Anmærkning.
D¬
ette approberede Uge Blad udgaaer her i Staden,
hver Torsdag med Adresse=Contoirets Aviser til dem,
som derfor lader sig tegne paa Adresse=Contoiret hos Msr.
Biering, som paa Forfatterens Vegne imodtager 4 Mark
for en Aargang, dog ey førend ved Aarets Udgang. Det
første Stykke bekommes gratis. Forfatteren agter at an¬
føre, hvad Efterretninger hans Gade= og Vey=Patroll
medbringer, tilligemed hans egne og andres Anmærknin¬
ger over samme. Separat bliver ingen af disse Blade
solgt. Kiøbenhavn den 1 Januarii 1765.
Forfatteren.


Patrollen.
No. 1.
U¬
di Adresse=Contoirets Efterretning for Aaret
1763 blev i Træsnit forestillet en Kone paa
Øen Føhrde i hendes pyntede Dragt, naar
hun holdt et Barn over Daaben, og i An¬
ledning af hendes gammeldags Dragt blev taget
Anletning til critiske Moraler over vore Tiders saa
brugelige som nyttige Envelopper eller Salopper.
Da jeg fik i Sinde at udgive dette mit Uge¬
Blad, og havde udsendt min Gade=Patroll for
at skaffe mig nogle Efterretninger, kom han tilbage,
og viste mig et billede, som han havde fundet (skulle
nogen kiende sig ved det, skal det gierne bekommes)
da jeg betragtede det noget nøye, befandt jeg, det
var en Afbildning paa en anden gammeldags
Dragt, forestillende en pyntet Brud paa Eylan¬
det Sild, og da jeg saa uformodentlig fandt en
Brud, som mange saa længe leder efter, og mig
synes detsuden det er et meget smukt Portrait,
(hver har sin Smag.) Hun forestilles her i det
første Blad i Mangel af andet Kobberstykke, for
dem, som har Lyst at giøre en liden Sammenlig¬
ning imellem hendes og vore Tiders artige Fruen¬
timmers Moder og Klæder.
Nu kommer Bruden:


et sige: Det er en skiøn Brud--- Vi kand uden
Qvalme neppe taale at see hende --- Hvilket fir¬
kantet Gesigt. Fy! hvilke lange Been!
Det tænkte jeg nok. Giv lidt Tid, væm¬
mes dog ikke saa meget over Alderdommen. Bru¬
den med sin Prydelse vil findes ved en liden Sam¬
menligning mindre latterlig, end hun ved første Øye¬
kast forekommer.
Mig synes hendes Hoved=Skiul, med Tilla¬
delse at sige, kand nogenlunde settes i Ligning med
de nye opfundne Soelhatte, og Dækket, som næ¬
sten tilhyller hendes Ansigt, bliver ikke meget uligt
Enveloppernes Poser, naar disse Poser maatte ef¬
ter Opfindelsens Hensigt drages over Hovedet; thi
ellers kand ingen Matematicus udregne deres Nyt¬
te. Denne Bruds Arme ere jo lige saa net ind¬
svøbte, som deres i Envelopperne; men om hun hav¬
de en tre Qvarteer lang Vifte, troer jeg ikke, hun
saa næt kunde stikke dem frem, og saa kunstig spille
med Viften, som andre af vore Tiders artige
Det er sandt, Brudens Klæder ere temme¬
lig korte, og deri bestaaer og den største Forskiel; men
efter min Tænkemaade i den Sag, trøer jeg at korte
Klæder kand ligesaa lidet henregnes til Uhøviskheds
Kiendetegn, som man kand ansee det for Bluefær¬
digheds Vidnesbyrd at vore Modens Fruentimmer
har gemeenlig en Alen Tøy, som til ingen anden
Nytte slæber efter dem, end at man kand spore Dem
om Sommeren i Støvet og om Vinteren i Skar¬
net, og kiende at et Modens Fruentimmer har nylig
passeret den Vey.
Amager= og Bønder=Fruentimmer bærer al¬
drig lange Klæder; thi de maatte hindre dem i de¬
res Gang og Arbeyde. De, derimod som ikke be¬
høver Beenene uden til egen og andres Forlystelse,


som gaaer mindre og mere langsom, og som bestiller
lidet eller slet intet, kand uden Hinder bære dem saa
lange, dem lyster.
Den Mode er altid den beste, som er meest
beqvem, meest naturlig og meest overeensstemmende
med hvers Stand og hvert Land. Forandringer¬
ne i Klædedragter burde og giøres i den Hensigt, at
faae dem beqvemmere, og jo mindre Tid Jførelsen
medtager, jo fornuftigere og nyttigere er Moden.
De Gamle gik barbenede, kastede et Skind eller
Klæde om sig, og saa videre, men derfor bør de ikke
ansees fornuftigere. Skulle det ey føres til Brug
og Anvendelse, som Kunst og Flid opdagede, hvad
nyttede da det sidste til? Vel er overdreven Pragt
i Klæder ikke saa fornuftigt at den bør roses; men
fandtes der i det Fald ingen Modens Elskere, tabte
Kunsten og Handelen en stor Deel, Lad kun Ama¬
gerne og andre Folk beholde deres Dragt uforan¬
derlig, den har dog engang været lige saa latterlig,
som vore nyeste Moder nu ere. Det er Vanen,
som giør alle Moder fordragelige og antagelige.
Jndbildningen om en nye Beqvemmelighed eller
Hur forandrer dem, og hvor tilbørligt er det ikke, at
de Fornemste i Landet maae have noget besynderligt
frem for andre; men de efterabes saa meget af Mid¬
delstanden, at de, for at beholde en Mode for sig
selv, har endog forsøgt at bære Foerværk i Jtalien,
og tynde Silke=Klæder om Vinteren længst imod
Norden.
Det er da ikke saa meget Snittet paa Kiæ¬
derne, naar de derved ey giøres umagelige, som en
vidt søgt og overflødig Pragt, der bør underkastes
en skarp Dom, og denne fældes med billighed
over de Folk, som klager over slette og dyre Tider,
men efter Ordsprog, holder Stadsen ved lige om


der ey er Brød i Huuset. Ligesaa over dem, hvis
Mode=Syge gaaer saa vidt, at de forandrer Knap¬
hullerne og Knapper i deres Klæder 6 gange om
Ugen, og naar Søndagen kommer, er Klædnin¬
gen dog ikke efter Moden.
Fruen har baade Taftes og Damastes Klæ¬
der, men de ere gammeldags, Blomsterne er enten
for store eller for smaae, de passer ey heller og ey er
skaaret efter det nymodens Snørliv. De naaer
ikke Gulvet paa 3 Tommer nær, altsaa er Fruen
midt i sin tilpakkede Garderope dog næsten nøgen
for Klæder. Herren er paaholden; thi han læser
Oeconomiske Skrifter. Han siger 10 Rdlr. er for
meget for Alnen af det og det Tøy --- Men hvad
skeer? Naboe=Fruen lod sig beundre Juule=Dag i
Kirken udi en Klædning af det Slags, det er en gyldig
Aarsag, hvorfore Manden for Fred i Huuset mage rykke ud
med 300de Rdlr. til 30 Al af det samme Slags; thi Tøy¬
et, siger Skræderen, er vel smalt. Mon ikke Mode¬
Sygen her gaaer for vidt. Jomfrue Lisetteforestiller sine
Forældre, at enkelte Manstetter henhører til den gamle
efter
Verden; Hun troer at skikkelige Folk strax
den begyndte at bære dobhelte Mansketter. Det lader dog
meget fornuftigt siger hun, ja, de tredobbelte erklærer
for overmaade fornuftige. Hun giør Lignelsen af et Huus
paa 3 Stokværk, som falder mere i Øyuene og agtes me¬
get fornemmere, end det, hvor Taget ligger ned paa Stuen
og er af et Stokværk.
Mit lille Rum forbyder mig at tale meer her om.
Min Patroll fortæller mig, hvor besværligt det er at
trænge sig igiennem Gader og Stræder for Folk og Vog¬
ne i denne Tid, som ere saa beskieftigede med at kiøre og
løbe for at gratulere Ryeaar. Ved denne Fortæling faldt
mig ind hvad vor store Holberg siger om disse Nye Aars
Omløbere; man skulle tænke, siger han, at en hidsig
Feber var paakommen den største Deel af Stadens Jnd¬
byggere. Det var og at ønske, at disse Febricitanter vil¬
ge,
de antage det tilforladelige Middel mod denne Løbe=s
som vores berømmelige Patriotiske Tilskuer har foreslaaet


og da det er tree Aar siden denne Recept kom for Lyset og
ventelig er gaaet af glemme, vil jeg og som en ærlig Pa¬
triot for mine Landsmænd igientage den her, at saa ypper¬
ligt et Middel ikke gandske skal kastes bag Bænken, det
bestaaer i følgende Forslag:
J Steden for den Kiørsel hvormed skikkelige Folk
kun giør dem selv og andre Uleylighed, og foruden Vogn¬
Leyen 1 eller 2 Dage, maa giøre adskillige Bekostninger
paa Parykmager og Haarskierer, mener jeg, at det sam¬
me lige saa vel kunde afgiøres ved stemplede Sædler og
naar Folk ville spare dem den Umage og Bekostning, at
komme selv i Person, maatte Sædleren dog indeholde no¬
get, hvorved de kunde give deres Høyagtelse tilkiende, ef¬
ter adskillig Stand og Vilkaar. Foruden andre Udgiv¬
ter, blev sparet til Medicamenter for Hoved- og Tand=Pi¬
ne, Bryst=Syge og andre Svagheder, som Folk samler
sig ved at bære Hatten under Armen, ved Trækvind og
ved at komme ofte i Kulde og Varme. Saadanne Sæd¬
ler kunde forebygge al Forvirrelse paa de Stæder, hvor
man ikke finder Folk hiemme. Laqveierne kunde spøre
den Umage at holde Bog over alle Opvartninger. Her¬
rerne selv havde hverken nødig at giøre sig syge eller nægte
sig hiemme. Den hele Sag kunde skee uden mindste Bul¬
der eller Uleylighed ved at lade Sædler bære om i Byen.
Jeg vil legge dette til: Paa saadanne Tædler kun¬
de man og undertiden skrive sin Hiertens Mening, saasom:
Min Tunge er 1000 Mile fra mit Hierte; Med Tungen
ønsker jeg Dem et lyksaligt Nye=Aar, men i Hiertet mener
anderledes. Med Munden ønsker jeg Dem al Velstand,
og i Hiertet al Veestand. Paa den Maade lærte man til¬
lige at kiende Gemytter, og man skriver jo ofte det, man
undseer sig ved at sige mundtlig.
J Leipsig har man den Maade at udlegge et Ark
Papiir i Forgemakkerne eller andre Steder, hvorpaa Nye¬
Aars Ønskere skriver eller lader skrive deres Navne. Det
samme bruges og, naar enten Herren eller Fruen ere upas¬
selige. Og skrives da oven for, hvorledes den Syge be¬
finder sig, om den har sovet vel eller ikke, o. s. v. naar Pa¬
tienten bliver fuldkommen frisk, tages Skildtet ind.
Dette paa Nye=Aars=Dag indfaldende Snee=Væyr
vil skaffe Hyre=Kudskene god Fortieneste, og mig synes at
see vore unge Smaa=Herrer gandske forbittrede paa hele Natu¬
ren; saasom de hvide Been ikke kand noksom skinne
igiennem paa de hvide Gader.
102


Patrollen.
No. 2.
den 8 Januarii 1765.
S¬
aasnart jeg lod mit første Blad ud¬
flyve, lod jeg tillige patrollere over¬
alt for at høre, hvad Domme
man vilde fælde derover. Man
bragte mig den Tidende, at mit første Blad
fandt et uformodentlig Biefald. Det anklod
det Smukke Kiøn, at jeg ey lastede de nye
Moder, og langt fra ville giøre den nedrige
Sammenligning imellem Saloppernes Poser
og de nyemodens Skarnageres Kitteler, som
vi nylig har seet i Skiald=Tidenden for afvig¬
te November Maaned, hvor Poeten siger:
Det Smukke Kiøn blev rørt paa det ømmeste
Sted.
Ja, meere, min Gade=Patroll bragte
mig endnu en langt behageligere Tidende,
geml. at Forslaget om Nye=Aars=Sædler fandt
et almindeligt Biefald med det inderligste
Ønske, at de maatte blive bragt i Moden, saa¬
som en Hyre=Vogn paa den Tidkoster saa me¬


get at en maadelig Familie deraf kunde lev
vel og tarvelig i 8te Dage; thi sidste Ny¬
Aars=Dag kostede en Hyre=Vogn 7 a 8 Rdli
og een eneste Time 8 Mark, hvilket mang
Fattige men dog Modens Lykønskere har maat
tet beklage.
Jeg skal ved Leylighed give en nøyer,
Beskrivelse over de foreslagne Nye=Aars=Sad
ler, deres Indretning og Beskaffenhed, o
skal det være mig en Fornøyelse at indbring
noget got i Verden.
Min Patroll fortæller mig mere Nyk
som jeg holder for at være af det vigtigste
Jeg havde afsendt ham for at see om det va
mueligt at komme ind paa vor Danske Skue
Plads den 2 Januarii for og at være Tilskue
re af Nye=Aars Gratulations Balletten kalde
Laurbær=Greenen; men min Patroll fortalt
mig at der var saa stoer en Mængde Menne
sker af begge Kiøn om Comoedie=Husets Dør,
som Bier om Biekubens Hull, naar de on
Sommeren vil sværme. Der var saadat
Trængsel og Gienvordighed, at de, som vare
halv indkomne, ønskede at komme ud igien
ja, havde end Skue=Pladsen været saa stoer
som Nye=Torvet uden for, havde den dog ey
kundet rumme Liebhaberne. Den største Deel
maatte gaae tilbage, og min Patroll forsikkre
de mig, at han saae en artig Skiønhed, som
ey kunde trænge igiennem den støyende og stri¬
dende Mængde, at vende tilbage med vaade


Øyne. Hvilken Jammer! Min Patroll gik
forbi nogle, som forundrede sig over denne
store Trængsel, og at man paa Nye=Aars¬
Dag ikke saae saadan en Stimlen uden for
Kirkedørene; men de, som giøre saadanne
Slutninger, betænker ikke, at her er saa man¬
ge Kirker, men kuns et eneste Comoedie=Huus
i Staden. Og at man ikke skal kunde sige,
vore Kirker ere tomme for Tilhørere, da har
min Patroll fortalt mig, at der vare 266ve
Kareter uden for Holmens Kirke, da den nye
Præst prædikede første Gang, og Kirken var
gandske tilpakket, (om en Deel indfandt sig af
Nysgierrighed, skal jeg ey kunde sige) vidst er
det, at min Patroll hørte nogle Matroser, som
gik af Kirken, med en høy Matros=Eed at be¬
kræfte, det var en god Præst de havde faaet.
Men at Trængselen ved Comoedie=Huset be¬
meldte Aften har været stoer og Indgangen,
trang, sluttes klart deraf, at en gav 68 Rdlr.
for at komme ind, men dog maatte blive ude,
det er: Han mistede Pengene endog af Vest¬
Lommen. En anden ærlig Siel fandt en
Snebbert i en Barbeer-Drengs Lomme, hvil¬
ken han ventelig tog for at aarelade Folk for
denne hidsige Feber. En Kaarde blev tabt
og en Hermelins Muffe funden. Kort sagt:
Der var en almindelig Jammer uden for, og
inden for en usigelig Glæde iblandt dem, som
slap ind med heelt Skind.


Jeg hører en stor Ringlen og Klim¬
ren ligesom af nogle tusende Smaa=Klokker,
og min Patroll fortæller mig, at det er Lyden
af de velklingende Bielder, og at saa stoer
Fortred som Sneen Nye=Aars Dag foraarsa¬
gede, saa stoer Nytte fører den nu med sig,
da den er saa behagelig at lade sig slæbe paa.
Kanerne ere alt komne i Brug, og man seer
Folk indsvøbt for at fryse i fuld Fart; de top¬
pede Heste staaer i fuld Skum for den For¬
nøyelse de Fornuftige har af at fryse. Man
ønsker allene at de flittige Gade=Feyere i den¬
ne Tid ikke ville viise deres sædvanlige Hur¬
tighed i Feyningen, paa det Sneens Bor¬
førsel, ikke skulle skille Hyrekudskene ved de¬
res gode Fortieneste og de Omfarende ved de¬
res kolde Fornøyelse.
J dette Øyeblik kom min Vey=Pa¬
troll og fortalte mig noget særdeles Nyt, om
det ellers er troeligt. Jeg vil meddele det,
som det er: J en af vore smaa Kiøbstæder,
som skal bære Navn af den gamle Kong Roe
og en berømmelig Kilde, ere 40 frugtsomme¬
lige Koner; om det er sandt, maae de gand¬
ske vist have seet et Syn i Luften eller noget
andet Tegn, som spaaede Byen denne Frugt¬
barhed; thi, om jeg husker ret, lod just den sam¬
me Bye forgangen Aar i Aviserne lyse om en
forfaren Jorde=Moder og en Glarmester paa
en gang, om disse to Haandverker vedkom¬
mer hinanden, skal jeg ey kunde sige. Det


var at ønske, om man havde mange Jorde¬
mødre, som den ærlige Kone paa Landet i
Grævskabet Hachenburg, der ved Barne=Fød¬
sel betiener sig af en vis Forsigtighed, hvor¬
ved Børnene enten aldrig faaer Kopper eller
og ikkun nogle faa, hun kand skaffe Præstens
Attest, altsaa maae det være sandt; Men det
er Skade, hun ey uden en ringe Belønning
vil lære andre denne Kunst; thi paa den Maa¬
de bortfaldt den saa længe omtvistede Kopper¬
nes Jndpodning.
Min Gade=Patroll kom nylig fra et
Huus, som var i den største Uorden og Al¬
larm; det lod, som Fruentimmerne vare me¬
get forbittrede paa Manden i Huset; imen,
hvorover? Nylig var bortstiaalen en Caffe¬
Kiedel af Huset, og Manden havde svoret
paa, at de ikke skulle faae Caffe, førend de
bragte Caffe=Kiedelen tilveye; thi han syn¬
tes, de misbrugte denne herlige Snakke-Drik.
Skulde nogen Retsindig kunde opdage denne
Caffe=Kiedel, vilde de giøre sig det hele Huus
forbunden, undtagen Manden.
Mere Nyt med Gade=Patrollen, som
er noget af det vigtigste: Han fortæller mig
en almindelig Glæde at være paakommen den¬
ne Stads Fattige og Brødløse. O! hvil¬
ken glædelig Tidende! En ærlig Medborger,
en af vore uegennyttige Patrioter, vil lette
den svare Brød=Trang for den Fattige.
Hvor priseligt er ikke det! Ene kand den go¬


de Mand ikke bære Byrden; ney; han saae
sig selv for svag, men lader ey af, førend han
i alle Stadens Vinkler og Braaer opsøger
99ve lige saa brave og omhyggelige Mænd,
som skal legge Grundvold til denne prægtige
Bygning: De Fattiges Korn-Magazin,
for hvis Porte menige Mand bor opreyse
det Patriotiske Selskab udødelige Æres¬
Støtter.
Nogle i egne Tanker grandseende siger
vel: Hvor kommer Pengene fra? Der hø¬
rer en anseelig Capital til et saa anseeligt Op¬
lag; Men, slige Spørsmaal ere ikkun deres,
som bekymrer sig om alting, uden selv at vise
deres Vinskibelighed i noget, i sær i det Go¬
de. Vor Patriot veed nok Udveye, og, hvo
ville ikke understøtte et saa priseligt Foreta¬
gende. Man kand forlade sig til, her byg
ges ingen Luft=Casteller, som nogle Snart¬
dømmende mumler saa sagte om.
Hor engang, hvad min Patroll fortæl¬
ler mig; han kom i dette Øyeblik fra Forsam¬
lingen. Jeg tænkte, siger han: Jeg var
kommen paa en Polsk Rigs=Dag; man fore¬
slog snart en, snart en anden, til noget vig¬
tigt; alle ville have deres Stemmer hørt og
ført: men jeg merkede lettelig, at man i et
vigtigt Val gik ikke efter den blotte Lyd.
Ney; her kom det an paa den sande Ærlig¬
hed og Kierlighed til sine betrængte Medbor¬
gere. Sexten brave Mænd bliver med enige


Stemmer udvalgte, som Hoved=Pillerne for
denne ypperlige Bygning, de Fattiges Ma¬
gazin. Hvor kand man da andet, end spaae
sig en ønskelig Fremgang og en evig Bestan¬
dighed! Hvor finder man Lige til disse vore
umistelige Patrioter. De ere Herrer, og til¬
lige vil være Tienere, men for hvem? For
de Fattige. Mon de søge Betaling derfor?
Ney, de veed, at Dyden belønner sig selv.
At ville tiene de Rige, Mægtige, og Ansee¬
lige, det er ikke underligt, men at ville tiene
dem, som neppe af Hunger kand bede for
Dørrene om det tørre Brød, det er noget
roesværdigt og ret Christeligt.
For at spare Udgifter, vil dette berøm¬
melige Selskab selv skrive og føre den ufor¬
drende Brev=Vexling, selv være Tisyns¬
Mænd, selv Bogholdere, selv Jnd= og Ud¬
maalere; ja selv bære al den Byrde, som saa
tungt trykker de Fattiges Skuldre. Du Ør¬
kesløse, see paa disse Myrer, dine arbeydsom¬
me Medborgere, og lær Flittighed. Du
Haardhiertede, lær af disse Medlidenhed. Du
over andres Ære misundelige, lær af disse paa
saa patriotisk en Maade at indlegge Dig et
udødeligt Navn! J om alle nye Opfindelser,
ildedømmende skal her staae til Skamme ved
Eders egne ugrundede Domme, naar J skal
høre og see, hvorledes vore Fattige og Nødli¬
dende for hver en Skieppe Rug, de af dette
Magazin bekommer, igien vil maale vore Pa¬


trioter Skieppen fuld af hierterørende Velsie
nelser.
Min Patroll fortæller mig, at han og af
Nysgierighed vilde have ladet sig tegne til de Phy¬
siske Discourser, men der vare saa mange at Trap
perne end og vare fulde. Saa meget mærkede han
dog, at alle de, som kom ned, saae alle glade ud,
og roste de Discourser, som skulle holdes. Denne
tillige Roes kan blive sand. Men den Tid forekom
den Roes mig ligesaa velgrundet, som den blinde
Drengs Berømmelse over den røde Farve.
Længe discurerede Læreren med den Blinde,
for at give ham et tydeligt Begreb om den røde
Farves Skiønhed; hin troede at have givet et ty
deligt Begreb, denne at have fattet det vel. Nu
kommer det an paa en Prøve: Hvorledes seer den
rode Farve ud, spurgt Læreren? Prægtig, sva¬
rede Drengen. Hvorledes da, spurgte Læreren at¬
ter, at man kan høre, J forstaaer den? her udvik¬
ler Drengens Begreb lsig, Mig tykkes den røde
Farve seer ligesaa prægtig ud, som Klangen,
af en Trompet.
Ey mindre kiingende Begreb ville den blin¬
de Dreng giøre sig om Sølv og Guldtressede Hat¬
te, om hvilke vore Smaa=Herrer giør sig et meere
glimrende; de Aldrende et meere dunkelt; men Fa¬
brigeuren gjorde sig det fornuftigste Begreb, om
han lod nogle Tresser blive tilbage til trængende Lieb¬
habere, hvilket han ey synes at ville efter hans Be¬
kiendtgiørelse i Aviserne til hans Bortreyse.
Vore Politiske Aften=Sælskaber befrygter
at miste en Deel Laugs=Brødre, som heller vil væ¬
re physiske Verterne vil tabe derved. Patrol¬
len meener ney. Tiden vil lære det.
Jækæ F


Patrollen.
No. 3.
Onsdagen den 16 Januarii 1765.
M¬
ine Patroller. (Jeg har vitrklig meer end een,
som Læserne selv kand see af Fortalen; thi hvor
skulde eet Menneske allene kunde bestride det Ar¬
beyde, at streiffe om overalt og skaffe mig de
fornødne Efterretninger til mine Blade? To forslaaer hel¬
ler ikke, omendskiønt jeg hører mange ere faldne paa de
Tanker, at jeg holder ikkun een Gade= og een Vey=Pa¬
troll; men jeg er selv Skyld i saadan Jndbildning, fordi
jeg ikke i mit No. 2. skrev een af mine Gade=Patroller
og een af mine Vey=Patroller. Jo, jeg er nødt til at
holde en temmelig Mængde; thi Aaret er langt, og der vil
meget til, at folde 52 halve Arker. Nu har jeg oplyst
Læserne derom, og nu maae De troe, at hvad jeg herefter
beretter, er mig rigtig bragt eller fortalt af Patrollerne,
omendskiont jeg ikke hver Gang, som i mit No. 2. skriver:
Min Gade Patroll bragte mig denne Tidende =--Min
Patroll fortæller mig dette Nyt --- Nu kom min Vey¬
Patroll, og saa videre; thi jeg er selv tied af at skrive
Patroll saa ofte. Desuden fylder det kun Bladene op;
og naar jeg nu engang for alle har sagt mine Læsere, at det
virkelig er Patroller og endda mange Patroller, som jeg
faaer mine Nyeheder fra, saa haaber jeg, De forstaaer
mig nok, om jeg herefter i den Sted skriver: Man hører;


Nu siges; der berettes, og saa videre, uden at indbilde sig,
at jeg har givet mine Patroller Afskeed. Hver Gang
De seer Patrollen over mine udgivende Blade, behager
De at erindre sig, hvad jeg nu har aftalt med dem. Den¬
ne Gang maae jeg dog endnu nævne mine Pateoller.)
Mine Patroller, siger jeg, har siden i Torsdags
fortalt mig saa meget Nyt, at jeg rigtig er i Vilderede
med mit Val, hvoraf jg først skal begynde min Beret¬
ning i dette Blad. Saa forlegent kand Mennesket blive,
naar det faaer for meget at vælge i. Men jeg har allere¬
de fyldt en Deel af Bladet, uden endnu at have sagt no¬
get. Vil jeg ikke at andre skal giøre for ubehagelige An¬
mærkninger over mig, og kalde mit No. 3. Patrollens
Væv, saa maae jeg opfylde det Løfte jeg har gjort i min
egen Anmærkning. Nu følger da Efterretningerne:
Een har sagt: Mine Blade bliver neppe ævi¬
Om flere har sagt eller tænkt det samme, veed jeg
ikke. Mig har saadant aldrig rundet i Tanker. Kand
de blive saa fornøyelige for Læserne, at de kand vedvare udi
nogle Aar, skal det være mig kiert. Men maaskee den go¬
de Een har forstaaet ævig saaledes, at de neppe bliver
giemte og læste til ævig Tid. Det troer jeg gierne, de
ikke bliver. De skrives ey i den Hensigt. Møl fortærer
dagligen en Hob indbildte Ævigheder. Lad da mine
Blades visse Endelighed kun blive et Rov for samme Tæn¬
der. Det Ord Ævig har ellers lige saa forskiellig Be¬
mærkelse hos os, som hos vore Naboer. Jeg har just
ikke Rabners Lexicon ved Haanden; men om jeg husker
ret, siger han, at ævig Kierligheds Lue, ævig Forening
imellem Venner forstaaes hos mange kun om en gandske
stakket Tid. Naar en Skribent stræber efter Ævighed,
betyder det sielden mere, end at have en halv Snees Bø¬
ger liggende for sig, for deraf at sammenflikke den ellevte.
Faaer han sin Bog roest i en lærd Tidende, saa er han
ævig vel tilfreds. Ævig at ære en Velynder, vil ikke si¬
ge andet hos mangen een, end at dersom Velynderen ey
hielper hans ævige Dyrker til det Omsøgte, saa maae den¬
ne nødes til at laste ham ævig. J visse Byer paa Lan¬
det siger man at Ordet har atter en anden bemærkelse;


thi naar en ærlig Mand vil der gierne have sin Fader el¬
ler en anden af sine Paarørende giort ævig lykkelig: saa
koster det kun en Daler meer. Jeg har været noget vidt¬
løftig i denne Anmærkning; men ligesom Kierlighed be¬
gynder fra os selv: saa er man gierne meest nidkier i sin
egen Sag.
To har stødt sig over mine Tanker i No. 1. at
Hierte og Tunge ere sielden overeensstemmende hos
Nye=Aars=Ønskere. Skulde jeg forsvare min Sætning
imod To? Ney, jeg vil i den Sted fornøye mine Læsere
med Udtog af nogle fundne Udkast til Nyt=Aars Lykonsk¬
nings Breve, og siden Forfatterne har været saa skiødes¬
løse at tabe dem, saa giør jeg mig ingen Samvittighed,
over at aabenbare deres Navne. Lad det være deres Paa¬
passenheds Belønning. De har dog Ære af hvad de har
skrevet: Hr. Adrast ønsker sin gamle Fetter et langvarigt
Liv. bestandig Sundhed og al Velgaaende; og Adrast
mener det oprigtigt, siden han er i fattige Omstændighe¬
der, og den gamle Fetter har Penge og ingen andre Ar¬
vinger. Studenten Cleontes skriver i sit Brev til Præ¬
sten paa Herregodset: Gid Deres Velærværdigheds Kræf¬
ter maae styrkes, saa De endnu i mange Aar kunde i De¬
res Embede tiene til Menneskens Opbyggelse i Deres Me¬
nighed! Hvo vil tvivle om, at Cleontes jo skulle mene det¬
te af Hiertet, endskiønt han i sin Lomme har Kalds=Brev
paa at snecedere Præsten? Vambino ledsager sit Nyt¬
Aars Ønske til Jomfrue Camilla med et andet Ønske, at
være ævig foreenet med hende, og giør en vidtløftig Be¬
skrivelse over hans ømme og heftige Kierlighed, der er fær¬
dig at qvæle ham til Døden. Saavidt jeg slutter af hans
Brev, er Bryllups=Dagen fastsat; og hvad gielder, vi der
faaer en Mesters Mesterstykke at see, og ikke nogen opkogt
Berømmelse over Camilles Dyder og Deylighed, som har
indjagdt VBambinos Hierte? Mig tykkes allerede, jeg læ¬
ser en splinter nye Lovsang over Bambinos Redelighed,
Trofasthed og oprigtige Kierlighed. Jeg har tit beklaget
Camillas Skiebne, at hun i 45 Aar ikke har kundet blive
gift. Vel var det, hun vandt den Slump i Lotteriet;
thi nu faaer hun dog en Mand, som elsker hende oprigtig.
Jeg vil ikke friste mine Læseres Taalmodighed længer; thi


enhver seer dog lettelig, at jeg taler i min egen Sag, og
det kand være nok, at jeg har anført tre Beviser imod To.
Der var forleden en af vore unge Jurister paa
Vlinkielderen, (jeg beder om Forladelse, i fald han ikke
studerer; thi saa har jeg giørt mig et urigtig Begreb om
Kokarden) som udlod sig med den Jndsigt, da i han læste
mit No. 1. at jeg ikke var studeret. Sandt at sige er
jeg ikke heller, men derfor tænker jeg, sagte at kunne skri¬
ve saadant et Uge=Blad som dette, der hverken skal see ud,
som det var studeret, eller være lærdt. Jeg har ingen af
Delene lovet mine Læsere. (See Fortalen). De skal
rigtig nok faae de Efeerretninger, som jeg kand indhente.
Gre de ikke fornøyede med de Anmærkninger, jeg kand giø¬
re derover, vil jeg gierne indrykke dem, man vil sende, dog
med Forord, saafremt jeg holder dem for at være bedre
end mine egne. Skeer det sidste, bliver jeg et stort Myn¬
ster for mange Skribentere. Den unge Jurist, (han
maae dog enten være eller ville blive det; thi i dette Øye¬
blik siger man mig, at han søger om Suecession paa sin
Faders Skriverie), med Kokarden paa Hatten, (af den¬
ne Stiil kand han endnu bedre see, at jeg ikke er studeret;
thi jeg vidste ey, hvor jeg skulle faae min Parenthesis ind¬
ført, uden jeg skulle sette den imellem ham og Kokarden,
er vel ikke selv studeret. Men derfor bærer jeg dog al
Ære og Ærbødighed baade for hans Person, og den Ting,
som betegner hans Sfuderinger. Jngen af mine Læsere
maat tænke, at jeg har i Sinde at hævne mig for det,
som er sagt. Hvad siges ikke paa Viinkieldere. Jeg vil
heller af mit Hierte ønske ham sin Faders Betiening. Jeg
forstaaer mig slet intet paa, om der skulle være større Nyt¬
te ved, at sette studerede Folk til Skriver= og Dommere
Embeder, end ustuderede. Det er ingen Skam, at til¬
staae sin Uvidenhed; og det er endda mindre Skam, naar
en Ustuderet er vankundig, end den, som heder studeret.
Man har jo seet mange studerede Dommere, at dømme li¬
ge saa daarligt, som de Ustuderede. Vel er det sandt,
jeg har kiendt mange Ustuderede, som ikke havde større For¬
stand end jeg, hvilke dog havde baade Dristighed nok til at
søge og Lykke nok til at faae saadanne Embeder, som jeg
hverken torde anholde om, eller saae mig i Stand til at


forestaae, men det være langt fra mig at nægte, at saa¬
danne jo kand faae Forstand, naar de faaer Embedet.
Jeg var ellers i min Ungdom Tiener hos en gammel Lands¬
Dommer, som tit bandede Christianshavus Kirke, fordi
hans Patroner aldrig kunde skaffe ham de Bøder eftergiv¬
ne, som han blev domt at betale til den: men det er just
ikke dette, jeg vil sige. Denne Lands=Dommer holdt en
Gang et fælt Huus med en Birke=Dommer, som havde
nægtet ham en vis forlangt Tieneste, og i sin Vrede soer
paa, at i den første Sag, han fik for Lands=Tinget, skulle
han dømm ham fra hans Embede. Birke=Dommeren
par ustuderet. Et got stakkels Mand. Han holdt for,
at det var en ordinair Procez, naar begge Parterne be¬
stak Dømmeren, og den rette bemærkelse af Fas & Ne¬
fas troede han at være den theoretiske og practiske Lovkyn¬
dighed. Jeg veed ikke, om dette er saa eller ey. Nu vil
jeg fortælle mine Læsere noget andet:
Mine Læsere erindrer sig vel den i afvigte Som¬
mer saa ofte omtalte hurtige Seylere, som uden Seyl og
Alarer i nogle faae Minuter ville seyle 7 Mile. Jeg lod
af en liden Nysgierrighed spørge overalt, om samme endnu
opholdt sig i Staden. Nogle svarede, at han seylede ag¬
ter ud. Andre, at han leed Skibbrud i Luften. Men
nogle med Vished forsikkrer, at han efter sin hastige Sey¬
lads halv forbrændt havnede i en Viinkelder; saa det gik
ham, som hiin Jcarus, i det hen ville fløve for høyt, kom
Solen for nær, og med smeltede Vinger plumpede i
Havet.
Der siges, at man over alt i Staden taler med
største Berømmelse om det i disse Tider saa gavmilde Te¬
stamente. Kuns nogle faae Misundelige, som galtid med
skeele Øyne anseer andres Lykke, siger at den fik for meget;
nogle derimod, som gemeenlig ere gavmilde paa andres
Pung, siger at den fik for lidet; Andre mener, en troe Tie¬
ner kand ikke lønnes for vel. Saa at hvad Holberg har
skrevet, at mange holder Huusholdersker saa længe, indtil
de nødes til at ægte dem, far at komme til sit eget, kand ey
her have Sted. Nok, til den Afdødes Berømmelse, at
hans Jhukommelse vil være udødelig hos alle Stadens


Fattige for de 5000 Rdlr. som dem blev af denne runde
og medlidende Haand skienket. Hvor vil ikke den nødli¬
dende og 104 Aars gamle Mand (see Adr. Av. No. 3.)
opløfte sine af Nød og Alder udmattede og rystende Hæn¬
der til Himmelen, for at prise og takke den Almægtige,
som bøyer de Riges Hierter til at tænke paa en Lazarus.
O! at vi havde mange saa goddædige Landsmænd som den
første, og at ingen, som den sidste maatte savne sine Med¬
menneskers Hielp!
Man fortæller mig, at en fornæftig gammel Be¬
ste=Moer finder stoer Behag i den i Adresse=Contoirets
Aviser anlagde Correspondence; man kand, sagde hun,
undertiden slippe til et got Raad uden Betaling; men en
Læge, som just var kommet for at helbrede hendes Jom¬
frue Datter=Datter, virrede med Hovedet, ligesom det ey
anstod ham, og med Opmærksomhed føelte paa Jomfruens
Puls. Ak! udbrød den upasselige Dorinde, holdende paa
Hovedet: Ak! hierte Beste=Mama! Damon er et saa
forunderligt Menneske. Han hader den i Dag, som
han elskede i Gaar, og elsker den i Dag, han hadede
i Gaar. Mon der ikke og kunde spørges om Raad
mod Damons Ubestandighed? Torde jeg give mig ud
for Doctor, ville jeg raade den stakkels Dorinde, at hun skulle
begegne Damon paa samme Maade.
Nogle mener, den nye anlagde Fiskebeens=Fabri¬
qve ikke vil blive fordeelagtig for Anlæggeren, eftersom den
ovale Figur ey længer anstaaer det smukke Kiøn, som er
bleven bedre oplyst og fornuftigere, end at de skulle forbyde
artige Folk paa tre Alen nær fra hver Side at nærme sig
til dem. Andre derimod mener jo, og spaaer Fabriqveu¬
ren god Aftræk; thi hvad der ey bruges til Stivskiørter vil
gaae med til de længere Bryst=Værn. Saa hvad den En¬
gelske Spectator sagde, da hans Lands Fruentimmer ned¬
lagde de høye Toppe, og derimod optoge Stivskiørter:
Hvad de tabte i Høyden, vandt de i Tykkelsen, kand
og her siges: Hvad der tabes i Breden, vindes i
Længden.
Mig


Mig er leveret et Brev fra en Forpagtertpaa Lan¬
det, med Begiering, samme maatte indrykkes i mine Bla¬
de, men baade mit lille Rum og Velanstændighed forby¬
der det. Jeg vil allene fortælle mine gunstige Læsere et
kort Udtog deraf: Den gode Forpagter kand ikke noksom
beviidne den Fornøyelse han en fjorten Dages Tid, da han
var i Hovedstaden, fandt i vore Skue=Spill og Balletter;
alting anstod denne vittige Landmand, undtagen tre Poster,
som han efter hans Landsbye=Smag fandt en Afsmag udi
og ønskede at raade Bod paa, ved at binde Hænder og Fød¬
der paa nogle, og holde for Munden spaa andre. Han
giør nogle enfoldige dog bittre Lignelser, som bedre passer
sig blandt hans Bønder og Stude, end de for bedre sma¬
gende kand udsiges. Forpagteren er dog i al sin Eenfol¬
dighed saa fornuftig, at han tilstaaer selv, han er kun en
Landsbye=Tosse. Han maae have Ret; jeg troer ey heller,
han nogensinde har seet andre Skue=Pladse, hvor jo Par¬
terret ligeledes har havt fuldkommen Friehed til at tram¬
pe, klappe og raabe bravo og encore, saa meget det lyster.
Havde Hr. Forpagteren læst vor Patriotiske Tilskueres
Blad No. 303, havde han nok faaet en fiinere Smag og
blevet en mildere Reformator. Men hvor ivrig vilde ikke
denne Forpagter, som mener at have al Viisdom under
sin Forpagtning, have blevet, om han havde hørt det, jeg
engang iblandt Stemmerne mærkede, at en raabte encore,
naar andre sagde bravo, jeg stiltiende sluttede kun, at den¬
ne tænkte, encore var det samme som bravo, og at han
allene ville distingvere sig fra Almuen ved et Sprog, som
han ikke forstod. Det er vel den strænge Forpagter kom¬
mer kun til Hoved=Staden to Gange om Aaret, nemlig i
Terminerne. Lad ham kun ærgre sig paa Landet, naar
han paa de bestemte Tider viser sig naadig i Kiøbstaden.
Der fortælles, at ved Cimberland ligger en Øe
** hvor Ondskab og Ryggesløshed saaledes skal have
A¬
taget Overhaand at Læreren har hemmelig maattet bort¬
flygte. Erindrer jeg ret, da er det den samme Øe, om
hvilken Peer Pors skriver:
Hver lever christelig, og nærer sig af Vrag;
Men hvordan dette skeer. Det er en anden Sag¬
Den


Den sidste Linie er næsten min egen; |hi jeg kunde ikke hu¬
ske Autors Ord. J Anledning heraf falder mig ind hvor¬
ledes en anden en Gang begyndte sin Straffe=Tale for Ved¬
kommende, som ey kunde blive enige om, at deele Vrag,
hans Ord vare disse: Det var snart at ønske, at ingen paa
denne Kandt strandede, eftersom J ikke uden Strid kand
deele Rovet.
Jeg seer en vittig Skiønhed i Adresse=Aviserne at
have tilskrevet en Doctør om Sminke. Hun bliver sikkert
besvaret. Men om hendes fortrædelige Mama ikke vil
afstaae sin urimelige Paastand, og plat fordømmer Smin¬
ke. Vil jeg give hende et tilforladeligt Raad, som i Man¬
gel af Sminke tiener kiendelig til Skiønhedens Forøgelse,
nemlig: Hun behager kun at sette en liden sort Plet i An¬
sigtet, det er ligemeget hvor, og den skal skaffe Beundrere.
Dog iblandt de Leve=Regler, som de Hedenske Børn paa
Kysten af Koremandel faaer, og som en Malebarisk Poet
Uaganaden for meer end Tusinde Aar skal have forfattet
er denne een: Du skal ikke tage Blomster for at bin¬
de dem i dit Haar. Det er: Du skal ikke være alt for
forfængelig.
Da nogle har meent at mit No. 2. ikke var appro¬
beret, fordi approberet stod ikke udtrykkelig derpaa, vil jeg
herefter (paa det man ikke skal troe, at jeg har Dristighed,
nok til uden Styrere at vove mig ud paa et farligt Dyb,
og uden en Skyts-Engel at gaae en bevæbnet Krigs=Hær
i Møde) sette med meget fiin Stiil imellem to
Stræger:
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et bver Torsdag.
P¬
P¬


Patrollen.
No. 4.
Onsdagen den 23 Januarii 1765.
D¬
et er en vigtig Tidende, som fra Belterne er ind¬
løben, at man der vil betiene sig af Jisbaade,
til Overfarten, om Belterne skulle tilfryse; Mig
synes, det er det samme, som de ville sige; Vi vil ikke seyle
naar vi ikke kand.
Det saa nette som kostbare Epitaphium, der i vor
Frue Kirkes Søndre Capels Omgang for nylig er bleven
opsat, (see Adresse=Aviserne No. 5.) opvakte en Lyst hos
mig, til at giøre en Besøgelse blandt de Dødes Grave.
Jeg betragtede først dette nye Epitaphium med største Op¬
mærksomhed. Det er net og smukt; værdigt for de Af¬
døde; værdigt for sin høye Forfatter; værdigt for sin kun¬
slige Mester. Mon det er for meget at oprette Erin¬
drings=Tegn, hvorved vore gode og retsindige Forfædres
Navne hos Efterkommerne kand være i et stedsevarende
Minde og en evig Hukommelse? Jeg mener ney. Efter¬
kommerne, ved at see øyensynlig sine brave Formændsskin¬
nende Dyder, kand opmuntres til samme. Jeg forlod
dette nye, og gik til de ældre. Enhver forekommende
Ting paa dette tause og enlige Sted gav mig Anledning


til de behageligste Betragtninger; som dog vare geleydede
af en hellig Skræk. Her stod et Time=Glas og der stod
et Dødning=Hoved af Marmor. Tiden i sin hastige Flugt
og Menneskets Forgængelighed blev forestillet. Sind¬
billeder, som aldrig bør udfalde af de fornuftig Tænken¬
des Sind. O! Sikkre! som støle paa Bobler, kom, og
lær Høets Varighed. Jeg oplutte en Lem. Men - -- -
Hvilken Stank -- -- Af haem, af vore afdøde Brødre
og Søstre. Mon man tænker derpaa, naar en syndig
Rad i Sundheds Dagene skal være vellugtende. Her
var en stor Stilhed paa dette Sted, som gav Tankerne
fuldkommen Frihed at gaae videre frem. Ak! tænkte jeg,
hvor mange adskillige Legemer af et Kiød ligger ikke for¬
menget i Støvet under mine Fødder. Her laae Mænd
og Qvinder, Venner og Fiender, Geistlige og Verdslige,
Styrke og Svaghed, Skiønhed og Hæslighed, Ungdom
og Alderdom, Rige og Fattige uden Forskiel i en og den
samme formænget Hob og Dødeligheds Magazin (som en
vis Spectator kalder det). Jeg gik Tankefuld bort. Saa¬
snart jeg kom uden for Templens Dør, begyndte den søde¬
ste Lyd af de behagelige Sang=Klokker at røre mine Ører.
Jeg stod stille og tænkte hen til Enden. Et vigtigt Maal
for de Dødeliges Tanker. Jeg sluttede, at en Riig eller
Anseelig havde nu gjordt det vigtige Skridt fra Tiden til
Evigheden, og at der ingen Forskiel giøres, naar Maalet
er opnaaet; men det gaaer, som Poeten Hoxatius skriver:
Nen domus & fundus, non æris acerps & quri
Egroto domini deduxit corpore febres.
Det er:
Ey Gaard, ey Jordegods, ey hele Kister Penge
Kand jage Feberen fra rige Folkes Senge.
Et andet Sted siger samme:
metit orens
Grandig cum parvis
Det


Det er:
For Dødens Lee kand intet staae.
Den fælder Store med de Smaa.
Da jeg stod i disse Tanker, kom en skiødesløs Tænkende
forbi, og virkelig loe af mig, mueligt han tænkte, jeg hav¬
de aldrig tilforn hørt Sang=Klokker. Jeg kunde give en
tydelig Beskrivelse over denne Person; men jeg vil allene
sige mine Læsere, at han havde meget korte Støvle paa
Beenene, en meget liden Pidsk i Haaret, og tillige smaa¬
sang.
Mine Læsere ville ikke fortryde paa at jeg fortæller
Dem, hvad jeg selv undertiden mærker; thi mine egne An¬
mærkninger ere dog tilforladelige. Men jeg befrygter jeg
giør Dem kiedsommelige. Jeg vil tale om andet.
Forgangen blev i Stadens Arrest=Huus to ind.
bragte for Gield. Man taler adskilligt om disse Elendige.
Nogle siger, de selv ere Aarsag i deres trængende Tilstand,
andre derimod paastaaer, at tilfældige Hendelser har styk¬
tet dem i samme. Man maa være forsigtige i sine Om¬
dømme i en øm Sag. Naar Vognen helder, fører man¬
ge efter. Jeg vil fortælle mine Læsere to Historier, som
overlades til andres Dom: Jrus var en fattig men tillige
en ærlig Mand; han var ædruelig og levede meget spar¬
sommelig; han var aarvaagen og flittig; han stræbte paa
alle optænkelige og anstændige Maader at tiene Brødet til
sig og Huus=Familie. Han, som en vinskibelig Kiøbmand
ordinerede de Vare, som ej vare contrabande; men hvad
skeede? Hands Skib strandede; han tog anseelig Skade.
Han indkiøbte af Landets Producter, og udførte, for at vin¬
de; han leed atter Skade, hans uforsigtige Skibefolk løb
an og satte Skib og Gods til. Kort sagt: han med alle
sine lovlige Bestræbelser var og blev en fattig Mand;
han var alene rig paa Intet og mange Børn. Han
kunde nu ey længer tilfredsstille sine ubarmhiertige Cre¬
ditorer. Gielden skulde betales; men der var intet.


Stakkels Jrus maatte gaae i Slutteriet. Hans lige¬
saa vinskibelige Kone med sine fattige Børn bleve tilba¬
ge i de bedrøveligste Omstændigheder. Cajus derimod
havde en sleben Tunge, kunde stiæle Hiertet bort af
Folk; han giorde Credit, og kunde finde nok, som troe¬
de, han var en vederheftig Mand; thi Caji Kone var
ligesaa geskiæftig i at pynte sine Stuer med de kostba¬
reste Meubler, som Manden i at skaffe Credit. Cajus
med sin Familie levede vel og roelig, og lod Creditorer¬
ne bekymre sig for det Udestaaende. Cajus vilde in¬
gen Slave være; men betroede alle Ting til Fremmede
at opvarte og paapasse; enhver giorde sit Snit. Cajus
havde Venner. En hvidskede ham i Øret, at nogle af
hans Creditorer bleve uroelige, og tvivlede om hans
Tilstand. Hvad skeede? Cajus giorde i Penge, hvad
han saa hemmelig kunde, og tilsidst den største Credit,
og derpaa blev Tajus usynlig. Han kan med Familie
leve vel paa andre Steder, imens hans forarmede Cre¬
ditorer sukker over ham, og imedens den flittige men
fattige Jrus maa sidde i Slutteriet. Enhver feer set¬
telig, hvem af disse To, der fortiente denne Residenes.
Det var at ønske, at nogle af vore flittige og skarpfin¬
dige Projectmagere, vilde udfinde og projectere en ret
over eensstemmede og afskyelig Maade til at straffe alle
Caji Efterfølgere og forsettelige Banqverotteurs og Opbu¬
dere paa. De ville derved sette Troe og Love paa fastere
Fødder; de Fattige og Vinskibelige, som nu ikke ere det
Mindre betroede hos dem, som har tabt det meere, tif¬
le blive mægtig og uden Frygt og Fare understottet af
sine retsindige Medmennesker, som af Skade har lært at
blive kloge, og maaskee vi da skulle finde mange Christ¬
ne ligesaa ærlige som den Tyrk, der giemte de 3 Aspers
for Matrosen, som han havde glemt, og med samme
aagrede og vandt 9000 Piasters til ham. Det var en
ærlig Tyrk. Det var og at ønske, om der hos os, li¬
gesom i Jtalien, blev sat et Kiendetegn paa alle Jøder
af alle Nationer; thi Jøderiet bestaaer ikke alene i Skiæg¬
ge. Gierrighed er en styg Last, og forleder mange til
de nedrigste Handlinger. En giorde forleden det utidi.
ge Spørsmaal: Hvorledes skal man komme til Pen¬


ge? Dersom Spørgeren er saa fornuftig, at han kan
tage mod sunde Raad, vilde jeg svare: ved Dyd og
Vinskibelighed. Er han ufornuftig, vil jeg raade ham,
ej at forgribe sig. Maaskee han ei kan have den Lyk¬
ke, som Sergeanten, der for falske Banco=Sædler var
paagreben, men undgik Arresten ved at sette 3 uskyldi¬
ge Piger og Byesvennen til Gissel, (see Adres. Avisen
No. 3.) Han kunde ellers forsøge Lykken i Lotteriet,
maaskee han der kunde slippe til en Slump; men jeg
ril ikke raade ham at tage Jnteressentere; thi det er siel¬
den de kan blive enige i at deele Lykkens Gaver. En
nedrig Gierrighed finder altid Udflugter, saasom gam¬
mel Gield skal betales; Hovedmanden er som Løven i
Fabelen, der tilegner sig de andres Deele af Rovet.
Mig er nyelig berettet en artig Historie fra Landet, som
viser Gierrighed i høy Grad og tillige Gierrigheds Løn, Hi¬
storien er denne: Avarus var en saakaldet Gnier. Denne
blev Enkemand, og saasom deres Ægteskab var ufrugtbar,
skulle han deele med sin afdøde Hustrues Slægtinge. Ava¬
rus af lutter Bekymringer, ey for sin Kones Død men for
Pengenes Skyld, havde ikke en roelig Stund. Han grun¬
der paa Nat og Dag, hvorledes han best kand besvige de
retmessige Arvinger. Han greb da omsider til det sædvan¬
lige Middel; Han fandt en ærlig Ven, som i slige Tilfæl¬
de ikke mangler, til hvilken han udsteder en Obligation
paa 2000 Rdlr. Avarus lever roelig; Skiftet beram¬
mes; Obligationen fremlegges. Arv og Gield gik lige op
og følgelig blev intet at arve. Ru var Avarus oven paa.
Efter 4 Uger frier han paa nye; Han faaer Ja paa en
Brud og en Medgift af 800de Rdlr. (thi Avarus saae
mere paa Skillingen end Bruden) men hvad skeer? Ava¬
ens reyser hen til sin formeente Creditor. Han fortæller
ham sin lykkelige Mariage; Hvilket et skiøndt Coup han
nu kunde giøre. Den formeente Creditor ønsker ham til
Lykke, dog, sagde han, havde De begiert min Datter, skulle
De have faaet hende tilligemed en Medgift af 2000 Rdlr.
Hvad? sagde Avarus fuld af Glæde, 2000 Rdlr.? Ja,
svarede Hieronpmus, saa hedte samme Creditor, 2000
Rdlr. Avarus forbander sit sluttede Kiøb med den an¬
den og indgaaer Ægteskabs=Contract med Hieronpmi


Datter. De drikker Bryllup, men Medgiften kom ikke.
Avarus venter een Uge, een Maaned; men forgieves.
Han bliver utaalmodig. Han reyser til Sviger=Faderen.
Han forlanger den accorderede Medgift. Ey! Hr. Svi¬
ger=Søn, sagde Hieronymus, det har jeg saa Skam
glemt. Han gik til Chatollet. Avarus glædede sig alt
meer og meer, jo nærmere Hieronymus kom Chatollet.
Han tog et Papiir frem; See der, Hr. Sviger=Søn, der
er den accorderede Summa, og jeg haaber dermed at have
opfyldt mit Løfte. Avarus af Glæde kyste sin Sviger¬
Fader og med de kierligste Favnetag beviidnede sin Kierlig
hed og Taknemmelighed. Det er mig kiert, sagde Hiere¬
nymus, at De finder sig fornøyet. Hvor kan jeg andet Hr.
Sviger=Fader, raabte Avarus, i det han aabnede Docu¬
mentet. Hvad nu? Avarus blev stum, da han saae sin
egen Obligation. Han blev skamfuld over sin Gierrighed,
og Uforsigtighed og gik bedrøvet bort. Jeg troer ikke, at
vore bedagede Møer, som af Mangel paa Medgift, maae
see sig foretrukket, vil misunde denne fattige Pige, som ved
et Kunstgreb slap til at faae en gierrig Gast; men heller
vil glæde sig over at en Penge Frier blev skuffet i Haabel,
og ønske, at Hr. Avarus maatte tiene alle dem til Exem¬
pel, der, ligesom Ræven, bider og kaster; og søger kun ef¬
ter det fedeste Bytte, uden Hensigt til Dyd, Alder, Vid
og Forstand.
Paa Børsen har været opslaget en Placat angaa¬
ende Tabaks=Vesenet, at sammes Forpagtning skulle til
Auction, man siger at dette har opvakt en almindelig Glæ¬
de hos alle Tobaks=Elskere, i sær hos dem, som bruger
Skraa; de venter bedre Kiøb, og nogle har sat sig for at
dampe fra Morgen og til Aften, under Forevending, at de
ved Røg og Damp kand giøre sig de beste Betragtninger.
Herved falder mig ind et af en Tobaks=Smøger over sig
selv forfattet Gravskrift som læses i Herrn von Hoff¬
mannsvaldan auserlesener Gedichte, og ungefær paa
Dansk kand hede:
Som Verden, jeg mig har med Rog og Damp ernæret;
Thi hvad, den elsker, blir af Tidens Tand fortæret.


Min Læser! under Du mig nu en rolig Stund;
Saa sæt Dig paa min Grav med Piben i Din Mund.
Mine gunstige Læsere forlader mig, at jeg i dette
Blad ey har kundet berette Dem meget Bye=Nyt; thi nog¬
le af dem, som jeg skulle have mine Efterretninger fra, ere
saadanne Coujoner, at de neppe tør see ud af en Dør, for¬
medelst de stærke Hvervinger, da dog Pattollerne burde i
det mindste være sikkre. Andre har Frost i Fødderne, at
de ikke land gaat; men jeg skal vist nok faae dem cureret
med den Frost=Salve, som en Patriot har indsat paa Adres¬
se=Contoiret (see Adresse=Aviserne No. 7.) der følger en skre¬
den Efterretning med samme, og man haaber ikke, at den
er lige saa tilforladelig, som den trykte Efterretning, der i
fordum Tid fulgte med det berømmelige Medicamentum
gratiæ probatum.
Men bort med det ringere Nyt. Man bringer
mig den behageligste Tidende. Det vigtigste Nyt, som
opliver endog de meest bedrøvede. Land og Riger fryder
sig. Staden den Kongelige Residence Stad danser af
Glæde. Hvorfor? Kongernes Konge han glædet vor sto¬
te Konges Huus. Gudernes Gud har udseet Tvilling¬
Rigets Haab, Kongens ældste Søn, vor store Kron,
Prints Christian en Engle=Brud fra Trilling=Riget
Engelland. En ikke almindelig Glæde har betaget meeni¬
ge Mand. Luften, den mørke Luft, som ved Millioner
Lys fra Jorden blev oplyst, giver Gienlyd ved Folkets
Frydeskrig. Alle, fra det fiineste Purpur til det groveste
Vadmel, fra de Største til de Ringeste kappes om at ofre
den Højeste Tak; at giøre Vold paa Himlen med de iv¬
rigste og alvorligste Bønner for vor dyrebare Konge og
det heele Høy=Kongelige Huus. Formælingens Dag
den 18 Januarii skal staae i en evig og hellig Jhukommelse.
Hvo kand forbyde den Ringeste i en tilfælles Glæde at
glæde sig med den største? Nogle lader Glæden see ved Lam¬
per og Lys, andre i Hierterne, og jeg, som den ringeste,
da jeg gik igiennem de store Forgaarde glædede mig i mine


Tanker.
Jeg saae sra Støvet op tl Kongens bøye Sale,
Og Tanken trængte ind i Glædens Forgemak.
Ey Under, jeg ey ret min Glæde kand afmale.
Jeg saae i Tankerne og sagde Himlen Tak.
Det Himmel Engle=Bud jo glæder heele Norden;
Men glæder allermeest vor Kron=Prints Christian
En Engle=Brud, som er af største Slægt paa Jorden,
Ham blev beskieret fra det kiere Engeland.
Et høyt velsignet Par den Høyeste vil samle,
Af største Konge=Blod, og største Konge=Dyd
Gid Efter=Slægterne maae see Dem graae og gamle,
Til Undersaatters Vel og TvillingRigets Fryd.
For Dig, min Gud, vi nu i Støvet dybt nedknæler
Og overgiver Dem til Dine Englers Vagt.
Du Verket har begyndt. I Dag Du Dem formæler¬
Ved Dig Formælingen og blive skal fuldbragt.
Det heele Ronge=Huus, o gode Gud, omsavne
Med Din Miskundheds Arm og Engle=Varetægt!
Lad Thronen aldrig Een af Konge=Sønner savne!
Lad Stammen fæste Rod fra een til anden Slægt:
Af disse apdroberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 5.
Onsdagen den 30 Januarii 1765.
M¬
an seer nu overalt i Stadens fleeste Huse en Plan
og Conditioner til en nye Syge=Casses Jnd¬
retning. Conditionerne læses, hvorfore jeg ey
vil opholde mig over samme. Folk, som har
bedre Jndsigt end jeg, tilstaaer, Conditionerne ere for¬
nuftige og uinteresserede forfattet, og enhver indseer lettelig,
at Medlidenhed over den fattige Syge har indgivet vores
ubekiendte Patriot denne priisværdige Plan. Jeg vil
alene kortelig fortælle mine Læsere negle faae Betænknin¬
ger, som andre giør sig om denne Casse, og som jeg forle¬
den hørte i et Sælskab. Nogle meener Jndskudene skulle
være større, at man igien i Sygdoms Tid kunde trække
noget meere. 2 Mark er vel en god Hielp for de yderlig¬
ste Fattige; men dog ey tilstrækkelig nok. Den Syges
Forflægning bestaaer ikke alene i Spiisning, men og i
Varme (i sær om Vinteren) og i god Opvartning. 2 Murk
vil lidet forslaae til alle Ting. Andre derimod holder for
at denne liden Rente af den i Sammenligning med den
endnu ringere Jndskuds=Penge, er anseelig, og mærkelig
vil komme dem til Hielp, som ofte maa savne 2 Skilling.
Patricius, en god og ærlig Medborger stod op i Sæl¬
skabet, og med lydelig Røst forsikkrede, at denne Cassi var
nøget Nyt, og saadant Nyi, som fortiente alles og i sær


de Riges Eftertanke, og paa hvis Undersiøttelse dens Op¬
komst i Særdeleshed beroer. Planen lover jo meere, sag¬
de han, om Cassen kand naae nogen Fuldkommenhed; jeg
for min Part vil tage 4 Lodder, hvoraf de Fattige i 4de
Classe skal trække Renterne; det er det samme, enten jeg
ved en ordentlig Casse og beskikket Bøgholder giver Almis¬
se til Syge og Sengeliggende, eller jeg ved mine Bud sen¬
der dem min pligtskyldige Gave, helst da jeg undertiden
har havt de Sendebud, som har været uforskammede nok
til at stikke noget af Almissen under sig. O! svarede Hr.
Stoltenfærd med en foragtelig Mine: De er meget pa¬
triotisk. Men kand De og som en rig Mand være bekiendt
at interessere i denne de Fattiges Casse? Vi har jo man¬
ge anseelige Casser, hvorudi det var dem til større Ære at
sette. Kiære Hr. Stoltenfærd, svarede Patricius, man
bør ikke just giøre vel for at ansees, men for at efterkomme
en Pligt, der paaligger os alle; og hvad er meere anstæn¬
digt for de Rige, end at hielpe dem, som ey kand hielpe
sig selv? Hr. Stoltenfærd blev slaget med Taugshed, og
midt i sin Stolthed beskiemmet. Videre sagde Patrici¬
us, jeg vil ønske at denne Casse maa naae det forønskede
Maal, og have bedre Lykke og meere Bestandighed, end
de mange Casser, i sær Enke=Casser, som vi i vore Tider
har seet, at være som Væyr=Lys, der bliver tændt og
slukte næsten paa engang, og over hvis enten halve eller
heele Undergang fattige Enker maa sukke. Argon, som
imidlertid havde læst Aviserne, afbrød denne Tale om
de Fattiges Casse. Det var noget besynderligt, sagde
han, at et Huus saaledes kunde falde ned, man maa
slutte, at dette Huus i Neapolis har enten været meget
gammelt og stedse beboet af Leyere, som lidet bekymrer
sig om Eyeren, eller og, at de i Jtalien, hvor dog de
beste Bygmestere skal være, ey heller har Mangel paa
forfalsket Arbeyde. Det er beklageligt, sagde Argon,
at de Gamles Maade at tilberede Kalk og Steen e
nu gandske gaaet af Glemme, eller og at den gaml
Ærlighed er blevet meget rar. En af vore nyeste Byl
ninger, hvorpaa mange dog setter deres timelige Ve
færd, kand neppe, i al sin Nethed, holde ud med en i
de Ældste i al sin Grovhed. Man maa, som Argu
have et Øye paa hver Finger, ja, hundrede Øyne, si¬


bliver man dog ofte taget ved Næsen. Men utroe Ar¬
beydere maa dog vente at Hævnen kommer, om ikke
saa strax, som da en nye Skorsteen faldt ned og slog
Mesteren ihiel, førend han var kommet ned af Taget.
Det var ønskeligt, sagde Cleon, om man hos os lige¬
som i Wien kunde opfinde selvgaaende Vogne; thi disse
ville ventelig ikke komme saa fort afsted, som de, der
trækkes, og setter mange i Livs=Fare. De døve og gam¬
le tunggaaende Folk ville da ikke blive kiørt overende,
som den gamle Kone, der fik sit Been brækket. At den
Uforsigtige bliver iført en Tønde og Træ=Hat, er ingen
Erstatning for den, som blev Krøblingen. Hvem kand
tage sig i Agt og giøre sig Regning paa heele Lemmer
paa de Steder i Staden, hvor 4re Gader støder sam¬
men. Jngen, uden i de vigtigste Forretninger, saasom
Præster og Doctore, maatte kiøre stærk. J sær burde
alle Visit=Vogne kiøre Fod for Fod, ligesom i Liig¬
Begiengelse. Ey! svarede Madame Hastighed, hvorle¬
des skulle man da kunde aflegge en Snees Visiter paa en
Eftermiddag, naar man skulle kiøre Snegle=Gang? De
maa forlade mig Madame, svarede Cleon, De, som har
ikke andet at bruge Tiden til, end at komme for igien strax
at gaae, kand til Ceremonier forbruge saa mange Dage,
dem lyster, da intet derved forsømmes, uden ikke at have
aabnet og lukt en Snees Dørre paa en Times Tid. Men,
sagde Madame Hastighed noget ivrig, det er dog en
Sundhed at kiøre stærk, og alle Doctorne| raader jo til
Bevægelse? Det er sandt, svarede Cleon, just disse, som
kiører og lader sig skumple for Ledigheds og Sundheds
Skyld, skulle forbindes til at kiøre uden Portene, hvor
Luften tillige er reenere og sundere, det er jo dog noget,
man gierne vil, i sær om Sommeren. Jeg mærkede
Madamen blev noget stødt over Cleons Project, og for¬
talte, at en Mechanicus hos os virkelig arbeydede paa en
Porto=Chaise, som ligeledes skulle gaae af sig selv; Tiden
vil lære, om vi nogen Tid faaer at see disse Machiner paa
vore Gader; Det ville være artigere at see dem gaae end
at bæres. Madame Hastighed blev formildet ved dette
Jndfald; det heele Sælskab loe; jeg tog min Hat og gik
bort for at skrive denne Samtale til mine Læseres Fornøy¬
else. Jeg vil og herefter besøge saadanne Sælskaber,


hvor man kand lære noget ved at høre til, som Pausani¬
as fordum sagde.
Man fortæller mig, at der forleden havde været
en forskrækkelig Tumult og Allarm paa Børsen, (det er
ikke saa nyt, vil man sige, og i sær i Børs=Timerne,)
got nok! Men alle, som havde deres Botiqver og heele
Velfært paa og under Børsen, bleve satte i den største
Skræk og yderste Bestyrtelse. Nogle passede paa sine
Eiendomme, og nogle omringede et stakkels Qvinde=Men¬
neske, og holdte et fælt Huus med samme. Alle igien¬
nem Børsen passerede bleve nysgierrige. Hvad er paa
Færde, raabte nogle. Tager hende fat, sagde andre.
Hvad er Forseelsen, spurgte een. Har hun stiaalet, spurg¬
te en anden. Hvad var da Misgierningen? Mine Læsere
bliver opmærksomme. De har Føye dertil. Mon jeg
tør sige det? Jeg skielver selv derved. Tænk engang! en
Jld Potte, som et Qvinde=Menneske i den stærke Frost
bar igiennem Børsen, og hvorfra nogle Gnister fløy, for¬
aarsagede al denne Forvirring. Jkke andet, vil man sige.
Var det værdt at giøre saadan Støy af en Jld=Potte?
Jo. En Uden Gnist kand foraarsage en stor Jldebrand.
Man betænker kun hvor Manges timelige Velfærd paa
dette Sted bliver forvaret. Havde de ikke Aarsag til at
blive aarvaagen. Foruden Banqven og Magazinet, lig¬
ger her i Kiælderne Beg, Tran, Olie, Fisk, Hør og
Hamp, alt snart brændende Materier; oven paa mange
Kostbarheder. Paa saadant et Sted kand ingen være for¬
sigtig nok med den fortærende Jld. Kiællingen maatte og
betale tilstrækkelige Bøder for sin Uagtsomhed. Og haa¬
ber man, hun eller andre ikke saa hastig kommer der med
sin ombærende Kakkelovn og Jldpotte.
Den meget smukke Jllumination i Høybrostræde
den 18 hujus havde mange Tilskuere, hvilke den og fortien¬
te. Mængden var stor, og Strædet trangt. J saadan
Samling findes adskillige Folk. Vægternes Morgen¬
stierner maatte omsider nødes til at staae op om Aftenen
Klokken 10, for at lyse for de Uregierlige. Alle beundrede
den deylige Jllumination, og en artig Skiønhed sagde om
de to smaa Cupidines: O! see hvilke Engle!
Det vil ikke meget fornøye Læserne, om jeg fortalte
dem, at der forgangen Torvedag var et heftigt Slags¬


maal paa gammel Torv imellem to Kiøbere af et Læs
Flesk. Den Retmæssige vandt Seyer, og den Uberetti¬
get smurte sig ey paa Flesket
Uagtet man saa ofte
seer i Aviserne, at snart en, snart en anden har mistet sin
Hud i Løndom for smaat og aabenbare for stort Tyverie,
og at der ere Ting til i Naturen, som kaldes Spidsrødder
og Tamp, kand det dog ey hemme de mangfoldige Tyve¬
rier, som daglig begaaes. For nogen Tid havde en ind¬
sneget sig i en Gaard, og faaet en Brandstige paa Nak¬
ken; men han var saa uheldig, at blive paagreben.
Huusherren vilde ey lade ham bringe til Holmens Loge;
men befoel, at de skulde sætte ham under Posten, og pom¬
pe Vand paa Tyven. Han meente, denne Straf passede
sig best paa Tyveriet; thi saasom han ville tage en Brand¬
stige, ville han med Vand udslukke hans hidsige Brand;
men denne Straf var ligesaa forgieves, som at slaae
Vand paa en Gaas; saasom Vandet var just denne Tyvs
Element. Jngen ville dog kaste Foragt paa nogen Stand,
og skiære alle over en Kam. Der findes ærlige og skikke¬
lige Folk i alle Stænder. Holmens Tømmermand, der
har oplyst det fundne Uhr, og en Soldat paa Christians¬
havn, som bragte forgangen Dag en Banqveseddel tilbage,
hvilken en Mand af Uafvidenhed iblant andre Papirer,
havde leveret ham, beviidner dette klarlig, og beskiemmer
mange, som vil passere for skikkelige, men som dog ikke
ville undsee sig ved at giøre et ukiendeligt Snit.
Forleden Eftermiddag blev et uskyldigt Menneske
i Hvelvingen overfalden, og jammerlig medhandlet. Man
mener, han skulle have været tvungen til den Stand, han
ey havde Lyst til. Nogle ærlige Mennesker frelste ham
dog, som var faldet i disse Menneske=Fangeres Snare.
Nogle vil meene, det er ikke saa nyt, at Foræl¬
drene sælger deres Børn; men at mange hos os, ligesom
de i Lespold, der solgte deres 15 Aars gamle Datter til en
Tyrkisk Kiøbmand, ere ligesaa Tyrkiske, og driver samme
Handel. Mange sælger eller nøder deres Børn til Ægte¬
skaber for langt ringere end hundrede Ducater. Det er
ikke rart at finde, at store Summer i Kiøbstæderne, og
paa Landet en Snees Daler, en Hest, Koe eller Soe ha¬
ver enten sluttet eller ophævet Ægteskabs= eller rettere,
Kiøbe Contracten. Et vel skaaret og puddret Haar i


Kiøbslæderne, og en Kalemankes Trøye med Sølvknapper
paa Landet har stiftet mange Mariager. Kierlighed er
den vigtigste Punct i Ægteskabs Contracter, og naar den
ikke fattes, kand det være ligegyldigt, enten Brylluppet
skeer i en Hast, eller med foregaaende Formaliteter. El¬
skov, siger en Philosoph, er en Fiende, som man ikke kand
overvinde uden ved Flugten.
Da det i Adresse=Avisen Nummer 9 er bekiendt¬
gjort, at to Skrivelser ere indløbne, mit Ugeblad an¬
gaaende, kand jeg ikke andet, saasom de ere mig overleve¬
rede, end indrykke dem, paa det ingen skal tænke, at disse
artige Ubekiendte ikke kunde være deres Skrivelser bekiendt,
fordi der var ingen Navn under dem. Jo, de forlanger
dem selv bekiendtgiørt. Jeg vil fornøye mine Læsere og
dem selv med at læse deres Tanker paa Prent. Dog
med Forord, et Udtog af samme; thi Rummet tillader ey
det gandske. Jeg forsikrer, jeg skal være saa upartisk, at
det klygtigste ey skal forbigaaes. Jeg staaer allene i Tvivl
om, hvilket jeg skal sette først, paa det den Sidste ey skal
blive vred. Efter naturlig billighed, mener jeg det fra
Hovedstaden bør have Fortrinnet. Her er det:
Paa Patrollens Vegne udbeder jeg, at de maa
have ham undskyldt, om han ikke er saa hurtig, som
han har været to gange, da Misundelse og Jndbildning
har gjort ham beskienket. Han fik sin Skade, da han
stødte an pan Salen i Vimmelskaftet, hvor de physiske
Discurser holdes. Han fik sine Klæder besudlet. Han
fik en Skramme i Ansigtet. Patrollen havde bundet
for Øynene, at han kunde dømme upartisk. Patrollen
maa nok være kortsynet, eller svagsynet, eller og tveesy¬
net. Jurist er han ikke. Af en fornuftig Tale slutter
man til en anden fornuftig, af den til en fornuftig igien,
og altsaa med god Grund kand rose den tilkommende.
Theologus er han ikke. Physiqven forstaaer han. Er
han Medicus, er det got for ham. Saa faaer man
man ham snart at see munter og frisk. Hans Farve
vil da blive prægtigere, end den røde Farve, der saae
ud, som Klangen af en Trompet
En Ulærd.
En


En Philosoph har sagt: Et Menneske bør flittig
betragte sig, og ansee sig som en heel Verden. Jo mere
han underkuer og til Side setter Egenkierlighed, jo
flere ubekiendte Lande skal han opdage. Seneca siger:
Vil man nyde mangen rolig Time, skal man ey være om¬
hyggelige for at vide, hvad Folk siger om os. Den vel¬
grundet Berømmelse, de physiske Samtaler ere udi, viser
den tillige Roes, var ikke uden Grund. Her er det
andet:
Min Herre!
Jeg raader Dem, De giver Deres Veypatrol
Afsked, som med sin uefterrettelige indsmurte Efterret¬
ning i Nummer 2, om de 40 frugtsommelige Koner,
gandske vist vil skille Dem ved 40 Exemplarer af Deres
Ugeblad. Lyd De mit Raad. Da en af de frugt¬
sommelige Koner hørte dette narriske Jndfald, blev hun
saa vred, at hun rev Deres Nummer 2 i mange Styk¬
ker, og med en Latter kastede den i Kakkelovnen, sigen¬
de: See! see! nu skulle Trollen (hun ville nok have
sagt Patrollen) være her, og spaae af disse Luftsyner,
(hun vilde nok have sagt Jldsyner). Jeg kand og be¬
rette Dem, at vor Jordemoder og Glarmester ere smuk¬
ke ærlige Folk. Hun er en forsøgt Jordemoder.
Hvad? om De faldt i hendes Hænder? De maatte
heller gaae Spidsrod igiennem alle Stadens Gader paa
bare Fødder uden hvide Silkestrømper. O! hvor
ville da alle Salopper glæde sig, og raabe!
- -
Giv Patrollen dygtig
N** d. 14 Jan. 1765
Glarmesteren.
P. S. J Gaar døde hos os en 89 Aars gam¬
mel Jomfru, hvis sidste Villie var at blive lagt coefferet
i Kiste. Kunde Patrollen sige, under hvad Tegn denne
var fød, fortiente han sig maaskee Tak, og mueligt
forsonede
De 40 Fortørnede.
Hvor er jeg ikke denne gode Mand forbunden!
Jeg har paa hans Ord afskediget min uefterrettelige Vey¬
patrol, og i hans Sted antaget en mere tilforladelig,
som forsikrer mig hans Hierne er saa skiør som Glas.


Det er ellers ikke noget usædvanligt Nyt, at der til For¬
fattere af Ugeblade indløber adskillige Skrivelser.
Jeg
har endnu mange flere, som jeg ved Leylighed skal indrykke,
og vil slutte dette Blad med en Fabel om
Uglen og Nattergalen.
En Nattergal den dybe Tangshed brød,
Som var om Natten midt i Skovens grønne Skiød.
Den slog et Slag; men strax en Ugle
Opstemmede med sit Tu, Hu,
Og sagde: Kand J høre nu?
Saa synger vi, vi Nattens Fugle.
En Natteravn kom i det samme flyvende.
Den gav et Skrig det allerfæleste,
Og sagde: Ugle! ey hvad nu?
Siig mig, hvorfore synger du?
Natuglen sagde: Jeg vil give
Hin Nattergal et Echo, som skal ægte blive.
Natraynen svarede:
Hin Nattergal vil dog kun af dit Echo lee.
Du gjorde best, i Fald at du
Som Ugler holdte dig i Smu,
Dit Echo er dog kun et skurrende Tu, Hu!
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 6.
Onsdagen den 6 Februarii 1765.
D¬
er gaaer næsten ingen Dag forbi, man jo hører
snart en snart en anden Ulykke. Det er fandt:
mange anseer ofte det for en stor Ulykke, som dog
ey kand bære mindste Navn af samme. Andre derimod
kand ansee en virkelig stor Ulykke med saadan Koldsindig¬
hed, som den, der gav sig god Tid til at tænde sin Tobaks¬
Pibe, da Naboens Væg stod i lys Lue. For alle de
Smaa=Ulykker, som hendes i et Huus, faaer Tieneste=Fol¬
kene gemeenlig Skylden. Kand Fruen undertiden ikke so¬
ve vel om Natten, faaer Pigen Skylden, at hun ey har
reedt Sengen vel, skiønt Fruen maaskee ikke kand sove,
fordi hun drak for sildig Caffe, eller og fordi andre havde
været lykkeligere i Spil. Er Herren fortrædelig, fordi
en anden værdigere har gjort et Æres Trin, faaer den ar¬
me Tiener Skylden for hans Skind=Syge, at han slaaer
et Glas i Tu efter det andet. En Frøkenen upasselig,
fordi hun har været snørt for tæt, faaer Pernille Skylden,
uagtet Frøkenen ikke kunde blive smal nok. Har Hr.
Leander ikke været saa lykkelig, som en andenhos - - - -
fordi en Bukkel i Haaret ikke var nøye nok afpasset, faaer
han Hoved=Pine og Tieneren Stokke=Prygl. Dog kand
det ikke nægtes, at der jo findes mange Tieneste Folk, som
ønskede, om det var mueligt, at ødelægge deres Herskaber


i Bund og Grund, og paa alle Kanter øve den skamme¬
ligste Utroskab, tænkende, de har giort deres Sager vel,
om de ikke bliver røbet, men ved Faredag kand faae deres
Afskeed og Løn uden Afkortning for hvad ved deres Skiø¬
desløshed er slaget i Tu, eller bortkommet. At saadanne
Skiødesløse og Utroe ofte er Aarsag til at store Ulykker skeer
i et Huus, kand denne Historie, som ikke er gammel, nol¬
som stadfæste:
En Frue var en Aftenstund taget til et stort Bal,
og Herren ventedes ey heller tilig hiem. -Dømestikkerne
fornøyede sig hiemme. Hver lod sin Kiereste hente, og i
al Uskyldighed holdte et lidet Pikenik. De giorde sig til
Gode paa Herrens Reigning og paa Herre Maade; thi
Huusholdersken, som havde alle Nøglerne i sin Forvaring,
var saa godhiertet, at hun intet kunde nægte. Da Giæste¬
budet havde Ende, skulle de og forlyste sig med en Dans.
De vare alle glade og det ikke uden Aarsag, thi Tienerne
kand ofte være langt roeligere i Sindet end Herrerne.
Men hvad skeer? Da de vare midt i den nye Kiede=Dans,
paakom det heele Sælskab den største Skræk og en stor
Ulykke satte dem i den største Forvirring. Maaskee Her
ren eller Fruen kom hiem? Ney. Var der gaaet Jld i
Skorstenen af de feede Steege? Ney langt værre. Maa¬
skee Fruens egen Pige besvimede i Dansen? Jngenlunde.
Hvad da? Hr. Ls? . giorde et Feyl=Trin, maaskee
af Kierlighed, men til al Ulykke traadde paa den høyre
For=Fod af Fruens Hund, den lille Perle. Hvilken
Ulykke! Perle peb. Lystigheden ophørte og endtes med
en Tragoedie. Forbind, raabte en. Hent Barskier,
raabte en anden. Den kraftigste Tale var ey tilstrækkelig
nok, at kunde trøste de Bedrøvede, uagtet Hr. L.
anvendte al sin Veltalenhed. Den Hund, sagde han,
burde for 10 Aar have været kastet i Canalen; Det er jo
en gemeen Hund; den er jo hverken Engelsk, Spansk,
Portugisisk, eller en Puddel Hund, men vel en Pude
Hund. Den har jo ikke engang et Fransk Navn. Sandt
nok, sagde Lisette grædende, men dette Slags er en gam¬
mel Art i Familien, og jeg kunde efter Fortæling, op¬
regne mange af dens Slægt=Register paa Mødrenes Si¬


de, alle af ypperlige Egenskaber ---- Kommer Barske¬
ren ikke? Ney. Jngen vil fornedre sin Kurst paa en
Hund. O! hvad skal vi sige, naar Herskabet kommer?
Perle skreeg. De forbandt ham selv. De baade kyste
og bandte Perle. Perle tudede og alle tudede. Lad os
gaae, sagde de Fremmede, vi kand ey taale at see den Jam¬
mer. O! Lykkelige! raabte Lisette, som slipper. Ulyk¬
kelige ere vi, som bliver tilbage! De gik, og den Gang fik
de ikke Tid til at kosse paa Haand eller Mund. Hvav
Ulykke her skeete, og hvor kier Perle maae have været, slut¬
tes klart, af de arme Domestikkers Beængstelse. Deres
Frygt var velgrundet; thi endskiønt de foregab, at Perle
faldt need af Canopeen, var der dog en Øyentiener, som
røbede de Skyldige. De skal alle bort til næste Faredag,
ey saa meget for Pikenikets som for den halte Perles
Skyld; thi han bliver ventelig en Krøbling paa 3 Bees
sin LivsTid. Men Koldfor kand ey tilslaaes, saasom han
ligger nu beslandig under Kakkelovnen paa sin Silked,
Pude.
Forgangen Aftes var i en af pore Smaagader et
meget lystigt Pikenek eller Bal. Jeg var just samme Af¬
ten hos en gammel alporlig Mand, som boede lige over
for denne Danse=Boe. Den gamle Mand var meget for¬
bittret over den idelige Gnien paa disse velklingende Jn¬
strumenter, hvorefter denne glade Hob af unge Mennesker
hoppede. Disse Danse=Sælskaber, sagde han, ere diæ¬
velske Samlinger, og Daarligheders Skole. Hvor man
ge unge og uskoldige Mennesker bliver ikke her forførte og
danser saa længe, indtil de gaaer bag af Dansen, og neppe
har Skoe til Fødderne. Mangen ærlig Mands Barn
stieler sig ud af sine Forældres Huus, for her at forlyste sig
med ---- Naar en Pige skal gaae et Ærinde i Byen,
smutter hun tit ind, og faaer sig en brav Springom; er
det ikke noget skammeligt? Dans er overalt den daarligste
Fornøyelse blandt alle. Hvad nytter den til? Om jeg
maatte sige, svarede jeg, da tykkes mig, en uskyldig Dans
er en sømmelig Fornøyelse, og en god Legems Bevægelse!
Bevægelse, sagde den Gamle, de, som fattes Bevægelse,
kand arbeyde. En lystig Person, som var i Sælskabet,


sparede: Hr. Damon har maaskee Liigtorne, og derfor er
en Fiende af Dans? Mange vender ikke Verden Ryggen,
førend Ve den vender dem sin. Hr. Damon har maaskee
og kundet slaae en Dans af i sine unge Dage? Aldrig,
svarede Daman, har jeg kundet overtale mig til at vænne
mine Fødder til denne Daarlighed. Man ville kun en¬
gang holde for sine Øxer i et Danse Sælskab, saa at man
ey kunde høre Musiken, hvor urimeligt vilde det ikke fore¬
komme, at see denne støyende Samling at trave frem og
tilbage. Deraf kand Daarligheden ikke bevises, svarede
jeg; thi vil man giøre det samme i de Sælskaber, hvor
der snakkes meget og med stærke Gebærber, vil de forekom¬
me os lige saa latterlige. Naar de kiødelige Hensigter ere
borte, kand Dans være lige saa uskyldig, som at spadsere,
naar Pungen det tillader, og intet vigtigere forsømmes.
At Dans maae være noget got, slutter jeg deraf, at en
havde i Sinde i Freds-Tider at kiøbe sig en Militair Be¬
kiening; men da Krigen begyndte, og han hørte, Fienden
og Kuglerne vare saa uforskammede at de skaanede ingen,
ej engang dem, som kunde danse, forandrede han viiselig
sit Forsæt, og dansede fra en Danse=Boe til den anden og
var altid Formand for alle smaae Pikeniks. Derpaa
skildtes vi ad
Saasaart jeg kom hiem, forefandt jeg et Brev,
som min Vey=Patroll havde medbragt fra Landet; men
Hyorfore den Ubekiendte forlanger det indrykket begriber
jeg ikke
Min Herre!
Da jeg seer, De ikke forsmaaer uden Byes
Nyeheder, vil jeg fortælle Dem, at de hos os oprettede
Smaa=Sælskaber vedholder gandske ordentlig sine ugent¬
lige Samlinger, og Bieløberne ved samme forsømmer
ey heller til rette Tid og Sted at indfinde sig, for med
deres sædvanlige Pudserier at fornøye Sælskabet og for¬
ii tiene sin Smaus?. Jeg forbliver
W. K.
den 21 Jaunirii 1756.


At disse Smaa=Selskaber vedholder saa ordentlig.
maa i Sandhed være et stort Beviis paa Lemmernes Enig¬
hed og Samdrægtighed. Saadanne Selskaber har og
undertiden sine store Fordeele. Venner kommer sammen,
og med hinanden kand paa en uskyldig og tarvelig Maade
fornøye sig. Menneskene ere skabte til fælleds Samqvem.
Bedre Smaa=Selskaber enige, end de Største uenige.
Undertiden heder det i store Stæder: Vær saa artig, og
spiis et Smørbrad hos os i Aften, og dette Smørbrød,
betyder som oftest et Giestebud paa 10 a 20 Retter. Hvad
Bielsberne angaaer, hvorved den Ubekiendte ventelig for¬
staaer Snyltegieste, da har dette Slags Mennesker længe
været til endog i Plauti og Horatii Tider. Der kunde
ellers giøres en artig Beskrivelse over disse sælsomme Crea¬
turer, Snyltegieste, man kand let kiende dem i Selskaber,
De siger aldrig Verten eller Vertinden imod, undtagen de
undertiden med stor Beskedenhed maa sige Manden imod,
for at give Konen Ret. De roser al Mad og Drikke, og
de spiser gemeenlig og for to. De ere og gierne saa kold¬
sindige, at de tager til Takke med et Øresigen eller to, om
deres Pudsexier og Narrerier gaaer for vidt, og hvem ville
da misunde disse, som tit maa tilstaae, de har hverken
Sands eller Forstand, at faae en Smaus. Det er mig
ellers meget kiert, disse ugentlige Samlinger ere saa ordent¬
lige, og skulle man snart tænke, de vare stadfæstede med
grundige Love, ligesom 2 Skillings=Lauget i Engeland,
hvorom Landets Spectator har skrevet, at det havde sine
strenge Laugs=Artikler, af hvilke jeg vil fortælle de vig¬
tigste:
Hver Laugsbroder skal, saa snart han kommer, give sin
2 Skilling.
Hver skal stoppe sin Pibe af sin egen Danse.
For hver tredie Løgn skal bødes en halv Skilling.
Naar en i Lauget skielder en anden for Hanreder, skal han
stødes ud af Lauget.
Dersom en Laugsbroder bliver borte, uden han er syg, eller
i Arrest, skal han til Brødres Beste give
1 Skilling.
Da en af mine Patroller var udi et vist honet
Selskab, (thi mine Patroller ere saadanne, som og kand


komme i honette Selskaber,) hvor der blev talt om den i
mit Nummer 4 meldende Materie, om Tobakken, blev af
en i Selskabet værende Patriot følgende Oeconomiske
Spørsmaale fremsatte, som mig synes værd at fortælle:
Mon Dannemark og Norge med tilhørende
Provintser ikke kunde i Fremtiden undvære Snus= og
Røgtovak, lige saavel som Forfædrene for 2 a 300 Aar
siden, da denne tærende Urt, baade paa Sundhed og
Pung, ey var dem bekiendt. En stor Lykke kunde det
være for Landet i Alm udelighed, siden ligesaa utaalelig,
som utrolig en Capital derfor af Landet udgaaer, som
kunde spares; thi nogle vil mene, den skulle beløbe sig af
begge Riger og Lande til 10 a 1200000de Rixdaler
aarlig; andre mener det halve, og andre meer og min¬
dre. Ja nogle vil paastaae, at det, som i Landet ind¬
"kommer for vore fordeelagtigste og beste Producter,
saasom for Heste, Stude, Føde= og Fedevare, ey med
det Udgaaende kunde holde Ligevægt; men hvilken af
Delene det end er, synes det alt for meget betalt for
Lugt og Røg, og at enhver retsindig Patriot derudi
maatte ønske Grændser satte, om ey reent forbudet paa
Grund, at denne Urt er gandske unødig, eftersom For¬
fædrene den haver kundet undvære, uden Helbredets
Svækkelse og Livets Forkortelse, da man seer, de udi
begge Dele har overgaaet vore Tiders Mennesker; og
eftersom mange Huse og Gaarde, ja, maaskee hele Stæ¬
der erøødelagte ved den megen uforsigtige Tobaksrøgen.
J det mindste kunde dog den Udenlandske med saa høyt
Paaleg betynges, at det ikke kunde pære hver Mands
Brug, og langt mindre fattige Tienestepigers, &c. som
kand snuse deres halve Løn op, og skammelig forøder
mangen en Skilling, uden Hensigt til noget nyttigt.
Derimod kunde vor eget Lands Tobak til slig unyttig
Brug og til Røg og Snus hos de fleste være god nok,
allerhelst da mange andre fornødne Ting, som Uden¬
lands fra behøves, udfordrer store Capitaler, hvilke
tilligemed det unyttige reent udtømmer dæ courante Pen¬
ge af Landet, som tilsidst maa befrygtes, at blive alt
for manglende. Altsaa spørges: Om ikke Tobak, i det
i mindste fra fremmede Stæder, uden Almuens Skade


paa Sundheden og Livs Ophold, kunde meget gierne
undværes, og om det ikke var enhver Pairiots Pligt, at
see samme hemmet? En i Selskabet, som hidtil un¬
der denne Discurs havde smøget 2 a 3 Piber Tobak,
lagde sin Pibe. og sagde: Han ved næste Samling ville
give sin Mening tilkiende.
Paa en af Stadens Torve skede for kort Tid siden
et Veddemaal imellem en Soldat og en Bonde. Vedde¬
maalet var om et Læs Tørv. Soldaten meente, han kunde
bære baade Tørv og Vogn paa engang paa sin Ryg til sit
Qvarteer. Kand du det, sagde Bonden, vil jeg give dig
Tørven og 1 Rixdaler til. De veddede. Bonden, i et
fast Haab om at vinde fra en fattig Soldat, spendte He¬
stene fra. Soldaten tog rigtig Vogn og Tørv paa Ryg
gen, og har den hiem. Bonden med den ene Haand rev i
Hovedet, og med den anden trak Pungen frem med de to
Sølvknapper, og betalte Soldaten 1 Rixdaler til. Bon¬
den blev udleet, og han ønskede, at han den gang havde
havt større Læs.
J det en Hyrekudsk forleden ville vende meget be¬
hendig og knap, sprang Remmen, og Æsken faldt til Jor¬
den. En Lykke, der var ingen i Vognen. Sagledes
springer meget i en knap Vending.
Nogle siger: Den nye Vandmølle ved lange Broe
maler meget fiint og got. Vist er det, at enhver nu kand
faae sin Pose malet, saavel i stille Veyr som i Blest. Det
er et ønskeligt Anlæg; thi Vand er mere tilforladelig, end
Vind.
En hæderlig Matrone, som sidder paa et vist
Hiørne, og sælger Blodpølse, fandt forleden for got, maa¬
skee af en Overilelse, at bryde sine Pølser i tu, og slog de
forbigaaende i Hovedet med Stumperne. Hun var vente¬
lig ovirbeviist om, at Pølserne vare best til dette Brug;
men nogle, som fandt sig fornærmet, lod hende løse af
Posten, saasom det var koldt, og man siger, at Brændeviin
har best Virkning i Kulde. Herved falder mig ind en Hi¬
storie, om Konen i Frankerig, der kom til Torvs for at sælge


sinte Vare. Da hun havde solgt samme, gik han til elt
Vertsquus, for at spise Frokost, og til Maden drak 10 Pot¬
ter Viin; men sagde ved hvert Glas: Hvad er dog ikke
Ædruelighed en rar Dyd. Derefter stod hun, og spurgte
Verten, i det hun ravede, hvad hun havde at betale. Ti
Potter Viin, svarede Verten. Ney, min Herre, sagde
hun stammende, jeg har kun drukket 9 Potter Viin; thi jeg
veed Maalet paa min Mave, den taaler ikke meere, det har
jeg mange gange prøvet. Min gode Kone, svarede Verten,
om eders Mape holder ikke uden 9 Potter Viin, saa maa
vist nok den tiende være steget i Hovedet. Dette kand med
Rette kaldes Pølse-Snak.
Min Patrol var paa Comoedie, og saae den ar¬
me Jørgen. Alle, saavidt han merkede, fandt sig for¬
nøyet, og maaskee mange af Uvidenhed loe af sin egen
Skiebne. Min Patrol svor høyt paa, at dersom det saa¬
ledes gik til i alle Ægteskaber, og ingen ærlig Mand kunde
vide sig sikker for Snushaner, vilde han aldrig gifte sig
Det var en stor Ynk, at see den stakkels Mand falde paa Kna
for en uartig Kone, og meget bevægeligt, da den arme
Jørgen maatte holde Lyset.
Nær havde jeg forglemt, at takke Poeten for sit vel¬
meente poetiske Raad og Lykønskning. Det maa ventelig
enten være en poetisk Frihed, at giøre December til Ja¬
nuarius, og Januarius til December, eller og, som nok er
det retteste, at Poeterne har noget tilfælles med Prophe¬
terne, som Ovidius skriver, at de forud kand see tilkom
mende Ting; thi naar Poeten i nette Vers fortæller os det
Nyt, som i December Maaned er passeret, melder han
tillige, at Patrollen blev averteret, og at der vil blive pa¬
trolleret, da dog Patrollens Bekiendtgiørelse og Patrolle¬
ring tog først sin Begyndelse i Januarii Maaned. Disse
to Stropher Patrollen sangaaende, kunde derfor uden at
Maaneds Bladet derved havde tabt sin Ztirlighed ved dette
fortilige Nyt, ligesaa vel have fyldt sit Sted i de poetiske
Nyeheder for Januarii Maaned, hvorunder det egentlig
henhørte. Men hvad? Saa havde vi ikke saa tilig faaet
at vide, at Poeten ey føyede Mængdens Smag. Det er
min Skoldighed, ligesaa oprigtig at ønske Pocten til Lykke
med sin Smag, og skal det ey heller fortryde mig, om han
faaer ligesaa mange Læsere, som jeg har.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 7.
Onsdagen den 13 Februarii 1765.
J¬
eg var forleden i Sælskab med en min gode Ven,
en gammelagtig Mand. Han er en meget god
Mand, men noget philosophisk og har sine egne
Meninger. Han har ey længe været gift. Hans dydige
og artige Ægtefælle har bragt ham det første Barn til Ver¬
den, hvilket fornøyer ham ligesaa meget som han er mis¬
fornøyet over at hans Kone, saa vidt hendes Barn angaaer,
vil leye en i sit Sted, at paatage sig en Moders Pligt.
Han flyede mig følgende angaaende Ammer, og bad mig
indstændig at ville indrykke samme i mine Blade. Jeg
læste det igiennem; men undskyldte mig paa det høfligste
at jeg det ikke kunde, uden at paadrage mig det heele
smukke Kiøns Fiendskab. O! hvad? sagde han, deres
Gunst har J for længe siden splidt, og min Kone er allige¬
vel Eders afsagde Fiende (hvilke Tordens-Ord for mig at
høre). Jeg beder Eder endnu engang under Venskabs
Forbrydelse at J indrykker dette i Eders næste Blad; thi
vores Amme har sat det heele Huus i Bevægelse, min kie¬
re Kone zittrer af Angest. For at faae nogen Rolighed, har
jeg i Aften for en Ammes Skyld maattet forlade og flygte
fra mit eget Huus. Før det kun ind, og Sagen er ikke
saa vanskelig, som J forestiller Jer. For at beholde en
Vens Venskab, som jeg agter høyt, maae jeg underkaste


mig denne Fare. Her er min gode Vens Tanker om
Ammer.
Det er noget grusomt at see, at en Kone, der
af Naturen er begavet med alle Legemets Fuldkommen¬
heder, kand bringe det over sit Hierte, at levere sit uskyl¬
dige, spæde og hielpeløse Barn fra sig til en Amme, der
(ikke een iblandt 10) hverken har de fornødne Sielens
eller Legems Fuldkommenheder; hverken har Kierlig¬
hed til eller Medlidenhed med den arme Patte¬
Glut; hvis Tanker ere meere rettede paa Penge end
paa Barnet; ja, hvis heele Omsorg bliver afveyet efter
Vugge=Penge og Amme=Lønnen. Saadanne Ammer
ere ligesom Æsopi Jord, der ikke ville modtage eller
nære en fremmet Urt, allene fordi den selv ikke havde
frembragt samme. Og, som et fremmet Barn er lige¬
saa lidet af en Ammes Art og Natur, som en Urt af
en fremmed Jord, hvorledes kand man da troe, at et
saadant Barn skal komme afsted? Eller om det endog
trives, maae det ikke da med Ammens Melk sue hendes
Egenskaber, som ikke altid ere af de beste, i sig, ligesom
en Pode i en fremmed Stamme? Lærer ikke Erfaren¬
hed, at et Lam, som patter en Geed, forandrer sin Na¬
tur saa stærk, at dens Hud og Uld bliver gandske Gee¬
demessig? Ligeledes har man ved daglige Prøver noksom
fornummet, hvad en Amme kand udrette ved et Barn;
Beviserne ere, desverre, alt for tydelige, at Børn vir¬
kelig have trukket deres Ammes onde Egenskaber til sig,
Vreede, Ondskab, Frygt, Sorg, Afskye, Nedslagen¬
hed, o. s. v. Efter Diodori Beretning var Keyser,
Neros Amme stærk hengiven til Drik, dette fik han selv
saadan Smag paa, at Folket kaldte ham Biberius Me¬
ro, i Steden for Tiberius Nero. Keyser Caligulæ
Amme havde den Vane at giøre Vorten vaad med Blod,
paa det han des bedre kunde holde den: Dette giorde ham
siden saa blodtørstig og grusom, at han ey allene egen¬
hændig myrdede en Hob Mennesker, men endog ønske¬
de, at det heele menneskelige Kiøn havde kun een Halk,
paa det han kunde have den Fornøyelse paa een Gang
at halshugge den heele Verden."
4 Sog


Saadanne vanslægtende Handlinger sætte ofte
Forældrene i den største Forundring. De kand ikke be¬
gribe, hvem Barnet slægter paa, naar det er beegfing¬
ret, dumt, haardhiertet, liderligt, o. s. v. da dog hver¬
ken Fader eller Moder haver saadanne Udyder hos sig.
Ja, det kand let bevises, at et Barn, der har de aller¬
beste Forældre, dog kand blive fordervet af en uartig
Amme."
Tør jeg bede for saa mangfoldige stakkels Børns
Skyld, som herved kunde blive reddede, at man dog al¬
vorlig ville betænke og efter Samvittigheden behandle
denne Sag! Skulle det være ugiørligt at overtale hver
dydig, hver from, hver øm Moder til at lade hendes
eget Barn patte hendes eget Bryst? De Ubarmhiertige
i dette Tilfælde vilde engang læse med Eftertanke det
vigtige Spørsmaal hos El. 49, 15.
At Barnet saa vel som Moderen selv have den
største Fordeel deraf, naar Moderen selv er Amme, er
let at bevise."
Det skier mig i mit Hierte, hver Gang jeg seer
og tænker derpaa, at saa mangt et Barn kommer til
Ulykke allene ved en Ammes Skiødesløshed. Hvor øm¬
meligen bør ikke et Barn behandles? Et ringe Stød
eller Fald, i sar paa Hovedet, kand giøre det dumt, fø¬
lesløs, eller i andre Maader elendigt. En Moder selv
passer naturligviis bedre paa end en Amme. Man be¬
finde sig, om man kand udtænke et Navn i Naturen, der
i alle Henseender er ærværdigere, end en Moders Navn?
Men hvor er Moderens Pragt, naar Barnet er i en an¬
dens Vold? Jorden kaldes alles Moder, ey saa meget,
fordi den frembringer alle Ting, som fordi den vedlige¬
holder og ernærer alt, hvad den giver af sig. Barnets
Avling er en Følge af Begierlighederne, men Omsorg
for dets Underholdning er et Beviis paa Dyd. Jeg
vil ikke tale om, naar pludselige Sygdomme eller andre
Uleyligheder giør Moderen udygtig til denne Kierlig¬
heds Gierning; thi i saa Fald nødes hun til at søge en
Amme, og vel dem, som i dette Valg bruger den yder¬
ste Forsigtighed.
Nar


Man skulle vel neppe troe, at foregivne Svag¬
heder, Magelighed, en daarlig Smag paa at være for¬
nemme, skulle kunde være mægtige til at afholde de for¬
nuftige og dydige fra de vigtigste Kierligheds Pligter?
J vor Patriotiske Tilskuers No. 148, seer vi dog der
ere nogle, som selv opammer deres Børn, og befinder
sig vel derved.
Torde jeg uden Fortrydelse legge dette til, vilde
jeg sige at Mand og Kone ere ikke Herrer i deres eget
Huus, saa længe de holder Amme.
Der var forleden Jld løs li en Skorsteen, hvilket
vel ikke er nyt blandt saa mange Træk=Rør. Dog var dette
Nyt, at man den Gang af Vinduerne udkastede gloende
Sod=Stumper paa Gaden. Den, som bragte det første
Vand, havde nær styrtet i Hastighed for at faae den ud¬
satte Belønning) hvilken de med Rette fortiener, som i sli¬
ge farlige Tilfælde findes aarvaagne og tienstfærdige. Klok¬
kerne klemptet dog ikke, maaske fordi Vinden kom just fra
det Hiørne, og der altsaa var Læe paa den anden Side af
Taarnet. Vel var det, Jlden blev dæmpet, og man siger,
Skorstenen blev gandske reen, men paa en farlig Maade.
Men der ere mange andre Skorsiene og Træk=Rør
af et langt andet Slags, hvis Hidsighed og Brynde ikke
med alle Byens Spøyter kand dæmpes og slukkes. Jlden
tager undertiden saadan Overhaand i slige Skorstene, at
heele Bygningen afbrænder og falder i Aske. Tørsten,
Tørsten kand undertiden ikke slukkes, førend der gaaer Jld
i Røret og den blaae Lue stikker frem, saa man maae gri¬
be til sod Melk, for at dæmpe denne Jldebrand.
Der ere og andre brændende Materier, som, naar
Jlden i dem tager Overhaand, slaaer en høy Fare. Bræn¬
dende Hierter. De af Flyve=Hede brændende Hierter er
en farlig Jldebrand, ja, saa farlig, at ey Vand eller
Melk er kraftigt nok til at slukke den tærende Elskovs Brand.
At der maae være saadanne brændende Hierter, slutter jeg
af følgende Brev, som er mig sendt fra et brændende
Hierte.


