Sneedorffs
samtlige
Skrivter.
Andet Bind.
Kiøbenhavn, 1776.
Trykt paa Gyldendals Forlag


Jndhold
af den
patriotiske Tilskuer.
Andet Bind.
Blad.
51. Om Lyst at behage. Cleon, et Exempel.
52. Om Opdragelsen i Henseende til Legemet
og Sindet.
53. Om Opfostrings=Stiftelser og Opdragelses¬
Anstalt iblant Bønder. Almindelige Fat¬
tiges Anstalter.
54. Bekiendtgiørelser om en bortløben Hund -
Et Herskab forlanger en Tiener - En
Huus=Jomfrue - En Kok - Lyses efter
en bortløben Avlskarl - En Student for¬
langes - En Præmie af Een i det Me¬
taphysiske Selskab - En ditto fra ditto.
Breve, fra Adelsmanden til Præsten om
et ledigt Præstekald. - Fra en Student,
som er undseelig i at søge.
55. Om det evige Liv.


Blad.
56. En Ansøgning om det vacante Præstekald.
(s. No. 54.)
57. En moralsk Fortælling om en Krigsmands,
En Lærds, En Hofmands, et Fruentim¬
mers og en Rigs Skiebne i de Dødes
Rige.
58. En Handelsmand spørger Adelsmanden til
Raads hvortil han skulle bestemme sin
Søn. - Kiøbmanden i Selskabet fortæl¬
ler om et Brev han har faaet fra en Kiøb¬
mand, der regner sig i Slægt med en tydsk
Baron.
59 og 60. Et Dag=Register over et Selskabs
Grund=Regler, som kalder sig Anti¬
Novateurs eller Hadere af alt det, som
er nyt.
61. Den danske National=Feil, at vi bekymre
os saa lidet om vort eget. Stæders og
Provincers Beskrivelse ønskes. - Hr.
Strøms Beskrivelse over Sundmøer er¬
indres.
62. En moralsk Fabel om Ædderkoppen og
Lærken.
63. Fortsættelse af Miltons Poesie. (f. No. 42.)
64. En Poetisk Beskrivelse over en Sommer¬
Nat.


Blad.
65. Brev om en Kone, som selv vil opamme sit
Barn. Svar derpaa. - Det usynlige
Fruentimmer=Selskabs Ordens=Tegn for
gode Mødre.
66. Aarsag til Folke-Mangel undersøges.
67. Poesie over Firmamentet af Addison.
Over Guds Forsyn af L.
68. Philomele og Progne. En Fabel.
69. Oversættelse tagen af et Skrift: l'Ami
des Hommes Menneske=Vennen; om
Bondestanden.
70. Fortsættelse.
71. Videnskaberne have deres Perioder.
72. En Guddommelig Aabenbarings Nødven¬
dighed.
73. Samme Materie. - Betragtning hvorfor
Gud først 4000 Aar efter Skabelsen gav
Verden en fuldkomnere Aabenbaring.
74. Hvorfor Gud ikke oftere og paa en for alle
begribelig Maade aabenbarer sig?
75. Hvori vi bør efterligne de Gamle. Forslag
til nyttigere og ziirligere Statuer end de
gamle fabelagtige.
76. Om Pedanterie i alle Stænder.


77. Aarsager til Christendommens Aftagelse.
78. Exempel paa en uægte Patriot.
79. Forsøg til et Real=Lexicon i det danske
Sprog.
80. De fleste Romaners Læsning er skadelig.
Clarissa og Grandison roses.
81. Forglemmelsens Tempel.
82. Selskabet har indrettet en Protocol kaldet:
Historien af vores Alder, hvori indføres
dydige Handlinger, som det faaer at vide.
83. Udtog af denne Protocol.
84. En Bodfærdigs gudelige Tanker i sin Een¬
somhed af Young.
85. Fortsættelse.
86. En gammel Ungkarls Brev om Gifter¬
maal. - Svar.
87. Recension af adskillige Journaler over Vi¬
denskabernes Tilstand i Europa.
88. Brev fra en Neger i Vestindien til sin
Moder.
89, Krigsstandens Nytte i Fredstider.
90. Betragtning over Rangstrid imellem Viden¬
skabernes Dyrkere.


Blad.
91. Exempel paa, at ikke de Dydigste kunde
altid være frie for ubehagelige Sinds For¬
nemmelser.
92. Sammenligning imellem de Tyrkiske og Eu¬
ropæiske Fruentimmers Tilstand. - Mid¬
del til at give vore Fruentimmer deres
rette Værd.
98. Veltalenheds Nytte. - J sær den Geist¬
lige. - Præstens Forslag til at udsætte
Præmier for de beste geistlige Taler. -
Saadannes Egenskaber.
94. Betragtning over Alexander M., Carl den
Første af Frankerig, og Knud den Anden
af Dannemark.
95. Bonden i Selskabet kalder sine Børn Guds
Gaver. - Betragtning derover. - Om
Børne=Opdragelsen paa Landet.
96. Vi mangle Historier, som lære os ret at
kiende Mennesket. Historien af et Barn
paa 2 Aar og 5 Maaneder.
97. Guds Befaling om Sabbaten og Høiti¬
der har Menneskets eget Beste til Hen¬
sigt. - Jødernes Sabbat og trende aar¬
lige Fester. - Jubel=Aars Fester i det
nye Testamente, i sær i den Protestantiske


Blad.
Kirke. - Ønske om dens udvortes For¬
bedring, helst i Henseende til Psalmerne.
98. Betragtning over Tidens Fylde. - Epi¬
cureernes og Stoikernes Læremaade.
99. En Projectmagers Forslag ved stemplede
Sedler at spare Udgifter ved Nyt=Aars
Gratulation.


Sneedorffs
patriotiske
Tilskuer.
2det Bind.


Den patriotiske
Tilskuer.
No. 51.
Mandagen, den 13 Julii 1761.
Endskiønt Lyst til at elskes er en af de ædelste
Tilbøieligheder i det menneskelige Hierte,
har den dog det tilfælleds med alle Tilbøielighe¬
der, at den, uden at være stedse under Fornuftens
Herskab, ikke giør os fuldkomnere, ikke lyksa¬
lige, ikke elskværdige, og meget ofte ikke en¬
gang elskede.
Saa længe Pligterne ere Øiemerket, kunne
de fleste Passioner, men i sær Lyst til at elskes,
være ypperlige Midler; Men de ere alle farlige,
saasnart deres Opfyldelse er vort eneste Maal, og
Fornuften ikke bruges uden til at tiene dem.
Den Konst at behage, for sig alene be¬
tragtet, er et System, som er bygt paa Passion,
og naar Fornuften viser sin allerstørste Spidsfin¬
dighed i at udvikle den, naar den er allerlykke¬
ligst i at sætte den i Verk, er den dog kuns en


4
Slave, ja ofte saa meget mere Slave, som den,
i stedet for at følge sit eget Hiertes Drift, maae
rette sig efter andre, og udgrunde tusinde frem¬
mede Tænkemaader og Tilbøieligheder, for at
skikke sig efter dem alle. Den største Forstand,
bliver derved tilsidst saa udtrættet og forvildet, at
den tvivler om alle Grunde, taber alle Følelser,
og følgelig beholder hverken nogen sand Fornøielse
eller Trøst. Den tager saa tit Partie mod sig
selv, den forandrer sine Grundsætninger, den
undertrykker de uskyldige Tilbøieligheder, som
giøre dens Lyksalighed, saaledes, at den ikke
mere handler med Vished, og neppe kiender sit
eget Hierte. Naar dette bestandige Aag tilsidst
bliver den for tungt, naar den Yndest, for hvil¬
ken den opofrede Hiertets Roe, forsvinder, og
hvor let kan det ikke skee? er den misfornøiet
med sig selv; al den Fornøielse, som kunde nydes
i Tingene, ophører, fordi den ikke er vant til
at betragte Tingene saaledes som de ere, og saa¬
ledes som de føles, men saaledes som de forestil¬
les af andre. Mange store Pligters og Forsæt¬
ters Opofrelse, Forsømmelser, Koldsindigheder,
Tvivlraadigheder, efterlade dem en Nag og For¬
trydelse i Hiertet, som for gode Siæle, og saa¬
danne ere gemeenlig de, som gierne ville elskes,
er den største Qval.


5
Kleon, en Mand, som af Naturen ansaae
de fleste Ting, som Menneskene ønske sig, med
en besynderlig Ligegyldighed, havde fra Ungdom¬
men af saa heftig en Lyst til at være elsket, at
dette syntes at være hans eneste Passion. Ære
og Fordeel var saa lidet Hensigten deraf, at han
gjorde sig en lige Umage for at behage alle indtil
Børn. Saa ubevægelig som han var til at
giøre et Trin for at udbede sig en Naade, saa
villig var han til at opofre alting, for at fornøie
dem, af hvilke han troede, at han var elsket.
Intet Arbeide, ingen Besværlighed, ingen Selv¬
fornægtelse var ham for stor for at være yndet af
dem, som han levede med. Han kunde udgrun¬
de alle Aldres og Stænders Tilbøieligheder, lege
med Børn, være alvorlig med Gamle, lempe sig
efter enhvers Begreb, tage Deel i alt det, som
angik dem, forekomme deres Ønsker, opofre sig
til deres Tieneste, og taale alle deres Skrøbelig¬
heder. Alt dette giorde Kleon uden Forstillelse,
og af en naturlig Tilbøielighed til at elskes, i
hvis Opfyldelse han fandt altid sin Umage rigelig
betalt, uden at søge nogen anden Belønning.
Ved at opofre alt det, som var hans eget, for
denne Tilbøielighed, kom han endelig saa vidt,
at det ikke meere kostede ham nogen Umage.
Kleon var lykkelig i sit Foretagende, han blev
elsket af alle, som kiendte ham; og skulde en


6
almindelig Yndest giøre nogen lyksalig, maatte
det være en Mand som ham, der handlede af en
virkelig indvortes Drift, og som ikke kiendte an¬
den Glæde end denne.
Kleon havde Jndsigt, han kiendte Dydens
Værdie og Forfængeligheden af alle de menneske¬
lige Begierligheder, endog den, som beherskede
ham selv. Naar man undtog denne ene Til¬
bøielighed, kostede det ham ingen Umage at op¬
ofre alle andre Ting for sine Pligter; men et
eneste Menneskes Misfornøielse kunde giøre ham
nedslaget, og en Vens Fortrydelse var ham utaa¬
lelig. Saa længe det alene kom an paa at for¬
nægte sin egen Villie, fortrød det ham aldrig at
fornøie en anden. Men her handledes om mere;
han var en Ven af Folk, som havde stridige Me¬
ninger, han hørte ofte den ene fordømme den
andens Tænkemaade og den andens Forhold.
Naar han søgte at stille dem tilfreds, var han
hvert Øieblik nær ved at faae enten den ene eller
den anden til Fiende. Det fortrød han og endnu
mere, at han af Tvivlraadighed ofte syntes enten
paa den ene eller paa den anden Side at gaae
Sandheden for nær. Naar han altid skulde
have fuldt sin Overbeviisning, burde han ofte have
opofret begges Venskab; Men det var ham ikke
mueligt at overtale sig til mere, end til at opofre
den, som i hans Tanker syntes at have meest


7.
Uret. Derved begyndte han at faae Fiender.
Dette forskrekkede ikke Kleon, han havde faaet
dem af Venskab for andre, og dette Venskabs
Tilvæxt erstattede hans Tab.
Kleons Venner tænkte ikke altid som han,
og dette var ei Under; thi faa Mennesker tænke
som Kleon. Kleon er en god Mand, sagde de
fleste, man kan giøre med ham, hvad man vil,
og det koster ikke meget at have ham til Ven.
Disse Venner vare koldsindige. Denne Mand
er for meget elsket, sagde andre, han kan blive
farlig. Disse Venner misundte ham. Den
udvortes Koldsindighed fortrød ikke Kleon; Det
er mig kiært, sagde han, at mine Venner troe,
at jeg ikke forlanger saadanne Beviis af dem, og
at det er nok, at de elske mig. J denne Tanke
fandt Kleon saa megen Fornøielse, at intet, uden
de kiendeligste Beviis af Misundelse, kunde be¬
væge ham til at tvivle om Oprigtigheden af et
Venskab, som det kostede hans Venner saa lidt
at vedligeholde. Kleon merkede omsider at han
havde taget feil, og jo mindre han havde forlangt
af sine Venner, jo mere han havde giort for
deres Skyld, jo mere han havde forladt sig paa
deres Venskab, desstørre var hans Fortrydelse
ved at see sig bedraget i et Haab, hvori han havde
sat al sin Fornøielse.


8
Kleon vilde søge Trøst i andre uskyldige
Fornøielser, men han var saa længe vant til at
opofre alt for at være elsket, at intet andet kunde
fornøie ham; Han vilde søge Trøst i sit eget
Hierte, men dette bebreidede ham, at hans beste
Gierninger, hans Opofrelser selv, vare komne
af en Passion, som, hvor god den end var, dog
ikke altid havde været under Fornuftens Herskab;
det bebreidede ham hver en Feil, hver en Svag¬
hed, som han havde begaaet, for at føie sine
Venner. Havde jeg dog gjort mig saa megen
Umage, sagde Kleon ved sig selv, for at følge
alene min Overbeviisning, for at efterkomme min
Pligt, og for at behage det Væsen, som er Kier¬
lighed, hvor lykkelig skulde jeg da ikke være i
mig selv, om jeg blev forladt af det hele menne¬
skelige Kiøn! Det er min Pligt at bære min
Straf, og at handle fremdeles efter min Fornuft,
uden at bekymre mig om Folkes Domme. Kleon
havde strax fuldt denne Tanke, dersom det ikke
altid kostede Menneskene saa meget at overvinde
en herskende Passion, og dersom hans Venner
ikke havde troet, at han handlede saaledes alene
af Svaghed og Frygt. Dette bragte Kleon til
den Forbittrelse, som gemeenlig er Virkningen af
en bedraget Oprigtighed. Han vilde vise sine
troløse Venner ved Foragt, at han handlede lige
saa lidt af Frygt som af Egennytte, og Kleon fik


9
ligesaa mange Fiender, som han tilforn havde
havt koldsindige og misundelige Venner.
For et Hierte, som var vandt til at sætte
sin hele Lyksalighed i at elskes, var denne Til¬
stand saa piinagtig, at det ikke kunde vare længe,
førend Kleon søgte at rive sig løs af Omstændig¬
heder, der gjorde ham saa tvivlraadig, for uhin¬
dret at følge Fornuften, uden at handle enten af
Had eller af Kierlighed.
J dette Forsæts Opfyldelse føler Kleon nu
den sande Glæde, som han tilforn forgieves søgte
i en almindelig Yndest. J stedet for at lade
sig regiere af en Passion, som giorde ham til
Slave af andres Domme, er det ham nu Lyk¬
salighed nok, at han er vel tilfreds med sig selv.
Hans Fornuft og hans Passion ere derved bragte
i den ønskeligste Overensstemmelse. J steden
for mange og ofte stridige Hensigter, har han nu
kuns en, som er, at sige hvad han tænker, og
at giøre hvad han bør, og naar han har opfyldt
denne, fornøier de faa Venner, som have samme
Tænkemaade, ham mere, end Hobens Yndest.
Han elsker Menneskene, men han søger ikke at
behage andre end Gud og hans egen Samvittig¬
hed. En ved Fornuften og Religionen saaledes
renset Tilbøielighed til at elskes, giør ham de
møisommeligste Pligter behagelige. Han be¬
tragter sig i sin forrige Tilstand, som en vildfa¬


10
rende Vandrings-Mand, der løber mange Veie,
uden at komme til Maalet, og som en Slave,
der arbeider for andre, uden at forbedre sine egne
Vilkaar. Nu derimod finder han, at enhver
god Handling belønnes med den visseste Glæde,
og han seer daglig Tilvexten af en Lyksalighed,
der er bygt paa saa sikker en Grund.
No. 52.
Fredagen, den 17 Juli. 1761.
L¬
ockes Skrift om Opdragelsen er et Værk, som
fortiener at læses af alle Forældre og Lærere.
En Sag af saa stor Vigtighed, som den, at
danne Mennesker, udkræver saa megen Forsig¬
tighed, at saa lastværdigt som det er paa den ene
Side, at være skiødesløs, og ikke antage andre
Grundregler end Fordomme og Vaner, saa for¬
nødent er det og paa den anden, at man bygger
alle sine Slutninger paa klare Grunde og paa
Erfarenhed.
Forfatteren til ovenmeldte Skrift er en
Philosoph ikke af det Slags, som hverken kiender
Mennesket eller Verden uden af nogle faa almin¬


11
delige Begreb, som de have fundet i et System;
han har ved Hielp af Erfarenhed og en øvet
Tænke=Kraft søgt overalt at bestemme sine Sæt¬
ninger saaledes, at den sunde Fornuft let fatter
baade deres Sandhed og deres Nytte. Han be¬
raaber sig i Fortalen paa et Exempel af et ungt
Menneske, som ved denne Methode var bragt
saa vidt, at han endog gjorde mere end man for¬
langte af ham, og hans Skrift har baade i En¬
gelland og i Frankerige fundet saa almindeligt et
bifald, at det er troligt, at det siden er bleven
bestyrket ved mange flere lige saa lykkelige For¬
søg. For at giøre disse lige saa almindelige iblant
mine Landsmænd, vil jeg i disse Blade levere
nogle Udtog af dette vigtige Skrift, og dersom
jeg undertiden drister mig til at tilsætte nogle af
mine egne Anmerkninger, vil jeg bede mine Læ¬
sere prøve dem selv og troe, at jeg ønsker det
samme, som Locke siger i Fortalen: "at enhver
Huus=Fader vilde tænke paa en Sag, der er
saa vigtig en Deel af deres Pligter, og som
har saa stor en Jndflydelse paa et heelt Folks
Lyksalighed, at de vilde undersøge disse Grun¬
de, meddele mig vigtige Erfaringer, og ved
forenede Kræfter stræbe at udfinde de beqvem¬
meste Midler til at giøre dydige og duelige
Mennesker."


12
J Begyndelsen af Verket og ellers paa
adskillige Steder giver han noksom tilkiende, at
Mennesket er saadant et Kreatur, som jeg har
forestillet i nogle af disse Blade, et Kreatur, der
er saa beqvemt, saa bøieligt til adskillige endog
de meest stridende Ting, at det kommer an paa
Opdragelsen alene, om Menneskene skulle blive
gode eller onde, nyttige eller unyttige for Selska¬
bet.) Baade Sielens og Legemets Fuldkommen¬
heder beroe saa meget paa hinanden, at begge,
udkræve den nøieste Omsorg.
Af Legemets Fuldkommenheder er Sund¬
heden den vigtigste. Locke havde selv saa me¬
gen Jndsigt i Lægekonsten, at de berømteste For¬
fattere i denne Videnskab lod ham prøve deres
Skrifter. Dette giver ham saa meget mere
Troeværdighed i denne Deel af hans Verker,
hvor han dog ikke handler om Lægedomme, men
alene om Midler til at forebygge Legemets Svag¬
heder. De vigtigste Grundregler ere 1) at ikke
give dem for varme Klæder. Han beviser med
Ansigtets Exempel, at de fineste Deeele af Lege¬
met kunne vænnes til at taale Kulde. Den
mindste Blottelse er siden farlig, og de fleste af
Hovedets Sygdomme komme deraf, at det holdes
alt for varmt. 2) At vænne dem tilig til at
taale alle Slags Luft. 3) At ikke give dem for
snevre Klæder og ikke indsnøre dem for meget


13
i sær over Brystet. Han ønskede, at man vilde
mere lade Naturen raade og ikke tvinge den for
meget ved saadanne Klædedragter, som gemenlig
svække og ofte vanskabe den; Trangbrystighed,
Tungsindighed, Lungesyge og Forknyttelse i Vex¬
ten ere ofte Virkninger af saadanne Jndskrænk¬
ninger. 4) At ikke give dem stærk Føde eller
Drikke.
Føden bør være almindelig og let uden
Kryderier og saadanne Ting, som ophidse Blo¬
det og opvække en umaadelig Begierlighed til at
spise. Kiød i sær er dem ikke tienligt, førend
de er to eller tre Aar. Vil man endelig give
dem Kiød, maae de hvert Maaltid ikke have meere
end et Slags, og de maae tygge det vel og spise
meget Brød dertil. Melk, Brød, Byg= og
Havre=Supper er den sundeste Føde for Børn;
og naar de vilde spise mellem Maaltiderne, raa¬
der han til at give dem tørt Brød, for at vænne
dem fra Umaadelighed. Tyndt Øl holder han
for den beste Drik, og for at hindre, at de siden
ikke saa let skulde faae Vane til at drikke hastig,
i sær naar de ere varme, umaadelig og i Utide,
agter han det meget fornøden, at vænne dem til
at spise altid noget i det mindste et Stykke Brød,
førend de drikke.
Frugt vil han ikke, at man ganske skal
forbyde dem, siden den naturlige Begierlighed


14
dertil i sær hos Børn er saa stærk, at det var at
befrygte, at de spiste alt for meget, naar de fik
Leilighed dertil, dersom det ganske blev dem for¬
buden. Meloner, Pferskener, de fleste Slags
Blommer, og de Vindruer, som voxe i de Nor¬
diske Lande, holder han ikke tienlige, men vel
Jordbær, Kirsebær og Ribs, naar de ere vel
modne, naar det er strax efter Maaltidet, og naar
man spiser noget Brød dertil. Æbler og Pæ¬
rer, i sær de første, mener han, at de kunne
spise til alle Tider uden Skade, og tør Frugt,
som ikke er nedlagt i Sukker, holder han for at
være meget sund.
Af alle Legemets Vederqvægelser er Søvnen,
den meest nødvendige for Børn; den befordrer
baade deres Sundhed og deres Vext. Man
bør derfor lade dem i de spæde Aar sove saa me¬
get Naturen forlanger, og ikke just bestemme
hvor meget, men kuns til hvad Tid de skulle
sove. Det er got, siger han, at de vænnes til
at gaae tilig i Seng og at staae tilig op. Ved
denne Vane lære de at bruge Dagen og afvæn¬
nes fra Aften=Sværm. Naar de ere imellem
7 og 10 Aar er det først Tid at indskrænke
Søvnen, i Fald de skulde være for meget hen¬
givne dertil, og efterhaanden at vænne dem til
at lade sig nøie med 8 Timers Søvn. Man
maae da vække dem til en vis Tid om Morgenen,


15
men vel vogte sig, at det ikke skeer med saadan
en Heftighed og stærk Stemme, at de kunne for¬
skrækkes, hvilket er meget skadeligt baade for
Sindet og Helbreden. Bløde Senge ere ikke
tienlige, og det er bedre at lade dem sove paa
Matradser end paa Fiær=Dyner.
Ved at følge disse Regler kunde Legemets
Styrke og Sundhed bringes til en meget høi
Grad, naar man tillige vogter sig for alle hasti¬
ge Forandringer af Klæder, Luft o. s. v. i sær
naar Børn tilforn have været anderledes vante;
Thi saa bøielig som den menneskelige Natur er i
Barndommen, og saa let som det er i en vis
Orden at bringe baade Sielens og Legemets
Kræfter til en høi Grad af Styrke, saa skadelig
ere alle hastige og hæftige Forandringer for begge
Deele af Mennesket.
Hvad Sindets Dannelse angaaer, da
holder Forfatteren det billig for den vigtigste Re¬
gel og for Grunden til alle de andre, at man
tilig søger at vænne Børn til at overvinde deres
Begierligheder, og at giøre det, som Fornuften
holder for det Beste, endog naar det strider mod
deres Lyster. Denne vigtige Regel, siger han,
forsømmes meget i Opdragelsen. Forældre lade
dem af en blind Kierlighed forlede til at taale
smaa Feil, som siden blive til onde Vaner og
store Laster. De give endog ved deres Uforsig¬


16
tighed og Kiælenskab Børnene selv Anledning
dertil. Hvor meget befordres ikke Arrighed,
Utaalmaadighed og Misfornøielse derved, at man
ynker Børn ved det mindste Stød, at man tilla¬
der dem at skrige; da et Barn derimod, som
tillig vænnes derfra og ikke bliver ynket, meget
sielden græder, og følgelig føler mindre selv den
Smerte, som saadan en Hendelse kan tilføie ham.
Man lærer dem Hevngierighed ved at slaae Dyr
og banke Gulvet, naar de falde og støde sig.
Den Agtsomhed, med hvilken gamle Folk be¬
merke deres Klæder og giøre mere af Børn, naar
de ere smukt pyntede, end naar de ere vel artede,
hvor megen Lyst til Pragt og Forfængelighed,
maae det ikke opvække i disse smaa sandselige
Kreature, som behandles som Marionetter, og
hos hvilke det ansees for en Dyd at kunne tilig
kneise og bryste sig af disse udvortes laante Pry¬
delser. Fattes dem det mindste, strax hedder
det, hvad vil du spise, hvormed kan vi fornøie
dig. Ved saadan utidig Godhed giør man dem
kuns det Onde mere føleligt, man formerer deres
Begierligheder, de vide selv tilsidst ikke hvad de
ville forlange, blive utaalmodige, naar de ikke
faae alt hvad de ønske, og vænne dem til at ansee
deres sandselige Lysters Opfyldelse som deres
eneste Trøst og Lyksalighed: Da man derimod
burde giøre sig al Umage for at vænne dem til


17
ikke at forlange noget, fordi det behager,
men alene fordi man holder for, at det er dem
tienligt.
Det er langt fra mine Tanker, siger han,
at jeg derfor vil, at man skal være haard mod
Børn, og forlange en Catonisk Alvorlighed af
dem i de spæde Aar. Man bør omgaaes dem
med Venlighed, skiemte og lege med dem, men
kuns ikke føie dem, naar de forlange noget med
Heftighed, Paastaaenhed og Graad. Naar
de i de første Aaringer, og saa længe de endnu
ikke selv kunne begribe Aarsagerne til det, som
befales, ere vel vante til Lydighed og Ærbødig¬
hed, bør man, naar de efterhaanden komme til
Fornuftens Brug, lade Strengheden falde og
søge at giøre dem Grundene og Aarsagerne til
det, som befales, saa fattelige, at man kan vinde
deres Fortrolighed. Derved alene opnaae de
omsider den Færdighed i Dydens og Pligternes
Udøvelse, som siden skal regiere den.
Hans Afhandling om Straffer og Beløn¬
ninger er i sær merkværdig. Naar Børn, siger
han, selv ikke kunne overvinde en nærværende
Lyst, endog naar de begribe, at den er dem ska¬
delig, naar de ikke kunne beqvemme dem til et
Arbeide, som er fornødent, maae man ved en
Straf, som kan giøre Jndtryk, lære dem at fatte
sig uden lang Betænkning; Men saa fornødent


18
som det er, ved Straffer at holde Børn i saadan
en Lydighed, saa meget bør man og vogte sig for
at ikke giøre saa meget deraf, at de tabe Mod,
Lyst og Munterhed. At finde en Middelvei
imellem disse Yderligheder, og at give et Barn
en vis munter Virksomhed til sine Pligter, som
er hverken for flygtig eller tvungen, dette holder
Forfatteren for den største Konst og Hemmelig¬
hed i Opdragelsen.
Legemlige Straffer vil Forfatteren ikke
at man skal bruge uden i den yderste Nød, og
naar ingen andre kunne bevæge. Begierlighe¬
derne hindres vel derved, men de stilles ikke; de
blive tvertimod mere opirrede, fæste sig hemmelig
i Sindet, og bryde siden ved givne Leiligheder
heftigere ud. Det har desuden den Virkning,
at Børnene fatte Afskye for de Ting, til hvilke
de saaledes tvinges, at deres Tænkemaade bliver
slavisk og underfundig, og at de tilsidst tabe baa¬
de Fornuft og Munterhed.
Det er bedre at straffe dem ved at berøve
dem saadanne Ting, som kunde fornøie dem;
men saadanne Fornøielser maae dog ikke være
deres vigtigste Motiver, thi ellers vænnes de ved
Strafferne og Belønningerne selv til at ansee
deres Lysters Opfyldelse som Hovedhensigten af
alle deres Foretagender.


19
Ære og Skam ere langt bedre bevægende
Grunde, og dersom de vænnes til at føle disse,
kunne de siden regiere sig selv, naar de ikke meere
ere under Tvang. Han sætter forud, at alle
Børn gierne ville behage deres Forældre og dem,
som have over dem at sige; ved deres Roes og
Last maae de derfor lære at føle Æren, og denne
maae man søge at giøre til den høieste Beløn¬
ning i deres Øine, alle andre Fornøielser bør
kuns ansees som Følger af denne. For at holde
den i Priis, maae man giøre den kostbar, ikke
rose dem, uden naar de vise nogen Bestandighed,
i det Gode, og ved en Slags Koldsindighed lade
dem forstaae, at man ikke glemmer deres Feil,
førend de ved nogen særdeles Bestræbelse søge at
udslette dem. Siden kan man, naar de særde¬
les fortiene det, rose dem for andre, i sær for
Folk, som besidde saadanne Egenskaber, at deres
bifald bør være dem en Regel; thi saa nyttig
en Passion som Æren er, naar den søger kuns
de fornuftiges bifald, saa farlig er den, naar
man ikke tilig lærer at giøre denne Forskiel.
Men saa nyttigt som det er at rose Børn, naar
de fortiene det, i andres Nærværelse, saa farligt
er det at bebreide dem offentlig; de forbittres
kuns, siger han, og tabe tilsidst Følelse af Ære,
dersom de troe, at de ere beskiemmede.


20
No. 53.
Mandagen, den 20 Julii 1761.
K¬
iøbmanden og Bonden have længe ikke talet
i disse Blade. De have imidlertid ikke
været ledige, men begge beskiæftigede med Ting,
som ere vigtigere for Staten end mange Skrif¬
ter. Den sidste gang de vare i Selskabet, kla¬
gede de begge over Folke-Mangel. J et Land,
sagde Kiøbmanden, hvor Konsterne og Handelen
endnu ere nye, som ikke har mange Colonier, og
i saa mange Aar har havt Fred, skulde man
tænke, at der snarere manglede Arbeide til Fol¬
kene, end Folk til Arbeidet. Kunde De sige
mig Aarsagen dertil, sagde han til Adelsman¬
den? Vi have Folk nok, svarede denne, men
ikke Arbeidere, og dertil er denne Aarsag uden
Tvivl en af de vigtigste, at Mængden hos os har
det tilfælleds med de Nationer, hos hvilke Kon¬
ster og Handel endnu ikke ere blevne almindelige,
at de agte en magelig og sørgesløs Tilstand for
et større Gode, end de Fordele, som de kun¬
de vinde ved Virksomhed og Vindskibelighed.
Mængden regieres til alle Tider og hos alle Folk


21
af Vaner, og ligesom man sagde om det Romer¬
ske Folk, at det forlangte kuns Brød og Skuespil,
saa kan man sige om Almuen hos os, at den for¬
langer kuns Brød og Magelighed. Dette dag¬
lige Brød er lettere at forhverve hos os end hos
mange andre Folk, baade fordi Levnets=Midlerne
ere overflødigere og lettere, og fordi Nationen er
maaskee mere medlidende og gavmild end nogen
anden. Saa prisværdig som denne Egenskab
er, naar den øves mod saadanne Fattige, som ikke
kunde fortiene deres Brød, og saadanne ere rare,
saa skadelig er den, naar den misbruges, til at
føde Folk, som kunne arbeide, i Lediggang.
Hvorfra komme vel de Almisser, som Folk ud¬
give? er det ikke Bonden og Arbeideren tilsidst,
som betale dem, og hvem giver disse Folk noget
igien, naar de ved ulykkelige Tilfælde komme i
Trang, naar de have mange Børn at opføde?
Det er Omløbere og Dagdrivere, til hvilke de
fleste Almisser uddeles, til Folk, som ved Ørkes¬
løshed og Overdaadighed have ødelagt sig selv,
i Haab, at leve siden af deres Landsmænds Gav¬
mildhed. Disse formere Staten med saadanne
Folk, som de ere selv, med Lediggiængere; Og
de boesiddende Arbeidere, de, som dyrke Landet
og Konsterne, de, som deres Pligter og Forret¬
ninger ikke tillade at løbe om, disse hungre hiem¬
me i deres Huse, naar Løsgiængere fødes paa


22
vore Gader; Disse mangle de Midler, til at
opdrage deres Børn til nyttige Konster og Ar¬
beider, som ofte spildes paa at opføde Tigger¬
Unger. Saa vigtig en Pligt, som det er, at
bære Omsorg for fattige og faderløse Børn, saa
fornødent er det baade for disse Mennesker selv
og for det Almindelige, at denne Pligt udøves
med Fornuft. Det er ikke giort dermed, at man
lader dem undervise i deres Børne=Lærdom, og
forskaffer dem Klæde og Føde til en vis Tid.
Dersom de ikke i Tide vænnes til Arbeide, og
lære noget, hvorved de siden kunne forskaffe sig
de samme Beqvemmeligheder, er det kuns at
giøre dem dobbelt ulykkelige. Saadanne Men¬
nesker føle siden deres Armod og Elendighed
mere, naar Gavmildheden ophører; og de for¬
falde af Kielenskab, og af Mangel paa Arbeide,
til Laster. Have vi vel, førend Opfostrings¬
huset blev stiftet, havt en Indretning her i Lan¬
det, som kunde sættes i Ligning med l'Hopital
General i Paris, og med la Charite i Lion?
Og skulde vi ikke iblant de armeste Familier have
fundet Forældre, som vare urimelige og kielne
nok til at lade deres Børn heller sulte og gaae
nøgne, end give dem til Stiftelser, hvor de
frygtede, at de skulde arbeide for meget? Uden
saadanne Indretninger er det umueligt at vente,
at en Almue, i et Land, hvor Konsterne og


Handelen endnu er nye, skulle være vante til et
bestandigt Arbeide og en ordentlig Huusholdning.
For Stæderne, Handelen og Haandvær¬
kerne, begriber jeg nok, sagde Bonden, at saa¬
danne Indretninger maae have en stor Nytte, og
deres Efterkommere, sagde han til Kiøbmanden,
skulde maaskee ikke klage over Mangel af Arbei¬
dere; men hvem skaffer os flere Folk til at dyrke
Landet? Der gaae daglig Folk fra os til Sko¬
lerne, Haandverkerne, Handelen og Armeen,
og der kommer ingen fra de andre Stænder til¬
bage igien. Mange Fattige søge til Stæderne,
hvor de enten kunne leve af Almisse, eller faae
deres Arbeide bedre betalt, eller i det mindste
komme i en Stand, som de holde anseeligere end
den, hvori de ere fødte; Drenge og Piger, som
ere løbne fra os som Tigger=Unger, skamme sig
ved at tiene en velhavende Bonde, naar de have
været et par Aar i en Kiøbstæd.
J har Ret, min Ven, svarede Herre-
manden, og det er af denne Aarsag, at jeg an¬
vender den Sum, som jeg har bestemt til Al¬
misse, paa at lade fattige Børn opdrage her paa
Godset; Under 7 Aar kunde Børn ikke vel faae
den fornødne Pleie, uden af deres Forældre og
nærmeste Venner. Disse baade kunne og ville
giøre det for lidet, og jeg kiender enhver Fami¬
lies Omstændigheder saa vel, at jeg veed hvad


24
den behøver. Naar de ere over denne Alder og
kunne begynde at arbeide, veed J, at jeg sætter
dem ud til Fremmede; dog ikke uden for Godset,
ikke heller til andre end til Bønder, som ere selv
gode Arbeidere og Huusholdere. Derved for¬
bindes de saaledes baade til Standen og til God¬
set, at meget faa have Lyst til at forlade det.
Dersom saadan en Jndretning blev almindelig,
troer jeg, at det skulde tiene meget baade til at
formere og forbedre Folkene, og hindre det Til¬
løb til Stæderne, hvorved Bonde=Standen for¬
mindskes, og baade fattige og ørkesløse Menne¬
skers Tal i de andre Stænder formeres.
Hvor mange Herremænd mener De vel,
sagde Kiøbmanden, vilde paatage sig den Umage
og Bekostning? De fleste offentlige Stiftelser for
Fattige ere overalt i Stæderne, og jeg seer ikke
vel, hvorledes saadan Indretning kunde giøres
for Bonde=Standen, og endnu mindre, hvorle¬
des der kunde holdes derover, naar de skulde være
saa vidt adspredte over hele Landet.
Sig ikke det, sagde Herremanden, hvad
synes Dem, om man giorde saadan en Indret¬
ning: At flere Sogne tilsammen udgiorde et
District i Henseende til de Fattiges Væsen, som
ikke var saa vidtløftigt, at jo de, som forestod
det, kunde være underrettede om alle Familiers
Tilstand, og at Landet ikke skulde blottes ved at


25
sende de Fattige for langt bort. Til at forestaae
saadan en Jndretning, skulde Folkene selv ud¬
vælge nogle der i Egnen, som ved deres Vittig¬
hed og Godgiørenhed havde forhvervet sig en al¬
mindelig Tillid. Disse skulde samle Almisserne
ind, og uddele dem fornemmelig til fattige Fa¬
milier, som havde mange Børn. Over disse
Fattige skulde de have Ret til at paalegge dem
Arbeide for billig Betaling, efter enhvers Alder
og Kiøn, hvorfor de under Straf ikke maatte
undslaae sig, naar de ikke kunde bevise, at de
til den Tid havde lovet deres Tieneste til nogen
anden. Dersom den frivillige Gave, som paa
denne Maade blev indsamlet, ikke var tilstrække¬
lig nok til at understøtte saadanne Indretninger
overalt, mon det da være for meget, om Stæ¬
derne gav noget af deres Stiftelser for de Fat¬
tige, til at vedligeholde den Stand, som er
Grunden til alle de andre? Jeg tilstaaer gierne,
at saadan en Indretning ikke skulde giøre den
Nytte, som den kunde giøre, saa længe man ikke
overalt kan formode den Nidkierhed for det Al¬
mindelige af Herremanden, og den Kierlighed
af Præsten, som ere begge Stænders største
Prydelser.
Dersom saadan en Indretning, sagde A¬
delsmanden videre, ikke kunde raade Bod paa
den Folke=Mangel, som man klager over paa


26
Landet og i Stæderne, veed jeg intet Middel
dertil; Thi denne Mangel kommer dog ufeilbar¬
lig fra Bonde-Standen. Vi have Adelsmænd,
Rangs=Personer, Præster, Haandverks=Folk og
Tienere nok, og dog er det disse Stænder alene,
som tage Deel i de Stiftelser, der overalt i Eu¬
ropa ere gjorte til Folkenes Formerelse. Hvem
opretter Enke=Casser, Hospitaler og Børne=Huse
for Bønder, og det var ikke heller tienligt. Ludvig
den Fiortende udsatte ved en Forordning af 1666
en Belønning for dem, som havde 12 Børn;
men hvem vilde vel gifte sig i det Haab, og skul¬
de Belønningen være almindeligere, hvilket Skat¬
Kammer kunde da holde det ud? Forfatteren af
Les interers ae ia prance mal entenaus,
vilde, for ei at bebyrde Staten med for mange
Udgifter, at de, som havde tolv Børn, skulde
belønnes med adelige Friheder; men vare Bøn¬
derne tiente dermed, og var det ikke at handle
mod Hensigten selv, at opvække saa forfængelig
en Lyst hos en Stand, som man har saa stor
Aarsag til at vedligeholde? Dersom man virke¬
lig troer, at Almuen har saa fiin en Følelse af
Æren, at en fattig Mand kunde opdrage 12
Børn i Haab om adelige Friheder, skulde der
da ikke kunde opfindes smaa Belønninger for
gode Huus=Fædre, som kunde være almin¬
deligere?


271
Næst denne Regel, at Bonde-Standens
Tilvext bør være den fornemmeste Hensigt af allie
vore Anstalter til Folkenes Formerelse, holder
jeg denne for den vigtigste, at Almisserne bør
uddeles saaledes, at de ikke nydes af andre end
af dem, som ikke kunde fortiene noget selv. Saa¬
danne Folk ere de, som enten deres Alder,
Svaghed, Stand eller Mangel af Hielpe¬
Midler forbyde at arbeide.
Til den første Classe henhøre Børn og
gamle Folk. De første kunde tilig begynde at
giøre noget med Hænderne, hvormed de kunne
fortiene deres Brød, og naar de oplæres, kunde
de med deres Arbeide snart føde mange andre.
Hvor meget vinder ikke det Parisiske Hospital
aarlig ved de Fruentimmer, som sye og brodere?
Gamle Folk ere sielden saa affældige, at der ikke
og findes Arbeide, som de kunde giøre uden
stor Møie.
For Syge ere Hospitaler meget nødvendi¬
se, men denne Hielp behøve Folk ikke længe.
De, som i deres Stand ikke kunde for¬
tiene deres Brød, ere af alle Fattige de meest
ynkværdige. For dem er Armod ikke alene en
Byrde, men og en Skam. De føle den saa
meget mere end andre, som de ere bedre vante,
og have finere Følelser. Til denne Classe hen¬
fører jeg Folk af Stand, i sær Fruentimmer,


28
Enker og Børn af skikkelige Familier, og fattige
Studerende, som behøve Hielp til deres Stude¬
ringers Fortsættelse. Disse, som vi kalde Huus¬
Arme, som ikke have lært at grave, og skamme
sig ved at trygle, som heller lide den yderste
Nød, end blotte deres Tilstand for den forfæn¬
gelige Verden, der miot i Overflødigheden ikke
alene glemmer den Fattige, men og spotter ham i
sin Elendighed; Disse Fattige, siger jeg, hvor
meget behøve de ikke deres Medborgeres Gav¬
mildhed, deres Ømhed og Opmerksomhed, ikke
alene for at redde dem af den skiulte Nød, som
de føle mere end de omløbende Betlere, men og
for at bevare dem fra de Laster, til hvilke Trang
og Fortvivlelse kunde friste dem.
Til den fierde og sidste Classe henhøre
Kiøbmænd og Konstnere, som af Mangel paa
Hielpe-Midler, Penge og Forskud ikke kunde
fortsætte deres Arbeide. Og naar disse uden
deres Forseelse ere komne i denne Tilstand, be¬
høver jeg vel ikke at bevise, at det baade er Sel¬
skabets Pligt og Selskabets Fordeel, at under¬
stytte dem.
Læserne kunde selv let drage adskillige Føl¬
ger af denne Samtale. En af de vigtigste An¬
merkninger, som jeg giorde derved, var denne:
At i en Stat, hvor Nærings-Midlerne befordres,
kunne der kuns være faa Mennesker, som behøve


29
en bestandig Underholdning, uden at kunne for¬
tiene den ved deres eget Arbeide. De fleste
behøve saadan Hielp kuns for en kort Tid, og
iblant dem ere Huus=Arme og Børn de, som
fortiene meest Omsorg. Den Slutning, som
jeg drog heraf, var denne, at man, i Steden
for at giøre mange bestandige Stiftelser, bedre
kunde anvende saadanne Capitaler til at give ar¬
beidsomme Familier, forarmede Konstnere og
Huus=Arme nogen Hielp efterhaanden til deres
Børns Opdragelse, Konsternes og Vindskibelig¬
hedens Befordring, og til at give undertiden
nogle Belønninger til gode Huus=Fædre og flit¬
tige Arbeidere.
No. 54.
Fredagen, den 24 Juli 1761.
D¬
a disse Blade udgives to gange om Ugen,
og læses af Folk af adskillige Stænder,
have nogle begiert af mig, at jeg deri og vilde
indrykke saadanne Efterretninger, som ellers pleie
at bekientgiøres i de offentlige Tidender; Men
hvor meget end dette Forslag tiente til at spare


30
min egen Umage, og til at befordre Afgangen
af et Skrift, hvis Nytte derved blev meget al¬
mindeligere, har jeg dog af Frygt, for at blande
mig i alt for mange Ting, endnu ikke kunnet
overtale mig til, at giøre det til en bestandig
Regel.
Et Par meget rørende Breve have bevæ¬
get mig til at opofre dette Blad ganske til saa¬
danne Efterretninger; men da Jndholdet af disse
Breve ikke kan røre uden meget faa Læsere, vil
jeg først bekientgiøre nogle andre Ting, hvortil
jeg maae udbede mig alle Læseres Opmerksomhed,
for at kunde fornøie de gode Folk, som jeg med
disse Efterretninger søger at tiene.
En lille brun braknæset Hund med en hvid
Plet i Panden er bortkommen fra sin rette Eiere;
Hvo som kan give nogen Oplysning derom, maae
vente sig en anseelig Belønning.
Et fornemme Herskab forlanger en Tiener,
som seer vel ud, forstaaer at rage og skiære Haar.
Kan han skrive, er det got, ellers er det nok, at
han taler Tydsk. Naar han vil tiene nogle Aar
til Prøve for en maadelig Løn, kan han i Tiden
vente sig en god Befordring.
Dersom et Fruentimmer, af et smukt Væ¬
sen, som taler Fransk, spiller Qvadrille og Tres¬


31
set, har Lyst til at være Huus=Jomfrue paa et
fornemme Sted, kan hun vente en standsmæssig
Underholdning. Man forlanger ikke, at hun
skal sye, spinde, gaae i Kiøkkenet, eller giøre
nogen anden Gierning i Huset, men alene, at
hun er klædt hele Dagen, skienker Caffe, naar
der ere Fremmede, taler Fransk med Frøkenen
og Junkeren, og holder dem med Selskab engang
imellem, naar de ere ene hiemme.
Til en Kok, som forstaaer vel at lave alle
Slags Pasteter og Jsfrugter, loves en anseelig
Løn og alt hvad behøves i Kiøkkenet, i Over¬
flødighed.
En god Avls=Karl, som har tient 20 Aar
hos et Herskab, er løbet bort, fordi man truede
at sætte ham til Soldat, dersom han ikke antog
den Gaard paa Godset, som blev ham tilbuden.
De 3 sidste Aars Løn, som han har tilgode, loves
den til Belønning, som kan opspørge ham.
En rig Mand af Borgerstanden forlanger
en Student to Timer om Dagen til at undervise
en eneste Søn, som han har, paa 15 Aar. Han
er fornøiet, naar han lærer at tye en Autor, og
saa meget af Skole=Videnskaberne, at han kan
tage en privat Examen. Derfor byder han to
Daler om Maaneden, og en Ducat til Nye¬
Aar. Kan Studenten lære ham at spille nogle
Stykker paa Klaveret, hvortil han har Lyst, vil


32
Manden legge en Daler til, men han lover ham
ingen Befordring: Blive de fornøiede med hinan¬
den, vil han til Afskeed give ham 100 Rdl, til
at sætte sig i Stand med.
En Medlem af det bekiente Mathematiske
og Metaphysiske Selskab af de sande Adepter
udsætter en Belønning af 100 Ducater for den,
som kan opfinde den beste Methode til at forklare
alle Videnskaber af Monaderne, og ligesaa me¬
get for en anden, som er lykkeligst i at bevise, at
en virkelig Adept bør være en Mand uden alle
Følelser. Den samme Medlem lover med det
første at udgive Selskabets Historie, i samme
Format, som dets Religions Bekiendelse, hvori
han vil bevise, at den Mathematiske og Meta¬
physiske Religion ingen værre Modstandere har,
end dem, som dyrke de smukke Videnskaber. De,
som prænumerere, faae hele Værket for 2 Mk.,
og skulde det blive forbudet, selges det siden ikke
under 10 Rdl.
Følgende Breve tillade mig ikke denne
gang at fornøie mine Læsere med flere saadanne
Efterretninger. Det første Brev er fra Adels¬
manden i Selskabet til Præsten, hvilket jeg efter
dennes Begiering bekientgiør.


33
Min Ven!
J veed, at jeg betragter de Rettigheder, som
min Stand og Formue give mig, som det
vigtigste Kald baade af Forsynet og af Regierin¬
gen. Hr. N. er død, og jeg ønskede at skaffe
Menigheden lige saa god en Præst, og baade
Eder og mig lige saa fornuftig en Ven igien,
som den, vi begge have mistet. Dette er jeg
Kirken, Staten, Videnskaberne, mig selv og
mine Bønder skyldig. Geistlige Embeder ere
desuden hos os den eneste Belønning, som de
Studerende med nogen Vished kunne haabe.
Philosophien, Natur=Læren, de smukke Viden¬
skaber, Historien, ja Lovkyndigheden selv, kunne
ikke altid nære de faa Personer, som opofre sig
til deres Dyrkelse. Det er saa langt fra, at
jeg troer, at disse Videnskaber ere en retskaffen
Lærer til nogen Hinder i hans Kald, at de meget
mere ere nyttige, baade til at fornøie ham selv
paa en anstændig Maade, og til at gavne og
opbygge hans Menighed. Den Ensomhed og
Rolighed paa Landet, som forleder nogle ikke
alene til Ladhed, men og til Laster, som ere deres
Stand saa uanstændige, hvor herlige Frugter
skulde den ikke frembringe for Religionen, Na¬
tur=Læren, og alle smukke og nyttige Videnska¬
ber, dersom den blev brugt med den Nidkiærhed,


34
som man bør kræve af dem, der skulde giøre
andre til gode Borgere og Christne, og dersom
de bleve opmuntrede dertil? Jeg kiender selv me¬
get faa Studerende, og endnu mindre af det
Slags, som jeg ønskede. Deres egne slette
Vilkaar, Mangel og deres Medborgeres Stolt¬
hed, giør ofte de Beste iblant dem saa forsagte,
at de ikke tør tale i deres egen Sag. Stræb
selv og ved andre at oplede saadanne. De maae
for alting være oplyste og sande Christne, tale vel,
og føle selv, hvad de sige. Dersom de tillige
besidde nogen Styrke i een af ovenmeldte Viden¬
skaber, er det mig saa meget des kiærere, og J
kan forsikre dem, at, naar de svare til min
Formodning, skal jeg altid holde mig forbunden
til at sørge for, at de kunde leve, og omgaaes
dem som mine Venner.
Da jeg havde læst dette Brev, tænkte jeg,
at der maaskee kunde være flere Patroner lige¬
saa forlegne som Adelsmanden, for at kiende
Folk, som have lagt dem efter saadanne Viden¬
skaber. Jeg troede, at jeg kunde giøre dem en
meget behagelig Tieneste, ved at indføre i disse
Blade nogle Efterretninger, som de forgieves
søge i de offentlige Tidender, og da jeg tillige
erindrede, at jeg for kort Tid siden virkelig har
faaet et Brev fra saadan en Person, besluttede
jeg at indføre her et Stykke deraf.


35
S. T.
M¬
in Hoved=Tilbøielighed har fra Barndom¬
men af været til nyttige Videnskaber;
Men jeg lærte snart af egen Erfarenhed, at alle,
endog de uskyldigste Ting, kunde ved en urigtig
Anvendelse blive skadelige. En alt for stor og
maaskee utidig Flittighed i mine første Studenter¬
Aar svækkede saaledes min Helbred, at jeg blev
uskikket til alle Forretninger. Jeg brugte Læge¬
konstens Hielpe=Midler, men forgieves. En
tærende Syge skulde nu snart afskiære mit Lives
Traad, og man bestemmede allerede hemmelig
Tiden, da jeg ikke skulde findes mere iblant de
Levende; men det var endnu ikke Forsynets Vil¬
lie. Jeg samlede mod Formodning Kræfter
igien, og man raadede mig at reise til Carlsbad.
Min Vei faldt over Halle, hvor jeg efter den
ypperlige, nu afdøde Prof. Junkers Raad for¬
blev, uden at reise til Badet. Denne Menne¬
ske=Ven, hvis Aske jeg med den taknemmeligste
Erindring stedse skal ære, hialp mig, nest Guds
Bistand, til min forrige Helbred igien. Jeg
fortsatte imidlertid mine Studeringer ved Frede¬
riks Universitetet, saa vidt mine endnu svage
Kræfter vilde tillade det. Jeg merkede, at Be¬
vægelse var mig tienlig; Dette, tillige med den
Begierlighed, som jeg følede til at giøre mig


36
engang duelig til Fædrenelandets Tieneste, be¬
vægede mig til at begive mig paa Reiser, og be¬
søge andre fremmede Lande. Jeg opholt mig
nogle Aar i Paris, Rom, London og tilsidst i
Gottingen. Jmidlertid søgte jeg paa ethvert
Sted, saa vidt det stod i min Magt, at forhverve
mig de til mit Forsæt tienlige Kundskaber; dog
maae jeg tilstaae, at, da jeg altid var nød til
at tage min Pung i Raad med mig, blev jeg
skildt ved adskillige Fordeele, som ellers flittige
Reisende, der ikke ere saa indskrænkede, let kunne
opnaae. Jeg kom omsider tilbage, fuld af det
stolte Haab, at jeg nu nødvendig maatte finde
Døren aaben til min Lykke; Men ak! jeg fandt
den tvertimod paa de fleste Steder lukt. J Ste¬
den for at høste Frugten af mine udstandne Møi¬
sommeligheder, seer jeg mig endnu uden Haab,
uden Hielp, uden Befordrere. Den mig af
mine Forældre efterladte liden Formue har jeg
for den største Deel tilsadt paa mine Reiser, og
nu er jeg uden Haab til at nyde nogen Nytte
deraf. Mon jeg da ikke har Aarsag til at være
bekymret; dog, hvem skal jeg klage over? De
Mægtige kiende mig ikke. Andre have ikke alle
Tider Leilighed til at undersøge min Duelighed,
om jeg og besidder nogen. Jeg selv har af Na¬
turen kuns slette udvortes Gaver til at give Folk
fordeelagtige Tanker om de Jndsigter, som jeg


37
maaskee kan have forhvervet mig, og af Mangel
paa mundtlig Veltalenhed, ansees jeg ofte for
vankundig. Ugunstige Natur! Dig alene, om
det var tilladt, vilde jeg klage over, at du ikke
skienkede mig Gaver til at forskaffe mig Adgang
og Yndest hos de Mægtige, og Bekiendtskab
med deres Fortrolige. Dog, jeg tier, og til¬
beder Naturens Herre, som uddeler sine Gaver
viselig og til enhvers Beste."
Den, som har skrevet mig dette Brev til,
har fornemmelig lagt, sig efter Lovkyndigheden,
Historien, Geographien og Statistiken; Han
har under Hr. Putters Opsigt i Gøttingen øvet
sig i practiske Udarbeidninger, forstaaer Tydsk,
Fransk, Engelsk og Jtaliensk.
Saa selsomme og kiædsommelige som disse
Efterretninger maae forekomme de fleste Læsere
saa meget er jeg vis paa, at jeg derved forbin¬
der mig de faa Menneske=Venner, som tænke
ligesom Adelsmanden i Selskabet, og glæde sig
ved enhver Leilighed, som gives dem, til at
kiende og opmuntre det lidet Tal af duelige Med¬
borgere, som ofte ved en alt for stor Undseelse
og Beskedenhed berøve dem selv de fortiente Be¬
lønninger.


38
No. 55.
Mandagen, den, 27 Juli 1761.
D¬
e Betragtninger, som jeg for kort Tid siden
anstillede over Livet, skulde være meget
utilstrækkelige til at fornøie de Læsere, som vide
at sætte den rette Priis paa det, som alle Men¬
nesker saa meget attraae, dersom jeg ikke vidste
at foreslaae dem andre Midler til at leve længe,
end at bruge vel de faa Øieblik af et Liv, som,
naar det anvendes allerbest, er saa kort og for¬
giengeligt.
Have Menneskene gjort dem saa megen
Umage for at udfinde Midler, til at bevare et
Liv, over hvis Møisommeligheder de dog hvert
Øieblik klage, at der neppe er nogen Kraft til
i Naturen, ikke nogen Aare, Vædske eller Seene
i det Menneskelige Legeme, som de jo i denne
Hensigt have undersøgt? Er deres Nysgierrig¬
hed og Lettroenhed gaaet saa vidt, at de af Stier¬
nernes Bevægelser og Strægerne i Hænderne
have villet udregne Livets Længde og Skiebne;
Har Uvisheden af alle disse Forsøg ikke kunnet
trætte dem i de Undersøgninger, ved hvilke de


39
søge at bevæbne dem mod Dødens Frygt; hvor
meget bør jeg da ikke formode, at alle Læsere,
som elske Livet, ville bruge deres sunde Fornuft
til at prøve de Grunde, som kunne forsikre dem
om et Liv, der er baade længere og bedre, end
det Længste og Beste af det Slags, for hvilket
de til alle Tider have gjort dem saa megen
Umage.
Jeg haaber, at jeg i de foregaaende Bla¬
de allerede har sagt nok, for at bevise, at et Liv,
som et fornuftig Menneske bør attraae, er et
ædlere Liv end Planternes og Dyrenes, og for
dem, som giøre sig saadanne Begreb om Livet,
for dem, som sætte det ikke saa meget i Puls¬
Aarenes Slag, i Fordøielsen, Bevægelsen og
Følelsen, som i Siele=Kræfternes uforhindrede
Brug; For dem, troer jeg, at de Betragtnin¬
ger, som jeg i et andet Blad har anstillet over
disse Kræfters store, og for os endog her i Livet
umaalelige Formue til at voxe, ere nok til at troe,
at den Gud, som giør intet forgieves, ikke har
nedlagt disse Kræfter i saa forgiengelige Maski¬
ner, for at ophøre tillige med samme.
Jeg vil her ikke indlade mig i Metaphy¬
siske Betragtninger af Sielens Væsen, hvilket,
af hvad Beskaffenhed det end er, lige saa lidt
som alle andre skabte Ting, kan have Grunden
til sin Vedvarenhed i sig selv; Den sunde For¬


40
nuft nægter vel aldrig, at den samme Magt, som
kan skabe, kan og opholde, og naar vi kuns i
Guds Egenskaber finde vigtige Grunde, hvor¬
fore visse Kræfter, som engang ere skabte, maae
vedblive, have vi vel ikke nødig at forlange at
see ind i disse Kræfters inderste Natur for at troe,
at Gud opholder dem lige saa længe som de Hen¬
sigter vedvare, for hvilke de ere skabte.
Saa klart som det er, at vore Legemer,
saaledes som de ere, ikke tiene til at befordre høiere
Hensigter end dem, som her i Livet opfyldes, saa
lidt kunne vi med noget Skin af Rimelighed
dømme det samme om Sielens Kræfter. Luften,
Varmen, Føden, Tyngselen, Fornemmelserne,
alle disse Ting ere saa nøie afmaalede efter vore
Legemers nærværende Beskaffenhed, at de vel
ikke uden en stor Forandring kunne være beqvem¬
me til at leve paa noget andet Sted i Verden,
end paa vores Jord=Kugle; Men den samme
Tænke=Kraft, med hvilken vi forestille os saa
mange og adskillige Ting paa Jorden, med hvil¬
ken vi hvert Øieblik opdage nye Egenskaber i
Tingene, skulle der ikke være mange Ting uden
for vor Øiekreds, som denne Kraft kunde fatte?
Have Menneskene ved Forstørrelses=Glas vidst
at aabne dem en nye Skueplads i Naturen, og
alle disse fordoblede Jndsigter have de endnu ikke
trettet Forstanden, skulle da Skaberen ikke vide


41
Midler til at sætte disse Kræfter endnu i en høiere
Virksomhed?
At troe, at saa uendeligt et Tal af Lege¬
mer, som der ere i Verden, vare samlede i den
fuldkomneste Orden, uden at der i denne umaale¬
lige Mængde af Skabninger vare Væsener, som
fattede og følede disse Fuldkommenheder, er det
ikke at forestille sig et viist Væsen, som handler
uden Hensigt, og hvilken Modsigelse kan være
større end denne? Dersom disse Fuldkommenhe¬
der i den store Verden ikke bleve kiendte og brugte
videre, end de kunne kiendes og bruges af Men¬
nesket i dets nærværende Tilstand, skulde saa
meget af den store Skabning være uden Hensigt?
Et Væsen, af saa uendelig en Magt, af saa hen¬
sigtsfuld en Viisdom, og af saa kierlig en Til¬
bøielighed til at meddele sig, som Verdens Aar¬
sag maae være, skulde have skabt saa umaalelig
en Mængde af Ting, hvoraf de fleste ikke havde
meer end Bevægelse, nogle faa Følelse, og et
saare lidet Tal en Evne, til at fatte hvad han
havde gjort. Dette lidet Tal skulde være ind¬
skrænket i saa uendelig en liden Prik af Verden,
som vores Jord er, og neppe have Tid til at
fornemme, at de vare til, førend de igien forgik.
Hele Verden skulde være opreist for at formere
disse Skabninger, som ved at forsvinde lige saa
hastig, som de blive til, giorde hvert Øieblik alle


42
Skaberens Hensigter til intet; Hvor mange uri¬
melige Sætninger! Sige de ikke alle, at Viis¬
dommen arbeider uden Hensigter, at Almagten
virker forgieves, og at en uendelig Godhed, som
bevæger Gud til at skabe, er spildt, fordi, naar
alle fornuftige Væsener vare forgiengelige, skulde
han efter den utænkeligste Tid ikke være kommen
sit Maal nærmere, end da han først begynte
at skabe.
Ere der uforgiengelige Væsener til, hvis
Tænkekræfter og Lyksalighed voxe tilligemed Skab¬
ningen, af hvilken saadanne Væsenets Fuldkom¬
menhed og Lyksalighed maae være den fornem¬
meste Hensigt, hvilket er da meest overensstem¬
mende med den sunde Fornuft, enten at Gud
sætter disse Kræfter strax i den høieste Grad af
Virksomhed, eller at hans Viisdom følger den
samme Lov i Aandernes Rige, som i den øvrige
Verden, at lede alle Kræfter gradviis fra et Trin
i Fuldkommenhed til et andet? Dersom høiere
Tænke=Kræfter, end de Menneskelige, vare alene
skabte til en ævig Vedvarenhed, og strax blevne
saa fuldkomne som de kunde blive, var der da
saa megen Oroen i den fornuftige Verden som i
den synlige, var ikke den største Deel af begge
Verdener skabt forgieves?
Guds Egenskaber, saaledes som de kien¬
des af den synlige Verden, kunne derfor give de


45
fornuftige Væsener en stor Vished om en høiere
Grad af Virksomhed, end den, som de opnaae
i deres første Tilstand. De kunne med lige saa
stor Vished, som den, med hvilken de kiende
Guds Visdom, Godhed og Almagt af Naturen,
haabe, at denne Virksomhed skal vedvare og stige
lige saa vidt som deres medskabte Evner og For¬
muer tillade; og da disse langt overgaae de snevre
Grændser?, i hvilke de Menneskelige Siele her
ere indsluttede; da der i Aandernes Rige ligesaa¬
vel ere Grader som i den synlige Verden, hvor
grundet er da ikke den Formodning, at Gud søger
at opfylde alle disse Grader ved Tænke=Kræfter¬
nes evige Tilvext? Er der i Guds uendelige
Fuldkommenheder og i hans store Gierninger en
evig og uudtømmelig Anledning for de høieste
Aander, til at formere hvert Øieblik deres Jnd¬
sigter; stige disse Skabninger uden Ophør, da
skulle jo Skabningens Orden brydes, dersom an¬
dre Væsener ikke efterhaanden bleve forflyttede i
deres Sted. Denne evige Tilvext og Virksom¬
hed i Aandernes Verden er det, som vi kalde et
evigt Liv; Uden det var Skabningen en bestan¬
dig Død, og, dersom endog Erfarenhed lærer
os, at den mindste Deel af Materien i alle For¬
andringer beholder en Virksomhed, at intet er
ganske dødt, ganske unyttigt i Naturen, hvem
kan da troe, at Tænke=Kræfterne, de Væsener,


44
for hvis Fornemmelser det øvrige er skabt, at
disse skulle tabe ved Legemets Forandring al den
Virksomhed, som ikke engang ved Forraadnelsen
ophører i det mindste Solegran, i det ringeste
Frøe, hos hvilket der i saadan en Omskiftelse
altid bliver en Kraft tilbage, ved hvilken det ar¬
beider sig frem til at indtage et andet Sted i
Naturen, hvor det er ligesaa levende, og ofte
herligere, end det var i sin forrige Tilstand.
Et evigt Liv, som bestaaeri en høiere
Grad af alle Siele=Kræfternes Virksomhed.
Hvor frugthar er ikke denne Tanke? Meer end
den halve Deel af vores nærværende Liv anven¬
des paa Legemets Hvile og Vederqvægene. J
den Deel, som vi anvende paa Søvnen, leve
vi ikke; Mørket betager os i saa mange Timer,
i saa stor en Deel af Aaret, den tydeligste, den
fuldkomneste af vore sandselige Følelser, og
Søvnen fordunkler dem alle; Den begraver
Sielens Fornemmelser af sine egne Virkninger i
Phantasiens mørke og uordentlige Afgrund, af
hvilken vi vaagne op igien for at fordrive endeel
af Dagen, paa at opvarte et skrøbeligt Legeme,
hvis klareste Følelser foraarsage os mere Træthed,
Smerte og Kiædsommelighed end Vellyst. De
Øieblik af Livet, i hvilke vi tænke paa høiere
Ting, hvor saa ere de? Og naar vi anvende dem
hest, komme vi da vel videre, end til at kiende


45
Tingenes udvortes og almindelige Egenskaber??
Hvor dunkle, hvor langsomme, hvor ufuldstæn¬
dige ere disse Begreber, og hvor hastig forsvinde
de igien, dersom de ikke stedse fornyes? Saale¬
des er den Kundskab i Stykkevis, som skal af¬
skaffes, naar det Fuldkomne kommer, naar For¬
standen ikke meere betragter Tingene igiennem det
mørke Speil af Sandserne, som forestiller os saa
svage og ufuldkomne billeder, og naar Villiens
Virksomhed ikke mere hindres ved de jordiske
Tilbøieligheder og ved de legemlige Redskabers
Svagheder. Da skal det Liggendefæe, de Kræf¬
ter, som vi nu hære i Leer=Kar, det Liv, som
er skiult med Christo, aabenbares med ham i
Herlighed. Dette Liv bestaaer ikke alene i en
tilvoxende Evne i Forstanden, til at kiende flere
og større Fuldkommenheder, og til at fatte dem
hastigere og tydeligere, men og i en ligesaa pirk¬
som og uophørlig Drift i Villien, til at elske og
befordre disse Fuldkommenheder, i Kiærlighed til
Gud og til vore Medskabninger.
Vores Virksomhed kan i Henseende til
Gud ikke vise sig, uden i Lovsange og Tilbedel¬
ser. Dette evige Liv, denne Forstandens og
Villiens uophørlige Virksomhed, beskrives i Aa¬
benbaringen under en Lignelse af de 4 Dyr, som
baade uden og inden vare fulde af Øine, og som


40
uden Ophør Dag og Nat sang det tredobbelte
Hellige.
Foruden den uophørlige Betragtning af
Guds Fuldkommenheder, som Skriften kalder
Beskuelsen, er det og af Fornuften høistrime¬
ligt, at vore fuldkomnere Siele, ligesom de høiere
Aander, finde mange Anledninger til at øve
Kierlighed mod deres Medskabninger. Guds
Storhed viser sig i en bestandig Virksomhed til
Kreaturenes Beste, og skulle vi ligne ham i
denne Virksomhed, skulde vi ligne Englene, da
maae vi og ligesom disse blive tienstagtige Aan¬
der; Skriften siger, at de salige Siele sang
Gud en ny Sang, fordi han havde gjort dem
til Præster og Konger. Ere der Throner og
Fyrstendømmer iblant Englene, blive der Gra¬
der i Kundskab og i Fuldkommenhed i det andet
Liv, da kan Gud og bruge de fuldkomnere Siele
baade til at oplyse og lede andre; Han kan bruge
dem til Lærere og til Regentere. Og i denne
Virksomhed til at tiene deres Medskabninger,
skal deres egen sande Storhed, og Graden af
deres Herlighed bestaae. Den største i Guds
Rige, siger Frelseren skal være alles Tiener.
Hvilket Liv, hvilken Salighed! dog endnu
kuns følelig for dem, som kiende Sielens Vær¬
dighed, og glæde dem i Pligternes Opfyldelse.
For de fleste er det sandselige Liv endnu alt for


41
vigtigt til at føle ret Saligheden af saadan en
Virksomhed. Disse maae betænke, hvor ofte
det Legeme, i hvis Liv og Følelser de sætte saa
stor en Deel af deres Lyksalighed, forandrer sig
tilligemed dets Begierligheder. Have de nu vel
mere af det Legeme, som de bragte med sig til
Verden? Smager den Føde dem, ved hvilken
de bleve opfostrede? Vilde de gaae tilbage til
den Tilstand, i hvilken de fandt Behag i mange
Ting, som de nu ansee med Væmmelse og
Foragt? Saaledes skulde og deres med himmel¬
ske Legemer overklædte Siele tænke engang om
disse jordiske Boliger. Vore Legemer skulde,
naar de betragtes i deres Undfangelse, i deres
Fødsel, i deres Barndom, i deres Svagheder og
i Døden og Forraadnelsen, ikke kunne synes saa
usle og ufuldkomne for os i den nærværende Til¬
stand, at de jo i deres største jordiske Herlighed
skulle synes langt uslere for en Siel, som kiender
sig selv igien i et forrlaret regeme.


