Patrollen.
Anden Aargang.
Anmerkning
D¬
ette approberede Ugeblad, som for dette Aar
bliver fortsat ved et Selskad af 12 Perso¬
ner, udgaaer ligesom forrige Aar her i Staden,
med Adresse=Contoirets Aviser til dem, af de for¬
rige Læsere, som ville fremdeles holde det, og til
andre, som maatte ville lade sig tegne dertil paa
Adresse=Contoiret hos Msr. Biering. Aargan¬
gen betales med 4 Mark ved Aarets Udgang, lige¬
som i Fior. Vil ellers nogen uden for Selskabet
indsende et eller andet antageligt Stykke, som for¬
tiener at læses og herudi at indrykkes, da udbetales
for samme 2 Rdlr. af Mr. Biering paa Adresse¬
Contoiret, naar det opfylder et Numer, og findes
trykt i Patrollen. Skulde og nogen finde for got,
at indsende smaa Jndfald eller Nyheder til bemeld¬
te Blad, da modtages de altid med Taknemme¬
lighed.


Tilskrift til den Høystærede Forfatter
af Patrollen for 1765.
Vil den høystærede Hr. Forfatter! dediceres dette rin¬
ge Skrift, og det med saa meget des større billighed, som
det er en Fortsettelse af Deres lykkelige Verk, hvis kiere
Navn vi har laant til vores Blade: Vi har neppe lagt
Haand paa Arbeydet, førend vi ere færdige at ønske, at vi
vare saa vel til Ende med Aargangen, som De er. Vi
indseer, hvilken Byrde det maae have været for Dem, at
samle og skrive saadant Skrift, siden dettes blotte Begyn¬
delse falder os saa besværlig. Kunde vi naae Halvparten
saa megen Berømmelse og Fortieneste, som De har forhver¬
vet sig ved Deres Arbeyde, da vilde vi holde os for vel be¬
lønnede. Vi falder slet ikke i Forundring over, at de Pa¬
troller, som stode i Deres Tieneste, fældede Graad ved deres
Skilsmisse fra Dem; thi vi vare selv færdige at græde over
Deres Medlidenhed med dem, da vi saae, ut De vilde recom¬
mendere dem til os. Vi har og besluttet, ikke at giøre disse
stakkels Mennesker brødløse; og vi antager dem paa Deres
Recommendation, saa de kan blive staaende i deres forrige
Embede, om de selv ville, og de skal faae samme Løn hos os,
som de fik hos Dem. Ja Dem selv, høystærede Hr. For¬
fatter, har vi udvalgt og antaget til Æres=Medlem i vort
Lav. Vi udbeder os altid Deres Raad, og anbefaler os i
Deres Velvillighed. Vi ere forsikrede om, at det vilde for¬
nøye Dem. om vi og kunde faae 10000 Læsere. Vi giør
os ellers ikke det Haab; men befrygter stort Afslag. Thi
der findes desverre alt for mange Spottere, som tør holde
for, at det er Verden lidet magtpaaliggende, enten Patrol¬
len bliver fortsat, eller ikke. Men saadanne Folk kiender
ikke Nytten af en Patrol. Man kan jo lade dem snakke
og larme ud; de bliver dog tilsidst trætte af at laste og spotte.
Høymodig foragtede De saadanne Folk, og vi ville ligesaa;
thi de ere alt for haardnakkede til anden Revselse. Lader
man ikke saadanne Skribentere, som vi, skee Ret før, saa
vil man giøre det, naar vi ere døde. Men fra denne Rets
Vederfarelse, høystærede Hr. Forfatter! ville vi ønske,
at Himlen endnu i mange Aar vil bevare Dem, saa at Hun
ikke alt for tidlig skal blive Enke, som de har besluttet, at
udvælge sig til Ægtefælle. Vi ønsker megen Held til Val¬
let og bestandig Lykke i Ægteskabet; hvornæst vi forbli¬
ver Hoystærede Hr. Fcufatters Patrol=Skrifts
Kiøbenhavn, d. 1 Jan. 1766. uværdige Fortsettere.


Fortale til Læseren
et var nær ved, at der denne Gang ingen Patrol var
kommet ud. En Ueenighed, som reyfte sig imellem de tolv
Personer, der i Aar har besluttet at fortsette dette dyrebare
og umistelige Skrift, synes at true med dets visse Ophæ¬
velse. Jngen af dem vilde skrive det første Ark. De vare
samlede, for at afgiøre den Sag, og de skiltes ad igien,
uden at giøre noget derved. Saae det da ikke farligt ud
for Patrollens Fortsettelse? O! hvilken Skade om den ey
var bleven fortsat! Til dens gode Lykke løb næste Samling,
enigere af. Denne Fortale blev skrevet i Protocollen; thi
Selskabet holder nu Protocol over alle Nyeheder, og alt
hvad der skal fylde de følgende Blade. De har og foreskre¬
vet sig selv visse Love at efterleve, samt udvalgt sig nye For¬
skiels=Navne. Om alt dette skal med Tiden gives nøyere
Forklaring. Her ville man ellers erindre følgende.
Man havde tænkt at udgive dette første Blad med et
billede af samme Art, som det, der zirede Patrollens før¬
ste Numer i Fior, men det skulde da været en Brudgom,
Mage til Bruden, og man kunde ikke faae den saa net teg¬
net og stukket, som man vilde: saa denne Aargang af Pa¬
trollen kommer til at mangle den Ziir. Derimod bliver
den ziret med foregaaende Tilskrift og nærværende Fortale,
som nogenledes kan bøde paa billedets Mangel.
Vi burde vel (det er hele Selskabets Ord) giøre vore
Læsere nogenledes Rede for, hvad Patrollen i Aar skal
indeholde. Men da det tildeels er endnu ligesaa skiult for
os som for dem: saa er det ikke saa let en Sag. Vort
Forsæt er ellers, ligesom vor Forgiengers, at samle saa
meget, at hvert Blad kan blive fuldt. Vi ville med Tilla¬
delse anføre Kiøbenhavnske Magtpaaliggenheder i store og
smaae Ting, indenlandske Sager, udenlandske Begiven¬
heder, Historier, Fortællinger, Fabler, Oversettelser,
Samtaler, Efterretninger og adskilligt Nyt, med saadant
mere, og i sær giøre os Umage foe, at vi kan altid fylde
Bladene med sligt, som kan fornøye nogle. At være der¬
udi saa lykkelige som vor Forgienger, tør vi ikke forsikkre;
men vi ville love, at anvende vor Bestræbelse derpaa.
Vi ere ingens Fiender, og vi foresetter os ingen Ori¬
ginaler. Men dersom nogen skulde kiende en i sin Naboe,
saa behager han at sige ham det, at der er Folk, som
passer paa ham, og søger at bekiendtgiøre hans Uartigheder
qv bi oquøg jog agum sqvvag uvavvl ove uoguge aal


vi maaskee uridende ved vore Blade kunde giøre et Menne¬
ske forsigtig i sine Daarligheder; thi at omvende og forbe¬
dre tales her ikke om.
Vor Forgienger søgte overalt at arbeyde paa det
smukke Kiøns Forbedring; og vi ville ligesaa, om det of
tere skulde behøves. Fornærme dem ville vi aldrig. Tvert¬
imod, vi ville med Leylighed til deres Fornøyelse, meddeele
et Udtog af Forsvars=Skriftet for dem, som søger at giøre
deres gode Lykke bekiendt hos Fruentimmer.
Det vanskeligste bliver for os, at faae saa mange
muntre og lystige Nyeheder at fylde vore Blade med, og
skaffe somme af vore Læsere saa meget at lee ad, som de øn¬
sker; thi naar alt det Latterlige ophører, saa har vi jo in¬
gen Materie dertil. Saa faaer de, som ikke kan leve uden
at lee, lade sig kildre. Men vi giøre uden Tvivl Patrol¬
Læserne Uret. Det var kun i Førstningen de vilde saa¬
ledes have det; saa længe man endnu stød i de Tanker, at
intet uden Latterligt kunde skrives under det Navn Patrol¬
len. Smagen forandrede sig siden.
Den tørre Moral er vist nok alt for modbydelig, og
den ville vi ikke heller ofte byde vore Læsere. Vi kiender
vor egen Munterhed. De fleste af os ere ikke af det lystig¬
ste Slags, og derfor er det og bekiendtgjort, at alle og
enhver, som har lystige og muntre Jndfald at afhænde, og
vil indsende dem til vor Commissionair paa Adresse=Con¬
tøiret, skal altid faae dem frit trykte i Patrollen.
Nu kunde vi slutte vor Fortale, dersom vi ikke holdt
det fornødent, endnu i Forveyen at giøre følgende Erin¬
dringer: Enhver Læser vilde behageligst troe, at dersom et
eller andet Blad ikke synes at være skrevet for ham, saa
kan det derfor nok være ret got for andre; hvo, som vil
dømme om denne hele tilstundende Aargang, maae bie ind¬
til han har læst den igiennem, siden Enden undertiden ikke
er Begyndelsen lig; og skulde man ikke finde de Fuldkom¬
menheder, som ventes, i dette tolv Personers Arbeyde, saa
maae man dog overbære og kage til Takke. Dette er en
af de almindelige Fortale=Complimenter, og burde her
ingenlunde udelades. J øvrigt recommenderer vi Patrol¬
len paa det beste; men vi ønskede dog helst at den maae
kunde recommendere sig selv.


Patrollen.
No. 1.
Kiøbenhavnske Magtpaaliggenheder.
1. Store Ting.
A¬
lle Mennesker ere paa denne Tid i Bevægelse med
at ønske hinanden et glædeligt Nyt=Aar. Det er
baade sundt og got; thi Bevægelse helper til
Sundheden og Nyt=Aars Ønsker kan man ey kalde noget
Ondt. Lad Folk paa Landet kun giøre mindre Allarm paa
denne Tid; de ere heller ikke andet end Landsbye=Folk.
Der maae endelig være mere Allarm i Hovedstaden. Her
er det magtpaaliggende at ønske Nyt=Aar med Ceremonie.
Hvor vidt ere de vel komne med deres Projecter, som har
vildet afskaffe Nyt=Aars Kiørselen, og i dens Sted indføre
Seddeler? Ney, det er best, at det bliver ved det gamle.
Alt for mange Mennesker vilde tabe ved Nyt=Aars=Sedde¬
lers Jndførelse. Hyrekudske, Parykmagere og Haarskie¬
rere hold, med os. Jeg vedder, sagde Bendt Smileskieg,
at flere end de godt Folk anseer den vedtagne Nyt=Aars¬
Ønskning for store Ting. Jeg var i Gaar hos Enke=Ma¬
damen, og talte i en halv Time 17 Nyt=Aars=Ønskere hos
hende. Somme af dem stammede. Madamen seer got
ud og er rig. Hendes eneste lille Søn fik hver Gang Be¬
faling af sin Mama, at sige et glædeligt Nyt=Aar. Naa,
lille Frantzemand! siig Herren et glædeligt Nyt=Lar! Den
Talemaade, at sige Nyt=Aar, maae nok være nye. Kan¬
skee den betyder det samme, som at ønske Nyt=Aar i gamle
Dage, da man siger den gamle Ærlighed var i Mode.
Kanskee! Med denne Betydning var hele Selskabet fornøyet.
Det er i Aar 66 Aar siden, at man først begyndte
at holde Nyt=Aar her paa denne Aarets Tid. Mange øn¬
sker, at den gamle Stiil var i Brug igien, saa


endnu 11 Dages Frist, førend de skulde underkaste sig Nyt¬
Aars=Ceremonierne; men hvortil nytter saadant Ønske?
De skulde jo dog deran. Andre ønsker, at der aldrig var
Nyt=Aar om Aaret. Ney, det er alt for galt. Hvorledes
vilde det da see ud? Aaret maae jo have en Begyndelse.
Og det er jo meget bedre, at Nyt=Aar falder ind om Vin¬
teren, end at det skulde falde i Hundedagene. Hvor vilde
mange Mennesker da ikke srede bestandig i Nyt=Aare Tiden,
som dog nu imellemstunder kan have den Lykke at blive for¬
kølede. Men er det en Lykke at blive forkølet? Ojo,
naar det kun skeer, efter Moden. For Modens Skyld bør
man agte haant om Forkølelse, Hoste, Hoved- og Tand¬
pine, Brystsyge og alle andre Svagheder, i sær naar det er
Nyt=Aar. Doctorerne skal jo og leve. De faaer jo deres visse
Nye=Aar, enten man bliver syg til Nyt=Aar, eller ikke. Med
faae Ord: Det er en magtpaaliggende Sag, at sige et glæ¬
deligt Nyt=Aar, om man end skulde sette Helsen til derved.
Casten Trøkkentør anmerkede, at den magtpaalig¬
gende Nyt=Aars=Kiørsel, har gjort nogle Familier meget
oeconomiske. Lille Mand! sagde Madamen! vi maae ind¬
rette vor Huusholdning menagerligere. Hyrekudskens¬
Regning er alt for stor til Nyt=Aar. Vi maae selv legge
os Hest. og Vogn til: saa kan vi bruge samme naar vi
lyster, uden at betale saa meget til den dyre Hyrekudsk.
Den lille Mand maatte indvende hvad han vilde, saa maatte
han forbedre sin Oeconomie med egne Heste og Vogn. Da
begge Naboe=Madamerne saae det, maatte begge deres
Mænd flux giøre samme oeconomiske Forandring. Det var
jo et fælt Skaar i Hyrekudskenes Regning, men det var
en Lykke for Oeconomien.
Under denne Artikel skulde vi nu og ønske vore Læsere
et glædeligt Nyt=Aar. Vel an; det er vor Skyldighed.
Vi bliver ikke forlølede derved. Vi kan sidde i en varm
Stue, og forrette denne magtpaaliggende Sag. Et glæ¬
deligt Nyt=Aar! kiere Læsere!
Glædeligt vorde Aaret for vore Patroner! Det
er dem, som lader sig tegne for Patrollen, og betaler den;
men tie alle dem, som uden Betaling læser den. Ney, da fik
vi nok for mange Patroner. De første maae have noget for ud¬
Glædeligt vorde Aaret for vor Formand. Det
er ham, som var Forfatter af forrige Aars Patrol. Vi
skylder ham dette Ønske her, siden vi ikke gav ham det i
Dedicationen. Dog, han kan vel uden samme, have et
glædeligt Nyt=Aar, hele Aaret igiennem.


Glædeligt vorde Aaret for de Elskende! Gid som¬
me af dem maae nyde deres Kierligheds Attraae, og somme
glædes ved, at de nød den ikke! Men hvad har vore Øn¬
sker her at bestille? Lad de Elskende ønske selv. De baade
kan og vil.
Glædeligt vorde Aaret for alle Nyt=Aars Ønskere!
Det var et herligt Jndfald; Nu slap vi med vort Nyt¬
Aars=Ønske. Her har vi alle Mennesker indbefattede. Hvo
gratulerer ey til Nyt=Aar? Jngen forsømmer det, som
kan sige, et glædeligt Nyt=Aar til Folk. De Maalløse
nikker endog Nyt=Aar frem. Nu har vi da opfyldt vor
Nyt=Aars Pligt imod alle agende, gaaende, siddende,
staaende, bukkende, neyende, store og smaa Nyt=Aars Øn¬
skere; og nu har vi alle ligesaa roligt et Sind, som vor
Formand, da han ved sin Afbiit havde forligt sig med alle
Mennesker. O hvor tilfredsstiller det Hiertet og Sindet,
at have ønsket alle Mennesker et glædeligt Nyt=Aar. Saa¬
dan Virkning paa Gemyttet har endog den udvortes Øvelse
af Pligternes Opsyldelse.
2. Smaa=Ting.
At skaffe Materie til denne Artikel, det er Michel
Støvers Sag. Den vil vel ellers ikkun faae maadeligt
bifald; thi der findes ikke mange, som bekymrer sig om
Smaa=Ting. Lad os høre hans Beretninger.
Da jeg forleden var hos min Ven og Velynder, den
velhavende Borger, for at ønske ham et glædeligt Nyt=Aar,
kom et Par meest nøgne Børn i Forstuen, og begyndte at
synge. Han bankede strax paa Døren, og sagde: det er
en forskrekkelig Løben her er paa Dørene af Fattige nu om¬
stunder. Børnene bade med en ynkelig Stemme om en
Skilling til en Skofte, eller et Stykke Brød. J faaer
intet, raabte han. Jeg lukte da Døren op, og igient og
hans Ord: J faaer intet Børn, men jeg gav dem tillige
urost hver en Skilling, dog saa, at han ey merkede det. Da
jeg havde lukt Døren til igien, begyndte han efter sin Sæd¬
vane at snakke om Oeconomien, og sagde iblant andet: det
er Folkes egen Skyld at de ere fattige, det er et, og for
det andet, hvor Fattiges Anstalter ere saa gode som her,
der bør Tiggere ikke findes for Dørene. Sandt nok, sva¬
rede jeg; men han maae troe, de Fattige, som har altid
Plae nok i sin Fattigdom, lider dog allermeest Ondt om
Vinteren, naar de maae drages med Kuld og Hunger i Nø¬
genhed og Foragt. O raabte han: det er Smaa=Ting!-
J det samme kom hans Børn ind fra Skolen. Han blev ved


at larme mod de Fattiges Omløb om Almisse, og det Ord
Fattigdom vilde han ikke skulde nævnes iblant Christne. Man
raaber saa meget paa Medlidenhed imod Fattige, sagde han:
men jeg kan sværge paa, at jeg selv maatte blive en fattig
Mand, om jeg skulde give Almisse til alle dem, der kommer
og forlanger den. Man har ikke Fred for disse Fattige, en¬
ten man er ude eller inde; ikke engang i Kirkerne. Der maae
man give Penge i Tavlerne, og man kan for Skams Skyld
ikke andet, naar man sidder i en Stoel. Tænk kun engang,
efter, 5, 6, Tavler; og i hvor lidet man legger i hver, saa
beløber det sig dog til en Slump, imellem Aar og Dag, i sær¬
ifald man gaaer hver Søndag i Kirke. De slipper allerbest,
som staaer i Gangene. Han giorde saa mange Anmerkninger,
over Medlidenhed og Barmhiertighed, at mig syntes, han
havde ikkun profiteret lidet af al hans Kirkegang. Han blev
hidsig, og hans Ord bleve tilsidst Spotterier, som nærmede
sig ind paa Religionen. Tys, raabte jeg da, hans Børn ere
i Stuen, seer han ikke at de merker flittig paa, hvad han siger.
Oraabte han igien: det er Smaa=Ting! - Ney, sagde jeg,
det er ikke Smaa=Ting. Forældre bør altid tale varsomt i de¬
res Børns Nærværelse; de bør aldrig forsømme, at arbeyde
paa disse smaa Skabningers Forbedring; og ikke ved saadan
eller anden Tale eller Gierninger ned ryde det, som en retskaf¬
fen Skolemester opbygger i disse unge Menneskers Begreb. Jeg
taled endda adskilligt med ham om den rette Børne=Opdragel¬
se. Han hørte taalmodig paa mig; men han raabte alt imellem
stu det: O det er Smaa=Ting! det er Smaa=Ting!-Vel
er det, at denne Mand har ikke mange lige i sin Tænkemaade.
Jndenlandske Sager.
Julestuer og Pikenikker holdes nu paa denne Tid i de fleste
Byer. De ere et deyligt Middel til Fornøyelse. Man seer der
lutter milde Ansigter, og ligesaa glade, som paa de lystigste Co¬
moedier og prægtigste Bal. Der er ikke engang Tid til at bagta¬
le Folk i disse Selskaber for bare Glæde. Karen siger: de burde
aldrig afskaffes, men Karen har sin Aarsag; thi hun blev for¬
lovet med Hans paa den sidste Julestue hos Fogden. Der var
Spil; og Fogdens Kone vilde op og dandse. Hun laae syg.
Man meente, hun sagde det i Raserie. Men Konen var klog.
Hun beraabte sig paa Peder Syvs Ordsprog. Har jeg ikke
læst, sagde hun: at Lystighed er god mod Sygdom.
Adskilligt Nyt.
Nogle mener gandske vist, at den Jøde, som reyser omkring
ned Kiempen Bernhard Gigli, er Jernsalems Skomager.


Patrollen.
No. 2.
den 14 Jan. 1766.
Adskilligt Nyt.
E¬
n Vægter i en Bye (han nævner den ikke) har fore¬
taget sig at blive Skribent. Han vil sammenskri¬
ve en Nat-Historie om Byen; og af Frygt for,
at han skulde tabe for meget ved Oplaget, om han vovede
at giøre det paa sin egen Bekostning, saa har han besluttet,
at lade hans Skrift Stykkeviis indrykke i Patrolleu. Vi
ville ikke allene føye ham derudi, men ham skal endog blive
udbetalt 2 Rdlr. maanedtlig for saadant Bidrag til Patrol¬
len, endskiønt det Jndsendte ey just hver Gang kan fylde
et Numer. Her er det, som er indsendt til en Prøve:
Politisk=Moralsk-Oeconomisk
Nat=Calender
eller
sandfærdig og udførlig
Nat=Historie
om
Nat Tildragelserne
i den Bye, hvor jeg raaber.
Sammenskreven
Vægteren.
Høystærede Medborgere!
Jeg har meget ofte hos mig selv beklaget, at J langt
fra ikke saa nøyagtig kiender de Fortienester, hvilke jeg har
for Eders Velfærd, som jeg selv kiender dem. J Sandhed!
det er ikke en ringe Tiug, at gaae hele Natten igiennem om¬


kring i Gaderne i Byen, nægte sig selv den søde Søvn, give
Agt paa hvert Klokkeslag, raabe hver Time af fuld Hals,
og derhos passe paa Eders Huus og Gods, uden at faae
mere derfor, end nogle Mark om Ugen. Jmidlertid er jeg
dog endnu ikke kied af, at drive min Nidkierhed i min Tie¬
neste langt høyere for Eders Beste. Min Salig Fader
var, som bekiendt er, Skytte paa en Herregaard. Han
havde i sin Ungdom gaaet nogle Uger i Latinsk Skole, og
blev derfor tillige brugt til at forfærdige de Riim og Vers,
som brugtes til Huusnødtørft for Herskabet paa de aarlige
Fødsels og andre Dage. Da jeg nu har arvet noget af
min Salig Faders Forstand, saa vilde jeg nødig døe ube¬
rømt, men sammenskrive noget, hvorved jeg kunde faae et
udødeligere Navn, end Vægtere faaer i Almindelighed. Jeg
har længe grublet paa, hvad jeg skulde skrive om. Ved det
jeg mestendeels sover om Dagen, saa veed jeg ikkun meget
lidet af, hvad der gaaer for sig iblant Eder, saa længe Da¬
gen varer; men om Natten merker jeg ofte flere Tildragel¬
ser, end man vel skulde troe. Jeg har derover foretaget
mig, at sammenskrive en Nat=Historie om Byen, som maa¬
skee kan blive vigtigere og lærerigere, end mangen Dag-Hi¬
storie. Jeg haaber altsaa i mit Slags at blive en gandske
nye Original=Autor. Og hvo kan vide, om ikke mangfol¬
dige siden ville efterabe mig. Hvilken Glæde vil det være
for mig, om jeg endnu maae leve i nogle Aar, og da faaer
at høre, at der er kommet for Lyset, Londons eller Parisisk
Nat=Historie. Dette mit Verk skal intet indeholde, som
strider imod Titelen eller andre Almanakker. Jeg vil fylde
hele Skriftet med Eders moralske Nat=Tildragelser; og
jeg vil tildeels indstrøe rimelige Spaadomme om det, som
kan tildrage sig i en eller anden Gade i Byen den og den
Nat næste Aar, og grunde samme Spaadomme paa de ad¬
skillige forefaldne Tildragelser, som jeg allerede har seet,
eller hørt. Jeg har her den Ære, at levere Nat=Calen¬
deren for
December=Maaned.
Den 1ste. Temmelig reen Luft og lidet Stiernelyst.
Kl. 10. begyndte Giesterne at blive lystige paa Viinkielde¬
ren. Kl. 11. kunde jeg høre deres Latter og Støyen langt ud
paa Gaden. Mange af dem gaaer ikke hiem førend Kl. 1
eller 2 om Natten; thi naar de gaaer fra Viinkielderen, saa


andre Steder hen. Dette skeer ikke en eller to Gan¬
ge om Ugen, men hver Aften. Enten maae de være rigere,
end jeg veed af, eller og de maae saa got som intet fortære;
thi hvor skulde de ellers kunde holde det ud hele Aaret igien¬
nem. Jeg har nogle Gange staaet uden for Vindverne, og
hørt dem en efter anden klage over vanskelige og dyre Tider,
liden Fortieneste, og slette Penge=Tider, og de har dog alle
Penge at gaae paa Viinkielderen for. Naar jeg ugentlig ind¬
casserer Vægter=Pengene, hører jeg tidt samme Klagemaal.
Jeg kan dog aldrig trøe, at Viintapperen tracterer dem for
intet, for at have den Fornøyelse at have Selskab hos sig, og
høre dem snakke.
Den 2den. Celebrerede N. N. en Geburts=Nat. Ly¬
stigheden varede til om Morgenen Kl. 4. Jeg kunde høre at
det gik meget glædeligt til, og der blev vist nok spiist og druk¬
ket for dobbelt saa meget, som min hele Huusholdning koster
mig om Aaret. Jeg veed just ikke, hvor rig, hver af mine
Medborgere er; men dette veed jeg, at N. N. er ikke af de
rigeste, og han celebrerer dog 5 saadanne Geburts=Nætter
om Aaret; nemlig hans egen, Madamens og hver af deres
tre Døttres. Det var Synd at sige, at han jo giør Bekost¬
ning nok paa sin Credit, og at han ingen Gnier er for sin
Anseelse. Hans Døttres Geburts=Nætter celebreres dog
prægtigst; og det er sært, at de stakkels Piger maae gaae saa
længe, førend de kan faae sig en Mand. Deres Fader fører
dem dog op i Fløyel og Silke, en Klædning kostbarere end en
anden, lad være han er ikkun en ordinair Borgermand, som
lever af sit Haandverk. Men maaskee de ville ingen Haand¬
verksmand have; thi mueligt de kan være findede ligesom Na¬
boens Datter, der ikke vilde gifte sig, uden hun kunde blive
Frue. Men derfor gaaer hun der endnu, og er ret strax over
sine Børne=Aar. Jeg kan vide med mig selv, det maae være
en almindelig Syge iblant Folk, at enhver vilde gierne være
noget høyere paa Straa, end han er. Dette maae jeg
endnu anuierke her, at N. N. slet ikke spenderer meget bort
paa andre Tider, end naar disse Fødsels=Nætter skal eelebre¬
res, og naar han bivaaner Ølhuus=Lavet; thi han er Huus¬
holder og sparsom, og gaaer ikke just hver Aften paa Vunkiel¬
deren.
Den 3die. Luften over Byen var meget fugtig, og Nat¬
ten var det ikke mindre for nogle Folk, thi der blev atter en
Geburts-Nat celebreret hos Naboen. Det var hans Søns


Fødsels=Nat. En eneste Søn bør jo altid have mere Frihed,
end naar han har flere Sydskende. Saa vidt jeg merkede, var
der ingen Fruentimmer i Lavet; men jeg troer, at alle Byens
unge Karle vare der, i det mindste saa mange som havde Lyst at
giøre Honneur af Sønnen ved en honnet Ruus. Denne Søn
skal ikke lære Faderens Haandverk. Det er for gemeent, end¬
skiønt Faderen lever meget got deraf, og kunde gierne legge sig
Penge op, dersom han havde ikke denne eneste Søn. Men
denne Søn koster ham saa meget, at han maatte i Fior tage
anden Prioritet i sit Huus, for at bestride Bekostningerne
Man tænker nok, at Sønnen lærer et andet Haandverk, end
Faderens, men endnu er han ikke kommen til nogen Haand¬
verks=Mester. Det synes og at være for sildig; thi han er 23
Aar gammel. Baade Fader og Moder ere meget ømme over
denne deres eneste Arving. Dog Arven vil vel ikke blive ret
stor for ham, om han overlever dem. Men en god Opdragel¬
se er jo det beste Arvegods. Naar Sønnen faaer det, mens
de lever, saa kan han jo ingen Nød lide, naar de ere døde og
ey dekker Bord for ham længer. De har saa mænd intet sparet
paa hans Opdragelse. Han har aldtig gaaet i Skole, forstaae
uden for Huset, hos nogen Skolemester. Han laae hos sin
Amme, til han fyldte sit 9de Aar; thi han græd naar hun skul¬
de bort, og Forældrenes Ømhed kunde ikke taale at see deres ene¬
ste Søn græde. Da Ammen kom bort, blev taget en Skole¬
mester i Huset. Hos ham skulde Sønnen ligge; det blev af¬
talt; men at han skulde lære noget, blev ikke talet om. Skole¬
mesteren faldt i Forundring, da denne store Søn, Dagen ef¬
ter kom anstigende med et Fibelbret og en Tydst A. B. C.
Sønnen skulde lære Tydsk, men han havde ingen Lyst til at lære
at kiende Bogstaverne. Det er best, han lærer at skrive, sagde
Moderen: thi vi tænker at have ham til Pennen. Men Søn¬
nen gad heller ikke være over at skrive. Han er heller ikke endnu
kommen til Pennen. Han har ellers havt Tegne=Dandse¬
Fegte= og Sprog=Mestere. Fegte kan han; det har jeg nogle
Gange seet. Han vilde engang fægte med mig imod Morgen¬
stiernen. Men endskiønt jeg nu ey har lært at fægte, saa blev
jeg dog hans Mesør den Gang, og siden har han aldrig givet
sig af med mig. Om han kan tale noget Sprog foruden sin
Moders-Maol, veed jeg ikke. Men synge Drikke=Viiser i saa¬
danne Sprog, som jeg ey forstaaer, det har jeg nok hørt han
kan. En udenlandsk Reyse har han og gjort: saa mig tykkes
Forældrene har intet sparet paa hans Opdragelse. Det skulde


ret fornøye mig, om de kunde faae Glæde af denne deres eniest
Søn; og det er ret Skade, at der ikke bliver skiønnet paa hans
Fortienester. Han har og lært at ride, og holder sin egen Ride¬
hest udi Byen. Pengene dertil skaffer Moderen ham; thi Fa¬
deren maae ikke vide deraf. Men at han i Aften celebrerer sin
Geburts=Nat, det veed Faderen; thi han gider gierne været i
saadanne Lav, hvor der klinges med Glassene.
Den 4de. Denne Aften spøgede det meget sterkt i Kiøb¬
mandens Huus. Hverken han eller Madamen var hiemme.
De vare i Besøgelse, og havde deres Børn med sig. Saaledes
spøger der hver Aften, naar de ere ude. Jeg har selv hørt, at
der gaaer saadant græsseligt Spøgelse, ligesom med Lænker
om sig, og larmer og tager meget fælt afsted. Men henmod
Klokken 12, naar Herren ventes hiem: saa bliver alting stille.
Undertiden har jeg seet det gaae ud derfra og slæbe adskilligt
med sig. Men hvem gider havt, med de Herrer Spøgelser at
bestille? Jeg er jo ikkun Vægter for Borgerskabet, og ikke for
Spøgelser og Aander.
Den 5te. Lyste jeg Lusorius hiem. Hans ædle Tæn¬
kemaade er, at man uden daglig Omgang med Folk ikke kan
giøre sig nogen Fornøyelse. Naar Klokken slaaer 4 om Ef¬
termiddagen, saa er han allerede hos Selskabet i Spillehuset,
og han vil heller vove en Snees Daler i Spil, end nogen Aften
blive derfra. Jeg følger ham næsten hver Aften hiem, og jeg
kan ikke andet sige, end at han jo betaler mig min Umage. Men
denne Aften fik jeg intet af ham. Han har uden Tviv tabt alt¬
sammen. Vægter! sagde han: Du faaer ingen Pies i Aften
Han taber ellers ikke alt hvad han har hos sig hver Aften; men
at Selskabet jo har en god Malke-Koe i ham, det kan jeg nok
merke, thi de har nogle Gange fulgt med ham hiem, og kaldt
ham sin hiertens Ven. Og den Talemaade holder jeg for, be¬
tyder saa meget, som en stakkels Nar, der gierne taber sine
Penge, og lader sig misbruge til alle Ting.
Den 6te. Var Bal paa den store Sahl. Jeg merkede
at der bleve sluttede mange Venskaber; skulde samme kun ey i
Morgen blive ophævede igien. Hovedpine og Gield kan jeg
aldrig troe, at nogen paadrager sig ved at komme til mange
Baller. Det er et lystigt Levnet at dandse; og jeg troer ikke, at
nogen Dandsemester kan blive bedrøvet.
Den 7de. Denne Aften lyste jeg atter en Person hiem
fra Spille=Selskabet. Han var ikke saa taalmodig, som Lu¬
sorius ved sit Tub. Ney, han bandede hele Veyen, og gik til


var ingen Svensk.
Stugs i det ringeste med nogle Tusind Dievle, endskiønt han
Den 8de. Atter Glæde paa Færde. Enkens Søn hiem¬
kommen fra hans Udenlands=Reyse, Han har været borte i
tre Aar, og sat sin Fæderne=Arv overstyr. Men nu bør han og
have Fortrin for de andre. Baade hans Moder og Systre
vaagede hele Natten for at høre paa hans Reysebeskrivelse, og
for at beundre hans nye Skabning. Han er bleven et gandske
andet Menneske. Han reyste bort med en stor Hat, og den,
han har ved sin Hiemkomst, er gandske liden. De Klæder sid¬
der dog meget nættere, som syes udenlands, end de, som vore
egne Skrædere syer. Din Kiol er jo ligesom en Sløye=Kiol,
min Søn! sagde Moderen: Ak Mama: sagde han: det er
nu den høyeste Mode.
Den 9de. Meget angenemt Veyr. Denne Aften hav¬
de jeg ret min Fornøyelse af de mange Folk, som spadserede
paa Gaderne, men i sær af et Par, som uden Tvivl vare blev¬
ne forlovede paa det sidste Bal. Jeg gik bag efter dem op ad
Gaden, og hørte, at de giorde Beregning over deres tilkom¬
mende Lykke, og hvorsnart deres Bryllups=Dag skulde være.
Saa meget hørte jeg nok, at han sagde: det vil nu et andet
Aar komme an paa, at vi kan faae en god Gevinst i Lotteriet.
Ja, sagde hun: Gid vi maatte vinde den høyeste Gevinst i
første Classe! Det skal jo trekkes om en Maaned?
Den 10de. Atter angenemt Veyr og Spadseregang.
Jeg hørte en Deel, som smaasuakkede om, at de en af Dagene
vilde begive sig paa Landet. Den Talemaade troer jeg vist, skal
i visse store Stæder betyde saa meget, som at absentere sig en
Tidlang, saa Creditorerne ikke skal vide, hvor man er.
Den 11te. Endnu vedvarede det smukke Veyr og
Spadseregangen. Adskillige, som mødtes, snakkede længe
sammen baade om Capital og Rente. De ere lykkelige, tænkte
jeg, som kan faae Capitaler at laane, men de ere dog lykkeli¬
gere, naar de altid kan være i Staud til, at udbetale samme
igien; det kan jeg nok begribe.
Den 12te. Gaderne vrimlede ret af Mennesker denne
Aften. Det var dog mørkt; men der ere mange, som har meest
Lyst, at spadsere naar det er mørkt. Jeg saae samme Nat igien¬
nem et Vindue, at en Kiøbmand sad og sluttede sine Regn¬
skabs=Bøger, fordi han agtede at giøre Opbnd. Hans Naboe
lærte Kunsten bedre; han stak de Penge, som han havde, hos
sig; begav sig paa Landet, og overlod til hvem der vilde, at


slutte hans Bøger, og dele hans Midler. Man snakker
og om, at han bragte adskillige Vahre i Sikkerhed førend
han reyste.
Den 13de. Kl. 10. kom en Pige ud i Gadedøren
og saae sig om. Der var ingen uden jeg i Gaden; men
der kom strax nok en anden. Jeg saae han gik ind; men
jeg saae ham ikke komme ud igien. Kanskee han havde
hiemme der om Natten. Saadanne Ting, spørger jeg al¬
drig om.
Den 14de. Denne Aften blev oprettet et nyt Selskab,
kaldet det skiemtende. Ventelig maae det bestaae af lutter
forstandige Lemmer! thi det er ikke gierne got at skiemte
med en uforstandig. Saadan en kan som oftest ey giøre
Forskiel paa Skiemt og Alvor; men der skal jo dog og væ¬
re en, som skal holde Lyset. Det var imidlertid got for
Patrolskriverne at være Lemmer af saadant Selskab.
Den 15de. Otte eller Ni Fruentimmer, allesammen
meget fortrolige, vare paa engang komne i Besøgelse hos
en Madame. Man maae ikke tænke, at Naboerne først, og
siden de, som boede længer borte, bleve igiennemheglede i
deres Caffe=Discours. Ney de talede ikke om andet, hele
Aftenen, end deres Mænd og Piger. Deri var jo intet
ondt, naar de ey talede andet end got om dem
Den 16de. En meget net og let Person, i Selskab
med to andre, havde meget travelt, med at fortælle dem
sit Levnets=Løv. Jeg merkede, at han fandt selv en særdeles
Fornøyelse i Fortællingen, som var om lutter Ungdoms
Udskeyelser, og han synes at paastaae de andres Beundring,
og bifald, naar han alt imellem Fortællingen loe og raab¬
te: var det ikke ret, var det ikke artigt? Om deres Taus¬
hed skulde tilkiendegive Beundring eller Foragt, skal jeg ey
kunde sige.
Den 17de. Klokken 11, kom en Madame hiem fra
Selskabet. Der blev strax efter en forskrekkelig Allarm i
Huset. Madamen savnede nogle Ting, og beskyldte Pigen
for at have taget samme, som og grædende tilstod det
Strax vilde hun have hende i Tugthsiset; men Pigen bad
for sig, og sagdet: at Fanden havde viist hende Nøglerne.
Denne Bekiendelse formildede Madamen; thi i hvor oeco¬
uymisk og ordentlig hun er i alle Ting, saa har hun dog
den Vane, at hun ofte reyser ud, og lader alle Nøglerne


Tyve.
sidde i hendes Giemmer: og man veed, at Leylighed giør
Den 18de. Den 24de. er og god Betaling, sag¬
de Manden, da han Klokken 9 om Aftenen blev advaret
at betale Rente=Pengene: men om Morgenen hørte jeg,
at han var gaaet bort baade med Cupital og Rente. Han
spare de dem derved baade Umage og Udgifter, som havde
foresat sig at giøre Arrest paa hans Person.
Den 19de. En arresteret for Gield. Han tænkte,
at være meget sikker i sit Huus, og at kunde gaae i sin
Senig med Fred; thi han havde om Formiddagen raad¬
ført sig med en Procurator, og sagt ham, at han havde i
Sinde at giøre sig usynlig. En Kunst, som mange legger
sig efter i disse Tider. Men Procuratoren sagde: det har
ingen Fare, og saa kom han selv om Aftenen, og lod giø¬
re Arrest for Vexelen. Det var jo en ærlig Stræg.
Den 20de. 21de. 22de. 23de. Fire bedrøvelige
Aftener, for dem, som ey endnu havde betalt sine Rente¬
enge. De gik hverken paa Viinkielderen eller Øll=Huset.
Det var ellers smukt Veyr, og der spadserede Folk nok;
sien lutter Ungdom, der endnu ikke vidste af saadanne
Stød, som Verden giver.
Den 24de. En meget glædelig Aften. Jeg er vis
paa, der var ikke et Menneske i hele Byen, som gik sulten
til Sengs. Jeg selv blev tracteret overalt i Byen den
Aften. Det er ret Skade, at denne Aften falder kun ind
etgang om Aaret.
Den 25de, 26de, 27de Offerdage. J disse Afte¬
ner, begyndte Julestuer at komme i Stand, efterat de i
et heelt Aar har været af Moden her i Byen.
Den 28de, 29de, 30te og 31. Alle disse fire Næt¬
ter bleve medtagne til Hielp til Nyt=Aars=Vers Skriv¬
ningen. Jeg havde og selv mestendeels et Nyt=Aars¬
Vers færdigt til min kiere Medborgere; men jeg kunde
ikke finde paa Rimet i den sidste Linie; saa jeg lod det be¬
roe til et andet Aar, om jeg lever. Jmidlertid finder
jeg vel paa det; thi nu har jeg et heelt Aar
at speculere derpaa.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Ousdag


Patrollen.
No. 3.
den 21 Jan. 1766.
Udenlandske Begivenheder.
1. Nogle oeconomiske= og moralske= foresatte
Forbedringer.
D¬
et er ret slemt, at Mennesker, skal af Naturen be¬
finde sig i en saa bedrøvelig Fordervelse, at de træn¬
ger til Forbedring; men det er dog vel, at man¬
ge aarligen arbeyder paa denne sin Forbedring, naar de seer
deres Mangeler. Nogle ere lykkeligere i saadant Arbeyde
end andre. Aarsagen maae nok være tydeligere Jndsigt med
Tiden. Saa længe det var Sommer, tænkte den nøgne Ko¬
ne ikke paa at spinde; thi hun frøes ikke. Men da hun blev
et halvt Aar ældre; da Vinteren kom og det blev koldt: saa
randt det heude i Tanker, og hun satte sig for at spinde paa
sin Forbedring et andet Aar. Nu er Aaret begyndt; men
det er endnu for koldt. Hun har opsat det til næste Som¬
mer, om hun da i Soelskinnet kun ey atter glemmer det.
Saa overilede Mennesker ellers i Almindelighed bli¬
ver, naar de erindres om at ransage deres egen Forbedring;
saa har dog Nyt=Aars=Ønsker, Tanker og Paamindelser i
Aar gjort en herlig Virkning i mangfoldige Gemytter, end¬
og hos dem, som i Fior søgte at retfærdiggiøre deres Leve¬
maade og Omstændigheder ved mange intet betydende Grun¬
de. De ere utallige, som i Aar har foresat sig, at føre en
anden Hnusholdning end i Fior. At giøre en Deel af dem
bekiendte, torde mueligt have sin Nytte. Det er gode
Exempler til Efterfølgelse.
Manden, som i nogle Aar har havt det gode Forset,
at blive ligesaa lykkelig og anselig som hans lykkeligste og
anseligste Medborgere, og derpaa anvendt store Summer af
deres Penge, er paa engang bleven et gandske andet Men¬
neske. Han har en inderlig Fortrydelse over, at hans For¬


set gik overstyr, og at han ey fik sin Villie opfyldt. J sin
nærværende Eensomhed er han fortrydelig over= Verdens
Ubestandighed, og over det, at man har været ham hinder¬
lig i sine Hensigter. Bag efter indseer han, hvorledes han
skulde have baaret sig ad, og hans nye Forset er, at giøre
det bedre herefter.
Den Ødsele, som i Fior havde forskaffet sig mange
egennyttige Velyndere og Venner, gjorde til Nyt=Aar en
Beregning over sine tilbagehavende Midler. Da han saae
Beholdnings=Summen, tænkte han strax paa sin Levemaa¬
des Forbedring. Ney, sagde han: det gaaer ikke an læn¬
ger, at føre saadant Levnet; du maae forbedre og omvende
dig; du maae herefter holde et fornuftigt Huus med dine
Midler, saa du betænksom ligner Indtægt med Udgift. Han
vil i Aar afskaffe en stor Deel af sine tilvante Adspredelser,
og denne Formindskelse af hans forrige Yppighed, som hans
Formues Aftagelse desuden forbyder at fortsette, er jo en
ønskelig Forbedring og Omvendelse. J det mindste troer
han selv ey at behøve nogen anden.
Kiøbmanden sluttede Nyt=Aars Aften sine Regnska¬
ber. Han fik Summen ud, som han havde foresat sig at
eye i Verden. Kied af længer at besværes med Handelens
Byrder, ophævede han den, samme Aften. Nok, sagde han:
i nogle og fyrretive Aar at have tient Verden saaledes, at
jeg nu ikke behøver det længer. Mit Øyemed var, saa længe
det stod paa, med utrættet Flittighed at arbeyde og stræbe
efter, at jeg kunde forhverve mig saa meget, som jeg nu eyer,
saa jeg kunde tilbringe mine sidste Aar for Døden i Stilhed,
og Rolighed. Saaledes vilde jeg, at alle Kiøbmænd skulde
handle; de skulde ophæve Handelen, naar de fik samlet sig
en vis Sum, og give Plads for de yngre Handlende, men
de fleste ere desverre ikke findede saaledes som jeg: de ville
ikke gierne ophæve deres Handel, førend Døden ophæver de¬
res Liv, og somme knap endda. Denne Mand er et rart
Mønster, hvo seer ikke, at det er bare Ondskab, som siger
om ham, at han ophævede Handelen, for at nyde Magelig¬
hed paa sin gammel Alder. Han bekiender nu reent ud, at
han har tilvendt sig mangen Fordeel og Gevinst med Uret.
Har han før saadan aabenhiertig Bekiendelse da ikke Ret til
at fordre, at enhver skal troe, at hans Sind er nu ikke meere
henvendt til denne Verdens Gods, siden han ikke løber mere
derefter eller handler længer? Er det ikke at fornægte Rig¬
dom, at han ey er findet at forøge den? Der findes intet min¬
dre end Gierrighed hos ham. Han tilbringer nu sine øvrige
Dage uden al Bekymring, og venter kun paa den Tid, naar


hans Fraskillelse skal være. Hans Livs Forbedring er øyen¬
synlig. Var det ey stor Synd at bære mindste Tvivl om hans
Omvendelse, eller tænke, at han holder Rolighed for For¬
retninger, en behagelig Stilhed og ubehindret Nydelse af for¬
hvervede Midler, for at betyde det samme som Omvendelse?
Den lystige Ven har i Aar sat sig for at giøre en gene¬
ral Forbedring i sit forrige Levnet; thi deels ere hans Venner
for den største Deel bortdøde i Fior, deels befinder han og, at
Svaghed tager til med Alderen, saa han nu ey kan være saa
lystig i Selskaber som forhen. Han vil altsaa i Aar gaae nogle
Skridt længer bort fra denne Verdens Tummel, end andre,
som ere yngre, og kan bedre holde det ud. Han vil lee engang
mindre i Aar endi Fior, og i Stedet for at han før ikke kunde
være nogen Dag borte fra det lystige Lav, saa finder han nu in¬
gen Lyst til, at komme der oftere, end nogle Gange hver Maa¬
ned. Hvor følgeværdig er dog saadan Forbedring for Ved¬
kommende!
Haandverksmanden svor paa, ingen Frie=Mandag at
holde i Aar, men om han holder den Eed, det er en anden Sag.
J det mindste raader Kroefaderen ham høyligen derfra=Gam¬
le Veye og gamle Skikke, dem forlader Kloge ikke, sagde
han, da han søgte at overtale ham til, at sværge om igien; troe
mig, de Gamle har ikke været Børn; de vidste og noget; de
har saa mænd ikke begyndt at holde Frie=Mandag uden fine
Aarsager. Kroefaderen har Retten paa sin Side. Han bør
tale saaledes, thi han skal jo just leve af den andens Frie=Man¬
dag Hvilken Skade var det ey for hans Næring, om saadan
Eed skulde holdes. De kiere Haandverksfolk, som har saadant
suurt Søndags Arbeyde, saa de, hverken faaer Tid, at hvile
eller glæde sig, maae jo dog vel have en Dag om Ugen at bruge
til deres egen Fornøyelse. Kroefaderen ønskede gierne, at der
par to Mandage hver Uge; thi han har et medlidende Hierte
med sin Næste. Men han anseer ikke den for sin Næste, som
arbeyder om Mandagen.
2. Fortegnelse paa nogle meget gamle afdøde Folk
Man læser i alle Slags Aviser om gamle Folks Død.
Hvi skulde man da ikke og see noget derom i Patrollens Uge¬
blade, der og kan henregnes til et Slags Aviser? Saadan
Fortegnelseer saa meget mere billig, som unge Mennesker bør
altid opmuntres ved gode Exempler, og tilskyndes i det mind¬
ste at efterfølge deres Forgængere, om ey gandske at overgaae
dem. Det er og bekiendt nok, at Forestillinger af andre Folks
Bedrifter giøre en ugemeen Virkning i de unges Gemytter.
Saaledes søger en lydagtig Søn at efterligne sin kiere Faderi


Viinhuset, og tumler ung hiem med ham til den Gamles Glæ¬
de, for at være hans Alderdoms Støtte=Stav. Den allerdey¬
ligste Datter lærer i største Hast alle hendes deylige Moders
Manerer, og inden stakket Tid overgaaer sin Mama. Kierlig¬
hed til det hele Menneskelige Kiøn som læser Patrollen, for¬
binder os til at meddele følgende Døde=Liste. Det er allesam¬
men Folk, som har gjort det almindelige Væsen mange ubeskri¬
velig store Tienester, og som efter Døden har forhvervet sig en
udødelig Berømmelse. De stege alle op til det høyeste Trin af
en Ære-fuld og Jis=graae Alder. Deres Forstand skulde kom¬
me til fuldkommen Modenhed. Den kom og dertil, og deres
Bedrifter vidnede om den ypperligste Anvendelse af deres høye
Erfarenhed og deres gamle Kundskab om Ondt og Got. Deres
Ungdoms Dyder naaede med Aarene den høyeste Fuldkom¬
menheds Grad. Jo ældre disse uskatteerlige Folk bleve, jo
giennemdrevnere bleve de, at udføre deres Dyder, og jo høyere
deres Erfarenhed steeg, jo kunstigere lærte de at indrette og
bruge deres Liv. Ved deres herlige Bedrifter har de beviist
Sandheden af de Gamles vel betænkte Regel:
Hvoraf for første Gang et Kar inddrukket bliver,
Deraf det siden Lugt bestandig fra sig giver.
Af deres korte Levnets-Beskrivelser vil Læseren selv kunde
dømme, om vi vel med en god Samvittighed kunde dølge disse
følgeværdige Mønstere for den kiere lærvillige Ungdom.
Hr. Ubekymret, som i sin hele Lives Tid var tutet og
fattedes intet. Han søgte aldrig om at blive noget; thi han
bildte sig ind, at der faldt Arbeyde og Besværlighed ved alle
Embeder og Bestillinger, og vidste ikke, at man meget vel kan
have et Embede, uden at forrette det. Jo mere Embedet iud¬
renter, jo lettere lader sligt sig giøre. Men han var nu ikke der¬
for; thi han behøvede intet Embede, ved det han havde Midler
og fattedes ingen Ting., Var han ikke et stort Exempel paa
Nøysomhed? Hvilken rig Mand vil ikke gierne have et feedt
Embede? Men det var hans Sag at leve uden Bekymring, og
derfor blev han 111 Aar gammel. Man maae dog ikke tænke,
at han slet ingen Bekymring havde. Jo vist havde han! Han
ordinerede selv sin Kiøkken=Seddel, og var tidt meget bekymret
for der var ikke flere Forandringer paa Soeser i Kogebogen.
Han lod undertiden Aviserne læse for sig, naar han gad være
over at høre derpaa. Gift var han ikke, thi han kunde ikke lide
Fruentimmer. De forkorter Menneskenes Alder, sagde han:
saa tidt man talede til ham om Giftermaal. Han havde den
Lykke at see sin Gravskrift og Liigvers førend han døde, som
hans Broder=Søn maatte bestille ham hos Bye=Poeten, og
han lod samme giøre om igien to Gange, fordi han var ikke roest


nok i de første. Broder=Sønnen blev efter Testamente hans
eneste Arving, dog paa de Vilkor, at han aldrig skulde gifte sig.
J hans Liigvers er han berømt for en god Borger i Republiken
og for alle de Dyder, som noget Menneske har havt og mang¬
let. Om han selv havde opsat sin Grapskrift, kunde han ey
roest sig mere.
H.. Hygin, en Sanger. J sin Ungdom tildrak han sig
en giennemtrængende Bas, og sang og drak saa længe han leve¬
de, og begge Deele med lige Styrke. Ved den ypperlige Viin
nærede han sine Leve=Aander, og styrkede dem i mange Aar;
men tilsidst maatte han, af Mangel paa Penge, drikke Bræn¬
deviin. Han blev dog 110 Aar gammel: saa det maae nok ikke
være sandt, som Docterne siger, at sterk Drik forkorter Livet.
Hr. Ladgaae. En Mand, som i al sin Tid var vel til¬
freds med sig selv. Han loe ey allene af alt hvad han hørte og
saae, men endog af alt hvad han selv talede, Han bildte sig ind,
at naar han gik bort fra et Selskab, saa var der ingen Fornøy¬
else siden; thi hvor han var, der var Latter. Om nogen havde
sagt ham, at hvo der iblant Selskabet loe, beloe just ham selv:
saa havde han ikke troet det. Han havde vist nok levet endnu,
dersom han ikke havde leet sig ihiel, den sidste Gang han var
i Selskab, og det over et af sine egne tykke Jndfald. Han loe i
alt i 105 Aar og nogle Maaneder.
Hr Ziffer, en Regnemester. Denne Mand havde været
gandske fuldkommen, dersom han ikke havde havt en eneste li¬
den Feyl. Han foragtede alle andre Folk. Men dertil havde
han sin Aarsag; thi han holdt sin Kunst for den største i hele
Verden. Efter hans Tanker var enhver uværdig til et Embe¬
de, som ikke var en Regnemester. Han vilde alle Mennesker
skulde være Regnemestere. Slige Følk tilskrev han alle Opfin¬
delser. Selv opfandt han en krum Stræg i Devisionen, for
den, som hidindtil havde været i Modeg. Han spiste og drak i
Optælling. Han tælte naar han gik, og drømte om Tall. Han
taled og skrev aldrig om andet end om Tall. Han gjorde engang
et Project, at intet Fruentimmer maatte giftes, førend hun
havde aflagt Prøve paa sin Færdighed i Regnekunsten. Han
udregnede hvor stor Fordeel Verden kunde aarlig have deraf,
om alle Fruentimmer kunde regne, og med samme Udregning
belagde han Projectet. Men det gik ind igien, til stor Lykke for
alle Fruentimmer. Dog var det Skade for Verdens Fordeels
Skyld. Han var ikkun en fattig Mand, men det var ikke hans
Skyld; thi han havde gierne vildet være rigere. Naar han vil¬
de undertiden giøre sig en Fornøyelse, saa overregnede han sin
Formue; først den, som han virkelig eyede; dernæst den, som
han havde kundet forhverve og blive Eyer af, dersom Verden


havde været mere taknemmelig, og havt større Jndsigt i hans
Fortienester= Han havde allerede talt 103 Aar, da han tælte
sig af Dage, i det at han efter et Veddemaal vilde tælle den hele
Eenmaaleen op i et Aandedræt.
Jndenlandske Sager.
Da vi vare i Begreb med at giøre Udkast til denne Arti¬
kel, indløb følgende Efterretning, som vi ville meddele Læserne
uforandret:
Der findes maaske ingen saa lastefuld, at han jo dog til
egner sig et Fortrin for andre. J vor Bye kiender jeg kun gand¬
ske faa, som kiender sine egne Feyl, men mange, som kiender
Næstens. Er der undertiden nogen, som tilstaaer, at der er
Feyl ved ham, hvilket dog meget sielden skeer, saa søger han
dog paa alle muelige Maader at forestille dem smaa og ringe
for andre, og beraaber sig altid paa Næsten, hvis Daarlighe¬
der forekommer ham meget latterlige. Det er jo og billigt, at
man bør skiule sine egne Feyl det meste mueligt er, lad være
man ey vil rette dem. Jeg kiender nogle, som ere blevne meget
fortørnede over Patrollen i Aar, og har svoret paa, at de ey
gider læse den, fordi derudi intet findes, som de retskaffent kan
lee ad. Det duer intet, sige de, at ville anføre en eller anden
liden Feyl for at giøre den latterlig. Enhver holder for, at
hans Feyl ere ikke saa skadelige som andres.
Hr. Fraadser siger. Et Menneske kan ikke have nogen
større Fornøyelse i Verden, end at fornøye sig med Guds
Skabninger. Jeg giør mit Legeme til gode; jeg spiser og drik¬
ker det beste jeg kan faae, og jeg finder nu en inderlig Forlystelse
i disse Jordiske Gavers Brug. Det er jo dog vel tilladt, at set¬
te sin Fornøyelse i nydelige Retter og velsmagende Drikke?
HErrens Godhed har givet mig al Forraad til min Magelig
hed; jeg maatte jo ansees for disse Gavers Foragter, om jeg
ikke vilde nyde og bruge dem. Og, naar jeg nu giør dette, vil
man da regne mig det til Onde, og legge mig det til Last Saa¬
dan en forstaaer ikke dens Øyemed, som for Menneskens Skyld
har anordnet alt dette, for at forsøde vort møysommelige Liv.
Dersom jeg var en Gnier, som sulter ved sine Penge, og nen¬
der aldrig at æde sig mæt, saa kunde man med rette bebreyde
mig min Daarlighed. Den Karl han sørger kun for sine Pen¬
ge=Skrine, og ikke for sit Legeme; dem fylder han daglig, men
han faaer selv desto mindre, saa han ret strax seer ud som en
Beenrad. Han troer vist nok ikke sin Skaber. Men jeg giør
hvad jeg bør, og det skulde fortryde mig, om nogen understod
sig, at misbillige mit Forhold.
Hr. Gnier veed og at anføre Grande til sit Forsvar.
Hvo kan førtænke mig, siger han: at jeg ikke kaster den Guds


Velsignelse bort, som mig er given; men at jeg tvertimod giør
mig Umag for, at samle saa meget, som jeg med en god Sam¬
vittighed kan faae skrabet sammen. Vi ere jo ikke andet end
Huusholdere i Verden, og det varjo uforsvarligt, om vi vilde
adsprede fremmet Gods, som vi meget mere bør holde Haand,
og Hævd over. Skulde jeg lade alting gaae igiennem Halsen,
som Hr. Fraadser? Ney, man bør tænke paa den tilkommen¬
de Tid. Man betænke selv, om jeg ikke handler fornuftig. Naar
han bliver en Staader og Tigger, saa har jeg mit i Behold.
Han setter sit overstyr, og giør sin Kone og Børn fattige og
ulyksalige, men jeg elsker mine Penge, og sørger tillige for mi¬
ne Efterkommer, ved det jeg søger at spare noget til dem. Lad
ham kun æde fine Penge op; mine ligger ret vel forvarede i
mine Jern=beslagne Skrine.
Hr Spiller taler ligesaa fordeelagtigt om sig: Jeg el¬
sker en tilladelig Tidsfordriv, siger han: Altid at have med
alvorlige Ting at bestille, det er os ikke mueligt. Et hvert
Menneske maae søge at giøre sig en fornøyelig Afvexling, for
siden med desto større Jver at forrette sit Arbeyde Naar jeg
arbeyder tre Timer om Dagen, og spiller ni Timer, saa maae
jo enhver tilstaae, som er ligesindet med mig, at jeg har anvendt
min Tid got. Kort=Spil befordrer undertiden min Opbyg¬
gelse. Jeg tænker ofte derved paa høyere Ting. Jeg lærer at
kiende Folk, og at undersøge deres Gemyts-Beskaffenhed.
Saadant er jo de største Sædelæreres eneste Forretning; og
man kan aldrig lære det bedre, end naar man giver sig i Spil
med Folk. Vinder jeg, som jeg dog oftere ønsker, end det
skeer: saa anvender jeg det, som Lykken beskierer mig, til min
Næstes Beste. J det mindste bliver jeg derved bestyrtet i den
Sandhed, at meget i Verden kommer an paa Lykken. Jeg er
dog ikke som Sqvaldreren, der bortddder sin Tid med
Skiemt og Bagtalelse, naar jeg anvender min Tid til saadan
tilladelig Fornøyelse Jeg forskaffer mig undertiden gode Ven¬
ner, naar han forhverver sig Had og Fiendskab. Lad være jeg
nu ikke just giør meget got i Verden, saa skyer jeg dog Leylig
heden til at giøre Ondt hvilket Sqvaldreren daglig forøger
ved sin Lediggang.
Hr. Sqvaldrer tager Sagen paa en anden Fod. Jeg
fornøyer mig ved en uskyldig Discours, siger han: Folk gider
gierne høre mig snakke. Er end det meste Løgn, saa er det dog
behageligt at høre paa. Mine Ord dræber slet ingen, og jeg
ønsker altid, at det Onde, som jeg fortæller, maatte ikke for¬
holde sig saaledes. Jæ meer jeg haaber selv efter Kierlighed
det Beste. Jeg kan jo imidlertid ikke sidde stum, naar jeg er i


Selskab, eller slaae Laas for min Mund. Jeg bedrager jo
ingen derved; og jeg setter mig heller ikke i Fare, at tabe og
forspille mine Penge, som den gode Hr. Spiller. Med mit
Snak skader jeg hverken mig selv eller andre. Hvortil er vel
Tungen givet mig til andet, end til at tale med? Skulde jeg
i et Selskab vel staae saa ubevægelig, som en Skielsteen og
Grændsepæl? Jeg fortæller ikkun efter, hvad jeg har hørt af
andre. Er det fornærmeligt for Næsten, saa maae andre for¬
svare det, som finder paa saadanne Bagtalelser.
Hr. Ærgierig siger: Jeg giør ikke noget, som kan før¬
ringe min Stand. At jeg tragter efter, at svinge mig høyere i
Veyret, end andre gider gierne seet, det er jo berømmeligt. At
jeg ikke giør mig gemeen med andre Ligemænd, det er jo en
honnet Ambition; jeg behøver jo ikke at paatrænge mig andre,
som enhvers Tiener. Det er jo baade Skam og Spot, at om¬
gaaes venlig og fortrolig med den gemene Almue. Man kan
jo let ved saadant nedrigt Selskab blive indviklet i Grovheder
og Udyder. Verden er desuden saa tilhøyelig nok, til at under¬
trykke ærekiere Gemytter. Det er jo en hønnet Ambition, som
driver Menneskene til de allernyttigste Forretninger. Skulde
jeg kanskee bære mig ud, som Hr. Ydmyg, der tager Hatten
af for enhver Staader paa Gaden.
Hr. Ydmyg veed derimod meget got, at give sig et For¬
trin for den anden. Hvad skader det mig, siger han: om jeg
endog viser mig venlig imod den Allerringeste. En Hilsen ko¬
ster jo intet, og desuden skaffer den mig ofte mangen en For¬
deel. Det er ikke uden Aarsag, at jeg beqvemmer mig til at
være ydmyg. Er detikke bedre at være høslig end grov? Ja jeg
vil heller gaae noget for vidt i min Ydmyghed, end giøre for
lidet deraf. Skulde jeg vel være saadan en Nar, som Hr. Ær¬
gierrig, der vil svinge sig op over alle andre Mennesker, om¬
endskiønt han endnu ingen Vinger har. Mig gider gierne en¬
hver fordrage hos sig, da man derimod altid skyer Omgang,
med en Hoffærdig. Jeg har og Fordeel af min Verlighed, da
jeg derved faaer mangt et got Glas Viin og skiønt Maaltid.
Naar jeg giør mig elsket, saa giør Hr. Ærgierrig sig forhadt.
Hvo vil understaae sig at laste min venlige Omgang?
Saaledes er hvert Menneske sin egen Procurator. Ja
de, som meest forgaae sig i Uordentligheder, kan dog altid for¬
svare deres Sag saaledes, at andre ere verre end de, og i saa¬
dant Forsvar søger Folk i Almindelighed en Tilfreds stillelse og
Trøst. Jeg vil derfor raade Patrol=Skriverne, at de ikke næv¬
ner et Ord om saadanne Feyl, som Folk kan forsvare; thi der
er saa mænd ingen, som forbedres deraf. For tæller heller
Eventyrer, J gode Patrol=Skrivere! naar J ikke kan
skaffe eders Læsere noget bedre


Patrollen.
No. 4.
den 28 Jan. 1766.
Jndsendt til De Herrer
Forfattere
af
Patrollen
den 20 Januar. 1766.
Horatius
Ergd
Sermo oritur non de villis domibusve alienis,
Nec male necne Lepos saltet. Sed qvod magis ad nos
Pertinet, & nescire malum est, agitamus: utrumne
Divitiis homines, an sint virtute beati,
Qridve ad amicitias, usus, rectrumve, trahat nos,
Et qræ sit natura boni, summumqve qvid ejus.
Kunde saaledes fordanskes:
Vi fra vor Naboes Huus Materie ey henter
Til Snak, og Lepos Dans os ligegyldig er
Men Ting, som viides bør vi heldst paa Tale bær:
Om Rigdom eller Dyd Lyksalighed indrenter,
Om Moeden eller Dyd bør knytte Venskabs Knude,
Og hvad det beste er, som holder Uroe ude.


et er en almindelig Feyl, at det ene Menniske be¬
mænger sig med de Forretninger, som tilhøre en
C¬
anden, den ene Stand med det, som den anden
Stand tilkommer, det ene Kiøn med det, som det andet
Kiøn burde have for sig selv. Hvor stoer Forvirring den¬
ne Sammenblanding foraarsager i Lande, Provintser,
Stæder og Huuse, er læt at slutte. Begraver Regenten
sig i Syllogismer, da staaer Landet i Fare for at blive sat
i Baroco, og maatte Grammatici og Logici giøre Refor¬
mationer i Staten, blev vist nok Calepmni Lexicon eller
Gludii Logica Lovbogen. J de ringere Stænder giør saa¬
dant Manggoeds af Foretagender samme Uorden. En
Politisk Kandestøber faaer Folkes Vrede over sine Talerke¬
ner og Folkes Latter over sin Politiqve. Vil en Væver
tillige være Poet, mister han sin Næring, efterdi Koenerne
blive ligesaa misfornøyede med hans poetiske Væv, som
Mændene med hans Væver=Poesie. Ligesaa store Uley¬
ligheder foraarsages, naar det ene Kiøn anmæsser sig, hvad
det andet Kiøn tilkommer. Naar Koenen dirigerer Man¬
dens Embede, da glemmer hun Mandens Eed; thi hun
har ingen Eed gjort. Naar Madamen blænder idelig Kort
(det er jo Mandens Forretninger; hvo nægter det) da blæn¬
der Pigerne Spiiskammeret, og naar Manden tæller Gryn
i Gryden, forlanger jeg ey at være hans Giæst. Det finder
her Stæd, hvad en vis Herre sagde til sin Tienere, da han
bragte sittede Glas ind paa Bordet: Fit for sig, og Glas
for sig, saa ere begge goede.
At den ene Stand bliver bragt i Forvirring af den
anden, legger jeg ikke saa meget paa Hiertet, men at det
ene Kiøn giøres ukiendelig fra det andet, det er mig noget
nærgaaende. At Mandfolk vil gaae i Fruentimmerets
Forretninger, kand jeg ey ansee med ligegyldige Øyne. Det
er derfor, jeg vil tale deres Sag, og foreslaae et Middel
hvorved dette Onde noge lunde kunde hæmmes. Dog er
det ey alle Fruentimmer, jeg vil væbne mig for, men allene
nogle udvalde Kiønnets Ære. Jeg skriver ey for dem,
som har giort en Pagt med deres Tunge, ey at opladt
Munden i Selskab, men de, hvis Tunger ere et perpetuum
mobile, paa Dansk: en Peberqvern, har allene Ret til at
sætte min Pen i Bevægelse. Jeg lover uden Persons An¬
seelse at staae paa deres Ret, og at viise mig ligesaa nidkiær


for de uanseelige Stoppe=Skiørter, som for de med Fabler
ziirede Adriæner, naar de allene har ovenanførte Egenska¬
ber.
Jeg maatte da spørge de gode Mandfolk, hvad der
bevæger dem til at løbe med Brev=Tasken imellem Viin¬
kiælderen og deres Koener, Kierester, Mødre og Søstre;
Har de saa mange Emheder, hvorfra det andet Kiøn er
udelukt, kand de da ikke lade dem beholde dette ene for sig
selv? Er det ikke at giøre saa mangen ærlig Matrone Jnd¬
pas i sit Embede og Næring? Maatte de ikke giøre sig Sam¬
vittighed over at tage Brødet af Munden paa saa mangen
brav fattig Koene, der som Himmelens Fugle, hverken
høster eller samler i Laden, men nærer sig ved at qviddre?
Vidste de kun, hvor mange Sukke Barbara, Sælgekoene
og Birgitte Vægters udøse daglig over dem, de gode Mand¬
folk toge sandelig nok i Betænkning at være Post=Bud, og
lukkede hellere deres Munde og Ørne, end ævig at bandes
i deres Grave. Tidsel Vidtkiends var saa tyk, at hun
maatte flytte fra Peder Madsens Gang, saasom den Gade
var hende for snever; men siden Freden blev sluttet i Tydsk¬
land, er hun bleven saa smal som Børsens Spiir, og Ud¬
spekningen er saaleedes falden af hendes tree=etaget Hage,
at det bare Stokværk sidder frem. Og ingen Under; thi
saa mangen en Skaal=Mad, mangt et Stykke Steg, man¬
gen en Koppe Kaffe (thi hun kom gierne paa de Tiider) gik
fra den Stakkels Tidsel. Ja betænker dog mine Herrer
Mandfolk! om ikke denne betydelige Handel vil fordærves,
da de, hvorom jeg er forsikret, ey saa vel forstaaer at drive
den, som det gamle Compagnie. Det var da meget for¬
nuftigere, man overloed erfarne Snak=Høkkersker alleene
denne Fortieneste, der meget vissere og snarere kunde opkiø¬
be alt det rare Nyt, der var at overkomme. Disse forstoe¬
de jo og best at give Relationer for Fruentimmer, de vidste
til Punct og Prikke, hvor mange Friere Jomfrue Nipper
havde, naar Madame Guldsxat skulde have Bryllup, hvor
mange frugtsommelige Koener, der var i hver Gade, og
naar de skulde i Barselseng. De kunde udforske, hvad Klæ¬
der den tilkommende Brud har henne at sye, hvad der bli¬
ver kiøbt ind til Brylluppet, hvad Tøy Brude=Omhænget
skal syes af, hvad Slags Snorer der kommer paa, hvad
Mynster Kapperne blive skaarne efter, og tusinde saadanne
magtpaaliggende Ting.


Vil nogen sige, at der ingen Nytte er ved at indsamle
saadanne Nyeheder, da røbe de derved deres Vankundighed
og liden Jndsigt i Videnskaberne. Alle Vildenskaber ere ey
for at nytte, men nogle for at nytte, andre for at fornøye
Mennisker, de sidste giver man Navn af smukke Videnska¬
ber. Jeg sætter da, at saadan mundtlig Correspondence
(vore Modstandere kalde det med det Øye=Navn Bye¬
Sladder) alleeneste er for at fornøye, saa har det Rang
med Skialdre=Skilder=Bildhugger=Konst og andre smukke,
Videnskaber. At lade den bortdøe, var jo at indføre det
gamle Barbarse. Og at den tiener til Fornøyelse, er læt¬
at overbeviise dens Hadere om.
Hvor vilde Eftermiddagen og de lange Vinter=Aftener
kunde behageligere bortdrives end ved denne Konst? Hvor
blev Fornøyelsen hiemme? hvor var Fornøyelsen ude? Caffe¬
blev alt for ram, og Tyee vilde smage alt for bar, dersom
en behagelig Discours ikke aav dem Smag. Hvem siger,
at alle Fruentimmer ævig skulde være fordømte til at prikke.
med en Syendal? det er jo Skræderens Haandværk. Hvor
staaer det skrevet, at de skal spinde? det lader man Reeb¬
slagere og Æderkoppe deele imellem sig. Har Skaberen
ikke ogsaa givet dem Øren, Øyen og Tunger, og hvortil
har de vel dem? Endog de særsindede jordiske Parcæ, maat¬
te, om de skiønnede derpaa, takke denne Videnskab for alt
det, de veed, og hvor vilde ikke saadanne Muldvarpe begra¬
ves i Vankundigheds Mørke, dersom ikke disse levende Avi¬
ser loede dem viide, at der ere fleere Huuse til end deres
og Hørkræmmernes?
Men er det Fornøyelsen alleene, som giør denne Vi¬
denskab elskværdig? Jeg meener Ney, og haaber, at enhver
vil ansee den for umistelig, naar jeg viser Nytten deraf¬
Og kand jeg være lykkelig heri, hvor høyt ophøyer jeg ikke
da mine Heltinder over de største Kunstnere i de smukke
Videnskaber? En Apelles og Homer bliver intet imod dem,
thi hine, fornøyede kun med deres Kunst, da disse baade
fornøyer og nytter. Rummet forbyder mig saa omstæn¬
delig, som jeg ørskede, at legge for Dagen de mangfoldige
Fordeele, som denne uskatteerlige Videnskab Strømmevus
udgyder i de vigtigste Videnskaber. Jeg vil derfore være
kort. Bliver ikke Oeconomien ved den forbedret og sat i en
blomstrende Tilstand. Mangen god ærlig Proprietair fryg¬
tede for at gaae bag af Dansen, dersom ikke disse tienstag¬


tige Aander kunde sige ham, hvad Fogeden baade giør og
ikke giør, og faae Herren ey med meer end hundrede Øyne
Skovfogden paa Fingre, troede han, der neppe blev hun¬
drede Træer i Skoven. Mange Mercurn slaaer meere Liid
til disse Vagtholdere end til de accurateste Bogholdere.
Hvor mangen brav Koene maatte afbryde sin Morgen=Søvn
og spilde sit Aften=Selskab, dersom disse troe Vægtere ikke
satte hendes Sind i Rolighed? Med eet Ord: Uden disse
frygtede Croesus selv for Bettelstaven, og skeer det, hand
frygter for, mon hand da giver dem Skylden?
Moralen og Sædelæren har ey heller liden Under¬
støttelse af denne rare Videnskab. Lasterne bliver derved
hæmmede, og enhver seer sig nok for, at de muntre Sel¬
skabe ey skal lee paa hans Bekostning. At Mamsii Geedeti¬
taae, som sidder for sig selv, ey tager for sig selv. At Ma¬
dammens Kokkepige er frie for Natte=Besøgelser af Kudsken
i Naboelanget: At Mester Knap lader ingen Fattige gaae
bedrøvede fra sin Dør: At Mons. Suge aldrig afviiser
Tavlerne i Kirken med et Nik: At Gallesyderens Koene og
Pige ey endnu ere lemlæstede: At Joseph Eyegods Pande
har endnu sin naturlige Skabning: tilskriver jeg altsammen
mine Heltinder meer end nogen anden. Hvorvidt saadanne
Dyder ellers kand giælde, er ikke min Sag at undersøge, det
overlader jeg til hine strænge Moralister. Vilde de sige, at
denne Videnskab snarere anfører til Hyklerie end til den
ægte Dyd, da spørger jeg; Hvad vindes ved at hykle?
Post=Bud, der i Grund forstaaer deres Videnskab, ere alt
for lydhørende, alt for alseende til at den mindste Feyl skul¬
de skiules for deres Opmærksomhed.
Endnu een Fordeel, som denne Videnskab medfører
Den er et herligt Middel baade til at stifte og at vedligehol¬
de Venskab. Hvad knyttede vel det fortroelige Venskab
imellem Madame Interesse og Madame Novelle? Intet
andet end denne Videnskab. Hvad ophævede det? Intet
andet end Mangelen af denne Videnskab in praxi.
Enhver retsindig Patriot maatte da kiedes ved at leve,
om denne gyldne Konst uddøede af Fædrenelandet. Og er
det enhvers Pligt at giøre sit til at fremme Landets Ære og
Gavn, bør jeg ikke da, som en nidkiær Patriot giøre mit?
Mine Bestræbelser skal da være mine Heltinder opofrede, og
mit anbetroede Pund vil jeg anvende paa deres Konst, hvis


Nytte jeg saa tydelig har viist. Jeg vil søge at oprette det
manglende, og synes mig da, at det vilde endog have sin
stoere Nytte i Landets almindelige Oeconomie, om der til
dette faste Væsens Forfremmelse bleve oprettede i hver Bye
visse Laug eller Collegia, hvortil Planen efter mit Udkast
kunde være følgende:
1) Skal saadant et Collegium bestaae af Fruentim¬
mer alleene, saasom alle andre Betieninger blive Mandfolk
til Deel.
2) Skal saadant et Collegium bestaae af nogle Mem¬
bris honorariis og nogle Membris ordinariis. Membra
honoraria skal alle være bemidlede, som ey allene skal staae
uden Salario, men og underholde de øvrige Membra efter
Fortieneste. For saadanne smaae Omkostninger paa det
almindelige Beste, haaber jeg de Retsindige ey undslaaer sig.
3) Vilde jeg, at Membrafordinaria vare indeelte i
2de Classer. Til den første Classe skulde de henhøre, som
ere af samme Stand, som Membra honoraria, men ey
bemidlede, disse vil jeg kalde Staaben. Til den anden
Classe hører den heele Under=Staab.
4) Under=Staaben skal, hver Lem i sær, have sine
visse Poster. Nogle skulde være Port Post-Bud, hvilke
skulde bringe Udenbyes-Nyt, før det kommer i Byen. An¬
dre skulde være Gade=Postbud, og opsnappe, hvad de der
kunde overkomme. Andre igien skulde være Huus=Postbud,
og udforske alt det, som skeer i de Huuse, der sortere under
deres District. Af disse skulde nogle gaae i gemeene Hnu¬
se, andre i fornemme Huuse.
Naar saadant et Collegium var indrettet, meener
jeg man burde efterleve disse Laugs=Artikler. eller
Reglement.
1. Artikel.
Membra honoraria skulde tage Eed af alle Membris
ordinariis, efter sine Classer, og kunde da Formularen til
saadan Eed være denne: Jeg N. N. sværger ved Mer¬
curium, at jeg skal viise ald den Troeskab og Fliid,
som et ærligt Postbud egner og anstaaer, og fra Mor¬
gen til Aften aldrig lade af at see og høre, at spørge
og fortælle.


211 Art.
rii billede, holdende i den ene Haand en Sneehold, og
Langet skal have et Skildt, hvilket skal være Meren¬
i den anden et Skjold med disse Ord: Relata & non relata
refero. Dette Skildt skal Membra honoraria og Staaben,
bære paa deres Vifter, men Under=Staaben paa Loget af
deres Snuuf=Doser.
3. Art.
Jngen udi dette Collegio fra den fornemmeste til den
ringeste maae have i sit Huus Rokke, Garnvinder, Kar¬
der, Sye=Rammer, Syenaale, Stoppenaale. Befindes
nogen at skiule eller bruge disse Redskaber, bøde den skyldige
til Snuf=Tobak 4 Skilling.
4. Art.
Membra honoraria skal boe paa Torve, eller og i
Hiørne=Huuse. Men skulde saadanne Boeliger ey være at
bekomme, skal de være forbundne at have et Karnap til
Samlings-Stue.
5. Art.
Jngen, være sig Membra honoraria, Staab eller
Under=Staab maae have sine Værelser ind til Gaarden.
6.) Art.
Collegii Dage skal være de 3 Dage om Ugen, Søn¬
dagen og de tvende Post=Dage, da Membra honoraria skal
tractere Staaben, med Caffe, Thee og fiire Retter Mad
om Aftenen under Navn af et Smørrebrød. Og Under¬
Staaben skal have Mad, Thee og Caffe, naar de kommer
paa den Tiid, det falder, kommer de paa anden Tiid skal
de have et Stykke Smørrebrød med Gaase=Tunge paa.
7. Art.
Jligemaade skal Staaben underholde Under=Staaben,
og deele ud til dem af hvad de nyde af Membris honorariis.
8. Art
Jngen Membrum honorarium eller Staabs=Lem
maae lade nogen af Under=Staaben gaae tomhændet af sit
Huus; thi en Gaas er sin Havre værd. Skeer det da bø¬
de de 8 Skill til Bagflikker.
9. Art.
Membra honoraria skal i November=Maaned sende til
hver Person i Staaben, en Fierding Ore=Kiød, et halvt
Lam, en Gaas, sex sorte og tre hviide Pølser. Staaben


Artikel.
forholder sig hermed imod Under=Staaben efter den 7
10. Art.
Membra honoraria og Staaben maae ingen Prædiken
forsømme Freedag og Søudag, Høymesse eller Aftensang.
Under=Staaben skal gaae i Froeprædiken, og aldrig forsøm¬
me at bievaane Brudevielser, Barnedaab og andre saadan¬
ne Forretninger.
11. Art.
J Kirken skal de fornemmelig give Agt paa Præstens
gandske Person, og i sær paa hans Pegefinger. Hvo der
ikke kand sige, hvem Præsten pegede paa, have forbrudt sin
Caffe efter Aftensang.
12. Art.
Membra honoraria og Staaben skal anskaffe sig Vif¬
ter med Elfenbeens Styler i, hvilke skal tiene dem til en
Tegnebog, hvori de skal optegne alt, hvad de see og høre.
13. Art.
Alle Lemmerne i Collegio skulde alvorligen tilholde
deres Mænd at fortælle Nyt, naar de kommer af Byen.
Vegrer nogen Mand sig herfor, da maae Koenen ey søge
Seng med ham den Nat. Skeer det anden Gang, da
tvende Nætter, og saa fremdeeles dobbelt, om hand frem¬
turer. Og selv tage hand Skade for Hiemgiæld, om Een¬
lighed falder hans Koene besværlig.
14. Art.
De som have Døttre, skal have flittig Indseende med
deres Opdragelse, at de fra Ungdommen af blive opofrede
til Postvæsenet, at de med Tiden kand blive deslige Lem¬
mer i Collegio. De maae derfor holde dem hos saadanne
Lærere, der ey indprænte dem den gamle Suurdey.
15. Art.
Jngen Døttre i Sælskabet maae læse det ottende
Bud, hvorfore Collegium skal lade oplægge saadanne Ca¬
techismi, hvor dette Bud er udeladt.
16. Art.
Jngen unge Messieurs maae have Gang til nogl¬
af Sælskabets Døttre, med mindre de hver Gang medbru¬
ge nye Tidender.
Af disse aproberede Uge=Blade udgaaer et hver Onedag


Patrollen.
No. 5.
den 4. Febr. 1766.
Slutningen af det Forrige.
17. Art.
Finder nagen i Collegio for got, at holde et Postbud
i sit Huus til sin egen Nytte, skal det ey være formeent,
men de sortere ey under Collegiy eller nogen af dets Classer.
Her seer de, mine Herrer Patrol=Skrivere, Planen
og Laugs=Artiklerne. Jeg troer, de indseer lættelig de
mangfoldige Fordeele, som deraf vil flyde til det alminde¬
lige Beste. Pengene hos de bemidlede vil da, i Stæden
for at ruste paa Kiste=Bunden, roulere iblandt Folk. Det
veed Slagtereu. Mange brave Koener, der ere beladte
med Mænd, som ey kand forsørge dem uden knaz og nap
blive derved satte i Stand til at underholde baade sig selv
og Mændene. Mange fattige Matroner, som enten maat¬
te sulte ihiel over et Rokke=Hoved, eller synge til Offers i
Forstuerne, uden ofte at see en Svensk Halv=Skilling,
bleve da bedre forsørgede uden at falde Publicum besværlig.
At de Herrer ey skal tænke, at jeg er af de egennyt¬
tige Projectmagere, da begierer jeg slet intet for min Uma¬
ge og Hovedbrud uden de 2 Rdlr., som de giver for at
fylde eet af deres Ugeblade. Skulde imidlertid mit Fon¬
slag finde Biefald, vil jeg have mig recommenderet til Bud
ved saadant et Collegum, haabende, at, om jeg skikker


mig vel, jeg da med Tiden kunde avancere til Senge=Cam¬
merat hos en Staabs=Lem. Ach! da vilde min Lykke ret
vaagne, tænk engang! Jeg fik en Koene, som kunde for¬
sørge mig, og jeg kunde uden Bekymring, spiise, drikke,
sove Middags=Søvn og have frie Sælskab, uden at berige
Viintapperen. Dette Haab fornøyer saaleedes, at jeg alle¬
reede skriver mig
Bud ved Post=CollegiuM.
Udenlandske Begivenheder.
1. En gammeldags Ægteskabs=Prøve.
O
ed at anføre dette udenlandske Nyt, har man ikke
det forvovne Sigte, at indføre noget Nyt i de her
brugelige Forlovelses Skikke. Det kommer os
ikke ved, om nogen gifter sig for at befordre sin Magelighed
eller egennyttige Hensigter. Vi ville ikkun fortælle hvad
der er skeet i Agathopolis, hvor der var opretset en egen
Ægtestands-Ret, for hvilken alle Ægteskabs=Candidater,
og Candidatinder maatte møde og svare paa visse Spørs¬
maal, førend dem blev tilladt at gifte sig. Retten bestod
af Ægteskabs=Raader og Raadinder, og vare deelte i to
adskilte Kammere! Mandspersonerne mødte for de første,
og Fruentimmerne for de sidste. Saadant Forhør blev
kaldet Ægteskabs=Prøve. Her er Efterretning om et
saadant Forhør:
Ægteskabs=Raadinderne tilspurgte Ægte¬
skabs=Candidatinden:
1) Om hun elsker N. N. i sit Hierte?
Svar: Hun føler nok, at hun elsker ham, og hun troer,
at Kierligheden har sit Sted i Hiertet; thi hun er meget
øm over ham.
2) Hvad hun har fundet særdeles elskværdigt
ved ham?
Sv. Hans smukke Person og indtagende Væsen. Han
er saa kielen og sødtalende, og han er altid saa net pyntet.


3) Hvad hun har erfaret om hans hidindtil før¬
te Levemaade, og hvo der har givet hende Efterret¬
ning derom?
Sv. Hun har ikke erfaret andet end meget got og artigt
om ham, og det har en gammel hæderlig Matrone for¬
talt hende, som har bragt hende adskillige Breve fra
ham. Den ømme Kierlighed, hun har til ham, har
ikke tilladt hende at spørge andre ad om hans Opførsel;
thi de kunde maaskee sige hende noget ubehageligt, som
hun ikke gad høre, og dette veed hun, at ingen bliver
lastet, førend han skal giftes.
4) Om hun nogen Tid selv har fundet Leylig¬
hed, at sette ham paa Prøve i et eller andet Tilfælde,
i Henseende til hans Dyd, Forstand, og for alting i
henseende til hans Pestandighed i=Kierligheden, og
hvad hun derved har opdaget?
Sv. Ja, hun har adskillige Gange havt Leylighed dertil,
naar hun har spadseret med ham i Maaneskin om Afte¬
nen, da han har sagt hende saa mange artige og fornøye¬
lige Ting, at hun gandske vist veed, at han er dydig,
og at han er forstandig, derom tvivler hun ikke, siden
han kan pynte sig saa net. Hans Kierligheds Bestan¬
dighed har hun Prøver nok paa; thi han har nogle
tusinde Gange tilfvoret hende en ævig Troskab.
5) Hvad hun kan bringe ham til Medgift?
Sv. Det vil beroe paa hendes Forældre. Selv har hun
adskillige smaa Kostbarheder, som hun allesammen vil
skienke ham.
6) Hvorfra N. N. tænker, at forskaffe saavel
hende som deres Tyende og tilkommende Børn, den
fornødne Underholdning?
Sv. Derom har hun ikke spurgt ham; thi hun har ikke
tænkt derpaa. Hun er og forvisset, at de faaer sagte
Underholdning, naar de kun kan være saa lykkelige at
komme i Ægteskab sammen; thi de vil lade hver Dag
have sin egen Plage.
7) Hvor stor han har angivet hans Formue
at være?
Sv. Han har ikke talt et Ord derom, endskiønt hun veed
nok, at andre Friere pleyer at giøre det. Men Frieres


Rigdom er ofte uefterretlig. Og hun er fornøyet, om
hendes Tiereste slet ingen Midler har, naar hun kun kan
faae ham til Mand; thi hun elsker ham, frem forjalle
Mandfolk paa Jorden; og af alle de smukke og net pyn¬
tede Mandspersoner, som hun har seet, er der endnu
ingen, der har sagt hende saa mange Artigheder som
denne.
8) Hvorledes hun vil opføre sig imod ham?
Sv. Hun vil giøre ham alle de Caresser, som hun kan
finde paa, og stedse være hos ham, om hun maae.
9) Om hun i rette Tid vil vise Føyelighed og
give efter for ham, samt om hun i fornødne Tilfælde
kan gaae ham til Haande med gode Lærdomme og
Erindringer?
Sv. Føye ham vil hun gierne; thi han har aldrig for¬
langt andet af hende, end det, som hun med Lyst vil føye
ham udi. Og hun er vis paa, at hun aldrig behøver at
gaae ham til Haande med Lærdomme og Erindringer;
thi han har selv saa megen deylig Forstand, ved det han
kan legge sit Haar saa net i Lokker, og pynte sig saa vakkert.
10) Hvad hun vil bruge til bevægende Aarsager,
ifald hun skulde lære og formane ham?
So. Dersom det skulde behøves, som hun dog ikke troer,
saa vil hun bruge hans søde og venlige Ord i Frierdage¬
ne, hans mange Kierligheds Eeder og Forpligtelser; hans
nette Haarlokker og hendes udviste Føyelighed til bevæ¬
gende Aarsager.
11) Jfald det skulde gaae hendes Ægtemand
ulykkeligt i Fremtiden, om hun da vilde tage Deel i
hans Viderværdigheder med ham, og efter hendes
Formue hielpe ham til rette igien?
Sv. Det vil hun med al Fornøyelse, men hun troer nok
at det skal gaae dem lykkeligt, og derom vil Skialdrene
vist giøre deres Ønsker.
12) Hvorledes hun engang tænker til, at opdra¬
ge hendes Børn og regiere hendes Huusfolk?
Sv, Det er noget, som hun ikke har tænkt paa, og hun
troer heller ikke, at hendes Moder tænkte derpaa førend
hun blev gift. Jmidlertid vil hun opdrage hendes Børn


ligesom hun er bleven selv opdragen, og som Nabverne
pleyer at opdrage deres. Og hendes Huusfolk vil hun
regiere saa længe de vil lade sig regiere; men naar de
ikke længer vil, skal de jages bort og andre fæstes, saa
giør hendes Mama.
13) Om hendes Ægtemand efter faa Aars For¬
løb skulde døe, og ikkun efterlade hende liden Formue,
hvoraf hun da tænker, at ville leve med hendes Til¬
hørende?
Sv. Hun ønsker at hendes Mand maae leve saa længe
som hun. Men dersom han skulde døe snart fra hende,
saa bekymrer hun sig ikke om, hvad hun skal siden leve af;
thi saa er hun vis paa, at hun døer strax med af Kier¬
lighed.
14) Om hun vil bekræfte det med Led, som hun
har nu udsagt?
Sv. Ja, derpaa vil hun strar, eller naar forlanges giø
re sin Eed.
Alle forlovede Piger har nu vel ikke sparet saaledes
som denne, der synes at ville have giftet sig af bare Kier¬
lighed; men de har dog allesammen svaret, og man har
ingen Efterretning om, at nogen er bleven afviist. Der¬
imod er enhver bleven henviist, efter denne udstandne Æn¬
teskabs=Prøve, til en eedsvoren Huusholderske, som skul¬
de examinere Ægteskabs=Candidatinden, i Henseende til
Huusvæsenets Indretning, Madens Tillavelse og andre
huuslige Forretninger. Men dette blev i de nyere Tider
afskaffet.
Mandspersonen blev ligeledes prøvet af Ægteskabø¬
Aaaderne, og maatte spare paa følgende Spørsmaale.
1) Hvorfor han vil gifte sig?
Svar: For at blive Selveyer af en Kone og befordre sin
Magelighed, hvortil han i sin eenlige Stand hidindtil
ikke har havt Leylighed.
2) Hvad der har bevæget ham til, at udvælge
N. N. til sin Ægtefælle? Hvor han først har seet hen¬
de? og hvad det er, han er bleven forelsket i hos
hende?


Sv. Hendes Skiønhed har gandske overvundet hans
Hierte, og bevæget ham til at skienke det til hende, og
han er vis paa, at mange ville misunde ham sin Lyksa¬
lighed. Han saae hende første Gang i Templen, hvor
deres Øyne mødtes; og siden saae han hende i den offent¬
lige lystige Forsamling, hvor han fandt Leylighed til at
tale med hende, og sige hende sit Hiertes Tanker. Han
lærte da at kiende hende meget nærmere end i Templen;
og han maatte havt et Steenhierte, om han ikke var
bleven forelsket i hendes deylige Ansigt og uforlignelige
Person. Det, som han ellers blev allermeest forelsket
udi, var hendes fyrige sorte Øyne og indtagende Smiil.
Aldrig kan noget Fruentimmer smile behageligere, end hun.
3) Om han har udforsket hendes Gemyts-Egen¬
skaber, og hvorledes han har fundet dem?
Sv. Ja vist har han. Han merkede ved allerførste Sam¬
tale, at hun havde et meget eyegot Gemyt; og han har
stedse siden fundet hende saa kierlig og saa forelsket i hans
Person, at han spaaer sig det lyksaligste Ægteskab.
4) Hvor meget hun har lovet, at bringe ham
til Medgift? og om han vil blive hende troe, ifald
hans Regning herudi skulde slaae ham feyl?
Sv. Han har ikke engang tænkt paa nogen Medgift; og
han troer, at alle ret forliebte Folk ere herudi sindede
ligesom han. Jmidlertid haaber han dog, at Medgif¬
ten skulde blive temmelig anselig, siden hendes Forældre
staaer sig got; men skulde hans Regning derudi slaae
feyl, forsikkrer han dog at blive hende troe, og det saa
meget mere, som han forud seer, at det er ham umue¬
ligt, at indtages af nogen anden, da hun er saa ugemeen
deylig.
5) Hvor stor hans egen Formue er?
Sv. Han har eyet en anselig Arv; men han har misset
den ved adskillige ulykkelige Hændelser i Spil. Jmd¬
lertid er det endnu ikke bekiendt, saa han tænker gandske
sikkert inden Brylluppet at sette sig i god Stand ved sin
Credit; eller maaskee vinde sine Penge tilbage igen.
Dog, om det sidste mistvivler han mestendeel, siden han
veed, at hvo der skal være lykkelig i Giftermaal, er gier¬
ne ulykkelig i Spil.


6) Om han har lært noget, hvorved han kan
forhverve Brødet til sig og sine, at de skal ikke falde
det almindelige til Besværing?
Sv. Hans Forældre har vel ladet ham lære et grovt
Haandverk, men da de døde og han blev Svend, saae
han nok, at Naturen ikke havde dannet ham dertil. Den
havde givet ham alt for fiin Hud og Færdighed til at
varte Haandverket op: saa han siden har lagt sig efter
adskillige Modens Videnskaber, hvorved han dog hid¬
indtil ingen Fortieneste har havt. Skulde han endelig
engang igien nødes til at arbeyde: saa tvivler han ikke
om, at han jo sagte kan forhverve Brødet. Jmidlertid
er det hans mindste Bekymring; thi der ere saa mange,
som gifter sig, og har slet intet lært. De lader Himlen
sørge, og hver Dag have sin egen Plage.
7) Om hans Kunst, Videnskab eller Erfarenhed,
imod Formodning, intet skulde indbringe ham, og
han heller intet videre Tilstød fik ved Arv efter sin
Hustrues Forældre, om han da kunde finde sig der¬
udi, og hvorledes han da vilde forholde sig?
Sv. Skulde det være saa, da fik han vel at finde sig der¬
udi. Men hvorledes han vilde være tilfreds dermed og
forholde sig, det kan han just ikke paa nærværende Tid
vide. Han kan aldrig troe, at nogen, som har i Sin¬
de at gifte sig, og virkelig gifter sig af Kierlighed, seer
saa langt ind i Tiden. Naar Dag kommer, saa kommer
vel Raad. Dette Ordsprog har været en stor Trøst for
mange Mennesker paa Jorden,
8) Om han i sin Ungdom er vant til en kielen
eller haard Levemaade? og om han kan skikke sig i
alle Omstændigheder?
Sv. Han er vant til hegge Slags Levemaader; thi naar
han var hos Moderen, og hun maatte raade, saa hav¬
de han i alle Maader paa samme Fod, som de, der bli¬
ver allerkielnest opdragne. Men hans Fader var ikke saa¬
ledes findet. Han vilde Sønnen skulde venne sig til at
blive hærdet og føre en haard Lebemaade i Ungdommen.
Der laae tidt et farligt Huus imellem hans Fader og
Moder for den Sags Skyld; og han havde aldrig kom¬
met til noget Haandverk, dersom Moderen havde maat¬
tet raade. Hans Omstændigheder har hidindtil ikke


været anderledes, end han jo got har kundet skikke sig i
de n; og han mener, at det ligeledes skal nok gaae an
herefter.
9) Hvorledes han tænker at indrette s. el¬
Huusholdning?
Sv. Paa samme Fod som Naboerne deres. Det a jo
Skam for ham, om han skulde være ringere end d. i
nogen Ting. Hidindtil har han holdt det med  in
pyntede Smaa=Herrer, og undertiden overgiet em
saa mange har bildt sig ind, at han var en megft ri
Karl. Har han endskiønt tabt sine Penge, saa hi han
dog Credit endnu, og han vil slet ikke være ringete en
Naboerne, saa længe det er ham mueligt, at kunde hol¬
de Crediten ved lige. Hans Kone skal ikke heller gaae
neden for nogen af deres Koner, det skal han nok mage;
og det har han lovet hende og svoxet paa at holde. Det
øvrige i Henseende til Huusholdningens Indretning fal¬
der nok af sig selv.
10) Om han kan omtrent vide, hvorledes han
i Særdeleshed vil komme til rette med sin tilkommen¬
de Ægtefælle, og om han med Taalmodighed vil
overbære og see igiennem Fingre med hende, ifald
hun har nogle smaa Feyl? eller med Hidsighed søge
at tvinge og underkue hende?
Sv. Han kan ikke allene omtrent men gandske sikkert og
tilforladelig vide, at han vil komme meget vel og kierligt
til rette med hende; thi hun er baade deylig og dydig.
Hidsig veed han gandske vist, at han aldrig kan blive
imod hende; thi han er forsikkret om, at hun ingen
Feyl har.
11) Hvad han holder fornødent at iagttage i
Henseende til hans Børn og Huusfolk?
Sv. Det vil han overlade til sin Kone. Ligesom hun vil,
saa vil han med. Han vil ikke være faa sær som hans
Fader i den Fald; thi han var alt for paastaaende og
nøyeregnende. Han kunde ikke taale, at nogen skulde
være ledig. Han havde en egen Grille som Huusfader.
Af dise approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag


Patrollen.
No. 6.
den 11. Febr. 1766.
Slutning af det Forrige,
Om Udenlandske Begivenheder.
12) Hvorledes han vilde sorge for Hustrue og
Børn, ifald de skulde overleve ham?
Sv. Skulde han ikke være saa lykkelig, at blive en rig
Mand, førend han døde, hvilket han dog gandske vist haa¬
ber at blive: saa faaer de som lever efter at bære den
Omsorg. Der er jo en offentlig Underholdnings=Casse.
Lad hende faae saa meget deraf, at hun kan leve enhver
utrængt. Der bør dog giøres Forskiæl paa Folk; og
arbeyde skal hun saa mænd ikke. Det var stor Synd;
thi man kan nok see paa hende, at hun ikke er skabt til
at arbeyde.
13) Om han kan beedige dette hans Udsigende?
Sv. O ja, naar det skal være. Han har ofte beediget
Ord og Løfter, som han mindre har kundet eller vildet
holde, end hvad han nu har sagt.
Somme har nu maaskee vel svaret anderledes;
men Spørsmaalene ere rigtige nok, og de skulde uden
Undtagelse besvares af enhver Mandsperson, som vilde gif¬
te sig. Naar nu saadan en Ægteskabs=Candidat havde
aflagt Eed, saa skulde han atter stilles paa Prøve i Hen¬


seende til det, som han foregav at have lært eller erfaret.
Var han ukyndig i allehaande gode Indretninger i Huus¬
væsenet, saa skulde ham derudi gives Underviisning af en
eedsvoren Huusholder; og uden at have erholdet hans
Attest, maatte han ikke faae Frihed at gifte sig. Nu bru¬
ger man ikke alle disse Ceremonier eller Omsvøb; men gaaer
lige til Sagen. Enten han eller hun forstaaer at holde
Huus, opdrage deres Børn vel, og nære sig redeligen,
derom spørges ikke, thi saadant anseer de fleste nu omstun¬
der for ubetydelige Ting.
Skiebnen.
iblant den gemeene Mand.
D¬
en gamle Pebersvend, Jeronimus, som længe
Forgieves friede med alle sine Penge,
Blev dog omsider gift, og saa lyksalig var
At han i Ægteskab blev til en Datter Faer.
Han Glutten kysser tidt i ti samfulde Uger,
Og den op til sit Bryst af lutter Glæde knuger
Men Døden Pigen tog. Hun døde af et Slag.
Det for Jeronimus var en gienvordig Sag.
Den kolde Sveed sprang ud. Hans Arme bleve slappe.
Hans Hierte fandtes knap i Brystet meer at klappe.
Strax alle hiulpe til at bringe ham i Roe.
En bragte Tøfler frem. En anden tog hans Skoe.
En trak hans Strømper af. En anden Bindet løste.
Den tredie med Vand hans Ansigt overøste.
Den fierde efter Jld sprang Hovedkulds afsted,
Kom Haar og Salt derpaa, og røgte hannem med.


En ham i Næsen kneeb. En ham i Øret skraalte.
Han ubevægelig alt dette laae og taalte.
De ruskede hans Krop, og nævnte ham ved Navn;
Men deres hele Kunst var her til intet Gavn.
De lagde paa hans Bryst tre fire Nøgle=Knipper
Som holdes for vis Hielp, naar andre Midler glipper.
Det for Besvimelse saa mange hiulpet har;
Men dette Middel nu dog reent forgieves var.
Da intet Raad slog an, de Bud i Byen sendte,
Og lode den Barbeer, som boede nærmest, hente.
Han snakkede kun lidt, var oftest fier og suur,
Og manglede saa vidt Barberernes Natur.
Han kom. Han aarelod, fik Blodet til at springe,
Som hos Bespimede sig sielden vil gelinge
Han fire Kopper Blod ved saadan Sygdom tog.
Den Viisdom havde han af en haandskreven Bog.
Jeronimus derpaa afmægtig lod sig høre:
O Himmel! skal jeg døe? hvad er her ved at giøre?
Strax svarede Hr. Geert: Es toird gleich alles ant
Weil Sie entledigt, sind von vielem bosen Blut.
Jh vill Sie ein Recept vom grossen Nutzen schreiben,
Dabey vor dieses Mahl es mus bitz weiter bleiben;
Und venn Sie ferner vas bedurssen, bin ich hier
Sobald, pohledler Herr! es voerd befohlen mir.
Han ordinerede: lidt udbrændt Tyve=Pande,
Samt sorte Kirsebær= og Hylle=Blomster=Vande
Lidt udbrændt Østers=Skall, og Kierner af Melon,
Med slødt Salpeter i, samt Syrup af Eitron.
Jmidlertid var Graad i alle Husets Kroge
Fordi Livsaanderne fra Barnet Afsked toge.
Med halv afbrudte Ord paa ret forvirret viis
Enhver beklagede det haslige Forliis.
Tilsidst begyndte dog en hæderlig Matrone,
At tale dennem til i mindre travrig Tone.
Vi græder, sagde hun, skiønt vi ey kan formaae,
Om vi end grædde Blod, i Barnet Liv at faae.


J som fornuftige maae Eder da opføre
Hvad skal et Menneske ved Skiebnens Slutning giøre?
Jeg havde gierne selv i Live Barnet seet;
Men hendes snare Død er saa af Skicbnen skeet.
Hvorledes Skiebnen end af lærde Mænd forklares,
Det dog beskikket er, hvad de skal vederfares.
Jeg troer Beskikkelsen, og har Exempel paa,
At hvad beskikket er, skal altid for sig gaae.
Jeg to Beviser kan for Eder strax opregne,
Som vederfaredes forleden mine Egne:
Min Søster=Datter Boel, et tolv Aars deyligt Barn,
Som smukt kan spinde, sye, og vakkert vinde Garn.
Man hende kun til Dyd fra Vuggen har opdraget.
Hun, som et gammelt Folk, i alting har tiltaget.
Min salig Svoger Fran;, GUd glæde nu hans Siel!
Det Stakkel virkelig dog var et Verdens Træt.
Han som en trofast Mand mod sine sig udviste,
Af Kierlighed til dem han neppe mæt sig spiste.
Han altid om sig var som liden flittig Bie;
J Hørsens brugte han syv Aar Spekhøkerie.
Han det er vist endnu hos Borgerne i Minde;
Man neppe Magen skal til saadan Fader finde.
Hans første Apropos var her i Kiøbenhavn;
Men her fornam han snart det var ham intet Gavn.
Han syglte Pik og Pak, og gjorde alt i Penge,
Da vare Hans og Nils endnu to tre Aars Drenge:
Saa reyste han til Fyhn; der var han fire Aar;
Og siden kiøbte han i Horsens sig en Gaard,
Det var et Røver=Kiøb; endnu man derom taler:
Han fik den hele Gaard for hundrede Rixdaler.
Jeg selv har talt med dem, som haver svoret paa,
Man neppe saadan Gaard for Tusind skulde faae.
Han paa Prioritet tog ikke nogen Skilling,
Skiønt han ey havde havt den ringeste Bestilling;
Thi i de fire Aar, han sig opholdt i Fyhn,
Saa levede han af at sælge Mød og Gryn.


Han havde samlet sig meer end man kunde vente.
Da Gaarden var betalt, saa satte han paa Rente
Syv Snese Daler i en Posekigers Huus.
Hans Kone og min Mand de havde drukket Duus.
Jeg dette regner dog min Mand til intet Lyde;
Han er et ærligt Blod og from oprigtig Jyde.
Hans Fakr og hendes Faer de vare Naboer;
Kanskee hun været har iblant hans Kierester.
Sligt mig ey hindre kan; jeg derom aldrig spørger,
Jeg kun for Husets Gavn og fælleds Beste sørger:
To Stykker Lærret jeg om Aaret gierne giør,
Saasnart jeg treffer Kiøb paa god Rakitsker=Hør.
Got Linnet i et Huus er rarere end Penge.
Gud bedre fattigt Folk, som har kun uldne Senge!
Men, som jeg vilde sagt, min Søster=Datter Boel
Hun sad forleden ved sin Ramme paa en Stoel.
Der kom da hende paa, en usædvanlig Hikke:
Thi sprang hun hastig op, gik hen og vilde drikke.
Et deyligt Hollandsk Kruus, med kunstigt Sølvlaag paa,
Det maatte stedse fuldt af Øll paa Bordet staae.
Hun havde forhen tidt det taget selv og drukket.
Det mangen Gang var stødt, men aldrig blevet sprukket;
Hun tog det ogsaa nu af Bordet ned, og drak;
Men i det samme hun slap Laaget til, det sprak.
Min Søster i sit Brev omstæudeligen skriver,
Hvorledes sligt gik til. Hun Fanden Skylden giver;
Men min Religion er af et andet Slags:
At give Fanden Skyld det er saa gammeldags.
Hun, eller nogen Siel skal aldrig mig afpræke,
Det jo beskikket var, at Kruset skulde sprekke.
Den anden Paaske=Dag, kan jeg erindre nu,
Jeg selv kom til Fortred, og slog et Glas i tu.
Nu kan jeg sige Dem, jeg omgaaes høyst forsigtig
Med Glas og Porcellain, hvortil enhver er pligtig,
Og altsaa veed jeg vist, det havde aldrig skeet,
Jfald det havde mig ey været saa forseet.


Til følesløse Ting sig derfor Skiebnen strækker.
Naar saa beskikket er, en Flaske staaer og sprekker.
Det Giensvar, som jeg gav min Søster paa sit Brev,
Saaledes ungefær med egen Haand jeg skrev.
Det giør mig meget ondt, dit Sølvlaags Kruus er sprukket,
Hvoraf din Salig Mand saa mangen Gang har drukket.
Men sligt for ingen Deel maae legges Boel til Last;
Det jo en Lykke var, at Hanken ikke brast.
Det var et vakkert Kruus i sine unge Dage.
Jeg troer, Hollænderen har dertil neppe Mage.
Men alting skal forgaae; det er saa Skiebnens Dom.
Guldsmeden legger dig kandskee en Ring derom.
Faaer du nu hannem til at giøre den forsvarlig,
Og du det siden vil kun bruge lidt og varlig,
Du dine Børne=Børn kan deraf drikke til
Om fyrretyve Aar, ifald din Skiebne vil.
Naar baade du og jeg i Graven lagde ere,
Kan det for Ringens Skyld et brugbart Kruus dog være.
Du maae ey tage dig Ulykken alt for nær;
J saadan Hændelse ey mindste Ændring er.
Men som jeg kiender best min Søsters gamle Vane,
Troe mig, jeg glemte da ey hende at formane.
Sandt, hun min Søster er, men ret et arrigt Skarn;
Jeg veed, hun pidsket har det arme Stakkels Barn.
Jeg stak ey under Stoel med hende hvad jeg vidste;
Jeg remste alting op fra første til det sidste.
Nu er hun rigtig vred, det veed jeg uden ad;
Men det er ligegot; jeg blæs af hendes Had.
Nok et Exempel jeg vil dem paa Stedet give,
At man maae alle Ting Beskikkelsen tilskrive:
Jeg har en Broder=Søn i Fyhn, som heder Bendt;
Han bliver nu i Aar til Mikkels=Dag Student.
Der er en anden Karl, som ham skal dimittere.
Jeg selv to Sønner har, men de skal ey studere.
Studenter haver vi desverre fleer end nok.
Min ene Søn jeg har betænkt skal være Kok.


Jo, den Profession sin Mand kan rigtig føde.
De ey en Skilling har Behov til Kost at øde.
Der falder altid af saa megen Mad, de faaer.
Det just saa sulten ey i Kiøkkenet tilgaaer.
Min anden Søn han skal med Tiden være Skræder:
Saa veed jeg visselig han ey skal fattes Klæder.
Ved dette Haandverk er tilstrekkelig Profit,
Helst dersom Mesteren forstaaer til Gavns sit Snit.
Den samme Broder=Søn paa Jagt gad gierne ride.
Han ofte sneeg sig ud, som ingen fik at vide;
Thi siden Carsten blev af Skoleholder Præst,
Han holder mangen stolt og prægtig Ridchest.
Nu traf det engang ind den sidst forgangne Sommer,
At denne vilde Dreng til Hest med Bøsse kommer.
Han rider rundt omkring, som før saa mangen Gang,
Og knaller rigtig paa, da første Hare sprang.
Men hvo forhindre kan naar der skal skee Ulykker:
Han styrdte af sin Hest, og Laaret slog i Stykker.
Hvorledes sligt gik til, min Broder skrevet har.
Jeg tænkrr virkelig, det saa beskikket var.
Det samme skrev jeg og min Broder smukt tilbage,
Skiønt slige lærde Mænd ey Skiebnen vil antage.
Nu skyder han ey meer; men passer paa sin Bog,
Som og derbedre er for dette usle Skrog.
Han al sin Lives Tid en Krøbling nu maae være,
Og af sit Skytterie et Kiendemerke bære.
Af Carstens sidste Brev jeg seet, at Pogen maae,
For denne Ungdoms Lyst, med Stok og Krykke gaae.
Han bliver vel ey Præst; men Himmelen kan give,
At han en Landsbyedegn med Tiden dog kan blive:
Saa lever han i Roe. Jeg veed han synge kan.
Hans Fader synger got: saa giør vel ogsaa han.
End ydermeer jeg kan de gode Venner sige:
Forgangen Mikkels=Dag jeg fik en Kokke=Pige.
Af sligt man klarlig seer, at der er Skjebne til.
Den er urimelig, som saadant nægte vil.


Den Pige til min Mand er lille Korn beslægtet.
Det bliver dog bekiendt; han har det aldrig nægtet.
Hun var ulykkelig hver Gang hun kogte Grød.
Engang den blev for haard; en anden Gang for blød,
Hun til sin Gierning var en munter hurtig Taske;
Men Grøden vilde sig for hende aldrig flaske.
Meelgrød fornemmelig saa fuld af Klumper var,
Man Fadet ligefuldt igien fra Bordet bar.
Skiønt Jule=Aften hun fra Gryden sig ey vendte,
Den skiønne Risengrød halvzarten hun opbrændte.
Kort sagt, hun stedse var med Grød ulykkelig.
Som oftest Gryn og Melk var adskilt hver for sig.
Jeg veed, hvor stor Fortred for hendes Skyld jeg havde.
Hun ellers al sin Mad for Resten lovlig lavde;
Men da min kiere Mand han elsker gierne Grød:
Saa lod jeg hende gaae til Paaske af mit Brød.
Man derfor tydelig af alle Ting kan kiende,
At ingen mægtig er sin Skjebne at afvende.
Det nytter altsaa ey, vi staaer og græder her;
Thi det allene skeer, som saa beskikket er.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag


Patrollen.
No. 7.
den 18. Febr. 1766.
V¬
ores Formand indrettede undertiden sine Blade paa
Aviis=Maneer og i Aviis=Stiil. Vi har ladet os
sige, at han derved profiterede dobbelt; thi for det
første, tog han Betaling, for de indrykkede Avertissements,
og, for det andet, vare der mange, som fandt Behag i det
Slags, hvilket sidste var nok den beste Betaling. Vi ville
derfore forsøge, om vi og i det Fald kan være ligesaa lyk¬
kelig, som han. Her er et til en Prøve:
Correspondence.
Allerkiereste Svoger!
Hvor bliver kiere Svoger af i Aar med sin Kane?
Vær dog saa artig, og kom ind til Byen med deres Ko¬
ne og Kane. Kiere Svoger veed jo selv, at det er mit
Liv at kiøre i Kane, og at jeg ikke kan leve, uden jeg faaer
denne Fornøyelse. Bie ikke for længe, kiere Svoger!
Verden er fuld af Foranderligheder, og hvem veed, hvor
længe Sneen kan blive liggende. Det er jo dog en For¬
nøyelse, som man ikke kan have uden om Vinteren;
thi her i Byen Sneer det ikke om Sommeren. Kiere
Svoger, kom nu snart, førend Sneen smelter, og den¬
ne Forlystelse maatte da tillige bortsmelte for mig. De
kan putte Bielderne i Lommen, naar De kommer til Bom¬
imen, undtagen een eller tog ligesom Amagerne bruger.


Jeg har spurgt, at andre har kiørt saa deyligt i Kane
uden omkring Byen. Hver Gang jeg nu hører en Biel¬
de, springer jeg til Vinduet, i Tanke at det er kiere
Svoger og Kone med Deres Kane. Og i denne Tanke
forbliver jeg, Allerkiereste Svogers &c.
P.S., Skrevet i største Hast.
SSvar:
Kiereste Svigerinde!
Det giør mig hiertelig ondt, at jeg ikke kan contri¬
buere noget til kiere Søsters Livs Forlængelse, ved at
efterkomme Deres Forlangende, og møde for Deres Dør
med min Kane. Deres Søster, min Kone, er ikke at
overtale til at tage ind til Byen paa denne Tid, saasom
der spilles ingen Comoedier, og jeg har meget ondt med
at holde Livet i hende, formedelst Mangel paa denne For¬
nøyelse. Hun er for nærværende Tid meget syg, og hun
siger, at hun ikke kan leve uden Comoedier, Hun er der¬
over meget tungsindet, og Avindsyg, saa at der er næsten
Tragoedier i mit Huus hver Aften. Jeg læste kiere
Svigerindes Brev for min Kone, men hun faldt i den
største Forundring over, at De ikke kunde leve, uden at
kiøre i Kane. Hun svor og paa, at hun ikke vilde kom¬
me afsted som et Klokke=Faar, som man henger en Biel¬
de eller Klokke under Halsen paa. Mig tykkes derfore,
det var fornuftigst, at skikke sig i Tiderne, og med Taal¬
modighed opsette nogle bekostelige Fornøyelser, som dog
maaskee meere forkorter end forlænger vor Levetid. Jeg
forbliver &c.
Anmærkning: Disse to kiere Søstre har meget
vigtige Aarsager til at leve, og ligesaa vigtige til at døe.
Disse Breve ere vi kommet over ved en meget besynderlig
Hendelse; dog paa en lovlig Maade. Navnene har vi
ikke villet anføre, for ikke at røbe disse to høystbeklagelige
Søstre.
Adskilligt Udenlands Nyt.
En ung Gilli i Phrygien vilde, ret ligesom en
opirret Biørn, en Aftenstund mafsaerere og nedhugge alt
hvab ham forekom. En gammel ærlig Pamphylier, som


just var i Stuen; sagde: Viin giør Courage. Han hav¬
de Ret; thi Thee=Vandet om Morgenen derpaa bragte
Kæmpen paa langt andre Tanker.
J Mesopotamien er oprettet nogle sluttede Aften¬
Forsamlinger. Nogle gode Venner kommer der sammen
paa bestemte Tider, og, som det kaldes i det Mesopota¬
miske=Sprog, fornøyer sig selv indbyrdes. Der bliver
meget drukket, prægtige Carper og Capuner spliste, og meget
resolut spillet. De taler en grusom Hoben fremmede Tun¬
gemaal. Derpaa gaaer de til Sengs. De sover, de
snorker, de vaagner, de staaer op igien, de drikker og spiser
igien, og legger sig igien. Saaledes lever de i Mesopo¬
tamien. Dog fortælles dette ikke til Efterfølgelse.
J Boeotien ere ligeledes endnu, efter en vis
Beretning, nogle Levninger af de gamle og forunderlige
tobeenede Dyr, som den uforskammede Epamtnandas i
sin Tid kaldte med det Øyenavn, tykke og mæskede Sviin.
Disse tobeenede Dyg giør dog ingen noget ondt, men de
giør ey heller nogen noget got, undtagen sig selv. Om
Natten ere de gandske rolige. Om Formiddagen rækker
og strækker de sig paa et blødt Leje. Om Middagen prop¬
per og stopper de sig lige til Nebbet. Om Eftermiddagen
kaster de sig paa Lodbænken, eller hænger paa en Stoel med
Beenene over Krys. Om Aftenen lever de ligesom om
Middagen. Disse meener, at de ere de lyksaligste paa
Jorden; Men saadanne kalder vi hos os dumme Boeotier.
Jblandt os er ingen Boeotier.
Adskilligt Indenlands Nyt.
Sidst afvigte Fastelavns Mandag, var ingen
Caroussel; eller Ridder=Spill i Valbye, med at trække Ho¬
vedet af Gaasen, ey heller paa Amager, med at slaae
Katten af Tønden. Derimod forsikkrer man, at alle
Brøndene paa Amager bleve gandske udtømmede, saasom
der blev ført saa megen Melk til Kiøbenhavn paa Faste¬
lavns=Mandag. Ja, man forsikkrer og, at de kiøbte Vand.
igien her i Byen hiem med sig; men om det var Ungersk¬
Vand, skal vi ey for vist kunde sige.


