Novitianus.
No. 1.
Torsdagen, den 16de May.
V¬
eldømmende Publicum! Forundre
Dig ikke over at see et nyt Optrin
paa den lærde Skueplads af en Novi¬
riano. Jeg har længe gaaet frugtsom¬
melig med at udklække et Skrift, skiønt
uvis om hvad Navn jeg skulde give mit
Foster. Endelig udfandt jeg et Navn,
men Madame Partiskhed, som skulde
være Jordemoder, var aldeles misfor¬
nøyet dermed, anseende det, som anstøde¬
ligt, og vilde ingenlunde hielpe Fosteret
til Lyset, under det Navn, som efter
hendes Begreb var anstødeligt for en an¬


2
den af hendes Skiøde=Børn; vilde jeg
blive Fosteret qvit, maatte jeg nødven¬
dig give det et andet Navn, omsider har
jeg udvalgt det oven staaende, hvilket sy¬
nes mig at være temmelig fordeelagtigt;
i det mindste haaber jeg at nyde god Af¬
træk paa mine Blader, naar jeg kun ved
samme kan deelagtig=giøre Publicum i
alt det Nyt som gaaer for sig, baade i
og uden for den Cirkel, i hvilken jeg op¬
holder mig. Jeg skal som en Forvalter
over Noviteter trolig forsyne Publicum
af mit Magazin, der er indrettet paa
den Fod, at det aldrig kan udtømmes.
Paa det Publicum kan giøre sig et Be¬
greb om min store Forraad, vil jeg un¬
derrette det om følgende: Jeg underhol¬


3
der en utallig Hob som forsyne mit Ma¬
gazin; thi, foruden mine fornemste Le¬
verandeurs, som bestaaer i 10 af de mest
snaksomme Jordemødre, der kan udspio¬
nere mere Nyt i en Uge end andre i et
heelt Aar, haver jeg paa et hvert Torv
en Fuldmægtig, som indkiøber for mig
alt det Nyt, Tienestepiger i deres Dis¬
courser debitere; desuden har jeg smaae
Oplage i en hver Gade og i et hvert Huus,
fra hvilke man henbringer til mit Maga¬
gin hele Partier af Coffe-Discourser og
smaae Historier, som passere i Husene
og paa Gaderne; ligesaa har jeg mine
Betientere ved gammel Strand, fra
hvilke jeg med det første venter en heel
Qvantitet med rare og skiønne Nyheder.


4
Heraf kan enhver lettelig mærke, at jeg
aldrig kan mangle Forraad til mine Uge¬
blade. En eller anden Catonisk og suur¬
seende Læser vil maaskee indvende; at
det Nyt jeg kan fortælle, vil blive noget
gemeent Snaus, som ey er værd at læse
af vittige Folk, men allene af Børn og
gamle Kiellinger, holdende fore at det
er skammeligt at anvende Tiden paa, og
opfylde den lærde Verden med saadanne
ubetydelige Skrifter. Men jeg svarer
derimod: Ney, mange Tak! hvo kan an¬
vende Tiden bedre end den, som opofrer
den til sine Medborgeres Fornøyelse, og
hvad kan mere fornøye den almindelige
Mand end Relationer om Nyt? Borttag
alle Aviser, Ugeblade &c., som handle om


5
Nyt, og see saa om en Publicum vil see
suurt derved! man vil svare, det Nyt
jeg lover er ikkun noget ubetydeligt; det
var endelig en slem Jndvending, men lad
see! om jeg ey kan bestride den; jeg maa
betænke mig noget, bie lidt! den er alle¬
rede besvaret, mon det ikke kan tiene til
Opbyggelse og Forbedring, at vide an¬
dres Discourser og Forretninger, man
kan jo deri som i et Speyl see sig selv?
Kort, jeg vil heri ingen Raison give el¬
ler tage, men jeg apellerer allene til
Publicum, og beviser med den Aftræk
alt Nyt har, at jeg haver Retten paa
min Side. Desuden maa enhver vide
at foruden det almindelige Nyt, vil jeg
i mine Blader med hvert indrykke noget


6
af det extraordinaire, som for Exempel:
Imo) Den Correspondance Jerusalems
Skoemager i sin Vandrings=Tid med sin
Broder i Jericho, bestaaende i en heel
Deel af de for det almindelige, umisteli¬
ge og vigtige Breve, der indeholde en nyt¬
tig og grundig Efterretning om Myg og
Fluers Skabning i de Lande han igien¬
nemvandrede. 2do En Historisk Beret¬
ning om adskillige Domme, fældede af
den store Minos, 3tio) adskillige vigtige
Spørsmaale, fremsatte af Davus og be¬
svarede af Oedippus, 4to) Endeel prægtige
Poemata, skrevne af Alexandri Magni
Hofpoet, meest bestaaende i Gravskrifter,
over Krager, Ravner, Duer &c., 5to)
En Specification over Auctioner paa ra¬


7
re Antiqviteter med mere saadant vigtigt
Nyt. Dømmer nu heraf J vittige og
upartiske Læsere! om ey saadant Nyt
vil blive behageligt, ja forævige dens
Navn, som frembringer det? Tyst! J
vide ikke endnu alt jeg skal endda oven i
Kiøbet forsyne Eder med en heel Hoben
Nyt som passerer i Maanen. Nu er No¬
vitianus gal ville J nok sige, hvor kan han
vide hvad som gaaer for sig i Maanen?
Jo! det maa jeg forstaae. Det er lige¬
meget, hvorledes jeg faaer det at vide;
nok er det jeg veed det; uden des er jeg ey
mere forbunden at legitimere Adkomsten
til mit Nyt end andre godt Folk. Om
jeg veed en liden Gienvey til Maanen, er
jeg derfor forbunden, at underrettte an¬


8
dre derom, og hvo vil forbyde mig at
fortælle mit Nyt? Skulde nogen mis¬
tvivle om dets Troværdighed, staaer det
ham frit for. Dog maa man erindre at
der er meget til som er sandt, omend¬
skiønt det synes ubegribeligt. Vi læse
jo ugentlig deres Skrifter, som fortælle
ey allene alt det Nyt som passerer paa
vor Deel af Jordkloden, men endog det
som gaaer for sig paa de meest private
Stæder, ja Nyt som er ligesaa hemme¬
ligt som det Jupiter visker Juno i Øret,
hvi kan man da ikke troe det Nyt som pas¬
serer i Maanen? Erindrer Eder kiære
Venner! at der er en Videnskab som læ¬
rer at omgaaes med Aander, den sam¬
me forstaaer og jeg.b
Imprimatur, B. Mollmann.


Novitianus.
No. 2.
Torsdagen, den 23de May.
A¬
t jeg ike opfylder dette mit Blad
med Nyheder, men gaaer en smu¬
le alvorlig tilveys, er noget som maa
tilskrives mit Temperament, der mellem
hvert er noget melancholisk, da jeg des¬
uden blev bragt paa alvorlige Tanker
ved en Erindring af følgende latinske
Ordsprog: Omne nimium nocet (for me¬
get og for lidt fordærver alle Ting). Det
er og bliver en afgiort Sag, at Middel¬
Veyen er i alle Ting det beste. Medium
tenuere beati. Fornemmelig bør en Scri¬
bent, helst en Moralist, i Særdeeleshed,


10
den, som under Caracterer eller Bille¬
der vil vise Dyders Skiønhed og Lasters
Hæslighed, see der hen, at ikke en Ca¬
racter bliver for meget autrerit. Den,
som vil afbilde Dyder, maa ikke alt for
meget forhøye sine Farver, og forestille
Fuldkommenheder, som overgaae skrø¬
belige Menneskers Ævner; thi, ellers
bliver Caracteren unaturlig, tvungen
og romansk, den som vil afmale Laster,
synes nok at have Ret til, at fremvise
dem paa den hæsligste Side, for derved
at giøre dem desmere afskyelige; det er
vist nok, Laster fortiener at afmales med
de sorteste Farver, dog saaledes at Far¬
verne maae være almindelige. Det er
en unægtelig Sandhed, at ingen, i hvor


11
vaersom han end vil være, kan morali¬
sere saaledes over almindelige Laster, at
jo en eller anden ond Samvittighed der¬
ved kan finde sig truffen. Thi, at mo¬
ralisere over Udyder, som ingen skulde
kunde tilegne sig, er en Umuelighed, saa
længe Mennesker ere Mennesker, det er
ufuldkommen. Det er ey heller mine
Tanker, at saadant et Morale kan gi¬
ves. Jeg paastaaer allene, at man i at
give billeder paa en eller anden Last,
ikke bør fremsætte nogen vis Stand til
Exempel. Jeg holder fore at den civile
Jurisdiction burde dictere Straf, lige¬
saavel ja mere, for den som angriber
hele Stænder, som den der angriber vise
se Personer. Er og bliver den Pasqvi¬


12
lant, som antaster visse Folk, strafskyl¬
dig, hvor meget mere den som angriber
en heel Stand? Mon ikke en heel Etats
Ære have mere at betyde end en parti¬
culair Persons? Er det ikke formasteligt,
fordi der i en eller anden Etat (helst hos
de Ringe og Gemeene) kan findes en eller
anden Feyl, derfore at explodere og rail¬
lere med den hele Stand uden Exception?
Jeg vil oplyse denne Sag med Exempler.
Jeg sætter: jeg finder en eller anden hov¬
modig, gierrig og taabelig Præst, bør
jeg deraf tage Anledning at dømme ilde
om den hele Stand? Ney, intet mindre:
Om jeg hører en ugudelig kaad=mundet
og forvoven Soldat eller Matros, bør
jeg derfore skiære alle over een Kam?


13
Fordi en Soldat eller Matros bander
er det derfore tilladt, at anføre Banden,
og Sværgen som Caracteer, ja en Ho¬
ved=Sag i disse Stænder? Saadant er
jo formasteligt og utilladeligt, man age¬
rer jo derved en offentlig Pasqvilant, an¬
griber Folkes Ære, og nødvendig paa¬
drager sig et almindeligt Had; thi,
Æren er den ømmeste Byld, man kan
røre ved. Saa lastværdige og ubillige
som saadanne Satyrer ere, saa almin¬
delige ere de. Det lader som visse Men¬
nesker have et Slags Monopolium, paa
at skrive frit og dristigt, og uden Jnd¬
skrænkelse giennemhegle Folk. J Fald
jeg var af saa bizarre Houmeur, at jeg
fandt Fornøyelse i at satyrisere paa en


14
grov Maade, og kunde erhverve Mono¬
polium derpaa, vilde jeg først forsyne
mig med en Salvum Conductum for min
Ryg, eller, om det var mueligt, tegne
Assecurance for mine Lemmer; thi jeg
har stor Respect for det gamle Ordsprog:
Hvo som haver en stor Mund, maa have
en stærk Ryg. J hvordan det end er, hol¬
der jeg det for stridigt mod et fornuftigt og
ædelsindet Menneskes Tænkemaade, at
skrive grove Satyrer, hvorved man ikke
forbedre, men allene forbittrer. Jeg bør
forestille Udyder paa saa almindelig og
uskyldig Maade, at endog de, som be¬
sidde dem, uden Forbittrelse kan læse
mine Moraler; derved opbygger og for¬
nøyer jeg tillige, og opfylder en retskaf¬


15
fen Moralistes Pligt. Ja! vil nogen
svare: Dette er lettere at sige end at
giøre; det samme troer jeg og, holdende
fore, det ey er en hver Mands Gierning
at skrive anstændige og smukke Moraler;
thi paastaaer jeg at ikke een og hver bør
befatte sig dermed. Det er forunderligt,
ja fast ubegribeligt, hvorledes en Deel
Skriftmagere (helst de som skrive for Næ¬
rings og Fordeels Skyld) endelig vil agere
Moralister, enten de ere skikkede dertil
eller ikke. O i svage og smaa Geister,
der ikkun sværme som Drabantere i den
lærde Hvirvel, maaler først eders For¬
stands og Kundskabs Ævner og Kræfter,
forinden i begiver eder paa det Ocean,
hvor eders Vankundighed strander! Tæn¬


16
ker ikke at Kundskab i endeel Sprog, Læs¬
ning af endeel Bøger, giøre eder til for¬
nuftige Mennesker! Erindrer eder, at
en sublime og fiin Fornuft er en Natu¬
turens Gave, og ikke en Frugt, man
selv kan plukke! Studeringer tilveye¬
bringer vel en lærd, men ikke altid en
fornuftig Mand; Fornuft derimod skiær¬
pet med solide Studeringer, er som en
Ædelsteen indfatted i det kunstig udar¬
beydede Guld, hine har sin naturlige
Værdie, og disse sætte den i et fuld¬
komment Lys, ja vise den i sin rette
Glands! Lærer derfore at tænke retskaf¬
fen, forinden i yttre eders Tanker! Det
er bedre at tænke, uden at skrive, end at
at skrive uden Eftertanke, og allerbest
baade at tænke og skrive fornuftigt.
Imprimatur, B. Mollmann.


Novitianus.
No. 3.
Torsdagen, den 30de May.
F¬
or at opfylde mit giorde Løfte, i at
producere noget af det belovede ex¬
tra ordinaire Nyt, vil jeg meddele føl¬
gende til mine vel=dømmende og skiøn¬
somme Læseres Eftertanke, og først be¬
gynde med en efter Originalen rigtig
oversat Correspondence:
Jerusalems Skoemager til sin Bro¬
der i Jericho, kierlig Hilsen:
Efter en møysom og lang Reyse er jeg
endelig ankommen til dette Sted; hvilke
mærkværdige og forunderlige Ting har
jeg ikke her seet og hørt? Det vil blive
umueligt at opregne alt, jeg vil derfor
allene meddeele noget af det Mærkvær¬


18
digste: Her findes en utallig Hoben store
Fluer, hvilke her kaldes Patroscho (det
er Spie=Fluer) disse ere af adskillige Far¬
ver, men alle af en ugemeen Størrelse;
een her paa Stedet, som er min Vert,
og en vittig Mand, har fanget een af
disse, og i min Nærværelse anatomeret
den; men hvor forundret blev jeg ikke
over dens usædvanlige Skabning. Den
var dannet saaledes: Hovedet, som ind¬
vendig var ganske tomt, var forsynet
med et par lange og i Veyret staaende
Ørne, samt en stor Mund, hvorfra ud¬
gik en lang Brod eller Stiert, der i
Skabning næsten lignede en Gaase Fiær,
men var foran meget spids, den havde
4re Been, hvoraf de 2de første lignede
en Abekattes, neden til var den rund og
fuld af en sort Saft, og dens Stiert
var meest hviid, bestaaende af en heel
Deel tynde Hinder, af hvilke en Deel


19
vare sort=spettede, indvendig var den op¬
fyldt med en grøn Saft. Dette Dyr,
som brumler hele Aaret igiennem, er
meget skadeligt for andre Creature, hvil¬
ke det med sin Brod stinger. Det er et
frugtbart Dyr, men alle de Unger det
lægger fra sig, ere hvide og sortrandede,
visse Tider er man ey allene under aaben
Himmel, men endog i Husene, mole¬
steret af denne Insect. Ved min næste
Skrivelse skal jeg berette dig, paa hvad
Maade man fordriver den, hvilket nu
formedelst Tidens og Brevets Korthed,
ey kan skee. Jeg er
Din Broder &c.
Adskillige Domme.
Af den for Verden noksom bekiendte
store Dommere Minos ere følgende Dom¬
me afsagde, nemlig mellem Frue Dadle¬
Syge og Madame Eenfoldighed, hvis
Afsigt grundet paa den store Lovens Ar¬


20
ticul: Du Øyenskalk &c. var denne: Fey
først for din egen Dør. Jmellem Hr.
Partiskhed og Mons. Billighed blev dømt
saaledes: Hos mig er ingen Persons An¬
seelse. J Sagen mellem Hr. Dosmer og
Mons. Klog faldt denne Dom: Da foe¬
num Bovi et Sachatum psitaco: det er
begiægn enhver efter Fortieneste.
Adskillige Spørsmaal, fremsatte af
Davus: 1) Hvilken er den nærmeste Vey
til Maanen? Svar af Oedippus: Den
som falder igiennem Grillenfængernes
Land: 2) Sp. Dav. Hvilke ere de meest
originale Skrifter? Sv. Oedip. De som
ikke endnu ere trykte. 3) Sp.: Hvilken
er den retsindigste Mand: Sv: Den som
ey har saa megen Forstand, at han tør
vove at giøre uret. 4) Sp.: Hvilket er
det fredeligste Menneske? Sv.: Een ret¬
skaffen tapper Mand. 5) Sp.: Hvo er
den Fornuftigste? Sv.: Den som best


21
kiender sin egen Daarlighed. 6) Sp.:
Hvorledes kan man i en Hast blive riig?
Svar: Ved Tyverie.
En Gravskrift over en Ravn, af Ale¬
xandri Magni Hofpoet oversat:
Nu er du Fængslet qvit, nu slap du af dit Buur,
Hvor blot til Tidsfordriv man med din Frihed,
spillet,
Nu er du selve død, du graadig Creatur,
Som andre Dødes Been saa tidt begierlig pillet!
Men dette siges kan til Ære for dit Navn:
Du hug ey Øyet ud paa nogen anden Ravn,
Du skifted Farven ey, men var dig altid lig,
Du ey en Protheus i Verden vilde være!
Ustadig Menneske! det er en Skam for dig
At du af dette Dyr maa Leve=Regler lære!
At røve fra en Død, det var din største Feyl,
Men deri tiener du saa mange til et Speyl!
Auctionerede Sager.
Paa en Auction, holden i Athenen, blev
følgende solgt og kiøbt. En heel Deel
gamle og forslidte Jndfald, som vare i


22
Moden i Alcibiadis Tider, bleve kiøbte
af en som har oppudset dem, og igien
udhøkret dem i smaae Partier. En heel
Bundt Aviser, indeholdende Efterret¬
ning om alt det Nyt som i 20 Aar baa¬
de var passeret og ikke; blev solgt for 4
Mk. Et stort og dirikfrit Hænge=Laas,
gjort af den berømte Kunstner Evergetes,
tienligt til at hænge for Munden paa al¬
le Pasqvilantere. Et par Briller, gjor¬
de af den store Opticus Sincerus, ved
hvilke man kunde see alle Ting i sin rette
Skikkelse. Et Speyl af den store Me¬
ster Nofce Te ipsum, hvori man nøye
kunde see sig selv. En gammel Kokke¬
bog, skrevet af Taugenict, hvoraf man
kunde lære at lave mange rare Retter,
og i Særdeleshed at koge 24 adskillige
Supper paa en og den samme Pølsepind.
Enhver kan læt tænke, at derey manglede
Liebhabere til disse skiønne Sager.


23
Adskilligt Nyt fra Maanen.
J disse Dage har man i Maanen fun¬
det et Brev, som er skrevet fra Solen
eller Phoebus til Venus, hvis Jndhold
er denne:
Deyligste Madame!
Det er vel Eder saavelsom mig vitter¬
ligt, hvilken Umage Jordens Jndbygge¬
re giorde sig for at observere vor sidste
Conjunction, og hvor nøye de har udreg¬
net den tilkommende. Men jeg forsikrer,
deres Møye skal blive forglæves. Thi
Phoebus maatte ilde forstaae sin Kunst,
i Fald han en kunde trække et Blaar for
Øynene af Jordklodens Jndbyggere, naar
han vil conjungere sig med Eders behage¬
lige Person, herved tilsender jeg min
Smukke et Vers, som en Poet i Maa¬
nen til vor Fornærmelse har skrevet i An¬
ledning af vor sidste Conjunction, det er
mig tilhændiget af Mercurius, og lyder
saaledes:


24
Hør! siig mig Phoebus er du Kunsters Gud og
Fader!
Da Tiden var at see og lade see sin Kunst,
Dit ellers klare Skin sin vanlig Glands forlader
Saa Høyde, Øye, Glas og alting var omsonst,
Maaskee du gamle Skalk er kaad og lystig bleven
J det du saae dig nær ved en saa smuk Person,
Og deels af Skamfuldhed, deels Jalousie tildreven
Med et har skiult dit Lys og din Conjunction,
At man en skulde dig for nær i Kortet kige,
Ja! jeg tør sværge paa: Den Handel var en
ret,
Thi, jeg erindrer mig, jeg hørte siden sige:
At paa din Ære man var bleven vaer en Plet.
Mine gunstige Læsere, denne Gang
har jeg efter Løfte frembragt noget Nyt,
kan jeg derved erlange Eders bifald, er
det mig en stor Fornøyelse, i det mindste
skal jeg stræbe at forebygge deres Misfor¬
nøyelse, ved det jeg aldrig skal frembrin¬
ge andet end det som ikkun er uskyldigt.
J mit næste Blad bliver jeg mere alvor¬
lig. Thi mit Forsæt er vexelviis at skri¬
ve Skiemt og Alvor.


Novitianus.
No. 4.
Torsdagen, den 6te Junii.
Trahit sua qvemqve Voluptad.
Denne ovenstaaende Devise, som efter
mine Tanker best kan verteres saa¬
ledes: (Enhver af os har sin Orm) stem¬
mer nøye overeens med Erfarenhed og
Sandhed. Disse Ormee maae være lige¬
saa adskillige i sit Slag som utallige i
sin Mængde, at deres Sting ere alle gif¬
tige, feyler ikke, og at deres Gift for¬
aarsager ulige Virkninger, viser Erfa¬
renhed; thi, hos endeel yttrer den sig i
en Slags Sygdom, der har en febrilisk
Art, og foraarsager adskillige Parorys¬
mer, som for Exempel, en Dag kryber
Patienten paa alle fire Been, ja fast


26
paa Maven, ligesom en Orm, allene
for at udbede sig hos sin Doctor en Tin¬
ctur, som har den Egenskab, at han¬
naar han har faaet den til Livs, Dagen
efter bliver opsvolnet og hoven, og føler
en Slags Raptus i Hovedet, som bevæ¬
ger ham stændig at gaae paa og søge ef¬
ter den høyre Side. Denne Sygdom,
som meget yttrer sig under det nordlige
Clima, have endeel Medici tillagt det
Navn Ambition, men andre mere Er¬
farne kalde den Rangsyge. En vis be¬
rømt Medicus har i mange Aar nøye ud¬
studeret denne Sygdoms Egenskab, og
ved lang Erfarenhed befunden, at den
best kan cureres ved følgende Recept.
B. J vintin Forstand, 3 Lod egen Kund¬
skab, 2 Lod Begreb om den sande Ære,
disse indtages pulveriserede i en Skee
fuld Ymyghed, som er destilleret saa
ofte, at den er reent frie for alt Hykle¬


27
rie og Nederdrægtighed. Skulde nogen
ved denne Recept blive cureret, er det
mig usigelig kiært, ellers er den meget
gammel. J øvrigt holder jeg for, at
denne Sygdom er incurabel, og ikke en¬
gang kan uddrives ved en Salvation af
den stærkeste Armod. Endeel igien pla¬
ges af en Orm, hvis Gift foraarsager¬
en forfærdelig Graadighed, og en Slags
utidig Appetit, næsten af samme Be¬
skaffenhed, som den der tidt overkommer
svangre Fruentimmer; thi Patienter¬
ne plages med en umættelig Hunger ef¬
ter Metaller, og det værste er, at der al¬
letider følger Obstruction med, saa at
endskiønt man fortærer nok saa meget,
fordøyes dog intet. Medici beskrive en
Sygdom, som kaldes appetirus Caninus,
og bestaaer i en heftig Graadighed efter
ædende Vahre; hvilken er temmelig
overensstemmende med denne, undta¬


20
gen at den første er en Graadighed efter
Metaller, og medfører derimod en Aver¬
sion til Mad og Drikke, helst naar den
koster noget. J øvrigt følger gierne ved
denne Sygdom en Sinds Svaghed, næ¬
sten som en Terror Panicus, som for¬
volder de Syge en stærk Ængstelse og
Hierte-Klap, saa de ingen Natte Roe
faae, men synes alletider helst i Mørket
at see Tyve, Mordere og Røvere; det
forunderligste er, at disse Patienter ere
meget bange for Døden. Det var Uma¬
gen værd at undersøge, hvoraf disse Syg¬
domme reyse sig, om det er blot af Na¬
turen, eller om ikke Vanen og har nogen
Skyld deri, Jeg meener Optrækkelsen
og den deraf flydende Vane giør meget.
Mon ikke et Barn, optrækket af gierrige
Forældre, forfalde til samme Laste at
skinde, skave fra andre, at gnie, næg¬
te sig selv, endog det nødvendige, ere


29
18
Ting, de fra Vuggen af opammes med,
ja lige som med Moder-Melken indsue,
dette indvrentes i de unge Gemytter, og
blive ved Tiden og Vanen til en Na¬
tur, saafremt ikke andre Aarsager, som
komme imellem, giøre en Forandring
deri. Men at komme til vor Devise
igien, og at vedblive Lignelsen, saa troer
jeg, at ingen af disse Orme ere mere al¬
mindelige end en Skrive-Orm. Enten
maa den Sygdom, som reyser sig af
samme, være epidemisk, eller og meget
smitsomm; thi jeg troer at i dette Seculo¬
er andet hvert Menneske befængt med
Skrive-Syge. Ja maaskee Novitianus
selve kan gierne være, hvo som vil rai¬
sonnere om andre, maa taale den sam¬
me Skiæbne selv. J Fald jeg var en
Capitalist, og havde Lyst til at entrepre¬
nere, vilde jeg i disse Tider aldrig an¬
lægge anden Fabriqve end en Papiir¬


30
Mølle. Thii, vil den begyndte Sygdom
continuere, bliver de Værker vist de for¬
deelagtigste. Det skulde høyligst fornøye
mig, om dog nogen Slags Fabriqve,
kunde florere; give alle Jndbyggere vare
saa patriotiske som Skrift-Kræmmere,
saa torde vore andre Fabriqver lidt mere
florere. Det Medicament Imprima¬
tur synes vel at burde raade nogen Bod¬
paa Skrivesyge, men det er ey tilstræk¬
kelig nok; ja endeel holde fore, at det of¬
te giør en forkiert Virkning. Enhver
har nu sine Tanker, mine Tanker ere:
at, endskiønt en undskrænket Skrive¬
Frihed er ey just saa tienlig, saa skader
det dog ikke, at der skrives meget, NB.
naar det er i tilladelige Materier. Er
ikke alt det der skrives saa vigtigt og for¬
nuftigt, det ernærer dog Bogtrykkere,
beriger Boghandlere og tiener Urte¬
Kræmmere, og det som endda mere er,
foranlediger andre til at censurere det,
og derfore kan i visse Maader et slet
Skrift ansees som en Hvæsse Steen,
hvorpaa en vittig Hierne kan skiærpes.