48
No. 56.
Fredagen, den 31 Julii 1761.
J¬
blant andre Ansøgninger, som ere indsendte
til Præsten angaaende det Kald, som er
ledigt paa Adelsmandens Gods, har han og faaet
dette besynderlige Brev.
S. T.
D¬
et Brev, som De haver ladet indføre i den
Patriotiske Tilskuer, har bevæget mig til
at søge Deres Bekientskab, for at erfare, om
De holder mig værdig til et Embede, hvortil jeg
har stræbt at giøre mig beqvem, men som jeg nu
først for adskillige Aarsagers Skyld har kunnet
overtale mig til at søge. Jeg vil i dette Brev
beskrive min Tilstand, og det beroer siden paa
Dem og Deres Ven, at vælge, paa hvilken
Maade De selv ville forsøge, om jeg svarer til
Deres Formodning.
J min Skolegang lærte jeg alt hvad man
pleier at lære, nemlig det latinske Sprog saale¬
des, at jeg kunde forstaae og skrive det uden
Grammaticalske Feil, og de første Begyndelser,


49
af det Græske og Hebraiske. Jeg vil ikke tale
om de andre Videnskaber, af hvilke jeg ikke
engang lærte Navnene og Hensigterne saaledes,
at det kunde opvække nogen Lyst hos mig til at
dyrke dem videre, end der endelig var fornøden
til at udstaae de Academiske Prøver. Min Lykke
var, at jeg kom meget ung til Academiet, og
endnu meer, at jeg udstod disse Prøver, og endte
det, som man kalder det Academiske Løb, i den
korteste Tid, som efter Lovene var muelig, det
er at sige i to Aar. Da jeg efter nogle Maa¬
neders Forløb havde aflagt den anden Prøve i
alle verdslige Videnskaber, uden dog at vide
mere deraf, end da jeg kom af Skolen, og havde
faaet saa berømmelig en Caracter, at jeg ved
næste Befordring blev Baccalaureus, opofrede¬
jeg det andet af mine Academiske Aar ganske?
til Theologien, uden at have anden bevægende
Grund dertil, end at det var Moden, at en,
som vilde passere for en brav Karl, maae ende¬
lig have Attestatz. Til de andre Videnskaber
troede jeg ikke, at der belhvedes saa megen Lær¬
dom, og at kunde, inden de to første Academi¬
ske Aars Ende, giøre saadan en Fremgang i
Theologien, Kirke-Historien og de lærde Sprog,
at man fortiente den beste Caracter, holt jeg for
en besynderlig Ære. Jeg begynte strax paa
mit System, og lærte snart at svare saa færdig


50
paa alle Spørsmaal, at dømme saa rigtig i alle
Religions=Stridigheder, og at igiendrive med
saa mange Grunde alle Vildfarelser, at jeg holt
mig selv meget klogere end alle de Lære=Fædre,
som have været til, førend Universiteterne bleve
stiftede, og den Scholastiske Theologie blev be¬
kiendt; Jeg kunde ikke begribe, hvorledes disse
Folk kunde have begaaet saa mange Feil, som
jeg sandt antegnede hist og her i Kirke-Historien,
og som jeg kunde igiendrive, saasnart jeg kuns
hørte dem. Jeg tvivlede ingenlunde, at om
jeg havde levet paa de Tider, skulde jeg have
talet og skrevet langt rigtigere end baade Augu¬
stinus og Origenes. Med Skriften fik jeg ikke
megen Tid at giøre mig bekiendt; jeg havde nok
at bestille med Sprogene, og at lære de Steder
uden ad, af hvilke jeg skulde bevise de Theologi¬
ste Sætninger og igiendrive Kietterne. Om den
naturlige Theologie troede jeg, at den var alle
Mennesker medfød, og af den Moralske havde
jeg nok i min Cathechismus. Jeg havde hørt,
at den første let kunde forføre Folk til Vantroe,
og at den sidste giorde dem til Pharisæer og Pie¬
tister. Med faa Ord, jeg søgte kuns at være
fast in ibetioise Polemcis, og meer troede
jeg ikke, at jeg behøvede til en Examen. Denne
Prøve overstod jeg i mit 17de Aar, og da jeg
endnu havde 8 Aar tilbage, førend jeg kunde søge


51
Præste=Emvede, var jeg selv meget forlegen,
hvorledes jeg skulde anvende denne Tid. Jeg
forstod ikke andet end lærde Sprog, det Græske
og Hebraiske havde jeg ikke megen Lyst til;
Saa meget Latin, som jeg behøvede til at være
Præst og Academicus, vidste jeg. De fleste
Bøger, som ere skrevne i det Sprog, ere Sy¬
stematiske, og deri troede jeg, at jeg var grundet
nok. At prædike, holt jeg for en let Sag, og
naar nogle undertiden sagde, at jeg giorde vel i
at lære Engelsk og Fransk, at dyrke de smukke
Videnskaber, og det Danske Sprog, loe jeg
dem ud, og ansaae dem for Narre, som troede,
at en Student, som havde gaaet Skolen og Aca¬
demiet igiennem, behøvede at lære sin Moders
Maal, eller for Folk, som ikke forstod deres
Theologie, og lærte fremmede Sprog, for at
kunne stiele deres Prædikener af Engelske og
Franske Postiller. At legge mig efter andre
Videnskaber, som efter min Mening ingen Nytte
havde i Theologien, holt jeg ligesaa daarligt,
som det var ugnstændigt for en Person, der
allerede var klar fra Academiet, at høre Forelæs¬
ninger paa nye.
Der var altsaa i mine Tanker intet tilba¬
ge, hvorpaa jeg kunde anvende den øvrige Tid,
undtagen de Academiske Øvelser. Den Ære,
som jeg derved ventede at indlegge mig, og hvor¬


52
ved jeg haabede at legge Grund til min tilkom¬
mende Lykke, bevægede mig til at opofre mig til
Philosophien. Jeg bragte det hastig saa vidt
i Tænke=Konsten, at jeg kunde rigtig fremsætte
og besvare et Argument. Ved daglig Øvelse
fik jeg en Færdighed i at tale Latin, den fornødne
Dristighed til at forsvare en Mening, som blev
mig forelagt, og til at sige andre imod; jeg
merkede, at nogle saa almindelige Sætninger
vare tilstrækkelige til at finde noget at sige mod
alle Materier, endog dem, som jeg ikke selv for¬
stod. Naar Jndholdet af en Sætning eller et
Strids-Skrift var mig fremmed, søgte jeg at
finde nogle Modsigelser eller Urigtigheder paa
Titelbladet, i Jnddelingen, i Ordene og Cita¬
tionerne; og jo mere uventede saadanne Jnd¬
vendinger vare, desmeere fornøiede jeg mine Til¬
hørere, desmere blev jeg roest for min Skarp¬
sindighed.
Endskiønt jeg ikke behøvede meget af Phi¬
losophien til disse Øvelser, gjorde jeg mig dog
ved den Anledning mere og mere bekiendt med
denne Videnskab. Jeg fik Smag paa den Ma¬
thematiske Methode, jeg læste ikre andre end
Wolfianer, og trøede, at alt hvad der ikke var
skrevet paa den Maade, var ikke værd at læse.
Dette havde ikke alene den Virkning, at jeg
endnu mere end tilforn foragtede alle Bøger, som


75
vare skrevne i den sædvanlige og naturlige Stil,
paa levende eller fremmede Sprog, men og alt
hvad der var grundet alene paa en Historisk og
Moralsk Vished. Historien var i mine Tan¬
ker ikke værd at beskiæftige et fornuftigt Menne¬
ske. De smukke Videnskaber og Veltalenheden
vare Fostre af Jndbildningen og Passionerne, og
naar man vidste at demonstrere Pligterne, behø¬
vede man ikke saadanne Midler til at overtale.
Endelig kom jeg saa vidt, jeg skammer mig nu
ved at sige det, men jeg maae ikke dølge noget
for Dem; Jeg kom saa vidte, at den samme
Siel, som følte en saa kildrende Fornøielse ved
et spidsfindigt Kloster-Argument, var ubevæge¬
lig ved den beste geistlige Tale, og ved den aan¬
derigste Sang. J en Afhandling om Mona¬
derne og om den forudbestemte Harmonie, som
var skrevet efter den Mathematiske Methode, var
alting klart; Men naar jeg læste Popes Forsøg
om Mennesket, og Youngs Tanker, fandt jeg
i den første ikke andet end Tvivl og Vankundig¬
hed, og i den sidste lutter Mørke. Mit Theo¬
logiske System, som jeg uden megen Under¬
søgning løb igiennem for at faae en Examen, et
System, hvorved jeg tænkte kuns lidt og følte
endnu mindre, kunde ikke længe holde Stand,
mod min kiødelige Fornufts regelmæssige An¬
greb. Rogle Følelser, som vare blevne tilbage


34
af en christelig Opdragelse, opvakte endnu nogen
Ærbødighed for den Bog, som jeg var vant til
at betragte som min Lyksaligheds eneste Grund,
men som jeg dog aldrig havde læst i Sammen¬
hæng og med Agtsomhed. Disse Følelser be¬
tragtede jeg som Svagheder, og behøver jeg da
at sige Dem, med hvilke Fornemmelser min Me¬
taphysiske Siel læste Davids Sange, Salomons
Tænke=Sprog, Christi Prædikener og Pauli
Breve.
Hos en Mand, som ikke kiendte den men¬
neskelige Forstands Skrøbelighed og Feilene af
den almindelige Studere-Maade, saa vel som
De, skulle jeg ved denne Bekiendelse giøre mig
forhadt; Men jo meer oprigtig den er, og jo
mindre jeg skiuler mine egne Feil, desmere haa¬
ber jeg, at De troer hvad jeg nu har den Ære
at fortælle dem om min paafølgende Forandring.
Efter nogle Aars Grublen, fandt jeg uopløselige
Vanskeligheder i de vigtigste Sætninger af denne
demonstrative Philosophie, som tilforn havde
gjort mig saa stolt, at min metaphysiske Sam¬
vittighed imidlertid ikke tillod mig at være Præst,
af Frygt for at undervise andre i en Lærdom, der
var bygt paa saa svage Grunde som Christen¬
dommen. Jo mere jeg tænkte selv i Philoso¬
phien, desmere formerede sig disse Vanskelighe¬
der, og naar min Fornuft i alle disse Tvivl skulde


55
vælge noget, fandt jeg, at det sikkerste, det ri¬
meligste, det som var kraftigst baade til at til¬
fredsstille mig selv og til at giøre mig nidkier i
mine Pligter, vare Sandheder, som jeg havde
hørt i min Barndom, og som jeg ikke agtede,
fordi de vare almindelige, og fordi jeg aldrig ret
havde forstaaet dem. Min Philosophiske Kund¬
skab, min Grublen, mine Tvivl førte mig hvert
Øieblik efter mange Omveie tilbage til disse en¬
foldige Sandheder, i hvilke min stolte Fornuft
mod sin Villie maatte søge Hvile, og fandt hver
gang en nye Anledning til Betragtninger, som
gav dem en høiere Grad af Rimelighed. Jeg
foretog mig, og dette var den allerførste gang i
mit Liv, at læse Skriften ganske igiennem. Jeg
opholdt mig ved den første Læsning ikke saa me¬
get ved det Historiske, som ved Lærdommene, og
i disse fandt jeg saa stor Overenstemmelse med den
sunde Fornuft, og med den menneskelige Natur
saaledes, som den ved nøiere Eftertanke kiendes
af Erfarenhed, med dens Drifter og Følelser.
Jeg sandt i Maaden, paa hvilken disse Sand¬
heder vare udtrykte, noget saa værdigt, saa op¬
løftende, saa beqvemt til at sætte den hele Siel i
Bevægelse, at jeg ansaae alle de Bøger, som jeg
tilforn havde læst med Vemmelse.
Jeg faldt derved til en anden Yderlighed.
Jeg foragtede alle verdslige Videnskaber, og over¬


56
gav mig saaledes til de aandenige Betragtninger
og Fornemmelser, som vore Siele endnu ikke ere
sterke nok til at udholde uden Afvexling, at jeg
blev tungsindig og tilsidst virkelig kied af Livet.
Jeg kiendte ikke uden Skole-Bøger, Systemer,
Strids-Skrifter, kritiske Verker; Disse trettede
og forvildede mit Sind uden at føde og veder¬
qvæge det. En Præst, som ved mange Aars
Betragtning og Erfarenhed havde samlet en
Kundskab, som man forgieves søger i Systemer,
som havde en smuk Samling af fremmede meest
Engelske Skrifter, og prædikede meget vel, raa¬
dede mig til at læse nogle Bøger, som vare
skrevne med Smag. Dette Ord var mig hid¬
indtil ubekiendt; Jeg læste efter hans Forslag
nogle i det Tydske, thi dette Sprog var endnu
det eneste som jeg forstod, og disse gave mig Lyst
til at lære Engelsk og Fransk. Ved disse Mid¬
ler, kom jeg Tid efter anden i Bekiendtskab med
adskillige Bøger, af hvilke nogle ved fornuftige
Betragtninger og Erfaringer ledte mig til en
Kundskab om Gud, mig selv og Verden, som
var baade udførligere og meere levende end den
Metaphysiske; andre lærte mig snart af den sunde
Fornuft, snart af Historiske Bevis høiere Grun¬
de for Religionens Sandhed, end jeg havde
fundet i mit System; Andre oplyste mig om
Skriftens Høihed, dens Værdighed, dens Kraft


57
til at forandre, forbedre og lyksaliggiøre Men¬
nesket. Jeg fandt i disse Bøger fornemmelig i
Geistlige Taler og Sange tillige et Foredrag,
som var ligesaa overenstemmende med Sielens
naturlige Tænkemaade og Fornemmelser og med
Skriftens Stil, som det var adskilt fra den Sy¬
stematiske og Demonstrative. Med faa Ord:
jeg lærte af disse Bøger først at tænke og føle
selv, og siden at tale saaledes for andre om de
guddommelige Sandheder, at jeg nu agtede det
lige saa vigtig at holde en opbyggelig Tale, som
tilforn at disputere og demonstrere. Dette er
sandelig ikke lidet sagt. Jeg troer ved nogen
Øvelse at have bragt det saa vidt, at mit Ar¬
beide ikke er uden Frugt, og jeg finder selv altid
i saadanne Betragtninger og Fornemmelser en
Glæde, som jeg agter høiere end al timelig Be¬
lønning.
Jeg føler altsaa nu et inderligt og indvor¬
tes Kald til dette Embede, som jeg holder for
det Vigtigste af alle menneskelige Forretninger,
og for at følge dette Kald har jeg kuns to Ønsker
tilbage: Det ene er, at blive kaldet paa en vær¬
dig Maade og uden at søge nedrige Midler;
Det andet, at jeg i mit Embedes Forretninger
maae blive understyttet af Folk, der tænke som
De og Deres Adelsmand. Jeg forbliver o. s. v.


58
No.
57
Mandagen, den 3 August 1761.
C¬
aron overbragte engang til de Dødes Rige¬
en heel Skibs=Ladning fuld af misfornøiede
Siele, Feltherrer, som beklagede, at de vare
faldne midt i deres Seiervindingers Løb, og paa
en Tid, da de tænkte at udføre de største Foreta¬
gender. Skiønheder, som i deres blomstrende
Ungdom vare bortrevne af mange Tilbederes Ar¬
me. Lærde, som vare døde midt i Undersøgnin¬
ger, ved hvilke de haabede at giøre Opdagelser,
som fortiente Udødelighed. Hofmænd, som vare
bortrykkede paa en Tid, da de ventede at naae
deres Ønskers Maal, og at høste Frugten af
den Yndest, som de ved saa mange flittige Op¬
vartninger, ved saa mange møisommelige Trin
endelig havde forhvervet sig. Rige Folk, som
vare døde, førend de havde opnaaet den fulde
Sum af den Capital, som de ønskede sig, og
som de med saa mange Aars Hunger og Sved
havde samlet. Vellystige, som havde spist og
drukket sig ihiel, og som klagede over Skiebnen,


95
fordi deres Maver ikke havde været sterke nok til
at fordøie alt hvad deres Øine begierede.
Giver Eder tilfreds, sagde Caron, J kien¬
de endnu ikke det Land, hvor jeg fører eder hen;
Det er et Land, hvor J behøve ingen af disse
Ting, hvis Forliis J nu saa meget verlage. J
de Dødes Rige er ingen Strid; Der ere Alle
lige. Der er ingen Forskiel paa Kiøn eller
Stand, og vi behøve hverken Penge eller Spise.
J fliide der et Liv, som ingen kan verøve Eder,
og som behøver ikke nogen Underholdning; Jnd¬
byggerne tale et Sprog, som er fuldkomnere end
alle de jordiske Tungemaal, og J skulle hvert
Øieblik see nye Ting, som fortiene Eders Op¬
merksomhed mere end alt hvad J have seet paa
Jorden. Dersom J skikke Eder vel, skulde J
blive elskede af alle de gode Siele, og J behøve
her ikke saa forgiengelige Ting, som Rigdom,
Skiønhed og Stand, for at blive agtede. Dette
er just vores Ulyksalighed, svarede de alle med
een Mund. Hvad skal jeg giøre i et Land,
hvor man aldrig fører Krig? svarede en Felther¬
re. Jeg forstaaer ikke, hvad det er for en Kier¬
lighed, som J tale om, sagde en Skygge af et
Fruentimmer, som havde været meget deiligt;
Siele, som have ingen Ansigter, ingen hvide
Hænder, kunde de elske? Hvortil nytter al min
Kundskab, svarede den Lærde, i et Land, hvor


60
man taler hverken Græsk eller Latin; Jeg er for
stor en Kiender af det Gamle for at finde Lyst
til at være paa et Sted, hvor J sige, at Alting
er nyt. Bruger J ingen Opvartninger, sagde
Hofmanden, hvormed skal jeg da fordrive Tiden,
og i et Land, hvor alle ere lige, kan der jo ikke
engang være skikkelige Folk? Skaf mig mine
Penge igien, sagde den Rige, og jeg vil give
mig tilfreds, jeg vil fordrive Tiden ved at tælle
dem; thi jeg havde dog ikke i Sinde at bruge,
dem til andet. Kan man sove i de Dødes Ri¬
ge: sagde den Benysnige, thi i et Land, hvor
man hverken spiser, drikker eller elsker, skulde
det være min eneste Lyksalighed.
J have alle berlaget Eder saa meget over
Døden, sagde Dommeren, som uddeler Skieb¬
nen til de ankommende Siele; velan, det skal
være Eder tilladt at gaae tilbage igien i Livet,
og J skulle med alle dets Skrøbeligheder være
udødelige. Vi skulle dog engang blive gamle,
og jeg kunde ikke meeere gaae i Krigen, svarede
Feltherren; og jeg skulde ophøre at være smuk,
sagde Fruentimret. Min Hukommelse skulde
slaae Feil, mine Videnskaber gaae af Moden,
sagde den Lærde. Jeg maatte af Alderdom en¬
gang forlade Hoffet, tage min Afskeed, og boe
paa mit Gods, sagde Hofmanden. Jeg skulde
leve og see Prisen paa alting stige, og Renterne


01
at falde indtil 1p. E., sagde den Rige; og jeg,
sagde den Vellystige, skulle vel blive saa gam¬
mel, at jeg hverken kunde tygge eller sove? Nei,
raabte de alle, saadan en Udødelighed forlange
vi ikke.
J ere meget besynderlige Siele, sagde
Dommeren, J skiøtte ikke om den høiere Lyksa¬
lighed, som tilbydes Eder her, ikke heller ville
J have Eders forrige Legemer igien, og dog for¬
lange J, at faae alle Eders Jordiske Tilbøielig¬
heder opfyldte; Vel an, jeg pil overbevise Eder
med Eders egen Erfarenhed, hvor ubillige Eders
Klager ere. Jeg vil tilstaae Eder disse Ønsker,
saavidt det er mueligt. Bag disse Bierge, sagde
han til Feltherren, staaer en udødelig Krigs=Hær
af Schyter og Cimbrer, som er færdig til at lade
sig bruge saa meget som J lyste. Jeg vil an¬
vise Eder, sagde han til den Lærde, en Bolig
iblant de Græske og Romerske Forfattere. Eders
Skat, sagde han til den Rige, har jeg, for at
hindre, at Eders Arvinger ikke skulde dele og
forøde den, ladet nedgrave i en mørk Kielder un¬
der Eders Huus, og J skulle have Tilladelse at
spøge der saa meget som J vil. Og Eder, sagde
han til den Vellystige, giver jeg en Overflødig¬
hed af alle Retter, en Formue til at spise uden
Ophør, og at smage alt hvad J lyster, uden no¬
gen Tid at blive mæt. Dette er mig altsammen


62
let, sagde Dommeren; men den største Vanske¬
lighed er at fornøie dem, som endnu ere tilbage.
J er ikke tent, sagde han til Fruentimret, med
at faae en Skiønhed igien, som ikke finder her
nogen Tilbeder; og da denne Lyst er af alle jor¬
diske den, som snarest ophører ved Legemets Død,
saa kiender jeg og ingen blant alle Sielene her,
der skulde have Lyst til at være Eders Galant.
J et Land, hvor alle ere lige, skal det være lige¬
saa vanskeligt, sagde han til Hofmanden, at finde
en Post for Eder, og det er for meget at forlan¬
ge, at jeg for Eders Skyld skal forandre vores
hele Stats-Forfatning. Alt, hvad jeg formaaer,
sagde han til Fruentimret, er at give Eder igien
Eders Ansigt smukkere end det nogen Tid har
været, og at lade denne Cavalleer, sagde han til
Hofmanden, nyde den Lykke, som han i Livet
agtede saa høit, at være saa dellig en Persons
eneste Tilbeder.
De gik alle fornøiede bort, og enhver haa¬
bede at besidde en Lyksalighed, som aldrig skulde
faae Ende.
Feltherren stillede sig for i Spidsen af en
Krigs=Hær, som med den fuldkomneste Orden
lystrede hvert et Vink, og angreb Fienden med
saadan en Tapperhed, at der ved hvert Angreb
falde mange Tusende. De Slagne, thi alle
vare udødelige, reiste dem strax igien. Begge


03
Krigs=Hære bleve i et Øieblik igien opstillede i
den forrige Orden; Nye Slag, nye Seiervin¬
dinger; Og hvor længe de end varede, bleve
begge Krigs=Hære endda lige saa talrige, lige
saa friske og muntre som tilforn. Der blev intet
vundet eller tabt, uden Æren, og Alting kom
igien i sin forrige Stand. Jeg veed ikke, hvor
mange Aar disse evige Krige vedvarede, uden
at afbrydes ved Sommer eller Vinter, Nat eller
Dag, førend Feltherren endelig blev kied af et
Arbeide, som var saa uforanderligt, og hvorved
han ikke udrettede noget. Han klagede sig for
Dommeren, og søgte at undskylde hans Misfor¬
nøielse dermed, at man førte anderledes Krig her
end paa Jorden. J tager Feil, svarede Dom¬
meren; Intet Verdslig Rige, som er stiftet ved
store Erobringer, har været bestandigt. J de
fleste Krige vindes ikke andet end Æren, og naar
J have opofret saa mange Mennesker for at
mætte den forfængeligste Begierlighed, ere J dog
misfornøiede, fordi J ikke kunne ødelegge det
hele menneskelige Kiøn. Tør i fortryde paa,
at Forsynet lader Mennesker fødes igien, og at
det opbygger, hvad J nedbryde; ville J og
misunde disse Siele, hvis naturlige Liv J saa
lidet agte, at være udødelige? Saadan en Siel
som Eders, sagde Dommeren, fortiener endnu
ikke Udødelighed. Gaae tilbage til Livet. Bliv


64
Soldat igien i den Krigs=Hær, som J anførte,
og lær af Erfarenhed, at kiende alle de Lidelser,
som J have paaført andre.
Den Lærde søgte med en umættelig Be¬
gierlighed efter de gamle Grækere og Romere;
han fandt Cicero og Cato i en alvorlig Samtale
om Guds Egenskaber, om Sielens Natur, om
Pligterne, Lovene og Regierings Konsten. Han
hørte længe til, og forstod kuns lidt af Sproget,
men endnu mindre af Materien. Hans Ærbø¬
dighed for disse ærværdige Personer, og hans
Frygt for at begaae en Feil mod Sproget, var
alt for stor til, at han skulde understaae sig at
tale først. Endelig bleve de ham vaer, og spurte,
hvem han var. Eders Lands-Mand, svarede
den Lærde, thi endskiønt jeg ikke har den Lykke
at være fød i Eders gyldne Alder, og at have
seet Rom i sin Velmagt; tør jeg dog vel kalde
mig en Romer, for den Nidkiærhed, som jeg har
viist for det Romerske Sprogs Ære, for at op¬
lede Eders Haandskrifter, bevare hver en Tøddel
af Eders udødelige Værker, og frie den mindste
Levning af Alderdommen fra Undergang og For¬
giemmelse. Paa disse Ting, som jeg har agtet
høiere end mit eget Fædrenelands Ære, Sprog
og Historie, har jeg anvent mit hele Liv, og den
eneste Lyksalighed, som jeg føler i denne Tilstand,
er at kunne oplyses af Eder om adskillige Ting i


63
det Romerske Folks Historie, som mit jordiske
Liv, endog naar jeg tog Nætterne til Hielp, ikke
var langt nok til at udfinde. Du, en Romer,
sagde Cato, en Barbar er du. Baade dit
Sprog og din Tænkemaade røber dig. J ne¬
drige Siele, som nedstamme fra de vilde Folk,
som ødelagde mit Fædreneland, tænker J at blive
værdige til at kaldes Romere derved, at J læse
deres Skrifter, at J tale deres Sprog med grove
og uslebne Tunger, at J samle Levninger af de
Byer, som Eders Fædre brændte? Nei, at elske
sine Pligter, at opofre sig for det Almindelige,
og være ubevægelig i store og ædle Forsætter, det
er Egenskaber, som giøre Folk værdige til at op¬
tages i vores Borgerskab. Jeg fornemmer,
sagde den Lærde ved sig selv, at Cato er ligesaa
alvorlig efter Døden, som han var i Livet; Jeg
vil gaae til Horatz, han skal vide bedre at leve,
det vil glæde ham at see mine Anmerkninger over
en af hans Oder. Disse Anmerkninger udgiorde
saa stort et Verk, at Formaten alene var nok til
at sætte Horatz i den største Forundring. Jeg
er Dem meget forbunden, sagde denne gamle
muntre Poet, fordi De haver villet giøre Dem
den Umage at tillegge mig saa mange Tanker,
som jeg aldrig har havt. Den Ode, som det
har behaget Dem at skrive saa stor en Bog om,
er intet mindre end Virkning af en dyb Philoso¬


00
phie eller af en vitløftig Lærdom. Jeg giorde
den færdig i et Selskab, hvor der var for god
Viin og for mange smukke Ansigter til at jeg
skulde tænke saa meget. De giør mig megen
Uret, om De troer, at jeg har været lærd; vil
De giøre Bekientskab med saadanne Folk, boer
her en Mand næst ved, som hedder Orbilius, hos
ham kan De faae Oplysning nok om Ordenes
Ælde, om deres Oprindelse, om Skrive=Rig¬
tigheden og om alle de Forandringer, som ere
foregaaede i Sproget. Jeg belymrede mig for¬
nemmelig om Tankerne; Jeg prøvede dem efter
den sunde Fornuft. Jeg talede Latm saaledes,
som man talede det i min Tid i Rom, det er at
sige, som fornuftige og slevne Folk tale deres
Moders Maal, og deri bestod min Sprog=Konst.
Efter mange saadanne Samtaler, ved hvilke den
Lærde begynte at tabe endeel af sin forrige Smag,
uden dog at blive bedre oplyst, var han endelig
saa lykkelig at treffe Soerates, for hvilken han
beklagede sig over den Tid, som han havde spildt
paa en Lærdom, for hvilken han blev saa lidet
agtet, endog i de Dødes Rige. Han bad So¬
crates, at han dog vilde sige ham, hvori den
Viisdom bestod, for hvilken man endnu ærede
ham saa meget i Verden, og hvorved han syntes
at være saa lyksalig her. Jeg har læst meget
derom, sagde den Lærde, men jeg har aldrig for¬


07
staaet det ret. Min hele Viisdom paa Jorden,
sagde Socrates med en Smil, bestod deri, at
jeg vidste selv, at et dødeligt Menneske ikke kan
vide meget, at jeg satte min Lyksalighed alene i
Pligternes Udøvelse, og haabede et bedre Liv.
Det kostede den Lærde megen Umage at overtale
sig selv, til at troe dette; men af Frygt for at
faae lige saa haard en Dom som Feltherren, der¬
som han paa nye klagede over Skiebnen, blev
han hos Socrates saa længe, indtil han fuldkom¬
men havde lært, at han vidste Intet.
Den Rige hørte daglig saa mange For¬
bandelser af sine Arvinger, fordi han havde skiult
sine Penge, at han blev kied af at vaage længer
over sin Skat. Da den Vellystige havde forsøgt
alle Forandringer saa længe, indtil han var ble¬
ven vant til dem alle, og fandt ikke meere Smag
i noget, følte han tilsidst ikke andet end en umæt¬
telig Hunger. De ønskede begge at blive for¬
løste af deres Fængsel, og Dommeren lod den
første Siel fare i en Tigger og den sidste i et
Sviin.
Det varede ikke nær saa længe, førend den
Smukke og hendes Galant ønskede uden noget
Vilkaar at skilles ad; deres Siele bleve forflyt¬
tede i to heslige Mohrer, som man siden solgte
til Slaver paa Colonierne.


68
No. 58
Fredagen, den 7 August 1761.
E¬
n rig Handelmand, som kommer undertiden
i vores Selskab, har en Søn, som nu just
er af den Alder, at hans Fader maae bestemme,
hvortil han skal bruges. Hans Venner ere alle
af de Tanker, at han ikke bør være Kiøbmand;
Hvem, sige de, som kan leve af sine Midler, vil
vel have den Uroe og Usikkerhed, som følger med
en Stand, der desuden her i Landet ikke meget
er agtet? Nogle ville have ham til Officeer, an¬
dre, at han skal studere, ikke for at blive ved
Videnskaberne, hvilket i deres Tanker er for en
Mand af Midler lige saa lidt anstændigt, som
at være Kiøbmand, men for at gaae de sædvan¬
lige Grader igiennem, som der behøves til at faae
en Stats= eller Justitz=Betiening. For at legge
en sikrere Grundvold til denne Lykke, raade de
fleste Faderen til at lade sig adle, og naar denne
foreholder dem, at alt dette koster Penge, og at
han giør disse Bekostninger for at sætte sin Søn
ud af en Stand, i hvilken han let kan forsørges
og ikke alene bevare, men og forøge sin Capital,


09
for at trænge ham ind i en anden, hvor der ere
saa mange Søgende, at han maaskee sildig eller
aldrig faaer noget at leve af, forekaste de ham,
altid, at han er gierrig, og har ingen Ambition.
Lad være, sige de, at Eders Søn aldrig kommer
til Embede eller Løn, en stor Skade for en Per¬
son som har 3, 4000 Rdlr. om Aaret at fortære,
og som ikke behøver at tiene; han faaer altid en
Caracter, og man gaaer ham ikke let forbi. Det
er dog bedre at være Noget end Intet; For en
Mand, som har Ambition og Midler at giøre
alting med, er det dog angenemmere at hedde
Velædle og Velbyrdige, Høiædle og Velbaarne
Hr. von 2 - - - end at kaldes slet og ret Mon¬
steur Geer Peersen.
Faderen aabnede sig engang for vores A¬
delsmand. Jeg vilde nødig, sagde denne, raade
Dem noget i en Sag, som er af den Beskaffen¬
hed, at De maaskee kunde troe, at jeg talede af
Misundelse. En Ting maae jeg først spørge
Dem om: Troer De, at Deres Søn er skikket
til Kiøbmandskab? thi for at overbevise Dem,
at jeg ikke foragter Deres Stand, eller er saa
stolt af min egen, at jeg skulde tale af Passion,
maa jeg sige Dem, at jeg agter Handelen for
saa vigtig en Sag, at jeg seer heller, at Folk
blive Rangs=Personer af de fornemste Classer,
end slette Kiøbmænd, som ofte ikke alene forderve


70
Handelen for dem selv og for andre; men og
spilde Statens og Nationens Credit. Kiøbman¬
den svarede ja, at han meente, at han havde
baade Genie og Lyst til Standen. Saa raader
jeg Dem, svarede Adelsmanden, som en Ven,
enten De bliver vred paa mig eller ei, at De ikke
af Deres Venners Forfængelighed lader Dem
forlede til at sætte Deres Søn ud af en Stand,
i hvilken De selv kunde giøre ham til en lykkelig
Mand og til en nyttig Borger.
De kiender mig for vel, sagde Adelsman¬
den videre, til at troe, at jeg tænker som nogle
af min Stand, at de samme Fortienester, ved
hvilke vore Forfædre have banet sig Veien til de
Fortrin, som de nyde i Staten, ikke kunde giøre
Efterkommerne ligesaa værdige dertil, eller at
disse Fortrin skulde være bundne til visse Navne
alene. Det er ikke for mine eller for min Fa¬
milies Fordele, men for Standen jeg taler, og
ikke for denne Stand alene, men for alle Stæn¬
der, imellem hvilke der bør være en vis Symme¬
trie, om en heel Stat skal bestaae. Det er saa
langt fra, at jeg misunder nogen anden Stand,
sin Anseelse og sine Fordele, at jeg tvertimod
ønskede at kunde forskaffe dem saa mange, og at
giøre dem disse saa kiendelige, at enhver vilde
agte sin egen Stand for den vigtigste i Staten.
Eders Stand, min Herre, har virkelig saadanne


71
Fortrin, at naar J kiendte Dem selv, skullde J
være for stol til, at lade Eders Søn adle. Be¬
tragt dem engang! Have vi nogle Midler, nødes
da ikke vores Stand til at forøde dem paa tusende
Maader? Og have vi vel den Leilighed til at
forhverve dem igien som J? Hvor mange adelige
Betieninger ere der, i hvilke vi kunne, jeg vil
ikke sige, berige os, men komme ud, uden at
tilsætte af vore egne Midler? De Borgerlige
Betieninger ere i Almindelighed baade mange
flere og mere fordeelagtige. J have, foruden
disse, mange Midler til at forhverve, som vi be¬
røve os selv ved en forfængelig Ære, der ikke
tilveiebringer os andet end Misundelse. Denne
Ære, min Ven, vilde J vel tilkiøbe Eder den,
ved at opgive en fordeelagtig Handel, og ved at
berøve Eders Efterkommere saa mange visse og
sikre Midler, til at blive gode Huus Fædre og
nyttige Borgere? J klager, at Eders Stand ikke
er æret nok. Jeg tilstaaer det, og jeg beklager
det ofte selv. Men hvem er det, som meest for¬
agter den? Er det dem, hvis Domme ere af
nogen Vigtighed? Alle fornuftige Folk, alle de,
som kiende Verden, mon de ikke agte en erfaren,
nyttig og velhavende Borger meer end 10 nøgne
Adelsmænd, som intet have lært? Enhver Petit
Maitres, enhver Nars Domme, skal den be¬
væge os til at forandre vor Stand, hvad kan da


72
være hestandigt, hvad kan bringes til Fuldkom¬
menhed i et Land, og det som endnu er mere,
hvor kan noget Menneske være fornøiet? Lad
nogle ufornuftige Folk af Adelstanden begegne
Eder undertiden med Stolthed, maae de fortien¬
teste Mænd i vores Stand, de, hvis Forfædre
have gjort Riget de vigtigste Tienester, maae de
ikke taale, at Mængden hvert Øieblik opholder
sig over dem, misunder dem deres Fortrin, og
igiennemgaaer baade deres Levemaade og deres
Foretagender. Troe mig, min Ven, Eders Stand,
skulde være meget mere agtet, end den er, der¬
som Eders Medborgere i Stedet for at betle om
Titler og Adels=Breve viiste i Gierningen, og
ved at blive ved deres værdige Kald, den Lige¬
gyldighed for alle saadanne Ting, som de til
Utide vise ved at opholde sig over vores Stand;
og naar J nu faae disse Hexligheder, blive J da
mere ærede derved? Adelen, agter den Eder mere
end tilforn? Den ufornuftige Deel deraf, de,
som ikke have andet at bryste sig af end et Stam¬
me=Navn, en Titel, en Rang, de kunde maaskee
agte Eder, men sandelig ikke de Fornuftige. Og
Eders egen Stand, den anseer Eder som Over¬
løbere, der kaste Foragt paa de Forretninger, for
hvis Skyld alene J fortiene at æres. For at
gaae paa den høire Side af Folk, som i alle For¬
nuftiges Øine ofte vare saa lidet værd, at man


13
ikke engang satte Eder i Ligning med dem, for¬
ringe J Eder selv, forlade Eders Stand, og
giøre Eder til et Maal baade for Adelens Foragt
og for Eders Medborgeres Misundelse. Uden
at kunne haabe de store Fordele af Adelstanden,
opofre J de største og visseste, som Videnskaber¬
ne, Konsterne og Handelen give Eder, og som
beroe langt mere paa Eders egen Flid end paa
yndest og Lykke. For at sige min Mening kort:
har Eders Søn ikke Lyst eller Genie til Hande¬
len, har han saa megen Beqvemhed til Viden¬
skaberne eller til Krigen, at J troe, at han kan
giøre sig værdig til Æresposter paa den Maade,
som Adelskab bør forhverves, og uden hvilken
jeg agter en gammel Adelsmand lige saa lidt som
en nye; velan saa anvend Eæders Midler paa at
give ham saadan en Opdragelse, og jeg vil selv
giøre mig en Fornøielse af at tiene Eder i hvad
jeg kan: Men har han ikke besynderligt Genie til
en anden Stand; er han, som J selv siger,
skikket til at blive en god Kiøbmand; saa berøv
ikke eders Stand en duelig Borger, for at for¬
øge vores med en slet Adelsmand.
J det samme kom Kiølmanden af Selska¬
bet tilligemed nogle andre Fremmede ind. Denne
Mand er saa nidkiær for sin Stands Ære, og
har den Lykke at være for sine Fortienester saa
agtet af alle Stænder, at der sielden falder en


14
Adelsmand ind at være stolt i hans Nærværelse,
og at de Kiøbmænd, som kiende ham, ikke tør
lade ham høre, at de ere misfornøiede med deres
Stand. Jeg har læst saa meget i Heraldiken i
disse Dage, sagde han, at jeg nær havde glemt
at skrive med Posten; Jeg faaer et Brev, paa
hvis Udskrift Haanden syntes at være mig ganske
bekient, jeg troede, at det var fra en god ærlig
Kiøbmand i Jylland, med hvilken jeg har handlet
i mange Aar: men i det jeg vilde aabne det,
seer jeg i Stedet for de sædvanlige Bogstaver
N. A., som betyder Niels Andersen (thi saa
hedder denne gode Mand), et Seil saa stort som
paa et Familie=Brev, hvori der var et adeligt
Vaaben fuld af saa mange Afdelinger af tobene¬
de og firbenede Dyr, at jeg troede, at det var
fra en Potentat i Europa, som havde lige saa
mange Riger og Fyrstendømmer; thi jeg tænkte
ikke paa saadanne smaa Folk, sagde han til Adels¬
manden, som føre kuns en Stierne, en Fugl,
en Bielke, og undertiden slet intet i deres Vaa¬
hen. Jeg aabner det, og finder ikke andet deri
end en Anvisning fra en Kiøbmand i Amsterdam
til at betale nogle Penge til en vis Mand her i
Byen. De kan let tænke, hvor nysgierrig jeg
var for at vide, hvilken denne store Mand var,
hvis Haand lignede saa meget min gode Ven
Niels Andersens. Jeg ledte i Triers Vaaben¬


17
Kunst, i den Bog, som kaldes die Durchlauch¬
tige Welt; Jeg gik til en lærd Mand, som er
stærk i de Danske Familiers Genealogie; men
ingensteds kunde jeg faae nogen Oplysning om
disse Hieroglyphiske Tegn. Jeg tænkte, Man¬
den, som skal have Pengene, melder sig dog vel
med et andet Brev, hvori den, som har sendt
mig denne Hollandske Anviisning, giør mig den
Ære at sige, hvem han er. I Gaar, fik jeg
endelig mit Ønske opfyldt og min Nysgierrighed
stillet. Hvad mener De? Denne Herremand,
som jeg i Begyndelsen holt for en fremmed Po¬
tentat, er virkelig ingen anden end Niels Ander¬
sen, som nylig skal have udfundet, at han paa
hans Sl. Mormoders Side nedstammer fra en
Tydsk Baron; Hans Søn, som for tre Aar
siden stod i hans Kram=Bod, men nu er gaaet
ud i Fremmed Tieneste, har gjort denne Opda¬
gelse, og Hovedet er derover bleven saa forrykt
paa den gamle Mand, at han og har taget den
anden Søn fra Handelen og forskeevet en Tydsk
Student til ham, som han lader kalde Hofme¬
ster. Ved disse og flere saadanne Optog er han
bleven saa latterlig for alle Folk i Byen, at man
ikke kalder ham andet end Baron Andersen.
Nei, da priser jeg den Mand, sagde han
til den anden Kiøbmand, saadanne Folk ere en
Ære for vores Stand. Enhver veed, at han


70
baade er agtet nok til at kunde blive andet end
han er, og at han har Formue til at vedligeholde
Pragten af en høiere Stand. Have J endnu
ikke besluttet, sagde han til den samme Mand,
at lade Eders Søn reise? Det unge Menneske
har et fortreffeligt Genie til Handelen; Men
han maae være nogle Aar i London eller Amster¬
dam. Jeg frygter ellers, at han bliver besmit¬
tet med de nationale Fordomme, som ere saa ska¬
delige for Handels-Standen, og at hans Sind
bliver nedtrykt ved Standens ringe Agtelse og
dens indskrænkede Tænkemaade. Vi have Lav
for Skomagere og Skrædere, disse Folk lære deres
Haandværk i visse Aar, de reise, de giøre Prøver
førend de sætte sig ned; endskiønt en slet Arbeider
af disse Professioner ikke let kan skade andre end
sig selv. Giør en Skoemager slette Skoe, gaaer
man til hans Naboe, og er der ikke en god Skoe¬
mager i hele Byen, saa forskriver man dog ikke
let fremmede Skoe; Slette Kiøbmænd derimod
fordærve ofte Handelen baade for sig selv, for
Landet og for Efterkommerne: Ved Skiødesløs¬
hed og Bedragerier ødelegge de Nationens Cre¬
dit; Mangel af Kundskaber, af Orden, af Huus¬
holdning er Aarsag, at de Materialier, som Ma¬
nufacturisten skal have ved dem, ofte blive dyre,
og at de ikke vide at skaffe hans Arbeide Afgang.
Landet opfyldes med fremmede Vare, og Næ¬


!1
rings-Midlerne tage af just ved deres Vankuu¬
dighed og Ubestandighed, som skulde sætte alle
andre Arbeidere i Virksomhed. Har en Kiøb¬
mand endelig ved lang Erfarenhed samlet sig
nogen Jndsigt, veed han dog af Mangel paa
Grunde, paa Undervisning og Anførsel i hans
Ungdom sielden ret at bruge den; og naar han
og hans Efterkommere først skulde ret benytte
sig deraf, giver han af Forfængelighed Hande¬
len op. Denne Rust, som fortærer Nationens
Styrke og Virksomhed, kan ikke affiles uden ved
Reiser. Send Eders Søn et par Aar til Lon¬
don, og naar han kommer tilbage, skal han ikke
bytte sin Stand bort for et Grevskab.
Jeg behøver vel ikke at fortælle, hvad
Virkning denne uventede Tale giorde paa den
fremmede Kiøbmand, og endnu mindre, hvor
meget den siden tiente til at fornøie Selskabet, da
Adelsmanden, efter Kiøbmandens hastige Bort¬
gang, fortalte os Aarsagen til den Forvirrelse,
som vi havde merket.


78
No. 59 og 60.
Mandagen og Fred, den 10 og 14 Aug. 1761.
F¬
ølgende Stykke er en Oversættelse af nogle
Efterretninger, som ere mig virkelig tilsendte
fra en Mand, der paa sine Reiser har gjort ad¬
skillige Opdagelser; Jeg beklager kuns, at jeg
ikke altid har kunnet give Ordene den Eftertryk,
som de have i den Franske Original selv; hvilken
maaskee ved en anden Leilighed kan blive bekiendt¬
giort, da Jndholdet er af den Beskaffenhed, at
det angaaer mere end een Nation.
Min Herr Tilskuer!
H¬
vor meget J end seer, tvivler jeg dog paa, at
J endnu haver havt Leilighed til at giøre
den Opdagelse, som jeg hermed meddeler Eder.
J har uden Tvivl merket, at det i nogle Tilfælde
er umueligt at vige det allermindste fra den slagne
Vei enten i Meninger eller i Handlinger, uden at
underkaste sig mange Folkes Had og Eftertale;
men J haver vel tillige troet, at denne Mængde,
som fordømmer saa blindt og uden Forskiel alt


79
hvad der har Skin af Nyehed, eller, som man
kalder det, Innovation, handler alene af For¬
domme og Vaner. J skulle herefter M. H.
betiene Eder af mere ærbødige Talemaader, naar
J faaer at vide, at disse Fiender af Nyt (Anti¬
novateurs) udgiøre et Selskab og en Menig¬
hed, som er ældre end det Chinesiske Keiserdom,
hemmeligere end Frimurernes, enigere end Jan¬
senisternes, og mere haardnakket end Francisca¬
nernes. Det, som er besynderligt, er, at man
kan være Medlem deraf, uden at vide det selv;
Thi Hoved=Mændene ansee alle dem for Lemmer,
som antage og understytte deres Grundregler, det
er at sige, den største Deel af det menneskelige
Kiøn. De, som besidde Hemmelighederne af
Selskabet, ere alt for lidet et Tal i Ligning med
dem, som følge dets System, uden at vide, hvor¬
for. Jkke desmindre er der og nok af disse, for
at finde en Flok i hvert Land, i sær, hvor
der ere gamle Skoler. Alle de, som leve i en
Bye sammen, ere paa det nøieste forenede. De
staae i en særdeles Forbindelse med deres Med¬
brødre af samme Nation, og enhver af disse smaa
Foreninger fører Brev=Vexling med det hele Sel¬
skab, hvilket udgiør et almindeligt Forbund, lige¬
som Hansee=Stædernes, der var en Republik sam¬
mensat af Republiker.


80
J er Tuskuer, og jeg mener og at være
det. Vi burde altsaa begge for lang Tid siden
have gjort den Opdagelse. Thi uden saadant et
Forbund, uden saadan en selskabelig Forbindelse,
hvorledes kunne man vel forklare disse Folkes
(Aminovareurs) uforanderlige Hengivenhed
til deres Grund-Regler? Hvorledes begribe denne
Overeenstemmelse i Handlinger og Tænkemaade,
som virker, uagtet den største Adskillighed af Cli¬
ma, Regieringsform og Religion? Hvoraf skulde
den Hidsighed komme, som de vise i de meest li¬
gegyldige Ting, naar man betager dem nogle Til¬
hængere? Hvem skulde vel ellers kunde have over¬
talt saa mange fornuftige Kreature til at troe, at
vore Forfædre vare ikke alene i Almindelighed og
i visse Henseender, men i alle Stykker bedre end
vi? I Sandhed, vi burde af disse Grunde for
lang Tid siden have indseet, at disse adspredte
Folk vare forenede ved et hemmeligt Baand.
Jkke desmindre tilstaaer jeg, at en Hendelse alene
har givet mig Anledning til denne besynderlige
Opdagelse.
Da jeg reiste igiennem en Landsbye i Bøh¬
men for at gaae til Armeen, nødte et uformodent¬
ligt Tilfælde mig til at blive Natten over i en
Kroe i Byen, hvor to Personer kom til Fods, og
lagde sig i et Kammer tæt ved mit. De for¬
modede ikke, at der var nogen i Nærværelsen,


81
som kunde høre hvad de sagde, og talede derfor
frit. Den ene begynte saatedes: Anne vestra
domnarid angivir angdia ge præsentt
fuerra. Jeg troede i Begyndelsen, at det
var en Overløber fra de Ungerske Tropper, som
underveis havde truffet en Polsk Adelsmand, og
som tiltalede ham i det rene og ztirlige Latin af
det 14 Aarhundrede; Men ved det øvrige af
deres Tale blev jeg bedre underrettet. Jeg hørte
den med Agtsomhed, uden at der undgik mig et
Ord. Disse to Mennesker vare uagtet deres
tarvelige Optog to Adepter af Selskabet, som kom
for at bivaane en almindelig Forsamling. Jeg
fornam, at det saa kaldede latinske Sprog var
det almindelige Tunge-Maal, i hvilket alting blev
afgjort ved deres Rigsdage; Men, da de besvær¬
lige Tider, i hvilke vi nu leve, have nød dem til
at optage i Selskabet adskillige Lemmer, som ikke
forstaae andet end deres Moders Maal, har man
til deres Brug gjort adskillige Oversættelser af
den Protocol, som holdes ved deres Forsamlin¬
ger. Da mine to ubekiente Naboer vare gaaet
ned for at giøre dem noget til gode, gik jeg ind i
deres Kammer; Min Nysgierrighed overvandt
den strenge Retfærdighed. Jeg stial alt, hvad
jeg kunde finde af Papirer. Deres Dag=Regi¬
stere vare endnu ikke bragte i Orden, men kuns
udkastede i en Hast paa nogle løse Blade, og jeg


82
har derfor siden fundet adskillige Mangler i de
Haandskrifter, som jeg tog med mig. Til Lykke
havde just en af disse Personer været Forstander
ved den almindelige Forsamling, og jeg fandt en
fuldstændig Afskrift af den Tale, med hvilken han
havde aabnet den. Den Tid, i hvilken denne
Forsamling har været, vil vise Dem, hvor store
Mangler der findes i disse røvede Papirer. Jeg
har den Ære at være, o. s. v.
Epvemeriaes eller Dag=Registre af, det
ædle Broderskab af Antinovateurs, hol¬
det den 406te Gang efter Synd-Floden,
Aar efter Verdens Skabelse 5004, og
i det 8te efter den almindelige Jndby¬
delse over hele Verden, fra Begyndel¬
sen af Orme-Magned indtil Enden af
Hunde=Dagene, paa Grændserne af
Sarmatien og Pannonien.
Efter at den første Forsamling var bleven
tilsagt den anden Domnica efter St. foban¬
7i5, gammel Stil, blev den aabnet ved en Tale
af Forstanderen af den Hl. Dominici Orden, den
vidtberømte og Høilærde Professor af Coimbra,
som sagde:
Vi leve ikke mere, mine Herrer, i de for
vore Hensigter saa lyksalige Tider, da Folkene
og Fyrsterne med en lige Grad af Lydighed hul¬


83
kede ydmygen deres Skuldre under de gamle Me¬
ningers Aag. Lad os i vore høitidelige For¬
samlenger evig prise disse Tider, da Europa saa¬
vel som Asien var deelt imellem to Slags Menne¬
sker, af, hvilke nogle ved deres Stand vare for¬
pligtede til at bevare de antagne Meninger, og
det var de andre forbudet at fatte eller undersøge
de Lærdomme, som det blev dem befalet at troe.
J veed der, denne Menneskenes gyldne Alder
var en Frugt af vores Flid. Nidkiere, for at
bevare den lovlige og anseelige Myndighed, som
vi havde forhvervet os, og dog nødte til at lempe
os undertiden efter den menneskelige Ubestandig¬
hed, forandrede vi ikke noget i vore Lærdomme
uden for at udbrede dem, og anvendte ikke Flid
paa dem uden for at giøre dem mere uforstaaeli¬
ge, paa der at Fornusten hunden ved vore Læn¬
ker, og forvildet i vore Labyrinter, ikke skulde
sinde denne skadelige Frihed igien, som den ikke
har brugt uden til at ødelegge os. J see alt
for vel, uden at jeg har nødig at sige det, hvor
meget Tiderne ere forandrede. Et bestandigt
Affald svækker vore Kræfter; Overløberne blive
snart vore hæftigste Fiender, og i Stedet for at
vise os den Ærbødighed, som vi saa længe have
været i Besiddelse af, regner Verden os nu med
Foragt til det, som den kalder den gemene Hob,


Tilsk
84
og taber Dag fra Dag den Høiagtelse, som den
er os skyldig.
Vi maae derfor ikke lade Modet falde,
mine Herrer! Dersom Bygningen af vores Magt
vakler, maae vi understytte den af alle vore Kræf¬
ter, og var den end ganske nedbrudt, maae vi
bygge den op igien paa den samme Grund. Jeg
tvivler ikke om Eders Bestandighed, den har
hidindtil modstaaet Strømmen; Den har været
tapper nok til at lade sig offentlig belee, den er
færdig til at overvinde nye Hindringer, og det
er mere af Frygt for at forlade vore Sædvaner,
end fordi jeg holder det fornødent til at opmuntre
Eder, at jeg endnu engang i denne Dag fore¬
holder Eder de Grunde, som bør bevæge Eder
til Bestandighed, og i sær de merkværdige Ting,
som Selskabet ved saadan en Bestandighed har
udrettet.
Carmeliterne, vore vankundige og troe
Staldbrødre, regne fra Eliæ Tid af Begyndel¬
sen til de Løfter, som de have gjort: Men, hvor
ere de Historier, som bevise denne stolte Paa¬
stand? Hvad os angaaer, da, om end vor Stif¬
telses Ælde berøver os Kundskaben om vor Stif¬
ter, kan dog hele Verdens Historie bevise, at vi
til alle Tider have været nidkiere for vore Pligter,
og Fiender af alt, hvad der er Nyt.


89
Da Orpheus og Linus ved deres forfæn¬
gelige Sange lokkede Menneskene ind i de første
Byer, for at regiere dem, løb vore værdige For¬
fædre, for at bevare deres gamle Frihed, paa
Skoven; De vilde heller spise Olden, end lade
sig nøde til at dyrke Jorden for at tvinge den
til at bære Korn. Det er vel sandt, at vi an¬
tog siden den Levemaade, som disse Sangere saa
ubetænksom havde indført. Hvad siger jeg?
Vi bleve de nidkiereste Forsvarere deraf; Men
det skede længe efter, og kuns for at sætte os saa
meget desheftigere mod andre Nyeheder, som vare
ligesaa farlige. Saa bestandig er vores Hengi¬
venhed til Broderskabets Grundregler, at vi,
for at følge dem, opofre alle andre Fordomme.
Den samme Skik, den samme Lov, den samme
Mening, som vi forsvare til en vis Tid, og i et
vist Land, fordømme vi til en anden Tid og paa
et andet Sted.
Det var Menneskene ikke nok, at de spiste
Brød i Stedet for Olden, kogt Mad i Stedet
for raadt Kiød, og at de havde indført Love, i
Stedet for Faust=Retten. Disse urolige Hove¬
der, som aldrig ere fornøiede med en Ting, der¬
for alene, at det saa er Brug, giorde nye Un¬
dersøgninger, og under Paaskud, at forbedre de
første Stiftelser, ødelagde de Alting. Med
hvilken Nidkierhed have vi ikke hindret Brugen,


80
af denne saa kaldede Fornuft? Heraelit under¬
søgte Menneskets Svagheder og Ufuldkommen¬
heder, ligesom en Læge kan besigtige et Saar;
han begræd dem, og under Paaskud, at han selv
ikke maatte befinde sig vel, sendte vore Ordens¬
Brødre af hans egne Landsmænd ham en Bar¬
berer, for at aarelade ham. Anaxagoras op¬
dagede først nogle af de Sandheder, som vi selv
siden have antaget; Vi drev ham i Landflygtig¬
hed, for at straffe ham for hans Forvovenhed.
Da vor Strenghed ikke kunde skrække Socrates,
da han forførte Ungdommen, og lærte den, jeg
veed ikke hvad for ubekiendte Lærdomme om Rig¬
doms Foragt, om Forsigtighed i vore Slutnin¬
ger, om Beskedenhed i vore Domme, om de
offentlige Emveders Vigtighed, og om andre
høiere Ting, fik han den Straf, som hans Dum¬
dristighed fortiente. Giften forskrækkede dem,
som vilde efterfølge ham; Dog ophørte denne
rasende Lyst til at opfinde Nyt først længe efter
ham. Endelig bleve vi ved en utrættelig Flid
stærkere end vore Fiender, og vi regierede roligen
i nogle hundrede Aar. Men denne Lyksalighed
havde og omsider en Ende. Ak, hvilken be¬
drøvelig Epoke. Det er forgieves, at vi fæng¬
sle Galileus, at vi forjage Des Cartes, at vi
beskylde kloge Folk for at være Trøldmænd; Al¬
ting forandrer sig, og vi nødes selv ofte imod


01
vores Villie til at forsvare det, som vi have an¬
grevet; Ligesom en Svømmer, der, uagtet al
den Modstand, som han giør, henrives af Strøn¬
men, arbeider lige saa sterkt, for at blive der
hvor han er, som han et Øieblik tilforn arbeide¬
de, for ikke at komme derhen. Lyksalige Egne,
hvor Jnqvisitionen sækter en uovervindelig Grænd¬
se for alle Nyeheder! Ak! maatte denne Ret en¬
gang blive indsørr overan, maatte den efterhaan¬
den udstrekke sin Myndighed til at dømme om
alle Meninger, alle Skikke, alle Love, alle Jnd¬
retninger, og vedligeholde overalt det, som var
antaget! Men, desværre, vi ere langt fra at
kunne haabe det. Jngen Regent spørger os mere
til Raads, saa frygte os, og de fleste vise os en
aabenbare Foragt. Lad vores Mod ikke falde,
mine Herrer, jo større Vanskelighederne ere, des
mere bør vi tage Mod til os. Nogle Elskere
af det Nye (lovateur5) give sig et udvortes
Skin af billighed, og for at bringe os des vis¬
sere Stød, stille de sig an, ligesom de i visse
Ting vare enige med os. De agte, sige de,
et sikkert, almindeligt og bestandigt Gode høiere,
end et uvist, indskrænket og forgiengeligt. See!
disse ere vore farligste Fiender. Det er tust dem,
som hver Dag berøve os nogle Tilhængere, og
som, ved at undersøge med Fornuften saadanne
Ting, som vi afgiøre alene med vor store Grund¬


88
regel, underminere og kuldkaste vores Magt.
Andre foreholde os de andre Folkes gamle Er¬
farenhed. Disse Fiender ere lige saa farlige.
De ville giøre os uenige med os selv, og bryde
den Forening, som udgiør vores Styrke. Lad os
skrige af fuld Hals mod disse Folk, og vise lige¬
saa stor Afskye for fremmede Skikke, som for
de nye. Lad os altid have den Regel for Øine,
at vore Fædre vidste i alle Ting mere end vi, og
at vi vide meer end alle andre Folk. Det maae
ikke holde os tilbage, at denne Grund-Regel synes
at modsige sig selv i en Forsamling, der bestaaer
af saa mange adskillige Nationer; Det er paa
den alene, at Selskabets Velstand beroer, og
dets Velstand bør overveie alle andre Betragt¬
ninger.
Det Foretagende, som jeg opmuntrer Eder
til, overgaaer ikke vore Kræfter: have ikke vore
Medbrødre i Rusland beviist det for halvhundrede
Aar? Denne Keiser, som vore Fiender allerede
understaae sig at kalde den Store, foretog sig,
at forandre sit Folk; Men deres Skrig, deres
Haardnakkenhed, deres Oprør lod ham erfare en
uventet Modstand. Han maatte giøre hvad han
vilde, stort eller lidet, enten han forandrede Krigs¬
Magten eller forkortede Klæderne; Enten han
forenede den Patriarkalske Myndighed med sin
egen, eller indførte Barberere i Landet, ligeme¬


89
get hvad han gjorde, naar det kuns var Nyt,
saae man de samme Mennesker og de samme
Hindringer at sætte sig imod hans Foretagender.
Jeg tysser Støver af Eders nøgne Fødder, J
tappere Beskyttere af Eders Skikke, af Eders
Fattigdom, af Eders Skieg, og du, som ind¬
sluttet i dit Huus, heller vilde være fangen i tre
Aar, end søge hos Fremmede den skadelige Kund¬
skab om andre Nationers Love og Sæder, Du
fortiente Ærestytter. J det mindste skulle vore
Lovtaler berede Dig det Offer, som Du saavel
har fortient. Maatte Du kuns finde mange
Efterfølgere!
Og saa tav han.
Den øvrige Tid af Forsamlingen blev an¬
vendt til at læse efter Sædvane, Broderskabets
Grund=Love, og til at bekræfte dem med en
nye Eed.
Fricie Ffuitatiomis.
Den ærværdige Fader, en Fransk Lar¬
nabite, har angivet et skadeligt Verk, kaldet
En Tale om de menneskelige Vukaars Ulig¬
hed. Han har beviist, at bemeldte Bog, i Ste¬
det for at foreslaae som andre en eller i det høie¬
ste to Forandringer i Levemaaden, i Videnska¬
berne, i Lovene eller i Klædedragten, sigtede med
et til at afskaffe alle antagne Skikke, saa at intet


90
kunde være mere stridigt mod Selskabets Øie¬
merke. Hvorpaa han overleverede til Selskabet
den ziirlige Tale, som han ved denne Anledning
holt.
Hr. - - - -- stod op, og sagde, at
han i Følge af sit Embede, som Cannik af Ma¬
get, forstod sig deore paa Rinst Viin end paa
Skrifter; At, dersom han endelig skulde læse
nogle Bøger, foredrog han de ældste, ligesom
han helst drak gammel Viin. Men efter den
ærværdige Faders Barnabitens Beretning holt
han for, at ovenmeldte Verk var meget overen¬
stemmende med Selskabets Hensigt, siden det
søgte at bringe Menneskene tilbage til deres første
Tilstand J øvrigt maatte han tilstaae, at,
dersom denne Forfatters Grund-Regler bleve an¬
tagne, saae han sig nød til at forlade det berøm¬
melige Selskab, efterdi hans Værdighed, som
Cannik, tillod ham hverken at ligge haardt eller
at spise slet.
Disse tvende stridige Betænkninger (hvis
Lige endnu ikke var hørt i Selskabet), opvakte
mange Dispyter, som nødte Forstanderen til, at
opsætte Forsamlingen til den anden Dag.
Fottridse diitatioms.
Endelig blev besluttet, at Selskabets sidste
og hemmelige Øiemerke virkelig var, at bringe


91
Menneskene uformerkt tilbage til den Tilstand, i
hvilken de løbe nøgne i Skoven, spiste Olden og
Græs. Men for at skaane de Svage, burde
man ikke gaae alt for hastig til Verks. At det
var nok, at man i Almindelighed roste alt det
Forbigangne, og ikke tænkte paa, at gaae vide¬
re, førend man først havde vundet et Skrit.
Jmidlertid burde man prise alle dem, hvis Nid¬
kierhed gik endnu videre, og som lastede alt det
Nærværende, V8, ikke i den Tanke at forbedre
Menneskene eller indføre noget usædvanligt, men
for at føre dem længere tilbage, eller i det mindste
at hindre, at de ikke gik videre frem. Hele For¬
samlingen var fornøiet med denne Kiendelse, og
Cauniken selv troede, at hans Værdighed ikke
tabte noget derved.
hie dancti Cyrym.
Blev aftalt, at Selskabet skulde skrive et
Taksigelses Brev til en Stats-Minister, som
havde forebygget en nye Lov, af den Aarsag ale¬
ne, at den var nye, endskiønt det ellers syntes,
at den var nyttig.
At man skulde forære en Medate,
som var præget efter Mynterne af det 14de Aar¬
hundrede, til dem, som havde gjort det meste
til at hindre de Indretninger, som i et vist Rige¬
bleve gjorte, til at forbedre Landmandens Vilkaar.


92
Den øvrige Deel af Dagen blev høitidelig
anvendt, til at opregne og bandsætte alle dem, som
have opfundet noget nyt, Socrates, Coperniens,
Descartes, Newton, Leon R. Colbert o. s. v.
Jblant de nye Oprørere, som bleve anførte paa
denne Liste, var fornemmelig den ubenævnte Por¬
tugisiske Capuciner, som Ao. 1746. til Valeucia
i Spanien har udgivet et Verk i 4 Tomer in 4to
om Studeringerne, hvori han klager over Viden¬
skabernes slette Tilstand i Portugal, og siger,
at man lærer endnu i Skolerne alle de Vildfa¬
relser, som Newton og Descartes have forjaget
af de andre Europæiske Lande; at den Philoso¬
phie, som læres paa deres høie Skoler, nytter
kuns til at formørke Forstanden, og endelig, at
Galilæus, Descartes, Gassendi, Newton og
Locke i Portugal kuns ere Navne af Kiettere og
Guds Bespottere. Man besluttede at giøre sig
al Flid for at udforske Forfatteren til bemeldte
Skrift, og at skrive derom til Over-Jnqvisitions¬
Retterne i Lissabon og Madrit, og til Under¬
Jnqvisitionen i Valencia, med Begiering, at
denne vilde imidlertid affende nogle hamnares
de sancro officio til at inqvirere hos Bog¬
trykkeren.
Tilsidst besluttede man Forsamlingen med
at udlove nogle Belønninger til dem, som med
meest Lykke skrev mod alle Forandringer i Phi¬


95
losophien, og som lærte, at Menneskene ikke
burde bruge Fornuften.
Die Sancti Stepnam.
Læste man et Forslag om adskillige Midler
til at forebygge Selskabets Aftagelse. Jblant
andre var og dette, at Nationerne skulde tage
deres Rang i Forsamlingen efter deres Skikkes
og Meningers Ælde, og ikke efter det, som de
selv gjorde nu omstunder, men efter deres For¬
fædres Bedrifter.
Pricie Sancti Bernnarci.
Fremsatte man det Spørsmaal: om en
Skiks Ælde altid var en tilstrækkelig Grund til
at vedligeholde den? og man besluttede enstem¬
migen, at den var det.
Man undersøgte siden, om det var tilladt
at anføre tillige andre Aarsager derfor, end dens
Ælde, og det blev endelig afgjort, at det ikke
var tienligt, 1) fordi Selskabets rette Kiende¬
merke er at agte det, som vi kalde Antinova¬
tion eller Afskye for alt hvad der er Nyt, for
dets høieste Grund-Regel. 2) Fordi alle andre
Grunde og Beviser kunne modsiges og igiendri¬
ves, og det er farligt at indlade sig i saadanne
Undersøgninger. Jkke desmindre skal det være
tilladt at bruge mod enhver Agumenta ag


94
pomunem, det er at sige, saadanne Beviis, som
tages af hans Caractør og Omstændigheder.
Man har og besluttet, at de hæftigste For¬
følgere af Broderskabet kunne antages deri, naar
de i deres Alderdom med Haardnakkenhed, for¬
svare de Meninger og Skikke, som de af Lyst
til Nyeheder have antaget i deres Ungdom. Er¬
farenhed har viist, at saadanne Folk ofte holde
meest over vore Grund-Regler, og de slette Ti¬
der, i hvilke vi leve, nøde os til at søge saadanne
Forlig. Man fremlagde en Fortegnelse paa dem,
som kunne antages efter denne Grund-Regel, og
man beviste, at vores Tab derved fuldkommen
blev erstattet, og at de Nye Lemmer vare de
værdigste i Selskabet.
Lerta Feria pol Matthæt
Selskabet blev enigt om adskillige Midler
til at forfølge 30 bekiendte Personer for de Nye¬
heder, som de søgte at indføre.
Man besluttede og at skrige lige saa høit
mod et nyt og ubrugeligt Ord, som mod en For¬
andring i Lovene; En bedrøvelig Erfarenhed har
lært os, at saadanne Forandringer, som efter
Anseelse ere smaa og ubetydelige, føre større
efter sig. Principiis opfta.


95
Det blev ligeledes paalagt alle Læger af
Selskabet, at ikke bruge noget Middel, som Hip¬
pocrates og Galemis ikke havde angivet, om
det end var i ganske nye og tilforn ubekiendte
Sygdomme.
Die Francisci.
Man foreslog at give en Priis, som i an¬
dre lærde Selskaber, til den, som holt den beste
Tale for at bestemme Selskabets Grund-Regler,
og ligeledes en til den, der var lykkeligst i at
igiendrive de Jndvendinger, som man pleier at
giøre derimod.
Endskiønt man tilforn ikke havde udsadt
nogen Belønning i de foregaaende Forsamlinger,
holt man det dog tienligt at give en til 2 e --
som har skrevet et stort Bind, fuld af Vers i
den Smag, som regierede i det 12te Aarhundre¬
de. Han blev roest for sin Dristighed til at
have i saa fordervet en Alder brugt saa mange
barnagtige Antitheser, saa mange fattige Ordspil
og saa mange nedrige Lignelser, som man neppe
finder hos Forfatterne af hiint gyldne Aar¬
hundrede.
De tre sidste Dage bleve anvendte til Pro¬
cessioner, til Tyr=Fegtninger, Torneringer, lange
Maaltider og bestandige Drikke=Selskaber. Tyve


96
Personer bleve dræbte; Ligesaa mange drak dem
ihiel, og enhver gik fornøiet hiem, fordi han ved
denne Høitid havde været Tilskuer af den gode,
gamle og enfoldige Levemaade.
For at unde Læserne den Fornøielse at læse
disse betydelige Efterretninger i Sammenhæng,
har jeg ikke villet adskille dem. Jeg formoder
derfor at de lade dem nøie med dette Blad for
denne Uge. Det har givet mig selv Anledning
til saa mange alvorlige Betragtninger, at jeg i
den hele Uge ikke kan tænke paa noget Nyt.
No. 61.
Mydagen, den 17 August 1761.
Jblant andre Nationale Feil, som Selskabet
ofte beklager, er og den, at vi bekymre os
saa lidet om vort eget. Jeg kan ikke begribe,
sagde Adelsmanden engang, hvorledes denne
Egenskab kan bestaae med den Jndbildning om
sig selv, og med den Afskye for det Fremmede,
som Nationen viser i andre Tilfælde. De sam¬


97
me Folk, som skrige saa heftig mod alt hvad der
er fremmed og nyt; som hvert Øieblik rose vort
Eget og det Gamle; som forekaste Fremmede, at
de ikke kiende Landet; som ikke kunde taale, at
man anfører et andet Folks Erfarenhed, for at
bevise en Indretnings Muelighed hos os selv.
Disse samme Folk foragte til en anden Tid alt,
hvad der skrives, opfindes og forarbeides i Lan¬
det; de holde det ufornødent at dyrke deres
Sprog, og bekymre sig saa lidet om det Land,
hvilket de holde for at være af saa besynderlig en
Beskaffenhed, at ingen uden de selv kunne kiende
det ret; at, naar de baade ved Læsning og Rei¬
ser have samlet sig en vitløftig Kundskab om
andre Lande, veed de ofte ikke de almindeligste
Ting af deres eget. En petit Maitre, som hol¬
der det for en Skam at bære et Uhrværk eller
en Daase, som er gjort i Landet, og at tale
Dansk med sine egne Landsmænd; som ikke kan
skrive et Brev i sit eget Moders-Maal; som ofte
ikke veed, hvor den Mad, som han spiser, og de
Klæder, som han slider, komme fra, og som
skulde væmmes derved, dersom man af en Hen¬
delse sagde ham, at det første var voxet og det
sidste forarbeidet i hans egen Provinee; saadant
et Menneske troer ofte, at fordi et Land, mod
hvilket han er saa utaknemmelig, har født ham i
saa mange Aar, derfor har han i dette Land saa


98
store Rettigheder frem for andre, som ved Kon¬
ster, Videnskaber, Flid og Vindskibelighed bringe
de Rigdomme ind, som han forøder.
Vi belee Chineserne, fordi de troe, at
deres Land er Middel=Puncten af en firkantet
Verden, deres Nation den klogeste, og at de
ikke behøve at lære noget af andre. Vi laste de
Franske, fordi de sielden reise for at see andre
Lande, og ikke bekymre sig meget om andre Na¬
tioners Sprog og Historie. Lad være, at disse
Folk ikke bekymre sig saa meget om andre Lande,
som de burde, at de ere for stolte af deres eget;
Men de kiende hver en Plet, hver en Plante,
hver en Steen, hver en Indretning i deres Fæ¬
derneland. Chineserne have med en utroelig
Møie dyrket den mindste Plet Jord, og i Franke¬
rige er ikke nogen Bye af Vigtighed, ikke nogen
Province, af hvilken man jo har de udførligste
Beskrivelser. Folk, som have gjort saa meget
i deres eget Land, kunne vi forundre os over
dem, fordi de ikke læse de Efterretninger om vo¬
res Land, som vi enten selv ikke holde værd at
skrive, eller skrive paa et Sprog, som vi ikke
holde værd at dyrke? Kunne vi udlee dem, fordi
de, efter at have gjort saa mange Opdagelser ved
deres egen Flid, ikke komme herind for at lære
noget af os; hvad vilde vi da dømme om et Folk,
som, uden at bekymre sig om sit eget Land, var


99
stolt nok til at tænke det samme om sig selv, som
Chineserne, og som reiste hele Verden om, uden
at have i Sinde at bruge noget af alt hvad det
saae, og uden at troe, at det behøvede at lære,
noget af andre? Tænke vi ikke just saa? Kom¬
mer her en Fremmed til Landet, kommer en af
vore egne Landsmænd hiem, hører man ham med
en umættelig Begierlighed fortælle alt, hvad han
har seet i hver en Bye, i hver en Kroe; men
understaaer han sig i det samme at beraabe sig
paa disse Folkes Erfarenhed, for at forbedre en
eller anden Indretning i Landet, holdes det lige¬
saa urimeligt, som at ville giøre Chineserne til
Europæer. Hvorfor reise da vore unge Men¬
nesker, uden for at forandre Luften, og see noget
Nyt? Jeg har tit tænkt, at vi kunde med den
samme Nytte spare mange af de Penge, som an¬
vendes paa Udenlands=Reiser, dersom nogle af
de Savpjarder eller Tiroler, som løbe om med
det, som man kalder skiønne Rariteter, vilde
bringe nogle Perspectiver herind af de smukke
Steder, Udsigter og Klædedragter i Europa.
Man kunde maaskee og paa den Maade bringe
Nationen efterhaanden til, at bekymre sig lidt
mere om fine egne Sager. For nogle Aar siden
gik En omkring i Landet med Øen St. Thomas,
og jeg er vis paa, at den beste Beskrivelse af
Sielland ikke havde fundet saa mange Læsere,


100
som den Kiste, i hvilken en af vore Vestindiske
Der var indsluttet, fandt Tilskuere.
Saadanne Beskrivelser, sagde Kiøbman¬
den, som kunne giøre nogen retskaffen Nytte i
Landets Huusholdning og Handel, faae vi aldrig
førend vi først have, ligesom de Franske, fuld¬
stændige Efterretninger om enkelte Provincer,
Stæder og Produkter, Haandværker og Nærings¬
Midler, og disse ere af mange Aarsager vanske¬
lige. Saadanne Arbeider ere alt for ringe for
vore Lærde, som tænke for høit til at befatte sig
med saa gemene Ting, som kunne være Kiøb¬
manden og Bonden til Nytte. De fleste ere og
alt for kloge og forsigtige til at underkaste deres
Jndsigt en almindelig Critik i Verker, som kan
læses og forstaaes af alle, hvori enhver Feil er
kiendelig, og hvoraf de første Forsøg ikke kunne
være ganske fuldkomne.  Andre Folk, som have
alene Erfarenhed, ere paaholdne paa det lidet,
som de veed; de giøre Hemmeligheder af alting,
og vide ofte ikke at forklare dem ret. Hvor ville
vi da vente at faae her i Landet saadanne Be¬
skrivelser, som sætte forud, at der i alle Provin¬
cer, og i alle Kroge af Landet findes Folk, som
tænke, paa det, som er dem nærmest; som have
Lyst og Beqvemhed til Undersøgning, og som
baade ville og kunne meddele andre hvad de
tænke.


