Sneedorffs
samtlige
Skrivter.


Første Bind.


Kiøbenhavn, 1775.
Trykt paa Gyldendals Forlag.


Forerindring.
Forfatterens utrættede Jver for de smukke Videnska¬
ber, hans lykkelige Bestræbelse for at udbrede dem
blandt sine Medborgere, hans usminkede Gudsfrygt og
redelige Hierte ere Egenskaber værdige nok til at forskaffe
ham et helligt Æreminde hos Efterkommerne
Den rene Dyd, den ægte Patriotisme, som frem¬
lyser af hver Tanke i hans Skrivter, giøre dem end¬
nu vigtige nok for vore Tider, ligesom hans muntre Aand,
tydelige Foredrag og Materiernes artige Blanding giøre
dem fuldkommen fornøielige og underholdende for Læsere
af alle Stænder.
Vi savnede denne fortiente Mands Skrivter paa
vore Boglader, og jeg troede at kunne giøre dem af mine
Landsmænd især, som ikke allerede eiede samme, en be¬
hagelig Tieneste med paa nye at besørge dem ved Trykken;
jeg satte dette Forsæt i Verk og finder baade min Formod¬
ning grundet og mit Foretagende understøttet. Jeg
skal derfore haste saa meget mueligt med at levere de Høist¬
erede Subskribentere Sneedorffs samtlige Skrivter,


som efter nøiere Overlæg, end den udgivne Plan formel¬
der, blive i alt 9 Bind. Tilskueren vil udgiøre de sex
første, den borgerlige Regiering det syvende, Brevene
samt øvrige Smaaskrivter tillige med Fragmenterne de
tvende sidste Bind. Til denne Udgave leverer jeg For¬
fatterens Portrait, samt fornødne Registre; jeg har med
mueligste Flid stræbt at rense Skrivtet fra adskillige Tryk¬
feil, som ved Forfatterens Fraværelse fra Bogtrykkeriet
havde indsneget sig.
J øvrigt, da Forfatterens Fortienester og Skrivter,
ere langt over mine Lovtaler, vil jeg allene have mig og
mine Bestræbelser det gunstige Publikum anbefalet.
Kiøbenhavn,
den 11 October 1775.
Gyldendal.


Sneedorffs
patriotiske
Tilskuer.
Første Bind.


Til
Kongen.


Allernaadigste
Konge!
De Fortrin, som vi under
Deres Majestets
Beskyttelse nyde frem for de Folk,
som rose sig allermeest af Fri¬
heden, at kunne tale som vi tæn¬
ke, have gjort os dristige nok¬
til at vove de første Skrit, for
at efterligne de Folk i Europa,


som i deres Verker allerede ha¬
ve opnaaet Alderdommens Møn¬
stre.
J saa lyksalig en Alder kan
ingen god Borger troe, at det er
ham tilladt, at være en tavs og
ørkesløs Tilskuer af Fædrenelan¬
dets Fordeele eller Mangler.
Under en Monark, som
elsker Mennesker, som glæder sig
ved at kunne gavne endog de sil¬
digste Efterkommere, og som med
en utrettelig Mildhed opmuntrer


alle nyttige Foretagender, var det
uanstændigt, om en Undersaat vil¬
de klage over Besværlighederne af
et nyttigt Arbeide, eller søge sin
Konges Beskyttelse i nogen an¬
den Hensigt, end den, at gavne sine
Medborgere.
Saalænge det er mig tilladt
at troe, at et Verk, som jeg har
begyndt i denne Hensigt, ikke fin¬
des ganske uværdigt til Deres
Majestets Beskyttelse, skal
Vanskelighederne derved ikke af¬
skrekke mig fra at fortsætte det.


Det er mig nok, om jeg derved kan
aflegge et ringe Beviis af den al¬
lerunderdanigste Troskab, hvor¬
med jeg er
Allernaadigste
Konge,
Deres Majestets
Allerunderdanigst hengivne
Undersaat og Tiener
Den patriotiske Tilskuer.


Til Læseren.
Jeg har i de første af disse Blade sagt saa
 meget om Hensigterne deraf, at jeg
holder det unødvendigt, at opholde Læserne
med flere Forberedelser til de følgende.
Det er ikke heller min Hensigt, at be¬
svare alle de saavel offentlige som hemmelige
Modsigelser, hvortil disse Blade have givet
Anledning. J Skrifter, som adskille sig
fra de almindelige Skole- eller Lære-Bøger
derved, at man sætter forud, at Læserne
have Videnskab eller sund Fornuft nok, for
at kunne tænke selv saa meget, at man ikke
har nødig at begynde enhver Afhandling fra


Grund-Sandhederne, er det saa let at finde
noget, som kan lade sig forklare mod For¬
fatterens virkelige Hensigter, og mod det,
som han paa andre Steder udtrykkelig har
sagt, at de, som troe, at man bør skrive
alle Bøger i en Methode, som betager Læ¬
seren al Umage at tænke selv, ikke kunne
mangle Anledning til at øve dem i Modsigel¬
ses-Konsten.
Jeg har neppe skrevet et eneste Blad,
uden at see forud selv mange saadanne Jnd¬
vendinger, som ere sædvanlige ved Akade¬
miske Øvelser; men ligesaa lidt som jeg end¬
nu begriber, hvorledes jeg kunde have fore¬
bygget dem, uden at forandre baade Stilen
og Tænkemaaden saaledes, at skiønsomme
Læsere, inden faa Ugers Forløb, skulde
have lagt dette Skrift hen ved Siden af an¬
dre, som opholde sig ved Grund-Sandhe¬
derne, uden at komme til Anvendelsen; saa
lidet havde jeg og ventet, at see saadanne


Indvendinger offentlig trykte, og saa umue¬
ligt er det mig og at besvare alle dem, som
jeg baade har hørt og læst, uden at vige
ganske fra mit Øiemerke.
Nogle af disse Indvendinger ere ikke
nye, uden her i Landet. Til denne Classe
henfører jeg alt, hvad der i Almindelighed
siges og skrives hos os mod de levende Sprogs
Dyrkelse, mod Nytten af de skiønne Viden¬
skaber, og mod de Mønstre, som andre Folk
i Europa beundre. Saadanne Jndvendin¬
ger fortiene ikke Svar, uden for de Læseres
Skyld, som ere ganske ukyndige om alt,
hvad andre Folk i de gamle og nye Tider
have gjort i disse Videnskaber; Til deres
Underretning har jeg allerede sagt saa meget,
at jeg nu neppe veed at sige mere, uden en¬
ten at igientage det samme, eller at sige Folk
saa ubehagelige og tillige som oftest unyttige
Sandheder: som disse: At de enten tale
mod deres egen virkelige Overbeviisning,


eller ikke forstaae ret, hvad de selv vil
sige.
Der er et andet Slags Jndvendinger,
som for deres Nyeheds og Selsomheds Skyld
behøvede ligesaa lidt Svar, som hine, der¬
som jeg ikke med Forundring havde erfaret,
at det her i Landet var saa let mueligt, at
paadigte en Forfatter Meninger, som ikke
allene ere urimelige, men og stride udtryk¬
kelig mod hans egne Ord. Til denne Classe
regner jeg den Beskyldning: "At jeg for¬
agter Philosophien, adskiller det Grun¬
dige fra det Skiønne, og sætter Videnska¬
berne mere i Ord end i Ting."
Jeg er forsikkret paa, at alle de, som
have læst disse Blade igiennem med Agtsom¬
hed, enten de ere mine Venner eller ei, troe,
at den mildeste Dom, som man kan fælde
om disse Beskyldninger, er, at de ikke have
deres Grund i Ondskab eller Misforståelse,


men allene den Uagtsomhed, med hvilken
Folk læse. Det samme skulde og andre, som
have læst Tilskueren med lige saa stor Uagt¬
somhed, som Forfatteren af de Critiske Bre¬
ve, dømme, naar de vilde give dem Taal¬
modighed til at igiennemlæse følgende Ste¬
der i de Blade, som vare udgivne længe
førend denne Strid begyndte. For at spare
Folk den Umage at søge dem selv, og for at
være vis paa at blive læst, har jeg ladet dem
trykke her med stor Stil:
No. 1. S. 8. Saa vist, som jeg
anseer det for den største Belønning, at
fortiene dette Navn (Patriot) af retsindi¬
ge og oplyste Medborgere, saa lidt troer
jeg, at jeg fortiente det, dersom jeg ikke
havde andet end Fødselen og Sproget
at beraabe mig paa. Det er ved
at udbrede Sandheder, som kunde for¬
bedre Tænkemaaden, Smagen og Sæ¬
derne, oplyse Menneskene om deres san¬


de Fordele, og giøre dem nidkiere, til
at opfylde Pligterne i alle Stænder, at
jeg søger at tiene et Folk, som jeg elsker
og ærer. -
No. 7. S. 51. Dersom den Jver
for Sprogets Opkomst, som nu er ble¬
ven saa almindelig iblant vore Lands¬
mænd, ikke havde anden Nytte, end
den, at forskaffe os den Ære, at have
ligesaa pyntet og rigt et Sprog, som
andre Folk, vilde jeg uden Betænkning
træde over til deres Partie, som holde
for, at et Sprogs Dyrkelse ikke fortie¬
ner saa megen Opmerksomhed.
No. 9. S. 66. Uden den Hensigt
at forbedre Tænkemaaden og Sæderne,
er Veltalenheden et af de forfængeligste
Arbeider. Den er et smukt Legeme u¬
den Siel, en tom Lyd, og ofte en sød
Gift, og, dersom de Forbedringer i


Sproget og Smagen, til hvilket vi nu
synes at være opvakte, ikke skulde ind¬
bringe os den Nytte, vilde jeg agte vore
ærekiere Forfædre langt høiere, end de¬
res vittige Efterkommere.
J det 14 No. som just er det Blad,
der synes at have givet Anledning til Stri¬
den, heder det S. 99. Jngen Fornuf¬
tig kan tvivle derom, at den mathema¬
tiske Methode er fornøden i de Viden¬
skaber, af hvilke den har sit Navn. S.
100. Jeg negter ikke heller, at en or¬
dentlig Tænkemaade, og den Mathe¬
matiske eller Philosophiske, er unegte¬
lig den ordentligste af alle, er jo meget
fornøden til at bestyre vores Tænke¬
Kraft i alle Videnskaber. S. 101.
Mathematiken er en Videnskab, som
giør den menneskelige Forstand megen
Ære, og Selskabet stor Nytte; men
Methoden allene er ikke saa stor en Konst;


Og endelig S. 102. En Blanding (af det
Grundige og Skiønne) skulde give de Nor¬
diske Nationer i Tiden et stort Fortrin
for de Sydlige, som forfalde til en an¬
den Yderlighed, og hvis Verker ofte
tabe meget af deres Priis derved, at de
ikke nok forene Philosophien med de
skiønne Videnskaber.
Hvad der i det 29 Blad siges om en
ung Adelsmands Studeremaade, kan ikke
sigte til nogen Videnskabs Forringelse, men
allene mod den almindelige og skadelige Mis¬
brug: At de Folk, som med mere Vis¬
hed end andre, kunne bestemme deres
Børns Skiebne, ikke søge at giøre dem
beqvemme til de Forretninger, i hvilke
de skulde bruges. S. 221. Her tales
om et ungt Menneske, som var bestemt
til en Stats- eller Rettens-Betiening,
S. 217. Og at sige, at Natur- Stats¬
og Folke-Retten, Historien og det Fran¬


ske Sprog er meere fornøden for saadan en
Person, end det Latinske, Metaphysiken
og de mathematiske Videnskaber, for¬
nærmer lige saa lidt disse sidste Videnskaber,
som det forringede Lovkyndighedens eller Vel¬
talenhedens Priis, om man sagde, at Na¬
tur-Historien var mere fornøden for en Læ¬
ge. Det er ikke mod Mathematiken i Al¬
mindelighed, at der tales i dette Blad, men
mod saadanne Mathematiker, som troe, at
der er ingen Videnskab til uden deres
egen; som kalde Lægekonsten Qvaksal¬
verie, Historien en Fabel, Poesien
Drømme, S. 220. Af det, som siges
S. 219, i samme Blad, om Misbrugen af
de skiønne Videnskaber, er det klart nok, at
Tilskueren taler upartisk.
De, som vilde give sig den Umage,
at læse disse anførte Blade igiennem, skulde
finde, at jeg i dem har talet mere bestemt og
udførlig om Videnskabernes Brug og Mis¬


brug, end man kunde forlange i saadant et
Verk, og af en Skribent, som, uden at
være stolt, kan troe, at han og i dette
Skrift har viist saa megen Jndsigt i Viden¬
skaberne, at man ikke burde ansee ham for
en Hader af det Grundige, og saa megen
Nidkierhed for det Almindelige, at man ikke
engang burde mistænke ham for saadanne
Meninger, som sigtede til at forringe nogen
nyttig Videnskab.
Saa lidet som jeg havde ventet mig
saadanne Jndvendinger af dem, som selv
have Jndsigt i Videnskaberne, og af hvilke
man har Ret til at fordre, at de med Agt¬
somhed og billighed dømme hvad de læse, saa
vel kiender jeg en Deel af vores Publicum,
til at troe, at Skrifter og Taler, som sigte
til at giøre saadanne Folk latterlige, som
understaae dem at vige noget fra den almin¬
delige Tænkemaade, finde altid et stort Par¬
tie, et Partie, som, hvor meget det end


taler om det Grundige, dog kiender det li¬
gesaa lidt som det Skiønne, og som ikkuns¬
føler Virkningen af det Latterlige. Før saa¬
dan en høi Ret af Dommere, som ikke ville
have den Umage, at læse selv, og undersø¬
ge, om en Forfatter virkelig har sagt det,
som han beskyldes for; som ansee Tavshed
for Tilstaaelse, Grunde for Udflugter, og
give det Partie Ret, som sidst faaer dem til
at lee, maatte Tilskueren forsvare sig; Til¬
lægget til det 56 No. er en Virkning af
denne Nødværge. Nu, da Publicum en¬
delig har udleet, troer jeg ikke, at der be¬
høves andet til at bevise min Uskyldighed,
end at stille Læserne ovenmeldte Steder for
Øine, og jeg ønsker derfor intet mere, end
at Tillægget til det 56 No. som noget, der
ikke hører til Tilskueren, maae blive henlagt
paa det Sted i Forglemmelsens Tempel, hvor
jeg allerede længe har giemt baade de ugrun¬
dede Beskyldninger og ufine Talemaader,
med hvilke man har angrebet mig. Det er


saa langt fra, at denne Fornærmelse skal
formindske den Høiagtelse, som Forfatteren
af de critiske Breve ved andre Verker fortie¬
ner, at jeg tvertimod vil bede de Læsere,
som, af Overbeviisning om min Uskyldig¬
hed, ikke bifalde hans Skrivemaade, at de
ville vogte sig for den Feil, som har hin¬
dret saa meget Got iblant os, at man døm¬
mer Folk af en eneste Handling. De stør¬
ste Genier kunde overile sig i deres Domme,
og kuns de Folk allene, som giøre Intet,
som hverken have Nidkierhed eller Ære, ere
sikkre for at begaae Feil. Der er stor For¬
skiel paa at bestride andres Meninger ved
Skrifter, endog naar dette skeer med Bit¬
terhed og uden tilstrækkelig Grund, og at
forfølge dem eller ophidse andre dertil. Det
sidste bliver altid en nedrig Gierning; men
om det første ikke altid kommer af Nidkier¬
hed, kan det være en Virkning af en anden
Passion, som i sig selv er ædel. Lærde
Stridigheder giøre ikke anden Skade, end


at Folk spilde deres Papir, og maaskee no¬
get af deres Sinds Rolighed. Forfølgel¬
ser undertrykke Videnskaberne, og giøre ar¬
beidsomme Folk ulykkelige.
Den patriotiske Tilskuer er ikke begyndt
for at forøge Tallet af de lærde Strids-Skrif¬
ter, af hvilke vi længe have havt nok. Den
Tid, som Forfatteren af disse Blade har
tilovers fra andre Forretninger, er neppe
tilstrækkelig, til at fortsætte et Verk, som
udkræver baade Eftertanke og Munterhed;
og man kan derfor let begribe, at Tiden
endnu mindre tillader, at svare alle dem,
som kunne faae i Sinde at angribe ethvert
Blad, eller nogle faa Linier deraf i et heelt
Verk. Saadanne Jndvendinger maatte
være meget betydelige, eller og Forfatteren
en Person af saadanne Fortienester, at
hans Credit kunde forlede en Deel af Pu¬
blicum til at antage hans Meninger uden


Prøve. Slige Skrifter holder jeg det nød¬
vendigt at besvare, men ikke andre, som
opholde sig ved smaa Ting, opkaage gamle,
Stridigheder, og ikke undsee sig ved at
blande Religionen i nogle Trætter om Sma¬
gen.
J det 87 No. har jeg anført et Stykke
af den Frie Svenske, saaledes som hans
Ord ere blevne forklarede i de Lårda Tid¬
ningar, No. 40. S. 162. For ikke at
tillægge samme Forfatter andet, end hvad
han har sagt, har jeg ladet bemeldte Blad
omtrykke, og deri indføre hans egne Ord,
som uden videre Forklaring ere tilstrækkeli¬
ge nok, til at bevise det, som jeg deraf har
villet bevise, nemlig, at de Svenske for¬
tiene den Berømmelse, som den Engelske
Forfatter giver dem: At de have Styrke nok
i Sindet, for ved en frie og skiønsom Critik,
at bringe Sproget og Smagen til den sam¬


me Høide, til hvilken de allerede have bragt.
Stats- og Huusholdnings-Konsten. Ved
fælleds Bestræbelser i at dyrke de Sprog,
som endnu have meget tilfælleds, kunne
begge Nationer vist gavne hinanden mere,
og indlegge dem selv en sandere Ære, end
ved at giøre Dag-Registre af deres gamle
Feltslag.
Jeg skulde være meget utaknemmelig,
dersom jeg ikke erkiendte den Godhed, med
hvilken adskillige Læsere af alle Stænder,
have modtaget disse Blade, og forlangt de¬
res Fortsættelse. Den Nytte eller For¬
nøielse, som jeg derved har kunnet forskaffe
dem, glæder mig, baade fordi det er min
kiereste Belønning, og fordi jeg derved haa¬
ber, at ikke findes ganske uværdig til de Naa¬
des-Beviisninger, ved hvilke jeg er bleven
opmuntret til dette Arbeide af tvende
Ministre, hvis Gaver til at opmuntre


Videnskaberne, ere alt for bekiendte, til
at jeg behøver at nævne Dem, og hvis høie¬
ste Glæde er, at kunne fornøie et Publicum,
som har Dem Begge de største
Forbindelser.


Jndhold
af den
patriotiske Tilskuer.
Første Bind.


Blad
1. De periodiske Skrifters Nytte og Egenskaber.
2 og 3. De fire Personer i det patriotiske Selskab: En
Adelsmand, en Præst, en Kiøbmand og en
Bonde.
4. Menneskets ubestemte Evne af Naturen.
5. Vi skylde Fædrenelandet al Opofrelse, og Jngen kan
paastaae Belønning som en Skyldighed.
6. Breve i Anledning heraf, fra en Officeer, en gam¬
mel Student, og en Tobaks=Spinder.
7. Om Sprogets Dyrkelse.
8. Breve i Anledning heraf.
9. Svar paa samme. Brev angaaende Adelsmandens
Omgang med Bonden i Selskabet.
10. Om Poesien og Riim i samme.
11 og 12. Om Religionen eller Æren er Aarsag i den
Europæiske milde Regieringsmaade.
13. Bondens og Kiøbmandens Tanker herom.
14. Den mathematiske Læremaade.
15. Om Poesien, og visse Stavelsemaals Unødvendighed
i samme.
16. Emund og Urse, en moralsk Fortælling.
17. Sielens Evners ævige Tilvext.
18, Præstens Paasketanker.


19. Den geistlige Poesie og Tonekonst.
20. De fire Personers Forsæt og Tanker i Selskabet i
Anledning af Kong Frid. V. Fødselsdag.
21. Et Hyrdestykke i den Anledning.
22. Det almindelige Beste befordres ikke allene ved gode
Love, men ved en god Tænkemaade og Sæder.
23. Polidor og Clitander, som Exempler paa dem, der
misunde Adelen sine Fortrin.
24. Popes og Morten Schriblers forskiellige Smag i
Skrifter.
25. Noget om Opdragelsen.
26. Brev fra Arabella, hvorfor der ikke ere Fruentim¬
mer i det patriotiske Selskab. Svar derpaa.
27. Et Fruentimmer=Selskab og deres Prøver, som
deraf skal være Lemmer.
28. Om det danske Ord: Vorde.
29. En gammel Adelsmands Tanker om Udenlands Rei¬
ser for at studere.
30. Om Klædedragters Forandring til adskilige Tider.
Grundregler for Klædedragten.
31. Engens (en gammel Ungkarls) Brev om Skueplad¬
sens Forbedring. Tilskuerens Betænkning derom.
32. Videnskabernes Fordeel ved Sprogets Dyrkelse.
33. Betragtning over Fader Vor. Denne Bøns Fuld¬
kommenhed i Jndhold.
34. Brev fra Eubulus angaaende No. 17. Svar der¬
paa.
35. Alle Nationers Historie kan inddeles i 3de Epoker.
Den natarlige. Den, i hvilken Konster og Viden¬
skaber forøge et Folks Jndsigt og Beqvemmeligheder.
Den, i hvilken det aftager og gaaer under.
Den jødiske Historie er den nøiagtigste.


36. Menneskets Historie fra Skabelsen. - Det jø¬
diske Folks Historie.
37. Tilskueren bliver beskikket til Secretær i det usyn¬
lige Fruentimmer=Selskab (No. 27.) En gam¬
mel Skiønheds Ansøgning om en Rangforordning
imellem Skiønheder fra 50 til 14 Aar.
38. En Dispute imellem Adelsmanden i Selskabet og
en Lærd, enten Lipsius eller Montesquien bør have
Prisen i Lovkyndighed. Et Stykke af Lipsio over¬
sættes.
39. Selskabet holder en Sommer-Samling i det Grønne.
Præsten forelæser den 139 Davids Psalme.
En Oversættelse af Addisons Efterligning af denne
Psalme.
40. Tilskueren beskriver sit Portrait. - Hans Dyb¬
sindighed i Selskaber. Celiantes Brev om sin
Misfornøielse med Tilskuerens Skrivemaade. Om
det samme fra Maren Hans Daatter. Svar paa
begge. Avertissement om den upatriotiske Til¬
skuer.
Samtale med Theages, (et vittigt Barn) om
4r.
Dydens Lyksallighed.
42. Oversættelse af Miltons poetiske Fortælling om
Evæ Drøm.
43. Brev fra Een som vil være Lærer i Pyntekom¬
sten. Svar derpaa.
44. Hvori Dyden bestaaer. Dens rette Bevæggrunde.
Salomons Philosophie i hans Prædikers Bog.
Ungdommen er beqvemest til Dydens Plantelse.
Gellerts Opmuntring for de Unge.
45. Videnskabernes Forfremmelse og Undertrykkese.


46. Om Livet - ønskes af alle, men bruges af
faae. Siele=Kræfternes Misbrug eller Forsøm¬
melse er et Selvmord.
47. Vanskeligheden af at bestemme det Umuelige.
Misbrug af den Sætning at intet bør antages
uden tilstrækkelig Grund.
48. Sandhed og Nytte er en god Histories Egen¬
skaber. - Regenteres sande Storhed. Hen¬
rich 4des Erempel i Frankerig.
49. Veneris Gang forbi Solen. Moralske Betragt¬
ninger derover.
50. En besynderlig Mand, som har den Gave at op¬
dage skiulte Ting. Han adspørges af mange;
spaaer en Forandring i den lærde Verden.


Den patriotiske
Tilskuer.


No. 1.


Mandagen, den 19 Jan. 1761.


Periodiske Skrifter have saa mange Fordele,
at det er nok at opregne nogle deraf, for
at undskylde et Foretagende, som efter saa mange
fortreffelige Skrifter af det Slags, ellers maaskee
skulde synes overflødigt.
De fleste Videnskaber ere bragte i Syste-
mer, i hvilke de almindelige Grundsandheder saa
ofte igientages, at Læsere, der have Indsigt og
Smag endelig kiedes ved en Mængde af Lære-bø-
ger, hvori der er intet Nyt uden Konst-Ord og
Methoder. Korte Afhandlinger om enkelte Ma-
terier, som enten i henseende til Sandhederne
selv eller deres Beviis og Anvendelse indeholde
noget Nyt, have den Skiebne, at de enten ikke
blive læste, eller og ligesaa hastig forglemte. De som 
ere forfattede i Form af Strids-Skrifter have des-
uden often den Ufuldkommenhed, at de mere for-


4


mørke Sandheden end oplyse den, mere forvilde
Fornuften end veilede den, og endelig mere tiene
til at skiule en lærd Vankundighed, end til at
forøge den almindelige Jndsigt.
Vi leve i Tider, da man troer: at det
Nyttige i Videnskaberne bør foredrages saaledes,
at det kan begribes af alle, der have sund For¬
nuft: at den halve Deel af det menneskelige Kiøn,
paa hvis Tænkemaade og Sæder saa vigtig en
Sag som Opdragelsen er, fornemmelig beroer,
ikke bør udelukkes fra nogen af de Videnskaber,
som kunne forbedre Forstanden og Hiertet: at
Agerdyrkeren, Konstneren, Kiøbmanden, med
saa Ord Patrioten i alle Stænder have Ret at
fordre af dem, som underholdes af Selskabet for
at tænke, at de tænke saaledes, at de kunne op¬
bygge og fornøie andre end dem selv, og at de ikke
maale deres Lærdom efter den Færdighed, som de
have i at skiule Kundskaben i døde Sprog og i
tomme Konst-Ord, men efter deres Beqvemhed
til at udfinde, oplyse og anvende nyttige Sand¬
heder.
De fleste Læsere af begge Kiøn have sielden
Tid og Beqvemhed til at igiennemgaae de Vær¬
ker, som foredrage Videnskaberne i en konstig og
sammenhængende Form. De behøve ikke alle
Sandheder, i det mindste ere de dem alle ikke lige
vigtige. Der findes hos alle Folk til adskillige


5


Tider visse herskende Meninger, Vaner og Til¬
bøieligheder, som udkræve ikke alene Lovgiverens
men og Lærernes Agtsomhed. At udsøge saa¬
danne Sandheder, som efter Folkets, Landets
og Tidernes Beskaffenhed ere de beqvemmeste til
at understytte Lovenes Hensigter, at foredrage
dem paa en Maade, som er beqvem til at over¬
bevise og røre, dette er uden Tvivl en af de vig¬
tigste Hensigter, hvorfor der i en vel indrettet
Stat holdes Folk til at dyrke Videnskaberne.
Det er ikke nok at visse Sandheder læres og bevi¬
ses. De almindeligste og klareste Grund-Regler
tabe deres Kraft til at bevæge Villien, dersom
Menneskene ikke ofte erindres derom, og dersom
man ikke ved nye Beviser og bevægende Grunde,
giver dem Vaaben i Hænderne, til at modstaae
de Fordomme og Misbrug, som Tid efter anden
indsnige sig, og tilsidst formørke Fornuftens aller¬
klareste Lys. "Et Kreatur, der er saa ind¬
skrænket og sandseligt som Mennesket, siger en
berømt Skribent, kunde let glemme sin Skaber,
Gud har kaldet ham til sig ved Aabenbaringens
Lys. Det kunde glemme sig selv, de verdslige
Vise erindre det om Pligterne ved Sæde=Læ¬
en." Jndskierpelsen og Brugen af de be¬
kiendte Sandheder, især af saadanne, som efter
Tiderne og Omstændighederne ere vigtige, for¬
tiene derfor de Lærdes Opmerksomhed nok saa me¬


6


get, som nye Opfindelser, hvilke i saa oplyste Ti¬
der, som vore ere, sielden. strække sig til betyde¬
lige Ting.
Religionens Lærere ere de eneste, som ha¬
ve iagttaget denne Pligt. De have ikke ladet
det være nok at foredrage de aabenbarede Lær¬
domme i en sammenhængende Form, at skrive
Lære=Bøger, at undervise Menneskene i Grund¬
sandhederne, og at udlede nye af Viisdommens
reneste Kilder. De have ved offentlige og efter
Tidernes og Tilhørernes Beskaffenhed indrettede
Taler paa en tydelig og rørende Maade erindret
Menneskene om Sandhederne, og viist deres An¬
vendelse i de betydeligste Omstændigheder i Livet.
Saa fornødne som saadanne jevnlige Erindringer
ere til at giøre den aabenbarede Kundskab leven¬
de, saa fornødne ere de og til at bevare det na¬
turlige Lys i sin Reenhed. Man finder hos de
klogeste Nationer herskende Fordomme, som ikke
alene indskrænke Siælens Kræfter, men og berø¬
ve Menneskene Brugen af de Midler, som For¬
synet har givet dem til at forarbeide deres Lyksa¬
lighed, og legge Lovgiverne saadanne hindringer
i Veien, som de med den største Viisdom og
Magt ikke kunne bortrydde. Vore verdslige Viise,
Stats- og Lovkyndige have ikke nok efterfulgt det
prisværdige Exempel, som Religionens Lærere,
have givet dem. Chineserne ere den eneste Na¬


7.


tion, hos hvilken det har været brugeligt ved of¬
fentlige Formaninger til visse Tider at erindre Fol¬
ket om Borgerens Pligter. Vi have først i dette
Aarhundrede seet saadanne Skriften i Europa, som
i Henseende til Fornuftens Grundsandheder kunne
lignes med vore geistlige og med Chinesernes bor¬
gerlige Taler. De Uge=Blade, som et Selskab.
i London udgav under Navn af Tilskueren, gior¬
de Kundskaben om de vigtigste Sandheder ved et
kort, tydeligt og behageligt Foredrag saa alminde¬
lig, at man sagde om Addison, at han havde gjort
Philosophien bekiendt paa Caffe=Husene.
Dette Slags Skrifter ere siden ved mange
flere lykkelige Efterlignelser af saa fortreffeligt et
Mynster blevne saa bekiendte iblant os, at Læse¬
ren deraf let kan dømme om Hensigten af disse
Blade. Dersom Forfatteren ikke frygtede, at
man vilde kræve alt for meget af ham, hvis han
regnede sig i Forvantskab med en Familie, som
har givet Engelland og Norden tvende berømte
Tilsynsmænd, vilde han giøre sig en Ære af at
kunne bevise at han nedstammede fra en Jronside.
Denne Familie har udbredet sig saa meget i Tydsk¬
land, Engelland og Norden, at ingen af disse
Lande meere kunne holde den for fremmed.
Naar man ikke udkrævede andet til en Pa¬
triot end at være fød i Landet, og at tale dets
Sprog, behøvede Forfatteren ikke at betyde Læse¬


8


ren, hvorfor han i disse Blade kalder sig den pa¬
triotiske Tilskuer. Men, saa vist som han an¬
seer det for den største Belønning at kunde fortiene
dette Navn af sine retsindige og oplyste Medbor¬
gere, saa lidet troer han, at han fortiente det, der¬
som han ikke havde andet end Fødselen og Spro¬
get at beraabe sig paa, og dersom han ved en stolt
Tillid til sit eget, ved Foragt for alt hvad der er
fremmed, og ved en blind Hengivenhed til gamle
og antagne Meninger søgte at tilsnige sig Hobens
Yndest. Det er ved at udbrede Sandheder, som
kunne forbedre Tænkemaaden, Smagen og Sæ¬
derne, oplyse Menneskene om deres sande Fordeele,
og giøre dem nidkiere til at opfylde Pligterne i alle
Stænder, at han søger at tiene et Folk, som han
saa høit elsker og ærer, og hvis Lyksaligheds Til¬
vext han anseer for sit høieste timelige Gode.
Efter disse Grund=Regler vil han selv paa det nøie¬
ste prøve hver en Tanke, og efter samme venter
han sin Dom af det oplyste Publicum, hvis Kien¬
delse enhver Forfatter bør underkaste sig.
Den Jver, med hvilken adskillige oplyste
og nidkiere Patrioter have tilbudet sig at understøtte
et Arbeide, som sigter til Sprogets og Smagens
Udbredelse, giver Forfatteren det Haab, at han
ved sine Landsmænds Hielp snart skal bringe det
saavidt, at han kan forelegge Læserne saadanne:
Afhandlinger, som fortiene mere Opmærksomhed


9


end disse første ufuldkomne Forsøg, med hvilke han
giør en Begyndelse alene i det Haab, at kunne
overlade saa nyttige Hensigters Fuldbyrdelse til
værdigere og beqvemmere Efterfølgere. Da faa
Skrifter kunne betale Omkostningerne i et Land,
hvor Læsernes Tal endnu er saa lidet, haaber man,
at de Landsmænd, som derved ere holdte tilbage,
fra at tiene det Almindelige med deres Jndsigt,
betiene dem af denne nye Leilighed, som aabnes
Dem til at gavne andre uden Deres eget Tab,
og at de tillige med Forfatteren lade Dem nøie
med den indvortes Glæde, at have gjort Deres
til at opfylde den Pligt, som forbinder alle Folk
i Verden, men de nu levende Dannemarks og
Norges Jndbyggere fremfor mange andre, til at
tiene Fædernelandet.


No. 2.


Fredagen, den 23 Jan. 1761.


En Forfatter bør dømmes af hans Skrift, og
Skriftet ikke af Forfatteren. Efter denne
Regel meente jeg, at have givet Læserne i det før¬
ste Ark al den Efterretning om min Person, som De


10


behøvede, ved at bekiendtgiøre mine Hensigter.
Et Skrift, hvis Forfatter er bekiendt, læses siel¬
den med den Upartiskhed, som udkræves til vig¬
tige Sandheders Undersøgning, og de laante Ca¬
racterer, under hvilke Forfatterne af adskillige
Uge-Blade have villet skiule sig, ere nu blevne saa
almindelige, at de have tabt deres Troværdighed.
Jkke desmindre have nogle Læsere gjort mig
den Ære at bekymre sig saa meget om min Person,
at jeg maa troe, at mine Landsmænds Høiagtelse
for Caracterer gaaer saavidt, at de ikke ville døm¬
me en Forfatter af hans Verk, førend De ere un¬
derrettede om hans Stand.
For at fornøie disse beskedne Konstdommere,
har Forfatteren den Ære at berette, at de fleste
Tanker, som forekomme i disse Blade, ere samlede
i et Selskab af fire Personer, som ere hinanden
saa ulige i Stand, at de ikke kunne bringes under
en almindelig Caracter, naar man tager dette Ord
i den Bemerkelse, som er meest brugelig iblant
os. Men dersom man ved en Persons Caracter
forstaaer hans Tænkemaade og Gemyts-Art, ere
de hinanden saa lige, at det udvortes alene ad¬
skiller dem. Det oprigtigste Venskab og fælleds
Hensigter have saaledes forenet dem, at Frimu¬
rerne selv skulde misunde dem den Enighed, som
hersker i deres Forsamlinger.


11


Den første Lem af Selskabet er en Adels¬
mand, som efter at have opofret en Deel af sin
Formue til Rigets Tieneste i vigtige Embeder, le¬
ver nu af det øvrige paa sit Gods, hvor han viser
ligesaa stor Nidkierhed i at forbedre sine Bønders
Levemaade og Huusholdning, som han viiste før
i de vigtigste Stats-Underhandlinger. Han har
allerede samlet en Formue, som er tilstrekkelig nok
til at vedligeholde hans Families Anseelse, og har
derfor besluttet at ikke legge meere op af sine Jnd¬
komster. J hans Levemaade hersker Smag og
Beqvemmelighed uden Ødselhed og Pragt. Hvad
han beholder tilovers bruger han til at hielpe sine
forarmede Bønder; der er paa hans hele Gods
hverken Tiggere eller Lediggiængere, og han la¬
der Ungdommen oplære i alle Slags nyttige Kon¬
ster, indtil Malerie og Musik. Bøndernes Af¬
gifter ere saa nøie bestemte, at de ved Flid og
Sparsommelighed kunne ikke alene betale dem og
leve selv, men og beholde noget tilovers; Dette
er saa sikkert, at de give ham deres Penge til For¬
varing, hvilke han ofte udsetter til deres Fordeele.
Han tillader aldrig at der kræves af dem mere end
der er fastsat, men han skienker dem ikke heller
nogen Afgift, med mindre ulykkelige Hændelser
giøre dem uformuende til at betale. Alle Gaarde
ere arvelige, og ved hver Forandring gives en vis
Summe i Fæste, som aldrig stiger, hvormeget


12


end Bonden har i Formue. Naar andre forun¬
dre sig over denne Ædelmodighed, forsikrer han,
at det er kuns en fornuftig Egenkierlighed, og at
dersom han end ikke havde Menneskelighed nok til
at troe, at hans Bønder havde Ret til at kræve
den samme Omhyggelighed af ham som et Folk af
sin Regent, var det dog hans Fordeel at handle
saaledes, og for at giøre disse Indretninger be¬
standige har han gjort et Testament, efter hvilket
den første af hans Arvinger, som understaaer sig
at indføre en anden Huusholdning, skal have tabt
al Eiendoms-Ret, som mod visse aarlige Afgifter
skal forfalde til Bonden. Denne Adelsmand
har Videnskaber, han troer ikke alene at de pryde
hans Stand, men og at man har mere Ret til at
kræve Jndsigt af en formuende Mand end af an¬
dre. Han troer, at der er en Kundskab, som er lige¬
saa fornøden for en Adelsmand som det er for en
Konstner at forstaae sit Haandverk. Dertil hen¬
fører han Kundskab om Menneskets Natur og
Pligter, om de fornemmeste Staters Historie,
Love, Forfatning, og de almindelige Grunde paa
hvilke det borgerlige Selskabs Velstand er bygt,
tilligemed Færdighed til at udtrykke sig vel i de le¬
vende og brugelige Sprog. Dette, siger han,
bør en Adelsmand vide, og er han ukyndig deri,
giør al den øvrige Lærdom, og alle de andre Egen¬
skaber han besidder, ham lige saa lidt værdige til


13


den Stand han beklæder, som En fortiener at an¬
sees for en god Maler derfor, at han har lært at
synge. Han har selv tænkt for meget, og kiender
Verden for vel til at blande sig med Heftighed i
lærde Stridigheder; Alle de Gamles Verker ere
ham bekiendte, at han veed at anføre de smukkeste
Tanker deraf, men endskiønt han forstaaer Grund¬
sproget, skammer han sig dog ikke ved at sige, at
han har læst nogle deraf i en fransk Oversættelse.
Hvor megen Lærdom han end har, skal man dog
aldrig høre ham bringe nogen Materie paa Bane,
som ikke har anden Nytte, end at vise at han er lærd.
Men naar ham gives nogen beqvem Anledning at
prise Forsynets besynderlige Huusholdning i Ver¬
den, til at undersøge Menneskets Caracter, dets
Tænkemaade og Tilbøieligheder, og til at sammen¬
ligne de adskillige Nationers Sæder og Jndretnin¬
ger, for at uddrage deraf vigtige Leve-Regler og
Stats-Maximer, taler han altid som en Mand,
der med sund Fornuft og Beskedenhed veed til rette
Tid at benytte sig af hvad han har tænkt, læst og
erfaret. Jngen kan glæde sig mere ved enhver
Fordeel, som Fædernelandet vinder, og ved et hvert
Skridt, som Nationen giør til at forøge sin Jndsigt
og forbedre sine Vilkaar. Men, saa meget som
han hader alle dem, der kunne opofre det alminde¬
lige Beste for Egennytte, saa meget foragter han
og de uægte Patrioter, der meene, at Kierlighed


14


til Fædernelandet tillader ikke at laste herskende
Fordomme, gamle Skikke og skadelige Misbrug.
Disse kalder han Russernes Skiæg. En Mand,
siger han, som for at tiene Fædernelandet opofrer
en vigtig Fordeel, fortiener vel at berømmes, men
en Patriot, som for at giøre noget, hvis Nytte
Mængden endnu ikke kan begribe, opofrer endog
sine Landsmænds Yndest, er endnu langt større.
Han omgaaes gierne med vittige Folk, og han
troer at en vis Følelse af Ære er saa fornøden til
at opmuntre alle Stænder, at han viser en Slags
Agtelse for alle dem endog iblant hans Bønder,
som ved nogen Jndsigt eller Beqvemhed adskille
sig fra Mængden. Men der ere to Slags Folk,
for hvilke han har en uovervindelig Afskye, disse
ere Personer af hans egen Stand, som ere stolte
af deres Rang uden at besidde Fortienester, og
lærde Folk, som hovmode sig af en Kundskab, der
ikke er nyttig.
Den anden Lem af Selskabet er en Lærer
paa den Adelsmands Gods, som jeg har beskrevet;
Han har den besynderlige Lykke, at baade hans Pa¬
tron og hans Bønder høre ham med lige stor Fornøi¬
else, og naar andre rose hans Gaver til at behage Folk
af saa adskillig en Smag, svarer han, at den store
Konst i Veltalenheden er at fatte vel og føle selv
de Sandheder, som man vil foredrage andre; J
steden for at formørke Sandhederne ved Konst-Ord


15


og Methoder, søger han at giøre dem mere fatte¬
lige ved at forestille dem under beqvemme Lignel¬
ser, vise deres Overenstemmelse med den sunde
Fornuft, og foredrage dem paa en Maade, som
kan fæste Agtsomheden og opløfte Hiertet. Hans
Udtale er sagtmodig, venlig og indtagende uden
Raab, Bulder, Klynken, Skielden og myndi¬
ge Magtsprog. Hans Stiil er reen, flydende
og behagelig. Lange Omsvøb, matte og nedrige
Talemaader, og uendelige Sammenbindelser giøre
ikke hans Tale kiedsommelig, og han beflitter sig
paa intet mere end at vælge Ord, der ere værdige og
ædle nok til at udtrykke de Ting, som han foredra¬
ger. Jngen Feil er i hans Tanker afskyeligere
hos en geistlig Mand end at giøre sin Sag til Guds
Sag, og at misbruge Ordets Sverd til at udøve
en stolt og egennyttig Hevn. For at undgaae
endog Skinnet af saadan en ufornuftig og kiødelig
Nidkierhed, søger han mere at giøre Sandheden,
fattelig og Dyden elskværdig, end at straffe Daar¬
ligheder og Feil. Den menneskelige Naturs
Kræfter og Svagheder ere ham alt for vel bekiendte,
til at dømme andre i alle Ting efter sig selv, og
til at ansee alle Feil for motvillige; der er i hans
Øine ingen grovere Stolthed til end den, at hol¬
de alle dem for Daarer eller haardnakkede Syn¬
dere, hvis Tænkemaade ikke i alle Ting kommer
overens med vor egen, og han holder ingen saa


16


ynkværdige som dem, der ved forsætlige Vildfarelser
og Laster giøre sig selv uduelige til at opfylde de
Hensigter, til hvilke de ere skabte. Det er ham
ikke nok at prædike Religionens Sandheder, han
troer at disse staae i saa nøie en Forbindelse med
andre, at en retskaffen Siælesørger bør ikke for¬
sømme nogen Leilighed til at rydde alle de Hin¬
dringer af Veien, som kunne qvæle Ordet i sin
Vext. Han holder det derfor for en Lærers
Pligt, at forskaffe sig saa megen Jndsigt i andre
verdslige Videnskaber, at han kan være sin Me¬
nigheds Raadgiver, og anvise dem de Midler,
som tiene til at føre et ordentligt og sædeligt Liv;
J steden for at fordybe sig i saadanne Undersøg¬
ninger, hvormed han ikke kan tiene sin Menig¬
hed, anvender han den Tid, som han har tilo¬
vers, paa Sædelæren, Land-Huusholdningen,
og andre Videnskaber, som kunde lære ham at
kiende Gud, Mennesket og Verden. Hans Pa¬
tron, som tillige er hans Fortrolige, passerer
mange Timer med ham, alene for at høre hans
Samtaler med Bønderne, og han forsikrer, at
han derved ofte lærer at kiende den menneskelige
Natur bedre end ved al den Omgang, som han
har havt i den store og forstillede Verden. Det
er ved Præsten og ikke ved sin Foged, at han
lader sig underrette om enhver Families Tilstand,
Levemaade og Trang; ved ham uddeler han sine


17.


Velgierninger, hvilke altid geleides med en For¬
maning, som passer til Personens Tilstand, og
har baade hans timelige og evige Velfærd til
Hensigt. Saa mange gode Egenskaber kunne
vel ikke være uden Feil. Jngen seer dem nøiere
og ingen laster dem mere end han selv. Han
holder det aldrig for en Skam at tilstaae en O¬
verilelse, og naar han ingen udvortes Forseelser
har at bebreide sig, klager han stedse over den
Ufuldkommenhed, som han finder i sine Hensigter,
og over den Forfængelighed, som blander sig i
hans beste Gierninger. Disse Skrøbeligheder,
siger han, beængstige ham saa meget desmere, som
han veed, at Menneskene ere meget tilbøielige til
at undskylde deres egne grove Feil med de mind¬
ste Svagheder, som de merke hos dem, der
prædike Dyden, og til at forringe alle gode Gier¬
ninger ved at tilskrive dem egennyttige Hensigter.
For derfor ikke at giøre alle Dyder mistænkte,
opofrer han alle de Leiligheder, som gives ham til
at forbedre sine egne Vilkaar.
(Fortsættelsen følger.)


18.


No. 3.


Mandagen den 26 Jan. 1761.


Den tredie Lem af Selskabet er en Handels¬
mand. Han begyndte med at anlegge en
Fabrik, hvilken han uden alle Forskud og Mono¬
polier ved Sparsomhed og Flid bragte saa vidt, at
han kunde selge sit Arbeide lettere end Fremmede.
Derved skaffede han sig tilsidst en Søgning i Lan¬
det, som giorde den samme Virkning som For¬
skud og Monopolier. Da han paa denne Maa¬
de havde forhvervet en anseelig Capital, beslutte¬
de han at drive Kiøbmandskab for at hente sine
Materialier selv, og at føre sit Arbeide ud. Det¬
te gav hans Manufactur en stor Søgning uden
for Landet, hvorved hans Handel Tid efter an¬
den tog saaledes til, at hvormeget hans Fabrik
end indbragte ham, havde det dog for en Mand
af hans Formue ikke været Umagen værd at fort¬
sætte en Næring, der udkrævede saa megen Til¬
syn, dersom han ikke havde troet, at Kierlighed
til Fædrenelandet paalagde ham den Pligt at ved¬
ligeholde en Fabrik, som andre ikke havde For¬
mue nok til at holde i Gang. Nu besidder han


19


saa stor en Capital, at han kunde kiøbe mere end
et Grevskab. Hans Venner have raadet ham
til at opgive Handelen og at søge en Caracter,
som kunde give hans Familie Anseelse, men dette
er saa langt fra hans Tanker, at han tvertimod
har gjort et Testament, efter hvilket et Stamgods,
som han til Familiens Sikkerhed har oprettet ved
Siden af ovenmeldte Adelsmands Gaard, skal
være forbrudt saasnart den i hans Familie, som
det ellers kunde tilfalde, forlader Handelen, el¬
ler søger Caracterer. Hans store Formue sætter
ham i Stand til at foretage mere end nogen an¬
den Handelmand i Landet. Men ligesom han
agter det fornødent, at saa stor en Capital ikke
drages ud af Handelen, saa holder han det og
uanstændigt, at anvende den allene til at berige
sig selv uden Grændser. At befordre Søgnin¬
gen af Landets Frugter, at ophielpe de inden¬
landske Manufacturer, at giøre Oplag af frem¬
mede Vare, skaffe fattige Familier Næring og
forstrække arbeidsomme Folk Penge for en ringe
Rente, er nu den fornemste Brug, som han giør
af en Formue, der forskaffer ham saa megen Cre¬
dit, at han ved Oprigtighed i Handelen vinder
meget mere end andre, som enten af Uvidenhed
eller af Trang lade sig forlede til Bedragerie og
Snighandel. Hans Levemaade er som en vel¬
havende Handelmands, der hverken er gnierag¬


20


tig eller ødsel. Han forskaffer sig ved sin Tienst¬
agtighed og Belevenhed ligesaa megen Søgning
som ved hans Vares Godhed og deres lette
Priis. Naar man taler med ham om Handelen,
viser han, at han kiender den baade som Kiøb¬
mand og Statsmand, han troer, at Statens
Beste udkræver mange Jndskrænkninger af Kiøb¬
mandens Frihed, som ere til Handelens For¬
deel, og han holder det for sin Pligt, at aaben¬
bare alle de Maader, paa hvilke Kiøbmænd be¬
rige sig med Tab for det Almindelige. Enhver
Nations Fordele og Mangler ere ham bekiendte,
og han veed at giøre saadan en Sammenligning
imellem hans Fædreneland og andre Riger, som
giør Regieringen Ære, og viser hvad Nationen
engang kan haabe, naar de Hindringer blive
bortryddede, af hvilke nogle ligge i fremmede
Nationers Fortrin, og andre i vore egne Feil.
Med disse skiemter han ofte og siger, at en god
Patriot bør giøre Forskiel imellem indenlandske
Vare og indenlandske Meninger; de første bør
man foredrage, endskiønt fremmede kunde være
bedre, men ikke de sidste. Stolt er han ikke af
sine Midler, men saa megen Forfængelighed
har han, at han veed med sig selv, at han er en
riig Mand og en nyttig Borger, dette er i hans
Tanke nok til at være lige vel fornøiet enten Folk
giør meget eller lidt af ham. Han kan gierne


21


taale at andre bilde sig meget ind af 16 Ahner,
og af en Caracter, naar de kuns betale hvad de
ere ham skyldige. Jntet, siger han, fornøier
ham saa meget, som at tænke i en stor Herres
Forgemak, at han ikke trænger til hans Hielp,
og ingen Rang kunde giøre ham saa stolt som
den Ære han har undertiden, at Folk, for hvil¬
ke saa mange Rangspersoners Rygge maae krum¬
me sig, vise ham offentlig de største Høfligheder,
for at faae gode Raad eller rede Penge. Naar
han undertiden er kied af at betragte de Daarlig¬
heder, som findes i alle store Stæder, opholder
han sig nogle Dage paa sit Landgods, og imid¬
lertid omgaaes daglig med vores Adelsmand og
hans Præst. Disse, siger han, ere de eneste Øie¬
blik i hans Liv, i hvilke han føler, at han er en
lyksalig Mand. Deres meste Samtaler gaae
ud paa at forene Landmandens og Kiøbmandens
Bestræbelser, og at bestyre begge til Statens
Beste. Vores Adelsmand siger, at der ere faa
Mænd i Riget, som han agter høiere end denne
Kiøbmand, og Kiøbmanden forsikrer, at han
skatterer Herremandens Venskab for mere end en
Million. Da en Landjunker engang undrede
sig over, at en Herremand kunde giøre saa me¬
get af en Borger, svarede han: denne Mand,
min Herre, er uden at have Stammenavn eller
Caracter bekiendt og æret paa mange Steder i


22


Verden, hvor man ikke veed, at der ere saadanne
Folk til som J og jeg.
Den fierde Lem af Selskabet er en Bonde.
Mange Læsere ville standse ved dette Ord, og
troe, at det er en Trykfeil. En Bonde i Sel¬
skab med skikkelige Folk, med en Herremand af
en gammel Familie, med en lærd Mand, og en
Kiøbmand, som eier meer end en Million; kan
en Bonde tale fornuftig? kan han sige noget, som
er værd at lade trykke? De Læsere, som tænke
saaledes, tillade mig at spørge, om de have væ¬
ret i Norge eller i Marsklandene, i Engelland
eller i Schweitz. Saa stor Forskiel som der er
paa Mennesker fra den klogeste Mand i Europa
til den dummeste Neger paa vore Colonier, saa
stor Forskiel er der og paa den Art af Mennesker,
som vi indbefatte under det almindelige Navn af
Bønder. Denne Bonde beviser det med sit Ex¬
empel. Endskiønt han er ligesaa virkelig en
Bonde, som alle andre Sognemænd i hans Bye,
ansee de ham dog med saadan en Forundring, at
de fleste holde ham for en Troldmand, og havde
for lang Tid siden stenet ham af Byen, dersom
Præsten ikke havde taget hans Partie. Hans
Forældre, som vare velhavende Bønder, lod ham,
lære at læse og skrive, og efterlod ham Gaarden,
i maadelig Tilstand. Han var ved Herreman¬
dens Tiltrædelse til Godset den eneste Bonde, som


23


eiede noget. Den gode Orden, som hans nye
Herskab indførde, gav ham endnu mere Lyst til
at forhverve. Han talede ofte med Præsten om
Landhuusholdningen, og da han havde baade
mere Munterhed og Begreb end de andre Bøn¬
der, fik han Lyst til at giøre adskillige Forsøg,
hvoraf nogle slog an. Ved at indhegne sine
Marker, pløie Jorden dybt, og vælge adskillig
Giødning, har han bragt det saa vidt, at hans
Marker, endskiønt de ere de sletteste i det hele
Sogn, overgaae de andre saa meget i Frugtbar¬
hed, at hans Byemænd ikke kunne troe, at dette
skeer allene ved naturlige Midler. Naar hans
Qvæg trives bedre end hans Naboers, sige de,
at han holder en Gaard-Nisse. Naar Melken
hos ham giver mere Smør, hedder det, at han
forhexer deres Kierne, eller ved Troldoms-Kon¬
ster forstaaer at malke deres Køer ved at sætte en
Kniv i Væggen. Det, som især bestyrker dem
i de Tanker, er, at han gjerne læser, søger ikke
meget de andre Bønders Selskab, og drikker
aldrig Brændeviin. Ved dette Hexerie har han
bragt det saa vidt, at de fleste Bønder i Sog¬
net leve af ham. Kiøbmanden har forskaffet
ham en Fortegnelse, hvorledes alle Slags Fede¬
Vare tillaves i Jrland; hvori han har bragt det
saa vidt, at han kiøber Qvæg og Melk af sine
Naboer, og leverer Kiøbmanden aarlig en an¬


24


seelig Mængde af Salt-Kiød, Flesk, Smør og
Ost, som ikke giver det fremmede noget efter.
For at unde sine Byemænd mere Fordeel, har
han ofte vildet lære dem denne Tillavning, men
de holde ham for saa selsom en Mand, at de end¬
nu ikke tør efterfølge ham. Han har drevet
Faare-Avlingen saa vidt, at han leverer Kiøb¬
manden den meste Uld, som bruges til hans Fa¬
brik. Denne Bonde har udvirket en Befalning
af Herremanden, at alle Fattige paa Godset,
som ikke kunde faae anden Tieneste, skulle melde
sig hos ham, og dersom de ikke ved Alderdom
eller Svaghed ere ganske uduelige til Arbeide,
maae de ikke understaae sig at søge om Almisse
hos Præsten uden et Beviis fra Bonden, at han
ikke veed at forsørge dem. De fleste Enker og
Børn blive paa denne Maade saa vel underhold¬
te, at endog de, som for deres Alderdoms Skyld
kunne nyde Almisse, sielden forlange den. Man
kan heraf let slutte, at denne Bonde er riig, men
det skulle man neppe troe, at han med al sin
Rigdom ikke haver Lyst til at forlade sin Stand.
Han opdrager sine Børn som Bønder, de arbei¬
de endog mere og leve haardere end andre. Søn¬
nerne kunne alle skrive, regne og giøre adskil¬
ligt konstigt Arbeide med Hænderne. Døttrene
forstaae ligeledes, foruden Landhuusholdningen,
al den Haandgierning, som Fruentimmeret lærer


25


i Kiøbstæderne. Den eneste Forskiel, der er
imellem hans Oeconomie og de øvrige Bønders,
er, at hans Familie er renere klædt, at Maden
er frisk og vel tillavet, og at der i hans hele
Huus ikke arbeides om Søndagen; Formidda¬
gen anvendes til Andagt, og Eftermiddagen til
anstændige Vederqvægelser. Herremanden, Præ¬
sten og Kiøbmanden have undertiden spiset hos
ham, de kunne ikke nok forundre dem over den
Reenlighed, Orden og Velanstændighed, som de
finde hos en Familie, der i de 6 Dage af Ugen
giør grovt Arbeide; Herremanden gav ham en¬
gang at forstaae, at en Mand, der havde saa
megen Formue, kunde nok skaane sine Børn me¬
re og holde dem bedre end andre Bønder. Min
Levemaade, svarede Bonden, mit Arbeide, og
min Nøisomhed er just den største Rigdom, som
jeg efterlader Dem; alt det andet kan forgaae,
andre, som de vare bedre vante. Dersom jeg
og de skulle da være ligesaa meget fattigere end
efterlod dem Eders Rang, sagde han til Herre-
manden, og den gode Mands Penge, i det han
slog Kiøbmanden paa Skulderen, skulde det alt
ikke kunne forslaae til at opfylde al den Stolthed
og Begierlighed, som boer inden for disse Valm¬
ulds Trøier, af hvilke saa mangen en gammel
Herremand er krøben ud, hvis Efterkommere
siden ere blevne til Prakkere. Nød og Trang


26


har indskrænket mine Begierligheder, og da jeg
var en fattig Mand, misundte jeg de Rige me¬
get mere end nu, da jeg kan selv have Overflødig¬
hed, hvad skulde da ikke mine Børn falde paa,
dersom jeg ikke ved Opdragelsen, og ved mit eget
Exempel lærte dem Nøisomhed, og indprentede
dem Lyst til at blive i deres Stand. Herreman¬
den, som endnu ikke kunde troe, at en Bonde,
kiendte Æren, overtalte Kiøbmanden til at sætte
ham paa Prøve. Denne tog Anledning af et
stort Selskab, som Herremanden førte ind i
Bondens Huus, til at spørge ham, om det ikke
fornøiede ham, at saa mange fornemme Folk
havde Lyst til at kiende ham. Jeg kan forsikkre
Eder, svarede Bonden, at min Fornuft neppe
skulle have Herredømme nok over mig til at blive
det jeg er, dersom jeg ikke tænkte ved mig selv, at
den Formue, som nu giør mig til saa rar en Bon¬
de, skulde neppe bemerkes i en høiere Stand. J
har og en Herremand, sagde Kiøbmanden, som
kan giøre eder storagtig, saa megen Naade af en
Mand af hans Stand--- Naade, sagde Bon¬
den, jeg er den gode Herre intet skyldig uden
Kierlighed og Høiagtelse, og det var best for
ham selv, om alle hans Bønder kunde sige det
samme. En Bonde, der kan giøre sin Herre-
mand den Tieneste, som jeg giør, og sætte ham
saa skikkelig til Bords, har ikke nødig at ansee


27


det for en Naade, at man vil spise hans Mad.
J alt, hvad Lovene kræve af mig, er jeg hans
Undergivne, men vidste jeg, at den gode Mand
ansaae det for en Naade, at begegne mig som
et skikkeligt Menneske, skulde jeg aldrig komme
i hans Huus, uden naar jeg har Skatter at be¬
tale. Jeg havde aldrig troet, sagde Herremanden,
da denne Samtale blev ham fortalt, at der kun¬
de boe saa stor en Siel i en Bonde. Hidindtil
har jeg agtet ham som en fornuftig og skikkelig
Mand, men fra dette Øieblik af holder jeg ham
mere værdig til mit Venskab, end mange Folk af
min egen Stand, som giøre sig en Ære af Hand¬
linger, der virkelig fornedre dem. Denne Bonde
maae herefter være den fierde i vores Selskab.
Forfatteren af disse Blade vil oftere finde
Leilighed til at giøre Læserne meere bekiendte med
disse Personer, hvis Omgiengelse de maae tilskri¬
ve al den Nytte og Opbyggelse, som dette Verk
kunde stifte. Dets Ufuldkommenheder tilhøre
Forfatteren selv, om hvis Person Læseren derfor
ikke har nødig at bekymre sig. Men saa stor
Aarsag, som han har til at skiule sig selv, saa
meget ønskede han, at de fire Landsmænd, hvis
Tænkemaade han paa de fleste Steder i dette
Skrift skal søge at udtrykke, maatte blive meere
bekiendte iblant os, da han er forsikret, at deres
Exempler skulle opbygge mere end alle Skrifter.


28


No. 4.


Fredagen den 30 Jan. 1761.


Naar Begierlighed til Kundskab er allerstørst
i den menneskelige Siel, yttrer den sig dog
allermindst paa de Ting, som ere os nærmest.
Hvad er vigtigere end at kiende os selv, og hvil¬
ken Kundskab komme vi sildigere til end denne?
Menneskene havde neppe endnu Huse til at skiule
sig mod vilde Dyr, førend de opreiste Taarne
til at betragte de himmelske Legemers Gang.
Dette Foster af den menneskelige Hovmod er det
første Beviis, som vi have i Historien, at der har
været Konster og Videnskaber til iblant Menne¬
skene. Chaldeerne maalede Himlene paa en
Tid, da de ikke kiendte meget mere af Jorden
end den Plet, som de selv beboede. Naar de vilde
give Love eller foretage noget vigtigt i Livet, spurg¬
te de Stiernerne til Raads, og disse svarede dem
ikke uden ved Drømme. Hvor lidet de sande Grun¬
de til Menneskets Lyksalighed har været indseete
af det andet Folk iblant de Gamle, som roses for
deres Videnskab, kunne vi slutte deraf, at de
gjorde deres Medborgere til Slaver, for at


29
giemme nogle døde Legemer i en uforgiengelig
Steenhob.
De græske Viise levede i Stater, hvor
det var fornødent at kiende Mennesket. Deres
Lovgivere regierede meere ved Grunde end ved
Tvang. De lode det ikke være nok at give Lo¬
vene. De søgte at giøre Menneskene beqvemme
til at efterleve dem. Vi kunne aldrig lære at
kiende Mennesket bedre end ved at betragte det
paa denne merkværdige Skueplads. Saa stor
en Forandring af Tænkemaader, Tilbøieligheder,
Love, Sæder og Levemaader paa en Plet Jord,
som ikke var større end det mindste Rige i Eu¬
ropa, beviser den ikke, at Mennesket er et Krea¬
tur, som kan tage imod utallige Skikkelser? De¬
res Viise fandt uovervindelige Vanskeligheder i
at beskrive dette Dyr, som de giorde dem saa me¬
gen Umage for at kiende. Aristoteles kaldte
Mennesket et leende Dyr. Diogenes det klogeste
og taabeligste af alle Kreature. Plato kaldte det
et tobenet Dyr uden Fiere og med brede Regle.
De have uden Tvivl ved disse skiemtsomme Be¬
skrivelser villet tilkiendegive, at naar man undtog
den udvortes Figur, var Mennesket i Henseende
til det indvortes saa foranderligt, at det ikke kun¬
de beskrives. "Menneskene, siger en af deres
"Poeter, have det Sind, som Guderne give dem
hver Dag.


30
Den patriotiske Tilskuer.
Jngen Dyr ere sig selv saa ulige, som de,
hvilke vi tillegge det almindelige Navn af Men¬
nesker. Naar vi gaae alle Classer igiennem fra
dem, som ere fundne i Skovene, og fra dem,
som selges til vore Colonier indtil Motesquieu,
og Leibnitz, er det da vel lettere at beskrive den
Art, til hvilken alle disse Skabninger kunne hen¬
føres, end at forestille sig Nebucadnezar paa
Thronen og Nebucadnezar i Skoven som een Per¬
son? Jeg er Alexander, den store Konge, sag¬
de Asiens Erobrer til en nøgen Mand, som boe¬
de i et Viinfad, og jeg, svarede denne, er Dio¬
genes den Hund. Skulde man troe, at disse
Skabninger havde mere tilfælles end den udvor¬
tes Figur?
Naar vi tage Historie og Erfarenhed til
Veiledere, kunne vi ingen rigtigere Beskrivelse
giøre af Mennesket end denne: At det er et
Kreatur, som fødes med en meget ubestemt Ev¬
ne, til at tage imod utallige, endog de meest
stridige Begreb og Tilbøieligheder, hvoraf de
fleste ikke saa meget ere grundede i Menneskets
Natur og Væsen, som i de Jndskydelser vi faae
af andre. Hvor vigtig er ikke denne Sandhed?
hvor meget maae den ikke ydmyge dem, som For¬
synet har givet store Fortrin for Andre? Hvor
lidet kunne de tilskrive dem selv ikke allene af
Lykkens, men og af Sindets Gaver? og hvor


31
meget ere de ikke forbundne til at bruge deres
Fortrin til at befordre de Skabningers Fuldkom¬
menhed, som ere fødte med den samme naturlige
Evne? Dersom Skiebnen havde givet Newton
saa unaturlige Forældre, som det Menneske
uden Tvivl har havt, hvilket man fremviste i
Engelland i Georg den Førstes Tid, havde denne
store Philosoph, som nu giør den menneskelige
Natur saa megen Ære, ikke engang været et to¬
benet Dyr.
Denne Sandhed er især vigtig for Lovgi¬
vere, Lærere og Fædre. Det har til alle Tider
i Verden beroet paa faa Mennesker at bestemme
hele Folkes og de sildigste Efterkommeres Tænke¬
maade. Dersom vi kunde forfølge Aarsagernes
Kiede, skulde vi uden Tvivl befinde, at de her¬
skende Meninger og Tilbøieligheder i Verden,
saavel de gode som de onde, have deres Oprin¬
delse fra faa Personer, hvilke kunne ansees som
Fædre i Sielenes Slegtregister. En Orpheus,
en Fohi, en Lycurgus, en Socrates, en Confu¬
sius, en Keiser Peter, hvor talrig en Afkom have
de ikke i Aandernes Verden? Hvor mange Siele
ere ikke blevne antændte ved deres Lys, og hvor
mange Dyr af menneskelig Skabning ere ikke ved
deres Anførsel blevne til fornuftige Kreature?
Tallet af disse det menneskelige Kiøns san¬
de Fædre og Velgiørere er saa lidet, de have


32
Den patriotiske Tilskuer.
fundet saa store Vanskeligheder at overvinde, og
deres Levetid har været saa kort, at der er nok
tilbage for deres Efterfølgere til at giøre sig lige
saa fortiente af Efterkommerne. Vilde de høi¬
hiertede Siele, som have saa stor Begierlighed
til at herske over Deres Lige, engang indsee,
hvor store Erobringer de uden Undertrykkelse og
Blods Udgydelse kunne giøre, ved at danne de
Folkes Tænkemaade og Sæder, som Forsynet har
betroet til deres Anførsel! Hvor mange Natio¬
ner og Slægter de kunne forbinde sig ved saa¬
dant et Exempel, og hvor langt de kunne strække
deres Regiering, ikke allene over Grændserne af
deres Lande, men og over deres Levetid til de
længstbortliggende Folk og de sildigste Efter¬
kommere!
Vi kunne af de utallige Forandringer, som
vi finde i det menneskelige Kiøns Historie, slutte,
at Mennesket har en Beqvemhed til mange Ting,
som vi ikke kunne bestemme. Det er troeligt,
at det er et Kreatur, der kan tage mod saa man¬
ge Skikkelser, at, naar det skulle være til paa
alle de Maader, som ere muelige, kunde det give
Jndbyggere nok ikke allene til flere Planeter,
men og til mange Solekredse. Vi finde i Hi¬
storien til alle Tider, og hos de meest slebne
Folk, saa mange Fordomme og Misbrug, at
ingen Nation i Verden kann troe, at den har


33
bragt det saa vidt i Jndsigt og Sædelighed, at
den jo endnu kan bringe det meget videre.
Det er ved saa mange Tiders og Folkes
Erfarenhed bleven lettere for vore Lovgivere og
Lærere at udfinde de Midler, som tiene til at
befordre Menneskets sande Lyksalighed; Men
saa meget som Deres Vilkaar deri er bedre end
de Gamles, saa meget ere de i andre Henseender
slettere. Fordommene og Misbrugene ere ved
saa lange Vaner blevne meere rodfæstede. J ste¬
den for at undersøge andre Folkes Love og Jnd¬
retninger efter fornuftige Grunde, dømmer
Mængden dem efter antagne Meninger. Disse
have ofte saa stor Magt over de Folk, som hol¬
de sig for at være slebne nok, at de regne deres
Vankundighed og Overtroe, deres Daarlighe¬
der og Laster iblant deres Fortrin. Jo mere et
Folk nærmer sig til den naturlige Enfoldighed,
des lettere er det at danne det. Naar det kom¬
mer saa vidt, at det misbruger sin Vittighed til
at forsvare sine Feil, gaaer det sielden tilbage.
Der er i enhver Nations Historie en vigtig Ti¬
depunkt, paa hvilken den opvækkes til en alminde¬
lig Virksomhed. Denne Tidepunkt bestemmer
baade dens Caracter og dens Skiebne. De
Grund-Regler, som den da antager, ere ge¬
meenlig uudslettelige, ere de gode giøre de Efter¬
kommernes Lyksalighed sikker og langvarig, ere


34
Den patriotiske Tilskuer.
de onde, forandres de sielden uden ved en al¬
mindelig Ødelæggelse.
Vore Tiders Indretninger have den U¬
fuldkommenhed frem for de Gamle, at de sigte
ikke saa meget til at danne Borgerens Sæder,
som til at forøge Sikkerheden og Beqvemmelig¬
heden. Dersom ikke Religionen bødede paa
denne Mangel, dersom den ikke gav Menneskene
saa sterke bevægende Grunde til at iagttage de¬
res Pligter, skulde vi med al vores Lovkyndig¬
hed ikke udrette saa meget, som Grækerne og Ro¬
merne udrettede ved Opdragelsen allene.
De Grund-Regler, som nu omstunder be¬
væge Menneskene ere saa stridige, at de ofte
svække og reent omstøde hinanden. Fornuftens
og Religionens klareste Sandheder modsiges saa
meget i den daglige Levemaade, der er saa stor
Forskiel imellem vore Begreber om Dyd og om
Ære, imellem den Opdragelse, som vi faae af
vore Forældre og Lærere, og den som vi faae i
den store Verden; Man forestiller sig saa me¬
gen Strid imellem Religionen og Stats-Kon¬
sten, imellem Menneskets Lyksalighed i dette Liv
og i et tilkommende, at kun faa Mennesker
kunne handle efter deres Jndsigt. De regieres
mere af Hendelser, Vane og Nødvendighed, end
af Fornuft og Overbeviisning. Maatte dog en
almindelig Oplysning engang stifte saadan en


35
Forbindelse imellem vore Lovgivere, vore Lærere
og vore Huus=Fædre, at de alle arbeidede til een
Hensigt, ved at følge de Grund-Regler, som
befordre Menneskets sande Lyksalighed baade i
Staten og i Huusstanden, baade i dette og i et
tilkommende Liv. At vise denne Overeensstem¬
melse skal være en af de fornemmeste Hensigtere
af disse Blade.
No. 5.
Mandagen, den 2 Febr. 1761.
Vi ere Fædrenelandet saa meget skyldige, at
de største Fortienester, om de end aldrig
bleve belønnede, ikke kunne betale vores Gield.
Naar vi opofre det høieste, som er Livet, give vi
Selskabet kuns en liden Deel tilbage af det, som
vi have annammet. Den Flid og Bekostning,
som andre have anvendt paa vores Opdragelse,
den Beskyttelse, som vi have nydt af Lovene, og
de Fornøielser, som vi have smagt i Livet, ere end¬
da en Gevinst, som, hvor stor den end er, o¬
verveies dog af en endnu langt vigtigere Fordeel,
som vi have af Fødselen, jeg mener det Haab,


36
Den patriotiske Tilskuer.
som den giver os om en ævig Lyksalighed, og om
et bedre Liv efter dette.
Dersom da de største Opofrelser af alt hvad
vi kunne ansee for vort eget i Verden ikke forslaae
til at betale denne Gield, hvilken Stand, hvil¬
ke Egenskaber, hvilke Fortrin skulle da være sto¬
re nok til at berettige os til at nægte Fædrenelan¬
det de Tienester, som vi kunne giøre det, om de
end aldrig bleve betalte, jo om vi end derved kun¬
de synes undertiden at fornedre os? Hvor lidt
er der ikke i de største Egenskaber, som et Men¬
neskene kan tilskrive sig selv? De fleste ere Ga¬
ver enten af Naturen, eller af Selskabet, eller
af Lykken. J steden for at forøge vore Fortiene¬
ster, formere de vore Pligter, og forbinde os til
en større Grad af Opofrelse og Taknemmelighed.
Baade Forstandens og Hiertets Fuldkommenhe¬
der beroe ikke allene paa de medfødte Egenskaber
og Tilbøieligheder, hvilke vi ligesaa lidt kunne
tilskrive os selv som Livet, men og paa mange
andre lykkelige Omstændigheder. Vore Foræl¬
dre, vore Lærere, de Folk, som vi leve iblant og
som vi omgaaes med, den Formue og Anledning
som Skiebnen giver os i Hænderne, bestemme det
meste af vores Tænkemaade og Caracter, og naar
vor egen Flid giør allermeest, bestaae vore For¬
tienester alene deri, at vi bruge de Leiligheder,
som Forsynet giver os til at forarbeide vores Lyk¬


37
salighed; en Fortieneste, som igien beroer saa
meget paa de naturlige Tilbøieligheder, og paa
de Drifter som indplantes os ved Opdragelsen,
Underviisningen, Religionen, og vore udvortes
Forbindelser i Verden.
Philander og Ariste have begge store Na¬
turens Gaver; de ere fødte af fornuftige, dydi¬
ge og formuende Forældre, som have anseet det
for deres største Pligt, at give deres Børn alle
de Midler i Hænderne, ved hvilke de kunne bli¬
ve nyttige og gode Borgere. Men Philander
er af Naturen mere adstadig og mindre vellystig
end Ariste. De have begge havt den Lykke i de¬
res unge Aar at have gode Lærere, og at om¬
gaaes med retskafne Folk; men Philander har
havt det Fortrin, at man ikke alene har lært ham
at kiende og elske sine Pligter, men og at føle
Æren i saa høi en Grad, at den er mægtig nok
til at overvinde baade Egennytte og Vellyst og
til at bevæge ham til den ivrigste Brug af alle
Sindets Kræfter. Dersom Philander ikke over¬
gik Ariste, var han meget strafværdig, men nu da
han virkelig overgaaer ham, kan da dette Fortrin
regnes ham til større Fortienester end det, som
de begge have frem for mange tusinde Mennesker,
der hverken ere fødte med deres Gaver eller have
havt deres Opdragelse og Formue?


