere
Arter af Misfostere; hvilke vilde blive gand¬
ske Folk, dersom man bemøiede sig at forme¬
re dem.
Dersom det er sandt, som de Reisende
berette os om de magellaniske Lande, og om de
yderste Søndre=Egne i Verden: saa maae
disse Kæmper eller Dverge enten formedelst
Overeensstemmelsen med det Clima der have
fastsat sig; eller de maae paa den Tid, da
de kom for Lyset, være af andre Mennesker,


103
som frygtede sig for disse Vanskabninger, eller
ansaae disse Dverge med foragtelige Øine,
blevne forjagede til disse Egne.
Der ere da Kæmper, Dverge eller Sorte
iblant andre Mennesker komne frem til Ver¬
den; og saa haver den største Deel af det
menneskelige Kiøn, enten af Hovmodighed
eller Frygt bevæbnet sig imod samme; og det
allertalrigeste Slags haver forviist disse van¬
skabte Arter til de Egne, som mindst ere be¬
boede. Dvergene maae have begivet sig til
Nordpolen. Kæmperne maae have udvalt
sig de magellaniske Lande til deres Boe¬
pæl, og de Sorte have nedladt sig i
det tørre Stykke Land.
(III.)
Beskrivelse over Beveren.
B¬
everen er i det høieste tre til fire Fod
lang, og tolv eller femten Tomer
tyk. J de nordlige Egne er hans
Haar gemeenligen sort; men jo læn¬
gere hand er borte fra Norden, og
lever i det maadelige Jordbelte, jo gulere og ly¬
sere bliver Haaret. Dette er tvende Slags:
det lange stærke, og det korte Uldhaar. Det


jog
sidste er meget fint, og næsten en Tome langt,
og tiener Dyret til Varmens Opholdelse; Det
lange stærke Haar bevarer det korte fra Skarn,
og Fugtighed.
Baade Hannerne og Hunnerne bære un¬
der Jndvoldene i fire Sække en terpentinagtig
og flydende Materie, som bliver tyk, naar man
tager den ud. Den Nytte, som Dyret ha¬
ver deraf, skulle vi snart faae at see, Lægerne
kalde den Bevergel, og bruge den som et her¬
ligt Middel mod Gift, Moder og andre Syg¬
domme. Men naar den bliver gammel, saa
bliver den sort, og er da en skadelig Gift.
Det store Haar river man af Bellene, og
af det korte giør man Sokker, Strømper,
Huer ja Tøi. Men man haver befundet, at
det bliver haardt, som Fildt, og derfor ud¬
falder paa mange Steder. Man bruger det
da meest aleneste til Halte og Underfoder.
Det er en næsten utrolig, men dog en vis Sag,
at man holder de Beverhude for besønderligen
gode, naar de Vilde længe have sove t derpaa.
Thi dette foraarsager, at de lange stive Haar
udfalde, og de korte Haar blive ved Uddunst¬
ningen gjorte tykkere og fugtige, hvorefter de
lade sig bedre valke, stampe og forarbeide.
Til at bygge dens Hus, haver den tre
Slags Verkiøi: dens Tænder, Fødder og
Rumpe. Tænderne ere stærke, og stikke med
en lang og krum Rod meget dybe i Kindbenet.


105
Med disse afskiærer han Træet til sin Bolig
og sit Foder. Hans Forfødder ere dannede,
ligesom hos de Dyr, der gierne gnave, og
og holde det, som de gnave paa, imellem Fod¬
derne, ligesom Aberne, Rotterne, og Eger¬
ne. Han bruger ogsaa Forfødderne til at
grave, elte og berøre det Leer, som den meget
ofte bruger. Bagfødderne have imellem Tæer¬
ne en tyk Hud, ligesom Ænders eller Vand¬
fugles Fødder. Rumpen er lang, noget plat,
og gandske skiult med Skæl, forsynet med Kiød¬
muse, og altid befugtet med en vis Olie eller
Fedme. Dette Dyr betiener sig, som en født
Bygmester, af sin Rumpe, i Steden for en
Hiulbor, at slæbe Leret, siden som en Murskee,
at udstryge det, og at giøre Vegge. Skæl¬
lene forhindre, at Kulden og Fugtigheden af
disse Materier ei kan trænge igiennem Rum¬
pen, derimod vilde Skællene tilligemed Rum¬
pen lide Skade af Luften og Vandet, uden
den Olies Hielp, som han med Snuden stry¬
ger derpaa. Efter al Anseelse bliver den bevaret i
de Punge, hvorom vi have talt.
Beverne opholde sig i Hobetal tilsammen
i en Bygning eller Bolig, saa længe den sto¬
re Hede, eller store Oversvemmelser, eller Jæ¬
gernes Forfølgelser, eller Mangel paa Levnets¬
Midler, eller og et alt for stærkt Tal paa Børn
nøde dem, at drage hen paa andre Stæder.
Naar de ville bygge en Bolig, saa udsøge de


106
først et Sted, hvor der ere at finde overflo¬
dige Levnetsmidler, og flydende Vand, ved
hvilke de kunne anlegge en Dam eller et Kiær,
at bade sig udi. De giøre Begyndelsen med
at anrette en Demning, som holder Vandet
lige med den underste Stues Høide.
Vi ville først betragte Demningen, som
er omkring Badestedet, og foraarsager, at
Vandet altid bliver i en vis Høide: Dens
Grund kand udgiøre ti til tolv Fod; Mod
Vandet gaaer den mere og mere ned ad, og
trykkes formedelst Vandets Tyngde stærk mod
Landsiden. Den anden Side er lodret, som
vore Mure. Demningen bliver formedelst
denne Skakhed stedse tyndere, og haver for¬
oven ikke meere end tre Fod i Breden, da
Grunden dog havde tolv. Demningens Ma¬
terie er intet andet end Træ og Leer. Bever¬
ne afskære uden stor Møie store Stykker Træ,
hvoraf noget er saa tykt som en Arm, andet
som et Laar, og to til fire, fem og sex Fod
langt, ja endnu længere, eftersom Dammen
bliver høiere. De støde dem med en Ende i
Jorden, gandske nær ved hinanden, og flette
mindre og tyndere Stykker Træ imellem de
store. Men saasom Vandet dog kan trænge
derigienem, og Dammen følgeligen vilde for¬
tørres, saa betiene de sig af Leer, som de me¬
get vel vide at finde, og fylde med samme alle
Huller baade inden og uden, saa at Vandet


107
ikke kan komme igienem. Jo mere og høiere
Vandet voxer, jo høiere opfører man Dem¬
ningen. De vide, at man lettere kan tilføre
Materialierne til Vands, end til Lands, og
derfor giøre de sig Vandets Vext til Nytte,
og henbære Leret paa deres Rumper, og Træ¬
stykkerne imellem Tænderne i Svimmen over¬
alt, hvor det giøres behov. Hænder det sig,
at Vandets Magt, eller Jægerne ved deres
Løben frem og tilbage, river nogle Huller i
deres Demning, saa tilstoppe de Hullet igien
hastigen, besee den gandske Bygning, forbe¬
dre og underholde den paa det omhyggeligste.
Men kommer Jægerne alt for ofte, saa ar¬
beide de kuns om Natten, eller lade det gand¬
ste Arbeide ligge. Naar Demningen eller
Badestedet er ferdig, saa arbeide de paa de¬
res Boliger, som ere runde og eglignende
Hytter, med tre over hinanden staaende Dele
eller Lofter. Det nederste er nedrigere, end
Demningens Høide, og sædvanligen fuldt af
Vand; begge de andre ere høiere. De byg¬
ge disse smaa Bygninger meget faste ved Kan¬
ten af Dammen, og altid Loftviis, paa det de
kunne fløtte høiere op, naar Vandet stiger.
Finde de nær ved Dammen en liden Ø, saa
opslaae de sammesteds deres Boliger, som da
ere mere standhaftige, og de selv have ikke at
udstaae saa megen Besværlighed af Vandet,
hvorudi de ikke alt for længe kanlholde det


108
ud. Men finde de ikke slige Fordeele, saa stø¬
de de, med deres Tænders Hielp, Pæle i Jor¬
den, og befæste Bygningen mod Vandets og
Vindens Vold. Allernederst lade de tvende
Aabninger mod Vandet. Een gaaer mod
det Sted, hvor de bade sig, og samme holde
de altid reenlig; den anden ved det Sted,
hvor man slæber det, som kan forurene de
øverste Lofter. Noget høiere staaer den tre¬
die Dør, paa det de deraf kunde gaae ud
naar Jsen tillukte de nederste Dørre. Under¬
tiden bygge de det gandske Hus paa det tørre,
faste Land, og giøre Grave 5 til 6 Fod dybe,
igienem hvilke de komme til Vandet. De
bruge samme Bygningsmaterialier og Be¬
qvemhed, som ved Demningerne. Veggene
ere lodrette, og to Fod tykke. De afskære
med d res Tænder, som ere bedre end Save,
de Grene af Træerne, som staae ud over det
lodrette Maal ved Veggen. Siden blande de
Leer og Græs, og giøre saadan en Blanding,
som man kiiner Vegge med, og samme smøre
de baade inden og uden med deres Rumper.
Jndvendigen er Hytten krum ligesom Han¬
ken paa en Kurv, og gemeenligen af egrund
Længde. Størrelsen retter sig efter Jndbyg¬
gernes Tal. Tolv Fod i Længden, og 8
eller 10 i Breden, ere nok for otte til ti Be¬
vere. Er deres Tal større, saa forstørre de
deres Bygning efter Gorbefindende. Man


109
foregiver, at man haver fundet flere end 40s
i adskillige Hytter tilsammen, hvilke alle have
stodt til hinanden. Men man finder sielden
saa store Selskaber, saasom der gaaer saa
uordenilig til derudi. Beverne vide i Almin¬
delighed bedre at indrette sig: ti eller tolv, og
undertiden flere gode Venner og Bekiendte
slaae sig tilsammen, hvilke visselig lave sig af
hinanden en behagelig Tidsfordriv, saa længe
Vinteren varer. De have en medfødt Regne¬
konst, i Kraft af hvilken de indrette deres Bo¬
liger og Forraad efter Selskabets Størrelse;
og saasom det er Mode hos dem, at enhver
bliver biemme, og aldrig gaaer til Gæst: saa
have de ei heller nogle overordentlige Omkost¬
ninger paa fremede Gæste, som igien ville be¬
søge dem.
Der ere Bevere, som man kalder Land¬
bevere, som ved Søkanten, eller dog ikke
langt derfra udgrave sig i en Høi Huller til Bo¬
liger. Under Jorden giøre de fra deres Hu¬
le indtil Vandet Gange, som strekke sig un¬
dertiden fra 10 til 100 Fod, og stige fra en Hu¬
le til en anden stedse i Høiden, paa det de lige¬
som Vandet voxer, kunne redde sig paa et
høiere Sted. Deres Leie bestaaer af Træ¬
spaane, som tiene i Steden for Halm, og af
Urter, som maae forestille Dyner.
Med dette Arbeide blive de i Besønderlig¬
hed i kolde Lande i Høstmaaaned eller Fiske¬


tio
maaned ferdige, hvorefter de indsamle deres
Forraad. Sommeren over leve de af Frug¬
ter og Markvexter, om Vinteren af Eske¬
Ahørn- og andet Træ, hvilket de, førend de
bruge det, lade blodes i Vand. Deres Ma¬
ve er ogsaa dobbelt, paa det den des bedre kan
fordøie denne haarde Spise. De afskære Træ¬
stykker fra tre til ti Fod i Længden. De store
Stykker blive af adskillige Bevere tillige slæ¬
bede hiem, men de smaa af een Bever alene,
dog ethvert paa en besønderlig Vei, som ale¬
rede er anviist ethvert Dyr, paa det den ene
ei skal hindre den anden i sit Arbeide. Jo flere
der boe tilsammen, jo storre er deres tilfælles
Træforraad; og man haver merket, at ti
Bevere maae have en Samling af 30 Fod i
en firkant, og 10 Fod høi til deres Nødtorftig¬
hed. Stabelen ligger ikke i en Hob paa hin¬
anden, men korsviis, saa at der bliver altid
et tomt Rum imellem dem, og de kunde frem¬
drage de Stykker, som ligge nederst og i Van¬
det. Disse skære de siden mindre, og bære
dem hiem; hvor enhver bekommer sin Deel at
tykke. Undertiden spadsere de ud i Skovene,
og traktere deres Unger med en frisk Ret. Jæ¬
gerne vide, at de æde hellere frisk Træ, end
saadant, som haver ligget i Vandet; derfor
bringe de saadant i Nærværelsen af deres Bo¬
liger, og skyde dem da paa Stedet ihiel, naar
de gaae ud at hente det, eller de fange dem med


111
Snarer. Naar Vinteren bliver haard, saa
bryder man undertiden Huller i Jsen; naar
nu Beverne træde frem for Aabningen, og
ville tage frisk Luft: saa slaaer man dem ihiel
med Øxer, eller man slaaer et stort Hul i Jsen,
og overdrager det med et sterk Net, siden nedri¬
ver man deres Bygning; Beverne tænke da
paa deres ordentlige Vane at redde sig i Van¬
det, og igienem Aabningen paa Jsen at løbe
derfra, men falde i Nettet, og blive fangne.
Næsten samme Tilbøieligheder tilskriver
man Desmerkatten. Det er et amerikansk
Dyr, noget større end en Rotte hos os, og
naar man paa alle Sider nøie betragter
det, ligner det en ung Bever.
(IV.)
Fortsettelse af Magni Strid¬
bergs ny Art og Maade at for¬
bedre Agerdyrkningen &c. som
er afbrudt i det første
Styk. p. 17.
M¬
en førend vi vende os til samme
(Prøvestykke), maae vi tilforn
tale om Anfriskelsesdampen,
hvorledes samme er at bringe til