31
Hvorledes skulde de Kloge kiendes, vare
ikke Daarer; Hvor skulde gode Skrifter
komme i Priis, vare ikke de slette Skriver
derfore alle, som kan røre Pennen, Skri¬
ver baade nyt og gammelt, baade hvad
J vide og ikke vide, Lad kun de suurseen¬
de Critici brumle, J erlange dog derved
Navn af Skribentere, det samme giør
Novitianus med Jeg maa her indrykke
et Brev, tilsendt fra en god Ven, denne
Materie angaaende, hvis Jndhold er:
Min Herre,
Naar jeg betragter vore Tider mod
Forfædrenes, i Henseende til Skrifters
Mængde, maa jeg med lige saa stor For¬
nøyelse som Forundring erfare, hvilket
frugtbart Seculum vi leve i en Scri¬
bent eller Antor var i formaals Tiden
fast saa rar som en Phoeni, nu derimod
ere de flere end Fluer i September-Maa¬
ned. Det er sandt nok, Forfædrene be¬
flittede sig paa at skrive Originaler, men
hvor faae vare de ikke. Man kan i visse
Maader ansee Forfædrene som lærde Faar,
af hvis Uld vi sindrige Efterkommere


32.
veed at fabriqvere utallige Vahrer; vel
laane vi Ulden hos dem, men vores Kun¬
stighed forarbeyder den, og giver den ad¬
skillige Farver. Saa meget derfore, som
det sine og kostelig farvede Klæde i Vær¬
die, overstige den raae Uld, saa meget
større ere vore Fortienester end Forfædre¬
nes. Een Feyl begaaer vore Tiders Seri¬
ventere, de skrive for meget paa Dansk;
man burde skrive paa Latin, thi, om saa
en eller anden Ting blev opdaget, kunde
vi Lærde giøre et Snidt derved, uden at
giøre andre deelagtige deri. Jeg har selv
i Sinde, med det første at søge Præn¬
meration paa et Skrift, kaldet: Tracta¬
tus Chata Prustico Pephius trustico, de
tota Vexra occonomisanda, bestaaende,
af 20 Volumind in Folio, og skreven paa
Latin, den første Tome, som bestaaer
af 360 Ark, er en Afhandling om, paa
hvad Maade Handelen best kan drives
paa Terra incognita eller de ubekiendte
Lande. De kan af denne ene Deel allene
dømme, hvor vigtigt det hele Skrift vil
blive. Jeg er &c.


Novitianus.
No. 5.
Torsdagen, den 13de Junii.
(Continuation af det i No. 3 indførte
Brev fra Jernsalems Skoemager.)
A¬
ngaaende paa hvad Maade man for¬
driver de i mit sidste Brev til dig
ommeldte Patrosco eller Spie-Fluer, da
ere samme til Deels meget vanskelige at
fordrive, og at ødelegge dem aldeles er
en blot Umuelighed. Endeel søge at for¬
drive dem paa denne Maade. Man ta¬
ger et vist Slags Pulver, bestaaende af
Species, næsten som det hos os brugeli¬
ge Ble Pulver, af hvilket man tillaver
en sort Suppe, hvormed man hist og her
besprænger en dertil indrettet hviid Mas¬
sa. Dette Middel hielper nok til en Tid,
da de derved falde ligesom i Dvale, men
man har anmærket, at de komme i en


34.
større Sværm igien, hvortil endeel Na¬
turkyndige give den Aarsage: At be¬
meldte Patrosco avles og ernære sig ved
bemeldte Suppe, og deraf kommer den
sorte Saft, med hvilken disse Dyr ere
opfyldte. Man kan nok ødelegge endeel
af disse skadelige Jnsecter med et vist
Slags dertil indrettede Flue-Smekker,
som paa dette Lands Sprog kaldes Ru¬
tamirpmi, men det beste Middel imod
dem er et Slags Flue-Vand, som destil¬
leres af en vis Rod, Tgarot . . jeg
vil berette dig flere Merkværdigheder
hernæst - - - - - -
Nyt fra Maanen.
For nogen Tid siden udgik en Forord¬
ning i Maanen, at alle dens Jndbyggere,
skulde bruge Rocqvelorer, denne sæl¬
somme Forordning, hvoraf ingen kunde
begribe Hensigten, blev paa det nøyag¬
tigste efterlevet, alle Maanens Jndbyg¬
gere vare insvøbte i disse lange Convolu¬
ter, som for endeel vare meget umage¬
lige, og for endeel meget beqvemme, til
at skiule adskilligt under, endelig blev
denne Dragt, som meget ubehagelig igien


35
afskaffet, da den ey svarede til de For¬
deele, som i Projectet om samme høyt
vare afbildede, og ved nogen Efter¬
grandskning befandt man endelig, at
Projectmageren var en Rocqvelor¬
Skræder. J Maanen bleve udsatte 2de
Præmier, for dem som best kunde op¬
løse de tvende Spørmaale. 1) Hvad et
retskaffent Venskab er, 2) Hvorledes
man snarest og sikkerst kan giøre sin Lyk¬
ke: Hvorledes disse Spørmaale bleve
opløsede, skal i de følgende Blade til¬
kiende gives. Det hændede engang i
Maanen, at nogle Borgere havde en
Dispute med en, som skiønt vankundig
og udnelig, vilde indtrænge sig i deres
Lav. Han gjorde sine Prøver, som alle
vare uforsvarlige, og derføre blev han¬
med Billighed af Lavet som en inhabil
Person reiceret. Den Reyection op¬
vagte en stor Dispute imellem Lavet og
den rejicerede Person, de mødte alle for
sin Øfrighed; Lavet paastod at have
gjort (hvad de i Følge sin Pligt og den
Eed de have gjort, at holde nøye over
sine Lavs-Artikler) vare skyldige. Øfrig¬
heden, som af den andens gyldne Argu¬


36
menter maaske vare forud indtagne,
paastod: At Lavet burde antage Perso¬
nen i sit Sælskab. De sagde Ney, og
anførede sin Eed og Pligt til Beviser.
Hvorpaa en høymyndig Øfrigheds-Per¬
son eller Secretair i Raadet svarede:
Hvad vil Publicum raisonere imod sin
Øfrighed, Ney de bor tie. Ved denne
grundige Afsigt bygget paa det gyldne
A. B. C., blev Sagen endet, og Perso¬
nen imod hele Lavets og Billigheds Ret
antaget. Nogen Tid efter kom den
Sag for Overdommerens Retsindigheds
Ørne. Han lod Sagen fra Grunden af
undersøge, og befandt at den bemeldte
Øfrigheds-Person havde misbrugt sin
selv tagne Myndighed til Lavets Fornær¬
melse, hvorfore han tildømte Secretai¬
ren i Raadet at lide Straf. Overdom¬
merens Dom var omtrent af følgende
Jndhold: For sin utidige, til Rets og
Billigheds Undertrykkelse, brugte Myn¬
dighed, tilfindes Secretairen i Raadet,
i 3de samfulde Dage, hver Morgen fa¬
stende, at indtage 3 Dosin forgyldte Pil¬
lere, for at uddrive hans indbildte Myn¬
dighed, den han kun til Billigheds For¬


37
svar og Understyttelse bør bruge. Og
paa det han en anden gang skal erindre,
at han er forbunden til at høre Publici¬
Andragende, for hvilket en upartisk
Øfrigheds Ørne altid bør være aabnede,
tilfindes han i 3 Dage at sidde Retten
med et par store forlorøde Æsel-Ørne.
Denne Dom blev af alle meget roset.
da den ved Beskiæmmelse søgte at straffe
og forbedre en Person, som ellers bur¬
de have været reent udstødt af Naadet.
Adskillige Spørmaale af Davns, be¬
svarede af Oedipus.
Davus Spørmaal: Hvorved kan¬
Verden og dens Jndbyggere i Henseende
til vor verdslige Vandel best lignes: Dedi¬
pus Svar: Med et stort Seyer-Verk,
hvori der ere utallige Hiul, og hvori Per¬
pendiculen er gjort af Penge. Davus
Spørmaal. Hvorledes kan man i en
Hast blive riig, Oedipus Svar: Vød
Projecter. Davus Spørsmaal: Hvil¬
ken er den sande Ære, Oedip. Svar:
Den som er grundet paa Fortienester.
D. Spørmaal: Hvo er den Dydigste
Oedip. Sv.. Den som har mindst Udy¬


38
der. Dav. Spørsm.. Hvorer den Lyk¬
keligste: Oedip. Sv.. Den som ey kien¬
der sin Ulykke. Dav. Sp.. Hvilken er
den Eenfoldigste Dedip. Sv.. Den som
er meest opblæst af sin Klogskab. Dav.
Spørmaal. Hvilken er den Rigeste
Oedip. Svar: Den Nøysomme.
Adskillige Auctioner.
Et Skaalpund Ærlighed blev ved 3die
Gangs Auction opbuden, men som der
ingen Liebhaber fandtes, blev den ved
4de Gangs Auction solgt for 1 s. Kiø¬
beren, som imod sin Villie var bleven
hængende ved Budet, og mærkede, at
det Kiøbte vilde koste formeget at vedlige¬
holde, gaf den bort for intet. Et vidt¬
løftig Dag Register over alle 7 Sover¬
nes Forretninger imedens de sove, blev
kiøbt af en nymodig Skribent. Alci¬
biadis Støvle som han brugte, naar han¬
reed i Feldten, anden gang forsolede af
Jerusalems Skoemager, med store stive
Kraver. De Tøfle den gamle Romere Ci¬
cero gik med i sin Studere Stue, samt
en Natluve, som havde tilhørt den store
Orator Demostenes, og et gammelt


39
Skiørt, som Julii Cæsaris Kokke-Pige
havde brugt, blev tilsammen paa første
Gangs Auction opdrevne til 30000 Rdlr.
og skal ved tredie Gangs Auction være
kiøbte af en riig Mand, som samler
paa Antiqviteter for en Tønde Guld.
Paa en Auction i Rom, blev følgende
solgt: En Samling af Søe-Vexter,
Snegler og adskillige Conchylier, kiøbt,
af en Raadsherre for 500 Rdlr. 2) En¬
Samling af alle Lycurgi Love og For¬
ordninger, i et Bind, kiøbt af en Skoflik¬
ker for 4 Skill. 3) En lærd Disputatz,
hvori bevises, at den Romerske Keiser
Tiberii Skoe ikke vare spidse, men run¬
de for Snuderne, kiøbt af en Romersk
Bisp for 20 Rdlr. 4) En grundig Af¬
handling om den Romerske Guds Dyr¬
kelse, dens Oprindelse, Grund og Maa¬
de, kiøbt af en Soldat for 1 Sk.
Mine Læsere, i dette Blad haver jeg
været noget skiemtsom, men man kan¬
og sige Sandhed under Skiemt; over¬
alt holder jeg fore, det er bedre at frem¬
bringe alvorlige Moraler under muntre
Billeder, end at giøre Læsere kiedsom¬


40
melige enten ved Fortællinger af triviale
og ubetydelige Ting, eller at fortør¬
ne dem ved saadanne Moraler, som me¬
re fortiene Navn af uanstændige Criti¬
qver end satyriske Moraler, i Fald det
var Umagen værd og jeg vidste jeg kunde
fornøye nogen dermed, skulde jeg gierne
i et hvert Blad indrykke en Historie om
en Corsicaner, Neger ec. eller andet saa¬
dant Eventyr.


Novitianus.
No. 6.
Torsdagen, den 20de Junii.
udtog af det Priis=Skrift, som blev ind¬
givet til Svar paa det i No. 5 opgivne
Spørsmaal om: Hvad et retskaffent
Venskab er? Oven over stod denne
Devise:
E Tempore felici multi numerantur amnici.
Paa Dansk:
J Velstands blomstre Vaar du mange Ven¬
ner faaer.
O
Venskab! o dyre Navn! alminde¬
ligt i alle Munde, og rart i alle
Hierter ol Verdens Phoenix, Ja! ra¬
rere end Phoenix, thi, denne opstaaer
dog af sin Aske, men af din Aske, opul¬
mer ofte Had! Hvad er du søde Ven¬


42
skab, du dyre Baand og du hellige
Pligt? Er du en Egenskab, til hvilken
man kun har hittet saa behageligt et
Navn? Er du en Skygge eller et Lege¬
me, noget eller intet? Er du kun et
Sole=Blomster, som vender dig efter
den opstigende Velstands Soel, og luk¬
ker dine Blade, naar den daeler? Er du
en Skumme=Væxt, som ikkun voxer i
Medgangs Sommer, og falmer i Mod¬
gangs Vinter? Ja! Ja! du er et Speyl,
hvori Modgangs billede præges med
Afskye? En Rose som lugter yndelig,
men visner saasnart den røres af den
tunge Haand, O! ædle Venne-Par!
O! Damon! O! Pythias! har den om¬
hyggelige Tid vedligeholdet Eders Hu¬
kommelse, blot for at vise Venskabs
Muelighed, eller ere Eders Gierninger
ikkun Sindbilleder, en frugtbar Hier¬
nes Opfindelser, dannede i den Hensigt
at vise hvad et sandt Venskab bør være?
Forgiæves stræber Viisdommen at lære
os de Grunde, at foreskrive os de Love,
paa og efter hvilke et sandt Venskab bør


43
bygges; forgiæves stræber den vittige
Forsigtighed, at iagttage alle Regler
saa længe den Grund, man bygger paa,
er et Menneskes Gemytte; thi, hvad er
et Menneske? Alle Affecters Slave, Ti¬
dens Kastebold, Forandringers Veyr¬
glas, Lykkens Vindspill: Snart split¬
te vore utøylede Affecter det dyre Ven¬
skabs-Baand; Begierlighed, Egenkier¬
lighed, Vredagtighed, kan formedelst
ringe Aarsager van og omskabe de beste
Venner til største Fiender: Snart aab¬
ner paa engang den feye Frygt det Dæk¬
ke, hvorunder Venskabs Hemmelighe¬
der evig burde være forborgne; snart
giør den enes Velstand og den andens
Veestand det Venskab lunket, som Lig¬
hed i Skiæbne har antændet og opam¬
met. Ja Selv=Kierlighed, Venskabs
Kilde og Frugt, bliver ofte Ueenigheds
Tønder. Velan! jeg betragter ikkun
Venskab som et stort Navn paa en liden
Ting. Jeg anseer den som et Glas,
hvis prægtige Anseende forlyster Øyet,
men maae meget varlig røres ved, i


44
Fald det ey skal brækkes. Jeg anseer den
som et Dyb, hvori jeg ikkun vil nedsæn¬
ke de Hemmeligheder, som ikke kunde
skade mig, i Fald det opøset af hadefulde
Bølger, opkaster dem paa Uredeligheds
Strand. Jeg betragter min Ven som
elskværdig; jeg elsker ham, uden at for¬
elske mig i ham; jeg troer ham, uden
at give mig alt for blot for hans Troe¬
skab; jeg giver ham mine, og tager hans
Raad, men vener begge Deele ud og ind
ved Forsigtigheds Balance; jeg er var¬
som i Omgang med ham, men uden
Frygt; kort, jeg omgaaes med al Re¬
delighed, imedens han er min Ven, dog
saaledes, at jeg ey har nødig at frygte
ham, om han bliver min Fiende. Jeg
troer nok, de tvende Pythagoræ Disci¬
ple, Damon og Pythias, ere et sandt¬
færdigt Exempel paa et oprigtigt og
uryggeligt Venskab; men jeg troer til¬
lige, at de findes ikkun sielden; Erfaren¬
hed selv bekræfter det sidste; Ja, jeg
troer, der findes desværre: Mange,
som ansee og betragte Venskab paa sam¬


45
me Maade, som Diogenes sagde; da
han engang blev adspurgt: Hvorledes
Dionyfius brugede sine Venner? Sva¬
rede han: Jkke anderledes end sine Drik¬
ke Kar, naar de ere fulde, elsker han
dennem, men naar de ere tomme, sæt¬
ter han dem bort, og foragter dem. Det
hedder vel: vox amici, vox Dei, (en
Vens Røst er Guds Røst) men hvor of¬
te er ikke Røsten Jacobs og Hænderne
Esaus? det var derfore ikke forgiæves
at Kong Antigonus, naar han offrede
til sine Afguder, bad, at de vilde bevare
ham fra sine Mund Venner, og naar
man spurgde hannem om Aarsagen der¬
til, svarede han: Jo! mine Uvenner
som jeg kiender, kan jeg selv vogte mig
for. Ja! ja! du dyre Navn! du Ven¬
skab! du Venskab, hvor ofte maae du
ikke tiene til en Masque, hvorunder de
ureneste Hensigter skiules? Du giemmer
dig ofte under den uskyldigste Ærligheds
Kaabe, just naar du er paa Spidsen af
din Falskhed! Joabs Sværd folger alt
for ofte bag et Kys. Et eftertænksomt


46
Menneske, som læser, hører, seer og er¬
farer saa mange Beviis paa Troeløs¬
hed, kan en bevæges ved nogle faae Ex¬
empler, at troe Venskab aldeles. Kort,
var du Venskab ikkun hvad du burde
være, kunde man trygt sove i dit Skiød,
men da du er, hvad du ikke bør, maa
man betragte dig med Argi Øyne! Ved
at tænke paa dig, giver man sig ud paa
et Ocean, hvor Tankerne ingen Havn
kan finde! Vilde kun enhver udgive en
Beskrivelse over de Frugter, han af
Venskab har høstet, og man ved Sam¬
menligning fandt en oprigtig imod 1000
falske Venner, vilde jeg indrømme dig
meget, og ansee dig som en virkelig Ting,
da jeg nu (maaskee urigtig) allene be¬
tragter dig som en Muelighed, og troer
at du existerer, om ey aldeles, dog meest
i dit Navn, hvorfore man med billig¬
hed maa sige om dig: o rara avis in
Terra, o rare Fugl paa Jorden!
Mine Læsere!
Den Allarm, som den 11te Junii
foraarsager paa Jorden, nøder mig til


47
at forlade Maanens Jndbyggere et Øye¬
blik: Den Dato maae ret med Føye kal¬
des bedrøvet; hvor mangen redelig sin¬
det, ærlig, arbeydsom og duelig Borger,
trykket og indskrænket af adskillige Aar¬
sager, maa ikke gyse ved den, og al sin
Vindskibelighed uagtet, grue for at ind¬
sanke de sure Renter? Sandelig! denne
Sag fortiener ey at tracteres med
Skiemt. Det var at ønske, nogen vilde
stræbe paa at udfinde saadane Midler,
ved hvilke vore kiære Medborgere kunde
bringes i den Tilstand, at de kunde leve
mere ubekymrede for de nødvendige Ud¬
gifter; man vilde derved anvende sin
Fornuft langt bedre, end naar man med
en Slags indbildt Klygt søger at vise sin
Behændighed i at skiemte og satyrisere
paa andres Regning; jeg troer ganske
vist, man kan finde vigtigere og sundere
Aarsager til den Allarm, Rente-Tiden
opvækker, end den som tilskrives Folkets
Canopeer, Speyle og andre Meubler.
Endeel anstændige Mobilier kan vel ey
med Føye befordre eens Ruin; hvis in¬


48
gen kiøbte saadanne Sager, hvorledes
skulde da Medborgere, som arbeyde og
forhandle dem, leve og betale sine Ren¬
ter? En Scribentes Kammer kan ud¬
stafferes med et Bord, en Stoel, et
Blekhorn e., men Velanstændighed nø¬
der andre Stænder at bruge lidt mere.
Overalt var det bedre at tie, end føre
Krig mod disse livløse Fiender. Vare
ikke større og farligere Grunde til Ruin,
saa skulde Folk mindre klage over, og
Scribentere faae mindre Leylighed til at
divertere sig med den 11te Junii.
Imprimatur, C. G. Krgxuxvsræt.