38


Kommer det saa meget an paa de udvortes
Midler, og saa lidt paa Mennesket selv, at for¬
hverve sig de Egenskaber, som udkræves til at tie¬
ne Selskabet, og til at beklæde vigtige Poster i
Staten, mon der da udfordres mindre Lykke til
at blive sadt i saadanne Omstændigheder, i hvilke
man kan bruge sine Gaver, til at overvinde de
Hindringer, som andres Vankundighed, Egen¬
nytte og Misundelse legge os i Veien, og til at
treffe de rare og beqvemme Øieblik, i hvilke saa
mange forborgne Aarsager maae sammenløbe for
at krone vores Anslag med et lykkeligt Udfald?
Ariste foretager i et af disse Øieblik en Gierning,
som Philander enten af Klogskab ikke torde vove,
eller som han til andre Tider forgieves har forsøgt;
den lykkes, han indlegger en betydelig Seier,
og bliver ophøiet til en anseelig Ærespost. Er
Philander derfor berettiget til at klage over Fæ¬
drenelandet og til at misunde Ariste? Dersom
hiin har et virkeligt Fortrin i Fortienester, har
jo Skiebnen lige saa stor Deel deri, som i Ari¬
stes Seier, og hvad have de da begge at kræve
af Fædrenelandet? Philander, som har Selska¬
bet at takke for de Egenskaber, som giøre ham
værdig, til Æresposter, har ingen Aar¬
sag til at besvære sig over Aristes Ophøyel¬
se, og dersom denne ikke forblindes af Lyk¬
ken, troer han, at han endnu har min¬


39.


dre Aarsag til at hovmode sig af sine udvor¬
tes Fortrin.
Dersom de, der besidde virkelige store For¬
tienester, ere forbundne til at tiene Fædrenelandet
med deres Gaver, uden altid at have Hensigt til
Belønningen, hvor meget er det da ikke deres
Pligt, som ikke have andet Fortrin for deres
Medborgere end en Stand og Formue, som de
endnu ikke selv have fortient?
At unddrage Fædrenelandet sin Tieneste,
fordi den ikke er bleven belønnet nok, er at nægte
en Velgiører sin Hielp, fordi han ikke har betalt
Brugen af hans egne Gaver. At ikke ville op¬
ofre noget af sin Formue uden Vederlag, er det
samme som at vægre sig ved at laane en liden
Summe til den, som man er en langt større skyl¬
dig; Men at undskylde sig i noget vigtigt Tilfæl¬
de dermed, at vores Rang tillader det ikke, er
det samme, som at sige til en Ven: Du har
gjort mig alt for meget Got til at jeg skulde tie¬
ne dig igien.
J unge Mennesker, som ved Fødselen be¬
sidde store Fortrin for Eders Medborgere, hvor¬
mange Tienester have ikke Fædrenelandet at for¬
dre af Eder, førend J kunde holde Eder beretti¬
gede til at kræve anden Belønning af Selskabet
end den, som J allerede have oppebaaret uden
at have fortient den, og hvor ubilligt var det


40


ikke, om J vilde undskylde Eders Efterladenhed
dermed, at Fortienester ikke altid blive belønne¬
de? Folk, som have saa anseelig en Formue i
Staten, skulle de ikke kunne giøre saa meget for
Fædrenelandet som en Raadsherre i Rom, der
gik ved Ploven? Jeg tilstaaer, at i leve i Ti¬
der, da Forfængelighed har gjort saa mange
Ting nødvendige, at J med al Eders Formue
neppe kunne beholde saa meget tilovers som en
Romersk Adelsmand, der kun eiede nogle faa
Agre, og spiste Roer af Leer=Fade; J leve i
Tider, da de herskende Meninger i den store
Verden have gjort en uegennyttig Kierlighed til
Fædrenelandet latterlig. Men kunne J fornægte
den Drift til at giøre Eders Navne udødelige
ved dristige Gierninger, som Forfængelighed selv
saa sterk har indprentet i Folk af Eders Stand,
kunne i efterfølge Romerne deri, at gaae fra
Armeen tilbage til Ploven, da bør J og lige som
de kunne forlade Eders roelige Lystgaarde, naar
Ære og Pligt kalder Eder til saadanne Poster,
i hvilke J ved Nidkierhed og Opofrelse for det Al¬
mindelige kunne giøre Eder værdige til de Nav¬
ne, som J bære.
Hvor meget end Egennytte og Vellyst ha¬
ve undertrykt de Følelser af Ære, ved hvilke
Eders Fædre adskilte Dem fra Deres Medborge¬
re, er jeg dog vis paa, at naar det stod til Eder


41


selv at vælge Eder efter Døden en Opskrift paa E¬
ders Grave, gav J gjerne alle Eders Ærestegn og
en stor Deel af Eders Formue, for at have for¬
tient det Vidnesbyrd, at have gjort Fædrenelan¬
det store Tienester uden Egennytte. Denne Æ¬
re er just af alle Belønninger den, som beroer
mere paa Eder selv end paa Yndest og Lykke, og
som Misundelse og Ugunst mindst formaae at be¬
røve Eder.
J kunne vel undertiden have Aarsag til
at klage over Eders Medborgeres Forfængelighed,
som søge at trænge sig ind i Eders Stand, og
misunde Eder de Fortrin som uden Byrde for
Staten ikke kunne blive mange til Deel. Men
ville J beholde Eders Herligheder selv, der er
et sikkert Middel dertil, Opfylder selv de store
Pligter af Eders Stand, giører dens Byrder
ligesaa følelige som dens Fortrin. Dyden er det
ældste Adelskab, og den har til alle Tider i Ver¬
den udkrævet Opofrelse af egne Fordele og en u¬
egennyttig Nidkierhed for det Almindelige. Det¬
te Adelskab skal ikke misundes Eder af den for¬
fængelige Hob, som ønskede ved nedrige Midler
at kunne indsnige sig i en Stand, i hvilken de
ventede at blive ærede uden Fortienester.


42


No. 6.
Fredagen, den 6 Febr. 1761.
D¬
en sidste Afhandling om Kierlighed til Fæ¬
drenelandet har givet Anledning til adskil¬
lige patriotiske Betænkninger, hvoraf jeg vil
meddele Læseren følgende:
Min Herre!
Det er skade, at De ikke er bleven Soldat; En
Mand, der kan tale saaledes om Æren og om
Kierlighed til Fædrenelandet, maae bære Hiertet
paa det rette Sted. Dersom vore unge Caval¬
lerer læste flittig deres Blade, skulde De faae
mere Lyst til Tienesten end de har. Krigen ale¬
ne er den rette Skole for Æren. Hvad kan en
Hofmand vove for Fædrenelandet? I den store
Verden lærer man kuns at hykle, og jeg finder
at de har stor Aarsag til at raade unge Menne¬
sker fra at besøge saadanne Selskaber, hvor man
lærer at forstille sig. Jntet fordærver en Sol¬
dat mere end det som man kalder Levemaade og
Maneerer. En retskaffen Cavalleer bør være


43.


uden alle Facons. Saadan en Tænkemaade
alene kan giøre Folk til Patrioter, og den læres
bedre i Hverve=Huse end i Assembleer. J
de tre Aar jeg laae paa Hvervinger i Hamburg,
har jeg duellert tretten gange for Nationens Æ¬
re. Jeg har endnu en stiv Arm til Erindring,
af en demele med en fremmed Officeer, som
havde den Uforskammenhed at sige i et offentligt
Selskab, at det Danske klingede som Plat=Tydsk.
De kiende vel Saxo Grammatica; mig synes
jeg der har læst noget om en vis Sterkodder.
Saadanne Helte havde vi paa de Tider, da man
tog Generaler fra Ploven og gjorde Bønder til
Feltherrer. Troe mig, Landsmand, det er
hverken Adelskab, eller Opdragelse, eller Pen¬
ge, eller Videnskaber, eller Levemaade, eller
Reiser, men Tienesten alene, som giør en brav
Soldat. De maa ikke tænke, at jeg er saa
misantrope, at jeg ikke kan lide andre Folk
end min egen Nation. Levemaaden i Hamburg
stod mig ret vel an. Man kan fortære sine
Penge der med Fornøielse. Jeg er ikke heller
saadan en Nar, at jeg skulde troe, at man kun¬
de commandere paa Dansk, og recrutere Arme¬
en med Indfødte. En Officeer kan ikke leve af
sin Gage, og Hvervinger ere her i Landet me¬
get indskrænkede. Det Tydske klinger fortreffe¬
lig paa en Parade, og jeg har hørt, at der er


44


ge gode Bøger skrevne i det Sprog. Med faa
Ord, min Herre, jeg finder det meget got, at
man taler Tydsk ved Armeen, at man hverver
Soldater og forskriver lærde Folk fra Tydskland,
men ingen Officeerer. J det mindste bør ingen
Fremmede avancere uden efter deres ancienne¬
te og Adelsmænd ikke heller. De forstaaer vel
hvad jeg vil sige; thi jeg er ikke færdig nok i det
Danske til at forklare mig tydeligere. Jeg ven¬
ter, at De i det næste Blad videre udfører en Ma¬
terie, med hvilken De kunne forbinde Dem mange
Landsmænd i vores Etat. Jeg er med egard
Min Herr Landsmand,
Deres beredvillige Tiener
Hans von Hansen.


Min Herre!
De have billig Aarsag til at klage over Mangel
af Kierlighed til Fædrenelandet. Jeg er en
gammel Student, som i mange Aar har søgt at
blive antagen til Hofmester i et fornemme Huus.
Hvor jeg kom var det første Spørsmaal, om
jeg forstod Fransk og Tydsk? En eneste og den¬
ne var en Fremmed, spurgte om jeg var øvet i at


45


skrive Dansk. Jeg loe ved mig selv af dette
Spørsmaal, og svarede, at jeg var født her i
Landet. Saameget desbedre, sagde han, men
jeg ønskede nok at see en Prøve af deres Stil.
Hvad skulde jeg dømme deraf andet end at han
havde saa slette Tanker om Nationen, at den ikke
forstod sit eget Sprog? Han spurte, om jeg
havde lagt mig efter de smukke Videnskaber,
hvortil jeg svarede, at jeg ikke bekymrede mig
uden om det solide, og at min Hensigt var at
blive en god Skole=Lærer. Dersom min Søn,
sagde han, var bestemt dertil, vilde jeg antage
Dem, men han skal tiene ved Hoffet eller i Kri¬
gen, og jeg maae give ham en Opdragelse, som
skikker sig til hans Stand. Grædsk og Hebraisk
behøver han ikke, han skal ikke heller disputere,
men han maae lære at kiende Verden, at tænke
fornuftig, og at forklare sine Tanker vel i de
Sprog, som bruges til Forretninger. Jeg er
selv fremmed, og det Danske tales saa lidt i
Selskaber, at min Søn ikke kan lære det uden
af sin Hofmester. Jeg ønskede derfor at finde
en Person, som kunde lære ham at føre saa skik¬
kelig en Stiil, at han ikke behøvede at lade sine
Breve skrive af en Fuldmægtig. Da jeg hav¬
de overleveret ham mit Prøveskrift, talte han saa
meget om Reenhed i Sproget, om Smag, Kort¬
hed, Fyndighed, Valg af Ord, o. s. v. at jeg


46


nok kunde mærke at min Umage var spilt. Jmid¬
lertid fandt jeg det saa besynderligt, at en Mand
af hans Stand indlod sig i saa vidtløftig en
Samtale med saa ringe en Person, at jeg mod
min Villie maatte elske ham mere end mange af
mine formuende Landsmænd, der have begegnet
mig som en Betler, og uden at erkyndige sig vi¬
dere om min Person, sagt mig i mine Øine at
de ikke ventede at finde en dansk Student, som
var skikket til at være Hofmester.
Dersom disse Folk holde det ufornødent
at bruge Fremmede til Stats- og til Krigs-Em¬
beder, hvorfor forskrive de dem da selv til Hof¬
mestere? Dersom de troe at man i Skolerne for¬
drive Tiden med saadanne Ting, som de selv siden
holde unyttige, hvorfor vise de da ikke deres
Kierlighed mod Fædrenelandet, i at understytte
saadanne Indretninger, ved hvilke Sproget og
Videnskaberne kunde bringes til den samme Høide
hos os som hos andre Folk? Hvorfor bestemme de
ikke Smagen saaledes, at de Studerende ikke
hvert Øieblik skulde være tvivlraadige og frygte
at blive foragtede i Selskaber for det, som roses i
den lærde Verden?
Hvortil nytter nu, at jeg i 9 Aar har lært
Latin, at jeg to gange er bleven examineret i alle
lærde Sprog og Videnskaber, og begge gange har
fortient en berømmelig Caracter, at jeg sex gange


47


offentlig har disputeret fine Præsidio; at jeg
har opnaaet den høieste Ære=Grad i Philosophi¬
en? Man vil ikke engang betroe et Barn til min
Underviisning af Frygt, siger man, at han skal
blive en Pedant. De, som sætte saa liden en
Priis paa den indenlandske Lærdom, fortiene de
vel Navn af Patrioter? og kan man vel haabe
at finde mere Kierlighed til Fædrenelandet i den
store Verden, saa længe det tillades Folk at for¬
skrive fremmede Hofmestere. Jeg er
Michael Monsonius.
phil. Mag. & Trium Linguarum Studiosus.


Min Herre!
Vores Lav var det rigeste iblant Borgerskabet
indtil en forløben Hollænder kom her til Byen, som
trak Næringen til sig ved at slaae 4 Skilling af
hvert Pund Tobak. Hele Lavet søgte hos Bor¬
gemesteren at faae denne fremmede Brød=Tyv for¬
viist af Landet. Siig mig min Herre, hvortil
nytter Magistrat i en Kiøbstæd, naar den ikke
holder det for sin Pligt, at forsvare Borgerne
i deres Næring? Borgemesteren, som vil ansees
for at være høilærd, var af andre Tanker, han
troede at han burde tage Hollænderens Partie.


48


Naar en Fremmed, sagde han, som nylig har sadt
sig need, kan selge det for saa ringe en Priis, maae jo
J andre, som ere velhavende Folk, kunne giøre det
samme. Tobak er en Vare, som fortæres i stor
Mængde af Bønderne og Almuen. De bør have got
Kiøb, og jo lettere, Prisen er, desmindre er det at be¬
frygte, at fremmed Tobak skal indføres, desme¬
re kunne vi vente at afsætte til andre. Dette,
sagde han videre, er saa vigtig en Fordeel for Lan¬
det, at jeg ikke kan føie eder i eders Begiering.
Er den Bye ikke at beklage, som har saa¬
dan en Øvrighed? Hvad gaaer ham Bønderne
an, enten de betale meget eller lidt for deres To¬
bak? Han er jo ikke Borgemester for dem, end¬
skiønt han vel fortiente at være det. Men det¬
te er endnu ikke nok. Fremmede skulle og have
got Kiøb. Kunde en Forræder tænke anderle¬
des? At tage Brødet af Munden paa de gamle
Borgere, som i saa mange Aar have svaret By¬
ens Skatter, og give det til en forløben Tobaks¬
spinder, for at skaffe fremmede Nationer deres
Tobak for got Kiøb, en Mand der kan tænke saa¬
ledes, burde han være Borgemester? Dersom
han selv var en Fremmed, vilde jeg ikke undre
mig derover, men han er en Dansk, og fød af
ærlige danske Forældre. Hans Fader var selv
Tobakspinder her i Byen, hvilken Utaknemme¬
lighed? Det er en god Snak, at vi kunne slaae


49


4 Skilling af Pundet saavel som Hollænderen;
om saa var, burde en ærlig Magistrat derfor
taale, at en Landløber fører nye Moder ind i By¬
en og skriver et heelt Borgerskab Love for? Hvert
Land har sin Skik og sin Levemaade, en Dansk
er ingen Hollænder. J steden for at en retskaf¬
sen Mester her i Landet holder Svenne og Dren¬
ge, saa arbeider den Karl selv, han lever af
Roer og Jord=Æble, spiser ikke Kiød uden to
gange om Ugen, og drikker aldrig Brændeviin.
Naar vi ville leve ligesaa uselt, kunne vi og slaae
et par Styver af Pundet, men gid ingen tage
sig Verden saa nær. Vore gode ærlige Forfæ¬
dre have slaaet dem igiennem uden at giøre sig Li¬
vet saa suurt. Desuden er denne Karl en aaben¬
bare Bedrager, det, som han selger for Hollandsk
Tobak, er voxet her i Landet, og der er intet Hol¬
landsk derpaa uden at det er spundet med Hol¬
landske Fingre. J vores er derimod ikke et ene¬
ste Blad, som er voxet her, og dog hedder det o¬
veralt, at Hollændernes Tobak er bedre. Saa
let er det for Fremmede at narre Folk i Dan¬
nemark.
Jeg anseer Dem, min Herre, for en Pa¬
triot af en fiin Smag. Forsmaae ikke disse faa
Ruller Tobak, som jeg sender Dem til en Prøve;
dersom de smage Dem, saa tal deres Landsmænds
Sag, og naar De igien skrive noget om Kier¬


50
lighed til Fædrenelandet, saa forestil vores Bor¬
gemester som et Exempel af en slet Patriot.
Jesper Tobaksspinder.
Rummet tillader mig ikke at besvare alle
disse Breve, og jeg maae lade det være nok at gi¬
ve Tobakspinderen for hans Tienstagtighed et
godt Raad. Herr von Hansen og M. Monso¬
nius ere begge saa nidkiere Patrioter, at, naar
Tobakspinderen melder sig hos dem, tvivler jeg
ikke paa, at jo den første sans Facon jager
Hollænderen af Byen, og at den anden enten
prædiker mod Borgemesteren, eller skriver en
Tractat mod ham paa saa got Latin, at den hele
lærde Verden overtales til at ansee denne Ma¬
gistratsperson for en slet Patriot. Men da dis¬
se gode Mænd bør have noget pro labore, og
det ikke er billigt at sætte Tobakspinderen i nye
Bekostning paa en Tid, da hans Næring saa
meget er falden, ombedes han tienstlig at lade
de Ruller Tobak afhente, som han har sendt
mig. Jeg giver alle mine Læsere Ugentlig gode
Raad uden Betaling, og min Næse er desu¬
den saa patriotisk, at den ikke kan taale Lugten
af Hollandsk Tobak, om det end var spundet med
Danske Fingre.


51


No. 7.
Mandagen, den 9 Febr. 1761.
D¬
ersom den Jver for Sprogets Opkomst, som
nu er bleven saa almindelig iblant vore
Landsmænd, ikke havde anden Nytte end den,
at forskaffe os den Ære at have ligesaa pyntet
og rigt et Sprog som andre slebne Folk, vilde
jeg uden Betænkning træde over til deres Partie,
som holde for, at et Sprogs Dyrkelse ikke for¬
tiener saa megen Opmerksomhed. Der ere saa
mange vigtige Ting, til hvilke Menneskene kun¬
ne bruge deres Kræfter og Levetid, at den Flid,
som anvendes paa at mynstre Ord og Sammen¬
bindelser burde ansees for at være spildt, dersom
den ikke indbragte anden Nytte end at fornøie
Øret med en behagelig Klang, og at kildre Sin¬
det undertiden med en artig Tanke.
Nogle mene, at de levende Sprogs Dyr¬
kelse ikke allene er et af de meest ligegyldige Ar¬
beider, men at det endog er Hinder i nyttigere
og mere magtpaaliggende Videnskaber. Der¬
som jeg ikke søgte andet end at igiendrive den sto¬
re Hob, som kaster Foragt paa alle Videnska¬


52


ber, hvilke de selv ikke forstaae, var det nok at
bevise, at de fleste, som tale saaledes om de
smukke Videnskaber, ere Folk, mod hvilke det
samme med meget mere Grund kan indvendes.
Naar vi afdrage den Tid, som de Lærde
anvende paa døde Sprog, der ikke meere bruges
til nogen borgerlig Forretning, paa kritiske Un¬
dersøgninger af gamle Ord, Navne, Aarstal,
Overskrifter og andre ubetydelige Omstændighe¬
der i Historien, paa Ordkrige og unyttige Træt¬
ter om Ting, som enten overstige der Menneske¬
lige Begreb eller og ere til ingen Nytte, paa Ud¬
regninger, som ikke have anden Brug end at de
vise en Færdighed i at tælle og maale, hvor me¬
get bliver der da tilovers til saadanne Sandhe¬
ders Opdagelse, som virkelig tiene til at forbedre
Forstanden og Sæderne, og forøge Livets Be¬
qvemmeligheder; Skulde den Tid, som man und¬
drog fra saadanne Arbeider, være spildt, om den
end ikke blev anvendt til andet end til at opnaae
en Færdighed til at forklare sig tydelig og net i
det Sprog, som tales af de Folk, blant hvilke
man lever?
De smukke Videnskaber, sige nogle, ha¬
ve givet Religionens Fiender farlige Vaaben i
Hænderne; Mange Læsere ere blevne saa kræsne,
at de vigtigste Sandheder foragtes, dersom de
ikke indklædes i en smuk Stiil: Artige Jndfald


53
og en behagelig Maade at udtrykke sig paa, giel¬
de mere end de grundigste Beviser, og vi have i
alle slebne Sprog Skrifter nok, i hvilke de far¬
ligste Meeninger ere indklædte i en forførisk Stiil
= = = Beklagelige Følger! men hvad got er der i
Verden indtil Religionen selv, som ikke kan mis¬
bruges?
De levende Sprogs Dyrkelse er endnu saa
nye, at de smukke Videnskaber ikke have kunnet
give saa mange Vaaben mod Sandheden, at jo
Fornuft=Læren, hvis Misbrug er meget ældere,
har givet mange flere. Den Konst at skrive
vel har aldrig været saa almindelig paa de høie
Skoler, som den Konst at giøre Jndvendinger
mod de klareste Sandheder, og at fordreie dem
ved falske Fornuft=Slutninger, en Konst, til
hvis Dyrkelse man har indviet saa mange Stif¬
telser og offentlige Øvelser. De fleste Kietteri¬
er ere opkomne i de Tider, da de Lærde ikke
brugte andre end døde Sprog, og de have ge¬
meenlig deres Oprindelse deraf, at man har vil¬
let forklare Skriften og Troens Hemmeligheder
med Grædske og Latinske Konst Ord; Man skal
ikke kunne opdage saa mange Vildfarelser i de
nyeste Engelske og Franske Skrifter, som ere
skrevne med Smag, at man jo i de gamle Græ¬
keres og Romeres Skrifter finder meget mere an¬
stødeligt mod Religionen, Ærbarhed, gode Sæ¬


54


der, og de i vore Tider oprettede Love og Regie¬
rings=Former. Skulde vi derfor forbyde For¬
nuft=Læren, alle Philosophiske og Theologiske
Konst-Ord, Akademiske Strids-Skrifter, og
det Grædske og Romerske Sprog, hvad blev der
da at forrette paa vore Akademier?
Hvor meget jeg end elsker de smukke Vi¬
denskaber, lod jeg dem dog gjerne forjage af de
høie Skoler, dersom man tillige ville fordrive al
den Lærdom, som giør det menneskelige Kiøn
mere Skade end al Pedanterie i Smagen; thi
denne har og sit. Men, saa længe man troer
at Ungdommen uden Forargelse kan lære Latin¬
af Horatz, troer jeg og, at det kan være den
tilladt at lære Fansk af Voltaire, og saa længe
man holder det fornødent til Religionens Forsvar
at disputere offentlig mod de klareste og vigtigste
Sandheder, tillader man mig at troe, at det
er endnu mere fornødent, at de som skulle prædi¬
ke offentlig, lære at tale vel, og at de som skul¬
le modstaae Vantroen, læse Baile.
Dette kunne være nok til at stoppe Mun¬
den paa dem, som foragte de smukke Videnska¬
ber, endskiønt de selv fordrive Tiden med Ar¬
beider, som ikke ere nær saa vigtige; men det
er ikke nok til at bevise Nytten af Sprogets Dyr¬
kelse, og til at opmuntre mine Landsmænd til at
opofre Dem til et Foretagende, som udkræver


55


saa stor en Deel af Deres Kræfter og Tid. Vo¬
re Pligter mod det Almindelige ere saa mange
og vor Levetid saa kort, at vi ikke bør undskylde
noget Foretagende dermed, at andre spilde Ti¬
den paa Ting, som ere endnu mindre nyttige.
Dersom det var Videnskabernes Dyrkere tilladt
at bruge saadanne Udflugter, kunde de aldrig
bruge deres Tid til saa ringe og ubetydelige Un¬
dersøgninger, at jo dog hvert Øieblik deraf var
bedre anvendt end den store Deel af Livet, som
deres Medborgere spilde paa Ceremonier, Op¬
vartninger, Spil og mange tusende saadanne
Handlinger, med hvilke Menneskene søge at op¬
fylde det tomme Rum af et Liv, som i sig selv er
kort og indskrænket nok.
Sprogets Dyrkelse har saa vigtig en Jnd¬
flydelse paa et Folks Tænkemaade, Sæder, Op¬
dragelse, Love, Videnskaber, og paa alt det, som
kan bestemme og forøge et Folks Lyksalighed, at
det fortiener Lovgiverens største Opmerksomhed.
Skrifter, som paa en tydelig, overbevisende og
rørende Maade foredrage vigtige Sandheder,
opvække et Folk til en ivrigere Brug af alle Sin¬
dets Kræfter. En almindelig Jndsigt og Smag
giver det ædle Tilbøieligheder og en paa Oplys¬
ning grundet Nidkierhed for sine Pligter. De
ved Veltalenheden opvakte Følelser af det sande
og smukke formilde det ene Kiøns naturlige


56


Haardhed, og indskrænke det andets Forfænge¬
lighed. Begge blive derved mere beqvemme til
at besørge Opdragelsen og til at opvække tilig i
de Unges Hierter de Følelser af Dyd og Ære,
uden hvilke Love og Tvang ikke kunne udrette
meget. Et Folk som er vant til at finde Smag
i en fornuftig og sædelig Omgang, lader sig ikke
saa let behærske af nedrige Tilbøieligheder. Sma¬
gen renser de almindelige Domme, som bestemme
Æren, fra mange forudfattede Meninger, den
opløfter Sielene over egennyttige Hensigter, og
naar Dyden ikke meere kan bevæge, fører dog Æ¬
ren til store Foretagender. En værdig Lovtale,
en velforsattet Levnets-Beskrivelse, et rørende
Helte=Digt efterlade altid nogle henrykkende Be¬
vægelser i Hiertet, som giøre det mere bøieligt til
at følge Fornuftens Bydende, og naar denne
tillige ved et tydeligt og grundigt Foredrag oply¬
ses om Pligterne, maae saadant et Folk endelig
udrette større Ting, end et andet, hos hvilket
Kundskaben indsluttes i Skolerne, skiules i
fremmede eller døde Sprog, og vanheldes ved et
tørt og ubehageligt Foredrag.


57


No. 8.
Fredagen den 13 Febr. 1761.
Til den patriotiske Tilskuer.
Min Herre!
D¬
eres sidste Afhandling om Smagen har vel
overtalt nogle af deres Landsmænd til at
ansee Sprogets Dyrkelse for et nyttigere Arbeide
end meget andet, hvorpaa de Lærde anvende de¬
res Tid; Men mange tvivle dog endnu, om
den Nytte, som Videnskabernes Udbredelse i de
levende Sprog har stiftet hos andre Folk, kunde
opnaaes hos os. Landet er lidet og Sproget ik¬
ke bekiendt over Grændserne. Nationen har ik¬
ke Formue til at underholde saa stort et Antal af
Skribenter, som der udkræves til at opvække
den Nidkierhed og Bestræbelse iblant de Stude¬
rende, ved hvilke Videnskaberne og Smagen hos
andre Folk ere bragte til Fuldkommenhed. De
saa Formuende have mange andre mere fornødne
Ting at anvende deres Penge paa end Bøger.
Vi have i et Land, som hverken er stort eller


58


rigt, mange fornemme Folk, disse skulle alle op¬
føre dem efter deres Stand. Nogle stige dag¬
lig i Rang uden tillige at stige i Formue. Vi
ville være alle andre Folk lige i Anseelse og i
Pragt, og da vi endnu ikke have Evne til at lig¬
ne dem i alt, maae noget opofres. Videnska¬
berne og Smagen ere af alle Ting det, som
mindst falder i Øinene. Med en smuk Klæd¬
ning, taalelige Manerer og almindelig Menne¬
skelig Forstand kan man bære en Titel vel, og
passere i mange Selskaber for at fortiene den,
endskiønt man ikke veed meget. Vil man ende¬
lig læse for at have noget at tale om i de faa
Selskaber, hvor der tales om Videnskaber, saa
har man jo tydske og franske Bøger nok, og
hvem forstaaer ikke disse Sprog?
For os selv behøve vi altsaa ikke at skrive,
og for Fremmede! De læse jo ikke vore Bøger.
Ville vi endelig, at de skulle troe. at vi have et
Sprog for os selv, og at der er skreven Bøger
deri, saa er det jo nok, at man i Videnskabernes
Historie giver dem en Fortegnelse af de Skrifter,
som vi have, og at vi rose dem selv. Vore
gamle Danske Bøger have prægtige Titler, og
naar vi sige til Fremmede, at baade Stilen og
Tankerne ere lige saa prægtige, maae de jo troe
det paa vore Ord; thi de kunne ikke undersøge
det selv. Forfatteren af det Nordiske Biblio¬


59


thek (*) siger i Fortalen, at det Danske Sprog
er i vores og vore Fædres Alder (altsaa for mange
Aar siden) bragt til den Høide af Zirlighed,
Pragt og Anseelse, at det kan trette med de meest
slebne Nationers Sprog om Fortrinet i Overflø¬
dighed og i Nethed, i Ordenes Valg og i Stilens
Høide. Jeg kunde anføre dem mange flere lige¬
saa prægtige Vidnesbyrd af lærde Patrioter, som
ere skrevne paa Latin og kunne læses over hele Eu¬
ropa endog paa de Steder, hvor man aldrig seer
en Dansk Bog, og mene de vel, at Fremmede
skulle giøre dem den Umage at lære Sproget alene
for at undersøge, om det var sandt?
De maae altsaa ikke frygte, at Nationens
Ære skal lide noget ved Mangel af Skrifter.
Nei, saa længe vi ikke have uden gamle Danske
Bøger at fremvise, som ere blevne rare hos os
selv, kunne vi være sikkre paa at beholde den Roes
iblant Fremmede, som vi have givet os. Vi
kunne sikkert sige ved alle udenlandske Akademier,
at Hans Michelsen, Hegelund og Arboe ere de
største Digtere. Men bring det dertil, at vore
Landsmænd skrive meget. Deres Bøger komme
ud iblant Fremmede, de blive læste, det beste Verk
skal neppe svare til det Begreb, som andre Folk
gjøre dem om Sprogets Fuldkommenhed efter vo¬
re Lærdes Vidnesbyrd. De skulle troe at Vi¬


(*) Bibl. Septentr. p. 31.


60


denskaberne tage af hos os. De nye Skrifter,
skulle forspilde os al den Ære, som Nationen
har indlagt ved Skrifter, som ere over hundrede
Aar gamle.
Nok en Uleilighed, dersom vi foretage os
at efterfølge andre Nationer i at pynte paa Spro¬
get og skierpe Critiken, kan det ikke feile, at jo
nogle af vore Landsmænd tage dem den Frihed,
at dadle vore gamle Skribenter lige saa meget,
som Pope og Boileau have lastet nogle af deres
Landsmænd. Hvad følger deraf, vi spilde selv
vor Credit, vi forraade Nationens Ære, vi
fortiene Navn af slette Patrioter, af Folk, som
ere utaknemlige mod Forfædrene, vi opofre det be¬
rømmelige Navn, som de Gamle have forhver¬
vet os, for at indlegge en nye Ære, som endnu
er meget uvis; thi sæt, at vi engang faae Skrif¬
ter, som kunne lignes med de beste Engelske og
Franske Verker, er det derfor sagt, at vore
lærde Landsmænd, som skrive for det hele men¬
neskelige Kiøn, vilde lade disse nye Jndbyggere
nyde samme Ret, som de gamle Forfattere, der
i saa mange Aar have havt Borgerret i vores Lær¬
de Republik.
Overalt M. Herre, hvortil nytter det vel
at pynte saa meget paa Sproget? Dersom De i
Steden for at tale idelig om Horatz og om Vol¬
taire, vilde raadføre sig med Kiøbmanden i de¬


61


res Selskab, skulde han vist raade dem til at
rette sig mere efter Mængdens end efter nogle faa
Konstdommeres Smag. Det er ikke de fineste
og prægtigste Manufacturer, men de middelmaadi¬
ge, som have den største Søgning, og ligesom
got Valmuld finder altid mere Afgang end det
beste Gyldenstykke, saa seer man og at Skrifter,
hvori Stilen er upyntet, opbygge ikke alene Ho¬
ben, men og mange Lærde meer end alle Vittighe¬
dens Arbeider.
Disse vigtige Grunde have bevæget mig til
at giøre mine Landsmænd et andet Forslag. Lad
alle skikkelige Folk, som ikke studere, læse Bø¬
ger i fremmede Sprog. Læsernes Tal er dog
ikke saa stort hos os, at de Penge, som gaae ud
af Landet for Bøger skulde giøre nogen betydelig
Forandring i Vexel=Prisen. Naar der ikke blev
skrevet mere i Sproget, skulde vore gamle Bø¬
ger, som allerede kunne udgiøre et anseeligt Bi¬
bliothek, stige daglig i deres Priis, og tilsidst
ikke findes uden i nogle faa Lærdes rare Bogsam¬
linger. Disse Lærde skulle ikke bestille andet,
end skrive Bibliotheker og deri giøre saadanne
Beretninger om de gamle Skrifter, som kunde
give Fremmede de prægtigste Begreb om Viden¬
skabernes Tilstand iblant os, og overtyde dem om,
hvor unødvendigt det var, at man med nye Ord
og Vendinger vilde søge at forbedre Stilen i et


62


Sprog, der allerede for mange Aar siden er
bragt til saa stor Fuldkommenhed. Disse Lærde
skulde med saa patriotisk et Foretagende, og ved
at skrive for nogle faa Kiendere af gamle og rare
Sager, fortiene langt større Tak af deres Lands¬
mænd, end om de underkastede dem Mængdens
Domme ved at udgive Skrifter i de levende og
nymodige Sprog.
Jeg seer vel af deres Blad, at de have
vigtigere Hensigter ved Sprogets Dyrkelse end
Nationens Ære, og jeg venter derfor ikke at de
sidste Grunde til mit Forslag skulle giøre megen
Virkning paa dem, men om De og sætte disse
Grunde til Side, ere de første da ikke tilstrække¬
lige nok til at overbevise Dem om Umueligheden
af deres Ønsker. Hvortil nytter det at opvække
den meest uformuende Deel af Nationen til en
Bestræbelse, som stemmer saa lidt overeens med
de flestes Tænkemaade og Tilbøieligheder? Troer
De endnu, at vi bør giøre det samme som andre
Folk, saa søg først at betage deres Landsmænd de
forudfattede Meninger, som giøre Skribenteres
Vilkaar saa slette blant os. Naar man vil opdra¬
ge Silke=Orme i et Land, maae man jo først plan¬
te Morbær-Træer.
(Svaret følger i det næste Blad.)


63


No. 9.
Mandagen den 16 Febr. 1761.
Tilskuerens Svar paa det foregaaende Brev.
Min Herre!
D¬
ersom vi ikke havde saa mange andre Nati¬
oners lykkelige Erfarenhed for os, skulde
Hindringer i Sprogets Dyrkelse, som De an¬
føre, let kunne afskrække mig fra et Foretagende,
som synes at have saa store Vanskeligheder.
Jeg tilstaaer, at det Fortrin, som nogle
Folk have for os i Størrelse, Rigdom, Magt og
Anseelse sætte os noget tilbage; men Athe¬
nienserne vare endnu et mindre Folk. Dersom
andre have nogle Fordeele for os, saa have vi ik¬
ke mindre for dem. De Europæiske Sprog have
om ikke i Ordene, saa dog i Maaden at udtrykke
sig paa, saa megen Overeensstemmelse, at naar
vi ville benytte os af andre Folkes Erfarenhed og
Opfindelser, maae det være langt lettere for os at
danne og bestemme Smagen, end det var for
dem, som først begyndte at dyrke de levende Sprog.


64


Det hos andre Nationer antendte Lys har for¬
drevet meget af det Mørke, som skiulte Smagen
for os, og som tilforn herskede over hele Euro¬
pa. Men med alt dette er der endnu Vanskelig¬
heder nok tilbage, den største af dem alle er den,
at vi ikke ville troe, at der fattes os meget endnu
og at vi hade dem, som sige det. Dertil kommer
en besynderlig Art af Stolthed, som jeg troer,
er de fleste Nationer ubekiendt, en Stolthed,
som ikke allene nedtrykker dem, der dyrke Viden¬
skaberne, men og forringer Videnskaberne selv.
De Arbeider, som gjorde en Buckingham, Schaf¬
tesbury og Bolingbroke mere Ære end deres
Fødsel og Rang, ere i vore Landjunkeres og smaa
Rangspersoners Øine en Mand af Stand uan¬
stændige, og naar disse hovmode dem af en Titel,
som i deres egne Tanker berettiger dem til at væ¬
re unyttige, kalde de det Hovmod, om andre
føle at de have en fornuftig Siel, og at de ere
nyttige Borgere. Den Konst at krybe læres
med saa stor Flid i vore Skoler og i vore Sel¬
skaber, at det ikke er Under, om den viser sig
kiendelig i de Studerendes Tænkemaade og Smag.
En Person, som hos os lod sig anmelde under
det foragtelige Navn af Poet eller Skribent, kun¬
de han vel vente at blive modtagen i vore smukke
Selskaber med den Høflighed, som den rangsy¬
ge Borger i Comoedien viser mod Skræderen og


65


Lakeien? Dersom Pope boede iblant os uden at
være andet end Studiosus Pope, og andet var
han jo ikke i Engelland, skulde da vel Bucking¬
ham og Bolingbroke torde have fornedret dem til
at kalde saadan en Mand en Ven? og skulde
man ikke holdt Pope selv for en Nar, dersom
han ikke havde betient sig af saadanne Bekiendt¬
skaber til at forskaffe sig et andet Navn, som
baade han selv og hans Velyndere ikke havde nø¬
dig at skamme dem ved; dertil kommer en Til¬
bøielighed til nedrige og grove Satirer, med hvil¬
ke de, som selv ere Hadere af den fine og vittige
Skiemt, ikke undsee dem ved i Skrifter og Sel¬
skaber at forfølge alt hvad der ikke kommer over¬
eens med visse Folkes Tænkemaade, som tilegne
dem et Monopole til at dømme om Videnskaber¬
ne og Smagen.
Siig mig, min Herre, om jeg har Uret,
straf mig, om jeg blotter en Feil mod mine
Landsmænd, som ikke er skadelig for dem selv,
og som ikke Kierlighed til Fædrenelandet forbin¬
der en Patriot til at bestride. Er Tilstanden,
derimod saaledes, saa lad os i at arbeide paa
Smagens Forbedring foresætte os et Maal, som
endnu er langt vigtigere, lad os, i steden for at
trette om et nyt eller gammelt Ord, bestride det
stolte og stive Væsen, som, i steden for paa en
ædel Maade at opmuntre Videnskaberne, søger


66


sin Ære i at kunne nedtrykke opvakte Siele, og
legge dem tusende Hindringer i Veien; dette saa
upatriotiske Væsen, som er mere Aarsag til den
indskrænkte, frygtsomme og krybende Tænkemaa¬
de, end Mangel af naturlig Genie, hvoraf vore
Landsmænd have ligesaa meget som alle andre
Folk, og nok til at sætte dem i Ligevægt med de
meest slebne Nationer. Lad os ansee alle dem,
som arbeide ivrigst til dette Øiemærke for vore
beste Medborgere, enten de ere Jndfødte eller
Fremmede. Uden denne Hensigt at forbedre
Tænkemaaden og Sæderne er Veltalenheden et
af de forfængeligste Arbeider; Den er et smukt
Legeme uden Siel, en tom Lyd og ofte en sød
Gift, og dersom de Forbedringer i Sproget og
Smagen, til hvilke vi nu synes at være opvakte,
ikke skulde indbringe os bedre Nytte, vilde jeg
agte vore kiere Forfædre langt høiere end deres
vittige Efterkommere.


For ikke at lade saa mange fornemme og
skikkelige Folk blive længer i en Tvivl, som det er
dem saa magtpaaliggende at faae opløst, vil jeg
indrykke følgende Brev tilligemed det Svar, som
jeg har faaet af den Adelsmand, hvis Ære det
angaaer.


67


Til den patriotiske Tilskuer.
De have giettet rigtig nok, at mange Læsere vil¬
de støde dem over det besynderlige Jndfald at
parre en Bonde med en Herremand. Der be¬
høvedes ikke meere for at giøre alt hvad De fortæl¬
ler om de fire Personer utroeligt. Jeg har for¬
gieves anført til Deres Undskyldning, at hvor
stor Forskiel der end er imellem en Herremand
og en Bonde, er den dog mindre end den For¬
skiel, der er imellem en Monark og hans Under¬
saatter; at den Naade, som Herremanden efter
deres Beretning har viist imod Bonden, er ikke
større end den, som en Regent ofte beviser mod
dem, over hvilke han har en uindskrænket Magt;
at der ere Spanske Adelsmænd, som gaae selv bag
Ploven, og Herremænd i Polen, som have andre
Herremænd i deres Tieneste, der ofte ikke have
saa meget i Formue, som vore velhavende Bøn¬
der; at denne Bonde er en besynderlig Bonde;
at hans Tænkemaade giør ham mere ædel end
mange Herremænd; at han er saa riig, at han
kunde selv kiøbe en Herregaard, og med faa Ord;
at han i mange Henseende er saa rar en Mand,
at mange fornemme Folk have sagt: dersom
de kunde troe, at der var saadan en Bonde til,
vilde de reise selv hen for at see ham.


68
Alt dette kan ikke hielpe. At besøge saa
rar en Bonde, sige de, for at see hans Huus¬
holdning og Levemaade, det kunde vel gaae an
for en Herremand, men at spise hos ham -- - -
i det mindste maatte det være skeet med visse Om¬
stændigheder, og disse burde være anførte. Her¬
remanden maae endelig have bragt sin Kok med
sig, og Bonden kan selv ikke have været ved
Bordet. Naar jeg undtager nogle faa Store,
som ved deres Egenskaber og Fortienester adskil¬
le dem saa meget fra Hoben, at de ikke regne
saa nøie de smaa Fortrin, som deres Stand giver
dem, ere næst dem Frimurerne de eneste, som ik¬
ke støde sig over denne Beskrivelse. En af dis¬
se sidste sagde nyelig i et Selskab, at saadan en
Omgiengelse imellem Folk af adskillige Stænder
var til visse Tider muelig, uden derfor at ophæ¬
ve den fornødne Forskiel i Stand, og at hvad
Tilskueren havde fortalt om Selskabet af de fire
Personer, var ikke andet end hvad der jevnlig
skeede i deres Loger, hvor alle indtil Tienerne
vare Brødre. Ja, naar det endda er skikkelige
Folk, svarede en Frue i Selskabet, Præster,
Kiøbmænd, Tienere, men en Bonde --- Saa¬
ledes tale mange. Jkke de Fornemme alene,
men og skikkelige Folk, til hvilken Classe de veed,
at mange ligesom Fruen regne og Domestiker,
støde sig saa meget over Bondens Jndlemmelse


69


i Selskabet, at dersom De ville at disse fornem¬
me og skikkelige Folk skulde læse Deres Blade
uden Forargelse, maae De ikke lade Bonden ta¬
le et Ord mere, førend De have forklaret Dem
nøiere, og givet den gode Mand saadan en Plads
i Selskabet, som ikke støder alt for meget den
almindelige Tænkemaade, og som ikke giør De¬
res Herremand og Dem selv Skam.


Jeg læste dette Brev strax i Selskabet, og Her¬
remanden svarede ikke andet derpaa, end at
Bonden sad virkelig ved Bordet. Han troede
ikke alene, at han var saa fornuftig og nyttig en
Mand den Agtsomhed skyldig, men han havde
og desuden en anden Aarsag til at besøge ham
undertiden. En nær Forvante af Adelsman¬
den, hvis hele Opførsel var ham utaalelig, nød¬
te sig ofte paa ham, og bragte altid en stor og
heslig Hund med, som han bandede og pryglede
hvert Øieblik. Dette Beest sad ved Siden af
ham ved Bordet, og hans Herre fandt en besyn¬
derlig Fornøielse deri, at Hunden snappede Ma¬
den af hans Talerken. For at undgaae dette
Selskab, sagde Herremanden, forstikker jeg mig
undertiden hos Bonden, og jeg finder ham dob¬
belt værdig til min Omgang, naar jeg sammenlig¬
ner hans Opførsel med min uartige Fætters.


70


No. 10.
Fredagen, den 20 Febr. 1761.
Min Herre!
D¬
et glæder mig, at De med megen Fornøielse
har læst Hr. K. Digt: Denne Lykke er
ikke tilfælles for alle; Ordene, sige de, ere ud¬
søgte, ædle og værdige, Stilen velklingende og
flydende, Fortællelserne ordentlige og naturlige,
Beskrivelserne prægtige og rørende: Men med
alt dette kunne De ikke ansee det for et Digt.
Hvorfor? Der er ikke et eneste Rim i den hele
Sang. Med Deres Tilladelse, De forekomme
mig deri som Pave Adrian den Siette, der ikke
vilde kiendes ved sin Moder, førend han saae
hende i de gamle Klæder, som hun havde baa¬
ret som Vasker=Kone; Thi hvad kan være mere
selsomt end at ikke ville erkiende den skiønneste
Sang for et Digt, fordi den ikke kommer til Dem
i de gamle Gothiske Pialter.
Det er Dem fuldkommen vel bekiendt, at
vores gamle Forfædre, der med deres seierrige


71


Vaaben oversvømmede Europa, have lært Stats¬
mændene at regiere, Konstnerne at bygge og Poe¬
terne at rime. Noget besynderligt, som jeg
finder i de Nordiske Folkes Carakter, førend den
blev ukiendelig ved en Blanding af andre Folkes
Dyder og Laster, har bragt dem til at ende hver
Linie med ligelydende Stavelser. De saae i
alle Ting paa det faste og bestandige, (thi disse
Folk havde Mod nok til at trodse Tiden og haabe
Udødeligheden) og troede at Rimene kom denne
ædle Hensigt til Hielp. For at erindre Borgerne
om deres Pligter i de Tider, da de ingen anden
Skrift havde end Hukommelsen, fattede de baa¬
de Heltenes Bedrifter og Lovene i Riim. De
store Genier iblant dem, som vare dyrkede ved
en lang Erfarenhed, vare ikke med Salomon og
Syrach fornøiede med at udtrykke deres Kund¬
skab i korte og fyndige Tænke=Sprog, de søgte
at styrke Hukommelsen ved Riim og ved Stavel¬
se=Maal.
Jtalienerne, der af alle Nationer komme
mig for at være de Lærvilligste, og som først har
udarbeidet sig af den almindelige Vankundigheds
Taage, der beskyggede denne Deel af Verden i
det 10 og 11 Aarhundrede, holdte sig lykkelige i
at efterligne Gotherne, og begyndte derfor i det
12 Aarhundrede at rime, længe førend Dante,
Petrarcha og Boccage, havde renset og fastsat


72


deres Sprog: Disse Folk kunde let underkaste
sig denne Tvang, siden alle deres Ord endes paa
Selvlydende; De bleve i en Hast, som i de
smukke Konster, saa og i de smukke Videnskaber;
alle Slægters Lærere; Spanierne og Franske
efterfulgde Jtalienerne, ligesom disse Gotherne,
og uvidende underkastede sig et Aag, som ikke
trykkede Jtalienerne, der af alle havde et Sprog,
som best beqvemmede sig til Rimene. Hr. Mu¬
ratori og Erescembini, der have skrevet Historien
af den Jtalienske Digte-Konst, ere begge af dise
se Tanker.
Med Deres gunstige Tilladelse, min Her¬
re! Siig mig engang, hvad er Aarsagen, hvor¬
for vores gamle Digtere have brugt nedrige og
grove Talemaader i deres unaturlige Vendinger,
foragtet al Orden og Konst i deres Fortællelser,
givet overdaadige Beskrivelser over det bekiendte,
anbragt paa ubehørige Stæder opsvolmede, uty¬
delige og uproportionerede Lignelser, opdigtet Ord
uden Konst og Jndbildnings=Kraft, fordunklet
det tydeligste med Uorden og Forvirrelse ec. Naar
de kunde rime, bekymrede de sig ikke om andet;
for et Rims skyld har de opofret al Høihed, Kort¬
hed, Nethed og Eftertryk. De selvsamme Dig¬
tere, naar de viste sig paa Skuepladsen med
latinske Vers, vare saa ukiendelige, at man
maatte falde paa, at der boede tvende Siele i de¬


73


res Legemer, her vare de lige saa findrige, som
hist utaalelige.
Hvorfor tiener os David, Esaias, Home¬
rus, Virgilius til evige Mynstre i de smukke
Videnskaber? De vare fri i deres Sange, og lo¬
de ikke deres frugtbare Genier qvæles under Byr¬
den af selv opdigtede og unaturlige Love. De
bandt dem ikke til visse Endelser, de satte deres
Ord i den Orden, som var best skikket til de Ting,
som de vilde udtrykke, og til de Bevægelser, som
de vilde opvække. De udstrødte i en konstig og
fortryllende Uorden deres uefterlignelige Skiøn¬
heder. De kiendte den smukke Natur og hav¬
de den ene til Læremesterinde. Stil Dem kun
for, min Herre, denne prægtige Natur: Der
suser en hastig løbende og skummende Flod, der
rødmes en deilig Rose iblant Dalenes Lilier, der
høres en vild Concert af Fugle, der spille de vil¬
de Dyr under Skyggen af en Lind, der giennem¬
stryger den milde Vestenvind de vellystige Jnse¬
ler, der voxer aarligen en Flod over sine Bred¬
der ec. Denne Naturens fortryllende Uorden
henrykker de uindskrænkede Genier mere end de
kostbare Haver, som Qvintenie har anlagt efter
den tvungne Konstes Regler. Skulde jeg kun¬
de forestille mig, at disse store Digtere have fundet
almindeligt bifald, og sat Læseren i hvad Be¬
vægelse de vilde, dersom de i Digte-Konsten hav¬


74


de været saa tvungne som vi? Jeg elsker ligesaa
meget Brunellischi, der af Jtalienerne var den
første, som havde Mod nok til at adskille Fest¬
nings=Verkerne fra Bygningskonsten, hvilke
Gotherne overalt i deres prægtigste Bygninger
havde forenet, som Konstnerne i hans Tid hade¬
de ham. Disse, fordi de vare ligesaa udygtige til
at vige fra de første Regler, hvilke de i Verkstæ¬
derne vare oplærte udi, som til at efterligne ham,
bleve hans Misundere og Fiender.
Det samme siger jeg om dem, der tør vie
ge fra de gamle Selvgjorte Regler, som ere dem
indprentede i Skolerne af en myndig Pedant, og
som understaae sig at udelukke Rimene, disse
Gothiske Zirater af den bundne Stiil. Norden
bliver atter det Menneskelige Kiøns Lærer i en
ædlere Digte-Konst. Adskillige Engelske og
Tydske Digtere have viist os, at Rimene ere ikke
en væsentligere Deel af et got Vers, end Gothi¬
ske Zirater af en prægtig Bygning.
Disse Folk ere dristige nok til at ikke følge
andre Regler i de smukke Videnskaber, end dem,
som Naturen giver, Konsten tillader og Fornuf¬
ten billiger. Ugrundede Fordomme, Alderdom¬
mens alvorlige Miner, en suurseende Skoleme¬
sters fortrædelige Aasyn, og alt hvad der fæng¬
sler den menneskelige Forstand og Frihed, have
ikke mindste Herredømme over dem. Fortiene


75


de da ikke den Roes, som Mr. de la Motte gi¬
ver Fenelon.
Notre age retroupe un Homere
Dans ce poeme salutaire
Par la vertu meme invente,
Les Nymphes de la double Cime
Ne l'affranchirent de la vime
Qu' en faveur de la verite.
Jeg vilde undskylde Dem, min Herre!
og andre, som med saa megen Nidkierhed forsvare
den Gothiske Rimekonst, dersom ikke Rimene,
ved at forsee sig saa ofte og saa grovt imod Kon¬
stens første Regler, havde gjort dem uværdige
til at nyde Fornuftens Forsvar. Ville De kaste
Deres Øine i vore gamle Poeter, De skulle fin¬
de paa hver Side, hvorledes de efter eget Got¬
befindende, og alene for Rimets skyld have lem¬
læstet Sproget, parret korte og lange Stavelser,
tilsammen, givet dem en unaturlig Tone, gjort
dobbelte Selvlydende til enkelte, uden Nødven¬
dighed opdigtet nye Ord, og laant fremmede
af alle de Sprog, som De have hørt tale om ec.
At vilde af Ærbødighed for Alderdom¬
men forsvare saadan en Digte-Art, er det ikke
det samme som at giøre Partie med Russerne, for
at forsvare de gamle Skiæg? Hos denne Nation


76


var i forrige Tider hele Personen ærværdig,
naar Hagen endtes med et Skiæg, og hos os
var Stilen poetisk, naar hver Linie endtes med
et Riim.
Skar man Skiæggene af, tog man Ri¬
mene bort, maatte man hisset frygte for en almin¬
delig Opstand, og her for en lærd Penne=Krig.
J øvrigt, min Herre, har jeg den Ære
at forsikkre, at jeg paa Rimene nær, er Deres
Hengivne &.


No. II.
Mandagen, den 23 Febr. 1761.
D¬
en sidste Gang jeg havde den Fornøielse at
bivaane en Forsamling af det Selskab,
om hvilket jeg har underrettet Læseren i mine før¬
ste Blade, gik Samtalen ud paa det vigtige
Spørsmaal: hvad der fornemmelig er Aarsagen
til den Mildhed og Menneskelighed, hvori vore
Europæiske Regieringer saa meget overgaae an¬
dre. De vare alle enige med Præsten i at er¬
kiende den store Kraft, som Christendommen har
frem for alle andre bevægende Grunde til at rense¬


77


Forstanden, forbedre Hiertet, formilde Sæder¬
ne og giøre den Menneskelige Natur ret beqvem
til at udøve store Dyder. Man tvivlede alene,
om Religionen og virkelig i vore Tider gjorde den
Nytte, som den kunde giøre, om den store Hob
ikke regieredes af andre Grunde, og om den mil¬
deste af alle Lærdommen ikke saa ofte var ble¬
ven misbrugt til Tyrannie og Undertrykkelse, at
man ikke kunde tilskrive den alene Fuldkommen¬
heden af vore verdslige Indretninger. Adels¬
manden meente derfor, at det var en finere Følel¬
se af Ære, og Kiøbmanden, at det var en større
Jndsigt i Handelens Fordele, som gav den Eu¬
ropæiske Regierings-Maade saa kiendelige For¬
trin frem for den, som er indført i de andre
Dele af den beboede Verden.
Jeg kan ikke beskrive den Fornøielse, som
jeg følede ved at høre tre saa værdige Personer,
undersøge Virkningerne af de Grund=Regler,
ved hvilke deres Stænder giøre Fædrenelandet saa
vigtige Tienester. J tilstaae mig, sagde Præ¬
sten, at de rette store borgerlige Dyder ikke kunde
udøves uden Selvfornægtelse, og, dersom vi ikke,
som Stoikerne, ville grunde denne paa en stræng
Nødvendighed, eller paa en Forelskelse i Dyden,
til hvilken faa Siele ere beqvemme, maae vi være
forsikkrede om et Vederlag for det, som vi opofre for
vore Pligter. Dette Vederlag kan hverken Æren


78


eller nogen timelig Fordeel give os, og vi kunne
ikke vente det med Vished uden af et Væsen, som
kiender vore Hensigter og som uddeler Straf¬
fer og Belønninger i et tilkommende Liv. Der¬
som dette Væsen ikke er retfærdigt, er baade
vores Haab og vores Frygt usikker; og dersom
det er det, maatte vi efter saa mange Forseelser,
som de Fuldkomneste iblant os begaae, fortvivle,
dersom den samme Religion, som forkynder os
en ævig Straf og Belønning, ikke tillige forsik¬
krede os om en Forsoning. Disse Hoved=Lær¬
domme af vores Religion kunne alene giøre ret¬
skafne Mennesker, de kunne endog giøre Helte.
Vi have i det høieste Væsen, som Skaber og
Opholder, et fuldkomment Mynster af en Re¬
giering, som ikke er grundet paa Egennytte og
paa en blind Lydighed, men paa de viseste Love,
som alle sigte til det heles Beste og til Kreaturer¬
nes almindelige Lyksalighed; Vi have i det sam¬
me Væsen, betragtet som en Forsoner, et Ex¬
empel af en Opofrelse for det Almindelige, som
er saa stort, at det endelig maae bevæge dem,
som ville nyde Deel i denne ævige Velgierning,
til at opofre nogle ringe og forfængelige Fordeele,
for at blive værdige Borgere af hans ævige og
uforgiengelige Rige.
Men, sagde han videre, uden at tale om
den Nytte som Religionen kunde giøre, naar den


79


var levende og virksom i alle deres Hierter som
udvortes bekiende den, vil jeg alene nævne de
Fordele, som den virkelig har tilveie bragt, og
som giver de Christne saa store udvortes Fortrin
frem for de andre Folk, som have levet eller end¬
nu leve uden for Kirken. Hvem veed ikke, at
det er den Christne Religion, som vi have at
takke for den borgerlige Frihed, og den Beskyt¬
telse af Lovene, som den ringeste Undersaat ny¬
der i vore Stater? Det var den, som ophævede
et Slaverie, der i det gamle Rom gjorde større
Forskiel imellem en Borger og hans Tiener, end
den, ved hvilken en uindskrænket Monark nu ad¬
skiller sig fra sine Undersaatter, et Slaverie,
som var grundet paa en uendelig Ret til at dræ¬
be og forfølge sin Fiende, og som bevægede Folk
til at troe, at Rigdom og Overmagten kunde lø¬
se dem fra alle de Pligter, som fornuftige Krea¬
ture af lige Art ere hinanden skyldige. Dersom
vi finde mere billighed og Lighed i vore Love,
mere Menneskelighed og mindre Ødeleggelse i
vore Krige end i de gamle, maae vi da ikke troe,
at vi have denne Religion mere at takke der for
end enten vore Lovkyndige, som endnu ville be¬
vise det Romerske Slaverie af en uendelig Ret,
som Krigen giver, eller nogle Begreb om Ære,
som forlede Menneskene til at forglemme sig selv


80


saaledes, at de kunne opofre Millioner alene for
at vinde et udødeligt Navn?
Lad være, at vi i Christenheden ikke finde
al den Reenhed i Sæder og al den Orden i Hu¬
sene, som Religionen udkræver, saa er det dog
vist at en høiere Grad af naturlig Kierlighed, og
en nøiere Forbindelse ved fælleds Fordele, giver
de Lande, hvor Ægteskab imellem to Personer ale¬
ne tillades, et uendeligt Fortrin for dem, hvor
Polygamie er tilladt, og hvor Mængden af de
Personer, som udgiøre en Familie, og deres
indbyrdes Misundelse, nøde dem til at indslutte
Fruentimmer og Børn, at giøre Tienere til Sla¬
ver, at mishandle den menneskelige Natur og
at oprette ligesaadant et Despoterie i hvert Huus,
som det, hvilket Overmagt og Vellyst har indført i
Staten. Hvem kan betragte de Oprør og Vold¬
somheder, som Uvisheden om Thronfølgen, og
Mistillid imellem Regenten og hans nærmeste
Forvandte foraarsager i de østlige Stater, den
Mangel af Jndsigt og Sæder, som Opdragelsen,
i et Serail fører med sig, uden at ansee den Or¬
den, som den Christne Religion har indført i
Huusstanden, for en af de største Grunde til den
Frihed, Sikkerhed, Sædelighed og Vindskibe¬
lighed, som findes i de Europæiske Stater. Og
endelig, hvor lidet der end findes i Verden af
den retskafne Christendom, som forbedrer Hier¬


81


tet, saa har dog den Frihed, som Religionen
giver Lærerne til at foreholde de Mægtige den
store Pligt at elske andre som sig selv, renset
saa meget vore Begreb om Æren, at en Chri¬
stelig Øvrighed undseer sig ikke alene ved at be¬
gaae de Voldsomheder, som øves uden for
Christenheden, men og ved at modtage af sine
Lige de Slaviske Tilbedelser, som i de østlige Lan¬
de gaae saa vidt, at en Regent synes ikke alene
at være ophøiet over en Borgers Stand, men
og ganske at have aflagt den menneskelige Natur.
Jeg tilstaaer, svarede Adelsmanden, at
Religionen alene kan giøre os til retskafne Folk og
til sande Helte, jeg tilstaaer og, at hvor meget
de Christne end have tabt af deres første Kierlig¬
hed, Uskyldighed og Selvfornægtelse, som gior¬
de Kirken i de første Tider til det fuldkomneste
Selskab af Mennesker, som der har været til
paa Jorden, saa har Religionen dog endnu saa
megen Jndflydelse paa vore verdslige Jndretnin¬
ger, at den alene skulle give dem et betydeligt
Fortrin for andre Stater; Men mig synes, at
J selv, min Ven, tager meget i Betænkning,
om dette Fortrin for nærværende Tid er saa me¬
get en Virkning af Overbeviisning og af Hengi¬
venhed for Religionen, som af Frygt for at giø¬
re sig uværdig til et Navn, ved hvilket de Christ¬
ne udvortes adskilles fra andre Folk, som man


82


holder for Barbarer. Dersom denne Undseelse
paa de flestes Side er den bevægende Grund, da
endskiønt Religionen vel har været den første
Aarsag dertil, er det dog nu ikke saa meget Re¬
ligionen, som det er Æren, der vedligeholder
disse Grund-Regler. Hvor mange af vore Ti¬
ders Statsmænd og Helte, meener J vel, der
af Religion opofre deres Liv og Formue for at
tiene Fædrenelandet? Betænk med hvor stor Be¬
gierlighed, vor Europæiske Adel søger de farlig¬
ste og møisommeligste Poster, med hvor stor
Nidkierhed de tiene endog de Stater, i hvilke
de ikke ere fødte, hvor villige de ere til at vove
alting indtil Livet, for at følge de Grund=Reg¬
ler, som ere antagne i den store Verden, og
betænk tillige, hvor liden Kundskab om Religio¬
nen de fleste har, hvor liden Ærbødighed de vi¬
se for de allerhelligste Pligter, naar de ingen
anden Grund have end det naturlige og aabenba¬
rede Lys, og døm saa, min Ven, om det er
Æren eller Religionen, der bevæger de Christne
til den Høihiertighed, i hvilken de overgaae an¬
dre Folk.
Jeg taler om Verden ikke saaledes som
den burde være, men som den virkelig er. Jeg
tilstaaer, at alle disse prægtige Gierninger, naar
de ikke komme af anden Grund end af Æren ale¬
ne, fortiene ikke at sættes i Ligning med den al¬


83


leringeste Tieneste, som man viser andre af den
rene Kierlighed til Gud og sin Næste, som Re¬
ligionen alene kan indprænte os. Men Staten
er dog tient med Gierningerne, af hvilken Grund
de end komme, og naar vi sætte, at Fordærvel¬
sen engang er saa stor, at disse Gierninger ikke
kunde udvirkes ved høiere og ædlere Grunde, er
det bedre for det menneskelige Kiøn, at det Go¬
de skeer af en ufuldkommen Grund, end at det
ikke skeer. Jeg troer derfor, at den Følelse af
Ære, som fortiente Fædres Navne indprænte i
en arvelig Adel, bør ansees som en Moder til
mange store Gierninger, og at den i vores Al¬
der fortiener saa meget mere at vedligeholdes, som
de andre høiere Grunde tabe desværre daglig
meget af deres Kraft. Jeg troer, at endskiønt
de Gierninger, som have saa forfængelig en
Grund, ikke give os nogen Fortieneste for Gud,
bør de dog æres og belønnes af Menneskene, og
at naar de bestyres af Fornuft og Christendom,
bør det ikke forringe en god Giernings Priis, om
man troede at saadan en Forfængelighed havde
nogen Deel deri.
(Fortsættelsen følger.)


84


No. 12.
Fredagen den 27 Febr. 1761.
D¬
e tænker vel ikke, sagde Adelsmanden vide¬
re, at jeg giør saa meget af Æren, for
at ophøie min egen Stand. Tilskriver jeg den
nogle Fortrin, saa paalegger jeg den og store
Byrder, De veed, at der er ingen Ting, som
jeg foragter mere end den Hovmod, som er grun¬
det paa Fødselen alene uden Opdragelse og Fortie¬
neste, og at jeg ikke indskrænker Æren saaledes
til en Stand, at jeg jo troer, at den baade kan
føles af andre, og at det er de høiere Stæn¬
ders Pligt, ved deres Opmerksomhed og Bi¬
fald at opvække og vedligeholde den hos alle de
andre.
Det er ikke den arvelige Adel alene, som
underholder Æren i vore Europæiske Stater, Vi¬
denskaberne og Staternes udvortes Forhold giøre
endnu mere til at skiærpe den. Baade Dyder
og Laster kunne ikke saa let skiules i Lande, som
ere af en maadelig Størrelse, hvor Regenten om¬
gaaes med sine Undersaatter, og hvor Folk søge
offentlige Selskaber, som i de store Stater i Ø¬


85


sten, hvor Regenten og Folket ere indsluttede i
deres Serailler. Grændserne af disse Stater,
ere Ørkener, man frygter ikke for Erobringer, og
fører ikke Krig uden af Hevn. Vore Stater
derimod ere ikke sikkre, uden ved en bestandig Op¬
merksomhed, Regenterne maae derfor, om ikke
altid af Pligt, saa dog for deres egen Sikkerheds,
og Æres skyld, giøre saadanne Indretninger,
som kunne tiene til at holde dem i Ligevægt med
deres Naboer. De maae bruge alle Jndsigter,
og betiene dem af alle Fordeele. Dersom Sand¬
hed og Dyd undertrykkes paa et Sted, finder den
altid Tilflugt paa et andet. De Europæiske Folk
udgiøre ved Hielp af Videnskaberne en alminde¬
lig Republik, hvis Domme ingen er mægtig nok
til at unddrage sig. Dersom Hyklerie og Ne¬
drighed end kunde gaae saa vidt hos Folk, at Rig¬
dom og Magt skiulede alle Feil, saa blev dog
den almindelige Censur af den oplyste Verden al¬
tid en ærværdig Ret, som hverken kan skrækkes
eller bestikkes, og af hvilke de Mægtigste maae
lade deres Gierninger undersøge, om ikke før
saa dog efter Døden. Hvor mange af de forfæn¬
gelige Siæle, som giøre Æren til deres Afgud,
foretage ikke af denne Aarsag alene store Gier¬
ninger, Gierninger som fortiente at regnes iblant
Christendommens største Prydelser, dersom Kierlig¬
hed til Gud og Menneskene havde nogen Deel deri.


86


J har talt meget fortreffelig om Religio¬
nen, sagde Kiøbmanden til Præsten, og J lige¬
saa om Æren, sagde han til Adelsmanden, men
troe mig, det er hverken Dyd eller Ære, der re¬
gierer Verden, det er Penge. Præsternes og
Adelens Tid er forbi, og nu, sagde han med en
Smiil, er det Kiøbmandens. Saadanne Om¬
vexlinger tiene til at holde en Ligevægt imellem
alle Stænder. De almindelige Domme i den
store Verden ere alt for fordærvede, til at bygge
paa dem alene, og Religionen er i vore Tider
alt for svag til at rense de Begreb om Æren,
som regiere den mægtige Deel af det menneske¬
lige Kiøn. Egennytte, Vellyst og Overdaadig¬
hed have undertrykt de Følelser af Religion og
Ære, som bevægede vore Fædre til saa store Op¬
ofrelser. Men vi ere saa lykkelige, at just den
Lyst til at forøge vores Formue og Beqvemmelig¬
heder, som er Aarsag til vores Fordærvelse, sæt¬
ter den tillige visse Grændser. Troe mig, de op¬
lyste Nationer regieres ligesaa sterk af Egennytte
som alle andre Folk, og deres Fortrin bestaae
alene deri, at de bedre indsee deres Fordele, og
vide at vælge de Midler, som ere tienlige til at
befordre dem.
Den Selvfornægtelse, sagde Kiøbmanden,
videre, som Religionen og Æren udkræver, er
grundet paa Nøisomhed. De første Christne og


87


de første Helte vare fattige Folk, de forlode al¬
ting for at følge deres Grundregler. Forfølgel¬
ser prydede Kirken med Helgene, og Striden gav
Staten Helte. Da Kirken var opbygt, og Sta¬
terne vare stiftede, gjorde Freden Menneskene
sikkre og vellystige; Man søgte Beqvemmelig¬
heder og samlede Rigdomme. Denne Foran¬
dring havde forskrekkelige Følger, saalænge man
endnu ikke kiendte de rette Midler til at forhver¬
ve. Man plyndrede Naboerne, og udsuede
sine Medborgere. Overtroe opfandt tusende
Konstgreb for at drage Rigdommene til sig;
Man satte Religion og Ære ikke mere i Virk¬
somhed, men i Lediggang. Geistligheden og
Adelen fortærede hele Statens Formue, og de
undertrykte den Deel af Folket, som forhverve¬
de; Man foragtede ikke meere Pragt og Rigdom
som tilforn, man søgte dem med en umættelig
Begierlighed, og de ulyksalige Folk, som lode
sig bruge til at bringe Overflødighed ind i Sta¬
ten, vare ingensteds sikkre. Handelen var den
foragteligste Forretning, og blev derfor overladt
til foragtede Folk, til Jøder. Denne elendige
Nation, som endnu fører den i de østlige Lande,
løb den hele Christenhed igiennem, og for at
samle Rigdomme, som de ikke brugte, som in¬
gensteds vare sikkre, og som tilsidst bragte dem
selv paa Pinehænken. Dette Tyrannie, som


88


paa den Tid var ligesaa sædvanligt i Europa,
som det nu er i Østen, lærte dette Folk at op¬
finde et Middel til at undgaae Forfølgelser. De
lærte ved Vexelen at gjøre deres Formue usynlig,
og at bringe den i et Øieblik fra et Sted i Ver¬
den til et andet. De Lande, som modtoge disse
Flygtninger og lode dem nyde Menneskers og
Borgeres Ret, samlede derved utroelige Rig¬
domme, og man lærte efterhaanden i Europa,
at det eneste Middel til at sætte sig i Ligevægt
med sine Naboer var at beskytte Konsterne, hant¬
hæve Retten, og lade alle Undersaatter nyde
Sikkerhed paa deres Personer og Gods. Ære
og Egenytte forbandt Regenterne af disse smaa
Stater til at kappes med hinanden i at opmuntre
Handelen. De lærte at kiende dens Grund=Reg¬
ler; De begyndte at give Agt paa hinanden, at
undersøge Aarsagerne til deres Naboers Tilvext,
og at benytte dem af deres Opfindelser. Man
forbedrede Tid efter anden alle Dele af Regierin¬
gen for at befordre Handelen. J steden for at
berige sig som før ved Ødeleggelse, fandt man nu
i Fredens Konster et sikkert Middel til at drage,
Rigdommene til sig. Handelen forenede de Sta¬
ter, som før forfulte hinanden af Had, og den
lærte dem at befordre deres fælleds Fordele ved
venlige Forbindelser. Man merkede omsider, at
de Stater, som bleve regierede med en besynder¬


89


lig Viisdom, og til hvis Love og Indretninger
man havde stor Tillid, samlede dem ved den of¬
fentlige Credit en Formue, som langt overgik
den virkelige, dette bragte Stats=Konsten til sin
Høide; Man maalede Folkenes Rigdom og
Magt ikke alene af Landets Størelse, af dets
Frugtbarhed, af dets Miner, men og af Fol¬
kets Forstand, dets Frihed og dets Sikkerhed.
Med faa Ord, Handelen, som først fordærve¬
de det menneskelige Kiøn, og undertrykte de gam¬
le Følelser af Dyd og Ære, har nu igien opreist
et System i Stats=Konsten, som endskiønt det
er grundet paa Egennnytte, dog har bragt alle
Dele af Regieringen til saadan en Fuldkommen¬
hed, at vore Stats-Forfatninger i Frihed, Sik¬
kerhed, Vindskibelighed, Magt og Velstand,
langt overgaae alle dem, som har været til. Det
beroer paa os selv, mine Venner, paa vore Læ¬
rere og vore Lovgivere, at forene disse udvortes
Fordele med de indvortes Fuldkommenheder, den
rene Dyd og den Følelse af Ære, som alene
kunne giøre os til retskafne Mennesker. De som
ere saa lykkelige, kunne takke Forsynet, som har
ladet dem fødes i den lyksaligste Alder. Jmidler¬
tid bør vi tilbede det Væsen, som veed af vore
Daarligheder selv at drage saadanne Følger, som
befordre hans Hensigter og vores Lyksalighed.


90


No. 13.
Mandagen, den 2 Mart. 1761.
B¬
onden var ikke nærværende ved den sidste
Samtale, men Præsten fortalte ham siden
saa meget deraf, som han troede, at han kunde
fatte. Om man end tilstaaer, sagde han at en
større Følelse af Ære, og en fornuftigere Egen¬
nytte var Aarsag til de Fortrin, som Folk af de
høiere Stænder nyde i Christenheden, saa kan
man dog ikke nægte, at det er Religionen alene,
som baade regierer og beskytter Bondestanden.
Hvad skulde bevæge den store Hob, som ikke har
store timelige Fordeele enten at vente eller at tabe,
til at iagttage Pligterne, hvad skulde kunne trø¬
ste dem i deres Trang og i deres Lidelser, dersom
de ikke troede Straffer og Belønninger i et til¬
kommende Liv? Æren, kan den vel give de rin¬
gere Stænder en Sikkerhed, disse Stænder, som
man i den store Verden nægter endog Følelsen
deraf, og om hvilke saa mange Mægtige troe,
at de ere dem ikke engang den ringeste Grad af
den udvortes Agtelse skyldige? Nei, min Ven,
hvor fornuftig, skikkelig og velhavende Mand J


91


end er, og hvormeget en Herremands sande Æ¬
re og Fordeele end udkræve at opmuntre saadanne
Bønder, saa troe dog ikke, at Eders Herre med
al den Fornuft og Menneske-Kierlighed, som
han besidder, kunne overtale sig til de Høflighe¬
der, som han viser Eder, dersom han ingen høi¬
ere Grund-Regler havde, end den store Verdens
Domme. Hvor mange af hans Naboer og For¬
vante ere der ikke, som meene, at han fornedrer
sig just ved de Gierninger, som i de Viises og i
sande Christnes Øine giøre ham større end alle
Bedrifter, til hvilke Æren kan bevæge Folk af
hans Stand. Jeg tillader Eder vel at troe, at
en Bonde, som J er, kan giøre sin Hosbond Æ¬
re. Jeg veed at den gode Herre troer det selv,
men betragt hans Opførsel imod hans andre
Bønder, mod alle hans Underhavende, den Om¬
hyggelighed, med hvilken han erkyndiger sig ved
mig om alles Tilstand og Opførsel, den Glæde,
som jeg kan læse af hans Ansigt, naar han kan
hielpe værdige Folk og see Frugten af hans Gav¬
mildhed; kan dette vel reise sig af Ære eller af
Fordeel, kan det have anden Grund end en in¬
derlig Overbeviisning om Sandheden af en Re¬
ligion, hvis største Bud er Kierlighed?
J har Ret, sagde Bonden, jeg føler
Sandheden af Eders Tale saa meget, at jeg pri¬
ser mig lykkelig at være fød i en Stand, i hvil¬


92


ken det er mig tilladt at elske saa mange Menne¬
sker som ere mine Lige----Men ville J og til¬
lade mig, Naadige Herre, sagde han til sin Hos¬
hond, eller rettere at sige, kan Æren tillade E¬
der at give mig Tilladelse til at sige, at jeg el¬
sker Eder. Det eneste Fortrin, som jeg mis¬
under Eder og som giør at jeg undertiden er mis¬
fornøiet med med min Stand, er, at alle Folk
troe, at de Godheder, som J beviser mig, kom¬
me alene af Kierlighed, og at alt hvad jeg giør for
at tiene og behage Eder, skeer enten af Skyldig¬
hed, eller af Hovmod, eller af Egennytte. Til¬
lad mig derfor engang at sige, at jeg føler noget
mere end Ærbødighed for Eder. J steden for
at vise mig idelige Velgierninger, saa tag under¬
tiden en Gave af min Haand. Behold alle E¬
ders udvortes Fortrin, men tilegn Eder dog ikke
saaledes al Ære og Religion, at jeg ingen Lei¬
lighed finder til at vise i mit Forhold mod Eder,
at jeg og er en Christen og en ærlig Mand.
Jeg behøver ikke at sige mine Læsere, hvad
Jndtryk Bondens Tale gjorde paa de nærværen¬
de. Deres Øine og Deres Taushed kunde ale¬
ne udtrykke deres Bevægelser- - -
Herremanden talede siden adskilligt om de
Europæiske Regieringers Fortrin. Han anfør¬
te iblant andet og den, at Stats=Konsten i Euro¬
pa er en Videnskab, som offentlig læres, og at


93


Grund-Reglerne af en god Regiering derved ere
blevne saa bekiendte, at vore Prindser ikke kunne
være uvidende om deres Pligter. Jngen Regent
i Europa, sagde han, er saa uindskrænket, at
han jo troer, at det almindelige Beste er hans
høieste Lov, at han er for Folket, og Folket ikke
for hans Skyld. Man tillader Undersøgninger,
man opmuntrer dem endog for derved at oplyses
nøiere om Statens sande Fordeele - - - J har
Ret, svarede Kiøbmanden, vi have sandelig Bø¬
ger nok om Stats-Konsten, om Regenteres Plig¬
ter, og endskiønt de fleste ikke gaae videre end
til de almindelige Grund-Sandheder, er det dog
got at disse siges ofte; Men et har jeg at udsætte
paa disse Bøger, De tale saa lidet om Herre-
mændenes Pligter mod deres Bønder. Jeg har
hundrede Gange baade hørt og læst, at en Re¬
gent er for Folkets Skyld, men jeg har endnu
aldrig hørt nogen sige, at Herremanden er for
Bondens Skyld. J Sandhed, naar vi betrag¬
te den Virkning, som vore Skrifter om Natur¬
og Stats=Retten giøre paa den almindelige Tæn¬
kemaade, skulle vi troe, at alt hvad de lære om
Pligterne, var egentlig ikke at forstaae uden om
Adelsmænd, Geistlige og Borgere, jeg udeluk¬
ker ikke min egen Stand; thi hvor nær vi end
ere beslægtede med Bondestanden, tilskriver dog
de fleste af os sig selv saadanne Fortrin for disse


94


deres Medborgere, som ere langt større end dem,
de ville indrømme de høiere Stænder: De Bor¬
gere, som meest klage over Adelens Hovmod, troe
ofte, at de selv ikke ere en Bonde nogen Høflighed,
eller Agtelse skyldige. Er det ikke besynderligt,
at den mindste Deel af et Folk, som kræver saa
store Pligter af en Regent, at den viseste, den
mildeste Regiering neppe kan giøre den til Maade,
foragter, mishandler og undertrykker ofte de Med¬
borgere, som baade i Betragtning af deres Mængde
og Nytte har langt mere Ret til Regieringens Be¬
skyttelse. Den ringeste Jndskrænkning af vores
Frihed foruroliger os, de mindste Paalæg besvære
os, vi have alle Øieblik noget at fordre af Re¬
gieringen, og sielden noget at opofre for den --
Dersom en Undersaat altid behandlede sine Un¬
derhavende med ligesaa stor Agtsomhed, som han
selv forlanger af Regieringen, vare disse Skrø¬
beligheder endda taalelige; men naar Folk, som
kræve saa stor Fuldkommenhed af dem, som ha¬
ve hele Stater at bestyre, ere selv i deres lille
Kreds Despoter, naar de legge ubestemte Byr¬
der paa deres Underhavende, naar de forunde
dem saa lidt af den Friheds og Eiendoms=Ret,
som de selv forlange i saa høi en Grad, da maae
ethvert menneskeligt Hierte finde saadanne Under¬
saatter, enten de ere Adelsmænd eller Borgere,
saa meget mere afskyelige end en Østerlandsk


95


Despot, som de leve i en Deel af Verden, hvor
Religionen og Videnskaberne have antændt saa
stort et Lys, og dersom saadan en er tillige min
Landsmand, bliver han mig dobbelt foragtelig, for¬
di han har den lykke at leve under en Monark, som
under sit Folk den høieste Grad af den fornuftige og
borgerlige Frihed. Saadanne Menneskehadere
kunne i den fuldkomneste Stat undertiden und¬
gaae den synlige Dommers Straf, men de skul¬
de ikke undflye den Herres Vrede, som lod af¬
straffe den Tiener, hvilken, endskiønt Herren
havde eftergivet ham 10000 Pund, dog havde
Ubarmhiertighed nok til at ville qvæle en Medbor¬
ger, som kuns var ham 100 skyldig.
J seer altsaa, sagde Præsten, at Religi¬
onen alene kan give Menneskene tilstrækkelige be¬
vægende Grunde til at forarbeide deres Lyksalig¬
hed her i Livet. Det er den alene, som kan
bøie de Mægtiges Hierter under Kierligheds Lov,
og giøre Hoben værdig til en bedre Skiebne. U¬
den den skulde en Forbedring i de udvortes Vil¬
kaar ikke nytte til andet end til at giøre dem, hvis
Begierligheder nu indskrænkes ved Armod og
Tvang, mere frække, meere vellystige, meere u¬
kierlige end deres formuende Medborgere. Gud
er Kierlighed, og uden Kierlighed er Troen død,
fra denne Lærdoms Udbredelse skal vor sande For¬
bedring begynde.