Min Herre!
Jeg læser Deres Blade, som giver mig et ty¬
deligt Begreb om, at De er ingen Hykler. Dette gi¬
ver mig Fortroelighed til for Dem at blotte mit Hierte,
som staaer i lys Lue. Forlad mig, jeg skiemter ikke.
Det er en farlig Jld, som jeg ikke kand dølge. Jngen,
uden den, som har optændt Jlden, kand slukke samme.
Men ak, han er bleven gandske usynlig. En ung Per¬
son, som forekom mig meget tækkelig, er Tynderet til den¬
ne fortærende Jld. Han lod meget ærlig, og sparede
ingen Eeder for at forfikkre at hans Hierte brændte af
lutter Kierlighed. Denne Kierligheds Svovelstikke rør¬
te mit ømme og lettroende Hiette, som blev sat i fuld
Brand. Jeg tilstaaer min Lettroenheds Skrøbelighed.
Men vor Skrøbelighed giver jo dog ingen Friehed til at
behandle os efter eget Tykke? Kiere! Hav Medlidenhed,
med et brændende Hierte. Jeg seer af Deres Blade,
at De maae holde mange Patroller. Det, er en let
Sag for Dem at opspore denne min usynlige Elskere,
som jeg dog ey vil kalde med det afskyeligste Navn en
Morbrænder. Jeg vil sige Dem hans fornemmeste
Kiendetegn. Han kand med sin venlige og polerede
Tunge slaae Jld af den haardeste Flint; Han taler altid
om Kierlighed og med Eeder bekræfter samme. Kand
De skaffe mig ham i Tale, enten for at dæmpe den Jld,
han har optændt, eller at jeg kand bebreyde ham hans
troløse Eeder, forbinder De sig meget det brændende
Hierte
Jomfrue
Jgnatia.
P. S. Jeg glemte at sige Dem, at min Usynli¬
ge kand mange Elskovs=Sange. Han synger meget, og
tænker, han synger vel.
Jeg vil stræbe at vedligeholde de gode Tanker,
Jomfru Jgnatia har fattet om mig, og fremdeles bevise,
at jeg aldrig hykler for Lasterne. Jeg fandt hendes Kla¬
gemaal saa billig, at jeg strax har ladet patrollere over alt
efter hendes Usynlige; men forgieves. Thi da der fandtes
en utrolig Mængde af hans Slags, som alle lignede ham
paa et Haar, var det mig umueligt at giette, hvo der af


dem havde sat Jld i den smukke Jgnatiæ Bygning. Mon
det ikke være en Skam for det menneskelige Kiøn, at slige
Klagemaal skal høres. Jgnatia er høyst beklagelig, og
ingen Artikel i Brandforordningen er haard nok for den,
som omgaaes uforsvarlig og skiødesløs med Elskovs Jld.
Mit Raad til Jomfru Jgnatia skal være dette, at hun
øver sig i Taalmodighed, og ved Dyden stræber at dempe
den Lne, som en Nedrig og Ubesindig har oppustet. Jeg
vil og raade alle Skiønheder, at de seer sig i Speyl paa
dette uskyldige brændende Hierte, og ingenlunde være saa
lettroende, at de ville fæste Troe til dem, som med eder
forsikrer deres Kierlighed.
Den, som i sidste Samling, hvor der blev talt om
Tobak, lagde sin Pibe med Løfte, at give sine Tanker til¬
kiende ved næste Samling, har sendt mig følgende, da han
saae Patriotens Tale indrykket i mit No. 6.
Jeg vil ikke paatage mig at laste eller rose denne
Urt, Tobak, som i lang Tid har været et Tvistens
Æble imellem mange Lærde og store Doctore. Nøgle
opløfter den til Skyerne, og nogle fordømmer den ned
i Afgrund. Det vil være alt for vanskeligt at dømme
i saa delicat en Sag. Best at sige med Dommeren;
Der kan være meget at sige paa begge Sider, og
begge Parter kand have ret. Spørsmaalet er
Om vi ikke kunde betiene os af vort eget, det er got nok
til Røg og Damp? Alle gode Tobaksmøgere stemmer
deri overeens, at det Tobak, som voxer i vore egne Lan¬
de, har langt fra ikke den Smag og Godhed, som den
Udenlandske, hvortil maaskee baade Jorden og Behand¬
lingen kand være Aarsagen. Hvert Land er af Natu¬
ren begavet med sine Producter. Skulle vi behielpe os
med det, som vort eget Land frembringer, som dog ville
mangle i mange Ting, vilde Handel og Vandel ophøre,
og mange Hænder ligge ørkesløse i Skiødet, i sær de
Søefarendes. Men her møder igien et Spørsmaal:
Om ikke mange Penge for det Jndkomne betales med
Vexler, følgelig gaaer ey Couranterne udaf Landet for
det Gandske? Vore Forfædre, sagde Patrioten, vidste
intet eller lidet af denne paa Pung og Sundhed tærende


Urt, og levede dog lige saa længe, og vare ligesaa stærke
som vi. Sandt nok. Men hvor mange Matroser mi¬
stede ikke vore Forfædre paa de lange Reyser? Tag
Tobak fra en Matros, og han skal tabe sit halve Liv.
En Soldat paa sin Post bliver mægtig styrket, og var¬
met af en Mundfuld Skraa. Det kand ikke nægtes,
desverre, at mange Ulykker skeer ved den uforsigtige
Tobaksrøgen, og mange fattige Tienestepiger &c. sauser
deres halve Løn bort; men skulle alt det afskaffes, som
ved Misbrug taber sin Nytte, blev lidet eller intet til¬
baae. Nu lever mange ved Tobakshandlingen, som
maatte tage Skildtet ind, om den blev forbudet. Vo¬
re Forfædre hverken røgede, eller snnsede Tobak, men
havde de derfor des flere Penge? Handelen i Verden
er, som Fieren i Uhret. Tobak er en af de stre Spe¬
cies, hvoraf gaaer en anseelig Told. Denne Urt, som
i sig selv har en ubehagelig Smag, maa dog have sin
Nytte. Forsynet har intet frembragt forgieves. Jeg
vil ikke tale om dem, som bruger denne Urt for at tørre
Halsen, at Vædsken kand være des behageligere. En
god Pibe Knaster smager mig vel, og jeg overlader
gierne enhver sin Smag. Jeg vil ikke tale om, at min
Kone undertiden kiøber Snustobak til sine Piger, at de
ikke om Aftenen skal nikke ved Spinderokken, og sove i
Kirken under Aftensang.
Da Vexel=Coursen forleden faldt temmelig dybt
og meget uformodentlig, nemlig fra 28 til 23 pro Cento,
var det en stor Ynk at see, hvorledes Skiæggene af Be¬
ængstelse hvippede op og ned, og de kunde neppe den Tid
udføre uden Rystelse deres betydelige Valsprog: Soll
wir schachern? Vexelhandel er en betydelig Handel,
men temmelig ufikker formedelst visse Omstændigheder. En
god ærlig Jfraelit tabte forleden paa en Dag over 100de
Rixdaler ved Coursens Nedsettelse. Der vil dog noget
skakres, førend de kand vindes, og enhver Vexelerer kand
just ikke saa strax giøre saadant et Coup, som den, om
hvilken der fortælles, at en ung Herremand tog sin Tilflugt
for at faae Spillepenge. Vexleren bestemte Dagen; da
Herremanden skulle blive forstrakt med 4000 Piastres mod
500 Rabat, og dog om et Par Dage betale den fulde


Summa. Herremanden kom den bestemte Dag; men
Vexeleren var just gaaet i Messe. Herremanden gik og
den Dag i Kirke, for at faae fat paa Vexelexen, og stod
uden for hans Stoel. Præsten prædikede net op meget
haardt imod Aager og ubillig Rente. Vexleren gav nøye
Agt paa Præsten, og Herrenmanden gav nøye Agt
paa Vexeleren, og tænkte, maaske denne Prædiken
kand røre Karlen, at han mod mig vil blive en naa¬
dig Blod=Jgle. Saa snart Messen var ude, gik Vexele¬
ren og Herremanden af Kirken. Neppe vare de komne
uden for, førend Herremanden spurgte Vexelerenl, hvad
ham syntes om den Prædiken. Vel, svarede Vexeleren,
Præsten giorde sine Sager got, nu vil vi gaae hiem,
og giøre vore ligesaa.
Forleden kunde man neppe komme igiennem en af
de største Gader for en vrimlende og støyende Mængde.
Et uskyldigt Menneske, som ville have en Mode for sig
selv, og giøre sig kiendelig blant alle dem, som bærer Pun¬
ge, havde trokket denne Mængde Tilskuere til sig. Hans
Haarpung var dog hverken af de største, ey heller af de
mindste, men den var grøn med en hvid Sløyse. Dette
var hele Merkværdigheden.
Jblant andet Nyt kand og dette have Sted, at
Adresse=Contoirets Nyt kommer nu tilligere ud, end sæd¬
vanlig. Folk finder sig fornøyede dermed, og Hensigten
at fornøye Publicum, har ikke været forgieves.
En af mine Patroller kiøbte sig forleden en nye
Bog; thi han er og saa nysgierig, at han undertiden læser
i Bøger, men han fandt sig meget fornærmet, da han i et
Minnt kunde tælle Bogstaverne paa de
fire første Blade.
P¬
P¬
Af disse lapproberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag


Patrollen.
No. 8.
Onsdagen den 20 Februarii 1765.
O¬
mgang med mange Slags Folk, siger Seneca,
er vør største Fiende, i det man lettelig li¬
ster en Last i os efter den anden, eller den
dog ved et ondt Exempel uformærkt hænger ved os, og
formaaer os til at holde med; derfor er Faren des stør¬
re, jo flere Folk vi omgaaes. Jeg bekiender min Skrø¬
belighed, at jeg ikke bringer de Sæder hiem, som jeg
har ført ud; men hver Gang slipper noget bort af det,
som jeg havde til min Forbedring rettet paa mig. Jeg
kommer hver Gang hovmodigere hiem, end jeg er gaaet
ud, og befinder mig mere umenneskelig, naar jeg har
været hos mange Mennesker; thi de maae elskes eller
hades, hvilket man dog begge Deele maae vel vogte sig
for. Et Menneske er hos det andet i daglig Fare, der¬
for tag dig i Agt for det samme. Et Uveyr giver
Tegn, førend det kommer; Et Huus knager, førend det
falder; Jlden giver Røg for Luen, men et Menneske
giør ofte Skade, naar man ikke venter det, og stræber
desbedre at forstille sig, jo nærmere det kommer os. "
Jeg skulle en Gang tale med en Mand, som hav¬
de ombedet mig at komme til sig, angaaende en vis Sag.
Jeg kom til den bestemte Tid, men i Steden for Manden


fandt jeg hans Kone at opvarte tre andre artige Madamer
med en Skaal Caffe. Jeg kom ret til pas. Den artige
Madame i Huset var saa god og bad mig at bie til hendes
Mand kom hiem, hvilken hun ventede strax, og bød mig
imidlertid at giøre Sælskab ved Caffe=Bordet, saasom de
ellers ingen Mandfolk havde, som funde snakke for dem.
Hvad, tog en af de andre Ordet, og sagde med en Latter:
Snakke for dem? Mandfolk skulle snakke for Fruentim¬
mer? Nu maae jeg lee. Kand da Fruentimmerne intet
snakke? Ved denne muntre Tale bragte hun de andre i
Latter. Og jeg glædede mig hemmelig, at jeg her fandt
saa artig en Skabning, som vilde spare mig den Umage,
at snakke; thi reent ud at sige, vidste jeg ey, hvad jeg skulle
snakke med fire Fruentimmer, som jeg ey havde den Ære
at kiende. Thi at begynde Talen med Vind og Væyr,
det er saa gammelt og almindeligt. Havde der dog lagt
en Hund i Skiødet, kunde den maaskee have givet Anled¬
ning til at aabne Munden, med at spørge, hvorledes den
lille nette Hund befandt sig, og hvis Navn den bar (thi
jeg har mærket, at man erkyndiger sig ligesaavel om Hundes,
som Menneskens Velgaaende, og at hine ofte bærer disses
Navne. Men just da jeg glædede mig ved den Snak,
som jeg ventede den artige og muntre ville have oplivet Sæl¬
skabet med, hørte jeg til min største Forundring de dybe¬
ste Sukke at komme fra det munterste Hierte, hvorpaa fulg¬
te de bitterste Taare, som saa vanheldede den smukke Skiøn¬
plet, som sad paa den venstre Kind, som man kunde have
lagt den sletteste Roman ved en Taare=Perse. Jeg mær¬
kede da, at denne muntre vilde græde for os, i Steden for
at snakke. Den eene af de andre Madamer smiilte, og
traadde den anden paa Foden. Jeg kunde aldrig have fo¬
restillet mig, at disse Taarer bleve foraarsagede formedelst
in Mands Død, og at saa ungt et Liv saa tilig havde fri¬
stet den haarde Skjebne, at blive Enke, dersom hun ikke i
det samme havde udbrudt med disse bevægelige Ord: Ak!
min Salig Mand! Du kunde dog have levet noget
længer! Du var dog ey endnu fuldt 70 Aar. Disse
bedrøvelige Ord gik mig saa nær til Hierte, at jeg vendte
min Kop, og vilde strax have taget Afskeed (thi jeg er af
Naturen saa blødhiertet, at jeg ey kand taale at see en ung
Enke at græde for en gammel Mand. Ey! Monsieur,


sagde den bedrøvede Enke, kand De vel| forlade fire Nonner
saa hastig, uden at tale et eneste Ord? De maae dog som en
Mandspersmn opmuntre et bedrøvet Fruentimmer=Sælskab.
Jeg maae bede, svarede jeg, at de har mig undskyldt, om
jeg ikke kand efterkomme den artige Begiering at opmun¬
tre. Jeg er af Naturen taugs. Desuden har Deres be¬
vægelige Taare sadt mig i den hæftigste Bevægelse, men
jeg maae bede om Tilladelse at bruge Deres egne Ord, som
De nylig sagde: Skal Mandfolk snakke for Fruentim¬
mer? Ha, ha! svarede den bedrøvede Enke, med en Lat¬
ter, i det hun vidskede Taarene af sine Øyne: Jeg troer,
saa Mænd, De er en lille Skalk. Derpaa stod hun op
fra Caffe=Bordet, og med en hoppende Gang hastede til
Vindnet. Jeg maae see, sagde hun, om Monsieur Le¬
ander ikke kommer. Han lovede mig med Haand og
Mund, at han vilde komme. Han er ret en artig Per¬
son, ja, saa skiemtefuld, at jeg aldrig i hans Nærværelse
kand tænke paa min Salig Mand. A ha! min Salig
Mand! Han var ikke mistænkelig, som mange andre, og
han var aldrig misfornøyet, undtagen naar jeg til Tidsfor¬
driv med Monsieur Leander kunde spille en Piqvet eller
LHombre en deux til noget sildig paa Aftenen; men da
jeg var overbeviist om, at det skede af den reneste Kierlig¬
hed, havde jeg ham undskyldt, heldst da han klagede, at
han ikke kunde blive varm i Sengen, førend jeg kom. Den
gode Mand havde og saa koldt et Temperament, som han
kunde have været opdraget af den dybeste Jis Kielder.
Ja, der var saa stoer Forskiel paa min Salig Mand og
Leander, som paa Jis og Jld. Ved denne artige Lignel¬
se var det mig umueligt at kunde tie længer, men svarede,
at denne Lignelse var meget vel afpasset imellem en gammel
alvorlig Mand og en ung Fyr; thi saa stridige disse to
Ting, Jis og Jld ere, saa stoer en Væmmelse har og en
gammel Mand paa 70 Aar for en ung -- - - der holder
hans Kone med sildig Sælskab til Tidsfordriv. Jeg troer,
Monsieur, sagde Enken, og faldt mig ind i Talen, at De
er en Elsker af det Gamle. Mig synes og, sagde hun
med en moqverende Mine, at Deres sorte Paryk og Støvle,
hvilket ey klæder unge Mandfolk vel i sær i Fruentimmer¬
Sælskab, noksom viser, at De ey forstaaer at leve; men
det Gamle falder Dem maaske bedre i Øynene end det Un¬


ge. Man kand let forestille sig, hvorledes jeg maatte bli¬
ve til Mode ved denne saa alvorlige Jrettesettelse, som kom
fra en ung og høybedrøvet Enke. Ja, jeg udlovede ved
mig selv, at jeg aldrig skulle drikke Caffe i unge Enkers
Nærværelse, uden jeg havde strøet et Fierdingkar Meel i
min sorte Paryk, og havde hvide Hoser paa Benene i Ste¬
den for Støvler, og da de andre Koner loe tillige, blev jeg
saa forvirret, at jeg ey kunde tale et eneste Ord. Til min
største Lykke kom Manden hiem, og løste mig ud af denne
Skiersild. Og jeg blev saa glad, da jeg slav, at jeg fik
neppe Tid til at tænke: Unge Enker græder ofte ikke
saa meget, fordi de har mist en Mand, som for at
faae en igien. Og jeg tænkte paa Senecæ Ord: Søg
ikke Omgang med mange Slags Folk. Man finder
undertiden saadanne, som man skulle tænke, at have meere
end een Siel. Herved falder mig ind en Beskrivelse, som
den Spanske Herremand Don Pedro, giør over sin smuk¬
ke Enke Elvire, som han blev forliebt udi:
Men da de traf i en af Byens store Gader,
Hvor Guld og Marmor Steen i Folkes Øyne sprader,
Blev de bag Vindveglas en yndig Enke vaer,
Som under Sørge=Slør et Engle=Ansigt bar.
Samme Elvires Brev til Don Pedro begynder saaledes:
Elvire (som tilforn i eenlig Enke=Sæde
Har sine Taarer mængt med Støvet af et Liig,
Et Liig, der var en Rod til hendes daglig Glæde,
Før Sielen qvæstet blev i Dødens sidste Krig.
Har nu fri fægtet sig det jo fra Herrens Sæde
Af Himlens Raadstne Bog et rigtig Udtog er,
Og vores høye Pligt i Venners Støv at græde,
Dog saa, at Graaden ey vor Stand er til Besvær.
Thi maae vort korte Liv fra Graad til Glæde skiftes
Naar af en Sørge=Skye maae bryde Glædens Soel.
Skal hykkelsk Klinte=Krud fra Sandheds Hvede driftes,
Saa svær jeg uden Svig at Himlen sligt befoel.


En af de saa kaldede beegfingrede, havde forleden
faaet Spor paa, hvor han kunde giøre et Bytte. Han
kom første Gang, og hentede sig nogle Føde=Vahre, som
laae i en Spækhøker=Bod, da det gelingede ham vel, kom
han strax igien. Hvor kand ey Medgang forlede Folk!
(Det gik med denne, som med Hare=Ungen i Bondens
Kaal Hauge, da den havde faaet Smag paa Bondens
Kaal, kom den saa tit, at Bonden skiød denne lille Kaal¬
Tyv for Panden) Eyeren, som savnede det første, passede
bedre paa, og greeb Hr. Urian ved det sidste. Der hialp
nu hverken Løn eller Bøn. Vagten kom, og den Skyldi¬
ge maatte afsted. Mængden, som ey i slige Tilfælde for¬
sømmer sig, stimledes til, for at see paa dette Optog. J
det de gik, styrtede den arme Tyv, og alle tænkte han en¬
ten besvimede, eller fik et Slag. Den ene saae paa den
anden, hvad skulle de fange an? De tænkte alle, de havde
ham vidst nok. Men da de Vagthavende stode i Tvivl
om, enten de skulle bære eller slæbe den Syge til Vagten,
springer han op, og ved sin hastige Flugt, undgik dem alle¬
sammen. De raabte vel: Hold paa Tyven! Hold paa
Tyven! Som i en Hast blev usynlig med sine raske Been.
Han slap den Gang; Men kommer han oftere paa de Fa¬
revande, vil de nok lære ham at gaae i Steden for at
løbe.
En anden vilde= berige sig paa en Aucetion, men
blev greben. Han venter nu paa, hvorledes Retten vil
actionere ham.
En Vind=Møller har under Haanden ladet mig
vide, at jeg uden Grund i mit No. 6. har roest den nye
Vand=Mølle. Vel mueligt. Dog ønsker enhver, at den
maae komme i bedre Drift. Og i sær ønskede man, at
der kunde opfindes saadanne Møller, hvor Sækkene aldrig
dansede.
Det ville ikke være meget Nyt at fortælle, at man
Fastelavns Mandag neppe kunde komme igiennem Gader¬
ne, om Formiddagen for de smukke Fastelavns Riis og
om Eftermiddagen for svinglende Folk og Slagsmaal.
En gammel Beste=Moer kunde ikke leve, om hun ey saae


sine kiere smaa Børne=Børn paa den Dag meget pyntede
og med forgyldte Riis i Hænderne. Og en Grand=Pa¬
pa ville maaske giøre sin Søn arvesløs, om han forbød
sine Smaa at begaae denne Urimelighed, at pidske en gam¬
mel Mand tilig op om Morgenen. Mange, som gemeen¬
lig findes ædrue, skal dog have sig en Snirres paa den
Dag; thi ellers, siger de, vidste de ey, at det var Faste¬
lavns Mandag. Paa Amager og mange andre Steder
anretter man store Skuespil, og maae da den arme Kat
undgielde i Tønden, og Gaasens Hoved staaer en høy Fa¬
re. Foruden disse har de og mange andre Leege, der næ¬
sten ligner de gamle olympiske, med at rende om Kap, at
brydes og kiempes o. s. v. Man skulle snarer tænke, at
man helligholdte Bacchi Fæst, end at man begyndte Fa¬
sten. Uden det saaledes skal forstaaes, at man paa denne
Dag vil rase ud, for siden at være meere afholden, hvilket
man dog neppe kan forestille sig, saasom der gaaer Syn
for Sagen.
Herr P. v. H. fortæller i sin Russiske Beskrivelse,
at det ikke er usædvanligt i Carnevals eller Faste=Tiden
at see der heele Rade endog af Fruentimmer, som Bacchi
Gaper har giort glade, at løbe af een Gade i en anden,
indtil de omsider legger sig i den bare Snee, for at sove,
Ruusen ud. Docterne tager og der gierne deres Messu¬
rer efter Faste=Tiderne; thi naar de ere forbi, bliver ge¬
meenlig mange svage af den store Uordentlighed.
Jeg har af en liden Nysgierrighed ladet undersø¬
ge, hvormange Fastelavns Boller, der paa Fastelavns
Manddag i denne Stad blev fortæret. Mine Læsere ville
maaske ikke troe det, om jeg siger dem, der blev net op
fortæret to Millioner Fastelavns=Boller. Det er dog ikke
utroeligt. Man beregner jo Stadens Jndvaaner til een
Million. Jeg vil sette, halvparten har ingen Fastelavns¬
Bolle faaet, derimod har vel andre spiist des fleere; thi
een Bager solgte den Dag Fastelavns Boller for 1400
Rigsdaler. Dette er dog en usædvanlig Anmærkning.
Det kommer ud paa Eet, hvad man spiiser, naar man
kun ikke fraadser. Anmærkningen bestaaer fornemmelig
deri, at man paa visse Tider skal have visse Slags Brød,


hvilket maa komme deraf, at Forandring Forlyster. Men
paa de drikkende Vahre har jeg ey kundet bestemme nogen
vis Summa. Man vil nok sige: Mine Patroller har
løbet brav Fastelavn, for at skaffe mig alle disse tilforlade¬
lige Efterretninger. Vist nok. Nogle af dem vare i
Sandhed saa varme, som en darm Fastelavns=Bolle.
Men at tale lidt mere alvorligere. Da maae vi
skattere os lykkelige, at vi ere revne ud af Mørket, og be¬
herskes ikke af Menneskens Paafund og blotte Ceremonier
eller Skikke, naar vi kun vilde give slip paa en Deel gam¬
le og galne Daarligheder og Urimeligheder. Jeg erindrer
mig herved en kort Historie, om en Cardinal, som var ble¬
ven Pave:
Da en Cardinal, hvis Fader var Slagter, var
kommet paa den Pavelige Stoel, kom iblandt andre
hans Hof=Nar for at gratulere hans Ophøyelse. Na¬
ren saae meget glad og fornøyet ud. Paven saae ham
ikke saa snart, førend han spurgte, hvoraf denne hans
overmaade Glæde reyste sig. Er det, fordi du seer, at
jeg er bleven Pave? Ja, hellige Fader, svarede Naren;
men i sær glæder jeg mig ved, at vi ey mere skal have
Faste, og at jeg herefter i 40 Dage ey skal være for¬
bunden til at spise raaden Fisk, der er værre end Gift.
Hvorledes forstaaer du det? sagde Paven: Ey! hellige
Fader, svarede Naren, vore Traditioner forsikrer, at
St. Peder indstiftede Fasten, og jeg troer, han giorde
det, paa det at hans Forældre, som vare Fiskere, kun¬
de komme desbedre af med deres Vahre; altsaa haaber
jeg, Deres Hellighed afskaffer Fasten, at Eders Fader
kand desbedre afsette fit Kiød.
Korte Anmærkninger over det Ordsprog
Kort og got:
Ariste, en smuk ung Person blev hæftig forelsket
i en høybedaget Enke. De drikker Bryllup. De lever
vel; thi Ariste er saa fornuftig, at han kand forstille sig.
Konen er saa høflig at døe efter et halvt Aars Ægteskab,
og efterlader Ariste 60000 Rigsdaler. Det var et Tu¬


sind for hvert Aar af hendes Alder. Ariste lader som han
sørger; men glæder sig dog hemmelig over dette Ægteskab,
som var kort og got.
Cnejus arvede 3000 Rdlr. efter en gammel Fa¬
der. Sønnen vil ey træde i Faderens Spor. Han giør
sig mange Venner, skiøndt ey paa den retteste Maade.
Cnejus og mange med ham lever vel i 3 Aar. Siden
var Cnejus saa fattig, som den, der ey har 3 Skilling.
Hans hykkelske Venner kiendte ham nu ikke meere. Cne¬
jus har dog levet vel i 3 Aar for 3000 Rigsdaler. Det
var kort og got.
Sylvander kiøbte sig et stort Landgods uden Pen¬
ge. Han meente Herremandskabet bestod i at udsue sine
fattige Bønder. Han levede, som en Herremand. Men
da Renterne ey kunde betales, blev han en Huusmand.
Silvander var dog Herremand Eet Aar. Det var kort
og got.
Philemon, efter sin kiere Moders indstændige Be¬
giering, som ey ville troe, han var studeret uden han præ¬
dikede, lod offentlig sine Gaver høre. Han var vel bega¬
det; men glemte det halve, som var hans eget. Det li¬
det, han sagde, var af den beste Postill. Philemon præ¬
dikede dog kort og got.
Eubulus blev anmodet at sige sine lærde Tanket
om et Skrift. Eubulus svarede: Tre Ord kand væ¬
re nok. Det var kort og got.
P¬
Af disse apprøberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 9.
Onsdagen den 27 Februarii 1765.
J
samme Hensigt, som følgende Historie forhen er be¬
kiendtgjordt, vil jeg igien meddeele den mine Læse¬
re. Maaskee den kand tiene en Deel til Fornøyel¬
se. Det er en Oversættelse. Historien er om Relisse:
Jeg bekom for nogle Dage siden Efterretning om
et Fruentimmers Død, hvis Navn er enhver bekiendt; men
af hendes forunderlige Levnets Historie, veed den mindste
Deel noget vist. Samme er bleven mig fortalt ved lang¬
varig og nøye Bekiendtskab. Og da der nu for nærræ¬
rende Tid ingen lever af de Personer, som kunde paasettes
nogen ufortient Skamplet ved dette, at jeg giør denne Hi¬
storie offentlig bekiendt, eller at Ømhed og Dyd kunde lide
noget derunder; saa tænker jeg at det er min Skyldighed
at meddele andre en Kiede af Hende ser, hvoraf den Ulyk¬
kelige kand tage sig nogen Trøst, og den Høysiforladte kand
blive opmuntret til noget Haab. Den Ele dige finder
Lindring, naar han betragter endnu en dybere Elendighed,
og Gemyttet væbner sig imod Fortvivlelsens Anfald ved
Exempler af en uformodentlig Hielp.
m¬


Melisses Fader var en Land=Junkers yngste Søn,
hvilken havde saadan en Formue, at hans Jndkomster var
ham Hundrede Pund Sterling. Men saasom alt dette
tilfaldt den ældste Broder, som en Eiendom, og der vare
tre Søstre, som ogsaa maatte forsørges, saa var han om¬
trent 16 Aar, da man tog ham af Skolen, og satte ham
til en anseelig Kiøbmand i Bristol, for der at lære Han¬
delen. Den unge Junker, hvis Jndbildning var gandske
indtagen af Heltenes store Gierninger, og af de forunderli¬
ge Ting, som ere opdagede ved en dristig Nysgierrighed,
viiste liden Tilbøyelighed til at forhverve stor Rigdom, ved
ey at sette sin Ærgierrighed Grændser, og saae meere paa
sit Navns Berømmelse, end at have Hensigt til en ærlig
Flid. Han betragtede meget mere sin Tilstand, som et
skammeligt Slaverie, som en Fornedrelse af hans Genie,
og en Ende paa alt sit Haab. Af Begierlighed til at ud¬
øve store Bedrifter, forsømte han alt hvad han havde at
forrette, ligesom det var hans Jagttagelse uværdig. Han
anhørte sin Herres Forestillinger med en haardnakken For¬
agt, og efter to Aars Forløb af hans bestemte Slaverie,
tog han Flugten, og lod sig hverve i den næste Stad som
Soldat. Han havde ikke den mindste Tvivl, at han jo
ved Krigens Fortieneste, eller Lykke, skulle vende tilbage,
som Officier, til Beskiemmelse for dem, som ville begra¬
ve ham i Mørket. Han fandt virkelig et Middel til at
giøre sine Venners Efterspørgsel unyttig, ligesom det hav¬
de været af største Vigtighed, at forebygge deres tienstfær¬
dige Umage, for at til intet giøre hans Forehavende, og
at forhindre hans Befordring. Han blev sendt til Lon¬
don med andre Recroutter, og strax derpaa, blev han med
de øvrige af samme Compagnie lagt ud paa et Sted paa
Landet, som var saa langt borte fra dem, som han stod i
nogen Fonbindelse med, at han ikke turde befrygte at blive
opdaget.
Det tildrog sig, at han en Dag gik med en af fire
Kamerater til en Herres Huus, som ikke laae langt der¬
fra, hans Kammerat var bekiendt med Kammer=Pigen i
Huuset, og formedelst hendes Hielp havde han fri Ad¬


gang til Kiøkkenet. Denne Herre, som var nogle og tred¬
sindstyve Aar gammel, havde for to Aar siden taget en
ung Kone, som var et smukt Fruentimmer, vel opdraget,
men ikke bemidlet. Efter hans første Kone, som var død
10 Aar tilforn, havde han en Deel Børn, den Yngste var
en Datter, som gik i sit 17de Aar. Hun var vel voxen,
havde en smuk Farve, skiønne Lader, og en net Skabning.
Men hendes Fader, som havde samme Kierlighed for hen¬
de, som mange Forældre har for deres Børn, en blot
Drift, ikke meere og ikke mindre, end som man finder, at
de ufornuftige Dyr har for deres Unger, forsømtegand¬
ske hendes Opdragelse. Det var ham umueligt, som
han sagde, at leve foruden denne Datter, og som han ikke
besad Midler nok til at holde hende en Hovmesterinde, eller
en skikkelig Læremester, paa et Sted, som laae saa langt
fra London, maatte hun lade sig befalde, at forblive i
hendes Uskikkelighed og grove Levemaade. Hun kiendte
ingen større Fornøyelse, end et vist Kort=Spill med Tiene¬
ste=Pigerne. Hun blev derved deres fortroeligste Venin¬
de, og derimod betroede hun dem igien alle sine Ting, og
vroede, at hun var ingensteds lykkeligere, end naar hun var
i Kiøkkenet.
Da nu hendes Faders egensindige Kierlighed al¬
drig havde vundet hans Datters Gienkierlighed, saa kun¬
de hun efter hans andet Giftermaal, uden Smerte, see
den dagligen at aftage. Hun maatte ikke udstaae nogen
mere Tvang eller Forhindring af denne sin nye Moder,
hvilken med Fornøyelse gav Agt paa, at denne Datter var
af sig selv vandt til at skye alle Besøgelser, saasom hun ikke
vidste, hvorledes hun skulle opføre sig, og endnu mindre
var skikket til at vise sig for et Selskab, derfor tænkte hun
dette at være det beste Middel til at dølge alle hendes Feyl,
at hun holdt hende fra alle anstændige Selskaber, i den
Sted, at hun skulde tragtet efter at afhielpe denne Feyl,
ved at sette hende noget Sted i Kost i et Huus, hvor saa¬
danne unge Mennesker opdrages.
De
J 2


Denne Datter, som Pigen Elisabeth havde, sagt,
at hun ventede sin Kiereste, og at hun vilde giøre sig lystig
med ham, stial sig fra hendes øverste Kammer ned i Kiøk¬
kenet, og, uden nogen Betænkning, leegede der en Blinde¬
buk med disse Kiøkken=Giester. Vores Soldat, som søgte
sin Lykke, blev gandske indtagen af hendes Person, og hans
Forfængelighed smigrede sig overmaade med det Haab, at
han, som forestillede en gemeen Soldat, kunde bortføre en
Datter, uden at aabenbare sin Fødsel, eller at lade sig mer¬
ke noget med fine vidtløftige Hensigter.
Han anvendte al Fid paa dette Foretagende, og
det lykkedes ham. Det Compagnie, hvorunder han stod,
fik Ordre at legge sig paa et andet Sted, og Elisabeth og
hendes Jomfrue reyste en Morgen gandske tilig bort med
deres Kierester, og da de i den næste Bye fandt et offent¬
lig Capell, lode de dem vie tilsammen.
Saasnart den gamle Fader fik denne Efterretning
om hans Datters Bortreyse, lod han paa alle Steder flit
tig og med saa stoer Omsorg efterspørge, at han endelig fil
at vide, med hvem og hvad for en Vey hun var reyst.
Han satte sig strax paa sin Hest, og forfulgte dem under
mange Eder og Forbandelser. Han kunde dog ikke ind¬
hente dem, førend Vielsen var forbi, og da han af Ægte¬
manden selv fik Efterretning derom, vendte han tilbage fra
ham med den skrækkeligste Vrede og et umenneskeligt Hier¬
te. Han svoer: at han aldrig ville tilgive denne Forseelse,
hvilken han dog selv ikke havde draget Omsorg for at fore¬
komme.
De unge Ægtefolk bleve bestandige i deres inder¬
lige Kierlighed. Det store Foretagende, og Haabet af en
indbildt Fortieneste, var ikke gandske udslukket hos den un¬
ge Soldat. Han fik, til sin største Glæde, Ordre at føl¬
ge Kong William til Beleyringen ved Namur. Han
flilte sig, sin Ophøyelse til en commanderende Officier, saa


rigtig for, som om han nu virkelig gik hen at tage en Her¬
regaard i Besiddelse. Hans Kone, som var frugtsom¬
melig, og intet havde at ernære sig med i hans Fravæ¬
relse, fik Tilladelse at reyse med ham over til Nederlan¬
dene. Da hun nu kom om Bord, og saae sig midt iblandt
en Hob gemeen Pøbel, som fulgte med Armeen, blev hun
overmaade forskrækket. Disses grove Tale giorde hende
gandske skamfuld, og i hvor grov og usædelig hun end var
opdraget, blev hun dog derover opfyldt med Vrede og Af¬
skye. Hendes Pige, som ogsaa var fulgt med sin Mand,
var den eneste, som hun havde Omgiengelse med, og af
hvilken hun kunde vente sig der den Hielp, som hun nu snart
behøvede. Hun befandt sig adskillige Gange i de allerbe¬
drøveligste Omstændigheder, i det hun eftertænkte, hvorle¬
des hun nu skulle ernære sig. Men da hun engang hørte
et Navn nævne paa en Officier, som hun erindrede at ha¬
ve besøgt hendes Sted=Moder kort Tid efter hendes Bryl¬
lup, saa begav hun sig hen til ham, gav sit Navn tilkien¬
de, og bad ham indstendig, at han ville tage hende under
sin Beskyttelse, og tillade hende at besørge hans Lintøy og
Vadsk. Officieren bevilgede hendes Ansøgning, og hen¬
des Omstændigheder forbedrede sig lidet, saa at hun blev
noget roligere i Sindet. Derpaa overfaldt hende pludse¬
lig en nye Ulykke. Hun saae sin Mand at marchere ud
om Morgenen i et vist Foretagende, og blev om Aftenen
meget fuld af Blessurer baaret tilbage paa en Brand=Kar¬
re. Den følgende Dag bler han med mange andre, som
vare i lige elendige Omstændigheder, bragt tre Mile bort,
paa et bedre og sikkere Sted, hvor man kunde drage mere
Omsorg for deres Saar og Blessurer. Hun bad Capi¬
tainen, at tillade hende at hun maatte blive bortført paa
den samme Vogn, som hendes Mand, men han kunde ikke
tillade det, af den Aarsag, at Vognen maatte først opfyl¬
des med dem, som ikke kunde gaae, og som man ikke kun¬
de lade blive tilbage. Men han gav hende dog sit Løfte,
at dersom hun vilde have Taalmodighed til næste Dag, vil¬
de han giøre sig Umage for at skaffe hende Leylighed, hvor¬
med hun kunde komme til hendes Mand. Hun derimod
besluttede, heller at følge til Fods efter Vognen, end at
være et Øyeblik fra
des Mand. Jmidlertid kunde hun


ikke kømme saa fort efter ham, og hun ankom ikke til Ho¬
spitalet, førend det var Tid, at hun kunde nedlegge sig hos
hendes Mand paa noget Halm, hvor hun saae ham ned¬
synke i Dødens Kamp, og hørte de sidste Sukke, hvorved
han opgav sin Aand. Den besværlige Dags Reyse, og
hendes Siels Bedrøvelse bragte hende paa Stedet i Barns
Nød, og hun levede ikkun saa længe, at hun fødte Melisse
til Verden, som hun efterlod i en hielpeløs Tilstand, uden
Fader og Moder, og uden Venner i et fremmed Land, og
i de Omstændigheder, ved hvilke ikke var det ringeste Haav
til Belønning for et kierligt Hierte, som paatager sig at
sørge for et Barns Opdragelse, og endelig iblandt Perso¬
ner, som vare forhærdede og følesløse imod al Menneske¬
Kierlighed, saasom de i saa lang Tid og paa saa mange
Slags Maader, havde havt deslige Elendigheder for Øy
(Mere følger.
nene.
At det gamle Ordsprog: De Døde maae givt
Plads for de Levende, ey i alle Begivenheder holder Stil,
viser følgende:
J en af Stadens snevreste Gader var forleden et
mærkeligt Optog. Det var med en Død og en Leven¬
de. Begge bleve trukket. Den Døde kom saa langsom
af Sted, som en Snegl kand krybe. Den Levende der¬
imod foer igiennem som en Piil. Disse to ulige mødte
hinanden paa dette fatale snævre Sted. Et ulykkeligt
Møden! Begge havde blevet forsinket, om den ene ey hav¬
de villet vige. Den Dødes Tid var gandske udrundet, og
der var ikkun nogle faae Minuter tilovers af den Leven¬
des Time. Den første havde brugt sin Tid, og den sidste
ville bruge sin. Den ene kunde ikke vige for den anden
afsides, endskiøndt den Døde maaskee gierne havde krøbet
i en Kielderhals, om den havde kundet, for at give den Le¬
vende Plads. Begge vare vel eqviperede. Den Dødes
Eqvipage bestod af sort Fløyel, som var meget smukt ud¬
ziret med forsølvede Sindbilleder, saasom: Dødnings=Ho¬
veder, Timeglas med Vinger, Segle, Piile, Slanger hol¬
læsende i Basuner, og
dende Halen i Munden, Engler,


saadanne flere, som afbilder Tidens hastige og uigienkalde¬
lige Flugt. Den Levendes Eqvipage var sey mindre
prægtig. Den var grøn med adskillige smukke Guld-Zira¬
ter. For paa stod Diana, med sit Piile=Koger paa Ryg¬
gen, ligesom hun skulde paa Jagt, eller nyelig var kommet
derfra, og bag paa stod Cupido med de meest levende
Farver malet, og med sin forgyldte Elskovs=Piil sigtede ef¬
ter den blottede Veneris Hierte. Hvem af disse tvende
hinanden mødende maatte nu vige? Eftee det gamle Ord¬
sprog, skulle jo den Døde give Plads for den Levende.
Men den Døde, der nu ligesom foragtede alle Levende, gik
sin jævne Skridt lige frem. Den Levende, som ey kun¬
de slippe forbi et Optog, der maaskee ikke stak ham meget i
Øynene, gav et Smæk med Pidsken, vendte i største Hast
sin vellydende Kane, og gav Plads for den sørte og tause
Liig=Vogn.
Drømme, siger Ovidius, har saa mange Slags
blotte og forfængelige Forestillinger, som der er Ax om
Høsten, Løv i Skovene og Sand ved Havet. Et Exem¬
vel paa, hvad Virkning Drømme har, fortalte en min go¬
de Ven mig et ungt Menneske, at i det han drømte forle¬
den Nat, at han var paa et meget angenemt Bal, hvor
han hørte den behageligste Musie, stod han op i Søvne, og
dansede omkring paa Gulvet, og han havde gandske vist
danset til Dag, dersom hans Sove=Kammerat, ey havde
blevet vækket af en virkelig behagelig Musice paa Gaden,
og seet ham at gaae og danse i Søvne. Han vakte ham,
og hans søde Phantasie forsvandt ligesaa hastig, som den
smukke Musie paa Gaden.
Endnu har ingen Eyermand indfundet sig til den
fundne og oplyste Kaarde. Men maaskee ingen har tabt
den, eller og ingen vil kiende sig ved den. Herved erin¬
drer jeg en Forordning, som den store Pharamond, de
Galliers Konge, udgav i Aaret 420. imod Dueller:
Da


Da det er kommet til vor Kongelig Erfaring,
at der, til Foragt af alle Guddommelige og Menneskelig
Love, er opkommen den Sædvane iblandt Høye og La¬
ve, at de saavel formedelst ringe og slette, som forme¬
delst støre og vigtige Aarsager fordrer hinanden ud, tvert
imod vor hellige Religions Bydende og den sunde For¬
nuftes Regler; at løse, frække og uforskammede Men¬
nesker overfalder de Forsigtige, Ærbare og Høflige; at
alle Dyder bliver undertrykte, og alle Laster faaer Frem¬
gang, og det ved denne Gierning, at man har Hierte
til at døe; at de Personer, som ere de allerværdigste,
om hvis Duelighed og Dygtighed man kand have det
beste Haab, hvilke ogsaa med største Flid og Nidkier¬
hed stræber efter en retskaffen Ære, ere just de, som
staaer allermeest Fare for at blive indviklede i den Ulyk¬
ke, som denne Frækhed føder af sig. Sag have vi be¬
sluttet, at see denne Mode og Hævngierrighed udryddet
ved følgende Artikler:
Dersom nogen enten fordrer en anden til Duel
eller imodtager saadan Udfordring, da, omendskiøndt
der ikke skeer noget Mord, skal ingen af dem, ey heller
deres Børn og Efterkommere, agtes værdige til at for
valte noget Embede.
Den Person, som angiver, og kand bevise saa
dan Udfordring, skal til Arv og Eye bekomme beggt
Parters Mobilier.
Den, som Sagen i Drabs=Sager gaaer imod,
at han dømmes fra Livet, skal ey allene miste Livet, men
al hans Formue skal hiemfalde til dens nærmeste
Arving, hvis Blod er bleven
udøst.
Af disse approberede Uge=Blade ud
er et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 10.
Onsdagen den 6 Martii 1765.
(Fortsettelse af Melisses Historie.)
D¬
et tilbrog sig imidlertid at der, iblandt dem, som
vare tilstede ved Melisses Fødsel, befandt sig en
ung Kone, hvilken havde mistet sin Mand i den
sidste Bataille, og nogle Dage forhen mistet et lidet Barn,
som hun gav at die. Denne Kone lagde dette Barn til sit
Bryst, maaske meere at forvare sig selv for Skade, end af
Medlidenhed for denne Fader= og Moderløse. Jmidler¬
tid maatte hun have hvad for en Bevægelses Grund, hun
vilde, saa troede hun dog, at den Næring, som hun lod
dette Barn tilkomme, gav hende en Rettighed til dets af¬
døde Moders Efterladenskab, hvilken hun tog i Besiddelse.
J det hun nu igiennemsøgte hendes Lommer, fandt hun et
Fingerbølle, nogle Stykker af et sønderbrudt Speyl, og
hendes Ægte=Brev. Dette Papiir, hvilket hun ey kunde
læse, leverede hun til Capitainen, som blev gandske indta¬
get af Medlidenhed, da han hørte denne Efterretning om
sin Vasker=Kone. Han roste denne Kone, som havde be¬
varet dette Barn fra Undergang, og satte samme i Mode¬
rens Sted. Dette opmuntrede hende til at fortsætte sin
Omsorg for denne Fader= og Moderløse, indtil Capitainen
reyste tilbage til Engelland, med hvilken hun og reyste for
at være hans Tieneste
ge.


Denne Herre havde ikke saa snart besørget sine nød¬
vendigste Forretninger, førend han sendte Melisse med hen¬
des Amme, til hendes Beste=Fader. Han indsluttede Mo¬
derens Ægte=Brev i et Brev til hendes Møder, og deri for¬
talte hendes Død, og tilligemed paa hvad for en forunder¬
lig Maade dette Barn var frelst. Han ventede, at den
faderlige Ømhed, som en gammel Mand forhen havde føelt
for sig Datter, skulle opvaagne igien, naar han saae dette
eneste Pandt fra hende, saa at han ikke meere skulle tænke
paa hendes Feyl, ved det at han havde fornummet hendes
Ulykke, men meget mere giøre got inkod det Liv, som hans
Datter, saa at sige, havde overdraget sit til; at han derved
kunde giøre en Forsoning for den utilladelige Forbittrelse,
som var Skyld i al denne Ulykke. Men han bedrog sig i
sit Haab, omendskiøndt det var fornuftigt overlagt. Den
Gamle fornam ikke saasnart af den Kone, som bragte ham
Brevet, at det Barn, som hun havde paa Armen, var hans
Datters=Datter, som nu var ankommen for at overgive sig
i hans Forsorg og Beskyttelse, førend han ikke ville læse
Brevets Jndhold, men viiste hende bort, med alvorlige
Truseler og Skields-Ord. En saadan besynderlig Hen¬
delse blev strax bekiendtgjordt i den hele Province og i de
næst liggende smaa Stæder. En Morbroder af Melisse,
som var forskudt af sin Fader, fordi han havde giftet sig
med hans Pige, erfoer med Bedrøvelse dette nye Beviis,
paa sin Faders Umenneskelighed. Han sendte strax Bud
efter Barnet, og forsikkrede Konen, at hans Søster=Dat¬
ter ikke skulle lide nogen Mangel paa det, som han var i
Stand at give hende. At give meget var virkelig ikke i
hans Formue, saasom hans Fader bestandig blev haard¬
nakket i sine Griller, og al hans Underholdning bestod ik¬
kun i en Forpagtning, som han havde antaget af en Adels¬
mand; Men som han var en god Huudholder, og havde
selv ingen Børn, levede han dog gandske skikkelig, og var
alligevel fornøyet, endskiøndt hans Fader havde betaget ham
al Overflødighed.
Melisse, som formedelst hendes Moders Ulykke,
saa vel som for hendes egen Persons gode Egenskaber, for¬
tiente at bæres Medlidenhed med, og at elskes af sin Mor¬


broder, som havde faaet fuldstændig Efterretning af Eli¬
sabeth, hendes Pige, hvilken og var bleven Enke, og var
reyst tilbage til sit Hiem og sine Venner. Saasnart Me¬
lisse var bleven saa gammel, at hun kunde begribe nogen
Lærdom, saa lærde man hende at læse, skrive og arbeyde
med Syenaalen. Hun blev anseet af det hele Adelskab,
for den artigste Datter i det gandske Naboelaug. Men
hendes Moster døde fra hende, da hun var elleve Aar
gammel, og da hun havde opnaaet hendes attende Aar, døde
hendes Morbroder.
Melisse var altsaa paa nye udsadt i den store Ver¬
den, uden Hielp, nu da hendes Nødtørftighed formerede
sig. Hun saae, at hun nu var bleven ulykkeligere, efter
at hun havde lært at kiende Lyksaligheden. Hun blev der¬
over meget forrigfuld, i det hun intet andet saae for sig, end
Kummer og Nød. En Bæk af Taarer lettede hendes be¬
klemte Hierte, just som den Adelsmand, der havde faaet
Efterretning, om sin Forpagters Død, lod hende kalde til
sig. Denne Herre, som havde hørt hendes Hendelser af
hendes Morbroder, kunde ikke bringe det over sit Hierte,
at det Liv, som var saa underlig bevaret, skulle nu tilsidst
være Elendighed til Bytte. Han besluttede derfor, at an¬
tage hende i sin Familie, ikke som en Tieneste=Pige, men
som en, der skulde holde hans Datter med Sælskab. Den
gamle Adelsmand havde stoer Medlidenhed med hendes
Ulykke, og hans Daiter antog hende med største Kierlighed
og Høflighed.
Melisse aftørrede sine Taarer, og af al hendes u¬
taalelige Angest og Smerte blev intet andet tilbage, end
en kierlig Jhukommelse, om hendes Morbroder, hvilken hun
havde elsket og æret som en Fader. Da hun nu igien hav¬
de faaet sit Sind i Rolighed, aabnede hun en liden Æske,
som hendes Morbroder havde givet hende nogle Minuter,
førend han døde. Hun fandt ikke andet i samme, end hen¬
des Moders Ægte=Brev, som var indsluttet i Capitainens
Brev, tilligemed en Efterretning om det, som nu er sagt,
hvilket hendes Morbroder egenhændig havde undertegnet.


Hun blev ved dette meget bevæget og bedrøvet. Hun kun¬
de i lang Tid ikke komme ret til sig selv, indtil hendes Be¬
drøvelse omsider ved Tidens Længde formindskedes.
J denne Familie, som faae Uger derefter reyste
tilbage til London, var Melisse snart en Kiæledegge. Den
gode Junker anfaae hende som sit eget Barn, og hans Dat¬
ter, som hendes Soster. Man lod dem undervise i Mu¬
siken og Dans. De bleve førte i de beste Sælskaber, klædte
efter Moden og forsynet med alle Fornødenheder. Ung¬
dommen lader sielden den følgende Dags Sorg indskrænke
sig i den nærværende Dags Forlystelser; men den betrag¬
ter meget mere den nærværende Lytsalighed, som et Pandt
paa den tilkommende. Melisse var, efter al Anseende,
saa lykkelig, som om hun virkelig kunde have havt en Lykke
i Besiddelse, hvilken formedelst den Rolighed og Pragt,
som hun nu var udi, gjorde hende Haab om dens Bestaa¬
dighed.
Hun var nu udi fit attende Aar, da hendes Vel¬
giøreres eneste Søn kom hiem fra den høye Skole, for at
tilbringe Vinteren i Byen hos sin kiere Fader. Denne
Søn blev saa henrykt over Melisses Person, og saa indta¬
gen af hendes Opførsel og Tale, at han ikke efterlod ved
alle Leyligheder at berømme hendes Skiønhed og Dyd.
Hun blev det snart vaer, at han alle Tider beviste hende de
kiendeligste Tegn paa en besynderlig Høyagtelse, naar han
troede, at ingen andre lagde Mærke dertil. Han giorde
sig og al Umage, ved tienstfærdige Opvartninger, ved en
omhyggelig Opmærksomhed i det, som kunde yde noget til
hendes Fornøyelse, endog ved den allerringeste Omstændig¬
hed, for at behage hende. Men denne unge Adelsmands
Opførsel maatte nødvendig indjage hende nogen Frygt, end¬
skiøndt den smigrede for hendes Forfængelighed. Hun saae
forud, at dersom hans Fader eller Søster merkede hans
Opførsel imod hende, det da ville forstyrre Familiens Ro¬
lighed, og at hun i denne Storm enten maatte lide Skib¬
brud, eller at stille Stormen, blive kast om Bord. Hun
stilte sig derfor an, ligesom hun ikke merkede det ringeste,


at hendes Elskere havde mere end en almindelig Gunst for
hende; Hun haabede dermed at betage ham Modet til at
giøre en tydeligere Forklaring. Men uagtet at han blev
vreed, fordi hun havde saa liden Agt for det, som han
gandske vidst vidste, at hun ikke kunde andet, end blive vaer,
saa satte han sig dog for, at vende sig til hende med saa¬
danne Talemaader, som skulle faae Magt over hendes trod¬
sige Opførsel. Omendskiøndt han ærede hendes Dyd, saa
frygtede han dog saa meget for sin Faders Vrede, at han
ikke turde tænke paa, at giøre hende til sin Kone, og han
var alt for hæftig forelsket i hendes Skiønhed, end at han
skulle opgive alt Haab om at besidde hende, som sin Mai¬
tresse. Den Leylighed til at udføre sit Forehavende var
ikke langt borte. Hun tog imod hans almindelige Kierlig¬
heds Bekiendelse med uskyldig Skiemt og Latter; men da
hun fornam, at hans Hensigt var at friste hendes Dyd,
udbrast hun i en Bek af Graad, saa at hun ikke kunde
frembringe et eneste Ord, men faldt i Afmagt. Bedrø¬
velse og Samvittigheds Uroe indstillede sig strax hos ham.
Hans Ømhed blev opvakt ved hendes Uheld, og hans Høy¬
agtelse erlangede en høyere Grad ved at ansee hendes Dyd.
Han reyste hende op, tog hende i sine Arme, og tilbød
hende, for at forsone den Beskiemmelse, som han havde
giordt hende, at gifte sig med hende. Men saa lidet som
hendes Kydskhed ville tillade hende at være hans Maitresse,
lige saa lidet vilde Taknemmelighed tillade hende at være
hans Kone, og saa snart hun lidet havde besindet sig, bad
hun ham inderlig, ikke at sette videre an paa hende; thi
ellers maatte hun, som en Skyldighed aabenbare det for
hans Fader, hendes Velgiørere.
Vilde ikke (sagde
Melisse) en Ulykkeliges Nærværelse, hvilken J havde
ført fra Uskyldigheds og Fredens Vey, til Spot og E¬
lendighed, daglig forekaste Eder det? Og ville J ikke
bestandig staae i Frygt for at blive bedraget af en Kone,
hvis Troskab man ikke kunde være forsikkret om, og som
havde sønderrevet alle de Baand, hvormed man holder
en høy og ædelmodig Siæl i Tømme, og paa engang
var stegen paa det allerhøyeste Trin af Laster og Utak¬
nemmelighed.
Denne


Denne Forestilling, endskiøndt samme ikke kunde
imodsiges, havde dog ikke den Magt, at den kunde tæmme
hans Begierlighed. Han elskede endnu Melisse med langt
større Jver, og saa lidet som han alletider kunde forskaane
hende med sin Klage og Begiering, lige saa lidet kunde
hun stoppe Munden paa ham, paa saadan en Maade, som
var kraftig nok til at forekomme hans Jgientagelser.
denne Tilstand befandt sig de tvende forliebte Personer en
Morgen. Han havde indsluttet hendes Haand i sin, og
talede med største Alvorlighed med hende, efter at hun med
en frygtsom Latter havde heftet sine Øyne paa ham, med
den Opmerksomhed, som tilkiendegav hendes Hierte, til at
høre paa hans Tale. J dette kierlige Øyeblik, hvorudi
den ene vilde vise den anden sin Forstands Duelighed, kom
hans Fader nær nok til at høre at hans Søn giorde hende
et Forslag om Ægteskab, da Faderen hørte dette, tvivlte
han ikke om Sagen, men listede sig saa sagte tilbage.
(Mere følger.)
Forleden viste de publigqve Gadefeyere ret for M¬
vor at Skarnet, Snee og Jis tilhørte dem i Tøevæyr; thi
der vor saadan Mængde af Jern=Stænger, Skuffer og
Kuste, at man i visse Gader og Stræder ey kunde komme
igiennem. Saa man haaber, den gamle og ugrundede
Klage nu gandske bortfalder. De toge saa fyrige paa Ar¬
bendet med Jern=Stængerne, som dog nogle knap kunde
løfte, at der neppe vil findes Jis og Snee paa Gaderne,
undtagen det fryser paa nye; thi da er det en anden Sag.
Vel er det, at Jisen saaledes bliver brækket (det
er jo, efter Ordsprog, det vigtigste Arbeyde at bryde Jisen
for andre) thi der har i denne Tid faldet mange, og nogle,
desværre, ere komne til Skade. Jblandt dem, som til
største Uhæld faldt, var een, jeg veed ey, om han var Stier¬
nekiger; thi han saae noget høyt Han hlev noget vaer i
anden Etage, om det var den klarskinnende Aften Stierne
Venus, veed jeg heller ikke, men da han vilde bruce sin
sædvanlige Haand-Kikkert, og med den anden Finger kaste¬
de et hiertetrængende Kys op i Luften, tænkende, hans Sa¬
ger stod paa en god Fod, faldt den høytseende meget dybt


i Skarnet. Han blev noget undseelig, da nogle uforskam¬
mede forbigaaende loe. Han blev ellers meget besudlet,
og den Gang havde han en Slags Føye til at betragte sig
selv. Jeg tænkte: Det er uanstændigt at lee af an¬
dres Fald. verden kand ansees som en glat Jis
hvorpaa ingen kand vide sig sikker, og allermindst
de, som kiger efter Stierner Nat og Dag.
Den Slave, som i forrige Uge blev hængt,
havde mange Tilskuere. Det var ønskeligt, om saadan
retfærdig Straf kunde tiene andre til Skræk og Advar¬
sel; men det er at befrygte, at endog nogle af disse Til¬
skuere samme Dag har lagt Grund til sin egen Galge;
thi der gaaer næsten ingen Dag forbi, man jo hører,
snart et, snart et andet Tyverie. Herved falder mig ind
et Gravskrift over en Tyv i Hoffmannwaldaus Gedichte,
som paa Dansk kand lyde saaledes:
Min skiøre Livets Traad ey Parcerne afskar;
Thi hine Spindersker kun Livets Traade spinder.
Et Menneske mig ved en Strikke qvælet har.
Ak, at blandt Mennesker man saadan Strænghed finder.
Med denne sidste Linie vil Poeten sige: Det er beklageligt,
lat der iblandt de ædle Skabninger, Mennesker, skal findes
saadanne Umennesker, som skal give sine Medmennesker
Anledning til saadan Strænghed imod sig. Jblandt den
heele Mængde Tilskuere, hørte man dog ingen, som mis¬
undte denne syndig Slave saadan Ophøyelse; Da dog
Misundelse følger gemeenlig med enhvers Lykke, og
Misundelse er ofte den Strikke, som qvæler mange,
der, i hvor uværdige de end selv ere, med skiele Øy¬
ne dog alletider betragter andres Lykke.
Til Exempel paa, hvor yderlig Misundelse kand
gaae, kunde jeg meget tydelig afskildre nogle. Men
hvorfor skulle jey være ligesaa uforskammet som de, og
bebreyde nogen i Særdeleshed, som dog ere kiendelige nok,
i hvor ukiendelige de end meener sig at være. Jeg vil


allene sige med en vis Philosoph: Misundelse er mere
uforligelig end Had. Den er en bange og skamfuld
Sind=Lidelse, som man ikke tør tilstaae. Og Dydns
Lys kand aldrig bringes i Sikkerhed for Misundelses
Vind."
Forleden kom to Vogne hinanden i møde ved en
af Stadens Broer; den ene Kudsk havde i Sinde at
kiøre paa den anden. Men hvad skeete? Hestene bleve
ubesindige, ligesom deres Styrere, og løb løbsk. Kud¬
skene faldt af, og med stor Livs Fare slap blodige fra den¬
ne Paastand. Det er dog got at vige og give efter.
En fattig Mand blev for nogen Tid siden sat ud
af sin gandske Handel og Næring, og hensat paa det al
mindelige Sted for de ulyksalige Gieldnere. Man vil
nok meene, hans Debet var stoer, ja, sloer nok for en Fat¬
tig. 30 Rigsdaler var den gandske Summa. Maaske
denne Fattige kunde finde 30 gange Leylighed til at tien
de Penge, og betale sin Creditor, imidlertid han nu maae
sukke i Slutteriet. Ville enhver betænke sin ege
Skyld, fandtes maaske meere Medlidenhed mod det
Fattige.
Til de fundne Banco=Sædler har mange Eyen
indfundet sig hos det ærlige Menneske, som samme har
ladet oplyse; men ingen af disse har endnu kundet sigt
Finderen, hvor mange Sædler det var, og i hvad Gade
de formodentlig ere tabt. Naar Penge findes, findes og
mange Eyere. Jmidlertid seer man dog den gamle Ær
lighed er endnu i Live. Den kan ey saa let opslides; Thi
Ærlighed, siger Rabener, varer længst, fordi
den bliver mindst brugt.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 11.
Onsdagen den 13 Martii 1765.
(Slutning af Melisses Historie.)
D¬
a den gamle Adelsmand ikke kunde forestille sig,
hvorledes det var mueligt, at en Pige, som var
i Melisses Omstændigheder, kunde forkaste saa¬
dant et Forslag, som hans Søn giorde hende, saa tog han
dog i Følge deraf de fornødne Regler, for at forekomme
videre Uleylighed. Da Tiden nærmede sig, paa hvilken
hans Familie var vandt til at reyse paa hans Landgods,
gav han befaling, at de fornødne Anstalter skulle uden
Forhaling giøres til denne Reyse, og at Kudsken den føl¬
gende Morgen Klokken 6. skulle være i Beredskab. Folke¬
ne i Huset vare gandske bestyrtsede over denne uformodent¬
lige Afreyse, Men den gamle Junker, uagtet hans ædel¬
modige Væsen, regierede sin Familie med saa stor Anseel¬
se, at hans mindste Vink var dem alle en Lov, i sær denne
Gang, da de mærkede, at der var gaaet ham noget imod.
Jngen kunde dog udgrunde Aarsagen til denne hastige Bort¬
reyse. Melisse pakkede sit Tøy sammen, som hun pleye¬
de, og Morgenen derpaa, efterat den unge Adelsmand til¬
lige med sin Søster, efter Faderens befaling, havde sadt
sig i deres Vogn, kaldte den gamle Adelsmand Melisse
ind i et Kammer, hvor han med faa Ord, men med stor
Bitterhed forekastede hende, at hun havde givet hans Søn


dette Anslag, at gifte sig med hende, uden hans Faderlige
Tilladelse. Han sagde: hendes store Utaknemmelighed
gav ham den Ret, at bebreyde hende den Gunst og de Vel¬
gierninger, som han hidindtil havde beviist hende, og at ud¬
føre et Forset, som han havde besluttet, nemlig, at en
Banco=Sædel paa et halv Hundrede Guineer, som han
nu overgav hende, skulle være den sidste Velgierning, hun
kunde vente sig af ham. Han føyede dette dertil, at han
haabede, hun rømmede hans Huus inden aatte Dage.
Melisse var ey i Stand til at svare det allerringeste paa en
saa uformodentlig, som haard Beskyldning, og den gamle
Adelsmand biede ey heller saa længe hos hende, at han
kunde høre, om hun til sin Undskyldning havde noget at
frembringe; men han løb i største Hast ud til Vognen, som
strax kiørte fra Gaarden.
Melisse var nu altsaa tredie Gang pludselig og
hende gandske uventendes forladt og udsadt til et Byt¬
te for Armod og Elendighed, med en dobbelt Plage,
ved det hun var vandt til Magelighed og Overflødighed,
og omendskiøndt det ikke syntes, at hun var udi saa hielpe¬
løs en Tilstand, som den Tid, hendes Morbroder døde,
saa var hun dog nu i en større Fare; thi faa af dem, som ere
vante ved at sove paa bløde Dyner, og at opvaagne til
Ungdommens glædelige Forlystelser, kand imodstaae de lok¬
kende Laster, som tilbydes dem, for at opnaae deres forri¬
ge Magelighed og Overflødighed.
Melisse var ikke saa snart kommen til sig selv igien
af denne Bestyrtelse, førend hun besluttede, ikke at imod¬
tage en Persons Godhed, som troede, at hun var den uvær¬
dig, og ikke heller at vove noget Forsøg paa at giøre sig
retfærdig, saasom det kun blot vilde tiene til at sette hendes
Sandfærdighed i Tvivl. Hun havde ikke det ringeste
Haab om, at hun engang kunde forsvare sig imod hendes
Anklagere, for en Beskyldning af den Beskaffenhed; men
endnu mindre vidste hun, hvorledes hun skulle opholde sig
en eneste Dag, naar hun gav den gamle Junker sin Ban¬
co=Sædel tilbage og forlod hans Huus. Men dette uag¬
tet, drev hendes Aands Høyhed hende til, at hun strax i et
Papir som et Brev, sendte ham den tilbage med Posten.


Nu lod hun sine Taarer deres frie Løb, som før vare inde¬
holdte ved hendes Sinds hæftige Bevægelse; og fortalte
Pigen udførlig om alt det, som var forefalden, og bad ind¬
stændig om hendes Raad, hvad hun nu skulle gribe til.
Denne Pige, efterat den første Bevægelse af Forundring
og Medlidenhed var forbi hos hende, sagde, at hun havde
en Søsier, som boede i et skikkeligt Huus, og ernærede sig
med at vaske fiint Lintøy. Hun giorde hende det Forslag,
at begive sig til hende, hvor hun vilde være hiertelig vel¬
kommen, for at gaae hende til Haande i Arbeydet, og sag¬
de, at hun kunde blive der, indtil en bedre Lykke vaagnede.
Melisse hørte paa dette Forslag, som det kunde
have været en Røst fra Himmelen. Hendes bekymrede
Sind fandt nogen Vederqvægelse fra den qvælende Kum¬
mer, og frelst fra den Fare, som truede hende, da hun in¬
den nogle Øyeblik skulle gaae ud af Huset, uden Penge og
uden at vide, hvorledes hun skulle ernære sig. Hun for¬
sømte derfor ikke et Minut for at giøre sig sin Lykke sikker;
thi hun fandt en Frygt hos sig for at tabe den, om hun vil¬
de see sig om noget andet. Hun begav sig derfor uden For¬
haling med denne Pige til hendes Søster, som lod sig dette
Forslag befalde, og i sær, saasom hun smigrede sig med det
Haab, at denne artige Datter kunde i visse Maader fore¬
stille en Opvarterske. Hvorfore de og strax bleve enige
om, at Melisse skulle arbeyde hos hende for Kost og
Kammer.
Jmedens Mielise var som en Daglønner hos en
Person, som nogle faae Uger tilforn havde villet ansee hen¬
de med misundelige Øyne, og ikke uden med Ærbødighed
nærmet sig til hende, hente det sig en Dag, at der blev
sendt noget Lintøy indsvøbt i en Avis. Melisse tog af en
Hendelse dette Avis=Blad i Haanden; men da hun saae, den
var 14 Dage gammel, vilde hun have kastet den paa Jl¬
den, havde hun ikke blevet sin Faders Navn vaer derudi.
Dette giorde hende opmærksom, og satte hendes Sind i den
hæftigste Bevægelse. Hun læste videre, og fandt derudi
Efterretning, hvorledes hendes Fader, som omtrænt for
20 Aar siden havde forladt sine Venner for enten at tage
Tieneste ved Armeen, eller at begive sig til Skibs, blev


indkaldet, for at erkyndige sig om en Person -- - paa
det store Kiøbmands Huus, af hvilken han skulle faae Ef¬
terretning om Ting, som var ham til største Fordeel.
Melisse begav sig fuld af Nysgierrighed og Uroe hen til
denne Person. Han sagde hende, at den ældste Broder
af den Person, som der blev lyst efter i Aviserne, var ved
Døden afgaaet, og havde efterladt sig en Formue af fem¬
ten hundrede Guineer aarlig Jndkomst, og nu havde hans
Søster meldt sig, og giort Prætension paa denne Arv,
eftersom der ingen mandlige Arvinger vare. Men saa¬
som han havde levet i nogle Aar med en Maitresse, hvilken
Arvingerne nu begegnede med den allerstørste Spot og
Foragt, saa var denne bleven saa opbragt af Hevngierrig¬
hed, at hun havde ladet denne Jndkaldelse sette i Aviserne;
saasom hun havde erfaret af Familien, at der var en yn¬
gere Broder, som befandt sig Udenlands.
Paa denne Efterretning overveyede Melisse, hvor¬
ledes hun virkelig skulle blive erkiendt for den hun var,
nemlig en Arving efter denne hendes afdøde Farbroder.
Endelig besluttede hun at opsøge den Capitaine, hvis Pi¬
ge havde bragt hende over til Engelland; thi hun haabe¬
de i ham at finde den beste Bistand. Hun var og saa
lykkelig at finde Capitainen, og aabenbarede den heele Sag,
med den ydmygste Begiering, at han vilde antage sig
hende. Denne gamle og ædelmodige Capitaine begegnede
hende som en Fader, og med en utvungen Høflighed viiste
sin Glæde over saadan en lykkelig Hendelse, med det op¬
rigtigste Løfte om hans alvorlige Bisiand. Han leverede
hende et Brev til hans Procurator, hvilken han sagde,
hun sikkert kunde forlade sig paa. For ham skulle hun
fortælle sin heele Historie. Han selv ville altid være villig
til at bekræfte Historiens Vished. Og det Fruentimmer,
som endog var tilstæde ved hendes Fødsel, og havde bragt
hende over til Engelland, var endnu hos Capitainen, og
var det kraftigste Vidne.
Melisse begav sig ufortøvet bort til Procuratoren,
fuld af Haab og Taknemmelighed. Denne Mand havde
ikke saa snart læst Capitainens Brev, førend han lovede
hende al muelig Tieneste, og trøstede hende med hendes


Sags gode Udfald. Han holdt ogsaa sit Løfte, og førte
hendes Paastand med saa stor Færdighed og Flid, at hun
efter nogle Maaneders Forløb saae sig at være indsat,
som en retmæssig Arving. Hendes første Forretning, ef¬
terat hun havde vundet Processen, var, at hun ilede hen til
Capitainen, at takke ham, ikke allene for sit Liv, men end¬
og for hendes bestandige Lykke. Han tog imod dette Kien¬
detegn paa hendes Kierlighed og Taknemmelighed med en
forunderlig Fornøyelse og med den Glæde, som de Ædel¬
modige allene føler, naar de har beviist nogen deres Hielp.
Saa snart Melisse havde bragt sine Sager i Orden, satte
hun sig for, at hun alvorligen ville retfærdiggiøre sin for¬
rige Opførsel imod den gamle Adelsmand, hvis forhen fa¬
derlige Kierlighed bestandig stod hende i Tankerne, og som
hun for længe siden havde forladt hans Ubesindighed, i det
han havde forskudt hende.
I denne Hensigt satte Melisse sig i en Karket, som
var forspændt med 6 Heste, og havde i Følge to Tienere til
Hest i prægtigt Liberie. Dermed kiørte hun til den gamle
Adelsmands Landgods, hvor han endnu opholdt sig med
hele Familie. Hun ankom til Gaarden om Morgenen
tillig, og lod Kudsken kiøre lige ind paa Gaarden, hvor
hun saae Betienterne løbe frem og tilbage i den største
Uorden, og at den unge Frøken tillige med sin Broder kige¬
de igiennem Vinduet, for at see, om de ikke kiendte, hvem
der tilhørte dette prægtige Liberie. Melisse iagttog de
ringeste Omstændigheder med en inderlig Henrykkelse, i det
hun saae, man betragtede hende, som en Person af stor
Stand. Hun fornøyede sig i sine Tanker over den Forvir¬
ring og Bestyrtelse, som hendes uformodentlige Nærværel¬
se vilde sette dem udi, som for nogen Tid havde udstødt
hende af deres Selskab. Hun sendte en af fine Tienere
ind, og lod den gamle Adelsmand sige, at et Fruentimmer
forlangte at tale med ham om en Ting af største Vigtig¬
hed, og hvormed hun dog ikke længe vilde opholde ham.
Han skyndte sig ind i sit Kabinet, satte sin beste Peryk
paa, og stillede sig i den beste Stand, for at tage imod
hende.
Melisse steg ud af Vognen i sin kostbareste Klæd¬
ning, og viste sig for den unge Junker og Frøkens Øyne,


som begge endnu bestandig kigede ud af Vinduet. Hun
søgte at afvende sit Ansigt, at man ikke saa hastig skulle
kiende hende. Hun blev strax ført ind til sin gamle Ven,
som hun aabenbarede sig for, hvilken blev meget bestyrtet
derover. Saa snart den gamle Adelsmand kom til sig
selv igien, tiltalede Melisse ham med følgende Ord:
Min Herre, de seer her en Fader= og Moderløs, som
er dem i største Maade forbunden for Deres Godhed,
men er og i lige saa høy en Grad bleven beskiemmet af
dem, formedelst Deres ugrundede Mistanke. Da jeg
betiente mig af Deres Godhed, vilde jeg ikke forsvare
min Uskyldighed for Dem; thi det var mig utaaleligt
at fornemme, at jeg skulle være fortænkt for nogen
Slags Falskhed. Men nu vil jeg retfærddiggiøre min
Uskyldighed, da jeg befinder mig i Besiddelse af et Fæ¬
drene=Arvegods, og det er mig endnu lige saa ufordra¬
geligt, at jeg skulle være beskyldt for Utaknemmelighed,
at Deres Søn har holdet an hos mig, at jeg skulle
gifte mig med ham, det er en reen Sandhed. Men
det er lige saa stor en Sandhed, at jjeg ikke har villet
imodtage dette Forslag, da jeg ikke engang kunde for¬
drage den blotte Tanke, mindre udføre det i Giernin¬
gen, at De, min anden Fader og store Velgiørere,
skulle ved mig blive gjort til Skamme, og blive bedra¬
get i det Haab, De kunde giøre sig om Deres Søn,
og at Deres Efterkommere skulle, ved saadant et ube¬
sindigt Giftermaal med en fattig Pige, blive satte sat
langt tilbage, og Dem overgaae den i Deres Tanker
allerstørste Vanære.
Den Forvirring og Bestyrtelse, som den gamle
Adelsmand kom udi, formeerede sig ved hver Omstændig¬
hed af denne forunderlige Hændelse. Han giorde først et
Forsøg med at retfærdigiøre sin havde Mistanke, men det
skeete stammende og i største Uorden. Og da det lod, som
han tvivlede om dette kostbare Optog og hele Sagen, for¬
talte Melisse ham alle Omstændighederne til denne hendes
hastige Forandring. Jmidlertid kom den unge Frøken
ind, hun havde mærket Melisses Ankomst, og kunde ikke
længer holde sin Længsel for at byde hendes kiere Veninde
velkommen. De faldt hinanden om Halsen, med den


Henrykkelse, som føles af et oprigtigt Venskab, og som
blot lader sig udtrykke med Taarer. Da denne kierlige
Tangshed var forbi, blev Tvivlagtigheds Knude snart
opløst. Forladelsen var ufortøvet og oprigtig. Faderen
førte Melisse ind i et andet Gemak til sin Søn, hvorpaa
han undskyldte sin Opførsel imod begge Parter.
Venskab, Kierlighed og Høyagtelse fornyede sig
paa alle Sider, og efter nogle Ugers Forløb, blev Me¬
lisse en Sviger=Datter af hendes gamle Velgiørere, som
overgav hendes Haand til sin Søn, med hvilken hun le¬
vede i mange Aar, og deelede den Lyksalighed med ham,
som er en Belønning for Dyden. Hun holdt et bestan¬
digt og ærbødigt Venskab med den gamle Adelsmand ind¬
til hans Død, og siden en kierlig Eftertanke og Erindring
om ham. Det Fruentimmer, som ved sit moderlige Bryst,
havde opholdt hendes Liv i Begyndelsen, begavede hun
rigelig, og lod hende føre et roelig og mageligt Levnet paa
et af hendes Landgodse. Hun havde i sin Æglestand væ¬
ret Moder til nogle Børn, som dog alle døde førend For¬
ældrene, og Melisse efter hendes Mands Død, som var
det tungeste hun endnu havde prøvet i Verden, flyttede
fra Staden ud paa sit Landgods, hvor hun tilbragte sin
øvrige Levetid til en høy Alder, og var elsket og æret af
alle, indtil hun, efter at have fuldkommen prøvet Med- og
Modgang, endelig døde.
Af denne Historie kand man dog uddrage nogle
Lærdomme: Børnenes Lykke beroer for en stoer Deel paa
Opdragelsen. Melisses Moder havde neppe forlibet sig i
en Soldat, og løbet bort med samme, dersom hun havde
været anført til Dyd og Ærbødighed, og hendes Fader
havde maaske ikke flygtet fra den Profession, han var sadt
til, dersom han ikke havde været tvunget til samme. Med¬
lidenhed erfares af den gode Capitaine, som bar Omsorg
for Melisses spæde Liv, og siden var hende behielpelig,
og Ærlighed seer man og at findes hos Procuratorer.
Ubarmhiertighed viiste sig i høy Grad hos Melisses Mor¬
fader. Kierlighed og Forlibelse giør store Forandringer.
Forsynet belønnede underlig Melisses Dyd.
N¬


Nu maa jeg fortælle mine Læsere noget af det vig
tigste Nyt, som i disse Dage er passeret:
For en af Stadens Kirker har der været stærk
Vagt. Man maae dog ikke tænke, det skede for at forby¬
de skikkelige Folk Indgangen; men for at udeholde den støy¬
ende Mængde, som ved alle Leyligheder indfinder sig. Aar¬
sagen til denne Folkes Nysgierrighed var de mange gamle
forlovede, af hvilke der var 18 Par Brude=Folk paa een
Gang. Herved falder mig ind, hvorledes en gammel
Jomfrue aldrig forsømte nogen Brudevielse og Barnedaab;
men hun kom aldrig i Liigprædiken.
Havde der saaledes været Vagt for den anden Kir¬
ke, da Negeren saa smukt og opbyggeligt aflagde sin Troes
Bekiendelse, kunde maaske skikkelige Folk have hørt lidet
mere. Og Politie=Betienterne og Vægterne havde da ey
blevet tvunget til at holde Styr i Kirken paa den uroelige
Mængde.
Den Skarnagerkarl, som i en af Gadern
foraarsagede saa stoer Opsigt og Skade ved sin uforsigti¬
ge Kiørsel, bliver ventelig Spansk Fodgiænger, om han
slipper dermed. Man ønsker, der maatte statueres saa¬
dant Exempel, at enhver kunde være sikker paa Livet, for
slig uforskammet Uforsigtighed.
Der gaaer næsten ingen Dag forbi, man jo hører
nye Tyverier. Hevnen kommer vidst nok, om ey saa ha¬
stig, som forleden, da Pigen løb efter en Tyv, der havde
stiaalet en Tin=Skaal; Tyven faldt og brækkede sin Arm,
og følgelig tabte Skaalen. En sagde, det var vel, saasom han
vilde bruge Hænderne til det ulovlige. En anden sagde, det
var bedre, om han havde brækket et Been; thi saa havde
Tyven ey undløbet. Men den tredie meente, det
havde været best, om han ikke havde
stiaalet.
Af disse approberede Uge-Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 12.
Onsdagen den 20 Martii 1765.
V¬
or store Patriotiske Tilskuer, som i al sin Fær¬
dighed kiendte grant, hvor vanskeligt det var at
skrive, i sær Uge=Skrifter, siger paa et Sted:
Det er ikke nok at man i hvert Blad venter noget Nyt;
man vil og have det sagt paa en nye Maade, ey altid al¬
vorlig, undertiden skiemtsom, nu af det naive, en an¬
den Gang af det fine og indviklede. En elsker Sam¬
taler, en anden Caracterer, den tredie Fabler, og de
fleste veed ikke selv, hvad de vilde have, men alle vil ha¬
ve Nyt.
Følgende Breve sladfæster denne Sandhed. Men
hvem er ikke saa fornuftig, at han jo veed, den er ey endnu
født, som kand være alle til Maade. Dette første Brev
er fra et grandseende Øye, og et ret tænkende Gemyt, som
jeg vilde giøre mig en Ære af at kiende; thi hvem vilde
paaanke nogens fornuftige Paamindelser;
Min Herre!
Jeg tænkte at finde i Deres Blade alt det Nyt
som passerer, hvorpaa vi ingen Mangel har, og nok af


det Slags, som fortiener at criticeres; jeg tænkte De
havde Mod nok til at giøre dette paa en behændig og
behagelig Maade og Jndsigt nok til at giøre dette uden
Frygt. Saaledes tænkte jeg, at vi skulle daglig faae
en Fortegnelse paa de aabenbare Laster og deres Afskye¬
lighed, og tillige en Fortegnelse paa Dyderne og deres
billige Roes. Jeg ventede ikke af Dem i Deres Bla¬
de en Banghed og Fiinhed liig den Engelske Specta¬
tors, dette kunde ikke haabes hos os, og det burde ikke
heller af mange Raisons, som ere aabenbare, men da
en fornuftig, skiønt indskrænket Friehed har Sted og til¬
lades her, hvad forbyder Dem da at laste Feylene, som
begaaes, helst, naar de ere aabenbare og almindelig be¬
kiendte, at røre ved disse offentlig, kand ikke engang an¬
sees som en Critiqve, eller fortiene Navn af samme;
men at dølge dem, er at fortie Sandhed, følgelig en
Feyl paa Deres Side, og dersom dette er en Feyl, saa
er det jo tvertimod en Pligt, som paaligger Dem, at
vise Lasternes Hæslighed. Saaledes tænkte jeg. Men
De har nu opfyldt næsten tre af Deres Blade med Me¬
lisses Historie, der ligner mere en Roman, end en vir¬
kelig Tildragelse, og saadanne Historier ere nu næsten
gaaet af Moden. Jeg giør mig altsaa denne Tanke,
at enten forstaaer min Herre ikke at criticere, eller og
De tør ikke, eller og mangler Efterretning om aabenba¬
re Ting ; eller maaske det er Dem forbudet. Men det¬
te veed jeg, at jeg ønsket Critiqver og lutter Nyeheder.
Og i dette Haab at vi herefter faaer samme, forbliver
jeg.---
Denne gode Ubekiendte, som jeg har største Ær¬
bødighed for, forlanger Critiqver og lutter Nyeheder.
Hans artige Skrivelse viser hans Ædelmodighed blandet
med store Sandheder; hvorfore jeg haaber, og har den
Tilforladenhed, at han tillige er saa fornuftig at betænke,
hvor vanskeligt begge Deele ere. Hvem som har nogen
Kundskab om den Engelske Speetator, maae tilstaae, at
der ere de Stykker, som aldrig havde faaet Tilladelse at
|vede under vore Presser. Men ingen forstaaer ret samme


Skribent, uden de tillige ere Landets Sæder bekiendte.
Og ingen nægter, at jo Frieheden til at skrive er større i
Engeland. En Moralist har det vanskeligste Embede i
hele Verden. Han kand inden sine fire Vægge morali¬
sere over Lasterne, som i Almindelighed gaaer i Svang,
uden omkring ham, og han kand saaledes i sine Tanker
træffe nogen i Særdeleshed, uagtet han aldrig kiendte den,
at denne saa vel trufne opvækkes til den ivrigste Bitterhed.
Hvem har dog meest Skyld i dette Contrafey, enten Skri¬
benten eller Lasterne? Har ellers min ubekiendte Herre
nogle Nyeheder at meddele mig. skal jeg være saa taknem¬
melig at indrykke dem i mine Blade, (NB. om de ere an¬
stændige, hvorom jeg dog ikke tvivler), men jeg maae bede
tillige om Forladelse, om jeg ey altid kand fylde mine
Blade med de forønskede Critiqver og Nyeheder; thi hvad
er fuldkomment, og hvem veed alting?
Dette andet Brev, som er fra en af det andet
Kiøn, viser tydelig, at Historien om Melisse har dog fun¬
det nogles Behag,
Herr Forfatter!
Dette skeer for at tilkiendegive Dem den For¬
nøyelse, jeg fandt i at læse Deres Historie om Melisses
forunderlige Hendelser. Jeg er, saa at sige, ligesom
en Stads=Fange indsluttet i et kiedsommeligt Fængsel
hos en gammel nodelig Morbroder, der mener, unge
Menneskers Dyd og Opdragelse beroer paa, at være
indsluttet som i et Buur. Min Morbroder pleyede til¬
forn at lade mig læse Deres Blade, men de 3de sidste
giemte han i sit Chatoll. Dette giorde mig mere nys¬
gierrig efter at læse dem, jeg stial dem virkelig af Cha¬
tollet, og slutter, at Melisses Historie, der ligner en
Roman, var Aarsagen til denne Hemmelighed; thi
saadanne Bøger formener han mig gandske, endskiønt
jeg næsten kand en Deel af det Slags uden ad; thi me¬
dens min Morbroder enten antegner sine Vexler eller
fører sin Brev=Vexling ere disse smukke Bøger, som min


Pige skaffer mig, min største Tidsfordriv. Jeg lakker
nok engang for Melisses smukke Historie. Og det for¬
nøyer mig meest, at min Morbroder deraf kunde tyde¬
lig see, hvor skadeligt det er at afholde unge Mennesker
fra anstændige Sælskaber, hvor de best kand omdannes
til artige Skabninger. Ja, tænk engang! Min Mor¬
broder er endog saa paaseende, at han trækker Gardinet
i Kirkestolen for mig, og formener mig gandske at stille
mig for Vinduet i vor egen Stue. Jeg begynder alt
at ældes, og gaaer allerede i mit Nittende Aar. Hvad
tykkes Dem? Jeg kunde opregne mange meget yngere,
som allerede har giørt deres Lykke ved at anstille en ar¬
tig Figur paa et Bal eller for Vinduet. Vil De med¬
dele os flere saadanne Historier, som Melisses, fornøyer
De meget alle Læserinder af Romaner, men meest den
indskrænkede
Formosa.
Hvor billig burde jeg ikke hemmelig glæde mig
over, at jeg havde været saa lykkelig at træffe nogles Smag,
i sær af de Smukkes. Men tvertimod bedrøver det mig
virkelig, at erfare, at den Nitten Aars gamle Formosa
giør Romaners Læsning til sin største Tidsfordriv. Og
i Steden for at laste hendes gamle paaseende Morbroder,
der holder hende saaledes indskrænket og ligesom under lukt
Laag, befrygter jeg, han maae have sine gyldige Aarsager,
endskiøndt man og kand gaae for vidt i Tvangen. En søm¬
melig Friehed bør undertiden ikke nægtes. Det er lige¬
saa farligt, at give en ung Plag for kort som for lang
Tøyel, thi ved den korte maatte den stige, og ved den lange
maatte den løbe løbsk. Jeg fortænker ikke Formosæ Mor¬
broder fordi han trækker Gardinet i Kirkestolen for hen¬
de. Det var at ønske der vare Gardiner for alle Fruen¬
timmer=Stolene i Kirken; thi der gives ofte saadanne For¬
argelser paa disse Alvorligheds Steder, at en Hedning ville
skamme sig ved at begaae saadanne Daarligheder i sin Af¬
guds Tempel. Jeg beklager ellers Formosæ høye Alder,
og vil bede, hun ingen unde vil misunde de Yngere, som
ved en artig Figur paa et Bal eller for et Vindue har
gjordt deres Lykke; thi disse Fortienester ere af saare me¬


gen liden Betydenhed, og slikker kun dem i Øynene, som
liger efter alt det Hvide, som de seer for Vinduerne, om
det end var en Hund eller en Kat. Man maae aldrig
maale sin egen Lykke med de Lykkeligstes Alen. Naar de
Nitten Aar falder Formosæ for tunge, skal hun betænke,
der ere mange endnu langt ældre, og som dog vare vel skik¬
kede til at være gode Huusmødre; men af Mangel paa
den blinde Lykkes Gaver maae bære deres Kors med Taal¬
modighed. Jeg tør ey heller anføre flere saadanne Hiflo¬
rier, som Melisses, da jeg mærker den gamle Mørbroder
slaaer dem i Laas, og at den unge Formosa deri finder
sin største Tidsfordriv. Man vil nok sige: det er en stoer
Utaknemmelighed af mig. Sandt nok. Men jeg har dog
mine Aarsager, blandt hvilke denne er een, at jeg ikke skal
hindre Formosa fra at opvarte sin Morbroders Huus¬
holdning. Og allene vil sige med Philosophen: At Fru¬
entimmerets Forfængelighed og Mandfolkenes Føye¬
lighed har sammensat vore Romaner eller Elskovs
Bøger.
Jeg har hørt en Deel at forundre sig meget over,
og vil tvivle om det kand være sandt, at Løver, Tiger og
andre glubske og rivende Dyer, gik tamme iblandt Menne¬
skene, og ligesom reent havde glemt sin gamle Natur i den
Almindelig Forskrækkelse, som det Jldsprudende Bierg
Monoblanco i Spansk America foraarsagede.
Men
det er aldeles ikke saa forunderligt. Saadan hastig For¬
andring kand mand ofte finde blant de Creature, som skulle
være fornuftige Skabninger; men ere ofte værre og grum¬
mere end de grummeste Dyr. Men hvor længe denne
Forandring til det Gode varer, sees desværre alt for tit,
at vare meget kort. Mange, naar Faren er overstaaet,
siger med Aben i Fablen: Nu kand jeg hielpe mig selv.
Jeg erindrer mig, at i Aaret 1757. den 25 Augusti var
et forskrækkeligt Torden=Væyr. Min Gienboe, som holdt
Vertshuus, havde samme Tid mange Giester, som for¬
skrækkelig bandte, spillede og drak; men disses Lynen, Tor¬
den og Banden holdt op, da det haarde Torden=Væyr be¬
gyndte. De bleve endog saa andægtige, at de lagde Kor¬


tet, og sang en Psalme. Denne Forandring kunde have
været god. Men, saasnart Tordenen var drevet over, stal
den gamle Natur, desværre, frem. De begyndte, hvor
de slap, og støyede endnu langt værre end tilforn.
Man har nu seet den uforsigtige Kiøresvend i 3de
Dage For= og Eftermiddag at spadsere op og ned af Ga¬
derne i den Spanske Dragt, skiønt ey med en Spansk Gra¬
vitet. Han havde lige saa mange Tilskuere, som han ved
sin Uforsigtighed forskaffede de andre. Han bar virkelig
Kappen paa begge Skuldrene, dog ey af Hyklerie. Det
var at ønske, at alle Hyklere og saadanne, som efter Ord¬
sprog bærer Kappen paa begge Skuldrene, vare lige saa
kiendelige som denne, og at samme bar en Sædel paa
Ryggen med denne Paaskrift: For det farlige Hyklerie,
Det var hest for de Store, Rige, Mægtige og Anseelige,
om hvilke de fordervelige Hyklere sværme saa tykt, som
Bierne om et Blomster. De kunde paa saadan Maade
best vogte sig for disse skadelige Dyr, der, som Spie=Fluer
setter sit Spie, hvor de kommer. Og foraarsager, at de
Roste virkelig tilegner sig de af dem tillagde falske Dydet.
De afskyelige Hytlere bleve aabenbare beskiemmede. Og
Ærlighed fik maaske en friere Adgang.
En af mine Patroller fortæller mig, hvorledes
han forleden skulle tale med en vis Person; men han traf
til at pikke paa en urigtig Dør. Der kom en deylig Skab¬
ning i Menneskelig Skikkelse til Døren. Men han blev
forskrekket og traade tilbage, da han mærkede sin Feylta¬
gelse. Den deplige Skabning slog derpaa sin Dør i Laas¬
Men da denne forekom ham noget mistænkelig, ville han
have erkyndiget sig noget nøyere om samme; men ingen i
Huuset ey engang Verten selv vidste dennes Navn, hvor¬
fra den var kommet, eller dens Forretning. Men denne
gode Vært veed maaske ikke den Forordning, som tilholder
alle Værter paa sine behørige Steder at angive sine Loge¬
rende, eller maaske hun kand betale vel, og har slaget en
Guld=Laas for Munden; thi hvad Magt har ikke den¬
ne Metall:
J samme


J samme Gade var og forleden Nat en stor Tu¬
mult af nogle Natte=Sværmere. Vægterne vare denne
Gang for sine Aarsagers Skyld (thi de Uroelige havde maa¬
ske sat den sidste Skilling paa det sidste Sted) saa egensin¬
dige, at de grebe dem, og bragte dem til næste Vagt.
Men Arrestanterne sprang i en Hast over Bolværket, og
lykkelig undkom. De priste sig lykkelige, og tænkte de hav¬
de gjordt deres Sager vel. Jg, det er sandt. Vi hørte
nyelig, at de vilde og graadige Løver kand forvandles til
spage og tamme Lam, og mange af de forskrækkeligste
store Helte fægter best med Hælene.
Atter igien er der begaaet skammelige Lomme=Ty¬
betier ved Indgangen til Comoedie=Huset. Der ere nogle
som trykker sig frem paa andre, uagtet der ingen Trængsel
er, og disse ere meget mistænkelige. Jeg skal være saa
patriotisk, at jeg, naar Comoedierne igten begynder, skal
besette Indgangen med alle mine Patroller, som skal være
lige saa ukiendelige, som disse uforskammede Lomme=Tyve¬
Men - - -
Hvad i Naturen kand vel optænkes mere indtagen¬
de og behageligt end et yndigt Blomster, et Blomster i sin
fulde Flor, ja, mere, et deyligt Foraars=Blomster, som saa
tilig paa Aaret er kommet til sin fulde Væxt og Fuldkom¬
menhed. Hvor rørende er ikke dets Farver, og hvor hier
tetrængende er ikke dets behagelige Lugt? Intet i Naturen
kand settes i Ligning dermed. Jngen Pensel er i fuldkom¬
men Stand til at afpensle det med sine ægte og ret natur¬
lige Farver. Det pryder det Blomster=Bed, hvorudi det
voxer; det er dets Planter til Ære, og det trækker ethvert
skiønsomt Øye til sig. Det opvoxer yndig ved Solens
vederqvægende Varme, og ligesom fryder sig ved Morgen¬
rødens behagelige Ankomst. Det udspreder paa en yndig
Maade de af Naturen saa kunstig skaterede Blade, at en
Følesløs maatte kunde opvækkes til Eftertanke. Naar
Natte=Duggen, der ligesom tiente det til Føde og Væxt,
opslikkes af Morgenrødens Purpurfarvede Læber, opreyser


det ligesom Hovedet for at byde Dagens Komme, Velkam¬
men. Kand et saadant yndigt Foraars=Blomster fornøye
og indtage ethvert Øye, som beskuer det, hvor meget mere
maae det da ikke glæde den, som har dyrket den Jord,
hvoraf det er oprundet, og som nedlagde den Kiern, hvor¬
af saa yndigt og tækkeligt et Blomster er fremspiiret? Den
Glæde fatter ingen, uden den, som er vant ved at betrag
Men akt
te Naturen og dens behagelige Virkninger.
Et saadant Blomster florerer kun en stakket Tid, og dets
yndige Blade ere desværre, en alt for tillig Undergang un¬
derkastede. En fremmed, som betragter de visnede og
falmede Blade savner en stoer Deel af den uskyldigste For¬
nøyelse i at betragte Naturens Mesterstykker, og ønsker
Foraaret snart igien maatte frembryde til saa yndig en
Men, naar saadant et behageligt
Flors Opkomst.
Blomster kommer til Skade, eller til dets bedrøvelige
Undergang bortflyttes i en anden Jord, hvor maae det
ikke bedrøve den, hvis Haand der har plantet det, og hvis
Omhu har vandet det, indtil det opnaaede sin Fuldkom
menhed; Han som med saa øm en Omsorg bevogtede det¬
te sit Klenodie og Hiertens Fryd; som forsynede sit Plan
te =Bed med høye og tette Giærder, og med et aarvaa¬
gent Øye paapassede endog de mindste Omstændigheder,
som om Sommeren tildækkede sit Blomster for den brænden¬
de Soel, og om Vinteren satte det i sit Orangerie. Hvad
Men ak, hvad Giærder
kunde han meere giøre?
ere høye nok om vore Blomster=Hauger, og hvad Torne ere for
Det deyligste Blom¬
spidse for Staal=Handsker?
ster i sin yndigste Prydelse forsvinder. Blomster=Bedel
mister sin Ziir. Og Gærtneren af en hiertetræn¬
gende Sorg er færdig at græmme sig
til døde.
Af disse apprøderede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 13.
Onsdagen den 27 Martii 1765.
M¬
in gode gamle Ven, som er en Mand, der i man¬
ge Tilfælde har prøvet den bedragelige og svi¬
gefulde Verden, leverede mig følgende Skri¬
velse, at indrykke i mine Blade. Man kand maaske, sag¬
de han, uddrage nogle Lærdomme deraf. Nogle, som ere
saa hengivne til det fordømmelige Spill, at de undertiden
setter deres hele Velfærd paa et eneste Kort, kand maaske
afskrekkes fra samme, naar de seer, hvorledes det har styr¬
tet mange af sine Elskere i den dybeste Fordervelse. Den
lettroende Ungdom, som er villig at tilbyde enhver Smig¬
rende sit Venskab, vilde maaske blive meere forsigtig i at
vælge uprøvede til sine Fortroeligste. Endelig kand de U¬
skyldige fortrykte see Forsynets mange skiulte Veye til at
redde dem paa; hvorimod Hævnen aldrig udebliver over
all Udyds Elskere.
Allerbeste Ven!
Jeg er langt mere indtaget af de smaa Levnets¬
Beskrivelser, som opkommer formedelst et Tilfælde, især,
naar de har noget comiskrørende ved sig, end af den beste
Kichardsons og Prevots Roman. Men aldrig havde


jeg forestillet mig, at blive et øyensynligt Vidne til saadan
en sælsom Hendelse, som denne: For faa Uger siden, da
i hvis Familie mig vederfares saa megen
Grev L¬
Naade, sendte Bud til K. *? for at faae en Kammer=Tie¬
ner til den unge Greve, havde Forvalteren ikke stor Uma¬
ge at udrette dette Erinde; thi hos en Kiøbmand fandt han
et velskikket Menneske, der just søgte saadan Tieneste. Han
tog ham altsaa med sig, og den nye antagne Tiener kaldte
sig ikkun ligefrem Carl. Han var neppe kommet af Vog¬
nen, og bleven forestillet for den gamle Græve, førend han
nogle Gange havde forandret sit Ansigts Farve. Vi mer¬
kede denne Forandring, men meente, det var kun en Frygt
i en nye Tieneste, som aarsagede saadant. Hans Post blev
ham strax anviist, og man var vel tilfreds med ham.
Jmidlertid merkede jeg og begge Greverne strax, at der var
noget fornemt af Fødsel og Høyhed ved ham, som altid gior¬
de os ligesom undseelige, saa tit han opvartede os. Grev
** var ueenig med sig selv, i det han ofte bekiendte,
at Carl havde nogle Lineamenter, som han erindrede sig,
fordum at have seet. Da han en Morgen accommoderede
hans Haar, sagde Greven til ham, at han paa hans Sam¬
vittighed skulde sige ham, hvo han var. J kand aldeles
ikke være fød til Tiener, blev han ved, og jeg turde vedde,
at jeg kiender Eder. Carl blev rød, og faldt Greven om
Halsen. Kiere Greve, sagde han, jeg er forraad. Hav¬
de jeg vidst Deres Huses Navn, havde jeg ikke kommet her.
De har i Deres Ungdom ofte
Jeg er Greven af E *
været paa min Moders Slot, og den Gang vare vi Brø¬
dre. Jeg beder Dem, forraad mig ikke. Min Skiebne
fordømmer mig til at spille denne Rolle, og uden Frygt at
røbes, er denne Laqvey=Stand den roligste Lindring i min
Ulykke. Grev H ?? forbausedes, kyste ham, og svor, at
han efter denne Opdagelse kunde ikke meere lade sig opvarte
af ham. Jeg vil sige til min Fader, hvo De er, sagde
han, og dersom Aarsagen til Deres Maske ikke er skamme
lig for os og Dem, som jeg haaber, vil han glæde sig ved
at omsavne Grev E*, sin forrige Reysekammerats Søn.
Carl bad sin Ven, at opsætte denne Opdagelse, efterdi
han var alt for forvirret, at give ham Oplysning om alle
sine Tildragelser. Vi fik snart denne Hemmelighed at vi¬


de, og gjorde Aftale, at Carl herefter ikke mere skulle op¬
varte os, naar vi vare allene med ham, men ikkun allene
spille sin Rolle, naar den gamle Greve var nærværende.
Men ved saadanne Leyligheder saae vi stedse meget dumme
ud, naar vi i et Øycblik løde os opvarte af den, som vi
strax derpaa bade om Forladelse for denne Uanstændighed¬
Vi bade Carl at han ey længer vilde plage os med den
Forvirrelse, vi vare udi; thi vi frygtede, at den gamle Gre¬
ve skulle mærke vores Fortroelighed. Jeg vil da med faa
Ord aabenbare mine Tildragelser, for at dømme, om jeg
ved sammes Omstændigheder kand kilkiendegive mig for
Greven. Det er allerede et Aar siden, at jeg kom tilbage
fra min Reyse til Engelland. Jeg meente, min Moder
skulde strax lade mig faae mit Fæderne=Gods i Besiddelse,
og blive hos mig med en anstændig Underholdning. Jeg
havde allerede, førend jeg reyste ud, forlovet mig med Frøi¬
ken N. 2
Men jeg bedrog mig i alle mine Forhaabnin¬
ger. Min Moder havde i min Fraværelse indladt sig i de
verste Adspredelser. Hendes Slot var et aabent Pallads
for alle Folk, som havde Lyst til Spil. Hun drev selv
Spil paa det allerhøyeste og yderligste. Hun havde giordt
Bekiendtskab med en Fransk Ridder, og uden at jeg vidste
det, var forlovet med ham. Han var en Spiller af Pro¬
fessiøn og en Bedrager af Rygte. Hans Navn veed jeg
ikke, man kaldede ham den lykkelige Ridder. Min Mo¬
der, som havde været saa ulykkelig i Spil med ham, at
hun havde tabt og forspillet til ham alle hendes Vexler,
Forskrivninger, og endog nogle Kostbarheder, som næsten
udgiorde de største Rigdomme af vort med Gield behefte¬
de Gods, meente ved dette Skridt at ægte ham, at faae
det tabte Gods igien, endskiøndt hun derved mistede sin
Ære. Men Ridderen giorde sig usynlig med alt det, han
havde vundet. Min Moder lod sette efter ham, men for¬
gieves. Paa samme Tid kom jeg til hendes Slot, hvor
jeg fandt alting i den største Uorden; og da den Ærbø¬
dighed, som jeg var min Moder skyldig, ikke kunde holde
mig fra den Afskye, med hvilken jeg maatte ansee det Spil¬
lerie, som havde gjordt mig ulykkelig, overlod jeg hende
til sin Skiebne, med den Forsikkring, at jeg vilde ingen
Deel have i mit Fæderne=Gods, men søge at komme fort


ved Armeen. Grevinden græd af Medlidenhed og Skam¬
fuldhed. Jeg forlod hendes Slot, og reyste til H
Førend jeg overgav mig til Soldaterstandens Besværlig¬
heder, vilde jeg først i H *  udhvile mig nogle Maane¬
der af mine mødte Fortrædeligheder og Ærgelser. Jeg
gav mig et fremmet Navn, siden min Lykke ey kunde ved¬
ligeholde min Families Anseelse. Jeg fandt iblandt ad¬
skillige Personer af min Alder en Baron, som kaldede sig
Mordon. Han var ligesom dannet til Venskab, i det
mindste havde han Skin deraf. Dog var han tillige og¬
saa frygtsom og taus. Vi vare Venner, førend vi havde
prøvet hinanden, og vi havde ikke blevet det, dersom vi
havde bedre kiendt hverandre. En Morgen kom Baronen,
paa mit Kammer, og sagde: Jeg maae i nogle Uger reyse
paa Landet; jeg vil ikke gjerne betrøe nogen anden min li¬
den Eiendom i sær Casetten med mine Brevskaber og Do¬
cumenter. De har et ærligt Hierte. Jeg vil fordre det
altsammen tilbage af Dem. Jeg giorde mig den Gang
en Ære af Baroneus Fortroelighed til mig, og tog hans
Casette i Forvaring. Om jeg end ikke havde tænkt paa
Venskab, havde min naturlige Ærlighed dog været tilstræk¬
kelig nok til, ikke at læse de mig anfortroede Breve. Men
just denne Baronens Fortroelighed er Aarsag til min Ulyk¬
ke. Jeg fik efter faa Dages Forløb at vide paa et Caffe¬
Huus, at man paa Regieringens befaling satte efter Ba¬
ron Mordon; at han havde været en Spion, og ført for¬
buden Brevvexling, og at hans Død var uundgaaelig, i
Fald man fik ham fat. Dette foruroeligede mig meget;
men det, som Dagen derpaa af en Ubekiendt blev mig be¬
rettet, bragte mig fuldkømmen ud af al Contenance. Det
Skarn, som var forsikret, at der blev sat efter ham, hav¬
de uden Navn skrevet til en Regierings=Raad, at Baron
Mordon af Frygt for at blive paagreben, og i Haab at
blive ubekiendt, havde levet under samme Navn, som jeg
nu levede. Han logerede i S* Gade, og hos ham
skulle man finde Casetten med Brevene. Efter dette umen¬
neskelige Anslag skulle jeg altsaa være et Offer for hans
Skalkhed, og at jeg havde antaget det Navn under hvilket
Baronen selv tilkiende gav sig. Jeg saae nu alt for
grant, hvor let min Undergang kunde befordres ved enan¬


43
med de
dens List. Jeg gik altsaa i Stilhed bort fra H
Klæder, i hvilke De her seer mig, og tog intet med mig
uden Casetten. Frygt og Beskiemmelse over at have væ¬
ret kiendt med det nedrigste Skarn, var min bestandige Føl¬
gesvend. Min Ungdom havde været en Ulykkes Bold, og
jeg kunde ikke forestille mig Resten anderledes end bedrøve¬
ligt. Jeg faldt nu paa denne Refolution, at antage den
ringeste Stand i Verden, for ret at blive kied af den.
Min Penge=Mangel, Nødvendigheden at nægte min Fa¬
milie, og meest det Haab i en Mands Tieneste, som Hof¬
set yndede, formaaede mig altsammen til, at jeg tilbød
Døm nu, om jeg tør
min Tieneste i dette Huus.
aabenbare mig for den gamle Greve, Deres Fader. Sa¬
Mueligt den
gen er alt for vigtig, sagde Grev H
ikke til Deres Lykke vil være angenem for min Fader.
Dog, han har Venner ved Hoffet. Grev E * aaben¬
barede sig altsaa for den gamle Greve med en Art af Yd¬
myghed, som er alle ædle Hierters Egenskab, der uden
Aarsag staaer i Mistanke. Ved al den Forbauseelse, som
denne Efterretning foraarsagede Greven, forsikrede han
dog, at han ansaae den unge Flygtning, som sin Søn.
Men, sagde han, lader os aabne Baronens Casette. Det
skede. Vi fandt først nogle Breve, som virkelig kunde
være vigtige nok, d i lagde Greven til Side. Men hvor
forskrekket blev ikke den unge Grev E
*, da han fandt
sin Moders Portrait i Casetten; Breve med hendes egen
Haand, og Breve fra Ridderen, samt alle de vundne Vex¬
ler og Forskrivninger. Nu kiendte han den lykkelige Rid¬
der i Baron Mordon. Greve L*
forundrede sig, og
ved sin Anseelse ved Hoffet fik snart beviist den unge Grev
E*rg Uskyldighed. Han vandt nu lettelig sin Moder,
og kom i Besiddelse af sit Fæderne=Gods, da han havde
Alting i Hænder. Meg den stakkels Greve E
var
dog at beklage. Frøiken N
*, hans Brud, var død
saa Uger tilforn. Hans Lykke mangler altsaa nu ikkun
dens Besiddelse, som han allene ansaae for sin Lykke.
Jeg forbliver.
Jeg har ikke kundet hverken høre eller spørge noget
særdeles Nyt til dette Blad; thi hvor man kommer, hører


man kun tale om eet og det samme, og det er ligesom smaa
Nyeheder aftager, naar de store tiltager, hvoraf Byen er
fuld. Nogle siger saa, andre saa. Nogle taler frit, an¬
dre siger, tys! Best er det, sagde en, at kunde tie, efterat
han havde sagt alt det han vidste.
J et Sælskab hørte jeg en, som i Besynderlighed,
giorde sig en Fornøyelse af at fortælle store Usandheder, og
med Eed vilde paabyrde andre at troe ham, J kand væ¬
te vis paa, sagde han, at det er ikke Skipper=Relationer.
En Skipper som nylig var ankommet, fandt sig fornær¬
met ved denne Talemaade, og med en alvorlig Mine for¬
talte, hvorledes han, da han for faa Dage siden laae for
Anker under Møens Klint, saae og hørte en Hav=Jom¬
frue med en liflig Stemme at siunge den velklingende Vise:
Skal jeg, eller skal jeg ikke? og da hun meget bevæge¬
lig, heldende med Hovedet, havde siunget de sidste Ord:
Jo jeg troer, jeg gifter mig, kom en Havmand og
dandsede af med Bruden. Det var en aabenbare Løgn,
raabte den stortalende Løgnere. Det er en Skipper=Re¬
lation, svarede Skipperen gandske koldsindig, og den er
ligesaa sandfærdig, som alt det, De har sagt. Den stor¬
talende Løgnere blev taugs, og fant; her den beste Læge¬
dom for sin Svaghed. Jmidlertt? fornøyede jeg mig
over dette Jndfald, og tænkte: Omenskiøndt Vand=Jom¬
fruerne ey siunger denne Sang, bliver den desoftere nynet
af vore Land=Jomfruer, men neppe af den, som har sendt
mig følgende Brev:
Min Herre!
J Deres sidste Blad No. 12, ønsker De, at
der var Gardiner for alle Fruentimmer=Stolene i Kirken,
for at forekomme de mange hedenske Forargelser. Men
forlad mig, at jeg maae spørge, om De herved for¬
staaer den givne eller tagne Forargelse. Dersom De
hermed meener den givne paa vor Side, som det meest
synes (thi man betragter gemeenlig sig selv og sit eget
Kiøn paa den beste Side) Da maae jeg tage mig den
Frihed at sige Dem, at der iblant Deres Kiøn ere nog¬


le Dyr, som den Engelske Speetator meget eftertryk¬
kelig har betegnet under det Navu af Globister (De
seer heraf, at jeg har læst andre Bøger end Romaner)
De kand forlade sig til, at vort svage Kiøn er ofte den
bevægende Aarsag, som trækker en Deel af Deres stær¬
ke Kiøn til disse hellige Steder; men ligesom Aarsagen
er, saa er og Andagten. Hvorfore og mange kun streiffe
Gangene igiennem, og disse ere endda taalelige; men
nogle ere saa uforskammede, at de blive staaende uden
for vore Stole, sog med en bestandig Overgløen forstyr¬
er al vor Sands og Andagt. Skal man derfor ikke
beskylde min Herre for Partiiskhed, beder jeg at ind¬
føre dette ilde sammensatte Brev, men som dog viser,
der ere to Slags Forargelser, den givne og den tagne.
Jomfrue Erneste.
P.S.Nogle bruger endog Kikkerter
i Kirken og tænk ikke det skeer for de
forgyldte Stierners Skyld, som sid¬
der paa Hvelvingerne.
Jomfrue Erneste, der i Sandhed er en rar Fugl,
i Verden, har den største Ret til sin billige Klage. Jeg
vil raade hende, at hun beskikker sin Fortroeligste til bestan¬
dig igien at gloe paa disse Globistere, da de ventelig skam¬
mer sig, uden de ere ret uforskammede. Jmidlertid sees
af Ernestes Brev, at der kommer lige saa mange for at
see, som for at sees.
Nær havde jeg forglemt at fortælle, at Tobaks¬
Forpagtningen den 20 hujus, gik ind igien, fordi ingen
var kommet ud med deres Cautioner.
Forleden blev en af mine Patroller ret spærtet.
Jeg troer ikke, den kunde have blevet sortere af den spid¬
seste fatiriske Pen. Dog, at mine Velyndere ikke skal
græde derover, vil jeg sige dem, det skede af Uforsigtighed, at
Læseren væltede et Blæthuns fuldt af Blæk over paa den.


Endskiøndt vi ikke har Mangler paa Fabler har
dog nogle forlangt, at jeg iblandt skulle give dem en, om
jeg kunde have Lykke dertil, vilde jeg fortælle dem denne
om
Aben og Uhrværket.
En Abe, tænk engang, en Abe¬
Et Uhrværk i en Mesiers Værksted saae.
Jeg, sagde Aben, kand jo alle Teng forstage.
Naturen mig i sær
Meest liig med Mennesker
Jo haver vildet skabe?
Den Abe Uhret om paa alle Sider vendte;
Men meest gav Agt paa Viseren
Og sagde: See! der gaaer den hen.
Skiøndt Aben Chiffrene dog ikke rigtig kiendte.
Omsider den og lukte uhret op
Og ret besaae den kunstig sammensatte Krop
Hvert Hiul var udi Gang. En underlig Machine!
Var Abens Ord, og gav sig til at grine.
Men da den Øye fik
Paa Perpendiculen, som ideligen gik,
Ey! sagde den, ey! hvad mon dette være!
Just i det samme Uhret slog.
Strax Aben Næsen til sig tog.
Og sagde: Her Smaa=Dievle vidst nok ere.
Men jeg dog vide maae,
Hvad det er for en Dings, som kand saa herlig slaae
Derpaa den Uhret slog i tu.
Men Aben blev dog lige klog endnu.
Den, som vil mene sig at være klogere
End alle andre, kand sig selv i Fablen see.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 14.
Onsdagen den 3 April 1765
Hyrde=Samtale,
i Anledning
af
Kongens Fødsels=Dag
den 31 Martii 1765.


Damon.
H¬
vi sidder du, Menale, med Haanden under Kind?
Hvi misfornøyet nu? J fald jeg maatte spørge.
Hvor er din Munterhed og ubekymret Sind?
Menalc.
Ak, kiere Damon, ak! jeg Aarsag har at sørge.
Damon.
At sørge, siger du? Det kand jeg ey forstaae.
Din Hiord ey just er stor, men lykkelig dog trives.
En Deel af dine Faar vist Tvillinger vil faae.
Og en tredobbelt Flok kand ud i Marken drives.
Menalc.
Ney, Gierrighed er ey den Torn, som stikker mig.
Jeg med den liden Flok, som store Pan (*) mig under
Er vel fornøyet, og en Nøysom er jo rig?
Damon.
Hvorfore sidder du saaledes da og grunder?
See, Solen alt er høyt paa Himlens hvalte Blaae,
Og Vinter=Klædningen af Engens Tuer smelter.
Den før tilfrosne Bæk nu raslende kand gaae,
Og i sin bugtet Gang sig giennem Engen velter.
Hør hist hvor Lærken nu i Luften stemmer op.
Den kolde Norden=Vind for Sønden=Vind forsvinder.
Og Safterne er alt i Bøgens høye Top.
Det glædelige Vaar om Sommeren paaminder.
Det
(*) Pan, Hyrdernes Gud.