Som noget besynderligt Nyt kan vi og berette
vore Læscre: at der paa bemeldte Fastelavns=Mandag,
som i gamle Dage var den store Friemandag, ikke blev
befundet et eneste Menneske beskienket, end ikke engang en
Dreng. Begynder ikke da Verden at blive meget god?
Ja, meere. For nogen Tid siden er der skeet en
forskrækkelig Metamorphosis eller Forvandling i den Mo¬
ralske Verden: Alle Democriter eller Hiertleende ere for¬
vandlede til lutter Heracliter eller Grædende. Denne
Forvandling er kommet os ret vel tilpas, og er det Aarsa¬
gen, hvorfor vi ikke har skrevet noget lystigt, saasom nu
slet ingen vil lee. Men saasnart vi faaer at vide at disse
Heracliter igien ere blevne forvandlede til deres forrige
Væsener, skal det ikke mangle paa vor Side, at behielpe
dem til en hiertelig Latter.
Anmærkning.
En vis fornemme Huusfader, havde den Maade,
altid at holde en streng Regning med sig selv, og gandske
nøye opskrev alting i en dertil indrettet stor Bog 1n Folio.
Hvad han sparede fra hans daglige og sædvanlige Udgivt
anførte han under den Titel: Debet. Og hans Udgivt,
under den Titel: Credit. En, som fik Leylighed til at
igiennemblade denne besynderlige Protocoll, hvor han
maatte lee ved hveranden Punkt, har meddeelt os følgende,
som han kunde erindre sig anført paa de to sidste Sider:
Debet:
Den gandske Uge har jeg spiist uden Huuset
Min Kone har ikke befunden sig vel - Har ingen Sæl¬
skab havt
Sparet i alt 7 Maaltider.
Høldt Faste=Dage, og altsaa sparet fra den sæd¬
panlige Udgivt til Føde=Vahre.
Fra Kiød=Regningen har jeg taget en Rixort, og
har i Sinde at formindske den meere.
Fra Pragt og Stads har jeg paa denne Tid spa¬
ret noget anseeligt, efterdi jeg lod min Familie sørge for en
gammel Tante et Fierding Aar længer, end behøvedes.


Credit.
Anrettet en Lystighed for min Kone og Børn
Den var alt for kostbar. NB. Denne Vinter vil jeg
ikke giøre meere saaledes.
Baron af 3* og Herren af V** havde jeg til
Giest hos mig. Jeg greeb mig ret an, og tracterede
prægtig. Men NB. i de næste 3 Uger nægter jeg mig
hiemme om Formiddagen, naar jeg venter Snylte=Gieste
at anmelde sig til Middag.
J Søndags havde min Kone en prægtig Coiffu¬
re, og mine Døttre ikke mindre. De vare kostelig for¬
purrede rundt omkring Hovedet. Min Kone tabte 20
Ducater i Guadrille, og hver af mine Døttre 10. Der¬
imod fik jeg 96 Sk. i Kort=Penge; thi jeg tager selv Kort¬
pengene, saasom jeg giver min Tiener anden Kost og Løn.
NB. Min Kone skal igien være syg med det første, og mine
Døttre skal ey heller være ret friske.
End videre: J Søndags, da jeg gik ud af Kir¬
ken, gav jeg uroest, en halv Skilling i Sparebøssen til
De Stakkels Folk maae have
den afbrændte Stad.
udstaaet meget ondt. NB. Kierlighed begynder fra os
selv.
Befordringer.
Monsr. Supplicant fik dog uden Vilkor det an¬
søgte Levebrød. Uagtet Enkens Venners Forbønner at
hun maatte forsyne sig og Embedet med en Mand, svarede
dog den brave Mand, som til Embedet var berettiget at
kalde: Jeg vil ikke agere Koblerske; men af min egen
Casse vil jeg underholde Enken, O! Et priiseligt Fore¬
tagende! Det kunde han giøre med en god Samvittighed.
Vacancer.
Fergemands Embedet over Forglemmelsens Flod
fra de Levendes til de Dødes Rige. Der ere mange Com¬
petenter om dette Embede. J Særdeleshed søger Sr.
Fraadser om at succedere den afdøde Fergemand Caron.
Han meener, at dette Embede bør ikke nægtes ham for
hans Meriters Skyld.


Paadømte Sager.
Hr. Leander, en Hiertens ung Herre c. Hans
Firesindstivende Aars gamle Kone. Hr. Leander befrie¬
de denne bedagede Matrone i hendes 79de Aar; men da
han bled hendes Penge mægtig, befandt han hende saa
knurvoren, at han Aaret derefter søgte Skilsmisse=Brev;
Men Dommen udfaldt saaledes: at om hun skulde døe,
førend hendes Mand, maatte han aldrig gifte sig meere;
Men blev hun derimod Enke, stod det hende frit for, at
gifte sig med hvem, der vilde ægte hende, for endnu at
tugte fleere af dem, som frier til Penge uden Kierlighed til
Personen.
Opslagne Sager.
Jomfrue Penelope c. Sr. Cassander. Penelepe
kan ikke fatte, hvorledes Cassander kan være saa tykhoved
og følesløs, at han ikke kan begribe, at hun vil have ham
til sin Mand, da hun dog giver ham det tydelig nok at
forstaae, og hun er overbeviist om, at hun besidder alle de
indtagelige Egenskaber, som nok kunde giøre ham forliebt i
sig. Hun haaber nu at faae en gunstig Dom over hans
Dumhed, efterdi hun har indstevnet Sagen for Elskovs
herreds Ting, hvor Cupido er Overdommer og Venus
Underdommer. - Men Penelopeer jolikke den eneste,
som vil nøde sig paa en Mand? Leer kun ikke deraf.
Efterretning for de Handlende.
Den forgargen Aar saa meget omtalte gesvindte,
Sejlere, skal nu ikke være langt fra at opdage Sejladsen,
Norden om til China. Han skal allerede være kommet til
Novazembla, og med sit Flag har vajet for den lille
Biørn. Han har nu og næsten et Skib færdig af Engelsk
Pundt=Læder, som han vil sette Hiul under og trække over
Jis=Havet. Naar man ad den Vei kan komme til China,
behøver man ey at gaae den anden.
Efter¬


Efterretninger for Publico.
Foranderlige Bestemmelser.
Snakke=Sælskaberne Rettergang Huus=Posten gaaer|
saabnes ved Caffe=Ti= holdes saa fornemmelig om Søn¬
den.
ofte den be= dagene; og ellers, naar,
Drikke-Sælskaberne høves.
Nødvendighed det ud¬
aabnes gemeenlig i
kræver af Mangel
Tusmørket.
Hiemme.
Færge=Baade gaaer alle Øyeblik over Lethe=Floden¬
Bekiendtgiørelse.
NB.
Mandfolkenes Hatte, som indtil den¬
ne Dag har været, ligesom Maanen
underkast en idelig Af og Tiltagelse, bekiendtgiorer
herred, at de vil sidde lige paa Horederne, og kan ingen¬
lunde fordrage, at deres forreste Spidse sxal dreyes efter
det ene Øye, thi ville vedkomunende behagentlig rette sig,
efter denne Bekiendtgiorelse, at ikke Hatterne skal blive
vrede over nogle smaa Narrerier.
Auctioner.
Sr. sed=Fabriqueur er bleven til Sinds ved
offentlig Auction den 30te, at bortsælge en forskrækkelig
stor Mængde af de i vor Tid saa gangbare Siæle og
Saligheder, som han Tid efter anden har fabrigueret;
men kan ey afsette dem, saasom saa mange endogsaa Børn
falder ham ind i sin Profession. Han har vel ikke faaet
Privilegium paa denne Fabrique, dog paastaaer han, at
hans Vahre ere ligesaa gode som en andens. Han har i Sinde
at reyse bort, saasom han nu ikke kan debitere fleere af sine
Vahre, efterdi enhver tager sig i Agt for ham; thi vilde
Liebhaberne behage gandske at forglemme denne Auctions¬
Dag, at de ikke skal blive bedragne af det gode Kiøb, som
settes paa disse bedragelige og fordervelige Vahre, men
heller tillige at skille sig af med deres egne af samme Surdej.


Til Leie.
* Sr. Mundven bekiendtgiør herved, at han,
til unge Menneskers Tidsfordriv, som ikke kan leve uden
Violin og Dands, har til Leje indrettet en meget beqvem
Bag=Sahl til at holde Pikeniks paa. Den er saa forsigtig
indrettet, at Violinen ikke kan høres paa Gaden; dog ad¬
varer han, som en redelig Mand, vedkommende, at de ey
maa stemme Qvinterne for høyt; thi i saa Fald kan han
ikke redde dem fra Politiet, som forgangen Uge kom paa
Spor efter denne Lyd. Politiet kom; Qvinten sprang;
Lystigheden ophørede; Og de bleve bragte dandsende til
Børnehuuset.
Til Kiøbs eller til Leje.
NB. Madame La Coquette, som nu er temmelig
til Aars, har i Sinde enten under Haanden at bortsælge
eller og til Liebhabere at bortleje sin iboende Gaard belig¬
gende paa Hiørnet af Løsagtigheds Strædet og Letfær¬
digheds Gaden.
Bøger og Skrifter.
Med første udkommer en fuldstændig Væjrbog, un¬
der Titel: En fuldstændig Underretning om Væjrligets
Indrettelse til hver Landmands Brug og Beste. Bogen
er deelt i 2de Capitler, af hvilke det første handler om
Vind, og det andet om Væjr.
Tienestsøgende.
Et meget skikkeligt Fruentimmer søger Condition
som Frue= eller Frøken=Pige, dog ikke hvor der ere Hunde;
thi hun kom af sin sidste Tieneste, fordi hun kom for Ska¬
de, og af Uforsigtighed sagde Du til Fruens Hund.
Bortkomne og tabte Sager.
Paa Veyen igiennem nogle visse Gader er tabt en
meget net lille bitte Pidsk til at binde i Nakken, den Hier¬
tens lille Ejere lover Finderen en anseelig Douceur, om
han vil bringe ham den lille bitte Pidsk, som
kan giøre ham forskrækkelig stoer i
sin Smukkes Øyne.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 8.
den 25. Febr. 1766.
F¬
ølgende er os sendt til Bekiendtgiørelse, hvilket
vi for Titelens Skyld ikke vel tør udelade.
Den gode Mand, som har sendt os det, ven¬
ter gandske vist, at det vil giøre en stor Nytte.
velbaarne Herrer
Gunstige Patrolskrivere!
Jeg vil efter Christen Kierlighed haabe, at De
alle 12 kan svare til denne lykkelige Titel. Eders For¬
mand var saa god, og iblandt meddeelede os nogle smaa
Historier, og Levnets-Beskrivelser, hvilke jeg har befun¬
det at være til stor Nytte iblandt meenige Mand; thi
man retter sig gemeenlig meest efter Exempler. Jeg
sender Dem da hermed et kort Levnets Løb forfattet i en
Skrivelse til min Salig Fader: der var en temmelig
anseelig Mand, imedens han levede. Han læste det for
mig, og det giorde et besynderligt Jndtryk paa mit Hier¬
te, just da jeg var i den flygtige Alder, at jeg nær hav¬
de staaet Fare for, at fare vild. Jeg blev derved red¬
det fra min Ungdoms Vildfarelse, endskiønt det ikkun var


skrevet; og derfor vi bede De gode Herrer, at De vilde
bekiendtgiøre det i Trykken; thi det maatte da giøre en
langt større Virkning. Dog skeer det fornemmelig for
min egen Søns Skyld, som jeg ikke har Hierte til at set¬
te til rette mundtlig, saasom han er min eneste Søn.
Han skal være en lærd Mand med Tiden, men i sin egen
Jndbildning er han det allerede, hvilket jeg nok kan begri¬
be er en Feyltagelse. Her er da Levnets Beskrivelsen,
ligesom jeg har arvet den efter min Salige Fader, und¬
tagen at jeg har oversat den af det Tydske. Jeg forbl.
P.S.Min Salige Fader var en meget lærd Mand,
og havde ogsaa i Sinde at udgive nogle Uge=Blade;
men han døde just Ugen førend det første Blad skulde ud,
og altsaa blev der intet af dette priselige Foretagende.
Reget Høytærede Herre!
Omendskiønt jeg ikkun er Skoleholder i en elendig
Landsbye, saa har jeg dog den Fortroelighed til Deres
Taalmodighed, at De ikke skal foragte mig for min ringe
Stands Skyld. Jeg veed vel, at mine Medbrødre ind¬
byrdes imellem sig selv skielder forfærdelig paa den forkeerte
Verden, siden de bliver allerslettest lønnede og aflagde, end¬
skiønt de ere Mænd, som legger Grunden til et Menneskes
hele Velfærd. En Skolemester, siger de, maa ligesom
skrubhøvle og tage det groveste af et Menneske. Han maa
indprænte det de første Grundsetninger til den menneskelige
Vittighed, og legge Grundvolden i det til Dyd og From¬
hed. Dersom der ingen Skolemestere vare til, saa skulde
alle Mennesker blive forvildede og evig ulykkelige. Altsaa
har jeg reent og tydeligt beviist, at Skylemestere burde ny¬
de den største Ære og den største Løn for deres Umage.
Jeg kan ikke nægte, at jeg jo holder dette for en stor Sand¬
hed - Jeg vil derfor bede, at De, Høystærede Herre
ikke vil fyragte dette Brev af den Aarsags Skyld, fordi
det er skrevet af en Skoleholder paa Landet. Mit Liv og
Leynet er saa mærkpærdigt, at jeg gandske vist er forsikkret
paa, at en oprigtig Beretning om samme skulde være langt
opbyggeligere, end mange store Lærdes Levnets=Løb, som
intet andet har opfundet, end nye Meeninger, der mueligt


ikke har gjort nogen videre Nytte, end at de, formedelst deres
Nyehed, giør en heel Hob Opsigt. Jeg er en Mands
eneste Søn; dette kan være nok sagt om min Fader. Min
Moder var en stor Tilbederske og Vlynderske af den geist¬
lige Stand, og derover var hun min Fader gandske imod,
da han vilde holde mig til at lære hans Profession, som be¬
stod i at udsælge og indkiøbe alle Slags Theer, og Spece¬
rier. Min kiere Moder beholdt Overhaand; jeg skulde
studere, og blive Præst. Jeg gik i Skolen, og mærkede
snart, at min Moder holdt meget af mig. Jeg var tredsk
nok til at fornemme, at det behagede hende overmaade vel,
og at Hiertet hoppede i hende, naar jeg tog et Forklæde
om mig, stillede mig op paa en Stoel, og prækede. Jeg
pressede saaledes mange Glædestaare ud af hendes Øyne,
ved denne min Opførsel, der var ligesom lutter Forvarseler
paa min tilkommende lærde Stand, ja, det var allerede af¬
gjort i hendes Tanker, at jeg i det ringeste blev en Provst¬
Jeg var elleve Aar gammel, og kunde allereede læse
temmelig reent i en Bog. Mine Forældre og i sær min
Moder besluttede altsaa at sette mig i den Latinske Skole.
De inviterede til den Ende Rectoren i den Latinske Skole
der i Byen en Dag til Bords hos sig, og bevertede ham
ret got. De gave ham deres Forset tilkiende, at de havde
fuldt og fast besluttet, at lade mig giøre til Præst. Den
gode Hr. Rector var gandske villig dertil, og i Henseende
til denne Post har jeg intet at bebreyde ham eller beskylde
ham for. Jeg maa ogsaa tilstaae, at jeg af Naturen
havde faaet gode Gaver til at kunde lære noget retskaffent.
Jeg begyndte altsaa at besøge den Latinske Skole;
men jeg forsømte Skolen utallige Gange, og i Skole=Ti¬
merne var jeg ey heller een af de flittigste. Men saasom
mine Forældre rigelig betalte mine Lærere, og desuden gav
dem ofte Foræringer af Sukker, Tobak og andre Vahre,
saa vare mine Lærere derover saa skiønsomme og høflige,
at de stedse saae igiennem Fingre med min Læsning og Op¬
førsel, og jeg blev endda oven i Kiøbet særdeles roest og
berømt af dem. Mine Forældre glædede sig derover, og
troede nu gandske fuldt og fast, at jeg vilde blive en ypper¬
lig og fornemme Præst. Jeg var nitten Aar gammel,
da min Fader døde, min Moder, som ikke vilde fortsette


Handelen meere, gorde alting i rede Penge, og jeg fil
3000 Rdlr. til min Arvepart. Næste Aar derefter blev
jeg dimitteret af Skilen, og besad saa stor Lærdom, at
man haabede, at jeg net op kunde slippe igiennem dermed
ved Academiet. Dog alligevel fik jeg et meget ypperligt
Testimonium fra Skolen. Jeg blev Student med et stolt
Mod, og storagtigt Sind, og naar jeg læste mit Testimo¬
nium igiennem, som jeg dog neppe forstod, kunde jeg ikke
andet end fatte det Forset, at blive en Bisp, eller Doctor
Theologiæ, eller og i det allerringeste Provst. Jeg ansaae
med foragtelige Øyne alle Landsbye=Præster, Skolelærere,
Degne og Klokkere, og jeg giorde gandske lidet af mine
Professorer. Jeg kan just ikke sige at jeg var ret liderlig,
eller gandske doven, men dog alligevel satte jeg mange Pen¬
ge til, og lærte dog ikkun lidet.
Da jeg havde været
to Aar Student, reyste jeg til min Moder, som overtalede
mig til at lade mig høre, det er paa anden Dansk, at præ¬
dike. Jeg bad da en af mine gode Venner at giøre mig en
Prædiken. Jeg havde en god Hukommelse, og jeg præ¬
dikede med min k ere Moders, og alle hendes gode Venin¬
ders største bifald. Ja, min Mdder gjorde 4 Tørklæder
gandske vaade af lutter Glædestaare, under Prædikenen.
Ak! sagde alle disse fromme og fornuftige Matroner: lille
Peer vil blive en rar Præsi, han vil gandske vist komme til
at hede Mester Peer. Jeg reyste derpaa til Universitetet,
eller rettere til Hovedstaden igien. Kort derefter døde min
Moder, da jeg igien arvede noget anseeligt; men efter 3
Aars Forløb, skrev min Curator mig til, at han vilde sen¬
de mig de sidste 200 Daler, og saa maatte jeg see til, hvor¬
ledes jeg videre kunde ernære mig i Verden. - Dette
Brev satte mig i stor Eftertanke; dog befindede jeg mig
strax igien, og holdt for, at jeg dog vel ikke skulde komme
til at sulte ihiel i Verden Jeg besluttede at holde noget
sparsomt Huus, og derfore forlod Hovedstaden, og for¬
føyede mig til min Morbroder, hvor jeg en Tidlang, som
en Giest, havde alting frit. Paa denne Tid døde just
Provsten der paa Stedet, og nu saae jeg mig i Tankerne
allerede kaldet i hans Sted. J denne Indbildning gik jeg
til Kirkens Forstandere, og giorde Ansøgning om denne
Tieneste, men de loe af mig med en Slags Foragt, og


og forestillede mig Urimeligheden i min Ansøgning. Her
er jo, sagde de, saa mange gamle og velfortiente Præster her
i Byen, og det vilde jo være en stor Uret, om man vilde
gaae dem forbie. De skal allesammen avancere, og følgelig
bliver kun det ringeste Gestlige=Embede ledigt, til det kan
de tillige med andre indfinde sig paa Prøve. Men jeg for¬
trød overmaade meget paa dette Tilbud, og sagde med en
temmelig trodsig Foragt, at det var mig ikke om at giøre,
at tage imod saa ringe en Plads. Jeg blev i den Hen¬
seende virkelig forfærdelig vreed paa Stadens Øvrighed.
Efter nogle Ugers Forløb, spurgte min Morbroder
mig ad, hvad jeg nu vilde fange an; thi for intet kunde
han ey længer underholde mig; men dersom jeg vilde in¬
formere hans Børn, vilde han give mig frie Logement,
samt frie Mad og Drikke. Endskiønt jeg havde tænkt, at
min Morbrøder maatte holde sig det for en Ære at have
mig i sit Huus uden at forrette noget, maatte jeg dog, da
jeg overveyede mine Omstændigheder, tage imod dette Til¬
bud, men begyndte hemmelig at fortryde, at jeg ey tog
imod den forhen ommeldte mindste Tieneste, saa kunde jeg
dog have havt Haab om med Tiden at blive Provst.
Min nærværende Tilstand begyndte at blive mig alt mere
og mere forskrækkelig. Jeg meldte mig allevegne an, hvor
jeg hørte, at der var noget Præste=Kald ledigt; men fik
intet, eftersom der altid vare andre, som af tilstrækkelige
Til min Trøst blev
Aarsager bleve mig foretrukne. -
forrige Provstie atter ledigt. Jeg havde nu gandske slaaet
det af mine Tanker at blive Provst. Men nu søgte meget
ydmyg om den mindste Plads, som ved denne Forflyttelse
blev ledig. Uagtet min forrige Stolthed var dog Forstan¬
derne saa fromme, og ey aldeles afsloge min Ansøgning,
men tillod mig at giøre Prøve tilligemed andre. Jeg var
da saa uheldig, at denne Prøve ikke holdt Stik, og fik til
Svar, at jeg skulde beflitte mig paa at lære noget, førend
Min Morbroder blev nu
jeg søgte om at blive Præst.
ogsaa kied af mig, og viiste mig Dørren, saasom hans Børn
intet lærte under min Jnformation. Jeg var fuld af For¬
tvivlelse, og slog det nu reent af mine Tanker nogen Tid at
blive Præst. Derimod besluttede jeg, at ville være en
Skole=Karl; men jeg havde ved mine forrige Prøver samlet


mig saa megen Forstand, at jeg ey vilde søge om nogen
Plads ved et stort Gymnasium; men derimod besluttede
jeg fuldt og fast, at vilde være Rectot i en af de smaa
Skyler. Der blev just saadant et lidet Rectorat ledigt.
Jeg søgte derom, og giorde Prøve derpaa; men i hvor
ringe denne Plads end var i mine Øyne, fandtes dog man¬
ge dueligere dertil end jeg, og jeg til min største Ærgrelse
udstod ved denne Prøve den største Spot og Skam. (Saa¬
ledes gaaer det, hvor det kommer an paa en Prøve.)
Min Morbrøder vilde nu ikke have mig meere i sit Huus;
men da han var kiendt med en Forvalter paa en rig Herre-
mands Gods, bragte han det saa vidt, at Forvalteren an¬
tog mig til sine Børns Jnformator. Han gav mig 15 Rd.
Aarlig Løn og en heel Krone i Nye=Aar, samt frie Under¬
holdning. Jeg havde nu ladet alle storagtige og hov¬
modige Tanker fare, og beqvemmede mig til alting, hvad
det endog skulde være. Foruden mine Skole=Timer, som
jeg meget flittig passede paa, havde jeg at bestille med ad¬
skillige Huusforretninger. Jeg huggede Brænde, jeg
gjorde Kuste, og i Slagtertiden Pølse=Pinde; om Høsten
saae jeg ogsaa til med Arbeyderne, og gik min Principal
særdeles flittig til Haande, hvilket han ogsaa skiønnede paa,
og giorde langt meere af mig, end af den allerlærdeste Mand.
Jeg blev i fem samfulde Aar i Tieneste hos ham. Ende¬
lig blev Skoleholder Tienesten ledig i samme Bye, og det
kostede min Principal ikke meere end et eneste Ord til Her¬
remanden, saa fik jeg samme Tieneste. Her udi Byen ere
nu alle meget vel tilfreds med mig, saa nær som Præsten.
Paa saadan Maade er jeg nu endelig kommen i Rolighed,
og har giftet mig med en ret trivelig Bonde=Pige. Jeg
har net op saa meget, at jeg kan komme ud dermed til min
Disse ere de foruemmeste
nødtørftige Underholdning.
Omstændigheder af mit Livs og Levnets Løb, og jeg over¬
lader det til Dem selv, min Herre, om De vil lade trykke
dette Brev til Advarsel for nogle Mennesker, som have langt
høyere Tanker i deres Hoveder, end de giøre sig duelige til
Jeg forbliver &e.
at fuldføre.
Neder-Sachsen,
den 1 April. 1566.
Altsaa er dette en Antiquitæt, 200 Aar gammel.


Adskilligt?
Jblandt de Vinde, som Sr. Æolus afvigte Ons¬
dag udsendte, havde en den Magt, at den tog Hatten af en
Mand paa Hoybroe og forærede den til Frue Thetyz i
Canalen. Manden forlangte vel sin Hat tilbage af denne
gode Frue, men forgieves. Han gik derfor Hatteløs bort
for at raadføre sig med en Lovkyndig, enten han skulde an¬
legge Sag imod Æolus eller imod Frue Thetys. Men
jeg vil raade ham, at han lader Hatten fare, at han ikke
tillige skal miste sin Paryk. Maaskee Vand=Gudinderne
vil nu bære Hatte om Vinteren, ligesom Land=Gudinderne
om Sommeren.
Paa samme Dag og omtrent paa samme Sted kom
en anden Vind! og omkastede en Bonde=Vogn med et heelt
Læs Halm. Bonden forsøgte vel, at samle det adspredte;
men da han mærkeds, at der indfandt sig fleere Adspredere
end Samlere, og at Vinden, og de andre tog et Knippe
imedens han holdt paa et andet, var han saa fornuftig, at
han ikke vilde føre Proees imod Vind og Væjr, men satte
sig meget Philosophisk paa sin Vogn, kiørte bort, og lod
enhver gaae med sit Straa. Dette Nyt kan ikke være al¬
deles unyttigt for Mons. Landmand, at han en anden
Gang tager større Læs paa, end saadanne, som Sr. Ædlus
kan blæse om.
Bekiendtgiørelse.
Til trods for alle Dadlere af Søve=Syge, bekiendt¬
giører herved Sr. Dovenskab offentlig for alle og enhver,
at han i Gaar Morges var oppe førend Solen stod op,
hvilket aldrig er hendet ham tilfora, saa længe han kan
huske tilbage.
Derimod bekiendtgiøre nogle tusinde Samvittighe¬
der, at de imod deres Villie befales af Ejerne at de skal
sove baade Nat og Dag; velbemeldte Samvittigheder be¬
kiendtgiører og tillige, at det var got for Ejerne, at de
maatte vaage, førend de endelig har udsovet, da Ejerne
ikke faaer Tilladelse at sove roelig


Til Leje.
Mons. Kikøye, og Jomfrue Staae i Vinduet,
disse ere næst Sødskende Børn, forlanger saadanne Væ¬
reiser til Leje, hvor de kan see ud til alle Verdens 4re Hiør¬
ner; thi ellers falder dem Tiden alt for lang.
Til Kiøbs.
En Abekat forlanges, men den skal kunde snakke.
Bøger og Skrifter.
Uagtet at Verden er opfyldt med Fabler, og man
hver Dag kan faae nok for intet af den Kram, saa har dog
Vedkommende, som har i Sinde, at udgive en heel Hob af
det Slags, ombedet os til en Prøve at bekiendtgiøre
denne
Fabel.
Den ligegyldige Snak.
Ak! bliv hos mig, min hierte Mand!
Mig Tiden ellers falder lang.
Jeg tie maa saa mangen Gang.
Fordi jeg ingen har, hvormed jeg snakke kan.
Saa er Ellmens Ord: O! Hiemme bliv,
Min sødeste og største Tidsfordriv.
Min Allerkiereste! tog Manden til at svare:
Jeg maa jo gaae til Torvs for at indkiøbe Vahre.
Du veed jo vel, at Manna=Brød
Nedregner ey udi vort Skiød.
Jeg stræbe maa, at vi nødtørftigt Brød kan vinde.
Taalmodig Du derfor Dig maa i dette finde.
Elmine raabte, ak! min hierte Mand da løb,
Og mig udi dit Sted en snaksom Poppe kiøb.
Af disse apprvoberede lige Blade, udgaer et hver Onsdag


Patrollen.
No. 9.
den 4. Mart. 1766.
Adskilligt udenlands Nyt.
V¬
i maa ikke tænke, at vores Land er det eneste, i
hvilket Oeconomien og Huusholdnings=Kunsten
er steget til det høyeste, fordi her paa nogen Tid
ere skrevne saa mange Oeconomiske Bøger. Ney! Her vil
vi fortælle vore Læsere noget besynderligt Nyt, som er os
berettet fra Phrygien:
Der, nemlig i Phrygien, befinder sig en Mand paa
88 Aar, hvilken i Besynderlighed har bragt Huusholdnings¬
manden til en høy Grad. For en Maaned siden, lod han
en meget feed Oxe indslagte; og for at giøre et Forsøg, hvor
meget Kiød og hvor mange Been og Knokler han havde, lod
han begge Deele med hinanden meget accurat veje. Der¬
paa befoel han sin Hnusholderske og hans andre Huusfolk,
at de hver Gang, saa ofte de kogte, og spiiste, af dette
Kiød, skulde samle Beenene, og kaste dem i en dertil beskik¬
ket Tønde, hvorved han tilsidst kunde faae en vis Vægt paa
Beenene, og derefter giøre sit Overslag. Gnieren meente,
at han ret listig havde begyndt sin Sag; dog alligevel blev
han bedraget. Huusfolkene kastede Tid efter anden alle de
Been, som de kunde finde, i denne Tønde, saa den snart
blev fuld. Omsider kom den gamle Giæk, frem med Væg¬
ten, og befandt at Beenene af den indsaltede Oxe vog 500


Pd., da Oxen ved Indslagtningen vog kun i alt 600 Pd.,
altsaa 500 Pd. Been og ikkun 100 Pd. Kiød. Den gam¬
le daarlige Gnier blev derover fortrydelig, formerede Slag¬
teren en Proces, og forlangte Vederlag, fordi han havde
udsøgt en Oxe til ham med saa mange Been. Man læn¬
ges meget efter Udfaldet i den Sag; De Lovkyndige i
Phrygien er færdig at medne, at Gnieren vinder Sagen,
saasom, han har svoret paa, at han ikke vil spare nogen
Skilling i denne Sag, og Slagteren derimod skal være en
fattig Mand.
En Abhed i Corvey ved Navn Conrad, toede
engang sine Hænder, og imidlertid lagde sin Finger=Ring
fra sig, men da han vilde sette den paa igien, var Ringen
borte. Han lod leede allevegne efter den; men da den ey
var at finde, satte han uden Barmhiertighed Tyven i Band.
En tam Ravn, som løb omkring paa Gaarden, følede Virk¬
ningen af denne Bandsettelse, den lagde sig i sin Rede, og
blev Dag fra Dag alt meere og meere sorrigfuld. Abbeden
fik den mistænkt, man søgte i Reden, og fandt den stiaalne
Ring. Den medlidende Abbed løste Ravnen igien af
Bandsettelsen, og den blev ret frisk igien. Her seer man,
sagde den ærlige Bestefader, hvorledes det gaaer til i Ver¬
den. NB. Dog skal ingen bande sine Tyve; thi saadanne
Bandsettelser har kun Magt og Kraft imellem Abbeder og
Ravne.
Munkene Jsebrod og Allexander fortæller som en
Sandhed, hvorledes en sort Kat i deres Kloster haver an¬
taget sig en Ande=Rede, ordentlig ligget paa Æggene, og
da Ungerne kom frem, viist al Moderlig Omhyggelighed
for deres Opklækkelse, ja, fornemmelig stræbt at anbringe
hos dem sit eget krigerigske Sindclav i Særdeleshed imod
Rotter. Dette Kloster vil altsaa blive gandske reent for
Utøy, naar Katten med Ellingerne passer paa Rotterne, og
Munkene paa Muusene.
Indenlands Nyt.
Der har for nyelig Leyst sig en forskrækkelig Tvi¬
stighed imellem tvende Naboersker. Tretten bestaaer deri:
at den ene paastaaer, at der er meere Fordeel ved at spinde
selv end at lade spinde, den anden paastaaer derimod det,


som er tvertimod. Disse Naboersker trættes nu om dette
hver Dag, og der samles hver Dag en stor Mængde Til¬
hørere paa disse kivagtige Aander. De har ofte forlangt,
at Mændene skulde dømme dem imellem; men disse ere alle¬
rede saa forkuede, at de ikke tør afsige nogen endelig Dom.
Jmidlertid kives disse saa bestandig, at den ene glemmer at
spinde selv, og den anden at lade spinde, og Tretten vil ven¬
telig ikke ophøre, førend begge Familierne ere nøgne. Det
er en slem Sag, naar Naboer ikke kan forliges.
IJ denne Vinter har Landmandens Kaalhaver væ¬
ret meget usikkre for et Slags Privilegerede Kaal=Tyve,
som kaldes Harer. En Bonde fortrød paa, at disse Gie¬
ster turde saaledes opæde hans Vinter=Føde for hans Næ¬
se. Han bad derfor sit naadige Herskab om Assistence imod
disse Voldsmænd. Herskabet kom ham til Hielp, og send¬
te ham en Snees vældige Jagt=Hunde og halvparten saa
mange Skyttere. Disse belurede rigtig nok den arme Kaal¬
Tyv, men af uforsigtig Omgang med Kaalhaven, nedtram¬
pede og ødelagde paa een Nat ald Bondens Kaal og Vin¬
ter=Føde, hvoraf Bonden tilligemed sin Familie, rigelig
kunde have ernæret sig, og endda været noget tilovers for
en sulten Hare. Hvad Skade kan der ikke flyde af
Hævngierrighed endog over en ringe Ting?
Anmærkning.
I Indostan reyste engang Zehir, Amar, og
Mustadi, alle Tree af lige Alder, Vilkaar og Formue.
Devare Fattige, men elskede og agtede hinanden, og var
ærlige Folk, i det mindste troede de selv, at de vare det, og
ofte veed man ikke selv, hvad man er. Vi maa prøves for
at kiende os selv, om Hiertet og er saaledes, som det synes
at være. En riig og stor Skat faldt disse tree vandrende i
Øynene, og den satte deres Venskab paa Prøve Vad Sy¬
net d eraf bleve deres Siele rørte, og de troede, at de følede
en ædel Glæde. At deele Skatten var, efter deres Tan¬
ker, at fornærme deres ædle og oprigtige Venskab. Vi
skulde elske hinanden endnu meere, sagde de, dersom vi ny¬
der uden Deeling denne fundne og fælleds Gave, som Him¬
melen har sendt os. Den giør os alle rige nok. Det


kommer kuns an paa, at bruge den vel; lad os arbeide min¬
dre, og søge fleere Fornøyelser. - Amar blev sendt til den
nærmeste Bye, for at kiøbe Forfriskninger, Saa megen
Tillid havde de til hans gode Smag og Redelighed, og
saa vel troede Amar, de andre, at han turde lade dem
blive tilbage ved den anseelige Skat. - Neppe var han
reist bort, førend det Par Venner, som var tilbage, begynd¬
te at tale om Skatten, og tilsidst forundrede sig over deres
Ven, som havde været saa taabelig, at forlade den, og rey¬
se i deres samtlige Erinde til Byen. Om vi reyste bort,
sagde Zehir, uden at bie efter ham: hvor var han da ikke
narret, naar han ved sin Tilbagekomst fandt hverken Ven¬
ner eller Skat! Det er sandt, svarede Mustadi, og vi vare
da saa meget bes lykkeligere, naar vi kunde deele Skatten
allene. Men Amar er vel en enfoldig Maud, sagde de,
men han kunde dog maaskee treffe os et Sted, og forlange
sin Andeel igien. Om vi sløge ham ihiel, naar han kom
tilbage, det var baade det korteste og det sikkerste. Jeg tro¬
er det ogsaa, svarede Jehir, lad ham døe, og vi ville deele
Skatten imellem os. - Amar kom tilbage om Aftenen;
begge hans Venner overfaldt ham hemmelig, og da de
havde begaaet denne uhørlige og forræderske Gierning,
satte de sig uden mindste Samvittigheds=Nag, for at giøre
sig til gode af den Spise, som den ihielstagne havde bragt
dem. Neppe havde de smagt den, førend begge Morderne
følede de heftigste Smerter, og styrtede i samme Øjeblik,
døde ned paa Jorden. Van det Himmelens Hævn, som
bortrykkede dem? Ney, hvo skulde vel kunde have troet det?
Amar, som og paa sin Side havde Lyst til Skatten, havde
forgiftet Maden for at skille sig af med sine Venner. Skat¬
ten har altsaa nu ingen Eicre: Hvo skal finde den igien?
Ak! Den skal maaskee endnu giøre fleere Ulykkelige.
Hvor farlig er dog ikke Rigdom! Hvor lykkelige og ulykke¬
lige kan den dog ikke giøre Menneskene! Hvor hastig kan
den ikke forandre Venner! Omgaaes dine Venner vaerlig.
Befordring.
Hr. Actæon, som af egen Erfaring er bleven klog,
og bragt til en smærtelig Eftertanke er beskikket til almin¬


delig Formynder over alle gamle forliebte Daarer. Hpem
skulde tænke, at unge Pigers funklende Øyne, kunde betage
gamle Folk al Vid og Fornuft, og give Anledning til saa¬
dan en Bestilling.
Vacancer.
De samme, som i No. 7. hvortil kommer Kiereste¬
Pladsen hos Jomfrue Vegelsindet. Ditto hos Mons.
Aprilmaaned. Disse to burde ægte hinanden, ifald de
kunde kalde deres Sind til Stadighed en halv Time.
Jnd= og Udpasserede.
Nogle ret fortryllende og hierte trængende Øyrkast
fra den Hiertens medlidende Hr. Leander indpasseret i den
unge og for en gammel Mand høystbedrøvedi Enkes Hierte,
da han 4re Dage efter Mandens Død udviiste paa det
eftertrykkeligste, at han tog største Deel i den bedrøvede En¬
kes Sorg. Nogle 1000 Sukke udpasseret af samme En¬
kes Hierte for den Salige gamle Mand, og fordi hun ey
har seet Hr. Leander i to Dage.
Dødsfald.
Udenrigs: En besynderlig gammel Mand, som
alle kaldte en Dreng. Han var et Hundrede og tre Aar
gammel, og efterlod sig Børn, Børne=Børn og Børne¬
Børns=Børn alt 165. J hans 17de Aar vidste han
allerede, at der vare to Slags Mennesker i Verden. Over
ham har man seet følgende.
Granskrift.
Stat Vandrings=Mand! betragt en Seng,
Hovri der hviler kun en Dreng,
Skiønt meget graa og gammel.
En tallrig Slægt han efterlod,
Skiønt med en Brud han aldrig stod,
For Præst og Brude=Skammel.
Af Mangel paa Forstand, han regnes kan blandt Drenge;
Han blev en Daare, skiønt han levede saa længe.


Efterretning for de Handlende.
Rigtig Maal og Vægt, som er den sikkerste Ba¬
lance, og skaffer fleest Kiøbere, ere at bekomme paa sine be¬
hørige Steder, ifald nogen skulde være uvidende derom.
Efterretninger for Publico.
Foranderlige Bestemmelser.
Forøderens Pung Spilletiden begyndes Koblerskerne og
staaer Aaben, ind= hos de Fornuftige, de Forliebtes
til andre lukker den naar de til stædevæ= Poste og Brev¬
rende Narre skal tie, dragere er al¬
Gnierens Pung er Hos Narrene deri= tid til Tiene
slukt, indtil andrefmod naar de Fornuf= sie, om det end
aabner den
tige ikke maa tale. var ved Midnat
IKl. 12 er Middag for de Smaa, og Kl. 2 o3 for de Store!
Vindenes Observationer paa Landjorden i en Uge af
Sr. Vejrsang med Tilnavn Lediggænger.
Søndagen: Da jeg vilde gaae i Høymesse Kl.
10. var Vinden N. O. til N. Jeg havde altsaa Mod¬
vind, gik derfor hiem igien. Samme Dags Eftermiddag
Kl. 3. havde jeg det Forsæt at gaae i Aftensang; men da
Vinden var endnu i samme Hiørne, vendte jeg om i den
anden Gade, og fik altsaa Medvind til Caffe=Huuset. Man¬
dagen: S. V. til S. begav mig derfor med en ønskelig
Medvind til Hest uden Porten til mine sædvanlige Som¬
mer=Lustere=Stæder. O! havde vi kun snart Sommer!
De stakkels Kielder=Piger har kun liden Fortieneste paa de
Steder om Vintere.. Jeg tog meget sildig Hiem, og
havde Modvind; thi Pungen var tom og Hesten skulde be¬
tales. Tirsdagen: Ø. Uagtet jeg havde Modvind, maat¬
te jeg dog trænge igiennem til min Penge=Leverandeur Sr.
Judas Knap af; her blæste endnu en forstrækkelige Mod¬
vind, men da jeg ikke sparede paa Eder, og en overflødig
Revers, lagde Stormen sig; jeg gik derfra med en deylig
Medvind paa et Spille=Huus, der kom vel nogle slemme
Væjerkast i min Puug; men hvad? Verterne skal og leve.


Onsdagen: Ø til S. Jeg var meget tørstig; Havde
god Medbind til Viinkielderen; sad der noget længe; imid¬
lertid drejede Vinden sig til Vesten. NB. jeg kom i Spill;
dog kom jeg ved en halv Side=Vind lykkelig hiem men uden
Kiol. Torsdagen: N. V. til V. Fik Bud fra Fruens
Pige, Jomfrue Terne, at hendes Herskab var taget ud.
Vel tilpas! jeg havde Medvind til Jomfrue Terne; det
var hos os gaadske stille Væjr. J det samme reyste sig en
Hvirvel=Vind, Herskabet kom, denne Hviroel=Vind førte
mig imod Naturen Hovedkulds ned af alle Trapperne; jeg
stødte mit ene Been; veed ey med hvad Vind jeg kom
hiem; men det veed jeg vist, at saadanne Hvirvelvinde ere
meget skadelige for Beenene. Fredagen: N. O. til Ø.
Jeg stod i mit Vindue, og saae den fromme Mand gik i
Fredags=Prædiken; jeg fik lyst til at drikke Chocolade med
hans artige Kone Hiemme; jeg dristede mig til, skiønt jeg
havde Modvind, at trænge igiennem til mit foresatte Magl.
Reppe havde jeg faaet en Kop Chocolade, førend den listige
Kone, ved et hemmeligt Bud til sin Mand, opreyste en
forskrækkelig Orcan; den fromme Mand kom hiem, og
med en forskrækkelig Storm, Torden og Lynild, fulgte
mig paa Porten med en Krabask, saadan Medvind ex jeg
ingen Elskere af; jeg skal herefter giøre mig et bedre Be¬
greb om artige Koner. Løverdagen: Troer jeg, at
Vinden blæste fra alle Hiørner, og sammenførte mig alle
mine Creditorer paa Halsen; dersom jeg vidste, Vindene
saaledes vilde blæse alle Løverdage, skulde de snart føre mig
om i en anden Gade ineogmto.
Bekiendtgiørelse.
4. 3
Monse Kikøye og Jomfrue Staae i Vinduet
bekiendtgiører herved offentlig for alle og enhver, at et
Skarns Menneske har i deres Navn forlangt saadanne
Værelser, som er ommeldt i vort No. 8. de forsikkrer at
Tiden aldrig falder dem begge to lang i Eenrum, om det end
var inden 4re mørke Vægge. NB. Vi beder altsaa disse
to Dydige om Forladelse. Hveln kan tage sig i Agt for
Skarns Mennesker?
NB.


NB.
Hr. Phantast bekiendtgiører herved,
at han nu ey længer, formedelst den
dyre Tid, kan vedstaae at giøre Caprioler for intet, som
han hidtil har giort; thi haaber han at alle Kiendere af
Capriol=Videnskaben aflegger ham efter Fortieneste.
Mangel deraf, nødes han ellers til at reyse bort. Hvilket
Tab! Lad os beholde ham! Han maatte maaskee ellers
komme tilbage igien med langt fleere og galnere Caprioler.
Til Kiøbs.
Sr. Patriot hav af et ret medlidende Hierte til ham
Medborgeres og 1 sær Medborgerinders store Nytte op
funden ef Slags meget nette, smaa og fast usynlige Trid¬
ser med de dertil horende fine Træg Snore; Tridserne
kunde settes meget bequemt og usynligt under Makke¬
Posen, hvorpaa Snorene kunde lobe, og bindes fast ved
den lille Finger, for paa en meget behændigere Maade, end
hidtil brugeligt har været, i paakommende Tilfælde, o
naar, Noden det udkræver, i sær paa sxidne Gader, at
kunde gandsxe uformærkt enten ophidse eller efter Beha¬
nedsynke de Deele af Klæderne, som i vor Tid er en saa
nomgængelig Unodvendighed. Denne gode Mand erby¬
der sig og for intet, at ville lære Liebhaberne at anbringe
disse Tridser, naar de kun til deres egen Nytte ville kiobe
dem hos ham: i hans iboende Huus i Omhyggelighed¬
Strædet.
De udeladte Avertissements skal blive indført,
saasnart Leylighed gives, thi ville Vedkommende ikke blive
vreede denne Gaug.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 10.
den 11. Mart. 1766.
E¬
n Project=Mager og en Mølle har dette tilfælles
med hinanden, at de bevæges uden at standse,
saa længe der er noget, som driver dem. Saa¬
dan en Machine er jeg bleven, men enten jeg er en Vand¬
mølle eller en Vindmølle, maae Udfaldet viise: Vist nok
er det, de fleeste af mine Medbrødre ere Vandmøllere.
Jeg er net op den Person, som tilforn i No. 4. har udgivet
et Forslag til et Post=Collegium bestaaende af Fruentim¬
mer, hvori jeg tillige recommenderede mig til Bud ved
saadant et Collegium; men omendskiønt jeg har faaet Ef¬
terretning om, at mit Project paa mange Steder er appro¬
bered, og man opretter daglig Collegia efter min Plan, saa
viiser man sig dog saa utaknemmelige ey i ringeste Maader
at tænke paa mig. En anden Project=Mager sætter man
til Præses eller Directeur over det, han har opfundet, men
jeg kan ikke blive et ringe Bud. Sligt kunde vel standse
Møllen i sin Gang, dersom en Vind blæste altid, men
nu har Vinden vendt sig, og jeg er allerede dreyet for den
Vind. Tilforn var Haah om et Stykke Leve=Brød og et
lykkeligt Giftermaal, de Vinde, der dreve mig, men nu
har Hevngierigheds Vind sat min Hiernes Qvern i fuld
Bevægelse; Jeg vil hevne mig, jeg maae hevne mig, jeg


kan ey andet end hevne mig; thi jeg er Philosoph. Har
jeg skrevet for Fruentimmer uden at faae Tak, saa skal jeg
nu skrive for Mandfolk, saa det skal svie til Fruentimmeret.
Jeg skal foreslaae de gode Huusfædre et Middel, hvorved
Koenernes heele Kiøkken=Myndighed skal gaae overstyre, og
Kiøkken=Rigets Regalier, Jld-Klemme, Jldskuffe, Potte¬
Skeer, Potte=Log med videre, skal herefter blive Mada¬
men formeente. Jeg skal formaae Mændene til at indgaae
et Oeconomisk Forbund, selv skal de bære Nøglerne, selv
udlevere til Kiøkkenet, ja selv røre i Gryden, og ey lade
Koenerne smelte den Klat Skillinger op i Skorsteenen, som
de Stakkels Mænd med saa megen Møye indsamler.
Nu J Mænd hævner mig og antager dette Forslag.
Betænker, hvad Fordeel det er for eder selv, eders Koe¬
ner og eders Børn. Lad dem længe nok bande eder i Live,
de vil dog velsigne eder i eders Grave. Ja! Betænker,
hvad Fordeel det er for eders kiere Fædreneland, og hvilken
Mand sørger ikke derfor? Ja vore Danske Mænds patrio¬
tiske Jver beviises fuldkommen af Viinhandlerens Protocol,
og hvor mangen Potte Viin koster man ikke paa Regierin¬
gens Forbedring og sine Medborgeres Lyksalighed? Her
gives eder Leylighed til at viise eder som rette Patrioter.
Bliver Oeconomiske, efterdi Landets største Velfærd beroer
paa en god Oeconomie. Forlader Stats= og Krigs=Con¬
seill, lad Armeen blive uforandret, saa længe vi har Fred,
anlægger ingen fleere Fæstninger; thi det koster eder selv
Penge og Bacchi Commendant Strapadse. Vender eders
Agtsomhed paa Landets indvortes Tilstand, forbedrer dets
Oeconomie, og dette skeer snarest, naar hver forbedrer sin
egen Oeconomie. Det er jo hver Deels Fuldkommenhed,
som giør, at det Heele bliver fuldkomment, og jo fleere Deele
der ere fuldkomne, jo nærmere er det Heele ved Fuldkom¬
menhed. Hver Mands Huus er en liden Deel af Landet,
og jo fleere gode Huusholdninger, jo bedre er Landets al¬
mindelige Huusholdning.
Men dette giør eder ikke til gode Huusholdere, at
J tale derom i eders Forsamlinger. At knibe Oeconomien
ved en Kop Chocolade har samme Virkning som at bestorme


en Fæstning ved et Glas Viin. Men J maae være Huus¬
holdere hiemme. Dog indbefatter dette meere i sig, end
man i Almindelighed forstaaer ved en Mands Huushold¬
ning: Naar en Mand holder acturat Bog over sine Jnd¬
tægter og Udgifter, og holder det ene i Ligevægt med det
andet, saa kaldes han en god Huusholder. Og jeg maae
tilstaae, at det var at ønske, Landet vare fulde af saadanne.
Men jeg giver dette Ord en langt meere udviidet Bemær¬
kelse. At indskrænke Mandens Omsorg til Chatollet allee¬
ne synes mig for lidet, og det var i mine Tanker ikke for
meget, om hans forsynlige Øye var udstrakt til Spiiskam¬
mer og Kiøkken. Hvem siger, at Kiøkken=Dørren skal væ¬
re Grændseskiæl imellem Mandens Kongerige og Konens
hertugdom? I det ringeste bør hun tage det til Lehn af
Manden, og erkiende ham for sin Souverain. Med eet
Ord: Konen skal have ligesaa lidet at sige i Kiøkkenet som
i Stuen, og være udelukt saavel fra Skorsteenen, som fra
Chatollet. Kan jeg formaae vore Huusfædre til dette, hvor
fuldkommen en Hevn faaer jeg ikke da over hine Utaknem¬
melige? Og jeg er forvisset paa at faae en Deel paa min
Side, naar jeg kan beviise, at Konerne ey saavel ere skik¬
kede til en sparsommelig Huusholdning som Mændene.
Man betragte dette Kiøns Hoved=Caracter, og jeg
troer, man skal give mig Ret. Et Fruentimmer er af
Naturen øm og medlidende, hun under gierne sine Folk
noget got, det glæder hende, naar hun kan giøre dem til
Gode, men dette kan ey bestaae med en sparsom og kneben
Huusholdning. Man holder jo Folk allene for at skaffe
Arbeydet fort, og ey for at giøre dem et dagligt Giestebud,
naar de alleene faaer, hvad de kan opholde Livet med, saa
er det alt, hrad de bør have, om det end var tørt Brød;
thi man kan jo forstaae ved Kost, hvad man selv behager.
Dette iagttager en Kone ikke, hun meener, hendes Folk
bør leve som Herremænd. En Mand derimod har Mod
og Hierte nok til at nægte Folk, ja Kone, og ofte sig selv
med, saadant, som allene grunder sig paa Sædvane, han
veed, der er ingen Forordning for, hvad Slags og hvor
meget Mad man skal have, han veed, at Naturen er for
nøyet med lidet, og efter denne gyldne Artikel i Naturens
Lov kan han indrette sin Huusholdning.


Et Fruentimmer har og gemeenlig en større Por¬
tion af Ære=Kierhed end Mandfolk. Dette Kiøn vil gier¬
ne roeses, og det er dem yderligt empfindtligt at blive lastet
endog for ligegyldige ja for roesværdige Ting. En Kone
kan da sielden taale at være udraabt af sine Folk for karrig
og snurfittig, hun kunde gremme sig til Døde, om Snakke¬
Sælskaberne skulde leve høyt paa hendes Sparsommeligheds
Regning, hun smørrer heller sine Folks Tunge, at de kan
løbe glat til hendes Berømmelse. Derimod findes der
Mænd, som lader haant om Folkes Roes, Mænd, som
foragte dette Jordiske, have Afsmag for verdslig Ære, kan
nægte sig alle Verdens Fornøyelser, og forlyster sig eene
ved deres Peuge=Pung. Disse stoere Selvfornægtere ansee
det ligegyldigt, enten deres Folk berømmer eller laster dem;
langt fra at de vil tilkiøbe sig nogen Noes, de sælger heller
alt det, som Almuen kalder et got Navn, for en halv Sk.
at vinde eller spare, og sige med Manden hos Poeten!
Pepulus me siblat, at mihi plaido
Ipse domi, simul ac nummos contemplor in arcd.
Lad Folk kun snakke, jeg er med mig selv fornøyet,
Naar jeg mit Penge=Skrin og Skat kun har for Øyet.
Mag seer heraf lætteligen at naar saadanne
Mænd vilde selv holde Huus, det blev da en langt ander¬
ledes Huusholdning, end den, vore fornuftigste Huushol¬
dersker fører. Dog er min Meening ikke, at alle Fruen¬
timmer ere uskikkede til at spare: Ney! der findes og saa¬
danne Heltinder, som baade har Mod og Forstand til at
knibe Oeconomien saaledes, at baade Mæad, Børn, Piger
og Karle, faae en indkneben Mave. Men naar en Mand
strækker sin Forsigtighed til Kiøkkenet, saa maae man dog
erkiende ham for Mester, mueligt iblandt andre Aarsager,
fordi vore Mandspersoner har grundigere lært de 4 Spe¬
cier, og veed vel, at anvende dem i Huusholdningen: De
kan subtrahere fra Kiøkkenet, og proberer med Addition i
Chatollet, de veed at dividere et heelt Bord Folk med en
lav Divisor, og at Stykket er rigtigt, sees af den Proba,
som ved Multiplicatkonen giøres i Capitalen.


Jo fleere Mænd, der selv vilde paatage sig Inspet¬
tionen i Kiøkkenet, jo fleere sparsommelige Huusholdninger
vilde der blive. Og man maae tilstaae, at det feyler ikke
hos os paa Mænd, der jo nok vil tage sig af Huusets
Gierning, men kun faar naae deri nogen ret Fuldkommen¬
hed. Aarsagen er, de lade Konerne alt for frie Hænder,
og lade det enten være nok at udelukke dem fra Penge=Cas¬
sen, eller i det høyeste giver nogle Kiøkken Reglements,
hvorefter Madamen har at rette sig, saa man kan ansee
dem for Mester=Kokke. Men disse gode Mænd betænker
ikke, at Konerne forstaaer deres Kaagebog og i Mænde¬
nes Fraværelse giør hvad de vil. De maae derfor selv væ¬
re Kokke, og aldrig vige fra Skorsteenen, før Jlden er slukt.
Men Sagen er, at ingen vil være den første Kiøk¬
ken=Jnspecteur i sit Huus, man lader sig kyse af Anstændig¬
hed, og mange afstaaer fra dette saa priiselige Forsæt, blot
fordi det er imod Modens Negler, og derfore stiele sig kun til
at kige i Gryden, naar der er ingen i Kiøkkenet, eller ka¬
ster et skiævt Øye derhen, imedens de tænder Piben. For
at byde paa denne Skade, som denne ildegrundede Und¬
seelighed foraarsager, saa var det nyttigt, at man oprettede
et Collegium af gode Occonomi, der skulde med forenede
Kræfter arbeyde paa Huusholdnings=Konstens Fremtarv
ved Indretninger grundede paa egne Erfaringer. Dette
Collegium kunde føre Navn af Kiøkken=Jnspections=Colle¬
gium, og være deelt i 2de Classer. Til den nederste Clas¬
se skulde de Oeconomi henhøre, som koge sparsommelig for
det heele Huus undtagen for sig selv, og sparer fra de
andre, for dermed, at giøre sig selv til gode. Til den
øverste Classe henfører jeg dem, som hverken mætter sine
Folk eller sig selv.
De som skulde optages i dette Collegio maae nød¬
vendig have følgende Egenskaber. De skal alle være fødte
i aftagende Maane; thi jeg har den Troe, at disse saftage
og afknappe i Udgifter, jo meere de tiltage i Alder, ligesom
de der fødes i Fuldmaane blive ødsle og overdaadige. De
maae være af Naturen begavede med en ugemeen Efter¬
tænksomhed og Hukommelse, at de paa eengang kan tænke


paa Gryn, Meel, Potte, Ske, Puster &c. uden at glem¬
me det ene for det andet. De maae være myndige og
gandske udelukke deres Koner fra Regieringen; thi et
toehoved Regiment vilde forderve den gandske Oeconomiske
Indretning. Konerne skal være Stue=Uhr, der alleene
skal stilles efter Mandens Soelskive, deres Sidden, Gang,
Senge Tiid, Opstandelses Tiid skal dependere af Mandens
Gotbefindende. Med eet Ord: Det skal være saadan en
Mand, som ingen Forskiel giør paa hans Kone og Kokke¬
pige uden om Natten, og det bør endda staae til ham, om
han da vil deele Æren imellem dem De maae til Gavns
forstaae Regne=Konsten; thi den er umistelig i en Huus¬
holdning: Ved Hielp af Qvadrat og Cubik, seer en Mand,
hvor meget hver Mave i Huuset tager, og hvad hver Gry¬
de holder, ey at tale om de andre Regningers Nytte.
Men i sær er Algebra fordeelagtig for vore Kiøkken=Jn¬
specteurer: Naar de først har lært at regne uden Tall, lære
de let at koge uden Penge, og hvor let kommer de ikke til
Facit formedelst disse Tegn &. - og -. som for Exem¬
pel: at addere:
Øllebrød-. Malt & Rug i Humle & Byg - Davre.
Vand - Middagsmad.
Ærter -. Flesk
Nadvere.
Meelgrød - Øll & Smør
NN Skill.
Fac. En heel Dags Mad
De maae endelig ogsaa være flittige, og aldrig kie¬
des ved at arbeyde saavel i Kiøkken som i Stue, saavel i
Gryden som i Blækhornet, deres Fingre maae være dan¬
nede ligesaavel til Jldklemmen, som til Pennen, og Kokke¬
Kniven og Penne=Kniven maae staae ligegot i deres Hænder.
Collegium bør have et Ordens Tegn, som beqvem¬
mest kunde bæres paa deres Forklæder. Dette Tegn kunde
være en Gryde med en Devise, forskiellig for hver Classe:
Den øverste Classe kunde føre disse Ord: Fantalus a labrts
sitiens fugientia captat flumina. Men den nederste Classe
disse Ord: Proximus egomet mihi. Herforuden skal de


bære i deres Uhr=Kiede en Mignature: en Jldklemme og
Skuffe, et ogle=Kuippe, en Gryde=Skee, og Skumme=Skee.
Lemmernes Forretning skal være ved det daglige
Kogerie at prøve nye Indretninger til meere Sparsomme¬
lighed. Den øverste Classe har at opdage alle muelige
Maader til at afskiere Communcationen imellem Chatollet
og Spiiskammeret, og om det er mueligt imellem Munden
og Maven. Den nederste Classe har at undersøge den beste
Maade til en kneben Huusholdning, og dog selv at leve lekkert.
Lemmerne skulde holde accurat Bog over deres
Huusholdning, og hver Løverdag Aften samles, medføren¬
de en Extract af deres Uges Huusholdning, hvorefter skal
dømmes om hvers Fortienester, og den som sparsommeligst
har holdt Huus, faaer Rang næst Præses, og har nogen
opfundet en nye og nyttig Indretning, da beæres han med
en Kokke=Kniv, der skal bæres ved Siden, som en Hirskfænger.
Her er meget andet, som maatte erindres, hvilket
jeg mangler Jndsigt i, men bedre af en erfaren Præees kan
indrettes i et dertil indrettet Reglement. Her maatte dog
ey glemmes at fastsætte, hvad der hver Dag i Ugen skulde
koges, hvor mange der skulde bespiises med et haardkaagt
Æg, hvor mange Gryn til en Velling og hvor mange til
en Grød, med Videre.
Skulde mit Forslag finde Biefald hos nogle af
vore Huusfædre, saa vil jeg have dem en meget duelig
Mand recommenderet til Præses, det er en Morbroder,
jeg har i een af Provincerue. Han er den beste Huushol¬
dere, som findes i det heele Herred, ja maaskee i heele
Dannemark: Han lægger aarlig Penge op, skiønt hans
Jndkomster per fas & nefas, det er: visse og uvisse beløber
sig kun til 200 Rdlr., da derimod hans Naboe, som har
400 Rdlr. kun næt op slaaer sig igiennem, og hvad er
Aarsagen andet, end at han lader sin Kone holde Huus
for sig, men min Morbroder holder selv Huus? Hm
hans Sparsomhed kan mine Kiæver give Attest; thi det er
ikke ret længe siden, jeg kom fra ham, og at han har alle


de øvrige Qvaliteter, som høre til at danne en Kiøkken=Jr.
specteur, derom faaer man gierne hans Kones Vidnesbyrd.
Det er forunderligt, hvilke store Naturens Gaver den Mand
besidder, og hvor meget han paa eengang kan forrette, er
fast utroeligt: Han læser sin Morgen=Bøn, og paa samme
Tiid giør han Overslag paa den Dags Udgifter, hvad Mad
der skal laves, hvor mange Gryder Suppe der kan koges
paa den Fierding fastende Kalve=Kiød, han har kiøbt, hvad
der skal til Klumper, hvor meget der skal til Jevning &c.
O! forskrækkeligt! hvor saa meget kan være i et Menneskes
Hoved paa eengang. Naar han læser til Bords afpasser
han tillige hver sin Portion, skiønt han lukker begge Øyne¬
ne. Jmens han læser fra Bords, beseer han alle Levnin¬
gerne, og veed allereede, hvor mange Eble der behøves til
at giøre et fuldt Maal deraf til en anden Dag. Han er
aldrig leedig saa lang Dagen er, og jeg har tit forundret
mig over, hvor et Menneske kan udstaae saadant ideligt Ar¬
beyde. Nu skriver han, nu springer han til Skorsteenen,
at see, om Gryden er skummet, nu summerer han sin Ud¬
gift for i Gaar, og i det samme farer han op afstæd, som
en Soldat, naar Trommen røres: Hvad er paa Færde?
Der blev blæst Allarm i Skorsteenen af en Theemelks=Pot¬
te, som kogte over.
Han er og saa myndig, som nogen Mand bør væ¬
re: Spiiskammer=Nøgel, Loft=Nøgel, Kielder=Nøgel
ligger forvarede i hans Chatol. Kort sagt: Regieringen
er gandske Monarchisk, og han er Souverain Herre saa vel
til den mindste Gryn=Bøtte, som til den største Penge¬
Pose. Dog er han meget naadig mod hans Kone, hvor
paa dette er et Beviis: J Aaret 1759 kiøbte han et Pund
Caffe=Bønner, hvormed han tracterer hende hvert Aar paa
hendes Geburthsdag, da han udleverer hende et Lod. Hun
har nu brugt 6 Lod, forbyde Gud, hun skulde
leve og drikke det heele Pund op; thi
jeg skal arve hende.
NB. Sig nu ikke gunstige Læsere! at Patrollen hægler
altid paa de Stakkels Fruentimmer.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 11.
den 19 Mart. 1766.
Følgende er indsendt fra Vægteren.
Høytærede Herrer Patrol-Skrivere!
J¬
eg kan ikke selv angive nogen Aarsag, hvi jeg har
luret og nølet saa længe, uden at indsende Fort¬
settelsen af den af mig forfattede Nat=Calender
til Eder. Nu sendes den herved for Januarii=Maaned.
For de andre Maaneder skal sendes efter Haanden. Jeg
troer dog nok, at Folk gider læst Nat=Calenderen.
Jeg forbliver &c.
Nat=Calender
for
Januarii=Maaned:
observeret og sammenskreven
Vægteren.
Den rste. J Dag fik vist nok alle Folk i Byen
Nyt=Aars Ønsker. Jeg er kun Vægter; men jeg fik dog
et Ryt=Aars  Ønske paa Prent, med en Mængde malede
billeder paa, som min Søns Skolemester sendte mig.
Det kostede mig en Uges Vægter=Salarium, men det er


det ærlig værdt. Det er deylige Riim ven Skolemester
giør. Har nu hver af Borgerne ikke faaet trykt Nyt=Aars
Ønsker: saa har mange af dem faaet et skrevet; og der er
neppe nogen, som jo har faaet et mundtligt. Jeg ønsker
dem Opfyldelsen deraf; thi Borgerskabet i Almindelighed
trænger i Sandhed til al den Lykke de kan faae, om de
skal kunde bære Byens Tynger og holde Stadsen ved lige.
J Fior havde de ikke alle den Lykke, som jeg ønskede og
undte dem. Alt for mange bleve forarmede ved at anven¬
de for meget paa Oeconomiens Forbedring. Det er ret
Skade, at Borgerne ikke allesammen har visse Jndkomster,
men skal tage alting af den borgerlige Næring.
Jugen
kunde leve bedre i Verden, end de, som har visse Jndkom¬
ster; men man hører dog, at mange af dem sidder i Gield
til begge Ørerne, som vi gemene Folk nævner det. De
got Folk maae og sette for meget til paa Oeconomiens
Forbedring. Jeg tænker dog gandske vist, at der engang
bliver født saadant et Hoved, som ved et Projert kan skaffe
Borgerskabet visse Jndkomster, ligesaavel som Byens Ma¬
gistrat har kundet faae det. Har det sidste været mueligt
at udfinde; hvi vil man da tvivle om det førstes Muelighed.
Jeg har selv adskillige Nætter speculeret derpaa. Man
veed, at Nætterne ere frugtbarest til Speculationer; og jeg
troer sikkert, at skal det nogen Tiid opfindes, saa bliver
det enten en meget lærd Mand, en Dagdriver, eller en
Vægter, som kommer til at giøre Projectet. Det vanske¬
ligste derved er efter mine Tanker dette, at indrette Planen
saaledes, at hver Borger kunde faae ligesaa megen vis
Jndkomst i Proportion af deres Næring og Brug, som
hver af Magistraten har. Den giorde Borgerskabet ret
en stor Tieneste, som vilde giøre denne Plan færdig inden
den første Maii; thi da begynder Lystreyserne, og der skal
visse Penge til, endskiønt man holder selv Heste og Vogn¬
Den 2den. Denne Nat fik baade Stads=Mus¬
canterne og Bierfiedlerne nok at fortiene. Næsten i hver
andet Huus var enten Bal eller Pikenik. Saadanne Ly¬
stigheder koster dog noget; men Spillemænd, beder og om
deres daglige Brød.


Den 3die. Denne Nat var det gandske stille
baade i Luften og i Husene. Det var vel Stierneklart;
men dog ikke alt for behageligt at spadsere. Jkke desto
mindre tom over en halv Snees Par igiennem min Gade.
De gik meget sagte, og jeg kunde merke, at de havde
meget vigtige, men tillige hemmelige Ting at snakke om.
Jeg bilder mig ind, at det var unge Forlovede fra forrige
Aftens Baller og Pikenker; og maaskee det var saa. Det
er Moden at forlove sig baade tidlig, ofte og hemmelig i
vor Bye.
Den 4de. Ved denne Nat skulde jeg intet have
at anmerke, dersom jeg ikke hav de fundet et Papir, hvor¬
paa en lystig Person, som maae være en stor Skalk, havde
forfattet sin Forteguelse over en Deel Enker og J omfruer,
med Tilleg at de skulde stilles til offentlig Auction en vis
Dag i tilkommende Maaned. Dagen var der ladt Num
til. Jeg vil zire min Nat=Calender med denne Cata¬
logus.
EEk. Fyretyve Aar gammel. Hun
Louise A
er ikkun Jomfrue, endskiønt hun siger, at hendes Forfædre
har været Adel. Hun forstaaer den rare Kunst, at giøre
Rynkerne usynlige i hendes Ansigt. Hun spiller meget ind
tagende paa Klaveer. Hendes Forældre ere døde. De
satte til paa denne Datter alt hvad de eyede, og dog bleve
de ikke saa lykkelige at see hende for Brudeskammelen.
Hun er i Huset hos sin Broder, som lever ugift, og har
ingen ægte Livs=Arvinger. Han legger aarlig Penge op
af sin Bestillings Jndkomster, og dersom han vil legge sig
til at døe førend hun, saa arver hun en god Capital.
Jsabelle Kf*k. Hun er kun en Borger=Datter,
men hun har en fornemme Farve i Ansigtet. Ellers er
hun noget koparret, som dog ikke klæder hende ilde. Hun
er frisk og sund, taler overmaade hurtig og sagte. Hun
har prægt ige Klæder. Forældrene holder hende som en
Afgudinde, og tænker, at hun skal giøre et stort Partie for
sin Farves Skyld. Men hun ærger sig over og bebreyder
Forældrene, at de har ladet hendes 3 Brødre lære Haand¬
verker, som vil være en stor Hinder i hendes tilsigtende høye
Giftermaa l. De ere Svende, og fører sig net op; men
hu taler aldrig til dem, naar de kommer hiem at besøge


Forældrerne, Hun er den ældste af sine Sydskende, men
dog ikke ældre end 39 Aar.
Charlotte B**k. En Enke 32 Aar gammel.
Havde ingen Børn med sin første Mand; men efter Te¬
stamente arvede temmelig anseelige Midler, da han døde
for et Fierding Aar siden. Hun falder i Forundring over,
at hun ingen Friere har havt siden. Hendes Ansigt og
Hoved=Haar kan man neppe giøre Forskiel paa i Henseende
til Farven. Hun er en Brunette, har ret funklende Øy¬
ne, en lang Næse og en temmelig stor Mund. Hun taler
Fransk, som hun var født i Orleaus. Førend hun blev
gift, tiente hun ved Hoffet, og besidder derfor en meget
stor Kundskab i Ceremonial=Videnskaben. Hun fyer og
dandser til enhvers Beundring. Hun har endnu fra for¬
rige Tider mange Velyndere ved Hoffet, og det vil ikkun
koste hende et Ord, saa har hendes tilkommende Mand
en feed Bestilling paa Halsen.
Catharine J14
Er Jomfrue. Fylder 50
Aar den første April. Lykken har ikke vildet føye hendes
Ønsker, ellers havde hun været gift for længe siden. Nu
har hun lagt sig en bolognesar Skiødehund til. Hun klæ¬
der sig paa Fransk, og skieler meget kierlig til de unge
Herrer paa Comoedien. Hun haaber endnu at blive gift,
førend hun døer.
Josephine M
Jomfrue, 21 Aar gammel,
liden af Vext, men stærk og breedskuldret, og har et net
Liv, Hun har gjort sig mange Slaver iblant Smaaher¬
rerne ved hendes sortebrune Ansigt og hendes store sorte
Øyne. Hun tager imod Besogelse af adskillige af dem
paa hendes Kammer. Dette legger Folk hende til Last.
Hun taler noget igiennem Næsen, men det klæder hende
ikke ilde.
Severine E
En Enke paa 23 Aar. Hun
var ikkun gift i 3 Uger med en 66 Aars gammel Mand¬
Hun fik just ikke store Midler efter ham; men hun kan
dog ikke regnes for nogen fattig Enke. Hun er meget for¬
liebt og seer ikke ilde ud; men hun er ærgierrig og har
givet 4 Haandverks=Mestere Kurren.
Ursule D**
O-. Lgeledes Enke; men 59 Aar
gammel. Hun har tre Døttre, hvis Lykke hun allerede
har forspildt. Naar nogen af dem fik en Frier, som de


kunde være tient med til Mand: saa nægtede Moderen
stedse sit bifald til Giftermaalet. Men selv gjorde hun
sig lekker for Frieren, i Tanke at faae ham selv til Mand
som dog ingen af dem har vildet forstaae sig paa eller be¬
qvemme sig til. Der er neppe saadan giftesyg Kone i 10
Provintzer. Hun giør sig endnu hver Dag lekker for unge
Springere, men alt forgieves. Hun tænker dog endnu
at komme i Brudeseng. Af Ærgelse over, at hendes
Døttre har flere Tilbedere end hun har havt i sin Ungdom,
eller nu kan faae paa sin Alderdom, har hun soeret en Eed,
at saa længe hun lever, skal ingen af dem faae hendes
Tilladelse at gifte sig, undtagen hun selv bliver gift først.
Johanne C***. En meget ærværdig Jomfrue.
Hun har nu med Gud og Æren fyldt sit 63de Aar. Da
nu dette er et af do farligste Aar i Menneskets Liv: saa
ønskede hun meget gierne og inderlig, endnu for hendes
Endeligt at forandre sig og træde i Ægteskab, paa det at,
som hun siger, hun kunde tiene sin Gud i alle Stænder.
Hun har et meget alvorligt Ansigt, og kan see meget an¬
dægtig ud. Hun bander og sværger aldrig, undtagen naar
hun kommer i Kiøkkenet, og der maae giøre det paa Em¬
bedets Vegne iblant hendes Piger. Hun er saa formuen¬
de, at hun holder sin egen Huusholdning og 2 Piger.
Waldborg F***
En meget alvorlig Jomfrue,
ikkun 53 Aar gammel. Hun læser flittig i Bøger. Som¬
me ere saa ønde, at de siger, det er Romaner og forliebte
Historier; Men Bibelen ligger altid opslaaet paa hendes
Natbord. Hun har stor Lyst til den geistlige Stand, og
ønskede gierne at blive Præstekone.
J
Theodore &
Kunde passere for en Frøken,
om hun ikke var en Skræder=Datter. Hun er 24 Aar
gammel, har en meget bleeg Farve og er idelig skrantvuren
og svag. Tre Dage for Jevndøgn lader hun sig aarlig
aarelade, og Dagen forhen maae hendes Skriftefader
komme til hende, og hun bereder sig ordentlig til Døden.
Hun drikker hver Morger sit Thevand paa Sengen og
Forældrene ere meget ømme over hende. En Mops og
Canarie=Fugl er hendes daglige Selskab, som hun gider
snakket med, og hun tilskriver begge disse Creature menne¬
skelig Forstand. Man troer om hende, at hun aldrig vil
gifte sig; men jeg har andre Efterretninger.
Justir


Hun har en Hud, saa hvid,
Jnstine Sk¬
som det deyligste Sleeslerret; Øyne, saa fyrige, søm So¬
len, og Haar, saa sort, som en Formørtelse i Maanen.
Hendes Ansigt er oversigtet med Skiønpletter af Skikkelse
som Stierner, saa man til Nød gierne kunde bruge det
som en ordentlig Indledning til Astronomien. Hun retter
sig og nøye efter Himmelens Løb i at sette og anbringe
Skiønpletterne. Hendes Næse er som et Observatorium,
og naar hun renser den fra Snuus=Tobak, skeer det altid
med et Slags Jordskielv. Den nedersle Rad af hendes
Tænder er noget Defect, men samme kan let erstattes.
Hun er altid noget lystigere paa hendes Fødsels=Dage,
end andre Tider. J Hundedagene fylder hun først 30
Aar; og naar man undtager den Tid, saa taler hun meget
fornuftig hele Aaret igiennem.
142. Hun er ikkun 18 Aar gammel,
Virgitte L.
og er en allerkiereste artig Pige. Hun har deylige him¬
melblaa Øyne, en net proportioneret Næse, og en rosen¬
rød Mund. Hendes Tænder ere saa hvide som Alabast.
Hun er meget undselig, og taler næsten aldrig. Dette
har Lægerne raadet hende; thi hendes Aande lugter ikke
alt for behageligt. Hun er derøver altid saa forsigtig, at
hun vender sig til Siden, naar hun taler med nogen
Hun har en liden Naturens Feyl, maaskee, at det høyre
Been synes at være noget kortere end det venstre; men det
kan en fornuftig Skomager let ændre, og i øvrigt er hun
gandske brugbar. Hun er eneste Barn, og kan vente
sig henved en halv Snees Tusind Daler efter For¬
ældrene.
14
En Jomsrue, 20 Aar gan¬
Christine 9.
mel. Hun har røde hidsige Øyne, som hendes Moder
giver en gammel Kone Skyld før i Naboelavet. He,des
Farve er bleeg, og hun er middelmaadig høy. Hun roe¬
ses meget for at være en god Huusholderske, og hun kan
give saa søde Ord som Sukker.
Mette X***. Ene meget munter og lystig Jom¬
frue, 19 Aar gammel. Hun er overmaade vel bildet, og
Munden staaer hele Dagen igiennem ikke et Øyeblik stille
paa hende. Hun har det ædelste og elskværdigste Hierte,
som nagen Jomfrue i Verden kan have. Nylig saae hun
en gammel vanført Mand for hendes Dør, og hun græd,


for hun selv var saa fattig, at hun intet kunde give ham
Hendes Fader er en fattig Haandverkmand. Hans
hele Formue er Redelighed, og andet kan denne hans
eneste Datter ikke vente at arve efter ham.
Anne G**
En tyk føer Jomfrue, 25 Aar
gammel. Hun er ikke ilde bildet, og forstaaer got at hol¬
de Huus. Hun skal være den arbeydsomste Pige i hele
Byen. Hun har Hænder som en Grovsmed, men hun
kan dog baade sye og spinde meget net. Hun har rødt
Haar.
111
Adelheid J
En artig Pige af Ansigt
19 Aar gammel. Hendes muntre og frie Væsen kan
fortrylle en, førend man venter det. Hendes Færdighed
i at snakke er utrolig. Førend man endnu har udtalt
falder hun en ind i Talen; og naar hun paastaaer noget,
saa skriger hun saa længe for at forsvare det, indtil hun
taber Veyret. Det er en Arve=Syge; thi hendes Moder
er ikke et Haar bedre. Jeg har tidt seet, at Moder og
Datter ere komne i Dispyt, o. naar de begge vare fær¬
dige at tabe Veyret, saa kigede de engang ud af
Vinduet, for at trekke Aanden, og saa begyndte de
Dispyten paa uye.
Sibilie P**?
En Pige paa 48 Aar. Hun
var ikke bleven saa gammel Pige, dersom hun i fine
unge Aar ey havde været saa kræsen." Hun kunde
have gjort mange skiønne Partier; men snart stod Per¬
sonen hende ikke an, og snart kunde hun ikke lide Fa¬
milien. Snart havde hun at udsette paa Stillingen,
snart paa Haarets Accomendering, Complimenterne, og
tusinde saadanne Smaa=Ting. Paa en 20 Aars Tid
har hun ingen Friere havt. Hun forsømmer aldrig
Comoedien; men Tragoedier kan hun ey fordrage.
1*
Cecilie O.
*. En 46 Aars gammel Jomfrue.
Ved Lys seer hun endnu got ud, og kan giøre sig ligesaa
kielen som Zaire. Hun dandser got, og har ikke forsoeret
at gifte sig.
Sophie T¬
* Har et fuldkommen smukt An¬
sigt; men en meget lang Hals, ligesom hendes Moder
og alle Fruentimmerne i deres Familie. Hun har endnu
ikke fyldt 20 Aar. Hun er noget tyk i Livet; thi hendes
Fader har aldrig vildet tillade at hun maatte gaae med


Snøreliv. Hvo som faaer hende til Kone, bliver ellers
ikke bedragen med hende
NB. Saa langt gaaer denne Fortegnelse. Con¬
ditionerne vare ikke tilførte Maasker de skulde
faaes at vide paa Auctions=Stedet.
Den 5re. Julestuer paa adskillige Steder i Ga¬
den. Disse Julestuer ere ret mange unge Menneskers
halve Liv, men saa vidt som jeg erindrer fra min Ung¬
dom, er der ikke megen Nytte ved dem. Vel springer
de om i Jule=Legene, hvoraf mange just ikke giver Under¬
viisning om Kydskhed; men der er dog ingen Motion
ved saadan Springen, imod den, de faaer paa Baller og
Pikeniker. Øvrigheden har vel forbudet dem at holdes;
men Øvrigheden forbyder saa meget, som derfor alligevel
gaaer i Svang.
Den 6te. Atter Julestuer. Jeg faldt i For¬
undring over mine Medborgere, at de vilde tillade deres
Sønner og Døttre, som vare 13 til 14 Aar gamle, at
følge med Pigerne paa Julestuer; og jeg var saa dristig at
sige mine Tanker derom til en af dem, da jeg næste Løver¬
dag kom og krævede Vægter=Penge. Han smilede og
sagde: Børn skal jo have nogen Fornøyelse, i sær paa
denne Tid, ellers veed de ikke af at det er Juul. Nu
gaaer snart det arme Levnet an for dem igien, at de skal
gaae i Skole. Man skulde neppe troe, at der fandtes
saadanne Forældre, men det er dog sandt.
Den 7de. Denne Aften er jeg vis paa, at
mange 100 Mennesker i Byen vidste hverken hvorledes de
kom hiem eller i Seng. Lige indtil Kl. 2 om Natten kom
en Trop efter en anden ravende igiennem min Gade, som
var alt for snever for dem. Det var, saavidt jeg kunde see,
Haandverksburser af alle Slags Haandverker. De havde
nok vildet jage Julen ud, efter Ordsproget: J Dag kom¬
mer Knud og jager Juul ud; men de havde derover
jaget saa megen sterk Drik i sig. Et Par kom ledende
med hinanden under Armen. Den ene vilde hen til Mu¬
ren paa et Huus; men han faldt i Rendestenen,
hvilket den anden ey, observeredr, men raabte:
Broder! kom lad os gaae! Hiin svarede: bi kun lidt;
det har ingen Hast; jeg ligger her og hviler mig.
(Slutningen følger.)


Patrollen.
No. 12.
den 25 Mart. 1766.
Følgende er indsendt:
Mine Herrer!
D¬
e forlader mig, at jeg, imellem os sagt, giver mig
den Friehed, at sette Dem lidet til rette: De
ere alt for skiemtende i Deres Blade, det kan,
for saa vidt, være got nok for dem, som vil lee, men
De har og nogle alvorlige Læsere, hvoriblandt jeg er een,
som undertiden finder Fornøyelse i det, som er alvorligt.
J sær er det Alvoxlige meget behageligt for gamle Mænd,
der haver unge Koner. Jeg tilstaaer vel, at der under
Eders Skiemt kan undertiden ligge lidet Alvor forbor¬
gen; men det er ikke tydeligt nok. Vil De følge mit
Raad: da skal De beflitte sig paa undertiden at kunde
drømme nogle smukke Drømme, og igien fortælle samme;
(men De maa selv have drømt dem:) Dog skal jeg ikke
kunde sige Dem, enten De skal ligge paa Siderne eller
paa Ryggen, naar De har i Sinde at ville Drømme;
thi jeg kan drømme, om jeg end ligger paa Maven, og


undertiden drømmer jeg endog lysvaagen. De vilde
blive de alleruskyldigste Skribentere, om De fortalte os
lutter Drømme; thi Drømme veed dog enhver er kun
Phantasie, og derpaa reflecteres ikke uden i Ammestuer,
og af nogle kiønne gamle Matroner, som i mange Aar
har lagt Mærke til Dem, og ved lang Øvelse ere komne
saavidt, at de rigtig kan udtyde dem. Vel sandt: at
man for nogle Aar siden havde Drømmere nok; men da
det er længe siden, og denne Skrivemaade synes igien,
at komme i Moden, vilde jeg ikke gierne, at mine Her¬
rer skulde være de sidste i denne uskyldige Mode. Jeg
vil derfor fortælle dem en Drøm, som jeg havde forgan¬
gen Nat; vil De (NB. ifald De ikke selv har drømt)
bekiendtgiøre den, og derfor give mig, som De giver
andre, kan jeg sige med Sandhed, at jeg kom sovende til
de 2 Rdlr., men derfor bliver jeg jo dog ikke den eneste,
som er kommet drømmende eller sovende til sin Lykke.
O! gid kun Lykken var noget større, jeg vilde da lee ved
mig selv, om man endog vilde sige: See! der kommer
Drømmeren med sin
Drøm.
Som en, der ikke har gjort nogen synderlig Lykke
i Verden, eller erhvervet sig nogen særdeles glimrende
Stand, var jeg forleden gaaet ud, for at spadsere.
Jeg knurrede næsten ved mig selv, naar en yngre og bedre
aflagt Person kom mig i møde; jeg var færdig at besvære
mig over, at Rigdom, Ære og Anseelse vare saa ulige
derlte her i Livet; jeg ligesom tabte mig selv i og ved disse
Tanker, indtil det behagelige Tusmørke, og omsider den
skumlende Nat overfaldt mig, da en anden Skueplads
langt behageligere end den forrige for Tankerne aabnede sig
for mine Øyne: Himmelen lod sig, saa at sige, see i al sin
Pragt og Herlighed; den utallige Hær af de paa dette
dunkle Himmelblag tindrende Stierner fremstillede et ret
henrykkende Syn for den, som finder Fornøyelse i at be¬


tragte Naturens Vunder=Værker. Dette glimrende og
fast fortryl ende Natte=Syn opvakte hos mig en ydmyg og
tilbørlig dog ufuldkommen Eftertanke om alle Tings
mægtige og viise Aarsag. I denne Begivenhed var det,
at Philosophien kom Religionen til Hielp, og denne igien
forøgede hiins Jndsigt og Forlystelse. - Efter at jeg
var kommet lidet til mig selv igien fra denne ret indtagende
Betragtning, forføyede jeg mig hiem, vel tilfreds med mig
selv og min Skjebne, og fornøyede mig over at have i det
mindste tilbragt nogle faa Timer paa en for et fornuftigt og
tænkende Creatur anstændig Maade, forestillende mig at
Søvnen paa disse Betragtninger ikke vilde blive mindre
roelig og behagelig
Neppe havde jeg overladt mig til Søvnen, førend
en Drøm eller et Syn (jeg veed ikke selv, hvad det bør
kaldes) indfandt sig, mueligt, anlediget af de Tanker, jeg
forhen havde havt, og forlystet mig med. Mig syntes, at
jeg saae den samme Himmel ligesom overstrøet og besat
med de deyligste og meest klarskinnende Stierner, hvilke
nylig havde foraarsaget mig saa dyb en Henrykkelse og
Sindets Forlystelse. Jeg stirrede i Særdeleshed paa det
Himmeltegn, som kaldes Vægten. Da i det samme et
Skin langt klarere og stærkere, end Solens, omringede og
omskinnede mig, hvilket ligesom alt meer og meer nærmede
sig til Jorden. Midt i samme klare Skin blev jeg noged
vaer, som lignede en Skygge, og havde en Skikkelse, som
et Fruentimmer. Jeg forestillede mig, at det maaskee
var det Væsen eller den Engel, som forestod og styrede
denne Stierne=Classe; men, ved nærmere Betragtning,
befandt jeg den omgivet med alle de Prydelser, Tegn og
Egenskaber, som man pleyer at tillegge Retfærdigheds
Gudinde. Dens Anseende var forskrækkelig og Majestæ¬
tisk, men derhos tillige af en fuldkommen Yndighed ledsa¬
get af den venligste og oprigtigste Mildhed for alle dem,
hvis Øyne kunde taale dens Glands. Naar den smiilede,
foraarsagede det Glæde i Sielen; men dens Foragt var
utaalelig, og foraarsagede den største Skamfuldhed. Hun
holdt for sig et Speil, af samme Slags, som det Maler¬


ne pleier at give Sandheden i Hænderne, hvorfra udgik en
Straale liig den meest igiennemtrængende Lynild. Naar
hun bevægede Speilet hist og her, blev det Sted, hvor
imod hun vendte det, strax oplyst.
Da hun nu
endelig var steget saa dybt ned, at hun kunde vel sees og
høres af de Dødelige, omhyllede hun sig med adskillige
Skyer, der ligesom den prægtigste Skattering tiente baade
til at dempe, saa og til at forhøie hendes Skin, samt at
formeere dens Farver, paa det at hendes prægtige
Glands, og igiennemtrængende Straaler kunde blive
taaleligere og tillige herligere for de Dødel ges svag¬
seende Øyne.
Ved dette Syn blev den gandske
Verdens Jndbyggere satte i Bevægelse, og forsamlede sig
paa en viid og jævn Plads; og det forekom mig, som jeg
havde det heele menneskelige Kiøn for mine Øyne.
En Nøst, som med stor Lyd trængde sig igiennem Sky¬
erne, gav tilkiende, at man nu agtede at tilegne og
tillægge enhver det ham med rette tilkom og tilhørte.
(Det er mig umueligt, fuldkomment at afmale og
beskrive den Redsel og det Haab, den Glæde og Bedrøvelse
som derpaa yttrede sig paa de tilstædeværendes Ansigter
ved denne høytidelige Fortyndelse;)
Den første Or¬
den, som blev givet, var: At enhver skulde fremvise sine
Adkomster paa det han ejede, være sig Midler, liggende
Grunde og andet Sligt, og at samme, om Adkomsterne
vare ulovlige, da skulde overlades til de retmæssige Ei¬
ere. Derpaa krembragte enhver sine Beviiser, nogle paa
Papir, og nogle paa Pergament e. Men det var det
forunderligste, at mange ikke kunde fremvise mindste Him¬
mel. Ligesom nu Gudinden vendte Speilet, som hun
havde i Haanden, saa at Skinnet faldt paa ald denne
Mængde af Ducumenter og Brevskaber, kunde man
strax derved og igiennem skiønne og undersøge Adkomster¬
nes Gyldighed eller Ugyldighed, efterdi Straalerne, som
stak ud fra Speilet, havde den Egenskab, at tænde Jld i
alle falske og uægte Adkomster. Den blussende Lue af de
brændende Papirer, og Pergamentets Spretten og Bra¬
gen foraarsagede saa bedrøveligt et Skuespill, som da
Troja stod i Brand. Luen lød undertiden igiennem


3 Rader tillige, forend den standsede; og jeg
mærkede, at Luen i sær opholdt sig ved de indflikkede
Linier, og Codicilletne. Speilets Skin trængde sig
igiennem de allermørkeste Steder og Kroge, hvorved da
endog de allerforborgneste Skrifter, som Tiden, Skieb¬
nen eller Flid hidindtil havde holdt som skiulte og be¬
gravede, kom nu for=Dagen, hvilket alt ikke kunde an¬
det, end foraarsage en forunderlig og sælsom Foran¬
dring iblandt Menneskene. Alt hvad, som nogen havde
forhvervet sig ved Udpresning, Vold, Svig, List, Hyk¬
lerie, Tyrannie, Bedragerie, Skinderie og Forførelser &c.
blev altsammen opstablet i en forskrækkelig stor Hob og
Dynge, der rakte fast op til Himmelen; denne Hob og
Dynge blev kaldet Erstatningsbierg. Derpaa blev en¬
hver befalet, som var bleven forurettet, at gaae frem til
dette Erstatningsbierg, for at tage tilbage det, som
ham tilhørte. Man saae da, hvilket var forunderligt,
en Mængde Folk, som var klæd i nogle usle Pialter,
at omskifte deres Klæder med andres, som vare meget
kostbaxe. Mange, som nylig vare rige paa hundrede
tisinde Pund, bleve nedsatte til en maadelig Velstand.
Forunderlige Afverlinger!
Den anden Ordre, som
blev givet, lydede saaledes: At alle Æres= og Værdigheds¬
Poster skulde betroes dem, som dertil havde største Ret,
formedelst Fortienester, Duelighed og Skikkelighed. Det¬
te Syn var et ikke mindre artigt Skuespill, end det for¬
rige. Man saae nu, hvorledes de Anseelige, de Smukke,
de Rige og de Sterke fremstillede sig i Spidsen, som de,
der i deres egne Tanker vare først berettiget, men saasom
mange af dem ikke kunde taale det Skin af Speilet, som
slog dem i Øynene, maatte de i største Forvirring skynde
sig tilbage, og skiule sig under Hoben. Derpaa prøvede
Gudinden Mængden ved sit Speil, ligesom Ørnen sine
Unger imod Solens Straaler. Alle de, som ikke havde
gjort sig kiendelige frem for andre ved Dyd, Kundskab, og
ved særdeles Jndsigt og Forfarenhed, saavel i borgerlige
Ting, som Krigs=Handelen, vendte strax Ansigterne derfra.
Saa mange, som kunde staae Prøve, bleve opstillede i
Midten, og inddeelt i trende Classer: Den første Classe


bestod af Dydige, den anden af Lærde, og den tredie a
Emheds og Bestillings=Mænd. Man kunde ikke ansee
denne første Classe uden med en Slags dyb Ærbødighed;
thi deres Aasyn var formildet, og fra samme fremskinnede
en reen Menneske=Kierlighed, og en elskværdig Myndig
hed var malet paa deres Pander tilligemed den Sielens
Klarhed og Reenhed, som var avlet af Dydens daglige
Omgiængelse. Jeg mærkede, at mange af disse Ansigter
vare ubekiendte tilførn, ikke allene for Hoben i Almindelig
hed, men endog for mange af dem, som vare i samme
Men der var langt større Vanskelig¬
Jnddeeling.
hed udi den 2den Classe, inden at de der kunde faae deres
Gaig, Rang og Sæde, og det var endnu ikke kommet til
nogen Ende dermed, havde Gudinden ikke selv lagt sig
derimellem, og befalet: At de, som havde største Gemte
og Forstand, og anvendte samme rettelig, skulde staat i
Spidsen for denne Hob; De, som havde dannet deres
Beg reber efter de beste Mænds Tanker, Skrifter og Jnd¬
sigt, skulde indtage den anden Plads, men de, som havde
meere Geist end sund Fornuft, og meere Videnskab end
Geist skulde slutte Troppen. Men det forunderligste var,
at mange af de saa kaldede Lærde fik ikke engang Plads
blandt de sidste, og manges Enfoldighed blev meget ynke¬
lig røbet. Her kunde jeg vel f ortælle en Hoben; men jeg
har mine Aarsager, hvorfor jeg ikke vil. -
Den tre¬
die Classe var sammensat af Folk, som havde at bestille
med Militaire og Civile Forretninger. Krigsfolkene
skildte sig fra de andre, og udgiorde et a parte Corps, og
stillede sig selv i Spidsen af denne Colonne. De, som
vare i borgerlige Forretninger, fornøjede sig med at ryste
med Hovederne, uden at fordriste sig til at disputere hiine
Fortrinnet. Jeg giorde adskillige Anmærkninger over
denne tredie Classe; men jeg har iligemaade mine gyldige
Aarsager, som hindrer mig fra at giøre dem bekiendte.
Endelig til at besette alle Posterne, udsøgte Gudinden af
alle Classerne dem, som besadde de 3 Hoved-Egenskaber
tillige, og disse beholdte de øverste Poster. De, som
ikkuus havde de to Egenskaber, fik de næste Pladser;
og de, som allene havde kun een eneste af disse Egenska¬
ber, bleve satte til de Forretninger, som de befandles best


beqvemme til at forestaae. Og saasom der endda bleve
mange Pladser ledige, (hvilket var noget forunderligt, og
som man aldrig har hørt tilforn, at Embeder savne Maend,
da man kun før troede, at Mænd savner Embeder;)
maatte Gudinden dertil antage iblandt Resten dem, som
syntes best skikkede dertil, eller som dertil bleve recommen¬
derede af dem, som virkelig havde de tree HovedEgen¬
i skaber.
Den tredie Ordre, som blev givet, var
ungefær saaledes: At alle Børn skulle forføje sig til
deres rette og virkelige Forældre. Kors, hvillen for¬
skrækkelig Bevægelse foraarsagede ikke disse Ord iblandt
Forsamlingen. Gudinden lod derpaa sit Speil løbe
omkring paa Høben, hvis Straaler havde tillige den
Egenskab, at de kunde indskyde et hvert Barn en rigtig
og besynderlig Drivt, som førte det lige hen til sin rette
Fader. Man saae da en Deel Mænd, som nylig havde
en talrig Familie at underholde, i Hast at blive Børneløse,
og en forskrækkelig stor Mængde udgivte Personer at bli¬
ve i Bund= og Gruud ødelagde ved et anseeligt Antal af
Sønner og Døttre, som kiendte sig ved dem. En for¬
meent Arving til store Midler bad nu om en Almisse af
sin Kudsk, og adskillige Skiønheder saaes nu at giøre
Opvartning hos en Kammertiener. Man fandt en stor
Mængde af dem, som høit og helligen havde giort
Kydskheds Løfte, og saa peene, som de reeneste Vestaler,
omringede af en talrig Forsamling af Efterkomniere.
Denne Forandring og Omskiftelse af Forældre vilde
have foraarsaget en al for megen Gremmelse, dersom
Ulykken ikke havde været saa almindelig, og at de, som
saae sig skildte ved deres uretmessige Børn, igien hav¬
de havt den Fornøyelse at see samme i deres beste Ven¬
ners Arme. Mange vare ret vel tient med denne For¬
andring.
Saasnart denne Førsamling, som bestod
af Mandfolk, var affærdiget, blev Pladsen igien op fyldt
med lutter Fruentimmer. Jngen uden vore Simaa¬
Herrer, kan forestille sig, hvilken Forlystelse det var, at
betragte denne nye og nydelige Forsamling. Alle disse
deslige Skabninger forestillede sig, at Gudinden havde
ladet dem kalde for sig, for dog engang for alle at
afgiøre det, som er den allervigtigste Sag imellem dem,


nemlig, hvem der skulde have Fortrinnet og Rangen,
hvilket gav Anledning til megen Tvistighed og Ueenig¬
hed iblandt dem, ligesom iblandt de Lærde. Gudinden
mærkede dette, og derfor anordnede, at et hvert Fru¬
entimmer skulde tage Rang og Plads, som hun var mere
eller mindre smuk til. Denne Erklæring foraarsagede lige
saa stor Bedrøvelse og Sorg, som Glæde og Fornøielse i
Forsam lingen. Jeg var ret nysgierrig efter at see Udfal¬
det af alt dette; da der i det samme foer en ud fra Hoben,
og som en Furie gik mig lige under Øyuene, og med en
forskrekkelig forbittrede Stemme spurgte mig: Hvad man
havde at sige paa hendes Skiønhed? Jeg blev herover saa
forskrækket, at al denne Skiønhed forsvandt for mine
Øyne; thi jeg vaagnede op i Angest for denne Furie.
Her har De Drømmen. Og oven i Kiøbet vil jeg give
Dem
En Fabel.
Den Hørsommelige Tilhører.
Tibullus hørte Præsten sagde:
Man Korset taallig bære maa,
Om det saa sun
magde;
Ja, Riset. - 1. e paa;
Thi derved vindes Ærens Krone.
Tibullus kyste strax sin Kone.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag


Patrollen.
No. 13.
den 2. April. 1766.
Velædle Herrer Patrol¬
Skrivere!
T¬
illader mig at jeg forsikrer dem hermed at jeg er de¬
res Veninde, og hvorfør skulde jeg vel ikke være
det? Jeg læser deres Patroller, og naar jeg har
læst dem, læser jeg dem nok engang; thi de behager mig,
og jeg finder min Fornøyelse deri; Men tænker de, at alle
ere saa sindede, som jeg, eller at deres Arbeyde allesteds
faaer den Biefald som hos mig? Ney, desværre! de ere
at beklage, og jeg be lager dem; thi jeg veed hvor umue¬
ligt det er at giøre enhver til Maade, heldst Fruentimret;
thi om dennem kand man med rette sige med Tydsken,


So viel Kopse, so viel Sinnen!, dette kand jeg bevise
med mig og mine toe Søstre; thi jeg har aldrig havt Lyst
til at gifte mig, derfor er jeg ogsaa endnu ugift; min
ældste Søster derimod giftede sig saa snart hun saae hendes
Lykke, (som hun kaldede det) og fik en brav Mand, omend¬
skiønt det ikke var en Rangs=Person. Men min yngste
Søster kastede med Nakken efter mangen skikkelig Frier,
sigende, at hun aldrig vilde gifte sig med mindre hun
kunde blive Frue. Man skulde vel have tænkt, og i det
mindste tænkte jeg altid, at det just ikke saa lige vilde have
lykkedes hende, men hun havde meere Lykke end Forstand;
ihvorvel hun ikke heller var saa meget taabelig; thi da hun
endnu ikke var sjorten Aar gammel havde hun allerede af¬
rettet hendes Lære=Mestere saaledes at de hverken torde
begynde deres Jnformation eller gaae bort fra hende, uden
med største Ydmyghed at have kysset hendes Hænder.
Dandse=Mesteren var den første som hun viste at bringe
dertil, og det kostede hende ikke megen Umage; thi det
hører jo egentlig til hans Metier; da Spille=Mesteren
derom i en vel overlagt Tale, af hende var erindret, kand
man sagte tænke, at han ikke vilde være mindre høflig end
Dandse=Mesteren (thi det var just hans Svoger) men nu
kom det kun an paa at tvinge Skole=Mesteren, eller hendes
Præceptor; denne gode Mand var meere haardnakket,
men hvad skulde han Stakkel vel giøre? Længe maatte han
høre præludier om Dandse= og Spille=Mesterens skikkelige
Forhold og forstandige Opførsel, som tilsidst blev slutted
med at hver af disse tvende habile Jnformatorer, havde fore¬
slaget visse Præceptorer af deres gode Venner, som vare ikke
mindre af ypperlige Conducter end de selv, heldst meget
habile og velskikkede til at omgaaes med Fruentimmer, og
at hendes Mama længe havde været sindet at antage en af
dem, dersom hun ikke havde forebygget det. Hvad skulde
denne stakkels Mand nu vel giøre? Brødet er kiert, og
man maae giøre meget for at kunde fortiene en Skilling,
hand takkede hende ydmygst for hendes intereession, og for
at viise hende at hans Erkiendtlighed kom af Hiertet, kys¬
sede han hende tre Gange paa hendes Haand: dette var
den første Gang, og efter den Dag glemte han ikke en


eneste Gang hans Skyldighed. Hvem var nu vel meere
fornøyet end min Søster? Hun var Discipel, og tillige
Regentinde over hendes Lære=Mestere, hun fortalte den
enes Opførsel for den anden, og lagde saa meget dertil,
som hende syntes at være fornøden til deres Opførsek og
hendes Fordeel.
Jeg understaaer mig ikke, at fælde Dom over
denne saa meget i Brug værende Kysse=Compliment, dette
vil jeg kun fiige: at dersom det var en af Fruentimmer
tiltagen Mode, saa vilde den ikke mindre være vores høy¬
lærde Mandfolkes Critiquer underkast som vores Salopeør
og Cabuchonner.
Men da jeg ikke tvivler paa, at jo denne Mode
maae være indført til Landets Beste, eftersom den antages
og efterfølges af den største Deel af Mandfolket, hvis
eneste Øyemed, med alle deres Projecter er (eller i det
mindste burde være) til det almindelige Beste, saa synes
mig billig, at være, at disse vindskibelige og nyttige Men¬
nisker, burde have en liden recompense for deres Omhygge¬
lighed, som kunde bestaae i 4 Skilling for hver Haand de
kysser paa, som er reen vasket, men 8 Skilling naar den er
skiiden, eller meere efter Omstændighederne.
Nu vil jeg ikke længere holde mig op over Jnd¬
retningerne til denne Videnskabs Belønning, ey heller om
den Fordeel, som samme kunde bringe, naar den blev dreven
til en høyere Grad ved rigelige Belønninger, heldst naar
Handværks=Svenne og Drenge vilde legge sig derefter, da


vilde vores Tiider ligne hiine gyldne Tiider, og enhver
Skræder= og Skomager=Dreng vilde overgaae Minervai,
Viisdom. Jeg vil allene fortælle, hvorledes min Søster,
som allerede var femten Aar gammel, ventede endnu for¬
gieves efter en Frue Titel, da hun dog havde over hun¬
drede Tilbedere, hvoraf en eneste havde været nok til at
omskabe hende til Frue; Men ak! hun ventede endnu et
Aar, men forgieves, skulde hun da ikke ogsaa kunde blive
fortrydelig? Og hvo vilde fortænke hende i at hun slog sig
fra Verden, og reyste til Tydskland? Nu er hun allerede
Frue, omendskiønt hun ikke engang er bleven kysset paa
Hænderne siden hun gik paa Skibet ved Toldboen; Thi
hun har skreven mig til at de tydske Mandfolk ikke ere
saa forstandige, at de kunde skiule et falsk Hierte med u¬
nyttige Complimenter og Venskabs Forsikringer. Altsaa
tvivler jeg og ikke at hun jo har faaet en god Mand, og
dertil af Stand, thi han er Corporal; i Tydskland maae
jo en Corporal være meer end her, thi her kaldes hans
Hustrue jo ikke Frue; men naar hendes Mand skriver mig
til, saa staaer der altid i Brevet: die Frau befindet sich
recht wohl. Der kand de see: Die Frau. Det er jo
Fruen paa Dansk. Ak! dersom vores Jomfruer, som saa
gierne vil være Fruer, vilde følge hendes Exempel, og reise
til Tydskland, saa tvivler jeg ikke paa, at de jo ligesaavel
kunde blive Fruer som min Søster, men hvor megen Uley¬
ligheder er endogsaa Fruerne underkast, besynderlig i Mi¬
litair=Standen? Min Søster maatte følge hendes Mand,
som skulde ligge paa Hverving i Philadelphia; thi hvorle¬
des kunde denne unge Frue forlade hendes Mand? Ney
hun reyste med ham. Nu er hun i Philadelphia, og efter¬
følgende er et Brev som hun har skreven mig til; hvilket
jeg beder at de vilde indføre i deres Patrol, forsikrende om
at det vil finde Biefald hos mange, men ikke hos alle, thi
jeg kiender mange af mine Veninder, som gierne læser Be¬
skrivelser om andre Nationer, heldst naar de ere saa sand¬
færdig som denne.
Beskri¬


Beskrivelse om Borgerne i Phila¬
delphia.
Borgerne i Philadelphia er en Skabning,
som er ligesom en Blandning af store Herrer og
det gemeene Pøbel.
Naar han undertiden vil stille sig fornem an, so i er
det dog nesten altid naragtigt, og har ingensteds hiemme,
men at være liige frem, er ham meget vel anstændigt; han
efteraber gierne de store Herrers Opførsel; men hans Ge¬
berder ligner den gemene Mands.
Borgerne her i Philadelphia giøre uendelig mange
Complimenter, og dersom jeg ikke tager feyl, troer jeg at
jeg allerede ved Aarsagen dertil.
Jblant de fornemme Folk findes altid en vis frie og
utvungen Høflighed; denne Høflighed er ikke andet end
en Maade at omgaaes med, som hos dennem er naturlig,
og renset fra ald Grovhed, som ellers Naturen kunde have
hos sig.
Denne Høflighed vil Borgeren altid gierne efterabe;
men da hans første Opdragelse ikke har været de fornemme
Folkes Opdragelse lig, saa er ald hans Høflighed intet an¬
det end blotte tvungne Complimenter. Hans Huus og
Hiem, Huusholdning og Meublerler ofte ligesaa prægtig,
som hos den fornemmeste Stands Person, men der er altid
noget nedrigt end ogsaa i hans største Herlighed og Pragt,
hvorved man let kand blive aver, at hans Stand aldeeles
ikke er overeensstemmende med hans Riigdom, og man
seer letteligen: at, naar han vil være anseet som den der


ikke bilder sig noget ind af sin Rigdom, da er baade hans
Tale og Geberder tvungne; men vil han lade sig see med
sin Rigdom, saa skeer det uden Ædelmodighed. Han er
ofte ligesaa stolt som fornemme Folk, men det er en Stolt¬
hed, som han tiltager sig, og er tvungen efterdi at den na¬
turligviis ikke er ham medgiven; og da seer han ud ligesom
en der staaer paa Tæerne for at synes større end han egent¬
lig er. Der findes ogsaa Borgere i Philadelphia som fø¬
rer sig op efter deres Stand, og giver nøye Agt paa dens
Grendser, at de aldrig overgaae dem, hverken med at for¬
nedre sig til en Liighed eller Overeensstemmelse med det ge¬
neene Folk; ey heller at vilde arbeyde paa, at kunde ligne
de fornemme Stands=Personer; med et Ord: disse Folk
følge Middel=Veyen, og mig synes de giøre viseligen; i
i et mindste elsker jeg disse sidste meere end de første, thi de
ligne Borgerne i mit Fæderneland, og jeg ønsker ofte i mit
Hierte at jeg altid kunde omgaaes med slige forstandige
Folk, som der er i Almindelighed, men her meget sielden
at finde.
Hos Borgeren i Philadelphia finder man ellers i Al¬
mindelighed Oprigtighed og Venskab, saa længe man ikke
trænger til ham, men man maae aldeeles ikke begiere nogen
Tieneste af ham, og i Besynderlighed ikke begiere at
laane Penge; thi dersom det skeer, da vil man have
Aarsag til at forandre de gode Tanker, som man gior¬
de sig om ham, ja man mister snart hans Omgængel¬
se, og han vil vende al hans Forstand og Klogskab an paa
at undflye eders Selskab eller Omgang; thi han bilder sig
ind, at J vilde belee ham eller holde ham for ten Daare,
dersom han var saa taabelig at tiene eder.
Jeg kiender en fornemme Mand, som længe havde
været bekiendt med en Borger=Mand, og vare meget for¬
troelige Venner, men da engang den første var meget i


Trang for Penge, skrev han til Borgeren, og bad hannem
paa det venligste, at laane ham en vis Sum, men han
svarede: at det giorde ham meget ondt, at han ikke kunde
tiene ham, da han dog gierne vilde have gjort det, men
at det paa nærværende Tiid var ham gandske umueligt.
Da Tieneren var gaaen bort, sagde Borgeren til mig:
Det var ikke saa taabeligt betænkt; han vilde laane
Penge af mig; See hvor klog han var! Hum! hum!
nu maae jeg lee over hans Venskab. Ney, han skal
ikke narre mig, jeg er lige saa klog som han. Min
Herre, svarede jeg, der behøves ikke saa stor Klogskab
til at behøve Penge, og at begiære nogle af en god
Ven: Ja det er got nok, svarede han, han har vel
hundrede Venner foruden mig, men saae man om han
gik til en af dem? Ney, han veed nok, at de har
bedre Forstand, og han tænker at jeg ikke er saa klog
som de andre. Han tænker maaskee, at de ere meere
tienstagtig end andre, svarede jeg. Ney, sagde han,
jeg er ikke saa lettroende, vel er jeg eenfoldig, men
tænker han at narre mig, saa tænker han feyl. &c. &c.
Dette er Jndholden af min Søsters første Brev;
og med første Post lover hun mig en liden Efterret¬
ning om Konerne i Philadelphia. Dersom dette fin¬
der Læserens bifald, skal jeg oegsaa meddeele dem det
andet ligesaa troeværdig, som hun mig det tilsender.
I det øvrige haaber jeg, og er forsikret om, at man¬
ge, (og de fleeste) hellere læser en Beskrivelse om frem¬
mede Nationer i deres Patroller, end Critiqver; thi
saaledes kalder de det, naar deres Feyl lægges dem
for Øynene, og hvor smettelig er det ikke, naar jeg
kand læse og see, at andre seer mine Feyl lige saavel
som jeg selv, og at jeg ikke er sindet at forbedre mig?
Over


Over denne, og slige sandfærdige Beskrivelser,
skal Peer Nittengryn ikke klage, at han ikke kand leve
i Roe; og Madame Sammensyerske skal ikke kunde si¬
ge, at de har havt hende paa Bane i deres Patrol¬
ler; men alle disse bekiendte Folk maae tilstaae, at jeg
søger efter at forskaffe Patroll=Skriverne deres Naade,
og derved haaber jeg at fortiene den Ære, at kunde
kalde mig:
Velædle
Herrer Patrolskrivere,
Deres
ringeste Tienerind,
J¬
§. 8.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag¬


Patrollen.
No. 14.
den 8. April. 1766.
H¬
er meddeles Læseren: en Fortælling om Jtille, en
meget stolt og indbildsk Jomfrue; et Stykke af
en rar Historie om et Claveer; og en Ode til
mine Tanter. Samme tre Stykker har fornøyet os, og vi
haaber nu dermed at fornøye vore Læsere, og skaffe dem en
halv Times behagelig Tidsfordriv.
1. Fortælling om Jtille.
Jtille var en meget indtagende Brunette. Hen¬
des kielne Ønekast, hendes sorte Øyne, hendes venlige Mi¬
ner, hendes fortryllende Huler i de fyldige Kinder naar hun
smilede, hendes ranke Legeme, hendes nydelige Hænder og
Fødder, og hendes Majestetiske Gang henrykte mange unge
Mandspersoner med den ømmeste Følelse af uskatteerlig
Kierlighed. Det Fortrin, som hendes Skiønhed gav hen¬
de for mange andre af hendes Kiøn, blev endda større ved
den Færdighed hun havde i alle Fruentimmer=Forretnin¬
ger. Digterne sang om denne deylige Jtille, og hun blev
daglig æret og tilbedet som en Gudinde. Jtille hørte paa
det altsammen med en følesløs Siel. Den til Seyer van¬
te Kierlighed hævner sig aldrig heftigere, end naar den vi¬
ser sig koldsindig imod dens Tilbedere. Hverken de indta¬
gende Mandspersoner, eller de prægtige, eller de rige, eller
de anseelige kunde røre den deylige Jtilles Hierte. De
sukkede alle forgieves. Men paa eengang elskede nu den
gode Jtille pludselig og heftig. Ligesom Gemyttet plud¬
selig bliver opfyldt med største Munterhed af Drue-Saftens


sterke Kræfter, saa pludselig elskede Jtille et ungt Menneske,
som hverken Naturen eller Lykken havde vildet vel. Saa¬
ledes hævnede den forsmaaede Kierlighed alle de foragtede
unge Mandspersoner. Richard var den, som befaldt
Jtille. Uden ham var det lystigste Selskab som en Arabisk
Ørken for denne muntre Jomfrue. Richard nød sin Lyk¬
ke, og blev ovkrvældet med Kierligheds Caresser af hans
Deylige. Henrykt sad Jtille paa sit bløde Sæde, og saae
ham blive stor, faae Rigdomme, stige op til Værdigheder,
og staae i stor Anseelse hos alle. Enhver bukkede sig for
hendes Gemahl og for hans deylige Frue. Jtille nød hen¬
des Lykke med et fornøyet Sind, og hver Dag tilbød hen¬
de nye Glæde. Hendes kielne og kierlige Gemahl sov i
hendes Arme, og hver Time skaffede han hende en nye For¬
nøyelse. Ømhed, Venlighed og kierlig Kielenhed flød fra
hans Læber; Kierlighed viiste hans Omfavnelser; Yndig¬
hed fremstraalede af hans Øyekast og hans muntre Ansigt;
og Jtille, den lyksalige Jtille, levede i lutter Paradisisk
Lyst og Engelsk Harmonie. Hun beloe hendes gamle Til¬
bedere, som endnu uden Kierester giennemsukkede Staden.
Hun saae hendes gamle Veninder at blive gamle, uden at
nyde lige Lykke med hende, og hun forhaanede de Val, som
hendes gifte Medsystre havde gjort. Hun saae med for¬
agteligt Øyekast til de unge Mandspersoner, som sneeg sig
forbi hendes Stads=Carosse, og af gammel Følelse af Kier¬
ligheden bukkede sig endnu gandske dybt for hende. Jtil¬
le takkede dem med en fornemme Mine, som ledsagedes
af en spodsk og forhaanende Smilen. Nu vilde den præg¬
tige Jtille stige ud af sin Carosse, og faldt i det samme ned
af sit bløde Sæde, hvorpaa hun var falden i Søvn. Hun
vaagnede, og hendes Lykke var en Drøm.
Richard fik virkelig kort derefter et got Embede;
men han fulgte hans naadige Patrons Raad, og forlod
Jtille, som et Fruentanmer han ikke kunde være tient med.
Den stakkels Jtille, hun blev forladt og udleet. Det
var ingen Drøm.
2. Historie om Claveret.
(Denne er os indsendt.)
Mange torde maaskee indbilde sig, at der ligger ik¬
ke stor Magt paa Claverets Historie, og at man derudi
ikke faaer meget smukt eller fornøyeligt at læse. Men Hi¬
storien er alligevel artig nok, endskiønt den er forfattet af


en Claveerstemmer. Den gode Mand er allerede død for
3Aar siden. Han lod mig kalde til sig, da han laae paa
sin Syge=Seng; overleverede mig Claveret, og forbød
mig, at laane det ud til nogen. Det hører Hr. 3¬
til, sagde han; og dersom Instrumentet skulde fattes no¬
get, naar han kom hiem, saa vilde jeg have den største
Fortredelighed deraf i Verden. Jeg vidste, at han var
en Mand, som giorde en Elephant eller Rhinoceros af
de allermindste Ting. Med den haandskrevne Historie,
som fulgte med Claveret, gav han mig frit Forlov, at
giøre hvad jeg vilde. Han vilde testamentere mig den
paa de Vilkaar, at jeg tilsidst skulde skrive min egen
Character derudi. Jeg lovede denne ærlige Mand det alt¬
sammen. Thi uagtet at han fordervede mangen, kostbar
Time med sin ævige Desputering, saa kunde jeg dog me¬
get vel lide ham. Han var høflig og fuld af Complimen¬
ter. Havde han ikkun sparet samme paa Trapperne og i
Forstuen. Engang var han i stor Fare for at brekke sin
Hals, da han vilde vise min Syster, som var kommen
at besøge mig i Markets Tiden, at han havde lært at
omgaaes med Fruentimmer. Mig kaldte han Hr. Doc¬
tor, længe førend jeg blev det, og man kan sagte tæn¬
ke, at det kildrede mig meget. Men nu er han død; og
da han nu selv ikke meere kan see, om jeg har efterkommet
hans sidste Villie eller ey: saa vil jeg herved 1 Patrollen
lade bekiendtgiøre den haandskrevne Historie, og være saa
ærlig, til Slutning at afskildre mig selv derudi, endskiønt
jeg veed, at jeg er et meget forunderligt Menneske.
Jeg veed vel, at det er Læseren lidet magtpaalig¬
gende, enten han faaer at vide, at Silbermann har gjort
Claveret, eller ey. Det har et dobbelt Chor, og er, uden
Roes at melde, got bestrænget. Jeg haaber og, at Læse¬
ren af sig selv kan slutte, at jeg maae kunde spille got paa
Claveer, siden jeg selv har et, og kan raisonnere derom.
De fleste Claverer duer ikke meget. Omendskiønt man
tager en falsk Tone, saa hører man den derfor ikke strax.
Men spiller man paa saadant Claveer som dette, hvilket
Historien handler om, saa maae man slaae net ordentlig
an; thi det har en meget behagelig Lyd, og Tonerne varer
længe. Man maae have et got muficalsk Gehør; og det
har jeg. Det synes vel, at man kunde bebreyde mig:
Selv=Roes stinker. Men jeg har altid været en Fiende
af dette Ordsprog. Hvo er best i Stand til, at dømme


om mig, enten jeg selv eller andre? Naar en nu omstunder
ikke roste sig selv, hvo skulde da vel giøre det? Jngen.
Jeg maae i Tide bryde af, ellers kommer jeg for
dybt ind i Texten. Jndtil denne Time har endnu ingen
lastet mig i mine aabne Øyne; og jeg bekymrer mig ikke
om, hvad man siger i min Fraværelse.
Nu kan jeg da fortælle Claverets Historie, men af
Kierlighed til Læserne vil jeg fortælle den med mine egne
Ord. Min afdøde Ven, Claveerstemmeren, var saa dun¬
kel som et Orakel i sin Skrivemaade. Han havde vel stu¬
deret, som han sagde; men ligesom det gaaer, naar man
ikke studerer ret, at man anseer det, som er sieldent og rart,
for smukt, saa forgabede ogsaa min Ven sig i sær i alle de
Ord, som endes paa else og ende. Han blandede og en
Hob Latinske Ord i alt hvad han skrev, og lod undertiden
en eller anden Huus=Eed indflyde. Jeg havde neppe kun¬
det giette mig til Historien, dersom jeg ikke allerede forhen
havde lært den uden ad af hans ofte igientagne Fortællinger.
Historien indbefatter en Tid af 7 Aar i sig. Cla¬
verets første Eyermand var en Kiøbmand, som Ao. 1746.
lod det giøre til sin Søn. Han skaffede ham og Mufica¬
lier nok. Claveermesteren forsømte heller ikke, hvad der
kunde giøre hans Skolar velskikket og færdig i at spille.
Men den unge Herre vilde ikke selv, det var Feylen. Han
sneeg sig ud, naar Claveer=Timen kom, tog Musicalierne
med sig og solgte dem, for at faae Penge at svire og spille
bort. Engang spurgte hans Claveermester ham ad, hvor
han havde Musicalierne, Han foregav, at han havde laant
dem ud; men det løb tilsidst galt af. En af hans Duus¬
brødre, der var ligesaadan en Karl som han selv, kom engang
til ham paa hans Kammer, og beklagede sig, at han ingen
Penge havde O, svarede den unge Kiøbmands Søn: Jeg
har heller ikke en Skilling; men jeg vil i Aften skaffe nug
Penge. Mine Musicalier har jeg feyet ud; men i Aften
skal noget andet springe. Den unge Herre befindede sig
ikke, at hans Faders Papegoye hængte i Kammeret. Den¬
ne snaksomme Fugl giorde Dagen efter ikke andet, end raab¬
te: feyet ud; springe. Claveermesteren kom den bestem¬
te Time, og da han ingen Muficalier saae, spurgte han den
unge Herre, om han endnu ikke havde faaet dem hiem igien?
og hvor han havde dem? Han vilde have svaret noget, da
Papegopen begyndte at skrige: feyet ud. Claveermesteren
var en skarpsindig Mand, og tænkte, Fuglen kan vel ikke


finde paa dette af sig selv. Han sagde det til den maige
Herres Fader, som hos andre erkyndigede sig om sin Søns
Opførsel, og fik den hele Sammenheng at vide. Han
satte derpaa Sønnen ud unden Fremmedes Opsigt, siden
han af Erfarenhed saae, at Børn almindelig ikke bliver til
noget, naar de gaaer hiemme hos Forældrene. NB.
Papegoyen kunde bande og sværge adskillige Eder. Dens
forrige Herre, havde været en Høvedsmand, og han havde
lært den allehaande smukke Talemaader. Men han skilte
sig af med den, fordi den anvendte en Deel deraf paa ham
selv, naar han lod sine Soldater stille op, og løb imellem
Gelederne, ligesom han vilde dele Prygl ud, hvilket han
dog meget sielden giorde selv; thi hans Lientenant betog
ham Umagen. Forbemeldte Kiøbmand kiøbte den da af ham.
Kiøbmanden har maaskee havt Claveret et Aars
Tid; siden solgte han det til en Virtuos. Denne var en
Mand af et særdeles Slags. Han spillede meget got paa
Claveer; men i sær besad han den Kunst, at forbinde fire
eller fem Satzer med hinanden, og at udføre dem med den
største Styrke. Dette var kun at udsette paa ham, at han
for al Verdens Gods ikke var at bringe dertil, at han
skulde lade nogen høre paa sig, naar han spillede. Vilde
man endelig høre ham, saa maatte man bede hans Kone,
at hun vilde skiule en i Side=Kammeret. Det skede ikke
af nogen Egensindighed; thi han var ellers den tienstag¬
tigste Mand af Verden. Men hans Feyl var, at han var
alt for unidselig. Han var saa undselig, at han ikke engang
kunde spille sine egne Stykker til Ende, uden at støde an,
naar endog hans fortroligste Venner vare tilstæde. Han
døde et halvt Aar derefter, og hans Enke laante Claveret at¬
ter ud til en Kiøbmand, hvis Datter kunde spille temmelig got.
Det var en deylig og over al Maade ordentlig
Pige. Hendes Fader elskede hende og meget høyt. Hun
havde lært hans Livstykker uden ad, og naar hun spillede
dem for ham, saa kunde hun faae af ham alt hvad hun
vilde. Printz Carls Marsch havde indrentet hende en
Fløyels Polonoise med Hermelin under; og for Husar¬
Marschen fik hun engang en nyemodens Muffe. Almin¬
delig spillede hun ikkun for ham, naar han havde spiist.
Paa anden Tid om Dagen var hun ikke at formaae dertil
for alt, hvad man vilde give hende. Hun havde fastsat
2 Timer om Dagen til hendes Øvelse. Naar Klokken slog
10, saa løb hun fra hendes Ramme, og spillede til Klok¬


ken slog det første Slag af 11. Forsømte hun engang
Klokkeslettet, og spillede 10 Minuter over Kl. I1. saa blev
hun gandske utrøstelig, fordi hun var kommet ud af hendes
Orden. Hun blev retskaffen fortredelig derover. Hun
flængte og kastede den lille Diane fra et Sted til det andet;
ja undertiden græd hun over sig selv, at hun skulde være saa
uordentlig. Hun begyndte heller aldrig før igien at bestille
noget, førend Klokken atter havde slaget; thi hendes Grund¬
setning var: heller intet bestilt, end blive forhindret i Ar¬
beydet, og saa begynde derpaa igien. Det er første gang,
at jeg har hørt denne Grundsetning, og jeg vil ikke troe,
at den skal være sand. Ellers skulde jo Folk hele Dagen
igiennem intet faae bestilt, efterdi de hver Time bliver for¬
hindrede, i sær naar de kommer i Embeder. Saavidt min
Claveerstemmer har fortalt mig, saa skal dette Fruentim¬
mer siden have giftet sig, og hendes Brudgom havde for
sin Lykke en Seddel at takke, paa hvilken han havde afdeelt
hendes Timer. Den Time efter Caffe=Timen havde han
kaldet vacat, og dette havde befaldet Jomfruen saa vel, at
hun havde tilladt ham, at føre sig den Time vacat til Nytte.
Ved dette Giftermaal fik Claveret en anden Her¬
re; thi Jomfruen fik et nyt Claveer til Foræring af hen¬
des Kiereste. Virtuos-Enken leyede det siden bort til en
Student, som studerede Lovkyndighed. Men han lagde
sig mestendeels efter Historien, og bragte det ogsaa derudi
temmelig vidt. Denne Feyl var der ved ham, at han
vilde brovte alt for meget af sin Videnskab. Han begyndte
stedse at tale om Historien, uden at man forlangte det af
ham. Han spurgte og, om man vidste, hvilke Skriben¬
tere der havde skrevet om den eller den Keyser? Naar man
nu ikke vidste det, saa smilede han og sagde: det har jeg
allerede vidst for 6 Aar siden. Taler man med ham om
andre Videnskaber, saa ryster han paa Hovedet, og siger:
Jeg er ingen Elsker af de Videnskaber. Historien er mig
meget kierere. Engang kom han i Selskab med en Person,
som han havde aldrig seet før. Ham giorde han saa vreed
ved sine vedvarende Spørsmaal og bestandige Selvroes, saa
han reyste sig, og vilde gaae bort; men lod sig dog for den
gang stille tilfreds ved en tredie Mands Mellemhandling.
Men da Juristen atter førte sin Historie paa Banen, saa
reyste han sig, og sagde til ham: Hvem anseer J mig for,
siden J giør mig saa mange Spørsmaal? Jeg vil og spør¬
ge eder om noget: Hvilken Keyser havde i Sinde at blive


Pave, og dog alligevel være Keyser? den anden studsede
ved dette Spørsmaal, og giettede paa Ludvig den From¬
me. Ney, min Hr. Historicus! raabte den Fremmede:
det var Maximilian den første. Det kan ikke være, raabte
hiin: jeg maatte da og have læst det i mine Bøger. Den
anden paastod det, og vor Historicus nægtede det. Det
kom fra haard Ordvexling til Slagsmaal, og de havde vist
dræbt hinanden, dersom tredie Mand ey havde lagt sig
derimellem. Den gang vilde ingen af dem gipe efter.
Jeg skal vist, sagde vor Historicus selv anskaffe mig de
Skribentere, som har skrevet derom. Men da han var en
stor Huusholder: saa afskaffede han Claveret, efterat han
havde havt det et Aar. Nu begynder Claverets gyldne Tid.
(Resten følger.)
3. Ode til mine Tanter.
Ak kiere Venner! jeg skal frie!
Hør kun, hvor mine Tanter raaber:
Naa, Fætter! vi nu alle haaber,
Du seer Dig ud et got Partie.
Din Stamme staaer paa svage Fødder;
Den skal paa nye ved Dig slaae Rødder.
Ak hierte Tanter! Ney,
Jeg frier ey.
Elvire harker, rømmer sig,
Og siger: Fætter! vælg en gammel:
Saa æres Du for Brude=Skammel.
Den ældste bliver best for Dig.
Du selv er ung; hun kan Dig lære;
Og Alderen Dit Huus giør Ære.
Ak hierte Tanter! Ney,
Jeg frier ey.
Alcide tager til sit Sprog.
Hun siger: Fætter! jeg Dig kiender.
Du seer paa smukke Øyne, Hænder,
Og sligt, som mangen en bedrog.
Men viid, Du rarest treffer Dyder,
Hvor Skiønhed al sin Kram frembyder.
Ak hierte Tanter! Ney,
Jeg frier ey.
Corinne hoster dette ud:
Du maae Dig, Fætter! klogt opføre!
Du ingen Skam Din Slægt maae giøre!
Udvælg Dig en fornemme Brud!