112
Veie, og hvad for Virkning den haver; thi
uden denne kan ingen Blodgiørelse være kraf¬
tig nok. Den bliver saaledes bragt til Veie:
Man tager Spaaner, en halv Finger tykke,
giør dem vaade med Vand, hvorudi Salpe¬
ter er opløst, paa det de desvedre kan drage,
til sig Pissaltet, som fra øven flyder ned; der¬
næst legger man dem under Straaet i Faare¬
stien, eller imellem Bræderne i Hestestalden;
disse nu, som først ere raadnede, tager man
igien aarligen ud, og forvarer dem til Brug.
Men dersom dette forekomer besværligt, saa kan
man bruge de forraadnede Bræder selv af Heste¬
og Faarehusene, hvilke ogsaa ere meget gode,
og have samme Virkning. Dampen, som
fremkommer af samme, er af utrolig Kraft,
saa at Sædekornet, som dermed bliver ryget,
foruden at det voxer meget lystigere i Været, ei
alene vel udstaaer Frost og Jis, men dræber og
driver endog Ormene fra sig. Aarsagen til den¬
ne Virkning kommer uden Tvivl af Salpeteret
og Pissaltet, som er ligesom Jordvexternes
Siel. Et Sædekorn, som er opfyldt med
denne Damp, driver ingenlunde ( som jeg me¬
get vel haver merket) en glat Rod, som de an¬
dre Korn, men en haared. Derfor slutter jeg,
at same drager Næringssaften til sig, ligesom
en Svamp Vandet, saasom Saften meget
lettelig hænger ved saadane smaa og stive Op¬
holdssteder. Men i Røgningen maae man vel


om Agerdyrkningens Forbedrelse. 13
give Agt, at Bræderne ere vel fordeelede, paa
det de kunne give en Damp, men ingenlunde
Lue. Denne Røgning er til Sædekornets
Blødgiørelse saa nødvendig, at, dersom den
ikke skeer, ligesaavel som denne, Kornet da
vanskeligen beholder den indgivne Anfrisk¬
ningssaft saaledes hos sig, at det ikke, efter
at det er saaet, skulde miste noget af den an¬
tagne Styrke i dens Voxekraft. Men den
paa denne beqvemme Maade givne Damp ind¬
vikler og bestrikker den Vexten foraarsagende
Saft, at den ikke saasnart igien kan udløbe.
S. 11.
2d
Nen det giøres behov at vide, at ikke ethvert
Korn i Kornhoben er over Hovedet frugt¬
bart, men at mange ere ufrugtbare, hvilke
efter skeet Udsaaelse enten gandske forraadne,
eller dog aldeles ikke kunne fordrage Hede og
Kuld, saasom de nemlig ere af en svax Voxe¬
kraft, hvoraf det da er aabenbart, hvad for
en Mængde Korn der aarligen forderves; den
fierde Deel deraf bekommer sandelig ingen Ax,
hvilket enhver skal befinde at være Sandhed,
som haver i Sinde at merke derpaa. Man
maae da udlede de tungeste og vigtigste Korn,
førend man anfrisker Kornet. Denne Udsø¬
gelse skeer best ved at overøse det med Vand.
De Korn, som derudi synke til Bonds, ere
stærkere, og beqvemmere til Sædekorn, men
de som svemme hist og her, ere svagere og u¬


114
beqvemmere til Forplantelse; ellers kan dette
vel ogsaa skee ved Kasten.
Det første Provestykke.
Je udsøgte Sædekorn maae, for at bekom¬
Je udsøgte Sædekorn maae, for at bekom¬
me en rigeligere Frugt og Vext, paa føl¬
gende Maade blødes og syres i en behørig Fug¬
tighed: Man giør en Lud af vel forraadned
Faaremog; denne Lud maae være saa man¬
ge Tønder, som Sæden er, der skal blødes.
For Exempel, dersom ti Tønder Korn skak
blødes, saa maae der ogsaa være ti Tønder
Lud; kast i samme ti Pund vel stodt Salpeter.
Desuden maae man ogsaa have beqvemme
Kar forhaanden, hvorudi man kan komme
Kornet; øs Luden over Kornet, lad den staae
1e Timer over samme, tap den derefter igien af,
og forvar den vel. Strax efterat Blødningen
er skeet, og imedens Kornet endnu er vaadt,
saa bring det i Dampbadstuen. De sædvan¬
lige Badstuer ere vel ikke beqvemme nok, men
man kan vel bruge dem til Røgningen, evd¬
skiønt ikke uden Dampens Vext foraarsagen¬
de Kraftes Forliis. Men de kunne meget be¬
qvemmere og uden stor Omkostning opbygges
af dem, som beflitte sig paa Agerdyrkningen;
saasom det ikke giøres behov, at de skulle væ¬
re store, men de kunne være smaa Kammere
med lave Vegge og Tag, dog faste og tette,
paa det at Dampen ikke skulle kunne komme
igienem; Jldstedet maa ikke være i Badstuen,


om Agerdyrkningens Forbedrelse. 115
selv, men uden for samme beqvemt anlegges
i et lidet Forkammer, paa det at samme ikke
alt for meget hedgiøres af Jlden, omendskiønt
den var gandske ringe, men at Dampen be¬
qvemelig kan indlades, og Jlden derimod
derfra udelades: Endeligen maae man for¬
syne den med et beqvemt Brædegulv. Paa
dette Brædegulv skal det blødgjorte Korn ud¬
øses, derpaa indlader man adskillige gange
Dampen, bestænk imidlertid Sædekornet ofte
med den fra Blodningen tilovers blevne Lud,
og ror den meget vel om; men Kornet skal al¬
tid være fugtigt, paa det desmere kan drage,
denne Vext foraarsagende Damp til sig: En¬
deligen maae man efter tolv Timer tørre det.
Naar samme saaes, saa driver det den 4de eller
5te Dag derefter strax Spirer, hvilket et al¬
mindeligt Sædekorn neppe kan giøre inden
tolv Dage, og beholder dog dets altid grø¬
nende Kraft ufortæret. Denne Gæren kan
endnu paa en anden Maade foretages: Naar
man nemlig lader Sædekornet strax efter
Blødningen grodes, varmer og væder det lidet
med Lud efter Spiringen, og endeligen naar
det endnu er lidet fugtigt, udsaaer det strax.
Et paa denne Maade tilberedt Sædekorn dri¬
ver Spirer strax den anden eller tredie Dag.
Denne Maade hielper meest til en tilig Mo¬
denhed, og haver stor Nytte i de nordlige
Lande, hvor en sildig Høst er meget farligt


116
-
Men hvad for Haandgrebe der ved Blødnin¬
gen maae iagttages, dem lærer Erfaringen,
selv enhver. Denne nu beskrevne Blødning
er af saadan Kraft, at et Korn gemeenligen
bærer 20. 26. 30. 36 til 40 Straaer. Saasom
nu slige Korn ere alle af saadan mangfoldig
Frugtbarhed, saa kunne ti Tønder af samme
være overflødige nok til at besaae det Land,
hvorpaa man ellers vel havde 10 Tønder af
almindeligt Korn behov til Sæd. Ei heller er
en ringe Frugtbarhed forhaanden med saadan
en mangfoldigen Vext foraarsagende Kraft,
som den, der en mangfoldig Vext stedse pleier
at følge. Desuden beviidner Erfaringen, at
det paa denne Maade frugtbargjorte Sæde¬
korn fremkommer meget rigeligere i maver Jord,
end paa en fed Grund, fornemeligen i vaade
Sommere. Franc. Vaco de Verulam. Sylv.
Sylvar. Cent. V. 5. 402. taler ogsaa om denne
Blødning, saavelsom ogsaa nogle andre. Men
ingen viser den rette Maade at behandle det,
ei heller at tørre Sædekornet ved en Vext
foraarsagende Damp, uden hvilken alle An¬
friskninger ere ikke af nogen besønderlig Nytte.
Thi det er ikke nok, at man indflyder Sæde¬
kornet den anfriskende Saft, og tørrer det
slet hen uden Damp, hvilket meget ofte er
anmerket, men det maae torres ved en Damp,
paa det de stive Dele af Røgen kunne for¬
stoppe Gangene, og den indgydede Vextfor¬


om Agerdyrkningens Forbedrelse. 117
aarsagende Kraft kan derudi indelukkes. Til
at optænke denne Maade, og at bringe den i
Forsog, haver Fyr- og Enebærrogs Betragt¬
ning bevæget mig, hvormed flittige Landmænd
pleie at tørre deres Korn; thi den beskærmer
best samme mod Vinterens Uleiligheder. Den
Virkning da, som vores Damp haver, kan
enhver dømme af denne slette Røg, som er
mange Grader ringere.
S. I.
Det andet Prøvestykke.
M¬
han afkoger tre Tonder Byg, eller Rug i
Vand (hertil kunne fordervet og skimlet
Korn tages); Suppen deraf forvarer man
meget vel, siden uddrager man paa en anden
Maade det vextforaarsagende Salt af smaa
stødte Been, raspede Horn, og Kloer af Dyr,
iligemaade af smaat skaaren Leder af gamle
Skoe og Hansker, som ogsaa af ny; Man
bløder dem en Tidlang i Vand, og lader dem
da kaage ved langsom Jld. Det var vel be¬
dre, om man kaagede enhver af disse Ting
for sig selv, og siden øste Vandene sammen,
saasom Hornenes, Benenes og Kløernes Salt
ikke saasnart i Kaagningen opløses, som de
andre Sager: men saasom dette vilde blive alt
for møisomt, saa er det nok, at man tager
Benene, Hornene og Kløerne fra Lederet og
Skindet, og kaager saavel disse som hine for
sig alene. Disse Supper blander man med den


118
forige, som er beredet af det kaagte Korn, og
herudi øser man endnu en Lud af Fæmøg, saa
at Suppen tilsammen udgiør 10 Tønder,
hvorudi man endnu maae komme fem Pund
Salpeter. I denne Blanding bløder man
ti Tønder Sædekorn i tolv Timer; siden kom¬
mer man i Røgningen og Tørringen det øvri¬
ge af Luden derpaa, ligesom der tilforn er lært
i det første Prøvestykke, saa at Røgningen
maae være til Ende inden 12 Timer. Dette
Prøvestykke overgaaer det første derudi, at
Sædekornet bliver overmaade meget frugtbart,
og næsten ethvert Korn driver 40. 50. til 65
Straaer; hvoraf man lettelig kan forstaae,
hvor stort et Stykke Land man kan besaae
med disse 10 Tønder. Jndkomsterne af Age¬
ren bliver dobbelt, saasom der er altid en over¬
maade stor Frugtbarhed i Følge med denne
mangfoldige voxende Kraft: Og saaledes ha¬
ver jeg korteligen beskrevet Anfriskningens Art
og Maade. Men Aarsagen, hvorfor de an¬
friskede Sædekorn langt overgaae de gemene
og uberedte i Vext, kunne være gandske man¬
ge, men de fornemeste ere næsten følgende:
Sædekornets medfødte Saft bliver formeret
ved en vextforaarsagende Safts Jndflydelse,
og styrket ved Røgen. Kornets Aabninger
og Verktøi, som ere igienemvirkede af Sal¬
tets og Røg=(Dampens) Dele, blive i Gæ¬
ren udvidede, og naar de saaledes ere udvide¬


om Agerdyrkningens Forbedrelse. n2
de og aabnede, saa tage de Jordens Saft i
Mængde til sig, og lade saa vel de mindste og
lette Dele af Jorden, som ogsaa de store og tun¬
ge til sig. Derfør modnes Kornet snarere,
Halmet bliver fast og stærk, at giøre Regnen
Modstand, Røderne brede sig ud, og drive
mange Spirer. Denne Rodens Udbredelse
er af stor Vigtighed, thi en vidtløftig Rod
beskygger Jorden, hvorudi den er voxet, lige¬
som en stor Svamp, og holder megen Saft i
sig, den taaler meget vel Kulden og Tørken,
den bærer meget større Halm, Ax og Korn,
hvorfor det ogsaa skeer, at man faaer en me¬
get rigeligere Host. Derimod haver et ge¬
meent og uanfrisket Korn, omendskiønt det er
saaet i en velgiødet og pløiet Ager, en svag
voxende Kraft, og ingen Aabninger; hvorfor
det ogsaa tager aleneste de smaa og lette Dele
af Jorden til sig, af hvilke det bekommer et
spædt og visnelig Halm, som ei kan fordrage
den ringeste Regn eller Hede, men enten slaaes
ned, eller fortørres, og naar det ligger ned,
forraadner, betager andre Solen, og lader dem
ei komme til Modenhed. Men denne Mangel
gotgiøres ved Anfriskningen og Forflyttelsen.
518.
Ffterat vi da have viist Anfriskningens Nød¬
Ffterat vi da have viist Anfriskningens Nød¬
vendighed, saa komme vi nu til et ædlere
Stykke i Agerdyrkningen, nemlig: til Forflyt¬
telsen, paa hvilken den sande og rette Maa¬


120
de at opholde Ageren i Stand, er grundet.
At samme er af stor Vigtighed, kan sees af
følgende Anmerkninger, og af mine adskilli¬
ge Prøvestykker. Vi see, at naar Sædekor¬
net bliver fort af varmere og frugtbare Lande
til koldere og tørre, det da ikke aleneste mod¬
nes tiligere end ellers, men bliver endog meget
større. Saaledes voxer Hørfro, som bliver
opkiøbt i Tyskland, og ført til Nordlandene,
de første to Aar meget fornøieligen i Høiden,
men siden bliver det ringere, og antager ende¬
lig Jordens Natur, i hvilken det bliver saaet.
Hvorfor disse Landes Jndbyggere ere tvungne
til aarligen at tilforhandle sig nyt Frø med sto¬
re Omkostninger. Ligeledes bringe ogsaa de
hidforte Hampekorn i det første Aar det skiø¬
neste Hamp, naar det kuns bliver saaet i en
velgiødet Jord; men i det andet Aar udarter
det alerede. Nogle Elskere af denne Forflyttel¬
se have ladet Rug komme fra de yderste pol¬
ske Grændser, hvilket i det første Aar haver gi¬
vet meget mere, end den sædvanlige Sæd;
desuden ere der mange, som for at befordre
Frugtbarheden, tilbytte sig Sædekorn fra Of¬
Beture, hvor det, som voxer i udbrendte Mo¬
radser, er det ædelste, hvis Korn er større
og mangfoldigen voxende, hvoraf en Tønde,
naar det bliver bragt til andre Steder, er nok
til at besaae en Ager, paa hvilken man ellers
maatte saae to Tønder; men i Modenhed fo


om Agerdyrkningens Forbedrelse. 121
rekommer det den sædvanlige Tid i dette Land,
og giver endnu engang saa meget. Men det¬
te Slags Sæd bliver endog inden to Aar rin¬
gere, og udarter; og de som ei formaae vide¬
re Bekostningerne at bytte sig Sæd til, de til¬
bytte sig den af Nabolandskabene, thi ellers
bliver Kornet meget lidet og Skallen des stær¬
kere. Paa Svensk kalder man: ett uthsatt
Fro. Derfor er dette en upaatvivlelig Følge:
De Planter, som blive forflyttede fra varme
Steder og frugtbare Landskaber til andre, ar¬
beide i Frugtens Frembringelse paa samme Tid
og med samme Overflødighed, som haver væ¬
ret deres Fæderneland eiendomelig. Men hvor¬
for lade vi frugtbarere og større Sæd komme
til os fra varmere og frugtbarere Lande, paa
det vi kunne bekomme en rigeligere Høst? Er
der da ikke et meget beqvemmere og meget nyt¬
tigere Middel at optænke, hvorved man kan
opholde Sæd af den stærkeste Frugtbarhed?
Erfaringen haver forvisset mig paa, at dette
kan skee. Derfor ville vi med følgende Prø¬
vestykker gotgiøre, at vores Sæd ligner de af
Sydlandene i Størrelse og Frugtbarhed: Og
et gandske lidet Stykke af Ageren skal være den
gandske Agers Sædeskole.
Det tredie Prøvestykke.
2e og een Alen dybt af lered Jord og Fæ¬
Pan giør et Bed fire Alen langt og bredt,
2e og een Alen dybt af lered Jord og Fæ¬