Novitianus.
No. 7.
Torsdagen, den 27de Junii.
Udtog af det Priis-Skrift, som blev ind¬
givet til Giensvar paa det i No. 5 op¬
givne andet Spørmaal om. Hvorle¬
des man sikrest og snarest kan giøre sin
Lykke.
M¬
an levede een Tid i Verden, da
Fortienester, Forstand, Flid og
Kunst vare sikre Trappe-Trin, paa hvil¬
i ke Æres-Dyrkere opstigede til Lykkens
Tempel, hvor Ære og Belønninger
I bleve uddeelede. Lyksalige Alder, da
Fortienester bleve anseede, og de paaføl¬
gende Belønninger bevægede ret tænken¬
de Mennesker, at giøre sig fortiente,
Det er naturligt, at vore Bestræbelser
have vores Lykke og Fordeel til Hoved¬
maal. Forgiæves, prædiker man for¬


mig om den komme og opskruede Philo¬
sophie, ved hvilken man skulde kunde be¬
væges til, at øve alle Dyder og Giernin¬
ger uden nogen Hensigt. Lad kun en
Diogenes brumle i sin Tønde, lad ham
foragte alle de verdslige Fordeele, een
og anden Mægtig har tilbudet ham,
drevne af den Høyagtelse, de havde for
hans vidløftige Philosophie, Lad ham
kun spotte med den mægtige Alexandri
Tilbud, og naar han tilbyder ham, hvil¬
ken Velgierning han vilde udbede sig, ey
forlange andet, end at han vilde gaae
af Veyen for ham, og ey betage ham
det hann aldrig kunde give, nemlig So¬
lens Skin, i hvor blottet for al Egen¬
nytte og Begierlighed denne Philosophies
Hensigter synes, saa troer jeg dog, Dri¬
ve-Fiedren var en stolt og hovmodig Egen¬
kiærlighed. Kort; at komme til vor Mate¬
rie, saa seer jeg ikke, at noget andet
kan bevæge os til, at anvende Tiden
saaledes, at vi kunde blive nyttige Lem¬
mer i det menneskelige Sælskab, due¬
lige og gode Borgere, end den Beløn¬
ning, som gemeenlig kaldes med det Ord¬
Lykke; thi, ved at giøre sin Lykke, for¬


staaes gemeenlig det samme, som at
erlange Ære, Værdighed og den Beløn¬
ning, som jeg for Tydeligheds Skyld vil
kalde med det brugelige Ord, Levebrød.
Men hvorledes samme nu sikrest og sna¬
rest kan erlanges, er det Spørsmaal,
som skal opløses. Tænker ikke J Maa¬
nens Jndbyggere (NB. dette er skrevet i
Maanen) ved Forstand, Flid og Vittig¬
hed, at erlange Eders Ønskes Maal,
Pukker aldrig paa den Forstand og Fær¬
dighed J synes at have, indbilder Eder
ikke, at J bør nyde et Embede, just for¬
di J forstaaer det, og derfore ere vær¬
dige dertil Ney, forgiæves, og længe
ville J komme til at lede efter Eders
Lykke, dersom J ey søge den paa andre
Maader og igiennem andre Veye, end
de Fortienester og Kundskab baner. Vil¬
le J paa en sikker og snar Maade blive
lykkelige, saa udrydder af Eders Hier¬
ter den daarlige Jndbildning, at man¬
Ibør være værdige til det man ønsker,
Stræber aldrig paa, virkelig at være det
Jbør, men legger ikkun Vind paa at synes
at være, det J ikke ere Bekymrer Eder
i ikke om en Tings Værdie, men om dens


52
Farve, Søger aldrig efter Legemet, men
kun efter Skyggen, Leder aldrig efter
Kiernene, men værer flittige i at sanke¬
Skaller. Udtømmer Eders Hierner fra
Kundskab, for igien at opfylde dem med
Vind, thi, den førstes alvorlige Skik¬
kelse sees stelden, men den sidstes Bul¬
der høres ofte. Ja, dersom J Maanens
Jndbyggere ville lære at blive lykkelige i
en Hast. Saa bruger følgende Raad.
Lægger Eder efter at giøre store og præg¬
tige Forslag om. Hvorledes man kan¬
finde Vey til Jupiter. Mars, Venus,
Solen, a Jorden, Lad det ikkun være
Eders Sag, at giøre Projecterne store
og anseelige, men lad Efterkommerne
sørge for, hvorlødes de skal udføres, men
for alting lader Eder aldrig mærke med,
at J ere indfødde Maanens Børn, men
giver Eder ud for Emigrantere, fra en
af Planterne. Afskeediger en Lidenskab,
som kaldes Samvittighed, og antager i
dens Sted i Tieneste en Egenskab, som
hødder Privat-Fordeel, Begynder alle
Eders Paafund med hellige og dyre For¬
sikringer om det almindelige Beste, men
Grunden J bygger paa, maa være Eders


53
Lomme. Brug den store Forsigtighed i
alle Eders Paafund, at endskiønt Ho¬
ved=Hensigten er eders egen Fordeel, saa
indret dem dog saaledes, at de paa hvis
Omdømme den beroe, kan have sine
Fordeele derved! Lærer for alting en al¬
lene at ligne, men endog at overgaae
Sole=Blomstret; thi, J maae en allene
vende Eder efter Solen, men efter Pla¬
neter, Stierner og alle deres Draban¬
tere! Paa saadan Maade kunde J med
Hast og uden Møye erlange og komme
op til Spiret af det Lykkens Tempel,
hvis nederste Trappe-Trin andre med al
Fornunft og Vindskibelighed neppe kan
naae.
Dette Priis=Skrift, som var det ene¬
ste der indkom i den foresatte Materie,
blev ikke tilkiendt Prisen, men foraar¬
sagede at de Herrer Cenfores i Maanen
besluttede, aldrig oftere at udsætte Præ¬
mier for Afhandlinger i denne Materie.
Spørsmaal af Davus, besvarede af Oe¬
dipus: Dav. Sp.: Hvorfore har Gul¬
det altid saadan bleg Farve? Oed. Sv.:
Fordi det bliver efterjaget af saa mange


54
tusinde Mennesker, er det blegt af Frygt.
Dav. Sp.: Hvorledes skal man ansee
store Herrers Gunst? Oed. Sv.: Som
en Jld, den man ey bør gaae alt for nær,
paa det man en skal brænde sig, ey hel¬
ler holde sig for langt i fra, paa det man
ey skal fryse. Dav. Sp.: Hvad kan sna¬
rest bringe et Menneske til at forgribe sig
paa sin Næstes Gods? Oed. Sv.: To
Ting, nentlig Fattigdom og Gierrighed.
Dav. Sp.: Hvor mange Slags Frug¬
ter kommer af et Viintræ? Oed. Sv.
3 Slags, 1) Vellyst, 2) Fatttigdom,
3) Fortrydelse. Dav. Sp.: Hvorfor
har Naturen givet os tvende Øyne,
tvende Øren, men kun een Tunge? Oed.
Sv: Fordi vi skal høre og see meget,
men tale lidet.
Adskilligt Nyt.
Anctionerede Sager: Paa en Auction
i Lacedæmon blev engang opbuden en
Skaalpund Stiltienhed, man forundre¬
de sig over at ingen Liebhabere vilde ind¬
finde sig, endelig begreb man Aarsagen,
som bestod deri, at Beholdningen var for
stor til at kunde sælges paa engang,


55
man deelte den i smaae Partier af hele
og halve Qvintin, og da blev den solgt;
siden erfarede man, at den som havde
kiøbt et halvt Qvintin, kunde tie med
noget, den som kiøbte et Qvintin, tiede
med intet, og den som intet havde kiøbt,
tiede med alt; man stuttede deraf, at
Vahrene maatte være falske, og Kiø¬
berne bedragne, men det forunderligste
var, at ingen af Kiøberne besværgede
sig derover, men enhver var tvertimod
fornøyet med sit giorde Kiøb. 1) Et
Par smaae Krigs-Handsker med store
Frøndser, 2) et stort massivt Hæfte af
Alexandri Magni Kaarde, med en li¬
den Pariser Klinge i, 3) samt en Kne¬
belsbart, som havde tilhørt et af Cyri
Kudske, blev kiøbt af en Atheniensisk
General. En stor Bog i Folio, skrevet
af den berømte Dansemester Seigr. Ca¬
priol i Athenen, indeholdende en Ma¬
thematisk Beskrivelse over alle Compli¬
ment Regler, blev kiøbt af en Romersk
Sollicitant. En stor Æske fuld af skiøn¬
ne Løfter, uden nogen Virkning, blev
kiøbt af en Atheniensisk Hofmand. En
Journal over alle de Bedrifter den Ma¬


56
redoniske Konge Philippus havde gjort,
medens han laae i Vuggen, blev kiøbt
af en gammel Historieskriver. En For¬
tegnelse over Nytten og Bruget af de
Particler, saasom, eftersom, fordi,
paa det ec., blev kiøbt af en Under=Ret¬
tes Advocat i Lacedæmon, men blev
meget høyt opjaget af en Romersk Of¬
fer Præst, som og vilde kiøbe den. En
Licitation blev engang holdet i Athe¬
nen over et lidet Partie Sandhed, som
skulle tilslaaes den, som begiærte mindst
for at anskaffe den; ingen vilde paatage
sig den Commission, uagtet man bød
mange Penge. Omsider paatog en Scri¬
bent sig den for intet, med det Vilkaar,
at den maatte være forblommet.
Umprimgtur. C. G. Rrariiusrøiv.


Novitianus.
No. 8.
Torsdagen, den 4de Juli.
Udtog af et Brev til Novitianus.
Min Herre!
U¬
agtet jeg ikke kiender Eder af Ver¬
son, maa jeg dog i Anledning af
de 7 Blade, de under det Navn Vovi¬
tianus har udgivet, tilmælde dem føl¬
gende: Saa adskillig og uliig som Tæn¬
kemaade er hos Mennesker, saa ulige og
stridige ere de Domme som fældes over
Eders Blader. De svage Begreber,
som ikke kunde og aldrig ere vandte til at
søge efter Kiernen af en Ting, men alle¬
ne fornøye sig med Skallerne der ikke døm¬
me en Ting efter sin indvortes Værd,


58
men allene opholde sig ved dens udvor¬
tes Skikkelse, de ansee Eders Blade med
saadanne Øyne, som noksom bevise den
ligegyldige Koldsindighed med hvilken de
læse, og den sløve Tænke=Kraft, med
hvilken de indsee dem. Det hedder hos
disse Dommere: Hvad er det for Snak
denne Vovitianus fører? Hvad have vi
med Maanen at bestille? Hvilken Uri¬
melighed og Løgn vil han ikke binde os paa
Ærmene? Tænker den Karl nogen er saa
taabelig, at troe det han kan vide hvad, som
skeer i Maanen? Han vil nok indbilde os
at Maanen er gjort af grøn Ost? Det er
lutter Snaus, ja s. v. noget andet han
skriver, hans Snik-Snak er en værd at
læse. Fra denne Dom er aldeles ingen
Appel. Andre igien som man kan reg¬
ne blant de maadelige Begrebe, synes
vel der er noget i deres Blade, men hvad
det er, kan de ey saa lige hitte, de læse
dem allene for at læse dem, det er, som
man siger, allene for at fordrive Tiden
og have noget at bestille. Endeel, hvis
Skarpseenhed gaaer saa vidt, at de ey
allene med Øynene kan see mere end an¬
dre med Forstørrelses=Glasser, men og i


59
Jndbildningen see det som aldrig er til,
de giøre adskillige Fortolkninger over
Eders Tanker, de finde Hemmeligheder
i et hvert Ord; et hvert Blad er en nye
Sybille, som spaaer, jeg veed ikke hvilke
Hemmeligheder, men det veed jeg, De¬
res Forklaringer stemme overeens med
Deres Tilbøyeligheder og Jndbildninger
som fortolke Dem. De ere færdige at
troe et hvert Blad er skrevet kun for De¬
res Skyld, at Antor har lempet sig ef¬
ter Deres Tænkemaade eller i det mind¬
ste tænkt ligesom De. Aarsagen er: De
tænke vrangt og forklare andres Ord ef¬
ter sine egne vrange Tanker. Ja! sige
disse: Novirianus er en Fandens Karl,
han skriver just det vi have tænkt, men
undertiden har jeg mærket, at deres Tan¬
ker have været saa langt fra Vovitiam.
som Nord fra Syd. Endeel bevægede
(jeg veed ey) af hvilken Grund, ville med
Fandens Magt giøre Vovicianus til en
Anti=Patroll. De derimod som betragte
en Ting lidt nøyere, finde ikke andet i
Eders Blade end moralske Sandheder,
som ere indhyllede i Skiemt. Hvo af
disse dømmer rettest og grundigst, maa


60
De som Autor Selv best vide! Men at
komme til Hensigten af mit Brev, da
vil jeg yttre Dem mine egne Tanker her¬
om: Eders Blade kan være gode nok,
der kan vel findes Sandheder deri, de kan
vel tillige være muntre og skiemtsomme,
men! de ere ikke efter den Mode som nu
bruges; thi Moden har sit Sted saavel
i Skriver= som Klædemaaden. Ney min
Ven! i hvor De og er! De har taget
meget feyl; det blotte Navn paa Eders
Ugeblader er en Hoved=Feyl. Det No¬
vitanus; det klinger ikke i Ørene, det
maa være af en langt anden Beskaffen¬
hed, i Fald det skal opvække Kiøbernes
Appetit. Vil De lyde mit Raad, vil
De skrive saa, De kan have Aftræk og
Fordeel, saa sadle om igien, lad af at
skrive under det Navn Novitianus, thi
det er alt for mavert! jeg raader dem ik¬
ke fra at skrive saadanne Materier som
De har begyndt med, Materien giør in¬
tet til Sagen, det er kun om Navnet
at giøre! Materien er det mindste i et
Skrift; troe mig, at de Materier, som
under det Navn Novitianus ere udførte
og vil blive forliggende paa Bogladerne,


61
skulde nyde en utroelig Aftræk, i Fald
de havde faaet en anden Opskrift. De
kan jo sagte udfinde et andet Navn, som
for Exempel, De kan jo kalde sig Dag¬
Runden, Coureer fra Maanen, Syv¬
Soveren, eller noget saadant. Antag
og følg mit Raad, De skal befinde sig
vel derved, og erfare min Formaning er
vel grundet! jeg vil endda sige Dem me¬
re, naar De nu har befundet et afsætlig
Navn, saa bekymre Dem ey om at skri¬
ve solid eller grundigt! det vil maaskee
behage langt mere, om De paa en mun¬
ter Maade kunde udføre smaae Ubetyde¬
ligheder, forsøg kun i et Blad at skrive
om, hvor mange Æg den eller den Na¬
boes Høns legger i en Uge, hvor ofte en
eller anden Madame klamrer og Slaaes
med sin Kokke Vige, hvor ofte samme
Kokke Pige lader sig, og andet saadant
mere. Troe mig et saadant Blad vil
være Dem fordeelagtigere end tyve andre,
i Fald De var en Person som eyede Midler,
og ey bekymirede Dem om enten De vandt
eller tabte ved sin Skrivning, saa vilde
jeg raade Dem til denne Skrivemaade,
men heller raade Dem til at skrire al¬


62
vorligt, og tillige uddeele fine Skrif¬
ter gratis, i Fald De ellers ønskede, De¬
res Giennemlæsning skulde frugte noget;
de vilde blive ulæste af mange, omend¬
skiønt man fik dem for intet, og endda af
langt flere, naar man skal give Penge
derfor, i hvor lidet det end er. Men
er De en fattig Person, som en taaler
at tabe, som ved Deres Begreb og Ge¬
nie søger at ernære dem, saa lyd mit før¬
ste Raad, thi ellers vil Udfaldet neppe
svare til Deres Ønsker, Forundres ikke
over, at jeg som en Ubekiendt yttrer mi¬
ne Tanker til Dem; forlad Dem til at alt
hvad jeg herved haver opgivet Dem, er
og bliver en velmeent og afgjort Sand¬
hed, som altid skal underskrives af Ex¬
farenhed.
Mine Læsere!
Vel er det ofte en Scribentes Maade,
at indføre opdigtede Breve til ham selv;
men dette er mig af en anden Haand rig¬
tig tilstillet, fra hvem, veed jeg ikke. Men
hvo det endog er, som har skrevet det, da
takker jeg ham for hans Underretning,


63
(om mine Blader) hvis Rimelighed og
Sandhed jeg har adskillige Grunde til
at troe. Men hvad hans Raad angaaer,
da kan jeg ey i alle Tilfælde samtykke
samme, vel er jeg enig med ham deri, at
en anden Opskrift kunde have skaffet mine
Blade en større Aftræk, jeg erfarer alt
for vel Sandheden deraf, at de under
dette Navn blive forliggende paa Bogla¬
derne. De skulde maaskee have faaet, i
det mindste vare de tiltænkte, et andet
Navn, men imellemkommende Aarsager
gjorde Hinder deri. En blind Kierlighed
til een kan ofte være Skade for en anden.
Overalt begriber dog enhver Fornuftig,
at Navnet giør intet til en Sag, og
de Ufornuftiges Domme ere mig en lige¬
gyldig Ting. Men at jeg skulde op¬
fylde mine Blade med ubetydelige
Ting, deri ere mine Tanker langt fra
hans. Jeg har alt for stor Ære for, og
god Tanke om mine fornuftige Lands¬
mænds Smag; jeg troer intet mindre,
end at den med Børneværk kan fornøyes
og tilfredstilles. Vel kan en Deel Snik
Snak sinde Aftræk, men det er noget
som maae tilskrives andre Aarsager,


64
end Læsernes manglende Skiønsomhed.
Naar jeg paatvinger og paatrygler en
mine Blader, kan deres Giennemlæs¬
ning (som ofte skeer med Væmmelse)
ey tillægges Læsernes ugrundede Smag,
men Sælgerens eller Forfatterens Om¬
hyggelighed i at befordre deres Afsæt¬
ning. Kort: Jeg vil vedblive at skrive
saaledes, at jeg kan behage de Fornuf¬
tige og Rettænkende; om jeg kan op¬
fylde min Hensigt, vil Tiden best lære.
Imprimatur, C. G. Kæarusosræi.


Novitianus.
No. 9.
Torsdagen, den 11te Julii.
J¬
blant de mange Ting, som orværkke vores
Opmærksomhed, og ere et Maal for vor
Tænke=Kraft, burde egen Kundskab billig indrøm¬
mes et fortient og vigtigt Sted. At kiende sig
selv, er en uforbigiængelig Nødvendighed, men
aldeles ingen Umuelighed, og langt fra en stor
Vanskelighed, som den udraabes og ansees for.
Man ere enige i, at Forsøg og Erfarenhed ere de
sikreste Grunde, man kan bygge nogen Kundskab
paa. Men hvis Egenskaber kan jeg bedre erfare,
og paa hvilken kan jeg sætte større og flere Prø¬
ver end mig selv? Enhver Glæde, enhver Sorg,
enhver Fordeel, hvert Tab, Fornøyelse, Forbit¬
trelse, Tryghed, Fare, Had, Kierlighed, ere
alle saadanne Prøvesteene, paa hvilke min indvor¬
tes Værd strax viser sin Ypperlighed eller Slet¬
hed. At lære til gavns at kiende andre, er en
Vanskelighed; thi, jeg kan aldrig være vis paa,
om de Kiendemærker jeg sporer hos en anden, og


66
hvorpaa jeg bygger min Kundskab, ere naturlige
eller kunstlede, oprigtige eller forstilte. Derimod
kan jeg en hykle for mig selv, mit Hierte kan en
skiule sine Hemmeligheder for mine egne Tan¬
ker, jeg maa altid selv være beviist om Grunden
og Hensigten af mine egne Jdrætter. Jeg kan
ved en maadelig Agtpaagivenhed paa mig selv let
erfare, hvilke Lidenskaber og Tilbøyeligheder meest
herske hos mig. Jeg kan ikke være vreedagtig,
hevngierrig, stolt og uregierlig, med mindre jeg
selv maa føle det; min Gierrighed nager mig,
min Feyhed skrækker mig, min Hevngierrighed
plager mig, min Kierlighed fornøyer, og mit Had
foruroliger mig; kort, alle mine Lidenskaber og
Tilbøyeligheder foraarsage saadanne Virkninger i
mig, som aldrig kunde undgaae min Opmærksom¬
hed, saafremt jeg ellers vil anvende den mindste
Deel af samme paa egen Kundskab. Jeg viger
derfor heri som i meget andet, fra almindelige Mee¬
ninger, som mere grunde sig paa et Slags Hævd,
end nogen virkelig Sandhed; jeg anseer egen Kund¬
skab for en Ting, der er ligesaa let som nødven¬
dig, at erhverve, men jeg tilstaaer, at den ikke
findes hos alle, og ikkun rettelig bruges af faae.
At der findes saa mange, hvis egen Kundskab til
deels er saare liden og til deels ingen, maae en
tilskrives Vanskeligheden i at naae den Kundskab,
men Menneskers Skiødesløshed i at eftertragte
den. Det er almindeligt med os Mennesker, at
de Ting vi daglig omgaaes og have for Øynene,
opvække liden eller ingen Opmærksomhed hos os.


67
De allerusædvanligste Ting, hvilke vi ellers med
megen Agtsomhed, ja en graadig Nysgierrighed
rille betragte, naar de sielden og ikkun Hændelse
viis, bleve forestillede vore Sandser, kan en dag¬
lig Omgang og Vane giøre os saa bekiendte, at
vi enten aldeles ikke, eller i det mindste med den
største Ligegyldighed betragte dem. Hvad kan vi
dagligere og nærmere have Omgang med, end os
selv, men just denne daglige Omgang er det, som
forvolder, at vi med saa liden Eftertanke og saa
stor Koldsindighed betragte os selv; heraf reyser
sig den Mangel paa egen Kundskab, som yttrer
sig hos de fleste: Heraf kommer det at vi ofte ere
saa fremmede i vor egen Cirkel, skiønt vore Tan¬
ker og Begreb ere geskæftigede med de Ting, som
ere uden om os. Den taler derfore, efter mine
ringe Tanker, ikke fornuftmæssig, som udraaber
det for en uovervindelig Vanskelighed, at lære den
Kunst at kiende sig selv. Vel mangler den Kund¬
skab, som sagt er, mange, men mange besidde
den, uden at bruge den. Der gives adskillige
som kiende sin Hovmod, uden at nedtrykke den;
sin Vrede, uden at styre den; sin Begierlighed,
uden at hemme den. Jeg holder en fore, man
bør pukke formeget paa egen Kundskab, jeg troer
ey alle besidde den, men anseer det heller ikke for
nogen Vanskelighed, mindre en Umuelighed, at
erlange den, og jeg paastaaer, det er en Forvir¬
ring i Tænkemaaden, at sige: Jngen kan kiende
sig selv; man talte mere fornuftigt, i Fald man
sagde: Faae besidde denne Videnskab, og færre


68
den. Lader os kun anvende nogle Minuter daglig
paa at undersøge os selv; lader os legge et Mærke
til vore Bevægelsers Heftighed og deres Grunde,
saa ville vi med en maadelig Møye, ja uformærkt
komme til Maalet af vor egen Kundskab. Vi for¬
gabe os ofte saaledes i de Ting, som ere uden om
os, at vi ikke engang see de Ting, som gaae for
sig inden i os og i vort eget Hierte. Vi bekymre
os saa meget om andre, at vi tilsidst forglemme
os selv. Vi ere alletider færdige at uddrage Skiæ¬
ven af vor Broders Øye, men Bielken i vort
eget blive vi ikke vaer. Det gaaer os som de, der
ere bekiendte i fremmede Riger, og fremmed i sit
eget Fødeland. Lader os have Tankerne henvendte
og fæstede paa os selv, saa skal vi let faae at see,
baade hvad vi ere, hvad vi burde og kunde være.
En tilstrækkelig og grundig egen Kundskab, som
tillige blev øvet i Gierninger, kunde bringe os til
en stor Fuldkommenhed i de moralske Dyder; jeg
kan af mig selv lære at giøre mig rigtige Slutnin¬
ger til en anden; jeg kan af de Bevægelser, en og
anden Ting foraarsager i mig selv, dømme om de¬
res Følger hos en anden; kort, jeg kan af egen
Betragtning finde rette Regler til min Opførsel
mod andre. Velan! saa lader os arbeyde paa
denne Kundskab, og ey ansee den for umuelig el¬
ler vanskelig, forinden vi have gjort tilstrækkelige
Prøver derpaa; Prøver, som ere grundede paa
Fornuft. Lader os ey indtages af andres Menin¬
ger, Præjudicer eller Fordomme, som ere de største
Hindringer og Anstødsstene, baade i leve= lære- og
Tænkemaade.


En Betragtning over Mennesket.
J bunden Stiil.
Ou er! du Menneske! ja, hvad
Jeg troer, i dig er sammenblandet
En Qrint Essem af alt det andet,
Af Ondt og Godt i største Grad!
En Løve ingen Tiger er,
En Crocodil er ingen Slange,
Hver har sin egen Art i sær,
Men du, o Menneske! har mange!
Som Protheus du uden Skam,
Nu een, nu anden Skik antager,
Saa tidt din Hensigt det behager,
Du blir en Ulv, en Ræv, et Lam!
Jeg Løven, som en Løve, kan
En Ræv, som Ræv, omgaaes varlig,
Men da du eyer meer Forstand,
Saa er du ogsaa mere farlig!
Skiønt Hierte glad, du græder tidt!
Men naar du Aarsag har at græde,
Du viser tidt en tvungen Glæde!
Kort sagt: Du er en Hypocrit!
Dit Sind et Tidens Veyrglas er,
Hvor Haab og Frygt, hvor Sorg og Lykke
Er Grund til de Forandringer,
Dit tvungne Væsen maae udtrykke!