Det blanke Ploug=Jern hist opvælter Furrene
Paa rygget Agerland, og Jordens Stivhed brækker.
Der Sædemanden gaaer i Haabet syngende
Og Vaarets Sæde=Korn i Furrene nedlegger.
Vort Vinter=Arnested, hvbrom vi samtlig sad
J Aften=Skumling og fortalte Eventyrer,
Af hvilke Doris kand fortælle ti i Rad
Om Pan, Skov=Troldene, om Ulve, Lam og Myrer.
Det Jldsted, siger jeg, vi snart forlade kand
Nu Vaarets blide Soel opliver Mark og Dale,
Og lokker alting frem i en forønsket Stand,
Og vi med Svalerne opvaagner som af Dvale.
Vor Vinter=Bee og vor af Straae opredte Seng
Vi snart omvexle kand med Løv=betakte Hytter,
Og ratte os udi en Blomsterprydet Eng
Den Herlighed jeg ey med Jordens Fyrsters bytter.
For Biørnskinds Huer vi da bruger Schæffer=Hat.
Og Doris binder os de smukke Blomster=Krandse.
Hun siunger om vor Pan. Vi tar Skalmeyen fat,
Og Lammene vi seer af Kiælenhed at danse.
Hvor glimrer Engen ey ved Morgenrødens Glands.
Som den var oversaaed med lutter Diamanter
Den kiølig Natte=Dug forfrisker Sind og Sands,
Og hænger Perleviis om alle Straaets Kanter.
Menalc.
En sød Jndbildning har bemestret sig dit Sind.
Ey Under, Damon, du paa intet andet tænker.
En vigtig Tanke mig i Dag er faldet ind -- -
Damon.
En vigtig Tanke?
Menalc.
Ja, og den mit Hierte krænker.
O 2


Damon.
Siig frem, Menale, siig frem. Hvad Tanke
qvæler dig?
Hør, hvor de spæde Lam i Faare=Stien bræger.
Jeg skulde aldrig troe du er mistænkelig -- -
Menale.
Hvorfor?
Damon.
For Doris med os andre Hyrder leeger.
Menalc.
Den Tanke ikke bør blandt Hyrder have Sted,
Hvor reen Uskyldighed sit Sæde haver taget.
J Stæderne man kun seer disse fæle Fied,
Hvor, som paa Fælleden, der ofte bliver jaget.
Damon.
Nu vel! Hvad pokker giør dig da saa tankefuld?
Naar faaes en Hyrde før saa gandske misfornøyet?
Du har jo mange Næt tilpakkede med Uld!
Og Pluti (*) Throne staaer i Engen ey ophøyet.
Vor Fløyels Klædning er vor Uld af egne Faar.
Den grønne Tue er vor Silke Hoved=Pude.
Og Hyrde=Pigerne indfletter deres Haar
Med Engens Blomster nok saa peent som Kiøbsted=Brude.
Vi nøysom er med lidt. Vi drikker med vor Hiord.
Et lidet Stykke Brød i ringe Hyrde-Tasker
Os smager vel med Roe, skiønt Jorden er vort Bord,
Naar hines Disk og Dug af Snese Rætter brasker.
Den bleege Avind ey blandt Hyrderne har Sted.
Af Rang man ikke veed blandt Hyrder og Hyrdinder.
En Gammel ærer man for sin Ærværdighed.
Der skrømtet Venskab ey Lettroende forblinder.
(Me¬
(*) Gud for Rigdom.


(Menalc. tier og sukker.)
Endnu forsagt. Kand jeg da ey opmuntre dig?
Men, siig mig deg, Menale, hvi du saaledes grubler?
Menalce.
Jeg tænkte paa--- o ney! det mere qvæler mig.
Best at jeg tier reent.
Damon.
Nu! det er sære Skrubler.
Bekiend, maaske jeg kand paa Sorgen raade Bod.
Menale.
Ney, Damon, ney - i-
Damon.
Hvi saa?
Menale.
Forgieves Raad jeg søger;
Thi Tanken haver fæst saa dybt en Sorgens Rod,
At, ved at nævne den, jeg ikkun den forøger.
Damon.
Menale, i Sandhed Du bedrøver mig med dig.
Jeg dig besværer, at du siger mig den Tanke.
Jeg føler virkelig en Angest og hos mig.
O! kiere! siig mig dog, hvorpaa du har at anke.
Menalc.
Den Tanke mig indrandt: At Mennesker er Hø
Og alle bundne gaaer i Dødeligheds Lænke.
Ja, meer -- jeg tænkte paa -- at Guder og skal døe.
Mit Blod det isner og jeg skielver ved at tænke.


Damon.
Du haver Ret, Menale, den Tanke vigtig er.
Er alle lige dog i dette ene vorden?
Skal Jordens Guder døe, som andre Mennesker?
Menalc.
Ak, ja. Jeg tænkte paa vor Pan (*), vor Alt i Norden.
Hvad? om vi leve skal den sørgelige Dag,
At vi vor Friderich, vor store Pan, skal miste.
Den Tanke hidser op for Glæden Sorgens Flag.
Mit Hierte færdig er af denne Sorg at briste.
Damon.
O! tie, Menalc, o! tie. En Taage trækker op,
Og Vaarets blide Soel for Sindets Øye dækker.
Min Glædes Foraars Blad alt visner i sin Knop.
Og denne Tanke mig saa vel som dig forskrækker.
Er ingen Forskiel her? Er Dødeligheds Frøe
Udi alt Kiød nedlagt? Jeg finder meer ey Glæde
Udi min hele Hiord. Min Gud!  Skal Guder døe!
Min Lyst nu er med dig, Menale, at kunde græde.
Derpaa de satte sig med Haanden under Kind.
Og Damon kunde ey af Sorg udføre Ordet.
Just i det samme kom den muntre Doris ind,
Og faae en Taare Flod for dem at staae paa Bordet.
Doris.
Ey! hvad? Er det nu Tid at see bedrøvet ud?
Hør, hvilken Tidende en Sønden=Vind mig bragte:
Vor Fader Friderich, vor Pan, vor Nordens Gud
J høy velgaaende et Aar tilbage lagde.
Den Een og Tredivte udi Tordmaaneden
Var Kongens Fødsels=Dag. Hvad kand da Hyrder hindre,
(*) xav. Alt.


Med hellig Lov og Tak at prise Himmelen.
Vi denne glade Dag jo alle bør erindre?
Ja, dobbelt glædelig den glade Dag jo blev
Da Landets store Haab og Kongens største Glæde.
Vor Kron=Printz Christian en vigtig Haandskrift skrev
Med Gud, og høyt oplyst for Troen giorde Rede
Nu tørrede Menale sin Graad bestænkte Kind.
Og Damon munter saae af sit fordunklet Øye.
De raabte med een Mund: O! lykkelige Vind!
Som bragte dette Nyt. Hvo vil sig ey fornøye?
Saa fulgte Soelskin paa den mørke Sorgens Nat.
de førte sig udi sin Schæfer-Dragt og Smykke.
menalc og Damon tog Skalmeoen glade fat
og Doris nynnede saa sagte dette Stykke:
M¬
J høyeste Fielde og laveste Tuer!
Foragtede Jsop! høytagtede Gran!
Glæd Eder! saa ofte J seer og beskuer
Den mildeste, viseste Rigernes Pan.
De fattigste Hyrder med Største og Rige
J Glæden tar Deel;
Thi Faderen deler sin Kierlighed lige.
Det Glæden giør heel.
Saa glæd dig. Du Tvilling i Norden;
Thi du er lyksalig paa Jorden.
O! dobbelte, vigtige Aarsag til Glæde
For Kongen og Kongens, for Riger og Land.
Hver Tunge maae siunge at Lykken sit Sæde
Har fæstet i Norden blandt meenige Mand.
Kand nogen i Verden lyksalig sig prise
Da bliver det os.
En Dag de som denne os ikke kand vise.
Vi byder dem Trods.
O! dobbelte Aarsag til Glæde
Hvert Hierte af Glæde maae græde.


Et Leve=Aar Kongen nu atter indtræder
O! Kongernes Konge velsigne det Aar!
Vort kronede Hoved Retfærdighed klæder.
Klæd dette med Alderens Snee=hvide Haar!
Stadfæste, o Himmel, vor Friderichs Throne
J Glæde og Fred!
Og lad Hannem sildig paatage den Krone,
Du har Ham bereed!
Hver Undersaats Hierte sig glæder,
Naar Kongen et nyt Aar indtræder.
Da Kongen til Glæde det nye Aar indtraade,
Jndtraade Kron=Printzen den helligste Pagt,
Og viiste hvad Viisdom, hvad Aand og hvad Naade
Der udi Hans Hierte ved Naaden var lagt.
O! dyrebar Kron=Printz, vort Haab og vor Glæde
Og Rigernes Lyst,
Med Dig vi vil gierne det Forbund indtræde
Af Hierte og Bryst
Bestandig oprigtig at bede:
At Aanden Dig stedse maae lede.
M¬
Opblæser J milde Sydvestlige Vinde,
Og Ønskerne fører til Skyernes Top.
At de maae en naadig Bønhørelse finde;
Thi, før vi bønhøres, vi holder ey op
Her hørtes det Himmelske Echo at tale:
Det Kongelig Huus
Skal blomstre, mens Verden har Bierge og Dale,
Til alting i Gruus
Skal falde, og intet tilbage,
Skal blive af Tider og Dage.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdat


Patrollen.
No. 15.
Onsdagen den 10 April 1765.
D¬
ersom man havde adskillige private Personers Liv
og Levnet beskrevne, troer jeg og andre tillige med
mig, at saadanne Historier skulle ikke være min¬
dre behagelige at læse til Tidsfordriv, end enten den store
Holger Danskes og Finke=Ridderens Krønniker, eller
den gamle og unge Uglenspeils Historier. J sær naar
saadanne private Personers Liv og Levnet var upartisk og
af dem selv forfattet. Af dette Slags har en meget Aa¬
benhiertet sendt mig sit Levnets Løb, med Begiering, sam¬
me at maatte indrykkes i mine Blade. Jeg tør ikke nægte
denne Begiering, saasom Ansøgeren beklæder saa vigtig en
Post, og jeg i saa Fald gandske maatte tabe hans Gunst,
som jeg mærker, bestaaer meest derudi, at sige Folk Sand¬
hed. Jeg vil og gierne unde alle andre samme Fornøyel¬
se; helst, da det dog er lige saa nyt at have smaa Folkes
store Bedrifter beskrevne, som det er gammelt, at fylde un¬
dertiden store Folianter med store Folkes smaa Bedrifter.
Gode Ven!
Kand mit Livs og Levnets Løb, der virkelig er en
Kiede bestaaende af lutter foranderlige Led, tiene Dem til
at fylde et Rum i Deres Blade, sender jeg Dem det her¬
med, og troer, at vore Tienere og mine egne Ordens=Brø¬


dre vil fornøye sig i deres Borger=Stuer lige saa meget
over samme, som vore Piger i Deres Amme=Stuer for¬
nøyede sig over Melisses Historie. Vil gode Ven giøre
mig den Fornøyelse at jeg i mit levende Live maae see min
Historie og Levnets forunderlige Løb paa Prent, forsikrer
jeg, at være Dem evig forbunden. Og skulle De, som
maaske let kand hendes Dem, saa vel som mange andre,
og maaske De allerede har forsøgt det, nogensinde behøve
min Hielp, lover jeg høyt og helligt, at jeg aldrig skal lyve
for Dem. Men sige Dem reen Sandhed, i hvor stræn¬
geligt det end kunde være mig forbudet. Mit Levnets Lab
er da dette:
Da man skrev Aar 1700 den 1 April er jeg i det
Landskab, hvor man siger aa i Steden for jeg, omtrent en
halv Miil fra det brusende Vester Vau=Vau født og kom¬
met til Verden af ærlige og Christelige Forældre. Jeg
vil ikke opholde Dem ved at fortælle, hvad Jertegn, min
Moder og andre fornuftige gamle Koner, der i Byen har
fortalt mig, der skete ved min Fødsel, ligesom der pleyer
at skee ved store Heltes. Jeg vil allene sige Dem, at en
Ugle paa Taget, og Binde=Hunden i Porten tudede for¬
skrækkelig den Nat, jeg blev født. To af de ældste Ma¬
troner, som vare tilstede ved min Fødsel udlagde denne Tu¬
den hver paa sin Maade. Den ene sagde, at min Moder
døde gandske vist i denne Barsel=Sæng; thi saadan Tuden
er et sikkert Tegn til Liig, og anførte mange Exempler der¬
paa. Den anden derimod sagde, at denne Tuden betyde¬
de, at jeg enten skulle blive en meget stoer eller og en meget
ringe Person i Verden. Det gik saa vidt med denne Spaa¬
dom, at disse to gode Koner, som begge vilde have Ret,
fik hinanden i Haaret, over den Spaadom, som dog ikke
traf ind, at min Fader havde stoer Møye med at skille dem
ad. Dog har jeg befunden at den sidste spaaede rettest.
Jeg vil ey heller fortælle Dem mine Tildragelser i min spæde
Alder, endskiøndt min Moder og andre har sagt mig, at
jeg i mit femte Aar overgik alle mine Sødskende i Vittig
hed. Dette formaaede min stakkels fattige Fader til at
holde mig flittig i Skolen. Jeg var og saa nem, at jeg
allerede i mit tiende Aar kunde regne lidet og skrive læse
ligt, saa at jeg endog gik vor Sogne=Foged til Haande og


blev hans Haandskriver. Kort sagt: Chræsten Peer¬
sens lille Peer var den vittigste i hele Byen. Dette ryg¬
tedes snart om mig, og vor Forvalter, som var en meget
from og medlidende Mand, endskiøndt han selv var en
Bonde=Søn, kaldte min Fader til sig, og spurgte, om han
vilde overlade mig til ham, da han vilde lade mig under¬
vise tilligemed hans egen Søn, til hvilken han holdt Sko¬
lemester. Min Fader kyste Forvalterens Haand, og blev
saa glad over dette ædelmodige Tilbud, at han glemte, at
sette sin aattestykkede Hue paa, førend han var kommet en
Fie rding Vey fra Herregaarden (thi denne gode Forvalter
var virkelig værd at tage Huen af for). Min Fader bragte
denne glædelige Tidende hiem, og jeg kand vel erindre, at
min Moder glædede sig allermest over dette Tilbud; thi,
sagde hun, naar vor Herre (hun meente Forvalteren) har
saadan Godhed for lille Peer, bliver han aldrig Land=Søl¬
dat. Ja, hun begyndte allerede at troe Uglen, og spaae
om min Høyhed. Min kiere Moder tog mig og strax ved
Haanden, og fulgte mig til Forvalteren. Hun ønskede alle
de Velsignelser over denne gode Mand, som kunde optæn¬
kes, og iblandt andet, at han selv maatte blive Herremand
til den Gaard, som han nu forvaltede, ved hvilket Ønske,
som maaske var noget enfoldigt, den gode Forvalter smi¬
lede. Jeg kyste paa min Haand og gav ham, og skrabede
med mine Træe=Klumper en halv Alen. Min Moder gav
mig til Afskeed nogle oprigtige Formaninger, i sær denne,
at jeg skulle sige Hr. Forvalteren alt hvad jeg hørte og saae,
for odermere at vinde hans Gunst. Men jeg mærkede ved
første Tidende jeg bragte, at denne min Moders Forma¬
ning var ikke af de retteste; thi Forvalteren gav mig et væl¬
digt Øresigen, med den Paamindelse, at jeg ey maatte brin¬
ge ham flere saadanne Tidender; thi, sagde han, jeg er ikke
af det Slags, som seer med andres Øyne og hører med
andres Ører. Jeg kand ikke sige dem, hvor meget Got
jeg lærte af denne gode Mand, og hvor ærlig og redelig
han forestod sit anbetroede Embede, hvilket sidste hans Ef¬
terladenskab best beviidnede; thi endskiøndt han havde væ¬
ret Forvalter i 16 samfulde Aar, og været Enkemand i 10
Aar, og havde levet meget tarvelig, ja, saa simpel, at han
ikke engang havde en grøn Post=Vogn, efterlod han ikkun
dog sin eneste Søn 600 Rdlr.
vilket kom deraf, at


han langt heller vilde give end tage, og han betalte ofte
Skatter og Landgilde for de forarmede Bønder af sin egen
Lomme, og stræbte, at hielpe alle dem, som ved en og an¬
den Ulykke kunde være sadt tilbage, og ey kunde hielpe sig
selv. Jeg tilligemed hans Søn havde giordt en temmelig
Fremgang i Studeringer, og Forvalteren blev aldrig for¬
trydelig paa mig, fordi jeg blev lige saa lærd som hans
egen Søn. Men ak! dette Gode varede ikke længe. J
mit 15 Aar døde denne min anden Fader. Dog, saasom
han endog vilde giøre Got imod mig efter hans Død, lod
han paa sit Yderste Degnen i Sognet kalde til sig, og over¬
leverede ham 50 Rdlr. at han for samme skulle tage mig
under Jnformatson i sit Huus, indtil jeg kunde blive sadt i
den nærmeste Latinske Skole. Forvalterens Søn blev hen¬
sadt til en Præst. Mine Forældre vare allerede døde, og
der var ikke en Siel paa det heele Gods, som jogræd bit¬
terlig, da Forvalteren døde, ligesom de kunde have mistet
en tilfælles Fader. Hvor maae det ikke være en stoer
Sinds Fornøyelse, heller at elskes end frygtes af sine
Underhavende.
Jngen savnede denne gode Mand mere end jeg
Min nye Læremester havde en langt anden Maade at un¬
dervise mig paa end den forrige, og jeg havde allerede den
Jndsigt, at mig syntes, han enten havde glemt, hvad han
selv havde lært, eller og, at han aldrig havde lært andet,
end at overraabe hele Menigheden med en ubehagelig Stem¬
me; men fordi han kunde, som Bonde-Ordsproget lyder,
tage Troen fra 7 andre Sogne-Degne, var han anseet for
den lærdeste næst Præsten. Saa stoer Lyst som jeg tilforn
havde til Studeringer, saa stoer en Afskye fik jeg nu, da
jeg mærkede, at jeg med Krebsen gik mere tilbage end frem.
Det hendte sig imidlertid efter et halvt Aars For¬
løb, at min sprænglærde Læremesters Søn kom med sit høye
Herskab fra Hovedstaden til denne Provintz, for at forlyste
sig om Sommeren paa deres Landgods. Denne, som i
nogle Aar havde været Tiener hos saadant et Herskab, var
overmaade artig og beleven. Hver Gang han besøgte sin
Fader, fornøyede han os hele Aftener, med at fortælle de
mange forunderlige Hendelser, som kand tildrage sig i Ho¬


vedstaden, og hvor behageligt det er at tilbringe Vinteren
i saa folkerig en Stad, hvor den ene Forlystelse rækker den
anden Haanden. Jeg, som et ungt Menneske, hørte paa
dette med Opmærksomhed, og saasom jeg allerede havde
fattet en Afskye for Studeringer, giorde jeg dette artige
Menneske til min Fortroelige. Hans Omgiengelse fore¬
kom mig gandske behagelig, og jeg forestillede mig, at jeg
aldrig kunde komme i en lykkeligere Stand, end Tiener¬
Standen. Hvorfore jeg engaag aabenbarede ham mine
Tanker, og bad ham indstændig, at have den Godhed for
mig, at recommendere mig enten til hans eget eller et an¬
det Herskab. Han lovede mig det, og da han kom igien,
bragte han mig den behagelige Tidende, at deres Junkers
Tiener, som havde fulgt med Junleren paa hans udenland¬
ske Reyser, var bleven aflagt med et lidet Leve=Brød, saa¬
som han nu var temmelig til Alders, og Degnen der i Eg¬
nen var just ved Døden afgaaet. Han sagde videre, at
han havde talt til mit Beste, og at jeg skulde følge med til
hans Herskab. Jeg blev virkelig saa glad ved denne Ti¬
dende, som om jeg allerede kunde have faaet Løfte paa den
beste Betiening. Jeg kastede Bogen bag Bænken, og jeg
troer, min gammeldags Læremester blev lige saa fornøyet
som jeg, fordi han paa saa skikkelig en Maade blev befriek
fra at lære det glemte paa nye, for at lære mig lidet, og
dog beholde Pengene, min afdøde Forvalter gav for min
Underviisning. Kort sagt: vi bleve begge hiulpne.
Jeg havde den Lykke at vinde mit Herskabs gode
Yndest. og den artige Junker var virkelig saa naadig, at
han undertiden fandt Behag udi, at jeg, medens jeg krøl¬
lede og pudrede ham, kunde tale en Mundfuld Latin med
ham. Jeg ønskede nu allene, at den fortrædelige Som¬
mer var forbi, at jeg kunde vende mit grove og upolerede
Fødeland Ryggen (thi jeg maae sige Dem, at jeg allerede
havde faaet nogle forbandede Nykker) Tænk engang at da
En af mine gamle Bonde=Kammerater kom engang til vor
Gaard, for at lade vort naadige Herskab vide, at hans
naadige Herskabs Frue lykkelig var nedkommet med en ung
Søn; thi man har og den Maade i mit Fødeland, at
saadant bekiendgiøres i en Omkreds af 10 Miile, kom den¬
ne Mads=Klump, og med sine grove Bønder=Næver ville


have takket mig forsidst, med denne u forskammede Tale:
aa trour saa Marre aa ster mi gamle Brour Peir;
men jeg var høflig og lod ham vide, at jeg ey længere
hedte Peir, men Monsieur Chræstensen, og gik meget
skamfuld fra ham.
Hoved=Staden, hvorom jeg havde hørt saa meget at
tale, stod mig nu allene for Hovedet. Endelig frembrød
den forønskede Dag, da vi fik Ordre at pakke ind til vores
Bortreyse. Jngen var meere besklæftiget end jeg, og jeg
troer, at jeg ene tilpakkede 10 Vogne, og jeg havde alle¬
rede saa meget Mod, at jeg gav en gammel Bonde et Øre¬
sigen, fordi han var ikke hurtig nok. Vi forlode altsaa
mit Fødeland paa den selv samme Tid, da Storkene pleyer
at reyse til deres andet Hiem; og ligesom Storkene bliver
til Mennesker, naar de kommer til deres andet Hiem, saa
haabede jeg og, at blive et fuldkommet Menneske, naar
jeg kom til den galante Hovedstad (thi jeg var ey endnu
saa fordervet, at jeg jo kiendte nogle smaa Ufuldkommen¬
heder hos mig selv.)
Vor Reyse gik meget haslig og lykkelig. Men al¬
drig haver jeg glordt saa store Øyne og gabet saa vidt, som
da jeg første Gang paa Valbye=Bakke saae den store og
prægtige Hovedstad, og jeg kunde allermindst forestille mig
de Gienvordigheder, der var giemt til mig i denne anseeli¬
ge Stad. Her begynder egentlig min Historie, hvilken,
om jeg ville fortælle Dem alle Ting med fine Omstændig¬
heder, kunde ey rummes paa 24 Ark. Jeg vil derfor væ¬
re saa kort, som mueligt, at jeg ey skal være Dem til Kied¬
(Resten følger.)
sommelighed.
Jlluminationerne den første Aften i denne Maa¬
ned vare ikke saa kiendelige og gave ikke saa mange smukke
Reflectioner, som de forrige, hvilket ventelig kom deraf at
hele Luften var illumineret af det behagelige Maanskin.
De Jlluminationer, som vare paa den mørke Side af
Gaderne, og hvis Glands Maanens Skin ikke kunde for¬
dunkle, havde mange Tilskuere. De vare og saa smukke,
at ingen af Tilskuerne kunde klage, at de gik April for at
betragte samme.
Men den unge Kone, som for nogen Tid siden stod
op i Søvne, og slog en Spand Vand paa hendes Piger,
som laae i Slag=Bænken i Kiøkkenet, kunde med Rette si¬
ges at gaae April. Om Jalousie og Mistænkelighed, der


er en farlig Sygdom, som end ikke lader Sindet Roe i
Søvne, par Aarsag til denne Phantasie, skal jeg ey kunde
sige. Men om der ere saadanne Mænd, som aarsagede
saa farlige Drømme, burde de i Sandhed straffes langt
haardere end med en Spand=Vand, som dog neppe kand
udslukke saa farlige Brande. Det er ellers meget mistæn¬
keligt, naar unge Koner saaledes gaaer i Søvne.
En stakkels godtroende Pige, som havde givet sin
formeente Kiereste, næsten sin hele liden Eiendom, gik og
virkelig April, men lysvaagen. Efter Kierestens saa
kierlige Anmodning vilde hun og aflegge sin Besøgelse hos
ham. Hendes egne Klæder havde hun udsadt, for at skaffe
Kieresten nogle Haandskillinger, hvorfore hun og laante
nogle, som kunde giøre hende ret tækkelig i Kierestens Øyne.
Hun gik altsaa meget let og net, pyntet og peent igiennem
Gaderne, og langt fra ikke forglemte at betragte disse laante
Fiedre. Alt som hun gik, giords hun sig Tusinde føde Fo¬
restillinger, som vilde flyde af saa behagelig en Samling;
thi hvad kunde hun andet? Hun smuttede saa hierteglad
ind ad Døren, som om hun virkelig skulde have staaet Brud.
Men ak! De føde Forestillinger forsvandt som Dug for
Solen. J Steden for Kieresten fandt denne uheldige hans
ægte Kone, som ventelig var underrettet om saadan Visite.
Hun tog derfore imod denne ukierkomne Medbeylerske, som
Fanden tog imod Hollænderen, og med et vældigt Koste¬
skaft kiørte denne sin Rivalinde til Dørs, som den, der
vilde forføre hendes uskyldige Mand. Den arme Pige
gik vaadøyet hiem, og da hendes Madmøder spurgte om
Aarsagen til hendes Bedrøvelse, svarede hun sukkende, at
hun hørte en meget bevægelig Prædiken til Aftensang.
De stakkels godtroende Piger, som setter sin høyeste Lyksa¬
lighed i at kunde faae en Kiereste, hvilken de ofte maae be¬
tale dyrt, baade til deres egen og undertiden til deres Huus¬
bonders Skade, vilde lære af dette, at være noget forsigti¬
gere, og ikke for hastig aflegge Besøg hos deres kiere Kie¬
rester, og siden sige, at de havde været i Aftensang, da de
dog har løbet April.
En Deel Vexler har og i denne Tiid løbet April,
saasom de bleve trukne paa saadanne Contoirer, der ikke
ere til i Naturen. Men det var Ulykken, at Udgiveren
var allerede blevet usynlige da Vexlerne kom tilbage. Det
er undertiden vanskeligere at tage sig var for de store end


for de smaa Tyve. Hvem skulle kunde have tænkt, at
den prægtige Vexelerers og Grøsserers Fløyels Klædning
havde været foeret med Ræve=Skind, dersom ikke Halen
eller en tom Kuffert havde blevet tilbage. Men om denne
Bedrager ved Hielp af sin hastige Flugt kan være saa lykke¬
lig at undgaae sine Creditører her, er han dog neppe saa
fornuftig, at han paa andre Stæder lader saa fordeelatig
skiønt farlig Handel fare; men ventelig vexelerer saa
længe, indtil han, naar Hævnens Dag kommer, førgie¬
ves vil protestere imod Lykken i Galgen.
Mine Vey=Patroller fortæller mig og, hvorledet
denne glimrende Gabtyv foer igiennem Landet i en Chaise
med 6 Heste. Hvor han kom frem, lod han sig prægtig
beværte, dog uden Betaling, saasom han sagde, at han
følgende Dag kom tilbage, da de Herrer Verter skulle være
beredte, paa det prægtigste at beværte 4 Personer. Han
befoel og Kndsken at bie i Corsøer, indtil han neste Dag
kom tilbage fra Nyeborg, og imidlertid kunde han leve
frisk paa hans Regning. Men denne anden Philip blev
borte, og skiøttede ingenlunde om at komme tilbage.
Jeg maa og fortælle, hvorledes en god ærlig gan
mel Bestemøder paa Landet, som meget ivrig holder ove
alle gode gamle Skikke, blev saa fortørnet Skiertorsdag
at hun ingenlunde var at overtale til at spise Kaal, da hu
fik at vide, den ey bestod af 9 Slags. Det er forskrækte¬
ligt, sagde hun, hvorledes de Yngere vil være klogere end
de Gamle, og reent foragte alle gode gamle Skikke.
har endnu aldrig levet nogen Skiertorsdag, at jeg jo har
faaet 9 Slags Kaal, undtagen en eneste gang i min Op
vext, da min Møder, som og vilde være selvklog, ey vilde
tage Nelder og Skarntyde til Hielp, at fylde de 9 Slags
men denne Egensindighed bekom hende slet; thi en hvid
Skade bygte samme Aar sit Rede i vor Have, og den
Sommer havde vi hverken Lykke eller Held til Kyllinger
Gieslinger og andet smaa Kræe. Men man maa nok,
desverre, sige: Jo længer Verden staaer, jo værre den
bliver. Ja, staaer den endnu nogle Aar, skal man noksee,
at man og vil afskaffe de deylige og farvede Paaske=Æg
Hvo skulle troe, der vare endnu faadanne, og andre
flere Levninger tilbage af den gamle Overtroe iblant de saa
kaldede Christne? men det var at ønske, at Verdens Ond¬
skabs Tiltagelse bestod ey i andet, end de farvede
Paaske=Ægs Afskaffelse.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag


Patrollen.
No. 16.
Onsdagen den 17 April 1765
(Slutning af forrige Historie.)
J¬
eg har allerede sagt Dem, min Herre, at jeg havde
vundet mit gode Herskabs Yndesi. Det maatte
virkelig og have været et meget slet Menneske, som
ikke kunde være i deres Brød. Det Gode varer ikkund
fort. Til al min Ulykke faldt min dydige Junker i en hid¬
sig Feber og døde. Mit naadige Herskab, som mærkede
min inderlige Sorg over dette Dødsfald, vilde dog ikke
strax have givet mig Afskeed. Men, der hører stærke Been
til at bære gode Dage. Jeg havde nu gandske forglemt
de Formaninger, som jeg fik af Forvalteren, og min Na¬
tur var ligesom bleven gandske forandret tillige med Ste¬
det. Jeg vilde nu ikke lade mig nøye med en simpel Lyk¬
ke. Jeg tænkte, naar jeg faaer alle mine Medtienere svær¬
tet for mit Herskab, blev jeg den ypperste. Jeg hvidskede
derfor mit Herskab saa sagte i Øret, alt hvad jeg saae, og
ikke saae, og jeg var uforskammet nok til at opdigte de stør¬
ste Løgne. Og da jeg mærkede deres Ører stode aabne
for al Sladder, stiftede jeg mange Ulykker i Huset. Jeg
kunde med Fornøyelse see paa, hvorledes een efter anden
af mine Medtienere kom paa Porten, som jeg med min
løgnagtige Tunge havde ftyrtet. Men jeg maae og sige


Dem, at jeg for mit slette Gemyt var iblandt mine Med¬
tienere, som en Ugle iblandt nogle Krager; alle stak efter
mig, ligesom jeg stak efter dem alle. Mange Hunde er
Harens Død, og jeg faldt omsider i den Grav, som jeg
kastede til andre. Alle saae mig paa Fingrene, og passede
mig op i hver en Krog? En af mine Modstandere kom til
al min Ulykke over mig, da jeg engang havde indladt mig
i en meget fortroelig Samtale med en af Fruens Piger.
Dette ene var tilstrækkeligt nok til at fælde mig; thi den
samme lille Pige var og elsket af andre. Monsieur Chræ¬
stensen blev kaldet frem, og Kammer=Tieneren leverede mig
min Løn og Afskeeds=Pas. Jeg maatte og pakke mig sam¬
me Dag; men det smertede mig meest, da mine Medtie¬
nere pibede mig ud, indtil den sidste, som slog Porten i ef¬
ter mig, sagde: Det er Fuxsvandseres Løn. Denne
velforskyldte Caracter var mig lige saa haardt et Øresigen,
som det, jeg nylig sagde, at jeg gav den gamle Bonde.
Jeg gik meget vankelmodig og endnu meget mere skamfuld
bort, uden at vide hvorhen. Omsider besluttede jeg at for¬
søge min Lykke med at være Hyre=Laqvei; men jeg mærke
de snart, at dette var et meget uvist Levebrød, og at jeg
mange Dage kunde staae og sælge Hoved-Kiød med en kom
og sulten Mave. Det var endnu det værste, at nogle af
dem, som jeg vartede op, og sprang for, bleve usynlige,
naar jeg skulle have min Dagløn. Jeg gik altsaa til en
Fæstemand, (thi den Tid var her ingen Adresse=Conpoir)
hvilken strax skaffede mig Plads hos en gammel Ungkarl.
Denne var en saa fortrædelig Karl, at hverken Pigen ellet
jeg kunde giøre noget til Pas i ringeste Maade. Han
bandte og larmede Natten med Dagen, og sov aldrig no¬
gen roelig Time. Han var, kort at sige, en gammel giere
rig Gubbe, som sultede baade sig selv og os andre. En
Skilling af Pungen og en Tand af Munden foraarsagede
ham lige stoer Pine. Han omgikkedes ingen uden Jøder
og Græker, og jeg saae mange Fattige med grædende Taa¬
re at gaae fra ham. Efter et halvt Aars Forløb mærke¬
de jeg alt for vel, at min Herre var af de ubarmhiertigt
Blod=Jgler, som udsuger indtil Hierte-Blodet; thi, aller
best som han sad en Dag, og accorderede med en fattig En¬
ke om 20 pro Cento og derforuden dobbelt Pandt for en


liden Capital paa en kort Tid, kom tvende Personer ind,
og bade ham meget høflig, at han vilde giøre dem Sæl¬
skab og følge med i den Karreth, der holdt for Døren.
Hvad? Hvad? sagde han, og vilde have givet den ene
en Næse=Styver; men de toge ham meget ydmyg hver
under sin Arm, og han blev meget hæderlig henkiørt til et
vist Sted, for at giøre Regnskab for sine ulovelige Renter.
Man befalede mig at giøre min Herre Sælskab; men da
jeg og Pigen med grædende Taare beklagede at vi havde
vores Løn og mangt et Maaltid Mad tilgode, slap vi.
Jeg var nu i den bedrøveligste Tilstand; jeg havde hver¬
ken Penge eller Klæder. De faae Skillinger, jeg havde,
fortærede jeg i denne gierrige Gastes Tieneste, og nu hav¬
de jeg ey saa mange, at jeg kunde faae en eneste Natte¬
Leye for. Jeg besluttede altsaa at gaae paa Gaden den
Nat. Jeg blev omsider træt af Søvn og Sorg, og liste¬
de mig ned i en Kielderhals for at faae et Bluun; men
hvor forskrækket blev jeg ikke, da jeg i min beste Søvn blev
opvakt af en stoer Allarm ved Siden af mig. To kom ud
af Dørren med blotte Kaarder, man raabte og skreeg in¬
den for, og jeg troer den ene af disse havde blevet stukket
ihiel, dersom jeg ey havde sprunget til, og med min Hertz¬
fenger (thi i min Tid begyndte Folk af min Stand at bru¬
ge kort Side=Gevæhr) hugget Klingen i Tu paa Overman¬
dens Kaarde. Han løb; men den, hvis Liv jeg frelste,
tog mig i Favn, og takkede mig inderlig. Han bød mig
og følge med sig, hvortil jeg var villig, saasom han forekom
mig mere end ordinair. Han spurgte mig underveys, hvo
jeg var, og da jeg sagde ham, at jeg var uden Tienesle,
tilbød han mig sin, med disse Ord: Jeg mærker, Du er
en brav Karl, og ikke bange for en blottet Kaarde. Den¬
ne min nye Herre klædte mig op fra Taa til Top, ikke som
en Tiener, men som hans Ligemand. Jeg maatte og, som
hans Compagnon, følge med ham i alle Sælskaber. Men
jeg mærkede snart af de Sælskaber og Huse, som vi søgte,
at min nye Herre var en stoer Spiller af Profession. Han
blev og ofte indviklet i de farligste Omstændigheder, som
flyder af Spil. Jeg tog altid hans Partie, og fik mangt
et Stød for hans Skyld, og jeg reddede ofte hans Liv.
Vi levede vel og fattedes aldrig Penge, men i alt dette,


lianede vi meest de Dyr, som kaldes Aftenbakkener, hville
om Natten flagrer omkring fra et Huus til det andet, men
holder sig inde hele Dagen. En Aften hørte min Herre,
at man overalt i Byen søgte efter en Person, som levede af
forbudne Spil og Spitsbuber=Kneb. Ved denne Tale
gav han mig et Vink at vi skulle gaae. Maaske han fandt
sig skyldig. Han befoel mig at gaae hiem, saasom han
agtede at gaae ene hen paa et vist Sted; men siden saae
jeg ham aldrig. Da jeg nu atter var blevet tienesteles,
søgte jeg den forrige Fæstemand, som lovede, strax at kun¬
de skaffe mig en Plads hos en fornemme Capailler, dersom
jeg kunde accommodere (nu troer jeg, det skal kaldes at
frissere). Jeg kand baade accommodere og harbere, sva¬
rede jeg, det sidste behøves ikke, sagde han, saasom den ui¬
ge Herre ey endnu har Duun paa Hagen. Kort sagt; jeg
blev antaget, og jeg havde i Førstningen en meget behage¬
lig og magelig Tieneste. Vi sov gemeenlig hver Dag til
Klokken 10. og ofte til Middag, og levede ret efter den
nyemodens Stats=Calender. Mit meste Arbeyde det øv¬
rige af Dagen, bestad i at udskrive forliebte Viser og A
rier, og at bære Kierligheds=Breve omkring i Byen, hville
gemeenlig vare geleydede med anseelige Foræringer.
var altid hiertelig velkommen hos disse deylige Hierte-Ty¬
pe. Jeg begyndte i mange Maader at ligne min artige
Herre. Naar han giorde Opvartning hos sine Himmelske
Dukker (saaledes kaldte han dem gemeenlig) giorde jeg li¬
geledes Opvartning hos deres Piger, som jeg kaldte mine
Jordiske Putter. Vi forsømte aldrig nogen Opera og
Comoedie, og De kand være vis paa, at jeg raabte Bra¬
pa lige saa høyt paa Galleriet, som min Herre paa Par¬
terret. Men ak! denne behagelige Levemaade varede kun
kort; thi det var umueligt, at den kunde vare længe. Jeg
fik engang et Brev paa Posthuset til min Herre, og fra
den Dag af blev han meget melancholsk og traurig. Naar
jeg efter Sædvane bragte Breve omkring til min Herres
Himmelske Dukker, viiste de i Førstningen en Koldsindig¬
hed, men til sidst en Aabenbare Foragt imod mig og Bre¬
vene. Jeg slutter denne Foragt kom deraf, fordi der nu ikke
fulgte en og anden koftbar Foræring med. Mine Kiereste
Putter begyndte og at blive forbandede fiere imod mig, og


en næsviis Tøs sagde mig engang lige i Øynene: Hils jer
Herre fra min Jomfrue, at han herefter holder sine urime¬
lige og tøre Breve=Lapper ved sig selv. Ved saadanne
ubehagelige Tidender kunde min Herre ey andet, end blive
alt mere og mere melancholisk. Men tilsidst blev han som
hengefærdig, da han fik atter Brev fra hans Fader; min
stakkels Herre blev saa forbittret, at han kastede mig Bre¬
pet lige i Næsen at læse. Det par ungefær af saadant
Jndhold: Din hele Huusholdning er mig bevidst.
hvorfore jeg hermed lader Dig vide, at jeg assignerer ik¬
ke mere til Din vellystige Levemaade, og at Du forgie¬
pes til Dine Optrækkersker trækker flere Verler paa Din
Fader. Jeg sendte Dig hen, hvor alle smukke Viden¬
skaber dyrkes, i Haab at Du skulle blive til Familiens
Ære og Fædernelandets Tieneste, men ak --- Jeg be¬
faler Dig derfore, at Du strax vender Næsen hiem igien,
imedens Du har den, at jeg ikke skal nødes til at giøre
en uartig Søn arveløs -- Jeg blev saa forbittret
paa min Herres Vegne, over denne grove Skrivelse, at
jeg igien kastede ham Brevet i Næsen, med disse Ord: Det
maae ret være en dum Dievel Herren har til Fader, som
ikke bedre forstaaer at indklæde sin Skrivelse til en fornem¬
me Søn. Hvad Fanden mon han vel forstaaer ved smuk¬
ke Videnskaber? Kand vel nogen med større Eftertryk dyr¬
ke de smukke Videnskaber, end Herren, der giør saa ofte
og saa kostbare Opvartninger hos de Allersmukkeste i hele
Staden? Du har Ret, sagde min Herre, Folk paa min
Faders Alder har undertiden ikke bedre Forstand. Men
jeg maae dog for sine Aarsager føye en urimelig Fader.
Min Herre reyste bort, og jeg troer, det Ord arveløs var
den beste Driver. Jeg mistede altsaa en behagelig og om¬
giengelig Herre, i hvis Tieneste jeg ved nærmere Eftertan¬
ke befandt, at jeg ofte havde løbet April med Elskovs¬
Breve til hans Himmelske Dukke, som ikke kiendte deres
Tilbedere, da Faderens Vexler og Anviisninger bleve ude,
og ved denne Leylighed erindrede jeg min Fødsels=Dag,
som net op er den første April.
Jeg har mange Gange fortrødt, at jeg ikke var
mere forsigtig i min første Tieneste; thi saa havde jeg ey


havt det Vanheld saa ofte at skifte Herrer. Da jeg nu
ikke vidste til hvilken Side jeg skulde vende mig, og jeg nø¬
dig vilde forværre mine Omstændigheder; thi jeg var nu
vandt til gode Dage, faldt det mig ind engang, at beklage
mig for en af min forrige Herres Kierrester, paa hvis Al¬
tar han dog havde ofret saa megen Røgelse, og som iblandt
dem alle forrekom mig meest ærlig Hun ynkedes virkelig
over mig, og tog mig i sin Tieneste. Her lærte og saae
jeg tilfulde, hvad Omgang og Fortroelighed er med dette
Slags. Hun havde ingenlunde Mangel paa Opvartere,
dem hun alle begegnede med lige Artighed. Og skulle to
eller flere af disse Tilbedere være saa uheldig paa eengang
at komme i denne Afguds Tempel, vidste hun saa snildt og
upartiisk at uddele sine Yndigheder og smaae Douceurer,
at ingen iblandt dem kunde vide, hvo der havde største Deel
i det Hierte, som dog ingen af dem ret kiendte. Jeg var
nu øvet og prøvet i Verden, og endelig var blevet saa klog
at kunde tie. Naar min Skiønhed befoel mig at nægte sig
hiemme, vidste jeg, hvad det betydede, og naar hun vilde
kiøre ud. vidste jeg rigtig efter Dagene i Ugen, for hvad
Dør Kusken skulde holde, og naar Vognen skulde hente
hende igien. Naar hun spadserede i Haverne, vidste jeg
meget vel, naar jeg skulde gaae af til Siden eller i en an¬
den Gang. En Dag gav hun mig et Erinde at løbe med
uden Porten; men hvor bestyrtset blev jeg ikke, da jeg ved
min Tilbagekomst hverken fandt mit herskab eller hendes
Pige. En gammel Kierling leverede mig et forseglet Brev,
det jeg med største Nysgierrighed brækkede, og fandt deri
en dobbelt Løn for min troe Tieneste. Der var ey andet
skrevet, end at hun var bleven gift med en meget riig Per¬
son; men for visse Aarsager kunde hun ey beholde mig i sin
Tieneste.
Foruden disse Titnester har jeg endnu havt mange
foldige andre, men saasom mine Tildragelser i samme er
har været af nogen Betydenhed, vil jeg ikke opholde Den
dermed. Jeg vil allene sige Dem, at jeg nu har faaet en
anseelig Post hos et meget fromt og naadigt Herskab.
Denne Tieneste tiener mig meget vel paa min gamle Alder¬
Den er saa roelig og magelig, at jeg ønsker mig ingen bt¬


dre til min DødsDag. Mit meste Arbeyde og Forret¬
ning fra Morgen og til Aften bestaaer fornemmelig derudi,
at jeg med et meget ærbart Ansigt lyver mit Herskab paa.
Man vil nok sige, det er meget ilde giordt. Sandt nok;
men paa anden Maade kand mit herskab ikke forskaanes
for den idelig Overløden af de uforskammede Ansøgere.
Det er jo dog en Umuelighed, at kunde hielpe alle, i hvor
Jeg tilstaaer selv, at denne Lyve¬
gierne man end vilde.
maade, at nægte mit naadige Herskab hiemme, er en slem
Svaghed hos mig; men jeg maae dog sige Dem, at den
kand helbredes med forgyldte Stik=Piller. De, som ere
saa dumme, at de ey forstaaer denne Cuur, faaer aldrig
et sandt Ord af mig. Nogle ere vel saa ublue, at de tør
kalde min Beretning i Tvivl, men disse viser jeg mig og li¬
ge saa høflig imod, som den arrigste Binde=Hund. Og
kand jeg forsikre, at jeg, ved mit Embedes Forretning, ofte
tænker paa den gamle Kone, som paa min Fødsels Nat
spaaede om min Lykke efter Port=Hundens Tuden. Der¬
som saadan en Hundenes Tuden kand betyde noget, da har
i Sandhed den Hund havt en meget god Snude, som saa
længe forud kunde lugte, at jeg paa min gamle Alder skulde
blive Portner.
Saa eenfoldig, som denne Historie er, saa sand¬
færdig synes den og at kunde være, dersom Peers sidste
Tieneste ey giorde den noget uvis; thi hvem skulde vel give
nogen Kost og Løn, for at lyve sig selv paa. Jmidlertid
takker jeg ydmygst den gode Peer, fordi han aldrig vil ly¬
Herved falder mig ind, hvorledes den
ve for mig.
Poet Ennius engang befoel sin Pige, at hun skulle sige til
en Romersk Adelsmand, som pikkede paa hans Dør, at
han ikke var hiemme. Nogle Dage derefter gik Ennius
til samme Adelsmand, for at skulle tale med ham om en
Sag af største Vigtighed. Da Ennius nu pikkede paa
Dørren, raabte Adelsmanden selv inden for, at han ikke var
hiemme. Det troer jeg ikke, svarede Ennine, nu hørte
jeg jo Deres egen Røst. Hvorpaa Adelsmanden lukte Dø¬
ren op, og sagde: Forleden var jeg saa høflig og troede
Din Pige, og nu er Du saa uforskammet, at Du ikke vil
troe mig selv. Viid derfore herefter, at jeg er hiemme
for alle andre, men ikke for Dig¬


Nu maae jeg fortælle mine Læsere noget Nyt:
Forleden Aften, da det var meget klar Maanestin,
gik en gammel Kone paa Gaden med en tændt Lygte, og
lod ligesom hun ledte meget flittig efter noget, som hun kun¬
de have tabt. En Nysgierrig gik til og spurgte, hvad
hun søgte efter. Den gamle Kone svarede i al Eenfoldig¬
hed. Jeg leder efter Sandhed. Han, som mindst ven¬
tede dette philosophiske Svar, tog Næsen til sig og gik¬
Om dette var et virkeligt Fruentimmer eller en forklæd
Philosoph, skal jeg ey kunde sige. Vidst er det, at hun
ledte efter Sandhed; men om Sandhed findes med Lygte
og Lys, overlader jeg til den Søgende.
Den forarmede Tyv, som forleden blev greben,
har lovet, at, dersom han maatte løslades, vilde han give
saadant et Projeet, som aarlig skulde indrente 4re Tønder
Guld. Et ypperligt Project! Best derfore at beholde Ty¬
ven, at, saasom han er vandt ved at stiele, han da ikke skal
stiele sig bort med saa kostbar et Forslag.
Dersom jeg turde skrive om Stads=Sager, og ik¬
ke skulle synes at ville laane noget af andres Blade, vile
jeg fortælle mine Læsere, hvorledes mange i denne Tiid har
løbet Storm til en vel befæstet Fæstning, men forgieves;
thi denne Fæstning er velforsynet indvortes med alle For¬
nødenheder. Forsigtighed og Betænksomhed holder idelig
Vagt, og den bedragelige Lettroenhed er gandske udjaget
af Staden. Den Beleyrede handler viiselig. Thi det et
høyst betænkeligt at slaae Chamade og opgive Fæstningen,
saa længe den kand holde sig, helst da det er heel vanskelig
at vide de Bombarderendes rette Øyemærke. Enten Stor
men skeer for det Liggendefæe i Fæstningen, eller for Fæst¬
ningen selv, eller og for begge Deele.
Mine gunslige Læsere ville ikke tænke, at enten jeg
eller mine Patrøller svrede i Helligdagene, saasom mit
forrige Blad ey udkom sin sædvanlige Tiid. Ney.
kand forsikkre, Vi ere meget ædruelige. Men Bogtrykke
rens Presser skulle hvile. Det var Aarsagen. Jeg tvivler
aldeles ikke paa, at jo denne Hvile kom af Andagt. Det
er smukt. Man maae lede i mange Vinkler og Kroge ef¬
ter saadan Jver.
Anmerkning.
Svibletne i dette Foraar ere meget dyre.
Af disse approderede Uge-Blade udgaaer et hver Tørsdag¬


Patrollen.
No. 17.
Onsdagen den 24 April 1765.
J¬
ngen Tid paa Aaret er farligere for Huusfædre og
Huusmødre, og i sær for de kiere Huusmødre, paa
hvis Skuldre den tunge og vanskelige Huushold¬
nings Byrde egentlig er lagt, end de tvende store Omskif¬
telses Tider og fastsatte Fare=Dage, paa hvilke der saa ofte
gives Afskeed og tages i Tieneste. Mange Huusholdnings
Maader, som gemeenlig er det ømmeste for Huusmødre¬
ne aabenbares og røbes paa disse Tider, og det, som ofte
skeer, for de bitterste Fiender. Mange lastes, og faa
roses. Nogle synes endog, ikke at kunde sove roelig, der¬
som de ikke fik ey allene sin Naboes men endog andres
Huusholdning og Forhold at vide. Hvorfore og disse med
Flid udspørger af de nye Tienestefolk, hvorledes det staaer
til i det og det Huus; Hvorledes Huusholdnings=Arten er
der og der beskaffen; Hvad Vendskab og Kiendskab de har;
Hvem der aflegger Visiter hos dem og hos hvem de giør
det samme. Har nogen giftefærdige Børn, spørges nøye,
hvem Forældrene har udseet til Sønnens Brud, og hvor
stoer Medgift Datteren skal have, og hvor mange Opvar¬
tere samme har. Hvor ofte de taget paa Comoedie, og
hvor tit de sees i Kirken; Hvor mange Forandringer af
Sætter, Alonger, Salopper og Falblade; Om Manden


er Kanen eller Konen er Manden; Hvor mange Skov=Rey¬
ser de giør om Sommeren, og hvor mange Ball de besø¬
ger om Vinteren; Hvor mange Rætter de har paa Bor¬
det om Middagen, og hvor mange om Aftenen; Hvor ofte
de holder Spille=Sætskaber om Ugen, og hvor ofte de ta¬
ger ud i samme; Hvor tilig de staaer op, og hvor sildig de
gaaer til Sengs. Ja, undertiden spørges endog, hvor til
de holder deres Andagt om Aaret. Det ville være umue¬
ligt, at opregne alle de Spørsmaale, som giøres i alle disse
vigtige Sager. Men hvad er nu Frugten af alle disse og
deslige utidige Spørsmaale? Et stakkels Tieneste=Bud, som
ønskede gierne, om det var mueligt, at vinde sit nye Her¬
skabs Guust, er ofte saa sntedig, at det retter Svaret ef¬
ter Spørsmaalet. (Det er let at mærke enten Spørs¬
maalet skeer af Had eller af Kierlighed.) Saasnart en
Pige mærker, at hendes Madmoder enten med en Slags
Foragt eller Had spørger, hvorledes det staaer til i det eb
ler det Huus, er hun strax færdig, at fortælle alle Ting,
og undertiden afmaler sine forrige Madmødre med de hes¬
ligste og sorteste Farver, endskiøndt de kunde være de aller¬
beste. Mærkes derimod, at der af Kierlighed spørges til
den og den, og at der er nogen Slags Venskab og For¬
bindtlighed imellem dem, er Pigen og saa forsigtig, at hun
fortæller alting paa den beste Side, og ofte afmaler de slet¬
teste med de smukkeste Farver. Jeg veed ey, om saadanne
Kunstgreb, til at vinde de Nærværendes Yndest med, mere
kand legges den Svarende end den Spørgende til Last.
Den rette Sandhed kommer sielden frem, hvor det kommer
an paa at hykle.
Sidste Søndag besøgte jeg min gamle Ven (thi
Besøgelser og Spadseregang er jo Søndags=Arbeydet i
Kiøbstæderne, ligesom at sye, vinde og binde er Søndags¬
Arbeydet paa Landet. Som en Bonde=Pige sagde, da
Præsten spurgte, hvad Helligdags=Arbeyde var, at giøre
paa en Strømpe, svarede Pigen): Denne min gode Ven
har en meget dydig og fornuftig Kone, naar man efter
Christen Kierlighed undtager nogle smaa Skrøbeligheder.
Men hvem har ey sine Feyl? Siden denne Kone har lært
at kiende mig, maae hun nok fordrage mig, undtagen som¬
me Tider, da hun siger mig lige i Øynene, at jeg er en


underlig een. Min Ven og jeg blev indkaldet, da det
var Caffe=Tid og Caffeen allerede stod paa Bordet. Ved
Jndtrædelsen forefandt jeg tre mig ubekiendte Madamer,
af hvilke den ene, som, saavidt jeg kunde see, var den Yng¬
ste, holdt Viften for Øynene, og jeg troer, det skede, for
bag samme at hiertlee over min gammeldags Compliment,
hvilket jeg slutter deraf, at hun begyndte sin Tale om Com¬
plimenter: at det var let at kiende paa Opførselen i Sæl¬
skaber, om man havde lært at dandse. Denne Fortale,
som var Præludium til følgende Caffe=Discours, stak jeg
meget stiltiende i min Lomme. Dog sagde min Ven mig
siden efter, at jeg blev skamrød i Ansigtet. Ved den før¬
ste Skaal Caffe talede man ikke et eneste Ord, og jeg
troer, det kom deraf, at man kunde faae den rette Smag af
Caffeen, (thi det er nu af Moden at spørge om Caffeen sma¬
ger og at rose samme). Ved den anden Skaal begyndte
man, som sædvanlig, at tale om Vind og Veyer; at
Haven nu var oplukt; at Folk begyndte nu at spasere paa
Volden og tage uden Porten o. s. v. Men den rette Di¬
scours begyndte for Alvor, da vi havde tømmet den første
Kande, og den arme Pige, som skulde bringe den anden Kan¬
de ind, faldt i Døren og spildte Caffeen. Madamen i
Huset, som ey pleyer at for uroliges af Smaating, tog sig det¬
te meget nær, og forivred sig saaledes, at hun maatte have et
Glads koldt Vand. Det er dog en stor Ulykke, sagde hun,
med de nye Piger --- Den første Fremmede: Gud
hielpe Dem, Madame, med denne nye Pige. Jeg ynker Dem
Madamen i Huset: Det var den før¬
i mit Hierte.
sie Gang hun skulde opvarte mine Fremmede --- Er jeg
ikke dog ulykkelig med dette -- Jeg beder, De gode Da¬
Den anden Frem¬
mer ey regner mig det til Verste.
mede: Giv sig til Freds, min hierte Madame, De er visk
ikke den eneste, som maae drages med saadanne Udyr.
Jeg har og faaet en nye Pige. Gud hielpe os. Tænk
engang! den første Aften slog hun en Skillings=Potte i Tu¬
og neppe var hun kommet op om Morgenen, førend Un¬
derskaalen af min Mands Mund= og Liv=Koppe gik samme
Vey. Det skulde ey have fortrødt mig saa meget, havde
det ikke just været min Mands Liv=Koppe, som han elskedt
Den tredie Fremmede: Er det mueligt?
saa høyt.


Madamen i Huset: Ney jeg
Hum! huu! hum!-
faaer aldrig min Lischen igien. Hun var i Sandhed en
brav Pige til sin Gierning, havde hun ikke havt den for¬
Den første. Jeg har nu i 5 Aar
bandede Kiereste. -
havt 12 Piger; men der har og været lige saa mange om
ikke flere Kierester at giøre Opvartninger. J Fredags Af¬
ten kom min nye Pige, og Aftenen derpaa var allerede et
forbandet Hvis Hvas i Porten. Den tredie: Er det mue¬
Den anden: Den første
ligt? Hum! hum! hum!
Gang min nye Pige skulle gaae til Torvs, blev hun fuld¬
kommen to Timer borte, og kom endda hiem med halv for¬
rettet Sag! Hvad tykkes Dem? Hun havde saa mænd
Den tredie; Glemt Persillien, hum!
glemt Persillen.
Madamen i Huset: Jeg veed ikke,
hum! hum!
om det er best at holde længe eller kort Piger? – Den
første: Det er i al Evighed aldrig got, at lade dem blive
gamle i Gaarde. Jeg havde engang een et heelt Aar;
men hun blev saa knibsk og næsviis tilsidst, at hun bildte
sig ind, at hun forstod Huusholdningen bedre end jeg.
Den tredie: Er det mueligt? Hum! hum! hum!
Madamen i Huset: Det giver dog en Uleylighed, idelig
at have nye Piger. Man maae altid lære paa dem, og
man kand undertiden snarere lære en Papegøye at snakke,
end man kand indtrykke somme, rigtig at forrette et Erin¬
de, eller giøre en ringe Huusgierning, som den bør
Den anden: De har Ret, Madame! Jeg havde engang
saa stoer en Taasse, at jeg maatte mønstre og rette paa hen¬
de saa meget, jeg vilde, kunde jeg dog aldrig bringe hende
saa vidt, at hun kunde forrette et Erinde til Behag. Tænk
engang! hun skulde engang gaae hen at bede en god Ven at
komme til mig, for at holde mig med Sælskab, medens
min Mand var ude; men den enfoldige Taasse gik lige hen
til min Mand, hvor han var, og bad ham strax at komme
Den tredie:
hiem, for at holde mig med Sælskab.
Er det mueligt? Hum! hum! hum! (nu maatte jeg tage
mig en Priis Tobak). Den anden: Ja, var det ikke en
stoer Skam, saaledes at hente min Mand hiem fra et Sæl¬
skab, hvor han fandt sig fornøyet? Han kom og gandske
fortørnet hiem, og sagde, han var midt inde i Polen og
agtede at gaae til Corflca, just da Pigen kom. Jeg faldt


ham om Halsen og sagde: min Hierte Mand! var det ikke
vel at Pigen kom, førend Du gik saa langt bort; thi naar
skulde jeg da have faaet min Hierte Mand at see igien.
(Her maatte jeg atter tage en Priis.) Den første: Jeg
holder og for at nye Piger ere bedre end de Gamle. Man
faaer sit Arbeyde hurtig afsted, og de ere omhyggelige for
at giøre alting til Behag. Jo flere nye Piger man faaer,
jo mere Nyt man hører. Jeg vilde have forsvoret at Huus¬
holdningen gik saa splittergalt i det Huus, dersom ikke min
nye Pige, som kom derfra, havde fortalt mig det. Hvad
mener De vel? Madamen selv følger med sine Piger til
Den tredie; Er det mueligt? Hum! hum!
Torvs.
Den anden? Fy! for en Ulykke! gaaer selv
hum! -
til Torvs. Det maae lade forbandet artigt, at følge med
Madamen
en Pige med Torvespanden paa Armen. -
i Huset: Jeg mener dog Skammen er ikke ret stoer. Jeg
giør det samme, og min Huusholdnings=Bog befinder sig
vel derved. Jeg har havt de Yiger, som forstaaer meget
vel sit Snit.
Den anden: Holder Madamen Bog
over sin Huusholdning!
Madamen i Huset: Mig
synes det er nødvendigt, at indrette Udgivterne efter Jnd¬
tægterne.
Den første: Den Umage kunde jeg, min
Den tredie: Er det mue¬
Troe, aldrig paatage mig.
ligt? Hum! hum! hum!
Den første: Men De,
Madame, hvad Mening er De af? De siger jo ikke andet
end hum! hum! og ligesom beundrer vores hele Tale med
et Hun, Hum!
Den tredie; De forlanger min Me¬
ning, Madame, den jeg gandske oprigtig vil sige Dem:
Jeg har selv tient for mit Brød, og ligesom jeg ønskede
den Gang at begegnes, saaledes omgaaes jeg nu mine Pi¬
ger. Jeg overfuser dem aldrig for Smaating, men er
meget paaseende i alle Ting. Faaer jeg iblandt en nye Pi¬
ge, er det langt fra, at jeg af hende udforsker andres Huus¬
holdning; thi min egen skaffer mig nok at bestille. Jeg
bekymrer mig aldeles intet om Vens eller Uvens Levemaa¬
de. Min Mands Sælskab er mig og det kiereste. Jeg
har i 12 Aar havt 3 Piger, af hvilke de to bleve gifte fra
mig, og, for deres troe Tieneste, gav jeg dem efter mine
Vilkor en liden Udstyr. Jeg er langsom til at mistroe
nøgen, men jeg troer mig selv best. Undertiden ere Tiene¬


slefolkene ligesom man vil have dem. For Resten lader
jeg mine Piger blive hiemme, naar jeg gaaer i Byen.
Den første: Siger De det, Madame, er det mueligt?
Hum! hum! hum!
Derpaa blev det hele Sælskab tangs. Den tredie
Fremmede gik, og det lod, som man ikke meget bad hende
at bie. Jeg mærkede, det ey var af Eenfoldighed, at den¬
ne gode Madames Tale hidtil ikkun havde bestaaet af et
Hum! Hum! Min Ven og jeg gik i en anden Stue, for
at lade dem fuldkommen Friehed til Anmærkninger over
den bortgaaede.
Men da jeg hørte, hvorledes de stakkels Tienese¬
Bud ofte maae tiene til Materie i Sælskaber, faldt mig
ind, at undersøge, hvad disse igien taler om de gode Mad¬
mødre. Jeg lod derfore patrollere næste Torvedag paa
Torvene, som ere de beqvemmeste Snakke=Steder for disse.
Jeg vil fortælle et kort Jndhold af en Samtale imellem:
Piger:
Den første: God Morgen, Søster! hvorledesi
Denan¬
der Du Dig fornøyet i Din nye Tieneste?
den: Tak Søfter! Jeg slap Fanden og kom til hans
Jeg har allerede faaet to Øredask i min nye Tieneste. Man
forlanger, jeg skal komme igien, førend jeg gaaer. J
giorde ikkun et lidet Smut=Erinde forgangen til en god
Ven, hvor jeg blev lidet forfinket, men - - - -
første: Det gaaer mig ikke et Haar bedre. Hvad ment
Du, jeg skal hver Aften sidde inde hos min Madame og
spinde, og jeg har hver Aften faaet et Par Næse=Styver,
fordi jeg nikkede ved Rokken. Jeg har nu i 7 Aar ikke væ¬
ret vant til det Arbeyde, siden jeg kom fra Jylland. De
jeg først kom til Kiøbenhavn i min første Tieneste, spurgte
jeg Jomfruen, om de brugte ingen Rakke i denne Bye.
Nokke, svarede hun leende, bruger man og dem paa Jor¬
den? Jeg har nok hørt tale om nogle Stierner paa Him
melen, som kaldes Mariæ Rok og Peers Pik, men er
der og virkelig saadanne Ting til paa Jorden? Jeg kunde
neppe bare mig for Latter af denne Eenfoldighed; men m
befinder jeg, at man og spinder i Kiøbenhavn.
anden: Du kand være vis paa, Søster, at jeg saaledes ske
sværte min Madame hos alle Fæste=Koner, og saaledes ud¬
skrige hende, at hun ikke saa let skal faae en skikkelig Pige.


Jeg slidder sagte et halvt Aar.
Den første: O! min
kiere Søster! Du kand aldrig troe, hvor daarlig Mad vi
faaer i det Huus; tænk engang! jeg vilde i Søndags ha¬
ve tracteret min forrige Medtiener, et meget skikkeligt Menne¬
ske med Caffe, men min Madame viste mig Porten. Men jeg
kiender en god Rendekierling, som er min Madames afsagde
Fiende, hun skal min Troe nok føre min Madame omkring
i Byen, hvor jeg ey kand komme, om jeg endog skulde stiele
fra min Madame, for dermed at betale hende Umagen -- -
Jeg gider ey fortalt meere af denne Samtale, som
varede næsten en Time, og havde ventelig varet længer,
dersom ikke en skalkagtig Dreng havde bragt dem en Stoel
at sidde paa. Hvorover de skammede sig, og løb hver sin
Vey. Man seer noksom heraf, at de beste Madmødre
kand komme i et slet Udraab af slette Tiuende, og at et
skikkeligt Tieneste=Bud kand undertiden lide med de uskik¬
keligste. Dog maae jeg fortælle, hvorledes en stakkels Pi¬
ge uformodentlig kom af sin Tieneste, fordi hun forrettede
et Appil=Erinde alt for vel. Historien er denne; Mada¬
men befoel denne sin Pige, at hun skulle gaae hen paa et
vist Sted for at kiøbe noget, og tillige skulde hilse meget
flittig, at de vilde laane hende disse to Ting, Pukkelblaae
og Slaadigtpaa. Pigen, som ikke var det danske Sprog
mægtig, glemte underveys disse to ubekiendte Ting. Hun
kom rigtig hiem med det kiøbte; men da hendes Mada¬
me, som tillige med andre ventede, at Pigen havde faaet
det laante, og maaske vilde glæde sig derover, spurgte me¬
get hyppig, om hun fik det, hun skulde laane, faldt Pigen
paa, for at undskylde sin Glemsømhed, at sige, at hun
skulle hilse meget flittig fra Madamen, at hun ikke kunde
betroe hende disse to Ting; men dersom Madamen vilde
giøre hende den ære, at besøge hende, skulde de hiertelig
gierne være til hendes Tieneste. Mig tykkes denne behiel¬
pelige Løgn passede sig ret vel, og var det at ønske, at in¬
gen vilde lyve, undtagen, i April=Erinder. Den, som
vil holde andre for Giæk, bliver det ofte selv.
Jeg behøver ikke, at sige mine Læsere, at det nu
lakker ad Sommer. Den milde Soel bebuder denne øn¬
skelige Aarrets Tid. Den kommer os hver Dag nærme¬
re, og det har nu staaet en hver aabent for, imod to Skil¬
lings Erleggelse, at gaae den i møde temmelig høyt oppe
i Luften. En god Ven spurgte mig forleden om Aarsagen


til denne Skik; og da jeg tilstoed min Uvidenhed, aaben
barede han mig sine Tanker derom, nemlig, at han holdt
for, at det runde Taarn var bygt til deels, paa det at
unge Mennesker op og ned kunde giøre sig en sund Bevæ¬
gelse om Foraaret og Efterhøsten, og for der oven paa at
hilse Solen ved dens Ankomst og Bortgang. At fore ske¬
de Personer end og der kand forsamles, har jeg mærket af
et Brev, som en af mine Patroller har fundet paa Gaden.
Siden der intet Navn staaer under, vil jeg allene anføre
det til Beviis paa, at hvo, som ey lærer at stave ret, kand
siden vanskelig skrive ret. Jeg erindrer ved denne Leylig
hed, at jeg engang havde en meget skikkelig og andægtig
Vertinde, som hver Søndag under Aftensang holdt Prædiken
af en Huuspostilling (saaledes kaldte hun Bogen) Giernin¬
gen i sig selv kunde have været god, endskiønt hun boede
ikke langt fra Kirken. Men det var det verste, at alle
hendes Tilhørere sov gemeenlig hen under Prædiken, mue¬
ligt fordi hun intet mindre end læste den op, men stavede
den ud heele Veyen igiennem, og end da med saadan Be¬
sværlighed, at der ofte kom en gal og forkiert Meening
ud, i sær, naar K og X i de saa kaldede Svabakker¬
Bogstaver forekom, hvilke hun ikke kunde ret kiende fir
hinanden. Jmidlertid forsømte hun ingen Helligdag, at
giøre denne Guds Tieneste stavende og havde hvergaang so¬
vende Tilhørere. Men Aarsagen til denne Huus=Prædi¬
ken, hørte jeg engang, var denne, at hun ikke kunde faae
sin Rang i Kirke-Stolen, hvorfore hun og havde udlovet,
aldrig at komme der, saa længe den levede, som vilde næg
te hende sit tilbørlige Sted, Rang og Sæde. Men i
hvor længe denne gode Kone stavede, lærde hun dog aldrig
at stave ret. Det gamle Ordsprog er derfor dyrebart;
Hvad man i Ungdommen nemmer, man i Alderdømmen ik¬
ke forglemmer. Det fundne Brev lyder Bogstav til an¬
det saaledes:
Je ville gerne gøre lile Væn dæn forlante Tiinest, al
sænne dei ded Skileri af min Broer, men nu ær han
alle rede repsset u mæ Papa Paalan det; Sa du faet
ded inte føren han kom er jem igien, dersom du viil mo
de mei pa ronne Taaren i Moren saa konne vi tael mere
om ded og ded anned. som du vee nok min Mama et
dvørlig so han gaer ike ud og du kan være viis pa, af
jei ska være dei tro og bestandi te Døden.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag


Patrollen.
No. 18.
Onsdagen den 1 May 1765.
M¬
ine Patroller har bragt mig saa mange Nyehe¬
der til dette Blad, at jeg ey vidste, at skille
dem fra hinanden, uden ped af anføre dem un¬
der adskillige Artikler:
Correspondence.
Kiere Sæster!
Nu stunder Sommeren til, og jeg er saa uheldig,
at jeg skal tilbringe denne behagelige Tid paa Landet, hvor
man seer og hører ikke andet, end noget Grønt, Brægen af
Faar og Lam, og en græsselig Skraalen af nogle Kiør.
Fuglene skingrer og saaledes i Ørerne, at man kand blive
gandske fortumlede i Hovedet. Alt saadant ere J frie for
i den behagelige Hovedstad. O! hvor ere J ikke dog lyk¬
kelige! Nu er vel Rosenborg Have oplukt, og mig synes,
jeg seer Bolden vrimler med de dehligste ----- Søster veed
nok, hvem jeg mener. Jeg har ey Tid at skrive meer den¬
ne Gang. Nu skal jeg dægge et Lam, men for al Ting
siig det ikke til nogen, at man ikke skal giøre en falsk Slut¬
ning, at jeg er et Faar. Men hvad vilde jeg her? Jeg
forbliver:
P. S. Lad mig vide, om det kommer snart i Mo¬
den igien at gaae med bare Halse. Her er saa varmt paa
Landet. Hvordan bliver Soelhattene i Aar!


Spae.
Jeg har rigtig faaet Søsters Skrivelse. Mi¬
tykkes, Du er misfornøyet midt i Din herlige Overflødig¬
hed. Jeg har ey endnu seet et Lam i Aar, og jeg ønskede
gierne at see Eders Hun=Køer. Men hvad er det at dæg
ge Lam? Jeg har ey endnu været paa Volden eller i Ha¬
ven; thi Mama er bleven saa sær. Jeg ønskede at være i
Søsters Sted, at jeg dog engang kunde faae frisk Luft.
Jeg forbliver:
P. S. Ney, nu skulle Søster see et artigt Sæt,
jeg har faaet.
Spørsmaale:
1) Er der Nisser, Varulve, Kirkevoer, Helheste,
Gravsoe, Natte=Ravne, Marren, Ellefolk, Lygtemænd &c.
til endnu, eller har de virkelig været til?
2) Hvad Raad og Middel skal der bruges imod
en dumdristig Medborger, som er egennyttig, paa en util¬
ladelig Maade?
3) Er den født, eller kand ventes at blive født, som
har været, eller kand blive alle til Maade?
Adskilligt Nyt.
Forleden Torvedag var ved gammel Strand ikke
Slagsmaal en heel Dag, og man hørte ikke et Skields¬
Ord en heel halv Time.
Med første kand ventes en berømt Markskriger,
som sælger et tilforladeligt Pulver til at fordrive alle egen¬
nyttige Projectmagere, det samme skal og være got imod
Rotter og Muus.
Biørnene og de virkelige Abekatte paa Friderichs¬
berg giør deres Exercitier ret vel, faa Biørne=Trækkerne
ventelig trækker bort med en Deel Penge for deres Abe=og
Gabe=Spil.
Et goddædigt Menneske, som, i Havs=Nød, hav¬
de gjort store Løfter, lagde en reduceret 2 Skilling i Søe¬
Qvæsthuus Blokken.
En Hvirvel blev glemt forgangen.
Anmærkninger:
Da jeg i Formiddags reed ud af Byen, havdejeg
den Fornøyelse, at see nogle Fornemme, Rige, Lærde, For¬


nuftige, Forliebte, Fattige, Latterlige og nogle af det smuk¬
ke Kiøn i Mandfolke=Dragt. Veyene vare fulde af Phae¬
tons, Karreter, Chaiser, Karioler og Ride=Heste. Vi
foraarsagede lige saa meget Støv, som en maadelig Krigs¬
Hær. Den første jeg betragtede paa denne Reyse var Hr.
Hortensius og hans Frue. Paa denne gode Mands og
Frues Ansigt kunde jeg læse den Sorg, som deres Hr.
Søns ryggesløse Levemaade foraarsagede. J denne Ulyk¬
ke havde Faderen dog ingen Skyld; thi da Faderen i vig
tige Forretninger reyste Udenlands, var Sønnen 14 Aar
gammel. J Faderens Fraværelse voxte Sønnen halvtre¬
die Alen i Længden, og havde, med Moderens Tilladelse,
forrettet Hovmester=Tienesten hos hans Hovmester i 3 Aar.
Da Faderen kom tilbage forundrede han sig meget over
hans velvoxne Søn; men da han undersøgte Sønnens Lær¬
dom, forundrede han sig endnu mere, og syntes at Søn¬
nen var meget beqvem til at skiere Tørv i denne Sommer.
Moderen derimod syntes, at hendes kiere Søn endnu i den¬
ne Sommer i det mindste var værdig at betræde et vigtigt
Dømmer=Embede, helst da han allerede havde forrettet
dette Embede i heele Huset i Faderens Nærværelse.
(Taget af den angenemme Mays første Dag.)
Opslagne Sager.
Hr. Trettekier, c. Frue Fredsommelig. Hr.
Trettekier har ødelagt mange med sine Processer, og nu
vil han giøre ligesaa ved Frue Fredsommelig; men da Sa¬
gen er allene om et Æg, som hans Høne fløy over og gior¬
de i Fruens Gaard, bliver hans trettekiere Vinger ventelig
stækket, fordi han ey havde stækket sin Høne.
Paadømte Sager.
Hr. Mistænkelig, c. sin unge og dydige Kone
Madame Ærlighed. Denne Hr. Mistænkelig, som,
fordi han vidste med sig selv, at han i sine unge Aar gjor¬
de sig en Ære og Fornøyelse af at forføre Uskyldigheder,
og at pryde mangen ærlig Mands Pande med Actæons Kro¬
ne, tvivler om det heele Kiøns Dyd. Han har derføre
faaet den Dom, at han, formedelst hans uchristelige og u¬
grundede Mistanke, skal æde sig selv op af lutter Ærgrelse,
Madame Ærlighed derimod at være gandske friekiendt.


Jndpasseret.
En Courier fra Nattens Dronning, Maanen, med
vigtige Brevskaber til de Herrer Forliebte og Mameseller¬
at de herefter ingenlunde maae betiene sig af dens bleeg
skinnende Lys til at betragte hinanden udi; thi den hari
lang Tid med Fortrydelse lyset for disse Mørkheds Børn¬
Dersom de fremturer derudi, vil Maanen gandske bortta¬
ge sit Skin, og overdrage alle saadanne Samlings=Pladser,
med saa tykt et Mørk, at alle Forliebte og i sær Uskyldig¬
heds Forførere skal blive staaende til den lyse Dag, og bli¬
ve gandske kiendelige.
Udpasseret.
En Estaffette til Planeten Venus, med en Brev¬
taske fuld af de kierligste Taksigelser og Forbindtligheds
Erklæringer, for hver Gang den i sidste Vinter=Aftener
havde skinnet; med tilføyede Begieringer, at den fremde¬
les vil ziire Jord Kloden med sit behagelige Skin, i denne
Sommer, efter Solens Nedgang.
Dødsfald.
J Provintzerne: Hr. Kornpranger. Døde ellers
meget hastig, i det Rug=Loftet, som var betynget med 2 a 3
Aars gammelt Korn, faldt ned og slog ham ihiel, just da
han sad og skrev sin udenlandske Kiøbmand til, at han vilde
sende ham nogle Tufinde Tønder Rug. Han fik ellers en
meget hæderlig Begravelse; dog begræder ingen Fattig Hr.
Kornprangers Leyersted, saasom han kunde see sin træn¬
gende Næste at græde for Brød, uden engang at sælge dem
en Skieppe Korn.
Her i Staden: Madame Galopine i sit Alders
62 Aar. Døde af Ærgrelse, fordi hendes elskværdige Sted¬
datter havde flere Elskere end hun, uagtet hun efterlod ikke
at giøre allehaande forliebte Ophævelser.
Gravskrift.
Stat Vandrings=Mand, betragt og see.
Tænk ey, omsunst her Blomster ere strødte.
Her giemmes den, hvis Bortgang gjorde Vee
Da Skjebnen plat og pludselig,
Som vil i alting raade sig
En Mage, ak! fra Livet reent udstødte.


Du spørger: Hvo?
For Graad jeg knap dit Spørsmaal kand besvare.
Ja, hvem kand sig for salte Taarer bare?
En Mage, som var mod sin Mage troe;
En Mage, som for Magen kurrede;
En Mage, som loe af Galanerne;
En Mage, som med Magen nebbedes;
En Mage, som for Magen Halen strøg;
En Mage, som ey elskede for Spøg;
En Mage, som gik ikke andensteds;
En Mage, som var yndig og rundkappet;
En Mage, som var galdefrie;
En Mage uden Hyklerie
Blev pludselig fra os og fra sin Mage snappet.
Dens Mage bær nu Sørge=Sløer.
O! ja. Den sørger, til den døer.
Stiltiende den længes, sukker.
Gaaer ey udaf sit Dueslag;
Men sørger baade Nat og Dag.
Dog, den jo daarlig er, som imod Skiebnen pukker.
Selvkloge, tag Exempel af en Due.
Eenfoldig vær, hvor du ey gruble maae;
Elsk redelig med Eskovs rene Lue;
Vær udi Omgang galdefrie;
Vær ydmyg uden Hyklerie.
Din Grav da Blomster skal, som denne Dues, faae.
Copulerede.
Hr. Dristigfær i sit 70de Aar gift med Jomfrue
vittighed Snild 15 Aar gammel. Monsr. Oprigtig og
Jomfr. Længselfuld, efter en 17 Aars Forlovelse. (Jeg
havde ønsket, at kunde give en længere Liste paa de Copu¬
lerede for at fornøye en vis Jomfrue, som sagde engang,
hun helst læste den Articul i Aviserne.)
Bekiendtgiørelse.
Her til Staden er nyelig ankommen en splinter
nye Complimentmager og Capriolskierer (man kand let vi¬
de hvorfra) han siger selv, at han perfeet informerer i alle
smukke Videnskaber. Hans Force bestaaer fornemmelig i


at undervise det smukke Kiøn, som maatte have Lyst, et
exercere med en Vifte paa en nye og net Maade, og som
kand giøre dem dobbelt tækkelige. Exercitien bestaaer i
nogle faa Haandgreb, naar de kand til sine rette Tider iagt¬
tage dem, ere de gandske fuldlomne. Hans Øvelse og
Haandgreb ere ungefær disse:
Tager Vifterne.
Udslaaer Vifterne.
Slaaer Vifterne op og i.
Vifter med Vifterne.
Legger Vifterne i Armen.
Lader Vifterne henge.
Nedlegger Vifterne.
Alle disse Tempo skal skee paa en frie og utvungen Maade.
Han lærer og unge Cavaillerer og Petitmaitres paa en be¬
hagelig Maade at præsentere Tobaksdaaser, i sær dem, med
smukke Portraits i Laaget; Han kand og lære de Dumme
at tale meget om intet, og derforuden mangfoldige andre
Artigheder. Han er gandske billig med Betalingen; lm
en Ducat for Timen. Man siger, han har allerede faae
mange Skolarer.
Sr. N. N. som i 47 samfulde Aar har været Sl¬
leholder, tilbyder sig, paa en meget grundig Maade at uu¬
dervise alle Misfornøyede i Taalmodigheds Bog. J Sær¬
deleshed lærer han fortreffelig gamle Supplicantere at ha¬
ve Taalmodighed. For at forbedre sine fattige Omstæn¬
digheder forlanger han 2 Skilling for Timen. Dog kand
han ikke lære dem Taalmodighed, som selv ere Aarsag til
deres Misfornøyelse.
Kiøbslutninger.
Langt om længe blev Kiøbet sluttet. Jeronimus
skal give Hr. Leonard 7000 Rdlr. til Medgivt med hans
Datter, fordi han vil giøre hans ringe Huus den Ære.
Stakkels Barn græder; men Kiøbet er gjordt hende uaf¬
vidende, og hun skal absolut have Hr. Leonard, som er
af Stand, og behøver Penge, men veed ey at bruge dem.
Auctioner.
Et meget lidet Partie af den gamle Troeskab, u¬
forstilt Venskab og usminket Ærlighed skal med allerførste


stilles til offentlig Auction, og absolut bortsælges. Vah¬
rene ere meget gode og kand tages i Øyesyn førend Auc¬
tions=Dagen.
Fra Modernes Land er nyelig ankommen 23ve
Fustagier med lutter Forandringer af Fruentimmer=Sæt¬
ter og Alonger; nogle Centner Galanterier; En Kiste med
alamodiske Kierligheds Eder og Forpligtelser; En liden
Casse med Skiønpletter NB. der følger en Opskrift med de
sidste, paa hvad Sted i Ansigtet og andre Steder de skal
settes. Vahrene ere gandske nye og forsvarlige. Men
vil ventelig blive dyre, saasom en Deel er forskrevet og no¬
get allerede betinget. Liebhaberne ville derfor ikke forsøm¬
me Auctions=Dagen.
Til Kiøbs.
Hos Sr. Lurendreyer ere meget gode Ræveskind,
Rænker og Finter, falske Eder og Tærninger, tilligemed
en anseelig Deel smaa Kneeb at bekomme." Sr. Luren¬
dreyer forsikkrer, at Kiøberen af disse Vahre skal finde sig
vel holden til en Tid.
Hos Mademoiselle Coquette sælges forliebte Øye¬
kast, og Miner, samt allehaande flanaglige Gebærder, alt
for billig Priis; dog en det ikke tienligt at liøbe meget af
disse Vahre.
Til Leye.
J en af Stadens afsides og roeligste Stræder, ere
meget beqvemme Bagværelser for visse Familier, der er og
en Bagloge til Tieneste, for at bruge i paakommende Til¬
fælde; Værelserne kand strax tiltrædes, saasom de forrige
Leyere uformodentlig maatte flytte i Spindehuset.
Capitaler.
Smaa og store Capitaler imod suffisant tredobbelt
Pandt og billig Rente, ikkun en Skilling af Daleren om
Ugen, anvises paa anden og tredie Haand. Eye en vil
ikke være bekiendt, at han har Penge; men er ventelig Sr.
Aagerkarl med den blakkede Hat og stoppede Strømper.
Bøger.
Et nyt Oplag af den uforlignelige Haand=Bog, som
bestaaer af 52 løse Blade i forskaaren Duodes, ziret med
12 illuminerede Kort, vel truffen. Bogen kand læses paa
mange adskillige, skiøndt undertiden farlige Maader. Den


er imprimeret, og altsaa kand kiøbes frit, men ikke bruget
uden Hazard. Exemplaret koster 14 Skilling Danske.
Conditioner ledige.
For en honet og habil Karl, som har reyst Uden
lands og perfeet taler Tydsk, Fransk, Jtaliensk, og noget
Engelsk, item forstaaer Jura, Musik og Mathematik, samt
kand danse og synge got (Grund=Sprogene og det Dan¬
ske forlanges ikke) er en god Condition ledig NB. naar han
vil mere leege end læse med Junkeren.
Tienestsøgende.
En smuk og skikkelig Pige, som kand forevise gode
Skudsmaale om sin forrige Føyelighed, søger Condition,
helst paa et roeligt Sted, enten hos en Enkemand eller u¬
gift Person, alt paa antagelig Maade.
Bortkomne og bortstiaale Sager.
Den 26 April blev ved Indgangen til Comoedie¬
huset af eens Lomme borttaget en Brevtaske, med adskillie
ge vigtige Brevskaber, saasom: En Deel uqvitterede Reg
ninger, den største var fra Haarskiereren; 3 Kierligheds
Breve og nogle adskillige Formularer til Suppliqver. Ey¬
eren lover, at Opdageren maae beholde de uqviterede Reg¬
ninger, naar han kand bringe Resten til Veye.
Fra et Hiørne=Huus, hvor en Mand havde veder¬
qvæget sig lidet, formodentlig for at bortslaae nogle fortræ¬
delige Tanker, og til hans Hiem, er tabt en stoer gammel
nedslaget Hat, udziret med skiønne lange Fiere. Eyeren
er saa raisonnabel, at Finderen maae bære den, om den
bedre kand passe til hans Hoved, end til hans eget; thi han
er nu aldeles kied af denne Prydelse.
Fundne Sager.
En Assistents=Seddel paa en Sølv=Machine, for
at tage paa Comoedie og at giøre en Skov=Reyse.
Et Gimmer=Lam indløben i en Mands Gaard,
som Eyeren igien kand afhente.
En dirkefrie Laas til et Jomfru=Hierte, fundet
forgangen Aften i Maanskin, skulde Eyeren ey have tabt
den med Villie, kand den afhentes hos Finderen,
som ikke forstaaer at lukke den op.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag


Patrollen.
No. 19.
Onsdagen den 8 May 1765.
M¬
it forrige Blad lignede noget nær en skiemtende
Avis bestaaende af Skiemt og Alvor, Sandhed,
og Usandhed. Det er jo og de almindelige
Deele, hvoraf de fleste Aviser ere sammensatte, og jeg har
hørt mange at klage over Aviserne, i Henseende til det sid¬
ste. J dette Blad vil jeg være mere alvorlig, hvortil jeg
og har billig Aarsag, saasom mig just mødte nogle smaa
Fortrædeligheder, da jeg agtede at gaae uden Porten for
at drage frisk Luft og at tænke lidet i Rolighed. Jeg
mødte en gammel Bekiendter, som satte mig haardt til
Rette, fordi jeg fulgte Strømmen og vilde gaae uden Por¬
ten. Jeg bar, sagde han, i 13 Aar ey havt Næsen uden
for Bommen, og jeg lever dog endnu. Men da jeg erin¬
drede mig, at denne for 13 Aar siden, saaledes tog uden
Porten, at han nu har fine gyldige Aarsager, hvorfor han
bliver i Byen, tog jeg meget hastig Afskeed, saasom jeg
mærkede denne Prædikantes Vey faldt ned i en Kielder, og
jeg agtede mig uden Porten. Neppe var jeg kommet uden
for den yderste Bom, førend jeg fik Halsen fuld af Støv;
thi Feyerne havde glemt at slaae Vand paa Gulvet. Un¬
derveys mødte jeg utallige Mennesker, som alle vare glade


over, at de havde skattet til Biørnene og Abekattene. De
fortiener ærlig deres Brød, sagde nogle; andre sagde, at
Biørnene skulde have ladet deres Herrer danse en Solo
iblandt, for ogsaa at giøre noget for Pengene; to gamle
Koner meente, at disse Biørne=Trækkere vare Troldmænd,
og at Biørnene tilligemed Aberne havde været Mennesker,
som de havde omgjort eller forgjort, saae Du ikke, sagde
den ene, hvormeget den lille Dreng lignede vor Naboes,
som blev ombyttet Al denne Tale giorde mig og nysgier¬
rig efter at see disse formeente Troldmænd og de forgior¬
te; men jeg havde ey den Lykke, saasom mange for mig
ventede med Længsel, at blive indladt, og jeg skyer gierne
Mængden. Jeg gik altsaa hen i en Have, for at fornøye
mig med at see, hvorledes alle Ting paa denne Aarets Tid
ligesom faaer nyt Liv, og hvorledes alle disse for iellige
Planter ligesom Børn fødes og opklækkes af den tilfælles
og frugtbare Moder, Jorden. Men her mødte mig atter
en nye Fortrædelighed. Da jeg stod og bukkede mig, for
at betragte nogle nye opkomne Planter i et Urte=Bed, kom
Verten med en Jomfrue gaaende. Dette stakkels Pigt¬
barn gav et forskrækkeligt Skrig af sig, og, i det hun som
en Fugl fløy af til Siden, stødte hun saaledes til mig, a
jeg satte min Næse i Urte=Bedet. Aarsagen til Jomfru¬
ens Angest og Forskrækkelse var en Frøe eller Pabde, som
i Ubesindighed giorde dette forvovne Spring over Gangen,
noget nær Jomfruens grønne Skoe. Jeg vilde have
troet, at Jomfruen med Forsæt havde blevet bange og
sprunget af til Siden, for at hevne sig paa mig, fordi jeg
saa skiødesløs stød i den Stilling, uden at mærke hendes
Ankomst; men da hun skielvede over en halv Time efter
denne Forskrækkelse, viiste hun tydelig, at det ikke var for¬
stilt. Verten forfulgte og denne uskyldige Frøe saa længe,
at den maatte undgielde sin Dristighed med Døden. Det
forbandede Utøy, sagde han, kand kyse Livet af skikkelige
Folk; disse Dyr, blev han ved, kand jeg ikke lide ved min
Død; de ere ret ligesom Lande=Plager; De skraaler os
Ørene saa fulde om Aftenen, at vi neppe kand sove; jeg
vilde heller høre 10 Kierlinger at raabe med kaagte og
varme Krabber, end jeg vil høre en eneste levende Frøe
at ræbbe. Mig tykkes dog, svarede jeg, at Frøernes


Stemme er ikke ubehagelig, og jeg hører den gierne; jeg
for min Part overlod Døm gierne 10 Dages Raaben og
Skrigen i Byen for een eeneste Aften Musik af Frøerne
Deres Have. De maae nøk ikke være Muficus, min Her¬
re, svarede Verten, efterdi De kand finde Fornøyelse i den
Padde=Musik, som dog gemeenlig skurrer i alle skikkelige
J det samme spurgte Jomfruen,
Folkes Ører--
hvad det var, som voxte i det og det Bed. Verten smaa¬
loe med en Mine, som tilkiendegav en Forundring over
Jomfruens Uvidenhed, og sagde: det er Mirrian og det
er Timian, o. s. v., det er Asparges. Ja, dem kiender
jeg nok, sagde hun, hvad koster Hundrede? 9 Mark, sva¬
rede Verten. Men hvad er dette for et Træe? Et Kir¬
sebær=Træe. End dette lille? Verten blev kied af disse
Spørsmaale og sagde, det var et lille Træe. Jeg fattede
virkelig høye Tanker om denne artige Jomfrue, som viiste
saa stoer Begierlighed efter at kiende alle Ting i Haven¬
Og det er lige saa daarligt at ville forundre sig over Kiøb¬
stædfolkes Uvidenhed i Landsbye=Ting, som om en Galan¬
terie=Kræmmer vilde udlee en Bonde, fordi han ikke kunde
nævne alle hans rare Sager med sit rette Navn.
J det samme kom s Mands=Personer, alle i Jagt=Habit,
muntre og levende, og det lod som Gangen var noget for
smal. De havde allesammen Hiorte-Remme omkring Li¬
vet, hvilke Remme jeg ansaae som Baand, der holdt disse
Kar tilsammen. Hvad Tønde er vel uden Baand? Jeg
kand med Rette bruge den Lignelse, eftersom disse gode Her¬
rer vare allesammen temmelig vel tilpakkede indvendig med
vaade Vahre. Dog maae jeg ikke giøre dem Uret; de
havde endnu maattet drikke meere, dersom de ikke havde
kundet huske flere Eeder og Bander. De sang og bande¬
de, bandede og sang, enhver af dem paa sin Maade; dog
den ene bedre end den anden. Dette Sælskab tog Plads
i et Lysthuus ved den anden Ende i Haven, og befalede,
Jeg spurgte Verten, en¬
Caffebordet at skulle dekkes -
ten Frøernes Skraalen i hans Have, eller dette Sælskabs
Han vir¬
Eeder og Bander klingrede best i hans Ører.
rede med Hovedet, og, uagtet sin Profit, tilstod han dog
at Frøernes Skraalen var angenemmere, eftersom man
kunde formode, at om Frøerne ikke prisede deres Skaber,


saa lastede og bespottede de ham ikke heller ---
Hør,
hvor de bander! sagde Verten: Gott strafe mich! hør!
Der Teuffel zerreisse mich!
Disse vil ansees for
artige og civiliserede Folk, og om jeg seer ret til, saa er
det ikke længe siden, at jeg saae den ene paa et helligt Sted
og i hellige Forretninger. Ak! Gud bedre det! Jeg har
kiendt, sagde Verten, et ungt Menneske, som aldrig band¬
te ringere end ved Tusinde Dievle; thi han havde allerede
en Deel under sin Commando, og rettede altid sin Næstes
Smaa Feyl med Stokken i Haanden og Tusinde Dievle i
Munden.
Hvor vederstyggelig denne Last, Sværgen og Ban¬
den, er, kand man let forestille sig, da endog en Vert saa¬
ledes kunde moralisere derover. Jeg gik, og var glad over,
at jeg par kommet ind til saa god en Vert, da jeg var vis
paa, at denne ey bandte mig i sit Hierte, fordi jeg havde
fortæret saa lidet. Underveys overveyede jeg nærmere
denne Last, som vist nok er en af de største Skam=Pletter
paa det menneskelige Kiøn. Og, for end mere at vise dens
Hæslighed, vil jeg anføre nogle Beviser derpaa, uagtet
man, desverre, ikke mangler samme:
Jeg kiender en Nar, og han er vel bekiendt, hvis
daglige Mundheld er: Jeg vil aldrig komme til Gud
eller arve Guds Rige! Jeg vil være Dievelens med
Liv og Siel! Denne Nar vilde gierne, at man skulde
holde ham for at være en Fritænker. Han vilde tage det
meget ilde op, om man vilde ligne ham ved andre Smaa¬
Siele, og sige, at han troede baade et Himmerig og et
Helvede. Dog alligevel sværger og bander han alle Øye¬
blik med den vittigste Mine ved Gud og Dievlene.
En vis Mand, som driver en hemmelig Hand¬
ling, tvivler paa, at Folk skulde vilde kiøbe af ham, der¬
som han ikke lagde nogle Eder paa hvert Slags Vahre.
Ved enhver liden Eed=flaaer han Øynene op til Himme¬


sen; ved en middelmaadig folder han sine Hænder, og seer
meget gudfrygtig ud derved, men ved en fuldkommen Eed,
naar Vahrene ere meget slette, legger han den venstre
Haand paa Vahrene, og med den høyre slaaer sig for
Brystet. Jeg holder for, at han enten har de sletteste
Bahre, eller og at han selv intet duer.
Hr. Cleon har den Berømmelse, at han er en skarp
Huusholder, men han bander forskrekkeligt, naar han gi¬
ver Penge ud. Hans Kone kand bande lige saa got, naar
hun beregner Huusholdnings Udgivterne for ham. De
lever dog ellers, som Ægtefolk, saa temmelig got; de har
det Forsæt, at bande, at leve og at døe med hinanden.
Jeg holder for, at deres Banden er sympatetisk eller na¬
turlig, eftersom deres Jomfrue=Datter kand lige saa got
bande med Pigerne i Kiøkkenet og med Haarskiereren, naar
han skal fresere hende. Den yngste Søn, et Barn paa
Aar, begynder ogsaa allerede temmelig vel, dog meest,
naar Pigen klæder ham paa.
Hr. Leander vilde forleden af min Ven laane
500 Rdlr. Da han nu ikke havde saa mange Penge lig¬
gende, og var nødt til at giøre nogle Undskyldninger; svor
Hr. Leander fire overordentlige Eder paa, at han som
en ærlig Mand vilde betale ham disse Penge igien; men
da min Ven ikke kunde tage denne uvisse Obligation for
gyldig, laante han ham slet intet. Faa Dage detefter
gjorde Hr. Leander Opbud; det havde han ikke for¬
sporet.
Crysidas svor Lorette til, at han ingen vilde el¬
ske i heele Verden uden hende. Men da det ikke stod i
hans Magt, at giøre dette, saa var Kierligheden forbi 4re
Uger efter Bryllupet. Lorette derimod havde ingen Eed
gjort, og finder bedre sin Regning. Jeg beklager Crysi¬
das, at han ikke var lige saa forsigtig, som Lorette.
Hvad skal den Stakkel nu fange an? Det var Skade for


dette velvoxne Menneske, om han skulde blive en Men¬
Eeder og H. - - - det som rimer sig paa Eeder.
Jørgen Hukkert og Mæds Fokmast sværger og
bander begge to allertydeligst ved heele Søemagten. Man
siger, at de har bragt det høyere i Bande= end i Seyle¬
Kunsten. Ja, man vil forsikre, at, da den Norske Lø¬
ve forleden løb af Stabelen, løb tillige saa mange Eeder
og Bander af Banke-Stokkene, at de kunde være tilstrække¬
lige til den sværeste Baglast. Man vil ellers mene at saa
dan Banden og Sværgen er lige saa nødvendig i Søe=i¬
denskaben, som Compasset og Søe=Koxtet.
Hercules Trumf hander i en eneste Vinter ved
Kort= og Tærning=Spil mere, end hans heele Familie be¬
der i 3 Sommere. Forrige Vinter giorde han vel et
Løfte ved to forskrækkelige Eeder, at han i sin Livs=Tid al¬
drig mere vilde spille om Penge. Men da Tiden giortes
ham lang, fortrød han sit Løfte, og begynder nu igien at
spille, men ikkun om Eneste=Skillinger. Høyere tør han
ikke, for sin Eeds-Skyld, vove sig for det første. Her¬
cules Trumff er dog ikke meensvoren; thi han anseer ikke
Eeneste=Skillinger for Penge.
For nogen Tid siden var jeg i Kirke i en af vort
smaa Kiøbstæder. Jeg var net op kommet op paa Orgel¬
verket. Da nu Organisten skulde spille den sædvanlige
Psalme efter Prædiken, havde Bælgetræderen, enten af
Skiødesløshed eller formedelst andre paakomne Tilfælde,
glemt at træde Blæse=Bælgene ned. Jeg troer gandske
gierne, at dette var en ærgerlig Sag for Organisten,
da han fornam, hans Instrument paa engang var blevet
tavs, og en Deel af Menigheden derved blev forstyrret i
deres Sædvane at synge. Den emfindtlige Organist
greeb paa alle Manualerne, og ret tappert stampede med
Fødderne omkring paa Pedalerne; han gloede op paa de
Orgelpiber, som sode over hans Musicalske Hoved; han


hbeed Tænderne sammen; men alt forgieves. J det sam¬
me greeb han atter af alle Kræfter paa Claves; men der
var endnu ingen Vind kommen fra den Gudsforgaaene
Bælgetræder til den kunsterfarne Organist. Denne gøde
Mand blev derover saa nidkier i sit Embede, at han velte¬
de en saa forskrækkelig, saa fæl, saa hæslig og imod Na¬
turen stridende Eed af sig, at jeg tænkte, nu falder Kirken,
Orgelverket, Bælgetræderen og Organisten med alle Pi¬
berne sammen i hinanden. Neppe var Eden udsluppen
førend den beste Vind slap fra Bælgetræderen til Orga¬
nisten. Han greeb og saaledes løs paa det gamle Orgel¬
verk, at jeg nær havde bedet Bælgetræderen igien at tage
Vinden fra ham. Saavidt jeg forstaaer af Musik, mer¬
kede jeg at dennue gode Organist kunde bedre bande, end
spille paa Orgelverk. Jeg blev saa fortrædelig over denne
muficalske Syndere, at jeg gik strax bort. Jeg traf ham
om Eftermiddagen i et Sælskab. Jeg erindrede ham om
hans begangne Synd og græsselige Eed; men han svarede
i en meget musicalsk Tone: Til en god Organist hører en
god Vind=Macher. Denne Tone kom af de Duur.
Jeg har ofte i det deyligste Veyr hørt de ugude¬
ligste at bande: Daz der Donner und Blitg sle erfchla¬
gen mochte! og det med saadan Ærbødighed at haaren
reyste sig paa mit Hoved. O! hvilket forskrækkeligt For¬
langende! o! Synder! o! Almagt!
Den unge Passager, som for nogle Uger siden er
kommen tilbage fra sin udenlandske Reyse har allerede bragt
det saa vidt, at man nu ikke troer et Ord, af alt hvad
han siger, uagtet at han meget færdig bander derpaa.
Jeg saae engang en ung Herre at giøre en Eed
for Retten. Han stod ved denne Ceremonie, som en
Dansemester paa et Bal. Der var intet paa hans Postyr
at udsette, uden det, at han holdt Fingrene i Veyret, og
Hatten under Armen.


Da jeg i alle disse gresselige Tanker var kommen
til Porten og gik om af Volden, saae jeg fiire Soldater,
som skulde lære Haandgrebene med et Gevæhr. Deres
Læremester brugte gandske nye og besynderlige Eeder, som
han ventelig har bragt hiem med sig fra Hvervingerne.
Jeg troer gandske viste, at det var Kalmukkiske Eeder,
som han havde oversat paa tydsk. Men jeg kunde og til¬
lige see, an han brugte ingen ret Læremaade. Han ban¬
dede og pryglede. Jeg tænkte: Dine Lærlinger vil gand¬
ske vist ved alt dette Arbeyde hastigere lære at bande paa
et fremmed Sprog, end lære eet eneste Haandgreb ret.
De Fornemme bander mindre, end de Ringere.
Jeg kiender mange Supplicantere, som ønskede, at deret
Patroner vilde bande paa, at de vilde hielpe dem; men
derudi handler de meget viiselig, for sine Aarsagers Skyld
ey at blive meensvorne.
At bande og bryde en Eed vil ellers i disse Tilr¬
ikke sige meget. Af Prædike=Stolen hører man vel under¬
tiden saadanne Talemaader, men de ere og ligesaa hastig
forglemt som heele Prædikenen.
Dersom det var min Maade at bande, turde jeg
bande paa, at ingen af mine Læsere og endnu mindre no¬
gen af oven anførte Bandere vil bande mig, fordi jeg i
dette Blad har viist Eeder og Bander i sin græsselige Ve¬
derstyggelighed, og at den Last, der er ligesaa ringe agtet,
som den er almindelig, giør alle dens Elskere for
hadte og afskyelige i alle fornufti¬
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 20.
Onsdagen den 15 May 1765.
J¬
ust da jeg vilde gaae yiden Porten (thi i May Maa¬
ned har jeg i Sinde ret at fornøye mig, førend 11
Junii kommer) fik jeg følgende Skrivelse, som gav
mig Materie til dette Blad:
Min Herre!
De maa ikke tænke, at jeg, for at give mig
g nogen Hevn, beder Dem, at indrykke dette i Deres
Blade. Ney. Det steer allene, for, om det var mue¬
ligt, at kunde rette en lige saa særdeles, som alminde,
lig Feyl. En af mine gamle Bekiendtere, er bleven
gandske ukiendelig for sig selv, og hvad Under da, at
han ey kiender mig og andre sine lige. Dog sparer han
ingen Umags for at lære at kiende sig selv. Han er ey
saa slet enfoldig, at han jo veed, denne Kundskab er den
vigtigste. Til den Ende bærer han nu et Speyl bestan¬


dig i Lommen, og dette siger-ham, at han et gandske
fuldkommen. Han beundrer sig selv fra Top til Taae;
Han priser sin Skaber, jeg mener, Skræder; Han ly¬
der sine Creditorer, den Lovsang er billig; thi paa de¬
res Godtroenhed berøer den heele artige Figur. Jeg
mødte denne Ukiendelige forleden i Haven, og efter Sæd¬
vane hilsede ham. Han saae paa mig; men, i Stedet
for at hilse igien, tog han sit Speyl op, jeg tænker, for
at vilde see i Speylet, om der endnu var noget kiende¬
ligt hos ham. Jeg vil ikke giøre noget særdeles Træl
af hans Lineamenter, eller nøyagtig Beskrivelse over hans
nye Klædning, at han ey skal blive beskiemmet og kien
delig for andre, men, at han kand vide, at Folk kien¬
der ham, i hvor ukiendelig han mener at være, har jeg
bedet min Herre at bekiendtgiøre dette. Maaske han
deraf kand lære at kiende sig selv uden af det bedragelige
Speyl, som dog aldrig kand sige ham denne Sandhed:
At Klæder forskaffer ingen Dyd, og en Skræderer
ingen Skaber." Jeg forbliver:
Denne artige Ubekiendte, som har sendt mig den¬
ne Skrivelse, tillader mig vel uden Fortrydelse at sige han
at det lader, som han ikke veed det gamle Ordsprog: Klæ¬
der giør Mennesker. Ja end mere, vittige, kloge, ar¬
tige og fornuftige Mennesker. Og skulde da saadantel
velklædt Menneske, som Klæderne forskaffer saa mange Yn¬
digheder, forglemme baade sig selv og andre, er det jo vel,
at han har et Speyl i Lommen, som dog i det mindste kand
sige ham, at han har menneskelig Skikkese.
Jeg stak Brevet i Lommen, og gik uden Porin
for nærmere at overveye denne Sag. Jeg erindrede u¬


derpeys, hvad den vidtberømte Anton Pansa fortæller
pm sig selv: med hvilket ærbødigt Øyesyn han ofte besøgte
sin Skræders Værksted; han saae grant, hvad Fortieneste,
Dyd og Fornuft der fremvoxte under Skræderens skaben¬
de Hænder, ja, ham syntes, at der fremsprang en lille
Herre ved hvert Stil af hans Naal. Pansa kom engang,
og med dyb forundring betragtede Skræderen, som just var
i Færd med at skabe en vigtig Person, men var meget mis¬
fornøyet, fordi fløyelet ey kunde række til at afbilde den
vægtige Bug. Den ene Svend Arbeydede af alle Kræf¬
ter paa en Stræng Junger. Paa Bænken laae en stor
mængde Spradebasser, elskværdige unge Smaaherrer, og
sukkende Elskere, hvilke med Utaalmodighed syntes at op¬
pebie deres Skadning og deres artige Væsens Udbredelse.
Alle disse skulle beslaae af lutter Fløyeler, rare Stoffer og
kostbare Silketøyer. Under Bænken laae en stoer Mæng¬
de slettere Klæde og Tøy for Lærde. Kunstnere og andre
ringere Skabninger. Paa Væggen hang to unge gandske
færdige, som ret hovmodede sig over en Poets gamle Klæ¬
der, som laae bag Døren for at forbedres. Her stod
Pansa hos Mesteren, holdende sin Hat under Armen, og
blev staaende længer end en Time i saadan ydmyg og er¬
bødig Stilling, som naar man er i fornemme og store
Mænds Sælskab. Hans Høyagtelse for disse Klæder,
som kunde giøre faa store Mirakler, var gandske billig,
efterdi Legemet, som ofte stikker i dem, synes os ligegyl¬
digt og af ingen Vigtighed, saa forbinder, og vores Pligt
os til, at paatage os saadan en ydmyg Mine, naar vi seer
disse Klæder, uden deres Legeme, som de af en Hændelse
tilhører. Men det er og lige saa billigt, at enhver, som
ellers ikke besidder nogen Fortieneste uden den, de har de¬
res Klæders Anseelse at takke for, aldrig tilegner sig den
Æres Beviisning, som disse Klæder forskafer dem, paa


dek, at man ikke, just efter denne store Antors Forslag,
skal nødes til at forandre Talen i Complimenterne, og
naar man møder saadan en vel oppudset uden Dyd og
Fortienester, aldrig at sige andet til ham, end: Min Her¬
re! jeg har den Naade allerydmygst at forsikre Deres
prægtige Vest min underdanigste Ærbødighed; jeg uicom¬
menderer mig til Deres velskaarne Klæders naadige Be¬
skyttelse, Fædrenelandet kand ilke noksom beundre Deres
kostbare Opslages Fortienester; Himlen bevare Deres
Fløyels Kiørtel endnu i mange mange Aar til Kirkens og
vor Stats Beste o. s. v. Af saadanne Tanker var Pan¬
sa. Og at disse Tanker ikke ere saa aldeles urimelige, som
maaske nogle vil mene, da har en tilforladelig Mand, en
Pave selv allerede indseet den store og fortræffelige Nylt,
som Klæderne tilbringer os: Tvende Cardinaler besøgt
engang Pave Julius den Tredie a en stor Heede, da Luf,
jen var meget varm. Cardinaleøne fandt Paven i han
Gemak paa hans Pallais, hvor han havde afdraget sin
Klæder, og gik og spadserede allene i hans inderste Kl¬
der. Han nødle Cardinalerne til at giøre det samm,
og derpaa spurgte dem, hvad de meente, Folk vilde sigt om
dem, om de saaledes skulde lade Sig see paa Gaden uden
noget anseeligt Følgeskab? Man vilde svarede de, holde
os for de ringeste af Pøbelen, og maaske kaste Skarn paa
ps? Vel an! sbarede Paven, saa erg vi j vore Klæder
stor Tak skyldige, efterdi de ete saa vigtig en Aarsag til
at man ikke holdes for Pøbel og gemene Folk.
41d.
a upau
mu) "Men at min Hr. Correspondent ikke skal blive son
trydelig ved at blive operbeviist af saa anseelige Mænd vin
sin Uvidenhed, ligesom han var den enteste enfoldige, som
ey vidste, at sette tilbørlig Priis paa prægtige Klæder, vil


jeg vise ham hans Ligemand i denne eenfoldige Tænke,
212
maade;
Caspar Bruschius, en akm og fattig Poet, op¬
holdt sig engang til Bæsel, og levede af de Foræringer,
som Abbeden og Abbedinden gave ham, hvis Kloster
han beskrev paa Vers. Disses rige Gavmildhed satte
ham engang i den Stand, at han lod sig giøre en nye
Kiædning. Sagsnart han jod sig offentlig see i denne,
saae han med stiørsig Forundring, at alle Folk hilsede ham
meget ydmyg, og de, som sadde, slode ærhødig op for
ham. Han mærkede ftrax, at han alleneste kunde tilskrive
sine nye Klæder al denne Æres=Beviisning. Hvorudover
denne underlige Mand ærgrede sig saaledes over denne Æ¬
re, som han alleneste havde sine Klæder at tilskrive, at han
gik hiem, og gandske sonderrev sine nye Klæder. Denne
Poet var jo lige saa eenfoldig, at han ey endnu vidste, at
Klæder giør Mennesker, ja, agtede og ærede Men¬
nesker.
Jeg har undertiden hørt denne Talemaade, naar
Tienerne skulde sige, hvem der forlangte Herren eller Fruen
i Tale: Det er en Ubekiendt, og er meget slet klædt.
Siig: jeg er ikke vel, eller jeg er ikke hiemme. En an¬
den Gang. Der er en fornemme Person, som begierer at
tale med Herren, jeg kiender ham ikke, men han er præg¬
tig klædt. Beed ham at trine ind i den beste Stue.
Af alt dette sees jo klart, hvad Fortrin prægtige Klæder
har for de slette. Verden vil bedrages, og derfor bliver
den bedraget. Saa nødvendigt det derfore er, at klæde
sig, med Attico, net, dog tarvelig, saa daarligt er det der¬
imod, at vilde hovmode sig af nogle prægtige Klæder, og


at vilde kaste Foragt paa dem, som ey har Mod nok til at
J disse
giøre sig til en Daare og Modens Pedant.
Tanker kom jeg uformærkt ind i en Have. O! hvilket
prægtigt Syn! Her stode Blomsterne i den yndigste Flor;
Hvert Slags var iført sine paa Tusinde forskiellige og ube¬
gribelige Maader skaterede Klæder. Ak! tænkte jeg: vil¬
de den, som bryster sig af sine prægtige Klude, rettelig
betragte disse Naturens Kunststykker, deres Farver, deres
Prydelse og Adkomst til samme, da skulde han see, al sin
Pragt, ja, laante Pragt, var kun et Intet at regne imod
det mindste Blomsters Herlighed. Ja, her kunde han og
betragte sin Prydelses Varighed. J det samme faldt mi¬
ne Øyne paa en uanseelig Nat=Viol, som stod afsides.
Ved dette Syg fornøyede jeg mig inderlig, og vil, om jeg
kand, fornøye mine gunstige Læsere med mine Tanker over
denne ringe og uanseelige
Nat=Viol.
Nanten underlig uddeler sine Gaver.
J denne Nat=Viol jeg et Exempel haver.
Den som et Afskum staaer udi et Urte=Bed,
Den uanseelig er og uden Deylighed.
En Torn, en Tidsel, en Skarntyde, ja, en Nelde,
(Hvis en udvores Pragt kend ellers noget gielde)
For denne NatViol i Sandhed Prisen bær.
Blandt Blomsterne den snart jo allerhæsligst er.