122
møg, som er gjort om Sommeren og vel raad¬
net; Derudi blander man lidet grovt Meel,
og siden legger man alle Slags Halm derpaa,
og gikker samme i Brand: Man anfrisker efter
det andet Prøvestykke 16 Sædekorn, dog saa¬
ledes, at Forholdelsen derved tages i Agt.
Men førend de udblødte Korn blive stikkede i
Bedet, maae vi først være bekymrede om et
andet Paafund, nemlig at drage Saften til
Planternes Rødder. Man tager et gamelt
ubrugeligt Klæde, eller en sønderrevet Faare¬
pels, og skærer samme i 16 lige store runde
Stykker, ethvert et Korter stort, disse væder
man i det andet Prøvestykkes Fugtighed, som
skal have mere Salpeter i sig, end andet.
Naar de da ere opfyldte med Salpeter, saa
svøb i ethvert en blødt Korn, og stik dem i Be¬
det, alle lige vidt, og det en Sko lang fra hin¬
anden. Disse Stykker, saasom de ere af et
svampet Væsen, sue og drage Jordens Fug¬
tighed til sig, naar de berøre den nederste Deel
af Roden, og deraf bekommer Roden sin Næ¬
ring. Dersom nogen ogsaa forlanger at have
store Kaalhoveder, saa kan han bekomme
dem meget store, dersom hand vil svøbe om
Planternes Røder foromtalte Stykker eller
gamle Skolapper. Disse sidste ere og meget
nyttige for Log og gule Rødder, som deraf
bliver meget tykke. Bedet maae i Foraaret
ogi tørt Vær vædes med den ottende Deel af


om Agerdyrkningens Forbedrelse. 123
en Tønde Byg- eller Rugsuppe, som er beskre¬
ven i det andet Prøvestykke, hvorudi man maae
komme, som sammesteds er meldet, noget Lud
af Fæmøg. Paa samme Maade maae man
ogsaa handle med Rugen. Dette Prøvestyk¬
kes Virkning er underlig, og af besønderlig
Fornøielse, saa at et Korn Byg, som siel¬
avler over 5 til 6 Halm, frembringer 10. 15.
til 20 Ax af usædvanlig Størrelse, hvoraf
ethvert haver baaret 120 Korn; men Bedet
haver givet en halv Kande.
5. 11.
Det fierde Prøvestykke.
Naret herefter ere igien 16 Korn heraf anfri¬
Naret herefter ere igien 16 Korn heraf anfri¬
skede og saaede, hvorpaa Udgangen ha¬
ver været følgende: Der ere fremkomne Ax af
usædvanlig Størrelse, hvoraf eet haver baa¬
ret 215 af de største Korn, som ikke fulgte paa
hinanden efter Bællenes Orden, men som
Granknoppe, Spirens Skud var af 5, 10
til 16 Strager af ethvert Korn, og Hal¬
men var saa stærk, at den ikke kunde nedslaa¬
es af Regn. Jndkomsten var en halv Kande.
5 VI.
Det femte Prøvestykke.
"samme Maade, hvorudi jeg stak 16 af de
Jra den Dag af haver jeg beredt et Bed paa
"samme Maade, hvorudi jeg stak 16 af de
forige Korn, som paa ny vare tilberedte,
behorig Orden. Jeg optænkte ogsaa igien en


124
anden Maade, at drage Næringen stærk til de¬
res Roder, hvilken ogsaa var meget beqveme¬
re end den forrige. Der blev nemlig ukaag¬
te (de kaagte due intet) Horn eller Kløver
gandske smaat raspede, af disse bleve 5 eller 6
Haandfulde blødte i et temmeligen stærkt Sal¬
petervand: Denne Blanding blev øst paa Sæ¬
den, som ogsaa i Hullene, som vare blevne
gjorte ved Siden af Kornet ved Nedstikkelsen.
Naar Tørke siden indfaldt, saa blev Bedet
vandet med Lud af Møg. Forigangen var
gandske lykkelig, der fremkom Ax af samme
Skikkelse med de forrige af det næst tilforn
gjorte Bed, hvilke havde 100, 150 til 200
Korn, saa at disse 16 Korn gave over 15000
Korn, hvilke udgjorde en halv Kande. Sæ¬
detiden var midt i Maimaaneden, og i Be¬
gyndelsen af Augusti Maaned. Det fore¬
kommer mig ogsaa meget sandsynligt, at der¬
som man havde fortfaret flere Aar med An¬
friskningen og Nedstikkelsen, Axene og Kornet
da havde blevet jo længere jo større og meget
beqvemmere til Forflyttelse i en almindelig A¬
ger. Da ieg niu haver seet disse Provestykkers
rigelige Virkning, saa haver jeg været betænkt
paa at anvende samme til almindelig Nytte.
5. Vl11.
Det siette Prøvestykke.
seg haver udvaldt en Plads i en middelmaa¬
seg haver udvaldt en Plads i en middelmaa¬
Odig fed Ager paa 4 Kanders Sæd, eller


om Agerdyrkningens Forbedrelse. 125
og, hvilket er det samme, den 14de Deel af
een Tønde Sæd?, som holder 14000 Alen i
Almindelighed i sig. De Korn, som jeg hav¬
de bekommet af det sidste Bed, som og de
øvrige af de tvende første Bed, anfriskede jeg,
omendskiønt de af Naturen vare meget gode,
endnu eengang, ved Rogen og Bloden i Lud
af Faaremog, paa det jeg kunde forskaffe de¬
res Vext og Beqvemhed endnu nogen Tilgang.
Derudi blandede jeg smaat skaaret Straa,
paa det der i et Greb ei skulde alt for meget ud¬
saaes, og da haver jeg ladet dem saae paa denne
udvaldte Plads, hvor man ellers kunde saae
fire Kander. Fortgangen haver været gand¬
ske forønsket. Thi ethvert Korn haver frem¬
bragt 5. 8. 10 til 12 Straaer, hvilke herefter
have vidt overgaaet den gemene Sæd i Grøn¬
hed, Tykhed og Skiønhed; Halmet derpaa
var fast og stærkt, men derhos meget nedrigt,
saa at det ei saa lettelig kunde nedslaaes af
Regnen; de beholdte deres forige Anseelse;
thi Axenes Skikkelse var eens, ligesom tilforn;
ethvert indeholdte 80, 100, 150 vigtige Korn,
hvoraf jeg da merkede, at deres Natur lidet
udartede i den Jord, som i Henseende til den
forige var maver, saasom Axene vare lidet
mindre, end de paa Bedene; de fremkom
i Man haver heraf en tydsk Oversettelse, hvorudi
en Tøndesæd kaldes Huf, som i sig selv er i3 til 14
Tønders Sæd. En merkelig Forskæl!


126
dog førend den sædvanlige Modenheds Tid,
og det 14 Dage, saasom denne Ager var be¬
saaet i Begyndelsen, men Bedet derimod
midt i Maimaaned. Dette haver ogsaa
Franciscus Baco Sylv. Cent. Vl. 9. 577. an¬
merket med disse Ord: De Planter, som
blive førte fra varme Lande til andre, arbeide
til at modnes paa den Tid, som er deres Jord
eiendomelig. Den foromtalte Deel af Age¬
ren, hvorpaa jeg havde saaet en Kande, gav
to Fade?, en anden, som var besaaet med
almindeligt Korn, gav ikke een: Deraf fol¬
ger, at naar Pladsen havde været 112 Alen i
en Firkant: saa havde det givet 4de Delen af
et Fad, hvormed man igien kunde have be¬
saaet et Stykke Land, hvori man ellers kun¬
? Det er vel ikke saa brugeligt at bestemme Korn¬
maal ved Ametal; men saasom denne Skriftforfatter
bruger Amemaalet i hans gandske Afbandling: saa
haver man saa meget hellere beholdet samme, som man
ei haver villet forandre den af ham af Erfaringen
bestemte Forboldelse i det blandende Korn, Lud og
Salpeter. Et Fad eller Ame bestaaer da af 60 sven¬
ske Kander, og en svensk Korntønde, af 56 saadanne
Kander. En svensk Lorntønde agtes paa 53 svenske
Kubikfade, eller gandske nøye paa 5, 601, 816
576 i Decimalibus, hvorimod en Ame bestaaer paa
det nøieste af benimod 6 svenske Kubikfade. Ligesom
nu den søenske Fod efter Herr. Celsii nyeste Jagttagel¬
ser forbolder sig ligesom 1000 til 1057 eller i Kubik¬
Maal som 1000000000 til 1180932193: saa kan et
svensk Fads Størrelse lettelig deraf bestemmes.


om Agerdyrkningens Forbedrelse. 127
de saae en Tønde, som havde givet 28 Fade.
Et almindeligt Tøndesæds Land, som var be¬
saaet med slet Sæd, havde derimod ikke givet
mere end 14.
5. 18.
Det syvende Prøvestykke.
æ samme Maade med samme, nemlig at giø¬
Jbad Rugen angaaer, saa haver jeg brugt
æ samme Maade med samme, nemlig at giø¬
re Bed og at anfriske Kornene. Men denne
overgik Byget i mangfoldig Vext. Thi i
Bedene bragde ethvert Korn 30. 45. 56 til
60 Halm og Ax, ja mange endog 100; Kor¬
nene vare store og krumtbøiede. Sammes
Antal i Axene var 2 gange mere, end i den
gemene Sæd. Et Bed af samme Størelse,
som de foromtalte, bragde tre fierdedele af en
Kande, hvilke jeg paa ny beredte, og saaede i
14de Delen af een Tønde Sæd, paa hvilken
man ellers kunde saae tre Kander. Dette gav
lidet mindre end to fulde Fade; dersom de
øvrige tretten Dele havde været besaaede med
famme Slags Sæd, saa havde een Tøndesæd
kunnet give 24 Fade, hvilket man neppe for¬
maaer at bringe af tre Tøndersæd, som er
besaaet med gemeen Sæd.
5. 8.
Det ottende Prøvestykke.
ff disse anførte Prøvestykker kan enhver
27 dømme, paa hvad Maade man kunde
27 dømme, paa hvad Maade man kunde


128
bringe saa megen Sæd frem af dette Slags
Korn, at man dermed kunde besaae en meget
stor lagt Mark. Nemlig, man udleder uden
for lagte Agre ved Siden af en Banke eller
mod Sønden et Stykke Jord paa 4000 Alen
i en Firkant, eller noget større, end fierdedelen
af een Tøndesæd. Dette giøder man med
got Fæmog, som er gjort om Sommeren.
Man udfører derpaa Riis af Gran eller an¬
dre Træer, og stikker Jld i samme kort for
Sædetiden; og i Mangel af Riis kan man
bruge Halm. Denne Plet Land deler man
af i Bede, een Alen dybe og 6 Alen fra hin¬
anden. Midt udi graver man en Groft, som
kan tage mod 150 Fade Vand, hvilken
Snee og Regnvandet lettelig kan fylde.
Siden fører man nogle Læs Møg derind;
naar dette er skeet, maae man i Foraaret eller
Høsten saae een halv Kande af det Rug eller
Byg, som er fremkommet i det tredie Prøve¬
stykkes Bede, i denne Plet Land. Men
førend man saaer derudi, maae Sædekornet
først tilberedes; ligesom der er forordnet i det
andet Prøvestykke. At denne halve Kande
er nok, at besaae den gandske Plet Land
kan man deraf merke, at en Kande indehol¬
der 30000 Korn, mere eller mindre, eftersom
samme ere større eller mindre, hvilke, naar
de ikke blive saaede nærmere end en Skobred,
fra hinanden, saa indtage disse 15000 Korn


om Agerdyrkningens Forbedrelse. 129
en Plads paa 4000 Alen i en Firkant. Men
Hullene, som ere ved Nedstikningen bleve
gjorte, maae man indøse Blandigen af raspe¬
de Kløver og Horn, som ere befugtede med
Salpetervand. Og dersom man ikke haver
saadan en Mængde, som giøres behov til at
saae, saa kan man tage andre svampede,
slimede og vextforaarsagende Ting, blødte i
Salpeter, som hastigen befordre Vexten.
Siden maae Ageren i Foraaret, naar der er
stor Tørke, adskillige gange vædes af den
anlagde Møapøl. Dersom man kunde op¬
finde beqvemere Verkiøi til at vande med,
end de gemene, saa var det desbedre.
Dette er ogsaa endnu merkværdigt, at
den udvaldte Plet Land maae ikke besaaes,
førend fiorten Dage efter den almindelige
Sædetid, fordi de fra Pladsen i Ageren over¬
satte Sædekorn voxe ikke længere sammesteds
end som det haver været deres Natur eien¬
domelig i Bedene. Dette er et herligt Mid¬
del til at bringe den gemene Sæd en tilig Mo¬
denhed til Veie. Man haver aldeles ingen
Aarsag til at tænke, at dette er alt for møi¬
somt og kostbart, thi Nedstikkelsen gaaer ei saa
meget langsom af Sted, at den jo kan af to
Personer i een Dag gandske blive fuldendet;
Vandingen blev ikke heller et Arbeide paa
ei Dage, og en eneste Mands, saa at alle
Omkostningerne kunde ikke beløbe sig over 30