69


70
Du er dig altid selve lig,
Men kun deri, at faae Minuter
En Lighed i dit Liv indslutter,
Ja! hvo kan nøye kiende dig?
Den Kundskab bygger jeg ep paa;
Ney! Kiend dig selv, det er din Ære!
Brug Flid, saa kan og skal du naae
Fuldkommenhed i denne Lære:
Man taler saa meget om den gyldne Alder,
om de gamle lyksalige Tider, og om Verdens For¬
værrelse, mon ikke forud fattede Meninger, For¬
domme, skulde være en Fostermoder til de ligesaa
ugrundede som heftige Declamationer, man saa
ofte maa høre: Neppe treffer en Modgang et
Menneske, før det hedder: Vi leve i onde og ulyk¬
salige Tider. Den nu værende Verdens Ondskab,
dens Aftagelse i det Gode, er en Materie som of¬
te, skiønt meget ugrundet, endog af en Prædike¬
stoel udraabes. Man maa forlade mig, jeg er saa
dristig at sige: Det er en Mangel paa en ret Kund¬
skab om det, som er ondt og godt, er et Tønder
til denne Jver. Dersom en Slags Uskyldighed,
eller lettere sagt, Ligegyldighed i visse Ting, som
flyder af Vankundighed, er en sand Lyksalighed,
saa har Formaals-Tiden et Fortrin for vore Tider.
Men dersom Videnskabernes, Smagens og Sæ¬
delærens, Oeconomiens (i Henseende til alle Sta¬
tens Deele) Forbedring, kan giøre noget til den
indvortes Siælens og Tænkemaadens, samt den


71
udvortes og borgerlige Lyksalighed, saa behøver
man kun en maadelig Jndsigt til at see vore For¬
deele for Formaals-Tidens. Jeg vil ey gaae til¬
bage til de Tider, da Menneske efter Poetens
Ord: sloge baade med Hænder og Kløer om Ol¬
den af Træerne. Ney, lader os nærme os til de
seenere Tider, da vi med et lidet Begreb i den hi¬
storiske Kundskab skal see den ulige Forskiæl af
vore Fordeele. Mangen Stand, Alder og Leve¬
maade synes ved det første Øyekast uskyldig, lyk¬
kelig og roelig, men ved en nøye Undersøgning
blottes dens betydelige Mangler og dens Fordeele,
som den synes at have, vises at være Følger af en
Vankundighed, som, naar den blev udryddet, vel
vilde skille ved endeel indbildte, men derimod til¬
bringe utallige sande Lyksaligheder. Naar en Læ¬
rere, i Henseende til Religionens Reenhed, Fred
og Oprigtighed, klager over værre Tider, lader
det sig høre, og jeg er enig med ham i visse Po¬
ster; men det maae man dog tilstaae mig, at om¬
endskiønt vi, i Henseende til Apostlernes Tider,
ere værre, saa ere vi dog, i Henseende til den he¬
denske Dumhed og den papistiske Tvang, ulige
bedre. Naar en Moralist klager over Verdens
Forværrelse, maae det enten være for at legge en
Slags Vægt til Heftigheden i hans Morale, el¬
ler og for derved at vise, i det mindste ønske, at
vi maatte endda blive bedre. Naar en lærd Mand,
i Henseende til Videnskaber; klager over Forvær¬
relse, holder jeg for, han er plaget med Hypo¬
condrie. Naar en Borger klager derover, i Hen¬


72.
seende til sig selv, henviser jeg ham til de Tider,
da Røverier, Fribytterier, vare heroiske, ja be¬
rømmelige Gierninger, da Eyendommers Erhver¬
velse og Sikkerhed beroede paa (saa at sige) en¬
hvers Næver, men dette tilstaaer jeg dog en Bor¬
ger, hans Lyksalighed kunde være større. Men
intet er fuldkomment. Ja saa vist som det er, at
vor Lyksalighed i mange Ting kunde være, saa vist
er det, at den i de fleste er bedre end Formaals¬
Tidens. Kort, dette er en Materie, jeg ikke her¬
ved kan eller tænker fuldkommen at afgiøre, men
ønsker, en Pen, som har bedre Leylighed og Hæl¬
dighed end min, vilde udførlig bevise Ugrundighe¬
den af den forudfattede Meening, at Verden bli¬
ver værre og værre.
Imprimatur, C. G. Krarurusræiu.


Novitianus.
No. 10.
Torsdagen, den 18de Julii.
Den store underjordiske Keisers Niels Klims
Historie er et Værk, som jeg troer er en¬
hver temmelig bekiendt. De Potuaner vare de
første Folk, han paa sin underjordiske Reyse be¬
søgte, og de Martinianer, vare Jndbyggerne i
Firmamentet, til hvilke han i Landflygtighed blev
hensendt. Man kan af hans Historie noksom er¬
fare disse 2de Nationers stridige Caracterer; han
ophøyer Potuanerne for sit betænksomme Væsen,
skiønne Love og gode Stats-Indretninger, og la¬
ster Martinianerne for sit ustadige, flygtige og
ugrundede Væsen. Men hvor ere ikke alle Ting
i Verden Forandringer underkastede? Klim blev
i sine Dage af Potuanerne anseet for udygtig til


74
noget Embede, formedelst sit alt for flygtige Ho¬
ved, men havde hans underjordiske Reyse indfal¬
det i disse Tider, havde hans Begreb knap været
flygtigt nok. J Klims Tider bleve de uduelige
Potuaner til Straf relegerede til Firmamentet el¬
ler Martinien, nu forskriver man Martinianere
til Potua, i de Dage maatte endog de som gjorde
gode og duelige Projecter, underkaste sig Livs
Fare, og staae med en Strikke om Halsen, nu
derimod aflegge Potuanerne den med store Beløn¬
ninger, som giør unyttige, ja endog skadelige For¬
slag. Saa stor Forandring er der i den underjor¬
diske Verden, dog det er ey at undre, det er nu
et heelt Seculum siden Riels Klims Reyse; lader
os betragte vor egen Klode, saa skal vi see at der
i en mindre Tid skeer utroelig Forandring. Aar¬
sagen til disse Uordentligheder, som have indsneget
i Potu, haver jeg alle erfaret af et Potuansk Ma¬
nuscript, hvilket jeg her Ordlydende skal indrykke:
En Beskrivelse over den store Skatmesterinde Ra¬
bagnæ Søn Chilae, hans Reyse til Firmamentet,
hans Tilbagekomst derfra, med videre, som ij
Potu haver tildraget sig, siden Hof= Postløberen


75
Scabba ( Niels Klims) Forviselse til Firmamen¬
tet. Skreven af Jochtan Palmca Historieskriver
i Keba. Det begav sig at den store Skatmester¬
inde Rabagnæ Søn, Chilac, indtaget af at læse
den Reyse=Beskrivelse, Hof=Postløberen Scabba
havde skrevet om Planeten Nazar, fik Lyst at
gjøre en Reyse til Firmamentet, for at vide hvor¬
ledes Landet og Jndbyggerne der vare beskaffne.
Denne sin utidige Lyst aabenbarede han for sin
Moder, som en meget klog Kone, der i mange
Aar med Berømmelse havde forestaaet Store¬
Skatmester Embedet, ved Hoffet i Residencen
Potu, hun blev i Førstningen fortørnet over hans
Daarlighed, og ved at forestille ham de Potuanske
Love, som ey tillade nogen saadan usædvanlig For¬
andring, samt flere fornuftige Formaninger, brag¬
te hun ham endelig til at staae fra sit Forsæt. Men
efter nogen Tids Forløb begyndte hans Lyst mere
og mere at voxe, og ved Tidens Længde fik han
endelig sin Moder overtalet at bifalde hans For¬
sæt, hun udvirkede Hoffets Tilladelse i Potu til
sin Søns Reyse, som gik for sig i Birketræe-Maa¬
neden, da Chilae, tillige med et Følge af 12 Tie¬


76
nere, bortrenste med de sædvanlige Post=Frugle,
(Cupae) som komme fra Firmamentet. Enhver
var bedrøvet over Chilacs Bortreyse, som de al¬
drig ventede at see mere. Men næste Aar efter,
med de sædvanlige Post=Fugle, fik man Brev fra
Chilac, tilligemed en Hoben Rariteter, som han
til Hoffet og sin Moder sendte: Af samme Brev
erfarede man, at han tilligemed sit Følge i en
kort Tid lykkelig ankom til et Sted i Firmamen¬
tet, som hedder Martinien, hvor han af Jnd¬
byggerne med største Høflighed blev imodtagen.
Da han efter nogen Tids Forløb blev kyndig i det
Martinianske Sprog, og de fik at vide, at han
var af fornemme Stand, nød han de største Æres¬
beviisninger, og som han hiemme fra redelig var
forsynet med Penge, og hvert Aar ved Post=Fug¬
lene blev tilskikket flere, saa vandt han alle Mar¬
tinianernes Hierter, som ere meget begierlige efter
Penge og Pragt; han var stedse ved det Marti¬
nianske Hof, hvor han med største Høflighed blev
begegnet. J Førstningen kunde en Chilac finde
sig i Martinianernes Levemaade, som forekom
ham meget ustadig, daarlig og ugrundet, men ef¬


77
ter nogen Tids Forløb blev han ey allene vandt
derved, men forelskede sig og i den. De mang¬
foldige Breve Chilac til den Martinianske Nations
Berømmelse, skrev til det Potuanske Hof, for¬
aarsagede at Regieringen i Potu fattede høye Tan¬
ker om Martinien. Der blev besluttet efter Mar¬
tinianernes Forlangende at stifte et Forbund imel¬
lem begge Nationer. Til den Ende kom efter
nogle Aars Forløb Chilac tilbage, ledsaget af et
stort Gesandtskab fra Martinien; enhver blev i
Førstningen forundret over at see disse Folk, som i
Henseende til Skabningen lignede, og i Henseende
til sin Opførsel virkelig vare Abekatter. Chilaes
Recommendation gjorde at de bleve antagne ved
Hoffet, hvor de saaledes insinuerede sig, at de til
Slutning bleve foretrækkede og høyere anseede end
vore egne Jndfødde. Jnden en kort Tid vrimlede
hele Residencen Potu af disse Folk, hvilke forløbe
sit eget Land, hvor mange af dem vare ringe ag¬
tede, for at komme til Ære og Værdighed hos
os. Det har og gelinget de fleste, thi, da hele
Hoffet er Martinisk sindet, saa gielder intet uden
det, som er fra Martinien. Ja det er nu saa¬


78
vidt kommet, at vore Jndfødde, for at komme
fort, maae tillegge sig Martinianske Haler og Pa¬
ryker, samt lære sig det Martinianske Tungemaal
De Ædelste og Bedste iblant os, som med elleve
og tolv Grene ere forsynede, og derfor til alle
Haandværker ere meest skikkede, blive nu forag¬
tede; thi, Martinianerne skal giøre alle Ting,
skiønt det meste de forstaaer, er at giøre Vind.
Et Projeet kostede tilforne Livet i Potu, naar det
en duede, men nu er det den eneste Maade til Fort¬
komst, at giøre uduelige Projecter, og dertil ere
Martinianerne vel skikkede, thi, omendskiønt de¬
res Projecter tildeels ere latterlige, tildeels skade¬
lige, blive de dog derfore rigelig belønnede, og
naar de have faaet den Belønning de hige efter,
løbe de gemeenlig bort, efterladende os den Ære
at tage os om Næsen, og tilstaae, vi ere bedragne.
Omendskiønt vi have nu utallige Beviser paa de¬
res Bedragerier, blive dog Martinianerne ligeme¬
get anseede. Jeg troer det maa være en Hoved¬
Post i vores Freds- og Handlings-Tractater med
Martinien, at vi skal lade os giække af dem saa
meget de lyster. Vore Naboer, som tilforne


79
have anseet os for alvorlige, betænksomme og for¬
nuftige Folk, holde os nu for taabelige Daarer.
Undersaatterne i Potu og de andre Stæder kan en
uden Fortrydelse og Murren ansee, hvorledes de
af disse fremmede Aber blive undertrykkede. Men
al deres Knur er forgiæves, ja man maae endog
nødes til at bøye sine Grene for. Disse oppudsede
Aber, og dersom det varer længere, frygter jeg,
hele Potu bliver beboet af lutter Martinianere,
da de Jndfødde nødsages til at see sig om Boliger
andensteds. En Beviis paa Martinianernes Ufor¬
skammenhed er, at de som Snyltegiæste i Hobetal
indvelte sig paa os, da man aldrig hører nogen
Potuaner løbe til Martinien, undtagen den, som
i fordum Tid til Straf blev relegeret derhen. Saa
vidt gaaer det Potuanske Manuscript. Havde
Niels Klims underjordiske Reyse indfaldet i disse
Tider, da ville vi have faaet en langt anden Be¬
skrivelse over Potu, end den han har meddeelt os.
Det er ey allene den underjordiske Verden, hvor
saadanne Uordentligheder regierer. Jeg har fra
min Correspondent i Maanen erfaret, at der for
nogen Tid siden er ankommen en heel Hob Frem¬


80
mede fra Venus, hvilke have tilbudet sig mod en
anseelig Summa Penge, at forfærdige til alle de
Store i Maanen et Slags kunstige Briller, ved
hvilke man skulde kunde see endog usynlige Ting,
Pengene bleve dem betalte, men alt hvad man til
dato med disse Briller have kundet see, er at baade
Pengene og Kunstnerne ere forsvundne. Det
maae gaae hvordan det vil, baade under og over
Jorden, det er nok, at vi som Jordklodens Jnd¬
byggere kan glæde os ved, at saadant ikke veder¬
fares os.
Imprimatur, C. G. Kraxisusrætu.


Novitianus.
No. 11.
Torsdagen, den 25de Julii.
M¬
an læser i Historierne, at i gamle Dage
kunde Jtalien, Frankrig og de sydlige
Lande aldrig være sikre for de nordlige Nationers
Overfald. De Gother, Normanner og flere over¬
svømmede de sydlige Lande ligesom en heftig Flod.
Aarsagen til de mange og store Emigrationer, som
skeede af disse Riger, finde vi at have været deels
Mangel paa Underholdning, da Landet formedelst
Jndvaanernes Tilbøyelighed til Striid og Vaaben,
var, om ey aldeles, dog meget udyrket, og følge¬
lig ey kunde ernære sine Jndbyggere. Deels har


82
Regierings-Maaden havt en Skyld deri, men for
den meste Deel maa Skylden tilskrives en utæm¬
met Lyst til Krig, Røven, Plyndren, og en
umættelig Herskesyge, som var Følgen af disse
Nationers Stridbarhed og stærke Øvelse i Vaa¬
ben. Men efter Haanden har denne Lyst ganske
forgaaet; de nordiske Nationer ere nu de som
meest holde sig inden sine Landes Grændser, deri¬
mod seer man de sydligere at sværme allevegne
skiønt ikke bevæbnede. Et hvert Land har sine
Fordeele af Naturen, og enhver Nation har no¬
get forud for den anden, disse Fordeele og Mang¬
ler ere Grund til Commerce, Trafiqve og Om¬
gang; de forvolde at vi søge og besøge hinanden
skiønt i det sidste har Nysgierrighed og sit Sted.
Jngen Fornuftig og billig bør misunde en Frem¬
med Sted i vort Land, naar han underkaster sig vore
Love, vore Pligter, og opfylder dem, bør han som


83
en Medborger og Lem af vort Sælskab, uden nogen
Forskiæl haandthæves og taales. Man bør endog
ophøye, belønne og elske en Fremmed, d8 naar
han i nogen af Videnskabernes, Kunsternes
Haandværkernes, eller andre nyttige Deele, en¬
ten kan lære os det vi ikke vide, eller forskaffe os
det, vi ikke have., J saadanne Tilfælde, naar
man en af sit eget og ved sine egne kan frembringe
en Ting, er det først man bør see sig om fremmed
Hielp. Men heri maae handles efter Forsigtig¬
heds og Kundskabs=Regler, paa det man en i
Mangel deraf skal indbilde sig at savne det man
a virkelig besidder og haver. Paa den ovenanførte
) Grund er det blot og ene, en Fremmed bør nyde
n noget Fortrin, da Jndfødde ellers altid bør fore¬
n trækkes. Ja heri bør handles saa nøye (efter
n mine Tanker) at omendskiønt en Fremmed har no¬
oget lidet forud, bør dog den Fordeel at være ind¬


24
fød, volde en Ligevægt, og hvor der er en Lige¬
vægt, bør ens egen beholde Overvægten. Thi,
ved at skiønne paa sine Egnes Duelighed, ved at
belønne og give den Fortrinet mod en Fremmeds,
som er af lige Størrelse, opmuntrer man de Jnd¬
fødde en allene til at ligne, men og til at overgaae
Fremmede; thi, Nytte, Belønning og Ære er
den største Drive=Fieder i alle vore Gierninger.
Paa denne Maade kan man berige et Land med
duelige, fornuftige og kunstige Jndbyggere. Der¬
imod skal Fremmede en allene have Ligevægt med,
men endog Fortrinet for Jndfødde, saa bliver
Følgerne disse, at Landet bliver aldeles blottet for
duelige Jndbyggere; thi, hvo vil anvende Flid og
Møye forgiæves, hvad skal bevæge os til at følge
Vindskibeligheds Spor, naar det en kan nytte,
hvo vil saae uden at høste, og hvo vil umage sig
med at indhøste den Frugt, en Fremmed skal for¬
tære? Enhver Patriot har største Føye til at ansee
de Fremmedes Foretrækkelse for sig med skiele
Øyne. Men Børn skulde elske de Forældre, som
for at optrække, oppudse og fornøye fremmede
Børn, vilde tage den fornødne Underholdning fra


85
sine egne, ja, oven i Kiøbet foragte dem? Jeg
mener ney! og troer endog saadanne Børn kunde
være berettigede til at fordre Regnskab for saadan
Fornærmelse. Man maa derfor meget varsomt
handle i de Fremmedes Promotion, i Fald man
ey skal opvække Jalousie, Had og Uvillighed hos
sine egne. Enhver Jndfød paastaaer, og bør ef¬
ter Naturs og Billigheds Lov have et Fortrin i sit
eget Land. Enhver Stat som vil have troe og re¬
delige Borgere, maa først indprente dem Kierlig¬
hed; Kierlighed opvækkes i Gemytterne, ved det
man i sin egen Begiægnelse lægger Grund til at
opvække den. En billig, retfærdig og kierlig Om¬
gang opvækker min Gienkierlighed, Fornærmelse,
derimod mit Had. De Pligter en Jndfød viser
sit Fædreneland, ere usminkede, utvungne og na¬
turlige. En medfød Kierlighed, som opammes
af Fordeele, giør Pligterne ivrige og oprigtige hos
enhver god Borger. De Pligter derimod en Frem¬
med viser, haver ikke nogen Skyldighed eller
Kierlighed, men allene en Fordeel og Belønning
til Maal. Hans Egenkierlighed bevæger ham til
at vise de Pligter, som ikke reyse sig af den natur¬


86
lige Kierlighed han haver til Landet, men allene
grunde sig paa den Fordeel han kan have deraf.
Hans Pligter og hans Belønning erkiende et og
det samme Maal, og begge standse i det samme
Punct. Kort, de naturlige Pligter overgaae al¬
tid de egennyttige, en Jndfød viser dem af Skyl¬
dighed og Kierlighed, en Fremmed for Gevinst
og Betaling. Saa ulige derfor som Grunden
er til, saa ulige er og Bestandigheden i deres
Gierninger. Det gaaer her i det Civile ligesom i
det Militaire; en fremmed og hverved Soldat lø¬
ber altid før end en National, thi, den ene har
solgt sit Liv, og strider kun for Betaling, men
da Livet aldrig kan betales, sparer han det i mue¬
ligste Maader; den anden derimod vover sit Liv,
for at conservere, det som opholder hans Liv,
nemlig Fædrenelandet, og det som er ham lige¬
kiært med hans Liv, nemlig de Eyendeele han ha¬
ver i Fædrenelandet. Disse ere mine ringe Tan¬
ker, hvilke jeg underkaster de Fornuftigeres Om¬
dømme, og ved en grundig Overbeviisning er fær¬
dig at frastaae.


87
Følgende Brev er mig tilsendt:
Min Herre!
Da jeg mærker at de imellem hvert i Deres
Blader indfører adskillige auctionerede Sager,
vilde jeg udbede mig den Tieneste, at de i et af De¬
res Blade vilde indrykke følgende Fortegnelse over
endeel Sager, jeg tilkommende Uge ved offentlig
Auction til de Høystbydende, imod contant Betal¬
ning, agter at bortsælge, nemlig: 1) en grundig og
tilstrækkelig Afhandling om Agerdyrkningen, Bo¬
gen bestaaer af 10 Ark i Quarto, hvoraf Titelen,
Fortalen og Dedicationen udgiør ikkun nie Ark.
2) En extra fiin Hat, med en 4re Fingers breed
Galoun, Hatten har den fortreffelige og rare
Egenskab, at den kan passe til alles Hoveder, og
Galounen har den Beskaffenhed, at den efter Be¬
hag snart lader til at være Guld, snart Sølv.
3) Fire og fyrgetive adskillige og ulige Kobberstyk¬
ker over det skadelige Dyr i Frankrig, stukne af
en Engelskmand i London. 4) En Reyse-Beskri¬
1 velse over Lapland og Findmarken, tilligemed de
u ubeboelige Deele af Grønland, skreven af en Chi¬
n neser, og oversat i Dansk. 5) En sandfærdig Un¬


88
derretning om Bergværkerne, Fiskerierne, Sko¬
vene, Land= og Søevæsenet i Norge, skreven af
en Siellands Bonde. 6) En kort og nyttig Af¬
handling om den beste Maade at salte Vest¬
phalske Skinker, skreven af en Parykmager i
Paris. 7) En lærd Disputatz, hvori bevises, at
Muldvarpens Øyne ikke ere runde, men aflange,
holdet i Tripolis. 8) Et kunstig Lomme=Tørklæde,
ved hvilket man paa en behændig Maade kan
snyde alle Nationer, gjort af en Segelmager i
Amsterdam. 9) Beskrivelse over en kunstig Sax,
med hvilken man paa en Gang kan klippe baade
Uld og Skind af et Faar. Autor kalder sig der
grosse Politicus. Ovenstaaende Sager kan hver
Dag for Auctionen tages i Øyesyn.
Imprimatur. C. G. Krgruxdsrei.


Novitianus.
No. 12.
Torsdagen, den 1ste August.
A¬
bsentem qvi rodit imicum, qui non de¬
fendet alio culpante, solutos qvi captat¬
risus hominum famamqve dicaeis, hie niger est,
hune tu Romane caveto! Paa Dansk: Den som
bagtaler en fraværende Ven, og en tager ham i
Forsvar, naar andre tale ilde om ham, den som
vil divertere Folk paa andres Regning, og have
Navn for en Skose-Broder, den er et slet Men¬
neske, og den maa du tage dig vare for min kiære
Landsmand! Man fortæller, der skal have været
den Maade i Tyrkiet, at naar nogen blev befun¬
den i en Løgn, blev Gavelen af hans Huus ma¬
let sort. Det var at ønske, dette endnu engang
kom i Maade, da maaskee en allene mange Huse,


90
men mange Gader vilde komme til at bære sorte
Mærker, og endda mere var det at ønske, at de
Mennesker, som dermed bleve befundne, maatte
med et vist Mærke tegnes, paa det man kunde
vogte sig for disse Udyr. Jeg taler her om en Løg¬
nere, for saavidt han er en Bagtalere; thi en Løg¬
ner er ey altid en Bagtalere, men en Bagtaler er
nødvendig altid en Løgner. Der gives adskillige
Mennesker, som deels af en medfød Ondskab,
deels for at fornøye andre, og deels for at lade
høre sin klygtige Geist i Sælskaber, ikke undsee sig
for at opofre en fraværende Vens Ære, deels ved
at berøve ham den Ære han fortiener, deels ved
at tillegge ham de Feyl, han ikke haver. De, som
giøre dette af en medfød Ondskab, ere mindst last¬
værdige, thi, de forekomme mig som et Udyr, der
giør Skade, just fordi det er et Udyr, saadanne kan
man snarest lære baade at kiende og at vogte sig for.
Men de som forestille sig, som Venner, ere meest
farlige, og da de Grunde, paa hvilke de opofre
en Vens Ære, nemlig, enten for andres eller
egen Fornøyelses Skyld, ere saa nedrige og ugyl¬
dige, saa er deres Gierning saa meget mere lasi¬


91
værdig og afskyelig, ja, fortiener det sorteste Mær¬
ke! Thi, de Grunde hvorpaa, de Hensigter, hvor¬
fore? Vi giøre en Gierning, ere de, som giøre
en Gierning, mere og mindre strafværdig; den,
som giør en ond Gierning, og har Aarsage der¬
til, er lastværdig, men fortiener mere at undskyldes
end den, som uden nogen Grund og Aarsag begaaer
samme Feyl; paa denne Maade bliver det først en
Sandhed, at to kan giøre en Gierning, og den
bliver dog en den samme. Thi, som Grunden
den giøres paa, er uligt, saa bør og Følgerne paa
ulige Maader betragtes, alt efter, som en Ting har
i mere og mindre Grund til. Deraf kommer og den
Proportion i Straffers Forøgelse og Formindskelse,
som i en hver vel indrettet Stat er, i det mindste
1 bør være iagttaget. En ved Navn Thearides stod
engang og hvæssede sit Sværd paa en Hvædse¬
) Steen, i det samme kom der een og spurgde ham
a om det var skarpt? o! (svarte han) det er langt
g skarpere end en Bagtaleres Tunge. Men heri
1holder jeg fore, han tog meget feyl, thi, en Bag¬
i talers Tunge er hvassere end den skarpeste Rage¬
" Kniv. Det er meget almindeligt at høre, at i