96


Fader, du som er Kierlighed, og som el¬
sker alle dine Skabninger fra en Seraph indtil
det mindste Støv, som har Liv, giv at den Kier¬
lighed, som er dit store Riges ævige Grund=Lov,
forener alle Lemmer af dit synlige Rige her paa
Jorden til at befordre de Hensigter, til hvilke
de ere skabte. Giv dem, til hvilke du betroer
Folkenes Skiebne, en Forsmag af den Lyksalig¬
hed, som nydes af de Aander, der ligne dig
meest i Kierlighed.


No. 14.
Fredagen, den 6 Martii 1761.
J¬
blant de Klagemaal, som i vore Tider føres
over de smukke Videnskaber, er det ikke et
af de ringeste, at de forføre Folk fra den ordent¬
lige og grundige Læremaade, hvorved man for¬
staaer den Mathematiske. Denne Jndvending
bør ikke komme os fremmed for, naar vi betænke,
at saa ubekiendt som denne Læremaade har været
i andre Videnskaber indtil Wolffs Tid, og saa
liden Fremgang som den har gjort hos Engellæn¬
derne, de Franske og andre Nationer, hvis Lær¬


97


de vi vel ikke kunne dømme fra Orden og Grun¬
dighed, saa stor Behag fandt den hos os, som
længe har havt den Skiebne at være blinde Ef¬
terfølgere af de Folk, som vi hade ligesaa snart de
blive vore Medborgere. Videnskaberne have
deres Moder ligesom Klædedragten, og Lærebø¬
gerne ved de tydske Universiteter have altid havt
den samme Søgning hos os som de franske Myn¬
stre; Skade, at begge ikke blive bekiendte i Nor¬
den, førend de allerede ere gaaede af Brug paa
de Stæder, hvor de først ere opfundne. Jeg for¬
lod mit Fædreneland paa en Tid, da den Mathe¬
matiske Methode og Mandfolkenes store Folder
vare komne til deres høieste Anseelse. Men jeg
var ikke saasnart kommen over Elven, førend jeg
maatte legge mine Folder af og venne mig fra at
tale i Syllogismer. Videnskaberne vare ved de
uendelige Kiede=Slutninger blevne saa vidtløftige,
og Klæderne ved Foldernes Tilvext saa tunge, at
Folk igien havde faaet Lyst til at tænke og klæde
sig uden Omsvøb. Det forundrede mig ikke li¬
det at finde i Leipzig et heelt Oplag af G** Phi¬
losophie, som af Mangel paa Afgang i Tydsk¬
land blev tilbuden vore Boghandlere for den hal¬
ve Priis, men denne Forundring forsvandt, da
jeg nogen Tid efter saae i Lion et anseeligt Neder¬
lag af gammeldags Silkestoffer, som ikke kun¬
de selges, sagde man, uden i de Nordiske Lande.


98


Ved min Hiemkomst merkede jeg, at den¬
nn Forandring i Smagen var paa den sædvanli¬
ge Maade kommen fra andre Nationer til os, og
at de smukke Videnskaber og de lette Klæder be¬
gyndte at blive bekiendte her i Landet; men jeg
merkede tillige, at disse nye Moder fandt meere
Modstand hos Nationen end de forrige; hvad
Klæderne angik kunde jeg nok begribe, at bred¬
skyggede Hatte, lange Parykker, store Folder,
og Ruller paa Strømperne gjorde os saa meget
mere ærværdige som de gjorde os tungere; men
jeg kunde ikke begribe, hvorfor de smukke Viden¬
skaber ikke gjorde mere Fremgang hos et Folk,
der har frembragt saa store Mænd i den Romer¬
ske Veltalenhed, og hvis Lærde beklagede, at
den Mathematiske Methode havde skilt Nationen
ved en stor Deel af den Ære, som den tilforn,
havde indlagt sig ved Vittighedens Arbeider, som
kunde lignes med de Gamles Mesterstykker. En
lærd Mand af mine Venner forsikkrede, at Aar¬
sagen dertil var, at vore unge Studerende, som
skreve Akademiske Stridsskrifter, finde det langt
lettere at foredrage Hoved=Grundene af en Viden¬
skab i en vis Orden, uden at bekymre sig om
Sproget og Stilen, end at igiennemtænke en
Materie, udsøge det vigtigste, foredrage det i
en naturlig Orden, og at udtrykke sig paa en
Maade, som kommer overens med Sprogets Ge¬


99


nie, og som kan røre og behage. Forskiellen,
sagde han, imellem disse to Maader at tænke paa,
er ikke mindre end den, som et hvert Øie finder
imellem en mathematisk Figur og et Malerie,
som ligner Naturen. Det er meget fornødent,
sagde han videre, at en Maler forstaaer saa me¬
get af Mathematiken, at han kan iagttage Tin¬
genes Forhold, at han veed Reglerne af Synet
og Perspectivet, men hvem kunde fordrage en
Tegning af en Mark eller Skov, hvor alle Lini¬
er vare lige, og alle Træk i Figurer, som lode
sig opløse efter de Mathematiske Regler.
Jngen Fornuftig kan tvivle derom, at den
Mathematiske Methode er fornøden i de Viden¬
skaber, af hvilke den har sit Navn. De ere grun¬
dede paa Begreb, som vi selv have uddraget af
Tingene, og som derfor lader sig bestemme saale¬
des, at baade Definitionerne selv, og alle de
Sætninger, som uddrages deraf, ikke tillade no¬
gen Undtagelse; Men i andre Videnskaber, hvor
det kommer an paa at afmale Tingene saaledes
som de virkelig forefindes i Naturen og med alle
de Beskaffenheder, som giøre dem fattelige for
vore Sandser og opvække vore Sinds Bevægel¬
ser, hvor vanskeligt er det ikke ofte deri at be¬
stemme baade Definitionerne og Sætningerne
saaledes, at de uden nogen Undtagelse kunde
passe sig paa alle enkelte Ting af enhver Art lige¬


100


saa vist, som det i alle muelige Cirkler er en Sand¬
hed, at en hver Punct i Omkredsen er lige langt
fra Middelpunkten, og hvilken virkelig Cirkel
giøres vel endog paa Papiret med saadan en Rig¬
tighed, at Cirkelens Rundhed i Naturen svarer
fuldkommen til den Rundhed, som den bør have
efter Definitionen i vor Forestilling? Den rin¬
geste Konstner veed, hvor ofte denne Forskiel
imellem det virkelige og det forestilte giør Udøvel¬
sen af de almindelige Regler lige saa uvis i de
mathematiske Videnskaber, som i andre.
Jeg nægter ikke heller, at en ordentlig
Tænkemaade, og den Mathematiske eller Phi¬
losophiske er unægtelig den ordentligste af alle,
jo er meget fornøden til at bestyre vores Tænke¬
kraft i alle Videnskaber; men dersom vi skulle
sætte disse Videnskaber i Verk, maae vi bringe
det videre, end til Grund=Ridsninger. Det be¬
ste Malerie uden en rigtig Tegning er vanskabt,
men naar Tegningen er gjort, bør Penslen skiu¬
le den saa vel, at Øiet ikke seer andet end den
frie utvungne og spillende Naur. En Beskri¬
velse, som skal forestille en Ting saaledes som
den virkelig er, en Tale, som skal røre Hiertet,
og opvække Sinds Bevægelser skulde i den stren¬
ge philosophiske Methode have ligesaa underlig
en Anseelse, som et mathematisk Beviis, om det
blev sat i Vers og synget efter Noder. Der¬


101


som vi levede i en Verden blant Mennesker, som
hverken havde Jndbildnings=Kraft eller Sinds¬
Bevægelser, en Verden, som sandelig ikke var
den beste, om disse Mennesker end alle havde li¬
gesaa megen Forstand som Newton, vilde jeg
tilstaae, at mathematiske Prædikener, mathema¬
tiske Jndlæg, mathematiske Beskrivelser, og
mathematiske Breve skulde giøre mere Virkning
end alle Grækernes og Romernes Veltalenhed.
Jeg vilde foragte Demosthenes og Cicero, fordi
de i deres Taler ikke har brugt den samme Me¬
thode som Euclides, og ansee det for en stor
Statsfeil i Engelland, at man valgte Addison og
ikke Newton til Taler i Underhuset.
Jeg siger ikke dette for at undskylde mig
selv; thi hvor mange Elskere end den mathema¬
tiske Methode kan have iblant os, er jeg dog vis,
paa, at mine Læsere forlange ligesaa lidt mathe¬
matiske Ugeblade, som mathematiske Skuespil.
Vi har her i Landet engang havt en philoso¬
phisk Tilskuer, og hvormeget end den mathema¬
tiske Methode den Tid var i Anseelse, gjorde det¬
te Verk dog ikke den Lykke iblant mine Lands¬
mænd, at jeg kunde have Lyst til at vælge hans
Methode. Mathematiken er en Videnskab, som
gjør den menneskelige Forstand megen Ære og
Selskabet stor Nytte, men Methoden alene er
ikke saa stor en Konst, og at ville giøre den al¬


102


mindelig i alle Videnskaber er et Pedanterie, som
de store Mathematiker selv belee. Det kommer
i alle Deele af den menneskelige Kundskab mere
an paa Materien end paa Formen, mere paa
Rigdom af Tanker og Ord, end paa Færdighed
i at giøre Syllogismer. En øvet og frugtbar
Tænkekraft finder let den beqvemmeste Orden til
at fremsætte sine Tanker, da derimod et tørt og
methodisk Genie tretter baade sig selv og sine Læ¬
sere med Omsvøb, som tiene hverken til at over¬
bevise eller røre.
Den store Konst i at arbeide paa sin egen
Fuldkommenhed er at dyrke Sindets Kraft saa¬
ledes, at den ene Færdighed i Siælen ikke ind¬
skrænker den anden. Flygtighed bliver aldrig
de Nordiske Geniers Hoved=Feil, ligesom Pe¬
danterie aldrig bliver de Franskes. Dersom vo¬
re Landsmænd, i steden for at fængsle deres Tæn¬
kekraft ved alt for mange Methoder, dyrkede me¬
re de Videnskaber, som kunde opmuntre dem og
forskaffe dem en Færdighed i at tænke hastig og
let, skulde denne Blanding uden Tvivl i Tiden
give dem et stort Fortrin for de sydlige Nationer,
som forfalde til en anden Yderlighed, og hvis
Verker ofte tabe meget af deres Priis derved, at
de ikke nok forene Philosophien med de smukke
Videnskaber.


103


No. 15.
Mandagen den 9 Martii 1761.
F¬
or nogen Tid siden gjorde jeg Opvartning hos
Hr. --- just da vores fælles Skræder stod i
Begreb med at skabe min Mecænas nye Fortie¬
nester af en fryndsed Silke=Vest, som fra Refor¬
mationen af havde været hans Høiadelige Fami¬
lies allerstørste Ziir. Fryndserne havde givet
Anledning til en betydelig Uenighed imellem min
Patron og min Skræder, hiin stridede for Frynd¬
serne, denne tog Modens Partie, og efter en
halv Times Forløb bragte det saa vidt at de ble¬
ve enstemmigen fordømte. Her merkede jeg før¬
ste gang, at det var min Patron ikke ganske u¬
mueligt at tænke ordentligen; thi for den Ligheds
Skyld der er imellem Fryndser og Riim, hvor
med man fra Arilds Tid af har kantet baade
Veste og Vers, giorde han mig dette Spørs¬
maal: Hvad er det for en Nar, der har skreven
imod Rimene, han faaer vist det hele Publicum
imod sig, inden otte Dage skulle vi see et Dosin
Skandskrifter, tænk aldrig, sagde han, at de
lærde Bulbidere lukke Halsen til, nu har de Lei¬
lighed nok til at biesse.


104


Det, som i sær forundrede mig, var, at
han spurgte mig om mine Tanker derom; thi han
troer om sig selv, at han i alle Ting er saa me¬
get klogere som han er rigere end jeg. Naadi¬
ge Herre, svarede jeg: Der ere to Ting, som
Almuen, der opholder sig altid ved det ud¬
vortes, anseer for Kiendetegn paa Vers,
Rimene og det visse Stavelse-Maal, om
begge tænker jeg som Mester Jacob om Frynd¬
serne.
Vores Digtere have anseet Rimene, som
et væsentligt Stykke af deres Digt, og som det
vigtigste Opfindelses Middel til Tanker og Jnd¬
fald; virkeligen, Rime=Nødvendigheden har hiul¬
pen dem til utallige Udtrykke, som de aldrig el¬
lers havde opfunden.
Hr.--- faldt mig ind i min Tale: J
snakker godt, sagde han, paa denne Maade ere
mine fem Røgtere og sex Malkepiger ligesaa store
Poeter og Poetinder som Nordrup, Bording,
og Christen Degn, thi jeg veed vist, at de kan
giøre Vers, men ikke rime. Han hentede der¬
paa et Vers af Degnens Fabrik, som var gjort
i Anledning af Junkerens Hiemkomst, der var
reist til Kiøbenhavn for at see Comoedier og lade
sig giøre en nye Klædning,
Overskriften var skreven med rød Jmperi¬
al=Stiil, og lydede saaledes:


105
Solen en Galla.
Saasnart jeg havde læst Overskriften, lag¬
de jeg det hen med megen Ærbødighed, for at
vise at jeg havde Levemaade. Men jeg blev nød
til at læse videre:
Aurora funklede paa Jovis hvalte Bue,
Frue Terra rødmedes ved Phoebi Purpur=Lue,
Diana blegnede, hver Stierne tog sin Hat
Og Natten ønskede en god og roelig Nat.
Mercurius kom frem med dette Bud i Lommen,
At Junker Telemak var til Ulysses kommen.
Jeg steg paa Pegasum, Apollo stemte op,
Min Musa hoppede, og Hesten løb Galop.
Længere kunde jeg ikke holde ud, lod derfor Deg¬
nen galoppere. Min Patron, som altid havde
Ret paa sin Gaard, thi han omgaaes kun med
Domestiker og Snyltegieste, blev forbittred, for¬
di jeg ikke lignede hans Helte=Digt med Homers,
og aftvang mig endelig denne Roes; At det var
got nok for en Degn, og man kunde være bekiendt
at give ham fire Læs Brænde derfor. Hvor høit
jeg end spendte Buen, var han ikke fornøiet, og
lod mig sige ved Præsten paa tredie Haand, at
jeg aldrig skulle giøre mig nogen Regning paa de


106


Løfter han havde gjort mig, (som jeg i Sandhed,
aldrig havde gjort) han merkede nok, at han
havde taget en uværdig Person i Beskyttelse,
Jeg indstevner derfor denne min Sag fra
en vred Herremand til et Publicum, som jeg haa¬
ber er mere billigt. Har jeg Uret naar jeg siger,
at hverken Rimene eller det bestemte Sta¬
velse=Maal ere væsentlige Deele af et Digt?
Her taler jeg kun om det sidste, thi hvad Rime¬
ne angaaer, tænker jeg, at Publicum er kied af
at høre mere derom.
Naar jeg forkaster det uforanderlige Sta¬
velse-Maal, som vores Digtere have holdet saa
helligt, forkaster jeg ikke Harmonien; thi jeg
agter det for en Sandhed, at intet Legeme beha¬
ger uden Proportion, og ingen Lyd uden Har¬
monie.
De første Digtere vare Sangere, og hvad
Stavelse-Maalet angik fulgte de ingen anden
Lov, end den, som et veløvet Øre foreskrev dem:
De havde med deres Digten ingen anden Hen¬
sigt, end at røre, forlyste og gavne. Derfore
afvexlede de efter Harmoniens og Velklangens
Regler lange og korte Stavelser med hverandre,
og afpassede Tonernes indbyrdes Forhold saale¬
des, at de kunde sætte deres Læsere og Tilhørere
i hvilken Bevægelse, de vilde. Det lykkedes
dem saa vel, at enddog de Fornuftigste af Men¬


107


neskene, bedragne af Sandserne, og indtagne
af Digternes fortryllende Toner, gave sig tabte,
og antoge uden Undersøgning deres forvovne U¬
sandheder, endog naar de paadigtede en Mæng¬
de af falske Guder Bestiske Lidelser. Harmo¬
nien er en væsentlig Deel af et Digt, og hvor¬
for skulde den ikke være det, da den er det i Ta¬
len, men at forbinde sig til et vist og uforander¬
ligt Stavelse=Maal, er en Tvang, som er una¬
turlig og ufornøden. Hvo gav Grækerne Ret
til at vælge sig et Jambisk, Trochæisk og Dac¬
tylisk Stavelse=Maal, de udvalgte sig Verse=Ar¬
ter, som meest kom overeens med den Materie,
de vilde handle om. Naar de vilde skrive Hel¬
te=Digte, brugte de et andet Stavelse-Maal,
end naar de vilde beskrive sørgelige Tildragelser.
Da de havde erfaret, at den Phrygiske Tonekonst
indgav Mod, den Lydiske Sorg, den Doriske
Andagt, den Joniske Glæde, valgte de af disse
Toner og Stavelse-Maal dem, som kom meest
overeens med de Følelser, som de vilde opvække
i det menneskelige Gemyt--- Da det nu er be¬
kiendt, at visse Sammensætninger, at haarde og
milde Toner, at lange og korte Stavelser frem¬
bringe visse Virkninger, bør man altid have Til¬
ladelse til at bruge de Sammensætninger, som
giøre den Virkning, man ønsker. Vil man i et
Digt afmale Glæde og Sorg, er det unaturligt


108


at bruge et eneste Stavelse=Maal; Virkelig den
Componist som alene maatte sammensætte i D
dur i trefierdedeel Takt, og i hver Takt ikke bruge
uden fierdedele, skulle lidet forlyste sine Tilhøre¬
re, og saaledes er det med vore Digteres tvung¬
ne Stavelse =Maal. J de frie Konster
maae man være frie og tage alle sine Regler af
den smukke Natur.
Gaae vi til Poeterne af den første Rang,
jeg meener Hebræerne, da veed man, at de hel¬
lige Digtere bekymrede sig lidet om det bestemte
Stavelse=Maal, de gjorde deres Vers lange og
korte eftersom Meningen udfordrede.
Det var dem nok at beherske det menne¬
skelige Hierte med høie og levende Udtrykke: med
deres mystiske Allegorier at lette det Jordiske
mod Himmelen: igiennem angenemme og pryde¬
de Veie at lede det uvillige Hierte til Dyden:
I deres lærerige Sange at giøre Pligterne be¬
hagelige og lette: ved Lov=Sange at ophøie de
guddommelige Velgierninger for at opvække de
uagtsomme Hebræer til den skyldigste Taknem¬
melighed: ved afbrudte Klage-Sange at lade
Støvet føle sin Uværdighed og tænke paa Forso¬
neren: at afpensle det ubegribelige med de lykke¬
ligste Lignelser, som de laante af en guddomme¬
lig og prægtig Guds-Tieneste, og af et velsignet
Lands henrykkende Selsomheder, som gjorde Ska¬


109


beren selv fattelig for Skabningen. For den¬
ne høie og hellige Hensigt opofrede de villi¬
gen Stavelse-Maalet og Rimene; kunde man
vel giøre et ringere Offer? Men Tone- og Dig¬
te=Konsten var da altid forenet med hinanden.
Gaaer jeg til Digterne af den anden Or¬
den, Homer, Virgil, Horatz, der finder jeg
ikke heller at Stavelse-Maalet har været mere
helligt; et Hexameter var ligesaa mandigt, fly¬
dende, regelmæssigt og smukt, naar det havde
tretten som naar det havde sytten Stavelser, med
disse fire Stavelser mere eller mindre have de
gjort utroelige Virkninger, og med den blotte
Lyd udtrykket Handlinger, Ting og Sinds-Be¬
vægelser.
Hvor langsom og sørgende er ikke Lyden,
naar en vansmægtende Dido og en sørgende Ven
skulle afskildres--- saa heder det:
Infelix Dido per noctem plurima volvens,
Qvam nostro illius labetur pectore vultus.
Er det ikke ligesom man hører hvert et
Trav, naar en hastig løbende Hest saaaledes be¬
skrives:
Qvadrupedante pedum sonitu qvatit ungula
campum.


110


Hvor fuldkommen udtrykker ikke Faldet
af dette Vers baade en rasende Hund i sit Løb,
og et Sviin, som nedstyrter sig i Pølen.
Hic furibunda Canis illic lutulenta ruit sus.
Denne Frihed har sat dem i Stand til at
forene Tone- og Digte-Konsten med hverandre,
for at komme med Lydens Hastighed og Størrel¬
se Ordene til Hielp, en Fordeel, som vore Dig¬
tere have skilt dem selv ved, i det de alt for stræn¬
gelig have holdet over deres gamle Stavelse¬
Maal. Hvor ofte have de ikke gjort Vold
paa Meningen, og ere blevne uforstaaelige
for at faae ligesaa mange Stavelser i den ene
som i den anden Linie, og for at bringe Verset
til at skurre i Ørnene med en utaalelig Monoto¬
nie af Stavelsers Tal og Rim. Næst efter gam¬
le Folianter og latinske Postiller læser jeg helst
saadanne Digtere; thi de have en Kraft som en
Sove-Drik, jeg læser ikke to Sider, førend jeg
snorker. En Pantomime med sine stumme Bevæ¬
gelser, en Danser paa Skuepladsen have meere
Herredømme over mit Sind end hine, de sætte
mig med Geberder og Takt i en Bevægelse, som
jeg forgieves søger ved Riim og Stavelse=Maal,
naar de svække og lemlæste Tankerne. Vilde
vore Digtere forkaste disse hellige Vaner kun¬


111


de mueligen den dydige Verden forbedres den
Vittige oplyses, og den Artige forlystes ved de¬
res Digt.


No. 16.
Fredagen den 13 Mart. 1761.
E¬
mund var en af de Viise, der levede i Fro¬
des Tider, og gjorde, at denne Alder blev
herlig frem for andre: her skulle nogle hans
Handlinger fortælles, og blive til Beviis for den¬
ne evige Sandhed, at Dyden ene forædler og
lyksaliggiør Mennesket.
Urse var hans Hustrue, og hun fortienede at
elskes af Emund: den Gravskrift fik hun af
Folket, thi de havde bygget hende en Æreshytte
og et Alter; til dette Alter ledte Mødrene deres
Døttre, naar de skulde giftes: Man ofrede paa
Alteret, og Moderen bad til Guderne, at hen¬
des Datter maatte ligne Urse.
Emunds Fader havde vundet en herlig
Seier over mange forenede Fiender, hvilke vil¬
de trænge ind i den Deel af Landet, hvor han


112


boede. Man kiendte disse Fienders Stridbar¬
hed, man kiendte og deres Grumhed, derfor
blev Glæden over Seieren desstørre; men Fol¬
ket var erkiendtligt. De Ældste forsamledes
og raadsloge om at belønne den, der havde vovet
sit Liv mod deres Fiender: En talede om at sam¬
le en Skat, og give den til Trygge, Emunds
Fader; Hvad, svarede man, skulle vi taale
den iblant os, der troer at Helte Dyder og Fæ¬
drenelandets Frelse kan betales med Guld alene.
Den, der havde gjort Forslaget, blev sat til
Rette, som en der vanærede Emunds Fader, ved
at tænke, at han skulde agte Rigdom høiere end
Æren. --- En anden vilde, at man lod Fro¬
de belønne Seieren. Man svarede: Vi ere et
agtbart Folk, og vor Roes gielder derfor mere
for Verden end bifalds-Ord af Kongens Mund;
Ved Folkene alene blive de evige Æremæler op¬
reiste, og var det ikke saa, hvem skulde da bli¬
ve en Frodes Belønner? Saa besluttedes det,
at Emunds Fader skulde være den Tredie, om
hvilken blev siunget paa Høitids-Dagene: Først
om Guderne, saa om Frode og derefter om Tryg¬
ge. Nu vendte man sig til Urses Fader, og
bad ham at giøre Belønningen fuldkommen; Da
blev Urse Emunds Hustrue.
Frode hørte dette: Han hastede til Temp¬
len, og takkede Guderne derfor at de havde fun¬


113


det ham værdig til at styre saa ædelt et Folk.
Han lod Emund kalde og glædede sig over hans
Lykke, men bad ham altid betænke, hvad han var
sine Medborgere, hans Velgiørere, skyldig. Gier¬
ne, sagde han, beholdt jeg dig hos mig, men din
Fader vil boe udi sit Land, og jeg veed, du forla¬
der ham ikke. Saa reis da hiem med Fred, og
bliv ham liig. Dog skal du ikke drage bort u¬
den Skienk: Kræv kun, og du skal see, at jeg
er Konge. Emund bad, at Frode vilde leve en
Maaned af Aaret i Landet, hvor hans Fader
boede. Da hastede Emund hiem, fortalte Fro¬
des Løfte, og Folket raabte: Skulde du saa tid¬
lig blive os en Velgiører.
Der var ingen Lyksaligere i Landet end
Emund. Guderne gave ham de yndigste Børn,
og han fortiente denne Gave. Fra deres spæde¬
ste Alder lærte de at elske Dyden, thi de hørte
den altid tale venligen igiennem Emunds og Ur¬
ses Munde. Tidlig vidste de at knæle for Gu¬
dernes Altere. En Sygdom overfalt Urse:
Børnene hastede hen til Templen: Præsterne to¬
ge venligen imod dem, og sagde, at Guderne
glædedes ved deres Sange. Nei, Fædre! sva¬
rede den ene Søn, Guderne ere os vrede, dog
vi vidne i vor Bedrøvelse, at vi fortørnede dem
uvidende; Elske J os, J der ere Gudernes
Venner, da beder med os, at vi ikke blive ulyk¬


114


salige. Præsterne bød dem at være visse paa
Himmelens Yndest. De svarede: Dens Vre¬
de ligger paa os saa længe Urse lider. Deres
Bønner bleve hørte; da saae man dem geleide¬
de af hele Egnens Børn, alle prydede med
Krandse og ilende til Templen, for at takke Gu¬
derne.
Der var en Høitid, de bleve rigelig be¬
skienkede af Folket; man hørte dem sige: Lad
os glæde vore Forældre; saa gik de hen til nogle
fattige Slægter og gave dem alt, hvad de havde
faaet; siden hastede de hiem, og bleve imodtagne
af en Fader, paa hvis Kinder Glædes-Taarer
nedrandt.
En Dag vare de med deres lige: da be¬
gyndte nogle at vredes og at ønske hinanden ondt;
der hialp ingen Raad; Emunds Sønner sagde:
Kommer med os til vor Fader og Moder, og de
skulde sige eder, hvor lyksalig den er, der el¬
sker Guderne og Dyden; saa skulle J aldrig væ¬
re onde.
En anden gang anmodedes de om at tage
Deel udi et Anslag, hvilket Fædrene ikke maat¬
te vide. Hvad! sagde de, enten er denne Gier¬
ning ond, eller vi bleve utaknemmelige; er den
god, da skal jo vor Fader glæde sig derover, og
skulle vi misunde ham dette. Saa aabenbarede
de ham Sagen, og hørte, at den var lastværdig.


115


Man spurgte Datteren hvem hun vilde
elske. Hun svarede: Den mine Forældre ynde,
thi ham skulle Guderne og ynde.
Et ungt Menneske kom til Emund. Min
Fader, sagde han, er Døden nær, og Præster¬
ne have befalet mig at ofre et par Øxen; men
jeg er fattig. Vil du give mig de Øxen, da
tiener jeg dig et Aar for intet. Emund omar¬
mede den unge Mand, og gav ham tvende Par.
Emunds Søn var hos: Han Græd af Glæde,
faldt ned for sin Faders Fødder, og sagde: O
beste Fader! Guderne have villet give dig Leilig¬
hed at gjøre min Søster lyksalig: Lad denne vor¬
de hendes Mand. Den unge Fremmede var
alt paa Veien til Templen, og Emunds Søn
løb hastig hen, tog en hvid Qvie af sin Faders
Hiord, mødte den bortgangne ved Alteret, og de
ofrede tillige for dennes Fader.
En anden af Sønnerne havde laant no¬
get Guld hos en af dem, der havde Emunds
Skatter i Forvaring: dette brugte han til at frel¬
se en Ven fra haarde Aagerkarle, der forfulgte
ham. Jeg skal og kunne giøre got, sagde han,
min Fader er hver Dag gavmild imod mig;
Jeg vil samle det, han giver mig, og dermed be¬
tale det laante, før han faaer det at vide. Det traf
sig just, at Emund krævede Regnskab af Forvalte¬
ren før den sædvanlige Tid, og denne anslog hvad


116


han havde givet hans Søn. Emund lod Sønnen kal¬
de, hvilken ikke dølgede Sagen. Faderen omarmede
ham og sendte strax Bud til alle dem, der havde hans
Jndkomster i Forvaltning, at de ikke maatte nægte
denne hans Søn hvor meget han end krævede.
Emund mistede sin Fader, og Folket mi¬
stede ham; paa begge Sider var den dybeste
Sorg; paa begge Sider savnedes en Ven og
en Fader. Dog Folket trøstedes ved Emund,
og han var denne Ære værdig.
Strax lod han tilkiendegive, at hans Fa¬
der ikke skulde savnes af nogen Trængende; dette
var Faderens sidste Begiering, og Emund hav¬
de desuden handlet saaledes af sig selv.
Han havde den Maade, at forbyde dem,
som han hialp af Fattigdommens Trængsel, at
de ikke maatte sige, hvo de vare. Skulde jeg
taale, sagde han, at et Menneske ydmygede sig
for mig, blot fordi jeg er rigere end han?
Der boede en Slægt i Egnen, og Slæg¬
tens Fader var draget ud at stride imod Landets
Fiender. Den, til hvilken Slægtens Eiendomme
vare betroede, forødede alt, og drog saa hem¬
meligen bort. Emund lod en træde frem, og
sige, at den Undveegne havde betroet ham nogle
Pund Guld til Varetægt: Saaledes blev Slæg¬
ten frelst, og ingen skulde have vidst hvad E¬
mund giorde, hvis ikke den Undveegne, var


117


bleven greben, og havde vidnet at Guldet ikke
kom fra ham. Da erkiendte alle Emund for
den ædelmodige, hvis Verk Slegtens Frelse var.
Det hendte sig, at Frode blev angreben,
af en Sygdom: alle Templerne vare fyldte med
Sukkende. En af Hoben bad til Guderne, at de
vilde give ham en riig Høst. Emund fortørne¬
des saare: Hvad! sagde han, du troer at kun¬
ne være lykkelig, om end hele Landet sørgede.
Saa besluttede man, at denne aldrig skulde ha¬
ve Deel udi de offentlige Fester, der holdtes til
Tak for den almindelige Velfærd; Jngen vilde
siden omgaaes med ham, og han maatte for
Skiændsel, drage bort af Egnen.
En Dag vilde nogle rose Emund; man
opregnede hans høie Herkomst. Emund bedrø¬
vedes og sagde: Vil denne bebreide mig, at jeg
ei ligner mine Fædre, efterdi han troer, at jeg
ikke kan loves for noget, der hører mig selv til.
Emunds Søn havde vundet en liden Sei¬
er; Man talede om at opreise ham en Stytte,
dette skede for Faderens skyld. Emund sagde,
til Folket: Ville J da ingen Helte have, efterdi
J skille Eder ved Midlerne til at belønne dem.
Man sagde: Emunds Søn skal vorde sin Fader,
liig. Emund svarede: Jeg lærde ham stedse
at elske dem, som han kunde agte; vælger nu,
om J vilde elskes af ham.


118


Der var en Borger, hvilken havde havt
et Ærende til Hove: Kongens Raadgivere vare
blevne indtagne imod ham ved de ondes List, den
Søgende var desuden en ærlig Mand, og derfor
uvant til at tale for sig selv: Han kom utrøstet
hiem, og klagede. Emund vidste, at Frode og
hans Raadgivere elskede Retfærdighed, derfor
lod han den Hiemkomne kalde, og lovede ham
det, som han med billighed havde begieret, dog
saaledes, at det skeede som efter Kongens Raad¬
giveres Villie. Siden sagde Emund: Den
Glæde, at have gjort saa god en Gierning, hø¬
rer mig ikke til. Jeg vidste at Mandens Begie¬
ring var billig, og havde Frodes Raadgivere,
vidst det, da skulde Manden ikke have gaaet u¬
trøstet fra ham, men jeg vil berette ham Sagen,
og J skulle see, hvilke Venner Frode haver.
Emund gjorde det, og Raadgiverne gav Man¬
den dobbelt imod det han havde begieret.
Det hendte sig at Misvext indfaldt. E¬
mund aabnede sine Lader; saa skrev han til Fro¬
de: Vilde Du unde mig den Glæde at have væ¬
ret mine Medborgeres Velgiører. Frode svare¬
de: Emund er min Ven, og han skal ikke ville
skille mig ved det Fortrin, jeg elsker høiest. Alle
fik Korn, og Frode erstattede det.
Man ventede Frode der i Egnen. En¬
hver gav villigen noget af sin Formue, til at op¬


119


reise Ære=Støtte. Emund sagde: Lad os ære
Frode, som den der er Menneskenes og sit Folks
Ven; Man frigav Trælle, man udstyrede unge
Piger, man byggede Vaaninger for fattige Slæg¬
ter, man opreiste Arbeids=Huse, i hvilke den
Trængende kunde finde Ophold. Frode kom og
viiste, at han var værdig saaledes at imodtages.
Visse gange om Aaret anstillede Emund
Høitider, paa hvilke de tvistende Partier maatte
indfinde sig. Under Maaltidet sang unge Piger
og Drenge om Dydens og Enighedens Skiøn¬
hed. Naar Glæden var høiest, stod Emund,
op, tog Beggeret i Haanden, og sagde: Hver
drikke efter mig! Saa ønskede han, at Guder¬
ne vilde straffe ham, i Fald han var nogens Fien¬
de. De Tvistende maatte forlige sig og omar¬
me hinanden; var nogen ubøielig, han blev for¬
hadt i Egnen, og ofte nødt til at drage bort.
Der var en smitsom Syge i Landet, hvil¬
ken borttog alt Qvæget. Emund kaldte Egnens
Folk tilsammen, og sagde: Vi ville ikke lade os
nøde til at handle som gode Borgere: Frodes
Skatter skulle ikke kunne være nok til at hielpe
alle; Lad os villigen tilbyde en Deel af vor Ei¬
endom, og ikke bie med at giøre got indtil vi tvin¬
ges, thi hvad Roes skulle vi da have?
En havde gjort en Sang til Gudernes
Ære: alle lovede Digteren; Emund spurgte i


120


Forsamlingen, om man troede, at Guderne ly¬
stedes ved saaledes at æres. Alle svarede, Ja.
Saa er det, sagde Emund, en hellig Pligt for
os, at belønne ham, der giorde Sangen, efterdi
Guderne ved ham skulde vorde os mildere.
En agtbar Mand beskyldtes af en anden,
og de mødte begge for Retten. Den beskyldte
ærlige Mand skulde frie sig med Eed. Hvad,
sagde Emund til Dommeren, er noget Beviis,
stærkere end tive Aars Dyd? Lad os ikke van¬
ære den ærlige Borger! Han skal ei sværge, men
hvis du fordømmer ham, da betaler jeg hans
Brøde.
Fred, Dyd og Velstand havde fæstet Sæ¬
de blant denne Egns Beboere. Der var ingen,
hvilken jo ønskte at agtes af Emund, og alle va¬
re visse paa at vorde det ved dydige Handlinger.
Endog Børnene vidste at tale om hans bifald,
som et kosteligt Gode. Jngen Sukke bleve hør¬
te, thi enhver fandt Hielp enten hos Emund, el¬
ler hos Folket, hvilket ikke vilde tillade, at han
ene skulde bære Byrden. Men havde nogen
begieret hans Hielp og ikke heller villet arbeide,
blev han foragtet; derfor var ingen ørkesløs i
Egnen. Frode havde ingen bedre, ingen lyksa¬
ligere Undersaatter.
Emund levede længer end Urse: Han var
fast utrøftelig, da hun døde, men med gode


121


Gierninger fordrev han Sorgens Bitterhed, og
han var selv omsider den, der bad Folket lade af
at tænke paa hendes Død.
Nu havde Sønnerne taget Hustruer, og
Døttrene vare Huus-Mødre. Emund begynd¬
te at ældes, og desmere søgte han at være andre
til Nytte. Al min Tid, sagde han, kan jeg nu
opofre til mine Medborgere, før var jeg min
Slegt en Deel af min Omhue skyldig. Hvad
kunde være lystigere end at see denne graahærde¬
de Viise? Hans Hierte gjorde ham ingen Be¬
breidelser, Døden foraarsagede ham ingen Skiel¬
ven, og den Glæde, som han stedse havde agtet
høiest, den hindrede Alderen ham ikke fra at ny¬
de; hvad skulde da giøre ham uvenlig og fortre¬
den? Stedse var han med i Høitiderne, og u¬
den hans Nærværelse var ingen Glæde. Den
var det hans største Lyst at forbinde unge dydige
Mænd med elskværdige Piger. Han selv led¬
te Parrene til Gudernes Altere, og der viiste
hans ivrige Bønner, hvor oprigtigen han ønske¬
de, at Menneskene bleve lyksalige. Ved alle
Forsamlinger maatte han velsigne Folket, og
Præsterne selv forlangede, at han vilde giøre det
med dem: Jngen, sagde de, er Gudernes Ven¬
skab værdigere end Emund, ingen skulle de hel¬
lere høre.


122


Havde Høsterne været rige, begyndte
Frode et nyt Aar; Havde Kronens Arving ved
nogen dydig Gierning viist, at han vilde ligne
sin Fader, vare Landets Fiender slagne, strax
samlede Emund Folket til at takke Guderne, og
til at glæde sig indbyrdes; men stedse vilde han,
at de skulde glæde sig tilhobe, derfor at den bro¬
derlige Venskab maatte bestyrkes iblant dem.
Guderne undte Emund et langvarigt Liv;
de undte ham og det, han saa ofte havde begieret,
at døe tidligere end Frode.


No. 17.
Mandagen, den 16 Mart. 1761.
V¬
ore Naturkyndige have udregnet, hvor ofte
Menneskene skifte Legemer, skulde det ik¬
ke være mueligt at beregne, hvor ofte Sielene
forandres? Den jevnlige Brug af Sindets
Kræfter, og de adskillige Jndtryk, som de ud¬
vortes Ting giøre paa os, virke i hver Alder
nok saa stor en Forandring i vores Tænkemaade
og Tilbøieligheder, som den, der ved Uddunst¬


123


ningerne foraarsages i vore Legemer. Naar vi
betænke, hvor utallige Forestillinger, der følge
paa hinanden i vore Siæle med en Hastighed,
som ikke kan lignes med nogen Bevægelse i Lege¬
met, hvilken Afgrund af Omvexlinger maae der
da ikke være i den Deel af vort Væsen, som er
Kilden til alle disse Forestillinger, og den Mid¬
delpunkt, i hvilken alle Legemets Forandringer
løbe tilsammen? men hvor bestandigt, hvor u¬
forgiengeligt maae dette Væsen ikke tillige være,
siden det med saa stor Vished kiender sig selv
igien i alle disse Forandringer.
Legemets Vext har sin visse Tid og Maal,
og alle dets Kræfter bestemte Grader, som Kon¬
sten forgieves søger at overstige. Hvor megen
Forskiel der end kan være iblant Menneskene,
er den Erfarenhed dog sikker, at ingen voxer til
sit tredivte Aar, og bliver sex af vore Alne høi.
Vi vide hvor stor en Vægt det stærkeste Menne¬
ske kan bære, hvor langt det skarpeste Syn kan
rekke, men hvo kan sige os, hvilken der er den
høieste Grad af nogen Evne eller Færdighed i
Siælen? Jeg taler endnu ikke om den Tilvæxt i
Fuldkommenhed, som Udødelighed giver os at
haabe, men alene om den Fremgang, som vi
kunne giøre i dette korte og indskrænkte Liv.
Med alle de Opfindelser, som vi have gjort i
Natur=Læren og i Læge=Konsten, er det endnu


124


umueligt at sætte en Alen til sin Vext, men hvor
mange Exempler af forundringsværdige Færdig¬
heder bevise ikke, at alle Sielens Kræfter kunne
stige uendelig over den sædvanlige Høide? Lige¬
som Legemet har sit visse Maal, saa har det og
sin visse Tid til at voxe. Vi have ingen Exemp¬
ler af Folk, som i deres Barndom ere voxne til
et Menneskes sædvanlige Høide, men hvor man¬
ge ere der ikke, som i deres spædeste Alder have
bragt Sindets Kræfter til en Fuldkommenhed,
som er rar i en modnere Alder. Sielen har den¬
ne Magt ikke alene over sine egne Evner, men og
over nogle af dem, som beroe paa de legemlige
Redskaber, som ere indskrænkede ved naturlige
Love, og som synes at være allermindst underka¬
stede vores Frihed. Er der nogen af alle Lege¬
mets Lemmer, som vi ikke ved Øvelse og Konst
kunne give utroelige Færdigheder, Bevægelser,
og Bøielser? De Mennesker, som ved Følelsen
alene have vidst at adskille baade Figurer, Far¬
ver og Tingenes Afstand, bevise de ikke at Sielen
har en Evne til at bøde paa de største af Legemets
Mangler, og at Følelsen og Livet alene er den
nok til at udrette det samme, som med de fuld¬
komneste Sandse=Redskaber?
Naar vi læse i Historien eller erfare i
Omgang et Exempel af et Menneske, som besid¬
der en af disse Færdigheder i en usædvanlig Grad,


125


er det da ikke troeligt, at med al den Flid, som
han har anvendt, er dog hverken al den Konst
eller al den Tid brugt, ved hvilken han kunde
have bragt det endnu til en høiere? Dersom vi
gaae videre til at forestille os en Siel, paa hvil¬
ken fra de første Øieblik af al den Konst blev an¬
vendt for at bringe alle Sindets Kræfter til den
Fuldkommenhed, som Erfarenhed af saa mange
enkelte Personer viser at være muelig, en Siel,
som i Ungdommen forenede Newtons Dybsindig¬
hed, med Scaligers Hukommelse og Homers
Jndbildningskraft, som kunde føle Farver, tale
uden at høre o. s. v. hvor skulle vi ikke tabe os
i Forundring? Evnen til disse Færdigheder er
den samme i os alle, og da den hverken ved Tid
eller Maal kan bestemmes, hvad skulle vi da kal¬
de den andet end en uendelig Formue til at voxe
i Fuldkommenhed?
Skulde Gud vel tilintetgiøre saadan en
Siel, naar det Legeme nedbrydes, i hvilket den
ikke opnaaer uden en meget ringe Grad af den
Fuldkommenhed, som endog i dette Liv er mue¬
lig? Skulde et Væsen, der har saa ubestemte,
saa uendelige Kræfter, ophøre tillige med en
Maskine, der er saa indskrænket som Legemet?
En Maskine, som vi med al vores Konst ikke
kunne giøre finere, større eller fuldkomnere, end
den er, hvad Lighed kan den have med et Væ¬


126


sen, hvis Grændser vi ikke engang kunne bestem¬
me, og hvis Maal og Kræfter overgaaer alle
vore Beregninger.
Dersom saadan en Siel, som kiender sin
Naturs Værdighed og Bestemmelse, og føler
hos sig en Drift til at opfylde Skaberens Hen¬
sigter, overklædes engang med et fuldkomnere
Legeme, med hvor utænkelig en Hastighed maae
den da ikke stige ved Hielp af de Kræfter og Fær¬
digheder alene, som den har ført med sig? og
dersom Skaberen i saa ufuldkommen en Tilstand,
som den nærværende, har givet os, foruden de
medfødte Evner, saa mange udvortes Redska¬
ber og Midler til at forarbeide vores Lyksalighed,
hvor riig en Anledning til at bruge alle baade
medfødte og forhvervede Kræfter, kunne vi ikke
vente paa det Sted, hvortil vi forflyttes af et
Væsen, som ikke har nedlagt den mindste Kraft
i Naturen uden Hensigt?
Kunne vi staae et Øieblik stille med disse
Tanker uden at ønske vores Opløsning? Nei,
den Forsikring, som de give os om Værdigheden
og Bestemmelsen af det Væsen, som tænker i os,
og som er det eneste i Verden, som vi kunne kal¬
de vort eget, er alt for stor til ikke at opløfte det
langt over alt det Støv, som omgiver det. Jeg
frygter derfor ikke, at de Læsere, som kunne tæn¬
ke, skulle blive følesløse ved denne Betragtning,


127


jeg befrygter kuns, at mange iblant dem skulde
opløfte dem saa meget over Livets Ringhed, at
de skulde glemme Pligterne i den nærværende
Stand. Tungsindighed, Lediggang, Kloster¬
Levnet, Undvigelse af Selskabet, og Selvmord,
have ofte været bedrøvelige Virkninger af ædle
Tilbøieligheder og hellige Følelser, som kunde
have bragt Menneskene til sande Dyder og store
Helte=Gierninger, dersom de havde været besty¬
rede af en oplyst Fornuft.
For at undgaae disse Yderligheder, er det
fornødent, at vi ikke overgive os saaledes til vore
Følelser af Livets Ringhed, at vi jo tillige be¬
tragte dets Vigtighed i Henseende til dets For¬
bindelse med det Tilkommende. Det Korn,
som Sædemanden nedlegger i Jorden, er lidet
mod det, som han venter at høste; I dette
Haab overvinder han baade Arbeidets Besvær¬
ligheder og Vinterens Kulde. Naar vi betæn¬
ke, hvor meget en hver vel dyrket Evne i en
Siel af saa store naturlige Kræfter kan voxe i et
eneste Øieblik af en fuldkomnere Tilstand, kun¬
de vi da tvivle derom, at det længste Liv, naar
det er meest opfyldt med Arbeider og Lidelser, er
kun lidet mod de Frugter, som vi kunne vente
os ved at dyrke disse til en evig Vedvarenhed
bestemte Siele=Kræfter. Vi bør derfor ikke
kiedes ved Livet, ikke foragte det, men bruge


128


den, og ansee den som Ævighedens Foraar,
der spaar os en riig Høst, men ikke uden Arbei¬
de og Aarvaagenhed.
No. 18.
Fredagen den 20 Mart. 1761.
A¬
f den Beretning, som jeg har givet Læseren
om Præsten i Selskabet, kiende de uden
Tvivl denne Mands Carakter alt for vel til at
troe, at han er en af de Geistlige, som ikke stu¬
dere uden om Løverdagen, og som mene, at de
opfylde deres Embeds Pligter, naar de tale en
Time om Ugen. Han er altid ligemeget be¬
skæftiget, og fordriver ikke de fem Dage i Ør¬
kesløshed for at indslutte sig paa den siette i hans
Studere=Kammer. Adelsmanden, Kiøbman¬
den og Bonden have alle den rare Lykke at være
fornøiede med deres Vilkaar og Stand, men
Præsten er det endnu i en høiere Grad end de
andre. Hvilken Lyksalighed, siger han, at le¬
ve i en Stand i hvilken man er fritagen ikke ale¬
ne fra de møisommelige Bekymringer, som Om¬
sorg for dette Livs=Næring fører med sig i de an¬


129


dre Stænder, men og fra de Tyranniske Love,
som Moden har indført og som Fornuften selv
fordømmer! Disse selvgjorte Love indskrænke ikke
min Frihed og mine Fornøielser. Mit Embede
giør alle Mennesker til min Lige, og den samme
Kierligheds Lov, som befaler mig at elske den
Mindste, forbyder mig at hykle for den Største.
Jeg prædiker en Lærdom, som tillader Menne¬
skene at nyde alle de Fornøielser, som de kunde
nyde uden større Fuldkommenheders Forliis, og
Forsynet har sadt mig i de Omstændigheder, at
jeg kan forskaffe mig alle dem, som ere grundede
paa en naturlig Smag. Men den største Lyksa¬
lighed af min Stand er, at just de Forretninger,
til hvilke den forbinder mig, ere af den Beskaf¬
fenhed, at de give min Siel høiere Evner til at
smage Fornøielserne ikke alene af denne synlige
Verden, men og af den tilkommende. Andres
Forretninger ere indskrænkede til visse Tider, men
mine ikke; Tidlig og sildig, ene og i Selskab,
baade i og uden for mine Forretninger finder jeg
en riig Anledning til at følge mit Kald ved at
anstille saadanne Betragtninger, som giøre mig
mere munter til Pligternes Udøvelse.
Jeg haaber derfor, at det ikke vil komme
Læserne fremmed for, at de læse undertiden i dis¬
se Blade, at Præsten har været i Selskab om
Løverdagen; dog maae jeg sige, at naar jeg und¬


130


tager hans Besøgelser hos Folk i Menigheden,
som paa den Dag fuldende deres Arbeide, kom¬
mer han om Løverdagen ikke i andre Selskaber
end i de fire Venners. Han bringer altid nog¬
le ukonstlede og opmuntrende Tanker med sig,
som uden at trette eller betynge Sindet kunde
opløfte det til høiere Betragtninger og fylde det
med en aandelig Glæde. Undertiden er det en
rørende Betragtning af Naturens Yndigheder,
af Skaberens kierlige Omsorg for sine Kreature,
og de forundringsfulde Virkninger af hans Viis¬
dom og Almagt; Undertiden er det en Forestil¬
ling af Livets Korthed, af de menneskelige Ly¬
sters Forsængelighed og af Dydens Sødhed, men
oftest er det en Opmuntring til at tragte efter det
store Fuldkommenheds Maal, til hvilket vi ere
skabte, tagen af de høie bevægende Grunde,
som Christendommen giver os til at forarbeide
vores Lyksalighed baade i dette og i det tilkom¬
mende Liv.
Visse Fester, som ere stiftede til at erin¬
dre os om vigtige timelige eller aandelige Vel¬
gierninger, ere af Selskabet uforanderligen be¬
stemte til saadanne Forsamlinger. Adelsman¬
den kalder disse deres Ordens=Dage, og paa dem
blive de af Præsten ved en kort Tale opmuntrede
til Andagt og Kierlighed. De bede for Kirken
og Fædrenelandet, og forpligte dem indbyrdes


131


til at leve saaledes enhver i sit Kald, at de, som
nu ere Medlemmer af Guds synlige Rige, kun¬
ne alle blive deelagtige i det høiere Borgerskab,
som Religionen giver dem at haabe. Dersom
de kiende nogen, som trænge til deres Hielp,
overlegge de, hvorledes de, uden at blive be¬
kiendte, kunde række dem Haanden, hvortil A¬
delsmanden og Kiøbmanden ofte betiene sig af
Præstens Mellemhandling.
Løverdagen for Paaske er en af disse Or¬
dens=Dage, og for at give mine Læsere en Prø¬
ve af Præstens Skrivemaade, vil jeg meddele
dem nogle Betragtninger, som han har opsat til
denne Dag. Jeg finder en Blanding af En¬
foldighed og Høihed deri, som rører mig, noget
som ligner den Maade, paa hvilken de første hel¬
lige Sangere udtrykte dem, men jeg veed ikke,
om jeg skal kalde det løs eller bunden Stiil.


Det er fuldbragt, --- det store Verk, som
ingen Engel kan begribe,
Den Guds Eenbaarne, i hvilken vi for Verdens
Grundvolde vare elskte,
Og som i Tidens Fylde blev vor Broder, er
død ---


132


Han døde en haardere Død end et blot Menne¬
ske, end en Engel kunde døe,
Fordømt, hudstrøget, korsfæstet, bespottet af Men¬
neskene og forladt af Gud
Hengte den sagtmodige Lærer og uskyldige Men¬
neske=Ven midt iblant Misdædere,
Fuld af alle de Smerter og Angester, som kunne
føles af usalige Siele,
Angester, som kom Naturen selv til at skielve.
Med en Kierlighed, som bevægede ham til at be¬
de for sine Fiender,
Og med en Taalmodighed, som bøiede Røverens
Hierte til Medlidenhed,
Overvandt han sine Lidelser, og befalede sin Siel
i Faderens Haand.
For os, som vare Syndere, døde han, og efter¬
lod os det Bud:
At vi skulde elske hverandre, ligesom han
elskede os.
Han kiendte ikke Synd og saae ikke Forraad¬
nelse,
J Dag hvilede hans igiennemborede Legeme i
Graven,
Der, hvor vore Legemer engang skulde opløses,
førend de iføres Uforkrænkelighed,
Hvilken sød Hvile for dem, som have sukket om Be¬
frielse fra Forkrænkelighedens Tieneste,


133


Og forventet Guds Børns Udkaarelse ved Lege¬
mernes Opløsning!
Efter tre Dages Hvile overvandt han Døden
vor sidste Fiende,
Og blev den Førstefødte af de Hensovede.
Efter nogle faa Øieblik frembryder den Dag, paa
hvilken han opstod,
Og endnu kortere er den Tid, i hvilken vi sove,
mod Evigheden.
Ved Dagenes Ende, naar han kommer for at
give enhver efter sin Gierning,
Da, naar det mindste Kierligheds=Verk indtil en
Draabe Vand skal belønnes,
Da skulle de, som ikke af Haab om timelige For¬
dele,
Jkke af en forfængelig Ære=Lyst, og for at an¬
sees af Menneskene,
Men af en reen Kierlighed og af en uhykkelsk
Troe
Have tient Gud og Næsten.
De, som for at tale Sandhed, og for at bevare
en god Samvittighed.
Have fornægtet deres Lyster, og været taalmodi¬
ge i Lidelser,
De, som for hans Skyld have forladt alting, og
ikke agtet Livet selv dyrebart,


134


Finde igien i de Boliger, som han beredte dem,
Et uforgiengeligt Liggendefæ.
Tænk, udødelige Siel, medens du endnu er paa
Veien, ofte paa det foresatte Maal,
Og naar Verdens Lyster og Lidelser friste dig til
at vende tilbage,
Saa tænk paa Livets Korthed og Forfængelighed,
paa hans Lidelser og paa hans Forjettelser,
Tænk, at hvad du lider er intet mod det, som
han leed,
Og at de Vellyster, som du opofrer, ere ringe
mod dem, som du har at haabe.


No. 19.
Mandagen den 23 Martii 1761.
D¬
et ædelste af vores Guds Tieneste er Bøn¬
nen. Ved den opløftes Sielene over det
Jordiske til en umiddelbar Omgang med det høi¬
este Væsen, og endskiønt den fornuftige Guds¬
dyrkelse egentlig er en Virkning af de høiere
Sindets-Kræfter, som bestaaer i hellige Tilbøi¬
ligheder, der opvækkes ved en oplyst Forstands


135


Betragtninger af Guds Fuldkommenheder, saa
har dog det Sandselige i Mennesket en stor
Kraft til at fæste Agtsomheden, stille de oprørte
Sinds=Bevægelser, og giøre vores Andagt me¬
re brændende.
At sætte Gudstienesten i udvortes Ceremo¬
nier alene, eller i nogle flygtige Bevægelser,
som ingen høiere Grund have end en oprørt Ind¬
bildnings=Kraft, strider baade mod det fornufti¬
ge Begreb, som vi have om Gud, som en al¬
vidende Aand, og mod den Religion, som læ¬
rer os at tilbede ham i Aand og Sandhed; men
dersom en blot sandselig og indbildt Gudsdyrkelse
fornedrer Mennesket, saa er det og at ophøie det
alt for meget, og at have alt for stolte Tan¬
ker om sig selv, at troe, at vi ikke behøve
udvortes Midler, ikke Sandsernes og Jnd¬
bildnings-Kraftens Hielp, for at samle vo¬
re adspredte Tanker, og opløfte dem til høiere
Betragtninger.
Af alle saadanne Hielpe-Midler have in¬
gen havt en større og almindeligere Virkning til
at opvekke Menneskene end Poesien og Musiken.
De ere begge saa gamle i Verden, som den of¬
fentlige Gudstieneste. Skriften vidner, at et
Slags musikalske Jnstrumenter have været op¬
fundne lige saa tidlig, som Menneskene begyndte
at forsamle sig, for at paakalde Gud, og lige¬


136


som man ikke vel kan forestille sig, hvorledes Fæ¬
drene i disse Forsamlinger kunne have udtrykt de¬
res hellige Rørelser, uden at udbryde i de To¬
ner, som ere Menneskene saa naturlige i alle
Slags Sinds=Bevægelser, saa er det og troeligt,
at Foraaret af den nyskabte Verden, Skiønhe¬
derne af de lyksalige Egne, i hvilke de boede,
Pragten af denne første Tempel, som ikke var
bygt med Hændet, disse saa henrykkende Beviis
af Skaberens Allestedsnærværelse, som ved et
langt Livs ofte igientagne Erfarenheder og Be¬
tragtninger bleve dybt indpræntede i deres Ge¬
mytter, have i saa frie og til den første Uskyl¬
dighed sig nærmende Tilstand opfyldt deres sterke
og muntre Siele med saa prægtige Billeder, og
med saa hellige Rørelser, som tidlig have lært
dem en poetisk Stiil, der i mange Ting maae
have været fuldkomnere end den sildigere Rime¬
Konst.
Vi have i det gamle Testamentes Bøger
saa mange uefterlignelige Mynstre af denne Poe¬
sie, som vise, hvad Religion og Natur alene
kunne virke i en oplyst og af hellige Tilbøielighe¬
der indtagen Siel. Skade, at vi ikke have li¬
ge saa sikkre Efterretninger om deres Musik, vi
skulde da maaskee med alt det, som vi indbilde
os af vore nye Opfindelser i denne Konst, have
fundet lige saadan en Forskiel imellem Lyden af


137


Davids og af vore Harper, som der er imellem
hans Psalmer og vore Kirke-Sange. Siele,
der have saa fine Følelser, og saa høi en Smag,
skulde de vel have boet i Legemer af saa grove
sandselige Redskaber, at de ikke kunde have mer¬
ket det Forhold og den Overeensstemmelse i To¬
nerne, som giør saa følelig en Virkning paa
Sindet og Sandserne? Er det troeligt, at den
Harpe, som alene formaaede at tilfredsstille og
opmuntre en tungsindig Monark, var et skurren¬
de og ildelydende Instrument, som blev behand¬
let uden Konst?
Dette veed vi, at Poesien og Musiken
stedse vare forenede i deres Gudsdyrkelse, og at
de betiente dem af disse Midler baade til at op¬
vække og til at udtrykke deres Andagt. Vilde
David takke Herren af sit ganske Hierte, vilde
han fortælle hans underlige Gierninger, vilde
han glæde og fryde sig i Gud, da sang han.
Havde Gud undertiden forladt ham, havde han
raabt Dag og Nat uden at faae Svar, da fandt
han Gud igien blant Jsraels Lov=Sange. Vil
han give en prægtig Beskrivelse af Kirkens Seier
over sine Fiender, da forestiller han Gud som
i Triumph, at fare op med Fryde=Klang og
med Basuners Lyd. Havde Gud friet ham
af Sauls Hænder, og været hans Tilflugt paa
Nødens Dag, da synger han hver Morgen med


138


Fryd om hans Miskundhed. Vil han anføre
Folket til at tilbede Herren, og udbrede Guds
Ære iblant Hedningerne, da synger han en nye
Sang med Harper, Basuner og Trompeter.
Naar han i den 104 Psalme har gjort den præg¬
tigste Beskrivelse af Guds Huusholdning i Na¬
turens Rige, og han til sidst udbryder i Forun¬
dring og Taknemmelighed, siger han: Jeg vil
synge Psalmer for Herren, saa længe jeg lever.
Ligesom han holdt Sangen for det høieste Glæ¬
des-Tegn, saa anseer han det og for et Mærke
af den yderste Bedrøvelse, at ikke kunne synge;
Naar han vil beskrive en stor og almindelig Lan¬
de=Sorg, hedder det, at de hengte Harperne,
paa Træerne og sang ikke meere Zions Sang.
Naar vore offentlige Sange skulle giøre
den forønskte Virkning paa Sindet og Hiertet,
maae Tankerne, Ordene og Tonerne være over¬
eensstemmende baade med hinanden indbyrdes, og
med de Ting, som de forestille.
Tankerne maae for alting være det. U¬
den dem er Bønnen og Sangen en blot Lyd.
David vil at man skal synge Psalmer forstande¬
ligen. Tomme Ord, som ikke indeholde no¬
gen vigtig Betragtning, der kan indtage og fø¬
de Siælen, vidtløftige Omsvøb og Beskrivelser,
af Omstændigheder, som ikke ere de Betydeligste,
skikke sig ikke til Bønner, som skulle være korte
og fyndige.


139


Poesien bør give Tankerne et nyt Liv ved
prægtige Sindbilleder, og værdige Udtrykke, og
dersom Rimene og Stavelsemaalet ikke ere nok i
den ringere Digte Konst, ere de det endnu min¬
dre i den høieste. En dum Klang af ligelyden¬
de og afmaalede Stavelser kunne ikke give matte
Tanker, tomme Ord, nedrige og uædle Tale¬
maader en Kraft til at samle de adspredte Tan¬
ker, stille Sindsbevægelserne, og opløfte Hier¬
tet. Vi troe dog, at Gud virker ved Mid¬
ler; thi ellers behøvede vi jo ikke Ordet og
Bønnen.
Det er ikke nok, at vore Lovsange og vo¬
res udvortes Gudstieneste indrettes efter de stren¬
ge Regler af Fornuftens og Aabenbaringens Lys,
og at der er intet deri, som aabenbare modsiger.
Grund-Sandhederne. Ligesom Lyset stiger, og
Kundskaben tiltager i Kirken, saa maae og den¬
ne Tilvext vise sig i den ædleste og høieste Deel
af vores Gudstieneste. Hvor mange Prædike¬
ner og Lære-Bøger, som til sin Tid kunne have
været meget opbyggelige, skulle nu ikke meere kun¬
ne giøre den Nytte, som de have gjort for nog¬
le hundrede Aar siden! og kunne vi troe, at saa¬
danne Forandringer ere fornødne i Læremaaden,
uden at være ligesaa fornøden i de Ord, med
hvilke vi udtrykke vores Andagt? Sandserne og
Jndbildnings=Kraften have saa stor Magt over


140


Menneskene, at det er fornødent paa det nøieste
at iagttage Velanstændigheden i den udvortes
Gudstieneste. Endskiønt Geistlighedens Klæ¬
dedragt og de udvortes Ceremonier ere blant li¬
gegyldige Ting, er det dog fornødent, at man
deri retter sig saa meget efter Tidernes og Natio¬
nernes Smag, at man ikke støder de antagne
Begreber om det Sømmelige, og giver det for¬
fængelige Menneske Anledning til Skiemt og
Forargelse. Skulde vel saadan en Agtsomhed
paa Velanstændigheden være mindre fornøden i
Henseende til de Ord, med hvilke vi udtrykke vo¬
re Sieles Tanker og Rørelser, Foruden de al¬
mindelige Regler af Smagen, som ere grunde¬
de paa de Følelser, som alle Mennesker have af
det smukke og Anstændige, er der og noget Vil¬
kaarligt, som beroer paa de til visse Tider og af
visse Folk antagne Begreber. Der foregaae i et
hvert Sprog daglig Forandringer, hvorved ad¬
skillige Ord og Vendinger, som tilforn have væ¬
ret ligegyldige, forringes og forældes saa meget,
at de tilsidst blive anstødelige og virkelig vanhæl¬
de de Ting, som de forestille. Skulle vi da gi¬
ve Religionens Foragtere Anledning til at spotte,
ved at holde over nogle gamle antagne Formula¬
rer, som ved en ringe Umage kunde forandres?
Musiken har saa stor en Kraft paa det
menneskelige Sind, at den fortiener ligesaavel


141


vores Agtsomhed som Tankerne og Poesien.
Den menneskelige Stemme har frem for andre
Toner en besynderlig Yndighed. Da vi ellers
anvende saa megen Tid og Umage paa det Ud¬
vortes og Sandselige, skulde da det deraf, som
kan giøre os beqvemmere til at udtrykke vore Fø¬
lelser af det høieste Væsens Ypperlighed, ikke for¬
tiene ligesaa megen Agtsomhed? Dersom nogen
Tid af den lange Skolegang, i hvilken vi sielden
lære mere end de første Begyndelser af et dødt
Sprog, blev anvendt til at opnaae i det mind¬
ste saa megen Jndsigt i Musiken, at de som skul¬
le forestaae Sangen i Kirken, ikke forvildede
Menigheden med skurrende Toner, var den Tid
da spildt, og mon der ikke blev nok tilovers til
at lære nogle hundrede Gloser, og til at sammen¬
binde dem efter en Grammatik. Jeg vil ikke
tale om den Nytte, som Ungdommen kunde
vente sig af Smag i Musiken til at anvende de¬
res ledige Timer paa anstændige Fornøielser.
Man har havt tilforn saadanne Indretninger ved
de fleste Skoler, og man holder over dem endnu
i andre Lande. Jeg finder ikke, at Videnska¬
berne, have vundet noget derved, at de ere blev¬
ne forsømte. Vore Lærde skrive ikke bedre La¬
tin, fordi de synge ilde, og Mangel af Gehør
har ikke gjort dem stærkere i den Romerske Vel¬
talenhed.


142


Paa en Tid, da Digte- og Tone=Konsten
ere bragte til saa stor Fuldkommenhed, og da
man med saa megen Lykke forener dem paa Skue¬
pladsen, hvor meget maatte vi da ikke ønske, at
see deres fulde Virkning i vores Gudstieneste?
Men, at ville foreskrive Folk Regler i deres
Andagt, og at kræve, saa stor Agtsomhed for
det høieste Væsen, det er uden Tvivl at forlange
for meget, saa længe de endnu ikke have saa
megen Smag i deres Fornøielser, at de vide,
at lagttage Velanstændigheden paa Skuepladsen.


No. 20.
Fredagen den 27 Mart. 1761.
V¬
i vare nylig forsamlede, sagde Adelsman¬
den i Selskabet, for at erindre den største
af Guds aandelige Velgierninger. Om faa
Dage skulle vi have Aarsag til at takke for en af
de største iblant de timelige.
Midlerne til vores Lyksalighed, baade i
dette Liv og i det til kommende, ere efter Grund¬
reglerne af den Christne Religion og af den san¬
de Statskonst saa nøie forbundne, at vi uden


143


at betragte dem i denne Forbindelse ikke kun¬
ne sætte den tilbørlige Priis paa Guds Vel¬
gierninger.
De have nyelig, sagde han til Præsten,
forestillet os Religionens store Kraft til at for¬
bedre vore Stats-Forfatninger, og Virkninger¬
ne af denne Kraft hvormeget beroe de ikke paa
Regieringen?
At være fød i en Deel af Verden, hvor
de, af hvilke vore udvortes Vilkaar bestemmes,
have gjort det til deres Hoved=Hensigt, at beva¬
re det naturlige og aabenbarede Lys i deres fulde
Klarhed; hvor Magten ikke er grundet paa
Blindhed og Frygt, men paa Jndsigt og Kier¬
lighed; hvor Lovgiveren ved at forøge Kundska¬
hen, forbedre Opdragelsen og befordre Nærings¬
Midlerne, søger mere at forebygge Lasterne end
at straffe dem; hvor Love, som ikke ere egennyt¬
tige, men grundede paa bekiendte og til det al¬
mindelige Beste sigtende Hensigter, bøie Villien
uden at tvinge Forstanden; hvor Regenten ikke
bruger den Magt, som han har over Lovene,
uden til at formilde dem, og til at bevise Naa¬
det hvor en Uskyldig ikke kan lide, og en Skyl¬
dig ikke blive straffet høiere, end han fortiener;
hvor alle Stænder nyde en lige Beskyttelse;
hvor ingen borgerlig Dyd holdes for ringe til at
agtes og belønnes; hvor Lovgiverens Nærværelse


144


og Opmerksomhed ikke skrækker men opmuntrer;
hvor et glad Folks Taknemlighed holdes for
en sødere Belønning, end et stort Navn, som
kiøbes ved Mord og Undertrykkelse; hvor man
agter Ære og Samvitighed saa høit, at man
skaaner endog de Forseelser, som begaaes af Nid¬
kierhed og af redelige Hensigter; hvor enhver
Undersaat har det fuldkomneste og sikkerste Her¬
skab over sine Eiendomme, og Regenten betrag¬
ter Statens Formue som betroet Gods; Kort,
hvor de fleste Personers og Familiers Velstand,
er Regentens Lov, hvor Folkets Kierlighed be¬
varer Thronen, og Monarkens Raadgivere tilli¬
ge ere hans Venner.
At være fød sagde Adelsmanden, i saa¬
dan en Deel af Verden, er det ikke at være
Himmelen saa meget nærmere end andre Folk,
som man her paa Jorden er lyksaligere end de?
For hvor mange Fristelser, som ofte sætte Dy¬
den paa alt for haard en Prøve, er saadant
et Folk ikke sikker, og hvor meget lettere er det
ikke i saadan en Stat end i andre baade at
prædike og at udøve Kierligheds Lov? At
vi nyde denne Lyksalighed frem for andre
Folk, kunne vi tilskrive det vore Fortrin, eller
have vi Forsynet alene at takke derfor, og hvor¬
ledes kunne vi takke det uden ved at giøre os vær¬
dige til at nyde endnu længe den Monarks Be¬


145


skyttelse, hvis Fødsel vi snart skulle erindre paa
en Dag, da Han ved en nye Naade af Himme¬
len gives os igien?
Hvorledes skulle vi paa denne Dag udtryk¬
ke vores Glæde og Taknemmelighed? J maae
tale for os, sagde han til Præsten, og berede et
værdigt Tak-Offer til Gud og til Monarken. Jeg
vil siden søge at giøre denne Fest saa høitidelig,
som jeg kan.
Jeg skal tale af Hiertet, svarede Præsten;
men, naar min Tunge er allerlykkeligst i at ud¬
trykke dets Følelser, er alt hvad jeg har sagt kuns
Ord, som Hyklerie ofte har misbrugt. Det
mindste Kierligheds Verk er Gud et behageli¬
gere Offer end den længste Bøn, og hengivne
Hierter, som vise sig i Nidkierhed for det Al¬
mindelige, og i Venlighed mod sine Medborgere,
ere de rette Ærestytter, som opreises for gode
Regentere. Elsk Eders Lige, og bliv ved at
efterligne Eders Monark i at vise den samme
Mildhed og Naade mod Eders Underhavende,
som han beviser mod Eder, og som vi alle ønske
os af det høieste Væsen. Dette Tak-Offer er
bedre end alle Bønner, og da Himlen har givet
Eder saa megen Jndsigt, Villie og Formue til
at gjøre got, trænge J ikke til at vælge saadan¬
ne Midler til at bevise Eders Hengivenhed, der
ere saa ufuldkomne og bedragelige, som de,


146


hvilke Veltalenhed, Pragt og Konst kunne til¬
veiebringe.
Jeg har bestemt en Summe til denne
Dags Helligholdelse, sagde Herremanden, og
jeg tænkte først at give den til de Fattige; men
da alle de paa Godset, som ikke kunne arbeide,
ere forsørgede, og Gavmildhed ikke er en Dyd,
naar den udøves saaledes, at den befordrer Ør¬
kesløshed, har jeg besluttet at anvende en Deel
af disse Penge paa nogle smaae Indretninger,
hvortil jeg ikke vil bruge andre Haandverksfolk
end dem, som jeg selv har ladet oplære. Naar
de Nødlidende, som ikke kunne arbeide, først
ere forsørgede, troer jeg, at det ikke alene er
tilladt, men og en Pligt at anvende det øvrige
af sin Overflødighed paa saadanne Ting, hvor¬
ved Arbeidere og Konstnere belønnes og Livets
Fornøielser formeres. Jeg vil ikke have disse
Fornøielser for mig selv, alle indtil mine Bøn¬
der skulle tage Deel deri. De, som ved en god
Huusholdning, Vindskibelighed og en christelig
Opførsel adskille sig fra Hoben, skulle indbydes,
og jeg vil selv være nærværende ved denne For¬
samling, for at være Vidne til deres Glæde, og
for at opmuntre dem. Min Foged skal under¬
søge, hvor meget der er vævet og spundet paa
Godset, og jeg vil uddeele nogle smaa Gaver til
dem, som have arbeidet meest. Denne gode


147.