101
Eders Grunde, svarede Adelsmanden, ere
til deels meget rigtige, og for nogle Aar siden
skulde jeg ikke have vidst at besvare dem. Nu
derimod kan J vel ikke nægte, at den Vanskelig¬
hed i det mindste, som bestod i en indskrænket
Tænkemaade og i en Tilbøilighed til at giøre
Hemmeligheder af alle Ting, fuldkommen er be¬
taget os ved den Frihed og ved de Opmuntringer,
med hvilke Regieringen understytter alle saadanne
Undersøgninger. Det er ogsaa langt fra, at
man nu omstunder troer mere, at saadanne Ar¬
beider ere lærde Folk uanstændige, at man tvert¬
imod begynder at ansee dem som en meget nyttig
Deel af deres Pligter, som underholdes af Sel¬
skabet for at oplyse og forbedre Menneskene.
Hvor meget, sagde han videre, have de Oecono¬
miske Skrifter, som i nogle Aar ere udkomne,
ikke forandret Nationens Tænkemaade, som til¬
forn, at jeg skal tilstaae det reent ud, var meest
henvendt til saadanne Ting, som hverken tiente
til at oplyse Forstanden, eller til at forbedre Hier¬
tet, eller til at forøge vore Beqvemmeligheder,
med saa Ord, til Ting, som hverken vare nyttige
eller angenemme. Naar denne Tænkemaade
engang bliver almindelig iblant dem, som dyrke
Videnskaberne og ved dem adspreder sig over hele
Landet, hvor meget skal da Folkets sande For¬


102
dele ikke kiendes og befordres derved, at alles
Jndsigter blive nyttige for det Almindelige.
Det beste Middel, sagde han videre, til
at befordre dette Øiemerke, og til at opnaae andre
meget vigtige, var, at de, som opofre sig til den
Geistlige Stand, efter vore Naboers Exempel
bekymrede sig om saadanne Videnskaber, ved
hvis Hielp de kunde lære at kiende Gud af hans
Gierninger, og baade opbygges selv og opbygge
andre langt mere, end ved den Metaphysiske
Kundskab, paa hvilken de anvende saa megen
Tid. J et Land, hvor Geistlige Embeder ere
de eneste visse Belønninger for Videnskaberne,
kunde intet Middel være bedre til at befordre saa¬
dan en Kundskab, end at den blev almindelig i
den Stand, af hvilken der findes Folk i de fleste
Byer. Det er og umueligt, at disse Folk stedse
kunne tænke paa saadanne Ting, som umiddelbar
høre til deres Kald; og hvad kunde være værdi¬
gere til at beskæftige dem i disse Timer, end saa¬
danne Ting, ved hvis Betragtning de finde tu¬
sende Anledninger til at prise Skaberen og giøre
deres Medborgere sande Tienester? Jeg vil ikke
tale om den Misbrug, som de, af Mangel paa
saa fornuftige Fornøielser, giøre ofte af Tiden,
om de Kiedsommeligheder, som de derfor føle
selv, og om de Forargelser, som de give andre.
Min Høiagtelse for Religionen er saa stor, at jeg


103
ønskede, at der ikke vare ærværdigere Folk til,
end de, som foredrage dens Sandhedex. Men
jeg overlader til Eder, sagde han til Præsten, at
dømme, hvorvidt disse Tanker ere grundede, og
om saa vigtigt et Kald tillader Lærerne, at bekymre
sig saa meget om den naturlige og borgerlige
Forfatning af de Skeder, hvor de leve, at de
kunde give os gode og rigtige Beskrivelser deraf?
Om deres Kald tillader det? sagde Præ¬
sten, det udkræver jo, at de kiende deres Menig¬
hed, at de vide at omgaaes saaledes med de time¬
lige Ting, at de kunne være gode Huusholdere,
og at de i Stedet for at legge sig efter daar¬
lige Spørsmaal og Slægters Beregnelse,
og Tretter, som ere unyttige og forfænge¬
lige, beflitte sig paa at undervise og over¬
gaae andre i alle de Gierninger, som ere
Menneskene gode og Nyttige; at de vide
Midler til at forsørge de Fortrængte, at paa¬
minde Mænd og Qvinder om deres Pligter,
og at lære dem at bruge alle Guds Gaver
med Taksigelse. Havde det været Menighedens
Lærere uanstændigt, havde det været dem til Hin¬
der i deres høiere Pligter, at bekymre sig om
de verdslige Ting, skulde da vel Christi egne
Apostle have arbeidet? Disse Folk, som vare det
hele menneskelige Kiøns Lærere; som fornægtede
alle Ting; som vare udrustede med saa overna¬


104
turlige Kræfter, skulle de vel have havt nødig at
bekymre sig om verdslige Ting, dersom det
havde været deres Kald uanstændigt, og dersom
det ikke meget mere havde tient til at give deres
Menighed Exempel i alle gode Gierninger? Kun¬
de vi læse disse hellige Bøger, kunne vi læse Da¬
vid, Salomon og Propheterne uden at fornem¬
me, hvor megen Anledning Naturens agtsomme
Beskuelse har givet dem til de helligste Tanker,
hvor stor en Kundskab de have havt om Menne¬
skets Tænkemaade og Tilbøieligheder i adskillige
Omstændigheder, om deres eget og de omliggen¬
de Landes Beskaffenhed, om Folkenes Sæder,
Konster og Handel, og om den da beboede Ver¬
dens naturlige og borgerlige Tilstand. Giorde
vi vel mod det menneskelige Kiøn, om vi bragte
det saa vidt, at denne Kundskab blev gjort for¬
agtelig iblant dem, som ere det menneskelige Kiøns
Lærere, og om vi holt Mythologien af de heden¬
ske Skribentere og den Scholastiske Philosophie,
som man tilforn agtede for den høieste Lærdom,
for at være dem nyttigere, end at kiende Men¬
nesket og Naturen af sikre Erfarenheder? Hvor
stor Ære er det ikke for Religionen og dens Læ¬
rere, at, ligesom vi i det gamle Testamentes Bø¬
ger alene finde den sande Historie af den gamle
Verden, saa er det og Geistligheden vi maae
kakke for de fleste Efterretninger, som vi have om


105
de nye Europæiske Rigers Forfatning paa den
Tid, da Vankundigheden var saa stor, at vores
Stats-Mænd ikke forstod andet end at bruge
Kaarden. En Hinemar af Rheims i Franke¬
rige, en Absalon i Dannemark, vare de slette
Bisper, fordi den første skrev selv, og den anden
lod skrive ved andre sit Fæderne=Lands Historie?
Skulde Religionen tabe noget i Engelland om de
havde mange Geistlige som Burnet, Geistlige,
som kiendte Naturen; som kiendte Verden; som
kiendte deres Fæderne=Land saa vel som han?
Hvor meget ønskede jeg, sagde han videre,
baade til Religionens og til Statens sande Beste,
at saa fornuftig en Opmærksomhed maatte blive
almindelig i den Stand, som i alle Lande, men
fornemmelig hos os, skal giøre det meeste til
Menneskenes sande Forbedring! Dersom Geist¬
ligheden i Provincerne efterhaanden gav os ud¬
førlige Efterretninger af Rigets adskillige Deele,
skulde vi omsider faae en fuldstændig Beskrivelse
af hele Landet, som uden saadanne særdeles Ef¬
terretninger ikke er muelig. Men det var ubil¬
ligt, om vore Landsmænd forlangte, at Folk,
der ikke have saadanne Jndkomster, som en Ærke¬
Bisp af Rheims og af Lund, skulde giøre saa¬
danne Arbeider for Intet. Vi have nyelig seet
i de offentlige Tidender en Jndbydelse til at præ¬
numerere paa en Beskrivelse af Sundmørs


106
Fogderie, som er forfattet af Hr. Strøm,
Præst i samme Fogderie. Denne Beskrivelse
er i Henseende til alt hvad der angaaer Landets
naturlige Beskaffenhed, Jndbyggernes Sæder,
Næring og Levemaade, saa udførlig, at den kan
ansees for en Beskrivelse af hele Norge i alle
de Ting, hvori flere Provincer komme overens.
Efterretningerne ere samlede ved hans egen Erfa¬
renhed og ved flittige Undersøgninger, som have
kostet ham adskillige Reiser. Ordenen af Ver¬
ket er baade den fuldstændigste og beqvemeste, som
kan bruges i saadan en Afhandling, og den kan
tiene til en Plan for andre, som havde Lyst til
saadant et Arbeide; Men dersom det er sandt,
at der ikke er mere end 30 Prænumeranter, det
er at sige 30 Personer i Dannemark og Norge,
som bekymre sig saa meget om deres eget Lands
Historie, at de ville giøre et Forskud til saa nyt¬
tig et Verks Befordring, vil jeg ikke raade flere
af hans Ordens=Brødre til at træde i hans Fod¬
spor. Jmidlertid ønskede jeg, at Forfatteren
maatte blive belønnet for sin Flid, og maaskee,
naar Geistligheden selv arbeidede paa, at giøre
den gode Tænkemaade og Smag mere almindelig
iblant deres Lands-Mænd, skulde Tiderne engang
blive bedre for sammes Efterkommere.
Adelsmanden og Kiøbmanden lovede, at
de vilde lade sig tegne for nogle Exemplarer, og


107
giøre Skriftet bekiendt iblant Folk af deres Stæn¬
der. Og J, min Ven, sagde Kiøbmanden til
Bonden, J maae og kiøbe Eder et Exemplar.
Skulde J ikke have Lyst til at vide, hvorledes
de Norske Bønder leve? J troer dog ikke som
Chineserne, at Sielland er Kiernen af den hele
beboede Verden. Jeg venter i det mindste ikke,
at en saadan Siellandsk Bonde som J er, skulde
have saa høie Tanker om sine Landsmænd.
No. 62.
Fredagen, den 7 August 1761.
E¬
en Æderkop, som spandt i et Vindue, hvor
en Lærke havde sit Buur, var misundelig
over denne Fugl, fordi den blev elsket i Huset
for den Sang, med hvilken den hver Morgen
opvakte Æderkoppen af sin Søvn. Den be¬
sluttede at hevne sig, og spandt om Natten med
stor Møie en Væv over Buret, hvorved den tænkte
at berøve Lærken saa meget af Dagens Lys, at
den skulde tabe Lyst til at synge. Denne Væv,
som i Æderkoppens Tanker havde været tyk nok
til at formørke Solen, hindrede ikke Lærken fra


108
at vaagne til den sædvanlige Tid, og at istemme
sin Morgen-Sang. Dagens Pragt og den Vel¬
lyst, som den følte i at forklare sine Bevægelser,
ved Stemmen, indtog den saaledes, at den ikke
merkede Spindel=Væven, og endnu mindre giorde
sig nogen Forestilling om Æderkoppens Hensig¬
ter. Da den siden vilde kaste nogle Skaller ud,
som vare blevne tilovers af det Frøe, som den
havde spiist, falt ved en Hendelse nogle af disse
Skaller ned i Æderkoppens Væv, som derved
kom i saadan en Uorden, at nogle af de Fluer,
som den nyelig havde indviklet, Slap løs. Hvor
tør du letsindige og unyttige Fugl, sagde Æder¬
koppen i sin Vrede, saaledes angribe min Væv,
den Væv, som er gjort saa meget konstig, hvis
Streger og Kanter ere saa lige, saa rigtige, at
den største Landmaaler ikke kunde giøre dem bedre.
Lærken, som endnu ikke ret vidste, hvad der var
skeet, og hvad det var, som bevægede Æderkop¬
pen til at skielde paa ham, spurgte ham, hvorfor
han kaldte ham en letsindig og unyttig Fugl?
fordi, sagde Æderkoppen, du giør ikke andet end
synger, og forstyrrer mig i mit konstige Arbeide.
Konstig, tilstaaer jeg gierne, at det er, sagde
Lærken, det har jeg jo aldrig nægtet? ja ikke
alene konstigt, svarede Æderkoppen, men og nyt¬
tigt, og tusindegange nyttigere end al din Sang.
Kan nok være, sagde Lærken, vil du da ikke sige


109
mig, min kiære Æderkop, hvori det bestaaer,
at jeg kan have den tilbørlige Høiagtelse for dig?
J stedet for, sagde Æderkoppen, at du sidder
indsluttet som en Fange i dit Buur, kan jeg gaae,
hvor jeg vil. Jeg forstaaer den Konst baade at
angribe og at forsvare mig. Med en eneste
Traad kan jeg henge mig fast i Luften, løbe op og
ned i en ret Linie, fange Fluer, dræbe dem med
et Sting, og holde dem fast i min Væv.
Du forstaaer altsaa meget vel at ødelegge
andre Dyr til din egen Nytte, sagde Lærken.
Dersom jeg ikke dræbte saa mange Fluer, svarede
Æderkoppen, skulde de plage Folk endnu meer
end du giør. Jeg forstaaer og andre Ting, der¬
som Menneskene vidste at skiønne paa mit Arbei¬
de, kunde de giøre ligesaa fiint Tøi af mit Spind,
som af Silken. Det er sandt, at det har ikke
den Anseelse, men det er nok saa sterkt, og Dyr,
der paastaae at være saa fornuftige som Menne¬
skene, burde see mere paa det Grundige og Be¬
standige, end paa det Glimrende; men det er
just det, som meest forbitrer mig, at ligesom man
agter Silke=Ormenes Spind mere for dens Glands,
saa agter man og dig mere for din Sang. Du
veed mange Ting, svarede Lærken, men hvor har
du lært alt det? Af mig selv, svarede Æderkop¬
pen, og det er just det Forunderligste. Jeg be¬
høver ikke som Bien at flyve om fra et Blomster


110
til et andet, for at hente Materialier til det, som
jeg forarbeider. Jeg behøver ikke heller saa
mange Anstalter som du, der endelig skal sidde
paa en Græs=Tørv midt i Solen, for at kunde
synge. En gammel Mur, en mørk Krog er
mig nok saa kier som den prægtigste Bygning og
den herligste Egn, og jeg kan uden Syn og Hø¬
relse, ved Hielp af min ordentlige Tænkemaade
alene, og ved en liden Grad af Følelse, udspinde
alle disse prægtige Figurer, som du her seer. Si¬
den du er saadan en Elsker af gamle Mure, sagde
Lærken, hvorfor bliver du da ikke der, hvor du
er sikker for Støve=Kosten? hvorfor vil du ende¬
lig spinde ved mit Buur? Jeg kommer dig al¬
drig for nær; Min Lyst er at see Dagens Lys,
og jeg bygger aldrig i gamle Mure. Men siden
du kan saa mange Ting, saa kan du vel og synge?
Synge, svarede Æderkoppen, ja det er nok en
stor Konst, naar jeg kan giøre saa rigtige Linier
og Kanter, vil du da spørge, om jeg kan synge?
Men siden det er saa let, svarede Lærken, hvor¬
for synger du da aldrig; Fordi jeg aldrig har
holdt det Umagen værd, svarede Æderkoppen.
Men naar jeg nu bad dig meget derom, sagde
Lærken, og jeg forsikrede dig, at det skede alene
for at finde Anledning til at beundre saa dybsin¬
digt et Dyr, som du er, i den Konst, der er
den eneste jeg forstaaer. Det er mod min Na¬


111
tur svarede Æderkoppen, at gjore en eneste Streg
uden tilstrækkelig Grund, og intet er mere ufor¬
nuftigt end at synge. Det havde jeg aldrig tænkt,
sagde Lærken. At love Skaberen, at glæde sig
i Naturen, at fornøie sig selv og opvække ligesaa
fine Bevægelser hos andre, er det ufornuftigt?
Vi troe ja dog alle, at Menneskene ere de klo¬
geste af alle Dyr, og de giøre jo altid mere af
Fugle-Sang, end af Spindelvæve? Hvem har
sagt, at Mennesket er det klogeste Dyr? sagde
Æderkoppen. Er du da klogere, svarede Lær¬
ken. Lad en Newton og Leibnitz, sagde han,
og disse ere jo de klogeste af alle Mennesker, giøre
paa fri Haand saadan en Figur, som den du rev
i Stykker med dine Frøe=Skaller? Det er let at
rive ned, men ikke saa let at bygge op igien. Jeg
havde aldrig troet, sagde Lærken, at du besad saa
store Fortienester. Dersom du bare vilde synge,
skulde man sætte dig i et Buur her ved Siden,
og hvortit skulde vi da ikke fornøie os sammen?
Behold dit Buur, enfoldige Fugl, svarede Æ¬
derkoppen. Jeg elsker den naturlige Frihed, og
jeg er en Hader af alle Forandringer. Mine
Forfædre have fra Verdens Begyndelse af aldrig
synget, aldrig boet i Bure, de have ikke bekym¬
ret sig om andet end at væve, og fange Fluer.
Dersom Menneskene og Dyrene med deres Bul¬
der, deres Skrig, deres Sang ikke forstyrrede


112
os, skulde vi hverken misunde Fuglene deres for¬
gyldte Bure, eller Menneskene deres prægtige
Palladser. Men dette er det eneste, som for¬
tryder mig, at naar Dyrene have den hele Skov
og Mark for sig selv, og Menneskene have opreist
store Slotte og Templer, som de ikke selv kunde
opfylde, kunne de ikke saasnart see en Spindelvæv
i Krogen af et Vindne, førend de komme med en
lang Støve=Kost for at feie den ned. Saasnart
en Bygning bliver gammel, og til at holde den
for gammel, er det undertiden nok at man finder
nogle af vore Væve i Krogene, skal den strax
rives ned. O! hvor mange prægtige Væve, hvor
mange gamle Mesterstykker have de ikke ødelagt
ved denne utidige Lyst til at forandre, og vidste
de, hvad Umage de have kostet os, langt mere
end disse forfængelige Zirater, disse glimrende Ta¬
peter, disse opsminkede Ansigter, med hvilke de
zire deres Vægge, vidste de, hvor megen Deel
de høiere Sielekræfter, den rene Forstand have i
vore Figurer, fremfor i disse Verker af Sandser¬
ne og Jndbildnings=Kraften; da skulde de agte
en gammel Muur, som var fuld af Spindelvæ¬
ve, høiere end alle deres nyemodige Bygninger.
Vare der ikke endnu iblant Menneskene nogle, som
agtede disse Levninger af Alderdommen; vare der
ikke nogle saa grundige Lærde til, som havde lige¬
saa stor Afskye, som vi, for alle Slags Støve¬


113
Koste, og tillode aldrig, at der kom saadant et
ødeleggende Instrument i deres Bog=Sale eller
Studere=Stuer; skulde vi snart blive udryddede
af hele Verden. Disse ere vore eneste Beskyt¬
tere. I deres Bog=Stole, paa deres Hylder
og i de gamle Gothiske Ruiner have vi endnu en
sikker Tilflugt mod de forfængelige Kreature, som
overalt forfølge os.
Men hvorfor søge J da ikke alle derhen,
sagde Lærken, mig synes, at mange Æderkop¬
per kunde faae Rum i et eneste gammelt Kirke¬
Taarn. Hvorfor vil J vove Eder selv saa nær
ind iblant andre Dyr, som ikke veed at sætte Priis
paa Eders Fuldkommenheder? Kreature, der ere
saa sindige, saa nøisomme som J; der foragte
alle de Ting, med hvilke andre Dyr beskiæftige
sig; som hverken røres af Naturens Yndigheder
eller af Fuglenes Sang; som ikke have Lyst til
Forandringer, og ikke forlange Menneskenes Be¬
qvemmeligheder; Kreature, som ere sig selv nok
og behøve ikke andres Hielp, hvor lyksalige skulle
de ikke leve imellem sig selv indbyrdes; de skulle
uden at misunde, uden at hade hinanden, ikke
have andet at giøre, end at beundre hinandens
Mesterstykker. Jeg veed selv, sagde han videre,
hvor stor en Fornøielse det er for mig, naar jeg
hører en Lærke, en Nattergal, en Fløite, eller
noget saadant, som er efter min Tænkemaade


114
og Smag, og som jeg kan dømme om. Det
eneste, som her undertiden giør mig Tiden kied¬
sommelig, er, at jeg ikke meere kan høre de utal¬
lige Stemmer, med hvilke saa mange Slags Fugle
i forenede Flokke udtrykke den uskyldige Glæde,
som de føle, og den selskabelige Drift, som Na¬
turen har indprentet dem. Jeg misundte aldrig
Nattergalen, at han blev mere agtet end jeg.
Jeg afbrød tit min sødeste Søvn for at høre ham;
jeg tang af Ærbødighed, saasnart han begyndte
at synge, og jeg var den første iblant Fuglene til
at klappe med Vingerne ved hans prægtige Slag.
Kunde du synge som han, min kiere Æderkop,
hvor vilde jeg da glæde mig ved at have dig til
Naboe. Men kunde vi, som ikke forstaae an¬
det end at synge, fornøie os saa meget, ikke alene
ved vore egne Gavers Brug, men og ved de
Fuldkommenheder, som andre Fugle=Arter besid¬
de; ære vi Mesterstykkerne i alle disse adskillige
Tunge-Maal; hvor meget maae da ikke Dyr af
saa stor en Dybsindighed, som J, finde at be¬
undre i hinandens Arbeide, og hvor lyksalige
skulde J være, dersom J boede tilsammen?
Vi forlange ikke at være hinanden saa nær,
sagde Æderkoppen; Kierlighed er kuns en Dyd
i de svage og indskrænkede Siele, som regieres af
Følelser, og ikke af Grunde. Saa dybsindige
Dyr, som Æderkopper, kiende ikke denne Fø¬


115
lelse. For at have Rum til at udbrede vor Væv,
og Plads nok til at jage, boe vi langt fra hinan¬
den, og taale ikke, at en anden Æderkop kom¬
mer os paa mange Skrit nær. Enhver har saa
meget at beundre i sit eget Arbeide, at, hvor
høit vi end i Almindelighed agte vores Art frem
for alle andre Dyr, elske og rose vi dog aldrig
hinanden indbyrdes. Saa mange Secter, som
der ere iblant Menneskene, saa mange adskillige
Arter ere der og iblant Æderkopperne; Saa
mange philosophiske Systemer, saa mange Maa¬
der at væve paa. Enhver Philosoph holder sit
System, og enhver Art af Æderkopper sin Væv,
for den beste. Af Nidkierhed for vore Grund¬
regler ødelegge vi hinanden; Lykken er forander¬
lig, og af den Aarsag har hver Art sin Tid, da
den er mægtigst, og da de andre sielden lade sig
see. Nu have Æderkopperne med de lange Been,
som giøre lutter Mathematiske Skrit, længe væ¬
ret i Moden. 2 -
J det samme kom en Spie=Flue og stødte
an paa Væven, og Æderkoppen hastede med for¬
færdelige Skrit for at giøre saa rigt et Bytte.
Men Støve=Kosten, som strax derpaa lod sig
tilsyne, jog den med ligesaa lange Skrit tilbage,
ind i sit Hul, hvorfra den med yderste Forbittrelse
saae Fluen rive sig løs; og udspyede al sin Gift
paa den Støve=Kost, med hvilken man nedfeiede


116
dens Væv. Lærken begyndte sin sædvanlige
Sang, hvilken den fortsatte hele Dagen, og den
arme Æderkop kom ikke frem igien, førend So¬
en var gaaet ned.
No. 63.
Mandagen, den 24 August 1761.
N¬
aar man betænker, hvor længe Grækernes
og Romernes Verker havde været bekiendte
iblant de Lærde, førend noget af de nye Folk i
Europa dristede sig til at efterligne dem i deres
eget Sprog; hvor megen Modsigelse disse nye
Efterlignelser fandt overalt, ikke alene af dem,
som ei agtede andre Videnskaber end den Scho¬
lastiske Philosophie, hvori de Tiders Grundig¬
hed fornemmelig bestod, men og af dem, som
dyrkede den Græske og Romerske Veltalenhed;
hvor meget alle disse Stridigheder ligne sig selv
overalt; hvor ofte de samme Jndvendinger hos
adskillige Folk og til adskillige Tider baade ere
opkaagte igien og besvarede: skulde der da vel i
vores Tider kunde siges noget saa selsomt mod
Sprogets og de skiønne Videnskabers Dyrkelse,


117
at det kunde forundre os? Nei, vi bør giøre vore
Landsmænd den Ret at tilstaae, at de i denne
Sag ikke kunde sige noget saa urimeligt, at det
jo tilforn har været sagt i Athenen, i Rom, baade
da det latinske Sprog først begyndte at dannes
efter det Græske, og siden da man i det Jtalien¬
ske søgte at efterligne det Latinske, i Paris, i
London, i Leipzig. Skulde da vore Lands¬
Mænd ikke og have Tid til at udrase? og bør vi
vel have saa gode Tanker om os selv, at vi skulle
troe, at vi vare det eneste af alle Folk, hos hvil¬
ket alle gode Forandringer skeede uden Hobens
Modsigelse? Alt det, man kan forlange af en
Patriot, er vel, at han ved de gamle og frem¬
mede Mønstres flittige Læsning, og ved saa man¬
ge Exempler af andre Folk vil lade sig overtale
til at troe Mueligheden af ligesaadan en Foran¬
dring hos os, og være forsikret derom, at, der¬
som saa mange hundrede Aars Erfarenhed ikke
kan paa engang oplyse os saa meget, at ingen
skulde skrige mod den gode Smag, skulde de dog
vist giøre den Nytte, at dette Skrig hastigere
skal faae Ende hos os, og det Gode snarere
vinde Seier.
De, som af saadanne fremmede Verkers
Læsning og af Videnskabernes Historie kiende
baade Smagen og dens Skiebne, ere vel saa
overbeviiste derom, at de ikke holdt det nødven¬


118
digt, at spilde Tid eller Papiir paa at besvare
disse Jndvendinger, som hundrede gange ere op¬
kaagte; men for Mængdens Skyld, som hver¬
ken af Læsning eller af Historien veed, hvad Sma¬
gen er, og hvad Skiebne den har havt til andre
Tider; for dem, som dømme alene efter det, de
erfare i deres eget Land, hvor saadanne Ting
endnu ere nye, er det undertiden fornødent at
sige det paa Dansk, som man ellers kunde læse i
Boileau, Swift, Pope og Rabener. Saa
fornøden som saadan Skiemt undertiden er, og
saa behagelig som den er for den store Deel af
Publicum, som endnu ikke bekymrer sig meget
om begge Partier, uden for at have noget at lee
af, saa liden Lyst troer jeg, at alle de, som dyrke
Videnskaberne af Menneske=Kierlighed, finde i
saadanne Arbeider. De ønskede vel meget hel¬
ler at kunde uden saadanne Omveie forfølge altid
det Øiemerke, som de alene holde for vigtigt.
De tage derfor og heller deres Mønstre af de
Forfattere, som have vidst at opvække høie og
hellige Følelser i de menneskelige Hierter, end
af andre, som have gjort de menneskelige Feil
latterlige; og naar de undertiden efterfølge disse,
skeer det alene, fordi nogle af deres Medborgere
ikke kunne forbedres uden ved at lee, og andre
ikke uden ved at blive latterlige.


119
De, som kiende noget til den herskende
Smag (og for at kiende den, behøver man kuns
at giøre sig lidt bekiendt med vore Konstdomme¬
re) tvivle vel ikke paa, at, dersom en indenlandsk
Forfatter udgav et Original=Stykke i Miltons
Smag, skulde han af disse Folk blive meget værre
behandlet end den flygtige Batteux. Jeg fryg¬
tede derfor selv meget for den Oversættelse af
Evæ Drøm, som blev indført i disse Blade.
Den har til min store Forundring været langt
lykkeligere end jeg havde ventet; Hvad er Aar¬
sagen? jeg har nøie undersøgt det, og fundet,
at den hos de fleste er grundet paa Oversættelsens
Rigtighed, og paa en Høiagtelse for den En¬
gelske Original, som igien kommer af dens Æl¬
de, af det bifald, som den omsider har vundet
i Engelland, og af nogle lærde Folks Ærbødig¬
hed for denne Nations Sprog og Smag. Er
det ikke allerede store Fordele, som vi have frem
for de Nationer, der have brudt Jsen? Vi skal
af den Myndighed, som disse have over os, lade
os bevæge til at læse deres Skrifter, og vi skal
læse saa længe med en blind Ærbødighed, indtil
vi indsee og føle deres Værdie, og indtil vi troe,
at det er vore Landsmænd tilladt først at over¬
sætte, og siden at efterligne dem uden at fortiene
derfor at belees.


120
I dette Blad kan jeg meddele Læserne en
Fortsættelse af det sidste Stykke af Milton, som
indeholder Adams Bøn, hvilket Kiendere holde
for noget af det Skiønneste i det hele Verk, og
jeg haaber derved at berede de Læsere, som have
nogen Følelse, til at læse i det følgende et Origi¬
nal=Stykke af en Dansk Forfatter, som i en
ubunden, men dog poetisk, Stiil forestiller et
Malerie, som er gjort i Miltons Smag, men
lige efter Naturen og sine egne Følelser.
Saa var da Alting vel; nu hasted de
Til Marken fra den tykt begroede Lund;
Dog først, saasnart det kom til aabent Syn
Af Dagningen, og Solen (som nu nys
Opreist mod Kanten strøg vor Øiekreds,
Og skød langs Jorden hen sin dugged Glands)
Opklarede i Øster Strekningen,
Af Paradisets lykkelige Egn.
De bøiede sig dybt, tilbad og bar
Sit Morgen-Offer frem i ordrig Bøn;
Thi aldrig Ord, ei heller hellig Jld
Dem manglede til at ophøie Ham,
Som skabte dem: De talte eller sang
J bunden eller i ubunden Stiil;
Saa flød af deres Læber saadan Strøm
Af sød Veltalenhed, saa Tone=fuld,


121
At den behøved ei af Harpens Klang
At laane Sødhed! De begyndte saa:
See disse ere Dine Gierninger,
O Fader af alt Got! Almægtige!
Din er al denne Bygning rundt omkring,
Saa Under=skiøn! Hvor maae Du være selg
Beundrings værd! ophøiet over Alt,
For os usynlig, eller dunkelt seet
J disse dine mindste Virkninger,
Som vidne dog om meer end tænkes kan,
Din Godheds rige Dyb og Guddoms Magt.
Tal J, som best formaae, J Lysets Børn,
J Himmel=Aander; thi J skue ham,
Og Dag og Nat i Chor med stemmed Sang
Omkring hans Throne frydes: Samler jer
Heroven med, al Jordens Skabninger,
Til at ophøie, love, takke Ham,
Ham først, Ham sidst, ham ene fremfor Alt.
Du Skiønneste blant Nattens Stierne=Flok!
(Om Du ei heller hør til Dagningen)!
Du Dagens visse Bud! som med dit Skin
Bekroner Morgenen, udfør Hans Priis,
Mens Dagen reiser til nye Lyst og Liv!
Du Soel! vor store Verdens Siel og Lys,
Erkiend i Ham din Større, syng Hans Lov
Udi det jævne Løb, naar du gaaer op,
Naar du staaer høiest, og naar du gaaer ned.


122
Du Nattens Lys, som Solen vexelviis
Nu møder og nu flyer; med Stiernerne,
Som, mens de drejes om, dog faste staae!
Og J fem andre Fakler, vandrende
J mystisk Dands, udfører ved jer Løb
Hans Priis, som Lyset frem af Mørket bød!
Luft, Elementer, J! den ældste Frugt,
Naturen bragte frem, som skiftes om
Jen bestandig Cirkel tusendfold
Og nærer Alting, lad den stændige
Forandring vexle af hver Dag og Stund,
Til den Almægtiges fornyed Priis!
Dug, Dunst og Taage, som nu reiser op
Fra Skov og stille Søe saa mørk og graae,
Før Solens Glands har kantet jer med Guld,
Al Verdens GUD til Ære reiser op
Som Skyer at omsvæve, eller og
Som Regn at falde ned paa tørstig Jord!
Breed, naar J stige eller dale, ud Hans Priis.
Hans Priis. J Vinde! mod hver Jordens Kant
Udblæser sagte eller stormende!
Bøi hver en Gran sin Top, hver Plante dybt
Til Tegn paa Ydmyghed nedbøie sig!
J, som med toned Surren hvirvle frem,
Strømme, toner hvirvlende Hans Priis!
Foreen jer Røst, hvert Liv, hver Siel, hver Fugl
Som syngende mod Himlen stige, bær
Eders Flugt, J Eders Sang Hans Priis!


123
, som i Vandet glide, J, som gaae
Paa Jorden eller langsom krybe frem!
Siig, om jeg Dag og Nat vel lader af
At lære ved min Lovsang Skov og Mark
Og Bierge at gienlyde af Hans Priis!
Hil være Dig, al Jordens Herskere!
Bliv immer naadig, gavmild, rund paa Godt!
Og dersom Natten mod os uformærkt
Har avlet noget Ondt, adspred det da,
Som Lyset nu adspreder Mørk og Mulm.
Saa bad de i Uskyldighed, og snart
Tog Siæleroe og Fred hos dem sit Sted;
Nu iilte de til deres Morgen=Verk
J Marken ud blant dugged Blomster-Bedd,
Hist hvor et frugtbart Træe hang alt for fuldt
Og overlastet, eller skiød for vidt
Dets geile Grene ud, og savned Hielp
At hindre frugtløs Tilvext, eller og
De lod Vintræet parres med sin Alm,
Som favner det med villig Grene=Skud,
Og ligesom til Brude-Skat igien
Med Druer pryder ud dens bare Løv.


124
No. 64.
Fredagen, den 28 August 1761.
M¬
ed hvilken beundringsfuld Henrykkelse et
Menneske af en moden Forstand, som nu
først aabnede sine Øine, skulde betragte den
prægtige Natur, kunne vi med Vished slutte af
det, som vore Siele føle ved at see langt ringere
Skiønheder, naar de ere os nye og usædvanlige;
af de Bevægelser, som have yttret sig hos dem,
der have faaet deres Syn igien; og af deres Hi¬
storie, som ere fødte blinde. Den berømte En¬
gellænder Sounderson, som uden Synet og ved
Jndbildnings=Kraften alene havde bragt det saa
vidt, at han læste offentlig over Mathematiken,
kunde, endskiønt han aldrig havde kiendt Synets
Fornøielser, ikke uden den inderligste Veemodig¬
hed høre andre tale om Naturens Pragt; Hvor
lyksalige, sagde han, ere de, som af saa utallige
Skabninger kunne see, at der er en Gud til,
frem for mig, som alene kan føle det.
Dersom Veltalenheden og Poesien kunde
giøre noget, til at fæste vores Agtsomhed mere
paa disse prægtige Vidnesbyrd, som Gud har


125
efterladt sig i Naturen, og som vi ofte ansee med
Skiødesløshed, alene, fordi vi ere saa vante
dertil, fortiente de da ikke at dyrkes af fornuf¬
tige Skabninger? og de, som ere saa følesløse,
at hverken det Skiønne i Naturen eller Konsten
kan røre dem, skulde de vel ogsaa kunne være
haarde nok til at misunde andre deres Følelser,
og til at berøve dem den Glæde, som de fornem¬
me ved at opvække de samme Følelser hos andre.
Følgende poetiske Beskrivelse er en Virk¬
ning ikke af Jndbildnings=Kraften alene, men af
de sande Følelser, som Naturens Beskuelse har
opvakt hos en af mine Venner, som fordrev en
Sommer=Nat under aaben Himmel, for at see
de Afvexlinger paa Naturens Skue-Plads, som
altid blive de fuldkomneste Mønstre for dem, der
ville arbeide enten i de skiønne Videnskaber eller
i de skiønne Konster.
S¬
krækfulde Eensomhed! Tause Skumring!
hvilke alvorlige Følelser J opvække i mit
hæftigrørte Bryst! - En hellig Gysen farer
mig dybt igiennem Sielen, stille Rædseler om¬
give mig rundt om.
Fra mit høitidelige Sted, - Der, hvor
de svagttindrende Stierner, og du sølvblege
Maane! og J flammende Nordlys, blinke over


120
mit Hoved: - Hvor min Fod hviler paa den
beduggede Eng, betræder det trebladede Kløver,
og vandrer om blandt forskiellig farvede Blom¬
stre; Hvilke --= lad Mørket end have ud¬
bredet sit dekkende Skiul over dem, dog forvente,
at den nye opgaaende Soel skal fornye deres
buntede Pragt, og igiengive dem deres, med
Lysets Tab, tabte Værd: - Fra dette saa høi¬
tidelige Sted skuer mit ledende Øie rundt om i
Kredsen, men finder ingen Punkt til Hvile. -
Som Landskabet paa Malerens Dug, i det skyg¬
gende Tusmørke foreviser ikkun en sort Tavle;
saaledes bier den eenfarvede Omkreds paa, at det
opklarende Lys igien skal aabenbare mig Tinge¬
nes Afstand og Farver: - Endnu er alting
blandet, og det stirrende Øie taber sig i det
dunstfulde Graa.
Hør da opmærksom til, mit Øre! Dig
maaskee tør forundes, hvad Synet er nægtet;
Dog uei, en dyb Taushed hersker overalt:
Nu blev den brudt! Vagtelens lokkende Slag
brød den. - Jeg gav nøie agt, og,  --
hvilken sagte Susen surrer for mit Øre! - - -
Er det Bekkers hultlydende Fald? - Eller
Bladers hvislende Raslen? - Eller Luftens
hvirvlende Lyd? - O! det er noget langt mere
harmonisk: - Maaskee hører jeg omvæltende


127
Verdeners sammenstødende Velklang, saaledes
som Pythagor beskrev mig den.
Kunde jeg dog hæve mig til det Ganskes
Middelpunct! og derfra med skiælvende Ærbø¬
dighed skue de forbisusende Planeter, og Eder,
J utallige flammende Sole, med eders opkla¬
rede og rullende Sphærer, henrytt høre hele
Naturens sammenstødende Velklang, og forene
min Lov med Seraphs og Morgenstierners him¬
melske Fryde-Sang, vor fælles Fader til Ærel-
Her standsede min sværmende Phantasie, Klok¬
ken slog, og kaldte mig tilbage i Tiden, velsignet
være dens lærende Stemme! - Opvakt, og
forskrækket veier jeg nu mit forvovne Ønske; -
Hvor formasteligt det og var! - Jeg, der fast
hendaaner ved den blotte Tanke, -- og hvo
kan taale dens Vælde; ? - Jeg iade min Jnd¬
bildning saaledes Tøilen! - Tie, stolte og
dristige Phantasie, nedsænk dig dybt fra den alt
for høie Flugt, eller, vil du sværme deroppe?
saa betragt de sig skillende Skyer, skue Østens
Herlighed! og mael os Morgenen: Et Syn,
der fortiener alles Beundring, og udfordrer man¬
ge gange din Styrke.
Og du Geist! der belivede Young, beliv
du og mig? lær mig nogle af denne opløftede
Sangers henrivende Træk, lad mig alene langt
fra ønne hans høit over Ørne=Vinger sig hæven¬


128
de Flugt! og ufuldkomment efterligne Hans fast
meer end menneskelige Sang!
Og Eder, Youngs skiønsomme Beundre¬
re! vorder ikkun stolte ved det værdige Navn!
Eder, Youngs Venner, opofrer jeg min Sang;
At vinde Eders bifald; - Torde jeg haabe
det! - Og det skulde være mig dyrebarere,
end de Mægtiges, - end de Lærdes Yndest.
Jeg seer Skyerne brekkes, den hendun¬
stende Taage fordele sig i Luften, Dagen frem¬
bryde, og Midnattens skumle Rædseler forsvin¬
de. - Ja du sorte forfærdende Skye, nys
vidt over den hvælvede Luft=Kreds udspendt, saa
skrækkelig du end var, du maae dog selv frygtsom
flygte ; Skal jeg et Øieblik vende mit Syn fra
din seierrige Fiende, for at følge dig paa din
ilende Flugt? Du har trukket dig mod Vesten,
men og derfra skal Dagskiæret snart forjage dig;
skynd dig dybt under Øiekredsen! - Og dig
sømmer det, du blegnende Maane, med Und¬
seelse at vige for din opthronede Broder; Nu
snart skulde hans brændende Straaler formørke
dit laante Skin! - Alt have de ærbødige Stier¬
ner indhyllet deres blinkende Tindren, og du --
men! jeg seer dit sølvklare Skin allerede kien¬
delig aftage, - nu lidet klarere end den dig
omsluttende Skye; - Og hvor nu? – mig
ikke længer synlig, tabt i den rene Luft: - Den


129
Luft, hvis sølvhvide Glands blandet med det
høilyse Himmelblaa, alt har udøst sine bølgede,
og stribede Flammer, rundt hen under Hinme¬
lens Hvælving.
Men den smilende Morgenrøde drog nu
mit Syn til sig, - Der kommer Hun, Østens
Purpurklædte Dronning, yndigen iført sit rosen¬
farvede Sløer; En rødlig guldblinkende Skiær
glimrer rundt omkring Hende, forgylder de sidk¬
hængende Skyer, og skildrer den vide østlige
Strækning med uefterlignelige Farver. - Ja
hvilken Blanding af Farver forlyster der mit Øie!
hvilke Skatteringer af Rødt, og Blaat, alle for¬
skiellige, men i deres Forskiellighed saa megen
Harmonie, saa behagelig en Blanding! O! hvor
udtone de Skaberens Priis, hvor udtrykke de en
høitidelig Glæde! Og er dette den nys sørgende
Himmel? hvor ere de Scener forandrede! hasti¬
gen forandrede! – Lærerige Syn! Kan sorte
Skyer saa snart fordele sig, hvo vil da mishaabe
om Glædens Morgen efter Sorgens Nat?
Nys var der ingen endelig Udsigt paa det grue¬
fulde Mørke, nu har Morgenens Smiil fordre¬
vet alt Mørke af Himmelen; og skulle mit Haab
da vakle, naar skrækkende Tordener hænge dybt
omkring mit Hoved, naar Angester omspænde
mig, eller truende Farer aabne mig en sørgelig
Udsigt i det Tilkommende? O! taber mit util¬


130
strækkende Syn sig endog i deres lange Række, -
Salig Trøst! - Jeg seer en frydefuld Udsigt
bag Tidens Grændse, og Tiden er kun et Øieblik.
Men Himmel, hvad seer jeg? - Mit
Øie, som vendte sig mod Østen og saae langt ud
over Havet, henrykkes ved at bemerke en blank
hvælved Solebue, som fra den meest purpur¬
skiære Morgenrødens Punct, kaster sine Straaler
mod Vesten - Og see! nu aabner sig en endnu
langt herligere Scene, - O! et henrivende og
opløftende Syn, forsøg mit Hierte at male det!
Hist bag de sorteblaa Bølger hæver sig,
med forfærdende Glands, Solens Guldrøde Klo¬
de, baaret paa Almagtens Vinger; - Ja,
hvor synlig virker her Guds Finger; kunde vel
noget ringere end din bestyrende Haand, Du Al¬
mægtige Fader, flytte saa umaalelige Tyngseler?
O! Din skabende Røst er det, der høres endnu,
hvilken de lyde. - Endnu synes den mig halv¬
delen nedsænkt i Havet, hvor Majestætisk den
mere og mere opløfter sig deraf! Nu støder ikkun
dens yderste Kant paa de tumlende Bølgers Ryg¬
ge, nu neppe rører den dem, og nu er den fuldt op¬
staaet: - og maaskee var det just denne Stund,
maaskee, o! min Siel, var det just dette Øie¬
blik Retfærdighedens Soel opstod, efter at
være neddalet ? -- sørgeligste, forskrækkelig¬
ste! dog for det reddede Menneske høistglædelige


131
Nedgang, en Nedgang, der kom den bævende
Naturs inderste Jndvolde til at rævne, og som med
forfærdende Gysen igjennemfoer Forskrækkelsernes
skiælvende Afgrund. - Neddalet, forskende
Engle til alvorlig og evig ufattelig Forundring!-
triumpherende, men strax fortvivlende Dievle til
evig Dom. - Og dig min Siel, - ol merk
dig det til en virksom Erindring, hør det, og
zittre af Glæde! - Opstod, efter at være
neddalet, Dig min Siel! dig til Frelse; at og
du engang maae forherliget opstaae, seierrig frem¬
bryde af Gravens Mørke, og herliggjort skinne
paa Ærens Himmel med evigstraalende Glands.
Nu du synlige billede paa Guds uind¬
skrænkede Godgiørenhed, alting oplivende Soel!
da du og oplivede Følelsen af min udødelige Siels
Bestemmelse; lær mig af Dit Exempel en reen
almindelig Menneske Kierlighed, det eneste Mid¬
del, til at torde haabe mine udødelige Længslers
Opfyldelse ved en evig Forening med den Gud¬
dommelige Menneske=Ven! Ja saa skal min
svage Dyd, beholder den endskiønt ligesom du
sine skiulte Plætter, dog fuldkommen ansees, og
jeg nedgaae Livets Aften, for at opgaae Evighe¬
dens Morgen med Ære.
Men herlige Soel! hvor haste dog dine
Fødder, stolt fremilende paa den hvælvede Ba¬
ne; - Dit Ansigt, hvor straaler dets ubeskue¬


132
lige Glands! Alt har du udviklet din fulde Pragt,
Øiet taaler ikke længer at skue din blendende
Funklen, - og nu kunne ikke alene de bestraa¬
lede Bierg=Rygge, og de forgyldte Skov=Toppe,
men og den flade Slette, og den dybere Dal,
glæde sig ved din Smiil. - O du alt for her¬
lige, brænd dog ikke saa stærkt paa disse svage
Tindinger! - vær mig velkommen ærværdige
Eeg! dæk mig med dit bredbladede Skiul! jeg
nedkaster mig under dine ruskende Vinger; -
O! hvilken oplivende Kiølen din Løvfulde Top
lufter ned paa mig, hvilken liflig Vellugt de ud¬
dunstende Blomster udsvede rundt om mig! og
hvilket angenemt Skygge=Spil de sagte bevægende
Grene kunstigen opføre for mig! - Hvor Øiet
end henskuer, taber jeg mig henrykt i den almæg¬
tige Cirkels mangfoldige Under.
Tiere end denne gang iil min Siel til disse
eensomme Betragtninger! Lærerige Natur, for¬
stoed jeg dog ret din dybundige billed-Skrift!
Paa hvert Blad staaer tegnet urandsagelig Viis¬
dom, og ei i Æoner Aarhundrede, og ei i den
utænkelige Evighed lærer den største Siel tilfulde
at begribe endog den ringeste Jnsect, eller det
mindste Soel=Gran; mig skal det være nok med
hellig Frygt at skue en virkende Almagt i de
mindste Dele af Skabningens synlige Rige.


155
Nei, jeg vil ikke glemme dig du lille Urt!
med alt for stor Ret fordrer du min Opmerksom¬
hed; dine smaa himmelblaa Blade, i hvis Mid¬
delpunkt en rødligguul Prik glimrer, synes ret i
Smaat at afbilde den paa den himmelblaa Hvæl¬
ving glimrende Soel, af hvilken du og laaner din
alt for ofte ubemerkte Skiønhed; - thi jeg slut¬
ter, at en skiødesløs og uopmerksom Ligegyldig¬
hed først gav Anledning til dit paamindende
Navn. - Lær mig, du smukke Blomster, til
Belønning, fordi jeg ikke glemte dig, hvorle¬
des hans Øie, hvis almindelige Forsorg saa her¬
ligen klæder dig med meer end Kongelig Pragt,
hvorledes det med en endnu ømmere, og besyn¬
derligere Omsorg er henvendt paa mig; - Lær
mig fra dig at slutte, hvorledes ikke et eneste af
mine talte Hoved=Haar uden hans Tilladelse kan
røres; saa aldrig qvælende Nærings-Sorg, men
ikkun Bekymring at vorde sand nyttig, maae op¬
staae i mit Bryst; men at min Tillid til Forsy¬
net maae da være stærkest, naar alle synlige Ud¬
veie tillukkes for mig!
Lovsyngende Fugle! jeg hører, henrykt
hører jeg Eders liflige Morgensang: Og den
sig opsvingende Lærke, der synger den opgaaende
Soel i Møde, opmuntrer mig lydeligen nok, at
opsvinge mig høit over Solekredsen, og istemme
min takkende Morgensang, Lysets Fader til


134
Ære. - Men Fader, hvor finder jeg Ord til
at takke Dig, som jeg vil, og som jeg bør? dog
undsigelige Sukke, og Tak, der kun kan føles,
ei udtrykkes, er jo din kiereste Lovsang; Nn saa
mit Hierte, udøs dig da for ham i et dig
selv uforstaaeligt, dog din Skaber velbehageligt
Sprog!
Nye Under, en Hær af krybende, flyvende
og svømmende Jord- Luft= og Hav-Jnsecter;
mangfoldige i deres Slags, uendelige i deres
Grader, - sa, naar det bevæbneds Øie, hvor
det naturlige Syn slipper, studser ved at opdage
endnu nye Arter, hvo tør da fastsætte, hvor nær?
eller langt fra Jntet? - Saa uindskrænket vir¬
ker den guddommelige Almagt, saa overflødig
virker den. - Hver Sommer-Morgen føder
Myriader Skabninger, hvilke Aftenen døder; og
hvert Aandedræt er en Grav for utroeligen man¬
ge, af hvilke hver at fremskabe, koster Skaberen
lige saa meget som at frembringe den mægtigste
Seraph, eller at skabe en nye Verden. - Dog
jeg tør ikke nærme mig til de usynlige Slægter,
der vrimle i Luften; Nær ved mig seer jeg den
konstige Bie, den flittige Myre, vingede Orme!
hvilke Drifter, hvilke Under, hvo kan tænke sig
det alt, og ei henfalde i stum Forundring?
Men den begyndte Dag har nu sat Alting
rundt om mig i fuld Bevægelse: Hyrden samler


159
nu sin adspredte Hiord; Den tilige Landmand
tiler alt nyttig bevæbnet i Marken; Alle Forsæt¬
ter ere nu fornyede -- - O! at de gode iblant
dem ikke maatte uiværksatte naae en bebreidende
Aften 2 - -- Og nu, tak du høitidelige Mor¬
gen, rig paa Fornøielse og Underviisning, tak
for den Vellyst, jeg nød i din Betragtning: Tak¬
mit blomsterklædte Leie! Og du beskyggende Eeg!
vederqvæget iler nu min hurtige Fod til Staden,
hvor mine Forretninger kalde mig.
Jeg fandt Veien hiem ad, langt yndige¬
re, end da jeg gik ud; Morgen=Duggen havde
nu forfrisket de visnende Blomster, de hævede
deres hængende Knoppe med fornyet Liv mod So¬
len, der i sin fulde Pragt nedstraalede fra den
klare Himmel, og spillede i Dug=Perlerne, hvilke
endnu laae og zittrede mellem Blomstrets omslut¬
tende Blade.
Deres forskiellige Farver, deres fast De¬
mant lignende Glands forlystede Øiet; - Ly¬
den af et sig frydende Fugle=Chor fyldte Øret,
og hele Naturen var Harmonie. - Zephyrs
kiølende Aande=Pust blandet med Floræ udsvedede
Balsam, skienkede Lugten og Følelsen Vellyst¬
fulde Fornemmelser; - Liflige og sunde Frug¬
ter frembøde sig og til at fornøie Smagen. -
Her var nye Vellyst for hver Sands, og for de


Tilsk
136
indvortes Sandser en uudtømmelig Kilde til be¬
undringsfulde Betragtninger.
Henrykt overlod jeg mig nu til en tausfø¬
let Glæde, og under skiønsomme, jo jeg tør sige¬
det, bedrende Betragtninger, naaede jeg en af¬
sides Lystvei, ikke langt fra Byen; Her fremvii¬
ste den hele vide Øiekreds saa henrykkende Kon¬
stens og Naturens Under, hvilke den frugtbareste
Jndbildnings=Kraft forgieves skulde søge at efter¬
ligne, og endnu mere forgieves at skave noget
fuldkomnere.
En ukonstlet Hække af den spraglede Hyll,
og den nyttige Piil hældede som en Buegang hen
over Veien, og, uden at nægte Øiet at kunne
opløfte sig mod Himmelen, beskyggede noksom
den Vandrende mod Solens alt for herlige
Straaler. - Lige med Veien paa den ene Side
gik en sagte Søe, hvis jevnt trillende Bølger
brøde Solens spillende Straaler, og fremviiste
lige saa mange zittrende Sole, som tumlende
Bølger; - Fiskenes Mængde opsvingede sig
fra Dybet, og ligesom om de ikke længer kunde
taale det store Syn, dukkede dem igien hastig
under Vandet. - Men med hvilken Dristig¬
hed, med hvilken Majestæt flyder hisset den sig
brystende snehvide Svane med sin spæde Yngel!
er det ved en skiønsom Følelse af den trygge Fri¬
hed, hvilken den, beskyttet ved Lovene, nyder; -


131
eller vil den dermed lære mig, ikke følesløs at
maale min, og mine lyksalige Medbrødres mis¬
undelige Lykke, med foruroligede Naboers ynk¬
værdigste Kaar? O høit ophøiet være den Kon¬
ge, der bygger sig et Faders Navn paa sit Fol¬
kes Vel, frem for den, der søger sig et falskt Helte¬
Navn ved Aske= og Dødnings=Hobene. - - -.
Mit Øie forlod nu Søen umættet af at
betragte den; - Men tænkte jeg, saa lystelig
en Skueplads, den endog aabner for det beskuen¬
de Øie, er den dog langt herligere i Betragtning
af de uudtømmelige Kilder og Aarer, som lædske
saa Folkerig en Stad.
Jeg kastede nu mit Øie paa den anden
Side af Søen, og standsede ved et ikke mindre
indtagende Syn; Jeg saae den tætte Korn=Ager,
med grønne levende Giærder indhægnet; hvorle¬
des den bøielige Ax efterlignede Søen, og tumlede
sine hvislende Bølger. En siid, med de her¬
ligst farvede Blomster isprengt, Eng krævede og
med unægtelig Ret, endog den meest Følesløses
Opmerksomhed; Her sprang det kaade Kid for¬
nøiet om blant beduggede Blomster, som for at
lære Mennesket at finde i Naturens Betragtning
en uskyldig Glæde. - Der slog den frygtsom¬
me Hare sin Cirkel, og med ledende Øine søgte
just dem, som den skyede, sin Friheds Forstyrre¬
re; den fandt dem ikke, og tryg nød den nu mere


138
Rolighed. - Nu saae jeg den vælige Hest stolt
fremtræde, kaste med Fødderne, puste af Mod,
og nu vel tilfreds med sin stærke Bringe, og an¬
seelige Skabning som Lynet fare igiennem Luf¬
ten. - Selv den tunge Koe blev ved dette
Syn sat i Bevægelse, langsom reiser den sig fra
sit magelige Leie, vader igiennem det høie Græs,
og brøler af Glæde. - Der bræger en Faare¬
Flok; der spiller den muntre Hyrde: - Dog
hvo kan beskrive det alt, Synet er dertil for rigt,
alt for uudtømmeligt.
Jeg vender mit Øie derfra, og søger Hvi¬
le, men opdager nye Yndigheder; den hele Kreds
har ingen Punct, som jo henrykker: - Hist
seer jeg langt borte det stolte Hav, og de endnu
stoltere Skibe, som trodse Vinden og bryde Bøl¬
gerne. - Dette Syn afvexles med Lystgaarder,
smukke Haver, skyggefulde Gange, hvilke ledte
mit Øie paa et af de best anlagde Lystsløtte, der
indsluttet i en Eden fremskinner med en ukonstlet,
dog majestætisk Pragt. - Jeg saae i den sam¬
me Øiekreds Landsbyer, Kirker, og ensomme
Lunde prange i en angenem Uorden. Staden
laae for mig i en lang Strækning, dens ranke
Taarne ragte frem i Skyen, og de høie Volde
skiulte kostbare Bygninger - - - Men du smukke
Stad, saa herlig at see til, hvilke giftige Slan¬
ger du dog giemmer inden dine Mure; - Hvor


139
tilig det er, er jeg dog vis paa, at Efterstræbelse,
Avind, og Bagtalelse allerede udsprude deres
Gift, og just mod Fortienester; hvor tungt er
dette! - Den Gierrige fortsætter alt møisom¬
meligen det Arbeid, som Søvnen først langt ud
paa Natten afbrød. - Den Flittige styrket ved
Hvile, er og nu længst opstaaet at virke til sine
Medmenneskers Gavn. - Kun den kiælne
Vellystige sover endnu, og da han vaagen er til
ingen Nytte, er det jo ligegyldigt, enten han for¬
spilder, eller forsover, eller ved afvexlende Vel¬
lyster myrder Tiden. - Disse Tanker forestille¬
de jeg mig saa levende, at jeg alt stod i Byen,
da jeg for Skræk og Afskye ønskede mig længst
derfra. Og her tog mine Betragtninger Ende.
No. 65.
Mandagen, den 31 August 1761.
F¬
rølgende Brev hører og til den virkelige Brev¬
vexling, som jeg underholder med adskillige
Læsere, og som daglig formerer sig.


140
Herr Tilskuer!
S¬
iden Hensigten af Deres Ugeblade er at for¬
bedre Smagen, maae jeg indstændig bede
Dem, at De dog vilde mage det saa, at min
Kone, som er en af Deres flittigste Læsere, ogsaa
kunde faae nogen Smag. Hidindtil have De¬
res Blade hos Hende havt en ganske anden Virk¬
ning; thi jo mere Hun læser, desmere synes mig,
at Hun taber Smagen.
Naar jeg undtager denne Mangel, finder
jeg ellers alle de Egenskaber hos Hende, som
fortiene en Mands Kierlighed. Men er det ikke
nok til at giøre mig koldsindig, at Hendes hele
Tænkemaade og Opførsel er stridig mod de Fruen¬
timmers Levemaade, som af alle holdes for at
have Smag?
En Mand, som har anseelige Jndkomster,
som er af Stand, og som har en Caracter, der
ikke just er den laveste i Rangen, og saadan en
Mand er jeg, burde han dog ikke have en Kone,
som i det mindste vidste at leve?
Hendes Nedrighed; thi hvad skal jeg ellers
kalde det? gaaer saa vidt, at jeg blues ved at
sige det. Jeg er nær ved at blive til et Vidun¬
der blandt alle Folk af min Stand, og det, som
er det værste, man troer virkelig, at hun har
Herredømmet over mig, fordi jeg hverken ved gode


141
eller onde Ord kan bevæge Hende til at af¬
staae fra Hendes særsindede og nedrige Opførsel.
Tænk engang, kiere Herr Tilskuer! er det ikke
Skam at sige det: Hun opammer selv Hen¬
des Børn.
Jeg elendige Mand! hvilken Vanære er
det for mig, at have en Amme til Kone. Sko¬
magere, Skrædere og endnu ringere Folk, ere
deri lykkeligere end jeg.
Dette er Hoved=Aarsagen til min Græm¬
melse; Thi jeg kunde endda glemme Hendes an¬
dre Urimeligheder, f. E. at Hun aldrig svøber
sine Børn, aldrig lader dem vugge, at der aldrig
kommer Snørliv paa dem, og at Hun truer, at
Hendes Datter ikke skal bære Snørliv, førend
hun bliver 14 eller 15 Aar gammel. Burde
det ikke være tilladt at skille sig fra saa egensindig
en Kone?
Kiere Hr. Tilskuer, giør dog Deres Beste
for at overtale hende til en fornuftigere Opførsel.
Det er ikke for min egen Skyld alene, men for
den hele Families, for mine arme Landsmænds,
og alle skikkelige Folks Skyld, at jeg beder Dem
saa indstændig derom. Der ere mange, som
troe om min Kone, at Hun har Forstand, og
naar jeg undtager disse Ting, troer jeg det selv.
Hendes Exempel kunde derfor have skadelige Føl¬


142
ger, og giøre flere Mænd ligesaa ulykkelige,
som jeg er.
Nogle sige vel, at jeg bør give mig tilfreds,
fordi min Kone for Resten ikke alene er en for¬
nuftig, men og en god, en artig Kone; Hun
klæder sig selv og sine Børn ret vel, og med det,
som man kalder Smag, skiønt ikke prægtig; Hun
holder den beste Orden i Hendes Huus; Mine
Venner ere altid velkomne, og hun veed ret vel
at omgaaes med alle Slags Folk: Men hvad kan
alt dette hielpe, saa længe hele Byen dog veed,
at Hun er sine Børns Amme?
Alt hvad jeg siger Hende, nytter til Jntet.
Nogle Græker, Romere og Engellænder, som
skulle have sagt, at det er en Moders Pligt, at
opamme selv sine Børn, gielde meere hos Hende
end alle mine Bønner. Skulde nogen overtale
Hende til at forandre denne Levemaade, med
hvilken hun nu saa længe har beskiemmet mig
og forarget den hele Bye, skulde det være Dem,
M. H. Hun samler Deres Blade, Hun læser
dem med Agtsomhed, og giør sine Anmerkninger
derover; Men det vil jeg raade Dem, at De
hente først nogle grundige Beviis af en anden
Moral, end den, som De hidindtil have lært,
for at besvare alle de Jndvendinger, som Hun
vil giøre Dem, og som Hun er i Stand til at


143
tage af Deres egne Blade; thi det er ret en for¬
underlig Kone.
Nu har Hun i disse Dage faaet en nye
Bog, som heder, Fruentimrets Ven. J mine
Tanker burde den hede Fruentmrets Fiende.
Af denne samler hun hele Skokke af Beviis for
at forsvare sin gamle Tænkemaade; og saadanne
Bøger, M. H., som ikke nytte til andet end til
at sætte Splid imellem Ægtefolk, og til at foran¬
dre vore gode gamle Sæder, burde de vel trykkes?
Vidste jeg, hvem der har oversat den, skulde
jeg anvende al min Credit for at spilde hans Lykke.
Jeg troer ikke, at der er et skadeligere
Skrift til, og jeg holder det derfor for Deres
Pligt som Tilskuer, at afraade det smukke Kiøn
fra at læse det. Gid De maatte være lykkelig
nok til at overtale min Kone, til at kaste denne
og alle saadanne Bøger paa Jlden. Jeg vilde
gjerne give Hende 10 gange saa meget, som alle
Hendes Bøger koster om Aaret, til Spille=Pen¬
ge, og jeg vilde legge 10 gange saa meget til,
dersom Hun vilde holde en Amme. De kan
deraf slutte, hvor meget De kunde forbinde mig
ved at afhandle denne Materie i Deres Blade.
Jeg forbliver
9. J. K.


144
Tilskuerens Svar.
M. H.
or at svare til Deres Fortroelighed og for at
F¬
overbevise Dem om min Redebonhed til at
tiene Dem, forelæste jeg strax Deres Brev i
Fruentimmer=Selskabet; thi De maae vide, at i
alt, hvad der angaaer Kiønnet, har jeg ikke den
ringeste Magt, til at foretage noget uden Sel¬
skabets Tilladelse. Jeg gav mig den Frihed at
forandre nogle smag Ting i Deres Brev, hvor¬
ved jeg haabede endnu mere at bevæge disse gode
Damer, til at have Medlidenhed med Deres
Skiebne; Men jeg maae sige Dem reent ud, at
al min Umage var forgieves, og at baade Deres
Brev og min Tale havde en ganske anden Virk¬
ning, end jeg havde ventet.
Deres Frue blev enstemmigen udvalt til
Medlem af de Usynliges Selskab, og de gode
Damer gav mig Befaling, til at tilsende hende
det Ærestegn, som Selskabet uddeler til de gode
Mødre. Mig blev under Straf af mit Skriver¬
Embedes Fortabelse og Kiønnets Vrede befalet,
ikke at tale et Ord mere for Dem, og at skrive
strax et Ugeblad mod alle de Mænd, som ikke
holde det for en Lykke at have saadanne Koner.
Alt hvad jeg ved mine indstændige Bøn¬
ner kunde udrette, var at blive befriet fra dette


145
Arbeide, som jeg ansaae for en Utaknemmelighed
imod Dem, og at faae Tilladelse til at sende
Ordens-Tegnet til Dem Selv, for at give Dem
Leilighed til at forlige sig med Deres Kone paa
billige Vilkaar.
Ordens-Tegnet er en Pelikan af Saxisk
Porcellain, som har sin Rede i en Buket af le¬
vende Blomster, bundne i et rødt Baand, paa
hvilket disse Ord ere malede: For de gode Mø¬
dre, tillige med Selskabets Merke, som ikke maae
være bekiendi, og derfor bliver hvert Aar foran¬
dret. Denne Prydelse, M. H., skal allerede
giøre meget til at sætte Deres Kone i Anseelse
iblant de andre Fruentimmer, af hendes Be¬
kiendtskab, som alle inden faa Dages Forløb skulle
bære Pelikaner i røde Baand, for at faae Folk
til at troe, at de ere gode Mødre, og nogle skulle
have den Fornøielse at blive troet af dem, som
ikke vide Selskabets Merke. Den Ære, at
give Anledning til en nye Mode, skal saaledes
udslette meget af den Foragt, med hvilken Deres
Kones Opførsel hidindtil har været anseet af Folk,
som vide at leve.
Dersom Hun, som jeg troer, er mere El¬
sker af levende Blomster end af Kortet, kunde De
herved finde Anledning til at fornøie hende daglig,
ved at anvende den Sum, som De aarlig haver
bestemt hende til Spille=Penge, paa at skaffe


140
hende hver Dag friske Buketter. Det er og
M. H. især om Vinteren et Galanterie, hvorved
De kan overtale Folk til at troe, at De selv
veed at leve, og at Deres Frue har Smag.
Skulle disse Høfligheder ikke kunne over¬
tale Hende, til at forandre noget i sin Opførsel;
thi ganske kan Hun nu ikke forandre den, saa
længe Hun vil blive Medlem af Selskabet, og
jeg vil aldrig ønske Dem saa ulykkelig, at Hun
nogen Tid skulde faae Aarsag til at klage over
Dem, at De vilde forføre Hende, til at forlade
det. Jeg maatte da strax mod min Villie
skrive det strengeste Blad imod Dem. Jeg
maatte fra den agtbareste Ret af det hele Kiøn
bringe Dem denne forskrækkelige Dom: At De
ikke fortiente at være Fader til de kiere Børn, som
Deres Kone selv opammer.
Men for at tiene Dem, saavidt jeg kan,
vil jeg foreslaae Dem et sikkert Middel til at
mage det saa, at Deres Kone, uden at forandre
noget vigtigt i Hendes Opførsel, skulde nyde en
meer end sædvanlig Agtelse. Har Hun, maae,
jeg spørge Dem, med al den Forstand, som De
tillegger Hende, slet ingen anden Feil end den,
at Hun giør for meget af saadanne ringe Ting,
som Hendes Huus og Hendes Børn? Skulde
Hun ikke og maaskee være lige saa stor en Elsker
af Hunde, Papegoier? Har Hun slet intet af


14,
disse smaa Egensindigheder, af disse stærke Em¬
findtligheder, disse selvgjorte Daanelser, og af
det, som Franskmændene kalde Vapeurs. Havde
Deres gode Frue nogen af disse Egenskaber, som
i Paris holdes for et Kiendetegn paa et Fruen¬
timmer, som veed at leve; O! da var De en
lykkelig Mand: Hun skulde snart komme i Mo¬
den, og Hun kunde siden uden Skam gierne op¬
amme Hendes Børn selv. Denne Forsigtighed
maatte Hun alene bruge, at, naar nogen spurgte
Hende, hvorfor Hun vilde paatage sig den store
Besværlighed? maatte Hun ingenlunde anføre
de gamle Grækere eller Romere, og endnu min¬
dre Fornuften, eller sige, at Hun giorde det af¬
Pligt. Jeg tilstaaer selv, kunde Hun f. E.
svare, at det er en meget bizar og unaturlig
Lyst, som alle Folk maae forundre sig over;
Men jeg finder min Fornøielse i at leve efter
mit eget Hoved, og naar jeg har smaa Luner
imellem, er min Papegoie og mine Børn det
eneste, hvormed jeg kan fordrive Tiden. Min
Mand siger det tit nok; Han tigger, Han
beder mig, Han byder mig en kostbar Foræ¬
ring efter den anden. Men jeg har mine Ti¬
mer, da alt dette rører mig intet, og da jeg
ikke bekymrer mig om hvad min Mand siger.
Han mener, at jeg forstaaer ikke at leve, og
jeg troer, at det er Ham, som ikke forstaaer


148
det. At rette sig efter almindelige Leve¬
Regler, at giøre hvad andre giøre, at bekymre
sig om Folkes Snak, er det at vide at leve?
Dersom alle Mødre i Byen opammede deres
Børn selv, gjorde jeg det maaskee just derfor
ikke; Men nu, da enhver Borgerkone holder
Amme, er der da noget meer deri? Hvormed
kan Folk af Stand adskille sig fra Pøbelen,
uden ved at tage gamle Moder op? Kan man
have en nye Mode i tre Dage, førend en
Kielderkone har den samme? Hunde, Pape¬
goier, Qvadriller, Tresset, er det ikke alt¬
sammen gemeent? Naar jeg er i disse gam¬
meldags Selskaber, hvor Folk gaaer, staaer,
snakker, spiser, spiller efter almindelige Regler,
efter visse bacons; ærgrer jeg mig tit saa
meget, at jeg kan kaste en Totus, en Galadon
paa Bordet, for at løbe ind i min Amme¬
Stue, eller for at lege med min Hund. Disse
almindelige Regler, dette tvungne Væsen
gaaer saa vidt, at der ere visse Tider, baade
ved Spille= og ved Spisebordet, naar hele
Selskabet gaber, og naar hele Selskabet leer.
Min Papegoie har merket dette saa vel, at
han altid er den første, som faaer de andre til
at gabe eller lee.
Vilde Deres Frue øve sig i at tale dette
Sprog, og i det mindste stille sig an, som om


149
Hun virkelig havde saadanne Luner, saadanne
smaa Egensindigheder; skulde det ikke vare læn¬
ge, førend Hendes Naboer skulde tage Hende til
Mønster. De, som ingen Børn havde, skulde
legge sig efter Hunde af samme Farve som Hen¬
des, og efter Papegoier, som gabede og loe.
Men skulde Hun endnu, M. H., være saa
paastaaende, at det var Hende ikke nok at giøre
en Gierning, som Hun holder for saa vigtig,
uden at bekiende for hele Verdens Øine, at Hun
giør det af Fornuft, af Pligt, af Samvittighed,
da maae jeg bede Dem søge Raad hos andre, som
have en grundigere Philosophie, og ere meere
øvede i den Konst at igiendrive, end jeg. Thi
jeg vidste sandelig ikke andet, end at raade Dem
til at bære Deres Kors med Taalmodighed. Jeg
kunde ikke engang med Sandhed sige, at jeg yn¬
kede Dem. Jeg forbliver o. s. v.
No. 66.
Fredagen, den 4 Sept. 1761.
D¬
e jevnlige Klagemaal over Folke=Mangel
gav Selskabet nylig Anledning til at un¬


150
dersøge Aarsagerne dertil nøiere. Bonden meen¬
te, at Gud havde bestemt et vist Tal Mennesker
til at være paa Jorden, og at det var ved en
besynderlig Virkning af Forsynet, at Menneskene
ikke formerede sig over dette Tal; Thi, sagde
han, dersom Menneskene vare blevne ved at for¬
mere sig med den Hastighed, med hvilken de
strax efter Skabelsen og Syndfloden udbredede
sig i Verden,, skulde Jorden tilsidst ikke kunde
rumme dem. Kiøbmanden syntes, at denne Me¬
ning ikke var saa urimelig, og spurgte Præsten,
hvad han tænkte derom. Der er ingen Tvivl,
sagde denne, at Forsynet jo regierer alle Ting,
og at der er intet til i Verden af det, som vi
kalde en blind Skiebne eller en blot Hendelse;
men jeg troer ikke, at vi bør tillegge det besyn¬
derlige Veie, saa længe de almindelige og natur¬
lige Midler ere tilstrækkelige nok til at opnaae
samme Hensigter. At Menneskene lige saa vel
som Dyrene ikke formere sig videre, end Næ¬
rings-Midlerne tillade, er saa naturlig en Følge,
som noget af alt det, der skeer i Verden, og vi
behøve lige saa lidt at søge besynderlige Aarsager
dertil, som at spørge, hvoraf det kommer, at
der er flere Muus i de Lader, hvor der er meget
Korn, end i de andre, hvor der er intet? Den¬
ne Aarsag er alene nok til at forklare, hvorfor
Menneskene formerede sig hastigere paa en Tid,


151
da hele Verden endnu var ubeboet, da de levede
af Jordens Frugter og lode sig nøie med lidet,
end i en anden, da alting var indtaget, og der
udkrævedes mere til at leve. Vi see endnu efter
almindelige Sygdomme den samme Virkning af
Frugtbarhed baade iblant Mennesker og Dyr,
som efter Skabelsen og Syndfloden. Hvor ha¬
stig bleve vore Marker igien ikke skiulte af Qvæg,
i stedet for det, som ved saa almindelig og øde¬
leggende en Sygdom var bortrevet? Alle de Ø¬
deleggelser, som ikke tillige formindske Nærings¬
Midlerne, oprettes lige saa hastig igien, som
Menneskene og Dyrene kunde avles, fødes og
voxe ved de Kræfter og i den Orden, som Na¬
turen engang har fastsat, og som til alle Tider
ere de samme. Virkningen af alle saadanne
Ødeleggelser, enten de komme af Sygdomme,
Krig, dyr Tid eller af andre saadanne tilfældige
Ulykker, naar de kuns ikke foraarsage en bestan¬
dig Aftagelse i Nærings-Midlerne, ophøre igien
til en vis Tid, og Verden kommer igien i den
samme Tilstand som tilforn, det er at sige, Men¬
neskene og Dyrene formere sig, saavidt Levnets¬
Midlerne tilstrække. Hvis disse derimod for¬
mindskes, enten ved ulykkelige Hendelser, eller
ved en tilvoxende Overdaadighed, eller ved en
Feil i de borgerlige Indretninger, som indskren¬
ker Handelen og Konsterne, udsuer og nedtryk¬


152
ker Arbeiderne, maae Folke-Mængden naturlig¬
viis i samme Grad aftage, og kommer aldrig til
sin forrige Høide igien, førend disse Hindringer
hæves; og da de ere af den Natur, at de ikke
let, og undertiden aldrig, kunne bortryddes; da
en Handel f. E., en Konst, som en Nation en¬
gang har tabt, og som andre ved dens Forsøm¬
melse og Feil have tilvendt sig, ikke saa let op¬
vettes igien; Da en herskende Overdaadighed,
skadelige Misbrug, onde Vaner ikke saa hastig
afskaffes, og vedvare ofte meget længere end
Krig, Pest, dyr Tid, Jordskielv, Vandflod:
saa ere og disse Ulykker, hvor meget de end føles
af de Mennesker, som de treffe, ikke nær saa
skadelige for det menneskelige Kiøns Tilvext, som
de Feil i Tænkemaaden, Sæderne og Jndretnin¬
gerne, ved hvilke et Folks Vindskibelighed og
Næring indskrænkes, og som ved Vaner grund¬
fæste sig saaledes, at de ere ligesaa skadelige og
ligesaa onde at fordrive, som tærende Syger.
Jeg troer gierne, sagde han videre, at det
høieste Tal af Mennesker, som Jorden, naar
den blev brugt med den allerstørste Viisdom og
Vindskibelighed, kunde nære, ikke er uendeligt.
Men neppe, er noget Folk i Verden endnu kom¬
men dette Tal paa mange Grader nær. De
Lande, som vare begroede med Skove, og hvor
Agerdyrkningen endnu var ubekiendt, de smaa


153
Republiker, hvis Grund-Regler ikke tillode dem
at dyrke Konsterne, fik snart flere Jndbyggere
end de kunde nære. Dette var Aarsagen til de
Colonier, som de Nordiske Folk og de gamle
Republiker sendte saa ofte ud til at oplede nye
Lande. Ligesom Agerdyrkningen og de fornødne
Konster toge til, formerede Menneskene sig mere,
indtil en alt for ulige Deling af Godset og en alt
for stor Begierlighed efter en fremmed Overflø¬
dighed, som man ikke kunde tilvexle sig for egne
Vare, begyndte igien at formindske deres Tal.
Men hvorvidt dette end er steget hos adskillige
af de polerede Folk, er det dog troeligt, at enhver
Stat har Midler nok, ved hvilke den uden alt
for store Forandringer kan skaffe Næring til et
langt større Tal af Jndbyggere, end den virkelig
har. At opmuntre Folk til Ægteskaber, at ud¬
sætte Belønninger for dem, som have mange
Børn, at oprette Hospitaler for dem, som ikke
arbeide, er uden Tvivl det samme, som at byde
mange Giester, naar man har intet at give dem
at spise. Folk, som ikke kunne nære sig selv,
ere kuns en Stat til Byrde; saadanne Folk ere
Munkene og de fleste, som leve af deres Almisser
i de Catholske Lande. At formere saadanne
Menneskers Tal, var aldrig Staten til Nytte;
men forøg Nærings-Midlerne og Folkene skulde
nok komme af sig selv. De skulde, saa vidt disse


154
Midler tilstrække, endnu formere sig lige saa
stærk som efter Syndfloden.
Kommer det alene an paa at formere Næ¬
rings-Midlerne, svarede Kiøbmanden, da er jeg
vis paa, at de fleste Stater i Europa kunde faae
mange flere Folk end de have. Hvor meget
kunde vel ikke baade Landet og Søen endnu
frembringe til Menneskets Underholdning! Ved
en nøiere og almindeligere Kundskab om Ager¬
dyrkning, og ved nogle Forbedringer i Bondens
Vilkaar, kunde de fleste Stater vinde hele Pro¬
vincer, og de kunde ved Hielp af Fiskerierne giøre
ligesaa store Erobringer i Søen. Disse sidste,
som aabne alle de Folk, der boe ved Havet, saa
tor og uudtømmelig en Kilde til Rigdomme;
som tiene saa meget baade til at nære Menneske¬
ne og til at befordre Skibsfarten, hvor meget
have de ikke været forsømte af alle de Europæiske
Folk, jeg vil ikke tale om Spanierne og Portu¬
giserne, som, efter deres beste Skribenteres Be¬
retning, derved alene vare i Stand til at holde
en mægtig Flode til at bedekke deres Kyster, men
om Engellænderne, dette kloge og vindskibelige
Folk, som indtil vore Tider har ladet deres Na¬
boer hente deres største Rigdomme fra de Scotske
Kyster; disse Rigdomme, som Jean de Witt
kalder den Hollandske Guldgrube, og som efter
hans Beregning har næret 2 til 300000 Men¬


159
nesker, og indbragt Staten 35 Millioner i bare
Fordeel. Naar alt det, som Landet og Søen
endnu kunde frembringe til Menneskets Under¬
holdning, blev opsøgt af et Folk, hvor mange
flere Mennesker kunde der da ikke underholdes,
især i de Lande, som af Naturen ere frugtbare
og omringede af Søen? Og dette, sagde han,
skulde endda være lidet mod de Nærings-Midler,
som et Folk kunde hente uden for Landet, ved
Hielp af Konsterne og Handelen. Paa en Tid,
da Konsterne ere bragte til saa stor en Høide;
da saa mange Nytter af de naturlige Ting ere
opdagede; da Skibsfarten har aabnet saa let og
almindelig en Forbindelse imellem alle Verdens
Dele, og da der neppe er mere end 3 Folk i Eu¬
ropa, som have ret benyttet sig af disse Fordele;
da disse Folk selv klage over store Mangler i deres
Indretninger, som ikke tillade dem at giøre nær¬
alt hvad de ellers kunde giøre; Paa saadan en
Tid i Verden, sagde Kiøbmanden, skulde der
da vel kunde være noget Folk i Europa af dem,
som ligge ved Havet, der kunde sige, at alle
Leiligheder til at forhverve var dem saaledes be¬
taget, at de jo endnu ved deres Vindskibelighed
kunde blive langt mægtigere. Derom har jeg
aldrig tvivlet; Jeg har kuns frygtet, at et Land,
som ikke var stort nok, skulde ikke have Folk nok
til saa mange Foretagender, og jeg maae tilstaae,


156
Tilski
at jeg har troet, at dette beroede alene paa en
besynderlig Skiebne.
Naar man kan skaffe Nærings-Midler
uden fra, sagde Adelsmanden med en Smul,
og behøver ikke Landet uden til at rumme Folke¬
ne, til at huse dem, til at giemme deres Vare
og deres Penge, troer jeg, at en forfærdelig
Mængde af Mennesker kan faae Rum i et lidet
Land, ligesom der kan være faa Jndbyggere i et
stort, naar det ikke er dyrket. Holland og Ze¬
land kunne bevise det med deres Exempel. Ere
disse Lande vel meget andet end Magaziner, og
hvor mange af Jndbyggerne skulde vel kunne leve
af det, som de indbringe, maaskee, som nogle
mene, ikke flere, end der behøves til at holde
Digerne i Stand og giøre Landet beboeligt. De
øvrige, hvis Tal beregnes indtil 2 Millioner,
hvoraf leve de, uden af Vindskibeligheden alene?
Men for at bringe det dertil, er Mueligheden
alene ikke nok. Man maatte have mange Kiøb¬
mænd og mange Bønder, som De, sagde han
til Kiøbmanden og Bonden, og for at bringe det
dertil behøvedes adskillige Forbedringer ikke alene
i Lovene, men og i Tænkemaaden og Sæderne.
Euhver Arbeider maae have Frihed til at bruge
sine Kræfter og sin Konst saa got, som han kan;
han maae, efter at have betalt sine Afgifter,
kunde beholde noget tilovers, som han kan leve


191
af efter sin Stand, som han kan kalde sit, og
hvorpaa han selv og hans Efterkommere ere li¬
gesaa sikkre, som Staten er paa dens hele For¬
mue. Ungdommen maae enhver efter sin Stand,
tilig vænnes til Arbeidsomhed, og de offentlige
Anstalter for Fattige fornemmelig sigte til at op¬
vække og vedligeholde denne Arbeidsomhed. Lo¬
vene maae paa den ene Side befordre Vindski¬
beligheden, og paa den anden nedtrykke Ørkes¬
løshed saaledes, at baade de, som have lært
noget, hvorved de kunde fortiene deres Brød,
ikke let kunne trænge, i det mindste ikke hindres
fra at arbeide, og at sunde og friske Folk ikke
kunde leve uden Arbeide og misbruge deres Med¬
borgeres utidige Godhed. Der maae være en
Symmetrie mellem alle Stænder, og den ene
agte den anden uden at forlade sine Grundregler.
Adelen maae ikke være saa modig af sin Rang,
og Kiøbmanden ikke saa stolt af sine Penge, at
denne skulde misunde hiin sin Ære, og hiin igien
denne sine Rigdomme. Fortieneste og Vindski¬
belighed bør agtes saa meget i alle Stænder, at
den ene Stand ikke maaler sig med den anden i
Rang, i Titler, i Penge, i Pragt. Disse
Forfængeligheder kunne gaae vidt nok i enhver
Stand, og saa længe, de blive inden for dens
Grændser, befordre de Nidkierheden; men gaae
de videre, kunde de forvilde en heel Nations


158
Tænkemaade og giøre, at Folk ville være alle
Ting, uden just det som de burde være. Lad
Kiøbmanden og Bonden søge at blive de rigeste
Folk i deres Bye; lad den Lærde tragte efter den
Ære, at blive den berømteste Forfatter i sin Tid,
og Hofmanden jage ligesaa stærk efter en Titel.
Naar de ere fornuftige, skulde de alle tilstaae,
at deres Ønsker ere lige forfængelige; men disse
Forfængeligheder kunde, naar de regieres af For¬
nuften, og naar de ikke forblinde dem saaledes,
at de jo derfor agte hinanden, giøre dem alle til
gode Patrioter, da ingen Folk derimod kunne
være mere latterlige end en lærd Mand, som, i
Stedet for at bekymre sig om sine Videnskaber,
tænker kuns paa at samle Penge, og at faae en
Rang, en Kiøbmand, som heller vil giøre Opbud
end give en Adelsmand noget efter i Pragt og
Anseelse, og endelig en Herremand, som med
sin Myndighed vil afgiøre, hvad der i Videnska¬
berne er sandt eller falskt.
Disse Feil, sagde han videre, især naar
de ved lange Vaner ere blevne meget herskende
og almindelige, kunne ved de beste Love og den
fuldkomneste Regiering alene ikke udryddes. Op¬
dragelsen og Videnskaberne maae altid giøre det
meste til at rette de Feil, som have deres Grund
i Tænkemaaden og i Sæderne. Saadanne Bø¬
ger, som paa en Maade, der er fattelig for den


159
sunde Fornuft, lære Menneskene at kiende det
sande og det nyttige, det, som bestemmer deres
virkelige Lyksalighed i alle Stænder; som lære
dem at kiende den rette Ære og at føle Værdien
af det sande Skiønne, af Sindets Fornøielser;
saadanne Bøger, som forklare de vigtigste Grund¬
regler i Opdragelsen, Huusstanden og det bor¬
gerlige Selskab, ere uden Tvivl den første og
rette Grund, paa hvilken alle de Anstalter som
sigte til et Folks Tilvext og Forbedring, bør byg¬
ges. Og de, som opofre deres Tid, deres Kræf¬
ter, deres Fornøielser, deres udvortes Beqvem¬
meligheder, og en Deel af deres Medborgeres
Yndest, for at sige saadanne Ting; De, som i
Stedet for at misbruge deres Myndighed til at
giøre disse Folk Arbeidet mere ubehageligt, op¬
muntre dem med deres bifald, fortiene uden Tvivl
at kaldes Patrioter, mere end de, som opkaste
sig til Anførere for Hoben ved at skrige mod alt
hvad der er Nyt.