52
Sælskaber, som bestaae af to, maa den tredie
gjerne være en Materie til Discours. En Mund¬
Ven opofrer den Fraværendes Ære, for at fornøye
den Nærværende han taler med, og i Fald den
samme er i den Tilstand, at hans Venskab kan
være geleydet af nogle Fordeele, maa den Fravæ¬
rendes Ære være et Offer for dens Øyemed, som
sniger paa disse Fordeeele, da han ved saadan Bag¬
talelse søger at kildre den Nærværendes Øren, som
intet høre med større Fornøyelse, end dens Forrin¬
gelse, som han i nogen Maade synes at være sig
i Veyen, da han enten af Misundelse, Had eller
andre Hensigter, synes at være berettiget til at
søge og befordre hans Undertrykkelse. Da er det,
at alt hvad man baade veed og ikke veed, maa for
Dagen. Da blandes de opdigtede lyder med de
virkelige (skiønt ofte smaa) Forseelser: Alle de
Tropper, som Sandhed, Løgn, Avind, Digt
med mere, kan bringe i Marken, maae da giøre
Tieneste, for at bestorme og sløyse den Fraværen¬
des Ære. Det er ey allene i smaa Sælskaber,
men endog i de store at Bagtalelse har sit Sted.
Hvor ofte maa ikke de Fraværendes Ære tiene til


93
Deserter efter Spise-Bord, til Consiturer oven
paa en Koppe Caffee, ja til en Mundsmag ved et
Glas Viin. J saadanne Forsamlinger er det
(D8 de gode undtagne) at eens Gierninger maa
passere Revue, enhver har da noget at udsætte;
den veed at opregne den Feyl, den har anmærket
den Forseelse, een fortolker eens Gierninger paa
een, en anden paa en anden, og de fleste paa en
lastværdig Maade, skiønt en blot Dadlesyge, som
ofteste er Moder til saadanne Discourser, i hvilke
Sandhed sielden har nogen Deel. Jblant saa¬
danne Sælskaber findes ofte et og andet saa kal¬
det lystigt Hoved eller en Skose-Broder, hvilken
for at fornøye det nærværende Sælskab, veed
at anfore tusinde Bagvaskelser paa den Fraværen¬
des Bekostning, omendskiønt en alle af alle blive
troede, efterlade de dog i Tankerne nogle Levnin¬
ger af slette og ufordeelagtige Tanker, da den
muntre og til Deels klygtige Maade de blive frem¬
førte paa, har en Slags Jndflydelse i Gemytter¬
ne, og den Dristighed med hvilke de blive udsag¬
de give dem et Slags Skin af Sandhed. Saa¬
danne Skose=Brødre, hvis Spidsfindigheder ofte


94
anhøres, ja! troes med større Alvorlighed end en
Tale af en Prædikestoel, er et Slags Folk, hvil¬
ke man som en smitsom Pest bør skye, de fortiene
et sort, ja det allersorteste Mærke. Deres Antal
vilde meget formindskes, i Fald deres Tal, som
med Lyst, ja! med et Slags bifald høre paa
dem, var mindre. J Fald der i alle Sælskaber
stedse fandtes redelige og velsindede Mennesker,
som ved at tilkiendegive sit Mistykke og oven fore¬
stille Ubilligheden af saadan Opførsel, lagde et
Capsun paa disse utøylede Munde, bleve de maa¬
skee ikke saa ofte aabnede til andres, endog de
Uskyldiges Fornærmelse. Det er saa langt fra
man bør bagtale en Ven, at man tvertimod ikke
bør taale at høre noget til hans Fornærmelse, ja
jeg bør endog undskylde hans Feyl, nemlig, naar
de en ere aabenbare, grove og ugudelige, thi da
bør de giøre ham uværdig til mit Venskab. Uag¬
tet jeg bør kalde Dyd og Udyd med sit rette Navn,
saa vil jeg dog heller være den første i at rose Dy¬
der end at sværte Laster hos alle Mennesker, aller¬
helst hos min Ven. At nægte Dyden sin Ære,
er den største Ubillighed, men at at laste Udyder,


95
er en et hvert Menneskes Pligt, allermindst ved
alle Leyligheder. De smaae Feyl som findes hos
min Ven, vil jeg derfore tie med, og naar de af
andre omrøres, vil jeg paa den beste Maade efter
Billighed undskylde dem, og ved at opregne hans
virkelige Dyder og legge dem i Veyeskaal mod
hans Lyder, bringe det dertil, at de første behol¬
de Overvægten, og følgelig de onde Domme man
kunde vilde fælde over ham, maae til intet giøres,
eller i det mindste formindskes. Kan min Vens
Feyl ey undskyldes, vil jeg forbigaae den med
Stiltienhed, og udbede mig, at den maa være en
Materie som i min Nærværelse maa til Side sæt¬
tes. Ved at opføre mig saaledes, handler jeg
i det mindste efter Venskabs og billigheds
"Love, og opfylder de Pligter et ædelsindet og
veltænkende Menneske i saadanne Tilfælde bør
iagttage. Den derimod, som en allene ikke skaa¬
ner en Vens Ære, ved at opregne de Feyl han
kan have, men og formørker den ved at paadigte
ham dem han en besidder, og det endog kun for at
fornøye andre, er et lumpent og umenneskeligt
Gemytte, og fortiente virkelig at bære det sorteste
Mærke, paa det man kunde kiende hans Gemyt¬
tes slette Beskaffenhed. Keiser Domitianus ud¬
sagede en Gang alle Bagtalere af Rom, sigende:
Delatores qvi non Castigat, urritat. Den som en


96
straffer Bagtalere, lokker dem kun til at vedblive.
Jeg paastaaer ey de burde udjages af Landet, thi,
maaskee ingen nye Colonie vilde blive stor nøk til
at indrømme dem igien, jeg ønsker kun, de af al¬
le Sælskaber maatte blive uddrevne, ja! behand¬
les paa samme Maade, som de Slaver der til et
Tegn bære Ærmer af adskildte Couleurer i sine
Klæder. J umenneskelige Mennesker, unyttige
Jordens Byrder, som fordrive eders Tid med
saadanne nedrige Gierninger, anvende eders Vel¬
talenhed paa saadanne stinkende Materier! det var
langt bedre J havde været bragte stumme til Ver¬
den, thi, saa havde ey eders utæmmede Tunger
blottet eders Hierters gemeene Tanker! og J som
med Taalmodighed, ja ofte med Fornøyelse anhø¬
re disse Hundes Bellen, betragter hvor stor og
skadelig denne Last er, lære at tænke ædelmodigt,
saa skulle J en fordrage at høre andre end ædel¬
modige Tanker, tilstopper heller eders Ørne, (som
ofte ere døve nyk i billige Ting) end at J ved at
aabne dem for saadanne Ting, uformærkt indsue en
Gift, som udspreder sig i eders Gemytter, og hvis
farlige Virkninger ofte levner ubillige Tanker, kort!
tænker, taler og meener vel! derved opfylde J
baade Guds Naturs og billigheds Bud! thi; li¬
gesaa lidet som jeg taaler en Plet paa min egen
Ære, ligesaa øm bør jeg være for min Vens.
Omendskiønt en Bagtaler er et Dyr, som en kan
skade nogen reen og uskyldig, er han dog et Udyr,
hvilket jeg formedelst sin onde Art af al Magt bør
hade, og med den yderste Afskye begegne.


Novitianus.
No. 13.
Torsdagen, den 8de August.
Følgende Brev er mig fra en Ubekiendt
tilsendt:
Min Herre!
J¬
eg aabner dem mine Tanker i den Tillid, at
de skal yttre sine Betragtninger derover,
EV ligesom jeg derved vil have bekiendtgjort for
Publico, til Opløsning, følgende Spørsmaal:
Om nogen Skabning er mere ulyksalig, end en
gammel Sollicitant? Efter mine Tanker regner
jeg ham blant de ulykkeligste; jeg taler heri af egen
Erfarenhed, og for at bestyrke min Mening, vil
jeg anføre mig selv som et Exempel og et levende
Beviis derpaa. Jeg er nu i mit Alders 47 Aar,
mine Ungdoms-Aar bleve opofrede til Skolegang,
og Studeringer; mine Forældre, som havde gjort
langt bedre imod mig, i Fald de havde ladet mig
lære et redeligt Haandværk, hvorved jeg kunde er¬
næret mig, fulgte det ligesaa almindelige som ska¬
delige Principium, at Deres Børn, hvoriblant


98
jeg er den ældste, skulde studere: kort, til den
Ende at blive en lærd Trygler, (jeg begriber in¬
gen anden) blev jeg da sat i den latinske Skole,
hvorfra jeg udgik i mit syttende Aar, og efter tre
Aars Forløb var min hele Curlus Academicus
fuldbyrdet. Som Student, og oven i Kiøbet
Baccalaureus, forlod jeg da Academiet i mit 20de
Aar, for at erlange en Condition, hvorved min
tomme Mave og Lomme var bedre tient end med
alle academiske Honores. J adskillige og ulige,
dog meest juridiske Conditioner, tilbragte jeg en
Tid af 8te Aar, imidlertid samlede jeg en Deel
Lærdom, Erfarenhed og Penge. Nu syntes mig,
det var Tid at tænke paa min videre Fremkomst,
i denne Tanke reyste jeg herhid til Kiøbenhavn,
hvor jeg veed, de Penge jeg med mit sure Slæb
havde fortient, tænkte at udholde en Beleyring,
saa længe, til jeg kunde erobre et Levebrød, men
min Regning slog mig mærkelig feyl. J de første
Aar, da mine Penge endda varede, hvilke ved
en forfynlig Omgang tilstrækkede i ti Aars Tid,
var min Taalmodighed temmelig stor, jeg anvend¬
te den Tid paa at giøre mig mere og mere værdig
til et Embede, jeg var meget sparsom paa, og
undseelig i mine Ansøgninger; endelig var min
Velstand til Ende, men mit Haab levede endda;
jeg tænkte vist, en hastig Befordring skulde lønne
min Møye, og erstatte mit Tab; i dette Haab til¬
bragte jeg en Tid af 3 Aar, i hvilken jeg levede
af Credit og gjorde Gield, endelig forsvandt min
Credit, og med den mit Haab, nu er jeg en allene


99
en nødlidende og forgieldet Sollicitant, men det,
som endda værre er, efter mine 19 Aars Sollici¬
tation, er jeg endda lige nær ved at hielpes, nu
er mit Mod, mine Kræfter forsvundne, og ved
Aarenes Tiltagelse min Duelighed til at forrette
et Embede, formindsket, og hvad en Aarene svæk¬
ker, saa giør Sorg og Bekymring, kort, en for¬
voven Slutning ender nok tilsidst min Scene, i
Fald jeg ey bliver hiulpen, og om jeg, som jeg
knap troer, erlanger et Levebrød, saa bliver dog
mine Omstændigheder slette, da dets Jndkomster
vil medgaae til min Gields Betaling, da en tæ¬
rende Syge, som det eneste og visseste, jeg ved
min lange Sollicitation endnu har bekommet,
spaaer mig knap saa megen Levetid, at jeg kan see
min Gield afbetalt, om jeg Hændelseeviis engang
skulde blive hiulpen. Det meste som smerter mig,
er, at jeg stedse har søgt at blive, og uden at rose
mig selv, er duelig til et Embede, men des uag¬
tet i 19 Aar har staaet tilbage, i hvilken Tid man¬
gen Dosmer og slet Person i største Hast, ja ret
en Calloup, har gjort sin Lykke. Døm nu selv!
om ikke en Sollicitant, som jeg, kan kaldes ulyk¬
kelig, og veed de nogen ulykkeligere Skabning,
saa glem ey at sige mig dens Navn! Jeg er e.
Jeg nægter ikke at en Sollicitant i den ovenanfør¬
tes Omstændigheder fortiener virkelig at ynkes,
men maaskee der findes de, som ere endda mere,
ynkværdige! hans Skiæbne er utaalig nok, men
da han, som jeg mærker, er en Privat=Person,
har han kun et enkelt Byrde at bære, og hans


100
saligheds Følger række ikkun til ham selv. Skulde
derfor en ulysaligere Skabning findes iblant Sol¬
licitantere, er det sikkert den, som en engang har
det, han kan udholde et Aars Beleyring med, og
endda har Kone og Børn at underholde, hvis
Nød gaaer ham mere til Hierte, og trykker paa
en langt ømmere Maade. Den, som er sat i det
Embede og den Værdighed, at han skal uddeele
Betieninger til Undersaatter i et Rige, beklæder
sandelig en ligesaa vanskelig som vigtig Post.
Som den Fornuftige og Redeligste, kan han dog
ikke opfylde alles Ønsker, som den Aarvaagneste og
Vittigste, kan han ey kiende alles Nød. Han
nødes ofte at høre andre, og disse ere det, som
ofte sætte den Nødlidende og Værdige tilbage, for
at befordre dem, som best kan giengielde Umagen.
Men da Samvittigheden har et stort og vigtigt
Ansvar heri, burde man saa meget, som mueligt,
see med egne Øyne, og stræbe paa at indhente
selv en Kundskab om dem, som ere trængende og
værdige til Embeder. Det er en almindelig
Maade blant alle, baade trængende og utrængen¬
de Sollicitantere, at skrive Suplicationer fulde
af Klagemaal over, og Forsikringer om sin Nød,
just dette forvolder at de alle med Ligegyldighed
blive anseede, da man anseer det blot for en Maa¬
de, at bruge en tragisk Stiil i Suplicationer.
Men endskiønt der findes mange, som ikkun
bruge en opdigtet Nød til en Sminke paa den
Begierlighed, som findes i deres Ansøgninger,
saa maa man været forvisset, der findes mange,


101
som ret med Taarene i Øynene beskrive sin ynk¬
værdige Tilstand. Man burde derfore nøye legge
sig efter at kiende de nødlidende Sollicitanteres
Tale; kunde man ey lære at kiende alle, man lær¬
te dog at kiende nogle; men da Nødlidenhed en
allene er en grundig Motive til Promotion, kun¬
de man provomere de iblant Nødlidende, som be¬
sadt den Kundskab og de øvrige Egenskaber, som
giøre en værdig. Da Sollicitantere ere ti gange
flere end Embederne, er det vel en Umuelighed at
hielpe alle, men saaledes kunde dog nogle og de
Værdige blive hiulpne. At naae i det mindste
noget af denne Kundskab, var vel ingen Umue¬
lighed, naar man ey alletider vilde see med an¬
dres Øyne, og høre med andres Øren. Vi¬
dere vil jeg for nærværende ey udlade mine Tan¬
ker herom, men allene raade Autor til oven¬
staaende Brev, at beflitte sig paa en Egenskab,
som kaldes Taalmodighed, kan den ikke hielpe,
veed jeg intet Raad.
Med følgende har et Fruentimmer beæret mig:
Monst. Dovitianus!
Jeg har læst deres Blade og mærker deraf, at
de i Henseende til vort Kiøn er mere billig end en
Deel andre Scribentere, da jeg endnu en har seet
dem at opholde sig over vor Klædedragt eller Leve¬
maade. Heraf har jeg fattet en Slags Fortroe¬
lighed til dem; og vil berette dem følgende: Jeg
er en Elskerinde af Dands, men anvender aldrig,


102
nogen Tid derpaa som burde opofres til vigtigere
Forretninger. Jeg anseer den som en uskyldig
Fornøyelse, og i den Hensigt bruger den. Men
da adskillige ærværdige Folk tale meget ilde om
den, kalde den Ukyskes Samle=Plads, og ansee
den som en Bevægelse, der bedre passer sig paa en
Buk end et Menneske, foregivende: at saadan
letfærdig Hoppen og Springen ey er anstændig
for fornuftige og moraliserede Skabninger, saa
forstyrres derved min Fornøyelse, som er meget
øm for, at den ey skal tage Deel i utilladelige
Ting. Giv mig Eders upartiske Tanker tilkiende
herom, de vil derved forbinde Eders hengivne
Clarisse. Giensvar: Jeg er den ubekiendte Smuk¬
ke meget forbunden for hendes Tanker om min
billighed. Hvad Dandsen angaaer, ere mine
Tanker disse: At laste en Ting for sin Misbrugs
Skyld, er en Daarlighed. Naar unge Menne¬
sker ville udtrykke sine forliebte Bevægelser, be¬
høve de ey at see sig om en Dandse-Stue, thi,
da er et hvert Samlested, ja selv en Kirke Ley¬
lighed og Samle=Plads for en Pyramus og This¬
be. All Bevægelse, som er maadelig, er tien¬
lig til et Menneskes Sundhed, Dands medfører
Bevægelse, dens Maade giør Bevægelsen beha¬
gelig, følgelig er den heri nyttig, baade for Lege¬
met og Sindet, og enten man bevæger sig efter


103
Regler eller paa fri Haand, troer jeg er lige stor,
nemlig ingen Synd. Uagtet jeg en vil anvende
Tiden paa at blive en Mester i denne Kunst, la¬
ster jeg dog ikke den, som formedelst en Legems
Hurtighed og Disposition, deri har en Færdighed
frem for andre. Jeg leer af den Autor, som
blant den tappre Epaminondæ Dyder, anforer
hans Færdighed i Dandse=Kunsten, og ynkes over
dens Taabelighed, som giør sin Strube hæs, ved
at at raabe imod den som en Synd, det beste Raad
for saadanne Moralister, var, de selv dandsede
brav, thi derved kunde de udsvede en Deel af de
onde Vædsker, som forvolde et tungt Blod og et
arrigt Houmeur, jeg veed nok at, man ved et
ubehageligt Arbeyde kan bringe sig en Hypocon¬
drie paa Halsen, men jeg har en hørt nogen har
dandset sig den paa. Omendskiønt der af Dands
kan flyde nogle Uordentligheder, maa det ey til¬
regnes Dandsen, men de dandsende Personer,
skulde den derfor være lastværdig, maatte man af¬
skaffe alle de Leyligheder hvor en Samling af begge
Kiøn udfordres. Dands er da efter mine Tanker en
uskyldig og tillige smuk Legems Bevægelse, og at
see et smukt Fruentimmer eller en Mandsperson
at dandse smukt, er efter mine Tanker et behage¬
ligt Syn, thi den Ordentlighed som i Henseende til
Positur og Bevægelse, maa i agttages, sætter


104
deres legems Dannelse i sin fulde Glands. Mon
det ikke være bedre i et Sælskab, at anvende Ti¬
den paa at dandse, hvorved man øver og forfri¬
sker sit legeme, end paa at snakke, hvorved man
ofte fordærver sit Sind? thi i et vidtløftigt Sælskab
af begge Kiøn kan en altid philosophiske Materier
afhandles. Jeg ønsker derfor man vilde dandse
i alle Sælskaber, om en for andet, saa dog for
den derved følgende Musiqves Skyld. Kort, jeg
vil ikke i alvorlige Sælskaber giøre Krumspring,
ey heller en Dandse=-Forsamling sidde som en Støt¬
te, eller som jeg var behæftet med Podagra. Dands
derfor smukke Clarisse! er Eders Skabning saa
smuk som Eders Tænkemaade, vil Hun ufeylbar
i en Dands forestille en fortreffelig Person!
Jeg er ee.
Imprimatur, C. G. Kratuxusræi.


Novitianus.
No. 14.
Torsdagen, den 15de August.
J¬
eg holder fore det skulde ikke være af Veyen,
men heller meget vel anvendet, i Fald jeg
opofrer nogle af mine ringe Tanker til det smukke
Kiøns Forsvar, det er visselig en Nødvendighed
at nogen antager sig deres Sag, da der gives
saa mange stridbare Geister, som uden Undseelse
og Barmhiertighed ved alle Leyligheder indvelte
sig paa deres Leve-Tænke- og Klædemaade. Naar
en usel paa solide Tanker og Materier udarmet
Skriftmagere, for Fortieneste Skyld vil sammen¬
flikke noget, maa strax det kielne Kiøn tiene til
Materie for en ligesaa ubillig som uheldig Pen.
Envelopper, Solehatter, Sætter og flere saadan¬
ne ligegyldige Ting, ere de Fæstninger saadanne
svage Geister bestorme, ret ligesom det kunde væ¬
re en Vigtighed i Sædelæren, og ligesom Dan¬


106
nelsen paa en Klædedragt var Hoved=Caracteren
af de fornuftige Skabninger. Det er ey Sagens
Betydenhed i sig selv, men Mangel paa Forstand,
at skrive om noget bedre, som bevæbner den ene
Donqvichot efter den anden, og sætter dem i Har¬
nisk mod disse ligegyldige og uskyldige Ting. Udø¬
delige Sneedorf! din i alle Ting heldige Pen, vi¬
ser din Forstands Styrke, i at skrive om de Plig¬
ter, hvis Opfyldelse uendelig vilde ophøye Kiøn¬
nets Fortrin. Hos dig er det, man kan finde
Tænkemaadens Styrke og Skrivemaadens Beha¬
gelighed, forenede til Læsernes Fornøyelse og Nyt¬
te! er det ikke alles Gave at skrive med den
Forstand og Sødhed som du, saa bør du dog
tiene til et Exempel, men at komme til eder J
Sværmere, hvis Blade snurre med idel Critiqver
og Bebreydelser mod det svagere Kiøn, da vil jeg
svare eder, ligesom Løven svarede Manden i Fa¬
belen, fandtes der kun saa mange Skribentere,
blant det andet Kiøn, som blant vores, da vilde vi
læse utallige Beskrivelser over vores egne latterlige
Daarligheder og betydelige Feyler. Man pukker
alle Tider paa sin Fuldkommenhed imod og sit Her¬
redømme over det svagere Kiøn, men ved en gan¬
ske maadelig Nøyagtighed i Undersøgningen, vil¬
le vi befinde at den ene ikkun grunder sig paa
Jndbildning, og den anden paa Hævd og en selv¬


107
tagen Ret. Hvad vor Fuldkommenhed angaaer,
skal den bestaae i Legems Kræfter, er det lidet at
rose sig af, og da bliver en Biørn en Hest fuld¬
komnere end vi fuldkomne Mandspersoner? Skal
den søges i Forstandens Kræfter, da bliver den
vanskelig at finde. At forbigaae de mange Exem¬
pler i Fortiden, saa viser de daglige i Erfarenhed,
at Fruentimmer ikke mangle paa en fiin, ja ret
delicat Tænkemaade. At dette Kiøn ey fremviser
saa stor en Liste paa levende Glosse=Bøger og lærde
Lasidragere, er Opdragelsens Skyld, thi, naar
de bleve opdragne ved Studeringer, og vi ved en
Spinderok, vilde Scenen heri faae en anden An¬
feende; men der er stor Forskiæl paa Lærdom og
en naturlig Klygt og Forstand, i det sidste troer
jeg, de overgaae os, thi, hvorfore skulde vi ellers
altid raabe paa Qvindelist, hvis vi en ansaae dem
mere snedige og spidsfindige end os selv? Verden
har og givet store Prøver paa Fruentimmers Lær¬
dom, Tapperhed, Standhaftighed, og øvrige
store Qvaliteter, og den vilde give utallige flere,
hvis ey Opdragelsen hindrede det. Jeg finder en,
vi have noget forud for dem i Dyder, men meget
i Lyder, skiønt det bør en kaldes noget Fortrin.
At drikke, doble, sværme, med mange flere Uor¬
dentligheder, er noget, som begaaes af vort Kiøn
uden Afskye, men see vi noget saadant, skiønt i


108
ulige mindre Grad hos et Fruentimmer, ere vore
Bebreydelser til reede at male det paa forteste Maa¬
de. Men med Tilladelse at spørge! hvad beretti¬
ger os til saadan utilladelig Frihed frem for det
andet Kiøn? Er det vor Fuldkommenhed, saa la¬
der os tie med den, og heller hede ufuldkommen
i Mandighed end fuldkommen i Lidetlighed! det
er en almindelig Undskyldning, som vor egen
Kierlighed, skiønt meget taabelig har lagt os i
Munden, nemlig (Det staaer en Mandsperson)
det er paa godt Dansk: Det anstaaer en Mands¬
person at være Udyders Speyl, men det er en
Skam for et Fruentimmer; hvo er da meest fuld¬
kommen? Jeg frygter vor indbildte Fuldkom¬
menhed vil tabe meget, i Fald vi for Alvor og
endda tilstrækkeligere vilde undersøge dem. Men
at komme til vort Herredømme, da troer jeg det
grunder sig meest paa Magten: Vel har Gud sagt
at Qvinden skal være Manden lydig, men derfor
ey paa en slavisk Maade. Kierlighed er jo det
som skal og bør sammenbinde Mand og Kone?
Men hvor en Uliighed er i Vilkor, hvor den ene
har at befale og den anden at adlyde, kan al¬
drig en retskaffen Kierlighed have Sted, thi en
ret Kierlighed udfordrer en Liighed i Vilkor og
Gemytter, og udstøder al Frygt. Mand og Ko¬
ne bør derfore have lige Herredømme, hver i sit,