Mand, sagde han til Bonden, skal beværte
dem paa mine vegne, og jeg vil have den For¬
nøielse at være Tilskuer. Den øvrige Deel af
Summen vil jeg udsætte til en Belønning for en
Digter, som er lykkelig i at udtrykke den naturli¬
ge og uhykkelske Glæde, som jeg venter at finde
i denne Forsamling, og som kan erindre os om
det gamle lyksalige Hyrde=Liv.
Nok, nok, sagde Kiøbmanden, tillad og
andre at giøre noget. Disse Herremænd vil ha¬
ve Æren alene, og de veed med saadanne smaa
Høfligheder at give deres Handlinger en besynder¬
lig Værdie. naar jeg giorde nok saa prægtig en
Anretning for mine Folk, skulde det ikke for¬
nøie dem nær saa meget som den Ære at see en
Herremand paa deres Gilde. Hvad det er en
Fordeel at være en fornemme Mand! Men lige¬
meget, jeg vil dog heller have Penge end Titler.
Kiender i et rigt Fruentimmer af Borgerstanden,
sagde han til Præsten, som er fornuftig nok
til at vælge en værdig Brudgom af hendes egen
Stand, da giver jeg den, som hun elsker saa
meget i Medgift, at han skal blive hende lige¬
saa værdig i Rigdom, som han er det i
Fortieneste.
Men, hvorfor seer J saa bedrøvet ud?
sagde han til Bonden, er det ikke nok, at i med
det første skal have den Ære at forestille Eders


148.


re i det prægtige Gilde, som han lader anrette?
Døm selv, hvad jeg maae føle, svarede denne,
naar jeg betænker, at jeg er den eneste af Eder
alle, som ikke kan giøre noget, der fortiener at
bemerkes, og at jeg er hverken fornemme, eller
riig, eller veltalende nok til at give de Handlin¬
ger, ved hvilke man udtrykker sin Glæde og Tak¬
nemlighed, nogen Priis.
J er just den eneste af os alle, sagde Præ¬
sten, som kan belønne Monarken med den sande
Ære, som bestaaer i en glad og lyksalig Mæng¬
des ukonstlede og uhykkelske Lovsange. Jeg,
raabte Bonden, skulle giøre Lovsange, som va¬
re værdige at høres af Monarken? Siig mig,
sagde Præsten, hvorledes var i til Mode, da
J hørte, at Kongen var i Fare? Jeg glemmer
det aldrig, svarede Bonden, det var just min
ældste Datters Bryllups=Dag; jeg blev stum,
og da min Naboe, som saae Taarene trille ned
i Bægeret, spurgte, hvad der fattedes mig, sva¬
rede jeg, at vor Fader var syg. Herren paa
Gaarden, sagde denne med Forskrækkelse. Nei,
svarede jeg, det er ikke ham, men baade hans
og vores Fader, den Herre i Landet, som er lige¬
saa kierlig mod alle sine Folk, som Herreman¬
den er imod os. Det er nok, svarede Præsten,
vi ville ikke meere overgive os til disse bedrøvelige
Forestillinger, paa en Tid, da vi have saa stor


149.


Aarsag til at glæde os. Siig mig, dersom J
kunde beviidne denne Herre Eders Hengivenhed,
paa en Maade, som fortiente meere at bemerkes
end alt hvad baade Herremanden og Kiøbmanden
og jeg kunne giøre, vilde J da være fornøiet til
denne Fest? Fornøiet, sagde Bonden, ja saa
fornøiet som paa min egen Bryllups-Dag; Jeg
vilde tømme en Flaske af den beste Viin, og
prise mig lykkelig nok at være under saadan en
Monark den ringeste Undersaat.
Saa glæder Eder da, sagde Præsten; thi
disse Bevis af Eders Kierlighed, overgaae
langt alle dem, som Rigdom, Konst og Vel¬
talenhed kunne tilveiebringe. Den beste Digter
skal neppe kunne udtrykke disse naturlige og uhyk¬
kelske Tegn af Eders Hiertes Følelser saaledes,
at de intet tabe af deres Reenhed og Uskyldighed.
Tillader De, sagde han til Adelsmanden, at
den Pris, som De har udsat, gives til en Digter,
som er lykkelig i at forklare Bondens Tanker?
Herremanden tilstod det, og jeg haaber i
det næste Blad at kunne meddeele Læseren denne
Hyrde=Sang.


150


No. 21.
Mandagen, den 30 Mart. 1761.
Carmina qvæ nobis Deus obtulit ipse canenda
Dicamus, teretiqve sonum modulemur avena.
Forsitan Augustas feret bæc Meliboeus ad aures.
J
Gulbrands feede Dal, hvor Melk og Hon¬
ning flyder,
Hvor Doure=Fieldene mod Himlen Spidsen byder,
Hvor Grannen Fødderne rodfæster i det graa,
Og taber Kronen i det høie Himmel-Blaa.
Hvor den opløste Jis af Foraars milde Straaler,
Sit susende Crystal den hule Elv tilmaaler,
Hvor Blomster stengles op paa Blomster i en
Eng,
Som med en Balsams Lugt besprenger Hyrdens
Seng.
Hvor den beskiemte Konst Amphitheatre priser,
Som et almægtigt Bliv i Klippe=Ryggen viser,
Der med sit runde Skjold afbøder Nordens Vind,
Og slutter Dyd og Roe i muntre Dale ind.
En Morgen Seladon for Hiorden var uroelig,
Forlod sit Birke=Løv og flettet Sommer=Bolig,


151


Alting var stille, kuns ved Nattergalens Slag
Bevægte Luften sig mod den oprundne Dag.
Han saae det kaade Kid blant Roserne at hoppe,
Og ryste Duggen af bestraalte Ympers Toppe,
Det kielne Dægge=Lam i Thysbes rene Skiød,
Mod Kulden Varme og mod Tørsten Drikke nød.
En flygtig Fugle=Sverm i grøn=skatterte Skove,
Hos Linden søgte Læe, for Skaberen at love.
Vandfalde traadsedes af Elvens stærke Lax,
For Vinden vislede et Hav af moedne Ax.
Da han henryktes af den Under-skiønne Scene
Saae han Dorinde ved den seie Piil alene.
Med uopbundne Haar, ukiemte, uden Baand,
Afmægtig støttende sin Rose paa sin Haand,
At blande sine Suk med Elvens stille Sukke
Og Skiønheds Sæde kuns for Graaden at oplukke,
En Perlebæk af Graad fra hendes Melk og Blod
Med Suk nedstrømte paa den drukne Pile Rod.
Seladon.
Dorinde, Dalens Liv! Ak hvorfor saa bedrøvet,
Har Ulven dig i Nat et Lam af Stalden røvet,
Er din Melampus syg, har du om Naale drømt,
Dametes mueligen kun elsker dig af Skrømt.
Er det halv=moedne Ax forbrendt af Østen=Vinde,
Er Offer=Lammet dødt, min deiligste Hyrdinde,
Er Ceres bleven vred, har Pan din Hiord forladt.


152


Dorinde.
Nei! Neil En større Gud har mig i Uroe sadt,
Seladon.
En større Gud end Pan?
Dorinde.
En Gud der os beskytter:
J de af Gran i Gran indhugne Vinter=Hytter,
Der giør at Kalven ei for Biørnen er et Rov
J Labyrinthet af den tykforvoxne Skov.
At Honning, Most og Melk i tykke Strømme flyder,
At vore Hyrder af Smaragden Perler nyder,
At Vinters Haab og Sæd blant Klipper spirer op,
Og traadser Vind og Soel med en besvangret Top.
At Hyrder syngende i ranke Linders=Skygge
For Tvistens Æble mit i Venskab ligger trygge,
At Koen til sit Knæ i Klever=Bladet staaer,
Og Hyrden roelig Søvn paa Blomster=Teppet faaer.
Seladon.
De skiønne Øine med en Strøm af Taarer
flyder,
Som tidt en Strøm af Lyst i Hyrdens Hierte gyder,
Den Svane-hvide Haand i Dag foruden Pragt,
Hvis Kys har Hyrdens Sind saa tidt i Lue bragt.
Dorinde,
Du smiler Seladon:
Seladon.
Om Seladon kun vilde,
Han skulde i en Hast dig aabne Trøstens Kilde.


153


Dorinde.
Du kan og vil dog ei?
Seladon.
Jeg kan og vil det vel.
Dorinde.
Indgyd da Trøstens Viin i min bedrøvet Siel.
Seladon.
Men viid at Hyrden til den deiligste Hyrdinde
Giør aldrig Tieneste, naar intet er at vinde.
Dorinde.
Velan da Seladon, see her et Hatte-Baand,
Som jeg til Coridon har gjort med egen Haand.
Seladon.
Jeg skiller ei min Ven fra en saa herlig Gave.
Dorinde.
Vil du mit Offer=Lam til Høste-Gildet have?
Seladon.
Bevare Guderne, skal jeg berøve det,
Som du i Andagt har bestemt til Alteret.
Dorinde.
Min Stav af Jbentræe, som Damon har
udskaaren.
Seladon.
Nei! den er ene værd af dig at være baaren.
Det du paa Munden af din gamle Fader fik,
Da du i Dagningen til Faare=Hiorden gik.


154


Dorinde.
Hvad jeg paa Munden fik, Ei! tænker du min
Fader
Mig, Øiestenen i sit eget Øie, hader.
Seladon.
Vor Friederich er vel, saa sagde Fama nys.
Dorinde.
Ach Himmel er det sandt?
Seladon.
Er det ei værd et Kys.
Dorinde du har Ret! jeg billiger din Klage,
Min Tunge selv var stum, af Hiertets skiulte
Plage,
Vor hele Dales Vel med et begraven laae
J Taarer, Suk og Graad i Sorgens fæle Braae.


Dametas sukkende tog Brød og Ost af Tasken,
Paa engang drak sin Graad og friske Melk af
Flasken.
Menalcas kiedtes ved den skiønne Thyrsis Sang,
Carinnes Fløite i et Baand paa Veggen hang.
Afvrudt var Dansen i de blomsterfulde Senge,
Vor Hiord vantrivedes i Basans feede Enge.
Da Hyrden tabte Lyst og lagde Piben bort:
Kort sagt, vor Glæde fløi som Dug for Solen fort.


155
Den høit opløstede paa Evighedens Throne,
Til Naade villig, lod ved Bønner sig forsone,
Har til den tabte Fryd en gylden Dør opladt,
Og for vor Hierte-Sorg en mægtig Grændse sat.
Som Rosen=Knoppen mod den kiølne Nat¬
tes Taage.
Sit Purpur skiuler bag tillukte Øine=Laage,
Hvor selv Smaragderne mod Aarets første Vind
Udbreder Skjoldet for den spæde Ungdoms Kind.
Den føler Varmen af det gyldne Østens Øie,
Der seer til Haven need fra det forgyldte Høie,
Afryster Perlerne af den halv døde Knop,
Og hilser Solen med sin frydefulde Top,
Den af sit feede Skiød en Balsam=Lugt udsveder,
Og paa sin Skueplads Midsommers Tegn udbreder,
En Myrrhes yndig Damp opdunster af en Dragt,
Der vinder Prisen mod en lystig Tempes Pragt.
Gud være evig Lov! saa er vor Sorg forsvunden,
Og Dagens milde Soel paa Himmelen oprunden.
Vor Konge lever vel, vi seer vor Soel paa nye,
Der var fordunklet af en skræksom Torden=Skye.
Dorinde.
Følg med! en hellig Drift skal Leede=Stiernen.
være,
Jeg vil i Templerne for Gud min Tak frembære,


156.


Der rakte Hielpens Haand til sin og vores Ven,
Og gav med dobbelt Fryd vor Friderich igien.
Den gamle Coridon ved siden tog sit Sæde,
Uvidende om den fra Himlen sendte Glæde,
Beklagte Tiderne paa Alderdommens Viis,
(Foraaret altid har for Vinteren sin Priis.)
Coridon.
Nu er vor Hyrde-Stand ei som den haver været,
Før var det hvide Haar for gule Lokker æret,
Da havde Hyrderne Hyrdinderne i Roe,
Og vare hine ei, dog vare disse troe.
Den gamle Ærlighed af Dalen er forsvunden,
Før var man ved et Ja, nu knap ved Eeder bunden,
En kierlig Enighed har tabt sit første Floer,
Den vel i Faarene, men ei i Hyrden boer.
Før aad vi Fladde=Brød, og drak vor Vand i
Grotter:
Nu drikkes borget Viin i Fyrstelige Slotter,
Da gjorde Nøisomhed vort Lives Galde sød,
Den sørgeløse Dag med Skierds og Sang bortflød,
Da elskte Lysidor i Stilhed sin Selinde,
Den unge Pyramus hos Thysbes sin Gudinde,
Adskildt fra Verden i den søde Friheds Skiød,
Uskyldig Elskovs Trøst i daglig Omgang nød.
Blant os var ingen Rang, som Stolthed har op¬
fundet,


157


Nu er Rang=Syge i den Unges Siel oprunden,
Da reedtes Pigerne med Faar og Giedder ud,
Nu ægter Hyrderne en fattig pyntet Brud.
Man ansaae Vellyst, Guld og Pragt, som usle
Dverge,
Mod en Velsignelse, som flød af mavre Bierge,
Forfaldne Hyrde-Stand, du glimrer nu af Pragt,
Som har en dydig Dal til Betler=Staven bragt.
Dorinde.
Du kloge Coridon, som alle Stierner kiender,
Og med din Læge=Konst fra Hjorden Pest afvender,
Du som om Vaaren spaar, om riig og fattig Høst,
Og kiender Skiebnens Lov af Kragens heese Røst.
Du lærer Skovene og Floras rige Dale,
At give Gienlyd af en sød og yndig Tale,
Ja Raad mod Hexerie og Sorte-Konster veed,
Siig, hvoraf reiser sig dit Sinds Uroelighed?
Coridon.
Jeg saae en bunted Rad af Hyrder og Hyrdinder,
Der, hvor den heese Bek fra smeltet Jis udrinder.
Opkildtet, sminket og omgiven med en Krands,
Og efter en Skalmei at træde i en Dands.
Mens de den blege Kind med Melk og Blod opliver,
Og den forlorne Pragt en konstig Skiønhed giver,
Er du, Dorinde, de forløbne Tider liig,
Du passer paa din Hiord, er net og tarvelig;
Jeg tør vel sige dig, da Himlen tog min Mage,
Jeg ønskede kun dig, Dorinde, at behage,


158


Min Vinter er ei kold, jeg haver nitten Faar,
Ti Kiør til Buggen op i Havre=Stubben gaaer,
En talrig Giede Flok af Klippens Pyramider
Med femten unge Kid den seie Mos afbider,
Jeg spiser til mit Brød, Kiød, Honning, Smør
og Ost;
Min Lade haver Rug, min Kielder Melk og Most.
Forfaldne Hyrde-Stand, man tænker kun paa
Glæde.
Dorinde.
Og du paa Giftermaal. Skal nu vort Øie græde,
Da det gaaer Kongen vel. Kom med, saa skal
du see,
At jeg med Hyrderne kan danse, synge, lee.
Er ei din Vinter kold, vi vil os did begive,
Hvor jeg mit Foraar, du din Vinter kan oplive.
Vor Coridon sprang op, aftørrende sin Kind,
Og tog Dorinde med i Hynde-Dandsen ind.
Cupido smilende sin Vunder=Bue spendte,
I Alderdommens Snee den søde Lue brændte,
Forelskt var Coridon. (Er nogen Alder frie
Fra det naturligste og søde Raserie),
Han drak Forelsktes Lyst af Purpur=farvet Læber,
Der drukne Elskere i Livets Sødhed dræber,
Hans røde Øie paa Dorindes hvide Bryst,
Paa dette Melke=Hav omseilede med Lyst.


159


Nu syntes hendes Mund paa Elphenbeen at hvile,
De hvide Tænder som en Perle-Snoer at smile.
Nu skinte Øinene, som Tvilling Tegnets Ziir.
Ved Sommers rene Luft i glimrende Zaphir,
Nu glemte Coridon de Gamles Klage=Viser,
Og Hyrders Lykke i de muntre Dale priser,
(Beklag uroelige ei de forløbne Aar.
See hen til Hiertet, hvor du Grund til Sorgen
faaer.)
Man lagde sig til Roe bag Buskenes Colliser,
Drev Middags=Heden bort med Eventyr og Viser,
Man spiste der med Lyst, den Hunger=krydet Mad.
Mens Næsen Balsam drog af tette Urters Rad.
Her saae man Lysidor opvakt af Tørst og Glæde,
Sin Hals med Æble-Most, sin Kind med Graad
at væde.
Med Glasset i sin Haand at tale Folkets Sag,
Og muntre Hyrden op paa denne Glædes-Dag.
Lysider.
Lyksalig Hyrde-Stand, J dig skal Rang og
Ære.
Ei spilde Sindets Roe og Hiertets Dyd besnære.
Vort hele Liv i Fred bortflyder til vor Død,
Os støder Avind ei med List af Lykkens Skiød.
Forgyldte Slaver sig paa Ærens Tinding vise,
Vi Friheds ringe Brød i salig Armod prise,
Athenens Viisdom giør og ikke rasende,
Vi taler kun om det, som vore Øine see.


160


Naar hist en Røver=Sverm af mordiske Soldater
Sin Torden vender ind paa undertvungne Stater,
Naar Fyrster farve sig med kiøbte Trelles Blod,
Opæde vi vort Brød i Roe ved Doures Fod.
Naar Prindser sukke paa forgyldte Filsbeens Senge,
Vi sove roelig i de Himmel aabne Enge,
Vi elske, gifte os, fordi Naturen vil,
Hos Folk i Stæderne er det et Modens Spil.
Naar vi vil gifte os, vi finde strax en Mage,
Og kiende ikke til forelskte Grillers Plage,
Naar en mistænksom Mand paa Fruen giver agt,
Vi lade Dyden for Hyrdinden holde Vagt.
Coridon.
Men hvor fra skriver sig den gyldne Tid i
Norden?
Lysidor.
Fra Himlens Gud og fra hans Billede paa
Jorden.
Vor Frederich, vor Konge og vor Ven.
Dorinde.
Saa takker Himmelen, der gav os ham igien.


161


No. 22.
Fredagen, den 3 April 1761.
D¬
a Solon blev adspurgt, om han havde gi¬
vet Athenienserne de beste Love, svarede
han, at han havde givet dem de beste, som de
kunde tage imod; saa meget har det til alle Tider
beroet paa Folket selv, hvorvidt de største Lovgi¬
veres Hensigter kunde opfyldes eller ei.
Jngen Viisdom er stor, og ingen Magt
uindskrænket nok til at befordre det almindelige
Beste af en Stat, dersom Folket ikke har Jnd¬
sigt og Nidkierhed nok til at understøtte Lovgive¬
rens Hensigter ved Handlinger, som beroe paa
dets frie Villie, og som ikke kunde tvinges uden
ved store Uleiligheder. Det er saa stor en For¬
deel for Regieringen at være elsket, og saa vigtig
en Deel af Folkets Lyksalighed at være fornøiet,
at de Lovgivere ere meget at beklage, som maae
tvinge Folk til at ville deres Beste, og af Pligt
alene paatage sig møisommelige Arbeider, hvor¬
af Udfaldet er uvist, og for hvilke, naar de ere
allerlykkeligst, de ikke kunne vente dem Tak uden
af de sildigste og mere oplyste Efterkommere.


162.


Disse Vanskeligheder findes ikke hos de
vilde og uoplyste Nationer allene; de meest sleb¬
ne Folk regieres af Fordomme. Hovmod og
Egennytte forlede dem ofte til at misbruge deres
Jndsigt, og til at legge Hindringer i Veien for
alle de Forbedringer, hvilke de ikke selv have Deel,
og hvorved deres egne smaa og nærværende For¬
dele lide. Richelien, Colbert, Barnevel, Jean
de Witt have ikke havt bedre Skiebne end Keiser,
Peter. Disse store Mænd, som nu æres med
en Art af Tilbedelse, bleve i deres Tid betragtede
som Redskaber til deres Medborgeres Undertryk¬
kelse, og som Fiender af de Folk, til hvis Vel¬
stand de have lagt en Grundvold, paa hvilken de
mere skiønsomme og taknemmelige Efterkommere
endnu bygge.
Hvor fornødent er det da ikke, at indpræn¬
te dem, som opdrages til vigtige Embeder, saa¬
danne Grundregler, som kunde bevare dem fra
Egennytte. Det er ikke nok, at de vænnes til
den Opofrelse, som er grundet paa Menneskekier¬
lighed og Ære. De maae kunde fornægte Æren
selv, indtil at taale Modsigelse og Had, naar de
søge at giøre dem allermeest fortiente af en Slægt,
som endnu ikke har Jndsigt nok til at skiønne paa
deres Fortienester.
Dersom Mængdens urigtige Domme ikke
skadede det Almindelige uden derved, at de berøve


163


Dyden den fortiente Ære, og afskrække svage
Siele fra at udøve den, var det allene nok til at
bevise Nødvendigheden af alle saadanne Anstalter
til at forbedre Kundskaben og Sæderne, som kun¬
de giøre Folk beqvemme til at tage mod gode Love.
Mangel af almindelig Oplysning har endnu en
skadeligere Virkning, at Lovene ikke kan sættes i
Verk, og at et Folk ved Trodsighed og Misfor¬
nøielse forspilder alle de Fordeele, som ved de vi¬
seste Indretninger legges dem i Skiødet, og at
de tilsidst give deres Anfører Skyld for de Ulei¬
ligheder, som de paadrage dem selv.
Den offentlige Credit er Sielen af alle de
Indretninger, som giøres til at formere et Folks
Rigdom, Magt og Beqvemmeligheder, og den¬
ne beroer saa meget paa de almindelige Domme,
at de viseste Jndretninger, de lykkeligste Foreta¬
gender, og den største udvortes Sikkerhed allene
ikke ere tilstrækkelige til at give Eiendommene og
Midlerne i et Land deres tilbørlige Priis. En
Nation i Europa, hvis Handel har al den Sik¬
kerhed, som Klogskab, Overlæg, Frihed, Rig¬
dom og en mægtig Flode kunde tilveiebringe, seer
sine Actier hver Dag stige og falde. En Skip¬
pertidende og et falsk Rygte, som er opdigtet i
et Drikkeselskab, finder ved den mindste rimelige
Formodning ofte saa megen Troeværdighed hos
et Folk, som af Tungsindighed, Misfornøielse,


164


og en umaadelig Brug af deres Skarpsindighed,
og Frihed, er tilbøieligt til at troe onde Tiden¬
der, og til at mistænke deres Anførere, at de sæl¬
ge deres sikkerste Eiendomme med et anseeligt Tab.
Deres koldsindige Naboer, som vide, at saadan¬
ne Forandringer ere kuns Virkninger af Overilel¬
se, have vundet anseelige Summer ved at afkiøbe
og sælge denne Nation sine egne Forskrivninger,
Bancosedler og Actiebreve. En betydelig Svæk¬
kelse i den offentlige Credit kunde i en kort Tid
formindske dette Folks Rigdomme til en ringe
Deel af den Formue, ved hvilken de nu udrette
saa store Ting. Denne Credit beroer saa meget
paa den almindelige Tænkemaade, og paa Natio¬
nens Tillid til sine Lovgivere, at den maae frygte
mere for alle ildesindede og misfornøiede Medbor¬
gere, end for sine udvortes Fiender.
Det er merkværdigt, at see to Folk i Eu¬
ropa føre blodige Krige, for at indskrænke hinan¬
dens Herskab og Handel paa en Tid, da den ene
Nation ved sin Forfængelighed aarlig forstrækker
den anden med anseelige Summer. Den ene
af disse Nationer førte i Krigen en anseelig Han¬
del med Ostindiske Nettelduger, men Freden var
ikke saasnart sluttet, førend man afskaffede dem,
fordi nogle unge Herrer ved deres Hiemkomst for¬
sikrede, at de ikke mere vare i Brug hos deres
Fiender. Det Ostindiske Compagnie leed ved


165


denne Forandring i Moden mere, end det havde
lidt ved den hele Krig. Man strider med Hef¬
tighed om ligegyldige Ting, om Klædedragten,
om Danse, om Skuespil, paa den samme Tid,
da man med en umættelig Begierlighed og med
store Bekostninger tilsniger sig den forhadte Na¬
tions Vahre, som enten ere forbudne eller belagte
med store Afgifter.
Lovenes Virkning og Lovgiverens Ære be¬
roe saa meget paa Tænkemaaden og Sæderne, at
man ikke kan giøre sig Umage nok for at oplyse
Folk om Hensigterne og Nytten af det, som be¬
fales, med saadanne Grunde, som kunde bevæge
dem til en fornuftig og frievillig Lydighed. Saa
forgieves som det er, at vente Klogskab og Vind¬
skibelighed af et Folk, som troer, at dets Lykke
og Ulykke beroer paa en blind og uforanderlig
Skiebne, saa lidet nytter det og at giøre Anstal¬
ter til Manufacturernes og Handelens Opkomst i
et Land, hvor man sætter Ære i Ørkesløshed,
og hvor en Dagdriver med et Par Knævelsbarter
er mere anseet end en Kiøbmand, som forøger
Statens Magt og skaffer Næring til mange Fa¬
milier. Det var tilforn en almindelig Maxime
i alle Lande, at forbyde Udførselen af alle Lev¬
netsmidler. Kiøbmænd, som samlede Magazi¬
ner af de frugtbare Aaringers Overflødighed, for
at sælge den med Fordeel til Fremmede, vare


166


overalt lige saa forhadte som Jøder og Aagerkar¬
le. Jndbyggerne i de frugtbareste Lande vare
saa bange for at sulte ihiel, at de ved saadanne
Forbud ikke allene indskrænkede Agerdyrkningen,
Folkemængden, og Statens Tilvext i Rigdom¬
me, men og ofte af Mangel paa Magazinerne
leed Hunger selv. Disse Fordomme vare de
største Hindringer for de Forbedringer i Landvæ¬
senet, som har gjort Engeland en siette Deel mæg¬
tigere end det var tilforn. Efter Uslaritz Be¬
retning var Udførselen af de fleste Levnetsmidler,
endog af saadanne, som ikke ere nødvendige, og
hvoraf Spanien har stor Overflødighed, enten
forbudne eller belagte med høi Told, og han for¬
sikrer, at denne Indretning var grundet i en
Maxime, som hele Nationen holdt for at være
meget patriotisk. Denne Maxime var:
at Tolden burde være liden paa indgaaende Vah¬
re, fordi den blev betalt af Jndbyggerne, og høi
paa udgaaende, fordi den betaledes af Fremme¬
de. Hvor liden Tak skulde Colbert have fortient,
dersom han havde arbeidet for et Folk, som ikke
bedre havde kiendt sine sande Fordele.
En Nation, som har Jndsigt, Nidkier¬
hed og Bøielighed, og de to sidste Egenskaber ere
gemeenlig Virkninger af den første, skal giøre
Feilene i dens Forfatning ukiendelige; den skal
overvinde de største Hindringer, og med meget


167.


ufuldkomne Love bringe det langt videre, end et
andet Folk, hos hvilket disse Egenskaber ikke ere
saa almindelige, kan bringe det med de beste og
fuldkomneste Indretninger.
De Folk, som ere de første til at bryde
Jsen, kunde undskyldes, om de ikke altid ved
Grunde alene kunde overtales til at understøtte
saadanne Forslag, hvis Nytte man endnu ikke
havde erfaret, og om de Vanskeligheder, som
møde ved alle store Foretagender, have undertiden,
gjort dem koldsindige, fordi de vare nye og ube¬
kiendte; men andre, som arbeide efter dem, ere
uundskyldelige, dersom de ikke med den fuldkom¬
neste Tillid og Nidkierhed understøtte saadanne
Indretninger, som ikke alene ere bygte paa de
klareste Grunde, men og paa andre Nationers
lykkelige Folk, og dersom de lade dem afskrække
ved de Vanskeligheder og Tab, som møde ved
alle Begyndelser, og som andre Nationer med
Klogskab og Bestandighed have overvundet.


168


No. 23.
Mandagen, den 6 April 1761.
P¬
ræsten og Kiøbmanden fortalte ved sidste Sam¬
ling, at adskillige Folk af deres Stænder
læste med en inderlig Fornøielse de Blade af Til¬
skueren, hvori de meente at finde noget mod A¬
delen. Hvor meget Herremanden maae have
forundret sig over denne Tidende, kan Læseren
slutte deraf, at det just er ham selv, som taler i
disse Blade, han havde intet mindre ventet, end
at en Afhandling, som sigtede alene til at vise,
hvad Nidkierhed og Opofrelse Fædrenelandet bør
vente af Folk, hvis Fortrin ere byggede paa Æ¬
rens Grundregler, skulle ansees som en Satire
over hans egen Stand: Hvilke Folk i eders vær¬
dige Stænder, som jeg altid har æret, sagde han
til Kiøbmanden og Præsten, kunde enten være
dumme nok til at giøre saadan en Forklaring, eller
saa onde, at de finde Fornøielse i at misbruge en
patriotisk og kierlig Formaning mod almindelige
Feil til at sværte en heel Stand, som aldrig har
været saa fordærvet, at den jo endog med sin For¬
fængelighed selv har beviist, hvor stort Fortrin


169


Europæerne, som regieres af Æren, have frem¬
for andre Nationer i den bekiendte Verden, for
hine Stater i Grækenland og Rom, som vare
grundede paa en Dyd, der var for svag til at
modstaae de Begierligheder, som yttrede sig lige
saa tidlig, som Konst og Vindskibelighed ind¬
bragte Rigdom og Overflødighed i Verden. Jeg
vil ikke spørge eder, sagde han til Kiøbmanden
og Præsten, om J holde det nyttigt, at der er
Adel i en Stat? Jeg veed, at J begge kiende
Eders Stands sande Fordele alt for vel, til at
troe, at enten Handelen eller Videnskaberne kun¬
de blomstre i et Land, hvor alle vare lige, og
hvor der fandtes ingen Familier, som havde en
sikker og arvelig Formue, af hvilken Æren for¬
bandt dem til at anvende noget paa Konst og
Pragt, til at opmuntre Vindskibeligheden iblant
deres andre Medborgere. Men J min Ven,
sagde han til Bonden, skulde nogen have Ret til
at støde sig over Adelens Fortrin, var det Eder:
Siig mig, vilde J vel, at alle vare Bønder?
Spørg ham heller, sagde Kiøbmanden med en
Smiil, om han ønskede, at alle Folk i Landet
vare Herremænd? thi de, som misunde Adelen,
ere sandelig ikke Folk, som have Lyst til at boe i
et Land, hvor alle vare Bønder. Spot kuns
ikke, svarede Bonden, J boede vel selv heller i
et Land, som bestod af lutter Bønder, end i et


170


andet, som bestod af lutter Kiøbmænd; I et
Land, hvor en Bonde kan leve som jeg, maae
der for mig gierne være Herremænd. Jeg veed
ikke, hvad jeg vilde have tænkt, dersom jeg hav¬
de et slet Herskab, maaskee var jeg da saa lykke¬
lig som andre Bønder, at jeg tænkte intet, og
at Herremanden følte Virkningen af min Armod
mere end jeg selv; men det veed jeg, at om vi
ingen gamle Herremænd havde i Landet, fik vi
snart nye. Dersom nogle Bønder her paa God¬
set, som jeg kiender, eiede deres Grunde selv, og
vare tillige saa fattige som de ere, havde de for
lang Tid siden solgt dem til mig, og jeg havde
altsaa været deres Herremand i Stedet for den
gode Mand, som der sidder. Om Bønderne
havde været tiente med dette Bytte, veed jeg ikke,
men det veed jeg, at Staten og jeg vare ikke tien¬
te dermed. Saa god en Bonde, som jeg nu
kan være, saa lidet duede jeg til at gaae i noget
af de Ærender, i hvilke den gode Herre har tient
Kongen, og at sætte mine Penge til som andre, al¬
ene for at have den Ære at age i en forgyldt
Vogn, for at gaae paa den høire Side af min
Naboe, og sætte min Haand under det, som en
Fuldmægtig har skrevet, dertil har jeg med min
ringe Jndsigt for megen Forstand.
Hvor ønskede jeg ikke, sagde Præsten til
Kiøbmanden, at disse Ord vare blevne sagde i


171


det Selskab, hvor Hr. Polidor og Clitander ta¬
lede saa heftig mod Adelskab. Dog, det er nok,
at beskrive disse Folks Caracteer, for at bevise,
at en Stolthed, som er taabeligere end den, hvil¬
ken de bebreide andre, har bevæget dem til at ta¬
le mod en Stand, hvilken de misunde sine For¬
trin, fordi de troe, at de fortiente endnu en langt
større selv. Polidor er en lærd Mand, som be¬
sidder en Deel af den Kundskab, der kan faae
Rum i et Menneskes Hoved, uden at gribe Hier¬
tet an. I den Kundskab er han kommen saa
vidt, at han betragter alle Sindsbevægelser, ind¬
til Venskab og Ære, som Svagheder. Han
har undersøgt Tingenes Muelighed og Størrelse
saa længe, indtil han har udfundet, at Penge er
det eneste sande Væsen, og at hans egen Siel er
stor nok til at kunde rumme et Tal, som er nær¬
ved det Uendelige. Denne Formue i Sielen,
siger han, er det eneste rette Store i det Menne¬
skelige, og det er derfor latterligt, at man giør
saa meget af Ære og Venskab, som ikke nytter
til andet, end til at ødelegge det sande Væsen og
formindske Summen af de virkelige Tal og Stør¬
relser. Naar han undertiden taler mere forstaae¬
lig, (thi han er som Alchymisten, vandt til at
udtrykke sig anderledes end andre Folk) hedder
det, at det er got, at der er Ære og Belønnin¬
ger i Staten, men at de høieste ikke burde gives


172


til dem, som fægte for Landet, som bruges i Ge¬
sandtskaber, eller til Geistlige, Lovkyndige, Ta¬
lere eller Digtere, men til dem allene, som bruge
de høiere Sielens Kræfter til at udfinde de første
Grundvæsener. Disse Videnskaber, siger han,
ere allene vigtige nok til at belønnes med arvelige
Fortrin. Der er altsaa kun een Post i Adelska¬
bet, som han ikke er fornøiet med: Dette er, at
Efterkommerne af en daarlig Ærelyst holde dem
forbundne til at sætte de Penge til i Statens Tie¬
neste, som deres første Stamfædre, eller efter
hans Maade at udtrykke sig paa, de første Sam¬
lere have forhvervet, med saa Ord: En Adels¬
mand, som nedstammer fra en Alchymist, og som
lever af sine Renter, er i hans Øine en agtbar
Mand, og med saadanne Borgere ønskede han
selv gjerne at kunde formere Staten.
Clitander er en Person, som i sin Ung¬
dom har levet af Spil; da Lykken begyndte at
forlade ham, og han ikke havde lært andet, satte
han af Fortvivlelse de sidste Penge, som han hav¬
de vundet, i Handel, i hvilken han ved et lykkeligt
Greb vandt 30000 Rigsdaler. Disse Penge
havde han ikke saasnart faaet i Hænderne, førend
han meget viselig besluttede at forlade en Hand¬
tering, som han ikke forstod, og som han ansaae
for det, som den og virkelig var for ham, et blot
Lykkespil. Han kiøbte en Herregaard og lod sig


173


adle. Endskiønt Landvæsenet lige saa lidt var
hans Sag, som Handelen, saa havde han dog
hørt, at Avlingen lod sig bedre regiere ved en
Foged, end Handelen ved en Fuldmægtig. Hans
Naboe var en gammel Adelsmand, som levede
paa sin Gaard, for ved Sparsommelighed og en
god Huusholdning at samle de Midler igien, som
hans Forfædre havde sat til i Rigets Tieneste, og
som han ønskede at kunde efterlade sine Børn,
for at sætte dem i Stand til at vedligeholde Fa¬
miliens Anseelse, ved at gjøre lige saa store Tie¬
nester. Denne Mand omgaaes ikke med Clitan¬
der, hvilken han anseer for en letsindig Ødere,
som intet har lært; Clitander betragter hans Kold¬
sindighed som en Virkning af Stolthed, og dette
er nok til at giøre ham den hele gamle Adel saa
forhadt, at han ikke taler om andet i alle Selska¬
ber, end om deres Daarlighed, som hovmode
sig af deres Forfædres Fortienester, og som giør
sig Livet suurt for at samle Midler til Efterkom¬
merne. Selv er han saa stolt, at endskiønt hans
Præst er en af hans gamle Spillebrødre, tillader
han dog aldrig, at han kalder ham andet end naa¬
dige Herre, og naar Præsten undertiden af For¬
glemmelse nævner ham ved sit gamle Navn, hev¬
ner han sig altid ved at spotte med den geistlige
Stand. Da han selv ikke har Egenskaber til
at giøre sig saa agtet iblant Folk, som hans


174


værdige Naboe, hvilken alle fornuftige Folk ære
baade for hans Families og for hans egen Skyld,
saa trodser han ham ved alle Leiligheder med en
Pragt, paa hvilken han allerede har forødet den
halve Deel af sin Formue. Hans Foged, som
regierer alting, har imidlertid saaledes udsuet
Bønderne, at mange mene, at Gaarden er ikke
mere værd end de Summer, som Fogden allere¬
har forstrakt Clitander. Han føler allerede selv
sin Armod; men førend han vil giøre sin Fiende,
hvorved han forstaaer den gamle Herremand, den
Glæde, at leve anderledes end han har begyndt,
vil han heller sælge sin Gaard, flytte til Byen,
og forsøge sin Lykke paa nye i Spil.


No. 24.
Fredagen den 10 April 1761.
J¬
ngen Videnskab er saa fuldkommen, at den
jo kan forøges, og ingen Sandhed saa rin¬
ge, at den jo kan komme til Nytte. Dersom de
store Mænd, der have arbeidet i Critiken og Hi¬
storien, ikke havde stedse havt disse vigtige Grund¬
regler for Øine, hvor mange prægtige Værker


175


skulde da den lærde Verden ikke have savnet, og
hvor lidet skulde vi have vundet ved Bogtrykke¬
riets Opfindelse? De Gamle maatte af Mangel
paa Papiir, Sværte og Bogstaver, indskrænke
sig i deres Værker til det Nyttige, Angenemme
og Opbyggelige; men vare vi vel at undskylde,
om vi nu omstunder skreve Levnetsbeskrivelser,
som Plutark, og Historier som Tacitus? Nei,
de Gamle troede, at man burde kun fortælle vig¬
tige Ting; de meente, at det var kuns at spilde
Tiden og beskiemme store Mænd, hvis Historier
man skrev, dersom man anførte andet end bety¬
delige Tildragelser, tillige med deres Aarsager
og Følger. De holdt Historien for at være en
Skole for Statsmænd, Helte og gode Borgere.
Vi derimod ansee den, som et Magazin, hvori
man, for at vise sin Lærdom og øve sin Hukom¬
melse, bør gjemme alting. Hos Grækerne og
Romerne maatte en Mand have gjort sig meget
fortient af Videnskaberne, eller af Fædrenelandet,
dersom en god Skribent skulde holde det Umagen
værd at forfatte hans Levnetsbeskrivelse; nu om¬
stunder er det meget lettere at blive udødelig. Det
er nok at have en academisk Rang eller et geistligt
Embede, for at faae en langt vidtløftigere Lev¬
netsbeskrivelse, end Plato og Aristoteles. Naar
man ligner Plutarks, Diogenis og Laerti Verker,
med de store Folianter, i hvilke man har beskre¬


176


vet os lærde Folk af en eneste Provints, maae
man troe, at der i et af vore Herreder findes flere
Vise, end baade i Grækenland og Rom. Dette
store Fortrin, som vi have fremfor de Gamle,
maae vi fornemmelig tilskrive den vigtige Opda¬
gelse, som de Lærde for et Par hundrede Aar si¬
den have giort, at Taalmodighed til at samle er
en større Egenskab hos en lærd Mand, end Skarp¬
sindighed til at tænke og Genie til at udtrykke sig.
Deraf kommer det, at ingen Omstændighed i en
Mands Liv og i et Folks Historie er saa ringe og
ubetydelig, at den jo bliver vigtig og fortiener
en vidtløftig Afhandling, saasnart det koster no¬
gen Møie at oplede og bevise den. Et historisk
Verk skatteres nu omstunder ikke efter den Op¬
lysning, som det giver os om et Folks Sæder,
Regieringsmaade, Videnskaber, Handel o. s. v.
men efter dets Rarhed; det kommer an paa, om
Efterretningerne ere samlede af mange og ubekiend¬
te Bøger, om de ere tagne af Haandskrifter, og
jo ældre og ulæseligere disse ere, des vigtigere
bliver det, som fortælles, især naar det er en
Omstændighed, som en stor Mand, der har skre¬
vet om samme Materie, har forbiegaget.
Naar man nævner Morten Schribler og
Pope, nævner man paa engang det største, som
Engeland har at fremvise, baade efter de gamle
Grækere og Romere, og efter vore Tiders Begreb


177
om Lærdom. Pope var en Mand, som den
Græske Poet, hvis Verker han har oversat;
han havde Genie som Homer, og Skarpsindig¬
hed som Plato, men han besad ikke Lærdom nok
til at skrive store Folianter. Morten Schribler
var derimod en Mand, som forenede al den
Lærdom, som har blomstret i Europa fra Carl
den Store af indtil Ludvig den Fiortende. J
saadan en Mands Papirer maae der have været
alt for mange rare og merkværdige Ting at vente,
at et poetisk Genie skulde have havt Taalmodig¬
hed og Grundighed nok til at give os saa fuld¬
stændig en Historie deraf, at den ikke kunde for¬
bedres. Pope har uden Tvivl i Schriblers Liv
taget Plutark til Model, og derfor sagt os saa
meget, som kunde være nok for en Philosoph, men
ikke for en lærd Mand at vide om denne store En¬
gelske Polyhistor.
Den Ære, at kunde forbedre saa merk¬
værdig en Mands Levnetsbeskrivelse med nogle
Anmerkninger, som hans egne Landsmænd, Po¬
pe og Svift, have forbiegaaet, er i vore Tider
alt for kildrende en Fornøielse til at kunde mod¬
staae en Tilbøielighed, som jeg har tilfælles med
alle dem, der have nogen Smag paa det, som
er rart og lærdt. Den Umage, som det har ko¬
stet mig baade at faae de Brevskaber i Hænderne,
af hvilke jeg har faaet disse Efterretninger, og at


178


læse saa lærde og følgelig ulæselige Haandskrifter,
som Morten Schriblers, giver dem endnu mere
Priis; jeg vil ikke tale om Jndholdet, hvilket,
om det end ikke var saa vigtig i sig selv, som det
er, dog altid var merkværdigt nok, allene af den
Aarsag, at Morten Schribler har skrevet derom.
Min Forbedring til denne Mands Historie be¬
staaer i en Fortegnelse af følgende Verker, som
han har havt under Hænderne, og som Pope har
udeladt.
1) Et fuldstændigt Register af alle de critiske Lo¬
ve, som ere gaaede af Brug, tillige med et
System af den naturlige Ret, som var bru¬
gelig i Engeland for Seldens Tid.
2) En physicalsk og philologisk Afhandling om
Ørkenøerne, hvoriblant andet vises, at der
groer vilde Viindruer, som ere sødere end de
Franske, og at deres Sprog, uden at være
dyrket, er det fuldkomneste i Europa.
3) Beviis at Grækerne og Romerne vare Bar¬
barer, fordi deres Lærde ikke havde et Sprog
for dem selv.
4) Et historisk Register, hvoraf sees, at der
ikke er en Dag i Aaret, paa hvilken jo de En¬
gelske have vundet Sier over de Franske.
5) Forslag til at forebygge alle Forandringer i
Smagen, ved at afskaffe et af Academierne,


179


og ikke indtage nogen i de lærde Collegier, som
har lange Hoveder.
6) Beviis, at det Engelske Sprogs Dyrkelse er
skadeligt for Religionen, og at de fleste Geist¬
lige, som prædike vel, ere Kiettere.
7) Samling af Diplomer, som ere ældre end
alle de, der findes hos Rymer, til at oplyse
de gamle Picters og Scoters Stats- og Fol¬
keret, deres Myntvæsen, Handel, Land- og
Søemagt, samt Videnskabernes Tilstand,
førend de begyndte at bruge Skrift.
8) En genealogisk Afhandling, hvori bevises,
at alle store Mænd i Engeland nedstamme fra
de gamle Britter, uden nogen Blanding med
Danske eller Nordmænd, tilligemed en Be¬
giering til Parlamentet, at anstille en Under¬
søgning mod dem, som nyde Borgerret i En¬
geland, uden at kunde bevise deres Oprindelse
i det mindste fra Anglosaxerne, samt et For¬
svarsskrift for den Engelske Nation mod en
Satire af Richard Steele, kaldet: Den æg¬
te Engelsmand.
9) Uforgribelige Tanker om de Gamles Poesie,
hvori bevises, at Stavelsemaalet og Rimene
ere saa væsentlige Dele af et Digt, at Homer
og Virgil ikke egentlig kunde kaldes Poeter.
10) En nye Stige til Parnas, eller en poetisk
Ordbog, hvori man kan finde Riim til alle


180


Stavelser, tilligemed en kort Anviisning at
giøre Vers uden Hovedbrud.
11) En Concordants over de Anglosaxiske Love,
som viser i en alphabetisk Orden, hvor ofte
alle Ord, indtil den Partikel og, forekomme.
12) Beviis, at de fleste Romerske Skrifter ikke
bør regnes iblant lærde Arbeider: 1) Fordi
de fleste Forfattere havde hverken lærde Gra¬
der eller Betieninger. 2) Fordi de have
skrevet i deres Moders Maal og i et levende
Sprog. 3) Fordi de ikke have skrevet for
Lærde, f. Ex. Ciceronis Taler ere holdte til den
store Hob, Plinii Breve ere skrevne til Hof=
folk og Krigsmænd &. 4) Fordi deres Ver¬
ker ikke ere systematiske, eller skrevne efter den
mathematiske Methode; Gellius og Seneca
have ikke optegnet uden afbrudte Tanker; Ci¬
ceronis Bog om Pligterne er vel en smuk
Formaning til hans Søn, men den kunde nu
omstunder ikke bruges til Læsebog ved noget
Universitet, enten i Sædelæren eller i Lovkyn¬
digheden. 5) Fordi deres historiske Skrif¬
ter ere for korte og ufuldstændige. De for¬
tælle ikke en Tildragelse med alle dens Om¬
stændigheder; de anføre sielden de Kilder, af
hvilke de have deres Efterretninger; de ere
efterladne i Chronologien, og fylde Historien
med opdigtede Taler og med egne Betænknin¬


181


ger. 6) Fordi de skiemte saa ofte med So¬
phister, Grammatici og andre af de Tiders
Lærde. 7) Fordi iblant alle deres Verker,
findes ingen, som ligne vore academiske Strids¬
skrifter, og endelig 8) fordi de gjorde saa me¬
get af det, som vi nu kalde de smukke Viden¬
skaber.
13) Et latinsk Brudevers af en gammel Engelsk
Poet, som havde hverken Hørelse eller Smag,
for at tiene til Mynster for de nye Engelske
Digtere, tilskrevet den lærde Doctor Matha¬
nasius.
14) Archichronicon, et Verk af den lærde Spa¬
nier Lud. de Sago, i 60 Folianter, alle
igiennemtrukne med Skrivpapiir og fulde af
Anmerkninger, som ere skrevne med Schrib¬
lers egen Haand.
Af denne Fortegnelse sees, at endskiønt
man ikke har flere trykte Verker af Morten Schrib¬
ler, end den Konst at krybe i Poesien, har
han dog skrevet mere end Pope, Svift, Addison,
Steele og alle andre Engelændere, som levede
paa den Tid, hvis Navne ved nogle smaa Skrif¬
ter ere blevne saa berømte. Morten Schribler
var en af de beskedne og grundige Lærde, som in¬
gen forfængelig Ærelyst eller Gevinst kunde for¬
lede til at lade et Verk komme for Lyset, førend
det var bragt til den yderste Grad af Fuldkom¬


182


menhed. Denne Grad skulde de og ved For¬
fatterens utroelige Flid have opnaaet, dersom han
ikke var bleven overfaldet af en Svaghed paa en
Tid, da den hele lærde Verden ventede at see de
modneste Frugter af hans forundringsværdige
Kundskab; en Svækkelse i Sindet og Legemet,
som var en naturlig Følge af saa mange Aars
Slæb, gav ham saa stor en Mistillid til sig selv,
at han betragtede al sin Møie som et forfængeligt
Arbeide, fordømte sine Skrifter til Jlden, fra
hvilken de ved en af hans Venner med stor Nød
bleve frelste, og besluttede at opofre sin øvrige
Levetid til nyttigere Arbeider. Hvori disse har
bestaaet, veed man ikke; der forsikres, at hans
Venner holdt det for hans Æres Skyld ikke
tienligt, at lade Skrifter komme for Lyset, hvori
de have fundet saa kiendelige Spor af Alderdom
og Svaghed. Hvor meget denne Mand tilsidst
har forandret sine Tanker, kan man slutte deraf,
at han var bleven saadan en Fiende af al Critik,
at han paa sit Yderste beklagede, at han ikke kun¬
de kalde det Verk tilbage igien, som han havde
skrevet om den Konst at krybe, et Verk, som
nu er det eneste, der foreviger saa stor en Mands
Jhukommelse, og uden hvilket man neppe skulde
vide, at der har været en Morten Schribler til.


183


No. 25.
Mandagen, den 13 April 1761.
V¬
i finde i den Græske og Romerske Historie
saa mange Exempler af uegennyttige Hand¬
linger, af Selvfornægtelse og Opofrelse for det
Almindelige, at det billigen maae forundre os, at
Dyder, som i vore Tider ere rare, have været
saa almindelige i en Alder, da Menneskene hav¬
de ikke nær saa mange bevægende Grunde til at
udøve dem.
Stater, som vare grundede paa Lighed og
Tarvelighed, og i hvilke der ikke var stor Forskiel
enten i Rigdom eller i Stand, kunde ikke beløn¬
ne Borgerne enten med Ære eller Penge: Det
var saa langt fra, at man kunde øve Dyden af
Egennytte, at det endog var farligt at have For¬
tienester: Misundelse opvakte den frygtsomme og
vankundige Hob til at forfølge deres Beskyttere.
Død og Landflygtighed var Lovgiverens, Heltens
og Lærerens Løn, og intet Foretagende var saa
farligt, som ved Velgierninger at vilde fortiene
sine Medborgeres Yndest. J en Tilstand, hvori
de gode Borgere havde saa lidet at haabe, og


184


hvor Religionen endnu ikke forvissede dem om en
tilkommende Straf og Belønning, øvede disse
Mennesker Dyder, som i vore Tider ikke allene,
ere rare, men og selsomme og utroelige. Den
Sikkerhed, som den velfortiente Borger nyder i
vore Statsforfatninger, den Rigdom, Ære og
Udødelighed, som baade Lovene og Religionen
giver ham at haabe, giør sielden saa stor Virk¬
ning paa vore svage Siele, som det blotte Navn
af Kierlighed til Fædrenelandet gjorde paa hine
Alderdommens Helte. Saa vist er det, at Virk¬
ningen af de bevægende Grunde beroer ikke saa
meget paa deres Mængde og Vigtighed, som paa
Gemytternes Beskaffenhed. De første Jndtryk,
som Mennesket faaer ved Opdragelsen, bestem¬
mer mere et Folks Caracteer, dets Levemaade og
Tilbøieligheder, end al den Vægt vi kunne give
Lovene ved Straffe og Belønninger.
De største Straffe virke ikke længere end
de ere nye; de hærde Sindet, uden at forbedre
det; de forøge Menneskets Lidelser, uden at for¬
øge dets Sikkerhed. Kunde vel den strængeste.
Lovgiver opfinde noget, som var forskrækkeligere,
end det, som Jndbyggerne ved Ætna og Vesu¬
vius, og de, som vove deres Liv paa Bølgerne
og i Striden, daglig see for Øinene? Mare¬
challen af Saxen sagde til en Soldat, der var
greben i Tyverie, at han maatte være en slet Karl,


185


siden han kunde vove sit Liv for sex Mark. Min
General, svarede denne, jeg vover det jo dagli¬
gen for fem Skilling.
Dersom ikke den sletteste Opdragelse og de
svageste Jndtryk af Religionen efterlod sig nogle
Begreb af Menneskelighed, som give Lasterne en
besynderlig Hæslighed, endog i deres Øine, hvis
Afskye ikke kan komme af Ære eller af Frygt;
dersom de i vore Tider herskende Begreb af Ære
gav ikke de ringeste Stænder saa megen Undseelse
for andres Domme, at de frygtede mere den Skam,
som følger med Straffen, end den Smerte og det
Tab, som den foraarsager; hvor mange skulle
da ikke tænke som denne Soldat, og hvor svage
skulle Lovene ikke blive til at vedligeholde den ud¬
vortes Sikkerhed? Disse bevægende Grunde give
de borgerlige Straffe den rette Vægt. Det kom¬
mer mere an paa det almindelige Begreb, end
paa Følelsen og Straffen selv, hvad Virkning
den skal giøre. De Franske Konger have ved
de strængeste Forbud, ved Straffe paa Ære, Liv
og Gods, ved at paalegge sig selv de stærkeste
Forbindelser til ei at eftergive Straffen, funden
fast uovervindelige Vanskeligheder i at hindre
Tvekampen. Lærerne understøttede Regieringens
Hensigter med de kraftigste Motiver af Religio¬
nen, men begge vare med forenede Kræfter alt
for svage til at udrydde Laster, som grundede sig


186


paa et Begreb om Ære, der var lige saa gammelt
som Monarkiet. Saa længe disse bleve forplan¬
tede i Husene og i Selskaberne, nyttede det ikke,
at Gierningerne selv bleve lastede af Lærerne og
straffede af Lovgiveren. Den Franske Geistlig¬
hed forestillede omsider, at det eneste Middel til
at afskaffe saadanne Misbrug, som gjorde saa
mange Familier ulykkelige, var at tale offentlig
derom med Foragt. De gamle Franker, Vest¬
gother og Burgunder holdte et langt Haar for
den største Prydelse, og skulde man vel troe, at
det samme Begreb om Ære, som giorde disse
Folk saa bøielige, at man kunde straffe de største
Misgierninger ved at klippe deres Haar, gjorde
Efterkommerne saa halstarrige, at Frygt for ti¬
melige og evige Straffe ikke kunde bevæge dem til
den fornuftige Omsorg for Livet, hvortil Natu¬
ren har nedlagt i alle Mennesker saa stor en Drift?
De Begreb om Ære, som nu omstunder
indpræntes Menneskene i deres Forældres Huse,
i Skolerne, og i den store Verden, ere alt for
egennyttige til, at vore Lovgivere kunde vente den
Nidkierhed, som hos de Gamle understøttede Lo¬
vene mere end alle Baand.
Dyd og Duelighed prises alene som Mid¬
ler til at erhverve Rigdom og Ære, til at forsør¬
ge en Familie og forbedre sine Vilkaar, og leve
efter sin Stand. Det er saa langt fra, at Kier¬


187


lighed til Fædrenelandet betragtes som en bevægen¬
de Grund til vore Handlinger, at man anseer al
den Nidkierhed for det Almindelige, som udkræ¬
ver nogen Selvfornægtelse og Opofrelse af egne
Fordeele, som en Virkning af Tungsindighed og
af en fordærvet Indbildningskraft.
Vore Tiders hele Fornuft= og Sædelære
er et System, hvori Egennytte er Øiemerket, og
Pligterne kuns Midler til at opnaae dette Maal.
Sædelæren byder os at følge vore egne Fordeele,
og Klogskab lærer os at opofre Pligterne, saa¬
snart vi paa en beqvemmere Maade kunde naae
vort Maal, og vi komme det aldrig saa nær, at
vi jo endnu synes at være lige saa langt derfra,
som da vi først begyndte vores Løb. Vore egen¬
nyttige Ønsker formeres dagligen. Vore For¬
nødenheder voxe tillige med vore Fortrin. De
gamle Grækere og Romere, som handlede efter
andre Grundregler, havde i deres Fattigdom al¬
tid noget tilovers for det Almindelige. Vi have
i den største Overflødighed sielden noget at opofre.
De Gamle troede, at de med de største Fortiene¬
ster ikke kunde betale den Gield, som de vare Fæ¬
drenelandet skyldige. Vores smaa egennyttige
Handlinger blive aldrig belønnede med saa mange
Fortrin og Ærestegn, at vi jo har meget mere
at fordre. Denne egennyttige Tænkemaade, i
hvilken vi opdrages, nøder vore Lovgivere til at


188


skierpe Straffen; men Straffene bevæge os ikke
længere, end til de overveies af en Frygt for et
større Tab. De kunne ikke bevæge Menneskene
uden til den ringe Grad af den borgerlige Dyd,
som bestaaer i de Pligter til hvilke man kan tvin¬
ges. De styrke dem endog undertiden i det ne¬
drige Begreb, at de ikke ere forbundne til at iagt¬
tage Pligterne uden af Egennytte, og svække der¬
ved de høiere Drifter, som Natur, Fornuft og
Religion indplante i vore Siele.
Æren, denne saa uegennyttige bevægende
Grund, som er Hovedhiulet i vore Europæiske
Statsforfatninger, har nuomstunder ikke meere
den Magt til at bevæge Menneskene til Selvfor¬
nægtelse og Opofrelse for det Almindelige, som
den havde i de ældre Tider. De almindelige
Domme i den store Verden ere alt for forfængeli¬
ge og egennyttige til at opløfte Sindet til store
Gierninger. De Ting, hvorved man behager
den artige og smukke Deel af det menneskelige
Kiøn, ere alt for smaa og ubetydelige til at maa¬
le en Persons Fortienester efter en almindelig Yn¬
dest. Smagen og Tænkemaaden ere alt for stri¬
dige til at give os i de offentlige Domme saa sik¬
ker og stadig en Grundregel til vore Handlinger,
som der behøves til at øve Dyden med Bestan¬
dighed, og til at forfølge et ædelt Øiemerke uden
at lade sig afskrække af Vanskeligheder. Den


189


Ære, at handle efter sin egen Jndsigt og Over¬
beviisning, som bør være den høieste for en ædel
Siel, og som alene kan give Sindet Styrke til
at udøve store Dyder, lider alt for meget ved
den egennyttige Frygt og Undseelse, som vi have
for alle deres Domme, der kunne gavne eller ska¬
de os, enten de have Jndsigt eller ei. Moden
udkræver en Ærbødighed for Stand og Kiøn,
som strækker sig ikke alene til ligegyldige Ting,
men og til at fornægte Sandheden og opofre Plig¬
terne. Det almindelige Mundheld: Hvad vil
Folk sige derom, indskrænker hvert Øieblik vo¬
res Fornuft, vores Frihed, der giør os til Sla¬
ver ikke alene af de almindelige Fordomme, men
og af enhver myndig og selvklog Nar, som i
Selskaber har Dristighed nok til at opløfte sig
til Dommer over andres Handlinger. Ære
maae i vore Tider understøttes ved Pragt, Pragt
udkræver Rigdomme, og disse betræde baade Æ¬
rens og Dydens Plads. De giøre ikke alene
Forskiel i Stand og Fortieneste ukiendelig, de
skiule endog Laster og Nedrighed med udvortes
Pragt og Ærestegn.
J saa almindelig en Fordærvelse, hvor
rart maae det ikke da være, at see et Glimt af
de Dyder, som de store Mænd udøvede, der lo¬
de sig bespotte og forfølge af deres Medborgere,
for at handle efter deres egen Overbeviisning, og


190


som satte deres Ære i nogle faa Vises Biefald,
og i de mere oplyste Efterkommeres Domme?
Saadanne Folk vare Socrates, Solon, Fabius,
Cato og flere af de Alderdommens Helte, hvis
Bedrifter vi læse med saa stor Begierlighed, ikke
for at efterligne, men for at beundre dem. Nid¬
kierhed for sine Pligter var ved Opdragelsen alene
saaledes indpræntet i deres Siele, at de alene
tiente i Steden for alle bevægende Grunde. Om
Cato sagde man, at han ikke gjorde Godt for at
æres, men fordi han ikke kunde handle anderledes.
Opdragelsen og Religionen ere de eneste
Midler til at give Menneskene den Høihiertighed,
som opløfter dem over egne Fordele, til at befor¬
dre det almindelige Beste, og til at giøre ikke
alene det, som Lovene befale, men og mere. Vi
see af utallige Exempler, hvor megen Magt de
første Jndtryk og Rørelser have over Menneske¬
ne, og ved hvor smaa bevægende Grunde de
kunde bringes til de vanskeligste Foretagender og
til de største Opofrelser. Der kan neppe optæn¬
kes nogen Mening eller Skik, som er saa ligegyl¬
dig eller saa urimelig, at jo Historien viser Ex¬
empler af hele Nationer, som hvert Øieblik have
været færdige derfor at opofre baade Liv, Gods
og Ære, uden at have anden Grund dertil, end
Vane og Opdragelse. Endskiønt man i vore
Tider ikke vover meget for at følge sine Overbe¬


191


viisninger i Religionen og Sædelæren, er der
dog i den store Verden Moderegler nok, for hvil¬
ke Menneskene ere færdige til at opofre lige saa
meget, som Frankerne og Chineserne for deres
Hovedhaar, og de gamle Russer for deres Skieg.
Skulde det vel være saa vanskeligt at elske sine
Lige, og at troe, at en for alle, og alle ikke for
een, at man ikke ved Opdragelsen kunde bringe
Menneskene til den samme Grad af Opofrelse til
Fædrenelandet og af Nidkierhed for det Almin¬
delige?
Fornuftige Lærere og Huusfædre skulle,
naar de overveie denne Sag alvorlig, finde Mid¬
ler og Anledninger nok til at indprænte de unge
Siele tidlig saadanne bevægende Grunde, som
kunde give dem Styrke til at udøve de høiere Plig¬
ter uden Egennytte. De mindste Handlinger
og Tildragelser skulle give dem Leilighed til at
nedlegge en frugtbar Sæd til ædle og store Gier¬
ninger. Den Fornøielse, som en Siel, der end¬
nu ikke er indtagen af Fordomme eller onde Va¬
ner, finder i Menneskekierlighed, i Venskab, i
Medlidenhed, i Godgiørenhed, ikke alene mod
sine Lige, men og mod Umælende, er alt for na¬
turlig og alt for indtagende til at holde det for
saa vanskelig en Sag at indskierpe disse Følelser
saaledes, at de kunde blive til herskende Drifter.
Dersom man i Steden for at forestille Pligterne,


192


som Midler til at opnaae Ære og Fordeel, væn¬
te dem til at undvære Beqvemmeligheder; der¬
som man ved en venlig og fortroelig Omgang søg¬
te mere at lede deres Jndsigt end at tvinge deres
Villie; dersom man tillod dem at fremsætte de¬
res Tvivl, og saae igiennem Fingre med smaa
Feil, for ikke uden meget vigtige Aarsager at for¬
lange Lydighed uden Grunde; dersom man spa¬
rede Roes og Belønninger til saadanne Handlin¬
ger, som vare grundede paa egen Jndsigt, som
kom af en frie Tilbøielighed, og hvori der var
nogen Opofrelse; dersom en Stat var saa lykke¬
lig, at mange Huusfædre paa engang bleve op¬
vakte til at ansee de Embeder, hvortil Forsynet og
Naturen haver kaldet dem, som de allervigtigste i
Staten, da skulle vore Efterkommere endnu maa¬
skee blive stærke nok til at udøve de Dyder, som
ere blevne saa rare i vores Alder, og som ikke
kunde findes uden hos de Folk, der bevæges mere
af Pligt end af Egennytte, meere af deres egne
end af andres Domme, mere af Grunde end af
Vaner; de skulle forekomme vore Lovgivere med
en Nidkierhed for det Almindelige, som ikke lod
sig afskrække ved Farligheder og Forliis, og som
ikke ventede efter Løfter og Belønninger.
Dersom Fornuft, Opdragelse og Vane,
har kundet bringe Menneskene til saa store Opof¬
relser, hvad Virkning burde man da ikke vente


193


af en Religion, som lærer os at kiende det høie¬
ste Væsen, ikke alene som Skaber og Opholder,
men og som en retfærdig Dommer, Forsoner og
Belønner? Et Creatur, der er saa uendelig en
ringe Deel af Naturen som Mennesket, og hvis
Levetid er kun et Øieblik mod den foregaaende og
følgende Evighed, hvad Fordele skulde det kunde
have, som det ikke gjerne opofrede for at blive
forvisset om en evig Tilvext i Fuldkommenheden?
Og skulde vel et fornuftigt Creatur kunde vente
sig denne Belønning, uden at underkaste sig de
Love, som ere grundede i det Heles Beste, Love,
fra hvis Forbindelse det Væsen, som med en uen¬
delig Viisdom og Godhed bestyrer det Hele, ikke
kan undtage nogen Skabning, uden at fornægte
sig selv? Skaberen har sat Millioner Væsener
i den Forbindelse med os, at de virke til vor Lyk¬
salighed. Skulle disse ved nye Velgierninger
hvert Øieblik erindre os om vore Pligter mod det
Hele, uden at kunne bevæge os til nogen Opof¬
relse for de Medskabninger, som ere os nærmest,
for det Selskab af fornuftige Creature, af hvil¬
ket vi ere Lemmer. Den aabenbarede Religion
forsikrer, at Væsener, der endnu ere ypperligere
end alle synlige Skabninger, ere udsendte til vor
Tieneste, og at den Førstefødde af alle Creature
blev et Menneske, ikke for at lade sig tiene, men
for at tiene. Vi kunne vel ikke bekiende os til


194
denne Religion, uden at troe, at Selvfornægtel¬
se og Opofrelse for det Almindelige var et af de
største Kiendetegn, hvorved Christne kunne ad¬
skilles fra alle andre Folk.


No. 26.
Fredagen den 17 April 1761.
Min Herre!
J¬
eg ønsker Dem til Lykke med at have fundet
et Selskab af saa fuldkomne Personer, som
De beskriver i Deres første Blad; men hvorfor
haver De ingen Fruentimmer iblant dem? Vilde
De og deri ligne Frimurerne? Af det, som De
fortæller om de tre Personer af Selskabet, maae
jeg slutte, at de ere gifte; hvad Præsten er, veed
jeg ikke. Med Deres Tilladelse, komme deres
Koner aldrig i deres Forsamlinger? Man giør
sig ret Umage for at finde Aarsagen til denne U¬
delukkelse, og mange troer om Dem, min Herr
Tilskuer, at De har havt Hensigter dermed, som
ikke giøre Kiønnet Ære? De siger i Deres første
Blad, at Skrifter af det Slags bør være indret¬


195


tede saaledes, at de kunne fornøie den halve Deel
af det menneskelige Kiøn, og denne halve Deel
af deres Læsere er reent udelukt af det Selskab, i
hvilket De samler de vigtigste Tanker til Deres
Blade. Hvorledes kan man rime dette sammen?
De veed, af hvor stor Betydenhed Fruentimme¬
rets Domme altid har været i den store Verden,
og hvor meget en Skribents Ære har beroet paa
deres Kiendelse; mener De, at man taaler her
i Landet, at et Selskab af lutter Mandspersoner,
opkaster sig til Dommer over Sæderne og Sma¬
gen. Vide De ikke, at Censuren af Levemaa¬
den tilkommer os, og at en Tilskuer, som tileg¬
ner sig en Myndighed, der ikke er ham overdra¬
get af Fruentimret, bør i den artige Verden an¬
sees for en Oprører. Saa dristigt et Foretagen¬
de vil ganske vist spilde Deres Lykke, dersom De
ikke i Tide forsoner sig med os.
Det er ikke nok, at De har udelukt os af
Selskabet, De have endnu ikke engang gjort os
den Ære at tale om os i et af Deres Blade. Hvor
meget adskiller De Dem ikke i denne Post fra
andre Tilskuere, endog fra den Engelske selv,
som De har taget til Mønster! Det er sandt, de
fleste har lastet os, men vi vilde dog heller, at
man taler ilde om os, end at man taler slet intet.
Det ene viser en Agtsomhed, men det sidste For¬
agt. En Skribent kan laste Kiønnet saa meget


196


han vil. Jntet Fruentimmer troer, at det an¬
gaaer hende, enhver forklarer det om andre, og
i Steden for at tilegne sig det mindste deraf selv,
leder i alle Selskaber for at finde en Person, som
kan være meent. Hvorfor mener De, at vi læse
Deres Blade, uden for at faae Anledning til at
øve de smaa Ondskaber, som tiene saa meget til
at opmuntre et Selskab? Os mangler endnu i
det Danske Sprog meget af de fine Træk, med
hvilke man kan giøre en Person kiendelig, uden
at nævne ham, og afskildre alle indtil de mindste
Feil mod Velanstændigheden med ret levende Far¬
ver, hvor lykkelig har ikke den Engelske Tilskuer
været deri? Vi ventede af Dem, min Herre, at
De skulde bringe det Danske Sprog til samme
Fuldkommenhed, men endnu have vi ikke seet an¬
det end Afbildninger af Landjunkere, Præster,
Kiøbmænd, Bønder, Hofmestere, Tobakspinde¬
re, Versemagere, tobenede og fiirbenede Menne¬
sker, og det som endnu er det selsomste, nogle af
disse Caracterer ere saa ufuldkomne, og andre igien
saa latterlige, at hvor øvet jeg end er i at giette
Hensigter, har jeg dog endnu ikke kundet finde en
eneste Person, paa hvilken jeg kunde hentyde De¬
res Beskrivelser. Jeg har taget en lærd Mand
til Hielp, som er lykkelig i Gisninger og Udreg¬
ninger, og en stor Mester i den Konst at gaae
Folk igiennem, han skriver ikke selv, men han er


197


ypperlig til at giennemhegle andre som skrive, og
for et godt Maaltid Mad kan man faae ham til
at slaae Giekken løs. De kunne ikke troe, hvor
mange artige Ting han sagde paa Deres Bekost¬
ning, og hvor meget han tillige tordnede mod alle
Satirer; men med al hans Konst kunde han dog
ikke bringe andet ud af Deres Blade, end at De
ved Morten Schribler havde forstaaet ham selv.
Han beviste saa tydelig, at ethvert Træk ikke kun¬
de passe paa nogen anden, end just paa ham, og
jeg fandt saa stor Fornøielse i at see denne gode
Mand giøre sig saa megen Umage for at anklage
sig selv, at jeg glemte den Kiedsommelighed, som
Deres alvorlige Blade havde foraarsaget mig.
Jeg ønskede, at han vilde skrive imod Dem, ikke
saa meget for at hevne sig, som for at give Dem
Anledning til at vise Deres Gaver i den bidende
Skiemt, og for at fornøie os paa nye, ved at fuld¬
føre denne Pedants Portrait.
De haver maaskee ikke Omgang nok, for
at have Forraad af de smaa latterlige Caracterer,
hvis Afbildning fornøier os saa meget. Jeg sen¬
der Dem derfor et Udtog af en Tegnebog, hvori
jeg anfører alle de smaa Feil, som jeg merker i
de Selskaber, hvor jeg kommer. De vilde see
deraf, hvor fornødent det er for en Tilskuer, at
tage Fruentimmer i Raad med sig.


198


Dansemesteren med de lange Been - .
Det Fruentimmer, som hoppede i Dansen - .
Det glatte Ansigt med de sorte Tænder -. Den
Herre, som skraber med den venstre Fod -.
Det Fruentimmer, som glemte at vrie Hanen
om paa Maskinen, da man talte om en vis Mands¬
person -. Fruen min Søster, som nyelig er
kommen i Rangen -. Den lille Mand med
den store Paryk -. Frøkenen som spinder -.
Den lærde Kone med Tørklædet om Halsen, som
gaaer selv i Kiøkkenet -. Brunetten med de
blaa Øine, som har Pudder i Haaret -. Den
Herre, som siger, at han er saa lykkelig i Hierter,
og kalder altid min Bestemoder -. Den Ko¬
ne, som sidder saa gierne hos hendes Mand -.
Fruen, som faaer saa mange Børn, og aldrig bær
Snørliv naar hun laver til Barsel -. Min
hierte Frue, som taler saa meget om Huushold¬
ningen, og hver Dag har en nye Vifte -.
Den gamle Mand med de hvide Strømper, som
giør forliebte Øine -. Den, som sover paa
Comoedien og gaaer flittig i Kirken -. Of¬
ficeren, som holder altid paa sin Kaarde -.
Den Mand, som troer, at alle Folk leer af ham
-. Den uskyldige Skiønhed, som taler saa
lidet, og bliver saa tit rød -. Den besynder¬
lige Mand, som ingen kiendte, og som nogle holdt
for den patriotiske Tilskuer -.


199


Dersom denne sidste Person virkelig er Dem
selv, min Herre, skal jeg sende Dem Deres Por¬
trait saa livagtigt, at De selv neppe skulde giøre
det bedre. Vilde De vel indrykke det i Deres
Blade, jeg kan ikke love Dem at det blev fordeel¬
agtigt; thi i Sandhed jeg fandt meget besynder¬
ligt i Deres Caracteer, og, næst den lærde Kone
med Tørklædet om Halsen, var De mig den kied¬
sommeligste Person i hele Selskabet. Dersom
De vilde giøre mig den Fornøielse, at afskildre
disse Caracterer, hvortil jeg har givet Dem et
Udkast, og som jeg ønskede at see, saa latterlige
afmalede som det er Dem mueligt, skal jeg skaa¬
ne Dem selv, hvis ikke, maae De vente, at jeg
forener mig med mine Venner, for at vise Dem
alt hvad man har at frygte af et Fruentimmers
Tunge og af en lærd Mands Pen.
Arabella.
Den smukke Person, som har beæret mig
med dette Brev, maae have alt for gode Tanker
om mig, siden hun vil overdrage mig en Censur,
hvortil hun baade holder sig selv mere berettiget,
og besidder langt større Gaver end jeg. Der¬
som den Anmerkning, som den lærde Mand har


200


gjort, er rigtig, maae Popes Levnetsbeskrivelse
af Morten Schribler have været en Spaadom;
jeg troer gierne, at der ikke findes noget Pedan¬
terie i Engeland, hvoraf man jo kunde fremvise
Exempler hos os, men den Ære, at være den
eneste Morten Schribler baade i Dannemark og
i Engeland, er alt for stor til, at en lærd Mand
kan tilegne sig den. Skulde mod Formodning
hendes Ven være saa betydelig en Person, er
han alt for høi til at kunde røres af min Satire.
Jeg haaber derfor, at hun finder Partiet alt for
ulige til at udfordre os til en Tvekamp. De
andre Træk ere saa fine, at det er mig lige saa
umueligt at slutte deraf Personernes Caracterer,
som det var for en Maler at afskildre Danseme¬
steren eller den lille Mand, om man sendte ham
Maalet af den enes Been og af den andens Pa¬
ryk. Jeg er af det Slags Malere, som tegner
alene efter Jndbildningen, og dersom mine Por¬
traiter undertiden har den Lykke at ligne, er det
en blot Hendelse; saaledes gaaer det og andre
Malere. Man finder ofte, at deres Tegninger
ligne Folk, som de aldrig har seet. Det eneste
Portrait, som jeg veed at male efter Naturen, er
mit eget, og dersom hun finder Fornøielse i at be¬
sidde det, vil jeg forestille mig i den Stilling, i
hvilken hun har behaget at betragte mig, det er,
med alle de Ufuldkommenheder, som giøre mig


201


til saa besynderlig en Mand. Til Beviis, at
jeg ikke har havt i Sinde at betage det smukke
Kiøn noget af sin Myndighed, skal jeg med det
første have den Ære at underrette Publicum om
et Selskab af Fruentimmer, som censurere alle
de Blade, som angaae Kiønnets Levemaade.
Naar Lovene af dette Selskab ere bekiendtgjorte,
skal det beroe paa den smukke Person selv, om
hun vil antages deri; men, dersom det er sandt,
hvad hendes Lærde siger om sig selv, at han er
den virkelige Morten Schribler, kan han ikke bli¬
ve Medlem deraf.