Dog har Naturen end deri saa sparsom været,
Og den en bedre Pragt og Klædning ey foræret.
Da har den noksom paa den Mangel raadet Bod.
Den elskes, for dens Lugt er angenem og god.
Naar Natten stunder til, og Aften=Solen smiler
Naar andre Blomster sig tillukker og sig hviler;
Da slaaer den i sin Flor, og lugter allerbest,
Ja, dem til Skamme giør, som prydet aller¬
meest.
Ret ligesom at den ved Dagens Lys sig skammer,
Naar andre Blomster staaer og af sin Klædning
brammer,
Og har Tilskuere i største Hobetal.
Man af Undseelse den da ey lugte skal.
Af det udvortes man derfore ey maae dømme.
Hvor slet Viglen seer, man den dog maae berømme,
Der ofte meget got kand skiules af en Palt,
Og Viisdom ofte boer i ringeste Gestalt.
Af denne Nat=Viøl jeg tage vil Exempel.
Og stræbe at jeg kun kand bære Dydens Stempel.
Saa er det ligegot, om Kiortelen er slet;
Thi Pragt forudin Dyd giør ey til Men¬
naster.
Noget


Noget Nyt.
Man har forekastet mig, at jeg i mit Rumer 3
lod mine Patroller saa flittig erkyndige sig om den hurti¬
ge Seylere, men den Tid kunde ikke kiende ham, nu da han
af sig selv fremkommer, og vover sig aabenbare ud paa den
aabne Søe og farlige Dyb, for at giøre saa vigtig en Prø¬
ve har jeg gaaet ham stiltiende forbi. Det er sandt, det var
i Sandhed værd at tale om. Mange ønskede, at vide,
hvorledes denne anden Prøve løb af. Jeg skal sige Dem
det, mine Læserel Baaden løb ikke, men Aaae gandske stille
ved Kalkbrænderiet. En Raquette brændte løs, den gav
et Fut, og dermed var Prøven giort --- - Er det
at seyle hurtig, vil man spørge? Ja, giv kun Tid. Den
skulde have
Hvad skulde den? Ey giv dog
Tid. Den skulde seylet i - - Hvor hen? Det er
dog forbandet, med den Nysgierrighed, lad mig tale ud¬
Den skulde have seylet til Helsingøer - -- Kom den
der? Nu er det galt igien. Ney, den laae gandske stille,
og derfor har jeg tiet stille. Den skulde have seylet, men
kunde ikke, fordi at - -- Hvorfor? Fordi at Sey¬
leren vil giøre den tredie Prøve, og da faaer man vist
nok et Mirakel at see; thi den tredie Prøve vil han giøre
for intet, og bliver den da som de 2de første, er det dog
et Mirakel, at han, ikke som andre Projectmagere, har
gjort noget for Jnlet.
Forgangen Aften var i en af Gaderne en meget
usædvanlig Sang. i En gammel Kone, som var meget
Hæs enten af Raaben eller af Brændeviin, raabte og band¬
te græsselig med Holsteensk Sild, da de uforskammede
Drenge vrængede efter hende. Hun raabte: skal J ha--
(hun bandte) Holsteensk Sild == (hun bandte) skal J
ha-= (hun bandte) Flekke=Sild == (hun bandte)
skal J ha Reddiker =- (hun bandte)
Pi-4er.
Af disse approberede Uge-Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 21.
Onsdagen den 22 May 1765.
J¬
eg sagde mine Læsere i mit forrige Blad, at jeg i
denne Maaned for Alvor vilde forlyste mig uden
Porten, hvilket jeg og skal holde som en ærlig
Karl. Men hvor fortrædeligt er det ikke, at Luften, og
det usladige Væyr ey vil rette sig efter vore menneskelige
og ustadige Forlystelser. Er vel saa kold en May tillade¬
lig? Der turde vel findes dem, der lige saa dristig tør la¬
ste Himmelen, som Jorden. Tænk engang! allerbest som
jeg tillige med andre spadserede i en Have uden Porten,
kom en stærk Regn. Nogle søgte til Have=Stuen, for at
fordrive den ubehagelige Tid med nogle fiirkantede Blade;
andre, hvor iblant jeg, uroest, var, kryb ind i Lysthuset,
hvor vi sad og knebrede saaledes af Kulde, som den fiineste
Fruerhund i Hundedagene. J det samme kom en gammel
Mand og satte sig ind til os. Han taugde gandske stille,
og jeg mærkede vel, at han ikkun satte sig ind til os for
Regnens Skyld. J saadan Taugshed betragtede jeg ham


gandske nøye. Hans Klædedragt kom mig noget mistæn¬
kelig for, saasom den var efter alle Mathematiske Regler;
thi nu skal de jo hænge frit? Hans Kaarde stak ud igien¬
nem Folderne med Fæstet og holdt en Horizontal=Linie.
J Steden for Halsbind og noget Sort, som skiuler det
Hvide, havde han en lang Halsklud, som var lagt i Fol¬
der, og hængte accurat ned til det syvende Knaphull i Ve¬
sten, hvor den var indstoppet saaledes, at Enderne med
Fryndserne stak ud af det aattende Knaphull. Hænderne
vare gandske reene, hvoraf jeg sluttede, at han den Dag
ikke har havt mange Penge imellem Hænder, og altsaa ikke
var Kiøbmand. Dog seer man ikke saa mange skidne Næ¬
ver af Penge, siden vi fik de smaa Sædler, saa de og saa
vel i denne som andre Henseender ere meget nyttige. Tøm¬
mermester og Grovsmed er han heller ikke, eftersom Fin¬
grene vare saa smidige. Bedemand kand han heller ikke
være; thi da maatte han have gjort flere Complimenter,
da han kom ind til os. En Rangs=Person kand han umue¬
lig være, eftersom han satte sig nederst. Af den langhaa¬
nede Peryk, skulde man snart tænke, han var Philosoph.
Jmedens jeg betragtede ham saaledes, betragtede han lige
saa nøye Kielder=Pigen, saa ofte hun kom ind til os, for
at give de forlangte Forfriskninger, han gjorde hende og
iblandt saadanne forliebte og giennemtrængende Øyelast,
Haven giver
som de Adonis Steen=Statue i --
fra sig. Men hvad skulde den unge Pige med disse gamle
og matte Øyekasi? Hun gjorde et dybt Knik, slog noget
haant med Nakken og smuttede bort med Flasken. Nu
var jeg færdig at troe, at han var Poet; thi Fontenelle
siger jo, at Kierlighed er Moder til Poesie. Jeg ønskede
allene ved mig selv, at denne Mand dog vilde tale, for at
høre om han talte i løs eller bunden Stiil, simpel eller høy¬
travende, læxt eller ulæxt. J det samme kom en deylig


broget Sommerfugl flyvende ind i Lysthuset, og satte sig
paa denne Mands høyre Arm. Han, efter at han nøye
havde betragtet den, var saa høflig, at han tog den gand¬
ske sagte ved Vingerne, og lod den flybe igien. Jeg tænk¬
te, det er sikkert den berømte Physicus, som lader Edder¬
kopperne hekke i hans Studere=Kammer, ligesom andre skik¬
kelige Folk lader sine Canarie=Fugle hekke i Vinduerne.
Sommerfuglen fløy derpaa hen paa en andens Skulder,
men som jeg mærkede, var han ikke meget for dennes Be¬
kiendtskab, han slog til og traf dette usle Dyr saaledes, at
den faldt død ned til Jorden. Den arme Fugl, sagde
Philosophen sukkende, den maatte døe; et Dyr, som hav¬
de saa meget menneskeligt ved sig i -- (Jeg lurede
og eftertænkte: et Dyr, som har saa meget menneskeligt
ved sig? Denne Mand er vist nok Philosoph. Han kand
ikke være andet. O! gid han vilde tale noget mere! Jeg
gider meget gierne hørt gamle Folk at tale; thi af dem hø¬
rer man det Fornuftigste. J det ringeste burde det saa at
være) Philosophen mærkede min taugse Opmærksomhed og
sagde: Fald ikke i Forundring derover. Saavel dette
Dyr, som alle andre Jnsecter, har sine Forretninger paa
Jorden, som vi Mennesker. Den ene Orm har dette, en
anden noget andet at forrette. Denne smukke Sommer¬
fugl, (blev han ved) maatte døe, just da den første Gang
i denne Maaned havde trakt sin deylige Sommer=Klæd¬
ning paa. Den vilde ikke lade den blive fordervet af Reg¬
nen, derfor søgte den efter et tørt Sted, men maatte og
derover sette Livet til. Kryber vi Mennesker ikke i Skiul
for stærk Regn? Havde denne Sommerfugl havt et be¬
qvemt Sted for os, og vi vare gaaet ind til den, for at
bevare vort buntede og brogede Væsen, da vilde den virke¬
lig have taget høflig imod os, og holdt sig det for en Ære
og Fornøyelse at bevise os saadan Kierligheds Gierning.


De fleste Mennesker foragter alle Insecter, omendskiønt der
baade i dem selv og deres Forretninger kand findes noget
underligt og stort. Denne Sommerfugl har lige saa vel
som en anden Skabning havt sine Forretninger i Naturens
Rige. Man veed af Erfarenhed, at den er en Fiende af
alle Træ=Lusene, og nærer sig af Duggen, af hvis søde
Draaber, som ligger paa Træernes Blade og Kornet paa
Marken, der voxer Orme, Følgelig er den til vor Nytte.
Vi Mennesker skulde i Almindelighed for vor egen Nyt¬
tes Skyld, giøre os Natur=Læren lidt mere bekiendt ---
Ga, svarede Verten leende: Det kunde vær for
saa vidt, got nok, dersom man ikke maatte frygte for, at
man skulde sulte ihiel, ved at slagte og betragte en Flue)
J det mindste, sagde Philosophen, var dette at
Studium for dem, som lever af deres Rente=Penge, og
haver ikkun med Ting at bestille, som hverken er til Nytte
for deres Fæderneland, dem selv, eller deres Efterkom¬
mere. Enhver Rig, som ingen vigtig Betiening har
havt, har, vil have, eller kand forestaae, skulde være for¬
pligtet til, at opfinde noget nyttigt Nyt i sin Levetid, eller
og halve Deelen af hans Formue skulde være forfalden til
den, som har opfundet noget i sær til det almindelige Be¬
ste. Skulde saadan een, som uden nogen sin Fortieneste
og ligesom af en Slumpelykke har arpet sine Midler, ikke
ogsaa forrette noget nyttigt, som kunde være tienlig for
Landet? Man forlanger just ikke, at han skal opfinde et
nyere og bedre Slags Krudt, det gamle har allerede viist
Prøver nok paa sin Virkning. Han skulde ey heller spe¬
culere paa at giøre Guld; thi hvorfor skulde han giøre sig
til Nar, fordi han havde Penge, og miste de samme?


Han skulde ey heller kløve Brænde; thi Dagleverne beder
vel og om det daglige Brød. Men det kunde være nok,
om en Rig, som intet andet forretter, end at han læser
Kiøkken=Sædelen igiennem om Morgenen, og betids for¬
bedrer den med nogle Anmærkninger efter den nye Smag,
og efter Middag strækker sig halvanden Time paa en Ca¬
nape, vilde bruge sin Fornuft, om det var alleneste til at
opfinde et nyt og forbedret Oplag af Rotte= og Muse=Fel¬
ler. Derved vilde saadan en giøre sig udødelig, ja meer
udødelig, end om han i levende Live forud betalte 10 Rd.
til en Poet, eller en anden, som skulde holde Lovtale over
ham. Hvo kunde bedre og lettere opfinde noget Nyt og
Nyttigt, end de, som har Tid og Penge nok dertil? Skal
den Fattige giøre det? Maae han ikke foretage sig det,
hvormed han kand fortiene sit Brød? Monne han ikke vil¬
de sette sig og sine i slettere Omstændigheder, naar han vil¬
de tilbringe Tiden med at speculere paa de Ting, som vare
uden for hans Circul, Folk vilde detsuden sige: Den Nar
skulde have blevet ved sin Profession, saa havde han havt
sine Udkomme; Han skulde have ladet disse Grillenfænge¬
rier blive uden for hans Hoved; Han skulde have overladt
det til dem, som ikke havde andet at bestille, og som havde
kundet udført det. Det anstaaer altsaa en Rig bedre.
Men skulde en rig Dagdriver have en alt for tynd eller for
tyk Hierne, at han, i sin hele Livs=Tid, intet skulde kunde
opfinde, som enten kunde være til Nytte for Menneskene,
Creaturerne eller ham selv, saa burde han paa en høflig
Maade erindres om, at han for Betaling skulde tage sig
en fornuftig Mand til Hielp, paa det at der kunde komme
noget fornuftigt ud ved dens Hielp, som havde Fornuft,
og dens, som eyede Penge. Var det umueligt at udbrin¬
ge noget størt, kunde man vel dog finde paa Smaating.
For Exempel: Hvorledes man skulde opfinde et Middel til


at fordrive Kaal=Ormene. Var det ikke lige saa nødven¬
digt, som at opklække Silke=Orme? Jeg talte engang med
en gammel Bønde, som endog under sit svære Arbeyde
havde opfundet mange nyttige Ting i Landvæsenet, denne
Mand viiste mig sit Kaal=Land; see! sagde han, der seer
J en herlig Urt. Men der skulde findes alt for mange
Munde til den, og efterlade mig og mine ikkun saare lidet
til Vinter=Føde, dersom jeg ikke af en Hendelse var kom¬
met efter, at Hamp er en Pest for de forbandede Kaal=Or¬
me. Jeg blev vaer, hvorledes en Kaalstok, som stød ved
nogle Stængler Hamp, var gandske urørt, da næsten al
min anden Kaal var opædt af Kaal=Orme; jeg saaer alte
saa noget Hampe=Frøe i Kaal=Landet. Seer J ikke, hvor
deylig den staaer, da derimod min Naboes er halv opædt.
Den Rige og hans Fornuftige skulde saaledes hø¬
ve en angenem Tidsfordriv ved deres Opfindelser, om de¬
endog vare aldrig saa ringe, naar de dog vare nyttige.
Dog troer jeg den Fornuftige vilde finde den største For¬
nøyelse derover. De Rige høres ofte, at klage: Tiden
giøres dem lang; de har ingen Tidsfordriv; de veed al¬
drig, hvor de skal hen, for at tilbringe den Tid, de en¬
gang vil ønske, at have brugt rettelig. Dersom jeg skulde
være saadanne Folkes Raadgiver, naar andre Erindrin¬
ger vare forgieves, vilde jeg raade dem, at de vilde være
saa gode, og lade sig slaae ihiel. Kand ikke et Menneske
hvert Øyeblik finde paa noget Got at giøre? Jeg er over¬
beviist om, at et Menneske, som kand tænke, kand Tiden
aldrig falde lang, naar det vil tænke ret, og ikke, som den
Engelske Spectator siger:
Han


Han løb forvildet om, og vidste selv ey hvad.
Han fløytede: thi han paa intet tænke gad.
Kand ikke den, som har Overflødighed paa Al¬
ting, men allene Mangel paa Arbeyde, betragte denne
Sommerfugl? Kand han ikke udforske dens Herkomst?
Han veed vel ikke engang, at dette Dyr har først været en
Kaal=Orm, som efter nogen Tids Forløb fik disse Vinger,
som tiener Menneskene til Modeller paa deres Klæder?
Jeg sagde tilforn, at denne Fugl har meget menneskeligt
ved sig, og naar jeg vender det om, kand jeg sige, at Men¬
nesket har meget af denne Fugl ved sig. Seer man ikke
de allerdeyligste Farver paa denne Sommerfugls Klæder?
(Philosophen tog dettte Creatur op, og viiste os dens bun¬
tede Klædning.) Er det ikke noget uforligneligt? --
Verten spurgte: om dette var en Han eller en
Hun?
Saavidt, sagde Philosophen, har Naturkyndiger¬
ne endnu ikke bragt det, men det er dog gandske formo¬
dentlig, at der findes en Slags Forskiel paa deres Lege¬
mer. Jmidlertid fører alle Sommerfuglene af dette
Slags sig meget got op i Klæder. Dersom jeg turde
skiertse, kunde jeg sige, at de pyntede sig ligesom vore un¬
ge Herrer og Damer. Men dette gav Naturen hine;
disse derimod faaer deres Stads af Mennesker, som enten
strax eller til en Tid vil have Penge derfor. Jmidlertid
har dog Mennesket og Ormen en smuk Klædning paa
Kroppen; og jeg tvivler paa, at Sommerfuglens Arvin¬
ger nogen Tid skal blive manede for den resterende Gield


paa de Klæder, som den har opflidt. J denne Post afi¬
ger Ormen fra Menneskeligheden. -- -
Ha, ha, ha, sagde Verten, hvor den gamle
Mand kan snakke! ha, ha, ha. Drik engang min Herre!
Lischen! En halv Flaske gammel Viin til denne gode
Mand. - - Ha, ha, ha, dersom min Naboe ikke havde
været saa forelsket i smukke Klæder, og han med Kone og
Børn vilde see meere brogede ud end de smukkeste Som¬
merfugle i heele Verden, havde han været her endnu, og
Creditorerne havde ey saaledes klippet hans Vinger, at
han maatte krybe ud af Landet. Ha, ha, ha!
Det blev ved at regne, og jeg var meget ilde brudt,
fordi jeg ey kunde komme ind til Byen, for al faae noget
Nyt til mit Blad, som skulde være færdig til den bestemte
Tid. Jeg bad derfore Verten om et Værelse for mig
selv, og tillige at laane mig Blek, Pen og Papiir. Ver¬
ten spurgte meget hyppig, hvad jeg vilde med det Verktøy,
om det ikke var fornøyeligere at trine ind i Spille=Stuen.
Jeg undskyldte mig det høfligste jeg kunde, og svarede, jeg
havde den Maade at skrive mine Drømme saasnart jeg
vaagnede. Jeg fik det forlangte, og da jeg havde ingen
anden Materie, skrev jeg om Natten denne gamle
Philosophes Tale. Det er dog nyt, saavidt
jeg veed, at tale saa meget om en
Sommerfugl.
Af dise apraberede lge=Blade udgaaer et hver Fordag


Patrollen.
No. 22.
Onsdagen den 29 May 1765.
M¬
ine Læsere erindrer pel, at jeg i mit siylle Blad
maatte bede om tørt Væyr, og blive uden Por¬
ten, hvor jeg skrev mit forrige Blad om Nate
ten. Jeg var altsaa tidlig paa Færde den følgende Mor¬
gen. Pigen, som i Dagningen bragte mig Caffe, og som
havde fornummet den Pyslen paa Kammeret om Natten,
spurgte, hvorledes jeg havde sovet. Jeg troer, sagde hun,
det har spøget heele Natten hos Dem. Den gamle Mand,
som De saae i Lysthuset i Aftes er her og endnu. Det
gamle Spøgelse kom ind til mig, just da jeg stod i min
Klokke, og forlangte Caffe. Jeg bad hende, bede ham, at
giøre mig Compagnie. Han kom, og saasnart vi havde
drukket Caffe, toge vi Afsked. Underveys havde jeg den
største Fornøyelse af denne gode gamle Philosoph, som nu
og da yttrede sig med sine Betænkninger over forekommen¬
de Ting. Jeg vil igien giøre mig en Fornøyelse af at for¬
tælle mine Læsere nogle af hans


Betragtninger en Sommer Morgen.
Det var det behageligste Væyr. Luften var ren,
og alting formedelst den faldende Regn vat frisk og leven¬
de. Der var saa tidlig om Morgenen en behagelig og an¬
genem Stilhed over alt. Jeg mærkede paa den gamle
Philosoph, at han fandt sig ikke mindre fornøyet end jeg,
som i en dyb Henrykkelse over denne behagelige Morgen¬
stund taugde, og ventede, den Gamle skulde begynde at
tale (thi jeg mærkede, han tænkte paa noget, og jeg lader
altid de Gamle tale først.) See! sagde han, i det sam¬
me smiilende: See hvilken prægtig Circul, der omringer
os! Sde hvilken pyntet og prydet Jordklode! See hisset
i Østen, hvor Morgenrødens Straaler alt meer og meer
formindsker det behagelige Tusmørke. Dagens Bebude¬
re, Solens Forløbere, Morgenstiernen har allerede forstul¬
ket sig. Solen, dens Herre, er ikke langt borte.
J det samme blinkede dette alle Tings oplivende Øye, og
ligesom med en Purpurmund kyste de nyelige udsprung
ne Træernes Toppe, og med sine Guldfarvende Straaler
omfavnede Jordens forhøyede Deele, Bierge og Høye.
Himmel! hvilket henrykkende Øyeblik! Alting blev sat i
Bevægelse. Nattergalen slog saaledes, at de dybe Dale
og dens grønne Lunde fordoblede den saa kunstige og paa
tusinde Maader forskiellige Lyd, som gav det angenemeste
Echo i den hvelvede Skye. Den toppede Lerke havde alle¬
rede høyt opsvinget sig, og med sin igiennemtrængende
Stemme ligesom bød Dagen velkommen, og sang sin Mor¬
gen=Psalme. Kukkeren igientog idelig sit eget Navn; Det
gandske vingede og musicalske Chor holdt den angenemmet
ste og harmonerende Concert, som opfyldte det heele Luft¬
Rum, fra den skingrende Lærke ved det høye Himmel¬
blaa, indtil den qvidrende Rør=Jriske i den sumpige Mose.


Hør! sagde Philosophen, i det vi stode stille, hør, hvor
disse Ufornuftige ere færdige ved den oprindende Soel med
enstemmige Munde at prise deres Skaber. Monne disse
stakkels Fugle ikke beskiemmer mange af de saa kaldede
Fornuftige? Monne der ikke være mange blandt de sidste,
som aldrig har seet, og endnu mindre med Sindets og
Forstandens Øye rettelig betragtet Solen i sin prægtige
Opgang, og priset den, som bød Lyset at fremskinne? Hvor
mange løber ikke efter, og ere meget nysgierrige for at see
en Brud eller Brudgom; men hvor faa ere vel de, som i
Stæderne, hvor Leylighed gives, vil bryde en Morgen¬
Søvn, for at beskue den støre Dagenes Regenter i sin yn¬
dige Morgenglands og Guldstukne Klæder, der som en
pyntet Brudgom fremtriner af sit Sæde, de forunderlige
Morgen=Skyer, og, i Betragtning af saa stort et Gode,
med en ydmyg og ærbødig Morgensang at prise det høye¬
ste Gode? - I det samme bøyede den gamle Mand
sig til Jorden, og med sit Glas betragtede nogle Myrer,
som løb over Veyen. See! sagde han, hvor vel den be,
hagelige og sindrige Virgil har beskrevet disse vinskibelige
Dyr. See, hvilken Fodstie de allerede har banet sig ved
sit flittige og duelige Traven frem og tilbage. Disse smaa
Dyr har i Sandhed været tidlig paa Færde, imedens de
allerede har saa forslidt og fortrampet denne Fodstie. See,
hvor de løber hid og did, alle geskieftige. Monne ikke
disse smaa og foragtede, dog nyttige Dyr beskiemmer man¬
ge lade Buge? Du Lade, siger Viismanden, gak til My¬
ren, og bliv viis. Men ak! denne Viise er maaske ble¬
Just
ven en Daare for mange selvkloge Daarer! -
snurrede en Bie forbi vore Ører. Atter et stort Beviis,
paa Flittighed, sagde Philosophen, denne Bie har maaskee
langt hiemme. Den er og tidlig kommnet ud at søge og
samle ind til Fremtiden. Den benytter sig af den beley¬


lige Tid, dog uden tvivlagtig Bekymring for den tilsiun¬
dende. Denne Bie trak vores Opmærksomhed til sig.
Den satte sig paa et Blomster, og søgte lige til dets Jn¬
derste. Den havde alt faaet en deylig guul Kage samlet
paa det ene Laar, og nu stræbte at forsyne det andet lige¬
ledes, at den heel belæsset kunde blive ved dens Hiemkomst
vel modtaget af sine Medarbeydere. En forunderlig Re¬
publik! sagde Philosophen, bestaaende af saa duelige Bor¬
gere, hvoraf enhver har sine Forretninger; nogle kand an¬
sees som Bygnings=Mestere, nogle som Handtlangere og
nogle ere Jndsamlere; men alles Forretninger sigter stil
det almindelige og gemene Beste. Jkkun Vandbierne ere
uduelige, og nærer sig af deres flittige Medbrødres Sveed,
og Arbeyde. Men i hvad Republik, Stad og Land fine
des ikke saadanne Vandbier. O! vilde de Fornuftige ta¬
ge Exempel af disse vinskibelige Dyr, og ey ligge paa den
lade Side, men ved Flid og Arbeyde forsyne sine Kieldere
og Spisekamre i rette Tide, alt i Tillid til Forsynets Vel¬
signelse, og i alle sine Gierninger have det almindeligt
Beste og Huus=Behov mere for Øynene, end en deylig
Stadse=Stue! Man skulde da ey høre saa mange utidigt
Klagemaal. Vandbierne, som trækker Hønningen fra de
Fattige og Flittige, skulde tilholdes at arbeyde, eller og
gandske forjages, som unyttige og skadelige Creature i en
Republik. Da skulde man see heele Lande, Stæder og
Huse forsynet med alt fornødent, ligesom man kand see en
med Vox og Honning tilpakket Biekube.
-J det vi
betragtede denne Bie, faldt Philosophens Øyne paa den
lille og deylige Urt, Verges mir nicht. See! sagde
han, og tog den op i Fingrene, denne lille Urt, saa vel
som alt det øvrige fortiener en værdig Eftertanke; men
hvo har kundet bedre og med finere Træk afpensle dette
deylige Blomsier, end vor udødelige Patriotiske Til¬


skuer? Naar han siget: Ney, jeg vil ikke glemme Dig,
du lille Urt, med alt for stoer Ret fordrer Du min Op¬
mærksomhed; Dive smaa Himmelblaae Blade, i hvis
Middelpunkt en rødlig guul Prik glimrer, synes ret i
smaat at afbilde den paa den Himmelblaae Hvelving,
glimrende Soel, af hvilken Du og laaner Din alt for
ofte ubemærkte Skiønhed; thi jeg flutter, at en skiø¬
desløs og uopmærksom Ligegyldighed først gav Anled¬
ning til Dit paamindende Navn. Lær mig, Du smukke
Blomster, til Belønning fordi jeg ikke glemte Dig,
hvorledes hans Øye, hvis almindelige Forsorg saa her¬
ligen klæder Dig med meer end Kongelig Pragt, hvor¬
ledes det med en endnu ømmere og besynderligere Om¬
sorg er henvendt paa mig. Lær mig fra Dig at slutte,
hvorledes ikke et eneste af mine talte Hoved=Haar uden
hans Tilladelse kand røres. Saa aldrig qvælende Næ¬
rings=Sorg, men ikkun Bekymring for, at vorde sand
nyttig, maae opstaae i mit Bryst; men at Tillid til
Forsynet maae da være stærkest, naar alle fynlige Ud¬
Nu kom en Hyrde drivende med
veye tillukkes."
sin Hiord, som villig hastede til Marken for at vederqvæ¬
ges paa det forfriskende Morgen=Græs. Hyrden blæste i
sin Skalmeye, Faarene og Lammene brægede, som ikke
gav en ubehagelig Lyd. De kielne og spøgefulde Lam gik
i en bestandig springende og hoppende Dands, og ligesom
frydede sig ved den behagelige Morgenstund. Snart spil¬
lede Hyrden, snart sang han, og imellem beed han paa et
Stykke tørt Brød. Monne ikke denne fattige Hyrde, sag¬
de Philosophen, er langt mere fornøyet, end mange, som
svømmer i Overflødighed, og dog aldrig kand mættes, ja,
maaskee den, som Klokken 9 a 10 drikker sin Chocolade
paa Sengen, har langt fra ikke saa roeligt og fornøyet et
Sind, som denne Hyrde, hvis Chocolade=Kage er et Stykke


tørt Brød. Da Hyrden kom os nærmere, hilsede han
os: Guds Fred! en god Morgen! Hvilket vigtigt Øns
ske og dyrebar Hilsen! sagde den Gamle, dersom den ikke
skeete af en enfoldig Sædvane, vilde jeg troe, den var vel¬
menende; thi hvad skulde ellers bevæge ham til at ønske os
saa meget Got? Jmidlertid kand vi sikkert troe, at denne
Mands Hilsen var lige saa velmenende, som mange andres,
der mere setter Hilsener paa Skruer, saasom: Deres rin¬
geste, ydmygste og ærbødigste Tiener, tres humble
Serviteur &c. hvilke ofte skrues saa høyt og af saa høye,
at man med billighed kand kalde Tienerskabet i Tvivl, saa
vel paa Dansk, som paa Fransk; dog kunde man med
Rette tænke, at deres Hilsener vare velmenende, som staaer
længe med Hatten i Haanden, og bukker ved hvert Ord.
Vi gik af en Fodstie igiennem den med Blomster af
utallige Farver prydet Eng, som gave den meest forfri¬
skende Lugt fra sig, det første de ved den vederqvægende
Soel udsloge deres yndige Blade. Hvilke prægtige og
naturlige Malerier, sagde Philosophen. Mon nogen
Skildrer er i Stand til, saaledes at formænge sine Far¬
ver, som Naturen, der paa hvert Blad, end og det mind¬
ste, fremviser de største Mesterstykker. En vigtig Erin¬
dring, som den store Læremester gav: Betragter Lilier¬
Nu kom vi til en reen og vel¬
ne paa Marken.
dyrket Ager, hvor Kornets spidse Blade gegyndte at frem¬
pippe af Jordens Skiød fra sin frugtbare Kiern. Hvor
reen og deylig staaer ikke denne Ager? sagde den Gamle,
men det er at befrygte, at Klinten med Tiden og vil ind¬
finde sig i dette deylige Agerland. Her seer vi vores Ung¬
dom; men hvorledes tager ikke Ufrud og Klinten til med
Aarene, som endog ofte qvæler det naturlige Gode, før¬
Under saadan Samtale kom vi
end Høstens Tid. -
uformerkt til den færske og liflige Søe, som tiener saa man¬


ge Munde til Vederqvægelse. Atter et behageligt Syn
Søen, som det klareste Sølv eller Chrystal, gav forme¬
delst de smaa rullende Bølger den deyligste Glimren fra
sig, der næsten blindede Øynene ved Morgen-Solens paa¬
faldende Straaler. Her gik den modige Svane, og kney¬
sede med sin lange Hals, og ligesom foragtede de smaa og
omkring flyvende Moger. Paa begge Sider vare de dep¬
ligste grønne Enge, og Søe=Bræddens Træer ligesom spey
lede sig i dette Chrystalle Dyb, for at betragte sin nye lyse¬
grønne Sommer=Klædning, dog uden at hovmode sig.
Fiskene opsvingede sig fra Dybet, og ligesom af Glæde
spillede i Vandets Overflade, ja, ophævede sig endog over
deres Element, for at betragte den behagelige Morgen¬
stund. Her stod en Mand og anglede. Han var lykkelig
i sin Fangst, og qvistede en Fisk paa Landet efter den an¬
den. See! sagde den Gamle, i det de enfoldige Fiske
lode sig bedaare af den feede Føde, slugte de tillige den dø¬
delige Krog i sig. Saaledes lader Menneskene sig ofte
forføre af den bedragelige Lokke=Mad, som Verden udka¬
ster. De bider paa den skiulte Krog saa længe, til de bli¬
ver hængende ved den. See, hvor Fisken, som nylig spil¬
lede saa munter i Vandet gisper nu, da den skal døe.
Her havde vore Betragtninge Ende. Dog førend
Philosophen kunde forlade al denne Herlighed, vendte han
sig om, for endnu engang at betragte den. Vi lode Sy¬
net løbe over det heele, som under Eet betragtet, udgiorde
noget Stort. De vederqvægende Regne=Draaber, som
hang endnu paa alle Planterne, Løv og Græs glimrede som
Perler og Ædelsteene imellem de skaterede Enge og Mar¬
Hvilke Foranstaltninger og Tilberedelser har
e
ker.
dog det milde og vise Forsyn ikke gjort for os Mennesker!
sagde den gamle. Alt dette er jo til Menneskets Beqvem¬


hed og Nytte, og intet, end ikke det mindste, er dannet
forgieves.
Vilde Menneskene, som paa denne Tid
i Hobetal forlyster sig i det grønne, med Fornuftens Øyne
rettelig betragte dette uskatterlige Gode, hvor vilde de ikke
da finde en sand Fornøyelse derudi, naar de ved en ærbødig
Betragtning opløftede Tankerne til den alle Tings store
Frembringer. Ja, naar de betragtede denne pyntede og
prydede Jord, ikke forglemme, at erindre sig, at deres
ene væsentlige Deel, hvoraf deres Legeme saa kunstig er
sammensat, er Jord, og at dette Stykke Jord, vort Lege¬
se, som vi ere saa omhyggelige for at giøre til gode, pyn¬
te og smykke, vil inden kort Tid, ja, saa hastig som et
Blomster kand visne, henfalde i sit forrige Støv. Maa¬
ske da Menneskets udødelige Deel ikke skulde blive en
Slave af Jorden, som, naar den rettelig beskues, giver
de Tænkende Anledning til de behageligste
Betragtninger.
Ag sk atite tøsate ttger e str sarete


Patrollen.
No. 23.
Onsdagen den 5 Junii 1765.
H¬
er har mine Læsere en virkelig Levnets-Beskrivelse
og Historie, om det Menneske, som efter sine
udstaaede haarde Hendelser, ved en besynderlig
Leylighed er frelst og hidbragt af Hr. Capitaine Hielte, og
i sit Alders 20de Aar den 15 May af Hans Høyærvær¬
dighed Hr. Lemming døbt i St. Nicolai Kirke her i Sta¬
den, og blev kaldet Friderich Christian. Man seer fornem¬
melig deraf de forunderlige og for os skiulte Veye, som
Forsynet bruger, til at samle allehaande Folk til den chri¬
slelige Menighed. Historien, som er efter Menneskets
egen Tilsigelse, er denne:
Jeg er født paa den Øe Java, som er en iblandt
Asiens omkringliggende Øer, hvor Hollænderne i sær har
sat sig fast i en Bonde=Bye, kaldet Benda. Min Fader
var født sammesteds, og havde en Bestilling, som paa mit
Fæderne Sprog kaldtes Kelura, paa Dansk: en Formand,
som omtrent er det samme, som en Sergeant eller Corpo¬
ral i de Europæiske Lande. Min Moder er ligeledes født


paa samme Øe og i samme Bye. Vi vare 3 Børn, een
Søn og to Døttre, hvoriblandt jeg er den ældste, omtrent
20 Aar gammel efter nye Stiil; thi hos mig bruges den
gamle. Mine Forældre og Søstre vare bortdøde, inden
jeg forlod mit Fæderneland.
Hvad vores Religion angaaer; da troede vi i mit
Land, at der var et eneste Guddommeligt Væsen, som vi
i vort Sprog kaldte Alle di Alle eller Qvasa. Det er paa
Dansk: Et evigt, almægtigt og retfærdigt Væsen. Vi
havde en ugentlig Sabbat eller Hviledag, som vi anvendte
til vor Guds Dyrkelse, ellers giorde vi vore daglige Bøn¬
ner om Aftenen efter Sølens Nedgang. Vi havde og en
aarlig stor Forsonings Fæst, som vedvarede en heel Maa,
ned, i hvilken Tid vi hver Dag fastede indtil Solens Ned¬
gang. Naar denne Fæst var til Ende, holdt enhver efter
sin Stand og Formue de kostbareste Tractementer, som va¬
rede i 14ten Dage. Vi troer og, at der er et Liv efter
dette Liv, som for nogle bliver got, men for andre om.
Vi troer, at vor Samvittighed skal bevidne den Retfærdi¬
ges Domme ved Døden; thi man sagde, at naar Een var
død, saa kom Alle di Alle til ham, og spurgte, om han
havde stiaalet, bedrevet Hoer, Mord o. s. v. var han skyl¬
dig, og dog med Munden nægtede det, saa sagde dog
Haanden ja, og i det ødrige vidnede Hiertet de bedrevne
men nægtede Onskaber. Vi troede, at der vare tvende
Veye for et Menneske at vandre paa; den ene Vey Lug¬
tede sød, yndig og behagelig for Sanserne, den anden der¬
imod, snur, bitter og ubehagelig. Begge disse Veye stød¬
te sammen til en Broe eller Gange=Stie, saa smal som et
Hoved=Haar, hvor under var var et brændende Baal eller
Jld. De som i levende Live havde ladet sig bedrage af de
falske Yndigheder, havde ingen Kraft til at aaae paa det
snevre Stie, men faldt ned i Jlden. De derimod, som
havde foragtet disse Vellyster, og havde levet uden Sam¬


vittigheds Anklagelse, kunde gaae paa denne Broe eller
Stie. Vi troede, at Alle di Alle havde i Begyndelsen,
skabt tvende Mennesker, een Mand og een Qvinde, hvoraf
den gandske Verden har sit Udspring. Vi har ikke, som
her, opbygte Kirker, men paa vore Sabbater forsamler vi
os i et vist Huus, hvor vi øver vor Guds Dyrkelse. Vi
har Lærere, som i offentlige Skoler lærer Ungdommen;
men ingen Ulærd maae tage eller have nogen Bog. Vi
havde og nogle Personer, som vi kaldte Duccon, det er paa
Dansk en Docter, disse forretter Omskierelsen, som skete i
det 14 eller 15 Aar, de, som vare endnu uomskaarne, kaldte
man en Cappir, det er: en Hedning, men de, som ved
Omskierelsen vare indlemmede iblandt vort Folk, kaldte vi
Slammer. Jeg blev omskaaret, da jeg var paa benævnte
Alder. Vi har en stoer Afskye til Fylderie og Drukken¬
skab, og man troer, at ingen, som lever til Enden udi saa¬
dant et Levnet, kand vente Naade hos vor Qvasa; men
ved saadant et fremturende Levnet kommer i den Jld, som
man troer, at være under bemeldte Broe, hvor man tilli¬
ge troer at være en Sathan eller Dievel. - Ægteskabs
Forening bliver ved Børnenes Forældre aftalt og ved Læ¬
rerens offentlige Tale bekræftet; dog maae ingen indtræde
i Ægteskab, førend de for Lærerne har aflagt Prøve paa
deres tilstrækkelige Kundskab om vor Guds Dyrkelse. Jn¬
gen maae ved et Kys vise sin Kierlighed mød noget Fruen¬
timmer, ikke engang en Søn imod sin egen Moder eller en
Broder imod sin Søster, end sige imod Fremmede. En¬
hver Mand havde i min Bye ikkun en Kone, men dertil
var Fattigdom Aarsag; thi i de rigere Byer havde de saa
mange, som de kunde forsørge.
Der voxer paa vort Land alle Slags Specerier,
og Folket ernærer sig af at dyrke Jorden, som, foruden
Specerier, giver Riis og Sukker af sig. Vor rette Kon¬
ge boer i den Bye Bantham, men vi ere dog ikke sikker


nogen Tid for Krig, fornemmelig af Hollænderne, og un¬
dertiden ogsaa af andre Landets Konger, som altid søger
alt meer og meer at udvide deres Regiering.
Saasnart jeg kom til den Alder, at jeg kunde be¬
stille noget, satte min Fader mig til at vogte Creaturet.
Dette vedvarede indtil i mit 15de Aar, da jeg kom til at
fahre til Søes med min Morbroder, som selv eyede Fahr¬
tøy, med ham havde jeg gjordt tvende lykkelige Reyser, og
vi skulde nu tredie Gang seyle til Palambang, for at dri¬
ve Kiøbmandskab; men paa denne Reyse overfaldt os en
stærk Storm, som ved Nattens Mørkhed førte os paa en
Klippe midt i Havet, saa Skibet sloges i Stykker. Vi
vare 8te Mennesker paa Skibet, hvoraf de 6 bleve borte,
iblandt hvilke min Morbroder var, og ventelig ere druknede;
men jeg tillige med en af Matroserne biergede Livet ved
Hielp af et Vrag af Skibet. Vi svømmede paa dette
Vrag den heele Nat, og om Morgenen drev ind paa den
liden Øe Lucapara, som ligger to og en Fierding Mil
fra Sumatra, og fem Mile fra Banca; men vi fandt
hverken Mennesker eller Fæ. Vi heel forsmægtede af Hun,
ger og Tørst begyndte strax at lede efter Vand, som vi og
fandt; men de tre første Dage fik vi intet at spise. Vi
fandt paa Øen et Slags Træe, som kaldes Bambos,
hvoraf vi fik Jld, ved at gnie tvende Stykker imod hinan¬
den. Denne optændte Jld vedligeholdt vi, ved idelig at
samle Brænde til den. Vi giørde og Jld paa adskillige
Steder, at om den ene skulde slukkes, vi da kunde have
den anden. Derpaa søgte vi til Strandbredden, hvor vi
fandt Æg, Skildpadder, Fugle=Unger og Fiske, som bleve
tilbage i Hullene ved den idelige Ebbe og Flod, hvilke vi
stegte ved Jlden, og saaledes opholdt Livet. De tre første
Nætter laae vi paa Sandet ved Strandbredden; men siden
drev Natte=Kulden og de stærke Vinde os høyere op, hvor
vi fandt et huult Træe, som tiente os til Seng. Vi ven¬


eede alle Dage med størsle Længsel, at see et Skib passere
os forbi, hvorved vi kunde blive frelste, men Skiebnen
var os ikke saa gunstig.
Efter at vi havde været en tre Ugers Tid paa
Øen, besluttede vi, at sammenbinde mange Stykker Træ¬
er, som kunde udgiøre et Flaad, og derpaa gik vi til Søes,
i Tanke, at Vinden skulde føre os enten til en beboet Øe,
eller til et Skib, hvorved vi kunde blive reddede; men i
3 Dage og 3 Nætter udstode vi dette Arbryde og yderste
Livs Fare, uden at naae vort Ønske.
Den sidste Nat, da vi saaledes omflakkede paa det
vilde Hav, stod vores Flaad uformodentlig stille, hvoraf vi
sluttede, der maatte være Land; men formedelst den mørke
Nat kunde vi ey see dets Beskaffenhed. Jkke desto mindre
steeg vi dog af vores Flaad, og gik i Land. Men da det
blev Dag, kiendte vi først vor Ulykke, at vi vare paa en
blot og bar Steenklippe, som stod op midt i Havet, hvor
der hverken var Træer eller andet. Vores Flaad var bort¬
drevet, og saaledes faae ingen mere Frelse for os. Midt
i vor Elendighed blev vi vaer den Øe, som vi havde for¬
ladt, og da vi syntes, den ey var længere borte, end vi,
skiøndt udmattede, maaskee kunde svømme dertil, besluttede
vi det, og kastede os i Søen (vi vænnes til fra Barns Been
at svømme); Vi kom og lykkelig med største Møye til
Øen, og underholdt Livet paa forrige Maade.
Min Kammerat, som var til Alders, og kunde ey
saa vel som jeg, udstaae dette meget haarde Levnet, be¬
gyndte at blive syg. Jeg maatte altsaa søge om Føde til
os begge, og ofte maatte tage Natten til Hielp. Mit
haarde Levnet tog altsaa mere og mere til. Da min Kam¬
merat mærkede, at Sygdommen forøgedes og blev slettere,
begierte han at skilles fra mig, og lagde sig et andet Sted.
Jeg gik flittig til ham, naar jeg ey skulde søge efter Føde.
Tvende Morgener gik jeg til ham, førend jeg gik ud at


indsamle, men den tredie Morgen gik jeg først ud om Fo¬
de, stegte, og bragte det til ham; men til min største Be¬
drøvelse fandt ham død. Jeg faldt i den hæftigste Graad
og følede siden den bitterste Kummer i min Eenlighed. Vi
havde da i tre fulde Maaneder opholdet os paa denne Øe.
Jeg var nu allene, og søgte som tilforn at opholde Livet;
men Længsel, Angest og Frygt betog næsten al min Søvn,
og fordobblede mine Lidelser. Jeg saae vel mange Skibe
at passere Øen langt fra; men uden Haab at kunde blive
reddet ved dem.
Endelig behagede det det milde Forsyn, efter en
Maaneds Forløb i min Eenlighed, da jeg i alt havde væ¬
ret fire Maaneder paa Øen, at sende Middel til min Frelse.
J det jeg stod og stegte en Fisk, saae jeg langt borte
n oget usædvanligt at bevæge sig imellem Havets brusende
Bølger. Jeg blev baade glad og bange. Jeg frygtede,
det var et Gespenst, hvilke Forestillinger yttrede sig meget
hos mig efter min Cammerats Død. Jeg glædede mig,
at det mueligt var noget, hvorved jeg kunde blive reddet.
Jeg løb strax ud paa Havbreden. Mit Haab blev be¬
styrket ved dets nærmere Ankomst. Jeg saae nu en Baad,
og Mennesker i samme. Jeg alt i Tankerne forlod mit
usle Kongerige og ventende et bedre Liv. Jeg talte, raakte
og skreeg. De bleve mig vaer; men da de meente, at
Øen var beboet, og at vi ventelig vilde overfalde dem, og
fordi jeg havde et Bambos=Træ med Eg udi, som jeg ka¬
stede ind i Baaden, som gav dem Leylighed til at tænke,
at jeg, med et Skyde=Gevæhr med Krudt udi, vilde spræn¬
ge Baaden, vægrede de sig ved at tage mig ind til sig; men
da de mærkede ingen flere end mig, og tillige saae, at jeg
intet fiendtligt havde i Sinde, tillod de mig omsider at sti¬
ge ind til dem. De vare Danske Folk, udsendte fra Ski¬
bet Printz Friderich af Dannemark for at søge om Grun¬
de. Jeg kom tillige med dem til Skibet, og fandt i den


commanderende Capitaine Hr. Hielte en christelig og ret¬
sindig Mand, ved hvis kierlige Omsorg jeg fik al fornøden
Pleye. Dagen, paa hvilken jeg kom til Skibet, nemlig
den 7 April 1762. gav dem Anledning til at kalde mig
April. Da jeg var ukyndig i det Danske Sprog, til¬
kiendegav jeg ved Tegn, hvad mig var hendet, og, saasom
min lykkelige Frelse indfaldt ved deres Opreyse til China,
lærte jeg ved daglig Omgang med Danske Folk, at forstaae
lidet af Sproget, og ved Præstens Underviisning lærte jeg
at kiende Bogstaver, legge sammen og læse lidet. Den
18 Julii 1763. gjorde min Herre Capitainen Begyndel¬
sen med at lade mig grundig oplære i den Christelige Re¬
ligion. Den 15 May 1765. aflagde jeg offentlig min
Troes Bekiendelse i St. Nicolay Kirke under Hans Høy¬
ærværdighed Hr. Lemming, hvorefter jeg ved den hellige
Daab blev indpodet i den Christelige Menighed, og fik det
Navn Fridcrich Christian.
Nyt af et andet Slags.
J en af Stadens Gader var forleden et mærkeligt
Optog. Det var virkelig noget særdeles; og de nysgier¬
rige havde den gang en billig Føye til at formeere den
sammenstimlende Hob. En Husar til Hest anrettede dette
usædvanlige Optrin paa Skuepladsen. Den støyende
Mængde blev alt større og større; saa Konen, som tilhørte
Hest og Husar, saae sig omsider nødsaget til, for at und¬
gaae pidere Overlast, at skiule Hest og Husar i sit For¬
klæde. - Legge Hest og Husar i et Forklæde, det For¬
klæde har ikke været af de smaae Modens, har Patrollen
ikke løyet før, saa lyver han nu: vil man nok sige. Ney,
mine Læsere, det var gandske giørligt: Hesten var en me¬
get liden afrettet og næt opsadlet Hund, hvorpaa en Duk¬


ke, klæd som en Husar, reed, og det ligesaa kiek, som
Abekatten reed paa Biørnen paa Friederichsberg. Hvo
veed, om der ikke ligesaa vel kan tienes Penge med denne
Opfindelse, som med hiin.
Et andet, men meere sørgeligt Optog, var der
og forleden i den Philosophiske Gang. Et stakkels Men¬
neske, mueligt for at fordeele Dunsterne i Hovedet, hav¬
de og indfundet sig der; men Drengene, som ikke just ere
store Philosophi, beviiste hende intet mindre, end Phlo¬
sophie, da de saae hendes ravende og travende Gang.
Bedre derfor at sove end at spadsere, naar Hovedet er
tungere end Fødderne.
Herved falder mig ind, hvad Hofmannwaldaz,
skriver om et vist Slags
Flittige.
Ey Mollis nogen Tid kan Ledighed fordrage.
Naar han ey drikker,) han dog flittig skienker i.
Naar han er proppet fuld, og intet meer vil smage,
Saa rokker han til Sengs, hvor Dynen staaer ham bi¬
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 24.
Onsdagen den 12 Junii 1765.
D¬
er har neppe været nogen Sædelæxer til, som jo
har været meget forbittret paa Penge. De har
næften allesammen skieldet og smeldet paa dem,
som først har fundet paa, at opgrave Jordens Jndvolde,
for at udgrave Guld og Sølv deraf, hvorved de har ind¬
ført Gierrighed, Overdaadighed og mange andre Laster i
Verden. Men saaledes at moralisere imod Penge, holder
jeg for meget urimeligt. Penge er det ypperligste Middel,
at giøre det menneskelige Liv fuldkomment og ret mageligt.
Dersom man vilde leve som en Eremit i en Udørken, uden
for alle Menneskers Sælskab, saa behøvede man vel ikke
nogen Skilling. Men hvor elendig er ikke en Eremit?
Hottentotter og de vilde Americaner trænger heller ikke til
Penge; thi de bruger ikkun meget faa Ting, og hver af
dem kand let forskaffe sig sin Fornødenhed. Men hvilket
fornuftigt Menneske ønsker at leve saa naturlig, som en
Hottentot? Naar man skal være ret lyksalig, saa maa man
trænge til mange Ting; man behøver da Tusinde unødven¬
dige Ting til Fornødenhed, Magelighed og Lyst; man
maae have adskillige Forandringer af Klæder at skifte med;
store Vaaninger og mange prægtige Værelser at boe udi,
og utallige andre Ting, som ved Kunster maae forfærdiges.


Hvilke Bryderier dilde ikke foraarsages, naar ingen Penge
var? s. f. Ex. naar en Skoemager for Skoe og Støvle
skulde tuske og tilbytte sig alt hvad han trænger til. Men
har han Penge, kand han faae Alling. Penge er da det
vigtigste i Verden, og man burde oprette ham en ævig Æ
restøtte, som først har opfundet Penge.
De fleeste Sædelærere udraaber ligeledes Penge
gierrighed for en meget fæl Last; men jeg er heller ikle
gandske enig med dem derudi. Jeg holder Pengegierrig¬
hed for en meget stor Dyd. Og enhver, som indseer, hvad
Penge kand udrette i Verden, bifalder gandske vist min
Mening. Det, som Horatz raabte til sine Medborgere,
bør være Øyemedet i alle brave Borgeres Foretagender.
Penge bør have Fortrinuet, og Dyden bør være saa god
og gaae bag efter. Hvor meget skulde man vel giøre af en
Fattig, i hvor Dydig han end er? Man kand jo ikke med
al sin Dyd betale en eneste Creditor? Ney, der vil Penge
til. Med et Par Ord maa jeg derføre i denne Penge
Termin tale til Penges Berømmelse og Pengegierrigheds
Ære. (Glæder Eder, J Penges sande Dyrkere! J d
dige Pengegierrige! at J har Retten paa Eders Side.
Om J ikke eyer en eneste Dyd, saa bør man dog tælle
Eder iblandt de allerdydigste, naar J har brav Penge, og
ere gierrige efter flere.)
Hvor daarligt handler ikke alle de, som ey ser pua
Penge, naar de vil gifte sig? De har sikkert ikke læst Jn
venal og andre gode Skrifter. De forstaaer ikke at et got
Ægteskab, hvor den rette Kierlighed et borte, kand ikke
længe være got, naar det mangler Penge. Naar Kryb¬
ben er tom, saa bides Hestene, lyder Ordsproget. Ven¬
skabet selv kand ikke bestaae uden Penge; thi de oprigtigse
Venner ere det ofte for Nyttens Skyld. Penge forskafftt
Ære og Anseelse; og jo rigere Folk er, jo større Fortiene¬
ster. Lad de Viise kun modsige denne Sætning, hvordan
de vilde. Deres Anhang er alt for lidet, og de fleeste af
dem ere oven i Kiøbet fattige. Penge kand giøre alle Dag
rers Lykke, det har Erfarenhed lært til alle Tider, sidet


Penge bleve opfunden. Aristoteles holdt for, at det var
næsten ikke mueligt, at en Øvrigheds Person, som var fat¬
tig, kunde være ustraffelig. Jkke just enhver, som Aristi¬
des, efterlader sig saa lidet, at han ikke kand blive begravet
for. Og jeg er færdig at mene, at det er plat umueligt,
nogen kand være en ærlig Mand, naar han ikke har Penge.
Det er Penge, som befordrer Kunster og Videnskaber,
Haandverker, Kiøbmandskab, Søefarten og alle Foreta¬
gender i Verden. Penge er Styrken i Krig og Kraften i
Fred. Pengegierrighed lærer Folk at være sparsommelige.
Den ærgrer sig over Helligdags Brydernes Ødselhed, og
Frimandagenes Svermerier. Den føder Ydmyghed ud¬
vortes og forskaffer en indvortes Høymodighed og Tapper¬
hed, ja, den tilskynder alle sine Elskere til Bestandighed.
Hvilken Dyd overgaaer da Pengegierrighed? Der skulde
ikke være saa megen Nød og Elendighed paa Færde ved
de to store OmSlags Terminer om Aaret, som der nu
ofte er, dersom alle havde lige stoer Høyagtelse for denne
ypperlige Dyd. Og jeg har ikke uden Aarsag ret lagt min
Hierne i Blød denne Gang, for at overtyde mine Læsere
om, at de bør elske Penge, elske Penge frem for alt andet i
Verden, og elske dem med en retskaffen Gierrighed. Man¬
ge erkiender og forstaaer det; men mange, desverre, ikke.
Den bedrøvelige Frugt af Uvidenhed om denne Dyd, og
dens Øvelse, vil jeg vise ved nogle faa Exempler, som jeg
har seet til denne 11te Junii; de, som deraf lærer at blive
kloge, ville vist med Fornøyelse overleve en anden 11te Junii.
Sveed, Angesiens Sveed, Fortvivlelse, Fængsel
og Landflygtighed ere visse Frugter af denne slette Priis,
som ofte settes paa Pengegierrighed. Dette skal beviises.
Men er ikke denne Materie alt for alvorlig og bedrøvelig?
O! ney, den passer sig til den bedrøvede 11te Junii.
J forige Uge lod jeg mig aarelade, og glorde mig
derefter et Par Timers Bevægelse. Jeg mødte paa sam¬
me Tid adskillige Gange tvende Personer, hver Gang tra¬
vende stærk til, og tørrende Sveden af sig. Jeg hørte nok,
at de talede om Rente=Penge, men af deres udvørtes slut¬
2


tede jeg, at de ey skulde give, men trække Renter; jeg tænl¬
te, de svedte deels formedelst det varme Væyr, deels for¬
medelst den Hast, de havde, at løbe i deres Forretninger.
Men Sveden havde en langt anden Aarsag. Det var
Angestens Sved for den forestaaende 11te Junii. Jeg
kom samme Aften efter deres heele Historie ved en egen
Leylighed. De til denne Termin forfaldne Renter af den
Capital, de havde faaet til Laans til deres Nærings Brug,
par sat i store prægtige Speple, forgyldte Consol=Borde og
Comoder, Fløyels Stoie og Silke Omhænge, en Deel
var og gaaet med til andre Modens Forlystelser. De vil¬
de helst blive i Byen endnu i Sommer, og passere for ve¬
derhæftige Mænd; men Rente=Pengene skulde betales.
Havde de da ikke Aarsaa at spede? Hvorledes slap de af
Kniben? Got. De dristige har Lykken paa deres Side.
De fik hver sine Rente=Penge paa Vexel=Obligation paa
forskiellige Steder, da den ene caverede for den anden.
De slap lyklelig den Gang. Men vilde de følge mit Raad
og en komme til at fvede lige saa stærki til 11te Decembet
saa skulde de lære at være mere Pengegierrige, og min¬
dre ødsele.
Fortvivlelse er en vis Frugt af Vankundighed om
Pengegierrighed. Sr. Matto hiviser det. Han er vel
pengegierrig; men ey paa den rette Maade. Det er ikke
i Hazard=Spil at Pengegierrighed skal vises. Han havde
de to tredie Dele af sine Renter samlede, da han forleden
spillede dem bort paa en Aften. Han blev halv rasende.
Vil han forlade Byen, for at faae sit Sind i Rolighed?
Ney. Den attende er god Betaling, ja, ydermere den 24
og Lotteriet skal trækkes den 17de. Matto har 2 Lodder;
og han siger, det maatte være forbandet, om en af dem ey
skulde komme ud med den høyene Gevinst. Slaaer dette
Feyl, staaer han en høy Fare, imidlertid stræber han dog,
at vilde vinde det tabte tilbage. Meget uvist. Sr. Matio
burde og lære, at sette den rette Priis paa Penge.
Min Naboe havde forgangen Uge en stoer Rexa¬
ration paa sit Loft. Snedkere og andre Haandverksfoll
gjorde saadan Allarm med deres Knipler og Banken, at


mit Hoved blev saa skiørt at jeg neppe kunde skrive. Pi¬
gen, som bragte mig Thevandet om Morgenen, spurgte,
om jeg hørte den Allarm paa Naboens Løft, og vidste, hvad
det skulde betyde? Jeg svarede, at jeg til visse hørie Allar¬
men, men vidste ey Aarsagen. Vil han tie stille, sagde
hun, saa skal jeg fortælle ham det: En vis Mand, som
til denne Tid er bange for sine Creditorer, har bestilt sig
et Logement under Naboens Tag; thi han skiøtter ikke om,
at have det frit i Slutteriet, og vil heller ikke spilde Penge
paa at reyse ud af Byen endnu. Saa! sagde jeg, hvor
har J faaet det at vide? Af Naboens Pige, svarede hun,
som havde hørt sin Madame fortælle det til en anden Ma¬
dame. Got! mere vilde jeg ikke høre derem. Men tænk¬
te: Den stakkels Mand er sikker nok. Landflygtighed,
eller at krybe i Skiul, og fængsles, er da en vis Frugt
af Vankundighed om den ædle Pengegierrighed.
Denne er en af Emlgranternes eller de Landflyg¬
tiges Maaneder, sagde Hr. Pralhans leende, forleden i
et Sælskab: Jeg gad ret vidst, hvor mange der vil lukke
deres Boder til i denne Termin; min Gienboe sidder vel ikke
mange Terminer over endnu; jeg troer neppe, han har
Skillingen til Daleren, om han i Dag eller i Morgen skul¬
de betale sin Gield; jeg forstaaer mig ikke paa, hvor saa¬
danne Folk kand faae saa megen Credit; det er med mine
Penge jeg har sat mig i Stand, og jeg kiender ikke engang
nogen, som skulde vilde laane mig et halv tusind Daler,
om jeg trængte dertil; derimod har jeg sat mange andre i
Stand. Jeg har heller ikke i Sinde at gifte mig endnu,
endskiønt det just ikke er nyttigt for en, der staaer i saadan
- Med saa¬
Handel, som jeg, at sidde længe ugift.
dant Opskiererie underholdt Hr. Pralhans Sælskabet til¬
Klokken 9 om Aftenen, da han foreslog en Spadseregang
med Datteren i Huset, og en anden ung Monsicur udbad
sig Frihed at følge Madamen. De gik, og jeg blev hos
Manden. Skulde J vel troe, sagde han til mig, at Hr.
Pralhans er en Vindtmacher; han roser af, at han har
sat andre i Stand, og er ikke i Stand at hielpe sig selv.
Han taler om sin store Handel, som han kunde være den
største Grosserer, og han har nylig hegyndt at handle med


Knappenaale. Der løber daglig Jøder og Jødernes Til¬
hængere paa Dørren hos ham og kræver. Han tænker
ikke, at jeg veed det. Han frier og underhaanden til min
Datter; men der bliver intet af det Partie. Før skal jeg
gire hende til hans Gienboe, som han nylig sad og gjorde
Nar af; thi endskiønt han er fattig, saa er han dog en re¬
delig Mand. Han tager paa Credit, det er sandt; men
han handler forsigtig, og betaler redelig. Jeg frygter, Hr.
Pralhans langt før vil blive en af Emigranterne, end
hans Gienboe, som lever temmelig rolig i Terminerne.
Somme betaler deres Rentepenge forud, førend de
til Terminen ere forfaldne. Min Vert betalte sine i
Dag 8te Dage, og det ydermere i klingende Myndt; thi
det har han maattet forpligte sig til, da han fik Capitalen
til Laans Han havde vel stor Møye, inden han fik saa
mange i klingende Myndt, men det maatte ikke hielpe,
han skulde endda have havt dem i lutter Rixorter; men
det var en puur Umuelighed. Hr. Styver, som er hans
Prioritets Herre, bruger al den Forsigtighed, han kand
optænke, naar han tager imod Penge. Først tæller han
dem, siden vender han hvert Stykke, og betragter det nøye
paa hver Side, prøver det, ved at slaae paa det med en
liden Hammer, og bide i det med Tænderne, samt skra¬
ber og børster det groveste Skarn deraf, i fald han ey ret
kan kiende Præget. Ved saadan nøye Examen, traf han
til al Ulykke en fordægt 10 Skilling iblant de Penge, min
Vert bragte ham. Hillemænd! hvilken Allarm, der var
paa Færde. Hr. Styver faldt i Forundring over Guds
Langmodighed, som saae igiennem Fingre med saadanne
Menneskers Ondskab, uden at ødelegge dem med Torden
og Lynild, eller at lade Jorden aabne sig og opsluge dem
levende. Hvor mangen ærlig Mand, sagde han, maae
fortiene Skillingen suurt og bittert, og disse Skielmere be¬
drager endda Folk oven i Kiøbet med falske Penge. Han
var saa forbittret paa disse Mennesker, at dersom Olien ikke
havde syntes ham alt for dyr, saa vilde han gandske vist
have ladet dem koge derudi. Men den Gierrige er riig
paa Opfindelser. Han vilde derfor, i fald han var Dom¬
mer, lade dem stege langsomt ved Kulild, og dryppe dem


med heed Olie, saa kunde der dog ikke ødes over halvanden
Pot Olie paa saadan en Skielm. Min Vert maatte lee
ad dette Jndfald, og havde hidindtil ikke kundet faae et
Ord fremført; men havde imidlertid betragtet 10 Skillin¬
gen, og fandt intet at udsette paa den. Saasnart han lod
sig merke dermed, vilde Hr. Styver strax havt Bud efter
Politiet, og ladet ham sette, ja, sagde reent ud, at han
trøede min Vert var en falsk Penge=Myndter. Og da han
havde bragt ham et Par Tutter af 10 Skillinger, saa maatte
hver af dem paa nye passere Mynstringen. Hr. Styver
er vel pengegierrig, men ikke af det dydige Slags. Det
er ikke saadan Pengegierrighed, jeg recommenderer mine
Læsere.
Da min Vert kom hiem, fortalte han mig denne
Tildragelse tillige med nogle Træk af Hr. Styver, som jeg
holdt fuldkommen værdig til en Plads i mine Blade. Li¬
gemeget om Hr. Styver faaer samme at læse, hvorom jeg
dog tvivler; saasom han omgaaes ikke med nogen uden
hans Penge=Punge. Hr. Styver er, efter min Vertes
Beskrivelse over ham, en meget rig og formuende Mand,
men raader dog alligevel ikke for en eneste Skilling. Han
er fattig, rig og storagtig, og man veed, der er ingen vær¬
re og modbydeligere Storagtighed til, end det Slags. Han
er gemeenlig saa ufornuftig grov, at man neppe kand tae
med ham. Hans idelige Mundheld er: Gud skee Lov!
jeg behøver ikke at give noget Menneske et godt Ord;
jeg er ikke en Skilling skyldig til noget Menneske, og
jeg bryder mig heller ikke om nogen. Hr. Styver
fortalte og min Vert, da de bleve enige om 10 Skillin¬
gen, at han havde i Sinde, at giøre klart med Fiire af
hans Debitorer, dersom de ikke inden den 24de betalte hver
Skilling af deres Rentepenge, den første var en fattig
Haandverksmand, som formedelst en langvarig Sygdom,
var sat tilbage; den anden var ligeledes en Haandverks¬
mand, som sage sit Kiøb, og fatte alle hans Penge i Materi¬
alier, og gierne kunde betale Hr. Styver, naar han maat¬
te faae Tid til at arbeyde det ud; den tredie er en ung
Handlere, som leed stoer Søe=Skade; den fierde er en fat¬
tig Enke med 5 smaa Børn, som lever af en liden Pension,
hun har vel et got Huus, men det har Hr. Styver Lyst til,


og derfor vil han, at Enken med sine Børn, skal blive Buns¬
vilde. Min Vert understod sig at bede for disse, der lige¬
som et uskyldigt Rov var falden i den grummeste Ulvs Kløer;
men Menneske-Kierlighed var uddød; Hr. Styver blev
vreed og viiste ham Døren. Hr. Styder har det Forset,
aldrig at giøre Got, og at foragte alle dem, som ikke ete
saa rige som han, Vare alle Creditorer, som denne ubarm¬
hiertige, maatte vist nok flere Debitører raabe: O! du be¬
drøvelige 11te Junii.
Men at det dog findes ædelmodige Creditorer, og
at Menneske=Kierlighed dog er i Live endnu, skiønt død hod
Hr. Styver, det sees af følgende Skrivelse:
Kiereste Broder!
Du maa endelig komme hiem, og holde noget
til Raade med Papa. Han bliver mere ødsel den Dag,
der kommer, end den, der gaaer. Hvad kand vel halv¬
anden Tønde Guld forslaae, naar man saaledes vil øft
ud med begge Hænder, Han kand ikke taale, at see nogen
klynker, og han kand finde Fornøyelse i at see alle disse
Klynkere, at gaae fornøyede fra ham. Han kiøber en ud
af Slutteriet efter den anden, og han troer, at han fyt¬
merer sin Capital, naar han med 1000 Rdlr. og undet¬
tiden med mere, kand sette en fattig Arbeydsmand i Drist,
og ophielpe en forarmet Kiøbmand. Dersom endda no¬
gen maatte vide det, kunde det være, hvad det var; men
alle hans gode Gierninger giør han i Smu. J Gaar
betalte han Rente=Penge for en fattig Enke, og i Dag gav
han -- - - Dilation til 11te Decembex. Papaes
Ordsprog er: At Barmhiertigheds Gierninger, som vi¬
ses paa de rette Steder, ere den beste Hoved=Stoel. Kom
derfor snart hiem, og skaf disse Griller af hans Hoved,
ellers bliver der kun lidet eller intet at arve for og." Jeg
forbliver &c.
Havde denne gode Borger mange Brødre, og alle
vilde stræde at giøre sig værdige til saa brav en Mands
Tieneste i Nødsfald, og elske Penge paa den rette Maade,
kunde baade Creditorer og Debitorer leve rolig den
11te Junii.
Af disse approberede Uge=Blæde udgaaer et hver Torsdag


Patrollen.
No. 25.
Onsdagen den 19 Junii 1765.
J
Anledning af det Project eller Forslag, som en U¬
benævnt har gjordt i Holland, til at oprette et Gif¬
utermaals Mæglerie, har en af mive Patroller
bragt mig en Plan fra en ærlig Patriot, som her i Sta¬
den vil paatage sig saadan Forretning for at tiene unge
Mennesker. Han holder for, der ved bliver en god Skil¬
ling at fortiene. Han har og bragt mig en Liste paa nog¬
le, som ynskede en lykkelig Forandring. Jeg har ikke vil¬
det nægte den gode Patriot at bekiendtgiøre det vigtigste
af hans udkastede Pan, og tænker, den vil finde alle deres
bifald, som er af lige Mening med den Høllandske Opfin¬
der. Her har da mine Læsere
Plan
og Conditioner
til en almindelig og nyttig
Ægteskabs=Handel,
hvori alle unge saa vel som aldrende Personer af begge Kiøn
kand interessere, naar de faaer i Sinde at ville ind¬
lade sig i Ægte=Stand. Udkastel af den, som med
al Taugshed, Redebonhed og Hurtighed vil paa¬
Giftermaals=Mægler.
tage sig at være.


1.) Allelde, som holder for, at de enten ikke ha¬
ftigt nok eller lykkeligt nok kand blive giftede efter Forældres
eller Venners Raad og Anviisning, vilde behage, skriftlig
at give en Beretning om deres Skabning, Alder, Naturs
og Lykkes Gaver med videre, som de maatte finde overta¬
lende og indtagende hos sig, og under Forsegling sende sam¬
me til Giftermaals=Mægleren, som i en dertil indrettet
Protocol troligen indfører det.
2.) Jnteressenterne behøver ikke at melde deres ret¬
te Navne, men allene underskrive et eller andet Fornavn,
eller og en Devise, paa det at de for deres Personer kunde
forsikkres om, at blive ubekiendte, indtil der indfandt sig
Elskere.
3.) Een eller to Gange om Maaneden kunde de
anmeldte Ægteskabs Candidater eller Candidatinder of¬
fentlig anprises i Aviserne eller Patrollen (ney, jeg takker,
jeg befatter mig ey med saa farlige Sager) og naar de ef¬
ter Anpriisningen da maatte finde sine Elskerinder og El¬
skere, kunde disse meget beqvemmelig atter ved en forseglet
Seddel (efter §. 1.) melde sig, og tilkiendegive et Sted,
hvor Giftermaals=Mægleren skulde treffe dem, samt et
Tegn, hvorpaa han skulde kiende dem, da han enten strax
kunde henføre dem til de forlangte Personer, eller og,
fald samme vare ham end da ubekiendte, atter bekiendtgi¬
re, at Personnen af det eller det Navn eller Divise havde
fundet sin Liebhaber.
4.) Naar noget Ægteskab sluttes ved denne Han¬
del af Giftermaals=Mægleren, aflegges han med en Dou¬
ceur af begge Parter, hvilken han formoder altid at blive
anseeligst af den Part, som ved Handelen giør den største
Lykke.
5.) For at fore komme, at denne Handel ikke skal
faae Navn af Kobblerie, saa vil Gifter=Maals=Mægle¬
ren forud give dette Vidnesbyrd om sin Redelighed, at
han ikke kand tiene dem, som maatte forlange for meget af
ham, og vilde foreskrive ham, at de ikkun med den og den
vilde indlade sig i Ægteskab, samt bede, at han ligesom af
sig selv og ubedet skulde gaae hen til samme og giøre For¬
slag til Giftermaalet; men derhos for ingen Deel lade sig
forstaae med, at det var en opspunden Sag. Med saa¬
dant befatter han sig ikke, men overlader det gandske til de


forhen værende Kobblere og Kodblersker. Han veed, at
Kierlighed vil have Frihed, og han holder for, at Frihe¬
den ey kand blive større i den Henseende, end i fald denne
af ham foreslagne Ægteskabs=Handel kommer i Gang.
Den til mig lererede Plan bestaaer vel af flere Ar¬
tikler; men de anførte ere de vigtigste. Jeg vil derfore
ey bebyrde Læserne med Resten, men derimod til fleres Ef¬
terretning meddele den mig leverede Liste paa nogle Æg¬
teskabe=Candidatinder:
Agatha --- En Jomfrue paa 37 Aar. Med
hende har Ægteskabs=Mægleren selv talt i Anledning af
det Hollandske Project; thi han har længe været kiendt i
hendes Moders Huus, og har tit sagt for Spøg, at han
dog nok engang skulde skaffe Jomfruen en Mand. Han
forsikkrer, at hun er forstandig, og har lært at kiende Ver¬
den. Hun forstaaer Huusholdningen fuldkommen got¬
Hun kand just ikke vente sig rede Penge til Arv; men hen¬
des Moder, som er Enke, har mange gammeldags gode
og stærke Møbler. Denne vakkre Jomfrue (hun seer visse¬
lig ikke hæslig ud) sagde ved sidste Samtale, at hun ikke
er ugift endnu af Mangel paa Friere, men at hun tvertimod
har afslaget mange smukke Partier. Hun er altsaa med
Flid bleven saa gammel Pige, efterdi det stille Levnet har
staaet hende meget vel an. Hun paastaaer egsaa meget
stærk, at Ægteskaber sluttes i Himmelen, omendskiønt de
fuldbyrdes paa Jorden.
J kand sagte have mig i Er¬
indring, sagde hun, i fald J giør Alvor af Jert Ægte¬
skabs=Mæglerie, endskiønt jeg kand forsikre Jer, at det er
mig just ikke om en Mand at giøre. Men, sagde hun vi¬
dere, da det dog er enhvers Pligt at førge for sin gamle
Alder, saa har jeg besluttet at ville gifte mig. Hun har,
saa sagte at sige, i sær stor Lyst til den Gelstlige Stand,
efterdi det har altid været hendes største Fornøyelse, at reyse
til Gilder og Giestebudde. En Landsbye=Præst kunde her
finde en god Medhielperinde. NB. Hun er ikke meget for
Pragt og Stads.
Vellinde === en Jomfrue paa 16 Aar. Hun
seer got ud, er vel voxen, og kand vente en Deel Tusind
Rigsdaler til Arv efter hendes Forældre, som ere meger
gode, borgerlige og retskafne Folk; men Datteren mener,
et de holder hende alt for meget i Tvang. Hun maae ikke


engang staae for Vinduet, og betragte Folk paa Gaden,
men skal stedse have Hænderne i nyttigt Huus=Arbeyde.
Hendes Moder lader hende aldrig gaae allene ud, og naar
hun ikke selv har Leylighed at følge med sin Datter, saa
skikker hun en gammel Pige med hende, som hun kand for¬
Jomfruen troer, hendes Forældre ere
lade sig paa.
ubillige og handler ufornuftigt med hende; hun ønsker der
for, snart at blive befriet fra sit haarde Aag, og er bered¬
villig at gifte sig med den første den beste Mand, naar han
kun ey er for gammel og for ringe af Stand. Hun siger
og, at det i saa Fald ikke skal gielde om hendes Forældres
Samykke, thi den Sag kand altid finde sig efter Bryl¬
lupet. Den gamle Abelone, som dog Moderen troer saa
vel, har faaet denne hemmelige Anmeldelse i Commission.
Bellinde staaer en høy Fare, efterdi Abelone er ilke Mo¬
deren mere troe; men tager imod Stikke=Penge.
Celio - -- Enke, noget til Aars. dog ey over;;
Aar. Hun er for 2 Aar siden bleven Enke tredie Gang¬
Hendes Børn ere alle vel forsørgede, og hun besidder saa
megen formue, at hun har sine rigelige og aarlige Jnd¬
komster. Hun har nu paa nogen Tid havt megen Kemp
og Strid med sig selv over det Spørsmaal: Om hunskul¬
de skride til det fierde Giftermaal? For nogen Tid siden
talede hendes Laugværge alvorlig til hende, at hun dog ik¬
ke skulde begaae den Daarlighed, og gifte sig fierde Gang¬
Hun faldt derover i en bitter Graad, og spurgte == i
Efter et langt og viseligt Overlæg har hun nu vist og fast he¬
fluttet at vil føde, klæde og underholde den fierde Mand,
som maae være en smuk ung Mand, ligemeget om han n
Enkemand, naar han kun ey er over 40 Aar. Hun for¬
sikrer og, hvilket er noget rart, at hun aldrig vil nævne sine
Salige Mænd, uden til den Levendes Ophøyelse og Be¬
rømmelse.
Chrisillis - - - som er opdragen tilligemed Lu¬
cretia -- - - Begges Forældre ere meget gode Venner.
Da disse unge Piger voxte op, kappedes de om Fortrinne
i alle Ting. Naar den ene fik en nye Klædning, saa pur
kede og græd den anden saa længe, indtil hendes Forældtt,
for at tilfredsstille hendes Egensindighed, maatte og give


bende en nye Klædning. For fire Uger siden har Luere¬
tia: -- havt Bryllup, og triumpherer nu med en glad
Mine over hendes Leege=Søster. Chrisillis - - - er fær¬
dig at fortvivle, og gandske utrøstelig; ja, dersom hun ikke
i det seeneste inden et Fierding Aar faaer en Mand, be¬
frygter hun at staae en høy Fare, eller og at døe af Har¬
me. Hun holder for, at det er en vigtig Sag for unge
Fruentimmer, i Fald en bliver før gift, end de øvrige af
hendes Bekiendtskab. Naar de tilforn kom sammen, pleye¬
de de ofte, at forelegge hinanden det Spørsmaal: Hvilken
af dem, der først skulde blive Brud. Man kand let fore¬
stille sig, hvad det er for en Hierte-Sorg for Chrisillis,
at Lucretia er bleven gift, førend hun. Dog siger hun,
at det er hende nogen Trøst, at Lucreties Mand er en ab¬
gesmagt Karl, og at hun aldrig havde taget ham. Hun
føyer endda til, at da Lucreties Mand ikke har nogen Ti¬
tul, saa maae den, som tænker at frie til hende og faae hen¬
de, have en Titel, om hun end selv skulde kiøbe ham den.
Hun tvivler ey paa, at der jo snart bliver nogen, som mel¬
der sig, i sær da hun eyer en anseelig Capital, hvoraf de
meget honet kand leve.
Sibylle -- - Hendes Doctor har sagt til hende,
at hun bliver ikke ret frisk, førend hun bliver gift. Da
nu enhver giør en Barmhiertigheds Gierning, som ægter
Sibylle, der virkelig er et meget dydigt og got Barn, men
noget sygelig; saa farmodes, at der snart anmelder sig en
Mand, som besidder Dyd nok til at ægte en Pige, paa det
hun kand blive frisk.
Sabine --- blev allermeest fornøyet af alle dem
Ægteskabs=Mægleren har paa sin Liste, da hun fik at vi¬
de hans nye Forslag. Hun har for kort siden ladet sig
spaae i Caffe, at hun skulde snart faae en Mand; og hun
troer nu, at det skeer lige saa hasligt, som hendes Navn
bliver bekiendtgjort.
Clarisse - - - seer ud som en Engel. Hun kand
synge og spille, sye og strikke, og ellers forrette alle Slags
artigt og anstændigt Arbeyde. Hun formoder ikke, at hen¬
des tilkommende Mand vil forlange af hende, at hun skal


giøre nogen Huusgierning; ag derfor vil hun i Forveyen
sige, at hun intet videre vil bekymre sig om i Huusholdnin¬
gen, end skrive Kiøkken=Seddelen. Hendes Mand skal
være pligtig til at sørge for hendes heele Udkomme. Hun
siger, hvilket og kand være sandt: at dersom Naturen hav¬
de bestemt hende til Huusholdnings Forretninger, havde
den gandske vist ikke givet hende saa smukke Hænder.
Jacharisse - - - - Denne gode Jomfrue har vel
ikke givet Ægteskabs=Mægleren i Commission, at bekiendt¬
giøre hendes Navn iblandt Ægteskabs Candidatinderne,
men jeg vover paa min egen Haand at anføre hende, og
jeg kand ikke skildre hende bedre, end ved at anføre et Brev,
som hun har skrevet til en af hendes Veninder, hvori hun
meget nøye har beskrevet den Mand, hun vil have. Jeg
kom af en egen Hendelse over dette Brev, og jeg troer ikke,
den dydige Facharisse fortørnes, fordi jeg indrykker det til
fleeres Efterretning. Her er det:
Allerkiereste Syster!
Du forestillede Dig, saa vidt jeg mærkede, ved
vor sidste Samtale, at jeg virkelig havde Skilderiet af
min tilkommende Mand, malet af en stor Kunstner, og
med Modens Ramme omkring. Jeg lod Dig den Gang
blive i Troen; men naar Du har igiennemlæst dette Brev:
saa har Syster seet det Skilderie, som jeg meente:
Den Mand, som jeg vil ægte, maae see smnk og
indtagende ud; hans Øyne maae være fyrige, spillende
og kierlige; i hans Ansigt maae være en reen Sundheds
Farve, hvoraf kunde læses Munterhed og et følende Hier¬
te. Hans Legems Bevægelser maae være lette og utvung¬
ne; hen maae ikke have de tvungne Smaaherrers korte
Hop, eller noget af de høytidelige Giængeres tragiske
Trav. Hans Opførsel maae være alvorlig, og dog see
naturlig ud, hverken al for fuld af Hemmelighed eller alt
for venlig. Hans Øyekast, hans Latter, hans Tale, og
med saa Ord, alle hans Manerer maae være rigtige, u¬
tvungne, frie for alt flygtigt Væsen, og anstændige.
Dette maae være nok om det udvortes eller hans Lege¬
me. Nu vil jeg skildre de Fortrin, som hans Siel bør


have, og dersom han ikke eyer dem, saa kand al hans
Skiønhed og al hans indtagende Væsen intet formaae
hos mig; Han maae have en oprømt munter Forstand,
og en vidtløftig Kundskab, og flittig have lært at kiende
saavel Verden, som sig selv og Bøger. Lærdom, samt
frie og høflig Levemaade maae lyse saaledes frem hes ham,
at man altid i ham kand finde en læreriig Ven, mun er
Sælskabs=Broder og behagelig Elsker. Hans Tanker
maae komme af en dyrket Forstand, og han maae ved
nette og fiine Udtryk give dem en artig Vending. Hos
disse hans Forstands Fortrin maae hans Gemyt have
følgende Egenskaber: Han maae være gavmild, uden
Ødselhed; medlidende, uden overdreven Ømhed og Kier¬
lighed; billig og retfærdig, uden Suurmulenhed og knar¬
vorer Strænghed; samt munter og opvakt, uden vildt
og galent Væsen. Jmod hans Kone maae han være
tækkelig; imod hans Børn kierlig; imod hans Venner
oprigtig; og imod hver Mand tienstfærdig og venlig.
Hans Natur og den ved Flid oplyste Fornuft maae for¬
eene deres Kræfter; hos hans almindelige Menneske Kier¬
lighed og Goddædighed skal han forstaae Huusholdnings¬
Kunsten; han maae kunde sorge og have Omhu, uden at
forfalde til Gierrighed, og vide at forrette sine Huus=Sa¬
ger og Forretninger med en Ligegyldighed, hvorved imid¬
lertid intet forsommes. Hans Kiærlighed maae aldrig
være uden Høyagtelse, og ved hans Tekkelighed bestan¬
dig søge at vinde hans Kones Gienkierlighed, saa han
vedligeholder sin Erobring ved de samme Midler, som
han har giort den. Jeg veed nok, at Sielen ved Kier¬
lighed paadrager sig en Art af Blindhed; men den Mand,
som jeg skildrer, maae af Fornuften have lært hans
Kierligheds Følelser, og den Lidenskab, som hos andre
er et Kiendetegn paa Daarlighed, maae hos ham være
en ægte Virkning af Overlæg.
Men med alle disse gode Egenskaber bliver han
endda ikke Mand for mig, dersom han ey har Religion.
Han maae være gudfrygtig uden Overtroe, og from uden
Tungsindighed. Han maae være frie for den Syge, som
giør ukierlige Helgene af Mennesker, og som indskyder i
udem en murrende Foragt over Verden, og en Antipa¬


thie imod alle Forlystelser paa Jorden. Hans Religion
maae lyse for ham i et omgiengeligt og lærerigt Liv; og
hans Fornuft maae være saa styrket af den hellige Lære,
at den bliver hans sikkre Re tesnor for hans Vandel baade i
Sorg for hans Siel og i alle hans Levnets Pligter.
Saaledes skal den Mand see ud, som jeg kan ven¬
te at nyde Glæde hos i Ægtestanden, og det vil være u¬
mueligt, at faae et fortrædeligt Minut hos ham, i hvad
for Omstændigheder vi end seer eller taler med hinanden.
Saasnart saadan en Mand melder sig, saa er mit Hierte,
min Haand og min Formue til hans Tieneste, hvad en¬
ten han er Officier, Borger, Kiøbmand, eller af denneist¬
lige Stand. Melder sig ingen af disse Egenskaber, saa
er jeg vel tilfreds med min nærværende Stand, og jeg
kan, uden at græmme mig derover, tænke paa, at døt
og forlade Verden som Pige; og jeg haaber, om jeg skal
leve, som gammel Pige, siden jeg dog neppe tør haabe,
at faae nogen Ægtemand efter mit Ønske. Jeg for¬
Jacharisse.
bliver &c.
Vare alle vore Jungfruer af dennes Tænkemaade,
vilde vore unge Mandfolk vist stræbe at blive bedre og vær¬
digere end mange nu ere. Jeg kiender i en Hast ikke no¬
gen, som visselig kunde blive lykkelig med Jomfrue Jacha¬
risse. Hendes Egenskaber sees af hendes Brev. Og pat
det mand kan vide at jeg kiender hende, saa kan jeg melde:
at hun er ikke ubehagelig af Person; er 23 Aar gammel¬
og kan vente en anseelig Medgift. Hun har Friere
i Mængde; men ingen af det be¬
skrevne Slags.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et bver Torsdag¬


Patrollen.
No. 26.
Onsdagen den 26 Junii 1765.
N¬
u har jeg da seet, hvorledes det gaaer til ved Kii¬
den. St. Hans Aften er dog en lystig Aften for
mange Mennesker. Jeg tænkte, det var for Van¬
dets Skyld, man drog ud til Kilden paa denne Tid om
Aaret; men det er snarere for Landets Skyld. Begge
Deele kand endelig være gyldige nok. Den store Hob Kil¬
de Giester bestod af allehaande Folk, Slægt og Tungemaal;
dog saae man faa eller ingen af vem, som ellers pleyer u¬
gentlig at besøge de nærmeste Lyststeder og Dyrehaven.
Men det er artigt nok at see de andre. Gode Borgere,
som fører sig op eftet deres Stand og Formue, jævne
Haandværksfolk, Svenne og Drenge, Tieneste=Piger, som
enten har eller venter Kierester, samt en anseelig Deel af
den militaire Stand til Vands og Lands, med deres Ko¬
ner, Fruer og Børn, udgiøre de vigtigste Kilde Giester,
oa vrimler iblandt hinanden ligesom Myrer i en Myretne.
Men hvorfor giør jeg denne Beskrivelse? Skalde der vel
findes nogle af mine =Læsere her i Byen, som ey har været
ved Kilden? Got nok! men jeg skriver og for Udenbyes.
Jeg maae da denne Gang fortælle Kilde=Reysen:
To Dage for St. Hans Aften blev jeg først be¬
tænkt paa at reyse til Kilden med min gode Ven. Vi


leyede os en Vogn uden for Porten, hvor Bønderne pleyer
paa den Aarets Tid at indfinde sig med deres Stads-Vog¬
ne, blaa og fryndsede Hynder og beste Heste. Vi toge
først Veyen til gammel Vartovs Kilde. Den havde ikkun
faa Besøgere; thi Vandet skal ikke være saa sundt i denne,
som i den anden, og jeg troer ikke, der samles mange Pen¬
ge i dens Blok, med mindre det blev paalagt, at alle de,
som reyser til Tracteer=Huusene paa hiin Side, for at lu¬
stere, skulde hver Gang sammesteds giøre et lidet Offer til
de Fattige af 1 eller 2 Sk. Men hvad gielder, om sligt
blev befalet, at der vilde høres utallige Klagemaale af de
stakkels Folk, som maatte blive forarmede for saadan Ud¬
gifts Skyld. Det vilde vist nok hede: Man setter al sin
Formue til, ved at spekke de Fattige; alt hvad man
kand skrabe sammen, skal man legge i den Blok, o.
s. v. Men ved Lyst=Reyserne taber man intet, men tvert¬
imod vinder Fornøyelse, Berømmelse af Verterne og den
Det har vel ellers ingen
store Ære at være Moden lig.
Fare for dette Paalæg. Blokken kand jo sagte staae der
for et Syns Skyld, og den lader til at kunde staae tom i
mange Aar.
Med det samme fik jeg Killendal at see; det be¬
rømmelige og navnkundige Killendal, hvor saa mangen
brav Mand har lædsket sin Tørst, og saa mangen -- - -
faaet sin Fornøyelse i forrige Tider.
Vi kiørte derfra til Dyrehaven. Hvilket Syn
var ikke der at see! Hvilke Forandringer af Postyrer! Ran¬
ke, Krumbøyede, Tykke, Smalle, Høylseende, Ludende,
Krøblinge, Halte, Blinde, Ridende, Agende, Gaaende,
Siddende, Liggende, Ædende, Drikkende, Dansende, Hop¬
pende, Snakkende, Syngende, Leende (ingen bedrøvede,
uden et lidet Patte-Barn, som ikke skiønnede paa denne For¬
nøyelse) faaes sammenblandede, da jeg lod Øynene løbe i
Vor Kudsk vendte
en Hast over heele Forsamlingen.
Min
strax om igien ind til Byen, for at hente flere.
Ven og jeg spadserede nu i det grønne. See hisset ind
imellem Træerne, sagde han, og stødte paa mig. Jeg saae
der Damon og Phillis at spadsere sammen; de listede sig
alt længer og længer bort fra Mængden ind ad Skoven¬


Lad dem gaae, sagde jeg, maaske Phillis har drukket af
Kilde=Vandet, og giør sig nu en sund Bevægelse oven paa.
Ney, i disse Lande duer Kilde=Vandet intet, sagde min
Ven, men udi Tydskland og andre Lande, har Sundheds¬
Brøndene ret Kraft; Der kand en ung Kone eller Jomfrue
befinde sig gesegneten Leibes (som Tydsken siger) naar
hun ikke undertideg har været ved Badet i 8te Dage.
(Det er at mærke, at min Ven har reyst Udenlands, saa
han veed Beskeed). Han stødte atter paa mig, at jeg skul¬
de gaae af Veyen for en Flok Ryttere. De saae alle ud
til at være deres egne Herrer; thi deres Opførsel var no¬
get selvraadig. Om Eqvipagen var deres egen, havde de
uden Tvivl overlevet en lykkelig arte Junii. De rede lige
frem, hvor de fandt for got, og alle Mennesker maatte
gaae af Veyen for dem. Man kunde nok mærke, at de
vare komne til Kilden i samme Erinde, som mange andre,
for at see Ansigter.
Lidet fra os blev et blodigt Slagsmaal. Vi for¬
øgede Mængden, som stimledes deromkring. Tvende slo¬
ge paa hinanden af alle Kræfter. En Deel Fruentimmer
søgte at skille dem af, men forgieves. De holdt ikke op,
førend de bleve trette. Jeg hørte, Aarsagen til Klamme¬
riet var en Tobaks=Pibe, som den ene havde slaget i Styk¬
ker for den anden. Det var jo en Bagatelle; men føres
ikke afte vidtløftigere Tretter om lige saa smaa Ting.
Det var nu hen imod Aften, og man saae mange
tumlende frem og til Siderne, thi det gaaer ikke saa knap
til ved Kilden, at der jo baade er Viin, Brændeviin og
Øll at faae, foruden Kildevandet, og der kommer neppe no¬
gen ud, som jo bringer Penge med, undtagen maaske Tig¬
gerne. Men de got Folk bringer vist nok flere Penge med
sig fra Kilden, end de andre, i det mindste mange af de
andre, bringer dertil. Det lader ligesom de havde stude¬
ret i mange Aar til deres Forretning, at overhænge Folk
og tigge. Tiggeren beder os, at øve Barmhiertighed for
Guds Skyld; men hans Forsæt er ofte blot allene at be¬
væge os til Medlidenhed. Han giør os en kort Beskri¬
velse over hans Elendighed med de meest udsøgte Ord; og
i det han anstiller sig, som han paakalder Gud, at han vil


bøye og bevæge vore Hierter, søger han intel andet, end
ved sin Tale at røre os. Ofte det Guds forgaaenste Skam
tager Religionen til Hielp, og bestyrker sin Klage med en
jammerlig Tone og elendige Gebærder; Han smigrer for
vor Gierrighed ved det lidet, hvorom han beder, og ved
den Nytte, som vi kunde vente deraf, at Gud vil giengiel¬
de det Tusindfold, og han glemmer ikke at kildre vor Hov¬
mod med udsøgte Titler og Æres-Ord. --- - Hr. Pan¬
crat, som siger sin Mening reent ud, kom til os paa Veyen
hen til Bonde=Byen, hvor hans Familie var, og hvorhen
han endelig vilde have os med i Selskab, og tractere os.
Han hørte vor Samtale, og svoer strax paa, at man gior¬
de ilde imod mange Fattige, ved det, man gav dem Almis¬
se. Vi Formuende og Rige, sagde han, (thi han er vir¬
kelig en af de velhavende jevne Borgere) burde see meer
paa de unge Fattiges gode Opdragelse, saa at de ikke avig
skulde blive Tiggere. Mange af de omløbende Tigger=Un¬
ger ere jo dog dets uden af vort eget Kiød og Blod. Kien¬
der J ikke Hr. -- Hr. -- nu kand jeg ikke huske hans
Navn, han er alt for vel overbeviist derom. Det er ikkun
nogle faa Uger siden jeg spadserede med ham i Alleen, da
der kom en halv Snees Tigger=Unger, som forfulgte oe.
Han udsøgte en liden Pige og Dreng af Flokken, som han
gav noget, og bad os andre i Sælskabet, at vi og skulde
give de kiønne Børn en Foræring. Det skeete, og de gil
fornøyede bort; men jeg mærkede, at Hr. -- saae skielen
de efter dem, og jeg holdt den heele Sog meget fordægtig.
J maae ellers troe, sagde han videre, at mange af disse
næsvise Tiggere samler Penge. J Fior var her en Kier¬
ling ved Kilden, som tiggede 8te Rdlr. sammen. Men
forleden kom en forbandet storagtig Tigger til mig, tænk
engang! han forlangte ikke ringere end 1 Rdlr. Han saae
ud til at være en Mand, som forstaaer at leve, og jeg har
siden hørt, at han drikker ingen ringere Viin end Rhinsk.
Saadanne Tiggere kunde man med et gandske roligt Sind
give Stokkeprygl i Steden for Almisse.
Nu kom vi til Bøndebyen. Hos den Bonde, hvor
vi gik ind, vare adskillige Partier, som hver tracterede sig
paa det beste. Min Ven og jeg levede ret got; thi Hr¬
Pancrat er altid en brav Vert. Hans Madame og begge


Jomfrue=Døttre vare der, Fruentimre, som vel ere paa
Moden, men ey efter Moden. Han lovede dem, at der¬
som det blev got Væyr, vilde han ligge med dem under
aaben Himmel om Natten. Men Duggen, Papa! sagde
den ældste Datter. Ey du Taasse! svarede han, kand vi
ikke spadsere saa længe, til vi finder et Sted, hvor ingen
Dug falder. Den falder vel allevegne, svarede hun? Der
er vel ingen Sted uden Dug under aaben Himmel? Jo
saa mænd er der saa, mit Barn, sagde han, der falder al¬
drig Dug, der, hvor Penge eller andre Skatter ere ned¬
gravne; og hvo veed, om det er ikke lige saa got, at vaa¬
ge efter Penge St. Hans Nat, som vor Frue Nat i Fa¬
sten. Har J Lyst, Messieurs, at vaage med efter Penge?
spurgte han mig og min Ven. Det er dog helligt i Mor¬
gen, og vi forsømmer intet i Kiøbenhavn dermed, uden at
gaae i Kirke, men der kand vi komme her ude, om vi vil.
Troe mig, de har og Præster paa Landet, som kand præ¬
ke, men de har ikke saadanne Orgelværker, som der stod
forleden i Patrollen om. (Han saae paa mig, men af den
øvrige Tale, mærkede jeg dog, de ey havde mig mistænkt).
Saasnart Patrollen blev nævnt, talede Jomfruerne med,
og det var mig ret kiert, jeg fik deres Hiertens Mening at
høre. Ja! Patrollen! Papa! raabte den ældste Datter:
Jeg gad vidst hvad det er for et Dyr, den Patrollskriver,
enten han gaaer paa to eller fiire Been. Jeg tænker, Sø¬
ster, sagde den Yngste, at han seer fælere ud end den Bus¬
semand, min Pige pleyede at kyse mig med, da jeg var li¬
den; man siger, han kand skræmme alle Folk med sin Nær¬
værelse, forleden var han paa et vist Sted, hvor en Jom¬
frue, som sad og syede, tabte sin Syenaal, men hun turde
saa mæn ikke tage den op, saa længe den Bussemand var
der. Ja, sagde den Ældste til mig, hvor taasset var ikke
den Vifte-Exercitie, som stod forleden i Patrollen, ret li¬
gesom vi vidste ikke den, førend han skulde lære os; hum!
det maatte vi moqvere os over; havde jeg ham ber, jeg
skulde saaledes exercere hans Kæber, med min Vifte, at
han skulde komme til at nedlegge Vifterne (trøsteligt for
mig at høre paa). Jeg troer, sagde hun videre, i det en
Hiort kom springende os forbi, at Patrollskriveren seer ud i
Hovedet som den Hiort. Ney, min hierte Jomfrue, svarede
jeg han er ikke gift. - Saa kiender han han? - Ja¬


Fy! sagde hun og tog sin
jeg har seet ham engang.
Haand, saa vil jeg ikke engang spadsere med ham (men dette
var kun for Spøg). Man kand let tænke, hvor lækker jeg
giorde mig, for at vinde den lille Piges Gunst igien. Jeg
havde tænkt, sagde hun han var gift; thi hvor vil han el¬
lers faae en Kone, jeg vilde min Troe ikke have ham, om
han end ---- Jeg min Troe ikke heller, sagde den Lille.
(Men hvad vil de stakkels Pige=Børn tænke, naar de seer,
de har spadseret med den fæle Buffemand). Jeg spurgte
Jomfruen, om hun da vilde have imig; men hun taugde
stille.
Vi vare nu komne til Skoven igien, hvor vi fore¬
fandt en langt større Mængde end før. En Deel agtede
gandske vist, at blive der Natten over, og jo længere det
gleed hen paa Aftenen, jo flere saae man liste sig dybere ind
ad Skoven. Det begyndte at blive koldt. Jomfruerne
og deres Mama vilde hiem. Der bliver intet af i Nat,
sagde Hr. Pancrat: Nu skal J blive her, for at see So¬
len staae op i Morgen, J har dog al jer Tid ikke seet no¬
gen Soel staae op, men vel mange at gaae ned. De maat¬
te altsaa blive imod deres Villie, dog maaske de gierne vil¬
de. Man kand ikke altid troe, hrad Fruentimmer siger.
Lad os aaae derhen og sette os, sagde Hr. Paneret
der har vi dem best i Kikkerten. Han giorde sine Remar¬
quer over alle dem, som spadserede forbi; thi han er meget
lystig, dog uden at være forargelig. Jeg vilde ønske, jeg
kunde erindre alle hans Jndfald, Haa skulde jeg ret fornøye
mine Læsere. Hvor gammel er du, Lisbeth, spurgte han
J mit 15de Aar Papa. -
slu ældste Datter.
dit 15de Aar! Jh! saa skal du vel snart giftes? Har du in¬
Ney, jeg har saa mænd ik¬
gen Friere havt endnu?
Moder, hvi har du ikke erindret mig om, at
ke.
Lisbeth var saa gammel? Hvormeget er du paa dit 15de
hille¬
Fem Uger, Papa!
Aar, Lisbeth?
mænd! Fem Uger, og hverken er forlovet eller gift endnu?
Du giør dine Forældre Tort, Barn! Naboerne skulde snart
tænke, at jeg var en fattig Staadere, siden min ældste
Datter gaaer saa længe ugift. Du skal saa mæn anprises i
Patrollen. (Lisbeth loe) Siig mig, Lisbeth, et for


O, ney, hierte Pa¬
Alvor, har du ingen Kiereste?
Tids nok, siger du,
pa, det er saa mænd tids nok.
ney, jeg veed en Kiereste til dig, og J skal have Bryllup
Maatte jeg spørge hierte Papa, hvad
om 14 Dage.
Ha, ha, ha, Lisbeth! tænk¬
det er for en Kiereste?
te jeg ikke nok, at du vilde giftes. Jo, jo, det er sandt
nok, som du synger paa Comodien: En Patte=Glut maae
ogsaa lee, saasnart hun hører Kiereste. Du er i 15de Aar
siger du, Lisbeth! du skal have den 15de Mands=Person,
som gaaer os forbi, hen imod Skoven. Tæl nu rigtig.
(hun talte.) Hvilken skal jeg da have, Paa? spurgte den
Tie stille, Trine, sagde Lisbeth, du for
yngste.
Du skal bie til en anden
vilder mig i Tælingen.
St. Hans Aften, Thrine! sagde Faderen. Lisbeth
talte - - - Jh! Fy! det er en styg, en hæslig en; den vil
Got, min Datter, sagde Fa¬
jeg ikke have Papa.
deren, Ney du har og rigtig Tids nok endnu mit Barn!
Jeg veed vel at Tydsken siget for et Ordsprog: Jung ge¬
freyt, hat niemand gereut. Men det holder ikke Stik
altid i Dannemark. Du maae endelig bie til du bliver
over 16 Aar; thi Forstanden kommer dog ikke førend
Aarene.
Det var nu over Midnat. Luften begyndte at
blive kold, og Fruentimmerne utaalmodige. Lad os gaae
til Bondens igien, sagde Her. Pancrat. Vi gik og paa
Veyen talede om den Fornøyelse der var at leve paa Lan¬
det. Der synes al Bedragerie at være ubekiendt, undta¬
gen Fuglefængerens og Fiskerens; al Vold og Overlast
synes der at være fremmek, undtagen Jægerens; og Bon¬
den synes at være en riig Herre, naar han ret kunde kien¬
de sin Lyksalighed, og ikke af Ondskab misbrugte den. Da
vi kom ind i Bondens Stue, sad der en høyrøstet Mands¬
Person, og foragtede Landlevnet ligesaa meget, som vi an¬
dre havde roest det. Jeg begriber det ikke, sagde han,
hvor Folk kand giøre saa meget af Landets Herlighed og
Fornøyelse. Man kand jo have det selv samme og langt
mindre kostbart i Stadens Haver. Der fattes man aldrig
Selskab, og behøver ikke at leve i Eenlighed, som her ude.
Hvad Lyst har man vel her? Man seer et par magre Oxer,
og nogle klattede Faar; en snottet Bonde=Pige og nogle


skidne Bønder. Er det Morgen, kand man ikke spadsere
ud, saa er Marken vaad; er det Middag, brænder Sø¬
len, at mand ey kand være til for heden; og om Aftenen
er Luften ikke altid sund. Fugle kand man med meere Magt
lighed høre synge i et Buur, og ingen skal faae mig til at
troe, at Vandet paa Landet smager bedre end Viinen i Sta¬
den. Jeg elsker det Levnet i Staden hvori mine kire
Forældre har opdraget mig, og jeg misunder ikke Bønder¬
ge deres Fornøyelse. Elsker de Landet, spurgte han mig.
Ja, fuldkommen, svarede jeg. Da forsitrer jeg dem,
sagde han, at naar de kun i tre dage skulde pløye, meye,
eller tærske, skulde den Lyst nok forgaae dem. Han gior¬
Del vat
de et Buk for os alle og satte sig til Hest. -
var vel han gik, sagde Hr. Pancrat, jeg gad ikke hørt
paa hans Snak. Der hører virkeligen en Hob til en beha¬
gelig Omgang, som kand tilveyebringe Venskab og Yndest.
Hverken Stortalere eller Suurmulere ere dertil skkikkede.
Madamen og Jomfruerne havde nu faaet et
lidet Bluund, da Hr. Pancrat vækkede dem for at see
Morgen=Røden og Solens Opgang. De bleve og hierter
lig fornøyede derover, og fortrøde ey, de vare blevne oppe
den Nat. Setter Eder nu i Vognen, sagde Hr. Pam¬
crat, saa vil vi kiøre til Torbek eller Bellevye, for at fa¬
ge Frokost. Han bød os at følge med; men vi betakkede
Min Ven
for beviiste Godhed, og toge Afskeed.
og jeg gik ned igien til Skoven, af hvilken vi saae mange
fremkomme ligesaa glade over Dagens Lys, som de Afte¬
nen før havde glædet sig over Nattens Ankomst. Vi leye¬
de os en Retour=Vogn, og kiørde ind til Byen. Min
Ven tog Afskeed ved Porten og Klokken slog net op aatte
da jeg kom mit Kammer.
Nu har du da gjort en Kilderepse, saade jeg ved
min selv; men ingen kand troe, hvor fortrydelig jeg blev
paa mig selv, ey for Tids Spilden og Bekostningerne paa
Reysen, men fordi jeg, ligesom maaske mange fleere, for
andre Syns Skyld, havde glemt at see Kilden.
NB. Kilde=Reysen var sær behagelig, formedelsiden
faldende Regn, da det ikke støvede.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag


Patrollen.
No. 27.
Onsdagen den 3 Julii 1765.
F¬
ormedelst mine Patrollers Frugtbarhed paa Nyehe¬
der har jeg atter maattet anføre det bragte Nyt un¬
der sine behørige Artikler:
Correspondence.
Besvarelser:
Deres No. 18. af Patrollen, der var indrettet som
en Avis under visse Artikler, har fundet stort Biefald, og
jeg er vis paa, at De fornøyede Deres Læsere, om De un¬
dertiden gav dem Blade af samme Indretning. Jeg har
ikke kundet blive kied af at læse det. En Deel har vel
giort deres Anmærkninger over de Breve under Correspon¬
dencen, eller rettere over Jomfruerne, som har skrevet
dem, men efter mine Tanker, uden al Grund. Hvad for¬
staaer Kiøbstæd-Jomfruer sig paa Landsbye=Væsen? Det
er jo ey at forlange af dem. Lad dem troe, at Smør voxer
paa Træer. Det er jo ingen Forseelse. Mohrerne troer
jo, at Fanden er hvid. Men nok derom. De 3 Spørs¬
maale, som i samme Blad ere anførte, holder jeg for at
være saa vigtige, at de med billighed burde besvares. Jeg
har hidindtil forgieves ventet, at læse Svar paa samme i
Deres Blade; og jeg har ikke kundet bare mig, at optegne


nogle af mine Tanker derom, hvilke jeg gierne underkaster
alle Deres Læseres Domme, i fald De ville værdige dem
at trykkes:
1.) Spørges: Om der ere Nisser, Varulve, Kirkevoer,
Helheste &c. til endnu?
Ja vidst ere de til, lige saa vidst, som de altid har
været til. Derpaa kand føres heele Skokker Vidner af
mange gamle hæderlige Matroner, Ammer og Barne=Pi¬
ger. I Holland skal være en Nisse næsten i hvert Huus;
og her har i forrige Tider været Mængde af dem i Dan¬
nemark; men de skal have forladt Riget efterhaanden tilli¬
gemed de gamle Specier og Kroner; saa man snart skulde
falde paa de Tanker, at Nisserne helst vilde være, hvor der
roullerer megen klingende Myndt Det er ellers unødigt
at fortælle alle de forunderlige Gierninger, som tillegges
disse Nisser. Og det er kun faa Aar siden, at de forlod
Varulve findes endnu Mængde af her i
Sprogøe. -
Norden; men i Kiøbenhavn troer jeg ikke de opholder sig
uden i visse Gader. Og at de vist nok maae være til sy¬
nes den Historie at bekræfte, som jeg hermed sender Dem,
men passer sig bedre under den Artikul: Adskilligt Nyt.
Helheste sees tidt i de smaa Kiøbstæder, som ligget
ved Søe=Kanten, og jeg har hørt, der skal være en ved hver
Canal i Kiøbenhavn. Der menes, at Helheste skal være
det samme som Aamænd, de gaaer paa 3 Been, og naar
de lader sig høre, skal et Menneske snart drukne. Det er
ellers at mærke, at disse Helheste eller Aamænd ikke kand
Kirkeveer ere ikke an¬
gaae over nogen Kors=Vey. -
det, end et Slags fattige Nisser, som opholder sig i gamle
Kirketaarne. Til ere de gandske vist; men der er ingen,
som bryder sig om dem, eftersom de giøre hverken Ont eller
Got. De skal ellers være to Slags, sorte og hvide, af
hvilke de hvide skal være de beste. En gammel lærd Degn
har forsikret mig, at han har hørt disse Nisser at lee, naar
der er ringet for Liig; saa det lader som, de glæder sig ved
den blotte Lyd, som betyder Penge, og altsaa bekræfter det
Gravsøer,
førrige om de gamle Specier og Kroner.
findes her nok af; og jeg bilder mig ind, at de ere saa be¬
kiendte, at jeg ey behøver at beskrive dem; de ere meget
skidtfærdige og gierrige, og ønsker at de vare rette Sviin,


Natte=Ravne ere her ligeledes nok
at de kunde ---
af. De sover om Dagen og flyver gemeenlig ikkun ud om
Natten. De ere avlede af Mennesker, og begynder at fly¬
ve, saasnart de faaer Duun. Man kand undertiden høre
dem om Nætterne; thi de skriger forskrækkelig, hvor de fa¬
rer frem. Man siger ellers, at Natte=Ravne skal være
Marren
komne af gamle nedmanede Giengangere.
er bekiendt nok. Det er hende, som pleyer at ride Folk i
Søvne, og der er saa mænd ingen, som nægter, at hun
virkelig er til, undtagen det skulde være nogle rette Præster
og Doctore; Men alle Qvaksalvere tilstaaer det, og man
veed jo, at de fleeste Stemmer gielder. En troværdig
Skipper har endog fortalt mig, at da han engang seylede
i Kattegat, blev han en Nat redet forskrekkelig af Mar¬
ren, og hans Styrmand, som stod ved Roret, saae hun kom
seylende over Søe og Salt Vand paa et Kaalblad lige til
Fartøyet; men Styrmanden kunde jo ikke forlade Roret,
Elle¬
for at forbyde Marren at stige om Borde?
Folk findes nok af, i sær paa Øer, hvor der er nogen Skov,
de ere grønne, og har et slemt Øyesyn, og de, som de over¬
seer, gaaer gemeenlig fra Forstanden. Det er ikke got at
Lygtemænd
sove i Marken, hvor der er Elle=Folk.
findes over alt i sær i Moser, og altsaa maae være fugtige
Karle. De forvilder mange troeskyldige Mennesker, i sær
unge Folk, som ey endnu har lært at kiende Verden.
2.) Spørges: hvad Raad og Middel skal der bruges
imod en dumdristig Medborger, som er egen¬
nyttig paa en utilladelig Maade?
Dette er ikke saa let besvart; thi Dumdristighed
bliver ofte meget fornøden for den, som vil giøre sin Lykke,
og er altsaa en Dyd, lige saa vel som Egennyttighed paa
en tilladelig Maade; (hvad som er utilladeligt, formeener
man, faaer aldrig Fremgang). Er der saadan en Bor¬
ger til, saa priser jeg ham lykkelig. Han kand med Glæ¬
de samle sin blanke Skilling i en Silke= eller Læder=Pung;
drikke sit Glas ud, saa tidt det kommer til ham; røge sin
Pibe med god Andagt i Sælskaber, og lee ad alle lystige
Fortællinger og alle sine Misundere. Naar han har Dum¬
dristighed nok og Egennyttighed derhos, saa gaaer han rig¬
tig sin skæve Gang igiennem, og jeg seer ikke, at der er


Raad og Middel imod saadan en, ey engang, om man vil¬
de hidse alle Nisser, Varulve og Helheste paa ham.
3.) Spørges: Om den er eller kand ventes at blive
født, som har været, eller kand blive alle til
Maade?
Forstaaes dette om Mennesker, saa maae man vel
nødes til at svare ney; men dersom det forstaaes om Bø¬
ger og Skrifter, som og kaldes Fostere, og siges at fødes,
saa kand man nok svare ja. Det er jo et Tegn til, at et
Skrift behager alle, naar det heele Oplag gaaer af, og
Forlæggeren maae være betænkt paa at besørge et nyt. (Den
ubekiendte Forfatter af disse Besvarelser tillader mig at si¬
ge, at den sidste holder nok ikke Stik.)
Spørsmaale:
1.) Hvilke Mennesker lever længst i Verden?
2.) Er Fugl Phoenix til endnu, eller har den væ¬
ret til, og i hvad Land skal den opholde sig?
3) Hvorledes kand man best og beqvemmest an¬
sees for meget lærd?
Adskilligt Nyt.
J en af de smaa Kiøbstæder her i Sædland har
nylig tildraget sig denne selsomme Hendelse, som fatte heele
Byen i Allarm: En stor Skræk blev indjaget alle Jndbyg
gerne, som dog omsider toge Mod til sig, at frelse et Huus,
for hvis Dør den farligste Fiende lurede og paapassede.
Man bevæbnede sig med Rage= og Kuste=Skafter, Stæn¬
ger, Rokkehoveder, Jldskuffer og Jldtænger (af Gevæhrer¬
ne kand man let slutte af hvad Kiøn Krigs-Folket meest be¬
stod). Denne bevæbnede Krigs=Hær gik med et uforsagt
Mod denne alle frugtsommelige Koners farligste Fiende, en
Varulv, i Møde, da den lurede uden for Døren. Den
gode Varulv blev og saaledes medhandlet, at den ey saa
snart igien skal blive i Lyste. Enhver viiste paa dette Dyr
sin Færdighed i at optænke Pinseler, ret ligesom det kunde
have været en Jnqvisitions=Ret. Dette Rygte foer som
en Vind over Byen. Vel var det. Eyeren til dette for¬
skrækkelige Dyr kom, og fandt sin store lodne Pudel=Hund


saa forslaget og ilde medhandlet, at den neppe kunde krybe
hiem. Uagtet den tydelige Overbeviisning, har dog man¬
ge endnu denne Hund mistænkt for en Varulv, og følge¬
lig maa det Slas Dyr være til, i det mindste, i de Een¬
foldiges Jndbildning, og i Barselstuer.
Frue Pallas er lykkelig nedkommet med en ung
Søn kaldet den anden Apollo. Barnet tegner allerede
til noget størt, saa man af det kand vente lutter nye Viis¬
dom, som man aldrig har hørt og vidst før.
Befordringer.
Hr. Vindmager er bleven udnævnt til Comman¬
dant paa det faste Castel i Luften. (Posten er ikke saa van¬
skelig, som den synes). Hr. Sauce ligeledes faaet Pri¬
vilegium paa at være ene Snyltegiest i Smaaraasserstad
(Brødet føder sin Mand got.)
Vacancer.
Sladder=Embedet i Snakkestad. Kaldet er ik¬
ke anslaget for noget vist; men føder rigelig den, som har
to eller fleere Tunger i Munden. (Embedet er just ikke
meget honorabelt, men Brødet er kiert).
Anmærkninger.
Guds Barmhiertighed havde engang ført et laste¬
fuldt Menneske til et Sælskab af gudfrygtige og dydige
Folk. Han blev rørt af deres Dyder, foresatte sig at ef¬
terligne dem, og at aflegge sine gamle onde Vaner og Le¬
vemaade. Han blev retfærdig, nøysom, taalmodig, ar¬
beydsom og godgiørende. Hvad skeede? Man kunde ikke
nægte hans gode Gierninger; men tillagde dem onde Hen¬
sigter. Man roste hans Opførsel, men foragtede hans
Person. Man vilde altid dømme ham efter det, som han
havde været, og ikke efter det, som han var bleven. Den¬
ne Uretfærdighed giorde ham bedrøvet, og han udøste sine Taa¬
re i Skiødet af en gammel Eremit, som var mere retfær¬
dig og menneskelig end de andre. O! min Søn! sagde
den Gamle til ham: Tak Gud, at Du er bedre end
Dit Rygte. Lykkelig er den, som kand sige: Mine Fien¬
der og Misundere laster saadanne Feyl i mig, som jeg ikke


har! Hvad skader det, dersom Du er god, at Menneskene
forfølger og straffer Dig, som en ond Mand? Er det ikke
nok for at trøste Dig, at Du har to saa gode Vidner om
Dine Handlinger, som Gud og Din Samvittighed.
En Mand laae engang paa Marken, halv opædt
af et vildt Dyr, han var nær ved at døe og leed stor Pine.
Store Gud! sagde han: jeg takker Dig, fordi jeg plages
kun af Smerte, og ey af en ond Samvittighed.
Jndpasserede.
00 Rentenerer, og en Deel tomme jernbundne
Skrin.
Udpasserede.
De samme med oooøo Rente=Penge, alle Ski¬
nene fulde.
Dødsfald.
Udenrigs: Jomfrue Skiønhed i sit Alders 16d
Aar. Over hende har man seet følgende
Gravskrift.
Læsere!
Udi. Denne. Krukke¬
Forvares. Asken. Af. En. Skiønhed.
For. Hvillen.
Hundrede. Krukker.
J. Livstiden.
Brast.
Her i Staden af den Jødiske Nation: Nathan
Moses Ephraim Samson i sit Alders 82 Aar. Han
efterlod sig 81 Tusind Daler, og havde gierne levet, indtil
han havde faaet et Tusind for hvert Aar og siden meere.
Over ham har man ligeledes seet følgende
Gravskrift:
Den Jøde,
Somskindrede, og skakrede, nu døde
Hans=Skiæg og Skillinger
Var hannem kierest her.
Men gid at ingen Mødre
Ham bragte Christne Brødre.