160
No. 67.
Mandagen, den 7 Sept. 1761.
D¬
et høie langt udstrakte Firmament
Med blaa beskyed Luft saa vidt omspændt,
Den blanke Himmel=Hvælving paa sin Viis
Udbryder med sin store Aarsags Priis.
Den aldrig stille Soel ei trettes ved
At brede ud sin Skabers Herlighed,
Og Dag fra Dag forkynder i hvert Land
Det Underverk af en almægtig Haand.
Naar Aften=Skyggen faaer med Lyset Magt,
Gientager Maanen, hvad de før har sagt;
Og til den agtsom Jord ved Nattens Lye
Begynder nu sin Fødsels-Sang paa nye.
Mens hver en tindrend Stierne trint omkring,
Og hver Planet udi sin Tuur og Ring,
Alt som de rulle frem, det kundbart giør
Og rundt fra Pol til Pol den Sandhed føer.


161
Hvad! skiønt de om vor Jord bevæge sig
J stille Taushed saa høitidelig,
Endskiønt ei Røst, ei Stemme bliver hørt
Blant disse lyse Legemer fremført;
Fornuftens Øre dog med største Lyst
Hør dem opløfte sin lovfulde Røst,
Og mens de skinne, synge idelig:
Den Haand os giorde, er Guddommelig.
Addison.
Blussel og Banghed mit Hierte betager
Naar jeg, min Gud! Din ugrændsede Storhed,
Naar jeg min egen uværdige Ringhed
Ydmyg betragter.
Hvad er et Menneske mod Dig at regne?
Himmel, hvor irrer jeg ei ved den Tanke!
Verden, ja tusende Verdener ere
Mod Dig som Jntet.
Hvad er et Sandskorn paa Skyevoxne Bierge?
Eller en Draabe i bundløse Vande?
Jeg er end mindre i Ligning mod alle
Skabningers Mængde.


162
Skulde Din Omsorg saa dybt da nedstige?
Skulde Dit naadige Øie oplede
Mig, som blant Væseners Talløse Skare
Næsten forsvinder?
Skulde den Gud, hvis almægtige Hænder
Dannede Alting, og Alting opholder,
See mig, ansee mig, opholde og hielpe?
Visselig giør han.
Æusende gange jeg har det erfaret;
Hiertet, der kiender sin Svaghed tilfulde,
Finder en Kraft, som er ikke dens egen,
hive det Styrke.
Mon vel et Skib uden Folk, uden Fører,
Midt udi Søen blant Klipper og Farer,
Overladt Bølgerne lykkelig skulde
Reisen fortsætte?
Sandelig, Livet er nok saa urolig,
Sielen langt svagere, Farerne større;
Jkke et Øieblik kunde jeg levet
Uden Din Bistand.


103
Dog indtil nu er jeg blevet ved Live;
Ja indtil nu har jeg levet med Glæde;
Hele Naturen har syntes at være
Skabt for mig ene.
Deraf jeg kiender Din skiulte Ledsagning,
Himmelske Fører, oh! trøstelig Kundskab!
Sielen nedsænkt i sin Ringheds Betragtning,
Derved oprettes.
Det er Din Almagt, som kraftig forvolder,
At skiønt saa liden, saa svag og saa ringe,
Jeg dog blant stændig Afvexlingers Tummel
Bliver opholdet.
Det er Din Godhed, som naadig tillader,
At den saa store vidtløftige Verden,
Hvor Millioner af Væsener leve,
Fødes og glædes.
Ogsaa for mig skal saa herligen tiene
Til en lyksalig forlystelses Bolig,
Hvor jeg for Stelen og Sandserne finder
Nok, som fornøier.


164
Bort da af Hiertet al Mistvivl og Banghed.
Verden er bygt paa Guds Almagt og Naade,
Naar jeg mit Haab paa den samme Grund bygger,
Sover jeg roelig.
L.
No. 68.
Fredagen, den 11 Sept. 1761.
P¬
hilomele og Progne vare tvende Systre i
Athenen; Progne, siger Fabelen, blev af
Guderne forvandlet til en Svale, og Philomele
til en Nattergal; men den fortæller os ikke, hvad
disse smukke Kreature giorde siden efter deres For¬
vandling. Min Prophet har aabenbaret mig
det, og her er deres Historie.
Progne, som havde den Skiebne at blive
forvandlet til en Fugl, der ikke agtes enten for
sine smukke Fiere eller for sin Stemme, fandt,
at Skiebnen havde erstattet dette Tab ved andre
Egenskaber, som giøre Fugle af hendes Art lige¬
saa fornøiede i sig selv, som de ere elskede af
andre Mennesker og Dyr. Den naturlige Kier¬
lighed, som var hendes eneste Lyst, lærte hende
snart at vælge en Mage, der var ligesaa enfoldig


165
og uskyldig som hun. Dette unge Par fordrev
ikke Tiden med at synge, eller med at betragte
deres smukke Fiere; thi de vare begge ligesaa
ærbar klædte som alle andre Svaler, og hinanden
paa en Fier fuldkommen lige. Hvor skal jeg
bygge dig et Rede? sagde Hannen; Det er mig
ligemeget, svarede den kielne Hun, hvor du byg¬
ger, naar du kuns vælger os et Sted, hvor vi
kunne finde den fornødne Føde for os og for vore
Unger, og hvor disse smaa Kreature, som jeg
allerede forud elsker, kunde være sikkre for Men¬
neskenes Vold. Er du fornøiet dermed, svarede
Han, da have vi ikke nødig at reise langt; her
under denne Hyrdes Tag har mine Forfædre havt
deres Rede i mange Aar, og jeg kan med nogle
faa Halmstraae sætte den i Stand. Folkene
elske os, og ansee det for et lykkeligt Tegn, at
saa uskyldige Dyr have den Tillid til dem, at
bygge under deres Tag; de forsvare os som deres
kiereste Kreature, og de spise os dog ikke. Vi
ere de første iblant Fuglene til at forkynde dem
Foraarets Ankomst, den Tid, da Solen ved sine
blide Straaler opvækker Naturen af sin lange
Vinter=Søvn, og fremkalder Dyrene af deres
Huler, til at opfylde Naturens virksomme Drif¬
ter. Denne Tid, som den aarvaagne Huusfa¬
der gaaer med saa stor Glæde i Møde, og af
hvilken han agter hvert et Øieblik saa dyrebart;


106
lad og ikke spilde den! See, hvor nøie Hyrden
og Sædemanden give agt paa os, hvor ofte de
besee vore Reder, for at følge det første Vink,
som vi give dem, til at gaae ud til deres sædvan¬
lige Arbeider. Hvorfor skulle vi bedrage dem i
deres Haab, og være ulydige mod den Stemme,
som vi høre i os, og ved hvilken Naturen adva¬
rer de fornuftige Kreature selv om de selskabelige
Pligter. Saa bygde de deres Rede, bleve frugt¬
bare, og udlagde deres Unger til den bestemte
Tid. De kom igien nogle Sommere, og aldrig
blev Progne kied af sin Mage, aldrig forandrede
hun Rede, aldrig klagede hun over Ufrugtbarhed,
eller over Fødselens Smerter. Natur og Kier¬
lighed giorde hende Livet saa behageligt, at hun
hver Dag takkede Guderne for hendes Forvand¬
ling, og ønskede, at hendes Syster maatte være
ligesaa lykkelig som hun.
Philomele var ikke saasnart bleven for¬
andret til en Nattergal, førend hun ved sin
prægtige Sang lokkede mange Tilhørere ind i den
Lund, som hun udvalgte til sin Boelig. Dette
Sted, sagde Eieren af Lunden, skulde tabe en
af sine største Yndigheder, dersom saa deilig en
Fugl kom bort, jeg vil forsøge, om jeg kan fange
den, og hænge den i et Lysthuus midt i Lunden.
Hver Nat udsatte han Snarer, og pønsede stedse
paa nye Midler til at fange hende; men endskiønt


107
hun var klog nok, baade til at merke hans List
og til at undgaae den, kunde hun dog hverken
overtale sig til at tie, eller til at forlade Lunden,
saa stor Magt havde Æren over hendes bløde
Hierte. Da de andre Nattergale længe, men
forgieves, havde søgt at overskrige hende, for¬
lode de af Misundelse et Sted, hvor de ikke
bleve bemerkede; En eneste Han, som næst Phi¬
lomele var den beste Sanger i Skoven, blev
tilbage, hos ham alene havde Kierlighed og Fø¬
lelse af Fortienester saa megen Magt over Æren,
at han, forelsket i hendes Stemme, skiulte sig i
den næste Busk, for med Taushed at høre og
beundre hendes Sang. Eieren af Lunden havde
en Paafugl, som havde været hans Yndling,
førend Philomele kom i Skoven; denne søgte at
ombringe sin Medbeiler, og at lokke den ned af
Træet, for at dræbe hende. Du synger dog alt
for vel, sagde den engang til Nattergalen, til at
have saa heslige Fiere, og til at boe i Mørket;
hvorfor sees du kuns om Natten, er det for at
skiule din Heslighed, som Uglen? Kom ned, jeg
vil give dig nogle af Argi Øine, som Juno har
sadt paa min herlige Svands, og du skal være
ligesaa deilig af Fiere, som du er yndig af Sang,
ligesaa liflig for Øiet som for Øret, ligesaa klar¬
synet, ligesaa værdig til at bestraales af Dagens
Lys, som din Stemme nu er behagelig i den kiøle


108
og stille Aftenluft. Endskiønt Philomele hidind¬
til havde været forsigtig nok til ikke at lade sig
lokke i Snarer ved hendes Nysgierrighed, en
Drift, som skal være meget almindelig iblant
Fugle af hendes Art, kunde hun dog nu ikke læn¬
ger modstaae den; Hendes hele lille Krop zittrede
af Begierlighed efter disse nye Prydelser, men i
det hun vilde flyve ned af Træet, for at betragte
dem, blev hun forskrækket for Paafuglens Fød¬
der, og var maaskee faldet død til Jorden, der¬
som ikke hendes skiulte Elsker, som forud saae
hendes Fare, havde udstrakt sine Vinger, for at
modtage hende og afværge hendes Fald. Da
hun kom til sig selv igien, og indsaae den Fare,
som hun havde været saa nær ved at styrte sig i,
følte hun saa meget større Erkiendtlighed mod
hendes Velgiører, som hun ikke havde ventet at
finde saadan en Ven blandt alle Fugle, men aller¬
mindst iblant dem af hendes egen Art, som var
saa misundelig over hendes Sang. Hvor¬
med skal jeg belønne din Oprigtighed, ædelmo¬
dige Befrier, sagde Philomele; Jeg er belønnet
nok, svarede Hannen, dersom jeg maae være elsket.
Ach, tænkte hun ved sig selv, jeg har vel Aar¬
sag til at elske dig; hvortil nytter al den Ære
og Høitid, som man beviser mig, saa længe jeg
iblant tusinde Misundere og Efterstræbere ikke har
en eneste Fortroelig? Jeg vil forlade dette farlige


109
Sted, og følge denne Ven, jeg vil boe hos ham,
jeg vil elske ham; thi jeg føler hos mig en Drift,
som tilsiger mig, at jeg i hans oprigtige Kierlig¬
hed skal finde den Lyksalighed, som jeg forgieves
har søgt i en forfængelig Ære. Men hvor meget
Natur og Taknemmelighed end talede for ham i
hendes Hierte, fik dog Æren snart Overhaand
igien. Jeg vil altid være eders Ven, sagde hun;
men jeg kan endnu ikke overtale mig til at blive
eders Mage. Er det for meget, sagde hun vi¬
dere, om jeg troer, at en Fugl af mine Gaver er
bestemt til noget høiere, end til at fordrive Som¬
mer=Nætterne stiltiende i et Rede, for at legge
Unger ud? Jeg vil i det mindste blive ved at
synge saa længe Foraaret varer; bliv imidlertid
hos mig, og lad det være nok, at jeg aldrig væl¬
ger nogen anden til min Mage end eder. Om¬
sonst forestillede han hende, at Naturen ikke gav
Fuglene saa prægtige Stemmer alene for at for¬
nøie Menneskenes Ørene, og for at giøre dem
selv Ære; at de vare Virkninger af høiere Drif¬
ter, som hun uden Utaknemmelighed mod Natu¬
ren ikke kunde modstaae; at det var hendes Pligt
at forevige saa ypperlige Gaver i hendes Afkom,
og at dersom hun lod den beste Tid af Somme¬
ren gaae forbi, skulde det siden væxe for sildig.
Som han sagde, saa skede det. Efter nogen
Tids Forløb havde Philomele hverken Lyst til at


170
synge eller til at elske. Dette Aar gik forbi, og
Philomele lod sig i det næste Foraar høre i Lun¬
den igien. Hendes troe Han fuldte hende; thi
han haabede dog engang at blive lykkelig. Men
Philomele var nu allerede bleven saa berømt for
hendes Sang, at hun hver Aften saae sine
Tilhøreres og Beundreres Tal voxe; Vane og
Indbildning forstørrede i deres Øine hendes Fuld¬
kommenheder saaledes, at de endog tillagde hende
dem, som hun ikke havde; Denne Fugl, sagde
nogle, er meer end en Nattergal; man skal ikke
finde hendes Mage i alle Skove. Ved disse
Ord opskød det lille Dyr sin Kroe saa meget, at
hun begyndte at ansee hendes Elsker med de for¬
agteligste Blik, som tilkiende gave, at hun ikke
holdt ham meer for hendes lige; dog troede hun
endnu, at Taknemmelighed forbandt hende til at
undslaae hans Begiering med høflige Undskyld¬
ninger. Engang traf han hende ved et Lærke¬
Rede, og da hun syntes at være rørt af den Glæ¬
de, som viiste sig i hver en Bevægelse, med hvil¬
ken Moderen kom sine spæde Unger til Hielp,
benyttede han sig af dette Øieblik, til at prise
hende Lyksaligheden af de selskabelige Forbindelser,
som ere grundede paa den naturlige Kierlighed.
Jeg begriber det nok, svarede hun, men siig mig,
miin Ven, var det vel anstændigt for Fugle af
saa høie Gaver, at begrave sig, som denne Lærke,


171
i en Kornmark. Jeg elsker den frie Luft, og
jeg er vant for vel til at indslutte mig i et Rede,
hvor man neppe kan røre sig, neppe drage Aan¬
den, i et Rede fuld af nøgne Unger, i saadan
et Rede skulde jeg døe af Qvalm; hvilken elen¬
dig Figur er dog ikke denne Runddeel, i hvilken
Fugle bygge deres Rede; kunde de da aldrig lære
af Bien og af Æderkoppen at vælge et smukkere
Mønster; Jeg lod mig før sætte i et Buur, end
jeg overtalede mig til at gaae i saa snevert et
Fængsel, for at ligge nogle Nætter og Dage ud¬
strakt over et par Æg. Spurrer, Svaler og
andre gemene Fugle, som ikke due til andet, kunde
man ikke bruge dem til at udlægge vore Æg?
var det for meget, om de forlod deres egne Un¬
ger, for at opføde vores i den Tid, som vi bedre
kunne anvende. Min Frihed, min Stemme,
min Ære, min fine Skabning, alt dette skulde
jeg opofre, for at giøre mig lige med en graa
Spurre, og maaskee, for efter saa kummerligt
et Liv, at have engang den rare Fornøielse at
frembringe en Unge, som skulde hovmode sig over
mig, naar jeg blev gammel, og bilde sig ind, at
hun sang bedre end jeg.
Saaledes talede Philomele en Sommer
efter den anden, indtil hendes Stemme omsider
begyndte at falde, og nogle af hendes Beundrere
at forlade Lunden. I denne Eensomhed saae


172
hun engang hendes Syster om inget af en talrig
Flok af unge Svaler; Hun fortalte hende med
en hemmelig Bedrøvelse, og med megen Uroelig¬
hed, al hendes forbigangne Herlighed. Og denne
gav med en stille Glæde tilkiende, at hun ikke
havde Aarsag til at misunde hende; Hun for¬
sikrede af sin egen Erfarenhed, at alle de selska¬
belige Pligter vare ikke Byrder, men de eneste
sande Fornøielser i Livet; og Virkningen af deres
Samtale var, at Philomele besluttede at forsøge,
om hun kunde blive lige saa lykkelig ved en Fore¬
ning med hendes bestandige Elsker. Fem Som¬
mere vare imidlertid fordrevne med at synge, og
i den siette byggede hun et Rede, hvor hun med
stor Smerte fødte det første Æg, og døde med
det andet. Man hørte aldrig mere saadan en
Nattergal i Lunden, og alle forundrede sig me¬
get derover; men Propheten forsikrede, at det ikke
var mere forunderligt, end at saa mange store
Slægter iblant Menneskene ere uddøde.
Jeg læste denne Fortælling i Selskabet,
og Præsten meente i den at finde mange Beviis,
for det, som han havde sagt om Aarsagerne til
det menneskelige Kiøns Aftagelse. Overdaa¬
dighed, Forfængelighed og Kielenskab, sagde han,
er hos de formuende Stænder en mere dræbende
Gift end Armod og Trang hos Mængden. Na¬
turen har gjort alle vore Pligter lette; men vi


173
giøre dem selv besværlige ved at forøge vore
Mangler og svække vore Kræfter med en kielen
Opdragelse. De, som engang ere saaledes van¬
te, kunne ikke meere følge Naturen; men dersom
man i Fruentimrets Opdragelse indførte de samme
Regler, som nu begynde at blive almindelige i
Henseende til Mandfolkene; dersom man, i ste¬
det for at indslutte og forkiele dem, vænnede dem
tilig til at taale Luft, Kulde og Bevægelse; der¬
som man undertrykte den forfængelige Lyst til at
bevare deres Skiønhed, for hvilken de opofre
baade Sundhed og Pligter, skulde de blive frie
for mange af de Besværligheder, som nu giøre
dem Livet bittert. Vi skulde opdrage sunde og
frugtbare Mødre, tapre og retskafne Mænd, som
formerede Selskabet med en talrig og lyksalig
Afkom.
No. 69.
Mandagen, den 14 Sept. 1761.
M¬
idt i de Laster, Forfængeligheder og Efter¬
ladenheder, hvori vores Alder maaskee
overgaaer mange af de forrige, giver den Nid¬


174
kierhed, med hvilken alle Folk af de uligeste Me¬
ninger, Sæder og Regierings=Former tænke paa
at forbedre Bonde-Standens Vilkaar, vores Aar¬
hundrede saa stort et Fortrin, at, dersom disse
Bestræbelser ikke ere ganske forgieves, skal det
menneskelige Kiøn regne sin sande Lyksaligheds
Begyndelse fra denne Epoke.
Jblant alle de Skrifter, som sigte til at
oplyse Menneskene om de Midler, som tiene til
at befordre Selskabets sande Beste, er der neppe
noget, som er skrevet med mere Viisdom, Men¬
neske=Kierlighed og Smag, end det, som fører
Titel af Menneske=Vennen, (L. Am ges
tionies). Den femte Deel af dette Verk
indeholder en Afhandling om Agerdyrkningen,
som er indgivet til Selskabet i Bern, og for
at giøre Læserne bekiendte med dette fortreffelige
Skrift, vil jeg i dette og det følgende Blad
oversætte to Stykker deraf. Det første sigter til
at vise, hvor vigtig Bondens Velstand er for
Staten; Det andet handler om Landmandens
Sæder og om adskillige Midler til at giøre Livat
behageligt for en Stand, der er saa nyttig i
Selskabet.
Hvor er det mueligt, siger Forfatteren
p. 112. at denne Konst, nemlig Agerdyrkningen,
som giver tifold igien hvad man anvender derpaa,
men indbringer intet for dem, som have intet at


179
anvende, at den skulde blomstre i et Land, hvor
Jorden er overladt til den Classe af Jndbyggere,
som have mindst Jndsigt og mindst Formue, hvor
al den Velstand og Rigdom, som den indbringer,
forsvinder ligesaa hastig som den kommer, og
løber igiennem Arbeidernes Hænder for at ud¬
deles iblant dem, som leve af deres Renter, for
at fortæres af den ørkesløse Forødere, eller be¬
graves i Aagerkarlens og Pengepugerens Kiste,
og hvor alle Øine ere henvendte til at berige sig
paa disse Maader. Til at befordre Agerdyrk¬
ningen, især de Deele af den, som udkræve meest
Omhyggelighed, meest Formue og meest Opmerk¬
somhed, er det fornødent, at den betragtes som
Grunden og Roden til alle Rigdomme i en Stat,
og som Middelpunkten af alle de selskabelige Kræf¬
ters Forening.
Al Rigdom kommer af Jorden; det veed
man. Af de Frugter, som den frembringer, tiene
nogle til Menneskenes Underholdning, andre blive
ved Konsten forandrede til Vare. De, som
taale at giemmes, sendes langt bort for at op¬
søge en Belønning for Agerdyrkerens, Konstne¬
rens og Skipperens Møie. For, at befordre
denne Vexel, ere Menneskene blevne enige om
en almindelig Rigdom, Maal og Priis, som
kan forflyttes og deeles, og hvorfor de kunne
tilvexle sig ant hvad de behøve. Men som alle


170
Forandringer i Verden have deres visse Løb, og
alt hvad der gaaer ud af Kredsen, taber sin Nyt¬
te; saa maae og alt det, som kommer af Jorden,
alt det, som fortæres paa Stedet, komme til¬
bage til Jorden igien, enten som Giødning, eller
som Midler til at underholde Arbeiderne, og li¬
geledes maae den Deel, som forandres til Vare
og sendes langt bort, komme tilbage i Penge.
Disse Penge ere den beste Giødning for
Jorden. J de Lande, hvor der er meget Ager¬
land, og hvor man kan have store Forpagtnin¬
ger, kunne vel nogle saa gode Landmænd være
nok; men disse Forpagtere, som ikke kunne leve
uden at være tiligere oppe og gaae fildigere i
Seng end andre, som maae være i en bestandig
Virksomhed, som underholde hele Familier af
Arbeidere og Agerdyrkere, hvilke daglig skulle
have deres Betaling; Disse Forpagtere, som
underholde Selv=Eierne, og betale Afgifter til
Staten, behøve de ikke stedse at have Penge
imellem Hænderne til de Bekostninger, som Ager¬
dyrkningen udkræver, og til at redde sig, naar
Misvæxt, Qvægsyger, og andre ulykkelige Til¬
fælde indtreffe? Uden dette skal den første ulykke¬
lige Hændelse ødelegge dem og tillige med dem
hele Landet. J de Lande, hvor der enten for¬
medelst Jordens Beskaffenhed, eller formedelst
Eiendommenes Jndskrænkning ere kuns smaa


171
Landgodser, skal Agerdyrkningen, dersom Selv¬
eierne ikke selv drive deres Avling, ikke indbringe
mere, end der behøves til en slat og maadelig
Underholdning for Arbeiderne; den skal altid lide
meget ved de mindste ulykkelige Tilfælde, som
indtreffe; den skal ikke blive tilstrækkelig til at
kunve føre noget ud af Landet, især dersom disse
smaa Bønder ikke have Evne og Formue nok
til at drive deres Avling og betale deres Af¬
gifter. - - -
Uden saadan en Velstand hos Landmanden
er det forgieves, at han piner Jorden med sit
møisommelige Arbeide. Han maae have Qvæg,
fordi han skal have Giødning; han maae have
noget tilovers for at kunne leve i den Tid, da han
pløier Jorden, saaer, høster og tærsker, og for
at kunne taale uformodentlige Tab. Fra denne
Øiepunkt af maae man betragte de Midler, som
tiene til at befordre Agerdyrkningen, og ikke troe,
at det er nok, at man siger til en Bonde, som
har intet at giøre: Gaae hen og dyrt Jorden!
Vi have ikke Mangel af Folk, som vide, hvor¬
ledes Jorden skal behandles og Agerdyrkningen,
drives, men de glemme gemeenlig i deres Forslag
det fornemmeste Middel til at sætte dem i Verk,
det er at sige, den Rigdom og Formue, som be¬
høves for at giøre Bekostninger, og den Frihed i
Handelen, som er fornøden, for ved Varenes


178
Afgang og Priis at erstatte Bekostningerne, og
belønne Arbeiderne for sin Møie. Man betrag¬
ter Kornet alene som en Vare, der tiener til Men¬
neskets Føde; men lad os spørge en Arbeider,
hvorfor han søger at bringe Kornet frem af Jor¬
den? og han skal svare, at det skeer for at sælge
det. Naar man undtager den Deel, som er
bestemt til hans Fortæring, arbeider han fornem¬
melig, for at faae=Penge for det øvrige til at
fortsætte sin Agerdyrkning, og saaledes bør man
forklare Ordsproget: At Jorden gielder saa
meget som Folkene gielde. lant dant
rfiomie tant daut la terre. Den Trang,
som ved Arbeidsomhed kan lettes, opmuntrer
Vindskibeligheden; men en uovervindelig Armod
udslukker den. Lyksalige Lande, hvor man ikke
hører de falske Grunde, med hvilke ildesindede,
Folk søge at overtale Prindser og Ministre til at
troe: At det er gol, at Bonden er famig,
ar Armod og Trang opmumtker ham iil Ar¬
beidsomhed, at en rig Bonde er trodsig og
trættekier, og at jo mere han trykkes, des
føieligere bliver han, og des villigere løver
han. Den stolte Borger, de myndige og graa¬
dige Betientere prise disse Grundregler, men de
ansees med ligesaa stor Afskye af alle dem, som
have Menneske=Kierlighed, og som vide, at en
Bonde, som ikke kan beholde noget tilovers for


179
sig selv, og som ikke har andet for sit Arbeide end
det allernødvendigste Livs-Ophold, forfalder til
Ørkesløshed i de gode Aaringer, at han er grov,
ond, ustadig, underfundig, trodsig, og uden at
Følelse af Ære, fordi han er foragtet; fordi han
har intet at tabe, og intet at haabe eller frygte:
At en Bonde derimod, som kan fortiene sig nogen
Velstand, og er vis paa at beholde den i Fred,
opmuntres til Arbeidsomhed, for ikke at forøde
den, for at formere den, underholde sin Famuie,
og skaffe sine Børn sikkert Leve=Brød i deres
Fædreneland. Den Fremgang, som han giør
ved sin Flid, opmuntrer ham. Han er ærlig og
redelig, for at beholde sin Credit; Han giver med
sit Exempel sine Børn den samme Tænkemaade;
Han anfører dem til Arbeidsomhed og en god
Huusholdning; Han holder dem fra Drukken¬
skab, Ryggesløshed, Tyvagtighed, Betlerie og
alle nedrige Handlinger; Han giør hver Mand
Ret og Skiel, og er Øvrigheden lydig, fordi han
har noget at tabe; Han har Ærbødighed for
Lovene, fordi de beskytte ham; Han er fredsom¬
melig, fordi han stedse er beskæftiget; og han
synes kuns Trættekier for de smaa Plage=Fogeder,
som vilde misbruge deres Magt til at giøre ham
Vold og Uret. - -
J lyksalige Folk, som i disse Tider under¬
søge Midlerne til den sande Velstand. See her


180
de virkelige og uskyldige Rigdomme. Jorden
giemmer dem alle i sit Skiød; der er ingen nyt¬
tigere, ingen fordeelagtigere Handel end den, som
føres imellem Jorden og Eder. Forfatteren til
Effai sur tacnuration des terres, har be¬
viist, at tre Millioner indbragte for Vare, som
voxe i Landet, berige Staten mere end ti Millio¬
ner for Vare, som forarbeides. Al anden Han¬
del kan ikke berige Eder, uden med andre Men¬
neskers Tab; I denne derimod er alt, hvad J
vinde, en Fordeel baade for hele Staten og for
alle Folk, og er det lidet at besidde en Velstand,
som er grundet paa Uskyldighed og Menneske¬
Kierlighed? Dersom disse Dyder, som er Roden
og Kilden til alle de andre, forgik paa andre Ste¬
der i Verden, skulde man endnu hos Eder finde
denne Phoenix under sin Aske. Lad de svær¬
mende Folk, som ere forblindede af Hovmod og
Egennytte, samle indbildte Rigdomme, som en
Vind kan bortblæse; Men J, agter J kuns de
Eiendomme, som Forsynet har lagt under Eders
Fødder, den Soel, som skinner over Eders Ho¬
veder, de Brødre, som Gud gav Eder til Med¬
hielpere, og de Dyder, som han har indprentet
i Deres og Eders Hierter. Elsker Retfærdig¬
hed, Uskyldighed og Oprigtighed. Retfærdig¬
hed kan herske andensteds; men dens Borgerskab
er i Landsbyerne. Uskyldighed er en Tvang i


181
Stæderne, og Lasterne ere det paa Landet. Op¬
rigtighed er en Helte=Dyd ved Thronen; men
den er en naturlig Egenskab hos Hyrderne. Elsker
Eders Agre; men elsker dem, som en god Fader
elsker sine Børn; Han sparer for sig selv, for
at forøge deres Velstand; han betragter sine
Midler som deres Arv, og naar han har sin nød¬
vendige Underholdning, hører det øvrige dem til.
Elsker og agter Eders Øvrighed, hvis Viisdom
og gode Hensigter beundres af alle dem, som have
den Lykke at kiende den, fordi den agter og be¬
skytter Agerdyrkningen. Jeg veed vel, at Re¬
gieringens vidtløftige Forretninger og Rettens
Handhævelse tillade ikke den nøie og særdeles Un¬
dersøgning, som udkræves til at sætte alle de smaa
Hiul i gang. Jeg veed, at Cincinnatus skulde
have handlet mod sin Pligt, dersom Kierlighed
til hans Ager havde hindret ham fra at møde i
Raadet; men jeg anseer ham saaledes, som alle
Folk i Verden have anseet ham, dobbelt ærvær¬
dig, naar han i Spidsen af en seierrig Krigshær
beklager, at hans Ager ligger udyrket.
Disse Ord, som Forfatteren af i Am
ges kiomes har sagt til et Folk, som boer paa
Biergene, og hvis Korn-Marke ere strøede iblant
Klipper, lad dem meget mere være sagt til Eder,
Kiere Landsmænd, mod hvilke Forsynet har været
mere gavmild. J, som boe i Lande, hvilke


182
Naturen har dannet til Agerdyrkningen alene, og
omringet med Havet, for at opmuntre Eder til
at frembringe mere af Jorden, end J selv kunde
fortære, og tilvexle Eder for Eders Overflødig¬
hed de Penge, som behøves til Agerdyrkningens
Drift. J, som have den Lykke at leve under
en Regiering, der sørger for Landmandens Beste
med en Faderlig Ømhed, og som ikke bruger sin
Magt uden til at beskytte og forøge sit Folks
Frihed og Eiendomme. Hav den Tillid, som
J bør, til Eders Anførere, og understytter hinan¬
den med en broderlig Kierlighed i de Foretagen¬
der, som sigte til at befordre den almindelige Vel¬
stand. Lader Retfærdighed og Billighed ind¬
hegne Eders Marker og bevare Eders Eiendom¬
me; bruger den Frihed, som J nyde, til Uskyl¬
dighed, og lad Oprigtighed herske i Eders
Handel!
Forfatteren handler i det følgende om Nød¬
vendigheden af Fælledskabs Ophævelse og af Mar¬
kernes Jndhegning. Fra den 123 til den 137 S.
igiendriver han de Jndvendinger, som kunne giø¬
res derimod; men jeg formoder, at disse Sand¬
heder ere saa bekiendte iblant os, at det kommer
ikke saa meget an paa at bevise dem, som paa at
overvinde den Egennytte og Paastaaenhed, som
hindre deres Jverksættelse. Jeg vil derfor alene
anføre hvad han fortæller om tvende Stater i


185
Europa, om hvilke man troer, at de have store
Fortrin i Henseende til den borgerlige Frihed. J
Engelkand, siger han, naar nogle, som have
Deel i et Fælled, begiere af Parlamentet Tilla¬
delse at faae deres Jord indhegnet, bliver der
strax, enten de andre Lods=Eiere vilde eller ei,
udnævnte tolv Eedsvorne Mænd til at dele den.
Derimod har man forsikret mig, siger han, at
en Mand i Sweitz, som vil have Tilladelse at
indhegne sine Marker, maae betale saa meget der¬
for, at det snart beløber sig til den siette Deel af
Godsets Værdie. Er det saa, siger han, da tør
jeg sige, at det er Uret.
Den borgerlige Frihed bestaaer ikke deri,
at enhver kan giøre hvad han vil, og misbruge
sin Eiendoms=Ret til Skade for det Almindelige.
At indskrænke faa Perjoner i deres Friheder, for
at tilveiebringe alle Lemmer af Selskabet en
friere Brug af deres Eiendomme, er ikke at svække
Friheden, men at befordre den, ligesom alle de
Forbud, der sigte til at forebygge Tab i Hande¬
len, ere ikke Jndskrænkninger af Handelen, men
Midler til dens Opkomst. Jngen Love skulde
ellers være mere mod Friheden, end den Lov i
Engelland om Fælledernes Deeling, og Naviga¬
tions-Acten; men ligesom alle Fornuftige troe,
at den sidste er Grunden til Nationens Rigdom
og Søemagt, saa troe de og, at den første er


184
en af de vigtigste Aarsager til Agerdyrkningens
Flor.
No. 70.
Fredagen, den 18 Sept. 1761.
D¬
et andet Stykke af det Skrift, kaldet Men¬
neske=Vennen, som jeg har lovet at ind¬
føre i dette Blad, er uden Tvivl det meest røren¬
de i det hele Verk. Det kan ansees som en Op¬
muntrings=Tale til alle Herremænd og Selveiere,
grundet paa Statens og deres eget sande Beste
og paa Menneske=Kierligheds store Pligter.
J alle Ting, siger han p. 173, er Exem¬
pel den beste Underviisning. Venter ikke, at
Bonden, som vover alting ved at vove Frugten
af sit Arbeide, skulde antage Eders nye Metho¬
der, dersom J ikke vise ham lykkelige Forsøg.
Det er forgieves, at J oversvømme Landet med
Forslag, at J anføre de sikkerste Beviis for de
Ting, som J lære; Bonden troer alt, hvad J
sige ham, men han efterfølger kuns det, som han
seer. Gaae ham for med Exempel, J som have
Formue til at vove noget! han skal lee i nogen


185
Tid af Eders Forsøg. Ulysses blev anseet for
en Nar, fordi han saaede Salt, og man veed
dog nu, at det har en ypperlig Virkning i Hen¬
seende til visse Jordarter og Gevexter. Men
Eders Naboe skal give Agt paa Eders Høst, han
skal lidt efter lidt antage Eders Grund=Regler,
og jo mere langsom han har været til at efterfølge
Eder, des mere bestandig skal han siden blive i
det, som han har begyndt.
Vogter Eder især for at indføre paa Lan¬
det saadan en Tænkemaade, som ikke skikker sig
til Landmandens Sæder. Hovmod og Foragt
er ham utaalelig. Naar J rose Eders egne
Methoder, saa foragter ikke hans. Spørger ham
heller til Raads, og J skulle ofte forundre Eder
over den practiske Jndsigt, som han skiuler under
sin grove Bark. 2 - ? Der ere visse Skikke,
som ere grundede paa en Erfarenhed, hvortil man
endnu ikke veed Grunden, og som er meget bedre
end den Philosophie, som vil sige os Aarsagen
til alting. 2 ?- Lad Videnskaberne først for¬
klare os Naturens Kræfter, og vi ville holde den
for ufeilbar i Henseende til dens Virkninger; men
saa længe maae det være os tilladt at troe, at en
stolt Videnskab er den dybeste Afgrund af Van¬
kundighed. - - -
Det er got at opvække en Lyst hos Land¬
manden til at overgaae hinanden indbyrdes. Sel¬


186
skabet i Dublin har med stor Nytte uddeelt Pri¬
ser til dem, som have været de lykkeligste i ad¬
skillige Forsøg. Jeg vil ikke tale videre derom,
men kuns legge dette til, at jeg ønskede, at man
vilde forandre disse Priser til saadanne Æres¬
tegn, som kunde fornøie disse gode Folk; Et
Æres=Sted i Kirkeu, i deres Forsamlinger, en
Farve, et Tegn paa deres Klæder o. s. v. Be¬
lønninger i Penge opvække Begierlighed, men
Æren føder nidkiere og ædle Bestræbelser. (Vore
Naboer have vidst at giøre saadanne Belønnin¬
ger almindelige, endog for den ringeste Almue,
og deres Nytte beviser, at de Nordiske Folk
kiende endnu Æren, som var deres Fædres eneste
Rigdom.)
For alting maae man ved Frihed, Eien¬
domme og andre Opmuntringer bringe det dertil,
at Bonden elsker sin Stand og sit Fødested. J
de Stater, hvor der ere store Herremænd og føl¬
gelig Fæste-Bønder, som ikke eie deres Jorder
selv, har man, for at befordre Agerdyrkningen,
søgt at forlænge Fæsterne, og at give Bondens
Efterkommere saadanne Fortrin, at de paa nogen
Maade kunde ansee sin Gaard som en Arv og
Eiendom. - ? ? Denne Regel er almindelig
fra Hæremanden af indtil den ringeste Arbeider.
Det er fornødent, at de alle elske deres Marker,
og at de ikke tit skifte Eiere. Jorden er som et


18
Barn, der taber altid ved at skifte Amme; Det
var got, om Bønderne fra en Alder til en anden
ikke kiendte uden deres Fødested, og fandt der
altid baade deres Fædres Grave og deres Børns
Vugger.
For at kunde beholde dem, og give dem
Lyst til at blive paa deres Fødested, er det nok,
at de ere gode Folk, og til at skaffe sig saadanne
Bønder, dertil veed jeg kuns et Raad, som jeg
vil give Eder. Ville J, at Eders Underhaven¬
de skulle være gode, saa værer selv gode. Intet
formilder de groveste, de vildeste Sæder saa me¬
get, som Exempel og Fromhed. Det er en
liflig Stemme, hvormed man kan lokke Tigre og
Biørne til sig. Besøger Eders Bønder, kom¬
mer dem til Hielp i deres Sygdomme, bekymrer
Eder om deres Børns Opdragelse, belønner deres
Flid, laster deres Ørkesløshed, værer beskedne
og vise i Eders Opførsel, ærlige og fromme i
Eders Omgang, giver agt paa deres Levemaade
og Foretagende, værer kierlige mod dem, og viser
Eder, som nidkiere Beskyttere af de Fortrængte¬
Alle skulle elske Eder, de skulle med deres For¬
bønner, som høres af den store Dydens Beløn¬
ner, strøe Blomster paa Eders Veie. Jeg græd,
og hvorfor skulde jeg ikke tilstaae det, da jeg ved
min Tilbagekomst til et Landgods, hvor jeg ikke
havde været i fire Aar, saae min ærværdige Ven


188
Bussaton komme mig i Møde med to af hans
Børne-Børn, som vare fødte i min Fraværelse;
Bussaton græd ogsaa. Søde Taarer, kunde
jeg i det sidste Øieblik af mit Liv fælde saadanne
over mine egne Børn! Skulde vel Hovmods
phantastiske Løbebane og Vellysters forfængelige,
Skygger kunne give Eder Fornøielser, som vare
mere sande, mere indtagende end disse? Værer
gode, oprigtige og faderlige. Ved at efterligne
Patriarkernes Sæder, skulle J arve deres Myn¬
dighed, deres Skiebne, deres Lyksalighed. Al¬
ting skal leve om Eder; alle skulle troe, at de
have Eder at takke for Livet; De skulle glæde
sig ved Eders Ankomst, længes i Eders Fra¬
værelse, og ønske, at de snart maae see Eder
igien.
Mirabar, qvid moesta Deos, Amarplu vocares
Cui hendere saa patereris marbore koma:
1ityeus binc aberat: ipsæ le, lityre, Pinus,
lpii le Fontes, ipaa væe arbusta vocabant.
Endelig vil jeg raade Eder, at J giøre
alt hvad J kunde, for at udbrede Glæden i Eders
Landsbyer. Jndstifter smaa Høitider, opvækker
Lyst til Musiken, indfører offentlige Danse, Lege
og Øvelser til Opmuntring for de unge Folk.
Giver dem nogle smaa Historier og Sange i Lan¬
dets Sprog, som forestille Hyrde=Livets Yndig¬


189
heder; Lader Huusfædrenes Viisdom, Ungdom¬
mens Dyd og Smukhed være de Ting, som J
prise i disse Sange. Lærer dem i nogle at takke
Gud for en rig Høst, besynger i andre Lovgive¬
rens Dyder, de godgiørende Medborgere og de
flittige Arbeidere. Roser i disse smaa Helte¬
Digter de unge Mandfolks Hurtighed, deres
Dristighed i Farer og deres Styrke til at taale
besværlige Arbeider. Berømmer Døttrenes Kydsk¬
hed, deres Lydighed mod deres Mødre, og deres
Beqvemhed til alle de Forretninger, som henhøre
til deres Kiøn. Lader disse Viser synges offent¬
lig i Eders Landsbyer ved Veddeløb, Lystigheder
og Høitider, som i stedet for den forfængelige
Pragt, som glimrer paa Skuepladsen i Stæder¬
ne, ere prydede med en uskyldig Glæde; der,
hvor de ældste Mødre sidde øverst, hvor de gamle
Mænd dømme, og hvor den smukkeste og dydigste
Pige uddeler Belønninger. En reen Glæde,
en levende og uskyldig Fornøielse er den sødeste
og kraftigste Opmuntring til Arbeidsomhed.
Hyrde=Levnet, saaledes som vi forestille det
i vore Jdyller, i nogle Romaner og Balletter;
denne behagelige Forening af enfoldige Fornøiel¬
ser, af glade Høitider, af fromme Sæder, og af
en Venlighed, som kommer fra Hiertet; hvis
opsminkede Forestillinger opvække hos os, naar
vi see dem paa Skuepladsen, saadanne Følelser,


190
som de, der bevæge Fuglene til at flyve mod
Staaltraadene af deres Buure: Hyrde=Levnet,
siger jeg, er ikke en Drøm, ikke et Fo ter af vore
Poeters Jndbildningskraft. Det er en Afbild¬
ning af de Forretninger, af de Tilbøieligheder,
af den Tænkemaade, som var almindelig iblant
Menneskene i de uskyldige Tider. --- O gyld¬
ne Alder, hvorfor skulde man ikke haabe at finde
dig igien i vore Egne, under Beskyttelse af en
Regiering, som er grundet paa Kierlighed og
Fortrolighed, det rette Kiendetegn paa den sande
Høihed, og en frugtbar Moder til Lyksalighed?
Dertil behøves kuns, at man skaffer vore Ager¬
dyrkere en billig og sikker Beqvemmelighed, at
man elsker og ærer dem, som de fortiene.
Og hvilke Steder i Verden skulle vel være
beqvemmere til en Boelig for Dyd og Uskyldig¬
hed, end de fredelige og frugtbare Marker? Hvad
er der bleven af Eder, J Folk, som en falsk
Vittighed har forført til at foragte Land=Levnet?
Jeg søgte Mennesker i Stæderne, og jeg fandt
kuns Kreaturer, som vare vanskabte ved For¬
stillelse, Tvang og Efterabelse; Tilbøieligheder,
som ved Overdaadighed og Mæthed vare blevne
unaturlige; Siele, som havde gjort sig selv til
Slaver af Moder og Meninger, som vare for¬
vildede i deres egne Tanker, og trette af unyttige
Bekymringer. Have J vel Ret til at foragte


191
den nyttige Stand, som føder Eders Ørkesløs¬
hed? Er det denne urene, grove og dumme Pø¬
bel, som løber paa Eders Gader, er det den, som
J agte mere end Agerdyrkere og Hyrder, disse
Folk, hos hvilke Ærlighed, Godgiørenhed, Kydsk¬
hed og Gudsfrygt udretter mere end baade Love
og Politie hos Eder? Eders egennyttige Konst¬
nere, som, for ikke at bedrages selv, ofte maae
bedrage andre; Eders lade Borgere, som gabe
af Vankundighed, som ere saa stolte af det lidet,
som de vide, som forundre sig over Alting, og
begribe Intet, synes de i Eders Øine at være
bedre end Landmænd og Forpagtere, hvis Arbei¬
de og Aarvaagenhed frembringer alle de Midler,
som J misbruge, og beskytter Staten? Er det
maaskee Eders Store, Eders Rige, som ere
nedsiunkne i en umenneskelig Overdaadighed;
som selv vilde have alting, og unde deres Lige
Intet; som hige efter andres Gods og forøde
deres eget; som ere opblæste, kiele, forvildede,
beængstede og plagede af Egenkierlighed, hvis
Afgud er Lykken, og som ikke kiende anden Lyk¬
salighed end den Vattersottiges Tørst, og Forø¬
derens Rigdom? Er det disse uretfærdige Rige,
som J agte høiere end en værdig Herremand eller
Selveier, som boer paa sit Gods, som ved sin
Opsigt befordrer saadanne Arbeider, som berige
Staten; som giør vel mod sine Underhavende,


192
anvender sin Overflødighed til at forbedre den
Grund, som nærer hans lille Rige; som lever
tarvelig og dog vel, og giver andre Exempel af
Vindskibelighed, Dyd og Menneske Kierlighed.
Maaskee ere der andre Ting, som J kunne have
Aarsag til at hovmode Eder af? Det er i Byer¬
ne, siger man, at de Folk boe, som man kalder
Oplyste, Lærde, Philosopher; men giøre de vel
den menneskelige Forstand Ære, naar de foragte
den vigtigste Deel af Philosophien? Lad dem for¬
lyste sig med deres smaa Opdagelser, med de smaa
Forsøg og Erfaringer, som de anstille ved Aka¬
demierne, med deres Undersøgninger og Gisnin¬
ger i de Gamles Sprog og Historie; Lad dem
agte disse Arbeider, som de giøre for Tidsfordriv,
lige ved de vigtigste Dele af Stats= og Huus¬
holdnings=Konsten, betragtet til adskillige Tider,
i Henseende til dens adskillige Dele og adskillige
Virkninger. Denne bliver dog altid Nøgelen til
Folkenes Historie, og Grunden til deres Magt,
deres Fremgang, deres Lyksalighed, deres Ære,
til deres Mangler, deres Svækkelser og deres
Undergang. Hvad indeholde vel de fleste Hi¬
storier af de store Stæder? Efterretninger om
Feltslag, Beleiringer, Ceremonier, Lystigheder,
Underfundigheder, og adskillige Roller, som ere
spilte af de store Acteurer, i Religions=Sager, i
Stats=Sager, i Krige og i Galanterier. Er


195
det meste af alt dette ikke Vind? De fleste Hi¬
storieskrivere have selv ikke vidst Aarsagerne til
det, som de fortælle, og de have ikke kiendt Grund¬
Reglerne af de borgerlige Selskaber, hvis Hand¬
linger de beskrive.
Hvor gjerne ønskede jeg at kunde udføre
det hele prægtige Stykke, dersom Rummet tillod
det; men jeg maae af bryde det, for at ende dette
Blad med at giøre Forfatterens sidste Ord til
mine, og ønske mine Landsmænd det samme, som
han i Slutningen af sin Afhandling ønsker det
Folk, for hvilket han har skrevet:
Værer da lyksalige, J Folk, som leve un¬
der en billig, mild og fredelig Regiering, under
en Regiering, som forlanger intet af Eder, som
ønsker alene Eders Lyksalighed, og søger kuns at
vedligeholde iblant sine Børn den Retfærdighed,
paa hvilken den er grundet, at bevare Eder fra
de Laster, som gaae i Svang hos andre Folk,
og at beskytte Eders Grændser.
Bliv ved, lyksalige Land, at opfostre et
viist, tappert og nøisomt Folk. Bevar og for¬
nye fra en Alder til en anden i deres glade Hyr¬
de=Boeliger Uskyldigheds og Troeskabs hellige
Jld. Lad de gode Borgeres Tal daglig forme¬
res, og udbrede hos deres Naboer de Dyder, i


194
hvilke de ere opdragne. Bliv et Sæde og en
Skole for den ældste, den ypperligste af alle
Konster, at de Folk, som dyrke dig, kunde nyde
alle de Velsignelser, som Gud har lovet den Ret¬
færdige, og tag med Godhed mod dette Offer,
som giøres dig af en nidkier Medborger og Men¬
neske=Ven.
No. 71.
Mandagen, den 21 Sept. 1761.
D¬
er er intet saa urimeligt, at jo Folk, som
ellers have Forstand, kunne forsvare det,
naar Hovmod, Misundelse eller andre Passioner,
drive dem til at tage Partie mod deres egen For¬
nuft. Denne menneskelige Skrøbelighed yttrer
sig ikke alene i Henseende til visse Meninger og
Stykker af Videnskaberne, men og ofte i Hen¬
seende til Videnskaberne selv. Disse have, li¬
gesom alle Ting i Verden, Perioder. J stedet
for at agte enhver Videnskab efter sin Nytte, og,
uden at betragte dem som Moder, opofre sig til
dem, som efter enhvers Stand og Bestemmelse
ere de vigtigste, søger man at ophøie sit eget og


195
forringe andres. Saalænge disse Stridigheder
blive imellem lærde Folk alene, giøre de ikke stor
Skade; de tiene endog til at opvække ædle Be¬
stræbelser iblant de Studerende, hvorved Viden¬
skaberne blive bragte til en høiere Fuldkommen¬
hed. Men naar andre, som kunne giøre noget
til Videnskabernes Opkomst, tage Deel i saa¬
danne Skole=Tretter, giør det Videnskaberne en
stor Afbræk, og det er i saadanne Tilfælde bedre,
at de ere reent uvidende, end at de misbruge den
Jndsigt, som de kunne have i en Videnskab, til
at forringe og undertrykke de andre. Saadan
en Partiskhed har fornemmelig til Grund, at man
ikke vælger Videnskaberne efter visse Hensigter,
men alene fordi det er en Mode i Verden, at
man ikke kan passere for et skikkeligt Menneske
uden at vide noget. Naar man bestemmer en
ung Person af Stand til Bogen eller Pennen,
som man kalder det, tænker man ikke, som ved
Konsterne, paa at afgiøre først, hvad det er for
et Haandverk, som han skal lære, og hvortil han
skal bruges. Det er nok, at han studerer, at
han lærer noget. Hvori dette skal bestaae, det
kommer an paa hans Læreres og paa Tidernes
Smag. Denne Smag har i den lærde Verden
forandret sig tit. Vi kunne tælle fire Hoved¬
Scener. J den første regierede den Scholasti¬
ske Theologie; I den anden de lærde Sprog,


196
tilligemed de Græske og Romerske Alderdom¬
me; I den tredie Mathematiken og Philoso¬
phien; og nu synes det at være Lovkyndighedens,
Statskonstens, og de skiønne Videnskabers Pe¬
riode. Under Jacob den første var det nok for
en Statsmand, at tale got Latin, og det var
farligere for en Gesandt at begaae en Feil mod
Grammatika, end at være uvidende i Lovkyndig¬
heden og Statskonsten. Paa den Tid, da Chi¬
romantien og Astrologien blev regnet iblant de
store Videnskaber, og Chronodistica, Ana¬
grammata; Rebus for Vittighedens Arbei¬
der, holt man Naturkyndige for Hexemestere, og
tvivlede, om Naturens Ret var en Videnskab.
Det er endnu ikke meeer end hundrede Aar
siden Grotius skrev det bekiendte Verk om Fredens
og Krigens Ret. Baade den store og lærde
Verden studsede ved at see en Bog, som foredrog
de Almindeligste af Menneskets Pligter, i et
System, der var ligesaa ordentligt og grundigt,
som det, i hvilket man var vant til at forklare
Ordenes Bøielser og Sammenbindelse i de to
lærde Sprog, Begrebernes og Sætningernes
Sammensættelse i Fornuftslutninger efter de ad¬
skillige Figurer og Maader, som Aristoteles har
opfundet, og iblant hvilke der ere kuns saa faa,
som Fornuften kiender sig ved. Hele Verden,
siger jeg, blev forundret over at see, Grotius


197
være dristig nok til at giøre Natur= Stats= og
Folke=Retten til en Videnskab; Men det varede
dog længe, førend man ved Akademierne lod den
passere derfor. De Store, som paa den Tid
dyrkede de døde Sprog, og skreve Bøger om
Astrologien, ansaae Grotii Verk for et Galan¬
terie. De læste det, ligesom mange i vore Ti¬
der læse l'Esprit des loix, for Tidsfordriv,
og undrede sig over, at en lærd Mand kunde
skrive om saadanne Ting. Alt hvad der syntes
at være Nyt, blev anseet enten for guddommelige
Sandheder eller for Kietterier, og man beundre¬
de og fordømte med lige Heftighed en Bog, som
man endnu ikke forstod. Det varede længe,
førend de Lærde kunde overtale sig til at give den
Plads paa de høie Skoler ved Siden af Gram¬
matik og Logik. Forfatterens Navn, som er saa
berømt iblant de Lærde ved de kritiske Verker,
som han skrev i sit Gesandtskab, har uden Tvivl
forhvervet Videnskaberne denne Ære, og Efter¬
kommerne den Tilladelse, at tænke lidt mere paa
Selskabets Beste, end denne lærde Mand tænkte
paa de Svenske Stats=Sager, som vare ham
betroede.
Saa vanskeligt var det at faae Menneske¬
ne til at troe, at Fornuften havde nogen Deel i
disse Handlinger, paa hvis Bestyrelse Folkenes
Skiebne beroer. Men det var endnu langt fra,


198
at man troede, at der behøvedes saa meget dertil,
som til at læse gamle Haandskrifter, og til at
skrive Almanakker. Den liden Fremgang, som
de Videnskaber, der lære os at bestyre vore Hand¬
linger til Selskabets Beste, have gjort, indtil
de nye Tider, den Sparsomhed, med hvilken de
ere dyrkede af vore Lærde, bevise det. Ligesom
den Mængde af vigtige Sandheder, som alle Na¬
tioner ved fælleds Bestræbelse i nogle faa Aar
have opdaget, og som, baade i Henseende til deres
Mængde og deres Nytte, udgiøre mere end et
heelt Facultet tilforn har vidst, bevise paa den
anden Side, hvad der kunde have været gjort,
dersom det til alle Tider havde været de Lærdes
Hensigt, at arbeide til Menneskenes Nytte.
Den Jver og Nytte, med hvilken en eneste
Deel af denne Videnskab, nemlig den, som an¬
gaaer Land=Oeconomien, nu dyrkes iblant os,
stadfæster denne Sandhed. Hvormeget have disse
Undersøgninger ikke opvakt Nationen til at tænke
paa andre Ting, ved hvilke Fædrenelandets al¬
mindelige Beste kunde befordres. Friheden af
disse Undersøgninger, og den patriotiske Nidkier¬
hed, med hvilken de understyttes, giøre Regie¬
ringen en evig Ære, og de, som have været
Redskaber dertil, fortiene at regnes iblant de faa
ret nyttige Lærde, som have lært Menneskene at
bede og arbeide.


199
De Skiønne Videnskaber ere endnu mere
nye hos os. Upartiske Læsere kunne af det, som
jeg paa adskillige Steder har sagt, let slutte, at
jeg forstaaer derved ikke alene den Konst at tale
vel; den maae være forenet med al den Viden¬
skab, som tiener til at forbedre Forstanden og
Hiertet. Den Konst at tænke ordentlig, men
tillige naturlig, og uden unyttige Omsvøb; den
Kundskab om Gud, Mennesket og Verden, som
forhverves ved den sunde Fornufts Brug, ved en
ordentlig Læremaade, ved en oplyst Fornufts Be¬
tragtninger af Guds Huusholdning i Verden,
ved Jndsigt i Lovkyndigheden og Statskonsten,
ved det Nyttige og Oppyggelige, som Historien
indeholder, og ved de gamle og nye skiønne Ver¬
kers fornuftige Læsning. Alt dette har man Ret
til at udkræve af dem, som dyrke de Skiønne Vi¬
denskaber, og tillige at de besidde en Færdighed
til at bruge denne Kundskab i et levende Sprog,
saaledes at de dermed kunne gavne og fornøie
deres Medborgere. Cicero forlanger det samme
af en Taler. Plato, Cicero, Boileau, Pope,
Addison, Montesquieu besad disse Videnskaber,
og da deres Verker ere saa bekiendte iblant os,
skulle vi da troe, at der kunde være Folk til, Folk,
som have Læsning baade i lærde og levende Sprog,
der tvivle, om disse Videnskaber ere nyttige Vi¬
denskaber; som troe, at de Skiønne Videnska¬


200
ber ere en Opfindelse af de Franske, og til Skade
for den sande og grundige Lærdom.
Disse Jndvendinger ere saa svage og saa
ofte igiendrevne, at jeg er kied af at tale derom,
og holdt dem ikke værd at besvare, dersom jeg
ikke skrev for et Publicum, hvor de opkaages hvert
Øieblik, og som er uoplyst og ustadigt nok til at
foragte i de nye Skrifter det Selvsamme, som de
af Vane alene og uden Skiønsomhed og Følelse
tilbede i de gamle. Spørger man f. Ex. disse
Folk, om Cicero og Plato have været grundige?
o da er Wolf og alle vore nye Philosopher kuns
Børn mod dem. Spørger man dem, om hine
gamle Taleres Verker ere Skiønne? da er Fe¬
nelon og Flechier kuns Fuskere. Slutter man
nu deraf, at det i et levende Sprog (thi det
Græske og Romerske har jo dog engang været
levende?) er mueligt at skrive baade grundigt og
skiønt; Slutter man videre af de Gamles egne
Grund=Regler og Exempler, at det Grundige og
Skiønne ikke bør adskilles i alle de Videnskaber,
som sigte til at forbedre Menneskene, at Cicero
og Plato ikke havde været saa store Skribentere
som de ere, at de ikke havde besiddet denne Skiønne
Lærdom (politiorem doctrinam), som man
priser i deres Verker, dersom de havde skrevet
i den Smag, som findes i vore nye Philosophi¬
ske Lærebøger efter den Mathematiske Methode;


201
Understaaer man sig endelig at sige, at et Skrift
i et levende Sprog er saa meget des fuldkomnere,
jo mere det ligner disse Mønstre i de Gamle, da
have disse samme Folk strax tusinde Jndvendinger,
for at giøre til intet alt hvad de selv tilforn have
sagt. Da er det Skiønne, hedder det, til Hin¬
der for det Grundige, med hvilket det dog saa vel
bestod i Athenen og Rom; da ere de gamle Sprog
saa Guddommelige, at alt hvad der er sagt om
dem ikke gielder om andre; da er det, som var
skiønt og grundigt paa Græsk og Latin, ikke meere,
skiønt og grundigt, naar det siges paa Fransk
eller Dansk, og det, som de Gamle kaldte lite¬
ras humaniores, er, som nogle Lærde forsikre,
ikke mere det, som de Franske kalde belles let¬
tres, og vi de Skiønne Videnskaber; Nei, det
er en af de forlorne Konster, som alle Folk i Eu¬
ropa forgieves søge at finde igien, og som ikke
mere er til uden i de Græske og Latinske Glose¬
Bøger. De samme Folk, som forsikre os, at
Apostlerne selv have lært deres Veltalenhed af
Hedenske Skribenter, ere færdige til at giøre
andre til Kiettere, som troe, at Flechier, Bossuet,
Tillotson og Mosheim besidde noget af Apostler¬
nes og de gamle Grækers Veltalenhed. De sætte
vore nye skiønne Verker i de levende Sprog i
Classe med Sophisternes opskruede Skrifter, og
i det de prise os saa meget den gamle Veltalen¬


202
hed, i det de give os saa mange prægtige Beskri¬
velser af en Lærdom, som bestaaer ikke i Ord,
men i Ting, af den Lærdom, som de kalde den
sande og grundige Viisdom, lære de os selv
ikke andet end nogle gamle Gloser.
Det er for tilig, sagde en fornuftig Mand
engang til mig, at tale endnu om det Grundige,
det Skiønne, det Høie. Vi burde først ønske
alle dem, som dyrke Videnskaber, sund Fornuft
og rene Hensigter.
No. 72.
Fredagen, den 25 Sept. 1761.
M¬
an kan ikke læse Historien af den menneske¬
lige Forstands Fremgang, uden derved paa
den klareste Maade at overbevises om Aabenbarin¬
gens Nødvendighed. Hvor mange prægtige Sta¬
ter der end vare i den gamle Verden, og hvor
mange store Opdagelser Menneskene end paa de
Tider have gjort, var Fornuften dog ved sine egne
Kræfter saa uformuende til at kiende Gud og sig
selv, at de enfoldigste Sandheder, som vi nu,
efter at de ere os aabenbarede, kunne bevise af


203
fornuftige Grunde, da vare skiulte for alle de
Folk, som ikke havde Aabenbaringens Lys. Paa
en Tid, da alle andre Konster og Videnskaber
blomstrede i Verden, og da den menneskelige For¬
stand var bragt til saa høi en Spids, at vi nu i
de fleste Ting holde os lykkelige nok, om vi kunne
efterligne de Tiders Mønstre, fandt man ikke alene
det groveste Afguderie hos Mængden, men de
Viise selv havde i deres bekiendte Systemer saa¬
danne Begreber om Gud og Verden, hvis Urigtig¬
hed vi nu kunne indsee af Naturens Lys.
Efter det Pythagoriske System var Ska¬
beren ikke adskilt fra Skabningen; den evige og
uforanderlige alle Tings Aarsag skulde være opløst
i Deele, som vandrede af et Legeme i et andet.
Efter det Epikureiske var den fuldkomne, den
uforanderlige Orden, som vi opdage i de mindste
Deele af Naturen, en Virkning af en blot Hæn¬
delse, og af nogle Solegrans forvirrede Sam¬
menløb. Ved saadan en Hændelse, som ikke
kan frembringe den mindste ordentlige Streg i
Konstens Arbeide, var Naturens prægtige Byg¬
ning opreist. Stoikerne betragtede alle Ting som
Virkninger af en blot Nødvendighed. De fleste
kiendte ikke nogen anden Gud end Materiens egen
Drift, ingen Trøst i Ulyksalighed, ingen Be¬
lønning for Dyden, uden denne haarde Lov, at
hvad som skede, kunde ikke være anderledes end


204
det er. Efter Aristotelis System vare alle Væ¬
sener Maskiuer, og Sielene deres Former. Ja
det Platoniske System selv, hvor mange Fortrin
det end havde for de andre, forestillede Gud, som
den Persiske Monark, hvis Ære tillod ham ikke
at være nærværende, eller at virke overalt i den
hele Skabning; han boede, hedte det, i de høie
Himle, og overlod de Jordiske Tings Bestyrelse
til de andre Aander.
Jngen af disse Philosopher indsaae tilfulde
og i Sammenhæng de Sandheder: at Verden
har sin Grund i et Væsen, som er adskilt fra Ma¬
terien, hvis Magt er Aarsag til Tingenes Vir¬
kelighed, og hans Viisdom og Godhed til deres
Orden og Fuldkommenhed; At han virker overalt,
uden selv at være deelt; At Sielene hverken kan
være Egenskaber eller Dele af dette Væsen, eller
Legemernes Form; at intet skeer ved Hændelse,
eller ved en blind Nødvendighed, og flere Sand¬
heder af den naturlige Religion, som nu begribes
af alle, der have fund Fornuft, endog dem, der
ikke antage den aabenbarede Religion. Og kan
vi da andet end troe, at den menneskelige Forstand,
har behøvet et høiere Lys, for at bringes paa
Spor af disse Sandheder, som den nu begriber,
efter at de ere bekiendtgjorte? Bliver denne For¬
modning ikke endnu rimeligere, naar vi betænke,
at de, som først have lært os at kiende Gud paa


205
en Maade, som er mere overensstemmende med
det naturlige Lys, end alt hvad Pytagoras, Plato,
geno, Epicur og Aristoteles ved Hielp af dette Lys
alene have lært, vare Personer, som ikke havde
stor Hielp af menneskelige Videnskaber?
Lad os endog tilstaae, at de gamle verds¬
lige Viise have indseet nogle vigtige Sandheder;
hvad Virkning giorde det paa Mængden? Jkke
alene den store Deel af det menneskelige Kiøn,
som ikke vidste af deres Lærdom at sige, men og
de fleste i Grækenland og Rom, hvor disse Lys
skinnede, bleve i Vankundighed. Overtroe og
Vantroe, som, hvor stridige de end synes, dog
altid ere nær forenede, tog ved den menneskelige
Forstands Tilvæxt mere til end af. Hvor sildig
skulde da ikke endog de Sandheder, som vi nu
fatte ved Fornuften, være blevne bekiendte, der¬
som de ved disse Viises Lærdom alene vare blevne
forplantede, og hvor stor Aarsag have vi derimod
til at ansee dem som guddommelige Redskaber til
det menneskelige Kiøns Lyksalighed, ved hvis
Prædiken saa vigtige Sandheder, som tilforn kuns
vare nogle faa Viise bekiendte, ere blevne almin¬
delige for alle Folk.
Hvad, Virkning maae dette Beviis ikke
have gjort paa dem, som levede paa den Tid, og
som af Begierlighed, efter at finde Sandhed,
sammenlignede Christi og Apostlernes Lærdom med


200
de gamle Systemer? Den Lykke vi have at leve
i mere oplyste Tider; Den liden Kundskab, som
Mængden, især de, der med saa lette Vaaben
angribe Religionen, har om de Gamle, og den
Vanskelighed, som de Lærdeste og Skarpsindig¬
ste maae finde ved at skille det af Aabenbaringen,
laante Lys fra det blot Naturlige, er Aarsag til,
at faa iblant os kan føle den Grad af Overbeviis¬
ning, som en Mand, der levede paa den Tid, og
der besad den Lærdom og Skiønsomhed som Ori¬
genes.Hos hvem, siger han, () skulle vi
søge Sandhed? Hos Epikureerne, som nægte
Forsynet? Hos Aristotelikerne, som sige, at
det strækker sig ikke til os? Hos Stoikerne,
som giøre Gud til et Legeme, som kan forgaae
og forandre sig i adskillige Gestalter? Og
hos hvem da? kan vi legge til, uden hos Chri¬
stus og hans Apostle. Hvem er det vi have at
takke for, at nogle Philosopher, i dette og det
forrige hundrede Aar, have fundet Beviis til
mange Sandheder, som indtil Christi Tid enten
vare skiulte, eller og meget saa bekiendte, og som
siden ere prædikede for det hele menneskelige Kiøn,
uden at der i al den Tid har reist sig en Philo¬
soph, som har opdaget nogen vigtig og for det
menneskelige Kiøn almindelig nyttig Sandhed,
J hans Tractat om den Christl. Relg. Sandhed,
m, Bog, 10 Cap. 9. 21.


207
der ikke var grundet i de Skrifter, som de Christne
antage for en guddommelig Aabenbaring.
Den daglige Erfarenhed viser, at den men¬
neskelige Forstand kan begribe Grunden til mange
Sandheder, naar de fremsættes af andre, hvilke
den dog ikke var i Stand til at opfinde selv.
Denne Forskiel giør Mængden ikke; den troer,
at den kunde opfinde alt, hvad den kan begribe.
Den tilskriver sig selv ofte det Lys, som den laa¬
ner af andre, og som den ikke havde været i Stand,
til at antænde selv. Vi ansee Jldens og Bog¬
stavers Opfindelse for ringe Ting, endskiønt de
Mennesker, som først have gjort disse Opdagel¬
ser, maaskee have været de eneste af det hele men¬
neskelige Kiøn, som vare skikkede til at udfinde
dem. Cicero siger, at Soerates dragte Phi¬
losopyien ned af Himmelen, og hans Skiebne
og Endeligt viser, at de Sandheder, som nu be¬
gribes af enhver, der har sund Fornuft, vare saa
nye, saa fremmede i det vittige Athenen, at man
endog forfulgte dem som Vildfarelser. Dersom
da Erfarenhed lærer os, at der ere mange nyttige
og umistelige Sandheder til, som, endskiønt de
i sig selv ere saa lette og enfoldige, at de, naar
de fremsættes af andre, kunne begribes endog af
en maadelig Forstand, dog ere saa vanskelige at
opfinde, at de aldrig bleve almindelig bekiendte,
dersom ikke Mængden blev opvakt og bragt paa


208
Spor deraf ved et eneste Menneske, som Forsy¬
net har givet en besynderlig Gave eller Anled¬
ning dertil; Skulle der da ikke og kunde være
nogle ligesaa nyttige og umistelige Sandheder til,
som overstege det hele menneskelige Kiøns Opfin¬
delses Kraft, og som behøvede en Aabenbaring?
og hvad skulle vi da dømme, naar vi see Sand¬
heder, som ere af den yderste Vigtighed, i Hen¬
seende til Menneskets Oplysning og Forbedring,
og som Fornuften forgieves har søgt at opfinde og
udbrede paa en Tid, da den i andre Videnskaber
havde bragt det saa vidt, at dens Arbeider ansees
endnu for evige og uforbedrelige Mønstre? Hvad
skulle vi dømme, siger jeg, naar vi see disse Sand¬
heder fremsættes og prædikes for det hele menne¬
skelige Kiøn af Personer, der ikke nær havde den
Leilighed til at dyrke deres Fornuft, som de Ti¬
ders Philosopher?
Dersom Apostlerne havde efterladt sig et
System i Maale=Konsten eller Natur=Læren, som
man siden ved nøiere Undersøgning fandt at være
fuldkomnere, end alt hvad de lærdeste Grækere og
Romere havde skrevet derom, og dersom de tillige
havde sagt, at de ikke havde det System af sig
selv, vilde jeg uden nogen Betænkning troe det
endskiønt det ikke er nær saa rimeligt, at Gud
skulle aabenbare saadanne Sandheder, som at han
har aabenbaret andre, der lære os at kiende ham


209
og os selv, og giøre os dydigere, roeligere og
mere skikkede til at opfylde hans Hensigter her og
i et andet Liv. Dersom da disse Menneskers
Lærdom om Gud, Sielen, Verden og Pligterne
baade kommer den sunde Fornuft meget nærmere,
og har gjort en langt almindeligere Nytte i Ver¬
den, end Grækernes og Romernes Philosophiske
Systemer, skulle vi da ikke troe, at de ei have
den Lærdom af dem selv? Skulle vi ikke troe, at
deres Philosophie er kommen endnu meget mere
umiddelbar fra Himmelen end den Socratiske, og
at den Prophetiske Aand, og det Lys, som disse
Personer have havt, har været mere Guddomme¬
ligt end de Aabenbaringer, som Pytagoreerne til¬
lagde deres Viise? Skulle vi ikke vise den samme
Tillid til dem, som til andre Forfattere, der lære
os nye og vigtige Sandheder, som vi ikke selv
have kundet opfinde; at ikke nægte strax alt hvad
vi endnu ikke kunne begribe, og at troe endog no¬
get paa deres Ord? Det er dog vist, at Menne¬
skene i alle Videnskaber behøve Anførsel, og skulle
vi længe kunde tvivle om, hvilken Lærdom der
fortiente meest at legges til Grund i det menne¬
skelige Kiøns Underviisning, enten de gamle Phi¬
losophers Systemer, som nægtede Forsynet og
Udødeligheden; som snart giorde Sielene til Dele
af Gud, snart Gud til Materiens Kraft; som
lærte, at alting skede enten af en blot Hændelse,


210
eller af en blind Nødvendighed, og som enten
udelukte Gud reent, eller satte ham paa et Sted
i Verden, hvor han hverken kunde see eller be¬
styre alle Ting. Kunde vi, siger jeg, tvivle,
om vi skulle legge denne Lærdom til Grund i vores
Underviisning, eller og den, som findes i Evan¬
gelisternes og Apostlernes Skrifter. Alle de
gamle Philosopher have desuden misbrugt deres
Systemer til at forsvare og undskylde det almin¬
delige Afguderie, og naar vi i disse Viise betragte
den menneskelige Forstands Svaghed, til uden
Lærdom at opfinde Sandheden, og at modstaae
Fordomme, have vi da ikke Aarsag til at sige som
Origines (*): At den sikkerste Vei er at over¬
give os til den Store Guds Førelse, og at
antage en Lærdom, som afsondrer os reent
fra Kreaturene, for at lade os regiere af
ham alene, ved det evige og levende Ord,
som er hans Søn.
(*) Contra Celsum l. c. §. 27


211
No. 73.
Mandagen, den 28 Sept. 1761.
H¬
vor meget end Fornuftens Utilstrækkelighed
synes at bevise Aabenbaringens Nødvendig¬
hed, skal det dog endnu ikke mangle paa Jndven¬
dinger. Jeg vil i dette Blad berøre nogle af de
fornemmeste. Dersom den menneskelige For¬
stand, siger man, er saa svag, at den uden Hielp
af en Aabenbaring ikke kan kiende sin Skaber,
hvorfor har Gud da ikke givet Menneskene saa¬
dan en fuldkommen Aabenbaring førend efter
4000 Aar, og da mange endnu ikke kiende og
antage den, hvorfor aabenbarer han sig da ikke
oftere, hvorfor ikke saa klart, at han kan blive
kiendt af alle, og at Fornuften ikke skal have An¬
ledning til nogen Tvivl eller Jndvending?
De, som have nogen Færdighed i at tænke,
ville let finde, at der er stor Forskiel paa at un¬
dersøge Aarsagen, hvorfor en Ting virkelig er,
og paa at spørge efter Grunden, hvorfor en anden
ikke er. J det første Tilfælde har den menne¬
skelige Forstand noget virkeligt for sig, hvorpaa
den kan grunde sine Undersøgninger; J det sidste


212
derimod have vi intet uden Gisninger, og en Af¬
grund af Mueligheder. Naar vi ved en virkelig
Forandring i Tingenes Sammenhæng finde en
stor Mangel opfyldt, og et vigtigt Gode tilveie¬
bragt, kunne vi slutte, at det har været Guds
Hensigt af den Forandring; men det var daar¬
ligt, om vi derfor vilde tænke, at alle de Foran¬
dringer og Virkninger, hvis Nytte vi ikke kunne
begribe, havde derfor i sig selv og i Guds Fore¬
stilling ingen Hensigter. Vi begribe af den Nytte,
som vi erfare, at en Soel er fornøden, men der¬
som vi vilde spørge, hvorfor Gud ikke har skabt
flere Sole til at lyse for os, og sat dem i den For¬
bindelse med Jorden, at de kunde uddele Lys og
Varme i en ligere, jevnere og taaleligere Grad til
alle dens Jndbyggere; dersom vi deraf, at vi ikke
kunne begrive Aarsagen, hvorfor der ikke er flere
Sole, vilde slutte, at der slet ingen var, eller at
et viist Væsen ikke kunde have sat den paa Him¬
melen, som vi see, hvor daarligt var da ikke Spørs¬
maalet, og hvor latterligt var ikke Slutningen?
Saa vanskeligt er det for den menneskelige
Forstand, i den vigtigste af alle Undersøgninger,
at følge de Regler, som den dog ellers iagttager
i alle naturlige Ting. Snart ere vi i vores egne
Øine saa ringe, at det mindste Mirakel, den rin¬
geste Forandring i Naturens sædvanlige Orden
synes for meget, om end Gud derved kunde bringe


213
et stort Tal af Siele til en høiere Fuldkommenhed,
hvilke, hvor ringe de endnu ere, dog i Ævighe¬
den kunne have en vigtig Jndflydelse paa Guds
store Riges almindelige Beste. Snart blive vi
igien saa store i vore egne Tanker, at vi ansee os
som Middelpuukten af den hele Skabning, og
spørge, hvorfor Gud ikke giør flere Mirakler?
hvorfor han ikke har gjort dem før? hvorfor ikke
daglig og for hvert Menneske især? hvorfor han
ikke uden Midler oplyser, forbedrer og saliggiør
os, og ved lutter Mirakler udretter alt det, hvortil
han ellers tilbyder os Midler? Den samme Cel¬
sus (), som paa et Sted betragter de Christne
som en Flok Myrer, der mene, at ingen For¬
andring skeer i deres Tue, uden at Gud siger
den forud; at han forlader hele Verdens Re¬
giering, og lader Stiernerne løbe vild, for at
sørge alene for dem; at de ligne Gud; at
alting er dem undergiven; at naar de forsee
sig, sender Gud sin Søn paa Jorden for at
frelse dem, o. s. v. Den samme Celsus spør¬
ger paa et andet Sted:  Hvorfor en Engel ikke
holdt Herodes, eller, som i Sodoma, giorde
dem blinde, som vilde dræbe Jesum? hvorfor
han lod ham flygte den lange Vei til Egypten?
Alle disse Jndvendinger mod Guds Huus¬
holdning i Aabenbaringen kunne de ikke med
samme
O. 3
(*) Origenes l.c. 1V. Bog, 3 Cax


214
samme Grund giøres mod hans Huusholdning i
Naturen? Den Gud, hvis uendelige Viisdom,
Godhed og Magt viser sig daglig i saa mange
Velgierninger, at er Menneske har Aarsag til at
betragte sig selv som Guds og Naturens Kiele¬
degge, hvorfor tillader han Hede, Kulde, Mørke,
Jordskielv, Pest, at plage et Kreatur, til hvis
Nytte og Fornøielse Jorden fornemmelig er skabt?
Tør vi derfor sige, at der ingen Viisdom og God¬
hed er i Naturen? Vi skulle aldrig kunne er¬
kiende disse Guds Egenskaber i nogen Gaves Ud¬
delelse, dersom vi vilde troe, at han ikke giver nok,
fordi han har Magt til at give endnu mere. Alle
Fornuftige vilde ansee dem for Daarer, som der¬
for nægtede Sandhed, Viisdom og Fuldkommen¬
hed i Naturen, og hvorledes skulle vi da ansee
dem, som, endskiønt Historie og Erfarenhed nøder
dem til at tilstaae Christi Lærdom en Virkning til
at forbedre og oplyse Menneskene, der langt over¬
gaaer alt hvad den menneskelige Forstand alene
har kundet udrette, dog ikke ville ansee den for
et guddommeligt Verk, alene fordi de ikke kunne
begribe, hvorfor denne Lærdom ei er bleven aa¬
benbaret før, og for alle Mennesker, hvorfor
ikke paa saadan en Maade, at ingen kunde tvivle
derom?
Men lad os forsøge, om Fornuften ikke
og kan besvare disse Spørsmaal, i det mindste li¬


215
gesaa vel, som man besvarer mange andre af
samme Slags, f. Ex. Hvorfor Lys og Varme ikke
uddeles i en lige Grad til alle? Men lad os til¬
lige erindre, at ligesaa daarligt som det var at
nægte Guds Viisdom i det, han har gjort i Na¬
turen, fordi vi ikke altid kan begribe, hvorfor han
ikke har gjort mere; saa daarligt var det og at
nægte Aabenbaringens Nytte og Fornødenhed paa
den Tid og i den Grad, hvori den er givet, fordi
vi ei kunde indsee, hvorfor den ikke er givet før og
med en høiere Grad af Klarhed.
Vi maae for alting vel indprente os den
Sandhed, at Gud baade efter Fornuftens Lys,
og efter Aahenbaringens eget Vidnesbyrd iagtta¬
ger i alle sine Virkninger, og følgelig i Naadens
saavel som i Naturens Rige, visse Regler, som
passe sig til Menneskets Natur og Tilstand; at
han giør ingen Forandring uden Midler, endskiønt
disse, naar Øiemerket ikke anderledes kan opnaaes,
ere uden for Naturens sædvanlige Orden; og en¬
delig at alle Forandringer skee uden Spring, da
Gud i Naadens Rige ligesom i Naturens fører
sine Skabninger igiennem visse Grader, af hvilke
den foregaaende er et Middel til den følgende, og
den ringere til den større, til det store Fuldkom¬
menheds Maal, som han har foresat sig. Naar
vi betænke dette, som kan tiene til at opløse mange
af de Jndvendinger, som giøres mod de aaben¬


216
barede Sandheder, er det ikke saa vanskeligt, som
det synes, at besvare begge Spørsmaal.
Hvad det første angaaer, nemlig, hvorfor
Aabenbaringen ikke er givet før, synes det af
den gamle Historie at være klart nok, at den større
Oplysning, som blev givet os ved Christi Prædi¬
ken, ikke passede til Menneskets Tilstand, førend
just i denne Tids=Punkt, som Skriften kalder
Tidens Fylde. De Nationer, som levede paa
den Tid, da den første Aabenbaring blev givet,
vare saa fordybede i Overtroe og Afguderie, at
de ikke vare skikkede til at tage mod en Lærdom,
der var saa høi, saa aandelig, saa afsondret fra
alt det Sandselige, og saa frie og ubunden i Hen¬
seende til Tid, Sted og Ceremonier, som den
Christelige. Endskiønt Gud gav den første Aa¬
benbaring til et Folk, som havde fælleds Herkomst,
Regiering, Sæder og Love, og som ikke var større,
end at det jo engang om Aaret kunde samles i
Templen, var det dog ved alle disse Midler, som
tillige paa det nøieste bleve forbundne med deres
timelige Lyksalighed, saa vanskeligt at holde dem
ved den eneste og sande Guds Dyrkelse, at de
hvert Øieblik forfaldt til de groveste Afguderier,
som gik i Svang hos deres Naboer. J saadan
en Tilstand var en almindelig Religion, der ikke
var bunden til nogen vis Tid, Sted og Ceremo¬
nier, ikke muelig uden en voldsom Forandring i


217
den menneskelige Natur, hvori Overbeviisning
og Frihed ingen Deel havde. Den første Aa¬
benbaring var et Middel til at berede Menneske¬
ne til at antage den sidste, og til at fæste den sande
Guds Kundskab saaledes hos et Folk, at den ikke
reent skulle uddøe; Gud maatte derfor, som A¬
postelen siger, see igiennem Fingre i Vanvit¬
tighedens Tid (*). Af dem, som vare uden
for den Jødiske Kirke, forlangte han kun, at de
skulle skye raabende Laster, som deres egen Sam¬
vittighed fordømte, og, naar de giorde det, ynke¬
des han over dem, som vi see af Niniviternes
Exempel. Den menneskelige Forstand maatte
deels ved den første Aabenbaring, deels ved Na¬
turens Betragtning beredes til et høiere Lys, og
da den endelig var kommen saa vidt, at den kiendte
en Himmelens og Jordens Skaber, endskiønt
ved det naturlige Lys alene endnu meget ufuld¬
kommen, og derfor, som Apostelen siger, uvi¬
dendes dyrkede ham; da i Tidens Fylde, da
Forstanden var skikket til aandelige og høiere Be¬
tragtninger, da nogle Viise, endog af Naturens
Lys, indsaae, at Gud var en Aand, der ikke
boede i Templer, som vare gjorte med Hæn¬
der; da var det Tid at opfylde den Mangel,
som endnu var tilbage, og som Fornuften selv
ikke kunde afhielpe; da var det Tid, ved særde¬
(*) A. G. 17.