No. 27.
Mandagen, den 20 April 1761.
D¬
et Selskab, som jeg talede om i det sidste
Blad, bestaaer for nærværende Tid af faa
Damer. Det roser sig af at være lige saa gam¬
melt som Frimurernes, og at være stiftet af Sa¬
lomons Gemahl, som var Pharaos Datter. J
dets Krøniker findes mange merkværdige Ting.
Der tales om unge Fruentimmer, som uden at
være fødte skiønne eller rige, have havt mange El¬


202


skere; om Koner, som have vidst at vinde flyg¬
tige Mænd saaledes, at de ikke har elsket andre
end dem: om andre, som ved deres Kierlighed
har gjort Heltene uovervindelige i Striden, og
givet de Vise Mod til at gaae dristig frem paa
Dydens Vei, som heller have valgt en frivillig
Armod, og fulgt deres Mænd i Landflygtighed,
end raadet dem til at søge deres egne Fordele ved
nogen Handling, som stred imod deres Pligter
og forringede deres Ære. Men dette er endnu
alt kun lidet mod det, som jeg nu vil fortælle.
Der har engang været et Fruentimmer i Selska¬
bet af den fuldkomneste Skiønhed, som, uden at
forandre sin Farve, kunde høre, at man fortalte
hende, at nogle holdt hende ikke for smuk. Den¬
ne Dame blev 80 Aar gammel, og hun var end¬
nu saa smuk, saa munter, saa venlig, at man
søgte hendes Selskab fremfor mange unge Fruen¬
timmers; hun var endnu saa ligegyldig og ube¬
vægelig ved alt hvad man sagde til hendes Roes og
Last, som hun havde været i hendes Ungdom.
Men naar hun saae eller hørte noget, som kunde
bevæge hendes menneskelige Hierte til Glæde eller
Medlidenhed, naar den Undseelse, som var grun¬
det paa saa mange Aars Dyd, fandt sig fornær¬
met ved nogen Tale eller Handling, som stred
mod Ærbarhed, saae man en Rose opstige i hen¬


203


des Kinder, som gav hendes Skiønhed sin forri¬
ge Glands og Ungdom igien.
Det er Skade, at man i Selskabets Krø¬
niker finder hverken Navne eller Aarstal, men
det har og havt den Nytte, som mange saadanne
Mangler i Historien, at det har givet lærde Folk
Anledning til artige Gisninger. En lærd Mand,
hos hvilken jeg har søgt nærmere Oplysning om
denne Dames Historie, mener, at hun har boet
i Athenen, og at hun har været det Mønster,
efter hvilket Plato vilde lade Dyden afmale.
Jeg vil denne Gang ikke fortælle meere om
hende; thi at forestille Menneskene altid de fuld¬
komne Mønstre, afskrækker dem ofte meere end
det opmuntrer dem. Dersom alle Damer i Sel¬
skabet havde været som denne, var det da Under,
at det bestod af faa Personer? Jeg havde derfor
ikke heller saa tidlig begyndt at tale om hende,
dersom jeg ikke havde troet, at Haab om at beva¬
re sin Skiønhed indtil det 80 Aar, kan bevæge
det smukke Kiøn til at giøre mange Ting, som
man skulde holde for umuelige. Denne Konst
er den største af Selskabets Hemmeligheder, men
den er giemt i et Skrin, som det ikke er tilladt at
aabne, førend man har igiennemgaaet adskillige
Prøver. Jeg finder ingen Efterretning i Sel¬
skabets Historie, naar dette Skrin sidst har været
aabnet.


204


De første Prøver, uden hvilke man ikke
engang kan blive antaget i Selskabet, ere følgen¬
de:
Man fører Fruentimret for et Speil, som
har den Egenskab, at forestille Ansigterne smukke
eller heslige, efter Gemytternes Beskaffenhed.
Dyden giør i dette Speil de grimmeste Ansigter
skiønne, og Lasterne de skiønneste heslige. J den¬
ne Gestalt blive de strax aftegnede. De Heslige bie
en vis Tid indtil det tillades dem at melde sig igien,
da man ved samme Prøve forsøger, om de ere
smukkere end de vare før. Have de forandret
sig til deres Fordeel, fortsættes Prøven saa læn¬
ge indtil al Hesligheden forsvinder. Finder man
derimod ved to eller i det høieste tre Prøver ingen
Forandring, bliver det dem sagt, at, saafremt
de ville antages i Selskabet, maae de i en offent¬
lig Forsamling vise dem i deres naturlige Gestalt,
det er at sige, med en Maske for Ansigtet, som
forestiller dem lige saa heslige, som de ere i Spei¬
let. Denne Lov har afskrækket mange fra Sel¬
skabet; men de faa, som har underkastet sig den,
ere og siden blevne de fuldkomneste Skiønheder.
Denne Prøve kaldes Skiønheds Prøve.
Naar den er overstaaet, tillades det dem
at læse i en prophetisk Bog, hvori de finde baa¬
de deres Navne, som virkelig elske dem, og de¬
res, som sige det uden at mene noget deraf; dette


205


fortroes dem med de Vilkaar, ikke alene at beva¬
re den dybeste Taushed, men og at opføre sig saa¬
ledes, at de Personer, hvis Navne de har læst,
ikke kunne merke den mindste Forandring i deres
Opførsel. Denne Prøve er en af de haardeste,
og den kaldes Tausheds Prøve.
Dersom de ugifte Fruentimre fatte Kier¬
lighed til en Mandsperson (thi Selskabet anseer
det ikke for en Ufuldkommenhed hos det smukke
Kiøn, at kunne elske) maae hun strax aabenbare
det for Selskabet, og love, at hun ikke meere vil
see denne Person, førend det bliver hende tilladt.
Selskabet erkyndiger sig imidlertid om hans Ge¬
mytsart, og dersom det ikke finder noget deri, som
kan hindre Foreningen, blive de begge indbudne
at møde til en vis Tid. Man giver hver Per¬
son en Maske, som forestiller deres Ansigt saale¬
des, som det vil blive om tive Aar, og dersom
de i denne Gestalt behage hinanden, tillader Sel¬
skabet deres Ægteskab. Dette kaldes Kier¬
ligheds Prøve.
De, som efter denne foregaaende Prøve
ere giftede, og andre taales ikke i Selskabet, maae
aldrig klage over deres Huusholdnings Besvær¬
lighed, over deres Barselsenge, Børn, eller over
deres Mænds Feil, medmindre de kunne bevise,
at Mændene uden Fruentimrets Skyld ere blevne


206


forandrede efter deres Giftermaal. Dette er en
haard Prøve, den kaldes Ægteskabs Prøve.
De, som udstaae disse Prøver, blive an¬
tagne i Selskabet; men der ere endnu mange fle¬
re tilbage for dem, som ville blive smukke til de¬
res 80de Aar.
Foruden Prøverne have Selskabet visse
Love; men disse ere ikke vanskelige at efterleve for
dem, som kunne holde Prøven ud.
Nogle af disse Love ere:
1. At agte Forstand mere end Smukhed, og
Dyd mere end Forstand.
2. At ikke foragte nogen for naturlige Feil.
3. At aldrig forlange noget af en Mandsper¬
son, som strider mod hans Pligter.
4. At ære Fortienester mere end det, som man
kalder Artighed og Levemaade.
5. At foragte uvittig Skiemt, og mistænke
alle de Berømmelser, som unge Mandfolk.
give dem.
6. At troe, at de ikke ere skabte alene for at
opvartes og fornøies, at Omsorg for deres
Huus og Børn er en Pligt, som de ere
Gud, Naturen og Staten skyldige, og
at denne Pligts Opfyldelse giør dem lige
saa megen Ære, som det vigtigste Embe¬
de, og mere end al den Anseelse, som de


207


kunne laane af deres Mænds Rang, Rig¬
dom eller Fortienester.
7. At bruge den Magt, som de have over det,
andet Kiøn, til at giøre det fornuftigere,
og ansee de Mandfolk, som giøre sig Uma¬
ge for at udgrunde deres Tilbøjeligheder
og besmykke deres Feil, for Hadere af Kiøn¬
net.
8. At forestille dem daglig den Forandring,
som Alder og Svaghed kan giøre i deres
Skiønhed, og søge deres Ære mere i be¬
standige Fuldkommenheder. De ere det¬
te korte og forgiengelige Livs største Pry¬
delser, men de visne og lige saa hastig som
de Lilier paa Marken, der i Dag staae og
i Morgen falde.
Mere kunne vel mine smukke Læsere ikke
taale at høre om et Selskab, om hvilket de fleste
uden Tvivl have gjort dem et langt andet Be¬
greb. Men, da jeg ikke gierne vil være iblant
deres Tal, som efter Selskabets Love bør ansees
for Hadere af Kiønnet, maae jeg tilstaae dem op¬
rigtig, at de Fruentimmer, som ere i Selskabet,
overgaae i Skiønhed alle dem, jeg har seet, og
at Speilet har en utroelig Virkning til at giøre
de hesligste Ansigter deilige. Det koster nogen
Umage, men hvad giør et Fruentimmer ikke for


208
at blive smuk. Kunne saa dellige Creature igien¬
nembore deres fine Øren, kunne de blotte deres
Hoveder og Bryste, taale Kulde, indsnøre sig,
skiule alle deres Begierligheder og antage dem et
fremmed Væsen for at behage, skulde de da ikke
kunne underkaste dem et Selskabs Love, som ef¬
ter foregaaende Prøver giver dem en uforgienge¬
lig Skiønhed, og sætter dem i den fuldkomneste
Frihed.


No. 28.
Fredagen, den 24 April 1761.
Kiere Herr Tilskuer!
D¬
en Nidkierhed, som De viser for Sprogets
og Nationens Ære, forsikrer mig, at De
vilde antage Dem en Landsmand, som nedstam¬
mer af en gammel og tilforn meget berømt Dansk
Familie.
Mit Stammenavn er ældre end noget i
hele Riget; det var bekiendt mange hundrede Aar,
førend vores Adel begyndte at bruge Tilnavne.
Det findes i de allerældste Skialdres Digte, og


209


i de gamle Runer. Braga skal have avlet vo¬
res første Stamfader med Gudinden Urda, som
var en af de tre Norner. De gamle Skialdre
have hende at takke for mange af de Skiønhe¬
der, med hvilke de pyntede Sproget, og giorde
det bøieligt til at forestille Pligterne paa en beha¬
gelig Maade, og uden at tale altid i en bydende
Tone. Ved hendes Hielp vidste de af Tingenes
naturlige Sammenhæng at udvikle det Tilkommen¬
de, uden at grunde deres Spaadomme paa en
blind Skiebne og uvilkaarlig Nødvendighed. De
talede i Historien værdig om Heltenes Bedrifter.
De adskildte de frie Forbindelser, som de paalag¬
de dem selv, og de villige Løfter, med hvilke de
opofrede deres hele Liv til Fædrenelandets Tiene¬
ste, fra de Pligter og Skyldigheder, som ved Lo¬
ve og Straffe kunde aftvinges, og de gave ved
rigtige Tidsberegninger, ved at adskille det For¬
bigangne og Tilkommende, hele Historien et stort
Lys. Endog i Philosophien selv have de havt
deres Fortienester. De have lært vore Forfædre
paa en nøiagtigere Maade at adskille det Muelige
fra det Virkelige, det Nødvendige fra det Vil¬
kaarlige, det Vedvarende fra det Tilkommende,
det Frivillige fra det Tvungne, det Tilladelige fra
det, som endelig bør skee.
Efter saa mange Fortienester af Sproget,
og Videnskaberne, blev hendes Afkom, som en


210


Tid var meget talrig, fordrevet af Landet. En
langvarig Stridighed mellem min Familie og Ef¬
terkommerne af en anden Norne, som kaldtes
Skulda, skal have været Aarsag til vores Fald.
De Skulders Slægt have altid været voldsom¬
me, de misundte mine Fædre deres Fortienester,
og den Roes, som de havde forhvervet sig, at
giøre Fædrenelandet store Tienester uden Tvang.
De søgte at nedbryde alt, hvad vi havde gjort,
og bragte det endelig saa vidt, at alle Vorder
bleve forviste. Vores Familie flygtede til Saxen,
hvor den blev vel modtagen. De Tydske Skri¬
bentere vidne eensstemmigen, at den har gjort
Sproget og Videnskaberne store Tienester. Men
endskiønt vi ved den Ære, som vi har indlagt os
hos Fremmede, fuldkommen have overvundet den
Foragt, med hvilken vi ere blevne begegnede i vo¬
res Fædreneland, saa veed jeg dog ikke, hvad for
en besynderlig Drift, der efter saa mange hundre¬
de Aars Landflygtighed, indskyder mig en Lyst til
at tiene mit gamle Fædreneland igien.
Jeg har hørt tale om lyksalige Tider, om
Tider som Frodes, da de Nordiske Skialdre sang
om Viisdom, Retfærdighed og Fred. Krigens
ulyksalige Følger har gjort mig kied af mit nye
Fædreneland, og jeg ønskede at komme til Danne¬
mark igien, for at tage Deel i den Ære, som
Rygtet siger mig, dette Lands lyksalige Indbyg¬


211


gere indlegge dem ved Fredens Konster. Jeg
har altid elsket mine Fædres Sprog. Jeg læser
Deres Blade, Herr Tilskuer, og jeg seer der¬
af, at De ærer de Stamnavne, som ere blevne
gamle og berømte ved sande Fortienester; jeg hø¬
rer, at de Store ikke skamme sig ved at arbeide
i Sproget og Videnskaberne. Adelsmanden i
Deres Selskab er en Patriot, af hvilken jeg ven¬
ter at blive beskyttet. Forestil ham min Sag,
jeg forlanger ikke store Ting, jeg ønsker mig kuns
Tilladelse at komme tilbage igien til et Land, hvori
min Familie i mange hundrede Aar har havt Bor¬
gerret. Jeg behøver ingen nye Adelsbrev, men
kun en Erkiendelse af de Rettigheder, som jeg af
mange tilforladelige Brevskaber kan bevise, at
jeg har havt for den Adel, som nu er i Riget.
Men for alting, kiere Tilskuer, glem ikke at
sige, at jeg nedstammer fra Gudinden Urda, man
skulde ellers af den nu brugelige Skrivemaade
slutte, at jeg nedstammede af de Tydske von
Werden, som dog kuns er en Sidelinie af vores
ældgamle Familie, der for nærværende Tid kal¬
der sig.
Vorder.
Dette landflygtige Ord, (thi det er Tid
at ende Allegorien, for ei at beskyldes for at skrive


212


poetisk, uforstaaelig og forblommet) det Ord
Vorder kunde, ved at indlemmes igien i Spro¬
get, giøre det saa store Tienester, at jeg ret ind¬
stændig beder, at de Herrer Cancellister, Sprog¬
rensere, og især det til de skiønne Videnskabers
Befordring oprettede Selskab, ville giøre dem
Umage for at give dette nyttige Ord sin gamle A¬
del igien. Mine Landsmænd giøre mange nye
Ord, og trække gamle frem af Støvet igien, som
ikke ere nær saa nødvendige som dette, der alle
Øieblik behøves i Stilen, til at give os et Be¬
greb om det Tilkommende, som alle de andre Hiel¬
peord skulde, vilde, maatte, kunde, blive,
ikke udtrykke.
Det Ord Vorder indeholder et almindeligt
Begreb om det Tilkommende. Skulde derimod
siger mere; det tilkiendegiver en Nødvendighed,
som ofte ikke skikker sig enten til Personen eller
Tingen, som der tales om; det giver en blot For¬
tællelse Anseelse af en befaling eller Tvang; det
forestiller den som en Virkning af en blind Skieb¬
ne og af en uimodstaaelig Nødvendighed. Det
giør Talen ofte anstødelig enten mod Sandheds
eller Høfligheds Regler. Vilde sætter en tæn¬
kende Kraft og en Frihed forud, som vælger det,
der skal skee, og paa hvilken det beroer, om den
vil giøre det eller ei. Naar vi tale om de men¬
neskelige Handlinger, er skulde ofte for meget,


213


og vilde for lidt; det første er, især naar vi tale
om andre og om Høiere, for haardt, det sidste,
fornemmelig naar vi tale om os selv og om Ringere,
for lemfældigt. Maatte betyder enten det sam¬
me som skulde, og forøger altsaa Begrebet om
det Tilkommende med en Nødvendighed, eller og
det tilkiendegiver en Tilladelse, og da siger det
os ikke engang med Vished, om det skeer eller
ei. Kunde er endnu mere uforstaaeligt; af dette
Ord slutte vi ikke meere, end at det Tilkommende
er mueligt; blive udtrykker en Vedvarenhed, som
passer sig mere paa det Nærværende end paa det
Tilkommende. Alle disse Hielpeord sige altsaa
enten mere eller mindre end de burde, de give os
ikke et almindeligt og uindskrænket Begreb af det
Tilkommende, men kuns af det, som vi ere nødte
og tvungne til at giøre, af det, som vi ønske og
forlange, af det som er mueligt, og som er os
tilladt.
Enhver Læser vil, skal, maae eller kan
(efter enhvers Stand) erfare, hvor meget disse, vil,
skal, maae eller kan, ofte svække eller forvilde Me¬
ningen, naar der tales om det Tilkommende. De
have kuns nødig at oversætte dem ved det Tydske
soll, mus, og det Franske il faut, il doit,
for at merke hvor meget det strider mod Fornuf¬
ten, Velanstændigheden og Smagen. Alle sleb¬
ne Sprog have enten Endelser eller Hielpeord,


214


hvormed de betegne det Tilkommende uden saadan¬
ne Anstød, og da det Ord Vorder er got gam¬
melt Dansk, og maaskee ældre i vores Sprog,
end i det Tydske, da det endnu ikke ganske er
gaaet af Brug i Cancelliestilen, hvorfor skulde
vi da ikke betiene os deraf? Jeg begriber vel, at
det vil skurre noget i Ørene, at sige vorde riig,
vorde elsket, og endnu mere at vorde giøre,
vorde læse. Men man vænner sig jo daglig i
alle Sprog til nye Ord, som ere mindre for¬
nødne.
De Begreb, som udtrykkes ved det Ord
Vorder, forekomme saa ofte i Stilen, at man
i Begyndelsen maae bruge det sparsomt, og ikke
uden i de Tilfælde, i hvilke de andre Hielpeord
ere alt for ubeqvemme og anstødelige.
Jeg veed en Maade, paa hvilken dette stak¬
kels Ord hastigere kunde blive naturaliseret, end
om baade Cancellisterne og de lærde Selskaber,
antoge sig dets Sag. Men den Lykke tør jeg
ikke vente. Dersom dette Blad maatte giøre saa
megen Bevægelse, som de Ord beundre og be¬
synge, hvilke i et heelt Aar fornøiede nogle Lær¬
de og nogle Fruentimmer saa meget, at de hver
Dag opfandt en nye Maade at bruge dem. Maat¬
te dette Blad, siger jeg, have den Lykke at for¬
tiene saa megen Opmerksomhed iblant mine Lands¬
mænd, skulde det Ord Vorder snart blive saa


215


brugelig iblant os, som det Ord Beundre, hvil¬
ket jeg seer nu at være antaget af dem, som i Be¬
gyndelsen opholdt dem allermeest derover.


No. 29.
Mandagen den 27 April 1761.
V¬
or Adelsmand har en Fetter, som skal reise
for at studere. Efter Ordets almindelige
Betydning behøver dette ingen videre Forklaring
end denne, at han i nogle Aar skal opholde sig
ved et Universitet, hvor der ere Lærere i de fire
Faculteter, og ved sin Hiemkomst i det mindste
bringe en Stambog med sig, hvoraf man kan see,
at han for hans Afreise har talt med disse Folk.
Endskiønt denne Vei er den allerkorteste,
som et Menneske, der vil tiene Staten og giøre
Lykke i Verden, kan vælge, saa har dog denne
Fetter en Fader, som holder for, at disse Om¬
svøb ere unyttige, og at de Penge, som anvendes
paa saadan en Reise, ere spildte. Min Søn, si¬
ger han, er af god Familie, og har Midler. Det¬
te er nok til at giøre hans Lykke. Jeg har selv
reist, men hvad lærte jeg? Intet, som jeg siden


216


i alle mine Forretninger har havt den mindste
Nytte af. De maae ikke tænke, at jeg fordrev
Tiden med Lediggang. Jeg hørte Collegier den
hele Dag igiennem hos de berømteste Mænd. Om
Morgenen begyndte jeg med Mathematiken, en
Videnskab, som jeg vel ikke agtede at bruge, men
man havde sagt mig, at den var nyttig til alting,
og havde en besynderlig Kraft til at aabne For¬
standen, hvorfor jeg og brugte den ligesom Mor¬
gendraaber, ikke til Føde, men til Lægedom for
min svage Fornuft. For Philosophien havde min
Hofmester indprentet mig en dyb Ærbødighed.
Man sagde mig, at den var inddeelt i den theo¬
retiske og den praktiske, over den første hørte jeg
tre Collegier, men der var ingen som læste over
den sidste, og min Hofmester forsikrede, at det
ikke var fornødent. Ethvert Menneske, sagde
han, veed hvad man skal giøre og lade; deraf har
J lært nok i Eders Catechismus; men at tænke
ordentlig, at vide hvad Væsen, Værelse, Mue¬
lighed, Nødvendighed, Tid, Rum, Sted, det
Endelige og det Uendelige, det Enkelte og det
Sammensatte er, at kiende Monadernes Natur,
hvorledes de sammensættes, og hvorledes Sielens
Monade virker paa Legemets, det er Ting, som
J behøver at lære, og som kunne bevises ordentlig.
Jeg var i den første Time bleven saa vant til at
erkiende de mathematiske Bevisers uovervindelige


217


Styrke, at det var nok, naar min Lærer sagde, at
han vilde bevise en Sætning Mathematisk, for
at faae mig til at troe alt, hvad han sagde, end¬
og naar min Fornuft var allermeest uvillig dertil.
Jeg kom tilsidst saa vidt, at jeg var saa overbe¬
viist om Monaderne, som om jeg havde seet dem
malede for mine Øine, men hvordan det gik,
havde disse Tingester dog altid en Figur i mine
Tanker, som jeg ikke ganske kunde aflegge, end¬
skiønt min Lærer forsikrede mig, at saadanne ure¬
ne Begreber vare meget farlige i Sielelæren. Det
eneste, som jeg havde at udsætte paa hans Metho¬
de, var, at naar jeg allerbest havde begrebet alt
hvad han sagde mig om klare og tydelige Begreber,
og den rette Maade at fatte en Fornuft=Slutning
paa, var min Forstand dog lige saa mørk i alle
Videnskaber, uden for Philosophien, som den
havde været før. Jeg spurgte min Hofmester,
om det ikke var Tid, at jeg lagde mig efter an¬
dre Videnskaber, hvori jeg skulde bruges. Jeg
vidste, at min Fader havde bestemt mig enten til
en Stats= eller til en Rettens Betiening; jeg
havde Lyst til at lære Fransk, til at vide noget
af Historien, og til at høre det, som man kalder
Natur= og Folkeretten; alt dette, svarede han,
er kuns Galanterier, som J tidsnok kan lære,
naar J først er grundig i Latiniteten og Philoso¬
phien, og ved Mathematiken er bleven vant til


218


en ordentlig Tænkemaade. Dette var den Plan,
som jeg fulgte. Efter tre Aars Forløb dispute¬
rede jeg offentlig, og alle Tilhørere forundrede
sig over at høre en Adelsmand tale saa færdig
Latin, og være saa øvet i at giøre Syllogismer.
Nu, sagde min Hofmester, er Grundvolden lagt,
nu er Huset bygt, og nu er det Tid at sætte Krand¬
sen paa. Saaledes kaldte han Historien, Lov¬
kyndigheden, Statskonsten, de smukke Viden¬
skaber og det Franske Sprog. Alt dette løb vi
igjennem i et Aars Tid. Jeg hørte i den Tid et
Collegium over den Romerske Ret, som ikke bru¬
ges her i Landet, og min hele Statsvidenskab
var, at kiende den almindelige Forfatning af det
Tydske Rige; thi over andet læste man ikke.
Da jeg kom til Paris, var jeg saa fuld af min
academiske Viisdom, at jeg i alle Bibliotheker
ikke spurgte efter andre Bøger, end Wolf, Da¬
ries, Canz, Mejer, Baumgarten, jeg foragte¬
de alle de Franske Lærde, som ikke kiendte disse
Folk. Jeg spurgte, om Parlamentet ikke var
det samme, som Rigsdagen i Tydskland, og faldt
i stor Forundring, da man førte mig ind i det
Franske Academie, og jeg hørte, at man der ikke
disputerede paa Latin. Efter et Par Aars For¬
løb lærte jeg at tale som andre Mennesker, og at
skrive et skikkeligt Brev; dette, sagde han, er
alt hvad jeg har lært paa min udenlands Reise,


219


som siden har været mig til Nytte; det har kostet,
min Fader mange tusinde Rigsdaler, og jeg kun¬
de have lært det for nogle hundrede hiemme.
Vores Adelsmand loe hiertelig af en For¬
tællelse, hvori der var saa megen Oprigtighed og
sund Fornuft. Jeg har selv, svarede han, des¬
værre prøvet samme Underviisning, og dersom
den nu omstunder ikke ved nogle Academier var
bedre, vilde jeg raade Eders Søn enten at blive
hiemme, eller at gaae Academierne forbi, og naar
han ved en god Hofmesters Anførsel havde lagt
den fornødne Grund i Sprogene, Historien og
de Videnskaber, som ere ham nyttige, da at gaae
til de store Stæder, hvor man af Omgang og Er¬
farenhed lærer at kiende Verden. Men, sagde
han videre, Tilstanden er siden den Tid ved nog¬
le Academier meget forandret, man studerer nu
omstunder med mere Fornuft og Smag. Ja
Smag, det man nu kalder Smag, det er noget
herligt, svarede den gamle Adelsmand, før kun¬
de lærde Folk ikke stave deres Modersmaal ret,
og nu skrive de det saa høitravende, at ingen kan
forstaae det. Det er nogle skiønne Videnskaber,
som enten paa den ene eller paa den anden Maa¬
de, enten ved at lære for lidt, eller ved at lære
for meget, giøre os uskikkede til alle menneskelige
Forretninger. Min Søns Hofmester er en af
disse skiønne Aander, som man nu kalder dem;


220


saa ofte jeg hører dette Navn, tænker jeg paa mi¬
ne gamle Monader, og paa de mathematiske Fi¬
gurer, hvormed man plagede Folk i min Ungdom.
Han giør Vers uden Riim, som jeg ikke engang
kan læse, og skriver Breve, som jeg ikke forstaaer.
Troe mig, Fetter, alle Videnskaber ere Bedra¬
gerier, og den ene er lige saa god som den anden.
De Lærde tilstaae det jo selv, hør kuns et Øie¬
blik, den ene taler om den andens Videnskab.
Juristerne kalde dem, som studere Theologien,
Postilryttere. En Criticus, Antiqvarius og Lin¬
gvist troer, at intet uden det han veed, fortiener
at kaldes Lærdom. En Mathematicus tænker,
at der er ingen Videnskab til, uden hans egen,
og Medicinen selv, hvor nær den end er beslæg¬
tet med Naturlæren, er i hans Øine Qvaksalve¬
rie. Historien er en Fabel, Poesien Drømme,
de smukke Videnskaber Galanterier, og Philo¬
sophien er en Videnskab, som alle Faculteter mis¬
bruge, til at binde dem noget paa Ærmet, som
ikke forstaae at giøre Syllogismer. Skulde min
Søn spilde Tiden paa at høre disse Mundhugge¬
rier? Nei, jeg har i Sinde at sætte ham i en
anden Skole. Min Forvalter har kuns een Vi¬
denskab, og den bringer mig mere ind end alt
hvad jeg har lært, den skal min Søn studere, og
saa behøver han ikke at reise langt.


221


Denne Umage kan De og spare Deres
Søn, sagde vores Adelsmand, naar De ingen
høiere Hensigter have med ham, end at vedlige¬
holde Deres Families udvortes Anseelse; thi der¬
til er han riig nok. Den Forstand, som der
behøves til at legge Penge op, grunder sig paa
en Sandhed, som er meget klar: at to er mere
end en. Men til at giøre en viis og ædel Brug
af sin Formue, saavel af den indvortes, som be¬
staaer i Naturens Gaver, som af den udvortes,
der bestaaer i Lykkens, dertil udkræves megen Vi¬
denskab, og J skulde være meget strafværdig, J
skulde vanære Eder selv, og Eders Familie langt
mere, ved at efterlade Eder en Søn med en tom
og øde Siel, end om J efterlod ham baade en
tom Pung og et øde Gods. Det Fortrin, som
vi have i Rigdom for vore Medborgere, forøger
vore Pligter mod Selskabet, og den eneste Fri¬
hed, som vores Stand forunder os, er, at vi
med mere Vished end andre kunne bestemme vores
Børns Skiebne, og følgelig giøre dem meere be¬
qvemme til de Forretninger, i hvilke de skulle bru¬
ges. Undersøg Eders Søns Beqvemhed og Til¬
bøieligheder, og naar J derefter haver afgjort,
hvortil J vil bestemme ham, vil jeg anvise Eder
nogle fornuftige Lærde, som jeg kiender, de skul¬
le give Eder en Plan til en ganske anden Stude¬


222


remaade, end den, som baade J og jeg have væ¬
ret anførte til i vores Ungdom.
Siden det er Moden, Fetter, sagde den
Gamle, at en Adelsmand skal studere, maae J
raade derfor; thi jeg har længe været kied af det
Pedanterie. Nogle tusinde Rigsdaler vil jeg
endnu vove; kan min Søn lære noget, er det got,
hvis ikke, kan jeg taale at miste dem. J lever
længer med ham end jeg, og siden han bær Eders
Navn, saa skal J og have Æren deraf, om han
bliver til noget. Drengen har, som hans Hof¬
mester siger, Genie til alting; han veed allerede
alt, hvad jeg har lært, og siden han er den ene¬
ste, maae jeg vel bestemme ham til det Civile.
Det blev altsaa besluttet, at han skulde reise, at
han skulde være tre Aar i Gottingen for at stude¬
re Lovkyndigheden, Statskonsten og Historien,
et Aar i Geneve, for at øve sig i det Franske
Sprog og i de skiønne Videnskaber, og siden be¬
søge nogle af de fornemste Stæder i Europa, for
at lære at kiende Verden. Vi leve i Tider, sag¬
de vores Adelsmand tilsidst, da man agter Vi¬
denskaberne, og de ere endnu ikke saa almindelige
hos os, at J kunde befrygte, at et ungt Menne¬
ske af Stand og Midler, som har lagt sin Tid
vel an, ikke skulde finde Leilighed nok til at giøre
Fædrenelandet Tienester, og Familien Ære. An¬


223


dre Hensigter end disse, ere ikke engang anstæn¬
dige for en Mand af Eders Formue.


No. 30.
Fredagen den 1 Mai 1761.
J¬
eg var forleden i et Cabinet, hvor jeg saae en
Mængde af Skilderier, som forestillede de
utallige Forandringer af Klædedragter, som have
været brugelige hos adskillige Nationer og til ad¬
skillige Tider; nogle af disse forandrede Legemets
Høide og Tykkelse, og Lemmernes naturlige For¬
hold saa aldeles, at der var intet, hvori de lig¬
nede den menneskelige Skabning, uden Ansigter¬
ne. Jeg saae Chinesiske Mandariner med ud¬
stoppede Maver ved Siden af Fruentimmer, som
vare saa smalle, at man kunde spende dem om Li¬
vet med en Haand; Hofter, som vare sex Alne
i Omkreds, at hvile paa smaa Børnefødder, og
tynde Legemer, hvoraf den halve Krop enten var
skiult i en lang fiirkantet Paryk, eller begravet i
Pumphoser og store Støvlekraver. Naar man
betragtede disse Figurer tilsammen, var der i Hen¬
seende til de udvortes og væsentlige Deele af det


224


menneskelige Legeme saa stor Forskiel, at man
skulde have anseet dem for lige saa mange Arter
af adskillige Skabninger, dersom Naturen ikke
havde forbudet dem at konstle lige saa meget paa
den Deel af Legemet, i hvilken Sandserne have
deres Boelig. Men og i denne saa fuldkomne
og umistelige Deel var der ikke meere skaanet, end
hvad der nødvendig behøvedes til at see, lugte,
høre, smage og drage Aanden. Resten var for¬
andret ved Farver, Skiønpletter, igiennembore¬
de Næser og Øren, Knevelsbarter og Skieg af
adskillige Figurer. Paa saa mange utallige Maa¬
der havde den stolte Konst søgt at forbedre den
fuldkomneste Maskine, som Naturen har frem¬
bragt, det menneskelige Legeme.
Hvilken Lykke, tænkte jeg ved mig selv, er
det ikke, at et Creatur, der er saa ustadigt, og
lader sig saa meget regiere af Jndbildningen, ikke
har mere Magt end det har. Dersom ikke en
naturlig Nødvendighed indskrænkede dets Frihed,
dersom det havde den Evne, som tilskrives høiere
Aander, at forandre den udvortes Gestalt, og
at aabenbare sig under adskillige Skikkelser, skul¬
de det hvert Øieblik omskabe sig saaledes, at der
tilsidst blev intet hesligere Dyr til i Naturen. Vi
kunne slutte det af den besynderlige Fornøielse,
med hvilken vi betragte de Gøglere, som besidde
en Færdighed til at folde deres Legemer i adskil¬


225


lige unaturlige Vendinger. Dersom disse Øvel¬
ser ikke vare saa besværlige, skulde vore Petits¬
Maitres for lang Tid siden have gaaet paa Hæn¬
derne, og dersom Hovedet af Naturen ikke var
bundet saa fast til Kroppen, som det er, skulde
man have holdt det for smukkere, at bære det un¬
der Armen tillige med Hatten.
Dersom vi, i Steden for at klage over
vore Mangler og vore Jndskrænkninger, betrag¬
tede deres Nytte og Fornødenhed, skulde vi ofte
finde Anledning til at prise Skaberen lige saa vel
for det han har nægtet, som for det han har gi¬
vet. De utallige Daarligheder, til hvilke vi
forfalde ved Misbrugen af de faa Kræfter, som
ere os givne, kunne lære os, hvor ulyksalige vi
vare blevne, om Naturen havde givet os endnu
større. Dersom et Fruentimmer kunde hver Dag
give sig et nyt Ansigt, hvor liden Tid skulde der
da blive tilovers for at tænke paa Huusholdnin¬
gen, da man nu kan anvende saa lang Tid paa
at udfinde det rette Sted til at sætte en Skiønplet;
og dersom Tyngselen ikke bandt vore Fødder til
Jorden, hvor mange Springere skulde da behol¬
de hele Been?
Den Deel af den menneskelige Forfænge¬
lighed, som yttrer sig i Klædedragten, og som til
alle Tider har givet saa riig en Materie til Kla¬
gemaal og Straffeprædikener, kan betragtes i


226


tvende adskillige Hensigter, enten som en Deel
af den Pragt, med hvilken man forøder sin egen
og Statens Formue, eller som stridig mod Sma¬
gen og Velanstændigheden. Jeg betragter den
her allene i den sidste Hensigt. Siden Menne¬
skene behøve Klæder, er det dem ikke alene tilladt,
men og som fornuftige Creature anstændigt, at
de deri, ligesom i alle udvortes Handlinger, see
ikke alene paa det nyttige og fornødne, men og,
saavidt det uden høiere Hensigters Opofrelse er
mueligt, paa det Ziirlige. Naturen har selv fo¬
regaaet os med sit Exempel. Vi finde i alle dens
Dele ikke alene en fuldkommen Beqvemhed til at
opnaae sine Hensigter, men og en udvortes Skiøn¬
hed, som behager vore Sandser. Skulde det
ikke være tilladt, at efterligne den i de udvortes
Skiul, med hvilke vi beklæde et af de største Me¬
sterstykker, som den har frembragt? og, dersom
alle andre Skiønheder have deres Regler, skulde
da denne, som og er en Virkning af et fornuftigt
Væsens Handlinger, være grundet paa Vane og
Jndbildning alene? Vi have i vore Tider op¬
daget Grundreglerne af det Smukke, baade i
Naturen og i Konsten. Musiken, Tegningen,
Bygnings- og Talekonsten have deres Grunde,
og de Prydelser, med hvilke det smukke Kiøn gi¬
ve deres naturlige Skiønhed en nye Glands, skul¬
de ikke og have deres? Jeg holder for, og mine


227


smukke Læsere ere uden Tvivl af samme Tanker,
at det var Umagen værd at bevise, at Fornuften
virkelig kan have Deel i de Handlinger, paa hvil¬
ke de anvende saa stor en Deel af deres Tid.
Til et Forsøg, vil jeg denne Gang anføre
nogle Grundregler, efter hvilke Læseren kan døm¬
me om Mueligheden og Visheden af denne Konst.
Min Tænkemaade er maaskee ikke mathematisk
nok, og min historiske Kundskab om alle Foran¬
dringer af Moder ikke saa stor, som den burde
være, for at bringe alle Sandheder paa engang i
saa ordentligt og fuldstændigt et System, at man
kunde læse over den Konst ved Academierne med
den samme Lykke, som man paa nogle Steder har
læst over Forskiererkonsten. Jmidlertid haaber
jeg, at man for Kiønnets Skyld, som har beri¬
get denne Deel af den menneskelige Kundskab med
saa mange Opfindelser, indrømmer den en Plads
iblant de smukke Konster, i Henseende til hvilke
de Lærde endnu ikke ere enige, om de ere Viden¬
skaber eller ei, og til hvilket af de fire Faculteter
de skulle henføres.
1. Grundsætning.
Da al Fuldkommenhed bestaaer i en Over¬
eensstemmelse, og der i den menneskelige Natur
er noget uforanderligt, som ikke er underkastet vo¬
res frie Villie, saa maae alt det øvrige, som vi


228


tilsætte, og den udvortes Skikkelse, som vi give
os, være overeensstemmende med det, som i vo¬
res Natur er væsentligt og uforanderligt.
1. Følge.
Alt det i Klædedragten, som giør os ube¬
qvemme til Forretninger, som indtager meget
Rum, som giør os tunge, stive, ubevægelige,
som forandre Lemmernes naturlige Forhold, og
giør dem større eller mindre end de bør være, er
ikke smukt, men hesligt, f. Ex. store Fiskebeens¬
Skiørter, dybe Folder, lange Opslag, snevre
Klæder o. s. v.
2. Følge.
Lige saa hesligt er hvad, der er skadeligt for
Sundheden, og strider mod Hensigten af Klæde¬
dragten, som er at skiule vor Nøgenhed og beva¬
re os mod Kulde; f. E. al den Blottelse, som
strider mod Ærbarhed og Velanstændighed, Mo¬
der, som vi laane af de sydlige Folk, uden at ind¬
rette dem efter Landets Clima og Aarets Tider.
En Nordmand, som altid klæder sig i Silke, er
lige saa latterlig, som en Jtaliener i en Biørne¬
Pelts. Den Venetianske Adel adskiller sig fra
Folket ved at fore deres Klæder med Hermelin,
vores giør det ved at bære Jtaliensk Fløiel. Man
skulde troe, at begge Nationer havde foresat sig


229


i deres Klædedragt at trodse Naturen, at dræbe
sig selv, og at ødelegge Staten ved at forbruge ,
fremmede Ting, som Naturen har nægtet dem.
2. Grundsætning.
En alt for stor Lighed opvækker Kiedsom¬
melighed, Mængden af Forandringerne giør, naar
de ere overeensstemmende, Fuldkommenheden
større; men denne Overeensstemmelse maae ikke
være alt for umerkelig. Det er derfor ingen al¬
mindelig Skiønhedsregel: At alting skal være li¬
ge paa begge Sider. Det lader ikke vel, at alle
Prydelser staae snoerret efter Næsen, at alle Blom¬
ster, Baand, Kruser og Folder legges i Paralle¬
ler eller rette Vinkler. En Blanding af Farver,
som ikke ere alt for stridige, og en utvungen Sam¬
mensættelse af adskillige Prydelser behager Øiet;
men evige Kruser og en Blanding af alt for man¬
ge og stærke Farver ere heslige.
3. Grundsætning.
Der er noget foranderligt i ethvert Men¬
neskes Gestalt, som giør, at det samme ikke klæ¬
der alle. At ville alt for nøie binde sig til antag¬
ne Regler, og i alle Ting klæde sig efter Moden,
er derfor med Villie at giøre sig selv heslig. En
Petitmaitre, en Skiønhed, som er i Moden, kan
giøre alle deres Medbeilere latterlige, dersom de


230


ved deres Exempel forføre dem til at efterabe sig
i alt. Skulde Pudder nogen Tid komme af Mo¬
den, vilde jeg dog raade alle dem, som have rø¬
de Haar, til at puddre sig, og, dersom de Fru¬
entimmer, som har runde Ansigter, skulde føre
høie Topsætter igien i Brug, vil jeg raade dem,
som har lange Ansigter, at de opfinde en Mode
for dem selv, og at de søge at bringe Favoriter og
tykke Sidehaar igien i Moden.
Jeg har efter disse Regler undersøgt vore
Tiders Klædedragt, og jeg kan til Ære for begge
Kiøn forsikre, at de klæde dem fornuftigere end
deres Forfædre. Med nogle faa Forandringer i
Snørlivene og de store Skiørter, og ved at be¬
dække Hovedet og Brystet lidt mere, kunde Fru¬
entimmerne bringe det dertil, at deres Handlin¬
ger stemmede fuldkommen overeens med Grund¬
reglerne af denne smukke Konst; de vilde derved
beskiemme mange Lærde, som ofte ere de første til
at overtræde Grundreglerne af deres egne Viden¬
skaber.
Dette maae være nok for at bevise Muelig¬
heden af en Konst, som endnu ikke er saa dyrket, at
der jo ere Erobringer nok at giøre for dem, som
ere færdige i den mathematiske Methode. Men
hvad skulde vi kalde den? Jeg har giennembladet
Wolf, Daries, Canz, Baumgarten, og
alle de nye Philosopher, som have givet os saa


231


mange prægtige Titler af nye Videnskaber, ind¬
til Drømmekonsten, men ikke fundet en iblant
alle, som kunde passe til denne. Man kunde for
Kiønnets Skyld kalde den den smukke Konst, man
kunde og kalde den Statskonsten; men disse Nav¬
ne ere tvetydige, enhver Videnskab bør desuden
have en græsk og latinsk Titel, som endes paa
ca eller ia, og ingen saadan er mig bekiendt.
Maaskee en lærd Mand kan finde den iblant de
forlorne Konster, og hvor meget skulde ikke det
smukke Kiøn da være ham forbunden?


No. 31.
Mandagen, den 4 Mai 1761.
Min Herre!
M¬
it Embede har saa meget tilfælles med De¬
res, at det ikke maae forundre Dem, at
jeg søger Deres Bistand i den møisommelige Post,
som jeg nu i nogle Aar har beklædet, og hvori
jeg af frie Villie og uden nogen Belønning har
søgt at tiene det Almindelige ligesom De, ved at
være Tilskuer.


232


Jeg er en gammel Ungkarl, som har arvet
saa mange Midler efter mine Forældre, at jeg
kan leve uden Tienester. J min Ungdom reiste
jeg, ikke saa meget for at studere, eller giøre mig
beqvem til noget Embede, som fordi det var Mo¬
den her i Landet. Jeg har været i de fornem¬
meste Stæder i Europa, og havde den Lykke at
blive antagen i alle de Selskaber, hvor man kan
lære at kiende Verden. Denne har været min
eneste Skole; alt hvad jeg veed, har jeg lært af
Omgang, og derved bragt det saa vidt, at jeg
kan tale om alting, dømme hastig om et Menne¬
skes Caracteer, og omgaaes alle Folk saaledes,
at de holde mig for en Mand af Jndsigt og Smag.
Jeg kiender de fleste Bøger uden at have læst dem,
og jeg veed, af Omgang med Forfatterne, at for¬
tælle saa mange Anecdoter om deres Hensigter,
bifald og Tænkemaade, at man holder mig for
at være meget stærk i den lærde Historie og i de
smukke Videnskaber. Det alvorligste Arbeide,
som jeg min Livstid har havt, har været at besøge
Skuepladsen, og at erkyndige mig om alle de
Critiker, som bleve fældede over ethvert Stykke,
saa ofte det blev opført. Derved har jeg for¬
skaffet mig saa fiin en Smag, at den mindste Tan¬
ke eller Bevægelse, som strider mod Reglerne,
rører mig strax, uden at jeg kan sige hvorfor. Nok
er det, jeg har erhvervet mig ved en lang Erfa¬


233


renhed en Følelse og en Smag af det Smukke,
efter hvilken jeg kan dømme hastigere og sikrere
end nogen Konstdommer, og jeg har den Fornøi¬
else, at, naar disse undersøge mine Domme efter
Reglerne, finde de gemeenlig, at jeg har Ret.
De kan let slutte, hvor stor Forandring,
det var for en Mand af min Levemaade, at kom¬
me hiem til Kiøbenhavn i mit 26 Aar, paa en
Tid, da der ingen Skuespil eller offentlige For¬
nøielser vare i Byen, og da Omgiengelsen for
Resten var meget indskrænket. Selskab havde
tilforn været det eneste, som holdt mig fra Ung¬
dommens sædvanlige Laster; den fine Smag, som
jeg havde faaet paa Skuepladsen, gjorde, at jeg
vogtede mig for alt det Latterlige og Nedrige, som
jeg havde seet forestille i enhver Caracteer. Høie¬
re Grunde havde jeg ikke, i det mindste havde de
ikke været ene tilstrækkelige til at vogte mig, og
hvor mange unge Mennesker ere ikke i samme
Tilfælde? Jeg havde ikke lært at beskieftige mig
uden i Selskaber; i Husene vilde man ikke an¬
tage mig, fordi jeg talede saa frit, og af offentli¬
ge Selskaber var der ingen, som var et skikkeligt
Menneske anstændig. Paa de faa Steder, hvor
jeg undertiden kom, begegnede man mig med suur¬
seende Ansigter, fordreiede Øine og hængende
Læber; jeg saae overalt skinhellige Menneskeha¬
dere, indbildte Syge, og særsindede Mennesker,


234


af hvilke nogle vare saa latterlige, at de ikke kun¬
de opføres paa en Skueplads, af Frygt for at
ansees for unaturlige. Kort sagt, jeg fandt et
Stykke af en Comoedie i enhver Krog, og Ma¬
sker nok, men ingen offentlig Skueplads.
Af Mangel paa anstændige Fornøielser for¬
faldt jeg, imod mine virkelige Tilbøieligheder, til
to Laster, af hvilke den ene gjorde mig til en Fien¬
de af mig selv, og den anden til en Menneskeha¬
der. Jeg deelte Tiden imellem at spille og bagtale
Folk. Den halve Deel af Dagen fordrev jeg i den
dybeste Taushed, for at agte paa Kort og Ter¬
ninger, og naar jeg lukte Munden op, var det
alene for at afskildre en af de selsomme Figurer,
som jeg nylig havde seet, med et Træk, som jeg
laante af et Skuespil. Tænk, min Herre,
hvilken Fornøielse det maatte være for mig, at
høre den Tidende, at man i Kiøbenhavn vilde op¬
rette en Skueplads. De første Prøver vare lyk¬
keligere end jeg havde ventet, og hvor store Feil
jeg end fandt i Sammenligning med hvad jeg hav¬
de seet paa andre Steder, gjorde jeg mig dog et
stort Haab om mine Landsmænd. Det varede
ikke længe, førend Smagen gik saa vidt, at man
væmmedes ved mange af de Stykker, som vare
forestillede med stort bifald paa den gamle Skue¬
plads. Man oversatte adskillige Stykker af de
berømteste Forfattere, og jeg saae med stor For¬


235


nøielse, at ligesom Smagen paa Skuepladsen,
tog til, saa forsvandt Maskerne i de smaa Sel¬
skaber, og Nationen begyndte overalt at vise sig
i en naturligere Gestalt.
Jeg forenede mig med nogle Personer af
Smag, som satte hinanden Stevne i den første
Benk af Parterret, hvor vi satte os i den Credit,
at vi altid gave de andre Tilskuere det første Sig¬
nal til at klappe. Uden at rose mig selv, kan
jeg sige, at jeg i denne Post, som jeg ansaae for
meget vigtig, viiste mere Nidkierhed end mange
af dem, som lønnes af Publicum for at udbrede
Kundskaben om Smagen. Jeg opførte mig som
en virkelig patriotisk Tilskuer. Jeg klappede un¬
dertiden af maadelige Stykker, for at opmuntre
Acteurerne, men jeg tillod aldrig, at Parterret
gav sit bifald til noget, som stred mod sund For¬
nuft, Ærbarhed og en god Smag. Jeg stiftede
undertiden smaa Partier, og søgte at drage de
Fornemmeste i Logerne paa mit Partie, men Hen¬
sigten var aldrig at vinde Actricernes Gunst; den
var alene at holde Ligevægten mod et Partie, som
under Skin af en patriotisk Nidkierhed søgte at
vedligeholde den gamle og nedrige Smag, eller,
rettere at sige, at giøre Skuepladsen til et Torv
eller en Julestue.
Saa længe mine formuende Landsmænd
understøttede mig i mit Forehavende, og flittig


236


besøgte Skuepladsen, gik alting temmelig vel.
En forelsket Nar kunde vel undertiden klappe,
for at aftvinge en smuk Person en Smiil; men
han forførte ingen til at efterfølge sig. Jo mere
Smagen tog til, desmere formindskedes Tilskuer¬
nes Tal paa Galleriet. Dette skadede ikke Skue¬
pladsen, saa længe Logerne og Parterret vare be¬
satte; men, som Smagen endnu var for nye hos
os til at være bygt paa saa faste Regler, som hos
andre Folk, saa hørte og denne Lyst op, saasnart
den første Hede var forbi. Vore fornemme Folk
havde i Begyndelsen besøgt den Danske Skue¬
plads, som noget selsomt og nyt. Mange for¬
stod ikke Sproget vel nok til at fatte alt, hvad der
blev sagt. De fleste Selskaber bleve regierede
af nylig hiemkomne Petitmaitres, som havde saa
meget at sige paa Klædedragten, Dansene og
Maskinerne, at man glemte Hovedsagen, og fat¬
tede en Afskye for Skuepladsen, som ikke havde
anden Grund end det forunderlige Bizarerie, med
hvilken Nationen paa engang foragter sit eget, og
hader det fremmede, og falder hvert Øieblik fra
et til et andet, uden at bringe noget til Fuldkom¬
menhed.
Da de Formuende lode sig sielden see i Lo¬
gerne, og skikkelige Folk begyndte at forlade Par¬
terret, blev Skuepladsen underholdt af Galleriet.
Saa fornødent som det er for en Kiøbmand og


237


Manufacturist, at rette sig ikke efter sin egen, men
efter Kiøbernes Smag, saa lidet kan man og for¬
tænke dem, som leve af Skuepladsen, at de søge
at behage den Deel af Tilskuerne, af hvilke de
underholdes; Parterret tabte altsaa den Magt,
som det hos alle slebne Nationer har havt, til at
bestemme Smagen paa Skuepladsen, og denne
blev overdragen til Galleriet. Dersom Skue¬
pladsen skal ansees som en Skole for Velanstæn¬
dighed, hvorfra Smagen udbreder sig til en Na¬
tion, saa er det nu Pøbelen paa Galleriet, som
Publicum har overladt den Ret, at dømme om
Sæderne, hvilken Romerne betroede til de aller¬
ærværdigste Personer, og denne Stemme i den
hæderlige Forsamling koster 24 Skilling.
Jeg behøver vel ikke at beskrive Dem Til¬
standen nøiere, for at bevæge Dem til Medliden¬
hed med alle de Tilskuere, som have det Uheld at
have bedre Smag end Hoben. Dersom den her¬
skende Tænkemaade i det store Publicum ikke er
bedre end den er paa Skuepladsen, skal Deres,
Skiebne, min Herre, inden kort Tid ikke blive
bedre end min. Naar jeg i lang Tid har ærgret
mig over Smagens Fordærvelse, tager jeg mig
en Tieners Skikkelse paa, og gaaer paa Galleriet,
for ubekiendt at kunne lee saa meget jeg vil, ikke
af Skuespillet, men af Tilskuerne. Jeg venter
engang at see Dem, min Herr Tilskuer, i


238


samme Classe, naar De tillige med Deres Sel¬
skab nødes til at forlade det Parterre, hvor De
endnu med nogen Lykke udøver den Censur, som
Hoben misunder Dem.
Dersom De ikke ogsaa vil skrive for Gal¬
leriet, maae De enten vente, at Afgangen af De¬
res Blade snart hører op, eller og De i Tide¬
maae være betænkt paa et Middel til at forbedre
Smagen paa Skuepladsen. Det er forgieves,
at De tænker at udrette det ved Skrifter; thi der
er ingen i det øverste Stokværk, som læser andre
Ugeblade end Spadseregangen.
Eugen.


Jeg har hidindtil agtet saa meget paa det
store Publicum, at jeg ikke har havt Tid til at
undersøge Tilstanden af vores Skueplads. En
Mand af Herr Eugens Levemaade og Smag kan
og deri udrette meget mere end en Philosoph. Der¬
som Tilstanden er saaledes, som han beskriver den,
maae jeg tilstaae, at vore formuende Landsmænd
ere mere Skyld i Smagens Fordærvelse, end en¬
ten Skuepladsen eller Galleriet. Dette bestaaer
hos alle Nationer af Pøbel, og hvor det alene
skal underholde et Theater, kan man ikke vente


239


uden slette Stykker, om man og havde de beste
Acteurer. Men hvor nødig vilde jeg fælde saa
haard en Dom over den beste Deel af Nationen,
at den enten ikke skulle være fornuftig eller ædel¬
modig nok til at anvende en liden Deel af sin
Formue paa en anstændig Fornøielse, hvorved
den almindelige Smag tillige kunde forbedres?
Hvor ugierne vilde jeg troe, at de Landsmænd,
som i andre smaa Ting saa nøie holde over deres
Rang og Fortrin, skulde overlade Herskabet af
en offentlig Skueplads, efter hvilken Fremmede
dømme om Nationens Smag, til en raa og ube¬
høvlet Pøbel. Forfatteren af ovenmeldte Brev
maae derfor tillade mig, at jeg nøiere undersøger
saa vigtig en Sag; Læserne kunne vente
med det første en lykkelig Oversættelse af de for¬
elskte Philosopher af des Touches. Dersom
den bliver opført, vil jeg af Tilskuernes Mæng¬
de i Logerne og Parterret, og af deres Opførsel
dømme, om vore formuende Folk have saa megen
Smag og Ædelmodighed, at Skuepladsen ikke
har nødig at rette sig efter Pøbelens Smag. De
kunne være forsikrede, at Galleriet deri dog ikke
skal forstyrre deres Agtsomhed ved en ubesindig Lat¬
ter. Dersom Leander og Artenice blive vel
forestillede, er jeg forsikret paa, at en stille Hen¬
rykkelse vil giøre baade Acteurerne og Tilskuerne
mere Ære end al Haandklappen, og jeg formoder


240


vist, at de, som ere lykkelige i at forestille saa
elskværdige Personer, skulde nyde samme Beløn¬
ning som de fremmede Sangere, og blive opmun¬
trede ved en frivillig Gave af de Landsmænd,
som elske deres Sprog og Smagen.


Nr. 32.
Fredagen, den 8 Mai 1761.
V¬
idenskaberne beroe, ligesom alle menneskeli¬
ge Foretagender, ikke alene paa Graderne
af de naturlige Kræfter, og den Nidkierhed, med
hvilken de anvendes; men og paa de udvortes
Omstændigheder, i hvilke Menneskene befinde sig.
Naar denne Sandhed ret indsees og anvendes,
falder en Deel af den Forundring bort, med hvil¬
ken man anseer de Fortrin, som en Nation kan
have fremfor en anden i Jndsigt og Sædelighed.
Jblant disse udvortes Omstændigheder er
Landets Størrelse og Beliggende ikke en af de
ringeste. Saa meget som en alt for stor og vidt
udbredet Magt svækker Selskabet, ved at adskil¬
le Menneskene alt for meget, og anspore deres Agt¬
somhed saa stærkt, at den tilsidst bliver slap, og


241


forfalder fra den umaadelige Virksomhed, i hvil¬
ken saadan en Stat sættes af den første Stifter, i
den yderste Sikkerhed og Søvnagtighed, saa me¬
get indskrænker det og Tænkemaaden, naar et
Selskab af Mennesker ere indsluttede i saa snev¬
re Grændser, at Sielekræfterne ikke kunne have
Rum nok til at udbrede sig.
Dette Rum kan, ligesom alle Størrelser,
ikke bestemmes, uden ved et Forhold til andre
Nationer, som leve paa samme Tid, og hos hvil¬
ke Videnskaberne dyrkes. Athenen var i sin
Tid stor nok, fordi den var en af de mægtigste
Stæder i Grækenland, og følgelig i den Deel af
Verden, som da var oplyst.
Det kommer mere an paa Sprogets Ud¬
bredelse end paa Landets Størrelse, hvor høit en
Nation skal bringe det i Videnskaberne. Man¬
ge frie Nationer paa en lille Plet Jord, som ha¬
ve et fælleds Sprog, og kappes om at dyrke det,
skal bringe det videre end Jndbyggere af et stort
Monarkie, som ere de eneste polerede Folk i den
beboede Verden. Dette var uden Tvivl Aarsa¬
gen, hvorfor Rom med alle sine Rigdomme og
med alle sine Belønninger hverken bragte Spro¬
get eller Videnskaberne til den Høide, som en
eneste Bye i Grækenland.
De Tydske Stater ere smaa, men de ere
forbundne ved et fælleds Sprog. Denne Deling


242


er uden Tvivl en af de vigtigste Aarsager, hvor¬
for dette Sprog er et af de rigeste baade paa Ord
og Bøielser. Naar Jver for Sprogets Dyr¬
kelse engang blev almindelig hos denne Nation,
hvad Fordele kunde da de smukke Videnskaber ikke
love sig af saa mange Staters indbyrdes Be¬
stræbelser? Hvor almindeligt end det Franske er
i Europa, er det dog kuns een Nation saa natur¬
ligt, som et levende Sprog bør være dem, der
dyrke det. Denne Nation er vel en af de største
i Europa, men det er ikke hele Nationen alene,
der har saa store Fortrin for andre, i det mindste
i sine egne og i de almindelige Domme, at den
ikke mere maaler sig med andre; en eneste Bye
giver alle Provintserne Love, som i Moder, saa
og i Sproget og Smagen. J denne Bye ere
nogle faa Ligemænd, Fruentimmer og Lærde, som
udgiøre en lille Kreds, der ved deres Magt og
Anseelse søge at undertrykke de Bestræbelser, ved
hvilke andre kunde sætte sig i Ligevægt med dem,
og aabne Videnskabernes Elskere en frie Løbeba¬
ne. Paa saadanne faa Personers Tænkemaade
kommer det ofte an, hvorledes man i Europa skal
tænke og udtrykke sig, ligesom det beroer paa de
Parisiske Damer alene at foreskrive den hele pole¬
rede Verden Moder og Leveregler. Dersom Fon¬
tenelle har fundet flere Efterfølgere end Boileau,
maae man ikke troe, at det har beroet paa et Ter¬


243


ningekast, enten Chapelain eller Boileau skulde
vinde Prisen? Saa vist er det, at den menne¬
skelige Forstand ikke regierer Verden, endog i de
Ting, som synes at være meest under dens Her¬
redømme. Med alle de Fortrin, som en Nation
kan have fremfor andre, med al den Mængde af
Genier, som en Alder kan frembringe, er det
Lykke, om det Fornuftige vinder Prisen. Vi
maae til det menneskelige Kiøns Vanære tilstaae,
at Cabaler har lige saa megen Deel i Boileaus
Seier over Chapelain, som i Fontenelles Ophøi¬
else over Boileau.
Men endskiønt de store Nationers Tænke¬
maade ved saadanne tilfældige Aarsager er lige saa
meget underkastet Hændelse som andres, have de
dog det Fortrin, at de store Genier, som fødes i
samme, kunde give deres Tanker friere Løb, og
derved bringe dem til mere Modenhed og Styrke.
Misundelse kan ikke virke saa stærk, hvor mange
løbe paa Banen, hvor flere kunde haabe at blive
belønnede, hvor der er mange Maader at indleg¬
ge Ære, og enhver kan vælge den, til hvilken
han finder sig meest beqvem, hvor et stort og op¬
lyst Publicum deler sig i adskillige Partier, af
hvilke ethvert er mægtigt nok til at ære og belønne
dem, som vinde dets bifald, Misundelse, siger
jeg, kan ikke virke saa meget paa saadant et Sted,


244


som paa et andet, hvor alle disse Ting ere ind¬
skrænkede.
De Videnskaber, som sigte til at forbedre
Lovene, Tænkemaaden, Smagen og Sæderne,
lide meest ved saadanne Jndskrænkninger. For¬
domme og Vaner ere altid mægtigere i et lidet
Selskab af Mennesker end i et større. Det er
ikke at formode, at mange paa engang opvækkes
til deres Undersøgning, og de faa, som under¬
staae sig at angribe dem, have en tæt sammenknyt¬
tet Hob imod sig, en Hob, der er saa vant til at
bestemmes af nogle saa almindelige Begreber, at
alt det, som er uden for deres liden Tænkekreds,
forekommer dem som farligt. Ting, som af et
større Publicum ansees for ligegyldige, blive af
dem, som have en saa kort Øiekreds, anseete for
saa vigtige, at man er færdig at blande baade Re¬
ligionen og Staten i de mindste lærde Stridighe¬
der. Nogle faa Mennesker bestemme den al¬
mindelige Tænkemaade, og disse regieres ofte igien
af smaa Fordeele, som i deres Øine ere vigtige
nok til at opofre Sandheden. Disse holde sig
selv saa betydelige, at en Forfatter ikke kan tale
om nogen Feil i Tænkemaaden, Smagen eller
Sæderne, uden at de hentyde den paa deres egne
vigtige Personer, og de ere ofte saa eenfoldige, at
de af Hovmod giøre de almindeligste Maximer
af Sædelæren til Satirer over, sig selv. Af


245


Mangel paa Forandringer og Afvexlinger, som
kunde adsprede Tankerne, tygger man saa længe
paa en Ting, at den Forfatter, som ved et Ord,
en Tanke eller et Jndfald, har havt det Uheld at
mishage, giver en uendelig Materie til Skiemt i
de Selskaber, som ellers gabede af Mangel paa
Nyt. De mindste Fortrin i Genie bemerkes, og
følgelig misundes saa meget i et lidet Selskab, at
en Forfatter, som har lidt mere end sædvanlige
Fortienester, maae vente at blive mistænkt og op¬
passet lige saa nøie som Gulliver paa hans Reise
i Lilleput.
For algebraiske Udregninger, methaphysi¬
ske Betragtninger, og critiske Undersøgninger i
de gamle Sprog og Historie, troer jeg, at een¬
somme Steder ere de beqvemmeste, men ikke for
de Videnskaber, som giøre os til Mennesker. J
det Franske Academie har Stridigheder om Bog¬
staver og Ord foraarsaget mange Bevægelser;
hvor vigtige, hvor langvarige, hvor blodige skul¬
de disse Pennekrige ikke have blevet, dersom man
havde forflyttet Academiet fra Paris til Yvetot.
Det er ikke Landets Størrelse og Jndbyg¬
gernes Tal, men Mængden af dem, som tænke,
der bestemme Mueligheden af Videnskabernes
Tilvext. Et mindre Folk kan ved Smagens Ud¬
bredelse sætte sig i Ligevægt med et større. Det
kan overgaae det. Hvor meget have vore Lands¬


246


mænd ikke forbedret sig siden den Tid, da For¬
fatteren af Peder Paars maatte frygte for at blive
anseet for en Æreskiender af alle bekiendte Folk
i Landet, som søgte at finde deres Levnetsløb i
Beskrivelsen af en Reise fra Callundborg til
Aars.
Sprogets i Almindelighed er af alle Midler
det beqvemmeste til at opvække en Nation, og gi¬
ve den en friere og mere uindskrænket Tænkemaa¬
de. Jntet Ønske kunde derfor være mere pa¬
triotisk, end om det var mueligt, at give Natio¬
nen et Sprog, der var saa almindeligt, som det
Franske og Tydske. Ved Forandringen i Reli¬
gionen havde det maaskee ikke været vanskeligere
at indføre det Høitydske her i Landet, end det var
i Nedersaxen, hvor Mængden taler et Sprog,
som næsten er lige saa adskilt fra det Høitydske
som vores. Men da dette ikke meere er mueligt,
ønskede jeg til de Nordiske Nationers Ære, at
vi kunde finde saadant et Middel til at foreene
det Danske og Svenske Sprog, at Jndbyggerne
i de tre Riger udgjorde kuns et Selskab i Hen¬
seende til Videnskaberne. Hvor store Fordeele
kunde ikke baade Sproget og Videnskaberne ven¬
te sig ved saadan en Forening, og skulde det ikke
være Umagen værd, at de, som arbeide i begge
Nationers Sprog og Historie, gave os en For¬
tegnelse af de Ord og Egenskaber, som adskille


247


begge Sprogene, tillige med et Forslag, hvorle¬
des det ene Sprog kunde uden at tabe noget lem¬
pe sig efter det andet, og berige sig med dets O¬
verflødighed? Mig synes, at næst et oprigtigt
og bestandigt Venskab imellem begge Nationer,
som er grundet paa fælles Fordele, kunde der ikke
optænkes noget, som var beqvemmere til at sætte
dem i Ligevægt med andre slebne Folk.


No. 33.
Mandagen den 11 Mai 1761.
A¬
t de dyrebareste Sandheder af Religionen of¬
te ikke røre Menneskene saa meget som de
burde, kommer for en stor Deel af de samme Aar¬
sager, som giøre os følesløse ved de prægtigste
Vidnesbyrd, som Skaberen har efterladt sig i
Naturens Rige. Vi ere saa vante til begge, at
de ikke meere opvække Forundring.
Det mindste af alle levende Dyr indehol¬
der lige saa store Beviis af Guds Almagt, som
alle Underværker. Disse vare fornødne til at
bestyrke en Lærdom, der blev prædiket for et Cre¬
atur, der er saa sandseligt som Mennesket. En


248


Afvigelse fra Naturens sædvanlige Orden gjorde
ved dens Selsomhed mere Jndtryk paa Sielene,
end det herligste Syn, som vi see daglig for vore
Øine i en Verden, hvori saa mange Millioner Væ¬
sener virke efter uforanderlige Love, som ere grun¬
dede i deres Natur, og saa overeensstemmende
med det Heles Beste, at vi behøve kun at see, for
at finde overalt i Naturen den uendlige Eenhed,
som er Grunden til alle dens Virkninger. Det¬
te Syn rører os ikke, fordi det er sædvanligt;
dersom vi daglig saae Døde opstaae, skulde vi
tilsidst blive lige saa vante dertil, som til Solens
Op= og Nedgang. Lad os engang forestille os,
hvad de første Mennesker have følet, da de saae
Verdens Lys første Gang skiule sig under vores
Øiekreds. Den første Morgenrøde og det for¬
ste Foraar har vel ikke sat dem i mindre Forun¬
dring, end om de havde seet en Død komme til
Live igien.
Dersom de Vidnesbyrd om Gud, som paa
saa følelig en Maade røre vore Sandser, ikke giø¬
re stærkere Jndtryk paa os, naar vi blive vante
dertil, er det da Under, at Sandheder, som ik¬
ke kunne fattes uden af Sielens høiere Kræfter,
Kræfter, der i Mennesket ere saa svage og ind¬
skrænkede, at disse, siger jeg, just ved deres dag¬
lige og jevnlige Jgientagelse kunde tilsidst blive
os saa bevante, at vi ere blinde og følesløse i Hen¬


249


seende til al den Overbeviisning, Kraft og Skiøn¬
hed, som de indeholde, og at vi ofte hverken tæn¬
ke eller føle ved den Lyd, som gaaer igiennem
vore Læber. De høieste Tanker og de prægtigste
Maader at udtrykke sig paa, kunde ved alt for
almindelig og uskiønsom en Brug tabe deres Høi¬
hed og Adel; vi have Beviis nok deraf i alle
Sprog. Den Skiødesløshed, med hvilken de
dyrebareste Sandheder af Guds aabenbarede Ord
indprentes i vores spæde Hukommelse; den Ufor¬
sigtighed, med hvilken Lærere, som selv ikke tæn¬
ke og føle, give haard Spise til dem, som endnu
behøve Melk; de vanskabte Fostre af den menne¬
skelige Indbildning, som man indklæder i de gud¬
dommelige Talemaader; den Trældoms Frygt,
med hvilken vi oplæres, skulde de ikke ofte berø¬
ve os, som opfødes i Christenheden, meget af
den Overbeviisning og Rørelse, som en fornuftig
hedning vilde fornemme ved at læse Skriften før¬
ste Gang, og uden forudfattede Meninger? En
Blind, der første Gang aabner sine Øine, hvad
føler han ikke fremfor os, der see Lyset daglig?
Dersom vi undersøge Aarsagerne til Christendom¬
mens hastige Udbredelse iblant de fornuftige Hed¬
ninger, som levede i Apostlenes Tider, og til
dens daglige Aftagelse iblant os, som ere fødde i
Kirkens Skiød, skulde vi uden Tvivl finde, at
disse ikke ere nogle af de ringeste.


250


Et af de meest skinnende Beviser af den
dybe Viisdom, som taler igiennem Frelserens
Mund, er den Bøn, som han lærte os, en Bøn,
som i saa faa Ord indbefatter den hele Orden, i
hvilken en skabt Aand bør tænke og begiere; en
Bøn, af hvilken hvert Ord giver os mere at tæn¬
ke, end mange Bøger, og som vi læse saa ofte
uden at tænke.
Bønnen er en umiddelbar Omgang imellem
Gud og Sielen, vi forestille os ved samme det
høieste Væsen som nærværende for Sielens inder¬
ste Tanker, og vi fremlegge i samme de meest
skiulte af Hiertets Følelser. Saa kraftigt som
dette Middel, naar det bruges i den rette Orden,
er til at rense og hellige vore Begierligheder, og
til at øve os i den Troe og Hengivenhed i Ska¬
berens Førelser, uden hvilken intet Creatur kan
være lyksaligt, saa meget kan det og misbruges til
at styrke os i vore urene og uordentlige Begier¬
ligheder, dersom vi ikke vide, i hvad Orden vi
skulle bede, og dersom vi driste os til at frembæ¬
re vore daarlige Ønsker for den Alvidende, i Haab,
derved at kunde bevæge hans Almagt til at under¬
støtte dem.
De vise Hedninger indsaae selv, at Mis¬
brug af Bønnen, og en formastelig Tillid til Guds
Almagt kunde forlede Menneskene til mange daar¬
lige Begieringer, ved hvilke de forøgede deres


251


Mangel og Ulyksalighed endog i dette Liv. Ly¬
curg, som begreb, at endog den borgerlige Dyd
og Selskabets timelige Velstand ikke kunde be¬
staae uden Nøisomhed, og at denne udkrævede
en Jndskrænkning af vore Begierligheder, og en
Færdighed i at opofre vor Egennytte for høiere
Hensigter, forbød Lacedæmonierne at giøre andre
Bønner end den: At de maatte leve ærlig og
opfylde deres Pligter. Hvor meget skulde den¬
ne Vise ikke have beundret den Bøn, som vores
Lovgiver har foreskrevet Borgerne af det store Ri¬
ge, som han oprettede.
Denne Bøn udtrykker saa fuldkommen den
Orden, i hvilken et fornuftigt Creatur bør ville
og begiere, at den menneskelige Siel skal baade
her i Livet og i Evigheden have nok at giøre for
at kunde bede den ret.
Ligesom Gud, uden at fornægte sig selv,
ikke kan giøre et Creatur lyksaligt i en anden Or¬
den, end i den, som kan bestaae med den evige
Viisdoms Love, der ere grundede i det Heles
Beste, saa kan og ikke et Creatur, hvor fuld¬
komment det end er, i nogen Tilstand være for¬
nøiet og følgelig lyksaligt, uden at underkaste sig
disse Love. Denne Hengivenhed i Guds Villie
er en Virkning af den Glæde, som en oplyst Siel
føler ved hans Fuldkommenheders Betragtning,
og ved hans Riges Udbredelse, som bestaaer i


252


vore Medskabningers almindelige Beste. Uden
denne Hengivenhed kan Gud ikke saliggiøre nogen
Skabning. Hans egen Salighed bestaaer i at
følge denne Lov, og alle hans Creatures Salighed
i at underkaste sig den, saa vidt deres Jndsigt og
Kræfter gaae. At øve os i denne Hengivenhed,
er Hensigten af de tre første Bønner: Helliget vorde.
dit Navn, tilkomme dit Rige, skee din Vil¬
lie som i Himmelen saa og paa Jorden. Lær
os at kiende og elske dine Fuldkommenheder, at
efterligne dig i Kierlighed til vore Medskabnin¬
ger, og med Glæde at arbeide til det menneskeli¬
ge Kiøns Beste her i denne Deel af dit synlige
Rige paa Jorden.
Førend disse høiere Pligter ere opfyldte, er
det ingen Engel, ingen Monark, intet Men¬
neske tilladt at tænke paa sig selv. Vi have ikke
Ret til at bede om Livet, om de mindste Fornø¬
denheder, om det daglige Brød, uden i den Or¬
den, som er overeensstemmende med hine høiere
Hensigter. Da, naar vi have opfyldt disse, saa
vidt vore Kræfter formaae, er det os først tilladt at
begiere saa meget, som der behøves til at opholde
Livet, saa længe Gud finder det tienligt, til vor
egen og vore Medskabningers Beste. Disse Hen¬
sigter ere saa skiulte for vores indskrænkede For¬
stand, vores Liv saa skrøbeligt, vore Begierlig¬
heder saa umættelige, og Uvisheden om det Til¬


253


kommende saa stor, at vi ikke kunde være fornøie¬
de, uden at indskrænke os til det Fornødne og det
Nærværende. Giv os i Dag vort daglige
Brød. Giv os det, som efter vores Kald
er fornødent til at leve, saa længe du behager, og
lad aldrig Egennytte forlede os til at opofre vore
Pligter.
Endskiønt de udvortes Levnetsmidler ere
de første af vore Nødvendigheder, saa ere de dog
hverken de eneste eller største Midler til at leve
vel. Vi kunne ikke vente, at Gud opholder
vort Liv et Øieblik længer end hans Viisdoms
Lov tillader. Have vi forseet os imod denne Lov,
have vi opofret Pligterne for Egennytte, og for
at mætte vore nedrige Begierligheder, da er det
den første Pligt at afbede vore Feil, og at fat¬
te et alvorligt Forsæt til at forbedre os. Det
første kunde vi ikke forlange af Gud, uden at for¬
lade vores Næste, og ved det sidste maae vi be¬
tænke, at baade Jndsigt, Dyd og Fuldkommen¬
heder beroe saa meget paa de Omstændigheder, i
hvilke vi sættes af Forsynet, at det beste Forsæt
ikke er tilstrækkeligt uden Guds Medvirkning,
hvorved vi bevares fra saadanne Fristelser, som
vi af vore egne Kræfter ikke kunne imodstaae,
og sættes i saadanne udvortes Forbindelser i Ver¬
den, som kunde tiene til at skierpe vores Jndsigt,
og rense vore Tilbøieligheder. Ligesom vore


254


Kræfter ere alt for indskrænkede til at sætte os
selv i disse Omstændigheder, saa er og vores For¬
nuft for svag til at kunde udvælge dem, og til at
ønske noget med en fuldkommen Vished. Er¬
farenhed lærer os ofte, at de Ting, som vi have
frygtet, ere os tienlige, og at de, som vi ønske,
ere skadelige, at vi ikke kunde forlange selv at be¬
stemme vores Skiebne. Gud alene veed, hvad
der i det Tilkommende er os got eller ont, og at
bede ham bevare os fra det Onde, er det ene¬
ste, som et Creatur fornuftigviis kan begiere af
sin alvidende Skaber, af ham, som er en øm Fa¬
der for alle sine Skabninger, som ene har Viis¬
dom og Magt til at regiere: At kiendes derfor
af sine Creature, dette er hans Ære, og at voxe
i denne Kundskab, at tiltage i Hengivenhed un¬
der hans Villie, dette er den Maade, paa hvil¬
ken vi her og i Evigheden befordre vores Fuld¬
kommenheder og udbrede hans Ære.
Hvilken Philosoph, hvilken Lovgiver kun¬
de opfinde et System, som var saa kraftigt til at
giøre os til Menneskevenner, til Borgere, til
Helte, som denne korte Bøn. Den fører os
endnu langt høiere end alle de Verdsligvises og
Lovgiveres Hensigter gaae; den giør os til vær¬
dige Redskaber til Guds store Riges Udbredelse,
og at kunde bede den af Hiertet, er den største


255


Forsikring, som vi kunde have om vores himmel¬
ske Borgerskab.