Copulerede.
Hr. Elskværdig og Jomfrue Dyderig, efter et
oprigtigt Venskab og nøyagtigt Kiendskab, begave sig med
et forsigtigt Overleg i den vigtige Ægtestand.
Efterretninger for Publico.
Posten, som medbringer allehaande nye Huusti¬
dender, gaaer alle Dage, dog helst ved Thee= og Caffe=Ti¬
den, og fortæller alting baade Sandt og Usandt for et
Smørrebrød.
Ret og Retfærdighed behandles ved alle Retter¬
gange herefter, ligesom før.
Vexsel=Cours.
Denne Maane paa Pengehandlernes Himmel har
paa nogen Tid været i en saa bestandig Af= og Tiltagelse,
og saa uvis i sit Løb, at de kyndigste Pengekigere frygter
for en almindelig Formørkelse. Jeg har derfor ikke kun¬
det sette nogen vis og tilforladelig Vexsel Cours.
Proclama.
Da Mademoiselle de la Meretrice i en slinkende og
uteerlig Sygdom ved Døden er afgaaen, og hendes Efter¬
ladenskab, der allene bestaaer i et udpyntet Natbord, hvor¬
paa staaer et sønderslaget og overpuddret Speyl; en Kruk¬
ke med lidet vellugtende Pomade; en Æske med Skiønplet¬
ter af adskillige Facons; en dito med en Deel glimrende
men uægte Guldringe; 6 Stk. Vifter nogle beskadigede og
løse i Giængerne men alle med forliebte Skilderier; under
Natbordet, er og en Snees tomme Flasker, hvorudi har
været Liqucurs, Amour, hvilket alt ved Registrering og Vurde¬
ring er befundet af saa ringe Betydenhed at Etervboet ey taa¬
ler noget ordentlig Proclama udstedes; thi vilde bemeldte
Stervboes Credi- og Debitores, af hvilke de første formo¬
des at være de fleeste, møde eller møde lade den 25de af
Hundedagene, som er den fastsatte Aabnings Dag, da en¬
hver, som vil være sine ulovlige Beviser bekiendt, kand for¬
sikre sig, at skee, hvad Ret er, og tage Skam og Skade i
Betaling.


Til Kiøbs.
Paa Sundheds Apoteket sælges følgende tilforlade¬
lige Medicamenter:
1.) En ypperlig Præservativ, kaldet: Alt for¬
giængeligt, meget god for de Gierrige at indtage en Por¬
tion af, Morgen, Middag og Aften.
2.) Et Pulver, kaldet: Erden. Det forekom¬
mer al Svulst og Hævelse i Hiertet. Meget ypperlig for
de Stolte og Opblæste at indtage et af, hver Time.
3.) Et Slags Aabnings Piller, kaldet: Kiend
Dig selv. Ypperlige for Forstoppelse af den bedragelige
Egenkierlighed. Kand bruges alle Øyeblik.
4) En ypperlig Øyensalve, kaldet: Nøysom¬
hed. Herlig at bruge for skiele Øyne over Næstens Vel¬
gaaende.
Skrifter.
Tvende meget poetiske Kierligheds Sange, under
Titel, den ene: Cupido skielmske Hierte=Tyv &c. Den
anden: Ungdoms Aar snart forgaaer, ak! hvor læn¬
ge &c., 6te Oplag og merkelig forbedret, synges med de¬
res egne velklingende Melodier, trykt i dette Aar, til be¬
hagelig Tidsfordriv ved en Spinderok eller Sye=Ramme.
Sælges i alle omgaaende Boglader Exemplaret 1 Sl.
Danske.
Tabt og bortkommet.
Fiire Uger efter Bryllupet er af en forvandlet El¬
sker tabt alle de Kierligheds Eeder og Forpligtelser, som i
Frier=Dagene bleve gjorte. Skulde noget retsindigt Men¬
neske finde samme, og igien vilde levere dem til Manden,
giorde de en stor Velgierning imod den unge Kone, som
ooet i Sorgens=Gaden, 5te Dør fra Enigheds=Stræ¬
det. Hun lover uader Haanden en raisonnabel Douceur.
Fundne Sager.
Hr. Atheist var saa lykkelig, ved et ulykkeligt Til
fælde, som truede ham med Døden, at han fandt sin Sam¬
vittighed; han blev vel i Førstningen bange for denne Ey¬
endom; men ved nøyere Kiendskab med samme befinder
han sig nu vel, og er blevet et gandske andet
Menneske.
Af disse approderede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 28.
Onsdagen den 10 Julii 1765.
D¬
en gamle Philosoph, hvorom jeg har meldt noget
i mit No. 21, indfandt sig en Dag forleden Uge
i det samme Huus uden for Porten, hvor jeg var.
Jblandt andre Discourser, som der forefaldt, kom Sælska¬
bet til at tale om Moden. Efter at de alle havde sagt de¬
res Betænkninger derom, udlod den Gamle, som hidindtil
havde været en blot Tilhører, sig med følgende Tanker:
Hvo som vilde tale eller skrive imod alle Udskeyelser i Mo¬
den, fik nok at bestille. Men de gode Opfindere af Mo¬
den ere at undskylde, om den ikke altid er fornuftig og be¬
hagelig i hver Mands Øyne. De stræber dog efter, at
den ved sin Beqvemhed og Nethed skal være det, og den er
det virkelig og i deres egne Øyne, og alle deres, som anta¬
ger den. Vore Klæder passer sig nu mere efter vore Lege¬
mer, end de i Mands Minde har gjort; Vore Vogne ere
lettere at kiøre og vende med, end de Gamles, og vore
Huuse ere meget lysere og følgelig sundere end vore Fædres.
Lad Folk, som har Lyst dertil, forandre Moden, saa tidt
de kand. Mange anseer alle Ting med Ærgrelse og For¬
trædelighed. Jngen Ting er dem til Maade, i sær dem
af det Choleriske Temperament. Jeg veed ikke, hvilken
der er latterligst, enten Florida, som piner og plager sig


at opfinde et nyt Slags Hoved=Prydelse, eller Tristit, som
heller vil lade sig see med et bart Hoved, end nogen Tid
sette Paryk paa sin skaldede Jsse. Jeg erindrer, at have
læst om en Parykmagers Nidkierhed for Tristits Brødre.
Det var et Brev fra en Parykmager til en periodisk Skri¬
bent. Jndholden var omtrænt denne:
Verden lader sig ikke heller advare ved de for¬
skrækkeligste Tildragelser. Man læser en Hob i Aviser¬
ne, og man lever dog ligesom man vil. Men det er in¬
gen Under; thi man troer jo neppe Bibelen nu. Det
kand jeg, som en Parykmager best dømme om. Min
Forretning, da jeg næsten heele Dagen igiennem maae siir¬
re paa een Plet, kommer min naturlige Tilbøyelighed til
Eftergrandskning meget vel til pas. Jeg elsker det heele
menneskelige Kiøn, og ønsker enhver en høy Alder; thi
man kand næsten ikke meere faae graa Haar at kiøbe for
Penge. Men ey at tale derom: saa røres altid mit Hier¬
te i mig, naar jeg seer nogen at gaae med sit eget Haar,
hvilket jeg holder for at være det samme, som at svæve i
en aabenbar Døds=Fare. Absalon bar og sit eget Haar;
men maatte jammerlig omkomme. Havde han baaret
Paryk, saa kunde han maaske have levet endnu.
Vi maatte lee ad dette Jndfald.
Derpaa blev talet om Oprindelsen til adskillige
Modens Foraadringer; og en i Sælskabet opdagede os
Oprindelsen til den Mode, at spærde Skoe=Spænderne
skievt: En af de Smaa=Herrer, sagde han, giorde engang
Opvartning hos en stor Herre, som kom fra Hove, hvis
Tiener af Hastighed eller Skiødesløshed havde spændt
Spænderne skievt i hans Skoe; og da den lille Herre saae
dette, tænkke han strax, det var blevet en Mode; gik hiem,
og spændte sine Spænder skievt, og løb strax ud til alle
Sælskaber af sit Slags, og fortalte dem denne nye Foran¬
dring. Den følgende Dag saae man den halve Byes Folk
med Skoespænderne skievt i Skoene.


Ja, ja, sagde Philosophen, mange af vore Mo¬
dens Forandringer har vel ikke meget fornuftigere Grunde
til deres Oprindelse; og har endskiønt nogle det, saa giøre
dog mange dem ved utidig Efterabelse, til mindre Fornuf¬
tige. Jeg tænker, sagde han videre, at Hattenes Opfæst¬
ning uden paa, og deres Overtræk med Voxdug, er først
opfundet af en agende Post, eller saadan en, som ofte maae
reyse, for Regns Skyld og for at faae den nedslaaet i en
Hast; endskiønt den første Opfindelse og har en anden Nyt¬
te, at Lidserne ey trykker Hovedet, og i denne Henseende
kand de allene undskyldes, som har gjort det til en hver Dags
Mode. De derimod, som gaaer hver Dag med Hatte,
der ere overtrukne med Voxdug, maae enten hver Dag
vente Regn, eller kun have een Hat. Dog, vi sidder her
og taler om sligt. Kand ikke enhver klæde sig som han
vil. Jeg var i Stand til at gaae med guule eller røde
Men saadant er
Skoe, om jeg ingen sorte havde.
dog ikke velanstændigt, sagde Verten, det kand gaae an for
Fruentimmer, men for Mandfolk ikke.
Velanstændigt ! raabte den Gamle: Velanstæn¬
dighed angaaer mere Sæderne end Klæderne. Den be¬
staaer i Tusinde smaa Ting, hvoraf hver i sær vel neppe
kand mærkes, men naar de tages samlede, saa giøre de
Mennesket behageligt, som man siger. Det er det man
kaldee Decorum; men saadanne smaa Ting bryder sande
Philosopher sig ikke om. Dette Decorum eller Velanstæn¬
dighed kommer og ofte an paa den indførte Mode. Det,
som mange Tider er uanstændigt, er atter igien meget an¬
Men, sagde jeg, man bør
stændigt paa andre Tider.
dog søge at undgaae Spot, og at Folk ikke skal giøre Nar
af os for Skidenhed eller Skiødesløshed i Klæder.
Ey, svarede den Gamle, har J ikke læst, at Een sagde en¬
gang til den cyniske eller svinske Philosoph, Diogenes:
Folk giør Nar af Dig, og driver Spot med Dig.
Men hvad svarede Diogenes? Man holder mig ikke
for Nar, eller driver Spot med mig. Hvor heroisk
er ikke dette Svar, Det vidner visselig om denne Mands
høye Siels Gaver. Han var fornøyet med sig selv, og
fast overbeviist om, at han ikke fortiente nogen Spot og


Forbaanelse, men meget mere troede, at hans Spottere og
Forhaanere selv vare Narre.
De maae være nogle forunderlige Dyr, de Philo¬
sopher, sagde Verten, man skulde snart tænke, de vare ikke
complette Mennesker, men havde ikkun fire Sandser, og at
Naturen havde nægtet dem den femte, nemlig Følelsen. Et
fuldkommen Menneske har jo fem Sandser? ---
En af Sælskabet reyste sig i det samme, gjorde en
vidtløftig Compliment for os alle, og gik bort. Den Karl
giør flere Complimenter end jeg, sagde den Gamle (Den
Gamle var nu bleven ret oprømt og fornøyede os alle med
sine adskillige Jndfald.) Somme Folk giøre alt for meget
af deres Høflighed, saa de derøver bliver latterlige, lige¬
som hiin unge Herre, der fortælles om, at have tiltalt en
Madame saaledes: Madame! det er mig en stor Ære,
at see mig saa lykkelig, at være bleven saa lyksalig,
saa jeg kand have den Lykke, at De vil være saa gun¬
stig, og give mig den store Ære, at beære mig med
den Naade af Deres behagelige Nærværelse.
Ha, ha, ha, det var en Remse den, sagde Verten leende,
den kunde jeg min Troe ikke lære uden ad i en halv Dag.
Det behøves ikke heller, svarede den Gamle, thi den Com¬
pliment duer lige saa lidet, som den, en vis Mand giorde
en vis Herre, da han første Gang kom til ham, efter at
han havde mistet sin kiene Frue: Min Herre, sagde han,
jeg kommer for at beviidne for Dem, den store An¬
deel, som jeg tager i den Forliis, De har behaget at
udstaae og lide. Var denne Compliment ikke lige saa
elendig, som den Leylighed, ved hvilken den blev brugt og
anvendt?
Nange ere komne i saadan Vane med at begaae
Udskeyelser i deres Complimenter, i sær i deres Venskabs
Forsikkringer, saa de bliver gandske Narre derover. Hen¬
rich sagde engang i Comoedien, da han vilde overtyde sin
Herre om sin Tienstfærdighed: Jeg vilde ønske, at no¬


gen maatte faae Lyst til at give Herren Stokkeprygl,
for at jeg ret kunde overbevise Herren, hvad jeg da
vilde giøre for hans Skyld.
Der findes dem, som uden Forskiel i Henseende til
Fortienester anfører alle de Complimenter, de ligesom en
Papegoye har lært at opremse, og gemeenlig i Fleng bru¬
ger de Complimenter: At have den Ære, og at have
den Fornøyelse, hvilke de ofte anvender lige saa slet, som
hiin Client, der blev tilspurgt af Patronen, om hen havde
seet de nye Heste, han havde kiøbt? hvorpaa han meget yd¬
myg og bukkende svarede: Jo, naadige Herre jeg har
havt den Ære at see dem; eller som den der forsikkrede
sin Ven, at han vilde komme og tage Afskeed med ham,
førend han reyste, og brugte denne Compliment: Jeg skal
gandske vist i Morgen have den Fornøyelse at tage
Affleed med Dem, og den Lykke, at see Dem reyse
bort. Var det ikke en daarlig Compliment?
Nogle Folk synes og ligesom at giøre sig en Ære af
at komme frem med tvetydige Talemaader i deres Compli¬
menter; men det lykkes dem ofte meget slet; thi der skal
stor Skarpsindighed til at føre høflig Skiemt. Den be¬
kiendte Moliere kunde giøre det; thi da han engang skulde
spille Tartuf eller den Skinhellige, men fik befaling fra
Erkebispen 1 Paris, at han ikke maatte opføre denne Co¬
moedie, saa gik han frem paa Theatret og giorde Tilskuer¬
ne denne Undskyldnings Compliment: Det giør os ondt,
mine Herrer, at vi ikke efter vort Løfte kand opvar¬
te dem med Tartuf; thi Erkebispen vil ikke have, at
vi maae agere ham. Ligeledes sagde Een om en Snyl¬
tegiest og Smaarosser som tillige var en stor Bagtaler, at
han aldrig oplod sin Mund, uden det skede paa an¬
dres Bekostning. Saadanne Tvetydigheder kand høres
af de fiineste Ører.
Det er ellers ikke formeget, sagde Philosophen, at
give Agt paa Menneskets forskiellige Opførsel, enten ved


at læse de Bøger, som derom ere skrevne eller skrives, el¬
ler ved Omgiængelse med Mennesker. Jeg har ved saa¬
dan Leylighed kommet efter en vis Caracter af et tilsindet
og ærgerligt Menneske, og det kunde ikke skade, om sam¬
me blev bekiendtgjort, jeg er vis paa, der findes mange af
det Slags i Verden. (Fortæl kun, tænkte jeg, det skal¬
rigtig nok blive bekient) Cleantes, sagde han, jeg veed ikke,
om sogen af disse gode Venner kiender ham, han er en
Mand i sine beste Aar, og er gift med en meget artig og
dydig Kone. Han er min gode Ven. Jeg var for faa
Dage siden hos ham, og havde den Gang ret Leylighed til
nøye at give Agt paa hans Opførsel. Jeg maae tilstaae,
at jeg hæftig forskrækkedes, da jeg mærkede den Slags Vre¬
de, som findes hos ham. Vi sadde begge jevnsides sam¬
men og drak Caffe, men i det han tog Caffe=Koppen til
Munden, og tillige vilde meget opmærksom høre paa det
jeg fortalte, spildte han noget Caffe paa sine Klæder. Jeg
kand aldrig sige Dem, mine Herrer, hvor iilsindet og ar¬
rig han blev, og hvor fælt og forskrækkeligt han tog afsted.
Han bandede The=Koppen, og af fuld Forbittrelse slog den
imod Gulvet. Hans artige Kone blev meget undseelig og
skamfuld derover, og bad mig paa hendes Mands Vegne
om Forladelse, med det Tillæg, at saadant var ikke rart
der i Huuset. Min Mand, sagde hun, er meget let bragt
i Harnisk, og han slaaer og bryder Alting i Stykker, som
giver ham Anledning til Misfornøyelse. Jmidlertid, sag¬
de hun videre, har han dog endnu aldrig giort mig noget
ondt, naar jeg undtager den Skade, som han har foraar¬
saget paa vore Meubler. Da nu Cleantes var imtdlertid
bleven gandske rolig i sit Sind, saa maatte han dygtig hol¬
de her; vi firerede ham brav, og han var saa sagtmodig,
at han loe af Hiertens Grund over sig selv. Strax der
paa skulde han i en Hast underskrive en Qvittering. Hans
Kone bragte ham Pen og Blek, men da Peunen ikke i Øye¬
blikket vilde skrive, saa blev han atter saa arrig, at han med
største Heftighed stødte den i tu paa Bordet, og kastede den
fra sig. Da det blev Aften, vilde han klæde sig af; og da
Baandet i Halskraven (thi han bruger ingen Manchetskjor¬
ter) havde forslynget sig i Knuden, blev han saa forskrække¬
lig fortrydelig derøver, at der var nu slet ingen Naade af
vente for Halslinningen, men med Magt rev den i Stykker.


Der forefalder hver Dag et eller andet saadant, og der er
ingen Ting frie og sikker for Cleantes i hans heele Huus,
undtagen Mennesker og Dyr, som han intet ondt giør.
Det er unægteligt, at saadan Bredes Udbrydelse
er overmaade latterlig. Man veed, at Vreden er altid
forenet med et Had til hvem der opvækker den; og da nu
alt Had er tilbøyeligt til at skade den, det er stiilet paa,
saa er det endda naturligt, eller overeensstemmende med
Vredens Natur, naar man tragter efter, at skade Menne¬
sker eller andre Dyr, som har nogen Følelse. Men hvor
latterligt er det ikke at blive forbittret paa en følesløs Ting,
som ikke kand fornemme det allermindste til Vredens Virk¬
ning? Naar Cleantes og hans Lige hævner sig paa en
Pennefieder for dens modtvillige Ulydighed, saa tænker han;
Hav det nu saa got, du forbandede Fieder, og tak
dig selv for den Elendighed, som jeg har styrtet dig
udi.
Saadant et Menneske skader ellers ingen uden sig
selv allene, efterdi han altid forderver noget af sine Sager.
Naar Cleantis Jilsindighed er forbi, leer han ad sig selv, og
tilstaaer at han i den Fald opfører sig meget naragtig, og
at han fortiener at udlees af andre; Han er ofte vreed paa
sig selv, fordi han ligesom en Slave skal være denne Vre¬
de underdanig. Men det hielper altsammen intet. Saa
lidet man kand vogte sig for en Lynilds Straale, saa lidet
kand man være sikker for Cleantis iilsindede Væsen.
Saadan haflig opstigende Vrede maae være for¬
skrækkelig heftig, endskiønt den varer ikkun kort, og Menne¬
sket maae i de Øyeblikke være uden for sig selv. Det var
Umagen værd, at anføre det Spørsmaal i Adresse=Con¬
toirets Efterretninger: Om nogen vidste eller kunde
opfinde et Middel, som kunde curere iilsindet Arrig¬
hed? Men det nyttede ikke at spørge, uden man vidste, det
blev besvaret; thi der spørges om saa meget, hvorpaa vel
aldrig læses noget Svar; Spørsmaalene staaer der altsaa
til ingen Nytte. Ney, da maae jeg heller lide den Cor¬
respondence, hvor Svaret følger strax paa hvert Spørs¬


Her er et Brev fra en Kone, som jeg endelig
maal.
maae indføre; det er mig kiert, man fatter saadan Fortroe¬
lighed til mig. Det er min Skyldighed, at bringe hendes
uordentlige Mand til Ordentlighed, om jeg kand; og give
hende en fuldkommen Hevn:
Min Herre!
Jeg har truet min Mand med, at forklage ham
for Dem, og dersom De vil indrykke dette Brev i Patrol¬
en, saa faaer jeg Hævn over ham for en Bagatels Skyld.
Naar min Mand læser det, veed han, jeg har skrevet det,
og han bliver ikke fortrydelig derover; thi vi elsker hinan¬
iden oprigtig, og jeg troer ikke, min Mand har nogen an¬
den Feyl, end den, jeg nu vil fortælle: Naar han har
varet ude i Byen og kommer hiem igien, saa legger han
sin Hat paa det første det beste Sted, og glemmer strax,
hvor han har lagt den; ligeledes skiller han sig ved hans
Stok og Kaarde, snart hist, snart her, uden noget vist
Sted at hænge eller legge det paa. Naar han nu paa nye
vil ud, saa maae alle Ting sankes sammen fra alle Kan¬
ter og Kroge i Huuset, og da træffer det sig de fleeste Gan¬
ge til Ulykke, at man ikke kand finde Hatten. Hvor er
min Hat, siger min Mand; lille Hierte, hvor er min
Hat? Jeg søger allevegne, og naar jeg ikke kand finde den
strax, saa raaber min Mand: Gesvindt, min Hather.
Ofte løber baade jeg og mine Børn heele Huuset om
kring, førend vi kand finde Hatten. Han maae tilstaae,
at han selv er Skyld i, at man ikke strax kand finde Hat¬
ten. Naar vi søger for længe, gaaer han og smaaknur¬
rer. Han kand dog ikke forlange, at hans Hat altid skal
koste mig saa megen Umage og Søgen. Dersom han nu
ikke vil forbedre sig, har jeg besluttet, at kiøbe et heelt
Dusin Hatte til ham, og hænge en paa hvert Søm i Stuen,
saa skal han ikke knurre mere for sin Hat.
Jeg forbliver &c.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag


Patrollen.
No. 29.
Onsdagen den 17 Julii 1765.
E¬
fterfølgende Skrivelse giver mig Anledning til i det¬
te og følgende Blad at agere det smukke Kiøns og
i sær nogle beklagelige gifte Koners Sag; og jeg
troer, jeg kand det ikke bedre, end ved at anføre de Bebrey¬
delser, som samme indeholder. Det smukke Kiøn er gand¬
ske vist at beklage, at det i Ægtestanden maae udslaae og
lide flere Fortrædeligheder, end man nogensinde skulde troe,
og det formedelst Mændenes Feyl. Der findes de Mænd,
som søger saa lidet at lette og forsøde Konernes Elendig¬
hed, som for Naturens Ordens Skyld er nødvendig hos
dem, at de meget mere ret mærkelig forøger samme. Jeg
vil langt fra ikke velte al Skylden paa Mændene, at man¬
ge Ægteskaber ere saa bedrøvelige og mindte lykkelige; men
imidlertid vil jeg dog giøre følgende Brev bekiendt til de
Mænds Ydmygelse og Beskiemmelse, som fortiener det:
Min Herre!
Dette Brev skrives til Dem fra en Enke, om De
behager, at betiene sig deraf til Deres Ugeblad. De maae


tillade mig, at jeg ey næbner og characteriserer mig eller
mine to afdøde Mænd saaledes, at De deraf kand slutte,
enten hvem jeg er, eller hvem de har været. Jeg er alt
for ærekier, og om det maae tillades mig at sige, alt for dy¬
dig til, at jeg skulde beskiemme mine Mænd i deres Gra¬
ve. Jeg har to Gange prøvet, hvad det er at være gift,
og ontendskiønt jeg endnu først er i mit Fyrretivende Aar,
saa maatte det allene skee for mine Synders Skyld, i Fald
jeg endnu engang skulde vilde gifte mig. Jeg vil troe, der
findes man e Koner, som det gaaer bedre i deres Ægteska¬
be, end det har gaaet mig. Men da mine salige Mænd
ikke vare af det aabenbare ryggeslose Slags, og vi bleve
holdte for at være lykkelige Folk, saa tænker jeg, at mange
Koner, om hvilke man ikke troer det, sukker under lige saa
stoer Elendighed, som jeg i en tive Aars Tid har maattet
giøre. Jeg vil meddeele Dem en oprigtig Efterretning
om mit tilbragte Levnet, hvorved jeg i det mindste haaber,
at naae den Fordeel, at overbevise nogle visse Mænd om
den Sandhed, som man ikke synes at troe, nemlig: At
Mændene vel fordrer den ømmeste Kierlighed og Hen¬
givenhed af deres Koner, men meget sielden forstaaer
eller vil forstaae den Maade, paa hvilken samme op¬
vækkes og vedligeholdes.
Jeg havde fyldt mit attende Aar, da min første
Mand gjorde mine Forældre det Tilbud, at ægte mig. Jeg
var deres eneste Barn, og da de sadde i en middelmaadig
Æresstand og vare velhavende Folk, saa behøvede de just
ikke at kaste mig bort. Jeg havde og faaet saa god en Op¬
dragelse, som noget Barn kand gives, og jeg var dydig nok
til, ikke strax at antage det giorte Tilbud af Vellyst. Jeg
havde og allerede havt to andre Friere, som vare blevne af¬
viste, fordi jeg var for ung, uden at man havde indladt sig
i nøyere Undersøgning om deres Værdighed. Fornedels.


bisse Omstændigheder vare mine Forældre temmelig lig¬
gyldige ved min første Mands Frierie. Men da han var
en anseelig Mand, af Stand, og desuden besad mange E¬
genskaber, som kunde falde i Øynene; saa forkastede mine
Forældre ikke aldeles hans Tilbud, men takkede for den
Ære, som han havde i Sinde at bevise vort Huus, og ud¬
bade sig nogen Tid til Betærkning.
De overlagde Sagen med mig, og vi indhentede
saa megen Kundskab, som os mueligt var. Efter tilstræk¬
kelig Overveyelse fattede vi den Beslutning, at tage imod
hans gjorte Tilbud; og da jeg kunde lide hans Person,
saa fandt jeg virkelig, at der begyndte at opvækkes en me¬
gen øm Tilbøyelighed i mit Hierte. Min Frier kom el¬
ter et Par Uger til os igien, og han vidste gandske at ind¬
tage mit Hierte med en overmaade artig og fornuftig Op¬
førsel. Jeg tilstaaer, og jeg regner det ikke for nogen For¬
seelse, at jeg brændte af Kierlighed. Hans venlige Sle¬
gen og Smigren satte ligesom min heele Siel i Brand, saa
hans indtagende billede svævede mig baade Nat og Dag
for Øynene, og jeg kunde ikke meeere leve uden ham. Ef¬
terat vi vare blevne forlovede, besøgte han mig daglig, siden
han boede i samme Bye, som mine Forældre; og de Timer
han var borte, forekom mig ligesom Dage og Uger. Jeg
var glad, at jeg var bleven saa lykkelig i Verden, og jeg
var enfoldig nok til at troe, at min Brudgom havde lige¬
saa megen Tilbøyelighed til mig, som jeg til ham, og at
han bestandig vilde vise sig ligesaa indtagende for mig, som
som jeg havde fattet det faste Forset at giøre imod ham.
Jeg beklager virkelig alle de Frrentimmer, der ere
saa uskyldige, godtroende og ømme, som jeg er. Man
bør ikke være falsk. Men er den nogen Feyl hos de i Bund
og Grund redelige Folk, saa er denne den naturligste, at


de holder alle andre for at være lige saa redelige og oprig¬
tige, som de selv ere. Mit Hierte, som var fuldt af Uskyl¬
dighed, og min brændende Kierlighed, forestillede mig min
Brudgom paa den behageligste Side, og jeg blev derover
saa blind, at jeg ingenlunde mærkede hans Feyl; endskiønt
jeg dog havde havt Tid nok til at lære at kiende min Brud¬
goms Hoved=Feyl, eftersom Bryllupet blev opsat i nogle
Maaneder. Men det kunde ikke engang falde mig ind at
formode, at han skulde være en gierrig og herskesyg Mand,
endskiønt jeg hørte, at han accorderede med min Fader om
min Medgift, og betingede sig endog, at alle Ducaterne
skulde være vægtige. Naar jeg ofte skikkede ham Forærin¬
ger, saa klagede Tieneren over, at han ingen Drikke=Penge
fik, og jeg var saa godhiertig, stedse at finde paa Undskyld¬
ninger derfor. Med faa Ord: Jeg kunde anføre over en
Snees Prøver paa hans skammelige Gierrighed, som han
allerede lagde for Lyset i Forlovelses=Dagene. Men jeg
hørte og saae intet, som kunde henregnes ham til Last.
Vi holdte Bryllup med megen Fornøyelse, og en¬
hver priste os lykkelige, som et meget lyksaligt samlet Par;
thi meget faa kiendte min Mand, efterdi han af Ærgierrig¬
hed aldrig lod sin Pengegierrighed mærke for Fremmede.
Min Mand førte mig ind i sit Huus, og det var den sid¬
ste Dag, jeg levede i fuldkommen Fornøyelse med ham.
Han gav ved den Leylighed et anseeligt Tractement, og før¬
te sig meget artigt, venligt og prægtigt op. Jeg har siden
erfaret, at han den Gang af en overvettes Tienstagtighed
lod mig ligge noget efter at Splen var kommen paa Him¬
melen; thi han stod selv op, da det begyndte at dages, og
begyndte strax at tælle min Medgift, som han Dagen for¬
hen havde faaet af min Fader, og bestod af 8000 Rdlr. i
rede Penge. Han talte dem nok engang igiennem, og kom
gandske bestyrtet hen til mig til Sengen. Din Fader, sag¬


de han, har talt en Durat for lidet; jeg maae i en Hast
løbe hen til ham og lade ham det vide. Man kand let
slutte, hvor nær dette gik mig, og det var ikke uden stoer
Møye, at jeg kunde bevæge min Mand til, at han ey skul¬
de være saa hidsig over saadan Bagatelle. Maaske, sagde
jeg, han har fortalt sig. Jeg stod op, og talte Pengene ef¬
ter, da Ducaten fandtes kigtig. Herpaa giorde min Mand
sig den Umage, at veye hver Ducat, og, da han fandt 20
Stykker, som vare for lette, vare alle gode Ord forgieves;
her hialp nu ingen Bøn; min Mand gik hen til min Fa¬
der, og han maatte give ham 20 vægtige Ducater for de
andre. Jeg sad imidlertid hiemme og græd; og samme
Dag kom min Moder til mig, som med Bedrøvelse fortal¬
te, hvor nær min Fader havde taget sig min Mands næri¬
ge Opførsel. Nu saae vi, at min Mand var et andet
Menneske end min Brudgom. Og da jeg fra min Barn¬
dom af havde fattet en ædel Ligegyldighed for timeligt
Gods og Rigdom; saa skielvede jeg ved det Begreb, som
jeg nu begyndte at giøre mig om min Mand.
Dog det var ikkun Begyndelsen. Samme Dag
maatte jeg endda erfare meget meere. Jeg begyndte at
føre mig op som Kone i Huuset, og anstillede en Undersøg¬
ning over alt, hvad der fandtes. Jeg maae tilstaae, at
der var Forraad nok af alle Ting, men min Mand havde
Laas for det altsammen, og selv forvarede Nøglerne dertil;
og jeg fik i det høyeste ikkun engang om Aaret alle vore
Mobilier at see. De Ting, som vi havde til hver Dags
Brug, vare hiertelig slette. Af min Medgift saae jeg ikke
en Skilling, saa længe min Mand levede, og jeg kunde al¬
drig faae at vide, hvorledes han brugte den, eller hvor han
havde giemt den. Det er fandt, Manden har vel en Slags
Ret til, at skalte og valte med Konens Medgift, som han
vil; men da Konen dog ikke mister sin Eyendoms Rettig¬


hed, saa tykkes mig, det er billigt, at hun magt vide, hvor¬
ledes Manden holder Huus dermed.
Jeg kand ikke noksom sige Dem, hvor bestyrtset jeg
blev, da jeg fornam, at min Mand havde givet en af Pi¬
gerne Afskeed; og da jeg spurgte ham om Aarsagen, svare¬
de han: At siden jeg nu var bleven hans Kone, kunde han
nok holde en Pige mindre. Thi, føyede han til med en
gammeldags Huusholder=Mine, det falder meget kostbart,
at holde en Pige med Kost og Løn; og jeg kand ikke vide,
hvad en Kone skulde have at giøre i Huuset, naar man vil¬
de lade Alting forrette ved Tienestefolkene. Nu begreb jeg
paa een Gang, at jeg ikke skulde ansees anderledes hos min
Mand, end som den fornemmeste Tieneste=Pige, og at jeg
ikkun havde Fortrin for de andre Piger derudi, at jeg maat¬
te have den Ære at spise og sove hos ham. Jeg gider ikke
fortælle, hvad jeg efter min Mands befaling maatte giøre.
Jeg maatte næsten forrette Alting i Kiøkkenet allene; og,
naar han befalede mig noget, skede det altid med saadan
herskesyg og bydende Mine og Stemme, at jeg blindt hen
adlydede ham, siden jeg ikke var behiertet nok til at sige
ham imod. Nogle Gange prøvede jeg ikke selv at giøre
det, som han befalede mig; men da maatte jeg i det mind¬
ste en heel Dag høre de allermeest nærgaaende Jrettesettel¬
ser, saa at jeg langt heller besluttede at være hans Slavin¬
de, end at høre paa saadanne uforskammede Jgiennem¬
heglelser.
Jeg stod paa saa streng en Maade under hans striete
befalinger, at jeg ey turde aflegge eller tage imod nogen
Besøgelser, uden i Forveyen at indhente hans Bevilning,
og det var endda det verste, at han i saa Fald altid afslog
min Begiering fire Gange, imod at han bevilgede mig den
een Gang. Der er nok at bestille hiemme, sagde han; Be¬


søgelser foraarsager Besøgelser igien og det koster altid Pen.
ge. Mig tykkes dog at omendskiønt en Kone er forbunden
til, at adlyde hendes Mand) saa er der dog ingen Lov, som
giver Manden et Souveraint Herredømme over hans Ko¬
ne. Konen kand altsaa umuelig være forbunden til i alle
Ting at indhente sin Mands befalinger, og rette sig deref¬
ter, allermindst i Smaa=Sager, og saadanne som tilkom¬
mer en Kone af bestyre.
Min største Elendighed var endda, at jeg ikke var
en Skilling betroet eller mægtig; alle de Penge, som i Huus¬
holdnings=Sager skulde udgives, maatte jeg først forlange
af min Mand, om det endog ikkun var en Skilling til Svo¬
velstikker, havde han endda hver Gang givet mig dem god¬
villig, saa havde jeg intet videre havt derved at udstaae, end
den Umage at forlange dem; men de fleeste Gange maatte
jeg see et suurt Ansigt og høre haarde Ord. Som for Ex.
Er Sukkeret allerede opbrugt? Kræmmerne maae sikkert
bedrage os; Du maae veye Alting efter; det kand aldrig
slaae mig Feyl, at jo Tienestefelkene maae nappe til sig;
Du maae vel passe paa dem, og fleere saadanne Forestillin¬
ger. Mig tykkes, en Mand burde undsee sig ved, at Le¬
kymre sig om saadanne Ting, naar han ingen ødsel Kone
har; og han skulde betænke, at naar hans Kone vil giøre
det, saa kand hun altid finde Udveye til at bedrage ham, i
hvor meget han end passer paa. En Mand, som elsker og
agter sin Koxe, lader hende og altid tage Deel i hans Ey¬
endoms Forvaltning. Og en forstandig Kone omgaaes saa
meget troere og huusligere med Pengenes Forvaltning, jo
meere Tillid Manden setter til hende, og naar han allene
lader hende besørge de smaa daglige Udgivter.
GResten følger)
Adskilligt


Adskilligt Nyt.
En Kunstner har en Støvle=Knægt i Arbeyde, som,
formedelst dens mange Forandringers Skyld, vil blive en
af de rareste Støvle=Knægte i heele Verden. Den er me¬
stendeel færdig, siger Rygtet. Naar man først seer den,
seer den ud, som en anden Støvle=Knægt; siden bliver to
Støvle=Knægte af den; derefter kand den forandres til en
Lyse=Sax, en Nødde=Knækker, et Blæk= og Sand=Huus,
et Skriver=Pult, en Lyse=Stage, og en Kiøkken=Kniv, og
tilsidst bliver den en Støvle=Knægt iglen. Den skal kaldes:
En almindelig nyttig Huus- og Reyse=Støvle=Knægt.
Her maae det hede med Rette: Kunsten stiger. Kunst¬
neren i enter og gandske vist en Præmium.
Patriotiske Forslage:
1.) At skaffe fleere Penge i Staden. Dette
mener Opfinderen beqvemmeligst at kunde skee ved nogle
fleere Portes Anleggelse; thi han har mærket, at Portpen¬
gene beløber sig til noget anseeligt, og formener, at naar der
blev aatte Pørte for Staden, i Steden for der nu er fire,
saa vilde og Portpengene blive fordobblede.
2.) At faae Jisbiergene smeltede i Grønland.
Dette maae skee ved Reflections=Speyle, hvorfra Solens
Straaler med mange Gange dobbelt Kraft kunde kastes paa
Jisen. Til dette Forslags Jstandsættelse og Udførelse be¬
høves et temmeligt Forskud, som ey just kand determineres;
men Opfinderen formener, det beqvemmeligst kunde bestrides
af den Mængde Penge, der vil komme i Staden ved de
foreslagne nye Portes Anlæggelse.
Nogle almindelige Regler om Vind og Væyr.
1.) Den Blæst, der begynder om Dagen pleyer
altid at være heftigst.
2.) Vesten Væyr er meget gengse udi Foraaret.
3.) Østen udi Høsten regierer meget, naar Solen
gaaer i Vægten.
Taget af Almanaken for Aarrt 1674, som den Tid
kostede 4 Skilling Danske. Ved liden Sammen¬
ligning seer man lettelig Forskiel paa Tiderne. Nu
kand man jo kiøbe en Almanak for 2 Skill. Danske,
og hvem vil da klage over dyr Tid?
Af disse approberede Uge-Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 30.
Onsdagen den 24 Julii 1765.
(Slutningen af det forrige.)
N¬
aar jeg var i Sælskab med min Mand, saa omgik¬
kes han mig overmaade artig og venlig, og der¬
for troede heele Verden, at jeg var bleven ret lyk¬
lelig gift. Men jeg vidste best selv, hvorledes han omgik¬
kes mig hiemme; jeg blev kun saa meget mere bedrøvet ved
hans offentlige Venligheder, som jeg vidste, at det var lut¬
ter Hyklerie. Hiemme var han meget sielden eller aldrig
ret artig og venlig imod mig. Jeg tænkte, jeg skulde vin¬
de ham ved kielen og kierlig Opførsel; men naar jeg en¬
gang vilde klappe ham paa Kinden, eller give ham et og
andet Kierligheds og Venligheds Tegn, sagde han med en
forttædelig Mine: Bliv fra mig med saadant Narrerie;
og da jeg nogle Gange var saaledes bleven afviist, saa for¬
søgte jeg aldrig mere derpaa. Vi omgikkes altsaa hinan¬
den paa en meget koldsindig og fremmed Maade, og det
skar mig tit i mit Hierte, naar jeg saae, hvor kierligt an¬
dre Ægtefolk omgikkes med hinanden.


Vi holdte et hiertelig slet Bord, og vore Maal¬
der vare of a elendige, at man skulde have blevet fo
skrækket der ver, om man havde overrumplet os, imeder
vi spiste. Det maae jeg dog tilstaae, at naar min Man
indbød Giester, saa tracterede han herligt og saa overst¬
digt, at jeg har ofte faldet i Forundring over den selson
me Blanding af Gierrighed og hovmodig Ødselhed, so¬
fandtes hos ham. Jeg var altid angest og bange, na¬
han vilde tractere. Bekostningerne ved et Tractement bl¬
ve paa det fortredeligste hundrede Gange forud overregn
de, og siden levede vi i nogle Uger endda slettere, end sæl¬
vanligt. Men i hvor slet vi end levede, saa ønskede je
dog, at min Mand maatte være saa fuldkommen i sin Gie
righed, at han aldrig fik Lyst til at tractere, thi en enkel
Last er altid taaleligere, end naar to ere samlede.
Det varede ikke længe, førend min Mand misted
al Kierlighed og Fortroelighed hos mine Forældre, og dett
fattedes allene, til at giøre min Elendighed fuldkommen
Han holdt for, det var en afgiort Sag, at Svigerfore
drene vare forbundne til, at giøre Sviger=Børnene anseeli
ge Foræringer ved alle Leyligheder; men da mine Foræl
dre vare af andre Tanker, og formedelst den Utilbøyelighel
de havde fattet til min Mand, saa meget mindre kunde be
qvemme sig til, at blive hans skammelige Gierrighed skal
skyldige; saa begyndte han at hade dem, og forhaaned
dem idelig, naar han talede om dem med mig. Jeg bal
ham ofte med mine grædende Taare, at han dog vilde skaa
ne mine Forældre for min Skyld, eller i det mindste i mit
Nærværelse, men saa giorde han det ti gange værre. Har
gav dem adskillige Stræger, fordi vi ingen Nye=Aars=Ga¬
ve fik, og bragte det endelig dertil at mine Forældre sagt
til mig, at jeg kunde besøge dem, saa ofte jeg lystede, of


altid skulde være dem velkommen, men min Mand maatte
jeg ikke tage med.
Naar han var allene hos mine Forældre, saa be¬
gyndte han stedse at tale om deres rørlige og urørlige Gods.
Snart syntes ham, at denne Capital stod ikke sikkert nok
udsat, og snart ikke den. Han gik saa vidt i sin uforskam¬
mede Gierrighed, at han ofte talede om det Arvegods, han
ventede efter dem; og da han engang betragtede en kofibar
Sølv=Caffe=Kande, sagde han med en fornøyet Mine: at
han til mine Forældres Jhukommelse, vilde giøre denne
Kande til en ArveKande i Familien.
J det første Aar af vort Ægteskab kom jeg i Bar¬
selseng. Jeg kand umulig fortælle alt det, jeg maatte ud¬
staae, da det lakkede imod min Nedkomst. Da min Mand
først blev forsikkret om min Frugtsommelighed, sagde han
adskillige Gange til mig, med en hiertelig fornøyet Mine:
At da han ikke tvivlede om min lykkelige Nedkomst, saa
var han glad ved, at i Fald jeg skulde døe, saa havde han
ikke den Fortrædelighed at befrygte, at give mine Forældre
noget tilbage igien af min Medgivt. Han giorde vel hun¬
drede gange Overregning, hvor meget Barnedaaben kunde
koste; og da han havde i Sinde, som rimeligst var, at be¬
de mine Forældre til Faddere, saa var det hans Trøst, at
han haabede, min Fader skulde give en god Fadder=Ga¬
ve; men da min Fader ikke gav saa meget, som min
Mand havde ventet, saa maatte jeg derover høre de aller¬
fortrædeligste Talemaader af Verden; og omendskiønt han
saae, at jeg ærgrede og bedrøvede mig inderlig derover,
saa skaanede han mig dog ikke engang, endskiønt jeg de før¬
ste Dage efter min Nedkomst befandt mig i meget slette
Omstændigheder. Det var mig umueligt selv at opamme


min Søn; men desnagtet var min Mand ikke at bevæge
til, at holde mig en Amme. Mine Forældre forbarmede
sig endelig over mig, og holdt mig en paa deres egen Be¬
kostning, hvormed min Mand lod sig endelig befalde, end¬
skiønt han stedse bebreydede mig min Kielenhed.
Da min lille Søn var bleven saa stoer, at jeg tur¬
de lade ham komme ud i frie Luft, saa skikkede min Mand
ham næsten hver Dag hen til mine Forældre; thi saa slap
han for at give ham og Ammen Mad og Drikke hiemme.
Min Mand giorde sig gandske utaalelig for mine Foræl,
dre, ved det han forlangte Foræringer over Foræringer for
deres lille Datter=Søn, hvilken de havde været Faddere
til. Han havde fattet den selsomme Grille, at Beste=For¬
ældre vare lige saa stærkt forbundne, som Forældrene, til
at sørge for Børnenes Opdragelse og Underholdning; og
han syntes slet ikke at kunde begribe den Sandhed; at det
er slet ingen Kunst at bekomme Børn; men det udfordrer
baade Kunst og Dyd, selv tilbørlig at opdrage dem.
Omendskiønt jeg nu fik meere at bestille med min
Søn, end jeg før havde, saa maatte jeg dog, desuagtet,
saa snart Barselsengen var overstaaet, atter ligesom forhen
paatage mig min tunge Huusholdning, og jeg mærkede nol,
at min Mand ey havde i Sinde, at holde fleere Piger, i
hvor mange Børn jeg end fik.
Efter tre Fierding=Aars Forløb blev jeg atter
frugtsommelig; og da jeg fortalte min Mand det, forskræl¬
kedes han, og sagde med et fortrædeligt Ansigt: Dersom
det saaledes skal vare ved, saa maae jeg blive en fattig
Mand. Han begyndte strax at indskrænke vore Udgivter


knappere, og da jeg kom i Barselseng med en Datter, saa
meente han, at en Søn havde været ham kierere; thi en
Datter kostede alt for meget til Udstyr. Og endskiønt han
selv havde ægtet mig fornemmelig for Penges Skyld, saa
larmede han dog ved hver Leylighed, siden min anden Bar¬
selseng, over vore Tiders Daarlighed, at Mandfolk friede
for Penges Skyld. J forrige Tider, sagde han, vare
Døttrene saa gode som rede Penge, da fik Forældrene end¬
og Penge til, naar de giftede deres Døttre bort.
Min Mand forlangte nu reent ud af mine Foræl¬
dre, at de skulde tage vor Søn til sig, og opdrage ham;
men da de havde ingen Ører dertil, saa maatte jeg derover
taale den allerfortrædeligske Opførsel af min Mand. Bør¬
nene maatte ikke engang knye eller knyste; thi saa foer han
op, og handlede ofte ret tyrannisk med dem. Jeg har
mange gange krøbet hen i en Afkrog i Huset og skiult mig
med Børnene for at føre dem af Veyen fra min Mands
Øyne.
Men jeg mærker, jeg bliver alt for vidtløftig i min
Skrivelse; jeg vil derfor ophøre med at tale om min for¬
ste Mand, omendskiønt jeg endnu havde meget at fortælle;
men jeg vil ikkun sige, at min Mand i det femte Aar efter
vort Ægteskab døde af en hidsig Feber.
Man kand let slutte, at jeg græmmede mig ikke
meget over dette Dødsfald; og jeg havde virkelig Aarsag
til at glæde mig, at jeg blev forløst af min Elendighed¬
Nu begyndte jeg atter at leve ret fornøyet, og jeg indrette¬
de min heele Levemaade efter mine egne Grundsætninger.
Gg3
Men


Men ak Efter at Sørge=Aaret var forbi, saa fried¬
min anden Mand til mig. Jeg blev atter bedraget af det
udvortes Skin, og jeg fik en Ødeland, som var hengiven
til Drik og Vellyst. Saa længe jeg var, om jeg saa maae
sige, en frisk Vahre for denne min Mand, saa længe blev
han hiemme, og omgikkes mig meget kierlig og indtagen¬
de. Men denne Herlighed og Kierlighed varede ikke læn¬
ge. Han blev inden faa Uger meget koldsindig, og jeg mer¬
kede nok, at jeg ingen videre Godhed havde at vente af
min Mand, uden allene, at han ey gav mig Skilsmisse
Brev, hvilket jeg dog maatte takke Christenhedens Love
for. Enten havde min Mand Sælskab hos sig, eller og
han gik ud i Sælskab. J samme gjorde han ikke andet,
end spillede og drak; og dersom jeg ikke allerede havde havt
en Mand, som af Gierrighed brugte ingen af Deelene, saa
skulde jeg ikke ofte have erfaret, hvorledes en Kone kand væ¬
re til Mode, som sover hos en ædrue Mand. Han talede
kun lidet med mig, naar han var hiemme, og det, som
han talede, angik allene, hvad han havde vundet eller tabt
i Spil, og hvor megen Viin han havde drukket. Jeg fik
en Underretning efter den anden om min Mand, som ilke
vare af de behageligste, men jeg besluttede omsider, for miun
egen Roligheds Skyld, ikke meere at høre eller see noget
om saadanne Ting.
Min anden Mand gjorde det saa slemt, at jeg
maae tilstaae, den første var meget bedre. Dersom dette
Brev ikke allerede var blevet saa langt, saa vilde jeg have
overbeviist Verden om, at en Kone har vel Elendighed nok,
som maae leve hos en gierrig Mand, men at en Spiller,
en Drukkenbolt og en Vellystig er endda ti gange utaaleli¬
gere for et artigt og dydigt Fruentimmer. Jeg blev snart
forløst fra denne min anden Mand, og jeg skal nu aldrig


sette min nærværende Roelighed og Lyksalighed i Fare igien.
Men er en Kones Død, efter mange Mandfolks Sigelse,
ikkun at regne ved et Albue=Stød; saa veed jeg ikke, hvad
Pine saadanne Mænds Død kand lignes ved, uden ved et
Loppestik.
Jeg forbliver it.
Adskilligt Nyt.
En Kalkunsk Hane havde forleden nær bleven dræbt
af et ungt Menneske, som har Luner, og det Øyedlik var
meget nidkier. Hanen brystede sig hos sine Høns, og
strakte alle sine Fiere om sig. Den unge blev meget for¬
trydelig over, at dette Dyr gik saaledes og hovmodede sig.
Han trak den Kaarde, som han nyelig havde faaet, og hav¬
de rigtig i sin Jvrighed hugget Hovedet af Hanen, havde
ikke Verten i det samme kommet til, som forhindrede dette
Mord, sigende: Hvi er J saa vreed paa min Hane, Mon¬
sieur? Den bevæbnede Unge svarede: fordi jeg ærgrer mig
over, at dette ufornuftige Dyr gaaer og bryster sig saa
stærk. Min Ven, svarede Verten, var Hanen fornuftig,
saa brystede og hovmodede han sig ikke. Det er just Tegn
til Ufornuft at giøre det, og dermed maae Fornuftige see
igiennem Fingre. Men under Eders indbildte Jver og
Nidkierhed imod Hanen tykkes mig, ligger en egen Stolt¬
hed forborgen, at J ikke kand fordrage at see Eders Lige¬
mand; thi jeg troer, intet Dyr kand være meere opblæst,
end en ufornuftig Kalkunsk Hane, og en Ung, naar han
først faaer sin Kaarde.
J Snakke=Lavet fremsatte forleden en af Lemmer¬
ne dette Spørsmaal: Hvorfor Adam beed af Æblet?
En svarede: Det skede af Ætgierrighed; En anden sagde:


Han gjorde det for at behage, føye og fornøye sin unge Ko¬
sie Eva; men den tredie meente, at han var nødt til at bi¬
de deraf; thi han havde ventelig ingen Kniv havt.
En Enkemand, som nylig var bleven forlovet fik Lykønsk¬
ninger af alle Tilstædeværende. Han var inderlig glad
og fornøyet, og talede stedse om sin Kiereste; hvorover den
forrige Spørgende fremsatte nok et Spørsmaal: Hvor
kommer det sig, at Mændene ikke har de første Ro¬
ner saa kiere, som de andre? Hvilket Vertinden, som
kom til i det samme, besvarede saaledes: Aarsagen er, for
di de første Koner ere døde, men de andre lever.
Anmærkninger.
J Rong Henric den Aattendes Tid skal der hu¬
ve været mange store og anseelige Fraadsere i Engeland.
Jblant hvilke Een af alt sit store Landgods ey beholdte
meere tilbage end een eneste liden Lystgaard, og over Jnd¬
gangen til samme lød han sette med store forgyldte Bogstia¬
ver disse Ord:
Oia VAMITAS.
Et lystigt Hoved spurgte ham engang, hvad dette
Dia skulde betyde, og da Eyermanden svarede, at det be¬
tydede saa meget som Omnia, eller Alt; svarede den an¬
den: Ey! min Herre! nu begriber jeg først, at De tyde¬
lig vil vise over Deres Port, hvorledes De har forkortet
sit Omnia, eller Alt; men derimod har gjort sin Vanitus,
eller Forfængelighed, saa fuldkommen og
endelig.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag


Patrollen.
No. 31.
Onsdagen den 31 Julii 1765.
D¬
et skulde ikke være mig en ringe Fornøyelse, om
jeg kunde fornøye alle mine Læsere, ikke allene dem,
som betaler mine Blade, men endog dem, som
for intet læser dem hos andre. Dette Blad maae jeg der¬
fore opofre til en Deel til mig indløbne Breve, som Ved¬
kommende har begiert indført i mine Blade; og efterkom
jeg nu ikke disses Begiering, maatte de blive gandske mis¬
fornøyede. Her er et fra en Jomfrue:
Ædle Hr. Patrolskriver!
Jeg tager mig den Frihed, at fremkomme med
en Klage for Dem; og min Begiering er, at De vilde
melde noget derom i Deres Ugeblad. Jeg er et Fruen¬
timmer, og naturligviis gaaer gierne med en smuk og god
Klædning. Men da jeg ikke er saa rig, at jeg aarlig
kand anskaffe mig en nye; saa tager jeg den meget nøye i
Agt, som jeg har. Jeg var forleden paa Landet hos


nogle gode Venner, og var engang i et Sælskab, hvor jeg
maa sige, jeg fandt mig ret fornøyet, indtil Hr. von
Hareplager kom ind i Stuen. Han bragte 3de store
og lange Mynder med sig, og jeg kand ikke fortælle Dem,
hvilken Allarm disse Creaturer giorde, men det kand jeg
sige Dem, at det ene Beest løftede det ene Been, og
gandske bedervede min Himmelblaa nye Silke=Klædning¬
Da Hr. von Hareplager blev dette vaer, sprang han
op, og med sin Jagt Pidsk jog disse Dyr fra det ene Hiør¬
ne til de andet i Stuen, indtil den ene af Augesi krob
ind under mine Skiørter, og endelig omveltede Caffe=Bor¬
det. Vi bleve alle overstænkede, og et kostbart Garnitnk,
af Potcelain blev sønderslaget; men Ondt blev endda
værre, i det Hr. von Hareplager jammerlig pryglede
sine Hunde. Hans Raaben og Støyen, Hundenes yn¬
kelige Tuden, og Jagt=Pidskens skrækkelige Smelden giør¬
de saadan Allarm, som Elementerne vare i Krig med hin¬
anden. Vi vare allesammen næsten uden for os selv, og
jeg fik min nye Klædning bedervet. Kiere! burde gr.
von Hareplager ikke enten lade sine Hunde blive uden
for, eller og afrette dem bedre? Jeg forbliver med me
Deres
i gen Ærbødighed,
tienstforbundne Tienerinde,
Cleolinde.
Cleolinde har Ret, og Hr. von Hareplager hur
de give hende en nye Klædning, og foruden al anden Ska¬
de erstatte dem allesammen for den yderlige Skræk, de ble¬
ve satte udi, i sær Cleolinde, da Mynden søgte Retirade
og Skiul under hendes Skiørter.
De Folk burde aldrig være i Sælskaber med Men¬
nesker, som ey kand tænke eller tale uden i Anledning af
ufornuftige Dyr, og for deres Skyld glemmer at tale med


andre Folk. Den deylige Elimene er af dette Slags.
Hun sidder ofte i Sælskaber og seer paa ingen; Hun taler
heller ikke et eneste Ord; men naar hendes Hund springer
op paa Skiødet, saa taler hun stedse med den, og det saa
høyt, at det øvrige Sælskab enten maae raabe til hinan¬
Den smukke Aspatia har en Pa¬
den, eller tie stille.
pegoye, som hun lever og tænker i. Fuglen kand sluddre
en Deel temmelig reedt, og næsten ligesaa got, som dens
smukke Hovmesterinde; og naar der kommer gode Venner
til hende, for at besøge hende, vender hun dem undertiden
Ryggen i heele Timer, og snakker med dette Creatur, naar
de da længe nok har skieldet hinanden ud, saa vender hun
sig til Sælskabet, og i en lang Tale og med alle sine Om¬
stændigheder fortæller dem denne vittige Fugls store Dy¬
der. - Hr. Frantz har en vittig og pelafrettet Abekat;
begge to kand giøre de fæleste Grimacer ad hinanden, og
adskillige andre Optøyer. Dersom Abekatten kunde tale
ligesaa got, som dens Herre, vare de to de beste Pikelhe¬
ringer; thi i at grine, giøre Krumspring, og øve allehaan¬
de Pudserier giver de hinanden slet intet efter. Hr. Frantz
tænker paa denne Maade at fornøye alle dem, som kom¬
mer til ham, og Abekatten udgiør altid et Medlem i Sæl¬
skabet.
De Mennesker, som skal have deres Underhold¬
ning af et eller andet Slags Dyr, kand man endda holde
det til gode, om deres heele Tale gaaer ud paa dem; saa¬
ledes kand en Heste=Pranger tale om sine Heste, en Koe¬
Pranger om sine Køer, uden noget Sælskabs Fornær¬
melse. Men Hr. von Hareplager har allermindst Ret¬
tighed til, at slæbe sine Jagthunde med sig der, hvor ingen
Harer er, uden han selv vil være det, og det neppe, saa læn¬
ge hans Jagtpidsk er i Stand, og han med den kand prygle
Her er nok et Brev:
sine Hunde.
Nin


Min Herre!
Jeg er meget sælskabelig, og jeg holder for, det
giør udgiør en stor Deel af den menneskelige Lyksalighed
at komme tilsammen for at tale om adskillige Ting, som
ved saadanne Sammenkomster kand forefalde. Men et
Slags Sælskaber synes mig aldeles intet om, og det er
saadanne, hvor man, i Steden for at nævne nogen, i sær
Fraværende, ved Navn, betegner man dem med Caracterer
eller Kiendetegn, der ligesom ligner smaa Beskrivelser.
De indbyrdes og sædvanlige Lemmer i saadanne Sælska¬
ber kand vel forstaae hinanden; men derimod ere de gand¬
ske uforstaaelige for Fremmede. Jeg traf forleden i saa¬
dant et forblummet Laug, hvor det forekom mig, ligesom
Sælskabs Lemmerne spillede lutter Pantomimer, uagtet de
talede og loe gandske høyt. Naar de talede om en og
anden, sagde de, for Exempel: Den med den lange Næse.
Den med den store Pung og korte Been. - Den,
Frue, som mober i alle Sælskaber. -
Den Mand,
som kryber under Bordet for hans Kone.
Den med
den krumme Ryg.
Den Jomfrue, som besvimede,
2¬
da hun af Ubetænksomhed nævnede sin lille Taae.
Den med den lange Hals og smaa Øyne.
Den med
Manchetter og Jslandske,=Strømper.
Den med
cafferet Haar og brudne Skoe, og saadanne mangfoldige
andte Beskrivelser, over hvilke enhver i Sælskabet slog en
Latter op, som saaledes døvede mine Ører, at jeg neppe
kunde høre, at een i Sælskabet sagde til sin Naboe: Den
Fremmede, med den sorte Paryk og hvide Støk, og der¬
paa hiertelig loe. Bred disse, min Herre, at indeholde
med deres Beskrivelse, i sær, naar Fremmede ere tilstede,
eller i det mindste at lee saa høyt, at ingen Fremmede
kand høre Beskrivelsen over sin Person, i deres Sælskab,
hvormed De meget vil forbinde Dem mig, som just var


den Fremmede med den sorte Paryk og hvide Stok. Jeg
forbliver &c.
Paa denne fornærmede Mands Vegne med den
sorte Paryk og hvide Stok, fordrister jeg mig til at bede
Vedkommende, hvor saadanne fluttede Laug og Sælskaber
holdes, at de paa et Skildt over Døren eller Indgangen,
vilde sette med store forgyldte Bogstaver: her tales et
Sprog, som ingen, uden vi selv forstaaer. Skulde
nogen Fremmed derfore finde sig misfornøyet i vort
Laug, hvor vi paa en forblummet Maade skierer
Næser og Ører af Folk, giør han best, at han ikke
gaaer ind.
Saa fortredelige som saadanne Sælskaber ere for
Fremmede; saa kiedsommelige og langsomme ere derimod
et andet Slags Laug eller Sælskaber, som man med Bil¬
lighed kand kalde de taugse eller stumme Lang. Man kand
neppe forestille sig noget daarligere, end naar en Deel Per¬
soner kommer sammen for at besøge hinanden, spiser og
drikker med hverandre, og dog alligevel ikke ere i Stand til¬
at føre en uskyldig og uafbrudt Samtale med hinanden.
Jeg vil ikke regne nogen det til Onde, som enten er upasse¬
lig, eller meget søvnig, eller og har Hovedet fuldt af Gril¬
ler, og derover ikke er for at tale; thi den beste Sælskabs¬
Broder kand ofte falde til saadan Mangel af Tanker, at
det er ham umueligt, at begynde eller fortsette nøgen Sam¬
tale. Men mig tykkes, det er meget kiedsommeligt ja næ¬
sten meget latterligt, naar et Par Mænd kommer sammen
for at røge en Pibe Tobak hos hinanden, og da, uden at
tale et eneste Ord, sidder og blæser hinanden Tobals=Rø¬
gen i Øynene. Jeg var forleden i saadant et Sælskab,
hvor to ærbare Naboer opførte sig paa denne Maade, og
tredie Mand, som ikke røgte Tobak, men ligeledes var kom¬


men for at besøge Verten i Huset, satte sig hen lige for dem,
og det syntes, som han allene var kommet for at see, og de
Her er nok et Brev:
andre for at dampe.
Kiere Hr. Forfatter!
Den yderste Nød, som jeg er bested udi, tvinger
mig til at blotte mit Hiertes Anliggende for Dem. Vi
ere to Søftre, af hvilke den ældre er 16 og jeg 15 Aar
gammel. Min Salig Moder døde, og jeg kand forsikkre
Dem, hun var en god Kone. Hun holdt langt meere af
mig end af min Søster, og havde hun levet endnu, hande
min Skjebne været bedre. Min Fader derimod elsker
min Søsler meest, hvis Huuslighed og Omhyggelighed
for ham, han daglig kaster mig i Næsen. Men det, som
endnu er det værste: Min Fader er, ligesom mange an¬
dre, befængt med denne Egensindighed, at hans ældste og
kæreste Datter skal giftes først. Kiere, mon dette staaer
i Natur= og Folke-Retten, at den yngste skal bie efter den
ældre? Er det saa, da faaer jeg længe at bie, saasom min
Fader allerede har afviist 3 Friere til mig, men har dere
imod ikke kundet finde een eneste til min Søster, som om
jeg selv skal sige, seer ikke nær saa got ud, som jeg. Deri
ere vel Smaakopperne for den største Deel Skylden; men
jeg kand ikke nægte, at jeg jo hemmelig glædede mig der¬
over, dersom jeg ikke selv skulde lide derunder. Nu har
jeg den fierde Frier, og det er den høye Tid, at min Fa¬
der bliver overbeviist om hans eenfoldige Egensindighed.
Afviser han og denne, saa -- Jeg forbliver &c.
Amanda.
Dette Brev forekommer mig saa farligt, at jeg
neppe tør besvare det; thi jeg befrygter, at jeg enten maatte
støde den ene eller den anden for Hovedet; og allermindst


vilde jeg fortørne den deylige Amanda. Jeg vil derfor
allene give mig den Friehed at spørge, hvad den smukke 15
Aars Amanda mener med det afbrudte, Saa
Vil hun lyde mit Raad, skal hun stræbe at ligne sin i hen¬
des Øyne saa græmme Jomfrue=Søster, maaske hendes
Fader da afstod fra sin i hendes Tanker uretmessige Paa¬
stand. Jmidlertid vil jeg dog, for at føye den ulykkelige
Amanda, som mener, at hun er bested i den yderste Elen¬
dighed, raade hendes egenundige Fader, at han ikke skal af¬
vise for mange Friere; eller og, at han skal giemme og for¬
vare sin 15 Aars Datter vel, om han kand; thi man kand
ikke vide, hvad der ligger i det Ord: Sad -- - . At¬
ter et Brev?
Monsicur!
Min Broders Uforskammenhed ivinger mig til
al hevne mig paa ham, og jeg veed ikke paa bedre Maa¬
de, end ved at røbe hans eenfoldige Ondskab, dersom De
vil indføre denne min Skrivelse i Deres Blade. Jeg
var i Sommer en Maaneds Tid i Kiøbenhavn, for at
besøge min Tante, og tillige lære nogle smaa Artighe¬
der. Jblandt andre Fruentimmer=Prydelser anstode de
sorte runde Soelhatte mig best for deres besynderlige Nyt¬
tes Skyld. De veed selv, at man ikke kand lade sig of¬
fentlig see i Haverne eller paa Volden, uden tillige at
underkastes den stiveste og meest stirrende Overseen. Min
medfødte Undseelse fandt under dette Slags Soelhatte
det allerbeqvemmeste Dække og Skiul; thi jeg kand for¬
sikkre, at mine Kinder, der af Naturen ellers ere rødmos¬
sede, ofte blussede af Undseelse, naar man saaledes strre¬
de mig i Øynene. Ja, nogle giorde sig endog Umage
med at bøye sig, for at kunde see mig lige op i Øynene
under Soelhatten. Men nu jeg er kommet hiem, og, ey
af en liden Forfængelighed, for at lade see, hvad jeg har
hiembragt med mig, bærer denne min Soelhat, men for
Solens Hede; er min Broder saa uforskammet, at han
tør sette den i Ligning med et Slags sorte Kar, som vi
her i Jylland kalder Skrabbe=Kar, eller Skal=Gryder.
Men det er hans Skade, at han aldrig har været uden
for vort Land, og seet noget, som kand kaldes rart; der
for bliver han og den samme eenfoldige Taasse, og den
kunde han være længe nok, naar han ikke tillige vilde øve


sin Ondskab. Hvad tykkes Dem, Monsieur? Ere ikke
det Slags Soelhatte ret smukke? Jeg holder meere af de
sorte end af de grønne, og det Slags, som er bøyet enten
ved Siden eller bag til. Men er min Broder ikke uri¬
Monsieur
melig? Jeg forbliver
Eders
ydmygste Tienerinde
Sylvia.
Jeg er af samme Meening som Sylvia. Hendes
Broder burde, for sin begangne Daarlighed og Forbry¬
delse imod alle tildækkede og undseelige Ansigter, paa sine
bare Knæe giøre offentlig Afbigt for alle Soelhatte, under
hvad Navn de end nævnes kan. Jeg tør ikke fordriste mig
til at præferere det ene Slags for det andet, og enten laste
eller rose Soelhatte; thi af Skade lærer man at blive klo¬
ge. Det er ey længe siden at en artig Jomfrue blev vreed
paa mig, fordi jeg i Uskyldighed talede om en vis Over¬
flødighed i Klædedragten. Kan ikke enhver, sagde hun,
klæde sig efter Behag, og hvem har sit andre til at tale derom!
Den fortørnede Sylvia giorde dog vel, om hun forligte
sig med sin Broder, saasom han aldrig har været uden for
sit Fødeland, og følgelig ingen Artigheder seet. Hunbor
og betænke, at man gemeenlig tager Lignelser af det man
meest omgaaes med: som Bonde=Konen sagde, da hun be¬
tragtede sine Griise: Hvilke nydelige Dyr ere vi ikke
imedens vi ere smaa! Nok et Brev:
Min Herre!
Sidste Gang jeg giorde min Opvartning hos en
Fornemme Mand, tog han imod mig med disse Ord:
Det er mig en virkelig Fornøyelse at see Dem hos
Jeg har i en
mig -- Vil J herud, Hunde!
Vil du fort, du
heel Time ventet efter Dem
Bestie! o. s. v. Dette tykkes mig, De kunde anføre
med en Anmærkning. Jeg er &c.
A. B. v. C.
Herr A. B. von C. maa holde en Mand noget
tilgode, som har mange Hunde omkring sig og meget at
forrette; han maae ofte afbryde sin Tale, for at affærdige
desfleere. Man har jo Exempler paa, at Folk ofte blan¬
de Støvle og Skoe, ja, Eeder og Bander, i deres Mor¬
gen Bønner. Det er got at speyle sig i andres
Feyl til egen Forbedring.
Af disse approberede Uge-Blade udgaaer et hver Torsdag,


Patrollen.
No. 32.
Onsdagen den 7 Augusti 1765.
H¬
er har mine Læsere aler et Blad af Avis=ad¬
retning.
Correspondence.
Besvarelser:
De tre opgivne Spørsmaale i Patrollens No. 27.
forkiener uden al Modsigelse Besvatelser; og her meddeles
mine ringe Tanker derom:
1) Spørges: Hvilke Mennesker lever længst i
verden?
Herpaa kunde Laji og Jocastæ Søn bedipus
viiselig svare: De, som bliver ældst. Men da man veed,
at Søvnen er Dødens Broder, og den Tid Mennesket so¬
ver bort, ikke egentlig kand henregnes til dets Liv: saa har
tit de ældste ikke levet ret længe i Verden, naar de ey har
været forliebte. Spørsmaalet kand derfore efter min Jnd¬
sigt kort og got besvares saaledes: De Forelskede lever
længst; thi de sover mindre, end andre Mennesker.
2) Spørges: Er Fugl Phoenix til endnu, el¬
ler har den været til, og i hvilket Land skal den op¬
holde sig?


J Plinii Tid har den været til, i det mindste i den
gode Mands Jndbildning. Han beskriver den, som det
eneste Dyr af sit Slags, og siger, at den skal være af Stør¬
relse som en Ørn, med Guld glindsende, Purpur= og Ro¬
sen=røde Fiere. Dens Opholds Sted er i Arabien. Om
den er til endnu, skal jeg ey til visse kunde sige. De Lær¬
de skal heller ikke være enige om, hvor længe denne Fugl
lever; thi nogle siger, at den lever 340 Aar; andre siget
600 Aar; og atter andre, som ere meere gavmilde imod
denne rare Fugl, siger, at den lever 660 Aar. Hven
af dem skal man nu troe? Det er ventelig, at den er død,
og skal endnu først opstaae af sin Aske igien; thi, at giøn
Phoenix til en Fabel, vover jeg ikke, saasom Plinius har
gandske vist været til, og nogle, som har reyst i Arabien
paa de Stæder, hvor ingen tilforn har kundet komme, for¬
sikkrer, at de har hørt Phoenix synge; men ikke seet den
Dersom disse havde læst Claudianus, svor de vist nok paa
at de ogsaa har seet den.
3) Spørges: Hvorledes kand man best og bø¬
qvemmest ansees for meget lærd?
Dette holder jeg for saa vigtigt et Spørsmaal,
at det hverken burde giøres eller besvares; thi at viise For¬
skiellen imellem at synes, og at være kunde maaske blive
forargeligt. Dog, da det første synes at vinde Fortrin¬
net i mange Menneskers fleeste foretagende, saa faaer jeg
vist Medhold af dem, naar jeg fremlegger nogle af de beste
og beqvemmeste Maader, jeg har opdaget, af hvilke man
kand betiene sig, for at faae Anseelse af Lærd og meget
Lærd, NB. iblandt Almuen, Ulærde og deslige; thi iblandt
de virkelige og grundig Lærde gaaer det ikke lettelig an, at
tilsnige sig saadan Anseelse. En af Maaderne kand læses
i Comoedien Erasmus Montanus, og den er hidtil med
god Lykke efterfulgt af mange, saa jeg behøver ikke at vist
dens Nytte og Rigtighed. Dernæst kand lærde Miner
giøre meget til Sagen, at en kand synes lærd. Nu lær¬
de Miner! saaes for et Aar siden blandt Lotterie-Deviser,
ne. Havde den største Gevinst faldet derpaa, havde maa¬
ske Devisen blevet den største Sandhed. Jeg har ellers af
Erfarenhed, at Sagen har sin Rigtighed, at lærde Miner
er et gesvindt Middel til at synes lærd iblandt dem, man
ey er kiendt af. En --- i den anden Gade, som dog


ey forstaaer meer end net op til sin Haandtering, sad for
nogen Tid siden i et Compagnie, hvor jeg kom ind, og det
var mig umueligt, at jeg af hans Dragt kunde slutte mig
til, hvem han var; thi han var saa prægtig, at dersom
Kongen af Polen havde været i Stuen, havde han vist nok
viist ham ud, som han gjorde hisset ved sin egen Skosma¬
ger. Denne gode Mand, som jeg melder om, sad i Sæl¬
skabet med de lærdeste Miner. Der blev talet om adskilli¬
ge Ting, og jeg mærkede, at han forandrede og adskillige
Gange sine Miner. Han oplod ikke sin Mund, undtagen
et Par Gange, og da skede det kort; han talede nogle hal¬
ve afbrudte Ord og halv hviskende dem til hans Naboe, og
i øvrigt ikkun udtrykte sig med hans lærde Miner. Jeg
blev bedraget, og holdt ham for det, han ikke var; thi da
han var gaaet, fortalte man mig, at det var --- -
Jkke at tale eller at tie, er og et got Middel til at synes
lærd. Det var allerede et Ordsprog i Salomons Tid:
Dersom Daaren kunde tie blev han holdet for viis:
Men vi lever ikke nu i Salomons Tider, og Taugshed al¬
lene vil nu omsiunder knap giøre det, med mindre lærde
Miner kommer dertil. Nær havde jeg forglemt ogsaa at
raade alle dem, som vil ansees for at have sprængt deres
Syn ved megen Læsning, at de bestandig husker at holde
Alting tæt til Øynene, om det end var Postil-Stiil, eller
den hele Postil. Det gir en fortreffelig Anseelse. See!
kuns, hvor den unge Pog, som Naturen har begavet med
Lynceiske Øyne, ikke stirrer.
Spørsmaate:
1) Hvorledes kand Kierligheds Tilstand og Hef¬
lighed best opdages imellem de Forelskede?
2) Hvad Slags Vinter=Brændsel mon de got Folk
bruge, som boer i Magnen?
3) Skal jeg trot, at Socratis Hustrue, den ud¬
raabte arrige Hannppe, har virkelig været saa slem, som
hun beskyldes for?
4) Hvorledes skal man skaffe sig Patroner?
Adskilligt Nyt.
Nu siges for gandske vist, at man har gjort en nye
Opdagelse i Henseende til Frimurerne, og at en af deres


helligste Regler skal være, at leve fornuftig med hinanden,
samt at vedligeholde et Sælskab, der er ligesaa behageligt
som frit. Men hvor vanskeligt maae det ikke være at faat saa¬
dant et Sælskab samlet. Hr. Støver, som er bekiendt
af sin skarplugtende Snude, skal ellers have opstøvtet denne
Hemmelighed.
En god Ven, som nyelig er kommen hiem fra hans
Udenlands=Reyse, har fortalt mig, at han har været i en
Bye i Thyringen, hvor alle Jndvaanerne kaldes Fættere,
I Førstningen holdt jeg dette Nyt for at være Spøg;
men jeg blev tydelig overbevist om Mueligheden. Det
maae altsaa iugen Mangel være paa Svogre i den Byt.
J Smaadrengenes Gade var i forrige Uge et
merkeligt Optog. Fleere end en Snees Drenge vare for¬
samlede, hvilke bleve enige om at leege Fornemme. Jeg
stod i Vinduet paa Hiørnet af bemelte Gade, og med For¬
nøyelse faae denne Leeg an. Den stærkeste iblandt dem,
som de andre bare Ærbødighed for, sagde: Nu er jeg
Herre; J sex skal være mine Heste; du skal være Forri¬
der; du skal være Kudsk, og to af J andre skal være mine
Tienere og staae bag paa. Saasnart havde han ikke ud¬
talt disse sidste Ord, førend heele Resten begyndte at suppli¬
cere om disse to Tiener=Bestillinger, ret ligesom de kunde
vente at giøre en stor og vis Lykke derved. De raabte alle
i Mundene paa hverandre: O! lad mig blive Tiener! lad
mig staae bag paa! Endog et Par af Hestene søgte om det
samme.
Forlovede.
Forleden, da det var frie Mandag, blev en ung
Svend forlovet med Kielder=Pigen paa Broen. Rygtet
siger, at hun nu har 25 Kierester.  Er det fandt, maae
man slutte, hun er forsigtig, at hun forsyner sig saa vel;
thi en af dem maae hun vel dog faae til Slutning. Han
vilde strax have løst Ægteskabs=Brev; men hun raadede
ham at han først skulde giøre sit Mesterstykke. Hun var
altsaa mere forsigtig.
Befor¬


Befordringer.
Hr. Gade Steensliber har i disse Dage proms¬
veret sig selv til Karl, ved at binde en Kaarde ved Laaret.
NB. den hænger endog i Ringe. Ligeledes er Svend
Gaardskarl avanceret til Kudsk hos hans Herre. Han
har et got Skiæg; og man mener, han kand takke Skiæg¬
get for denne Ophøyelse. Hr. Aabensvælg ligeledes ud¬
nævnt til Præses for Bord Enden i Drikke=Lauget. Ma¬
ren Kokke=Pige er ligeledes i disse Dage forflyttet til Stue¬
- hun har allerede taget imod
Pige hos Madame -
Lykønskninger til denne Forfremmelse. Hun haaber ey
heller at blive affat, som de, der havde Tienesten for hen
de; thi hun er imod Naturen meget taugs.
Vacaneer.
Tobakspibestopper=Embedet i Dampe=Lauget.
Jndkomsterne ere frit Øl og Tobak. NB. Embedet udfor¬
drer en sitærk Hierne.
Caffe=Spaa=Embedet i det yderste Qvarter. Jnd¬
renter altid vis Caffe og undertiden Douceurer, alt efter
Spaadomnens Beskaffenhed. Posten udfordter et got
Snakketøy.
Anmærkninger.
En Regent døde uden at efterlade sig Livs=Arvin¬
ger, og ved sit Testamente gav han Kronen til den, som
efter hans Død gik først ind i Byen. En fattig Munk
kom just til Pørten, da Kongen var død, og han blev kro¬
net. Han fik pok at bestille med de Krige, som han maatte
føre, med at ophielpe Handelen; formindske Skatterne,
og befordre Kunsterne, og skaffe hele Folket Næring. Han
havde hver Dag nye Uroeligheder og nye Bekymringer.
Een af hans forrige Bekiendtere kom engang til ham og
sagde: Lovet være den Ulignelige og Almægtige, som har
ophøyet Eder til saa stor Ære og Magt! Ak, min Ven,
sagde Kongen til ham, i Steden for at takks Gud for min


Ophøyelse, da beed ham give mig Styrke og Taalmodig¬
hed; beklag mig, i Steden for at ønske mig til Lykke; J
min forrige Tilstand føelte jeg kun min egen Mangel; men
nu lider jeg tillige med enhver af mine Undersaatter.
Forstandige Folk bliver aldrig vrede; thi saa læn¬
ge de bliver forstandige, vredes de ikke, og naar de vredes,
ere de ey længer forstandige.
Jndpasserede.
Hr. Høytmod fra sin udenlandske Reyse; han kien¬
der fast ingen af sine gamle Bekiendter; han læser ey hel¬
jer til eller fra Bords; thi det skal ey være Moden Uden¬
lands, uden i Herrenhut, og der har han ikke været.
En Deel Læs Hoe og med Høet en stor Mængde
Fluer. Det er let at høre paa Lyden, enten de ere Kiøb
stæde eller Landsbye=Fluer.
Udpasseret.
Hr. Magelig, paa Landet, for at divertere sig.
og i Roe at speculere paa intet.
Dødsfald.
Hr. Egennyrtig den ældre. Hans Dødsfald
beklages meest af hans Søn og Slægt. De har derfore,
til hans evige Jhukommelse paa Jorden, ladet ham et
prægtigt Monument opsette; derforuden har man og seet
følgende Gravskrift over den for sine umistelige Mand:
Mkui?
Hr Egenypttig hviler her.
ud!
Det Jordiske af Jorden kræves.
Han gjorde dog eg nogen Ting forgieves.
Hver Venskabs Tieneste
Ham Skillinger endog indrentede.
Han var sig selv og al sin Slægt ret kier.
Nu lever han maaske blandt Lykkelige der.
Blandt dem han dog ret lykkelig ey er,
Om han kand Underretning faae,
At man for intet læse maae
Den Gravskrift ham opsettes her.


pu¬


Copulerede.
Hr. Frasides og Jomfrue Fier. De elskede just
ikke hverandre; men, for ey at støde deres Venner for Ho¬
vedet, rakte de hverandre Haand, og det per Speculation,
at Kierlighed kommer med Tiden.
Efteretninger for Publico.
Til Herskaber og fornemme Folk, som ere af fiin
Smag, bruges Lamme=Kiød fra Juul og til Pintze=Dag;
for andre Folk bruges Lam saa længe de ere at faae, saa¬
som til Michels=Dag og Slagtertiden.
Efter den nyeste Kaage=Bog skal der i alt være 113
Slags Saucer og 70 Slags Supper.
Pengepugerens Pung er alle Dage tillukt; thi
han tæller sine Penge om Natten ved en Lampe.
Bekiendtgiørelse.
Monsr. og Mademoiselle Alemode (maaske de
for Navnenes og Naturernes Overenstemmelse har, slaget
deres Pialter tilsammen) lader herved bekiendtgiøre, at de
har opfundet adskillige nye Facons af Carree=Alonge= og
Abbe=Haarpunge; samt at det ey herefter bliver Moden
at indrette Skiønpletterne efter de 7 Planeter, men at de
herefter skal dannes efter Cometer, Drage=Haler og Tur¬
telduer, samt Hundestiernen og Jupiters 4re Drabantere.
De har og en heel Mands=Dragt i Forslag for Fruentim¬
mer, samt 365 nye Moder paa Hoved=Prydelser, alle for¬
treffelige; skulde flere Forandringer, end een til hver Dag
i Aaret, behøves, lover de, ey at spare deres utrettelige Flid
i at opfinde. Hvilket tiener til Liebhabeenes behagelige
Efterretning.
Lictitation.
Da Hr. Patriot har befundet at Falsters Dolhuus
er alt for lidet, har han besluttet for sin egen Regning, at
lade opføre en nye grundmuret og fast Bygning; thi ind¬
byder han herved alle de fornuftige Haandværks=Mestere,


som til saadan Bygning behøves, at møde paa Licita¬
tions=Dagen den 23 Augusti førstkommende i hans iboen¬
de Huus, for at raadføre sig med dem om Bygningens
Størrelse og nyttigste Anlæg, og for at tilslaae de mindst¬
bydende Arbeydet. Men da Hr. Patriot ikke vil sine
Landsmænds Skade, saa advarer han vedkommende Me¬
stere i Forveyen, at de ikke foraccorderer sig af Misundel¬
se, i det den ene ikke vil unde den anden Fortienesten; thi
skulde saadant indløbe, vil Hr. Patriot anholde hos Øv¬
righeden, at disse Foraccorderede maae faae de første Plad¬
se i den nye Bygning, som skal kaldes En almindelig nyttig
Daare=Kiste for verdens Daarligheder og Capriter.
NB. Saasnari Planen og Grundtegningen er
færdig, skal det blive bekiendtgjort. Det vil ventelig
blive en stor Bygning.
Til Kiøbs eller til Leye.
En besynderlig og forunderlig Maskint,
NB.
som et Slags Orgelverk, bestaaen¬
de af lutter Sække=Piber, og indrettet til at anbringe ved
et Veyr= eller Vandmolle Hiul.
Skrifter.
Et Fruentimmer=Lexicon, indeholdende alle de
Moder, som har været i Brug siden Dronning Jesabels
Tid, med et rigtigt og fuldstændigt Register ved en Fransk
Nonne, og nu i det Danske oversat til hver Piges Brug
og Beste. Det er in Folio 10 Tom, og er trykt med
fiin Jomfrue=Stiil.
Tienestsøgende.
Mademoiselle Comique, velskabt, og saa beleven,
at hun kand snakke Fanden et Øre af, kommen fra -- - -
søger Tieneste iblandt de Danske for Hu¬
uehdiderk ske.
NB. Dette er et Jndfald af Bogtrykkeren, som
jeg ikke begriber. Uden det skal betegne en Huusholderskes
Vinskibelighed i at løbe op og ned i Huuset, eller og vende
op og ned paa Alting. Det er ellers i Hundedagene.
For Rummets Skyld har jeg maattet udelade en
Deel Avertissements, som skal blive indført, naar Leylig
hed gives.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 33.
Onsdagen den 14 Augusti 1765.
D¬
enne Gang vil jeg forsøge, om jeg kand fyldestgiø¬
re den Ubekiendtes Forlangende, som, i Brevet
til mig, hvilket jeg lod trykke i mit No. 12, øn¬
sker lutter Nyeheder og Critiqver:
En Pige er nylig cureret for Vattersot, og er nu
mestendeel saa smal, som hun var for et Aar siden. Jeg
kiender Pigen; men hun vil hverken aabenbare mig, hvad
Middel hun har brugt, eller hvad for en Doctor, der har
foreskrevet hende det. Maaske hun vil ikke aabenbare det,
uden for hendes eget Kiøn. Skulde altsaa nogen Pige
imod sin Villie befinde sig Vattersottig, og hun ikke vil la¬
de sig curere paa Hospitalet, vilde hun ikkun behage at
adressere sig til mig, da jeg skal vise hende hen til bemeldte
nyelig curerede Pige, hvor nærmere Underretning kand
faaes.
Viinhuus=Præsidenten, som ingen Vattersot hav¬
de, da Actricen skrev sit No. 5. er nu overfalden af denne
Sygdom; men han vil ikke troe det. Han sværger høyt
paa, det kand ey være Vattersot; thi han har i langsom¬
melig Tid ikke drukket noget Vand. Det maae da være


Viinsot han har. Den Sygdom, troer jeg ikke, er hid¬
indtil bekiendt iblandt Lægerne.
Forleden var en heel Forsamling i Haven. Den
deylige Doris var der og i Sælskab med Melinde. De
af mine Læsere, som vare der samme Gaug, saae uden
Tvivl, hvilket Følge hun havde efter sig af lutter Smaa¬
Herrer. Jeg saae dette Optog an med Fornøyelse, og
listede mig ind imellem Smaa=Herrerne. De snakkede alle
om Doris. Hun fører en meget indtagende Person, seer
uforlignelig got ud, og forstaaer ret den Kunst at pynte sig.
Ak, hvilken Engle=Skiønhed! raabte den ene af Smaa¬
Herrerne. Hvilke kielne blaa Øyne! sagde en anden!
Den tredie roste hendes Kinder; den fierde hendes Mund;
den femte hendes Tallie; den siette hendes Gang; den sy¬
vende, jeg veed ikke hvad. De talede med Flid saa høyt,
at hun gierne kunde høre det. Strax derefter saae jeg,
hvilken Uorden hun foraarsagede iblandt dette hele Smaa¬
Herrer=Sælskab. Det begyndte at regne. Doris gik ind
i et Lyst=Huus. Alle Smaa=Herrerne efter; og jeg med.
Hillemænd! hvilket Syn! Alle vilde afvidske det Sted,
hvor Doris behagede at tage sit Sæde. Alle bukkede.
Alle fatte sig, da hun havde taget Plads. Taugshed re¬
gierede i hele Sælskabet. I det samme nyste Doris.
Strax raabtes fra alle Sider: underdanigste Tiener! og
der blev saadan Allarm i Lyst=Huset, som det havde tord¬
net. Doris smilede (maaske, som mig tyktes, af Spod¬
hed over Sælskabet) paa Timen smilede alle Smaa=Her¬
rerne med, og nogle af dem loe inderlig fornøyede. Hun
saae paa sit Uhr. J Øyeblikket havde enhver sit Uhr af
Lommen. Man kunde let see, hvad Klokken var slaget.
Doris med et til Siden lidet heldende Hoved vifted med
den udslagne Vifte en kiølende Vind i hendes brændende
Ansigt; strax fik enhver det hvide Tørklæde frem, og tør¬
rede Sveden af sig. Doris har en Slags hiertestyrkende
Liqveurs i en liden Flaske, den hun tog frem, og lugtede
til, maaske hun var nødsaget at bruge sligt paa nærværen¬
de Tids strax kom alle Smaa=Herrernes Flasker frem; thi
det Slags Mennesker ere og underkastede nogle qvindagti¬
ge Skrøbeligheder; og der blev saadan en Lugt i Lyst=Hu¬
set, som man kunde have været paa et Parisisk Apothel.