130
Daler Kobermynt; men Jndkomsterne kunde
ikke blive ringere end 7 Fade, men efter Prø¬
vestykkerne endnu høiere. Tilsidst maae man
vel iagttage, at Stikhullene maae, efterat
man haver saaet, fast tiltrykkes af et langligt
rundt Plantetræ, paa det at Solen ikke skal
uddrage de salpeteragtige Deele, ei heller Saf¬
ten ryge bort.
S. Rl.
henflytte i en gemeen Ager, ligesom en ny
isse syv Fade Byg eller Rug maae man
henflytte i en gemeen Ager, ligesom en ny
Stad. Og omendskiønt disse Sædekorn ved
deres mangfoldige Anfriskelse i Bedene have
naaet saadan en mangfoldig vextforaarsa¬
gende Kraft, at det syntes at være unødven¬
digt, paa ny igien at anfriske dem; men paa
det at deres Kraft endnu noget kan formeres,
og den Skade, som man haver at befrygte af
Orme kan afvendes, saa maae man efter det
første Prøvestykke, med Bløden og Rogen end¬
nu mere styrke dem, førend de blive overant¬
vordede i Ageren. Med samme kunne lettelig 27
Tondersæd, eller efter Prøvestykkerne endnu
vel flere, besaaes, i det de frem for andre Sæ¬
dekorn besidde mangfoldig Kraft til at voxe. Ei
heller kan man sønderligen tvivle, at de fra
Aar til Aar, ved dette igientagne Anfriskelses
Arbeide, jo maae bekomme større og større
Kræfter. Man kan lettelig dømme om disse
27 Tøndersæds Frugtbarhed af Provestykker¬


om Agerdvrknintens Forbedrelse. 131
ne; de ville sandelig give to Gange mere, end
ligesaa mange Tøndersæd besaaede med gemeen
Sæd; ei at tale om, at 27 Fader ordentlig
Sæd i dette Stykke Land kan bekommes ved
dette lidet Stykte Lands Besaaelse, hvilke
ellers vilde gaae derpaa. Den fornemeste
Nytte af denne nu beskrevne Forflyttelse frem¬
kommer af Halmets Fasthed og Styrke,
hvorved det formaaer at giøre Modstand mod
vaadt og tørt Vær. Skulde da vel nogen
være at finde, som ei var begierlig at tilhandle
sig saadane rigelige Jndkomster, for saa lidet
et Arbeide og ringe Omkostning? Men det
var oel at ønske, at enten denne, eller en be¬
dre Maade at ophielpe Agerdyrkniugen, kun¬
de bringes i Øvelse, paa det den almindelige
Velfærd paa denne Maade ogsaa kunde blive
befordret; hvilket lettelig skulde skee, dersom
den ene vilde foregaae den anden med sit Exem¬
pel. Sandelig, dersom den gemene Mand
blev underviist i denne Konst, saa havde vi
bedre Tider; thi dersom man vel iagttog den¬
ne og mange andre Maader at tilberede Sæde¬
kornet paa, og at forbedre lagte Agre, saa
skulde ikke aleneste Sædekornet, som alminde¬
ligen unødigen fortæres over det gandske Kon¬
gerige, blive bevaret; men Agerens Jndkom¬
ster skulde ogsaa to gange overgaae de værende
Jndkomster, hvilket da var en uskattelig Vin¬
ding, og hvorved det almindelige Væsen vilde


132
forhverve umaadelig Rigdom. Hvad Nytte
en forsigtig Øvelse i Agerdyrkningen kan
bringe til Veie, det haver Jtalienerne frem
for andre best indseet, iblant hvilke de For¬
uemeste have beflittet sig paa denne Bemøielse,
ligesom de alerede for lang Tid siden have i
Rom anlagt en Forsamling til at befordre
Agerdyrkningen. Derimod kan det i vores
Fæderneland med den nærværende Maade at
dyrke Jorden ei være anderledes, end at man¬
ge, som ere uden offentlig Betiening, maae,
naar deres Midler ere fortærede, geraade i
haarde Omstændigheder. Dette er da det,
som jeg haver agtet værdigt ved Agerdyrknin¬
gen at tage i Betragtning, og som ogsaa kan
henføres til alle andre Sædekorn, Kierner og
Røder, for hvilke ogsaa endnu maaskee en
beqvemere Omgang kan opfindes. Meget
er her blevet udeladt, som med ikke ringere
Nytte kunde blive meldet om Hør, Hamp,
og andre Markfrugter. Men her maae jeg
holde stille, da Tidens Korthed, saavelsom
Mangel paa behørige Midler ei tillader mig at
skrive mere, ja som haver bragt mig derhen,
at jeg for Kortheds skyld ikke haver saa tydeli¬
gen kunnet beskrive det, som jeg her haver
foredraget, som Sagens Værdi vel udfordre¬
de. Hvorfor jeg udbeder mig den gode Læ¬
seres Gunst, og at hand mere vilde tage mit
Øiemerke, en Skrivemaadens Nethed i


133
Betragtning; thi samme er ikke bleven iagt¬
taget ved den nærværende Sag. J det øvri¬
ge sukke vi til den allerhøieste GUd, at han
i Naade vilde ansee vores Fæderneland, og
væde den alerede grønende Sæd med en frugt¬
bar Regn, som ogsaa styrke den med en varm
Vind, paa det alle Kongerigets Jnd¬
byggere kunne ønske sig til Lykke
for en glad Høst.
GUd bønhøre Ønsket.
(V.)
Forskæl imellem en engelsk
og fransk Petit-Maitre
(Spradebasse.)
E¬
n sand engelsk Spradebasse er et
gandske andet Dyr, end en fransk.
Han efteraber denne saa lidet, at
han meget mere giør sig stor med
saadane Moder, som ere gandske imod de
Franske. Besønderlige Klæder og Liberier,
Ædelstene af allehaande Slags, Ambra,
Skiønpletter, en tvungen Røst, liden For¬
stand, megen Sladder og et tomt Hoved,


134
dette er næsten en fransk Spradebasses For¬
tienester og Egenskaber. En kort upudret
Paryk, et Torklæde om Halsen i Steden for
et Bind, en Matrostrøie, en sterk og knudret
Kiep, en grov Røst og grove Taler, den
gemeenste Pøbels Geberders og Sæders Efter¬
abelse, herpaa kiender man en engelsk Spra¬
debasse. Man besværger sig, at den franske
Spradebasses Omgang er en Sammenhæng
af artige smaa Ting, og at han ei veed at tale
om noget, undtagen Moder og Snustobaks¬
daaser, Komedier og Operer. Den engelskes
Omgang er ei af større Omkreds, men af en
gandske anden Beskaffenhed. Jagt og ad¬
skillige Legemsøvelser og de allerliderligste Om¬
svøb give dertil Materie: Et franskt Dyr af
dette Slags er uden Afladelse i Arbeide med
Bagateller, han skiemter med de Alvorlige, og
er alvorlig med smaa Ting. Hand søger en
Ære af at være Modernes Præsident: snart
giver hand Baandmagerne Andledning til et
nyt Paafund, og snart formerer hand Fruen¬
timrets Klæderpragt med en ny Tilsetning.
Korteligen, du Chapt spørger ham til Raads,
og han er alle Hofhandelmænds Orakel.
En engelsk Spradebasses Smag er meget for¬
skællig fra denne; han bemøier sig, at være
mere grov end artig: Pøbelens Skuespil ere
aleneste de, som kan fornøie ham. Omgang
med Portochaisedragere haver for ham noget


135
indtagende i sig; han besidder en besønderlig
Ferdighed i at slaaes med Næverne med samme;
og han haver et meget høiere Begreb om
denne ædle Øvelse. -- - - En Fransk af det
Slags, som tilforn er beskrevet, bliver anseet
af Engelænderne som en Abe. Er det da vel
forunderligt, at det Væsen, som her er sat
ved Siden af ham, bliver af de Franske an¬
seet for en Biørn? J det ringeste er det af¬
giort, at der findes lige lidet Menneskeligt hos
dem begge. Lad et Menneske geberde sig som
en Abe eller Biørn, hvad kommer det os ved?
Naar een skamer sig ved at være et
Menneske; saa fortiener han
ei heller at holdes derfor.
(Vl.)
Et Middel, at bevare alle
Slags Frugter i lang Tid
friske og sunde.
T¬
ag et Glaskar, hvis Aabning er saa
vid, at man kan komme Frugter¬
ne derudi, uden at beskade dem.
Tør det lidet ved Jlden, for der¬
ved saavel at fortynde den indvortes Luft, som
ogsaa for at borttage Fugtigheden, som vel
kunde opholde sig ved den ene Side af Glasset.


136 Vl Et Nid at bevare Frugt fr og sunde.
Kom da Frugten derudi, som maae være
gandske sund og reen, og hverken for grøn el¬
ler moden. Men see for alle Ting til at den
ikke er vaad. Sæt en Prop eller Laag af
Glas derover, og forsegle den Hermetisk, d. e.
Smelt Kanten af Laaget og Randen af Glas¬
set ved Luen af et Lys tilsammen, at de beg¬
ge kuns udgiør et Legeme. Sæt dette Kar
paa et Sted, som hverken er for koldt eller for
varmt, som f. E. i en dyb Kielder, hvis Luft
haver liden Samfund med den ydere, og kan
saaledes det gandske Aar igienem blive uforan¬
dret. Eller det skulde maaskee være nok, at for¬
vare Proppens og Glassets Samenfælding
med adskillige Leg af Papir og Kit.
Jil.
Nogle Forsøg, over de Virk¬
ningers Adskillighed, som den
haarde Frost om Vinteren, og den
milde Frost om Foraaret frem¬
bringer i Vexterne.
af
Hr. du Hamel og de Buffon,
Medlemmer i Videnskabernes
Akademie i Paris
Oversat af Akademiets Skrifter af Aaret 1737.


Vill Om de Dirk som Frost fremb i Dext. 137.
Bexternes Naturlære, hvorved vi i
Agerdyrkningen komme til en stør¬
)re Fuldkommenhed, er en Viden¬
skab, som udvides aleneste ved en
stor Rad Erfaringer, og som ikke kan bringes til
større Flor ved et eneste Menneskes Kræfter, eller
i en vis Tid. Erfaringerne ere selv endnu under¬
kastede adskillige Tvivl, dersom de ikke adskilli¬
gen ere lignede med hinanden, og igientagne paa
forskællige Steder, i forskællige Aarstider, af
forskællige Personer, som have eet Øiemerke.
Betragtning af dette haver Hr. Buffon og jeg
forenet os, med tilsammensatte Kræfter at ar¬
beide paa nogle Hændelsers Oplysning, som
ere vanskelige at forklare i Vexternes Natur¬
historie, og vi love os at kunne meddele vore
Læsere i dette Stykke et stort Tal af nyttige An¬
merkninger ved Agerdyrkningens Udøvelse.
Akademiet haver saa vel optaget den for¬
ste Grøde af denne forenede Flid; Jeg mener
det lidet Skrift, hvori vi have givet nogle
Jagttagelser om Ringenes Excentricitet i Træ¬
erne, over disse Ringes ulige Tykkelse, over
de Omstændigheder, hvori man kan forandre
den inderste Bark enten snart til haardt Træ,
eller og i lang Tid beholde den, som Bark, at
vi derved fordriste os til, at henvende vores
aandske Omhygelighed paa et andet Stykke i
Vexternes Naturhistorie, hvilket udfordrer


138
ligesaa stor Flid, og er af ikke ringere Nytte,
end det forige.
Frosten er oste om Vinteen saa heftig, at
den næsten døder alle Vexter, og den almin¬
delige Mangel 1709 haver vel været et Exem¬
pel paa dens farligste Virkninger.
Alt Korn gik gandske til Grunde. Nog¬
le Slags Træer, som Noddetræet, gik, u¬
den igien at komme frem, fuldkommelig ud;
men andre saasom Olive- og næsten alle øvri¬
ge Frugttræer, toge mindre Skade. De ud¬
skøde igien i deres Stammer, og deres Rød¬
der vare blevne ubeskadigede. Nogle store og
meget stærkere Træer dreve den næste Vin¬
ter Bladene igien ud af alle deres Grene, og
syntes at have liddet gandske lidet. Men vi
ville herefter vise den virkelige og ubodelige
Skade, som denne Vinter haver foraarsa¬
get dem.
En Frost, som berøver os de nødvendig¬
ste Sager i vores Liv, som dræber et stort Tal
af de nyttigste Slags Træer, og lader næsten
ikke et eneste blive tilbage, paa hvilket dens
Grumhed ikke falder, er vel med al Rette at
regne iblant de frygteligste. Vi have at be¬
frygte alle Ting af en haard Frost, som fal¬
der ind om Vinteren, og vi ville maaskee bli¬
ve bragte til det yderste, dersom vi ofte skulde
erfare saadane Virkninger. Men vi kunne
til al Lykke ikkuns tælle saadane to eller tre


som Frosten frembringer i Vexterne. 139
Vintete, som have anrettet saadan en almin¬
delig Mangel, som den i Aaret 1709.
Den store Uorden, som Foraarsfrosten
nogensinde kan foraarsage, angaaer langt fra
ikke saadane væsentlige og nødvendige Ting;
omendskiønt man ikke kan nægte, at den jo
ofte tilføyer Kornet Skade, og i Besønder¬
lighed Rugen, naar den forst nyligen er ud¬
spiret, og er i Melken, dog haver man aldrig
erfaret, at dette haver foraarsaget en besøn¬
derlig dyr Tid. Den angriber aldrig Træer¬
nes faste Dele, deres Bulle eller deres Gre¬
ne; men den forhindrer ny Grenes Frembrin¬
gelse, og berøver os en god Vin- og anden
Høstes Fornøielse; ja den bringer Skovene,
ved ny Knoppes Udeblivelse ei en ringe Skade.
Omendskiønt der da ere ndgle Exempler,
at Vinterfrosten haver til Veje bragt os Man¬
gel paa Brød, og at vi i adskillige Aar have
maat undværet en Mængde nyttige Sager,
som Vexterne ellers have forskaffet os, saa er
dog Skaden, som bliver foraarsaget af For¬
aaretsfrosten, meget anseeligere, saasom vi
meget oftere ere udsatte dens bedrøvede Virk¬
ninger. Thi vi have næsten alle Aaringer no¬
gen Frost i denne Aarstid, og det er meget
sielden, at vores Jndkomster ei derved jo no¬
get aftage.
Dersom vi kuns saa slet hen betragte
Frostens Virkninger: saa seer man dog nok¬