No. 34.
Fredagen, den 15 Mai 1761.
Kiere Herr Tilskuer!
J¬
eg elsker Dem; det er at sige: jeg takker
Dem oprigtigen for de gode Erindringer,
De i Deres 17 Blad har givet mig. At De i
Særdeleshed har tænkt paa mig, det siger mig
visse Anelser og Kiendemerker. At Bladet kom
mig saa tidlig i Hænder, at der er et vist Ord,
som jeg finder mig berettiget til best at kiende
blant Deres Læsere, at Tankerne i dette Blad,
fremfor i de forrige Blade, have saadan nøie
Overeensstemmelse med Deres ærværdige Forgien¬
gers Tænkemaade, og endelig at det meeste af
Bladets Jndhold passer sig saa nøie paa mig; alt
dette giør, at jeg fremfor flere, paa hvilket det
og kunde hentydes, paa samtliges Vegne afleg¬
ger den kierligste Taksigelse.


256


Jeg blev inderligen rørt; jeg satte mig
derfor strax hen, for at tilkiendegive Dem den
Virkning det giorde. Jeg veed, De søger in¬
gen anden Belønning, end at hverve mange un¬
der Dydens Fane. Jeg kiender Sielens Adel,
min Young har viist mig den i sin guddommeli¬
ge Herlighed, men jeg føler alt for meget til Li¬
vets Ringhed og dets Møisommeligheder. Læn¬
ge har jeg været ifærd med at opgive alt Haab
om at sættes i Stand til at udøve sande Dyder,
og Heltegierninger. En haardnakken Strid med
mine Sindsbevægelser og Begierligheder paa den
ene Side, og en kummerlig Levemaade paa den
anden, have vel ikke saaledes nedslaget mig, at
jeg ei skulde kunne tænke, at en høiere Haand hav¬
de ladet det blive mit Lod, for desto mere at yd¬
myge og bøie mig under sin Villie; men meest
har det krænket mig for de Redskaber, som For¬
synet bruger til at tugte sine Creature med. Jeg
haaber at overvinde disse Anstødstene, ved hans
Naade, som er mægtig i de Skrøbelige. De og
flere Venners Erindring skal vist nok holde mig i
Varme, saa længe Gud kun lader mig blive saa
mistænkelig ved hver en Advarsel, at jeg derved
idelig frygter for at være i Fare, og saa længe jeg
finder saadan en Dødsangest ved hver en ulovlig
Handling, var det end den mindste. Men, min
nye Ven og Ledsager! jeg har flere Brødre, de


257


have ikke alle samme Gemytsbeskaffenhed, ikke
ere de alle i mine Omstændigheder; nogle i værre,
nogle i bedre. Alle ville vi blive ulykkeligere
og nedslagne, dersom De ikke foreholder vore
Jevnmennesker, at de ei ere berettigede til at døm¬
me ilde om os for vor haardere Skiebne; at de
Mægtigere ere ædle, naar de bøde paa forfaldne
Sager.
Forestil Dem et Menneske, som kiender
Dydens Høihed, som ved en temmelig god Op¬
dragelse og Omgang føler sine Pligter, som har
det bevægeligste og ømmeste Hierte ved Forestillin¬
gen af Religionen og dens hellige Lærdomme; men
see nu det samme Menneske en føie Tid overladt
sig selv, (dette er hans Prøve,) han falder i Skrø¬
beligheder, det muntre Blod og en frugthar Jnd¬
bildningskraft forleder ham til Daarligheder, han
kommer undertiden til sig selv igien, og Domsto¬
len i Hiertet er endnu ikke bleven den falske Ven,
der taug og for sildig bebreidede ham den Ulydig¬
hed, han havde viist imod hans lemfældige Led¬
sagning. Jmidlertid revses han ved sine egne
Daarligheder, som forlede ham til at søge Læge¬
dom i de Ting, der ere den fine og langsom dræ¬
bende Gift for Sielen. En pludselig Modgangs
Torden ryster denne Følesløse, han døves en Tid
lang, vaagner op af sin Forvildelse, bejamrer sin
Daarlighed, stræber at raade Bod paa sin forrige


258


Opførsel, føler sine Pligter, ønsker en Løbebane,
hvor han kunde erstatte det Forsømte. Men see,
nu kommer Følgerne af hans Daarligheder. Ar¬
mod som en Bevæbnet overfalder ham, Stolthed,
denne farlige Polypus, har endnu efterladt sig
Rødder, i dem finder han Midler at skiule sin
Usselhed en Tid lang; men den kan ikke tilfreds¬
stille ham i det Forsæt han har til at fortiene sig
noget ved ædlere Drifter. Med daarlige Luft¬
casteller vil den have at han skal skiule sig i sin
egen Dyd, (saa kalder denne Falske den fortiente
Armod) han skal foragte Rigdoms Vælde, og
den umættelige Tørst efter jordisk Ære. Slige
Griller føde ham saa længe det staaer paa, de
indtage hans Sind paa et Kammer, som ikke har
mere Dagslys end det, de nøisomme Finlapper
nyde; hans Seng, hans Stoel, Bord, nogle
Bøger og han selv opfylde det hele Rum, dette
kalder han sit Socratiske Huus, og uden at være
Socrates, bilder sig ind, at hans Dyd ei heller har
givet ham flere Venner end denne dydige Hedning:
havde. Hvis hans egen Dunstkreds ikke lunk¬
nede dette snevre Rum, skulde han ikke lidet for¬
uleiliges af Vinterens Kulde; hans harmede
Sind forjog Madlysten, og dog mættes han af
dette gyldne Sprog, som han i Vellystens Hauge
burde have betient sig af: Naturen nøies med
lidet. Den Kundskab, han desuagtet har


259


ethvervet sig ved gode og udsøgte Bøgers Læsning,
bringer ham jevnlig til sig selv igien, han ønskede sig
ud af sine maadelige Vilkaar, han beklager sig, man
er haard, og han har det Uheld, at man enten
kun betragter ham paa den slette Side, eller og at
andre, som kiende, at han i al denne Uorden be¬
sidder Forstand, og et Hierte, som er lige saa
nidkier til det Gode, som det før var fremfu¬
sende til det Onde, af Misundelse sætte ham Stød
i Veien, der, hvor han søgte Opreisning og Til¬
stød. Dette giør ham alvorlig, han skammer
sig, straffer sig selv, hader Lasterne, ja og de la¬
stefulde Staldbrødre. Mangel, Kulde, Hun¬
ger, Tungsindighed svækker hans Maskine. Nu
kan han ikke meere reise sig alene. Trang og Tung¬
sindighed ville have saavel naturlige som moral¬
ske Lægedomme. Undertiden forgaae de onde
Øieblikke; naar Blodet tager sit forrige Løb igien,
naar Maskinen igien er bragt i Orden, saa skam¬
mer han sig, han sukker, at han ei har opført sig
fornuftigere, at han, saa at tale, har været en
anden Jeg, den anden Sofia. J Morgen faaer
han igien sit Anstød, og igien forløber han sig.
Er dette ikke et ynkeligt billede? Mit Sind li¬
der selv for meget derved, naar jeg skulde udføre
det hele Stykke. Dette er kun Udkastet af dette
Menneskes Caracteer.


260


Saa ulyksalig denne Dobbeltsynede er, kien¬
der jeg ham dog nøie nok til at troe, at han skul¬
de staae til at frelse. Han føler sin Forseelse,
han hader alt det, som krænker dens Ære, som
han tilbeder, den Navneløse blant Væsenerne, og
hans elskelige Søn vor evige Forbarmer. Han
lærer snart at nøies med sin Armod, og at foragte
Jordens og Livets Ringhed. Men i denne Til¬
stand, hvor han er langt fra alt Haab om endeel
physiske Fornødenheder, har hans Trang indslut¬
tet ham i et lige saa uselt Fængsel, som den gode
Dame Leonore; han arbeider i smaa Ting, og
laaner hendes Mundheld:
Rebus in adversis facile est contemnere Mortem,
Fortius ille facit, qvi miler esse potest.
Kiere Herr Tilskuer, byd de vittige, de
kløgtige og alt for muntre Siele, at de skaane ham
og hans Lige for deres Skiemtsomhed! Beed de
Mægtige, befal de Rige, at de dog understøtte
vore Brødre, og at de meere see paa vor Duelig¬
hed end paa vore Skiøbeligheder; mere belønne
vor Kundskab, end dem, som arbeide for deres
Magelighed. Gud har visselig sat Menneskene
her i Verden til at opfylde borgerlige Pligter, for
hisset at belønnes derfor. Men han bruger og
visse Mennesker til at sætte andre i Drift og Virk¬
somhed; undlade de nøie at randsage efter dem,


261


som kunde være duelige, forsømme de at sætte dem,
i Arbeide, da maae de jo befrygte, at ikke alene
denne Forsømmelse, men og andres Skrøbelighe¬
der og Feil, blive dem tilregnede. Vi stræbe at
bedres, vi ære Gud i vort Hierte; man give os
Leilighed at ære ham med vore Gierninger.
Giv os nu et got Raad, gode Herr Til¬
skuer! Jeg for min Deel skal med Villighed ta¬
ge imod Deres Lærdomme, og ved given Arbeide
vise, at jeg fortiener at kaldes
Deres
Kiøbenhavn,
den 17 Martii 1761.
Eubulus.


Dette Brev er mig virkelig tilskrevet fra
en Person, som jeg ikke har den Ære at kiende.
Omstændighederne deraf give mig Anledning til
at formode, at de Betragtninger over Sielen,
som findes i det 17 Blad, have havt en Virkning,
som en Forfatter bør ansee for den allerstørste Be¬
lønning, om den end ikke strakte sig videre end
til een Læser alene. J det mindste tænker jeg saa,
og Eubulus kan deraf slutte, hvor meget jeg er


262


ham forbunden, og hvor gierne jeg ønskede at
kiende en Person, som af saa gode Grunde forsik¬
rer mig om sit Venskab. I Haab, at han snart
opfylder dette Ønske, vil jeg endnu for nogen
Tid opsætte at besvare hans Brev.


No. 35.
Mandagen, den 18 Mai 1761.
M¬
an kan ikke læse Historien, sagde Adels¬
manden i Selskabet, uden at merke en
stor Lighed i alle de Hovedforandringer, som ere
foregaaede hos de Folk, som have levet til adskil¬
lige Tider. Alle Nationers Historier lade sig
inddele i tre Epoker. Den første er den natur¬
lige Stand, jeg mener her ikke den ganske raa
og fast dyriske Tilstand, som man tilskriver de
gamle Egypter og Chineser, en Tilstand, om
hvilken jeg troer, at den er Mennesket lige saa
lidt naturlig, som den anden, i hvilken vi sætte
os selv ved Konster og Pragt; jeg forstaaer der¬
ved en Stand, i hvilken Menneskene have For¬
nuftens Brug, og kiende de Midler, som
tiene til at raade Bod paa deres Mangler, uden


263


dog at søge større Beqvemmeligheder end dem,
som deres eget Land frembringer, og som enhver
kan forskaffe sig ved sit eget Arbeide. J saadan
en Tilstand troer jeg, at Menneskene kunde være
lykkelige, og maaskee lykkeligere end i nogen an¬
den. Dog nægter jeg ikke, at jo den anden
Epoke, i hvilken en Nation ved Videnskaberne
og Konsterne forhverve sig nye Jndsigter og Be¬
qvemmeligheder, er fuldkomnere, dersom det ikke
var saa vanskeligt at bestemme den Grad, i hvil¬
ken disse virkelig forøge det menneskelige Kiøns
almindelige Lyksalighed, og endnu vanskeligere
ved Love og Indretninger at forebygge den Brug,
af Videnskaberne, som tiener ikke til at oplyse,
men til at forvilde Forstanden, ikke til at forbe¬
dre Villien, men til at skiule Uretfærdighed og
smykke Lasterne, at indskrænke den Overflødighed,
og Pragt, som fødes af en utømmet Begierlig¬
hed, som styrter Menneskene i Laster og Ulyksa¬
ligheder, som sielden endes, uden med et Folkes
almindelige Undergang. Denne bedrøvelige E¬
poke har været den sidste af alle berømte Natio¬
ners Historie, de ved Konsten opvakte Begierlig¬
heder have formeret de menneskelige Nødvendig¬
heder til saa høi en Grad, at Mængden er bleven
til et Rov for nogle Menneskers Begierligheder;
Vellyst, Gierrighed, Hovmod og en slavisk Frygt
have undertrykt de naturligste Følelser af Men¬


264


neskelighed; og Videnskaberne selv ere misbrugte,
ikke alene til at føde og tiene Lasterne, men og til
at undskylde og retfærdiggiøre dem. Ved disse
Ting ere de største Nationer tilsidst saaledes for¬
faldne, at al den Sikkerhed, som Konst og Magt
giver et slebent Folk, ikke har kundet beskytte dem
mod Barbarer, mod Nationer, som ingen an¬
dre Vaaben have havt, end en paa Fattigdom og
Nøisomhed grundet Tapperhed og Selvfornægtel¬
se. Dette er i et kort Begreb Jødernes, Ba¬
byloniernes, Assyriernes, Medernes, Tyriernes,
Persernes, Egypternes, Grækernes, Carthagi¬
nensernes og Romernes Historie, og efter saa
mange Nationers bedrøvelige Erfarenhed, maae
vi da ikke frygte, at den samme Skiebne engang
skal treffe de Folk, som have efterfulgt, og maa¬
skee baade i Ondt og Godt allerede overgaaet dem?
Hvor meget ønskede jeg ikke, sagde Adels¬
manden, at de, som arbeide i Historien, vilde,
isteden for at fortælle os en Hob ubetydelige Ting,
betragte enhver Nation efter disse tre Hovedforan¬
dringer, og undersøge deres Aarsager og Følger!
Saadanne Skrifter skulle have en utroelig Nyt¬
te. Ved dem alene kunde vi vente engang at faae
en fuldstændig Historie af Mennesket, at kiende
Forstandens og Begierlighedernes Grader og Til¬
vext, at bestemme det, som er Maalet af vore
Ønsker og Foretagender, Lyksalighed, og at


265


giøre os rigtige Begreber om det almindelige Be¬
ste, som bør være Lovenes Hensigt. Vi skulle
ved at betragte de menneskelige Begierligheders,
og Handlingers naturlige Følger, af Erfarenhe¬
den overbevises om en Sandhed, som Fornuft
og Religion alene sielden kunde overtale os til at
troe: At Dyden alene giør Menneskene lyksalige.
Naar saadan en Historie skal være fuld¬
kommen, sagde Præsten, maae den ikke alene
forestille os de virkende Aarsager til det som er
skeet, den maae og vise os Tildragelsernes ende¬
lige Hensigter, og det er ikke nok, at man søger
disse Hensigter i den menneskelige Forstand alene,
i Fædrenes, Lærernes og Lovgivernes Tænkemaa¬
de; man maae og søge dem i det Væsen, som
regierer det Hele, og som bestyrer de udvortes
hendelser, der ikke ere Virkninger af Menneskets
frie Handlinger, til at belønne Dyden og straffe
Lasterne, eller rettere at sige, til at sætte ved fo¬
regaaende Advarseler og Erindringer, ved dyr
Tid, Sygdom, Krig, Landeplager, og endelig
ved en almindelig Ødeleggelse Grændser for den
Ulyksalighed, i hvilken Menneskene selv styrte
sig ved deres umaadelige Begierligheder. Der¬
som de, der have nogen dybere Jndsigt i Regie¬
ringskonsten, have Aarsag til at beklage, at man
i Historien finder saa mange skiødesløse Efterret¬
ninger om andre Nationers Love, at man, uden


266


man, uden at tage Lovgivernes Hensigter i Be¬
tragtning, dømmer dem efter vore egne antagne
Meninger, og ofte anseer de største Mesterstykker
af den menneskelige Viisdom, som Virkninger
af en blot Hendelse, eller af en uordentlig Tænke¬
kraft, og hvor mange ere der ikke, som af Uvi¬
denhed og Tillid til deres egne Fordomme døm¬
me saaledes om Solon og Lycurg? Hvor meget
mere Aarsag have da ikke de, som troe et viist og
almægtigt Væsen, der kiender og bestyrer det He¬
le, til at beklage, at mange med en Agtsomhed,
som ofte strækker sig indtil de latterligste og ub¬
tydeligste Ting, kan læse og beskrive os det hele
mennelige Kiøns Historie, ligesom alle Tildra¬
gelser vare Virkninger af en blot Hendelse, og
ligesom der ikke var nogen høiere Forstand til end
den menneskelige, som bestyrede det Hele, og hvis
Hensigter havde Deel i de Hovedforandringer,
som foregik i Livet?
J de fleste Folkes Historie, sagde han vi¬
dere, er og den Mangel, at de fortælle os lidet
eller intet om Menneskets første Epoke, om den
Oprindelse og naturlige Stand, om Jordens før¬
ste Beboelse og Dyrkelse, om Konsternes Oprin¬
delse og Tilvext. Saadanne Efterretninger ere
ikke heller let muelige. De første Mennesker
kunde af Mangel paa Videnskaber og Skrift ikke
forplante saadanne Efterretninger, uden ved munds¬


267


lig Fortællelse. Dertil udfordredes et længere
Liv end Menneskene nu leve, og en Nidkierhed
for at forplante visse Sandheder og Lærdomme til
deres Børn, som jeg ikke veed om nogen anden bevæ¬
gende Grund, end Religionen kunde give Men¬
neskene i saa eenfoldig en Tilstand. Med alt
dette kunde saadan en rigtig og uforanderlig Tra¬
dition neppe bestaae uden for en Slægt, som ved
en besynderlig Virkning af Forsynet bevarede sin
Oprigtighed og Dyd. Naar vi betænke, hvor
vanskeligt det har været for Menneskene at beva¬
re den allermindste Grad af det naturlige Lys
som behøves for at erkiende en alle Tings Aarsag,
og ikke at søge den i de Ting, som hverken have
Liv, Følelse eller Forstand, naar vi betragte den
Vankundighed og Overtroe, som herskede iblant
de vittigste Nationer, og hvor lidet Philosophien
udrettede hos Mængden, maae vi troe, at der
udkrævedes en besynderlig Huusholdning, i Hen¬
seende til de første Mennesker, for at bevare det
naturlige Lys, og den Brug af Fornuften, ved
hvilken Menneskene adskilles fra de Umælende.
Erfarenhed viser os saa kiendelig, at Menneskene
fødes alene med en blot Evne til at blive fornufti¬
ge, at, dersom det Væsen, som har givet dem
disse Kræfter, ikke paa en besynderlig Maade
havde ledet dem i denne deres første Barndom,
havde det været lige saa umueligt for det hele


268


menneskelige Kiøn at komme til Fornuftens Brug,
som det endnu er for et Barn, dersom det blev
overladt til sig selv.
En Historie, sagde Præsten, som forestil¬
lede det menneskelige Kiøn i alle sine Aldre; som
viiste os i et vist Folks Oprindelse og Barndom,
alle Yndigheder af den naturlige Stand; i dets
Manddom den Fuldkommenhed, som vi ved Hielp
af Konster, Handel, og de borgerlige Jndret¬
ninger kunde opnaae; og endelig i dets Alderdom
alle de Elendigheder, som følge af de menneskeli¬
ge Laster og Svagheder, og som ikke ophøre uden
ved en almindelig Undergang; en Historie, som
betragtede alle disse Forandringer, ikke alene i
Henseende til deres naturlige Aarsager og Følger,
men og i Henseende til Forsynets Førelser ved de
Tildragelser, som ikke beroe paa Menneskets frie
Handlinger, og hvis Aarsager vi ikke altid ind¬
see; en Historie, siger jeg, som viiste, at endog
disse Tildragelser, som man kalder Hendelser, Lyk¬
ke og Ulykke, indtraf til saadanne Tider, at de
kunde ansees som Straffe eller Belønninger, som
Opmuntringer eller Advarseler af et høiere Væsen.
Saadan en Historie den fortiente alene de Berøm¬
melser, som man giver denne Deel af den men¬
neskelige Kundskab, at den er Livets Læremester¬
inde, Dyders og Lasters Speil, og af saadan en


269


Historie have vi kuns en eneste i Verden: det jø¬
diske Folks Historie.
Jeg havde ikke tænkt, svarede Adelsman¬
den, at den hellige Historie havde andre Hensig¬
ter, end ved Underverker, Forbilleder og Spaa¬
domme om Messia at overbevise os om Religio¬
nens Sandheder, og jeg ventede intet mindre, end
at finde i den et Mønster af den verdslige og po¬
litiske Historie. Alle Mosis Love ere jo, naar
man undtager de moralske, afskaffede, og det fal¬
der aldrig nogen Lovgiver mere ind at tage dem til
Mønstre. Guds og Naturens Love ere evige -
ja saa evige, sagde Præsten, som Menneskets
foranderlige Tilstand tillader. Denne Tilstand,
bør enhver Lovgiver iagttage, og uden den Kund¬
skab nytte de almindelige Begreber af Ret og
Billighed, som man kalder de naturlige, evige
og uforanderlige Love, meget lidet. Forskiel
af Tiderne, Landene, Sæderne, Næringsmid¬
lerne og Regieringsmaaden udkræve saa mange
Jndskrænkninger og Undtagelser i disse almindeli¬
ge Love, at de, som ikke have Jndsigt nok i Hi¬
storien og Statskonsten, for at see denne Forskiel,
og som ikke vide mere af Lovkyndigheden end de
almindelige Grunde og Historien af et eneste Lands
Love, tænke om Moses ligesom om Solon og Ly¬
curg, at deres egne Love ere meget visere. Jeg
øskede derfor, sagde han, at en Mand, der har


270


saa megen Kundskab i Menneskets Historie og i
Statskonsten som De, vilde undersøge Mosis Lo¬
ve efter Jsraeliternes naturlige og borgerlige Til¬
stand, paa den Tid da de bleve givne, og efter
Grundreglerne af de andre gamle Stater, hvis For¬
fatninger i mange Ting kom overeens med den Jø¬
diske. Jeg slutter af Deres store Høiagtelse for
Solon og Lycurg, at Moses, om man og betrag¬
tede ham alene som en verdslig Lovgiver, skulde
ved saadan en Undersøgning vinde et stort For¬
trin i Deres Tanker, fremfor disse Alderdommens
Vise.
Jeg troer Dem, svarede Adelsmanden;
thi jeg veed, at De tænker alt for vel i slige Ting
til at dømme alene efter forudsattede Meninger, og at
De er alt for oprigtig til at sige andet end De
mener, om De endog troede, at Religionen kun¬
de vinde noget derved - Nei, saadanne helli¬
ge Bedragerier skal De ikke finde hos mig, sva¬
rede Præsten, og de Lærere maae have liden Jnd¬
sigt, som troe, at Religionens Sandheder træn¬
ge til saadanne Vaaben. Om det hele gamle
Testamentes Bøger ingen anden Hensigt havde,
end gradviis at berede Menneskene til at tage mod
Christi Lærdom, var denne dog høi og værdig nok¬
til at troe en Aabenbarings Nødvendighed; men
da det er en af Viisdommens Egenskaber, ved
faa Midler at opnaae mange Hensigter, saa æres


271


og Gud derved, at vi see, hvorledes han har vidst
ved de samme Midler at forarbeide Menneskets
Lyksalighed, baade i dette og i det tilkommende
Liv. Naar jeg undersøger Guds Huusholdning
efter dette Livs Hensigter, bruger jeg Fornuftens
Lys alene, og jeg opdager derved jevnlig saa store
Spor af Viisdom i det jødiske Folks Historie, Lo¬
ve og Jndretninger, at de alene vare tilstrækkeli¬
ge nok til at sætte deres Lovgivere langt over alle
dem, som have været til, og at jeg finder ingen
Vanskelighed i at underkaste min Fornuft en høie¬
re Viisdoms Love i de øvrige Ting, hvis Grun¬
de og Hensigter jeg endnu ikke kan indsee.
Jeg ønskede meget, sagde Adelsmanden,
at De ville forklare mig denne Sag nøiere. De
veed, at jeg er vant til uden Fordomme at under¬
søge alle baade gamle og nye Nationers Love og
Indretninger, og at dette er mig det behageligste
Arbeide. Efter at have læst og tænkt saa meget
paa disse Ting, veed jeg ikke ved hvad for en Hen¬
delse det er skeet, at jeg allermindst har tænkt paa
den Nations Love og Jndretninger, som dog
burde have været iblant de første i min Undersøg¬
ling. Forfatteren af L'esprit des loix maae
have været lige saa uhældig som jeg; thi jeg fin¬
der meget sielden, at han anfører Mosis Love.
Det gaaer med Historien af Skriften, sag¬
de Præsten, ligesom med Lærdommene. Vi høre


272


disse Ting saa ofte og i vores Barndom; de fo¬
redrages os paa saa mange og undertiden uskiøn¬
somme Maader, at vi tabe den sande Høiagtelse
og Overbeviisning, og beholde kuns en alminde¬
lig Ærbødighed, som er grundet paa Vane og
Frygt. Dersom de Bøger, som indeholde den
hellige Historie, nu først bleve fundne, og man
dog kunde bevise deres Ælde og Troeværdighed.
med de samme Beviser, som man nu har, og
som give dem en langt større Myndighed end alle
de andre Efterretninger, som vi have fra de Ti¬
der af, med hvilken Høiagtelse skulde de da ikke
antages af de Lærde, med hvilken Begierlighed
skulde de da ikke blive læste af de vittige Folk, som
nu ofte agte Grækernes og Romernes Fabler høie¬
re, alene fordi de ere mindre bekiendte.
Dersom De haver Lyst, sagde han videre,
til at høre mine Tanker om dette Folks Historie,
og hvorledes vi kunne bruge den som et Mønster, til
at giøre os fornuftige Betragtninger over de vig¬
tigste Tildragelser i Livet, da kan jeg ofte finde
derved Anledning til at fornøie Dem; thi Ma¬
terien er rig, og Deres Jndsigt i Statskonsten,
kan komme mig meget til Hielp i mine Undersøg¬
ninger. Denne Gang vil jeg alene giøre nogle
almindelige Anmerkninger over de tre Epoker, i
hvilke De selv siger, at alle Folks Historie kan


273


inddeles. Disse Anmærkninger maae jeg giem¬
me til næste Blad.


No. 36.
Fredagen, den 22 Mai 1761.
S¬
kriften begynder Menneskets Historie fra det
Øieblik af, i hvilket det kom fra Skabe¬
rens Haand. Det blev for vidtløftigt, sagde
Præsten, at undersøge alt det, som fortælles der¬
om, at sammenligne det med andre Beretninger
om Menneskets Oprindelse, og vise Historiens
Troeværdighed af fornuftige Grunde. Jeg vil
kuns beskrive kortelig Menneskets første Stand.
Han lignede Gud ikke i udvortes Skabning, men
i Sielens Kræfter, i Forstand og Godhed. Beg¬
ge vare indskrænkede, men han havde dog i disse
høiere Fuldkommenheder saa store Fortrin for Dy¬
rene, at disse Fortrin berettigede ham til at regie¬
re paa Jorden. Gud forenede begge Kiøn ved
Selskabs og Kierligheds Drifter, og gav dem
naturlige Evner til at formere dette Selskab med
nye Lemmer, som de elskede af en naturlig Drift,
og som de kunde danne selv efter deres Billede.


274


Han gav dem i Talen et Middel til at skierpe de¬
res Fornuft, og til at finde daglig nye Behage¬
ligheder i Selskabet, ved at meddele hinanden
deres Tanker og Bevægelser. Han satte dem
paa et Sted i Verden, hvor de fandt ikke alene
det Fornødne, men og alt hvad Naturen formaaer
at frembringe til Menneskenes Fornøielse; han
ledte dem i Vellystens Have, midt iblant Urter,
Træer og Frugter, som baade vare deilige at see
og gode at spise af. Lad os spørge Fornuften,
om den ikke troer, at det første Menneske burde
komme saaledes fra Skaberens Haand, og om
den ikke holder for, at det i denne Tilstand var uen¬
delig lyksaligere end den Monark, som efter at
have forsøgt alt hvad Overflødighed, Magt og
Ære kunde giøre til at forbedre Menneskenes
Vilkaar, tilstod, at det alt var Forsængelighed
og Aands Fortærelse?
Men hvad Begreb vi end giøre os om det
første Menneskes Fuldkommenhed, skulde vi dog
vel ikke kunde troe, at det var fuldkomment nok
til at bevare denne Lyksalighed længe, uden at le¬
des af en høiere Viisdom, som lærte det at skye
saadanne Ting, hvis onde Følger det endnu ikke
kunde indsee; Mennesket var jo med al sin na¬
turlige Forstand og Uskyldighed endnu nye i Ver¬
den? Gud tilbød ham denne Ledsagning; thi
Guds Love, enten de ere befalinger eller For¬


275


bud, ere altid kierlige Raad. Historien taler
kuns om en saare liden Jndskrænkning. Men¬
neskets Frihed har altsaa, endog i Betragtning
af de givne Love, været meget stor, men kan den
største Lyksalighed og den høieste Frihed mætte os,
dersom vi ikke indskrænke vore Begierligheder?
Disse vare vel endnu ikke onde; men Mennesket
er et meget sandseligt Creatur, og dets Caracteer
har altid meget beroet paa de første Jndtryk og
Bevægelser. Det første Menneske lod sig bedra¬
ge af Tingenes udvortes Anseelse, det søgte i de
forbudne Tings Nydelse en høiere Lyksalighed, og
det fandt kuns Væmmelse, Skamfuldhed, et
møisommeligt Arbeide, Plager, og sin endelige
Undergang. Er dette ikke i et kort Begreb et
hvert Menneskes, er det ikke alle Nationers Hi¬
storie?
Den første Huusholdning hørte op. End¬
nu bleve Menneskene længe i en Tilstand, som i
Eenfoldighed og Frihed nærmede sig meget til den
første. De opfandt tidlig Beqvemmeligheder,
de lærte at misunde hinanden, de misbrugte Na¬
turens Gaver, og denne Misbrug steeg daglig
ved en Frihed, som ikke var indskrænket ved no¬
gen menneskelig Regiering og Tvang, og som
Fornuften alene var for svag til at indskrænke.
Guds Kundskab uddøde hos den store Hob, og
bevaredes kuns i nogle faa Slægter. Jkke en


276


Stat, ikke et Folk alene, men det hele menneske¬
lige Kiøn forfaldt til Laster, som ikke kunde hem¬
mes, uden ved en almindelig Ødeleggelse.
Efter Syndfloden begyndte man tidlig at
oprette Stater, for at indskrænke de menneskelige
Begierligheder ved Love og Tvang. Dersom
det menneskelige Kiøn strax var kommen under en
almindelig Regiering, havde Fordærvelsen i den¬
ne Tilstand lige saa hastig taget Overhaand, som
i den almindelige Friheds Stand. Dette hov¬
modige Forsæt blev kuldkastet. Der opkom smaa
Stater, som indskrænkede hinanden ved en ind¬
byrdes Frygt og Opmerksomhed. Endnu leve¬
de en Slægt, som havde bevaret den sande Guds
Kundskab i sin naturlige Frihed og Uskyldighed.
En, Abraham fandt midt i den fordærvede Ver¬
den et nyt Paradiis, han var Fyrsternes Ven,
uden at være deres Slave, og han gjorde vel mod
alle de Folk, som han boede hos, uden at regiere
over mere end sin egen Familie. Folkene begyndte
siden at udbrede sig, og Lasterne voxte tillige med
Selskaberne og Konsterne. Denne retfærdige
Mands Slægt blev bestemt til at udrydde de Folk,
som havde opfyldt den beste Deel af Verden med
Ugudeligheder og Laster. Det er ikke for din
Retfærdighed, siges Moses til Jfrael, men for
disse Hedningers Ugudelighed, og for at stadfæ¬
ste de Ord, som han svoer dine Fædre. Ligesom


278


Gud brugte dette Folk til at giøre Ende paa Ca¬
naniterne, saa brugte han andre siden til at for¬
drive Jøderne, og alle Nationers Historier ere
fulde af disse Domme. Forskiellen er alene, at
disse Forandringer i de verdslige Historier fortæl¬
les som blotte Hendelser, da Skriften derimod
lærer os at betragte dem som Virkninger af en
høiere Haand.
Gaae vi til Statsforfatningen af dette Folk,
da er den lige saa fuldkomment et Mønster af den
borgerlige Lyksalighed, som Fædrenes Levemaade
er det af den naturlige. De fleste Stater i Ver¬
den begynde med Folkeregieringer, og endes med
Enevoldsmagten. Den første af disse Regie¬
ringsformer kan ikke bestaae uden Lighed, Nøi¬
somhed, og en paa Opdragelsen og Religionen
grundet Ærbødighed for Lovene. Hvor ønske¬
de jeg ikke at kunde opholde mig længere ved disse
Indretninger, som ikke alene foreene alt, hvad
der er stort i de gamle Lovgiveres Forfatning, men
og just opfylde de Mangler, som foraarsagede
saa store Uleiligheder i Athenen og Rom. Men
og de beste Love kunde ikke giøre Menneskene lyksa¬
lige uden Dyden; deres Misbrug forøgede end¬
og Ulyksaligheder. En fordærvet Republik er
den ufuldkomneste af alle Regieringsformer, og
den kan ikke hielpes uden ved Eenevoldsmagten.
Denne Magt er i vise og dydige Kongers Hænder


278


den beste Regieringsform. Men hvem er det,
som skaber og danner disse Siele? er det ikke den
samme Gud, som gav det jødiske Folk David og
Salomon? Hvor fremskinner ikke midt i alle Da¬
vids Skrøbeligheder den villige Aand og det
gode Hierte, som gjorde ham saa nidkier for
Gudstienesten, saa øm over sit Folks Lidelser,
saa tapper i Striden, saa redebon til at kiende og
fortryde sine Feil, saa taalmodig i Straffen, saa
hengiven i Guds Villie, og endelig saa aanderig
og veltalende, at han overgaaer alle Digtere i
Kraft til at opvække hellige Rørelser. Er det
Konsten og Opdragelsen, eller er det Hiertet, som
vi maae tilskrive dette? David var en Hyrdesøn,
og han levede blant et Folk, som af alle mindst dyr¬
kede Videnskaberne. Det gik David som Mo¬
ses, han saae ikke Høiden af sit Folks Lyksalig¬
hed under Monarkiet. Hans Søn og Efterkom¬
mer i Regieringen fuldførte hvad han havde be¬
gyndt. Aldrig har noget Monarkie været bygt
paa en sandere Ære end Salomons. En Kon¬
ge, som uden at være Erobrer, blev æret af alle
Nationer for sin Viisdom; som ikke begierede et
langt Liv, ikke Rigdom, ikke sine Fienders Liv,
men Forstand til at regiere; som var prægtig og
riig uden at undertrykke sit Folk, og uden at væ¬
re selv stolt og forfængelig; som, endskiønt han
overgik alle Konger i Rigdom og Viisdom, dog


279


agtede Viisdom mere end Guldet, og Dyd mere
end Vittighed; som kiendte Menneskets Tænke¬
maade og Tilbøieligheder i alle Vilkaar og Stæn¬
der, og som har efterladt sig i sine Skrifter saa
prægtige Beviis af en paa Skiønsomhed og Er¬
farenhed grundet Jndsigt i det, som er den vig¬
tigste Deel af Regieringskonsten, at kiende det
menneskelige Hierte." Saadan en Konge,
hvor smaa ere ikke alle de, som de verdslige Hi¬
storier kalde Store, imod ham, og er det for
meget, hvad Skriften siger, at der ikke har væ¬
ret nogen som han iblant Kongerne? Men og han
faldt, til Beviis, at Mennesket i ingen Tilstand,
kan være lyksaligt, uden at regiere sine Begier¬
ligheder, og med ham endtes Jsraels Herlighed.
Riget blev deelt, og de fleste Konger vare
onde. Folket fortiente saadanne, og Gud gav
dem i sin Vrede. En tilvoxende Overdaadighed
og Vellyst fødte daglig nye Begierligheder, som
ikke kunde opfyldes uden Vold og Uretfærdighed.
Monarkiet forfaldt til et Despoterie, en Regie¬
ringsmaade, som kommer af en almindelig For¬
dærvelse i Tænkemaaden, som ikke kan ophæves
uden ved en almindelig Ødeleggelse. Denne
Ødeleggelse blev dem forkyndet ved Propheterne.
Det var ikke Forsømmelse af Gudstienesten ale¬
ne; om hvilken disse talede, det var naturlige og
borgerlige Laster, som til alle Tider i Verden


280


giøre Menneskene ulyksalige, og som, efter de al¬
mindelige Begreb om en Gud, fortiene Himme¬
lens Straf; "Jeg hader, siger Herren ved Pro¬
"pheten, eders Nyemaaneder, og eders Høiti¬
"der, jeg er kied af dem, og jeg er træt af at
"fordrage dem. Om J end bede, hører jeg dog
"i ikke, thi eders Hænder ere fulde af Blod. Toer
"eder, vorder rene, borttager eders Jdrætters
"Ondskab fra mine Øine; lader af at giøre ilde,
"lærer at giøre godt, søger Ret, hielper en For¬
"trykt tilrette, skaffer en Faderløs Ret, udfører
"Enkers Sager - Dersom J ville lyde, da
"skulle J endnu nyde Landets Gode; men der¬
"som J vegre eder, og ere gienstridige, da skul¬
"le J fortæres af Sværd; thi Herrens Mund
"haver talet det." Disse Domme bleve ikke for¬
kyndte det Jødiske Folk alene, men alle dem, som
da levede paa Jorden, og hvis Laster vare stegne
til den samme Høide. Babylon, Ninive, Da¬
mascus, Tyrus, alle store Steder bleve truede
med Ødeleggelse, ikke fordi deres Jndbyggere ei
vare Jøder, men fordi de vare Lastefulde, ikke
fordi de ei antoge Mosis ceremonialske Lov, men
fordi de overtraadde den anden Lov, som Gud
har skrevet i alle Menneskers Hierter, og som
endog i Mangel af alle skrevne Love anklager el¬
ler undskylder dem. Vi finde ikke nogensteds
antegnet, at Niniviterne antoge den jødiske Re¬


281


ligion; men da de fortrød deres Misgierninger,
da de omvendte sig fra deres onde Veie, da yn¬
kedes Gud over den store Stad, i hvilken der
var mere end 100000 Børn, han ynkedes ikke
alene over disse, men og over Dyrene. Saa¬
danne Ødeleggelser ere, som alle Guds Domme,
ikke Virkninger af Had og Vrede, men af en
Viisdom og Godhed, som finder det til det hele
menneskelige Kiøns og Efterkommernes Beste nød¬
vendigt, at udrydde et syndigt Folk, som ikke kan
forbedres, og hvis Laster ere stegne til en Høide,
som skulde giøre Menneskene alt for ulyksalige,
dersom de bleve almindelige, og fik Tid til at ud¬
brede sig.
Saadan en Fordærvelse er af mange be¬
kiendte Aarsager større og almindeligere i de sto¬
re Stater end i de smaa. Deres Magt og An¬
seelse giør tillige, at de lettere kunde udbrede sig,
og Gud maae derfor ofte straffe saadanne Folk
haardere end andre. Babel, en af de første og
største Stæder i Verden, bruges i Skriften til at
betegne en stor, prægtig, riig, lastefuld og ugu¬
delig Bye. Vi finde Steder nok hos Prophe¬
terne, som vidne om det første Babels Fordærvel¬
se, og om Himlens retfærdige Vrede. Jeg vil
kuns anføre et af den Prophet, som havde den
Gave at udtrykke Herrens Ord med en besynder¬
lig Kraft og Majestæt. "Jeg vil, siger Herren,


282


"hiemsøge det Onde over Jorden, og fornedre
"Tyranners Hovmod. Jeg vil bevæge Him¬
"melen, og Jorden skal skielve i min Fortørnel¬
"se. See, jeg vil opvække de Meder over dem,
"som hverken agte Sølv, eller have Lyst til Guld,
"og de skal ikke forbarme sig over Umyndige, og
"Babel, den deiligste iblant Rigerne, de Chal¬
"dæers herlige Prydelse, skal være, som da Gud
"omkastede Sodoma og Gomorra."
Dersom vi tage det, som i den sidste af vo¬
re hellige Bøger spaaes om et andet Babel, i
denne Mening, hvor let er da ikke Forklaringen,
der af. Det er en Advarsel for alle de Stæder,
som misbruge deres Rigdom og Overflødighed
til Ondskab og Laster. Det er en Spaadom,
som vore Fædre, de nordiske Folk, hvilke lige¬
som Mederne agtede ikke Sølv eller Guld, ha¬
ve opfyldt, ved at oversvømme og ødelegge det
stolte, prægtige og lastefulde Rom. Deres Ef¬
terkommere lærte snart at kiende baade Brugen,
og Misbrugen af disse Ting, som de i deres Fat¬
tigdom og Nøisomhed foragtede. De have op-
rettet et System af Stater i Europa, som i Vi¬
denskaber Konster, Handel, Rigdom og Magt
overgaae alt, hvad der endnu har været stort i
Verden. De bekiende dem til en Religion, som
ikke ved udvortes Skikke og Ceremonier er hun¬
det ved noget vist Sted, som ikke indskrænker


283


Menneskenes Frihed, uden i saadanne Ting, som
til alle Tider have været skadelige, en Religion,
som er grundet paa Kierlighed og Nøisomhed, og
som foreener alle de bevægende Grunde, som kun¬
de giøre Menneskene lyksalige, baade i dette og i
et tilkommende Liv. Hvor stor burde ikke disse
Folkes Fuldkommenhed og Lyksalighed være, og
hvor haarde maae deres Domme ikke blive, der¬
som de misbruge saa mange Fortrin, som Forsy¬
net har givet dem; dersom de, i Steden for at
udbrede Guds Ære i Verden, baade med Lær¬
dom og Levnet vanære den Religion, som de be¬
kiende, og dersom de ved Tvistigheder, som kom¬
me af den falske Kundskab, og ved forargelige
Laster ere Aarsag til, at Christi Navn bespottes
iblant Hedningene.
No. 37.
Mandagen, den 25 Mai 1761.
J¬
eg havde ved en Hendelse ikke læst de sidste Bla¬
de i den Nordiske Tilsynsmand, førend jeg
blev antagen til Skriver i det Fruentimmerselskab,
om hvilket jeg har havt den Ære at underrette


284


Læseren i det 27 Blad. Hvor faa Personer der
end ere i dette Selskab, skaffe de mig dog nok at
bestille. De have hver Dag nye Forslag til
Kiønnets Beste, og deres Smag er saa fiin, at
det ikke er let at fornøie dem. For at behage
disse faa Damer, maae jeg ofte sige og giøre ad¬
skillige Ting, som kunde spilde reent min Credit
hos den store Deel af Kiønnet, ligesom jeg for
at tiene det andet Selskab ofte har fortørnet ad¬
skillige vigtige Personer af mit eget. Disse Be¬
sværligheder formere sig daglig saa meget, at jeg
besluttede, ved Aarets Ende at nedlegge begge
Embeder.
Just paa en Tid, da jeg havde fattet det¬
te Forsæt, og virkelig opsatte en Ansøgning til
begge Selskaber, for at faae min Afskeed, med
Begiering, at de i Tide vilde opsøge en Person,
som igien kunde beklæde min Plads, fik jeg et
Kaldsbrev fra den Nordiske Tilsynsmand, i det
usynlige Selskabs Navn, hvori han beraaber sig
paa det, som han har sagt i det sidste af sine U¬
geblade, og forsikrer, at Selskabet har anseet
min Taushed for et Samtykke. Tilsynsmanden
og jeg ere alt for gode Venner til, at jeg strax
kunde troe, at det virkelig var hans Hensigt at
paalegge mig en nye Byrde af det Slags, fra
hvilket jeg ønskede at befries. Jeg gjorde mig
derfor i Begyndelsen ganske andre Tanker om


285


hans Tilbud. Et Secretariat i et usynligt Sel¬
skab, tænkte jeg, er vel en af de usynlige Betie¬
ninger, som give hverken Forretninger eller Jnd¬
komster; min Ven, som veed, at jeg ikke gierne
vil synes at være andet end jeg er, vil altsaa skiem¬
te med mig. Jeg besluttede derfor at hevne mig,
ved at tilsende ham i mit Selskabs og alle mine
Læseres Navn en meget berømmelig Afskeed, med
Tilladelse at beholde, saa længe han lever, for
hans lange og gode Tieneste, Titel og Rang af
den Nordiske Tilsynsmand og virkelig Se¬
cretair i de Usynliges Selskab.
Mit Jndfald fornøiede ham; men han
sagde tillige, at jeg ikke havde Aarsag til at skiem¬
te med det Embede, som Selskabet overdrog mig.
Det var virkeligt nok, og maaskee alt for virke¬
ligt. See her Eders Jnstrux - At opbyg¬
ge, opmuntre og bekræfte de Retskafne, at
beskiemme og forbedre de Lastefulde, at ud¬
brede den gode Smag i Skrifter og paa Skue¬
pladsen, at indskrænke Sædernes Fordær¬
velse, og give Nationens Ære en nye
Glands - Mere fik han ikke Lov til at læse
- Er dette Secretairens Forretning, sagde jeg,
saa hils de gode Damer fra mig, og beed dem,
at de ville lade Embedet staae ledig, indtil der
kommer en nye Hercules til Verden. Jeg er ik¬
ke stærk nok til at være deres Secretair, og jeg


286


har for meget at bestille i de to andre Selskaber,
til at tage mig nye Byrder paa. Det Sprog,
hvori De skriver, sagde jeg til Tilsynsmanden,
giver Dem store Fordele for mig. De haver et Pu¬
blicum, som udgiør en stor Deel af den polerede
Verden, til Dommere over Deres Skrifter, og
dog har en Critik over et Kobberstykke været saa
nær ved at bringe Dem paa Kietternes Liste. Om
Folkes Domme her i Landet vil jeg ikke tale; thi
jeg maatte da røbe mange Ting, som skulde be¬
komme mig værre end Deres Critik over Kobber¬
stykket; jeg maatte lige saa gierne lade den virke¬
lige Morten Schribler stikke i Kobber.
For at fornøie min Ven, som nødig vilde
kalde sine Ord tilbage, lovede jeg at forrette dette
Embede, indtil Selskabet fandt en beqvemmere
Person, dog med de Vilkaar, at Lemmerne af
Selskabet herefter ikke meere vilde være usynlige.
Jeg elsker det Virkelige, sagde jeg, saa meget,
at jeg agter en virkelig Bonde mere end en usyn¬
lig Skiønhed, som ikke er til uden i Jndbildnin¬
gen.
Han sagde mig Navnene paa disse Perso¬
ner, og jeg fandt dem alle saa megen Høiagtelse
værd, at jeg ikke længer kunde undskylde mig.
Han forsikrede, at det ikke skulde være mig van¬
skeligt at forene begge Selskaber. Jeg har her
en Ansøgning, svarede jeg, som det ene Selskab


287


har viist fra sig, hvad mener De, at det andet
vil sige derom. Jeg vilde gierne, om det var
mueligt, hielpe alle de Folk, som have noget at
søge hos mine Principaler; thi Secretairen faaer
dog siden Skyld for alt det, som Folk er misfor¬
nøiet med, og her handles om en Sag, som for
begge Kiøn er meget vigtig.
Her er Ansøgningen:
S. T.
Jeg er nu lige saa gammel, som det Fru¬
entimmer af Selskabet, hvilket jeg ikke har den
Ære at kiende, uden af Tilskuerens Beskrivelse.
J min Ungdom blev jeg for min Skiønhed meget
agtet i alle Selskaber, og endskiønt jeg ikke kan
rose mig af alle de Fuldkommenheder, som tilleg¬
ges hiint Dydens Model, blev jeg dog smuk ind¬
til mit 50 Aar. Dersom jeg havde nydt den Lyk¬
ke, som den Atheniensiske Dame, at omgaaes
med Plato, havde jeg maaskee saa tidlig lært at
sætte Priis paa høiere Fuldkommenheder, at Fol¬
kes Domme om min Skiønhed havde rørt mig
lige saa lidt som hende. Men jeg levede med
Folk, som agtede Fruentimmer alene efter deres
Skiønhed og Mandspersoner efter deres Rang.
Min Skiønhed gav mig Ret til at vælge en Brud¬
gom af Stand, denne fik jeg, og hvor fornemme
han end var, havde jeg dog den Fornøielse at


288


merke i alle Selskaber, at han blev agtet mere
for min Skyld, end jeg for hans. Vi vare beg¬
ge saa ærekiere, at vi ikke vilde være hinanden no¬
get skyldige; naar min Mand søgte en høiere Ca¬
racteer, var hans Hensigt alene at faae Folk til
at troe, at jeg ikke var for kiøn til at have saadan
en Mand, og naar jeg pyntede mig, tænkte jeg
ikke paa andet end at give min Skiønhed saadan
en Glands, at en Person af den høieste Rang
skulde holde det for en Lykke at eie saadan en
Kone.
Al Ueenighed imellem os reiste sig alene
af de Bebreidelser, som vi gjorde hinanden i An¬
ledning af disse Fortrin. For Resten var ingen
af os stolt af sine Egenskaber. Næst min Mands
Rang, holdt han det for sin største Ære, at ha¬
ve saa smuk en Kone, og, naar jeg undtog min
Skiønhed, tilskrev jeg ikke mine egne Fortiene¬
ster, men alene min Mands Rang al den Høihed,
som man beviste mig. Men, hver meget det
end fornøiede mig, at være den første Dame i et
Selskab af Fruentimmer, som var yngere og
smukkere end jeg; saa var denne Glæde dog ikke
at ligne mod den, som jeg fandt, saa ofte en
Mandsperson, for min Smukheds Skyld, gav
mig Haanden for andre Fruentimmer, som vare
fornemmere, men tillige ældre end jeg.


289


Jndtil mit 50 Aar var jeg saa lykkelig at
bevare min Skiønhed saa uforandret, at jeg kun¬
de tilskrive mine egne personlige Fortrin det me¬
ste af den Ære, som man beviste mig i Selska¬
ber. Men da giorde en Sygdom Ende paa al
min Herlighed. Da jeg kom op igien, kunde
jeg saa tydelig merke i alle Selskaber, at jeg blev
æret alene for min Rang, at hvor stor denne end
var, og hvor meget andre misundte os, var jeg
dog utrøstelig over denne Forandring.
Min Mand benyttede sig deraf. Han be¬
bebreidede mig min forrige Stolthed af en Skiøn¬
hed, der var saa forgiengelig. Han sagde, at
det var ham kiert, at jeg dog engang maatte til¬
staae, at jeg nød alle de Ærebeviisninger, ikke
for min egen Persons Fuldkommenheder, men
alene for hans Skyld. Var det vel Under, om
disse Bebreidelser forbittrede en Person, som var
vant til at tilbedes. Jeg paastod, at min Mands
Rang hørte ham selv ikke meere til end min Skiøn¬
hed, at, som jeg havde Naturen og ikke mine eg¬
ne Fortienester at takke for mit smukke Ansigt, saa
var han Lykke og Hendelse lige saa meget forbun¬
den for hans Midler og Stand. Min Fortry¬
delse gik engang saavidt, at jeg sagde ham reent
ud, at man maatte sige om Skiønhed hvad man
vilde, saa havde jeg dog engang været virkelig
smuk, men han aldrig virkelig Ære værd. De.


290


er det, sagde jeg i Vrede, endnu lige saa lidt,
som De haver været det, og dog beholder De De¬
res Rang iblant det ene Kiøn; og jeg, som vir¬
kelig har været elskværdig, jeg elskes ikke meere,
fordi Sygdom og Alder har berøvet mig min
Skiønhed.
Ere Mandfolkene ikke meget ubillige imod
os? De have opfundet utallige Ærestegn, med
hvilke de skiule deres egne Ufuldkommenheder, og
nøde andre til at ære dem langt over deres virke¬
lige Fortienester. De bevare, saa længe de le¬
ve, de Fortrin, som de engang have forhvervet
sig. Alderdom, Svaghed og Uduelighed for¬
ringe ikke deres Anseelse; og vi agtes hverken me¬
re eller længere end de personlige Yndigheder,
som behage dem, vedvare. Saasnart disse op¬
høre, ære de os ikke meere for vor egen, men for
deres Skyld. Man anseer os i alle Selskaber
kuns som Skygger af vore Mænd, og vi blive
store eller smaa alene efter det Skin, som Æren
kaster paa dem. Dersom vi vilde handle saale¬
des med dem, dersom vi foresatte os ikke at agte
dem uden for personlige Fortienester, og ikke læn¬
gere end de vare virkelig elskværdige; hvor man¬
ge agtede Mandspersoner bleve da ikke nødte til
at forlade de smukke Selskaber, og at søge Trøst
hos de gamle Skiønheder, som de nu foragte.


291


Men, da vore egne Fordeele vel ikke tilla¬
de os at hevne os saa stærk paa et Kiøn, med hvil¬
ket vi leve i saa naturlig og uopløselig en For¬
bindelse; saa vil jeg heller foreslaae et Forlig.
Lad Mandfolkene beholde deres Titler og Æres¬
tegn, vi ville ikke engang saa nøie undersøge, om
de fortiene dem eller ei; men lad dem og tilstaae
os saadan en udvortes Ære, som vi kunde kalde
vor egen, og være sikkre paa at beholde. Lad
dem ved gode Love fastsætte saadan en Ligevægt
imellem begge Kiøn, at et Fruentimmer beholder
for sin hele Livstid den Rang, som hun ved sin
Skiønhed engang har forhvervet sig. Lad dem
tillade os at stige ligesom de, efter vores Alder
og Anciennete, og ikke taale, at en ung Tøs for
sin Skiønheds eller Fortienesters Skyld støder os
ned fra den Rang, som vi længe have havt. Lad
dem befale de unge Springere af deres Kiøn at
ære vore graa Haar mere, end andres gule Lokker
og glatte Kinder. Have Mandfolkene imellem
sig selv kundet fastsætte saadanne Regler for Æren,
som ikke altid ere grundede paa virkelige Fortie¬
nester, hvorfor vil man da være strængere mod
os? Agte vi Mandspersonerne ikke altid for de¬
res Dyders Skyld, hvorfor skulde man ære Fru¬
entimmerne alene efter deres virkelige Skiønhed?
Jeg slutter af Selskabets Beskrivelse i
Tilskueren, at det troer, der og iblant heslige


292


Fruentimmer kan findes Skiønheder. Jeg maae
tilstaae, at denne Tanke er mig nye, og jeg tviv¬
ler paa, at jeg for mit 50 Aar kunde have taalt
at høre den. Endnu begriber jeg ikke ret, hvor¬
ledes det skal forstaaes. Man kan være smuk,
hedder det, og heslig paa engang. Dette for¬
klarer jeg saaledes: En ung Skiønhed kan være
virkelig smukkere end en gammel, og man kan
dog være forbunden til at holde denne for smukke¬
re, ligesom en Mandsperson kan have meere virke¬
lig Fortieneste end en anden, og denne kan dog
være fornemmere. Saadan en Orden ønskede
jeg, at Selskabet ogsaa vilde indføre iblant Fru¬
entimmerne. Man kunde inddele dem i følgen¬
de Classer:
1. De virkelige Skiønheder over 50 Aar, ef¬
ter deres Anciennete.
2. De andre Skiønheder af samme Alder.
3. De virkelige Skiønheder fra 30 til 50
Aar, efter deres Anciennete.
4. De andre Skiønheder af samme Alder.
5. De virkelige Skiønheder fra 20 til 30 Aar,
efter deres Anciennete.
6. De andre Skiønheder.
7. De virkelige Skiønheder fra 14 til 20 Aar,
efter deres Anciennete.
Ovenmeldte Forslag blev forelæst i Selskabet;
Lemmerne besluttede eensstemmigen, at det ikke


293


hørte under deres Kiendelse. De Skiønheder,
sagde de, om hvilke vi dømme, ere af et ganske
andet Slags, og vi taale ingen Rang imellem
os, uden den, som Speilprøven tilkiender en¬
hver, der vil underkaste sig samme. Vi have
fundet mange af dette Slags Skiønheder over 50
Aar, men vi ære disse lige saa lidt for deres graa
Haar, som vi agte de unge Skiønheder alene for
deres gule Lokker.
Man gav mig Ansøgningen tilbage, med
Begiering, at anbringe den paa behørige Steder.
Men, som jeg aldrig tilforn har gaaet i saadan¬
ne Ærender, saa ere og disse Steder mig gan¬
ske fremmede. Den forældede Skiønne har ikke
vildet være sit Navn bekiendt, og jeg kunde der¬
for ikke heller levere hende sin Ansøgning til¬
bage. For ikke at opholde hende med et falskt
Haab om Selskabets Bistand, og for tillige at
tiene hende saavidt jeg formaaer, har jeg hermed
vildet bekiendtgiøre det tillige med Selskabets
Svar og min egen Betænkning.
Jeg finder, at hendes Forslag er bygt paa
saadanne Grunde, som Mandfolkene ikke let kun¬
de omstøde, uden tillige at nedbryde det meeste af
deres egen Ære. Der er kuns to Slags Folk,
som kunde være hende imod, og deres Tal er me¬
get lidet. Til den første Classe henhøre de unge
virkelige Skiønheder, og til den anden de Fruen¬


294


timmer, som have virkelige Fortienester. Hine
kunde maaskee ved den Magt, som Skiønheden,
til alle Tider har havt, være farlige, men for
disse har hun intet at frygte.
Vil hun forlige sig med de virkelige Skiøn¬
heder, tør jeg forsikkre, at hendes Forslag skal
blive antaget, og troer mig selv til at stifte dette
Forlig, med den Tilladelse, at gjøre en liden For¬
andring i hendes Udkast. Denne bestaaer deri,
at hun udelukker de unge og virkelige Skiønheder
reent af hendes Register. De skulde altid ved
denne Udelukkelse finde dem mere ærede, naar
man kun tillader dem at nyde den Høiagtelse, som
de kunde forhverve dem selv, end ved at sættes i
syv hele Classer under Skiønheder paa 50 Aar.
Er det saa vanskeligt at tvinge den Ære, som er
grundet paa Høiagtelse, hvor meget mere at tvin¬
ge den, som er grundet paa Kierlighed?


No. 38.
Fredagen, den 29 Mai 1761.
A¬
f det, som jeg allerede har sagt om Adelsman¬
den i Selskabet, kan man let slutte, at han


295


kiender de gamle Grækers og Romeres Verker,
saa vel, at han ærer alle dem, som læse og efter¬
følge dem med Skiønsomhed og Smag. Naar han
skiemter undertiden med de Lærde, som arbeide i
de døde Sprog, er det ikke saadanne Folk han
mener, og endnu mindre de gamle Skribentere,
selv, men andre, som sætte al Lærdom i Sproget
alene, og enten lemlæste det ved at tale det fær¬
digt, men tillige barbarisk, saaledes som Brugen,
er ved de fleste academiske Øvelser, eller og lade
det være nok at kunde tale med de Gamles egne
Ord, og at kunde anføre de Steder, hvor enhver
Talemaade findes, uden at bekymre dem om Tan¬
kernes Sammenhæng og Lighed i Stilen, det er
saadanne Lærde, som uden Skiønsomhed og Vi¬
denskab, og uden at have rigtige Begreber om de
Ting, som de afhandle, sammensmøre hele Taler
og Verker af fremmede Talemaader, som blande
Stykker af Historier, Fabler, Hyrdesange, Hel¬
tedigte, Comoedier og Tragoedier imellem hinan¬
den, og forestille Læserne lige saadanne Vanskab¬
ninger, som dem Horatz beskriver i sin poetiske
Konst, og Æsope i sin bekiendte Fabel om Kra¬
gen.
Saa længe disse nøgne Siele ikke bruge
deres laante Fiere, uden til at skiule deres Nø¬
genhed, var det Synd at blotte dem; men, naar
de ere saa stolte deraf, at de maale al Fortieneste


296


i Videnskaberne efter en Færdighed i at snakke La¬
tin, og misbruge deres Myndighed til at forrin¬
ge alle andre Videnskaber, til at fordærve unge
Menneskers Tænkemaade og Smag, og til at
undertrykke dem, som søge at giøre Selskabet vir¬
kelige Tienester, naar de ophøie deres egne Phra¬
sekister over de største af Konstens og Vittighe¬
dens Arbeider, naar de tænke som Pan:
Ausus Appollineos præ se contemnere
cantus.
Da fortiene de og, hvem de end ere, samme For¬
vandling som Midas.
Partem damnatur in unam
Induiturqve aures lente gradientis
Aselli.
Jeg pleier sielden at anføre latinske Sen¬
tentzer, men i saadan en Afhandling tænker jeg,
at de have en besynderlig Kraft. For mine Læ¬
sere, som ikke forstaae Latin, vil jeg fortælle Hi¬
storien kortelig paa Dansk: En Skovtrold bildte
sig engang ind, at han sang lige saa godt som A¬
pol; Midas blev udvalgt til Dommer i Sagen,
han tildømte Skovtrolden Prisen, men han fik
et Par lange Eselsøren for Umagen.
Vor Adelsmand talte engang med en lærd
Mand om de gamle Grækers og Romeres Ver¬
ker, han beundrede deres Jndsigt i Philosophien,
Sædelæren, Statskonsten, deres Skiønsomhed


297


og Smag i Historien, han forsikkrede, at han
ved deres Læsning blev befriet fra mange Fordom¬
me, og lærte at kiende det menneskelige Hierte
og de Midler, ved hvilke Folkene regieres, bedre
end ved mange andre Verker. Men tillad mig,
sagde han til den Lærde, at spørge Dem, hvoraf
det kan komme, at De, som daglig læse saadan¬
ne Skrifter, som saa nøie have undersøgt hvert
Ord, og ved store Commentarier fortolket dem,
aldrig ere faldne paa at efterfølge dem? Hvoraf
kommer det, at ingen har brugt de overflødige
Lærdomme og Erfaringer i Statskonsten, som fin¬
des hos de Gamle til at give os et System i den¬
ne Videnskab; siig mig, hvorfor Aristoteles har
fundet saa mange Efterfølgere i den Konst at
giøre Syllogismer, og ingen i den Konst at giøre
vise Lovgivere og gode Borgere? Dette var dog
Philosophiens Hovedhensigt efter de Gamles Me¬
ning. Efter at de lærde Sprog nu i nogle hun¬
drede Aar have været dyrkede i Europa, hvor er
det da mueligt, at den Ære, at bringe saa nyt¬
tig en Videnskab igien for Lyset, kan have været
giemt til en Fransos? og at l'Esprit des loix
er det første Skrift i Statskonsten, som fortiener
at sættes i Ligning med de Gamles Verker, og
som kan ansees for en Frugt af deres fornuftige
Læsning? En Fransos, en Fransos, sagde den
Lærde, som zittrede af Vrede, ja det er nu Mo¬


298


den, at intet duer uden hvad der er Fransk. Vi
have gode Bøger nok i det Latinske, men Folk
kiender dem ikke. Vore Adelsmænd ere for ma¬
gelige til at lære Latin. Den sande Lærdom ta¬
ger af. Nævn mig da nogle af disse Bøger, sva¬
rede Adelsmanden, og jeg vil være Dem meget
forbunden. Jeg kiender Grotius, Puffendorf,
Wolf og deres Efterfølgere. Jeg har og læst ad¬
skillige latinske Skrifter over den Tydske Stats¬
ret. Jeg har seet mange Disputatser over en¬
kelte Stykker af Moralen, Natur= og Folkeret¬
ten, og der ere vel mange tusinde, som jeg ikke
kiender, og endnu flere, som ikke meere ere til.
Men De kunde, sagde han videre, let slutte, at
det ikke er disse Bøger, som jeg søger. Jeg skal
nævne Dem en Bog, sagde den Lærde med en
triumpherende Mine, en Bog, som just er efter
Deres Plan, en Bog, som indbefatter den hele
Statsvidenskab baade i Freds- og i Krigstider;
som er uddragen af de Gamles Verker; som vid¬
ner om en uendelig Læsning, og er skreven paa
det skiønneste Latin med Autorum egne Ord.
Forfatteren har havt saa mange Grever og Ba¬
roner til Tilhørere, ha! da var det latinske Sprog
i Anseelse! Denne Forfatter, min Herre, er Lip¬
sius. Lipsius, sagde Adelsmanden; ja Lipsius,
den store Lipsius, svarede den anden, under det¬
te Navn er han endnu bekiendt blant de Lærde.


299


Hans Politik er et Verk, som man vel tør sætte
mod I'Esprit des loix, det er tillige en god
Bog, en Bog, som længe har været antagen
iblant de Lærde, en Bog, hvori der ere ingen nye
og selsomme Meninger, en Orthodox Bog; der
er ikke en Tanke, ikke en Mening i den hele Bog,
som han jo har beviist af de Gamle.
Jeg har læst Lipsii Politik, svarede Adels¬
manden, men jeg maae tilstaae, at mine Tanker
om denne Bog svare ikke til Deres. Det faldt
mig aldrig ind at sætte den i Ligning med Lockes
lille Afhandling om Regieringen, meget mindre
med l'Esprit des loix. Men siden vi da beg¬
ge ere partiske, saa lad os tage det fornuftige Pu¬
blicum til Dommere imellem os. Saaledes gior¬
de de Lærde i Athenen og Rom. Jeg vil bede
denne Mand, sagde Adelsmanden til mig, at
han vil oversætte et Stykke deraf i sine Blade.
De er da ventelig den patriotiske Tilskuer, sagde
den Lærde. Jeg er Dem uendelig forbunden for
Deres Efterretninger om Morten Schribler. Ja
Dem kan jeg vel tage til Dommer i Sagen. De
kiender de Gamle, det kan man og see af Deres
25 Blad. Deres Anmerkninger over Græker¬
ne, Romerne, Frankerne, Burgunderne og Vi¬
sigotherne have ret fornøiet mig. Men med De¬
res Tilladelse, De veed vel, at jeg har beviist i
en Disputats, at Visigotherne ikke bare lange


300


Haar. Dette kunde De nok forandre. Det
var Skade, om der i saa smukt et Verk skulde
være Urigtigheder i Historien. Men endelig i
Danske Skrifter har man ikke nødig at være saa
rigtig. Ja hvad skal man giøre, lærde Folk
maae nu og skrive for Pøbelen, ingen læser mere
Latin - Den Lærde tillod mig ikke at svare til
alle disse Høfligheder, og hans Tale havde varet
endnu længere, dersom Adelsmanden, som alle¬
rede havde nok, ikke havde afbrudt den ved at
paalegge mig denne farlige Forretning, at dømme,
imellem Lipsius og Montesquieu, imellem de la¬
tinske og franske Statsmænd.
Det var for meget at oversætte det hele
Verk, og mine Læsere skulde lige saa lidt have
Taalmodighed til at læse det, som jeg til at over¬
sætte det. For ikke at være partisk, eller ansees
for at udsøge de slette Steder, bad jeg den Lærde
vælge selv en Periode, som ikke var lang, og dog
kunde caracterisere Forfatteren. Han gav mig
et Stykke af det 9 Cap. i den 4 Bog, som hand¬
ler om en af de vigtigste Materier; her er Over¬
sættelsen deraf:
"Der ere fem Midler, siger han, til at
"giøre en Stat mægtig, Rigdom, Vaaben, go¬
"de Raad, Forbund og Lykke, om Du bruger
"dem, som jeg foreskriver; giv agt! giv agt!
"Jeg sætter Rigdom paa det største Sted, og


301


"hvem tvivler derom? Vi behøve Penge, si¬
"ger Demosthenes Olynth. 2. og uden dem
"kunde vi ikke giøre noget. En erfaren og
"klog Mand sagde i gamle Dage: At Penge
"var Regieringens Seener, Mucianus
"apud Xiphili in Vespas. Thi vil Du ha¬
"ve Soldater eller Hielpetropper? det er Penge,
"som forskaffer dem. Alting er tilfals for
"Penge, siger Aristoteles Rhet. 2 cap. 16.
"princ. Vil Du ødelegge Fienderne og deres
"Byer? Penge kunde giøre det. Der er in¬
"tet, siger Cicero, saa fast, at det jo kan
"indtages med Penge, 1. in verrem cap,
"2. Denne Maskine kan nedbryde alle Fæst¬
"ninger, hvor et lille Asen med Guld kan
"komme ind. Cicero 1. ad Attic. epist.
"Med faa Ord: Baade Guder og Menne¬
"sker lystre de smukke Penge. Horat. 2.
"Satyr. 3. v. 50. Troer Du mig ikke, saa
"troe Oraklet, som sagde til Philip af Macedo¬
"nien: Strid med Sølvspyd, og Du skal
"overvinde alting. Det andet Middel er
"Vaaben; thi det er vist, at store Riger ved¬
"ligeholdes ikke ved Ladhed, men ved at øve
"Folk i Vaaben, Tacit. Annal. 15, 1.
"5. Det synes vel at være ilde sagt, men det
"er dog undertiden godt, hvad Tacitus siger:
"At bevare hvad man har, er en Huusre¬


302


"gel, men at stride om andres, er en Kon¬
"gelig Ære, Annal. 15, 1. 6. Jeg til¬
"staaer, at det er bedre, at beskytte sin Magt
"med Retfærdighed, Tacit. Germ. 35,
"4. Men hvem kan altid giøre det Beste? Du
"søger forgieves at være sikker iblant Afmæg¬
"tige, ibid. 36, 2. og der fattes aldrig af
"de Ulve, som søge at opsluge andres Fri¬
"hed, Vellej. 2, 27. 3. Jngen stor
"Stat, siger Livius, kan længe være roe¬
"lig, har den ikke Fiender uden for, saa
"faaer den dem hiemme, 30, 44, 6. For¬
"driv, fordriv denne indvortes Pest, og forstyr¬
"re heller andre, end forgaae selv! Ved at ar¬
"beide og vove voxte Rom, og ikke ved de
"lade Raad, som de Frygtsomme kalde
"Forsigtighed, id. 22, 14. 17. End¬
"skiønt jeg forkaster ikke gode Raad. Vaaben,
"siger Tacitus, skal bestyres med Forstand,
"Annal. 1, 67. 1. Vi bør og holde Maa¬
"de, og tage os vare, at vi ikke ved at krybe
"op til den øverste Top af Træet, falder
"med de Grene, som vi holde os ved, Cur¬
"tius 7, 8. 14. Den Magt er alene sik¬
"ker, som sætter Grændser for sine Kræfter,
"Valer. 4. cap. 1. Er Du som Pyrrhus?
"og med en umættelig Tørst søger fra et til
"et andet, Plut. in Pyrrho cap. 5. Giør


303


"det ikke! Det er lettere at vinde end at be¬
"vare, Curt. 4, 1. 9. og Du finder Lyk¬
"ken lettere, end Du beholder den, Publi¬
"us. Giør Dig først sikker i det, som Du har
"forhvervet. Det er vanskeligere at indtage
"Provintser end at beholde dem, de erobres
"ved Magt, men bevares med Retfærdighed,
"Flor. lib. 4. c. ult. og hvorfor haster Du
"saa? en langsom Lyksalighed varer alene
"længe. Seneca Consol. ad Marium. C. 12.
Dette kan vel være nok til en Forsmag af
Lipsii Skrivemaade. Nu skulde jeg efter Adels¬
mandens og den Lærdes Begiering dømme i Træt¬
ten. Hvor tungt er det ikke at være Dommer?
Sagen er klar; men at tildømme en Fransos Pri¬
sen for den store Lipsius, som har skrevet paa La¬
tin, er et Foretagende, som ikke alene vil skille
mig ved denne lærde Mands Venskab, men og
spilde min Credit hos alle hans Vemner og Pa¬
troner. Dog, Midas er alt for skrækkeligt et
Exempel, og for ikke at faae samme Dom af mi¬
ne Læsere, maae jeg sige dem reent ud, at jeg
dømmer om det hele Verk, og om alle dem, som
skrive i samme Smag, ligesom Læserne dømme
om dette Stykke. Jeg troer ikke, at man behø¬
ver at stævne Livius, Curtins, Horaz, Aristote¬
les, Tacitus, Cicero, Plutark, Florus, Sene¬
ca, Demosthenes, og hele Alderdommen til


304


Vidne, for at bevise saadanne Sætninger, som
den, at en Stat behøver Penge, allerhelst naar
man ikke har andet at sige end det samme, og ik¬
ke viser, hvorledes disse Penge forhverves eller
bruges. Saadanne Skrifter forekomme mig li¬
gesom den bekiendte Licentiat Mauritii Jndlæg
mod Griffenfeld, hvori han af Tertullianus, Chry¬
sostomus og flere Lærefædre beviser bekiendte
Sandheder, hvorom der ingen Tvivl var, og som
ikke kom Sagen ved.