Eudnu var intet talt. Den deylige Doris oplod omsider
sine Læber og sagde: Jeg er bange, denne Regn vil holde
ved til Aften. Heele Sælskabet reyste sig, for at see ud,
og nu hørte jeg, at de vare alle, hver paa sin Viis, Natur¬
kyndige, Physici og Astronomi. Hver kom til sit Sted,
og udlod sig med sin Betænkning om Væyret; Det er ik¬
kun en Skye; det gaaer strax over; paa Timen har vi Soel¬
skin &c. Doris bruger og Snustobak. Hun tog sin
Daase op. Jeg forestillede mig da Fløymanden ved Sol¬
daternes Exercering; thi det heele Sælskab tog strax sine
Snusdaaser op med; ja, de gave nøye Agt paa hendes
Maade at tage Snustobak, og giorde det efter, saa vidt
mueligt var. Jeg kunde umuelig længer taale, at ansee
disse Daarligheder, og gik bort, omendskiøndt det ey endda
holdt op at regne. Saa vidt jeg merkede, er Doris stolt
og egensindig. Jeg kand nok fordrage, at vore Jomfruer
fører sig op efter Moden, naar det velanstændige ey glem¬
mes. Men det er bedrøveligt at see, at saa mange Mands¬
Personer, som dog vil ansees for store Helte, ere saa skrø¬
belige, og for en eneste Piges Skyld skal blive naragtige;
thi jeg veed ikke mildere Navn at give saadan Opførsel.
Det er billigt, at man bør bevise Ærbødighed imod det
smukke Kiøn; men formeget og forlidet forderver Alting.
Dog, maaske Doris kand være uskyldigere, end man tæn¬
ker. Jeg skal til Tieneste for hende, om hun læser mine
Blade, med første meddeele en Beskrivelse over en Do¬
ris, hvis Dyd har gjort hende udødelig. Melinde vil
maaskee og kunde have Nytte deraf.
J forrige Uge var jeg i Besøgelse hos den rige
Enke. Mit Ærende var dog ikke at frie; thi jeg har --
Ney, holdt, jeg vil ikke sige mere denne Gang. Men jeg
kommer undertiden til hende formedelst det Bekiendtskab
der er imellem os fra Venskabet paa hendes afdøde Mands
Side. Vi sadde just ved Caffe=Bordet, da en vis Mada¬
mes Pige lod sig anmelde at ville tale med Enken. Pi¬
gen kom ind, og forrettede sit Ærende med lydelig Røst.
Aldrig havde jeg hørt saadan Compliment før: Jeg skal
hilse Madamen fra min Madame, og lade hende vi¬
de, at vor lille Mante er lykkelig nedkommen med 3


Hvalpe, een Han og to Hunner som alle ere friske og
vel, og meget smukt tegnede; deres Moder befinder
sig og temmelig vel efter Omstændighederne. Hils
jer Madame, sagde Enken, og forsikkre hende om den Deel,
jeg tager i hendes Fornøyelse. Hun aabnede i det samme
sin Taske=Puug, og gav Pigen en Foræring. Skal J fle¬
re Steder hen, spurgte Enken: Ja, Madame! svarede
Pigen: jeg skal endnu hen og melde det til Madame -- -
Hun opregnede 10 Madamer for hvilke hun skulde forkyn¬
de hendes Madames Hunds lykkelige Nedkomst. Jeg for¬
undrede mig meget over denne Omstændighed; og aller¬
mindst kunde jeg have forestillet mig, at Modens Smag
var stegen til saadan Høyde iblandt os, at Skiøde=Hundes
Barsel=Sæng skulde lige saa høytidelig bekiendtgiøres som
Konernes egen Nedkomst. Det kand nok paa nogen Maa¬
de undskyldes, at Fruentimmerne underhølder smaa vel¬
skabte Hunde, og undertiden giøre sig en Tidsfordriv med
disse smaa Dyrs artige Kunster; men at Kierligheden gaaer
saa vidt til samme, at den endog overstiger den Kierlighed,
de bør viise imod deres Medmennesker, det er u-undskyl¬
deligt. Jeg er vis paa, at om den rige Enke havde faaet
Bud fra hendes Kielder=Kone, at hun var lykkelig forløst
med en ung Søn; Saa havde der ingen Drikke=Penge
vanket for Budet, og Tidenden havde maaske ikke foraar¬
saget hende saa stor Glæde og Fornøyelse. Mon det ikke
lade, ligesom Hunde vare efter deres Tanker indbefattede i
deres Næstes Tal
Der reyste sig for nogle Dage siden en temmelig
Hidsighed i den unge Madames Sind, hvis Mand holder
to Rideheste. Han havde nogle gode Venner til Bords
om Aftenen. Havde Manden ikke været saa fornuftig og
føyelig, som han er, havde de rigtig kommet i et stort Klam¬
merie. Enhver, som kiender ham, veed, at han er, me¬
get skiemtefuld; men hans Kone derimod taaler slet ingen
Skiemt, og dette har han nu sin Fornøyelse af, at han
saa smaat kand drille hende, for efter haanden at faae hen¬
de afvant fra hendes arrige og hidsige Sind. Klammeriet
kom over hans Heste. Konen kunde ikke lide at han tale¬
de saa meget om dem. Du elsker din Fidelle, lille Hierte!


sagde han, og jeg elsker mine Heste. Ja, ja der er For¬
skiel paa Kierlighed, sagde hun. Vist nok er der, blev
Manden ved, det kand jeg best vidne, endskiønt vi ikkun
har været saa kort sammen; Vil J troe, J gode Venner!
sagde han til os: at min Kone elsker hendes Pudel=Hund
meere end hendes Mand. Konen blev rød i Ansigtet, og
jeg troer, hun kunde ikke finde paa Svar for Harme.
Manden smilede, og sagde videre: men for at betale hen¬
de det, saa elsker jeg mine Heste meer end min Kone. Nu
kunde Madamen ikke længer holde sig. Hun reyste sig hid¬
sig, og vilde have forladt os, da min Naboe sagde: Ma¬
damen skal ikke ærgre sig over hans Snak, det er jo ikkun
Spøg. Kand hun ikke begribe det? Han forklarede hen¬
de derpaa Tvetydigheden i Talemaaden, og Sagen blev
bielagt.
To Drenge spillede forleden om Halve=Skillinger
paa Pladsen. De vare blevne ueenige, og stode just i Meg¬
ling om, paa hvad Maade de skulde afgiøre deres Tvistig¬
hed, da jeg kom gaaende forbi. Tør du, saa begynd!
raabte den ene. Slaae til, raabte den anden. Jeg tænk¬
te, de vilde gribe fat paa hinanden med Næverne. Men
i det samme begyndte den ene græsselig at bande og svær¬
ge, og den anden søgte strax at overgaae ham. De bleve
ved i denne Gudsforgaaene Øvelse, og jeg merkede, det var
afgjort imellem dem, at den skulde have vundet, som deri
viiste sig den største Mester. Der samledes en Hob Folk
om dem, hvoraf mange udskammede og skieldte paa disse
Drenge, men en iblandt Høben raabte: Frisk! staae dig
Lars! Lad mig see, du kand staae dig, min Søn!
Da merkede jeg, at det var endnu ey for vel bestilt med
Opdragelsen i Almindelighed iblandt os. -
Mine Læ¬
sere har vel merket, at det er ikke rart at finde Drengene i
Hobetal paa Pladsene. De begynder først at spille om
Knappenaale, dernæst om Knapper, dernæst om halve og
heele Skillinger, og saaledes tager Værdien til med deres
Alder, Jndsigt, og ligesom de bliver fornemme til. Og
er det ikke rart, at see dem kaste med blanke Piecer. Det
værste er, at de ved deres Fornøyelse maae altid være i


Frygt for de Karle med Rosin=Stilkene. Maatte de i
Sikkerhed øve sig, kunde de endnu blive bedre Spillere.
Dog saae jeg i Gaar 8te Dage et langt fornøye¬
ligere Syn paa Børne=Opdragelsen hos den fornuftige
Moder uden for Porten. Jeg var der om Aftenen og vi
spiste i Lyst=Huset. Jeg vilde ønske, at alle Mødre havde
hendes Gaver til at opdrage deres Børn. Jeg saae den
Gang et stort Exempel paa, hvorledes Børns Begierlighe¬
der kand dæmpes og undertrykkes. Hun befalede, at man
skulde kalde paa een af hendes Sønner, og imedens Pigen
hentede ham, sagde hun, at denne Dreng var en stor El¬
sker af Kirsebær. Barnet, som var fem Plar gammelt,
kom, og viiste sig over hans Alder meget høflig og artig.
Moderen holdt just, da han kom, nogle Kirsebær i Haan¬
den, og Drengen tænkte gandske vist, at han var kaldet,
for at skulde have dem. Hans Øyne forraadede meget
kydelig hans Begierlighed og Lyst til at faae Bærrene; men
hans Haab slog Feyl, og han var alt for ærbødig og yd¬
myg til, at han skulde forlange dem. Moderen spurgte
ham om adskilligt, hans Sydskende angaaende, og han
maatte hente en efter anden af dem, hvilke denne forsigti¬
ge Moder strax gav nogle Bær ved deres Ankomst; men
den mindste fik ingen, og han lod dog alligevel ikke see det
allerringeste, som kunde stride imod Artighed og Velan¬
stændighed. Dog kunde han ikke saaledes tvinge sine Øy¬
ne, at han jo undertiden lod flyve ligesom nogle stiaalne
Øyekast til sine Sydskendes Bær. Da de nu allesammen
havde opspiist deres, lagde Moderen en Deel paa en Tal¬
lerken, og leverede den ældste Datter, og sagde, at hun
skulde give sin lille Broder nogle med sig. Han tog ikke
et eneste flere, end de Søsteren gav ham, og de andre vil¬
ste ikke mindste Begierlighed efter, at deelagtiggiøres i hen¬
des Forraad. Denne Tildragelse var mig en virkelig For¬


nøyelse, og jeg veed gandske vist, at mine fornuftige Læse¬
re vil finde den ligesaa for sig. -
Madame! sagde Hr.
Frietaler, som ligeledes var en Giest ved Bordet: Jeg
maae berømme hendes fornuftige Børne=Opdragelse. Kom,
lad nu hver af hendes Sønner drikke et Glas Viin. Ma¬
damen undskyldte sine Børn, at de ikke kunde taale det, og
med mange gode Ord afbad hans Nøden dertil; saa han
endelig afstod fra sit Forlangende, og drak selv det iskienkte
Glas. Børnene vare imidlertid efter Moderens befaling,
gaaet fra os. Det er got nok, Madame, sagde Hr. Frie¬
taler, med den Maade, som hun har med at opdrage hen¬
des Børn paa. Jeg seer, de ere ikke egensindige, men
hun forsømmer en Pligt, som jeg holder for, tilkommer
nlle brave Forældre. Paa adskillige Steder er den i
Brug; men vore Sæde=Lærere glemmer i Almindelighed
at anmerke og drive paa den. Hvilket jeg anseer for en stov
Feyl. Der findes alt for faa Forældre, som fra deres
Børns Ungdom af lærer dem til at taale og fordrage en
god Drik og Taar.
Med Tilladelse, Madam, jeg
skienker mig et Glas endnu.
Det er en forskrækkelig
og fast uforsvarlig Forsømmelse af Forældrene, at de ikke
rettelig betragter den Nytte, som Børnene i Fremtiden
kand have deraf, at de betimelig lærer at taale en heel Hob
stærke Drikke, uden deraf at blive forvirrede i Hovedet.
Man skal ikke bryde sig om de Jndvendinger, som nogle
egensindige Hoveder kommer frem med, der altid udraaber
Umaadelighed for en stor Last.
2¬
Jeg skienker mig
-¬
nok et Glas, Madam!
Alt hvad de i saa Fald
siger, tykkes mig at være uden al Grund; thi hvoraf kom,
mer vel Drukkenskab, uden deraf, at Folk ingen stærke
Drikke kand taale? Og hvi kand de ikke taale dem? Jeg
svarer: just fordi Forældrene har forsømt, at vænne dem
dertil i deres Ungdom. Ved saadan Vane, ofte at drikke
stærke Drikke i Ungdømmen, skal man siden ikke kunde bli¬


ve meere drukken. Naar jeg nu seer drukne Folk, saa be¬
klager jeg altid deres Opdragelse; Forældrene har gandske
vist den største Skyld derudi; thi deres Børn, som nu
selv ere blevne Forældre, kand jo ingen stærke Drikke taa¬
Jeg drikker et Gls
le. De bliver strax slagne.
Jeg kand drikke, og bære det.
endnu, Madam!
Jeg takker min kiere Fader i hans Grav, fordi han i de n¬
ne Post af Opdragelsen har givet mig saa god en Anfør¬
sel. Den gode Mand gik aldrig paa nogen Viinkielder
uden han tog mig med, og jeg vilde ikke for mange Penge
sælge denne gode Underviisning. Her taug han; og Ma¬
damen svarede ikkun til denne lange Snak: De behager at
skiemte, min Hr. Frietaler! Skiemt! raabte han: Ney,
Madame, jeg skiemter ikke, og disse Ord talede han med
saadan Alvorlighed, at jeg virtelig nær havde trøet, at
han af Hiertet meente alt, hvad han havde talet, dersom
jeg ikke havde kundet spore andet af hans følgende Tilæg:
Man siger nok, at Bæsterne drikker ikke meere, end de land
taale, og dermed vilde beviise, at de i den Post ere fornuf¬
tigere, end vi; Men jeg maae spørge først: Hvad drifker
de? Vand. Ja, deraf kand man snart faae sin Fornøy¬
else. For det andet: Hvorfor drikker de ikke Vim? For¬
di de ere dumme Bæster. Men Mennesker, som har
Sands og Forstand, de ere allene i Stand til at drikke
Viin, og har Fornuft nok til at indsee, at de derved kand
forøge deres Jndsigter. Got! tænkte jeg, nu forstaaer jeg
Hr. Frietaler, som sagde: Nok et Glas, Madame! Den
Ære af Deres gode Sundhed! Paa en god rolig
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 34.
Onsdagen den 21 Augusti 1765.
J¬
blandt nogle gamle Papirer og Manuscripter, som
en god Ven forærede mig, fandt jeg ved Jgien¬
nemlæsningen en Optegnelse eller Dag=Register
paa hvad et af de Tiders Mennesker har foretaget sig.
Det lader til at være meget gammelt, i det mindste fra for¬
rige Aarhundrede; thi det er skrevet paa Pergament, og
Bogstaverne eller Skriften er saa guul som Safran Ef¬
terretningerne strækker sig ey længer end til een eneste Uges
Tid eller syv Dage. Og jeg tænker Forfatteren har hol¬
det for, at de vare tilstrækkelige nok til at give Efterkom¬
merne et tydeligt Begreb om hans vigtige Person. Det
ligner i nogen Maade en Journal, som jeg har seet hos en
fremmed Autor, maaske denne sidste har efterfulgt den før¬
site. Jmidlertid vil jeg anføre det Skrevne; thi det skal
dog, efter nogles Mening, være den tilforladeligste Ori¬
ginal, indtil det bliver trykt. Jeg tør med des større Sik¬
lerhed fortælle og anføre dette Dag=Register, saasom det
er, som sagt, meget gammelt, og jeg troer neppe, at den¬


ne, som har givet sig saa megen Tid fra hans andre vigtige
Fortetninger, imedens han har beskrevet en eneste Uges
Foretagender, skulde i vore Tider have nogle Brødre. Her
er det:
Mandagen: Klokken halv 10. vaagnede jeg efter
en tryg Søvn fra Søndags=Ruusen. Var meget utidig;
sad i Sengen, og gabede et halvt Qvarter; var saa tør i
Halsen, at jeg neppe kunde kalde paa min Dreng Lars.
NB. Jeg vil herefter have en Klokke, og Klokke=Strængen
skal hænge ved Senge=Baandet. Jeg bankede med Tøflen
paa Loftet. Lars kom. Jeg ordinerede Caffe. Sovind
igien. Klokken 11 drak Caffe paa Sængen og rakte og
strakte mig imellem hver Kop. Klokken halv 12. slod jeg
op. Kastede Sloprokken om mig og slængte mig i Lehne¬
stolen, hvor jeg gabede nogle Gange. Sokkede derpaa til
Vindnet; giorde mine Anmærkninger: Det var gtaat
Væyr. Klokken 3 Qvarler paa 12. drak jeg atter Fro¬
kost. Klokken accurat 12, bragte Lars mig de nye Skoe,
han fik et Øresigen, fordi han havde oversværtet den hvide
Rand paa Hælene. Fra 12 til 1. klædte mig paa, og
toede mit Ansigt. NB. Jeg klæder mig selv paa, og bru¬
ger ingen Haarskierer, fordi jeg har Parpk. Klokken 2.
gik til Bords, læste kort, men vreed Hænderne nogle Gan¬
ge. Havde god Appetit, den Flamske Spegesild var for¬
treffelig. Da jeg havde spiist, spillede jeg Fiederbolt med
Lars; fra halv 4 til 8, tog mig en liden Luur. Klokken
5. drak Caffe og røgte en Pibe Knaster. Klokken 6. gik
paa et Billard=Huus, vandt 5 Partier og tabte 13. Kl.
8. paa et andet Billard-Huus, hvor Verten er meere artig¬
Her fandt jeg et angenemt Sælskab, enhver talede aaben¬
hiertet, og jo fleere Sundheder vi drak, jd fortroeligtre blev
Venskabet. Klokken 11. listede mig saa sagte hiem M¬
uden Følgeskab; thi jeg kunde gaae eene. Min Hupthyil


derske lukte mig op. Gik i Seng 3 Qvarter paa 12.
Docterne siger, det er sundt at sove for Midnat!
Tirsdagen: Op Klokken 9. Drak Thee, Røg en
Pibe Knaster, og læste en artig Elskovs Historie til Klokk.
10. NB. man kand forrette meget, naar man tager Tiden
i Agt. Fra 10 til 11. stod jeg i Vinduet; thi Morgen¬
Luften skal være den sundeste, og NB. jeg har smukke Gien¬
boersker. Klokken 11. drak Frokost; thi Ordentlighed er
den beste Medicin. Min Barberer kom, og da hans Mund
og Tanker vare nogle Hundrede Mile fra hans Haand og
Kniv, gav han mig et Snit. Jeg fik vel en Fandens Ho¬
ben Complimenter; men Skrammen havde jeg. Kand
man ikke lære i 8te Aar at tage et Skiæg af uden Blods
Udgydelse? Jeg klædte mig paa i Hast. Klokken halv 1.
gik jeg paa Børsen. Her var det, som jeg kunde have stuk¬
ket Hovedet ind i en Bræmse=Boe. Jeg lod som jeg vilde
baade fælge og kiøbe Væxeler, men aldrig kunde komme til
Accord. Fra Børsen gik jeg ind tillige med andre og at¬
ter drak Frokost. Klokken 2. spiiste til Middag. Maden
smagte mig ikke. Var det ikke for sine Aarsager skulde
min Huusholderske paa Døren. Stegen var haard, og
ey stegt paa sin Engelsk. Denne Fortrædelighed maatte
jeg nedslukke med et Glas Viin. Jeg faldt i Søvn ved
Bordet; men blev vækket, da Huusholdersken, som tog
bort, slog et Glas i Tu; atter nye Fortrædelighed, som jeg
ikke kunde straffe. NB. Det er ikke tienligt at giøre sig for for¬
troelig med sine Underhavende, hvilket jeg herefter skal tage
ad Notam, om jeg kand. Jeg gik strax ud paa et Caffe¬
Huus. Den lille Pige, som bragte mig Caffe, kunde see
paa mig, at mig var vederfaret en Fortred af Betydenhed;
thi hun kiender mig paa en Prik. Klokken 8. gik jeg paa
Apotheket. Drak 3 a 4 Portioner Caffe=Liqueurs. Spad¬
serede igiennem nogle visse Gader til Klokken 9. Gik paa


et Spise Qvarter, hvor Maden er god; thi det er vanske¬
ligt at finde. Carbonaden var fortreffelig, men Karperne
noget jored ellers skiønne feede. Her kom Broder Sæl¬
skabslig. Vi raflede om et Par Flasker Burgundie.
Jeg tabte, men drak derfor først, og havde den Ære Bro¬
der Sælskabslig drak Tracteurens berømmelige Sundhed.
Vi raflede nok engang om et Par Flasker; jeg tabte. Sam¬
me Skaal. Vi raflede nok tredie Gang om et Par. Jeg
tabte. NB. Jeg troer, Broder Sælskabslig bruger Kneb.
Jeg skal aldrig rafle med ham meere. Klokken 1. fulgte
Broder Sælskabslig mig hiem; han var stærkere i Hore¬
det end jeg. Vi ravede ellers temmelig. Lars sov; men
havde blevet vækket, dersom jeg ey havde tumlet om, da
jeg bar Stokken i Væyret. Broder Sælskabslig hialp
mig i Seng. Jeg drømte NB. om den lille Pige paa
Caffe=Huuset, og Lars hørte, jeg sang en Drikke=Viise i
Søvne.
Onsdagen: Vaagnede Klokken 10. havde en kryel
Hoved Piine. Lars bragte mig Caffe paa Sengen. Jeg
havde nær forsvoret at drikke saa meget herefter. Den for¬
bandede Broder Sælskabslig; jeg skal aldrig tafle med
ham meere. Jeg sov hen paa Caffeen, og drømte, at jeg
spiiste Broder Sælskabslig i Carbonade. Klokk. 1. vaag¬
nede jeg igien; var lidet bedre, men meget utidig. Klokk.
halv 2. stod jeg op, fil ey Tid at toe mig; eftersom Bor¬
det var dækket, og min Huusholderske kom frem med en
Bouillon. Hun veed ret, hvad mig tiener, og mangenen
Mand maatte ønske, hans Kone var saa omhyggelig og
føyelig, som min Huusholderske. Jeg havde god Appetil,
og den Flamske Spegesild qvægede ret mit Hierte. Mosel¬
Viin tiente mig best den Dag; jeg tømmede kun en Flaske.
Klokken 3. satte mig i Lehnestolen; men kunde ikke sove, gik
derfor uden Porten. NB. Jeg gik; thi her var ikke over


10 Ride=heste i Byen, og neppe 5 som vare lemlæstede
paa Halen. Jeg holder for (thi jeg giør undertiden mine
egne Anmærkninger) at dette Slags Kreaturer ere ikke dan¬
nede med lange Haler, paa det at * enneskene skulde øve
deres Kunst paa at hugge dette Skierm af. Mig tykkes
at en Hest uden Hale, er lige saa stoer en Vanskabning,
som en Jomfrue uden Vifte. Begge Deele ere nyttige
Skierm, hver til sit Brug. Jeg gik altsaa et langt Stykke
Vey; thi min Barbeer siger, at Motion er mig meget
tienlig, saasom jeg kunde staae Fare for at samle Skiørbug.
Underveys læste jeg i en artig Roman til Tidsfordriv. To
Bønder mødte mig, og i det de gik forbi, hvidskede den
ene til den anden: Det maae være en meget gudfrygtig
Herre, han læser saa andægtig, at han ey kunde see vi hil¬
sede ham. Jeg loe ved mig selv ad denne enfoldige Tale,
og tænkte, de tøge mærkelig Feyl. Klokken 6. kom jeg til
et angenemt Lyststed. Verten var en meget artig Mand,
han mødte mig i Døren, tog mig under Armen, og ledsa¬
gede mig ind i Stuen. Her forefandt jeg en smuk Fami¬
lie fra Staden, som var kommen for at lustere, de havde
deres deylige Jomfrue=Datter Clarisse med. Jeg blev
gandske forliebt i Clarisse. NB. Hun skal være eeneste Ar¬
ving til 6000 Rdlr. foruden andre Ting. Da jeg havde
gjort et temmeligt dyrt Aftens=Maaltid, listede jeg mig saa
sagte til Staden. Jeg var meget tørstig, gik ned i den
første Viinkielder. Klokken blev 11. førend jeg blev fuld¬
kommen lædsket. Jeg skulde nu gaae hiem, men tumlede
i Rendestenen. NB. Den Rendesteen er alt for dyb. En
ærlig Karl har Møye med at reyse sig af den igien. Man
kunde jo læt brække en Arm eller Been. Alle Rendestenene
burde være tillukte, saa skaaede man sig ikke saa ilde Væg¬
teren var saa høflig og hialp mig op; thi NB. han kiendte
mine Piece. Han ledte mig hiem. Veed ikke paa hvad
Maade jeg kom i Seng; men det veed jeg, at jeg drømte
om Clarisse og hendes 6000 Rdlr.


Torsdagen: Vaagnede efter Sædvane Klokken 10.
var meget tidig og tør i Halsen. Deri havde Viinen
Skyld. Jeg skal aldrig gaae i den Kielder meer, uden
i Nødsfald. Jeg tadkte paa Clarisse. Hastede til Vin.
duet. Det saae ud til Regn. Meget ærgerligt, saasom
jeg vilde have mine beste Klæder paa den Dag. Min
Huusholderske bragte mig Caffe, men kunde neppe drikke
for Speculationer. Jeg tænkte paa Clarisse. Min Huus¬
holderske, som mærkede mit Sinds Uroelighed, spurgte om
Aarsagen. Jeg aabenbarede hende mine Tanker om Cla¬
risse, og at jeg vilde frie til hende. Min Huusholderske
græd og gik ud. Stakkel! hun er meget blødhiertet. Kl.
halv 12. drak Frokost, men intet vilde smage. Stod i
Vindnet til Klokken 12. Tiden giortes mig lang. Jeg
tog min Flue=Smække, og anrettede en Jagt efter de for
bandede Fluer, slog 25 ihiel. NB. Jeg er en stoer Elsker
af Jagten. Gik imod Sædvane til Bords Klokken 1. men
havde slet ingen Appetit. Clarisse stod mig for Hovedet.
Det var og for tillig at spise til Middag. Jeg stod fra
Bordet. Klædte mig i den beste Klædning, og til min
store Lykke drev Regnen over. Jeg var ret galant, speylet
de mig for og bag NB. jeg bruger to Speyle. Den Dag
fik ingen Middags=Søvn. Klokken 3. giørde Visite hos
Clarisses Forældre, som viiste en høflig Koldsindighed.
Jeg spurgte nogle Gange efter den deylige Clarisse, og
omsider tvang det Svar af dem, at hun var ikke vel. Jeg
aabenbarede mit Forsæt angaaende Clarisse, men fik et me¬
get beskedent Ney. Jeg ærgrede mig kryel. og tog en me¬
get hastig og koldsindig Afskeed. Jeg gik hen paa mit sæd¬
vanlige Caffe=Huus; der var jeg en velkommen Giest, og
den lille artige Tøs begegnede mig med langt større og na¬
turligere Høflighed. Her kom fleere gode Venner og Be¬
kiendtere. Vi tømmede nogle Boller Ponce. Verten var
omsider saa høflig at sige os, at det dagedes. Mueligt


for hans egen Roligheds Skyld. Den ene ledsagede den
anden. Dog veed jeg ikke, paa hvad Maade jeg kom
hiem.
Fredegen: Blev vælket i min beste Morgen=Søvn
Klokken 9 af den forbandede Judas, men da jeg merkede
det var ham, lod jeg, som jeg sov; Ey! see! Gutten Mor¬
gen, Gutten Morgen! jeg snorkede. Mein Herr! mollen
sie mit mir nicht sprechen? Jeg snorkede. Jch bitte ihm
doch, datz er wolt mir mein Gelt bezahlen. Jeg snorke¬
de. Judas ruskede paa mig, og Hvidløgen stank mig i
Næsen. Jeg blev saa forbittret, at jeg sprang op og ru¬
skede min Herr Judas saaledes i Skægget, at han raab¬
te ynkelig: Ak! way mir! ak! way mir, han svor ved
Talmud og alle sine Patriarcher, at han vilde stevne mig.
Og jeg svor, ved Beliam og Beelzebul at jeg vilde angive
ham, fordi jeg fik ikkun det halve af min Forskrivning,
saasom jeg var i Betryk i Spillet. Jndas gik, og raab¬
te langs ad Gaden: Mein Gelt, mein Gelt! ak! way
mir, ein Betriger, var det ikke ærgerligt at blive vækket
Klokken 9? Lagde mig til Rolighed igien. Sov til Klok¬
ken 12. Vaagnede af mig selv. Havde en forsmædelig
Hoved=Pine, og savnede mit Uhr. Holdt et fælt Huus
med Lars. Havde Judas mistænkt. Jndtil min Huus¬
holderske forsikkrede mig, at jeg ey havde det om Morge¬
nen, da hun hialp mig i Seng. Drak Caffe Klokken
halv 1. Hoved Pinen forsvandt lidet. Turde ey drikke
min sædvanlige Frokost; men for at skaffe mig Motion og
Appitit til Middags=Maaltidet, holdt jeg skarp Flue=Jagt.
Jeg slog over Hundrede ihiel. Klokken 2. spiiste en god
Kraft Suppe. Den var meget god, og NB jeg gav min
Huusholderske en Foræring for hendes Omhyggelighed for
mig. Jeg drak læt Viin. Da jeg havde spiist, lagde
jeg mig paa Sengen. Sov meget rolig til Klokken 7. da
jeg vaagnede og befandt mig meget vel. Jusi da jeg vilde
paaklæde mig, kom de gode Venner, som jeg Natten tilforn
havde været i Sælskab med. Jeg blev altsaa inde. Vi
spiiste, spillede og Drak, og sad i god Roe for Politiet.
Ofte Mundhuggerie, men strax en Forligelses=Skaal.
De toge Afskeed om Morgenen Klokken 3. og den ene
tumlede ned af Trappen, og havde nær brækket sin Hals,
fik jeg af samtlige denne Berømmelse at jeg var en ypper¬


lig Vert. NB. Jeg tegnede i min Calender at jeg var
Hiemme Fredag Aften.
Løverdagen: Blev vækket Klokken 7. af en lumpen
Skræder=Regning; men var saa høflig, at lade Lars
sige, at Herren var ikke opstaaet endnu. Sov ind igien.
Klokken 8. blev atter opvækket af en Slagter=Reg¬
ning. Jeg havde nu nær forsvoret at holde Huushold¬
ning, dersom min Huusholderske ey havde svaret, at Her¬
ren befandt sig ikke vel. Jeg slummede hen en halv Time,
da jeg ligeledes blev foruroliget af en Viintapper=Regning.
Lars var saa snu, at han sagde: Hans Herre holdt hans
Morgen=Andagt; men Viintapper=Drengen loe alt det han
gik ned af Trapperne. Jeg maatte selv lee ad Larses Jnd¬
fald. Neppe var Døren lukt, førend den blev aabnet af
en forskrækkelig lang Kræmmer=Regning. Lars sagde me¬
get alvorlig, at Herren var ikke Hiemme. En hver for¬
nuftig kunde let slutte, hvor ærgerlig jeg maatte blive over
alle disse Formiddags=Visiter, der ikke tillod en ærlig Karl,
som gik i Seng Klokken 3, at have sin Morgen-Rolighed.
Og jeg troer Pokker har lært disse ublue Krævere at tage
skikkelige Folk paa Sengen. Man kan jo dog ikke al¬
tid holde sig ude, eller gaae i Skiul for deres Overhæng?
Jeg begyndte og at giøre et løselig Overslag med min Ca¬
pital, som blev mindre og mindre ved hver Termin. Mi¬
ne Renter vare utilstrækkelige; og, da jeg ret ærgrede mig
over den Kurv jeg fik af Clarisses Forældre, fik jeg en
forskrækkelig Mave=Piine. Jeg lod min Barbeer hente,
som strax ordinerede mig nogle Mave-Draaber." Han er
en meget god Mand, og sparer ingen af de Recepter, han
veed. Den Dag maatte jeg kun spiise let Mad og ingen
hidsige Drikke for at præparere Maven, og at giøre den
beqvem til at indtage hans Universal Remedium den føl¬
gede Dag.
Søndagen: Laxerede jeg.
Her havde Journalen Ende og vel var det; thi
jeg gad ey heller skrevet meer i den Materie. Men vilde
mange Mennesker, saa upartisk som denne, holde et Dag¬
Register over alle sine Jdretter, og ved hver Dags Ende,
upartisk rette og forbedre samme; skulde Efterkommerne
maaske ikke finde mange Journaler af saa ubety¬
deligt et Jndhold, som den
anførte.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 35.
Onsdagen den 28 Augusti 1765.
F¬
ølgende er mig sendt til Jndrykkelse, hvilket jeg og
har vildet efterkomme, for at høre andres Betænk¬
ninger over, hvem der har Retten paa sin Side,
enten den Gamle eller den Unge:
Min Herre!
De kand ikke forestille sig, hvor fortrædeligt det
er, at være Eyere af mange Penge, og ikke maa have frie
Hals og Haand over dem, og bruge denne døde Metall
efter eget Behag. Min Fader døde, da jeg endnu var
temmelig ung, og efterlod mig anseelige Midler, men han
var og tillige saa forsigtig, efter den almindelige Maade,
at han paa sit Yderste udnævnte hans Broder til at være
min Curator. Dette var endda taaleligt for mig, da jeg
var paa den Alder, at jeg ikke ret vidste, hvortil Penge
duede. Men nu, da jeg er kommet til den Skiønsom¬
hed, at jeg tydelig kand see, at hvem, som vil giøre sin
Lykke, maa ikke saa nøye regne en halv Snees Tusind


Daler, er saadanl Formynderskab aldeles ufordrageligt.
Jeg kand ikke nægte, at jo min Farbroder, som er min
Curator, har ikke sparet paa at lade mig op ære i alle saa
vel fornødne, som galante Videnskaber. Dog for mine
egne Penge). Jeg kand ikke heller nægte, uden at lyve
mig selv paa, at jeg jo forstaaer en Deel, men ikkun halvt;
thi jeg mærkede snart, at jeg ikke havde nødig, at betynge
min Hierne med det Heele, saasom jeg var overbeviist om,
at mine Penge=Punge og Capital vare langt tungere end
mange andres, der lykkelig vare komne igiennem, og endda
bleven meget anseelige med det Halve, som de forstode.
Men det er ikke egentlig det, jeg vil sige. Min Farbro¬
ders sidste Skrivelse, som er den ufordøyeligste af alle dem
jeg har faaet fra denne kiere Haand; thi jeg har faaet
mange af det Slags, har gibet mig Anledning til at blotte
mine Tanker for Dem, og bede, samme at indrykke i De¬
res Blade, hvilke jeg veed, han læser, endskiønt hanboer
iJylland. Af denne ene Skrivelse, som jeg vil betroe
Dem, for at bebreyde ham med, kand De selv see hans
urimelige Egensindighed og ugrundede Bebreydelser. Get
engang, hvilket Brev:
Kiere Broder Søn
Din Fader beskikkede mig til Din Formynder og
Curator, hvilket Embede jeg, som en ærlig Mand, skal
stræbe at forestaae. Men hvorledes kand Du ansees
for en værdig Søn af saa brav en Mand, naar Du ikke
bedre vil træde i hans Fodspor. Din Fader var fat¬
tig; men ved Vittighed og Stræbsomhed blev han det,
han var, og efterlod Dig saa anseelige Midler, paa det
at Vittigheds og Flittigheds Vey ikke skulde falde Dig
saa suur, som den var for ham; thi den Fattige, som
maae tiene andre, for at faae Livets nødiørftige Op¬


hold, har ikke den Leylighed til at legge sig efter alle
de Ting, som den, der har sine rigelige Udkomme, og
som kand giøre ham ret duelig og dygtig. Din vild¬
somme Levemaade er mig forlængst, desværre, bekiendt.
Du er endnu ey i den Stand, at Du kand tiene for
Kost og Løn. Vilde Du endda til Grunde studere no¬
eget vist, eftersom Du mangler intet, og har den beste
Leylighed til at lære, kunde Du paa nogen Maade
være undskyldt; men man siger mig, Du foretager Dig
intet af Betydenhed, hvorved Du i sin Tid kunde giøre
Dig til en duelig og pelfortient Borger i Dit Føde¬
land. Du har og søgt at blive Din egen Værge, men
det skal i al Evighed aldrig skee, saa længe jeg lever,
førend jeg seer Dig i den Stand og Fuldkommenhed,
at Dine Penge ikke skal blive Din endelige Ødelæggelse.
Man har, desværre, alt for mange bedrøvelige Exem¬
pler paa, hvorledes Penge, der ere faldne i de Uskiøn¬
sommes Hænder, i Bund og Grund haver fordærvet
ede beste Gemytter &c.
Saadant og andet gammeldags Sladder opfylder det
gandske Brev, paa et heelt Ark; men jeg vil ikke besvære
dem, som bedre forstaaer at leve, med at anføre Resten.
Jeg vil allene sige min Herre, hvor ubillige nogle af den
Gamles Bebreydelser, ere: Han forekaster mig i sin Uvi¬
denhed, at jeg ikke legger mig efter noget af Betydenhed.
i Jo, tvertimod. Jeg har nu i en Deel Aaringer opofres
næsten al min Tid, baade Nat og Dag, for at legge mig
efter den artigste, fornødenste, vanskeligste dog fornøyelig
ste men tillige kostbareste Kundskab. Det er: Jeg har
anvendt al Flid paa at lære at kiende Fruentimmer, det
elskværdige og smukke Kiøn. Hvor lærer man vel Artig¬
hed, uden i disses Omgang? Hvad er mere nødvendigt,
end at kiende dem i Bund og Grund, med hvilke man i
m 2


sin Tid skal blive eet, og som kand bestemme den største
Deel af vor Lyksalighed, men hvilken Kundskab er tillige
vanskeligere at naae Fuldkommenhed udi? Ja, hvad større
Fornøyelse kand optænkes i Naturen? Ja, hvilket Stu¬
dium er vel mere fornøyeligere, end ved en saa behagelig
Omgang at naae en Vittighed, som de Gamle sielden veed
at sette tilbørlig Priis paa, og hvem vilde ikke da anvende
al sin Tid, Flid, Sands og Tanker, ja, Midier paa den
Videnskab, der omdanner os til artige Mennesker. Uden
at rose mig selv, har jeg allerede erhvervet mig en temme¬
lig Kundskab, og til Beviis paa at jeg ikke, efter min
Farbroders Tænkemaade, har været gandske ørkesløs, vil
jeg skildte nogle faa, som jeg har lært at kiende:
Florinde var den første, som jeg havde den Lykke
at blive kiendt med. Hun er eeneste Datter af en fornem¬
me Mand, som foruden hende har to Sønner. Hendes
Brødre ere fuldkommen artige og meget skikkelige, og Flo¬
rinde skulde visselig ikke have mindste Dadel eller Feyl,
naar hun ey stod under en stræng Moders bestandige Op¬
sigt. Hun er alt forstræng en Moder. Hun kand vel ik¬
ke lastes i andet, end at hun gandske fordømmer alt det,
der paa nogen Maade kand ansees som en kierlig og venlig
Opførsel imellem begge Kiøn. Florinde maa derfor ikke
med nogen venlig Mine see paa unge Mandspersoner; hun
tør ikke svare andet end Ja eller Ney, og ofte staaer hun
i en frygtagtig Tvivl om, hvilket af disse to Ord hun sil¬
kerst kand svare; hun faaer i det ringeste altid et alvorligt
Øyekast af Moderen, om hun, for Velanstændigheds
Skyld, er nød til at tage imod en Høflighed af en Mands¬
person. Saa ofte som jeg har siddet og talt noget med
Florinde, har hendes Moder altid kaldet hende afsides hen
til sig. Jeg kunde vel ikke høre, hvad hun sagde til hende;
men saasom Florinde derpaa enten strax gik ud, eller sane


sig ikke nær ved mig igien, saa kunde jeg ikke andet slutte.
end at Moderen ret eftertrykkelig maatte have forbudet hen¬
de at omgaaes og tale med mig. Jeg var adskillige Gange
i Selskab med hende paa saadan Maade. En Dag gjorde
hendes Fader et stort Giestebud, som jeg efter Jadbydelsen,
maatte bivaane. Velanstændighed tillod ikke andet, end
at jeg maatte sette mig ved Siden af Florinde, og hendes
Moder sad temmelig langt fra os. Da Selskabet begyndte
at blive høyrøstet, og jeg havde ingen at snakke med, talede
jeg nogle Ord til Florinde i en forbindtlig Tone. Hun
saae strax med skye Øyne til sin Moder, og svarede mig
intet videre end: Mama hører det. Jeg blev rigtig nys¬
gierrig for at udforske denne Piges Hierte, og vilde tage
fat paa hendes Haand, da hun bævende sagde: Mama seer
det. Jmidlertid da hun merkede, at hendes Mama ikke
gav Agt paa hende, gav hun mig det venligste Øyekast,
trykte min Haand, og begyndte at spille og smaastøde med
hendes Fødder. Her sprang Angestens Sveed ud paa mig.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulde giøre, og jeg troer rigtig, at
jeg havde reyst mig fra Bordet, dersom ikke Moderen i det
samme havde spurgt hendes Datter om noget, og da hun
svarede med nogen Forvirring, fattede Moderen nok Mis¬
tanke, og vendte næsten aldrig Øynene fra Datteren. Si¬
den denne Tildragelse har jeg sat mig for, aldrig at om¬
gaaes paa nogen artig frie Maade med noget Fruentimmer,
som bliver alt for strængt oppasset og paaseet af en alt for
streng Moder. Det er lige saa vanskeligt at kunde omgaaes
baade artigt og tillige uskyldigt med saadanne, som med
dem, der overlades en fuldkommen frie Villie.
Derefter blev jeg bekiendt med Cielia. Hun eren
Pige paa en Snees Aar, velvoxen og smuk. Hun seer me¬
get bleeg ud, og viser ikke den mindste fyrrige Munterhed
i nogen eneste Mine, Gebærde eller Bevægelse. Alt hvad


der er paa bende, synes at være langsomt og koldt. Hur
taler lidet, meget sagte og langsomt. Alle hendes Bevæ¬
gelser ere uden Liv, og hun slaaer sielden hendes Øyne op i
Væyret. Førend man ret lærer at kiende Clelia befalder
hun overmaade vel. Hun opvækker i Førstningen en Ær¬
hødighed hos alle dem, som omgaaes med hende; og den
maatte være uforskammet i høyeste Grad, som vilde være
saa dristig, at vove sig til hende, og foretage noget imod
hendes Blyfærdighed. Jeg kand ikke nægte, at dette stille
og indgetogne Væsen befaldt mig overmaade vel. Jmid¬
lertid, da jeg oftere kom i Selskab med hende, vovede jeg,
at ville bruge den artige tilladelige Frihed. Jeg sagde hen¬
de adskillige forbindtlige Ting; men jeg fik temmelig stærke
Jrettesettelser. Da jeg engang vilde tage fat paa hendes
Haand, trakte hun den i en Hast tilbage, og sagde mig tem¬
melig hvast: Jeg maatte forskaane hende for saadanne
Complimenter, som passer sig allene paa Coquetter. Jeg
Flev skamrød og heed om Hovedet. Men som jeg en Af¬
ten havde været i Selskab med hende, og var bleven afvist
paa samme Maade, saa fik jeg Dagen derefter et Brev fra
hende, hvori han bad mig, ved et vist Klokkeslæt at komme
til hende. Det er læt at tænke, jeg blev forvirret over
denne Jndbydelse, men da jeg ikke kunde formode noget u¬
sømmeligt, besluttede jeg at komme, og indfandt mig, som
det var befalet. Jeg fandt da Clelia i en let Sommer¬
Klædning, og hun syntes nu at være en gandske anden Per¬
son. Hun bad mig om Forladelse, fordi hun havde foru¬
leyliget mig. Verden, sagde hun, er saa ond, at den ud¬
toller alting til det verste; jeg har ofte begegnet dem haardt,
men vi vare ikke den Tid allene. Mine Forældre ere i
Dag udreyste, og jeg vilde sige Dem, at deres artige Om¬
gang er mig ikke gandske modbydelig. Dette blev sagt i
saadan Tone, at jeg faldt i en virkelig Forundring, og fø¬
lede Tusinde Angester, og vidste ey, hvorledes jeg skulde red¬
de mig ud af disse farlige Omstændigheder. Til min store
Lykke kom der Bud efter mig, at jeg i en Hast maatte for¬
føye mig hiem. Clelia gav mig til Afskeed de haandgri¬
beligste Beviser paa hendes Bevaagenhed, og bad mig, snart
at kimme igien. Jeg troer nu aldrig noget Fruentimmer,
som i Selskaber lader saa tugtige, at de ikke engang tør
nævne deres Skoe, end sige en S*
men i Eenrum tør
give de kraftigste Erklæringer.


Jeg kunde endnu fortælle mange saadanne Tildra¬
gelser; men vil slutte med følgende: Jeg er nu kiendt med
en ret munter smuk Pige, som heder Phillis. Hun er
fuld af Fyrrighed og Liv; hun taler en heel Hob, og det er
næsten altid fornuftigt. Hun leer, hun skiemter, og alt
hendes Væsen er en frie Færdighed. Jeg nærmede mig
til hende, og sagde hende adskillige forliedte Ting, hvilket
hun alt besvarede skiemtende. Jeg krste og trykte hendes
Haand, hun trak den vel altid noget tilbage, men aldrig alt
for langt bort. Jeg maae tilstaae, at jeg i Førstningen
tænkte: hun maae nok være den rette. Og jeg frygtede
for, at jeg tilsidst ikke skulde slippe vel fra Phillis. Jeg
var for kort Tid siden med hende paa et Giestebud, og vi
vare ret lystige. Vi drak en Deel, og jeg blev ret oprømt.
Efter Maaltidet gik jeg ud at spadsere med Phillis, og led¬
sagede hende ved Haanden, hvilken jeg kyste tit og tæt, og
vi førte ret en munter Samtale. Vi gil igiennem en Al¬
lee, og kom til et Lysthuus ved Enden af samme, hvor hun
giorde det Forslag at vi skulde sette os need og hvile lidet:
Jeg maa til min store Skam og Bluelse, samt med en vir¬
kelig Anger bekiende, at jeg, varm af Viin og Kierlighed,
forelog mig den formastelige Gierning, og vilde have kyst
Phillis paa Munden. Men Phillis gav mig et vældigt
Øresigen, og i fuld Arrighed vilde have gaaet fra mig
Jeg har, sagde hun, med fuld Jvrighed, holdt dem for at
være bedre i Gemyttet og reenere i Deres Tænkemaade,
end at jeg kunde befrygte, de skulde vilde ansee mig for løs¬
agtig. Jeg blev fuldkommen skamfuld, afbad min For¬
brydelse, og søgte at tilfredsstille hende igien. Hun tilgav
mig endelig min Forseelse, og jeg maatte love hende, aldrig
meere at skride til den Daarlighed. Siden den Tid har
jeg omgaaets ret artigt og uskyldigt med Phillis, og jeg
har antaget det til en Regel, at man er langt sikkrere hos
en Deel muntre Fruentimmer, end hos en Deel, sem vil
synes at være levende Helgene. Man treffer Dyden aller¬
vissest der, høor den er ikke affecteret. Jeg forbliver &c.
Om jeg tør sige mine ringe Tanker om Dennes
Videnskab, da kand den vel være god nok. naar Tiden og
Penge derpaa ikke spildes, og vigtigere Videnskaber derved
ikke forsømmes. Han naaer desuden neppe nogen Fuld¬


kommeghed i dette hans forliebte Studium, som han giør
til sin Hoved Sag, og jeg befrygtrr, han tilsidst vil nødes
til at sige med Horaz: Den Lyst er dyre kiøbt, som
man siden skal fortryde. Jeg vil fortælle ham en Fa¬
bel om
Den undseelige Jomfrue.
O Ney! Amant, jeg sværger paa,
At jeg med ham vil ikke gaae.
Saa er Philenes Ord: En Pige
Med Mandfolk ey spadsere maae;
Thi tænk! om nogen saadant saae,
Hvad vilde Folk da ikke sige?
Amant nu Tiden bliver lang
Han derfor beder nok engang;
Men faaer de samme Ord at høre.
Ja, hendes Haand han knap maa røre.
Philene vist undseelig var.
En saadan Kydsthed vist er rar.
Et haanligt Afslag fik Amant.
Han maa nu smukt spadsere ene.
Han gaaer, men gaaer som i en Ørk.
Han gik, til det blev gandske mørk,
Og immer tænkte paa Philene,
Som svor, og gav ham Eed til Pant,
At hun med Mandfolk aldrig gik.
Hvad Nu? J samme Øyeblik
Begyndte Maanen frem at pippe.
Amant her sin Philene saae.
Nu er Amant jo oven paa?
Nu kand hans Haab dog aldrig glippe?
Amant, spadseer nu med Philene.
Nu kand kun Maanen Eder see,
Og Stierner være Vidnerne,
At Du og Hun spadserer ene.
Amant her i Forundring staaer.
Hvi saa? Ved Maanens dunkle Skin
Han saae Philenes lette Trin.
Jmellem to Philene gaaer.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et bver Torsdag.


Patrollen.
No. 36.
Onsdagen den 4 September 1765.
D¬
ersom jeg ikke indførte følgende, som et mig til¬
sendt, kunde Vedkommende snart tænke, at dets
Udelukkelse skede af Foragt. Men ligesom Bier¬
ne kand udtrække den sødeste Honning af de giftigste Blom¬
ster, saa kand man og lære noget af de meest lastefulde; i
det mindste pogte sig, ey at vorde dem lige. Saadanne
Caracterer ere vel ingen Zirater for det menneskelige Kiøn;
men da det, desværre, er alt for vel bevidst, at der voxer
Hvede og Klinte i een og samme Ager; vil jeg denne Gang
beskrive dette Slags Klinte, for, om mueligt var, Hveden
med den ey mere stulde oprykkes:
Tiggeren.
Jngen maa falde i Forundring over, at jeg kal¬
der mig med mit rette Navn, og giver mig ud for det jeg et,
nemlig en Tigger, og derforuden understaaer mig at tæn¬
ke, at jeg skulde finde Velyndete og Elskere ved at giøre
min Historie bekiendt; da mine Lige af alle fornemme og


stikkelige Folk synes at være forhadte indtil Navnet. Skam
og Undseelse kunde vel holde mig tilbage, men da jeg hver¬
ken skriver noget Tigger=Brev, eller nogen kand giette, hvem
jeg er: Saa har jeg ingen Aarsag til at blive skamrød
over min elendige Tilstand, ved at bekiendtgiøre en Deel
af mit Levnets Løb.
Jeg vil ikke beskiemme mine Forældre i Graven,
ved at nævne dem her; men saa meget maa jeg sige, at
de vare ikke Folk af den ringeste Stand. De havde be¬
sluttet, at jeg skulde være Kræst, og lode mig til den Ende
begynde paa Studeringer; thi i min Opvext troede man,
at ingen behøvede at studere, naar han ey skulde bestem¬
mes til at være geistlig. Jeg var kun 14 Aar gammel,
da begge mine Forældre døde i eet Aar. De efterlod mig
saa megen Formue, at jeg meget got derved kunde hare
fortsat mine Studeringer; men jeg fik en meget haard
Formynder, som knappede saaledes Alting af for mig, at
jeg tabte Lysten, og længtes nu kun efter at blive myndig.
Jmidlertid var jeg dog sluppen til Academiet, som det var;
men jeg maa med den allersmerteligste Anger bekiende, at
jeg gad intet læst; thi jeg tænkte, som mange fleere, at jeg
allerede var blevet Doctor, men derimod levede jeg hver
Dag ret ryggesløst, og undsaae mig ikke ved at begaae de
nedrigste Gierninger. Da jeg var blevet myndig, slog mit
Arvedgods knap til at betale min Gield. Jeg var alsaa
kommet saa vidt, at jeg ikke meere vidste, hvoraf jeg skulde
leve. Da jeg lidet eller intet havde lært, saa duede jeg
hverken til at underviise andre, eller forestaae noget Embe¬
de. Desuden var jeg et alt for vildt og uskikkeligt Men¬
neske til at skulde have kundet skikke mig i en Condition hos
ærbare og skikkelige Folk. Jeg blev altsaa ved Academiet,
og søgte at ernære mig, og opholde Livet ved Spil, Spits¬
hubestræger, Bedragerier, og ved at forføre unge Studtn¬


tere. Paa denne Maade har jeg tilbragt 12 Aat. J
mit 38te Aar var jeg bleven saa afskyelig formedelst mit
liderlige Levnet, skammelige Sygdomme og Guds retfær¬
dige Straf, som jeg havde paadraget mig, saa enhver skam¬
mede sig ved mig og skyede mig. De mange unge Men¬
neskers Sukke, som jeg havde ruineret, og deres Forældres
Forbandelser over mig, begyndte nu at trykke mig. Jeg
befandt at det gamle Ordsprog: Bander bider ikke paa,
uden Næve følger med, var udsandt i Henseende til mig.
Jeg flyttede alsaa bort fra det Sted, hvor jeg hidind¬
til havde opholdt mig. Jeg satte mig for, at ville blive
et ærligt og skikkeligt Menneske; og da jeg var bleven u¬
duelig og uskikkelig til alle ærbare levemaader; saa var der
intet dydigere tilbage for mig at udvælge, end at tigge.
Nu har jeg allerede over femten Aar været en
Tigger, og flakket meget vidt omkring. Jeg er endelig
tilsidst formedelst min udstandne Elændighed bleven bragt
til en Følelse af Dyden; og jeg maae derhos sige, til mit
Hiertes Glæde, at jeg haaber, ey at have meere Aarsag
til at befrygte mig for ydermeere Straf fra den strænge Ret¬
færdighed. Jeg har i disse Dage faaet Løfte om at blive
antaget i et Hospital; og da jeg, siden min Ankomst her
til Byen, har faaet Leylighed til at igiennemlæse Eders
udkommende Ugeblade, har jeg tænkt, det kunde maaskee
have sin Nytte, om mit Levnets Løb saa kortelig blev be¬
kiendtgjort, paa det at unge Mennesker, som stilles blotts
for Verdens Forførelser, kunde see sig i Speyl paa mig,
og tage sig vare. Men da jeg med Flid ey har vildet
trække min Historie længer ud, for ikke at give uskyldige
unge Mennesker Forargelse, i det jeg søgte at forekomme
deres Vildfarelse; saa vil jeg allene tilføye nogle Anmærk¬
ninger, som jeg har havt Leylighed til at giøre mig i min
Tigger=Stand over Verdens Karmhiertighed. Maaske


samme kan blive nogen af Læserne til Opbyggelse, eller i
det mindste give dem Anledning til en liden Eftertanke.
Jeg vil kun fortælle de mærkværdigste Tildragelser, som mig
er hendet ved mine Tiggerier.
Da jeg engang kom i en stor Bye, saa gik jeg just
forbie en prægtig Gaard, hvor i det samme en prætig Ka¬
rosse kom tilkiørende. Den fornemme Herre, som der
boede, kom hiem, og blev ledsaget af nogle Tienere. Ef¬
ter nogle Øyeblik gik jeg ind i dette Huus, i Haab at faae
en rig Almisse. En af Tienerne begyndte hæftig at skielde
mig ud, og jeg var allerede færdig at gaae bort, da Her¬
ren just kom ud af Døren. Han gandske ældelmodig sat¬
te Tieneren haardt til rette, fordi han begegnede mig med
saadan Grovhed, og sagde gandske venlig til mig, at jeg
skulde bie, han vilde skikke mig en Almisse ud. Jeg stod
der og ventede over en halv Time, og endelig blev mig bragt
to halve Skillinger. Da jeg nu virkelig for min Taal¬
modigheds Skyld havde fortient meere, saa ærgrede jeg
mig forskrækkelig derover, og maatte falde i Forundring
over saadan elendig Barmhiertighed, der næsten saa got
som intet hialp en Fattig af mit Slags. Naar man vil
give en Tigger saa lidet, saa skulde man i det ringste ikke
lade ham bie i to heele Qvarterer efter to halve Skillinger.
Det er hendet mig utallige Gange, at man haa
det allergroveste har beskiemmet og udskieldet mig, og dog
intet givet mig. Jeg veed vel, at man ikke kand tvinge
nogen til, at bevise sig endog de mindste Velgierninger;
men da en Tigger ikke fornærmer nogen, naar han bedet.
ham om en Almisse, saa kand jeg ikke begribe, hvad Rel¬
man har til at brugt den Friehed, at beskiemme og drive
Spot med en Elendig, som hverken kand eller tør værge
og forsvare sig. Giver man ham endda desuden inger


Almisse, saa er saadant Forhold ret et uforsvarligt Tykan¬
nie. En ældelmodig Menneskeven har endog Høyagtelse
for Menneskeligheden i den uselste Gestalt. Vi Tiggere
ere saa elendige nok; og hvorfor vil man da forøge vor
Elendighed ved ubeføyede Beskiemmelser.
Jeg er kommen i mange Huuse, hvor man just ik¬
ke har begegnet mig haardt og grovt, men man har heller
intet givet mig. Man sagde: Vi giver til de Fattige i
Syge=Cassen; eller: J Dag deeler vi ingen Almisse
ud. Jeg har nogle Gange erkyndiget mig om hvor nær Uddeel¬
ningsdagen faldt ind, og jeg har tidt bejundet, at deres Ud¬
deelningsdage skal først indflikkes i Almanaken. De giver
ugentlig 3 a 4 halve Skillinger i Tavlerne. Mig tykkes
at Samvittigheden siger saadanne Folk, at de ere forbund¬
ne til, at give Almisse. Paa det at de nu kand dysse de¬
res Samvittighed i Søvn, og tilsaige sig Barmhiertigheds
Skin og Berømmelse for Gavmildhed; saa vilde de ind¬
bilde Verden, at de uddeeler deres Medlidenheds Overflø¬
dighed til de Fattige paa visse Dage.
Mange Gange har jeg først maattet besvare hun¬
drede Spørsmaale; Hvem jeg var? Hvad jeg havde væ¬
ret? Hvad jeg havde lært? Hvorfra jeg kom? o. s. v. og
endelig tilsidst faaet en halv Skilling. Jeg har i mit
Hierte maattet lee ad saadanne Folk. Thi da de umuelig
kand vide, enten man siger Sandhed eller ey, og Efterret¬
ninger af en Tigger ere gemeenlig lige saa uvisse som Sla¬
vernes om deres Misgierninger; saa veed jeg ikke, hvad
Navn saadanne Folkes Nysgierrighed fortiener. Jeg
veed vel, at de, som ere dertil beskikkede af Øvrigheden,
skulde paa det nøyeste examinere Tiggere og Landstrygere,
hvilke jeg dog ofte har befundet meest skikkelige og mindst
spørgesyge. Men jeg taler om Folk, som af blot Nys¬


gierrighed vilde udfritte en Tigger, for at fordrive Tiden.
Dersom de endda gav rigelig Almisse, saa var det dog U¬
magen værd at besvare deres Spørsmaal; men at holde
en lang og vidtløftig Examen ud for en halv Skilling, det
er ufordrageligt.
Der findes og et Slags Folk, som, naar man be¬
der dem om en Almisse, strax rekker en Gave frem, mer
altid med Arrighed og Bitterhed. De holder de hæfugste
Straffe Prædikener imod Tiggere i Almindelighed; larmer
imod Politie-Forordninger, og udøser deres heele Vrede,
ikke allene imod den Tigger, de har for sig, men og imod
alle Tiggere i Almindelighed. Jeg gad gierne vidst hvor¬
til alt dette nytter? En glad Giver er Gud behagelig.
Hvo, som med Arrighed, Harme og Modbydelighed ud¬
deler Amuisse, hand umuelig kaldes dydig og goddædig.
Jeg har yfte til min største Græmmelse mant
høre paa, at man, førend man meddeelede mig Almssenr,
har gjordt mig de alleremfindtligste Bebreydelser. Man
forekastede mig paa det bitterste, at jeg maatte være en Dø¬
genigt; jeg maatte have været liderlig, drukket, spillet, o.
s. v. i mine unge Dage. Nu var vel alt dette, desværrt,
sandt; men hvad nyttede det, at sige mig sligt, som jeg alt
for vel vidste, og havde den smerteligste Følelse af? Jeg
var nu bleven en Tigger, og dermed noksom straffet. Min
forrige Opførsel var ey heller meere at endre. Men hvor
ofte skeer det ikke, at man giør en Tigger saadanne Be¬
breydelser uforskyldt? Er det ikke Uret? En ædelmodig
Velgiører giver den Fattige Almisse, fordi han nu er fat¬
tig, og krænker ikke et noksom nedslaget Sind med bitte
Bebreydelser.
Man skulde vel indbilde sig, at der ingen For¬
nøyelse eller Lystigheder indfalder ved Tiggeriet; men jeg


kand forsikre dem, at man uadertideun har mange artige
Løyer, i sær, naar man streiffer om paa Landet. Da jeg
begyndte at tigge, gik jeg endda med Paryk og Kaarde¬
Jeg holdt for, at man, af Høyagtelse for min lærde Stand,
skulde give mig rigeligere Almisse, end Pøbelen iblant Tig¬
gerne. Jeg meente og, at jeg gil allervissest, naar jeg adresse¬
rerede mig til Præsterne, siden de dog skulde være Mønstre
for alle Dyder, og enhver Haandverksburs er forsikret, at
han ikke skal bede om Hielp forgieves hos hans Haand¬
verks Mestere. Men - - - mange Steder vare Præster¬
ne ikke hiemme; andre studerede, og derfor ikke kunde
komme dem i Tale. De vare lovlig at undskylde i sær om
Løverdagen.
J nogen Tid lykkedes det mig ved en uskyldig List,
at jeg af mangen en Præst fil en rig Almisse, i sær paa
Landet. Jeg kunde endnu fra Skolen af saa meget af det
lærde Sprog, at jeg talede alle de Præster til paa Latin,
som jeg havde den Lykke at treffe personlig. Jeg saae,
hvilken Angest nogle maatte udstaae ved den Leylighed.
De uden engang at værdige mig med Svar, grebe strax i
Lommen, og for at slippe af med mig, gave mig det første
det beste Stykke, hvormed jeg ofte var vel tient. Men en¬
gang traf jeg meget urigtig an. Da jeg bankede paa Præ¬
stens Dør, kom han selv og lukte mig op. Jeg tiltalede
ham paa min sædvanlige Latinske Maade, og tænkte, at
min Liftighed skulde og denne Gang lykkes mig. Præsten
hilsede mig gandske mildt og begyndte en Latinsk Samtale
med mig, samt anstillede en Examen. Angestens Sveed
sprang ud paa mig; og, da jeg lidet rigtig eller intet kunde
svare, gav han mig en slærk Jrettesettelse paa Latin, og
endte Talen med en To Mark, og sagde, at dersom han
havde fundet sig fornøyet med mig, vilde han have givet
mig meere. Siden solgte jeg min Kaarde, og gav mig


aldrig meete ud for det, jeg skulde være. Ja, saa ofte
jeg siden den Tid talede med en Præst, skielvede jeg af
Angest.
Jeg kunde fortælle Dem meget meere om mit Tig
getie, men dette kand være nok til at beklage mig for min
Ungdoms Daarlighed; og være en tilstrækkelig Adrarsel
for andre unge Gemytter, som udlades i den vide, vilde og
forforiske Verden. Jeg forbliver &c.
Adskilligt Nyt.
J en af Stadens Folkerigeste Gader, var forle¬
den et meget blodigt Slagsmaal imellem tvende Slagter¬
Hunde; og var det noget besynderligt Nyt, at ingen Til¬
løb skeede, og ingen af de forbigaaende opholdt sig for at
tage Partie.
Anmærkninger.
Himmelen veed, sagde forleden Madame Tartsf¬
finde: Jeg er dog ikke saa slem. Jeg udøver saa meget
got, kiere Hr. Fetter, som jeg kan, og dog har jeg ikke
andet end Skade og Fortred deraf. Jeg giver Almisse
til de Fattige. Det er gandske nyelig siden, at jeg opklæd¬
te en Betler, som jeg ikke kiendte. Jeg tog ham i nogle
Uger i mit Huus.
Men tænk engang, det var en
Spitzbub, som endelig en Nat aabnede mit Skab, gjorde
det tomt og sneeg sig hemmelig bort.
Naar jeg sam¬
les med mine Venner og Omgangs=Søstre, saa siger jeg
dem af et got Hierte alle deres Skrøbeligheder, hvoron
heele Staden taler, paa det de kan forbedre sig; men je
haver neppe vendt dem Ryggen, førend de taler meget ondt
paa min Bag, og driver Spot med mig.
Da jeg
for kort siden græd af Medlidenhed, fordi man lastede en
gammel Kone formedelst hendes alt for store Brug af stærk
Drik, saa blev jeg udleet, og man spurgte mig, om hu¬
var min Veninde?
Med faa Ord --- mit gode
Hierte --- Ak! Dyden beiønner ikke meere --- Jkke
saa hastig, Frue Tante, svarede den anden. Eders Hier¬
te er got.
Dy¬
Men Eders Forsigtighed.
den uden Forsigtighed er, om ikke altid en indsrigende
Last, saa dog i det mindste den nærmeste Vey til at
skade andre, og at berøve sig selv dens
Sødhed.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Korsdag


Patrollen.
No. 37.
Onsdagen den 11 September 1765.
A¬
tter som en Avis.
Correspondence.
Besvarelser,
Paa de i No. 32. fremsatte Spørsmaale:
1.) Spørges: Hvorledes Kierligheds Tilstand og
Heftighed best kand opdages imellem
de Forelskede?
Dette kand allervissest og tilforladeligst skee ved at
betragte de Breve, som vexles imellem elskende Personer;
De første Anfald af Kierlighed ere almindelig de hæftigste,
og de første Breve imellem Forelskede, ere gemeenlig de
længste. Lgesom nu Kierlighedens Heftighed efterhaan¬
den tager af, saa finder man og stedse meere hvidt paa Pa¬
viret, som skal være Tolken derom, indtil endelig Brevet
bliver et fuldkomment Blanket ligesom H ertet hvis Sprog
det egent ig skal udt ykke. Jeg er i disse Anmærkninger
kommet saa vidt, at jeg altid understaaer mig, at opdage
Kierlighedens Tilstand og Heftighed blot af det sidste Brevs
Form og Størrelse, uden at læse det, og uden at giøre


Betragtninger over Jndholdet. Nemlig: Staaer den før¬
ste Linie af et Kierligheds Brev en liden Fingers Bred oven
fra Kandten af Papiret; Navnet nederst paa den yderste
Ende af den fierde Side; Linierne tet sammen, og Bogsta¬
verne saaledes dreven op til hinanden, at de ligesom ligger
paa hverandre: saa slutter jeg strax, at Saaret, hvorover
de klager sig, er endnu gandske friskt, og bløder af den ind¬
bildte foraarsagede Piile-Blessur. Naar man nu har den
Frihed, at see de følgende Breve ikkun i en fjorten Dages
Tid, saa skal man finde, at den første Linie kommer stedse
nærmere imod Midten af Siden; der bliver videre imellem
Linierne, og Bogstaverne kand gandske magelig røre hinan¬
den. Navnet kommer til at staae paa den tredie, den an¬
den, og endelig paa den første Side. Ja Navnet flyttes
tilsidst saa høyt op, at det skrevne eller Brevet i sig selv ofte
ikke udgiør halvfierde Linie. Jeg har saa længe overveyet
denne Sag, at jeg altid finder en forskrekkelig Afskye, naar
jeg seer et stort Rum oven til. Dette hvide blanke Rum
forekommer mig stedse, ligesom derpaa stod skrevet: Jeg
har kun meget lidet at sige Dem. En Elsker, som be¬
gynder Brevet tet oven til, skriver Linierne saa tet sammen
som mueligt, og dog alligevel ikke fylder den fierde Part af
Bladet, synes i det mindste at ville have skrevet meget, og
kand i saa Maade undskyldes.
) Spørges: Hvad Slags Vinter=Brændsel
monne de got folk bruge, som boer i
Maanen?
Herpaa er endnu intet Svar til mig indløbet.
Men jeg holder for at en Fyrbøder i den Egn allerbest kun¬
de besvare dette Spørsmaal, naar han ikke var alt for fuld
af Fyr og Flamme.
3.) Spørges. Om Socratis Hustrue Fantippe
har været saa ond og slem, som hun
beskyldes for?
Det er vanskeligt at udrydde de engang indgroede
Meeninger. Den sletts Dom, som stedse fældes over den
for længe siden opraadnede Zantippe, bekræfter dette
Maa hun ikke tiene til et Ordsprog om alle onde og arri¬
ge Koner? Men hvad Ondt har da denne gode Kone gjordt,


at alle onde Koner efter hende skal kaldes Zantipper? Jeg
vil kortelig fortælle det, som meest legges hende til Last, og
ved hver Linie falde i Forundring over alle de Historie¬
Skrivere, som har optegnet disse smaa Ting om denne
ærværdige Kone. Enhver Kone, der er betynget med en
Mand af saadan Caracter som Socratis var, har den bil¬
ligste Aarsaa til at viise sig i sin Opførsel som hun; og
naar vi har hørt, hvad der var ved ham at giøre, saa maae
man be ndre hendes Dyd, og saa vil man kunde see, at
han ikke engang var saa from og god en Kone værd. Det
er lutter smaa Ting, som hun udskriges og maa høre ilde
for. Engang kastede Zantippe en skiøn Kage paa Gul¬
vet, og traadde paa den; men hvorfor? Socrates kom
hiemslæbende med den, som en Føræring fra hans Kielle¬
dægge Alcibiades, og det er bekiendt nok, at denne store
Philosoph havde gjordt sig mistænkt, ikke allene iblandt
Folket, men endog hos sin Kone, at han forførte unge
Drenge Børn. Jeg vil troe, at Socrates var uskyldig;
men hans uforsigtige Omgang med saadanne Drenge kunde
dog oprøre Galden hos en dydig Kone, der vilde holde
Hævd over hendes Mands Ære; og det var Aarsagen til
hendes Vrede, da han kom hiem med bemeldte Pandeka¬
ge, og ligeledes da hun en anden Gang jog Manden ud
tilligemed en heel Skare af unge Drenge, og da han satte
sig uden for Døren, slog Vand paa ham, hvilket han gand¬
ske taalmodig fordrog, sigende: Efter Torden følger ge¬
meenlig Kegn. Men hvad skulde Zantippe med alle
disse Drenge i sit Huus? En anden Gang veltede hun
Bordet om for ham og Euthydemus; efter at hun først
dygtig havde skieldet dem begge ud; men hertil havde hun
og sin retfærdige Aarsag; thi Armod og Fattigdom regie¬
rede i hendes Huus, og hun kunde ikke fordrage, at Man¬
den i saadanne Omstændigheder vilde slæbe Giester hiem.
Socrates havde to Koner, Jantippe, om hvilken Spørs¬
maalet nu er, og Myrtone, Aristidis Datter; thi det
var den Gang ikke forbudet at have to Koner. Disse to
Koner kunde aldrig forliges, og Tretten endtes gierne med
Hug og Slag, som gik ud over deres fælleds Mand, der
loe skogger høyt, baade medens de klamredes indbyrdes,
og naar de begge bankede ham. Disse ere de groveste Be¬
skyldninger, som giøres imod Jantippe; men i alt dette


var hun dog en brav og ærlig Kone, som fortiener al Und¬
skyldning; og Socrates roser hende ved alle Leyligheder,
hvilket han ey skulde have gjort, om han ey havde været
overbevi st om hendes gode og fromme Gemyt. Men be¬
tænk ikkun, hvor tungt det har været for saa brav en Kone
at leve hos saadan en Mand, som vel havde Ord for at
være en stor Versligviis, men var og tillige den dovneste
Krabat, som Jorden kunde bære, og han kunde aldrig faae
i sit Hoved at Arbeyde. Naar hans Fader Sophroni¬
scus gav ham noget at giøre, saa lod han Arbeydet ligge
og gik bort. Da han var bleven sin egen Mand, saa ar¬
beydede han aldrig, førend den yderste Nød drev ham der¬
til; og naar han havde fortient lidet, saa tænkte han ikke
paa at arbeyde igien, førend Fortieneste var fortæret. Hans
heele Liv bestod udi, at gaae og spadsere og snakke med
Foll. Frihed kaldte han Lediggans Søster, og Atbeyde
en Søster til Trældom. Dernæst gad Socrætes gierne
gaaet til Gilder og Giestebud, og gad helst været der, hvor
det gik allervildest og ryggesløsest til. Han svirede til
langt ud paa Natten; og Plato fortæller om ham, at han
aldrig gik hiem fra Drikkelaug førend i Dagningen. Han
kunde drikke saa meget, at ingen kunde holde det ud med
ham. Overalt bekymrede han sig slet intet om sit Huus
og Huus=Sager. Det var ham lige meget, enten hans
Koner havde noget at æde eller ey. Han slæbede oven i
Kiøbet altid Giester hiem i sin Fattigdom (thi hans Huus
og heele Formue taxerede han selv paa 5 Miner, det er
paa det høyeste beregnet, et Hundrede Rigsdaler) og end¬
da var han af de fornemmeste Folk. Naar nu Fantippe
opførte sig ved saadanne Leyligheder som en brav Kone, og
vilde bevare hendes Mands Anseelse, og søge at spare det
lidet, de eyede, og satte ham derfor til Rette, saa afviiste
han hende med disse Ord: Giv dig tilfreds; ere Gie¬
sterne artige og høflige, saa tager de til Takke med
hvad, vi har at byde dem; hvis ikke, saa vilde vi
ikke græmme os derover; lad andre leve for at æde,
jeg derimod æder for at leve: Bør nu vel Zantippe
lastes, da hun var en Kone, som stræbte, at bevare hendes
Mands Ære, der var saadan en forunderlig Mand baade
i Klædedragt, Omgang og Levemaade? Jeg tvivler paa,
at nogen Kone, nu omstunder, der havde slig en Mand,


vilde være halv saa from som Zantippe. Hun elskede sin
Mand inderlig, der dog i Henseende til Skabningen skal
have seet ud som en Bavian eller Skovtrold. Hvilken
Kierlighed beviste hun ham ikke i Fængselet? Hvor rørt
blev hun ikke over hans Døds Dom, Hun raabte offent¬
lig gandske høyt uden Frygt: Min Mand er uskyldig! og
hvem vil tvivle om, at hun jo meente det; thi hvorfor skul¬
de hun ellers have raabt saa høyt? Jantippe faldt sin
Mand om Halsce, og man maatte rive hende fra ham med
Magt. Hvilken Troeskab mod en Mand, som Døden ik¬
ke engang kunde ophæve! O! dømmer dog mildere om den¬
ne gode Zantippe, og alle Jantipper, end hidindtil er
skeet. -
Naar jeg nu saaledes har gjordt Jantippe
god, fordrister jeg mig til at giøre alle Jantipper gode.
Det er jo ingen Kunst at srærte den beste Mand, naar man
derved kand giøre en ond Kone god?
4) Spørges: Hvorledes skal man skaffe sig
Patroner?
De Svar, som herpaa ere indløbne, indeholder
lutter gammeldags og forslidte Sandheder, saasom: Ved
Duelighed og Dyd &e. Men da det er den Spørgende om
nye Sandheder og nye Opdagelser i denne Sag at giøre,
saa udsettes Spørsmaalet, for i Fald noget ønskeligt Svar
skulde indløbe. Ønsker imidlerud, at et klygtigt Hoved
vilde og i saa delicat en Sag paatage sig Umagen.
Spørsmaale;
1.) Har Sielen et vist Sted og Sæde i alle Men¬
neskers Legemer?
2.) Hvilket er det dyreste Vand, som meest
liøbes?
3.) Hvad er det man kalder Fortienester?
Adskilligt Nyt.
For nogle Dage begav den fornuftige Herre med
sin dydige Frue sig til deres Lystgaard, for at forlyste sig.


Efter deres Tilbagekomst spurgte Herren en af sine Tie¬
nere, om Alting var rigtig tilgaaet, imedens de vaxe bor¬
te. Naadige Herre, svarede Tieneren: De behager at
læse denne Sæddel, hvorpaa Alting er opskrevet. Tiene
ren ventede en stor Belønning. Ved Jgiennemlæsningen
befandt Herren, at alt Ondt men intet Godt var optegnet.
Hvorpaa han sagde til den ublue Øyentiener: Skammer
Du dig ikke, at Du vil tale saa ilde om Dine Medtienere,
Hvorfor har Du ikke ogsaa opskrevet alt det Gode, som de
har giordt? De maa dog gandske vist ogsaa have gjordt
noget Godt. Dog, jeg vil give Dig din tilbørlige Løn:
Pak Dig strax af mit Huus. Efterdi Du har tænkt at
Saale¬
vilde styrte andre, saa skal Du selv falde.
des skulde enhver Huus=Fader og Moder forholde sig med
sine Tienere. Og saaledes gaaer det tilsidst med den, som
vil vende den verste Side ud paa Alting.
Anmærkninger.
Den veltalende Unge.
Med alle søde Zirater fra de Ambra rygende Haar¬
lokker forsynet indtil de lette Pariser=Skoe, sad en ung
Herre gandske stum i et artigt Sælskab; men maaske ikke
uagtsom, i det mindste paa sig selv. Hvad Diævelen,
raabte han i det samme, da en Flue af en Hændelse snur¬
rede igiennem hans Haarlokke, hvor kommer dette Utøy
fra for at bringe mit Haar i Ulave? Jeg gad gierne vide,
Min Her¬
hvortil slige Creaturer nytter i Verden?
re, svarede en Dame: Tak De Himmelen og denne Flue,
som har aabenbaret os, at De kand tale; Man skulde el¬
lers ikkun have dømt om dem af Klæderne og Lugten.
Men nu kiender vi og deres Siel. Seer De, min Herre,
hvortil ogsaa en Flue nytter.
Dødsfald.
Udenrigs: Hr. Forlegger, en berømt Mand af de
mange Skrifter, han har skaffet Verden. Hans Død be¬


klages høylig af alle Skrift Forfattere. J Anledning af
dette Dødsfald, har en Poet tilkiendegivet fine Tanker om
Menneskets Levnets Lob.
Fødes. Græde. Svøbes. Ammes.
Vugges. Tumles. Bæres. Gaae.
Glædes. Under Tvang annammes.
Leege. Voxe. Tanker faae.
Elske. Beyle. Giftes. Aves.
Jmmer halte ved et Haab.
Ældes. Svækkes. Døe. Begraves.
Det er alt vort Levnets Lob.
Bekiendtgiørelse.
Her til Staden er nyelig ankommen en berømt
Doctor, som har opfundet et probat Middel imod Milt¬
Syge; og saasom han er en gandske uegennyttig Mand,
giør han samme hermed offentlig bekiendt. Recipe: Tag
en gammel Bierfidler Violin, hvorefter endnu ingen
Skiøge har dandset; brænd den i Pulver og indtag
hver Time 3 Unzer af Pulveret. Pradatum est. NB.
Jo ældre Violinen er, jo bedre den er.
Til Kiøbs eller til Leye.
Hos Sr. Fuglefænger, boende paa Due¬
Slaget i den lille Gade ere meget skiønne Lokke=Duer at
bekomme til forskiellige Priser. NB. Ved Lys har de
de smukkeste Couleurer, og seer ud som Gomorræ Æbler.
NB. Hos Hr. Lommesnyder i den lange Gade
er allehaande Ride=Tøy at bekomme for billig Priis, naar
Liebhaberne ikke ere jaloux.
Til Kiøbs.
Hr. Forstilt forlanger til Kiøbs en saadan Ma¬
ske, som kand holde Stik ved alle Leyligheder, i sær naar
han vil krumme sig.
NB. Hos Complimentmageren i Revereng¬
Strædet, sælges allehaande Complimenter Dusinviis.
Forliebte Complimenter Dusinet til 24 a 32 Skilling.


Ydmygheds og Ærbødigheds Complimenter 8 a 12 Sk.
Kiendskabs Complimenter 4 a 6 Skilling, og Venskabs
Complimenter for en halv Skilling pr Dusinet. De Kiø¬
bende faaer og altid en Høsligheds Compliment oven i
Kiøbet. Hos ham kand og dekommes Skokviis Visit¬
Sædler, som har været i Brug, men hvorpaa intet er re¬
garderet
J J Kielderen paa venstre Haand, naar man
bøyer om i den anden Gade, er nyelig hiemkommen god,
frisk og skarp Peberod, meget nyttig og god at bruge for
unge Enker, som ikke kand græde for deres gamle Mænd.
Samme er og meget tienlig for nogle visse Mænd i deslige
Omstændigheder.
W. 2. Hos Madame la Coquette er til For¬
handling indsadt en meget artig Machine, som kand gaae,
røre og bevæge sig paa mange adskillige Maader, item let,
snakke og synge, samt spise, drikke og sove. Den kand alle
Dage tages i Øyesyn, og i sær for Vinduerne.
NB. Allehaande fiine, rare og kostbare Contra¬
bande Vahre er for billige Priser at bekomme hos Sr.
Landpranger; men han er temmelig uvis at finde.
Capitaler.
Vil nogen til førstkommende 11te Dæember laane
mig en liden Capital ikkun paa 10 a 20000 Rdlr. paa mit
ærlige Ansigt, forsikkrer jeg, at jeg gandske redelig skal be¬
tale Renterne, og langt fra ikke giøre mig usynlig med Co¬
pitalen.
Bøger og Skrifter.
Dronning Cleopatræ Ægteskabs Forordning for¬
langes. Skulde nogen have samme, kand dem anvises en
smuk Kiøbere.
Goliaths Vugge=Viiser, meget forskrækkelige
smukke at synge i alle Ammestuer leveres med allerførste
under Pressen. Hvortil Forlæggeren søger Prænumeran¬
tere; som alle forsikkres om Bogens Forfærdigelse, ende
skiøndt han forlanger Pengene forud. Vi lever i vanskelig
ge Tider. Autor kand ikke fortænkes. Forsigtighed,
er en god Ting. Taxten er 4 Skilling
Lybsk.
Af disse appræberede Uge=Blade udgaaer et hvet Torsdag


Patrollen.
No. 38.
Onsdagen den 18 September 1765.
U¬
di et i sin Tid meget afsettelig Skrift siger den ube¬
nævnte Forfatter et Sted: Jeg har gjordt mig
megen Umage for at udforske, hvad man egent¬
lig forstaaer under det Ord, Smag, og hvad for tydeli¬
ge Forestillinger man kand giøre sig derover; men jeg har
derved ikke opdaget meere, end at de, som meest taler om
Smagen, mener i det ringeste ikke deres egen; de har tu¬
sket og forbyttet den med Indbildningen, og kunde altsaa
ikke give nogen sand Grund og Underretning derom.
Da mit Embede ( nogen Maade ligner denne For¬
fatters; saa har jeg og befundet, at de, som ere færdige at
skrige sig heese over Folkets slette og fordervede Smag i Al.
mindelighed, viser ofte selv i Særdeleshed, at de i mange
Ting ikke har en alt for reen og fiin Smag. Jeg har og¬
saa mærket, at en Deel har stoer Vanskelighed ved at be¬
tegne, hvori enten deres egen eller andres fiine Smag be¬
staaer. Disse Ukyndige, med Tilladelse, vil jeg lære et got


Kunstgreb, hvorved de paa en behændig Maade kand blive
meget velsmagende: De skal tage de 5 Sandser til Hielp,
i Fald de har dem, og altid vise sig misfornøyede med alt,
hvad de seer, hører, lugter, føler og smager; men skulde
det endda ikke kunde hielpe; saa skal de sige reent ud som
Bonde=Drengen sagde, der var nylig bleven Tiener hos en
anseelig Herre, og nedslugte engang en raa Østers, og blev
tilspurgt af en anden Bonde=Dreng, som just stod i Kiøk¬
kenet: Peer, hvor gider Du ædt det Tøy? Men, uagtet
Peer maatte vende sig og spye den ud, svarede han dog med
en stolt Mine: Det er fornemme, min Herre spiiser
dem. Ja, Peer spiiser og undertiden heele Stumper A¬
cia, endskiøndt Vandet gaaer ud af Øynene derved hver
Gang. Peer vænner sig nu ogsaa til med en meget for¬
nemme Mine, dog med tillukte Øyne, at nedsynke heele
Bagfierdinger af den beste Frøe eller Padde, blot og allene
fordi det er Fornemme. Ja, Peer er allerede kommet saa
vidt i Smagen, at han næsten uden Væmmelse kand spiise
en vel tillavet Ragout af Oldenborrer, Snegle &c., hvil¬
ket er noget forskrekkeligt, og vist nok en høy Grad i en
fiin Smag. De Smagende skal endnu gaae videre.
(Smage anderledes, end Hoben smager, saae man for no¬
gle Aar siden i et ret høyt Digt). De skal ey allene vra¬
ge alt det, som de hører og seer hos andre Mennesker; men
de skal endog være misfornøyede med en Deel af det, som
baade Himmelen og Jorden frembringer. De skal altid
klage, nu paa Eet, nu paa et andet, og dette skal stedse
være deres Hoved=Val=Sprog: Dette duer intet; dette
kunde være anderledes; nu er Luften for kold; nu er
den for varm, o. s. v. Saaledes kand det Ord, Smag,
efter mine ringe Tanker til høyere Eftertanke, hest udtryk¬
les ved Hielp af de 5 Sandser, og beroer altsaa ikke paa
Ganen allene. Til en ret fiig Smag henhører da, for¬
uden en finere Gane, et klarere Syn, en stærkere Hørelse,


en skarpere Lugt og en fiinere Følelse, end som Menneske¬
ne i Almindelighed ere begavede med. Og disse fiinere
Sandser holder jeg for ikke kand bedre og beqvemmere ud¬
trykkes og vises end ved en bestandig Misfornøyelse. Disse
Tanker faldt mig ind, da jeg forleden spadserede i Haven,
og hørte hvorledes mange besværede sig over den overmaa¬
de varme og tunge Luft. Jeg merkede ogsaa heel vel, at
der var stor Forskiel paa disse Klagendes Følelse; thi jeg
hørte, at den, som var klædt i en grov og tung Klædes
Kiol, og havde et tykt grundmuret Paryk paa Hovedet, be¬
sværede sig langt fra ikke i saa høy en Grad over den utaa¬
lelige Heede, som den, der sprang meget let i fiine Sille
og Støffes Klæder med friseret Haar og Hatten under Ar¬
men. Jeg saae den, der var ligesom udstoppet for neden,
og i Omkreds vist nok indtog et Rum af 8 Alen, og for
oven var indsvøbt i en Fløyels Kyse og Kaabe foret med
det varmeste Pelsværk, ikke nær stønnede og pustede saa me¬
get over det heede Væyr, som den, der var iført de fiineste
Nettelduger, og meest durchseende Flor, og enten havde en
Parasol over sig eller en let Schæfer=Hat, som neppe rørte
ved det bare Hoved, og derforuden var rigelig forsynet i
Haanden med et prægtig Vind-Redskab, som ved en artig
Bevægelse kunde forskaffe den meest kiølende og vederqvæ¬
gende Vind, og altsaa havde slet ingen Tyngsel paa sig,
undtagen en temmelig lang Baglast; men hvem vilde ikke
drage den, endog i den allerstørste Heede? Jeg sluttede der¬
fore af denne ulige Følelse, at de sidstes Smag, som ven¬
telig vare de Fornemmeste, maatte være den fiineste og be¬
ste efterdi de syntes meest misfornøyede.
J disse Tanker fornøyede jeg mig, og derved erin¬
drede mig, hvad een i vore Tider sindrig Skribent siger et
Sted:
Pp2


Ligesom den Prophet Jonas kivedes med Gud, da
Solen brændle ham paa Høvedet, og ikke lod af, førend
han lod et Græs-Kar opvoxe, som gav ham Skygge; og
ligesom han blev ved at knurre, og ikke kunde tilfreds stil¬
les, da en Orm kom, og fordervede samme skiønne Græs¬
Kar for ham: Saaledes har jo alle vi Mennesker været,
og saaledes ere vi og endnu. Vi stræber med Begierlig¬
hed efter det, som vi holder for got. Et Øyeblik glæder
vi os over dets Besiddelse. Strax er det os ligegyldigt,
og tilsidst er det os gandske modbydeligt. Man tager
Rigdom, Ære, en smuk Hustrue og Sundheden selv til
Exempel. Det er den ene Gang som den anden. Vore
Hierter ere ikke til at fornøye, saa længe vi lever. Ønsterne
setter sig i Bevægelse, og Besiddelse eller Brugen bringer
dem til Hvile. Hiin er Aarvaagen, og sørger for Livet,
denne derimod er søvnagtig og afmægtig i Sielen. Den
herlige Indbildning, Grillenfængerie eller Phantase, at
giøre sit Hierte tomt for Ønsker, er ikkun mueligt i Sæ¬
delærens Hoved, deres egne Hierter skal gemeenlig eller
meestendeel forgaae deraf. Hvor ulykkelige skulde vi vel
ikke være, om vores Gods i Verden varede bestandig, og
om Nydelsen af een og den samme Ting mættede os evig,
uden at vi igien kunde ombytte den med en nye Attraae!
Jeg har kortelig anstillet mine Betragtninger over denne
Sag, og var deri saa fordybet, at jeg ligesom drømte vaa¬
gende, i det Indbildnings=Kraften, som i Eenligheds Skyg¬
ge kunde viise mig al dens Glands, ligesom forvandlede
mine Begreb for mig til levende Billeder, som mig syntes
at see med mine Øyne, og med hvilke jeg, ligesom det
pleyer at skee i saadan en forunderlig Gemyts Tilstand,
omgikkedes gandske fortroelig, og talte lydelig med, lige¬
Him¬
som de alle havde været virkelig til i Naturen.
mel! sagde et ungt Fruentimmer, som spadserede frem og
tilbage med sine raslende Silke=Klæder i den betakte eller


tillukte Allee, hvor jeg sad; Himmel! Hvorfor giver du os
ikke det heele Aar Sommer? Hvor tempereret er dog den¬
ne Luft! hvor indtagende og behagelig er dog ikke den gand¬
ske Natur! -
Jeg foer fort i denne Jndbildning, og
først saae ikkun Raturen ret an, og den var fortreffelig, og
Sommeren var for mig den kiereste Aarets Tid.
Strax derpaa kom en Gestalt, ligesom en And, der med
stor Møye roer sig frem paa Vandet, neden fra Alleen op
imod mig; men da den kom nærmere, blev jeg vaer, at det
var en kørt, men meget breed, tyk og udfloppet Mand,
som neppe kunde drage sit Væyr. O! den forsmædelige
Heede! sagde han, hvad er dog Sommeren besværlig! for
min Part vriiser jeg Vinteren; thi da kand jeg giøre mit
Kammer saa varmt, som jeg vil. Men hvor skal man kun¬
de skiule sig for Sommerens utaalelige Heede? I det
samme kom ham en anden Mand i Møde, som saae meget
rød af Ansigtet, og tiltalte ham saaledes: Jeg glæder mig
ret over Høften, naar alle de skiønne Frugter bliver moed¬
ne; det tegner til en fortreffelig rig Viin=Høst i dette Aar.
De gik bort med hinanden, og jeg hørte paa deres
Snak, at de kom ikke nær overeens; dog kunde jeg ikke
forstaae, hvad de sagde.
Jeg bekymrede mig ey hel¬
ler meere om dem, da det første Fruentimmer med meget
hastige Skridt kom ilende tilbage, og lod sig lede af sin
Kammer=Pige. Jeg hørte, at de hastede til Huus, fordi
de havde seet en Torden=Skye at trække op. Ja, naadige
Frue! sagde Kammer=Pigen, saadant bringer den lede og
slemme Sommer med sig. Derfor priiser jeg Foraaret,
da man dog i det ringeste kand være sikkre i Haven for Tor¬
Disse ilede haslig fra mit Øyesyn,
den og Uvæyr. -
og strax derpaa var det for mine Øyne, som jeg saae et
stort Selskab at sidde til Taffels, som var udziiret med de
kostbareste Rætter og herligste Frugter. - Disse ere de
første Jordbær, sagde en adelig Dame, som jeg har spiist


O! srarede
i dette Aar. De ere ret fortræffelige!
en Kiøbmands=Kone: vi har saa mæn allerede havt dem
for fem Uger siden, og de ere nu saa viderlige for mig, at
Hum!
jeg nu ikke kand faae een eneste i Munden. -
sagde en Borgerkone: Jh! see hvilke Lækkermunde! Jeg
overlader til Dem alle Jordbær, Himbær Kirsebær og
alle Have=Frugter for en eneste god Ræt grønsaltet Kiød,
og ønsker intet meere, end at Slagter=Tiden ikkun var først
Giv mig et Glas af Eders Medoc¬
forbi igien.
Viin, sagde en Cavailler til Verten, som lagde for ved
Bordet; jeg har drukket mig gandske leed og kied af Bur¬
gundie, og kand nu ikkun fordrage gandske lette Viine.
Ja, svarede en gammel Halvlærd: jeg legger dette
til, i heedt Væyr, men den folde og fugtige Luft, som nu
falder mig meget besværlig, udfordrer meere hidsige Vii¬
Ney, svarede den anden, denne Luft dæmper
ne.
min umaadelige Sveed, og jeg maatte være en stoer Daa¬
re, om jeg vilde befordre den samme ved hidsige Viine, da
En gammel
Sveden desuden udmatter mig nok.
77
Kone fandt her Leylighed til at falde ind i Talen, og sag¬
de, imod den stærke Sveed er intet bedre, end suur Spii¬
se, Frugt, Sallat, Kirsebær, Jordbær, Himbær, o s. v.
Saasnart Hosten tillod hendes Naboerske, som imid¬
leriid med et Haandvink havde imodstaaet dette Raad, ud¬
stødte hun disse Ord paa saadan en Maade, som naar en
hoster Blod: Suurt foraarsager Hoste! Provence=Olie er
min Delicatesse! - Jeg blev snaxt mæt af denne Di¬
sputeren, og det heele Sælskab forsvandt for mine Øyne.
Paa dette Sted tykkes mig, at den Fabel om Som¬
mer=Fuglene i Haven meget vel kunde passe sig. Jeg vil
forsøge, om jeg kand have Lykke til en simpel Oversettelse.
Her er den:
Sdlke


Sommer=Fuglene i Haven.
J en yndig og behagelig Have saae man engang
en stoer Mængde Sommer=Fugle af allehaande og forskiel¬
lige Farver, søm alle flagrede glade og lystige omkring i
det heede Soelskin, og ethvert Slags, formedelst en hem¬
melig Drift af Naturen, at søge saadanne Planter og Vex¬
ter, at sette deres Æg og Yngel paa, som i sin Tid kunde
skaffe den fordeelagtigste Næring og Underholdning for de
Unger, der vilde saa lidet i Førstningen blive deres Mødre
lige. En deylig broget Hun kom, efter at den havde lagt
sine Æg fra sig, udflyvende fra Linde=Bladene af en Bue¬
Gang, og sagde, i det den svevede over en Hekke af Jo¬
hannesbær=Torne: Fy! hvor ekkelt lugter Dunsterne fra
disse Busker! Dersom jeg maatte raade, skulde der ikke fin,
Ey! ey! raabte en
des et Blad deraf i Haven.
sortspraglet Sommer=Fugl udaf Hekken: Det var meget
ubeleyligt og skadeligt for mig; thi Bladene af disse Buske
ere de eeneste, til hvilke jeg kand anbetroe min Afkom, og
sette mine Æg paa. Med større billighed kunde du for¬
bande hine unyttige og stikkende Stikkelsbær=Torne.
Jkke unyttige! raabte en anden dobbeltvinget Sommer¬
Fugl, som i det samme satte sig ned paa den lige over for
slaaende Stikkelsbær=Hekke. Bladene af disse Torne ere
den beste Kost for mine Børn. Men vilde J fæe noget
ret unyttigt og skadeligt, saa betragter dette Ukrud, som
her staaer neden under, der blot formedelst Urtegaards¬
mandens Skiødesløshed og Efterladenhed bliver staaende
I det samme fløy en mørkeblaae plettet
her.
Sommer=Fugl ud fra en stoer Nelde=Busk, og sagde: Tak
og Priis være denne Skiødesløshed! Denne Urt, som J
holder for Ukrud, er just den eneste, som er beqvem og
Der kom end¬
god til Føde for mig og min Yngel. -
nu fleere Sommer=Fugle af andre Slags flyvende til, af


hvilke den ene stebse toste en Vext, som en anden havde Af¬
skye for. Men omsider bleve de dog allesammen enige i
at bifalde denne Dom og Meening, som en af dem, vente¬
lig den ældste, lod sig forlyde med paa følgende Maade:
Lader os glæde og fryde os ved, at Safterne bliver tilbe¬
redte i saa mange Slags Planter paa saa mangfoldige og
forskiellige Maader, at vi allesammen, hver for sig, kand
finde noget behageligt, sundt, nyttigt og triveligt; og læ¬
der os tilstaae, at ingen Plante eller Vext, er uden sin vir¬
kelige og besynderlige Nytte; thi hvad den ene af os da
ikke gider havt, det gider den anden.
P¬
De mange Slags af Mad og Rætter
Hver Ganes Lyst og Mave mætter.
Den Forskiel, som paa Smagen er,
Forgives ey en Ræt frembær.
Saaledes Sandhed og fremtræder
J allehaande Dragt og Klæder,
Paa det den hos forskiellige
Maa Bifald faae det saatere.
Og da det, som den ene smagert,
Den anden ofte ey behager,
Men fryder ret den tredie.
Saa læt af Sommer=Fuglene:
At Du ey laster det, som Du unyttigt meener;
Thi hvad, som ikke Dig, det aol en anden tiener.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 39.
Onsdagen den 25 September 1765.
A¬
ter maa jeg anrende dette Blad til en Del af de
til mig indløbne Breve, som Forfatterne har for¬
langt bekiendtgjorte. Mine Læsere seer deraf, at
jeg maa føre en temmelig Correspondenee, og at det er ikke
saa ringe en Sag at være Skribent, i hvor ringe man end
land synes. Dette første Brev er fra Doctoren til den
Skiønhed, som jeg i mit No. 3. anførte, og som forlangte
hans Betænkninger om Sminke:
Mademoiselle!
Jeg kand umuelig over Hovedet beviise, at Smin¬
ke ikke forderver Ansigtet; ligesom det heller ikke i Almin¬
delighed lader sig beviise, at Maden forderver Maven.
Dersom De, ligesom Bønderpigerne, sminker sig af Bek¬
ken eller med Martii Maaneds Snee=Vand, eller med an¬
dre uskyldige Vande og Sæbe, saa har De Ret, og De¬
res Mama har Uret. Men De maa ikke sminke sig med
saadant noget, som giør nogen meere Virkning, end at
rense og blødgiøre Huden. Brændeviin, Ungersk Vand,
og deslige Spiritus, trækker Huden sammen, giør den stiv,


og formeerer Rynkerne. Herved vil De komme til at se¬
gammel ud for Tiden, og blive rynket ligesom en Mu¬
mie; og dersom De sminker sig med Mercurialske og
sterk sammentrækkende Midler, for at faae en fornemme
bleeg Farve, saa vil De endda blive meget hesligere. De
kand deraf falde i udtærende Sygdomme, og forderre
Deres Sandsers Brug. Vil De, som nogle giøre, ta¬
ge den grove Hud bort ved skarpe bidende Ting, paa det
at der siden skal voxe en fiinere og blødere Hud, saa kand
De deraf meget let faae et Ansigt af Pergament; thi paa
hvert Sted, som bliver saaledes saaret, vil Huden blive
meget haard. Dersom De vil fordrive Fregner og Fran¬
gler med Svovl og Viin Eddike, saa maa De giøre det
meget varligt, paa det at De ikke skal drive Ureenlighe¬
derne tilbage ind i Kroppen; og dersom De vil giøre De¬
res Hud glat, saa maa De overveye, hvad Kruger siger
nom den Recept, som jeg vil afskrive for Dem:
Man tager ret glat Talg, ikke af Lys; thi
ellers maatte man blive saa smuk, som en Skor¬
steensfeyer, men den, som Apothekerne, (der gieri
ne taler Latin, kalder Talcum.) Man kommer
noget Sukker=Candis dertil i en Morter, paa del
at det desbedre kand lade sig støde smaat; og
naar det altsammen er stødt ret smaat og fiint,
saa slaaer man Jesmin= eller Mandel=Olie der
paa, smører Ansigtet over dermed, og visker del
af igien med et reent Klæde. Naar man herpaa
seer sig i Speylet, saa skal man have saa glind
sende en Hud, at man næsten selv skulde holde sig
for at være et Speyl. Skulde Glandsen vært
alt for overnaturlig, saa lader den sig formindske
ved Pudder. Omendskiønt jeg ikke kand holde
denne Sminke for at være sund, efterdi den til
"stopper Svedehullerne i Ansigtet, saa er den dog


uskyldigere og mindre farlig, end de Mereurialske
Sminker.
Dersom De lod det beroe ved den blotte Natur, Made¬
moiselle, saa skulde det være langt bedre baade for Dem
selv og Deres Beskuere, thi De seer vel, at de fleeste
Sminker ere skadelige for Sundheden og Skiønheden.
Jmidlertid skal De ikke holde mig for en Mand, som skri¬
ver, for at befalde strænge Mødre. Jeg holder det ikke
for umueligt, at være lydsk, og tillige at sminke sig;
og Deres Mama har Uret, naar hun troer, at ingen
ftomme og ærbare Folk sminker sig. Siig De hende ik¬
kun, at endog Pave Paulus II. har sminket sig; men De
maa tillige ikke dølge for hende, at hans Caracter var gier¬
rig og forfængelig. Stig De hende, at de Trojanske
Fruentimmer har vasket sig med Vandet af Scamander
for at faae lyst Haar; og at Gudinderne, om hvis Skivn¬
hed Paris fældede den ulykkelige Dom, har toet sig med
dette Vand, førend de fremstillede sig for ham. Vil alt
dette endnu ikke hielpe: saa beraab De sig paa den gamle
Skribent Ælian, som Deres Mama nok skal lade blive
ulæst, hvilken siger i hans 12te Bog, at de Grækiske Pi¬
ger har sminket sig med Farver af Lægedoms Midler.
Jblandt saa mange ærlige Folk, som har sminket sig, kand
nu vel ogsaa en Deel af vore Fruentimmer gaae med; og
Deres strænge Mama maa desuden betænke, at De skulde
dog alligevel ikke ophøre at være forfængelig, om De end¬
ogsaa maatte ophøre at giøre sig smuk ved Sminke.
Jeg forbliver &c.
Jeg vil haabe, at jeg, ved dette Brevs Jndførel¬
se, har giort alle de Skiønheder en vigtig og ret kostbar
Tieneste, som finder sig i høyeste Grad fortørnet, og mis¬
fornøyet med Naturens mindre eller større Gaver og ukunst¬
lede Ansigter. Her har de nu en tilforladelig Recept, ja,
meere end een, og det fra en troeværdig Mand og berømt


Ooetor, hvilken de kan forlade sig til, i alle Ting at vilde
befordre det smukke Kiøns Beste og Gavn, Skiønhed og An¬
seelse. Men skulde nogen virkelig Skiønhed (de dydige
Skiønheder frygter jeg ikke for) misbruge Recepten, og i
Tanke endnu at ville forøge den Naturlige Skiønhed ved
nogle smaa Tilsatzer, og derved formindske og forverre den
samme; eller skulde een i egne Tanker Hæslig vilde fordri¬
ve det naturlige Vanheld, (om man saa maae sige) og der¬
ved blive end ydermeere hæslig, skulde det virkelig giøre
mig hiertelig ondt; thi jeg er meget blødhiertet.
Her
er nok et Brev:
Velagte gode Ven!
Det Spørsmaal, som en meget dybsindig Spør¬
gende har gjort i Adresse=Contoirets Efterretninger No.
763. 2) Mon Storkene om Vinteren ikke gandske for¬
lader Jord=Planeten? tykkes mig, den gode Mand,
som har Correspondence paa Luft=Planeterne, allerbest
kunde besvare. Jmidlertid fortiener dog Spørsmaalet
et Svar; og det er jo billigt at svare en Spørgende?
Men da jeg længe har ventet en anden at vilde betage mig
Umagen, vil jeg sige Dem en af vore lærde Mænds Tan¬
ker derom, om De vil bekiendtgiøre dem. Her er da et
Svar: Storkene flyver slet ikke bort fra Jord=Planeten
om Vinteren; men, naar det bliver Vinter hos os, saa
flyver de hiem igien til sit eget Land og Sted, og bliver
Mennesker, som de vare før. Storkene ere da ikke an¬
det, end et Slags Mennesker fra de varmere Lande. Det
er jo noksom bekiendt, at, da en ung Saltzburger engang
kom til Venedig, blev han af sin Vert tracteret meget
prægtig i nogle Uger, som han der opholdt sig, og da han
endelig vilde tage Afskeed og betale sin Vert for Fortæ¬
ring og andet, vilde Verten ingen Betaling have af ham,
men kaldede ham ind i et Kammer og fortalte ham i For¬
troelighed, at han om Sommeren var en Stork, og hav¬


de sit Rede ved den unge Saltzburgers Hr-Faders Huus;
og da ham nu af denne Saltzburgske Familie var veder¬
faret meget got, saa vilde han igien vise sig taknemmelig,
og fornøyede sig over, at have fundet saa god Leylighed
dertil. Den unge Salzburger reyste hiem, og holdt Bryl¬
lup med sin Kiereste, just da Storkene kom flyvende til de¬
res Rede. Brudgommen blev ikke dette saasnart vaer,
iførend han strax endog under Maaltidet tog et Glas, gik
ud fra Bordet, og med en inderlig Fornøyelse drak Stor¬
kens Skaal med høy Røst: Ben venuto Signor Hoste,
faccio un Brindis a v. S. &c. og derpaa fortalte Giester¬
ne, at han paa sin Udenlands Reyse havde logeret hos
denne Stork i den hvide Hest i Venedig. Giesterne loe.
Hvad de har tænkt om Brudgommen, veed man ikke.
Men heraf seer dog Spørgeren, at Storkene ikke om
Vinteren gandske forlader Jord=Planeten, endskiønt de
for et halv Aars Tid lader af at være Storke. Saa¬
danne Spørsmaale fortiener jo saadant Svar? Jeg
Peder Pedersen,
forbliver &c.
Sognefoged.
P.S. "Jeg holder Aviserne og Patrollen tillige¬
med vor Præst og Degn; thi næst dem er jeg, uroest, den
lærdeste i vort Sogn. Den ovenstaaende Historie har
ellers vor Degn fortalt mig. Han er virkelig en meget
lærd Mand, og kand mangfoldige saadanne artige Histo¬
rier. Jeg tilligemed andre mine Byemænd fordriver
mange Vinter=Aftener hos ham. Kroemanden er vel me¬
get fortrydelig derover; men Degnen har dog ingen Ska¬
de deraf; thi en heel Byes Mænd kand dog ofre ham mee¬
re end een Kroemand. Alle Herskaber maatte ønske, at
de havde saadanne Degne, som vores, i Stedet for en
Kroemand i hveranden Bye, saa fik de rigtig deres Skat¬
ter og Landgilde, hvormed ingen af vor Bye staaer tilba¬
ge. Men jeg kom fra Størkene. Der kommer to hvert
Aar paa min Gaard, og det er mærkeligt, at de hver Gang
kaster et Æg ned i Gaarden. Vor Degn siger, det er et
Erkiendtligheds Beviis af Storkene, og at ansee som en
Tiende, ligesom for Exempel, at vi giver Præst og Degn


Paaske=Eg, og andre Tiender. Der er ingen i vor Bye,
som tvivler om Storkenes Menneskelighed, undtagen Ser¬
geanten; og det er en stoer Førnøyelse at høre paa ham
og vor Degn, naar de kommer op at disputere.
Dette Post scriptum var temmelig langt. Jeg er
af den gode Peder Pedersens Meening, og troer, at Stor¬
kene bliver Mennesker, som de var før. Jmidlertid
falder mig en Fabel ind om en ung Stork. Den beviiser,
just ikke, at Storkene ere Mennesker; men at Menneskene
ofte tænker vrangelig. Det er en Oversættelse:
Oxen og Storken.
En Oxe nylig laae og Drøvet tyggede
Med gandske overviis og heel alvorlig Miine.
Paa samme grønne Mark en Stork spadserede,
Søm da just første Gang var fløyet ud fra sine.
Vor Stork saa from, som uerfaren var;
Saa Ærefrygt ham reent indtaget har,
Da uformodentlig han Oxen fik at see.
Han saae paa den, og saae sig dog ey mæt.
Der noget ubekiendt ham trakte nærmere
Til Oxen hen, og han besaae den tæt.
Jmidlertid jo nærmere han gik,
Jo meer Ærbødighed vor Stork for Oxen fik.
Dens viise Myndighed han kunde ey fordrage.
Han derfor vævede sig meget ydmyg bort,
Halv flyvende, halv gaaende slap fort;
Tre Gange saae han sig til Oxen dog tilbage,
Derefter fløy han lige frem
Og kom forundringsfuld og nær forbauset hiem.
O! (sagde han til alle Storkene
Som vare der nærværende)
OBrødre, hvilket viist og hvilket herligt Dyr
Er dog en Oxe eller Tyr!
Hvor tænker den dog dybt i alle Ting.
Jeg saae det selv, da jeg mig saae omkring
J Engen før. J maa paa mine Ord nok lide.
En Oxe, tænker jeg, maa sikkert Alting vide.
Hvor roelig var dens Aand dog hiemme!
Hvor stærk var dog dens Hals, Hvor stille stode Øynene!
Med hvad Alvorlighed laae den og tyggede!
i Den kunde gandske vist vort Lives Tarv forfremme.


Dens heele Hoved viser jo,
At Viisdom vist maae der som paa sin Throne boe.
Den unge Stork, at rose, blev ey træt.
Forundrende de andre hørte det.
"Ja, Brødre! (Blev han ved, paa Oxen tænkende
Da just de Gamle kom til Reden flyvende)
Den Oxe kunde os vist grundig underviise,
Hvordan vi Jupiter tilbørlig skulde priise,
Og lydige mod vore Fædre være.
Den er i Stand til alt at reformere;
Og raade Bod paa det uheldige,
Som har indsneget sig imellem Dyrene.
Hvi maa dog ey den viise Oxe være
"Det Creatur, som alle Dyr skal lære?
Den Gamle mærkede hvad der var skeet,
Og knebbrede engang, for derved at faae leet.
Mit Barn! (den sagde) o! vær ikke dog et Faar.
Om Oxen du at dømme ey forstaaer.
Den har kun Viisdoms Skin og andet ingenlunde,
Den giver ikkun Stød for det man kalder Grunde.
Her er nok et Brev:
Min Herre!
Jeg var forgangen Aften hos en min gode Ven,
for at fordrive Tiden. Hans Kone var ikke hiemme; men
hans tvende Jomfrue=Døttre, den ene 11 og den anden
12 og et halvt Aar, sadde ved et andet Bord, og for¬
nøyede sig med deres Dukke Tøy. De havde alle de Kiøk¬
ken=Redskaber, som nævnes kand, af Messing, Kobber,
Tin, Blik og Træe, opredte Dukke=Senge og Vugge, alt
i complet og ordentlig Stand; og jeg mærkede, der stak
en artig lille Capital i alt dette Smaatøy; thi noget var
virkelig kostbart. De pyntede 1 deres Dukker, af hvilke
nogle vare næsten lige saa lange, som de selv. Her bleve
de imellem uenige om Dukkerne, og mundhuggedes sa¬
smaat, indtil den eene af Arrighed rev Dukken fra de
anden, og ved den Leylighed trak Hoved=Prydelsen tillige¬
med Hovedet af Dukken. Da brød Vreden frem, og
Faderen drev dem ind i deres Kammer. Der skiendtes
de for Alvor; Er Dykke=Tøyet ikke mit, sagde den ene;
Ney, det er mit, sagde den anden. Mama, raabte den
Ældste, har sagt, at den, der bliver først gift, skal have
det. Mama, raabte den Yngste, har sagt, at den, der


faaer det første Barn, skal det tilhøre. Og saaledes tog
det ene Ord det andet, indtil Faderen tog sin Tøffel, og
skilte Tretten ad. Mig tykkes, at Børn paa den Alder
kunde tilholdes at bestille andet, end leege med Dukker,
Vugge og Brude=Seng, hvorved de alt for tidlig faaer
Gifte=Nykker. Jeg forbliver &c.
Ney, Min Herre, dertil kand de ikke vænnes for
tidlig; af deres Dukke=Tøy lærer de at kiende adskillige
Kiøkken=Sager, som de maaske ellers aldrig særte at kiende
og mindre at bruge. Jeg veede den Mand, som fik en Ko¬
ne, der aldrig bestilte andet i det første Aar end leegte med
sine Dukker, og, da hans Naboer udloe ham, fordi han
havde taget et Barn til Kone, sagde han, lad hende kun
leege med sine Dukker, indtil hun selv har faaet noget at
leege med, saa forgaaer nok Barnagtigheden, hvilket og
skeete, og hun blev den beste Huusmoder i heele Gaden.
De kand ikke for tidlig tænke til at giftes, da de seer saa
mange gamle ugifte og bedrøvelige Exempler for sig. Jeg
vil endog forære disse unge Pigebørn et Stykke de kand
synge, medens de pynter deres Dukker. Her er det:
A RLA
Melod: Hør min ven, kand du den?
Ganamnal Mar
Er en Øe
Hvis Handel snart maa døe;
Dens yndige deylige. glimrende, nyttige Vare
Jkke kand
Til sit Land
Forskaffe nogen Mand;
See! derfor ere Kiøbmænd i dens magre Havne rare.
Gammel Møe!
Jngen Skippere
Hendes Land vil see
Men den Stakkel maa
Ubeseylet gaae.
O! J Piger!
Saa siger;
Thi Aar og Tid gaaer hen.
O! fpøger, søger, leder og beder om en ægte Ven
Ægte Ven.
Er der nogen, som kand den?
Af disse apprøberede Uge-Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 40.
Onsdagen den 2 October 1765.
Adskilligt Udenbyes Nyt.
F¬
ra Herskestad haves den Efterretning: At der i disse
Dage skal være en Placat offentlig opslaget. J
Følge af den tillades det Fruentimmerne at røge
Tbbak, og efter eget Behag at følge med deres Mænd paa
Viin= Ølle og Caffe=Huus; men dersom de drikker eller
leer saa meget som Mændene, skal de betale Lauget for dem
Fruentimmerne i bemeldte Stad skal og ha¬
Begge.
ve gjordt en Ansøgning til Raadet, at det dem frit og u¬
behindret maatte tillades, foruden anden Mands=Dragt,
ogsaa offentlig at bære B**
men denne Ansøgning
et dem i Naade afslaget, for at forekomme den Uorden,
som deraf vilde flyde. Og de skal allene lade sig nøye med
at hære dem i Smu, ligesom de hidindtil har brugt. Det
er at sige: Føre det sædvanlige Herredømme.
Fra Sorgenshiem haves den sørgelige Tidende:
At en vakker ung lille Herre var for nogen Tid siden plat
og aldeles henfalden til Dybe og Tungsindighed. Hvortil


man mener, at hans Hierte-Mama, som havde afkortet no¬
get i hans sædvanlige Lomme=Penge, var den største Aar¬
sag. En ret tyrannisk Moder! Svagheden tog alt meere
og meere til, og hans Hierte-Mama var allermeest bekym¬
ret. Man tillod den Syge, at han selv maatte udvælge,
hvilken Medicin Mester han havde størst Fortroelighed til.
(Troen giør meget). Han udvalgte een, og der blev strax
sendt Bud efter ham. Denne var Patientens meget gode
Ven, og af samme Alder og Natur. Saasnart han hav¬
de seet den Syge, og talt med ham i Eenrum, skrev han
Recepten, og gik strax bort. Den Syges Hierte=Mama
løb efter Doctoren, og spurgte saare flittig til hendes kiere¬
ste Søn, og om hans Svaghed kunde have nogle farlige
Sviter efter sig. Jeg vil ikke haabe det, svarede Docto¬
ren, naar den Syge bliver omgaaets paa den rette Maade;
man maa for Alting vogte sig, at man ikke giver ham mind¬
ste Anledning til Fortræd og Ærgernis. Hierte=Mama
var saare bedrøvet. Jngen maatte komme til hendes Søn
undtagen hun selv; hun opvartede og pleyede sin kiere Søn
paa alle optænkelige Maader, og opfandt adskilligt for at
fornøye og opmuntre ham, Ja, hun, meere af en Hen¬
delse, end i den Tanke, at det kunde giøre nogen Virkning
hos den Syge, som hun syntes at være paa Pynten af de
Dødes Rige, aabnede sin Sparebøsse, og fyldte hendes
kiereste Søns Guldbørs med de beste og vægtigste Duca¬
ter. Den anden Dag, da Doctoren kom igien, befandt
den Syge sig lidet bedre, og den tredie Dag befandt han
sig allerede til Hest, og giorde en Skov=Reyse. Men hvem
havde nu hiulpet? Doctoren med sine Medicamenter?
Eller Hierte=Mama med hendes gode Huus-Raad? Det
maa Doctoren og den Syge best vide.
Fra Friehedsborg er nylig den Tidende indløben:
At den unge Herre Vinosus, en værdig Søn af den gamte


Hr. Bibaces, var til Giest en Aftenstund hos sin gvde
Ven. Efter Maaltidet bepuncede de sig brav, og derpaa
begav den unge Herre sig hiem i Følgeskab med en smuk
ung Pige, som har Lygten for ham, og skulde lyse ham
hiem. Underveys tildrog sig denne ulykkelige Hendelse, at
Lyset gik ud i Lygten. Hr. Vinosus tog en Ducat frem,
og forærede sin Ledsagerinde for sin Gang og Forskrækkelse.
Saa gavmilde ere de unge Herrer i Friehedsborg. An¬
dre belønner denne Tieneste anderledes, og ved saadan Be¬
givenhed ofte fører de skrøbelige Piger i farlige Omstæn¬
digheder.
Adskilligt Jndenbyes Nyt.
En god jævn Borger har over for et halv Aar si¬
den, efter sin Kones indstændige Tilskyndelse, maattet lade
sig forfærdige en Fløyels Uuderklædning; men hun har end¬
nu ikke kundet overtale ham til, at iføre sig den. Først
lovede han, det skulde skee til Pintzedag; dernæst til St.
Hans Dag; atter satte han det op til Michels=Dag; og
nu har gjort Opsættelse til Juul. Konen bliver gandske
utaalmodig over denne Egensindighed. Giv dig tilfreds,
lille Kone; siger han: Folk skal nok faae at vide, at jeg
har en Fløyels Underklædning. Han fortæller og
rigtig til hvem der kommer til ham, og føyer ydermee¬
re til, at han har ladet sig sye denne Fløyels Dragt, for
at føye sin Kone, at hun ikke skulde skamme sig ved ham,
naar de gik i Kirke eller andensteds; men saa længe Man¬
den bliver ved denne Egensindighed, gaaer hver for sig.
Han er ellers i alle andre Ting en meget føyelig Mand, og
i det Qvarteer, han boer, er han den eneste af den Carac¬
ter: At han er en føyelig Mand, og den eneste, som vil
ikke gaae med Fløyels Klæder, endskiøndt de ere betalte.
Rr.2.