140
som, at de ved Vinterfrostenmaae væregand¬
ske anderledes beskafne, end de, som Foraars¬
frosten foraarsager: Thi hin angriber Træets
Legeme, og de haardeste Dele selv; da disse
derimod ere ikkuns de ny Skud og deres Vext
skadelige. Alt dette skal herefter i denne Af¬
handling meget tydeligere udføres.
Vi ville paa samme Tid vise, at de i
adskillige Omstændigheder frembringe deres
Virkninger; og at Grunden, den fri Set¬
telse og Beliggenhed, hvor man haver merket
en stor Uorden ved Vinterfrosten, ere ikke
altid en grunded Aarsag, at Foraarets Frosten
lader sig sammesteds paa det haardeste spore.
Man kan let forestille sig, at vi ei have
været i Stand at besteme denne Forskæl paa
anden Maade, end af de mange Erfaringer
i Henseende til Frostens Virkninger, som ud¬
giøre den største Deel af denne Afhandling.
Men mætte de ikkuns aleneste vores Nysgie¬
righed? Og have de ikke videre nogen Nytte,
end aleneste for dem, som bemøie sig med at
udfinde Frostens naturlige Aarsager? Vi ere
vist forsikrede, at de ville giøre deres til Ager¬
dyrkningens Forbedrelse, og omendskiønt de
ikke gandske sette os i Sikkerhed for Frostens
Skade: saa kunne de dog give os Midler i
Hænderne, at afvende een Deel af samme.
Vi ville bemøie os at giøre dette tydelig for
vores Læser, efterat vore Erfaringer kunne


som Frosten frembringer i Bexterne. 141
sette os i Stand dertil. Vi maa da skride
til de besønderlige Omstændigheder, og eft rat
vi have gjort Begyndelsen med Vinterfrosten,
ville vi fortsette vores Betragtninger over
Foraarsfrosten.
Vi kunne ei tale med saa stor Vished om
Vinterfrosten som om Foraarsfrosten, efter¬
som vi have den Lykke, som alerede er sagt,
meget sielden at spore dens bedrøvede Virk¬
ninger.
Den største Deel af Træerne er paa den¬
ne Tid om Aaret blottet fra Blomster, Frug¬
ter og Blade: Deres Knoppe have gemeen¬
ligen antaget en Haardhed, og ere derfor i
Stand til at taale en temelig Frost; dersom
den foregaaende Sommer ikke haver været alt
for kolig: Thi i dette Tilfælde ere Knoppene
ikke komne til deres Modenheds fulde Grad.
De ere ikke i Stand at udstaae en middelmaa¬
dig Frost om Vinteren. Men dette skeer
sielden, og Knoppene ere gemeenligen for
Vinteren modne, saa at Træerne kunne taale
denne strenge Aarstid, uden at lide Skade;
uden saa er, at en heftig Kulde forener sig
med de fortredelige Omstændigheder, hvorom
vi herefter ville fremføre mere.
Vi have aligevel fundet adskillige Træer i
Skovene, som havde anseelig Feil, og som
vist ere foraarsagede af en stærk Frost, som
vi alerede have meldet, og fornemelig af den


142
i Aaret 1709. Thi omendskiønt der vel ere
mange Aar forløbne siden denne heftige Frost;
saa haver den dog efterladt sig saadane Feil i
de Træer, som den ikke gandske haver forder¬
vet, som aldrig skulle kunne giøre sig usynlige.
Disse Feil bestaaer 1) i visse Revner som
følge Træaarenes Løb, og som af de Forst¬
kyndige blive kaldte Revner (Gelivures).
2) J en Deel dødt Træ, som er indelukt
i det sunde Træ, og som af de Forstkyndige
have bekommet Navn af Gelivure entrelardee.
Endeligen i den dobbelte tynde Bark, som
forestiller en gandske Ring af ufuldkommet Ttæ,
som er opfyldt og omgiren med sundt Træ. Men
denne Feil maae vi nøiere betragte, og vise Aar¬
sagen, hvoraf den kommer. Vi ville forst
fremføre det, som angaaer den dobbelte Bark.
Den tynde Bark, som bekiendt er, er en
Krone eller Belte, eller Ring af hvidt og u¬
fuldkomment Træ, af en mindre eller større
Brede, sam næsten i de fleste Træer lader sig
kiende fra det fuldkomne Træ, som man kal¬
der Hiertet, formedelst den sidstes Farve og
Haardhed. Den befinder sig umiddelbarlig
under den grove Bark, og indslutter tilfulde
det fuldkomne Træ, som i sunde Træer er fra
dets yderste Omkreds til Middelpunkten mesten¬
deels af een Farve. Men i de Træer, hvor¬
om vi ville tale, er det fuldkomne Træ ved en
anden Ring paa det hvide Træ skilt fra den


som Frosten frembringer i Vexrerne. 143
øvrige, saaledes, at, naar man hugger en
Bul af paa eet af disse Træer, man da vexel¬
viis finder en Ring af tynd Bark, siden en
af fuldkomment Træ, derpaa en anden Ring
af tynd Bark, og endeligen en bred af fuld¬
komment Træ.
Denne Feil er mindre eller større, almin¬
deligere eller mindre almindelig, efter den for¬
skællige Grund og forskallige Beliggenhed.
Den bliver mere sielden og ei saa anseelig fun¬
den i fast Jord og tykke Skove, end der,
hvor der staae faa Træer, og Grunden er
løsere.
Ved den første Anseelse af disse Ringe af
hvidt Træ, som vi herefter ville kalde den fal¬
ske tynde Bark, merker man strax, at de ha¬
ve en ond Egenskab hos sig. Hr. Buffon ha¬
ver, for at være tilfulde overbeviist dexom,
ladet forferdige adskillige firkantede Stokke
2 Fod lange, og 9 til 10 Linier paa alle Si¬
der af Firkanten store. Han lod giøre lige¬
saa store af den rette tynde Bark, og bryde
saavel det ene som det andet Slags i tu, da
han besværgede sammes Mitte med Vegt.
Men han befandt altid, at den falske tynde
Bark brekkedes i to under en ringere Vegt,
end den rette tynde Bark, omendskiønt man
veed, at Barkens Krafe forholder sig i et rin¬
ge Forhold mod det virkelige Træes Kraft.
Han haver herefter taget adskillige Styk¬


144
ker af begge Slags Barker, og veiet dem i
Luften og siden i Vand, og befundet, at den
naturlige tynde Barks Tyngde (Gravitas spe¬
cifica) haver altid været meget større, end
den falske Barkes. Samme Forsøg haver
han anstillet med Træet i Middelpunkten af
disse Træer, og holdet det imod Træet af den
Ring, som befandt sig imellem de to tynde
Barker. Deraf haver han kiendt, at For¬
skællen er næsten liig den, som naturligviis be¬
finder sig imellem Tyngden paa Træet af alle
Træers Middelpunkt og Tyngden paa Træet
af Omkredsen. Det da, som i disse beskadi¬
gede Træer er blevet til fuldkomment Træ,
haver næsten holdt den sædvanlige Orden.
Men med den falske tynde Bark er det ander¬
ledes beskaffent. Thi vi have af de Forsøg,
som vi nu have anført, beviist, at den er
meget svagere, spædere og lettere, end den
sande tynde Bark, omendskiønt denne, efter
de talte aarlige Ringes Fremviisning saa vel
i den tynde Bark, som i det denne falske Bark
omgivende Træ, haver voxet 20 eller 25 Aar
tilforn. Denne Undersøgelse have vi ofte igien¬
taget hos et stort Tal Træer, og deraf synes
det os uimodsigeligen at følge, at den store
Frost i Aaret 1709 haver foraarsaget denne
Feil. Thi man maae ikke forundre sig, naar
man altid treffer ferre Ringe, end det Aarstal
1709 skulde udfordre. Aarsagen er, fordi


som Frosten frembringer i Vexterne. 145
man ved Ringen i Træet kan aleneste be¬
steme et Træes Alder til 3 eller 4 Aar, og at
de første Ringe, som vare voxne efter 1709,
faldt saa tynde og forvirrede i Øinene, at det
var umuligt, nøie at giøre Forskæl derpaa.
Det er da vist, at denne Deel af Træet
er just det, som i den haarde Vinter 1709 ud¬
gjorde den tynde Bark. J Steden for at bli¬
ve et fuldkomment og sandt Træ, er det me¬
get mere endnu blevet mere beskadiget. Man
kan eftersee Buffons Forsøg, for desbedre at
finde denne falske Barkes Egenskaber, og ikke
mere at have den ringeste Tvivl herpaa.
Man kan vel ogsaa naturligviis falde der¬
paa, at den tynde Bark maatte af en haard
Frost lide meget mere, end det alerede fuld¬
komne Træ, og det ikke aleneste derfor, saa¬
som den er det yderste af Træet, og i den Hen¬
seende Frosten mere udsat; men endog, fordi
den indeholder mere Saft i sig, og haver der¬
hos finere og spædere Saftrør, end Træet.
Alt dette synes i Begyndelsen at være under¬
kastet liden Vanskelighed; men man kunde dog
sette imod denne Mening en Erfaring, som i
Akademiets Historie af 1709 er indeholden;
hvorefter det haver den Anseelse, ligesom de
unge Træer havde bedre udstaaet Kulden i
Aaret 17c9 end de gamle. Men saasom det,
som vi have anført, haver sin fulde Rigtighed:
saa maae der nødvendigen findes en Forskæl


146
imellem de i den tynde Bark konstigen afbilde¬
de Dele, Luftror, Saftrør og Blærer hos
gamle Træer, og hos unge. Maaskee den
tynde Bark er i de Unge mere bøielig og be¬
qvem at udvides end i de Gamle, saaledes at
en Kraft, som er i Stand til at skille et Slags
fra hinanden, udvider ikkuns noget et andet.
Dette er desuden Sager, som blive Øinene
usynlige, og hvorudi Aanden aldrig tilstrekke¬
lig blivæ mættet. Vi ville da i Hast forlade
disse Formodninger, og lade os nøie med det,
som vi ved nøie Forsøg have paa beste Maa¬
de prydet. At denne tynde Bark haver liddet
meget af Frosten, er vel en udgjort Sag.
Men ere vel derfor dens Dele komne i en gand¬
ske Uorden? Det kunde vel være, uden at
Træets Død derfor just skulde følge. Thi
naar den yderste Bark ikkuns var bleven sund
saa havde Træet endnu kunnet blive i Live.
Man seer jo dagligen Ulme-og Piletræer,
hvis Vedvarelse kommer alene fra dets
Bark, og just dette haver man ogsaa mer¬
ket, i en vis Træskole paa et Pomeranstræ,
som ikkuns for kort Tid siden er tilfulde ud¬
gaaet.
Men vi troe ikke, at den falske tynde
Bark, som vi have talt om, fuldkommelig
er uddoet. Det er stedse forekommet mig,
ligesom den befandt sig i en gandske anden Til¬
stand, end den tynde Bark, som man finder i


som Frøsten frembringer i Bexeerne. 147.
de Træer, som ere beskadigede af de forvirrede
Revner (Gelivure entrelardee), hvorom vi
strax ville tale. Her Buffon er af samme
Mening med mig, i Besonderlighed, efterat
han haver ladet sig deraf forfærdige nogle
Kieppe og Firkanter til det alerede meldte For¬
søg. Dersom her var skeet en gandske Uor¬
den i Delene: saa skulde den maaskee ved de
Omstændigheder, i det den omgiver det gand¬
ske Træ, have forhindret Saftens Bevægelse
ved Siderne, og have været en Aarsag, at
Træet ikke haver kunnet blive ved Live i Træ¬
ets Hierte, saasom det gandske er indelukt af
denne døde tynde Bark. Det skulde følgeli¬
gen og være doet, og have forandret sig, men
det er ingen Følge efter Her Buffons Forsøg.
Jeg kunde bekræfte hans Erfaringer med
mange andre, som jeg med den største Om¬
hygelighed haver gjort; men jeg vil nu ei tale
derom, saasom de af mig ere foretagne til an¬
dre Hensigter. Det er imidlertid ikke saa let
at indsee, hvorledes denne tynde Bark saale¬
des er bleven forandret, at den derefter aldrig
haver kunnet blive forvandlet til Træ. Men
hvo kan dog derhos troe, at den er dod,
da den dog stedse haver befundet sig i den
Stand, at tilføre Saft til de Træringe, som
ere i fuldkommen Stand voxne omkring den,
og hvis Træ gandske kan lignes med det Træ,
som ikke haver liddet den ringeste Skade. Men


148
dog aligevel maae Sagen saaledes være tilgaa¬
et, og den haarde Vinter været Aarsag, at
denne tynde Bark haver liddet saa ulægelig en
Skade. Thi var den ligesaavel som den Bark,
som omgiver den, død: saa er det ikke at tviv¬
le paa, at jo Træet skulde ogsaa være gaaet til
Grunde. Dette er vederfaret mange Træer
i Aaret 1709, hvis Bark haver loset sig fra
dem, og som om Foraaret ved en Levning af
Saften, som endnu befandtes i deres Bulle,
vel have noget drevet sig, men ere for Hosten
ved deres Kræfters fulde Udtærelse døde; saa¬
som de ikke kunde bekomme Næring nok til at
fortsette videre deres Vext.
Vi have fundet denne falske tynde Bark
i nogle Træer at være voxet tykkere paa den
ene Side, end paa den anden. Og det kom¬
mer ugemeent vel overeens med de Omstæn¬
digheder, hvori den tynde Bark gemeenligen
befinder sig. Vi have ogsaa fundet meget
tynd Bark, hvoraf formodentligen ikkuns¬
faa Ringe have bekommet Skade. Disse
Slags falske tynde Barker ere ikke altid af een
Slags Farve, og have ikke heller alle liddet
lige Forandring. De ere ikke alle lige beska¬
digede, og dette kommer meget vel overeens
med det, som vi tilforn have sagt. Vi have
endeligen ladet søge ved Foden af nogle af disse
Træer, om vi ogsaa skulde merke samesteds
lige Feil paa Rødderne; men vi have fundet


som Frosten frembringer i Vexterne. 149
dem gandske sunde, og det er da vel sandsyn¬
ligt, at Jorden haver, som en Skierm,
skiult dem imod den store Kulde.
Dette er da Vinterfrostens bedrøvede
Virkning, som vel er indelukt i det inderste
af Træerne, men giør sig sammesteds lige saa
frygtelig, saasom den giør Træerne, som føle
dens Grumhed, uduelige til alle Slags Arbei¬
de. Og dette treffer man meget ofte, ja man
haver al Verdens Møie med at finde nogle
Træer, som ere gandske fri derfra. Man
kan imidlertid af de Erfaringer, som vi bare
anført, vel slutte, at, naar Træet i alle Træer
ei lader merke hos sig en ordentlig Skatteren,
fra Middelprikken, hvor Farven er stærkest,
indtil den tynde Bark, hvor Farven er li¬
det lysere, man da haver grundet Aarsag, at
formode nogle Feil. Ja det maae ikke bru¬
ges til Sager af nogen Værdi, hvor For¬
skællen er alt for merkelig. Lader os nu an
føre noget om den anden Feil, som vi have
kaldt de forvirrede Revninger (Gelivure en¬
trelardee.
Naar man lodret lader afsave Træernes
Fod: saa bemerker man ofte et Stykke død
tynd Bark, hvis Skal er fortørret, og be¬
voxen med levende Træ. Denne døde tynde
Bark indtager næsten den fierde Deel af Om¬
kredsen paa det Sted af Bullen, hvor den
befinder sig. Dn haver ofte en meget bru¬