Skiønt hun kan ikke sye og spinde,
Du vil ved Vallet Roes dog vinde!
Ak hierte Tanter! Ney,
Jeg frier ey.
Saa mange Piger bryster sig,
Udraaber Anna: Kiere Fætter!
Min Liid jeg til Din Jndsigt sætter,
At Du for disse vogter Dig.
En stolt i Statz og lekker Føde,
Snart kunde alt Dit Gods forøde.
Ak hierte Tanter! Ney,
Jeg frier ey.
Simone smiler nu til mig;
Hør Fætter! vil Du mig adlyde:
Saa skal det aldrig Dig fortryde.
Vælg ingen anden, end en rig.
Naar Du ey Renten kan fortære:
Saa har Du af Dit Val ret Ære.
Ak hierte Tanter! Ney,
Jeg frier ey.
Petulla skriger: hvad? en rig!
Ney, Du ey nogen rig skal tage!
De har ey mange glade Dage,
Som kun for Rigdom gifter sig.
Tag før en Fattig, som er ærlig
Med hende kan Du leve kierlig.
Ak hierte Tanter! Ney,
Jeg frier ey.
Dit Val skal altid hove mig,
Er Jnkles Ord: min beste Tante!
Giør Val for Skiønhed, Gods, Forvandte,
Naar Pigen kun behager Dig.
Min beste Tante vil mig favne;
Men hvad kan saadant Spøg mig gavne.
Jeg bliver ved mit Ney,
Jeg frier ey.
Men Phillis sukker, til mig seer,
Og siger: Kan et Ord dig støde?
Hvor vare Dine Ord før søde!
Nu troer jeg Dig aldrig meer.
Holdt inde med forstilte Eder,
Og falske Sukke, jeg dig beder!
Ak hulde Phillis! tie,
Her vil jeg frie


Patrollen.
No. 15.
den 15. April. 1766.
D¬
isse to Breve har een af vore Patrøller fundet,
og paa det de igien kunde komme til deres Eiere,
har vi hermed villet lyse dem op; vi har da tilli¬
gemed Anledning til, at begynde dette Avis=Blad med den
Artikel:
Correspondence.
Allerkiereste Søster!
Jeg er færdig til at ærgre mig sort. Jeg send¬
te min Pige forgangen til Bøghandleren for at kiøbe mig
den for nylig i Paris udkomne smukke Bog, som kan
give os den deiligste Lærdom, Underretning, Mynster
og Afbildninger paa alle de nyeste og deiligste Forandrin¬
ger med vores Hoved=Haar og Hoved=Prydelse, Haarets
Coiffure og Krusen, som kan optænkes. Men tænk en¬
gang, kiere Søster Grethe! hvor uforskammet grov
Boghandleren ikke var: J Steden for denne deilige Bog,
der handler om lutter a la Crep, (Himlen velsigne dens
Forfatter!) flyede Boghandleren min Pige, den enfol¬
dige Taasse, der ikke kan giøre Forskiel paa Dansk og
Fransk; thi hun kan ikke læse et Guds Ord, en Liig¬
Prædiken: Jeg maa rævne af lutter Harme. Maaskee


han dermed vilde kaste mig mine mange Aar i Næsen, og
vilde sige saa meget, som at jeg skulde betænke min Dø¬
delighed; men han skal ingen Fordeel have deraf. Jeg
havde i Sinde, at han skulde have forskrevet mig alle de
Romæner, som i dette Seculo ere udkomne i Frankerige
og Jtalien; men denne Commission skal nu smukt gaae
Boghandlerens Næse forbi. Jeg havde ellers tænkt, at
ville have gjort lille Søster en Fornøyelse med at sende
denne Allerkiereste Bog, der med rette bør kaldes den
nyttigste, nødvendigste og umisteligste Fruentim¬
mer=Hoved=Bog. Forfatteren til denne Bog maa
være en allerkiereste Mandsperson, der vel veed at skiøn¬
ne paa vort Kiøns Hoved=Passioner; jeg kunde være i
Stand til, at --- Han er ikke som en Deel af vore
Skribentere, og allermindst som vore Patrolskrivere.
Han har gjort sig vort heele Kiøn forbunden, og i sær¬
mig, der forbliver allerkiereste Søsters
Hovedstaden den 1 April.
oprigtige og kiødelige Søster
m!
122
til Døden
J¬
Rsin 1G?.
AnsMaymaaneds.
1n Autuintlnie 6m
masomcl
2124
Svar:
1rte
Allerkiereste Søster!
Men er dog disse Landsbye=Skrædere ikke ret
nøglg dumme --- Tænk engang, Søster Ane! Slæ¬
het til min nye Silke=Klædning blev ikke længer (gid han
faae - -- ) end knap halvanden Alen langt, da der
dog var Guds Velsignelse af Tøjet. Her er alting hier
telig dyrt. Jeg havde forgangen Bud omkring i det
heele Herred om to Skiepper Meel; men det var ej at
veie op med Penge. Meener lille Søster, at der kommer
kiønt Porcellain hiem i Aar? Den forbandede Laptaske
jeg har til Pige, slog min Porcellains Suppe=Terrain i
tu i Gaar, der ligger nu mine 12 Rixdlr. Kiødet er
forskrækkeligt dyrt, og maa man da ikke i det ringeste
have den Fornøjelse at spiise det af et Porcellains Fad,
om det end var Dresdener Porcellain? Jeg kommer al¬
drig til vor Præste=Kone, thi jeg kan ikke fordrage at
414


spise af hendes grove hiemmegjorte Steentøj; ja jeg hav¬
de nær faaet ondt, da jeg forleden kom for Skade og stak
mit Hoved ind i hendes Fade=Buur. (jeg maa endnu lee
deraf:) Gud forlade min Skræder! Havde Slæbet
blevet to fuldkomne Alen i Længden, havde dog de dum¬
me Bestier til Bønder kundet see det; men forgangen
Søndag var der en Bonde i Vaabenhuuset, da jeg vil¬
de gaae ind i Kirken, og med sin jernskoet Træskoe traad¬
de paa mit Slæb, saa det rævnede fra Ende til anden;
havde det nu havt sin tilbørlige Længde, kunde vel det
blinde Bæst have seet det, og den Ulykke havde da ikke
skeet i Guds Huus. Det er mig plat umueligt at kun¬
de opholde mig her længer med min lille Enke=Pension.
Her kan man og blive Enke til evig Tid. Skaf mig
nogle smukke Værelser i Staden, men de maa være til
Gaden og paa Soel=Siden. Jeg glemmer aldrig Skræ¬
deren og mit Slæb, men forbliver allerkiereste Søsters
Landsbyen den 10 April.
oprigtige og kiødelige Søster
1766
til Døden
Grethe Aprilmaaneds.
Anmærkning: Vi ere færdige at meene, at Grethe
Aprilmaaneds urettelig beskylder sin Skræder for Eenfol¬
dighed. Det ulykkelige Snit med hendes forkortede Slæb
er snarete et Beviis paa, at Landsbye=Skræderne ere ligesaa
fornuftige som Kiøbstæd=Skræderne. Af Skrivelsen og
Svaret skulde man ikke lettelig dømme, at disse to vare
fuldsøstre, dersom de ikke selv skreve sig kiødelige Søstre.
Men hvorledes det sidste ellers er Svar paa det første, seer
enhver lettelig; thi Ane skriver om Hovedet, og Grethe
11271
om Halen.
Det er ellers vel, at der i Kiøbstæderne ere ikke saa
mange jernskoede Træskoe som paa Landet; thi ellers skeete
her vel daglig Hundrede saadanne Ulykker baade i og uden
uuinlik
Guds Huus.
Adskilligt Nyt.
Fra Birkeskov haves denne besynderlige dog til¬
forladelige Efterretning: Da Øvrigheden der i Birkeskov


ved Forst=Betienterne svare blevne underrettede om, hvor¬
ledes Birke=Træerne stode der i Skoven ligesom til ingen
Nytte, i det ingen vilde betiene sig af dem, ikke engang af
de mindste Qviste og Tvismer, da man dog ynkeligen pla¬
gede og ødelagde næsten alle de andre Træer, saasom Eege
og Bøge, ja, vare færdige til at oprykke dem med Rødder;
Har den retsindige og velviise Øvrighed der paa Stedet ved
tvende upartiske Justits-Betientere ladet giøre en alminde¬
lig Huus=Søgning saavel hos Store, som hos Smaa, for
at indhente vis Underretning, om dette dyrebare og til sit
Brug umistelige Birke=Træe ikke ligesaa vel blev brugt i de
Huuse, hvor det behøvedes, som alle andre Slags Træer
da dog intet er voxet forgieves paa Jorden Disse Justits¬
Betientere havde og Ordre, at optegne i en dertil indrettet
Protocoll, hvorledes Tilstanden formedelst Mangel paa
dette Slags Træe, befandtes at være i de Familier, som
havde Børn. Det var en stor Ynk at erfare af denne
Protocoll den store Armod og Fattigdom, som der var
næsten i alle Huuse paa dette kostelige Slags Træ, og det
vilde blive forargeligt, at fortælle al den Uorden, alle de
Ulykker og bedrøvelige Tilfælde, som denne Mangel foraar¬
sagede. M vil alene fortælle, at dette dyrebare Birke¬
Træe fandtes i meget faa af de store Huuse, og hvor der
iblandt kunde findes en Qvist, var det enten i Ammestuen,
eller paa den saa kaldede Skole, hvor der ellers, rettere
talt, blev holdet Leege=Stue. Jblandt andre Steder kom
Justits=Betienterne ogsaa paa saadan en Stue, og da de
spurgte, om der var intet Birke=Træe, svarede Skolemeste¬
ren eller Hofmesteren, at de havde vel noget, som lignede
det Slags Træe (han søgte efter det bag Kufferten) men
det kaldes hos os, sagde han, det forbudne Træe; thi efter¬
di Forældrene troer, at deres kiere Børn ere gandske uskyl¬
dige, bør de og leve som i et Paradiis foruden Riis.
J nogle mindre Huuse sad vel nogle Birke=Qviste enten i
Vinduet eller bag Speilet, men de sadde der allene for et
Syns Skyld, og saaledes kunde sidde der i mange Aar, ja ind¬
til Børnene kunde bruge det til Forældrene. J et Huus gik
en 7 Aars Glut, og leegte med et stort Knippe sammenbundne
Birke=Qviste, og tillige bandte sin Pige forskrækkelig; Ju¬
stitz-Betienterne spurgte denne Glut, hvad hans Leegetøy
kaldtes? Det er Riis til vor Rat, svarede Barnet. Et


andet Sted spurgte de en 12 Aars Dreng, som forekom
dem noget uartig, om han kiendte det, der sad bag Spey¬
let? Ney, svarede Drengen; men Mamaes Mund og
Papaes Nære kiender jeg meget vel. Da denne Huus¬
Søgning var til Ende, og man af denne forskrækkelige
Protocoll kom i ret Erfaring om den bedrøvelige og
for Staten og Landet høystskadelige Efterladenhed af det
ypperlige Birke=Træes rette Anvendelse og Brug, anord¬
nede Øvrigheden en stoer Deel Justits-Betientere, som
skulde gaae omkring een Gang om Dagen i alle Huuse, i
nogle 2 a 3 Gange om Dagen, og med et got Birke=Riis
pidske den uartige og ryggesløse Ungdom. Dette havde
den ypperlige Virkning, at, da Forældrene syntes, at disse
Rettens Betientere vare alt for ubarmhiertige, tugter de
nu selv deres Børn, heller end de vil lade dem pidske af
Rettens Betientere. Birke=Træerne der i Egnen har nu
næsten ingen meere Top; men derimod seer man den dey¬
ligste og i Dyden meest blomstrende Ungdom. Øvrighe¬
den har nu og i Sinde at opfrede unge Birke=Skove, som
det nyttigste Slags Træe for Staten, naar Moraler ikke
kand hielpe.
Jomfrue Pernille her i Staden skienkede forgan¬
gen Aften sin Kiereste, Sr. Leander en Kurv, i den
Tanke, at Leander skulde have gjort ved sig, som den
Elsker i Warschou, hvorom man læste i Aviserne, at han
skiød sig selv ihiel for saa vigtig en Sag. Men Leander
var ingen Nar, at han for saadan en Bagatell vilde giø¬
res udødelig udi Aviserne: Han gav Pernille en Kurv
igien. Nu har de hver sin.
Fra en troværdig Haand er denne tilforladelige
Efterretning indløben: at den høybedrøvede Enke i Lon¬
don (See Adresse=Contoirets Efterretning. No. 44.) har
gjort en liden Forandring i den for sin kiere afdøde Mand
anlagte Sorg; thi hun, stakkels Kone, kunde umuelig
holde sit priselige Forsæt ud. Vi ere alle skrøbelige. For¬
andringen er da denne: J det første Fierding=Aar sørger
hun, som meldt er, med sorte Klæder overalt, indvendig
og udvendig, opvartes af slet ingen anden end to kullsorte
Piger, spiser sort Brød og Budding, og drikker lutterisort


Brændeviin saa sort som Tiære. J det andet Fierding¬
Aar vil hun alternere hver anden Dag med gandske Sort,
og hver anden Dag med gandske Hvidt. I det stredie
Fierding=Aar vil hun klæde sig sneehvid ind endig og ud¬
vendig, lade sig opvarte af to svanehvide skiere Piger, spii¬
se hvid Budding og Brød, og drikke hvidt, reent, skiert
og klart Brændeviin. J det sidste Fierding=Aar vil hun
gifte sig igien. Hun haaber, at ingen kan legge hende
denne Forandring i Sorgen til Last; thi hvilken død
Mand kunde vel forlange en dybere Sorg af sin efterladte
Kone? Desuden trøster hun sig og ved det gamle Ord¬
Sprog: Vrum & mutabile semper sunt feminæ o: Fru¬
entimmere kan faae 15 Sind over et Dørtrin.
Seylfærdige:
Sr. Hævert, beliggende med sit førende Fahr¬
tøy, Bacchus kaldet, lige ud for Tappen af Viinfadet,
haaber gandske vist at faae sit Fahrtøy tilladet til i Aften
Klokken 10, da han agter at legge uden for Kielder=Hal¬
sen for at lavere hiem. Han venter ikke efter den Tid at
kunde indtage meere Fragtgods; men lyser efter en god
Styremand.
Monsieur Petit Maitre, der efter hans egen Til¬
staaelse, giør sig en Fornøjelse af at kalde sig og i Gier¬
ningen at viise sig at være det kiønne Kiøns beredvilligste
Træl, underdanigste Slave, og ivrigste Tilbeder, har
(endskiønt Vandet just ikke er hans Element) for sin egen
Regning og Risieo fragtet en fuldkommen og rummelig
Fregatte, Vild=Katten kaldet, og er beliggende lige ud for det
Tamme Lam, for dermed at afseyle lige til Paris, efter
hans egen Sigelse, og der at indtage alle de nyeste Noder
og Moder, som kand rummes i Vildkatten; til Baglast
vil han indtage de allerartigste Slæb og Falblade, som
findes i denne alle Modernes Moder, paa Overdækket og
lige op til Mers=Kurven vil han opstable alle de deylige
Galanterier, som ikke kan taale at indsluttes i Rummene;
han vil og indtage nogle 1000de Exemplarer af den i Pa¬


ris for nylig udkomne Bog, som lærer det smukke Kiøn de
nyeste og deyligste Maader at lade deres Haar accommo¬
dere paa (Det er en stor Lykke for Ane Maymaaneds.
Han logerer til Tieneste i det brændende Hierte, hvor han
modtager andre smaae og smukke Commissioner, men ikke
for andre end for lutter Skiønheder, og hans egne mon
Frerer. Han agter at være her igien, om Vind og Vær
vil føye, inden Maymaaneds Begyndelse.
J Fald
han ikke selv kan giøre Vind, vil vi ønske ham den, da
vi vil baabe ved den Tid at see de deyligste Virkninger af
hans hiembragte Ladning.
Kan man ikke nu sige med Sandhed, at Farten
aabnes for Alvor, og Handelen kommer i Flor?
Dødsfald.
Fra Arcadien haves denne sørgelige Tidende: At
den hiertens, lille, kiønne, søde, muntre, levende, be¬
levne, venlige, artige, og allerkiereste unge Hyrde Sil¬
vander, der ved Døden er afgaaet i sin lomstrende Al¬
ders 20de Aar, til den største Hierte=Sorg for alle unge
Hyrder og Hyrdinder, som endog har søgt om Tilladelse
thi det er ellers ikke Skik i det Land) at maatte lade
Silvanders døde Legeme anatomere; thi de ventede gand¬
ske vist, at han maatte være ligesaa smuk indvørtes som
udvortes. "Men til alles Forundring faae de, at Hiertet
var aldeles forbrændt og sort som Kull; i Steden for
Lungen laae en stor Pakke af Elskovs=Arier og forliebte
Hyrde Viiser; Leveren var meget stærkk ankommen og tem¬
melig bedervet af de mange og falske Kierligheds Eeder
og Forpligtelser, som han aldrig var sparsom paa; men
det Forundrings værdigste var: at i Hovedet befandtes ikke
ringeste Gran af Hierne; men i Hiernens Sted flød en
tynd Liqueur af allehaande vellugtende Vande. Den
gamle Hyrde Menale har til et velfortient Æreminde,
paa det at hans Jhukommelse ikke for hastig skulde udslet¬
tes, udprikket paa Eege=Bladene over Silvander denne


Gravskrift.
Silvander, som var ung og smuk,
Og dertil Mester i at krumme, skrabe, bukke;
Som sprang saa let, som Cleons unge Bul,
Som sukket selv, og vidste at aftvinge Sukke;
Ja, som saa søde Triller slog,
At Nattergalen selv for ham var kun et Drog;
Som dandsede saa kunstig, net og let,
At Lammene ey bedre gjorde det:
Som pyntet sig med smukke Blomster=Krandse,
At Florabella tidt for Synet maatte standse;
Som ofte stod for Strøm, for Bæk og Aae,
Og al sin Skabning ret besaae;
Som dannede den gamle Damon om
At, som Actæon, han to Tingester bekom.
See! Den Silvander siger jeg,
(Der mens han levede af Unge elsket var,
Men af de Gamle kun blev anseet som en Nar)
Her ligger maalløs, stiv og bleeg.
Af unge Hyrder og Hyrdinder han begrædes
Jmens den smukke Krop af Ormene opædes.
Det Hierte, som altid stod udi Lys og Lue,
Nu skiules under denne Tue.
O! var det ikke Skade?
At den Silvander døde saa?
Hans Navn dog ikke skal forgaae,
Jmens hans Gravskrift staaer paa disse Eege=Blade.
Føsse agrsterete lgesate attager at har Oadtag


Patrollen.
No. 16.
den 22. April. 1766.
Gunstige Herrer Patrol=Skrivere!
S¬
aasom jeg i disse Dage ikke har haft Stunder at
patrollere for mine egne Sagers Skyld, saa vil
jeg give dem mig selv, at opholde Læseren med.
Jeg har nemlig været i Beraadslag med mig selv, hvad
jeg egentlig skulde slaae mig til, for at erhverve mit Brød
i Verden. Jngen maae tænke, at jeg hidindtil har lagt
mig efter slet Intet. Ney! det er just Ulykken, at jeg
har tæret Tiiden unyttig bort med noget, som man kalder
Studeringer: Dog er jeg ikke lærd, men har indbefattet
min heele Lærdom i et net indbundet Systema. Jeg var
forleeden til Attestatz, og siden den Tiid har jeg været
ueenig med mig selv, hvad Handtering jeg nu skulde vende
mig til. Mine Venner glæder sig i Haabet at see mig
Præst, men jeg tænker ved mig selv: der bliver intet af;
thi til at prædike for Bønder er min Stemme alt for spæd,
og jeg veed, at en god Prædiken hos dem bestaaer i et got
Mæle. Jeg kunde vel desbedre præke for de Store, ef¬
terdi min høye Røst forstyrrede dem da ikke i deres vigtige
Samtaler; men Sagen er, det Systema, jeg har lært,
er alt for indskrænket at tage Prækener af til dem, som ere


Elskere af critiske Anmærkninger. Jeg kunde vel blevet
Degn for nogen Tiid siden; men jeg takkede for Tilbudet
fordi jeg har ingen Røst til at synge andet end Liig=Psal¬
mer og Grædetoner. Jeg har derfor betænkt mig paa at
studere andet: jeg har overveyet de philosophiske Viden¬
skaber, men til nogle af dem har jeg ikke fundet mig tien¬
lig, og ingen har jeg fundet tienlig for mig. Jeg har be¬
tænkt, at saasom jeg ey vilde studere for at studere, men
for at leve; saa var det daarligt at lade mig hverve af Phi¬
losophien, som giver ingen Gage. Hvad nyttede det enten
Metaphysiken eller mig, at jeg kiendte alle Virkeligheder og
Mueligheder, naar min Debitor, som en Elskere af Vir¬
kelighed, ey vil lade sig nøye med min Lommes Muelig¬
hed? Og hvor fandt jeg vel den Vert, som vilde kiende
Leibnitzes og Wolfens Cautioner gyldige? Ligesaalidet var
jeg tient med Physiken, saasom jeg har ingen Midler, og
den indrenter Intet: Ey heller var Physiken tient med
mig, eftersom jeg slet ikke er nyesigen. At sætte mit Hel¬
bred til ved Mathematiken, tvivler jeg paa, den vilde be¬
tale mig, og der skulde maaskee Lykke til at blive Neben¬
end sige Ober=Schulhalter. Kunde jeg faae Henrich
Schmiths Læge=Bog, saa vilde jeg være Doctor; men
Pokker bruge den sædvanlige lange Methode: Og hvad er
vel herved at vinde, siden hver Mand kand curere alle uden
sig selv? Til Musiken feyler mig Gehør, og hvor stor Lyst,
jeg end har til Tegnekonsten, spaaer man mig dog ilde
dermed, fordi mine Fingre ere Danske. Det eneste der
da er tilbage for mig, er det juridiske Studium: Til dette
troer jeg mig at være vel skikket, saasom jeg kand skoese
grovt og net tillige, hvilket, efter mit Skiønnende, udgiør
just en stor Jurift, og holdes for den herligste Zirat i et
Jndlæg: Desuden haaber jeg at være best tient dermed!
thi naar jeg seer en velklæd Student, faaer jeg at høre, at
han er Jurist: Men jeg frygter for mine eenfoldige Ven¬
ner, som strax vil give mig Rang i Helvede, hvilket i deres
Tanker, er en Procurators Ære=Post. Jeg har herom
raadført mig med adskillige, og iblandt andre, med min
ældste Broder, som er Præceptor paa Landet, og lever af
at prygle Børn dydige. Han er vis nok paa Brød; thi


han er forlovet med en Jomfrue, som har Exspectance paa
et Degnekald. Jeg har faaet mit Spørsmaal vidtløftig
besvaret, og jeg vil giøre hans Brev almindelig til andres
Nytte i lige Tilfælde; men Læserrn maae holde ham til
gode, at der findes en Deel Franske Ord deri; thi det er
saa brugeligt paa Landet. Ere der nogle Ord, som Læ¬
seren ey forstaaer, vilde han behageligst slaae dem op bag i
Søren Matthisens Regnebog, hvoraf de ere tagne. Saa¬
ledes lyder Brevet.
Høystærede Kiære Monfrere:
Jeg gratulerer dig med din Attestatz og Caractere
Laudabili, endskiønt du kunde vel have ladet dig nøye med
hand Contemnendum, ligesaavel som jeg og andre brave
Karle. Jeg kand ikke noksom forundre mig over det sæl¬
somme Spørsmaal, hvad du heldst skal applicere dig til,
da du dog har med honneur sustinered dine 3 Examina.
Og nu vil du ikke være Præst, da du har spildt Penge,
Tiid og Arbeyde paa at blive Præstelærd, og det fordi du
anseer dig udygtig til at forestaae Embedet: Hvem har
præked dig saadanne principia ind? Du kand aldrig være
for liden til noget Embede, naar Embedet ikke er for
lidet til dig. Det er jo ligemeget, hvordan du ler, eller
ikke er, naar du kun er Præst; Præstekaldet skal jo baade
honorere og salarere dig, om du end sov de 6 Dage i
Ugen, og du kand jo lade Degnen præke den syvende.
Men allermeest undrer jeg over, at du vil foragte et
got Degnekald, siden du endda er Attestatus: havde du
nyelig deponered, saa var det en anden Affaire; thi i
de Dage kand man ikke lugte en Degn uden at behøve
Eau de Lavande; og naar man confererer sin fra Sko¬
len medbragte Lovtale paa 3 Marks Papiir med den
lange Bene=Seddel, maae det jo smerte Een, at ald
den Circumference af Videnskaber skal holdes indsluttet
i en Præstekiol. Jeg for min Deel udsaae mig den
Tiid et Professorat i den Science, hvorfor jeg uskyldig
fik optime, men nu ønsker jeg kun, at Degnen i N. N.
vilde snart døe.
gen


Men siden du consulerer mig Monfrere! saa vil
jeg dog sige dig mine Tanker, og det kand staae til dig
selv, enten du vil følge mit Raad eller ey. Mit Raad
skal da være: Studeer for ingen Deel Jura; thi du kand
heede Jurist uden at studere, det er nok, naar du veed, i
hvad Bind og Format Christiani 5ti Lovbog er: Vel
sandt, at der behøves meere til at kiende den, siden den
er udgivet in 8vo, men den Vanskelighed kand dog snart
overvindes, og ved Flittighed kand du i det seeneste et halv
Aar bringe det saavidt, at du ved første Øyekast kand
kiende baade den gamle Edition in Qvarto og den nye in
Octavo. Alt dette kand du lære hiemme hos dine For¬
ældre og spare de Penge, og naar du er færdig, er det læt
giordt, at du reyser over, og tager Examen juridicum.
Naar du da kommer hiem, og har nogle Dage taget imod
Gratulationer, saa skal du ikke strax tage dig Sager an,
før du er bleven bekiendt med den juridiske Stiil og For¬
maliteter, at du ikke skal forløbe dig og komme i Mis¬
Credit. Men du maae først skrabe sammen gamle Docu¬
menter, Stevnemaal, Jndlæg, Doms=Acter, og saadant,
hvoraf du kand lære den rette Procedur og de fornødne
Kneb. Disse kunde du, hvad Stiilen angaaer, conferere
med Søren Matthisens Formularer. J sær maae du give
nøye Agt paa 2de Poster; Den første er et Slags Pry¬
delse, som kaldes Qvodlibet, hvilke giver samme Usum i
Stiilen, som dobbelte Vinduer paa et Huus. Den anden
er et juridisk Reserva=Mandskab, som heeder Digressioner,
hvilke ere umistelige i sær i en Contra=Stævning. Nu er
Monfrere da Procurator! Vil du siden ved Leylighed søge
enten en Justitz= eller Øvrigheds=Bestilling, saa maae du
meest studere paa anstændige Grimacer og en gravitetisk
Air; thi meener du, at Borgerskabet bær Respect for dig,
fordi du forstaaer Jus canonicum? Ney! det beroer paa,
at du kand svinge din Stok med den rette Mine: dette
vil give dig samme Anseelse i de smaa Stæder, som Licto¬
res fordum gave Borgemesterne i Rom.
Her seer du da Monfrere den Methode, jeg vil
raade dig at bruge i det juridiske Studio, om du vil giøre


dig nogen Lykke derved. Vil du siudere grundig, bliver
du maaskee en gammel juridisk Student, og naar du be¬
gynder at faae graae Haar, bliver du endelig Fuldmægtig.
Men den Vey, jeg har viist dig, er baade mageligere og
sikkere. Dog bliver jeg endnu ved det, jeg har sagt: stu¬
deer slet ikke Jure enten paa den ene eller anden Maade;
thi sæt, at du bliver Procurator, saa har du kun dog et
uvist Brød, og der kommer aarligen fleere, som tage Næ¬
ringen fra dig. Ja vær endog saa lykkelig, at naae en Ju¬
stitz=Betiening: de fleeste indbringe ikke merere end et got
Degnekald, undtagen i uvisse Jndkomster, som vi Clerici
kalde Accidentier, men Laici Sportler. Og vil du engang,
for at føye din Kone, giøre et lille Panqvet, saa vil det
koste dig et halvt Aars Bryderie med Byens og de Fattiges
Regnskab. Desuden veed jeg ikke, hvor da vil obtinere
nogen Bestilling, eller leve deraf, siden du er bebyrdet med
saa megen Samvittighed, at du hverken vil være Præst
eller Degn, blot fordi du er ikke vel skikket dertil, da saa¬
danne Bagateller ere det, man sidst bør bekymre sig om.
Men er det dit Alvor, at du vil changere den geist¬
lige Stand, saa giør du best i ogsaa at changere al Slags
Studering, og jeg vil viise dig en giennere Vey til Befor¬
dring. Var du skikket til at insinuere dig hos Fruentim¬
mer, saa var det en læt Sag for dig at komme paa Spoer
efter en rig Medgift, og at faae et saadant Giftermaal, at
du ey allene kunde kiøbe dig en feed Bestilling, men og en
Caracter, for at vise dig taknemmelig imod din Kiæreste,
og giøre hende til Frue, fordi hun har gjort dig til Mand.
Men da din Conversation er noget gammeldags, saa vil
jeg heldst give dig dette Raad: Tag Livree paa. Din hon¬
neur lider slet ingen Skaar derved, thi i det Stæd man nu
ikke seer til dig, saa vil alle kappes om at vinde din Yndist,
og du vil i det ringeste faae ligesaa mange ærbødige Tienere,
som din Herre har Creditorer. Du har jo selv fortalt
mig, at du forleeden var i en hæftig Dispyt med nogle i
Hovedstaden, som holdte en Laqvai lige saa fornemme som
en Student: og jeg holder med dem; thi døm selv, enten
det er meere honorabelt at være i Tieniste hos 9 skimlede


Fruer paa Paknassus, eller at tiene en nyemodig Rangs¬
Person, og enten er det smukkere at paradere i et Cathedra
med Regentzens Livree, eller paa en Karet med braskende
Klæder? Ja see, Monfrere! til Udfaldet, og døm saa, hvil¬
ket det beste er. En Student gaaer, som Rus, frugt¬
sommelig med en Professor, men naar han, som Attesta¬
tus, har søgt en Snees Skoeleholderier forgiæves; avan¬
cerer han maaskee til Soldat, og i Respect af Apollo bliver
i det høyeste Sergeant. En Laquai derimod, som lader
alting komme an paa Herrens Forsyn, kand leve den Dag,
at hans Forstue vrimler af sorte Sollicitanter. Nu
hine vos!
Studiosi!
Vos hinc, mutatis discedite partibus! eya.
Qvid statis? Nolunt. Atqvi licet esse beatis.
Men giør kun du Mageskifte Monfrere, i stæden
for Bogen tag Børsten, i stæden for Pennen Coiffere=Kam¬
men, og det vil giøre din Lykke. Dog skal du ikke enga¬
gere dig hos større Herre, end du agter selv at blive; thi
hos de store Herrer er der Persons Anseelse, og de vil uden
Tvivl veye Embedet og din Fortieniste mod hinanden: men
smaa Herrer bruge sielden Vægtskaal, men giver paa
Slump: hvormed du var kandskee best tient. Ach! Mon¬
frere! jeg synes allereede, jeg seer dig med en Chapeau pas
under Armen, hav den Student, som tilforn var din Bro¬
der, i naadigst Erindring.
Men maaskee du er ikke ærgierig, du skiøtter ikke
om et Embede, hvor du skal have Bryderie af en alt for
klog Fuldmægtig; som en Hadere af Stædernes kostbare
Forfængelighed vil du heldst være Proprietair, og leve din
Tiid hen i Rolighed paa et smukt Landgods. Ja! saa
maae du tage en langt anden Tour. Den nærmeste Vey
hertil var tilforn en Foged-Tieniste eller Forpagtning, men
nu er det forbi. Siden den Tiid, at Fogeder ere blevne
Forvaltere, holdes de for lykkelige, om de kand blive Ey¬
endoms=Bønder, saa de ere vel større i Postsækken, men
mindre i Pengesækken. Og siden Forpagtere have omskabt
de grønne Vogne til Chaiser og Jagtvogne, lide de ont ved


at stille Caution. Ney! vil du tiene dig en Herregaard i
disse Tiider, saa kiøb dig Karet og Heste, og bliv saa længe
Hyrekudsk, indtil du selv kand holde Kudsk. Det er den
beste Maade, jeg veed; thi alle i Hovedstaden fra de mind¬
ste Raader til den pudrede Staader vil hielpe dig til at bli¬
ve Herremand. Hvad vil du saa forlange meere i Verden?
du kand sidde paa din Gaard som en Æderkop i sin Væv,
og ansee alle dine Bønder som Fluer: eller som en Biekon¬
ge, der anviiser sin Kubes Jndbyggere til Duelighed og
Arbeyde, hvilken af disse du heldst vil imitere. Nu er der
da Intet, som undløber dit Herredømme uden Skovens
og Luftens Jndbyggere, men en liden Caracter skaffer dig
disse Adams Privilegier, og jeg haaber at faae en Hare
fra dig imellem.
Er der endnu ekt af alt dette, som finder din Ap¬
probation, saa har jeg ikkun eet eniste tilbage at foreslaae
dig. Bliv Dagdrivere! du kand derfor gierne være Stu¬
dent, og hvad du vil. Til denne Betiening behøver du
ingen Fuldmægtig; thi omendstiønt der skal en Deel Stra¬
padse til at bortdrive 365 Dage om Aaret, saa befaler din
Sundhed dig dog selv at administrere Embedet. Men vil
du leve med honneur af denne Bestilling, saa har du meget
at iagttage: Jmedens du har endnu Penge, skal du lære
alle Slags Spil, og det skader ey, at du giver mange Læ¬
repenge, og lader dig snyde saa længe, indtil du bliver selv
en fuldkommen Snydere. Dette Leve=Brød skal ey allene
give dig frie Fortæring i Spillehuuset, men og fournere
din Stand med saa smuk Equipage, at du kand blive en
velyndet Client hos de Smukke. Her maae du spille din Cli¬
ent=Rolle saaledes, at dine Patronesser kand blive dine Cli¬
enter, og du altsaa har nye Intrader. Forsømmer du
dette, saa bliver du en palted Dagdrivere, i det Stæd du
ved disse Kneb passerer for en lille Cavailler. Falder det
imidlertid ulykkeligt for dig en Gang imellem, saa spiller
du obscur, og flytter om i en anden Gade: lad saa din
Haarskiærere, Skrædere og Skoemagere længe nok kalde
dig en Bedragere, du er dog hos alle andre en reputerlig
Cavailler. Vil du forandre dig, men er tillige saa ulykke¬


lig, at du faaer ingen Medgift; saa skal Projectmageriet
sætte dig i Stand til at forsørge din Kone, men slaaer det
ogsaa Feil, saa følg Poetens Raad.
Aude aliqvid brevibus Gyaris & carcere dignum,
Si vis esse aliqvid.
Nu kand du selv vælge af disse Befordringer,
hvilken du synes best om, men naar du har determineref
dig, saa lad mig viide, hvad det bliver. Jeg er
Høystærede kiære Monfreres,
hulde Monfrere.
N. N.
Det var Skade, at min Broders Brev var ikke
lidet længere, at det kunde have fyldt Arket. Hvad skal
jeg nu faae, at fylde det med? Jeg vilde nødig, at man
skulde gribe til Trykvildelser, og for at forekomme dette, vil
jeg slutte med en Erindring til
Læsere af Patrollen og Proteus.
J det 8de No. 67de Side af Ugebladet Protens
skriver Forfatteren af samme Blad -- At en Dansk Auc¬
tor, som ellers ikke mangler en Slags Vittighed, troede
nyelig, at han gav de Svenske en stærk Stikpille, da han
i et Skrift lod give en Tigger en Svensk Halv=Skilling.
Med disse sindrige Ord sigter uden Tvivl til det, jeg i Pa¬
trollens No. 5. har skrevet: At mange synge til Offers i en
Forstue, uden ofte at see en Svensk Halv=Skilling. Hvor¬
fore jeg finder fornødent at erindre Læserne af disse Blade,
at min Meening har aldrig været at give den Svenske Na¬
tion nogen Stikpille med disse Ord; thi jeg er en Hadere
af det ligesaa skadelige, som urimelige Nations=Had.
jeg troer, at Enhver, uden enten at have læst Logiken, eller
hørt af Fortolknings=Reglerne, af Sammenhængen og
Sigtet kand indsee, at jeg frem for andre har sat denne
Myndt, ey til den Svenske Nations Vanære; men fordi
det er den ringeste af de hos os gangbare Myndter,
og gemeenlig fordres 3 til en Skilling.
Af dise approberede Uge=Blade udgaaer et hver Ousda


Partrollen.
No. 17.
den 29. April. 1766.
Velædle Herrer Patrol=Skrivere!
J¬
eg forundrer mig meget over, at de, som dog skriver
om saa mange Slags Folk, melder slet ikke om et
Slags, som kaldes Pebersvenne. J det mindste
vare de ikke paa Pladsen med, da Retfærdigheds Gudin¬
de (som man drømte i No. 12.) havde alle Folk forsam¬
lede; saa det synes, at de ere udelukte af Menneskers Tal,
med mindre de har været iblandt de Lærde, eller og uden
noget andet Navn, thi under det Navn Pebersvenne seer jeg
dem ikke. Enten maa de ikke have været med eller de ere
maaskee blevne forskrækkede ja besvimede over det klare Skin,
som Gudinden gav fra sig, saasom det var utaaleligt for
dem, som hidtil havde begravet sig i et Mørke, og i denne
Besvimmelse, slutter jeg, de har ligget, imedens Execu¬
tionen gik for sig. Eller og de har krøbet i Skiul, da de
hørte denne Ordre, at alle Børn skulde søge deres rette
Forældre, men saa maatte jo mange Børn have staaet
Faderløse, og det mældes der ikke et Ord om.
Men jeg vil dog lade det staae ved sit Værd, man
kand ikke regne en Drøm saa nøye: men det er det under¬
ligste, at de Herrer Patrol=Skrivere ikke har værdiget disse
Folk et Stæd i deres Blade. Hvad kand vel Aarsagen
hertil være? Ere Pebersvennene vel saa reene, at Jntet er


at sætte ud paa dem? eller ere de saa onde, at de ikke staae
til at rette? eller maaskee de selv, mine Herrer! enten alle
tolv, eller nogle af dem ere eller agter at blive Pebersvenne¬
Men er det vel ret at udelukke dem, som synes at
have den største Rettighed til deres Blade? Skal Peber¬
svenne blive ubekiendte for Verden? Ney! førend det skal
skee, da skal jeg før søge at redde dem fra den Forglem¬
melse, hvormed de trues.
Det bliver da først min Pligt at undersøge Oprin¬
delsen til det hæderlige Navn Pebersvend, men dette vil bli¬
ve mig noget vanskeligt, siden jeg ey har kundet komme over
nogle saadanne Documenter, hvoraf Ordets Herkomst kand
oplyses, ihvorvel jeg ikke tvivler paa, at jo hver ærlig Pe¬
bersvend kand viise sin Adkomst til sit Navn ligesaavel som
en Petit=Maitre med Ære kand hiemle sit. Ja de kunde
maaskee vise meer end sexten Ahner frem, saa gammel er
deres Oprindelse, og skal deres Navn laane sin største An¬
seelse af Alderen, da vil en Petit=Maitre være at ligne imod
en Pebersvend, som en Borgere imod en Grand Espagne.
Jeg skal ikke sige forvist, under hvilken af vore Danske Kon¬
ger det Navn Pebersvend først er bleven bekiendt, men det
veed jeg, at man kaldte de tydske Kræmere saaledes, som i
de ældre Tider opholdte sig i Kiøbenhavn, ventelig fordi den
største Urte=Handel da bestod i Peber. Disse sadde ugifte,
hvilket jeg slutter af det Ord Svend, som i de Dage bety¬
dede det samme, som nu heeder Ungkarl. Heraf er det
kommet, at man siden kaldte enhver gammel ugift Mand¬
folk Pebersvend.
Dette er Oprindelsen af Navnet, nu skrider jeg til
Beskrivelsen i sig selv. Jeg vil da afdeele Pebersvennene
i tvende Hoved=Classer, til den første Classe høre de, som
ey kunde blive gift som de vilde, og derfor slaae sig fra Ver¬
den. Til den anden Classe høre derimod de, som have en
Afskye for Ægteskab, og aldrig vilde gifte sig.
Pebersvennene i den første Classe, kand fornemme¬
lig henføres til tre Slags: Det første Slags ere de fattige
Pebersvenne (Læseren tager det vel ikke ilde op, at jeg sæt¬
ter de Fattige førft, de staae ellers altid nederst, uden deres
Bryllups=Dag, og da vore Pebersvenne haaber ikke, at
opleve den Dag, saa maae de jo sagte have Æren engang)
Disse Pebersvenne have Intet, hvormed de kand forhverve


sig Sviger=Forældre; thi hvor kand man vel faae Jom¬
fruens Forældre paa sin Side, uden man kand fremv se en
Brevtaske fuld af Obligationer og Prioriteter? og hos
Jomfruen selv kand de ingen Trøst vente sig, men mon deres
Fattigdom er Skyld deri? Jeg meener Ney. Det er ikke
i Penge=Pungen og Brevtasken Jomfruerne sætter deres
Frieres Dygtighed og Værdie, thi Erfarenhed viiser, at
Datteren lader sig hellere giøre arveløs for at faae en Mand,
som hun nogle Dage efter Brylluppet skal see trukken i
Slutteriet, naar han kun i hendes Øyne er elskværdig, end
hun beqvemmer sig til at gaae i Seng til en uanseelig Pen¬
gepose. Pebersvendens Fattigdom spaaer ham da vel et
vist Ney hos Forældrene, men at han faaer Ney hos Jom¬
fruen, dertil er en anden Aarsag: Han veed ikke at elske,
hans Mund er lige saa fattig paa Ordy, som hans Pung
paa Penge, han omgaaes Jomfruen med samme Koldsin¬
dighed, som sit eget Kiøn, tvinger han sig endelig til at
tale nogle faa Ord, da er det med en stammende Undsee¬
lighed og uden Gebærder, han veed ikke at give sine Ord
Vægt ved at trykke Jomfruens Haand, og han glemmer at
give sin Tale den emphatiske Eftertryk, den skulle have for¬
medelst et Haandkys ved hvert tredie Ord, han er kold¬
sindig i sin Kierligheds største Heede, han er alvorlig i sin
Lystighed, han er fremmed, skiønt han har besøgt Jom¬
fruen ofte, ja med et Ord: Han har ey gaaet i Cupidos
Krigsskole, og derfor sees der samme Forskiæl paa ham og
en velexereered Galan, som paa en Land=Soldat og en Ge¬
vorben. Hvad Under da, at siden Cupido disrecommen¬
derer ham hos Jomfruen, og Plutus hos Forældrene, han
faaer Ney, hvor han har Lyst at komme? og beladt med
en Snees Kurve bliver han i sin Eenlighed, han gaaer i
Seng som Pebersvend, han staaer op igien som Pebersvend,
han lever som Pebersvend, og endelig døer han som Peber¬
svend.
Det andet Slags Pebersvenne i den første Classe
ere de, hvilke enten Naturen eller de selv, giør uanseelige i
de Smukkes Øyne; enten er der Anomalie i deres Skab¬
ning eller i deres Klædedragt. Maaskee Jomfruen spaaer
sig et ulykkeligt Ægteskab af den Formørkelse, Frierens
Næse foraarsager: Maaskee Naturen har dannet ham
noget biergagtig: Maaskee hans Gang er alt for musicalsk:


Maaskee hans forliebte Øyne feyler Egalite. Men alt
dette kunde endnu ikke giøre ham til Pebersvend, dersom
han vidste med Konsten at rette Naturens Feyl, forstod
han, at en nøye Symmetri i Klæderne oprettede den
manglende Symmetrre paa Legemet, da skulde Skræderens
Sax snart hielpe ham i Brudeseng. Men en gammeldags
Kiol, som ikke har været i Moden i syv Dage, en alt for
høy Hat, en simpel Paryk eller Haar, et par Strik¬
Strømper, et par store Sølvspender, ja maaskee en Sekre¬
teer=Muffe med giøre ham Fæstningen uovervindelig. Vel
er det mueligt, at dette Slags Pebersvenne engang kand
treffe for dem, som strax skrider til Capitulation, men da
skal det være Jomfruer, som manglr enten Smag eller
Friere, eller og Enker af det fornuftige Slags. Men
naar Stakkelen i nogle Aar, forg æves har beleyred og op¬
hævet Beleyringen, saa kiedes han, og den eniste sidste
Naade, han faaer af General Cupido, er en naadig Afskeed
med Caracter af Pebersvend.
Det tredie Slags i Peberspennenes første Classe ere
de, hvis mange Hensigter i deres Frierier forvolde, at de
ey naae Hoved=Hensigten: de gifte sig ikke saa meget for
at faae magelige Dage og fornøyelige Nætter, som for at
formeere deres Pung eller bane sig Vey til et høyere Sæde:
det er ikke saa meget en artig Kones som Lykkens Skiød de
vilde sidde i, eller og de vilde have samme Rang som
Mand, den de faae som Brudgom. J disse Tanker giør
vor Friere sin Opvartning hos en Familie, som han alt
for nogle Aar har udseet sig til Sdiger=Forældre, naar
Datteren voxte til; men han kommer forsilde, thi enten
er Datteren selv forlovet eller lovet bort, og naar han
nogle Gange er bleven opholdt med det Svar: man vil
betænke sig; saa overleverer man ham Kurven, og Med¬
giften beløber sig til en Priis Tobak. Han tænker derpaa
at ofrlade de rige Partier, og den Klat Skillinger, han
har, meener han skal veye op mod et fornemme men fattigt
Partie, men man seer ham over Skuldeene, og den Rang
han faaer, er Pebersvend. Ja lad ham blive Peber¬
svend, han skulde søge sine Lige. Vil han have Rigdom,
hvi beiler han ikke da til en Lotterie=Seddel? og vil han
være Fornemme, hvi giør han ikke da Opvartning hos et
Skulderbaand?


Nu kommer jeg til den anden Classe, hvor jeg
faaer med Ægteskabs Hadere at bestille, dem vil jeg og
henføre til tre Slags. Det første Slags af disse Peber¬
spenne ere de, som have en Afskye for alle Fruentimmer
deres Hierte er omgivet med et Jis=Hav, hvilket Venus
med ald sin Jld ey er god for at smelte. O J haarde
Klipper! Kand det, som har rygged Kongeriger og ødelagt
Stæder, ikke rokke Jer? Dumdristige; tør J begegne
Jordens Gudinder med Foragt? Skal to funklende Dia¬
manter ikke giøre samme Virkning paa eder, som en Perle
paa en Jøde? Ere to glatte Kinder, hviide Hænder og
Tænder endnu for lidt til at stikke eders fugtige Tøn¬
der i Brand? O! saa maa jo dog de smilende Læber
slaae eders Ærbarhed paa Flugt? Ere J endnu følesløse?
ja saa skal jeg forsøge at sætte Haarskiæreren og Skræde¬
ren, ja Dandsemesteren med ud paa Jer. Kand J see
paa den vel anlagte Have, som zirer Hovedet, med lige¬
gyldige Øyne? Er en Envelope ikke ald eders Høyagtelse
værd? Formaaer den artige Belevenhed ikke at give eder
Liv? Kand disse vel tiltaklede Seylere ikke give eder Lyst
til en Lyst Seilads? O! saa bliver Pebersvenne længe nok.
Dog vil jeg erindre dette til Trøst for vore Fruentimmer,
at der findes kun faae af dette Slags Pehersvenne, de skal
derfor kun beholde Sminke=Flasken, og lade Skiønplet¬
terne sidde.
Det andet Slags ere boesiddende Pebersvenne, de
ere just ingen Hadere af det smukke Kiøn, men Ægteskab
er dem kun modbydeligt, hvortil de have sig adskillige
gyldige Aarsager forbeholdne efter deres adsk llige Gemyts¬
Beskaffenhed: Ere de for Exempel mistænkelige, saa kand
de ikke tænke paa Ægteskab, uden strax at føle en Værken
i Panden, saa stærk kand Indbildning være: Ere de spar¬
sommelige, saa ansee de en Kone og Pengetyv for eet og
det samme: Ere de Elskere af Eenlighed, saa bilde de sig
ind, at en Kone er som Uroen i Uhret, og vil fra Morgen
til Aften holde heele Huuset i Bevægelse. De nødes da
til at holde sig en Vice Kone om Dagen, som gaaer under
Navn af Huusholderske, om Hun eller nogen anden var¬
mer Pebersvennens Eenligheds Leye, derom kand man
erkyndige sig hos Melkebøtterne i de smaae Stæder og
hos Torvespandene i Hoved=Staden. Ved denne Gien¬


vey seer Pebersvenden sig befriet fra mangfoldige Uleylig¬
heder: Han seer uden Gysen, at man tager Hatten af i
Respect af hans Viuduer, og selv hilser og hilser han paa,
uden Frygt for et suurt Ansigt, saa længe han vogter sig
for sin Vice=Kone: Hans Lomme tømmes ikke ved Caffe,
og hans Ørne døves ikke af Caffe=Discours: Barsel=Uroe
og Børne=Skrig giøre ham ikke huusvild, og han er ingen
Slave af en hærskende Amme.
Det tredie Slags Peberspenne ere de, der ligesom
sidstbenævnte andet Slags ere Hadere af Ægteskab, men
skille sig fra hine derudi, at de og ere Hadere baade af
ugifte Fruentimmer og Huusholdning. De vil see sig
befriede fra Byens Tynger, og det er dem alt for besvær¬
ligt at have aarlig Bryderie ved Huusets Reparationer:
Pige=Klammer skurrer i deres Ørne, som Børne=Skrig,
og de gruer for Slagter=Maaneden, som en Gieldner for
Terminerne: Kort: de vil ingen Huusbekymringer lade
forstyrre deres Roe: de lade derfor deres reede Penge
skaffe dem Værelser, Mad, Opvartning og andet meere
paa et Stæd, hvor de ere selv anden Mand i Huuset;
men Konen giør derfor ikke Barsel uden en Gang om
Aaret.
Her har de, mine Herrer, en kort Beskrivels
over de underlige Mandfolk, som man kalder Pebersvenne,
hvilken jeg haaber, de indrykker i deres Ugeblade. Jeg
forsikkrer dem, at de lider ingen Afbræk derved paa deres
Blades Afsættelse, om Pebersvennene skulde fortørnes
over at see sig afskildrede; thi kun faa af de rette Peber¬
svenne nænde at gire Penge for deres Blade, og med
mindre de læse dem gratis, faae de ikke sig selv at see.
Derimod vil de faae det smukke Kiøns Yndesi; thi de
skylde just Pebersvendene for alt det, man anfører til
derrs Fornærmelse i Patrollen, der er ellers, sige de,
ingen brav Karl, som taler ilde paa os. De giøre og
mig en stor Tieneste dermed; thi jeg venter mig heele
Kiønnets Bevaagenhed, og i Særdeleshed deres Naa¬
de i høyeste Grad, som have Pebersvennene at takke for,
at de ere forglemte.
Have


Have ellers de Herrer Pebersvenne noget at be¬
fale, er jeg til deres Tieneste, naar de befaler, og for¬
bliver deres
tienstvillige Tiener
Anti=Pebersvend.
NB. Af Mangel paa indkomne Nyeheder af Be¬
tydenhed; (thi det, at to sloges i Haven i
Søndags, er ikke værdt at tale om) maa vi,
for at fylde Rummet, give os den Ære, at
fortælle Læserne en
Fabel.
De Eenfoldiges Roes.
En Hane tit forlod sin Hønse=Flok,
Og over Taget fløy indtil sin Naboes Koner.
Han galede i kunstige og nette Toner,
Og brystet sig; thi han var modig nok.
Hvad skeer?
Han over Hovedet sin grumme Fiende seet.
Her tænkte Hanen ikkun paa
Hvordan Han kunde ham undgaae,
J hvilken Krog han skulde sig forstikke,
Og løber blindt i et opstillet Garn og Strikke.


Her sad han fast og Høgen med,
Som i det Øyeblik paa Hanen just slog ned.
De stakkels Høns i Gaarden fløy her om
Hvorover Hønse=Pigen kom,
Og med et Kuste=Skaft afsagde Høgens Dom;
Med reddet Hanen ud af den opstillet Snare,
Hvor i de begge to indvikled vare.
Strax fremkom Hønsene,
Og roeste Hanen paa det allerhøyeste:
For han saa sneedig var i saadant Øyeblik,
Og Høgen ved sin Kunst i Snaren fik
J Førstningen vel Hanen lurede,
Og tænkte, denne Roes tilkommer mig dog ikke
Jeg bedre Aarsag veed til min og Høgens Strik
Men Hvad! De Toser troer,
At Mod og Viisdom i min Hane=Hierne boer
Derpaa Han brystet sig for de Eenfoldig
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsda¬


Patrollen.
No. 18.
den 6. May. 1766.
D¬
a vi alle Tolv ere af Naturen meget godhiertede og
tienstfærdige, endskiønt vi veed vel, at der ere
nogle, som ikke vil regne saadanne gode naturlige
Egenskaber iblandt Dydernes Tal; saa troer vi dog om os
selv, at vi giøre Vedkommende Fattige, som ere blevne
Arvinger til følgende rare Oldsager, end virkelig stoer Tie¬
neste, naar vi efter deres indstændige Begiering bekiendt¬
giører samme i vore Blade, saasom Stervboet, efter denne
store Oldsagers Elsker ey formaaer, at lade et ordentlig
Catalogus trykke. Vi vil derfore af puur Medlidenhed
bekiendtgiøre de rareste af disse gamle Sager; dog med
nogen Forandring:
Catalogus
paa
Adskillige rare Oldsager, naturalier, ældgamle
og rare Bøger og Manuscripter, samt andre Ting, der ere
værd at anskaffes af dem, som anvender deres Tid paa
unyttige Tings Opfindelser. Ej at tale om den Philoso¬
phiske Steens Opdagelse, en galant Levemaades Indret¬
ning, og andre saadanne Ting, som giør et Menneske lyk¬
keligt i Jndbildningen. Auctionen er berammet at holdes


paa den store Plads under aaben Himmel, naar alle Nar¬
rene kommer til Torvs. Betalingen skeer af de ubekiendt
te paa Stedet; men af de bekiendte, som sædvanlig 6 Uge
a dato; thi ville de respeetive Liebhabere ingenlunde for¬
sømme til bemeldte Tid og Sted at indsinde sig, eller og
betids indsende deres Commissioner til Kiendere af saa nyt¬
lige og vigtige Sager.
No. 1. En meget forunderlig Klokke, som ringer altid
af sig selv, dog stærkest paa visse Tider. Ypperlig
for ubarmhiertige og døve Øre, til de Nødliden¬
des Raab.
Et kunstigt Slag=Uhr med en fortræffelig Vækker.
Got for de Sikkre og Søvnagtige, i sær for gamle
Gierrige. Uhret viser accurat Tidens Flygtighed,
og Vækkeren har det forunderlige og nu næsten
ubekiendte Navn Samvittighed.
3. Tvende Duel=Kaarder, gode at bruge for Riva¬
ler; thi de ere gandske forrustede i Skeden.
4. Et par Philosophiske Staal=Handsker.
5. Et par dito Sokker gjort af Filt.
6. Plinii Tøfler, gode for dem at gaae med, som
plages af den Orm, at eftergrandske forborgne
Ting.
7. Pilati Van=Fad. Dette har været i en bestan¬
dig Brug fra denne reene Mands Tid, og vil nok
saaledes vedblive til Verdens Ende. Man kan let
vide, af hvem det bruges.
8. En meget god Riffel=Bøsse med Krud=Maade,
som kaldes Hyklerie, og Kugle Form til forgyldte
Kugler. Denne Bøsse har endnu aldrig slaaet
Klik; og enhver forgyldt Dosmer kan med den
lade, sigte, skyde og treffe, endog i blinde. Et
ypperligt Gevhær, men ingen Ære ved at bruge.
9. To Flasker med en vel forvaret og stærk Spiritus.
En Slurk af den ene, opvækker den hæftigste Kier¬
lighed, og en lige Portion af den anden, det biuer¬
ste Had, meget brugeligt af partiske og eenfoldige
Aander.
10. Et par Hollandske Briller, meget skiønne for
Skindsyge Mænd.


11. En Flizbue at skyde til Maals med ved Vindu¬
erne paa Gaderne, paa Volden, i Haverne, i
Markene, Lunde og Skovene, ja, ved gammel
Strand. Venus skal have opfundet Buen, og
Cupido Pilene; Den har fældet mange forunder¬
lige Dyr.
12. En Høne, som imod Naturen galer, hver Gang
der kommer fremmede Haner i Gaarden. Den
sidste Mand, som ejede denne Høne, døde af Ær¬
grelse; thi hun galede saa høyt, at Manden kun¬
de høre det, om han endog var i den anden Ende
af Byen - Vi vil ikke raade nogen, i sær gam¬
le Mænd, at kiøbe denne Høne; thi ingen kan
være tient med den, uden den, som er saa fuld¬
kommen, at han hverken kan høre eller see.
13. En Hane, som galer, hver Gang Vinden og
Huusmoderens Sind vender sig. NB. Denne
Hane galer næsten hvert Øyeblik.
14. En vel tilproppet Læder=Flaske med nogle Draa¬
ber udi af Alexander den Stores Sveed, op¬
samlede, da han ene stridede inden Babylons
Muure. Denne Flaske er ligesaa nyttig, som vo¬
res Modens Eau de lavande Flasker, at lugte til,
for en Deel store Helte.
15. Et Forstørrelses=Glas, som mægtig forstørrer
paa 1000 Skridt. Det var Skade, at der er
kun et af det Slags; da saa mange nu omstunder
ere blinde, og een kan kun blive hiulpen dermed.
16. En Krukke med en Slags Salve udi, meget
nyttig at bruge for dem, som ere befængte med
Bisse=Syge, og tillige ere beladte med Liigtorne.
17. Jantippes Fløjte, hvorefter Socrates maatte
Dandse. Den har nogle græsselige Toner; ingen
from Kone kiøber denne.
18. En Tønde Øll, hvoraf et Fingerbølle fuldt kan
virke en tæt og tilstrækkelig Ruus; dette recom¬
menderes dem, som maa have den Umage at drik¬
ke mange Potter, inden de kan finde den attraaede
Virkning.
19. En Bimpel Brændeviin af samme Kraft.
20.


20. Den Slange, af hvilken Cleopatra blev sktukket
til døde; denne forvares i Spiritus, og tiener som
et Beviis paa en forsildig Fortrydelse.
21. En tandløs Coqvette, ligeledes i Spiritus. Et
græsselig yndigt Creatur.
22. Et Slags Sminke, som ikke forderver den gro¬
veste Hud.
23. Et Næse=Foutteral, meget fornødent at bruge
for somme i paakommende Tilfælde.
4. En Soel-Hat af allernyeste Facon.
25. En dito af allerældste Skikkelse.
NB. Her kan Kiendere best see Forskiellen.
Den er som Natten mod Dagen.
26. En fra Paris nyelig hiemkommen Dukke. NB.
Den er pyntet.
27. Et Grønlandsk Fruentimmer ponsseret i Vox.
(Kors, hvilken Forskiel paa disse To.)
28. Holger Danskes Side=Gevæhr, temmelig ru¬
stet; men en rar Antiqnitæt. Man meener nok,
at denne maa være meget lang og stor. Ney saa
mænd, den er allene halvanden Tome længere, og
et halv Lod tungere, end de nu brugelige. NB. Hol¬
ger Danske har og baaret sin Kaarde i Karbiner,
altsaa er denne Mode, ligesom mange andre, ikke
nye.
29. Samme gode Mands Chapeau bas, hvilken
han havde brugt i sine Petit Maitre Dage, og
giemt til sin høje Alder, for at have noget at
lee af.
30. Burmans Hals-Baand, bestaaende af henved
10 Alen i Længden; thi det gik to Gange igiennem
hans forskrækkelige store Haar=Pung; der er nogle
allerkiereste Fryndser paa Enderne af denne søde
Klud, som han lagde i den allerdeiligste Sløife
under Hagen: NB. Derfore vare og mangfol¬
dige forliebte i Burman.
31. Sammes Dandse=Skoe. Er kiøbt meget dyrt
af Antiquitæts Elskeren paa en Auction; Man
haaber, at vore Tiders Letbeenede vil ikke blive
mindre Liebhabere til disse nydelige Skoe. Saa¬
len er kun to Tomer tyk, men kan og derfor vare des
længere.


2. Jan de Frances Kiol, knappet bag paa. La¬
der galant.
33. Et Been, som skal være stiaalet fra Reliqui¬
erne i Rom.
24. En god Deel! Crocodil=Graad i en Flaske af
Ræve=Skind, vel tilproppet.
35. Den Urt, hvormed de Jndianske Fruentimmer
kan giøre deres Mænd drukne paa visse Tider.
36. Den Muus, som Bierget fødte, da man ind¬
bildte sig, det vilde føde en Kiempe.
37. Et Barn paa 12 Aar i Spiritus, som allerede
havde Skiæg. NB. Nu fødes ingen Børn meere.
38. Et par Østers=Skaller. Man meener nok, at
disse var ingen Raritet. Jo vist; thi de ere just
de selv samme, som Ræven deelede imellem Odde¬
ren og Beveren, da de havde fanget en Østers, og
ei kunde blive enige om Byttet.
39. Et Haar af Norcrosses Skiæg. Det har
kostet en Rigsort.
40. Nogle Par forlorne Legge.
NB. Sælges Parviis, saasom der er For¬
skiel paa Størrelsen.
En Deel rare Potraiter og Skilderier.
No. 1. Et Portrait, hvorpaa forestilles Naturens Van¬
skabninger. NB. Dette lader galant i en mørk
Stue.
Croesi Lyksalighed, som tager en bedrøvelig
Ende. Forfærdiget af den berømte Mester
Apelles.
3. Jerusalems Skoemager i Legemlig Størrelse,
vel truffet.
4. Kempen Gilli ligeledes i Legemlig Størrelse.
5. Den smukke og af Paride bortsnappede Helena,
noget beskadiget; men vel truffet.
6. Et Kaal=Hoved.


7. Venus, pousseret i hvidt Jomfrue=Vox med
Glas for og i forgyldt Ramme. Dette Skilderie
blev kiøbt af en lille ung Herre paa en Auction for
20 Ducater, og da samme døde, var dette og
hans heele Efterladenskab. Der var dog neppe
Vox for Pengene.
8. Cupido i legemlig Størrelse med Kogger og
Pile, sigtende efter Venus, som kiørte i en Phae¬
ton med to hvide Duer. Dette smukke Skilderie
blev kiøbt paa en Auction efter en 80ve Aars
Jomfrue, og beløb sig saa høyt, at hun fik en
hæderlig Begravelse derfor. NB. J de Tider blev
strax holdet Auction efter gamle Piger.
9. En Nonne med alle sine Børn og Efterkommere.
Dette er et meget gammelt Skilderie, som afbilder
Uskyldigheden selv.
10. Et Portrait, som meget livagtig forestiller
Æneas bærende sin gamle blinde Fader Anchises
paa Ryggen midt igiennem Jlden af det bræn¬
dende Troja. Dette Skilderie er værdt at be¬
tragtes af ryggesløse Sønner.
Bøger og Skrifter.
No. 1. En rar Bog, kaldet Oplysning i alle Ting.
Den er igiennemskudt med ligesaa mange reene,
som trykte Blade.
2. En Koge=Bog, hvoraf Apicii kan lære at koge og
tillave saa rare og kostbare Retter, at man kan
trodse sine beste Venner dermed.
5. En Gårtner=Bog, som lærer fortreffelig at plante
Asparges og Jordbær.
4. Cæsars Kierlighed til Cleopatra. Denne
Bog maa kiøbes med tillukte Øyne.
Et selvgjort men Curieuxi Alphabet, som to For¬
elskede betiente sig af til en forblummet Brev¬
Vexling i gamle Dage, da Døttrene bleve saa noj¬
paapassede. NB. Er et Manuscript.


En vidtløftig Beskrivelse over alle de Lykker og
Ulykker, som Penge har gjort i Verden, i 2 Vo¬
lumina. Det første Bind handler om Lykkerne,
og bestaaer af et halvt Alphabet. Det andet
Bind handler om Ulykkerne, og bestaaer af 25
Alphabeter.
7. Et langt Negister paa alle dem, som har Skiørt¬
Vocationen deres Lykke at tilskrive.
8. Kort Underviisning til at opdrage Børn efter
Modens Leve=Regler.
9. Den falske Stats-Kunst.
10. De Gamles Pantomime=Kunst med Kobbere,
hvoraf læres, ved Gebærder at give Talen en be¬
synderlighed Eftertryk, saa og ved Grimaser at ud¬
føre en heel Discours, heel nyttig for dem, som
mangler Veltalenhed.
11. Sirenernes Sange, forfattede efter den nu
brugelige Melodie, Noderne ere stukne i Kobber,
og meget behagelige at synge i Tusmørket.
12. En vidtløftig Beskrivelse over Asculapii Skiæg.
13. Kort Underviisning for dem, som agter at kien¬
de sin Forlovedes Gemyts-Beskaffenhed, og hvor¬
ledes han og hun vil blive i Fremtiden.
14. Kort Underviisning for dem, som spadserer i
Maanskin.
15. Dito
for dem, som spadserer i
Haverne.
16. Dito
for dem, som spadserer paa
Volden.
17. Dito
for dem, som spadserer uden
Porten.
18. Dito
for dem, som spadserer i
Dyrehaven.
19. En tilforladelig Spaadom om alle de Foran¬
dringer, som vil opkomme i Moderne indtil Ver¬
dens Ende. Auctor vilde endnu have gaaet læn¬
gere frem, dersom han ikke uformodentlig havde
faaet Kone og Brød, saa han glemte at spaae. Det
er et Manuscript, men meget net og ziirlig skrevet;
prægtig indbunden, og forgyldt paa Snittet. Au¬
tor har deri gjort en vidtløftig Fortale og Lovtale


til sin Kone i Frier=Dagene, og dediceret den til
hende og man vil meene, at han vandt sin Kones
Hierte ved det Capitel, som indeholder denne Spaa¬
dom: I Aaret 1766. skal der komme saa lange
Svandse i Moden, som Cometens, der i Aaret
1744 lod sig see i Norden. Fruentimret skal og i
samme Aar opfinde et Slags Soel=Hatte, der i
alle Maader skal ligne de gamle Macedoniers
Storm=Huer, hvilke begge Deele skal kunde udgiø¬
re et Complet og net Fruentimmer. Ligesaa visse
ere alle de andre Spaadomme.
20. En artig Piece, hvoraf kan læres at giøre nette
og afpassede Trin, samt Complimenter og Caprio¬
ler paa nyeste Maade. NV. Foran i Bogen sid¬
der et Speil, som lærer fortræffelig at behage sig
selv.
Appendix.
Nogle af de Bøger, som den Engelske Spec¬
tator fandt i Enke=Fruens Bibliotek, og som
urimeligen havde forbedret hende.
No. I. Locke om den Menneskelige Forstand, med et
Papir udi fuldt af Skiønpletter.
2. En Bog om at bogstavere ret.
3. De femten Fordeele ved Ægteskab.
4. En Bog med nye Tidender.
5. Culpeppers Jordemoder=Kunst.
6. Clelia, hvilken Bog aabner sig selv paa det Sted,
hvor der fortælles om et par Forliebte i en Lov¬
Sal.
7. En Bønne=Bog, med en Flaske Ungersk Vand
ved Siden.
8. De la Ferte, hans Underviisning til Hyrde¬
Dandse.
9. Underviisning for en Datter.
1o. Alle Autores Classici af Træe.
Af disset approberede Uge=Blade udgaaer et hver Onedag


Patrollen.
No. 19.
den 13. May. 1766.
Commune naufragium dulce,
D¬
enne Gang har vi ført os op med en Latinsk Dø¬
vise: Følgende poetiske Fortælling synes at sands
Ordsproget.
Den hvide Hoppe er den beste Hest.
Leander, mægtig, høi og stoer af Stand og Stas,
Fandt uforventet, af den Skiønheds Jld og Hveede.
Hos Laura, Datter af den rige Dorilas,
Sit unge Hierte sveede.
Hun, som i Skiønhed vidt blandt andre blinket ud,
Og ingen eftergav, for lidet eller meget,
J Stand og Gods, blev snart Leanders Brud,
Ved kielne Elskovs Suk og Kierlighed bevæget.
Hver glædtes rundt omkring. Ja, et saa yndigt Par
Man lutter Lykke spaade.
Slig Samling, sagde man, vil vist og ufeilbar
For dette smukke Par og alle vel geraade.


Men Laura neppe sig i Huuset Frue saae,
Før alle Huusets Folk med Klager lod sig høre:
Hvad, hun befoel og bød, var Trusler oven paa
Lyd, heder det, hvis ej, jeg dig paa Dør skal kiøre.
Leander stakkels Mand ei selv engang blev frie;
Men ofte Seil for Byger maatte stryge.
At under Aaget af sit Tyrannie,
Hun ham og al hans Slægt kun kunde brav ydmyge
Deraf kom daglig Tvist og Huus=Allarm afsted.
Dog, hvordan Manden det end snoed eller vendte,
Om han taug, eller taled med:
Hvad Fruens Hane goel, var immer: Regimente!
Tilsidst Leander sig befandt
Forharmed, og af Had optændt imod sin Frue.
Han skreeg forbittret ud: Troe mig, jeg dig galant,
Skal lære andet, end din Mand at underkue;
Jeg blæser ad ald Qvinde=Tvang;
Jeg spotter og beleer kun herskesyge Koner;
Lær andre, om du kan, din myndig Torden=Sang
At Tone, som Coujoner.
Til Dorilas at gaae, han tog da Vejen fat,
Og for den gamle Mand den heele Sag opregnet,
Dertil af hvilken Aand hans Kone var besat,
Hvor slet hun for hans Troe og Elskov ham begegnet.
O! sagde han tilsidst: Den Laura fra mig tag.
Den heele Brudeskat jeg vil tilbage sende,
Naar jeg kun Nat og Dag;
Beholde Huusfred kan for hende.
Først syntes Dorilas, som han forbauset var
Og at sin Svigersøn en Trøst han kunde give:
Mig undrer Eders Ord, den Gamle gav til Svar,
At J uroelig for saa ringe Ting kan blive;
Man Konerne gemeenlig jo at herske seer;
Giv agt paa andre Mænd, af dem J det kan lære;
Bild Eder aldrig ind, at Eder Uret skeer,
Om Eders Kone vil sit Huus og Mand regiere.


Den unge Mand med Giensvar snart fremkom:
Nej, Nej, Papa! Det ej kan være, som J taler.
Det jo uhørligt er at Koners Herredom
Kan drive Spot med alt hvad Mændene befaler
Hvad Husbond bydes vel at bære saadant Aag,
Som dette, hvorudi min Kone mig vil spende?
Thi hendes stive Sind ei bøjes kan, end dog
Jeg vilde banke hende.
Langt heller vil jeg troe, at ingen tærlig Mand,
Saafremt han mellem Ret og Uret veed at skille;
Saafremt han haver Vid og bruge kan Forstand,
--. 4
Vil underkaste sig en Kones Herske=Grille
Den Gamle faldt ham ind: Ei Kiere! Tael ei meer;
J kiender Verden ei; men meget har at lære.
Troe kun, før J det seer,
At Koner deres Mænd gemeenligen regiere;
J Maaden kun alene Forskiel er:
Een hersker ved at larme, storme, buldre, kive;
Een ved forstilt Opvartninger;
Een Tøilen mesterlig forstaaer at eftergive,
Hun lystrer Manden til en Tid;
Men ene kuns at hun sin Hensigt kan erlange,
Og med saa meget mindre Flid
En anden Gang igien kan tage ham til Fange.
Een naaer ved Kys og Klap sit Øyemeed.
Een lader sig som Byge=Væjer befinde:
5 Dag slaaer Hagl og Storm alting i Huuset ned.
5 Morgen skinner Soel, og blæser milde Vinde.
Dog at vor Tvist til Ende komme kan,
Og vi ei længer skal om denne Sandhed trette,
Forsøg da dette Raad, som lettelig gaaer an,
Om J det kun i Værk vil sette:
Tag, om J haver Lyst, Fem Heste paa min Stald.
Lad for en Vogn af mine spænde;
J denne Kurv J legge skal
Fem Hundred Eg, og dem med Hestene fremsende.
Kiør saa, hvorhen J vil, og giør, hvad jeg har sagt;
Dog med Betingelse, at, hvor J monne finde


Et Huus, hvor Hustruen har over Manden Magt,
Leg af et Eg derinde.
Men om J faaer en Mand at see,
Der fører i sit Huus fuldkomment Herredømme
Forær ham een af Hestene.
Jeg vædder, at J først skal Egge=Kurven tømme.
Jeg da vil haabe, J ei Eder skal, som før
Beklage for Ulykke,
Men lære, saasom det sig bør,
Taalmodighed, endog i dette Stykke
J sær, naar J ei seer min Laura meere slem,
End andre hendes Naboe=Qvinder,
Som, hvordan man end handler dem,
Man best med Taallighed og Taugshed overvinder;
Men mister J først Hestene,
Skal efter Eders Forestilling,
Skilsmisse mellem Jer og Laura rigtig skee
Og af Medgivten Jeg ei have vil en Skilling.
Leander dette vel anstod.
Det Hundred var mod Een, han tænkte let at vinde,
Han fattede et got og muntert Mod,
I Haab hans Sorg nu skulde plat forsvinde.
Han biet ei, blev glad i Sind og Siel.
Karethen færdig stod, og Hestene til rede.
Han Svigerfaderen fik neppe sagt Farvel.
Og derpaa steeg til Vogns med Glæde.
Fra Harm han tænkte sig alt løs at have slidt,
Og lod sig, om en Stund indbilde,
At blive Hestene, saavelsom Konen, qvit,
Den Lykke han ikkun i Verden ønske vilde.
Det strax var¬
Holdt: ved første Gaard
Leander hæftig bliver skræmmet;
Thi Konen slog Allarm, og raabte inden for:
Hej! Mand! til Dørren spring! vær snart! der kommer
Fremmed.
Her lagde han et Eg, som han af Kurven tog,
Foer bort, om intet meer han sig bekymre vilde.
J fleere Huuse det ei bedre sig tildrog.


Det tegned til, hans Togt kun vilde lykkes ilde.
Han foer dog vidre frem; men fandt, i hvor han kom,
At Konerne de havde Herredom.
Leanders Kurv blev næsten tom;
Men een af Hestene den Stakkel misted ikke.
En Herregaard han kom omsider til.
Han tænkte: Jeg maa see, hvad Fruen her betyder.
Min Prøve her mig vist nok lykkes vil;
Thi store Folk de jo og haver store Dyder.
Han banked paa. Blev strax lukt ind.
Han spurgde: Kan jeg strax faae Herren udi Tale?
Man svarede med et forvirret Sind:
At Herren havde lagt sig lidt i Middags=Dvale.
Men Fruen strax han kunde faae
J Tale, om han saa forlanged.
Man lod ham ind til hende gaae
Som meget høflig ham undfanged:
Hun sagde, vær saa god, Min Herre, sæt Dem ned!
Min Mand jeg, om De ei kan tøve,
Skal vække op, endskiønt jeg ei hans Roelighed
Og Middags=Hvile ham ret gierne vil berøve.
Mes, hierte Frue: Ney: Leander svarede:
Jkkun et Spørsmaal mig til Dennem drager,
Som Fruen selv, saavelsom gode Kiereste
Forklare kan, om Dennem saa behager.
De vil vel, sagde han, sig undre høiligen,
Naar De det faaer at høre,
Da det ei sømmer end den meest bekiendte Ven,
Et saadant Spørsmaal at fremføre;
Men, siden dog en Sag af største Vigtighed,
Herved kan gandske afgiort blive,
Saa beder jeg, De ei vil blive vreed,
Men mig min Dristighed tilgive.
Vel mueligt, og mit Spørsmaal gavne kan
Dem selv, om De min Dristighed vil lide:
Om Deres Herre Dem regierer, eller han
Af Dem regieres? Det jeg ønsker mig at vide.
102


Min


Min Herre, svared hun, jeg det maa give Magt;
Det klinger sælsomt i mit Øre.
Dog, paa det Spørsmaal De mig haver forelagt
Jeg et oprigtigt Svar igien vil lade høre:
Hvad mig betreffer, jeg min Mand
Adlyder, og i Alt ham søger at befalde,
Saa at, naar jeg ham føje kan,
Det plejer jeg min Roes at kalde.
Men saasom jeg kun selv beviidner det,
Og det kan synes Dem for mistænkt ved at hæfte,
Saa spørg ham, om jeg taler Ret?
Der er min Mand, lad ham selv denne Sag bekræfte
Just i det samme Manden treen
Til dennem ind i Cabinettet.
Den Sag ham syntes ugemeen,
Da af Leander han derom blev underrettet.
Hvert Ord hans Frue om sin Ydmyghed
Før havde talt sig selv til beste,
Var han strax færdig og bereed
Ved sin Erklæring at stadfæste.
Her fattede Leander Mod.
Min Herre, sagde han, Vælg een blandt mine Heste.
Ei, kiere! vær saa god
At tage den, som synes Dem den beste!
Knap havde Herremanden fæst
Til Hestene sit Syn og Øye,
Før han udlod sig for sin Giest,
At hans den sorte Hingst ham kunde meest fornøie.
Men Fruen ikke var med dette Valg tilfreds.
Min Hierte! sagde hun: Ak! siig mig dog, hvorfore
Du vælger dette Slags, som faaes allesteds?
Den hvide Hoppe helst Du burde at udkaare;
Thi jeg langt hellere den leed.
Ja, at den meere var beqvem til hendes Sadel,
Og tienligst, naar hun reed
Omkring til Tidsfordriv paa Landet iblandt Adel.
Men Manden sagde derimod:
At han den sorte Hingst nu havde alt udtaget,


Den ham blandt alle best anstod,
Og havde ham i sær behaget.
Men Fruen dog blev ved sin samme Sang,
Og paastod Hoppen for hans Næse,
Taalmodigheden blev for hende alt for lang,
Hun derfor gav sig til ham saadan Text at læse:
Hør, Mandl Er jeg el værd et Bæst;
Det skulde lade meget ilde.
Den hvide Hoppe er den beste Hest.
Skal Eders sære Sind min Paastand vel forspilde?
Min Engel, svared han, vælg, hvad Dig tykkes best.
Leander raabte: Holdt, Og trættes ey om Sagen.
Et Eg til Tieneste! her vanker ingen Hest.
Mands Myndighed her er lagt klarlig nok for Dagen.
Jeg mine Heste alle Fem
Vil Ejermanden flye tilbage.
Og til min Laura jeg mig vil begive Hiem,
Saa taallig, som jeg kan, at slide mine Dage.
Adskilligt Ryt.
Til Ægrotenland skal atter være ankomne nye
Doetore baade for Mennesker og Fæe; og paa det ingen
skal kalde deres Dygtighed i Tvivl, har de bekiendtgjort,
at de agter at rejse snart bort igien, for paa andre Ste¬
der at curere ligesaa mange, som de har cureret i
Egrotenland.
Fra Uteerligheds=e haves den tilforladelige Ef¬
terretning, at Politie=Betienterne Natten imellem den 11te
og 12te fangede to Par forunderlige Dyr i et Hække-
Buur. De har givet disse Dyr Navn af liderlige Fugle,


og til Vidunder sat dem ind i et stort Fange=Buur, hvor
alle, som seer dem, kan rigtig nok kiende Fuglene paa
Fierene.
Fra Dyrehaven fr denne behagelige Tidende
indløben, at de unge Bøge og smaa Buske allerede har
iført sig sin deslige lysegrønne Majmaaneds Klædning,
og at Frue Florabella er paa det prægtigste udstaffe¬
ret, og er bereed til at tage imod kiørende, ridende og
gaaende Visiter, dog helst imod de Ridende; thi ville
alle og enhver, enten de har Formue dertil eller ikke,
ingenlunde forsømme at giøre deres Opvartninger, jo
tiere, jo kierere. Skulde nogen ikke vilde gaae, kan
de kun behage at agere Spion, da de kan blive kiørte
2 Mile for intet.
Priis-Materier.
Endskiønt vi alle a ere Pui Stedborn, ud¬
sætter vi dog en Belønning af 20 Rdr. for den beste
Afhandling, om at høre ret, lugte ret, smage ret, føle
ret, see ret, stave ret, læse ret, skrive ret, og tale ret.
Thi 10 Rdr. er alt for lidt, for saa stort
et Værk.
Kkløste agerstinte lgskate atagen at har hater


Patrollen.
No. 20.
den 20. May. 1766.
Mine Herrer
D¬
enne Gang veed jeg Intet, og derfor vil jeg
skrive om Jntet. Læseren vil maaskee blive
vred, fordi han for sine Penge faaer Intet,
men jeg seer dog hellere, at man bliver vred for Jn¬
tet end for Noget; thi Vreden er da Jntet. Havde
jeg kun Mængde af Jntet, at skrive om, skulde jeg
aldrig sette Pen til Papir om Noget; thi om Jntet
skriver jeg dristig, men alle mine Fingre zittre, naar
jeg skriver om Noget. Jeg maae aabne Patrol=Sæk¬
ken, og lade Læseren see noget af mit Intet, hvilket
jeg vil fremsætte i samme Orden, som jeg der finder
det under sit Numer.
Intet No. 1. var indfattet i noget, som kaldes
Karet, saa at Hyrekudsken fik tolv Skilling af Jntet for at
flytte dette ubevægelige Intet. Til vore Philosopher,
som altid have Ord=Bismeren i Haanden, maae jeg giøre
denne Erindring, at dette Intet ikke skal forstaaes i den
strængeste Meening, som det, hvorom man intet Begreb


kan giøre sig: Ney! dette Intet havde Figur og altsaa
Materie, og opvakte næt op saadant et Begreb, som Virk¬
ningen af en Coiffere=Kam og en Skræder=Sax kan give
os. Men her forstaaes saadant et Jntet, der er en Man¬
gel af en Virkelighed, som kunde være tilstæde; af dette
Slags var ommeldte Karet=Fylding. Jeg vil sige, hvem
det var, det var Hr. Daarlighed. Enhver seer da, at
det var Jntet; thi Daarlighed er jo ikke andet end en
Mangel af Klogskab, følgelig Intet. Jkke desmindre
saaes en stor Hob Intet og smaat Noget at giøre Meget
af dette Intet, men disse Æresbeviisninger vare og Intet;
de allerdybeste Buk betydede ikke engang saa meget her,
som et Nik paa Landet, og hundrede ærbødige og lige saa
mange underdanige Tienere vare ikke andet end Mangel
af Virkelighed, altsaa Intet.
Intet No. 2. et heelt Bundt, som adspreedt hist
og her opfyldte alle Gaderne, og saaes næsten i ligesaa stor
Mængde, som Muffer om Vinteren og Kieppe og Vifter
om Sommeren. Mange Stykker af Ørkesløshed, Travl¬
hed, Geskæftigheder, nætte Uforskammenheder, uforlig¬
nelige Caprioler, sorterede under dette Intet, og man
mærkede hos dem en pis Bevægelse, skiønt hver efter sine
Bevægelses=Love: Dog jeg veed ikke, om man kan tillæggt
Jntet Bevægelses=Love.
Intet No. 3. et Sælskab. Dette Intet var
sammensat af en Student, en Martis Søn, en Borger,
tvende Madamer og en Jomfrue: J dette Sælskab saae
jeg Intet og hørte Intet. Studenten kunde Fransk, Tydsk,
Musique, Mathematique, Tegne= og Fægte=Konst, med
eet Ord: alle Ting; men han var Intet; fordi han vidste
mange Ting, vidste han Intet; thi hans Kundskab mang¬
lede Virkelighed. Martis Søn var kiødelig Broder til
Jacob von Tybo, hvoraf enhver seer, han var Jntet.
Borgeren var alting uden Borger, han vidste at kræve
samme Lydighed af sine Undermænd, som haa, af sine


Aarsager, beviiste sine Overmænd: som Statist, havde
han maaskee været noget, men som Borger var han Intet.
De tvende Madamer, naar man fratager dem de fire Ele¬
menter: Seng, Nat=Spille= og Caffe=Bord, vare Intet,
i det ringeste viiste de ikke Tegn til mindste Virkelighed:
Manden beklager, at det er alt for sandt, naar den kostba¬
re Middags=Mad falder ud til Intet, og Pigerne leer Ma¬
damen ud, fordi hendes Oeconomie er Jntet. Jomfruen
var ligeledes en Mangel af Virkelighed, dog beskylder jeg
hende ikke for at mangle det, hvoraf hun kaldes Jomfrue;
men omendskiønt hun end besad denne Virkelighed, tvivler
jeg dog om, at hun var noget: Aarsagen er, fordi hun
var Alting: Hun var Dommer i Alting og over alle, og
hendes Domstoel, hvis rette Sted er i Vinduet, flyttes
engang om Dagen til Caffe=Bordet, og visse Tider af
Aaret til et Lysthuns i Rosenborg=Have; men hendes
Domme ere Intet, saasom de ingen anden Grund have
end Tungens mechaniske Bevægelse, og da Intet er uden
tilstrækkelig Grund, saa er jo Alt, hvad som mangler
Grund, et Intet. J Følge den Regel: Af Intet kom¬
mer Intet, dømmer Læseren selv, at jeg ey lyver, naar
jeg siger, at jeg i dette Intet=Sælskab hørte Intet, end¬
skiønt jeg kan forsikkre, at jeg blev snarere døv og træt
af dette Intet, end af alt det Noget, jeg nogen Tid
og Stæd har hørt. Det var ikke Veyrliget, ikke Caf¬
seens Dyrhed og andre ligegyldige Ting man bragte paa
Bane, men Ting, som overskreed enten Fornuftens eller
Kierligheds Grændser. Det lærde Intet priiste og lastede
med lige Færdighed Skrifter og Vifter, Prækener og Sæt¬
ter. Det broutende Intet giorde en Sammenligning
imellem sine Førtienester og Værdighed og sine Overmænds
Uværdighed, hvilket at giøre tydeligt, han frembragte tap¬
pre Udfordringer, og Fortællingerne, krydede med Eder
i trende Sprog, forhvervede ham heele Sælskabets Bie¬
fald. Det borgerlige Intet vidste hvert Ord, som tales i
de geheime Cabinetter: Hver Herres Fortienester og hver
Hofmands giørende og lidende Efterstræbelser vare ham
bekiendte. Den ene Madame Intet førte lærde Discour¬
ser, og den anden anprisede en frie Handel, og forklarede


tydelig den store Jndflydelse, den vilde have i hendes Caffe¬
Udgifter og Skræder=Regninger. Jomfrue Intet udøste
en stor Qvantitet af den Skiønsomhed, som idelig ligger
paa hendes rosenrøde Lipper. Alt dette var Intet.
Intet No. 4. Dagens Forretning. Naar Da¬
gen beregnes til 14 Timer fra Klokken 10 Formiddag til
12 om Aftenen, og man overregner sin Gierning fra Mor¬
gen til Aften, naar man vil være fornemme: saa blivtr
Facit Intet. Vi ere Mennesker, og det er og bør være
vor Hoved=Hensigt, at forsvare denne vor Rang: Alt
hvad vi da foretage os, som ikke befordrer denne Hensigt,
men giør os ligesaa dyriske som fornemme, kand ikke være
Noget. Morgenens første Grøde bliver opofret til vores
Gane, og naar denne Epicuri Froeprædiken er ude, gaaer
en lang Høymesse an i Gudinden la Modes Tempel, for
hvis Alter man, som ivrige Tilbedere, stedse holder sine
andagtfulde Øyne henvendte til den Christal=klare Alter¬
Tavle, hvor man seer Gudinden i sig selv, og tilbeder beg¬
ge tillige. Toloprædiken eller maaskee Toeprædiken helliges
Ceres og Bacchus, og derpaa holder man Aftensang i de
Temper, som tilhøre enten Venus eller en anden epicuræisk
Guddom, yvorfra man, bebyrdet med sig selv og træt af
Jntet, drager hiem og hviler sig i Søvnens Arme, for
om Morgenen at være ligesaa flittig. Hvor blev nu
Mennesket af? Mon man i et eneste af Døgnens 1440
Minuter har tænkt, og tænkt som Menneske? Har man i
den Tid giort Noget, som giør os til Mennesker, og skillet
os ra de Dyr, der drage os, og fra de livløse Ting, som
vi træde paa? Hvad Rang have vi da over de ufornuftige
Skabninger? Er det fornemme at giøre Intet, da have
endog Lillierne paa Marken samme Rang, som vi: De
have og deres visse Tid, da de springe ud, og fra den
Jd af lade de sig see iførte deres Pragt, og kneisende
lade de sig beundre af Forbiegaaende, for Resten ube¬
kymrede; de hverken spinde eller arbeyde.
Intet


Intet No. 5. Traulhed. Det Slags Folk i
Rom, som har givet en romersk Poet Anledning til disse
Ord: Est genus qvoddam Romæ, multum anhelans,
findes her ogsaa paa mange Stæder; Folk, som ey har
Stunder at giøre noget for bare Jntet; Folk, som med
ald deres megen Travlhed udrette Intet. En Mand lø¬
ber, skriver, nu har at forrette i Gaarden, nu i Stuen,
nu paa Loftet; han giver sig ikke Tid til det ene for det
andet, og just derfor giør han Intet. Hvem skulde vel
troe, at en Kone, som staaer tilig op, og gaaer sildig i
Seng; sveder, puster og støyer den heele Dag; er alle¬
vegne i et Minut; har ikke Tid at sætte sig, mindre at
spise; dog med alt dette giør Intet, uden at giøre urydde¬
ligt for at rydde op igien; og at rydde op for at giøre
uryddeligt igien? Det gaaer med disse Folk, som med den
Hest, der staaende paa et Sted udmatter sig med Caprio¬
ler, saa han staaer i et Skum; da den sindige Hest imid¬
lertid lægger et langt Stykke Vey tilbage, uden at svede
engang.
Intet No. 6. Skole=Arbeyde. Dog er det ikke
altsammen Intet, men det, som allene sigter til Hukom¬
melsen, gaaer uden Tvivl i Rang med Intet. Hensigten
af Underviisning er at opfylde den Mangel, hvormed vi fø¬
des; at dyrke Sielen, hvis Kræfter, ligesom den udyrkede
Jords, ligge skiulte, at den maae viise sig virkende, og
bringe gode Frugter: med et Ord: J Skolen skulde man
blive Borgere. Men naar nu Læreren anseer sit Embede
som et Hoverie, saa bliver hans Arbeyde af samme Tro¬
fasthed, som alt andet Hovnings=Arbeyde: Den utroe
Borde rifler og skræller kun det øverste af Jorden, for at
spare sig og sine Heste: Følgen heraf bliver, at Jorden
bærer enten intet eller svangt Korn. En Lærer, som
naaer kun til det yderste af Sielen, og giør kun Furer i
Hukommelsen, uden at treffe Sielens virlsomste Kræfter,
Forstand og Villie, lover Staten lige saa maver en Høst.
Hans heele Skole=Arbeyde bliver da et Intet, saasom Hen¬
sigten ikke opnaaes. Og hvad Under, at der fra saadanne


Lærere, der bruge samme Methode, som de, der lære Fug
le at snakke, fremkomme Papegoyer i stæden for Borgere.
Intet No. 7. Venskab. Dette er et af de Ord,
som betyde Intet; thi naar jeg undtager Bogstaverne,
veed jeg ikke at giøre mig noget Begreb om Venskab.
Var Venskab det, som Philosopherne beskrive os, o
bestod deri, at den ene tog Deel i den andens Vel¬
eller Jldegaaende, som sit eget; saa var sandelig Ven¬
skab meget: maaskee dette var Ordets bemærkelse for
nogle Aarhundrede siden; men nu er det snarete en
Forestilling af dets Muelighed, den har sit Sæde i
Hiernen, og pryder et Skrift, end noget virkeligt, der
har sit Sæde i Hiertet, og viser sig i fælles Omgang,
Naar jeg skulde giøre en Forklaring paa Venskab, troer
jeg at have iagttaget Logikens Regler paa det nøyeste,
naar jeg sagde: Venskab er et prægtigt Intet, eller
med andre Ord: Venskab er en Lyd, som Ryggens og
Tungens harmoniske Bevægelser foraarsager i Luften.
At Forklaringen er rigtig, beviiser jeg af Erfarenhed:
Vi kalde den vor Ven, som nærværende efter en vis
Tagt, er bekymret for at vide vor Tilstand, glæder sig
ved vort Velgaaende, bedrøves over vores Ulykker, til¬
byder sin Tieneste, beviiduer sin Tienstfærdighed, og ved
sin Afskeed opfylder Luften med et klingende Levvel. Det
heele Venskab bestaaer kun i Lyden af disse Ord, og
Vennen er et Stierneskud, som vi ikke see, uden det
Øyeblik han skinner i vore Øyne. Vor Ven kommer
ey af Syner, før vor Tilstand bliver ham gandske lige¬
gyldig; ja measkee han beleer os, maaskee han nu for¬
nøyer sig over det Onde, han nyelig ynkede os for.
Man sætte nu Prøve paa hans Tienstvillighed, mon
man ikke faaer omtrænt samme Svar, som den jydske
Bonde fik af sin Naboe, da han begierede hans Heste
og Vogn til Laans: Alt hvad a kan tin deyg i Ord
aa i Tal, dæ vil a Brolil, mæ imi Heist aa Vogn
fær du it? Vist nok er det en prægtig Zirat i Slut¬
ningen af et Brev, tienstærbødigste Ven og Tiener;


men da enhver troer at have opfyldt sin heele Venskabs¬
Pligt, naar han har skrevet de tre Bogstaver; saa er
det jo et Jntet, som den ene Ven under Forseigling
tilsender den anden ligesaa koldsindig, som han imod¬
tager det.
Intet No. 8. Løfter. Dette er det Middel,
hvorved man søger at skille sig af med Folk; thi naar
man ingen virkelig Tieneste vil giøre; saa giver man
Løfter, det er: Jntet. Jeg tilstaaer, at man kan bli¬
re vel forsørget ved Løfter undertiden; thi man døer,
inden Løfternes Opfyldelse, enten af Sult og Græm¬
melse, eller og i en graa Alderdom: og man behøver
jo da ikke meere. Men man maae og tilstaae mig, at
man da bliver forsørget med et Intet.
Intet No. 9. Ønsker. Jeg forestiller mig et
hvert Menneske som en Tantalus, hvilken efter sin Død
var dømt til at staae i en Flod efter sin Hage, men naar
han, for at slukke sin Tørst, tøg efter Vandet, flyede det
bort fra ham: Mennesket er sat som i en Flod af Rigdom
og Overflødighed, han seer nok allevegne omkring sig,
han føler en u-udslukkelig Tørst, han bøyer sig for at drikke,
eller han ønsker, men han faaer Intet: Og fra den Tid,
han begyndte at forundre sig over en Rangle, indtil han
med brustne Øyne anseer heele Verden for Rangle og Duk¬
ketøy: er hans idelige Tørst efter Rigdom hans Bøddel;
idelig ønsker han, aldrig faaer han: han faaer undertiden,
og faaer dog Intet: han faaer endog, hvad han ønsker,
men saasnart han faaer det, er det ikke længer det, han
ønskede: han fik da Intet, og tørster endnu: Hvad ere
da Ønsker andet end Intet? Ønskte man Intet, saa hav¬
de man altid Noget; men saasnart man ønsker, har man
Intet; og fordi man altid ønsker, har man altid Intet.
Intet


Intet No. 10. Forlystelser. Dersom Forlystel¬
ser vare det, de efter deres Navn og første Hensigt burde
være.
Sielens Aandedræt og Frihedens Liv: Forstan¬
dens Slibesteen, og Legemets Læge; da vare Forlystelser
sen af de ædelste Ting, og i visse Maader befordrede Men¬
neskelig Fuldkommenhed. Men Forlystelser, betragtede i
deres Anvendelse af Mennesker, have gandske vanslegtet fra
deres Oprindelse, og stride tvertimod deres eget Navn;
saa at man enten intet Begreb kan giøre sig om Forlystel¬
ser, eller og det samme, som man giør sig om Trældom.
Det er følgelig et Ord, som betyder Intet. Frihed og
behagelige Følelser udgiøre det væsentlige af Forlystelser,
og naar jeg kan bevise Mangelen af begge i det, man kalder
Forlystelser; troer jeg at have beviist, at de ere Jntet.
Tvang i steden for Frihed, ubehagelige i steden for beha¬
gelige Følelser have klædt sig i Fornøyelses Dragt, i Jntet
Forskiellige fra Trældom uden i Navnet. Beviset tager
jeg af Enhvers Erfarenhed, og jeg haaber, ingen nægter
det. Man søger sine Forlystelser i Sælskaber, og der kun¬
de de findes, dersom man havde Frihed at vælge Sælskab;
men hverken Personer, Tid, Sted, Maade staae i vor
Magt, vi tvinges til det eller det Sælskab, uden at vide
selv, hvoraf: vi komme der, og atter Tvang, vi tør ikke
tale det vi vil, og vi nødes til, at tale det vi ikke vil:
hvor mange ubehagelige Følelser finde vi ikke, Frygt for
at slippe et meer end ligegyldigt Ord: Harme over een af
Gælskabets større Ære, smukkere Anseelse, prægtigere
Klæder, eller og anftødelige Opførsel: Legemets horison¬
tale Stilling: og 1000 flere Ting giøre os til misfor¬
nøyede Giester eller vrede Værter. Spil med den med¬
følgende Frygt, Vrede og indbyrdes Misfornøyelse giøre
os under Navn af Tidsfordriv til el endige Slaver¬
Hvor finde vi da Forlystelser? hvad faae
vi? Intet.
Af dusse approberedte Uge Blade ndgaaer et hver Onedg


Patrollen.
No. 21.
den 27. May. 1766.
Nam, qrid imagimubus, qvid avitis fulta triumphis,
Atria qvid pleni numeroso Consule fasti
Prefuerint? Si vita labat, perit omnis in illo
Gentis honos, cujus lans est in origine sola.
Junker Hans von Hansbach.
hans
Liv og Levnet
Uddraget af Die ergogungen der vernunftigen
Seele.
J¬
unker Hans har en berømt Afkom at takke for sin
Fødsel: dog har han aldrig gjort sig den Umage
at faae en nøjagtig Kundskab om fine gamle For¬
fædre, eller deres Historie. Hans heele Kundskab om


alle! sine Ahner, bestaaer derudi, at han veed at hans
Olde=Fader har været en Adelsmand, og at samme har
avlet en adelig Søn, der er blevet hans adelige Beste¬
Fader. Han kan sige uden ad, at denne hans adelige
Beste=Fader ligeledes har avlet en Søn, som er hans ade¬
lige Hr. Fader. Videre har han intet bekymret sig om sit
Slægtskab, uagtet det for 5 til 600 Aar siden har frem¬
bragt berømmelige Mænd, ja, Kantzlere, Gesandtere,
Kejserlige og Churfyrstelige Raader, Generaler og Ober¬
ster. Men Tid efter anden størknedes dette ædle og ade¬
lige Blod, og man kiender af den sidste Afkom ingen
større Helt af Huuset Hansbach, end vor Junkers Ur¬
Olde=Fader, der endnu saaledes ved Krigen har svinget sig
i Væjret, at han blev Fænrich. Vor Junkers seeneste
Forfædre lode sig nøje med den Skat, deres Fædre ved
deres Fortienester havde erhvervet, og holdt det for best i
Junker Hans lod
Stilhed at tære paa samme.
allerede i sin spæde Ungdom og Barndom see stor Fær¬
dighed. Han vidste betids, at han var en Adelsmand,
og denne Kundskab udgiorde og siden hans heele Viden¬
Oskab. Da han endnu gik i Sloje=Kiol, har han vel hun¬
drede Gange sagt Bønder=Børnene, der udgiorde hans
meeste Sælskab, at han var en Junker. Jg, aldrig har
en Adelsmand i sin Barndom havt rigtigere Begreb om
sin Stands Egenskaber, end denne vor lille Hans. Der¬
for kunde han ej heller, efter visse andre Adeliges Exem¬
pel, der ere faldne paa det forvovne Jndfald, selv at for¬
tiene deres Adelskab, aldrig fornedre sig saa dybt, at han
skulde have holdt Gemeenskab med Studeringer og Bø¬
Jmidlertid vilde i det ringeste hans Adelige
ger.
Forældre give ham en Standmæssig Opdragelse. Den
naadige Hr. Papa lærte ham betids at sidde standmæssig
til Hest, og med en fornem Velanstændighed at løsne
Flinten paa en Hare. Den naadige Frue Mama under¬
viiste ham, hvorledes han skulde giøre et adeligt Buk, og
hvorledes han skulde føre en adelig Dame, hvilket alt han
fattede med en usigelig Færdighed. Ja, dette lærvillige
Barn havde et saa hurtigt Hoved, at han af sig selv fat¬
tede alle de Slags Eeder, som hans Hr. Papa betiente sig


af, naar hans underhavende Bønder ej trællede nok.
Dog stod det meget haardt med at afskyde Fugle=Flinten;
thi en skrækkelig Frygt og en angestfuld Rystelse overfaldt
den lille Junker, hver Gang han skulde tage Bøssen i
Haanden, hvoraf nogle slemme Mennesker dømte, at Fa¬
miliens gamle Behiertighed maatte være meget udtømmet
i Hunsets Skatkammer. Endelig begreb dog vor Junker
ogsaa denne for sin Stand høystnødvendige Videnskab, og
hans Fader havde saa stoer Fornøyelse deraf, som en bor¬
gerlig Fader aldrig kan have den større, naar hans Søn
kommer paa øverste Part i Skolen, eller det, som meere
er, gaaer til Academiel. Siden den Tid har ingen med
større Vittighed kunde skyde en Hare eller Ager=Høne, end
Saadant Haab gav vor Junker
Junker Hans.
om sig, og i dette store Haab opnaaede han sit 18de Aar.
Han vidste da gandske tydelig, hvor uendelig højt han var
ophøjet over alt Borgerligt; han vidste ej heller noget af
det, som gemeene Børn maa lære, for at hielpe sig frem i
Verden. Dog kunde han læse et Aften= og Morgen¬
Suk, naar han vilde, og temmelig tydelig skrive sit Navn,
hvilket var alt, hvad Skoleholderen paa Landet, der siden
blev Degn, havde kundet indprente ham; thi til al For¬
tred beholdt han ingen Hovmester længere, end 6 Uger,
saasom den naadige Frue aldeles ikke kunde taale, at en¬
Borgerlig skulde give hendes høyadelige Hr- Søn befa¬
linger; men derimod havde den gode Degn langt større
Jeg veed ikke, hvor¬
Ærbødighed for Junkeren.
fore vor Junkers Fader paa den Tid holdt det fornødent,
at lade sin Søn antage Krigs=Tienester. En fire Ugers
Tid bar vor Junker Musketten; Men fra denne Post
opsvingede han sig i den korte Tid til en Fahn=Junkers
Plads og Værdighed. Dog havde han efter al rimelig
Anseelse, meere den Hest end sig selv at takke for sin Be¬
fordring, hvilken hans Hr. Papa forærede Capitainen.
I denne Stand levede vor Hr. Fahn=Junker nogle Aar
heel fornøjet, saasom han slap fra sine mangfoldige For¬
Men hvem kan
seelser med høflige Jretteselser.
rose sig af en vedvarende Lykke? Vor Fahn=Junkers
Capitaine, der ofte opholdt sig heele Fierding Aar paa


sine Godser, og hans Compagnie derover ved Officierer¬
nes alt for store Lemfældighed var gandske bragt i Forvir¬
ring, andholdt hos Obersten for Regimentet om en anden
Lieutenant. Denne nye Lieutenant var en skarp, or¬
dentlig og arbeydsom Mand, der ikke to Gange oversaae
med een og den samme Feil hos sine Underhavende, Hans
personlige Egenskaber havde ophøjet ham til denne Tiene¬
ste, og han bekymrede sig ei det ringeste om Adelskabets
Fortrin; men de, der oppassede deres Tienester og besadde
Fortienester vare anseete i hans Øyne. Under denne
Mand fik vor Fahn=Junkers rolige Soldater=Levnet
snart en Ende. Neppe vare fire Uger forløbne, førend
der daglig forefaldt skarpe Jrettesettelser, og da disse ef
vilde frugte, giorde omsider Lieutenantens Kaarde nogle
ubehagelige Krumspring paa vor Fahn=Junkers Ryg
Jo meere uvante saadanne Bevægelser vare for vor Jun¬
ker, jo smerteligere faldt de ham. Han haabede i Førsi¬
ningen, at Lieutenanten skulde bedre betænke sig, og i
Følge en Adelsmands Høihed vise meere Ærbødighed, i
sær da Lieutenanteu selv ingen Adelsmand var. Men
denne gode Mand blev ved at afstraffe vor Junker, saa
ofte han forsaae sig i Tienesten. Nu blev det ham umue¬
ligt længere at kunde udstaae denne uadelige Medfart,
hvorfor han skrev følgende Brev til sin Fader:
Højvelbaarne Herre
Naatige Hr. Paba!
Om Di en nu ær frisk, ok den kære Mamma
ok, ok okso min Frehken Syster, ska det vere mey be¬
halig. Kære Naatige Hr. Paba, det kaar mey kanskee
slæt, derfor Jey maa skrive Dem til, den ny Leitnant
vi fot har, ær kanske dævelblændt hand ær so skarb at
ingen Menske dit udhaalde kand, hand vel thi Gange


skelt mey ud faar en dum skurk ok har ok alt fuklet mey
fire Gange. J Gaard fuklet han mey igien, det jey
har tygge Furier i min Pokkel, om iey endnu gorde
noget, jey gør slet intet, Jntet uden Rabborden hadde
iey i Gaard forsømmet, derfaaer har han traedert mey
soledis, om mand var en Hun kunte mand intet være
tracderis, og Leitnanden ær intet engang nobblæsse
jey kand intet længær ustaa det, derfaar jey beeder Kæ¬
re naatige Hr. Paba, ret møyet tag mey bort, og la
min Avskeed givis mey, vad gør jey dok unter saaldat¬
terne Jey komer dok her intet til at Afanzeere, gor Di
det dok. jey kræmmer mey hellers til Døeden, heller
jey maa løve derfra. Jey forbliver med alt Respit
solænge jey læver
Min Naatige hr. Pabas
lidige søn
Hans von Hansbach.
Bost Sclribtum: Jost nu kommer Saerschan¬
ten til mey og melder mey, det de har sagt i Vaktstuen,
at vi vil foe Krig i Fenetig, heller hvor det Land mon
ligge og en Kal har sakt, at han po Bosten har seet
Jldsvær po Virmamentet. Kære naatige Hr. Paba,
at sone til Felts, det udhaalder jey intet, jey foer
Hoste og Snue, det er formøjet Strapatsche og Mis¬
serable Troedement, vor snar kan jey miste mit Hørelse,
heller blive skot Lam, det skal være en jammerlig Jld.
Pokker maa der være Saaldat. giør mey løst fra
¬


Companiet, heller jeg deserterer vist. Hels tog alle
atelige i Naboeskabet, ok oksaa den Herr Pasthor.
Men nar jey kommer til ham, maa den Geistlige holde
inde med sin Smælden moed Bander, ti Saaldater
maa banne: sig ham det, at han respiterer mey.
Den naadige Hr. Paba blev over denne Efterret¬
ning fra sin Søn, som let kan tænkes, meget opbragt.
J sin første Heede truede han, at vilde skyde Lieutenanten
ihiel; dog var han saa fornuftig, at han betænkte sig
snart, og paa sin Stue skrev følgende Svar til Sønnen.
Høyvelbaarne Herre
Kære Søn!
Det giør mey møjet unt, min Kære Søn, at
din Leutenant tragterer dey saa slæt. Det ærgrer mey
intet for intet, at jeg snar havte vidst ham noget andet.
Man seer alt for vel, at han ær kun en borgerlig Ofcer,
af saadan tragtering, thi hvis han var nobel, maatte
hand have mær Respit for en Cavalier, heldst for sodan
en gammel Slegtskab, som vor Familie, Gud skee Tak,
er; maaske har tenne netrige Kal vaaren Tærsker hos
vore Højatelige Ahner. Dog la det staa ved sit Vær,
den Kal skal intet lengere have at Commandere dig,
heller jeg vel intet roelig legge mit Hoved, du skal have
din Timission, siden jeg vil skrive til Obersten, lad dey
medlertid gives Rejsepas paa 2 Maaneder, vil Leutte¬
min.


nanten ikke, so behøver du ikke at give ham et got Ort,
mens gaa kun til Obersten; saa faar du strags Tiladel¬
se. Vi vil møde Dey med vores Underdanere og heele
Jagt. Din naatige Frue=Mamma skal tage dey met
i Kareten. Frygt kun intet for vor Magister, han har
dey intet at befale. Dine Søstre meener, at Du er
bleven et Hovet Højere, bring Dem noget a la Modens
Hiem met. Jeg faarbliver Din
hulde Fader
Hans Christ. Herr von Hansbach.
Nu finde vi vor Helt paa sin gamle Skueplads,
sine Fædrene=Gods. Her rørte Fortællingen af hans lidte
Uret fuldkommen hans naadige Hr. Papas Hierte;
og den naadige Frue Mama blev saa ophidset over et
lumpent borgerligt Menneskes Forvøvenhed, at hun havde
sønderslidt Lieutenanten, hvis hun havde havt ham i sin
Vold. Faderen besluttede for vist og fast, ej længer at
overlade sin Søn til den haarde Krigstugt, og udbad sig
derfor hans Afskeed hos Obersten. Og paa det han med
Ære og Berømmelse kunde tale i Sælskaber om sin Krigs¬
Tieneste, saa lagde han tillige 100 Ducater i Brevet, som
paa en meget behændig Maade forvandlede den Hr. Fahn¬
Junker til Fendrik; dog turde ingen paa Landet kalde ham
Hr. Fendrik, saasom han sagde Bondefogden, at han
meget foredrog sin Fødsels Høihed. Bønderne skulde føl¬
gelig kun kalde ham naadige Herre. Dog, naar nogen
talte om ham fraværende, sagde de kuns ligefrem: Junker
Hans.
Nu giør vor Junker sig for Alvor Umage for, at
opføre sig for Verden efter sin Stand. Uagtet han næ¬
sten fuldkommen havde de dertil fornødne Videnskaber


inde, skammede han sig dog ikke ved hver Dag at lære
meere. Hans Faders Kudsk blev, mod nogle Kander Øll,
hans Læremester; Og Junker Hans havde sit færdige
Hoved at takke for, at han, inden aatte Uger, ei gav den
meest skieggede Kudsk i heele Tydskland noget efter. Det
var nu ret en Lyst at see, hvorledes Junker Hans kom
jagende med en heel Vogn fuld af naadige Frøikener.
Ja, hans Bestræbelser for at lære strakte sig endm
videre: Han giorde sig al optænkelig Umage, endnu i
Hans Levende Live, at lære Regierings Kunsten over det
ham i sin Tid tilfaldende Arpe= Jorde=Gods, og inden et
halvt Aar vidste han saa got, som nogen Landsbye=Monark
i heele Tydskland, at tyrann sere over sine underhavende
Bønder. Jngen turde lade mangle mindste Gran i den
skyldige Ærbødighed mod Ham og hans Hunde, saa¬
fremt han ikke vilde giøre en staaende Tour til Hest en
halv Dag, eller divertere sig i et mørkt Hul. Hver
Gang han kom hiem fra Jagten, besøgte han sin Faders
Foged, og med de skarpeste Ord ledsagede iblandt med
Jagt=Pidsken, lod ham forstaae, hvor strængt han i frem¬
tiden, under hans Regiering, skulde straffe de Efterladne.
Aldrig har nogen viist sig meere fiensk mod Harer
og Ager=Høns; aldrig har nogen saaledes ved Jagten
nedtraad sine Bønders Korn og Roe=Frøe; aldrig har
nogen skudt fleere fremmede Hunde i sine Ene=Mærker;
aldrig har nogen udstødt fleere vittige Eder; og aldrig
har nogen af hans Stand siddet nettere paa Bukken af en
Modens Phaeton, end vor Junker Hans.
(Fortsettelsen følger.)
Af disse approberede Uge=Blade ndgiaer et hver Duedag


Patrollen.
No. 22.
den 3. Jun. 1766.
(Slutningen af Junker Hanses Historie)
A¬
lle borgerlige Mennesker vare uendelig nedrige og
foragtelige i Junker Hanses Øyne. Han kunde
neppe med Koldsindighed see paa, at nogen bor¬
gerlig Mands= eller Qvinde=Person betiente sig af et Styk¬
ke Tøi, eller en nye Mode, som han og andre af hans
Blod plejede at bære. Endskiønt han ellers ikke var for
snaksom, uden naar han var blandt sine Jagt=Hunde, saa
gjorde dog den medfødte Nidkierhed hans Tunge saa fær¬
dig, at han med en Forundringsværdig Veltalenhed kun¬
de rette saadan Forvovenhed. Fornedrede han sig engang
saa dybt, at han værdigede Borgerlige sin Omgang, saa
skeete det dog kun, naar han fik Lyst til at lade sig kalde
naadige Herre.