218
les Tildragelser at giøre de Sandheder alminde¬
lig bekiendte, som nogle faa Vise alene havde sig
forbeholdne, og, som Apostelen siger videre, at
indbyde alle Mennesker allevegne. Havde den
sidste Aabenbaring været givet før, skulle vi
have manglet det Beviis for dens Nødvendighed,
som nu kan tages af Philosophiens Utilstrækkelig¬
hed paa en Tid, da den menneskelige Forstand i
andre Ting havde bragt det saa vidt. Origenes
og andre af Fædrene kunde ikke have havt saa
fornuftig og paa Overbeviisning grundet en Høi¬
agtelse for Aabenbaringen, som de havde, dersom
de ikke ved Philosophiens Hielp havde besiddet
saa høi en Grad af det naturlige Lys, som de
kunde ligne med det Aabenbarede. Ligesom Øiet
ved Morgenrødens svagere Skin beredes til at
tage mod det fulde Middags Lys, hvilket, naar
det paa engang frembrød, skulde, i stedet for at
oplyse, forblinde; saa maatte og den menneske¬
lige Siel ved den første Aabenbaring og den gamle
Philosophie beredes til at modtage det større Lys,
som den sidste Aabenbaring antændte. Og lige¬
som Skinnet af et klarere Lys allerbest fattes,
naar det holdes mod et svagere, saa tiente baade
den første Aabenbaring og den gamle Philosophie
til at indsee Nytten og Fuldkommenheden af
Christi Lærdom.


219
Vi see heraf, at endskiønt Gud, for at
opfylde en Hensigt, hvortil der ikke have været
tilstrækkelige Aarsager i Naturen, undertiden kan
komme de naturlige Kræfter til Hielp ved en
umiddelbar Forandring, iagttager han dog, saa
vidt mueligt er, baade i Forandringen selv og i
dens Følger den sædvanlige Orden, som er grun¬
det i hans Viisdom, og passer sig til Tingenes
Natur og Tilstand; og hvorfor skulde der ikke til
at naae Guds endelige Hensigt, undertiden be¬
høves en Forandring i et Led af Naturens Kie¬
de, hvortil Gud ikke uden at handle mod andre
Hensigter kunde have lagt Aarsagen i de natur¬
lige Tings allerførste Indretning ved Skabelsen?
Men skulle saadan en Forandring undertiden
være muelig og fornøden, er det da ikke meere ri¬
meligt, at Gud efter den overalt af hans Viis¬
dom iagttagne Sparsomheds=Lov frembringer
denne Forandring just til den Tid og i den Maa¬
de, som udkræves til at naae hans Hensigt, end
at han fra Begyndelsen af skulle have skabt en
lang Kiede af naturlige Aarsager, hvis Viæknin¬
ger i al den Tid enten havde været unyttige, eller
og stridige mod høiere Hensigter? Det er ligesaa
stort et Mirakel at opholde Tingene, som at skabe
dem; For Guds Magt ere begge Virkninger
lige; men da hans Viisdom udkræver, at ingen
Kraft i Naturen virker enten mere eller mindre


220
end hans endelige Hensigt tillader, saa er og en
Verden, hvori han til visse Tider og Steder giør
nogen umiddelbar Forandring, mere overensstem¬
mende med hans Viisdom, end en anden, som
bestaaer af lutter naturlige, men tillige overflø¬
dige Kræfter; Jo større Sammenhæng der er
i Naturen, des mere Forandring skulle saadanne
overflødige Kræfter giøre paa det Hele, og des
lettere kunde de hindre andre Hensigter. Det
er derfor saa langt fra, at overnaturlige Virk¬
ninger stride mod Guds Viisdom og Verdens
Fuldkommenhed, at tvertimod, jo mere Sam¬
menhæng der er i Tingene, og jo større den
Viisdom er, som regierer dem, des meere kunne
undertiden i saadan en Verden Mirakler behø¬
ves. Rummet nøder mig til at opsætte det an¬
det Spørsmaals Besvarelse til det næste Blad.
No. 74.
Fredagen, den 2 Octobr. 1761.
D¬
et andet Spørsmaal, som jeg lovede at be¬
svare i det sidste Blad: Hvorfor Gud
ikke aabenbarer sig oftere, og paa en for alle


221
begribeligere Maade, kan besvares af de sam¬
me Grunde. Gud virker i Naadens ligesaa lidt
som i Naturens Rige flere Forandringer, end der
just behøves til at naae hans endelige Hensigt i
den hele Skabning, og da denne Hensigt over¬
gaaer vores indskrænkte Begreb, bør det ligesaa
lidt komme os fremmed for, at Gud ikke oftere
paa en klarere og for alle Mennesker begribelig
Maade aabenbarer sig, som at alle Mennesker af
Naturen ikke ere lige kloge, lige sunde, lige stærke,
og Jorden overalt lige frugthar. Men have vi
og undersøgt, om saadan en Aabenbaring, som
vi forlange, var muelig? Gud kan, som en Aand,
ikke aabenbare sig umiddelbar for os. Vi kunne
ikke forestille os vores egen Siel uden af dens
Virkninger. Gud maae altsaa aabenbare sig
ved Tegn; men hvoraf skulle vi vide, at disse
Tegn komme fra det Høieste Væsen, uden deraf,
at de ere Virkninger, som overgaae alle endelige
Væsners Kræfter? De Tegn, som Gud har gi¬
vet os i Naturen, det Vidnesbyrd, som alle Tings
Sammenhæng, Orden og Overenstemmelse afleg¬
ge om en eneste, allerhøieste, uendelig viis, god
og almægtig Aarsag, ere de visseste Tegn, som
Gud kan give os, og den klareste Maade, hvor¬
paa han kan aabenbare sig. Jkke desmindre
kunne Menneskene blive saa vante til at see disse
Ting daglig for deres Øine, at de ikke opvække


222
nogen besynderlig Eftertanke eller Forundring.
De fleste Nationer have i mange hundrede Aar
henlevet i Vantroe og Afguderie. Jeg har viist
i det foregaaende, at den menneskelige Forstand,
behøvede just paa den Tid, da den var meest
dyrket, allermeest Opvækkelse, for at giøre sig
sunde Begreber om sin Skaber, og at de Philo¬
sophiske Beviser alene ikke vare kraftige nok til
at bringe Mængden til den sande Guds Kund¬
skab. Menneskene behøvede altsaa en Aabenba¬
ring; men den maatte tillige bestyrkes ved usæd¬
vanlige Tildragelser, ved Mirakler, som giorde
Folk opmerksom paa Lærdommen, og som gave
dem, der prædikede, den Myndighed og Anseel¬
se, som Fornuftens svage Beviis ikke kunde give
de Tiders Philosopher iblant Folk, som vare saa
forblindede af Overtroe. Saadanne Mirakler,
hvor store de end ere, ere dog aldrig saa fuld¬
komne Beviis paa Guds Egenskaber, som det
store Mirakel i Skabelsen og Forsynet, hvilket vi
see daglig for vore Øine. Jkke desmindre op¬
vække hine mere Opmerksomhed, men hvorfor?
uden fordi de ere mere usædvanlige. Dersom
saadanne Tildragelser bleve almindelige, dersom
vi saae Døde hver Dag opstaae, skulde de tilsidst
giøre ligesaa liden Virkning paa os, som de store
Vidnesbyrd, Gud har efterladt sig i Naturen,
hvilke ikke røre os mere, sust fordi vi see dem


223
daglig. Vi skulle ansee Mirakler som naturlige
Hendelser, saasnart begge vare sædvanlige, og
dersom den store Orden og Overensstemmelse, som
vi nu finde i Tingene, ikke kan overbevise os om
et Høieste Væsens Nærværelse og Virksomhed i
Naturen, skulde vi meget mindre troe, at et viist
og got Væsen regierede Verden, dersom Naturen
ikke fulgte nogen bestandig Regel eller Lov i sine
Virkninger, og dersom dens Orden hvert Øieblik
blev forandret ved umiddelbare og overnaturlige
Virkninger.
Usædvanlige Tildragelser, som stride mod
Naturens almindelige Love, kunne opvække Op¬
merksomhed hos et Kreatur, men de kunne ikke
oplyse og forvedre det, dersom de ikke forbindes
med en Lærdom, som kan overbevise Forstanden
og bøie Villien, og som kan tiene til Beviis, at
det Væsen, ved hvis Magt saadanne Mirakler
skee, vil Menneskets Beste. Om end saadanne
idelige Mirakler gjorde nogen Virkning paa Men¬
neskene, kunde dog den Virkning, saavidt den
kom af Miraklet alene, og ikke af Overbeviisning
om Lærdommens Sandhed og Nytte, ikke giøre
os viisere og bedre; Den opvakte kun en Træl¬
doms Frygt, som igien forsvant, saasnart vi bleve
vante til at see saadanne Hendelser ofte, ligesom
Pest, Jordskielv, Krig, Havsnød og andre Ting,
som ere de forskrækkeligste i Livet, giøre Menne¬


224
skene, naar de først blive vante dertil, sielden
bedre, men ofte haardere og meere forstokkede.
En forfærdende Lyd, en Torden, et hen¬
rykkende Syn, og andre umiddelbare og usæd¬
vanlige Virkninger af Guds Almagt, som hvert
Øieblik erindrede os om det Høieste Væsens Nær¬
værelse, kunde vel opvække en Skræk for dette
Væsen, som bevægede os til at efterleve hans
Befalinger med en Trældoms Frygt. Men de
kunde ikke give os Kierlighed, ikke Tillid til dette
Væsen. De lærte os ikke at kiende hans Viis¬
dom og Godhed; De viiste os kun en forfærden¬
de Almagt, en Despote, som med skrækkelige
Trudseler aftvang os en udvortes Lydighed, som
ikke forbedrede Forstanden og Hiertet. Nu deri¬
mod lære vi af Naturens Orden, og af en Aa¬
benbaring, som er stadfæstet ved Mirakler, der
vise, at den er given af Naturens Herre, at kiende
Gud som en viis Regent, og som en Fader; og
de, som ikke høre disse Vidnesbyrd, skulde vel,
som Frelseren siger, ikke heller troe, om de saae
yver Dag Dode opstaae.
Jdelige Afvigelser fra Naturens Orden
skulle desuden forvirre den menneskelige For¬
stand, som ikke kiender uden almindelige Sand¬
heder, der grunde sig paa en Overensstemmelse i
vore Erfaringer; dersom disse sloge alt for ofte
teil, dersom f. E. Jlden jevnlig lod af at brænde,


225
dersom vi saae Jernet ofte at flyde paa Vandet
og Træet at synke, blev alting uvist. Vore
Slutninger og Handlinger havde ingen sikker
Grund meer, og vi vare ikke i Stand til at skille
Sandhed fra Drømme og Jndbildning.
Men endskiønt vi have Aarsag til at troe,
at Guds Viisdom ikke tillader, at der jevnlig
skeer saadanne Mirakler, som kunne falde i vore
Sandser og fattes af os, have vi dog ingen Aar¬
sag til at nægte andre umiddelbare, men for os
skiulte Virkninger i Forsynet. Guds Viisdom
og Verdens Fuldkommenhed giver os, som jeg
sør har viist, meget mere Anledning til at troe
saadanne end til at nægte dem.
Naar Guds Hensigt udkræver en Foran¬
dring, hvortil der ikke er tilstrækkelig Aarsag i
Naturen, kan den skee paa tvende Maader:
enten ved skiulte Virkninger af Guds Almagt,
som ikke ere synlige for Menneskene, eller og ved
saadanne aabenbare Virkninger, som kiendelig
vise, at de komme fra en høiere Haand, og over¬
stige Naturens sædvanlige Orden. Endskiønt
denne sidste Maade at virke, paa synes ikke at
være overensstemmende med Guds Viisdom og
Menneskets nærværende Tilstand, uden naar saa¬
danne Virkninger behøves til at stadfæste en nye
Lærdom, er der dog ingen Aarsag, hvorfor vi
skulde nægte, at Gud paa den første Maade endnu


220
virkede umiddelbar, naar Kreaturenes Lyksalig¬
hed i visse Tilfælde udkrævede en Forandring i
Tingenes sædvanlige Løb, hvortil Gud ikke kunde
have lagt de fornødne Aarsager i Naturen, uden
at hindre større Hensigter. Jeg vil oplyse denne
Sag ved et Exempel. Sæt, at Lazari Sygdom
var efter naturlige Aarsager dødelig; der behø¬
hedes da et Mirakel til at bringe ham til Live.
Dette Mirakel kunde være skeet, uden at lade
ham først døe, og siden opvække ham, ved at
hæve den i Legemet skiulte Aarsag til Sygdom¬
men. Dersom Gud havde virket paa denne
Maade, havde det ligesaa vel været et Mirakel,
men Menneskene havde ikke vidst, om Forandrin¬
gen var naturlig eller ei; Miraklet havde været
skiult; Man havde ikke erkiendt Guds Finger i
denne Forandring, og den kunde derfor ikke heller
have tient til at bestyrke Christi Lærdom. La¬
zarus maatte altsaa døe og opvækkes. Men sæt,
at Gud, for at opfylde visse Hensigter, vilde for¬
længe et Menneskes Liv, paa en Tid, da der var
ligesaa liden Grund dertil i Naturen, som til
Lazari Opvækkelse; Sæt, at saadanne Tilfælde
forekom oftere; Mon Guds Viisdom skulde til¬
lade, at giøre det samme paa ligesaa aabenbare
en Maade, som den, paa hvilken han opvakte
Lazarus? Dersom Døde daglig opstode, hvilken
Forvirrelse skulde saadanne Hændelsers Forvent¬


227
ning ikke foraarsage i den menneskelige Tænke¬
maade, og i alle vore Handlinger? Da det deri¬
mod ingen videre Forandring giorde, om Gud
undertiden ved overnaturlige, men for os skitilte
Virkninger forlængede et Menneskes Liv over
Naturens Kræfter. Vi kunne altsaa nogenledes
begribe, hvorfor Guds Viisdom ikke tillader at
giøre jevnlig aabenbare Mirakler; men vi kunne
deraf ikke slutte, at det strider mod den samme
Viisdom, at forandre undertiden Tingenes na¬
turlige Løb ved umiddelbare, men for os skiulte
Virkninger, og endskiønt vi derfor ikke bør vente
saadanne, seer jeg dog ikke heller, hvorfor vi
skulle nægte dem, og hvorfor vi skulle ansee alt
hvad der skeer i Verden, som blot Mechanisk, og
som Virkninger af de Kræfter alene, som Gud
har lagt i den første Skabning. Den fornuftige
Slutning, som vi bør giøre af alt dette, er denne,
at ligesom vi ikke ere berettigede til at kræve no¬
gen Hielp af Gud, uden at bruge de Midler, som
han har aabenbaret os i Naturens og Naadens
Rige, saa bør vi og, naar vi følge denne Orden,
ikke indskrænke hans Almagt saaledes til de faa
Regler, som vi kiende af hans viise Huusholdning,
at vi ikke troe tillige, at han kan giøre meget mere
end alt hvad vi kunne bede eller forstaae,


228
No. 75.
Mandagen, den 5 Octobr. 1761.
M¬
ed al den Høiagtelse, som vi vise mod de
Gamle, søge vi sielden at efterligne dem i
det, hvori de virkelig fortiene at tages til Møn¬
stre. De Gamle elskede deres Fædreneland,
deres Historie og deres Sprog. Vi foragte
vores og tilbede deres alene, fordi det er frem¬
med og gammelt. De skreve for at opbygge
deres Landsmænd af alle Kiøn og Stænder.
Deres Efterkommere skrive paa døde Sprog alene
for at beundres af nogle faa Lærde. De agtede
Menneskets og Borgerens Pligter, Sædelæren
og Statskonsten for de vigtigste Dele af Philo¬
sophien; De søgte at giøre deres Lærdomme fat¬
telige for den sunde Fornuft, og at forestille dem
paa saadan en Maade, at de kunde røre Hiertet;
De indklædte dem i Samtaler, i Fabler, i mo¬
ralske Beskrivelser og Caracterer, i Satirer,
Helte= og Lære=Digter; De forenede paa Skue¬
pladsen Poesien og Musiken med Sædelæren, for
at give de strenge og alvorlige Pligter en mild og
yndig Anseelse. Alt dette var hos dem Virk¬


229
ninger af den Socratiske Læremaade, en Philo¬
sophie, som vi siden have indskrænket til den Vi¬
denskab, som Aristoteles først gav Navn, og af
hvilken de Gamle, i Mangel af Aabenbaringens
Lys, forstode langt mindre end vi, nemlig Me¬
taphysiken. Denne og Logik var det, som vore
Lærde alene fandt værdige at beære med det agt¬
bare Navn af Verdslig Viisdom, og de to yp¬
perligste af Aristotelis Verker, hans Stats=Vi¬
denskab og Tale=Konsten, just disse, i hvilke de
Gamle havde saa stor en Styrke, dem have de
sielden læst, og endnu mere sielden brugt og efter¬
lignet. De Gamle skreve Historier for at danne
Statsmænd og Helte, ved at undersøge de bor¬
gerlige Handlinger efter Grund-Reglerne af Sæ¬
delæren, Stats= og Krigskonsten, for at vise os
Aarsagerne og Følgerne af de vigtigste Stats¬
Forandringer, og for at belønne Heltene med
værdige Berømmelser, og opmuntre andre ved
ligesaa rørende Taler, til at efterfølge dem. De¬
res lærde Fortolkere have læst disse Historier, de
have oversat dem, og skrevet store Forklaringer
derover, uden at forskaae mere end Sproget, uden
nogen Jndsigt i Sædelæren eller Statskonsten.
De have bekymret sig mere om de Gamles Klæ¬
dedragter, om Navnene af deres Guder, deres
Skiøger, deres Gader og Torve, deres Maade
at spise og drikke paa, end om de Love, de Leve¬


230
Regler, ved hvilke de udrettede de store Ting,
som vi nu omstunder baade beundre og belee, uden
at kunne give anden Grund derfor, end at de
fleste, som fortælle os disse Ting, hverken have
Skiønsomhed til at fatte de Gamles Grund¬
Regler, eller Hierte til at efterfølge deres Dyder.
De Gamle forestillede i deres Helte=Digter, deres
Sørge=Spil, deres Mynter, deres Støtter, be¬
rømmelige Mænd af deres eget Folk, for at giøre
Fædrenelandet Ære, og opmuntre deres Lands¬
mænd til at træde i Fædrenes Fodspor. Naar
vi derimod ville giøre en Sang, eller opføre et
Skuespil til Dydens Ære, er ingen af vore egne
Helte værdig til at træde frem paa Skuepladsen;
Grækenland og Rom alene har kunnet frembrin¬
ge saadanne Personer. Efterkommerne maae
slutte, at de Folk, som nu leve i Verden, ikke
have gjort noget merkværdigt. Aarsagen er ofte
alene, at et Dansk, et Engelsk, et Fransk Navn
ikke skulde klinge saa vel i vore Ørene som et
Græsk eller Latinsk. Ville vi pryde vore Haver,
vore Tørve, vore Spadsere=Gange med billeder
og Støtter, da er det Apollo, Mars, Herkules
og andre gamle fabelagtige Personer, som ved
saadanne Erindrings-Tegn fortiene at foreviges
iblant os. See dette er den sande Lærdom, den
grundige Viisdom, som man ophøier saa langt
over Boileaus Skiemt og Mailtons Løgne, over


231
de Regler i Veltalenheden, som den flygtige Bat¬
teux har givet, og den nye Smag, som Engel¬
lændernes Grublen og de Franskes Letsindighed,
har indført i Konsterne, Videnskaberne, Digte¬
Konsten og Historien.
Mynter ere de eneste af vore Tiders Ar¬
beider, hvori det er tilladt at fremvise noget af
vort eget, men denne Frihed strekker sig ikke videre
end til Ansigterne; Klæderne og Overskrifterne
maae være Græske eller Romerske. For at be¬
tage nogle af mine Læsere den stolte Tanke, at
jeg i alting ikke sigter uden paa dem, og at de ikke
heller skulde giøre mig den alt for store Ære at
troe, at jeg er det eneste Menneske, som kunde
falde paa at sige saa forhadte Sandheder, vil jeg
i dette Blad indføre nogle Anmerkninger over de
skiønne Konster, tagne af Universal Magazin for
October 1752.
S¬
tene og Mynter ere de tilforladeligste og rig¬
tigste Efterretninger, som vi have om de
forbigangne Tider, da de forestille os Navnene,
billederne og de merkværdige Handlinger af de
store Mænd, som have levet for henved to tusinde
Aar siden. Det støbte Kobber, eller det haarde
Marmor antager ved Bildhuggerens Konst en
Alexanders, en Socratis, en Cæsars, en Vir¬


232¬
gils, en Erasmi, en Carl den Femtes Gestalt.
Det er denne Konst, som vi have at takke for den
Fornøielse, at vi endnu kunne see og betragte dem,
som have været de forbigangne Tiders Prydelser,
og at vi have Alderdommens fortreffelige Møn¬
stre for Øine, for ved dem at opmuntres til dy¬
dige Handlinger og Helte=Gierninger. Dette
var den første Hensigt af denne ædle Opfindelse,
og just det, som forskaffede den saa almindeligt
et bifald i Verden. Men ak! hvor skamme¬
lig er den ikke overalt forandret og fornedret!
Gaaer jeg f. Ex. ud at spadsere i en offent¬
lig Have, som med store Bekostninger er prydet
med en Mængde af billeder og Støtter, er det
da ikke naturligt at formode, at saadan en Ødsel¬
hed af den fineste Marmor, som er udgravet af
de største Konstnere, har til Hensigt at give os
nogle nyttige Regler og Efterretninger? Min
Nysgierrighed leder mig til det første billede,
som jeg seer. Efter nogen Betragtning finder
jeg, at det forestiller Cephalus og hans Hund
Laelaps, Ting, som ere kuns af liden Betyden¬
hed for at opvække min Opmerksomhed. Ligesaa
lidt kan jeg begribe, hvortil det nytter at see, paa
hvor behændig en Maade Proeris tager en Piil
imellem sine Fingre, for at giøre Cephalus en
Foræring deraf. Lidt længere hen finder man
et billede af Ceres, af den Gud Pan, eller af


235
en anden fabelagtig Gud, som de fleste ikke kiende
noget til. Paa et andet Sted bliver Orithyiæ
Bortførelse ved Boreas, eller en anden saadan
Fabel forestillet mod alle de Regler af Ærbar¬
hed og Velanstændighed, som bør iagttages baade
i Husene og paa offentlige Steder.
Det er langt fra, at jeg tænker, at vi
skulde sætte alle verdslige Historier tilside, eller
ansee alle de gamle Mesterstykker, som uværdige
til at efterlignes af os. De skiønne Støtter eller
Malerier til Versailles og i andre Kongelige Pal¬
ladser have visselig havt til Hensigt at opmuntre
Konsterne og at forbedre Smagen. Vi kunne
ikke heller nok beundre disse fortreffelige Mønstre.
Men paa den anden Side viser det en be¬
synderlig Overtroe og en meget indskrænket Tæn¬
kemaade, at ikke finde Smag i andet end i det,
som er gammelt, og uden Ende at tage Efter¬
lignelser og Tegninger af disse Mønstre. Lad
os efterligne de Gamle saaledes, som Addison og
Pope have efterlignet dem. Disse undersøgte vel
de Græske og Romerske Digtere, for at danne
deres Smag; men de holdt det derfor ikke for¬
nødent at skrive paa Græsk eller Latin, eller i
alle Stykker at være slaviske Efterfølgere af dem.
De tænkte selv, og frembragte noget Nyt af deres
eget. Saaledes burde og Bildhuggerne og Ma¬
lerne giøre, og ikke altid blive ved det samme,


2541
uden at kunne forestille os andet end en Apol, en
Diana, en Herkules, en Faunus og andre saa¬
danne forslidte Billeder.
Havde Grækerne ikke været andet end sla¬
viske Efterfølgere af Egypterne, da havde vi ikke
havt andet end lutter Egyptiske Tegninger og
Afmindelser, da de nu tvertimod, ved at forbe¬
dre Konsten, have brugt den til at give Folket i
Grækenland nyttige og offentlige Efterretninger
om deres eget Lands Merkværdigheder. Alle
deres Spadsere=Gange og offentlige Steder vare
fulde af Billeder af berømte Krigs=Helte, Øvrig¬
heds=Personer, Lovgivere, Philosopher, Byg¬
mestere, Talere og andre berømte Mænd. Naar
de kom paa de Steder, kunde de vise hinanden
en Draco, en Solon, eller en Aristoteles. Her
stod en Stifter af en berømt Secte, hisset en tap¬
per Anfører; Fast ved hvert Skrit paa Gaderne
eller Torvene i Athenen kunde de lære noget nyt¬
tigt af Sædelæren eller Historien. Saaledes
blev enhver bekiendt med de Personer og Ting,
som i forbigangne Tider havde været merkværdi¬
ge, og den Ærbødighed, med hvilken man ihu¬
kommede dem, som i adskillige Stænder have
adskilt sig fra Hoben, var ligesaa mange Opmun¬
tringer for andre, til at giøre sig den yderste
Flid i deres adskillige Forretninger og Foreta¬
gender.


235
Der er intet, hvorom man mere taler
iblant os, end om Smagen; Men jeg troer, at
vi skulde give bedre Prøver deraf, dersom vi i
Stedet for alle disse Billeder af den gamle Fabel¬
Lære, og de gamle Forvandlinger, opfyldte vore
offentlige Pladser, Haver og Cabinetter med saa¬
danne Figurer, som kunde tiene til at forbedre
vores Forstand, og forevige saadanne Mænds
Jhukommelse, som fortiente at sættes til Mønstre
for Efterkommerne. Hvor fornøieligt og tillige
opbyggeligt et Syn skulde det være for os, naar
vi i en stor billed-Sal fandt paa den ene Side
alle vore berømteste Generaler, paa den anden
alle dem, som havde indlagt sig meest Ære i Vi¬
denskaberne, og paa den tredie dem, som vare
blevne Navnkundige ved deres Opfindelser og
Forbedringer i Konsterne og i Handelen, med
saa Ord, naar vi med et Øiekast kunde oversee
alle dem, som ved deres Mod, deres Lærdom,
deres nyttige Opdagelser og utrettede Flid, have
forøget deres Fædrenelands Velstand. Vi maatte
ikke heller ganske udelukke dem, som i de andre
Dele af Verden havde gjort sig berømte, for at
vise, at Dyd og Videnskab fortiene ovexalt,
hvor vi finde dem,, at elskes og æres. Naar
Erasmus, Kuster eller Faust have gjort sig for¬
tiente af det hele menneskelige Selskab, bør deres
Afmindelse være os ligesaa dyrebar, som den er


230
for deres egne Landsmænd, og de have ligesaa
stor Ret til at æres med Støtter i London, som
i Rotterdam, Harlem og Mayntz. Skulde der
være nogen, som ikke ønskede paa en offentlig
Spadsere=Gang at see, i Stedet for Marsyas
og Jrions Støtte, Huygens billede hos New¬
tons, Malebranche hos Locke, Ludvig Elzevir
hos Robert Stephan, og Lord Arundel ved Si¬
den af Colbert.
Paa denne Maade kunde vi snart faae en
almindelig Kundskab i Historien, og naar vi
gjorde vore Spadsere=Gange ligesaa beqvemme til
Underviisning, som til Fornøielse, kunde vi blive
lærde uden engang at læse. Men det lader, som
om vi baade i Bildhugger= og i Maler=Konsten
bekymre os saa lidet om Sandheden, og at det
Fabelagtige alene er i Moden. Vi finde ingen
Smag i Historien, dersom den ikke forbedres med
saadanne Tillæg, og vi ere deri allerede komne
saa vidt, at vi ikke meere kunne kiende vort eget
Folks Levemaade og Sæder for hundrede Aar
siden, af de Beskrivelser, som vi have. Vore
Ædle og Store skamme sig ved at lade sig see i
en Engelsk Dragt ved Hoffet, eller for i Spidsen
af en Krigs=Hær. De maae males som Græ¬
kere eller Romere, om de skulle have nogen Ære
deraf. Lader en Huusfader eller en anden lærd
Mand sig afskildre, har Maleren, i Stedet for


237
deres rette og sædvanlige Dragt, hvoraf Efter¬
kommerne engang kunde kiende, til hvad Tid de
have levet, Hovedet saa fuldt af Alderdommens
Prydelser, at det hele Malerie maae være i den
gamle Smag. En Adelsmand maae udrustes
med et Harnisk, som en Krigs=Gud, og hans
Hoved prydes med en Paryk, som er lagt i de
ziirligste Lokker; hvor vel skikke disse Ting sig
ikke sammen? Maleren giver saaledes ofte en
Borger en Krigerisk Dragt med blotte Arme,
ligesom det var en Romersk Feltherre; og en
Philosoph forestilles i sin Studerestue med Nat¬
hue og Slobrok, i saa selsom en Dragt, at man
skulde troe, at Maleren havde villet tegne os en
Moskoviter eller en Jndbygger i Tønquin.
No. 76.
Fredagen, den 9 Octobr. 1761.
D¬
er er Pedanterie i alle Stænder, og dog
holder enhver sin Stand frie derfor. Sol¬
daten troer, at Pedanteriet alene har sit Sæde i
den Lærdes Studere=Kammer; og den Lærde
meener, at det findes ingensteds mere end paa


238
Parade=Pladsen. Enhver er forelsket i sin Stand,
og ønsker derfor gierne at finde Feil hos en an¬
den, for at kunne giøre sig selv den Kompliment,
at han har udvalgt den beste.
En Særsindet kalder ofte en ligegyldig og
almindelig Sædvane Pedanterie. Magisteren
maae lee af mig saa meget han vil, fordi jeg
kysser et Fruentimmer paa Haanden. Er jeg
en Pedant, saa er jeg i det mindste en føielig
Pedant; og jeg vil i en ligegyldig Sag heller
begaae en Daarlighed, for ikke at legge mig ud
med alle Folk, end være klog, for at beholde
Magisteren til Ven. Da Diogenes vilde ikke
reise sig for at gaae Alexander i møde, gik A¬
lexander af Solen for at føie Diogenes. Mange
skulde maaskee være stolte nok til at giøre det
samme som Diogenes; men faa skulde, som
Alexander, have Høimodighed nok til at lempe
sig efter en Pedant.
Naar man paa engang treffer to Pedanter
af adskillige Stænder, kan man ved dette Syn
blive overbeviist derom, at en Feil kan have me¬
get ulige Skikkelser, og dog blive endnu den
samme Feil. Denne Fornøielse havde jeg forle¬
den, da Clitander og Sommelius mødte hinan¬
den uden for mine Vinduer. Sommelius gik
langsom henad Gaden, men den ene Haand i
Barmen og den anden i Vest=Lommen, han saae


239
sielden i Været, og naar han engang giorde det,
trakte han Øinene ligesaa hastig tilbage og blev
rød, som om nogen havde bemerket ham; ved
hvert Øiekast var han saa bange, som om hele
Gaden vidste, at det var Sommelius, og gav
ikke agt paa andet end paa ham. J hans An¬
sigt var en tvungen Alvorlighed, som naar man
vil undertrykke en indvortes Glæde, der dog mod
vores Villie udbryder. Jeg merkede let af den
Mine, han giorde til de unge Studentere, der
mødte ham, an han i Gaar maatte have været
til Examen, og faaet en berømmelig Caracter.
Han hilsede ingen uden med stor Eftertanke, og
betragtede dem meget nøie, for at merke, om de
ogsaa vidste, at han var den Person, der havde
staaet sig saa vel. Clitander derimod havde en
frie og skiødesløs Gang; hans Øine spillede
imellem begge Siderne af Gaden. Naar nogen
mødte ham, tog han saadan en Stilling an, som
gav tilkiende, at han gik dem i møde, alene for
at udbede sig deres gunstige Dom om hans Per¬
son; gik En forbi uden at merke ham, den for¬
fulgte Clitander med et foragteligt Øiekast, som
bebreidede den anden sin Uagtsomhed; men saae
man efter ham med en Opmerksomhed, som til¬
kiendegav nogen Høiagtelse, da opklaredes Cli¬
tanders Ansigt, og han undersøgte sin hele Per¬
son, for at finde, hvori de Fortienester laae, som


240
havde gjort andre saa agtsomme, om det var den
smukke Læg, eller den nette Skoe, som man be¬
undrede. Saa ulige Personer, som disse, kunde
ikke andet end blive hinanden vaer, længe førend
de kom sammen. De lavede sig og begge til at
tage imod hinanden med den Foragt, som enhver
troede, at den anden fortiente, og som ---
de fortiente begge. Jeg merkede, hvor Som¬
melius lagde sit Ansigt i Folder, for at udfinde
den Mine, som var beqvemmest til at vise hans
Modstander, at han ingenlunde var findet til at
give ham Fortrinet for en Person, som offentlig
havde fortient saa megen Berømmelse for sin
Lærdom. Men Clitander forsømmede ikke heller
noget paa sin Side, hvorved han kunde give sin
Person en Glands, som i det mindste maatte
afnøde den anden et misundeligt Øiekast.
Jkke alle Pedanter ere lige utaalelige; de
ere ikke heller alle lige skadelige. Der er et
Slags Pedanterie, som alene fortiener at belees;
men der er et andet, som har alt for alvorlige
Følger, til at man skulde lee deraf. Enhver i
Byen veed at sige, at Orgon er hovmodig, og
jeg troer det selv; thi Orgon har kun liden For¬
stand og stor Lykke. Men ingen taler om hans
ærværdige Svoger, da jeg dog er vis paa, at
han har langt større Mod end Orgon, endskiønt
han skiuler det med et heldende Hoved og en kry¬


241
bende Gang. Det er sandt, naar jeg taler med
Orgon, maae jeg ikke glemme at ophøie hans
Fortienester mod mig; jeg maae nøie passe paa
at nævne hans Titel ved hvert Ord; glemmer jeg
det engang, stiller han sig an, som om han ikke
hørte, hvad jeg sagde, og med et koldsindigt Hee!
nøder mig til at sige de samme Ord igien, for at
rette min Feil; men naar jeg iagttager dette, er
Orgon for resten høflig, og begegner mig aldrig
med Foragt. Men hans Svoger - - - ja jeg
takker Gud, at jeg ikke kiender ham; men dette
veed jeg, at han spildte en af mine Venners Lykke,
der engang kom ind til ham uden at lade sig mel¬
de; og man fortæller om ham, at han alletider
staaer inden for Vinduet, for at bemerke, om
hans Clienter tage en ærbødig Mine, naar de gaae
forbi hans Huus. Kort: en hovmodig Pe¬
dant, som tillige er egensindig, og har nogen
Magt i Hænderne, er et af de fæleste Skabnin¬
ger i mine Øine.
Jeg finder saadan en Mængde Pedanter,
hvor jeg seer mig om, at jeg umuelig kan give
et fuldkommen Portrait paa dem alle. De ere
ogsaa ofte saa ubestandige, at de forvandles un¬
der mit Øiesyn, og have saa uvis en Caracter,
at jeg ikke veed, fra hvad Side jeg skal angribe
dem. Jeg vil alene forsøge at udkaste nogle


tiotif
242
enkelte Grundtræk til en eller anden, ligesom de
først forekomme mig.
Struma lovede i Gaar at vilde giøre mig
en Velgierning; jeg skulde komme til ham i
Dag Klokken Ti. Gud veed, jeg trængte haardt
til den. Jeg kom et halv Qvarteer til Elleve,
han lod mig gaae, og kaldte mig Utakgemmelig.
Den Podant!
Far blen, sagde den unge Msr. Fran¬
en, hvor gior det en agreable tems i Dag!
Ja, svarede Magisteren, Sandserne synes at
ville have Hetredommer over de høiere Sie¬
lens Kræfter. Efter=Aarets Yndigheder
smile ret i Dag den kiele Ungdom i møde.
Derpaa tog denne skiønne Aand Ordet, som i
Gaar kiøbte en græsk Grammatika, for i Dag
at læse i Pindar.
Roes engang Serpil for at være en stor
Satyrieus. Hvad gielder? Han skal giøre For¬
søg med sine Stikpiller paa dig selv. Du er hans
Ven? Det skader ikke, naar kun Serpil kan
hedde vittig, saa opofrer han gjerne sine beste Ven¬
ner. Jeg hørde ham engang sige til sin Moder:
Mama, jeg troer ikke, at F* har været min
Fader; thi alle sige, at han var saadan en ærlig
og enfoldig Mand.
Astulph lader sig aldrig see paa Gaden
uden med sin Tiener efter sig. Han seer hvert


Øieblik tilbage, og kalder Tieneren til sig. J
Forgaars kaldte man Aftulph et Kiødhovet, i
Gaar fik han en Titel, i Dag har han allerede
faaet Ja paa den vittige Frøken F.. Den
lykkelige Pedant!
Du kan giøre Emil til en Religions¬
Spotter, alene ved at vise dig bestyrtet over hans
Ugudelighed. Han fortæller dig, hvor mange
Fruentimmer han har forført; hvor tidt han har
lagt i Rendestenen. Troe ikke et Ord deraf;
han digter det altsammen, for at kunne holdes for
en munter Skielm.
Herr von Tyvoe maae være en Pedant,
det kan ikke feile; thi hans Tienere ere grove og
uhøflige. De tilsige mig altid at møde i For¬
Gemakket tre Timer førend Herren giver Audien¬
ee; en af dem har stødt en Supplikant ned af tre
Trapper, for at giøre sin Herre Plads, og Her¬
ren kaldte Supplikanten, da han laae neden for
Trapperne, en næsviis Karl.
Den unge Julius tør intet tale i sin Fa¬
ders Nærværelse. Spørger on ham om noget,
da svarer han ikke, men seer paa sin Fader - - -
Hvem hans Fader er? - - i Det er ham, som
alletider gaaer med de fire Drenge-Børn, der ere
lige=ens klædte; Har du ikke hørt om en Mand,
hvis Datter blev forført, fordi hun ikke maatte


tiske Tilsk
244
gifte sig, førend hendes ældre Syster var for¬
synet - -
Lupin, min gamle akademiske Ven, tog
fat paa mig i Gaar paa Gaden, og talte med
mig over en halv Time. Jeg kunde ikke begribe,
hvad der var Aarsagen til den overmaade Mild¬
hed, der opklarede hans Ansigt, unens han ta¬
lede, da det er første Gang Lupin har vildet see
til mig, siden den Tid han vandt den store Sum
i Lotteriet. Jeg bildte mig stadig ind, at nogen
havde sagt Lupin, at jeg havde faaet en Titel,
og at han derfor holdt mig sit Venskab værdigere
end tilforn. Jeg var allerede i færd med at for¬
sikre ham vidtløftig om, at min nye Værdighed
ikke i ringeste Maade havde forandret mig, da
jeg blev et uagt Fruentimmer vaer, som stod i et
Vindue lige over for ham. Nu merkede jeg
først, hvorfor Lupii havde talt til mig, og at
det ikke var mig han talede med, men Jom¬
fruen.


245
No. 77.
Mandagen, den 12 Octobr. 1761.
D¬
et, som jeg i de foregaaende Blade har sagt
om den Christelige Religions Fortrin for
alle de Systemer om Gud, som vare bekiendte i
Verden paa den Tid, da den først blev prædiket,
kan uden Tvivl ansees for en af de vigtigste Aar¬
sager til dens hastige Udbredelse. De alminde¬
lige Meninger om Religionen og den offentlige
Gudsdyrkelse vare da saa fulde af Overtroe, at
den sunde Fornuft behøvede kuns liden Oplysning,
for at indsee deres Urimelighed, og Philosophien
var i Mangel af et høiere Lys, som kunde lede
de Verdslige Vise i deres Undersøgning, saa fuld
af Tvivl, at de Klogeste og Oprigtigste, som So¬
crates, ikke kom videre, end til at erkiende For¬
nuftens Utilstrekkelighed, i det, som var Menne¬
sket allermeest magtpaaliggende at vide. Saa
meget som disse Omstændigheder maatte befordre
Religionen paa en Tid, da den endnu var nye,
og blev prædiket i sin fulde Reenhed, da den endnu
hverken var blandet med Philosophie eller Over¬
troe, og da Philosophien, uden at være endnu


246
bestraalet af Aabenbaringens Lys, var ligesaa
nøgen og mørk, som den uden Aabenbaringens
Hielp skulde have været endnu, og den alminde¬
lige Guds Dyrkelse ligesaa ufornuftig og van¬
skabt, som den altid maae blive, naar de, som
anføre Hoben, ville opfylde Fornuftens Mangler
ved opdigtede Lærdomme og Vunderverk. Saa
meget, siger jeg, som disse Omstændigheder da
maatte befordre Religionen, saa meget maatte de
menneskelige Tillæg og Misbrug, med hvilke den
siden blev opfyldt, hindre dens Fremgang, især
naar man i denne Tilstand sætter den imod en
Philosophie, som er stolt af det Lys og af de For¬
bedringer, som den har Religionen alene at takke
for. Da jeg satte mig for at udføre disse Be¬
tragtninger videre, fandt jeg et Brev i Gentle¬
manns Magazine, for April-Maaned 1760. p. 171.
hvor Forfatteren har afhandlet denne Materie,
og oplyst den med saa mange Store Læreres Vid¬
nesbyrd, at jeg gierne opofrede den Ære at levere
Læserne en Original, for at kunne sige Dem det
samme med andres Ord. Har jeg, tillige med
Forfatteren, og alle dem, hvis Vidnesbyrd han
anfører, taget Feil, kan man dog ikke beskylde
mig for at have i saa vigtig en Sag søgt Ære i
at sige noget Nyt, og man skal altid finde mig
ligesaa villig, som Forfatteren, til at tilstaae den
Sandhed: At Mennesker tunne tage feil.


247
Jeg ønsker intet meer, end at man ved Brevets
Giennemlæsning stedse vil tænke paa denne Sand¬
hed, som er saa vigtig en Lærdom i den Prote¬
stantiske Kirke.
D¬
et har ofte givet mange fornuftige Folk An¬
ledning til Forundring, at Christendom¬
men, som blev saa hastig og almindelig antaget,
da den i en oplyst og sleben Alder blev prædiket
af nogle faa enfoldige og ulærde Fiskere, nu om¬
stunder enten tager af, eller i det mindste ikke
giør mere saa stor Fremgang i Verden, paa en
Tid, da den baade beskyttes af saa mange mægti¬
ge Fyrster og læres med saa megen Nidkiærhed af
lærde og dygtige Folk, som ved de stærkeste Grunde
bevæges til at paatage sig dens Forsvar.
Det er let at oplyse denne Vanskelighed,
dersom vi give os Tid til at undersøge Verdens
nærværende Tilstand og Beskaffenhed. Vi skulde
da uden Tvivl finde, at den har sin Grund i
mange Aarsager, som jeg nu ikke kan opregne
alle, og derfor vil indskrænke mig alene til de
tre følgende:
1) Den liden Omhyggelighed, som de fleste
Christne vise for at efterleve alle Grundreglerne
af den Religion, som de bekiende, er uden Tvivl
det største Anstød for dem, som endnu ikke have


248
antaget den. De kunne neppe forestille sig, at
de Christne selv virkelig troe denne Religion, naar
de see dem handle tvert imod alle dens Befalin¬
ger, og at overtræde selv de Love,, om hvis Nød¬
vendighed og uomgiengelige Forbindelse de vilde
overbevise andre. De Vantroe, som forundre
sig over at finde saa megen Grumhed, Gierrighed
og Troløshed hos Christne, ere tilbøielige til at
slutte deraf, at en Religion, som ikke giør bedre
Virkninger iblant dens egne Bekiendere, kan ikke
have en Guddommelig Oprindelse. Man kan
ikke heller vente, at saadanne skulle have Lyst til
at antage den Christne Religion, saa længe de,
som allerede bekiende den, ikke indrette deres Levnet,
og Handlinger, saa vidt den menneskelige Skrø¬
belighed tillader, efter dens Himmelske befal¬
ninger. Denne Betragtning bør derfor nødven¬
dig forpligte alle Christne, som have nogen Høi¬
agtelse for deres store Lærer, og ønske, at hans
Religion maatte blive almindelig antaget i Ver¬
den, til at leve selv efter de Love, som han har
givet dem, saaledes, at de Vantroe deraf kunde
see, hvor uendelig Christendommen overgaaer alle
de falske Maader at dyrke Gud paa, som nu
findes i Verden, og derved overtales baade til at
antage og udøve den.
2) De mange menneskelige Tillæg, som ere
føiede til Troens Lærdomme, og de Misbruge,


249
som ere indførte i de Christnes Gudsdyrkelse, efter
den Tid, da Evangelium først blev prædiket, have
gjort meget til at hindre dets almindelige Anta¬
gelse i Verden. Den Christne Religion var saa¬
ledes, som den først blev foredraget, klar og en¬
foldig. Man forlangte kuns af de første Christne,
at de skulde bekiende: JE S US at være Mes¬
sias Guds Søn. Dette sees klarligen af de
ørste Troes-Bekiendelser, og af den hele Skrift.
Da den Æthiopiske Kammersvend forlangte at
døbes i den Christne Religion, sagde Philippus
til ham: Dersom du troer af dit ganske Hier¬
te, maae der skee. Ap. Giern. 8, 37. og han
svarede: Jeg troer, at Jesus Cyristus er
Guds Søn. Dersom du bekiender den
Herre Jesum med din Mund, og troer i dit
Hierte, at Gud opreiste ham fra de Dode,
da skal du blive salig. Rom. 10, 9. Hvor
meget Christendommen siden er bleven fordervet,
er en bedrøvelig Sandhed, som dens ivrigste For¬
sægtere ikke kunne nægte; Man kunde i de føl¬
gende Tider sige som Prasmis Koterodamus:
ingemdsa res esse Cbristianum, at der ud¬
krævedes megen Kløgt til at være en Christen.
Denne Maade at prædike Evangelium har for¬
skaffet dets Fiender store Fordele, og givet dem
Anledning til at giøre saadanne Jndvendinger,
som ofte have meget Skin af Rimelighed. Lord


250
Bolingbroke anmerker i hans Breve til Pope
p. 279, at Evangelii Prædikanterne ikke ere for¬
nøiede dermed, at Guds aabenbarede Ord, baade
det gamle og det nye Testamente, er bekiendtgjort
i Verden saavel ved Originalen selv, som ved
gode Oversættelser, og at det ikke heller er dem
nok, at have fastsat alene saadanne Troens Ar¬
tikle og Grund=Lærdomme, som ere klarligen
aabenbarede i Evangelio; men de forlange endog,
at vi skulle troe og bekiende os til et konstigt Sy¬
stem, som de selv have sammensat, og hvorved
den fande Christendom forvikles i en Mængde af
Stridigheder, som hverken have deres Grund i
den naturlige eller aabenbarede Religion, men ofte
ere stridige mod begge. Bolingbroke var en
Fiende af den Christelige Religion, og hans Ord
gielde derfor i denne Sag ikke videre, end til at
bevise, at Christendommens Fiender virkelig deraf
tage saadanne Beviis, til at bestride den, som ere
saa meget mere farlige, som de tages af Religio¬
nen selv, og grunde sig paa Klagemaal, som vore
beste Lærere selv maae tilstaae. Den lærde Bi¬
skop af Cloghers bekiender selv det samme i hans
Vindication i1 O. p. 8. hvor han siger: "At
saadan en Maade at lære Religionen er bru¬
gelig ikke alene i Pavedommet, men og i de
Protestantiske Lande. Den lærde og gud¬
frygtige Dr. Hammond, naar han i hans


251
View of tve Directory roser den Enfoldighed,
og Korthed, med hvilken Lærdommen fremsættes
i vores Catechismo, siger: at dersom vi altid
bleve ved den Enfoldighed, og fremsatte ikke
en større Mængde af Troens-Artikle, end dem,
som Apostlerne have troet, og som ere fore¬
dragne i vores Catechismo, og lod alle de vigti¬
ge Lærdomme om Daabens Løfte og alle Guds
befalinger blive saaledes, som de ere forkla¬
rede af Christo, er jeg vis paa, at der ikke
skulle være saa mange iblant os, som hadede
og fordømte hinanden, (hvilket gemeenlig er
Virkningen af mange Meninger og Forklarin¬
ger,) mere Gudsfrygt og Kierlighed, og saa
sand en Christendom blant de Christne og Pro¬
testanterne, som der hidindtil kuns har været
lidt deraf. Det største Anstød, som hos alle
Nationer, og til alle Tider har hindret Evange¬
lii og Sandhedens Fremgang har været en hyk¬
kelsk Nidkierhed for at indføre med Magt en ind¬
bildt Overensstemmelse i Meninger, som i sig selv
er umuelig, i stedet for den sande Christelige
Enighed, som er grundet paa Oprigtighed, Kier¬
lighed, og en indbyrdes Fordragelse, som er Grun¬
den til den Christelige Fuldkommenhed. Dr.
Clarks Serm. bml. Vol. 6. 8vo. Alle de, som
antage Christi Evangelium, have ikke den ringe¬
ste Anledning til at stride om nogen vigtig Lær¬


252
dom, da alle Christne ere døbte paa Bekiendelsen,
af den samme Troe, og forbindes til at adlyde de
samme Befalinger; Det er bekiendt nok, at al
Strid i Christenheden har reist sig alene af de ad¬
skillige Tillæg, som enhver Seet eller Partie har
af egen Myndighed, og tvertimod deres Læreres
Befaling, understaaet sig at føie til hans Lær¬
domme og Love. ld. derm. Vil. s. 525.
Det første Skrit til at udbrede Christi Rige
maae derfor bestaae i en Forbedring i Christen¬
dommen selv, og hos dem, som antage og be¬
kiende den. Den Romerske Kirke er ikke den
eneste, som trænger til Forbedring. De andre
Christne Selskaber, som have adskilt sig fra den,
og afskaffet dens største Misbrug, ere afvigede,
nogle meer og andre mindre, fra den første Evan¬
geliske Enfoldighed, og have blandet nogle men¬
neskelige Lærdomme med Guds Ord; hvorfore de
og have Forbedring nødig. Man maae derfor
haabe, at der engang kommer en Tid, da Reli¬
gionen skal faae en yndigere og mere indtagende
Skikkelse, da Christne skulle blive enige ikke i
Meninger om alle de Theologiske Sætninger, hvil¬
ket er umueligt, saa længe Mennesker ere Men¬
nesker, men i Kierlighed, i Samdrægtighed,
og i en almindelig og enfoldig Troes Bekiendel¬
se. fortins remarts on &. m. gol. i.
449.
1.


253
3) En blind Høiagtelse for Fædrenes og
Kirke-Modernes Myndighed har og gjort meget
til at hindre Christendommens Forbedring. Man
holdt det tilforn for utilladeligt at vige fra Fæ¬
drenes Meninger eller at forkaste Modernes Be¬
slutninger, da Jntet er mere vist, end at disse
Fædre og Kirke-Moder ikke alene kunde feile,
men og virkelig have feilet, og at det ikke er ri¬
meligt at giøre deres Meninger til vor Regel og
Rettesnor, siden de ikke alene have modsagt hin¬
anden, men og ofte modsagt sig selv. Nu om¬
stunder er denne Hinder for Christendommens
Forbedring meget faldet, og man dømmer ikke
mere efter saadanne Folkes Meninger, som lige¬
saa let kunne være urigtige, som det er mueligt,
at de selv kunne tage feil; Man lærer i det mind¬
ste nu, at Troens Lærdomme bør dømmes efter
de hellige Bøger, som alene kunne giøre os vise
til Salighed.
Whitchurch, April 2.


254
No. 78.
Fredagen, den 16 Octobr. 1761.
J¬
eg var forleden, sagde vores Kiøbmand, buden
til Giæst hos en Mand, som vil ansees for
en stor Patriot. Om han fortiener dette Navn
eller ei, vil jeg overlade til Dem, min Herre, at
dømme, naar jeg har fortalt Dem hvad der pas¬
serede i Selskabet; men det Vidnesbyrd tør jeg
altid give ham selv, at han er en fortreffelig Vært
for alle dem, som gierne spise og drikke vel. Man
maae tillade ham at føre Ordet, og at have Ret
i sit eget Huus, især naar han taler om Frem¬
mede, og uden Medlidenhed fordømmer den Na¬
tion, som i det Øieblik har den Ulykke at misha¬
ge ham; Denne Frihed bør man og virkelig til¬
staae ham, naar man kiender hans Caracter, og
veed, at hvor meget han end har at udsætte paa
alle Fremmede, er han dog saa upartisk, at han
tilstaaer, at der ikke er et Land til i Verden,
som jo frembringer noget, der har den Lykke at
smage ham.
Den Franske Nation er iblant alle den,
som han er meest ugunstig; dog har den og sine


255
gode Øieblik om Dagen, endskiønt disse ere me¬
get faa. De første Retter, som vi fik, vare
brune Supper, Engelsk Kiød og Budding, hvilke
Retter gave alle vores Vært Anledning til at tale
meget om den Franske Nations Letsindighed og
om den Engelskes Grundighed. Hollænderne og
de Tydske fik for Dugens Skyld, som var vævet
i Slesien, og bleget i Harlem, nogen Deel i disse
Berømmelser. Dog var han ikke saa nidkier
for disse Nationers Ære, at han jo tilstod, at
man maaskee med Tiden kunde giøre ligesaa godt
Linnet her i Landet; men han svoer paa, at alle
vore Franske Projectmagere kunde ikke lære os at
røge saadant et Stykke Kiød, eller at lave saadan
en Budding, som den vi havde paa Bordet.
Dette gav ham Anledning til at fortælle os, hvor
slet den Franske Nation lever. En Suppe, sagde
han, kogt paa en Lundstikke, en Salat, et Fransk
Brød og et Glas Vand, er et god Maaltid for
en Fransos, og dette, forsikrede han, var Aar¬
sagen, hvorfor Nationen havde hverken Styrke
eller Grundighed, hvorfor de ikke vare saa gode
Soldater, som de Tydske, og havde sielden Taal¬
maadighed til at skrive store Bøger. Han tog
sin Daase og sit Uhrverk op, for at vise, hvor
falskt det Franske Arbeide var, og at Tegningen
var alt hvad man havde for sine Penge. Men
hvad skal man giøre, sagde han, det er Moden,


256
og jeg holder for, at siden vi endelig skulle kiøbe
saadant af andre, er det bedre at forskrive det,
end at fylde Landet op med Fremmede, som for¬
agte og forderve Nationen. Det eneste, som
anstod ham i Frankrig, var Vinene; Det er ikke,
sagde han, fordi de ere saa gode i sig selv; thi
de ere tynde, og komme i Henseende til Kraften
og Styrken hverken mod de Spanske og Jtalien¬
ske Vine, eller mod Engelsk Øl, men af disse
Drikke kan man ikke nyde meget. Han gav os
en fortreffelig Bourgogne=Viin, og medens vi
drak denne af store Engelske Glas, forsikrede han,
at naar han drak, vilde han gierne have noget
tungt og fast i Haanden, og holdt derfor mere
af disse Glas end af vore egne. Over Maalti¬
det blev der talt meget om Penge-Mangel i Lan¬
det, og han forsikrede, at endskiønt vi havde flere
Skibe nu end tilforn, troede han dog, at vi tabte
i vores Handel, især paa Frankrig; men derfor,
sagde han, er det just ikke fornødent at forhøie
Tolden paa Vinene. Ved Slutningen af Maal¬
tidet begyndte hans patriotiske Jver at falde, og
efter nogle Minuters Taushed, sagde han, i det
vi stod op fra Bordet, at hvor urimelige end de
fleste Franske Moder vare, holdt han det dog ikke
ganske ufornuftigt at sove Middags=Søvn.
Da Caffeen havde fordrevet Dunsterne,
kom hans patriotiske Geist over ham igien; Bøn¬


25
nerne vare fra Levante, Sukkeret fra Martini¬
qve, Theekopperne fra Japan, og Skeerne gjorte
i Paris af. Peruviansk Sølv. Endskiønt Caf¬
seen var saa forbrendt, at man ikke kunde smage,
om det var Bønner eller Erter, drak han dog
selv med stor Appetit, og forsikrede, at der var
megen Forskiel i Smagen imellem de Levantiske
Bønner, og dem, som vi hentede fra vore Øer
i Vestindien; han beklagede, at vort eget Suk¬
ker var dyrere end det Franske, og at den Chi¬
nesiske og Vestindiske Handel ikke havde større
Fremgang.
Jeg tog mig denne ene gang, sagde Kiøb¬
manden, den Frihed at sige ham imod; Deesom
alle, svarede jeg, brugte Levantiske Bønner og
Fransk Sukker, var det ikke Under, om den
Vestindiske Handel gik tilbage. Hvorfor F
sagde han med Heftighed, give J os da ikke bedre
Vare og bedre Kiøb? eller hvorfor passe vore
Told=Betientere ikke bedre op? Vel er jeg en
stor Patriot, men jeg seer dog ikke, at Kierlig¬
hed til Fædrenelandet forbinder mig til at drikke
slet Caffe, og betale mit Sukker dyrere, naar
alle andre kunne have det baade bedre og lettere.
Disse alle andre, svarede Kiøbmanden, sige uden
Tvivl ligesaa. Enhver vilde maaskee nok handle
som Patriot, dersom alle andre giorde det sam¬
me; men de betænke ikke, at det aldrig kan kom¬


258
me dertil, at mange handle saa, førend enhver
begynder fra sig selv. Jeg beklager dem, som
af Trang forledes til at bruge uretfærdige Midler,
for at sætte sig i Ligevægt med andre, som ved
saadanne uretfærdige Midler berige sig. En
ærlig, men fattig Kiøbmand kan, naar han lever
iblant mange Bedragere, sættes i de Omstændig¬
heder, at han enten maae begaae Uretfærdighe¬
der, eller opgive Handelen? Men andre, som
ikke ere Kiøbmænd; som for at giøre en liden
Fordeel paa de Vare, som de indkiøbe til deres
eget Brug og Fortæring, eller for en indbildt
Smags Skyld, som de finde i det Fremmede,
handle med saadanne Bedragere, mon de ikke ere
mere Lastværdige, end alle Kiøbmænd og Told¬
Betientere? Saa længe vi have mange saadan¬
ne Borgere iblant os, skulde en heel Krigshær
af Betientere ikke forslaae til at hindre alle frem¬
mede Vares Jndførsel, og vore Kiøbmænd maatte
være opdragne i den strenge Dyd af Laeedæmon
og Rom, dersom der ikke fandtes nogen, som
lod sig forlede til at søge utilladelige Fordele.
Verden bliver aldrig i nogen Tid forbedret, der¬
som enhver vil bie, indtil alle giøre det samme.
De, Min Herre, er en formuende Mand, som
ikke lever af Handelen, og ikke kiøber uden hvad
De fortærer. Om og de indenlandske Vare ere
lidt dyrere end fremmede, skal denne Forskiel,


259
som ofte er anseelig paa den store Mængde af
Vare, som gaaer igiennem Kiøbmændenes Hæn¬
der, ikke giøre mange pro Cento ud i Deres
Huusholdning. De er en Embeds-Mand, en
Stands=Person, og i Betragtning baade af De¬
res Stand, Deres Eed, Deres Embede, og
Deres Besoldning, Staten nøiere forbunden end
en Kiøbmand, som lever af sit daglige Arbeide;
begynd De først at vise Deres patriotiske Nid¬
kierhed deri, at De aldrig kiøbe noget, som er
forbuden, og ikke forskrive fremmed, saa længe
det kan giøres her i Landet. Lad være, at det
ikke altid var saa fuldkommen, den Mangel maae
jo findes ved alle Begyndelser; og naar vi be¬
tænke, hvor mange virkelig gode Manufacturer
vi have, hvor lang Tid det har kostet andre Folk
at bringe deres Arbeide til den Fuldkommenhed,
er der sandelig gjort meget hos os i 30 Aar, thi
de nu værende Indretninger ere ikke ældre. Der¬
som en indenlandsk Vare, som De enten bruger
til Klæde, eller Spise, eller Prydelse i Deres
Huus, ikke har al den Smag og Anseelse, som
et fremmed Stykke af samme Slags, skal det dog
giøre dem mere Ære, end det prægtigste, som
Konsten formaaer at frembringe, dersom Folk
troe, at det ikke er af Karrighed, men af Pa¬
triotisme, at De foredrager det Jndenlandske,


riotiske Tilst
200
og derom kan man jo ikke tvivle, dersom disse
Vare ere dyrere.
Ja, saa snakker man for os, svarede Kiøb¬
mandens Vært, Jo jeg kan høre, at J og haver
læst de politiske og oeconomiske Skrifter, som ville
bilde os ind, at vi kunne være rige uden Pen¬
ge -- Saadanne Bøger, som der nu omstun¬
der skrives, og deri have vi og lært at efterabe
Fremmede, ere et Lands største Ulykke. Naar
vi først ere ødelagte ved Projecter, komme Skri¬
benterne bag efter, og giøre os Hvidt Sort, og
Sort Hvidt, saa have de hundrede gode Raad,
som alle gaae kuns ud paa at indskrænke Folk,
for at skaffe os de Penge igien, som vore gode
ærlige Forfædre samlede, uden at være indskræn¬
kede, og uden at forstaae enten Politiken eller
Oeconomien. Snart skal et afskaffes, snart et
andet; Nu maae det ikke indføres, nu skal Pri¬
sen derpaa forhøies. J gamle Dage tænkte man
anderledes; J stedet for at forhøie Tolden paa
fremmede Vare, søgte man at skaffe sine Lands¬
mænd dem for godt Kiøb, og lod Fremmede igien
betale dyrt, hvad de hentede i Landet. Nu er
alting forkiert. Alt hvad der kommer Udenlands
fra, skal være dyrt, og vore egne gode Inden¬
landske Vare, vores Korn, vores Smør, dem
skulle Fremmede have for got Kiøb. J stedet,
for at vi nu drikke Vand og tyndt Øl af Leerkar,


261
og ere dog lige fattige, drak man i forrige Tider
Brunsviger Mumme og Rhinsk Viin af Sølv¬
Kander; Men hvor ere nu disse Kander? - ---
Jeg vilde have svaret ham, sagde Kiøb¬
manden til mig, at disse Kander vare omstøbte
til Thee=Potter, Caffe=Kander, o. s. v. Men
en lærd Mand af Selskabet, som havde en høi
Røst og en sterk Lunge, faldt os ind i Talen;
han roste Værten for hans patriotiske Tænkemaa¬
de, og forsikrede, at, hvad Videnskaberne an¬
gik, var der lige saadan en Forskiel mellem den
gamle grundige Lærdom og den nye Smag, som
imellem Brunsviger Mumme og tyndt Øl. J
stedet for at forbyde fremmede Vare, sagde han
videre, var det nok saa godt, om man forbød
fremmede Bøger. Jeg undtager de Engelske
Commentarier og vore Tydske Lære-Bøger; men,
siden vi have begyndt at læse Franske Skrifter,
og at efterligne dem i vort eget Sprog, er den
sande Lærdom, og tillige med samme, gode Bø¬
gers Priis saaledes falden, at det er Skam.
Bøger, som i forrige Tider have været den største
Zirat i vore Lærdes Bogsamlinger, Elzeviriske
Oplag, Skrifter aa modum anelit, cum
noris variorum, ja vel og undertiden in
usiem Delpvint, Scheldonianske Oplag i præg¬
tige Engelske Bind Store Collectioner in Folio,
som have kostet mange Penge, selges nu ofte efter


262
Alen-Maal paa vore Auctioner; Og disse nye¬
modige smaa Verker i 12. disse Memoires, 6)
fais, Geuvres ge -. kunne ikke veies op
med Penge. Er det ikke skammeligt, sagde han
til Kiøbmanden? Jeg forstaaer ikke, svarede
denne, at dømme om den indvortes Værdie af
disse Skrifter, som De tale om; men skal jeg
sige min Mening som Kiøbmand, troer jeg ikke,
at der gaaer nu saa mange Penge ud af Landet
for disse smaa Bøger, som der gik ud for de store,
og da hine ere skrevne paa levende Sprog og
kunne læses af alle Stænder, er det rimeligt, at
de længere beholde deres Priis end de andre, som
ere skrevne for lærde Folk alene. Vi Kiøbmænd
agte altid Varene fornemmelig efter deres Søg¬
ning og deres Nytte. Det rare, det kostbare,
det som er for faa Kiendere, har sielden en be¬
standig Priis. Det er ikke Græske og Latinske
Verker, raabte den Lærde, ikke de, som ere trykte
uden for Landet alene, som have tabt deres Priis
ved denne Forandring i Smagen; men og vore
egne gode gamle Danske Bøger. Vore største
Taleres Verker, de nitideste Exemplarer af Lig¬
Prædikener in Folio, indbundne i sort Fløiel med
Sølv Snit, finde ofte ikke saa mange Liebhabe¬
re, som en Ode til ?- - Mandfolkene kiøbe
dem for Kaaberstykkernes skyld, Fruentimmerne
skiære Fløilet af til Kyser og Modester, og Ma¬


203
terien bruges til Kræmmerhuse. Saracenerne
have ikke handlet saa ilde med Bibliotheket i
Alexandrien, at jo det Barbarie, som man daglig
udøver mod vore egne Danske Skrifter, endnu
gaaer videre, og det hielper ikke, at man taler
derom; Folk leer os kuns ud. Siig mig, min
ærlige Mand, sagde han til Kiøbmanden, om
man i andre Ting vilde saaledes forandre Moden
hver Dag, hvorledes skulde da nogen Handel
bestaae? de fleste Vare, som De indkiøbe, maatte
hvert Øieblik tabe deres Priis, de maatte af
Mangel paa Kiøbere, raadne i deres Magaziner.
O! det frygte vi aldrig, svarede Kiøbmanden, jo
flere Forandringer i Smagen, desbedre for Kiøb¬
manden og Handverkmanden; man slider ikke
det Gamle halvt op, førend man vil have Nyt,
og naar vi først have solgt det, og Pengene have
circulert, bekymre vi os ikke derom, at det siden
taber sin Priis. Jeg veed ikke, om det gaaer
med Forandringerne i Videnskaberne, saaledes
som det gaaer i Konsterne. J disse kommer man
det Naturlige altid nærmere, og de nyeste For¬
andringer bestaae ikke saa meget i at sætte til, som
i at tage fra, og i at afskaffe de mange Kruser,
Folder, Sving og Gothiske Zirater, med hvilke
man i forrige Tider vanskabte Naturen og for¬
dervede de største Mesterstykker. Ved disse For¬
andringer, Min Herre, ved den Priis, som Nye¬


264
heden og Smagen giver de sidste Vare, vinde
vi saa meget, at det ofte erstatter vores Tab paa
det Gamle, og om dette end taber sin Priis paa
et Sted, vide vi dog gemeenlig Leilighed til at
afsætte det paa andre. Der ere Kiøbmænd i
Holland, som leve alene af at opkiøbe gamle og
forligne Vare, hvilke de ofte med stor Fordeel
føre til Colonierne, og til de Nordiske Lande, til
Jsland, Canada, Archangel, o. s. v. Maaskee
om de Lærde giorde det samme med deres gamle
Bøger, om de, i stedet for at blive altid ved
det Gamle, arbeidede paa noget Nyt, skulde de
derved oprette det Tab, som de nu beklage. De
tale som en Kiøbmand, sagde den Lærde med en
høi Latter. Lad os spille i Brettet; det forstaae
vi begge, og det er et got gammelt Spil.
No. 79.
Mandagen, den 19 Octobr. 1761.
A¬
t bestemme Ordenes Bemerkelser, er et af de
vigtigste, men tillige vanskeligste Arbeider
i et Sprog. Vi sættes derved i Stand til at
dømme om dets Beqvemhed, Overflødighed og


265
Mangel, og lære paa en nøiere Maade at kiende
Folkenes Tænkemaade, hvis Begreb til adskillige
Tider og Steder ere saa foranderlige, at man
sielden finder et Ord i et Sprog, som fuldkom¬
men kan udtrykkes i et andet. Vore gamle Lærde
have med en utrolig Møie opsøgt Ordenes ad¬
skillige Bemerkelser i de Græske og Latinske
Sprog; det er ved deres utrettede Flid vi ende¬
lig have faaet de fuldstændige Ordbøger, i hvilke
man finder alle de Meninger og Forbindelser,
hvori et Ord er brugt af alle Græske eller Latin¬
ske Forfattere. I dette Blad vil jeg levere et
lidet Forsøg af saadannt et Real Lexicon i det
Danske Sprog, for at vise, at de Lærde, som
have Lyst til at arbeide i Sprogene, kunne i de¬
res Moders Maal finde Anledning nok til at for¬
færdige ligesaa store Verker, som dem, ved hvilke
Stephanus, Faber, og flere have gjort sig saa
berømte.
Artig, et Ord, som er meget brugeligt i
vort Sprog, men hvis Bemerkelse endnu ikke er
bestemt. Det betyder behagelig, pudserng,
latterlig. Man siger, en artig Mand, en artig
Kone, en artig Pige, artigt Væsen, artige
Manerer, artige Jndfald, artige Tanker. Naar
vi enten ville rose eller belee noget, sige vi i begge
Tilfælde: det er artigt, og den daglige For¬


200
maning, som vi give vore Børn, er, at de skulle
være artige.
Bog betyder foruden dets egentlige Be¬
merkelse alle Kirke- og Skole=Videnskaber. At
sætte en til Bogen, er at bestemme ham til en
Kirke= eller Skole=Betiening. At slaae sig fra
Bogen, er at ikke søge mere Kirke- eller Skole¬
Embeder. Man siger derfor om en, som stude¬
rer Lovkyndighed ikke for at blive Doctor eller
Profesfor, men Dommer, Advocat, o. s. v. om
en, som legger sig efter Mathematiken, for at blive
Bygmester, Jngenieur, o. s. v. at de slaae sig
fra Bogen. Heraf har det, som man kalder
Boglige Konster, sin Oprindelse, hvilket ikke
er det samme, som Romerne kaldte Artes libe¬
rales, thi dette Ord kommer i det latinske Sprog
ikke af Liber, en Bog, men af Liber, frie;
Cicero kalder denne Kundskab bruditionem
libero dignam. Det burde altsaa hedde, de
Frie og ikke de Boglige Konster; hvilken For¬
skiel vore Lærde vel havde taget i agt, dersom de
ved Boglige Konster vilde have forstaaet det, som
Romerne kaldte Artes liberales. Det er
ikke heller det, som de Franske kalde Kelles let¬
tres. Men de Ord, Boglige Konster, bru¬
ges i vort Sprog egentlig til at betegne de Skole¬
Bøger, som unge Studentere lære til den saa
kaldte Eæamen Utium.