150
nere Farve, end det sunde Træ, og ofte er
den næsten hvidelig. Denne Feil befindes
meget oftere paa den Side, som er vendt mod
Sønden, end ellers paa noget andet Sted.
Endeligen at regne efter Dybheden, hvor den¬
ne tynde Bark befinder sig paa Bullen; saa
synes det i mange Træer, at den i Aaret 1709
er gaaen til Grunde, og vi mene, at det er i
alle Træer en Følge af den store Vinterfrost
som haver gjort en Deel af den tynde og den
anden Bark til intet, hvilken herefter igien er
bevoxen med nyt Træ. Denne uddøde tynde
Bark befinder sig altid mod Sønden; saasom
Solen paa denne Side smelter Jsen, og der¬
ved foraarsager en Fugtighed, som paa ny
fryser, saa snart Solen ikke skinner mere der¬
paa. Dette bringer en saa kaldet Glatiis til
Veie, hvilken er, som bekiendt, overmaade
skadelig for Træerne. Denne Feil indtager
sielden Bullens gandske Længde; thi vi have
fundet firekantede Stykker, som efter al An¬
seelse vare gandske sunde, og hvorpaa vi ei
kunde merke noget af disse Revninger, førend
vi havde ladet dem skære i tu til Bræder eller
Planker. Havde man villet bruge disse Styk¬
ker i deres fulde Størrelse: saa skulde man
have kiendt dem fri for alle Feil. Man kan
imidlertid let dømme, hvor meget saadan en
indvortes Skade formindsker Træets Kraft,
og foraarsager sammes Forraadnelse.


som Frosten frembringer i Bexterne. 151
Vi have desuden sagt, at den haarde
Vinterfrost ofte med et Knagen kløver Træer¬
ne lige efter deres Luftrør, og derfor tilkom¬
mer os endnu, at vi anføre de Forsøg, som
vi i denne Henseende have gjort.
Man finder i Skovene nogle Træer, som
lige efter deres Luftrør ere kløvede, og tegne¬
de med en Ophøvnelse. Dette er blevet for¬
aarsaget af Arret, som have skiult Revnerne,
som ere blevne indvortes i Træet, uden igien
at drage sig tilsammen. Thi vi ville ved en
anden Leilighed gotgiøre, at man aldrig igien
kan formode Luftrørenes Tilsammendragelse
i Træet, saa snart de eengang ere kløvede og
sønderbrudte. Alle Arbeidsfolk ansee disse
Sprekker, som Virkninger af Vinterfrosten;
derfor kalde de ogsaa alle Revner, som
de finde, Sprekker. Det er ei at tvivle
paa, at Saften, naar den fryser, indtager
et større Rum, hvilket er almindeligt hos alle
flydende Væsener, og derfor kan foraarsage
adskillige af disse Sprekker. Men vi ere af den
Mening, at der ogsaa findes nogle Revner,
som kunne være foraarsagede af en stor Over¬
flødighed af Saft.
Hvorledes det end dermed er beskaffet:
saa have vi fundet denne Svaghed, i alle
Grunde, og i alle Slags Settelser, men meest
i en fugtig Jord, og i Norden og Vesten.
Maaskee Aarsagen er i det ene Tilfelde denne:


152
at Kulden yttrer sig meest i denne Egn; og i
det andet: at Trærørenes Vevning er i mo¬
radsige Steder meget svagere og vidtløftigere.
Og saasom Saften befindes sammesteds i sto¬
re Mængde og er mere vandagtig, end i en tør
Grund: saa kan Frosten ved Saftens For¬
tyndelse giøre Virkningen sammesteds saa me¬
get merkelig, og er saa meget mere i Stand,
til at kløve Træerne; jo mindre de i denne
Grund kunne giøre Modstand.
Denne Setning synes ved en anden Er¬
faring at faae større Kraft, nemlig, at de gum¬
migagtige Træer, som Fyr, lide sielden Skade
af en stor Frost. Aarsagen dettil kan ligge
i deres gummigagtige Saft. Thi man veed, at
Olie kan ei fuldkommen fryse, og at den, i
Steden for at indtage et stort Rum, som
Vandet, naar det fryser, sammendrager sig
meget mere, naar den begynder at blive tykkere?.
Den beqvemme N turforsker, Hr Hales, som
vi haver at takke for saa mange Opdagelser over Plan¬
ternes Vext, siger i sin Bog om Vexternes Statik.
S. 12. efter det tydske Oplag, at Plante ne, som
mindst uddunste, kunne bedre udstaae Vinketens Kulde,
saasom de have kuns liden Nærirg nødig til deres Op¬
hold. Han beviser ogsaa paa samme Sted, at de
Planter beholde deres Blade om Vinteren, som aller¬
mindst uddunste. Men man veed, at Pomerans-Myr¬
re- og endnu flere, det arabiske Jasmin Træ e. fø¬
le merkelig Frosten, omendskiønt disse Træer om Vin¬


som Frosten frembringer i Bexterne. 153
Vi have i det øvrige ladet overskære man¬
ge Træer, som havde denne Feil. Næsten hos
alle have vi under det opløbne Ar, som vi ale¬
rede have talt om, fundet en Samling af
Saft eller foraadnet Træ. Og Forskællen i¬
mellem det, som man i Skovene kalder Ab¬
breuvoirs eller Goutieres, og dette, bestaaer
derudi, at denne Feil anretter ikkuns en For¬
dervelse i Trærørene i det Jndvendige, men
derhos ei haver gjort noget Ar uden paa
Træet, i Steden for, at Revnerne som kom¬
me af een Sprekke (gercure) udvide sig u¬
den paa. Saasom dette herefter overdrages
med et Ar, saa foraarsager det en Ophov¬
nelse, eller en Pukkel, som gaaer fort
Skikkelse af et Reb, og viser den indvortes
Skade. Uden Tvivl foraarsager den haarde
Vinterfrost Træerne endnu mere Skade; thi
vi have merket adskillige Feil, som vi med no¬
gen Sandsynlighed kunne tilegne den; men
saasom vi selv ikke ere fuldkommen overbeviiste
derom: saa ville vi kuns blive ved det, som
herom alerede er bleven sagt, og anføre de
Forsog, som vi have gjort om Foraarsfrosten.
Men først maae vi berøre den Fordeel eller
Skade, som Træerne have af deres forskælli¬
teren beholde deres Blade. Der maae da vel or findes
en anden Aarsag, naar man vil forklare Aarsaaen,
hvorfor visse Træer ei lade deres Blade falde om Vin¬
teren, og dog ere i Stand, at taale den baardeste Frost.


154 VIl. 8usholdnings An merkninger
ge Stand, i Henseende til Frosten. Thi den¬
ne Setnings Oplysning er Agerdyrkningen,
alt for meget magtpaaliggende, end at vi ikke
skulde giøre os al den Møie, at sette den i sit
behørige Lys; saasom de erfarenste i denne Sag
have adskillige ja hinanden modsigende Menin¬
ger, hvilke, i Steden for at komme vores Ex¬
kiendelse i denne Sag til Hielp, endnu giøre
samme uvissere. Nogle mene, at den mod
Norden satte Side føler meest Frosten; andre
ere mere indtagne for den sydlige eller vestlige
Side, men alle kunne ikke fremvise den ringe¬
ste Erfaring for sig. Men vi merke vel, hvad
disse adskillige Meninger have kunnet foraar¬
sage, og dette setter os i Stand, at stifte en
Enighed iblant dem. Men førend vi skride til
disse Forsog og Erfaringer, som have bragt
os paa dette Spor: saa vil det være tienligt,
først paa det nøieste at besteme
Spørsmaalet.
Fortsettelsen følger.
Vr11
Husholdnings Anmerknin¬
ger over Gulerøder
(Mohrruben.)


18.
ulerøder ere en bekiendt Mark- og
Havefrugt, og henhører ogsaa til
de nyttigste Rødder. De blive
derfor til den Ende i Hobetal saae¬
de paa Landet, naar Landet og andre Om¬
stændigheder ere dertil beqveme. Dens mang¬
foldige Anvendelse til Mad og Foder for Men¬
nesker og Qvæg, saa vidt samme er bekiendt
og almindelig, stadfæster det samme. Menne¬
skerne bruge samme til adskillig Spise, hvilket
Kogekonsten viser os. De bruge dem til Læ¬
gedom og adskillige Husmidler. De bruge
dem til Foder paa adskillig Maade for mange
Slags Fæ. Paa mange Steder sælger man
dem raa i Hobetal, og vinder derfor saavel¬
som for Frøet, Penge. De kunne ogsaa fyl¬
tes, og ikke mindre blive tilredte som et Slags
Sallat. Roden i sig selv er meget nærsom,
og haver, i Besonderlighed, naar den er af det
rette Slags, en forsødende, Skarpheden dæm¬
pende, lindrende og rensende Kraft i sig, og
styrker ogsaa tillige. Ja den giør sig, endog
gandske raae og uberedet, ved dens Smag paa
mange Maader behagelig. Man skulde ogsaa
næsten tænke, at denne gamle og næsten over¬
alt bekiendte Jordfrugts og Rods Nytte og
Anvendelse var gandske udtømmet, og at der
var intet mere tilbage, som jo alle Landmænd
vide, hvorledes den nemlig var at benytte sig


156 Vlil Susholdnings Anmerkninger
af og anvendes. Men dog ville mange Egne
af Landhusholdingen dette uagtet ikke vide, at
man i denne gemene Landrod haver et fortref¬
feligt Middel i Hænderne, ikke aleneste i det
ringeste i Kiøkkenet at undvære Sukker, hvil¬
ket som en udenlandsk Kram er dyr, og drager
mange Penge af Landet, ja endogsaa Honnig,
som ei allevegne er at have uden Bekostning,
og som desuden ikke ret legges Vind paa, ja
som i adskillig Brug haver mange Skadelig¬
heder og Mangler hos sig, men at den desuden
kan bruges i Steden for det paa mange
Steder afgaaende Blomme- og andre Moose,
hvormed Landmanden spiser sine Tiunde, og
derved sparer Smør og Ost, og derimod gi¬
ver flere Penge, i det man deraf kan be¬
komme en meget kosteligere, skiønnere, sig
længere holdende, sund og ei saa meget kosten¬
de Moos, som desuden fortreffeligen kan
nyttes paa mange Maader til kogte Sager og
Bagverker. Man veed, i det ringeste i Over¬
sarsen, mange Egne, hvor denne Frugt i
Hobetal og fortreffeligen saaes, hvor man dog
aligevel ikke veed af denne store Nytte af sam¬
me. I Nedersaxsen, i Besønderlighed om¬
kring Hatz, er den mere bekient, og man
finder nogle Landsbyer, som endog dermed
drive Handel. Men, omendskiønt den ogsaa
var bekiendt paa andre Steder, eller og man¬
ge tilforn ville have vidst den, som en let Sag, i


157
Besønderlighed, naar de læse denne Anmerk¬
ning, maaskee ligesom hine, som vilde have
Ord for tilforn at have vidst, at giøre Ko¬
lumbi Eg staaende, efterat de først saae det:
saa maae man dog tilstaae, at man saa lidet
haver tænkt, som troet, at Nytten er over¬
maade stor, og altsaa intet eller lidet haver
udøvet denne Anvendelse. Jeg vil derfor, den
eenfoldige Landmand til Gode, i følgende fore¬
stille ved korte og særdeles Setninger og An¬
merkninger dens gandske Tilberedelse og Brug,
paa et vilkorligen antaget Maal.
1. Tag syv Kurve Gulerøder.
2. Toe dem gandske rene.
3. Stød dem med en Morterstøder smaa.
4. Kom dem i en Kedel, og øs een til to Span¬
de Vand derpaa.
5. Kaag dem saa længe, indtil de ere gandske
udkaagte. Dette varer henimod 12 Timer.
6. Øs dem da i et reent Kar.
7. Sie Vandet derfra.
8. Slaae det Kaagte i et Klæde, og pres
Saften reent ud.
9. Kom den udpressede Saft i en Kedel, og
kaag den saa længe, indtil den er tyk nok.
10. Kom denne tykkaagte Saft i en tillukt
Potte, og set den paa et ksligt Sted.
Den holder sig 1, 2 og flere Aar.
m. Thi man kan endog øse Saften over an¬


158 Vll. 8usholdnings Anmerkninger
den Moos, for at forvare den derved
desbedre og længere.
12. Denne Saft kan man æde paa Brød.
Den smager bedre end Sirup, behage¬
lig og ret sukkeragtig, men ikke væmmelig.
13. Man kan derfor komme den i alt Mad,
i Steden for Sukker, i ringe eller større
Maal, eftersom man vil giøre det sødt
til. Ja man kand bruge den som Suk¬
ker til Syltetøi og Konserver.
14. Den er sortebrun og næsten ligesom Sirup.
15. Denne Saft mister i Kaagningen sin
væmmelige Smag.
16. Og hvo som vil giøre den lekkere til Bag¬
verk, eller ellers til Mad, kan komme
Kryderie deri, og kaage den des tykkere.
17. Det tilforn Num. 8. af det udpressede til¬
bageblevne, bliver dette uagtet et skiønt
Foder for alle Slags Qvæg, og kan
bevares.
18. Det afløbne Vand kan man igien kom¬
me paa ny hakkede Gulerøder, og lade
det kaage paa ny, thi denne anden Kaag¬
ning bliver endnu bedre. Men tilsidst
er Vandet, som man ikke meere bruger,
ugemeent got for Qvæg og Svin.
19. Jo friskere Gulerøderne ere, jo bedre ere
de ogsaa til foromtalte Saft.
20. Man maae i Kaagningen ei giøre alt for
stærk Jld, dog saaledes, at det bliver


159
bestandigen i Kaag, og derfor bruger
man ikke meget Brænde.
21. Denne Saft er ogsaa ugemeent god for
et slimed Bryst og Hoste, og ligesaa
skiøn som Lakrizsaft. Den bortfører
noget, brugt som en Lægedom, men u¬
gemeent let, og forsøder Blodet, blød¬
giør, renser, bevarer for Forraadnelse ec.