Arist, den behageligste Mands=Person, som man
seer i det heele Qvarteer; som har saadan smuk Vext, og
saadanne behagelige Ansigtets Lineamenter; og hvis Øyne
fremviser ikke mindre Fyrrighed end Venlighed, hvilke ved
sine ligesom talende Træk ledsager alt det, han siger, saa
man er tvivlraadig om, enten hans Øyne kand udtrykke sig
best, eller hans Mund. Arist, denne indtagende Mands¬
Person, som har saadant ømt og kielent Hierte; hvis Tan¬
ker og Meninger ere saa ædle; hvis Aand saa munter og
levende, og som er saa polexet ved hans Læsning og Kund¬
skab om Verden, saa at jeg ikke har seet noget meere pole¬
ret og høfligere Menneske, end han, der synes ligesom at
være født til at befalde og indtage Fruentimmer; og det
skal være fært, om der findes mange af dette Kiøn, som jo
ere blevne rørse, naar de har været i Selskab med ham, og
som jo har gjordt sig Tanker om hans Venskab. Denne
Arist kand jeg nu berelte, at han er slet ikke grusom, n¬
medlidende eller ubarmhiertig, som en Deel har indbildet
sig. Tvertimod, han elsker, naar Touren falder ham til.
Men jeg maa dog sige, at det er ikke nogen Kierlighed,
som er umagelig, eller som foraarsager Fortredelighed eller
Bryderier formedelst Attraaens Bestandighed og Hiertets
Ømhed, eller af det Slags unge Menneskers Kierlighed,
som virker tusinde Smerter. En vis Madame, hvis
Mand har efterladt hende i lykkelige Omstændigheder, og
uden Børn, ønsker i denne Tid, at Arist skal og maa fin¬
des bestandig. Men mit Raad skal være, siden jeg kien¬
der Arist, at Madamen altid vil holde noget af hendes
Godhed skiult for ham, og ikke indtil videre omgaaes alt
for fortroelig med ham. Maaskee hans Længsels og For¬
langendes Opfy delse skulde tilfredsstille ham, og at han
siden kunde enten blive koldsindig eller det som værre rar.
Med denne Beretning har jeg nu bekiendtgjort, at
den uuge Enke Far en viglig Frier, og, naar de vil lyde


mit Raad, og være bestandig forsigtige paa begge Sider,
skal de takke mig til.
Jeg kom forleden ind paa et Sted, hvor heele
Selskabet slog en stoer Skogger=Latter op i det samme jeg
traadde ind. J Førstningen tænkte jeg, at de loe af mig;
men da jeg havde sat mig, hørte jeg, at de førte frie Di¬
scourser om Krigs-Kunsten, uagtet de ey vare af Krigs¬
Standen. En af dem holdt en ordentlig Lovtale over Kri¬
gen, som jeg fiden, da jeg nøyere operveyede Sagen, holdt
for at være en Satire. En anden, som jeg merkede, man
kunde fæste Troe til, naar han ikke bandede, hvilket dog
skede ved hvert andet Ord, svor græsselig paa, at det var
intet bevendt med en Søldat, der ey havde været i Kri¬
gen: Gud bevare vort Land vel! sagde han: det var ugu¬
deligt, om jeg vilde ønske os Krig i Landet, men der kand
dog intet være behageligere for en brav Soldat end Krig
-Dette Selskabs Discourser vare ret martsalske,
endog indtil Tonerne, hvori de bleve udførte: Jeg frygte¬
de ved hvert andet Ord, at det havde gaaet løs paa en or¬
dentlig Bataille, og holdt mig temmelig nær Døren. Just
i det samme traadde en gammel Krigsmand ind i Stuen,
og det heele Selskab gjorde en almindelig Stilstand. Jeg
faldt meest i Forundring over en Person, som midt i al
denne Allarm sad gandske roelig i et Hiørne og sov. En,
ten maa den gode Mand have vaaget i Nat, tænkte jeg,
eller og, han maa være plaget af Sove=Syge. Det sidste
er en slem Soet; man siger ellers, at den gemeenlig over¬
falder dem, som ikke kand vel høre, eller fiuderer for meget.
Da jeg sad i disse Tanker, vaagnede Manden, og tog til
sin Flaske, som stod ved Siden af ham i Krogen; men ak!
den var tom.
Rr2
Nogle


Nogle Arabiske Meeninger.
1) Hvo som kiører paa Haabets Vogn, har Armod til
Følgesvend. Saa kand man og sige: Hvo som
vil kiøre, naar han ikke kand, skal kiøres, naar han
ikke vil.
2) Naren og den Uvitige er sin egen Fiende. Hvor¬
ledes kand den være en andens Ven?
3) Paa fer Egenskaber kiender man en Nar; Han bli¬
ver vreed uden Aarsag; Han sladdrer uden Hen¬
sigt; Han troer enhver uden Forskiel; Han gaaer
snart her, snark der, uden at have tilstrækkelig
Grund; Han ffræber efter det, som ikke tilhører
ham; og han veed ikke at giøre Forskiel imelem
sin Pen og sin Flendt.
4) Hvo som forsvarer Løsagtighed, er nær ved at be¬
gaae den.
Følgende er indsendt:
Patriotisk Forslag.
Der er vel ingen, som nægter, at det Slags Skab¬
ninger, som baade virkelig ere, og de, som vil kaldes Poe¬
ter, jo udgiør et anseeligt Tal iblandt det menneskelige
Kiøn. Ere de da Mennesker, saa ere de jo og, lige saavel
som de andre Patrioter, forbundne til at befordre sine
Medmenneskers og i sær sine Ordens=Brødres Beste. Det
kand ey heller nægtes, at der jo, saavel paa Poetmager¬
Haandverk, som paa alle andre skikkelige Professioner, fin¬
des mange Fuskere og Neben=Poeter (at jeg skal bruge den
i vor Tid saa nette som vittige Talemaade). En Deel


kand undskyldes, som imod deres Villie nødes til at blive
Poet, i sær af de Studerende; thi der er neppe nogen Mø¬
der, som troer, at hendes Søn er bleven rigtig Student,
uden han har prædiket, og NB. gjort i det ringese et Nyt¬
Aars=Vers. Da nu mange saaledes imod deres Villie
for Slægt=Ven= og Patronskab ligesom i Hals og Haar
bliver trukket til Rytteriet, og maa ride Pegasus, hvor¬
iblandt mange imellem Aar og Dag med Arme og Beens
Forliis bliver Græs-Ryttere: Saa for at forekomme saadan
Ulempe, har jeg, som uværdig Skoleholder paa Landet,
tænkt paa: At det kunde være meget nyttigt og til stoer
Lettelse, om man havde i denne Videnskab, ligesom i man¬
ge andre, nogle Formularer at følge og betiene sig af.
Mit Forslag er: At nogle af vore beste og største Poeter
skulde giøre og udgive en Samling under Navn af Almin¬
delige Vers, som, med en gandske liden Forandring, kun¬
de bruges og anbringes baade i Sorg og Glæde. Som
for Exempel: Et Nyt=Aars=Vers. Et Binde Brev. Et
til en Patron. Et Liig Vers. Et Brude=Vers; Dog
skulde der være et som kunde bruges til hver Stand i sær.
Saasom et til en Militair. Et til en Civil. Et til
Kiøbmænd og et til Haandværkmænd, hver efter sin Prø¬
fession.
Her er et til en Prøve.
Brude=Vers.
O! Vævl ja, dobelt Væv. O! gid jeg kundt væve
Saa fiin og rar en Væv, som der ey vævet er!
O! kunde jeg saa vidt, som hiine Samsons Ræve,
Udvæve for hver Mand, hvad Glæder der er her!
Her er en Vævere, trods hver en Vinkel=Væver.
En Væver, som forstaaer i Bund og Grund sin Væx.


En Væver, som forslaaer at bruge sine Næver,
Ja, meer end Næverne. Hver Væver raaber: Lev!
Saa lev Hr. Brudgom da, og væv i mange Dage!
Gid jeg saa got, som han, min Skialdre=Væv forstod
Man skulde paa min Væv da ikke kunde klage.
Men see! jeg frygter, at min Væv er ikke god.
Apollo! hielp mig nu, du store Mester=Væver!
O! hielp at væve ret til denne Vævers Roes.
At væve Brude=Vers min Skyldighed udkræver:
Men Jslet fattes mig, det klager jeg derhos.
Kand man derfore mig ey ægte Væver kalde,
Fordi Gudinderne ey spoler mig mit Garn,
Saa at mit Skialdre=Væv kand ikke got befalde,
Saa troer jeg dog mit Væv er derfor ey reent Skarn.
Jeg trøster mig og ved vi Vævere dog haver,
Som bedre væve kand, det veed jo alle Mand.
Ja, mange Vævere, som haver Væve=Gaver.
Vi tør ey hente Væv fra fremmed Sted og Land.
Er saadan Væv ey got for heele Land og Rige;
Thi mange Vævere er Landets Flor og Gavn;
Saa jeg tor sige frit og dristelig tillige:
O! Væv! o! rare Væv! hvor rart er Væver=Navn!
Saa lev Hr. Brudgom da, for med sin Brud at væve,
Væv got, væy lykkelig, væv baade Dag og Nat!
Gid Eders Væverie maa Folk for Øyne sveve!
Min Væv jeg skiær nu af, og tager til min Hat.
Af diss aprobergde lige Flade udgaer et hver Fardag


Patrollen.
No. 41.
Onsdagen den 9 October 1765.
M¬
ine Læsere seer, at mine Patroller ere flittige
Folk i at bringe mig Nyeheder, saasom jeg saa
ofte maa anføre de bragte Efterretninger un¬
der sine behørige Artikler, saa at mit Blad kommer næsten
til at ligne en Avis.
Correspondence.
Besvarelser,
Paa de i No. 37. opgivne Spørsmaale:
1) Spørges: Om Sielen har et vist Sted og
Sæde i alle Menneskers Legemer?
Dette Spørsmaal kunde flye de Lærdeste nok at
bestille med at besvare det, og jeg skal neppe fyldestgiøre
mig selv, mindre andre, naar jeg faaer svaret efter mine
beste Gisninger. Jeg veed nok, at en Deel har vildet for¬
klare Sielen, andre har vildet beskrive den; men de Vers¬
ligvise giorde efter mine ringe Tanker Philosophien ingen
Uret, om de talede om Stelen, som om et Problema, no¬
get mørkt, skiult, og som de skulde giette sig til. Maa¬
ske man da snarere skulde komme efter noget Sandt, end
naar man vil bevise alt, ligesom det var saa let. Det
kommer mig for, som jeg har læst, at visse gamle Kiettere


(nu omstunder findes ingen Kieltere meere) holdte for, at
ethvert Menneske havde en dobbelt Siel, siden de mærkede
saa mange Forandringer og Ubestandighed i Menneskets
Foretagender, som de ikke dristede sig til, at tilskrive en ee¬
neste Siel. Jeg vil nu ikke tale om, at vi slet intet ind¬
seer af Sielens Væsen; men jeg vil begive mig til Spørs¬
maalets Besvarelse, siden det dog nu omstunder er en af¬
gjort Sag, at ethvert Menneske har ikkun en Siel. Den¬
ne Siel har vist nok et Sted og Sæde i Legemet; men ikke
eet og det samme Sted i alle Legemer. Den Philosoph,
som først tænkte saa høyt, at han gav Sielen Sted i Hier¬
nen, havde uden Tvivl Ret i Henseende til sig selv, og jeg
tilstaaer, at den hos alle Lærde har eller i det mindste bur¬
de have sit fornemste Sæde i Hovedet; thi Sielens Sæde
er nok ufeylbarlig i de Deele af Legemet, hvormed Men¬
nesker beviiser sig at være Mennesker, og ved hvis fornuf¬
tige og forundringsværdige Brug de svinger sig op over Dy¬
rene. Jeg lader det gielde, at Sielens beqvemmeste Op¬
holds Sted er der, hvor den største og fiineste Følelse lige¬
som søder sammen; men mig tykkes, det vilde være latter¬
sigt, at ville paastaae, at Sielen hos alle i Almindelighed
skulde sidde i Hiernen. Hvo kand nægte, at Fegtmestere,
Soldater, Kæmpere og Brydere har det væsentlige af Men¬
neskeligheden i Armene, og jeg holder for, at Sielen alt¬
saa hos dem har sit fornemste Sæde i Armene. En Or¬
ganist og god Claveer=Spiller har, lige saa vel som Vir¬
tuosen paa Violin, Harpe &c.," Sielen i Fiugrene. Dand¬
serens og Luftspringerens Færdighed bestaaer jo i hans
Fødders Bevægelse. Disse opvækker ham Tilskuernes For¬
undring, og giøre ham til et høyst nyttigt Medlem i det
menneskelige Sælskab. Hans Siels Sæde er altsaa i
Fodsaalene og fornemmelig i Tæerne. Hos Løberne har
Sielen vel og sit Sæde i Beenene; men høyere oppe, lige
under Knæskallen i Ledet. Naar Sangeren formedelst
hans Strube frembringer de behageligste Toner, og blan¬
der dem saa forunderlig og kunstig, at han ligesom fortryl¬
ler enhver, der hører ham; saa maatte man være meget
uforstandig, naar man vilde tilskrive Struben dette allene.
Det er virkelig Sangerens Siel, som igiennem Struben,
meddeeler sine Tanker, ligesom hos andre ved Talen. Skyt¬
ter og Jægere har den vist nok i Øynene, ligesom Tegne¬


mestere og Malere. Men jeg troer gandske vist, at Sie¬
lene i en Deel af vore unge Smaa=Herrer ere krøbet ud i
deres Haar=Lokker. Drankere har Sielen i Tungen, og
de retskafne kierlige og ømme har den i Hiertet. Dette
nye Siele=System, tykkes mig, er meget begribeligt; og
maaske min Siel sad i de tre Skriver=Fingre, imedens jeg
opsatte disse mine ringe Tanker, som underkastes andres
Omdømme.
2) Spørges: Hvilket er det dyreste Vand, som
meest kiøbes?
Det skulde vel efter nogles Tanker være Sundheds
Brønd=Vand; men efter andres, skal det være det Vand,
som en Deel blander i deres Viine. Sleer dette, som jeg
dog ey kand sige med Vished; thi jeg er ikke Viinkypper
saa har det dog sin gode Nytte, paa det Viinens Geist ey
skal giøre Menneskets Geist endnu større Skade.
3) Spørges: Hvad er det, man kalder For¬
tienester?
Til Svar herpaa er indsendt følgende Udtog af
Fortienesters Bog: I Persien havde man fordum den
lovlige Skik, at der vare bestilte visse Opsyns=Mænd over
deres Medborgeres Gierninger, som optegnede sammes be¬
synderlige Fortienester, og maatte ved hvert Aars Udgang,
offentlig bekiendtgiøre dem. Det gik dermed næsten til,
som naar man hos os oplæser Listerne over Fødde og Dø¬
de. Disse Opsyns=Mænd bleve ofte overløbne af visse
Folk, som paa en Sædel skriftlig indleverede dem deres
Fortienester, eller som vel endog ved Foræringer satte de¬
res Retskaffenhed paa Prøve; men de vare for ærlige og
grandseende til, at de skulde fæste Troe til det blotte Skin.
De gik ofte forklædte eller ubekiendte omkring i saadanne
offentlige eller hemmelige Forsamlinger, hvor de kunde fyl¬
destgiøre deres Pligt. En Gang, da der blev holdt en of¬
fentlig Forsamling, oplæste de følgende Fortienester for
Folket, og det bifald, som Vedkommende blev givet, var
deres største Belønning.
(1) Den store Herre har gjort en Beregning over
det, som de sædvanlige Vinter=Lystigheder og Spill koster
ham, og har besluttet herefter, at anvende halve Parten
deraf til at hielpe fattige Familier op af Støvet, og give
den anden halve Deel hen til unge Menneskers nyttige Un¬


derviisning i saadanne Ting, hvormed de i sin Tid kunde
tiene Fædernelandet.
(2) En Dervisch har tilbagevendt et ungt Men¬
neske midt i hans Lasters Lob, da han var paa Veyen at
nedbryde hans Naturs Kræfter i slette Sælskaber, og har
ved en sagtmødig og faderlig overbevisende Veltalenhed
gjort saadant et Jndtryk i den Unges Hierte, at han nu er
bleven sin Families Glæde, og snart formedelst hans Pund,
Gaver og Forbedring vil blive en Stytte for hans Fø¬
dested.
3) Mikolis opdagede ved sine Naturforskninger¬
et Slags Jord, som kand bruges i Stedet for Brænde¬
ved, og som vil lette Halvparten af de Fattiges Elendig
hed i Landet. Han afslog den Foræring, som man til¬
bød ham for hans Opfindelse.
(4) Tet ved Hecatompolis fandt vi imellem Bu¬
skene en Betler liggende paa fit Ansigt, som giorde sin Bøn
med største Ærbødighed. Han bad for Kongens Liv, som
dog aldrig havde havt Leylighed til at beviise ham nogen
besynderlig Velgierning; og derhos bad han og for en
Berger om Lykke og Velsignelse over ham og hans Huus,
som just samme Dag havde jaget ham ud af sin Gaard
med Skields-Ord, uden at give ham nogen Almisse.
(5) Da Jldebranden fortærede den halve Deel af
Hovedstaden, gik den ypperste Præst midt ind iblandt det
jamrende Folk og deelte alt sit Gods og Eiendom ud iblandt
fattige Enker og Faderløse. Basiris og Jma, de to be¬
rømte Kiøbmænd, opmunkrede af saa stort et Exempel,
gave strax en Deel af deres Rigdomme til de afbrændte
Huses Opbyggelse.
(6) En gemeen Soldat saae ud af sit Telt, hvor
han laae af en Blessur, som han havde faaet i Batallien,
og blev vaer, at hans Hovidsmand styrtede af Hesten; han
giorde sig stærk, og løb, saa got som han kunde, imod den
uregierlige Hest, for at frelse hans Herres Liv. Der gil
Jnflammation i hans Blessur. Man ynkede og beklagede
ham for hans grusomme Tienstagtighed. O! lader mig
døe, sagde han: Jeg mister ikkun et Liv, men ved det at
denne tappre Helt er frelst, redder jeg mange af mine Brø¬
dres Liv, som han ved sit Heltemod anfører.
PEx


(7) Lykoris, den bekiendte dydige Enke, har af¬
slaget et rigt og anseeligt Giftermaal, fordi hendes Elsker
talede med Foragt og Letfindighed om Religionen. Den
Person, sagde hun, kand umuelig være en retskaffen god
Ægtemand, eller en øm og kierlig Fader, som forlader den
Kilde, af hvilken Hiertets sande Godhed og Ømhed skal
øses.
Dette er et kort Udtog af Fortienesternes Bog.
Det forsamlede Folk gave sammes Helte deres bifald til¬
kiende ved at klappe i Hænderne. Men der fandtes mang¬
foldige, som vare meget misfornøyede med dette bifald,
og kunde ikke begribe, hvor man kunde giøre saa meget af
saa smaa og intet betydende Ting. Deres Magi eller
Viise meente, at de fortiente langt større bifald for deres
nye Opdagelser i den verslige Viisdom, for deres Nativi¬
tæt=Stillinger, eller i det mindste for deres mange nye
Sædelære=Sprog. De rige Aagerkarle faldt i Forun¬
dring over, at man ikke havde anført det ringeste om deres
Fortienester, da de dog hver Dag bleve rigere, ved at ud¬
suge sin trængende Næste. Eremiter og Nonner paa¬
kaldte Himmelen om Hævn, fordi man ikke havde optegnet
deres Fromhed, Afholdenhed og Kydskhed. Springerne
og Smaa=Herrerne hævnede sig allerbest; thi da man hav¬
de gandske forbigaaet deres Seyervindinger, Erobringer
og Galanterier, saa fortalte de selv deres Bedrifter med en
artig Veltalenhed paa alle de Steder, hvor de lode sig see.
Der er visselig ellers meget Pedanterie i denne For¬
tienesternes Bog; men det var Perser, som berømte det,
og vi kand bryste os af at foragte sligt, og at der aldrig
eller sielden hos os forefalder saadanne smaa Ting; i det
ringeste værdiger ey nogen eller og meget faa dem en An¬
mærkning.
Adskilligt Nyt.
Det er ikkun faa Dage siden, at der blev gjort en
stoer Reformation i en af de oeconomiske Patrioters Huus¬
holdning. Denne gode Mand havde prædiket saa længe
om Oeconomien for andre, at han ikke allene var blevet
gandske hæs, men havde til Slutning hverken at spiise eller
drikke. Han faldt i Forundring derover; thi kort tilforn
var han dog en temmelig bemidlet Mand. Men hans
Midler vare uden Overregning forødede paa uforsvarlig


Overflødighed i hans eget Huus, just paa samme Tid, da
han i andres Huuse med Nidkierhed talede om en oecono¬
misk Sparsomhed. Hans Naboe, som i Fior var en fat¬
tig Mand, er i Aar kommet got paa Fode ved Flittighed,
Ved denne Tidende faldt
og tarvelig Levemaade.
mig en gammel viis Mands Lære=Sprog ind: Naar du
efter din Lands Skik og Omstændighed er nødt til at leve
knapt og sparsommeligt, og kand lade dig nøye med Ur¬
ter og tørt Brød: saa tag til Takke dermed; men berøm
dig ey deraf; og naar du maa drikke Vand, saa drik det;
men siig det aldrig til nogen.
Hr. Ligefrems Sviger=Søn har efter Forlyden¬
de slaget op igien med Jomfrue Eenfoldig, blot af den
Aarsag, fordi hendes Fod snublede, da de sidst vare Fad¬
dere sammen. Efter Forlovelsens Contracten skulde han
betale en Sum Penge; men Hr. Ligefrem sagde: behold
kun Eders Penge min Ven! Min Datter faaer sagte en
Det er ellers i vore Tider ligesaa usikkert at
Mand.
have Døttre, som Giæs. Det maa de tilstaae, som mi¬
stede en heel Flok af de sidste. Men best at stække de
Gamle, naar man vil pille de Unge.
Paa Verdens store Skue=Plads bliver alle Søn¬
og Søgne=Dage opført Comoedien: Forfængelighed i 6
Acter, ved Cosmophilos. Præsentationerne ere smuk¬
kest og overflødigst om Søn= og Hellige Dage. Til Ef¬
terspill bliver opført: Den for sildige Fortrydelse i een
Act, med mange græsselige Forestillinger. Jmellem Ac¬
terne bliver spillet en stoer Pantomime, forestillende Sam¬
sons Ræve, inventeret af Hr. Forstilt. Jtem en gandske
nye Ballet, Forøderen kaldet, componeret af Hr. Egen¬
erfarenhed, hvorudi Forøderen tydelig sees, at gaae hag
af Dandsen. Decorationerne ved denne Ballet er Hiertess
Græmmelse.
Copulerede.
Monsr. Uanstændig og Jomfrue Godtroende,
Forlovelsen skeete ved en partisk Mellemmand. Jom¬
fruens Fader satte sig vel imod dette Partie, men Jom¬
fruen turde ikke for sine Aarsager udsette Bryllupet.
Dødsfald.
Udenrigs: Monsr. Lediggænger i sit Alders 25
Aar. Han var en værdig Søn af den berømte Papa Hr.


See igienem Fingre, og den vidtbekiendte Frue Mama
Ømhed. Jngen savner ham dog, uden hans kiere For¬
ældre, som holdt ham for et umisteligt Medlem i alle Le¬
diggængeres Sælskader.
Efterretninger for Publico.
Sælskaberne og Aftenforsamlingerne begynder her¬
efter paa de sædvanlige Steder, hvor der under forskiellige
Forfriskninger bliver afhandlet adskillige Materier, som
untter ingen, men sigter allene til at vedligeholde gamle
Skikke. Disse Collegier aabnes, naar Verterne lukker si¬
ne Vindnes=Skudder.
Bekiendtgiørelse.
Dersom nogen skulde have Lyst til at indtræde i
falsk Venskabs Forbund, saa bliver samme med første op¬
rettet hos den ærlige Mand i Ræve=Bellen, hvor Liebha¬
berne behagentlig vilde melde sig. Deres Ordens-Tegn
bliver et Lamskind.
De Avertissementer, som i disse Blade bliver ind¬
rykkede koster ikkun et got Ord, men de andre Efterretnin¬
ger koster Jntet. Jeg haaber den Priis er ikke for høy.
Auctioner.
Da den rige Naturkyndige ved Døden afgik, og
saaledes tog den levende Notice over alle hans efterladte Na¬
turalier med sig, saa ere hans fattige Arvinger til Sinds vor¬
dende, samme at stille til offentlig Auction, den anden Dag
i det nye. De haaber, ved saa stoer en Samling af Som.
merfugle, Myg og Fluer, Strandskaller, Flinte= og Kam¬
pe=Steene, Jord, Græs og Mos &c. &c. at udbringe en
anseelig Capital til Gieldens Afbetaling; thi den Afdøde
vurderede disse Religuier meget høyt. De kand ikke paa
dette Sted specificeres; men fuldstændige Catalogi over
samme udleveres gratis i den tomme Stervbøe, hvor og
Vahrene for Auctions=Dagen af Kiendere kand tages i
Øyesyn.
Til Kiøbs eller til Leye.
Mad. Veyrmølle i Sammenspergaden forfær¬
diger allehaande skiønne Kaaber til at vende efter Væyret;
item meget bløde Puder til at sye under Armene. Hun
kand og meget net forsaale og flikke paa gammelt Sladder¬


tøy, som ved den idelige Bevægelse og Tidens Længde
maatte slides. Alt for billig Priis.
Til Kiøbs.
* Hr. Chymist boende i sit vidtloftige La¬
76
boratorium distillerer af den beste Hvidlog fortræffe¬
lig Øynevand, nreget ypperlig at bruge for rige Ar¬
vinger, som har haarde Hierter og stærke Øyne. Lod¬
det sælges proportionaliter after Arveparterne.
Capitaler.
Da endnu ingen har meldt sig efter mit sidste Aver¬
tissement i No. 37. at ville laane mig de forlangte 10 a
000 Rdlr., saa averteres samme hermed nok engang
med Tillæg, at jeg slaaer af til 5000 Rdlr. Nu er jeg jo
meget peen?
Bøger og Skrifter.
Beretning om de i disse sidste Tider overhaand¬
tagende Phantasier. Dette skal være Titelen paa en Bog,
som forlanges. Ved disse Phantafier forstaaes uden Tvivl
den Musicalske.
Bortkomne Sager.
Da en Uberettiget har modtaget 3 af mine Blade
i Manuscript, og jeg troer ikke, de kand nytte ham til an¬
det, end at læse i Forveyen det skrevet, som han siden kun¬
de læse mere tydelig paa prent, saa ombedes han saa kier¬
lig som venlig at levere samme tilbage imod en billig Dou¬
ceur af en convenable Taksigelse.
Fundne Sager.
Hr. Eenfoldig har igien fundet sin kiere Kones
Mund, som hun, efter hans Tanker harde tabt, saasom
han ey i 3 Nætter og Dage havde hørt et eneste Ord af
den, men til hans største Glæde blev hun meget vel¬
talende, da Hr. Leander traadde ind af
dørren.
Af disse approderede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 42.
Onsdagen den 16 October 1765.
D¬
et er vel dog troeligt, naar jeg siger, at jeg har en
gandske besynderlig Høyagtelse for Fruenkimmer;
thi jeg er en Mandsperson, og ey af det Slags,
som agter at døe Pebersvenne. Troer mine Læsere dette,
saa maa de og være forvissede om, at hvert Ord, som jeg
har anført i mine Blade om Fruentimmer, kommer allene
af en øm Tilbøyelighed. For at vise alle mine smukke Læ¬
serinder, hvor høyt jeg skatterer den Ære, at de læser mine
Blade, saa vil jeg sige dem Aarsagen, hvi jeg undertiden
har talt og maaske herefter vil tale om Fruentimmernes
Feyl. Jeg er overbeviist om, at et Fruentimmers Be¬
dring giør meget mere til det heele Menneskelige Kiøns
Forbedring, end en Mandspersons Bedring, i Alminde¬
lighed at tale. Enten man vil ansee et Fruentimmer som
Jomfrue, Kone eller Moder, saa haaber jeg, man vil gi¬
ve mig Ret. En Mandsperson gider naturligviis gierne
behaget Fruentimmer; og den, som ikke vil det, giør sig lat¬
terlig, foragtet og forhadt. Enhver Mandsperson læret
altsaa noget af den Aarsag, paa det at han kand faae Ley¬
lighed til at gifte sig; følgelig er et Fruentimmers Ero¬


bring en af Mandfolkenes Hensigter i deres Foretagender
og Bestræbelser. Vare nu alle Jomfruer forstandige, dy¬
dige og artige, saa skulde Døgenigter, Tosser, Skalke og
saadanne ikkun maatte tage deres Tilflugt til det bemmelig¬
ste Hyklerie, naar de vilde giøre sin Lykke. Er det ikke der¬
for med den største Rimelighed at formode, at flere Mands¬
personer maatte legge Vind paa Klogskab, Duelighed, Dyd
og Artighed, eftersom de ellers ikke kunde giøre deres Lykke
iblandt Fruentimmer. Men dersom Jomfruerne ere in¬
tet mindke end dydige, saa kand jo, saa at sige, enhver u¬
artig Mandsperson blive lykkeligere hos dem, end en ret¬
skaffen Mand, og følgelig skulde flere Mandspersoner des
Aarsag ikke legge Vind paa Dyd, Forstand og Duelighed,
i deres Ungdom, efterdi de desuden let kunde komme til at
giøre deres Lykke. Hillemænd! hvor dydig og artig vil¬
de Verden blive, om alle ugifte Fruentimmer vare dydige
og artige!
Mig tykkes derfore, at man kand aldrig for meget
moralisere for det smukke Kiøn, efterdi heele Menneskelig¬
hedens Vel ligesom beroer paa deres Dyd. Mig tykkes,
mine Læserinder maatte blive stolte over denne min Mo¬
rale. Ja, et Fruentimmer betyder virkelig mere i Ver¬
den, end man almindelig troer; thi ved Fruentimmer kand
ikke allene skrekkelige Fordervelser anstiftes, men endog u¬
endelig megen Nytte tilveyebringes. Mine smukke Læser¬
inder seer derfor, hvor uforstandigt det vilde være, at for¬
tørnes over, at man undertiden maa sige Fruentimmer
Sandhed (thi en aabenbar Hykler maa sige, at de ingen
Feyl har.)
Fruentimmerne ere som Krouen og den skiønneste
Deel af det heele menneskelige Kiøn, naar man altsaa ar
beyder paa deres Forbedring, giør man sig velfortient af
det heele menneskelige Kiøn. Ligesom enhver Ægtemand,
kand være billig storagtig over, at hans Kone beundres og
agtes høyt af andre, saa kand det heele menneskelige Kiøn
giøre sig til af, at det kand fremvise mange Fruentimmer,


som formedelst deres Fuldkommenheder fortiener Høyag¬
telse og Beundring.
Mon man ikke har Aarsag til,
at beklage det smukke Kiøn i Almindelighed, at det ikke op¬
drages, og deres Forstand ikke dyrkes paa saa fornuftig en
Maade, som de fortiener. De fleeste Fruentimmer bliver
jo fra Barnsbeen af ikke bestemte til noget videre, end til det
almindelige Lios smaa Nødvendigheder og Beqvemmelighe¬
der. Naar de har lært at læse i en Bog, skrive og regne
lidet, samt fattet de første Religionens Grunde, saa over¬
lades de gemeenlig til deres egen Skjebne; og sielden dyr¬
kes deres Aand videre. Da de nu ligesaavel har Natu¬
rens Gaver, som Mandfolk, saa maa de i Mangel af Op¬
dragelsen ansees som en frugtbar Jord, der ligger og for¬
Mig tykkes, enhver moralsk Skribent maa
voxer.
i sær stræbe efter, at udrette noget got hos dem af sine Læ¬
sere, hvor han snarest kand vente at faae Jndpas. Man
vil derfore ikke lettelig med føye kunde forarge sig over mig,
at jeg undertiden har anvendt min Opmærksomhed paa
mine Læserinder, og det smukke Kiøn. Doris, den kielne,
den deylige, den modens, men tillige lidet stolte Doris,
som jeg nærmede mig til i mit Nom. 33. Vil ligesaa li¬
det, ved denne Indgangs Overveyelse, fortryde paa, hvad
jeg har skrevet til hendes og Medsøstres Dyds Befordring,
som de alle vilde være dem af deres selvbudne Advocater
liden Tak skyldige, der forsøger at forsvare det i Dag, som
de Smukke selv laster og forkaster i Morgen.
er ellers den belovede.
Sandfærdige Historie og Levnets Beskrivelse om
en virkelig og uforlignelig Doris.
Det er bekiendt, at Baron Canitz, som har givet
Verden en Deel smukke poetiske Digte, har havt en for¬
treffelig Hustrue og Frue. Han pleyede almindelig, at
kalde hende Doris, eftersom hendes Navn var Dorothea.
Dersom det ikke behøver videre at undersøges, men maa
ansees for gandske uimodsigeligt, at dydefulde og fornufti¬
ge Personers Exemler kand opmuntre og tilskynde mange
tusinde andre til at træde i deres Fodspor; Saa bærer jeg


flet ingen Tvivl øm, at jo mine Læsere og i sær mine Læ¬
skrinder, efter deres Tilsiand og Beskaffenhed, ville fore¬
sette sig saa fortteffeligt et Mesterstykke til en løvlig Efter¬
kignelse. Jeg vil efter min Evne søge at give dem en li¬
den Anledning dertil, og de skal i følgende Bestrivelse fin¬
de et herligt Mønster paa Dyd og Fornuft. Der siges
om Alexander den Store, at da han hørie at fortælle
om sin Faders Seyervindinger, saa græd han, fordi der
ikke skulde findes meere Leylighed for ham til saa støre Be¬
prifter. Men jeg for min Part ønsker, at alle unge Fru¬
entimmer, som læser om saa dydig en Dames Fortrin,
maatte næsten paa samme Maade blive rørte, paa det de
ved Efterlignelsen kunde legge Vind paa lige saa ædelme¬
ølge Bestræbelser.
Den første Frue, som bemeldte Barøn Caniz
havde, var en Dame af meget god Familie. Paa den
Tid Baronen lærte at kiende hende, blev hun af heele
Berlin anseet for en af de elskværdigste Frokemer. Hen¬
des fornemme Slægt, hendes ædle Forstand, en vis Yn¬
dighed og Tækkelighed, som man mærkede endog i hendes
mindste Forretninger, en høflig Opførsel og Begegnelse,
med hvilken hun forekom enhver, og saa mange andre For¬
trin; hvormed hun, saavel af den gunstige Lykke som gav¬
milde Natur, var bleven beriget, havde sat meget faa over
hende i heele Landet. Hun viiste, ligesom Herculis mø¬
dende Dyd bliver afmalet, Sædelighed i hendes Gebære
der, Blufærdighed i hendes blaa Øyne, og noget Majt¬
stetisk i hendes indtagende Ansigts Lineamenter, hvorudi
vel ikke fandtes den allerfuldkomneste regelmæssige Skiøn¬
hed, men dog og langt meere, end hvad der hører til, ikke
at være hæslig. Derimod vare hendes øvrige vel sammen¬
føyede og passede Lemmer saa meget omhyggeligere danne¬
de af Naturen, hvilke hun vidste, paa det anstændigste at
klæde, ikke mindre passende efter hendes utvungne Vext,
end efter den paa samme Tid herskende Mode.
Men i Henseende til hendes øvrige besynderlige og rare
Egenskaber kand dette neppe engang regnes for noget.
Hendes uforlignelige Gudsfrygt, og de hos hende sande


fremskinnende Dyder, hvorved hun gjorde sig alles Hier¬
ter underdanige, beholder Overvægten; og dette havde hun
sin lykkelige Opdragelse for den største Deel at tilskrive.
En geistlig Mand, som har kiendt hende meget vel, giver
hende uden ringeste Hyklerie dette Vidnesbyrd: Hendes
Troe yttrede sig ikke allene ved den offentlige Guds Tiene¬
stes Besøgelse og ved den hellige Skriftes Læsning, men
endog i ivrig Bøn til Gud, hvorved hun pleyede at afson¬
dre sig fra Mennesker, og begive sig i Eentum i sit Lønkam¬
mer; i en berømmelig Veldædighed og Godgiørenhed
imod Fattige, hvis Nød hun meere søgte Leylighed at an¬
tage sig, end skyede; i en ugemeen Sagtmødighed imod
hendes Huusgefinde og hver Mand; og i en omhyggelig
Aarvaagenhed over sig selv og Unddragelse fra Verdens
Væsen, i hvilken Skole hun med stoer Alvorlighed øvede
Efterat Baron Canitz havde fuldkommen lært
sig. -
at kiende hende, og hun ham, indlode de sig, efter tilstræk¬
keligt Overlæg, i en offentlig ægte Forbindelse. Hendes
Mand skatterede sig saa lykkelig ved en saa fuldkommen
Bruds Besiddelse, at, om det endog havde staaet i hans
Frie=Villie, selv at skabe sig en Brud efter hans Hiertes
Ønske, saa havde han dog ikke udvalgt nogen anden eyd
hans Doris. Dette dydefulde Par fandt nu i deres fæl¬
leds Foreening desto meere Fornøyelse, jo vissere det er, at
Dyden allene er i Stand til, at binde et ægte Lyksaligheds
Baand imellem to ligesindede Elskere. Thi saa lidet som
Laster kand sameenes og forliges med Laster, i det begges
Længsel og Attraae treffer altid noget viderligt i dem selv,
saa got sameenes derimod Dyd med Dyd, efterdi den stedse
foreener sig fastere formedelst dens overeensstemmende Egen¬
skaber, ret ligesom to Magnet=Steene, der begge trækker
til sig paa eengang, og formedelst deres forenede Kraft
pleyer desto bestandigere at holde fast.
Baron Ca¬
niz maatte ofte reyse Udenlands for hans Stats-Forret¬
ningers Skyld, hvilket syntes at giøre deres Ægtestand,
meere til en bestandig afvexlende Velkomst og Afskeedtagel¬
se end til et vedvarende Samfund; men da Baronen for¬
medelst saadanne Reyser lidet eller intet kunde bekymre sig
om sit eget Huus=Væsen, saa forestod hans Frue heele
Puusholdningen med al tilbørlig Omhue. Og da hendes


Dyd forhvervede hende megen Høyagtelse endog hos Vers¬
ligsindede, og hendes øvede Christendom giorde, at hun
blev æret af alle gudelige Siele, saa roses hun af alle, at
hun har vidst, at forene hos sig alle det smukke Kiøns Yn¬
digheder og Velanstændigheder, og kunde skikke sig saavel
i Levemaaden paa Landet, som i Staden og ved Hoffet,
og forstod at vinde og beholde baade de Størres og Min¬
dres Gunst og Kierlighed. Desuden var hun ikke frem¬
met i alle Slags nyttige og artige Videnskaber og Kun¬
ster; hun læste gierne sindrige Bøger, elskede i sær Vers,
og havde saa megen Smag, at hun kunde forlyste sig i
hendes Mands Skrifter af dette Slags; ligesom hun og
ellers pleyede ved hendes vel udsøgte Anordning, saa vel
i hendes Værelser, som ved Taffelet, at foranstalte Alting
saa beqvemt og net i hendes Huus, at alle maatte enstem¬
mig rose hende for hendes Klogskab og ædle Levemaade,
samt for hendes besynderlige gode Smag i saadanne Ting.
Omgangen imellem disse Ægtefolk blev aldrig kold¬
sindig; hvad enten deres Kierlighed blev ligesom altid for¬
nyet ved Baronens idelige igientagne Stats-Reyser, eller
og de, ved hver Sammenkomst, paa nye opdagede noget
nyt Jndtagende hos hverandre; saa blev dog deres Ægte¬
stand bestandig velsignet med en uafbrudt Kierlighed og
Gienkierlighed. Men omendskiønt hun elskede sin Mand
meere end hendes eget Liv, saa elstede hun dog hendes
Gud meere, end hendes Mand. Og omendskiønt hun var
meget gudfrygtig og indgetogen, saa var hun dog ikke Fol¬
keskye, og undslog sig heller ikke paa en egensindig Maade
fra at omgaaes i Verden, endskiønt, hun allerede i hendes
beste Aar sperede en inderlig Afskye for al Forfængelighed.
Siden hun og derhos søgte, at anvende Alting til sit Beste,
og altid at undskylde andres Feyl frem før sine egne, saa
foraarsagede hendes Død en almindelig Bedrøvelse; og li¬
gesom hendes Mand havde forhen havt den Fornøyelse, at
høre enhver røse hans Val, saa maatte nu og dette nogen¬
ledes tiene ham til Trøst, at hendes Død blev almindelig
beklaget.
Da hun i hendes sidste Sygdom mærke¬
de Svaghedens Tiltagelse, gav hun sin Mand at forstaae,
at han ikke skulde giøre sig Haab om hendes Opkomst,
hvorhos hun tillige bad ham, at han vilde tillade hende,


at hun maatte give ham et Taknemmeligheds Tegn, og
sørge for hans Beste i Fremtiden. Hun var altsaa ikke
tilfreds med, at hun ved hendes Sanfund havde giort ham
til en af de lyksaligste Ægtemænd, men hun vilde end og
efter hendes Død i denne Deel befordre hans Fornøyelse
og Lyksalighed, og foreslog ham en af hendes gode Veninder
til hans tilkommende Gemahlinde, om hvis Klogskab og
Dyd hun ved fortroelig Omgang i mange Aar var bleven
overbeviist. Hendes bedrøvede Ægtemage bad hende, at
hun vilde forskaane ham for denne forrigfulde Anmodning.
Men hun sagde, at hun vidste, han aldrig hverken havde
bekymret sig om Huusvæsenet, eller formedelst hans Stats¬
forretninger fremdeles kunde tage sig deraf; og at hans
sidst afbrændte Landgods, hans store Huusholdning, hans
egen Sundhed, og i sær deres endnu uopdragne Søn, ud¬
fordrede en saa klog Medhielperinde og Tilsyn. Ja, lag¬
de hun til: Min egen Kierlighed finder derudi en stor Trøst,
efterdi jeg kand haabe, at min Mand, i Selskab med en
mig hidindtil saa troe Veninde, skal desto oftere erindre
sig sin trofaste Doris. Kort før hendes Afskeed bad hun,
at man med vemodig Graad ikke vilde forstyrre hende i en
sød Søvn, Derpaa tog hun, uden at vise sig forsagt, og
med smilende Miner, Afskeed med de Tilstædeværende, og
sagde med et glad Ansigt: Seer, jeg sover allerede vir¬
kelig; ligesom hun og strax derpaa sov hen og døde, uden
Hvor meget tænker mine Læsere,
videre Smerter.
der blev ikke tabt ved denne Dames Dod. Hendes Søn
tabte en kierlig og fornuftig Moder; hendes Bekiendtere
en tienstfærdig Veninde; hendes Huusfolk en god Frue;
de Fattige en gavmild Velgiørerinde; og hendes Mand
en kydsk Ægtemage, en elskværdig Medhielp, en medli¬
dende Trøsterinde, en forstandig Selskaberinde, en nidkier
og ivrig Bederinde, og et med ham i alle Stykker over¬
Mine Læsere kand heraf
eensstemmende Gemyt.
dømme, hvor værdig denne Dame er, at fremstilles for
Førend jeg slutter denne
Eftertiden til et Mønster. -
alt for korte Beskrivelse over hende, maa jeg endnu anføre
en Historie, som jeg beder, at alle mine Læsere vilde læse
med en Selvprøvelse. De skulde neppe fortryde det; og
de Dydefulde vilde beundre og ophøye denne Dames Ædel¬
modighed:


En Fornemme Høfbetient i Berlin havde forme¬
delst hastig paakommende nødtrængende Omstændigheder,
udsat nogle Kostbarheder, som vare betroede til hans Op¬
sigt og Forvaring, i det Haab, inden kort Tid at kunde
indløse samme igien; men bemeldte Køstbarheder bleve
fordrede tidligere tilbage fra ham, end han kunde skaffe
dem tilstæde. Hvorfore ham overgik den Skam, at han
stod i Fare for, pludselig at blive afsat fra sit Embede.
Da dette, som noget af det nyeste fra Hoffet blev fortalt
ved Baron von Caniges Taffel, raabte han ed Utaal¬
modighed: Min Gud! jeg kiender ham vel ikke vide¬
re end af Anseende; men hvorfor har han ikke kun¬
det komme til mig, og i Fortroelighed aabenbaret
mig sit Anliggende? Er det ikke sandt Doris! sagde
han til sin Gemahlinde: Jeg er vis paa, at i fald vi
ingen rede Penge havde havt ved Haanden at hielpe
ham med, saa vilde du have laant ham dit Hals¬
Smykke, for at redde denne ulyksalige brave Mands
Navn og Ære. Hiertelig gierne vilde jeg det, sva¬
rede hun, og løste i det samme sin Perlesnor af Halsen,
som skatteredes over for 3000 Rdlr., hvilken hun levere¬
de til sin Gemahl med de allervenligste og ømmeste Ud¬
tryk: Her er den til Tieneste; gid det endnu maatte
være Tids nok, at afværge hans Fordorvelse. En
Tiener maatte og strax springe hen til Manden, men det
var til dette saa lige= som ædel sindede Pars yderste For¬
Var denne ikke en
trydelse for sildig
ret uforlignelig Doris.
NB. Formedelst indfaldende Fest i tilkommende Ugi¬
udgaaer ikke følgende Numer førend om Lø¬
verdagen derpaa.
t disse aeproberede Uge=Blade udgaaer et hver Korsdag¬


Patrollen.
No. 43.
Onsdagen den 23 October 1765.
J
dette Blad maa jeg fortælle mine Læsere nogle An¬
mærkninger, som jeg har gjort mig ved vores Kir¬
legang, der af mange skeer af en blot Sædvane,
og af andre i andre Hensigter. De, som flittig besøger
disse hellige Steder, har vel allerede mærket det samme;
dog vil jeg fortælle det for dem, som enten sielden eller al¬
drig kommer paa disse Steder, saa og for dem, som kom¬
mer der vel; men i vrange Hensigter:
Jeg opholdt mig for nogen Tid siden et Par Da¬
ge i en af voxe smaa Kiøbstæder, dog ey af de mindste.
Jeg kom just Løverdag Aften til Staden. Verten, til
hvilken jeg indlogerede mig, var en artig Mand, og tog
meget beskedent imod Fremmede. Verten, som mærkede
paa min Tale, at jeg ey havde været der i Byen før, spurg¬
te, om jeg ikke vilde i Kirke den følgende Dag. De skal
see, sagde han, at vi har en ret smuk Kirke, den har nye¬
lig været under Reparation, men desuagtet er den dog ik¬
ke bleven fattig. Den har tvende gode ærlige og redelige
Mænd til Værger, som i alle Maader paager for dens
Beste; de aflegger sine ordentlige og rigtige Regnskaber,


faasnart det paakræves, og de vilde giøre sig stor Samvit¬
tighed over, om en eneste Skilling af Kirkens Penge skul¬
de forkomme. Det er smukt, svarede jeg; men heri efter¬
kommer de ikkun en skyldig Pligt. Got nok, sagde Mr¬
ten, og virrede med Hovedet. Dersom vi ikkun havde et
nyt Orgelverk, sagde han videre, saa kunde vi gaae i Kirke
Lisbeth! sagde Vertinden til sin
med Fornøyelse.
Datter: Du skal gaae i Kirke i Morgen; men du stal
giøre dig tidlig færdig, at du kand være den første i Sto¬
len, og du skal sette dig paa mit Sæde; jeg kand ikke taa¬
le, at du skal sidde neden for den knibske Jomfrue N¬
Jeg er jo ældre Kone end hendes Moder? Hierte! sagde
hun til hendes Mand, kan vi dog ikke, ligesaa vel som alle
andre, faae en lukt Stoel i Kirken? Jeg kom, uroesi, of¬
tere der, dersom jg ikke hver Gang maatte trettes med de
uforskammede rangsyge Mennesker; hvem har sagt, at en
ung Borger=Kone skal sidde oven for en hæderlig Giesigi¬
verinde? Er det Ret, spurgte hun, og faae stivt paa mig.
Jeg erindrer ikke, svarede jeg meget ydmyg: At jeg har
seet nogen af dem i Rang=Forordningen, dog er det billigt,
at de Gamle har Fortrinnet. Jeg bad og Verten, at fæ¬
ste den Første lukte Stoel, som blev ledig, hvorved jeg fik
Vertinden og hendes Datter paa min Side. Tilmed,
sagde Vertinden, saa er vor aabne Stoel ligefor Præsten,
som ikke kand taale, at man undertiden nikker af Tunghed;
men han betænker ikke, at vort Levebrød udfordrer vaagne
Nætter. Det vil han ikke vide af at sige. Giv dig til¬
freds, lille Kone, sagde Verten: Du skal nok faae enlukt
Stoel, og din Rang for dig selv; men naar du vil sove,
kand du jo blive hiemme, saa fortørner du ikke Præsten,
tilmed, saa er jo Kirken ikke et Sovekammer, uden for de
Døde, som ikke vil ligge iblandt Pøbelen. Vi har virke¬
lig en meget god Mand til Præst, sagde han til mig: Det
var at ønske, at vi kunde leve, som han baade lærer og le¬
ver. Det er en stoer Fornøyelse at høre ham takke for
Offer; thi han er altid hiertelig vel fornøyet. Ja, gid
jeg sige det i en god Stund, sagde han videre: saa har
denne Bye i Mands Minde været begavet med gode og
brave Mænd baade i Lære= og Ærestanden. Vor Magi¬
strat seer i alle Maader paa Borgernes og den heele Byes
Beste; de Umyndiges og andre publiqve Penge ere saa sik¬


kre hos dem, som de kunde være i en kier Faders Haand.
Jeg priiste denne Bye lykkelig. Og satte mig for,
at bivaane Kirke-Tienesten fra først og tilsidst den følgende
Dag. Jeg var træt af Reysen, og man anviiste mig et
Sovekammer. Da jeg kom i Rolighed, kunde jeg ikke
andet, end overveye den havde Samtale med Verten og
Vertinden; thi Datteren talede ikke et Ord; men neyede
hver Gang, jeg talte til hende, i Steden for at svare.
Jeg beklagede ved mig selv de bedrøvelige og onde Grun¬
de, som bliver indpræntet i mange unge Menneskers Sind:
Moderen befoel sin Datter, at gaae tidlig i Kirken; men
allene for at faae sit tilbørlige Sæde; Moderen vilde ha¬
ve en lukt Stoel, for at undgaae Rang=Trette, og for at
kunde faae et lidet Bluun. Mandens Tale forekom mig
artig nok, undtagen at han ønskede et nyt Orgelværk, paa
det at han kunde gaae i Kirke med en ret Fornøyelse, af
hvilken Tale jeg sluttede, at han ansaae Vinden af Orgel¬
piberne for en væsentlig Deel af hans Gudstieneste.
J hvor tidlig jeg end var paa Færde den følgende Dag,
var dog Jomfruen allerede i sin fulde Pynt og Kirke=Pry¬
delse, da jeg bad om Tilladelse at følge med til Brken, saa¬
som jeg vidste ikke Veyen. Hun saae til sin Mama, og
da hun fik et forblummet Nik, svarede hun endelig ja.
Jeg mærkede let at Jomfruerne i den Bye vare ey for Vidt¬
løftighed i Ord og Tale. Da vi kom ud paa Gaden, gik
Jomfruen saa langsomt, som de der i gamle Dage gik for
Brude. Jeg spurgte, om det var Skik i denne Bye at
gaae Snegle Gang. Ja, svarede hun, naar man ere pyn¬
tede, og det vilde blive os lagt til Last, om man i vores
Søndags Klæder vilde løbe i Galop. See kun, sagde
hun, hvor langsomt de andre Kirke=Folk gaaer. Jeg mær¬
kede denne lille Pige talede af Hiertens Grund, og blev
ogsaa vaer, at jo pynteligere de vare, jo langsommere de
gik. Jeg vilde engang have taget Jomfruen ved Haan¬
den, for at hielpe hende over en Rendesteen; men jeg maat¬
te ikke røre hendes lille Finger. Det vilde komme over
heele Byen inden Aften, sagde hun, at en fremmed Mands¬
person tog mig ved Haanden, og det vilde blive en fuld¬
kommen Materie at tale om i 14 Dage. Hillemænd!
tænkte jeg, her maa man tage sig i agt. Jeg vilde ikke for
meget got, at nogen i denne Bye skulde kiende mig. En¬


delig slap vi igiennem Gaderne med stor Møye for Com¬
plimenter og Hilsener; thi Jomfruen maatte neye ved
hvertandet Trin, og jeg tage Hatten af. Paa saadant et
Sted kunde man af lutter Høflighed slide 4 Hatte om Aa¬
ret. Vi kom i Kirken, og Jomfruen tog rigtig nok
sit af Moderen anviiste Sæde, og alle de, der kom efter
hende, maatte smukt gaae her u der. Nu gik Tienesten
an. Den gode Mand, som læste i Chors=Døren, an¬
vendte al sin Veltalenhed, og lod ikke, som mange andre,
sin Klogskab høre, ved at forandre nogle Ord i Bønnen.
Sangen i de korte Psalmer gik saa la la. Men da de
kom hen i den lange Indgangs=Psalme, havde Choret en
Tøne, Meenigheden en anden, og Orgelværket den tredie,
og jeg blev saa forvildet af disse skurrende Toner, at jeg
ey vidste, hvilket Partie jeg skulde slaae mig til; omsider
besluttede jeg, at synge med dem, jeg var iblandt. Der¬
som Organisten havde forstaaet at transponere fra en Tone
til en anden, eller og Sangerne i Choret havde forstaaet
Gradualen, havde al denne Uorden blevet forebygt, som
foraarsagede, at mange lagde deres Psalme=Bøger bort.
Endelig Jhørte al Sang og Klang, og vi fik en meget op¬
byggelig Prædiken. Men jeg mærkede snart paa en Deel
af Tilhørerne, at de af en blot Sædvane indfandt sig paa
dette hellige Sted; thi nogle faldt i en meget tryg Søvn,
nogle snakkede, og en Deel vare ret omhyggelige for at
passe paa Alting, og nøye at betragte hinanden. J sær
kom nogle Messieurs løbende op og ned igiennem Gangene,
endog midt under Prædikenen; og ikke engang undsaae sig
ved at staae i Hobetal at sladdre ved visse Stole. Saa
mig tykkes, at Præsten, ligesom hiin Catholske Pater, mid
største Føye kunde have bedet dem at tale sagte, paa det at
de ikke skulde vække de Sovende. Disse Messicurs vare
just saadanne, over hvilke det Engelske Engle=Kiøn i sin
Tid maatte indgive en saa vemodig Klagemaal til deres
Spectator, som de, der forhindrede dem i deres Bøn og
Andagt, og som Spectator i en skarp Tilrettesettelse beæ¬
rede med det Navn af Globistere; thi siden jeg skrev mit
No. 13. har jeg lært af Jomfrue Erneste, at læse Spee¬
tator. Nu blev Tavlerne ombaaren, og mig syntes, dette
skeete meest for at indsamle Complimenter, Buk og Nik.
Jeg gav dog noget, uroest, og havde enhver i Menighe¬


den gidet saa lidet, havde disse gode Mænd ikke gaaet for¬
gieves.
Jmod Slutningen af Prædikenen vendte næsten
heele Meenigheden sig om; og vare særdeles begierlige ef¬
ter at see. Jeg, som ikke vidste, hvad saadant betydede,
vendte mig med. Jeg saae da, nogle kom ind i Kirken
med et spædt Barn, som skulde døbes. Jeg kunde ikke
noksom undre over den Nyszierrighed, Folket lod see, og
spurgte en gammel Mand, min Naboe ad, om dette var det
første Barn, som skulde døbes i den Menighed? Men han
svarede mig smilende og rystende med Hovedet, at, uagtet
saadant er sædvanligt næsten hver Søndag, giør dog Fol¬
ket saadan Støy i Kirken. Da Bræsten havde sluttet Præ¬
dikenen, kom en Mand op paa Prædike=Stolen og levere¬
de ham en skrevet Sædel. Herved syntes mig, at heele
Meenigheden ligesom opvaagnede til en fyrig Andagt. Jn¬
gen snakkede, ingen sov, ingen sad skiødesløs, men alle vare
meget agtpaagivende. Præsten læste derpaa af Sædelen:
Paa Onsdag staaer Solen op Klokk. 7, og gaaer ned igien
Klokken 4. Paa Torsdag har vi sidste Qvarteer. (Jeg
tænkte, mon de: ikke og staae paa Sædelen, naar vi faaer
Regn; thi jeg vilde gierne reyse i tørt Væyr, men her holdk
han op.) -
Da Barnet skulde døbes, reyste alle Mand
sig, ja, nogle krøbe endog op i Stolene. Jeg tænkte ved
mig selv, vilde disse Mennesker, som giøre saa mange Op¬
hævelser, tænke tilbage, og erindre deres egen Pagt, kunde
de paa nogen Maade undskyldes for deres Buldren; men
den Letsindighed, med hvilken en Deel betragtede denne hel¬
lige Forretning, udviiste intet mindre end en alvorlig, ær¬
bødig og hellig Eftertanke.
Nær havde jeg forglemt,
at fortælle, at saasnart Præsten vendte Meenigheden Ryg¬
gen, og gik ned af Prædikestolen, toge de fleeste Mandfolk
til deres Hatte og Fruentimmerne til deres Vifter og Tør¬
klæder, hvilke de holdte, for Øynene et Øyeblik, og derpaa
skyndte sig saaledes ud af Kirken, ret ligesom de havde biet
der alt for længe. Jeg havde nogle Gange i Sinde at
ville have anholdt de mig forbigaaende, og bedet dem at
blive tilbage, men jeg befrygtede mig for et slemt Svar,
og lod dem gaae. De gik og saaledes bort den eene efter
den anden, at man tilsidst sang og spillede for sig selv og de
tomme Stole. Jeg ventede at høre nogen Mufik til Be¬
flutning; men i Steden derfor giorde Organisten et meget


langt og græsselig yndigt Præludium, hvorudi han indflik¬
kede to lange Historier af en forliebt Opera=Arie. Det
klingede artigt nok, men mig tykkedes, det var paa det u¬
rette Sted. Maaske den gode Mand vilde have opmun¬
tret Menigheden til Middags=Maaltid; thi saasom han
vendte dem Ryggen, kunde han ikke see, at han præludere¬
de forgieves, og heele Meenigheden var fløyten.
Dersom jeg ikke vil regne Graverens Karl for noget, saa
var jeg den sidste i Kirken. Jeg betragtede denne smukke
Kirke, Epitaphierne, de aabne og lukte Begravelser. Men
da jeg stod og læste et nylig opsat Epitaphium, kom mig
en ulidelig Stank i Næsen, hvilken kom fra en af Hvel¬
vingerne, som ikke var ret tet. Jeg sluttede, det var den
Døde, som opholdt sig i denne Begravelse, og hvis Epita¬
phium jeg læste. Af Beskrivelsen syntes mig, at denne
meget gierne kunde have lagt blandt andre skikkelige Døde
paa Kirke=Gaarden. Det henhører virkelig til de besyn¬
derlige Ting iblandt os, at man saa omhyggelig forvarer
de døde Legemer, at man endog nedsetter dem i Kirkerne¬
Jmedens jeg var et Barn, saa bildte jeg mig ind, at Ar¬
vingerne undertiden besøgte deres afdøde Venner i disse
Kieldere, men da jeg fik meere Forstand, saa saae jeg, at
jeg havde meget faret vild i min Jndbildning. Jeg har
meget meere befundet, at hverken de Levende aflegger Vi¬
siter hos de Døde, eller de Døde hos de Lerende. Man
har vel hørt undertiden fortælle af de fornemme Ammer,
ja, vel ogsaa af de ringere, at de Døde aflagde Besøgelser,
hos de Levende, men det er paa nogle Aars Tid gandske
kommet af Moden. Jeg tænker, de døde Legemer maa
gandske sikkert i deres Graver og Hvelvinger have været
blevne vreede, fordi de Levende ikke gjorde dem nogle Con¬
tra=Visiter. Jeg undskylder begge Parter, siden man jo
ikkun kand være paa et Sted ad Gangen. De Levende
har Visiter nok at aflegge iblandt de Levende, og mange af
dem ønskede vel, aldrig at komme i de Dødes Samqvem.
De Døde ere og vel forvarede og indsluttede, saa det var
dem ikke heller saa let en Sag, om de end havde Lyst der¬
til, at besøge de Levende. Jeg blev nødt til for den onde
Lugts Skyld at tagt mig en Priis Tobak. Jeg tænkte,
dersom jeg i min Lives Tid har fornærmet nogen, saa vil
jeg dog i det ringtste ikke efter min Død være nogen til U¬


leylighed. Jeg vil befale i mit Testamente at bæres uden
Det er
Byen og min Grav skal være 9 Alen Dyb.
derfore aldeles ikke at falde i Forundring over, at de Le¬
vende af begge Kiøn tracterer hinanden under Gudstiene¬
sten med saa megen Snustobak, og saa mange vellugtende
Vande. En Deel Moralister har vel viist deres ivrige
Nidkierhed derimod; men jeg, som en flittig Opmærker
og upartisk Moralist tillige, synes den Nidkierhed er meget
ugrundet. Og om det stod i min Magt, vilde jeg tillade,
at Folk maatte bruge alle Slags vellugtende Vande og
Snustobak i Kirken. Hvorfor? J Kirken ere baade le¬
vende og døde Legemer. Mangen Kirke er gandske fuld¬
proppet af de sidste; og nogle af de Levendes Aande er lige¬
saa ufordragelig, som Lugten af de Døde. Hvormed skal
man giøre denne Lugt taalelig? Vi har intet beqvemmere
Middel derimod end Snustobak og vellugtende Vande.
Saadanne Vande og Tobak fører en tredobbelt Nytte med
sig. Disse Sager fordriver det Jldelugtende; de giøre os
muntre til Opmærksomhed, og Søvnen fordrives derved.
De forrige Herrer Moxalister har fordømt og før¬
budet dette Middel, Tobak, og regnet det iblandt Synder,
men de har gandske vist ikke havt saadan en Næse, som jeg.
Jeg kand forsikkre, at denne Sands er meget emfindtlig hos
mig; og jeg ønsker, at jeg endnu i lang Tid maa beholde
samme i gode Omstændigheder. De Species, hvoraf de
lugtende Vande tillaves, voxer jo lige saa vel som Tobak?
Hvad er der da for en Forskiel? Det var at ønske, at in¬
gen større Synder bedreves i Kirkerne, end at bruge Snus¬
tobak, og at lugte til Hovedvands-Eg sammesteds. Der¬
som jeg var Kirke=Patron, som jeg vel afdrig bliver, saa
vilde jeg virkelig forære Præsten en Guld-Daase og Præste¬
Konen et Guld=Hovedvands-Eg; Klokkeren, Degnen, Or¬
ganisten og Cantoren, hver en Sølv=Daase, med den For¬
skiel, at i Laaget paa Cantorens Daase skulde en Krone
være indfattet; Graveren vilde jeg forære en Tombaks, og
hans Karl en af Papiir, men Tobakken skulde de alle skaffe
sig selv. Dog maatte der ikke være nogle uanstændige
Sindbilleder og allermindst dobbelte Laage paa Daaserne.
Fruentimmerne derimod vilde jeg lade forbyde, at de, un¬
der Straf af at staae aabenbare Skrifte, ikke maatte un¬
derstaae sig, at tage noget andet med sig til at forvare de¬
res vellugtende Vand udi, end et Sølv Hovedvands=Eg,


men udeg Duer, uden brændende Hierter, uden Cupido og
andre Ziirater, i Kirken. De skulde just være dannede,
som et Due Eg, gandske slette og glatte, paa det at de, som
sidder ved Siden af dem, ikke skulde blive forhindrede de¬
res Andagt, ved Complimenter og Betragtninger over Eg¬
gene, som nu ere af saa adskillige Skikkelser.
Da
jeg kom tilbage til min Vert, fandt jeg Skienke= og Bil¬
lard=Stuen rigelig forsynet med Giester, som der havde ind¬
fundet sig, for at nyde lidet Frokost, og faae en sund Be¬
vægelse for Middags=Maaltidet. Jeg mærkede vel, at de
fleeste af disse Giester, vare just de, som skyndte sig saa ha¬
stig af Kirken. Verten spurgte, hvor jeg havde været saa
længe. Jeg svarede, at jeg nu kom fra Kirken. Fra
Kirken, raabte han: da har De ærlig holdt det ud. Mig
tykkes, sagde han, det kand være nok, at komme der, naar
Prædikenen begynder, og gaae, naar den endes. Synes
J ikke det samme, Jhr Herren, sagde han til Giesterne.
De gave ham alle Ret.
Jeg vilde ikke just sige mine
Tanker, saasom det var paa en Vuinstue; thi mig tykkes,
at Theologiske Discourser iblandt Glas og Flasker ere lige
saa stridige imod Sømmelighed, som en skiødesløs og lige¬
gyldig Opførsel i Kirkerne; dog er det ikke rart, at høre
Folk andægtige og ivrigst at tale om hellige Ting, naar
Viinen giør dem mindst veltalende; thi jeg er ikke af H0¬
rages Meening, at de fulde Begere skaffer Veltalenhed.
Nu, sagde Verten, da vi kom til Bords: Hvordan
huer De vor Præst? Er det ikke en kiøn Mand? Fil vi
ikke en god Prædiken? Jeg maatte tilstaae det (men, tænkte
jeg ved mig selv, jeg skal dog forsøge, om han kand huske
noget af den gode Prædiken.) Jeg erindrer mig ikke ret,
sagde jeg, Præstens Exordium. Jeg ikke heller, sagde
Vexten. Var hans Text og Deelinger ikke - - - - Jo,
jeg troer det, svarede han. (Ney, tænkte jeg, det var langt
fra Meeningen.) Jeg agtede ikke, naar vi fik sidste Qvar¬
teer? Paa Torsdag sagde han (got, tænkte jeg, det er og
nok det eneste han kand huske af den gode Prædiken.
End du; Lisbeth, sagde Madamen, kand du noget af
Prædikenen? Ja, svarede Jomfruen, hierte Mama skulde have seet,
huor pyntede de vare, som har Barnet; men jeg troer ikke de har
været med før; thi Præsten maatte spørge to Gange om Barnets
Navn. Hvad hedde da Barnet, spurgte Madamen mig ad? Jeg
busker det ikke, svarede jeg. Jh! sagde Jomfruen; Det hedde io
Lotte. Han maa være meget glemsom. Hvordan
gaaer dan i Kirke.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag


Patrollen.
No. 44.
Onsdagen den 30 October 1765.
S¬
idste Gang var jeg i Kirke. Denne Gang vil jeg
besøge den lystige og ubekymrede Bucchi Tem¬
pler. Jeg lærte just denne Forandring af de
gode Venner, om hvilke jeg meldte i mit sidste Numer,
der saa tidlig tog Kirke=Døren i Haanden, for at aabne
Døren til Skienke=Stuen. Hvad er dog ikke Forargelse
og onde Exempler noget skadeligt i Verden! man er meest
tilbøyelig til at efterfølge det Onde, og det Gode falder os i
saa sielden i Øynene. Dog, man kand jo ikke heller altid
gaae i Kirke? Nu ere de alle lukte, saa vidt jeg veed, og
derfor kand jeg nok giøre et Smut ned i en Viinkielder.
Een Gang er dog ingen Gang. Er Ordsprogtt ikke saa?
Men det holder vel neppe Stik. Jeg maa dog een Gang
lige saa vel som mange andre rive Sindet løs fra alle Be¬
kymringer. Jntet Sted er bedre beqvem dertil, end en
Viinstue. Her seer man lutter glade Ansigter, og den
smilende Bacchus taaler ikke en suur Mine. Viinen glæ¬
der Hiertet. Er det ikke sandt? Men mon der ikke ogsaa


ere mange, som misbruger dette saa sandfærdige Ord¬
sprog? Dette er Epicurernes daglige Mundheld, og mange
Tungsindede finder, desverre! Sindets Lettelse i at lette Fla¬
sken. Et farligt Remedium! Jeg har kiendt en Mand,
som tog Anledning af alle Geburts=Dage til at drikke sig
et tæt Ruus, og der er vel ingen af alle Bacchi Tilbedere
som mangler gyldige Aarsager til Deres Guds, Bacchi,
Gid jeg sige det i en god Stund, da er
Dyrkelse.
jeg i meget gode Lune i denne Aften. Det kommer dog
ikke af Viinen; thi endnu har jeg intet faaet. Men just
fordi jeg er i god Humeur vil jeg gaae ud. Jeg holder
ikke med det Slags Melancholici, som, naar de har Ho¬
vedet fuldt af Griller, i dvelter sig paa got Folk, og bebyr
der andre med et suurmulende Ansigt; thi hvor skulde jeg
kunde forlange, at andre skulde fordrage min særsindede
Nærværelse, naar jeg ikke kand lide og fordrage mig selv?
Alle Grillenfængere bør smukt blive hiemme, at de ikke med
deres Catoniske, rynkede og mørke Ansigter skal forstyrre
enten Glæden i Veneris Capeller, eller Frydeskriget i Bac¬
chi Templer. Men hvortil nytter dette lange Præludium?
Tiden gaaer bort. Jeg maa ud i Aften; og om jeg end
havde 10 Koner, skulde de dog ikke kunde holde mig hiem¬
me. Og hvor skulde da mangen en Kone kunde holde sin
kiere Mand hiemme saa mange Aftener fra de morsomme
og ret oplivende Aften=Sælskaber. Det er en plat Umue¬
lighed, saa længe Mænd vil være Mænd og Koner skal va¬
Men, enten skal jeg gaae paa et Ølhuus
re Koner. -
eller et Viinhuus? Det er Spørsmaalet. Dog, det er
meere honet at gaae paa det sidste. Man hører ikke heller
tale saa meget ilde om dem, der rokker af Riin=Strømmen,
som om dem, der raver af Peblinge=Søen. Men, hvem
af De gode Herrer Viinskienkere skel jeg nu berige i denne
gode Aftenstund? De ere alle mine gode Venner i Almin¬
delighed, saa vidt jeg veed, men jeg kiender, saa mænd,


ingen Viinkielder i Særdeleshed. Nu, det kand og være
lige meget. Viinen er vel lige dyr og lige god paa dem
God Aften
alle, den første bliver altsaa den beste.
J gode Herrer! --- Neppe havde jeg rørt ved Klokke¬
Strængen førend Drengen kom springende, og spurgte,
hvad Viin jeg befalede. Giv mig en heel halv Pægl ægte
rød Viin. Hvor meget, spurgte Drengen? En heel halv
Da Actricen skrev sit No. 5.
Pægl ægte rød Viin.
gik det kun ud paa at drikke; at oprette det Nedfaldne; at
sette af og i; at forkynde Krig og Feyde og i samme Øye¬
blik at slutte Fred; at udføre vigtige Forehavender til Lands
og Vands; at forbedre alle Ting; og saaledes at snakke op
ad Væggene i Bacchi Templer. Men hvor forandrede
ere ikke Tiderne bleven siden! Den Gang agerede Viin¬
huus=Præsidenten den vittigste Statsmand; nu derimod er
han forvandlet til den strængeste Oeconbmus eller Huus¬
holder. Den Gang regierede Ødselhed og Overdaadig¬
hed; nu Tarvelighed og Sparsommelighed. Den Gang
talede man om det, man ikke forstod; nu derimod er den
vittige Bacchi Templer ligesom forandret til en høy Sko¬
le, hvor Viisdom, Vittighed, Klygt og Forstand ligesom
har fæstet sit Sæde, og flyder ikke Bække= men Strømme¬
viis imellem Glas og Flasker. Monne da ikke vore Tider
ere bedre end Forfædrenes? Til Beviisherpaa, vil jeg al¬
lene fortælle, hvad Materier i denne Aften bleve afhandle¬
de her, og hvor tydelig og haandgribelig jeg blev overbe¬
viist om mig Eenfoldighed paa en Viinkielder. Mine for¬
tørnede Læsere maa dog have den Fornøyelse at vide, hvor¬
ledes jeg er bleven straffet for min fattige Forstands Skyld.
Den Hevn maa de dog have over mig, for at blive tilfreds
stillede. Hører da fortørnede Venner, hører og bejamrer
min Skjebne. Jeg tænkte, at vilde ret have fornøyet mig
i Aften; men Ak! jeg troer, min umilde Skiebne har
ført mig ind paa dette Sted, for at blotte min Forstands


Nøgenhed. Den høylærde Herre i sær, som jeg her vil
kalde Qvadrant, veed best den egentlige Aarsag til denne
min igientagne Vandkundigheds Tilstaaelse. Jeg saae
Adresse=Apiserne for Aaret 1764. at ligge paa Bordet, og
No. 62 opslaget for Hr. Qvadrant, som sad der lige for
med sit dybsindige Ansigt. Hans Naboe reyste sig, for
at overlade mig Pladsen, han var ventelig selv kied af Na¬
boeskabet. Min Viin blev mig bragt, og jeg drak dette
ærværdige tangse Sælskabs Skaal. Aldrig havde jeg
hørt før, eller kunde forestille mig saa stoer Taugshed paa
en Viinkielder.
Jo, min Ven! sagde Hr. Qva¬
drant til mig, (han havde ikke mærket, at hans Naboe
havde overladt Pladsen til mig,) J maa troe, det er dog
ikke altsammen Vindtmakkerie; men her maa gaaes ang¬
lytisk til Vetks. Jeg setter, blev han ved, at A forhol¬
der sig til B, ligesom A til X, og saae i det samme med en
igiennemtrængende Mine paa mig, der giorde mig næsten¬
deel bange for Mennesket; thi jeg indbildte mig, at han var
ikke vel forvaret i Hovedet. Han stirrede stivt og bistert
paa mig. De andre smaaloe og hviskede. Jeg veed ikke,
hvad A eller B vil sige, min Herre! sagde jeg gandske be¬
skeden. A, raabte han, er alle muelige Tal, og B ligesaa.
Derpaa demonstrerede eller beviste han væk, uden at jeg be,
greb det allerringeste deraf. Men han vilde med Magt,
at jeg skulde begribe det, og stødte mig adstillige Gange for
Brystet, for at giøre mig det destydeligere. Got, sagde
jeg da, for at snakke med, naar A og B ere alle muelige
Tal, saa kand man jo lige saa reent og tydelig bevise, at
Hr. - - - i den anden Gade ikke efter sin Stand kand til¬
komme at holde 2 Rideheste, som at Circulen --- Hvil¬
ken en taabelig Slutning! raabte Hr. Qvadranti sin Hid¬
sighed, hvad har Rideheste her at bestille? Jeg mærker nok,
at J forstaaer Jer intet paa Mathematiken. Hvad, om
jeg fortalte Jer om en nye Maskine, som jeg nu har i Ar¬


beyde, formedelst hvilken at en eneste Mand skal kunde
trekke en Lasivogn med 70 Centner Gods paa. Ja, jeg
troer det nok, fagde jeg, naar man spænder 6 eller 8 gode
Heste derfor tillige. Ey hvad! streeg han, har J allerede
8 Heste i Hovedet igien. Hvorledes monne det dog see
ud i Jeres Hierne? Jeg troer, J har lutter Heste deri.
Jeg kand dog vist og fast forsikkre, at jeg den Gang havde
intet andet i Hiernen, end Hr. Qvadrants figurlige Bil¬
lede, og om jeg skulde have udtrykket samme, havde der
kommet en gandske anden Figur ud, end den af en Hest,
eller en Cirkel. J er og meget dum, raabte Hr. Qva¬
drant videre, som ikke kand begribe, hvad Mirakler Alge¬
bra og Mekan ken kand giøre. Veed J vel, sagde han,
hvor mange Gynge, at tolv Personer kand forandre sig om
kring et Bord, saa at de aldrig skal komme til at sidde paa
det samme Sted igien? Jeg svarede i min Eenfoldighed,
at naar de ikke havde fleere end Tolv Stole, saa kunde de
vel ikke forandre Sæde oftere end tolp Gange, med min¬
dre de vilde sette sig enten oven paa Bordet, eller paa Gul¬
vet. O! hvilken Blindhed! raabte han: man maa nok
sige, at Dumhed og Vankundighed straffer sig selv, og strax
derpaa begyndte han at tale, jeg veed ikke, om hvor man¬
ge tusinde Forandringer. Jeg tilstod min Vankundighed,
og at jeg ikke kunde indsee Nytten af dette Spørsmaals
Opløsning. Han syntes, at blive rørt over min Uviden¬
hed, og vilde demonstrere mig det tydeligere, da han i det
samme stødte sin Flaske ned af Bordet. Ved det Flasken
faldt, gjorde han en nye Anmærkning. Seer J, sagde
han, at Flasken gik i Stykker? Ja, jeg seer det. Got,
blev han ved, men veed J vel Aarsagen, hvorfor den gik i
Stykker? Jeg svarede gandske naturligt: Fordi den faldt
paa Gulvet; thi jeg vilde ikke engang nævne, at Algebra
var Skyld derudl. Langt fra! raabte han: det kom der¬
af, fordi Modvirkningen overveyede Virkningen. Jeg


var bange, at her skulde begyndes en nye Demonstration;
men, til min Lykke, blev det dog derved. Endnu harde
det været taaleligt, naar jeg intet videre skulde have ud¬
staaet; men jeg troede rigtig, at en ond Aand plagede Hr.
Qvadrant, saa han med Magt vilde lære mig Bogstav¬
Regningen. Jeg skulde regne A minus *B, og O plus
11 B. hvor meget det beløb sig tilsammen. Jeg maatte
her ligesom forhen tilstaae min enfoldige Uvidenhed. Han
forbarmede sig altsaa over mig, og udlod sig noget tydeli¬
gere. A minus B, sagde han, betyder 14 Rdlr. mindre
3 Mk. og C plus B betydede saa meget som 6 Rdlr. og2
Mk. Fiorten Rigsdaler mindre 3 Mark, sagde jeg, er
13 Rdlr. og 3 Mk. Ey Snak! sprang han op og raab¬
ke: regn J det ud paa Jeres Maade, og jeg vil regne det
ud paa min. Jeg bragte altsaa begge Tallene i en Sum,
og fik 19 Rdlr. og 5 Mk. Det er galt, skreeg han: Fa¬
cit er 19 Rdlr. plus 5 Mk.
- Nu skulde Hr. Qva¬
drant, betale sine to Flasker gammelt Gaudium; men i
Steden for Betaling tilbød han Verten, at ville lære ham
Cubie=Regning, og uagtet dette Viinfad neppe kunde staae
paa sin Fod, erbød han sig dog, imod en Flaske Viin, at
vilde sige os, hvor mange Cubie=Fod det største Oxehoved
i Vertens Kielder kunde holde. Men ingen havde Lyst til
at spendere denne Flaske Viin, og Verten, som en fornuf¬
tig Mand, kunde best giøre sin Regning paa rede Skillin¬
ger og conkant Betaling, og bad Hr. Qvadrant tillige at
betale den sønderslagne Flaske. Her begyndte han atter
vidtløftig at tale om Virkning og Modvirkning; men da
Viinen havde virket for meget hos ham, udvirkede han il¬
ke andet end en Latter over sig selv, og Verten maatte ind¬
føre denne underlige Figur i sin Debet=Bog. Om Hr.
Qvadrant kommer til at staae der for plus eller minus,
det er deres Sag.
Af Hr. Qvadrantes figurlige
Trin
* minus mindre.
plus meere.


Trin merkede jeg vel, at han maatte være en større Elskere
af plus end af minus; thi hans Been, da han gik, gior¬
de mangfoldige 1, hvilket Tegn i hans Regning betyder
plus. Mig tykkes, at Verten havde beviin Hr. Qva¬
drant en besynderlig Tieneste, om han havde ladet sin
Gaardskarl demonstrere eller vise ham hiem; og Hr. Qva¬
drant havde handlet fornuftig med sig selv, om han hiem¬
me havde anstillet en simpel og nøyagtig Regning med sin
Lomme og Mave, førend han gik ud, for paa en Viinstue
at indprente alle Mennesker Algebra, og siden at staae til
Viinhuus=Præstden¬
Rest i Viinskienkerens Bog.
ten, som, efter hans havde Svaghed af Viinsoet, (see mit
No. 33.) er nu bleven lige saa stoer Huusholder, som han
tilforn var Forøder, ynkede Hr. Qvadrant af sit Hierte.
Det stakkels Menneske, sagde han, giør en gal Regning;
han drikker to heele Flasker, imod at jeg drikker en halv
Pægl - - - Hr. Vert! en halv Pægl endnu! --- Oe¬
Apropos, Hr. Vert! skul¬
conomiens Velgaaende!
de det vel være mueligt, at kunde tillave lige saa reen, klar
og velsmagende Viin af Hønning, som af de ædle Druer?
Da kunde mange tusinde Dalere blive her i Landet, som
nu gaaer ud, for at indhente Podagra, Chiragra og an¬
dre paa Legeme og Pung saa svækkende Sygdomme, hvil¬
ket jeg arme Mand nu maa bekiende; men for sildig; thi
alle mine Midler og Velfærd har jeg sat paa Bygninger.
Ja, sagde Verten, at giøre Viin af Honning, er nok lige
saa giørligt, som at fylde det store og lille Belt; ney, det
Det kunde dog være fordeelagtigt i
gaaer aldrig an. -
disse dyre Tider, svarede den anden, om Belterne bleve op¬
fyldte, indtil en gandske snæver Canal. Der vilde groe
Korn i Mangfoldighed, og hvad herlige Skove vilde ikke
opvoxe der med Tiden. Derimod skulde man ved smalle
Canaler og Riveer lede Havet ind til de Kiøbstæder, hvor
endnu ingen Seylads er; Saadant kunde sette saavel Kiøb¬
stæd= som Landmanden i en blomstrende Tilstand. O!
hvor vilde ikke Efterkommerne takke os, naar de fandt Mar¬
ke og Skove imellem Corsøer og Nyeborg, og tillige kun¬
de seyle til hvilken Kiøbstæd, de vilde. Nogle vil meene,
at Bonden har formeget Agerland; men jeg derimod hol¬
der for, at han har alt for lidet; thi hvor skulde ellers en
Tønde Rug kunde koste 26 Mk. Nu bliver det best, at


slaae ViinTanden ud --- En halv Pægl endpu -- -
Alle Kornpugeres Skaal. J saa dyre Tider maa man kni¬
be Huusholdningen. Med mange Opertalelser har jeg en¬
delig formaaet min kiere Kone til at kaste to af hendes
Skiødehunde i Canalen. Det skeete ikke uden Graad;
men at føde Hunde, og lade Børnene og de Fat ige græde
for Brød, det er jgunaturligt? Hvor mange fattige Mun¬
de, meener De vel ikke, kunde mættes endog af de Lækker¬
Biskener, som saa omhyggelig og vel tinavet settes for de
utallige Hunde, man finder næsten alledegne? Er det ikke
daarligt og urimeligt at høre, en at klage oner Dyr Tid og
lever dog, foruden at holde Hunde; i al Overdaadighed.
Jeg maatte vel spørge, om det er tilladeligt, og kard kal¬
des oeconomisk, at kaste et Pund Hvedem el i sit friserede
Haar og Paryk, og det paa en Tid, da en Tønde Hvede
koster 5. Rdlr. og derøver? Hvor mange Foustagier Pud¬
der læser man ikke i Aviserne, at her kommer til Staden
imellem Aar og Dag? Men er det ikke latterligt, at gaae
med et puddret Hoved og en fulten Mave? Jeg tør sige,
at disse nu brugelige Pudder Poser har sat den høye Priis
paa Hveden. - -- Hr. Vert! en halv Pægl endnu
Alle gode Huusholderes Skaal -- -
J det samme
kom den gode Huusholderes Kone ind, og holdt en langt
anden Tale for vor sttænge Huusholder. Her maa jeg
hente dig, sagde hun, hver Aften. Du præker saa længe
om Oeconomien, at vi har hverken Huus eller Huushold¬
ning. Lille Kone, sagde han, jeg drikker mig ikkun en halv
Pægl Viin. Ja, sagde hun, jeg kiender nok dine halve
Pægle --- Ey! giv dig tilfreds, sagde han, hvad har
du at klage over, har du ikke havt en prægtig stoer Gaard?
Jo, svarede Konen. Har du ikke havt kostbare meublerede
Værelser? Jo. Har du ikke havt din fuldkomne Stads,
taa complet, som nogen honet Dame i Byen? Jo. Har
du ikke havt dit Spise-Kammer og Kieldere fulde af Brød,
Smør, Flesk, Kiød og Ost? Jo. Men ere der ikke man¬
ge, som aldrig har havt saa meget? Jo. Jh! nu, hvad
klager du da over, kille Kone? ---- Paa en god roelig
Nat! J gode Venner!
Af denne strænge Huushol¬
der mærkede jeg, at mange Viinhuus=Præsidentere bliver
skarpe Oeconomi, efterat de har havt Overflødighed
af nange Ting.
Af disse arproberede Uge=Blade udgaaer et bver Torsdag.


Patrollen.
No. 45.
Onsdagen den 6 November 1765.
J¬
eg havde tænkt at give mine Læsere i dette Blad lut¬
ter Bye=Nyeheder; men saasom den flittigste af
mine Patroller er løbet bort fra mig med en heel
Pose fuld af Nyt, maa jeg bede mine gunstige Læsere af
tage til Takke denne Gang med følgende, som et mig sends
til Bekiendtgiørelse:
Plan og Conditioner
til
Et almindeligt og fordeelagtigt
Lotterie
Jnddeelt i 3de Classer efter de 3de Aldere, og bestaaer af
utallige Numere og anseelige Gevinsier. Gevinsterne ere
just ikke rede Penge, men dog lige saa gode. J dette Lot¬
terie ere ingen Frielodder; men derimod desverre, desflee¬
re Nitter, som medfører en ubodelig Skam og Skade.
For at recommendere denne Plan, og i Forveyen bortryd¬
de alle de gamle og indgroede forudfattede Meninger om


Løtterier i Almindelighed, vil man forsikkre Publicum, at
Skiebnen har aldeeles ingen Lod og Deel i dette Lotterie,
og at Trækningen skeer i dette ligesom i andre Lotterier i
den høyanseelige Gudinde Upartiskheds Overværelse. Og
for at give Liebhaberne et kort Begreb om denne fordeelag¬
tige Plan, som dog meget kand forbedres, vil man allene
anføre de anseeligste Gevinster i hver Classe; thi at opreg
ne dem alle, var umueligt.
1ste Classe
Bestaaende af utallige Numere og anseelige Gevinster.
NB. Denne Classe er nyttigsi før de Unge at
sette udi.
1ste Gevinst. Lydighed mod Forældre og Lærere.
Denne Gevinst har til Præmium
en ypperlig Forjættelse.
Lærvillighed. En stor Ziir paa Ung¬
2den
dommen, Prydelse for Manddom¬
men og Forlystelse i Alderdommen.
Et kunstigt Kar kaldet Jhukommel¬
3die
se, til at giemme gode Formanin¬
ger udi.
Et Skilderie, forestillende Udyden i sin
4de
græsseligste og afskyeligste Fælhed.
Et dito kostbarere. Visende Dyden i sin
94
behageligste Yndighed og Her¬
lighed.
Et kunstigt Speil. Visende alle de be¬
6te
drøvelige Følger af Forældres uti¬
dige Kierlighed til deres Børn.
7de -- Et dito. Hvorudi ulydige Børn kand see
Forældrenes, blødende, Hierter
over dem.
8de -- Taknemmelighed imod retskafne Foræl¬
dre og Lærere.
9de Ge¬


9de Gevinst. Et deyligt Skilderie, forestillende et
Fruentimmer i en hvid Uskyldig¬
heds Klædning kaldet Kydskhed.
En Guldkrone rigelig besat med Juve¬
10de
ler, hvoriblandt Forældres Glæde
af deres Børn, og Velsignelser over
samme ere de fornemste Ædelsteene.
Nitterne i denne Classe ere de bedrøvelige Følger
af Ungdommens Selvraadighed, som i vor
Tid kaldes den galante og vittige Flygtighed,
og kand best sees paa det Skilderie, hvor Ab¬
solon afmales hengende ved sin Haartop.
2den Classe.
Ligeledes bestaaende af utallige Numere og anseelige
Gevinster.
Nyttigst for Manddommen og de Midal¬
28.
drende at sette udi.
rste Gevinst. Anvendelsen og rette Brug af engod
Opdragelse.
Den store Nytte af samme¬
2den
Arbeydsomhed. En stor Gevinst for det
3die
menneskelige Selskab.
Et Regnebret. Langt kunstigere end det
4de -
Chinesiske, hvorefter Tidens Uvis¬
hed accurat kand udregnes. En
ypperlig Gevinst for de Sikkre.
En prægtig Guldkiede, bestaaende af3de
gie i
Led: Forsigtighed, Eftertanke og
Bestandighed. En stor Nødven¬
dighed for alle Elskende.
Et Par skiønne Briller indfattet i Guld,
6te
uomgiengelig fornødne for Foræl¬
dre, som ere blinde i Børns Op¬
tugtelse.
7de Ge¬
Yy 2


7de Gevinst. Et kunstigt Uhrværk, visende, ved et
forviisnet Blomster paa Ciphre¬
Pladen, Menneskets Brøstfældig¬
hed endog midt i den blomstrende
Alder. Saare nyttigt at bære
for dem, som først vil sette Ma¬
chinen i en ordentlig Gang, naar
den ey kand gaae meere.
Nitterne i denne Classe medfører en ubodelig Sla¬
de for den seenere Alder.
3die Classe.
J denne Classe ere ikke saa mange Numere og Gevinster,
som i de 2de første, men dog fordeelagtig
for de Gamle at sette udi.
rsite Gevixst. En meget lang og klar Kikkert, hvor¬
udi kand sees tilbage til de i Ung¬
dommen og Manddommen begang¬
ne Daarligheder, nødvendig for
dem at bruge, som har faaet Nit¬
ter i de første Classer.
2den
En dito. Hvorudi kand sees frem ad
lige til Grændsen af Tiden.
En deylig Krands, sammenflettet af
3die
graae Haar og Hiertens Fryd,
som betegner Sindets Rolighed,
over en vel tilbragt Levetid.
ape-
Køysomhed. En stor Vinding; thi Gier¬
righed tiltager gemeenlig med Aa¬
rene.
Fie -
Gudofrygt. NB. Dennenbeskriveligeog
til alle Ting nyttige Gevinst kand
vindes i alle Classerne.
Nitterne i denne Classe medfører den ftørste Skam
og Skade, som aldrig kand redrefseres.


Jndskuderne for at vinde disse anseelige og umiste¬
lige Gevinster ere i alle Classerne eet og det samme, hvilket
enhver lettelig kan overkomme, og koster ikkun det lille dog
vigtige Ord: Selv fornægtelse.
Dette Lotterie har den Herlighed frem for andte
Lotterier, at de Jnteressentere, som rettelig setter derudi,
kan sikkert vente Gevinster, og den eller de, som faaer den
sidste og største Gevinst, faaer tillige alle de andre Gevin¬
ster; og er dette det rareste ved dette Lotterie, at ingen af
de rette Interessentere taber, endskiønt andre vinder; thi
NI Der er ligesaa mange Gevinster, som Jnteressentere.
Om dette Lotterie kan blive saa completeret, og
Gevinsterne saa behagelige, som i andre Lotterier, det læ¬
rer Tiden. Men da manges Haab paa denne Tid, tum¬
les omkring i Lykkens Machiner, og mange har allerede seet
sig bedraget i et født Haab, vil jeg fortælle følgende poeti¬
ske Historie, der ikke synes, at passe sig ilde paa denne Tid:
Den Lotterieske Vinde=Syge.
Hvor daarlig Gierrighed og Ladheds Haab hos mange
Har taget al Fornuft og Stræbsomhed til Fange,
Der vil man ey med Flid fra Armod sig befrie;
Men gribe Lykkens Skat udi et Lotterie.
Saasnart man til sit Maal en Slumpe=Lykke tager,
Man i Tvivlraadighed sit heele Liv fremdrager,
Og mangen Leylighed, som fordeelagtig er
Forsømmes uden Grund af slige Mennesker.
En lille Handlende skal os Oplysning give,
At man kand alt for vidt sin Vinde=Syge drive,
Han bliver et Beviis, at den er høyt uviis,
Som giver alt sit Haab i Lotterie til Priis.
Vi ville denne Mand Pandolfus gierrig kalde.
Om hans Historie vil Læseren befalde,
Saa vidt han selv har Lyst at spille Lotterie,
Det er en Sag, som jeg kand ikke dømme i.


Pandolfus aabnede sin Bod med megen Lykke,
Og Handelen ham gik ret got og efter Tykke;
Hans redelige Art iblandt Kiøbmændene
Forvoldte at han snart fik stor Berømmelse.
Han sine Regninger almindelig betalte
Før sidste Forfalds=Dag, ham saadant Pligt befalte
Saa han et Mønster blev for unge Kræmmere,
Enhver ham undte vel, og ham lykønskede;
Men da hans Lykkes Vogn saa jevnt tog til at løbe,
Blev han just overtalt, en Seddel sig at kiøbe
J næste Lotterie, som kostede ey stort;
Men til en fattig Mand Pandolfus dog har giørt.
Han uden Følelse lod Seddelen henhvile,
Til man med Trækningen begyndte sterkt at iile
Men Sagen endog da ham ey til Hiertet gik,
Før om det største Lod han Efterretning fik.
Tænk, hvilke Rørelser han har i Hiertet fundet,
Da han saae næste Tal ved hans at have vundet
Det allerstørste Lod. Han tænkte: Ak, hvor nær
Jeg dog har været ved at faae stor Rigdom her.
Fra dette Øyeblik han kun om Lykke drømte,
Og ved Indbildninger sin Handel reent forsømte.
Han sig en Herremand i sine Tanker saae,
Naar han en anden Gang slig Vinding kunde faae¬
Et andet Lotterie saasnart ommeldtes ikke,
At Gierrighedens Piil begyndte jo at slikke
J hans forvildede og vindesyge Siel,
Der søgte nu paa Slump sit eimelige Vel.
Dog vilde han forsnart ey efter Seddel sige,
Men saae paa Tallene, de lige og ulige,
Og undersøgte dem, som havde vundet før,
Da han tilsidst Bestik paa et vist Numer giør.
Men Skade! Seddelen var bortsolgt til en anden,
Og man var ey i Stand at finde Eyermanden.
Med mindre Haab han da et andet Numer tog;
Men Tankens Vildhed sig til Rolighed ey slog.
Saa megen Angest ey har nogen Fange naget;
Saa megen Længsel ey en heftig Frier plaget;
Saa megen Uroe ey en rig Mands Arving leed,
Som vor Pandolfus her, for Tidens Langsomhed


Han tit betragtede den Skat, som var i vente,
Og naar en Dag paa nye sig for hans Ønsker endte,
Han meer fornøyet da til Sengs end forhen gik,
I Haab, at han nu snart sit Ønske opfyldt fik.
Omsider Dagen kom. Han vandt Tolv Sneese Daler;
Men da det ey forslog til Haabets Capitaler,
Han heel kolsindig var mod de Lykønskende,
Og fjorten Dage knap betog hans Græmmelse.
Nu længtes han paa nye, det Mellemrum var omme,
At næste Lotterie til Samling kunde komme.
Han for al Gisning fik imidlertid Foragt,
Og søgte nu at faae det største Lod med Magt.
Han derfor kiøbte sig en Fyrretive Numer,
I Haab, han fik igien de allerstørste Summer
Han deelte Lødderne, som Lotterie=Folk skal
Jmellem lige og ulige Lykke-Tal.
Nu giør han Slutninger og allehaande Prøver;
Nu han ved Tallene Betegnings-Kunsten øver;
Nu skrives Numerne af ham paa Tærninger,
For han vil forud see, hvor lykkelig han er.
Et af hans Numere ved Tærning=Kast fik vundet;
Men han ved Trækningen befandt sit Haab ugrundet.
Paa et og andet Lod han nogle Daler vandt;
Men baade Herregaard og alt hans Haab forsvandt.
Hvor er Pandolfus nu i denne Tilstand faren?
Den lade Gierrighed har trakt ham ind i Snaren.
Han i sin Stue er sin Maxter=Lykkes Tolk,
Og lader Handelen bestyres af hans Folk.
Kom han end i sin Bod, han tænkte ey paa andet,
End sine Seddeler, og Herregaard paa Landet.
Hver Kiøber, som kom ind, han saae paa Timen an,
Som en, der vilde ham forstyrre i sin Plan.
Han Feyl i Prisen tog paa sine egne Vare,
Og i hans Regninger man kunde Feyl erfare.
Han førte ey til Bogs hvad Penge han fik ind;
Thi Lotteriet kun opfyldte alt hans Sind.
Hans Kiøbmænd ham tilsidst begyndte at forlade;
Men han for Lotterie ey saae sin egen Skade;
Og skiønt han mærkede, hans Handel Krebsgang gik:
Saa troede han, han dog Gevinst ved Lodder fik.


Men som Uheldige mistvivler om sin Skiebne;
Man saae Pandolfus nu mod Faren sig at væbne.
Han Seddeler ey tog af anden Collecteur
End hvor det største Lod var faldet ofte før.
Han snildt udforskede, hvem forhen havde vundet,
Og naar han havde en af disse Herrer fundet,
Han overtalte ham, at indgaae Fælledsskab,
Og meente, at han da ey skulde lide Tab,
Saaledes holdt han halvt i nogle Sneese Numer,
Og ventede nu vist at vinde store Summer.
Hans Hierte klappede, da Træknings-Tiden kom¬
Og Lykkens lette Hiul for ham blev dreyet om.
Det største Lod derpaa blev udraabt i det samme;
Ved dette Raab hans Sind blev sat i Fyr og Flamme.
Et af hans Numere Gevinsten rigtig fik;
Men største Deel deraf bort til en anden gik.
Pandolfus skamfuld blev og sorrigfuld tillige;
Men ey sin Græmmelse til nogen turde sige.
Han kunde denne Skat havt i sin Eyendom,
Hvoraf nu største Deel i andres Hænder kom.
At stævne Sagen ind han havde gierne vovet,
Om han ved Dommen sig Gevinst har kundet løvet;
Men i sin Gierrighed han dog saa billig var,
At for Brocetz herom han rigtig Afskye har
Han tænkte, som var sandt, hvad ey med Ret kand kræves,
Og hvor ey er Beviis, kand ingen Fordeel hæves.
Han blev til Slutning syg af lutter Gremmelse,
Jndtil han for en Præst sit Hierte blottede.
Den Guds Mand lærte ham: Man bør sig ey opføre,
Som man Tilkommende Nærværende vil giøre;
Man bør ey Muelighed for Vished tage an,
Og ey paa Hendelser opbygge Lykkens Plan.
Enhver med billighed fortryde maa sin Gierning,
Naar han sin Lykke har betroet Spill og Tærning.
Sig at bekymre om de blotte Hendelser,
Det for en viis Mands Lyst jo alt for nedrigt er.
Enhver vinskibelig udi sit Kald bør være,
Og i en stræbsom Flid ansee fornuftig Ære;
Thi der er Fordeel ved, og da staaer Lyk¬
ken bi,
Men ey i Ladheds Haab til Lykkens Lotteri.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 46.
Onsdagen den 13 November 1765
S¬
iden jeg i mit No. 41. bekiendtgjorde den taaleli¬
ge Priis paa de Efterretninger og Avertissements,
som i disse Blade bliver indrykkede, har jeg faaet
saadan Overflødighed, at jeg har maattet udelade den Ar¬
tikel Correspondence.
Adskilligt Nyt.
Følgende Vers, som Autor forsikkrer at være gjort
er tempore over en velsteegt Mortens=Gaas sidstafvigte
Mortens Aften, er forlangt bekiendtgiørt:
Høyklingrende, skingrende, kiækkende Gaas!
Mig tykkes, at ligesom Lænker og Laas
Er slaget for Munden og Nebbet,
Som haver saa ræbbet og skræbbet.
Fordi du saa kiækket, da Morten slap ind,
Derfor vi nu piller din Krop og dit Skind;
Dog vel, at du den Tid saa kiækket;
Saa kiækker da Giæssene tit i Utide:
Thi bliver vi paa dig nu spækket.
Den flygtende Morten fik dette at vide.
J Schlaraffenland, hvor Havet er Viin, Flo¬
derne got Øll, Søerne Brændeviin, og Bækkene Aquavi¬
ter; hvor Parkerne vrimle af kogte Fiske; og hvor Sko¬
vene ere fulde af stegte Fugle og Vildt, er en Forordning
for nylig udgaaet, omtrent af dette Jndhold: At saasom
det er befundet, at de Smaa giør sig en Ære af at efter¬
abe de Store i alt det, som sigter til deres ydermeere Øde¬
leggelse, saa at de sidste ikke kand have og beholde noget


for sig selv for de første; saa bydes og befales, at de Smaa
skal ogsaa stræbe at efterligne de Støre i det, som kand
fremme deres Tarv og Beste; Hvorfore de 5 store Æde¬
Aftener, nemlig: Nye=Aars, Hellig Tre Kongers, Mi¬
chels, Morteus, og Juule=Aftener, saavidt Fraadseriet an¬
gaaer, hermed afskaffes; thi ingen fornemme Folk spiser
og drikker nu meere paa de Aftener, end paa de andre.
Hvilken Sparsommelighed! endog i saadant et Land.
Fra Ægrotenland i den nye Verden haves den
bedrøvelige Efterretning, at mange Mennesker der paa no¬
gen Tid ere bortdøde, hvilket de tilskriver den der værende
Mangel paa Læger. De har derfore forskrevet en heel Lad¬
ning af Sundheds-Raad fra Europa, som alle skal være
legitime promoti Doctores Medicinæ, thi af Markskri¬
gere og Qvaksalpere har de saadan Mængde, at de ikke
kand oversee dem. Paa Hierte feyler disse dog ikke, thi
de curerer desperat nok, og gaaer glat væk løs paa alle Slags
Sygdomme. Een af disse, hvoraf man kand dømme om
de andres Duelighed, holdt engang Tegnet til en Flel=Fe¬
ber for at være et Loppestik, og sagde, at Patienten vist
nok døde for ham. Mig er spillet en hæsselig Stræg, sag¬
de han: De forbandede Lopper har stukket min Patient
til Døde.
Monsr. Petit, som har et meget blødt og ømt
Hierte til visse Folk, er bleven meget Melancholisk, og be¬
skylder en Jomfruc i hans Naboelang derfør, hvilken med
sine Øyne skal have foraarsaget ham denne elendige Sin¬
dets Lidelse. Det er noget særdeles med de adskillige og
underlige Naturer, som mange Mennesker har. Saale¬
des fortælles der om en Mand, at han havde saadan un¬
derlig Natur, at han aldrig kunde taale, nogen gammel
Kone saae paa ham; og da han engang i et Giestehud kom
vor han ikke kunde
til at sidde lige øver for saadan en
undgaae hendes Øyesyn, blev han saa forskrækket derorer,
at han besvimede, og faldt død til Jorden. At Monsr.
Petit ey skal faae samme Skjebne, vil man raade ham,
at han ey oftere kommer for Jomfruens Øyne, eller og
reyser til Ægrotenland, der skal han nok blive aareladt
Da nu Bladene ere affaldne af Buskene i Dyre¬
haven, og Buskene saaledes ere afførte al deres behagelige
Skiul og Sommer=Prydelse, begynder samme at fladdre
førskrækkelig; og fortæller, alt hvad Damon under deres


grønne Blade sagde til sin Phillis i afvigte Sommer. De
fortæller fast utroelige Ting. Ja, de affaldne og forvis¬
nede Blade kand ikke engang lie; men ved deres Hvid¬
slen udspreder adskillige Passager, saavidt som de flyver om¬
kring. Damon og Phillis vilde derfor til Sommer igien
ikke betroe deres Hemmeligheder til disse Sladdre=Poser,
i Fald de ikke vil røbes. Men jeg er vis paa, at de tæn¬
ker, dette Nyt er ligesaa vist, som Fortælningen om den
talende Hund.
Anmærkninger.
Skibbrud paa Landet.
Det er jo bekiendt, at endog den Deel af Verden¬
som er Jord, lignes ved et Hav, og Mennesket ved et Skib
eller Baad, som seyler paa dette Hav. Saadan en Jolle
havde forgangen Aften i det mørke Væyr, førend Fyrene
eller Lygterne bleve antændte, det Vanheld at støde an, ven¬
telig paa en af de opstaaende Skiær eller Afviisere, og da
Styrmanden ikke forstod Søe=Kortet og Laveer Kunsten,
kuldseylede Jollen i Dybet af en Rendesteen. Ladningen,
som ventelig rar for svær, var og blev gandske bedervet.
Om Skraaget staaer til Redning, kommer an paa de i disse
Fahr=Vande hurtige Dykkere, dog vil Skraaget neppe due
til at sette til Auction.
Den lykkelige Kierlighed.
En blind Mand havde en Kone, som han elskede
meget, endskiønt alle sagde ham, at hun var hæslig. En
Læge tilbød den Blinde, at ville skaffe ham hans Syn;
men han vilde ikke tillade det. Jeg skulde maaske tabe,
sagde han, den Kierlighed, som jeg har for min Kone, og
Siig mig, o
denne Kierlighed giør mig lykkelig
Viise! hvad er Mennesket best og tienligst? Lyksalighed el¬
ler Jndsigt?
oslagne Sager.
Hr. velgiører, c. Monsr. Utaknemmelig. Det
vilde være for vidtløftigt at opregne alle de Velgierninger,
som Hr. velgiører har beviist Monsr. Utaknemmelig;
men da han stedse befandtes at svare til hans Navn, har
H. velgiører indstævnet ham. Man længes meget ef¬
ter Udfaldet i den Sag, saasom den er den første af sit
Slags til Tinge, og Loven melder intet derom. Var jeg
Dommer, vilde jeg dømme efter Natur og billighed saa¬


Jeg og - -- (Ney, det var en forskrækkelig Skriver¬
feyl). Er denne ikke en lang Liste paa Copulerede? Det
er allene for at fornøye somme.
Efterretninger for Publico.
Kaarderne NB. de forskrækkelige store Kaarder,
som paa nogen Tid bleve baaret perpendiculair, skal her¬
efter bæres horitzontail, dog saaledes at Fæsterne ftikker
frem ad, for Syns Skyld. De smaa Sværddragere kand
bære deres efter eget Behag; thi derpaa reflecteres ikke.
Fattige Folk kand for nærværende Tid spare den
Udgift at bekoste sig Tandstikkere; thi Kiødet skal neppe hæn¬
ge dem fast i Tænderne i Vinter.
Folk vilde betimelig holde deres Porte og Gade¬
Dørre lukte til Sikkerhed for de sig i Tusmørket indsni¬
gende kiendelige Tyve.
Bekiendtgiørelse.
herrenl af Stolthed bekiendtgiører herved, at
han er nu til Sinds vorden, til førstkommende May Dag
at bortforpagte sit tilhørende store Landgods, Sole Gran
kaldet, og er beliggende i Jndbildningen. Hovedgaarden
med Laderne og Godset bestaaer af Intet, og Besætningen
af ligesaa meget; thi vilde de, som til samme maatte have
Lyst, i Forveyen at anmelde sig hos hans Ridefoged Monsr.
Praler, som anviser Alting i incomplet Stand med store
Ord, men de maa ikke forglemme at medtage gode For¬
størrelses Glas.
Sr. Jens Nittengryn, som i mange Aar med
stor Berømmelse har holdt Kiøkken=Protocollen, og er en
stor Bogholder i Kiøkenskriveriet, som og den største Reg¬
nemester i at tælle Ærter og Gryn i Gryden, samt paa en
Prik forstaaer Vægt og Maal, og kan udveye Kiød og
Been i Lod og Qvintin, bekiendtgiør herved, at han med
første agter at holde offentlige Forelæsninger for alle nyegifte
Mænd i Kiøkken=Bøgholderiet, samt at undervise dem,
paa en uformærkt Maade at snusse omkring i Kiøkken og
Spiise=Kammer, og meget behændig at kige i alle Bøtter,
og Fade. Thi vilde de, som paa samme haver Lyst at hø¬
re, anmelde sig hos ham selv, som boer i Grynbøtten, hvori
han er saa fordybet, at han ikke kan see denne Bekiendtgiø¬
relse sigter til hans egen Beskiemmelse. (Jeg vil derfore
saa sagte at sige, raade alle Fruentimmer, at beflitte sig


paa Huusholdnings Kunfirn, at ikke deres Mænd skal nø¬
des til at gaae i Skole hos denne Kiellinge=Præst, som ved
saadanne hans idelige Forelæsninger paa en langsom Maa¬
de har gandske aandestæmt tvende dydige Koner, som dog
vare tillige gode Huushaldersker; thi jeg kand let forestille
mig, at dette Slags Mænd ere de utaaleligste for alle
Koner.)
Hr. Spetulativi arbeyder for nærværende Tid
paa en meget kunstig Maskine, som et Uhrværk, der skal
rigtig vise Længden og Breden af alle menneskelige Anslag;
men saasom han er en fattig Mand, ligesom gemeenlig alle
andre Kunstnere, saa venter han en mægtig Understyttelse
af alle dem, som stoler paa egne Kræfter.
Herved bekiendtgiører jeg paa min egen Haand,
at Sr. Udyds Befordrer, som næsten boer i hver Gade,
agter herefter ligesom forhen, at forføre Ungdommen af
begge Kiøn, af hvilke han er en fortroelig men farlig Ven;
thi vilde de kiere Forældre ingenlunde forglemme nøye Op¬
pasning og eftertrykkelige Formaninger.
Auctioner.
Paa førstkommende Torsdag skal det Huus, hvor
Skildtet Amors Hytte udhænger, og er beliggende i Sor¬
gens Gaden, tæt op til Fortvivlelses Strædet, tiende og
sidste Gang ftilles til offentlig Auction, da det absolut skal
bortsælges, enten fornøyelig Bud skeer eller ikke. Det be¬
staaer af Bindingsværk, og er ved Tidens Længde blevet
noget brøstfældigt, i sær ere Vinduerne noget dunkle. Dog
er det skikkeligt nok oppudset; men efter de Gothiske Byg¬
nings Regler; thi vilde Liebhaberne ikke forsømme at ind¬
finde sig til bemeldte Tid og Sted.
Til Kiøbs.
Om nogen skulde have et anseeligt Partie gandske
nye og ubrugte Eeder og Bander af en usædvanlig Græsse¬
lighed, at overlade for billig Priis, vilde de behage at mel¬
de sig hos Hr. von Spiller, som handler en grog med
disse Vahre; thi han synes, hans egne ere nu saa forslid¬
te. Han er gemeeniig at finde i den tomme Pose under
Spille=Bordet, hvor der spilles høne Spill.
Hos Galante,
-Kræmmeren, som handler med
forbudne Vahre, kand oekommes meget fiine Hægler til at
rense Skaverne fra Næstens beste Gierninger, saa og ex¬


tra fiine Sold og Sigter til at lade samme løbe igiennem
udi, item et Slags forunderlige Speyle, som viser alting
endog det beste paa den verste Side, samt nette og kunstige
Fælder til at fange Eenfoldige udi: Altsammen afpasset til
at stikke i en Lomme for visse Folk, som gierne vil drage i
Visiter, og uden disse Redskaber vilde befindes gandske
Jngen skikkelige Folk
stumme i alle Sælskaber.
handler med denne Mand, hvorfore han og handler i Smu.
NB. Gode Raad bages i alle Huuse, men i de
fleste bag efter.
Bøger og Skrifter.
Sr. Øyentiener, som i lang Tid og med god
Lykke har været Hovmester hos en Deel fornemme Børn,
agter med første, at udgive en gruudig Traetat om det
unyttige Birke=Træes Opryddelse, og Tugtens Risets Af¬
Han forlanger allene kielne Forældre til Præ¬
skaffelse.
numeranter, og haaber i Deres Tal at faae nok.
Planete=Bogen forlanges til Kiøbs af en gammel
Elskerinde af smukke Vers og rigtige Spaadomme.
Capitaler.
En trængende Person forlanger ikkun en Klat af
500 Rdlr. til Laans, og vil sette sin Siel til Underpant.
Han har været hos adskillige Jøder, men de ville hverken
tage Legemet eller Sielen til Forsikkring. Han venter nu,
blant de Christne større Medlidenhed.
Conditioner ledige.
For en smuk og skikkelig Pige, som kand tie, er
en god og fordeelagtig Tieneste ledig.
Tienestsøgende.
Det er net op forbemeldte Sr. Øyentiener. Da
hans Bedragerie blev opdaget, kom han pludselig af sin
Tieneste. Nu faaer man nok ikke hans grundige Tractat.
Dog, den kand undværes.
Tabte og bortkomne Sager.
Forgangen Aften, da det var mørkt, aflagde Sr. Hokler
sin Helligheds Maske, i Tanke at ingen saae bam; men da der
uformodentlig kom nogen over ham, maatte han løbe og lade Ma¬
sken i Stikken. Han lover den, som kand bringe ham Masken
igien en Douceur af 1000 forstilte Sukke, thi under den tænker
han, at kunde bedrage saavel Gud som Mennesken.
En Skiødebund er bortløbet, og en Popegove udfløyet.
Hvilke Ulykker i et Huus! For den første loves 10, og for den
sidste 20 Ducater til Finderen. Kand J der see de vare umistelige!