Aatte Aar vare forløbne under disse vor Junkers
forundringsværdige Forretninger, da hans Fader endte sit
priisværdige Levnets Løb. Nu fik vor Junker fuldkom¬
men Hals og Haand over sit Fædrene Arve=Gods, og
satte sig i sin salige Faders mageligste Lennestol for at imod¬
tage det møjsommelige Regierings=Roer over sine under¬
havende Bønder. Han var ikke saa eenfoldig, at han lod
alting blive paa den gamle Fod. Hans Forvalter, Foged
og Kudsk maatte alle uden Naade afskeediges. En gam¬
mel Birke=Dommer var saa forsigtig at han forlangte sin
Afskeed, saasom han ved sit Dommer Embede havde oplagt
sig en Nød=Skilling, hvoraf han for sin øvrige Tid haa¬
bede nok at kunde leve. I dennes Sted havde et ungt og
flygtigt Menneske den Lykke at blive indsat til Dommer,
og ved sin uforskamne Smigren og nedrige Hyklerie fuld¬
kommen vandt den naadige Junkers Hierte. Han vidste
paa en meget behændig Maade at yppe Trette iblandt
Bønderne, og undertiden beskyldte de arme Folk for ialle
Slags Forbrydelser og Ulydighed imod deres naadige
Herskab, da de bleve enten ved deres Penges Forliis, eller
ved anden Straf fuldkommen overbeviiste om, hvad det
betyder, at have en unaadig Junker.
Junker Hans var med denne sin Levemaade ret
vel fornøjet. Dog faldt ham ind undertiden, naar han
fik en Times Roe, til at tænke sig om, at det maaskee vil
de være bedre for hans Helbred, om han giftede sig. De
af hans Bønder, som turde smigre for ham, raadede ham
ofte dertil, siden han næsten var den sidste af hans berøm¬
melige Familie. Hans Moders Paarørende søgte ogsaa
meget alvorlig ved et Giftermaal at drage ham fra hans
uordentlige Levemaade. Han saae sig følgelig underhaan¬
den virkelig om et rigt og anseeligt Partie. Men hans
Øyemeed vilde ingensteds lykkes. Da han, formedelst de
mange Afflag, han havde faaet, næsten havde slaaet Gif¬
te=Tankerne af Hovedet; foreslog en Adelsmand, hvis
Sønner gemeenlig udgiorde vor Junkers lystige Selskab,
sin Syster=Datter, en Frøken af ypperlige Sinds og Le¬


gems Gaver, men hendes heele Formue udgjorde ikke fuldt
1000 Rdlr, Hendes Fader, der saavelsom hendes Moder,
for en Deel Aar var død, havde beklædt vigtige Betienin¬
ger, hvorved han meest havde tilsat sin heele Formue.
Dog havde han givet sin Datter en god og standmessig
Opdragelse, der formedelst hendes Hiertes ædle Tilbøyelig¬
heder dannede hende til et ret dydigt og fornuftigt Fruen¬
timmer. Hendes eeneste Tidsfordriv bestod, næst Huus¬
holdningen, i gode Bøgers Læsning, ved hvilken Øvelse
hun havde faaet gode og rigtige Begreb om de fleeste Ting;
hendes ringe Formue, hendes Forældres Død, og den
haardhed hun bestandig maatte taale af hendes Fettere
havde vant hende til et meget sagtmodigt stille og ydmygt
Væsen, der, tilligemed hendes fortryllende Ansigtes Skab¬
ning, var meget indtagende.
Junker Hans faae denne yndige Frøken ofte i
hendes Fetteres Huus, og endskiønt han i Begyndelsen
tilligemed sit lystige Selskab, formedelst hendes Sædelig¬
hed og Jndgetogenhed, var mere for at spotte hende, end
efter Fortieneste bære Højagtelse for hende, saa nedsloge
dog endelig hendes fornuftige og eftertrykkelige Svar, led¬
sagede af en med Artighed blandet alvorlig Jrettesettelse,
alle de Spotterier, som hans matte Vid forgieves havde
søgt, at anbringe hos hende. Han begyndte at beundre
hendes Fornuft og Dyd, og hendes Yndigheder indtoge
ham med en særdeles Højagtelse for hende; dog elskede
han hende endnu ikke paa en ret og anstændig Maade.
Han søgte kun at kunde faae saadan en Sejer over hendes
ubesmittede Dyd, at han kunde bringe hende til at blive
sin Selskabs=Søster. Men i denne Forhaabning tog han
mærkelig Feil; thi denne Dydige afslog, saasnart han aab¬
nede Munden, hans frie Skiemt og Kierligheds Erklærin¬
ger, paa saa sædelig og høi en Maade, at han omsider an¬
saae sin indbildte lastefulde Sejer forgieves, og kun vope¬
de, at nærme sig til hende med Ærbødighed.
P2
Jmid¬


Jmidlertid havde denne Skiønne gjort alt for
stort Jndtryk hos ham, at han kunde afsee hende. Hans
hæftige Længsel tog daglig til. Han var uroelig, saa ofte
han var fra Amalia. Han begyndte nu at finde Afsmag i
sine forrige uordentlige Selskaber, efterat han første Gang
havde lært at kiende et langt ædlere og bestandigere i
Frøiken Amalies Kierlighed. Hendes Yndigheder og
Fuldkommenheder stode ham Nat og Dag for Øynene, og
han mærkede endelig, at han uden Amalie ikke kunde leve,
hvorfore han vovede, at aabne sin reene Hensigt for hende
med de ømmeste Udtryk.
Amalie saae hans Lidenskab i sin fulde Styrke,
og hun kunde nu ingenlunde tvivle paa, at jo den nu gand¬
ske forandrede Junker vilde meene det redeligt, Og hun
overlagte ved sig selv, hvad Beslutning hun skulde fatte.
Vor Junker var af Person ikke ubehagelig; hans Forstand,
syntes snarere at være forsømt, end ubeqvem af Naturen;
Hans Formue var temmelig anseelig, derimod kunde hun,
i Henseende til hendes ringe Midler kun giøre sig sikker
Regning paa faa eller ingen Partier. Hendes Morbro¬
der og hans Sønner ansaae hende som een, der levede af
deres Naade. Disse Grunde bevægede hende til, at antage
Junkerens Tilbud. Men, naar hun paa den anden Side,
betragtede hans uordentlige Levnet og hans Vidtløftighed,
med adskillige af hendes Kiøn, saa forestillede den gode
Frøken sig saa mange onde Følger, der aldeles raadede
hende fra dette Giftermaal. Hun sagde ham endelig, da
han nærmere holdt an hos hende, alle sine Bekymringer
reent ud. Hun forestillede ham, at deres Tilbøjelighed
paa begge Sider ikke kunde stemme overeens sammen. Hun
elskede Dyden, gode Sæder, en stille og ordentlig Leve¬
maade, og fandt sin største Tidsfordriv i nyttige Bøgers
Læsning, derimod havde hun hos ham mærket en alt for
frie Levemaade. Junkeren tilstod hende alle sine Afvigel¬
ser, og det med en saadan Hiertets Bevægelse, der fuld¬
kommen udtrykte hans oprigtige Fortrydelse. Frøkenen
saae ham med den inderligste Fornøielse paa Bedringens


Vei, og fuldbyrdede derpaa, uden al Vidtløftighed, den
ordentlige Forbindelse med Junkeren.
Vore nye Forenede levede over et Aar i fuldkom¬
men jordisk Lyksalighed. Junkeren holdt sig fra vidtløftige
Selskaber, begyndte at finde Smag i gode Bøgers Læs¬
ning, og stedse at agte Dyden højere. Hans Frue elskede
ham paa det kierligste. Men siden hun nu fuldkommen
var i hans Magt, og han følgelig, for at føje hende, ei
holdt fornødent, at giøre meere Vold paa sine gamle Til¬
bøjeligheder, saa forfaldt han paa nye lidt efter lidt til
sine Besøgelser og Rejser; hans forrige Smag paa vilde
Forlystelser begyndte igien at yttre sig, og han overgav sig
til samme uordentlige Levemaade, som forhen.
Denne bedrøvelig Forandring gik den dydige Frue
inderlig til Hiertet. Hun lod intet mangle paa kierlige
Formaninger. Dog, Junkeren vidste, at undskylde alting
med en uskyldig Tidsfordriv, uagtet hun paa den meest
indtagende og yndigste Maade forestillede ham, at Fornuft,
Dyd og Religion kræver andre Forlystelser. Hun sukke¬
de, og med en smertelig Længsel ventede paa en nye Be¬
drings Time. Denne lykkelige Tid kom mod al Formod¬
ning snart. Vor Junker blev angreben af en dødelig Syg¬
dom. Han skielvede for det farlige Skridt, som han skul¬
de giøre fra Tiden til Evigheden, og hans uordentlige førte
Levnet forestillede sig for ham i alle dets Afskyeligheder.
Han forlangede den af ham forhen foragtede Præst til sig,
der til al Lykke var en meget duelig og gudelig Mand.
Denne redelige Geistlige foreholder ham hans Synders
Storhed med saadan Eftertryk, at han opvækker en sand
Anger hos ham. Og da det tegner til Bedring, fortset¬
ter samme uafladelig sine Besøgelser, og afskildrer ham
Dydens og Religionens Ypperlighed med de livagtigste og
behageligste, men derimod Lasterne med de afskyeligste Far¬
ver. Den rørte Junker, fattede meget alvorlig det For¬
set, at bedre sig. Da han omsider turde forlade Sengen,


men i et Fierding Aar ikke Kammeret, arbeydede den yp¬
perlige Præst utrættelig paa at giøre hans Omvendelse fuld¬
kommen bestandig. Han bragte ham behagelige og nyttige
Bøger at læse, og i sine Samtaler viiste ham, hvori det
skiønne i Videnskaberne bestod. Vor Junker fandt en in¬
derlig Fornøjelse heri, og hans dydige Frue vedligeholdt
samme ved en indtagende Yndighed, som hun forenede
med sine grædende Formaninger.
Vor Junker blev nu en gandske anden Mand.
Hans eeneste Fornøyelse fandt han nu i Bøgers Læsning,
i sær saadanne, der henhørte til Land-Huusholdningen,
Naturens Undersøgelser, og fornuftige og dydige Perso¬
ners Selskab. Intet forekom ham nu behageligere, end
at være paa Landet, hvor han daglig saae en nye Skueplads
paa Skaberens uendelige Storhed. Naar han efter sine
ordentlige Maaltider gik ud, for at røre sig, fandt han en
indtagende Fornøielse i Engenes brogede Pragt, i de forbi¬
rindende Bekkes behagelige Raslen, i Skovens rolige og
vederqvægende Skygge, i de qvidrende Fugles adskillige og
fortryllende Triller og Toner, der virkede den meest indta¬
gende Lyd i hans Øren, Hans Øyne bleve paa en rørende
Maade indtagne af de afvexlende grønne Marke, Høie og
Dale, og færske Søer omzinglede med de deiligste Skove;
Han giorde altid fornøjelige Betragtninger over samme, og
altid blev ført tilbage til den store og vise Stiftere af saa
mange indtagende Yndigheder. En anden Fornøjelse gave
Arbejderne ham ved hans Agerdyrkning og Hauge. Den
forundringsværdige Pragt af saa mange Blomster, den
vel indrettede Blanding af saa mange forskiellige Farver,
saa mange Vexters og Frugters Yndigheder, Skabnings
og Bygnings=Maadens Mangfoldighed, deres Avl, Pleje
og Fremvext, opvakte hos ham saa rørende Betragtninger,
som deres Anseelse og Arbeidet ved dem var behageligt.
Den værdige Herre af Hansbach betiente sig end¬
nu af Jagten, dog meget maadelig; hans Underhavende


lod han vederfares al Ret, og til den Ende antog, i Steden
for den vilde, en duelig og redelig Dommer; Han giorde sine
forarmede Bønder al muelig Forskud, og enhver gik glade
til deres og Herrens Arbejde, og levede fornøjede hver i sin
Hytte. Ja, det gode Rygte om Herren af Hansbach, trak
mange nye Jndvaanere til hans Gods, saa at det paa en
Tid af nogle faa Aar blev et af de anseeligste. Kort sagt:
herren af Hansbach var nu en øm Ægtefælle, en kierlig
Fader og en medlidende Herre. Ved hans Flid og gode
Erempler bleve hans Børn, som Himmelen velsignede dem
med, vel og værdigen opdragne. Den heele Familie leve¬
de, til hans i en høi Alder paafølgende Død, i fuldkom¬
men Enighed, Fornøjelighed og Lyksalighed med hinanden,
og hans Sønner ere efter ham bestandig anseete som priis¬
værdige Mynstere af en værdig Land=Adel.
Saa ubehagelig som den første Deel af Junker
Hanses Historie maaskee kunde være for nogle af vore Læ¬
sere, saa behagelig haaber vi derimod den anden Deel af
samme vil være for dem alle.
Fortegnelse
Paa adskillige Slags Vaaben, som brugtes
i Gamle Dage.
1. herr von Hal=ud værgede sig med Forstand og Vil¬
tighed. Hun sad i hans Fødder, og denne i hans
Hænder.
Digterne forsvarede sig med deres Vers. Naar man
blev for længe hos dem, læste de selv deres Vers op.
3. Kunstdommerne, i sær i Oldsager, brugte Skields-Ord.
Fruentimmerne forsvarede sig med Hierterne. Naar de
giorde dem til Klipper, Staal og Demanter, saa fik
de Tiders Spradebasser først Kierligheden at finde.
5. De Hiertens unge søde Smaa=Herrer stridede med deres
kierlige Venskab. Ofte omfavnede de saa hæftig, at
man kunde føle det.
6. Pedanten beskyttede sin Post med græske og latinske
Brokker.
72


7. De Herrer, som skreve Fortaler, toge imod Fienden med
Bønnerlog Skielden, ligesom Omstændighederne udfor¬
drede det. Ellers forsvarede de sig og med Kienderes
bifald.
NB. Disse Vaaben ere nu gandske gaaet af Brug.
Splinter nye Bøger og Skrifter.
I. Kort Udtog af alle de Videnskaber, som henhører til
Paryk=Philosophien Fuldstændig med alle sine Foran¬
dringer fra Kong Midæ indtil vore Tider. 2 Bind
in Folio.
2. En Allerkiereste Bog, kaldet Daarligheds Bielder,
eller en fuldstændig Afhandling om Berlokkerne. Den¬
ne Bog lærer hvilket Slags Berlokker man skal bæ¬
re, endog efter de fiire Aarets Tider, efter den øvrige
Pynt, som og efter enhvers Omstændighed i Særde¬
leshed. s. f. e. Den som begynder at føle Kierlighedens
Virkning, og er fanget af en Skiønhed, maa bære en liden
Lænke, eller en Fugl i et Buur, som besynger sin Friheds
Forliis. Den, som har bragt sin Kierlighed til god Frem¬
gang, bærer to forenede Hierter; to nebbende Duer; en
lille Cupido og Venus. Den, som har opnaaet sit Kierlig¬
heds Maal og Øyemeed, bærer en Krone af Roser, et An¬
ket, en Havn og en Trompet, som forkynder hans indlag¬
de Scier. Den, som ei er saa lykkelig, strax at kunde er¬
obre Byttet, men er dog bestandig, skal bære en Hund, en
Kunde, og en Cupido med Fingeren paa Munden og uden
Vinger, hvilket alt bevidner hans Bestandighed. Det sid¬
ste Capitel handler om, hvor elendigt og enfoldigt det vilde
see ud, om den, som har indladt sig med en peen, vilde bæ¬
re andre Berlokker end gyldene Taarer.
Bekiendtgiørelse.
Om nogen fattig Karl, som vel mueligt er, skulde
mangle det, som dog er det nødvendigste, nemlig Patroner,
da vilde han kun adressere sig til Nørre=Fælled,
hvor han kan finde nok.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag


Patrollen.
No. 23.
den 10. Jun. 1766.
F¬
ølgende har vi villet indføre for at beskiemme de il¬
detænkende Moralister, som tør kalde det smukke
Kiøn Tankeløse. Een af os har paa en besynderlig
Maade havt den Lykke uformærkt at være Tilhører af føl¬
gende Samtale imellem to saa uligesiedede Søstre; ingen
af dem kan fortørnes over, at deres indbyrdes Tale bliver
bekiendtgjort, saasom de begge to hver paa sin Maade,
gandske vist alligevel finde deres Liebhabere og Elskere.
Samtale
imellem Jomfrue Malene og Abelone.
Malene: Troe mig, kiere Søster! der er intet i
Naturen, som meere kan forlyste og indtage end Skiønhed.
Det er en Soleklar Sandhed. See kun til den og den:


Søster veed nok, hvem jeg meener. Hvor mange Tilbe¬
dere har de ikke, Hvad er det vel, som giør, at saa mange
rige og anseelige Personer knæler for disse Skiønheds Gud¬
inders Altere, og med den inderligste Henrykkelse tilbeder
samme? Mon det er deres Penge, som har denne Jndfly
delse i de anseelige Mandspersoners Hierter, og som giør
saa dybe Jndtryk i deres Gemytter? Nej, kiere Søster!
De ere ikke rigere end enten vi eller mange andre. Det er
alene Deilighedens og Skiønhedens Vaaben, der overvin
der, indtager og beholder saa mange Hierter i deres Magt
Ak, hvor ere de dog lykkelige, som ere begavede Skiønhed,
og Deilighed. Jeg vilde ønske, jeg var saa smuk, som den
eller den, Jeg skulde - -- Det kan ret skiere mig ind til
Hiertet, naar jeg maa see mig staae tilbage for en meere
deslig end jeg. Man siger, der skal være kommet et me¬
get prægtig Slags Balsam her til Byen. Det skal alle¬
rede have hiulpet mange for Gremhed. Jeg maa have mig
noget deraf, i hvad det end koster, jeg vil haabe, det rige¬
lig betale sig. Naar jeg har brugt dette et par Gange,
skal Søster see, hvad Kraft, Skiønhed og Deilighed har.
Der vil da komme Opvartere og Tilbedere i Skokketal for
at vinde min Naade. Skulde jeg da faae Lyst til at hin¬
de mig til en Mand, kan jeg ikke feile for Mængden at vælge
iblandt, og kan jeg da faae ti for en.
Abelone: At Skiønhed er en ædel og yptli
Naturens Gave, er unægteligt, men det er og tillige sandt,
at Skiønhed uden Dyden, er det væmmeligste og farl gste,
som findes i Natureu; thi hvor mange seer man ikke, der
af Naturen er begavet med en deilig Skabning, men til¬
lige ere saa besudlede med Laster og Udyder, at de ere en
Afskye og Vederstyggelighed for alle retseende og retsindige
Mennester. At Skiønhed fører ofte sine Ejere og deres
Tilbedere i stare Ulykker, beviser de daglige Erfarenheder,
alt for tydelig. Jeg maa tilstaae, at Skiønhed og Dyd
samled er overalt ra dyrebar Skat, og for saadanne har
jeg og den største Højagtelse.
Male¬


Malene: Ei Snak, Søster! naar man var dei¬
lige, kaldes man og dydige, i sær naar man tillige har saa
megen Forstand, at kunde pynte og pudse sig efter Moden,
ja, ikke engang lade sig nøje med de vedtagne Moder, men
endog have den Vittighed, selv at kunde opfinde nye Mo¬
der, som klæder got, og har den Kraft i sig, at kunde til¬
trække sig Beundrere, indtage og behage; Man maa ikke
være suurseende, og knarvorne, i Besynderlighed imod
Mandfolk, men anstille sig milde, belevne, angenemme,
vide til sine rette Tider at hykle og smigre, og frem for al¬
ting, at kunde paatage sig et ret kiælent Væsen. Saa¬
danne Skiønheder seer man omringede af Tilbedere, som
Blomsteret i Foraaret af Bier, følgelig maa det være en
Fornøjelse at være i saadannes Selskaber, og vinde disse
Tilbederes Højagtelse og Penge. Skulde det ikke være
Dyder nok for en deslig;
Abelone: O! Daarlighed, Søster! Det er slette
Dyder Søster vil have tilsammenføjet med Skiønhed.
Saadanne Dyder bør ikke nævnes af høviske Fruentimmer;
ja, de bør ikke engang have Sted hos de allernedertrægtig¬
ste. Ney! de Dyder, som ziirer og pryder et Fruentimmer
er Kydskhed, Fromhed, Sagtmodighed, ærbar Venlighed,
Fornuft, Troeskab, Forsonlighed, Huuslighed, Sparsom¬
melighed, Nøjsomhed, Lydighed, og kort sagt: Saadanne
Dyder, som ere en fornuftig Skabning anstændig. Lad
os ikkun legge Vind paa disse Dyder, der vil ligesaa vist
indfinde sig Tilbedere af disse Dyder, finde Lyst i Dem og
have Højagtelse for samme, som for Søsters opregnede
Laster, lad være vi ikke just ere saa smukke, som de, Søster
meener. Aldrig vilde dog Søster begaae den Daarlighed
at sminke sig for at behage og omsider at bedrage en Mand.
Hvilken Daarlighed, at vilde giøre sig skiønnere end Ratu¬
ren har skabt os! Den Gestalt og Skiønhed, som Natu¬
rens Herre har tillagt enhver Ting, bliver dog den fuldkom¬
neste, og meest rørende til at indtage og befalde alle oprig¬
tige Hierter. At ville kunstle paa Naturens Mester=Styk¬
ker, er det samme, som at ville beskylde den store Mester
for Ufuldkommenhed. Naar Søster derfore, som dog kun


er et uselt Leerkar, ikke er fornøjet med den Glassering, som
den store Pottemager har sat paa dig; men vil bruge Til¬
satzer af Sminke, og andre Daarligheds Opfindelser, be¬
gaaer Du den største og strafværdigste Vederstyggelighed.
Malene: Saik, Snak! Alle har ikke saadant
Sind, som Søster har, det var ei heller got. Hvor man¬
ge lever ikke af at tilberede Ean de lavande, deilige Balsa¬
mer og behagelige Smørrelser? Hvor mange har ikke deres
runde og rigelige Udkomme ved at opfinde nye Moder?
Mon saadanne Opfindelser ikke ere umistelige? Hvorfra
skulde alle disse nyttige Folk finde deres Ophold, om alle
vare sindede, som Søster? Men det, som endnu var det
allerværste: Mangen stakkels Pige, som ingen Penge har,
og som tillige ei er af de smukkeste, kom vist nok til at lede
den blinde Buk, eller at døe Pige, om hun kunde, Dersom
der ikke vare saadanne arbeidsomme Mennesker iblandt,
som anvendte deres Tid, Flid og Kunst paa saadanne kos¬
bare Sager, som kunde oprette saadanne naturlige Mang¬
ler. Naar man endda kan være de første i Moder, og har
Evne til at efterligne de rigeste i Stadsen, gaaer det nok
an; saadanne prægtige Dækkener kan temmelig erstatte
nogle naturlige Bræk; men et desligt Anngt har dog den
kraftigste Virkning. Et deiligt Ansigt enten det er natur¬
ligt eller af Kunsten har noget ret fortryllende ved sig. Jg
kan endog, hvilket er en stoer Fuldkommenhed hos mig
admirere en Skiønhed af mit eget Kiøn. Hvilken Prus
maa da Mandfolkene ikke sette paa Skiønheder?Man behøver
jo ikke at gaae længer, for at henic Beviiser herpaa, end
enten paa Volden eller i Haverne, Høilken underdanig og
henrykkende Højagtelse bærer de ikke for slige Fruentimmer?
Jeg har ofte seet, hvorledes disse, endog af det sminkede
Slags, har trukket de allerkiereste Mandfolk af een i en an¬
den Gang i Haverne, og fra den ene Ende af Volden til den
anden. Ja, man kan jo finde hist og her i Historierne og
Romanerne, hvorledes Mandfolk har vovet Liv og Blod
for saadanne Skiønheder. Og man kan jo see dem endnu
den Dag i Dag er, at Duellere og ligge i Haaret paa hin¬
anden for lutter Skiønheders Skyld.


Abelone: Ak! min kiere Søster! Jeg hører du
er gandske forvildet. Jeg har vel læst om Medusa, at hen¬
des Skiønhed har forvandlet hendes Elskere deels til Stee¬
ne og deels til vilde Dyr, og at hendes Hoved, som blev
skaaret fra Kroppen, da hun var død, skulde have havt
samme Kraft. Men det maa mærkes tillige, at dette er
allene en poetisk Fabel, og er digtet i en langt anden Hen¬
seende: De har dermed alleneste villet give tilkiende, at
Fruentimrets Skiønhed ofte forfører og bedrager dem, som
alene ere forgabede i samme, saa at de ligesom vilde Dyr
paa en rasende og ubesindig Maade løber efter Deilighed, og
saaledes forblindes af Kierlighed, at de ikke veed, hvad de
foretager sig, og endelig falder fra een Last i en anden.
Sielden hielper dem da Advarseler, Straf eller Formanin¬
ger. Deres Hierter ere saa hærdede som det haardeste Staal,
og kan ikke bevæges eller bøjes, førend det ofte med et sprin¬
ger for Uteerligheds Vold og Gevalt. De holder for, at
de har erlangede det højeste Gode paa Jorden, og at de ere de
Lyksaligste, naar de kun kan fyldestgiøre deres Hierters Be¬
giering. Ja, hvor megen Ulykke har ikke Skiønhed kommet
af Sted. Helena fortælles, at have været den deiligste af
alle hedenske Fruentimmer; men har ikke hendes Skiønhed,
sat heele Grækenland i Harnisk og Bevægelse, da hun af
Paris blev røvet og bortført; Hendes Skiønhed har skilt de
kiækkeste og tapperste Helte ved deres Lip, berøvet Land og
Folk, opbrændt Byer og Stæder, og i Bund og Grund,
ødelagt det gandske Trojanske Rige; saa man ikke har Aar¬
sag at agte Skiønheden saa høit, som saa mange letfindede,
der alene opholder sig ved Skaller, og ere forgabede i Go¬
morræ Æble, giøre. Nej, min kiere Søster! jeg siger,
som jeg tilforn har sagt, Al Skiønhed er en ædel Naturens
Gave, og i sær naar den er sammenfø et med Dyden, naar
Dyden er dens Ziir, dens Vold og Muur; men Skiønhed
paa den anden Side betragtet uden Dyder, hvad enten den
er naturlig eller unaturlig, agtes og ansees af mig og alle
retskiønnende for en farlig og forførisk Ufuldkommenhed.
Her holdt denne trøftelige Samtale op, hvilket
var stoer Skade; thi Malene blev saa forbittret, som hun


efter sin Forstand havde billig Føje til, at hun fløi op fra sit
Natbord, slog Abelone i Annigtet med sit Sminke=Floer,
foer ud af Døren, som et Lyn, smak Dørren i, saa Huuset
rystede som af det hæftigste Jordskielv, hendes heele Toilet
og hendes allerkiereste Speil faldt ned og sloges i tusinde
Stykker. Hvilken Ulykke! Abelone kunde og smukt have
holdt sin Mund, og hun giorde vel, om hun herefter holdt
inde med saadan urimelig Saak, som Malene ikke kan saae
i Hovedet. Det kommer nu an paa en Prøve, hvem af
disse to Søstre først faaer en Ægte=Mand. Malene har
not havt ti Mænd, førend Abelone faaer een. Ellers
overlades det til enhver tænkende og tankeløs at dømme,
hvilken af disse to Søstre handler fornuftigst. Vi ere alt
for store Tilbedere af det Smukke og tillige Dydige Kiøn,
til at vi skulde legge os imellem saadanne to Søstre.
Anmærkning.
Verden bliver endnu stedse den samme, som den har
været, og Menneskenes naturlige Moralske Tilstand har ikke
forandret sig. Man har altid skrevet om Dyden; man
har søgt at give tydelige Begreb om Dyden og nøje at be¬
stemme den; man har stræbt at afmale dens Skiønhed
med levende Farver, og at bevise dens Pligtskyldighed; ja,
man har ved kraftige bevægende Grunde gjort sig Umage
fot at befordre dens Udøvelse. Desuaglet klager man end¬
ru stedse, at de dydige Mennesker ere faa. Det gaaer med
Sædelæren ligesom med Lægekunsten. Baade Lægernes
og Lægemidlernes Tal forøges; man forandrer, dadler,
forkaster og forbedrer Lægemaaderne; og dog alligevel døer
Mennesker, unge og gamle, nu, som i forrige Tider. Man
taler endnu, ligesom i gamle Dage, om Dyden, uden at
øve den, men anpriser den; uden at elske den. Kort: vi
har havt fleere Skrifter om Dyden, end Exempler paa
Dydens Udøvelse. Egennytte og ikke ædelt Venskab, for¬
binder Menneskenes Hierter.
End¬


Endnu har vi den Fornøielse at levere vore Læsere
en Fortegnelse paa nogle nye og rare Bøger, som deels
nylig har forladt Pressen, og deels med allerførste leveres
under samme. Man seer heraf at Skribenterne ei ligger
paa den lade Side. Her ere de:
1.) Nat=Postillionen. En journal eller Dag=Bog, inde¬
holdende alle de mærkværdigste Begivenheder, som skeer
enten i Løndom eller aabenbare, smaa Selskabs Historier
og Elskovs Handeler. NB. Dette bliver et per odisk
Skrift eller Ugeblad. Dog er den vederstyggelige Han¬
del udeladt, hvorom Ærbarhed forbyder at tale, og som
ikke burde nævnes, mindre skee i Christenheden.
2) En kort Beskrivelse over de søde Herrers Siel.
Det er: et Register paa Skiemt, Tidsfordriv, Tvety¬
digheder, stinkende Ord og Talemaader, Pralerier &c.
3.) En vidtløftig Beskrivelse over samme søde Herrers
sunde Fornuft. Forfattet af Hr. von Fiirlig, Orde¬
nens Overhoved, og Herre af Strudsfier, Skiønplet,
Sminkendorf &c. paa hvidt Paper in folio 2 Bind.
4.) Det vandrende Natbord. En deslig Roman.
5.) En Troldbog, denne lærer paa en ret fortryllende
Maade at slibe de allerbeste Flatterende Speile, hvori
Fruentimmerne seer ud, som Venus, og Mandfolk, som
Advnis. Skrevet af en blind Opticus.
6.) Kort Underviisning til at giøre Figurer uden
Penge. Til almindelig Nytte udgivet af Hr. von Ca¬
valier, rig paa to Millioner Gield.
7) Almindelige Love og Regler for den allerkiereste
Dukke=Narre-Orden. 2 Bind i Landkort Format.
8.) Philosophisk Afhandling om 10 Slags Pudder, deres
kunstige Blanding og forunderlige Virkning, forfattet
af Hr. Stivelse.
9.) De søde Herrers Skole. Dette er et Skuespil,
skrevet af den berømte franske Actrice, og til de søde
Herrers Brug og Beste oversat i deres Moders Maal,
hvor de staver sig frem.


10) Et Bestik eller net Lomme=Landkort. Herpaa
sees de Forliebte Narres Veje og Vendinger forbi visse
Vindner; Deres Gange til de afsides Gader og Stkæ¬
der, hvor de har sat hinanden stevne. Saa sees og her¬
paa, hvor Koblerskernes Hytter ere beliggende. For¬
ældrene vilde ikke forsømme at kiøbe dette Bestik, som
tydelig viser dem deres kiere Børus tilige og farlige Af¬
veje.
Noget usædvanligt Nyt.
J og uden omkring Staden har man paa nogen
Tid seet en meget særdeies og forundringsværdig Skab¬
ning, som har opvakt alles Opmerksomhed, og trukket
alles Øyne til sig, som har været saa heldige at see
den. De meest dybtgrandskende Physici har ej endnu
kundet udgrunde til hvilket Slags, denne Skabning hen¬
hører. En Hav=Frue kan det ikke være; thi det Slags
ere oven til som et Fruentimmer og neden til som en
Fisk, og sees aldrig paa, Landet. Nogle Bønder, som
saae denne Skabning, spaaede, af dette Syn, at Ver¬
den efter Sibillæ Spaadom ikke vil staae ret længe.
En Matros, som har faret paa de lange Reiser, og
været i Phoenitien, bander paa at det er Fugl Phænix,
som er fløjet her over, saasom her, ligesom der, ikkun
findes denne ene af saadan Skabning. En ældgam¬
mel Soldat forsikkrer derimod, at denne usædvanlige
Skabning ligner paa en Prik de gamle Amazoninder,
hvis Dronning giorde Opvartning hos Alexander den
Store. Disse Amazoninder, siger den gamle Sol¬
dat, vare Mandfolk oven til, og Fruentimmer neden
til. Hvem der nu har giettet best, kommer derpaa an.
Jmidlertid kan Børnene nu synge med Sandhed deres
bekiendte Juule=Leeg, som lyder saaledes: Der
er kommet et underligt Dyr i vor
Herres Have.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaæer et hver Onsdag


Patrollen.
No. 24.
den 17. Jun. 1766.
D¬
enne Gang har vi den Ære at levere Læserne et
Avis=Blad. Vi ere endog saa heldige, at kunde
begynde samme med den Artikel Correspondence,
saasom vi har faaet følgende tvende Breve fra en trovær¬
dig og smuk Haand, nemlig fra en lystig Søster til den
søde Engel. Vi overlader ellers til de Forliebte at
dømme, om Brev=Stiilen er rigtig, og om de rette for¬
bindtlige Toner derudi ere trufne. Men dersom Corre.
spondenterne ere saa fornuftige, som den lystige Søster,
troer vi, at de har alene vildet vrænge efter de Forelskedes
Skrivemaade.
Correspondence.
Søde Engel!
Foruden det at min søde Engel allerede havde
mit Hierte, førend det sidste bedrøvelige Øieblik, da vi


hos den bevidste Kone maatte sige hinanden det bedrø¬
velige Farvel, saa sender jeg dog hermed min søde En¬
gel mit Hierte paa nye, og det heelt og ubeskaaret. Jeg
kan ikke med Munden udsige, og med Pennen beskrive,
med hvilken Kiedsommelighed jeg maa passere Tiden.
Hverken Volden, Haverne, Toldboden, Gaderne, uden
Porten, ja ikke Dyrhaven selv ere kraftige nok til at
kunde opmuntre mig. Hver Dag er for mig som et
heelt Aar, hver Time som en Maaned, og hvert Qvar¬
teer som en Uge. Om Dagen kan jeg intet bestille, og
om Natten kan jeg ikke sove; thi min søde Engel er i
mit Hoved om Dagen, og den deslige Gestalt svever
mig for Øynene om Natten. Den eneste Fornøjelse
jeg har, er, naar jeg kan være saa lykkelig, at drømme
voget smukt og behageligt om min søde Engel; men for¬
leden drømte jeg, at min søde Engel var bleven mig
utroe, og havde forlovet sig ude paa Landet med -- -
Jeg blev saa rasende NB. i Søvne, at jeg stod op, trak
min Kaarde, og vilde have stukket min Rival ihiel, og
om Morgenen fandt jeg virkelig min Nat=Hue paa Gul¬
vet, som formedelst den Uorden var faldet af mig, her¬
af kan min søde Engel see, hvor oprigtig jeg elsker hen¬
de. O! smertelige Fraværelse! Jeg seer ingen Leilig¬
hed til at kunde komme ud til min søde Engel, men for
alting stræb at komme til Kilden i Dyrhaven St. Hans
Aften, og skulde min søde Engels naadige Herskab ikke
vilde tillade det, kan min søde Engel sige dem, at hen¬
des Liv=Doctor har meget raadet hende til at drikke
Kilde=Vand just den Aften. Jeg skal da vist møde min
søde Engel, om jeg end skulde give 6 Rdlr. for en Hest;
saa skal min søde Engel see, hvorledes jeg kan ride.
Min søde Engel skal ei heller tiene længer; men skal op
sige sin Tieneste til Michels=Dag, da jeg imidlertid skaf
giøre Anstalter hos en troe og skikkelig Kone, som hur
kan være hos, og hvor min søde Engel ikke skal lidt
nogen Mangel, hverken paa det ene eller det andet
Der ere mange, som lever saaledes, og vi kan da aflegg
de behageligste Visiter hos hinanden under Navn a
Sødskende=Børn. Jeg vil nu længes forstrækkelig efte


et behageligt Svar fra min søde Engel; thi sjeg sværger
høyt og dyrt paa, at jeg elsker min søde Engel saa op¬
rigtig, som Fluer elsker Honning, som Verterne, elsker
Giester, og som Hyrekudskene eller Dyrehaven. Jeg
forbliver min søde Engels
Allerunderdaniaste og bestandigste
Tilbeder
2æ. 28.
Svar.
Min Lille!
Jeg fik min Lilles meget kiere Skrivelse, just da
jeg klædte min naadige Frøken af. Jeg maatte for
Frøkenens Nysgierrigheds Skyld giemme dette min
Lilles Allerkiereste Brev i min Barm. Tiden gaaer ej
heller bedre for mig, end for min Lille. Nattergalens
Slag og Lærkens Sang er det samme for mig, som Rør¬
drummens Brumlen og min naadige Frues Kattes
Mjaven. Min Lilles Fraværelse er alene Skyld i al
denne min Misfornøjelse. Jeg kan med stor Føie bede
om Tilladelse at rejse til Kilden; thi jeg forsikkrer min
Lille, at jeg er meget upasselig baade Nat og Dag, og
er undertiden plaget med en forsmædelig Hoved=Pine,
og føler iblandt de haardeste Hierte=Qvalmer. Dog
skal jeg nærmere lade min Lille vide, om min Lille skal
ride til Kilden. Det er forskrækkeligt! 6 Rdlr. for en
Hest! Derfor kunde man jo kiøbe en gandske skikkelig
Saloppe, naar man lagde 4 a 5 Rdlr. til. Det giør
mig hiertelig ondt, at min Lllle havde saadan Forskræk¬
kelse i Søvne for min Skyld. Nei, min Lille! set kun
sin Nathue paa igien, og lad al Frygt fare; jeg forsik¬
rer paa min Ære, at jeg skal saa mænd blive troe nok.
Men min Tieneste vil jeg ingenlunde opsige, hvorfore
min Lille ikke maa blive utaalmodig. Jeg har formaaet
min naadige Frue til at opsette en Suppligue til vor
naadige Herre, om et Levebrød til min Lille, og mig.
Det giver kun et slet og slent Ord og Rygte, at isge


saaledes paa sin egen Haand, endskiønt min Lille lover,
at jeg intet skulde mangle, og at det kunde gaae under
Navn af Sødskende=Børn. Det er og farligt for Po¬
litiet, om de kom efter det, hvorledes skulde vi da kun¬
de giøre Regnskab for vort Slægtskab. Jmidlertid
sender jeg min Lille hermed mit heele Hierte, med den
oprigtigste Forsikting, at jeg elsker min Lille saa oprig¬
tig, som Kierlingerne ved gammel Strand elsker Klam¬
merie, som Fuglen elsker sin Friehed, og som Kræm¬
merne ønsker Tosser til Torvs. Jeg forbliver min
Lilles
Allerunderdanigste og bestandigste
N. N.
Spørsmaal.
Hvor mange heele Qvintin skal og kan et 2
Skillings Suurbrød veje, naar en Tønde Ruug
koster 13 a 14 Mark?
Man ønskede gierne, at de grundigste af De Her¬
rer Regnemestere herpaa vilde øve deres Kunst til Publici
Velbehagelighed, og indsende et saadant Facit, som i slige
Begivenheder kunde holde Stik. Det kan være ligemeget
enten Facit skeer Arithmetice eller Mathematice, og en¬
ten Regnemesteren har lært sig selv, eller af andre er lært,
naar kun Spørsmaalet til Fornøjelse bliver besvaret. NB.
Belønningen for dette vigtige Spørsmaals Opløs¬
ning er et nyebaget 2 Skillings Suurbrød, som hol¬
der sin Vægt, og skal være af got reent sigtet Rug¬
meel, uden fremmede Jblandninger.
Adskilligt Nyt.
Fra Hverbye haves denne ubehagelige Tidende:
at iblandt de adskillige Kiettere, som Tid efter anden ere
opstaaet, synes de nu at beholde Rangen, som kalde sig de
fornemme Religions Brødre. Saavidt man har kundet


komme efter denne Seetes Religions Grunde og Hemme¬
ligheder, fornemmer man at de reent afpiger fra alle andre.
Thi denne Seet bekiender alle Ting, men troer intet. De
bekiender sig altid til den Religion, som hærsker, hvor de
opholde sig; men man maatte dog forsee sig, om man be¬
skyldte dem for at have nogen vis. De troe hverken Straf
eller Belønning for deres Gierninger. De vilde ikke vide
af anden Omvendelse at sige, end den man faaer paa Dand¬
se=Skoler og i polerede Sælskaber. At Arbeyde holder de
ikke for et Menneskes Pligt; men at æde, drikke og forlyste
sig paa alle optænkelige Maader, siger de, er alles Skyl¬
dighed. Af disse deres Religions=Grunde, kan man let
slutte sig til, hvorledes det hænger sammen med Resten.
Denne Seet lover sig dog den største Bestandighed; thi
den har paa nogle Aar faaet en utroelig Mængde Tilhæn¬
gere.
J Elskovs Arrest=Huus ere i denne Uge 2 indbrag¬
te, nemlig en lille 15 Aars Herre, og en 14 Aars Glut.
Udkommen Hr. Jeronimus en gammel forlibt Stakkel;
thi han døde under sine Lænker, i hans Alders 75de Aar.
Anmærkning.
Paa den Tid da Eventyrerne om Manden i Mo¬
sen, det fortryllede Slot og om Fuglene i Haven end¬
nu ikke vare opfundne før at dysse Børn i Søvn med, be¬
tiente man sig af nogle andre ligesaa visse Fortællinger til
samme Øyemeed. Jeg vil anføre een, saaledes, som jeg
har fundet den i en ældgammel Calender, og intet forandre
derudi undtagen Skrivemaaden. Maaskee dette mit Ar¬
beide fortiener dog nogen Opmærksomhed.
En Fortælling om Hermione.
Længe før Pyrami og Chisbes Tid levede Hermio¬
ne, en af de berømmeligste Skiønheder i hendes Tid. Hun
var smuk og deilig, uden at foragte hendes Veninder eller
andre Fruentimmer, og hun var det, uden at de andre vare
avindsyge og misundelige over hende derfor. Hendes Pyn¬
ten berøvede hende faa Øieblikke fra hendes øvrige Tid, som
hun meestendeel opofrede til nyttige Forretninger. Spra¬


debasserne paa det Sted, hvor hun opholdt sig, (thi Spra¬
debasserne vare endog til i de gyldne Tider) snakkede hver
Dag hundrede forelskede Daarligheder til hende, og hun
hørte dem enten slet ikke, eller dog aldrig uden at have Af¬
skye for dem. Man saae hende aldrig staae for nogen klar
Kilde, for at see, om hun virkelig var saa smuk, som man
sagde hende. Hun har i hendes heele Livs Tid aldrig kla¬
get over Upasseligheder, som hun ej virkelig har fundet til. Hen¬
des Forstand var opklaret, og hendes Jndsigt i adskillige
Videnskaber var nøjagtig og rigtig, uden at hun nogen Tid
vilde passere for at være lærd. Hermione elskede den unge
Thyrsis, og hun vidste at skiule hendes Kierlighed med saa
megen Sædelighed, at Thyrsis aldrig mærkede, hun elske¬
de ham. Thyrsis skulde formedelst visse Fametie-Omstæn¬
digheder være bleven ulykkelig, om hun havde forbundet sig
med ham. Hermione ægtede altsaa Philemon, for paa
eengang at betage sig selv alt Haab om Thyrsis. Phile¬
mon fortiente dette Val formedelst hans Forstand og hans
redelige Hierte. Men han havde desuden hundrede Feil, som
skulde have afskrækket enhver anden af de Skiønne, fra at
gifte sig med ham. Han saae ikke ilde ud, men han var
hidsig, kunde i en hast blive oprørt, og var i højeste Grad
egensindig. Hermione elskede ham endnu den sidste Dag
af deres Ægteskab ligesaa kierligt og kiælent, som den første
Dag. Aldrig hørte man hende sige Philemon imod, end
ikke engang, naar han tog Feil. Lydighed mod hendes
Ægtemage var hendes første Pligt. J de Øieblikke, da han
var allerfortrædeligst, vidste hun dog at tilfredsstille ham,
saa at han ikke længe kunde være vreed. Aldrig har et ene¬
ste Suk, en eeneste Mine, eller en eneste Tanke fornærmet
den Troeskab, som hun havde svoret ham. Faa Uger efter
deres Forening tabte hun alt det udvortes og sin indtagen¬
de Skiønhed formedelst en Sygdom. Hun fornam ikke den
mindste Bedrøvelse derover, og hendes Mand ophørte heller
ikke for den Aarsags Skyld at elske hende mindre end til¬
forn. Hun elskede hendes Børn, uden at forderve dem,
eller giøre dem ulykkelig ved en overdreven Kierlighed. Hen¬
des Tyunde elskede hende, som deres Moder, og de bare
Frygt for hende, som for deres Frue. Hendes Ungdom var


uden Stolthed, og hendes Alder uden Avindsyge. Philemon
døde uformodentlig, og hun døde faa Uger efter af Sorg.
Faa Aar efter hendes Død, udskieldte man hende for et
narrisk og daarligt Fruentimmer. Nogle fleere Aar hen i
Tiden vilde man ikke troe det mindste af Hermiones Histo¬
rie, og man holdt det for umueligt, at der kunde have levet
saa eenfoldigt et Fruentimmer. Endda sildigere hen, holdt
man den heele Fortælling for en Satire over det smukke
Kiøn, og tilsidst har man endog gjort en Fabel deraf, for
at dysse Børn i Søvn med.
Dødsfald.
Her i Staden: Forleden døde en meget Riig, og
en meget Fattig, og da samme døde paa een Dag, og bleve
begravne paa een Dag, og kom til at ligge ei langt fra hin¬
anden, har en Poet gjort følgende tvende Gravskrifter, som
vi vilde anføre, som noget besynderligt Nyt, at der giøres
Gravskrifter over en Staader. Den Riges har vi og villet
indrykke, for des bedre at see Forskiellen paa disse To:
Gravskrift over den Fattige.
Den, som i Verden Huusvild var,
Og ejede ej meer, end det, han paa sig bar,
Dog samme ei bestod i Sølv og Gylden=Stykker.
Nej, Palter var hans Dragt,
Og heele Pragt.
Tilmed han stylted frem paa tvende gamle Krykker,
Og for de Riges Dør tit prøvet Rigdoms Nykker.
Han boer nu her
Blandt andre Dødninger.
Og hviiler nok saa født udi sin Grav alene
Som de, der trykkes af de tunge Marmor=Steene.
Gravskrift over den Rige.
Under denne Marmor=Steen
Giemmes nu det Si ud og Been
Af den Stolte og den Rige.
Her forsvandt hans Stand og Pragt
Da han blev i Jorden lagt
Hvor han finde kan sin Lige
Saaledes Morderen tilsidst for alle raader,
Og giør ei Forskiel paa en Rig og paa en Staader.


Bekiendtgiørelse.
Madame la Mode lader herved nandske høytidelig
bekiendtgiøre: At hun har fundet for got, endnu at legge
et Qvarter, to Tommer og en Sextende Deel til de aller¬
kiereste Slæb, til hvilken Ende hun indbyder alle Elskerin¬
der af lange Slæb, inden en Maaned at melde sig hos
hende, paa det hun kan vide, hvor mange Svenne hun til
dette nødvendige Arbeides Forfærdigelse skal antage.
Samme Madame la Mode lader og herved meget
alvorlig sige, at det klæder ingenlunde smukt, at opfæste
disse allerkiereste Slæb; thi det lader, ligesom (dog sans
Comparesons) naar man binder Halen op paa visse Crea¬
turer.
Til Kiøbs.
Mons. Petit=Maitre lader gandske net og nydelig
Avertere, at han over Land har ladet komme directe fra
Paris 24 splinter nye Maader at tage Hatten af paa; og
da disse ere fleere, end han selv kan bruge, saasom han bæ¬
rer Hatten under Armen, saa vil han for en billig Priis
afhænde dem til sine Monfrerer, der ej endnu ere komne,
saavidt som han.
Til Leje.
9 a 10 Gibsede, betrokne og Meublerede
INB. Værelser forlanges til Leje af ovenstaaen¬
de Mons. Petit=Maitre, som i Terminens Tid før visse
Aarsager agter at flytte om i en anden Gade.
Capitaler.
Om nogen i denne Termin skulde behøve nogle Pen¬
ge, og ikke just har Pant eller Caution ved Haanden, da
vilde de i Aar ligesom i Fior behage at adressere sig til --
--- -- Taalmodighed.
Bortkomne Sager.
E X Da vores Serviteur, dog uden Skulderbaand,
& skulde bringe de øvrige Avertissements til
Bogtrykkeren, tabte han dem undervejs; thi ville de, som
finder samme, levere dem i vores Trykkerie, hvori¬
mod de skal faae et Avertissement frit
i disse Blade indført.
Af dist aproberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag


Patrollen.
No. 25.
den 24. Jun. 1766.
Til de Herrer Patrolskrivere!
D¬
e have den Lykke, mine Herrer! Een Gang om Ugen
at tale offentlig til Publico, ved deres Patroll.
De have ogsaa nogle Gange viist sig saa høflige
at unde denne Ære til andre, som ikke selv have Leylighed
til at fremlegge sine nyttige og opbyggelige Tanker for sine
Landsmænd. Et par værdige Personer i Projectmagernes
Sælskab, hvori jeg nu ønsker at blive antagen, have de
behaget at giøre offentlige bekiendte, ved Hines gode For¬
slag til Jndbyggernes Nytte. Denne Deres Christen Kier¬
lighed, mine Herrer, lader mig haabe, at De ogsaa vise
mig samme Tieneste, og det saa meget vissere, siden mine
Projecter strække sig langt videre og kunne blive mange flere
til Nytte, end de ovenmeldtes; For nu at vise, at jeg i
alting oruger en mathematisk Ordentlighed, som sikkerligen
ikke findes hos alle Projectmagere; Saa vil jeg først mel¬
de lidet om min egen Person. Jeg har saa megen Sund¬
hed som Folk i Almindelighed kan have paa min Alder.
Jeg er ugift, og begynder at ældes. J Betragtning her¬
af, giør jeg nu for Alvor det almindelige Ønske: At jeg


maatte sette Foden under mit eget Bord. Det er: at jeg
maatte faae Embede, Kone, Børn og hvad dertil hører.
Til at naae mit Maal, formoder jeg at have fundet en sik¬
ker Vey, ved at giøre Forslag til nyttige Indretninger.
NB. Alle de Steder i disse Blade, som ere betegnede med
NB. skulle ikke giøres offentlige bekiendte; Men ere ikkun
for Dem alene, mine Herrer! Thi de vide selv, at alle
Projectmagere, have hemmelige Tanker, hvilke de ikke skri¬
ve ved deres Forslag. Jeg meddeler Dem mine, alene
for at vise, at jeg virkelig har mine gode Hensigter, og at
jeg maaskee herved kan komme i Stand til at vise Dem
min Erkiendtlighed. Mit Hoved NB. er, at jeg ingen¬
lunde veed, om mine Forslag virkelig kunne sættes i Verk.
Men det er ikke kheller Sagen. Jeg følger mine For¬
mænds Fodspor.
1ste Forslag
Til et Efterretnings Contoir for nye Moder,
Endskiønt der i nogle Aar, her i Staden er indrettet en
hoben Contoirer, hvor man i mange forskiellige Omstæn¬
digheder, kan faae sine Sager hastig og vel expederet;
Saa feyler her dog endnu et Hvoed=Contoir, nemlig, det
Ovenmeldte. Enhver veed hvor besværligt det falder for
de fleeste af det smukke Kiøn, at faae en sikker og tilforla¬
delig Efterretning om de nye Moder, som den udenlandske
Vttighed opfinder til Kiønnets Prydelse: Der ere ikkun
meget faa, som kunne have dem fra første Haand i Fran¬
kerige. De andre maae alle bie indtil de, ofte først efter
fire Maaneders Forløb faae dem at see, og da skeer tidt,
at naar disse begynde dermed, aflegge de første dem, hvil¬
ket foraarsager de forunderlige Skabninger man seer, paa
Hoveder, Kaaver, Klæder o. s. v. saa at En, som seer sex
Fruentimmer hos hinanden, og ikke veed denne Omstan¬
dighed, lættelig kan falde paa den Tanke, at han seer sex
Nationer. Dernæst veed man, hvor smerteligt det er for
et Fruentimmer, at være den sidste i Moden, saa og hvor
stor deres Tilbøyelighed er, til at have alting strax. Alle


disse og flere Uleyligheder kan afhielpes ved det fork enævn¬
te Contoir, til hvis Indretning jeg vil give følgende
Udkast:
Paa dette Contoir kan der føres Breovexling med
de berømteste Modemagere i Europa. Der maae tillige
forskrives Modeller, Mynstere og Dukker. Det smukke
Kiøn kan hver Uge lade hente de fornødne Efterretninger.
Dagen til at udgive dem maae være Onsdag, eller i seene¬
ste Torsdag, paa det man kan faae de nye Forandringer
færdige til Søndagen. Til Contoirets Vedligeholdelse
kan enhver betale for den givne Efterretning, saa meget de
behager; Og man bør formode, at Fruentimmeret ikke
mere vil spare Pengene for Efterretningerne, end for
Modernes Anskaffelse. For Modeller og paaklædte Duk¬
ker, maae Contoiret selv sætte en taalelig Priis efter Jnd¬
kiøbet. Findes der nogen som vil anlegge dette Contoir,
saa skal jeg end videre, for villig Betaling, meddele nogle
flere nyttige Tanker til Indretninger. Jngen som kiender
vore Tiders Smag, kan tvile om Fordeelen.
NB. Jeg er ugift, og følgelig vil gierne have det smuk¬
ke Kiøns Venskab.
2det Forslag.
Til Mechaniske Værker Møller &c. kan jeg an¬
give skiønne Ting. For Exempel: Møller, som hverken
drives ved Vind eller Vand, Jld eller Røg, Heste eller
Mennesker; men ved Sand. Nytten seer Enhver. Mue¬
ligheden kan jeg legge for alles Øyne, ved en tydelig Mo¬
del. Til Indretningen i det Store, behøves ikkun en
stærk Tillid, Penge og Taalmodighed.
NB. Dette Paafund er ikke mik eget. Jeg har stiaalet
det fra en Udenlandsk Mechanico.
Videre:
Bb2


Videre: En Vogn, som uden Heste og Seyl,
skal løbe 4 Miile i en Time. Indretningen kan blive saa¬
ledes, at den der sidder i Vognen, regierer den efter eget
Behag. Nytten er stor, baade i Henseende til hastig Be¬
fordring, saa og at Hestene aldrig blive løbske, og man
ikke har nødig at forlade sig paa Kudsken, som formedelst
mange Dunster fra adskillige Bedesteder, lætteligen kan
falde af Bukken, med flere Beqvemmeligheder.
NB. Disse Indretninger ville blive meget besværlige at
sætte i Værk, og sandt at sige, saa veed jeg ikke vel
at finde ud deraf; Men skulde der findes Liebhabe¬
re, da kan det aldrig feyle, at jeg jo faaer en an¬
stændig Underholdning og Penge imellem Hæn¬
derne, imedens jeg arbeyder derpaa. Og jeg kom¬
mer sikkerlig til at arbeyde meget længe, inden jeg
bliver færdig.
3die Forsla
For at lætte Farten over Belterne, hvilken ofte
falder besværlig, deels for Vind og Veyr, deels for Jis,
har jeg udtænkt et Middel, hvorved man paa alle Aarets
Tider og ved alle Leyligheder, magelig, sikker og med lige
Hastighed, kan blive overbragt. Nytten falder enhver i
Øynene og Mueligheden kan jeg bevise. Min Tanke er
at giøre en Indretning, saaledes som den der bruges til at
bringe Postsækkene ind og ud af Fæstningerne, naar Por¬
tene ere lukkede. Paa det store Belte f. Ex. kan man
sætte en Vinde ved Corsør, to Dito paa Øen Sprogøe,
og en Dito ved Nyborg. Jeg sætter Vinder paa Sprogse
i en dobbelt Hensigt, baade for at skaffe denne Øe et an¬
seeligt Nærings=Middel ved de Reysendes Fortæringer,
hvorved den i en kort Tid vil blive meget bedre bebygget og
Folkerigere, end den nu er, saa og for at give de Rey¬
sende et beqvemt Bedested paa Halvveyen. Fra en Vinde
til den anden, skal gaae det sædvanlige Tovværk. Til at


overføre de Reysende, kan forfærdiges et Fartøy, som er
fladt i Bunden, og kan ligne en fiirkantet Pram. For
at afholde Regn og Soelskin, kan den halve Deel forsynes
med et Dække eller Tag, hvorunder de skulle sidde, som
kunne betale mere og følgelig taale mindre af Veyrligets
Besværligheder, end den almindelige Hob. Dette Fartøy
giøres fast paa Tovværket, og bliver paa den sædvanlige
Maade overbragt fra en Vinde til den anden, ved en der¬
til indrettet Machine, som drives af nogle faa Menne¬
sker.
NB. Dersom et Jnterressentskab vil give Bekostninger¬
ne til denne Indretning, og den kan komme i
Stand, saa venter jeg med billighed at blive
Opsynsmand derover, med en skikkelig aarlig Løn.
Ved de aarlige Reparationer paa Værket, kan og
noget lidet fortienes.
4de Forslag.
For at vise, at min Tænkekraft ikke er indskræn¬
ket, men kan udvides, saa meget man vil; Saa har jeg
gjort en gandske nye Opdagelse i Chymien, nemlig: En
Maade til at faae Svovl saaledes, at Cinober kan deraf
opvoxe. Til at anlægge et saadant Cinober=Værk, behø¬
ves ikkun en maadelig Bygning, et lidet Stykke Jord,
nogle faa Folk og Heste, med videre Redskaber. Jeg er
temmelig forvisset om, at hertil vil findes Liebhabere, baa¬
de fordi Bekostningerne ikkun ere ringe, Tingen nyttig og
det er et Anlæg, hvori baade Lærde og Ulærde sikkert ville
tage Deel, Nogle af Nysgierrighed, Nogle af Penge¬
gierrighed, til at see Fordelens Vigtighed, behøves ikkun
at giøre en Sammenligning imellem Prisen paa Svovl og
Emober.
AI. Jeg
Bb3


NB. Jeg er ingen Chymicus og troer aldrig, at jeg
kan bringe noget til Veye i denne Videnskab;
Men jeg har udfundet et sikkert Middel, hvorved
jeg kan forskaffe mig Anseelse af en god Chymist,
endogsaa iblant dem, som forstaae noget af Kun¬
sten. Jeg vil nemlig flittig læse i et Chymist
Lexicon, og beholde saa mange Kunstord og Tale¬
maader, som min Hukommelse kan fatte. Disse
vil jeg betiene mig af ved forefaldende Samtaler,
og i øvrigt stedse vise en grundende Taushed, en
lærd og dristig Mine, og sommetider et betydeligt
Rysten med Hovedet. Mange ere ved dette
Kunstgreb alene blevne holdte for kyndige Mænd
i deres paaberaabte Videnskab. Skulde nogen
vilde understytte mig i dette Anlæg, da kan det
lætteligen gaae med mig som med mange flere, at
jeg, imedens Tingen afhandles, overlegges og
forsøges paa andres Bekostning, virkelig lærer
noget deraf. Min Hoved=Hensigt ved dette For¬
slag er ellers at forskaffe mig en Bolig, hvilken
jeg nødvendig maae have og beholde et par Aars
Tid, om Tingen skal sættes i Værk. Ved de
foregaaende kan jeg ikke med saa god Gruud for¬
lange denne Beqvemmelighed.
5te Forslag.
Om at anlægge Østers=Bænker imellem Kiøben¬
havn og Helsingør.
At dette er et virkeligt nyttigt Anlæg, kan vel ikke
nægtes, naar man veed, hvor nødvendigt der behøves
Østers i alle Stænder. Prisen kan blive 100 pro Cento
ringere, end den er paa nærværende Tid, eftersom Trans¬
porten er lige saa kostbar som Varene selv. Dernæst kan
man her i Staden faae den Fornøyelse, at høre dem pibe
i Munden, naar man faaer dem saa friske af Vandet


hvilket ingen af Kiøbenhavns Østers=Spisere tilforn har
erfaret. Denne Post er af stor Betydenhed for Folk,
som ere indtagne af alt det der er Fremmed. Til
Forsikkring, at her kan haves Østers, vii jeg sætte
min Ære til Pant. Jeg kan end videre ved uomstø¬
delige Slutninger bevise, at Sagen har sin Rigtighed.
Jeg har nemlig fundet Østers=Skaller ved Strand¬
bredden, ergo maae der være Østers i Naboelauget.
Her ligger af samme Slags Stene i Søen ved Land¬
kanten, som der findes i Rorge, Jylland, Holsteen og
Engelland, hvor Østers tages, ergo maae man kunde
avle og tage dem paa denne Kyst. Flere Beviis seer
jeg ikke at man behøver om Mueligheden. Jeg vil
selv paatage mig Umagen med hele Indretningtn og
inddele Bekostningerne saa fornuftig, at det hele Publi¬
tum kan tage Deel deri. Her til holder jeg Actier
for tienligst, af hvilke enhver skal udgiøre en gandske
liden Summa. Man betaler ikkun det halve strax
og Resten naar jeg behøver flere Penge. Udbyttet skal
sikkert komme, naar min Østers Handel om nogle faa
Aar kommer ret i Drift.
NB. Dette mit Anslag er ikke saa vanskeligt, som
det maatte synes. Jeg vil forskrive nogle
1000de Østers, og legge dem ned i mit Di¬
striet, for at yngle videre. Vil de ikke fort¬
plante sig, saa kan jeg dog tage en Deel af
dem levende op igien, for Tid efter anden at
levere nogle til mine Jnterressentere. (Man
maae vide at snoe sig i disse Tider.) De kan
endogsaa selv være tilstæde og see, at der rig¬
tig kommer noget ud af deres giorte Bekost¬
ninger, hvilket meget vil opmuntre dem til at
giøre videre Penge=Tilskud. Og Penge=Tilskud
maae jeg nødvendig have.
Jeg


Jeg formoder sikkerligen at finde Liebhabere,
om ikke til alle saa dog til de fleste af forbemeldte
nyttige Indretninger, og saa kan det heller aldrig fey¬
le, at jeg jo meget kan forbedre min egen Tilstand;
Men skulde jeg i Tidens Længde erfare, at mine Jn¬
teressenteres Hede forkølnedes, og deres Fortrolighed
til mig kom i Aftagelse. Hvilket man desværre! ofte
har seet; Da haaber jeg, at man paa en eller anden
Maade belønner mig, for min hafte Umage og udvii¬
ste gode Forsæt. Skeer ikke dette, da er jeg maaskee
i Stand til at reyse bort fra disse utaknemmelige Folk
og anvende mit betroede Pund paa andre Steder.
NB. NB. Jeg agter ingenlunde at reyse tomhæn¬
det herfra.
Anmærknin
Vi har den Ære paa det Almindeliges Vegne, at
aflegge en tienstskyldigst Taksigelse til denne ligesaa uinteres¬
serede, som uindskrænkede Projectmager, med Begiering,
at han ingenlunde for Fremtiden nedgraver sit store Pund
og uindskrænkede Tænke=Kraft, hvorved hans patriotiske
Flid og Vid sikkert, efter vores Skiønsomhed, vil blive
paaskiønnet. (Thi det er dog meere honet, at projectert
fiint, end at stiele grovt.) J det allerringeste vil han blive
Præses, i de uindskrænkede Forslagsmageres Laug. Og
for at vise hans Upartiskhed, har vi, endog imod hans Vil¬
lie og Forbud, bekiendtgjort alle hans forbeholdne NB.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Ousdag


Patrollen.
No. 26.
den 1. Jul. 1766.
Adskilligt Nyt.
J
Anledning af et i Fyen oprettet Skyttelav, har
Een, som har været ørkesløs Tilskuer ved samme
E til Bekiendtgiørelse indsendt os følgende
Tanker:
Du ladte got; men bedre sigtede,
Det kan man klart paa Skivens Centrum see.
Saa gielder det,
At lade tæt
At sigte ret
At treffe net
Ja, paa en Plet
As kunde Lykkens Centrum finde,
Som findes dog af mange Blinde.
der gik det løst paa Puf og Paf.
Til Lykke, Du, som Eentrum traf


Om Du ei Konge blev i Værdighed og Ære,
Du Konge-Titul dog for den Dag maatte bære
Saa kan vi see
Paa disse Tree,
Paa Kongen og paa Printzerne *)
At Verdens Værdighed er Snee.
At Ærens Trappe=Trin i Verden snart er giort.
Og Verdens Alt er lidt, som Hoben agter stort.
Sigt derfor vist, og Maalet naae,
Som treffes dog kun af saa faa;
Men efter Tiden kan i Evighed bestaae,
Naar Verdens Værdighed med Verden skal forgaae.
NB. Skytterne i dette Skyttelav vare alle uniform i
grønne Kioler, hvide Vester, grønne Kokarder paa
Hattene og hvide Strømper paa Beenene. Be¬
meldte ørkesløse Tilskuer tilsneg sig ved en vis Leilig¬
hed saadan en grøn Kokarde, som han Dagen efter
sendte Ejeren i følgende bundne Skrivelse:
Min Herre!
De tager det ikke fortrydeligt op,
At jeg Dem bestlal den Nimrodiske Top,
Af Hatten Kokarden den grønne.
Et saadant Jnsigne, som bæres af faa,
Maa giemmes i inderste Giemme og Vraa,
Til Tegn af det Grønne og Kiønne.
Min Herre derfore den sendes her nu,
Paa det De desbedre kan komme ihu,
(Saatit De Kokarden beskuer.
Den
*) Ved saadanne smaa Skyttelave haves kun 3 Gerin¬
ster, den, som faaer den største, kaldes Konge, og
de, som faaer de 2 mindre, kaldes Printser.


Den glædelig, sædelig Skyttelavs Dag,
Da Græsset var Gulvet og Træer var Tag,
Da Pan selv beredte Dem Stuer;
Da Skiven som Sivea saa vaklende stod,
Og maatte udgyde sit Harpix som Blod
For Skytternes Lynild og Torden,
Skiønt Centrum, som Hiertet, den inderste Prik,
Gik Skudfrie; da Bøsserne ofte slog Klik,
Og Kuglerne græssed i Jorden.
Løvsalernes Høynd De rigtig dog holdt,
Ved Dands og ved Nympher ei Blodet var koldt,
Men vist nok i Hierterne kogte.
Saa skiønne Skov=Nympher jeg før ikke saae.
Mod disse hiin Doris og Cloris er smaa
Som Hiorden i Engen maa vogte.
Hos hiine dog findes Uskyldighed selv,
De lædskes af den forbirindende Elv,
Og mættes af Brødet i Tasken
Naturlige Blomster de bær til Ziirat,
Da Daarligheds Hænder paa disse har sat
Ved Kunsten paa Asken en Brasken.
Miu Herre jo bad mig om noget lidt kiønt,
Da sidst vi var samlet blant hvidt og blandt grønt,
Da Fauni og Faunæ selv legte.
De Tanker, jeg tænkte, jeg sender Dem her,
Og Skudfrie, som Centrum, jo Tankerne er?
mi Jeg intet min Herre kan nægte.
2r. X.
J Anledning af Beretningen om den lykkelige og
tillige ærlige Marchandiser, der leverede de fundne Lom¬
meskillinger tilbage, (See Adr. Cont. Efterr. No. 88.) er
følgende, som et patriotisk Ønske, indsendt:
Gid
Cc 2


Sid Lomme=Tyvene af notam vilde tage,
Hvad Marchandiseren har her i Lommen giørt!
De skulde ikke da i Folkes Lommer rage,
Og Lomme=Skillinger ansee for noget stort.
Vel var det Kiortelen, med Lomme og med Penge
Faldt ei i disses Lod, som vil for Penge hænge.
Almindelig Efterretning.
Da der i Dyre-Riget gives et Slags smaa næse¬
viise Creaturer, som kaldes Frøer, der tillige ere saa dum¬
dristige, at de tør beseile alle Søer og Fahrevande, saa
advares herved alle og enhver, som paa Marken under
aaben Himmel maatte finde Fornøjelse i at tage sig en sag¬
te Søvn og behagelig Hvile, at de ingenlunde gaber for
vidt, men holder Munden tæt, at ikke saadanne Smaa¬
Bæstier skal vække dem i en sød Søvn, og foraarsage dem,
som Pigen paa Assens Mark (See Adr. Cont. Efterretn.
No. 88.) en forunderlig Virkning i Maven. J Anled¬
ning heraf er følgende indsendt:
Siig mig, hvad stak dig vel, opblæste lille Frøe!
Da du dig saa forstak i denne lille Møe?
Var her et Dam for dig, hvori du kunde ræbbe?
Jo, du kom rigtig an. Det troede du neppe.
Skiønt Pigen gabede, hun lukte dog i Skræk;
Du levende blev slugt. En Doctor drev dig væk.
Følgende tvende Breve ere os aldeles uvedkommen¬
de. Jkke desto mindre, ville vi dog indføre dem ligesaa
varme, som de ere os leverede:
Min


Min Herre!
Byrden lettes meget, naar man kan meddele
en anden sine Bekymringer, og legge en Deel af sin
Byrde paa en andens Skuldre. De tillader derfor,
min Herre, at et ulyksaligt Fruentimmer søger Trøst
i Deres Medlidenhed, og Hiclp til at komme ud af
et Labyrinth, hvoraf det har intet Haab om at slip¬
pe ud af igien uden Deres gode Bistand. Mit Lev¬
nets Løb, som jeg hermed faaer indberettet Dem,
skal nøje undervise Dem om mig og Sagen selv.
Min Fader var af temmelig god Anseelse, og besad
meere Ære end Jndkomster. Han fik en fornem
Kone; men til hil Uheld, kuns en blot Velbaarenhed
til Medgivt. Neppe havde jeg stukket Hovedet frem
i Verden, førend jeg strax fik at kiende Verdens
Forurettelser. Nogle uhøflige Naboer toge under
Tvivlsmaal om min Fader og var min Fader. Jeg
paatager mig ingens Forsvar, ikke engang mit eget
i denne Deel: Not; at min Fader elskede mig som
sit eget Barn: Jeg voxte op, og blev tidlig holdet
til Smaa=Fruentimmer=Arbejde, med Hænderne, sag¬
som at kniple, sye og saa videre. Min Moder lod
mig gaae til en Lærd i Naboelavet for at lære Fransk.
Jnden to Aar var jeg avanceret saavidt, at jeg kun¬
de forstaae en Fransk Roman i sit Grundsprog og
Moders Maal, men til min Foryindring fra videre
Fremgang, døde min Fader. De første, som da
indfandt sig, for at betyde os den Deel, de toge i
vor Sorg og Skiebne, vare et Slags Folk, som
kaldes Biørne. Disse barmhiertige Jevn=Christne dee¬
lede Arven med mig saaledes, at jeg maatte ud af
Huuset, saa at jeg ligesom Sneglen drog Hnus og
heele Ejendom paa Ryggen. Jeg kom da i mit 16.
Aar paa et Sted for at lære en Frøken at sye.
Dog, saasom jeg imellem fandt Leilighed fra disse
mine Forretninger, besøgte jeg nu og da min forrige
Læremester, og af Lyst fortsatte min Læsning, indtil
føigende Omstændighed gjorde Ende derpaa. Jeg
havde


havde fattet stoer Fortroelighed til min Læremester
thi hans Forelæsninger i Sæde=Læren vare fornuf¬
tige, og jeg saae i Begyndelsen slet intet i hans
Men nu be¬
Opførsel, som stridede derimod.
gyndte min unge Hr. Lærer at dreje sine Moraler,
og tage Masken af. Han vilde, nemlig giøre sig
betalt for sin Umage, paa den Maade, han kunde,
saasom min Moder havde intet at betale ham med.
Han talede om Kierlighed, og da han engang skul¬
de forklare den Punkt i Loven: Elsk din Næste
som dig selv, opdagede jeg hans heele Hensigt. Jeg
forsikkrer min Herre, at hans Prædiken var hverken
heel eller halv reen Lærdom; og havde vor Sogne¬
Præst hørt ham, havde han gandske vist sat ham paa
Kietter=Listen. Aldrig hørte jeg ham for saa tvrig
og veltalende. Hos Demtosthenes har jeg hørt det
at berømmes, at han syntes ligesom ude fra sig selv,
naar han holdt sine prægtige Taler. Dette samme
mærkede jeg hos min underlige Orator; Tungen før¬
te ikke alene Ordet; men alt det, der var paa ham
talede, ja, han sukkede erbarmelig iblandt. J Førs¬
ningen antog jeg det for Skiemt; men da jeg mær¬
kede det var hans Alvor, blev jeg saa forbittret, at
jeg formaaede neppe med afbrudt Røst at stamme
de Ord frem: je - Jen - Fenrage. Jeg fryg
ter, sagde han omsider, at Tiden vil giøre til en
Nødvendighed for hende det, som hun nu har afsla¬
get. En saadan Dyd tiener en fattig Møe kun
lidet. Udydige Tids=Vending! aldrig havde jeg
tænkt, at skulle komme til at sande hans Spaadom.
Med hvad Grund siges, at Dyden belønner sig selv?
Den er jo snarere en Straf? Jngen Egenskab, som
ikke laaner sin Glands af Metallerne, falder nu
meere i Øynene. Agt engang, min Herre! Penge
har jeg ikke, men Blyfærdighed og Kydskhed har
jeg giort til min Skat, i Haab at giøre min Lykke
med en fornuftig Mandsperson. Usle Faeit! Jeg er
nu 27 Aar gammel, og har endnu ingen oprigtig
it Frier seet. Mange har nok snakket en Hob til mig


om Kierlighed; men alle hare vendt mig Ryggen,
naar jeg viiste dem min Medgivt. Saadanne sultne
Stakler løber efter feede Brude. Nøgen Dyd!
uduelige Vahre! tænker de. Mit Ansigt er dog
saaledes, at jeg ikke blues, naar jeg for Speilet
holder Samtale med mig selv. Jeg er frisk og
munter, reen og ærlig, forstaaer Fransk, og er ikke
et Gaase=Hoved. Siig mig da, min Herre, hvor¬
for jeg saaledes forbigaaes, naar et Fruentimmer i
Naboelavet, hvis Vid ikke kan sees paa hendes Næ¬
se, bliver hæderligen givt, fordi hun kan udhænge sin
Rigdom til Skildt; hvad skal man da troe om sit
Syn? Naar unge Mennesker kalder denne min rige
Naboe=Søster en Skiønhed, skiønt Blomsterne i hen¬
des Kinder nærmest ligner det runiske a, b, e, ridset
med rødt Kride. Monne vore Naturkyndige ikke
feile, som nægte Guldet en lige trækkende Kraft med
Magneten? Hvad gavner det mig vel, at heede en
dydig Pige? Tænk! hvad min Ærbarhed er for en
ringe Skat, og hvor lidet den erstatter mig min
Skade, naar jeg skal regnes bigndt de gamle Jom¬
fruer. Jeg er ogsaa et Menneske. Hvor skulde jeg
meer end alle andre være uden Følelse af en Begie¬
ring, som er os medfødt? Viise Publicum! hvad U¬
ret giør du ikke os og Dyden. Skynd Dem, min
Herre, med et got Raad. Jeg skal være Deres
Tienerinde
Jmmaculata,
Svar.
Min Jemfrue!
Hendes Brev har jeg igiennemlæst, og det ikke
den Sinds Rørelse. Det smukke Kiøn har den For¬
deel, frem for os, lettelig at kunde bevæge Hierterne.
Den groveste Tartar skulde finde billighed i hendes Kla¬
a gemaah og hielpe hende at sukke-Jeg takker imidlere


tid for hendes Fortroelighed, og haaber at jeg ei mis¬
bruger den, om jeg bekiendtgiør hendes Brev og mit
korte Svar. Venskab har den forunderlige Kraft, at
den kan trække den eene Ven allerinderst ind i de hem¬
melige Kroge af den andens Hierte. Jeg har læst hen¬
des Levnets Beskrivelse (jeg vil ei sige: med vaade Øi¬
ne; thi jeg er ikke meget grædenem). Jeg har alligevel
fundet mig rørt; thi jeg elsker Dyden, og hvorledes
skulde jeg da kunde see, uden at røres, en Dydens Ven
lide ilde? Men forlad mig, min Pige! at jeg spørger,
uden at vilde mistænke hende: Hvor fik den skiønne Læ¬
ere Anledning til at blive saa dristig? Nei, ret Alvor:
var Fattigdom den Aarsag, som forledte ham, Om saa
er, har da hendes Dyd holdt hende tilbage, uden at
han har bevæget hende? Saa vilde jeg i usikkre Tider¬
altid ønske hende slige Kamerader, neml. Dyd og Af¬
holdenhed. Om en Riig i hendes Naboelav er fa det i
en brav Mands Hænder; saa lad det ikke bekymre hen¬
de! Hun kiender ei sin Lykke mindre, naar hun veed at
sette Priis paa den. En Kierlighed, som Metallets
Slands optænder, er ubestandig, ligesom Metalket.
Ømme Følelser af en reen Kierlighed, en Vellyst, som
holder sig inden de tilbørlige Skranker, uden hvilken at
givtes er en Daarlighed, kiøbes ef for Guld. Eet stø¬
der mig i hendes Brev: J Slutningen seer det ud, som
5 hendes Dyd vaklede, og stod paa Springet at giøre en
forargelig Kulbytte. Randsag hos hende selv, om de
ømme Følelser, hun siger at have, ere alene Hiertets,
eller Dydens tillige. Døde dem! om de ere af det før¬
ste alene: men i sidste Fald forsikkrer jeg hende, at Dy¬
den skal ikke blive ubelønnet. Om endog Hendes Hier¬
te skulde blive u-adelt; saa har hun dog Æren, og den
Fornøyelse hos sig selv, at have fortient Tossers Lykke.
Tænk, hvor nøgen disse ere, da de ikke har Dyden, og
derimod hvorlidet Lykken pryder en dum Fierne. Vær
bestandig! saa veed jeg, hun fortiener sig et Navn af en
dydig Heltinde, og regn mig fremdeles blandt hendes
Venner. Jeg forbliver &c.
siagste Eketer lg at agtr agaer oeteg


Patrollen.
No. 27.
den 8. Jul. 1766.
Følgende er os indsendt:
Mine Herrer!
V¬
i havde ventet det samme af Eder, Herrer Patrol¬
Skrivere i Aar, som af Eders Formand i Fior
paa denne Tid, nemlig, en fuldstændig Reyse¬
Beskrivelse over den sædvanlige Kilde=Fart St. Hans
Aften og Dag. Folk maatte snart falde paa de Tanker,
at J alle 12 maa være meget fattige, saa ingen af Eder
var ved Kilden, eller og at Kilde=Reysen maatte være
gaaet af Brug, hvilket sidste Eders Udenbyes Læsere snart
maatte trøe, dersom man ikke forsikkrede dem, at saa
længe Kilden løber, vil den ikke fattes Tilløbere, og saa
længe der er Vand i Kilden vil der blive drukket Viin i
Dyrehaven, ja, saa længe der ere Fiirbeenede Dyr i Ha¬
ven, vil der komme Tobeenede i tusinde Tal. Da jeg
nu derfor forgieves har ventet i 14 Dage, at see nogle af
Eders Tanker i denne Begivenhed, vil jeg fortælle min
Kilde=Reyse tillige med nogle Anmærkninger ved samme;
dog maa de først tillade mig, at sige Dem, mine Herrer,
at J ingenlunde svarer til Eders Navn, og ere flittige i
Eders Embede, naar J ikke var ved Kilden. J kunde
jo have kommet der med saare liden Bekostning, J ere jo


12, og altsaa net op 6 til hver Vogn, og der holdt jo
Bønder=Vogne nok paa de sædvanlige Pladse til meenige
Mands Beste. Landmanden forsømte endog sit Arbeide
for, at unde Kiøbstædmanden Fornøjelse for ringe Pen¬
ge. Jeg er vis paa, at naar J alle 12 havde giort en
Kilde=Reyse, og fordeelt Eder rundt omkring i Skoven,
kunde J ikke have manglet Materie til 3 a 4 af Eders
Blade; der kunde da ikke have gaaet Eder de mindste
Omstændigheder forbi; thi 24 Øyen og ligesaa mange
Ører kunde dog høre og see meere end to.
Jeg vil
da i al Korthed og langt større Eenfoldighed, fortælle
Eder min Kilde=Rejse; vil J derfor give mig de udlovede
2 Rdlr. kan jeg maaskee faae i Sinde endnu engang at
giøre en Skov=Rejse, og have den Ære at drikke paa
Eders berømmelige Sundhed af Kirsten Piils Kilde.
Man maa jo dog sagte have en glad Dag i et heelt Aar?
hørte jeg mange at sige. Nu skrider jeg til Fortællingen:
Jeg tog mig en Bonde=Phaeton med 3 blaa Hynder fra
Rørre=Port til Dyrehaven. NB. Jeg steeg ikke til
Vogns, førend jeg var kommen til Blaagaard; saaledes
saae jeg andre skikkelige Folk giorde, som ikke vilde være
deres Equipage bekiendt. Undervejs mødte jeg nogle, som
allerede havde drukket Kilde=Vand; thi de kunde vel umue¬
lig, have været saa lystige, dersom de ikke havde faaet
Kilde=Vand. Disse NB. vare ventelig de, som skulle
være hiemme og passe paa Huuset den følgende hellig
Hanses Dag, medens de andre skulde samme Vey; thi
mange troer, at de ikke leves over, om de ej kommer til
Kilden den Dag. Jeg arriverede lykkelig og vel til Dy¬
rehaven. Men hvor faldt jeg ikke i Forundring, da jeg
kom nær Kilden! Det forekom mig, som jeg saae mig
midt inde i Trosset af en Lejr, hvor et heelt Regimente
Marketæntere, kogte, stegte og brasede. Jeg hørte og
mange, som roste de skiønne Anstalter, der vare ved Kil¬
den i dette Aar, frem for i forrige Tider; her kan vi
faae, sagde de, alt hvad vort Hierte forlanger. Det er
sandt, der vare Telter og Marketæntere i Overflødighed,
og det overblevne af Skoven var fortræffelig illumineret
af Marketænternes og Privat=Folkes Jld; thi der var
næsten et brændende Baal ved hvert Træe, saa at jeg be¬
frygtede Resten af Skoven skulde blive stukket i Brand,
og der ikke havde blevet Kilde=Vand nok til at drikte,


naar det skulde bruges til at dæmpe Jlden. Jeg kunde
nu begribe Aarsagen til, hvi jeg i Dyrehaven saae saa
mange bare og afpillede Plette, og kun nogle Enkelte
Træer hist og her paa de Steder, hvor der tilforn havde
staaet den deiligste og tykkeste Skov; thi jeg saae her, hvor¬
ledes saavel private som publique Marketæntere slæbede
Brænde sammen af Hiertens Grund, til sin antændte Jld,
og enhver var geskiæftig med at rage Jld til sin Kage. Jeg
gik i disse Tanker, og i Hensigt til det Almindelige Beste
var virkelig meget fortrydelig paa disse Ødeleggere, Skal
Verden staae endnu i 100 Aar, tæukte jeg, og Kilde¬
Giesterne og Marketænternes Tal vil saaledes tiltage, som
i Aar, skal vore Efterkommere med liden Berømmelse tale
om vore Kilde=Rejser, der giør saadanne Skaar i Sko¬
vene. Jeg havde nær blevet melancholsk over disse Betragt¬
ninger, dersom man ikke i det samme havde opstemmet med
en ilde klingende Mufik af ilde stemmede Biersidler=Vio¬
liner. Ved denne Lyd saaes Glæden malet i alles Ansig¬
ter, og man fandt her ei mindste Tegn til Sorg. En tyk
fyldig Mand trak en af disse Biersidlere afsides hen,
sigende: Hør Kammerat! Spil dette Stykke for mig ale¬
ne, jeg er Mand for at betale dig; han fik Stykket, og
med Fornøjelse gav sin Styver. (Det maa nok have væ¬
ret Mandens Liv=Stykke, sluttede jeg; thi mig syntes, det
var Melodien af en Drikke=Viise.) Dog var denne staa¬
ende Mufik ikke saa behagelig, som den kiørende og gaa¬
ende. De, som vare ved Kilden, veed best, hvad Glæde
der var i Lejren, naar denne Musik passerede forbi, og
hvorledes Mængden stimlede tilhobe, baade for at høre og
see.  Nu vilde eu Kone have havt sin Mand af Dy¬
rehaven, førend det blev for sildig, nej, Kone, svarede
Manden, jeg har endnu 4 Sk. og det var jo en Skam
Jeg
at bringe Penge fra Dyrehaven ind til Byen. -
havde sat mig for, at blive sildig i Dyrehaven; dog tog
jeg i agt, at drikke Kilde=Vand St. Hans Aften, førend
Solen gik ned. En Bonde=Karl stod ved Kilden, og med
saa alvorlig en Mine, som en Doctor, naar han rækker sin
Patient en Mixtur, præsenterede Vand-Drikkerne et Glas
Kilde=Vand. Denne Drik kostede mig en heel Skilling til
Skiænkeren; men den Udgivt taalede jeg med Fornøjelse
saasom jeg blev tildrukket af en artig lille Jomfrue, som
var ret kiøn; men saae noget traurigkud; thi, i det hun


drak, spurgte hun sin Mama, naar hun meente Leander
kom. Jeg mærkede heel vel, at Jomfruen var taget til
Kilden alene for at drikke Kilde=Vand, og at Leander
ventedes i samme Ærinde. Jeg fandt dem siden efter
at spadsere med Leander, og saae da en besynderlig Kraft,
af Kilde=Vandet; thi den lille traurige Pige var nu ble¬
det gandske munter.
Jeg vankede saaledes om i Sko¬
ven indtil over Midnat; jeg gik til Fortunen, som vist
nok i denne Nat svarede til sit Navn; thi der vare ligesaa
mange Giester uden for Huuset, som inden i, og enhver
skatterede sig lykkelig. De havde Føje dertil, saasom de¬
vare i Lykken. Underveis hertil mødte jeg en heel Ska¬
re Fodgiængere, alle Mandfolk, saavidt jeg kunde see, va¬
re de 16 i Flokken; disse fandt for got at bespænde Vej¬¬
ene saavel for kiørende og ridende, som for gaaende, de
lode ellers til at være skikkelige Folk. Derfra gik jeg til
Klampenbørg, hvor der var Mufik i hver Krog. Jeg
havde gierne ønsket at komme ind, men var ei saa stærk,
at jeg kunde trænge igiennem Mængden. Derfra gik jeg
ad Strandvejen til Torbek. Her hørte jeg 2de Fisker¬
Kierlinger om Morgenen K. 1. gandske Aarvaagne at sige
hinanden store og fæle Sandheder.-
Jeg saae og hør¬
te endnu meget mere denne Nat, som jeg ikke vil fortælle;
men alene sige Dem mine Herrer, at baade Eders For¬
mand, og J har umaget Eder forgieves ved at bekiendt¬
giøre, at Buskene i Dyrehaven sladdrer, naar Bladene
falder af; thi jeg mærkede, at mange ikke troede disse Ad¬
varseler. Jmod Dag fik jeg i Sinde at gaae til en
Kroe, for at faae liden Hvile, men her var Bas og Viol
allerede oppe, hvorfore jeg begav mig til Dyrehaven igien.
Underveis hørte jeg nogle gandske misfornøjede at saa¬
dant et Projeet: At de Herrer Marketæntere ved Kilden
burde ophænge Taxten paa deres Vahre uden for Telten,
at de Lysthavende kunde giøre Overslag med deres Pung,
førend de forsynede deres Mave; thi hvem, sagde de,
kunde forestille sig saadanne Fordringer, som ved Kilden
ikke kan protesteres. Got, tænkte jeg, her maae man nok
have brav Penge. Jeg giorde Overslag med min Pung,
og gik til en Landsbye i Nærværelsen. Dog, førend jeg
forlader den glædelige Dyrehave, maa jeg sige Dem, at
der vare dobbelt saa mange Staadere ved Kilden i Aar,
som i Fior; om saadant kan komme af de usædvanlige


prægtige Anstalter, som alle roeste, skal jeg ey kunde sige,
men vist er det, at jeg saae en Staader at gaae paa to
Krykker, og kort derefter saae jeg ham at skylle Glas i
Kilden uden Hielp af Krykkerne, dem han havde kast tem¬
melig langt fra sig i Græsset, indtil hans Tieneste var for¬
bi, da de igien kunde tiene ham.
J Landsbyen traf
jeg ind i en Gaard, hvor mig mødte langt andet. J Gaar¬
den saae jeg adskillige hvide Kors omkring paa Veggene
og Røn over Dørrene. Jeg traadde ind i Stuen, hvor
der laae en Kone i Sengen. Jeg mærkede det var Huus¬
moderen, og spurgte, hvorledes hun befandt sig. Ak raab¬
te hun: hvad har ikke Fanden og Skarns Mennesker at
giøre? Jeg blev forskrækket, og glemte at forlange noget
at spiise, men betragtede nogle St. Hans Urter, som vare
satte under Bielken, af hvilke den ene var visnet. Jeg
spurgte, hvoraf det kunde skee, at den Urt frem for de an¬
dre var saa afmægtig? Ak! svarede den Syge: Den var
just sat for mig, og jeg døer vist nok; Jeg vreed mit ene
Been i Morges; Kirsten! sagde hun til Pigen: kommer
Ane snart? --- J det samme traadde en gammel Kier¬
ling ind af Dørren, hun havde en Krykke i den ene og
en= Stok i den anden Haand. Hun spyttede og giorde
Kors med Fingeren, førend hun gik ind i Stuen. Der¬
paa rokkede hun hen til den Syge, og jeg listede mig ud
af Dørren i fuld Forskrækkelse og fik fat paa Kirsten, som
fortalte mig alting, at hendes Madmoder troede at hun
var forgjort, fordi hun vreed sit ene Been om Morge¬
nen, og at hun maatte hente den gamle Kierling, som
skulde læse over hende. Jeg gik, og undervejs faldt føl¬
gende mig ind, som næsten ligner en
Fabel.
Ane Signe=Kierling.
M. Hør Kirsten! spring mig hen til den skriftlærde Ane,
Som læser over--- Ak! du veed nok hvem jeg meen?.
Beed hende komme strax. Hun har den slemme Vane
At nøle længe. Siig: jeg vreed mit ene Been.
K. Ja, Mutter! Kirsten løb. Ak! Ak! god Dag, Molille!
Ak søde Ane kom! vor Mutter snart er død.
A. Er død? K. O ja! hvad har ei Fanden at bestille?
A. Gak hiem! jeg kommer strax. Det har vel ingen Nød.


Strax Ane fik sin Kiæp. Hun gammel var og hinked,
Sin Salle, Ulden Traad og Sax hun glemte ej.
Hun gik og mumlede, dog noget blev forsinked,
Ved det en Tudse sprang just paa den samme Vej.
Her studsed Ane strax, og trende Gange spyttet,
Skrev Kors med hendes Kiep, og mumled nogle faa
Men fyndig Ord. Hun bort med Kieppen ogsaa flyttet
Hver Pind og Stikke, som for hendes Fødder laae.
Omsider kom hun dog, hen til den syge Mette.
Hun spyttet ved hvert Trin hun op ad Trappen gik.
Det Ane vel forstod; thi hun just kunde giette,
At der om Morgenen sin Skade Mette fik.
Hun lukte Dørren op, og nikked; thi tænk ikke
Hun sige maa god Dag; saa var det jo omsunst.
Hun slog med Haanden, og den syge maatte nikke.
Det var et artigt Sprog! hun ret forstod sin Kunst.
Den Ulden Traad maa frem, og Mette Beenet drager.
Af Sengen ud, imens hun signer, maaler det,
Og mumler nogle Ord. Dernæst hun Sallen tager,
Men hendes 3 Gang Tvi det ikke blev forgiet.
Nu maa de tale højt. Strax spurgte gamle Ane:
Hvor hun sin Skade fik? M. Ak! udi vor Port,
Da jeg den fejede i Morges efter Vane.
Ak! Ak! jeg sikkert troer, jeg gandske blev forgjort.
Jeg ned ad Trappen gik, og vilde til at feje.
Paa sidste Trin da laae en Pind, hvorpaa jeg treen.
Den vist forhexet var, og lagt for mig i Veje,
Thi over den jeg faldt og preed mit ene Been.
A. Der har vi Sagen; men var der ei Skorrer skaaret
J samme Pind? M. Ak! Ak! det veed jeg ikke, thi
Jeg raabte piinefuld, blev næsten dod indbaaret.-
Ja, jo, var Anes Ord, der var nok Skørren i.
En anden Gang, da skal du spytte trende Gange,
Før over dit Dørtrin du agter at vil gaae.
Den Kunst dig frelse skal. Den haver frelset mange.
Og hvad der ligger, om det ikkun var et Straa,
Det skal du feje bort, du ei derpaa maa træde.
Men hør, har du i Gaar Fortred ei nogen giort?
M. Fortred? O Nei! derpaa begyndte hun at græde.
Men skal jeg sige sandt, og være noget kort:
J Gaar en Kierling kom og bad om en Almisse,
Hun runken, skrumpen var og henved 100 Aar.


Hun var fra Finland men jeg aldrig troer disse.
De kan i Sandhed meer end deres Fader Vor.
Jeg tog ei heller feil; thi det var en Spaa=Qvinde,
Hun vilde ventelig mig ud. Haanden spaae.
Men ingenlunde jeg (da just min Mand var inde)
Tilstede vilde det; men hende bød at gaae.
Spaa=Kierlingen blev vreed, og mig i Dørren spaade
At en Ulykke mig i Morgen forestod.
Jeg sagde: gak J Pak! det vil jeg Eder raade,
Men Ak! hun spaade sandt. I Dag jeg vreed min Fod.
A. Der har vi det. Man maa et slige Folk saa svare.
Men dennem give skal alt hvad de have vil.
Thi de den sorte Kunst forstaaer. Gud os bevare!
Man ikke skiemte maa med deres Kogle=Spil.
Nu vil jeg sige dig min kiere Søster Mette,
Hvordan herefter du det Pak kan blive qvit.
Udi Dørtærskelen du skal en Syenaal sette.
Saa standser Hexen strax, og kan ei komme vidt.
Du skal og Hørfrøe strøe i alle dine Stuer,
Og Kamrer, ja end meer, og uden for din Dør.
Det er det eneste, hvorfore Hexer gruer.
Der deres sorte Kunst ei nogen Virkning giør.
Men kiere Mette! hvor staaer det til med det lille?
M. Tak, søde Ane! det er ikkun meget slet.
Det er saa bange, og det ligger aldrig stille
Men springer, ligesom, at nogen borttog det.
A. Du skal lidt Christen Jord kun udi Vuggen legge,
Og udi Barnets Svøb du binde skal en Sax.
Det underjordisk Kræe er det, som Barnet skrække,
Saa snart de lugter det, saa pakker de sig strax.
M. Af fæle Drømmer jeg i sær er ilde plaget.
Tænk Ane, tænk engang! om Æg og Skillinger.
Jeg drømte sidste Nat at jeg blev vaad opdraget
Af et Moradsigt og et meget dyndet Kier.
A. Jo, Mette, vist nok der er meget udi Drømme:
Om Jld at drømme, det betyder at man faaer
En hastig Tidende, og drømme, at man svømmer,
Betyder, at en stoer Ulykke forestaaer.
Det endnu farligst er, om Haar og lange Negle
At drømme; thi det vist betyder Hexe=Pak
Og Byens Sladdrer, som vil gotfolk giennemhegle.
Nei, troe mig Drømme er dog meer end bare Snak.


M. Ak, Ane! jeg ei veed, hvad dette skal betyde
At Faarekyllinger er kommet i vort Huus.
Og Hunden tuder saa, som nogen kunde bryde
Dens Hals i tu. Ja, meer, her er saa mange Muus.
J nogle Aftel er har og en Ugle skreeget
Saa fælt og ynkelig paa vores Huus og Tag - - -
A. Ak! kiere Mette Tie. Alt dette spaaer os meget.
Ak! alle disse Ting spaaer en bedrøvet Dag.
De er Forvarseler, de er ulykkens Fygle.
Vi Faarekyllinger maa lade have Roe.
Der kom paa vores Huus engang saadan en Ugle,
Og skreeg saa fælt, at man det neppe kunde troe;
Pasop i Lænken og saa tudede og go de,
Og Faarekyllinger var i hvert Hul og Krog.
Men see! min Moder kort derefter ogsaa døde.
Hun vidste det forud af sin Planete-Bog.
M. Hvor er den Bog? A. Den har jeg lagt udi min Kiste
Naar jeg kun haver den, saa har jeg Bøger nok.
Min salig Moder den berømmede og priiste
J den hver Aften jeg og læser ved min Rok.
M. Ak! Ane! vil du da ei denne Bog mig laane?
A. Nei, Mette, Mette, nei, den er min Helligdom.
Hvorfor jeg beder dig, du mig derfor vil skaane.-
Just midt i denne Snak Bud efter Ane kom.
Her var en Styver nu for Ane at fortiene.
Hun skulde hen og see til Giertruds Hielmet Koe,
Som trolleredet var; thi Ane just var ene
Som Docterinde for hver Kierling, Koe og Soe.
See! Ane sagde strax, den hielmet Koe var malket
Af Hexer, hvorfor hun maa hen at frelse den.
Hun Kors for Sengen skrev, og ud af Dørren stalket,
Og Mette hende bad: Kom, Ane! snart igien.
Man skulde neppe troe, at saadan Overtroe
J Christenheden og iblandt de Christne øves.
Men Ak! des verre! see! her findes meer end to.
Hvad meere Vidnesbyrd i denne Sag behøves.
Dog skal jeg sige Dem, hvoraf at Mette fik
Sin Skade. Mette paa høyhæled Tøfler gik.
Af dse approberede Uge Blade, udgaaer et hver Onedag


Patrollen.
No. 28.
den 15. Jul. 1766.
J¬
eg sad just og eftertænkte Skiønhedens Virkninger
og Fruentimmernes Forhold, som besidder samme,
da jeg fik fat paa en gammel udenlandsk Sæde¬
Lærer, som har skrevet saa grundige og opbyggelige Tan¬
ker derom, at jeg holder for, at giøre mine Herrer en Tie¬
neste dermed, om jeg overleverer Dem nogle af bemeldte
Autors Tanker i denne lækre Sag, som maaskee ei heller
vilde blive ubehagelige for Deres Læsere.
En af mine Venner, siger denne Autor, havde to
Døttre, hvilke jeg vil kalde Skiønhed og Yndighed.
Hvad den første angaaer, saa er hun virkelig en af de stør¬
ste Skiønheder i vore Tider. Yndighed derimod besidder
ikke saadanne Fortrin, som kunde sette hende i nogen sær¬
deles Anseelse; og for disse udvortes Omstændigheders
Skyld var det, at hendes tilkommende Livs Lykke var i lang
Tid indviklet i stor Uvished. Jomfrue Skiønhed har fra
hendes Barndom af ikke hørt andet end Berømmelser og
Lovtaler over hendes Ansigtes smukke Dannelse og deilige


Skabning. Hun er og for Øynene bestandig bleven den
samme Deilighed, som Naturen har gjort hende til, nem¬
lig et fortreffeligt Maal og Gienstand for dem; men i det
hun selv er overbeviist om hendes Deiligheder: saa begyn¬
der hendes Stolthed og Hovmod, som har sin Oprindelse
deraf, at falde ufordragelig for alle, som omgaaes hende.
Jomfrue Yndighed havde allerede naaet sit tyvende Aar,
førend man begyndte at vise ringeste Høflighed imod hende.
Dette drev hende til, at sette hendes naturlige Gaver, saa
vidt som mueligt var, i større Lys, for ved saadanne Be¬
stræbelser nogenledes at bøde paa hendes Mangel af det
Jndtagende, som fandtes hos hendes Syster i saa stor
Overflødighed. Hendes Ansigtes slette Anseelse fordervede
de beste og fornuftigste Taler af hendes Mund; og naar
der tvistedes om noget, kunde hun ikke beholde Ret, med
hvor megen Forstand hun endog forsvarede hendes Sag.
Derover kom det, at hun først overlagde alting vel, førend
hnn oplukte sin Mund. Men med hendes Søster, Jom¬
frue Skiønhed, gik det gandske anderledes til; Alt hvad
hun talede, hørte man altid an med Fornøjelse; ja førend
hun endog oplod hendes Mund, vidste hun allerede af Til¬
hørernes Miner og Gebærder at love sig bifald. Men
disse besynderlige Maader at giøre noget paa, viser sig ved
saadanne Virkninger, som stemmer overeens med deres
Oprindelse. Saa afsmagt som Jomfrue Skiønhed viser
sig i hendes Omgang, saa tækkelig er derimod Jomfrue
Yndigheds Omgang. Da den første er fuldkommen
overbeviist om andres Højagtelse og Gienkierlighed, saa
har hun aldrig beflittet sig paa, at lære den Kunst, hvor¬
ledes man skal befalde og tækkes andre Folk. Jomfrue
Yndighed derimod, som havde Aarsag til at tvivle meget
om dette Fortrin, har seet sig nødt til, ej at bygge paa
noget andet, end hendes Fortienester allene. Stillingen
i Jomfrue Skiønheds Ansigt forraader daglig noget fiært,
modbydeligt og uroligt. Derimod er hendes Søster altid
venlig, munter og taalmodig. Forgangen Vinter saae
en ung Herre Jomfrue Skiønhed paa Comoedien. Han
forelskede sig strax i hendes Person; og da han var riig
nok, saa behøvede han ei nogen Talsmand hos hendes


Fader, for at forlange hende. Han havde altsaa neppe
talt med ham, førend han fik al den Frihed i Huuset, som
han kunde ønske. Omendskiønt Jomfrue Skiønhed
meget vel vidste hans og hendes Faders Hensigter: saa
begegnede hun ham dog aldrig anderledes, end med tvung¬
ne Miner, fiære Øyekast og en spodsk Høflighed; da der¬
imod Jomfrue Yndighed altid omgikkes ham paa en op¬
rømt og rolig Maade, samt med en munter, endskiønt
uskyldig Fortroelighed, som en Søster plejer at giøre, og
hvilket kunde ikke andet, end velbefalde den unge Herre.
Han sagde derfor ofte til hende: O Yndighed! dersom
du dog bare var saa smuk, som din Søster! Hun derimod
anhørte altid saadant Opraab med et roligt og frit Mod,
som et Fruentimmer, der uden særdeles Hensigt omgaaes
nogen. Dog alligevel sukkede han hver Dag forgieves hos
sin Skiønhed, hvorimod han altid vidste at finde Trøst
hos Yndighed. Endelig blev han gandske og aldeles kied
af den førstes urimelige og daarlige Stolthed, da han
derimod blev sat i en Slags Bevægelse ved den andens
gode og ydmyge Gemyt, efter at han havde giort et til¬
strækkeligt Overleg. Han saae sig nødt til, engang at sige
hende, at han vilde vise sig fortrolig imod hende i en Sag,
som maaskee ikke skulde være hende gandske ubehagelig.
Jeg vil oprigtig bekiende for dig, o Yndighed! sagde han
til hende, at jeg er nu ligesaa indtagen og forelsket i dig,
som din Søster er foragtelig i mine Øyne. Den Maade,
paa hvilken han fremførte dette, foraarsagede, at hans nye
Herskerinde ikke var i Stand til at bare sig for en høi Lat¬
ter. Ak! blev han ved, jeg vidste det forud, at du vilde
udlee mig, dog alligevel vil jeg forlange dig af din Fader.
Det skede og virkelig, og Faderen var meget fornøjet over
det, efterdi han nu ikke havde nogen anden at sørge for,
end hans Skiønhed, som han efter sin Meening holdt for
en let Sag, at faae forsynet med hvilken Mand, det skulde
være. Han samtykte i den unge Herres Forlangende med
ligesaa stoer Fornøjelse som Forundring. Jeg kan sige,
hvad mig angaaer, at jeg ikke kan erindre mig noget, der
har befaldet mig saa vel, som min Venindes, Jomfrue
Yndigheds Fordeel. Saa hiertelig, som man ønskede


hende til Lykke, formedelst denne Fordeel, saa stoer Spot
drev man med hendes Søsters latterlige Grusomhed. Og
i fald det er et vist Tegn til en liden og nedrig Forstand,
at bedrøves over visse Feil, som vi har af Naturen, og
som følgelig ikke kan ændres; saa er det og virkelig ingen
mindre Urimelighed, at vise sig stolt og hovmodig over
nogle Fordeele, som Naturen har skienket os. Jeg tænker
maaskee ikke Feil, at de fleeste Fruentimmer i denne Post
ei gandske kan blive forbedrede, og jeg vil her anføre nogle
Tanker over en Deel Fruentimmer, som har gjort sig stor
Umage for, at passere for Skiønheder, men derhos har
været meget utaalelige. Tankerne ere ikke mine egne:
En vis berømt Franskmand siger paa et Sted i
sine Skrifter, at et desligt Fruentimmers sidste Sukke for¬
aarsages ikke saa meget af hendes Livs som hendes Skiøn¬
heds Forliis. Maaskee Udskejelsen med dette Skiemt
gaaer noget forvidt; ikke desto mindre er den grundet paa
en uimodsigelig Anmærkning, at Fruentimmernes sterkeste
Tilbøielighed har Skiønheden til Øyemeed. Dette er
Aarsagen, at man med saa stort bifald antager alle de
Kunster, som kan giøre noget til sammes Vedligeholdelse
og Forøgelse; Jeg vil ikke engang melde om de Qoaksalve¬
rier, som daglig i denne Henseende sælges og kiøbes. Men
jeg veed dog, at der findes mange Fruentimmer, som kien¬
der Majduggens Dyder. Saadan en næsten almindelig
Fruentimmernes Tilbøjelighed, at vedligeholde en munter
og levende Farve i deres Ansigt, udspringer af en meget
lovlig Oprindelse, eller rettere af en Begierlighed efter at
befalde, hvilken Begierlighed og dens Virkning ligeledes
grunder sig paa en rigtig Meening, at nemlig Naturen kan
hielpes ved Kunsten, og det har givet mig Anledning til
deres Fordeel at pønse paa Middel. Jeg har virkelig
den Tanke, at dem skeer en meget behagelig Tieneste, ifald
man opdager dem den Hemmelighed, hvorledes de enten
kan vedligeholde Skiønheden, eller forøge den, eller og til¬
velebringe den igien. Man skulde derved kunde undvære
alle de uvisse Midler, som bruges i den Henseende. Men


førend dette Stykke fuldkommen kan afhandles: saa er det
fornødent, i Forvejen at anføre nogle Hoved-Regler, neml.
1. At Lineamenterne ligesaa lidet foraarsager Skiøn¬
heden hos et Frurntimmer, som en enfoldig
Tale giver Anledning til at formode en høi
Forstand.
2. At Stolthed og Hovmodighed forderver al Yndig¬
hed og Skiønhed, og at det saa kaldede Affecte¬
rede Væsen er skadeligere for skiønne Ansigter,
end Koparr.
3. At en Deilig kan umuelig være smuk, saafremt
det er hende ikke derhos tillige umueligt, at kun¬
de være utroe og bedrage.
Naar man nu endelig legger dette til Grund, saa
er det let at bevise, at det ægte og sandfærdige Middel,
til at forøge og vedligeholde Skiønheden, bestaaer alene
derudi, at man pynter og smykker sig med det, som er
lovligt, og er overeensstemmende med Dydens Regler.
Dette er den eeneste Maade, hvorved de Verker af den
gavmilde Natur, hvilke, efter en vis høi Geistes Udtryk,
ere forfærdigede af det Menneskelige Kiøns fiineste Por¬
cellain, bliver satte i Stand til, ligesom at besiele sine
Yndigheder, og lade dem sees i sin rette Glands. Des¬
uden er dette Middel ogsaa tienligt for dem, med hvilke
Naturen, efter Anseelse, synes at have omgaaet noget
skiødesløs. Deres Mangeler kan ogsaa herved temmelig
erstattes. Det er en afgjort Sag, at Fruentimmerne ere
fornemmelig skabte, for at forsøde det menneskelige Livs
Bitterheder, og for at give Glæden en større Høide. Alt¬


saa er det en meget slet, ringe og uanstændig Meening,
om man ikke vilde ansee dem anderledes, end saadanne
Skabninger, der skulde kun tiene til at forlyste vore Øyne.
Hvormeget ædlere er ej en Gienstand, naar Skiønheden,
som er udziiret med Dyden, tillige tager baade Forstanden,
og Hiertet fangen. De ægte Yndigheder af et got Gemyt
og en sand Oprigtighed, som jeg mærker hos et vist ungt
Fruentimmer af mit Bekiendtskab, overgaaer meget alle de
Skiønheder, som findes hos et andet Flanevurent Fruen¬
timmer; og naar man sammenligner dem, saa har den
første besynderlig store Fortrin, endskiønt hun ei just kan
passere for nogen Skiønhed. Men naar et got Gemyt,
sand Oprigtighed og indtagende Yndighed ere samlede hos
et fuldkommen kiønt Ansigt, saa kan man neppe forestille
sig noget fuldkomnere paa Jorden, og saa bliver Skiøn¬
heden, saa at sige, først skiøn. De Farver, som efter
Kunstens Regler males paa et Skilderie, forlyster vel vo¬
re Øyne; men de rører ikke vort Hierte; og saaledes er
det og beskaffent med Fruentimmer. Naar de hos deres
udvortes naturlige og personlige Yndigheder søger deres
fornemmeste Ziir i Sielens Egenskabers Prydelse af Dy¬
den, saa ikke allene passerer de for, men ere virkeligen ret
skiønne.
Hiin Poet, som meget eftertrykkelig afskildrer
Eva, vor første Moder, forestiller hende ingenlunde som
en græsk Venus. Han lader Adam fortælle, hvad Tan¬
ker han har havt de første Øyeblikke, da han fik hende at
see. Han roser ikke hendes Ansigtes besynderlige skiønne
Dannelse, eller noget andet af det udvortes, som henhører
til Skiønheden. Men han beskriver meget meere den
Glands, som hendes Forstand gav fra sig, der ligesom
trængde sig ind i hans Siel, og hendes Forstand tillegger
han den Kraft, at den giorde ham forelsket. Nogle af
Adams Ord om sin Eva ved Poeten lyder saaledes:
Yndest


Yndest var i hendes Fied,
Himlen var i hendes Øye,
Majestæt og Kierlighed,
J hvert Lem, hun vilde bøie.
Den, som altsaa giør sig meest til af sin Skiøn¬
hed, kan heraf see, at i hvor fortreffelig hendes Ansigtes
Dannelse end kan være, hvor levende hendes Farver end
ere, hvor spillende hendes Øyne end synes, og hvor mange
udvortes Yndigheder, hun end besidder, og som hun ved
Hielp af Spejlet kan lære at kiende hos sig selv, saa er hun
dog ikke fuldkommen skiøn, saafremt Forstandens guddom¬
melige og mægtige Straaler ei besieler og opliver hende.
Jeg er forsikkret, at disse Tanker vil finde bifald
hos Deres skiønsomme Læserinder.
Og af Mangel
paa andre Nyeheder, vil jeg fortælle dem en
Fabel.
Cleon og Philene.
J muntre, hidsige, stridbare, unge Helte!
O! træder ud i Pans med Løv behængte Telte,
Hvor idel Fryd i Aften=Svalingen,
Kun burde have Sted, men som nu svinder hen.
O! værer Vidne der til en ynkværdig Scene
Opført af Cleon og den deslige Philene.