(IX)
De første Grunde til
Forstvidenskaben.
NB. Denne Afhandling er os tilsendt.
§. 1.
D¬
et er, desverre, mere end alt for
bekiendt af Erfaringen, at de fleste
Mennesker bekymre sig gandske lidet
eller aldeles intet for deres Efter¬
kommeres Velferd. Mange sørge ikke en¬
gang for deres Børn, end sige da, at saa¬
danne Ravneforældre skulde tænke paa, hvor¬
ledes det skulde gaae deres Efterkommere i tre¬
die, fierde eller længere fraværende Led.
§. 2.
Den forhverver sig alerede i den høiest;


160
Grad den Lof som en klog Husholder, der
kan forskaffe sig og sin Familie en Underhold¬
ning, som kommer overeens med deres Stand;
uden at derhos tages i Overveining, om
han ei haver været i Stand at befordre sine
sildigkømmende Efterkommeres Velferd, men
haver forsømt det.
S. 3.
Alle Mennesker finde ikke Leilighed til at
gjøre sig fortiente hos den silde Efterverden,
og samme legges ey heller noget her til Last:
men de alene menes, som ei have bemøiet sig
for saadan Leilighed, eller grebet den, som ha¬
ver viist sig dem; og disse ere det og, som ef¬
ter mine Tanker ei tilkommer den Roes af ret¬
te og ægte Husholdere.
S. 4
Efter Naturens Lov er ethvert Menneske
forbunden efter Formue at befordre sin og sin
Næstes Velferd. Vores Næste ere alle Men¬
nesker, saa vel de, som tillige med os befinde
sig paa Verdens Skueplads, som og de, der
snart eller længe efter os komme derpaa; slut¬
telig paaligger os ogsaa at drage Omsorg for de
sidstes Velferd.
5. 5.
Det som Efterkommerne først og vissest
komme til at mangle, er efter alle Hushold¬
ningsforstandiges Mening Brænde. Luthe¬
rus, eller som andre ville, Melanchton, ha¬


16.
ver alerede i sin Tiid forud seet det i det
han haver sagt, at der for den yderste Dag
pilde sees en stor Mangel paa tre Ting, saasom
1.) paa gode og oprigtige Venner, 2,) paa
dygtige og rigtige Penge, og 3) paa vild
Skov. Hvor vidt nu dette i Henseende til
de tvende første Ting er eller skal blive opfyldt,
lader man staae ved sit Verd, saasom det ei
hører hid: Men hvad det sidste anlanger, saa
merker og seer enhver, at Skovene tage jo
længere jo mere af. Her Geheime Raad Gas¬
ser i Halle haver med følgende Ord saaledes
udtrykt sine Tanker derom: --"Men dette
er endnu mere at undre over, at de vilde
Eeger og Bøger ei overflødigere blive saae¬
de. Man skulde billigen lade et Menneske i
Besønderlighed lære denne Konst, og til den
Ende sende ham til Cleve eller Holland, paa
det han siden igien ved ethvert Skovdistriet,
kunde undervise et par Folk, hvorved denne
store Konst og dette fortreffelige Arbeide vil¬
de komme op og blive almindeligere i Tydsk¬
land. Man haver i det Cleviske, i Særde¬
leshed hos nogle privat Personer, gandske
store Pladse af Træskoler af unge Eeger og
Bøger, hvormed ei alene drives stærk Han¬
del, men man fortsetter ogsaa samme, og
opklekker de skiøneste frugtbærende Træer
rLantingi Lilra buburetenen.


162
"som staae tykkere og komme bedre fort, end
" de, som voxe vilde. Jeg mener, at saadant
gjordes vel behov paa de fleste Steder, hvor
a Brændet med Magt behøves: Omkostnin¬
"gerne bleve ogsaa rigeligen, og med Ti¬
den Cent pro Cent betalede. Omend¬
skiønt dette er aleneste at forstaae om Tydsk¬
land: saa veed man dog, at de andre euro¬
pæiske Riger og Lande ei befinde sig i bedre
Omstændigheder i Henseende til Skovene.
Den berømte Reaumur beskriver os Frankeri¬
ges Tilstand paa følgende Maade: Urolighe¬
den formedelst Skovenes Aftagelse i Franke¬
rig er almindelig, og samme er maaskee alt
for vel grundet. Man hører ei aleneste at
klages i store Stæder, at alt Slags Brænde
bliver rart; men man hører ogsaa samme
Klage paa de fleste Stæder paa Landet. 18
J Engeland er Brænde Mangel endnu stør¬
re, men de have derimod Steenkul, som de
betiene sig af at brænde. J gamle Dage ha¬
ver Tydskland været saaledes opfyldt med
Skove og Træer, at det neppe haver kunnet
beboes; hvorfor Tacitus ogsaa kalder det
Regionem silvis norridam: Nu omstunder
findes der mange Egne i Henseende til Skove¬
"Gassers Einleitungen in die æconomilchen Wissen¬
schafften 21 Kap. 25.
"Memoires de l'acad. Roy. des scientes l'Annee
1721.


163
ne i saa slette Omstændigheder, at de bedrøve¬
de Tiders Forbud alerede vise sig, da Bræn¬
det, som Hofman siger i sin Prud. Oecon.
ei skal blive solgt Favneviis, men efter Veg¬
ten, paa hvilket man en uden Gysen og
Forferdelse kan tænke; thi hvad for Frøst og
Uleilighed maae ei Menneskene i saadane Om¬
stændigheder komme til at udstaae! Hvor
slette og ubeqveme ville ei deres Boliger blive!
Hvor liden Rog vil ikke spores i deres Kiøkke¬
ner, og fromme Mænds Klager derover dog
ei have nogen Ende! Hvor slet vil det ei see
ud med Seiladsen og den dermed forbundne
Handel og Vandel! Korteligen: Mangel paa
Brænde vil drage de klageligste og bedrøvelig¬
ste Følger i Verden efter sig.
5. 6.
Men her ville vel mange giøre mig denne
Indvending, at Afgang paa Brænde var dog
aligevel endnu nogenledes at erstatte; man
kunde nemlig betiene sig af Steenkul, Tørv
og tørt Møg til at brænde, og dermed forvare
sig imod Kulden. Men ei at tale om, at den
ellers gode Natur i Henseende til Steenkul og
Torv ey haver viist sig lige god mod alle Lan¬
de: saa er det jo meget sandsynligt, at ved Sko¬
venes fortvarende Aftagelse disse Ting vilde me¬
M¬
"Hofmanns Klugheit Haus ju halten i B. 289. S.


164
get stige i Prisen, og at deres Udførsel med
Tiden vel gandske vilde blive forbudet. Hvad
haver man da for Raad? Straa og Møg vil
ei blive tilstrekkelig, ei heller kan det undvæ¬
res til Agerens Giødning; Og paa saadan en
usædvanlig, omendskiønt ei ubegribelig For¬
sorg af Naturen kunne vi ei giøre nogen Reg¬
ning, hvoraf dog Jslænderne kunne rose sig,
i det det dem nødvendige Brænde aarligen skal
tilbringes dem af Søen.? Ligesom vi ei hel¬
ler aldrig have at haabe saadan en Frugtbar¬
hed i Jorden, som Egypterne kunne glæde sig
over; thi hvor der nogensteds fattes et Træ,
saa hugge de kun en Green af, og plante den
ved en liden Grav, saa bliver den i 2til 3 Aar
til saa tykt et Træ, at de kunne plante det
om. ?? Der er da intet Middel tilbage for os,
end ved Flid og Sparsommelighed at forebyg¬
ge det befrygtende Onde: og ligesom man da til¬
forn haver gjort Pløieland af de unyttige Sko¬
ve, saa skulde man nu bemøie sig at forandre
de unyttige Marke til Skove.
S. 7.
Men jo storre deres Mangel og Elendig¬
hed vil blive, som i sin Tiid skulle fattes Bræn¬
de, som er næst Kornet den nødvendigste og
T Hr. Baron af Holbergs Dannem. og Rorges
Beskrivelse.
11 Allgem Welthist. 1. Th. 5. 426.


165
nyttigste Materie; des mere Forsorg og Flid
ere vi skyldige at anvende for at forebygge paa
den bestmueligste Maade denne befrygtende
Brændemangel, og den dermed forbundne E¬
lendighed. Skovvidenskaben, som og den Konst
at spare paa Brændet, giver os hertil Midler
i Hænderne, og jeg vil umage mig i følgende
at gjore en kort Afridsning om denne Viden¬
skab, og oprigtigen at vise de Midler, som ere
tienlige til Skovernes Opholdelse og Forbedrel¬
se, og som ved Erfaringen ere prøvede, der¬
hos ogsaa bist og her at lade noget flyde ind
om den Konst, at spare paa Brændet.
Det I Kapitel.
Om Skovvidenskaben i Al¬
mindelighed.
§. 1.
S¬
opvidenskaben er en Ferdighed i at an¬
legge Skove med Fremgang og Nytte,
og i at opholde og forbedre dem, som
alerede ere forhaanden.
J Kraft af denne Ferdighed veed nu en
fornuftig Skovforstandig, at følgende Mid¬
lers Anvendelse udfordres til dette Øyemerkes
Opnaaelse, saasom.


166
1.) Planteskolers fornuftige Anleggelse og
Besaaelse.
2.) Vexternes omhyggelige Opholdelse.
3.) En flittig Tilplatning.
4) En god Opsigt.
5.) En fornuftig Huusholdning.
Om enhver af disse Punkter skal i Særdeles¬
hed herefter mere handles.
§. 2.
Paa hvilken Tiid det Ord Forst egentli¬
gen haver havt sin Oprindelse, det er vel ikke
med nogen sønderlig Vished at bestemme, og
derom at foredrage Formodninger, vilde ikke
have nogen Nytte. Vel haver Hr. Stisser i
hans Forst- og Jagd-Historie sat det i de Tider,
da de frankiske Konger fik noget Herredømme.
i Tydskland; men dette bevises ikke med noget,
og dersom man vilde troe en Skribent paa sit
blotte Ord, der skriver om en Sag, hvis
Navngivelse er nogle hundrede Aar ældre, end
han selv, det var uimodsigeligen at holde for
en lastværdig Letroenhed.
S. 3.
J at bestemme Forskællen paa Skove, ha¬
ver man i gamle Tider ikke sønderligen været
opmerksom, men man haver efter Hr. Stis¬
sers Anmerkning i een og samme Forstand brugt


167
disse Ord Sylva, Boscus, Memus, Saltus,
og dette skeer endnu ogsaa i vore Tider. J
midlertid giør man dog nu omstunder en stor
Forskæl paa Skov, Forst, Lund og Busk.
Skov er et almindeligt Navn, saasom, den
bømiske Skov, thyringiske Skov, Harssko¬
ven o. s. v. hvilke have mange Forster. Et
Forst er en Deel af Skoven, og begriber i¬
gien under sig Bierge og Dale, som have de¬
res besønderlige Navn. Lunde ere de Bierge
og Dale, som ligge i et Forst, og ere bevoxne
med Træer. Buske ere enten smaa Træer paa
Marken, eller Forskove, og blive regnede til
det næstbeliggende Forst. ? Under det Ord
Forest blev i de gamle Tider ei allene forstaaet
en Skov, men endog en indhegnet Fiskepart.
S. 4.
Det er at forundre og beklage, at man
ei bemøier sig bedre at dyrke og øve denne saa
nødvendige, som nyttige Videnskab. Lyset,
brænder os, saa at sige, alerede paa Neglen
og vor Naboes Huus staaer alerede i lys Lue,
og dog ere vi gandske rolige, og tænke ei paa,
hvorledes vi kunne redde os ud af Faren.
Sagen er formedelst den hidindtil værende
Overflødighed, eller meget mere formedelst en
k Stissers Forst und Jaad Historie S. 3 sag¬
k Stisser S. 9. it. Pu kremne tom. Ul. p. 486.


168
øselagtig Husholdning bleven af de fleste an¬
seet, som af ingen Betydenhed, og dette ha¬
ver formodentlig ogsaa bibragt mange, som
have med Skovvæsenet at giøre, samme Me¬
ninger, og desuden foraarsaget, at de ei med
behørig Nidkierhed og Flittighed have iagtta¬
get deres Skyldighed: endskiønt dog Skylden
ofte vel ei saa meget bestaaer i Mangel af en
god Villie, som fornoden Beqvemhed. Men
om Grunden til dette Onde er at søge i saa¬
danne slette Subyectis, eller meget mere i den
mesten almindelig blevne Tanke, at en Skov¬
betienter kan, ligesom Degne og Klokkere,
forvalte sin Betiening uden Hoved, derom
vil jeg lade andre dømme; nok er det, at man
in Praxi synes at rette sig efter denne Tanke:
Hvad er det da at undre over, at Skovenes
Beskaffenhed ei paa alle Stæder er lige god?
En Skovbetienter skal billigen i det ringe¬
ste forstaae noget af Naturlæren, og af den
borgerlige Bygnings- og Husholdnings=Konst,
paa det han kan være i Stand fornuftigen
at dømme, hvilken Tiid og hvad Værligt der
er det beqvemeste til at saae, plante og fælde
Træer; i hvad for Slags Jord dette eller
hiint Træ best voxer, og hvortil dette eller hiint
Træ, eller dette eller hiint Stykke Brænde
best kan bruges, og hvad dets Værdie on¬


163
gefær vel kan være o. s. v. Er een uforfaren
i disse Sager, saa er det jo gandske begribe¬
ligt, at saadan een ingenlunde er beqvem til en
Skovbetienter, i det den gandske fornuftige
Oeconomie, efter den berømte Hr. Hofmans
Vidnesbyrd, haver sin Grund i Physiken.
Haver Lykken imidlertid dog alligevel forundt
ham saadan Betiening; saa maae Erfarin¬
gen og Forsøger først giøre ham klog; og der¬
over bliver han gammel og graa, eller døer
pel ogsaa bort i det samme. Saasom han ei
er vis i sine Sager, eller tydeligere at sige,
saasom han ei forstaaer dem; saa kan han ei
af en eneste Prøve love sig en ufeilbar god
Udgang: Al hans Foretagende er, ligesom de
mediciniske Kurer, at ansee som Forsøg, hvis
Udgang hænger af den blinde Lykke. Bekom¬
mer han endeligen, efter saa mange mesten u¬
lykkelige Prøver, noget Lys i Sagen: saa
haver han kun liden Tiid tilovers at leve udi;
og da samme synes ham at være for kort, og
hans Formue og Kræfter for svage, til at op¬
reise den foraarsagede Skade og Forsømmel¬
se: saa forgaaer ham Lysten at giøre flere For¬
søg, og endeligen at faae nogen Vished.
8. 6.
Hvad Skade nu saadan en formedelst
sin Vanvittighed, Forsømmelse og ulykkelige
T See hans Fortale tinl Heikrs Emleitung u di
Botanick. S. 12.