Patrollen.
No. 47.
Onsdagen den 20 November 1765.
M¬
en ere dog disse Vinter=Aftener ikke ret nogle for¬
tredelige Aftener? Naar man om Sommeren
har udstaaet den daglige Byrde, kan man dog
fordrive Aftenen med de behagelige Spadsere=Gange, da er
Tiden endda taalelig; men nu, da Aftenerne ere mørke og
lange, og Gaderne skidne, da er Tiden fast utaalelig. Hø¬
rer man ikke mange at klage saaledes? Hvorfor maa jeg
da ikke? En vis Person sagde forleden, at det var ikke
værdt at leve paa denne Tid af Aaret, og ønskede. at han
med Viben, Svalen og andre Sommer=Fugle kunde ligge
i Dvale om Vinteren. Det er ret kiedsommeligt, sagde
han, man kand ikke faae en Skiønhed at see paa disse Ti¬
der, uden enten i Kirken eller paa Comoedien, men paa
det første Sted kommer jeg kun sielden, og paa det sidste
vilde jeg gierne komme oftere, dersom -- - -
Sandhed Klagemaalet synes ikke ugrundet, og den, som er
kiedsommelig ved Vinteren i saa vigtige Henseender, har
ikke støer Uret, naar han ønsker sig en Svales og andre
Hvad mig angaaer i den¬
Sømmer=Fugles Natur. -
ne Aften, da er det mig umueligt, at kunde blive hiemme.


Jeg skal absolut ud i Aften. Mine Læsere seer altsaa, at
jeg er i god Homeur. Men hvor skal jeg nu gaae hen?
Forleden var jeg paa Viinkielderen, der tør jeg nu ikke kom¬
me. De got Folk maatte blive vrede, om man kom for
tit, og kun fortærede en halv Pæl en heel Aften. O!
hvor skammeligt har jeg ikke forsømt at lade mine Been
mønstre; thi forstode de nu Tacten, kunde jeg jo allerbe
qvemmest fordrive denne Aften og et got Stykke af Natten
med paa en af vore saa net indrettede Dandsebode. Jeg
kand sige, at jeg, ligesom Jeppe i Comoedien, ret ærgrer
mig over mine Been, naar jeg gaaer forbi en af disse Ar¬
tigheds Skoler, fordi de ere saa dumme og følesløse, at
de ikke, ved den blotte Lyd af de velklingende Violiner, al¬
lerede dandser under mig. Ja, jeg er færdig, at fortøre
nes paa mine kiere Forældre i deres Grav, fordi de ikke
trak mig i Hals og Haar til en Dandsemester, eller og en
Dandsemester til mig. Nu er jeg derfore den, som jeg er.
Altsaa er det forgieves, at jeg ville tænke paa at forslaae
denne Aften paa en Dandseboe. Nu! mon jeg ikke da ret
skulde narre Tiden, ved at fordrive den paa en Billard¬
Stue; Billard er dog et smukt Spill, og giver god Mo¬
tion; men letter Pungen? Ney, det gaaer ey heller an.
Dertil udfordres et skarpt Syn; thi at skyde og spille Bil¬
lard med Briller paa Næsen er nok lige vist. Ved et
Spille=Bord gider jeg ingenlunde taget Plads; thi jeg har
detsuden nok af siddende Forretninger; og at vilde ofre i
de saa kaldede Veneris Capeller, er en plat Umuelighed;
thi disse findes kun i Hedenskabet, og man siger, her er slet
Men paa den Maa¬
ingen til meere af det Slags.
de tykkes mig, fast alle Leyligheder ere mig betagne, til af
fordrive denne gode Aften. Var der saa meget i Veyen
for mange andre, besindede de sig vel, førend de spildte saa
mange Aftener. Var det endda Comoedie=Aften, kunde
jeg gaae derhen, og vise al min lille Forstand ved at raabe


og skrige, klappe og stampe; dog, det var endda for sildig;
- Nu!
thi der maa passes paa, naar Dørren aabnes.
jeg vil da gaae paa et Øll=Huus. Det er jo den sparsom¬
meligste Maade, paa hvilken man kand fordrive en kied¬
sommelig Aften? Og der er jo intet Ondt udi, at drikke
sig en Potte Øll, naar man dog passer sin Gierning? For¬
leden var jeg saa storagtig, at jeg gik paa Viinkielderen;
men i Aften vil jeg være saa ydmyg, at jeg vil ikke fortry¬
de paa, om man end vil kalde mig en lille Øll=Potentat;
thi hvem vilde vel legge alle Ord paa Hiertet? Disse gode
Venner maatte fortryde paa, om jeg ikke ogsaa aflagde min
Visite hos dem, og tænke jeg var storagtig. Ney, jeg
kand forsikkre, at jeg er saa ydmyg, som nogle af vore Smaa¬
Hvor er min Hat, min
Herrer iblandt Forklæderne.
T
Rokkelore, mine Handsker, min Haandlygte og min Stok?
Nu gaaer jeg da, og inden jeg kommer hiem igien, venter
jeg at finde heele Staden paa den anden Ende --- Hvad
vilde jeg sige, paa det samme Sted; thi jeg har engang
sugt, at vore Tider ere gandske forandrede. Dog maa jeg
have den Ære at sige Dem i Forveyen, al jeg ikke slaaer
mig til noget Partie, men vil agere gandske neutral. Jo,
Vindues=Skuddene ere lukte, Collegierne ere altsaa aabnede.
God Aften, J gode Herrer! sidder vel!
Velkommen! - Kielder=Pigen skildte mig strax ved min
Lygte. Verten bragte mig en Stoel, Pigen et Brev To¬
Nu vilde jeg ønske, at min
bak og en Flaske Øll. -
Vertinde saae mig i denne Skikkelse, med hvilken alvor¬
lig Mine jeg kan uddampe min Pibe, og med hvilken Dyb¬
findighed jeg kan drikke Sælskabets Skaaler, og tømme
min Flaske; thi hun vleyer ellers at bebreyde mig min
Munterhed, og at jeg er alt for lattermild.
J det
samme begyndtes en heftig Strid imellem tvende Nabyer
ved den øverste Bord-Ende. Jeg kunde ikke ret høre Aar¬
sagen til samme, formedelst Lyden af de forskielige Stem¬
a a 2


mer, men de giorde et Veddemaal. Man raabte paa¬
Verten, som den, der skulle dømme dem imellem, og af¬
giøre Tretten. Jeg merkede da, at Tvifligheden var om,
hvormange Alen lang Goliaths Spydslage var. Verten
fik i en hast Bibelen ned af Hyllen ved Bord=Enden, og
med Bibelens egne Ord afgiorde Disputen. Veddemaa¬
let blev betalt, og da de Tvistende havde hver faaet en Sob¬
ken, lagde Berten sin Bibel op paa sit behørige Sted.
Neppe var denne Tvistighed bielagt, førend der paa den anden
Fløy ved den nederste Bord Ende reyste sig en anden, ikke
mindre betydelig: En bleeg og gusten Mand paastod, at
Øll, Brændeviin og Tobak var skadeligt for Helbredet,
og giorde Hiernen og Tænke=Kraften sløv og det heele
Legeme døsigt, men derimod, sagde han, var Caffe og Thee
de sundeste Drikke. Han havde mange Modstandere, og i
Særdeleshed en tyk og fyldig Mand, som saae frisk og
munter ud, paastod, at intet var sundere, en got Øl,
Brændeviin og Tobak, hvilket han med stor Veltalenhed,
beviste med sit eget lepende Exempel: naar jeg vil ret giøre
mig til gode, sagde han, og drikke en Potte Øll, saa røger jeg en
Pibe Tobak, denne Sundheds Urt har den Kraft i sig at
den tørrer Ganen og Halsen saaledes, at Øllet bliver mig
meget velsmagende og ret vederqvægende, men at Øllet ik¬
ke skal komme formeget i Giære, bruger jeg nogle skiønne
klare Draaber, som har en fortreffelig Virkning til at set¬
te det -= lille Pige! en Sobken -- - Jer Skaal samt¬
lig -- - at bruge disse opmuntrende og paa Legemet styr¬
Ha! ha!
kende Sager har en særdelrs Virkning.
ha! raabte alle de omkring siddende; du har ret Broer!
Den Første syntes ikke at være tilfteds stillet med
disse Beviser, i hvor grundige, kraftige og saftige de end va¬
re, og forlangte Vertens Erklæring. (Got, tænkte jeg,
Verten er ingen Nar, at han skulde give dig Ret) Verten
med megen Alvorlighed anhørte begges Paastand, og i


en Hast fik Henrich Smiths Lægebog ned af Hyllen, i
Tanke at finde noget derom, men da han i saadan Hast ik¬
ke just kunde treffe paa et Sted til hans Fordeel, spor han
paa, som hiin upartiske Dommer, at de havde Ret begge
to. Om Morgen og Eftermiddag, sagde han, kan Caffe
og Thee være got nok; men om Afteren styrker Øll og
Brændeviin en slap Mave fortreffelig, og en Pibe Tobak,
sagde han meget andægtig, er jo dog den uskyldigste Tids¬
fordriv?
Ha! ha! ha! raabte de alle, Verten har
Ret. (Han har Forstand, tænkte jeg, han vil ikke fiøde
nogen af Parterne for Hovedet.)
Nu blev der for¬
langt et Spil Kort. Denne Bog blev ogsaa nedtaget af
Hyllen, hvor de andre Bøger stode
Da disse Di¬
scourser ophørede, nærmede jeg mig til et andet Spille¬
Bord, hvor fiire Personer med megen Alvorlighed og dyb¬
sindige Ansigter fordreve Aftenstunden. De spillede ikkun
om eneste Skillinger, og altsaa kan vel derom intet siges.
Men en ung Person, som sad ved siden af en gammel
Mand, og Syntes at lære ham Spillet, eller og under¬
rettede ham om den beste Maade, drog meest min Opmer¬
somhed til sig. Jeg forestillede mig, at jeg saa et levende
Skilderie paa den forkeerte Verden. Den Gamle maatte
dandse efter den Unges Pibe, som var hans Styrere ved
hvert Kortblads Udkast. Engang vilde den Gamle raa¬
de sig selv, og gaae efter sit eget Hoved; men han tabte
ogsaa Spillet, og maatte sette Bete. Her sprang den Un¬
ge op, og giorde et pokkers Støy. Papa! raabte han,
og svor en forskrækkelig Eed, havde aldrig blevet beet, der¬
som han havde adlydet mig. Det er dog noget forskrække¬
ligt! de Gamle vil altid raade sig selv, og saaledes skiend¬
te Papaes Søn rigtig paa sin Papa. Den Gamle blev
ærgerlig paa Kortet, og overleverede det i Sønnens Haand,
som paa en langt behændigere Maade forstod at blande,
give og spille det. Jeg saae med Forundring, hvilken in¬
derlig Glæde den gamle Papa udviiste over at see Søn¬
nens færdige Vittighed, og giorde sig ret en Fornøyelse af
at opvarte og gaae ham til Haande, at han ikke i hans un¬
ge Aar skulde overvældes med Forretninger; Papa stoppe¬
de Sønnens Pibe, og passede flittig paa at bringe ham
Kruus og Glas. -
Her opkom Tvistighed imellem de
Spillende, Verten maatte atter være Dommer, hvilkes


han og var paa saadan en empfindtlig Maade for ham
selv, og saa upartisk for de andre, at de Stridende tabte
begge to. (Det er ey saa let en Sag, tænkte jeg, at være
en fornuftig Vert) - Dette spillende Selskab gefaldt
mig ikke meget, i sær den duunede Poges Støyen, hvorføre
jeg nærmede mig til et andet Bord, hvor der blev ført frie
Discourser. (Nu tænker man nok, at jeg skulle sige alt
hvad jeg hørte. Ney, Tak! jeg sladdrer ikke af Skole.
Nun ist es nicht værdt die Afisen zu lesen, sagde en
gammel Frie=Barbeer, i det han kastede dem fra sig, denn
nun ist der Fried uber alt.
See, hvor smukt Key¬
seren af Marocco kryber til Korset, sagde Mester A??
mig tykkes det var en let Sag for heele Christenheden --
Hr. Vert! et Kruus Øll == at udrydde og ødelegge alle
disse Røvere, ja, saa let som at drikke dette Kruus Øll---
Jer Skaal samtlig ---
Men disse ere dog Men¬
nesker, sagde Mester B *k, mig tykkes, det kunde være
nok, om Christenheden blev enig, og med et halvt Hun¬
drede Skibe, giorde disse Røver=Næs en Besøgelse hvert
3die eller 4de Aar, for at opbrænde alle deres Capere og
Røver=Skibe; havde de Lyst til vort Guld og Sølv, be¬
qvemmede de sig nok til at handle med os i Mindelighed.
Men NB. heele Christenheden skulde være enig.
Ha!
ha! ha! raabte Mester C.¬
heele Christenheden enig!
Det er nok lige saa umueligt at vente, som at der skulde
blive Enighed i et Laug. Ha! ha! ha! Nu har jeg væ¬
ret Mester i Lauget i 33 samfulde Aar, men jeg kand sige,
at ingen Laugs=Forsamling er endnu løbet af i saadan Ee¬
nighed og Rolighed, som den sidste Polske Rigsdag
Lille Pige! et Brev Tobak endnu, sagde Mester D. *k
jeg maa røge, medens jeg er ude; thi jeg maa forlade
Huus og Hiem, saa ofte jeg vil røge mig en Pibe Tobak,
eller og have et suurt Ansigt af min unge Kone Hiemme,
som har saa fiin en Næse, at hun ikke kand fordrage To¬
baks=Røg --- saadan gik det ikke til i min Salig Kones
Tid, hun ikke allene stoppede, men endog tændte min Pi¬
be === alle vore Koners Skaal --- Men jeg maatte vel
spørge, om Lugten af Tobaks=Røg er ikke lige saa sund,
som Lugten af en Petitmaitre? Jeg blev mange Aftener
hiemme, naar min kiere Kone havde en mindre fiin Lugt.
J det samme satte en Flue sig paa Kielder=Pigens


Næse, hvilken hun med mange Skields-Ord bortdrev.
Det forbandede Utøy, sagde hun, er og skabt til at plage
Ja, sagde Mester D. . 3
mig tykkes at disse
Folk.
Fluer ere lige saa unødvendige som vore Petitmaitres, og
jeg troer, at begge Slags har en Natur; thi de vil helst
være der, hvor de ikke maa, og man maa drive dem bort,
saa ofte man vil, saa kommer de dog igien.
Apro¬
pos! sagde den gamle Frie=Barbeer, ich skal lehren Dem
emne guten Rath wider die verdamte Fliegen: Man neh¬
me allein 1 Qvintin versusset --- mas heist es anf Da¬
nisch? ---Qvægsilber, und ein halbe Loth Baumolie,
und lasset es alles zusammen kochen in eine --- in eine ---
mas heist es aaf Danisch, in eine Blypotte, und menget
viele Zucker darunter, und setze es fur die Fliegen, so sol¬
len sie alles mit einander vom diese susse Wollnst fterben.
Das ist probatum, warhaftig!
Er det probatum,
sagde Verten, skal J have en Morgen-Sobken frie i fjor¬
ten Dage i mit Huus. Gut! mein Herr! ich danke. Aber
ich soll noch spiculieren auf ein Mittel, wie man die Petit¬
maitres, Schmarotzer --- mas heisset sie auf Danisch?
---- die Snyltegieste, und die forneme Bettellente qvit
und frey bleiben soll. Nun hat ich Dem allein gelehret,
Ha! ha!
Jhr Herren, die Fliegen zu vertreiben.
ha! raabte de allesammen, dersom J kand det, er J Me¬
fler, og J vil giøre Publicum en stor Tieneste.
Ja,
J skal komme til, sagde Mesier D?
at tage mit Skiæg
12 x.
mit med, sagde Me¬
af. Mit med, sagde Mester C¬
ster B T 1
Da skal han, min Troe, sagde Kielder¬
Pigen, aldrig komme til at aarelade mig meere, dersom han
fordriver disse Petitmestere og søde Herrer; thi de ere, min
Troe, dog de nydeligste Kreaturer i heele Verden; Men
kunde han fordrive Patrolskriveren, vilde jeg, paa min Ære,
Og jeg
give ham et Kruus dobbelt Øll hver Aften.
at han var her i Aften.
vilde ønske, sagde Mester D. . 3
Da skulde jeg, om jeg kunde, sagde Vigen, mane ham le¬
vende i denne Flaske, og sette Proppen paa for ham, at han
aldrig skulde komme ud igien. (Det er en Lykke for mig,
- Nu
tænkte jeg, at denne lille Pige ikke kand mane.)
tog en Mand sin Lygte og sin Stok, og listede sig saa sagte
hiem. Verten fulgte ham smukt til Døren, og da han
vendte sig til os igien, sagde han, det var en meget kiøn


gammel Mand, endskiønt han boer i det yderste Qvarteer,
skal han dog see til mig om Aftenen, han har søgt dette
Sted i min Formands Tid, og har fattet saadan Kierlig¬
hed til Stedet, at han veed ikke, at han er til, uden han
Saa¬
kan fordrive Aftenen i dette gode Sælskab.
snart Klokken slog 10, begyndte een efter anden at liste sig
bort, og jeg med.
Nu maatte jeg vel spørge, med hvad Srurd de
gode Koner kan klage over deres Mænd, fordi de søger en
liden Forfriskning i disse Aften Forsamlinger, naar de
faaer dem saa skikkelige hiem betids Kl. 10. De kan jo
dog ikke forlange, at Mændene skal altid hænge over dem.
hans Kone, og andre hen¬
Dog vil jeg raade Mester D¬
des Søstre, at de under deres Mænd nogen Frihed i deres
eget Huus, og i det mindste tillader dem at røge en Pibe¬
Tobak i deres Nærværelse, maaske de da beholdte dem of¬
tere hiemme hos sig, i Fald de vare for Mændenes Sælskab.
Jmidlertid kan jeg forsikkre, at her blev slet intet
uanstændigt begaaet i dette Aften=Sælskab, naar jeg alene
undtager Papaes Søn, som kunde dampe saa brav, bande
saa kiæk, tømme sit Glas saa mandhaftig, spille saa snildt,
og saa dristig skiende paa sin Papa. Nendte Mama at
løse en Birkekost; thi Papa giør det ingenlunde, gjorde
hun en stor Velgierning. Ellers blev her ikke talt et for¬
nærmeligt Ord, uden af Pigen imod mig; men jeg har
for længst lært at mane Vreeden til Dørs. Byen staaer
endnu paa den samme Ende, og Raadstuen blev ikke en¬
gang nævnt.
AVERTISSEMENT.
Undvigte.
Da min flittigste Patroll af lutter Egenfindighed og en
af Mangel paa tilbørlig Kon og Løn er undviget af sin Tieneste,
som jeg endnu ikke vel kunde undvære, saa er min tienstvenligste
Begiering til alle og enbver, som samme maatte forekomme, at
anholde dam, og mig Underretning derom at give, da alle paa¬
gaaende Omkostninger skal blive betalte. Han er gandke kiende¬
lig; thi han er ey saa liden, som den Mand, her for nogle Aar
siden blev baaret i en Kurv, ey heller er han saa stor som
Rinoceros, der for at see uden for Nørre=Port,
kostede en Rixort.
Af disse apprøberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag¬


Patrollen.
No. 48.
Onsdagen den 27 November 1765.
D¬
ersom nogen tænker, at min Agt har været eller er
at satyrisere i mine Blade, saa er Tanken feylta¬
gen; mit eneste og fornemste Sigte er at for¬
nøye. Kan jeg derhos forbedre, glæder det mig desmee¬
re. Fornøyelsen bør ellers være det fornemste, som man
maa søge at skaffe sig selv og sine Medbrødre, og den bør
jo foretrækkes Nytten? Vore hiertens allerkiereste unge sø¬
de Smaaherrer beviser det jo levende. De opofrer de¬
res Dage til Fornøyelsen, og jeg giver dem min Haand
paa, i Fald de vil røre ved den, at jeg er af deres Mee¬
ning. Hvad Fornøyelse har man af at bryde sit Hoved
med Læsning, eller giøre sig beqvem til at tiene Verden,
imod den Fornøyelse at pynte sig, besøge den galante Ver¬
den, og vise sig medlidende endog ved et Spillebord? Det
sidste er ret at følge Naturen; og det er jo en uimodsige¬
lig Sandhed, at vi Dødelige ere skabte til Fornøyelse.
Naar man stræber at fornøye sig, gjør maa slet ikke meere,
end man adlyder Naturens Stemme. Det er jo dog al¬
tid kierere, at see glade Ansigter, end suurseende? De, som
arbeyder paa det Nyttige allene, skinler som oftest deres be¬


dægende Aarsager dertil, som enten er Ærgierighed, Pen¬
gierrighed o. s. v. Men de, som stræber efter det For¬
nøyende, har ikke altid Hensigt at til nytte, men ey heller
til at skade nogen. Saadanne Folk har det beste Hierte
af Verden. De vilde gierne see alle Mennesker fornøye¬
de. Jeg har og tænkt, at vilde giøre noget til deres For¬
nøyelse. De har dog imellem Fornøyelsen altid nogle ør¬
kesløse Øyeblikke. Men moralisere vil jeg ikke; thi hvem
gider hørt og læst det? Endnu mindre vil jeg satprisere;
thi derved maatte jeg maaske støde en Deel for Hovedet, og
giøre dem misfornøyede.
Jeg nægter ikke, at Daarlighederne jo fortiener at
straffes ved at giøres latterlige, men fortiener de ikke lige¬
saa megen Medlidenhed og Alvorlighed? Og naar er no¬
gen Daare blevet forbedret ved, at man har udleet ham?
De forblttres snarere derover, bander og driver Spot der¬
med, ja, skiuler deres Forbedring under Masken af deres
Feyl. Satyrskrivere giøre sig alt for let et Begreb om
Menneskets Forbedring; og en tør og mager Moral for¬
bedrer ligesaa lidet som en bidende eller leende Satyr,
Man vilde ikke faae ret stort et Tal, om man skulde tælle
alle dem, som ere blevne forbedrede ved Satirer. Daar¬
ligheden vedvarer bestandig; og vil nok blive saaledes ind¬
til Verdens Ende¬
Svag og liden Forsand er Aarsag til mangen
Daarlighed i Verden; men monne vel Satiren er saadan
Tinctur, som kand giøre Daarer viise? Hvor Villien er
forgiftet, og hærdet ved tilvant Ondskab, der er den fiine
Smiilen alt for svag til at brekke igiennem den tykke Hud.
Ja, dersom det blev de Daarer tilladt, som har nogen mee¬
re Forstand, saa skulde de maaske giøre fleere end een Sa¬
tire over de Mænd, som har skrevet de beste Satirer i Ver¬


den; og dersom de kiendte Personerne, saa havde de mue¬
ligt Materie nok til at lee og spotte.
Ney, det er best at lade saavel det Bidende, som
Udleende fare, og allene skrive det, som fornøyer. Der
er dog ingen, som skiøtter om Satirer, der dog kun lige¬
som Salt svier i et aabent Saar. Og jeg troer heller
ikke, at nogen efter denne Dag faaer saa stoer Aarsag til
at skrive dem; thi alle Folk begynder nu omstunder at
blive meget dydige, og uden Satirer at forbedres.
Mig tykkes man har i lang Tid klaget over Mangel paa
Dyd og gode Sæder. Men dersom det var min Sag,
at holde Bog over de Dydige, kunde jeg snart faae nogle
Protocoller fulde. J den lille Gade falder mig strax ved
første Øyekast et halvt Dusin saadanne dydige Folk i Øy¬
nene, og det er endda i den lille Gade, hvor mange stulde
man ikke finde i de store? Og at man ikke skal tvivle om
deres Vished, vil jeg her opregne dem:
Jomfrue Susanne taler som en Bog, og nævner
i det mindste alle de syv viise Mestere, samt deres Ord¬
sprog, i Fald nogen bringer hende paa Tale om Forstan¬
den. Hun er saa kydsk som en Lillie; Hun er beskeden i
hendes Ord og Tale, aarvaagen over hendes Miner og
Gebærder, og man maatte lyve hende paa, om man be¬
skyldte hende for det, som man kalder Galanterier. Hun
skiuler sig meget meere for alle de Forbigaaende, paa det
at hun ikke skal foraarsage nogen noget Aastød. Jfald
man ikke skulde vilde troe, at hun besidder disse et Fruen¬
timmer saa smukke og fornødne Dyder, saa behøver jeg vel
ikke at anføre meere, for at blive troet, end at denne Helt¬
inde ey er ældre end nogle og halvtresindstyve Aar. Jmid¬
lentid er hun dog dydig.
Bbb2
H02


Hr. Michel er efter sit eget Vidnesbyrd en af de
redeligste Mænd i Landet. Han brdrager nu omstunder
slet ingen. Han har Midler og Penge i Overflødighed og
har dog hverken arvet noget eller vundet i Lotteriet. De
Folk, som arbeyder for ham, faaer deres rigtige Betal¬
ning. Der er slet ingen, som klager over ham. J hans
Huus hersker en deylig Maadelighed, der er som Moder
til alle Dyder; og man finder bestandig hos ham en Yd¬
myghed, som ey altid findes hos de Rige. Han har i
forrige Tider laant Penge paa Pant; men nu ikke meere.
Altsaa er han jo dydig?
Hr. Stoltenfær er næsten ydmygere end nogen
af hans Brødre. Han er gandske taalmodig i sin Skiebne,
bander og sværger aldrig, pukker ey heller paa fin Tieneste
eller Fortieneste. Alt hvad han forlanger, det søger han
med Beskedenhed. Hvad enten nu Satiren eller den
Hendelse, at han brekkede sit ene Been, har giort ham
saa ydmog og dydig, veed jeg ikke. Dog troer jeg sna¬
rest det sidste.
Hr. Candidatus var vel i Førstningen noget vild;
men nu er han ret et Mønster for alle Studerende. Han
studerer til langt ud paa Natten; han læser; han tænker;
han skriver; men caresserer og galanteriserer nu ikke meere.
Han gaaer gandske sædelig sort klædt. Mange forundrer
sig over, hvi han er bleven saa forandret? Det er langt
fra ikke Satiren, som har forandret ham. Ney, han har
Haab om med første at faae et Geistligt Embede.
Madame Cleomine er saa kierlig en Kone, som
der er i heele Gaden. Hun pleyer hendes kiere Mand
saa omhygelig som en Moder. Hun kysser ham; hun
overrumpler ham med søde Høfligheder. Ja, hun græ¬


der for hvem, hun fortæller noget om ham. Man skul¬
de dog ikke troe, hun elsker ham for Honeurs og Syns
Skyld; saa som han er noget sygelig.
Hr. Springer er dydigere, end nogen Satirskri¬
ver har seet. Tidt har de uden Grund hvesset deres Pen¬
ne imod ham; imidlertid springer han endnu med sine sæd¬
vanlige lette Skridt over Lasterne, hvilke man har bildet
sig ind, at være den Morads, hvori han engang skulde
blive siddende. Hans Dyder og Fortienester ere større
end nogen bør satirisere derover. Verden høfter daglig
nye Fordeel af ham. Naar han med sine Kammerater
tømmer et Dusin Flasker Viin: saa har jo Skienkeren
strax sine Penge, som stak i de Vahre, og kan med samme
Penge anskaffe nye Vahre, og have sit Levebrød. Pen¬
gene løber paa saadan Maade om i Handelen. Hr.
Springer styrker mangen en Kiøbmands Credit, i det
han afhandler ham hans Silketøyer og Glanterie-Vahre.
Musikanterne florerer ved Hr. Springers Ædelmodig¬
hed, og mange Professioner beriges ved ham. Han skaf¬
fede først sin Skræder det høye Navn af en stor Geistes
lille Skaber. Kunstnere, Malere, Silke=Fabriqueurer,
Syepiger, Kokke, og jeg veed ikke hvor mange, nogle vil
jeg ikke engang nævne, vilde komme til at leve meget slet,
om Hr. Springer reyste af, eller blev usynlig. Han gi¬
ver det rette Liv til de skiønneste Opfindelser i Moden,
Smagen i Kunster, Skuespil og Digtekunsten. Man
veed, at hans Forældre ere hovedrige Folk; men Ordet
gaaer tillige, at der hviler meget uretfærdigt Gods iblandt
deres Formue. De sette store Jern=Laase for deres Jern¬
bundne Penge=Kister, og Skatten kunde jo let forruste,
førend Verden fik Nytte af den. Men Hr. Springer
vil ligesom gotgiøre sine Forældres Synder. Han driver
paa Giengieldelses Retten. Han forstaaer den Kunst at


forløse den fængslede Mammon af sin Arrest. Han brin¬
ger Pengene ud iblandt Folk igien. Og dersom det er
sandt, som der siges, at uretfærdige rige afdøde Folkes
Geister skal til Straf holde Vagt over deres Penge=Ki¬
ster; Saa befrier Hr. Springer sine Forældre fra den
Straf, og er altsaa den eneste Aarsag til, at de engang
efter Døden kan hvile roelig i deres Grav, uden at staae
Hvilke Dyder
Skildtvagt ved deres Penge=Kister.
og Fortienester ere ey alt dette! saadant bør man aller¬
uindst at satyrisere over. Ney, nu vil jeg fortælle mine
Læsere fornøyeligere Ting.
Ældgammel Beretning
Om Projectmageren.
Denne Helt var ikke meere end 20 Aar gammel,
da han gjorde det alvorlige Spørsmaal til sig selv, til hvad
for en Haandtering i Verden han skulde bestemme sig.
Han havde lært at giøre nogle Træk med en Pen, og kun¬
Hvorfor skulde
de læse temmelig reent i en Bog.
Det vil¬
han da ikke kunde studere Lovkyndigheden?
de dog ikke lykkes for ham; men til Trods for Skiebnen
blev han det, som Folk paa den Tid og i gamle Dage kaldte
Lomme=Procurator; thi nu omstunder findes ingen af det
Maaske Navnet indtil denne Dag har sin
Slags.
Oprindelse fra denne Helt; thi de Lommer, som han i sin
Tid fik fat paa, vidste han ret mesterlig at udtømme.
Jmidlertid kunde han dog ikke længe leve ved denne Pro¬
fession; thi Næringen slog ham gandske Feyl, og ingen
vilde have meere med ham at bestille. Hvad skulde han
nu fange an? Tit tænkte han paa at vilde oprette en Casse,
og saaledes blive Bogholder. Men Ulykken var, han kun¬
de ey komme afsted med Regningen. Han tænkte da paa


et nyt Project; thi han bestilte slet ingen Ting, var ellers
ung, og saae temmelig got ud. Det skulde vel derfor ikke
bæte ham saa vanskeligt, at giøre en Kierligheds Erobring.
Paa egen Haand var det dog forvovent. Han adresserede
sig derfor til en Kone, som han havde hørt, at man kaldte
Koblersken. J hans Tid vare Folk saa slemme, at de ga¬
ve næsten alle saadanne skikkelige Mennesker Øoenavne.
Men denne gode Kone var ikke af den Caracter, som han
troede. Hun anhørte hans Forflag med stor Koldfindig¬
hed, og, for at hævne sig over hendes Vanheld paa denne
uværdige Beyler, forstilte hun sig, og løvede at være ham
behielpelig i at giøre et got Partie. Nu, tænkte vor Helt,
skal jeg ret giøre min Lykke ved Galanterier, og trodse
heele Verden. Paa den bestemte Tid fulgte han med sin
hæderlige Ledsagerske; han havde iført sig de allermeest
indtagende Miner, og trippede saa net og let ved Siden
af denne omhyggelige Kone, som en Kylling ved en Høne,
Hun fulgte ham til det Huus, hvor han haabede at see sin
Glædes-Soel at oprinde paa sin indbildte Lyksaligheds
Himmel. Ring nu paa, sagde hun, Aftalen har jeg giørt.
Jo, hun havde rigtig gjort den. Han havde ey saa snart
trakt paa Klokke=Strængen, førend der kom et Par Karle
over ham med saadanne Knippel=Slag, at han bruun og
blaa neppe var i Stand til at slæbe sine mørbankede Lem¬
mer hiem. Han forlod da det Projert, at spille Røma¬
ner, mig tykkes og han havde gyldig Aarsag dertil.
Da han en Sommer=Aften gil og spadserede ved Vandet,
kom han af en Hendelse i Tale med en Skipper, som skul¬
de seyle til America. Vor Helt havde hørt meget tale
om de Rigdomme, som fandtes i America, og kiendte des¬
tiden en, næsten af sin Caracter, som uden sit Forsæt og
imod sin Villie var kommen derhen, og tilbage igien med
store Penge=Summer. Nu vilde han altsaa være riig.
Kun til America! tænkte han: Naar det har lykkedes for
saa mange andre, hvi skulde da Lykken hade dig meere end
dem? Han giorde altsaa Aftale med Skipperen, om at
komme med ham; og i hvor liden Færdighed han end hav¬
de i Skrivning og Regning; saa fandt dog Skipperen ham
beqvem nok til hans Skibs=Skrive= og Regne=Mester.
De havde neppe været nogle faa Dage paa Søen, førend
Tiden begyndte allerede at falde vor Helt lang. Han spurg¬


te stedse: ere vi endnu ikke i America? (Thi han forestille¬
de sig det, som et lidet Land, der laae ikke langt fra hans
Fødested. Saa dumme ere ikke Projectmagerne nu om¬
stunder). Jmidlertid trøstede han sig ved de Guld=Klum¬
per, som han allerede forud saa i Jndbildningen; thi han
Endelig kom
havde en stærk Jndbildnings Kraft.
de til America. Vor Helt skyndte sig at komme i Land.
Men, au! hvor forundret blev han ikke, da han saae, at
Jorden var der ligrsom hiemme hos ham, og at Flinte¬
Steenene der ikke Bare Ædelsteene, og Kampesteenene i det
mindste ikke overtrukne med Guld. Han leedte allevegne
men han fandt slet intet Guld. Endelig merkede han ved
det Svar, han paa Spørsmaalet fik af Skipperen, at Gul¬
det der i Landet skulde forhverves paa samme Maade, som
i Europa, nemlig ved Arbeyde, Møye, og ved Handel.
Han=blevt altsaa hos hans Skipper, og med ham reyste
Da vor Helt nu saaledes havde været i
hiem igien.
Tieneste for Skrive= og Regne=Mester baade i den gamle
og nye Virden; holdt han det for gandske rimeligt, at han
i det ringeste kunde blive Secretair hos en stor Herre.
Han hørte, at en Herre behøvede saadan en, og ham syn¬
tes, at han behøvede ikke meere end at melde sig, for at
blive antagen. Han havde og den Gang nær blevet St¬
rretair, havde andre Omstændigheder ikke indløbet, og en
Hvad skulde han nu
dueligere blev recommenderet.
projectere til sin Lykkes Befordring? Der gik vel 10 Pro¬
jecter overstyr for ham hver Dag, saa han tilsidst følede en
stor Mangel. Adskillige Gange havde han besøgt de Ste¬
der, hvor de Folk, som kaldes Bierfiedlere spiller Pengene
Han kiøbte sig alt¬
af andres i deres egne Lommer.
saa en Fiol, og fik en heel Hob Noder sammenskrabet.
Efter nogen Tid blev han lige saa fuldkommen i Musik,
som i Skrivning og Regning. Man kunde tilsidst høre,
at dette skulde være en Menuet, og det andet en Polst Dands.
Kort sagt, vor Helt blev Bierfiedler. Men da en af hans
Bekiendtere nogen Tid derefter mødte ham, og spurgte,
hvad han nu var bleven? Svarede han med en over¬
ordentlig og forskrækkelig alvorlig Mine:
Nu er jeg Musicus.
Af disse apprøberede Uge-Blade udgaaer et hver Torsdag.


Patrollen.
No. 49.
Onsdagen den 4 December 1765.
E¬
ndskiønt jeg paa et og andet Sted i mine forige
Blade har talet noget om Spill, og de ulyksalige
Følger af samme, saa vil jeg dog i dette Blad (thi
en god Viise kand jo ikke qvædes for tit) indføre et Brev,
angaaende Spill, fra en god ærlig Landsbye=Præst til
Mylord ***
Jeg haaber, at De tillader Deres gamle Ven, som forhen
har taget sig den Friehed, at give Dem nogle gode Raad
undertiden, at han endnu en Gang giør det, efter den An¬
ledning, som De selv i Dag giver ham. De skriver i De
res sidste Brev, at De har tabt to Tusinde Guineer i Spill.
Denne Efterretning foruroeliger mig særdeles, thi vi Land¬
folk betragter to Tusinde Guineer, som en anseelig Sum¬
ma, og dersom jeg ikke kiendte Dem, vilde det have kom¬
snet mig meget fremmet for, at De endnu kunde beholde
den lystige Tone i Deres Brev, efter saa stort et Forlit.
Jeg veed, at de gode Herrer i Byen bettagtee
Spill, i det høyeste som en Skrøbelighed iller som en Tids¬


fordriv. Jeg har betragtet det i lang Tid, som den stør¬
ste Skade. De vilde tillade en gammel Præst dette Ord,
hvilket, saa meget jeg veed, er kommet gandske ud af Mo¬
den. Vil De vide, hvorfor jeg tænker saaledes? Derfor:
fordi at Spill kand giøre, af den allerærligste Mand, det
liderligste og nederdrægtigste Menneske.
Jeg kiender Dem. Jeg veed vist, at De har en
naturlig Drift til at giøre Got, og ønsker, at De kunde
erlange et got Narn i Verden. Fra Deres unge Aar af,
veed jeg, at De har været tilbøyelig til Godhed og Medli¬
denhed. Jeg har seet, at De har givet en gammel ærlig
Mand sex Skilling, da De kun havde aatte i Lommen, og
følgelig kun to tilbage. Hvorledes er det mueligt, at De
kand elske saadan en Sag med flig en Hæftighed, som med
Tiden kand betage Dem Biisdom, Berømmelse og Tilbøyg
lighed til Ædelmodighed!
Jeg veed, at De vil lee over det, som jeg herften¬
bringer, og vil sige: at jeg holder en Prædiken. Det er
ligemeget. Enhver forretter sit Haandverk. Jeg haaber,
at jeg ingen Tid har nødig at skamme mig ved mit. Men
hvorledes kand Spill have de Følger, som jeg her siger?
Et Øyeblik Taalmodighed Mylord. Jeg vil vise Dem
det, og kuns med faa Ord, omendskiønt jeg er kun en gam¬
mel barnagtig Sladdrer:
Et ungt Menneskes= Sæder land forderves af det
Selskab, som han besøger. Mig synes, Mylord! at i
de Huuse, hvor man holder Spille=Borde, er just ingen
Viisdoms Stole. Den Tale, som man fører der; de
Skuespill, som man der seer af de skammeligste Passioner;
Den Hidsighed efter at vinde; Det Optør, de Eeder og saa
fremdeles. Alt dette synes mig, duer slet intet, til at danne


et ungt Menneske til Dyden. Hvad som angaaer et got
Navn, vil man let tilstaae mig, at under alle Caractererne,
er ingen slemmere end en Spiller. Saa fordervet, som
endog Verden kand være, saa har dog aldrig været noget
Menneske til, som er bleven høyt agtet og æret, fordi han
har havt Lyst til Spill. Dersom det er anderledes nu
omstunder, saa maa denne Sag have forandret sig meget,
siden den Tid, jeg var sidste Gang i Løndon. Det var
paa den Tid, da Georg den rste blev kronet.
Jeg beder Dem, at eftertænke (thi Deres gode
Tilbøyelighed er mig bekiendt) hvor tit og ofte De har vil¬
det hielpe Personer, som besade Fortienester, og vare i slette
Omstændigheder, og De har ikke havt det i Formue, fordi
De een a to Aftener forhen har været ulykkelig i Tær¬
ninger.
Naar Spil fortærer eg stor Deel af Jndkomster
ne, og man betaler den Gield allerførst, som man giør der¬
ved, saa følger deraf, at den største Deel bliver ladt tilbage
af den anden Gield, som man var skyldig først at betale.
Penges fande Værdie i Havdelen er, at de tilt roullerer,
og naar den Gield, man er i hos Kiøbmændene, er fra en
lang Datum, saa maa der nødvendig være nogen Uretfær¬
dighed begaaet; thi i det høyeste lader de ikke deres Vahre
staae længere end et Aar. J saa Fald giør De dem Uret,
at De vil tilbageholde deres tilgodehavende saa længe, og
derfor skriver de Dem Vahrene høyere op, end de ere værd,
og da er De Aarsag i den Uretfærdighed, som Kiøbmæn¬
dene heri begaaer.
Jeg troer altsaa at alt dette, som jeg har sagt, er
ikke uden Grund. Men jeg bekiender, at overalt dette for¬
uroeliger mig meest, at saa herlige Sinds Gayer, som jeg
e6


veed, at De besidder, skulde blive giørte unyttige, paa saa¬
dan en elendig og slet Maade. Jeg har regnet efter, hvor
mange gode Velgierninger De kunde have gjort i dette sid¬
ste Aar, og dog ikke haver gjort dem, og ved denne Spar¬
sommelighed, har De hverken forhøyet Deres Caracteer,
eller skaffet Deres Lykke nogen Tilvext, Her seer De Reig¬
ningen, som jeg paa Deres Reigning har giørt:
Fortegnelse
Paa det, som Hr. Mylord? i Aaret 1753 kunde
have gjort til at befordre det menneskelige Kiøns
Lyksalighed.
1) For to Soldater=Sønner, hvis Fader er
F 37
hvor han
bleven i Slaget ved D¬
fægtede mandig, at fortinge dem hos en
Mester
50 Pund.
2) For en Geistllig, som er fattig, og har en
200
stoer Familie at forsørge
3) Til tvende unge og dydige Pigers Udstyr
paa den Dag de gifter sig med ærlige og
patrictiske Kiøbmænd
120
O) Til 10 unge Drenge at klæde, og at holde
100
i Skole
5) Til 14 unge Drengeog 6 Piger, at betale
200
Lære=Penge
6) For 4re fattige Karle, som har lært en
Profession, til at sette sig i Stand med 200
7) Til at forstrække fattige Kiøbmænd, at
200
flye dem i 3 Aar uden Renter
200
8) Til forarmede Officierers Børn
9) Til en Adelsmand, af en stor Familie,
som besad Fortienester, og som havde
havt den Ulykke at miste alle sine Midler 300
Lateris 1550 Pund.


Transport 1550 Pund.
10) Til en Dame af et stort Huus, hvis
Fader havde styrtet hende i Elendig¬
hed, formedelst at han ved Spill hav¬
de ruineret sig, at tilkiøbe hende en
aarlig Underhold af 30 Pund paa
200
hendes Livstid med
11) Og endelig til adskillige Kierligheds
Gierninger ved adskillige Leyligheder,
23011.
som aldrig fattes
Summa 2000 Pund.
Lad os nu see, Hr Mylord * 1 1 Deres
Reigning; men jeg befrygter, at een eneste
Artirul udgiør det altsammen:
J Aaret 1753.
7-. 2000 Pund.
Tabt ved Tærninger og Kortspill¬
Ak: Hr. Mylord! Jeg beder Dem, at holde disse
tvende Reigninger med Eftertanke imod hverandre. Naar
den første havde været Deres, hvad for en Fornøyelse vilde
det ikke have været for Dem, saa ofte som De havde igien¬
nemlæst samme, at tænke, at De i et Aar havde gjort saa
mange elendige Mennesker lykkelige for deres heele Livs
Tid. Hvad bliver nu vel til overs af dette, andet, end en
dødelig Græmmelse? --- Jeg vil ikke sige meere. Op¬
fyld selv dette Rum- -- Eftertænk dog dette et Øyeblik,
saafremt det er Dem mueligt, at sidde ned et Øyeblil for at
tænke.
Min gode Herre! -
Jeg har alle Tider elsket
Dem, som min egen Søn. De har givet mig mit Præ¬
ste Embede, og De har alle Tider overgydet mig med De¬
res Godhed. Jeg finder mig i Stand til at blotte mig for
alt dette, som De har givet mig, naar jeg derfor kunde kiø¬


be den Fornøyelse, at man paa alle Sider talede got om
Deres Opførsel, ligesom man tilforn har gjort Lovtaler
over de gode Forretninger, som De har udrettet. At høre
Deres Berømmelses Udbredelse er min Trøst i min Alder¬
dom. Men naar jeg hører noget ondt om Dem, saa smer¬
ter det mig i mit Hierte. Dersom det hændede sig, at
De efter et Aar kunde berette mig, af De havde anvendt det
halve af den Overflødighed, som De saa ilde havde sat over
styre i forrige Aar, til at giøre nøget Got dermed; saa
vilde saadan Tidende foraarsage mig saa megen Glæde, at
det vilde forlænge et Liv, som stunder saa nær til Enden.
Jeg forbliver &c.
2000 Pund Sterling er efter vore Penge saa me¬
get som 10000 Rdlr. Det var en forstrækkelig Summa
at spille bort paa et Aar. Der er vel ingen iblandt os,
som ved Spil og anden Forlystelse taber saa meget imel¬
lem Aar og Dag. J det ringeste veed jeg mig frie. Men
om man ikke taber saa anseeligt; saa kan man jo dog giøre
vel med det mindre, som desværre, alt for ofte bliver tabt,
og som man ikke engang faaer Tak for. ) Naar en riig
Mand, siger vor Store Tilskuer, er saa ulykkelig, at han ikke
beed, at forskaffe sig nogen bedre Fornøyelse for sine Pen¬
ge; naar han troer, at det er ham saa stoer en Ære, at
vise en Ødselhed, hvori der hverken er Forstand eller
Smag, og naar han er grum nok til at søge sin Forlystel¬
se i at oprække ulykkelige Passioner hos andre med sine
Penge, da ere der andre Maader, paa hvilke han kand
opnaae alt dette langt vissere end ved Spill. Lad ham
samle Pøbelen sammen, og kaste sine Spille=Penge ud af
Vinduet; Hans Rigdom og Ødselhed skal da snart blive
heele Byen bekiendt, og han skal selv have den grumme
Fornøyelse, at see Folk skiære Næse og Øren af hinanden
for at deele hans Penge." Paa et andet Sted taler


samme udødelige Antor ret artigt til Spille=Partiers For¬
deel, og skiemtende viser den store Nytte, som det, hos alle
skikkelige og anseelige Folk, saa brugelige Kort Spill fører
med sig: Dersom man ikke spillede i Selskaber, siger han,
maatte fornuftige Folk snart sope, Narrene skulde aldrig
tie; og Ceremonierne tilligemed det Fyldekalk i Talen,
som man kalder Complimenter, fik aldrig Ende. Nu
kand man dog ved Spille=Bordet i det mindste faae Folk
til at sidde uden mange Omstændigheder, da et Æs eller
en Knægt afgiør i en Hast, hvem der i det Selskab skal
være den fornemmeste." Vores berømte Poet Wig.
siger et Sted:
Modens Damer komme skal
Med de kiere Skiøde=Hunde
Sammen i en Fruer=Sal.
Før at bløde deres Munde
Udi Thee og Chotolade,
Og at kaste et Blad Spade.
Ynmærkninger.
En Dervisch laae engang udstrakt paa Jorden ved
Indgangen af Templen i Mecca, og raabte med høy Røst:
O! barmhiertige Gud! Hvad kand du vente af Menne,
sket, af dette ringe og svage Creatut? Hvor meget jeg end
har gjort for at ære tig, og endskiønt jeg har opofret mit
heele Liv til din Dyrkelse, saa kommer jeg dog her for at
bede dig om Forladelse, fordi jeg ikke har æret dig nok.
Tienere beder om Løn for deres Tienester, og Kiøbmænd
om Betaling for deres Vahrer; men jeg, store Gud! jeg
fører med mig i din Tempel, det blotte Haab, og ingen
Ret til at bønhøres. Mine uafladelige og idelige Bønner,
Kin ufuldkomne Lydighed imod din kop, mine Faster, mi¬
si Aar


ne Prædikener, min Bodfærdighed; hvad skulde jeg med
alt dette kunde fortiene af dig? Handle med mig saaledes,
som det er dig selv anstændigt at handle med dit Creatur,
og ikke som dit Creatur fortiener. Hvad du har besluttet
over mig, store Gud! det skal jeg tage imod med den yd¬
mygste Hengivenhed, ligesom jeg her ligger udstrakt paa
Gulvet af din Tempel, og altid velsigne din Villie.
En anden Dervisch, som stod noget fra denne, bukkede sig
ofte til Jorden, og raabte hver Gang lige saa høyt: Sto¬
re Gud! Vil du ikke ihukomme din Tiener, som aldrig har
forglemt dig?
En Arbeyder stod midt imellem dem.
Han slog Øynene ned, sukkede og sagde med en svag Stem¬
me: Store Gud! Forlad mig mine Feyl; og den eneste
Belønning, som jeg ønsker mig for det lidet Got, som jeg
har gjort, er, at du vil give mig Kræfter til herefter, at
jeg kunde giøre meere Got.
Der var en Gang mange fattige Lærde forsamlede
hos en meget rig Herre, som alle gave ham umaadelige
Berømmelser. Han svarede dem: Den, som J roser,
kiender sig selv, og J bedrøver ham kuns. J berommer
Paafuglens Fiere, men den seer til sine Fødder og sukker.
See der, sagde han, i det han gav dem en anseelig Sum¬
ma: Tager disse Penge, og jeg vil give Eder meere, der¬
som J ikke vilde rose mig. De toge Pengene, og roste ikke
meere den store Herre.
Jeg mødte forleden en Dreng, som kom løbende i
fuld Spring, gandske speedig, og Tungen var færdig at
hænge ham ud af Halsen; han havde net op et Spill Kort
i hver Haand. Hvorhen? hvorhen? spurgte jeg. Til
min Herre, svarede han. Bie lidt. Hvem er din Herre,
spurgte jeg videre? Jeg er, sagde han stønnende; Tiener
hos Secretairens Skriverkarls Dreng; han løb. Løb kuns,
tænkte jeg, at ikke din Herre bliver vreed. Jmidler¬
tid gav denne Dreng mig Anledning til
dette Blad.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et bver Torsdag


Patrollen.
No. 50.
Onsdagen den 11 December 1765.
M¬
ine Læsere behager at mærke, at følgende Brev
er til mig selv.
Høygunstige
Naadige Herre!
(Nu frisk! nu vanker der Titler. Naadige Herre vil jeg
dog slaae en Stræg over. Jeg maa see fra hvem
denne lange Skrivelse er.)
Hvorfor har De dog vildet giøre mig ulykkelig?
Dog, De er uskyldig, og Skylden er allene min. Jeg
tilstaaer min begangne Forseelse. Det var en stor Uhøf¬
lighed af mig, at jeg saaledes løb bort fra min fromme
Herre med den heele Pose Nyt, som jeg dog vidste, De
høylig behøvede; men jeg blev dertil forført af en De¬
res formeente gode Ven, som vilde have den Fornøyelse,
at see Dem forlegen.
Jeg var allerede kommet
langt ud paa den tydske Bund, og tænkte at være i fuld¬
men Sikkerhed. Hvorfore jeg fordristede mig til, at løse
for min Pose med alle mine Nyeheder, blot og allene for
at fornøye min Vert og hans Giester i mit Logement i
denne lille Bye, hvor jeg opholdt mig. Verten fandt
meget vel sin Regning ved min Nærværelse; thi der kom
mangfoldige Giefter for at fornøye sig over den fremmede
og kortvillige Person; thi De veed selv, min Herre, at
jeg er meget lystig, naar jeg ret vil slaae Giækken løs.
Men dette Gode varede ikke længe. Saasnart
Deres nøyagtige Beskrivelse over min Person blev bekiendt¬
gjort i Deres Blade, som jeg troer flyver endog uden


for Christenheden, og Paven selv læser dem, var det mig
umueligt, ikke at blive røbet. En Person, som ventelig
var af det uberettiget Slags, der vil berige sig ved an¬
dres Ulykke, havde net op faaet fat paa Deres Blad,
hvori De lyser efter mig. Alt som han læste, saae han
mig meget stivt i Øynene, og betragtede mig fra Taa til
Top. Han læste nok igien, og derpaa gik han børt.
Efter en Times Tid kom han tilbage med tvende Rettens
Jeg sidder nu i Arrest, og maa blive
Betientere.
der saa længe, indtil min Høygunstige Herre forbarmer
sig over mig. Og, for at forsone min begangne For¬
seelse vil jeg fortælle min Herre den heele Forretning ved min
Persons Paagribelse, samt nogle Anmærkninger, som jeg
har gjort mig i denne min indesluttede Tilstand; thi el¬
lers fik De maaske aldrig at vide, hvorledes saadant skeer,
og hvad der gaaer for sig paa saadanne Steder; hvilket
jeg allerydmygst beder, min naadige Herre vil tage i Be¬
taling for det Nyt, som jeg berøvede Dem." Jeg for¬
lydigste
bliver min Høygunstige Herres
Patroll.
Fortælingen:
Jeg sad og fornøyede Giesterne, med at fortælle
dem, hvorledes en vis Lord i Engelland havde den Vane,
at han altid gik med en Jagtpidsk igiennem Gaderne i den
Bye, som hørte ham til, og gav alle dem, som mødte ham
en god Rap af denne Pidsk. Denne arlige Vane øvede
han saa længe, indtil en Tydsk Reysende, som just var
stiget fra sin Hest, og endnu havde sin Pidsk i Haanden,
mødte denne Lord. Den Tydske fik en Rap af Lord, før¬
end han formodede det. Men som han ikke kiendte denne
Lord, saa var han saa høflig, og ligeledes brugte sin Pidsk,
og de huggede saa længe paa hinanden, indtil Lord blev
kied af denne Forretning. Jeg er Lord, raabte han, og
derpaa nødte Tydskeren til sig, og bevertede ham fuldkom¬
men vel. Efter den Tid lød han alle de, som mødte ham,
gaae i Fred og Roe paa Gaden.
Medens vi endnu loe ad Mylords Forbedring,
saa traadde to Rettens Betientere ind i Stuen, og eftet
aflagde Complimenter, nærmede den ene af dem sig til
mig, og sagde meget høflig:
Min Herre! det giør mig hiertelig ondt, at De
er den, som der bliver lyst efter, og som jeg paa mit Embe¬


des Vegne, og høyviise Øvrigheds Ordre forkynder Arrest.
De maa have mig undskyldt, min Herre! thi jeg er kun et
blot og hart Rettens Redskab. De maa da ey fortryde
paa, at vi foruleyliger Dem, bemægter os Deres værdige
Person, og lader Dem til det behørige Locum transportere
i Arrest, indtil nærmere Ordre.
Hvad! sagde jeg, vil de arretere mig? Hvorfor?
Vil De behage at fremvise mig deres Pas, hvor¬
ledes er De kommen her?
Jeg har ingen Pas; men jeg er jo ikke den ene¬
ste, som er kommet over Belterne, Søe og Salt Vand
uden Pas?
Got nok! Det var kun i gamle Dage, men nu
skeer det ikke meere. De maa altsaa være saa god, min
Herre, og efter Deres Samvittighed svare paa disse Qvæ¬
stioner:
Hvad er Deres Navn? ---- Vær saa god og
frar mig paa alle mine Spørsmaale! Min Herre! -- - -
Hvad heder De? --- her maa alting rigtig udsiges, ty¬
delig udtales, og uden Forstoklelse bekiendes, efterdi vi her
paa dette Sted, saa vidt Rettens Arm naaer, ført og got
vil vide Alting, for hverken at forlænge eller forkorte Pro¬
cessen. Hvorledes kalder de sig? Siig mig Deres ærlige
Navn?
Et nærligt Navn har jeg ikke. Jeg heder Fabian
von Strohholm.
(Han skrev og spurgte videre)
Er De gift min Herre?
Hører dette Spørsmaal og til Processen?
Ja gandske sikkert, min Herre, svar De kun! Er
De gift?
Ney.
Hvor mange Børn har De?
(Jeg maatte lee ad dette Spørsmaal)
Lee ikke Hr. von Strohholm! Det er ikke Skiemt.
Erfarenhed lærer, at man nok kand have Børn, omend¬
skiønt man ikke er gift. Har De nogen Paarørende?
Ney, hverken Rige eller Fattige.
Har De nogen Eyendom? Fast og urørligt Gods?
Jeg har vel havt et Jordegods; men jeg har mi¬
stet det ved en Proces.
Saa er De Elsker af Processer?
dd 2


Ney, jeg er ikkun en Christen.
Jeg beklager Dem, at De saaledes har tabt De¬
res Jordegods.
Hvad hede det?
Nullendahl.
Er det langt herfra?
Ja, temmelig langt børte.
Hvor opholder De sig nu?
Der, hvor De seer mig.
(Giefterne smaaloe; men jeg var var gandske ærbar)
Hvor længe har De opholdt sig paa dette Sted?
Siden jeg kom her.
Har De fleere Klæder med sig, end dem, som De
har paa?
Ney; thi de andre er gaaet af Brug.
Hvad har De ellers for Eqvipage med sig? Siig
mig det, siden jeg maa føre alting ad Protocollum. Hvad
har De meere med sig?
Et Par Støvle. Disse Skoe, som jeg har paa.
Et Par Strømper. En Paryk kuldsørt. En Hat, og en
Slaaprok.
Slet intet meere?
En tom Pose, hvori har været mange Nyeheder.
J sær en artig Historie om en Spørgesyg. (Han tog sig
om Næsen.)
Har De slet intet meere?
Jo, en Nathue.
Har De intet Lomme=Uhr? Jngen Sølvspænder,
Sølvdaase, Kaarde, Ringe, eller noget saadant?
Jeg har intet uden denne Herzfenger.
Vil De være saa god og legge den herhid, siden
De nu er en Arrestant. (Han betragtede den nøye.)
Nu videre. Hvor mange rede Penge har De hos
sig? De maa angive alting rigtig, eller jeg er nødt til at
visitere Dem.
Her er mine Penge. (Jeg talte dem ud paa Bor¬
det) 5 Ducater. 3 Rdlr. 5 Mk. 9 Sk. i Sølv.
Leg dem kuns herhid. Man kand endnu ikke vide,
hvor længe man maa underholde Dem i Arresten, førend
der indløber Ordre fra Deres Herre. Flye mig kun Pen¬
gene. Jeg skal rigtig giøre Dem Regnskab derfor. Har
De nu slet intet videre?
Ney.


Men Hr. von Strohholm! hvad har bevæget
Dem til at løbe fra Deres Herre?
(Dette er det fornuftigste Spørsmaal af dem allesam.
men, derfor vil jeg og besvare den fornuftig.)
Just det selv samme, som min Herre siger i sin Til¬
lysning og Efterspørgsel om mig. Men jeg er jo ikke den
eneste, som har saa vigtig en Aarsag til min Undvigelse?
Hvad har De nu i Sinde? Hvormed vil De nu
ernære sig, efterat De er løbet af Deres Tieneste? Det er
en vanskelig Tid.
Jeg har nu i Sinde at handle med alle Slags
Hunde. Jeg er just kommet her for at søge Bulbidere,
kuldsorte Pudler, Mopser med brede Snuder, og magre
Støvere. De giør mig en stor Tieneste, om De kand gi¬
ve mig Efterretning om nogle af saadanne Slags. De
kand gierne giøre det, om De vil, siden De dog kiender
alle her paa Stedet. (Han saae noget suurt. Magre
Støvere, sagde han)
Det er en underlig Handel den?
Ja, jeg kiøber ogsaa Skiødehunde. Jeg betaler
en Daler meere for den, som er saaledes afrettet, at den
ikke gøer, naar Damen tager imod Visiter. Men jeg gi¬
ver 2, 4 a 6 Ducater for den, som har den Forstand at
gøe bestandig, naar Fruen har de Visiter, som hun ikke
skiøtter om.
Jeg maa paa mit Embeds Vegne forfatte en skrift¬
lig og nøyagtig Specification paa Deres Effecter og Løs¬
øre (han skrev) han tog saaledes al min Eiendom i Besid¬
delse paa Rettens Vegne; dog var han saa høflig, og leve¬
rede mig min Nathue. Han var og saa raisonnabel og sagde:
Hr. von Stroholm! De skal see, at vi i vor Stad, om¬
endskiønt den er kun liden, lader dog enhver vederfares Ret.
Jeg overlaber altsaa til Deres eget gode Behag, enten at
stille Caution for Deres Person, eller selv personlig gaae i
Arrest. Altsaa har De nu Vallet. Jeg maa give Rap¬
port om det passerede. Jmidlertid kand De betænke sig.
Hør Kammerat, bliv du her til Hr. von Strohholms
Tieneste. Adieu! mine Herrer! Jeg skal snart have den
Ære at være hos Dem igien.
Jeg vendte mig til Verten, og bad ham at gaae i
Borgen for mig, eller være saa høflig at gaae i |mit Sted
indtil videre.
Ddd.3


Faae den Skam der giør! sagde Verlen, og let¬
tede sin Hue. Men De begik en Feyl. Hvorfor tilstod
De alting? De kunde jo have sagt, at De havde tabt De¬
res Pas? Jeg beder ogsaa, min Herre, at De vil være
saa god, og betale mig for Logement, Opvaxtning og For¬
tæring
Hr. Vert! De saae jo selv, at han tog alle mine
Penge fra mig. De maa derfor indgive Deres Regning
til Vedkommende,
(Han skrev Regningen op, hvilken en af Giesterne be¬
talte ham for mig. Verten takkede. J Nod
kiender man Venner, tænkte jeg.
Det var neppe noget Qvarteer, førend det blev be¬
kiendt over heele Byen, at een af Patrollerne var der. Der
stimlede nogle 100 Mennesker for Huuset, alle ønskede at
see Patrollen. En spurgte mig gandske hemmelig, da han
kom ind i Stuen, hvor Patrøllen var; han meente ikke at
han saae ud som et andet Menneske. Tilsidst samledes
endog Krøblinger, Kierlinger, Børn, Halte og Blinde for
Hauset, alle vilde see Patrollen, saa at Værten maatte nø¬
des til at lade Huuset besætte med Vægtere." Han blev
meget ærgerlig over al den Støy. Dog var han saa høflig
og sagde; Gid Bokker havde Jer og Eders Herre, med
samt alle Eders Blade. Havde jeg kiendt Eder saa got,
da J kom, som jeg kiender Jer nu, skulde jeg smukt have
slaget min Dør til for jer Næse.
Sagte! Sagte! sagde den forrige af Giesterne:
Jeg beder at J ikke vil giøre denne Mand meere af det.
(Han hviskede til mig, og omfarnede mig; Min Herre sag
de han: Det er mig kiert, at jeg har lært at kiende en af
Patrollerne af Person. Gak De kun i Arresi. Jeg skal
nok mægle Deres Sag, saa De snart skal komme paa frie
Fod igien) Nu kom Betienteren tilbage.
Nu! Hr. von Strohholm! Er De færdig?
Ja.
Saa kommer Børn! og lader os gaae!
(Det var en stor Feyl i denne Stad, at de havde ikke
meere end en eneste Hyre=Vogn, og denne hav¬
de just en Frier betinget, som skulde bede til
Bryllup og Fadder paa engang, hvilket Hast¬
verk ey vel kunde opsettes for min Skyld.)
Arresthuus=Forvarere havde gandske vist faaet Un¬


derretning om min Ankomst, siden han allerede havde aab¬
net Døren til mit Gemak, og smukt illumineret det, end¬
skiønt det endnu var høy jys Dag. Sengen var allerede
opreedt; men for meer end 20 Aar siden, Ruderne vare
meget store; thi hvert Vindne bestod af een Rude.
God Dag! sagde Arrest=Farvareren: Velkømmen min
Herre! vær saa god og spadseer inden for!
Jeg buk¬
kede for mine Ledfagere, og takkede dem for den Umage de
havde havt for mig. Jeg var neppe kommen inden for,
snup slog Hr. Haderman Døren i Laas efter mig.
En Lampe, ingen Stoel. En Britske, intet Bord.
En Hæslig Stank, ingen Snustobak. Ærgelse, ingeg
Skilling. Tid til at skrive, men hverken Papiir eller Skri¬
vertøy. J Gaar i fornøyelige Omstændigheder, i Dag
en Arrestant. J saadanne Moralske Tanker over Lykkens
Ubestandighed sad jeg over 4 Timer paa Britsken. Jeg
merkede vel, at Arrest=Forvareren maatte have nøye Efter¬
retning om mine Capitaler; eftersom han ikke kom ind til
mig. Da dog ellers Skikken er, at en Arrestant, som skal
sidde paa Vand og Brød, og af Øvrigheden ikke tillades
at faae andet, kand dog alligevel i god Magelighed og li¬
gesaa let fortære 100 Daler i Arresthuuset, i faldt han
har dem, som paa det beste Lustere=Sted.
Endelig kom Arrest=Forvareren ind til mig og sag¬
de: Hvorledes staaer Herren dette Qvarteer an? Her er
g Skilling for denne halve Dag til Deres Underholdning;
i Morgen faaer Herren 6 Skilling. Man kand vel ikke
giøre store Spring dermed, men dog kand man ikke heller
sulte ihiel derved. Men siig mig dog, min Herre! hvor¬
for er De løbet fra Deres Herre. Det maa nok være et
underligt Dyr, at komme til rette med? Han maa dog ha¬
ve et forbandet Hoved, siden han bekymrer sig endog om
saadanne Ting, som en skikkelig Diævel ikke engang vilde
befatte sig med, og langt mindre legge paa Hiertet. Her
har allerede været mange Folk, som har vildet see Dem;
iblandt andre en kiøn gammel Kone, som kand græde for et
got Ord, og naar hun vil, spurgte: Er det Patrollen, som
er Arresteret? Gud bevare hver ærlig Moers Baxn fra at
skrive saadant! her har og været en Lærd Mand, som
Skarns Folk kalder Leyligheds Poet, han spurgte, naar
den sidste indbragte Misdæder skulle straffes; han vilde
giøre en Arm=Synder Viise over Den. Han er meget


lykkelig i at componere, og den sidste Synder=Viise han
giorde, gik under den smukke og gudelige Melodie: Saa
skal da Glasset løbe. Men da jeg svarede denne, at De
slap nok ud igien med heelt Skind, gik han bedrøvet bort.
Det er mig ellers forbuden, at indlade nogen til Dem, for
ikke at falde Dem besværlig. Jeg kunde ellers have gjort
mig en god profit, om jeg ikkun havde taget 8 a 12 Skil¬
ling pro Persona. Men Misundelse er nu omstunder stor
i Verden. Saasnart en har en Smule=Næring, strax er
en anden efter ham. Eders Herre har nok uden Tvivl
mærket det samme, ved sin Bog=Kram. Den ene misun¬
der den anden. Nogle har endog vildet have hans Blade
brændt; men jeg mærker intet dertil, uden for saa vidt,
man iblandt kand tænde en Tobaks=Pibe ved dem i Man¬
Vi taler her under 4 Øy¬
gel af andet Maculatur.
ne; dersom De har Lyst til at bede nogle af Deres gode
Venner om en Vexel, saa vil jeg laane Dem Pen og Blek;
jeg veed meget got, at man kand ikke leve af 6 Skilling om
Dagen. De er ikke den første, og bliver ey heller den sid¬
ste, som beder sine Bekiendtere om Forskud. Heraf seer
De, min Herre, at jeg er ærlig Mand, siden jeg vil til¬
lade Dem at fortære saa meget her, som De kand skaffe
Penge til. Jeg vil imidlertid creditere Dem. De kand
ogsaa faae at drikke hos mig, naar de vil betale mig, saa¬
snart De faaer Penge. J fald J tør, saa skriv kun Eders
Herre til; han pardonerer Jer nok; thi jeg troer ikke, at
han kand undvære Jer Tieneste. God Nat! sov vel!
Her seer nu, min gunstige Herre, hvad Vidervær¬
digheder, der har mødt mig; og haaber, at De efter Ar¬
rest=Forvarerens gode Tanker om Dem, sender mig en Vex¬
el til min Løsladelse. Da jeg lover, at jeg enten i Deres
eller andres Tieneste skal vise al Lydighed og Tienstvillig¬
hed, og oprette rigelig, hvad jeg paa denne Tid har forsømt.
Efter saa ydmyg og reen en Tilstaaelse maatte jeg
have et Steen=Hierte, om jeg ikke vilde tilgive ham en
Forseelse, som han er forført til at begaae. Jeg fik dog
en Høben at vide ved den samme Leylighed. Hvorfor jeg
med første Post vil sende ham sin Pardon, og en
Vexel paa Hamborger-Banque i
Klingende Mynt.
Af disse apprøberede Uge=Blade udgaaer et bver Torsdag


Patrollen.
No. 51.
Onsdagen den 18 December 1765.
F¬
ørend jeg slutter, maa jeg dog bekiendtgiøre nogle af
de vigtigste Breve, som til mig i samme Henseende
ere indløbne. Mine gunstige Correspondentere
maatte ellers tabe deres Guust for mig, hvilket jeg nødig
vilde, men naar jeg efterkommer deres Begiering, haaber
jeg dog i det ringeste at beholde deres Yndest. Maaske
Brevene kand ey heller være aldeles uden Nytte og For¬
nøyelse. Her er et:
Min Herre!
Endskiønt jeg ey tvivler om, at De jo har nok af
Nyeheder til Deres Blade, saa troer jeg dog, at De til
denne: Dag har manglet saadant Nyt, som jeg her har
den Ære at fortælle Dem. Jeg var forleden i et Sæl¬
skab, hvoriblandt vare nogle af det smukke Kiøn.
Da
det endnu var først paa Aftenen og Maanen fremskinnede
i sin deylige Glands, talede en Jomfrue i Sælskabet saa¬
ledes: Jeg maa see at komme hiem; thi jeg befrygter mig
ellers at blive optagen paa Veyen. Jeg var forleden,
sagde hun, hos min Faster, hvorfra jeg ey maatte slippe
førend Klokken 19. og just da, var det lige saadan Maan¬
skin som nu. Paa Veyen gik en Person mig forbi, som
ey kunde regnes iblandt andre Folk end dem, som kaldes
Smaa=Herrer. Altsaa behøver jeg ey at beskrive det ud¬
vortes af denne Skabning. Neppe var han mig forbi,
førend han giørde en Vending, og spurgte mig med me¬
gen Veltalenhed hvad Klokken var. Jeg bad ham med


sit Forstørrelses Glas at see paa Viseren paa Taarnet;
thi han saae temmelig høyt, og jeg kunde mindst tænke, at
han vilde forringe sig saa dybt, og rette sig efter min
Gang. Fokuden andre lige saa klygtige og nyttige
Spørsmaale, spurgte han mig, om jeg vel turde gaae al¬
lene, og tilbød mig sit Følge. Jeg var atter saa uartig,
og betakkede mig for denne næsviise Høflighed, og bad
ham at forskaane mig for et ubehageligt Følgeskab, om
han ey vilde være foraarsaget Uleylighed, ikke dessto min¬
dre hængde han dog ved, som en Borre ved en Paryk,
indtil jeg, for at blive ham qvit, maatte søge ind paa et
Sted, hvor og min Familie boede. Han havde Drislig¬
hed nok til at følge mig lige til Døren; men hvor fik han
ikke Been, da jeg aabnede Døren fra Forstuen, og den
arme Stymper saae Folk i Stuen. Enden paa denne
Historie var en hiertelig Latter over denne tienstagtige
"Fruentimmer=Opvarter. Min Tantes Pige ledsagede
mig altsaa hiem. Jmidlertid seer man dog, sagde Jom¬
fruen smilende, at disse Jægere giør sig et urigtigt Be¬
greb om de Fruentimmer, der enten gaaer ene eller i Føl¬
sigeskab af en Pige, og at disses Sigte er ofte langt fra hii¬
For at blive overbeviist om denne Histories
nes.
Vished, der ellers gefaldt mig meget, satte jeg følgende
Prøve i Værk, som jeg, saa kort som mueligt, maa for¬
tælle min Herre. Jeg er af Naturen begavet med en god
Dannelse, saa at jeg temmelig vel kand forestille et Fru¬
entimmer baade i Tale og Complimenter, naar jeg tilli¬
ge bliver antrukken i deres Habit. Jeg forskaffede mig
derfor en smuk Fruentimmer Dragt, hvilken jeg paatog
en Aften i klart Maanskin Klokken hen ved 9. og saaledes
i fuld Puds gik ud for at krydse mig saadan en Caper paa
Siden, som den af Jomfruen benævnte. Det varede ey
heller længe, førend saadan en kom seylende for fulde Seyl
og havde udhængt alle sine galante og tillokkende Flag.
Hans Entre eller Indgang var saaledes dybt bukkende:
Ærbødige Tiener, min hierte Jomfrue, bliv ey
bange, fordi en Ubekiendt har den Ære at hilse paa
Dem! Jeg seer, De spadserer ene, ligesom og jeg
Maa jeg finde den Fornøyelse at ledsage min Smuk¬
ike som Deres Skytz-Engel for Overlast, giør De mig
en overmaade stor Ære? Jeg giorde et saare dybt
UKnik, og haa en meget forbindtlig=Maade takkede dente


Skyt Engel (med et B foran); thi mig syntes at denne
Karl var vel skikket til at imodtage, hvad jeg havde be¬
reed ham hiemme, siden han dog var saa ydmog og for¬
legen for Sælskab. Vi spadserede op ad den lange Ga¬
de, hvor ey mange passerer. Her vil jeg dog, for ikke
at være til Forargelse og Anstød, forbigaae hans unytti¬
ge Discourser og nedrige Talemaader, hans utidige Op¬
hævelser med at giøre sig lækker, ved at kryste mine Hæn¬
der og krappe mig paa Kinden, hvilket alt røbede en be¬
smittet Siel og en ublue Tænkemaade i en saa deylig Ge¬
stalt; thi Naturen havde ikke været sparsom i at tillegge
ham en udvortes Anseelse af Smukhed. Efter lang
Spadseren udbrød jeg, at jeg vilde Hiem. Han spurg¬
te ey engang, hvor jeg boede, men saasom jeg, iblandt
anden Snak, havde indbildet ham, at jeg havde et Kam¬
mer for mig selv, tog han ey i Betænkning, at tilbyde
mig sit Følgeskab Hiem. Jeg lod som, jeg undslog mig
meget for at modtage denne høflige Tieneste. Men da
han anvendte al sin smigrende Veltalenhed og fødeste For¬
pligtelser, hvoraf jeg merkede, han havde god Forraad i
sin ellers tomme Hierne, maatte jeg endelig beqvemme mig
til at modtage hans Tienstfærdighed, som jeg havde fo¬
resat mig at belønne efter Fortieneste. Vi kom altsaa
hiem paa mit Kammer, hvor alting var stille. Tiene¬
en og Gaardskarlen, som var i næste Kammer, længtes
efter det Tegn, som jeg i Forveyen havde aftalt med dem.
Min Ledsagere fandt sig ret vel endnu ved denne Eenlig¬
hed. Jeg bad ham at sette sin Kaarde fra sig; thi den
var forskrækkelig stor; jeg forstillede mig, som jeg var me¬
get træt af den lange Spadseren, og satte mig paa Sen¬
gen.
--: Her fik jeg fuldkommen Anledning
til at straffe en Ondskab ved mit giøne Signal: Tiene¬
en og Gaardskarlen kom ind og lod Tamperne dandse.
O! hvilken Jammersang! Jeg lød da og see til hvilket
Kiøn jeg henhørte. Da han nu saaledes havde dandset
en ret fortrædelig og fuldkommen Solo ved sin egen Mu¬
sik, lod jeg ham dandse ned til Gade Porten, og levere
de ham sin Kaarde med megen Taksigelse for aflagde Vi¬
site og havde Uleylighed. Han lod vel, som han vilde
raabe Gevalt og tage Hielp paa Gaden, men han besin¬
dede sig; thi han vidste vel, at han ey kunde beraabe sig
paa, at han var overfaldet i Embeds Forretning, eller


Her er da Bekræftelse paa
paa sine lovlige Veye.
Jomfruens Fortæling, og man seer heraf, at hendes
Frygt for at blive opsnappet, var ikke ugrundet. Mig
tykkes ogsaa, at min Herre giorde en stor Velgierning,
om De vilde indrokke denne Fortæling i Deres Blade
til Advarsel for alle dem, som saaledes caprer og krydser
i Tusmørket og Maanskin, at de herefter nøye vogter sig
for at give sig i Kast med, og legge Aarer om Borde paa
et Skib med ubekiendte Flag, at de ikke skal løbe an, som
denne arme Diævel, der maatte være Hoved=Personen i
denne Tragi comoedie. Naar Fahrvandene bliver rense¬
de for disse Capere, skal man have den Fornøyelse at see
dem beseylede af enkelte Skibe med de deyligste og uskyl¬
digste Flag, som nu af Frygt for hiine enten maa ligge
i Havn eller Flaadeviis lade sig see i Maanskin og Tus¬
mørket. Jeg forbliver, min Herre
Deres
Ven og Ugudeligheds Fiende.
Dette Brev behøver ingen Anmærkning. Her
er nok et:
Kiere Hr. Patrollskriver!
Dersom De agter at giøre mig nogen besynder¬
lig Tieneste med Deres Uge=Blad, da beder jeg Dem, at
De brav vil igiennemhægle alle Rangsyge og ærgierrige,
som dog endnu ikke staaer i nogen Rangforordning, men
som selv med Magt og Gevalt tilegner Dem en Rang og
Gang over andre deres Ligemænd. Kiere Hr. Patroll¬
skriver! tykkes Dem ikke, at det er en af de latterligste
Ting i Verden, at ville giøre Forskiel paa den høyre og
venstre Side, og meene, at man tabte noget af sin Vær¬
dighed ved at gaae paa den venstre Haand? Jeg er just
ikke ærgierrig; dog kand jeg ved min Død ikke fordrage
det Slags, der immer tragter efter at sidde eller gaae paa
min høyre Side. Vi ere to Jomfruer, som tillige ere
Naboer og opvoxne Børn sammen. J vores Ungdom
vare vi endnu de beste Venner; men da vi bleve noget æl¬
dre, og vittige nok til at efterligne alle Forfængeligheder,
begyndte Venskabet at svækkes, ved en idelig Tragten ef¬
ter at kunde overgaae hinanden. Nu har jeg havt det
Vanheld i Særdeleshed, at min Rivalinde ved en vis
Leylighed er bleven rigere end jeg, og derfor synes hun


med en Slags selvtagen Rettighed at kunde gaae paa min
høyre Side. Himlen skal være mit Vidne, at jeg er
ikke ærgierrig, Over denne Jndbildskhed er der opkom¬
met et udødeligt Had imellem es, og den ene kand nu
neppe taale at see den anden. Vores forrige og oprigti¬
ge Venskab er forandret til et bittert Had, eller i det rin¬
geste til et Modens Venskab, naar vi undertiden i Sæl¬
skaber maa nødes til for Skams Skyld at tvinge os.
Kiere! hægl nu denne min ærgierrige Rivalinde brav
igiennem, og lad hende vide, at jeg er slet intet storagtig
og allermindst ærgierrig: De vil derved meget forbinde
sig Deres forbittrede og ydmyge
Tienerinde
Rixanilla.
Denne gode Jomfrue, som, efter sin egen Til¬
staaelse, formeener sig at være et stort Exempel paa Yd¬
mogbed, har ikke ret forstaaet mine Blade, naar hun saa
ydmyg beder mig, at igiennemhægle hendes Modstander¬
inde, der altid vil gaae paa hendes høyre Side, hvilket al¬
drig har været min Maade. Jmidlertid skulde det glæde
mig, om jeg kunde giøre noget til at forlige disse paa hin¬
anden saa forbittrede. Rixanilla vilde derfore uden For¬
trydelse tillade mig at fortælle følgende Anmærkning, ikke
for at igiennemhægle hendes Modstanderinde, men for at
giøre Dem begge lige ydmyge:
Keyser Carl den Femte opholdt sig engang til
Bryssel. Paa samme Tid var der en saa heftig Rang¬
Strid imellem tvende af de fornemmeste Damer, at man
befrygtede, at denne Tvistighed skulde deele de fornemmeste
Familier i Landet udi tvende adskilte Partier. Udi denne
saa farlige Sag tog man sin Tilflugt til Keyseren, efterat
man, dog med stor Møye, havde overtalt disse Matroner
til at lade den opkomne Rang=Strid komme an paa Hans
Keyserlige Majeslets Kiendelse. Keyseren bevilgede, hvad
begge Parters Paarørende ansøgte, og berammede en Dag,
paa hvilken han i alles Forsamling vilde afsige Dommen
imellem de stridende Damer, hvilke da og selv skulde være
nærværende. Aldrig havde Audientz-Salen været saa fuld
af Mennesker; thi det smukke Kiøn havde endog i stor
Mængde begivet sig derhen, for at høre en Strid at afgiø¬


res, hvori deres Emfindtlighed i Almindelighed havde Deel.
Man ventede med største Utaalmodighed paa Keyserens
Komme, ret ligesom man i tykt og taaget Væyr kand læn.
ges efter Solens behagelige Skin. Endelig frembrød det
forønskede Øyeblik. Keyseren kom. Hver spidsede Ører.
Saasnart Keyseren havde sat sig paa sit høye Dommer¬
Sæde, sagde han med en lydelig og alvorlig Stemme:
Vi haver vel overveyet begge disse Fruers Misfor¬
stand, og befale derfor, at den artigste, dydigste og
skiønneste af dem begge skal herefter gaae nederst.
Hvad Bevægelse disse Ord foraarsagede i disse lækkre Hier¬
ter, kand enhver lettelig forestille sig: Jngen af dem vilde
nu have den høyeste Rang; og ingen af dem vilde gaae for an,
og Striden blev nu lige saa heftig om at gaae paa den ven¬
stre Side, som den var tilforn om at gaae paa den høyre.
Ja, man havde stor Møye med at bringe disse paa faa ar¬
tig en Maade forligte Damer fra Hove. Men da ingen
af dem kunde beqvemme sig til at gaae først ud af Gemak¬
ket, var intet andet Raad for, end at man maatte føre den
eene ud af Bagdøren, og den anden af Fordøren.
Man hørte i lang Tid derefter ingen Rang=Strid i beele
Bryssel. Og denne Dom skal være Aarsag til den Dag
i Dag er, at man seer altid de Dydigste og Artigste at
tragte efter den venstre Side og altid vil gaae sidst ind og
Nok et Brev:
ud.
Min Herre!
Da jeg mærker, at det, som angaaer Fruentim¬
mer er Eder ikke ligegyldigt, saa har jeg besluttet, at under¬
rette Eder om min Elendighed, for at fortiene Eders
Medlidenhed. Mit nedslagne Sind fandt en Slags
Oprettelse i det, jeg har seet i Eders Blade, at jeg er
ikke den eneste Kone, som har en umild Skiebne i sit
Ægteskab, og J veed selv, det er en Trøst, naar man li¬
der, at kunde aabenbare andre sin Lidelse og Bekymring.
Dette sidste Gode er mig endog berøvet. Jeg er saa ulyk¬
kelig, at jeg ikke tør tale med et eneste Menneske, til hvis
Redelighed jeg kunde fæste nogen Tillid. Mit Gemyt
er ellers saa forvirret, at J maa forlade mig, om min
Skrivelse ey er saa vel sammenhængende. Jeg troer
dog, at jeg er det ulyksaligste Fruentimmer, som nogen
Tid er bleven gift. Det var en besynderlig Skiebne,


nsom samlede mig med min Mand. Jeg var i min Mor¬
broders Huus, efter at mine Forældre vare døde. Min
Morbroder hialp Folk til Rette, som havde Sager, og
da min Mand kom en Dag til ham for en Sags Skyld,
saae vi hverandre første Gang. Han trøstede mig over
mine Forældres Død, som var skeet kort tilforn, og har
siden sagt mig (dog ey siden vor Bryllups=Dag) at han
samme Gang begyndte at elske mig. Jeg maatte og tale
imod Sandhed, om jeg vilde nægte, at han befaldt mig
ved første Anseelse. Han kom siden ofte i min Morbro¬
ders Huus, og vores Kiendskab blev til Vendskab, og af
det indgaaende Vendskab kom vores Ægteskab. Min
heele Familie satte sig meget imod dets Fuldbyrdelse, dog
veed jeg ikke med hvad Midler min Mand udvirkede De¬
res samtlige Samtykke til at ægte mig; men jeg maa
smelte hen i Graad, naar jeg tænker paa de hellige Ee¬
der og Forpligtelser, hvormed han i den Tid, da vi vare
under Forfølgelsen, forsikkrede mig om sin bestandige Kier¬
lighed og Høyagtelse. Men hvor har Bladet ikke vendt
sig, Han blev min Ægtemand, og jeg troede at faae en
bestandig Elsker. Men ak! Det er mig umueligt at for¬
tælle, hvorledes han martrer og piner mig med sin Skind¬
søge og Jalousie. Ja, han er saa Jaloux, at jeg hver¬
ken maa eller tør see paa nogen fremmed Mandsperson,
da han dog selv omgaaes med andre Fruentimmer paa en
Maade, som jeg kunde have Aarsag til at kalde alt for
frie. Jngen af mine Øiger er mig troe, og for at vinde
dem, undseer han sig ikke ved at underkiøbe dem paa saa¬
dan en Maade, som er til min smerteligste Fornærmelse.
J Gaar gik endog hans Mistanke saa vidt, at han jog
en af hans egne Favoritinder paa Døren, hvilken jeg hav¬
de leveret en Sædel, at kiøbe mig noget efter paa Apote¬
ket, og da han meente, jeg havde skrevet et Brev til en
Mandsperson, bildte han sig ind, at Pigen var mig meere
troe, og forstak Brevet under Recepten. Jeg elsker ham
endnu gandske oprigtig, og vilde prise mig lykkelig at leve
med ham, dersom han vilde lade sin Skindsyge fare, som
foruroliger ham selv Nat og Dag, og martrer og piner
mig. Skulde der ey være Raad og Middel til saadan
en Mands Forandring? Jeg vilde ønske at min Herre
vilde lade dette Brev trykke med en Anmærkning. Maa¬
ske han kunde blive slagen, om han fik det at læse, og for¬


andre sig. Skulde han tvertimod blive forbittret der¬
over, kand jeg dog ikke erfare en haardere Virkning, end
jeg allerede er vant til." Jeg forbliver &c.
Anmærkning. Nu er dette Brev trykt. Faaer
Madamens Mand det at læse, saa beder jeg ham ikkun at
betænke, at en Kone er et Fruentimmer, i hvor dydig hun
endog er. En fornuftig Mand bør ikke friste sin Kone.
Man giør ofte det, hvad man ellers ikke giorde, naar man
mærker, at vor Uskyldighed ikke kand redde os imod Be¬
skyldninger; og hvo forsikkrer, at Kierligheden ved saadan
Medfart ey tilsidst maa kiølnes og forgaae.
Nok et Brev, men af et andet Slags:
Min Herre!
Fald ikke i Forundriag over, om min Skrift er
noget ulæselig; thi jeg skriver dette med største Skielven
og Rystelse, af Frygt for min Kone maatte komme over
mig i det samme. Siden jeg læste den Efterretning i E¬
ders Blad No. 37. om Jantippe, mærker jeg nu, som
jeg ey før troede, at Socrates var meget lykkeligere gift
end jeg, ikke fordi han havde to Koner, men fordi hans
Santippe var meget bedre, end min. Jeg maa sørge for
vor heele Underholdning, men jeg har dog ikke ringeste
Tak derfor.
Ja jeg maa endog lade mig nøye med at
see et Slags Folk i mit Huus, som jeg ikke gider nævne.
Setter jeg mig derimod, saa udretter jeg dog intet der¬
med. Det skal lade, som de besøger mig, endskiønt jeg
sværger paa, imellem os sagt, at jeg ikke kand lide dem.
Jeg tier da stille, for at have Huusfred. Min Kone er meget
mild, naar hun giver mig Navn af lille Tosse og stak¬
kels Faar, og jeg tør ikke mukke, naar hun endog i Sæl¬
skab caresserer mig, og kalder mig en lille enfoldig Nar,
og, skiemter saaledes med mig, at det heele Sælskab maa
lee. Jeg leer da med. Hvad skal jeg giøre? Jeg
vilde ønske, min Herre, at J vilde i Eders Blade skrive
noget, som kunde forbedre min Kone. Men J maa for
alting ikke lade hende vide, at jeg har skrevet Eder til her¬
om. Jeg forbliver &c.
Adrian Josephsen.
Anmærkning. Jeg har imod Forbud giørt dette
Brev bekiendt. En Mand af saadan Taalmødighed kand
best taale at lide saadan Straf Dog vilde jeg ikke
være i hans Sted, om hans Kone seer
dette Brev.
Af disse approberede Uge-Blade udgaaer et hver Torsdag


Patrollen.
No. 52.
Onsdagen den 25 December 1765.
H¬
er har da mine Gunstige Læsere mit sidste Blad.
Jeg kand forsikkre Dem høyt og helligt, at min
lille Fornufts Kiste er saa reent udtømmet, at jeg
ey havde havt mindste Materie denne Gang, dersom den
dydige Theodosia ey havde beæret mig med sin Correspon¬
dence. Aldrig er en Skrivelse kommet mig bedre tilpas.
Her er den:
Min Herre!
Om end al Verden var vreed paa Dem, vilde
jeg dog ikke hade Dem. De siger os vore Feyl. Det
er biltert at fordrage; men De glemmer ey heller vort
Kiøns Dyder. Deres No. 42. med Fortællingen om
den uforlignelige Doris Frue Canitz befaldt mig over¬
maade vel, ja, saa vel, indtagende og behagelig, at jeg
vist og fast har foresadt mig hende som et uskatteerligt
Mønster til Efterligning, Regel og Rettesnor. Hun
staaer mig saa deylig og levende indtrykt i Sandferne, at
jeg endog nogle Gange har drømt om hende og Dem.
Men da De har givet os en Deel Levnets Beskrivelser,
vilde De da ikke ogsaa meddeele os Deres eget Levnets
Løb. Jeg er vis paa, at De har vel dog forsøgt noget
i Verden, og jeg vilde ønske, at De kunde beskrive sig
selv saa smukt, som De har skildret Baron Canitzes Frue.
Hvor herligt et Mønster vilde De da ikke ogsaa blive for
Deres Kiøn. Jeg gad nok seet Dem. Hvorfor har De
skrevet Patrollen, Hvad Stand er De af? De har væ¬
ret saa gunstig, og sagt os, at De ikke vil døe Peber¬


Svend. J Sandhed en stor Guns! Giør Deres Be¬
skrivelse saa tydelig, at om mine Øyne ved Leylighed skul¬
de falde paa Dem, jeg da kunde ride, at det, er Dem,
som anvender saa megen Opmærksomhed til vort Kiøns
Forbedring. De tænker, at giøre Verden en stor Tiene¬
ste; men, troe mig, Verden er og bliver, som den vil
være, og jeg forbliver, min Herre
Deres
beredvillige Tienerinde
Theodosia.
Jeg veed ikke ret, paa hvad Side jeg skal betragte
dette Brev. Jmidlertid vil jeg dog giøre en kort og upar¬
tisk Beskrivelse over mig selv, i Fald jeg Hendelseviis skul¬
de treffe for Theodosiæ gunslige Øyekast. Jeg skal og
giøre mig saa kiendelig at Theodosia skal kunde sige, naar
hun seer mig, jo, det er ham:
Jeg er født og baaret til Verden, og det, saa vidt
jeg veed, af ærlige og christelige Forældre. Men min
Fødsels Dag skal jeg ikke kunde holde høytidelig, saasom
jeg ikke veed den. Gud forlade mine kiere Forældre den
Glemsomhed i at optegne saadan en Mærkværdighed i de¬
res Psalme=Bog eller Bibel. Dog skulde jeg imod al
Formodning blive en stoer Mand kand jeg jo let giøre mig
en Fødsels=Dag; thi hvordan skulde jeg ellers kunde holde
et anseeligt Giestebud og paa den Dag tage imod Lykønsk¬
ninger? Man maa hielpe sig frem, saadan som man kand.
Hvad som i min spædeste Ungdom har tildraget sig
med mig, skal jeg ey for vist kunde sige; men det veed jeg
vist, at det ey var siunget for min Vugge, at jeg nogensin¬
de skulde skrive Patrollen, og endnu langt mindre skulde
faae Anledning til at udgive mit Levnets Løb, som dog ikke
er af de vigtigste. Store Jertegn skeete ikke ved min Fod¬
sel; thi de vare den Gang gandske gaaet af Brug,
J mit syvende Aar havde jeg allerede en god Tænkekraft,
som foraarsagede hos mig en Efterstræbelse i mange Tinc.
Jblandt andet hørte jeg engang, at min Fader læste i Avi¬
serne om det Slags Husarer, som kaldes Todten=Kopser,
hvorledes de ødelagde alting, hvor de i Fiendens Lande
kom frem. Dette kildrede saaledes i mine unge Ører, at
jeg gik strax ud, og giorde mig en Sabel, dog kun af Træe,
og satte mig paa en Hest, som kun var en Kiep. Jeg
gjorde mig altsaa til Chef for et Regiment Husarer, og
eredt


huserede saaledes med Kaalen i vor Kaal=Have, som jeg
ansaae for den fiendtlige Armee, at der blev ikke en heel
Stok. Efter indlagde Seyer holdt jeg mit Indtog i
Stuen, og blæste Triumpf i min Barne=Trompet. Men
Piben fik en langt anden Lyd, da min Fader kom efter den¬
ne drabelige Gierning. Min kiere Moder græd, ey saa
meget for den ødelagde Kaal, som fordi hun frygtede for
mit martialske Mod, at jeg i sin Tid skulde faae Lyst til
Krigs=Standen. Men jeg er færdig til at troe, at dette
betydede, at jeg skulde blive saa daarlig og formastelig, og
føre Krig imod Laster og Lyder, endskiønt jeg ofte har be¬
fundet, at Seyeren langt fra ikke saa let indlegges over de
Fra min Ung¬
Forstokkede, som over Kaal=Stokke
dom af har jeg havt stoer Lyst til at studere, læse og skrive,
og i mit niende Aar kunde jeg allerede opremse meere uden
ad, end jeg, skam at rose af, nu kand, og jeg mindes vel,
at min Moder ofte bandt mine tre Skriver=Fingte, fordi
jeg overmalede alting enten med Kull eller Kride. Der¬
som hun havde levet paa denne Tid, vilde hun gandske vist
have bundet alle mine 10 Fingre sammen. Men ak! mi¬
ne Forældre bortdode alt for tilig fra mig, og det, som var
det værste, ikke efterlod mig een eneste Skilling i Arv.
J mit 111. Aar maatte jeg allerede søge mit Brød
iblant Fremmede. Jeg fik da ey Tid til at fortsette mine
Etuderinger, og blev ey heller saa lykkelig, at jeg kunde
regne mig iblandt de Studerede; men jeg har ofte mis¬
undt andre den Tid, som de formedelst Formue kunde an¬
vende til egne Studeringer, og som jeg maatte bruge til
andres Tieneste. Jmidlertid har jeg ikke ladet mange le¬
dige Dage gaae mig forbi, men betient mig af Tiden, saa
Men saasom jeg haaber, at
vidt mig mueligt var
ingen med Sandhed skal kunde bebreyde mig noget lastvær¬
digt, undtagen dette, at jeg har skrevet Patrollen, saa
maa jeg dog som upartisk tilstaae mine Hoved=Feyl: Min
naturlige Taugshed har skadet mig meget; min arvelige
Undseelse har jeg ey endnu kundet sette til Side; men i
Særdeleshed har jeg ikke kundet udrydde min medfødte
Egenfindighed, at jeg aldrig har kundet fornedre mig saa
dybt, og overtale mig til at hykle, og smigre for de Laste¬
Med an¬
fulde, uagtet jeg derved saae min Fordeel, -
dre mærkværdige Begivenheder, store Bedrifter til Lands
eller Vands, lange og kostbare udenlandske Reyser, forun¬


derlige og Romanske Elskovs Handlinger kand jeg ikke ud¬
ziire mit Levnets Løb indtil denne Dag.
Dog maa
jeg fortælle mine Læsere noget Nyt, førend vi skilles ad,
det er om mig selv, og det mærkværdigste i mit heele Liv
og Levnet, altsaa kand ingen fortryde paa, at jeg fortæller
det. Nu har jeg saa mænd i Sinde at frie, en vis Jom¬
frue siger at jeg ikke kand bie længer. Men jeg har alle¬
rede sagt, at jeg er hiertelig undseelig. Hvordan skal jeg
bære mig ad, at jeg ey skal faae det foragtelige Ney? Got!
nu fandt jeg paa Raad. Nu forestiller jeg mig at jeg er
en beleyrende General, (de Krigs=Nykker vil ikke ud af Ho¬
vedet) som har en Fæstning indspærret paa alle Kanter.
Nu tillader jeg, som en from General, Commandantinden
i Fæstningen selv at optegne Capitulations=Punkterne, hvil¬
ke jeg accorderer og underskriver. Lad see engang:
1.) Jeg forlanger al tilbørlig Ære og Høyagtelse.
Accorderet.
2.) Aldrig at høre eller tage imod nogen Modsigelse i
Stads=Sager.
Bevilget.
3) Min behørige og complette Stads efter Modens
Forandringer.
Det falder af sig selv.
4.) Aldrig at komme i Kiøkkenet.
Fo! bvem vilde fitte sig der.
5.) De kostbareste og meest Moderne Meubler.
Jo prægtigere jo bedre.
6.) To Gange at tage paa Comoedien om Ugen.
Oja! den tredie Gani med.
7.) Om Vinteren hveranden Uge paa Bal, og om Som¬
meren i Skoven.
Tilstaaet. Men hvorfor ikke bver Uge?
8) Manden maa aldrig see til Pigerne, det skal være
Konens Sag.
Jeg vil lukke mine Øyne.
9) Min tilbørlige Opvartning.
Det forstaaer sig. Men NB. af Pigerne og mig selv.
10.) Min Caffe hver Morgen og Eftermiddag.
Ja. Men jeg maa jo nok drikke med?
11.) Hyre=Kudsken maa være færdig ved første Vink.
Jh! hun skal aldrig gaae.
12.) At drage i Visitter og tage imod samme, saa ofte
det behager.
Hvem vilde nætte det? Jeg ilke. Men vil hun ikke og i Kirke?
3.)


13) En Popeaoye, som kand snakke, og en Skiøde¬
Hund af Spansk Art.
Begge Deele indgaget. Det var Synd at nægte uskoldige Ting.
14.) Spille Aftenerne maa holdes ordentlig i og uden
Huuset.
Det feleer af Fornødenhed. Uorden er en slem Last.
15) Sove til Klokken 10. om Sommeren og 11. om
Vinteren.
Jo længer jo kierere.
16) En Amme.
Jeg maatte være en Tyrk, om jeg vilde nægte det. Ja to, om
beheves.
Summa Summarum, jeg indgaaer, om det var 100 saa¬
danne Artikler. Men vilde jeg ikke dog blive en hiertens
god Mand? Nu troer jeg, saa mænd, ikke at faae Ney,
hvor jeg kommer. Er dette ikke en nye Maade at frie
paa? Ja, ja jeg er forsigtig.
Men at komme til at besvare min gunstige Cor¬
respondentinde, som spørger, hvi jeg har skrevet dette Uge¬
blad; da vil jeg svare det, som Autor i Fortalen til Nor¬
crosses Histore siger: at vi har snarere Mangel end Over¬
flødighed paa de Bøger, der skal læses til Tidsfordriv.
Man seer lettelig at jeg ikke har skrevet for Lærde; men
hvorfor maae vi Ulærde ikke ogsaa skrive og fornøye os selv
indbyrdes? Ja, vil man svare: Moralen er forslidt, Sa¬
tirerne bittre, og Stiilen alt for gammeldags. Dersom
jeg vilde opkaste mig til Censor over andre ey for lang Tid
siden udkomne Skrifter, kunde jeg vise baade fremmede og
egne Skribentere ogsaa at have skiemtet med de herskende
Moder. Man behager allene at igiennemblade den En¬
gelske Spectator, og man skal næsten i hvert Numer finde
Afhandlinger endog om det smukke Kiøn indtil deres Drag¬
ter. Overalt har jeg allene søgt, at giøre Lasterne latter¬
lige; thi det egentlige ved nogle Laster bør ikke engang næv¬
nes, men det latterlige ved samme bør giøres mere latter¬
ligt, og det henhører under en skiemtende Pen. Nogle
Laster, siger en Skribent, ere for smaa til at straffes ved
Lov og Dom, og for narriske til at opføre og tale om paa
en Prædike-Stoel, disse har jeg i sær opholdt mig ved, li¬
gesom og hiin giorde sig en Fornøyelse af at igiennemhægle
samme i sine Blade. Moralerne tilstaaer jeg gierne ere
forslidte. Ved min liden Læsning hos Fremmede, har jeg
sporet, den ene ogsaa at have laant af den anden. Satyrer


troer jeg ikke, man skal finde i mine Blade, og om de end
** siger. det
ere der, saa tileguer sig dog ingen dem. A
Jmid¬
er B meent, og Be* siger det samme om A ?
lertid beleer de hinanden. At Stiilen ikke er galant og
modens, det veed jeg meget vel; men den behøvede ey hel¬
ler at være det til mit Øyemeed. Mine Blade ligner for
en stor Deel Aviser, og hvad Høytravenhed og zurlig Stiil
udfordres vel til en Avis? Jmidlertid troer jeg dog Stii¬
len er læselig. Men jeg maa klage, med den Svenske
Argus, at Tiden har ræret mig meget knap. Argus
tilslaaer dog, at han havde fire og en halv Dag til et Blad
men jeg kand sige med Sandhed, at jeg har kun hart fire
halve Nætter til hvert af mine. Hvad ziirlig Udarbeyd¬
ning kand vel forlanges paa den Tid? Men holdt! eget
Forsvar er unyttigt. Mine Blade ere og før vidt adspred¬
te til at jeg kunde tage dem i Forsvar. Den Engelske
Spectator havde 60000 Læsere i London, om jeg tør,
som Qvidius siger, sette smaa Ting i Ligning med store,
vil jeg allene regne en siette Part mindre. Det var nok
for meget at formode, at være 10000 Hoveder tilpas, da
jeg ofte ikke har været tilfreds med mit eget. Man be¬
dømme mine Blade efter Behag, og det skal ikke angre mig,
om man end vil sette dem uendelige Grader neden for den
grønne April, og ved Fødderne af den unge Uglen¬
Speil &c. Men disse ere jo dog Bøger, og det som meere
er, ikke gamle Bøger. Har jeg da begaaet Daarligheder
i 52 halve Ark med fiin Stiil, saa veed jeg dog, at andre
har bhegaaet samme i langt færre Blade med grov Stiil,
hvortil de dog har havt lang Betænkning. Men om ik¬
kun een eneste Theodosia er bleven rørt af Fortællingen
om Baron Canizes Frue, den udødelige og dydige Do¬
ris, og foresat sig saa deyligt et Mønster til Efterlig¬
Men
ning, har jeg da ikke udrettet meget i Verden?
jeg maa videre besvare min gunstige Theostæ Spørsmaa¬
le: Hun forlanger at vide min Stand. J Rang=Forord¬
ningen har jeg endnu ikke været saa klarøyet, at jeg kunde
see mig; jeg tænker saadant beroer paa min tilkommende
Thes¬
Kone. Ney! det skiøtter hun vel ikke om.
dosia forlanger ogsaa, at jeg skal giøre en nøyagtig Beskri¬
velse over min Person, og derved giøre mig kiendelig for
hendes Øyne. J hvor nødig jeg det vilde, maatte jeg dog
være utatnemmelig, om jeg ikke efterkom saa gunsig ten For¬


langende. Jeg maa da sige hende i al Oprigtighed, at
jeg er hverken lang eller kort, dog meere kort en lang; hver¬
ken tyk eller smal, dog meere smal end tyk; hverken ung
eller gammel, dog meere gammel end ung; hverken kiøn
eller grem, dog meere grem end kiøn. Kand De nu
see, jeg er en upartisk Skribent. Nu vil jeg haabe, at
Men
Theodosig aldrig kand tage feol af min Person.
jeg opholder mig alt forlænge over mig selv. Best at
giøre
Taksigelse.
Først og fornemmelig takker jeg mine gunstige
Herrer Censores, som af alle mine Læsere har havt den
største Møye og Umage med mine Blade. Jeg takker
Dem for Deres velmeente Raad og Erindringer, som jeg
altid imodtager med største Taknemmelighed.
Det smukke Kiøn, som har værdiget mine Blade
med deres milde Øyekast aflegger jeg min allerydmygste
Taksigelse. Maaskee man troer, at jeg ingen Velyndere
har af det Kiøn. Jø, Frue Ydmyg, Frøken Fornuf¬
tig, Madame Dyderig. Jomfrue Kydskhed og Theo¬
sia ere mine største Velyndere, og om jeg ikke havde flee¬
re, vare de mig nok.
Mine ubekiendte Correspøndentere af begge Kiøn
maa ey forgiettes. De forlader mig, om jeg ey i Alting
har kundet tiene dem. Nogle veed selv deres Forlangende.
Men jeg overlader til dem selv, at skiære Øxer og Næser,
af hvem de lyster. Mig undtagen.
Mine Skumlere kand jeg ikke takke, thi af dem har
jeg ingen havt. Er det ikke rart? Hvem skulde vel
troe det?
Til Slutning takker jeg mine Subscribentere, men
vilde alle de, som, foruden dem, har læst mine Blade, til¬
lige give mig hver en Daler, kunde de sette mig i saadan¬
ne Omstændighder, at jeg en anden Gang kunde faae
meere Tid til at skrive. Denne Gang troer jeg, at jeg har
snakket nok for 4 Mark. Jeg har kiendt de Bye=Slad¬
drer (dog sans compareson) som, for en eneste Eftermid¬
dags Snak, har faaet langt meere. Jeg misunder dem
dog ikke. Er jeg ikke meget god?
Min gode gammel Philosoph og alle mine Sæl¬
skabs Brødre havde jeg nær fergiet; dog disse bestode ge¬
meenlig i min egen Skygge.


Men see! der seer jeg alle mine kiere Patroller
at staae med Taarene i Øynene over en bedrøvet Skils¬
misse. Giv Jer tilfreds Børn! jeg vil recommendere Jer
til de tolv Personer, som afløser mig, thi endskiønt de ere
net op ligesaa mange, som der ere Qvarterer, i Byen,
tænker jeg dog, at de behøver Hielp, saasom de alle 12.
endog vil give 12 Mark for hver Blad, dem leveres. Far
da vel alle mine Patroller, og Tak for god og troe Tiene¬
ste. Den Løn er jo stor nok? Jeg har tit faaet Stank
for Dank. Skikker Jer vel Børn! Dog førend jeg slut¬
ter gandske, maa jeg giøre en velmeent og offentlig.
Afbigt
O! havde nu alle saa forsønligt et Hierte i dette Øye¬
blik, som jeg nu bar, saa var denne Albigt forgieves. J Gaar,
da Solen gik ned Klokken 3. 30 Minuter tilgav jeg af mit gand¬
ske Hierte alle dem, som havde forseet sig imod mig. Efter saa
reen og aabenbiertet en Tilstaaelse, vil jeg haabe at vederfares
samme Naade.
Af de Stolte og Hoklere, Gniere og Vellystige, Forøde¬
re og Aager=Karle, Bandere og Sværmere, Druktenbolte og
Spillere, tielne Forældre og ulydige Børn, Klædenarre &c. ven¬
ter jeg aldeles ingen Forladelse. Disse maa gierne være evinde¬
lig veeede paa mig, og, om dem saa synes, maa de opsøge Ori¬
ginalet i mine Blade. Skulde de finde et tomt Sted, maa de
gierne sette sig der.
Men Ak! der seer jeg de deylige dog uægte Skienbeder,
de ziirligse afpenslede Ansigter at vanheldes formedelst den over
mig opstigende Vrede og Forbittrelse. Ak! mine uægte og smin¬
tede Skiønbeder! Jeg tiltaaer, at jeg ofte bar forlyndet mig
imod Kunstens Menerstokker. Jeg angrer det af mit gandske
Hierte. Er det ikke nok? græde kand jeg nu ikke. Men for min
Skyld maa de slaae deres Speile i tu, brekke deres Vifter, søn
derrive deres Skiønpletter, ja i Ærgelse over mig, slaae deres kie¬
reste Skiødebunde, og elle deres Tilbedere. Er det ikke Hævn nek?
Nu mærker jeg først, hvill en Fornøyelse det er at være
førligt med alle Mennesker. Dersom Poeterne ey vare saa betin¬
gede i denne Tid, vilde jeg flikke en Krone i en poetisk Næve,
for at giøre mig etnyt Nye=Aars=Vers til det beele Menneskelige
Kien; men da disse har nok af dette Arbeyde, maa jeg bede mine
Læsere, at tage til takke med mit eget.
Nye=Aars Ønske.
Jeg ønsker, Lasterne af Jorden maa udrodes
Saa vidt som mueligt er, at Duderne maa groe
Skribenters Hierner skal da ty med Laster brydes,
Men til Fornøyelse kand srive udi Roe.
Herefter jeg min Rog til Lasterne vil vende.
Min Pen den er nu stump; thi vil jeg skrive
EN D.
lmprimatur, C. HORREBOH.