Hr. Cleon Mynster var paa en opelsket Søn;
Han var sin Faders Trøst og ømme Moders Lysi
(Thi Cleon havde jo lagt under hendes Bryst)
See! denne Helt Philene elsket hæftig,
Og for at vise det, han viiste sig geskiæftig.
Han om Philene løb og vimsede
Ret som en Fruer=Hund. Det var en Ynk at see.
Han sukked, græd og bad om Kierlighed igien;
Han for Philene faldt i Knæe og næsten daaned hen.
Men Ak! forgieves var hans Bøn.
Nu kasted han sig plat for hendes Fødder ned.
JJeg troer han kyste dem.) Han sig som Ormen vreed.
Philene deiligste--O! grumme!--Ak! saalede Cleon
skreg.
Philene sagde: Vig! og sig fra hannem sneeg.
Han hængde ved. Hun sagde: Gak!
Ja, skreeg han: jeg skal gaae, og evig fra dig vige;
Farvel! Philene! jeg gaaer til de Dødes Rige.
Hav det paa din Samvittighed.
Nu blev han desperat og vreed.
Han Kaarden ud af Skeeden trak.
O! hvad kan dog vel meer forvovent være!
Hr. Cleon vil nu døe med Helte=Mod og Ære.
Han Spids og Eg besaae. Han raabte: Ak!
Og derpaa Sværdet ind==== igien i Balgen stak.
Af oisse apruberede Uge=Blade, udgaer et hver Onbag


Patrollen.
No. 29.
den 22. Jul. 1766.
D¬
er er neppe et Lang, der ja har sine Prævilegerede,
hvilke, uden at være bundne til Laugets-Regler,
udøve Laugets Friheder og Rettigheder. Dette
nues ogsaa den sikkerste Vey, til i en Hast at blive sine Med¬
borgeres Overmænd; thi Erfarenhed viser, at mange paa
den Maade ere blevne Matedorer, om hvilke man kan sige
med Poetet
saero nee edar honon,
Nuper in hane urhem pedibuqu renerar albis.
Blant Moralisserne finder man ligeledes mange, der
henhøre til Lauget, men tllegne sig Rettighederne og Bru¬
gen deraf, i Kraft af et Privileginm, hvilket Momus skal
have forundt dem, med Vilkaar at bruge Masquer. Disse
Folks Karakter ville vi i Dag aftegne efter de Limamenter,
vi nu og da have stiaalet os til, naar op ere uformodentlig
komne over dem uden Majquer. De kunne deles i to Clas¬
sex; Nogle ere skrivende, nogle talende Moralister.
De skrivende Moralister ville vi ey befatte os med, de
lade sig uogenlunde fordrage, man kan læse dem, om man
vil, og man kan bruge dem til Kræmmerhuuse. Dette er
enhyers Ret over dem, fordi de moralisere, uden Ret. De
ere og mere at undskylde, end de Talende, naar man eftere
tænker, at Kilden, hvoraf Moralerne flyde, er Pengelyst,
den Afgud, der næsten med en uomskrænket Magt regierer
alle Hierter. Lad da være, at de ingen Lærebrev kunne frem¬
vise, lad være de ey forstaae det moralske Haandværk, kunne
e derfor mere lastes, end den Student, der forstaaer alle
Sprog, og har hele Akademiers Videnskaber inde, saasnart
han hører en god Løn; eller den Fusker, der tager sig Mester¬
ftykkek paa, naar han kun kan fortene Penge? Hvo sku de
den være, som paa denne Maade ikke havde Lyn til at be¬
skrive al Perden til Skat?


Men de talende Moraksker ere egentlig de, vi ville
beskrive. De nøder Folk til at høre sig, og man kan ikke
saa let undgaae disse som hine. Vil man strække Ordets
bemærkelse vidt, og kalde alle dem Moralister, som hægle
paa Folk; saa maa man tvivle om, enten Verden har flere
Doktere eller flere Moralister, saa uta lige ere de. Man
maatte da tælle ligesaa mange som Vindver, ja fast som
Mennesker, at spadsere og at moralisere blev da næsten eet
og det samme; thi i Spadseregangen gaaer det, som Tullin
synger
Hvor Narre af hverandre leer
Og den, som andres Feil antastr,
Er ofte selv, som hver Mand seer,
Langt større Nar, end den, han laster.
Men vi ville ikke fornedre dette Navn saa dybt, at
det skulle gøre Eet med Foragt og Bagvaskel e: Ved pri¬
vilegerede Moralister forstaae vi ullen dem, der ey saa me¬
get af Had og Foragt, som af en forunderlig og utidig
Ridkierhed, ville udtyde hos andre de Laster, som de selv
begaae, og drive paa de Dyder, de kke kiende uden af Nan¬
net. Disses Antal er endnu stort nok, og de ere i del mind¬
ste ligesaa mange, som der ere Melautslske, gamle Fædre,
som ere uduelige til Verdens Tieneste ærbare Mødre, som
fyldte halvtredsindstyve og bleve dydige paa eengang,
bedagede Jomfruer, der foragte Verden, til Vederlag for
den Foragt, Verden har kas et paa dem
En melankolsk Moral st er et underligt Dyr, og man
maa tvivle om, enten han er mere at beklage selv, eller de,
som maa erfare Virkn ngen af hans sorte Galdes Ebbe og
Flod. Man kan ansee ham som et sprudende Lys, der er
andre til Uleylighed, og, i det det overspi uder andre, fortæ¬
res des snarere selv. J denne Henseende bør vi have Med¬
hnk med ham, og vi kunne have det, saa længe han tier stille,
og dæmmer for sin Galde, men aabner han Sluusen, hvo
vil da ikke undflye hans Mora ers Oversøømme se? Vi
ville ikke misunde ham det or vileg um, at see snurt, vi ville
forbinde os til, ey at see paa ham, indtil de tykke Skyer
forsvinde, men vil han give Uveye af sig, saa bliver han ufyr¬
dragelig, og da tilstaae vi ham ey det Pripilegium, at mora¬
lisere. Jngen er mindre skikket til dette, end han; A det
er ikke Lasterne men Tiden, han skælder paa: de uskyldigste
Ting have et vist ulykkeligt Øyeblik at takke, at de blive
igiennemhæglede som grove Misgierninger, der samme, som


i Gaar blev anseet for ingen Feil, ja blev endog roest, det
er i Dag en fordømmelig Last, hvorfor? jeg veed ikke anden
Aarsag end denne: det skeede 4 Dag. For et Øyeblik siden,
talede Leonard venlig med sin Kone, men efter nogle Minu¬
ter blev hendes daglige Sæt Texten til en lang Prædiken
over vore Tiders Forfængelighed, og skal denne Præken een¬
gang faae Ende, saa maa Piger, Børn eller Konen selv give
ham en anden Text. Den faaer de let: Dørens Knarken
faaer Leonard til at knarke en heel Time om Ungdommens
ubesindige Fremfusenhed. Gaaer alting op, før vores Mo¬
ralist kommer i sin gode Lune, saa blive Smaating af For¬
seelser, som ere nogle Aar gamle, igientagne, eller og Gaden
maa give Materie, og den har Overflødeighed deraf. Bur¬
de saadan en ikke paalægges Taushed, saa længe han har
Fn Lune?
Vil man nærmere holke Lyset til disse formummede
Ansigter, saa bliver man let vaer, at deres fure Miner ere
kuns Alvorligheds Masqnue, deres lærerige Tunge kun en
Maskine, hvilken sættes i Gang ey af deres Hierte, men af
deres Galde: at de altsaa sidde i fuld Brug og Næring i
Moralens Rige, uden at have taget Borgerskab i Dydens
Stad. For at overbevises herom, behøver man kun at be¬
tragte nøye den dydige Leonard, som nylig saa opbyggelig
prækede for sin Kone om Forfængelighed, som indskiærpede
Børn og Piger Adstadighed, som gjorde de smukke moralske
Anmærkninger om Lystreyser, silke Klæder, opsatte Haar,
lange Slæb, m.v. Hvo er den Herre, høre vi nogle sige
som kommer med saadant prægtigt Optog ind af Porten?
Han maa være meer end en Borger. Men andte svarer:
Det er vel ikkun en Spradebasse, der har i Sinde at sulte
nogle Dage, eller en, som lykkelig har overstridt Juni Ter¬
min, og lever vel til December (thi hvo finder ikke Fornøy¬
else i at giøre slige Anmærkninger over sig selv i andres
Person?) Men ingen giættede det ret endnu. Vi ville sige
dem det. Det er Hr. Leonard. Den samme Leonard, som
i Gaar, paa Dydens Vegne, ærgrede sig over et Par Sil¬
kestrømper, et pudret Haar og en gammel Hyrevogn, kiører
i Dag i prægtig Jagtvogn silket overalt. Den samme Hr.
Leonard, hvis Hierte i Gaar rørtes over sine overdaadige
Medborgeres Ubarmhiertighed imod den Fattige, han som
med Veemodighed beklagede Betlerens Trang til tørt Brød,
imens andre sprenge sig paa overflødige Rætter, denne sam¬
me har i Dag, uden at beskylde sig selv for Overdaadighed,


hrugt 20 Rblr! til sin egen Bug, og paa Veyen, uden at
være ubarmhiertig, har han ladet sig velsigne forgiæves, og
løftet Stokken mod hver ttyglende Krykke, da de til Kier¬
ligheds Gierninger bestemte fem Halvskillinger vare udgivne.
Den samme Hr. Leonard, som i Gaar fordømte en raven¬
de Matros, spiller i Dag samme Rulle, dog NB! med den
Forskiæl: Matrosen var liderlig, men Leonard er kun lidt
lystig. Men vil man sige, det er aldrig Leonard, han er jo
ikke alvorlig og suur, men seer saa mild ud, og leer ved hvert
smukt Ansigt, han møder: Jo, det er ham selv, men i Dag
er den alvorlige Masque lagt af. Kom til ham i Morgen,
saa sindes maaskee Moralisten igien: Vil man da høre
Drukkenbolten fordømme Drukkenskab, den Operdagdige
foreskrive den Tarvelige Regler, den Forfængelige iøre sig
mod Forfængelighed, den Ubarmhiertige at præke mod U¬
barmhiertighed, kort sagt: Leonard at igiennemhægle Leg¬
nard; saa laane man kun Ørne og Taalmodighed til Herr
Leonards opbyggelige Tale!
Saa urimelig og ufordragelig er en Melankolsk, naar
han kommer i den Lune, at han vil moralisere, men hvor
skadelig bliver han ikke tillige, dersom han bliver sat i den
Stand, at han skal moralisere? Lad Naturen giøre ham til
Fader, lad Trang giøre ham til Skolelærer! hvor forvirret
vil ikke da denne Opdragelse blive? Mon han kunde iagttage
Tugtens Regler? Ney! hans eget Veyrglas bliver den Lov,
hvorefter hans Underhavendes Forhold skal dømmes. Fal¬
der det, saa er alting vel gjort; stiger det, saa afstraffes en
uskyldig Sm il som en Misg erning. Nu lastes alting, siden
roses det samme. Børnene lære da Dyden ey af andre Reg¬
ler, end af Forældrenes og Skolelærernes Ansigt. De bli¬
ve med Tiden befriede fra denne Tvang; nu er Ansigtet
borte, som indskrænkede deres Forhold inden alt for snevre
Grændser, Dyden kiende de ikke i sig selv, Friheden veed de
ikke at bruge, den tvungne Dyd giver nu Plads for Natu¬
rens rasende Tilbøyeligheder. Saaledes kan det gaae, og
saaledes viser Erfarenhed, at det virkelig gaaer. Enhver
fornuftig Fader og Moder gjorde da vel i, om det ne be¬
tog den anden Leylighed til at omgaaes Børnene, saalænge
de melantolsk=Lune regierer dem: og os synes, det er at
handle hen i Veyret, om nogen betroede sine Børns Op¬
dragelse til et melankolsk Veyralas.
Saa urimelige som saadanne Moralister ere, saa kan
dog en rar Tilløyelighed i Betragtning af deres Tempera¬


menk see over med hkem. Men der gives et andet Slaes,
hvilke dele Tiden imellem Viisdom og Galskab, hvi Lusis.
skifter Hellighed og Opergivenhed imellem sig, hvis Læper
udgyde Moralet og Ugudeligheder vexelpiis; Ja hvis hele
Peron er eu Protcus af Dyder og Laster, a drig ug selv! g.
Hvad Taalmodighed kan overbære med disse? Ney, naar
man hører saadanne at foreskrive de langt Dydigere Reg er,
maa man ikke da, af Harm og Utaalmodighed, raabe med
Poeten:
Gltra Sauromatas fugere hinc libet, & glacialem
1
Oceanum, qroties aliqvid de moribus audent,
Qri Curios simulant & Bacchinalia vimnt!
111
Jeg var tilfreds, jeg var langt henne allerede
Midt i Tyrklet og hist paa Jishavets Bredde,
Saatit jeg hører dem Moraler præke, som
Sig dydig Mine giør, men sværmer Nætter om!
33
Dersom man ikke var overbeviist om, at Dyden aldrig
giør, og aldrig kan giøre ont i en god Hensigt, saa maatie
man snart troe, at disse ivrige Dydsprædikantere øvede La¬
sterne blot som nogle Forsøg, for derved at samle Erferin¬
ger om Mennesket, til desto lykkeligere at opdage Hytler¬
nes skiulte Veye, til desio eftertrykkeligere at advare og be¬
straffe de Afvigende, og til desto vissere at vælge og anvise
den beste Forhedrings=Maade. Saaledes har een af o;
hørt fortælle om en geistlig Leyesven, der hyppig bedrev en
vis aabenbare Last. Naar hans Medvidere forundrede sig
over hans Forhold, gav han til Svar, at han desto bedre
kunde igiennemgaae denne Synd med alle sine Omstændig¬
heder, som den, han af Erfarenhed saa nøye liendte:
Illi robur & æs triplex. Circa pectus
J hvad som er, saa synes intet forunderligere, intet
latterligere, og intet urimeligere, end at den, som i Dagnin¬
gen er kommen ravende hiem fra (jeg veed ikke hvor) be¬
gynder om Dagen, før endnu Ruusen er vel udsovet, med
en stinkende Aande at arbeyde paa andres Ompendelse, ved
nidkiære og alvorlige Formaninger.
Til disse Morglister he føre vi Kroeprædikantere,
hvilke giøre Vertshuusene til Moralens Templer, hvor de
drevne af en Øl= eller Viin=Enthusiasmus, udøse læreriet
Dunster i Forhold mod de iøste Drikkevare. Der bliver
Verdens Ondskab, Uretfærdighed, Falskhed, Forfængeleg¬
hed, ja endog Kirkens Forsømmelse undersøgt af beese Brø¬
dre, fremsat i et forvirret Miskmask af samlet Raab, og


Disse ere gemeen.
skadfæstet med Sproge af Bachi Bi
ligen gamle adstadige og ærværdige Mænd, som ey ere af
den forfængelige Verden, som foragte det syndige Kortspil,
hvor der tabes Penge, og i Stilhed tiene deres Gud paa
Tønden. Vi have og mærket, at disse Moralske Prædi¬
kener evnligere høres i Bl- end i Viin=Huuse: mueligt rey¬
ser det sig af Ølets og Viinens forskiællige Virkninger.
Den Døsighed, Øllet forvolder, frembringer maaskee en søv¬
nig Eftertanke om sine Medborgeres Ondskab (thi hvem er
selv ond) da Vinen derimod muntrer, adspreder og hindrer
Sindet fra Eftertanke.
Bant alle disse Moralister ere ingen strængere end
gamle Fædre og Mødre, hvilke maa nødes til at ansee alle
Vrdens For ystelser som det forbudne Træe, de ikke maa
røre, og derfor forbyde Ungdommen det; eller som Frugten,
der hænge saa høyt, at de ey kunne naae dem, og derfor
kalde dem suure. Disse ere i visse Maader berettigede og
pligtige til at moralisere, og vi ville ikke giøre dem denne
Ret stridig, som Naturen selv har givet dem. Allene at de
med Forsigtighed, ikke af Misundelse, men af Kierlighed,
bruge denne Ret. At laste den uskyldige Frihed, den
utvungne Munterhed, de qvægende Forlystelser, som ere
Ungdommens ypperste Gaver af Naturen, blot, fordi den
graae Alder selv finder Afsmag deri, eller fordi, enten Kræf¬
terne eller Anstændigheden formeener dem det: det er Tegn
enten til en snæver Forstand eller et misundeligt Hierte.
Naar en bedaget Moder, der af Alder neppe kan gaae, og
en a mmel Podagrisk Fader nægter deres Børn Dands og
Spadjeren, da skeer det, fordi de selv ey ere unge. De
strække da deres Privilegium langt over Grændserne, og
have altsaa forbrudt deres Birkeret. Ja, hvad vinde de
vel med denne latterlige Strænghed? Deres strænge Paa¬
seenhed nøder Ungdommen til at opfinde Konstgreb, hvor¬
med at forblinde deres Øyne: For at naae det Uskyldige
griber den til lastværdige Midler. Man nægter den alvor¬
lige Alderdom, den tilbørlige Troeskab, Høyagtelse, For¬
troelighed og Kierlighed, og man giver den Frygt, Forstil¬
lelse, Had og Foragt igen. Men intet er latterligere hos
saadanne ligesaa galne som gamle Moralister, end at de i
deres Straffeprælener fremsætte deres egen Ungdoms Dy¬
der til et Exempel. Man lader sig det binde paa Ærme,
saalænge man er hiemme, og anseer sine alvorlige Forældre
for de dydigste Folk, Verden har eyet: Men siden faaer


man ukiendt, at høre om dem de fæleste Optøge og Histor¬
rier, som negpe have Mage uden i Romauer.
A¬
Følgende Brev, der vist nok vil være til sin Forsat¬
ters velfortiente Berømmelse, ville vi hermed bek endtgiøre,
og indrykke heelt og holdet, ligesom det er os tilsendt; vi
ville hverken forandre Stiilen eller Bogstaveringen, hver¬
ken legge til eller tage fra, paa det at Forfatteren desbedre
kan kiende sig ved det, ifald han vil, og at det ikke skal
tabe mindste Tydel af sine Ziirligheder. Vi ville haabe,
af Forfatteren, naar han seer dette sit Brev paa Prent, vil
blive hiertelig glad og fornøjet, ja, saa glad, at han til¬
bagekalder fit forskrækkelige og truende Eøst Scriptum, der
var som et Tordenslag i vore Ører. Han forlader os alt
saa, at vi ikke har kundet indtøre hans Spørsmaale; men
her er Breves, som vi dog for Tydeligheds Styld ville
oplyse med nogle Noter:
Høystærede fornemme
vedkommende!
En stoer tienniste giøres, om disse 2de (e) findes
1 Patrollen, naar jeg seer dennem med første, de mee¬
ner vel ikke at det ene er en grov Satir (b); jo skulle
der være saa dan et Monstrum til var det ikke afveien
han saa sig i Spilct. Jeg haver faaet en Reem af
Huuden hos saa dan en Signør. (c) Saa vel som
andre mange og ingen kand tage sig til der af uden hand
beskjemmer sig selv og siger med Manden som sagde til
Præsten i har troffet mig noget nær paa Pelsen.
10 Adien.
1
P. S. Jeg venter det gandske vist i Patrollen edter
Jeg siger mig af med min Patroll. (d)
Nota.
3) Ved disse 2de forstaaer Forfatteren 2de i Brevet ind¬
lagde Qvart=Blade opfyldte med meget klygtige og dybe
Spørsmaale til Jndrykkelse i disse Blade; men som
Ærbarhed forbyder at komme dertil. Saavidt vi have
kundet slutte af dem til deels, formener Forfatteren sig


at være det andet, Thebanske Sphinx, som ville dræbe
Folk med sine mørke Spørsmaae. Forfatteren vilde
derfor undskylde os, om vi af Medlidenhed over ham,
ei har kundet tiene ham med Spørsmaalenes Bekiendt¬
giørelse, som dog ingen, uden han selv, klygtig nok
kunde besvare. Og han giorde vel, om han vil erindre
sig det gamle Ordsprog? Et Barn og en Daare kand
spørge meere, end de 7 Viise, om de igien opstode, ere
i Stand til at besvare. NB. Det ene Qvartblad var
underskrevet: "J. Hel Wede.
1) Langt fra, at vi ville være saa grove, og meene, at saa
fiin en Forfatter kunde skreve saa grope Satirer; men
da vi stode i Tvivl, om andre vilde dømme saa mildt og
fi il om hans Satir, som vi, har vi villet skiule hans
Gronhed.
23
c) Enhver seer lettelig, at Forfatteren er ikke hevngierrig.
J det ringeste lader det ikke til, at han vil hævne sig og
igøre ondt undtagen i Smuu og paa 2den Haaud. Men?
harer han mistet negle Remme af sin fiine Hud, overes
lader vi til ham selv, at tage saa mange Remme igien
af sin Signør, som han lyster, eller slaae hant levende,
om han kan i Løndom; men ingen af os ere Remme¬
snidere.
d) Kiere Hr. Forfatter! vær dog ikke saa hastig! vi skiel¬
ver ved Deres forskrækkelige og ubarmhiertige Truster.
Hvad Fornøjelse kan De have af at giøre os ulykkelige,
og i Bund og Gruud ødelegge os alle 12, naar De nu
som vi venter, siger sig af med sin Patroll? Vi ta¬
ber jo hver derved fem en trediedeel Sk. Vi forlader
os til Deres Æde modighed. Besind Dem. Her seer
De jo Deres eget Brev, og det endda, oven i Kiøbet,
oplyst ved Noter. De har maaskee aldrig nydt den
Ære før.
17e
5rn¬
Fi?
J¬
181!
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdeg.


Patrollen.
No. 30.
den 29. Jul. 1766.
D¬
er har De, mine Herrer Patrolskrivere, atter en
Skrivelse fra min Frue Søster i Philadelphia,
som jeg lovede dem i Deres No. 13, som De var
saa artig at indrykke; her er da Brevet:
Kiere Søster!
Jeg lovede Dig i mit sidste Brev en liden Beskri¬
velse om Konerae i Philadelphia, jeg veed det vel; men
disse indsluttes i saa mange Classer, og ere saa mange
Forandringer underkastede, at jeg næsten ikke troer mig
til at giøre nogen retskaffen Beskrivelse over dem; helst
da jeg gierne vilde vise Dig den Forskiel, der er imellem
disse Folk, og dem i mit Fæderneland. Tillad mig der¬
for, at jeg for det første giver Dig nogen Efterretning
om det gemeene Folk, eller Pøbelen i Philadelphia.
Det er meget vanskeligt at giøre nogen ret Beskrivelse om
Pøbelen i denne Stad; men jeg vil dog forsøge (omend¬
skiønt jeg i min Stand ingen Omgang har med dem) at
give Dig saa megen Efterretning om Deres Opførsel og
Cararter, som jeg ved adskillige Leiligheder, saasom ved


Spadseer=Gange og Visit=Tourer selv har seet og erfaret.
Stil Dig engang for, kiere Søster, at Du saae
1
en Vanskabning, eller Monstrum, som ved visse Tilbøje¬
ligheder kunde bringes i Bevægelse, og at denne Skab¬
ning var sammensat af alle gode og onde Tilbøjeligheder.
Tag Grumhed, Vrede, Naragtighed, Utaknemmelighed,
Uforskammenhed og Nederdrægtighed, og bepryd alle
disse Udyder, om det er mueligt, med Medlidenhed,
Troskab, Godhed, Oprigtighed, Erkiendtlighed og For¬
sigtighed, med cet Ord: forestil Dig at denne Vanskab¬
ning var sammensat af alle disse stridige Ting; saaledes
er det gemeene Folk i Philadelphia, og saaledes er deres
Opførsel. For endnu bedre at beskrive Dig dette Folk,
maa jeg sige Dig forud, at een af deres Hoved-Feilker,
at de ligesom uomgiengeligen ere tvungne til at falde
hvert Øjeblik fra en god i en ond Lune. Nu vil jeg først
forklare Dig denne Vægelsindighed: -
Det gemeene
Folk, eller Pøbelen, er et Partie af Mennesker, hvis Lig¬
hed i deres Stands Ringhed foreener dem; de skiældes,
de slaaes, de rækker hverandre Haanden, de giøre hver¬
andre Tieneste og Fortred paa eengang; i et Øjeblik
opretter de Venskab med hverandre og bryder det igien;
de fortørnes og forliges, uden snart selv at vide deraf.
Det gemeene Folk er misundelig, ydmyg og ærbødig imod
store Herrer, og i samme Tid er opsetsig, foragtende og
uforskammende imod samme, naar de ere i god Lune,
skulde de vel vove Liv og Blod for Dig, men ere de vre¬
de, ønskede de at udgyde Din sidste Blods Draabe; deres
onde Skalkhed skaffer dem Middel og Raad til at hævne
sig paa som forstandige Folk aldrig skulde kunde forestille
sig; naar de engang kan komme i Tale med skikkelige og
forstandige Folk, veed de meget vel, at indrette deres Ta¬
le saaledes, enten ilde eller vel, at det næsten altid lykkes
dem, at den herefter bliver anseet for ond eller god, som
de enten vil vel eller ilde, hvilket ofte kan blive døm til
Fordeel eller Skade, som det er angaaende. Pøbe¬
len i Philadelphia har og besidder alle de Laster og Udy¬
der, som de bebreyder hverandre, naar de trættes. En
v Ting har jeg ofte fvrundret mig over, nemlig: naar to


Koner ved deres Trætter forekaster hverandre deres slette
og liderlige Opførsel, Tyverier &c. alle Tilskuerne troer
det, og naar Striden er til Ende, gaaer enhver sin Vei,
uden at nogen bliver anholden eller straffet for det, som
de have beskyldt hinanden for, og man ofte kan være for¬
sikkret om at være sandt. Disse Matroner skammer sig
aldrig for den Spot, som de giør hverandre, men allene
dem, som bliver overvunden med Hug eller Skiends=Ord,
synes at skamme sig, jo stærkere Røst saadan en er bega¬
vet med, jo større Uret har den, som hun trættes med; jo
fleere Tilskuer saadan en Strid har, jo ivrigere bliver
den, og jo hæftigere stræber de, at opskrue hverandres
Udyder.
Dersom nogen ved en eller anden Hændelse skulde for¬
tørne en saadan Kone, fattes hende aldrig Ord eller Udtryk¬
kelser nok, til at giøre dem Haanhed og Skam, om det end
var det skikkeligste Menneske.
Omgangen og Forvir¬
ringen hos de givte Folk iblandt Pøbelen er endnu en artig
Ting. Man skulde tænke, naar man hører dem tale til
hverandre, at de altid vare Uvenner. Et eneste Ord, som
bliver lidet haardere udtalt, end sædvanligt, er strax anstø¬
deligt imellem honette Folk; thi deres Omgang plejer altid
at være høflig, og dersom denne Høflighed faaer den mind¬
ste Forandring, er det strax anstødeligt i deres Omgang;
men hos de givte Folk iblandt Pøbelen er det gandske an¬
derledes: De taler gemeenlig til hinanden, som om de skul¬
de til at slaaes, og vænnes derved til saadan Grovhed i
Omgang med hinanden, at det ikke giør nogen synderlig stor
Forandring hos dem, om det somme Tider bliver Alvor, og
kommer til en offentlig Strid imellem dem. En saadan
Kone fortørnes ikke meget orer at høre et grovt Ord, hun
er ligevel tilfreds, enten hun har Fred eller Strid; og
Manden iligemaade fortørnes ikke heller meget over at faae
et grovt Svar, det er ham ikke anstødeligt i sine Øren;
men naar Næverne og Munden følges, da veed de først, at
det er Alvor, og den Maade, som de omgaaes paa, er saa
nøje forbunden dermed, at om der end undertiden forefalder
nogle Slag, giør det dog ikke stor Forandring i deres For¬
ening. Mig tykkes, der er saa stoer Forskiel paa Omgan¬


gen og Foreningen imellem Ægte=Folk af Pøbelen og ho¬
nette Folk, som paa et brusende Hav og en stille Søe.
Disse sidste, nemlig de, som vi hos os i Philadelphia kal¬
der skikkelige Folk, sejler ligesom paa en roelig og stille Søe
i Fred og Roe, men kommer der en eneste Storm=Vind,
da foruroeliges de des hæftigere i deres Skib; og saasom
de ere vante til en lang og behagelig Stilhed, behøver de et
lang Tid til at komme til Rette igien, og forvinde den ud¬
staaede Angest. Pøbelen derimod ligesom seiler paa oprørt
Hav: Storm, Lynild og Uvæjr er daglig over dem; men
de sejler deres Cours uden megen Forskrækkelse; thi de ere
vante dertil; slaaer end Tordenen ned engang i deres Skib:
Hvad ligger der Magt paa? De veed at det er en naturlig
Ting, som følger paa Uvejret; de giør deres Skib i Stand,
igien, og Uvexret gaaer over, uden at have foraarsaget dem
nogen stoer Uroelighed.
Jeg blev aldrig færdig, min Søster, om jeg ikke vilde
forbigaae noget af det gemeene Folkes ubestandige Sinde¬
lav, som ved adskillige Hændelser snart er ond, og snart
god: De ere ligesom en Cameleon, som ligner enhver Ting
af Farve, som kommer den nær.
Nu tænker du vel, min Søster, at disse ere ugudelige.
Du har Ret, men det er dog ikke en Ugudelighed, som er
altid saa øyensynlig. Det er ofte en Ugudelighed, som kom¬
mer ved en Hændelse af det, som de enten hører eller seer.
For Exempel: De ere ofte misfornøjede med og taler ge¬
meenlig ilde om deres foresatte Overmænd, ikke fordi at
disse skulle have fortient det, men fordi de har hørt, at an¬
dre, som hader dem, har talt ilde paa dem.
For nogen Tid siden førte man her i Philadelphia toe
Misdædere til Retter=Stædet: Disse elendige bleve fulgte
af en utallig Mængde af det gemeene Folk, og hos en stoer
Deel af dem blev jeg vaer paa eengang tvende Bevægelser,
som efter mine Tanker ingensteds findes tilsammen uden
hos dette Folk. Dette Folk løb efter dette bedrøvelige
Skuespil med en usædvanlig Begierlighed, som syntes at
være foreenet med en Slags Medynk over disse Ulyksalige;
jeg saae gamle Matroner, som med vaade Øyne løb af alle
Kræfter, for ikke at tabe det ringeste af en Execution, hvis


Erindring allerede i Forvejen havde presset Taarer af deres
Øyne. Hvad skal man vel kalde disse to Bevægelser? Jeg
kan hverken kalde dem Haarhed eller Medlidenhed; jeg be¬
tragter ved denne Leilighed deres Siæle, ligesom en Machi¬
ne, der ikke er i Stand til at føle eller tænke noget af sig
selv, og som en Slave for enhver Ting, som kan indtage
dem. Er det Ret, saa veed jeg allerede Aarsagen til disse
paa eengang herskende stridige Bevægelser. Man fører to
Mennesker ud, som skal miste Livet; de døer: dette Syn er
bedrøveligt, derved drives Machinen til Bedrøvelse, og der¬
for bliver de bedrøvede. Derimod er ogsaa denne Execu¬
tion med to Mennesktr paa eengang noget besynderligt, og
derved drives Machinen til Nysgierrighed. Man skulde
snart falde paa de Tanker, at Pøbelen i Philadelphia kun¬
de paa eengang baade beklage et Menneske, som er dømt
fra Livet, og tillige have Fornøjelse af at see ham miste
Livet.
Endnu meere om Pøbelen i Philadelphia: Der ere
visse Steder i Philadelphia, hvor de besidder en despotisk
Friehed i deres Tale, og ofte fører de en Souverain Re¬
giering i deres Gierninger; de taler om alting uden mindste
Frygt; dersom man vil kiøbe noget paa Torvet, saa maae
man altid vente at disse Sælge=Koner har noget at sette ud
paa den Kiøbende, som oftest enten maa lade sig bedrage,
eller tage imod mange ufornuftige og haanlige Ord. Paa
disse Steder, som man gierne kunde kalde Amoionernes
Rige, har man ligesaa mange Anklagere og ligesaa mange
Dommere, som der ere Sælgersker; og dersom een eneste
af dem bliver vreed paa en Kiøbere, saa dømmer de andre
hamstrax skyldig, Dommen bliver afsagt: han maa lide;
Og den eneste Friehed, som de bevilger ham, bliver at han
maa see, at kunde snige sig fra dem; Og da seer det ud med
saadan en ulyksalig Kiøbere, ligesom med en Soldat, der
løber Spiderødder.
En fornuftig Mand, som jeg kiender, sagde for nogen
Tid siden i et Selskab, hvor der blev talt om det gemeene
Folkes Væsen: At det allersikkerste Middel til at lære at
kiende sine Feil, var, at man goorde sig bekiendt med nogle
af de gemeene Folk, og naar man nogen Tid har havt Om¬


gang med dem, give dem Leilighed til Trette og Fiendskab¬
da man vist vil have forhvervet sig et Speil, som kan vise
baade de indvortes og udvortes, saavel Legemets som Sin¬
dets Feil.
Endnu maa jeg berette dig en Ting om det gemeent
Folk i Philadelphia, det er, at en stoer Deel af dem erk
meget ivrige i deres Andagt og Religions Øvelse, for saa
vidt samme bestaaer i Gebærder; men den sande og rette
Religion er saa fremmed for en stoer Deel af dem, at de
ikke engang veed, hvad den er, langt mindre kan være Reli¬
gieure paa den rette Maade. En høj Røst i en Geistlig
Tale er kraftig nok til at indtage deres Ører, og endskiønt
de lidet eller intet forstaaer deraf, falder de dog som oftest
hen til en blind Roes. Det er ikke raadeligt, at slaae Liid
til nogen af dette Folk, som fatter deres Religion i Gebær¬
der. Det ville ikke være vanskeligt at overtale, endog den
ærligste iblant dem til det, som han ellers ikke synes at være
tilbøyelig til, og i den Fald kommer det kuns an paa, at
man udsletter den Erindring hos ham, som har gjort det
sdste Jndtryk, med en nyere, som kan kildre ham noget
meere, saa er han allerede overtalt, omendskiønt denne sidste
Jeg troer ikke, at nogen
var tvertimod den forrige.
vil nægte, at man jo let kan giøre, hvad man vil, med et
saadant Menneske, som indtages og røres af alle Tiug.
Den nyeste og sidste Forandring fordriver altid den for¬
rige.
Tænk ikke, min Søster, at jeg driver denne Materie
alt for vidt. Jeg kunde endnu med langt fleere Omstæn¬
digheder vise dig Forskiellen imellem dette Folk og dem i
mit Fæderneland, dersom jeg ei befrygtede, at skulle blive
Dig til Kiedsommelighed. Jeg vil til Slutning raade
Dig, at dersom Du nogen Tid skulde faae i Sinde at for¬
andre Dig, da tag ingenlunde en Mand, som ved sine
Forretninger skulde føre Dig ud af dit Fædreneland; thi
it gensteds i Verden finder Du bedre Folk end der. Derfor
bliv i Landet, nær dig redelig og leg vel!
Her


43
Her har De, mine Herrer, Brevet, ligesom det er
mig tilskrevet fra min Søster. Maaskee nogle af Edees
Læsere kan finde Behag i saadanne visse Efterretninger om
andre Nationer, og dersom dette lykkes mig, formoder jeg,
at De ikke misunder mig den Ære at forblive
Mine Herrer
Deres
ringeste Tienerinde
7. L.
Anmærkninger.
En Mohrinde, N. B. Kulsort, saaes forgangen
meget net og omhyggelig at beskierme sit Ansigt mod So¬
lens Heede med en smuk stor udslagen Vifte. Maaskee
denne Sorte befrygtede at skulle blive hvid af Sølens
Virkning; ligesom de Hvide fryg er for at blive sorte af
samme; anden Slutning kan vi i en Hast ikke giøre os.
Enhver har sin Jndbildings=Kraft. De Sorte troer, at
Fanden er hvid, og de Hvide troer, at han er sort;
J en af Stadens korteste Gader saaes forleden
paa engang 15 Hunde og kun 7 Mennesker, hvoraf man
snart maatte tænke, at der vare flere Hunde end Menne¬
sker i Staden.
Det er nu kommet saavidt med Forandringerne,
at man seer Fruentimmer at gaae med Stok, og Mands¬
personer med Vifte.
For ey at være incommoderet af Vifter, Para¬
søller og andre for Ansigterne nødvendige Skierm, har man
udfundet en ligesaa smuk som beqvem Mode. Over Pan¬
den og beqvemmest under Soelhattene lader man sette en
Jern=Bøyel, paa samme trækker man et Gardin med Rin¬
ge, som kan løbe paa Bøylen. Man kan altsaa meget net
og let trække og indrette Gardinets Nytte efter vor egen og
Solens Gang, da man kan trække det fra den ene Side


til den anden, og efter Omstændighederne kand behielpe sig
med det ene Øye, naar man ikke vil bruge dem begge.
En Landsbye ikke langt her fra Staden hvor der
net op er 15 Koner, er i dette Aar bleven formeret, i Hen¬
seende til Folke=Mængden, med 15 Børn. N. B. Een
Kone har dem alle 15ten, og forærede hvert Barn en Rigs¬
ort til en Trøye. N. B. Denne Anmærkni ig er betydelig.
Lige for Lige.
En Lovkyndig, om hvilken Folk mumlede saa sag¬
te, at han ofte, efter Sagernes Omstændigheder, vidste ret
snu at dreye Lovens Meeninger, vilde engang i et Sælskab
raillere og beskiæmme en Skriftlærd, som havde det Ord
paa sig, at han, efter Ordsproget, vævede Kirkens Vad¬
mel, og sagde: Der ere to Slags Professioner i verden,
som ikke vel kan stæmme overeens, og endnu mindre
burde forestaaes af een og den samme Person. Sæl¬
skabs=Brødrene, som ventede noget klygtigt af saa vittigt
et Hoved, spurgte strax, hvilke de to Professioner vare. Den
Lovkyndige raabte med en høy og ligesom triumpherende
Latter: Det er Præst og Væver; Alle loe ad dette i de¬
res Tanker saa snilde Jndfald, og den Skriftlærde, uden
at lade sig røre af en nedrig Spotte=Glose, overgik de an¬
dre i Latter. Da Sælskabet havde afleet, og var blevet
roligt, sagde den Skriftlærde: Mig tykkes, der ere endnu
to andre Professioner, som ligesaa lidet kan passe sig sam¬
men, og ey heller burde forrettes af een og den samme
Person. Sælskabet blev ligesaa uysgierrig, som tilforn;
thi de ventede intet snildt, og den Lovkyndige var den før¬
ste, som spurgte meget hyppig, hvilke de vare. Den Skrift¬
lærde svarede med en sagte Stemme gandske koldsidig: Det
er Procurator og Dreyer. Her stak Sælskabet endnu
ilen høyere Latter, og alle loe undtagen den Lovkyndige,
som havde givet Anledning til hans egen Beskiemmelse.
Før du en anden vil belee, beskiemme, chose,
Da grib i egen Barm, randsag i egen Pose;
Thi ellers bliver du til Latter meer end han,
Om samme Feyl man i din Randsel finde kan.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 31.
den 5. August. 1766.
F¬
ølgende Apologie eller Forsvar er os indsendt, og da
nogle i vort Sælskab ere temmelig til Aarene, og
maaskee kunde faae i Sinde at giøre sig lystige paa
deres gamle Alder, har vi villet bekiendtgiøre samme, som
kan være Vand paa deres Mølle, man er dog sig selv
nærmest?
Apologie
For en gammel Mand, som givter sig med
en ung Pige.
Det er en Sandhed, som Erfarenhed tilsiger,
At naar en Enkemand vil atter givte sig,
Han helst da vælger sig en Brud blant unge Piger,
End nogen, som ham er af Aar og Alder liig.
De unge Karle kan det ikke vel fordøye;
Men meener, at de dem alene hører til,
Og at de Gamle med det Gamle sig skal nøje;
Thi Lige leeger best. Saa de det have vil.


Man derfor hører tit, de unge Spot at drive
Med Ældre, naar som helst at disse givter sig,
Og dennem Øye=Navn af gamle Giækte give,
Fordi de herudi vil være hiine Liig.
Den Sag heel ofte mig har rundet udi Sinde;
(Thi sandt at sige: jeg er selv en gammel Mand)
Hvad Under, at jeg da forsøger at udfinde,
Hvormed i dette Fald man sig forsvare kan.
Dog først betinger mig, at ved de Gamle ikke
Forstaaes just dennem, som paa Gravens Bredde
gaae;
Thi slige nægtes ei, sig jo langt bedre skikke
Til Gravens Vraa, end at en Brude=Seng attrage.
Men vel en saadan, som almindelig man siger
At være gammel, naar halv hundred er forbi
Saa at han ligesom nu ned af Bakken stiger,
Skiønt endnu munter er, stærk og fra Sygdom,
frie.
Som udi Ungdoms Aar Huusholder haver været,
Tænkt paa den gamle Mand, og sparet viiselig,
Saa Forraads-Kammeret end ikke er udtæret;
(Thi andre tænker vel ey paa at givte sig;)
Nu dette forud sagt. Jeg dristig provocerer
Den unge Spotte=Gøg med alle af det Tal;
Og haaber, at i hvad de endog opponerer,
Jeg dog min gamle Mand mod dem forsvare skal.
Er det fornuftigt, naar man selv til Aar er kommen,
Og hver Dag stunder til at vorde skrøbelig,
Da lige Medhielp sig at tage? Er da Dommen
Og Slutningen ei den: Jeg kan ei hielpe dig
Hiin Sædemand, som i at faae sin Sæd, udstrødte
Paa Klippen, lastes, skiønt det uforsætlig var,
Da han dog ikke den unyttig reent forødte;
Thi Himlens Fugle den til deres Føde har.
Blev Onan straffet, som modtvilligen forspildte
Sin Broders Enkes Ret, samt den, som med sit
Pund
Ei aagrede, men grov det ned i Jorden, vilde
Man dømme andet da, hvor der er lige Grund?


Ja, svarer man: men det dog mod Sædvane strider
At nye Viin kommes i de gamle Flasker; men
Til Giensvar tag: at man dog tvertimod vel lider,
At legge gammel Viin i nye Flasker hen.
Den Unges Munterhed den Gamles Geist opliver,
Ja og formilder ham, naar han alvorlig er,
Hun selv udaf hans Raad, viis og fornuftig bliver,
Og gaaer saaledes vel, naar begge Byrden bær.
Men naar som derimod to gamle Knurre=Potter
To skrøbelige Kar tilsammenstøder, maa
Man da ei frygte, at de i hinandens Totter
Snart kommer, og derhos en daglig Strid vil faae.
Kan dette være got, kan deraf andet flyde
End misfornøjet Liv, og Aands Fortærelse?
Hvo mig vil troe, og som erfaren Mand vil lyde:
Flye det, om ei sin Grav for Tiden han vil see.
Men mon det ei for ham kan ligeledes skorte,
Naar han sin unge Brud, som ung vil giøre Ret,
Saa Leve=Aanderne omsider bliver borte,
Og Livets-Traad, naar den anstrænges, brister slet?
Jeg svarer: at jeg har en saadan supponerer,
Som Ungdons Fyrrighed ei meere findes hos,
Som i sin Passion sig rigtig modererer,
Og ej i Vellysts=Strid sig søger nogen Roes,
Got nok! men mon dermed den anden Part vil nøjes,
Saa den ej andensteds sit Tab oprette vil.
Mon Smagen ikke kan ved Smagen selv forhøies,
Og den antændte Jld ei meere tager til?
Just derfor giør han vel, som sig en ung har taget
Som ikke Lysten har til Maal og Øjemeed,
Som dydig er, saa og af Dydige opdraget;
Thi Frugten ikke langt fra Stammen falder ned.
En Green, naar den er ung, sig lader gierne bøje,
Saa er det unge Sind og gierne bøjeligt.
En gammel derimod vil man skal hende føje,
Hun gierne raade vil. En Ung forstaaer ei sligt.
Det og ei noget er, som følger med en Pige,
Fordi at hun er ung, hun uregierlig er;
Thi er hun tugtig, kydsk og frygter GUd tillige
For hendes Troskab jeg da dristig Borgen er.


Men siig; hvad skulde da den Unges Sind bevæge
Til at begive sig i saadan Trældoms Stand?
Hun maa jo vente, man med Fingre vilde peege
Ad hende, naar hun tar sig en bedaget Mand?
Jo, endda kunde der vel saadan Aarsag være,
Som blotte Givte=Lyst langt overveje kan;
(Jeg dog ei heller vil af hende prætendere,
At leve som ugivt udi sin givte Stand,
Er Velstand, Ære og fornuftig Omgang ikke
Vel værd, om end saa var, at lide noget for,
Da efter Mandens Sind naar hun sig kun kan skikke,
Hun visseligen har en Fordeel meget stor
Den Gamle vist nok vil paa hendes Dyder skiønne,
Meer end den unge Pog forelsket i sig selv,
Og søge med al Flid dem atter at belønne,
Samt øve Pligt mod Pligt og giøre hende Skiel.
Hun ingen Aarsag har hans Troeskab at mistænke,
Og frygte, Hiertet hun med andre deele skal,
Hun ham besidder heel, og om hun bliver Enke,
Vil finde Friere, fleer end i Skokke=Tal.
Enhver, som saadant veed, og ret bekiendt mon være,
Hvorledes hun sig mod den Gamle skikket har,
Vil holde hendes Dyd i største Agt og Ære,
Og priise den, hun sig til Ægtefælle tar.
Her er da intet tabt, men meget meere vundet;
Og overalt dog er langt meere taalelig,
End naar man seer sig til et gammelt Herskab bundet,
Hvis Poser=Penge tør forkynde Manden Krig.
Jeg ikke dette vil da længere forklare,
Enhver Fornuftig vist bifalder saadant Val.
Nok, at man heraf seer, min Sag jeg kan forsvare,
Saa man mig gamle Mand upirret lade skal.
N. M.
Følgen¬


Følgende er ligeledes indsendt:
Mine høitærede
Herrer Patrolskrivere!
Da De, mine Herrer, ere ubekiendte Folk, ere
De vel ikke bange for Bønderne, at bekiendtgiøre medføl¬
gende Project. Saasom jeg i denne Sommer ei har
havt noget at bestille, og har et vidtløftigt Bekiendtskab
paa Landet hist og her, har jeg næsten fordrevet heele
Sommeren med at reise omkring til Bonder=Brylluper;
thi NB. Bønderne giør alle deres Brylluper om Som¬
meren, undtagen naar Pigen kommer til Skade, og kan
ikke bie til den bestemte Tid. Jeg har da til disse Bryl¬
luxer spiist saa megen Kalve=Lamme= og Griise=Steeg,
at jeg, saa at sige, af en Griis, er bleven saa udlasket,
som et af Epicuri Sviin; jeg har og drukket faa meget
reent, skiert, Korn=Brændeviin til disse feede Steege, at
jeg befrygter, min Næse bliver garneret med de saa kal¬
dede Rabiner. Og saasom der i dette Aar er saadan
velsignede Grøde paa Jorden, er det dog at formode, at
Kornet bliver lige dyrt, dersom Landmanden maa blive
ved at svie det op i smue til denne deres Nectar og Liv¬
Drik. En Patriotisk Jver har derfor sat mig i Harnisk
imod denne forskrækkelige Virkning af Brændeviin; thi
uden at rose mig selv, er jeg en stor Huusholder, naar
jeg skal tage til min egen Pung. Da jeg til det sidste
Bryllup havde spiist og drukket indtil Dagningen, gik jeg
ud i Tofterne ved Gildes Gaarden, hvor da dette sendte
Oeconomiske Forslag faldt mig ind gandske fastende.
Og saasom jeg nu har faaet noget at bestille og venter
ikke saasnart igien at komme til disse Bryllupper og andre
Gilder, vil jeg bede, de gode Herrer ville bekiendtgiøre
samme. Jeg vilde endnu have sendt Dem nok et For¬
Slag til at hemme den ubarmhiertige Ødeleggelse paa de
arme smaa Creaturer, saasom Kalve, Lam og Griise,
som kunde have blevet større, om de ikke havde ædt dem
i Fødselen; men Skoleholderen der i Byen havde sej
meere reent Papir, end det, hvorpaa jeg kunde skrive nær¬


værende Brev og Forslag; men skal følge en anden
Gang, naar jeg faaer Bud til Kiøbstæden efter Papir
for 1 s. Jeg lever imidlertid med megen særdeles
Bevaagenhed. Mine Herrers
Gildes=Gaarden,
gunstige Tiener.
den rste af Hundedagene
A. B. C. D. E.
i dette Aar
Her er Projcetet:
Oeconomisk Forslag
til at forekomme Brændeviinsbrændingen blandt
Bønderne paa Landet.
Uagtet al ulovlig Brændeviinsbrænden blandt Bøn¬
derne for længst er ved Kongl. allernaad. Forord. forbu¬
den: saa er samme dog ikke hidindtil saaledes bleven hem¬
met, at Bonden jo paa mange Steder endnu, sig selv, hans
Kamerater og andre til største Skade og Ruin, sniger sig
dertil. Jeg holder for, at intet Middel skulde være sikkre¬
re til at sette det Kongl. Forbud derimod i visse Execution,
end naar det blev befalet, at ingen Kobbersmed maatte af
nye forfærdige eller reparere noget Brændeviins=Værk for
nogen uberettiget under 50 til 100 Rdls. Straf, som An¬
giveren, i hvo han end maatte være, alene skulde tilkomme;
og, naar nogen Kobbersmed forfærdigede noget Brænde,
viinsverk til de Berettigede, da maatte Ejermandens og
Rettens Betienteres Haand følge med samme, med Paa¬
teigning, naar saadant Arbejee var betinget, og hvor stort,
samt til hvad Tid lovet færdigt, saa at intet Brændeviins¬
værk uden saadan Attest maatte forfærdiges af nogen; og
dersom nogen blev befunden, at have udgivet en falsk Attest,
da ansees derfor med tilstrækkelig Straf, til Advarsel for
andre.
Videre, at ingen af de omkiørende Kiedelførere maatte
føre eller bestille noget Brændeviins=Tøj, nyt eller gammelt,
under ovenmeldte Straf. Skulde nogen blive angiven, for
her om at være vidende, men at dølge og fortie det, for ei


at blive bebreidet, at han var Land=Fiscal, skulde han bøde
-- Rdlr. til Angiveren: saa blev ingen bebreidet, at han
var Land=Fiscal.
Ligeledes skulde Møllere, som skraaer noget for nogen
Uberettiget, give for hver Skieppe -- Rdlr. i Straf til
Angiveren, og Bonden miste Sæden, som kunde sælges og
Pengene uddeles til de Fattige; Møller=Svenden paa Møl¬
len skulde desuden betale -- Rdir. til Angiveren. Og
naar nogen blev for Retten søgt for slig Hand l, i hvad
Forseelsen end kunde være, og vilde ikkerette for sig, maatte
ef Forvalteren tage sig Sagen an i nogen Maade; langt
mindre maatte Fogden være Dommer i Sagen, helst om
han var sit Herskabs Foged og Dommer, paa det at ingen
Villighed og Persons Anseelse skulde finde Sted. Det
kunde ellers lettelig skee, som der fortælles om at være skeet
paa et vist Sted, hvor Ladefogeden blev Birkedommer til
hans Herskabs Birk, at da han engang ikke vilde føje sin
Herre, men om Formiddagen som Birkedommer, dømte
ham imod i en vis Sag, pryglede Herren ham om Efter¬
middagen for en ringe Forseelse som sin Ladefoged.
Denne ubekiendte, oeconomiske og gunstige Corespon¬
dent Hr. A. B. C. D. E. ere vi megen Tak skyldige for hans
oeconomiske Forslag, der lader til at være ligesaa fastende,
som Brevet er rusende. Det var ellers Skade at Skole¬
holderen ikke havde meere reent Papiir, at vi kunde have
faaet det andet Forslag, da vi nu maa fylde Rummet, af
Mangel paa andre Nyeheder, med en
Fabel.
Jagt=Hunden og Hesten.
En Ridchest, som gik til Vandet, mødte en Hund,
hvilken han længe havde kiendt, men som nu var bleven
ligesaa feed, som han forhen plejede at være mager. Hesten
forundrede sig storligen herover, og sagde: Ej! Du har jo
lagt dig en god Peltz til imod Kulden, siden jeg saae dig
sidst. Kiere! fortæl mig, hvorledes Du er kommen dertil?
Hunden svarede: ved Forandring af min Tænkemaade og
Opførsel. Tilforn bekymrede jeg mig ikke om andet, end
ved Hurtightd, Duelighed og Lydighed at forhverve mig
Roes og Berømmelse for en dygtig og fuldkommen Jagt¬


hund hos min Herre og andre Jægere. Jeg naaede ogsaa
fuldkommen, hvad jeg søgte; men jeg maatte derhos stedse
lade mig nøje med slet og knap Kost, og med et ureent
haardt Leje. Dette faldt mig tilsidst alt for besværligt;
derover greb jeg til andre Forholds=-Regler. Jeg begyndte
at holde mig stedse meget reenlig, paa det at min vakre Teg¬
ning kunde falde got i Øynene Jeg giorde mig lækker,
logrede og hvimsede, og var venlig hos enhver. Jeg Ca¬
resserede Fruentimmerne, og Tieneste=Folkene, og beflittede
mig paa, ved allehaande Krumspring og Abespil at giøre
dem en Tidsfordriv og Fornøjelse; Siden den Tid er jeg
bleven vel antagen saavel ved Bordet, som i Kiøkkenet.
Jeg har faaet rigelig og lækker Føde, og kan ligge i god
Roe, og sove i et smukt Kammer paa en blød Pude. Der¬
over er jeg bleven saa feed, som Du nu seer mig. Hesten
rystede med Hovedet, og sagde i det han gik bort: saa hører
jeg vel, at du trækker størst Fordeel af dem, som du for de
mindste Fortienesters Skyld befalder.
Hovmodig kommer frem, og leer
En stolt Skribent, som andre overseer:
Er jeg de Viise til Behag;
Jeg Resten giver en god Dag.
Got! Ægte Roes man meest bør priise,
Og samme faaes kun hos de Viise.
Men om Forladelse, min kloge Ven!
Det synes mig betænkeligt,
At lade sig forstaae med sligt,
At man kun agter den og den.
De Vises Roes har tidt for stakket Følge¬
Den er som Skum paa gnistret Bølge.
Den fylder Øret; Maven bliver tom.
Nei saadan Roes jeg skiøtter ikke om.
Man mildere om dennem bør at dømme,
Som efter Tiderne sig smukt at skikke veed,
Og lader sig i sær af dem berømme,
Der vel har mindre Værdighed,
Men med en opfyldt Haand sit bifald giver
For disse vor Skribent aldeles ikke skriver.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 32.
den 12. August. 1766
Følgende er indsendt:
Mine Herrer!
J¬
eg var forleden hos en min gode Ven, som har tven¬
de meget artige og fornuftige Døttre. Jeg
fandt ved min Ankomst disse to smukke Pige¬
Børn meget henrykte i en Bog. Jeg tog mig den Frie¬
hed at spørge om Bogens Navn. Det er, min Herre,
svarede de, den i disse Dage udkomne nye Historie om
den Dydige Frøken Klarissa Harlove; Vi kan ikke
noksom berømme den, sagde de videre, og den er vist nok
den smukkeste i sit Slags, som vi endnu have seet i det
Danske Sprog, endskiønt vi har læst den engang befal¬
der den os dog saa overmaade vel, at den ei er os kied¬
sommelig ved anden og tredie Giennemlæsning; thi hver
Gaug opdager vi nye Yndigheder ved den dydige Kla¬
rissa. Jeg har saadan Højagtelse for disse artige Jom¬
fruers fiine Smag i slige Bøgers Læsning, at jeg paa
deres Ord strax kiøbte mig en Klarissa, ved hvis Jgien¬
nemlæsning jeg fandt mig saa fornøjet, og Historien
saa uskyldig, at jeg holdt den værdig, at anpriises i De¬
res Blade, og til den Ende har jeg forfattet et kort men
ufuldkomment Udtog af denne smukke Historie, den jeg,
og alle, som har læst den, har befundet sig rørt af, og
fornøjet ved. Her er Historien:
Frøken Klarissa var den yngste Datter af Hr. Ja¬
mes Harlove en Adelsmand. Hendes Moder kunde have
været god nok, naar hun ei havde havt en hærskesyg Ge¬
mahl, og en alt for myndig Søn ved Navn Jacob Har¬
love. Denne Klarisses Broder havde et ubøjeligt og
uforsonligt Hierte, og ikkun ringe Tanker om det smukke
Kiøn. Hendes Søster Frøken Arabella var næsten af sam¬
me Sindelav, som hendes Broder, og besad ingen Yndighe¬
der. Det var derfor ingen Under, at Klarissa, som for¬
medelst sine Fuldkommenheder var behagelig for alle, maat¬


te føle sin Søsters Misundelse. Klarisses Beste=Fader
havde og testamenteret hende et skiødt Landgods, hvilket
endnu meeee forøgede Misundelsen imod hende af sin Fa¬
milie. En ung men meget listig og dertil ugudelig Adels¬
mand ved Navn Lovelace søgte Lejlighed for Spøg at frie
til Frøken Arabella. Hun blev gandske indtaget af hans
Person; men saasom han for bare Omsvøb og Complimen¬
ter forhalede med en endelig Beslutning, og Frøken Ara¬
bella ligeledes paa sin Side viiste sig fiær og koldsindig, som
Fruentimmerne i deslige for dem behagelige Tilfælde pleie
at bruge, hvilke Afviisninger Løvelace paa en snild Maade
ansaae for hendes endelige Beslutning, gandske ophørte med
sit Frierie, til Arabelies hemmelige og største Fortrydelse.
Derimod henvendte han alle sine Tanker til Klarissa. Kla¬
risses Broder var en afsagt Fiende af Lovelace, og Ara¬
belle, for at hævne sig paa sin gamle Frier, gjorde Eet med
hendes Broder. Jacob Harlove begegnede derfore Lo¬
velace med saa mange Grovheder, at han saae sig nødt til
at værge sig med Kaarden, ved hvilken Leilighed han bles¬
serede Harlove. Den ugudelige Broder og Søster beskyld¬
te den uskyldige Klarissa for al denne Ulæmpe. Saasom
Klarissa derfore blev begegnet meget ugudeligt og blev ilde
medhandlet Hiemme, begierede hun Tilladelse, at opholde sig
en kort Tid hos hendes beste og fortroeligste Veninde Frø¬
ken Hove; omsider fik hun dog denne Tilladelse udvirket;
thi hendes Broder satte sig meget derimod. Da hun,
formedelst denne behagelige Besøgelse, havde været omtrent
en Maaned fraværende, fik hun Orden i største Hast at kom¬
me hiem. Men hvor forfærdet blev ikke den stakkels uskyldige
og dydige Klarissa, ved at erfare sin af hendes ugudelige
Broder ophidsede Families egensindige Opførsel imod sig;
men endnu meere forskrækkedes hun over den falske Beskyld¬
ning, at hun havde været i Sælskab med Lovelace. Der¬
paa berettede hendes forbittrede Fader hende, at, saasom hun
nu paa en Tid havde sagt snart en snart en anden Adelsmand
Nej, saa faldt ham nu til at raade, og forlangte denne Ly¬
dighed af hende, at hun nu skulde antage Hr. Roger Sol¬
mes til sin Gemahl. Denne Solmes havde ikke een eneste
god Egenskab; men besad en uendelig Rigdom, som han
vilde tistamentere til den Harloviske Familie, om Klarissa
døde uden Arvinger, og derved vandt alles Hierter undtagen
Klarisses Klarisses ømme Hierte satte sig imod dette Val,
der var ligesom et Kiøb; hun hadede denne Elendige, som


ikke var bekiendt for andet end Redrighed og Gierighed,
Denne Modstand udsatte hende for de haardeste Beskiem¬
melser af hendes Sødskende, og de ubarmhiertigste Mis¬
handlinger af hendes Forældre og Onkel. Man forbød hen¬
de at gaae i Kirke, i Visite og at komme i sine Forældres
Nærværelse. Hendes Pige, som elskede hende inderlig, blev
skikket børt, og en anden uforskammet, som havde tient hen¬
des Søster, blev sat over hende igien. J disse kummerlige
Omstændigheder var det Klarisses eneste Trøst, at hun hav¬
de udfundet et hemmeligt Sted, hvor hun kunde legge sine
Breve til sin kiere Veninde Frøken Hove, og hvor hun igien
kunde finde hendes Breve.
Alt dette havde Lovelace.
faaet udforsket. Midt i disse Forvirringer blev Ktarisse
overmaade forskrækket, da Lovelace pludselig lod sig see for¬
klædt for hende i Brændeskuret, hvor hun vilde henlegge sit
Vrev til Frøken Hove. Hans ærbødige Opførsel, paa den¬
ne eensomme Plads, og langt fra Huuset hørtjog al hendes
Frygt for sin egen Skyld, men hun befrygtede, at han skul¬
de brive seet, og det skulde føres paa hendes Regning af hen¬
des tyranniske Broder. Han førte sig saaledes op, at hendes
Fortroelighed til ham formeeredes, da det, til hendes største
Forundring lod sig ansee, sum han vidste ligesaa meget om
hendes haarde Medfart, som hun selv. Nu stundede det
bedrøvelige Øjeblik til, da den ugudelige og tyranniske Bro¬
der havde bragt det saa vidt, at hun skulde tvinges til at æg¬
te den ligesaa ugudelige Hr. Solmes. Det vilde være alt
for vidtløftigt og tillige alt for veemodigt at fortælle alle de
Forhaanelser, Bebreidelser, Uforskammenheder og Haard¬
heder, som hendes Familie, i sær hendes Broder og Sø¬
ster, udøste paa den uskyldige Klarissa. Ja, hendes Broder
bragte det saa vidt, at hun skulde skikkes hen til sin Onkels
Gaard, hvor der var Graver omkring, for at betage hende
al Brev=Vexling og Omgiængelse, og nøde hende til at imod¬
tage Opvartninger af den forhadte Solmes. Medens
Klarissa befandt sig i denne ulykkelige Tilstand, bekom hun
Brev fra Lovelace, hvori han lod hende vide, at han havde
noget af yderste Vigtighed at overlegge med hende, og bad,
at hun vilde møde ham i Haven, og fortalte, at han befandt
sig gandske slet af en Forkiølelse, som han havde faaet, da
han maatte opholde sig midt i Regnen i Skoven bag Ha¬
ven. Frøken Klarissa følede Medlidenhed om ikke Kierlig¬
hed, og saasom hun var rørt af hans Godhed, og bragt til
Fortvivlelse ved sine Slægtningers Tyrannie, lod hun ham


vide, at hun vilde treffe ham der den tilkommende Nat.
Dog fortrød hun bag efter, at hun havde skridet til denne
Yderlighed. Førend hun skulde bortskikkes til sin Onkels
Huus, blev berammet en Sammenkomst imellem Hr. Sol¬
mes og Klarissa. Solmes, som Samvittigheden overbe¬
viiste, at han var et Skarn, begyndte meget jammerlig og
stammende sin Frier=Tale til Klarissa, hvilken hun med
saadan Forstand og Veemodighed besvarede, at Solmes
burde have blevet beskiemmet, om han havde havt mindste
Følelse. Nu hørte Klarissa, at hendes Fader raabte uden
for med en tordnende Stemme; min Søn Jacob! bring
denne ulydige paa Øieblikket til min Broder Anthons
Huus; thi hun maa ikke en Time længer opholde sig under
mit Tag. Klarissa fløj til Dørren, og bad paa sine bare
Knæ, at hun maatte komme frem, medens hun bad sin Fa¬
der, ikke at afslaae sit knælende Barn en Begiering. Men
hendes tyranniske Broder holdt Dørren til, at hun ikke maat¬
te see sin Fader, endelig slap han Døren, og hun faldt næse¬
gruus ind, men fandt ingen i Stuen. Da det endelig var be¬
rammet, at Klarissa skulde bortføres til Antonii Hnus, raab¬
te hun Frue Harvey til Vidne, at hun var uskyldig i de Følger,
som denne tyranniske Tvang kunde have, men man forlod hen¬
de gandske afsindig. J denne Fortvivlelse skrev hun Hr Love¬
lace til, at hun vilde vente ham om Natten ved Have=Porten,
for at begive sig under hans Beskiermelse, neppe havde hun gjort
dette uforsigtige Skridt, førend hun fortrød det, og vilde have
taget Brevet tilbage, dersom Lovelace ikke allereede havde af¬
hentet det, hvorpaa hun fik et Svar, opfyldt med de allerøm¬
meste Udtryk. - Lovelace, for at hævne sig fuldkommen
paa denne Familie, og i en ugudelig Hensigt at faae dette uskyl¬
dige Barn i sin grumme Vold og Magt, kom til den bestemte
Time. Han paa en listig og forrædersk Maade førte Klarissa
saa uformærkt alt længer og længer fra Have=Døren, uden at
hun selv vidste det, og ved sin Underfundighed havde han kiøbt
Girtneren til at begynde at støje, snakke og larme i Haven; saa
at Klarissa, i Tankeldet var hendes Fader og Broder, som hav¬
de mærket hende og Lovelace, begyndte at flye af alle Kræfter,
og aldeles overgav sig til dette allernedrigste Menneskes Be¬
skyttelse. - Her begynder ret den uskyldigste og dydigste
Klarisses elendige og ulyksalige Skiebne.- Lovelace var
en smuk og velskabt Person; men opfyldt med de skemmeligste
Grundsetninger, han var stolt, listig, og fuld af Bedragerie,
Jndøiklinger og Udflugter, og sparede hverken Møje eller Om¬


kostninger for at opnaae sine Hensigter, og fornøie sin Skiøde¬
Lyst. - Denne ugudelige Forfører førte Klarissa til Ka¬
rethen, hvor han satte hende ind, under hendes bestandige
Skriig. Nei! Nej Nej!. Hestene syntes meere at flyve end at
løbe. Lovelace førte Klarissa saaledes omkring fra et Sted
til et andet alt under sine hemmelige Forevendinger, og omsider
foreslog hende at begive sig til London, hvor hun best kunde være
i Sikkerhed for hendes Broders Voldsomhed. Under en falsk
Forevending, hende uafvidende, lejede han Værelser i et lider¬
ligt og fordækt Huus, hvor alle vare ham bevaagne, og gik ham
til Haande i at faae den dydige Klarissa forledet fra sin bestan¬
dige Dyd. Men da Klarissa af hans Jndviklinger og idelige
Udflugter havde mærket hans forvixrede Hensigter og Ulro¬
skab, havde hun strængelig forbudet ham at komme for sine
Øyne, ja ikke engang opholde sig i det Huus, hvor hun var,
betiente han sig af denne Løilighed ved Hielp af de andre i Huu¬
set: Der blev gjort Allarm midt om Natten, ligesom Huuset
meget farlig havde staaet i Lys Lue. Klarisses Dør blev i hast
aabnet, og man raabte: Brand! Brand! Klarissa vognede i
Forskrækkelse, men havde nær besvimet, i sær da Lovelacekom
ind til hende i saa forvirret en Tilstand, da hun var meere blot
end paaklædt. Han raabte: Faren er forbi, og paa Skrømt
satte Pigen til rette, fordi hun havde saaledes forskrækket hans
Engel. Han satte sig paa Sengen, og Klarissa som saae sig be¬
stæd i den yderste Nød, raabte GUd til Hielp imod hans ugu¬
delige Forræderie og umenneskelige Fristelse. Hun undgik dog
den Gang hans grumme Uforskammenhed formedelst sin stand¬
haftige Dyd, og heltemodige Modstand. Klarissa fandt
Lejlighed til at bortsnige sig af dette hende saa mistænkelige
Huus. Da den skielmske Lovelace blev underrettet om hendes
Flugt, blev han som afsindig, og truede sin Tiener, aldrig meere
at komme for hans Aasyn, førend han bragte ham Underret¬
ning om Klarissa. Tieneren var snu nok til at efterkomme saa
ubarmhiertig en Ordre, og kom rigtig nok, som den beste Stø¬
ver, paa Spor efter dette uskyldige Lam, der var saa ynkelig fal¬
den i den grummeste Ulvs Kløer. Endskiønt Klarissa havde
forladt London, fandt han dog hendes Opholds=Sted, hvorom
han bragte sin Herre Tidende. Lovelace opfandt atter en nye
Intrigue: Han forklædte sig paa en underlig og afskyelig Maa¬
de, og indfandt sig i samme Huus for at leje Værelser, og ved
dette listige Paafund, kom i det Værelse, for at see sig om, hvor
Klarissa var; her giorde han sig kiendelig, i det han kastede sine
underlige udstoppede Klæder af. Klarissa gav et forskrækkeligt


Skrig fra sig, og besvimede. Det heele Huus kom i Allarm, og
Pigen raabte: at der var kommet en fæl gammel podagrisk og
tandløs Mand op paa Frøkenens Værelser, som en Hast var
bleven forvandlet til en ung og deilig Herre, som efter hendes
Tanker ikke kunde være nogen anden end bare Diævelen selv.
Lovelace, for at undgaae Allarm og Oprør, spandt atter paa
nye Intriguer, og indbildte Madame Moor og Frøken Rau¬
lins i Huuset, at han var virkelig givt med Klarissa; men hun
af Jaloucie=Syge var flygtet fra ham. Klarissa som mærkede
hans farlige Anslag, raabte: O Himmel! hvorledes skal ende¬
lig min Skiebne blive! --- befrie mig fra dette farlige Menne¬
ske! Lovelace havde og opsnappet alle de Breve, som Frøken
Hove og Klarissa havde vexlet imellem sig, hvori mange Ting
vare skrevne ham til liden Ære, hvilket ophidsede ham desmeere
til at fuldføre sin Uforskammerhed. Han sendte hemmelig
Bud til Staden efter tvende forføriske Qvindfolk, som yder¬
meere skulde gaae ham til Haande, hvilke han indbildte Kla¬
rissa at være hans Tante Frue Laurance og hans Sødskende
Varn Frøken Montague, som vilde skattere sig lykkelige, om
de kunde komme i Bekiendtskab med Klarissa. Disse Qvind¬
folk kom, og efter at de vare underviiste af Lovelace, indfandt
sig hos Klarissa, de overvældede hende med saa mange Ærbø¬
digheds og Kierligheds Beviisninger, og med saa store Højag¬
telser, at Klarissa troede deres smigrende Tale. Disse overta¬
ler Klarissa til at følge med til Staden, og indbildte hende at
de samme Aften vilde vende tilbage, og til den Ende bestillede
Aftens=Maaltid i Huuset. Klarissa kunde intet mindre end
jo troe disse Anstalter Men hvor forbauset blev hun ikke, da hun
saae at Vognen holdt stille for Dørren af det forhadte Huus,
fra hvilket hun var flygtet. Hun skreeg: kiør till og derpaa faldt
i Afmagt. Endelig fik de hende af Vognen, og hun gik skielven¬
de op af Trappen. Hun var aldeles udmattet af Sorg og Be¬
drøvelse. Man bragte hende Thervand, og andre styrkende
Sager, men den ene Kop Thee forekom hende af en underlig
Smag. Det som fulgte herpaa var den allerskammeligste og
umenneskeligste Voldtægt. Den arme Klarissa opvaagnede af
en forskrækkelig Art af Sove=Syge, hvori hun var falden; hun
faldt af en Besvimelse i en anden. Anden Dagen efter dette
Uhyres afskyelige Handling blev Klarissa som rasende af Vre¬
de, og anraabte Himmelen om den eftertrykkeligste Hævn over
disse skiændige Frieheder. - Atter opspandt Lovelace nye
Listigheder: den skiændige Mad. Sinclairs Pige Dorcas
skulde paa en listig Maade indsnige sig i Klarisses Gunst.


Klarissa gav hende en Haandskrift, hvorudi hun lovede hende
en Diamants=Ring og 20 Pund Sterling Aarlig Jndkomster,
dersom hun kunde hielpe hende til at flye. Denne Haandskrift
kom i Løvelaces Hænder, som foregav at have fundet samme,
hvilket foraarsagede den arme Klarisse nye Fortrædeligheder;
men herudi viiste hun en usædvanlig Standhaftighed grundet
paa hendes Dyd til alle deres Beskiæmmelse. Jnst i det samme
fik Lovelace Bud, at Hr. M* laae paa sit yderste, og forlang¬
te ham i Tale, hvorfore han maatte forlade Klarissa nogle
Dage, og overlod hende til Rufferskens og de andres ugudelige
Varetægt. Klarissa fandt dog paa en snild Maade, ved at
forklæde sig, Leilighed til at undflye, og lejede sig ind til en
Mand Hr. Sthmidt, hvor hun takkede Gud, for hun saa lykke¬
lig var undflyet. Men da hun en Gang vilde gaae i Kirken,
blev hun seet af Dorcas; den ulyksalige Klarissa blev oppas¬
sed, da hun kom fra Kirken paa Vejen, og under Forevending af
Gield blev hun ført i Arrest. Denne uformodentlige Ulykke gjor¬
de hende gandske forsagt og forskrækket. Hun blev bragt til en
Betients Huus, hvor hun havde et elendigt Fange=Hull at sidde
udi. Her begyndte hun at blive syg. Lovelace, som strax fik
Underretning om denne Arrest fra Sinclair, sendte sin fortroe¬
lige Ven Belford til Klarissa, som skulde retfærdiggiøre ham
for denne Mishandling: Men Belford, der var en Ven af saa
stoer en Forræder, havde stoer Møje med at komme Klarissa
iTale, og overtale hende til at flytte i Hr. Smidts Huus igien
med den helligste Forsikkring, at Lovelace ikke uden hendes
Tilladelse skulde komme for hendes Øyne. Saasom hun nu
var kied af Livet, sagde hun, det var hende ligegyldigt, hvor
hun døde, og hendes Arrest=Hull begyndte at blive mindre
utaaleligt for hende. Endelig lod hun sig overtale, at drage i
Hr. Smidts Huus, hvor der blev antaget Doctere til hende;
men hendes Sygdom tog alt meere og meere til. Hun skrev de
allerbevægeligste Breve til sin ophidsede Familie, men fik de
allerbitterste Svar fra hendes Søster. Ja, hun paa sine bare
Knæ skrev til hendes Fader, og udbad sig hans sidste Velsig¬
nelse, men alt forgieves, hvilket meest krænkede det ømmeste
Hierte, der var saarrt af de bitterste Lidelser. Klarissa, som saae
sig aldeles forladt og forhadt undtagen af de faae redelige Sie¬
le, som vare omkring hende i hendes Svaghed, ventede nu alle
Øieblik med et roeligt og fornøjet Sind paa Dødens Komme,
som det eneste, hun nu ønskede sig, ja, hun ordinerede selv sin
Jordefærd, og lod sin Liigkiste forfærdige i Forvejen, og lod
male adskillige smukke Sindbilleder paa Laaget, som hun selv


havde tegnet. Men da alle forskrækkedes over saadanne Tilbe¬
redelser, svarede Klarissa med et roligt Sind:Der er intet i
den heele Sag andet, end dette, at det fielden hender sig. Hvor¬
for bliver vi ikke meere bestyrtsede, naar vi gaaer i Kirke, der
hvor vore Forfædres Gravsteder ere, og med hvis Støv vi
engang skal blande vores. Dette Syn, at have sin Liig=Kiste
til Gienstand, kan maaske være skræksomt for friske Folk; men
den vigtige Tanke om Døden og det Haab om evig lykkelige
Følger forjager al Skiak hos mig. Troe mig, mine kiereste
Veninder, sagde hun, i det hun stirrede paa dette skræksomme
Giemmested, det lærer mig at glemme de Forurettelser, jeg
har lidt, det udjager af min Siel de skadelige Tanker om mine
forrige Ulykker. - Jmidlertid kom Oberst Morden hen¬
des Fætter, hiem fra sin Udenlands=Rejse. Han elskede Kla¬
rissa inderlig. Og da han af Frøken Hope, Klarisses beste
Ven, var bleven underrettet om alle Ting, og anvendte alle Over¬
talelser paa at tilvejebringe et Forliig i Familien, men alt for¬
gieves, formedelst den haardhiertede Broders ugudelige Mel¬
lemhandling, blev han saa fortørnet, at han reed bort for at see,
tale med, og trøste den døende Klarissa Oberst Morden fandt
hende slummende i den afmægtigste Skikkelse. Hendes Hæn¬
der hvidere end Sneen, hang Livløse, den ene need paa hende,
og den anden omfattet af den gode Enkes Haand, hvis Taarer
vædede det Ansigt, som hendes moderlige Barm understøttede,
skiønt den skiønne Sovende ikke følte det. Hendes Miner vare
søde og fornøjede og hendes Søvn syntes rolig. Alle græd, og
Morden blev ligesom ude fra sig selv. Nu tilstundede det for
Klarissa behagelige Øjeblik, at hun skulde forløses fra at hen¬
des Jammer. Den veemodige og gudelige Afskeed hun tog med
alle, hvorledes hun tilgav alle dem, som havde forurettet hende
og bad for dem, som noget usædvanligt rørende; hvorledes hun
velsignede disse Fremmede, som havde taget sig hende an; hvor¬
ledes hun med de helligste Ord opgav sin Aand; hvorledes hen¬
des Familie blev rørt; men bag efter; hborledes hendes Liig
blev ført Hiem, hvor der var en almindelig Sorg, som endog
strakte sig til Bønderne; hvorledes alle hendes Fiender bleve af
Skiebnen straffede, og hvorledes Oberst Mordon blev overiilet
til at omkomme den ugudelige og af en nagende Samvittighed,
fortvivlende Lovelace; Kort sagt: Hvorvidt en ugudelig
Ondskab kan gaae, hvad Fristelser Dyden er underkastet; hvor
standhaftig den ægte Dyd er; og hvad Straf der følger paa
Ondskaben sees af denne læseværdige og i sit Slags vist nok
uskyldigste og bevægeligste Historie om den dydige Frøken
Klarissa Harlove hvilken faaes indbunden for 285


Patrollen.
No. 33.
den 19. August. 1766.
1) Fortsettelse og Slutning af Claverets
Historie.
(See No. 14)
D¬
a Juristen havde skilt sig af med Elaveret, saa leye¬
de en Læge det paa fem Maaneder. Her maae
Læseren tillade mig, at anføre min afdøde Vens
egne Ord. De ere de allertydeligste i hans hele Efterret¬
ning. Men det vil være Læseren til stor Oplysning, at jeg
forud beretter ham, at han næsten til hver andet Ord sag¬
de Ja og hvorledes. Han havde og nogle Huus=Eeder,
hvormed hnn begynder dette Sted; og de klæder i det rin¬
geste nok saa got, som de nu omstunder brugelige Eder.
Men jeg vil uden videre udad ledende Indledninger (saa
siger min Claveerstemmer i Fortalen til Krøniken om Cla¬
veret,) anføre hans egne Tanker om Claverets gyldne Tid
hos Lægen.  Hans Ord ere følgende:
Pots Elementi Graasten! ved min Ærlighed!.
for Pokker! det var en Mand, den Læge ! dignus Hypo¬
crate natus, ja og hvorledes. Han var en Mand uden


Forkleinelses Nærganelse, som gaaende apodictice til sit
Legems vedholdende Bevarelse medicus sf. 1. i hans
Poreellaln-Ovn, ja og hvorledes? per diem, Pots Ele¬
ment, det er sandt, selv Brændets Kløvelse dertil forret¬
tende, ikkun eengang, naar Luftens kølende Ansnerpelse
var meest fornemmende, lod legge i; Ja og hvorledes,
sigende, ja hvorledes den opvarmende Legems Styrkelse
nemlig i ham laae allerede til hedende Følelse, og ja hvor¬
ledes man maatte legge ikke meere ind, end indtil Bevægel¬
se og Følelse fandtes kommende i de ellers frysende Finger¬
Spidse.
Jeg maae holde op, ellers maatte mine Læsere,
og endda mere mine Læserinder, ansee mig med ugunstige
Øyne; og jeg er dog endnu ikke saa meget gammel. Saa¬
vidt jeg kan slutte af det hele Væv derom: saa har Frue
Docterinden uden Tvivl havt nogle smaa Klammerier med
hendes Mand; thi hun gad gierne havt Stuen varm om
Vinteren, men hendes Mand vilde ikkun have den tempe¬
reret. Hun elskede ham vist meget ømt; thi hun forekaste¬
de ham altid, at han vilde vist nok engang fryse ihiel i sin
egen Stue. Men hun elskede ham dog ikke saa høyt som
hun elskede hendes Hund; thi til denne lod hun bag ved
Kakkelovnen bygge en Hundestald. Hendes Mand leed det
taalmodig; thi han var en Læge af stor Erfarenhed, og
vidste, at hvo som vil vinde Fruen, maae fornemmelig ca¬
ressere Hunden. Claveret blev holdt ret got hos denne Her¬
re. Havde det staaet i hans Sønners Kammer, saa hav¬
de man hver Dag maattet stemme det; thi de legger over¬
maade sterkt i Kakkelovnen, tvertimod alle Sundheds¬
Regler. Det volder maaskee, at deres Papa har Brænds
nok, og bruger kun lidet deraf selv
Herefter følger en lang Anmerkning om Lægens
Jomfrue Datter. Claverstemmeren beskylder hen¬
de for adskillige Uordentligheder, og siger, at hun var
meget frie, efterdi hun hilsede unge Mandfolk, naar de
giorde hende Clomplimenter. Det, siger han, som bestyr¬
kede ham i hans Mening, var hendes Lyst, at omgaaes med


unge Mandspersoner. Men den stakkels Mand forraader
herved, at han og var indtagen af den forudfattede Me¬
ning, som er saa almindelig iblant os; nemlig, at man
holder unge Mandspersoner meget før for vilde Dievle, end
for Mennesker. Det første og almindelige Begreb, som
man giør sig om os Mandfolk, er dette, at vi ere Bedra¬
gere, og øger at forføre. Andre siger, at mange Mødre
forbyder deres Døttre saa strængelig, at de ey maae om¬
gaaes med Mandspersoner, og det af den Aarsag, ford de
stedse befrygter, at Døttrene skulde giøre ligesom de selv
giorde i deres Ungdom. Maaskee dette kan undertiden væ¬
re Aarsagen. Men der kommer gemeenlig mange og gode
Aarsager sammen. Mange Mødre kiender ikke deres Døt¬
tre ret, og troer om dem, at de ere ikke i Stand til at
blive fordervede. Mange kiender deres Børn, og har alt¬
saa Aarsag til at holde dem hiemme. Men mange gaaer
og alt for vidt i deres Forsigtighed, og i Stedet for at giø¬
re et got Val iblant unge Mandspersoner, saa skierer de
dem alle over een Kam, og forbyder deres Døttre Om¬
gang med dem alle uden Forskiel.
Efter denne Doctor, som enten maae være død ellrr¬
bortreyst, fik en ung Kiøbmands=Svend Claveret. Han
havde først været Karl i fire Uger, da han fik det, og kun¬
de maaskee alt i alt spille nogle Polske Dandse. Men da
han havde Penge, og nylig havde giort et Æres=Trin høy¬
ere op i Kiøbmandskabet, samt gierne vilde giøre sig ret
fuldkommen, som en Tilbeder af det smukke Kiøn, saa an¬
skaffede han sig ikke allene et Claveer, men antog endog en
Claveermester; thi han holdt for, at Jomfruerne skulde
kunde fee det paa hans Ansigt, at han og havde søgt at brin¬
ge det til en Slags Fuldkommenhed i denne Videnskab.
Men da denne Fotfængelighed laae ham alt for sterkt i Tan¬
ker, og han, i Stedet for at høre efter, hvad hans Cla¬
veermester sagde og spillede ham for, blot allene tænkte paa,
hvorledes Jomfruerne vilde beundre ham, og oven i Kiøbet
ødelagde den øvrige Tid, som han havde frie, andensteds
omkring i Byen, uden at øve sig: saa lærte han ey allene
intet, men forglemte endog hvad han havde lært uden ad.
Han bekymrede sig heller aldrig stort derom, naar han ikkun


havde sit Haar net accommoderet, og til Nød kunde læse en
Roman paa Fransk. Videre strakte sig heller ikke hans
Videnskab. Han havde selv ikke stort Vid, hvorledes skul¬
de han da kunde kiende det i Bøger, og finde Smag der¬
udi? Hans Fader havde givet ham nogle Bøger med sig.
Engang lukte han dem op, og læste Titlerne igiennem, og
slængte dem saa hen paa Claverret, hvor de laae, tillige
med Bibelen, uden at han lukte dem op oftere. De gode
Bøger kunde endda give sig tilfreds, siden Bibelen havde
samme Skjebne som de. Ja dens Skjebne var endda ver¬
re; thi naar der undertiden kom en Fremmed og besøgte
ham, og vilde tage fat paa Bibelen, efterat han havde bla¬
det de andre faa Bøger igiennem: saa raabte strax Kiøb¬
mands=Svenden: o, lad den ligge, min HErre! det er ik¬
kun en Bibel. Han selv rørte den aldrig, hverken Søgnt
eller Helligt. Hvo kunde heller fortænke ham deri? Han
maatte jo arbeyde heele Ugen, og havde altsaa ey Tid de
Søgne=Dage; og om Søndagen holdt han for, han be¬
høvede ikke at læse, naar han maaskee havde vendt sig i en
Kirke, men burde giøre sig en Fornøyelse til Sindrts For¬
friskning. Deri tænkte han, ligesom mange andre. Men
Bibelen eller hans gode Bøger randt ham aldrig i Tanker.
Naar det var ondt Veyr, saa han enten ikke kunde komme
uden for Byen, eller i Selskab med hans Kamerater, saa
havde han dog saa øm en Samvittighed, at han ikke vilde
læse i nogen af de Franske saftige Romaner, men tog fat
paa en Comoedie. Bibelen blev liggende i god Roe. Han
besad desuden endda den Kunst, eller i det mindste indbild¬
te sig at besidde den, at han kunde giøre alt det latterligt,
som kaldes Sandhed. Han havde engang hørt tale om
Frietænkerne, og fik strax Lyst til at blive een af dem, og
efterabe dem. Han vilde derved forestille noget stort; men
han gjorde sig ikkun selv latterlig derover.
NB. Min Autor har kiendt denne Herres Patrons
Kiereste. Han sagde, at hun besad to Hoveddyder. Hun
kunde nemlig næsten ærge sig ihiel over den ringeste Forseel¬
se, som et Menneske begik, og hun kaldte hendes Piger
over hundrede Gange om Dagen dumme Crcature. Hun
var ellers meget god at omgaaes med, og det skede af en
god Mening, naar hun undertiden bagtalede Folk.


Saa vidt gaaer Efterretningen, som Claveerstem¬
meren har optegnet. Nu skulde jeg vel efter Løfte afskildre
mig selv. Men det er mig næsten umueligt. Skal jeg be¬
rømme mig? det maae jeg ikke. Et Vidne gielder ikke i sin
egen Sag, endskiønt jeg forhen har sagt det, som var tvert¬
imod. Skal jeg da laste mig? ney, det forbyder al Klog¬
skab. Hvad Aarsag har jeg at paadrage mig andres U¬
villighed? som for Exempel, om jeg sagde, at jeg kan ikke li¬
de ham, som giør de lange Besøgelser, eller hende, som leer
ad alle Folk; hvilke sure Ansigter vilde jeg da ikke faae?
Hvad ligger der andre Magt paa at vide, hvor jeg drikker
min Caffee, eller hvor jeg dandsede sidst? Er det ikke lige¬
meget, enten man veed eller ey, at jeg lader de Fluer leve,
som ey foraarsager mig nogen Fortred; om man veed eller
ey, at jeg anseer det, at spille ofte Kort, for et Kiendetegn
paa et Gemyt, som enten ikke meget vigtigt har at tænke paa,
eller ey giør sig nogen Umag for at blive fuldkomnere? Det
er jo nok, at man veed, at jeg er et forunderligt Menneske,
som gierne siger Folk Sandheden, omendskiønt man ikke vil
forstaae den.
2) Forslag til en Selvprøvelse.
(er indsendt.)
Dette indrykkes af puur Menneske=Kierlighed, da
der kunde maaskee findes nogle iblant dem, som vore Blade
falder i Hænderne, der kunde have Nytte der af. Forslaget be¬
staaer deri at holde et Dagregister over sit Liv, og derudi
troligen optegne alt hvad man tager sig for. Til Mønster
meddeles en eneste Uges Dagregister af Hr. Selsoms Op¬
tegnelse. Samme gode Mand var ingen Rangs= eller Stands¬
Person, og levede heller ikke af sine Midler. J sine egne
Tanker maae han have havt meget mere at betyde, end i
Verdens Øyne. De i hans Dagregister forekommende Be¬
givenheder ere en Rad af saadanne Handeler, som just ikke har
giort ham fortient til nogen Lovtale. Her er det belovede
Udtog for den ene Uge:
Mandag Kl. 8. Trakte jeg mine nye Klæder paa i
Magelighed for at passe dem. Snittet hover mig ikke. Jeg
spadserede lidt omkring med dem paa i Stuen. De ere ikke


lange nok efter Moden. Jeg trakte dem af igien. Kl. 9. bandt
jeg mine Strømpebaand og toede mine Hænder. Kl. 10 Røg¬
te jeg tre Piber Virginsk Tobak, læste Aviserne og Tillegget.
Stats=Sagerne ere meget indviklede. Jeg skal indhente Me¬
ster Haagens Mening derom. Kl. 12. Slap den sidste Pibe.
Jeg fik den ikke udrøgt. Den Tobak, man faaer her, er slettere
end den jeg fik, da jeg var udenlands Kl. 1. Spiist til Middag.
NB Vellingen var sveden. Buddingen var ikke feed nok. Kl.
2. Middags=Søvn til Kl. 4. Fra Kl. 4 til Kl. 6. gik jeg uden
for Porten. Vinden var Sydsydvest. Kl. 6 til 10. paa Viin¬
kielderen. Mester Haagen meener, at Stats=Sagerne bliver
nok med første mere udviklede. Kl. 10. Til Sengs. Sov got.
Tirsdag, var en Helligdag. Jeg stod alligevel op
Kl. 8, som sædvanligt Kl. 9. Toede Hænder og Ansigt, tog mit
Skieg af, og havde i Sinde, at tage mine nye Klæder paa, men
betænkte mig igien. Jeg kan ikke gaae med dem uden Skam.
De ere alt for korte. Tog Strikstrømper paa (heraf seer man,
at dette Dagregister maae være ældgammelt.) Kl. 10. 11. 12.
spadsere jeg paa Volden og en Tour til Banen. Kl. 1. Tog jeg
min Frokost paa Viinkielderen. Kl. 2 Spiist til Middag. Kal¬
vestegen var god. NB. Salatan havde Marie glemt. Kl. 3.
Middags=Søvn en Time Kl. 4 til 6. paa Caffe=Huset Jntet
Nyt hverken i Aviserne eller i Byen, undtagen at Skipper
Frang har tabt sin Tegnebog med 1000 Rdlr. i Vexler. Kl. 6.
til 10. Paa Viinkielderen. Jeg fortalte Skipper Franges
Tab. Mester Haagen vilde ikke troe det. Kl. 10. Til Sengs¬
Drømte om Vexler hele Natten.
Ongdag, Kl. 8. Op. Toede Hænderne, men ikke An¬
sigtet. Kl. 9. Betalte jeg Skræder=Regningen; men trak ham
1 Rdlr. 3 Mk. 12 s. af, for han havde gjort mig Kiolen foe
kort Kl. 10 til 11. paa Caffe=Huuset Stats-Sagerne bliver
alt mere og mere indviklede. En Fremmet med en sort Peryk
spurgte mig, hvad mine Strikstrømper havde kostet? (Strik¬
strømper har da paa den Tid været rarere, end Silkestrømper
nu omstunder )Kl. 12 til 1. giorde mig en Motion paa Volden.
KL. 1. Spiist med god Appetit som sædvanligt. Kl. 2. Mid¬
dags=Søvn. Blev vaagnet af en forbandet Kat, som var kom¬
men ind Kammeret, og rev et Glas ned af Bordet. Skiendte
paa Marie derfor. Røgte en Pibe Tobak og drak en Flaske
Mumme. Kl. 4. til 6. Paa Caffe=Huset. Kl. 6. paa Viinkiel¬
deren. NB. Jeg sad der gandske allene næsten en halv Time,
førend der kom nogen Siel. J Aften var Mester Haagen i god


Lune Kl. 10. Til Sengs. Jeg drømte om Ducater og en Hob
andet Vis-Vas. Sov til Kl. 9.
Torsdag. Kl. 9. Vaagnede Marie lod mig vide, at Kat¬
ten havde atter slaget et Glas i Tu; men jeg hørte siden, at hun
havde tabt en Tin=L allerken derpaa NB. Hun bliver forliebt
og skiødesløs, kan jeg merke Jeg blev hiemme hele Formidda¬
gen, siden jeg ventede en Kiøbmand til mig, som jeg skulde have
nogle Penge af men han kom ikke. Kl. 2 Spiiste jeg først til
Middag. Jeg havde slet ingen Appetit. Bord=Øllet var og
suurt. Oxekiødet var kogt for mørt, saa Kraften var af det Kl.
3. Kunde ikke falde i Søvn. Kl. 4. Stod i Vindnet. Kl. 5. gav
Ole et Øresigen og skiendte paa Marie. Jeg sendte Bud efter
Kiøbmanden; men han var ikke hiemme. Jeg havde heller in¬
gen Lyst til at gaae ud. Gik i Seng Kl. 9.
Fredag. Sov snart intet hele Natten. Tilbragte Mor¬
genen med at giøre mig adskillige Tanker om Kiøbmanden. Jeg
sendte Bud til ham igien Kl 8 men han var alt ude. Marie er
der intet got ved; hun skal en af Dagene have sin Afsked. Kl. tre
Qvarteer til Tolv kom Kiøbmanden og betalte mig Pengene.
Jeg lod hente en Flaske Bitter=Viin at styrke Maven paa. Kl.
1. spiste, og sov got til Kl. 4. da jeg gik til Caffe=Huset, og røgte
der noge Piber Tobak &c. til Kl. 6. og lidt derover. Kl. 6 og en
halv. Paa Viinkielderen. Blev der længe Kl. 12 til Sengs.
Drømte at jeg var i Klammerie med Mester Haagen.
Løverdag. Vaagnede først Kl. 11. Spadserede en Tour
paa Volden. Det begyndte at trekke op til Regn. Jeg søgte til
Vinkielderen, men en Pladsregn begyndte saa hastigt og sterkt,
at jeg blev giennemblødt førend jeg kom der Kl. 1 og en halv
gik hiem og tørrede mig. Kl. 2. spiste Mester Haagen hos mig.
Jeg fortalte ham Drømmen. Vi fik Oxetunger, som var en
skiøn Ret, og vi skiftede en Flaske Viin. Kl. 3. Sov over mig.
Kl. 6. Kom Skræderen til mig med Klæderne igien. Han sag¬
de, at de nu vare længer; men det var det samme. Jeg gav ham
dog de 9 Mk. Kl. 7. Kom jeg først paa Viinkielderen. Denne
Aften havde jeg nær faldet i en Rendesseen da jeg gik hiem.
Læserne ville vel falde i Forundring over, at denne ærlige
Mand har vildet giøre sig saadan Umag, at optegne saa smaa
Ting i sit Lives Dagregister; men han er maaskee undskyldt,
ved det han ikke har havt noget vigtigere at fylde det med. Det
er for 10 Aar hele Veyen igiennem saaledes. Naar vi ellers gi¬
per Agt paa mange Menneskers Vandel, saa skal vi finde, at de¬
res fleste Dage bortdrives allene med disse tre Hoved=Poster,


Æde, Drikke og Sove. Det var artigt nok, om mange saa¬
ledes vilde, ikkun for en eneste Uge, holde saadant et Register i
deres Lives Tid, og derudi nøyagtig optegne alle deres Foreta¬
gender. Denne Slags Selv=Prøvelse vilde give dem et ret Be¬
greb om dem selv, og maaskee det kunde blive nogle af dem An¬
ledning til, alvorlig at overlegge deres Foretagender. En Dag
vilde da forbedre den andens Feyl, og lære et Menneske at over¬
legge endog de ligegyldige Handeler, for hvilke man vist skal giø¬
re Regnskab for ham, som har sat os her, endskiønt man al¬
mindelig lettelig forglemmer dem, hvilket ikke vilde skee, naar
man havde dem optegnede.
3) Efterretning om den muntre Damis.
Damis vil have Ord for at være meget munter, og han
gaaer undertiden saa vidt, at han vil paastaae, at være munter
af Naturen. Han kom engang i Selskab med hans Ven Phi¬
linte, som altid sigee, at der er ingen Munterhed ved Damis.
Nu skal J see, sagde Damis til Philinte, at naar jeg nu vin¬
der denne Proces, som jeg har, saa bliver jeg ret munter. Men
ak, jeg er bange, jeg taber den.-- Men, sagde hans Ven, J
var ikke engang ret oprømt, førend J fik den Proees.
Jeg tilstaaer det, svarede han; men det kom deraf, at jeg
frygtede hver Dag for, at jeg skulde komme i denne slemme
Proces; og hvor kan man være munter, naar man gaaer med
saadan Frygt?Men, sagde Philinte: J var jo heller ik¬
ke munter i Eders Ungdom.-- Det er sandt nok, svarede
Damis, jeg fandt ingen Fornøyelse i alt det Narrerie, som
Børn forlyster sig med.-- Men, sagde endelig Philinte:
der var jo ingen Munterhed ved Eder, da J gik i Skole.
Jeg troer det nok, svarede Damis; thi jeg var kied af
Studeringer, fordi man ikke kunde giøre mig dem behagelige.
Hvorfor skulde jeg ellers have elsket dem? jeg kan ikke see, hvad
Nytte der er ved at studere. Rousseau har jo viist, at Vi¬
denskaber forderver Hiertet.-- Det ex nok, sagde Philinte.
J har herlig beviist Eders foregivne Munterhed. J er ret
en Menneske=Hadere, og besidder al den Munterhed, som
er Eder egen.--Nok, nok, svarede Damis: lad os holde
op. Eders Skiemt er meget slet.-- Er Damis ikke en af
de Muntre?
Af disse approberede- Uge=Blade, udgaaer et hver Onsda¬


Patrollen.
No. 34.
den 26. August. 1766.
Velædle
Værdige Herrer.
Patrolskrivere!
N¬
u er J om en Hals, alle J 11 og 1 Patrolskr¬
vere, Ulykkerne flokkes for at ruinere Eder, sam¬
ler Eder vel sammen, dog det hielper lidet,
Menneskelig Magt er intet sigende, J omkommer alle;
med mindre J kand æde Patroller. Sagen er klar nok,
jeg vil ikke pine Jer for Tiden, da jeg vel kand tænke, at
Rysten, Skiælven og Bævelse allerede har blandet Kiød
og Bene sammen i Eders Legeme, tager taalmodig imod
Eders Skiæbne, for alting holder Stand imod Fortvip¬
lelse, Eders Ulykke er paa faste Fødder, jeg
vil ikke opholde Eder længere: Efterfølgende (ind¬
bragt i mit Sove = Kammer Gaards=Morgen,


tillige med en Kryder=Kringle, Gud veed af hvem. Min
Kringle=Leverandenrinde, som nu i 3 Aar, aldrig har for¬
sønit en Morgen, nægter denne Handel, og har viist til
hendes Friefindelse mange pr. Cto. Forskiæl paa Kring¬
lernes Bonite) forvisser Eder, om Eders Skiæbne, som
J læt kand flutte bliver denne; Fruentimmer vil skrive
Patroller, altsaa maae J være ledig, har J intet at be¬
stille, fortiener J intet, maae J og fortære
intet, og følgelig, maae J blive, som Nebud¬
cadnefar, i det 7de af hans Omskiftnings Aar. Her føl¬
ger det, Ord fra andet, som det til mig fandtes indbragt,
det var forseglet med en 4 Sk. Kringlen havde jeg i
Sinde at sende med; men jeg har betænkt mig; thi hvad
var det iblant saa mange.
Høystærede ubekiendte
Herrer Patrolskrivere!
Skiæbnens Misgunst med Naturens nigienkalde¬
lige Bestæmmelser, har uden synderlig Møye samlet mig
til et Menneske, muelig og vidst nok, til lige saadanne
Hensigter, som Originalen, efter hvilken Copierne ere
affærdigede: hvorfor jeg synes at opholde mig over min
Skiæbne, vil falde Dem meget sælsom, naar jeg siger
Dem, at det sigter til min Arve=Part: Mit Døbe=Navn
er Fransisca Capriole von Bisterlam, hvilke mine Sal.
Forældre allene efterlod mig, min Fader var en indfød
Saxer, ikke uden af maadelig Extraction, han kom i sine
unge Aar i Tieneste hos en Capitain, og avancerede dog
saa vidt, før han døde, at han stoed, som Second=Leute¬
nant ved Jnfanteriet; jeg beskylder ikke mine Sal. For¬
ældre, da De ikke uden Aarsag, gav mig dette Navn; thi
Kiønnets Forskiæl, viiser Forskiællen imellem Fransiscus
og Fransisca, og denne Forskiæl, haaber jeg allerede har
forvisset enhver om mit Kiøn, saa jeg muelig kand spare
den Tilstaaelse, at jeg er et Fruentimmer; Og skulle


snart Kiønnets medfødde Jngetogenhed synes, at bebreyde
mig min Aabenhiertighed, ja ingen skulde findes villigere
til, leendes, at bebreide mig, end mit eget Kiøn; men
hvad agter jeg mine Med=Skabningerinders nefterrette¬
ligste Vrede, hvis Af= og Tiltagelse, hverken har Maane
eller Maade til Rettesnoer; men som Vind=Møllen, lader
sig dreje frem og tilbage; efter den usynlige Magt, saa¬
ledes drives de fleste af hinne til Vrede og Gunst af een og
samme Aarsag, oftest af Jndbildning eller Daarlighed.
Mhrrer jeg er nu næsten 5ove Aar gammel, Erfarenhed,
saavel om mine Egne, som mine tusinde Medsysteres hem¬
melige Bedrifter, kand med god Føye authorisere mine
Ord: Jeg er endnu Jomfrue, og uden Mistillid til mig
selv, haaber herefter at blive det: Hendelser, om jeg skal
sige Sandhed, har skyld i mine Eenlige Omstændigheder,
førend jeg vidste hvad Skiønhed var, havde jeg den, og da
jeg begyndte at kiende dens kildrende Maling, dens Mag¬
net lignende Kraft, og dens uforanderlige Høyagtning,
uden Hensigt til Virkeligheden, uden Hensigt til dens
ivrige Søgere, der i største Hede søger, finder, og strax,
dog undertiden meget fornøyet, seer Skyggen, langt borte
af et pralende Intet: Just da, da jeg var neppe 15ten
Aar, fik jeg mine første Beilere, Børnekopperne, hvilke
var mig meget nyttige; thi i steden for den fiineste Hud,
og adeligste Hvidhed, viiste Speilet mig et Ansigt, der
meget lignede en afpillet Jule=Kage, nu var intet bekiendt
som kunde oplyse, saadant et borgerlig Ansigt, uden Skiøn¬
pletter, og deraf har jeg altid været en Hadere: Heraf
sees, at min Person ikke har feilet; men Liebhabere, og
i alt dette, lever jeg dog særdeles fornøyet, jeg takker
mine Sal. Forældre for en god Education, min Sal. Hr.
Fader lod mig opdrage i saadan en Orden, at jeg endog
maatte skiænke Thee og Caffe efter Tembo, eller som han
kaldte det, Ein, Zwej, Drei, men da mine Forældre
vare døde, fik jeg Sorg, Friehed, og min egen Tænke¬
maade paa een Gang, og har siden den Tid mine faa
Bøger og mit Skriver=Tøy allene været det, som kunde
forsukkre, saavel mine kiære Forældres Tab, sum mine
Egne betænkeligste Omstændigheder, ja enhver Dag skal


endnu overlade en liden Part, saa længe jeg lever til sam¬
me Forretninger: Min Skrive=Maade er forskiællig, og
i den Fald retter sig efter den almindelige Frietanke om
Fruentimmeret, hvorfor skal man søge frommede Guder,
naar man kand betiene sig af sine Egne, det, som man
finder hos sig selv, tør man ikke søge efter, en ond Skiæb¬
ne er aldrig saa utaalelig, almindelig, som særdeles, naar
nu min Skrivemaade er forskiællig, ustadig, Begyndelsen,
indeholder noget af alt, og Enden intet af noget, saa
kand jo endogsaa den allerfornuftigste ikke dømme ander¬
ledes, end sige, det er jo et Fruentimmers Forretninger:
Nu vel da, dømmer følgende, som er lidet, af mine
hver Dags, (Kiønnet uvedkommende Forretninger) men
hastig, efter Eders vanlige og vittige Tænkemaade, der
endog til intet, kand finde synlige Aarsager, ikke saa meget
for at finde den, som for at lade være at efterforske den,
læs den med Ligegyldighed, takker Skaberen for Eders i
Bestandighed Helters dannede Skabninger; men haver
stedse i Erindring, at dette er skrevet af et Fruentimmer,
efter hvis, endog i mindste Bevægelser nefterretteligste
Medskabningerinders Pibe, i Helter og Helters Efter¬
kommere, bestandig har villet danse.
1766. den rste Augusti. Hvorfor arbejder Hier¬
nene saa flittig for at udfinde Redskaber, hvorved de kand
fange den vingede Fugl, Ære, siden der dog paa dens
heele Krop ikke er saa meget Kiød, som en Mundfuld, dens
Elskere faaer den ikke altid, og siælden ere de værdige, men
oftere klipper de Vingerne af den, for at fange den.
Den 2den Augusti. Hvoraf kand man giøre et
stærkt Tyr, eller en Hælde, som kand holde Tiden, naar jeg
(som kun siælden hændes) kommer til noget godt eller far¬
nøyeligt Sted, saa løber de raske Hæste, som er spændt for
Tiidens Vogn, saa hurtig af Stæd med mig, at jeg ikke
har Tiid til det nærværende Godes Nydelse, saa snart jeg
faaer det at see, rulder de det forbie, og saa seer jeg der
staaer skreven med store Bogstaver Passato.
Den


Den 3die August. Det var en beklagelig Hændelse
for mig, at jeg for 50ve Aar siden, blev sadt og fast spændt
paa denne Tiidens Vogn, og jeg kom til at sidde baglens,
saa jeg ikke kand see frem ad Vejen, hvor jeg Kiører, men
alleene bag efter, jeg mærker og at Hestene ere blinde, de
gaaer tit i Morads og farlige Steder, som jeg alt kand
og maae see bag efter, de gierne kunde have gaaet forbie,
om de vare seendes, og tænker jeg mange Gange, her kom¬
mer vi aldrig over, dog zasker de igiennem, slæber mig af
et i et andet, de trækker op og ned, over Bierge, og
omkring paa helde Steder, saa jeg venter at vælte hver
Øyeblik, hvilket jeg gierne ønsker, om jeg derved kunde
slippe fra denne Vogn, men jeg er spendt saa fast, at jeg
maae blive enten jeg vælter eller ikke, og dog slæber jeg
med dem, i saadanne farlige Stæder, gaaer disse Heste,
som de vare trætte, saa deres matte Nakke=Dræt giver
mig Haab, at de ere afslæbte, og jeg af deres og Vognens
Ejere bliver forsynet med friske, men saa hastig jeg kommer
paa en god Vei, over slette Marke, Enge, eller saadanne
Lyst vedergvægende Steder, saa render de saa uophørlig,
hvor tienlig var det ikke, at have dem i hælde, eller have en
stærk Tømme paa dem, saa de sagtede sig, at man i mindste
kunde mættes med Beskuelse.
Den 4de August. Jeg mærker at Sindet behøver
saavel Føde, som Legemet, og saa meget ædlere, som Sin¬
det eller de levende Jndbyggere ere, som boer i mit Legems
Bygning frem for Bygningen, saa meget finere er og deres
Smag. Smagen, som hører til Bygningen, tager imod
alt hvad som vedligeholder eller tiener til dens Vedligehol¬
delse, Jndbyggerne, hvis Væsen, bestaaer af en umættelig
Attraae til Forstørrelse, forkaster ald den Føde, som ikke
befordrer saadanne Hensigter: Hvormed skal og kand man
tiene saadanne Jndbyggere, og hvad Tænke=Føde kand be¬
hage dem, Forestillelser af tilstundne behagelige Forventel¬
ser kalder de Daarlighed, Jgientagelser af de forbiegangne
kalder de opkogt Mad, som smager dem doven, Een Tænke¬
Føde, som tillaves af vellystige Forestillinger, hvilken mange
kalder sødt, og velsmagende, er dem en væmmelig Ekkelhed.


Vil man fremsætte en laant Ræt, enten af andres Kræbs¬
Gang, eller Græshoppe Spring, meenendes de vil pille
lidet deraf, da svarer de, det mætter intet, og laant Mad
vil og gider de ikke haft, og hvad jeg af det nærværende selv
tillaver, falder baade bitter og suur, saa de siger at af den¬
ne Føde kand de samle sig en tærende Sygdom, og hvis
disse Jndbyggere ikke vil være fornøyet, med hvad som dag¬
lig er ved Haanden, men efterhige og attraae allene uind¬
hæntelige Forstørrelser af deliegte Forandringer, vil jeg giø¬
re Ansøgning til Bygnings Herren, at han opsiger dem lov¬
lig, bryder Bygningen ned og selv tager dem i Huus.
Den 5te Auaust. Gid jeg vidste hvem der er Fa¬
der til de mange utidige Foster, som avles udi min Hierne,
jeg kand mærke deres Undfangelse, og veed dog ikke fra
hvem de kommer, eller hvem der er Fader dertil, i hvor
nøye jeg end søger derefter, mon de ikke kand avles uden
Sæd, og allene være en Samling, som de arbeidsomme
Tænke=Kræfter præpareres udi den ledige Hierne, og som
deres Oprindelse maae være af et enkelt Væsen, henspinder
de og uden at naae Fuldkommenhed, saa Moderens Om¬
hyggelighed ikke tiener til andet, end at hendes Byrve bli¬
ver større, hendes uduelige Fostere bliver flere, og hun mee¬
re utidig til Fødselen.
Den 6te August. Hvad Raad tiener til at fore¬
komme disse Misgebuhrter. Deres Avling, Hierne-Kam¬
meret bliver ved den idelige Abortering og Byrde, ubeqvem
til at annamme og frembringe noget nyttigt Foster meere,
og hvad Raad kand her være tienlig: Først maat jeg holde
Hierne-Kammeret reen og frie, som og reent nægte Tænke¬
Kræfterne deres kræsne Føde, hvormed de hindres fra de¬
res sædvanlige Jndflydelse, som intet fuldkommen udretter,
derefter vil jeg giøre mig yndig for Bygnings=Perren, at
han for Bygningens Vedligeholdelse, og til Jndbyggernes
Glæde vil lade Hiernen blive svangen ved Tænke=Kræf¬
terne med levende Fostere, som frembringes til Fuldkom¬
menhed.
Her


Her seer de Mhrrer. En Prøye af min Tænke= og
Skrive=Maade, som meget nøye kommer overeens med min
forrige utvungne Tilstaaelse:
Mine Tanker om mig
selv ere indrettede efter Virkeligheden meget sparsomme
og hvor skulde de kunde være anderledes, naar fornuftig
betragtes, at Naturen har dannet os uværdig til noget,
eller rettere sagt, en uryggelig Sædvane, derfore at vi ere
Fruentimmer, de Verdslige Love befaler os at sinde, og
de Geistlige at sye, og dermed, eller med andre lige
intet sigende Forretninger maae man lade sig nøye.
Betragtning at dette maatte jo Livet synes langsom at
dømme os og Tiiden hvert Øyeblik at exseqvere Dommen,
om ikke de Værdiges Handteringer blev vor Tidsfordriv,
og et lille Claveer imellemstunder kunde giøre en bestæmt
Skiæbne taalelig. Aarsagen, hvorfore jeg paa en Maa¬
de har ladet Dem dette indstille, beholder jeg for denne
Gang for mig selv, og som De ere Patrolskrivere, maae
det ventelig være deres Hoved=Caracteer, ikke at være Nys¬
gierrig, at det ikke er skeet uden jeg selv har vidst det, til¬
staaer jeg. De har jo antaget andre saa kaldte Levnets Be¬
skrivelser, saa kand de sagte tage denne med: Det er dog
noget, som de fleste giør sig Umage for, at lade Mennesker
endog Efterkommere vide, at de have levet iblant Menne¬
sker, og er det og hos en Deel dermed gjordt, i sær er det
meget afholdt hos de Militaire, at deres Levnets Beskri¬
velse offentlig kunde viides, thi ingen kand fortænkes, at
man ikke altid kand see det paa Kaarden: Tapperhed kand
endog viises i en Gnæo=Pose: og som jeg er en deseendente,
kand maaskee samme Lyst hænge ved mig og altsaa dette
være een Aarsag. Mhr. forlader mig altsaa min Dristig¬
hed og tillader dette Rum i Deres Ugeblad, om det nogen¬
ledes er værdig dertil. De kand giøre Dem fuldkommen
forsikkret, at saa stor en Fiende, som jeg er af Sladere,
saa stor ja større Estime har jeg for Dem og De skal alle
Tiider faae Aarsag at kiende mig for den, der anseer Folk
efter Fortieneste. Jeg forbl.
Deres
Titul
Skrevet hvor jeg er at finde
hengivne Tienerinde
den 6te Augnst. 1766.
Fransisca Capriolav. Bisterlam.