No. 39.
Mandagen, den 1 Juni 1761.
S¬
elskabet har og bestemt en Dag i denne Maa¬
ned til de Forsamlinger, som Adelsman¬
den kalder deres Ordensfester. Det er ingen vis
Dag; thi, siden de alle ved den Tid ere paa Lan¬
det, og hinanden saa nær, at de kunde samles
naar de vilde, saa vælge de en af de skiønneste
Dage til disse Forsamlinger, som holdes i den frie
Luft. Denne Fest er stiftet for at erindre For¬
aaret af den nye Verden, Menneskets første Fri¬
heds= og Uskyldighedsstand, og for at takke Ska¬


305


beren for hans Velgierninger i Skabelsen og For¬
synet. En halv Øe, som bestaaer af Underskov
med udhugne Gange, som ere tætte nok til at
skiule dem for Middagssolen, er deres Paradiis.
Paa Pynten af denne Øe er en frie Udsigt over
Vandet til den anden Side af Søen, hvor en
Blanding af Træer, Marker og Enge, som vrim¬
le af alle Slags Dyr, aabner en Skueplads saa
fuld af Liv og Afvexlinger, at Øiet ikke kan blive
træt af at betragte den. Bondens Huus ligger
tvert over for Øen, og Herremanden lader der
paa samme Dag giøre en liden Anretning for de
Bønder, som i dette Foraar have været de flittig¬
ste. Synet af disse friske og muntre Folk, som
ved idelige Frydeskrig udtrykke deres Glæde og
Taknemmelighed over de Belønninger, som de
ved deres Flid og Duelighed have fortient, giver
vore lyksalige Øeboere det yndigste Skuespil. Fra
en Bugt af Søen, som er omgivet af Høie og
Træer, høres en Skovmusik, som giver en tre¬
dobbelt Gienlyd, og i disse Fornøielser bestaaer
Pragten af den hele Høitid. Jngen videre An¬
stalter, Anretninger eller Opvartninger. En¬
hver betiener sig selv, spiser, drikker, gaaer og
sidder, ligesom ham lyster; de fornøie sig efter
enhvers Smag, snart ved egne Betragtninger og
Fornemmelser, ved en stille Henrykkelse og en
taus Beundring af Skabningens Fuldkommenhed,


306


snart ved indbyrdes Samtaler, ved at meddele
hinanden de Opdagelser, som de giøre i Naturens
Rige, og de Betragtninger, ved hvilke enhver i
sær finder sig meest rørt.
Ved den sidste Samling sagde Adelsman¬
den, da han længe havde betragtet Bøndernes
Glæde paa den anden Side af Vandet, at det
var dog forunderligt, at den Lyksalighed, hvil¬
ken saa mange Rige og Mægtige forgieves søge i
Verden, koster disse Mennesker saa lidt. Ulyk¬
salige Siele, raabte han, som berøve Eders Med¬
brødre de uskyldige Fornøielser, som Naturen med
saa rund en Haand har tilmaalet alle, for at øde¬
legge Eders Sundhed ved Vellyst og Umaadelighed,
for at fortære Eders Siele med Stolthed, Gierrig¬
hed og Misundelse, og for at efterlade nogle dø¬
de Skatte til lade og utaknemmelige Arvinger.
Erobrere, Tyranner, Aagerkarle, Fraadsere og
Skiørlevnere, kommer og seer dog engang den
Lyksalighed, som Naturen saa villig tilbyder alle;
lærer at maale samme med den, som J selv have
optænkt, og som J bygge paa Eders egen og paa
saa mange Menneskers Undergang! - Er det
mueligt, sagde han videre, at det Væsen, som
har udøst saa mange Velsignelser over den hele
Skabning, og som har gjort Lyksaligheds Vei
saa let for Menneskene, kan tillade, at nogles


307


umættelige Begierligheder forhindre saa kierlige
Hensigters Opfyldelse?
De have Aarsag til at beklage saadanne
Mennesker, svarede Præsten, fordi de ved deres
umættelige Begierligheder giøre sig selv ulykkelige;
men De giør dem for megen Ære, dersom De
troer, at de nogen Tid kunde omstøde eller for¬
hindre Guds Hensigter. Den Sandhed, at en
høiere Viisdom bestyrer alle Hendelser, baade
smaa og store, til en endelig Hensigt, i hvis Be¬
tragtning alt hvad der er, er godt. Denne
Sandhed, siger jeg, er klar, endog af Erfaren¬
hed. Vi maatte være fuldkomnere end alle skab¬
te Aander, dersom vi kunde begribe Hensigterne
af alt det som skeer. Det bør være os nok, at
vi kunde spore dem i de store Hovedforandringer i
Livet, og i de Ting, som ere os nærmest. Det
er ikke længe siden vi betragtede Forsynets Veie,
i Henseende til hele Folk og Stater, hvis Historie
er os bekiendt. Lad os og betragte dem i Hen¬
seende til den Deel af Skabningen, som er os
endnu bedre bekiendt, i Henseende til os selv.
Er det den indvortes Følelse og Fornemmelse som
giøre Menneskets Lyksalighed eller Ulyksalighed,
hvor ofte maae vi da ikke dømme feil om andre?
J Henseende til os selv alene, kunde vi med en
temmelig Grad af Vished dømme om Virknin¬
gerne af de adskillige Tildragelser. Lad enhver


308


af os randsage sit Liv; lad os undersøge, hvor
liden Fornøielse vi ofte finde i Nydelsen af de
Ting, som vi saa inderlig ønske os? Hvor ofte
de have fristet os til at overtræde vore Pligter,
til at opofre Sundhed og Sindets Roe? Hvor
tit det, som vi allermeest frygtede, har været os
langt tienligere, end det, som vi heftigst ønskede
os? Et lidet Onde, hvor ofte er det ikke et Mid¬
del til at befrie os fra et andet, som er langt stør¬
re? Hvor tit bliver det ikke en Anledning og med¬
virkende Aarsag til vores Lyksalighed? Sorrig,
Mangel, Sygdom og Smerte tiene ikke alene til
at indskrænke vore Begierligheder, og samle vo¬
re adspredte Tanker, hvorved vi lære at sætte
Priis paa høiere Fuldkommenheder, og forbedre
Forstanden og Hiertet, de forøge og virkelig Fø¬
lelsen af vor jordiske Lyksalighed, ved at lære os
at skiønne meere paa Sundhed, Glæde og alt det
Gode, som vi siden nyde, end vi kunde giøre,
dersom vi ikke undertiden følte hvad det var at
mangle dem. De Siele, som have Oplysning
og Tillid nok til Gud, for at betragte alt, hvad
der hendes dem i Verden, ikke efter dette korte
og forgiengelige Livs Hensigter alene, skulde, naar
de bede med David, at Gud vil randsage deres
Hierte og lede dem paa en evig Vei, spore kien¬
delig en høiere Viisdoms Førelser ved alle de be¬
tydelige Skridt, som de giøre her i Livet. De


309


skulde ved disse Erfaringer tilsidst blive saa bestyr¬
kede i deres Tillid til Gud, at ingen Frygt kan
bevæge dem til at tvivle om hans Forsyn og Be¬
skyttelse. De skulde føle hans medvirkende Naa¬
de i alle Livets Forandringer saa kiendelig, at E¬
vigheden selv skal synes dem for kort til at takke
ham derfor. Med saadan en Overbeviisning og
Erfaring taler David i den 139 Psalme, og den
bekiendte Engelænder Addison har været lykkelig
til at udtrykke de samme Følelser i sin poetiske
Ben. Disse to Stykker, sagde Præsten, har
jeg taget med mig i Dag, for at befordre den
Hensigt, i hvilken vi ere samlede, og for at byg¬
ge vores Glæde paa en Grund, som er bestandige¬
re end alt det Synlige af denne Verden.
Selskabet satte sig under Skyggen af en
Busk, medens Præsten oplæste dem følgende Styk¬
ker:
Herre, du randsager og kiender mig. En¬
ten jeg sidder eller staaer, da veed du det. Du
seer alle mine Tanker langt forud. Du omrin¬
ger mine Stier og mit Leie. Du kiender nøie
alle mine Veie; og der er ikke et Ord paa min
Tunge, som du jo veed. Inden og uden haver
du dannet mig, og alt hvad jeg er, er dine Hæn¬
ders Gierning. Naar jeg tænker derpaa, taber
jeg mig i Forundring; det er mig for heit, og


310


jeg kan ikke begribe det. Hvor skal jeg gaae fra
din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?
Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der,
og reder jeg mit Leie i Afgrunden, da er du og
der. Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger paa,
vilde jeg giøre mig en Boelig ved det yderste Hav,
da skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din
høire Haand holde mig fast. Og vilde jeg sige:
Mørkheden maae dog skiule mig, da er Natten et
Lys omkring mig. Mørket er ikke mørkt for dig;
og Natten maae lyse som Dagen; thi du, du dan¬
nede mine inderste Deele, du skiulte mig i min
Moders Liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg paa
saa ubegribelig en Maade er bleven til; under¬
lige ere dine Gierninger, og min Siel fornemmer
det saare vel. Mine Been vare ikke skiulte for
dig, da jeg blev dannet i Skiulet, da jeg saa
konstig blev sammensat her neden paa Jorden.
Dine Øine saae mig, da jeg endnu var uarbei¬
det, og disse Ting vare alle skrevne i din Bog, i
Begyndelsen da du skabte Jorden, og førend de
endnu vare til. Derfor, o Gud! hvor dyre¬
bare ere dine Tanker for mig, hvad ere deres
Summer mange! Vilde jeg tælle dem, da bleve
de flere end Sand, og jeg kan aldrig nok udgrun¬
de dem. Randsag mig, Gud, og kiend mit
Hierte, prøv mig, og kiend mine Tanker! See,


311


om der er en ond Vei i mig, og leed mig paa en
evig Vei.
De beundrede alle baade Tankerne og
Stilen i denne korte Bøn. Den Overbeviisning,
med hvilken David taler om Forsynet, gav dem
saa høie og levende Begreb af den uendelige og
allesteds nærværende Magt, med hvilken Gud
opholder alting og virker i de allermindste Deele,
at den hele Natur forekom dem som et Tempel.
Deres opvakte Siele saae igiennem Naturens præg¬
tige Forhæng ind i Helligdommen selv, og da de
længe i en stille Andagt havde mættet dem i Be¬
skuelsen af Guds Majestæt, forlangte de med
Begierlighed at høre den anden Bøn.
Endnu, sagde Præsten, er Religionen ik¬
ke saa foragtet, endnu er Veltalenheden og Dig¬
tekonsten ikke saa vanhelligede iblant os, at de sto¬
re Genier skulde blues ved at bruge deres Gaver
til Skaberens Lov, og fortvivle om at opnaae den
Ære, som er den høieste for et Creatur af de stør¬
ste Tænkekræfter. Pope, Addison og Young
have siunget til den Herre Zebaoths Ære; de
have siunge Seraphs Sang saa vel, at de endog
maae behage Folk, som have urene Læber. Ska¬
de, at man saa ofte har Aarsag til at sige om de¬
res Læsere, hvad Propheten sagde om sit Folk:
at de høre uden at forstaae, og see uden at for¬
nemme.


312


Her er Addisons Bøn, Popes Oversætter
har fordansket den:
Naar min opvakte Siel, o Gud ! beseer din Miskundhed,
Jeg i Forundring falder hen i Tak og Kierlighed;
Hvor skal min svage Tunge vel med fuld Taksigelse
Mit kierlig Hierte følge? Dog du kiender Tankerne.
Dit Forsyn holdt mig Livet op, min Mangel opfyldt saae
Da jeg endnu i Mørket var, da jeg ved Brystet laae.
Din Naade laante Øret til mit spæde Raab og Skrig
Før mine Tanker havde lært i Bøn at samle sig.
Din ømme Omsorg styrkede mit Sind med Kraft og Mod,
Før, hvorfra al den Styrke kom, min unge Siel forstod.
Da jeg paa Ungdoms slibrig Vei trygt og uagtsom sprang
Til moden Alder styrede din skjulte Arm min Gang.
Jgiennem Farer, Nød og Død min Vei den banede,
Ja Lasters søde Garn, langt meer at frygte for end de.
Med Helbred har du tit paa nye opreist min syge Krop,
Og min i Synd nedsiunkne Siel med Naade liver op.
Din Godhed har af verdsligt Gods mig undt til Overflod,
Og som en rund og troefast Ven har du formeert min Lod.
For tusind, tusind Gaver bør min Tak dig bringes frem,
Dog meest for et erkiendtligt Sind, som glad kan nyde dem.
Hvert Øieblik udi det Liv, som du forunder mig,
Din Godhed jeg forkynde vil, og herliggiøre dig;
Og, naar mig Døden aabner har en Dør til Himmelen,
Den samme Lovsang vil jeg da istemme dig igien.
Naar al Naturen falder hen, naar Dag og Nat ei meer,
O! store Skaber! skiller af din Vilsdoms Gierninger,


313


Skal mit hengivne Hierte dog, o Gud! din Miskundhed
Tilbede med fornyet Kraft i tidløs Evighed,
Til evig Tid jeg synge vil for dig paa Engleviis,
Dog evig Tid! Hvo kan i den udføre al din Priis!


No. 40.
Fredagen den 5 Juni 1761.
A¬
f de mange Bestilinger, jeg har som Til¬
skuer og Secretair i tre Selskaber, giøre
mange sig de Tanker om mig, at jeg er et Men¬
neske, som ikke kan leve uden Selskab og Forret¬
ninger, eller som man kalder det, et vidtløftigt
og uroeligt Hoved. Hvor selsom end saadan en
Caracteer er her i Landet, har jeg dog den besyn¬
derlige Lykke, at finde endnu saa mange Velyn¬
dere iblant de Landsmænd, som elske Rolighed,
at de baade mundtlig og skriftlig formane mig til
at leve i Stilhed, og ikke giøre mig Livet saa suurt.
Det hielper ikke, at jeg svarer dem, at Smagen
kan være adskillig, og at jeg finder det meget sødt,
som andre kalder suurt. Den Tanke, at Roe¬
lighed og Magelighed er et Menneskes høieste Go¬


314


de, er saa almindelig, at man troer, at alle deri
maae have een Smag.
Hvor meget skulde disse Folk ikke forundre
sig, dersom jeg beskrev dem min Caracteer, saa¬
ledes som den virkelig er. De skulde finde den
lige saa forunderlig, som Arabella fandt den be¬
synderlige Mand i Selskabet, som ingen kiendte,
og som nogle holdt for den patriotiske Tilskuer.
Jeg har lovet denne smukke Person mit Portrait.
Her er det:
Jeg er aldrig ene, uden naar jeg sover og
naar jeg er syg; men Sygdommen maae og væ¬
re meget stærk, dersom jeg skal være ganske roe¬
lig. Jeg har fordrevet mange Svagheder med
Arbeide og Selskab, og alle Tider ere mig lige
beleilige. Mens jeg staaer op, klæder mig paa,
spiser, ja ofte om Natten, naar jeg ei kan sove,
har jeg Selskab af Personer, der ere lige saa u¬
roelige som jeg. Enten disse ere Aander eller
Mennesker, Levende eller Døde, Herremænd el¬
ler Bønder, er mig lige meget. Jeg taler tit
med Døde, jeg fører Brevvexling med Folk, som
aldrig have været til, og jeg forstaaer Stumme
af Tegn, lige saa vel, som om de kunde tale. Jeg
giør hver Dag nye Bekiendtskaber, og saasnart
jeg finder en Caracteer, hvori der er noget besyn¬
derligt, bliver jeg lige saa nysgierrig, som en


315


Naturkyndig, naar han opdager en Urt eller en
Flue, som ikke staaer i Linnæt System.
Er det vel Under, om de største Selskaber
ofte ere for indskrænkede til at beskieftige et Men¬
neske, der er vant til saa vidtløftig en Sværm?
Naar jeg undertiden er nødt til at giøre det, som
de Franske kalde, at dræbe Tiden, i saadanne
Forsamlinger, som ikke beskieftige mig nok, for¬
lade mine Tanker ofte Selskabet, og spadsere saa
vidt om i mine andre Bekiendtskaber, at jeg glem¬
mer mine nærmeste Naboer. Man kan drikke
Sundheder og snakke om Veiret, der kan falde
Vifter og Tørklæder ved Siden af mig, uden at
jeg merker det; dog har jeg endnu aldrig af Uagt¬
somhed begaaet saadan en Forseelse mod det smuk¬
ke Kiøn, som den man fortæller om Newton. Ma¬
skinen iagttager de udvortes nødvendige Skyldig¬
heder; jeg taler imellem uden at tænke, og det er
Sielen alene, som sværmer om. Ved denne
Vidtløftighed er min Jndbildningskraft bleven
saa stærk, og min Hukommelse saa svækket, at jeg
kan tale og skrive Breve til mig selv, og siden
ikke husker andet, end at jeg virkelig har talt med
disse Folk, eller faaet Breve fra dem. Naar
jeg hører noget Fornuftigt af en Adelsmand, af
en Præst, af en Kiøbmand, eller af en Bonde,
giør jeg tidt deres Ord til Selskabets, og jeg
maae undskylde mig dermed, at det er saa rart


316


at høre det af andre. Taler et Fruentimmer no¬
get, som er værd at optegne, tænker jeg strax, at
hun er en af de Usynlige, og alt hvad hun siger,
bliver indført i Selskabets Protocol; jeg skriver
hende til i Tanker, og besvarer mine Breve selv.
Læser jeg en Bog, en Disputats, en Samling,
af Afhandlinger; kommer jeg i et Selskab af
Lærde, som tænke i Schriblers Smag, og jeg
glemmer deres Navne, og min Hukommelse slaaer
mig feil, skriver jeg alt, hvad de har sagt, paa
Schriblers Regning. Denne Virkning af min
Glemsomhed bebreider jeg mig allermeest; at gi¬
ve en død Mand Skyld for Ting, som han maa¬
skee aldrig har tænkt paa, og berøve levende Folk
den Ære, som dem tilkommer for udødelige Ver¬
ker; skulde min Glemsomhed have forført mig til
at begaae saadanne Feil, hvor gierne vil jeg da
afbede dem, og hvor villig skal jeg findes til at
giøre alle dem Ret, som jeg derved kunde have
fornærmet! Det er mig vel umueligt, ganske at
aflegge den Feil, som jeg har tilfælleds med alle
dem, der have mange Forretninger, en kort Hu¬
kommelse; jeg forlader mig noget paa mine
Læseres Critik, som let kunde skille mine løse og
flygtige Hiernespind fra andres Verker, som ere
udarbeidede med Flid og Lærdom; men for at
giøre hvad jeg kan, skal jeg herefter, saavidt min
Hukommelse tillader, nævne alle dem, som giøre


317
mig den Ære at skrive mig til, og naar jeg siger,
at jeg virkelig har hørt eller seet noget, eller faaet
et Brev fra den og den Person, kunde mine Læ¬
sere altid være forsikkrede paa, at det ikke er op¬
digtet.
Følgende Breve ere mig virkelig tilskrev¬
ne, og siden de vare under eet Segl, slutter jeg,
at begge Fruentimmer tillade mig at besvare dem
i eet Blad; thi baade min virkelige og uvirkelige
Brevvexling er saa vidtløftig, at jeg maae være
kort; her ere de:
Herr Tilskuer!
De maae være en Mand, som finder Be¬
hag i at skaffe sig mange unyttige Bekymringer;
det er en meget besynderlig Lyst, og jeg beklager
Dem af Hiertet; De bør derfor ansee mig for
at have et meget medlidende Hierte, thi hvad kun¬
de ellers bevæge mig til at beklage en Person, der
af al Magt stræber efter at giøre sig Verden suur!
At ville sætte Regler for Moder, som aldrig ha¬
ve kiendt andre Regler end Jndbildningen, det
er jo et urimeligt Foretagende. De maae være
meget tungsindig, og ikke kiende Verden uden af
Bøger, ellers kunde sligt aldrig falde Dem ind.
Grundsætninger, hvad er det, Hr. Tilskuer?
Jeg veed ikke, hvad Ordet betyder, men det klin¬


318


ger meget pedantisk. Mon det ikke skulde være
brugeligt i noget, som man kalder Systemer?
Mig synes, jeg har hørt min lille Broders Hov¬
mester nævne nogle saadanne barbariske Ord. Nok
er det, at ifald jeg ikke havde gjort et Veddemaal,
om et Smykke af naturlige Blomster med en af
mine Venner, for at læse Deres 30 No. igien¬
nem, havde jeg kastet Bladet paa Gulvet ved
den første Grundsætning, men min Lyst til natur¬
lige Blomster overvandt dog den Gang den Mod¬
bydelighed, som jeg af Naturen har for alt det,
som er lærd eller pedantisk; disse to Ord betyder
et og det samme hos mig. Jeg har nok hørt
tale noget om Dem i Selskaber, jeg har og hørt,
at De skal have skrevet nogle Bøger, men jeg
har ikke læst mere deraf, end dette urimelige Blad,
og jeg skal ikke tiere, end denne Gang, lade mig
forlede til at spilde et eneste Øieblik paa at læse
noget, som De har skrevet. Men siden De dog
haver Lyst til at skrive, hvorfor skriver De da
ikke smaa Historier, derved kunde De fortiene
mere Tak. Det er ret Skade, at vi ikke ha¬
ve saadanne gode Bøger i vort Sprog; man
maae endelig lære fransk, for at kunde fornøie
sig og forbedre sin Smag. De maae ikke tænke,
at det er for min egen Skyld, at jeg vilde for¬
maae Dem til at skrive saadanne Historier; nei.
Jeg forstaaer, Gud skee Lov, fransk, men jeg


319


har to Cousiner, som ikke have samme Lykke, for
deres Skyld vilde jeg nok ønske det; de Stakler
ere saa uskyldige og eenfoldige som smaa Børn.
Farvel Herr Tilskuer, benyt Dem af mit Raad,
saa kan De skaffe Dem Venner blant mit Kiøn,
og jeg skal selv formaae mine Cousiner, som ere
to meget smukke Piger, at takke Dem mundtlig
derfor.
Celiante.


Jeg skal sende Celiante nogle Historier
til hendes smaa Cousiner af Morten Schriblers
- Nu slaaer min Hukommelse feil igien -
Jeg vilde sige nogle historiske Samlinger og en
Statscalender. Af den sidste erindrer jeg nu ik¬
ke mere, end at der staaer paa Titelen: Alles
mit Fleiz zusammen getragen, hvoraf jeg slut¬
ter, at den ikke er paa fransk.


Kiere Herr Tilskuer!
Dersom De kiendte vore gamle Digtere
og vore gamle Skiønheder saa vel som jeg, skulde


320


De ikke være falden paa to saa urimelige Menin¬
ger, som disse ere, at der kan være Vers uden
Riim, og at de nye Moder ere bedre end de gam¬
le. Hvad det første angaaer, da har jeg for 40 Aar
siden talt med en af vore største Poeter derom; men
han viste mig tydelig, at Riim var det Væsent¬
lige af et Vers. Maaden, hvorpaa han over¬
beviste mig, var denne: Han tog et af sine beste
Vers, som af hele Landet blev holdt for et Me¬
sterstykke, og beundret for de høie Tanker, som
det indeholdt; fra dette Vers tog han Rimene,
og satte andre Ord i Steden, som betydede det
samme, strax i Øieblikket forsvandt alle de
høie Tanker, og al den Skiønhed, som man til¬
forn havde fundet deri. Af dette Exempel er jeg
bleven overbeviist om, at Rimene ere uomgienge¬
lig nødvendige i et Dansk Vers. Vælg Dem
kuns selv et, Herr Tilskuer, af vore gamle Poe¬
ter, tag Rimene bort, og De skulle see, at Prø¬
ven er rigtig; at mange Vers, som ere berømte
for deres høie Tanker, beqvemme Udtryk og ziir¬
lige Talemaader, ved denne Forandring blive
platte, ubehagelige, ja vel og undertiden ganske
latterlige.
I Deres sidste Blad taler De med en bil¬
lig Mishag om de mange foranderlige Moder i
Klædedragten, som nu ere brugelige. Enhver
Fornuftig maae see disse Moder an med samme


321


Øine som De, men naar De forsikkrer vore Ti¬
ders unge Mennesker, at de klæde sig fornuftige¬
re end deres Forfædre, tager De meget feil, og
De kan ikke undskyldes, uden med Deres Ung¬
dom, der har berøvet Dem Leilighed til at see og
kiende tilgavns Deres Forfædres Klædedragt. J
min Ungdom klædte man sig med meget bedre
Smag, og meget meere fornuftig og tarvelig end
nu. Jeg kunde opregne Dem alt, hvad der den
Tid hørte til et Fruentimmers Klædedragt, men
dette udfordrede en vidtløftig Afhandling, som
jeg dog gierne vil forfærdige, ifald De ønsker
det. Jeg er
Kiere Herr Tilskuer,
Deres oprigtige Veninde,
Maren Hansdatter.


J de historiske Bøger, som jeg sender til
Celiante, ere mange Beskrivelser af de gamle
Klædedragter; om jeg husker ret, er der og smuk¬
ke Tegninger af Axelskierser, Topsætter, Pibe¬
kraver og Moder, som ere nogle hundrede Aar
gamle. Der findes Krøniker i Riim, som for
Folk af hendes Alder ere meget nyttige til at styr¬


322


ke Hukommelsen. Det er Skade, at saadanne
Samlinger høre op. Vi glemme vore gamle
Digtere, ligesom vi glemme vore gamle Moder.
Jeg har hørt sige, at Madamen har en smuk
Samling af Nyeaarsvers, Bindebreve og Kier¬
lighedsviser, som den berømte Poet Hans Mi¬
chelsen har skrevet til hendes Bestemoder. Vil
hun ikke lade dem trykke til Trods for vore Tiders
nyemodige Forsøg i de smukke Videnskaber? Men
for alting vil jeg bede hende fuldføre den Afhand¬
ling om de Gamles Moder, som hun lover i hendes
Brev, og om hvilken jeg, ved at bekiendtgiøre Bre¬
vet, giver Publicum en Forhaabning, som vil
være mange Læsere behagelig. Jeg havde ønsket
mig selv den Ære, at være Forfatter af saadant
et Verk, men jeg er ikke gammel nok dertil, og
min Hukommelse slaaer mig allerede meget feil.
P.
S.
Man har bedet mig, at jeg hermed vilde be¬
kiendtgiøre, at et Selskab her i Byen,
som har en fuldstændig Samling af Mor¬
ten Schriblers Verker, agter at udgive
nogle Ark deraf ugentlig, under Titel af
den upatriotiske Tilskuer. Endskiønt
jeg af Titelen ikke har Aarsag til at slutte,
at Forfatterne ere mine Venner, saa ønsker


323


jeg dog deres Forlegger meget Afgang, og
for at befordre den, saa meget jeg kan, lo¬
ver jeg at give Læserne undertiden et Ud¬
tog af dette smukke Verk, og at underret¬
te dem nøiere om Morten Schriblers Per¬
son og Fortienester.


No. 41.
Mandagen, den 8 Juni 1761.
J¬
eg kan til Kiønnets Ære berette, at adskillige
Mødre have forlangt af Fruentimmerselska¬
bet, at det vilde paalegge Tilskueren at efterkom¬
me sit Løfte, ved at indrykke nogle Stykker i sine
Blade, som kunde være dem til Nytte i Opdra¬
gelsen.
Denne Begiering er understøttet ved bevæ¬
gende Grunde, som ere alt for meget forbindtlige
til ikke at ansee dem som en Befaling, og, da
jeg formoder, at de ikke forlange saa meget For¬
slag og Methoder til Underviisningen i Sprog
og Videnskaberne, som Materier til saadanne
Samtaler, ved hvilke de selv kunde danne deres
Børns Forstand og Hierte, vidste jeg i Begyn¬


324


delsen intet bedre, end at optegne en Samtale,
som jeg for kort Tid siden har havt med et vittigt
og elskværdigt Barn. Dersom den finder Bi¬
fald, kan jeg oftere have den Fornøielse at med¬
dele mine Læsere saadanne; thi jeg er en stor Bør¬
neven, og der ere meget faa gamle Folk, i hvis
Omgiengelse jeg finder den Fornøielse, som i Bør¬
neselskaber.
Jeg spurgte Theages, saaledes vil jeg kal¬
de dette Barn, hvori han meente, at det, som
alle Mennesker ønske sig, Lyksalighed, bestod.
Han svarede: I Dyden. Dette Svar var alt
for høit for et Barn, til at troe, at det kom end¬
nu af en fuldkommen Overbeviisning; jeg søgte
derfor af andre Grunde, som vare ham bekiendte,
at lede ham til denne Overbeviisning om en Sand¬
hed, som endskiønt den ofte uden videre Forkla¬
ring sættes forud i vor Børnelærdom, dog er den
allervigtigste i den hele Philosophie, og just den
Sandhed, for hvilken Socrates egentlig fortie¬
ner at kaldes viis. Mener De da, sagde jeg,
at dydige Mennesker ikke kunde blive syge og fat¬
tige, og er Sygdom og Armod vel en Lyksalig¬
hed? Alle Mennesker vilde jo være lykkelige. Men
vilde de alle være dydige? Er dette saa, kiere
Theages, da maae vi først giøre os saadant et
Begreb om Lyksalighed, i hvilket alle Mennesker
komme overeens enten de ere dydige eller ei -


325


Hvilket, sagde han, skulde da det være? - Et
Menneske, som altid var fornøiet og vel tilfreds,
mener De, at alle vilde holde ham lyksalig?
Dertil svarede han ja, med en Mine, som vid¬
nede om hans Overbeviisning, og om den Glæde,
som han følte ved at høre tale om en Lyksalighed, med
hvilken han ventede at blive fornøiet - Et
Menneske, sagde jeg, som fik alt hvad han ønske¬
de og begierede, maatte vel være altid glad?
Theages betænkte sig; endelig sagde han:
Det er vel ikke mueligt for nogen, at faae alt
hvad han ønsker. - De haver Ret, sagde jeg:
thi saadant et Menneske maatte ikke alene have
saa stort et Herskab, at ingen i hele Verden kun¬
de modstaae hans Villie, og saadant et Herskab
har ingen Monark, han maatte og kunde befale
over Luften, over Havet, over Sygdomme og
over Døden. Naar De engang, sagde jeg vide¬
dere, har havt en ret fornøielig Dag, og alting
er gaaet Dem efter Ønske, er da den Tanke ikke
undertiden faldet Dem ind, at den dog skulde om
faa Timer have Ende, og at De ikke vidste, hvor
snart de fik saa fornøielig en Dag igien? Jo, sva¬
rede han, den Tanke er tidt faldet mig ind, og
den har spildt al min Fornøielse. Er det ikke
sandt, sagde jeg, at jo fornøieligere saadan en
Dag har været, des ubehageligere har det været
Dem at tænke paa Enden? Theages. Jo. -


326


Sæt da, at et Menneske fik alting efter Ønske;
at han befalede over hele Verden, over Menne¬
skene, over Luften og Havet; at det aldrig var
sygt, og havde en uophørlig Afvexling af alle de
Fornøielser, som han hvert Øieblik ønskede sig,
hvilket dog alt ikke er mueligt; men sæt tillige,
at dette Menneske, ligesom alle andre, engang
skulde døe? Jeg oppebiede ikke hans Svar, si¬
den jeg af det Foregaaende let kunde slutte hans
Tanker. Sæt Deres Lyksalighed, kiere Thea¬
ges, i hvilken sandselig Lyst De vilde, De skul¬
de aldrig, ved at opfylde den, blive bestandig for¬
nøiet. De er Elsker af at spadsere, og denne
Fornøielse er en af de uskyldigste, men, naar De
er træt, naar Regn, Blæst, Kulde eller Hede
nøder Dem til at opsætte eller afbryde Deres For¬
lystelser; bliver da Tiden Dem ikke kiedsomme¬
lig, dersom De ikke vide at søge Deres Fornøiel¬
se i noget andet, som er bestandigere, og som er
mindre Afvexling underkast? Hvilket skulde det
være, spurgte Theages. - Finder De Fornøi¬
else i smukke Blomster, er det Dem behageligt at
betragte de utallige Forandringer af Farver, som
findes i et eneste Slags? Ja meget, svarede han.
Dersom De samler saadanne Blomster, og
naar De er træt, fornøier Dem med at inddeele
samme efter deres Farver, mener De, at Øine¬
ne bleve lige saa hastig trætte som Fødderne? Jeg


327


veed endnu ikke, sagde han, om jeg kunde finde
saa stor Fornøielse i at samle og inddele disse Blom¬
ster, som i at spadsere; men dersom jeg ikke blev
kied deraf, kunde mine Øine ikke blive trætte af
at see dem - Øinenes Fornøielser, sagde jeg,
vare altsaa længere end Føddernes, de vare læn¬
ger end alle de Forlystelser, som vi kunde nyde
ved Legemets Bevægelser, ved at gaae, danse,
jage, ride, fegte; men de faae og Ende tillige
med Lyset. Naar Solen er gaaet ned, og De
ikke længer kunde see Blomsterne, eller, som De
siger, De bliver kied af at see dem, hvormed vil
De da fornøie sig? Dersom jeg fortalte Dem en
Fabel om hvert Blomster, om de forunderlige
Ting, som en eller anden Fee havde udrettet ved
Hielp af Urter. De have jo læst adskillige saa¬
danne Fabler i Børnemagazinet? Ja, saadanne
Fabler, sagde han, som de, de fornøie mig gan¬
ske vist mere end alle Blomster. Kunde De for¬
tælle mig saadanne? Meget gierne, svarede jeg,
men jeg frygter, at De skulde snart blive kied
deraf? Nei, Fabler, svarede han, fornøie mig
alt for meget til at jeg skulde blive kied af dem.
Jeg kunde gierne have Taalmodighed til at høre
Dem fortælle en Historie om ethvert Blomster. -
En anden Gang vil jeg opfylde Deres Begiering.
Jeg vil fortælle Dem om disse Blomster mange
Ting, som ere mere forunderlige, end alt hvad


328


man siger om Feerne i Magazinet; men nu maae
De tillade mig at spørge Dem: Med hvilken
Deel af Legemet, med hvilken Sands De føler
denne Fornøielse af smukke Fabler, som efter De¬
res eget Sigende overgaaer alt hvad De seer?
Theages betænkte sig; endelig svarede han ikke
uden Tvivl, med Hørelsen. - Jeg vil da for¬
tælle dem paa Latin; thi De elsker jo Lyden af
dette Sprog, og finder den meere velklingende end
i andre. Men jeg forstaaer det, svarede Thea¬
ges, endnu ikke saa godt, som det Danske. -
Det er altsaa Forstanden, kiere Theages, det er
Tankerne, og ikke Ordene og Lyden, som fornøi¬
er Dem; thi ellers skulde De heller høre en Sang
end en Fabel. De fornemmer allerede, at For¬
standens Fornøielser ere bestandigere end Sand¬
sernes, og siden disse, som boe i Legemet, saa
hastig kunde blive trætte, maae det, som tænker
i Dem, uden Tvivl være et Væsen, der er mere
uforgiengeligt end Legemet. Dersom De endnu
ikke føler disse Fornøielser ret uden ved Fabler,
saa maae De jo dog troe, at naar Deres For¬
stand bliver mere dyrket, kan De lære at kiende
andre, som endnu ere langt større. Deres Syn,
kiere Theages, Deres Hørelse, alle Deres Sand¬
ser blive aldrig skarpere end de ere, de tage, som
som alle Legemets Kræfter, snarere af tillige med
Alderen; men Forstanden, den kan voxe endnu


329


meget, ved dens Hielp kunde De opdage tusinde
Fornøielser, om hvilke De endnu ikke kunde giø¬
re Dem noget Begreb. - Da De først lærte
at kiende Bogstaver, var da dette Arbeide Dem
saa fornøieligt, som det nu er Dem at læse en
Fabel? Nei, svarede han, det var mig lige saa
kiedsommeligt, som dette er fornøieligt. - Og
dog maae De tilstaae, sagde jeg, at De uden
denne ringe Møie ikke skulde være i Stand til at
læse nogen Fabel. - Dette maae De erindre,
naar det koster Dem nogen Umage at indprænte
et nyt og ubekiendt Ord af det latinske eller af
andre Sprog i Hukommelsen. Det er saadan
en Umage, som naar De klæder Dem paa, eller
gaaer et Stykke Vei, for at komme ind i en smuk
Have; den belønnes i Tiden med tusinde For¬
nøielser, som ellers skulde være skiulte for Dem.
Men jeg vil handle oprigtig med Dem; jeg
vil ikke forestille Dem disse Forstandens Forlystel¬
ser større end de ere. De maatte ellers troe, at
min Hensigt var ikke saa meget at giøre Dem vir¬
kelig lyksalig, som at overtale Dem til at lære
mange Videnskaber og Sprog, hvortil man ofte
pleier at lokke unge Mennesker ved falske Løfter.
Jeg vil ikke bedrage Dem, kiere Theages. Min
Hensigt er ikke at giøre Dem lærd, men at giøre
Dem saa lyksalig som De kunde blive. Kun¬
de da ikke alle Mennesker blive fuldkommen lyk¬


330


salige, sagde Theages? - Mener De, sva¬
rede jeg, at der er nogen saa mægtig til, at han
kan være sikker for aldrig at føle Sorg eller Smer¬
te? Nei, sagde Theages. De Mægtigste kun¬
de lige saa vel blive syge som andre. Darius
blev overvundet af Alexander, han mistede sit Ri¬
ge, døde af sine Saar, og kunde neppe faae saa
meget Vand, som han kunde lædske sig paa. -
Mener De, at saadanne Ulykker treffe alene de
Ugudelige? - Nei, disse ere ofte lykkeligere.
- Hvor er da Dydens Lyksalighed? - En
viis Mand, sagde dette elskværdige Barn, veed
bedre at trøste sig end andre. Naar De er syg,
og Lægen forbyder Dem at spise visse Ting, som
De haver Lyst til, giør det Dem Ondt; men De
troer jo dog tillige, at det er til Deres Beste, at
han forbyder det, og at han veed bedre hvad der
tiener Dem, end De veed selv. Det samme
tænker De vel og om Deres Forældre, om De¬
res Lærere, endog naar De giør med nogen Mis¬
fornøielse hvad de forlange. Dersom der er et
Væsen til, som veed endnu bedre hvad der tiener
Dem end Lægen, og som elsker Dem endnu mere
end Deres Forældre, og at alt, hvad der hendes
Dem, Ondt eller Godt, tilsendes Dem fra dette
Væsen, kunde da denne Tanke trøste Dem? Ja,
det veed jeg, sagde Theages, det er Gud. Veed
De det og vist, sagde jeg. De haver jo aldrig


331


seet Gud, saaledes som De haver seet Deres For¬
ældre? - Deres Farfader har jo bygt dette
Huus? - Ja. - Veed De det vist, sagde
jeg, De haver jo ikke seet ham? Om nogen sag¬
de, at De ingen Farfader har havt; at dette
Huus var kommen af sig selv, uden at nogen hav¬
de bygt det? - Det var jo urimeligt, sagde
Theages. Saadant et Menneske maatte enten
vilde skiemte, eller ikke have sin fulde Fornuft.
De haver Ret, sagde jeg, og endnu mere
daarligt var det at tænke, at saadan en Bygning,
som Verden, skulde være til uden Aarsag. Men
hvad Tanker giør De Dem om denne Aarsag?
Almægtig maae den være, siden den har frem¬
bragt saa mange Ting. Men mener De, at den
veed og kiender selv hvad den har giort? Naar
De finder mange beqvemme Indretninger i et
Huus, kunde De da tvivle, om Bygmesteren
har havt Forstand og Jndsigt? - Nei. -
Finder De saadanne i Verden? - Har det Væ¬
sen, som har bygt den, sørget for at skaffe alle
Jndbyggerne de fornødne Beqvemmeligheder ef¬
ter enhvers Natur. - Ja alle Dyr finde de¬
res Føde. - Et Dyrs Skabning og Huus¬
holdning, min kiere Theages, kunde være nok til
at overbevise Dem derom. Naar De lærer at
kiende Verdens Bygning nøiere, skal De i den
mindste Dyrerepublik finde mere Viisdom end i


332


den største Stat. Men skulde denne alle Tings
første Aarsag ikke ligne nogle af de Ting, som
De haver seet, at de dog kunde giøre Dem et Be¬
greb derom. Hvilke ere de fuldkomneste Skab¬
ninger, som De kiender; thi dersom Gud ligner
nogen Skabning, maae det være den fuldkomne¬
ste? - Mennesket er vel den fuldkomneste af
alle de Skabninger, som jeg har seet. - Men
hvad siger De om Guld og Ædelstene, ere de
ikke langt skiønnere; veed De ikke, at der ere
Lande til i Verden, hvor man for disse Ting kan
kiøbe Mennesker? - Jo, men de ere ikke le¬
vende. - Løver og Elephanter da, de ere ikke
alene levende, men og baade større og stærkere end
Mennesket. - Men de have ikke Fornuft. -
Hvori mener De da, at Mennesket ligner Gud;
har De ikke hørt, at han skabte det i sit Billede;
mener De, at dette er at forstaae om Legemets
Skabning og Kræfter? - Nei; thi disse ere
ikke de største Fuldkommenheder i Mennesket. -
Hvilke ere det da? Fornuften. - Det kommer
og overeens med det, som De nyelig sagde om
Gud, at han kiender og forestiller sig alt hvad
han har gjort, og at han har Hensigter derved.
Er De lige saa vis paa, at De tænker, som at
De seer – Ja, jeg føler begge Deele, og jeg
kan tænke endog naar jeg ikke seer. - De kan
altsaa af Deres egne Tanker fornemme, hvad Gud


333


er, endskiønt De ikke seer ham. - Men er der
da ingen Forskiel imellem Guds Tanker og De¬
res? – Gud kiender alle Ting. - Dersom
Deres Forældre, Deres Lærere, Deres Læge kun¬
de give Dem adskillige Raad, som endnu over¬
gaae Deres Forstand, som endskiønt de synes
baarde, dog ere Dem nyttige; hvad vilde De da
dømme om det Onde, som vederfares Dem, naar
De vidste, at det kom fra Gud? – Jeg vilde
troe, at det var mig tienligt. Mener De, at
Gud regierer alle Ting? - Ja, siden han har
skabt dem, maae han vel regiere dem. Fin¬
der De nogen Lignelse af dette Herskab i Dem
selv? Rører De ikke Deres Finger lige saa ha¬
stig, som De tænker og vil? Saaledes, og end¬
nu hastigere, maae alle Dele af Naturen lyde
den Almægtiges Villie og Vink. Til hvad En¬
de mener De, at han giør alt dette? De siger
jo, at han har Hensigter. Er det til hans egen
Nytte, han lader Jorden bære saa mange deilige
Frugter, en Gud, der er saa fuldkommen, skul¬
de han trænge til saa forgiengelige Ting?
Nei, det kan ikke være til hans egen Nytte, men
til Menneskenes. - Mener De da, at det er
ham lige meget, enten Menneskene bruge disse
Ting vel eller ei? – Nei; thi ellers var han
ei fornuftig og god. - Men skulde da
Gud vel ved vore Gierninger kunne blive


334


fuldkomnere og saligere end han er, eller mener
De, at siden han har kundet giøre saa mange og
store Ting, saa behøver han ikke vores Tieneste?
- Nei, det behøver han vel ikke. - Hvad
mener De da, at han forlanger? Dersom en god
Konge, som dog ved sine Undersaatters Arbeide
kan blive rigere og mægtigere, ikke søger sin E¬
gennytte, men det almindelige Beste, hvad me¬
ner De, at Gud søger – Hans Creatures
almindelige Lyksalighed. - Kan De gavne al¬
le Creature? - Nei, det kan vel Gud alene.
- Hvem er De da først forbunden? - Men¬
neskene. - Og blant Menneskene - mine
Forældre. – Jngen flere? - Fædrenelan¬
det. - Er det Landet eller Folket, som De er
forbunden? - Folket. - Naar De vil giøre
Mennesker lyksalige, er det da nok, at De for¬
bedrer Deres Spise, at De skaffer dem bedre
Klæder, mere Rigdom, Ære, o. s. v.? - 
Nei, De har nyelig viist, at en bestandig For¬
nøielse ikke er muelig uden Fornuft. - Dersom
de ikke søger at forbedre Sielen, kiere Theages,
saa haver De ikke mere Omsorg for Mennesker
end for Dyr; thi Deres Fugle, Deres Hunde,
dem føder og beskytter De ogsaa. Dyden, kie¬
re Theages, bestaaer altsaa i at bruge de Kræf¬
ter, som Gud har givet os, til at opfylde hans
Hensigter, ved at befordre det Selskabs almin¬


335


delige Beste, af hvilket vi ere Lemmer. Denne
Dyd er Gud behagelig, ved den ligne vi ham;
men kunde vi derfor ikke ofte være selv fattige, sy¬
ge, ulykkelige? - Gud maae da vel finde, at
saadant er os tienligt, og han maae oprette det
paa andre Maader. - Men de, som opofre
Livet for Pligterne, som Socrates, Seneca, de
christne Martyrer, hvad Vederlag kunde de ven¬
te? - Udødelighed. - Derom ville vi tale
en anden Gang. - Men ere da alle gode Folk
ulykkelige her i Verden? Veed De ingen Exem¬
pler af vise og dydige Folk, som endog her i Livet
ere blevne belønnede? - Jo. Joseph, David,
Salomon. - Hvorledes kom Joseph til Ægyp¬
ten, til det Land, hvor han siden blev saa lykke¬
lig? – Han blev solgt af sine Brødre. - Var
det godt – Nei. - De seer altsaa, at det
Onde har ofte, endog her i Verden, gode Føl¬
ger. Hvorledes blev han Pharao bekiendt? -
Ved Mundskienken, hvis Drøm han havde for¬
klaret i Fængselet. - Det var altsaa en Lykke
for ham, at han kom i det Fængsel; men hvor¬
for kom han der? - For hans Dyd. Fæng¬
selet blev jo da en Anledning til at belønne hans
Dyd? - Ja. - Naar De troede, at Gud
havde saa besynderlig en Omsorg for alle de Dydi¬
ge, at alt det Onde, som hendtes Dem, især naar
De leed det for at efterkomme Deres Pligt, skul¬


336


de engang have saa ønskeligt et Udfald; vilde De¬
da være fornøiet? - Ja. - Denne Fornøi¬
else kunde De da altid have, endog naar det gaaer
Dem ilde, og Fornøielse er jo en Lyksalighed?
Dersom en Konge belønner dem, som vove deres
Liv og Gods for at tiene ham; dersom Gud sør¬
ger for de Umælende; dersom han giver endog
onde Mennesker mange Gaver; skulde han da
ikke engang tilsidst belønne dem, som elskede ham,
og som opofrede alting for at befordre hans Hen¬
sigter, Kunde han være viis og god, kunde han
være Gud, dersom han ikke gjorde det? og at der
er en viis og god Gud til, kiere Theages, det
er jo lige saa vist, som at der har været et fornuf¬
tigt Menneske til, som har bygt dette Huus. Kan
De erindre denne Kiede af Tanker, Lyksalighed
bestaaer i at være fornøiet; Sindets Fornøielser
ere bestandigere end Sandsernes; intet Menne¬
ske kan være altid lige fornøiet; ingen kan være
altid frie for Lidelser, og have alting efter Øn¬
ske. Den eneste bestandige Fornøielse, som er
muelig, maae være grundet paa den Tillid, at
alt hvad som møder os, Ondt eller Godt, tilsen¬
des af et Væsen, som elsker os, og veed bedre
hvad der tiener os, end vi veed det selv. Den¬
ne Tillid kunde vi ikke have, uden at underkaste
os dette Væsens Villie, og bruge vore Kræfter
til at befordre det almindelige Beste af det


Selskab, hvori han har sat os. J denne Hen¬
givenhed bestaaer Dyden; og naar De ved Ef¬
tertanke, Exempler, og Deres egen Erfarenhed,
mere indseer denne Sammenhæng, skulde De
uden mindste Tvivl kunde begribe, at denne Dyd
alene giør lyksalig. De skal finde, at Deres
Fornøielse, og følgelig Deres Lyksalighed voxer
tillige med Deres Overbeviisning.


No. 42.
Fredagen, den 12 Juni 1761.
D¬
e, som troe, at vigtige Handlinger og Til¬
dragelser, som ere optegnede, ikke saa me¬
get for at fylde Hukommelsen, som for at røre
Hiertet, tabe ved at forestilles under saadanne
Omstændigheder, som, endskiønt man hverken
af Historien eller af Fornuften kan bevise deres
Virkelighed, dog ikke alene ere muelige, men og
rimelige og beqvemme til at giøre Sandhederne
følelige, de, som tænke saaledes, er det for meget
at sige om dem, at de ere Folk, som ikke kiende
det menneskelige Hierte, ikke Digtekonstens Egen¬
skaber og Rettigheder, ikke de hellige og verdsli¬


337.


338


ge Digteres største Skiønheder; at de ere saa u¬
kyndige i alle de smukke Konster og Videnskaber,
at de ikke vide at skille en historisk Fortællelse fra
et Malerie, og at de kunde være urimelige nok til
at foragte det største Mesterstykke i Maler= og
Billedhuggerkonsten, dersom man ikke af Histo¬
rien kunde bevise Rigtigheden af enhver Mine i
Ansigtet, og af enhver Fold i Klæderne. Med
faa Ord: at det største Mesterstykke af Raphael
og Rubens skulde i deres Øine ikke være andet
end en Malerløgn, og for saadanne Folk er det
vel forgieves at tale om andet end om Glosebø¬
ger, Syllogismer og Klosterkrøniker.
Der ere andre, som, endskiønt de ikke ved
en tør og pedantisk Levemaade have undertrykt
den naturlige Smag, som er tilfælleds for alle
dem, der have sund Fornuft, dog endnu ikke fø¬
le den høiere Poesies Skiønheder, enten fordi de
læse saadanne Verker uden Agtsomhed, og i
Sprog, som de ikke nok forstaae, eller og fordi
de ere saa længe vante til at ansee Rimene og Sta¬
velsemaalet for væsentlige Skiønheder. Blant
disse kiender jeg mange, som have lastet Milton,
uden engang at have læst ham, og som siden, naar
de have læst og forstaaet ham, have agtet ham
lige saa høit, som de tilforn lastede ham. Jeg
er forsikkret, at flere Læsere af dette Slags vilde
erfare det samme, naar de læse følgende Stykke,


339.


som en af vore gode Poeter har oversat i riimfrie
Vers. Konstdommerne kunde spare sig den
Umage at bevise, at det ikke er en sandfærdig Hi¬
storie; de kunde, om det behager dem, kalde det
en poetisk Løgn. Jeg giver det ud for det sam¬
me som Poeten, for en Drøm, og jeg forlanger
kuns af de Læsere, til hvis Nytte det er skrevet,
at de vil dømme, om det ikke rører og opbygger
dem mere, end mange af de tørre Sandheder, som
de høre af adskillige Lærde, eller læse i deres Bø¬
ger.


Nu nærmed' sig i Øster Morgenen,
Med Rosen Trin, og saaede Perler ud
Paa Græs og Løv, da Adam vaagnede,
Som han var stedse vant; thi al hans Søvn
Var let, som Luft, af milde Vædsker fød
Og reen Fordøielse; som Blades Lyd
Og Bekkes Raslen (Morgenrødens Bud)
Heel let fordrev, og tidlig Qviddresang,
Af Fugle paa hver Qvist. Des større var
Nu hans Forundring, at han Eva saae
Ei vaagen, men med Haaret hængende
I løse Lokker rundt om blussend Kind,
Som af uroelig Søvn; han paa sin Arm
Sig lænte halv opreist, og fødede


340


Hans Øine, tindrende af Kierlighed,
Ved dette Syn, henrykt den Skiønhed saae,
Som enten vaagen eller sovende
Fremskiød en saa særdeles yndig Glands.
Da med en Røst saa mild og angenem
Som Zephyrs Aandepust paa Flora er,
J det han sagte rørte hendes Haand,
Han hvisked saa: "Vaagn op, min Smukkeste,
"Min Brud, min nu sidst fundne Ven, den Gud
"Mig som det Beste forbeholdt tilsidst,
"Min altid nye Behag, see Dagen alt
"Og den nu friske Mark os kalder ud.
"See! vi forsømme os at agte, hvor
"Citronen knoppes og vor Plantning groer,
"Hvor Myrrhen drypper, Balsam sveder ud,
"Hvor Farver mænge sig, og konstig Bie
"Af Blomstret suer ud sin søde Saft.
Ved disse Ord hun aabned' Øinene,
Men fulde af Forskrækkelse og Frygt,
Og Adam savnende tiltalte saa:
"O! Du alene, Du mit Hiertes Roe,
"Min Ære, min Fuldkommenhed, hvor glad
"Jeg Dig og Dagens Lys nu seer igien!
"Thi jeg i Nat (slig Nat jeg aldrig før
"Oplevede) har drømt (om ogsaa drømt)
"Ei som jeg pleier tit og gierne vil, om Dig,
"Vor Gaardags Arbeid eller Foretagende,


341


"Men om Fortred og Uroe, som mit Sind
"Har aldrig kiendt for denne fæle Nat.
"Jeg syntes, nær ved nogen kaldte mig
"Med sagte Røst, jeg tænkte det var Din.
"Hvad? Eva, sagde den, hvi sover Du?
"Nu er den beste Tid, kiøl, stille, taus,
"Undtagen hvor den Taushed brydes af
"Natsværmend Fugle, som nu vaagne, rør'
"Sin Elskovs stemte Tunger sødt; nu staaer
"Fuldkrindset Maane høi og med sit Skin
"J Skygge bilder alting af: omsonst,
"Om ingen agter det. Ja Himlen selv
"Med alle sine Øine holder Vagt,
"At see, hvem uden Dig? Naturens Lyst,
"Som alting, dragen af Din Skiønheds Pragt
"Sig fryder ved henrykt at skue an.
"Ved den formeente Røst jeg reiste mig;
"Men fandt Dig ei. Da for at finde Dig
"Jeg Jeg stillede min Gang, og syntes mig
"Gik ene giennem Veie, som tilsidst
"Mig førte uformærkt hen til det Træ
"Af nægtet Kundskab. Det var smukt,
"Ja nu langt smukkere det forekom
"For min Jndbildning end om Dagen seet.
"Og som jeg med Forundring saae det an,
"Stod En derved, med Vinger saadan skabt,
"Som En af dem, vi ofte før har seet,
"Fra Himmelen: af hans bedugget Haar


342


"Udflød Ambrosia: i det han saae
Paa Træet stirrende: O! sagde han,
Du smukke Vext, saa overladt med Frugt,
Vil ingen værdige din rige Last
At lette eller qvæges med dens Saft,
Gud eller Menneske? Er Kundskab saa
"Foragtet? eller og Misundelse
Forbød at smage? thi hvad ellers kan
Derunder ligge skiult, man ikke maae
"Forbyde, hvem der vil, slet ingen skal
"Fra dit tilbudne Gode længere
"Afholde mig, hvi kom du ellers her?
Saa sagt, saa gjort, strax med en dristig Arm
Han tog og aad. Mig Angestsveed udsprak
Ved slig forvoven Gierning, frække Ord.
Men han saae overglad: O! himmelsk Frugt,
Sød i dig selv, men nydt langt sødere:
"Forbuden, som det syn's, kun for du er
Til Guder ene skabt, endskiønt i Stand,
At giøre Guder udaf Mennesker.
"Og hvorfor ei? det Gode tager til
Alt som det spreder sig til flere ud:
Selv Skaberen tilfreds den Tilvert seer,
Hans Ære voxer med hans Skabnings Gave
Her, smukke Eva, Engleskabning, pluk,
Og nyd du med; vel er du lykkelig,
Dog kan du blive meer, skiønt ingen Tid
Meer værdig. Smag du denne søde Frugt.


343


"Og vær herefter sat blant Guders Tal
"Som en Gudinde hæved over Jordens Kreds,
"Jmellem udi Luften svævende som vi,
"Jmellem ved din egen Dyd til Himlen ført,
"At see hvad Liv, du der hos Guder føre skal.
"Saa sagde han, og derpaa nærmende
"Holdt for mig, ja hen til min Mund den Frugt,
"Den samme Frugt han havde plukket af;
"Dens herlig saftig Smag gav saadan Lyst,
"At, syntes mig, jeg maatte smage den.
"Strax fløi jeg med ham op til Skyerne,
"Og neden for saae Jorden vidt udstrakt,
"Et svimlende og ret henrykkend Syn!
"Som jeg nu undred' paa min snelle Flugt
"Og min Ophøielse: see saa forsvandt
"Min Ledere, og jeg sank, syntes mig,
"Fra Skyen hovedkuls og faldt i Søvn.
"Men, o! hvor vaagnede jeg hierteglad,
"Ved at erfare, det var kun en Drøm!
Saa malte Eva af sit Nattesyn,
Og saa besvarte Adam det med saaret Sind.
"Mit beste billede, mit halve Jeg!
"Dit Hiertes Qval i Søvne denne Nat
"Ei mindre krænker mig; den slemme Drøm
"Staaer mig ei heller an; hvor frygter jeg!
"Den reiser sig af Ondt! dog Ondt, hvorfra!
"J dig kan intet boe, skabt reen og from.
"Men du maae vide, at udi vor Siel


344


"Er mange Kræfter af en ring're Art,
"Som staae udi Fornuftens Tieneste,
"Blant disse bør Jndbildningen staae først.
"Den giør af alle de udvortes Ting,
"Som forestilles os af Sandserne,
"Luftbilleder, indbildte Skikkelser,
"Som giøre ved Fornuftens skiønsom Hielp,
"J at adskille eller samle dem,
"Alt hvad vi paastaae eller nægte, al
"Vor Kundskab eller Mening; men saasnart
"Fornuften med Naturen hviler sig,
"Da vaagner Phantasiens muntre Kraft,
"Og efteraber den, helst udi Slum;
"Tidt noget vildt, usammenhængende,
"Ting nyelig eller længe siden skeed',
"Den i en samlet Chaos bringer frem.
"Saa synes mig jeg finder i din Drøm
"En Lighed efter hvad vi talte om
"J Aftes, men forandret, skrækkelig.
"Dog bliv ei sorrigfuld! det Onde maae,
"J Menneskets saa vel som i Guds Sind,
"Frit komme og gaae bort, saa uden Kraft,
"At det ei levner Smitte efter sig:
"Og dette gir mig Haab, du ingen Tid
"Den Gierning vaagende samtykke vil,
"Som sovende du har med Afskye drømt.
"Bliv derfor ei forsagt, lad ingen Skye
"Fordunkle disse Øine, disse klare Lys,


345


"Som ellers mere milde, mere roelige
!End Morgenrødens Smiil paa Jorden er'.
"Lad os staae op til Dagens friske Verk,
!Blant Dale, Bekke skue Blomsterne,
"Som aabne nu sin meest udvalgte Lugt
"Fra Natten giemt, og forbeholdt til dig.
Saa muntred han sin smukke Brud, og hun
Blev roelig, dog af hvert et Øie lod,
Nedtrilde et Par Taarer, som hun strax
Stiltiende aftørte med sit Haar.
To andre Draaber, som alt færdig stod
I deres klare Kilder, før de faldt,
Han kyste bort, som angenemme Tegn
Paa en indvortes sød Fortrydelse
Og Banghed for at have sig forseet.


346


No. 43.
Mandagen, den 15 Juni 1761.
Herr Tilskuer!
E¬
t af Deres Ugeblade faldt mig for nogen Tid
siden i Hænderne. Jeg læste det saa løse¬
lig igiennem, for at fordrive et kiedsommeligt Øie¬
blik, som jeg ikke vidste bedre at anvende. Min
Opmerksomhed blev i Synderlighed fæstet paa
det Sted, hvor De taler om Petit Maitres, og
paa Slutningen, hvor De giør Forslag til en
nye Konst, som De holder for at kunde kaldes
den smukke Konst, eller Statskonsten.
Da jeg nu er forsikkret om, at jeg besid¬
der en besynderlig Styrke i denne Konst, paa
hvilken jeg har anvendt den største Deel af min
Livstid, saa var det mig en særdeles Fornøielse at
see, at et i mine Øine saa nyttigt Forslag var
bragt paa Bane. Naar jeg først har havt den
Ære at beskrive Dem min Person, Levemaade
og daglige Forretninger, tvivler jeg ikke paa, at
De jo anseer mig for dygtig nok til at holde Fore¬
læsninger over denne Konst.


347


Jeg er af det Slags Folk, som man ge¬
meenlig kalder Petit Maitres, og, da jeg veed,
at De er en Mand, som ikke lader sig regiere af
Fordomme; har jeg ikke taget i Betænkning at
giøre Dem saa frie en Tilstaaelse; allerhelst da
det i mine Tanker er unægteligt, at ingen Egen¬
skaber kunde være angenemmere i det menneskelige
Selskab end just de, som udgiøre en Petit Mai¬
tre. Om Morgenen Klokken ti bliver jeg opvakt.
Saasnart jeg er kommen paa Benene, spadserer
jeg op og ned i Stuen, fløiter og synger en fransk
Vise, for at fordrive en Rest af Dorskhed, som
en alt for tidlig afbrudt Søvn kan have efterladt
sig i mine Lemmer. Naar jeg nu saaledes har
tilbagekaldet min sædvanlige Munterhed, sætter
jeg mig ved Thee= eller Caffebordet, og imidlertid
tænker jeg paa, hvorledes jeg paa den fornøielig¬
ste Maade skal hendrive Dagen. Derpaa kom¬
mer min Parykmager, som undertiden fortiener
sig et Par Ørefigen, naar han ikke kan tvinge sin
Kam efter mit Sind; thi jeg kan forsikkre Dem,
Herr Tilskuer, at jeg i Henseende til alt det,
der angaaer Prydelser, er meget kræsen, og min
Smag er saa fuldkommen, at den med største
Billighed kan antages til Mønster i den nye fore¬
slagne Konst. Naar nu Parykmageren er fær¬
dig, og har stukket sine Jnstrumenter tillige med
den for hans Dumhed fortiente Løn i Lommen;


348


saa klæder jeg mig paa, og naar jeg dermed er
færdig, forestiller Speilet mig den fuldkomneste
Skabning, som Natur og Konst nogensinde har
kundet frembringe. Jeg betragter den med stør¬
ste Fornøielse; jeg vender og snoer mig paa alle
Kanter, for at give mig desto bedre Leilighed til
at beundre den Fiinhed, som hersker overalt i
hvert et Træk, i hver en Fold, i hver en Kruse.
Er Maaltidstiden endnu ikke forhaanden,
saa gaaer jeg vel undertiden til en af mine gode
Venner, som er af samme Art som jeg, for at
overlegge med ham, paa hvad Maade vi fornøie¬
ligst kunde føre os Eftermiddagen til Nytte. Jeg
er ikke saasnart kommen ud paa Gaden, førend
Alles Øine ere vendte paa mig: Alle beundre min
Person, min Klædedragt, min Munterhed, og
min ypperlige Gang, hvori ingen Dansemester er
i Stand til at overgaae mig; jeg derimod seer
paa ingen, uden paa mig selv, og paa de Skiøn¬
heder, som vise sig i Vinduerne. Disse hilser
jeg med al den Konst, som den artige Dansesko¬
le har kundet lære mig; og jeg er forvisset om,
at der ikke er en iblant dem, som jo sender tusin¬
de Sukke efter mig. Men nu er Spisetimen
ankommen. Ak, min Herr Tilskuer! jeg kan
ikke beskrive Dem, hvor kiedsommelig denne Tid
er mig. Forestil Dem mig ved Siden af en gam¬
mel, ærbar, adstadig, og tillige avindsyg Fader,


349


som stedse foreholder mig alle mine Foretagender,
som han efter sine Tanker kalder Ungdoms Daar¬
ligheder. Hvor mange unyttige Formaninger,
hvor mange Straffeprædikener maae jeg ikke ned¬
slukke med hver en Mundfuld Mad, som jeg ny¬
der! Har jeg ikke største Aarsag til at ærgre mig,
naar en yngere Halvbroder, som sidder ved Si¬
den af mig, stedse skal sættes mig til Exempel?
Vel holdes min Fader af alle for en fornuftig
Mand, og min Broder siges at have anlagt sin
Tid vel; jeg seer ogsaa selv, at han næsten hele
Dagen enten kiger i Bøgerne, eller arbeider for
min Fader; men uagtet alt dette, veed jeg dog
ogsaa, at jeg i alle artige Selskaber er bedre an¬
tagen end enten min Fader eller min Broder, og
det er mig tilstrækkeligt Beviis nok, at min Op¬
førsel ikke alene er upaaklagelig: men at den endog¬
saa snarere fortiener min Faders Høiagtelse, end
hans Fortørnelse. Det eneste, som trøster mig
under denne kiedsommelige Præken, er, at min
Stifmoder, imod andre Stifmødres Exempel,
stedse tager mig i Forsvar; ja hun forsyner mig
endogsaa hemmeligen med de Penge, som jeg be¬
høver til mine daglige Forlystelser. Jeg seer ik¬
ke, at noget andet kan bevæge hende hertil, end
min artige Levemaade; thi hun er selv en Kone
af en meget fiin Smag. Vel vilde min gode,
ærlige gammeldags Moster forleden bilde mig ind,


350


at jeg ikke burde have saa god Troe til min Stif¬
moder. Naar vil J, min gode Søstersøn, sag¬
de hun, engang tænke paa det Tilkommende? seer
J ikke, at Eders Stifmoders Venlighed mod E¬
der ikke har anden Hensigt, end at fordærve Eder?
Ak! levede min stakkels Søster endnu, vilde det
ikke gaae saaledes til. Men jeg lader disse gode
Folk snakke, de ere af den gamle Verden, og vi¬
de ikke at leve; en Person af saa rare Egenska¬
ber, og som veed saa vel at skikke sig iblant Folk,
som jeg, maae nødvendig giøre Lykke. Desuden
har jeg ikke engang nødig at bekymre mig om alt
dette, naar jeg, som jeg haaber, bliver antagen
til Lærer i den nye Konst, hvortil ingen bedre kan
være skikket end jeg. Men jeg maae komme til¬
bage igien til mit Forsæt, og melde, hvorledes
jeg anvender den øvrige og fornøieligste Deel af
Dagen.
Saasnart jeg er kommen fra Bordet, er
jeg som en Fugl, der er sluppen ud af Buret.
Da søger jeg Selskaber, hvor man veed at skiøn¬
ne paa mine Egenskaber, og hvor jeg forefinder
andre Petit Maitres, af næsten lige saa artig en
Levemaade som jeg. J saadanne Selskaber har
jeg ved en lang Øvelse samlet en ypperlig For¬
raad af Erfaringer, som kunde tiene til at bringe
den nye Konst til Fuldkommenhed; thi en af de
fornemste Tidsfordriv i disse Selskaber er, at


351


beundre det smukke Kiøn, deres Hovedsmykker,
deres Skiønpletter og øvrige Prydelser, og un¬
dertiden at give sin Betænkning derom; f. Ex.
om en Skiønplet paa et andet Sted ikke skulde
gjøre en finere Virkning; om et Blomster ikke
vilde give en friere Anseelse, og forhøie Skiøn¬
heden, om den, i Steden for at ligge paa Hove¬
det, kom til at staae i Veiret, som et Klokkespir;
om det ikke skulde være til større Prydelse, og
maaskee ogsaa til større Nytte, om Fruentimme¬
rets Klæder slæbede en halv Alen længere bag ef¬
ter, end det endnu er brugeligt; de kunde maa¬
skee derved spare deres Stuepiger nogen Umage,
o. s. v.
Er det nu paa en Tid, at Opera eller Co¬
moedier spilles, saa forsømmer jeg ikke at indfinde
mig til den sædvanlige Tid paa Skuepladsen, ik¬
ke for at see og rette mine Feil, som man siger, at
Comoediens Hensigt skulde være; thi det har jeg
ikke nødig, men for at fordrive Tiden med For¬
nøielse. Mine Øine og Tanker ere deelte imel¬
lem Actricerne, Danserinderne og Logerne. Ge¬
meenlig har jeg gode Venner omkring mig, med
disse holder jeg næsten hele Tiden utvungne Sam¬
taler, som gemeenlig løbe ud paa Anecdoter, som
ere os bekiendte om adskillige tilstædeværende
Skiønheder. Undertiden synger jeg vel ogsaa et
Stykke af en smuk Vise; og endskiønt de næst¬


352


staaende synes fortørnede derover, saa lader jeg mig
dog ikke anfægte; det er Folk, som ikke vide at
skiønne paa en Petit Maitres Munterhed, og be¬
gribe ikke, at han bør være Petit Maitre saa vel
paa Skuepladsen som andensteds. Kommer en
Danserinde frem, for hvis Partie jeg har erklæ¬
ret mig, da klapper jeg, saasnart jeg seer hende;
thi at bie, indtil man saae, om hun fortiente det,
det vilde være ubilligt at forlange af en Petit Mai¬
tre. Nok, jeg klapper, i Synderlighed for de
Fremmede; mine Bekiendtere giøre det samme,
og en stor Deel af Parterret følger vores Exem¬
pel.
Er Skuespillet til Ende, saa henbringer
jeg det øvrige af Aftenen ved Spillebordet. Un¬
dertiden læser jeg vel ogsaa en smuk Roman; si¬
den min Fader gierne seer, at jeg læser. For
nogle Dage siden gav han mig en Afhandling at
læse, som jeg troer, kaldes Betragtninger over
Tiden. Han roste mig det som et ypperligt
Skrift, og befalede mig at læse det med Agtsom¬
hed. Jeg satte mig ved et aabent Vindue, og
havde det ene Øie fæstet paa Bogen, og det an¬
det paa de forbiegaaende Skiønheder. Hvor for¬
nøiet blev jeg ikke, da jeg ved dets løselige Jgien¬
nemlæsning merkede, hvor fornuftigt Forfatteren
paa et Sted tænker, naar han siger, at vores
Ungdom og hele Livstid skal være lutter


353


Glæde. Dette har altid været min Hovedgrund¬
sætning. Saa vidt jeg ellers begreb af det øvri¬
ge af Skriftet, havde jeg nær tænkt, at Forfat¬
teren havde fordristet sig til at holde sig op over
min Levemaade; men jeg merkede dog, at den
Person, han taler om, hedder Kleant, og føl¬
gelig kan han ikke have meent mig dermed.
Jeg tvivler nu ikke paa, Herr Tilskuer,
at De jo holder mig for dygtig til Lærer i den
smukke Konst; men jeg beder, ikke at give den
Navn af Statskonsten, hvilket mueligen vilde
afskrække Tilhørerne. Jeg mener, at den med
mindre Farlighed kunde kaldes Pyntekonsten.
N. N.


Dette Brev er og virkeligt; men tillige i
mine Tanker alt for konstlet til at være skrevet af
en Petit Maitre. Den grundige Læremaade taa¬
ler ikke saa munter en Stiil, og en ret grundig
Petit Maitre burde, i Steden for at skrive et
Brev paa fire Sider i en naturlig sammenhæn¬
gende, pyntet og flydende Stiil, heller have talet
i korte og mathematiske Grundsætninger. Den
Tid, som Forfatteren har spildt paa at pynte Sti¬
len, kunde han med meget mere Nytte have an¬


354


vendt paa at kruse sit Haar. Alle Videnskaber
have, ligesaa Pyntekonsten, deres Moder, og
at iagttage disse, er det, som de fleste kalde Grun¬
dighed, og deri bestaaer det vigtigste af en Lærers
Pligt. En Afhandling, hvori Forfatteren af de
onthologiske Grundsandheder beviste Muelighe¬
den af denne Konst, kunde maaskee, naar den
blev skreven i den mathematiske Methode, og of¬
fentlig forsvaret, bevæge Læserne til at troe, at
hans Jndsigt i denne Videnskab var grundet paa
den uimodsigelige Vished, med hvilken baade en
Petit Maitre og en lærd Mand bør tale om alle
Ting, og som klæder dem begge saa vel.
Dersom Forfatteren ikke drister sig til at
underkaste sig denne Prøve, vil jeg raade ham,
at han heller dyrker de smukke Videnskaber ved at
skrive flere saadanne Breve, end at arbeide paa
et System i en Videnskab, hvortil der udkræves
saa megen Grundighed og Methode, at en eneste
Feil i en Folde eller Kruse kunde spilde al hans
Credit.


355


No. 44.
Fredagen den 19 Juni 1761.
D¬
en Lærdom, at Dyden bestaaer i en paa Op¬
lysning grundet Lyst at opfylde sine Plig¬
ter, og at alle de beste Gierninger, som komme
af Haab, Frygt, Ære, Fordeel, eller af en na¬
turlig Drift alene, ikke giøre os gode og dydige,
er saa overeensstemmende med den sunde Fornuft,
med den aabenbarede Religion, med det, som de
fleste Vise til adskillige Tider have talet om
Dyden, at man ikke behøver at anføre mange og
vidtløftige Beviser for Sandheder, der ere saa
klare som disse: At den Troeskab, som en Sol¬
dat viser af Frygt for Galgen; den Retfærdig¬
hed, som en Gierrig udøver, alene for ei at straf¬
ses paa Pungen; det Gode, som den Stolte
giør, for at gaae paa den høire Side af sin Na¬
boe, og endelig at den Fredsommelighed, som den
Lade vælger af Dorskhed og Magelighed, ere li¬
ge saa lidt Dyder, som det er en Dyd, at en Fugl
kan lokkes ved Føde, og at en Hest løber, naar
den stikkes af Sporene.