109
og vise lige lydighed i alt. Herredømmet bør be¬
staae i en fælles Myndighed over Børn, fælles
Disposition over fælles Eyendomme, efter som en
hver har Kræfter og Forstand til. Lydigheden bør
bestaae i en oprigtig Kierlighed paa begge Sider,
hvorved den ene forekommer alt hvad som kan
fortørne den anden; dette er en Lydighed, en
Skyldighed, som udfordres og følger af en øm og
reen Kierlighed, der maa være blottet fra al Frygt,
og frie fra al Overmagt og Herredømme. Alt
hvad andet Herredømme vi paastaaer eller øve,
er voldsomt, unaturligt og selvtaget. Jeg har hørt
fortælle, at en Jurist i en ubillig Mands Trætte
med en Kone har endog gaaet saavidt, at han af
Lovene vilde bevise, man kunde give hende Hug,
men med Tilladelse at sige, var en det Beviis hen¬
tet af Fauste-Retten, er det sikkert dannet i en
Grovsmeds Hierne, og er uanstændig i enhver vel,
educeret Menneskes Mund. De Mætd, hvis
Tølperagtigheds Brutalite, og meer end fæiske
Grovhed gaaer saa yderlig, at de begiægne en
Kone med Hug og Slag, ere i mine Øyne saa
nederdrægtige og afskyelige, at naar jeg maatte
være Dommer, burde den Mand, som saadant
kunde overbevises, aldrig være værdig at komme i
noget Sælskab af retskafne Mænd, men burde som
en Ægte=Cujon og Kiøkken-Monark offentlig ud¬


110
pæges og belees. Jeg er forvisset, alle retsindige
og ædelmodige Mænd ville underskrive mine billige
Tanker. Kort, vort Herredømme er derfor ugrun¬
det, selvtaget og ved Vanen authoriseret. I Dey¬
lige af det andet Kiøn! det er saa langt fra, min
Pen i nogen Maade skal bruges til eders For¬
kleynelse, at jeg tvertimod skal være færdig, at
spidse den til eders Forsvar mod enhver Ubillig!
Min Høyagtelse for Eder gaaer saavidt, at jeg be¬
jamrer den ugrundede Vane, som udelukker eder
fra en mere fuldkommen Deelagtighed med os.
Jeg paastaaer ey, J skulle være Stridsfolk, der¬
til er jeg alt for øm, jeg siger ey, J skal beklæde
Lære=Embedet, da det hedder: En Qvinde skal
tie i Meenigheden, hvor dog mangen Mand taler
kierlingagtigt nok, men jeg formener, J burde
uden Forskiæl tage Deel i andre Forretninger, og
dertil have J Forstand nok! Kan en Dronning
med Berømmelse forestaae et heelt Rige? hvi
skulde ey et fra Ungdom oplært Fruentimmer kunde
med større Forstand forvalte et Embede, end man¬
gen Uforstandig, som fra en Skoebørst, et Kud¬
ske=Sæde løber op dertil? jeg meener jo, og derfor
skulde deres Tal, som tvætte, sye og spinde, en for¬
mindskes; thi, dertil kunde begge vores Kiøn le¬
vere et tilstrækkeligt Antal. Kan jeg ey opleve
den Fornøyelse, at see eders Fuldkommenheder


111
efter Fortieneste ophøyede, saa skal jeg bestandig
lade dem vederfares sin Ret, og i det mindste skal
jeg aldrig vanhælde min Pen med at tillegge eder
ufortiente Ufuldkommenheder. Eders Klæder
eders Miner, eders Discourser skal aldrig blive
Materier for mine Blade! lever som fornuftige
Mødre og Døttre inden Huse! og viser eder med
al den Pragt J formaaer uden fore. Eders
Skiønsomhed skal nok lære eder at skye Overdaa¬
dighed, og eders Fornuft skal lære eder at belee
dem, som criticere eders uskyldige Moder og Fa¬
cons. En sømmelig Ordentlighed er nok for de
fuldkomne (Mandspersoner) men Pynt og Stad¬
selighed er behagelig og anstændig hos de smukke
(Fruentimmer!) Endeel ville nok undre over, at
jeg med saadan Jvrighed sægter for det smukke
Kiøn. Deres Forundrig maa forlede dem, til
hvilke Tanker den vil, nok er det, den blotte bil¬
lighed bevæger og berettiger mig dertil. J øvrigt,
(at tale lidt Skiemt) maa man gierne sige, Do¬
vitianus er en Elskere af Kiønnet, naar man kun
ikke kan sige, han er dets Bagtalere. Man kan
en alletider skrive om de samme Materier, denne
Materie synes mig al Betragtning værd, des¬
uden fornøyer Forandring saavel en Skrivere som
Læsere.


112
Til Giensvar kaa det i Patrollens No. 32. op¬
givne Spørsmaal, om hvad Brænde man bruger
i Maanen om Vinteren? Tiener, at nu i en
rum Tid har der været meget godt Kiøb paa Bræn¬
de, da man dertil har forbrugt lutter slette Skrif¬
ter og Blader, følgelig sparet paa andet Brænde.
Hvor man faaer dette Forraad fra, er noget som
overlades til andres Ondømme. Ellers maa jeg
berette, at der ved dette Brænde følger en Uley¬
lighed, thi en stærk Damp, som opstiger af de ad¬
skillige deri forefaldende usunde Materier, giver
en allene en ubehagelig Lugt fra sig, men incomo¬
derer Øynene, Ørnene og meest Smagen. J
øvrigt har denne Forraad ikkun vedvaret i nogle
og tredeve Uger, og efter Formodning snart vil
ophøre, skiønt den er til stor Lettelse for den gemee¬
ne Mand, hvis Emfindtlighed en er saa stor.
Imprimatur, C. G. Kxaruxusrætu.


Novitianus.
No. 15.
Torsdagen, den 22de August.
D¬
et er og bliver vel for de fleste en ubegribe¬
lig Sag, hvorledes man kan nægte den
almindelige og antagne Sandhed, at Guldet er
tungt. Men jeg drister mig til af Erfarenhed at
bevise Contrarium, og det endda meget methodice:
Det er en afgjort Sag, at alt det, som har i sig
selv en Tyngde, ogsaa maa falde tungt og besvær¬
ligt for den som bær eller drager samme. Er da
Guldet i sig selv tungt, maa det og være besvær¬
ligt at bære; men man bær aldrig noget lettere og
med mindre Besvær end Guld, ergo er Guldet ik¬
ke tungt. Om denne Sætning kan holde Stik,
veed jeg ikke, men det veed jeg, at jeg aldrig gaaer


114
lettere, end naar jeg har en Deel Guld i min Lom¬
me, og aldrig mere tungt og besværligt, end naar
den er tom; dette har jeg af Erfarenhed, og Er¬
farenhed er et ubedrageligt Beviis. Men at tale
lidt mere alvorligt om de ædle Metaller Guld og
Sølv, da gives der intet i Naturens Rige, Ædel¬
steene undtagen, som har saa store Egenskaber,
og giør saa store! ja ret miraculeuse Virkninger.
Det er ey i Henseende til Medicinen allene, at
Aleymisternis Guld-Tinctur, er saa at sige al¬
mægtig, og endda mere universal Medicament,
end Fratia probatum engang i Verden var, men
Guldet er fast mere formaaende i alle Ting end Na¬
turen selv. O! hvilke forunderlige Virkninger!
den som af Naturens Mangel er fød en Tosse,
bliver strax ved Guld klog; det giør en Skiev vel¬
baaren, en Uædel adelig, en Morder barmhiertig,
en Tyv redelig, en Bedrager ærlig, en Medusa
smuk, en Tantippe from, en Guds Fornægter til
en Helgen. Kort; det er umuelig at opregne alle
de rare og fortreffelige Egenskaber de berørte Me¬
taller have. Hvis nogen vil tvivle om denne Sags
Sandhed, kan denaf Contrario best bevises. Begynd


115
fra Forstanden, igiennemvandre alle Egenskaberne,
gaae fra Egenskaberne til Dyder, i Dydernes Rige,
fra det Naturlige til de Moralske; kom alle disse i een
Veye=Skaal, og læg et Qvintin Guld i den anden,
see saa hvo der beholder Overvægten! pryd et Menne¬
ske med alle de Egenskaber, Natur, Dyd og For¬
stand kan forene, men giør ham arm, sæt ham
saa offentlig frem til Betragtning, spørg enhver
Tilskuer i Særdeleshed, og hør om ey den hele
Skueplads i Almindelighed vil svare, det er en
fattig Mand, men de herlige Gaver, som findes
hos samme Mand, ville af faa blive agtede, og af
alle med Taushed forbigaaede. Tag derimod den
som Naturen har dannet til et Æsel, Gemyttet
til en Figen, Forstanden til en Gaas, hvis Dy¬
der tælles med et Nul, og hvis Lyder udfordre en
heel Række Tal, sæt ham op paa Trappen af Lyk¬
kens Tempel, og bedæk ham med Guld, spørg saa
de Forbigaaende; hvo det er? Og hør om ey alle
med en Mund ville svare: Det er en riig, en stor,
en fortreffelig Mand! see om ey Taabelighed vil
forblindes af hans Skin, Nedrighed og Hyklerie
knæle for hans Billede, ja Vigtighed selv forglem¬


116
mer Sandhed, for at skiule hans Lyder med sin
Kunst, og udbrede han Egenskaber med en spids¬
findig Forstand, som bortrømme det virkelige Onde,
for at give Plads til opdigtende gode Egenskaber.
Saa stor en Virkning har en blot Metal, den kan
giøre Folk blinde i at see det Onde og Gode, som
er, og lære en at see tydelig, det som aldrig har
været eller kommer. J fornuftige Skabninger!
hvorledes kan det dog være mueligt, at den Jord
Eders Møye opgraver, og Eders Kunst renser fra
sit Gruus, kan lære Eder at sætte Priis paa Jor¬
dens Behærskere? Det er en blot de Eenfoldige og
Dumme, men og de Kloge, denne Metal ofte
forblinder. Jeg taler ey i Almindelighed imod
Rigdom og dens Besiddere, thi da maatte Taabe¬
lighed og en nedrig Misundelse føre min Pen.
Rigdom er et Gode ingen bør foragte, men paa
alle tilladelige Maader erhverve, for derved at sæt¬
tes i Stand til at giøre godt. Men det er dog ik¬
ke en Herlighed, for hvis Erhvervelse man bør til¬
sidesætte en Smule af Dyd. Det er en Eyendom,
som ved Forstanden vel bør dirigeres, men langt
fra ikke et Gode, som bør agtes høyere end For¬


117
standen. Rigdom er noget man kan glæde sig ved,
aldeles ikke bør hovmode sig af, og allermindst
misbruge. Jeg taler ey imod dem som eye Rig¬
dom, og paa en fornuftig Maade bruge den, ey
imod dem som ansee Rigdom for for en god og nyttig
Ting, men allene mod dem som misbruge den, og de
som sætte alt for stor Priis paa den. Det gives des¬
værre mange, som misbruge sin Rigdom til andres
Undertrykkelse, der pukke paa den, som noget der
i deres Jndbildning giør dem til værdige Menne¬
sker. Men i Fald de kiendte lidt nøyere den rette
Værd, og hvad det er, som bør og kan giøre et
Menneske værdigt, vilde deres Jndbildning tage
en hastig Ende, og efterfølges af en Beskiæmmelse
over den Daarlighed, som forleder fornuftige Siæ¬
le til at beregne sit Værd efter de livløse Ting, hvis
Værd kun beroer paa vor egen Jndbildning, som
har tilegnet dem samme, og hvis Besiddelse er no¬
get hvori Slumpe=Lykke og Hændelse ofte har
Deel. Ney! lader os beregne vort Værd fra en
anden Kandt, lader os sætte den i Fornuften, saa
vil vor Værdie blive af en anden Jndhold mere
sand og anstændig for værdige Skabninger! naar


118
denne er vort Roer og Ledestierne, saa ville vi i vo¬
re Gierninger vise den Ædelhed, som en trænger
til at laane nogen fremmed Glands, og giøres vig¬
tig ved en Borget, og af Naturens Skiød udtvun¬
get Metal. Dog det vil nok blive længe inden Vær¬
die bliver beregnet paa denne Maade, ja jeg fryg¬
ter det kommer en videre end til de blotte Ønsker.
Tiden og Vanen har alt for vel stadfæstet Sandhe¬
den af det gamle Ordsprog: Et genus et formam
Regina Pecunia donat. Er du krum og er du lam,
har du Penge kommer du frem.
Jeg saae forleden det Spørsmaal, hvo der le¬
ver længst, opløset saaledes: At den lever længst
som elsker; men efter mine Tanker lever kun den
længst, som anvender sit Liv best. Kan et Qvintin
Guld agtes mere end et Pund Blye? bør ikke en
Ting vurderes efter sin Mængde, men efter sit
Værdie, saa bliver ikke altid den Gamles Liv
længst, og saa lever ikke den altid kort, som døer
i sine blomstrende Aar. Der findes mangen graae
hærdet Jsse, som naar han skulde giøre Regnskab
for sine Gierninger, vilde den største Jndhold be¬


119
løbe sig dertil. Jeg har ædet, drukket, vaaget og
sovet, da maaskee mindre end et Aars Rum kunde
være nok til at indhegne de nyttige og for det Al¬
mindelige vigtige Gierninger. Saadant Liv er en
Drøm, og enddog i et heelt Seculo stakket. Der¬
imod opnaaer mangen neppe Halvdeelen af denne
Alder, men kan dog siges at leve længe, thi hans
Liv er frugtbart paa Gierninger, som ere Frugter
og Følger af et vel anvendt Liv. Naar den første
døer, endes med ham hans Liv, men den sidstes
Gierninger overleve hans Tid, reyse Ærestøtter,
paa hans Grav, og forævige hans Navn. Der
ere ellers mange Maader paa hvilke man kan for¬
ævige sit Navn, en Dydig uddøer aldrig i sit Navns
Ære, og en Ugudelig lever i sin Skiændsel. Dens
Erindring som byggede Herrens Tempel i Jerusa¬
lem, og dens som brændte Diana i Epheso, beva¬
res af Tiden, men paa ulige Maader. Som Scri¬
bent kan man paa en ligesaa let som uliig Maade
forævige sit Navn. Det er en allene de lærde, de
nyttige, de vigtige, men og de taabelige, skadeli¬
ge og ubetydelige Skrifter, som vedligeholdes: Li¬
gesom enhvers Tænkemaade er til, ligesom enhver


120
føler Rørelser af Ære, Dyd og Forstand, saale¬
des indretter han sine Gierninger, saaledes lever
han, saaledes døer han, og saaledes bliver hans
Erindring. Overalt har man en Aarsage at føre
Klagemaal over Livets Korthed, vort Liv er langt
nok, riigt nok paa Tid til at blive rigere paa
Gierninger, naar vi anvende det vel, men fast al
for langt, naar vi anvende det ilde, og meere end
langt nok, naar det anvendes unyttigt, og tilbrin¬
ges i en magelig Slummer.
Vort Lives Længde skal paa Livets Nytte kiendes,
Og ikke regnes i de fleste Leve=Aar,
Man lever længe nok, naar Livet vel anvendes,
Men alt for længe, naar det som en Røg bortgaaer.
Disse ere mine ringe Tanker om Livets længde,
hvilke jeg en i Henseende til Qvantiteten eller Stør¬
relsen, men i Henseende til Qvaliteten eller Be¬
skaffenheden beregner, om jeg tager feyl er noget
andre og de vittigere end jeg maa omdømme, i det
mindste vedbliver jeg i mine Tanker, indtil jeg an¬
derledes kan blive overbeviist.
lnpringtrut. C. 6. Frariertrin.


Novitianus.
No. 16.
Torsdagen, den 29de August.
V¬
incit amor Patriæ: Kiærlighed til Fæderne¬
landet overvinder alt. Jblant de mange
og adskillige Ting, hvori en Stats, en Regierings
Styrke bestaaer, bør gode og troe Borgere reg¬
nes for den Fornemste. De borgerlige Pligter
ere ligesaa vigtige, som mange. De Maader, paa
hvilke en Regiering kan erhverve og beholde gode
Borgere, ere adskillige. At tale lidet om de bor¬
gerlige Pligter, da bestaae de fornemlig i Troskab
mod sin Regiering, (i hvad Form den endog er)
men det Ord Troskab indhegner meget, derved for¬
staaes en allene en Villighed, i at opofre Liv og
Gods i fornødne Tilfælde, det er kun en Pligt som
i Nøds Tilfælde og sielden fordres, men det bestaaer
og i en alvorlig Flid i at paasee, befordre og ud¬
finde de Ting, som forøge Statens Styrke, der
altid er forbunden med Borgernes Velfærd; disse
Pligter udfordres daglig; til at øve dem, udfor¬


122
dres Forstand, og et ret Begreb om hvor nøye
Regieringens og Borgernes Fordeele ere forenede:
den som med Redelighed øver, og med Forstand,
indseer disse Pligter, den er en god Borger, en
nyttig Undersaat, og en ret Patriot, Førend Ær¬
gierrighed, Herske=Syge, Begiærlighed og Mis¬
undelse fik Sted iblant de Romere, da var det ik¬
ke usædvanligt iblant dem, at finde Mænd, som
opofrede egne og private for de almindelige Fordee¬
le, saadanne patriotiske Helte fandtes saavel blant
de Store og Fornemme, som iblant Almuen. Un¬
der det Navn Borgere indbefatter jeg og dem,
som i visse Maader betroes en Andeel i Regierin¬
gen, thi omendskiønt de have en Haand med i
Roret, ere de dog, helst under en Monarkisk Re¬
giering, intet andet end Borgere, store og for¬
nemme Borgere, som ere betroede en Myndighed
over sine Medborgere, en Myndighed, for hvis
Misburg den Regierende i særdeles, og den hele
Stat i Almindelighed er berettiget at fordre Re¬
genskab. Jngen tør skamme sig ved det Navn,
en Borger, den Fornemste, ja! den som i Re¬
gieringen er en Monark nærmest, er slet ikke an¬
det end den fornemste Undersaat, de mindre Borge¬
res Medborgere, saadan en bør være et Exempel
for de andre, ja! regne sig det for en Ære, at
de andre Undersaattere og Borgere med Sandhed,
og Oprigtighed kan kalde ham en god Medborgere.
Men det Ord Borgere maa forstaaes i sin rette
Mening. Uagtet en Minister, ikke for saavidt
en vis Stand dermed forstaaes, er nogen Borger, saa


123
er han dog for saavidt, det Folkes Sælskab derved for¬
staaes, en Borgere, uagtet den Forskiæl, som er
imellem adelige og uadelige, fornemme og gemeene
Borgere. Denne Forskiæl er vel i Henseende til Ca¬
racter og Stand noget; og hvor en ret Orden skal fin¬
des, maa være Grader; men i Henseende til den
nøye Sammenbindelse, som bør være imellem alle
Stænder, naar en Stat skal florere, bør den en
formeget agtes, og slet ikke pukkes paa. Det er
visselig værd at legge et 2V. til den Skik, som
Klim taler om at være brugelig i Potu, nemlig
at de som havde de største Embeder og Jndkom¬
ster vare de ydmygste, hvortil de holdtes fore at
være forbundne af den Aarsage, at de nød meest
godt af Folket, af hvis Udgifter de blive lønnede.
Derfore bør aldrig nogen Fornemme see sine Med¬
Undersaattere, de Ringere, over Skuldrene, men
med Venlighed, Fortrolighed og Oprigtighed øve
den Myndighed ham er forundet, thi i hvor stor
denne Myndighed end er, bliver dog den, som øver
samme, ikkun en Undersaat, hvis Liv og Gods li¬
gesaavel som den Ringste staaer i en Eenevolds
Herres Hænder. Saasnart de Større og Mægti¬
gere ville begegne de Mindre med Stolthed og
Foragt, ophæves al Fortrolighed, udslukkes al
Kiærlighed, i hvis Sted Forbittrelse og Efterstræ¬
belse kommer. Om en fornemme Mand med Sagt¬
modighed og Kiærlighed ville begegne de Ringere,
kalde dem sine Venner, sine Brødre, mon ikke
saadan en vilde blive elsket, ja! jeg troer, man
vilde deele sit Hierte med ham, (om det var mue¬


124
ligt) men mon han derved tabede noget af sin Høy¬
hed eller Ære? Tvertimod, om en med Bitter¬
hed, Haandhed og stolte Lader vilde imodtage sine
Medborgere; ja! om en fornemme Mand vilde
forfalde til den latterlige Stolthed, (som dog er
urimelig for en fornuftig Skabning) at han vilde
sige, det lugter borgerligt af de ringere Undersaat¬
tere, ja, bruge Røgelse, for at fordrive Lugten af
sine Værelser, naar de vare der; mon da ikke saa¬
dan en fortiente et yderligt Had, mon han ikke
kunde have Aarsage at frygte de Fornærmedes bil¬
lige Hævn? Men mon han derved erhvervede sig
nogen Høyagtelse? Ja! mon han ikke burde an¬
sees for en opblæst Daare? Ney! Kiærlighed og
Enighed bør have Sted iblant alle Deele, om
der ellers skal blive nogen Fuldkommenhed og Be¬
standighed i det Hele. Man kan af det Mindre
dømme til det Større, og ved Exempler oplyse en
Ting. Hvorledes vilde det vel gaae til i en Fa¬
milie, om de store Børn altid skulde have Frihed,
til at slaae de smaae? Og naar de havde forurettet
dem, deels ved Magt forbyde dem Adgang til deres
Forældre, for at andrage deres Besværinger, deels
naar de havde paa en eller anden Maade besværet sig,
giøre deres Besværinger til Usandhed og intet, ja!
endog bevæge Forældrene at straffe dem. Mon ik¬
ke saadanne Børn maatte lide den yderste Uret,
naar Forældrene, indtagne af de større Børns Hykle¬
rier, som daglig ere om dem, og hvilke de fæste of¬
te formegen Troe til, vilde enten ikke høre, eller
og ikke troe de Mindres Klagemaal? Kan ikke et


125
Huus, en privat Familie billig regieres, naar ik¬
ke de Mindste nyde Ret saavel som de Største?
Hvormeget mindre et Rige, en heel Stat? Skal
en Stat have gode og troe Borgere, Borgere,
som en af Frygt, men af Kiærlighed øve deres
Pligter, saa bør Borgerne med Ømhed behand¬
les, med Flid conserveres, og mod al Overlast
beskiærmes. En hver Regent som giør dette, har
gode Borgere, saadanne Borgere vise redelige og
utvungne Pligter, saadanne Pligter giøre et Ri¬
ge blomstrende og lyksaligt, og saadant Rige er
Danmark. Hvor stor, ja! hvilken hellig Ting
Borger-Retten haver været, kan allerbest erfares
af de Romere, hvilke holdte sin Borger=Rettighed
i saadan Hævd, at endog Fyrstelige Personer maat¬
te regne det for en Ære, at blive en Romersk Bor¬
ger. Gode Borgere ere en Stats Styrke, jo
vanskeligere de ere at erlange, jo nødvendigere de
ere at have, jo mere og nøyere bør man stræbe paa
at erlange dem, en vis Konge har sagt: Det var
meget lettere at forsyne et Rige med gode Ministre,
end gode Borgere, det er og en Sole=klar Sand¬
hed. Thi, i det førstes Antal behøves kun faae,
men til det sidste henhøre alle Undersaattere, og
hvo vil nægte, at det er lettere, at finde een god
Mand end hundrede, Lyksalig er den Stand, den
Stat, hvor enhver er god i sit, og alle gode i
alt! Dette maa være nok i denne Materie, som
er for vigtig og vidtløftig at afgiøres i et lille
Blad.


126
Udtog af et Brev til dovitianus:
Min Herre!
Forleden, i et Sælskab med min Ven N. N.
kom jeg i en Dispute, hvilken tilsidst blev temme¬
lig heftig, den Haardnakkenhed, med hvilken
han forsægtede sin Sag, gjorde, at jeg ey kunde
bringe ham til Overbeviisning, men lovede, at
jeg offentlig skulde bekiendtgiøre hans Paastaaen¬
hed. Den Materie, hvorom vi kom til Trætte,
var følgende: Min Ven, som et par Aars Tid
har været i Engeland, og forstaaer det Engelske
Sprog meget vel, er saa indtaget i denne Nation,
at intet smager ham, uden det, som er Engelsk.
Vi kom til at tale om den Engelske Nations Fri¬
hed, hvilken han paa det herligste afmalede; han
satte den Engelske Regierings-Form i Ligning med
andre, den beholdte i hans Tanker Fordeelen over
alle, og Slutningen blev det bekiendte Engelske
Ordsprog:
Vith native freedom brave,
The meanest Rriton seorus the bightest Slave.
Paa Dansk.:
Formedelst sin medfødde Frihed, er den al¬
leruselste Engelsmand lyksaligere og større end
den mægtigste Slave.