207
Borger er et gemeent Ord, som vi af Man¬
gel paa andre bruge til at udtrykke hvad man i
det Franske kalder Citoyen og Hourgeots. J
Rom kunde man uden Forhaanelse og Tvetydig¬
hed sige om de største Mænd, at de vare Cives,
ligesom man i det Franske endnu kan kalde dem
Citoyens. J det Danske Sprog derimod maae
man altid befrygte, at en fornemme Mand skul¬
de finde sig ligesaa fornærmet, om man kaldte
ham en Borger, som om man paa Fransk kaldte
ham Fourgeot5. Borger betyder hos os egent¬
lig dem, som i Stæderne leve af deres Haand¬
verker. Saasnart en Mand faaer et Embede
eller en Titel, er han ikke mere Borger. Alle
Lemmer af Selskabet, fra den Største indtil den
Ringeste, kunne i det Latinske kaldes Cives, og
i det Franske Gitohens, men i det Danske er
det Ord Borger for meget for en Bonde, og for
lidt for en Adelsmand.
Fædreneland er et Ord, som begynder at
gaae af Brug. J de store Kiøbstæder hører man
det endnu undertiden af velhavende Borgere;
men paa Landet kaldes det Føde=Stavn, og den
Pligt, med hvilken man er Fædrenelandet for¬
bundet, Vorned=Rettigheden. J den store og
galante Verden siger man i stedet for Kierlighed
til Fædrenelandet, Stats-Jnteressen, Tienesten,
Æren, o. s. v.


208
Frihed betyder i en Philosophisk Mening
en Formue til at giøre uforhindret hvad Fornuf¬
ten erkiender for at være det Beste. Men i
daglig Tale forstaaer man derved en Evne til at
giøre hvad man behager, uden at være nød til
at følge Fornuftens Bydende. Den naturlige
Frihed, ved hvilken man behager i Selskaber,
bestaaer i en Maade at tale og handle paa, som
er saa utvungen, at man i det mindste ikke mer¬
ker, at Fornuft og Overlæg har nogen Deel deri.
Det, som man kalder borgerlige Frihed, er en
Frihed for alle de Jndskrænkninger, som de
Verdslige Love kunne paalegge Mennesker, og
denne sættes fornemmelig deri, at det ikke forby¬
des Folk at forøde deres Midler, og fyldestgiøre
deres Begierligheder, men at enhver har Tilla¬
delse, som man siger, at giøre med Sit, d. e.
med sin Helbred og Velfærd, hvad man vil. Til
denne borgerlige Frihed henhører og det, som
nogle kalde Handels=Frihed, hvorved de for¬
staae, at man kan føre saa mange fremmede Vare
ind, og saa mange Penge ud af Landet, som man
behager. Ligesom nogle Herremænd henføre
iblant deres Adelige Friheder den Ret, at kunne
handle med deres Bønder, som de ville. Re¬
ligions Frihed er og en Art af den Borgerlige
Frihed. Efter nogles Mening bestaaer den i
en Tilladelse, til at ikke sige andet end hvad de


209
mene, og at ikke nødes til at antage noget uden
tilstrekkelig Overbeviisning. J de flestes Tanker
er den derimod en Tilstand, hvori man ikke for¬
uroliger Folk med saadanne Undersøgninger, og
tillader dem at leve uden al den Tvang, som
Samvittigheden ellers paalegger Menneskene.
Hine sætte det, som de kalde Religions eller
Samvittigheds Frihed, i Frihed til at tænke, og
i Tilladelse til at have en Samvittighed; Disse
derimod sætte den i Frihed fra at tænke, og i
Tilladelse til at have ingen Samvittighed. Til.
denne sidste Classe henhøre de fleste af dem, som
man kalder Fritænkere.
Frue er en Kone af Borger-Standen,
hvis Mand har Rang. JJ den store Verden,
og iblant skikkelige Folk, som ingen Rang have,
kalder man en Kone Madame.
Gud kommer her af God, og siden det
Gode fortiener mere at elskes end at frygtes,
burde man heller sige Guds Kiernighed end
Guds Frygt. Jkke desmindre bruges dette
Ord i Almindelighed til at betegne alt hvad man
kalder Religion, ventelig fordi den hos de fleste
ikke saa meget er grundet paa Kierlighed til Gud,
og Tillid til hans Godhed, som paa Frygt for
Helvede. J stedet for det Ord Gud bruger man
nu mere Himmel, Sriebne, Forsyn, Høieste
Væsen.


270
Gout, dentinens, ere to Franske Ord,
som vi trenge meget til, og som dog ikke kunne
oversættes. Det Ord Smag, som i andre Sprog
betyder noget værdigt, er latterligt i vores, og i
at udtrykke det, som man kalder Sentimens,
ere vi endnu ei kommen videre end til Fornem¬
melser.
Høilærd er en Titel, med hvilken man i
det Danske Sprog betegner lærde Folk af en vis
Caracter, som Doctor, Professor, o. s. v. Den
kan ikke vel oversættes paa Fransk; thi Savan¬
tissime betyder i dette Sprog en Person, som
kuns indbilder sig selv, at han er meget klog.
Intet er en Person uden Caracter; om
saadan en siger man: Han er Inter.
Kiereste betyder det samme som Mal¬
trelse i det Franske. J vores Sprog betyder
det egentlig et Fruentimmer, saa længe hun endnu
er forlovet. Man kan og endnu bruge det om
gifte Koner, endskiønt det i denne Mening er
noget gemeent. Naar man for Ex. siger til en
Mand: Hvorledes lever deres Kiereste, forstaaer
man derved altid hans Kone; Men siger man i
det Franske: Conmnent se porte Madame
votre Maitresses forklare alle det om et Fruen¬
timmer, som ikke er hans Kone.
Kirke betydede tilforn det samme som
Menighed, det er, et Selskab af sande Christne,


271
som ofte kom sammen, for at opmuntre hinanden
til Bestandighed i deres Troe og Bekiendelse, og
for at øve Kierligheds Gierninger mod deres fat¬
tige Næste. Nu betyder det et stort Huus,
hvor alle skikkelige Folk maae lade sig see under¬
tiden, i det mindste eengang om Aaret.
Leve, at vide at leve, er egentlig og lige,
efter Ordene, at indrette sine Handlinger saale¬
des, at man kan bevare sin Sundhed og sin For¬
mue, forlænge Livet, og forøge dets Lyksalighed.
Men saaledes som det bruges i daglig Tale, be¬
tyder det at spise og drikke alt hvad der smager
vel, og undertiden meer end man kan taale; at
klæde sig ikke efter Sundheds og Beqvemmelig¬
heds, men efter Modens Regler; at fortære aar¬
lig over sine Jndkomster, og at leve i nogle Aar
saaledes, at man siden har Jntet at leve af.
Liderlig, dette Ord bruges nu kuns om
fattige Folk, især naar de begaae Laster, og ikke
have Midler nok til at iagttage den udvortes Vel¬
anstændighed. En Soldat, for Ex. som i en
Kroe drikker sig drukken i Dansk Brændeviin, og
bliver baaren hiem, kan kaldes liderlig. Men
man siger det ikke om en rig eller fornemme
Mand, som kiører hiem i sin egen Vogn fra et
Giestebud, hvor han har drukket mere af de hede
Vine end han kunde taale. Den Letfærdighed,
som gemene Folk begaae med løse Qvindfolk, kal¬


272
des Liderlighed. Men naar Stands=Personer,
forføre skikkelige Fruentimmer, heder det Ga¬
lanterie.
Lyrsalighed betyder egentlig en Tilstand,
hvori man er fornøiet; hvilket fornemmelig be¬
roer paa Sindets Forfatning. Men siden Men¬
neskene have opfundet saa mange udvortes Mid¬
ler til at forbedre deres Tilstand, som ikke altid
giøre dem fornøiede, og hvis Besiddelse kommer
ikke saa meget an paa dem selv, som paa Lyt¬
ken, bruger man nu ikke meget mere det Ord
Lyksalighed. Man siger for Ex, oftere: Det
Menneske er lykkeligt, end at det Menneske er
lyksaligt. Det Ord Lyksalig, som er sam¬
mensat af Lyrke og Sanghed, synes ellers at
tilkiendegive, at der, til at befordre Menneskets
sande Fuldkommenhed, udkræves noget Udvor¬
tes, som ikke beroer paa Mennesket selv, og no¬
get Jndvortes. Siden man har begyndt at
sætte Lyksalighed alene i det Udvortes, og at kalde
derfor al timelig Velfærd Lykke, bruger man nu
det andet Ord nemlig Salighed alene, til at be¬
tegne en Tilstand efter Livet, som i de fleste Men¬
neskers Tanker er saa Jndvortes, saa Aandelig,
saa adskilt fra de Jordiske Fornøielser, og fra det,
som man her i Verden kalder Lykke, at de neppe
ønskede dem denne Salighed, dersom de ikke


2713
frygtede for en anden Tilstand, som kaldes For¬
dømmelsen.
Monsieur er en Titel, som i det Fran¬
ske gives til alle skikkelige Folk endog Stands¬
Personer; det betyder lige efter Ordene min
Herre; men en Herre er meget mere i det Dan¬
ske end Monsieur. Dette Ord bruges hos os
kuns til dem som ikke engang ere Velædle, Høi¬
lærde eller Velærværdige; Det er en Ære=Titel
for alle dem, som ere Intet. See Intet.
Naade betyder egentlig den Godhed, som
en Statsmand beviser mod en ringere, over det,
som han var pligtig at giøre. J daglig Tale
bemerker det alt hvad Folk af større Stand giøre
mod andre, som ere mindre end de, og bruges
derfor ofte til at betegne saadanne Handlinger,
som iblant gemene Folk kaldes Pligter og Skyl¬
digheder. Undertiden er det og en Naade, at
en, som har megen Formue, ikke giør alt det
Onde, som han kan. Jblant det smukke Kiøn
er Titel af Naadig bleven meget almindelig. En
Mands=Person maae være Høi= og Velbaaren,
for at blive kaldet Naadige Herre; men alle Ko¬
ner, hvis Mænd ere Velædle og Velbyrdige, ere
Naadige Fruer.
O! er en Partikel, som i vort Sprog har
en besynderlig Kraft til at sætte Tilhørere og Læ¬
sere i Bevægelse, og bruges derfor meget af


274
de Geistlige Talere. See Skiønne Viden¬
skaber.
Pligt er et Ord, som ikke bruges meget i
den store Verden. See Fædreneland, Frihed,
Naade.
Præste=Kald betyder egentlig den indvor¬
tes Drift, som føles af en Person der er beqvem
til Lære=Æmbedet og overbeviist om dets Nytte
og Vigtighed, og den Ret, som Menigheden selv
eller andre paa deres Vegne have til at udsøge
værdige Personer, som have saadant et indvortes
og guddommeligt Kald til Lære=Embede. J
daglig Tale bruges dette Ord til at betegne Jnd¬
komsterne af et Geistlig Embede, og den Ret,
som privilegerede Personer have til at bortgive
saadanne Embeder; Hvilken Ret, efter Kaldenes
Mængde og Jndkomster, forøger Prisen af et
Jorde=Gods, og derfor kaldes en Herlighed.
De, som udøve disse Herligheder, kaldes Kirke¬
Patroner. See Kirke.
Skiønne Videnskaber, er en Oversæt¬
telse af det Franske, og noget ganske andet end
det, som man i Skolerne kalder Rhetorica. Dette
Græske Navn, som er mere bekiendt iblant os,
betegner en Konst, af hvilken man finder mange
Spor i vore Geistlige Taler, og som bestaaer for¬
nemmelig i en Færdighed til at bruge Exclama¬
tioner, og udfinde Ord, som i en høi Grad enten


275
forhøie eller forringe det, som der tales om. F.
Ex. O, Ach, Ei, Jngenlunde, Visselig, Overmaa¬
de, Forfærdelig, Forskrekkelig, Usel, Elendig,
Jammerlig, o. s. v.
Selskab betyder i Almindelighed en Sam¬
ling af Folk, som see hinanden til visse Tider,
for at spise, drikke og spille Kort. Ved Lærde
Selskaber forstaaer man egentlig en Samling af
Personer, som forene deres Jndsigter til at be¬
fordre og udbrede en vis Videnskab; men man
bruger og dette Ord om dem, som hver for sig
skrive Afhandlinger i adskillige Videnskaber, som
ingen Forbindelse have med hinanden, naar kuns
disse Verker udgives under et Titel=Blad, og
indbindes i et Bind.
Student betyder i det Tydske Sprog
Personer af Adel= eller Borger=Standen, som
legge sig efter Videnskaberne, Sprogene og Hi¬
storien, og som derfor blive agtede frem for an¬
dre af deres Stand, som ikke have lært noget.
J daglig Tale bruges dette Ord hos os kuns om
de Personer af Borger= eller Bonde=Standen,
som have lært Latin, og saalænge de endnu ere
Intet. See Jntet.
Tendre er et Ord, som i det Franske
Sprog har en meget fiin Bemerkelse, og bruges
til at udtrykke en høi Grad af Venskab, Kierlig¬
hed og Taknemmelighed. Dette Ord kan ikke


276
oversættes paa Dansk. Men i stedet for det,
som de Franske i Venskab kalde tendre retour.
bruge vi i det Danske Sprog til at udtrykke vores
Taknemmelighed mod en Mand, som nylig har
beværtet os vel, en anden Talemaade, som ikke
kan oversættes i noget Sprog: Tak for sidst.
Verden betyder i Guds Ord og i vore
Prædikener den store Hob af Menneskene, som
sætte deres Lyksalighed alene i de udvortes, sand¬
selige og forgiengelige Ting; som anvende alle
deres Sinds Kræfter, og opofre de største Plig¬
ter, alene for at nyde denne Verdens Gode. J
daglig Omgang betyder det skikkelige Folk, som
vide at leve, og et Selskab af Mennesker, som
besidde denne Egenskab i en høi Grad, kaldes
den store Verden. See Leve, Lyksalighed,
Selskab.
No. 80.
Fredagen, den 23 Octobr. 1761.
Herr Tilskuer!
O¬
pdragelsen har saa vigtig en Jndflydelse i
det, som er Hensigten af Deres Foreta¬


277
gende, at det ikke vil blive Dem ubehageligt, ved
følgende Brev at faae en nye Anledning, til at
betragte saa vigtig en Sag. De tænker uden
Tvivl ligesom Forfatteren af følgende Brev, at
man ikke anseer Barndommen med alvorlige, og
jeg tør sige, ærbødige Øine nok, fordi man i det
spøgende Barn ikke tænker paa den alvorlige
Mand, i Dukketøiet paa den modne Alders For¬
retninger, og derfor ofte forsømmer saa mange
gode Leiligheder, til at indprente et Barn den
Tænkemaade og det Sindelav, som i den voxne
Alder skal giøre dets og Fædrenelandets Lykke.
Det Brev, af hvilket jeg her har den Ære at
skikke Dem en Oversættelse, er skrevet paa Fransk,
af en lærd Adelsmand i Jylland, til en af sine
Paarørende; det indeholder nogle Betragtnin¬
ger over Romaner. Forfatteren er aldeles ingen
Fiende af disse Skrifter, ikke engang af alle Fran¬
ske, som han dog meest synes at være misfornøiet
med. Han troer alene, at de fleste ikke ere
skrevne i en Smag, der er uskyldig nok for gode
og rene Sæder. Her er Brevet:
Min kiere Riece!
J
Jeg er aldeles af samme Mening, som Eders
Cabinet=Præst, i Henseende til de Romaner,


278
som Eders Francoise foreslaaer den unge Frøiken
at læse, for at øve sig i Sproget. Jeg er for¬
visset om, at de hielpe ligesaa meget til at for¬
derve Hiertet, som til at forbedre Kundskaben i
Sproget; og hvilken uendelig Forskiel er da
imellem det Tab og den Fordeel, som de føre med
sig! Jeg troer ikke, min Datter, at Eders Præst
vilde fordømme Romaners Læsning, dersom han
troede, at de kunde forskaffe en uskyldig Fornøiel¬
se, eller en ligegyldig Tidsfordriv. Men det
er langt fra, at man kan sige dette om de Roma¬
ner, som vi gemeenlig give vores Ungdom i Hæn¬
derne, for at øve sig i et Sprog, hvis Kundskab
Moden engang regner for et væsentlig Stykke af
en god Opdragelse. De franske Romaner ere
skrevne med Kløgt og Vittighed; men desto far¬
ligere ere de, naar Uskyldigheden fattes dem.
Den Vellyst, de prædike, er tillavet med den
fineste Smag, og aabner sig Jndgang til Hier¬
tet ved Følelser, som synes uskyldige. Elskov
er snart den eneste Drivefier, som sætter deres
Helte i Gang. Af den udspringe deres Dyder,
den skal forsvare deres Laster, den bliver Aarsa¬
gen til deres Vanheld, og dens Sødhed skal til¬
lige være deres Lyksalighed. Men deres Dyder
ere for høie, og deres Laster for fremmede for den
største Deel af Menneskene. Vi ere gemeenlig
for svage til at opnaae de første, og af os selv


279
slelden onde og frekke nok til at gaae saa vidt i
de sidste. Jmidlertid indtage de dog en levende
Indbildning, og et følende Hierte; Man ønsker
at efterligne dem, men det visseste, man naaer,
er deres Vanheld og Ulykker. At vise Bestan¬
dighed i Elskov, og at opofre en Deel af sin ti¬
melige Lyksalighed for en velgrundet Kierlighed,
er en Character, hvori et uædelt Hierte kan finde
yndigheder selv. Men hvor let kan ikke denne
ædelmodige Caracter vanslegte til Udyd! Hvor
mange ulydige Børn, hvor mange haarde For¬
ældre og ulyksalige Familier kan den ikke føde, af
sig, naar den skal dannes i Romanernes Skole!
Ja, dersom det endda var en dydig Kierlighed,
som giorde Roman=Heltenes Fortienester. Men
hvor ofte er det ikke en blind Passion, som kom¬
mer af ligesaa fordervet en Kilde, som den har
en uædel Hensigt. Jkke desmindre har denne
Skindyd Yndigheder nok, til at henrive et føieligt
Hierte, naar den elskende Helt føres fra en Ulykke
og fra en Gienvordighed til den anden. Den
Ulykkelige har Fortienester nok i vore Øine, og
hans Vanheld alene synes at give ham en Ret til¬
vor Kierlighed. Vi ynkes alene over hans Ulyk¬
ke, og glemme de Daarligheder og Laster, ved
hvilke han haver tildraget sig dem.
Hos Eders Kiøn, min Datter, er dette
mere at befrygte end hos vores. Naturen gav


280
Eder et mere følende Hierte, og en meere levende
Jndbildnings=Kraft end os. Eders Opdragelse
tillader Eder desuden ikke den Omgang og Be¬
kiendtskab med Verden, som vi nyde. Hvad
vores Kiøn angaaer, da, endskiønt dets Hoved¬
Feil ikke pleier at være nogen overdreven Bestan¬
dighed i Elskov, saa ere der dog andre Følger,
som ikke ere mindre farlige, og ikke mindre at
befrygte, naar unge Mandfolk voxe op ved de
sædvanlige Romaners Læsning. De giøre sig
vrange Begreb om Verden, og forestille sig
Menneskene enten alt for onde, eller alt for gode,
og naar de engang komme ind i den virkelige
Verden, ere de fremmede i den. De ere saa
vante til at fornøie sig: ved selsomme Tildragel¬
ser og unaturlige Caracterer, at det borgerlige
Selskab, hvori og hvortil de ere fødte, synes dem
alt for enfoldigt og naturligt til at kunne røre dem.
En forvendt Jndbildnings=Kraft fører dem til
vidt udseende Planer; De foragte og kiedes ved
en Lykke, som med al for liden Møie kan erhol¬
des. Jeg erindrer mig herved en virkelig Til¬
dragelse, som skeede, mens jeg opholdt mig i
Sachsen. En velhavende Mand fra Eisleben,
reiste paa den Tid omkring i Tydskland, for at
opsøge sin eneste Søn, som havde forladt ham,
uden at Faderen havde givet ham ringeste Aarsag
dertil. Dette unge Menneske havde saa længe


281
læst alle muelige Robinsonner, at han tilsidst selv
fik Lyst til at formere deres Tal, og for at blive
en vandrende Ridder, opofrede sin egen Lykke,
og sige gamle Forældres Rolighed.
Efter alt dette, min Datter, ville De vel
ansee mig for en afsagt Fiende af Romaner.
Men nei, det er jeg ikke. Jeg anseer denne
Opfindelse ikke alene som uskyldig, men og som
en af de nyttigste, til at formilde Sædelærens
Strenghed, og at give Hiertet levende Følelser
af Dydens Sødhed, eller af Lastens Afskyelig¬
hed. Men Roman=Skriverne bør ogsaar have
denne ædle Hensigt, naar de digte. De bør ikke
blot ville vise en frugthar Jndbildnings=Kraft,
ved at sammenspinde en Mængde underlige og
selsomme Tildragelser, som henrykke Læseren, og
sætte ham i Bestyrtelse, uden at forbedre ham.
De bør ikke vilde tilbetle sig hans Høiagtelse, ved
at smigre for hans Passioner, og ved at antænde
en skadelig Jld i hans Bryst. Deres Hensigter
bør være, ved at forestille Menneskene saadanne,
som de virkelig ere, at føre os ind i Verden til
en Tid, da vi troe at have undslaaet os fra den,
at forskaffe os en Kundskab og Forfarenhed, som
vi i Omgang med Verden ikke kunne indsamle os
uden vores Skade. Naar disse Hønsigter op¬
fyldes, da fortiene Romaner først Navn af Hi¬
storiens Stedbrødre, som Herr Formey kalder


282
dem, og da have de Fortrin for Historien selv.
Historien optegner Tildragelserne saadanne og i
den Orden, som Tiden har frembragt dem; Den
tør ikke forstørre eller forringe dem, den tør ikke
give dem et vigtigere Udseende, eller en betyde¬
ligere Plads, end den de i Naturen have. Jntet
Liv er underkastet lutter selsomme og usædvanlige
Hændelser. Endog det Menneskes Liv, som synes
allermeest merkværdigt, har en Kiæde af utallige
matte, tomme og ubetydelige Perioder, som ei
røre os, fordi de ikke indeholde noget Nyt og
Usædvanligt. Historien, som alene søger Sand¬
hed, tør ikke digte Merkværdigheder, for at sætte
os i Forundring, heller ikke fortie det Uvigtige,
af Frygt for at giøre os kiedsommelige. Roman¬
Skriveren derimod har Tildragelserne i sin Magt;
Han opfinder dem selv, han danner og udarbei¬
der dem selv. Han kan udelade det Daglige,
det Sædvanlige, og føre sin Helt fra en merkelig
Tilstand til den anden. Han søger ikkun Rime¬
ligheden, og man forlanger ikke af ham, at han
skal vise os fuldkomne Mønstre i Naturen, af de
Skilderier, som han har gjort. Lad være, at
alle Træk ikke findes samlede i Naturen; det er
nok, naar et hvert for sig betragtet er naturligt,
og de ikke modsige hinanden. Læseren skal kunne
kiende sig selv paa et eller andet Træk, han skal
sætte sig i de mislige Omstændigheder, hvori hans


285
Helt er, og af ham lære at være forsigtig, rede¬
lig, ædelmodig, o. s. v.
Det er sandt, vi have faa Romaner, som
ere skrevne efter denne Plan, og som derfor, i
mine Tanker, fortiene at bruges til at danne et
ungt Menneskes Smag og Følelser. Men dog
have vi nogle. Den Engelske Pamela er Eder
bekiendt, min Datter, og jeg veed, J læse den
med Fornøielse. Men Forfatteren har endnu
overganet sig selv i Clarisses og Carl Grandisons
Historie, imod disse fortiener Pamela ikkun Navn
af et Forsøg til en Roman. Clarissa fortiener
at pryde et hvert fornemme Fruentimmers Nat¬
bord; Jntet kan være opbyggeligere for et ungt
Fruentimmer end hendes Levnet, og hendes Død
er saa rørende, at den maatte have et følesløst Hier¬
te, der ikke kunde fælde Taarer ved den. Gran¬
disons Historie viser en retskaffen Mands Opfør¬
sel i de betydeligste og meest fristende Omstændig¬
heder i Livet. Hans Caracter forener den fine,
høftige og belevne Stands=Person med den op¬
rigtige Ven, og den retsindige Christen. Her
er Kierlighed til Fædrenelandet parret med almin¬
delig Menneske=Kierlighed, Fornuft med Elskov,
Dyd og Samvittighed med Ære og Stand.
Naar jeg tænker paa, hvad jeg følede, da jeg læste
Grandisons Historie, saa kan jeg let indsee Ri¬
meligheden i det, som jeg har hørt fortælle om en


284
vis stor Skribent, hvilken, da han havde læst
denne Historie til Ende, brød ud i dette Sukt
D! at jeg havde skrevet Grandison, saa
blev jeg vist salig. Jeg fornøier mig over den
prægtige Lovtale, som ligger i dette Suk for Gran¬
disons Forfatter, men endnu mere fornøier jeg
mig over den ædle og dydige Skribent, der har
kundet ønske, at have skrevet et Verk, hvori der
fremskinner ligesaa megen Forstand, Vittighed
og Lærdom, som Dyd og Menneske=Kierlighed,
ikke for at tildrage sig Verdens Høiagtelse, men
for at tækkes den Allerhøieste ved at prædike Dy¬
den, og forbedre sine Medborgere. J Sandhed
en Skribent, som saaledes tænker, han skal ikke
ville ved ugudelige og vanartige Skrifter komme
Dyden og Religionen i mange hundrede Aar efter
sin Død til at sukke over hans afskyelige Minde.
Saadan en Skribent skal kunde gaae Døden og
Evigheden med den glade Fortrøstning i møde,
som den Engelske Tragedie-Skriver Tomson,
til hvis Berømmelse man har sagt: At han al¬
drig havde yttret en eneste Tanke, som han
kunde ønske i sin Døds-Time at udslette.
Forlad mig, min Datter, at jeg bliver saa
alvorlig. Den Høiagtelse jeg bærer for Gran¬
dison, havde nær forført mig til at holde en Lov¬
tale over en dydig Skribent, i det jeg vilde rose
min Roman. Men læs den selv, min Datter,


285
og jeg er vis paa, at den Glæde, J da vil føle,
skal først giøre min Lovtale sand og fuldstændig.
Jeg forbliver e.
No. 81.
Mandagen, den 26 Octobr. 1761.
D¬
en Helvedes Flod, om hvis Vande Poeterne
fortælle, at de fortærede Jern og Staal,
løber med et hastigt og brusende Fald igiennem en
dyb Dal, hvor en tyk Skov, omringet af ube¬
stigelige Bierge, udbreder overalt en Skygge, som
nærmer sig til det Cimmeriske Mørke. Midt i
denne Dal er en Underjordisk Bygning, opmu¬
ret af saa Klippefast en Hvelving, at Tiden selv
ikke formaaer at ødelegge den. Denne Bygning
kaldes Forglemmelsens Tempel. Paa den
hele Hvelving ere kuns tvende Aabninger, den
ene bevares af Søvnens, den anden af Dødens
Engel. Jeg steg ved Søvnens Ledsagning ned
igiennem den første Aabning; thi de, som gaae
igiennem den anden, komme aldrig tilbage. Jeg
saae et svagt Lys fremskinne af en mørk Afgrund,


280
og min Veileder sagde, at dette kom fra Tidens
Boelig, som uden Ophør stræbte at ødelegge alle
de menneskelige Arbeider, som Døden og Søvnen,
bragte herind. Ved Jndgangen stødte Fødderne
hvert Øieblik an paa noget, som lignede Stene
og Gruus af forfaldne Bygninger. Engelen
sagde, at det var Stykker af Kroner, Zeptre,
forfaldne Ære=Porte, Triumph=Vogne, og andre
saadanne Ting, som Tiden udfeier i saa stor Mæng¬
de, at de ofte tilstoppe Jndgangen. Er J en
Kiender af Alderdommen, sagde han til mig,
da kunde J her giøre mange rare Samlinger;
men det bliver altsammen til Støv, saasnart
kommer op igien i den frie Luft. Jeg fornam
hist og her nogle Bevægelser, og det forekom mig,
som om jeg saae Skygger af menneskelige Figurer.
Det er Siele, sagde han, af gamle Konger, Pa¬
ver, Generaler, Stats-Ministre, Historieskri¬
vere, Poeter, Philosopher, som man sielden kan
kiende igien, og som selv neppe vide, hvad de have
været. Han dreiede i det samme en blind Lygte,
som han havde i Haanden, og sagde: Disse ere
Alexander og Diogenes; men de vare begge saa
mørke, at jeg ikke kunde kiende dem fra hinanden.
Han viiste mig adskillige Rum i denne
Bygning. J det første var en stor Mængde af
Græske og Romerske Haandskrifter. Her, sagde
pan, seer J alle de Bøger, som de Lærde kalde


281
forlørne Skrifter. Jeg læste noget i dem, og
fandt til min store Forundring, at de hverken i
Stil eller i Tanker lignede dem, som ere blevne
tilovers paa Jorden. Skulde da Tiden, sagde
jeg, akene have sparet de gode Skrifter? Hun,
som nedkaster Pyramider og Troner, skulde hun
agte et Stykke Pergament, hvorpaa der er malet
nogle Carakterer, saa høit, alene for Tankernes
Skyld? Man havde i de Tider faa Bøger, sva¬
rede min Anfører, og just fordi det kostede Møie
at afskrive og samle dem, derfor giorde man sig
saa megen Umage derfor. Af de ret gode Skrif¬
ter, som fandt almindelig bifald, vare mange
Exemplarer, og Tiden kunde ikke saa snart øde¬
legge nogle, førend der bleve nye afskrevne. Er
dette Aarsagen, sagde jeg, da skulle de Bøger,
som skrives siden Bogtrykkeriet er bleven opfun¬
det, ikke let komme her. Siig ikke det, svarede
min Anfører, her kommer hele Læs hver Dag,
og Aarsagen er let at begribe. Man vover mere
ved at giøre et heelt nyt Oplag af et Skrift, som
ikke har stor Afgang, end man vovede i forrige
Tider, ved at afskrive efterhaanden nogle faa
Exemplarer deraf. Jeg forskrekkedes, da han
siden viiste mig den Mængde af trykte Bøger, saa
mange Kloster=Krøniker, Commentarier over de
Græske og Romerske Forfattere, over den Cano¬
niske og Borgerlige Ret, Acter og Protocoller af


288
de gamle Kirke-Moder, Helgenes Bedrifter, Pa¬
velige Buller, utallige Skrifter fra forrige Aar¬
hundrede om Punkteer=Konsten, Chiromantien,
Astrologien, og den naturlige Hexekonst; Medi¬
cinske og Alchymistiske Verker om den Philoso¬
phiske Steen, om en almindelig Tinctur til at
helbrede alle Svagheder, om de hemmelige Egen¬
skaber i Naturen, og om Sympathetiske Kurer.
Paa de Philosophiske Skrifter var ingen Ende.
Jeg kunde ikke engang tælle dem, som havde gjort
sig bekiendte ved nye Meninger, end sige Forfat¬
terne af alle Udtoge og Opfinderne af de nye Me¬
thoder og Konst-Ord. Ligesaa forskrekkelig en
Mængde forefandt jeg af Poetiske Skrifter, baade
i de lærde og i de levende Sprog, Chronogisti¬
ca, vouts fimes, Lippogrammata, Ke¬
bus, og tusinde andre af Vittighedens Arbeider,
som til sin Tid havde været i stor Priis. Men
det, som meest forundrede mig, var, at jeg i det
samme Rum fandt en Mængde af splinder nye
Skrifter, af Nye=Aars Vers, Binde-Breve,
Bryllups= og Begravelses=Vers, Kierligheds¬
Viser, Amigmer, Logogrypher og Madri¬
Faler, blant hvilke vare nogle, som jeg ganske
nyelig havde læst i den Franske Mercure, og ad¬
skillige Danske og Tydske Oder; Lære-Bøger,
som uddeeltes Arkeviis, for at tiene til Forelæs¬
ninger ved Universiteterne, og som ligeledes Ark


289
for Ark bleve førte herind, førend Cursus endnu
var til Ende; Akademiske Stridsskrifter, Pro¬
grammer, Taler, af hvilke mange bleve bragte til
Forglemmelsens Tempel, ligesaa vaade, som de
kom fra Pressen.
Da jeg rodede blant alle disse Papirer, for¬
nam jeg, at der ved Siden af mig opkom en
Stank, ligesom den, der udbryder af lukte Be¬
gravelser, eller af andre hemmelige og tilsluttede
Steder i Jorden; Jeg fandt en Dør paa Hvel¬
vingen, men i det jeg vilde gaae derind, holdt
min Leder mig tilbage, og sagde: Kom ikke nær¬
mere, dersom J vil leve. Dette Rum er fuldt
af lutter giftige Papirer. Det indeholder Ac¬
terne af alle Navnkundige Stridigheder i Reli¬
gionen og Videnskaberne. Der ere Pavelige
Bandsættelser, Hexe=Processer, alle Skrifter,
hvis Titel begynder af Anti - . Historien af
de Arminianske Stridigheder i Holland, af Bar¬
nevelles Henrettelse og af Grotii Fængsel. Doc¬
tor Langes Skrifter imod Woif, og de Pietisti¬
ske Stridigheder ere de, som stinke meest, fordi
de endnu ikke have havt Tid til at forraadne, og
fordi her komme daglig saadanne Bøger, hvori
man søger at giøre Philosopher til Atheister, Mo¬
ralister til Enthusiaster, og dem, som ved nyttige
Arbeider søge at tiene Staten, til farlige Men¬
nesker. Disse ere alt for giftige til at J kan


290
taale dem. Der ere andre, som ikke slaae Hier¬
tet i tu, men kuns foraarsage nogen Qvalme som
er let at fordrive: af dem vil jeg vise Eder nogle.
See der, sagde han, de Anmerkninger over Cor¬
neilles Verker, som Richelien har skrevet med sin
egen Haand. Ved at aabne dem, merkede jeg
ikke anden Virkning deraf, end at jeg kom sterk
til at nyse. Fandens Brev til Voltaire, og hans
Kammertieners Efterretning om hans Liv og En¬
deligt, havde samme Virkning. Tilsidst fandt
jeg iblant disse Papirer nogle Anmerkninger over
et Brev til Tilskueren; jeg læste kun det sidste
Blad, som lugtede meget ilde. De taale ikke
at giemmes længer, sagde Søvnens Engel, og
i det samme kastede han dem ned i det dybeste
Rum af Forglemmelsens Tempel.
Han førte mig ind i et andet Rum, hvor
der vare lutter Haandskrifter. De, som staae
paa denne Side, sagde han, ere Dag=Bøger,
hvori Statsmænd og Generaler have optegnet alt
hvad de selv have erfaret; men af Frygt for at
aabenbare Stats=Hemmeligheder, har man giemt
dem saa længe, at Tiden tilsidst har fortæret dem.
De løse Papirer, som J see deriblant, ere poli¬
tiske Tænkesprog, og Maximer, Forslag til ad¬
skillige Indretninger og Forbedringer i Staten,
Undersøgninger i Natur= og Folke=Retten, som
Forfatterne ikke have udført videre, af Frygt for


291
at blive behandlede som Hobbesianer og Machia¬
vellister. De Skrifter, sagde han, som J seer
paa den anden Side, ere Physiske og Chymiske
Opdagelser, som Forfatterne have brændt, for ikke
at blive brændte selv som Hexemestere; Philoso¬
phiske Verker, som ikke ere fuldførte, og som ere
skrevne af Folk, der ere fordrevne for Kietterie.
De døde Been, som ligge hist og her paa Gul¬
vet, ere Knoklerne af nogle ulykkelige Forfattere,
som ere blevne opgravede efter deres død, for at
lide den Straf, som man ikke kunde udføre paa
Personerne selv, medens de levede.
Jeg hastede fra dette forskrekkelige Sted
til et andet Rum, hvor min Anfører sagde, at
der vare ligesaa mange forandrede Oplag af Bi¬
belen, som der havde været Secter til i Christen¬
heden. Jeg tog en i Haanden, og i det jeg flog
den op, traf jeg just det 20 Cap. hos Matthæum.
Til min største Forundring var det hele Stykke
fra det 25 til det 28 Vers forglemt; Dette, sagde
min Anfører, er en Catholsk Bibel. J et Haand¬
skrift, som laae ved Siden deraf, savnede jeg
1 Joh. 5, 7. Afskriveren har forglemt det,
sagde Engelen; han var en Arianer. Dette
kunde jeg begribe; men det, som meest forskrek¬
kede mig, var, at jeg iblant de Lutherske Bibler
fandt et Exemplar, hvori de fleste Vers af det
2 Cap. i Jacobi Epistel vare overstrøgne. En¬


292
gelen trøstede mig, og sagde, at dette var det
eneste Exemplar af Lutherske Bibler, som var
saaledes behandlet, og at det havde tilhørt Niels
Amsdorf, som i det 16 Aarhundrede lærede, at
gode Gierninger vare skadelige. For nogle Aar
siden, sagde han, havde man i Sinde at udelukke
disse Steder i et Oplag til Herrenhut; men man
betænkte sig siden, og lød dem staae. Jeg fandt
i alle disse Oplag adskillige Steder, som vare
meget ulæselige, især det 11 og 13 Cap. af Pauli
1 Epistel til de Corinther, hvor der handles om
unyttige Tretter i Menigheden, og om Kierlig¬
hedens Ypperlighed fremfor Kundskaben. Da
jeg forlod dette Sted, beundrede og prisede jeg
Forsynet, som midt i alle disse Stridigheder har
bevaret denne Bog saa mange hundrede Aar
uforandret.
Det er mig umueligt at opregne alt, hvad
jeg saae i denne Tempel. Et Rum var fuldt af
Dag=Registere, hvori paa den ene Side vare op¬
tegnede Forældres Formaninger til deres Børn,
og paa den anden alle de Feil, som Forældrene
selv havde begaaet i deres Ungdom. Begge Dele
forglemmes lige hastig, sagde Engelen. J et
andet Rum vare de menneskelige Synder og U¬
gudeligheder opskrevne; Dette Rum, sagde Søv¬
nens Engel, tør jeg selv ikke komme i. Jntet
Menneske paa Jorden kunde sove rolig, dersom


295
han saae alle de onde Gierningers Følger; Dø¬
dens Engel har alene Nøglen dertil. Jkke langt
derfra var et Sted, hvor forglemte Velgiernin¬
ger og ubelønnede Fortienester vare optegnede. J
dette Rum saae jeg Skygger af lemlæstede Sol¬
dater, som havde faaet Afskeed efter Krigen, og
siden vare døde af Hunger; af gamle Tieneste¬
folk, Ammer, Lærere, ja Forældre selv, som
tiggede Almisse af deres Børn; Store Genera¬
ler, som ingen mere bekymrede sig om, saasnart
Freden var sluttet, og kloge Stats-Ministre, hvis
Fortienester vare forglemte ligesaa snart, som deres
Personer ikke længer behagede. Jeg faae en
Fortegnelse af alle Marlboroughs Bedrifter, som
vare indstoppede i den mindste Finger=Hytte af
det par Handsker, som vare Aarsag først til hans
Kones, og siden til hans eget Fald; men jeg saae
tillige, at man havde skrevet med gyldne Bogsta¬
ver paa Kraven af den ene Handske, det, som
Brolingbroke sagde til en, der meente, at han
gjorde ham en Fornøielse ved at opregne Marl¬
boroughs Forseelser: Denne Mand havde saa
mange Dyder, at jeg har glemt hans Feil.
J det samme Rum fandt jeg mange Løfter til
berømte Forfattere, som vare færdige at døe af
Hunger. Jeg saae en Anviisning paa 100 Rdlr.
som var bleven sendt Gellert tilbage igien; An¬
søgninger, som aldrig vare giennemlæste; gode


294
Forsætter, som aldrig bleve opfyldte; Løfter, som
vare gjorte i Nød, og ikke bleve holdte; dyre
Forpligtelser, hvorved unge Mandfolk forskrev sig
til at elske evig de Fruentimmer, som de kort efter
foragtede, og gamle Venskaber, som for en liden
Fordeels Skyld bleve forglemte.
Derfra kom jeg ind i et Rum, som syntes
at være prægtigere end alle de andre, som jeg
havde seet. Jeg fandt overalt noget, som glim¬
rede i Øinene; men jeg kunde ikke see hvad det
var. Her, sagde Engelen, giemmes alle de Be¬
rømmelser, som man giver Folk, medens de leve,
og Levningerne af den Pragt, med hvilken For¬
muende Folk søge at giøre sig bemerkede i Verden.
Jeg saae store Samlinger af Lovtaler i prægtige
Bind: Brystvilleder af Store og Lærde Mænd;
Ære=Støtter, Mynter, Skilderier og Kobber¬
stykker; Klæder og Smykker, som glimrede af
Guld og Juveler; men saasnart jeg nærmede mig
til et Stykke deraf, for at besee det nøiere, fløi
det bort ved det første Aandedræt, og jeg saae,
at det var kuns glimrende Støv.
Haver J Lyst til at see alt, hvad J selv
haver forglemt, sagde Søvnens Engel, saa kom
ind i dette Rum. Der laae en Bog, hvori jeg
fandt optegnet alt, hvad der var mødt mig, saa
længe jeg havde levet, og som jeg nu ikke meere
kunde erindre. Jo mere jeg læste n denne Bog,


295
desmere nysgierrig blev jeg, og dog ønskede jeg
tillige, at jeg aldrig havde seet den, saa ubeha¬
gelige vare de Ting, om hvilke den erindrede mig,
og de ubehageligste iblant dem alle vare mine
egne Feil. Hvorfor vilde J føre mig herind,
sagde jeg til Søvnens Engel, jeg bliver ikke rolig
førend J giver mig min forrige Glemsomhed
igien. J det samme faldt jeg i en dyb Søvn,
og da jeg vaagnede op igien, var jeg saa lykkelig,
at jeg ansaae alt det, som var hendet mig, for
en Drøm.
No. 82.
Fredagen, den 30 Octobr. 1761.
M¬
enneskets Oplysning og Forbedring beroer
saa meget paa Historiens rette Behand¬
ling, at man ikke nok kan arbeide paa at opfylde
de Mangler, som endnu findes i denne vigtige
Deel af den menneskelige Kundskab; Med alle
de store og fortreffelige Verker, som vi have i
Historien, og med alt det, som baade de gamle
og nye Forfattere have gjort for at oplyse den,
lader det som nogle af deres vigtigste Hensig er,


290
og den Maade, paa hvilken de best kunne op¬
naaes, endnu vare ubekiendte. Jeg taler her
ikke om de gemene Historie-Skrivere, som for¬
tælle alting, endog de ubetydeligste Tildragelser,
uden Sammenhæng, og som bekymre sig alene
om at skrive store Bøger i en Chronologisk Or¬
den, eller at sige os noget rart og nyt, som ingen
tilforn har vidst, eller maaskee havt nødig at vide;
Jeg taler kuns om saadanne Historie Skrivere,
som have foretaget sig at oplyse Verden ved at
beskrive vigtige Tildragelser.
Endog disse have havt mere til Hensigt at
berette saadanne Handlinger, som, efter Menne¬
skenes almindelige Domme, ere store, rare og
usædvanlige, end saadanne, som kunne være til
almindelig Nytte og Opbyggelse. Den Geist¬
lige og Lærde Historie indeholder saa mange uri¬
melige Meninger, bittre Stridigheder, Forføl¬
gelser og forargelige Handlinger, at de tiene meere
til at vise Fornuftens og Religionens Misbrug,
end til at lære os deres rette Brug. Mod hun¬
drede Levnets-Beskrivelser af Folk, som ere blevne
navnkundige ved Ting, hvorfor de snarere for¬
tiente Plads i en Daare=Kiste, findes neppe et
Exempel af en fornuftig og retsindig Lærer. Det
er ikke saa meget, fordi disse Folk have til alle
Tider været saa rare, som fordi deres Tænkemaa¬
de og deres Handlinger ikke har været selsomme


291
og urimelige nok til at giøre saa stor Opsigt, som
deres, der have været Stiftere af en Philosophisk
Sect, eller Anførere for et af de Partier, som
kaldede sig selv Orthodoxer og alle andre Kiettere.
Stats-Historien er meest opfyldt med Efterret¬
ninger om Krige og Underhandlinger, som siel¬
den fortælles paa saadan en Maade, at en Krigs¬
eller Statsmand deraf kan have stor Underret¬
ning. De indvortes Forandringer i Staten,
som ere de vigtigste, blive sielden berørte; Naar
man vil vid, Oprindelsen og Fremgangen af A¬
gerdyrkningen, Konsterne, Handelen, Viden¬
skaberne, Lovkyndigheden, Financerne og Krigs¬
magten, maae man søge den i enkelte Blade, i
Archiver, i gamle Forordninger, og som oftest
grunde sine Slutninger alene paa Gisninger.
Endog de Forandringer, som ere foregaaede i
Regierings=Formen, og som dog burde være en
af Historie=Skrivernes første Øiepunkter, findes
sielden saaledes beskrevne, at man med nogen
Vished kan dømme om Statens Forfatning i
enhver Alder. Efter saa mange Historie-Skri¬
vere, som vi have i Europa, er Taciti Beskri¬
velse af de Tydske endnu det visseste, som vi vide
om den ældste Regierings=Form. Det lader,
som den almindelige Plan til alle Historier har
været, ikke saa meget at beskrive os Staten selv,
som at give os nogle Efterretninger om Regen¬


298
ternes Personer og Familie. Endog disse finder
man sielden saaledes udførte, at man deraf kan
slutte deres Caracter og deres Grund=Regler.
Man lærer at kiende dem som store Herrer, Hof¬
mænd, Krigsmænd, og sielden som Fædre, Men¬
neske=Venner, Lovgivere og Dommere. Det er
ikke altid det, som en Regent siger for i Spidsen,
af sin Krigshær til en fremmed Minister eller i
en offentlig Raads=Forsamlig, som caracteriserer
hans Tænkemaade og Regiering. Det er den
Opmerksomhed, som han i enkelte Tilfælde viser,
for at erkyndige sig om sit Folks Tilstand, de
merkværdige Ord og Handlinger, som tilkiende¬
give, at han kiender og føler Vigtigheden af sine
høie Pligter, den Gave til at ære Dyden og giøre
Lasterne foragtelige, som giøre større Virkning,
end Straffer og Belønninger. Den Agtsomhed,
som han viser for personlig Fortieneste i alle
Stænder, den Ømhed og Retsindighed, med
hvilken han baade hører de Fortrængtes Klage¬
maal og de Anklagendes Undskyldninger, og en¬
delig det Mod, som han viser i at opofre nogle
af sine egne Lyster og Beqvemmeligheder, for at
befordre den almindelige Velstand. Disse Ting,
som giøre en Regent mere Ære end baade den
Tapperhed, med hvilken han vover sit Liv i Stri¬
den for at aftvinge sin Naboe en Province, eller
den Klogskab, med hvilken han veed at udføre


299
en Underhandling til sin Fordeel, hvor fielden ere
de ikke optegnede i Historien? Den Mængde af
værdige Ord og Handlinger, som findes hist og
her i enkelte Efterretninger, i Haandskrifter, som
ere bevarede i et taknemmeligt Folks Hukommel¬
se, og som fortælles fra en Slægt til en anden,
vise, at det ikke saa meget er Rarheden af de
gode Regentere, som Rarheden af gode Historie¬
Skrivere, eller rettere at sige, en fordervet
Tænkemaade i Historien, som er Skyld i denne
Mangel.
Naar og denne Deel af den borgerlige
Historie er allerbest udført, hvor lidt finder man
deri, som kan opbygge den store Deel af det men¬
neskelige Kiøn, som hverken ere Regentere, Ge¬
neraler eller Stats-Ministre, og skulle der ikke
iblant saa mange Aldres, saa mange hundrede
Aars Bedrifter være mange, som kunde forøge
den menneskelige Erfarenhed i alle Stænder, og
opmuntre Dyden i andre vigtige Tilfælde i Livet?
Et viist Foretagende, en ædelmodig Gierning, et
merkeligt og usædvanligt Beviis af Troeskab,
Menneske=Kierlighed, Venskab, om det og ikke
angik hele Staten, om det var sagt eller gjort af
en Borger, af en Bonde, skulde det da ikke
fortiene ligesaa meget at optegnes, som et lystigt
Jndfald af en Hofmand, der ofte siges for at
fornøie den menneskelige Forfængelighed paa


300
Sandhedens og Dydens Bekostning? Skulde
det ikke være ligesaa meget en Historie-Skrivers
Pligt at ære saadanne Handlinger, som det er
vigtigt for Staten selv, at den har gode Borgere
i alle Stænder? Dersom et enkelt Ord, og en
eneste Handling, alene for Personens Stands
skyld, kan fortiene at bemerkes, hvor merkvær¬
digt var da ikke et Liv, som var en Kiede af lut¬
ter dydige Handlinger, om og disse tilsammen ikke
beviste andet, end at den Person havde i sin Tid
været en ærlig Mand, en god Huus=Fader og
en nyttig Borger? Dersom vore Historie-Skri¬
vere, som ellers have saa megen Lyst til at skrive
store Bøger, at de derfor alene have opfyldt Hi¬
storien med Fabler og ubetydelige Tildragelser,
og gjort sig Samvittighed over at udelade no¬
get, som en og anden har sagt for dem; Der¬
som de, siger jeg, frygte, at Historien blev alt
for vidtløftig, i fald man deri og optegnede saa¬
danne private Handlinger, som indeholde nogle
særdeles Beviis af Klogskab og Dyd; da stod
det dem altid frit for at vælge de merkværdigste,
og da man endnu ikke har klaget over den Mæng¬
de af Historiske Bøger, Dag=Registere og offent¬
lige Tidender, hvis Tal bestandig formeres, tviv¬
ler jeg paa, at nogen Alder skal blive saa over¬
flødig af ædle og gode Handlinger, at man skulde


301
have Aarsag til at klage over Mængden af saa¬
danne Dag-Bøger.
Disse Efterretninger skulde desuden have
tvende store Nytter; den ene er, at Borgerne i
alle Stænder skulde opmuntres til sine Pligter
ved en Ære, som baade er større og bestandigere
end den, som de ellers søge. Den anden Nytte
er, at man af det menneskelige Kiøns sande Hi¬
storie kunde samle Materialier til de Fortællelser,
som, naar de ere gode, giøre mere Nytte end
alle Lære-Bøger. Vore Romaner og Fabler
skulde da ikke mere være blotte Virkninger af
Jndbildnings=Kraften, og man kunde med Tiden
forskaffe Folk af alle Aldre, Stænder og Kiøn
sandfærdige Historier, som vare ligesaa fornøielige
og mere fornuftige og uskyldige.
Aarsagen til denne og mange flere Mams¬
ler i Historien er, at de, som behandle dense
vigtige Deel af den menneskelige Kundskab, sie!¬
den bekymre sig om det, som skeer i deres Tiid.
Det Gamle, det Forbigangne er det eneste, som
de holde deres Agtsomhed værd; og hvor skulle
Efterkommerne nogen Tid faae sikkre og fuldstæn¬
dige Efterretninger, dersom de, der dyrke Viden¬
skaberne, ikke giøre det til deres fornemmeste
Verk at optegne hvad der skeer paa den Tid, da
de leve, og da de ere i Stand til at undersøge
Tingene. Jeg taler her ikke om nogle faae


02
Stats=Hemmeligheder, som ikke førend efter en
vis Tids Forløb kunne blive bekiendte, alle an¬
dre Tildragelser ere af den Beskaffenhed, at de
bedre kunne undersøges af os, som leve, end af
Efterkommerne. Den Deel af Historien, som
jeg her fornemmelig taler om, angaaer desuden
kuns private Handlinger. Den eneste Vanske¬
lighed er, at Personernes Navne ikke vel kunne
bekiendtgiøres, saa længe de endnu leve, og at
enkelte Skribentere kunne være partiske i at døm¬
me om det, som skrives i deres Tid.
Men og denne Vanskelighed kunde let
forebygges, naar flere Patrioter forenede sig, til
at befordre saa vigtigt et Foretagende. Selska¬
bet har gjort en Begyndelse dertil, hvorom jeg i
dette Blad vil underrette Læseren. De meddele
mig efter Haanden alle de vigtige Tildragelser,
som de erfare, og de have ved Bekiendtskaber og
Brev=Vexlinger bragt det saa vidt, at der neppe
i et Selskab siges noget, som er meget fornuftigt,
meget mindre skeer en virkelig god eller stor Gier¬
ning, at de jo faae det at vide; Thi om Laster,
Daarligheder og Vildfarelser, vare de end nok
saa store, bekymre de sig ikke. De troe, at
der findes nok af dem i den Politiske, Lærde og
Geistlige Historie. Naar de have samlet den
fornødne Oplysning om saadant et Ord eller
Handling, som de finde værd at antegne, faaer


103
jeg befaling til at indføre det i en Bog, som
kaldes Historien af vores Alder. Denne Bog
er i Selskabets Forvaring, og aabnes ikke uden
i alle Lemmernes Overværelse; man har og alle¬
rede føiet de Anstalter, at hvad Forandring der
end kunde foregaae i Selskabet, skal Bogen dog
blive i sikker Forvaring, og ikke bekiendtgiøres,
førend efter 50 Aars Forløb. I denne findes
efter Ordenen af Tiden med Personernes Navne
adskillige Ord og Handlinger, som Selskabet har
undet værdige at optegne. Sandheden er sagt
i en naturlig Stiil uden al Sminke og Persons
Anseelse. Man finder her Efterretninger om
Folk af alle Stænder iblant hinanden; vi have
betragtet de fleste meere som Mennesker og Bor¬
gere i Almindelighed, end som Stands=Personer.
J Stedet for at Folk af en vis Stand og Lær¬
dom ellers alene nød den Ære at blive erindret i
Historien, saa finder man her Adelsmænd, som
have levet paa deres Gods og gjort vel mod deres
Bønder, ligesaa ofte nævnte, som Hofmænd,
Stats-Ministre og Generaler; Geistlige som al¬
drig have skrevet andet end Prædikener, og som
ikke ere meget bekiendte uden for deres Menighed,
hvilken de opbygge med deres Levnet og Lærdom,
skulle, naar denne Bog engang aabnes, blive nok
saa meget ærede, som de Lærde, der have skrevet
store Strids-Skrifter mod berømte Forfatiere.


304
Ja det, som endnu er mere, et Fruentimmer, en
Borger og en Bonde, hvis Navne ellers ikke
blive nævnte i Historien, uden naar de have be¬
gaaet meget store Misgierninger, kunne være for¬
sikrede, at en fornuftig Tale og en ædelmodig
Handling af dem skal blive saa nøie bemerket, og
lige saa trolig opskreven, som om de vare rige
nok til at give Lærde Folk Pensioner.
Til et Beviis deraf har Selskabet tilladt
mig at bekiendtgiøre nogle af disse Efterretninger
uden Navne.
No. 83.
Mandagen, den 2 Novembr. 1761.
Udtog af den Protokol, som er
ommeldt i forrige No.
Pag. 5.
E¬
n ung Mand af Stand lader Halvparten af
sine aarlige Spille=Penge uddeele iblant fat¬
tige Familier, som have mange Børn. Han
vil ikke være det bekiendt, og er saa lykkelig, at


305
de fleste ikke heller troe det. Dersom det var
sandt, sige nogle, maatte Mødrene til alle disse
Børn være hans Maitresser; Thi ellers var det
jo utroligt, at en Person af hans Alder og Stand,
skulde finde mere Fornøielse i saa besynderlig en
Handling, end i at spille Kort. Med mindre,
sige andre, at han er en Hernhuter og Pietist,
eller giør det af Skinhellighed og for at behage
saadanne Svage Siele, blant hvilke der endnu
skulle være nogle, som formaae meget, og som
kunne giøre hans Lykke. De, som af denne sidste
Aarsag mene, at det maaskee kunde være sandt,
hvad der fortælles om ham, finde, at han er et
snildt ungt Menneske, som har vide og dybe Hen¬
sigter i Verden, og som veed at bruge alting
endog Religionen selv til sin Fordeel. Andre
derimod holde for, at af hvilken af disse Aarsa¬
ger han giorde det, handlede han dog ufornuftig;
thi, om end alle disse Børn, sige de, virkelig
vare hans egne, var der jo mange andre lettere
Maader til at skille sig af med dem; og at han
skulde giøre det af Skinhellighed, det er endnu
mindre troeligt. En Mand af hans Stand, sige
de videre, en Mand, som veed at leve, maae jo
kiende Verden for vel, til at troe, at saadan en
Handling skulde kunne giøre noget til hans Lykke.
Selskabet, som paa det nøieste har undersøgt
Sagen, er overbevtist om dens Rigtighed; Det


06
veed, at denne Mand er hverken Stinhellig eller
Liderlig; Men da han selv ikke vil være sin
Handling bekiendt, have de endnu ikke kunnet
udforske, om han giør dette af en naturlig Blød¬
hed alene, eller af Pligt og Rengion. De
have nogen Grund til at troe, at Aarsagen, hvor¬
før han saa meget skiuler en Handling, som i
sig selv er god, er ikke saa meget af Frygt for
at holdes for Liderlig eller Skinhellig, som for
ei at blive beleet iblant andre unge Folk af hans
Stand.
Pag. 7.
En rig Kiøbmand, som har ingen Børn,
har foresat sig at testamentere en Capital til en
offentlig Stiftelse, i hvilken fattige Børn af skik¬
kelige Forældre, som opdrages til Handelen og
andre borgerlige Forretninger, hvortil man just
ikke behøver det, som læres i de saa kaldte latin¬
ske Skoler, skulle foruden deres Christendom,
Regnen og Skriven, lære en skikkelig Stil i det
Danske Sprog, Fransk, Tydsk, Historien og Geo¬
graphien og det nødvendigste af Mathematiken,
tilligemed noget af Natur-Historien, af Tegnin¬
gen og Musiken. J denne Stiftelse skulde de,
hvis Forældre og Venner aldeles ingen Formue
have, og som findes at have besynderlige Natu¬
rens Gaver, nyde frie Underholdning, indtil de
kunde sættes i Tieneste hos gode og duelige Folk.


10
Forstanderne af Stiftelsen skulle bære Omsorg for
at opsøge saadanne Tienester, og derved stræbe
baade at forskaffe Børnene gode Vilkaar, især
Leilighed til at lære noget, og at vedligeholde
Stiftelsens Credit ved oprigtige og tilforladelige
Vidnesbyrd om deres Forhold. Naar de gaae
i Tienesten, skulle de have en skikkelig Udred¬
ning. Ved deres Antagelse skulle deres Foræl¬
dre og nærmeste Venner sluttte en skriftlig Con¬
traet med Forstanderne af Stiftelsen, ved hvilken
de overdrage dem al deres Myndighed, ikke alene
for den Tid, i hvilken de opdrages, men og saa
længe de staae i Lære, hvorimod Stiftelsen og
for den hele Tid skal drage samme Omsorg for
dem, som Forældre for deres Børn. De, som
befindes at ikke have Genie til Handelen eller
Konsterne, eller og opføre sig ilde, skulle i Tiden
enten leveres tilbage til deres Venner, eller og
med deres Samtykke sættes til andre Haand¬
Gierninger, hvortil der ikke behøves saadan en
Opdragelse. Dersom Capitalen bliver tilstræk¬
kelig, skal en Sum henlegges til at give dem
noget Forskud, naar de engang i Tiden ville sætte
sig ned. Denne Sum skulle de paa visse Aar
nyde uden Renter, og Stifteren formoder, at
de, hvis Foretagende vel lykkes, efter deres For¬
mue siden godvillig give Stiftelsen nogen Gien¬
gieldelse til at forøge Hoved=Stolen. Ligeledes


308
ønskede han og at kunne henlegge en Capital til
at lade nogle unge Kiøbmænd og Konstnere reise
udenlands, førend de satte sig ned. Til at be¬
styre denne Indretning vil Stifteren selv ved Te¬
stamente udnævne nogle Kiøbmænd og Konstnere,
som siden ved de fleste Stemmer skulle vælge an¬
dre i deres Sted, saaledes at en eller to i det
mindste hvert tredie Aar afgaaer.
Dette er kortelig Hoved=Planen til en Jnd¬
retning, som Stifteren selv endnu ikke nok har
overlagt for at giøre den saa fuldkommen, som
han ønskede. For at indhente andres Betænk¬
ninger derom, har han uden Navn indgivet sit
Forslag til Selskabet, hvilket igien af samme
Aarsag har befalet mig at bekiendtgiøre det, og
tillige at indføre det i ovenmeldte Protocol, at
Erindringen af saa priseligt et Forsæt i det mindste
skulde blive bevaret, i fald dette tillige med saa
mange andre gode Forsætter skulde have den
Skiebne, at ikke blive opfyldt.
pag. 11.
En Mands=Person, som af sine Forældre
var bleven nød til at forlove sig med et Fruen¬
timmer, som havde en stor Arv i vente, kunde
siden ikke overtales til at forlade hende, da dette
Haab var forsvunden, og hans Venner giorde
sig megen Umage for at, skaffe ham et fordeel¬


309
agtigere Partie. Endskiønt denne Ædelmodig¬
hed af en ung Mands=Person ikke er almindelig,
havde den dog ikke været stor nok til at fortiene
at optegnes i Selskabets Protocol, dersom Fruen¬
timmeret havde været meget smukt, og hendes
Beiler uerfaren i Elskov. Men at en ung
Mands=Person, som var en Kiender af Skiøn¬
heder, kunde forbinde sig til en, som ikke var af
den første Orden, alene for at holde sit Løfte, og
skaane hendes Ære, er uden Tvivl noget af der
rare og usædvanlige, som man endog i den artige
Verden pleier at kalde stort.
Pag. 12.
Den  No. gav Hr. N?. en af sine
Domestiker Afskeed, fordi han havde givet et
uhøfligt Svar til en Person som forlangte at blive
meldt hos hans Herre.
Jbidem.
En gammel Vertshuusmand paa Lande¬
veien sagde engang til mig i Anledning af For¬
ordningen om Brændeviin: "Endskiønt jeg har
tabt meget derved, begriber jeg dog, at den
Forordning er nyttig for Landet. Var jeg
ung, skulde jeg maaskee lade mig forlede til
at bedrage min Næste for at oprette min Ska¬
de igien; Men nu, da vor Herre har født
mig i 62 Aar, uden at jeg har været nød til


310
at bruge saadanne Midler til at fortiene mit
Brød, haaber jeg og, at han nærer mig i
den korte Tid, som jeg har tilbage at leve i.
Mine Børn ere alle forsørgede. Denne
Mand er saa frisk og munter, at man ikke skulde
troe, at han var ældre end hans ældste Søn, som
er 41 Aar. Skulde vel en stor Herre kunne
sige, eller en Lærd Mand kunde skrive noget, som
fortiente mere at bevares end disse Ord? hvor
skiønne ere de ikke, ligesaa enfoldige som de ere
sagde, og behøves der vel mere for at finde dem
ret værdige at optegnes, end at være forsikret om
deres Sandhed, til hvilken jeg selv tilligemed en
af mine Venner ere Vidner?
Pag. 19.
En Person som ved ulykkelig Hændelse
saae sig nød til at laane 500 Rdlr., og som ikke
havde noget at sætte i Pant, tog sin Tilflugt til
en Jøde. Ved en Hændelse blev den af ham
givne Forskrivning af Jøden tilbuden en af hans
Venner, som uden at betænke sig betalte Jøden
Summen tilligemed Renterne, og derpaa skrev
et Brev til Skyldneren, hvori han bebreidede ham
sin Mangel af Fortroelighed. Da Skyldneren
undskyldte sig dermed, at han ikke vilde falde sin
Ven besværlig, forundrede denne sig, at han
endnu ikke havde følet den Fornøielse at kunne


311
endog med sin egen Uleilighed tiene sin Ven. Da
Vexelen var forfalden, indfandt Skyldneren sig
for at betale Hoved=Stolen og Renterne, hvilke,
siden Pengene vare laante af en Jøde, vel vare
høiere end 6 pro Cento. Hans Ven vilde ikke
tage imod nogen af Delene, men bad ham bringe
Pengene tilbage igien til det Sted, hvor han
havde laant dem, og at give sig et Beviis for Ca¬
pitalen. De Renter, som vare betalte til Jøden,
vilde hans Ven ingenlunde have tilbage igien;
Dette, sagde han, er den mindste Straf, som J
bør lide, fordi J endnu ikke have lært at for¬
skaffe Eder en Vens Fortroelighed, og han ud¬
bad sig alene til Giengieldelse, at han vilde for¬
tie Sagen.
Saaledes er denne Tildragelse bleven os
berettet af en troeværdig Person, til hvilken den
er fortalt af Skyldneren selv, dog uden at nævne
hans Vens Navn. Vi have endda udeladt nogle
smaa Omstændigheder, som kunne synes utroelige
for de Læsere, der ikke føle den Fornøielse at kunne
tiene en Ven med sin egen Uleilighed. Selska¬
bet ønskede meget, at Skyldnerens Ven vilde til¬
lade ham at melde os hans Navn for at indføre
det i Protocollen, hvorimod vi igien forsikre ham,
at det efter Selskabets Love ikke skal blive be¬
kiendt, førend efter 50 Aar. Vi troe endog, at
baade Skyldneren og hans Ven kunde ved saa¬


312
danne Opdagelser giøre Videnskaberne en vigtig
Tieneste paa en Tid, da man i Philosophien me¬
get tvivler om saadanne Følelser, hvis Virkelig¬
hed ikke kan demonstreres a priori, og som man
kuns sielden har Leilighed til at erfare.
Selskabet udbeder sig ligeledes af alle Læ¬
sere, at de vilde give dem Efterretning om saa¬
danne Ord og Handlinger, som fortiente at op¬
tegnes i vores Alders Historie. De kunne af
disse Prøver see, at Selskabet seer alene paa Or¬
denes Mening og Handlingernes Moralske Be¬
skaffenhed, uden at bekymre sig enten om Perso¬
nernes Stand, eller om deres Talers og Hand¬
lingers Zirlighed.
No. 84
Fredagen, den 6 Novembr. 1761.
En Bodfærdigs gudelige Tanker i sin
Eensomhed, af Young.
J¬
a Priis, evig Priis være din guddommelige
Barmhiertighed for denne Naade! hvor
nødvendig, hvor velkommen er mig denne Fristad,


313
denne roelige Tilflugt! Her tier Jorden stille, og
tillader mig at høre Himmelens Stemme; Him¬
melens Stemme, der stedse taler i det menneske¬
lige Hierte, om vi kun vilde agte derpaa. - - -
Her lader mig raadslaae med mit saa længe be¬
ængstigede Hierte, der længe nok har holdt an hos
mig om en beleilig Stund, men altid fundet mig
beskæftiget. Eller og den buldrende Verden for¬
styrrede os midt i vor Samtale, og opsatte den
ulykkeligviis til en anden gang; endskiønt (o for¬
færdelige Tanke!) endskiønt en biende Evighed be¬
breidede min Nølen.
Saa længe Verdens Bulder døver vort
Øre; dens Færsel og Tummel strøer os Støv i
Øinene: hvo kan da høre Samvittighedens sagte
Hvisken, eller læse Fornuftens stærke Fordringer,
der dog staae skrevne med store Bogstaver paa
det rolige og ufortryllede Hierte? Nu læser, hører
og skielver jeg; skielver for det, hvorover jeg før
triumpherede; blues ved det, hvorover jeg ellers
var stolt. O Vellyst! Vellyst, hvad er du?
Fornuftens Død. Og med Fornuften døer Men¬
neskets ganske Himmel saavelsom og dets ganske
Caracteer.
Da Taagen, der hidtil indhyllede mig i
Nat, nu lidet har fordeelt sig, saa see dig engang
om, min opklarede Siel, og siig mig, hvor,
eller hvad er jeg? En Umaalelighed rundt omkring,


314
mig! En Evighed for mig! min Fornøielse en
Skygge, min Tid et Øieblik, mit Liv en Dunst!
og skulle vel et Øieblik, en Skygge, en Dunst,
bemestre sig al min Kierlighed? Bemægtige sig
alle mine Tanker? Skal for deres Skyld, en
Engel fra Himmelen bie, til det falder mig be¬
leiligt, at antage hans Besøg? Skal selv Engle¬
nes store Fader opsætte sit Kald til i Morgen?
Hvad, o min Siel, om han ei tiere skulde kalde
dig! - Naadige Gud, om han ei tiere skulde
kalde dig, om du var overladt dig selv! - hvor
blev saa Haabet? Hvor blev da Mennesket? J
det første Øieblik, Mennesket, det afsindige Men¬
neske, vil være sin egen Herre, ingen Tvang meer
lide, og tager Tøilen i sine egne forvovne Hæn¬
der; det første Øieblik han nu er i Frihed, bliver
han just den elendigste Slave. Hvor er han
haart sluttet, hvor afmattet, hvor trængende!
hvilken Hungers Nød han føler midt i sine Fraad¬
serier, Jngen kan i Hensigt vaa Tiden være viis,
der i Hensigt paa Evigheden er en Daare. Skræk¬
kelige Selvraadighed, det første Øieblik, Men¬
nesket nu ei længer holder sig til sin Skaber, strax
synker det, synker dybt ned i Fortvivlelses og For¬
dervelses bundløse Afgrund.
Af dette Dyb raaber jeg til Dig, o HER¬
REl HERRE hør min Røst! Sønderslid de
Fortryllelses=Kieder, der binde mig til uværdige,


315
til jordiske, ja til Helved=Forlystelser; og giv mig
Vinger at hæve mig mod Dagens Lys, og til at
søge de Ting, der tiene til min Fred. Hvor er
den Skabning, hvilken du giorde? Hvor er det
Hierte, hvilket du dannede? Denne al Ureen¬
heds Pøl! Dette Rede af alle Laster! Den
kunde umueligen komme fra dig. Nei jeg har
vristet det af din velsignede Haand, og ladet det
falde i Skarnet. Hvad hielper det mig, at din
Barmhiertighed er over al din Skabning,
da jeg ikke længer er som du har skabt mig?
Jeg har sovet tæt ved Afgrunden paa den
yderste Brink og drømt, at jeg var i Himmelen,
endskiønt truende Hævn svævede over mig, og
Flammen brølede under mig. Hvad for en Skræk
vaagner i mig! hvad for et Svælg ligger for mig!
hvad for en Naade har reddet mig!
Hvor skulde jeg nu vel have været, om
jeg var død i Gaar? O! lad dog denne Tyngsel,
dette Bierg paa mit Hierte, dybere og dybere
nedsænke mig i taknemmelig Ydmygelse for den
saa overvættes Naade, at jeg endnu lever! -
Havde jeg før følet denne Angest, førend jeg var
omvendt. -
O du der bærer Jordens Grund=Pillere,
understyt mine Leve=Geister! - Hvør skulle jeg
nu vel have været, om den Dag i Gaar havde
været den sidste? Hvor? – Ak hvor? – og


310
dertil evigen! - Evigen! - O Herre al¬
mægtigste Gud, kunde din Torden vel mere
ryste mig?
Du majestetiske Gud, der skaber Torde¬
nen! lad mig opstige over Skabningen, og med
en høi Flugt opsvinge mig til Tanker om dig
J Labyrinth og Mørke, vandrer jeg hid og did
paa en saadan Betragtnings grændseløse Mark!
Hvor, hvad, hvilken, hvorledes er du? Alle
Væseners Kilde, alt Godes Middel=Punkt. Da¬
genes første Alder! før Tidens Fødsel! over Engle¬
Begreb! Umaalelighedens Opfylder! Du, der
skuer ned paa de høieste Ting, og understytter de
ringeste! - O understyt du endogsaa mig.
Understyt mig, medens jeg bestræber mig
at giøre mig et tydeligt Begreb om dig, min
Gud! - men jeg bestræber mig forgiæves. Du,
der blandt alle Væsener er det meest aabenbare,
og det meest skiulte, det nærmeste og det længst
fraværende; hvor meget vi føle dig! hvor lidet
vi kiende dig! Jeg er i Dig, og kan dog ei finde
Dig. Jeg kan hverken gaae fra Dig, eller
komme til Dig. Skyer og tyk Mørke ere din
Telt! Under over Under beskytte og forherlige
din frygtbare Trone i Tidens korte Øieblik, og
igiennem den umaalelige Evighed.
Og, for saadan en Dommer skal du, o
min Siel, føre din Sag? Udøse din store Sorg,


317
og din endnu større Synd? For ham skal du med
hævende Stemme udbryde din veemodige Klage?
Ak, tilintetgiør dig selv for ham. Hverken
Syndere eller Mennesker eller Engle ere noget i
hans Øine, førend de ere Intet i deres egne Øine.
Hvo har vel, o HER RE, nogenfinde tænkt paa
Dig uden af Skræk og Blussel at nedslaaes til
Jorden? og tillad mig at legge dette til: Hvo
har vel, o HEn RE, nogensinde bedet til Dig,
og bedet som han burde) uden at være bønhørt?
og for denne uendelige Naade være Dig med yd¬
mygelsefuld, fyrig og evig Kierlighed fra de første
Troner i Himmelen til de ringeste Orme paa Jor¬
den Ære, Priis og Tilbedelse.
Anden Afdeling.
Saliggiøres de, der bede? - Men hvad
hielper det mig? Understaaer jeg mig at bede?
For hvem udøses dog Bønnen? O! hvor skræk¬
kelig er han i sin Majestæt, endnu skrækkeligere
i sin Hævn, forfærdelig for de Salige der oppe,
end forfærdeligere for Mennesket, og endnu mere
for Synderen, hvad maae han da være for den
største Synder? Kan jeg altsaa ei sige om mig,
hvad der er sagt om dit Allerhøieste Væsen al¬
mægtigste Gud! Helvede er aabnet for mig,
og Fordervelsen har ingen Skiul: hvor skal
jeg da flye hen? Jeg kan ikke undløbe din Nær¬


318
værelse. Jeg fordrister mig ikke at blive i samme.
Kunde jeg end nedsænke mig til Jord=Kredsens
Middelpunkt, saa var jeg endnu stedse for dit Øie.
Mørket selv forraader mig! Flugten selv fører mig
dig i Møde!
Og tør jeg da vove det, at nærme mig til
dig? Hvilken Forvovenhed det er! - og dog
er det en større, at undlade det. At synde er
farligt: fortvivle er dødeligt. Ak Forbarmelses¬
fulde JESUl hvor skal jeg ellers finde en Til¬
flugt, uden hos dig? Og dog vover jeg det ikke
at fremstille mig for dit Ansigt; jeg kommer skiel¬
vende bag efter dig. Kunde jeg alene røre ved
Sømmen af dit Klædebaand, saa var jeg helbre¬
det. Endog Hunde tør æde Brød=Smuler, der
falde af deres Herres Bord - O hvilken Til¬
bedelse hør dig til for saa guddommelig en Naa¬
de! Dybt i Støv nedknælet maae jeg tilbede
dig. - Men hvilken Tilbedelse er din Naade
værdig? Jeg kan ikke ret tilbede dig. Og om
jeg end kunde det, er jeg dog uværdig at torde
løfte et Øie op til din Trone. Min Virak har
ingen Lugt, min Lovsang har ingen Lov.
Men saavidt, som Himmelen er, udbreder
du Herre, dine medlidende Arme, for at mod¬
tage en tilbagevendende Verden. Som Sand
i Havet ere dine Velgierninger, og (med Gysen
maae jeg sige det) ligesaa mange ere mine Over¬


319
trædelser. Jeg holdt et følesløst Hierte for en
roelig Samvittighed; en Mængde Syndere for
en Undskyldning for Synd; og Verdens Mode
for din Lovs Ophævelse. Jeg var utaknemme¬
lig for hvad du af faderlig Mildhed gav mig,
og følesløs mod det, du endnu af større Mildhed
lovede mig. Jeg opvakte dig til Vrede, naar
du beviste mig den største Naade. Jeg kuurre¬
de fuld af Utaalmodighed ved den mindste Mod¬
gang, og levede sikker hen i Vellyst midt under
dine Straffe=Domme. Din Velsignelse var min
Forbandelse. Jeg forvandlede den til Gift, og
min Lykke var min Undergang.
Jeg beflittede mig paa Uretfærdighed som
paa en Konst. Jeg var stolt af mine Fortrin i
Ondskab, og skammede mig ved mine Pligter.
Jeg binedes for et Menneske, et vuldfarende
Menneske, der saae paa mig, og var klippehaard
mod Fornuften og mod dig. Jeg laante nogle
afbrudte Tanker af Fritænkerne for at sætte mig
i Credit hos Verden. Den Tid, som gaves mig
til Omvendelse, anvendte jeg til Daarlighed, og
misbrugte den guddommelige Langmodighed til at
styrke mig udi Synden. Ja jeg har og syndet
over min Evne. Hvor mange Anslag har jeg
ikke gjort, hvilke du af Naade har forhindret,
hvor mange onde Ting har jeg ei begyndt, som
ikke bleve fuldførte.