170
Forsøg foraarsager, er mesten ei at beskrive,
fornemelig, dersom han og haver noget at
sige ved Udviisningerne. Thi han veed ei at
dømme om Træernes Værdi og Godhed, og
følgeligen kan det let skee, at Træer blive ud¬
viiste, som for Slykket ere 20 og flere Ror.
mere værde, end de skulle være, hvilket da
nødvendigen maa drage Skovernes Under¬
gang efter sig. Men man merker eller ag¬
ter ikke denne Skade og Forliis, saasom
samme ei foraarsager nogen offentlig Afgang
i Cassen; hvilket vel ogsaa er een af Aarsa¬
gerne, hvorfor man saa lidet bekymrer sig om
Skovvæsenet.
5.
Der er neppe noget Haandverk hvor
ringe det end er, som jo haver sit Laug. Sko¬
magere, Skrædere, Linvævere o. s. v. have
alle deres foreskrevne Love, i Kraft af hvilke
een i visse Aar maae tiene for Dreng og Svend,
forend han kan blive Mester. At lære den
Videnskab om Skovvæsenet, og den deraf
flydende Nytte for det almindelige Væsen er
uden Strid af megen større Omkreds og Be¬
tydenhed, end mange af oventalte Laug,
naar man legger dem tilsammen, kunne være;
men man seer dette uagtet, paa mange Stæ¬
der mindre Omsorg at haves for Skopvæse¬
net, end for et af de allerringeste Haandver¬


171
En Haandverkmand maae, naar han,
ker.
efter udstandne Lære og Øvelses Aar, vil
blive Mester, først forfærdige et Mester¬
stykke, førend hand dertil bliver antagen.
Men derimod kan een paa mange Stæder
faae en Skovbetiening, førend hand først bli¬
ver forhørt, om han ogsaa kan giøre For¬
skæl paa et Eege- og Hylle=Træ. Hvor ofte
kan det da ikke skee, at saadane blive Skov¬
betientere, som ved deres Embedes Antrædel¬
se ei eengang besidde en historisk, end sige da,
en grundig og mathematisk Erkiendelse om
Træerne og Jorden. Hvad kunne vel disse
Stakler, som maaskee vide got at omgaaes
med dette eller hiint Verktøy, hielpe til Skove¬
nes Flor? da de ey engang kiende Træerne ef¬
ter deres Navn: saa forstaae de endnu min¬
dre, hvad for Slags Jord, og hvilke Egne det¬
te eller hint Slags Træer frem for andre elske.
De plante da, ligesom det falder dem ind til,
Fyr- og Kastanie-Træer i Dalerne, Eeg og
Ask paa Biergene; Pappeler og Almetræer
paa tørre Stæder, og Valnød- og Morbær¬
Træer derimod paa vandagtige Stæder, ø. s v.;
thi de have ingen Erkiendelse om Planternes
Vext, ei heller nogen Jndsigt i den Grund,
hvorfor Saften i Planternes smaa Gange sti¬
ger op, og driver den derudi befindelige Luft
igienem Planternes Svedehuller oven ud;
hvorledes de vandagtige Deele af denne Saft


172
uddunste, og de jordiske, olieagtige og saltagti¬
ge derimod blive tilbage, hænge tilsammen ud¬
spile Planterne, og giøre, at de tage til i de¬
res Længde, Tykhed og Bredhed. Af alt det¬
te, siger jeg, vide de intet. Men hvorfor bli¬
ve saadanne Stympere tagne dertil? Hvorfor
lader man dem ei blive ved deres Haandverk,
og udvælger dertil forstandige, beqveme og
skikkelige Folk? Var det ikke meget got og nyt¬
tigt, at nogle under Løfte om Befordring ble¬
ve saa vel hiemme, som udenlands holdne til
at lære Skovvidenskaben? Jngen skal vel sige
Nei hertil; imidlertid skeer det dog ikke: Aarsa¬
gerne hertil kunde vel være disse: saasom 1.) Sko¬
vene og følgeligen ogsaa Jndkomsterne deraf
tage af fra Tiid til Tiid, og derfor ey blive agtede
nogen besønderlig Opmærksomhed værdige. 2)
En stor Deel Mennesker staae i denne vildfa¬
rende Tanke, at Jorden skal have mistet sin
forrige Kraft, og at det, som Planterne dra¬
ge til sig til deres Næring og til deris Vext, ei
skulde bestandigen af Naturen blive gotgjort
da man dog veed af Erfaringen, at Jorden
ei giver noget af dens Væsen til Planternes
Vext kk, saasom Jorden ellers for lang Lid
T Carlenit pe Vaumr S 45 532.
r8 Helmont haver lagt to Zentner Jord i en Kiste, og
derudi plantet et Yomerantræ. Efter; til 4 Aar haver
han igien udtaget samme, og befundet Jorden ligesaa
tung, som den var i Begyndelsen.


73
siden maatte have aftaget i dens Størrelse, og
de med Træer stærk bevoxne Bierge maatte væ¬
re siunkede tilsammen; og 3) denne saa nyt¬
tige Videnskab bliver anseet af de fleste at være
af saa liden en Omkreds, at man betroer dens
Udøvelse til de som efter al Anseelse ere de aller¬
sletteste og uforfarenste Mennisker. Hvad for
en ubodelig Skade og Ulæmpe kan og maae
ei af saadanne Uordener i sin Tiid komme for
Skovene og Efterkommerne? Jeg beklager san¬
delig meget de Lande, hvor man i dette Styk¬
ke drager saa liden Omsorg for det almindeli¬
ge Velstand. Men derimod priser jeg vores
elskelige Fæderneland for lykkelig, i det dets
nu i Gud hvilende Kongl: Maj: Christ. 6.
haver fundet for got at forebygge dette Onde ved
en meget skiøn Forordning. Den lyder, som føl¬
ger:  Ellers ville Vi allernaadigst have budet,
" at Jngen herefter skal komme til en Skovbe¬
"tiening, den værg sig anseelig, eller ringe,
"som ei tillige besidderl et got Begreb om
Skovers Plantelse og Underholdelse; hvor¬
"udover De, som allerunderdanigst søge slige
a Tienester, have at fremlegge gyldige Beviis¬
"ligheder over foromtalte Duelighed. 4 4
i Schlesvigholkeiische Holz- und Jagd=Verordu.
538. in sive.


174
5 8.
Med ligesaa stor Omhyggelighed have og¬
saa mange andre Herrer og Potentater for u¬
tænkelige Tider ladet vilde Skoves Flor været
sig magtpaaliggende; hvilket noksom er vitter¬
ligt af adskillige Skriftforfattere saavelsom og¬
saa af de mange, fra Tiid til Tiid udkomne
fortreffelige Skovforordninger. De dueligste
Hoveder og de berømeligste Mænd, siger en
vis Skriftforfatter, have paa alle Tider la¬
det sig see ved deres besønderlige Lyst til Jor¬
dens Dyrkelse; man roser endnu nu omstun¬
der denne Lyst i Salomon, i Kong Hosias,
i den unge Cyrus, i Frabittus, Hieron,
Masinissa, i Keiser Probus, Karl den 5ke,
og Ludvig den 14de. J Besonderlighed have
Kongerne af Frankerig altid havt sønderlig
Forsorg for Skovvæsenet; ja Ludvig den lade,
skal have betient sig af disse Ord: La conser¬
vation des forets azant ete Pun des princi¬
paur soms des Rois nos predecesseurs. d. e.
Skovenes Opholdelse haver været een af vore
Forfædres fornemeste Sorger. Han kal¬
der ogsaa Skovene: cette sacree portion de
notre patrimame, d. e et Stykke af de Kon¬
gelige Kammergods, som man skal holde hel¬
ligt. Videre hedder det: comme ilnestrien,
qvi soit plus erpose aux desordres de la¬
guerre, qve ies hois & les forets, aussi ny
a tiil polt des domaines, qui merite plus


175
justement les premiers soims de la paix, non
seulement a cause quils sont un ornement.
& une decoration tres considerable dans P¬
Etat; mais encore, parceque e est le plus
precieur & le plus commode tresor, qve la¬
prudence puisse reserver pour les comone¬
tures extraordinaires, ven qu il croit tous les
jours insensiblement par la seule fecondite
de la nature, sans aucune diminption du
bien des sujets. d. e. Ligesom intet er mere
blottet for Krigens Uordener, end Skove:
saaledes er der ikke heller noget iblant de Kongl.
Domainer, end just de samme, hvorfor man
i Freds Tider skulle have mere Forsorg; ikke
aleneste fordi de give en Stat en fortreffelig
Prydelse og Skiønhed; men endog, fordi de
ere den kostbareste og beqvemeste Skat, som
en klog Vert kan giemme til ugemene Nods¬
fald; saasom samme gandske uformerkt for¬
merer sig ved Naturens Godhed, og uden
Undersaatternes Skade.
5. 9.
Eeg og Bøg ere sandelig de Slags, som
vi Mennesker meest og oftest behøve til vores
Nytte, men dette uagtet skulde man billigen li¬
gesaa vel være betænkt paa andre nyttige Træ¬
"Carlew. Wilde Baumzucht it. "Ordonnance des
ciux & des iorets de 1669.


176
ers Avlelse, saasom, Fyr, Gran, Ask, Ul¬
metræ o. s. s. Det synes, ligesom de tvende
sidste Slags Træer vare forbandede af Sko¬
verne; og at Skovbetienterne havde indbyrdes
forenet sig aldrig at lade dem nyde Borgerret¬
tighed i samme Deel. Jeg kand en vide, hvad
Aarsag de dertil have; men dette veed jeg, at
Ask, saavel som Fyr og Ulmetræ bliver brugt
til mange Ting, og derfor øfte søges flittelig.
Men saasom lidet eller gandske intet deraf er
forhaanden, saa maae i Besønderlighed Ul¬
metræ i Nødsfald med store Omkostninger
hentes fra fremmede Lande, hvilket man ikke
havde nødigt, dersom vore Forældre havde
været betænkte paa dets Plantelse. Deres
Efterladenhed, som de herudi have viist, lader
sig en undskylde; uden saa var, at man uden
Grund vilde sige, at de ei havde indseet dets
Følger. Men ligesom dette, uden at træde
Sandheden for nær, ei kan tilstaaes; ligele¬
des bliver Menneskernes Efterladenhed, i Hen¬
seende til Skavene, mere og meere strafværdig,
jo tydeligere de see sammes forestaaende Under¬
gang for Øyne.
5. 10.
Træerne blive inddeelede i Tangel-k og
Lovtræet. Under hine forstaaes Fyr, Gran
i Ved Tangeltræ forstaaes Fyr- og Gran og andre
Træer, som have spidse Blade, og som ere bestandi¬
gen grønne.


177
og Taxtræer, og under disse alle øvrige Træ¬
er. Løvtræ bliver igien inddeelt i haardt og
blødt. Til de haarde regnes: Eeg, Bøg,
Elle, Ulmetræ, Birk, Ask, vildt Pæretræ,
Æbeltræ, Blommetræ, Rønnetræ, og Kir¬
sebærtræ. o. s. v. Til de bløde Træer regnes
Lind, Esp, Hasel, Piil og Hylletræ.*
§. II.
Et Træes Alder bliver deelt i 4 Dele: saa¬
som 1.) i den begyndende, eller Barndomen.
2.) i den voxende eller Ungdomen. 3.) i den
stillestaaende eller mandelige, og 4.) i den afta¬
gende eller høie Alder. Naar en Stamme er
i sin fuldkommen Vext, saa tilgaaer den aar¬
lige ongefær en Tome i Gienemsnittet i Tyk¬
kelsen, og voxer mestendeels een Alen i Høiden.
Om Egetræet siger man, at det voxer i hun¬
drede Aar, staaer hundrede Aar stille, og ta¬
ger af i 100 Aar, og altsaa skulde dets Alder
beløbe sig ongefær til 300 Aar. I Dyrenes
Rige ere Hiorten og Ravnen, som skulle kunde
bringe deres Alder ligesaa høit, som Egene i
Planternes Rige. Man slutter sig i Alminde¬
lighed til Træernes Alder af Stamens Zirkler,
og tilskriver Træet saa mange Aar, som det ha¬
ver Zirkler: Men dette treffer ikke altid rigti¬
* Carlow w. B. S. 187.


178
gen ind, i det mangen Zirkel ofte udgior 2. 3.
og flere Aar, fornemelig naar den er usæd¬
vanligen stærk, haver meget hvidt i sig, og
seer rødelig ud i Liigning med de andre af
Stammen, eller naar den er haardere end de
øvrige Zirkler. Thi naar Træerne f. E. ere
komne til en høi Alder, saa sette de aldeles in¬
gen Zirkel mere. Jmidlertid kan man dog
nogenledes giette sig af samme til Alderen.*
Løwenhøck haver ladet et Egetræ igiennemskæ¬
ke, og fundet derudi 18 besønderlige Zirkle,
hvoraf han haver sluttet, at det var 18 Aar
gamel. J vores og andre nordlige Egne ere
disse Zirkler aldrig ret runde, men noget lang¬
agtigt runde. Paa den sydlige Side staae de
længst fra hinanden, men paa den nordlige
Side komme de nærmere tilsammen. Hvilket
paa den ene Side er at tilskrive Solens
Hede, og paa den anden Side den
hvasse Nordluft.**
Fortsettelsen følger.
* Hofmans Klugheit hans udalten.1 B 144 S.
** Vallemont Merkvurdigkeiten der Natur S. 55.