356


Enhver Fornuftig begriber vel, at jeg der¬
for ikke forkaster disse bevægende Grunde. De
fuldkomneste Siele behøve dem som Hielpemidler,
til at understøtte en Dyd, som hos Creature, der
ere saa sandselige, som Mennesket, undertiden er
for svag til at kunde alene modstaae Sindsbevæ¬
gelserne; og hvad Mængden angaaer, er der vel
ingen som nægter, at det er fornødent at bruge
følelige Grunde til at bevæge dem, som ikke kun¬
de regieres af deres egen Fornuft.
Min Mening er kuns, at disse Grunde ik¬
ke ere de, af hvilke Pligterne skulde bevises, at
om end Gierningerne i sig selv ere gode og nytti¬
ge, bliver dog Personen selv derved ikke bedre,
og endelig, at saa vist som det er, at mange Men¬
nesker ikke kunde regieres ved andre Grunde, saa
vist er det og, at disse ikke ere tilstrækkelige til at
regiere alle, og at vores udvortes Lyksalighed end¬
og her i Livet beroer paa høiere Grundregler.
De faa Siele, som bestemme deres Med¬
menneskers Skiebne, ere eller komme engang i
saadanne Omstændigheder, i hvilke de ikke have
meget mere at haabe eller frygte. De leve i en
Stand, i hvilken de have mindre af disse udvortes
Baand end andre, en større Frihed og mere An¬
ledning til at misbruge den end deres Lige. Der¬
som da andre Mennesker, som have saa meget at
haabe og frygte, kunde let blive lunkne i deres


357


Pligter, hvad kan da holde de faa Siele, som
skulde opvække andre, i en bestandig Virksomhed?
Hvor fornødent er det, at de regieres af høiere
Grunde, end af dem, som ere bygte paa dette Livs
nærværende Fordeele alene.
Alle egenkierlige Bevægelser, indtil den
ædleste af alle, som er Æren, skulde uden høie¬
re Drifter ofte være utilstrækkelige til at bevare
dem. Fornuften kan f. Ex. tidlig begribe, at
den sande Ære ikke bestaaer i Hobens bifald.
Men skulde der ikke udkræves lige saa høi en Siel
til at adskille de Fornuftige og Oprigtige fra Ho¬
ben, og lige saa megen Selvfornægtelse til at ag¬
te deres Domme høiere en Mængdens Yndest,
som til at kiende Dyden, og til at elske den for
sin egen Skyld?
En eneste herskende Tilbøielighed, som ik¬
ke er under Fornuftens Herredømme, kan fordær¬
ve den beste Siel, og forlede den til alle Laster,
endog til dem, som stride meest imod dens naturlige
Caracteer. Vellyst, Ære og Frygt kan indgive
fromme Hierter de grummeste Anslag, Gierrig¬
hed kan blive en Virkning af Gavmildhed, og
Retfærdighed selv kan vanslægte til Strænghed,
og Tyrannie.
Gierningernes Følger, i Henseende til det¬
te Livs udvortes Lyksalighed, ere sielden stærke
nok til at bevæge et Menneske, som regieres af


358


Egenkierlighed, til at opofre meget for sine Plig¬
ter. De naturlige Følger af Pligterne mod an¬
dre ere gemeenligen alt for svage dertil. Den
Gierrige bekymrer sig lidet om andres Kierlighed
og Høiagtelse, saa længe han kuns uforhindret
forøger sin Skat. De borgerlige Straffe og
Belønninger ere ikke almindelige; ikke alene de,
som ere over Lovene, men og de, som ere under
dem, kunde, dersom de ikke bevæges af høiere
Grunde, unddrage dem fra deres Forbindelse.
Naar vi undersøge alle bevægende Grun¬
de til de menneskelige Handlinger, skulde vi be¬
finde, at de eneste, som i alle Tilfælde og Om¬
stændigheder kunde giøre os bestandige i Dydens
Øvelse, ere: 1) En Overbeviisning om Forfæn¬
geligheden af de Ting, i hvilke det blot sandseli¬
ge Menneske sætter sin Lyksalighed. 2) En Fø¬
lelse af Dydens Skiønhed, som er grundet paa
Menneskekierlighed, og ved Oplysning og Vane
bleven til en herskende Drift i Sindet. 3) En
Forsikkring om det høieste Væsens Forsyn og til¬
kommende Straffe og Belønninger, og endelig
4) hans stedsevarende Medvirkning ved Natu¬
rens og Naadens Midler, uden hvilken alt det,
som vi kalde vort eget, er tusinde Forandringer
underkastet.
Dette var Salomons Philosophie. Han
prøvede alle sandselige Fornøielser, og han er¬


359


farede snart, at disse vare forfængelige. Han
saae, at Nøisomhed ofte gjorde den Fattige glad,
og at mange, som havde Overflødighed, aade de¬
res Brød med Græmmelse. Han lagde sig ef¬
ter Kundskab om adskillige Ting, han fandt, at
Viisdom havde lige saa stort Fortrin for
Daarlighed, som Lyset for Mørket, men at
Kundskaben dog alene ikke gjorde lykkelig; thi
hvad der hendedes Daaren, hendedes og Un¬
dertiden den Vise. Han betragtede Æren,
og den var lige saa forfængelig; thi hverken den
Vises eller Daarens Hukommelse blev evig,
det blev alt forglemt i de tilkommende Da¬
ge, og den Vises Navn døde engang ud saa
vel som Daarens. Han undersøgte Dydens
Følger, i Henseende til den udvortes og timelige
Lyksalighed; han saae, at den ikke altid blev be¬
lønnet, at den Uskyldige græd, uden at finde
Trøst, og at Vindskibelighed og Nidkierhed,
blev forfulgt af Misundelse. Han fornam,
at Rigdom endnu mindre gjorde fornøiet, at den
Gierrige ikke engang blev mæt af sin Overflø¬
dighed, og at en fremmed Arving ofte for¬
tærede hans Gods. Heraf sluttede han, at
alle Menneskers udvortes Vilkaar vare lige, at
det gik den Vise som Daaren, den Rige som
den Fattige, den Mægtige som den Svage,
den Retfærdige som den Uretfærdige; at Al¬


360


derdom, Svaghed og Døden tillintetgjorde alle
Fortrin, og at Menneskene i udvortes Lyksalighed,
havde lidet forud for Dyrene. Efter alle disse
Forsøg fandt han, at den eneste bestandige For¬
nøielse var, at glæde sig i det Nærværende, som
de der skulde giøre Regnskab for Brugen deraf;
at følge sin egen Overbeviisning, uden at legge
andres Domme paa Hiertet, at iagttage sine
Pligter og holde Guds Bud; men og denne
Viisdom, denne Dyd, denne Fornøielse var en
Guds Gave, hvortil Hiertet tidlig maatte bere¬
des i Ungdommen, førend det ved Alder og Va¬
ne blev alt for ubøieligt. Tænk paa din Ska¬
ber i din Ungdom, førend de mørke Dage
komme, i hvilke du skulde sige: det behager
mig ikke.
Den spæde Alder har mange Fortrin, som
maae bruges vel, dersom man skal bringe det
vidt i den store Konst at elske sine Pligter; Sin¬
det er i denne Alder meget bøieligt, og de første
Jndtryk have en stor Virkning. Forstanden er
endnu ikke indtaget af forudfattede Meninger, og
Villien ikke under Passionernes Herredømme.
Vildfarelser og Laster ere ikke blevne til Færdig¬
heder, og onde Vaner have ikke undertrykt de
naturlige Følelser; men den største Fordeel er,
at de unge Hierter ere tilbøielige til at elske, og
at de endnu ikke kiende den falske Ære, og de


361


utæmmede Begierligheder, som bevæge Menneske¬
ne til at opofre deres Medborgeres Kierlighed, for
Stolthed, Egennytte og Hevn.
Ved denne Drift, som er en af de rene¬
ste Kilder til Dyden, den Egenskab, ved hvilken
et Creatur allermeest nærmer sig til det Væsen,
som er Kierlighed, kan Dyden blive behagelig,
naar man, saa vidt mueligt er, efterfølger den
store Mester i Sædelæren, som indbefattede alle
Pligterne i Kierlighed, og som derfor kunde sige,
at hans Aag var sødt og hans Byrde let.
J alle andre Videnskaber kan man tvinge
Forstanden og Hukommelsen, men i den, som skal
bøie Villien, og indprænte Sielen en virksom
Drift til at opfylde sine Pligter, er det forgieves
at bruge andre Beviser, end saadanne, som skik¬
ke sig til Personernes Alder, Tilstand og Sinde¬
lav. Den beste Methode, de grundigste Bevi¬
ser, og de ypperligste Tænkesprog skulde, saa læn¬
ge de endnu ikke kunde komme videre end til Fo¬
restillingskraften og Hukommelsen, være døde
Skatte og nedgravede Pund. En vigtig Tildra¬
gelse, en beqvem Lignelse, en lykkelig Anvendel¬
se af de bekiendte Sandheder og af almindelige
Erfaringer, ere, naar de foredrages paa en na¬
turlig, utvungen og rørende Maade, de beqvem¬
meste Midler til at bevæge de unge Hierter, og


362


til at berede Forstanden til at tage imod et høiere
Lys.
Faa Digtere have den Lykke, at giøre saa
almindelig en Virkning paa Folk af alle Aldre
og Tænkemaader, som Gellert. De vigtigste
Sandheder blive ved hans Mund fattelige endog
for Børn. De lære dem med Fornøielse, og
de kunde ikke for tidlig, ikke for ofte høre den Lær¬
dom, som indeholdes i følgende Stropher:


O merk dog det, merk denne Lære,
Uskyldig Ungdom, merk dog den,
At mange Dyder falske ere,
Den sande Dyd den er kuns een.
Har du i al din Vandel og i hvad du giør
Det Forsæt, ei at giøre hvad du bør,
Saa vær kuns vittig, artig, lydig,
J Hiertet er du dog udydig.
Saa ofte du i nogen Last dig glæder,
Og kuns en Pligt med Forsæt overtræder,
Saa er du ikke dydig meer;
Men alle dine beste Gierninger,
Som Haab og Frygt, Natur og Ære byder,
For Gud og for Fornuften ere Lyder.


363


O Ungdom! merk dog denne Lære,
Nu er dit Hierte bøieligt,
Lad hver en Last dig heslig være,
Og søg i Dyden al din Ære,
Elsk den, og glæd dig i din Pligt.
Den kan i Velstand dig fornøie,
Og naar dig Modgang trykker ned,
Den over Skiebnen selv dig skal ophøie,
Ja midt i Dødens Bitterhed;
Naar alle Venner Afskeed tage,
Den bliver dog hos dig tilbage
Og følger i hiin Verden, ind i Himmelen
Den Siel, som her har elsket den.
Betænk, o Menneske! om dette er saa ringe,
At for at nyde det du ei en Lyst kan tvinge.


No. 45.
Mandagen den 22 Juni 1761.
C¬
ardinal Richelieu begierede engang af en Poet,
at han vilde forandre noget i et Vers, som
han havde overleveret ham, og da Poeten vægre¬
de sig derved, bød Cardinalen ham en Foræring;
men denne kunde ikke heller overtale ham. Strax


364


efter kom den Spanske Minister, og sagde meget
om Cardinalens Magt. "Tael intet derom,
"svarede Richelieu, i dette Øieblik var her en
"Poet, som jeg hverken med Penge eller gode
"Ord kunde overtale til at forandre en Linie i sit
"Vers., Jeg veed ikke, hvilken af disse to Men¬
nesker der fortiener meest Beundring, Cardina¬
len eller Poeten. Dersom det havde været om
en vigtig Sandhed eller Pligt at giøre, maatte
man holde en Poet, som kunde opofre en stor
Mands Yndest og rede Penge, for at følge sin
Jndsigt, for en langt større Mand end en Pre¬
mierminister, som vilde strække sin Myndighed til
at befale over Forstanden; men nu, da der hand¬
ledes kuns om Ord, vare de begge lige smaa, og
Poeten fortiener kuns at ansees som en Person,
der var udsendt af Skiebnen, for at ydmyge Car¬
dinalens Hovmod, og sige ham: at hvor stor en
Mand han end var, havde han dog intet at befa¬
le i Poesien.
Det sikkerste Middel til at befordre Viden¬
skaberne er, at de Store beære dem med deres
egen Flid og Opmerksomhed; men de maae ikke
forglemme, at, som enhver Deel af Regieringen
har sine egne Grundregler, saa maae Videnska¬
berne og bestyres paa en anden Maade end Finan¬
cerne og Krigsmagten. Man kan ikke befale
Folk at tænke paa den Maade, som man inddri¬


365


ver Skatterne eller anfører en Krigshær. Det
gaaer med Talere og Digtere ligesom man siger
om Sangere, at de ikke gierne synge, naar de
nødes dertil. Muserne elske Frihed og Mildhed
mere end Fordele og Belønninger. De faa vit¬
tige Siele boe gemeenlig i saa skrøbelige Legemer,
at de, som have Magten i Hænderne, have in¬
gen Ære af at bruge den imod dem; det er dem
meget mere anstændigt, at behandle disse svage
Medborgere, som ere deres Slægters Prydelse,
med den samme Ømhed, som det stærke Kiøn al¬
tid har viist mod det smukke og ubevæbnede.
Naar vi undtage de Sandheder, som kun¬
de bevises af Sandserne, er der ingen, indtil de
klareste og eenfoldigste, som jo til en Tid have
været forfulgte; hvor forsigtig bør denne Erfa¬
renhed ikke giøre dem, som have en Magt i Hæn¬
derne, hvilken de baade kunde bruge til vigtige
Sandheders Opdagelse, og misbruge til deres
Undertrykkelse. De Videnskaber, som giøre
det meste til Menneskets sande Lyksalighed, ere
just de, i hvilke den yderste Grad af Vished ikke
er muelig, og hvor let kunde de, som ikke have
havt Tid og Leilighed nok til Undersøgning, imod
deres virkelige Hensigt, skade det hele menneske¬
lige Kiøn og Efterkommerne, dersom de vilde ind¬
skrænke andres Tænkekræfter efter deres egne for¬
udfattede Meninger. De maae vogte dem ikke


366


alene for at misbruge deres Myndighed til at for¬
byde Undersøgning, men og fra at yttre deres
Domme i Meninger, som fortiene endnu nøiere
Overlæg. De fleste af Videnskabernes Dyrke¬
re have, desværre, alt for megen Kierlighed til
sig selv, og alt for liden til Sandheden, til ikke
at forsvare de Stores Vildfarelser, ligesom de
besmykke deres Feil. Dersom de, der ere satte
til at beskytte Videnskaberne, vilde giøre Mæng¬
dens Domme og de antagne Meninger til deres
Regel, kunde de med de ædleste Hensigter giøre
Videnskaberne en ubodelig Skade. Mod En,
som understaaer sig at sige hvad han tænker, fin¬
des tusinde krybende Hyklere, som ikke have an¬
dre Grundregler end de Mægtiges Phantasier, og
som hvert Øieblik ere færdige til at nægte og be¬
kræfte alt hvad dem foresiges med en myndig Stem¬
me.
Dersom de ædelmodige Siele, som forle¬
des til at laane deres Ørene til saadanne Slanger,
kunde see ind i disse Hykleres Hierter, og læse al
den Foragt og Falskhed, som de skiule under den
Nidkierheds Maske, med hvilken de bevæbne dem
til Sandhedens og Dydens Undergang, da skul¬
de de heller ønske, at have den fattige Poet til
Ven, som opofrede den Franske Cardinals Yn¬
dest for et Riim, end at være omringede af


367


Tilbedere, som kunde opofre baade Sandhed og
Pligter for den ringeste Egennytte.
Det koster de Store meget lidet at opmun¬
tre Videnskaberne. Deres Dyrkere forlange ik¬
ke megen anden Belønning end Frihed at bruge,
deres Kræfter til deres Medborgeres Nytte. De
have for megen Ædelmodighed og Følelse af de¬
res Pligter, til at overløbe deres Velyndere med
egennyttige Ansøgninger, og deres Forfængelighed
gaaer sielden videre end til at fortiene Kienderes
bifald; men, saa let som det er at opmuntre Vi¬
denskaberne, saa let er det og at undertrykke dem.
De, hvis Kundskab overstige den almin¬
delige Jndsigt, ere saa faa, og de have
altid fundet saa megen Modstand i den vankundi¬
ge Hob, at man behøver ikke at forfølge dem;
det er nok at give dem til Priis for deres misun¬
delige og egennyttige Medborgere. Der ere faa
Lande, hvor Videnskaberne alene kunde berige de¬
res Dyrkere, og den Ære, som er grundet paa
de almindelige Domme, er i det mindste paa de
Steder, hvor Kundskab endnu ikke er alminde¬
lig, alt for uvis til at formode, at man derfor
skulde paatage sig saa besværligt et Arbeide. Vi¬
denskabernes Historie er saa fuld af Martyrer,
at, om man end ikke vil troe, at Overbeviisning
og Menneskekierlighed altid har været Aarsag til
den Bestandighed, med hvilken de Lærde have


368


forsægtet deres Meninger, bør man dog lige saa
lidt mistænke dem for Egennytte og nedrige Hen¬
sigter, som de Munke, der opofre alt hvad Men¬
neskene agte høit i Verden, for at efterleve Reg¬
lerne af en Orden, som befaler dem at lade sig
pidske og hudstryge.
Saadanne Mennesker er det, som alle op¬
lyste Nationer have at takke for al den betydelige
Fremgang, de have gjort, ikke alene i Sæ¬
delæren, Lovkyndigheden og Statskonsten, men
og i Naturlæren og Veltalenheden. Galilæus
og Cervantes kunde med deres Exempel bevise,
at det er lige saa farligt at være en god Stierne¬
kiger, og at skrive en smuk Roman, som at præ¬
dike mod herskende Feil og Misbrug. Man skul¬
de snart holde de Folk lykkelige, som ikke have
mange saadanne Helte at fremvise, hvis Jndsigt
aldrig kan giøre deres Medborgere saa megen Æ¬
re, at jo deres Skjebne endnu giør dem langt stør¬
re Skam.
Dersom de, der opofre noget for at følge
deres Jndsigt, fortiene Høiagtelse, fortiene de
det endnu meget mere, som bruge deres Magt til
at beskytte dem. Det høieste, som en Philosoph
har at opofre, er et Liv, hvis hele Herlighed ikke
rører ham saa meget, som den Fornøielse, han
finder i en eneste vigtig Sandhed. Jo større
hans Jndsigt er, des ringere bliver alt det i hans


369


Øine, som han kan opofre; men en Hofmand,
som kan foragte de almindelige Domme, og op¬
ofre sine Medborgeres Yndest for saa ringe en
Ting, som alle Sandheder ere i den store Ver¬
dens Øine; en Hofmand, som kan fornedre sig
til at høre med Taalmodighed saadanne Folk, som
ikke have andet at bergabe sig paa end Fornuften;
som agter nogle faa Vises bifald høiere, end
Mængdens Skrig, og som veed at bevise Naade
paa en Maade, som rører mere end Naaden selv;
saadan en Hofmand fortiente alle de Lovsange,
med hvilke det Franske Academie har foreviget
Richelieus Jhukommelse, han fortiente endnu
mere; han fortiente at æres og kiendes af et Folk,
i hvis Sprog man endnu ikke har misbrugt alle
de Ord, med hvilke Menneskene kunde udtrykke
deres Høiagtelse.


No. 46.
Fredagen, den 26 Juni 1761.
D¬
er er intet, som Menneskene ønske mere, og
som de mindre bruge, end Livet. Fattig¬
dom, Sorrig, Alderdommens Skrøbeligheder,


370


og langvarige Smerter formaae sielden at giøre
nogen saa kied deraf, at han i den yderste For¬
tvivlelse ganske skulde tabe den Frygt for Døden,
som er os saa naturlig.
Dersom Menneskene altid vidste, hvori
det, som de kalde Livet bestod, og hvor meget det
beroede paa dem selv, baade at forlænge og for¬
korte det, skulde ikke alene de Laster, som fortæ¬
re Sindets og Legemets Kræfter, men og de For¬
sømmelser og de ligegyldige Handlinger, med
hvilke de spilde Tiden, blive dem lige saa afskye¬
lige som Selvmord.
Livet bestaaer i Virksomhed, og intet lever
uden saavidt det virker. De Lemmer, som ikke
ere beqvemme til deres naturlige Forretninger;
som have tabt Sands, Bevægelse og Følelse, kal¬
des døde, og anderledes kunde vi vel ikke heller
ansee alle de Evner i Sielen, som ved Misbrug,
eller Forsømmelse ere blevne ubeqvemme til at op¬
fylde deres Hensigter. En udyrket eller fordær¬
vet Forstand er lige saa død som et blindt Øie, en
stiv Arm og en lam Fod.
Dersom den blotte Bevægelse af Legemets
Lemmer var nok til Livet, kunde vi og sige om
Maskiner, at de levede. Konsten er gaaet vidt
i at efterligne Menneskets udvortes Gestalt, dets
Stemme og Bevægelser. Man har opfundet
Maskiner, som kunde tygge og fordøie. Men


371


vi sige ikke, at disse have Liv, hvorfor? fordi de
have ingen indvortes Fornemmelse af det, som
foregaaer i eller uden for dem. Vort Liv bestaaer
derfor ikke saa meget i den Formue, som Legemet
har til at bevæge sig selv, som i Virksomheden af
det Væsen, ved hvilket vi fornemme de indvortes
og udvortes Forandringer, og hvormed vi føle,
at vi ere til.
Ligesom nogle Lemmer af Legemet ere me¬
re vigtige og meere fornødne til at opholde det na¬
turlige Liv end andre, saa er der vel og lige saa¬
dan en Forskiel i Henseende til de Deele og Kræf¬
ter, af hvilke det hele Menneske bestaaer. Var
det daarligt, at man ikke vilde trætte sin Fod for
at bevare sin Sundhed, ikke opofre en Finger for
at bevare et Øie, ikke vove en Tand for at behol¬
de sit Hoved, ikke taale et Saar i Haanden for
at undgaae et Sting i Hiertet; hvad skulde vi da
dømme om dem, som ikke kunde taale nogen Møie,
ikke opofre en Lyst for at bevare Kræfterne og Virk¬
somheden af det Væsen, i hvilket Livet bestaaer
mere end i Legemet, for at bringe det til den Fuld¬
kommenhed, at det kunde have Materie nok til
Fornøielser i sine egne Fornemmelser, og føle sin
egen Værdighed saaledes, at det i alle udvortes
Forandringer kunde være tilfreds med sig selv.
Denne Fornemmelse i Sielen er Menne¬
skets rette Liv, men den er ikke muelig uden en


372


Overbeviisning om at have brugt alle baade Sielens
og Legemets Kræfter i den rette Orden. Jkke Mis¬
brug og Forsømmelse alene, men enhver Brug af
vore ringere Formuer, ved hvilken de høiere lide,
og hvorved Sielens Virksomhed og Roe forstyr¬
res, er en værre Gierning end at lemlæste eller
dræbe sig selv.
Sindets Kræfter ere saa ædle Dele af vort
Væsen, det er ved dem alene, at vort Liv bliver
dyrebarere end Fæets og Planternes, og der ud¬
kræves saa megen Brug af Fornuften, for ikke at
blive her i Livet ulyksaligere end disse Creature,
som handle efter en uforanderlig og ufeilbar Drift,
at naar vi endog dømme efter dette korte Livs
Hensigter alene, maatte vi dog ansee et Liv, uden
Fornuftens Brug, for værre end Døden. Hvad
gavner det naturlige Liv et rasende Menneske?
Legemets Kræfter, dets Følelse og Bevægelse tie¬
ner kuns til at forøge hans Smerte og Uroe. Er
det da saa slet et Liv, at ikke kunde bruge For¬
nuften, mon det da skulde være et bedre, at ikke
vilde bruge den?
Endnu forskrækkeligere bliver dette Selv¬
mord, naar vi betragte Sielen som den eneste
Deel af vort Væsen, der kan haabe Udødelighed.
Jeg siger med Flid haabe; thi lad være, at man¬
ge Mennesker endnu ikke føle den Forviisning om
Sielens Evighed, som flyder saa nødvendig af


373


Guds Egenskabers og af vore Sielekræfters nøie¬
re Betragtning, saa er der vel dog ingen, som
troer sig til, at kunde bevise det med Vished, at
Sielen døer tillige med Legemet. De, som ik¬
ke vilde erkiende Sielens Udødelighed, grunde
gemeenlig deres Tvivl paa den menneskelige For¬
stands Svaghed; de foregive, at det er for me¬
get for et Menneske, at vilde bestemme Guds
Hensigter i Evigheden, og at den samme Gud,
som har gjort saa mange andre ubegribelige Ting,
kunde og give en forgiengelig Materie en Kraft til
at tænke. Velan, lad os slutte af deres egne
Grunde! Er Guds Magt saa ubegribelig, og
kiende vi saa lidet til de inderste Deele af vort Væ¬
sen, mon det da ikke kunde hende sig, at der blev
noget tilovers, og at Skaberen, efter Legemets
Opløsning, endnu opholdte den Deel af os, som
tænker? Af det Udvortes og Synlige bliver intet
tilbage; skulde vi da redde noget fra Undergang,
skulde vi her i Livet kunde samle en Skat, som
ikke kan fortæres, da maae det skee ved at dyrke
de Kræfter, som endog her aldrig bringes til saa
høi en Grad af Fuldkommenhed, at de jo endnu
kunde voxe mere.
Dersom vi, ved at dræbe Legemet, ikke
forsyndede os mod Forsynet, og selv ved at for¬
lade den Post, paa hvilken Gud har sat os her i
Livet, berøvede os Haab om en bedre Skiebne i


374


et Tilkommende; dersom vi ved Selvmord ikke
tabte mere end Lyksalligheden af dette Liv, som va¬
rer saa kort en Tid; dersom vi efter Livet havde
enten intet at haabe eller intet at frygte, var Selv¬
mord en meget ringe Last imod den mindste Gier¬
ning, ved hvilken vi fordærve Sielen, og giøre
denne eneste Deel af vort Væsen, som kan haabe
Udødelighed, uskikket til at opfylde dette Haab.
De Handlinger, ved hvilke vi forkorte Li¬
vet og dræbe Sielen, have adskillige Grader. Det
groveste Selvmord er, naar vi misbruge Sielens
Kræfter til at smigre for vore nedrige Begierlig¬
heder, og til at formørke de klareste Sandheder
saaledes, at vi selv ikke kiende vor Siels Adel og
dens høiere Bestemmelse, naar vi giøre os selv
og andre blinde i det, som af alting er os meest
magtpaaliggende at vide; med faa Ord, naar
vi misbruge vor Forstand til at styrke os selv og
andre i Vantroe og Sikkerhed.
En anden Grad af Selvmord er den Til¬
stand, i hvilken vi ikke bruge vores Fornuft til
at kiende Pligterne og regiere vore Passioner, en
Tilstand, hvori vi glemme de Fortrin, som vi
have som fornuftige Skabninger, overgive os til
de dyriske Lyster, og ved en umaadelig Brug af
de sandselige Ting fordærve baade Siel og Lege¬
me. Saa længe denne Tilstand endnu kuns er
en Virkning af Skiødesløshed, Vankundighed,


375


og onde Vaner; saa længe vi ikke have tabt al
Følelse, og Fornuften endnu undertiden paamin¬
der os, er denne Tilstand at ansee som en Søvn,
af hvilken vi endnu kunde opvækkes; men, naar
vi misbruge det naturlige Lys til at bestride Grund¬
Sandhederne, naar vi enten nægte en alle Tings
Aarsag, eller forestille os den som et Væsen, der
ikke bekymrer sig om Creaturenes Handlinger, da
er Sielen i en virkelig Forrykkelse, og er mere
følesløs end i den dybeste Søvn.
En mindre Grad af Selvmord er den, i
hvilken vi ikke nok bruge vore Kræfter. Naar
vi enten af Magelighed eller Dorskhed ikke arbei¬
de, eller og spilde Tiden paa saadanne Ting, som
ikke ere vigtige nok. Den menneskelige Siel
har saa store naturlige Formuer, og vi finde end¬
og i dette Liv saa megen Anledning til at berige
vore Siele med nye Jndsigter, at endog de, som
bruge disse Gaver allerbest, finde, at de ikke nær
have gjort alt, hvad de kunde giøre, og at de
ved Forsømmelse og mange unyttige Arbeider ha¬
ve forkortet deres Liv. Vort Legeme er skabt
saaledes, at det taaler mere Arbeide end Hvile.
Kiedsommelighed, Uroe, Misfornøielse og Tung¬
sindighed ere gemeenlig Følger af Sielens eller
Legemets alt for liden Virksomhed. En bestan¬
dig og ordentlig Beskieftigelse giør det Arbeide
let, som ved Ophold og Lunkenhed ellers blev os


376


tungt. Sielen forandrer hvert Øieblik sin Til¬
stand; dens Begreb bliver enten tydeligere eller
dunklere, den gaaer frem eller tilbage, dens Liv
tager enten til eller af. Dersom vi talte de Ti¬
mer af de fleste Menneskers Liv, som de uden For¬
nødenhed sove og spise bort, som de fordrive ved
Spilleborde, paa Opvartninger og i Selskaber,
som hverken beskieftige Sielen eller Legemet, hvor
meget skulde da de fleste ikke have forkortet deres
Dage? Jeg var tillige med en af mine Venner
paa saadant et Sted, hvor mange Mennesker kom
sammen, og fordrev hele Timer alene for at lade
sig see af en stor Mand; hvor mange Folk, sag¬
de han, have ikke dræbt sig selv i denne Stue?
Dersom man undersøgte disse Folkes Levemaade
nøiere, skulde man maaskee finde, at de ikke an¬
vendte nær saa megen Tid paa at tiene deres Vel¬
yndere, som de spilde paa at opvarte dem.
De Vise have til alle Tider maalet Livet
ikke efter Tidens Længde, men efter dens Brug.
De have merket, at mange af dem, som opnaae
en høi Alder, efter denne Beregning have levet
meget kortere end andre, som ere bortkaldede i de¬
res Ungdom. Men paa hvilken Maade vi end
beregne det, bliver der ikke stor Forskiel i Tiden
imellem det længste og det korteste Liv, naar vi maa¬
le dem begge med Evigheden. De ere begge som
en liden og en stor Draabe Vand mod det umaa¬


377


lelige Hav. Naar vi betragte dette forgiengeli¬
ge Liv, som Begyndelsen af Guds Huusholdning.
med de fornuftige Skabninger, som et Sted, hvor
Hensigten af de store Kræfter, som han har ned¬
lagt i Sielen, ikke opfyldes, og hvorfra vi for¬
flyttes til et bedre, saasnart dette Livs korte Hen¬
sigter ere opnaaede, naar vi betænke tillige, hvor,
svage disse Kræfter ere, endog i de største Siele,
hvor lidet det kommer an paa os selv, og hvor
meget paa Omstændighederne, om vi skulde bru¬
ge Tiden vel, hvor let dette korte Livs glimrende
Fordeele kunde forlede os til at glemme vor høiere
Bestemmelse, og til at gaae tilbage igien til vort
eget Intet, i Steden for at gaae frem ad til det
store Fuldkommenheds Maal, hvortil Skaberen,
søger at føre os. Naar vi maale Tiden efter
disse Hensigter, bliver Forskiellen imellem et langt
og et kort Liv endnu mindre. De, som døe tid¬
lig, have ofte ikke tabt, og de, som leve længe,
intet vundet; disse kunde have behøvet lang Tid
for at komme til den Modenhed, som hine tidli¬
gere have opnaaet. Vi kunde derfor ikke altid
ansee det for en Belønning, at Menneskene leve
længe; det kan oftere være en Virkning af Guds
Langmodighed, ligesom det tidt er en Naade, at
han hastig bortkalder dem, som han finder tidlig
fuldkomne, for at bevare dem fra Livets Fristel¬
ser.


378


Forfatteren af det Skrift, som kaldes Viis¬
dommens Bog, paaminder os om disse Sandhe¬
der med følgende Ord: "Dersom en Retfærdig,
"siger han, end døer tidlig, skal han dog være i
"Hvile, thi en hæderlig Alderdom er ikke den,
"som er maalet efter Aarenes Tal, men Klog¬
"skab er de rette graae Haar for Menneskene,
"og et ubesmittet Levnet er den rette Alderdom.
"Den Mand, som er Gud behagelig, bliver of¬
"te borttagen, fordi han levede iblant Syndere;
"han bliver henrykt, at Ondskab ikke skal omskif¬
"te hans Forstand, eller Svig bedrage hans
"Siel; thi Ondskabs Fortryllelse kan forblinde
"den Vise, og Begierlighedernes Ustadighed om¬
"driver ofte et Sind, som ikke var ondt. Han
"blev fuldkommen og fyldte snart en lang Tid.
"Hans Siel behagede Gud, derfor hastede han
"med ham midt ud fra Ondskab; men en Ret¬
"færdig, som er død, fordømmer de levende U¬
"gudelige, og Ungdom, som er bleven snart fuld¬
"kommen, beskiemmer de Uretfærdiges lange
"Alder.


379
No. 47.
Mandagen, den 29 Juni 1761.
D¬
e tvende Grundsandheder: at alt hvad der
indeholder en virkelig Modsigelse er umue¬
ligt, og at vi ikke bør antage noget uden tilstræk¬
kelig Grund, ere saa klare og saa almindelig be¬
kiendte, at man skulde holde det unødvendigt at
tale om dem i vore Lærebøger. Jeg tilstaaer og,
at meget af det, som adskillige Philosopher sige
til deres Oplysning, giøre dem hverken klarere
eller brugbarere end de ere, saaledes, som de uden
al Konst begribes af den sunde Fornuft. Men,
saa klare og lette, som de ere i sig selv, saa ilde
kunde de anvendes, dersom de ikke nøiere bestem¬
mes, og jeg tør sige, at denne Misbrug, som of¬
te befordres ved en slet Philosophie, er Aarsag
til mange af de Meninger, som ere de allerska¬
deligste baade for Religionen og Staten.
Saa vist som det er, at alt, hvad der in¬
deholder en virkelig Modsigelse, er umueligt, saa
vist er det og, at den menneskelige Forstand i me¬
get faa Tilfælde kan bevise saadan en Modsigelse.
Hvad den Art af Umuelighed angaaer, som Phi¬


380


losopherne kalde den endelige eller nødvendige,
impossibilitas absoluta, som er grundet paa
en virkelig Modsigelse og Strid imellem de Be¬
greber, som udgiøre Tingens Væsen, da kunde
vi ikke bevise andre Tings Umuelighed deraf, end
deres, som ere blotte Chimærer, f. Ex. en firkan¬
tet Cirkel. Den anden Umuelighed, som kaldes
den vilkaarlige, og som bestaaer deri, at Tin¬
gen strider mod visse fastsatte Vilkaar, er mange
Jndskrænkninger underkast. Vi kunde vel slut¬
te, at saadan en Ting under visse Vilkaar ikke kan
være; men, naar vi har opregnet alle saadanne
Vilkaar, og bestemmet dem paa det nøieste, ere
de saa liden en Deel af Tingenes almindelige
Sammenhæng, og af Aarsagernes uendelige Kie¬
de, at der kan være tusinde andre Tilfælde, i hvil¬
ke skiulte Aarsager ophæve de Vilkaar, under hvil¬
ke Tingen var umuelig.
Vi opdage daglig saa mange nye Kræfter i
Naturen; vi merke ved nøiere Undersøgning saa
mange Undtagelser fra de almindelige Sætninger;
Erfarenhed overbeviser os om Virkeligheden af
saa mange Ting, som vi tilforn havde holdt umue¬
lige, og alt dette er endnu saa lidet af det, som
er skiult for os, at vi ikke let burde driste os til
at sige, at noget er umueligt i Tingenes nærvæ¬
rende Sammenhæng, meget mindre, at det er
det i sig selv, i alle muelige Forbindelser, og for


381


det Væsen, for hvilket intet er umueligt uden
hvad der er umueligt i sig selv. Hvem skulde
have troet for nogle hundrede Aar siden, at en
Steen kunde vise os Veien paa det vilde Hav,
og kan man vel fortælle noget, som kunde synes
os mindre troeværdigt, end det maae forekomme
de sydlige Folk at høre tale om Lande, hvor Van¬
det bliver saa fast, at det kan bære hele Armeer?
Mængden er tilbøielig til at holde alt det for umue¬
ligt, som strider mod de faa Begreber de have;
men en Philosoph burde af Eftertanke og Erfa¬
renhed have lært at være forsigtigere. Jo mere
Philosoph han er, des flere Mueligheder indseer
han, og des mindre burde han bygge paa de faa
Begreber og Erfarenheder, som et Menneske kan
have, des langsommere burde han være til at sige,
at noget er umueligt. Jkke desmindre giør
Philosophien ofte en ganske anden Virkning end
den burde giøre. En Jndbildning om en høi
Grad af Vished, en Tillid til Methoder og De¬
monstrationer, en Vane til at tænke efter visse
Regler, og en Forelskelse i sine egne Meninger,
giør, at de, som kalde sig Philosopher, ere ofte
baade hastigere og heftigere i at finde Umuelighe¬
der i alt hvad der er dem fremmed og nyt, end
andre Folk.
Vi behøve ikke at gaae videre end til os
selv, for at overbevises om den Sandhed, at en


382


fornuftig Mand, en sand Philosoph bør ikke let
holde noget for umueligt. Lad os forsøge, om
vi kan, at bestemme, hvor vidt en eneste Formue
i Sielen kan bringes, hvor høi en Grad af Jnd¬
sigt og Færdighed, og hvor mange Opfindelser,
der ere muelige i en eneste Konst? Lad os gaae
Historien igiennem af et Folk, og see hvor man¬
ge Ting der i hver Alder ere blevne ikke alene mue¬
lige, men og virkelige og almindelige, som tilforn
bleve holdte for umuelige. Lad os overveie, hvor
store Ting nogle faa Folk, et eneste Menneske har
udrettet, hvor mange foregivne Umueligheder de
have overvundet, og hvor tidt de have bragt saa¬
danne Ting til Virkelighed, som ikke alene efter
Menneskenes moralske Egenskaber, men og efter
Landets naturlige Beskaffenhed, dets Størrelse,
Luft og Frugtbarhed kunde synes umuelige. Lad
os gaae vort eget Fædrenelands Historie igiennem,
fra den Tid af, da vi havde hverken Æbler, Pæ¬
rer eller Kaal i Landet, og da vi holdt det for u¬
mueligt at brygge Øl. Det er endnu ikke man¬
ge hundrede Aar siden. Lad os betænke, hvor
meget der i den Tid i Videnskaberne, i Konster¬
ne, i Landets Dyrkelse og Beboelse er bleven mue¬
ligt; og dersom vi ikke altid have Lyst til at ar¬
beide for Efterkommerne, saa lad os dog i det
mindste for vor egen Æres Skyld ikke give dem
Aarsag til at belee os ligesom vi nu lee af de


383


Gamle, fordi de have holdt saa mange Ting umue¬
lige, som vi finde nu meget lette.
Jeg behøver vel ikke at sige meere for at be¬
vise, hvor meget disse foregivne Umueligheder
kunde skade Religionen og Staten. Den Til¬
bøielighed til at finde Umueligheder, som kom¬
mer af vore indskrænkede Begreber, er ond nok,
saaledes som den yttrer sig hos den raa Mæng¬
de, hos hvilken den meest kommer af Ladhed; men
den er ti Gange værre, naar den er foreenet med
den Stolthed, som en ufordøiet Skolephilosophie
indblæser dem, der have en indskrænket Tænke¬
kraft, og liden Erfaring. Saa naturligt som
det er, at meget maae synes umueligt for dem,
som vide lidt, saa naturligt er det og, at de, som
vilde vide alting, maae holde alt det for umueligt,
som de ikke selv kunde begribe, og dette maae væ¬
re meget, naar de ikke ere vante til at tænke uden
for et System.
Det er ikke nok for en Philosoph til at an¬
tage noget for sandt, at det ei er umueligt; men
det er nok for ham til ei at forkaste det uden til¬
strækkelig Prøve, især naar det er en Sætning,
som kunde have vigtige Følger, om den var sand.
Han undersøger dem ikke saa meget ved at lede
efter Umueligheder og Modsigelser, hvortil han
veed, at Fornuften gemeenlig er utilstrækkelig
som ved at prøve de Grunde og Erfarenheder,


384


paa hvilke saadanne Sætninger bygges; og er
han virkelig Philosoph, saa veed han, at den
høieste Grund til den menneskelige Vished er i
de fleste Ting en høi Grad af Rimelighed, det
som man kalder en moralsk Vished. Er det en
theoretisk Sandhed, lader han sig nøie med den¬
ne Vished; er det en practisk, saa fortvivler han
ikke efter det første Forsøg, og naar han har gjort
mange, tør han dog ikke sige, at det er umueligt
for andre at finde det, som han selv forgieves har
søgt.
Jeg siger, at den høieste Grund til den
menneskelige Vished er i de fleste Ting en høi
Grad af Rimelighed. Denne vigtige Sandhed,
leder mig til en Betragtning af den anden Grund
til vor Kundskab: At vi ikke bør antage noget
uden tilstrækkelig Grund. Dette forklarer
adskillige Philosopher saaledes, at man skulde
troe, at de meente, at denne Grund ikke var til¬
strækkelig, med mindre man kunde bevise alle de
Egenskaber, som man tillegger en Ting, af dens
Begreb. De ophøie den Methode, at bevise al¬
ting af almindelige Sætninger, af Tingenes Be¬
greber, (Definitioner) det som de kalde Demon¬
stratio a priori, saa meget, at de ere færdi¬
ge at sætte alle dem, som slutte af Analogie, af
en Overeensstemmelse, af Erfarenheder i enkelte
Tilfælde, i Classe med Qvaksalvere og Fæe. Jkke


385


des mindre beroer det Vigtigste i den menneske¬
lige Kundskab paa saadanne Beviser. Det er
ikke af almindelige Grunde, ikke af Tingenes De¬
finitioner, men af en Erfarenhed i enkelte Tilfæl¬
de, at vi vide, at et Menneske skal døe, at Jl¬
den brænder, at Jern synker i Vandet, at Træ
svømmer o. s. v. og hvilken Philosoph understod
sig vel at bevise af disse Tings Væsen, at det, som
i mange Millioner Tilfælde er skeet, ikke kunde
engang forhindres ved Aarsager, som for os ere
skiulte? Det almindelige Begreb, som vi giøre
os om Mennesket, er, at det er et fornuftigt
Dyr. Men hvor mange Ting slutte vi vel af
dette Begreb? Sandelig, ikke meere end hvad
Mennesket har tilfælles med alle Aander og med
alle Dyr. Hvoraf have vi den vigtigste Kund¬
skab om Mennesket, uden af det, som vi erfare,
fornemmelig i os selve? Paa denne indvortes Fø¬
lelse bygge vi det meste af den Kundskab, som vi
have om andre Menneskers Væsen og Egenska¬
ber, og hvad er det uden Analogie, en Slutning,
som er grundet paa Lighed imellem enkelte Ting?
Paa denne empiriske Kundskab, som vore stolte
Philosopher kalde den med en Slags Foragt, byg¬
ge vi alt, hvad der er vigtigt, og naar vore Ma¬
thematiker vilde udføre de store Ting, som de
have udkastet i Jndbildningen og paa Papiret;
naar de vilde bygge Huse og Skibe, anlegge


386


Festninger, maale Himmelen og Jorden; maae
de da ikke stige lige saa dybt ned som alle andre
Folk, maae de da ikke bygge deres sikkerste og
vigtigste Slutninger paa en lang og overeensstem¬
mende Erfarenhed i enkelte Tilfælde, maae de
ikke tilstaae, at denne Erfarenhed med en liden
Theorie, giør Menneskene en større og vissere
Nytte, end en stor Theorie uden denne Erfaren¬
hed?
J, som vilde kiende Menneskene, J, som
vilde regiere dem, søger ikke denne Kundskab saa
meget i de philosophiske Definitioner af Tingenes
Væsen, som i Eder selv og i Folkenes Historie!
Lader fornuftige Betragtninger over denne Erfa¬
renhed være Eders beste Philosophie! Og J, som
bryste Eder af en Vished i forgiengelige Ting,
prøver, om en Vished om det Evige ikke er bygt
paa lige saa sikkre Grunde!
Maatte disse Betragtninger have den Virk¬
ning, at de, som vilde være Philosopher, de,
som vilde være Vise, i Steden for at misbruge
deres Fornuft til at finde Vanskeligheder og U¬
mueligheder i saadanne Ting, som kunde forøge
Menneskets Lyksalighed i dette og i et tilkommen¬
de Liv, vilde undersøge disse Ting efter de samme
Grunde, som de følge, naar de bruge deres sunde


387


Fornuft; da torde jeg haabe, ved dette Blad at
have gjort Religionen og Staten mere Nytte, end
om jeg havde skrevet en heel Methaphysik.
No. 48.
Fredagen, den 3 Julii 1761.
L¬
æsere, hvis bifald jeg bør agte høit, ikke saa
meget for den Ære, som det giør mig selv,
som for den Virkning, det kan have til at forbe¬
dre den almindelige Tænkemaade, have ønsket,
at see flere saadanne Afhandlinger om Historien,
som det 35 og 36 af disse Blade. Dette Blad
er et Forsøg til at efterkomme deres Begiering,
og dersom jeg er lykkelig i at opfylde den, skal
det være mig en Opmuntring til at tale oftere om
en Materie, der er saa riig og saa betydelig.
De to vigtigste Egenskaber af en god Hi¬
storie ere dens Sandhed og dens Nytte; jeg
taler her kuns om Historien, saavidt den giør
Menneskene, og fornemmelig de Store, dem, hvis
Handlinger især optegnes, mere nidkiere til at op¬
fylde deres Pligter, og da er der vel ingen Tvivl


388


derom, at alt det, som er sandt, er i denne Hen¬
seende ikke altid nyttigt.
Men saa vist som det er, at mange histori¬
ske Sandheder, som med stor Møie bevises, ere
i det mindste i denne Betragtning ofte ikke saa
vigtige som et lærerigt Digt; saa vist er det og,
at en opbyggelig Historie overgaaer langt den be¬
ste og opbyggeligste Fabel. Virkeligheden og
Sandheden af en ædel Gierning er et større Be¬
viis paa dens Muelighed end alle Grunde; den
viser, at Sædelæren ikke kræver Fuldkommenhe¬
der, som overgaae de menneskelige Kræfter. Naar
Omstændighederne ere rigtig antegnede, viser Hi¬
storien ikke alene Mueligheden af saadan en Gier¬
ning, men og Maaden, paa hvilken den er skeet.
Er Læseren af samme Stand og Bilkaar, som
den Person, hvis Handlinger berømmes, bevæ¬
ger et virkeligt Exempel ham til en virkelig Be¬
stræbelse, da ingen derimod saa let falder paa,
at efterligne en Helt, som ikke er til uden i Jnd¬
bildningen. Men dette er endnu ikke den eneste
Nytte af Historiens Sandhed. Den høieste og
reneste af alle udvortes bevægende Grunde; den
Drift i Sielen, som kommer Dyden allernær¬
mest; den eneste timelige Belønning, som Hel¬
tene kunde vente, ved at opofre deres nærværende
Fordele og Fornøielser; den eneste menneskelige
Frygt, som kan holde de Mægtige tilbage fra La¬


389


sterne, alle disse vigtige Grunde, Æren, og til¬
lige med den al menneskelig Sikkerhed skulde om¬
stødes, saasnart den historiske Troværdighed i
de vigtige Tildragelser ophørte.
Men er det af saa mange vigtige Aarsager
fornødent, at Tildragelserne fortælles saaledes,
som de virkelig ere skede, saa er det af de samme
Aarsager lige saa fornødent, at man udsøger saa¬
danne Handlinger, som kunde tiene Efterkommer¬
ne til Exempler, og endnu mere, at de i Histo¬
rien undersøges og dømmes efter de rette Grunde
af Sædelæren. J disse to Ting sætter jeg for¬
nemmelig Historiens Nytte. Er det de almin¬
delige Domme, som bestemme Æren, og ere de
Domme, som fældes i Historien, af alle de vig¬
tigste, hvor fornødent er det da ikke, at disse
Domme ere rigtige? De beste Siele kunde for¬
ledes til at søge Ære i Erobringer og Undertryk¬
kelser, Naar de see Historien opfyldt af Berøm¬
melser over saadanne Gierninger, med hvilke man¬
ge af dem, som kaldes Store, have udrettet min¬
dre end Intet, og været saa meget ringere end de,
der ikke have gjort noget Merkværdigt, som den
Ørkesløse er bedre end Ødeleggeren.
Historiens Nytte kommer altsaa fornemme¬
lig an paa de Grundregler, efter hvilke Giernin¬
gerne dømmes. Saa stor en Ære som det er
for den menneskelige Fornuft, at den i Historien


390


har bevaret denne Ret til at dømme, ved hvilken
den kan belønne Dyden med en Ære, som de
Mægtige til alle Tider have agtet høiere end alle
deres udvortes Fortrin, saa stor en Skam er det
og for den samme Fornuft, dersom den af Man¬
gel paa rigtige Begreber om den sande Storhed,
lader sig ved den falske Glands, som forblinder
Hoben, forlede til at ære lastværdige Gierninger.
Ere Videnskaberne i nogen Henseende ret vigtige
for Menneskene, da er det uden Tvivl, naar de
bruges til at adskille denne falske Ære fra den
sande, og til at bestemme de Begreber, som re¬
giere Verden.
Den vigtigste Regel, som er Grunden til
alle de andre, er denne: At endskiønt Vanske¬
ligheden af en Gierning forøger dens Størrelse,
er dog Vanskeligheden alene ikke nok til at giø¬
re den stor, dersom den ikke tillige er nyttig.
Et eneste Menneskes Frelse er en større Gierning
end manges Ødeleggelse, og det mindste Dyr,
som formerer Naturens Rige med et Liv, en æd¬
lere Skabning end en Erobrer.
Den Nytte bør maales efter hele Selska¬
bets, som er de fleste Personers og Familiers
Beste. En Stands, en Byes, en Provinces
Tilvext er ikke en stor Gierning, dersom den er
skadelig for det Hele. Jeg vil regiere saale¬
ges, sagde Henrich den Store af Frankerige,


391


at enhver Bonde i mit Land kan spise sig mæt 
og beholde noget tilovers for at fornøie sig
engang om Ugen. En Regent har vel ikke
nogen Tid havt en Tanke, som paa en fuldkom¬
nere Maade udtrykte hans store Pligter, og hvor¬
ved han mere nærmede sig til den guddommelige
Majestæt, som med saa uindskrænket en Godhed,
elsker alle sine Skabninger. Hvor lyksalige skul¬
de Menneskene ikke være, dersom man i Histo¬
rien ikke gjorde andre store, end de, som fortien¬
te det ved saadan en Tænkemaade!
Det er ikke saa vanskelig en Gierning at
overvinde andre, som at overvinde sig selv. Det
første kunde store Herrer giøre ved andre, og de
udrette det dog altid ved en Magt, som er dem
givet; men den Seier, som de indlegge over de¬
res egne Tilbøieligheder, er altid deres egen, og
en ufeilbar Prøve paa en høi Siel. At opofre
en Lyst, naar store Pligter udkræve det, bør vel
ikke holdes for vanskeligt af dem, som vilde være
store, men det bliver dog altid en større Gierning,
end at indtage den stærkeste Festning. Var det
ikke saa, skulde saadanne Gierninger være lige saa
almindelige som Erobringer; men just fordi de
ere saa rare, derfor maae vi slutte, at de ere van¬
skeligere, og at deres Ære er des større, som ha¬
ve Mod nok til at udøve dem.


392


At undertvinge Folk, at regiere dem, at
berige dem, er ikke nær saa vanskelige Giernin¬
ger, som at oplyse og forbedre dem. Hoben ag¬
ter ofte de skadeligste Meninger og Misbrug høie¬
re end baade Frihed og Eiendomme. Den Kon¬
ge af Portugal eller Spanien, som foretog sig at
ophæve Jnqvisitionen, og at indskrænke den Over¬
troe og Stolthed, ved hvilke Folkene skadede dem
selv, vilde erfare, at han foretog en Gierning,
som var langt vanskeligere end at uddrive Moh¬
rerne. Jblant saa mange Regentere, som have
formeret deres Stater med nye Provincer, ere
der kuns faa, som have forøget Folkets Velstand,
og endnu færre, som have gjort Menneskene vi¬
sere og bedre.
Kierlighed til det Almindelige er den ene¬
ste Dyd, som giør en Regent stor. Uden den
ere alle Øvelser i Religionen døde Gierninger;
thi hvorledes kunde vi, uden at elske vore Lige,
siges at dyrke det Væsen, som elsker alle sine
Skabninger? Uden denne Kierlighed ere alle pri¬
vate Dyder, alle Forstandens Fuldkommenheder
ikke nok til at gjøre en Regent stor, og hvor den¬
ne Kierlighed findes, skiuler den mange Skrøbe¬
ligheder. Et taknemmeligt Folk ønsker kuns, at
en Regent, som er sit Folks Ven, maae selv væ¬
re den lyksaligste iblant Menneskene. Endskiønt
denne Konge, siger Hr. Fresnoy om Henrich


393


den Fierde, havde adskillige Feil, glemte man
dem dog alle, og erindrede kuns hans Dyder.
Det er vel ikke fornødent at erindre, at
alle de udvortes Tegn af Høihed, Rigdom og
Magt ikke giøre Regentere store; thi, hvor man¬
ge ubetydelige Ting man end fortæller i Historien,
er det dog endnu ikke kommet saa vidt, at nogen
Historieskriver, som har den mindste Smag, skul¬
de giøre sig Umage for at optegne, hvorledes en
Regent hver Dag er bleven opvartet, hvor man¬
ge Retter han havde paa sit Bord, og hvor præg¬
tig hans Garderobbe var. Det mindste Ord,
den ringeste Handling, som vidner om Viisdom
og Menneskekierlighed, giør ham større end alle
de udvortes Tegn, som adskille ham fra andre
Mennesker. Saadant et Ord, saadan en Hand¬
ling fortælles fra Slægt til Slægt; det er evi¬
gere end Marmor, og naar Henrich den Fier¬
des Støtte ikke meere er til, naar Paris har prø¬
vet samme Skjebne som Rom, skal de Ord af
denne Monark, som jeg anførte, være endnu li¬
ge saa almindelig bekiendte, endnu lige saa levende
i Folkes Erindring, som det enhver Læsere veed
at fortælle om Titus og Trajan.
Er det saa vigtigt for det menneskelige
Kiøn, at man ikke roser andre Gierninger, end
saadanne, som ere grundede paa Menneskekier¬
lighed; hvor billigt er det da ikke, at disse Gier¬


394


ninger, som til alle Tider i Verden have været saa
rare, nyde noget af den Ære, som man i Histo¬
rien saa længe har misbrugt til at krone Erobrere
og Tyranner, en Ære, som burde være saa hel¬
lig, siden den er den eneste, med hvilken et tak¬
nemmeligt Folk kan belønne sine Velgiørere.
Det er saa vanskeligt at opfylde denne Pligt
i Historien af den Tid, i hvilken vi leve, at det
taknemmeligste Folk, ofte af Frygt for at beskyl¬
des for Hyklerie, nødes til at overlade den Ære,
at prise deres Velgiørere, til Fremmede og til Ef¬
terkommerne. Forfatteren af et Skrift, under
Titel af Beherzigungen, forestiller Lyksalighe¬
den af en Regiering, som er bygt paa Henrich
den Stores Grundregel, med disse rørende Ord:
"Under saadan en Regiering, siger han, som er
"grundet paa Kierlighed, skal en Huusfader i
"en Kiortel, som er besat med Sølvknappe, by¬
"de den reisende Fremmede en Sølvkande med
"god Viin, og en Huusmoder skal paa Høiti¬
"derne vise hendes Børnebørn de Guldpenge,
"paa hvilke de gode Regenteres Billeder ere at
"see. Plato skulde der finde sin Drøm opfyldt.
"Saadant et Land skulde være en Fristad mod
"Tyranner, og et født Hvilested for vise Men¬
"neskevenner. O Land! til hvis velsignede Høie
"jeg af vores dybe Jammerdal har sendt saa man¬
"ge patriotiske Taarer, saa mange broderlige


395


"Ønsker til Eder, J lyksalige Mennesker! Kong
"Frederik den Menneskevens Navn skal
"i Verdens Historie og indtil Dagenes Ende
"være til en evig Erindring om den merk¬
"værdige Tildragelse, at, paa en Tid af en al¬
"mindelig Ødeleggelse paa Jorden, bleve de
"Danske Lande, ved et taknemmeligt Folks Bøn¬
"ner for deres Fader, befriede fra Morderenge¬
"lens Sværd."
Saadan en Regiering, hvor mange For¬
trin har den ikke for dem, hvis Ære er grundet
paa Magten alene? J disse, hvor Statens ind¬
vortes Styrke og Velstand tager af, ligesom Re¬
gentens udvortes Ære stiger, kan sielden mere
end een Regent være ret stor, i en Regiering der¬
imod, som er bygt paa Menneskekierlighed, skal
alle Efterfølgere i Regieringen, saa længe der ere
Mennesker til, som ved deres Omsorg kunde bli¬
ve lyksaligere, finde Anledning nok til udødelige
Gierninger, af hvilke den mindste er større end
alle Seiervindinger. De skulde ved at følge de¬
res Fædres Grundregler glæde sig ved at fuldfø¬
re hvad de have begyndt; de skulde see Folkets
Lyksalighed, og tillige med samme deres egen Æ¬
re stige fra en Alder til en anden.
Lyksalige Folk, som kunde tælle i Eders
Historie en lang Følge af saadanne Menneskeven¬
ner, stræber at giøre Efterkommerne værdige til


396


Eders Skiebne, og viser den samme Ombygge¬
lighed for at give Fædrenelandet duelige Borgere,
som Eders Regentere for at efterlade sig værdige
Efterfølgere! Men for alting, søger at bevare
hos Eder de rette Begreber om Æren, som sy¬
nes at være uddøde hos andre Folk. Naar J
læse Historien, naar J tale om Regenteres Be¬
drifter, saa kalder ikke andre store, end dem,
som ved deres Gierninger vise, at de ere Menne¬
skers Venner; og naar Fremmede, naar Efter¬
kommerne fortælle, at J paa denne Tid var det
eneste Folk, som blev bevaret fra Morderengelens
Sværd, saa lad dem og kunde sige, at J fortien¬
te Eders Lyksalighed, fordi J tænkte saa vel, at
Menneskekierlighed hos Eder var nok til at giøre
en Regent udødelig.
No. 49.
Mandagen, den 6 Julii 1761.
M¬
in Skueplads har hidindtil ikke strakt sig
længere end til Jorden, og paa denne ikke
meget videre end til Mennesket, dette lille Dyr,
som er det eneste af alle Skabninger, hvis ind¬


397


vortes Egenskaber vi kiende ved Hielp af vore egne
Fornemmelser, og som vi dog aldrig kunne ud¬
grunde.
Det Syn, som vi for nogen siden havde
paa Himmelen, førte mig paa en høiere Skue¬
plads, hvor jeg uden at kunne følge hine Stær¬
kere Siele, som maale Himmel=Kuglerne og følge
Planeterne i deres Flugt beundrede den Agtsom¬
hed og Bestandighed i deres Forsøg, den Skarp¬
sindighed og Rigtighed i deres Slutninger, hvor¬
ved de havde bragt Grunde og Erfaringer til saa¬
dan en Overeensstemmelse, at de udregne de vig¬
tigste Forandringer i Naturens umaalelige Rum
med større Vished, end jeg formaaer at sige, hvad
der skal foregaae i min Siels snevre Tænke=Kreds
i det Øieblik, som umiddelbar følger paa dette.
Skulde denne Vished, tænkte jeg, som giør den
menneskelige Forstand saa megen Ære, ikke strek¬
ke sig videre end til Størrelser, til Tingenes ud¬
vortes Forhold? Den Forstand, som kan maale
hele Sole=Kredser, skulde den ikke kiende de ind¬
vortes Beskaffenheder af et eneste Sole=Gran,
ikke kiende sig selv? Jo, sluttede jeg, det maae
vel saa være, siden det var ligesaa vanskeligt for
Newton at forklare os Attractionen, den Kraft,
som holder alle Ting tilsammen, som det var for
Locke, at beskrive det Væsen, som tænker.


398


Ved Betragtningen af denne rare Tildra¬
gelse i vores Sole=Kreds steg mine Tanker endnu
høiere op til det Væsen, som med saa stor en Viis¬
dom har bestemt den Orden, i hvilken ikke disse
store Himmel=Kugler alene, men og alle Sole¬
Gran, af hvilke de bestaae, opholdes og bevæ¬
ges. Ved Synet af en Planet, af en heel Jord¬
Kugle, som for Øiet var saa liden en Plet af So¬
len, at intet uden det uendelige store Mellem¬
Rum kunde bevare den fra at blive fortæret lige¬
saa hastig som de smaa Dyr der flyve i Lyset, ble¬
ve alle de Ting paa Jorden, som før havde været
store i mine Øine, saa smaa, at jeg ikke fandt
noget i den hele Natur, som jeg kunde kalde stort,
uden dette Væsen alene:
Han, som med lige Øine seer en Spurre ned til Jorden
At falde, eller og en Helt sit Bane-Saar at faae,
Et Sol=Gran og en Sole=Kreds at komme af sin Orden,
Og nu en Boble briste, nu en Verden at forgaae.
Pope.
Saa klar som den Sandhed er, at Jntet
er lidet eller stort i sig selv, men kuns i Forhold
til andre, og at de Grader, i hvilke Tingenes
Størrelser og Kræfter stige og aftage, ere i Na¬
turens Rige saa utalige, at intet af alt det, vi
see, er saa lidet, at det jo i Betagtning til an¬
det kan være stort, og intet saa stort, at det jo i


399


et vist Forhold kan være lidet; saa klar som den¬
ne Sandhed er, endog af de almindeligste Grunde
og Erfaringer, saa forunderligt er det og, at der i
vore oplyste Tider kunne være Store Siele, Phi¬
losopher, som kunne tænke, at noget fornuftigt
Væsen var i den alvidende og almægtige Skabers
Øine for ringe til at fortiene hans Opmerksomhed,
og at det uendelige Væsen, i Forhold til hvilket
al Størrelse endnu mere forsvinder, og om hvil¬
ket man endnu med langt større Grund kan sige,
at intet for ham er lidet eller stort, at dette Væ¬
sen ikke bekymrede sig om de enkelte Ting, men
kuns om hele Arter og Slags.
Dersom denne Mening var, jeg vil ikke
sige, grundet, men rimelig, understod jeg mig
ikke at bygge paa vore visseste Udregninger. Vo¬
re Siernekigere skulde maaskee forgieves vente
om nogle Aar at see Venus gaae samme Vei for¬
bi Solen; thi vel er denne Planet en stor Skab¬
ning imod et eneste Menneske, men den er dog
kuns et enkelt Væsen, et Jndividuum blant utal¬
lige Kugler af samme Art, som opfylde de Sole¬
Kredse, hvis Tal vi ikke kunne bestemme, og
mod hvis umaalelige Mængde denne Planet kan
være uendelig mindre end den var i vore Øine
mindre end noget enkelt Dyr, noget Menneske
er imod dets hele Art. Vil man svare, at Re¬
gelen ikke er almindelig, hvortil nytter den da,


400


dersom vi ikke kunne bestemme dens Grændser,
og de, som driste dem til at sætte saadanne Grænd¬
ser for Forsynet, kunne de vel sige os, hvor dis¬
se Grændser begynde eller ende, ved Myrer eller
ved Sole=Kredser? De store Ting, hvoraf ere
de sammensatte uden af enkelte Deele, og naar vi
opløse disse med vore Tanker indtil Sole=Gran,
da bliver jo hver en Deel ligesaa fornøden som det
Hele. Lad os holde de mindste Sole=Gran u¬
værdige til at skabes og opholdes, og en heel
Verden bliver ikke meere muelig.
Den mindste Philosophiske Kundskab, ja
den mindste Eftertanke er nok til at overbevise os
derom, at de enkelte Ting er alene de virkelige,
og at det, som vi kalde Arter og Slags, ere
kuns Begreb, som vi uddrage af Tingene. Vi
kiende ikke alle enkelte Tings Forskiel, og derfor
ikke heller al den Nytte, som de giøre enhver paa
sit Sted, meget mindre deres nøie Forbindelse
med den hele Natur. Vi merke nogle Ligheder,
nogle almindelige Egenskaber, under dem fore¬
stille vi os Millioner af Væsener; Disse kalde vi
Arter, og fordi disse almindelige Begreb ikke for¬
andres, endskiønt nogle af de enkelte Ting for¬
gaae, og andre sættes i deres Sted, deraf slutte
vi, at det giør heller ingen Forandring i Verden,
at den uendelige Forstand bekymrer sig ikke heller
om mere, at den seer kuns det Almindelige, ikke


401


Tingenes Forskiel, og at et vist Tal af Skabnin¬
ger i enhver Art er den nok. Hvad vilde man
dømme om en Samler af Bøger, som ikke be¬
kymrede sig om mere end at have et vist Tal af
hver Format, eller saa mange, som der behøve¬
des til at beklæde alle Væggene i hans Bogsal,
uden at bekymre sig om enhver Bogs Nytte og
Jndhold? Er det mueligt, at kloge Folk kunde
giøre dem Bgreber om Verdens Skaber, som
de vilde holde for latterlige, dersom man fulgte
dem i de daglige Forretninger i Livet? Lad En,
som er ukyndig i Bygningskonsten, holde for, at
denne Steen, denne Bielke kunde undværes, Byg¬
mesteren skal maaskee vise ham, at den hele Byg¬
ning hviler derpaa. Den Streg, tænke vi vel
ofte, kunde være borte i dette Skilderie, Maleren
stryger den over, og strax er den hele Mine for¬
andret, det er ikke mere den samme Person. Der¬
som det var den evige Viisdom anstændigt, at
overbevise Creature, der misbruge deres Forstand,
med saadanne Forsøg, skulde de maaskee finde,
at den fuldkomneste Orden taalte ikke den ringeste
Forandring, og at Gud behøvede kuns at røre et
Solegran af sit Sted, for at kuldkaste hele Ver¬
den. Men de kunde uden saadanne Forsøg er¬
fare det, dersom de vilde give Agt paa de smaa
Træk af Forsynet, som ofte giøre saa stor en For¬
andring i deres klogeste Anslag.


402


Dette er uden Tvivl nok til at overbevise
dem, som af Skingrunde og urigtige Slutninger
have ladet dem forlede til at antage en Mening,
der er saa urimelig. Men det er ofte forgieves,
at vi søge Grunden til de menneskelige Vildfarel¬
ser i Forstanden. Passionerne, Vanerne, dis¬
se ere langt oftere de rette Kilder, og vare de det
ikke, hvor skulde da Siele af de største Tænkekræf¬
ter kunde forfalde til Meninger, som stride saa
meget mod den sunde Fornuft som denne?
Det, som her i Verden kaldes det almin¬
delige Beste, er ofte en Chimere; en glimrende
Tilstand, en Stats udvortes Anseelse og Magt,
som giør det hele Folk mere agtet af andre, uden
at giøre de fleste enkelte Personer og Familier me¬
re virkelig lyksalige. For saadant et falsk Be¬
greb om det almindelige Beste, for saadant et
Navn har man opofret mange Millioners Liv.
Derpaa have Menneskene bygget deres egen Æ¬
re, og de have fundet denne Vei, til at blive sto¬
re, langt lettere, end om de havde bygt deres
Storhed paa saa høi en Grund som denne: at
det ringeste Menneske, som ved deres Hielp kun¬
de blive lykkeligere, fortiente deres Omsorg. De
have fundet deres Regning ved at ansee denne
Maade at tænke paa for nedrig, og for at skiule
saadanne Forsømmelser, for at besmykke saadan¬
ne Passioner, har man misbrugt Fornuften til


403


at ansee det enten som umueligt, eller som Uan¬
stændigt for Gud, at drage saa om en Omsorg for
alle sine Creature, som den Fornuften og Skrif¬
ten ere enige i at tillegge ham. Man har ofte
forestillet det høieste Væsen som en Regiments
Chef, der bekymrede sig ikke om at opofre sine
Folk, saa længe han kund vidste at faae saa man¬
ge i deres Sted igien, at Tallet af det hele altid
var rigtig.
Naar man længe har handlet i Henseende
til andre Mennesker, ligesom Gud ikke bekymre¬
de sig om enhver Persons Skiebne, men kuns
om den hele Art, er det naturligt, at man til¬
sidst, især ved Udgangen af Livet, ønskede, at
han ikke heller bekymrede sig om os. Den stør¬
ste Siel, den, som var værdigst til Udødelighed,
skulde da ønske, at der blev intet tilovers af ham,
uden det Navn, for hvilket han har opofret man¬
ge Menneskers sande og virkelige Lyksalighed; thi
bekymrer Gud sig ikke om disse Mennesker, hvad
skal han da haabe? og bekymrer Gud sig om
dem, hvad maae han da ikke frygte?
Det menneskelige Livs nærværende Ring¬
hed, dets Korthed, Forfængelighed, vor For¬
stands Svaghed og Jndskrænkning, vore Daar¬
ligheders og vore Lidelsers Mængde have og gi¬
vet adskillige, baade i de ældre og i de nyere Ti¬
der, Anledning til at giøre den Slutning, at


404


Gud ikke bekymrede sig om Menneskene. Der¬
som disse Philosopher havde nægtet alle Tings
Virkelighed, dersom de enten havde nægtet Gud,
eller paastaaet, at der var intet til af alt det, som
vi følte og saae, skulde deres Slutning, hvor
urimelig den end var i sig selv, dog havt mere
Sammenhæng med deres Grunde; men da de
tilstaae, at Tingene, saaledes som de ere, ikke
have været i Guds Forestilling uværdige til at ska¬
bes, kunde de af det menneskelige Livs Ringhed,
jo større de forestille den, ikke drage nogen anden
rimelig Slutning end denne, at saa viis en Ska¬
ber maae med saa svage Creature have høiere
Hensigter, som ikke i dette Liv opfyldes, og for
hvis Skyld han har holdt det værd at skabe og
opholde dem. Artens Vedligeholdelse alene kan
ikke være denne Hensigt; thi jo ufuldkomnere og
ringere vi forestille os dem, des mindre var det
Gud anstændigt at formere dem uden Ophør, der¬
som de aldrig bleve fuldkomnere end de vare.
Forestille vi os dem derimod som udødelige, be¬
tragte vi dette Liv som det første Trin paa Væse¬
nernes store Stige, som en Planteskole i Aan¬
dernes Verden; hvor vigtig kan da den mindste
Siel ikke blive ved sin evige Tilvext i det Væsens
Øine, som ikke seer paa det Nærværende alene?
Er et Barns, et Fosters Liv efter de verdslige
Love lige saa dyrebart som et fuldvoxent Menne¬


405


skes; fortiene disse spæde Borgere, i Kraft af
deres blotte Formue til at blive fornuftige, ikke
alene Selskabets Beskyttelse, men og en ømme¬
re Omsorg end andre; bekymre vi os meere om
en Plante, som nylig er sat, end om et Træ, som
har slaaet dybe Rødder; er det da saa utroeligt,
at Gud endog kan have gjort noget for disse sva¬
ge Creature, som han ikke har gjort for Englene,
og at han viser ikke alene en almindelig, men og
en besynderlig Omsorg for en Siel, i hvilken hans
Alvidenhed maaskee seer en tilkommende Seraph,
som er mere værd end en heel Stierne?
Saa let kan Passioner forlede den største
Forstand til at begaae de største Modsigelser, at
det Menneske, som troer om sig selv, at det her
i Livet er stort nok for at Gud kunde have skabt
hele Millioner for dets Skyld alene, troer tilli¬
ge, at det er saa ringe, at Gud ikke kunde have
skabt det for sin egen Skyld. Ved at troe lidt
mindre og lidt mere om sig selv, skulde saadan
en Siel først kiende baade sin Artes og sin egen
sande Værdighed.


406


No. 50.
Fredagen, den 10 Julii 1761.
N¬
u har jeg saa længe været alvorlig, at jeg
maaskee skulde blive kiedsommelig for en
Deel af mine Læsere, dersom jeg længer talede
i den samme Tone. En Skribents Øiemerke
maae være at blive læst, og han maae derfor, saa¬
vidt Sandhed og Pligterne tillade, lempe sig ef¬
ter sine Læseres Smag. Saavidt jeg kiender
mine Landsmænd, elske de i Almindelighed det
Alvorlige, enten dette kommer af Jndsigt alene,
eller af en Blanding af Tungsindighed, veed jeg
endnu ikke til visse; men saa stor Lyst som de i
Almindelighed have til det Alvorlige, veed jeg
og, at denne Lyst snart hører op, dersom de ikke
undertiden opvækkes ved noget Skiemtsomt, og
af al Skiemt er Satire den, som rører dem meest.
Den allerfineste er endnu ikke saa bekiendt, at jo
en Skribent skulde frygte derved at blive ufor¬
staaelig. Jeg har forsøgt det selv ved adskillige
smaa Allegorier, som enten ikke ere blevne læste,
eller og forklarede langt anderledes end jeg havde
ventet. Den samme Skiebne har og nogle af


407


disse Blade havt. Dersom jeg sagde, at jeg
ved adskillige Træk ikke havde sigtet paa virkelige
Feil, som gik i Svang iblant os, og vel undertiden
havt særdeles Originalcaracterer for Øine, bur¬
de jeg ikke vente at blive troet; men da billige Læ¬
sere uden min Forsikkring selv let befinde, at jeg
endog i de meest skiemtsomme Stykker ikke nær
har betient mig af al den Ret til at dadle, som
Skribentere længe have udøvet hos andre slebne
Folk, en Ret, som en Forfatter her i Landet
kunde maaskee i Betragtning af de umilde og bit¬
tre Domme, som fældes over alt hvad der er Nyt,
giøre mere Paastand paa end Boileau, Rab¬
ner eller Swift; saa haaber jeg og, at disse
samme Læsere vilde, naar de undersøge mine Bla¬
de, finde, at min Satire ikke kan røre andre Folk
end dem, som ved deres umilde Domme om an¬
dre fortiene saadan en Behandling, og som ved
at udbrede og forfægte skadelige Fordomme kun¬
de hindre Smagens Forbedring. Med faa Ord,
det er ikke andre Caracterer, end saadanne, der
maae være ligesaa modbydelige for alle dem der
have Menneskekierlighed og Smag, som jeg i det
andet Blad har sagt, at de ere for Adelsmanden
i Selskabet. Det er dem, som ere stolte af de¬
res udvortes Fortrin, og misbruge dem til at un¬
dertrykke deres tænkende og virksomme Medborge¬


408


re; det er lærde Folk, som hovmode sig af en
Kundskab, der ikke opbygger.
J det øvrige har jeg skaanet alle Stænder,
især dem, som formedelst deres Kald og Nytte
bør være ærværdige, saa meget, at jeg i Steden
for at blotte deres Feil, heller har søgt at frem¬
sætte saadanne Mønstre, som kunde giøre Dyden
elskværdig, og give alle nyttige Bestræbelser den
Ære og Anseelse, som de bør have hos et slebent
Folk. Jo mere jeg merker, at denne Tænkemaa¬
de finder Smag iblant mine Læsere, des meere skal
jeg stræbe at opløfte mig over alt det Svage, som
der dog altid er i den beste Satire; jeg skal giem¬
me den, som et farligt Vaaben, til den yderste
Nødværge, og imidlertid søge at opvække mine
Læsere undertiden ved nogle skiemtsomme Fortæl¬
lelser, hvori jeg vil bede dem, at de ikke søge an¬
dre Hensigter end almindelige.
Jeg har for nogen Tid siden lært at kiende
en besynderlig Mand, som har usædvanlige Ga¬
ver til at opdage de meest skiulte Ting. Læserne
vide allerede, at mine Bekiendtskaber strække sig
vidt, og at min Hukommelse ofte slaaer seil. De
forlange derfor vel ikke at vide, hvem denne Per¬
son er; nogle kiende ham allerede, og iblant an¬
dre skiulte Ting have de forlangt at vide Hensig¬


409


terne af disse Blade. En Mand, som jeg har
megen Høiagtelse for, spurgte ham engang, om
ikke alle Folk maatte troe, at jeg havde meent
ham i alle de Blade, hvor der taledes om Stolt¬
hed. Propheten svarede, at jeg ikke havde tænkt
paa ham, men at alle Folk derfore gierne kunde
mene det, siden det var almindelig bekiendt, at
han virkelig besad den Feil. Men hvorfor, sag¬
de Propheten, tilegner J Eder ikke noget af det
Gode, som han har sagt? J er dog stolt nok
til at troe om Eder selv, at J besidder alle Fuld¬
kommenheder; J besidder og virkelig nogle, og
jeg kan sige Eder, at Tilskueren virkelig har tænkt
paa Eder, naar han har talt om Nidkierhed, u¬
egennyttige Hensigter og andre Dyder, om hvil¬
ke han troer, at de ere store nok til at skiule man¬
ge Feil.
Jeg besøger ofte denne merkværdige Mand,
ikke saa meget for at vide min tilkommende Skieb¬
ne, som for at søge Oplysning hos ham om det,
som er skiult og forborgent i mig selv. Min
Lærvillighed formaaer ham til at aabne mig Af¬
grunden af det menneskelige Hierte, ved saa le¬
vende Beskrivelser af alle Tilbøieligheder, at jeg
føler hvert et Træk i mig selv. Jeg troede i
Begyndelsen, at han sigtede paa ingen uden paa
mig alene; men han overbeviste mig, at dette


410


var en Virkning af Stolthed, og jeg fandt til¬
sidst saadan en Lighed imellem mig selv og det
hele menneskelige Kiøn, at der ikke var en Feil
og en Ufuldkommenhed til, som jeg jo kunde til¬
egne mig, og at al indvortes Forskiel iblant
Menneskene bestod alene i Graderne af disse U¬
fuldkommenheder.
I dette Speil beskuer jeg daglig de men¬
neskelige Svagheder, og naar jeg i mine Beskri¬
velser undertiden forstørrer eller formindsker dem,
skeer det kuns for, ved en Forandring i Grader
at treffe den Adskillighed, som der er i Naturen,
og det Forhold, som der bør være imellem Egen¬
skaberne i en rimelig Caracteer. Naar jeg ta¬
ler om saadanne Svagheder, tillader jeg altid
mine Læsere at troe, at jeg finder Originalen i
mig selv, og at min Jndbildning er kuns en Ma¬
skine, som giør Tingen noget større eller mindre
end den virkelig er. Merker jeg derimod i no¬
gen af de fire Stænder en Gierning, som for¬
tiener at roses, arbeider jeg trolig efter min Ori¬
ginal; jeg ønskede, at giøre saadan en Caracteer
saa kiendelig, at Personen kunde blive belønnet
med en almindelig Høiagtelse. Om Hensigter¬
ne bekymrer jeg mig ikke; thi Propheten lærer
mig kuns at kiende mit eget Hierte, og skulde jeg
dømme af dette, da ere og de fleste menneskelige
Dyder meget ufuldkomne.


411


Da jeg sidst var hos Propheten, fandt
jeg Folk af alle Stænder, som kom til ham i gan¬
ske andre Ærender. De fleste spurgte ham om
Fredsforhandlingen til Augsburg. Det skulde
fortryde mig, sagde En, om Freden saa snart
blev sluttet, min eneste Fornøielse er at læse Avi¬
ser; jeg har begyndt i Aar at holde mange uden¬
landske, og naar der er ingen Krig, ere de ikke
værd at læse. Ja Gud forbyde det, sagde en
Skipper, jeg har i nogle Aar havt skiønne Frag¬
ter for Fremmede. Vidste jeg, at Krigen skul¬
de vare i nogle Aar endnu, gik jeg i fremmed
Tieneste, sagde en Fændrik, og jeg med, raabte
Feldtskiereren. Alle disse svarede Propheten in¬
tet; men han hviskede en Statsmand noget i Ø¬
ret, hvoraf denne loe.
Nogle Lærde trængte sig frem iblant Ho¬
ben, for at spørge: Hvor snart Pavedommet
skulde ødelegges, Tyrken undertvinges, og alle
Jøder omvendes? Andre forlangte at vide, paa
hvilket Sted i Verden de forlorne Bøger af Li¬
vius vare giemte, om det var mueligt at giøre
Guld, og at opfinde let almindeligt Sprog. En
Tienestepige, som havde sat et heelt Aars Løn i
Lotteriet, spurgte, om hun skulde vinde det stør¬
ste Lod? En Student, hvad Caracteer han skul¬
de faae til Examen, og om han kunde vente et