127
Jeg sagde ham imod, men forgiæves, og for
døve Ørne søgte jeg at bevise de onde Følger, af
den Frihed de Engelske i Henseende til sin Regie¬
ring pukke paa. Vor Discours kom endelig til
Videnskaberne, heri vare efter hans Tanker de
Engelske Mynstre for hele Verden, i denne Post
maatte jeg levne ham megen Ret, og de Jndven¬
dinger jeg giorde imod deres Paastaaelighed, og
alt for store Jndbildning om sin egen Forstand,
fandt intet Sted. Endelig begyndte vi at tale om
Nationens Vindskibelighed, og da var efter hans
Tanker de fleste Nationer imod dem ikkun at
regne som Græshopper mod de flittige Myrer;
han opregnede adskillige Beviser, og endelig kom
til at tale om deres Fabriqve=Væsen. Jeg maatte
tilstaae ham de fabriqverede gode og smukke Vah¬
rer, men sagde derhos: jeg kunde en begribe,
hvorfore Nationen, som roser saa meget sit eget,
dog ere begierlige efter de franske Vahrer; her
blev vor Dispute ret ivrig; thi, han paastod, at
de en allene ikke fordroge franske Vahrer og Mo¬
der, men neppe engang kan taale at see de Fran¬
skes Personer; sa! han forsikrede mig, at han
selv havde hørt dem bande de Franske, og pæge
Fingrene efter dem, allene de have seet dem gaae
paa Gaden. Jeg paastod, dette var en Hidsig¬
hed, som mere reyste sig af en Vane, end af no¬
get sundt Overlæg. En Hidsighed, der nærmer
sig til en Paroxysmus, og er størst, naar de en¬
ten have, eller nylig have havt Krig med Frank¬
rig, for Resten i Freds-Tider bruge de ey allene


128
franske Moder, men de Fornemme og Riges Børn
reyse endog i Hobetal til Frankrig, hvor de ned¬
legge mange tusinde Pund Sterling, som et Af¬
drag paa den Skat, de, saavel som andre Natio¬
ner, synes ved en frivillig Tilladelse at være disse
slebne Folk skyldig. Her blev min Ven hidsig,
vilde ey høre mine Ord, uagtet jeg tilbød mig, at
godtgiøre dem med Engelske Scribenteres egne
Ord. Jeg maatte derfore tie, men lovede offent¬
lig at bekiendtgiøre hans Paastaaelighed, hvori
han efter mine Tanker feyler. Jeg addresserer
mig derfore til dem, bedende de vil indrykke mit
Brev i deres Blade, paa det formodentlig en el¬
ler anden kunde hielpe min Engelsk sindede Ven
udaf Drømmen.
Jeg er Le.
Da adskillige Trykfeyl have indsneget sig i mi¬
ne Blade, og samme paa en eller anden Maade
kunde giøre Meningen utydelig, som for Exem¬
pel i det sidste Blad, hvor der Pag. 115 i Steden
for det Ord (Tiger) er sat (Figen!) saa skal jeg
ved mit næste No. rette de Feyler, som hidtil ere
indløbne, bedende imidlertid, Læserne selv ville be¬
hage at corrigere dem.
Imprimatur; C. G. Kaarixusrøi.


Novitianus.
No. 17.
Torsdagen, den 5te September.
E¬
t Rige kan aldrig vel regieres, med mindre
Regieringen har et nøyagtigt og ret Be¬
greb saavel om sine Undersaattere, som sine under¬
liggende Lande. Det er ey nok at man kiender
Undersaatternes Hoved-Caracter i Almindelighed,
man bør og være underrettet om deres Tænke- og
Levemaade i Særdeleshed. Et Lands ulige Be¬
skaffenhed giør megen Uliighed imellem Under¬
saattere i et og det samme Land, og giør en uende¬
lig Forskiæl imellem adskilte Riger. Heraf kom¬
mer den unægtelige Sandhed, at det, som er en giør¬
lig og nyttig Ting i et Rige, bliver en umuelig og
skadelig Ting i et andet; ja den Indretning, som i
nogle Deele af et Land er fuldkommen, bliver i


130
andre Deele af samme Land manglende, og behø¬
ver enten Udvidelse eller Jndskrænkning, i Fald
den skal medføre en almindelig Nytte. Det er ey
allene et hvert Rige, som har sine Fordeele og
Mangler frem for det andet, men endog de ad¬
skilte Deeele i et og samme Rige have sit Fortrin
for hinanden. For Exempel, i et og samme Ri¬
ge ere nogle Deele frugtbare paa Jordens Grøde,
andre paa Havets, nogle paa Skovenes, og en¬
deel paa Biergenes skiulte Rigdomme. Dette er
en almindelig Herlighed, og hvorom man let
kan komme til en historisk Kundskab, men den
Kundskab er langt fra ey tilstrækkelig nok til at
kiende et Land ret. Det er ey nok jeg veed, at de
og de Deele i et Land ere rige paa og have Over¬
flod af de og de Producter; jeg maa tillige vide,
hvorledes og paa hvad Maade, med hvad For¬
skiæl i Fordeel, hvad Uliighed i Vindskibelighed,
de baade kunde og føre sig samme til Nytte. Jeg
vil bruge en Lignelse, og sætte; der ere 4 a 5 Stæ¬
der i et Land, som have Overflod af Skove, Saug¬
bruger og Trævahre, dette kan jeg komme til at vide,
men den Videnskab er utilstrækkelig, jeg maa til¬


131
lige have et ret Begreb om, hvad besynderlige
Fordeele et hvert Sted kan have af en saa fælles
Herlighed. Det er ingen sand, mindre afgjort
Sag, at omendskiønt to have Enendomme af sam¬
me Beskaffenhed, de derfore kan høste lige For¬
deele og Jndkomster af sine Eyendomme. For¬
skiællen i at styre, og Vindskibeligheden i at
bruge, kan foraarsage, at en anden bliver riig
ved den Eyendom, hvoraf jeg knap kan have Op¬
hold. Jkke dette allene, men andre tilstødende
Aarsager kan forvolde, at jeg med den største Flid
kan ikkun vinde lidet der, hvor en anden med min¬
dre og maadelig Møye kan høste store Fordeeele.
Nogle Stæder i et Land kan derfore have samme
Eyendomme og Herligheder, men en føre sig dem
til samme Nytte; derfore bør jeg være nøye under¬
rettet om Stædernes Beliggenhed, Landets og
Veyenes Beskaffenhed, der giøre, at det, som
en baade let kan ind= og afhændige, falder en an¬
den vanskeligt i begge Deele, følgelig bliver For¬
deelen af lige Ting meget uliig. Dette er noget
jeg ikke af en geographisk Beskrivelse, (helst de
almindelige vi nu have) kan komme til en sand Er¬


132
faring om. En kan have Kundskab om et Rige i
Almindelighed, men derfor intet Begreb have om
dets Deele i Særdeleshed, ja! kan i et og samme
Land være ganske nøye undertettet om nogle Stræk¬
ninger, og derfore være meget fremmed og uviden¬
de om de andre; thi jeg har ey stor Respect for de
Polyhystores, som just fordi de ville vide alle Ting,
vide intet. Men at komme til Maalet, da er og
bliver det vel en unægtelig Sandhed, at det var
en høystnødvendig Ting for en Regiering, at ha¬
ve en grundig Efterretning om alle, endog de
mindste Particler af sine underliggende Lande. Et
nøyagtigt Begreb om Landets Styrke og Svag¬
hed, Mangel og Fordeel i Almindelighed, med
hosføyet troværdig Beretning om Folkenes Leve¬
Nærings- og Tænkemaade i Særdeleshed, vilde
uden Tvivl legge Grund til ligesaa nyttige, som
bestandige Anordninger. Ved at kiende dette, vil¬
de man finde Anledning til at straffe de Uduelige,
opmuntre de Flittge, understøtte de Manglende:
Kort, at bringe tilveye en blomstrende Ligevægt i
det Hele, ved at opæske de mindste Deeele. Men
det bliver et Spørsmaal, hvorfra og hvorledes


133
man skal indhente den fornødne Kundskab herom.
Hvorfra den skal komme, det er let at besvare: den
skal indhentes af dem, som have Kundskab om et
Sted, der som Jndfødde have Tid og Leylighed til
at kiende, og som Fornuftige have Begreb om
at udvikle sin Kundskab og føre den til Nytte.
Der torde maaskee ey blive saa stor Mangel paa
saadanne Midler, i Fald man stræbede paa at kien¬
de dem, og naar man kiendte dem, benyttede sig
af dem og belønnede dem. Maaskee, og det er
Ulykken, at man ofte seer en og anden Person over
Skuldrene, og med Koldsindighed begegner den,
som naar han blev anseet og brugt, kunde giøre
Landet stor, ja! største Nytte; det er beklageligt,
at mangt et dueligt Genie begraves i Armod og
Gienvordighed, da ofte mangen en paa adskillige
Maader trænger sig ind i den Cirkel, hvor han,
som en Ubekiendt og Fremmed giør ligesaa liden
Nytte i Alvorlighed, som stor Figur i Ophævelser;
thi, det er en afgjort Sag, at en Fremmed paa
et Sted en i lang Tid kan komme til saa stor, og
neppe til saa fuldkommen Kundskab, som en Jnd¬
fød; thi, al den Tid den første behøver til at giøre


134
sig bekiendt, der hvor han er fremmed, anvender
den sidste paa at udvide sin Kundskab der, hvor
han fra Barns Been er bekiendt, desuden fæste
Folk paa sine Steder større Troe og Tillid til en
Landsmand, en Jndfød, end til en Fremmed,
den de med Varsomhed og en Slags Mistil¬
lid omgaaes, naar de med en Jndfød handle
meget troskyldig og aabenhiertig, i det mindste
er den Norske Nation saa beskaffen. Men nu
bliver det et Spørsmaal: Hvorledes man skal er¬
lange denne Kundskab? Heri drister jeg mig ey til
at foreskrive nogen Regel, jeg vil allene heri op¬
give det, jeg og adskillige Fornuftigere tænker, da
jeg for min Deel underkaster det andres Om¬
dømme: Jeg har seet og læst en og anden Beskri¬
velse over visse Steder og Deele af Landet, hvor¬
ved en og anden har gjort sig fortient som en rede¬
lig Patriot; ved saadanne Beskrivelser er det jeg
meener og troer, man kunde komme til Maalet af
sit Ønske: Naar det var paalagt Embedsmænd
i Stæderne og paa Landet, at giøre grundige og
sandfærdige, ey allene historiske, men og politiske
Beskrivelser, over de Deele af Landet, og Fol¬
kene, som under den dem betroede Jurisdiction,
kunde være: Men saadanne Beskrivelser maatte
være fornuftige og oprigtige; thi, maatte dertil
udvælges de, som have Kundskab om Landet, For¬
stand til at yttre sin Kundskab og Villie, til at
yttre den paa en redelig Maade. For at bringe
dette tilveye, burde saadanne Folk, ved Beløn¬
ninger af Promotion, opmuntres og bevæges.


135
Dette er ingen fremmed Tanke, men noget, som
flere end jeg have tænkt og sagt. Men jeg paa¬
staaer, dertil bør just bruges saadanne, som be¬
sidde de ovenanførte Qualiteter. Det var forgiæ¬
ves at tænke, at man af enhver Embedsmand
kunde indhente denne Kundskab; der kunde vel
findes de, som deels af Vankundighed, deels af
interesserede Hensigter, enten kunde skiule den
sande, eller give en vrang Oplysning, ey at tale
om det ikke er enhvers Værk, at give saadanne
Beskrivelser, hvortil en beqvem Pen, nogen Jnd¬
sigt i Politiqven, Historien og Geometrien ud¬
fordres, i Fald man skulde faae ordentlige geo¬
graphiske, historiske og politiske Beskrivelser, og
ey nogle forvirrede Eventyrer, hvori Eenfoldighed
har smedet noget, Jnteresse endeel, og Vankun¬
dighed alt. Ved saadanne Oplysninger om Lan¬
dets Beskaffenhed, dets Producter, dets Man¬
gel, Oeconomie, med videre, kunde til Slutning
samles et heelt Værk, der kunde tiene til et Lexi¬
con for de, der dirigere et Land, men ofte, skiønt
i den redeligste Hensigt, kan treffe utienlige Mid¬
ler og Anordninger, blot af Mangel paa Kund¬
skab, og hvo vil paastaae, at enhver Regent, et
hver Medlem i Regieringen kan have nogen fuld¬
kommen Kundskab om det Rige, det Land, som i
Henseende til sin Ulighed og Vidtløftighed, ey i
alle Deele paa sine Steder er bekiendt for Stedets
Jndfødde? Er da denne Kundskab nødvendig,
er det en unægtelig Sandhed, at den bør erhver¬
ves, saa er det og billigt, man stræber paa at er¬


136
hverve den, enten paa denne, eller andre og be¬
dre Maader, det er langt fra, at jeg indbilder
mig, eller paastaaer, mine Tanker ere fuldkomne,
eller uimodsigelige, jeg opgiver dem kun til de
mere Kyndiges Efterforskning, jeg opgiver dem
som noget, jeg oprigtig meener, og deri handler
jeg som en Patriot, hvis Pligt det er, intet at
fordølge af de Tanker, som kan være til alminde¬
lig Nytte; thi, det er enhver Borgers Pligt, at
have det almindelige Beste for Øyne, og ingen
retskaffen Undersaat bør sætte nogen Lyksalighed i
den private Fordeel, som en har Jndflydelse i den
fælles Nytte. Jeg fremsætter her mine ringe Tan¬
ker, jeg er vis paa, deres Grund er rigtig, har
jeg endskiønt en været lykkelig i at udfinde den
beste Maade, til at udføre den paa, tør jeg dog
maaskee anledige andre til en nøyere Eftertanke i
denne Materie, overalt er det enhver tilladt at
yttre sine Meeninger og Jndsigt i Oeconomie og
Politiqve, er en bunden til nogen vis Caracter,
dens Erlangelse staaer enhver Fornuftig aaben, og
dens Brug paaligger enhver Retsindig. Et Uge¬
blad kan og indhegne alvorlige Betragtninger, og
en Autor udelukker sig en fra dem, omendskiønt
han mellem hvert skriver nogen Skierts, hvorun¬
der og Sandhed kan skiules. - Den belovede
Rettelse i Trykfeylene skal komme ved næste No.
Imprimatur, C. G. Krarurusrøi.


Novitianus.
No. 18.
Torsdagen, den 12te September.
V¬
eritas odum parit. Sandhed forvolder en
bruden Pande: Dette Ordsprog er i mange
Henseender desværre alt for sand, der gives saare
faae, som have Lyst, Ævne og Mod til at sige
Sandhed, og endda færre, som have Retsindig¬
hed, billighed og Taalmodighed nok til at kunde
høre den. Pennen er vel den Tolk, som endnu
ikke synes ret at være ganske og aldeles betaget den
Frihed, at forklare Sandheds nyttige, skiønt ube¬
hagelige Sprog. Men vil man betragte den Fri¬
hed ret, saa bestaaer den mere i et Navn, end i
nogen Virkelighed, og er allene en Skygge, et
Glimt af en indbildt Frihed; hvor hytsom, forsig¬
tig og kunstig maa en en Scribent være, i at


138
fremføre endog de vigtigste og soleklareste Sandhe¬
der? Hvor mange Kroger og Afveye maa han
ikke hitte, for at komme til det reene Sandheds
Maal? Under hvor mange billeder og Masqver
maa han en forborge den i sig selv ukunstlede og
nøgne Sandhed, ved hvis Betragtning de Egen¬
kierliges Øyne væmmes? Man maa saaledes til¬
hylle og bedække den, at de mange laante Farver,
hvormed den sminkes, de adskillige Sløer, hvor¬
under den skiules, giør dens naturlige Skiønhed,
reent ukiendelig for de svage og maadelig skarpe
Øyne, ja giør, at de meest Skarpseende have
Møye nok, for at see endog endeel af dens rette
Skabning og Farve. Men hvad er Aarsagen til
dette? ikke andet end Frygt for, at Sandheden i
sin rette Skik kunde mishage dem, hvis Mishag
kunde forvolde Sandheds Dyrkere, ubehagelige
og skadelige Følger. Man veed at Sandhed, helst
i betydelige Ting, er altid ligesaa ubehagelig som
nyttig. Man har utallige Beviser paa, at de
som i en eller anden Maade finde sig ved Sand¬
hed fornærmede, altid søge en ubillig Hævn. J
Steden for at Sandhed, som dog bringeren Over¬


139.
beviisning i Gemyttet, burde tilveyebringe en For¬
bedring og Rettelse i Gierningen, levner den kun
en Forbittrelse og et Had, som sielden eller aldrig
hviler, før den ved Gierningen har naaet en Vir¬
kelighed af sine ureene Hensigter. Er nu den Per¬
son, som ved Sandhed finder sig rørt, og efter
sin ubillige Tænkemaade fornærmet i de Omstæn¬
digheder, at hans Had kan have betydelige Følger,
saa er man ogsaa meget meere varsom og frygtsom
i, endog ved den mindste Sandhed, som kan røre
ham, at paadrage sig hans, skiønt ufortiente,
Vrede. Heraf kommer det, at Sandhed alletider
flyer de Mægtiges Ørne, og heraf flyder, at de
Mægtige blive ubeviste om, og formedelst Mangel
af Overbeviisning styrkede i sine Feyler. De an¬
see sin Magt som et Giærde, der udelukker alle de
Ringeres Domme, som end Glands, der endog
kan forblinde, og betage Sandhed, der aldrig giør
(eller i det mindste bør giøre) nogen Persons An¬
seelse. Ved det faae vil og endda færre tør ud¬
trykke de Sandheder, som afbilde deres Feyl, (thi,
ingen er uden Feyl) bringes det til Slutning i en
vrang Jndbildning om, at de enten ingen Feyl


140
have, eller at deres Feyl ere saadanne Frugter,
ved hvilke ingen enten bor eller tør røre, ja de fa¬
miliarisere sig ofte saaledes med dem, at de ey selv
kunde see dem, og ved det ingen anden vil eller
tør pæge paa dem, blive de som ofte skiulte for
dem. Dette Uhæld foraarsages og forøges en Ho¬
ben ved de afskyelige og giftige hykkelske Skrifter,
og Taler, ved hvilke en allene deres ubetydelige,
men og skadelige Gierninger, berømmes, ja opløf¬
tes til Himmelen. Da de i den Sted med en fra
al Partiskhed og Bitterhed reen Sandhed, burde
igiennemgaaes og censureres, hvoraf Vedkommen¬
de kunde lære at kiende og rette sine Feyler, i Sær¬
deleshed de, som have Jndflydelse i det Alminde¬
lige; thi, de private ere deres egen Sag, og
skader ikkun dem selv. Men det er saa langt fra,
at dette skeer, at man tvertimod dagligen hører
og læser hykelske Taler og Skrifter, hvorved de
Mindre paa en nedrig og slavisk Maade ophøye
de Mægtige, og tilbetler sig deres Naade. Ær¬
bødighed er en Pligt, de Mindre er de Større
skyldig, men den maa grunde sig paa en sand og
usminket Høyagtelse, og være blandet med en reen


141
og tilbørlig Høymodighed, saasnart den derimod
er nedrig, hykkelsk og slavisk, forvolder den at de
Mægtigere, som paa en fast afgudisk Maade tilbe¬
des, ved Vanen bringes til den hovmodige Jnd¬
bildning, at de ansee de Ringeres hykkelske Tilbe¬
delser, som tilbørlige Pligt=Skyldigheder, og lære
deraf, at ansee dem med samme Øyne, som en
Eenevolds=Herre sine livegne Trælle. Dog maa
man herhos sige: at der findes mange Mægtige,
som fra denne meget almindelige Regel undtages.
Det er saa langt fra at de Mægtige bør hade eller
flye Sandhed, at de tvertimod med Omhyggelighed
bør lede efter den. Omendskiønt der gives mange,
ja! utallige, som ved hykkelske Skrifter, enten
fra rige eller alt for tykke Skiul, formørke og til¬
hykle Sandhed, saa bør der dog findes nogle som
sige den uden Skye. Høyhed, Magt og Myn¬
dighed bør en giøre Pennen stump, saasnart den
almindelige Nytte byder at spidse den. Enhver der
vil skrive som en Patriot, ber have det ene Øye
fæstet paa Sandhed, det andet paa Papiret, han
bør mellem hvert see hen til Overmagten, men al¬
drig til sin egen Fordeel, det er: Han bør neye


142
undersøge de Feyler, ved hvilke Staten, det Bor¬
gerlige og Almindelige lider, samme bør han med
Sandhed og uden Skye opgive, han bør være vagt¬
som i, ikke at lædere sin Overmands Ære, dog
bør han ey skaane hans Feyl. Men en Partriot
bør og have Mod og Redelighed til at vove og op¬
ofre al egen Fordeel for den Almindelige. Thi om¬
endskiønt han forud kan see, at han ved Sandhed,
kan giøre sig forhadt hos dem, som i Tiden kan
standse hans Lykke, og betage ham alt Haab om
Fremkomst bør han derved ikke forskrækkes, saa
længe Sandhed er hans Maal, og det almindelige
Beste hans Hensigt. Det er langt fra, jeg mee¬
ner, at nogen skal skrive som en Skumulant; thi,
saadan en Scribent skriver ey som en Patriot,
men som en Grovsmed. Jeg vil som Patriot sige
Sandheder, saadanne som en allene ere beviislige
i sig selv, men tillige kan bevises at have Jndfly¬
delse i det Almindelige; jeg vil sige dem, paa saa¬
dan en Maade, at jeg tør frimodig see den under
Øyne, som vil fordre Regnskab for mine Ord,
jæ! jeg vil forklare dem saaledes, at enhver, som
derved kan blive truffen, aldrig skal kunde tilegne


143
sig dem, uden offentlig at tilstaae, han er skyldig
i de skadelige Feyler, som Sandhed afbilder.
Men ved alt dette kan jeg, som Scribent, nok
giøre mig betrygget fra de farlige Følger, Sand¬
hed altid trækker efter sig; jeg kan nok tvinge de,
som endog finde sig rørte paa den ømmeste Byld, til
at fordølge sin Smerte, just fordi deres egen Ære
byder det, men jeg kan dog aldrig undgaae et hemme¬
ligt Had, hvis Følger paa adskillige Maader kan
føles. Men som en oprigtig Patriot, bør jeg med
Glæde opofre min egen Nytte for at tiene mine Med¬
borgere, jeg bør være fornøyet, om mit Arbeyde
kan levne nyttige Spor for andre, omendskiønt
det levner Fortræd for mig. Men saadanne Føl¬
ger af Sandhed ere kun at befrygte, der hvor Pa¬
trioter ligesaa meget hades, som den almindelige
Nytte trædes under Fødder, røves og plyndres. Vi
have destobedre ikke hos os at frygte derfor. Hvo
skulde være bange for at vise en redelig patriotisk
Jver der, hvor alle de Mægtiges Bestræbelser ene
have Statens Velfærd og den borgerlige Lyksalig¬
hed til Maal? Det er saa langt fra man bør fryg¬
te der, at man heller maa vente Belønning, thi


144
den Ringeste er lige saavelsom den Mægtige Beret¬
tighed til at bestemme den almindelige Lyksalighed,
da det kun ankommer paa med hvilken Oprigtighed,
Upartiskhed og Flid enhver giør det. Thi i en heel
Stat arbeyde nogle med Redelighed og Alvorlighed
paa det gemeene Beste, uden at have andet end
samme til Øyemeed, andre bruge Statens Vel¬
færd til et Skiul og Dække for sine egennyttige Hen¬
sigter; det kommer kun an paa at kiende alle og
udvælge de beste, da de første fortiener Belønning,
de sidste en yderlig Straf, Had, Foragt, efter de¬
res Stand og Sagens Omstændigheder.
Følgende Trykfeyl have i mine Blader indsne¬
get sig.
do. 7. Pagira 55, stuttede, læs sluttede; ibid. Lin.
17, et, læs en. No. 8. p. 61, jeg raade dem, læs jeg
ep raade dem. Mo. 9. ?. 70, det er en Mangel, læs, det,
en Mangel. Do. 10. P. 79, sine Greene for. Disse, læs,
sime Greene for disse. do. 11. k. 84, men Børn, læs,
mon Børn. Do 12. L. 91, er uligt, læs, er ulig;
ibid. k. 94, mistykke og oven, læs, mistykke over og ic.
ibid. k. 96, stor nøk, læs, stor nok. Do. 13. P. 104,
ep heller en, læs, en heller i en. Do. 15. P. 115, Fi¬
gen, læs, Tiger; idid. Vigtighed, læs, Vittighed. lbia.
P. 116, opdigtende, læs, opdigtede; ibid. fornuftige, læs,
fornuftige.