Nu mine Herrer De seer her hvad jeg først i min
Skrivelse har berettet Dem, jeg er lige saa Nysgierrig,
som De, for at viide fra hvem dette nydelige Brev skulle
være, der, som meest undrer mig, ler hvorfor den saa
stiltiende og ubegribelige Adresse er skeet til mig, jeg skulle
snart falde paa at sige, det den gode bedagede Jomfrue ikke
torde falde for De gode 12 Herrer først; men ville behage,
at betiene sig af mig, til at frembringe Mhrer. Hendes
aborterede eller utiidige Foster, om De ville lade Hende
blive svanger, med levende Fostere, som Hun skriver til
Fuldkommenhed, jeg maae sige jeg forslaaer og begriber
ikke Hensigten af Hendes Bestræbelser: Jeg kand aldrig
bilde mig ind, at slemme Mennesker, stulle have denigrerit
mit ærlige Navn og gode Rygte, og at Hun haver anseet
mig for Een af de høye Herrer, hvis Skoe jeg ikke er værd
at børste, og neppe nok tør kalde mig Deres Tiener, hvil¬
ket jeg og alle Tiider giør mig en Ære af at være, dog uden
Skulderbaand. Jeg forbl.
Titul
Deres
Tiensflskyld. Tiener,
A. B. C.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 35.
den 2. Septemb. 1766.
Correspondence.
Høystærede Herrer Patrolskrivere!
D¬
et kunde maaskee ikke være utienligt, om De i De¬
res Blade indrykkede følgende Gienpart af et
Brev fra en søn paa sin Udenlands-Reyse har
skrevet sin Fader. Brevet lyder saaledes:
Min høytærede Papa!
Jeg har ikke forglemt, at hierte Papa ved min Bort¬
se gav mig den faderlige Formaning, paa det nøyeste
it beregne de Vexler, som jeg fik, paa det hierte Papa der¬
f kunde see, hvorledes jeg anvender hans Penge. Hierte
hapa er maaskee bleven bedrøvet, for jeg hidindtil ikke har
terkommet det; men han maae ikke fatte de Tanker om
nig, at det er skeet af Skiødesløshed. Mine Landsmænd
er paa Stedet, og de Selskaber, som jeg hidindtil har be¬
igt, og fra hvilke jeg ikke saa let kan blive borte som man
heener, har foraarsaget, at jeg ikke har kundet opfylde den
tig givne Formaning, eller at jeg, saa at sige, har havt
id til at tænke derpaa, førend nu, da jeg ikke eyer en Skil¬
gog derhos endda sidder i temmelig stor Gield. Men
u jeg neppe tør giøre mig Haab om at faae nogen Vexel
a hierte Papa, om jeg end nok saa oprigtig vil love lat


forbedre mit Liv og Levnet, førend jeg har gjort Regnske
for de bekomne Penge; saa vil jeg nu ved Postens Bortgar
i største Hast optegne saa meget som jeg kan erindre. Sa¬
snart jeg her faaer bragt mine Sager i Orden, som hidind
til ikke har kundet skee, efterdi jeg først kom her for fire Ma¬
neder siden, saa skal jeg med større Nøyagtighed efterkomn,
hierte Papas befaling, og vise, at jeg er altid
Hierte Papas
lydige Søn.
Den indsluttede Regning var saaledes forfattet:
Undertiden gjort mig en Motion til Hest i smuk
Veyr, og dertil udgivet 16 Rdlr. Kiøbt et skrevet Collegium,
for at spare mine Øyne, 12 Rdlr. Nok et andet, fordi de
var noget bedre skrevet, 15 Rdlr. Til smaa Udgivter, 29
Rdlr. En Kaarde, som man bruger den her, 40 Rdl
Maanedtligt Forskud for Kost og Kammer, 24 Rdlr. Ti
Parykker, efter Moden her, 22 Rdlr. For at lade forand
mine Klæder 48 Rdlr. Til en Mafguerade=Klædning, som
var den smukkeste af alle mine Landsmænds, og hvoraf i
havde virkelig stor Ære, 50 Rdlr. Knappenaale dertil
Rdlr. Giort et lidet Gilde for mine Landsmænd, siden i
tilforu havde gjort saaledes, 20 Rdir. To Par nye Sko¬
siden de andre vare gaaet i tu ved forrige Dands, 4 Rdl
For Agerhøns i Caffe=Huset har jeg maattet betale Bød
formedelst en Duel, 1 Ducat. (Disse Ord vare vel ove¬
strøgne, siden Sønnen nok i det samme har tænkt, at det
vilde allermest bedrøve hans Fader, men de vare dog ten
melig læselige.) Kiøbt et Lomme=Uhr, siden det forrige v¬
staalet af min Lomme i Søvne, 160 Rdlr. En Pennekni
6 Rdlr. En Paryk=Kam, 2 Rdlr. Maanedtligt Forskud
min Vert 24 Rdlr. Redet ud med den unge Hr. von
16 Rdlr. Da jeg reed tilbage, faldt jeg af Hesten i Opr¬
i Staden, og for at faae lægt Skaden maatte betale
Feldtskieren, 24 Rdlr. Givet min Sprogmester, som ope
løber mig for Betaling, og som dog ey kan faae mig til
fatte noget, 4 Rdlr. Kiøbt den Tybingske Bibel i to Octa
Bind, 2 Rdlr. Til min Forlystelse og uskyldig Fornøye
udgivet, 50 Rdlr. Douceur til en Jøde, som har forstre
mig med Penge, 100 Rdlr. Tabt i Spil 80 Rdlr.


Formedelst Postens hastige Bortgang er det mig nu ikke
mueligt at sende Beregning over de sidste bekomne
200 Rdlr, ikke heller at summere det hidindtil be¬
regnede. Jeg maae derfor slutte, og endnu udbeder
mig en Vexel med allerførste.
Adskilligt Nyt.
Paa nogen Tid har i Ægtebyen indsneget sig en
Sygdom, hvis Navn endnu ikke er fundet i nogen Lægebog.
Det er en Knur=Feber, som overfalder ikke allene de Gam¬
le men endog de Unge ved adskilligt Leyligheder. Den giør
undertiden Patienterne maaløse i tre eller fire Dage, og
stundom foraarsager den fæle Bevægelser i Ansigtet og øvrige
Lemmer. Det er en stem Sygdom, og man har anmerket,
at naar man føyer de Syge i det de forlanger, saa kan de
ved dette lette Middel cureres; men derhos har man og
merket, at i saa Fald indfinder denne Feber sig oftere end
tilforn. En liden Ting kan ofte foraarsage den. En Mand
afflog engang sin Kone hendes Begiering, som vilde have
en Vogn og kiøre til Kirke, ligesaavel som andre i hendes
Naboelav, og han sagde, at hun skulde betænke, deres
Jndromster vare ikkun smaa, og den Omkostning, han
maatte giøre paa fine Børn, tillod ey saadan unyttig Ud¬
givt; men hvilken Uforsigtighed af en Mand? hans Kone
blev syg, hun fik Knur=Feberen, og han var altsaa Skyld
i, at hun kom ikke i Kirken den Gang. Feberen forlod
hende heller ikke førend Søndagen efter, da han lod hende
Engang kom en Mand hiem, og fik
kiøre til Kirken.
ge ¬
Knurfeberen paa Timen, fordi Pigen havde flyttet hans
Lænestoel en Alen fra det Sted, hvor den pleyede at staae.
Den greeb ham saa sterkt an, at han blev sium deraf paa
femte Dag, og kunde imidlertid hverken lide Kone eller
Man saae og engang et ynkeligt Syn paa et
Børn. -
lidet Barn, som blev overfaldet af denne Feber, fordi Fa¬
deren nægtede det en ringe Ting; det vilde ikkun spille Bolt
med hans Lomme=Uhr. Forældrene havde nær aldrig faaet
Barnet cureret. De giorde sig al optænkelig om og lemfæl¬
dig Umage at dæmpe Sygdommen; men den blev alt hef¬
tigere. Det bløde Faders Hierte blev inderlig rørt, og han
vilde nu, som den der fortrød sin Forseelse, levere Barne


Uhret at spille dermed saa meget det vilde, om det maaskee
kunde hielpe. Men ney, det var for sildig. Sygdommen
havde taget Overhaand. Barnet tog vel Uhret, men slæng¬
te det mod en Kakelovn, og Moderen græd. Her vare de
kierlige Forældre gandske raadvilde. - Det har og hen¬
det sig, at Knur=Feberen har angrebet Tyunde, men man
har ikke merket, at Sygdommen hos dem har havt nogle
onde Følger.
Fra Haabets-Stad berettes, at en Enkemand imod
begge sine Døttres Formodning har skredet til det andet
Giftermaal, og at disse kiere Børn ere faldne i stor Bedrø¬
velse, ikke over det, at de har faaet Stifmoder, men over
det, at de ey fik mere end hver 1000 Rdlr. i Arv efter deres
Moder, da det dog er bekiendt, at deres Fader er en hoved¬
rig Mand; og de 6000 Rdlr, som de ventede at arve efter
deres gamle Jomfrue Moster, faaer de heller intet af, siden
hun ligeledes paa sin gammel Alder, tvertimod begge hen¬
des Syster=Døttres Forventning, har giftet sig med en ung¬
Springer, og de har oprettet Testamente imellem sig. Disse
stakkels Jomfruer frygter nu at blive bedragne i det gode
Hanb de har havt, at blive Fruer; thi hvad er 1000 Rdlrs
Medgift? og hvo seer paa Dyd, Forstand og Beskedenhed,
som de virkelig besidder?
Et, nyt Selskab siges at være oprettet. (Er det et falskt
Rygte, ville vi en anden Gang kalde det tilbage.) Det be¬
staaer af Mandfolk og Fruentimmer, som ikkun engang om
Ugen, nemlig hver Onsdag, samles ved et Caffebord. Naar
Caffe=Drikken er forbi, oplæser en af Sælskabet Patrollen,
hvorefter hver af Lemmerne afsiger sin Dom over Bladet.
Saasnart det er skeet, hvorudi er intet ondt: saa begynder
de der de slap sidst i deres oeconomiske Samtaler, som skal
være meget lærerige. Disse fortsettes til et vist Klokkeslet,
hvorefter spilles. Herved falder den Beskrivelse os ind, som
en udenlandsk Forfatter har gjort over Selskab, nemlig:
Selskab er en Samling af adskillige Personer af begge
Kiøn, som til Tidsfordriv enten giennemhegler Folk,
eller vinder Penge fra hinanden.
Fabler og Skrifter.
Paphos, den lykkelige Kierligheds Øe, blev paa een¬
gang gandske kied af de Forlystelser, som udbreedte sig over


den under dens Gudindes Septer. Jndvaanerne bleve enige
om, at bede Jupiter fælde Dam i deres Klagemaale og blive.
deres Befrier. Jblant alle de Klager, som de frembragte for
ham, vare deres Besværinger over Ægestanden de vigtigste.
Jupiter hørte dem, og befalede, at de skulde forsamles. Den
Ældste af disse mis fornøyede Jndnaanere begyndte da med en
alvorlig Stemme at tale: Himmelens og Menneskens Beher¬
sker! Vi ere ikke længer tilfreds med, at di skulle leve i en tvun¬
gen Ægtestand. Der er ingen Lidenskab, som foraarsager os
mere Qvale, end just den sødeste af alle, som er Kierlighed.
Saasnart vi begynder at føle, at vi ere Mennesker, paa Timen
slutter den os ide besværligste Lænker. Den Unge inddrikker
dens rusende Viin. Hans Drivt bliver uregierlig. Han tum¬
ler, og mister ofte sin Fornuft i mange Aar. Udygtig til alle
Forretninger tænker han, uden at trettes derved, paa en Ty¬
raninde, som han ikke med Snkke, og ofte neppe med sit Livs
Opofrelse kan vinde. Mange afviger saa langt fra deres Plig¬
ter, at de besmitter ærværdige Forældres graa Haar med Uly¬
digheds Spot. Bliver endelig en eller anden bønhørt af sin
Afgud, saa maae han under Frygt og Haab tilsette sine Kræf¬
ter, og Skindsyges Fakkel betager ham ved sin Røg Fornuf¬
ken og Omsorg for Staten. Ofte foraarsager hans Kierlighed
hele Familiers Adspredelse. - Ægtestanden er endda op¬
fyldr med større Onde, hvilken Elendighed! enten fornedret
af dræbende Armod, hele Dage at maae rive sig ud af Kierlig¬
heds Arme, og søge sit Brød under arbeydende Sved; eller
ved Utroskabs hemmelige Forræderie at miste sit Klenodie;
eller og med hundrede Øyne at vaage formedelst Skindsyge,
naar man skulde sove allerroligst!
Ja, hvor ofte river ikke Skiebnens Haand Kierlighedens
stakket vævede Traad i Stykker ved Sygdoms Grumhed.
Hvilken nye Kiede af Elendighed! Et langsomt henslæbet Liv
som Harme giør bleegt, en Enkestand, som kuldkastede den fæl¬
leds Velfærds Stytte, og en Mængde bedrøvede Fader= og
Moderløse, som i det høyeste ikkun derfor ere ey gandske ulyk¬
kelige, fordi de ikke paa eengang kand kiende deres Ulykke. See,
o Jupiter! see dog billigheden i vort Klagemaali Skaf os
dog den Lykke, at vi aldrig behøver at elske, og at vor Øe kan
blive besat med Folk uden Ægtestand.
Jupiter lød sig ikke længe bede
thi han anseer
Menneskenes Ønsker for deres ubestandige Naturs nødvendi
ge Arvegods.
Æsculapius, Gud for Lægedommen


tilavede en Drik for de misfornøyede Bebeere, som havde den
forunderlige Virkning, at begge Kiøn mistede strax a Drivt
til fælleds Kierlighed, saasnart de drak deraf. De saae paa
hinanden, uden at elske eller hade hverandre. Ægtestandens
Baand var sønderrevet; de, som forhen levede sammen, vare
adskilte, og de andre tænkte ikke meere paa, at saadan Forening
var muelig. Sønnen vidste nu ikke meere, om han havde havt en
Fader, og Faderen kiendte ikke meere sin Søn iblant de Unge¬
Nu syntes hele Øen at have faaet Rolighed, og intet
have at klage over. Man saae ingen Springer meer at acrom¬
modere sit Haar for Speylet, eller børste Pudderet af sin skra¬
mererede Vest. - Natbordet stial ikke meere den behagelige
Morgen fra de Smukke. Mødrene torde ikke meere ved at be¬
vogte Døttrenes tvetydige Dyd. De gamle Jomfruer kunde
med Ære endnu blive ældre og ey frygte for at udlees. J saa¬
dan Rolighed levede Jndvaanerne. Men Følgerne af
denne Rolighed bleve efter faa Aars Forløb noget ubeqvemme.
Læseren veed endyn ikke hvad der følger paa. Det vil
give sig i Enden.
Virkelig begyndte det strax efter denne nye Oeconomie,
at blive saaøde paa Øen, som der havde været Pest eller Krig.
Fruentimmerne ansaaes for unyttige Creature. Da man til¬
forn af naturlig Føyelighed har noget over med deres Skrø¬
beligheder: saa dømte man dem nu med samme Strænghed,
som Mandfolkene dømmes. Da de ikke egentlig ere skabte til
Mands=Forretninger, Betieninger, Heltebedrifter og Raads¬
forsamlinger, saa manglede dem alle Midler til at forhverve
sig Høyagtelse paa Øen og at blive fostbare. Man brugte dem
som Slaver til de fortrædeligste Huus=Sysler. De vare nu
alle det samme, som Tienestepigerne vare før; og man kan let
forestille sig, hvor pudseerlig denne Forvandling faldt ud. En
Dame, som aldrig havde gjort sine Hænder urene, maatte nu
være Cathrine, og feye Gulvet;- thi ikkun for saadanne
ringe Forretninger gave Mandfolkene dem deres Underhold¬
den Gave var dem ikke betagen¬
ning. De grædde-
og de falmede!
Det er fandt, de, som havde været Forældre og maattet
sørge for deres Børns Opdragelse, vare nu frie for den kum¬
merlige Pligt, at drage Omsorg for dem - thi den indvortes
naturlige Kierligheds Drivt var uddød. De samlede ikkun
deres Midler for sig selv, uden at befrygte, at de skulde settes
over Styr ved Sønners Ødselhed, eller at de skulde blive be¬


drøvede i deres Grav formedelst vanartige Børns Skam.
Men de havde heller ikke den Trøst og Vederqvægelse paa
deres Alderdom, som Forældre har af velartede Børn. De
vare Træer, uden Grene, uden Rødder. De kierlige Samta¬
ler imellem Fader og Søn, som undertiden i nogle Aar stand¬
ser den førstes hastige Løb til Graven; det Haab, at tilegne sig
selv deres Fortienester, og at mangfoldiggiøre deres Navn
ved talrige Efterkommere; alle disse behagelige Smagheder
feylte dem. Hist saae man en graahærdet Mand paa sin Syge¬
Seng, uden Børn, uden Venner, uden kierlige Omfavnelser
af en Ægtefælle, eller at en venlig Datter kyste en Trøste=Taar
paa sin døende Faders Kind, holdt under hans Hoved, og ind¬
gydede ligesom en nye Olie i hans hentørrede Vædsker Kierlig¬
heds behagelige Baand ophørte. Den ene brød sig ikke om den
anden, undtagen naar det skede af Egennyttighed; og i Ulykke,
hvor Blodets Veuner føler ubget mere Smerte, end Vallets
og Hiertets Venner, savnede man meget ofte de sidste, uden
at kunde kalde paa de første. Børn, som vare fodte førend Æg¬
testanden blev ophævet, gik for Vind og Vove, uden Opdra¬
gelse. Mange bleve Skarn og Skielme, fordi de frygtede ikke
for nogen Fædre, og havde ingen Raadgivere, ingen Mentors.
Den Unge blev Misdædet, fordi ham fattedes Midler til at
blive en ærlig Mand, og den Gamle blev liig en Støtte, dy¬
dig, fordi han kunde ikke være lastefuld.
J Republikens forrige Tilstand dreves Mandfolkene af
Haab om et lykkeligt Giftermaal til den Duelighed, hvorved
dydige og arbeydsomme Folk dannes, i Ægtestanden gjorde
man sig Umage for at tiene Staten, og ved sin Flid at udvirke
Belønninger og Underholdning for Familier. Nu laae alting
ligesom i en dyb Søvn. Det var en ævig Nat. Drivefiederen
var slap, og Forretningerne saa nølagtige, at man i det mind¬
ste kunde dele dem imellem at gabe og arbeyde. Mænd, som
ikke behøvede at førge for deres Underholdning, overgave sig til
de nederdrægtigste Udskeyelser og Ledighed, hvorfra de tilforn
bleve afholdte ved en Ægtefælleskielne Snak, og den Frygt,
at de ey skulde efterlade deres Børn noget. De gamle Gierrige
gremmede sig paa deres Penge=Kister, fordi deres Afgud skulde
falde i Fremmedes Hænder, da de i det mindste tilforn kunde
sulte sig ihiel til Fordeel for deres Familier. Man skulde nok
tænke, at deres Venskab var mere fyrigt, jo mindre Jndpas
Kierlighed giorde der.. Men det var egennyttigt og falskt.
Man maatte kiøbe det desto dyrere, fordi det var den eneste


Skadesløsholdelse for-Kierligheden. Der var ligesom en tyl
Damp om Sielene. Man talte meget lidet, fordi Sprogets
Kryderie fattedes. Ja en vis Historieskriver, som har skrevet
et heelt Qvartbind fuldt af Anmerkninger over denne besynder¬
lige Øe, har endog havt det slemme Jndfald, at alle Skial¬
drere der paa Øen skulle den Gang have hængt sig, fordi der
ingen Brylluper holdtes, til hvilke de kunde komme til at giøre
Vers; men denne gode Mand har glemt, at der vare endda
Fødsels= og Navne=Dage, samt at Folk døde: saa Riimma¬
Øeboerne be¬
gerne nok alligevel kunde være holdne.
gyndte snart at fortryde deres Forandring. De bade Jupiter
med eendrægtig Stemme, at igienkalde sin befaling. Læge¬
dommen, sagde de, er verre end Sygdommen. Vi har været
daarlige, at vi har opofret smaa Uleyligheder for større Ulyksa¬
Jupiter bønhørte dem; men ikke saaledes,
ligheder. -
som nogle Læsere maatte tænke. Ægtefolk, som forhen havde
været oprørske i Kierligheds Distriet, lod han til Straf blive
uden Følelse, men de Unge af begge Kiøn fik deres Kierligheds
og Ægtestandens Privilegier igien.
Mine Børn! sagde Jupiter: venter ikke i denne Verden
at komme i nogen Stand, hvor der ey er Uleylighed. Det Go¬
de maae holde eder skadesløse for det Onde. Det er jo daarligt,
at forlade et Huus, fordi en Flue stikker os derudi.
4 K¬
Den lærde Verden har endnu saa nange Skrifter i
Vente, at vore Efterkommere ville deres hele Lives Tid faae
nok at bestille med, at udsøge de beste. Man kan i dette Blad
give den behagelige Efterretning, at følgende Skrifter med
Tiden kan ventes:
1. En lærd Afhandling om hvorledes de gamle Philosopher
krøllede deres Skieg.
2. En liden Tractat om hvor mange Baand der var paa
Diogenis Tønde.
3. Heltinde Digt, eller klingende Prøver paa qvindelig
Veltalenhed i huuslige Tvistigheder imod deres helte¬
modig overskregne og lykkelig=døvede Mænd.
4. Afhandling, om Pytagoras trampede med den høyre
eller venstre Fod, naar han vilde opvække sine Tilhø¬
reres Agtsomhed.
Afioste unrirter lgesate aater a lar Lari


Patrollen.
No. 36.
den 9. Septemb. 1766.
D¬
enne Gang har vi den Ære at levere Læserne et
Avis=Blad.
Adskilligt Nyt.
J Narrabien, hvor Pøbelen er meget overtroisk, er
kommen for Lyset nogle Spaadomme, der ventelig, ligesom
alle andre Prophetier og Spaadomme i vore Tider, ere op¬
spundne for at binde de Lettroende noget paa Ærmet; og
da vi vide meget vel, at ingen Fornuftig iblant os troer nu
saadanne Spaadomme, tør vi nok fortælle nogle af dem,
som ere os sendte fra Narrabien, for at kunde lee af den
ovcrtroiske Pøbel der, som troer alle Ting, uden hvad de
burde at troe. Her ere Spaadommene:
Anno-167. Skal der blive meget let Kiøb paa Smaa¬
Herrer, og i Enden af Aaret skal man kunde
kiøbe 3 for 2 Sk. Samme Aar skal og
Pragt og Stads saaledes tage Overhaand,
at Assisientz=Huuset i Narratien bliver for¬
get med 3 a 4 Længder.
-68. Som er Skud=Aar, skal ingen Jomftue
kunde føde.
kal alle tvungne Ægteskaber blive ulykkelige.
-769.
70. Skal alle lange Slæb komme i yderste For¬
§. Jsamne Aar skal man ei heler ryg¬


de see et eneste forpurret Hoved, derimod
skulle krøllede Nakker komme i Moden igien.
Anno--71. Skal alle Hyklere og Øyentienere døe af
Sult, og alle Tvetungede miste den eene
Tunge. J det Aar NB. vil Sandhed først
komme for Dagen.
---72. Som er et Skud=Aar, skal alle Ægteskaber,
som er grundet paa reen Kierlighed, lykkes
vel; og ingen, uden Hr. Bye=Tyr skal bære
Horn, enten til Stads, eller for at være sine
Naboer lig.
2 113
3. Skal alle ulydige og selvraadige Børn blive
steenet af Smaadrengene paa Gaden; og
Forældrenes Glæde skal forvandles til Graad.
-- 174. Skal ingen Kone vilde føre Overherredom¬
met i Huuset, og Mændene skal vide at re¬
giere Konerne med Kierlighed, og deele Ære
med dem.
23
75. Skal enhver kruse, krølle og puddre sig selv.
J samme Aar skal der og komme Pestiblandt
Haarskiærerne, og nogle gamle Regninger
skal blive betalte.
176. Som er et Skud=Aar, skulle mange Mødre
græde for deres Døttre.
Skal blive et overmaade frugtbar Aar. 5
samme Aar skulde og Reebslagerne blive
meget rige.
78. Skulde alle da levende Aagerkarle ville give
tilbage al deres uretfærdige Aager og Rente.
J samme Aar skal og al flittig og troe Tie¬
neste blive belønnet.
§3.
9. Naar Skytten gaaer i Jomfruens Tegn paa
Himmelen, staaer unge og ilde optugtede
Mennesker høi Fare paa Jorden. Foræl¬
drene vilde derfor ikke forsømme at indprænte
deres Børn sunde og gode Grunde, men an¬
vende al Møie paa deres fornuftige Opdra¬
gelse, førend den Tid kommer, at Naturen
ikke skal gaae over Optugtelsen.
180. I dette Aar, som er Skud=Aar, skal skee
mange og store Forandringer, saasom: De


fornuftige Fruentimmer skal blive stok døve
mod de daarlige Mandfolks hykkelske Tale
og daarlige Sqvalder. Det skal i samme
Aar være ligegyldigt, enten Skiønpletterne
sidder midt i Panden, eller lige paa Enden
af Næsen. Mandfolkene skulde og i dette
Aar spænde deres Skoe lige, og uden nogen
Hensigt bære smaa og store Hatte og smaa
og store Punge, samt smaa og store Kaarder.
J dette Aar skal baade Han= og Hun=Nar¬
rene være værst faren, saasom ingen Fornuf¬
tig vil i ringeste Maade regardere paa deres
Narrerier.
Anno -181. Skulde hver Mand have een Kone og hver
Kone een Mand, og Døttrene skulde blive
meget ærbare. J samme Aar skulde der og
komme Pest iblandt Snushaner, Galaner og
Spradebasser.
82. Naar Løven gaaer i Vægten, skulde en Deel
Smaa=Herrers Forstand net op veje fra t
Gran til 1 og 1 halvt Qvintin.
--83. Skulde der opkomme en hæftig Krig imellem
to stridige Partier af de Lærde, som vil for¬
aarsage meget Blæks Udgydelse. Krigen skal
være om de vigtige Ord: Blive og Vorde.
Jngen af Parterne skal dog blive Overmænd,
og Sejeren skal vorde lige paa begge Sider.
84. Som er et Skud=Aar. J dette Aar skal
der blive dyr Tid paa skiere Piger, og reene
uuge Karle. J samme Aar skal og gammel
Ærlighed blive meget rar.
--85. J dette Aar skal alle Spillere blive uheldige.
Derimod skulde alle Forløvede blive lykkelige.
J samme Aar skal ogsaa Patrollerne høre
op. Derforuden skal der skee mange Ting i
dette Aar, som enten tilforn er skeet, eller
derefter kan skee.
Længere hen i Tiden gaaer disse Spaadomme ikke, det kan
og være langt nok. Jblant dem er dog nok den sidste den
visseste. Jmidlertid kan maaskee en Deel af de andre treffe
ind, Læseren vilde derfor vel forvare dette Blad, for at see
Spaadommenes Vished, naar de bliver opfyldte.


Anmærkning.
De Naturkyndige i Republiken Bi=Luben har for
nogen Tid siden opdaget en meget stor Hemmelighed i Na¬
turens Rige. De har anmærket, at der hvert tredie Aar
indfinder sig i denne Republik et Slags, stirbeenede Orme,
næsten som Mennesker; Forbeenene bruger de at tage med,
ligesom Menneskene bruger deres Arme og Hænder. De
Naturkyndige holder for, at disse Orme ere langt skadeligere
for de smaa Bier, end de forhen bekiendte og saa kaldede
lade Vandbier, som trækker Honningen fra de smaa arbeid¬
somme Bier. Naar disse ret vil betiene sig af Leiligheden
i Biestokkene, rækker de det ene Forbeen frem, og det andet
tilbage, ligesom de vilde bestikkes og underkiøbes af to stri¬
dige Partier. En af disse Orme blev forleden ved at trække
og sue saa længe, indtil een af de smaae Bier, for med ret
at stille Ormens Hunger, saae sig nødsaget til at leggt i
dens Forbeen, som den holdt tilbage, en skiøn guul Honning¬
Kage, saa god som 100 Rdlr. i vore Penge. Ormen havde
ikke saasnart nedslugt denne Kage, førend den blev usynlig.
Befordring.
Sr. Hykler, der, for at bedrage Gotfolk, har, lige¬
som Pave Sixtus Qvintus i mange Aar gaaet kroget og
saare neobøjet, saa hans Ryg af puure hykkelske Complimen¬
ter er bleven saa krum som en Fiol=Bue, er beskikket til selv
at samle alle Steenene af Agrene i Siælland, til hvilket
Embede han synes at være best skikket efter sin egen Dannel¬
se, og derfor at nyde den Løn, som Hyklere tilkommer.
Vacancer.
Port=Hund=Tienesten hos den rige Gierrige. Løn¬
nen er vaagne Nætter, samt tørt Brød og Vand foruden
nogle Sportler af tørre Been. Den forrige døde af Sult,
efterat den havde vaaget i 7 Aar og 5 Maaneder for sin
Herres Rigdom. Ligeledes er Fruer=Hund=Tienesten vacant
hos Frue Ødeland. Lønnen er Fruens egen Kost NB. af det
Lækkerste, samt at sove i Fruens Skiød eller paa en filke Pu¬
de efter Behag, derforuden nogle Sportler af Sukker, Kys
og Klap &c. Den forrige døde, efterat den havde ædt, drukket
og sovet i 10 Aar, 2 Maaneder og 3 Dage. NB. Fruen
havde Hundens Alder optegnet.


Af disse to ulige Tienester sees Verdens ulige Arbeide
og ulige Løn. Som Ordet gaaer, skal Fruer=Hund-Tiene¬
sten allerede være brsat.
Saaledes det i Verden gaaer:
Den Havren tiener best, den mindst af Havren faaer.
Efterretning for Penge=Handlere.
Det Bogslav V paastaaer meget alvorlig, at det har
ligesaa stoer Rettighed til at være i Alphabetet, som det Bog¬
stav X; thi fordi Romerne i deres Regninger ikke har agtet
det saa høyt som X, er det dog ingen Følge, at man bør
gandske udelade det, og saa ofte brøge X for V; thi ville
Vedkommende behage at holde sig det efterrettelig og lade
V beholde sin Ret i Alphabetet.
Efterretning for Publico.
Korn=Laderne i Aar er overalt for smaa.
Man Kornet uden for de fleeste seer at staae.
NB. Denne poetiske Efterretning er os rigtig tilsendt fra en
troeværdig Haand; men at ikke nogle Korn=Pugere skulle ville
nægte Efterretningens Vished, fordi den er paa Riim, og
Poeterne har gemeenlig Ord for at lyve; saa ville vi, dog uden
at legge til eller tage fra, vende den om i urimet Stiil med store
Bogstaver, at den desbedre kan falde de vantroe og misfor¬
nøjede Pugere i Øynene.
Korn=Laderne er over alt for smaa i Aar. Man
seer Kornet at staae uden for de fleeste.
Copulerede.
Monsr. Flink, og Jomfrue Færdig. Af et Brude¬
Vers, som en Leiligheds Poet, der sielden er usynlig ved Bru¬
deskamle og Grave, har gjort til deres Bryllup, ville vi indfore
denne Strophe:
Monsieur Flink og Jomfrue Færdig
Begge to hinanden værdig,
Færdig vinkede ad Flink,
Flink var færdig paa et Vink.
Flink og Færdig fik hinanden
Uden Hielp af tredje Manden.
Dødsfald.
Udenrigsi J Guldstad er død Hr. von Gnier han
fyldte accurat paa hans Døds=Dag 90 Aar, 11 Maaneder,


29 Dage, 1 i Timer og 3 Qvarteer efter hans egen Udregning,
som han havde ventet at skulde blive dobbelt saa høi. Hannem
til velfortient Æreminde er over hans Grav paa den hvide
Væg med sort Kul skrevet denne
Gravskrivt.
Her under er nedlagt den rige Hr. von Gnier.
Ei, Læser! undre dig, hvi han nu stille tier;
Thi mens han levede hans Bulder alle qvalte,
Og taugde ikkun naar han sine Penge talte.
Han skieldte, støjede og handte Dag og Nat;
Og stedse rugede, som Dragen, paa sin Skat.
Ei Tørv og Brænde, men en foeret Pels ham varmet.
Han mange Fattige end meere har forarmet.
Han fra sin sorte til sin graa og hvide Jsse
Ei vidste, hvad det var at give en Almisse.
Hans Spise=Kammer var af Intet altid fuldt;
Hans daglig Føde var at mætte sig med Sult.
Han sagde: hvorfor skal jeg spække mig og feede?
Nei, Ormen Giestebud i mig ef skal tilrede.
O! hvilket skræksomt Bud! nu Hr. von Gnier fik.
Han Døden ikke kan afkiøbe med en Slik.
Det sidste Ord, som her blev talt af Hr. von Gnier
Var fælt, dog ikke i den rige Arving svier.
Just da at Øynene var færdige at briste,
Saae han og sukkede hen til sin Penge=Kiste.
Han raabte græsselig Farvel, mit Guld, min Gud, min Skat
Og med sin Villie al Verden bød god Nat;
J verden levede og døde han et Null
Derfor hans Gravskrivt her staaer skrevet med et Kull.
Bekiendtgiørelse.
Mons. Meget Næt lader herved gandske næt og
højtidelig bekiendtgiøre, at han fra nu af agter ret for Alvor
at betiene sig af den korte Sommertid, som er tilbage, paa
det at ingen skal kunde med rette beskylde ham for Efterladen¬
hed. Han agter derfor 2 Timer om Formiddagen, neml. fra
10 til 12 og om Eftermiddagen fra 4 til 6, at gaae op og ned
igiennem Stadens Gader og Stræder; allene i den priselige
Hensigt, at blive seet af alle og i sær af dem, som staaer for
Vinduerne for at see og sees. Han lader og tillige bekiendtgis¬
re, at han er saa stor en Philosoph, at det ikke anfægter ham i
ringeste Maade, om nogle Fornuftige ere saa dumume, at ville


kalde ham en meget net Dagdriver; thi han har sine vigtige
Raisons. Skulde nogen ikke være saa lykkelige at faae Mons.
Meget Næt at see, har de sig selv for Skaden at takke; hvor¬
for alle og enhver flittig ville passe paa, i den benævnte Tid, da
han vil stræbe at løbe igiennem saa mange Gader og Stræder¬
som ham meest mueligt er.
Auction.
Til den bestemte Tid og paa det dertil beskikkede Sted bliver
til offentlig Auction stillet, og til den høistbybende bortsolgt en
Samling af rare Sager, saasom: 1 En accurat Model af de i
Adams Tid brugelige Complimenter. 2. Evæ Fiskebeens¬
Skiørt af en forunderlig Dannelse. NB. skal absolnt sælges,
saasom det ei længer er i Moden 3. Samsons Snare, hvor¬
med han fangede de 300 Ræve. 4. En Stiært af samme
Ræve. 5. En Model af Dalilæ Strikke, hvormed hun fan¬
gede Samson. 6. Dalila i Legemlig Størrelse med et langt
Slæb og en syvkantet Skiønplet midt i Panden, pousseret i
hvidt Jomfru=Vox. NB. bliver ikke solgt, undtagen fornøje¬
lig Budskeer. 7. Et Landkort over Smaarosserland. 8. Et
dito over Schlaraffenland. 9. Goliaths Stormhue. 10.
Holger Danskes Kyrratz. 11. Burmans Støyle og Sporer.
NB. Sporerne er som et Kareth=Hiul. og 12. Et Par efter¬
ladte Skoe af Gillis. Derfor uden mange andre rare Sager,
som Tiden og Rummet ei tillader at anføre, men som de skrev¬
ne Catalogi paa Auctions=Stedet nærmere udviser. Betal¬
ningen skeer ved Vahrenes Annammelse; thi vilde de Lystha¬
vende ingenlunde forsømme til bemeldte Tid og Sted sig at
indfinde.
Til Leje.
Hos Marchandiseren paa det Hiørne ere alle Slags
Klæder til Leje for Matadorer, Cavalierer, rette og slette Ca¬
valierer, fornemme Messieurs, Messieurs, rette og slette
Messieurs, saa og for Damer, Madamer, rette og slette Ma¬
damer, item for smukke Frøkener, Frøkener, Jomfruer og
andre Jomfruer, Mademoiseller, Møer, virkelige Piger og
andre Piger, alle paa den nyeste Mode, og til Civile Priser.
Til Kiøbs eller til Leje.
Den høibedrøvede Enke er to Dage efter sin Mands
Død bleven til Sinds enten under Haanden at bortsælge sin
ihoende Gaard beligende imellem Sorigs=Snapetog


Fruds=Gaden, eller og at bortleje saa mange Værelser af denne
Gaard, som kan undværes, til unge Cavalierer, der er og
Staldrom til Rideheste og Vogn=Remisse til en Cariol.
Til Kiøbs.
Hos Sr gammel forlieb, paa Hiørnet af Nar¬
NB.
re=Gaden og tæt op til Daare=Kisten er at faae til
Kiøbs nogle Centner i Sukker nedsyltede Sukke for billig Priis.
Friske Kierligheds Æbler er i disse Dage nylig an¬
kommen, og sælges i smaa og store Partier af Madame Gifte¬
knivs, som løber om med dem i alle Huuse, hvor der ere unge
Sønner og Døttre. Børn! spiiser ikke for meget af denne
Frugt.
Bøger og Skrifter.
Med første kan ventes Moralske Tanker over Mo¬
raler fra Pressen. Denne vil blive en meget Moralsk Bog.
Hr. Opblæst, Udenforordentlig Lærer i de overordent¬
lige Videnskaber har i Sinde at udgive en meget lærd Trac¬
tat om at fylde Sække med Vind og Væjr.
Tienestsøgende.
Sr. Gammel Ung=Karl giver Anviisning paa en
Jpol=Amme. Har beer i sanme
us, hvor hun findes.
Conditioner ledige.
For en let, rask og forfultet Mynde, som i een Time
kan tage 24 Harer, er en god Condition ledig saasnart Jag¬
ten gaaer ind. De søgende melder sig hos Hr. Harenfor¬
derver, som strax prøver dem med sin Jagt=Pidsk.
Bortkomne Sager.
J sidste stærke Storm blev hortblæst et splinter nyt for¬
loret opstrøget Nakke=Haar. Finderen ombedes at levere det
imod en skikkelig Douceur til den gamle og skaldede Ejerinde,
thi det er alt for tidlig for hende endnu at ansees for gammel,
og en varm Hue paa det skaldede Hoved vilde klade alt for galt.
En lille, vild og flygtig Pige tabte forleden et
NB.
got
aad, som hun hande faaet af sin Mama
om nogen kan skaffehende det igien, lover hun en Douceur af
hendes Favcur og dertil oven i Kiøbet et halvt Dusin ret
artige Knik.
segr tkrtet gøsag ettaaar e saedadae


Patrollen.
No. 37.
den 16. Septemb. 1766.
En merkværdig Drøm.
F¬
ølgende Drøm, som vi ville denne Gang fortælle vore
Læsere, er ikke drømt her i Dannemark eller Nor¬
den. Den er virkelig drømt i Tydskland, og endda
at en lærd Mand. Vi har fundet saa meget Jndtagende i
den, at vi deraf ere overvundne til at meddele den her. Den
velfortiente Mand, som har givet sine Landsmænd Part
deraf, maae og her tale:
Det er sielden jeg drømmer; men denne Nat syntes
mig, at jeg var paa et meget høyt Bierg, hvorfra jeg kun¬
de oversee den hele omliggende Egn, som forestillede mig den
smukkeste Skueplads. Jeg faae paa den klare Himmel en
liden men meget klar Skye, som meget hastig forandrede sig
snart til et Taarn, snart til en Stad, og snart igien til et
Bierg. Jeg saae og, at Skyen nærmede sig meget hastig til
mig, og paa en vis Længde fra mig blev den til en Vogn
hvorudi sad en ung Dreng, som sprang ud, og hoppede
flygtigt hen til mig. Hans Skikkelse og Farver paa hans
Klæder forandrede sig vel hundrede Gange en Minut. Jeg
giorde mig saa dristig og spurgte hvem han var. Jeg er
Phantasus, svarede han: Skialdrernes Ven, som uden mig
ikke kan frembringe det allerringeste. Han strøg i det samme
sit Haar, og strax faldt utallige Perler og Diamanter der¬
af. Han rørte mine Øyne med sin Stok, og i Øyeblikket
saae jeg Aanderne sværme omkring i utallig Mængde i Luf¬
ten, Vandet og Afgrunden; thi jeg kunde see saa skarpt, at
jeg endog saae ind i det inderste af Jorden. Han rørte en
liden Flintesteen med Stokken, og paa Timen stod der et


prægtigt Pallads for mig, hvis Mure vare af Crystal: Med
faa Ord: Jeg saae i et Qvarteer meget mere, end Skial¬
drerne nogen Tid har seet eller beskrevet. Han sagde derpaa
til mig: Ven! jeg elsker dig. Ønsk dig hvad du vil, saa skal
du faae det; Vil du have Bierge af Guld og Floder af
Viin, saa skal de være dig til Tieneste; og vil du oprette
det femte Monarchie, saa skal jeg strax giøre dig til den an¬
den Kliim. Jeg takkede for hans Tilbud, og sagde, at jeg
tragtede ikke efter Guldbierge eller Kasteller i Luften, og jeg
vilde nok lade de nærværende Regentere i denne eller nogen
anden Verden beholde deres Herredømme i Rolighed; men
vilde han giøre mig nogen Tieneste, saa maatte han lade
mig see, hvordan Jndvaanerne i Planeterne omgikkes, ifald
det ellers var sandt, at de beboedes af fornuftige Skabnin¬
ger. Han bad mig derpaa stige op i sin Vogn og satte sig
hos mig. Vi foere i saadan Hast afsted, at jeg ikke kan lig¬
ne den Fart med andet, end med Tankernes Hastighed. Un¬
derveys forsikkrede han mig om, at der vare fornuftige Jnd¬
vaanere i Planeterne; og vi vare nu allerede komne saa langt
bort fra vor Soel, at jeg kunde stirre paa den, uden at det
skaer i Øynene. J det samme jeg sad og faae paa Solen,
holdt Vognen stille, og vi befandt os i et koldt Land, som
var fuldt af Skove, og som var meget lyst og klart. Jeg
saae op i Veyret, og saae ikke allene 5 Maaner, men endog
en breed skinnende Ring rundt omkring denne Planete i en
overmaade stor Afstand fra Jorden: Dette er Saturnus,
raabte jeg, nu kiender jeg den O lykkelige Jndvaanere!
raabte jeg atter: hvilke lange Dage har J! og Nætter, som
ikke giver Dagen noget efter i Skiønhed og Klarhed! Phan¬
tasus sagde smilende: Du skal nærmere betragte denne Lyk¬
ke, Han førte mig derpaa ind i en meget stor Stad, og i et
talrigt Selskab. Jeg blev imodtagen med saadan Forun¬
dring, som jeg tænkte. Jeg gav mig ud for en af Jordens
Beboere, men de havde ikke engang hørt tale om vor Jord.
Phantasus hviskede til mig, at de i den beste Tubus, de
havde, ikke kunde see vor Jord, undtagen naar den gik forbi
Solen, da de faae den, som en næsten ukiendelig liden Prik,
som omtrent Mercurius i lige Tilfælde er synlig for os.
Men, sagde han derhos, om og din Jord stod saa tydelig
for deres Øyne, som den store Ring, der gaaer omkring
Saturnus, saa var den dog ubekiendt for dem; thi disse


Folk bekymrer sig aldeles ikke om saadanne Ting. Jeg mer¬
kede han havde Ret; thi da jeg tænkte at blive frittet om
Jordbeboernes Sæder, Religion, Viisdom og Levemaade,
saa saae jeg mig nødt til at besvare tusinde latterlige Spørs¬
maale. En gammel alvorlig Mand, hvis Skieg naaede
ham langt ned paa Brystet, spurgte mig, hvad vore Fruen¬
timmer bare om Halsen? En anden anselig Herre, som var
af Stadens Øvrighed, vilde vide, hvor høye Hæle vore
Borgemestere bare under deres Skoe? En Læge spurgte
mig, paa hvad Sted i Ansigtet vore Fruentimmere satte
Stiønpletterne? Da Dagene i Saturno ere vel sexten
Gange længer end vore, saa havde jeg efter min Regning
allerede tilbragt en lang Dag ved Caffebordet, da jeg paa
nye igien blev spurgt om saadanne Smaating, som jeg al¬
drig havde givet Agt paa: saasom, hvor mange Knappe¬
naale der hører til et fuldkomment Antog? Hvor mange
Bogstaver en af vore mindste Bøger bestaaer af? og hvor
stort et Tal af Kaalorme der skulde til, ifald de i saa eller
saa lang Tid skulde hos os kunde opæde en saa eller saa stor
Eng? Jeg svarede: jeg vidste det ikke, og man saae mig
an med Foragt. Man holdt alle mine Landsmænd for at
være uagtsomme dovne Mennesker, som lode de vigtigste
Ting gaae sig forbi, uden at give Agt paa dem. Jeg be¬
gyndte og paa min Side at spørge. Jeg erkyndigede mig
om deres forunderlige Rings Beskaffenhed; men hvor for¬
undret blev jeg, da jeg merkede, at de havde aldrig givet Agt
derpaa. En ærværdig Mand sagde med en spottelig Mine.
Han troede, at dette underlige Spørsmaal var af mig gjort
første Gang i Saturno; at de aldrig havde giort sig den
Umag, at tælle deres Maaner, og vidste ikke, enten de vare
tre, fire eller sex, og om den forunderlige Ring vidste de slet
intet. Han sagde: at naar de undertiden havde seet op i
Veyret, saa havde de nok merket en klar og lys Strekning,
men de havde aldrig bekymret sig om at udforske, enten det
var en Linie eller en Cirkel. Kort sagt: disse Folk tilbragte
et langt Liv med lutter Smaating, og jeg bad min Ledsa¬
ger, at vi maatte snart komme derfra.
Phantasus førte mig derpaa strax i faa Minuter til
et Land, som var meget selsomt. Det var giennemsigtigt
som klart Glas, og saaledes dannet, at Solens Lys ikke
allene faldt der igiennem, men skiød endog sine Straaler


ind i Himmelen. Jeg merkede, at denne Verden var en
Comete, som nu var paa Tilbageveyen fra vort Soel=Sy¬
steme. Endog denne vankende Stierne var besat med Men¬
nesker; men de vare de allerfortredeligste, som kunde findes i
hele Verden. Efter Anseelse var det lutter Stiernekigere;
thi hver af dem havde sin Kikkert i Haanden. Deres for¬
nemste Forretning er at betragte de Jordkuler, som de farer
forbi; men de bekymrer sig ikke det allerringeste om en
Astronomsk Kundskab om Verdens Bygning, hvortil de
dog havde den skiønneste Leylighed. Men da de formedelst
deres Kikkerter kan nøye betragte alle Jndvagnerne i Pla¬
neterne, saa taler de ikke om andet, end hvad de bestuler.
Jeg har aldrig hørt tale om saa ukierlige og bagta erste
Folk, som i Comeren. Folkene der ere alle tungsindige og
suurseende, og derhos meget avindsyge og mistænkelige; de
udlegger alting paa det farligste, og spaaer tufinde muelige
Ulykker som visse. De taler om intet heller, end om fore¬
staaende Krig, Pest og Dyrtid, om Oprør og saadanne for¬
skrekkelige Ting. Dette er i sær besynderligt, at de fort¬
plantes af deres Spyt. Jeg kan aldrig sige, hvor glad jeg
var, da jeg slap fra denne Comet og kom til Jupiter¬
Jupiter beboes af lutter stolte, opblæste og overmaa¬
de storagtige Mennesker, og jeg er vis paa, at man ingen¬
steds finder saa mange Ceremonier som her. Selskaberne
og Sammerkomsterne tilbringes allene med Bukken, Skra¬
ben og Complimenter. Den ene Part bukker sig for at be¬
væge den anden til samme Æresbeviisning, efter den stolte
Ydmygheds Love. Jmdlertid iagttager den anden Part
alle Rangens Smaaheder paa det nøyeste; og der reyser
sig de største Tvistigheder, ifald man af Forseelse eller Uvi¬
denhed rekker een Tallerkenen eller Caffeen førend en anden,
som holder sig for fornemmere. Samtalerne handler ikke
om andet, end Ahnernes og Stamtavlernes Opregnelse og
Beskrivelse. Jngen taales i nogen Forsamling, som ikke i
det mindste kan opvise 206 Ahner. Da denne Planet fra
Begyndelsen af har været besat med lutter Stands=Perso¬
ner, saa finder man ingen af ringe Fødsel, uden de Uægte.
hvilke de Adelige avler, paa det at de kan have nogle til
Opvartning, som ere ringere end de selv. Den store Pragt
og Overdaadighed i Klæder er ikke at udsige. Alle Levnets¬
midler ere overmaade rare og kostbare i Jupiter.


Jeg, som en slet Jordbeboer, torde ikke meget ladt
mig see, og man begegnede mig allevegne meget skeelende
og afsides; Derfor dad jeg min Reysekammerat, at vi
maatte komme bort fra denne usnigtengelige Planet. Og
saa lom vi til Mars. Jeg indbildte mig, at jeg skulde
her treffe et krigskt Foli; men jeg fandt ikke engang et
Gevær paa den hele Planet, og Jern findes ikke iblant alle
Metallerne paa Mars. Jnd aanerne har en Jordklode,
som er meget overeensstemmende med deres Gemyts Be¬
skaffenhed. Mars er huul, og der gaaer en stor Aabning
igiennem denne Kugles Axele. Almindelig beboes den dog
paa Overfladen. Jndvaanerne ere lutter Pennekrigere og
Avisskrivere, som ikkun fægter med Tungen og Pennen.
Aviserne handler itke om andet end om Krige, som føres
paa en eller aaden Planet. Jeg kunde ey faae at vide, hvor
Avisskriverne fit deres Efterretninger fra. De udtrykker
sig selv herom paa den hemmelige Maade, at de har faaet
disse Efterretninger snart fra en god og snart fra en sikker
Haand. Men denne Haand er usynlig for alle de øvrige
Jndvaanere paa Mars, og den æres og dyrkes af den ge¬
mene Mand som en stor Hex. Det mindste Blad, som
rører sig, kan sette den hele martialske Verden i Skrek og
Frygt. Og jeg har seet med mine egne Øyne, at en stor
Mængde meget sterke Pralere, tillige med hele Egnens
Jndvaanere, krøbe ned igiennem Aabningen paa Plancten
og skiulte sig indvendig i den, da dem blev sagt, at en Ka¬
non=Kugle, naar den blev afskudt fra vor Jord, kunde
jeg veed ikke i hvor mange tusinde Aar, naae Mars. De
forestillede sig, at Jndvaanerne paa vor Jordklode kunde
faae i Sinde at giøre Prøven; og siden den Tid boer de
mestendeels paa den indvendige Side af Mars, og den ud¬
vendige Deel, som vender fra vor Jord, beboes ikkun af
samme Planct. I deres Selskaber imodsiger de hinanden
bestandig; de ere store Brovtere og mægtige Lovkyndige
som alle ville have Ret; de skilles ikke ad uden den største For¬
bittrelse; og det er allene deres store Frygtsomhed og Feig¬
hed at tilskrive, at der endnu aldrig har tildraget sig Slags¬
maal paa denne lykkelige Planet. Deres Tunger seer me¬
get fæle ud, og de kan danne dem snart som Pile og snart
som Sværde, ligesom Striden er, og de finder det fornø¬
dent. Somme lader trykke deres Krige, og uddeler dem


til hver Huusvert til Brug i hans Huusholdning. Jnd¬
vaanerne forsikkrer, at ingen Steg eller Karbonade smager
bedre, end den, som er svøbt i saadanne Skrifter; og Ma¬
culatur=Handelen er den vigtigste og som indrenter meest i
Mars. Da jeg her ikke kunde tale et Ord, uden at blive
imodsagt, saa hastede jeg med Phantasus derfra, og vi
kom derpaa til Planeten Venus.
Venus er den smukkeste af alle Planeterne. Byerne
ligger i Laurbær= og Myrte=Skove, som beboes af idelig
syngende Nattergale, og Landet er overalt et ægte Arcadien;
men Jndvaanerne ere af en usædvanlig besynderlig Art.
Landet beboes af lutter Hyrder, og hver Damon har sin
Doris; men disse Hyrder deler sig i adskillige Slags, og
ere baade skalkagtige og dristige. Jndvaanerne i Byerne
beflitter sig alle paa en galant Levemaade, og i deres Sam¬
menkomster taler de ikke om andet, end deres Kierligheds
Bedrifter. Tugt og Sædelighed er ligesom fremmet for
dem, og deres Frekhed i Ord og Gierninger er saa stor som
mueligt.
Phantasus førte mig derpaa til Mercurius. Jeg
meente, at jeg skulde treffe de reneste Jndvaanere i den
Ptanet, som var nærmest Solen; men jeg blev forskrekket,
da jeg kom i et Selskab, hvor de største Drankere vare
forsamlede; thi man tørster og drikker her uophørlig. De
vittige Hoveder i denne Planet har lutter mavre og tørre
Jndfald, og deres fineste Skiemt ligner de groveste Beskiem¬
melser. De ledsager alt deres Snak med en ubændig Lat¬
ter og vildt Skraal, og de taaleligste Mercurianer ere flyg¬
tige Brødre, som sværmer omkring paa alle Steder og ere
ingensteds at finde, som kan paa een Dag vel giøre en Snees
Besøgelser, og kommer overalt omkring, undtagen der, hvor
de skulde komme. Jeg har aldrig hørt større og utroligere
Løgne end her, og jeg erindrede ved den Leylighed en
Mand, som jeg havde kiendt paa vor Jordklode, hvilken
altid fortalte de usandfærdigste Ting, og sagde, at han
havde selv seet det. Mereurianerne ere overmaade nysgier¬
rige, og man giorde mig paa alle Kanter saa mange Spørs¬
maal, at det var mig gandske umueligt at besvare dem alle;
thi den ene spørger den anden uden Ophør, og uden at ven¬
te noget Svar. Nogle giøre lutter nye Opdagelser, og man
beleer en Sandhed, saasnart den bliver noget gammel. Be¬


viser, som for en Maaned siden vare meget kraftige, mister
inden fire Uger sin hele Styrke. Da jeg var der, beviste
et vittigt Hoved, at der var ingen Soel til, og siden hans
Beviis ikkun var to Timer gammelt, saa blev det øver hele
Planeten holdt for at være uimodsigeligt.
Vi reyste derfra til Solen, hvorom jeg nu kunde give
en gandske anden Theonie, om Tiden og mit Øyemerke tillod
det. J Solen har Sandheden sin Restdentze, og her er dens
Rige. Jndvaanerne veed ikke af nogen Forstandens Vildfa¬
relse, og deres Omgang er i denne Henseende den lærerigeste
i hele Verden. Men da der i dette Soel=System er intet
fuldkomment: saa fandt jeg og store Ufuldkommenheder hos
Solens Jndvaanere, og de ere i tusinde Henseender ufor¬
dragelige. Det Ord Kierlighed er ubekiendt hos dem; thi
de bilder sig ind, at de ere aldeles uden Feyl, og har altsaa
ingen Taalmodighed eller kan bære over med nogen Skrøbe¬
lighed. Jeg blev strax kied af deres Selskab, og bad min
Ledsager at føre mig til Maanen.
Da jeg var kommen i Maanen, faldt jeg i Forun¬
dring over, at jeg fandt dette Land saa uligt vor Jord, som
det dog er saa nær. Vi kom just paa den Deel, hvor Solen
skinnede. Jndvaanerne ere smukke af Skabning og velvoxne.
De har meget indtagende Lineamenter, og man synes at see
Venskab og Oprigtighed i deres Øyne. Jeg kan ikke sige,
hvor glad jeg blev over den Venlighed, med hvilken de toge
imod mig i deres Selskab. Men inden faa Minuter mer¬
kede jeg, at alt dette lod kun saaledes, og skede ikkun paa
Skrømt. Jeg kan just ikke sige, at jeg traf nogen Falsk
eller Bedrager; men de vare heller ikke redelige og ærlige;
de vare ret uden Hierne og Forstand og havde ikke andet
end tomme Indbildninger. Vegelsindighed var deres Af¬
gud; hvad der behagede dem i Dag, mishagede dem i Mor¬
gen, og de elsker ingen Ven længer, end i nogle Timer. De
har stedse udskeyende Projecter i Hopedet: Skinnet og
Glandsen indtager dem; og de ere alle strax færdige med
Ney eller Ja, ligesom den Fornemste i Selskabet vil. De
skifter Religion hver Maaned, og undertiden har de slet
ingen. De ere meest lettroende af alle Planeternes Bebo¬
ere. Ligesom de ere i Lune til, saa flytter de deres Bøepæle
fra den mørke til den lyse Side paa Maanen; thi de hol¬
der snart Natten og snart Dagen for best. Det varer ellers
ikkun stakket, at de ere misfornøyede med nogen Tivg; men


af det foregaaende sluttes, at Folkene vandrer bestandig i
Maanen. De ere saa følesløse, at man skulde holde dem
for vandrende Støtter. De søger meget flittig og begier¬
lig at komme i Selskaber; men de sidder der hos hinanden
og seer paa hverandre, uden at tale et Ord. De rører ikke
Munden uden ved en langsom Gaben. De har saadan
hovmodig Jndbeldning, at de anseer vor Jord for deres
Maane og troer, at den er allene skabt for deres Skyld;
og derfor kan de heler ikke undbilde nig, at vor Jord skulde
være beboet. Hvad de ikke kan forestille sig og begribe, det
troer de ikke, og dette er meget. Nvad de derimod troer,
det troer de ikkun paa en Dags Tid. Raar de kommer
paa Tale om Spøgelser, saa ere deres Samtaler temmelig
muntre. Jeg længtes nu ret at komme til vor Jord igien;
thi her lever man lykkeligere, end i nogen af Planeterne.
Anmærkninger.
I. En gammel Skribent fortæller, at en af Hedningenes
Guder vilde engang smelte Glæde og Sorg sammen; men hans
Forsøg løb saa slet af, at disse to Fiender bleve ikkun sam¬
menheftede med deres Haler: saa de ere uadskillelige. Deraf
er det Ordsprog kommet: Sorrig og Glæde de vandre
tilhobe.
2. Det er en almindelig Klage iblant alle fornuftige og
skiønsomme Folk, at vor Kogekunst er næsten overalt saaledes
indrettet, at man derved pleyer mere at see paa Smagen end
Sundheden. Det var altsaa høylig at ønske, at nogen af vore
Læger, eller en Mand, som forstod sig paa Lægedomme vilde,
tilBeste for dem der har sat sig for at leve fornuftigt og ordent¬
ligt, give en grundig Anviisning, hvorledes enhver efter sine
Omstændigheder ikke allene havde at forholde sig i Henseende
til Madens Udvælgelse, men endog hvorledes den skulde tilla¬
ves paa en Maade, som var overeensstemmende med Sund¬
heden. Man veed, at en Ting i og for sig selv kan være gandske
uskyldig; men naar den blandes med andre Ting, kan den faae
en skadelig Egenskab. Hvilken Tieneste vilde da den Læge ikke
giøre det almindelige, som vilde sammensk ive saadan en Koge¬
bog? og den Kogebog vilde vist faae god Aftrek.
3. Lykke og Kierlighed forestilles gemeeulig som blinde,
eller med et Klæde bundet for Øynene, men af forskiellige Aar¬
sager Lykken forestilles blind, fordi den aldrig giør Forskiel paa
Fortienester. Men Kierlighed har bundet for Øynene, for der¬
ved at tilkiendegive, at den pleyer altid undskylde Manglerne
hos hvad den elsker.


Patrollen.
No. 38.
den 23. Septemb. 1766.
D¬
et behøves vel ikke at forklare paa hvad Maade vi
ere komne til følgende tvende Breve, naar vi ale¬
ne siger, at vi ere lovlig kommet til dem. Deres
Betydenhed kan vel ikke heller forbyde deres videre Bekiendt¬
giørelse; der ej kan skade meere end gavne; Man seer og
af samme Nogles vigtige
Correspondence.
Kiere Broder!
Jeg kan nu lade dig vide, kiere Broder, at jeg et
blevet forlovet, og det med en meget kiøn Karl, som hol¬
der mangfoldig meget af mig, ja, saa meget, at jeg ikke
kan sige Dig det. Hans Haar sidder hiertelig kiønt, og
han har tusinde behagelige Forandringer paa een eneste
Krusedolle i hans allerkiereste Lokker, og han har et Par
Been, som de kunde være drejede, af disse to Ting kan
kiere Broder selv slutte Dig til heele Resten, saa jeg har
slet intet at sette ud paa ham, undtagen at han forekom¬
mer mig noget skalu; men Mama siger, at det kommer
just af hans store Kierlighed til mig. Jeg kan ikke andet
end tænke, at han maa være skalu; thi vi vare forleden
sammen til et Bryllup, hvor han bare gav mig een eneste
kort Dands, og jeg kan ingen anden Aarsag vide dertil,
end at en anden ung Monsør havde først givet mig en
meget lang Dands, og efter Dandsen kyste han mig to
Gange paa Haanden. Kiere Broder! jeg kunde jo ikke
i for alle Bryllips=Giesterne nægte ham saadant, som mig


synes, var det ringeste, jeg kunde give ham for saa lang
en Dands; jeg havde gierne ladet ham kysse tree Gange
paa min Haand derfor, om han havde vildet, thi det var
en meget kiøn Monsør. Kiere Brode! jeg kan jo ikke
see suurt til alle Mandfolk, fordi jeg er blevet forlovet.
Mama har og sagt, at de gode Mandfolk ere ikke heller
alt for ærlige, endskiønt at de ere forlovede, og hun vidste
meget vel, at Papa havde 9 Kierester foruden hende i sine
Ungkarls=Dage, men derfor har de jo dog levet meget
vel. Kiere Broder kommer nok hiem til mit Bryllup,
det skal være enten i Enden af det gamle Aar, eller i Be¬
gyndelsen af det nye. Jeg forbliver &c. &c.
Svar.
Kiere Søster!
Det er mig kiert at fornemme at kiere Søster er
bleven forlovet, og har gjort saa vigtig et Valg. Jeg
kan slutte af Beskrivelsen over din tilkommende Mand, at
han maa være en ret fuldkommen Person, undtagen at
han er saa ufornuftig i det ene, at han kan blive skalu,
fordi en kiøn=Monsør er saa fornuftig og kysser to Gan¬
ge paa din Haand efter saa lang en Dands; men Du
har ikke nødig at vænne ham det bedre, end Du vil hol¬
de det ud med ham. Han kan jo let begribe, om han
har en smule Fornuft, at kiere Søster ikke kan see suurt
til heele Verden, og mildt til ham allene; men han bli¬
ver nok anderledes til Sinds og meere fornuftig, naar
han mærker, at Søster ikke vil være en Slave, fordi han,
efter Mamaes Tanker, holder saa meget af dig. Jeg
kan og lade Søster vide, at jeg i disse Dage er bleven
forlovet i Særdeleshed med en meget kiøn Mameselle;
hendes Hierte er saa aldeles hengiven til mit, at jeg ikke
kan sige Søster det, og hun er saa fuldkommen, at hendes
Hoved er ikke en Dag som en anden, og hun har den
deiligste Paafugle=Hale i heele Verdeu, naar hun vil slaae
den ud. Jeg skal rigtig nok komme til Søsters Bryllup,
og Papa kan vel ikke fortryde paa, om jeg tager et Par
af mine fornemmeste Kierester med; thi de gider usigelig
gierne dandsed. Jeg forbliver &c. &e.
Anmærkning. Alt hvad man kan sige om disse Skri¬
velser, er, at man kan tydelig see, at deres Forfattere ere
Sødskende.


Adskilligt Nyt.
Med første kan her til Staden forventes en, efter
hans egen Sigelse, meget stor Kunstner, hvis Lige endnu
ikke har været til i Verden. Han har reist fast alle de
Europæiske Lande igiennem, og til alles Forundring og
med store Foræringer foreviist sin mageløse Kunst. Jblandt
andre Lande kom han og til Pommern, for der at forevise
sin Kunst; han ventede ligeledes der en stoer Belønning,
den han og fik. Da han havde foreviist sin Kunst, forære¬
de man ham en af de største Pommerske Bielker, til yder¬
mere at vise sin Kunst paa, da den bestod i at giøre et nyt
Slags Snovel-Stikker.
Fra Sædebye haves den Efterretning, at ingen Pige
maa findes paa Gaden om Aftenen efter Kl. 10. Skulde
nogen efter den Tid befindes under aaben Himmel, har
Vægterne Fuldmagt at opbringe dem paa Raadstuen, hvor
de kan være i Sikkerhed, at dem intet Ondt skal vederfares.
NB. Dog er der giort Forskiel paa Piger og Jomfruer,
hvilke sidste maa gaae til Kl. 12. og derover; thi de har
gemeenlig Følgesvenne. Forleden havde dog Vægterne
nær begaaet en Forseelse, i det de anholdte nogle Jomfruer
i steden for Piger; men da de sagde, at de vare Jomfruer,
slap de. Disse uskyldige Jomfruer vilde vel have havt
Vægterne afstraffet for saadan Forgribelse, men da Væg¬
terne paastode, at de ikke kunde giøre Forskiel paa Jomfruer
og Pliger i sær i Mørke, bleve de paa saadan Bekiendelse
friekiendte.
Anmærkninger.
I. Vare Tanker Tings=Vidner, blev mangen ærlig Mand
til en Skielm.
2. Tree Ting ere uovervindelige: Sandhed, Samvittig¬
hed og en ond Kone.
3. Tree Ting kommer til at græde: Løg, Røg og en ond
Kone.
4. Ydnyghed er yndig hos en Fattig og berømmelig hos
en Rig.
5. Rust æder Jern, Møll Klæder og Sorg Hiertet.
6. Den, som skammer sig ved at spørge, skammer sig og ved
at lære.
7. Ret din Tæring efter din Næring.
8. Man


8. Mangen en er som det Sejerværk, der viser anderledes,
end det slaaer.
9. Roes ingen før Enden. Priis ingen lyksalig, førend
han er død.
10. Tænk meget. Tael lidet. Skriv mindre.
NB. Denne sidste Anmærkning har vi taget af Notam.
Paadømte Sager.
Ved Elskovs Herreds Birke Ting er falden Dom
imellem tvende unge Personer af begge Kiøn. Den ene
satte Skylden paa den a den for Forførelsen; men da de
havde smaa hv dsket uden Vidners Overværelse, og Foræl¬
drene paa begge Sider forlanger fuldkommen Satisfaction
for den skeete Tort, faldt Dommen saaledes ud: Faderen
skal brav pidske sin selvraadige Søn, og Moderen ligeledes
sin frie Datter. De kiælne Forældre, som hidtil har ladet
deres Børn al for stoer Frihed, skal beholde dem i 6 Aar,
ligesom de ere, inden Laas og Lukke, naar den Tid er for¬
bi og de har samlet lidet Forstagd, skal de ægte hinanden.
Derforuden skal begge Forældre give til den fattigste, for¬
nuftigste og ærligste Pige der i Sognet en anseelig Medgivt.
Opslagne Sager.
Mons. Utroe e. Jomfrue Ærlig Fattig. Da Mons.
Utroe efter en 10 Aars Forlovelse med Jomfrue Ærlig
Fattig kunde giøre et rigt Partie, slog han op med Jomfr.
Fattig. Mons. Utroe har antaget Hr. Mundven til sin
Advoeat; men Jomfruen vil selv agere sin Sag. Man ven¬
ter med stor Begierlighed efter Udfaldet.
Jnd= og Ud=Passerede.
Sidste Søndag lod Sr. Letsindighed Præstens Tale
passere ind af det ene Øre og ud af det andet.
Da Sr. Hyklers smigrende Tale forleden ved Med¬
vind gik for fulde Seil, passerede den ind af det ene Øre
og ud af det andet hos Hr. Grundærlig, som ikke agtede
paa denne Sqvalder.
Søe=Skade.
Bemeldte Sr. Hyklers Tale havde ikke saasnart pas¬
seret Hr. Grundærligs Ører, førend der reyste sig en for¬
skrækkelig Orcan. Sr. Hyklør stødte an paa en skiult
Klippe, som de Søefarende kalder Giengieldelsen, og Hyk.
teren sank med Top og Tavl.


Efterretning for Publico.
For alle dem, som agter, at have god Tieneste af de
Folk, der skal arbeide ved Lys i de tilstundende Vinter=Alf¬
tener, tiener til behagelig Efterretning, at Michels=Gaasen,
skal absolut spiises den 28 Septbr. førstkommende om Afte¬
nen Kl. 7 a 8 Slet, som er hellig Michels=Aften; thi Gaase¬
Steeg just paa den Aften er den beste Øyen=Salve.
Copulerede.
Her i Staden: Mons. A*k. En af os 12 Patrol¬
skrivere, copulered med Jomfr. B**. Kan De nu see,
Patrolskriverne kan og blive givte? 3 artige Piger sloge
sig sammen for at giøre et Brude=Vers dem til Ære paa
deres Hæders Dag, og for at vise disse 3 Pigers sammen¬
foldede Geist, ville vi indføre nogle Stropher af samme
Vers:
J Hr. Poeter, og Apollos Kielledægger!
J Heliconis Børn, som Muserne opklækker!
Fortryd ei paa at vi udnynner og en Sang,
Naar Tiden ved vor Naal os falder lidet lang.
Ved Liig= og Brude=Færd J sielden borte bliver,
Men Roes med toppet Maal enhver for Penge giver
J lidt satiriske, som de, der har Forstand,
J sær mod Evæ Kiøn, og tit befindes kan.
Men det saaledes gaaer: Soldaten meest er modig,
Hvor ingen Modstand er, og Krigen ikke blodig.
J haver Vaabnene, og derfor bruger dem;
Mod Værgeløse tør J Spidsen byde frem.
Betænk, hvorofte J i eders Brude=Sange
Ophøjer Eders Kiøn; men ogsaa mange Gange
Vort Kiøn forringe vil. Betænk, hvor næt J kan
Os spørge: Hvad er vel en Kone uden Mand?
J svarer selv: Hun er et Træe foruden Greene.
Et Null foruden Eet. En Guldring uden Steene.
Et Skib foruden Roer. Compas foruden Naal.
En Lygte uden Lys. Et Fyrtøj uden Staal.
En Fæstning uden Vold. En Havn foruden Skibe.
En Bøtte uden Laag. En Vægter uden Pibe.
En Snedker uden Hævl. En Skræder uden Sax¬
En=Park foruden Fisk, og Fiord foruden Lax.
Men hvad er vel en Mand? En Mand foruden Kone?
Om vi her spørge maa: En Konge uden Krone.


En Klokke uden Klang. En Tromme uden Skind.
En Kudsk foruden Pidsk. En Bælg foruden Vind.
Et Foraar uden Soel. En Sommer uden Varme.
En Bismer uden Vægt. Værmølle uden Arme.
En Hyrde uden Hiord. En Smed foruden Jern.
En Viser uden Tal. En Nød foruden Kiern.
Ja, hvad er vel en Mand? En Mand foruden Kone?
En Kirke uden Præst. En Degn foruden Tonc.
Et Taarn foruden Spiir. Et Anker uden Grund.
En Ploug foruden Jord, og Tønde uden Bund.
Et Kiøn det andet Kiøn derfor ei skal nedtrykke;
Thi Mand og Kone er to Alen af eet Stykke.
En Kone hører saa nødvendig til et Huus¬
Som Klæder til en Seng, og Hullet til en Muus. &c. &c.
NB. Heraf kan Patrolskriverne tage dem saa meget,
som de vil
Dødsfald.
Udenrigs: J Snakkestad er død den for sin Snaks
Skyld, i heele Egnen velbekiendte og ligesaa meget ildeta¬
lende som talende Bye=Sladdre. Den døde meget hastig
i et Smørbrød, efterat den net op havde snakket i 80 Aar,
naar man undtager de to første. J Snakkestad faaer alle
døde Gravskrivter, hvorfore Sladderen ogsaa fik en saale¬
des lydende:
Gravskrivt.
Læs, Læsere! og lær engang at blive tavs.
Her seer Du, Jorden dog maa giemme meget Snavs.
Den Tunge, som her gik, som Stikken i et Hiul;
Den Mund, som stedse løb, som Sinops Qværn og Mølle;
Den Næse, som her slog ad andres Gierning Krølle,
Herunder bliver skiult i Gravens mørke Skiul.
O see! hvor snart det dog kan være gjort.
Bye=Sladderen, som løb paa Folkes Dør og Port
Og sagde, hvad den vidste og ei vidste
Saa ingen fri for Sladdrers Strube gik
Hvorfor deg mangt et Smørbrød fik.
Tilsidst dog Livet i et Smørbrød maatte miste.
Dog i det Øyeblik for Sladderen blev qvalt,
Den disse halve Ord alene fik udtalt:
Af fremmed Sorg jeg blev tilsidst i Døden sort.
Jeg for et Smørbrød al min Tid har snakket bort.
ekiendt.


Bekiendtgiørelse.
Monsieur Meget Næt bekiendtgiører atter
NB.
herved for alle og enhver, at han, siden hans
sidste Bekiendtgiørelse i vores No. 36. har allerede opslidt
5 Par Skoe foruden Flækkerne fra et Par korte Støvle,
samt 3 Hatte; thi er han derfore bleven til Sinds, at han
herefter vil ride. Og for at spare den nye Hat med den
guule Kantning, som han med stor Møje har anskaffet sig,
forsikkrer han herved alle og enhver, at han med sine Sporer
saaledes skal kildre hans stivbeenede Leje=Hest, at den skal
giøre nogle ret artige og forunderlige Coupeer, som kan
validere i Steden for hans egne Hilsener, uden for de Vin¬
duer, hvor han selv tilforn hilsede, paa det at han ikke skal
slippe uformærkt forbi, hvor han helst vilde sees. Naar
nogen derfore efter denne Dag seer saadanne forunderlige
og tvungne Coupeer, da er det af Mons. Meget Næts
Leje=Hest og af ham selv, hvilket tiener til alles og enhvers
behagelige Efterretning.
7
r Herved aabenbarer vi alle 12 Patrollærivere, at,
saasom vi ikke kan forbyde Folkes Tanker om os, saa
ville vi lade enhver tænke om os, hvad de ville. Men sxul¬
de nogen finde for got, enten at ville lyve os paa, eller og
at ville giore sig lystige paa vor Regning, ville vi have alle
og enhrer, paa det kierligste ombedet, ikke at troe eller
betroe disse noget, under hvad Navn nævnes kan, hvortil
ikke kan svares af
De 12 Patrolsxrivere.
Til Leie.
NB. Hr. Stoltenfærd forlanger 10 a 12 gibsede,
betrokne og meublerede Værelser strax til Leje.
Hans egen Person med ald hans Boeskab kunde magelig
rummes i eet Værelse, men hans store Mod kan ikke faae
Rum i dem alle 12. Han vil ei heller have dem uden for
en kort Tid.
Til Kiøbs eller til Leje.
* Sr. Lejehest, der i denne Sommer er bleven saa
udpidsket, at den neppe kan staae, vil nu i sit Sted enten
Leje eller kiøbe en anden, som kunde gaae for ham den øvri¬
ge Tid af Sommeren; thi elsers lever han ei Vintet en over?
Til Kiøbs.
Sr. Tveetunget har at afsette en anseelig Qvan¬
titet Falskhed baade i smaa og store Partier. Han forsikkrer


Vahrene ere friske, men ikke uforfalskede. De kan være
gode nok, indtil de slaaer deres egen Herre paa Halsen. Han
bøer til Tieneste, og er hver Mands Ven, paa Hiørnet af
Slange=Gangen og Ræve=Strædet.
Capitaler.
De 12 Patrolskrivere haver at udsette til førstkom¬
mende 11 Dec. men RB. ikke uden imod suffisant Pant og
Gangbar Rente, en Capital paa 000 a 0000 Rdlr. Hille¬
mænd! vil man not sige: Har Patralskriverne allerede
samlet sig saadan Capital ved deres Patroller? Nej saa
mænd! Børnlille! Capitalen er ikke saa stor, som den lader,
og det er Arvegods altsammen.
Bøger og Skrifter.
Hr. Glemsom agter at levere med allerførste
NB.
under Pressen 101 tilforladelige Jhukommel¬
ses Regler, foran i Bogen, hvis egentlige Navn han nu ikke
kunde huske, skal staae i Steden for en hæderlig Dedication,
en trykt Recext for at styrke Jhukommelsen.
Conditioner ledige.
For en Kok, der, foruden alle de Rætter, som sindes
baade i de gamle og nye privilegerede Kiøkken=Lexicis,
besidder den Færdighed, at kunde opfinde nye Rætter, saa
ofte Herrens Gane har Lyst til Forandringer, som er ge¬
meenlig to Gange om Dagen, er en god Conditon ledig
hos Hr. Apicus.
Tienestsøgende.
En Popegoje, som taler perfeet Jndiansk, soger Tie¬
neste enten hos et fornemme Herskab, eller hos andre ansee¬
lige Folk, for Sprogmesterinde ved unge Pige=Børn.
Bortkomne Sager.
En meget skiøn graae Muuse=Kat med to spitse
C.
Ører og en lang Hale, er sin rette Ejer bort¬
kommen, for hvis Tilveiebringelse loves ligesaa stoer en
Douceur, som for den fiineste Skiøde=Hund. Hvorfor
leer J? En Kat er jo ligesaa umistelig, som en Hund!
NB. Ejeren kan kiende sin Kat, om den, endog i tilstun¬
dende Vinter bliver forvandlet til en Muffe.
Aøse apruberee lige Blade, udgaer et hver duedag


Patrollen.
No. 9.
den 30. Septemb. 1766.
Correspondence.
Kiere Patrolskrivere!
M¬
en hvorfor kunde J være saa ubarmhiertige og
blandt Eders Spaadomme i Eders Ro. 36,
hensette de Forlovedes Lykk saa langt i Ti¬
den, nemlig til Aaret--85 Kunde J ikke ligesaa let
have spaaet dem deres Lykke i Aaret 2-67. Jeg blev
forlovet, da jeg var 15 Aar gammel, og nu har jeg væ¬
ret forlovet i heele samfulde 20 Aar. GUd veed det
har været lange og trange Aar for mig. Jeg er nu under
Længsel og Trængsel bleven 35 Aar, og det er endnu lige
nær. Skal jeg sendnu bie til de Forlovedes Lykke vaag¬
ner Ao.-- 85., bliver jeg jo 54 Aar, da dervel ikke bliver
noget af. Naar J en anden Gang vil spaae, kiere
Patrolskrivere! saa spaaer noget meere behageligt, i sær
for de Forlovede; men for alting hug ikke Saar i
Saar, og spaae de Forlovede ilde, der de kuden er saa¬
ret nok. Jeg vilde ønske, at J 11 Patrolskrivere (thi
den 1 2te sees af Jeres No. 38. er bleven givt, det er
got for ham) maa komme til at bie saa længe, som jeg
har biet, saa skulde J see, hvor got det var. Jeg for¬
bliver Eders fortørnede og bedrøvede Læserinde
Troehiertet.


Svar.
Allerkiereste
Jomfrue Troehiertet!
Ønsk os dog likke saadan Ulykke, at vi skulde bie
saa længe, som Jomfruen. Vi ere ilde nok skaaret alli¬
gevel. Græd ikke, kiereste Jomfrue! Det er jo kun
Spaadomme. Bliv ikke vred paa os. Vi ere saamæn
ingen Spaamænd. Dersom det stod til os, vilde vi
gierne spaae got for Jomfruen og os selv, ja, vi vilde
giøre alt hvad vil kunde til at Jomfruens Sorg skulde for¬
vandles til Glæde, endog førend Aar-- 67. Vi bekla¬
ger hiertelig Jomfruens haarde og tunge Skjebne; men
lad kun ikke Modet falde. Giv sig tilfreds. Sandt
nok! Det vil være en lang og trang Tid at bie til De
bliver 54 Aar; men derfor er jo alt Haab ikke ude. Man
har Exempel paa, at en Pige er bleven givt i den Alder,
at hun paa hendes Bryllups=Dag sparede den Udgivt, at
slaae Pudder i hendes Coifferede Brude=Lokker, og disse
Penge gav hun til de Fattige. Vi forbliver med al Hen¬
givenhed. Allerkiereste Jomfrues trøstefulde og hulde
meddybtsørgende
11ve Patrolskrivere.
(Den 12te, som blev givt, kan nu
ikke sørge.)
Adskilligt Nyt.
Denne Gang har vi den Ære at meddeele vore Læ¬
sere adskilligt Nyt fra alle Stadens 12 Qvarterer:
rste Qvarteer. Her var en forskrækkelig stoer Mængde
Mennesker forsamlet i en af Gaderne, saa Gaden var
gandske bespændt. Alle saae og stirrede op i Væjret,
loe og vare særdeles fornøjede. Een af os nærmede
sig til Hoben, som blev udskieldet af en i et aabent Vin¬
due hængende Popegøje.
2det Qvarteer. Her var ikke en mindre Hob Mennesker
forsamlede. En Abekat var kommet løs, og green lige¬
saa brav af sine Beskuere, som Popegojen udskieldede sine.
3die Qvarteer. Her blev en Kielledægge paa 12 Aar straf¬
fet af sin kiere Papa. Drengen skreeg, saa at man kun¬
de høre ham over heele Gaden. Han var just ikke vant


til at blive revset, uagtet han ofte havde udskieldet baa¬
de Papa og Mama. Men denne Gang slog han
Papaes Pibe i tu, og Hovedet stod den Gang ikke ret
paa Papa, hvorfore den arme Dreng maatte undgiel¬
de. Der siges og, at Papa, da Hastigheden var gaaet
over, maatte være saa god, og bede Mama og sin
kiere Søn om Forladelse. Dette uagtet var dog den
lille søde Kielledægge veeed paa sin Papa i 3 Dage.
4de Qvarteer. Her var i Tusmørket en meget fortroelig
Hvidsken og Tidsken i en Port. Der stode et Fruen¬
timmer og en Mandsperson. Hvad de hvidskede, maa
de selv sige. Vi vil kun alene sige, at Huusfædre og
Huusmødre giorde vel, om de lode Nøglerne til deres
Porte og Dørre bringe ind, naar Tusmørket begynder,
som er den rette Hvidske Tid.
5te Qvarteer. Her hidsede en hidsig Søn sig ud af Vin¬
duet til den lille Gade. Han slap heellemmet ned
saasom det var saa mørkt, at Vægteren kunde komme
ham til Hielp; thi de forstaaer hinandens fløjten. Pi¬
gen faaer en Douceur, og lukker tilig op om Morge¬
utn. Hr. Søn indfinder sig i rette Tid i sin Morgen¬
Habit ved Theebordet. Det var meget nyttigt at
sette Jernstænger i Vinduet, om de kunde holde Knø¬
sen, som løber efter Tøsen i den anden Gade.
6te Qvarteer. Her opkom et stort Klammerie imellem en
Mand og hans Kone. Aarsagen til Trætten var: at
da de kom hiem fra Skov=Rejsen, havde de ingen Pen¬
ge til Hyrekudsken. Konen sagde, at Manden var
Aarsag til denne Lyst=Rejse, og Manden sagde, at
Konen var i Lyste. Kudsken kiørte tomhændet Hiem,
og ikke engang fik Drikke=Penge.
7de Qvarteer. Her blev et lidet public Huus gandske for¬
styrret. 3 Mameseller bleve under Bedækkelse af 6
Vægtere transporterede til det store publike Huus.
8de Qvarteer. Her var Bryllup. Folk stode i Vinduer,
Port og Dørre, og i Hobetal paa Gaden. Alle kige¬
de efter Bruden.
9de Qvarteer. Her blev holdet et artigt lille Pikenik paa
en Bagsal; Dog alligevel fandt Poletiet dem, og de
gik bag af Dandsen allesammen.
røde
4 2


10de Qvarteer. Her blev spillet Hajarte=Spil, men NB.
i Smu. 2 a 3 som ikke var Spillet mægtig gil
gandske afmægtige Hiem.
Exte Qvarteer. J dette Qvarteer passerede intet Nyt,
undtagen det, som er saa Gammelt. En Hund var lø¬
bet bort, og der var en almindelig Jammer i det heele
Huus, hvor denne Ulykke var skeet.
r2te Qvarteer. Her har Verterne indgaaet med hinan¬
den ikke at skienke meere for nogen, end de kan taale,
ei heller tillade nogen Giest, at sidde over Politie=Tid.
Dette sidste er virkelig noget Nyt.
Nu kan vel ingen efter denne Dag beskylde de 12 Patrol¬
skrivere for at være lade Buge, da de forskaffer Nyt fra
alle 12 Qvarterer i Staden.
Anmærkninger.
Der levede fordum en from Konge i Spanien, som
lovede at uddeele mange og rige Almisser iblandt Borgerne
i Burgos, der vare gandske udsuede af Krigen. De Fat¬
tige kom for Palladsets-Dør, men Dørvogterne vilde ikke
indlade dem paa andre Vilkaar, end at de skulde dele Al¬
missen med dem. En ved Navn Cardero faldt derpaa
Monarchen til Fode og sagde: Store Konge! jeg beder
allerunderdanigst, lad give enhver af os 100 Stokke=Pry¬
gel! Hvorfor beder du derom? sagde Kongen: Fordi,
svarede Cardero, at Betienterne ville have halvparten af
alt hvad vi faaer. Kongen loe, og gav Cardero en| For¬
æring, og Dørvogterne lod han give hver 100de Stokke¬
Prygel. Deraf er det Ordsprog kommet: Man skal hol¬
de sig meere til GUd, end hans Helgene.
Kierlighed og Ægtestand ere to meget adskillige
Ting. Kierligheden kan vedligeholdes uden Forening
ved Ægtestandens Forbindelse, men Ægtestanden udfor¬
drer det anderledes. Man seer daglig Folk, som elsker
hinanden; men kan dog alligevel ikke givte sig med hinan¬
den. Tvertimod seer man og daglig Folk, som ikke elsker
hinanden, men dog alligevel ere givte med hinanden. Kier¬
lighed søger intet, uden to Hierters Forening; men Ægte¬
skab har ofte ingen anden Hensigt, end de blotte Fordeele.
Cu jdo kommer, naar det falder ham til pas; men Hymen
jndfinder sig ikke, uden han bliver kaldet. For Kierlighed,


kan man ikke tage sig i Agt; men Ægteskab sluttes aldrig
uden med Overlæg; i det mindste ikke af dem, til |hvilke
der giøres Bryllups=Vers. Kierlighed tager strax Her¬
redommet, og regierer i samme Øyeblik, den bliver født;
men Ægtestanden vænnes til med Tiden, og vedligehol¬
des ved Vanen.
Copulerede.
Her i Staden: Monsicur Snap copuleret med
Jomfrue Snip, forhen forlovet med Mons. Slap. Da
disses Brylug skeede i Hui og Han af Frygt for Forbud
af Mons. Slap, har en Poet i Galop indsendt dem føl¬
gende gesvindte Brude=Vers:
D¬
Jomfrue Snip og Monsieur Suap
File hinanden, det var knap.
Snap og Sap om Snip de kappes.
Snap bortsnappet Jomfrue Cnip.
Slap han Slap, og smukt gik glip.
Snip og Snap om Besten snappes.
Dødsfald.
Udenrigs: Den for sin Kydskhed meget Elskede, i
Verden meest umistelige og i Døden høistsavnede Jomfrue
Møe døde for nogen Tid siden i sin velsignede og yndig
blomstrende Alders 15de Aar. Hende til et velfortient
Æreminde blev opsat følgende
Gravskrivt.
Herunder er nedlagt i Jordens sorte Giemme
Den allerhvideste og skiere Jomfrue Møe.
Man hendes Dyder kan i Verden ikke glemme.
De unge Karle græd, den Gang hun skulde døe.
Hun skrev kun Femten til to Dage før hun døde
Og lod dem vide, at alt Haab nu ude var;
Men det, som deres Sorg nu kunde best forsøde,
Var: at hun lige høit dem alle elsket har.
Da hun i Verden var paa Kydskhed et Exempel,
Og skrev kun Femten til paa hendes yderste,
Skall denne Sravskrivt staae i Vestæreene Tempel
Til Speil for Jomfruer, og Møes Berømmelse.
Bekiendt.


Bekiendtgiørelse.
Da Sr. Aagerkarl er kommet i Erfaring om, at
Adskillige, som maatte kunde behøve hans Hielp, tør ikke,
af Frygt for hans blotte og bare Navn, komme til ham,
og profitere af hans Tienstfærdighed, samt at nogle ivrig
Sindede ikke kan fordrage hans forhen havde Navn; saa
bekiendtgiøres herved for alle og enhver Pengetrængende,
og det paa hans sædvanlige Ærlighed, at han nu ei længer
heder Aagerkarl, men Hielp i Trang.
&4
Mameselle Peen agter i tilstundende Vinter
at nedsette sig paa egen Haand, for at undervise uskikkelige
Pigebørn i nogle smaa Artigheder. NB. Man veed ikke
tilforladelig, hvorvidt saadan Underviisning kan gaae. For¬
ældrene vilde derfor nærmere undersøge Mameselle Peen.
De Avertissementer, som ikke findes i dette
NB.
Blad, ere de, som ikke kom ind.
Auctioner.
Den 32 Oct. førstkommende bliver paa Stadens
Børs ved den usædvanlige Børstid stillet til offentlig Auc¬
tion og til den høistbydende bortsolgte efterskrevne og spe¬
cificerede Vahre:
3 Fade med store Franske Complimenter NB. alle nye.
2 Dito med mindre Dito.
1 Dito med endnu mindre Dito.
2 Fustager med prægtige udpyntede Model=Dukker.
1 Dito med slettere Dito.
1000 meget nette og smukke Kurve til Foræringer af kied¬
sommelige Elskere, der ere for Galanterier.
Nogle 1000de Bundter bitte smaa stive Haar=Pidske.
30000 Par korte Støvle.
2000 Tylter af de ægte og veritable store og lange Vifter,
alle med Baand forsynede, til at bære paa Armen¬
100 Gros Forstørrelses Glas, at bruge paa Comoedien.
1 Æske med forlorne Tænder.
10 Skpd. Tand=Pulver til at giøre hvide Tænder.
20 Sække nye alamodiske Eder. NB. Skal sælges til
Udførsel. Men hvad gielder, at de, ligesom meget
andet, bliver i Landet.
20000


20000 Alen ægte Franske Galoner. Skal ligeledes sæl¬
ges til Udførsel. De bliver nok førte ud; thi her er
i gen, som kiøber saadant, og endnu mindre, som bru¬
ger dem.
Til Leje.
En Deel Lyst=Gaarde paa omtrænt 4 a 5
NB.
Miiles Distanee omkring Kiøbenhavn bliver
til Leje fra førstkommende Michacli til Paaske. De Lyst¬
havende, som har Lyst at leve roelig i Vinter, vilde behage
at melde sig hos Ejerne.
Til Kiøbs eller til Leje.
P
Hr. Separatist agter at bortleje eller gandske
at bortsælge sin Kirke=Stoel, saasom den staaer der til ingen
Nytte for ham, og han døg maa betale sine Stole=Peuge,
som han tykkes ere unødvendige Udgivter, derimod har han
prænumereret, paa en vis Krog i Viinstuen hver Aften,
hvor han ikke just er nogen Separatist, uden for saa vidt,
at han sidder i sin Krog, indtil han ikke kan gaae.
Til Kiøbs.
2 Sr. Springer haver at affette nogle gammel¬
dags Klædninger, som vare i Moden i forrige Uge, alle for
meget billige Priser, saasom han nødvendig maa anskaffe sig
de i denne Uge nu brugelige. Hos samme kan og faaes
til Kiøbs et Par Luft=Spring, og nogle lette Hop, alt for
got Kiøb.
Hos Madame Fattig Hoffærdig kan faaes til
NB.
Kiøbs 1 hvid Saloppe. 1 Dito skribet Dito.
1 ssort Dito. 1 Staalgraae Dito. 1 Guul Dito. 1 rød
Dito. 1 rødspettet Dito. 1 blaa Dito, og 1 blaastribet
Dito. NB. Alle med behørige Poser i Nakken, og alle for
Civile Priser; thi i tilstundende Vinter maa hun absolut
havel en af de nyemodens Fløjels=Pælse; saasom hun ende¬
lig vil ansees for Frue.
Bøger og Skrifter.
Hr. Forliebt agter med første at udgive 365 splinter
nye Kierligheds=Sange, som han vil kalde det Kiødelige
Sange=Chvr. Han agter ikke at antage andre Prænume¬
ranter cad Galaner og Flaner, dem han ikke tvivler paa
at faae. NB. J Fald den bliver approberet.


Capitaler.
Sr. Hielp i Trang, haver at udsette smaa og store
Capitaler imod dobbelt Pant og 20 pr. Cto.
Conditioner ledige.
For en smuk Sælskabs=Søster er en favorabel Con¬
dition ledig hos Sr. Enkemand. Hans 2 første Koner
døde af Sorg.
Tienestsøgende.
Hr. Snyltegiest erbyder sin Tieneste ved alle lækkre
Borde. Han exeellerer i at spiise og drikke, rose de nær¬
værende, og chose de fraværende; benægte og bekræfte, alt
efter Vertens Smag, paa hvis mindste Vink Hr. Snylte¬
giest er færdig.
Undvigte.
Forgangen Aften er af sin Tieneste undviget den for¬
nemmeste af mine 4 gamle og troe Tienere, navnlig Par
Jegn; ved Undvigelsen havde han paa Hovedet en sort
flad Cabutz, paa Kroppen en rød =guul= og fortstribet Kiol,
omkring Livet et blaaagtig Belte med en Krumsabel udi;
paa Beenene et Par blaaagtige Strømper, og paa Fødder¬
ne et Par høihælede Skoe. Han er af Statur en kort fiir¬
skaaren Knægt, har sit eget Haar og er blas af Ansigtet.
Skulle samme forekomme nogen, som ikke paatvivles, vilde
de behage at paagribe ham, og bringe ham til mig under¬
tegnede, som har tabt anseeligt ved hans Undvigelse, da de
paagaaende Omkostninger skal blive betalte af
Polsk Pas von Kartenspieler.
Bortkomne Sager.
Hr. Trækud tabte forgangen Aften et heelt Hierte
fuldt af Courage paa Vejen fra Klammeriestrædet til
hans Logie, Smut i Skiul kaldet, da en vendte ham brav
med en god Stok.
Een af os 12 Patrolskrivere havde det Van¬
NB.
held forleden i Friderichsberg=Allee, at tabe af
Tankerne et ret galant Jndfald, formedelst en ham i Hæ¬
lene kommende og galoperende Rytter; thi ville Finderen
behage at levere det paa samme Sted, hvor Ejeren tabte
det; saasom han nødig vilde have, at det skulde komme ud
iblandt Folk.
Af ose apriberde ligeBlade, udgaer et hver Ousdoag


Patrollen.
No. 40.
den 7. Octob. 1766.
Adskilligt Nyt.
H¬
er har vi atter den Ære at meddele Læserne en
Continnation eller Fortfettelse af Spaadomme fra
c. Narrabien; de begynder, hvor de forrige slap.
(See vores No. 36.) Vi havde ikke ventet at faae fleere;
men da disse bleve os sendte Franco Direete med Posten til
Vands lige fra Natrabien; kan vi jo lettelig bekiendt¬
giøre dem videre. Vi forlanger slet ikke, at nogen skal
fæste Troe til dem, og den kiere Jomfrue Troehiertet skal
ikke falde i Skruppel over dem. Her ere de, ligesom vi fik
dem.
Ao. -- 86. Skulde der blive en stor Taugshed ved alle
Thee= og Caffe=Borde, fordi de ingen Patrol¬
ler har at tale om. De skarphiernede og super¬
Kloge Hoveder vil blive hiertelig eenfoldige, og
tabe en stor Deel af deres høje Forstand, fordi
der er ingen Patroller, hvorpaa de, som paa en
Slibesteen kunde hvedse og skierpe deres Forstands
Od. Kort sagt: der vil i dette Aar blive en
almindelig Længsel efter Patrollerne, og Aar¬
gangen for 65 og 66, vil komme til at koste en
Specie=Ducat. Man skal da og vilde rose Pa¬
trollerne i deres Grave. NB. Endskiønt vi
ikke ere meget overtroiske, ere vi dog snart fær¬
dige at troe denne Spaadom. Hvorkan dog ikke


Egen=Kierlighed betage Menneskene! Kiere Læ¬
sere! samler flittig paa Patrøllerne for Aarene
65 og 66, og bruger dem ingenlunde til Macula¬
tur, Kræmmerhuuse, eller andet Brug. Thi
hvo veed, om ikke denne Spaadom kan blive
sand? Vi gad oplevet det Aar, bare for at see
denne Spaadoms Opfyldelse.
Ao. -- 87. Skal der blive en saare dyr Tid paa Ærlig¬
hed. Bundtmagerne skal i dette Aar blive ho¬
vedrige Folk; thi foerede Hierter skal blive Gang¬
barere end foerede Pelse og Klæder nu ere.
----- 88. Som er et Skud=Aar. Skal der komme en stor
Død iblandt Dandsemestere. J samme Aar vil
Dandse blive meget dyre, og et eneste Pas vil
komme til at koste en Courant Ducat, og en ægte
Fransk Compliment skal gielde 1 Specie Dito.
NB Aldrig havde vi tænkt, at Patrollerne og
Franske Complimenter skulde komme lige høit i
Priis=Couranten; thi der er dog stor Forskiel paa
deres Gehalt og indvortes Valuta. Derimod
skulde man vide at sette rette Priis paa rette
Hovmestere, Jnformatores, Præceptores og
Skolemestere i dette Aar.
-89. Skal der skee et forskrækkeligt Jordskielv for de
Ubarmhiertige Riges Ører, hvorved Laasene skal
springe op for deres Jernbeslagne Penge=Skrine,
og de skal blive særdeles gavmilde imod de Fat¬
tige.
--.- 90. J dette Aar skal de treestykkede Huer og breed¬
pandede Hatte komme i Moden igien iblandt alle
Fruentimmer. J samme Aar skulde og alle
Mandfolk enten gaae med deres udslagne Haar,
sans Facon, ligesom Bønderne nu gaaer, og de,
som har intet Haar, skulde ville bære foerede
Huer. Dette Aar NB. vil see hiertelig eenfol¬
digt ud.
---. 91. Skulde der komme Pest iblandt Rimemagere.
Et Brude=Vers skal i det Aar komme til at foste
10 Ducater og et Liigvers dobbelt saa meget,
NB. naar de Eftersørgende forsikkres om den
Afdødes salige Henfart. J samme Aar skulde


og Poeterne blive meget ædruelige, og da ska¬
deres Lykke vaagne.
No. -- 92. Som er et Skud=Aar. Naar Tvillingen i det¬
te Aar gaaer ud af Jomfruens Kreds paa Him¬
melen, skal der skee en stor Feiltagelse blandt
Pigerne paa Jorden.
--93. I dette Aar skal der skee en stoer Reformation
i Huus=Sager. Ald Overdaadighed skal uddri¬
ves af Landet, og hver den, saavel Fruentimmer
som Mandfolk, der ikke bærer denne Paaskrivt
paa deres Klæder: natura paucis contenta o:
Naturen er fornøjet med lidet, og viser sam¬
me i deres Liv og Levnet, skal ansees for en Kiet¬
ter og forvises Landet. J samme Aar skal man
kunde gaae i Roe for Staadere paa Gader og
Stræder, i den Philosophiske Gang og i Alleen.
--.-94. J dette Aar skal der ligeledes skee en stor Refor¬
mation i Formaliteterne i Frier=Sager: Alle
Knæ=Fald, Sukke og Eedelige Forpligtelser skal
i dette Aar blive afskaffede. Frierierne skal skee
med reene Spørsmaal og Giensvar; Pigernes
formeente Nej skal da blive forvandlet til et
aabenhiertet Ja. J samme Aar skal der komme
Hunger iblandt Koblere og Koblersker.
-95. Skal enhver være sin egen Doctor og tage sin
Sundhed i Agt. I dette Aar skal der ikke blive
drukket en eneste Sundheds Skaal. Derimod
skal de rette legitime promoti Doctores Medirine
foragte disse eenfoldige Regler, paa det at de kan
have sig selv indbyrdes at flikke paa, at de ikke
skal døe af Sult; thi den ene skal da betale den
anden.
--. -1 96. Som er et Skud=Aar. I dette Aar skal de
Ord: Mit og Dit ikke foraarsage nogen Trette
og Process. J samme Aar skal der og komme
Pest iblandt Lomme=Procuratorer. Det Ord:
Ligesom skal i dette Aar blive usynligt, og ikke
bringe fleere Folk til Bettelstaven.
M--97. I dette Aar skal en rig Søn ikke skamme sig
ved en fattig Fader, og en pyntet Datter ej und¬
see sig ved at tage en gammel pialtet Moder under


Armen, endog midt paa Gaden, Volden og i
Haverne.
No. -- 98. Skal en Comet lade sig tilsyne paa Bunden
af Dranker us Flaske, som skal tilkiendegive, at
det er ude med ham.
----- 99. Dette Aar vil buive et meget betydeligt og merk¬
værdigt Aar; thi i dette Aar skal alle Mandfol¬
kene blive ligesaa bange for at givte sig, som Fru¬
entimmerne nu omstunder ere.
-800. Som er et Skud Aar. J dette Aar skal
Æculapius igien indfinde sig paa Jorden. Alle
givte Mænd skulde da faae deres Syn igien, og
Qvinde=List skal i dette Aar faae Ende. J dette
Aar skal der og opstaae nye Patrolskrivere, og de
gamle skal blive opkogte paa nye.
NB. Denne sidste Spaadom om Opkogningen turde
ventelig blive falsk; thi hvem vilde vel lave Ragout eller.
Frikase paa de gamle:
Anlæg
til et Drikke=Sælskab.
Endskiønt jeg veed meget vel, at her ikke er Man¬
gel paa saadanne Sælskaber, som man med rette kan kal¬
de Drikke-Sælskaber; thi den gode Bacchus sees smilende
næsten paa hvert Hiørne, og Drikke=Skildter udhænger
næsten over hveranden Dør. Men saasom jeg af egen Er¬
faring har lært, at saadanne offentlige Drikke=Sælskaber
haver mange onde Følger med sig, saasom Tretter, Klam¬
merier og Slagsmaal; uden at tale om, at mangen en stak¬
kels Mand, som ikke er saa stærk i Hovedet at han kan taale
meget, uagtet at han tørster meget, ofte exponerer sig selv
for de øvrige Sælskabs=Lemmers, Latter og Spat, og end¬
da oven i Kiøbet ofte maa befinde sig i Rendesteene, inden
han kan komme til sit Hiem, hvor en peen og reen Kone
med største Ekelhed maa afpaske sin besudlede Mand; saa
har jeg af en ret patriotisk Jver lagt mit Hoved i blød i et
Viinsad for at udfi de et Anlæg til et Drikke=Sælskab, som
men kan kalde: Det hemmelige og i Snit drikkende.
Drikke-Sælskab, hvorved mangfoldige Uleiligheder kan
afhielpes. Dette Drikke-Sælskab vil jeg inddeele i 4re


Hoved=Classer saaledes, nemlig: 1 Viin=Classen. 2 Aqua¬
vits=Classen. 3. Skiert Korn=Brændeviins=Classen, og 4.
Got=Ølls=Classen. (Det er vel ikke at formode, at jeg be¬
høyer, at bryde min Hierne med, at indrette en Tyndt=Ølls¬
Classe, thi det tynde Øll kan altid komme bag efter.) Jeg
er ef selv uerfaren i at drikke, og jeg har gaaet alle disse 4
Claffer igiennem med megen almindelig Berømmelse, hvor¬
fore jeg holder mig selv best beqvem til at indrette saadant
et Drikke=Sælskab. Jeg holder derfore for, at man ikke
vel kan antage fleere end 6 i hver Classe, at ikke den sidste
skal tørste alt for længe, inden Touren kommer til ham. Det
er og net øp een til hver Dag i Ugen; thi NB. om Søn¬
dagen maa man ikke drikke uden til Nødtørft. Til hver
Classe har jeg anskaffet 6 store Bontellier, som altid skal
være i Farten, og forsendes fra den første til den sidste
Mand i hver Classe. Hver Bontellie i Viin=Classen hol¬
der 24 Potter, det bliver altsaa 4 Potter Viin om Dagen,
hvilket nok kan passere for en skikkelig Deputat. Hver Bou¬
tellie i Aquavits=Classen holder 18 Potter, altsaa 3 Potter
par Mand. Hver Boutellie i Brændeviins=Classen hol¬
der 12 Potter, som er 2 Potter pro Persona, og hver
Bontellie i Got=Ølls=Classen holder 6 Potter, som bliver
1 Potte Got=Øll til hver. Forsendelsen NB. maa skee
accurat, og ingen maa drikke meere af Flaskerne end ham
kan tilkomme; thi derpaa vil Sælskabets Varagtighed for
den største Deel beroe. Forsendelsen skeer hver Mandag
Morgen gandske tilig, og tager sin Begyndelse paa Mandag,
som er Frie=Mandag, naar Flaskerne ere tomme, retour¬
nerer de igien til mig hver Løverdag Aften, som fylder dem
fulde, og saaledes Continuerer. Fordeelene ved saadant et
Sælskab ere usigelig store, hvoraf denne er den største, at
De Herrer Jnscribentere i dette fugtige Sælskab kan meget
magelig drikke sig et Ruus inden lukte Dørre uden at det
skal rygtes over heele Byen; thi de, som ere længst fra Tap¬
pen, har dog Ord for, at drikke meest, og jeg veed dem, som
saaledes i mange Aar har brugt denne Maade at drikke i
smu, og ere dog altid bleven anseet for meget ædruelige Folk,
saasom man aldrig har seet dem ravende og trarende uden
for deres Huus. Hvad Betalingen angaaer, da forstaaer
det sig selv, at den skeer efter den almindelige Priis=Courant,
og Betalingen kommer tilbage med enhver tom Flaske, saa


har man dog betroet dem, imedens de har drukket. De, som
maatte have Lyst til at indtræde i saadant et Drikke-Sæl¬
skab, vilde behage at melde sig inden førstkommende Man¬
dag paa Drankernes Laugshuus hos mig undertegnede
von Sauffer
Oldermand for alle Drankere.
Dødsfald.
Udenrigs: Hr. von Spieler død i Spillestad i
sin halvtilbragte Alder. Han var meget nidkier og saare
flittig i sine Forretninger, hvori han hængte baade Nat og
Dag, og i hvilke han ogsaa endte sit spillende Liv, og gik
spillende ud af denne før ham ligesaa glædelige, som for an¬
dre kummerfulde og bedrøvelige Verden. Hannem til den
Roes, Berømmelse og Æreminde, som hannem kan tilkom¬
me, er opsat følgende
Gravskrivt.
Stat Vandringsmand! betragt og læs:
I denne Grav herunder hviler
En Elsker af de sorte Es,
Den vidtbekiendte Hr. von Spieler.
Han ret forstod sin Spille=Kunst.
Var hurtig i sin Blande=Gierning.
Han aldrig spillede omsunst.
Han Kortet kneeb saavelsom Tærning.
Von Spieler sielden satte Beeth;
Thi han var altid vant at vinde.
De Tabende han har udleet,
Hvis Syn han kunstig kunde blinde.
Han spillede i Hvor og naar
Hans sorte Es og en Manille
J andres Punge gjorde Skaar,
Saavel ved Combre som Quadrille.
Polsk=Pas han sielden passet i
Han havde gierne sorte Knægte,
Som troelig stod von Spieler bi,
Og Haandfast for ham maatte sægte.


Han


Han slog i Bordet, naar han stak,
Og Farven vidste net at svige.
Ved hvert et Coup han gierne Drak.
Det vidste got hver Kielder=Pige.
Men Ak! nu blev von Spieler beeth.
Han skændet, skieldet, smeldet, bandet.
Han nøje blev paa Fingre seet,
Ved hver en Gang han Kortet blandet.
Han tabte, og han ivret sig;
Hans Galde løb i Hannem over.
Han af sig gav et hæsligt Skrig,
Og nu den lange Søvn han sover.
M¬
28
A¬
Han død faldt ned ved Syille=Bordet
Von Spieler der opgav sin Aand
Med Kløver=Knægt udi sin Haand,
Her ligger nu von Spieler jordet.
Bekiendtgiørelse.
Her til Staden er atter ankommen en Gilli. Han er
36--- Tommer lang, og har en allerkiereste Studsbart
til Stads, foruden et Par vakkre krumme Been. Han
passerede forleden Søndag igiennem Gaderne, hvor man
neppe kunde see Kæmpen for lutter Smaa=Drenge. Den
største Forskiel paa denne og den forrige Gilli er, at den
lange lod sig see for en Rigsort, men den korte lader sig see
for slet intet.
Proclama.
Da H. von Spieler ved Døden er afgangen, saa
bekiendtgiøres saadant mærkværdigt Dødsfald baade i inder¬
rigske og udenrigske, saavel i de mindre almindelige, som
almindelige, saavel i de alvorlige, som skiemtende Aviser,
paa det alle og enhver kan vide det, saasom Stervboet er af
saa ringe Betydenhed, at det taaler ikke noget ordentligt
Proelama at udstædes. Thi indkaldes herved hans kiere
Spille=Brødre, som maatte formeene sig at være enten
Credi= eller Debitorer, at møde eller møde lade i Stero¬


boet efter velbemeldte Hr. von Spieler i Spillestad, hvor
enhver skal skee al den Ret, som Spil medfører, og hvor de
ventelig, ligesom gemeenlig skeer i Stervbøer, vil komme til
at spille om det lidet, der er.
Til Leje.
En Deel ledige Værelser, som Hr. von Spieler
har udfejet, følgelig uden Meubler.
Til Kiøbs.
Hos Raritet Mageten i Glas Fouteralet kan
NB.
faaes Sælen af en lille Matadcr i Spiritus vel
forvaret, men ingen kan veje den op med Penge.
Bøger og Skrifter.
Den gamle Jomfrue Sibille vil fornøie Publikum
med det hun kan; hun agter derfor i denne Vinter at lade
udgaae en trykt Fortæling om 24 usynlige Spøgelser, som
hun forsikkrer med alle sine Omstændigheder at have seet.
Tienestsøgende.
Om nogen skulde behøve et Par Ammer eller tre
fire, da giver Sr. Bye=Tyr Anviisning paa, hvor samme
ere at finde.
Fundne Sager.
Sr. Forliebt fandt forleden Aften i Maaneskin et
forskrækkeligt Hiertestød. Han løb derfore samme Aften
op og ned ad Gaderne, og kigede alle Fruentimmerne i
Øynene, i Tanke at finde den rette Ejer, som strax forsvandt
for hans fortinnede Øyne.
En stor Hemmelighed er funden i en Frimu¬
NB.
rer=Loge, som imod en anseelig Findeløn af
Ejeren kan afhentes, at den ikke skal komme ud iblandt de
Nysgierrige.
4 *2
§. Hr. Doctor fandt forleden paa den syge Jomfrues
*Puls; Doctoren sagde, at den slog noget mat
men det blev nok bedre med hende, dersom -- --.
Af dse approbertede Uge=Blade, udgtaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 41.
den 14. Octob. 1766.
Correspondence.
Mine Herrer!
D¬
a det er altid en stor Trøst for de Ulykkelige, at
kunde klage sin Nød og Viderværdighed for andre,
saa vilde De og tillade mig, at jeg herved klager
min Nød for Dem. De maae gierne bekiendtgiøre min
tynde Lykke, og maaskee jeg af Dem kan faae et got Raad
til Trøst. Fra min Fødselsdag af har Ulykken bestandig
troffet mig, saa jeg altid og allevegne er kommen for
sildig; og hvor jeg har henvendt mig, saa har det enten
allerede været got, eller først skulde blive det. Jeg har gjort
mig stor Umag eengang at treffe den rette Tid, men det har
ey vildet lykkes mig, og intet er blevet mig til Deel, uden en
bedrøvelig Betragtning af den Lyksalighed, som jeg kunde
have faaet, om jeg var kommen tidsnok. Jeg blev
født for sildig til verden; det kan jeg vide deraf, at begge
mine Forældre sagde saa tidt: at det var gode Tider, før¬
end jeg blev født. Men Tiderne maae endda ikke have
været saa gode, som førend mine Forældre bleve fødte; thi
det sagde min Bestemoder, at i hendes Ungdom var det ret
en Lyst at leve, og da var der god Tid og god Levemaade,
og da kunde Folk bedre giøre sin Lykke end siden. O hvil¬
ken Skade for min Lykke, at jeg ikke blev født paa samm
Dag som min Bestemoder, eller i det mindste paa samm


Min ældste Broder bekla¬
Tid som mine Forældre!
gede mig tidt, naar jeg fik Hug af min Fader, og sagde, at
jeg skulde have kiendt ham for en halv Snees Aar siden, da
han ikke var nær saa avindsyg og vranten som nu. Jeg
kom for sildig til den Latinske Skole; thi mine Med¬
discipler fortalte mig ved min Ankomst, at jeg var kommen
der ret paa en ubeqvem og i den verste Tid. De beklagede
mig, at jeg ikke var kommen der 3 eller 4 Aar før; Thi da
var Rector en gandske anderledes Mand end nu. Da var
han ikke gift, og da var det ret en Lyst at gaae i Skole.
Men nu var der ingen Fornøyelse ved at være Discipel.
Hvilken Skade for mig, at jeg ikke var født bare 3 eller 4
Aar tilforn, saa havde jeg ikke her kommet for sildig!
Jeg kom og for sildig til Academiet. Man fortalte
mig allevegne, at nu var det ikke værd at være Student;
men for nogle Aar siden var det et herligt Levnkt. Jmid¬
lertid giorde jeg mig dog klar til at søge et Embede, og
ved mine Venners Hielp kom jeg og i en Betiening. Nu
tænkte jeg, at have truffet den rette Tid til min Lykke, men
det varede ikke længe, førend jeg fik at vide, at jeg og her
var kommen for sildig. Man sagde mig, at Tienesten
var nu ikke nær saa god som den havde været i forrige Ti¬
der; Paa nogle Aar var den meget forringet i Jndkom¬
sterne; mine Formænd havde slaaet sig got igiennem, og
nogle af dem vare blevne rige, men jeg skulde tage mig vel
i Agt, om jeg ikke skulde blive fattig og komme i Gield i
Nu giftede jeg mig med en Jomfrue,
denne Tieneste.
som var af god Familie, rig, smuk og galant opdragen. Jeg
troede gandske vist, at jeg her ikke var kommen for sildig, og
at jeg ikke kunde have gjort et bedre Giftermaal, om jeg
end var født hundrede Aar før. Men denne Indbildning
forsvandt snart. Jeg merkede rigtig om en Maaneds Tid,
at jeg Tidsnok var bleven giftet. Jeg beklagede mig for
min gamle Naboe. Han trak paa Skuldrene, og sagde:
Ja, Fruentimmerne ere ikke saadanne nu som i forrige Tider;
nu omstunder hører der stor Lykke til at blive vel gift. Jeg
var altsaa her ligeledes kommen for sildig. Enten
maae jeg være født under en meget ulykkelig Stierne, eller
en vis ond Engel giør alting til min Fortred. Jeg faaer nu
at sinde mig i min Skiæbne, forblivende Mine Herrers &c.
Malapropos.
hvar.