320
Alt dette veed du, o Herre! og dog lever
jeg endnu. Alt dette har du seet og dog tiet
stille dertil. Du har forkortet din Arm; og holt
Hævnen tilbage midt i Skyen; endskiønt jeg
havde raabt den ned paa mit Hoved, i fald ellers
en fræk Trodsen kan nedraabe den.
Hvor længe, o Herre! har du havt Taal¬
maadighed med mig, og havt Taalmodighed,
imidlertid dine Pile fløi rundt omkring: End¬
skiønt jeg hørte til den første Orden af Syndere,
og aldrig holt Bønnens Skiold for mig, men
fremstod ganske nøgen i Synden. Mine ei saa
lastefulde Medbrødre fald haabeviis rundt om¬
kring mig til Jorden; og deres Fald var sørge¬
ligt. Jeg udslettede deres Afmindelse i næste
Giestebud, og den billige Aarsag til min Sorg
fordoblede kun min Ondskab. Uadvaret ved Ad¬
varseler, ubevæget ved dine Velgierninger, uskræk¬
ket ved egne Følelser, uoverbeviist af egen Over¬
beviisning, dadlede jeg deres Forhold, og ilede
videre fort i deres Fodspor. Jeg beklagede deres
sørgelige Afskeed og rendte min egen i Møde.
Var jeg bleven skaanet, naar den yderste Fare
truede mig, strax holdt jeg mig for udødelig.
Hvor mange muntre og modige Hobe af dem, der
vare fødte efter mig, og som i alle Livets For¬
haabninger havde meget forud for mig, har jeg
ikke paa samme Vellyst-Bane, i samme Ærgier¬


321
righeds Flugt, seet fremskinne, blomstre og pran¬
ge, visne, synke og døe. Hvilken Hemmelig¬
hed af Naade er dette! og hvilket Under af Ra¬
serie er jeg, hvorledes? Midt paa denne store
Valplads lever jeg endnu? - Og imidlertid jeg
tvivler, om jeg endnu lever? Lever jeg stedse fort
i Synder! Selv min Bodfærdighed formerer
deres Antal; en saa lunken Bodfærdighed, der
saa lidet kommer i Ligning med min Ondskabs
Storhed.
(Fortsættelsen følger.)
No. 85.
Mandagen, den 9 Novembr. 1761.
Fortsættelse af Youngs Tanker,
Tredie Afdeling.
O¬
Herre! bøi dog fra din forfærdelige Høide,
til hvilken Cheruber omsonst hæve deres
Øie, bøi dit Øre herned, at høre! - Nei, o
Herre, hør mig ikke! thi hvad har jeg vel at
forevende? Hvilken Undskyldning har jeg, for at
skiule min Ondskab? Hvilken Forevending, for


322
ikkun nogenledes at formilde den? Kan vel min
Synds Bekiendelse gielde det mindste hos dig, til
min Sags Beste? Ak! jeg frygter, ikke saa me¬
get som et Sandskorn. Thi hvorfor har jeg vel
blottet mine Overtrædelser, fordi jeg ikke kunde
skiule dem. Du veed jo endog de, hvilke jeg ei
engang selv veed. Men, o Herre! jeg er og
bleven fristet - ja, og jeg har lokket Fristelsen.
Den svage Natur har forført mig - men har
jeg ikke med villigt Hierte fulgt min Forfører?
Verdens Exempler have sterkt sat an paa mig -
og jeg har glædet mig over denne Sminke. Jeg
har syndet med mine Fædre. - Det er sandt;
men jeg har overgaaet dem i at synde. Hvilken
Tids=Alder har saa frit givet alle Udyder Tøilen,
som denne? og hvilket Menneske, i en saadan
Tids-Alder, har rendt videre fort i Laster, end den
Elendige, der ligger her for dine Fødder?
Men er da intet Glimt af det Gode at
finde hos mig? Har jeg da ikke i det mindste
nogen Ret at beraabe mig paa Dyden, hvorved
jeg kunde give min med Synd opfyldte Vægtskaal
nogen Ligevægt? Jo, jeg har været en Forsvarer
af Dyden; - paa det jeg kunde rødde alle Hin¬
dringer for Laster tilside for mig. Jeg har
gaaet i din Tempel; - men ladet mit Hierte
hiemme. Endnu mere, jeg har bedet; - men
ikke ønsket hvad jeg bad. Jeg stillede mig yd¬


313
myg - af Hovmod. Gav de Arme - men
uden Christen-Kierlighed. Jeg var venlig, det
venligste Menneske af Verden; - for derved
at faae Magt til at vise mig saa grusom, som den
værste Fiende. Mine Religions=Pligter har jeg
ganske forsømt; dog aldrig fortrydt uden ufuld¬
bragte Synder; og de kiereste Fornøielser, som
jeg nogen Tid har nydt, ere just Aarsag til min
nærværende Sorg.
J det jeg nu giennemforsker mit eget Hier¬
te, denne Fordærvelsens Afgrund, saa finder jeg
neppe en Dyd, som jo min hykkelske Siæl har
brugt til en Maske; og neppe en Last, som jo
min Frekhed har udøvet under dens Skin. Ved
dette skammelige Middel har jeg gjort den reneste
Dyd mistænkt, den sorteste Ondskab endnu af¬
skyeligere. Og jeg har da været en fast lige saa
fordervelig Pest for Staten, som ulyksalig Mor¬
der imod mig selv. Saaledes bliver jeg da ved
alle de Grunde, hvorved jeg søgte at retfærdig¬
giøre mig for dig, o Gud, endnu haardere an¬
klaget, og i stedet for Undikyldninger, jeg søger,
opdager jeg ikkun nye Misgierninger.
Men som jeg i mig selv, ved egen opvakte
Eftertanke, opdager nye Misgierninger; saa op¬
dager jeg og, ved Gaven af din Naades Aand,
nye Godhed, nye Fuldkommenheder, nye Under
i dig. Jeg levede i Mørket, i Dødens Skyg¬


324
ger. Jeg viklede mig ganske ind i Verden.
Jeg saae intet, uden saadanne Ting, dem jeg nu
ønsker aldrig at have seet; Ting, der giorde mig
blind imod dig. Men nu bryder dine Guddom¬
melige Egenskaber saa klart frem, som Morge¬
nen; og opvække mig til Følelse af din Nærvæ¬
relse. Nu seer jeg dig i alt; og seende maae
jeg tilbede dig; og tilbedende skielve.
Dine Egenskaber straale alle paa engang
ned paa mig, og slaae mig som Manden fra
Tarsiis, din ei saa fiendtlige Forfølger; de slaae
mig ned i Støvet. Din høistforfærdelige Alle¬
stedsnærværelse; Din høist ubegribelige Herlig¬
hed; Din høist uindskrænkte Viisdom; Din
fuldkomneste Retfærdighed, og uudsigeligste God¬
hed, ja, en Godhed, der er ganske uudsigelig;
og mig, o Herre, mig utaalelig. Denne for¬
nemmeste Aarsag til min Beskiemmelse! den,
der uophørlig giør min Vandel de strengeste Be¬
breidelser, der saa skrækkeligen forstørrer min
Skyld! Qvæler din Godhed mig saa; hvad
maatte da ei din Vrede giøre? Om din Vrede
vaagner, (o J Bierge skiuler mig!) om din
Vrede vaagner - Ak! Naade! Naade! Naa¬
de! Du der er mægtig til at redde! Ak!
viis mig Naade!
Og Naade skal du vise mig, du al Naa¬
dens Fader! Du overstrømmende, uudtømme¬


325
lige Barmhiertigheds Kilde! Du skal ikke for¬
dømme den, der fordømmer sig selv; der skielver
for sin egen Domstoel; og der neppe gruer mere
for din Hevn, end for sin Synd, for en saadan
Synd, og mod en saadan Herre, hvis Vel¬
gierninger satte mig i Stand til at blive saa over¬
ordentlig stor en Synder; og hvis Langmodig¬
hed saa længe bar over med saa Himmelraabende
Afvigelser.
Men jeg fortryder dem, at Gud! jeg
fortryder dem. - Og hvor tørre ere alligevel
disse Øine, hvor haardt dette Hierte! Slaaer
du Klippen, og den giver Vand. Lad da ikke
den, der sukker over sine Forbrydelser, sukke over
din Unaade. Du Giver, Fører, Elsker; Du
de menneskelige Sieles Gienløser, og o! for
hvilken høi Priis har du løst dem! Du, der
endog hører deres Tanker, der have et sønder¬
brudt Hierte: Hør mig, forbarme dig, skaan
mig! og du Herre, fortørnes ei, om jeg un¬
derstaaer mig at føie endnu dette til! - for¬
skaan din faderlige Ømhed, frie den fra det,
der er den saa meget imod; fra dens nødigste
Verk. Hevnen er dit høistelskværdige Væsen
fremmed; Fordervelsen er en fuld Tilintetgiørelse
af din høist ærefulde Plan.
Har jeg endskiønt været forladt af den
sunde Fornuft; og er besat af en Legion; har


320
jeg endskiønt bestridet min egen Forstand, og be¬
kæmpet mit eget Hierte, naar det vilde bevare
din Lov. Har jeg end med stor Møie bestridet
min Selvklogskab, og indtaget Fordervelsen med
Storm; saa lad dog Forbarmelsen ei være en
ganske ukiendt Fremmed i Himmelen! Lad din
Fortørnelse ei evig brænde! Hvorfor er Herren
fortørnet? Derfor at jeg er en Synder? Hvem
kunde du ellers tilgive? Fordi min Synd er stor;
des større er din Roes, at du tilgiver den. Din
Tiener er en Misdæder, men dog endnu stedse
en Tiener. Din Søn er en ulydig Søn, men
dog endnu stedse en Søn. Har jeg end ikke viist
et Barns skyldige Lydighed, ak! tab du derfor
ikke, o grændseløse Kierlighed, al en Faders
ømme Forbarmelse! Er jeg ikke dine Hænders
Verk? o! saa forsmaae det ikke! Er jeg ikke
et billede af din Majestæt? o! saa udslet det
ikke! Er jeg ikke det Klenodie, hvilket du med
dit Blod har erhvervet? ak! saa forkast mig da
ikke! Skulle Ting, der mindst kunne bestaae til¬
sammen, forene sig til min Undergang? kan jeg
tillige være beslegtet med Fordervelsen og med
dig? O! giør det dog til din Guddommelige
Fornøielse at omvende mig, ikke at udslette mig!
Udsletter du mig, saa skulle dine Fiender trium¬
phere; omvender du mig, saa er Glæde i Him¬


327
melen, og ti gange ti Tusende skulle love dig
derfor rundt omkring din Trone.
Fierde Afdeling.
Men, faaer jeg Forladelse, hvo kan da
vorde straffet? Hvad for Plætter kunne da for¬
dømme, naar saa sort en Synder, som jeg, bli¬
ver benaadiget? Mørkhedens Egne ere og en
Deel af din Skabning; og Helvedes gruefulde
Svælg var ikke skabt forgieves. Hvor store ere
mine Forbrydelser, i og for sig selv betragtede!
og hvor ere de endnu langt større, for saa vidt
de ere begaaede mod din uendelige Majestæt!
Hvad skal jeg altsaa sige? Til hvilken Skygge
af Undskyldning skal jeg tage min Tilflugt? -
Forlad mig, o Herre, min Fornufts Svaghed,
om jeg dømmer feil; eller rettere, smigrer mig
med et falskt Haab. Din uendelige Majestæt
synes at tale for mig. Hvor gierne ønskede jeg
at finde en Talsmand i denne; i den selvsamme
Aarsag, der meest forstørrer min Skyld.
Thi, o min Gud! hvad er jeg? elendi¬
gen tilsammenføiet af Ringhed og Jntet; Alle
Manglers og Ufuldkommenheders rette Middel¬
punkt; En Sammenbindelse af alle de Aarsager,
der kun kunne opvække din Forbarmelse. Svagt
Kiød, og en flygtig Aand! et Møl! en Orm!
et Markhlomster! i Dag og ikke i Morgen. Om


328
Formiddagen og ikke om Aftenen! Skrøbelig nok
til at bukke for den mindste Vind! Ei Herre af
et Øieblik, en Drøm, en Dunst, en Skygge!
et Væsen af Jntet! der igiennem daglige Tvivl
og Farer, Arbeider og Besværligheder kryber frem
i nedrigt Støv og Mudder.
See, det er jeg! saaledes var jeg født; -
og skabt af dig. Og vil du nu vel, o Herre!
blotte en almægtig Arm imod mig? Vil du skyde
en Tordenkile, der kan sønderknuse hele Skab¬
ningen, ned mod dens ringeste Orm? (Ak! til¬
giv, hvad min Angest nøder mig at forestille
dig.) Din uendelige Majestæt erklærer sig
selv mod dette Forsæt: Denne redder Synderen,
hvorvel den forhøier Synden. Maae ikke min
Uselhed giøre din Almagt Vaabenløs? Er ikke
den Forurettedes Høihed, den forurettendes Frel¬
se? Visseligen er jeg din Godhed uværdig, gan¬
ske uværdig; men er jeg da og ikke din Vrede
uværdig? Du, som har din Trone i de høieste
Himle, og seer Verdener, utallige, som Gran
i Solen, svæve under dig! - skulde du, ak!
skulde du ei tænke paa, at jeg er ikkun Støv.
Jo Herre! Du skal tænke derpaa: Du
skal tænke paa dit eget herlige Væsen; Du skal
ihukomme, hvad de gamle Tider vidne om dig;
hvilke Under den Guddommelige Kierlighed gjor¬
de i vore Fædres Dage. Thl til hvem raaber


329
jeg? Er du ikke den, til hvilken endnu ingen for¬
gieves har raabt? Den, der kun skabte for at
lyksaliggiøre; kun befaler, for at bevare; og kun
straffer, for at omvende? Den, der ved sin over¬
vættes Kierlighed sætter Synderen ligesaa meget
i Bestyrtelse, som hielper ham? Thi er du ikke
den samme Gud, der, endskiønt saa høit af os
fortørnet, dog ikke anderledes, end ome  var
den fortørnende, beder os, at vi dog ville forlige
os med dig? Er du ei den samme Gud, der
sørger over de ubodfærdige Forbrydere, og, over
de ubodfærdige Forbrydere imod dig selv? Og
naar din Sorg ei kan frugte, endog i deres Sted
græder? Tog du ei hine Taarer, som det for¬
stokkede Jerusalem ei vilde udgyde, i dine egne
Himmelske Øine, der ved det blotte Syn af dens
forestaaende Undergang udbrast i Graad? Hvo
kan vel uden en hellig Skræk, uden den største
Rædsel, tænke paa disse Ting? eller uden en
Trøst, der er endnu større.
Og her er endnu ikke engang Ende paa
alle vor Trøstes husvalende Forhaabninger. Jkke
aleneste for at bede os, for at sørge over os, og
for at græde paa vores vegne, kom Herlighedens
og det evige Livs Herre herned; men og for at
døe for os. Og hvilken Død! og efter hvad
for et Liv! efter et Liv fuldt af Forbarmelser uden
Tal og uden Maade. Hvad for en prægtig Frem¬


330
gang, hvad for en høi Stige i Kierlighed! Han
gaaer den tilbagevendende ulydige Søn i møde;
Smiler Forbarmelse til en fornægtende Peder;
forkaster ikke en vantroe Thomas; lader den
syndige Magdalene komme til sig; tilgiver den
Qvinde, som var greben i Hoer; og samler til
sig i Paradis, hvor Engle nedkaste deres Kroner
for hans Fødder, en Røver af Korset. Hvilken
forunderligt og høist tilbedelseværdig Stigen er
dette! og er det da vel mueligt, at Kierligheden
endnu kan stige høiere? Ak, lad den endnu stige
høiere, ja endog strekke sig til mig.
Hvad er jeg, o du ganske uudtømmelige
Kierligheds Kilde? Hvad er jeg dog, at jeg skulde
sætte Grændser for en saadan Forbarmelse, som
denne? Kan vel Oceanen drives tilbage af et
eneste Sandskorn paa dens Bredde? Hvilken
Naadens Triumph er det, at uddrive Fordærvel¬
sens Børn af Fordærvelse, hvilken Almagts¬
Gierning, at redde de meest forlorne Elendige!
Har jeg end ladet mig bedaare af Vellyst; Er
endskiønt Fornuft, Samvittighed, Himmel, og
selv Jorden med i en Vægtskaal overveiet af en
Fiær i den anden; Har jeg endog med Esau
hensolgt min Førstefødsels=Ret for Jntet; Lad
dog alligevel, o Herre, om ei den sønderknuste
bodfærdiges Bøn, saa dog disse Fortvivlelsesfulde
Tanker, denne Hierte=Angest, denne, den piinte


331
Misdæders Marter naae Foden af din Trone.
For den dyre Forsoners Skyld, der ei forskaane¬
de sit høistkostbare Blod, ak, for hans Skyld
skaan mig, tilgiv mig, giør mig salig; ja giør
mig, endog mig, salig, o min Fader!
Du, af hvis aabnede Mund Tordenen ud¬
rulder; hvis opløftede Øie formørker Solen;
Du, der har din Vei i Uveir, og der gaaer paa
Vindens Vinger; Du, der sidder over Himle¬
ne, og skiuler dine Fodsoler i Svælgene; men,
(hvad der gielder mig langt meer end alt det øvri¬
je) Du, hvis rige Udflydelse, hvis Ocean af
Kierlighed overstrømmer den hele Skabning, o
føi dog til disse Under endnu et Under, - Til¬
givelsen af en Skyld, som min er! Hør denne
grædende Stemme, see dette blødende Bryst,
denne Banghed, disse Qvaler af det syndigste og
ryggesløseste, - men og det bodfærdigste og
meest ydmygede blant alle Mennesker.
Saa maae du, o Herre, lade skee mig,
hvad du vil; og jeg vil ikke klage. Min Glæde
skal fremskinne midt i Livets truende Storme,
og igiennem Dødens Rædselfulde Skygger. Saa
vil jeg udraabe: Lov, og Ære, og Priis,
og Kraft være den, der sidder paa Stolen,
og Lammet, der har heftet Synden paa
Korset! - Saa vil jeg, trods mine Sukke,


332
synge! Saa vil jeg i mit sidste Aandedræt syn¬
ge! Saa vil jeg synge fra Evighed til Evighed!
Amen, o min Siel! Amen, Amen.
H
Dersom dette Forsøg finder det bifald, hos
de Danske Læsere, som jeg venter, tør
jeg, paa Oversætterens vegne, love dem
snart en Oversættelse af Youngs Natte¬
Tanker.
No. 86.
Fredagen, den 13 Novembr. 1761
Herr Tilskuer!
J¬
eg er 54 Aar gammel, og har endnu ikke væ¬
ret gift, følgelig er jeg en af de Personer,
som man her i Landet kalder gamle Ungkarle, og
som man i forrige Tider kaldte Pebersvenne.
Hvad mener De, om jeg endnu fik i Sinde at
gifte mig? Jeg vil kortelig sige mine Grunde,
og udbede mig Deres Betænkning. Den første
og den vigtigste af dem alle er: at jeg ikke kan
komme ud med mine Jndkomster, og disse ere dog


553
saa store, at mange Folk af min Stand leve med
Kone og Børn af meget mindre. Jeg derimod,
som ikke har nogen Bekostning at giøre uden paa
min egen Person, og som, uden at rose mig selv,
kan forsikre, at jeg ikke er en slet Huusholder,
sætter hvert Aar Penge til af en Capital, som
jeg havde samlet i den Tid, da jeg endnu hver¬
ken havde Embede eller Huusholdning, og for
alt dette, M. H., har jeg ikke en skikkelig Næt
Mad paa mit Bord, og ingen Opvartning, naar
jeg er syg. Jeg har selv Nøglen til mit Fade¬
bur og min Kielder. Jeg veed, hvor mange
Gryn der skal til en Grød, og hvor meget bagt
Brød veier mere end Melet. Jeg maaler mine
Folk selv alting til, og dog bliver jeg narret, ja
paa tusende Maader narret. Det blev mig
umueligt at opregne dem alle. Jeg vil kuns for¬
tælle Dem een, som jeg nyelig opdagede, og som
gjorde mig saa fortvivlet, at jeg besluttede at gifte
mig. Jeg havde min Hønse=Gaard fuld af fede
Kapuner; Min Huusholderske kom en Morgen
ind og sugde, at Maaren havde bidt nogle af
dem ihiel. Det forstaaer sig selv, at jeg lod
hende bringe de døde Kapuner ind for at see, om
det var sandt. Dagen efter havde Maaren bidt
ligesaa mange, og kort at fortælle, han beed hver
Morgen saa mange, at der inden faa Dage var
ingen flere i Gaarden. J Begyndelsen skaffede


534
Huusholdersken mig hver Dag lige saa mange
Kapuner igien, som jeg havde mist, og altid for
got Kiøb; jeg holt dette saa længe ud, indtil jeg
3 gange havde betalt alle de Kapuner, som jeg
havde eiet. Hver Morgen bragte hun mig dem,
som vare døde, men da jeg tilforn havde forsømt
at tage Kiende-Mærke paa mine Høns, saa var
jeg og saa blind, at jeg først for nogle Dage siden
merkede, at der iblant de Kapuner som hun viste
mig, altid var en som havde en lang sort Fier i
Halen; derved kom jeg endelig til at opdage hen¬
des Bedragerie, som bestod deri, at hun havde
solgt mig mine egne Kapuner. Fra den Dag
af har jeg taget Merke paa alle mine Høns; men
jeg er vis paa, at det ikke varer længe, førend
hun opfinder et nyt Skielmstykke, og at jage hen¬
de bort, saa længe jeg dog skal have en --
Jeg kunde faae en, som endnu var verre. Det
eneste jeg kan tvinge hende med, er at sige, at jeg
vil gifte mig.
Det, som meest fortryder mig, er, at jeg
har merket en hemmelig Forstaaelse imellem hende
og Tieneren, og at disse forbandede Mennesker
aldrig ere gladere, end naar jeg er syg. For at
giøre deres Haab til Intet, er det første, som
jeg giør, naar jeg bliver sengeliggende, at jeg
forvarer Nøglerne til mine Penge paa et Sted,
hvor ingen kan finde dem. De have uden Tvivl


55)
merket dette, siden de engang bad mig, at jeg
vilde betænke dem i mit Testament. Sandt er
det, de have tient mig længe, og indtil den Tid,
saavidt jeg kunde merke, temmelig troe, men der¬
som jeg havde lovet dem noget, kunde de jo falde
paa at slaae mig ihiel. Jeg afflog derfor plat
deres Begiering, og sagde tillige, at hverken de
eller mine Slægtninger maatte vente noget efter
min Død; Jeg vilde giøre Got saa længe jeg
levede, men ikke efterlade noget, som kunde give
Folk Aarsag til at glæde sig over min Død.
Fra dette Øieblik af, M. H., har jeg mer¬
ket en kiendelig Forandring i min Huusholdning;
jeg har opdaget et Bedragerie efter det andet.
Er da en Ungkarl ikke ulykkelig? Lover han sine
Folk noget, ønske de ham død, og lover han dem
intet, saa bestiæle de ham, mens han lever.
Jngen af Delene skulde jeg befrygte, dersom jeg
var gift.
Af Fortvivlelse satte jeg mig for at have
ofte Selskab. Jeg lod alting gaae op for ikke
at efterlade nogen Skilling, naar jeg døde, til
saa utaknemmelige Folk. Derved kom jeg i
Gield, og tilsidst blev jeg og kied af denne dagli¬
ge Sværm. Hvad kan det hielpe, at jeg seer
undertiden nogle Folk i mit Huus, hvis Venskab
ikke varer længer, end til Maaltidet er giort, og
siden har jeg ikke en fortroelig Ven, ikke et Men¬


330
neske, som jeg kan forlade mig til, ikke en Siel,
som ynker mig, eller tager nogen oprigtig Deel
i alt det, som angaaer mig? Endnu meer, Hr.
Tilskuer, jeg begynder at blive kuarvurren og
utaalmodig. Dette er en nye Aarsag, hvorfor
jeg troer, at jeg bør gifte mig. Andre Folk vilde
lee deraf, men jeg holder Eder for en sindig
Mand, som hører Folkes Grunde, førend J
dømme dem. Alle de Folk, som jeg har i mit
Huus, ere mine Tienere, og af dem tør ingen
sige mig imod; thi jeg er streng. Denne lange
Vane til at have Folk om mig, som rette sig efter
et hvert Vink, og som giøre uden Modsigelse alt
hvad jeg forlanger, har gjort mig saa magelig
og avindsyg, at jeg tidt veed ikke selv, hvorledes
jeg vil have det. For nogle Aar siden havde jeg
en næseviis Tiener, som ofte tog sig den Frihed,
at giøre Jndvendinger mod hvad jeg sagde; jeg
taalte det længe, fordi Karlen ellers var fornuf¬
tig og troe, og fordi jeg siden efter ofte fandt,
at han havde ret; Men for ei at ærgre mig læn¬
ger, jog jeg ham dog tilsidst paa Døren. Skul¬
de De vel troe, at jeg i den Tid var meget mere
fornøied, og ærgrede mig virkelig meget mindre,
end nu, da der ikke er et Menneske i mit Huus,
som siger mig imod? Dersom jeg fik en Kone,
som med gode Manerer, thi hun maatte just ikke,
være ligesaa myndig som jeg, søgte at bringe mig


337
til Raison, en Kone, som jeg tillige kunde have
nogen Høiagtelse for, og som jeg maatte giøre
mig Umage for at behage; mon jeg da ikke skul¬
de blive mindre uroelig og misfornøied end jeg
nu er?
J seer, at jeg ikke forlanger urimelige
Ting. Jeg vil kuns have en Person, som kan
deele Herskabet og Huusholdningen med mig;
som begriber, at hendes Velfærd er saa nøie for¬
enet med min, at hun hverken bedrager mig, mens
jeg lever, eller ønsker mig død. Jeg forlanger
ikke, at hun skal være forelsket i mig; thi dertil
er jeg for gammel, og at jeg skulde forelske mig
i hende, derfor frygter jeg ikke heller. J kan
derfor haabe, at Eders gode Raad ikke skulde
være spildte, og at jeg er Herre nok af mig selv
for at kunde frie efter Raison alene.
Hvis I derfor har i Sinde at skrive et
Blad om Frierie, og dette er jo dog en vigtig
Materie, er det just saadanne Folk som jeg, der
skal have meest Nytte deraf; thi de, som ere i
en Alder, i hvilken man endnu kan elske, de lee
kuns af alle Eders Regler. Jeg er ie.
Svar.
Min Herre!
53
vor besynderligt det end kunde synes for an¬
dre, at en Mand vil gifte sig, fordi han


330
som Ungkarl ikke kan komme ud med sine Jnd¬
komster, og fordi han begynder at blive knarvur¬
ren, saa vilde jeg dog just for disse Aarsagers
skyld raade Dem dertil, dersom De var nogle
Aar yngere. Erfarenhed har lært Dem, skiønt
alt for sildig for Dem selv, den store Sandhed,
at vi ikke blive lyksaligere ved at unddrage os fra
vore Pligter, og ved at søge en Frihed, som ikke
er naturlig.
Det Menneskelige Kiøns Formerelse er
alt for vigtig en Hensigt af Forsynet og af dette
Liv, til at troe, at de, som opfylde denne Pligt,
skulde derved tabe noget af dette Livs Lyksalighed.
Et Menneske er aldrig mindre fornøiet, end naar
det har intet at haabe eller frygte, og naar alle
Ting føier det. En eenlig Person, som har ingen
at sørge for uden sig selv, finder i sin Lehne=Stoel
tusende smaa Sorger, som qvæle ham meer, end
den Omsorg, som andre have for at bestyre en
heel Familie; og den første er saa meget ulykke¬
ligere, som han har ingen at klage sig for, og
ingen Belønning i Tiden at vente. Alle Folk
indtil hans egne Tienere lee ham ud. Vi kunne
ikke være lyksalige uden at indskrænke vore Be¬
gierligheder, og da vi sielden ere fornuftige nok
til at sætte os selv Grændser, behøve vi underti¬
den Jndskrænkninger. Uden saadanne Jnd¬
skrænkninger blive Menneskene i de beste Om¬


359
stændigheder kielne, utaalmodige og tilsidst uri¬
melige, og det er, med Deres Tilladelse M. H.
den rette Aarsag, hvorfor man finder saa mange
saadanne latterlige og ulyksalige Caracterer iblant
store Herrer, gamle Pebersvenne og bedagede
Jomfruer.
Ægteskab er den mildeste, den naturligste
af alle Jndskrænkninger, det er et Selskab af
Lige, grundet paa fælleds Fordele, en Middel¬
stand imellem Despotisme og Anarkie, imellem
den ubundne og frække Frihed, som giør os til
nedrige Slaver af vore egne Phantasier og Ly¬
ster, og de unaturlige Selskaber, i hvilke mange
ere Slaver af nogle faa. De Jndskrænkninger,
som Ægte-Standen paalegger os, ere ikke Virk¬
ninger af en Mægtigeres Befaling, af en streng
Nødvendighed, af truende og skrækkende Love,
af Fornuftens kolde Overlæg, men af Kierlig¬
hed, Venskab, Taknemmelighed, og af saadanne
Drifter, som i enhver Alder fører den visse Be¬
lønning med sig.
Men for at nyde disse Behageligheder i
Ægtestanden, maae man følge Naturens Orden.
Enhver Alder af et Liv, som ikke varer længere,
end der behøves til at fødes selv, opdrage andre,
og døe, har sine Fornøielser, som man forgieves
søger at kalde tilbage. Der er, som den vise
Konge siger, Tid til at elske. Den naturlige


340
Kierlighed udbreder Yndigheder over det hele Liv;
men hver Alder har sine. Ungdommen er lige¬
som Foraaret skabt for at plante, Manddommen
ligesom Sommeren for at opelske Planterne, og
Høsten for at glæde sig af Frugten af sit Arbei¬
de. De første Bevægelser af Kierlighed ere
Ungdommens Fornøielser, og en Belønning for
den Umage, som det ene Kiøn giver sig for at
behage det andet, og for at komme i Stand til
at forsørge en Familie. Naar disse flygtige Be¬
vægelser ophøre, stifte Vane, Venskab og Erin¬
dring af Ungdommens Fornøielser en nye For¬
bindelse imellem Ægtefolk. En øm Kierlighed
til Børnene, deres uskyldige Spøg, den daglige
Fornøielse, som Forældre finde i at see Fornuften
og Passionerne udvikle sig, og den Glæde, som
de vente at opleve i deres Afkom, ere Belønnin¬
ger for Opdragelsen og den mandige Alders Glæ¬
de. Men just det, som i denne Alder er saa
behageligt, er i Alderdommen besværligt. Kier¬
ligheden er i en Alder, da man mere agter For¬
dele og Magelighed, for kold og mat til at finde
Behag i de Bestræbelser, med hvilke Ægtefolk
giøre hinanden Livet yndigt. J en Alder, da
man elsker Alvorlighed og Stilhed, da man ikke
har uden en svag Erindring af Ungdommens For¬
lystelser, da vi ere tilbøielige til at ansee Tung¬
sindighed for en Dyd, og Munterhed for en Last,


341
denne Alder er Opdragelsen en Byrde. Frygt
for at efterlade en uforsørget Familie forøger den¬
ne Besværlighed, og den eneste Lyksalighed, hvor¬
til Alderdommen er beqvem, er den stille Glæde,
som gode og bedagede Huusfædre finde i vel op¬
dragne og taknemmelige Børn, som ikke meere be¬
høve deres Omsorg.
Denne Glæde M. H. er Livets Høst, og
Høiden af den timelige Lyksalighed, hvormed For¬
synet kroner et Liv, hvis hele Løb har været over¬
ensstemmende med dets Hensigter. Det er Be¬
lønningen af en uskyldig og flittig Ungdom, af
en dydig og uegennyttig Kierlighed, og af en for¬
nuftig Opfyldelse af alle Naturens Drifter.
For en Mand af Eders Alder, kan Ægte¬
standen ikke være andet end et Selskab grundet
paa fælleds Fordele, og naar J var allerlykkeligst
i Eders Valg, bestod Eders Lyksalighed alene deri,
at J ikke havde meer nødig at maale selv Eders
Gryn, og at vogte selv Eders Kapuuer. En
Kone, som ikke elskede Eder, blev utaalelig for
en Mand, som ikke er vant til Modsigelse, og
en Kone, som elskede Eder, om det og var mue¬
ligt at faae saadan en, var Eder kuns til Byrde;
J var endnu mere ulykkelig, om J selv blev for¬
elsket. J skulde for at behage en ung Kone,
begaae tusende af Ungdommens Daarligheder, som
gjorde Eder mere latterlige end alle Eders Bi¬


342
zarrerier. J skulde blive mistænkelig, og denne
Passion skulde bryde Eder mere end en heel
Huusholdning.
Da J allerede er for gammel og for meget
vant til Rolighed, til at finde Smag i Barn¬
dommens uskyldige Spøg, saa skulde og Eders
Børn ikke kunne fornøie Eder, om J end troede,
at J selv var Fader til dem. Jo mere J elskede
dem, des uroeligere skulde J være, fordi J ikke
kunde vente at leve med dem til den Tid, da gode
Forældre nyde den Belønning for Opdragelsens
Møie, som er Alderdommens eneste Glæde.
Dersom J vilde føle noget af denne Glæ¬
de, som er den eneste, hvilken Naturen har giemt
til Eders Alder, veed jeg ikke andet at raade Eder,
end at J anvende noget af Eders Formue paa at
giøre vel mod fattige Børn, af hvilke J kunde
endnu vente at blive belønnet med Taknemmelig¬
hed. Paa denne Maade alene kunde J opdra¬
ge Eder Venner, som skulde elske Eder oprigtig
nok for at begræde Eders Død; thi Kierlighed,
Venskab, og Taknemmelighed ere Ungdommens
Følelser. Og ved at udlokke dem med Velgier¬
ninger, kan J endnu midt i Alderdommens kolde
Vinter smage noget af Foraarets og Sommerens
Forlystelser.
Troe, at Natur og Pligt siger endnu det
samme til Eder, som et ærværdigt Senat i Rom


3715
sagde til saadanne gamle Pebersvenne, paa en
Tid, da Forsømmelsen af saa vigtige Pligter
endnu ikke blev anseet som ligegyldige Ting.
Naturen, som har ladet Eder føde, har
paalagt Eder den Pligt at føde andre, og Eders
Forældre have ved at opføde Eder, forbundet
Eder, om der ellers er nogen Skam i Eder,
til at skaffe dem Efterkommere. Desuden ere
ved den Lykke, som J have gjort, for lang
Tid siden kaldet til at opfylde Eders Pligt.
Jmidlertid have J ladet Eders Aar gaae bort,
og J ere nu ikke meere skikkede til at være enten
Mænd eller Fædre. Gaaer derfor hen og
betaler for Eders Ladhed en Penge-Straf til
dem, som have mange Børn at opdrage.
Val. Mar. 11 Bog. 9 Cap.
Dette er alt hvad jeg veed at sige til Eders
Trøst; thi paa Eders Alder M. H. er Fortry¬
delse og Bedring ikke nok til at undgaae al den
Straf, med hvilken Naturen hevner sig over
Ungdommens Forseelser.


344
No. 87.
Mandagen, den 16 Novembr. 1761.
J¬
eg fandt for kort siden i den 34 Tome af
Nouvelliste oeconomique & litterai¬
re en Efterretning om et Skrift, som er udkom¬
men i Engelland i Aaret 1759 under Titel af
Betragtning af de Skiønne Videnskabers
Tilstand i Europa (An Enquery into the
present state of Polite Learning in Eu¬
rope.) Det Ord Polite Learning udtryk¬
ker saa lige efter Ordene det, som man paa Latin
kalder Politior Doctrina, og hvorved nogle
af vore Lærde alene ville have forstaaet den Græ¬
ske og Romerske Veltalenhed, at jeg bildte mig
stadig ind, at, dersom Forfatteren ikke ganske
havde forglemt os, skulde jeg finde her mine
Lærde Landsmænds Arbeider i de døde Sprog,
anførte som Zirater i Historien af den polerte
Lærdoms Tilstand i Europa; thi jeg kunde ikke
haabe, at en fremmed Skribent af et Land, hvor
de Skiønne Videnskaber ere bragte til saa stor
en Høide som i Engeland, skulde tale om de faa
Danske Skrifter, som vi have, og som vore Lærde
neppe holde værdige til at nævnes i det menne¬


379
skelige Kiøns Historie. J stedet for disse ulær¬
de Skrifter, som ikke kunne vente at blive læste
uden for Dannemark, ventede jeg at see de store
Latinske Verker, som vore Lærde havde skrevet
for det hele menneskelige Kiøn, uævnte med me¬
gen Berømmelse, og som Zirater i Historien af
den polerte Lærdoms Tilstand i Europa. Efter
saa stor, saa billig, saa grundet en Formodning,
hvor stor blev da ikke min Forundring, da jeg
fandt, at Forfatteren ikke havde sagt mere om
os, end disse Ord: Hvad Dannemark angaaer,
kan dens lærde Historie (lK. Forfatteren taler
her kuns om de Videnskaber, som de Lærde
kalde politiorem Poctrinam) indbefattes
i en eneste Mands Liv; Den begynder og en¬
der med den berømte Baron Holberg.
Nu begreb jeg først, at han ved den po¬
lerte Lærdom forstod enhver Nations Arbeider i
sit eget Sprog; Men hvilket Tordenslag for en
Patriot, har da denne Engellænder, sagde jeg,
ikke læst Møllers Nordiske Bibliothek? Der
kunde han jo have seet, hvor poleret et Sprog
det Danske har været, og hvor mange Skiønne
Verker det har frembragt længe for Holbergs Tid.
Det eneste, som igien kunde opreise mit nedslagne
Sind, var den Trøst, som man finder i et al¬
mindeligt Skibbrud; thi vore Naboer de Sven¬
ske bleve ikke meere skaanede, og alt hvad man


340
tilstod dem i disse Videnskaber, var,, at Grev
Tessins Breve vare en god Begyndelse, og
at, dersom Muserne i nogen Tid kunde boe i
dette forskrekkelige Clima, skulle de bringe det
vidt, fordi de Svenske have megen Styrke i
Sielen, og en frie Tænkemaade.
Saa er det nu ikke de Franske og Tydske
alene, som ville forringe vore Fortienester af Vi¬
denskaberne; Nei det er og Engellænderne, den¬
ne Nation, som vore Lærde agte saa høit, fordi
deres Geistlige ere Baroner og Mylords, og fordi
man i deres Skoler lærer endnu meget Græsk;
Thi for de Engelske Verker i de Skiønne Viden¬
skaber, for Miltons og Youngs Skyld er det vist
ikke. Dette Folk vil nu ikke heller skaane os.
Herefter, sagde jeg, bør ingen Dansk Patriot
mere tale vel om nogen fremmed Nation. Kunde
vi ikke holde dem Ligevægten ved at rose os selv,
bør vi stræbe at giøre det ved at laste andre.
Jeg vilde skrive et Blad mod Milton,
Pope og alle store Engelænder. Jeg vilde vise,
at Milton var ingen Poet, at Pope var ingen
Philosoph, at hiins Verker ikke vare Skiønne,
og dennes ikke grundige, og endelig at begge ikke
vare Christne; Men til Lykke, thi jeg skulde ellers
have gjort et meget unyttigt Arbeide, faldt det
niig ind, at den patriotiske Tilskuer endnu ikke
er bekiendt i Engeland.-- Jeg vil skrive, sagde


54!
jeg i min Vrede, et lærd Strids=Skrift paa
Latin, som kan læses af det hele menneskelige
Kiøn. -
I det jeg var saa forbittret mod den hele
Engelske Nation, og imidlertid bladede hist og
her i ovenmeldte Uouvelliste, fandt jeg i nogle
Anmerkninger over de adskillige Skrivemaader,
forfattede af en Sveitzer, noget, som oprørte mit
patriotiske Blod endnu mere, end alt hvad En¬
gelænderen havde skrevet. "En vis Maadelig¬
hed i Skrivemaaden, siger denne uhøflige Svei¬
ter, giør det meste til et Skrifts Fremgang.
Stærke Tanker ere ikke for alle Hoveder; Der
ere faae, som kunne opløfte sig til Baco. Den
største Deel finder mere Smag i Bruyere og
Gratian, og der ere de, som maae lade sig
nøie med Holberg.
Nu var Engelænderen i Betragtning af
Sveitzeren saa billig en Dommer, at al min Vrede
faldt paa den sidste alene; Men Sveitz, tænkte
jeg, er endnu længer borte end Engeland, Danske
Bøger kunne ikke komme derhen uden til Lands,
og jeg erindrer mig ikke, at jeg har seet nogen af
vore Disputatzer ved Frankfurter Messe. - -
Jo mere jeg pønsede paa dette vigtige Fo¬
retagende, desmere Vanskeligheder fand! jeg deri,
at skrive mod Franske, Engellænder, Tydske,
Sveitzere, mod saa mange Nationer paa engang;


340
om jeg og havde alle Lærde Folk her i Landet paa
min Side, var Partiet dog ulige. Her behø¬
vedes et Forbund, som ikke var mindre end det,
der forenede Cimbrer, Gother og Teutoner til at
angribe det stolte og vittige Rom. Jeg ventede
at finde denne Hielp hos vore Naboer, som ikke
vare mindre fornærmede end vi, og jeg fæstede
min Forhaabning fornemmelig paa Forfatteren af
det Ugeblad, som nu udgives i Sverrig under
Titel af den Frie Svenska. Vi ville, sagde
jeg, med forenet Magt, og som sande Patrioter,
opfordre alle Stærke Siele blant vore Lands¬
mænd til at sægte for Fædrenelandets Ære, og
hele Sønden af Europa skal skielve for de Nor¬
diske Folkes Penne, ligesom de fordum skiælvede
for deres Jern Køller. De skulle erfare, om
ikke af vore Skiønne, saa dog af vore Critiske
Verker, at skiønt vores Tænke- og Skrivemaade
ikke altid er saa fiin, saa er den dog stærkere end
deres, og at, om vi end i andre Videnskaber maae
lade os nøie med Holberg, er Tabet dog ikke stort,
fordi vore Metaphysiker alene ere stærke nok til at
svinge sig langt over Baco. Efter saa mange
lykkelige Forsøg baade i det Høie og det Lave, hvem
skulde da tvivle om vore Gaver i det middelmaa¬
dige? Og da vi have en Holberg og en Tycho
Brahe, hvortil skulle vi da vel behøve en Baco,
en Bruhere og en Gratian?


379
J det samme fik jeg nogle Stykker af Uge¬
Skriftet kaldet den Frie Svenska og af de Sven¬
ske Lærda Tidningar. Min Correspondent i
Stokholm berettede mig tillige, at der var stor
Strid iblant de Lærde om Skrivemaaden og Vær¬
dien af de gamle Nordiske Forfattere. Den ær¬
lige Svenske, sagde jeg strax, skal uden Tvivl
have betaget mig Umagen. Det skal ikke være
ham nok at redde sit eget Folkes Ære; han skal
ligesaa lidt glemme de berømte Forfattere, som
Dannemark har havt for Baron Holberg, som
dem, hvilke Sverrig har kiendt for Greven af
Tessin. Jeg tog med Begierlighed eller Nys¬
gierrighed fat paa det 10de Blad af ovenmeldte
Uge=Skrift. Jeg saae strax af Begyndelsen,
at det handlede just om denne Materie. Jeg
læste, men min Nysgierrighed forandrede sig snart
til en ubeskrivelig Forundring.
Man maae ulstaae, at vores Land, som
ellers ikke savner gode Skribentere i andere
Materier, hidindtil har havt Mangel af gode
Historie=Skrivere. Vi have en heel Hob,
som have været temmelig beqvemme, til at
samle Materialier og Handlinger, men ganske
faa, som have vidst at bruge dem, og bringe
dem i Orden, med den Reenhed og Behage¬
lighed i Skrivemaaden, den Skarpsindighed,
og Styrke i Reflexionerne, den Fiinhed og


350
Skiønsomhed i Caracterernes Udviklelse, og
det Valg af Omstændighederne til hele Beret¬
ningens Oplivelse, som med Rette saa meget
fornøier os hos de gamle Græske og Romerske,
og de nyeste Franske Forfattere. -
Hos os, siger han videre, er ingen med
saa liden Læsning og Studeringer, som ikke
indbilder sig at være saa stort et Verk voxen.
Jsær har i disse sidste Tider en Art af saadan¬
ne Skribentere begyndt at florere, som man
ikke kan ihukomme uden Misfornøielse. Jeg
mener vore Biographer, som de kalde sig selv,
hvilke med deres Historier, Biographier, Ca¬
racterer, Paralleler, Epitaphier, Taler o. s. v.
formene sig at kunne bevare til Efterkommerne
Afmindelser af værdige Personer og Handlin¬
ger. Men, Kiære, hvad for daarligt Be¬
greb maae ikke Udlændninger fatte om de
Mænd, som ved en hederlig Vandel have
gjort sig afholdne og berømte iblant os, om
de skulde indrette deres Domme efter saadanne
Skrifter? Hvad skulde vore Efterkommere
tænke om deres berømmelige Forfædre, om de
alene betragtede dem ved saa dunkle og ubeha¬
gelige Lys? Men til vores Trøst ere deslige¬
Arbeider saa kortlivede, at de ikke let kunne
forringe værdige Patrioters Æreminde, lige¬


591
som de tillige ere uformuende til at bevare dem
fra Forglemmelse.
At indrømme Fremmede saadanne Fortrin,
at forringe saaledes sine egne gamle berømte
Landsmænds Verker, er det vel tilladt i et offent¬
ligt Uge-Skrift, som udgives efter Rigs=Stæn¬
dernes Befaling?
Jeg kiendte ikke mere den gamle Nordiske
Caracter igien i vore Naboer. Ne, sagde jeg,
da ere Vore Siele stærkere; de lade sig ikke saa
let bøie, og de vide bedre at modstaae alle Foran¬
dringer i Smagen. En Dansk Forfatter skulde
understaae sig at sige om en eneste gammel berømt
Skribent tiende Delen af det, som denne Sven¬
ske siger om saa mange brave Mænds Verker, om
Taler, som ere holdte i saa anseelige Forsamlin¬
ger, ved saa høitidelige Leiligheder; O jeg vilde
ikke være den ulykkelige Skribent, om han end
kunde vente, at hans Navn skulle blive ligesaa
udødelig hos begge Nationer som Holbergs og
Tessins. En heel Sværm af Konst Dommere
skulde overfalde saadan en Oprører, og giøre ham
Livet saa suurt, at det kuns lidet skulde glæde
ham, om han kunde vente at blive engang, naar
han var død, nævnet af en Engelænder i Histo¬
rien af de Skiønne Videnskabers Tilstand i Eu¬
ropa som et rart Exempel i Norden af det Slags,
om andre Folk kalde det Middelmaadige.


552
Jeg kastede Uge=Skriftet bort, og hastede
til de Lærda Tidningar for at see, om de Svenske
Konstdommere vare følesløse nok til at lade saa¬
dan en Forbrydelse mod Nationens Ære blive
uhævnet. J Critiken af et hvert Skrift, som
blev anmeldt, ventede jeg i det mindste at finde
noget, som kunde hentydes paa dem, som vilde
forandre Smagen, især om man troede, at de
efterlignede de Franske ? - Jeg ventede at læse
hver Postdag noget om Smagens Fordervelse,
Lærdommens og den sunde Fornufts Aftagelse
hos andre Folk, om den hoppende, flyvende og
springende Stiil, om de opskruede og opsvolme¬
de Talemaader, som have forjaget de gamle Cim¬
brers og Gothers mandige Veltalenhed af Eu¬
ropa, om den ubodelige Skade, som det Grun¬
dige leed ved Svenske Skrifter i den, nye
Smag-- Men jeg fandt Jntet af alt dette.
Efter megen Søgen fandt jeg endelig i det 40 No.
af bemeldte Tidender en Critik over disse dristige
Tanker af den Frie Svenske; men den var saa
lemfeldig, saa kold, og i Betragtning af den
Styrke, med hvilken vore Konstdommere vide at
udtrykke sig, saa svag, at man snarere maatte
ansee den for en fiin og beskeden Tilstaaelse af
det, som den frie Svenske havde sagt i en dristi¬
gere Tone.Naar vi betænke, siger Forfatteren
af denne Critik, at vort Sprog endnu ikke er


575
igt og bestemt nok, at vi hos os gemeenlig
vænnes før til at skrive og yttre vore Tanker
paa fremmede Sprog, end paa Moders-Maa¬
let - i kan ingen undre, om vore Lands¬
mænd endnu ei have kunnet opnaae Grækerne,
Romerne og de Franske; Men skulle vi der¬
for foragte det indenlandske? Er det endnu ei
kommen til den Høide, kan det skee, naar
kuns ikke Lysten betages ved foragtelige Dom¬
me" - -
Dersom den Frie Svenske havde skrevet
iblant os, skulde vore Konstcommere da vel have
indrømmet ham saa meget? Skulde de vel have
tilstaaet fremmede Sprog og især det Franske et
Fortrin i Rigdom og Styrke? ? ? De, som
ikke kunne tilgive Babne, at han i et af sine Bre¬
ve har sagt, at det Schytiske Sprog endnu ikke
var stærkt nok til at kunne udtrykke de fineste af
Hiertets Følelser, en Mangel, som i det beste
Sprog aldrig fuldkommen kan oprettes. - - -
En god Ven, som jeg viste disse Skrifter,
gjorde ganske andre Betragtninger derover; han
vilde endog nøde mig til at ansee den Frie Sven¬
skes Critik som et Beviis paa det, som den En¬
gelske Forfatter har sagt til de Svenskes Roes.
Hvor megen Styrke i Sielen, sagde han, maae
det Folk ikke have, hvor en Forfatter kan driste
lig til at sige paa engang saa mange forhadte


594
Sandheder, og endnu mere, hvor Folk kunne
taale at høre dem. Lad andre, som begyndte
tiligere, have bragt det videre, det bliver os aldrig
en Skam at tilstaae Sprogets Ufuldkommenhe¬
der, naar vi søge at rette dem; men at Folk, hvis
Sprog endnu ikke er Fremmede bekiendt uden af
en eneste Mands Verker, ville klage, at Spro¬
gets og de Skiønne Videnskabers Dyrkelse hos
dem, er til Hinder for det Grundige, dette skulde
giøre dem langt større Skam, dersom det engang
blev bekiendtgjort i Videnskabernes Historie. Det
kan vel være, sagde han, at det Grundige for¬
sømmes, og i fald saa er, er det meget at bekla¬
ge; men hos os og vore Naboer er det endnu ikke
de Skiønne Videnskabers Skyld.
Tilsidst vilde han bilde mig ind, at jeg i
nogle af disse Blade og paa andre Steder havde
talt saaledes om vore gamle berømte Forfattere,
at mange Læsere troede om mig, at jeg havde
samme Tanker om vores Sprog, som den Sven¬
ske om sit. Det hialp intet, at jeg anførte alt
hvad jeg havde sagt til vore nye Skribenteres
Roes og til de Gamles Undskyldning; at jeg
beviste ham, at min Critik over nogle af de Gamle
ikke forringede deres Fortieneste paa den Tid, da
de levede; at den sigtede ikke til at beskiæmme de
Gamle, ikke til at afskrække andre, men til at
forsvare og opmuntre de Nye, som ved foragteli¬


355
ge og ubillige Domme bleve afskrækkede. Haver
J ikke tænkt det, sagde han, saa burde J have
tænkt det, og at J ikke haver været stærk nok til
at sige det saa reent ud som den Svenske Forfat¬
ter, det kan undskyldes, fordi Erfarenhed viser,
at Eders Landsmænd ikke ere stærke nok til at
taale det.
Saa uhældig er ofte en Skribent, at de
Domme, som i nogles Tanker ere haarde og bittre,
synes andre at være alt for lemfældige, og at det,
som hos alle andre Folk ikke giorde nogen Opsigt,
kan paa et eneste Sted i Verden foraarsage et
stort Bulder.
No. 88.
Fredagen, den 20 Novembr. 1761.
Min Moder!
J¬
eg erindrer endnu meget ofte Eders Kierlighed,
imod mig, og især den Bedrøvelse, med
hvilken J fulgte mig til Søe=Bredden, da min
Fader havde solgt mig for et Stykke Engelsk To¬
bak, til den Kiøbmand, som førte mig herhid.


350
En gammel Neger, som reiser undertiden til St.
Croix, har sagt mig, at J er kommen der til
Øen, og det første Ønske, som jeg giorde, var,
at jeg maatte blive solgt til Eders Herre, om det
og var den værste paa hele Landet. Jmidlertid
har jeg lært at male nogle Caracterer, og den gamle
Neger har lovet, at han vil forelæse Eder hvad
jeg skriver.
Da jeg havde forladt Eder og blev ført
ud paa Skibet, var der intet saa forskrækkeligt
til, at jeg jo troede, at det kunde møde mig;
thi hvad andet skulde jeg vel vente af Fremmede,
som havde kiøbt mig, jeg som var vant til at see
en Neger opædes af en anden, og Børn at sælges
af deres egne Forældre. Eders Taarer, Eders
Bedrøvelse var det eneste, som jeg forundrede
mig over; og ligesom det aldrig faldt mig ind at
tvivle, at jo min Fader havde Ret til at giøre
med mig alt hvad han vilde, saa troede jeg det
samme endnu mere om de Folk, til hvilke han
hevde solgt mig. Den første Tanke, som faldt
mig ind, var, at de vilde æde mig; thi hvortil,
tænkte jeg, skulde disse Folk, som i alle Ting ere
saa meget klogere, som de ere værre end vi, bruge
en Neger, som ikke har lært noget af deres Kon¬
ster, og som ikke engang forstaaer, hvad de sige:
Denne Tvivl blev først opløst, da jeg kom her til
Landet.


59!
Den nye Herre, til hvilken jeg blev solgt,
overleverede mig til en gammel Neger, som han
havde sat over sine Slaver? Siden denne var
min Landsmand, haabede jeg, at vi skulle kom¬
me vel til rette; men min Glæde fik snart Ende.
Han handlede mig endnu værre end Europæerne,
og naar jeg undertiden bad min Plager, at han
dog vilde have Medlidenhed med en arm Slave,
som var hans Landsmand, svarede han, at han
var en Christen, og havde intet mere tilfælles
med saadanne forbandede Mennesker.
Jeg fik Lyst til at vide, hvad det var for
Folk, som han kaldede Christne. Deres Vil¬
kaar, tænkte jeg, maae være bedre end vores,
og siden han er det, kan jeg maaskee og blive det.
Den første gang jeg spurgte derom, fik jeg ikke
andet Svar, end at jeg var for dum til at be¬
gribe det. En anden gang, da han syntes at
være lidt bedre sindet imod mig, fortalte han mig
forunderlige Ting om disse Folk. Saa meget
som jeg kunde begribe deraf, var Meningen denne:
at der var en stor Herre oppe i Himmelen, som
havde sat de Christne over alle andre Folk, lige¬
som hans Herre havde sat ham over mig; at alle
de, som ei vare Christne, havde intet got at vente
af denne Herre, og ingen Ret til at klage over
de Christne, om de end nok saa meget pinede dem;
thi, sagde han, vi kunne aldrig giøre Eder saa


598
meget Ondt her i Verden, at J jo fortiene tu¬
sinde gange mere, og faae det og engang, naar
J døe, dersom J ikke først blive Christne. Jeg
vil gierne være det, sagde jeg, sig mig kuns, hvad
skal jeg giøre. Han fortalte mig derpaa mange
forunderlige Ting, hvoraf jeg ikke forstod det
allermindste. Alt dette, sagde han, skal J troe,
og lade Eder døbe. Saaledes er jeg bleven en
Christen, og saaledes kan J og blive det engang,
om Herren vil tillade det; thi saa snart J bliver
det, er J frie.
Dette gav mig endnu mere Lyst til at blive
en Christen. Jeg giorde ham ved alle Leilig¬
heder mange Spørgsmaale om de Ting, som han
sagde, at jeg skulde troe. Engang fortalte han
mig, at den store Herre i Himmelen havde en
gammel Slave, som efter Døden skulde pine mig
endnu mere end han, dersom jeg ikke blev en
Chriften; Jeg vil jo gierne være det, svarede
jeg, men J siger selv, at min Herre maaskee ikke
vil tillade det, fordi han mister derved de Penge,
som jeg har kostet ham. Er da den store Herre
vred, fordi jeg ikke bliver en Christen, saa maae,
han jo straffe min Herre derfor, og ikke mig. J
snakker som en dum Karl, sagde han, kan ikke
enhver giøre med sit hvad han vil? Jeg blev
siden bekiendt med en Mand, som underviser dem,
der blive Christne, og denne gav mig ved den


399
allerførste Samtale ganske andre Begreber om
Christendommen. Han forsikrede mig, at den
store Herre, som de Christne tilbede, var Kier¬
lighed selv; at der hos ham var ingen Persons
Anseelse, ingen Forskiel imellem Tiener og Her¬
re, Hvid eller Sort; at han havde sendt sin eneste
Søn til Verden for at lide al den Straf, som
det hele menneskelige Kiøn havde fortient med
deres Synder; at denne hans Søn havde præ¬
diket alene om Kierlighed, og ikke givet de
Christne andre Befalinger end denne: at de skulle
elske Gud over alle Ting og andre Mennesker
som dem selv. For dem, sagde han, som saa¬
ledes troe og elske, har han beredt en evig og
ubeskrivelig Lyksalighed efter dette Liv, og for dem
alene, som modvillig og indtil Enden foragte saa
kierlige Tilbud, har han beredt ligesaa ubeskri¬
velig en Straf. Ved denne korte Tale følte jeg
ganske andre Bevægelser hos mig. Jeg fandt
noget deri, som jeg billigede uden ret at vide,
hvorfor. Jeg tænkte paa Eder, min Moder;
Dersom denne Herre i Himmelen, sagde jeg ved
mig selv, elsker alle dem, som elske ham, uden
at giøre Forskiel imellem Hvid og Sort, da bli¬
ver min Moder vist nok lyksalig; Vare alle
Christne saadanne Folk, tænkte jeg, da var det
got at være deres Slaver. Jeg ønskede i det Øie¬
blik ikke meere at blive frie, jeg forlangte kuns at


300
blive en Christen; Mev kiere Moder, disse søde
Forhaabninger varede ikke længe: Saa snart jeg
fik Tid til at tænke mig om, faldt det mig strax
ind, at de Christne kunde umuelig selv troe noget
af alt dette. Disse Folk, som ikke engang elske
hinanden indbyrdes, som nægte sig selv intet af
alt hvad de begiere, som ere saa kielne, saa ma¬
gelige, saa lækkre, saa stolte, saa vellystige, og
dog behandle os andre, ligesom om vi ikke havde
Følelse, skulde de vel troe, at den Store Herre
i Himmelen havde befalet dem at elske alle andre
endog Sorte Mennesker, som dem selv? Er det
mueligt, at den samme gode Herre kan forlange
af os, at vi skulle elske dem? Nei, sagde jeg
ved mig selv, enten maae de troe, at vi ikke ere
Mennesker, eller vi kunne ikke troe, at de selv
ere Christne.
Jkke desmindre syntes denne Mand at
have noget saa fromt og oprigtigt i sit Væsen, at
jeg ikke kunde troe, at han vilde bedrage mig.
Dersom han havde sagt, at han var den eneste
Christen paa den hele Øe, havde jeg uden videre
Betænkning troet alt, hvad han fortalte mig om
den store Herre i Himmelen; thi jeg ønskede selv
ret inderlig, at det maatte være sandt. Jeg
kom til ham engang om Ugen, da han forelæste
mig noget af en Bog, som indeholdt adskillige
Taler, hvilke den Himmelske Herres Søn havde


301
holdt til Menneskene, paa den Tid, da han stif¬
tede det første Selskab af Christne i Verden. Jo
mere han læste deri, desmere blev jeg overbeviist
derom, at Hoved=Summen af den hele Lærdom
var Kierlighed, ja en Kierlighed, min Moder!
som overgaaer langt alt hvad vi kalde Kierlig¬
hed; Hos os elsker ingen Fader saaledes sine
Børn, ingen Broder saaledes den anden. Jeg
kunde nu ikke meere begribe, hvorledes de Christne
kunde troe et Ord af alt, hvad der staaer i denne
Bog. Jeg undrede mig endog derover, at vore
Herrer tillode denne Mand at lære os saadanne
Ting, som ikke nyttede til andet, end til at giøre
dem selv og deres hele Opførsel endnu mere af¬
skyelig i vore Øine. Kan J vel troe, min kiere
Moder, at disse Folk, som øve saa megen Grum¬
hed mod andre, og udstaae selv saa mange Far¬
ligheder alene for at samle det gule Støv, som
ligger paa Bunden af vore Floder, og i hvis
Besiddelse de sætte al deres Lyksalighed? Kan
J troe, siger jeg, at disse Folk lære efter denne
Bogs Jndhold: at man ikke skal sørge for den
Dag i Morgen; at man ikke skal samle Liggen¬
defæe paa Jorden, som Rust og Møl kunne for¬
derve, og Tyve igiennembryde og stiele, og at
saa vanskeligt som det er, at drage et stort Reen
igiennem et Naale=Øie, saa vanskeligt er det og


302
for en rig Mand at opnaae den Lyksalighed, som
de gode Mennesker skulle nyde efter Døden.
Den gode Mand forelæste mig engang et
Stykke af hans Bog om en Dom, som den Him¬
melske Konges Søn vil holde over Menneskene.
Naar han kommer, hedder det, i sin Herlighed,
og alle Folkene forsamles til ham, skal han skille
dem fra hverandre ligesom en Hyrde skiller Faa¬
rene fra Bukkene. Da skal han sige til dem,
som have klædt de Nøgne, bespiist de Hungrige
og huset de Fremmede, kommer, min Faders
Velsignede, og arver det Rige, som Eder var
beredt før Verdens Grundvolde bleve lagte, thi
hvad J have gjort mod den ringeste blant Men¬
neskene, det have J og gjort mig; men til de
Ubarmhiertige skal han sige: Gaaer bort J For¬
bandede til den evige Jld; og naar de sige, at
de have lært og tilbedet i hans Navn, vil han
svare dem: Jeg kiender Eder ikke, gaaer bort
fra mig, J som beflitte Eder paa Uret.
Haver J vel nogen Tid hørt saadanne
Tiag? Lære de Christne og saadant paa Eders
Øe? Hvis ikke, skal det ikke engang synes Eder
troeligt, at Christne kunne sige sligt; J skulde
tænke, at jeg vilde bedrage Eder. Men hvor
kunde jeg eller nogen Neger optænke saadanne
Ord af os selv, og dog, min Moder, er der dog


303
ikke noget i vort Hierte som siger os, at, om det
ikke er, burde det dog være saa?
Er dette virkelig den Himmelske Konges
Villie, sagde jeg til den gode Mand, da maae
han jo hade de Christne frem for alle andre Folk;
og hvorledes kan De da sige, at Jngen blive
salige uden de? Dersom de Christne ikke giøre
hans Villie, svarede han, bliver deres Straf
større end andres; han har selv sagt, at det skal
gaae andre Folk, for hvilke han ikke har aaben¬
baret sig, taaleligere paa Dommens Dag, end
dem, og at den, som ikke lovede at giøre hans
Villie, og dog giorde den, var ham kierere, end
den anden, som lovede og ikke giorde det.
Men hvortil nytter det da, sagde jeg, at
den gode Herre har givet de Christne saadanne
Befalinger, siden de ikke holde dem? De tiene
jo da kuns til at giøre dem meere strafværdige og
ulyksalige end andre Folk, for hvilke han ei har
aabenbaret sig? Endskiønt mange, sagde han af
dem, som kalde sig Christne, ikke leve meere efter
deres Store Læreres Regel; saa ere der dog
endnu nogle sande Christne til, og der har været
en Tid, da der var et Selskab af Christne til,
som paa det nøieste opfyldte Kierligheds Lov.
Disse vare da vel alle meget Lyksalige, sagde jeg,
og havde et langt herligere Rige paa Jorden,
end de onde Christne, som endnu leve? De vare


304
Lyksalige, svarede han, men deres Lyksalighed
bestod ikke i Rigdom og Magt. De havde den
samme Skiebne, som deres Store Lærer, at blive
forfuldte af onde Mennesker, som da levede i
Verden. Han beskrev mig disse Forfølgelser,
og jeg maae tilstaae, at alt, hvad den elendigste
Slave lider, er kuns lidet mod det, som disse
Mennesker have udstaaet, og i alt dette vare de
glade, som man kan see af deres Breve, hvoraf
han forelæste mig nogle Stykker. Jeg er tre
gange yuostrøgen, siger en af de ypperste iblant
dem, en gang stenet; Jeg har tee gange nok
Skivbrud; Jeg har udstaaet Arbeide og
Møie, Vagt, Hunger og Tørst, Kuld og
Nøgenhed, og i alt dette, siger han, er jeg
vel tufreds. Denne indvortes Trøst, sagde
den Chriftne Lærer til mig, som kommer af
Haab om et bedre Liv, er den rette Lyksalighed,
som den himmelske Konge, hvis Rige ikke er af
denne Verden, tilbyder alle, som troe hans
Forsættelser og giøre hans Villie, enten de ere
Slaver eller Herrer, Tienere eller Frie, Rige¬
eller Fattige. Denne Lyksalighed er saa stor, at
de første, Christne, blant hvilke vare mange
Slaver, hvis Vilkaar ikke vare bedre end Eders,
ikke ængstelig søgte at forlade deres Stand. De
vare midt i deres Baand og Trængseler mere
fornøiede end deres tyranniske Herrer, og saa¬


305
danne gode og lyksalige Folk vare alle Christne,
saa længe de bleve forfulgte og foragtede i
Verden.
Hvor selsom end denne Tale forekom mig
i Begyndelsen, fandt jeg dog i denne Mands eget
Exempel noget, som giorde den rimelig. Skulde
J troe, min kiere Moder, at denne Mand, som
underviser andre i Christendommen, og som fast
er den eneste, der lever efter de Christnes Lær¬
dom; at denne gode Mand just er en af de fat¬
tigste og mindst agtede her paa Øen? De fleste
Herrer ere vrede paa ham, og sige, at han for¬
fører og forderver deres Slaver, at han er en
stræng, myndig, knarvurren og egensindig Mand,
og dog er han altid kierlig og vel fornøiet; Men
han drikker og spiller ikke med de andre, og han
foreholder dem engang om Ugen deres Feil.
Men siden de Christne, sagde jeg videre
til ham, som nu ere i Verden, ikke leve efter
deres Lærers Regel, hvorfor ville de da bære hans
Navn? Hvorfor kalde de sig Christne? Hvorfor
foragte de andre, som ikke bekiende sig til en Lær¬
dom, som de selv foragte? Siden det er bleven
en Ære-Titel, svarede han, med hvilken man
har forenet adskillige verdslige Fordeele, er Verden
bleven opfylt med saadanne Mund Christne. De
fleste Slaver, som lade sig døbe, giøre det alene
for at blive frie; og jeg maae derfor tilstaae, at,


260
hvor gierne jeg end under Eder alt got, ønskede
jeg dog meget, at denne Skik, hvorved nogle
blive slette Christne, og andre hindres fra at blive
det, ikke var indført. 2 -
J det samme kom min Herre tilligemed
hans gamle Slave; Denne, som havde merket,
at hans Herre var forbittret, fordi jeg talede med
Præsten, opsøgte strax en anden ringe Anledning
til at straffe mig, han pryglede mig saa forskræk¬
kelig, at jeg laae halv død for hans Fødder.
Præsten kunde med alle sine Forbønner intet ud¬
rette. Min Herre bebreidede ham endog, at han
søgte at forføre en Slave, som havde kostet ham
mange Penge. Det er ikke min Leilighed, sagde
han, at kiøbe en Slave i Dag, for at giøre ham
frie i Morgen, og andet søge disse Hunde ikke ved
at blive Christne. J veed ikke, hvad der stikker
i en Neger; De ere ikke Mennesker, men Bæ¬
ster, hos hvilke man udretter mere ved Prygl end
ved en Prædiken. Dersom den Skik skal vare
længe, at vore Præster ville blande sig i Ting,
som ikke angaae dem, og som de ikke forstaae,
skulde vi tilsidst ingen Slaver beholde paa Lan¬
det, og Sukkeret skal blive saa dyrt, at den hele
Handel gaaer over Styr. - -- Men han blø¬
der sterk, sagde han til den gamle Slave, veed
du ikke, hvad han har kostet, og at jeg har mere


367
Nytte af ham, end af 10 saadanne gamle Christne,
som du er:
Siden har jeg ikke talt med den gode
Mand; men jeg har ofte tænkt paa hans Ord,
og jeg ønsker, at jeg kunde meddele Eder, min
kiere Moder, noget af de søde Forhaabninger,
der undertiden have trøstet mig i mine Lidelser;
Er der saadan en Himmelsk Herre til, og hvor
tilbøielig er jeg ikke til at troe det, da skal han
vist belønne Eders Kierlighed mod mig.
No. 89.
Mandagen, den 23 Novembr. 1761.
K¬
rigs=Standen og den borgerlige ere begge saa
vigtige for Staten, at dens sande Velfærd
beroer paa en fuldkommen Ligevægt imellem dem;
Men denne Ligevægt er ofte vanskelig at treffe,
fordi begge Stænders Grund=Regler ere saa ad¬
skillige, at de let kunne komme i Strid.
Krigs=Standens Styrke bestaaer i en stræng
Orden, i en Munterhed og Hastighed til at iverk¬
sætte uden Ophold alt hvad som befales. Den
Borgerlige derimod, hvis Hensigt er at oplyse


508
Regenten og dømme i vanskelige Tretter, udkræ¬
ver mere Overlæg og Forsigtighed end Hastighed.
De borgerlige Forretninger ere af den Natur, at
de taale mere Forhaling, fordi det sielden eller
aldrig kan være saa farligt at opsætte Udgivelsen,
af en nye Lov eller en Misdæderes Straf, som
at forhale den mindste Anstalt til Landets Be¬
skyttelse. Man kan ikke tvinge Menneskene til
alle de Pligter, som Statens borgerlige Velstand,
udkræver, og de maae derfor ved Grunde, ved
forsigtige og vel overlagte Skrit beredes til de
Forandringer, som ere Staten tienlige. Krigs¬
Befalingerne ere kuns for visse Øieblik; De
grunde sig paa Tilfælde og Hændelser, paa en
overordentlig og usædvanlig Tilstand, som ophø¬
rer, da Tingene komme af sig selv igien i den
forrige Tilstand; Men de borgerlige Love høre
til Statens Væsen, til dens rette og naturlige
Stand, de virke paa det hele Folk, og deres Føl¬
ger vedvare ofte ligesaa længe som Staten. Baa¬
de Lovenes Myndighed og Folkets Frihed lider,
dersom de alt for ofte forandres, og de bør derfor
være saa uforanderlige, som det er mueligt i men¬
neskelige Ting, der altid ere underkastede Hæn¬
delser, og i hvilke den største Forsigtighed ikke kan
see alting forud. Af alle disse Aarsager udkræve
de borgerlige Forretninger en vis Koldsindighed,
men saadan en Koldsindighed, som ikke er en


309
Virkning af Dorskhed og Lunkenhed, men af
Forsigtighed og Nidkierhed. Jeg siger med Flid
Forsigtighed og Nidkierhed; thi begge Egenska¬
ber ere lige nødvendige i den civile Stand. Der
ere Tilfælde, hvori en Embedsmands Forsigtig¬
hed behøver at understøttes med en Slags Frygt¬
somhed, og der ere andre, hvori Pligterne ud¬
kræve en besynderlig Bestandighed, en Dristig¬
hed til at fremsætte sine Tvivl, og til at undskyl¬
de sig for et anfortroet Foretagende, hvis farlige
Følger man indseer. Disse Egenskaber, hvis
Forening giør en god Statsmand og Dommer,
skikke sig ikke saa vel til Krigsstanden, i hvilken
alt for stor Betænksomhed af en Anfører er ofte
skadeligere end en Plan, hvori der kunne være
nogen Feil, naar den udføres med Klogskab og
Bestandighed, og hvor alle Underhavende ikke
bør vise deres Nidkierhed uden i den hurtigste og
allernøiagtigste Efterlevelse af alt, hvad der befa¬
les, om de endog deri fandt kiendelige Forseelser.
En Magistrats Pligt er at erindre, advare og
oplyse Lovgiveren, og en Krigsmands høieste
Ære bør være, at udføre uden Frygt og Forha¬
ling alt hvad han befaler.
Saa længe begge disse Stænders Grund¬
regler bevares inden for deres rette Grændser, og
blive i en fuldkommen Ligevægt, har Staten sit
rette Liv og Styrke; men det er altid skadeligt,


370
naar en af dem faaer saaledes Overvægten, at den
undertrykker den anden. Dersom den krigeriske
Geist hersker hos et Folk, blive alle Beslutnin¬
ger indtil Domme og Rettergangssager overilede,
Frihed og Eiendom ere usikre, man søger mere
at ende Trætter, end at skaffe enhver Ret, fordi
de Opsættelser og Modsigelser, uden hvilke saa¬
danne Undersøgninger ikke kunde skee, betragtes
som Opsætsigheder og Chicaner; Videnskaberne,
Handelen og Konsterne foragtes, Arbeiderne ud¬
snes og undertrykkes for at formere og ophøie en
Stand, som, hvor nødvendig den end er i visse
Tilfælde, dog ikke forhverver noget, eller forøger
Statens indvortes Magt. Kort: Alt det Væ¬
sentlige og Bestandige i en Stats Forfatning sæt¬
tes til Side, for at giøre den beqvem til de over¬
ordentlige og nødvendige Tilfælde, som, naar
Ret og Billighed iagttages, sielden indtreffe, og
som en god Regiering ved Klogskab lettere kan
forekomme, end med den største Magt alene af¬
værge.
Men er det saa skadeligt for en Stat, at
den krigeriske Geist hersker, saa er det og ikke
mindre farligt, dersom den alt for meget under¬
trykkes. Jkke alene Statens udvortes Ære,
som er saa fornøden baade til at bevare Freden og
til at understøtte alle dens Foretagender, lider;
men den taber endog i sin indvortes Forfatning


371
og i de borgerlige Forretninger selv det Liv og den
Styrke, som en god Orden i Krigsmagten giver
den endog midt i Freden.
Denne Orden beroer, ligesom Fuldkæm¬
menheden af alle Indretninger i Staten, ikke ale¬
ne paa Regieringens Viisdom, men og paa Fol¬
kets Tænkemaade, og paa visse almindelige Grund¬
regler, uden hvilke Lovene alene ikke fuldkom¬
men kunne opnaae deres Hensigter. Et Folk,
som i mange Aar har havt Fred, og som er saa
lykkeligt, at det ikke af sin egen bedrøvelige Er¬
farenhed er overbeviist om Krigsstandens Nød¬
vendighed, er let tilbøielig til at ringeagte en
Stand, som de holde unyttig i Freden, og i hvil¬
ken, efter Verdens nærværende Forfatning, nød¬
vendig maae være mange onde og slette Folk. Naar
denne Tænkemaade bliver almindelig, giør den
en dobbelt Skade. Den beste Deel af Folket,
de, som have meest Formue og Opdragelse, skyer
en Stand, som baade er saa nødvendig for Sta¬
ten, saa ærværdig i sig selv, som just allermeest
trænger til saadanne Folk, som have Formue og
Følelse af Ære; og de andre, som begive sig i
Krigsstanden, blive ved deres Medborgeres For¬
agt og ukierlige Medhandling enten forbittrede
eller nedslagne. Begge Dele ere ofte hos saa¬
dant et Folk Aarsag til de Laster, som udøves i
Krigsstanden, og hvormed deres Medborgere


312
undskylde den Koldsindighed, som de vise mod en
Stand, i hvilken man finder endog hos den ge¬
mene Mand megen Følelse af Ære.
For at betage mine Landsmænd af den ei¬
vile Stand disse Fordomme, har jeg bestemt det¬
te Blad til at bevise den Nytte, som Krigsmag¬
ten giør, endog midt i Freden, og hvor agtbar
derfor en god Krigsmand bør være i sine Medbor¬
geres Øine, endog naar en Stat var saa lykke¬
lig, at den i hele Aarhundrede aldrig brugte sine
Folk uden for Landet. Jeg vil ikke engang tale
om den Uvished, i hvilken en Stat i den Hen¬
seende altid befinder sig, og hvor fornødent det
af denne Aarsag er, midt i Freden at tænke paa
Krigen; dette er saa ofte sagt af andre, at jeg
ikke vil igientage det. Det er den Nytte, som
Krigsstanden giør Staten umiddelbar og midt i
Freden selv, om hvilken jeg her vil handle.
Der er altid i en Stat en Hob af fordær¬
vede Mennesker, som Religionen og Lovene alene
forgieves søge at forbedre. Dersom Opdragelsen
er saa betydelig en Forretning i Staten, og saa
værdig en Frugt af Videnskabernes Dyrkelse,
skulde det da være en mindre ærværdig Forretning,
at bringe den fordærvede Hob, hos hvilken Op¬
dragelsen er bleven forsømt, eller ikke har udret¬
tet alt hvad den burde, tilbage til saa megen Or¬
den og Diseiplin, at den, i Stedet for at for¬


515
styrre Selskabets Roe, kunde bruges til dets For¬
svar og Sikkerhed? En fornuftig Officeer, (og
det er kuns om saadanne jeg taler; thi der ere slet¬
te Folk i alle Stænder,) som har 100 Mand at
regiere, blant hvilke ere mange ryggesløse Men¬
nesker, hvilke han ikke alene skal giøre skikkede til
de sædvanlige Krigsøvelser, men og bringe til
den Orden, Reenlighed og Nøiagtighed, som
Krigsdisciplinen udkræver, mon han har en rin¬
ge, en let Forretning, en Bestilling, hvortil der
ikke behøves andet end at exercere og at bruge en
Stok? De, som tænke, at alle disse Ting kunde
udrettes ved Tvang alene, kiende hverken Krigs¬
Standen eller den menneskelige Natur. En Com¬
pagniechef, som ikke vil have, at hans Folk skal
løbe bort, og derved tabe selv, nødes, om ikke af
andre Betragtninger, saa dog af hans egen For¬
deel, til at bruge meget mere Overlæg og Forsig¬
tighed for at regiere sit Compagnie, end en Bor¬
gemester for at bestyre en heel Bye af boesiddende
Borgere, som ere mere bøielige, og som ikke kun¬
de løbe fra Straffen, uden tillige at forlade de¬
res Eiendomme, Gods og Familie. En Com¬
pagniechef, som vil giøre sin Pligt og ikke tabe
selv, maae kiende enhver Soldats Caracteer og
Levemaade, han maae sørge for hans Huushold¬
ning, hans Klæder, Spise, og ofte tilmaale ham
hans daglige Mundportion. Folk, der bekymre


314
sig saa lidt om sig selv, som en Soldat ofte giør,
og som dog ikke altid kan behandles med den yder¬
ste Strenghed, af Frygt for, at de skulde løbe
bort; mon det skulde være en liden Forretning at
regiere dem, og at bringe dem til den fuldkomne
Orden, som Krigsdisciplinen udkræver? Og de
Personer, som havde besynderlige Gaver til saa¬
dant et Embede, skulde de ikke være nyttige, skul¬
de de ikke fortiene en besynderlig Høiagtelse, end¬
og midt i Freden?
Dersom man vil igiennemgaae vore civile
og geistlige Embeder, endog dem, hvortil man
ikke bruger Vicarier, Capellaner og Fuldmægti¬
ger, hvor mange skulde der da vel findes, hvor¬
til der behøvedes større Egenskaber? Maaskee,
naar vi undersøgte Grunden til Borgerstandens
Hovmod, skulde vi finde, at den ikke var grun¬
det saa meget i Fortrin af Embedernes Vigtighed,
og den Nytte, som de indbringe i Staten, som
deri, at vore civile Embedsmænd have bedre Jnd¬
komster, ikke saa mange Bekostninger at giøre
paa deres Klæder, ikke saa stor Besværlighed i
at regiere deres Underhavende, ikke saa møisom¬
meligt og uroeligt et Liv, at de ikke saa ofte nødes
til at flytte fra et Sted til et andet, at de altid
kunde blive hiemme hos deres Koner, og at de
for alle disse Aarsagers Skyld kunde giøre fordeel¬
agtigere Partier end Folk af Krigsstanden.