Novitianus.
No. 19.
Torsdagen, den 19de September.
F¬
ølgende Tanker, som jeg nylig læste hos en
anden Autor, opvækkede saadant bifald
hos mig, at jeg besluttede at oversætte dem, og
legge dem for andres Øyne, nysgierrig i at vide
om Hyrden Melibæi Tanker, fortiene den Op¬
mærksomhed hos andre, som hos mig. De be¬
staaer i følgende:
Oversættelse.
Det Romerske Raad kom en Gang til den be¬
rømte Cornelius Tacitus, som opholdte sig paa
sin Lystgaard, for at raadføre sig med ham, om


146
hvad der kunde være Aarsagen dertil, at det Ro¬
merske Herredømme var mere blomstrende, da
dets Størrelse var maadelig end det blev siden
da det havde undertvunget sig mange store Riger
og Lande? Tactus svarede: Sporsmaalet var
vigtigt og behøvede nøye at overveyes, bad derfo¬
re de Romerske Herrer at de vilde komme til ham
den anden dag; han vilde imidlertid igiennemsee
sine Bøger, og haabede at skulde kunde give et
grundigt Svar. En Faare=Hyrde ved Navn Me¬
libæus, som just var nærværende hos Tacitus, og
hørte de Romerske Herrers Ord, bad at de vilde
tøve et Øyeblik, saa vilde han give dem en fuld¬
kommen og tilstrækkelig Forklaring over det de for¬
langede at vide. J Førstningen loe man til ham,
bad ham tie stille og passe paa sine Faar. Men
Melbæns svarede ganske frimodig, at ingen kun¬
de bede tale om Stats-Sager end en Faare=Hyr¬


147.
de, at Regentere vare lykkelige, i Fald de behand¬
lede sine Undersaattere paa saa venlig en Maade,
som Hyrderne deres Faar, og Undersatterne vare
lyksalige, i Fald de vare saa lydige mod sine Re¬
gentere, som Faarene imod sin Hyrde. De Ro¬
merske Herrer og Tacitus bleve forundrede over
hans vittige og hurtige Svar, hvorfore de tillode
ham at sige sine Tanker frit ud, hvorpaa han be¬
gyndte at tale saaledes som følger: Jeg er Faare¬
Hyrde fra Mantua, mit Navn er Melibæus; de
graae Haar jeg bær paa mit Hoved og i mit Skiæg,
bevise, at jeg er en gammel Mand, da det skulde
være mig en stor Skam om jeg en forstod min Haandt¬
tering, som er at vogte Faar. Jeg hat i de man¬
ge Aar jeg har været Hyrde, nøye erfaret, at en
en Hyrdes Velfærd, som endeel Begierlige meene,
bestaaer i mange Tusinde Faar, men i et saadant
Antal, som han med sine Øyne kan oversee, med


148.
sin Stav naae, og med sin Stemme og Floyte
sammenkalde og styre. Heraf kommer det, at en
Hyrde, som haver alt for faa Faar, bliver en Bet¬
ler, og hans Faar fordærves, da han formedelst
Mangel Skyld, klipper og malker dem alt for
meget. Men den som haver et middelmaadig An¬
tal, bliver altid riig; thi, Middel=Veyen er den
beste. Den derimod som haver for mange, kan
ey regiere dem selv, men maa enten betroe dem til
tyvagtige og forsømmelige Tienere, eller sætte onde
Hyrder over dem, som, for i en Hast at berige
sig selv, en skiøtter om hvad Skade den rette Hyr¬
de lider. Saa længe jeg har været Hyrde i Arca¬
dien, har jeg aldrig haft mere end 500 Faar,
men min Avinds-Mand og afsagde Fiende Me¬
nalcas, som, for at overgaae mig og alle Hyr¬
der, en var fornøyet med et saadant Antal, søgte
at bringe flere tilsammen. Til den Ende laante


149.
han Penge paa Rente, og solgte en stor Deel af
sine egne Eyendomme, hvorved han fik en anseelig
Deel Penge sammenskrabet, og derpaa forskrev han
Faar fra Frankrig, Engeland og Spanien, hvis
Uld han vidste var god; med usigelige store Be¬
kostninger sammenbragte han 3de Hiorder, og i hver
Hiord var 500 Faar. Men da disse Faar vare frem¬
mede, en kiendte Hyrderne, og ikke forstode Lyden
af deres Stemme eller Pibe, bleve de om Morgenen
med største Besvær jagede ud paa Græsgang, og
om Aftenen med største Møye drevne hiem, Me¬
nalcas, for at tæmme og styre Faarene, slippede
sine Hunde løs paa dem. Herover bleve Faarene
meer forvildede, og da de ansaae baade Hyrderne
og Hundene for sine Fiender, saa skiulte de sig i
Buskerne, naar man vilde malke og klippe dem.
Nu fik Hyrderne i Arcadien først fornemme, at
Mishaab, kan giøre den Sagtmodigste forbittret;


14
thi, endeel Faar beede deres egne Hyrder, andre
stødte Malke=Spandene om, og nogle, som en
kunde forbrage de fremmede Hunde, skulde bide
dem, fultede sig selv ihiel. Det forunderligste
var, at Faarene, som forhen villig havde ydet sin
Uld og Melk, fornøyede sig endog over, at deres
Epermænd lede Skade ved deres Ufrugtbarhed.
Menaleas, som herover blev meget bestyrtset, lod
hente en heel Hob nye Hunde, for at holde Faa¬
rene i Ave, men dette Middel faldt endda værke
ud. Menalaas leed herved den yderste Skade,
omsider fik han det Raad: at han, for at tæmme
Faarene, skulde udsulte og udmatte dem, dette
satte han i Værk, men Udfaldet geraadede til
hans yderste Fordærv; thi, først mistede han baa¬
de Uld og Melk, som de udsultede Faar ey kunde
yde, og til Slutting døde Faarene bort, Paa
denne Maade mistede den ulykkelige Hyrde baade


151
sine Penge og Eyendomme. Ja det, som giør
ham meest foragtet blant alle Hyrder i Arcadien,
er dette, at han, som var Hyrde over en anseelig
Hiord, formedelst sin Begierlighed, blev forvand¬
let til en Prangere, som maatte sælge Skindene,
af de Faar, som hans Gierrighed, haarde Med¬
fart og Ukyndighed i Hyrde=Væsenet, havde levnet
ham. Da derimod jeg, sagde Melibæus, som al¬
drig har haft mere end 500 Faar, hvilke aarlig
have indrentet mig fem hundrede Kroner, er een
af de lykkeligste og rigeste Hyrder i den hele Egn.
Dette Morale i Hyrdens Mund, har forskommet
mig saa eftertænkeligt og mærkværdigt, at jeg en
har taget i Betænkning at oversætte det. Man
kan i Særdeleshed deraf udtrække disse Lærdomme,
nemlig, at betydelige og vigtige Sandheder kan
komme af en Ringe Mund, Viisdom findes ey al¬
tid i de forgyldte Palladser, skiules ey altid under
det kostelige Putpur, men maa med hvert søges i
de ringere Hytter, og findes under de Fattiges
Pialter. Dernæst læres og heraf, at det er ey al¬
tid Mængden, en Overflod paa en Ting, men
dens fornuftige og rette Brug, som giør en mæg¬


152
tig og lyksalig; thi, en Menaltas kan blive en
Stodder med tusinde, naar en Melibæus bliver en
riig Mand, med fem hundrede Faar. Endelig
sees af ovenstaaende moralske Historie, at enhver,
som er en Slags Myndighed, Overmagt og Herre-
dømme betroet, en bør misbruge samme, aldeles
en handle med noget Tyrannie, men bruge en kier¬
lig Sagtmodighed; thi, det første forbittrer end¬
og det sagtmodigste Faar, naar den sidste kan spæge
den vildeste Ulv. Mishandling opvækker en For¬
tvilelse, som forvolder, at de forbittrede Gemytter
endog med sin egen Undergang søge at befordre
dens Ulykke, ved hvis Voldsomhed de fornærmes.
Overalt bliver det Ordsprog en Sandhed: Vom
Pastoris est tondere pecus, non deglubere; d. e.
En god Hyrde bør vel klippe, men en slaae sine
Faar.
lvprimgtor. C. 6. Jæa Jerder erid.


Novitianus.
No. 20.
Torsdagen, den 26de September.
Oversættelse:
H¬
ele Faare=Slægten sendte engang Gesand¬
tere til Jupiter, og da de fik Andienee,
førte en stor Apulians Vedder denne Talk: Den
store Altings Skabere haver beviist alle Dyr saa
stor Naade, og uddeelt sine Gaver saa billig og
retfærdig iblant dem, at han altid har erstattet
den Mangel, som det ene Dyr synes at have imod
det andet, med en egen og besynderlig Fordeel;
men imod Faarene, syntes han, Skaberen har
været en Stiv=Fader, thi, endskiønt de havde ad¬
skillige Mangler, saa vare de dog en begavede med


154
nogen særdeles Fordeel, og havde hverken Ævne
eller Moed til at forsvare sig mod andre Dyrs
Efterstræbelser og Voldsomhed. Omendskiønt
sagde han, Harerne ere dannede med en overmaa¬
de stor Frygtsomhed i sin Natur, saa de ey have
Hierte til at bide med de skarpe Tænder de have,
saa ere de dog begavede med saadanne raske Bene,
at de med deres Hielp let kunde undløbe sine For¬
følgeres skarpe Tænder. En Ræv haver Naturen
en givet saa stor Styrke, men derimod forsynet
ham med saadan Snedighed og istighed, at han
let kan undgaae de Strikker og Forfølgelser, som
Menniskerne stille for ham, og andre Dyr øve
imod ham. En Ulv mangler Rævens Snedighed,
er derimod bevæbnet med saa skarpe Kløer og Tæn¬
der, og besidder saadan Modighed, at han baade
kan undgaae og giere sig frygtet hos Dyr og Men¬
nesker. Saaledes har og Skaberens Godhed for¬


155
synet Fuglene, saa at de, hvis Been ere ube¬
qvemme til at løbe, have des større Vinger og
flyve des hurtigere, derimod de andre, som for
Exempel Fasanerne, som have korte Vinger og
ingen Fier i sin Stiert, løbe meget hastig, og
altsaa ved et dobbelt Gode ere erstattede. Herimod
igien ere Faarene allene de Ulykkelige, de ere af
Naturen taabelige, forsagtt og uden Vrede, og
da de hverken have lange Horn eller skarpe Tæn¬
der, hvormed de kunde skade eller giøre sig fryg¬
tede af sine Fiender, formeente han, Naturen
havde været en Stiv-Moder imod dem, og allene
dannet dem til et Offer for de andre mægtigere og
skadelige Dyr. Ja han klagede, at Naturens
Misgunst havde just gjort de grueligste og mæg¬
tigste Dyr, saasom Løver, Tigre, Biørne og Ul¬
ve, til deres Forfølgere og Fiender, for hvis umæt¬
telige Graadighed de syntes at være skabte til et


156
sikkert Rov, og foruden de Plager som de af an¬
dre Dyr maatte lide, var deres Skiæbne endda
utaaleligere deri, at de bleve mishandlede af de¬
res egne Hyrder, hvilket alt reysede sig deraf at
de vare værgeløse, thi, vare de og forsynede med
skarpe Tænder, med hvilke de ey af nogen Hevn¬
gierrighed, men allene til Nødværge, mellem hvert
kunde bide deres Hyrder, meente han, man skul¬
de ey malke dem saa haardt og klippe dem saa
nær, men omgaaes dem mere lemfældig, og naar
man klippede Ulden, en tage Stykker af Huden
med. Hvorfore hele Faarenes Slægt ydmygst ba¬
de Jupiter, at han vilde begave dem med lange
Horn og skarpe Tænder, paa det de kunde forsvare
sig, og ey længere være et Rov for onde Menne¬
sker og grusomme Bester- Hertil svarede Jupi¬
ter leende: Dette er saa urimelig og enfoldig en
Bøn, at man let kan høre, den er avlet i en


157
Faare=Hierne. De maatte vide, at under alle
ufornuftige Dyr vare ingen af Skaberen forundte
større Naade end Faarene. Thi, naar andre Dyr
med Livs Fare, største Besvær og Møye, endog
midt i Nattens Mørke selv, som dog er dannet
til Roe og Hvile, maa søge deres Føde, saasom
de ey tør lade sig see uden Fare, saa forskaffer
Menniskene, som Jordens Beherskere, endog
med stor Møye og Omsorg, Faarene sin rigelige
Underholdning; de bevare dem om Natten med
stor Omhue og Forsigtighed i Staldene, for deres
Fiender, de andre Dyr; Ja naar Menniskene
med Skyden, Strikker og Jagen, søge at udryd¬
de andre skadelige og deels uskyldige Dyr, saa
anvende de ey allene all Møye, selv at beskierme
Faarene, men underholde og føde endog Hunde
til deres Forsvar; Videre har Skaberen vist sin
Godhed imod Faarene deri, at han i Steden for
bidende Tænder, hvasse Horn og raske Been, har
givet dem den nyttige Uld og behagelige Melk,
ved hvilke Gaver de kunde vinde Menniskernes
Hierter, og giøre sig saa elskede, at Menniskene
blot af Kierlighed til dem, ey tage i Betænkning


158
at vove sig selv for at forfølge deres Fiender, lø¬
ver, Tigre og Ulve. Og da Faarene forme¬
delst den Nytte man kan trække af dem, ansees for
en Rigdom blant Mennesker, saa var og deres
Slags det Talrigeste blant alle Dyr paa Jorden.
Derfore da Faarene, ved sine Hyrders Kierlighed
og Forsorg, noksom vare bevogtede og trygge, var
det den største Daarlighed, at de vilde begiære
skarpe Tænder og store Horn. Endelig sagde Ju¬
piter: ifald Hyrderne skulde malke og klippe eder
for nær, da søger at bringe dem til Overbeviis¬
ning med Sagtmodighed og Lydighed, ved at være
frugtbare og yde godvillig eders Uld og Melk! J
øvrigt formanede Jupiter dem til, for alle Ting,
langt mere at vogte sig for de daarlige Tanker, at
bide sine Hyrder, end for den Fare at bides af
Ulvene; thi, ligesom Faarene just ere lykkelige og
elskede, fordi Hyrderne ere forsikrede om deres
Fredsommelighed, Sagtmodighed og Uformuenhed
til at skade, saa ere derimod de elendige og ulyk¬
salige, som søge at sætte sig i en Slags indbildt
Tryghed, ved at giøre sig forskrækkelige og fryg¬
tede.


159
Følgende Brev er mig fra en Ubekiendt til¬
sendt:
Min Herre!
Jeg udbeder, at de oprigtig vil meddele mig
deres Betænkning i følgende Materie: Mon no¬
gen Skabning under Solen er mere ulyksalig, end
den, som Naturen har været gunstig, men Lykken
ublid, som med en sund Forstand intet mere eyer?
Ja! mon han ey er dobbelt ulyksalig, naar han
tillige med en sund Forstand eyer et redeligt
Hiertelav, naar han har den Forstand, at han
kan begribe en Ting, det redelige Hiertelav, at
han vil yttre sit Begreb? Siig mig vel, hvilke
Følgerne ere af disse Naturens Fordeele! Mon
ikke den er langt mere lyksalig, som kan prunke
med Lykkens, endskiønt han mangler Naturens
Gaver, eller, mon ikke den er lykkeligere, som
naar han ene eyer Forstand, tillige har det Sin¬
delav, at han aldrig anvender sin Forstands Brug,
paa andre, end de Ting, som bane Veyen til
Lykkens Tempel? er det vel saa tilladeligt som nyt¬
tigt, at opofre alt andet for Egennytte? er det
priisværdigt, billigt, ja en hellig Pligt, at tilside¬


160.
sætte alle Ting for det almindelige Beste? Mon
det ikke er en daarlig Jver, som bevæger os til at
være alt for nidkiære? Mon vi ikke bedre iagttoge
de Pligter, vi ere vor egen Velfærd skyldige, om
vi allene havde den til Hovedmaal, og enten virke¬
lig vare eller anstillede os blinde i de Ting, som
ere uden om os? Jeg omtumles i disse Tanker,
ret som paa et vildsomt Hav, hvor mine Ønsker
attraae en sikker Havn. Jeg foragter den Havn,
jeg kan naae, og søger den) hvis Erlangelse styr¬
ter mig i en nye Bekymring, da den ey har nogen
Tryghed for min Velfærds Rolighed. Pligterne
befale mig at gaae til det ene, og Egenkierlighed
lokker mig til det andet Sted. Hvis Røst skal jeg
følge, hist raaber min Ære, og her vinker min
Lykke, hist tordner min Uheld, her smigrer min
Fordeel. Meddeel mig Eders Tanker, og har de
noget Raad, saa dølg det en for den som svæver i
i en alt for uvis Slutning.
Imprimatur, C. Horærxom.


Novitianus.
No. 21.
Torsdagen, den 3die October.
Der ere mange Mennesker som ledes af saa
nedrig en Misundelse, at de ey en Gang
kunde skiule dens ubehagelige Virkninger. Saa¬
snart de see en anden at have Fortrin for dem ien
eller anden Tilfælde, blive de misundelige, deres
Hierte er ondt til at undfange Avind, men deres
Forstand alt for svag til at forberge sit utidige Fo¬
ster. Virkningerne af deres Avind yttre sig da
deri, at de paa mueligste Maader søge at forringe
dens Gierninger, som de med misundelige Øyne
ansee. Misundelse giør strat den Uskyldige til


162
deres Fiende, og for at skade ham, bringes i Mar¬
ken alle de Tropper Avind, Taabelighed og Vred¬
agtighed kunde levere. Med denne magtesløse
Krigshær giøre de nogle flyve Angreb hist og her i
sin formeente Fiendes Ryg, da de trække sig tilba¬
ge ligesaa hastig som de anfalde; thi at vove et
ordentlig Angreb, er noget deres egen Vanmæg¬
tighed forbyder. At tale lidet mere tydeligt, da
gives der adskillige, hvilke naar de see at en an¬
dens Gierning ved de Fornuftiges Domme behol¬
der Prisen for hans eget, paa hvilket aldrig no¬
gen anden end hans egen Vankundighed har sat
en ufortient Priis, blive de vredagtige, forbittre¬
de og avindsfulde, de søge derfore paa alle muelige
Maader at forringe en andens Arbeyde, og naar
de en kunde angribe Gierningen i sig selv, naar
de en kunde vise dens Feyler, maa den dog, efter
deres ugrundede Dom, hede ugrundet Men med


163
Tilladelse J smaae Geister, som ikkun synes dan¬
nede for Ammestuernes Kreds! hvad berettiger
Eder til at kalde en Ting ugrundet, med mindre
J kunde vise Aarsagerne til Eders Dom? Tør J
vel indbilde Eder at Eders Ord ere saa tilforladeli¬
ge, at man uden Undersøgelse troer og bygger paa
dem? Ney, lærer først at kiende Eders egen For¬
stands Nøgenhed, forinden J ville fælde Domme
over andres! søger først at vide hvad Folk dømme
om Eder, forinden J ville dømme om andre! tæn¬
ker aldrig at Eders forkleinede Forstands Ære rey¬
ser sig af sin Aske, derved at J ville forringe an¬
dres! lærer af den Fabel om Hunden og Maanen,
at Eders Bieffen er unyttig! lærer at kiende Eder
selv og Eders svage Evner! lærer af andre at maa¬
le Eders eget Begreb, lærer af andres Tænke¬
maade, selv at tænke lidet uden for den almindeli¬
ge Smag: En Efterstræbelse, (æmulatio) som har


164
det til Grund, hvorved man paa en redelig og
Fornuft og Viisdom elskende Maade, søger at
overgaae hinanden, er en priisværdig og nyttig
Ting, den forbedrer og opbygger baade Fornuftens
Dyrkere og de Fornuftiges Gierninger. Men naar
man af Avind, Had og nedrige Affecter bevæges
til at dadle andres, uden selv at giøre saa gode,
end sige, bedre Gierringer, hvor hverken For¬
nuft, Sandhed eller Billighed kan legge Grund
til min Last, da blotter man alt for meget sin For¬
stands Svaghed og sit Gemyttes onde Beskaffen¬
hed; man giør sig afskyelig i de Fornuftiges og
latterlig i alles Øyne. Alt hvad man derved vin¬
der er dette: At man bringer dem kun i Gevæhr
imod sig, som ellers af menneske Kiærlighed
havde skiulet og af Høymodighed foragtet vor
Svaghed; men nu for at søge en billig Hevn,
legge vor Navnkundighed for hele Verdens Øy¬


165
ne. Følgerne blive: At man derved først blotter
sin Avind, og derved faaer sin Vankundighed blot¬
tet. J, som Naturen haver begavet med en Fornuft,
der ikkun strækker sig til Vuggeviser, Eventyrer
og smaae Skumlerier, hvi blive J ikke i Eders
snevre Cirkel, og lade andre, som Naturen haver
været lidet mere gunstig, udvide sine Forstands
Ævner? Hvi tænke J en allene, men endog dum¬
dristig sige: at andres Gierninger ere ugrundede,
forinden J have lært at kiende deres Svaghed og
Styrke, Grundighed og Ugrundighed, fra hvilke
Gierningerne komme. Mener J at sunde og or¬
dentlige Tanker kan avles i den Hierne, som er
blottet fra al Kundskab og Begreb? Mener J at
et vildt og udyrket Træ kan bære velsmagende
Frugter? Eller tænke J at alvorlige Tanker,
sunde Begrebe og tydelige Forestillinger fødes i
alle Hierner? Troe J at man med ligesaa liden


166
Kundskab, Erfarenhed og Forstand, kan frem¬
sætte nyttige, politiske og alvorlige Betragtninger,
som Thee- og C Fe-Discourser, Moders og Klæ¬
ders Beskrivelse? Jndbilder Eder ikke at den
Hierne, som er opfyldt med almindelige gemeene
Fortællelser, skumlende og tvungne Jndfald, er
skikket til alvorlige Betragtninger! At udmale et
Blad med nogle opkogte, forslidte og dumme Jnd¬
fald, udførte i en tvungen, slet og almindelig
Stiil, er noget enhver Kielling, som hos en
Vugge og i en Ammestue har hørt og gjort nogle
Spørsmaal, siunget nogle Viser, og fortællet
nogle Koglerier, kan udføre. Men at skrive al¬
vorlig, patriotisk og fornuftig, dertil udfordres
en Feegaaende Jndsigt og Kundskab, og saadan
Kundskab findes ep paa Veye og Stræder, om man
end i tusinde Aar Dag og Nat spionerede. Jeg maa
spørge: hvo af de to giør meest Nytte i det bor¬


167
gerlige Sælskab, enten den, som taler om de
Ting, som henhøre til Sælskabets Opkomst, Nytte
og Forbedring, eller den, som ikkun debiterer,
hvad der passerer i Sælskaber, opholder sig over
Sælskabets Lemmer, deres Klæder, Menbler og
private Forretninger, Spørsmaalet maa besva¬
res af den vittige Verdens Mund. Men for at
komme til det første, og for at lære Eder smaa
Geister, ey at være misundelige over andres For¬
tienester, vil jeg bringe Eder til Gemytte følgende
Æsopi Fabel: En Skruptusse saae engang en
Oxe gaae i Græs paa Marken, den forundrede
sig over dens Størrelse, og betaget af Avind der¬
over begyndte at opblæse sig, for at blive lige stor
med den; den blæste sig derpaa op, og spurgde
sine omkring værende Børn, om den en var saa
stor som Oxen? De svarede: Ney, langt fra!
Hun begyndte paa nye at opblæse sin runkne Hud,


168.
kort, hun igientog Spørsmaalet, og blev ved saa
længe, indtil hun omsider brast i Stykker, saa¬
dan Ende fik dennes Hovmodighed, som, skiønt
hun var en Skruptuse, dog rørt af Misundelse
over Orens Størelse, vilde være ham lig, Læ¬
rer heraf J misundelige Aander, at J aldrig kan
blive større end J ere! Tænker ikke, at giøre
Eder store ved at forringe andre! Legger først Vind
paa de Ting, som kan giøre Eder store, forinden
J ville ophøye Eder paa den Throne, hvoraf
Eders elendige Vankundighed selv nedstyrter
Eder! og vider endelig, at en Skruptusse aldrig
kan blive saa stor som en Oxe!
ereraer Fr dierede