Svar.
Min Herre!
Det er ikke noget usædvanligt Nyt, som De for¬
tæller os, og De giør Deres Skjebne Uret. Det er ikke
gaaet Dem et Haar anderledes, end det gaaer alle andre
Folk; og De havde slet ikke været lykkeligere end De er,
om De end var født for 200 Aar siden. Tiderne bliver
altid eens, og Sæderne forandrer sig ikke. Det er en be¬
kiendt Feyl hos de Gamle, at de taler altid best om det
Forbigangne, og det er ikke at undre over, at deres Ung¬
doms Tid har bedre befaldet dem end Alderdommens. En
Mand, som er 80 Aar gammel, finder Verden ikke nær
saadan, som han fandt den for 40 Aar siden; men det er
galt, at han vil søge Aarsagen dertil uden for sig og ikke i
sig selv. Den Omstændighed med Deres Giftermaal er
den verste, men Philosophien overvinder alle Ting. Vi
forbliver &c.
Patrolskriverne.
Adskilligt Nyt.
Fra den Engelske Tilskuer berettes, at en vis Hr.
Roger friede længe til en ung Enke, og fik endelig Kurven.
Denne Frier fortalte siden i et Sælskab, at dersom den
ubarmhiertige Enke havde vildet ægte ham, saa havde han be¬
sluttet, at han vilde have anvendt en Herregaard til en Diamant¬
Ring til hende, og paa hendes Bryllupsdag skulde hun
havt 50 af de længste og skiønneste Egetræer, som fandtes
i hans Skov, til Bevernaale paa hendes Hoved; samt at
han havde bestemt en Kulgrav til hendes Lindtøys Vask,
en Veyrmølle til hendes Vifter, og Ulden af hans Faare¬
hiord hvert tredie Aar til en Underklokke til hende. For¬
staae Jndkomsterne deraf.
Den ellevte af de 12 Patrolskrivere er i disse Dage
bleven forløvet. Vil det lykkes, kan de endnu allesammen
vorde gifte inden Nyt=Aar.
J Elskovs=Gaden havde den yngste af de tre Systre
forleden Bryllup med Hr. Forsigtig. Det stod haardt
førend han kunde faae Forældrenes Samtykke, thi de vilde
gierne havt de to ældste Døttre først forsynede2 Men


Rygtet, som gemeenlig er en Sladdre, og fortæller for unge
Friere hvad der er ved Jomfruerne i Byen, havde hvisket
Hr. Forsigtig i Øiet, at en Mand var ikke tient med
nogen af dem, der vilde stadse oyer deres Stand.
En Haarskierer i Stadsestrædet har nylig gjort en
Opdagelse, som han anseer for meget vigtig, og hvorom
han skal være til Sinds at udgive et eget Skrift og Af¬
handling; at Pudder er intet andet, end fiint hvidt Meel,
som man paa en unyttig Maade strøer i hvide Parykker,
paa sorte Haarpunge, og hvormed man ziirlig forderver
Kiol en oven om.
Anmærkninger.
Jalousie eller Skindsyge er i sig selv ikke andet,
end Virkningen af en alt for stor Kierlighed. De beste
Midler, som Fruentimmer kan curere denne Syge med hos
deres Mænd ere følgende: 1) Aldrig misbillige eller latter¬
liggiøre nogen Feyl, som findes hos Mændene; thi det
maatte jo være en underlig Mand, som ikke kunde blive
skindsyg dtrover. 2) Jkke legge nogen besynderlig Roes
eller vise stor Høyagtelse for noget, som findes hos andre
Mænd, men som deres Mænd ey ere begavede med; thi
den Mand maatte være af en sær Character, som vilde
blive vred paa sin Kone, fordi hun ey kunde lide andre
Mandfolk. 3) Saasnart en Kone merker, at hendes
Mand bliver skindsyg, skal hun ikke vise sig utaalmodig der¬
over, ifald han nøye giver Agt paa alt, hvad hun giør og
lader, men være frimødig og aabenhiertig imod ham; thi
er hun frygtsom og vil giøre Hemmelighed af nogen Ting
for ham, saa har han jo Aarsag til Mistanke. 4) Hun
kan og lade, som hun er skindsyg over Manden, lad være
hun hverken er det, eller har Aarsag til at være det. Ved
dette sidste Middel har mange Koner befundet sig meget
vpel
Det er en stor Glæde for Forældre, at have en
Søn, som skriver en deylig Haand, som sidder smukt til
Hest, og som forstaaer at comportere sig iblant Folk; samt
en Datter, som fører en uforlignelig net Person, som kan
ret give sig en smuk Anseelse, som forstaaer ret at klæde sig
og omgaaes, som begge dandser vel. Men er det ikke lige¬
saa stor Glæde for dem, at have fornuftige og dydige
Børn?


En Læge foreskrev engang Folkene i hans Bye føl¬
gende Regler: de skulde ikkun spise en eneste Ret; ik
ke drikke nogen sterk Drik, førend Maaltidet var endt;
og i øvrigt holde sig fra alle Supper og Soeser, saa¬
fremt de ikke vare gandske ligefrem, enkelte og natur¬
lige. Men der var ingen, som skiøttede om, at følge disse
Regler.
Jhenseende til at holde Maadelighed i
Drik, gav han dem denne Forskrift: Det første Glas er
for mig; det andet for mine gode Venner; det tredie
for at blive glad; og det fierde for mine Fiender.
Disse Regler syntes Folkene endda got nok om, men det
var alligevel ikke mueligt, at de saa nøye kunde efterleve
dem.
Dødsfald.
Udenrigs. Hr. Varsom, som har det berømme¬
lige Eftermæle, at han frivillig aldrig lagde anstød for
nogen. Han døde i en høy Alder uden Betiening. En
af hans Venner har beæret ham med en Gravskrift, der
kan ansees for et got Raad.
Gravskrivt.
Hr. Varsom her til Hvile er lagt ned.
Lær af hans Liv og Vandel Varsomhed!
Vær klog, og hvad Du tænker, være rigtigt:
Saa falder Du derved i Kiv og Strid!
Skriv smukt, og hvad Du skriver, være vigtigt:
Saa faaer Du vist Belønningen af Nid!
Vær elsket høyt af Mæcenaters Naade:
Bagtalelse Dig yder da Foragt!
Til mildt Forlig Du Fiender maae raade:
Saa faaer Du Navn af frig og af forsagt!
Du villig skal Dit Brød til Armod bryde:
Saa seer Du den vist utaknemmelig!
De Store siig kun dristig deres Lyde:
Man da maaskee ophænger Dig!
Kort: Ved Fortienester Du maae bestandig lide!
Men vil Du lyde mig; mit Raad Du følge maae:
Vær alt, hvad jeg har sagt; Lad ingen det dog vide,
At Du er saa. Hrr Varsom giorde saa.
bekiendt¬


Bekiendtgiørelse.
Herved lader vi bekiendtgiøre, at dersom nogen af
vore Bekiendtere tænker at figde os paa Viinkielderen, saa
tænker de feyl; thi vi søger nu oven paa i Viinstuen.
Dersom nogen har Lyst til, at lære den skiønne
Kunst, at frembringe den reneste Klang ved Pokalernes og
Glassenes Sammenstøden, som almindelig kaldes Klinken,
da vil Hr. Lystig v. Selskabs=Broder i tilstundende
Vinter derom give Lysthaverne Underviisning, hvorom Ved¬
kommende jo før jo heller behager at mælde sig hos ham,
for at giøre Aftale om Timerne og Prisen.
Hvo som vil forfatte nogle Drikke=Skaale paa
Handelens Flor og Oeconsmiens Velgaaende, som man i
disse Tider behøver, for billig Betaling, kan melde sig paa
Drankernes Langshuus, hvor nærmere Anviisning gives.
Auctioner.
Den Auction, som var berammet at holdes den 32
Octobr. (See Patrollen No. 39.) er for sine visse Aarsa¬
gers Skyld bleven udsat til førstkommende 30 Februarii;
da foruden forhen specifieerede Sager tillige vorder bort¬
solgt: et meget accurat og velgjort Skilderie af den nye
Gilli.
Til Leje.
Alle Slags Soelhatte, samt Skov=Vifter og
andre Vifter kan faaes fra førstkommende til næste Flytte¬
tid.
De Værelser, som forhen har været beboede, men
nu staaer ledige, kan faaes med eller uden Møbler, i heel
eller halv Aar-viis, efter Behag.
Til Kiøbs.
En glædelig Aften for en ung og rig Jomfrue fal¬
bydes for billig Priis af en fattig velvoxen Karl.
2.3
. Et Baronie i Maanen er underhaanden til¬
kiøbs af en Liebhaber paa Jorden. Det halve af Kiøbe¬
summen forlanges kun udbetalt.
Smuk¬


3e Smukke blaa og sorte Øyne ere at bekomme for
civil Priis af god og forsvarlig Kierligheds Myndt hos
adskillige smukke Jomfruer i adskillige Gader. NB Lieb¬
haverne kan besee den uden Betaling hver Dag i Ugen.
Skulde nogen have Lyst at tilforhandle sig en
F.
smuk og saa got som gandske nye Ærbarheds
Maske, da vilde de melde sig hos Hr. Forstilt, for med
ham om Prisen at accordere.
4 Adskillige Mønstere af Fiinhed og Falskhed ere
til forskiellige Priser at bekomme hos Levekunstneren, som
selv inventerer dem.
Klammerier med og uden Slagsmaal kan
NB.
faaes hos Hr. Jndbildt, som passerer for
en skikkelig Mand.
Bøger og Skrifter.
Fuldstændig Neye=Bukke= og Skrabe=Bog
er færdig at leveres under Pressen. Forfatteren spaaer sig
god Aftrek paa dette lærerige Skrift. Det bliver forsynet
med 3 Kobberstykker.
Med første kan ventes et Skrift, kaldet det moral¬
ske Hospital eller den syge Verden. Dette Skrift bliver
en Slags Lægebog, og er fuldt af moralske Recepter.
Capitaler.
10000 Rdlr. enten separat eller under et kan be¬
kommes til Laans hos den Ellevte Patrolskrivers Kiereste,
ifald hun bliver saa lykkelig, som hun haaber, at vinde den
største Gevinst i Lotteriet.
Conditioner ledige.
En Gretuder, som tillige vil paatage sig at agere
Spion, kan faae en god Tieneste hos Hr. Nysgierrig.
For en god Kokkepige, som tillige forstaaer at ac¬
commodere, er en god Condition ledig hos den tolvte Patrol¬
skrivers Kone.


Tienestsøgende.
Om nogen behøver en Ven, til Tieneste, da vil
Selskabsbroder have sig paa det beste recommanderet,
som paa nærværende Tid er uden Condition.
Undvigte.
En liden Dreng ved Navn Kierlighed, seer got ud,
men er sterk starblind, er for nogen Tid siden bortløben fra
sin Herre, Hr. Elsker, som nødig vilde miste denne Servi¬
teur, førend han blev gift. Skulde nogen Uvedkommende
huse eller hæle Drengen, maae de ikke fortryde paa, at hans
rette Hosbonde søger at faae Hævn over dem.
Bortkomne Sager.
J Fredags da Pigerne gik af og i Plads, tabte en
af dem sin Kiereste i det hun dreyede om Hiørnet. Skulde
nogen af de andre Piger have fundet ham, og vil være saa
skikkelig at levere ham tilbage igien, loves en antagelig
Douceur af et halvt Aars Efterretninger om hendes forrige
Madmoder.
Lille Ane er bleven usynlig med hendes Kiereste.
Skulde nogen faae ham eller hende igien at see, behager de
at melde det hos Rygtet imod en raisonable Betaling af
Snak.
Fundne og opdagede Sager.
Den graa Musekat er kommen til sin rette Eyer
igien. Han har best hiemme og forlanger nok ingen frem¬
med Eyer mere; thi han var meest sultet ihiel. NB. Der
bliver nu ingen Muffe af hans Skind i tilstundende Vinter.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 42.
den 21. Octob. 1766.
D¬
a vore Avis=Blade finder et udenforordentligt Bi¬
fald: saa vorder Læserne atter her opvartede med
et saadant.
Correspondence.
værdige Herrer Patrolskrivere!
Med Bedrøvelse erfarer jeg, at De har i Sinde at
ophæve Patrollerne Av.-- 85, da dog ikke allene jeg, men
alle de, som jeg kiender, inderlig ønskede, at de maatte ved¬
vare i mange Aar endda; ja længe efter vor Død. Vi har
aldrig havt saadant artigt og fornøyeligt Ugeskrift før; og
dersom alle Deres Læsere længes saa meget efter Onsdagen,
som jeg: saa falder Tiden dem vist meget lang. Endeel af
Deres Blade har jeg læst saa ofte igiennem, at jeg kan dem
meest uden ad. Særdeles hover mig de Blade, der ere
indrettede som Aviser; og det var fornøyeligt, om vi kunde
faae alle de Bøger og Skrifter for Lyset, som derudi adver¬
teres. Vi har ret Mangel paa gode Skrifter, som jeg
gad læse til Tidsfordriv; og jeg tænker andre ere findede i
den Fald ligesom jeg. Dette indstilles til Deres egen høyere
Eftertanke af den, som indtil Enden forbliver Deres troe
Læser.
Svar: Det er kun en Spaadom, at Patrollerne skal
ophøre i det ovenanførte Aar. Vor troe Læ¬
ser kan altsaa trøste sig ved, at de tør vare
længer.


Skiønsomme og veldømmende Patrol-Forfattere!,
Sendes hermed en liden Afhandling, som jeg enfol¬
dig og velmeent har sammenskrevet i Anledning af den i
Deres Patrol=blad No. 19. fremsatte Priis=Materie, om
at høre ret, lugte ret, smage ret, føle ret, see ret, stave
ret, læse ret, skrive ret og tale ret. Kunde den være saa
lykkelig at finde deres gunstige bifald, maae De giøre af
den, hvor de vil, naar jeg ikkun kan erholde den udlovede
Belønning af 20 Rdlr. Saasnart jeg seer et Ord derom
i Deres Blade, vil jeg som Autor melde mig, for at afhente
Pengene. Jmidlertid forbliver jeg Deres tienstærbødigst¬
pligtskyldigste
P.S. J Stedet for mit Navn sendes denne afrevne
Seddel.
Svar: Autor skal faae de udlovede 20 Rdlr. for ey at
tage vore Ord tilbage igien; thi hans Afhand¬
ling er baade den beste og sletteste, da ingen
flere ere indsendte. Vi ville med Vedkommen¬
des Tilladelse lade den trykke for sig selv. Den
bliver kun et Ark stor, og skal koste 4 Sk. See
videre under Artikelen Bøger og Skrifter.
Efterretning om et nyt Contoirs Anleggelse.
Da det er noksom bekiendt, hvor vanskeligt det er i
disse Tider baade for det ene og andet Kiøn, at blive for¬
seete i et got Ægteskab: saa har undertegnede i Sinde at
anlegge et
Ægteskabs=Contoir.
De, som nu ville giftes, behager at melde sig hos
mig og angive deres Logie, Meriter og Midler, da jeg vil
anføre deres Navne i en Protocol, som jeg vil kalde Gif¬
termaals=Protocollen. Enhver bekommer ved Jndskriv¬
ningen en Seddel med det Numer paa, som han faaer i
Protocollen. Naar da en Enkemand eller Ungkarl forlan¬
ger en Jomfrue eller Enke, bliver ham anviist en Deel at
vælge iblant. For at blive indskreven i Protocollen betales
1 Rdlr. og for en Anviisnings=Liste 5 Rdlr., da ingen
saadan udgives ringere, end paa 30 Jomfruer eller Enker,


og altsaa er det kun en Mark for hver man faaer at vælge
1. Forlanger nogen flere paa Anviisnings=Listen, da beta¬
les 1 Mk. 8 Sk. for hver over det fastsatte Tal. Jnd
skrivningen tager sin Begyndelse i Morgen, og i Dag ott
Dage kan Anviisnings=Lister bekommes.
Givtekniv.
Adskilligt Nyt.
Fra en af Planeterne haves den tilforladelige Efter¬
retning, at et Par Ægtefolk havde Dagen efter Bryllupet
ikke det ringeste at spise og drikke; thi de havde giort saa
kostbart et Bryllups=Gilde, at al deres Eiendom derved
var forødet.
J forrige Maaned afbrændte ved en ulykkelig Jlde¬
brand Halvdelen af Haaret paa Hr. Springers ene Side.
Jlden skal være foraarsaget formedelst en Haarskierers
Uforsigtighed.
J Byen Kiend dig selv har en vis Mand længe
pønset paa den Kunst, at lære at kiende andre Mennesker.
J hvor u-undværlig denne Kundskab end syntes ham at
være, saa fandt han dog mange Vanskeligheder ved at naae
Fuldkommenhed derudi; og naar han en Dag meente at
have lært at kiende hans Naboe, saa fandt han ham Dagen
efter gandske anderledes. Han begyndte at prøve Kunsten
paa sig selv, og hvorvidt han kom derudi, førend han døde,
kan man slutte af følgende Optegnelse, som fandtes efter
ham iblandt hans Papirer.
Den retskaffenste Mand kan neppe bringe det saa
vidt hos sig selv, at han kan lære at kiende alle Smuthul¬
lerne i hans eget Hierte. Vi skiuler os for os selv, fordi
vi ere alt for ømme over, at see os onde. Jeg vilde en¬
gang skrive en Historie over mit eget Hierte; men mit
Hierte spillede mig flere end een Stræg. Jeg ansaae det
endog som en hemmelig Stolthed, naar jeg opdagede mine
Feyl; og jeg fandt saa mange Huller og Urigtigheder i
denne Beskrivelse, at jeg kastede Papiret bort. Nu undrer
jeg ikke over, hvi det var mig saa umueligt, at lære, at
kiende mine Naboer. Erfarenhed lærer os, at Menne¬
skene skiuler sig for hinanden. Man kan i visse Maader
ikke fortænke dem derfor; thi man anvender almindelig
den Kundskab ilde, som man faaer om andres Hem¬
meligheder.
Oacan¬
t 2


Vacancer.
Pasquillant-Embedet i det syttende Qvarteer.
Er udraabt for at være slet af Jndkomster. Men Sr.
Misfornøyet med Alting, som sidst forestod dette Em¬
bede, levede dog derudi, indtil han døde. Han fik en gandske
hæderlig Begravelse; men om han efterlod sig Midler
vides ey.
Privilegier.
De Herrer A. B. C. D. E. F. G. H. J. K. L. M.
N. O. P. Q. R. S. T. U. V. W. T. Y. 3. Æ. Ø. alle¬
sammen i forrige Uge af Apollo bevilgede at være Leylig
heds=Poeter, og at maae fournere enhver, som forlanger
og ikke forlanger det, med Nyt=Aars=Bryllups= og Liig¬
Vers &c. som og paa egen Risico at skrive smaa Helte¬
Digte &c. De ere derhos blevne privilegerede, at de meere
og mindre maae rose Brudeparrene og prise de Afdøde
talige, alt eftersom de kan vente sig Betaling.
Copulerede.
Enkemanden Hr. Gammelvild og Jomfrue Stille¬
vand. Efter lang Modstand paa Jomfruens Side, over¬
gav hun sig dog endelig, for at føye hendes Venner og
hendes eget Hierte. Den sidste ugifte af hendes gamle
Friere, som hun havde givet Kurven, paa Grund, at hun
aldrig vilde gifte sig, og for hvis Skyld hun forhalede saa
længe med at give Enkemanden sit Ja, i Haab, at den
gamle Frier imidlertid skulde indfinde sig igien, har gjort
hende et Brudevers, hvoraf vi ville anføre Slutningen:
Man skal paa Haarene da ey anskne Hunden.
En Jomfrue bærer ey sit Hierte udi Munden.
Hun ofte sværger paa, hun ey vil givte sig.
Sligt Jomfrue Stillevand tidt haver sagt til mig.
Men som i stille Vand, den dybe Grund kan findes,
Saa Jomfrue Stillevand, som her nu sammenbindes
Med Brudgom Gammelvild, maaskee bag Øret har.
Best Pigen tager ham, for Graven Pigen taer.
Dødsfald.
Den riimløse Poet, den yngre, død udi fremmede
Lande, paa sin udenlandske Reyse. Stedet er glemt at
indberette. Men her er en Oversættelse af hans


Gravskrivt.
Saasnart som Antors Orm dig trykte,
Holdt kloge Folk dig for en Nar.
Du riimløs skrev som de Forrykte;
Som ingen for dig skrevet har.
Den Ære vandt du dog ved det, du riimløs skrev,
At du ey Rimere som mange andre blev;
Men du urimelig dig havet viist at være,
J det af andres Skam du dig har gjørt en Ære.
Den hele Verden seer af dine Mester=Stykker,
At man ey gaaer saa vist paa Stylter som paa Krykker.
Bekiendtgiørelse.
Hermed vil jeg undertegnede venligst avertere, at
Msr. Forliebt Springer, som i nogle Uger har friet til
mig, men siden er bleven reent borte, vilde behage inden 24
Timer i det længste at indfinde sig hos mig, for at afgiøre
det os mellemværende; thi i Mangel deraf maae han ikke
fortryde paa, at jeg seer mig om en anden Kiereste, som er
mere stadig i sin Kiærlighed.
Choris.
P*r Et Brev, med Udskrivt til Apollinis Hof¬
Poet, kan af Eyeren afhentes i Patrolskriveriet.
Endnu er alle Slags Snuus-Tobak, grov og
D.
fiin tør Jslandsk, lugtende og reen Rappe,
samt Norsk og undertiden Spansk, Priis-vus at bekomme
for slet intet som fædvanligt, naar Liebhaberne ikkun selv
ville have Umag at afhente samme fra got Folks Daaser.
Dersom nogen har en velcomponeret musikalsk Koge¬
Bog at afhænde, da vides en Licbhaber dertil.
De Avertissementer, som en findes i dette Blad, ere
atter de, som ikke ere indkomne.
Efter¬
Ti¬


Efterretninger for Publicum.
Foranderlige Bestemmelser.
Bagtalerens Frie=Man=Post=Rytterne til Plane
Mund
terne
dag
aabnes
holdes
afgaaer
Om Vinteren endnu kun en
ikke nær saa eller to af de til Jupiter om Mandagen,
tidlig som om første Dages, Mars- Tiirsdag.
Sommeren; hver Uge; men
Solen- Onsdag.
men ellers saa naar det lakker
stidt som han længer hen paas =Venus -Torsdag.
finder det be=Vinteren, saaf
Mercurius=Fredag.
leyligt for sig, vil undertiden!
at fortygge en heel Uge ikke -Maanen=Løverdagen.
sNæsten.
|forslaae til ats Saturnus=Søndagen.
lukkes, |holde frie Man¬
Vinter og dag udi.
NB. Hvo som vil have
Somer langt NB. Hos Frie==Breve eller Pakker med, kan
ud paa Natten, mandags Ver= melde sig paa Mercuri
naar han fal= terne faaes Li= Posthuus.
der i Søvn. sste paa hele Aa¬
NB. Somme rets frie Man
Nætter, sover dage, som end
han slet ikke, og og for nogle ere
somme med aa 365.
ben Mund.
Efterretninger for de Øl=Cappende!
J den kolde Tid af Aaret tørster Folk ikke nær saa
meget som om Sommeren, naar det er varmt. Det er
altsaa ey at falde i Forundring over, om de Herrer Øltap¬
pende nu ey kan udtappe og sælge saa mange Kander og
Potter Øl om Dagen, som for tre Maaneder siden.
Fra Torvet indberettes, at Priserne paa Kornet,
som bruges til Malt, ere endnu ikke saa lette, at man kan
vente Afslag paa Maltet.
Auc¬


Auctioner.
Paa Auctions=Dagen skal til de Høystbydende bortsælges
efterskrevne Kostbarheder og Bøger, nemlig:
1) Kierligheds=billede med et Speyl i Haanden. For¬
færdiget af en gammel stor Mester. Skal uden Tvivl
forestille Egenkierlighed.
2.) En gammeldags Praler. Et Skilderie giort til
Mønster for alle Brovtere. Seer meget latterligt ud.
NB. Skal ikke sælges for en Slik.
3.) Et Grændseskiel for Ærbarhed. Indrettet til
Brug baade for Mandfolk og Fruentimmer; men seer
temmelig ubrugeligt ud.
4.) Et Dosin Faarepelze, forede med Rævskind.
5.) En rar Samling af Besværligheder. Maae hen¬
regnes til de ældste Oldsager, da nogle deraf ere endog
ældre end Syndfloden.
6.) Forførelses Ordbog. Viser efter Alphabetisk Orden
de utallige Maader, som et Menneske kan blive forført
og forføre andre paa.
7) Plan til et lystigt Broderskab. Indeholder dette
Broderskabs Sælskabs=Love og Laugs=Artikler. Deriblant,
er den besynderligste, at de ikkun skulle samles engang om
Maaneden. Det kan ikke være meget lystigt.
8.) Poetisk Bibliothek. Nyeste Oplag. Giver Efterret¬
ning om alle dem, som selv har kaldet sig Poeter. Jblant
disse forekommer mange som ere bekiendte.
9.) Et Bundt af Øyemed og hensigter. Deriblant tør
maaskee, ligesom iblant andre Bundter, være nogle gode.
Licitation.
Tirsdagen for næstkommende Mandag bliver holdt
offentlig Licitation over 10000 Exemplarier af Priis-Skrif¬
tet, om at høre ret, lugte ret, smage ret, føle ret, see ret,
stave ret, læse ret, skrive ret og tale ret, som skal ved
Trykken udgives; thi vilde de Lysthavende, som ville paa¬
tage sig Udgaven, behage at indfinde sig samme Dag om
Morgenen Kl. 6. slet, da Oplaget og Leverancen skal blive
de mindstbydende tilslagen, paa de Conditioner, som nær¬
mere paa Licitations=Dagen skal vorde bekiendtgjorte.


Til Leje.
Nest ved Bakkelse=Huset i Slikkerisstrædet er et
Mands=Kammer for en ugift Person til Leye. Ligeledes et
Fruentimmer=Kammer for en Jomfrue eller ung Enke.
Begge Kamrene ere jevnsides hverandre, vel menblerede og
meget beqvemt indrettede. De ere forede overalt indvendig
og behengte med smukke billeder, saa de ere ret varme
Vinter=Kammere, og kan tiltrædes, naar forlanges.
En Fætter er til Leye, hver anden eller tredie Aften
om Ugen for billig Betaling. NB. Han drikker gierne et
got Glas Viin.
NB. Forlorne Legge kan faaes til Leye i Maa¬
neds eller Halvaarviis hos Strømpekonen i
Attenpots Flasken.
Til Kiøbs eller til Leje.
En splinter nye Sammensetning af Klappen og
Raaben, indrettet til at bruge baade i Tide og Utide paa
Parterre i hver Comoedie anvises derfra enten til Kiøbs
eller til Leye.
Til Kiøbs.
En Samling af store og smaa unge og gamle Fluer
falbydes for got Kiøb. Skulde samme finde en Liebhaber,
saa anmerkes dette, at Kiøberen faaer dem nu døde, men
naar de giemmes forsigtig Vinteren over, kan den største
Deel af dem ad Aare blive levende igien.
Stiaale Lommetørklæder af adskillige Mønstere
1.
ere for meget billig Priis at bekomme hos Lom¬
metyvene.
Bøger og Skrifter.
Poetiske Tanker som Tovværk over Rimere og
Poeter, sammenvævede med megen Sveed og Arbeyde
af Forfatteren. Første Mesterstykke. Dette bliver Tite¬
len paa et Skrift, som vist vil giøre sin Forfatter stor Ære.
Frygter Eder nu alle J, som har faaet Privileginm paa at
være Leylighids=Poeter! og J stakkels Rimere! hvor ville
J hen?
Priisskrift over den Opgave, om at hørt ret, lugte
ret, smage ret, fole ret, see ret, stave ret, læse ret, skri¬
ve ret og tale ret, leveres med første under Pressen.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 43.
den 28. Octob. 1766.
Følgende er indsendt:
Skiemt og Alvor.
Ridentem dicere verum
Qvid vetat? ut pueris olim dant Crustula blandi
Doctores, dementa velint ut discere prima;
Horat:
Sed tamen amoto quæramus seria ludo.
J¬
eg sad forgangen Aften i Mørke og tænkte nu paa
Skiemt nu paa Alvor. Endelig faldt mine Tan¬
Jker paa Patrollerne, som imellem opmuntrer vort
Sind, som undertiden kan trykkes af de tilfaldende Ulei¬
ligheder. Jeg kiender en Madame, som ikke kan forrette
noget med et roeligt Sind om Onsdagen; førend hun faaer
læst Patrollea. Fornemmelig elsker hun de Blade, der ere
i Skikkelse som Aviser; thi der forefalder allehaande, siger
hun. Gid Vægteren havde villet fortsette sine Natte-Efter¬
retninger: raaber hun tit, man seer nok af Dage=Hendelser,
men Nætterne ere dog fornøjeligere. Dog maaskee den
gode Vægter kan være død, og altsaa undskyldt, og hans
Sted kan være besat med en anden, der baade er blind og
dov til at paaagte Natte=Bedrivterne, thi enhver Vægter er
just ikke oplagt til at føre i Pennen, alt hvad de hører og seer.
Jeg for min Part huver Patrollen, fordi den saa vel
veed at skikke sig efter Tiderne og dem, der ej kan fordrage
Sandhederne uden i en laant Klædning, og hvad hindrer
det?


Hvad byder, at man ej ved Skiemt maa Sandhed sige!
Som Skolemesteren med Dukker at fremstige
Man seer, naar Børnene skal lære a, b,c.
Nu Alvor. Vi igien vil holde op at lee.
Som der ere mange Ting at sige, saa ere der ogsaa
mange Maader at indklæde dem paa; saadant har de for¬
rige Numere beviist, der artig udfører de forskiellige Ma¬
terier; endskiønt den første Side ikke fører noget Omskf¬
telses-Navn i sit Skjold.
Jeg faldt samme Tid paa
de Tanker at indsende, efter den forhen skeete Jndbydelse,
Materie til et Blad, og da der adskillige Gange ere udkom¬
ne Avis-Blade efter Adresse=Contoirets Stiil, kunde maa¬
skee en Politisk Maade denne Gang behage Læserne. J
Tillid dertil er det jeg meddeeler følgende merkværdige Be¬
retninger, saadanne som de ere mig ved Aften=Posten til¬
sendte fra adskillige Stæder. Her exe de:
Curia den 11 Julii. Fra en sikker Haand haves
følgende: I denne Egn har indsneget sig et Slags U-Dyr i
Menneskelig Skikkelse, som, naar man lønner dem vel, kan
ved sin fortryllende Tunge giøre hvidt til sort og sort til hvidt,
hvorpaa de allereede har viist mange skadelige Prøver.
Krog den 25 Julii. Efter Forlydende skal Fri¬
herren af Fricasee være forbuden at sette sin Fod inden for
nogen ærlig Mands Dør i vor Bye, saasom han hidindtil
har indfundet sig ved alle Giestebude, som en ubuden Giest,
siddet som et Null og
-.-- fruges consumere natus.
Han har altid holdet med Verten i hvad Materie det end
skulde være. Naar han nogentid blev tilspurgt om sin
Meening, vat Svaret dette: Das ist vahr.
Currum den 2 August. Hyrekudskene har ind¬
byrdes overlagt, at de i det skidne Væjr uden Betaling vil¬
le kiøre en Tour med enhver ung Spradebasse, som ikke kan
gaae, imod at han lærer deres Karle en nyebagt Parisisk
Compliment. De meener, at de paa denne Maade kan
være vel tiente paa begge Sider; thi Smaaherrerne kan da
spare deres Smaa=Skillinger til Pudder og lugtende Van¬
de &c. og dog komme tørt og vel til Spille= og andre Huu¬
se, og Kudskene kan ved deres gode Opførsel recommendere
sig til de større Junkere, helst naar de vil paa Comoedien.


Terra den 13 August. J forrige Tider blev der
talt meget om den bekiendte Fugl Phoenix; siden kaldte
man enhver Ting, som var uforlignelig, en Phoenix, hoor¬
iblant herfra kan berettes om en Person, som nu bær samme
Navn, Historien er denne: Sr. Michel Foenero, der ved
sit Pante=Laan har i lang Tid befundet sig vel, mærkede
nyelig, at hans Kunst var aabenbaret, saasom enhver sagde,
sig at have læst paa Prent, at en Skilling af hver Rigsda¬
ler Ugentlig beløb sig til 54 Rdlr. pro Cento Aarlig. Han
fornøjede sig dog over, at han ej var angiven for at have
beholdt Pantet efter Betalings-Tidens For løb. Paa det
han nu ikke skal blive anseet som en Aagerkarl, har han
alt besluttet at lade sit Haandverk fare, og saasom han i
den forbiegangne Tid har ved Skatren samlet sig noget an¬
seeligt, vil han paa Søndag legge 6 halve Skillinger i Tav¬
lerne, og Dagen derpaa begive sig til la Luna for at henleve
den øvrige Tid i Rolighed med sine Midler. Han har til
den Ende nu allerede af en Anabaplist ladet sig omdanne
og kalde Phoenix; thi for at erindre det forbigangne, vil
han beholde den første Stavelse af sit Navn, kun med en
liden Forandring, men det øvrige maa være gandske ander¬
ledes; thi siger han, jeg var jo før liig den blodgierrige
Nero, men nu vil jeg være som den hvide Snee (Nix) i
Reenhed. NB. Enhver seer lettelig, at denne er en rar
Fugl i vore Tider, og fortiener billigt det kiere tiltagne
Navn.
Saccopolis den 14 August. Her er endelig i
Gaar ved Døden afgangen den fordum vægtige og mægtige,
føre og møre Burga, Herinde til Tykkenstein, fød i Knap¬
næring den 2 August. 1720. Over hende er følgende
forfattet:
Hvil her du tunge Sæk!
Giør dine Orme feede.
Hvor maa de sig ei glæde!
Da du gik til dem væk.
Campus Martius den 19 August. Forleden
duellerede et par Spanske Uhr=Øxne, som i en trang Vej
havde gaaet hinanden for nær; nu tænkte hver Mand:


Her bliver blodige Horn og Pander. De fægtede, og vir¬
kelig en Tid pegede paa hinanden; men endelig sagtnedes
Hidsigheden i deres galdesydende Blod, de nærværende gra¬
tulerede dem med deres udviiste Tapperhed paa begge Si¬
der, saa at den Ulykke, der syntes at true heele Landet, er
nu forsvunden igien.
Fimi. den 25 Octobr. Smaa=Herrerne ere nu
i Færd med at sende et Gesandtskab til Patrolskriverne,
for i grove Toner at paaminde dem om den dem uden Tvivl
paalagte Skyldighed, at holde Gade=Fejerne til deres Ar¬
bejde, thi reent maa de have til deres hvide Been, og Vog¬
ne staae ikke til reede uden Penge. NB. Af den sidste
Clausul kan jeg mærke, at disse Herrer har ei vidst af Hyre¬
kudskenes Beslutning, eller maaskee Hyrekudskene har be¬
tænkt sig, og nu vil ikke kiøre uden Penge. Smaa=Herrer¬
ne kunde da allerbest ride paa hinanden.
Penna Forti. Pridii Kal. Sept. o den 31 Aung.
Mein Herr!
De maa have mich ercusiret, at jeg bemøjer Euch
met denne høitærede Skrivelse, for at melde mein Herr,
at i denne Bye er etabliret et Klude=Contoir. Thi da vi
observiret har, at vi til vort under Hænder havende Aus¬
gabe ikke kan bestride Papirets Bekostning (Tænk ein
Mahl! Tolv Alphabeter in Folio) saa har vi resolviret
til at mælde i Gazetterne, at hvo der har nogle Lumpen
og vetust Papir, de da under vor Casses unaade skulle
etablere samme i Styk=Fade, indtil vi zwej Mahl ugent¬
lig ved Contoirets Material=Heste lader samme imod en
billig Recompence afhente, for at see det remitteret til Pa¬
pir=Støberiet uden Porten. Hvorved wir hoffen at kun¬
ne sælge diese Buch billigere, og sette Papir=Priisen paa
samme Cours igien, som den før været haver
Jhr Diener
Olor Schribe.
NB. Dette Contoirs Indretning burde maaskee ikke
være saa galt, som anført Brev er stiilet. Her slæn¬
ges mange brugbare Klude og Papir=Stumper ud
paa Gaderne; da det dog var en ringe Umage at
kaste samme i et dertil staaende Træe.
Juven¬


Juventa den 1 Septbr. Følgende Paradax talt
af en Philosoph kan jeg ikke efterlade at melde Dem, nem¬
lig: Han blev af en smuk ung Person tilspurgt, hvad han
skulde see paa, naar han vilde givte sig? Den gamle sva¬
rede: Den beste Qvinde er en døv og dum, en blind,
en lam og krum. Den unge Mand, som aldrig tilforn
havde hørt Philosophen at tale uden det, som var got, for¬
undrede sig overmaade over dette Svar, og i Forvirring
spurgte: Hvad! Er saadan een et Menneske? Ja, svarede
Philosophen: Hun skal ikke ville høre utugtigt, sqvaldre og
bagtale, ei heller bruge ureene Ord; hun skal ei heller bru¬
ge Øynene paa en uforskammet Maade; ei heller skal hun
kunde løbe omkring fra et Huus til et andet, og i Vellystige
Sælskaber; ei heller skal nuge Mandfolk byde hende nogle
Smaa Foræringer. See! denne er den rette. Tag den.
Prøv vel, førend du udvælger.
Stulten den 4 Septbr. En nyelig ankommen
Doctor medbringer et Slags Essentia Docta, som han
sælger for en meget ringe Priis. Enhver, som fastende
tager deraf en Dosis hver Morgen, faaer en tillukt Mund
og en lærd Mine. Dette nundværlige Medicament, som
han, om forlanges, vil skaffe Attester paa at være kraftigt
og Probatum, tiener i Besynderlighed dem, der for¬
medelst de kiere Sælskabs=Huuse ei har Leilighed til ved
egen Flid at lære noget. Essentzen er tillavet af oprigtige
Gaase= og Faare=Hierner, samt Fiske= og Biørne=Tunger
med meere. Enhver betaler efter egen Generositet.
Udtog af en Skrivelse fra Filiopolis den 7 Septb.
At mange Børn lidet agter deres Forældres Møje
og anvendte Bekostninger paa dem, vil jeg lade følgende
tiene til et Beviis paa: Tvert over for denne Bye boede
fordum en Bonde, der ved sin Arbeidsomhed havde erhver¬
vet sig anseelige Midler; men saasom han ansaae sin
Stand for en Trældom, besluttede han at skikke sin eneste
Søn til Kiøbstaden Mores, for at forfremmes ved Pen¬
nen. Det lykkedes ogsaa vel; Drengen giorde god


Fremgang, blev bittig og forstandig og agtet af alle;
Han blev og befordret til et Embede inden sit 3ote
Aar, og til Faderens Glæde fik sit eget Huus og Gaard.
Den gamle Mand, som elskede sin Søn hiertelig, og
havde anvendt store Omkostninger paa ham, overleve¬
rede ham alle sine Midler, og begav sig i hans Huus,
for at henleve sin Alder i Rolighed. Men det vare¬
de ikke længe, førend han mærkede, at Sønnens Kier¬
lighed blev kold imod ham; ilde blev han opvartet, og
end værre bespiist; hans Sove=Kammer var øverst i
Quisten, og Gaards-Karlen var hans Opvarter. Da
saadan nedrig Medfart gik den gode gamle Mand til
Hierte, beklagede han engang sin Nød for Sogne¬
Præsten Hr. Pius, som gav ham dette Raad: at
han hver Søndag skulde sende Bud efter denne oprig¬
tige Præstes Vogn, som skulde da strax være til Tie¬
neste, i Kirken kunde han sette sig i Præstens Stoel,
som og ofte vilde besøge ham. Alt dette gik ogsaa rigtig
for sig. Sønnen spilede Øyne ved alt dette, skamme¬
de sig ved at logere sin ærede Fader saa ilde, og op¬
vartede ham bedre; saa den gamle Mand fil Ende paa
sin Sørg og levede fornøjet til sin Død.
Historisk Fortælling eller
Ænigma.
Orante var tilforn en stoer Skildrer, som iblandt
alle var meest berømt i denne Videnskabe førend han blev
forvandlet; men til Ulykke kunde man ei conservere hans
Skilderier, han lod sig alene nøje med at vise dem frem.
Saasnart de, som vilde have sig afskildret, ikkun fremstil¬
lede sig for ham, saae de sig i et Øieblik gandske nøjagti¬
gen aftegnede; thi han besad en forunderlig og ret besyn¬
derlig Færdighed. Naar han lafskildrede nogen i legemlig


Størrelse, forestillede han saa naturligen alle de Bevægel¬
ser, de gjorde paa samme Tid, som om der virkelig var Liv
i Portraitet; men uden for dette store Pund, var denne
ypperlige Mester ubeqvem til alting. Thi endskiønt han
havde en dyb Jndbildnings=Kraft at forestille sig origi¬
nalerne, besad han dog ingen Hukommelse eller Fornuft;
thi saasnart et Menneske ikke stod ham lige for Øynene;
var det gandske ude af hans Hukommelse. Hvad Fornuf¬
ten angik, kunde han intet holde hemmeligt af hvad han
ridste; i hvor anseelig de end vare, som fremstillede sig for
ham, sagde han dem dog Sandheden reent ud, saavel,
hvad der var at berømme, som hvad der var at sette ud paa
dem. Orante var baade Dag og Nat i det smukke Kiøns
inderste Kamre, i deres Alkover og ved deres Senge, hvor
han altid indtog den smukkeste og beste Plads. De taalte
af ham det, som de ikke skulde have taalt af enhver anden,
og et Fruentimmer skattede sig altid lykkelig, naar denne saa
utvungne og oprigtige Skildrer flatterede hende lidt. Uag¬
tet hans liden Fornuft, raadførte dog Fruentimret sig med
ham i tusinde Tilfælde, saasom: om deres Geberder, og
Ansigtets Stilling, i at vælge deres Coifurer, hvorover
han herskede med en uindskrænket Magt, saa at de ikke
kunne sette et Baand paa sig, eller en Skiønplet, indtil en
Knappenaal, med mindre han forud havde bifaldet; thi i
alle saadanne vigtige Foretagender var han, uagtet hans
ringe Fornuft, deres beste og sikkerste Raadgiver. Han
havde den rare Egenskab, at han anstod alle Fruentim¬
mere vel, som saae ham, han lod dem altid holde ham selv


med Sælskab, saa at man skulde have sagt, at han var
gandske forliebt i dem. Jmidlertid, om et andet Fruen¬
timmer strax besøgte ham, lod han hende det selvsamme
forstaae, og syntes ligesom indtagen i hende, om han end
aldrig havde seet hende før. Det er vist, at aldrig nogen
har modtaget saa forskiellige Jmpressioner, som han.
For Resten i Mørke, hvor de Forliebte ellers ere de
farligste, var Orante ikke i Stand til at vove noget.
NB. Den Pige, som kan giette dette, vis vi alle
alle 12, skyde sammen og forære hende en
forvandlet Orante, ifald hun ikke allerede
har ham.
Extraordinair Avertissement
En Graa=Spurre som enten snakker Dansk og Franst
eller og enten Dansk og Fransk, eller som enten snakker Ty¬
og Jydsk, eller og enten Tydsk og Jydsk; eller, som ent
snakker Jtaliensk og Svensk, eller og enten Jtaliensk
og Svensk, forlanger en Kiøber.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 44.
den 4. Novemb. 1766.
Correspondence.
Spørsmaale og Besvarelser.
1 Sp.
H¬
vorledes og naar kan man best salte Fisk,
saa at den kan vare fra et Aar og til et
andet ufordervet?
Sv. Man salter Fisken paa sædvanlig Maade, men
naar man vil være gandske forvisset om, at be¬
holde den ufordervet fra det ene Aar til det
andet: saa kan man salte den Nyt=Aars Aften.
2 Sp. Hvorledes kan man om Sommeren i stor Hede
føre Øl med sig paa Reysen, at det ikke skal
blive varmere?
Sv. Man maae først varme det paa Jlden hiemme,
førend man fylder det i Leyelen eller Flasken,
saa kan man være vis paa, at det ikke bliver
varmere, men svalere.
3 Sp. Af hvilket Vand forskrækkes den gemene Mand
meest?
Sv. Af det, som gaaer hannem i Skoene, fordi det paa¬
minder ham om at lade dem flikke, eller kiøbe,
nye Skoe.
4 Sp. Hvad er det beste i en Mølle?
Sv. Det er at Sekkene kan ikke snakke; thi ellers gior¬
de de tidt Mølleren Skam?


5 Sp. Hvilken Fugl haver ingen Tunge? og hvilken Fugl
haver ingen Lunge? og hvilken Fugl giver sine
Unger at die?
Sv. Stortea haver ingen Tunge; Uglen haver ingen
Lunge; og Flagermusen giver sine Unger at
die.
Forslag
til et nyt Slags Pleye=Huse.
Da en Patriot i No. 25. af disse Blade har gjort
5 berømmelige Forslage: saa har saadant opmuntret en
anden, der og sinder en sterk Patriotisk Drivt hos sig, til
at tiene sine Landsmænd og Publicum med de Gaver han
har. Det er bekiendt nok, at Tyrkerne, som man almin¬
delig tillegger en Vildhed fremfor de Christne, har et meget
stort Fortrin for disse i den Dyd, som man kalder Hospi¬
talitet eller Giestfriehed. De har til saadan Ende opbyg¬
get visse offentlige Pleyehuse, hvorudi de herbergerer og
underholder alle Trætte og Syge, som ankommer dertik ja
jeg har hørt, at de endog skal være saa høflige, at de, efter
den østerlandske Mancer, vasker deres Fødder. Nu tykkes
mig, at her allevegne i de Christne Lande kunde og burde
oprettes ligesaadanne Pleye=Huse, eller Caravanseras, som
Tyrkerne kalder dem, saa at de gode Tyrker ey skulde behol¬
de den Ære, at være høfligere i denne Post end de Christne.
Og, paa det at de Christne skulde overgaae Tyrkerne i Ar¬
tighed, saa er mit Forslag, at disse Huse skulde indrettes
saaledes, at endog alle de, som gierne ville giøre sig For¬
friskninger ved Lystreyser, men har ikkun liden Raad og
Evne dertil, kunde her faae alle Ting for intet og frie Op¬
vartning. Man kunde i Førstningen forsøge det ved| een
Bye, og see, om saadan Anstalt fandt bifald, hvorefter man
altid siden kunde anlegge flere saadanne Pleye=Huse. Jeg
har længe faldet i stor Forundring over, at ingen af mine
Patriotiske Landsmænd har hidindtil gjort dette Forslag,
som jeg nu giør; thi mig tykkes, det er Skam, at det skal
kaldes christeligt, at tage Betaling af fattige Folk, for hvad
de spiser og drikker, og at det derimod skal hedde Tyrkisk,
at bevarte fattige Folk for intet. Man kunde jo lade een
af vore Architecteurer giøre Tegningen til saadant et Huus.


Der maatte være mange Kammere og Stuer udi; thi man
kan sagte vide, at Folk, som ey kiendte hinanden, vilde ey
være i Selskab sammen. Spørger man: Hvor skulde den
Capital tages fra, som saadant et Huus skulde bygges og
indrettes for? Da svarer jeg: hvor tager Tyrkerne deres
fra? det er Lysten som driver Verket. Jeg formaaer ikke
videre, end at giøre Forslaget. Nu har jeg giort det, og
nu overlader jeg til andre, at sette det i Verk. Min Hen¬
sigt er upartisk; thi jeg agter aldrig at berige mig ved dette
Forslag. Men enhver indseer lettelig den billighed, at om
det kommer i Stand i min Livstid, som jeg haaber, mig
da indrømmes et af Værelserne, hvorudi jeg kan føre Com¬
mando, og befale hvad jeg trænger til. Saasnart det er i
Stand, vil jeg melde mig.
Adskilligt Nyt.
J Maanen skal det nu være bleven den høyeste Mo¬
de, at Mandfolkene bærer Hatten under Armen og Fruend
timmerne gaaer med blottet Btyst om Vinteren.
Fra en Landsbye indberettes, at i Forgaars Nat er
en Muus druknet i en Melkebøtte. Dette var ikke merk¬
værdigt Nyt, dersom man ikke tillige kunde melde, at i den
Bøtte er ingen Muus druknet før i Aar.
Paa Verdens almindelige Skueplads opføres her¬
efter hver Dag Comoedien Charactererne. De fleste Men¬
nesker, som ere Acteurer og Actricer i samme Comoedie¬
følger ikke Naturen længer, end de ere i deres Natklæder.
Vacancer.
Moralisere=Embedet udenrigs. Skal have væ¬
ret en meget feed Betiening i forrige Tider.
Fierdemand ved Quadrille=Bordet. Pleyer at være
et meget lykkeligt Sted. NB. Det er ikke under nogen
Bielke.
Privilegier.
Jean de France af Moden bevilget, at være
Hilsemester, og derudi at maae undervise unge Mennesker
i Naboe=Planeten. Madame Fattig Kone, ligesaa at
maae drikke Caffe to Gange om Dagen¬


Dødsfald.
Udenrigs. En gammel forslidt Moralist. Har
han i levende Live moraliseret for andre: saa har man efter
hans Død igien moraliseret over hannem i følgende
Gravskrivt.
Den gamle Moralist er død
Han død! Udaf hvis Mund saa mange Regler flød.
En af hans Regler var: Lær først de Folk at kiende,
Som du dit Hiertelav og Venskab vil tilvende.
Han syntes for sig selv i denne Fald at sørge,
Og naar han kom til Folk, man hørte hannem spørge:
Min Herre! siig hvad drikker de for Viin?
Det røde Slags er min.
Hans anden Regel var: dig smukt i verden skik.
Han denne Regel selv opfyldte paa en Prik.
Hvad andres Vellyst var, det kunde ham forlyste.
De blonde Jomfruer han meget gierne kyste.
Dog syntes ham end meer Brunetter at behage;
En af den Farve han udvalgte sig til Mage.
Hans sidste Regel var: Jmod din Næste giør
Hvad du forlanger han imod dig giøre bør.
Saaledes lærte han, og levede derefter;
J verden han med den fortærede hans Kræfter.
Han døde Enkemand og Børn ey efterlad er;
Tyi han kun sielden blev udlagt til Barne=Fader.
Bekiendtgiørelse.
3 Da vi har taget den Plan, at alle Patroller
NL.
skal herefter see ud som et Slags Aviser, saa
bekiendtgiøres dette for Vidkommendes Skyld, som maatte
have noget under Arbeyde at indsende, for at faae de udlo¬
vede 2 Rdlr, at de vilde behage at anbringe alle sine Tan¬
ker i Avis=Form; thi ellers kan man nu ikke bruge dem.
Skulde ellers nogen vilde indsende Avertissementer om bort¬
løbne Katte, tabte Knappenaale, undvigte Kierester, fund¬
ne Venskabs=Prøver, bortstigale Kysse, og deslige, da
vil man altid under disse Artikler, herefter gratis indføre
samme i Patrol=Avisen; men for Avertissementer under
de øvrige Artikler betales eften Taxten, som sædvanligt, slet


intet. For hvert stort Bogstav foran, betales en halv
Gang saa meget til. NB For venne Priis bliver dog intet
Avertissement oftere indrykket end een Gang.
Det Avertissement, som er indrykket i
NB NB.
disse Blade No. 41. at vi nu ikkun sø¬
ger oven paa i Viinstuen, og at man ikke meere kan finde
os paa Viinkielderen, er aldeles uefterretligt, hvilket herved
bekiendtgiøres for alle og enhver af vore Venner, som
maatte have ladet sig bedrage af bemeldte falske Aver¬
tissement. Skulde nogen for os kunde opdage, hvem der
har ladet indrykke saadant, da loves en Pegel Tydsk Viin
for Umagen, og Navnet fortiet, om forlanges.
Efterretninger for Publicum.
Foranderlige Bestemmelser.
Lykkens=Dør! Elskovs=Ting Slædder=Posten
holdes
lukkes
afgaaer
altid, naar man ey) Naar Skindsy= Gemeenlig hver|
har Patroner For= ge nærmer sig til Dag i Byen, naar
tienester eller Dum= nogen af Parterne. det er got Veyr,
dristighed.
Naar de Før= og kommer igien,
aabnes
liebte faaer andresnaar Poslsekken er|
ved Videnskaber, Tanker, end i de fuld.
Flittighed, Hykle= første Frier=Dage; Undertiden tager
frier, og somme Ti= og
den og Touren
(der ved Kierester. Naar Krybben uden Byes.
ser tom, saa bides
Hestene.
Auctioner.
Paa forhen ommeldte Auctions=Dag Ugen næstefter
bliver til de høybydende bortsolgt følgende rare Sager og
Skrifter:
1) En Poetisk Laurbær=Krands, meget lidet brugt.
Med samme sælges et Privilegium af Apollo, at Eyeren
maae bruge den som en Nathue.
2) Blotte=Bryster, et Skilderie, som viser Forandrin¬
gerne paa denne Mode fra Anno 101 indtil 1165.
Meget kunstigt gjort.
(3 En


3) En Haandskreven Bog. Mangler Titelblad. Jnd¬
holden er, hvorledes man paa allehaande forbudne Veye
kan komme til et Embede.
4) Familiers Anseelse. En meget gammel og lærd Af¬
handling om en af de rette Drivefiedre til Ægteskabe.
5) Beviis, at Embede contribuerer intet til vor
Fornøyelse. Er et meget enfoldigt Skrift, da det er
noksom bekiendt, hvor fornøyeligt det er at faae et Em¬
bede for Folk, som ikke bryder sig om Embedet, men
kun om Jndkømsterne.
6) Beviis, at tidlig Befordring giør oftest ulykkelig.
En meget høytravende Tale, holden ved en jung Em¬
bedsmands Død.
7) Et Bundt af Forsetter.
8) Et Dito af Projecter.
Til Leje.
Et Poetisk Verksted i første Etage næst Himme¬
len er til Leye, og kan strax tiltrædes.
En Sorrigs-Maske, meget beqvem
NB.
for hvem, der skal vise udvortes Bedrø¬
velse over mindre elskede Ægtevenners Fraskillelse &c. er
til Leye at bekomme hos Madame Forstilt i Følelses¬
Strædet.
Til Kiøbs.
Dersom nogen har Lyst at tilforhandle en me¬
get rar Seyer=Skjorte, da vil Sr. Feyud overlade dem
den, som han er født med, og som efter Jordemoderens
Sigelse skal være meget lykkelig.
Gamml=Ærlighed er endnu at faae i Qvintin= og
halv=Qvintiinviis, om nogen skulde være Liebhabere dertil.
NB. Stød og Puf for Brystet og andre Steder, samt
Hug og Slag over Armene, i Hovedet eller paa
Ryggen kan faaes lige saa suffisante hos mig under¬
tegnede som hos nogen anden, og hvo som vil tillige
kiøbe den Videnskab, at han kan uddele deraf til
andre, enten hver for sig eller begge Deele, kan og
blive tient dermed.
v. Slagsbroder.
Førend.


Førend jeg underteignede begynder beskrive, hvad
hos mig er til Kiøbs at bekomme, maae jeg først have
den Ære at berette for mine Velyndere, at jeg til sidste
Flyttetid har flyttet, forflyttet og ladet mig forflytte til
min egen nu iboende Gaard, hvor jeg paa det beste vil
have mig recommenderet, saavelsom og mine Vahre, der
bestaaer af følgende Slags: 20 Aars gammelt Venskabs
Draaber i Pots og Halvpots Flasker, langt overgaaerde
det berømte Crambambuli; 30 Aars gammelt Øyenvand,
for røde Øyne af Graad; Lomber en deux, 8 Skill.
Mathadoren; Tolv Born fra min første Kones Tid, paa¬
klædte efter Moden, som da var brugelig; og en Eselshud
med ægte Pontack. Alle gode Vahre.
Opskierer Revsen.
Bøger og Skrifter.
En fuldstændig Afhandling om Kort=Spill.
Dette bliver den korte Titel, som en lang Bog
faaer, hvilken baade er udgiven og skal udgives. J For¬
talen viser Forfatteren Kort=Spils Nytte, Nødvendighed
og Fortreffelighed. Dersom Cato, siger han, havde
spillet, skulde han ikke have dræbt sig. Han holder Spil
for en af de sikkerste Maader at fordrive Tiden med. Han
siger, at Spil skierper Forstanden, og at han har kiendt
Folk, som neppe kunde forestaae en Tiener=Plads, førend
de havde lært at spille; men siden havde de svinget sig
til de anseelige Embeder, som mange søger om. Han
forkaster den berønte Rabners Ordborg, og spørger,
om det ikke følger, at den, som spiller sine Penge bort,
ligeledes spiller sin Forstand bort? naar Penge egentlig
betyder Forstand; og om ikke den, som vinder Penge,
vinder Forstand. Men han anmerker det derhos, som
fornødent, at Spilleren maae gaae fornuftigt til Verks,
og dette kaldes at vinde; thi at tabe, vil sige det sam
me, som at blive dummere og mere tosset. Forfatteren
slutter sin Forberetning med det kildrende Løfte, at han
ved sine Regler og Grundsetninger vil bringe det dertil,
at enhver flittig Discipel skal ved hans Kunstes Udøvelse
komme til en ret moden Forstand. Hvilken stor Fordeel!
Han inddeler Verket i 4 Afdelinger, de 4 Damer til
Æ e. Spille Conditionerne, nemlig at give ret om, eller
avet om, 5 eller 9 til hver, og saa videre, det er Spil¬


lernes Folke=Ret. Hans Grundsætning er denne: Hvo
som vil vinde, maae bruge Kunst og Kneb, rg ikke
forlade sig paa Lykken. Hele Spille=Kunsten bestaaer
i sin egen og Fingrenes Øvelse. Til Slutning følger
en Alphabetisk Fortegnelse paa alle Europæiske Spil.
Videre Udtog tillader Rummet os ikke at giøre af denne
rare og for Verden saa umistelige Bøg¬
Capitaler.
Adskillige Kierligheds Capitaler fra 1 til nogle
1000de Kysse, Klap og Favnetag bliver til forestaaende
Pikenik= Terminer at faae imod sædvanligt Pant og
Rente.
Conditioner ledige.
Om nogen har Lyst til at være Matto i et Gnav¬
Spill, da bliver om stakket Tid en god Plads ledig. An¬
viisningen skeer fra Gnavposen.
En Person, som kan paatage sig at være For¬
dandser paa Tydsk, Engelsk, Fransk og Polsk, kan fra
Patrolskriveriet anvises en god Condition. Men det vil
være forgieves, at nogen melder sig, som ey forstaaer at
holde Takten i ovenmeldte Sprog.
Tienestsøgende.
En habil Ungersvend søger Tieneste ved en honnet
Fruer= eller Frøken=Pige. Han forstaaer den udfordrende
Opvartning baade paa Tydsk og paa Dansk,
Bortstiaale og bortkomne Sager.
Et gammeldags Haab, brugt af Eyeren som
et Lommeuhr, er tabt forleden Uge paa Veyen fra Pa¬
tronstrædet til Afslags=Gaden. Paa Zifler=Pladen saaes
idel lykkelige Aspecter; men Viseren viste aldrig rigtigt.
Kieden var lang, og bestod af vidtudseende Jndbildninger.
J samme hængte en Fiol, en Nødknekker, et Par Cupi¬
dver, en Lire, og en Sirupskrukke. Finderen ombedes
at levere det tilbage.
En Anviisningg=Liste fra Ægteskabs=Contoiret paa
26 Jomfruer og 4 Enker, er bortstaalen i Gaar fra
sin rette Eyer. Hvo som kan give nogen Efterretning
om Tynen, skal blive frit indskreven i Giftermaals=Pro¬
tocollen; og meldes i øvrigt, at Jhændehaveren kan ingen
Nytte have af bemeldte Liste, siden det allerede er anmeldt
for Vedkommende.


Patrollen.
No. 45.
den 11. Novemb. 1766.
Correspondence.
Kiere Patrolskrivere!
E¬
n fattig Karl udbeder Svar paa disse Spørsmaale:
Om der i verden findes noget tilforladeligt
Middel eller Kunst at blive rig? og, om den
Kunst, at behage Folk, er let lært?
Svar.
Paa det sidste Spørsmaal svares først:
Ligesom den gamle Høymod sagde til sin Søn, da
han vilde lære ham den Kunst at leve: Jacob, jeg be¬
der dig, vær artig! saa kan man lære Folk den Kunst at
behage med to Ord: Vær rig!
Det er Penge og Rigdom, som man i Alminde¬
lighed regner til det sande Gode i verden. Hvo som
har dette Gode, han er behagelig hvor han kommer: og
denne nu dyrebare Sandhed skulde være mindre sandfær¬
dig, dersom Verden ikke var bleven saa sædelig som den er.
J vor Tid bør den jo ansees for vild og gal, som vil nægte,
at en god aarlig Jndkomst ey fører store Fordeele med sig.
Omendskiønt mange gode og viise Mænd foragter en stor
Deel af dette Gode i Verden, saa skal de dog ikke kunne
nægte, at jo en god Jndkomst giver deres Character en vis
Værdighed og deres Raad og Foretagender en vis Vægt.


De rigeste Borgere ansees gemeenlig for de beste. Enhver
bør derfor tragte efter at blive rig; og man kan nu besvare
det første Spørsmaal med Ja, at der virkelig findes Mid¬
ler og tilforladelige Midler, endog for en fattig Karl, at
blive rig. Midlerne ere disse:
1. Lær at spare. Sparsommelighed er høystfor¬
nøden for enhver, som vil være rig. Alle Mennesker ere
ikke lige skikkede til at forhverve Penge; men det staaer i
enhvers egen Magt, at være sparsommelig: og jeg troer,
der findes meget faa, som, naar de tænker tilbage til deres
forgangne Liv, jo skal befinde, at de nu kunde have været
meget velhavende Folk, dersom de havde sparet visse smaa
Summer, som de har forødet paa en unyttig Maade.
2. Vær flittig. Flittighed er næst Sparsomme¬
lighed et got og sandt Middel til at blive rig; og at mange
ey samler mere end de giør, dertil torde maaskee Dovenskab
og Ødselhed være store Aarsager.
3. Holdt Orden i dit Arbeyde. Dette Middel
samlet med de forrige, hielper ufeylbarlig til at blive rig;
og den Allereenfoldigste kan efterkomme det. Ja, søvnige
Folk kan endog komme til stor Formue, naar de indretter
deres Forretninger ordentligen. - Der har ellers i lang
Tid været mangfoldige Midler til at samle Penge paa, og
man har paa nogle Aars Tid endnu opfundet flere. Den
viide Opfindelsers Plan giver enhver Adgang til sig. Et
hvert Menneske kan der sette sig ned, og let udspeculere en
splinter nye Grundteigning til sin Lykke og Rigdom, som
endnu ingen anden for ham er falden paa. Dersom vor
Correspondent vil giøre dette, skal han maaskee befinde sig
best derved.
Adskilligt Nyt.
Fra sin Udenlands Reyse er nyelig Hr. Beundrer
hiemkommen, som medbringer en Samling af alle Tegnene
paa de udhengende Skilter i de Byer, hvor igiennem han
har reyst. Den Beskrivelse, som han giør derover, er saa
prægtig, at hvo som hører den, og har selv seet Skilterne,
kan deraf let kende dem igien.
Til Elsko os Stads Festningsverkers Jstandsettelse
antages i disse Tider en stor Mængde Haandverksfolk. Man
har dog ingen tilforladelig Efterretning om, at der er deela¬
reret nogen Krig imod Jndvaanerne.


En Person, som har givet sig ud for Amor, og be¬
draget adskillige af det smukke Kiøn med sin Kram, er i
disse Tider blevet opdaget af Døris, og til ævig Tid for¬
viist hendes Kammer.
Anmærkninger.
Alle Uge=Skribentere maae sige hvad de ville om
Moden paa Klæderne, saa skal man jo dog have Klæder
paa Kroppen; og alle Slags Klæder ere jo tilladte, naar
de kun skiuler Legemet, eller i det mindste noget deraf. Det
er desto bedre, om de ore magelige; hvis ikke, kan man
forandre dem, naar man bliver kied deraf, og har Raad
dertil. Klæder kan aldrig være imod Ærbarhed, i hvor¬
ledes de end ere skaarne; men at indføre den Skik her i
Landene, at gaae nøgen, det var imod al Ærbarhed. Klæ¬
der kan heller ikke siges, at være meere forfængelige end alt
andet i Verden. Klæde=Moden er ligesaa umistelig som
Klæderne og Skræderne.
Opslagne Sager.
Fruentimmernes Advocat contra hans egen Huus¬
holderske. Skal paadømmes ved Elskovs Birkeret i
Sovekammeret.
Paadømte Sager.
Hr. Forgyldt contra Mons. Fattig. Paadømt ved
billigheds Bye=Ting. Man tænker nok, den sidste tabte.
Ney, han vandt rigtig sin Sag, men Processens Omkostning
fik han ey gotgjort: saa han blev meget fattigere, end han
var førend Processen begyndtes Det kaldes dog at vinde.
Vacancer.
Talemands=Pladsen i Caffe=Selskabet. NB.
Dette Selskab har længe været oprettet, men ikkun faa
Gange bekiendtgjort i Aviserne. Her afhandles ikke de
gamle Caffe=Discourser; men Sælskabet er sluttet i et
meget ædelt Øyemed, nemlig at bedømme alle udkommende
Skrifter. som ved Udgivelsen ikke ere over 5 Ark. Tale¬
mandens Embede er at oplæse dem, og derfor har han den
Ære at sidde øverst i Selskabet, hvis andre Lemmer ere
Assessores eller Dommere.


Befordringer.
Pasquillant=Embedet i det syttende Qvarteer
besat med Hr. Opblæst.
Privilegier.
Hr. Selvklog bevilget af Egensindighed at være
Sprogforderver.
Broder Sqvalder og Søster Stolt ligesaa af
Naturen at maae fortsette deres Forældres Forretninger
med at bagtale andre Folk.
Huus=Forretninger.
Om Aftenen skal Kiøkken=Seddelen skrives. Kl. 10.
Formiddag skal Caffeen i det seneste være færdig. J For¬
gaars bleve 3 af de nye Piger indsatte til Grovbrødsdagene
med Øresigen og Skieldsord.
Elskovs=Stad indpasserede.
Nogle nye Recrouter, som har ladet sig hverve at
ville tiene under Kierligheds=Fahne, indførte af Hr.
Letfod.
Pladser=Udpasserede.
Nogle Piger med Taarene i Øynene fordi de ved
Afregning med deres Madamer ingen Løn fik. Deraf kan
de maaskee blive paapassene.
Copulerede.
Hr. Reysende med Jomfr. Underveys i Kroen
paa Landeveyen.
Dødsfald.
Jerusalems Skomager. Døde, efter tilforladelig
indløben Beretning, for stakket siden af Tobaks=Røg. Ved
Brevets Afsendelse giorde man sig endda Umag med at faae
ham til Live igien, men forgieves. Lever han op igien skal
det hernæst blive meldt; hvis ikke skal hans velfortiente
Gravskrift blroe besørget.
Bortsolgt ved Auctioner.
Endeel Foustager gammel Kiertighed for 1 og et
halvt got Ord.


Bekiendtgiørelse.
NB. Dersom her skulde findes nogle Jomfruer eller
Piger, som ingen Kierester har at spadsere
med i Maaneskin om Aftenen i forestaaende Vinter: saa
erbyder Hr. Letfod sig at fournere dermed af hans gamle
eller nye Recrouter, naar Vedkommende derom vilde behage
at melde sig hos ham jo før jo heller.
Et lidet compendicuse Venskabs=Bestik forlan¬
ges til Kiøbs.
Efterretning for de Elskende.
Paa Ægteskabs=Contoiret hos Sr. Givtekniv
bliver herefter at bekomme:
Kierligheds Handels=Speyl.
Dets Jndhold skal nærmere blive bekiendtgjort.
Søe=Skade.
Fra Viinstuerne haves den bedrøvelige Efterretning,
at Vandet er slaget saa sterkt ind i et Viin=Fad, saa Vinen
derover er bleven gandske usmagelig. Den skal imidlertid
sælges; men hvo som ikke har en fordervet Smag, kiøber
neppe meer end engang af det Slags Viin, som smager af
Søeskade.
Seylfærdige.
Da Sr. Svirisk nu har afsat sin hidbragte Lad¬
ning, saa agter han om føye Tid at seyle herfra, hvorhen
Vinden vil føre ham.
Hvo som har Lyst at roe saa langt ud, at han knap
kan komme i Land igien, behager at melde sig hos Hr. For¬
voven, som med sit førende Fartøy, Speculationen kaldet
er seylklar i disse Dage. NB. Hr. Forvoven er hidindtil
altid kommen lykkelig i Land.
Auctioner.
Endeel Gods og Løsøre bestaaendel: 1) Af Da¬
mons Efterladenskab: Fire smaa Haarpidske; en meget
stor halvslit Haarpung; et Uhrbaand; fem Pakker forskiel¬
lige Kierligheds Breve; en laqveret Modens Stok; en
Pudderpuster med parfumeret Pudder; et Par Papirs¬
Støvle og en Snuustobaks=Daase. 2) Et Skilderie,
som forestiller et got Gemyt. 3) Et dito forestillende den


siette Sands. 4) Syv forskiellige Tandstikkere, som kan
fordrive Tandpine. 5) Et Dovenskabs Sengested, for¬
slidt, men dog endnu brugeligt i mange Aar, skal sælges
ved offentlig Auction til den Høystbydende.
. Til førstkommende Fuldmaanes Messe lader
Kierligheds=Over=Kaper ved offentlig Auetion bortsælge
folgende Personer af begge Kiøn, som han har bemægtiget
sig:
1) En Enke paa 23 Aar, hvis Mand døde Dagen førend
hun blev fangen. Hun har levet med ham i et meget
kierligt Ægteskab uden Livs=Arvinger i 6 Aar; bærer nu
den dybeste Sørgedragt, og tager imod første Bud. Hun
har sit eget Huus, Ager og Eng, Faar og Fæe, og des¬
uden rede Penge.
2) Et fornemme Fruentimmer i sit Væsen; siger at hun
er Jomfrue, og af anseelig Familie. Hun er gandske
færdig at sette sig i en Karosse med 6 Heste for. Det
kunde være et got Partie for en riig Mand af maadelig
Stand, som vilde skrue sin Opførsel høyere.
3) Et Fruentimmer, som tilstaaer, at hun har faldet; men
trøster sig ved, at ethvert Menneske har sine Feyl. Hun
er fornøyet med hvad for en Mand hun kan faae, og
forsikkrer, at ville elske ham bestandig.
4) En Enkemand, som har 8 Børn, og er svag af sig. Han
tænker, at hans Børn skulde døe snart, dog vil han ikke
bie derefter, men gierne givte sig før. Kunde han faae
en Jomfrue paa en halvsnees Tusind Daler, saa tog
han hende helst.
5) En Ungkarl 53 Aar gammel; han vil have en Kone,
som ikke er tungsindig eller henger med Hovedet. Han
vil skaffe hende de nyemodigste Klæder, og tillade, at
hun hver Dag tager imod Besøgelser og Giester, dog
paa den Condition at han maae spise og drikke hos.
Licitation.
Med første agter Sr. Uforsagt at lade stille sin til¬
kommende og længe siden ventede Lykkes Bygnings Repa¬
ration til offentlig Licitation. Han formaaer ikke at giøre
stor Bekostning; thi vilde de Aner, Cathriner, Marier,
Kistiner og Elser, som maatte ville paatage sig ham og
hans Lykke til Forbedring, behageligst indfinde sig hos ham


paa Licitations=Dagen, da han og hans Lykkes-Jstandset¬
telse skal blive den mindstfordrende tilslagen.
Til Leje.
Nogle Liig= og Brudevers, som kan oplegges igien,
kan faaes til Leye for Halvparten ringere, end hvad de
koster til Kiøbs af nye. Endeel af dem kan synges med
sine egne velklingende Melodier.
Til Kiøbs eller til Leje.
Huusvild Armsen vil gierne enten sælge eller
bortleye sin Armod, om der skulde findes nogle medlidende
Liebhabere. Men han befrygter, at han hverken faaer den
solgt eller bortleyet, hvorom det dog er ham meget at giøre,
for at komme i bedre Omstændigheder end han befin¬
der sig.
Til Kiøbs.
Nylig hiemkommet Hippoerene=Kilde=Vand er for
Leyligheds=Poeter og andre Lysthavende at bekomme i
Octav=Quart=Folio= og Patent=Flasker for civil Priis.
M. En af Madame la Modes Fuldmægtige ud¬
sælger veritable og nylig hiemkomne Møn¬
stere paa 365 Slags Hoveddragter for Fruentimmer. De,
som har givet Ordres, behager jo før jo heller at lade det
beordrede afhente.
En meget rar Redigheds=Maskine, der seer ud
ligesom et indtagende Fruentimmer, hvormed alle Folkes
Oprigtighed kan settes paa Prøve, kan faaes til Kiøbs for
en antagelig Summe. Men Eyeren udbeder sig, at ingen
Kiøber vil melde sig, som ey har i alle Ting et retskaffent
Patriotisk Hierte; thi ellers torde maaskee mange med
temmelig Forvirring vende tilbage igien.
En Samling af Menneske-Had og Egenkierlighed
kan for temmelig bellig Priis bekommes.
En Portion Munterhed er endnu tilbage for en
Liebhaber paa Hiørnet af Springom.
Anger, Fortrydelse og Græmmelse ere altid at be¬
komme hos Udskeyeren paa Hiørnet af Eftettankes Gade.
Et complet forstilt Fruentimmer=Tungemaal kan
faaes samlet eller Stykkeviis, efter Behag.


Veritable Taare af Øyen=Vand faaes hos de Fat¬
tige baade for Barmhiertighed og Ubarmhiertighed.
Hvo som har Lyst at tilforhandle sig en slet
NB.
Omgang, kan melde sig hos de Lastefulde.
Fine og grove Udyder ere altid til Kiøbs for Lieb¬
habere.
1. En Deel temmelig god Skiemt er til Kiøbs;
men den sælges ikke uden til de Forstandige.
Undvigte.
En ung Person, iført en purpurfarvet lys Klæd¬
ning, saae overmaade deylig ud, og havde et særdeles ind¬
tagende Væsen, er nylig undvigt fra sin Herskerinde, hvor
han stod i Tieneste. Det er hende meget om at giøre, at
faae ham igien. Og den, som kan opdage Drengen og vil
bringe ham til hende, kan vente sig den største Douceur, som
hun formager at give. Men hun frygter, at han spiller
hende samme Stræg, som han har spillet andre, ikke meere
at lade sig tvinge zil at træde i sin forladte Tieneste; thi
han er meget egensindig. Hans Navn, som han ikke for¬
andrer, er Ungdom.
Bortkomne og bortstiaale Sager.
Et stort og herligt Løfte om en vis Hielp, merker
med mundtlige Forsikkringer, er bortkommet fra sin Eyer¬
mand. Finderen vilde behage at levere det fra sig, siden
han dog ingen Nytte kan have deraf.
En temmelig god Credit er i disse Dage savnet af
Hr. Ødeland. Kunde nogen tilveyebringe ham samme
igien, loves en velsmagende Doueeur til Erkiendtlighed.
Fundne Sager.
En uægte Deylighed, som ved Lys ey kan kiendes
fra en ægte, er i sidste Maaneskin funden, indsvøbt i en
stor Samling af Mode=Vahre, søm Fienderen ey kan
navngive. Samme kan afhentes imod en antagelig
Douceur. NB. Den smitter af.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 46.
den 18 Novemb. 1766.
Adskilligt Nyt.
F¬
ra Opdagelsens Distriet er følgende merkelige Be¬
retning indløben: Den unge Hr. Sprader sagde
nylig til sin gamle Fader. Jeg har stor Lyst til at
tiene det Almindelige. Over disse Ord glædede Faderen
sig inderlig; thi han elskede Drengen ligesaa ømt som Aben
sine Unger. Hr. Sprader havde været Faderens Afgud
fra den Tid af, at Moderen havde merket af den Seyer¬
Skjorte, som han var født med, at han skulde giøre stor
Lykke i Verden. Neppe saae han Verdens Lys, førend
tusinde Kys og Favnetag mødte ham. Papa var saa for¬
nøyet den Dag, at han dandsede og sang Viser til langt ud
paa Natten. Den lille Herre blev opfostret i saa ømme
Arme og med saadan en Kielenhed, at han taalte hverken
Varme eller Kulde. En lille Trekvind igiennem Døren
havde den Virkning, at blæse hele hans Helsen bort. Melk
og Medicamenter vare hans Føde. Han var nu saa kielen
og spædlemmet, som en hiertens lekker Unge bør være. Jn¬
gen Pige kunde have nogen finere Hud, end han havde, og
for at holde den ved lige, vaskede han sig altid siden i Melk.
Drengen skulde nu lære at læse, men hvor skulde ømme
Forældre faae en tienlig Skolemester for ham? Moderen
græd hver Gang der nævntes Præceptor; thi hun havde
altid seet disse Slags Folk afmalede med Riis i Haanden.


Manden, som var Herre i sit Huus, naar Konen ikke var
hiemme, lovede med Haand og Mund, og under Ægteskabs
Troe, at Sønnen skulde nyde al Selvraadighed. Som
sagt saa gjort. Hr. Flittig blev udseet at være Drengens
Ledsager og Veyviser, men dog med de alleralvorligste Fore¬
stillinger om at ikke bruge den mindste Strenghed. En
liden Tiltale kunde udrette det samme som Færle og Riis
hos et Barn, der havde en saa høy og fornemme Opdra¬
gelse. Den ene Læremester afløste nu den anden. Jngen
holdt ud et Aar, uden een, som var villig til at tage Deel
i alle baade Forældrenes og Lærlingens Daarskaber. Atten
Aar vare neppe paa Bagen, førend denne unge Herre var
moeden. Jngen forstod bedre end han, at byde et Fruen¬
limmer Haanden i et Selskab; ingen kunde præke hen¬
des Ører meere fulde mod Lapperier, end han; ingen suk¬
kede for hendes Fødder med mere Andagt; ingen tænkte
letsindigere i Religions=Sager; ingen talede meer og gior¬
de mindre; og ingen udtalede det Franske bedre igiennem
Næsen, end han. Nu var Tiden kommen, paa hvilken Hr.
Sprader i alle Deele svarede til sit Navn, og var fuldkom¬
men sine kiere Forældres Øyesteen og Alderdoms Trøst.
Nu begyndte han at paaminde sin Fader om at gaae i
Publici Tieneste. Faderen glædede sig hiertelig over en
saa ædel Drivt hos sin Søn, blev saa let, som om han
havde været paa Sønnens Alder; syntes allerede forud at
kunde see hans lykkelige Fremtid, og giorde sig utroligen til
af den Ære, at han ved en omhyggelig og øm Opdragelse
havde giort det meste hertil. Uagtet den gode Mand ikkun
sad i et lidet Brød, havde han dog været saa snu, at iagt¬
tage alle Fordele i sin liden Bestilling: saa at han baade
eyede Midler og havde anselige Venner. Hr. Sprader,
sik altsaa et hæderligt Embede, som giorde ham ret til
Mand. Han fik et Embede, som udfordrede Vid og
Jndsigt. Men nu havde Hr. Sprader aldrig været saa
ilpe faren som her, da han merkede dette; han udstod af
Rugest, det ene Svedebad efter det andet, og strax der¬
paa fulgte en Kuld, som indtog hele hans Blod, saa
at den unge Herre af Angest og Rystelse tabte Pennen
af Haanden, just da han sad i sine vigtigste Forretnin¬
ger. Det berømmeligste som fortælles om Hr. Sprader


er dette, at han i Begyndelsen med en ubeskrivelig Frygt
satte sig paa sit Embeds=Stoel; men det varede kun
en eller to Gange, siden var han fuld lærd i Embedets
Forvaltning. Han behøvede nu ikke den Videnskab,
som haa savnede af Begyndelsen. De Underhavende
stode paa Springet, naar han aabnede Munden; og
Folke=Mængden svor af Frygt, at han var den rede¬
ligste Embedsmand, som der var til. Hr. Sprader
levede nu daglig vel paa Publici Bekostning.
Fra Staden Smaus berettes, at Jndvaanerne
der har vedtaget at faste saa længe, indtil de bliver
buden til Giest af deres Naboer, hvor de da spiser sig
saa mætte, at de i nogle Dage ikke behøver at gaae
ind i deres egne Spiiskammere. Der er i disse Tider
gemeenlig Giestebudde hver anden Dag.
Fra Meen=Eeds Festning haves, at Comman¬
danten sammesteds den tappre Bandfrisk begynder nu
at blive saa gammel og affaldig, at han om en stakket
Tid totde nedlegge sit Embede.
J Ægteskøbs=Byen havde en rig og elskvær¬
dig Mand den Skiebne, at hans Kone døde fra ham
forrige Nat; og da han ingen Døde kan fordrage, saa
lod han hende strax om Morgenen begrave. J et
Sørgebrev til en af hans Venner, brugte han følgende
Udtrykke: Det har behaget Himmelen at berøve mig min
gode Kone. Jeg er rigtig nok bedrøvet derover. Men
vil du græmme dig i mit Sted: saa ønsker jeg af et
taknemmeligt Gemyt, at Himmelen vil bevise dig den
Godhed, ikke alt for længe at bevare dig fra saadan en
Sorrigs=Dag.
Privilegier.
Hr. Høymod bevilget af Moden at maae tage
til Borgs hos Kræmmere, Skræddere og andre, saa længe
de ville lade sig overtale til at vedligeholde hans Stads.
Mademoiselle Kielderpige ligesaa at maae forlove
sig med saa mange Kierester hun kan faae, og tage Gaver
af dem allesammen.
3 2


Dødsfald.
Udenrigs. Hr. Forlovet, døde i sine beste
Aar til stor Hiertesorg for hans efterladte Kiereste, som
betalte en af Leyligheds=Poeterne for at giøre følgende
Gravskrivt over ham:
Gravskrivt.
Ak at min Hr. Forlovet
Saa tidlig er hensovet!
Jeg glemmer ey, hvor han elskværdig var.
Jo, han forstod en Jomfrue at indtage.
Den første Gang, som han mig kysset har,
Jeg glemmer ey i alle mine Dage.
Han al Berømmelse er værd,
Fordi jeg havde ham saa kier;
Og jeg vil al mid Tid istemme Sorgens Tone,
For jeg ey blev hans Kone.
Dog vil jeg i min Sorg ey reent gaae fra Forstanden;
Men see mig om en anden.
Bekiendtgiørelse.
Et Fruentimmer, som kan læse og skrive Kier¬
ligheds=Breve, forstaaer det oeconomiske Bogholderie, og
kan accommodere baade unge og gamle Mandfolk til
Fornøyelse saa got som nogen, forlanger en Reyse=Com¬
pagnon herfra til et roligt Sted, hvor der er got Leve
brød.
NB En Porcelains Papegøye, som kan snakke,
forlanges til Kiøbs af en stor Liebhaber.


Til Kiøbs eller til Leje
En forarmet Rangs=Person i Planeten Jupiter
lader herved i Patrol=Aviserne avertere; at han er til
Sinds at afhænde sin Character for en billig Priis. Skul¬
de dertil sindes nogen Liebhaber paa Jorden, da kan An¬
meldelsen derom skee hos Jupiters Postbnd. J Mangel
af Kiøbere, er den og at faae til Leye i heel eller halve
Aar-viis.
Til Kiøbs.
Cupido & Compagnie sælger nu i store og smaa
Parthier nye Kierligheds Formularer, Frier=Masker,
nylig hiemkomne Elskovs=Kneb, kreppede Fruentimmer¬
Billeder eller Dukker a la Mode, med flere Slags Vah¬
re for billigste Priser.
P. En lille kiøn giftesyg Piges Venskab er til
Fals for en Liebhaber.
Nye Skields-Ord, fine og velklingende Grov¬
heder, Egte og uforfalskede Eder, fastende Velsignelser,
udenlandsk Latter, hiemmegjorte Høfligheder, utidig
Barmhiertighed, ydmyg Egennyttighed, fineste Slags
poleret Ubarmhiertighed, samt tre Slags Venskab med
mere er at bekomme hos Vegelsindet og Mange, bo¬
ende i verden.
§. Store og smaa Løgne sælges i Skippund¬
og Lispund-viis hos Luurham Snildsøn.
Hos Mademoiselle Gammeldags er endnu, under¬
haanden for Civil=Priis nogle Elskovs=Vahre af hen¬
des egen Fabrique, Liebhaberne behager at melde sig
ved Lys.
Adskillige Discourser, allehaande Nyt, forskiellige
Ordsprog, en stor Deel Væv, Venskabs=Slutninger,
smaa og store Løyer, alle Slags høye og lave Stem¬
mer, Hvisken, Springen, Borgerlig Sædelighed, Sel¬


skab, med flere Slags lystige og behagelige Vahre, samt
Viine, hvide og røde, kan haves for sædvanligt Kiøb
hvor den største Søgning er i Kielderen om i den an¬
den Gade,
. En saa got som nye og ægte Taalmodig¬
heds Vogn, Faddingen af forgyldt Haab og Under¬
vognen af Sorg, malet meget antigue med Gienvordig¬
hed, er for got Kiøb at faae hos Eyermanden, som er
kied af den.
Nogle smukke Fruentimmer=Eeder ere hos
NB.
Madame la Modes Fuldmægtig at be¬
komme.
Skulde nogen være forlegen for nogle nye
Mønstere paa Julelege, da kan et halvt eller heelt Dosin
om et Par Maaneders Tid bekommes tillige med en
nye Julebuk hos Heylystig.
Et Ja-Ord er tilkiøbs for Eeder og Penge.
Sr. Kortlyst er sindet underhaanden at bort¬
sælge sin Lystgaard: Fornøyelse kaldet; thi han finder
ikke mere Smag i Stedets Beliggenhed, da det er alt
for jevnt og mangler Bakker og Dale.
Miner, som man kan tale med i Selskaber og
Dands ere at bekomme. De kan og bruges i Kirken,
endskiønt de ere ikke indrettede dertil.
Bøger og Skrifter.
Et Narre-Lexicon, som udgiøre nogle Bind
med Overskrift: Stultorum omma plena, er nylig udkom¬
met fra Pressen i en af Planeterne. Forfatteren har over¬
ladt et Blad tiikhver Nar i sær, for Exempel: Hatte¬
Marre, Haar=Narre, Strømpe-Narre, Skoe-Narre,
Spende=Narre, Hunde=Narre, Katte=Narre, Øll=Narre,
Klæde=Narre, Fugle=Narre, Spøgelse-Narre, unge
Narre, gamle Narre, Hun=Narre, Han=Narre &c. &c. &c.


Halvparten af det sidste Bind bestaaer af rene Blade
hvorudi enhver, som kiøber Skriftet, kan selv tilføre de
manglende. Saadant et Skrift kunde ikke skrives paa
Jorden.
Capitaler.
Store og smaa Summer kan faaes til Laans
uden Pant paa et ærligt Ansigt allene, hos Hr. Jngen¬
steds, som er aldrig hiemme. Dette er et trøsteligt Aver¬
tissement.
Conditioner ledige.
Hvo som har Lyst at være Snyder i et lidet sam¬
let Aften=Selskab, hvor der spilles og drikkes, kan anvises
saadan favorabel Condition, naar han behager at melde
sig paa Snyderiet, hvilket maatte skee jo før jo heller
For fire Mænd af Middel-Taille og af sangvinisk
Temperament ere meget gode Ægteskabs=Conditioner ledi¬
ge hos fire unge og temmelig rige Enker. Anviisningen
skeer fra Ægteskabs=Contoiret, naar forlanges. De Toe
kan strax blive Papaer.
For en Pige, som kan tie, er en Brevdrager¬
Condition ledig imellem et Par hemmelig Forlovede.
Veyen er temmelig lang; men det er got at fortiene noget
i disse Tider.
Tienestsøgende.
En gandske artig og ikke gammel Pige, men som
imod sin Villie befinder sig i temmelig Gield, søger Tie¬
neste som Anden Kone hos en eller anden gift Mand
der er rig. Hun forlover sig strax, lad være han er
noget gammel. NB: Hun er ikke mistænkelig, og har
lært hvad hun bør forstaae i sin Videnskab.


Undvigte.
Tieneren Løthed, som i mange Aar har troligen
opvartet Hr. Dandsemester, er for kort Tid siden foruden
al given Aarsag, saa vidt Herren veed, undvigt af sin
Tieneste. Da det nu er Hr. Dandsemester meget magt¬
paaliggende, at faae denne iener igien, siden han uden
ham ikke vel kan ernære sig; saa har han i disse Patrol¬
Aviser ladet lyse om ham; og hvo som kan tilveyebringe
ham, skal faae en Douccur til Fornøyelse af de beste
Caprioler.
Bortkomne og bortstiaale Sager.
Fra Hr. Lediggienger ere bortstiaale nogle Aar
af Tiden, hvilke han først i disse Dage har savnet. Skul¬
de nogen kunde skaffe ham samme igien, da vil han i hans
Leve=Tid til Erkiendtlighed derfor være deres Tiener.
Fundne Sager.
En uberettiget Person har forleden fundet en
meget fiin Hat, og lagt sin egen, som var grov i Stedet
igien, hvilket han herved lader avertere, paa det at ikke
den, som har tabt den sine Hat, skal tænke, at Finderen
har lagt sin Grove i Stedet af Vanvare.
En Venskabs=Kappe er funden uden for Døren af
Hr. Fortroligt Huus. Eyeren kan afhente den hosi
Finder
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag


Patrollen.
No. 47.
den 26 Novemb. 1766.
Correspondence.
velædle og Vidtbekiendte
Herrer Patrolskrivere!
J¬
eg har havt den Lykke undertiden at vinde den af
Dem udsatte Belønning 2 Rdlr. for saa meget,
som kunde fylde Deres Blade. Denne Gang
maa jeg give mig den Ære, at levere Dem under en Skri¬
velse en kort Rejse=Beskrivelse over en af mig selv foretaget
Reise, tilligemed nogle faa Anmærkninger ved samme
For een, som sielden faaer Næsen uden for Hoved=Sta¬
dens Porte, er det noget mærkværdigt at giøre saa lang
en Rejse, og ligesom Hr. Geert von Westphalen aldrig
kunde glemme sin Rejse fra Hadersleb til Kiel, saa kan
jeg ei heller glemme min fra Stælland til Fyen. Det
behageligste ved saadanne Rejser ere de mangfoldige og
vel anlagde Bede=Steder paa Vejen, ikke just til at holde
Bøn paa, men til Vederqvægelse for Heste og Kudskene:
Jeg anmærkede, at de fleeste af disse Bede=Steder eller
paa anden Dansk Kroer, ere gemeenlig anlagde paa Lande¬
Vejene næst ved Kirkerne. To meget forskiellige Bede¬
Steder! Jblandt andre saadanne Bede=Steder for Heste


og Kudske kom jeg til et, hvor jeg neppe kunde komme
ind af Døren for Staadere, og da det just var paa en
Søndag, og nogle Folk efter Sædvaue gik i Kirken, fulg¬
te jeg med; men uagtet jeg holdt mig inden for Kirke¬
Døren, mærkede jeg dog, at den heele Meenighed blev
forstyrret i deres And
thi alle gloede og gabte paa
mig, som var Fremmed
Jeg skyndte mig bort, at jeg
ikke skulde være Meenigheden til Hindring i deres Andagt, og
faldt i Forundring over mig selv, at der var ligesaa stoer Kraft
ved mig, endskiønt jeg stod gandske
tille, som ved Loddet
af et Sejerværk, der løb ud, til at forstyrre en heel Mee¬
nighed. De faa Ord, som jeg hørte af Præstens Mund
i Kirken, gav mig Anledning til at spørge om hans Navn,
da jeg kom tilbage til Kroen, men hverken Kielder=Pigen
eller nogen af Staaderne vidste deres Præstes Navn, uag¬
tet Kirken laae strax ved Kroen. Hvilken Vankundig¬
hed! tænkte jeg. A propos! spurgte jeg Kielder=Pigen,
har J hørt noget tale om Patrollerne i denne Egn?
Ja til visse har vi det, svarede hun, de ere nok over heele
Verden; vor Hosbond faaer dem hver Uge, og den Dag
de kommer, har vi den beste Søgning; Præstens Skole¬
mester, Degnen og hans Medhielp, Skoleholderen, Sog¬
nefogeden, Smeden og Skræderen, som alle ere lærde
Folk, ere den Aften vore visse Giester; Det er en stor Lyst
at høre dem despitere over de arme Patroller; Degnen
og Skræderen kom forleden i Haar sammen, saa Degnens
Medhielp maatte skille dem ad, da der stod i Patrollen,
at Skræderen havde giort det lange Slæb for kort, hvil¬
ket han vilde hentyde paa Mester Mads, men Mester
Mads svor paa at Peer Degn skulde smukt miste sine
Paaske=Æg; saadan Ulykke sagde Degnens Medhielp, kan
de forbandede Patrosier komme afsted; Vor Madame,
sagde hun videre, læser Patrollerne for os om Aftenen,
naar vi begynder at nikke ved Spinde=Rokken, og vi maa
tit af Latter bande dem, fordi den hindrer os fra mangen
en Blun. Got, tænkte jeg, Patrollerne giør baade ondt
og got, de skiller Degne ved Paaske=Æg og hindrer Piger
fra Søvn, de bliver bandede baade for Skiemt og for
1 Alvor. Dette fornøjede mig ret, at jeg forefandt Deres


Blade i alle Vertz=Huusene. Jeg gad vist, om Præster¬
ne og læser Patrollerne, dersom Præstegaarden havde lagt
saa nær Landevejene, som Kroerne, skulde jeg nok have
faaet det udforsket; thi saa havde jeg taget ind til dem, i
steden for paa de andre Steder, hvor det gaaer kun ud
paa Skillinger. Ellers kunde denne Kielderpige aldrig
giemme, at jeg heller vilde gaae op til Kirken, end drikke
Froekost i Kroen. - Til et andet Vertshuus kom jeg
om Natten, hvor jeg forefandt Fiire Polsk=Pas=Spillere,
disse vare i deres lovlige Forretninger, og passerede Tiden,
hvormed de kunde, den Fornuftigste af dem gik dog til
Sengs; men den Ufornuftigste af de andre tree, holdt os
alle vaagen ved sin bestandige Skogger=Latter; thi ligesom
han foreerede Spillet, saaledes foreerede han og sin høie
Griinen; i sær udriiste han sin indbildte Vittighed ved
vidt at opløfte sin leende Røst, saa ofte nogen Fremmed
kom ind eller gik ud af Stuen; Denne Lattermilde har
vist nok ikke vidst det gamle Ordsprog:
Ex risu multo debes cognoscere stultum.
d. e. En Nar af megen Latter man
Fra kloge Folk best kiende kan.
Dersom jeg havde turt blande mig i Spillet med, havde
jeg bedet denne høitleende at lee sagte, saasom alle For¬
nuftige dog kun loe ad ham i deres Hierter. Vertinden
paa dette Sted var en meget kiøn artig gammelagtig Ko¬
ne. Hun vilde langt fra ikke optrække nogen Rejsende,
men henstillede Betalingen til deres eget Gotbefindende.
Jeg spurgte hende saa sagte, hvo de Spillende vare? Ak!
min Herre, svarede hun, jeg er bange, at den ene, som
leer saa højt, er et levende Gienfærd af Hr. von Spieler,
hvis Gravskrivt man saae forleden saa livagtig i Patrollen.
Vi holder Patrollen allene, sagde hun, til saadanne unge
Menneskers Forbedring og Omvendelse; men Gud bedre
det, de ere ligesaa skiødesløse ved Patrollernes Læsning,
som ved en Prædikens Hørelse, og de tænker, Patrollen
er alene skrevet til at lee af, ligesom de tænker, at en Præ¬
diken holdes aleene, for at høre paa. Det maa være et
allerkiereste Dousin Patrolskrivere, som de har i Kiø¬
benhavn, sagde hun videre, dersom jen havde en Datter,
2


vilde jeg ikke holde hende for god for nogen af dem, om
det end var den græmmeste. Det var Skade, tænkte jeg,
at denne gode Kone ikke havde havt en Datter, da jeg
skulde have recommenderet min gode Ven den 10de Pa¬
trolskriver, som er saa hiertelig Blyefærdig, at han ikke
tør see paa en Pige og endnu mindre frie; thi man kan
aldrig komme nænter
til en Kone, end naar Moderen
tilbyder sin Datter. -
Men bliver dog ikke storagtige,
mine Herrer Patrolskrivere, af denne gode Kones fordeel¬
agtige Tanker om Dem; thi saa gunstig, som denne Kone
er Dem, saa ugunstig derimod ere næsten alle de, som
stunder til og ønsker at blive Koner, imod Dem. Jeg
for min Part vilde heller have en heel Snees Koners
Unaade, end en eneste lille Piges Ugunst, endskiønt den
Talemaade, som siges om Kongerne: an nescis langas Re¬
gbus esse Manus o: Veed du ikke, at Kongen har stor
Magt? kan med en liden Forandring og Verset kan
lade rigtig nok siges om Konerne: an neseis langas Fæmi¬
ms eese Manus o: veed du ikke at Konerne har lange
Arme, det er: Regierer Spillet. Omvender Dem,
mine Herrer Patrolskrivere, hør engang, hvad en Jom¬
frue sagde om Dem i et Sælskab, hvor jeg var: Hum!
sagde hun, i det hun slog Nakken tilbage og satte Næsen
lige parpendiculair op imod Loftet, ligesom Størken, naar
den vil knebbre. Hum! Jeg gad seet den Tosse, som vil¬
de ægte den 12te Patrolskriver, hun maa have været
meget givtesyg! Jeg gad ret seet de to Dyr sammen, ha!
ha! ha, De maa nok giøre en underlig Figur, hvor de
kommer frem. Den Stakkel faaer nok aldrig Tilladelse
til at blive kreppet; men maa see hiertelig enfoldig ud,
uden Pose i Nakken, Slæb bag Hælene, og Fal-Blade paa
Skiørterne; jeg kan aldrig troe, sagde hun, at de Patrol¬
skrivere maa være komne rigtige til Verden, eller maa
være rigtige Mandfolk; jeg gad ret seet en af dem; jeg
troer, de maa være værre og see fælere ud end Varulve-
: her tog jeg mig den skielvende Friehed, og spurgte
Jomfruen, om hun nogen Tid havde seet det Slags Dyr?
Nej, sagde hun, men min Amme har sagt mig, at de ere
ret fæle, thi hun saae dem livagtig i Søvne, og drømte tit


om dem, førend hun blev frugtsommelig ved hendes Kie¬
reste, som deserterede. Jeg deserterede bort af dette Sæl¬
skab, da jeg havde faaet at vide, at mine Herrer ere ligesaa
fæle i Jomfruens Tanker, som de Varulve, hun aldrig har
seet, men hvorom hendes Amme har drømt.
Jeg
maa og fortælle, som til en Advarsel for andre Reisende
hvorledes det gik mig og mit Rejse=Sælskab i et vist
Verts=Huus; indtil Vognene kom, toge vi ind i dette
Huus, hvor mine Rejse=Compagnons drak hver en Sop¬
ken, og jeg, som aldrig drikker Brændeviin; uroest, (men
1NB har dog ei forsvoret det) drak et Glas tyndt Pll.
Mine Compagnons vilde have betalt deres Sopkener hver
med 2 Sk. d. men den artige Kielderpige vad saa høflig,
og sagde meget knibsk: at faasom de ikke fortærede andet,
skulde de betale deres Sopkener med 4 Sk, pro persona.
Ved saadanne selvgjorte Taxter blev jeg heed om Hovedet
og frygtede for min Regning. Endelig resolverede jeg til
og gav Kielderpigen en heel Rigsort, sigende, om hun der¬
af vilde giøre sig betalt for min heele Fortæring; men hun
blev saa høflig imod mig, formedelst de andres Stikpiller,
at hun gav mig 23 Sk. tilbage, Vi reiste og takkede for
at Artigheds=Beviisning og store Høflighed imod Frem¬
mede Rejsende. Men skulde nogen efter denne Dag tage
ind i samme Huus, da vilde de behage at drikke og fortære
alle deres Penge op, saa faaer de en Sopken for 2 Sk.
men vil de ikke berige Verten meere end vi, skal de betale
4 Sk. per Sopken, undtagen de vil træde i mine Fodspor,
og kun fordre et Glas tyndt Øll for 1 Sk. hvilket skulde
være mig kiert. Meere af Betydenhed forefaldt ikke
paa denne Rejse, undtagen at der vare en Deel Heste om
Bord med over Beltet; at en paa Skibbroen kiøbte en
Bog for at læse i Underveis, og at Skipperen ikke holdt
Morgen=Bøn, da han havde lagt ud, fordi det var Børs¬
Smakken, som han førte.- At fortælle Dem, hvorle¬
des en heel Meenighed blev forstyrret ved Sejerværkets
Lod, som løb ud, vil ikke interessere Dem meget. Man
seer alene, hvad Indbildning kan virke. Nogle tænkte,
at dette Bulder var et Jordskielv, og syntes Hvelvningen
faldt ned; andre troede, at der var Jld løs i Orgelvær¬


ket, og syntes at Orgelpiberne faldt smeltede ned paa Gul¬
vet; andre meente, at Taarnet faldt, og i den Tanke saa¬
de, da de slap ud og faae Skyggen af Taarnet paa Kirke¬
Gaarden; See! der ligger Taarnet. De kan let fore¬
stille sig, mine Herrer, hvilken Forvirring alle disse for¬
virrede Tanker maatte virke. Folk strømmede ud af Kir¬
ken og under Livs Fare vovede sig i den farligste Trængsel,
den stærke skaanede ikke den svage, og der var en almin¬
delig Jammer i sær blandt det smukke Kiøn, hvis Sætter,
Coiffurer, Salopper, Slæb og Faldblade kom i den yder¬
ste Uorden og til deels gandske sønderrevne; ej at tale om
Udgivterne til Staals=Pulver &c. Stymperen, som for¬
aarsagede denne Forstyrrelse og Trykkelse, maatte og der¬
for smukt trykkes af den spanske Kappe. Jmidlertid gav
denne Meenigheds Forstyrrelse Anledning til Discours
ved alle de Caffe=Borde, som jeg havde den Ære at bi¬
daane. Jeg forbliver &c.
Adskilligt Nyt.
De behændige Lomme=Tyve ere paa denne Tid,
formedelst de mange Trængseler, bleven Hovedrige Folk.
J Fald de imod Formodning skulde blive grebne, har de
besluttet at vil hænges i Guld=Kiæder.
Anmærkning.
Af de paa denne Tid indfaldne store Trængseler
for at see og sees, har en Tilskuer anmærket, at det smukke
Kiøns Hoved=Passion er, at trykke og at trykkes. Hvo
skulde tænke, at de, som ikke har Mod til at see Blodet af
en Kylling, har Mod til at vove sig i de blodigste Skier¬
mydseler? Men dette kommer af Lysten til at trykke og at
trykkes.
Priis¬


Priis=Courant
fra Nærings=Havn.
1 Pund fiint Brød-1 S. 100 Østers - - 4Rd.
1 Pund grovt dito e halv S.
NB. Her maa være store
1 Flaske got Øll 1e. halv S.
Capun= og Østers=For¬
1 Flaske tyndt dito e halv S.
dervere.
3 Æble
2 Sk. 1 par Kramsffigle -7 Mk.
5 sik Pindebrænde Fyr. 1S. 1 Agerhøne
-- 5 Mk.
4 sik do dito Pommersk 1S. 1 Kylling - - - 2 Mk.
3 sik do dito Holsteensk 1S.  NB. Ved Kilde=Rejsen.
1 Kalvkulsk Hane -12 Mk., 1 par unge Duer - 24 Sk.
1 dito Høne -- 6 Mk. 1 Snees Spurre -10 Sk.
1 Feed Han=Capun 10 Mk. 1 Popegoje-10 a 100 Rd.
1 Mager dito
-- 7 Mk. 1 levende Hund-2 a 4 Duc.
NB. Gielder ellers, lige¬
som de søges til.
1 galoneret Hat 7,8 a 10 R.
NB. Priiserne vil nok
falde.
1 par dandse Skoe -2 Rd.
NB. Naar de vejer 8 Lod
Svovel=Stikker 3 Knip¬
per
1 Sk.
NB. Af de nymodens
See No. 38.
Kiød= og Brød=Taxt.
Sives undertiden her ligesom andre Steder, dog
ser her denne Forskiel paa Taxterne, at de rette Sælgere
skal tage 1 Sk. meere end Friesælgerne.
Dødsfald.
Udenrigs. Hr Ladhed, Herre til Dyneborg
og General=Forpagter af Canopeen og Lehnestolen, død
i Sovestad, da han ej kunde leve længer. Hannem til
Ære er opsat denne


Gravskrivt.
Nu er Hr. Ladhed lagt til sød og sagte Hvile,
Som før sig hvilede, skiønt han var aldrig træt.
Paa Edder=Dynen man ham ikkun saae at smile,
Og paa sin Canopee, naar han var proppet mæt.
Han leved har i Verden sovende
Jndtil han reent sov ind udi det Evige.
Hver Dag til Kl. 12. han paa sin Edderduun
Fik mangen Blunn.
Det var en Lyst at see ham sig paa Dynen strække,
Og hvor omhyggelig han kunde sig tildække.
Det var en Ynk at see, hvor han afmægtig gabte
Naar Lænden hen af Sengen drog,
Og Tieneren hans Tøfler tog,
Den Tid han ikke sov, han ligesom kun tabte.
Derpaa han sig paa Canopeen slængte
Og ligesom en Død med Been og Hoved hængte.
Udi den korte Tid han kunde være oppe
Han ikke glemte at tilproppe sig og stoppe.
Han ogsaa blev saa feed, som feedeste Capun
Jndtil sin sidste Stund.
Han kunde knap faae Rum udi sin Lehnestoel
Da Døden hannem ud af Verden gaae, befoel.
Hr. Ladhed lod med Søvn og Mad og Drik sig nøje
Og sovende gik ud fra denne Verdens Moje.
J Verden intet dog af Hannem savnes kan
Undtagen ved hans Bord hans lækre Tand.
Hr. Ladheds Gravskrivt skal nu staae paa denne Pladt
Til hans fortiente Roes, og Mynster for de Lade.
Bortkomne og bortstiaale Sager.
NB. J Trængselen blev af en Lomme bortrevet
en Naale=Pude, hvorved var hæftet en
prægtig Staal=Kiæde. Endskiønt Tyven fik en lang Næse,
er det dog Ejeren meget om at faae sin Kiæde igien, saasom
han uden den maatte ansees for en Persvn, der ingen
Uhr havde. Han vil give Opdageren Naale¬
Puden i Douceur.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 48.
den 2. Decemb. 1766.
Correspondence.
V¬
idere indsendt Besvarelse paa det Spørsmaal i No.
45. Om der i verden findes noget tilforla¬
deligt Middel eller Kunst til at blive rig?
Jeg kan ikke sige andet, mine Herrer Patrolskri¬
vere, end at De jo grundig nok har søgt at besvare bemeld¬
te Spørsmaal. Men det alene har jeg at sige derpaa: at
Deres Svør er alt for traurigt og indsvøbt i for mange
Viderværdigheder. - Flittighed - Ordentlighed -
Sparsommelighed og Arbeyde! - Hvor vil De hen?
Nei, mine Herrer! lad Deres Correspondent komme til
mig; Jeg har tt langt lettere Project i Hovedet, hvorved
vi begge, der synes, at være Laboranter af en Sygdom,
kan og maaskee finde tilfælles Lægedom. Hvad for raison¬
nements, hører vel mine Herrer paa denne Tid i Byen?
Taler man ikke over alt om Lotteriet?– Mit Forslag be¬
staaer altsaa i et Lotterie, dog ikke af det almindelige
Slags. Nei, det skal føre følgende smukke Navn:
Nyt Fruentimmer=Lotterie.
Jngen Mandspersoner, og langt mindre givte
Fruentimmer bliver antaget i mit Lotterie. Det skal be¬


staae af 4 Classer. Disse trækkes alle paa eengang, dog ey
førend Lotteriet er complet. Indretningen og Priserne
ere følgende:
1 Classe 4000 Lodder a Lod 2 Rdlr. denne Classe
er for Pigerne giør
8000 Rd.
2 Classe 4000 Lodder a Lod 10 Rd. denne Classe
er for Jomfruer giør
40000 Rd.
3 Classe 4000 Lodder a Lod 20Rd. denne Classe
er for Frøikener giør
2
80000 Rd.
4 Classe 1440 Lodder a Lod 50 Rd. denne Classe
er for Enker NB. unge
72000 Rd.
Lotteriets=Capital 200000 Rd.
Det lykkelige Nummer er det, som allersidst udkommer, og
dette faaer til Gevinst 2de kostbare Ting, nemlig:
Til Gevinst: Mig selv til Mand.
og til Præmium
-200000 Rd.
NB, Saasnart Lotteriet er complet, som ventelig ikke vil
vare længe for Gevinstens Skyld, skal Trækningen be¬
timelig blive bekiendtgjort, som da skal foretages paa
det store Torv.
Hvad synes Dem, mine Herrer, om dette Forslag?
Maatte ikke Democritus lee mig dygtig ud, om jeg, naar
dette Lotterie kommer i Stand, vilde bekymre mig om
nogle Gammeldags forslidte Ord, saasom: Flittighed,
Sparsommelighed &c. Skynd Dem nu, mine Herrer,
at givte Dem, saa mange, der endnu ere ugivte, maaskee
jeg kunde faae i Sinde til Belønning for denne Bekiendt¬
giørelse at invitere Dem og Deres Fruer til mit første
Ball, naar jeg faaer de 200000 Rdlr. og bliver Baron i
Planeten Nazar. - Vi takker Projectmageren, og skal
skynde os af alle Kræfter. Jmidlertid ville vi udbede os
hans Naade.
Adskilligt Nyt.
Patriotisk Forslag
En Nyt=Aars Post i Kiøbenhavn.
De giorde mig og Publicum en stor Tieneste, om
De i Deres første Patrol, vilde bekiendtgiøre følgende Plan


og ret nyttige Forslag. Jeg smigrer mig selv med d.
Haab, at enhver Skiønsom maa tilstaae, at et meere nyt¬
tigt Forslag vel aldrig har seet denne Verdens Lys; men
at jeg har optænkt en gandske overordentlig Maade, til at
tiene mine Medborgere. - De veed vel, hvilken for¬
skrækkelig Paroxysmus, der pleyer at overkommr alle
Folk, i sær unge Springere, paa Aarets første Dage. Du
søde Venus! forbarm dig dog over disse Forvildede!
For nu, om mueligt, at raade Bod paa alle de Udgivter,
som følger ved denne Paroxysmus, og paa Sygdommen
selv, til forestaaende Nyt=Aar, skal jeg sørge for at foran¬
stalte en nye Post-Expedition her i Staden. Denne
nye Post vil jeg kalde: Nyt=Aars=Posten i Kiøbenhavn.
Jeg lader nemlig et Modens Lykønsknings=Formular trykke
paa et heelt Ark Papir. Hvo som nu vil lade en anden
vide, at det er Nyt=Aar, behager kun at sende mig sit eget
og de Personers Navne, som saadanne mundtlige Nytaars
Ønsker vare tiltænkte; hvorpaa jeg skriver alle de Lykøn¬
skendes Navne under Brevet, og retter Overskrivten til
dem, hvor Complimenterne skal aflegges. Dette Papir
lader jeg da ordentlig og meget høitidelig bringe omkring
paa sine behørige Steder ved 32 blæsende Postilloner, alle
til Hest, og ridende med Gratulationerne, ligesom de bliver
Jeg nyder ej meere for min Umage end
mig tilsendte. -
10 Sk. for hvert Sted, mine Postilloner aflegger Nyt¬
Aars=Visiter, og saa underholder jeg selv Postillonerne.
(Jngen kan vel forlange, at jeg skulde være en mageløs
Projectmager, og bryde mit Hoved for intet.) NB. Min
Post kan og efter Behag bruges til Bryllups=Barsel¬
Gratulations= og Condolations= pro et Contra=Visiter.
Prisen er altid den samme.- Nær havde jeg forglemt
at melde, hvad Uniform mine Postilloner skal bære i dette
vigtige Embede: De skal være accommoderede efter nyeste
Mode, Franske paa Hovedet, Chapean under Armene,
hvide Silke Hoser, halve Støvle, lugte Gaderne igiennem
af Eau de lavande, Eau de Mille Fleurs &c. og i steden
for Post=Horn, skal de føre Trompeter, hvori de a tempo
skal støde ordentlig, ligesaa mange Gange for hvert Huus,
som der ere Navne under Brevet, og derpaa høit og lydelig


oplæse Nyt=Aars=Ønsket og alle Navnene paa de gratule¬
rende. Af denne Splinter nye Indretning kan enhver be¬
tiene sig til forestaaende Nyt=Aar, da jeg til Behag skal
forrette enhvers Commission, naar man kun betids vil sen¬
de mig deres Navn, for at føre dem tik Registeret, i min
iboende Gaard, paa Hiørnet af Store- og Lille=Griine¬
Strædet, hvor en af mine Postillouer i fuld Puds staaer
over Døren.
Nye=Post-Expediteur.
Opslagne Sager.
Ved Elskovs Virke= og Tampe=Ret: Fruen¬
timmer=Elskeren contra 7 Elsker=Jnder, som alle paa¬
staaer, at han absolut skal ægte dem. NB. De tree har
levende Prætensioner i Hænderne, men de 4 venter at faae
det længere hen paa Aaret.
Paadømte Sager.
Ved Elskovs=Birke= og Tampe=Ret: Mad.
Enke 70 Aar, contra sin unge Mand 16 Aar gammel.
Han ægtede hende for Penges Skyld, og siden tracterede
hende som sin ringeste Pige. Dommen blev; at hun skal
have Eurator; og han, som andre Børn have Tugtemester.
Pacancer.
Secretair=Embedet i Sælskabet Hvis, Hvas.
Dette Embede er for nogen Tid siden bleven ledigt. Med¬
lemmerne ønskede at det igien blev forsynet med en Person
af følgende Egenskaber: Mild, sladderagtig, naragtig, vel
underrettet om andres Huuse, og hvad der passerer; en
stoer Tilbedere af det smukke Kiøn, og følgelig af Mddens
Klædedragter; Han skal have en god Jndsigt i Kortspil,
saasom Piguet, Triset, Lombre og Guadrille &c. samt til
Nød at kunde være Fordandser ved Sælskabets Baller &c.
Kort sagt: Sælskabet vil have en Person, som veed at leve.
Befordringer.
Hr. Ødeland er bleven udvalgt og indsat til Med¬
lem i det store Huus, hvor Jernsiængerne ere Gardiner i
Vinduerne.


Selvtagne Privilegier.
Hr. Forstilt at handle med alle Slags Vahrel af
Fiinhed og Falskhed. Ligesaa Mons. Grobian at handle
med allehaande Slags af Dumhed og Grovhed, og Sr.
Lediggiænger at blive og forblive sin Papaes Søn.
Bortsolgt ved Auctioner.
10 Tønder Hoved=Kiød af Hr. Dumhierne. 17
Foustager gamle og nye Eder til forskiellige Priiser. Nogle
Sække af gammel og forlovet Kierlighed, noget mugen og
til deels temmelig stærk ankommen.
Jnd= og Ud Passerede.
Hr. Re sedum til sine udenlandske Reiser, nemlig
ik Planeten Venus. Hr. Frangnar fra samme.
Bekiendtgiørelse.
2P
Mons. Meget Læt bekiendtgiører herved for
alle og enhver, at han nu formedelst des raa og fugtige
Væjr, hvorved hans galønerede Hat lettelig kunde tage
Skade og løbe an, saasom han endnu bærer den i smu, ikke
længer finder for got, at ride op og ned igiennem Gaderne
for at lade sig see; men til Trøst og Glæds for dem, som
maatte længes efter at see saa behageligt et Syn, lader
han alle og enhver vide, at det er just ham, som hver
Søndag kiører i 3 a 4 Kirker, og løber op og ned igiennem
alle Fruentimmer=Gangene under Guds=Tienesten, og
har gemtenlig et Speil i Lommen i Steden for en
Psalme=Bog. Skulde nøgen undertiden see ham stille¬
staaende i Kirken, da beder han, at ikke nogen ville hen¬
egne saadan hans Stilhed til en Slags gudfrygtig An¬
dagt; men at saadant skeer alene af Mons. Meget Næt
for at forstyrre andre i deres formodentlige Andagt, i sær
saadanne Smukke, som maatte kunde være værdige til
hans ublue, frække og næseviise Overgloen. NB. Det er
og Mons. Meger Næt, som sees alle Comoedie=Aftenersi
Centro af Parternet, hvor han da ladet alle Loger passere
Revuc for hans Glas-Øye; Hvilket tiener alle og enhver
til behagelig Efterretning.


Da det er noksom bekiendt, at mange For¬
NB.
liebte søger om det, som de aldrig faaer,
og dog kunde faae, om de vidste den rette Maade og de
rette Canaler, hvorigiennem deres Ansøgninger skulde gaae;
laa bekiendtgiører herved Sr. Givtekniv for alle og enhver
Forliebt, at han er at finde paa Ægteskabs=Contoiret,
hvor han erbyder sig i Raad og Daad at gaae enhver For¬
liebt til Haande, som maatte være hans Hielp behøvende
enten i at concipere, stiile og reenskrive Kierligheds=Breve
og Elskovs=Ansøgninger, eller og at give de Stakkels For¬
liebte de tilforladeligste Anviisninger af Ægteskabs=Pro¬
tocollen. De Sukkende og Søgende skal vist nok faae
hvilket Hierte de peeger paa, naar de kun vil betiene sig af
ham. NB. Han opvarter i alle Sprog, endog i Tyrkisk
og Malabarisk, dog helst i det Franske, som er det rette
Kierligheds Sprog.
Svar paa Sporsmaalet til en Philosoph, kan
ND. afhentes der, hvor Sporsmaalet er leveret.
Auction.
Paa førstkommende Torvedag skal til offentlig Auc¬
tion stilles og til den Høistbydende absolut bortsælges, saa¬
som ingen videre Auction holdes, nemlig: 1. Et Huus af
Bindningsværk. 2. En deel tilovers blevne Proviant og
Levnets-Midler. Huuset er det, hvorudi den Jboende,
som i Huuset vilde flyde over Beltet, blev grebet, og Pro¬
vianten i sammes Spiisekammer bestaaer af Øll, Brænde¬
viin og Tobak. Ejeren har, i steden for dette bevægelige
Bindnings=Huus ladet sig tilslaae i et got fast Grundmuret
Huus.
Til Leje.
J ben lille afsides Gade, hvor man bøjer om paa
den anden Haand, er en Pikenik=Sahl til Leje alle Afte¬
ner, om Lejen kan med Ejeren Sk. Fordandser accorderes
Til Kiøbs eller til Leje.
Kierligheds=Masker, som kan passe alle Ansig¬
ter, faaes til Kiøbs eller til Leje hos Sr. Givteknin paa
Ægteskabs=Contoiret.


Til Kiøbs.
Til nogle 1000de Klappen at bruge paa Par¬
terret anviises en Deel unge og vittige Liebhabere, og som
haver stærke Næver.
2-
Sr. Hees haver at afsette nogle Gros Bravo,
samt nogle Dusin en chøre, de første ere noget forslidte,
men meget nyttige for dem, som haver en frisk Lunge og
et stærk Bryst. Disse klæder meget næt, og af Ejeren
har været brugte til hans store Berømmelse, indtil hans
Drævel faldt ved et forskrækkeligt Bravo.
Om nogen skulde have et gammelt og
Nh.
ubrugeligt Hoved=Sæt NB. Af de aller¬
splittergaleste for en billig Priis at ville afhende, da an¬
vises til samme en langt fraliggende Kiøberinde, som agter
at tiene Penge med at fremvise det, som en besynderlig
Raritet for dem i sin Egn, der aldrig har seet saadant et
Vidunder.
Bortstiaale og bortkomne Sager.
NB. NB. J Trængselen tabte en lille Jomfrue
en Haar-Naal med 4 galante glimrende Steene udi.
Hun vil gierne overlade Finderen de to Steene, om
hun kunde faae Naalen tilbage med de øvrige to.
J Trængselen mistede Hr. Forliebt sin Brev¬
taske tilpakket med rare Papirer af Kierligheds Sager.
Hr. Forliebt er saa fortrædelig herover, at han havde
heller ønsket Brevtasken fuld af Banco=Sædler. - Vi
troer, Tyven havde ønsket det samme.
NP. I Trængselen enten bortkom eller blev
bortstiaalen en Datter fra sin Moders
Side. Skulde nogen komme over denne lille Pige, eller
kunde opdage samme, vilde de behage at melde det til
Moderen Mad. Tam=Gaas, som vil give det Fundne
til Findeløn; Pigen heder til Tieneste Mameselle Vild¬
Gaas.
2 Foruden Trængselen midt paa Gaden i klar
Maanskin blev af en Lomme bortstiaalen en Franskpa¬
pirs Snuusdaale indvendig med Skildpade forsynet.


Lomme=Tyven for sin behændige Kunst loves en Prii
Tobak i Douceur, om han vil levere Daasen til sin
Ejere Hr. Uagtsom.
Fundne og opdagede Sager.
J Trængselen blev funden adskillige Gienvordig¬
heder af Trykken, Puffen og Støden, som Finderne for
slet intet vil affende til Eferen.
1 I Trængselen blev funden en Hat, som
Finderen nu har ladet oppudse, og hermed lyser den
op, om nogen tør kiende sig ved den. Hvilken Ær¬
lighed! Han har dog oplyst det Fundne.
Midt paa Gaden i Tusmørket fandt Sr.
Visitgiænger en fremmed Haand i sin Lomme. Ejeren
fik den strax tilbage mod en Douceur af nogle Lomme¬
Tyve=Complimenter.
NB. NB.
Vores Correcteur og Bogtrykker fandt deres
Syn igien, da vores sidste Nummer var næsten færdig
trykt. De saae da, at der i steden for Ro. 46. den
18 Nov. skulde og burde have staaet: No. 47. den
26 Nov. Hvilket tiener vore Gunstige Læsere til be¬
hagelig Efterretning, at de ikke skal tænke, at vi har¬
de saa ovæflødig Materie, at vi kunde
give dem to Blade paa
Eet Nummer.
P. S. De Arertissements, som blev ude denne Gang,
skal komme ind i næste Numer.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Oudd


Patrollen.
No. 49.
den 9. Decemb. 1766.
Correspondence.
Mine Herrer Patrolskrivere
Gunstige Velyndere!
J¬
eg er et af de Fruentimmer, som Lykken ikke har
været gunstig imod. Og da De noksom ere be¬
kiendte for Medlidenhed over de Elendige, tilla
der De mig, at klage min Nød for Dem, og andrag
Dem mit Hiertes Anliggende. (Der er meere Slags
Trang, end Brød=Trang.) Jeg vil ikke opholde Dem
med, vidtløftig at fortælle Dem mit Levnets Løb. Jeg
vil alene sige, at mine Forældre døde fra mig, meden¬
jeg endnu var temmelig ung. Jeg blev hensat til en af
mine Paarørende. Men ak! hvor tungt er det ikke, naar
man skal trænge til sine Egne! Fra min Ungdom af ha¬
jeg havt besynderlig Drivt til Studeringer, og jeg har
selv vænt mig til at skrive det lidet, jeg kan. Jeg er a¬
Naturen munter og fyrrig, og mine Gienvordigheder har
ej endnu aldeles overvundet mit skiemtende Gempt. Jeg
kom ved en vis Hendelse i Kundskab med en gammelagtig
og alvorlig Karl, som jeg virkelig bar al Højagtelse for
(men hvem kan see Hiertet unden i Folk.) Da denne For¬


ræder havde udforsket mit Sindelav og Gemyts Tilbøje¬
lighed, nemlig at jeg alene attraaede og ønskede mig at
leve og døe med saadan en Mand, som vilde unde mig
Frihed til min Hoved=Lyst, Studeringer, og selv opmun¬
tre mig til samme, foregav han, at han havde faaet et
Levebrød, og det stod nu til mig, om jeg vilde giøre ham
likkelig. (Forstaae, han meente mine faa Arve=Skillin¬
ge.) Han havde allerede vundet mit Hierte, og hvor
kunde jeg nu nægte ham, at blive Ejere af det, hvortil han
i miie Tanker var den allerværdigste, helst da han accor¬
dereie mig alle mine Betingelser. Kort sagt: vi holdt
Brylup i smu, efter hans falske og smigrende Tillokkelser;
thi han befrygtede, hans Bedragerier skulle blive opdagede,
om mine Paarørende fik det at vide. Men ak! nu tog
Fortæderen Masken af, han var myndig, og, da han hav¬
de ixtet Levebrød, kunde han ej heller holde sine givne
Løfter, og unde mig Frihed til mine Studeringer, saasom
jeg maatte ernære os begge to. Foruden alt dette, var
hen saa stoer en Patriot, at han ingen Fremmede
Liqucurs kunde fordrage; men satte min Fortieneste, for¬
uden mine faa Midler i got, reent, skiert Korn=Brænde¬
qvuin. De Folk skal og leve, sagde han. Hvilken Pa¬
triotismus! Efter vores 5te Aars Ægteskab døde han,
da han ved sit Patriotskab havde tilsat min liden Fædrene¬
Arv, og efterlod mig intet andet Beviis paa vores Ægte¬
skab, end en yderlig Fattigdom, og fiire Hiertens kiønne
velskabte Drenge=Børn. Jeg lider nu stor Rød. Og
det lidet jeg ønsker mig i Verden er, et varmt Værelse og
fornuftige Folkes Omgiengelse, som vilde hielpe mig at
anvende min Længsel til Videnskaber, og rette min Feil.
Og da jeg alletider har elsket Pennen meere end Syenaa¬
len, og har stedse havt en særdeles Tilbøjelighed til Phi¬
losopher og Skribentere --- Saa beder jeg mine Her¬
rer Patrolskrivere vilde give mig noget Anslag, paa hvad
Maade jeg, og som nærmest kommer overeens med min
Tænkemaade, kunde tiene mit nødtørftige daglige Brød.
Trang søger Udflugter. Jeg venter paa et gunstigt og
trøstefuldt Spar, forblivende Mine Herrers
allerunderdanigste
Tienerinde.


P. S. Mine 3 Sønner ere døde. For at tiene Brødet
til mig og min lille Søn, syer jeg for got Folk,
men naar de ikke vil betale uden efter Fortieneste,
bliver det kun smale Føde. Om Søndagen og i
Tusmørket opmuntrer jeg mig med min lille Søn,
og min Tidsfordriv er at digte og giøre Vers. Men
ak! endskiønt jeg endnu er i mine unge Aar, seer jeg
dog temmelig gammel ud, og jeg har et temmelig
betydeligt og philosophisk Ansigt.
Svar.
S. T.
Vi takker for den Tillid, De haver til os, i at
give Dem gode Raad. Vi beklager Dem virkelig, smuk¬
ke Correspondentinde, at De for Tiden er bleven gemmel,
og seer saa philosophisk ud. Vi ønsker, at Naturel=hav¬
de dannet Dem til Pennen i steden for til Syenaclen.
Bliv kun ei forsagt! Der bliver nok Raad. Til at true
Penge veed vi intet andet Raad at give Dem, end naar
De digter og skriver for Tidsfordriv, om De da vilte
skrive en Patroll, som vi ej behøver at omskrive, vil vi
derfor efter Løfte betale Dem 2 Rdlr. Men skulde Di,
efter Deres besynderlige Tilbøjelighed til Philosopher og
Skribentere - - - have Lyst til Forandring, da vilde
vi have vores gode Staidbroder den 6te Patrolskrive
recommenderet: thi vi lover paa vores Ære, at han endno
er uforlovet. (Alle vi andre ere nu paa gode Veje.
Han seer og temmelig philosophisk ud, og vi troer, a
deres betydelige Ansigter kunde passe got tilsammen. De¬
er jo ingen Sag, at være Sted=Fader til en Philosoph
indes eneste Søn.
Adskilligt Nyt.
Efter den almindelig Sigelse, skal Jerusalens
Skoemager leve endnu; thi en af vore Patroller hørte fo¬
leden i en Ammesiue, at han gandste vist var forventende
her til Staden i den andeg Uge. Barne =Pigen afmalede
ham meget fæl, og Barnet, som skreeg, tangde strax, me¬


hikkede stærk. Altsaa kan man ikke endnu meddeele vore
Læsere den beløvede Gravskrivt over denne mærkværdige
Mand; thi vi ville nødig indføre noget usandt i vore Bla¬
de; men saasnart tilforladelig Efterretning om Mandens
dødelige Afgang indløber, skal vi, som ærlige Folk, staae
ved vores Løfte.
Fra Snappe=Stad haves denne Efterretning, at
man der skal være kommen efter en heel Bande Lomme¬
Tyve; men de fik ingen af dem.
Man siger for gandske vist, at Hr. Projectmager,
som boer i Speculations=Strædet, skal gaae frugtsomme¬
lig med et meget vigligt Forslag. Han seer forskrækkelig
speculativ ud, setter Hatten paa det ene Øre, kniber Tæn¬
dern, og stamper med Foden. Man siger, han vil have
Staten støbt om Vi vil ønske ham en lykkelig Forløsning.
Fra Elske=Stad har man den Efterretning, at man
det har indrettet et Slags Ægteskabs=Sædler, stukne i
Tbber, ungefær som de hos os brugelige Visit-Sædler.
Hverst paa disse Ægteskabs=Sædler sees den forliebte
med sin Kiereste ved Hymen eller Kierligheds Gud for¬
enede. Nederst er Tiden forestillet, og bliver indsluttet i
Lænker af Kierligheds Gudinderne. Begge Deele forbin¬
des sammen ved Palme=Greene. Paa den mellemste Deel
staaer Ægteskabs=Contracten i de sædvanlige Formularer,
saa at de Elskende behøver kun at skrive deres Navne, saa
er Contracten sluttet.
Ligeledes har man i Æde=Bye opfunden et Slags
Æde=Sædler hvorved man indbyder til Middags- og
Afteus=Maaltider. Paa disse Æde-Sædler sees Bacchus
siddende i en Skye og kronet med Viindruer, holdende i
den ene Haand et Drikke=Kar og i den anden en Viin¬
Ranke. Derforuden sees en stor Sahl, hvor mange Per¬
soner sidder til Bords, og hvor Kierligheds=Guderne bærer
Fadene og Flaskerne frem.
Nu har man faaet tilforladelig Efterretning om
Stedet, hvor den fordum i Livet lidet berømte Poet Hr.
Riin løs den Yngre (See No. 42.) har forladt dette
Time ige. Dette bedrøvelige Dødsfald skeede i Staden,
FraSands, 2 tydske Mile hiin Side Galenskab. Hr.


Kiimløses kostbare Cadaver blev strax af en Kiender i
Chirurgien opskaaret og balsameret. Det var at see i 4
Uger alle Comoedie=Aftener, hvorved Chirurgen tiente
gode Skillinger. Vi ville meddeele vore Curieuxe Læsere,
den ved dette Cadavers Anatomering af bemeldte Chirur¬
gus meddeelte
Anmærkning.
Det maa være en Sandhed, at dette Legeme har
havt stærke Knokler og Seener, endskiønt de næsten ogsaa
alle vare forbrændte formedelst den store Mængde af Gal¬
de, der overalt befandtes i Legemet. Brystet var overmaa¬
de opblæst. Jndvoldene i sær. Tungen og Leveren vare
proppede med Vind, saa stærk, som en Smede=Belg. Mild¬
ten var gandske sort, og det skiønnes tydelig af alle Om¬
stændigheder, at Hr. Riimløs har i levende Live været
ugemeen Miltsyg. Hiertet - jo! jo! - det var til
visse stort; men det Høire Kammer var aldeles tomt, und¬
tagen nogle guulagtige Vædsker, som ved en stadelig Be¬
blandelse med Arterierne har foraarsaget forvirrendr Op¬
pustninger og Dunster i Hiernen. Span=Aarerne laae
tæt tilsammentrykte, ellers vare Musklerne ugemeen stærke.
Hierne=Skallen var overmaade stor og tyk, men inden i den
befandtes ikke meere Hierne end et Sinnepskorn stoer.
Operateuren meener, at Hiernens saa besynderlige Afta¬
gelse, skal være foraarsaget af det stærke Arbeide, der plejer
at følge med, naar man vil være Poet. Om dette har sin
Rigtighed, og om det skal, som Chirurgen meener, have
været en Hoved=Aarsag til Poetens Død, det henstilles til
de i Medicinen Kyndiges videre Kiendelse. - Videre
tillader Rummet ej at anføre. Men behager nogen at have
den gandske Beskrivelse, som vel er værd at læse, kan de
faae den Franco tilsendt fra Staden Fra-Sands, for 2
lybsk Skilling.
Efterretning for de Handlende.
Grosserer=Inderne, hvis Handel gemeenlig gaaer
for sig om Aftenen, og som bærer deres! Pakhuuse paa
Armen, sælger nu 2 Æbler for 3 a 4 Sk. under Skin


af denne Handel en gros, tør de vel strække Handelen vide¬
re. Thi ville de Herrer Kiøbende tage sig i Agt, ej at
indlade sig for vidt i Handelen med disse, som handler kun
i Tusmørket og ved Lys, da Vahrene lettelig kan være
ankømne, i det ringeste meget mistænkelige.
Copulerede.
5 af os 12 Patrolskrivere med ligesaa mange
Jomfruer, undtagen den ene, som fik en Enke, alle 5 Par
Copulerede her i Staden paa een Dag, paa eengang og i
en Stue. Men NB. i Smue af Frygt for Leiligheds¬
Preter; thi som de ere singulaire i mange Ting, saa ere
de og i dette, at de ingen Brudevers ville have. Vi ville
nok have anført Navnene; men De veed selv, kiere Læsere,
at vore Navne skal være ligesaa stor en Hemmelighed, som
Frinurernes Vedtægter. Og da Brudgommenes Navne
ikke kunde staae, ville Brudene ingenlunde tillade deres at
staae ene, og Enken svor paa, hun ikke vilde gaae i Brude¬
seng de 3 første Nætter, dersom vi indførte hendes Navn,
saavidt gik dog Jomfruernes Forstand ikke. Disse unge
Folk venter nu gandske vist at komme til det første Ball
hos den forventende Baron i Planeten Nazar; thi paa
hans Jndbydelse har de alene skyndt sig, bliver der nu intet
af hans Baronskab, ere de skammelig bedragne.
Dødsfald.
Udenrigs. Mons. Kielledægge med Tilnavn
Hr. Søn, en værdig Afkom af hierte Mama og kiere
Papa, i sit Alders 25 Aar, død i Friheds=Stad. For¬
ældrene har dennem selv og deres afdøde Hr. Søn til Ære
ladet opsette denne væmodige
Gravskrivt.
Stat stille, Vandringsmand! Til Graad Dig lad opvække.
Herunder er nedlagt en Hiertens Kielledægge
Han var Mamaes og Papaes kiere Søn
Men døde, medens Han endnu var ung og grøn¬


Ei noget hans Mama og hans Papa kan trøste;
Thi Sønnen borte er, som Frugten skulde høste
Af deres Capital, endskiønt han høstet brav
J Livet, som og var en Aarsag til hans Grap.
Mama saa uformærkt tilstak ham Lomme=Penge
At ikke hendes Søn, som andres skulde trænge
Paa Spill= og Caffe=Huus og andre Steder med,
Hvorom den Hiertens Glut og vidste god Beskeed.
Papa ei vilde hans Hr. Søn, som andres skulde,
Der ikke haver Skrin og Penge=Poser fulde
I Verden lære det, som andre lære skal,
Der ikke Lykken kan for Penge giøre Fall
Derfore og saasnart Hr. Søn fik voxne Vinger,
Fløj han blandt Sværmen ud, som Nat og Dag tilbringer
Med Sviir, med Drik og Spil, med --- Bal
og Dands
Jndtil han dandsede fra Følelse og Sands.
Hans Rosenfarvet Kind ved Natte=Sværmen blegnet,
Jndtil han reent af Sviir og Natte=Sværmen seegnet
Han intet andet var end sin Papas Hr. Søn,
Og samme Caracteer han holdt for meget skiøn.
J kiere Fædre, som vil Eders Børn opklække
Udi Selvraadighed, tænk paa vor Kielledægge.
Bekiendtgiørelse.
Sr. Michel=Ræv bekiendtgiorer herved for alle
og enhver, at saasom han er kommet efter, hvorledes man
til denne Dag har havt ham mistænkt for Falskhed, Svig
og Underfundighed, hvilket maatte kunde giøre ham forhadt
og frygtsom iblandt Giæs og Faar, hos hvem han skal
have sin meeste Underholdning, saa lader han alle og enhver
hermed vide, at han nu gandske har aflagt sin gamle Ær¬
ligheds=Maske, og derimod har anskaffet sig en nye.
Til Leie.
Udi Hiertet hos Sr. Huulhiertet er en god dyb
Pak=Kielder til Leje, om Lejen kan med Ejeren accorderes,
ifald de kan naae Bund i ham.


Til Kiøbs.
Friske og nyelig hiemkomne Drukkenskabs=Draa¬
ber i smaa og store Qvantiteter, og som NB ere uforfal¬
skede, faaes til civile Priser hos Sr. Bacchus.
Hr. Tartuf haver til Forhandling at afsette
NB.
en Deel gamle og forslidte Faare=Klæder,
dobhelte Tunger, og huule Hierter, samt nogle blinkende
Øyne, alt til billige Priser. Hos ham kan og bekommes
nogle Flasker Crocodil Graad.
Bøger og Skrifter.
Hos Sr. Lejligheds Poet kan som sædvanligt til
forestaaende Nyt=Aar bekommes illuminerede og u-illumi¬
nerede Nyt=Aars=Vers til forskiellige Priser, og ligesom af
hvad Skuffe de forlanges til.
Conditioner ledige.
For en smuk, trivelig og vel proportioneret Kokke¬
Pige, som forstaaer, at koge, steege og bage, med meere som
en Kokke=Pige bør at vide, er atter en god Condition ledig
hos Hr. Apicius.
Bortkomne og bortstiaale Sager.
NB. J Trængselen blev et Hierte med Gevalt
bortstiaalet. Men man vil sige, det sad
noget løst.
J Trængselen blev tabt et forloret kreppet Haar.
Ejeren beder indslændig, at Finderen vil levere det tilbage,
thi ellers kan hun ikke komme i Kirke Juule=Dag.
J Trængselen blev bortstiaalet en dyrebar Pose
af en Saloppe, for hvis Opdagelse loves ligesaa meget,
som Posen er værd.
NB. NB. J Trængselen bleve enten tabte eller bort¬
stiaale, Hatte, Punge, Pidske, Skoe,
Spænder, Kaarder, Daaser, Lomme=Klæder, Uhrer, Penge
og allehaande Meubler og Løsøre. Om nogen kunde op¬
dage disse Lomme=Tyve, gjorde de Publicum en stor Tieneste.
Fundne Sager.
Jmod Rebellerne fandt man paa et got Raad.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag,


Patrollen.
No. 50.
den 16. Decemb. 1766.
F¬
ølgende er forlangt bekiendtgjort:
Correspondence.
Spørsmaal til en Philosoph.
Jeg tænker Nat og Dag, og intet blir min Tanke
Og hvad, som jeg maa meest paa mine Tanker anke,
Er, at de giver mig slet ingen Rolighed,
Ved alle Tanker blir jeg dog af Livet kied.
Siig mig, Philosophus! om Du min Hensigt kiender!
Siig mig en Gang, hvorhen Du Dine Tanker sender.
Maaskee jeg ogsaa kan anvende samme Kraft,
At tænke, hvad som er til Nytte for mig skabt.
Vil Du mig, Kiere, her et gunstigt Svar paa give,
Saa skal jeg til Din Roes tale, tænke, skrive.
NN.
Svar til en Philosophinde.
Jeg tænker Dag og Nat. Dig sendes her min Tanke,
Men, At! jeg frygter Du, som jeg, paa den vil anke.
Jeg selv ej er tilfreds med Tænke=Rolighed.
Skiønt af at tænke jeg kan dog ei blive kied.


Du gunstigst spørger mig: om jeg Din hensigt kiender
Hvo kiender Tankerne? Kuns een. Jeg Dig dog sender
Min Tanke: Gid at jeg udi din Tænkekraft
Kuns havde mindste Deel, fik jeg nye Leve=Saft.
Men, Kiere! jeg ei tør min Tanke Tojlen give.
Tak for Din Gunst, naar Du vil tænke, tale, skrive.
N. N.
NB. Denne Cokrespondence var i bunden Stiil. Nu
kommer det an paa, om de Corresponderende kan
forstaae hinanden og løse Knuden.
Ænigmata eller Mørke Taler.
1) Jeg er et Menneske, og jeg er dog ikke et Menneske;
jeg har hverken Legeme eller Siel, jeg er ingen Skyg¬
ge og ingen Materie, og dog seer man mig.
2) Jngen er i Stand til at sige Jer, hvem jeg er, uden
jeg selv.
3) Jeg var ikke det jeg er, dersom det slod i min Magte,
at sige Jer det.
4) Vil J see, hvad jeg er, saa seer først efter, hvad J er.
NB. Disse Mørke Taler fremsettes for dem, som har
Lgst til at giette. Dog lover vi de Retgiettende
ingen Præmium; thi vort sidste Løfte kostede os alt
for meget.
Adskilligt Nyt.
J det Moralske Rige er for nylig udgaaet en For¬
ordning, bestaaende af adskillige Artikler, til at hæmme en
Deel Misbrug, som i lang Tid har gaaet i Spang. Vi
ville anføre af samme, saavidt Rummet tillader:
1 Art. Saasom det er befundet, at mange klæder
sig over sin Stand og Formue, enten for at være anseete
for store Folk, eller meere end de ere, eller for at blive holdt
for store Capitalister, og derved ikke alene ødelegge sig selv
i Bund og Grund, men endog fører mange med sig til
total Undergang, og ofte er Aarsag til at en Deel af deres
Creditorer gaaer Fallit: saa ville vi, at saadanne herefter
skulde kaldes Klæde=Narre, og om de endnu haver noget


tilovers da skal hvert Steds Øvrighed agttage, at der
over samme bliver beskikkede tilforladelige Værger og
Curatores.
2 Art. Jngen Skræder, Sye=Koner, eller Sye¬
Piger maa understaae sig at sye og forfærdige noget, under
hvad Ravn nævnes kan, førend Ejeren fremlegger Attester,
at det er betalt og hører ham til, eller i det mindste stiller
2 vederhæftige Mænd til Borgen for, at det skal blive be¬
talt. Hvorefter alle og enhver som bruger Sye=Naalen,
haver sig at rette.
3 Art. Og som man er kommen i Erfaring om, at
de saa kaldede Smaa=Herrer setter al deres Hæder, Ære
og Forstand i nogle puddrede Lokker, prægtige Klæder og
andre Lapperier, og desuden bliver af de eenfoldige anseete
for vittige Hoveder, da de dog ej undseer sig for at foretage
sig meget, som en Bonde vilde undsee sig ved at nævne:
saa bydes og befales, at ingen efter denne Dag maa følge
det gamle Ordsprog: Man skal kiende Fuglen paa Fie¬
ren, undtagen for saavidt, at det udvortes kiendelig røber
det indvortes.
4 Art. Paa samme Maade haver man og at for¬
holde sig i Henseende til det andet Kiøn.
5 Ark. Og som det desværre er alt for Øiensynligt,
at vores Ungdom af begge Kiøn i denne Tids Alder over¬
lades til en alt for stor Selvraadighed og Lediggang, som
er høisiskadelig for alle i Almindelighed, og unge Menne¬
sker i Særdeleshed; saa befales hermed alle Fædre og
Mødre, og andre, som unge Mennesker kan være betroede
til Opsigt, saasom Slægtinger og Kyndinger, at de haver
nøje Opsigt med den dem anbetroede Ungdom, og i Tide
holder dem til det, hvorved de i sin Tid kan tiene Staten,
og Fædrenelandet. Derfore haver Rodemesterne, hver i
sit District nøje at undersøge Tilstanden i denne Post, og
Forældrenes Forhold med deres Børn, og angive samme,
om den maatte befindes lastværdig, paa det at Staten,
engang, saavidt mueligt er, kunde blive befriet fra unyttige
Drog og uduelige Dagdrivere.
6 Art. Saa tillades og alle og enhver frit og ube¬
hindret at angribe og fastholde den liderlige log berygtede
2


Sr. Dydforderver der er en Pest for unge Mennesker, i
Hvor han endog forefindes, som er næsten i alle Spille.
Drikke= og andre Huuse, paa det at denne for Lind og
Riger saa skadelige Fiende, engang kunde blive forviist og
udjaget af samme.
7Ark. Og da der idelig til os indkommer Kære¬
maal over uforsigtig Omgang med Kierligheds Jld, som
snart den ene, snart den anden, søger at sette i hinandens
Hierter, i sær unge Mennesker, som paa mangfoldige un¬
derfundige Maader misbruger det lille naturlige Ord,
Kierlighed: saa er vores Villie, at ingen af Hun=Kiønnet
maa understaae sig, at give sit Hierte bort til nogen af Han¬
Kiønnet, førend han kan skaffe troværdige Attester paa, at
han kan forsyne og forsørge en Kone, samt tillige stille til¬
strækkelig Caution for hans Hierte, at det i Fremtiden vil
blive saaledes, som han siger det i Frierdagene at være.
Næsten paa samme Maade haver Han=Kiønnet at forholde
sig imod Hun=Kiønnet.
(Meere følger)
Anmærkninger.
1. Tvende Arcadier, som vare meget oprigtige
Venner, besluttede engang at giøre en Rejse til Megera,
hvor, efterat de der vare ankomne, den ene af dem gik hen
at logere hos en af sine gamle Venner, og den anden loge¬
rede sig ind i et offentligt Huus. Den, som logerede hos
sin Veu, drømte om Natten, at hans Kamerat anraabte
ham om Hielp, og bad ham meget indstændig, at hielpe
sig, efterdi hans Vert slod ham efter Livet. Over dette
vognede han hastig op, stod op af Sengen, og vilde begive
sig heu, for at komme sin Ven til Hielp, men da han be¬
tænkte sig, at det kun var en Drøm, begav han sig igien
til Rolighed, og sov ind. Neppe havde han tillukt sine
Øyne, førend ham syntes, at han saae sin Ven at være
død, og hans Legeme lagt paa en Skarn=Vogn, som man
var i Færd med at kiøre uden for Byen. Herpaa stod
han atter strax op, og hastede til Porten, hvor han fore¬
fandt Vognen, og i Vognen hans Ven i samme Tilstand,


hvorudi han havde seet ham i Søvne, Verten blev gre¬
ben paa Drømmerens Ord, og overleveret ham i Rettens
Hænder, som dømte ham til døde.
Tit drømmes vaagende. Den Sovende ret drømte.
Det den bekiende maa, som Øvrigheden dømte.
2. Den store Cujatz reed gemeenlig paa et Muul¬
Æsel til sin Høre=Sahl. Da han nu engang lod opslaae:
Hodie Cujatius non legit. d. e. J Dag læser Cujaz ikke;
skrev et muntert Hoved neden under: Ergo Asinus non
venit o. - .- - Følgelig kommer ingen af dem.
Bekiendtgiørelse.
X
* Hr. von Sauffer Oldermand for alle
Drankere bekiendtgiører herved, at, i det af ham anlagde
Drikke=Sælskab (See Ro. 40.) er nu bleven en Plads
ledig i 18 Pots Flasken eller i Aquavits=Classen, som
strax kan tiltrædes af den, som maatte have Lyst til at
legge sin Skilling i Lauget med. Den forrige i Numeret
døde ikke af Drik, men af Tørst efter Drikke, og fordi han
glemte at sette Proppen i Flasken, hvorfore han og, som
den ædrueligste Mand, blev hæderlig begravet; hvilket tiener
til behagelig Efterretning for den, som maatte sinde for
got at supplere og soupere i det vacante Numer. Liebha¬
berne ville behage at melde sig paa Drankernes Laugs¬
huus, hvor Couditionerne skal vorde ham nærmere be¬
kiendtgiorte.
Dødsfald.
Udenrigs. Hr. Forstilt død i Bukkestad meget
hastig af et Blodskud, som han fik i sin Ryg, just da han
var i Begreb med at giøre en af sine sædvanlige høiryggede
Complimenter; og saasom han i levende Live har været
ukiendelig, har man andre til Advarsel vildet giøre ham
kiendelig efter Døden ved følgende
Gravskrivt.
Den ligger lige her, som før i Verden gik
Sin skiæve Slange=Gang i Krumninger og Bugter.
Han, som sædvanlig, tog til smigrende Udflugter
Den Gang af Døden han, det sidste Budskab fik.
Men Døden ei forstod sig paa hans Hykle=Mine
Og Hr. Forstilt befoel med sig i Graven trine.
Han


Han, som til denne Dag sig havde hvidslet fort
Med Falskheds Slange=Brod og Hykle=Complimenter.
Forgieves denne Gang Pardon hos Døden venter
Men ved forstilte Ord kom denne Gang til kort.
Han derfor zittrede som Espe=Løv og Blad.
Han allerførste Gang af Hiertens Grund nu bad,
Og denne Gang Hans Mund og Hierte fulgtes ad
Uagtet Hr. Forstilt var ej i Hiertrt glad
For Han for Ormene nu skulde blive Mad,
Som vilde pille hans forstilte Hykle-Rad.
Han døde, og man skrev: Her giemmes lidet Aske
Af den, hvis Lyst det var en Ærlig at forraske.
Her blottes Hr. Forstilt, som gik tilforn med Maske.
Licitation.
Det bekiendtgiøres herved for alle og enhver,
NB¬
at den 31 Dec. bliver paa Drankernes
Laugshuus foretaget og holdet offentlig Licitation paa
en Deel Sorter Proviant og Levnets-Midler, bestaaende
af gode, feede og velsaltede Vestphaliske Skinker, Ham¬
borger røgede Oxebryster, Lybske Spege=Pølser, samt beste
Flamske Sild, item nogle Hundrede Matter Tobak med
andet meere, som kan være beqvemme Midler til at tørre
Halsene, alt til Proviant i tilkommende Aar for Drikke¬
Sælskabet. Den eller de, som maatte kunde finde deres
Regning ved at giøre denne Leverance for det billigste, vilde
til benævnte Tid og Sted behage at indfinde sig, for at
lade sig samme tilslaae; da de ved Aarets Udgang, naar
Vahrene ere fortærede, behaget at imodtage Betalingen af
Hr. von Sauffer, Oldermand for alle Drankere.
Auction.
Mandagen den første bliver til offentlig Auction
stillet og under behørig Hammerslag den Høistbydende til¬
slaget en Deel Gods og Løsøre afgangne Sr. Broder
Liderligs Stervboe tilhørende: bestaaende af en lille bitte
Hat, en lille Smule stiv Pidsk, en forskrækkelig stor Haar¬
Pung temmelig forjasket, en forreven Kiole, et Par korte
Støvler; 50 tomme Viin= og Brændeviins=Flasker, und¬
tagen en, som var fyldt med Vand; 100 Spill nye og
gamle Kort nogle defecte, samt en tom Penge=Pung, med


meere, som ej er værd at anføre, men som paa Auctions¬
Stedet kan tages i nærmere Øiesyn; thi ville de Lysthaven¬
de ingenlunde forglemme at indfinde sig.
Proclama.
Da Sr. Broder Liderlig om Natten to Timer
over Midnat satte Livet til hos Madame Bouteille og
hendes Jomfruer Mameselle Coquette og Jomfrue Glas,
og hans Efterladenskab strax er tagen under Vurdering og
Registrering, men befundet saa ringe, at Stervboet, lige¬
som mange andre, ej kan taale noget ordentlig Proclama
vorder udstædet; thi indkaldes hermed, een Gang for alle,
alle den Afdødes Slægt og Paarørende, ifald ingen af dem
har sørget sig ihiel over hans slette Opførsel, samt hans
Credi- og Debitores, at møde eller møde lade til den bestem¬
te Tid i bemelte Huus, om det ikke forinden bliver nedrevet,
da enhver skal skee saa megen Ret, som mueligt er.
Til Leje.
Hos Madame Vidne, boende i Enkestrædet,
er et meget net og nydeligt Sove-Kammer til Leie for en
ung og eenlig Person. Hendes gamle Mand døde for 14
Dage siden. Hun taler tit om ham, og det lader, som
hun aldrg kan glemme hendes Salige Mand.
NB. Nogle Værelser, som i denne Termin ufor¬
modentlig bleve ledige, ere strax til Leje
at bekomme.
Til Kiøbs eller til Leje.
Hos Mad. La Coquette ere en Deel Sager til
Kiøbs eller til Leje, alle til forskiellige Priiser, hvorom nær¬
mere med hende selv kan atcorderes i hendes iboende Huus,
hist og Her kaldet.
Til Kiøbs.
Om nogen skulle have Lyst til under Haau¬
NB NB.
den at ville tilforhandle sig et ret artigt
Vindue=Postument, som baade kan neje og bukke, da ville
de, behagelig Adressere sig til Sr. Giftekniv paa Ægte¬
skabs=Contoiret, som giver nærmere Anviisning.
Da Mad. La Mode har anmærket, at der paa
denne Tid endnu behøves mangfoldige nye Forandringer
paa heele Kroppen fra den overste Hoved-Blomst indtil det
yderste af Halen; saa har hun til forestaaende Høitid og


Nye=Aar beflittet sig paa 730 nye, ja gandske nye Forau¬
dringer, hun haver altsaa to til hver Dag i Aaret. Hun
boer til Tieneste paa Hiørnet af Narre=Strædet og Fla¬
ne=Gaden.
Bøger og Skrifter.
Hr. La Avare agter med først at udgive en heel
Panegyrie eller Lovtale over Penge bestaaende af 7 Pa¬
ragrapher neml. 1. Penges Skiønhed. 2. Penges Vard.
3. Penges Nødvendighed. 4. Penges Magt. 5. Penges
Dyd. 6. Penges Kraft; og endelig den 7de Penges Alt i
Alt. Han vil kun have 7 Skilling for det heele Verk;
Men har Hr. L.= Avare mange Brødre, skal han ikke blive
meget riig ved dette Paafund.
* Hr. Landsbye=Poet har paa egen Bekostning la¬
det fra Pressen udkomme, en over Pigerne i hans Bye fuld¬
stændig Beskrivelse paa Vers kaldet Pigernes Lovsang.
Vi ville anføre nogle Linier af dette smukke Skrivt, om det
kan skaffe Manden nogen Aftræk paa Bogen, saa og for
at see Forskiellen paa Pigerne i hans Bye og i vores. Han
besynger deres Dyder og Fuldkommenheder paa Pag. 99.
saaledes:
De kan sye og de kan spinde.
De kan meget meer endnu.
De kan haspe, de kan vinde.
De kan synge Bisselu.
De kan Sætter selv opstikke.
De kan spille færdig Kort¬
De kan Thee og Caffe drikke.
De kan stiæle Hierter bort.
De kan klappe, stive, stryge.
De kan giøre smukt Coupeer.
De kan mange giøre syge.
De kan endnu giøre meer!
De er slige Creature,
Som en Mand maa passe paa,
Om de ham ej skal belure. &c.
Resten kan J selv forstaae.
Bortkomne Sager.
Sr. Spiller tabte forleden Aften Klangen af sin vel¬
klingende Penge=Pung, om nogen har fundet eller vundet
samme, vilde de have den Godhed at levere ham den tilbage,
saasom Han uden den ikke kan komme i de klin
gende Sælskaber.


Patrollen.
No. 51.
den 23. Decemb. 1766.
F¬
ølgende er os virkelig indsendt:
Correspondence.
Kiere Medlidende
Patrolskrivere!
Da jeg veed, De har faaet saa mange Skrivelser,
som der er Dagt i et Aar, og jeg af Deres Blade kan
see, at De har mange at besvare, saa tager jeg mig ogsaa
den Dristighed, at skrive Dem til, for at bede Dem om
Hielp i en vis Sag, den jeg ikke kan endre, men som er
høist vigtig for mig selv. Sagen er denne: Jeg er nu
en Pige paa 23 Aar, hvilket har noget at betyde, jeg har
uroest havt en Deel smukke Friere, dem jeg alle har maat¬
tet sige Nej, fordi min Fader har saaledes vildet have
det; thi saasom han nødtes til, i Fald jeg biev givt, at
give mig i det ringeste mine Mødrene Arv, den han haver
siddet inde med, har han alletider viist mine Friere Døren.
Alt dette har jeg endda kundet bære, som et andet Kors,
med Taalmodighed (thi sandt at sige, saa er jeg saa mænd
kke af det Slags, der græder for at blive givt.) Men
tænk engang, mine velsignede Herrer! Nu har min Fader
vist og fast besluttet at ville ægte vor Kokke=Pige Maren.
Hvad tykkes Dem? Jeg er færdig til - - - Jeg gider


ikke sagt det. Min Fader har nu siddet Enkemand i 10
samfulde Aar, og er allerede temmelig til Aars, mig sy¬
nes, han lettelig kunde døe Enkemand. Men nu er han
faldet paa at kunde lide Maren, fordi hun kan lave ham
en god Kraft=Suppe; men det er jo dog alt for vel be¬
talt, at lade Maren derfor gaae lige ind, saa fittet som
hun er, til saa anseelige Midler, som min Fader besidder,
og som ved dette Givtermaal vilde slippe mig af Hæn¬
derne. De kan jo let begribe, at jeg ingenlunde kunde
overtale mig til, at kalde Maren, Mama. Det vilde jo
komme mig meget underligt for, om jeg skulde sige Ma¬
ma til Maren. Kiere Patrolskrivere! Lad mig nu see,
at De brav igiennemhægler min Fader for dette Partie,
han har i Sinde at giøre med Maren, maastee han kun¬
de fatte et andet Sind, naar han saae sin Urimelighed af¬
malet. Maren er desuden bleven saa storagtig, at hun
nu agter mig slet intet, og forgangen Dag truede hun
mig med Potteskeen, da jeg befalede hende at brænde
nogle Caffe=Bønner til en god Ven, som jeg ventede.
Tael kun min Fader haardt til; thi vi faaer Patrollen
hver Onsdag. J det faste Haab, at De nu antager sig
min Sag, lever jeg Deres tienstergivne
Tienerinde
Karen.
Svar:
Høistærede lille Karen!
Vi bærer virkelig stoer Medynk med Dem, og
det skulde giøre os hiertelig ondt, om De nogenfinde skul¬
de komme til at kalde Maren Mama, uagtet at et ene¬
ste Bogstav giør kun Forskiellen paa deres Navne, men
ventelig en Deel Skillinger stor Forskiel paa Deres
Stand. Men om De nu skulde være saa uheldig, at
Deres Hr. Fader endnu paa sin gamle Alder, vilde for¬
lyste sig med Naren for en Kraft=Suppes Skyld, saa
ville vi bede Dem, lille Kaxen, at have Taalmodighed.
Man har jo Exempel paa at en Mand har forelsket sig i
sin Malke=Pige, blot og alene fordi hun havde den kiøn¬
neste Malke=Krands ublandt alle Pigerne af den Classe,


og en Taille som en Malke=Bøtte. Kierlighed er en un¬
derlig Ting, lille Karen! og vi troer De maa tilstaae
det samme. Dog tykkes os ogsaa, at Deres Fader kunde
ligesaa let døe Enkemand, som at Jomfruen kunde leve
og døe Jomfrue. Jmidlertid ville vi forsøge alt hvad vi
kan, for at hielpe Dem til at blive Ejere af sin Faders
Midler, og tillige undgaae den Fortrædelighed at kalde
Maren, Mama. Hør, lille Karen! siig kun reent ud
til Deres gamle Fader, at, om han end har sluttet nogen
Accord og Contract med Maren, kan han dog let kiøbe
hende af med et par Hundrede Rigsdaler, saa faaer Ma¬
ren nok en Mand, og Deres Papa forbliver saa nok
Enk mand, naar den Heede er gaaet over, i sær, naar
Jomfruen lærer, at koge ham ligesaa god en Kraft=Suppe
som Maren, i Steden for at ordinere brændte Bønner
til sin gode Ven. Jomfruen bliver altsaa eene Arving
til alt Godset, og følgelig faaer lettelig en Mand, om end
Deres Fader driver 10 Friere paa Døren hver Dag.
Vil nu Deres Fader ikke troe, at dette Partie er ham
uanstændigt, om ikke i Henseende til hans Stand, saa
dog i Henseende til hans Alder; saa kan jo Jomfruen
dog let faae en Mand, ham foruden. Dog det er sandt!
De græder ikke derfor. Det er ellers en vanskelig Sag;
thi de gamle vil altid raade, og naar de gamle bliver
forliebte ere de værre, end de unge. Dog skulde Deres
Fader nu ikke vilde lade sig sige, men blive fremturende i
sit Forsæt, er De saa god at lade os det vide, da vi skal
lade lyse efter hans Forstand ved alle Virke=Retter, og
hermed forblive høistærede lille Karens
tiensiskyldigste Tienere
De 12 Patrolskrivere.
Forklaring.
Paa de i forrige Numer indrykkede Ænigmata.
1. Den Gienstand, man seer i Speilet.
2. Røsten.
3, Taugshed.
4. Et Speil.
Ad¬
Eees


Adskilligt Nyt.
Slutningen af Forordningen fra det Moralskr
Rige: see No. 50.
Art. 8. Og som vi have befundet, at den største
Drel af vore unge Mennesker af begge Kiøn, søger at
behage hinanden, ved Flanagtige Gebærder, forblummende
dog uanstændige Talemaader, urimelig Sqvalder og en
naragtig Opførsel; saa ville vi, at saadanne herefter alene
skulde tragte efter, at vinde hinandens Højagtelse, og ind¬
tage hinandens Hierter ved smukke og ærbare Sæder, for¬
nuftige Taler og anstændige Discourser, hvorunder dog
uskyldig Skiemt ikke forbydes. Forseer nøgen sig herudi,
være sig af hvad Kiøn, det være vil, da forbydes saadan
en, at have mindste Samqvem med nogen af det andet
Kiøn, men gandske at fordømmes til Eenlighed og gamle
fornuftige Folkes Omgang, indtil den kan forevise tilfor¬
ladelige Doctorum Medicinæ Attester, bekræftede af 4 troe¬
værdige gamle Mænd, om det er en Mandsperson, og af
8 fornuftige gamle Qvinder og Mødre, om det er et Fru¬
entimmer, at han eller hun er kommet til sin Forstand.
Art. 9. Saa bydes og befales hermed, at alle
udenlandske fremmede og falske Ziirligheder i Ord og Tale,
som ikke kommer af Hiertet, item allehaande fremmede
Complimenter, som ikkun bestaaer i blotte og bare Ord,
skal efter denne Dag ansees for Contrabande Vahre, der
strax skal ud endes af Landet, og den, som befindes herefter
at bruge samme, skal efter Omstændighederne straffes paa
Pingen, og derforuden af alle Fornuftige, ligesom forhen,
vorde anseete, som de Fremmedes Abekatte.
Art. 10. Maa ingen, uden virkaarlig Straf,
lade nye og brugbare Klæder, som ere syede, atter omsye
efter enhver Mode, som enten indføres eller forskrives, være
sig enten af det ene eller andet Kiøn. Derimod skal det
staae enhver frit for, at lade nye Klæder skiere efter det
nyeste Snit og herskende Maade paa den Tid, han eller
hun lader Klæderne af nye giøre; men befindes nogen, at
lade syede Klæder omgiøre efter det nyeste Snit, skal den,
som herudi forseer sig, gaae igiennem alle Stadens Gader


og Stræder, iført en Hummel=Sæk, for at betegne Klæde¬
Dragtens og Legemets Skiuls Ligegyldighed.
Art. 11. Jngen Mandsperson maa understaae
sig til at indlade sig i noget Ægteskab, førend han er i den
Stand, at han kan forsørge en Kone og Børn, paa det at
Staten ikke skal beriges med Staadere. Ej heller maa
nogen tage til Ægte, efter den Tid, da han ikke kan forsyne
en Kone, paa det at der ei skal vorde dyr Tid paa Fier.
Art. 12. Ligeledes maa intet Fruentimmer lade
sig tage til ægte, som med sig selv er overbeviist om, at hun
ei forstaaer, at føre en Huusholdning, enten liden eller stoer.
Hvorfore vore reene og peene Piger hermed strængelig by¬
des og befales, alt under Straf af aldrig at faae en Mand,
at de imellemstunder slaaer et Slag ud i Kiøkkenet, og nøje
lader sig underviise i Huusholdnings=Kunsten, paa det at
ingen Mand i sin Tid skal blive bedragen med dem; thi det
er dog langt nyttigere for et Fruentimmer at forstaae og
at kunde forestaae en Huusholdning. end at vide, paa hvad
Maade hun skal staae for et Vindne eller i en Dør, for at
tage imod Complimenter og Finger=Kys.
Art. 13. Endelig og til Slutning saae vi meget
gierne, at vore kiere Undersaatter udi vores Moralske Rige
vilde rette sig efter, og forbedre sig ved alle de Moraler,
som de baade hører og seer; thi ellers er al vores Flid og
Umage forgieves. Men ville derimod enhver rette og for¬
bedre sig, skeede dermed vores Villie.
Anmærkninger.
1. En Tilskuer, som for nogen Tid siden gik igien¬
nem Stadens Børs paa Børs Tiden, har givet os et nyt
Beviis paa, at det gamle Ordsprog: Sorg og Glæde
vandrer tilhobe, er sandt. Han mærkede der en almin¬
delig Glæde imellem de Kiøbslaaende og Handlende. Han
kunde neppe høre for Surren, Snakken og Latter, og han
glædede sig hemmelig paa de Fornøjedes Vegne, over Han¬
delens Flor og Negotiens Velstand; thi hvad kunde han
andet tænke? Men see! just i det samme indfandt sig, en
sort Mand med et meget ærbart Ansigt, ja, langt ærbarere
end Cato selv, hans Ankomst syntes ikke at forkynde nogen


glædelig Tidende, og den Ceremonielle Tale, som han holdt,
snart med een, snart med en anden, syntes at skee i meget
alvorlige Toner. De, som ved denne i en lang Orden
sammensatte og ordentlige Tale bleve forfinkede i deres
Vexsel=Handel og andre Beraadslagninger, syntes ogsaa at
blive noget ærbare. Tilskueren, som blev opmærksom over
dette Syn, og befrygtede, at der skulde holdes Liigbegiæn¬
gelse over Negotien, spurgte en Jøde, hvad denne alvor¬
lige og andægtige Mands Erinde vel kunde være? Ei!
mein Heer, svarede Jøden, ich habe kein Zeit mit ihus zu
sprechen, wil mein Heer Wexsel auf Hamborg, Amsterdam
yder auf Lunden kanffen? der swartze Mann mit der lange
smartze Mantel ist -- - ich ideis nicht --- aber ich
glaube, mein Heer, ein vom enre Leute ist gestorben; aber
mein Heer! hier ist kein Ort mit ihm daruber zu reden;
hier kanffen und verkauffen wir, und am Tode nicht danken
adie, mein Heer! adie! Tilskueren gik og tænkte:
Sao seer man da at Sorg og Glæde sammen vandrer,
Skiønt Dødningers Herold en Jøde knap forandrer
Paa Børstid, medens han i Vexsel=Handling staaer,
Thi Beemands Stiil ei mod hans Vexsel=Cours forslaaer¬
2. Hvorledes man skal omgaaes en ond Kone.
Om du til Kone faaer en Socratis Jantippe
Saa viid, du ikke frie for hendes Mund kan slippe;
Men giør, som Socrates, han for sin Mund slog Laas,
Og ansaae hendes Snak som Kiækken af en Gaas.
Efterretning for de Handlende.
Regnekunsten skal paa nogen Tid være stegen til
saa høi en Grad i Neptuni Rige, at endog den allerenfol¬
digste Havmand paa det allernøjeste kan udregne Højden,
Længden, Breden og Dybden, ja, rigtig naae Bunden i
sine Reederes Punge. Dette skal være en stoer Aarsag
til, at Sejladsen i det Rige tager saa kiendelig af, saasom
Reederne finder saa liden Redelighed. Nogle har derfore
besluttet, selv at lære Søe=Kartet, og i Vinter=Maanederne
at lade sig undervise i Navigations=Skole, paa det at de
selv kunde pløje Havet, og høste Frugten af sin egen Sæd.
Eller og for desbedre at kunde formere Contra=Regninger.


Jnd= og Ud=Passerede.
En Hoben ere indpasserede, men de vil nok ikke
saa snart passere ud.
Bekiendtgiørelse.
Da Sr. Alvorlig længe har mærket, at
NB.
mange i vore Tider anseer Dyderne som
Smaa=Ting, og Dydernes Øvelser for Pedanterier, eller
umagtpaaliggende Ting; saa bekiendtgiører han hermed til
alles og enhvers Efterretning, at han, for om mueligt er,
at kunde hielpe de faldne Dyder paa Fode igien, forfattet
eller giort et Udkast til et Dyds=Sælskab. De, som
maatte have Lyst til at indtræde i dette Sælskab, vilde be¬
hage at melde sig hos ham boende i den snævre Gade i
Huuset, kaldet Trang=Vei, hvor de nærmere skal blive
underrettede om Sælskabets Hensigt og Øyemeed. Dog
meldes, at ingen over 50 Aar, som forhen ei har vidst og
viist, hvad Dyder er, kan antages i dette Sælskab.
Dødsfald.
Udenrigs: Hr. von Opblæst død i Spanien i
sin Alders Feireste Aar; Han døde meget Spansk, og over
ham har man seet denne Gravskrivt som dog ei lyder saa
got oversat paa Dansk.
Gravskrivt.
I denne aabne Grav og hvide Marmor=Steen
Er prægtigen nedlagt den stolte Herres Been.
Han vilde ei hans Been i Jorden skulde slænges,
For ej med andres at forblandes og formænges.
Tænk ikke, at hans Pragt bestod i fiire Fiæle,
Som andres hvilke han før kaldte kun Dræk=Siæle.
Han ivrig ærgret sig, for der ej var Forskiæl
Udi de Dødes Land paa ham og ringste Træl.
(Ak! er det dog ej tungt, at Gravens mørke Dal,
De Store og de Smaa saaledes jævne skal.)
Han vilde have havt sit Legem balsameret;
Derpaa laae megen Magt, at det blev conserveret;
Thi udi Verden han bestandig lugtede;
Men da nu ikke det ved hannem kunde skee,
Han meer sig ærgrede, saa Hiertet, som høit sad¬
Fløi ham af Halsen ud. Her ligger nu en Rad
Af Hre von Opblæst, som i verden opblæst gik;
Men med Æsopi Frøe sit Endelige fik.


Til Kiøbs.
Px
Mademøiselle Staae for Vinduet agter un¬
der Haanden at skille sig af med en meget
artig, inet og nyttig Machine; men som hun ikke selv kien¬
der. Hunf har arvet den efter hendes Mamaes Beste¬
Mama, og i de tvende sidste Led har den været gandske
ukiendelig i det Huus, hvorfor og benævnte lille Pige vil
rydde saadant gammeldags Skrimmel Skrammel af Vejen.
Skulde nogen have Lyst til denne for Jomfruen ukiendelige
Machine, vilde de behage at adressere sig til Jomfruens
Jydske Pige, som kalder Machinen en Spinde-Rok. Den
faaes i det Huus, hvor Jomfruen staaer for Vinduet.
Samme Mademoiselle Staae for Vinduet
NB¬
forlanger til Kiøbs et Par Fløjels Puder
at legge Armene paa i Vinduet; men de maa være stoppede
med Edder=Duun.
Capitaler forlanges.
En liden Capital paa 2 a 300 Rdlr. forlanges af de
12 Patrolskrivere for med dem, at betale deres Bogtryk¬
ker for det nu næsten udløbne Aargang af Patrollen. Pant
haver de just ikke, men de vil alle 12 gaae i Caution for
Capitalen.
Bøger og Skrifter.
Hr. Autor agter med allerførste at udgive et meget
net, lært og lærerigt Skrivt. Han er ikke just af det Slags.
som vil rose sine egne Vahre, ei heller holder han Hververe
til Skrivtets Aftræk. Han venter at faae Prænumerantere,
nok, naar han alene nævner Bogens Titel, som er: En fuld¬
stændig Afhandling om at afkoge alle Slags Hønse-Eg.
Conditioner ledige.
Hos den 12te Patrolskriver, som blev givt sidstafvigte
Sommer, er Condition ledig for en Amme, som har følgen¬
de Egenskaber: synger got; hvisser got; vugger got; NB.
og som er tugtig, taus, fredelig, mild, venlig, og for alting
ei tnugsøynig. Kan De nu see Patrolskriverne ere ogsaa
artige Folk imod det smukke Kiøn, efterdi de vil holde
Amme. Hvem skulde vel have tænkt det?
Af disse approberede Ugeblade udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 52.
den 30. Decemb. 1766.
V¬
i har længe været betænkke paa, at sige vore Læser
meget til Afsked for dette Aar; men da det nu
kommer dertil: saa ere vi meget fattige paa Ord.
Intet af alle Patrol-Bladene i Aar har været os vanske¬
ligere at faae fyldt, end dette nærværende. Det er derfor
ikke altid got, at betænke sig længe paa hvad man vil sige.
Vor Præst præker altid best, naar han ikke har studeret,
sagde Bonden. Deete burde vi have erindret os før. Men
nu omstunder studerer og mediterer man jo dog altid, naar
man vil komme frem med noget got? Foruden os selv, veed
vi kun at sige af en eneste, som kom ilde afsted med sin Pøn¬
sen. Det var ham, som havde længe betænkt sig paa en
prægtig Velkomst=Hilsen til sin Ven, der var kommen hiem
fra hans Udenlands=Reyse, og hvilken han nu vilde gaae
hen at besøge; men da Vennen uformodegtlig mødte ham
paa Gaden, blev Complimenten denne: See god Dag Bro¬
der! det giør mig ondt, at du er kommen lykkelig hiem
Saa slet ønskede vi nødig at slippe fra Afskeds¬
igien. -
Complimenten til vore Læsere for i Aar. Til du Eende
har vi med stor Møye faaet den Siette Leyligheds=Poet
overtalt, til at giøre os et Gammelt=Aars Vers, hvilket
vi ville have den Ære at meddele Læserne, men da han har
giort det temmelig kort, omendskiønt han lod sig got betale
saa nødes vi til, for at fylde Bladet, at indrykke følgend
tildeels nødvendige


Efterretninger.
15 J dette Aar, som er Patrollens det andet, har vi
virkelig været tolv Personer, som har arbeydet paa dette
prægtige Skrifts Fortsettelse, hvis Varighed man nu med
temmelig Vished kan forud spaae indtil Verdens Ende.
2) Vel gik nogle faa Subskribentere af i Fior; men
derimod kom nogle hundkede nye til: saa Oplaget i Aar
har næsten været halvanden gang saa sterkt, som i forrige
Aar; og dette er Aarsagen, hvorfor vi i sidste Blad forlang¬
te en Capital til Laans, til at betale vor Bogtrykker med,
og som vi igien til al Takke rigtig skulle betale. Endnu
har ingea meldt sig. Vi ville ellers give 6 pro Cent i
Rente, foruden Douceur.
3) Et Par Ord til vor Retfærdiggiørelse for Patrol¬
lens Jndhold i dette Aar, torde ikke være af Veyen: Har
den endskiønt intet af det Kryderie hos sig som mange
andre Ugeblade i vor Tid, saa ere vi og visse paa, at den
ikke har ey heller aldrig faaer saadanne Blades Skiebne,
at der af visse Folk skulde blive svøbt Kryderie i den. Vi
har jo holdt ligesaa meget som vi har lovet? Nyeheder,
Politiske Betragtninger, rare Anmerkninger, besynderlige
Fortællinger, Skiemt og Alvor &c. &c. hvad er ikke alt dette
for Sager? Fra den første Dag Patrollen udkom paa
Jorden, har den hver Dag fundet et forøget almindeligt
bifald. Men dette er maaskee hverken os eller vor For¬
mand saa megen Ære, som det er for vore Læsere. Dog
maatte den Forfængeligbed holdes os til Gode, om vi hol¬
der denne Aargang for at være nok saa dyrebar og fuldkom¬
men som den forrige. Ja, efter al Udseende vil den aarlig
blive bedre og bedre. Det er vort alvorlige Forset, og vi
paalegger herved vore Efterkommere, de vellovlige Forfat¬
tere af Patrollen, ikke at have andet Øyemed, end at speen¬
lere paa lutter Forandringer for Læserne, og ey opofre sund
Fornuft og Dyd til Priis for Roes og Berømmelse, for
med Klygt og Vittighed at giøre Tiderne lastværdigere,
end de ere. Vi vide meget vel, at vor Formand smilede
før, men han har dobbelt Aarsag dertil; thi han var baade
ene Fader til sit Foster, og delede ey Jndkomsterne med flere
af sit Aars Patrol=Arbeyde. Vi vide og meget vel, hvor


om enhvers Ære er, og det har aldrig været vores Jid, at
røre nogen ved denne Byld. Mange søger derudi en stor
Fornøyelse; men vi have fornægtet baade denne og alle
andre Fornøyelser, undtagen ved Patrolskriveriet at blive
Eyere af saadan Capital, at vi kunde kiøbe os hver et Land¬
gods. Dog ere ikkun Halvparten af os komne til Fuld¬
kommenhed i denne Fornægtelse; thi de sex indseer ikke, at
der er intet fordeelagtigere og fornøyeligere at befatte sig
med af alt det Timelige, end at skrive, sælge, kiøbe og læse
Patroller.
4) Patrolskriveriet for tilkommende Aar kommer
ikkun til at bestaae af sex Personer; thi de sex, som ere blev¬
ne gifte i Aar, kunde herefter ikke tage Deel derudi, for¬
medelst deres Huusholdninger, som udfordrer ald deres Aar¬
vaagenhed. De andre sex derimod forsikkrer, at ville anven¬
de dobbelte Kræfter, for at forbedre Læsernes Nysgierrig¬
hed. Her meddeles ellers til Tieneste en samlet og tilfor¬
ladelig rigtig Efterretning om de sex gifte Patrolskriveres
Frierier, Forlovelser, Giftermaal, Ægtestand, Hustruer og
Huusholdning, med mere derhen hørende:
Den Første havde allerede i nogle Aar været forlo¬
vtt, førend han blev Patrolskriver, og han tænkte strax paa
at gifke sig, saasnart han var kommen i dette Embede. Det
er en Lykke siger han, at have kiendt sin Kiereste i nogle Aar,
førend man gifter sig; thi saadant Bekiendtskab fører almin¬
delig den meste Kierlighed og Bestandighed med sig. Andre
maae dømme, om det er sandt. Han lever vel fornøyet
og hans Kone behøver allerede en Amme (S No. 51d A.)
Hun lader til at være meget from.
Den Anden blev forliebt ved et Kaffebord, friede
og forlovede sig ved en Spadseregang, holdt Bryllup i
Smug, og siger, at han endnu ikke fortryder sit Hastverk.
Han holder Huus som han kan. Hans Kone seer best ud
naar hun er ikke alt for sterk sminket. Han ønsker ellers at
andre ikke ville gaae saa hastig til verks i saa betydelig en
Sag.
Den Tredie maatte gifte sig, fordi baade hans og
Konens Forældre vilde saa have det. De ere begge Møn¬
stre paa Lydighed. Det var Formuen Forældrene hasde


sigte paa. Hidentil ere de lykkelige nok i deres Ægtestand,
og med en god Huusholdning kunde de aldrig fattes Livets
Beqvemmeligheder. Fornøyelserne er noget, som meget
vil beroe paa deres vedvarende Kierlighed.
Den Fierde blev og tvungen til at tage sin Kone.
Aarsagen, som tvang ham, bør ikke aabenbares. Hun seer
ikke heslig ud, men hun er heller ingen Skiønhed. Hun
har et got føyeligt Naturel, synes at besidde Fornuft, og
at elske meget heftig. Det er alt store Fuldkommenheder;
men dog ikke det, som Verden almindelig seer paa. Deres
Ægtestand kan blive gandske lykkelig; thi han havde skikke¬
lige Midler, og hun er slet ikke for Stads.
Den Femte bar sig ad ligesom den anden; og han
hayde rigtig blevet ved Patrolskriveriet, endskiønt han er
gift, dersom han havde ikke været saa jaloux, som han er.
Konen seer got ud; men Huusholdningen derimod des slettere.
Den Siette er den eneste, som virkelig fortryder sit
Giftermaal af disse Sex. Saa stor en Engel som Konen
var i Frier=Dagene, saa stor en Fantippe er hun bleven
siden. Han har reent conjoneret ham; og han ønsker intet
meer, end at det var ham tilladt, at give hende et Skilsmisse¬
Brev. Maaskee flere Mænd end han ønsker det samme.
Forend han blev gift, prisede han Mahumedanerne lyksalige.
og elskede von Justi, fordi han har skrevet, at det strider
ikke imod Naturens Lov, at en Mand tager sig to Koner.
Men nu har vor Patrolskriver fuldkommen nok i den ene
som paastaaer en udskeyende Frihed, er herskesyg, bagtalersk,
og hengiven til Pragt og Yppighed, saa vi vide ikke, hvor
han skal faae Midler fra til at underholde saa kostbar en
Kone, med mindre han resolverer til at anlegge et alminde¬
ligt Nærings Contoir eller Jagt=Contoir.
5) Foruden at Patrolskriveriet, som meldt er, og saa
vidt man endnu veed, herefter ikkun kommer til at bestaae
af sex virkelige Lemmer: saa har dette Selskab og fattet
den Beslutning, at omendskiønt den Plan var vedtagen, at
alle Patroller hereften skulde see ud som Aviser, vil man dog
ikke fremdeles bestandig binde sig dertil; men ved idelige
Forandringer søge at opvekke Læsernes Smag, ligesom de
forstandige Kokke ved samme Kunstgreb opvekker Spise¬


Lysten. Derved tør Patrolskriverne maaskee blive lige¬
saa undværlige som Kokkene.
6) En Mangel er imod vor Villie indløben i denne
Aargang af Patrollen. Denne er, at Vægternes Nat¬
Calender ikke er fuldstændig indkommen. J øvrigt troe vi
selv, at Verket i sit Slags har et stort Fortrin fremfor
andre smaa Forfatteres Skrifter. Det er jo baade lære¬
rigt og fornøyeligt, trøsteligt og husvaleligt, eftersom man
behager at ansee det. Det er uomgiengelig fornødent, at
saadant forlystende og vederqvægende Skrifter bliver fort¬
satte; og med en eneste Mangel i en heel Aar er let seet
igiennem Fingre.
Næsl disse Efterretninger maae vi endnu ligesom
vor Formand giøre en offentlig
Taksigelse:
Først takker vi alle respective Befordrere af dette Verk!
Vi har ved dette Aars Udgang de meest rørende Prøver
paa, at Publicum aldrig kan blive kied af os eller vore
Efterkommere. Vi har derom faaet Breve, som giør os
en virkelig Ære, men som vi derformedelst undseer os ved
at bekiendtgiøre, da det let kunde hænde sig, at nogen vilde
falde paa de Tanker, at de vare opdigtede. Vi have dog
og vore Modstandere og Misundere; og det var os jo en
slet Ære, om vi ikke havde saadanne.
Dernæst takker vi alle dem som har holdet vore Blade!
Disse ere adskillige Slags; men alle værdige til vor Takfi¬
gelse. Der findes Folk i Verden, som ikkun retter sig efter
andre, for at synes det, som de hverken ere eller kan blive.
Disse har maaskee aldrig selv fundet nogen Smag i vore
Blade; men imidlertid har vi dem dog at takke som vore
Subscribentere; thi da de faae, at vore Blade fandt saa¬
danne Personers bifald, efter hvilke Klogskab befalede dem
at rette sig: saa holdt de altsaa Patrollen med. Tallet paa
disse er ellers ikke ret stort; og om det behager dem at fra¬
sige sig Patrollen for næste Aar, fordi den falder dem enten
for høy, for maver, for alvorlig, for spidssindig, eller fordi
de ikke kan læse den uden Anstød: saa ville vi dog ikke kom¬
me til at tabe derved, endog om de end hemmelig ville giøre
sig Umage for at formiudske ovrt bifald og den Yndest, vi


staart udi; thi vi ere visse paa, at ikke en eneste af vore vel¬
magende Læsere jo holder ud med os, ja mange længe
efter os.
Vi takker i Besynderlighed vore Læserinder iblandt det
fsmukke Kiøn! Med stor Fornøyelse har vi erfaret, at næsten
alle vore Blade har hovet dem; og om vi bryster os af den
Virkning, Patrollerne har gjort i deres Hierter, saa er saa¬
dant ikkun en liden Antormæssig Forfængelighed. Vi
haaber endnu, at de i næste Aar skal hove vore Blade bedre;
og vi fortryder saa mænd slet ikke paa, om de ey alle har
subscriberet, thi vi har Subscribentere nok alligevel, og ere
visse paa, aarligen at faae flere.
Endelig takker vi alle dem, som har beæret os med
deres Brevvexling; men at mange ikke har fundet deres
Breve indrykkede, maae de forlades os. Det er umueligt at
føye og tiene alle, og vi vilde have skadet os selv, om vi vil¬
de have opfyldt Patrollerne med lutter Correspondenee.
Vi nægter ikke, at mange af dem jo havde fortient Sted i
vore Blade, og hvad herudi hidindtil er forsømt, kan endnu
blive oprettet med Tiden; thi vi har langt fra ikke forsoret
at udgive Patroller af Avis=Indretning. Tvertimod ville
vi meget mere forlyste Læserne dermed undertiden, ligesom
Kokkene giøre med Lekkerbisgener. Den Sammenligning
imellem os og Kokkene er ret prægtig.
Nær havde vi forglemt at takke dem, som efter Jnd¬
bydelse har skrevet og fortient, samt ligeledes bekommet 2
Rdlr. for adskillige af disse Blade. Vi kunde vel spare at
takke for det som er betalt; men vi ville aldrig være uhøfli¬
ge. Samme Jndbydelse igientages herved høytideligen, at
dersom nogen har Lyst til at skrive smukke, fornøye¬
lige, lystige og trøstelige Patroller: saa skal to Rdlr.
være til Tieneste for hvert Numer; og udbetales til
Forfatterne af vor Commissionair paa Adresse¬
Contoiret.
Notification.
Ved sidste Patrolskriver Forsamling, da
de Sex forlangte deres Afsked, blev indgaaet, at ind¬
dele Patrolskriveriet i Actier, paa det at der kunde


blive en vis Fond, hvoraf Bladenes Trykning og
Skrivning kunde bestrides med videre Actiernes Tal
maatte i det mindste være 2000 hver til 10 Rdlr.
Hvo som har Lyst at participere herudi, vilbe be¬
hagelig jo før jo heller lade sig indtegne for en eller
flere Actier, som ikke betales, førend det ovenmeldte
Antal er complet. Fordelen, som sigtes til herved,
er denne: Saasnart Actiernes Tal er fuldt, og
Fonden er der af 20000 Rdlr: saa faaer enhver
som eyer en Actie og hans Arvinger efter ham en
Patrol=Aargang frit om Aaret, og det saa længe
Verden staaer; Thi Skriver=Salgrium, Tryk¬
ningen og alle paagaaende Omkostninger skal be¬
strides af de Renter, som Hoved=Capitalen kaster
af sig. Desuden kan Jnteressenterne med Tiden
aarligen vente sig et anseligt Udvytte, naar Læser¬
nes Tal efterhaanden tager til. Disse Actier i
Patrol=Compagniet vil og kunde afhændes ved
Kiøb og Sal ligesom andre Compagnie=Actier.
Man formoder, at dette vil finde manges bifald,
og at det ikke vil vare mange Uger, førend Sub¬
scriptionen er complet. Directionen forbeholder
de 6 Patrolskrivere sig, og deres Commissionair er
allerede udvalgt af dem som Med=Directeur og
Bogholder, ifald han dertil bliver at formaae.
Der synes ikke at være nær saa stor Hazard ved at
interessere i dette Compagnie, som i mange andre si
Verden. Hvad er 10 Rdlrs Udgivt at regne
imod at faae Patroller at læse til Verden for¬
gaaer?
Dette er nu alt, hvad vi i dette Blad have fundet
fornødent og seet os i Stand til at sige vore Læsere til


Slutning i dette Aar. Vi anbefaler saavel vores Velfærd
som vort Ugeblad i deres sædvanlige opmerksomme Buusi
og Bevaagenhed; og har i øvrigt den Ære at opvarte bem
med det dyrt nok kiøbte
Gammelt=Aars=Vers.
At giøre Nyt=Aars=Vers, er ingen Børne=Leeg;
Men Gammelt=Aars jeg seer udfordrer gamle Tanker,
Og naar jeg alt mit Vid til dette sammensanker:
Saa staaer jeg der endda og bliver rød og bleeg.
Frisk op min Musa! kom, her gielder intet Spøg;
Vi alt Pedanterie maae sette til en Side,
Og begge i Gallop paa Skialdre=Hesten ride,
Til Himlens Steenbuk op, hvor Titan giør Besøg.
Du fryser, Musa min! ja, ja, det Vinter er.
Det gamle Aar nu snart indkryber i sin Hule,
For der ævindelig sig for vort Syn at skiule.
Men see en Nyt=Aars Dag os derimod er nær.
O Musa! drag et Smiil! ved Aarets Endeligt.
Syng fineste Diskant om dette Aars Patroller,
Som er af anden Smag end gamle Tiders Soller.
O syng, saa Læserne maae græde over sligt.
Tak alle Læserne for dette gamle Aar.
Jføer dig Spaamands Dragt, og hvisk enhver i Øret,
At Bacchus til sit Træ skal før udvælge Røret,
Før dette Ugeblad ophører og forgaaer.
Nu er det gamle Aar da lykkelig fuldendt.
Den anden Aargang af Patrollen ligeledes;
Og ey en eneste ved Liv og Læsning kiedes.
Det sidste bliver snart, det første er bekiendt.
See Subskribenterne, hvor haster de paa nye,
Sig for Patrollerne igien at lade tegne.
Man dette skiønne Skrift kan finde alleyegne.
O lykkelige Land! o lykkelige Bye!
Af disse aproberede Uigeklade udgar et hver Durdag


Patrollen.


Jndhold.
Patrollens Tredie Aargang skal indeholde alt
hvad man kan optænke værdigt nok at fylde saa
begierligt, fordeelagtigt og vidtudseende Ugeblad
med, saasom alle Slags Skiemt og Alvor,
Gammelt og Nyt, Bedrøveligt og Lystigt,
Vittigt og Eenfoldigt, undertiden og noget
Historisk
Poetisk, Philosophisk og Mathe¬
matisk, Mesterstykker og Fuskerier, Breve
og Fortællinger, Fabler og Satyrer, An¬
merkninger og Betragtninger, Efterretnin¬
ger og Oplysninger. &c. &c.


No. 1.
den 7. Januarii. 1767.
Tredie Aargang.
Nyt=Aars Vers.
Med Frost og Kuld begynder dette Aar.
GUd trøste dem, som har kun lidet Brænde!
Vivat enhver, som ey forsmaaer vort Blad!
Vort Nyt=Aars Vers hermed nu Ende haver.
NB. Vi kunde vel gjort dette Vers et Par Blade læn¬
ger; men vi frygtede, at Læserne ere mætte af
Nyt=Aars Vers.
Til det Menneskelige Kiøn.
V¬
el har vi allerede i Jndholdet gjort Regnskab for
hvad vi ville skrive om i denne Aargang af Patrol¬
len; men vi ville dog endnu med et Par Ord og
Exempler sige vore Læsere, hvad vi forstaaer ved de der
opregnede Titler. Jngen maae tænke, at saadant er Op¬
skiererie af os. Ney, vi beder os forskaanede fra de Tan¬
ker. Vi ville heller holde mere, end vi lover, og lade
andre længe nok love mere, end de enten kunde eller agter
at holde.
Ved Skiemt forstaaer vi den muntre Sandhed. For
Exempel: Smaa Siele ere ligesom smaa Flasker med meget
saevre Halse. Jo mindre Vand der er udi, jo mere Allarm
giør det, naar det bliver udgydet.


Ved Alvor forstaaer vi det, som ikke er Skiemt. For
Ex. Saadant et Nyt=Aars som vores; eller og saadan
Sandhed som Bion sagde: Folk, som gierne gider hørt paa
Hyklerier, ere ligesom Esler, der lader sig trekke ved Ørene.
Ved Gammelt forstaaes af os, om Patrolskrivere,
deels alt det, der enten er opkogt eller stiaalet af fremmede
eller egne Skribentere, og deels satyriske Misunderes sidste
Midler til at sette sig i Credit hos det menneskelige Kiøn.
Exempler herpaa kan vore Læsere læse sig til baade i vores
og andres Ugeblade, naar de kan ved Leylighed forefalde.
Nyt kalder vi det, som sielden skeer. For Ex. At
en Kone anseer sin Mand med samme Øyne som Kortbla¬
dene, kaster dem bort naar hun har spillet en Tidlang med
dem, og forlanger nye igien.
Bedrøveligt er det, som foraarsager baade Latter og
Graad. Før Ex. At prædike Geographie og Historie for
andægtige Tilhørere.
Lystigt er, at giøre sig til gode paa andres Regning,
og kan skee paa alle Slags Tungemaal. Exempler derpaa
kan man høre daglig, og læse i mange Skrifter foruden
Patrollen.
Vittigt er en Samling af gammelt, bedrøveligt og
lystigt. For Ex. Ney - -- Nu da 5--Eya! --- Vel
an --- Ney, vi kan med al vor Vittighed ikke i dette Øye¬
blik finde paa et Vittigheds Exempel.
Enfoldigt kalder vi det, at holde op at dandse, fordi
en Streng springer. Herpaa gives ikke mange Exempler
nu omstunder imod forrige Tider at regne. Nu ere ikke
engang Børn saa eenfoldige, som Piger paa 30 Aar vare
den gang.
Historisk er et Miskmask af Sandt og Usandt. For
Ex. J dette Seeulo misbruger Mandfolkene den Gave at
skrive og tænke, og Fruentimmerne derimod den Lykke at
elske og elskes; men saaledes gik det ikke til i Holger Dan¬
skes Tid. Læserne, som behager at see videre derom, hen¬
vises til hans Historie, nyeste Oplag. Eller og for Exem¬
pel: J Jtalien findes der mange Steder ved Biergene
meget smalle Veye, hvor den ene ikke kan kiøre forbi den
anden, naar man ikke rykker tilbage. Paa saadan en Vey


mødtes to Vognmænd; den ene af dem kiørke gandske bister
imod den anden, og sagde: kiør af Veyen, eller jeg giør
ved dig, som ved den forrige jeg mødte. Denne blev ban¬
ge, og rykkede strax saa langt tilbage, at han kunde komme
af Veyeu; men han var dog saa nysgierrig og spurgte, hvad
hiin vilde giort ved ham, om han havde ey rykket tilbage,
og kiørt til Siden? Hvorpaa hiin svarede: Jeg havde da
vildet giort ved dig ligesom ved den anden; ham kiørte jeg
af Veyen for. NB. Historisk og Eventyrer ere Halv¬
sydskende.
Philosophisk er, ingen Følelse at have, og at have
megen Følelse; eller: at forstaae den Videnskab, at tænke
og ikke tænke, tale og ikke tale, giøre og lade. Før Ex. En
i Schvaben bad en anden at laane ham sin Kappe. Denne
viste ham af med dette philosophiske Svar: naar det regner,
saa bruger jeg den selv, og naar det ikke regner, saa bruger
du den ikke. - Det skal fornøye os, om vore Læsere kan
allesammen blive philosophiske.
Poetisk er alt det, som er digtet, enten til at synge
eller læse, hvad heller det rimer sig eller ey. Herpaa ville vi
i dette Blad ikke anføre mange flere Exempler, end det forestaa¬
ende Nyt=Aars Vers. Men da Digtekunsten kan giøre os
stor Tieneste, saa skal vore Læsere med Tiden ikke mangle
Exempler paa samme i disse Blade.
Mathematisk er det samme som adskilligt Nyt.
Herpaa behøves ey videre Exempel; men de skal altid
forekomme.
Mesterstykker kalder vi alt det, som er fornøyeligt
og bestandigt. For Exempel: Patrollen.
Fuskerier er med faa Ord sagt ulykkelige Hændel¬
ser. Exempler herpaa har vi desverre alt for mange af.
Breve ere skrevne eller trykte Kierligheds Beviser til
os selv eller andre. De ere overmaade beqvemme at bruge
for dem, som skriver Uge-Blade, hvilket vi af Erfarenhed
kan beviidne; og det skal derfor være os kiert, imellemstunder
at fornøye vore Læsere dermed. Exempler haves i forrige
Vargange af Patrollen.
Fortællinger er alt hvad man kan finde paa til at
fornøye Folk med; og jo større Latter de kan opvække, jo


bedre og sundere ere de. Latter er meget sund for de fleste af det
kiere menneskelige Kiøn og det skulde hiertelig fornøye os, om
vi kunde giøre noget til vore Læseres Sundhed. Vi ville
anvende al vor Bestræbelse derpaa. Her er et kort Exem¬
vel: En Mand ønskede engang, i sin Kones Nærværelse: Ak
at jeg dog var i Jorden! Ja, ja, svarede hun: de fleste
Viinkieldere ere og i Jorden.
Fabler ere i Ugeblade det samme, som Kryderier paa
en Suppe. Deraf kan Læserne slutte, hvor fornødne de
ere at bruge i Patrollen. Her er een, som vi har laant af
en anden:
Mercurius og Bildthuggeren.
Mercurius vilde engang vide, hvor høyt han var agtet
af Menneskene. Han gik derfor til en Bildthugger, og
spurgte først: hvor meget han forlangede for den store Ju¬
piters billede? Det koster kun en Daler, svarede Mesteren.
Mercurius loe hemmelig derover, at Jupiters billede ikke
skatteredes høyere, da han dog var den fornemste af Hed¬
ningenes Guder, og spurgte videre: hvor dyrt han holdt
Gudindens Junos billede, da han nu fornam af Svaret,
at Juno skatteredes høyere, end Jupiter, saa tænkte han
ved sig selv, at hans eget billede endnu maatte være dyrere,
siden han var ligesaa veltalende som Juno, og skaffede Men¬
neskene meget mere Fordeel og Profit. Bildthuggeren
svarede: naar du vil kiøbe begge de to forrige, saa vil jeg
forære dig denne oven i Kiøbet. - Hvo som har stor
Jndbildning om sig selv er ofte mindst agtet af andre.
Satyrer ere et Slags Gevær, som de moralske Krigs¬
helte betiener sig af imod deres Fiender. De seer under¬
tiden bedrøveligt, undertiden lystigt ud, og ere almindelig
Poctiske Her er et, hvortil Piben er taget af et Tydskt:
Et Uveyr stormede en Nat mod Phillis Kammer.
Hun saae det lynede, af Torden vaagned op;
Hun syntes, der var Jld i hendes hele Krop;
Hun rystede af Frygt. O Stakkel! hvilken Jammer!
Hvad skal det arme Barn i denne Angest giøre?
Det tordner sterkt endnu - Hun springer op i Hast,
Og ind i Damens Seng, om Ham sig holder fast.
Der Hun ey Torden seer, og kan ey Lynild høre.
nmerk¬


Anmerkninger vil sige saa meget som: Seer J vel,
got Folk. Det er ellers det samme som: Fundne og op¬
dagede Sager. Her har vi strax en Anmerkning ved
Haanden til et lidet Exempel: En vis Musicus, som vel
var meget færdig i sin Kunst, men og derhos meget ind¬
tagen af sine Fortienester, blev engang forestillet for en stor
Konge. Da nu Kongen saae, at han havde meget slette
Strømper, saa spurgte han ham, om han var den Musieus,
som man havde roest saa meget for ham? Jeg veed ikke,
naadigste Herre, svarede han: men saa meget kan jeg
selv rose mig af, at jeg har en Stemme, hvoraf jeg
kan giøre alt hvad jeg vil. Naar det er sandt, sagde
Kongen igien, saa skulde J giore eder et Par Strømper
deraf; thi dem seer jeg, at J trænger til.
Betragtninger er ikke andet end Folkes underlige
Tanker. For Exempel: En Mand, som var en stor Elsker
af Heste, forundrede sig en Morgenstund overmaade meget,
da hans Karl kom ind og fortalte ham, at den Hest var
død, som han havde redet paa Dagen tilforn. Hvad, sag¬
de han, den Hest, som jeg i Gaar reed paa? Ja, Hosbond.
Den skiønne Hest, som var ikkun 6 Aar, og som var saa frisk til
at æde? Ja, svarede Karlen, just den. Ey, raabte Hos¬
bonden derpaa, hvor hastigt er det dog ude med os!-
Det var hans Betragtning.
Efterretninger ere efter vor Beskrivelses Maade:
Skildter, som Mandspersoner eller Fruentimmer hænger
ud. Exempler derpaa ville vi love at anføre herefter.
Oplysninger ere tilforladelige og nefterretlige Spaa¬
domme, ligesom Leyligheden falder. Jmidlertid ere de al¬
tid fornøyelige baade at læse og høre.
Dette er nu Grundtegningen til Patrol=Bygningen
for i Aar. De i Jndholdet staaende &c. &c. betyder Com¬
plimenter.
Vil nu nogen laste dette, eller sige, at Enden bliver
nok ikke Begyndelsen lig, saa staaer det dem frit for. Vi
ville slutte dette Blad med hele Aargangens Jndhold paa
Vers, ifald nogen af vore Læsere skulde have Lyst at lære
det uden ad. Hukommelsen beholder altid snarest det,
som er paa Riim. Jfald det Spørsmaal skulde i Aar


eller i Fremtiden forefalde: Hvad var Jndholdet af Pa¬
trollens tredie Aargang? saa er her Svaret, som og kan
bruges til en Skaal:
Skiemt og Alvor, Gammelt, Nyt,
Vittigt og Enfoldigt,
Lystigt og Bedrøveligt,
Undertiden andet.
Lidt Historisk sommesteds,
Lidt Poetisk ogsaa;
Philosophisk deriblant;
Mathematisk stundom.
Mesterslykker i sit Slags;
Fuskerier, Breve;
Fabler og Fortællinger;
Stundom og Satyrer.
Derhos og Anmerkninger,
Lystige at læse;
Deplige Betragtninger,
Nu om et nu andet.
Smukke Efterretninger,
Efter nyest Mode.
Endelig Oplysninger.
Vivat nu Patrollen!
Af ase agtastage lagsae atagar gltaere Jadag


Patrollen.
No. 2.
den 14. Januarii. 1767.
Anmerkning.
D¬
et er ikke andet, end et falskt Rygte, at Pa¬
trollen skulde med dette Aars Begyndelse op¬
høre. Den tredie Aargang er jo allerede be¬
gyndt; og det er saa mænd slet ikke Patrolskrivernes
Skyld, om nogen har indbildet Læserne, at de fik in¬
gen flere Patroller. Her er allerede det andet Numer,
indrettet efter det første: Viist er det og, at baade det
tredie og øvrige kommer ud med. Thi Patrolskriverne
ere endnu ikke rømte af Byen eller Landet.
Om Private Folk.
Private Folk ere i visse Maader de lykkeligste
Mennesker under Solen. Men under denne Titel kan
ikke alle de henregnes, som ingen Titler eller Embeder
har. Mange ere indtagne af den Fordom, at man
ikke uden med en Slags Tilbedelse maae tænke paa eller
tale om Folk, som sidder i Embeder eller har Tiller og


Rang; men det er en Vildfarelse, som ikke sielden trek¬
ker Skiul over Laster. Seerman paa os som Patrol¬
skrivere, da maae man ikke see os an som private Folk;
men man fornærmer os dog ikke, om man taler om
vore Skrøbeligheder. Vi ere komne paa en gandske
lovlig Maade til vort Patrol-Skriver=Embede, og vi
forestaaer det, ligesom andre, saa got som vi kan. Vi
ere underkastede Sædelighed ligesaavel som andre. Vi
har engang været private Folk, og vi kan blive det
igien. Nu ere vi Embedsmænd, og nu ønskede vi, at
der maatte tales om os med en Slags Medlidenhed.
Samme Ret bør og vederfares private Folk, og man
bør ikke tage Embeders og Titlers Mangel for Ærens
Mangel. Ofte seer man ned til disse Folk med en
grusom Foragt. De ere Lediggiengere - Narre -
unyttige Drog - og hvilken streng Dom fældes ikke,
naar der spørges: hvad er han? og naar der svares:
han er intet, han har ingen Titel, han har ingen Be¬
tiening! Saaledes bør man ikke dømme om private Folk.
Folk, som opofrer sig til Eensomhed, til sin Rolighed,
til Magelighed. Der er ikke saa mange Herremænd
som Bønder; men om en Bonde var saa rig, at han
kunde blive en privat Mand, tænkte han alt for Klo¬
stermæssig, naar han ikke længer vilde pløye. Man bør
jo være det Selskab til Nytte og Fornøyelse, i hvilket
har i mange Aar tient sit Selskab.
man lever. 4*
For det dannede han baade sin Forstand og Hierte;
for det paatog han sig villig alle Gestalter; for det var
han frisk, for det var han syg; Han skrev og talede,
for at forbedre Sæderne og for at hielpe sine Med¬
borgere paa Fode. Det giorde han til sit Emdede
indtil han fik et andet.. Deri blev han gammel, og
Ungdommens Fornøyelse smagede ham nu ikke meere.
Han ønskede sig Rolighed paa sin Alderdom.: Hukom¬
melsen slog ham feyl, og derover indsneg sig mange
Feyl i hans Forretninger. Lad en Ung tage imod hans
Embedk, som kan bedre forestaae det. Lad ham nu
leve hans øvrige Dage som en privat Mand. Ja Sel¬
skabet bør krydre hans øvrige Aandedræt med lutter


Mageligheder. Det bør vugge ham i Søvn, og til
Belønning undertiden fortælle ham Historien om hans
312
egne Gierninger. -
har aldrig søgt eller faaet
hverken Titel eller Betiening. Saa er han jo en
Døgenigt? – Ney, intet mindre. Han er en roes¬
rærdig Privat=Mand. Hvilken Elendighed havde det
ikke været, om han havde faaet et Embede i Verden,
da han skielver ligesom for Døden, naar han skal be¬
svare et Brev, og da et Myg kan forstyrre hans Søvn?
Hvor vilde det seet ud, om han havde kommet i Raads¬
forsamlingen? I Stedet for at holde Forhør, vilde
man da have talt om stegte Kapuner eller om den beste
Aquavit, og de velvise Herrer skulde først en efter an¬
den have sovet ud, eller faldet ti gange i Afmagt,
førend Dommen var bleven fældet. Har denne gode
Mand da ikke handlet ædelt deri, at han har levet
som en privat Mand? Han fortærer sine Maaltider i
Roe, og sparer for sine Efterkommere, i det han lader
andre arbeyde for sig. Man siger, at hans Kone dra¬
ger Omsorg for, at Pengene circulerer. Men det er
og ædelt, at skaffe Silke=Kræmmere, Jnvelerere og andre
X
Folk Fortieneste. Jørgen
7 har en Eyen¬
doms Gaard. Han har god Forstand og et got Hier¬
te, men hverken Rang eller Embede. Det er Moden
i hans Egn, at man ikke kaldes til Betieninger, men
man skal søge dem. Maaskee han kunde nok lade sig
røde til at tage imod et Embede; men nu foretrekker
man ham Folk, som han ikke skulde ville tage til sine
Dømestikker. Det var krybende, om han skulde bukke
sig for Tienere eller kiøbe sig frem. Han vil heller leve
som en Privat=Mand. Der er han sin egen Ven, sin
egen Lærer, sin egen Selskabs Broder. Han behøver
nu ikke at forstille sig, eller at gaae paa Krykker. -
Selskabet kan jo ikke lide ved saadanne Private Folk,
saa længe der findes egennyttige Mennesker, som ville
tiene og forestaae Embeder for Profits Skyld. Ney,
man skal ikke finde mange ædle Lediggiengere, som for¬
lader Verden, for i Stilhed at udøve store Bedrifter.
En, privat Mand behøver ikke at være nogen Munk;


det er nok, at han er klog. Han kan da altid opbyg¬
ge saa meget, som mangen Embedsmand nedriver.
Hans Eensomhed og Stilhed er da ligesaa frugtbar for
Verden, som en stor Bestillings største Allarm. Hans
Bondegaard, hans Hytte er et Paradis. Der er Or¬
den, Liv og Reenlighed. Hans Huus staaer altid aabent
for alle Reysende. Hans Mundheld er: Forbedrer jeg
ikke Verden, saa vil jeg dog fornøye den. Han elskes
som en Fader af hans Huusfolk. Han er deres Præst,
deres Dommer, deres Læge. Tre Børn opdrager han,
og lader dem undervise under hans egen Opsigt. J
dem skaffer han Selskabet tre gode Borgere, som det
ey havde faaet, om han havde været indviklet i mange
Embeds=Forretninger. Over hans Huus=Dør læses
følgende Jndskrivt:
Lad stige hvem, som vil, til høyeste Æres Trin
Ved Magt og Lsiighed. Jeg agter for min Ære,
At jeg i Stilhed kan mit eget Selskab være.
Den Rang omkring mit Navn kan sette klarest Skin.
Et Brev fra en Søn til sin Fader.
Kiere Fader! I Dag, da det er Mandag,
skriver jeg Eder dette Brev til med Buddet, som agter
at tiltræde Reysen herfra paa Tirsdag, det er i Mor¬
gen. Paa Onsdag haaber jeg, at Buddet skal være
ankommet til Eder; hvis ikke, saa har J gandske vist
faaet mit Brev paa Torsdag. Penge maae I da ef¬
ter samme skikke mig paa Fredag; thi ellers maae jeg
reyse herfra paa Løverdag, paa det at jeg kan være
hiemme hos Eder paa Søndag.
Beretning.
Der skal nu være oprettet et Selskab af visse
Koner, som famles i det ringeste tre gange om Ugen


og fører Titel af Jnquisitionen over Jomfruer og
unge Karle. De givter med egenmægtig Haand
enhver, hvem de vil, til hvem de vil. For nylig har
de udseet en af Smaa=Herrerne, imod hans Villie, til
at ægte et Fruentimmer, som han aldrig i sine Dage
har seet. Den samme lille Herre kiører hver Aften i
Kane, og bærer altid to eller tre allerkiereste Tobaks
Daaser hos sig. Førend Kaneføret begyndte, skulde han
været givt med to eller tre adskillige Fruentimmer; men
alle disse Partier gik overstyr, da han kom i Jnqui¬
sitionen den første Aften, han kiørte i Kane. Ver¬
den maae sige om ham hvad den vil, saa er han dog
ikke saa naragtig, som han er daarlig. Hans Fætter
er et got stakkels Tankeløst Dyr, som er nyligen kom¬
men ind fra Landet. Han trængte til allehaande Stats,
som han ved Ankomsten skaffede sig; men han kom der¬
over paa Timen i Jnquisitionen; thi denne Fruentim¬
mer=Ret har Correspondenee paa alle Mode=Verkstæder,
ligesom Graverne pleyer at have paa Viinkieldere og
Apotheler. Alle Ungkarle staaer umiddelbar under denne
Jurisdiction. Jnquisitions Protocollerne ere fulde af
rare Efterretninger. Det heder iblant andet: Prot. XI.
Fol. 771. Den brune Enkemand skal have Kurven
paa 10 Steder, fordi han frier til Penge.- Den
unge Junker er noget grov og bondeagtig; men han
er dog ingen Nar; for nærværende Tid er han frisk
og har brav Penge. -
Jomfruen med den nye Peltz
skal absolut giftes medens Kaneforet varer. -
Det
maae merkes, at ingen tør overtræde Jnquisitions Ret¬
tens Kiendelser; ja det er næsten ligesaa umueligt, at
nogen kan giøre et andet Partie, naar denne Ret har
udseet et for nogen Ungkarl eller Pige, Enkemand eller
Enke, som det var for Adam at givte sig med et andet
Fruentimmer end Eva. Man veed, at Fruentimmer
gandske allene fører Herredømmet i Huusvæsenet, og
derover er det dem let, naar de finder det fornødent,
at sammenspinde Uenighed imellem de dyreste og beste
Venner, og heraf veed Juquisitionen fortreffelig at be¬
tiene sig, naar Kierlighed ikke forbinder en Person til
at ægte den, som de har udseet for ham.


En Persiansk Fabel.
En Draabe Vand faldt engang ned fra en
Skye udi Havet, og da den befandt sig iblant saa
uudsigelig stor Mængde af flydende Materie, udbrød
den i følgende Betragtning: "Ak, hvad forestiller jeg
dog en ubetydelig Ting i dette forfærdelig store Ver¬
dens Hav. Det merkes ikke engang, at jeg er til,
naar man seer paa den hele verden; og jeg er for¬
dømt til et Slags Intet; og er meget ringere og
mindre, end den allermindste Guds Skabning,
Men det traf sig saaledes, at en Muskling, som laae i
Naboelavet ved denne Draabe, lukte sig af en Hændel¬
se op, og opsnappede Draaben, da den holdt forbe¬
meldte ydmyge Samtale med sig selv. Fabelen fortæl¬
ler, at denne Draabe skal i lang Tid have ligget i
Muskling=Skallen og være bleven haard; indtil den ende¬
lig Tid efter anden blev forvandlet til en Perle, og ef¬
terat den var falden i en Perle=Fiskers Hænder, samt
igiennemgaaet mangfoldige Begivenheder, er den nu
bleven den navnkundige Perle, som er sat foran i den
Persianske Krone.
Roes og Berømmelse.
Man skulde troe, at det maatte være noget af
det allerbehageligste at roses og berømmes. Men det
er ikkun Ærgierrighed som finder Behag derudi. Roes
og Berømmelse er et Gode, som i sig selv er gandske
fremmet for vor Natur, og der er ikke noget Verktøy
i vort Legeme, til at smage den. Før en Tidlang kan
Sindet vel fyldes med en ubestandig Art af Fornøy¬
else, naar man roses og berømmes; men det er en For¬
nøyelse, som giør Mennesket urolig og fortredelig, og
ikke saa meget slukker den nærværende Tørst, som meget
mere opvekker nye Begierlighed. Roes og Berømmelse
er altsaa i sig selv aldrig slukkende og mættende. Hvor


ofte bliver ey den Ærgierrige nedslaget og ydmyget,
naar han ikke faaer Roes og Berømmelse der, hvor
han havde ventet sig den. Ja, tidt ængstes og qvæles
han over den Roes og Berømmelse han faaer, naar
den ikke er saa stor, som han meente, at den burde
være. Faa Mennesker tænker saa meget got om os
som vi selv, uden det skulde være Hyklere. Den Lyk¬
salighed er altsaa liden, som man haver af at roses og
berømmes, og den bestaaer ikke i andet, end en blot
Jndbildning. Heraf kan man nogenledes see, hvad
Grund de har at bygge paa, som giøre alle Ting
for at roses og berømmes.
18.
paazn
Sententzer.
Nos Uuti
I Venskab er alting Styrke; men i Kierlighed
er alting Svaghed.
For at biebringe Menneskene en Ekkelhed til
det Nye, behøver man ikkun at giøre Dyden til
Mode.
Bluefærdighed klæder got i alle Ansigter, men
hos de Smukke holder man den for at være falsk, og
hos de Gremme for latterlig.
For at giøre Daarer viise, maae man altid be¬
tiene sig af ubeqvemme Lignelser.
Vi roser øfte vore Venner blot allene derfor,
paa det at man skal skattere os høyere, end dem.
Man maae undertiden af Beskedenhed være for¬
fængelig.
Fortællinger.
Een besøgte engang en Syg, og spurgte ham:
hvorledes han befandt sig? Den Syge kunde for Svag¬
hed og Pines Skyld ikke svare, hvorover den anden blev
vreed, og sagde: Nu, jeg haaber og, at jeg vel bliver
syg engang, saa skal jeg ikke heller svare dig, naar du
besøger mig.


En Læge skrev engang en Recept til en Syg,
og da han gik bort, sagde han: Den skal J tage ind
i Morgen tidlig. Den Syge tænkte, at Papiret var
Lægedommen, og derover tog han det ind om Morgenen.
En Moder bad, sin Søn, som reyste udenlands med
sin Herre, at han undertiden skulde skikke hende nogle Bre¬
ve. Efter nogen Tids Forløb vilde hans Herre brænde
en Slump Breve, da bad Tieneren ham om et Par deraf,
som han vilde sende sin Moder, der havde bedet ham, at
han imellemstunder skulde sende hende Breve.
"- Et ungt Menneske ledsagede en Aftenstund et Fru¬
entimmer hiem. Det var samme Gang en meget stierne¬
klar Himmel, og da han slet intet vidste at bringe paa Ba¬
ne at tale om, udbrød han i en Hast og i temmelig Angest
med dette Spørsmaal: Hvor mange Stierner meener hun
vel, at der er paa Himmelen? Det veed jeg sandelig ikke,
svarede Fruentimmeret; men hvor mange Narre mener
han at der er paa Jorden?
Venskabs=Ævighed.
Et ævigt Venskab du jo har tilsvoret mig,
Og ofte sagt, at det skal efter Døden vare.
Jeg stedse hidindtil har fæstet Troe til dig;
Men nu jeg neppe mig kan for Mistanke bare.
Jeg seer du spotviis kun vil ævigt Venskab bruge;
Thi denne Ævighed er endt hver anden Uge.
Avertissement.
NB. Den Vægter, som i Fior i disse Blade lod indryk¬
ke Begyndelsen af den af ham forfattede Nat=Calender,
havde vigtige Aarsager, hvorfor han ey indsendte Fortset¬
telsen; thi han blev sat af fra sin Bestilling af Døden.
Men hans Eftermand i Embedet har nyelig ved en Skri¬
velse forsikkret, at han vil efter sine egne Observationer
fortsette samme ligesaa nyttige som umistelige Verk, hvilket
man ikke har kundet undlade, herped at bekiendtgiøre.
Af disse approberede Ugeblade udgaaer et hver Onsdag.


Patrollen.
No. 3.
den 21. Januarii. 1767.
V¬
i ere blevne beærede med et Nyt=Aars Vers,
og har ikke taget i Betænkning, at lade det
trykke i dette Blad, siden det er kort og got.
Den ubenævnte Velynder, som har indsendt samme,
takkes paa det eftertrykkeligste. Her er det:
Nyt=Aars Ønske til Patrol=Skriverne.
Gid hver af Eder Ser maae begge Bene trekke
I det begyndte Aar paa mangen gangbar Last,
Ja mere, gid J maae og engang Halsen knekke
Paa Daarligheds Patron, som holder mange fast
Gid J Patrollerne i Aar saaledes skrive,
At denne Aargang maae den latterligste blive!
Dette Numer kunde vi gierne begynde med den Ar¬
tikel Correspondence, efterdi vi har faaet et langt Brev
med Posten, hvorudi en af vore Læsere formaner os til
at skrive meget, som Folk kan lee ad. Men Brevet
kan jo gierne anføres, uden at bruge den Overskrivt
dertil.


Allerkiæreste Patrolskriver=Selskab
Det kommer mig for, ligesom J har i Sinde, i dette
Aar at traktere os med tørre Moraler. Har J maaskee
ingen Forraad mere paa det, som kan opvekke Latter?
Eller hvad tænker J om Eders Læsere nu frem for de tø
forrige Aar? Mener J ikke, at vi endnu gider leet? Vide
J ey, at Latter er saa almindelig, naturlig og brugelig,
at jeg falder ret i Forundring over, hvi ingen af vore
Lærde har foretaget sig at skrive noget udførligt om dens
Nødvendighed for det menneskelige Kiøn. Jntet synes,
at være os mere medfødt, end at lee, og en Cato und¬
drager sig fra Menneskelighedens fornemste Kiendetegn,
naar han vil holde sig fra Latter. Det var jo en stor
Verdsligviis, som giorde Latter til vor væsentlige Egen¬
skab. Har ikke Poeterne lært Enge og Marker til at lee?
Man leer jo naar vi fødes, og vi leer jo selv hver
Dag; thi Latter er jo blevet noget umisteligt i Omgang.
De Glade, de Elskende, de Høflige leer jo allesammen.
Intet Menneske er lykkeligere, end den, som er meest for¬
nøyet; og ingen er mere fornøyet, end den, som leer meest.
Jeg troer, der findes Folk, som lade sig kildre, for at
komme til at lee. Vor hele Lykke bestaaer jo i en stor
Overflødighed af Fornøyelse, og denne kan man aldrig
tydeligere give tilkiende, end ved Latter. Jeg ønskede
derfor, at hævne mig paa enhver suurseende Philosoph,
som tør holde dem for Narre, der leer allermeest, da
det dog uimodsigeligt er et virkeligt og vist Kiendetegn
paa de lyksaligste og ypperligste Mennesker. Uden Tvil
har vore Forfædre været meget meere beskedne i denne
Post, end vi; og vi ere ikke andet, end vanslægtede
Børn af dem, naar vi ville lee mindre, end de. Jeg
har hørt tale om en heel Nation, som aldrig saae al¬
vorlig ud, men loe stedse. Skiemt, Gøglerie og Latter
var deres meste Tidsfordriv og deres daglige Forret¬
ning. En Erke=Latter herskede iblant dem, enten de
vare i de offentlige Forsamlinger, eller de vigtigste Be¬
raadslagninger. Handel og Vandel var ikke andet end
Spøg og Lystighed hos dem. Alle Opfindelser gik ud


paa at lee. Deres Lyksalighed og Levemaade var alt¬
saa uforbederlig. Der var ingen Avind, Herskesyge,
Gierrighed, Ondskab eller Uenighed iblant dem. Slige
Laster kunde ikke huses i deres leende Hierter; men en
bestandig Lyksalighed giør ofte Tiden kiedsommelig for
Mennesket. Denne Nations Noboer vare ærbare og
alvørlige. De fik nu og Lyst til at være ligesaa. De
ønskede sig den Lykke, at kunde see alvorligt ud. Hvil¬
ken urimelig Lyst, hvilket daarligt Ønske. De skikkede
Gesandter til Delphis, for at spørge Orakelet, hvor¬
ledes de skulde blive alvorligere, og efter deres Mening
altsaa klogere? Dem blev svaret, at det skulde skee, naar
de kunde ofre en Tyr til Neptun, uden at lee ved
Ofringen. Glade over dette Svar, giorde de nu An¬
stalter til det bedrøvelige Øyeblik, som skulde giøre en En¬
de paa deres Latter. Alting foranstaltedes med den største
Forsigtighed. De Unge bleve forbudne, at komme til Of¬
ringen, siden de pleyede at lee meest. Vanføre Gamle,
forarmede gieldbundne Soende, onde og arrige Koners
Mænd, og bistre Menneske-Hadere forsamledes for at
bivaane Festen; og hvor liden Aarsag de alle havde til at
lee, saa maatte de dog alle bide sig i Læberne, for at under¬
kue Latteren. De stirrede allesammen paa Jorden, og
torde ikke see paa hinanden. Under denne ærbare Stil¬
ling tænkte de at opfylde Orakelets Kiendelse. Men Tan¬
ken slog dem feyl. En liden Dreng havde sneget sig ind
i Forsamlingen. Man vilde da i en Hast jage ham ud;
men han raabte overlydt: hvorfor maae jeg ikke blive
her? Ere J maaskee bange, at jeg vil æde Eders Tyr
op? Dette var nok til at giøre en Ende paa Ofringen.
Hele Forsamlingen stak i at lee ad Drengen, og deres
Fornøyelse begyndte paa nye igien. De bleve ligesaa gla¬
de og ubekymrede som forhen. De begyndte paa nye at
leve. Uden Tvil er det Hr. Fontenalle, som jeg har
denne Beretning fra; og efter hans Anmerkning er det:
at leve, det samme, som for den største Deel ikke at
vide, hvad man giør. Det er en ret prægtig Forkla¬
ring paa at leve. Og hvor vilde jeg ønske, at mange
Mennesker vilde giøre Latter til deres allerædelste Øye¬


med, for at befordre deres Lyksalighed. Det er jo
unægteligt, at man ey kan komme igiennem Verden uden
at lee; og Latter var uden Tvil i Adams Tid Kier¬
ligheds og Venskabs Kiendemerke. Det hindrer ikke,
at Fiender og Uvenner kan lee ad hinanden; ey heller,
at mange Fruentimmer leer ofte, for at behage sig selv
og sin Egenkierlighed mere, end Mandfolk. Seer nu,
mine allerkiereste Patrolskrivere, at Latter udgiør det
Væsentlige af alle Menneskers Lyksalighed; hvad enten
saa Latteren er indtagende, foragtelig eller eenfoldig. J
ville giøre mig Eder meget forbunden, naar J herefter
idelig ville komme mig til at lee; og jeg maae sige, at
jeg anseer det for en virkelig Mangel i alle de Efter¬
retninger vi har om unge Menneskers Opdragelse, at
den Post er forbigaaet, hvorledes man skal lære dem
til at lee paa alle Slags Maader. Et Speyl giør
mange af vore Fruentimmer langt større Tieneste i den¬
ne Sag, end vore beste Moralister. J vide vel, uden
min Erindring, at den lystige Side af det menneskelige
Hierte er den fornemste. Vi har jo latterlige Laster,
latterlige Sæder, og jeg havde nær skrevet latterlige Dy¬
der med. Giører Eder da Umag, for at skaffe os
mange latterlige Efterretninger derom. Jeg for min
Part søger min Lyksalighed i at lee; og det tænker jeg,
enhver giør, naar han ikke er ufornuftigere, end jeg.
Fuldkommen lyksalig er Brutus, som er kommen saa
vidt, at han kan lee ad alle Ting, endog de ulykkelig¬
ste Hændelser. Han leer saa vel over de skarpsindigste
som elendigste Tanker. Saa vidt er jeg endelig ikke
kommen endnu; men jeg stræber derefter. Jeg holder
det for den største Ulykke; aldrig at lee; og den Ulyk¬
ke vilde jeg neppe ønske mine Fiender. Jeg forbliver &c.
N, N.
Dette Hr. N. N8 udentvil alvorlige og velmeen¬
te Brev fortiente et ligesaa alvorligt Svar. Vi ville
giøre det kort. Det lykkelige og altid lige begierlige
Ugeblad Patrollen har forskiellige Læsere. Kunde Hr.
N. N. forsikkre os om, at ikke ligesaa mange af dem fatte


deres Lyksalighed udi ikke at lee, som af lee, saa vilde vi
stræbe, at fornøye de sidste mere end de første. Det er
uden Tvil det bedrøvelige som kan, efter Beskrivelsen,
i No. 1. d. A, best fyldestgiøre begge Slags. Til
Beviis, at der findes Folk, som uden Latter ere lyksa¬
lige, vil man troe, naar man har læst
Hanses og Grethes Gravskrivt:
Under denne Steen hviler Hans Lediggienger og
Grethe ubekymret. De har tumlet sig om et halvt
Aa hundrede paa vor Verdens Klode. De brøde sig
aldrig om, hvordant det gik til i Verden; gode og onde
Tidender vare dem ligegyldige. De hørte lige koldsin¬
dig paa, enten Byer af rændte eller bleve opbyggede.
Solen gik op og gik ned, og fandt dem altid i eens
Tilstand. De spiste, og efterat de havde spiist, gik de
ud at spadsere. De gode Folk! Hvorfor skulde de ikke
giøre det! De gik paa nye ud at spadsere, og spiste paa
nye. De sov derpaa hele Natten, og bestilte ingen Ting
om Dagen. De havde hverken Brødre eller Systre.
Fire Børn havde de avlet sammen; men de døde i
Uugdommen, og hverken Hans eller Grethe tænkte no¬
gen Tid paa dem mere. Disse to Folk syntes just at
være skabte for hinanden: Deres Sæder, deres Omgang,
deres Snak stemte fuldkommen overeens De bekym¬
rede sig aldrig om, enten man lastede eller roeste dem.
De kunde eller vilde hverken belønne eller straffe nogen.
Hans lod sine Tienere giøre hvad de vilde; og Grethe
saae aldrig efter, hvad hendes Piger giorde. Kom Tie¬
nerne hiem, saa vare de slemme; gik de ud, saa vare
de meget verre. J Hanses Hestestald saae det uordent¬
ligt ud; men i Grethes Kiøkken var det ikke ordent¬
ligere. Man drak med Fornøyelse tykt Øll, og spiste
sveden Grød. Maaltiderne varede meget længe; men
Fornøyelsen derved var meget kort. Naar Maden om
Sommeren blev fordervet; saa gav man de Fattige den.
Naar de betalede Penge ud, saa toge de imod Qvitte¬
ringer, uden at læse dem. J Kirken havde de begge


de lrspimmeste og mageligste Stole til. at sove i. De
tænkte aldrig paa nogen Ting, og Eftertanke vidste de
ikke hvad det var. Om deres Næste talede de hver¬
ken Ondt eller Got. De havde hverken Venner eller
Fiender. De elskede ikke deres Paarørende, fornemme¬
lig dem, som vare Fattige, fordi det skulde have kostet
dem Umag, om de skulde have hiulpet dem. Umag
vare de ey for at have i Verden. De lode hverken
deres Stuehuse eller Lader forbedre, paa det at deres
Arvinger efter deres Død ey skulde blive alt for glade.
Naar det regnede ned paa dem, fløttede de sig et andet
Sted hen i Stuen. Deres Eiendom og Formue for¬
meredes eller formindskedes ikke. De fattedes intet af
det Nødvendige; men de havde heller intet Overflødigt¬
De bragte deres Regnskaber hvert Aar i Orden, og
ved Aarets Udgang vare alle deres Jndkomster fortæ¬
rede. Aviser og Ugeblade holdte og læste de; men de
bleve hverken lystigere eller mere bedrøvede derover, en¬
ten de indeholde behagelige eller ubehagelige Tildragel¬
ser. Enten der skreves om Beleyringer eller Fyrværke¬
rier, saa var det dem lige meget. De vare hverken
gode eller onde, hverken galne eller kloge. De spurgte
aldrig nogen til Raads og gave ikke heller andre Raad.
De kiendte hverken til Kierlighed, Glæde eller Frygt.
De vare uden Begierligheder og uden Uroe. Man saae
dem aldrig hverken lee eller græde, og de døde til Slut¬
ning ligesom de havde levet. De holdte sig selv for de
lyksaligste af alle Mennesker. Gak bort, Læser! og
giør du ligesaa!
Fortællinger.
Der var engang adskillige Personer forsamlede i
et Selskab. En af dem, som havde en liden og stum¬
pet Næse, nyste da af en Hændelse, hvorpaa Selskabet
hilsede ham paa sædvanlig viis. Men en af dem, som
var en Spottefugl, sagde til ham: Gud bevare Eders
Syn, min Ven! Den, som havde nyst, forundrede sig
over dette Ønske og spurgte: hvorfor han brugte det


til ham? Derpaa svarede han: Det giør jeg af Kier¬
lighed til Eder, min Ven! fordi jeg seer, at Eders
Næse er saa liden, at J ikke kan have Briller paa den.
En Storpraler, som ikke var mindre end behier¬
tet, havde engang faaet en dygtig Hob Stryg, hvilke
han og taalmodig, efter Ordsproget, stak i Lommen, paa
det han maaskee ikke skulde drage sig en større Ulykke
paa Halsen. Nogle Dage derefter mødte han en anden,
hvilken han begegnede meget grovt, og sagde, at han
vilde give ham hundrede Prygl, dersom han ikke -- -
Brug kun ikke saa store Ord, faldt han ham gandske
koldsindig ind i Talen: det er en let Sag for Eder, at
give dem bort; thi J har for nylig selv faaet dem.
En Mahler, som havde kun liden Færdighed og
Duelighed i sin Kunst, søgte om at blive en Læge. Da
man nu spurgte ham, hvad der havde givet ham An¬
ledning til denne Forandring, svarede han: Ved
Mahleriet kan man saa let sseeralle de Feyl som ind¬
løber; men i Medicinen er det ikke saaledes, thi der
begraves Feylene tillige med den Syge.
Muei
44
Sententzer.
33
MMor
J forrige Tider var Blufærdighed et Fruentim¬
mers fornemste Dyd; men nu omstunder er den en
Mands ringeste Dyd. Hvor mon det kommer sig?
Smage Viderværdigheder giennemborer Hiertet
paa en gamel Mand og dkæber ham, ligesom Regn¬
draaber, naar de falder paa et gammelt Brædt, trek¬
ker i en Hast derudi, og opløser det i Smuller.
Naar Maren synger, saa er hun fornøyet; men
saa er Tiden hende lang.
Det er et skiønt Beviis paa Fortienester, ikke
at være noget, for ey at være middelmaadig.
Der der hverken noget lettere eller noget tungere,
end at faae en Nar til at lee.
En Historie om en Korn=Neeg er meget nyttigere
end en Alexander den Store; thi Mennesket er mere
skabt til at æde, end til at fægte.


Anmerkninger.
Det er en stor Vildfarelse, naar man troer, at
man kunde blive fuldkommen lykkelig i denne Veiden;
thi hele Verden kan ikke fylde de menneskelige Begier¬
ligheder. Det er gammelt. Men det anføres her, for
at bringe det i deres Hukommelse igien, som maatte
have glemt det.
Beskedenhed hielper et Menneske til at blive klog.
Uden den har man ingen Klogskab. Man veed alle¬
rede meget, naar man først veed, at man intet veed.
Det er umueligt, at man kan afskaffe sine egne Daar.
ligheder, naar man ikke har Forstand nok, at kiende dem,
og ikke Dyd nok, til at hade dem. Det hører til Bil¬
lighed, at kiende sin egen Verden; men det hører til
Beskedenhed, at formindske en Deel af den; og den
største Viisdom er, ikke i mindste Maade at skattere sig
kostbarere derover. Den Fordom, som vi, efter vor
Egenkierlighed har om os selv, giver os ofte Anledning
til latterlig Opførsel. Gode Tanker om os, gøre vor
Førstand kielen. Vi kan støde os over en Mine, op¬
hidses over den ringeste Foragt, og Fornærmelse giør
os utaalelige. Hvilke Udskeyelser ere ikke disse!
Til den sminkede Phillis.
Min Phillis! Du om værdigt Fortrin strider
Med Malere i nye og gamle Tider.
Du overgaaer enhver af dem,
Hvor mange de end kommer frem.
Du alt paa engang er, og Fortrin have skal:
Selv Maler- Selv Portrait - og Selv Original.
af osfst egrsktore llgtlaer tagter a har Gadag