319
En Hofcavalleer, som anvender den halve
Deel af Dagen paa at spise og klæde sig paa, og
den anden halve Deel paa at giøre Opvartninger;
en lærd Mand, som ligger Nætter og Dage be¬
gravet i Folianter, og med al sin Flid ikke udret¬
ter andet, end at han retter en ubetydelig Feil i en
Tidsberegning, finder Etymologien af en gammel
Glose eller et nyt Konstord; en Borgemester i en
lille Kiøbstæd, som i sin Lehnestoel skiller en Tret¬
te imellem to Borgere, som have skieldt hinanden
ud i en Kroe, mon deres Forretninger ere vigti¬
gere og ærværdigere end det, som foretages paa
en Paradeplads, om det og var sandt, som man
i Almindelighed troer, at der ikke udkrævedes an¬
det til en god Officeer, end at kunde exercere.
Det er ikke alene den ved Laster fordærve¬
de Hob af en Nation, for hvilken man kan ansee
Krigsstanden som en Tugt og en Skole; den er
fornøden til at slibe og opvække endog den Deel
af Nationen, som ikke er lastefuld, men dørsk,
seendrægtig og kielen, Feil, som findes hos den
store Hob, hos nogle Nationer mere end hos an¬
dre, og især naar de længe have havt Fred. Jeg
har talt med adskillige Patrioter, som have mer¬
ket en stor Forandring paa de Bønderkarle, som
have lagt nogen Tid i Festningerne. Den Or¬
den, Reenlighed og Hurtighed, som Krigsdiscip¬
linen fører med sig, og som for sig alene betragtet


310
synes at være et Pedanterie, har lært dem at af¬
legge noget af det dørske og stive Væsen, som giør
Almuen ikke alene ubeqvem til Arbeide, men og
egensindig, uvillig, misfornøiet og folesløs. Der¬
som man kunde finde et Middel til at opfylde Ar¬
meen med Folk af gode Sæder, men dette kan ik¬
ke skee, saa længe alle Folk indtil Almuen selv
foragte en Soldat; skulde denne Nytte endnu
være kiendeligere, den skulde udbrede sig i alle
borgerlige Forretninger, og vore Haandverksfolk
skulde, dersom ikke vore Fordomme mod Krigs¬
Standen var Aarsag til, at de sielden lade sig
hverve, uden af Liderlighed og Fortvivlelse, ef¬
ter nogle Aars Tieneste være bedre Arbeidere end
tilforn.
Og vore unge Adelsmænd selv, saaledes
som de komme lige fra deres Forældres Huuse, især
af Provincerne, skulde de ikke ofte høit behøve at
slibes i Krigens Skole, hvilken, naar den er som
den bør være, allerbest kan lære dem, at den san¬
de Ære, som forædler Menneskene, bestaaer ik¬
ke i Stolthed, Trodsighed, i et frækt Væsen, i
et Fortrin for andre Mennesker, i Magelighed og
Beqvemmelighed; men i Munterhed, Virksom¬
hed, Høflighed, Ordentlighed og Ærbødighed
for Lovene, i Gaver til at bestyre den gemene
Mand, og til at foregaae andre med Exempel i
Arbeide og Aarvaagenhed. Naar Folk, som


5!!
ansee Æren for deres høieste timelige Gode, yt¬
tre Ulyst til en Stand, som, endskiønt den ikke
beriger, dog altid fører til Ære, har man Aar¬
sag til at troe, at en kielen Opdragelse og falske
Begreber om Æren har undertrykt nogle af de
Følelser, som lagde Grunden til Adelstandens
Fortrin, og som endnu udretter saa store Ting i
de Lande, i hvilke denne Stand har bevaret sine
Grundregler.
Man seer heraf, hvor vigtig Krigsstan¬
den er for Staten, endog midt i Freden, uden
engang at betragte de Videnskaber og den Erfa¬
renhed, som en Officeer behøver, naar han skal
være fuldkommen beqvem til Tienesten. Der er
neppe nogen nyttig Videnskab til, som han ikke
bruger. Foruden Mathematiken og Tegningen,
behøver han og til hans Forretninger nogen Jnd¬
sigt i Lovkyndigheden, og naar han vil være be¬
qvem til alle de Tilfælde, i hvilke en Officeer kan
blive brugt, maae han have saa megen Styrke i
de meest brugelige levende Sprog, at han kan skri¬
ve et smukt Brev, og ikke være ukyndig i Histo¬
rien og Geographien. Exempler af saadanne
Officerer ere ikke saa rare iblant os, at man skul¬
de troe, at jeg tilskrev denne Stand alt for meget;
og dersom nogle af vore unge Menneskers Uvi¬
denhed, Frækhed og ufornuftige Omgang mod de¬
res Underhavende, undertiden giør Standen,


318
Vanære, saa maae saan betænke, at der findes
saadanne Folk i alle Stænder, og at en fornuf¬
tig og erfaren Officeer er derimod i mange Be¬
tragtninger en af de elskværdigste Caracterer i det
menneskelige Selskab.
Endog blant den gemene Mand finder man
ofte mere Følelse af Ære, og en bedre Tænke¬
maade, end man kunde vente iblant Folk, som
igiennem saa mange underlige Hendelser, og ofte
saa meget imod deres Villie ere komne i en Stand,
som ikke har mange Behageligheder, og som deres
Medborgeres Fordomme giøre dem endnu mere
ubehagelig. Kan en Patriot vel uden Fortry¬
delse være Vidne til den Foragt, og den Ubarm¬
hiertighed, med hvilken den ringeste Borger ofte
behandler en Soldat, og som ofte gaaer saa vidt,
at man skulde troe, at Landets Beskyttelse var
en ringe Forretning. Disse Folk, fra hvis For¬
mænd de høieste Æretitler og Værdigheder i Eu¬
ropa nedstamme, ere saavel som Bønderne, hvil¬
ke næst Krigsstanden da var den ærværdigste, ofte
mindre agtede af en Borger, end de Personer,
som ingen anden Forretning have i Selskabet, end
at opvarte deres magelige Herrer.


379
No. 90.
Fredagen, den 27 November 1761.
J¬
eg var forleden i et Selskab, hvor man for¬
talte adskilligt om en bekiendt Rangstrid, som
der nyelig havde været imellem tvende Haandver¬
ker her i Byen. Selskabet delede sig i to Par¬
tier; og da enhver med Heftighed forsvarede det
Haandverks Fortrin, som han tog i Beskyttelse,
spurgte de alle en Mand i Selskabet, hvad han
meente derom? "Den, som i sit Haandverk er
den største Mester, svarede han, er den fornem¬
meste, enten han er Muurmester eller Steen¬
hugger; thi en Videnskab, om den end havde
nogle Fortrin for en anden, forædler ikke an¬
dre end dem, som i Gierningen bevise dens Yp¬
perlighed."
De fleste i Selskabet vare fornøiede med
denne Dom; men nogle Lærde, som meente, at
man ikke burde dømme saa letsindig om Videnska¬
berne, paastode, at det var Staten meget magt¬
paaliggende, at man paa det nøieste fastsatte alle
Videnskabers, Konsters og Haandverkers Rang;
hvilket gav Anledning til en nye Strid, som blev


380
langt heftigere end den, som for nogle Dage si¬
den var bleven bilagt her i Byen. Jeg seer ikke,
at den Orden, som allerede er indført paa alle
høie Skoler, sagde en geistlig Mand, behøver
nogen Forandring. Jkke anden, svarede en Lov¬
kyndig, end den, at, siden Geistligheden ikke bør
regiere i Staten, saa bør den ikke heller i Sko¬
lerne have Rang over dem, som lære Lovkyndig¬
heden og Statskonsten. Hvortil nytte alle Love
og Politie i Verden, svarede en Læge, naar man
ikke har Sundhed og Helbred? Philosophien,
Philosophien, raabte med en Mund en halv Snees
Personer, som sad længere ned i Stuen, den for¬
tiener alene den Rang i Selskabet, som Sielen
og Fornuften har i Mennesket; uden den skulde
vi alle kuns være tobenede Dyr. Men hvorfor
tage I Eder Philosophiens Ære saa nær? sva¬
rede en af Selskabet; J ere jo ikke Philosopher,
men Landmaalere, Stiernekigere, Lingvister, Græ¬
ker, Hebræer. Man kalder os dog alle Philo¬
sopher, svarede en af dem, og det er ubilligt, at
saa mange Videnskaber, som indbefattes under
Navn af Philosophie, skulde sættes til Side for
en eneste, for Theologien, Lovkyndigheden og
Lægekonsten; og det saa meget desmere, sagde en
Lingvist, som de, der dyrke disse Videnskaber,
sielden besidde noget af den galante Lærdom; hvil¬
ken bedrøvelig Latin finder man ikke i de fleste


381
Lægers og Lovkyndiges Skrifter? Er J og en
Patron af Smagen? sagde en anden. Jeg be¬
kymrer mig ikke om Smagen, svarede den før¬
ste; jeg taler kuns om de grundige og galante
Videnskaber, og om de lærde Sprogs Dyrkelse.
J have alle med hinanden ingen Ret til at tale
om Videnskaberne, sagde en Mathematikus; der
er ingen Videnskab til uden min, alt det andet
er Ord og ikke Ting, en historisk og i det høieste
en empirisk Kundskab.
Vi blive ikke enige, sagde en Logicus,
førend vi først bestemme, hvad det er, som giver
en Videnskab Fortrin for den anden. Det er
klart nok, svarede en Lovkyndig, at det er dens
Nytte i Staten. Broeleggerens Haandverk,
sagde en anden, skulde da være ypperligere end
Malerens, Billedhuggerens og Guldsmedens?
- Nei, det er det Vanskelige, svarede en
Metaphysicus og Algebraist. - Vi maatte da
alle, sagde en anden, vige for en Taskenspiller og
Liniedanser. Det er det Grundige, sagde en
Landmaaler og en Linqvist; men i det samme kom
de selv i en heftig Strid om dette Ord. Land¬
maaleren forstod ved det Grundige den mathe¬
matiske Methode, og Lingvisten forstod derved en
Færdighed til at opløse Stilen efter de grammati¬
talske Regler, og til at bevise Ordenes og Tale¬
maadernes Rigtighed af de gamle Skribentere.


382
Forliger Eder, sagde en Poet, eller jeg giør en
Ode. - Ved det Ord Ode, blev en almin¬
delig Opsigt, og efter nogle Minuters Taushed
bleve alle enige i at fordømme de skiønne Viden¬
skaber. Hvad have J at giøre i vores ærværdi¬
ge Forsamling? sagde alle til Poeten; hos Ma¬
lerne, Billedhuggerne, Musikanterne, der er
Eders Plads.
Om de skiønne Videnskaber ville vi ikke
tale engang, sagde en Mathematicus; de ere saa
ringe, at det er ikke nok at sige, at de ere min¬
dre nødvendige end de andre; vi bør paastaae,
at deres Nytte er uendelig mindre, og at, naar
en Stat skulde undvære nogen Videnskab, kunde
vi allerbest undvære dem. De ere opfundne i de
fordærvede Tider, og deres Dyrkere have altid
havt noget at udsætte paa de grundige Lærde. De
understaae sig endog, sagde en geistlig Mand, at
laste vore lærde Mænds Prædikener, og at dadle
den gamle Cancelliestiil, sagde en Jurist, og den
store Lipsius - svarede en gammel Magister.
Jeg skyndte mig, tillige med nogle andre
af Selskabet, ind i en anden Stue, hvor en ær¬
værdig Magistratsperson spurgte mig med en al¬
vorlig Mine, hvad jeg dømte om denne store lær¬
de Tvistighed? J tager Feil, min Ven, sagde
jeg, det er ingen lærd Tvistighed, det er kuns en
Rangstrid, en Strid som den, der nyelig blev


383
afgjort paa det nye Torv. Men siig mig i det
mindste, sagde han, Eders Betænkning. Der¬
som der handledes om et Stykke af Videnskaber¬
ne selv, svarede jeg, skulde jeg gierne sige Dem,
hvad jeg vidste derom; men i Rangdispyter er jeg
saa uerfaren, at jeg ikke engang veed, hvorfor
den høire Haand er bedre end den venstre. J
mine Tanker var det meget godt, om vore Børn
lærte at bruge begge Hænder lige vel. Selska¬
bets Styrke skulde derved fordobles, i Stedet for
at den ene Haand, og just den, som er nærmest
Hiertet, hænger nu unyttig paa den ene Side,
medens hele Verden trætter om at faae en Plads
paa den anden, som man kalder den rette.
Da jeg merkede, at flere i Selskabet vare af
samme Tanker som denne gamle Magistratsperson,
og de alle forlangte, at jeg vilde sige dem min Me¬
ning om denne vigtige Trætte, især om de Be¬
skyldninger, som Landmaaleren fremførte mod de
skiønne Videnskaber, maatte jeg endelig give ef¬
ter.
Jeg lukte først Døren vel til, for ei at bli¬
ve overraabt af de Lærde i den anden Stue, som
af Jver for deres Videnskabers Rang begyndte
at blive høirøstede, og at tale meget om det Grun¬
dige og Skiønne, og i et Sprog, som hverken
var grundigt eller skiønt.


384
Der hører meget til, sagde jeg, at kunde
dømme om Videnskabernes Fortrin, enten man
betragter dem i Henseende til deres Nytte, eller
i Henseende til deres Vanskeligheder. Nytten
er vel det fornemmeste, men dog ikke nok. En
Bonde og en Fæhyrde skulde ellers være en større
Mand end en Newton og Leibnitz. Men er Nyt¬
ten ikke alene nok, saa er Vanskeligheden det end¬
nu mindre; hvem agter ikke de 4 Species i Reg¬
nekonsten høiere end Puncteerkonsten og Astrolo¬
gien? Endog naar vi forbinde begge disse Begre¬
ber tilsammen, for derefter at dømme om en Vi¬
denskabs Vigtighed, er det ikke let at afgiøre Sa¬
gen, og vi giorde for Videnskabernes Skyld me¬
get vedre, at vi aldrig bragte saadanne Spørgs¬
maal paa Bane, som det, om en Videnskabs
Nytte er uendelig stor, og en andens uendelig li¬
den, Spørgsmaale, som ikke nytte til andet end
at bevise lærde Folks Vankundighed og Hovmod.
Siden De have nødt mig til at besvare det¬
te forfængelige Spørgsmaal, og det just er de
skiønne Videnskaber, som ere blevne saa meget
forringede, og over hvilke man saa meget har op¬
høiet Philosophien og Mathematiken, er det bil¬
ligt, at jeg tager de Fortrængtes Partie, og uden
at forringe nogen Videnskab, søger at sætte dem
i den Ligevægt, som udkræves til deres Fremvext
Jeg behøver vel ikke at erindre, at, naar man vil


38)
dømme om Videnskaberne, bør man skille Mis¬
brugen fra Brugen. Der er Pedanterie baade
i Philosophien og de Skiønne Videnskaber, og
man kan uden at vanære nogen af disse Viden¬
skaber, laste det saa meget man vil. Man kan
laste et Academisk Strids-Skrift og en Kloster
Dispyte, ligesom man laster en slet Ode og en
slet Tale, uden derved at giøre den sande Phi¬
losophie eller de Skiønne Videnskaber nogen
Afbræk.
De Skiønne Videnskaber blive vel altid
desuagtet ærværdige i deres Øine, som betragte
dem saaledes, som alle fornuftige Folk i Verden
have betragtet dem, ikke som Videnskaber, der
beskaae i en Grammatik og Glose=Bog, men som
et Middel til at giøre vigtige Sandheder fattelige
for Forstanden, til at bøie Villien, til at dæmpe
og opvække Sinds=Bevægelserne. Og hvortil
har man vel brugt denne Konst?, Til at stave,
rime, giøre nye Ord, eller til at foredrage Sand¬
heder, som oplyse os om Menneskets og Borge¬
rens Pligter? Til at udrydde af Videnskaberne
baade den pøbelagtige Vankundighed og det lærde
Pedanterie, til at give de Videnskaber, som lære
os at kiende Gud, Mennesket og Verden, nye
Klarheder og Yndigheder, til at behandle Histo¬
rien saaledes, at den ikke bliver et blot Dag¬
Register, men en behagelig Skole for Dyd og


380
Klogskab, til at vise Dydens Behageligheder,
og giøre Feil mod Velanstændigheden latterlige
paa Skuepladsen, til at forestille Uskyldigheden
og Sødheden af Hyrde=Levnet, til at prise store
Gierninger i Helte-Sange. Er det ikke til disse
Ting, at Veltalenheden har været brugt til alle
Tider og af alle dem, hvis Verker fortiene at
kaldes Skiønne? Og ere disse Ting vel saa ringe,
at de ikke fortiene engang at sættes i Ligning med
det, som Mathematiken har udrettet i Verden?
Med den Konst at bygge store og beqvemme Hu¬
se, at maale Jorden, at beregne Stiernernes
Størrelse, Afstand og Løb. -- Jeg tilstaaer
alle disse Ting deres store Nytte i den Tilstand,
i hvilken vi leve; men er Nytten af hine derfor
desmindre, og dersom vi maale begge Videnska¬
bers Vigtighed efter deres sande Nytte, d. e. efter
deres Jndflydelse paa Menneskets virkelige Lyk¬
salighed, hvor vanskeligt skulde det da ikke blive
at bevise de Videnskabers Fortrin, som fornem¬
melig gaae ud paa at forøge vore Beqvemme¬
ligheder?
De Skiønne Videnskaber, siger man, ere
komne ind i Verden paa en Tid, da Laster og
Overdaadighed havde taget Overhaand; lad det
være saa, denne Jndvending giver dog aldrig
Mathematiken noget Fortrin, fra hvilken Side
man end betragter den. Jeg vil ikke tale derom,


38
at Veltalenheden er grundet paa saa naturlige
Følelser, at den har været dyrket af Folkene i de
enfoldigste og uskyldigste Tider; at Grækerne,
Romerne og vore Fædre have havt Talere og
Sangere, Helte= og Hyrde=Digter længe, førend
de vidste at bygge Huse og Skibe efter Konstens
Regler. Jeg vil tilstaae, at Veltalenheden, be¬
tragtet som andre Videnskaber, ikke i sin første
raa Tilstand, men i sin Fuldkommenhed, er
først bleven bekiendt i Verden, tilligemed den
Overflødighed, som er Moder til de fleste Laster,
men og til de fleste Konster. Men naar er Ma¬
thematiken bragt til sin Høide? Var det i Lacæ¬
demon, i det gamle fattige og dydige Rom, at
man først brugte den til at opreise prægtige Byg¬
ninger, til at bygge Orlogs=Skibe og Astrono¬
miske Taarne, Lacædemonierne lode deres Fruen¬
timmer og Børn læse Homer; men jeg finder
ingensteds, at de læste Euclides.
De, som i den Henseende tillegge de Ma¬
thematiske Videnskaber saa store Fortrin, hvad
ville de sige, om man af Historien sluttede saale¬
des; Overdaadigheden har bragt de Mathema¬
tiske Videnskaber og Konsterne til deres Høide,
og disse igien formeeret Overdaadigheden; Denne
har forøget de menneskelige Begierligheder og
Mangler, og disse have født store Laster. For
at bevæge Menneskene i saa fordervet en Tilstand,


588
maatte man give de Sandheder, som handlede
om Pligterne, en besynderlig Styrke. Det na¬
turlige, enfoldige og uskyldige rørte ikke meere;
Man maatte opfinde bevægende Grunde, som
gjorde stærkere og dybere Jndtryk i Jndbildnings¬
Kraften; Man maatte lære Menneskene at søge
i Pligterne mod det Almindelige det store, det
ædle, det henrykkende, som Konsterne lærte dem
at søge i Egennytte og Sandsernes Forlystelser.
Da disse indførte Rigdom og Beqvemmelighed i
Verden, blev den nøgne Dyd foragtet. Velta¬
lenheden og Poesien maatte derfor give den lige¬
saa prægtig en Klædning, som den, hvilken Kon¬
sterne havde lært os at væve af Ormenes Spind.
Dette var, de Skiønne Videnskabers Arbeide.
Var det Tidernes Overflødighed, var det Ulig¬
heden i de menneskelige Vilkaar og Regenternes
Gavmildhed, som gav nogle Lærde Tid og Leilig¬
hed til at opofre dem til saadanne Arbeider, har
da Mathematiken, have Konsterne ikke havt den
samme Oprindelse? Og hvem fortiente meest at
belønnes enten den Bygmester i Rom, som giorde
Planen til Neronis Huus, eller Seneca, som med
saa stor Bestandighed prædikede Dyden hos et
fordærvet Folk, Kunde Veltalenheden endnu i
vore Tider danne saadanne Borgere, hvad behø¬
vede Menneskene da meest, gode Talere eller gode
Bygmastere.


389
Dette kan være nok om Nytten. Hvad
Vanskeligheden angaaer, da kunde der og siges
meget til de Skiønne Videnskabers Fordeel. De
Herrer Mathematiker tale idelig om de høiere
Sielens Kræfter, om de rene og fine Begreber,
som ere uddragne af det sandselige? Men lad
dem komme uden for Geometrien og Algebra, til
de Practiske Dele af deres Videnskab. Hvor
mange Begreber i et Kreatur, der er saa sand¬
seligt som Mennesket, kan kaldes reene? hvor
meget have vi af det, som vore Methaphysiker
kalde Intellectim purum? Maaskee Begre¬
bet om en Mathematisk Punkt og Linie? Neppe
nok. Ere der fine, ere der høie Begreber til,
da ere det vel de, som vi fornemme ved at give
agt paa Sielens Virkninger og Bevægelser, og
hvem har bragt det videst i at udtrykke dem, vore
Mathematiker eller vore Talere og Poeter? Men
at man ikke skal troe, at disse Tanker ere nye, vil
jeg ende min Betragtning med det, som Cicero
siger i hans Bog de Gratore om Veltalenhe¬
dens og de Skiønne Videnskabers Vigtighed.
Det er en Videnskab, siger han, som indbe¬
fatter mange Ting. Foruden et skiøntsomt
Valg af Tanker og Ord, udkræves dertil en
Kundskab af det menneskelige Sind og Hierte,
en Gave til muntre og skiemtsomme Jndfald,
en Lærdom, som er samlet med Valg og Smag,


390
det nyttige af den gamle Historie og Forraad
af Exempler, Kundskab om Lovene og Plig¬
terne, og endelig er det med alle Regler, Læ¬
remestere og Øvelser endda ikke nok, uden et
besynderligt Genie. Hvem veed ikke, siger
han paa et andet Sted, at de, som kaldes Ma¬
thematiker, have en vidtløftig Videnskab og
mange vanskelige Ting at opløse, og dog er
der ikke Mangel af gode Mathematiker; De,
som have anvendt Flid paa denne Videnskab,
have gemeenlig alle naaet hvad de søgte; Jblant
dem derimod, som have dyrket Veltalenheden,
hvor faa ere ikke blevne gode Poeter, og endnu
færre gode Talere?"
Jeg vilde just ikke have sagt det sidste;
men Cicero, som kiendte saa vel hele Tale=Kon¬
stens Styrke, kunde og sige meere derom end jeg.
Andre ville maaskee svare, at Cicero var ingen
Mathematikus, og kunde derfor ikke dømme om
denne Videnskabs Vanskelighed. Dette tilstaaer
jeg gierne; men hvor finde vi da en Dommer,
som er sterk nok i begge Videnskaber til at af¬
giøre Tretten? Hverken Voltaire eller Mauper¬
tuis vare at troe. Kuns en Alembert alene kan
dømme i Sagen, og hvad gielder, han svarede,
at det var bedre at dyrke Videnskaberne, end at
trette om deres Rang.


391
Hvad mig angaaer, sagde jeg tilsidst, da
kan jeg gierne forlade dem, som af Nidkierhed
for en Videnskab, i hvilken de besidde virkelige
Fortienester, fornærme en anden, og naar den
første Fortrydelse er forbi, ærgrer jeg mig kuns
over den Pøbel, som findes overalt baade i den
Store og Lærde Verden, og som uden at giøre
noget selv, fornøier sig over saadanne Tvistighe¬
der alene, fordi de i Lærde Folkes Svagheder
finder altid noget til at undskylde deres egen
Vankundighed.
No. 91.
Mandagen, den 30 Novembr. 1761.
A¬
lle Mennesker ville være lyksalige, og dette
Ønske er saa oprigtigt, at vore Geistlige og
Moralister sandelig giøre deres Læsere og Tilhø¬
rere Uret, naar de sige, at de ville være ulyksa¬
lige. Religionen, den sunde Fornuft og en
lang Erfarenhed i Verden har og oplyst de fleste
Mennesker saa meget, at de begribe, at Lyksalig¬
heden bestaaer ikke i de udvortes Tings Besiddel¬
se, men i den Virkning, som de giøre paa Sin¬


392
det; at de samme Ting ikke giøre de samme Virk¬
ninger hos alle, og at en derfor kan være mis¬
fornøiet i Rigdom, en anden fornøiet i Armod.
Alle disse og mange flere Ting vide vi, og der
ere dog saa faa fornøiede og lyksalige Mennesker
til, endog blant dem, som vide allermeest; Ja
jeg tør sige iblant dem, som have den beste Vil¬
lie og de ypperligste Forsætter. Hvad er da vo¬
res Moral? Vores Theorie? Hvad er Nytten
af vore Videnskaber? Vore Erfaringer? Blive
vi derved ikke lyksaligere, hvad vinde vi da?
Disse Jndvendinger, som Passionerne saa
tit giøre mod Fornuften, og Fornuften mod Re¬
ligionen, disse Jndvendinger er det, som behøve
at besvares. Lyksalige ville vi alle være, og vi
vide næsten alle, at Lyksalighed bestaaer i Sin¬
dets Roe; men hvorfor undflyer denne Lyksalig¬
hed ofte dem, som søge den allerfornuftigst? Jeg
spørger ikke, hvorfor en dydig Mand er fattig
og foragtet, hvorfor en Lastefuld er æret og rig?
Dette Spørsmaal kan enhver opløse. Jeg spør¬
ger ikke, hvorfor den stolte, den gierrige, den
uretfærdige, den underfundige, den vellystige
Erast har mere Jndkomster, større Rang, et
bedre Bord og et prægtigere Huus, end den yd¬
myge, nøisomme, retfærdige og oprigtige Ariste,
som hverken heftig begierer disse Ting, eller kun¬
de overtale sig til at giøre det mindste nedrige


395
Trin, for at forhverve dem; herom spørger jeg
ikke. Sagen er klar af sig selv; man behøver
kuns at kiende begges Carakter, og at have liden
Erfarenhed i Verden, for at opløse denne Van¬
skelighed. Med al den Forskiel, som der er
i deres udvortes Vilkaar, kan jo Ariste være mere
fornøiet end Erast. En Mand, som har ingen
heftige Begierligheder; som er nøisom; som troer
Forsynet, og elsker Dyden, skulde han ikke være
mere fornøiet, end en anden, som aldrig faaer
Rigdom og Ære nok; hvis Begierlighed ikke
saasnart er mættet af en Ting, førend den at¬
traaer en anden; som ved hvert Skrit finder An¬
ledning til at misunde andre, og til at bebreide
sig selv? Jo, jeg tvivlede ikke derom; og hvor
stor blev derfor min Forundring, da jeg for kort
Tid siden saae Erast fuld af Glæde i et Gieste¬
bud, som han havde anrettet, for at fornøie sig
over et lykkeligt Udfald af et meget ugudeligt An¬
slag. Saa glad, sagde jeg, har jeg endnu aldrig
seet Ariste; men tænkte jeg i det samme: lad
være, at Laster ikke altid blive straffede, de blive
det dog ofte, og dette er jo nok. Dyden taber
intet derved, at Gud er naadig mod Syndere;
hvad skader det den Fromme, om en ond Mand
og virkelig var lyksaligere end han, naar han kuns
altid er vis paa, at Dyden giør ham selv lyk¬
salig. Guds Godhed, sagde jeg, kan tillade,


394
at de Onde undertiden blive lyksalige; men der
udkræves, at de Gode altid ere det. Jeg erin¬
drede derved alle de Fornøielser, som jeg havde
nydt i Aristes Selskab; den Skiønsomhed og
Følelse, med hvilken han betragtede endog den
allermindste Velgierning af Forsynet; den Oprig¬
tighed, med hvilken han elskede sine Venner;
den Ligegyldighed, med hvilken han ansaae al
Overflødighed; den stille og uskyldige Fornøielse,
som herskede i hans lille Familie. Jeg maalede
hans Lyksalighed med Erastes, jeg tvivlede ikke
om hins Overvægt. Jeg hastede fra dette Sted,
hvor saa mange Vellysters brusende Strømme
oprørte mit Sind, i stedet for at læske det, for at
kaste mig i min lyksalige Vens Arme, og for at
nyde i hans Selskab den stille og uskyldige Glæ¬
de, som saa tidt havde vederqvæget mig.
Jeg fandt ham i en mørk Afkrog af sin
Studeer=Stue, hvor han blev siddende uden at
yttre det mindste af den Glæde, med hvilken han
pleiede at løbe mig i Møde. Med den ene Haand
understøttede han sit hældende Hoved, paa hvis
blege Kinder en heel Strøm af Taarer nedflød,
og den anden hvilede paa en Bog, som han havde
lagt fra sig paa Bordet, og som han betragtede
med en Mine, af hvilken jeg sluttede, at han ikke
havde fundet hvad han søgte. -
J et Øie¬
buir lagde sig alle de flygtige Bevægelser, som jeg


597
havde bragt med mig af det Selskab, som jeg
forlod. Mit Blod blev koldt af Skræk. Er
dette Dydens søde Roe, sagde jeg, med hvilken
jeg vilde forvexle Lasternes sværmende Glæde?
hvad er Aarsagen til denne Bedrøvelse, Ari¬
ste? - - Kan en lærd Undersøgning, kan
Opløsningen af et vanskeligt Spørsmaal, som J
forgieves haver søgt i denne Bog, spilde den Roe,
som var bygt paa saa sikkre Fornufts Grunde,
paa saa mange Aars Betragtninger, paa et Liv
fuldt af Dyder? - Tal ikke om Fornufts Grun¬
de, svarede han, og om Dyder; det er ikke i
Dag at jeg først erkiender deres Utilstrækkelighed.
Men endnu har jeg ingen Bedrøvelse kiendt, mod
hvilken jeg jo kunde finde Trøst i denne Bog,
over hvilken jeg ofte, midt i den største Gienvor¬
dighed, af Glæde har fældet de Taarer, som nu
den inderligste Siele=Angest udpresser af mig.
Hvilken Gienvordighed, sagde jeg, er det da,
som J nu saa trøstesløs begræder? Er det en
Kones, en Vens, et Barns Død? thi alle an¬
dre Ting, veed jeg, ere i Eders Øine for ringe
til at sætte Eder i den Bevægelse. J veed, sva¬
rede han, og jeg kan kræve en Høiere end Eder
til Vidne, at jeg aldrig alvorlig har ønsket mig
mere end tre Ting, at døe vel, at leve uden stor
Smerte og Sorg, og at opfylde mine Pligter
som Fader, Ven og Borger; Jeg har ofte tænkt,


390
at de to sidste Ønsker vare formeget; Jeg har
søgt at overvinde Begierlighederne, som, hvor
gode og naturlige de end ere, dog ofte besmittes
ved Egenkierlighed og en forfængelig Ære; Jeg
har tænkt, at den aldrig burde klage over Livet,
som Himlen havde givet den Gave, at kunne
med et roligt Sind, og en Siel fuld af Forhaab¬
ning, tænke paa Døden. Disse Følelser har jeg
ved Guds Naade ofte havt, og i dem har jeg
trøstet mig, endog naar jeg troede, at jeg var nær
ved Enden af et Liv, i hvilket jeg har havt mange
glade Øieblik, og hvor jeg efterlader mig mange
kiere Venner; men nu er ingen Trøst meer at
finde. Døden er bleven mig forskrækkelig, og
af denne Aarsag alene har Livet ingen Glæde
mere for mig. Hvad, om dette Øieblik er det
sidste, - - Her flød en nye Strøm af Taa¬
rer. - - Han tog med en rystende Haand
den Bog, som laae paa Bordet, - - og da
han længe havde betragtet den, tillukte han med
en tilfredsstillet Mine sine Øine, og sad nogen
Tid stille, ligesom han var henslumret -
Efter nogen Tids Forløb reiste han sig, og sagde
, med en trøstefuld Mine til mig: Det var
Svaghed, min Ven, Gud har forandrer det.
See der de Ord, som have trøstet mig:
Jeg søgte Herren paa min Nødsdag,
og lod ikke af; men min Siel vægrede sig ved


391
at lade sig troste. - - Jeg talede i mit
Hierte: Skal Herren bortkaste i Evighed, og
ikke have Behagelighed til mig ydermere? Er
hans Miskundhed ude evindelig? Har hans
Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt? Har
Gud glemt at være naadig, eller har han til¬
lukt sine Barmhiertigheder med Vrede? Da,
sagde jeg, det er det, at jeg er svag; At
forandre det, staaer i den Høiestes høiere
Psalm 77.
Haand.
Jeg fandt ham siden ved sit sædvanlige
Sindelav; og da jeg havde fortalt ham, hvad
Jndtryk alt det, som jeg den Dag havde tænkt
og seet, giorde paa mig, og at jeg ikke vidste
mere, hvad jeg skulde tænke om den Lyksalighed,
som blev lovet Dyden, søgte han selv at trøste
mig med følgende Ord:
Dyden er altid lyksalig, svarede han, men
vore Dyder ere meget ufuldkomne, og vores Lyk¬
salighed lige saa. Da alle vore Kræfter og Fuld¬
kommenheder ere indskrænkede, saa maae vore
Fornøielser og være det. Det er saa langt fra,
at denne Jndskrænkning beviser Dydens Util¬
strækkelighed, til at giøre et fornuftigt Kreatur
lyksaligt, at den tvertimod beviser dens Nødven¬
dighed. Dersom et Kreatur af saa svage Jnd¬
sigter og Dyder, et Kreatur saa fuld af Skrø¬
beligheder, som Mennesket, kunde altid være for¬


398
nøiet, var baade Dyd og Viisdom unødvendige
Ting. Aarsagen til alle disse ubillige Domme
om Forsynet, er, at vi forestille os vore Dyder
større end de ere, og forlange derfor en større
Lyksalighed end os tilkommer. Efter en Mængde
af udvortes gode Handlinger, hvori Stolthed,
Egennytte og Frygt har mere Deel, end Kier¬
lighed til Gud og Menneskene, forundre vi os,
om disse Passioner, som vi have anseet for Dy¬
der, undertiden forurolige os, og om en naturlig
Tungsindighed berøver dem den falske Glands,
som de have havt alene i vores Jndbildning.
Fornuften og Religionen ere ofte ikke til¬
strækkelige nok til at blotte den Forfængelighed,
som der findes i vore beste Gierninger, og til at
aabne os denne Afgrund af Hiertet, som behøver
saa meget at renses, for at giøre Sielen beqvem
til at opnaae engang efter Livet den Lyksalighed,
som alene kan nydes af dem, der elske Gud af
et fuldkommen reent Hierte.
Sygdom og Gienvordighed maae ofte brin¬
ge os til denne Eftertanke. De maae giøre alle
de sandselige og forgiengelige Ting sorte for vore
Øine, for at sætte Sielen i Stand til at samle
alle sine adspredte Tanker i den Middelpunkt af
sit eget Væsen, som er Grunden til alle dens
Virkninger, det ene bestandige og uforanderlige
i os, det eneste, som vi føre med os af Livet, og


399
som i en tilkommende Tilstand enten skal giøre os
lyksalige eller ulyksalige.
Hvor bedrøvelige end saadanne Øieblik ere,
og hvor høit end Følelsen af vore egne Ufuldkom¬
menheder overgaaer alle de Lidelser i Legemet,
som opvække disse Følelser, saa ere de dog i denne
Tilstand ikke alene lige saa fornødne til at give os
en sund Siel, som skarpe og bittre Lægedomme
ere det til at bevare Legemets Sundhed; men
de forøge endog, naar de bruges ret, vores Lyk¬
salighed her i Livet. Vi faae derved ikke alene
renere Hensigter og ordentligere Tilbøieligheder,
men vi lære og at sætte mere Priis paa de na¬
turlige Fornøielser, paa den uskyldige Glæde, paa
den Siele=Roe, som vi ellers holde for ringe
Ting, og som vi ofte af Kiedsommelighed for¬
styrre ved sværmende Lyster, der endes med Ekel¬
hed og Fortrydelse. Vi lære at kiende Guds
Ypperlighed, og hvad Lyksalighed det er for et
saa svagt Kreatur, at kunne forlade sig paa det
Væsen, som er Kierlighed.
Men naar nu og Svagheden berøver os
denne Trøft, sagde jeg til min Ven.
Det er en forskrækkelig Tilstand, svarede han,
men den er og ofte fornøden; Vi skulle ellers
misbruge Guds Ord ligesom vi misbruge Læge¬
domme; Vi skulle troe, at det stod til os at
forbedre og trøste os, naar vi vilde, og med faa


400
Ord: vi skulle have saa overtroisk og formastelig
en Tillid til Gud, at vi forsømte alle de Midler,
som han har givet os til vores Forbedring, og at
vi aldrig tænkte paa ham, uden naar vi leed.
Pascal har sagt, at Sygdom var en Chri¬
stens rette Stand. Dette Ord, sagt af en Mand,
som havde saa megen Fornuft, giør den Religion,
som trøstede ham i hans bestandige Svaghed,
megen Ære. Men Menneskenes Vilkaar, og
Guds Veie med dem, ere saa ulige, at man
ikke bør giøre det til en Regel. De, som spotte
Religionen, fordi den holder en lidende Tilstand
saa fornøden for Mennesket, foragte tillige alle
de Viise, som med en Mund have tilstaaet, at
ingen uden Daarer kunne være altid glade, og
at en heftig sandselig Glæde er meer et Drukken¬
skab og et Raserie, end en virkelig Lyksalighed.
No. 92.
Fredagen, den 4 Decembr. 1761.
H¬
vor store Fortrin end Europæerne, i sær i
vore Tider, meene at have frem for de
Østerlandske Folk, i det, som man kalder den ga¬


401
lante Levemaade, og hvorved man fornemmelig
forstaaer den Høiagtelse, som bevises Kiønnet,
troer jeg dog ikke, at dette Fortrin, naar Fruen¬
timmerets Vilkaar i begge Dele af Verden nøiere
undersøges, bliver saa stort, at Slavinderne i
Seraillet skulde have saa stor Aarsag til at mis¬
unde de Europæiske Fruer. Man selger et smukt
Fruentimmer i Tyrkiet, man kiøber en Kone, li¬
gesom man kiøber et Boeskab; men det beviser
dog, at de have en Værdie, og denne Værdie
er stor eller liden, efter deres Egenskaber, i det
mindste efter deres Skiønhed; Hos os derimod
gielder det skiønneste, det dydigste, det fornuf¬
tigste Fruentimmer mindre end Intet; Hun maae
give en Mand Penge oven i Kiøbet, dersom han
skal tage hende. Det er altsaa hos os, at Mand¬
folkene, og i Tyrkiet, at Fruentimmerne ere noget
værd. Vel er det sandt, at, om en Kone hos
os maae kiøbe sig en Mand, saa give vi og vore
Koner større Privilegier end de Østerlandske?
Vi betragte dem som vore Herskerinder; Men
er det vores Dyd, som vi kunne tilskrive dette;
Vi ere jo deres Eiendom, siden de have kiøbt os,
og da de fleste ved en ordentlig Kiøbe=Contract
have faaet den samme Ret til deres Mænd, som
en Tyrk har til Slavinderne i sit Serail, saa
er det jo deres, nemlig Fruentimmerets, Naade
at tilskrive, at de lade os beholde saa megen Fri¬


402
hed, at vi kunne gaae, hvor vi ville, og ikke en
Virkning af vores Ædelmodighed, at vi lade
dem giøre, hvad de ville.
Hvad, om de Koner, som have kiøbt deres
Mænd dyrere end Sultanen selv kiøber en Sla¬
vinde, vilde indslutte dem? Dette burde vore
stolte Mandfolk betænke, og slutte deraf, at Fri¬
heden i Europa er ikke deres, men Fruentimme¬
rets Verk; at al den Frihed, som en Kone tager
sig, er en kiøbt Ret, og at Mændenes Frihed
kuns er en Naade. - - Det er kuns de rige
Fruentimmer, vil man sige, de, som bringe deres
Mænd en anseelig Medgift, der kunde tilegne sig
saadant et Herskab. - Men sluttes vel mange
andre Partier i den store Verden, og er det ikke
den, som bestemmer den almindelige Tænkemaade?
De Fortrin, som Fruentimmeret nyder i
Ægtestanden, og som hos de polerede Nationer
sandelig ere meget store, kunne altsaa ikke tilskri¬
ves Mændenes Høflighed, siden de mestendeels
grunde sig paa en kiøbt Rettighed. Lad os see,
om de ugifte Fruentimmers Fortrin ere saa store
hos os, som vi troe? De ere ikke indelukte i
deres Forældres Huuse, ikke tvungne til at be¬
dekke deres Ansigter med et Sløer; De have
Frihed til at fremvise deres deilige Ansigter, til
at lade dem see paa Skuepladsen og i Selskaber¬
ne; men er det for deres egen eller for Mand¬


403
folkenes Skyld? Er det ikke os, som de giøre
en Tieneste dermed? Dersom de ikke gave sig saa
megen Umage for at pryde vore Forsamlinger
med al den Skiønhed, som baade Naturen og
Konsten kan give dem, skulde ikke alene Skue¬
pladsen, og Selskaberne, men og maaskee nogle
af vore Kirker snart blive tomme; thi vore unge
Mandfolk ere ikke saadanne Grublere, som de
Østerlandske Folk, der kunne sidde hele Timer
med Benene over Kors, for at opløse en mørk
Tale; De ville have noget for Øinene, og snakke
om lette Ting. Selskaber af begge Kiøn giver,
dem den rigeste Anledning, til at vise alle Sin¬
dets og Legemets Fuldkommenheder, uden at de
have nødig at pine saa meget deres Jndbildnings¬
Kraft. En nye Maade at kruse sit Haar, at
dreie og vende sin Person, en Tegning af en Daa¬
se, et Mønster af et Broderie, en Arie, et Jnd¬
fald af Skuepladsen, og tusende saadanne Ting,
hvoraf Videnskaberne, Konsterne og Moderne
skaffe os hver Dag nye Forandringer, opliver
disse Selskaber, i hvilke den Europæiske Frihed,
og Vittighed viser sig i sin fulde Glands. Naar
vi betragte Fruentimmerets Rulle paa denne
Skueplads, hvor man opreiser en Trone for hver
Skiønhed, og hvor en Mine, et Vink er nok,
for at sætte alle vore unge Mandfolk i Bevægel¬
hvor store ere da ikke Fruentimmerets For¬


404
trin i denne oplyste Deel af Verden? Men endog
her, er det vel Høiagtelse for Kiønnet, eller er
det Mandfolkenes Egennytte, som er Aarsag i
alle disse Knæfald? Endog Kierlighed selv er
sielden den Afgud, som man her tilbeder; det
som Europæerne kalde Esprit, det muntre, frie
og behagelige Væsen, som i denne Deel af Ver¬
den giør en Mands=Persons Lykke, og som ofte
gielder meget mere end Fornuft, Ære og Sam¬
vittighed; Dette er den Afgud, som man ofrer
til, og de Skiønne ere kuns Præstinder af et
Orakel, som Mandfolkene adspørge, for at vide
deres Skiebne i Verden.
Men det er jo nok, vil man sige, at Fruen¬
timret i Europa er sat til at bevare saa stor en
Helligdom, at en Mands=Persons hele Værdie,
hans Ære, hans Velfærd beroer paa deres Dom?
Skulde det og være af Egennytte, at Mandfol¬
kene have overdraget dem denne Magt? Uden
Tvivl; Hvad Nytte skulde vore fleste unge
Mands=Personer have af deres Opdragelse, deres
Reiser, og den Levemaade, som de giøre til Hoved¬
Sagen af deres hele Liv, dersom der ikke vare
saadanne Selskaber til, hvor alle disse Ting kunde
blive bemerkede? Var det ikke tyrkisk, om saa
velartede, saa behagelige Kreaturers Skiebne
skulde beroe paa Fortienester alene? Paa ind¬
vortes Egenskaber, som ere usynnige endog for


405
de skiønneste Øine? For at sætte disse Gaver i
deres fulde Lys, er det, at vi i Europa have op¬
rettet de store Skuepladser, hvor begge Kiøn søge
at overgaae hinanden i Vittighed og Pragt, og
som for en Tyrk er saa usædvanligt et Syn, at
Mahomed Effendi sagde om saadan en Forsam¬
ling i Paris: Nu vegrider jeg først, hvorfor
Propheten siger i Alcoranen, at Jorden er
de Troendes Fængsel, og de Cyristnes Pa¬
radis.
Men hvor store Fortrin det Europæiske
Fruentimmer end synes at have i disse Henseen¬
der, er Mandfolkenes Fordeel dog langt større.
Det er i disse Selskaber, at vore unge Mand¬
folk dannes; det er der, at de samle al den Po¬
litesse, al den Vittighed, al den Smag, som sætter
dem saa høit over alle andre Folk i Verden, som
ikke have andet end sund Fornuft. Det er dem,
som have lært os at kiende Æren, og at foretage
af Lyst til at behage det svage Kiøn, de store Ting,
som vore Helte ikke mere kunde giøre af Kierlig¬
hed til Fædrenelandet. Med faa Ord, det er
det Smukke Kiøn, som vi have at takke for det
meeste af det, som vore Skiønne Geister kalde
Esprir, og vore Krigs=Helte komt a non¬
neur.
Saa meget ere vi Fruentimret forbundne;
men hvad have de vundet derved? Det er ikke


406
nok, at Mandfolkene sætte saa høi Priis paa dem
selv, at Fruentimmeret maa kiøbe disse Slaver
til at blive deres Mænd; men naar de nu blive
det: - saa elsker en Mand i Europa, som veed
at leve, alle Fruentimmer meer end sin Kone. -
En Tyrk derimod seer ikke andre end sine Slavin¬
der; Hans beste Selskab er i hans Serail. Det
er i Omgang med sin Kone og sine Børn, at han
nyder al den Fornøielse, som en artig Mand i
Europa søger uden for sit Huus, og som han
skammede sig ved, at finde i Selskab med sin
Kone og Børn.
De Europæiske Mandfolk opofre gemeen¬
lig den første Kierlighed til de Fruentimmer, som
de foragte. De tilbede de Vittige af Stolthed;
De forføre de Skiønne af Forfængelighed, og de
gifte sig endelig af Gierrighed, naar de ikke meere
ere i Stand til at elske.
De ere endog dristige nok til at undskylde
denne Ringeagtelse, som de vise mod Kiønnet.
En Kone, sige de, koster i Europa mere at un¬
derholde end ti i Tyrkiet. Al Pragten kommer,
i vores Deel af Verden, af den Frihed, som
Fruentimret har, til at lade sig see i Selskaber.
Er det da ikke billigt, at de bringe selv Midlerne
med sig? J de Østerlandske Stater, hvor Fruen¬
timret og deres Børn ere indsluttede, og hvor
de anvende Tiden paa at bede og sye, koster en


401
Kone, med første Jndkiøb, og et heelt Aars Un¬
derholdning, ofte ikke saa meget, som de Anstal¬
ter, der behøves i Europa, førend en Brud kan
lade sig see.
Hvor lykkelige ere ikke vore Europæiske
Mænd, at et Kiøn, som dog har saa stor Magt
i vores Deel af Verden, ikke tænker paa Midler
til at hævne den Uret, som Mandfolkene giøre
dem, og som de skiule under saa mange hykkelske
Tilbedelser. De ere saa fromme, at, om man
end gav dem disse Midler i Hænderne, ved hvilke
de kunde nøde det andet Kiøn til at vise dem den
tilbørlige Høiagtelse, skulde de dog neppe have
Hierte til at sætte dem i Verk. Jeg kan derfor,
uden at skade mit Kiøn, gierne aabenbare dem.
Det første Middel var, at Fruentimret
vilde indskrænke Pragten, saa at det ikke blev
Mandfolkene alt for kostbart at gifte sig. Saa
snart dette skede, skulde i det mindste nogle af de
Mandfolk, som nu see efter Midler og Pragt
alene, agte Fruentimret for deres personlige Egen¬
skaber. Vore unge Mands=Personer skulde ikke
ødelegge sig saaledes ved de Bekostninger, som
de giøre for at behage Kiønnet, at de siden maatte
forlade deres Kierester, for at gifte sig med andre,
som kunde betale deres Gield. Saa mange
Mænd skulde ikke, af Frygt for at deres Jnd¬
komster ikke vare tilstrækkelige til at føde en Kone


408
efter deres Stand, opsætte deres Giftermaal til
en Tid, da de ikke meere ere skikkede til at være
enten Mænd eller Fædre, og vi skulde i alle Stæn¬
der ikke finde saa mange gamle Pebersvenne, som
ansee Ægtestanden for en Ødeleggelse. Gifte
og bemidlede Fruentimmer kunne udrette aller¬
meest til at stifte denne nyttige Forandring. De
Gifte, ved at indskrænke alle Familie-Bekostnin¬
ger, og bekymre sig meere om deres Huus og
deres Børn, end om deres Klæder, og om de
Selskaber, hvor begge Kiøn ikke komme tilsam¬
men, for at fornøie sig og for at lære at kiende
hinandens gode Egenskaber, men for at beundre
deres Skrædere, Kokke og Dansemestere, og for
at misunde hinanden en nyemodig Klædning eller
Boeskab. De Rige skulde, ved at foregaae
andre med Exempel, giøre, at saadan en Leve¬
maade blev anseet for en Virkning af et fornuftigt
Overlæg, og ikke af Armod eller Trang. Men
just disse, vilde man maaskee sige, have mindst
Fordeel deraf? De Gifte have allerede gjort de¬
res Lykke, og de Rige kunne altid giøre et an¬
seeligt Partie? Dersom de Gifte ikke meere have
nødig at sørge for sig selv, saa kunne dog mange
af dem have Aarsag til at tænke paa deres Børn.
En Kone, som bringer en anseelig Medgift til
hendes Mand, skal med den Levemaade, som nu
føres i Verden, ikke bevare meget deraf til hen¬


401
des Datter. De rige Fruentimmer have endnu
mere Aarsag til at giøre det. Saa længe per¬
sonlige Egenskaber tages saa lidet i Betragtning,
og Kierlighed selv opofres for Egennytte, hvor
megen Mistanke maae da et bemidlet Fruentim¬
mer ikke have til sine Friere, i sær naar de ere
over hendes Stand? Hvor meget behøver hun
ikke at bevæbne sig mod Mandfolkenes Smigren,
og mod sin egen Forfængelighed? Hvor megen
Fornuft, for at vælge en Person, hvis Hensigt
det er, at giøre hende lykkelig tillige med sig selv.
En fattig Pige staaer Fare for at ikke blive gift,
en rig for at blive ilde gift, og det er deraf let at
slutte, hvem der vover det meste?
Det andet var endnu sikrere, til at give
Kiønnet al den Anseelse, som dets personlige
Egenskaber fortiene; Dette var, at Fruentim¬
ret frasagde sig al Arv; en saa fuldkommen
Lighed i deres udvortes Vilkaar, skulde giøre, at
Mandfolkene adspurgte alene Fornuft og Kierlig¬
hed i deres Valg. Det synes vel haart, at den
halve Deel af det menneskelige Kiøn skulde fra¬
sige sig saa betydelig en Ret, som Lovene have
givet dem, i sær i et Land, hvor det er en Følge
af deres Troskab; Men ved at opofre en Ret,
som saa ofte misbruges til at giøre de faa Per¬
soner, som nyde got af den, ulykkelige, skulde
det hele Kiøn sætte sig igien i Besiddelse af de


410
langt større Rettigheder, som Fornuft, Dyd, Na¬
tur og Skiønhed giver dem, Rettigheder, som
just af denne Aarsag synes at være endnu mindre
agtede hos de polerede Folk, end hos dem, som
vi kalde Barbarer.
No. 93.
Mandagen, den 7 Decembr. 1761.
M¬
an talede forleden i Selskabet om de Be¬
gyndelser, som i vore Tider ere giorte til
at dyrke Sproget og Veltalenheden, og om de
Bevægelser, som de have opvakt. Skulde vel
Nytten, sagde Kiøbmanden, af disse Bestræbel¬
ser være saa stor, som nogle indbilde sig? Det
skal i det mindste vare længe, svarede Adelsman¬
den, førend alle vore Forfattere kunne rose sig af,
at deres Skrifter have bragt saa mange Penge
ind i Landet, som Popes Forsøg om Mennesket,
hvoraf der blev solgt nogle tusende Exemplarer
paa en Formiddag; Men og i Engeland selv er
denne Nytte af Sprogets Dyrkelse kuns liden,
mod den, som Handelen indbringer. Korn, Uld,
fine Stoffer, og andre saadanne Ting, hvis Nytte


411
er saa haandgribelig, skulle hos alle Folk i Ver¬
den have en større og almindeligere Søgning end
Tanker; og Vinen, den skulde endog i en Re¬
publik, som bestod af bare Poeter, beholde sin
Priis. Hvor meget end nogle Folk i Europa
laste de Franske Skrifter, ere de dog alle enige i
at rose deres Vine. De Engelske Tragvedie¬
skrivere drikke den lige saa reen, som den kommer
fra Druerne, for at samle den Styrke til at ud¬
føre de blodige Scener, som de Franske ikke kunne
taale at see, fordi de drikke formeget Vand, og
de Tydske, som ved deres mange Lære-Bøger
og Brugen af den Mathematiske Methode have
forhvervet dem Navn af den grundigste Nation i
Europa, forhøie med deres Anacreontiske Oder
Prisen paa Champagnier og Burgundier. Jeg
tilstaaer, at Poesien er i Henseende til den Nytte,
som den giør i Commercen, ikke at ligne med Vi¬
nen. Men dersom Poeterne, i sær i de Nordi¬
ske Lande, hvor Vinen ikke voxer, erkiende, hvor
meget de ere Kiøbmændene forbundne, fordi de
føre den ind, burde da ikke disse og erkiende Poe¬
siens Nytte, i det mindste saavidt den tiener til
at prise Vinens Egenskaber? Disse fattige Poe¬
ter, M. H. som, for at efterligne den store Ana¬
creon, skrive en Ode til Vinens Berømmelse,
som selges for 2 Sk., hvor meget skulde J ikke
være dem forbunden, dersom J kunde see, hvor


412
mange Oxehoveder deres Læsere tømme om Aaret,
af bare Høiagtelse for den Deel af de skiønne
Videnskaber, som ikke gaaer videre end til det,
som man kalder den naturlige Smag.
Det Høie, det Opskruede, sagde han vi¬
dere, har derimod slet ingen Nytte i Commereen;
det bringer os saa langt fra det Sandselige, at
vi forglemme ofte at spise og drikke, og de faa
Draaber Arrak, som en Engelsk Tragoedieskri¬
ver kan fortære i en Punch, for at faae sine Til¬
skuere til at græde, er intet mod den Skade, som
han giør Handelen, ved at tale om de høie og
naturlige Dyder, som de Græske og Romerske
Helte udøvede i de barbariske Tider, da man ag¬
rede hverken Penge eller Pragt.
Og vore Adelsmænd, svarede Kiøbmanden,
som læse disse Engelske Skrifter, foragte de Rig¬
dom? Have de Lyst til at spille selv disse store
Ruller af Curius og Fabritius, som de beundre
paa en Skueplads, og som henrykke dem saa
meget, naar de læse dem i en blød Lehnestoel, ved
et Glas Ungersk Viin? Hvad gielder, de læse
disse Skrifter alene for at samle nogle skiønne Ta¬
lemaader deraf, for at vise, at de have Smag,
og at de for Resten i deres Hierte have mere Høi¬
agtelse for deres Ridefoged, end for Thomson og
Pope. Jeg vil endda lade de Skrifter passere,
som ere forfattede i en jevn og forstaaelig Stiil.


413
J veed, jeg læser selv gierne Pope og Addison;
Men den høie, den fine Smag, J forstaaer nok
hvad jeg mener, hvad, om den tog saaledes Over¬
haand iblant os, at enhver Landsbye=Præst talede
som Milton og Young? -
Det var farligt, sagde Adelsmanden; men
alvorlig, frygter J og virkelig derfor? Spørg
denne Mand, sagde han om Præsten, hvad han
mener; det forstaaer han bedre, end jeg. Om
det var saa let, svarede Præsten, at efterligne
disse Folk, saa nægter jeg ikke, at det jo var lige¬
saa uforsigtigt, at vilde bruge deres Stiil i en
geistlig Tale, som at vilde efterligne Høisangen,
eller sammensætte en Prædiken af de høieste
Sprog i Psalmerne og Propheterne; men ingen
af Delene er at befrygte. Denne Stiil er ikke
saa let at efterligne. Efterabes kan den vel, og
man kan giøre sig latterlig nok derved; men der¬
for behøver man ikke at misbruge saa store Møn¬
stre. En maadelig Prædikant, som er kommen
i nogen Credit, kan være nok dertil. Vi have
til en Tid havt Byen fuld af Mester Michaels
og siden af Mester Mortens Aber. Det samme
kan skee endnu, uden at man behøver at kiende
enten Young eller Milton.
Men, siden De give mig saa god Anled¬
ning, sagde Præsten, til at tale om en Ting, som
jeg ofte har tænkt paa, og hvortil De, M. H.


414
kunde giøre meget, om De billiger mit Forslag,
vil jeg sige Dem, hvad jeg holder for den vig¬
tigste Nytte af Sprogets og Veltalenhedens
Dyrkelse.
De store Mesterstykker blive hos alle Na¬
tioner, i Talekonsten, ligesom i andre Videnska¬
ber, saa faa, at, om de end kunde misbruges,
er denne Misbrug dog ikke nær saa meget at he¬
frygte, som Vankundighed og Mangel af Vi¬
denskaberne selv. Vi behøve ikke at advare
Menneskene mod de Feil, som ingen, uden saa¬
danne Genier, som Leibnitz og Newion, kunne
begaae. Vi behøve ikke heller at advare vore
Prædikantere mod de Feil, som ere nogle faa af
de store Talere saa naturlige, at man endog kan
kiende deres Genie i deres Phantasier; men vi
behøve meget at advare dem, at de vogte sig for
de nedrige Ord og Talemaader, som forringe og
vanhelde de høie Ting, som de forestille; for den
Skiødesløshed i Stiil og Beviser, som giver til¬
kiende, at de ikke selv agte og føle de Sandheder,
som de tale; for det matte og tørre Foredrag,
som hverken hører til den sunde Fornufts eller
Hiertets Sprog; De behøve meget, siger jeg,
at man viser dem til saadanne Skrifter, som, om
de end ere for høie til at tiene dem til Mønstre,
dog kunne opvække dem af den Dorskhed, Lunken¬
hed og Skiødesløshed, som giør dem saa uskik¬


415
kede til at opvække andre. Man maae ikke ind¬
vende, sagde han, at de Ting, som de foredrage,
ikke behøve saadan Hielp af den verdslige Velta¬
lenhed; thi hvorfor lærer man da Theologien,
som en Videnskab? Skulde den trænge til de
Aristoteliske Konst-Ord, og det skulde ikke være
nyttigt, at dens Lærere kiendte de naturlige Mid¬
ler, ved hvilke Forstanden overbevises og Hiertet
røres? Har Gud endog paa den Tid, da Aaben¬
baringen blev stadfæstet ved Vunderverk, udvalgt
saadanne Redskaber, som Moses, Aaron, Salo¬
mon og Paulus; har hans uendelige Viisdom,
endog i sin Almagts umiddelbare Virkninger, ikke
forsmaaet at bruge Naturens og Kønstens Ga¬
ver, som Midler til at opnaae de største Hensig¬
ter; skulde han da vel nu, efter at han endnu
mere har forøget disse Midler, ved lutter overna¬
turlige Virkninger udrydde al den Dorskhed af
vore Siele, som kommer endog af disse Midlers
Foragt? Det var besynderligt, om alle Viden¬
skaber, indtil den Hedenske Mythologie, vare
nødvendige i Theologien, og den Konst, at røre
Hiertet, var den eneste, som en Christen Lærer
ikke behøvede.
Da de store Verker i Talekonsten og Poe¬
sten hos alle Nationer have været rare, og maae
naturligviis endnu mere være det hos os, hvis
Sprog er indsluttet i saa snævre Grændser; Da


416
den største og almindeligste Nytte af Talekonsten,
i sær efter vores Lands Beskaffenhed, skal vise
sig i at forbedre den Geistlige Veltalenhed, saa
siger jeg, at det, til at befordre saa vigtigt et
Øiemerke, var meget tienligt, om der aarlig blev
udsat nogle Præmier for Geistlige Taler. Unge
Studerende skulde ikke alene ved disse smaa Be¬
lønninger opmuntres til at beflitte sig paa et
grundigt og rørende Foredrag af saa vigtige
Sandheder, men de kunde og, naar saadanne
Taler, som fandtes værdige til at vinde Prisen,
bleve trykte, derved blive bekiendte for saadanne
Folk, som kunde giøre deres Lykke, og som ofte
ere forlegne for at finde værdige Personer. Ta¬
lerne selv skulde, som gode Forklaringer over
udsøgte Texter, tiene de Danske Læsere til al¬
mindelig Opbyggelse, og med Tiden opfylde den
Mangel, som vi have af saadanne Bøger, som
kunde tiene til Huus=Andagt.
Selskabet bifaldt strax dette Forslag, og
lovede, at de vilde understytte Præsten i at sætte
det i Verk. Men siig mig, sagde Adelsman¬
den, hvad for en Plan vilde J give dem, som
skulde udarbeide saadanne Taler? Hvad holder J
for det Vigtigste i den Geistlige Talekonst? Det
blev for vidtløftig, svarede Præsten, at besvare
dette Spørsmaal fuldkommen; men jeg kan dog
indbefatte Hoved-Sagen i faa Ord: Det er, at


417
man baade i Henseende til Tankerne og Stilen
beflitter sig paa at tale den sunde Fornufts, Skrif¬
tens og Hiertets Sprog. De største Feil, som
begaaes i Henseende til Tankerne og Materien,
ere, at man enten foredrager Tingene uden Be¬
viis, Tydelighed og Orden, og ved en myndig
eller klynkende Stemme, ved Trudseler og Be¬
breidelser søger at opfylde hvad der mangler i
Overbeviisning og Kraft, eller og at man tager
disse Beviis mere af en konstig og menneskelig
Theorie, af kritiske og historiske Undersøgninger,
end af Skriftens egne Ord, som gemeenlig for¬
klare sig selv ved lette og klare Beviis, som ere
fattelige for den sunde Fornuft, og grundede paa
Hiertets Følelser. J Henseende til Stilen be¬
gaaer man ofte den Feil, at vanhelde de ædleste
Ting med nedrige Lignelser, gemene Ord, grove
sandselige Begreb, pøbelagtige Talemaader, og
en Skiødesløshed i Maaden at udtrykke sig paa,
som var uanstændig, endog naar man talede med
et Menneske, for hvilket man burde have nogen
Ærbødighed, og som skader Religionen meget
paa en Tid, da Velanstændigheden saa nøie iagt¬
tages i alle borgerlige Forretninger. Vi troe
dog, at Religionen vilde tabe meget, om Geist¬
ligheden kom frem i revne Klæder; Vi troe, at
denne Stand, for Religionens Skyld, behøver
en udvortes Ære og Anseelse i Staten; Skulde


418
da de Ord, i hvilke Sandhederne indklædes, og
den Maade, paa hvilken de foredrages, være mere
ligegyldig, end Geistlighedens Klæder, og de
udvortes Ceremonier i Gudstienesten?
Hvad Jndholdet og Materien selv angaaer,
lagde Præsten til, da holder jeg det for det Vig¬
tigste i en Prædiken, at man forbinder Evangelii
og Lovens Lærdomme paa den rette Maade; at
man viser den Overeenstemmelse imellem Tanker
og Handlinger, og den Fuldkommenhed i begge,
som Loven udkræver; at man aabenbarer For¬
dærvelsen af det menneskelige Hierte, og de urene
Hensigter, som blande sig i vore største Dyder,
saaledes, at man tillige kiender deres Utilstrække¬
lighed til at fortiene den Lyksalighed, som alene
bør være en Belønning af Lovens fuldkomne Op¬
fyldelse; at man lærer Forsoningens Nødvendig¬
hed, til at kunne trøste sig ved Guds Godhed og
Barmhiertighed paa saadan en Maade, som ikke
strider mod hans Viisdom, Sandhed og Hellig¬
hed: men at man foredrager alle disse Ting saa¬
ledes, at den Lærdom om Naaden ikke misbru¬
ges til at tilintetgiøre sust de samme Egenskaber
i Gud, som giøre Forsoningen nødvendig, jeg
mener hans Viisdom og hans Hellighed; at vi
ikke indbilde os en Troe uden Kundskab, og en
Retfærdiggiørelse af Troen uden den Helliggiørel¬
se, som er Troens Frugt og Kiendetegn.


419
Jeg troer, sagde han tilsidst, at disse Erin¬
dringer ere saa meget mere nødvendige, som det
i vore Tider ikke er rart at høre Geistlige Taler,
hvori disse Ting ikke nok forenes, og hvori man
ofte, af en god Hensigt, falder til en af disse
Yderligheder, at man enten taler saa meget om
Pligterne, at man glemmer Troen, eller saa me¬
get om Troen, at man glemmer Pligterne.
Adelsmanden og Kiøbmanden billigede begge
Præstens Forslag saa meget, at de lovede at un¬
derstytte samme af al deres Formue.
No. 94.
Fredagen, den 11 Decembr. 1761.
D¬
ersom vi læste Historien af de store Erobe¬
rere med den tilbørlige Skiønsomhed, skul¬
de vi endog i den finde mange Beviis for den
vigtige Sandhed, at Viisdom og Dyd ophøier
Menneskene langt mere, end Magten. Alexan¬
der, Carl den Første af Frankrig, og Knud den
Anden af Dannemark, hvorved ere de blevne
Store, frem for saa mange andre Regentere, som
have været ligesaa uindskrænkte Eenevolds=Her¬


420
rer, ligesaa store Erobrere, som de? Tiberius,
Attila, Philip den Anden, og Carl den Tolvte,
hvorfor ere de ikke og blevne Store? Er det,
fordi de i Vælde, i Magt, i Mod, i Snilhed
overtreffes af hine? eller er det, fordi de første,
ved en viis og ædel Brug af Magten, vidste at
giøre sig elskede, endog af de Folk, som de un¬
dertvang, og at fortiene den Ære, som andre af
deres Lige forgieves have søgt at aftvinge Men¬
neskene. Jeg har bestemt dette Blad til nogle
Betragtninger over disse tre Store Mænds Liv.
Alexander, hvis Historie nogle uskiønsom¬
me Læsere have anseet alene som et Mønster for
vandrende Riddere, har i mange af sine Hand¬
linger givet Verden saadanne Prøver af Klog¬
skab og Ædelmodighed, som man forgieves søger
i Historien af de Prindser, som have meent, at
Magt og Dristighed var nok til at efterligne ham.
Dersom en blind Forvovenhed alene havde bevæ¬
get ham til at gaae med en Haandfuld Folk over
til Asien, for at undertvinge det mægtigste Rige,
som da var i Verden, havde han agtet de Græske
Stater endnu mindre, end Kongen af Persien.
Var det vel Forvovenhed, Herskesyge, eller en
blind Tillid til sine egne Kræfter, som bevægede
ham til at sammenkalde disse smaa Stater til Co¬
rinthen, til at fornye deres Friheder, og lade sig
frivillig antage til Anfører for Grækerne, disse


421
Folk, som hans Fader havde undertvunget; eller
var det, fordi han troede, at Macedonien ellers
i hans Fraværelse ikke skulde være sikker, og fordi
han vidste, at Grækerne vare et Folk, som elskede
Frihed og Ære saa høit, at et lidet Antal af
dem, under en Anfører, som de elskede, var
mægtig nok til at ødelegge et heelt Monarkie af
feige Slaver? Med hvor stort Overlæg giorde han
ikke de første Skrit til dette store Foretagende?
For at have en bestandig Tilflugt, fuldte han
stedse Søe=Kysterne, og vovede sig ikke videre ind
i Asien, førend han havde bemægtiget sig alle
Provincerne ved Søen. Hvor dristig han end
var paa Landet, hvor han vidste, at hans Folk
i Krigs=Konst og Tapperhed var Fienden overle¬
gen, lod han sig dog ikke af Parmenio overtale
til at vove et Søe=Slag med Perserne; Aarsa¬
gen var, at den Persiske Flode bestod af Tyrier
og Phoenicier, som paa den Tid vare de største
Søefolk. Betragte vi hans Opførsel mod hans
Soldater, hvor beskiemmer han da ikke mange af
de smaa Adelsmænd, som troe, at den gemene
Mand har ingen Følelse af Ære, og at det er
nok, at man med Pryglen fører Menneskene lige¬
som Fæe til Slagter-Bænken? Han vidste, at
det var Ære og Frihed, som giorde Grækerne
uovervindelige, og for at vedligeholde disse Følel¬
ser hos sit Folk, talede han selv ofte med den


422
gemene Mand. Han besøgte de Syge og Qvæ¬
stede efter Slaget ved Granicus; Han tillod dem
at fortælle deres Bedrifter, og roste enhver for
de Gierninger, som han havde bemerket; Han
giorde deres Venner og Beslægtede frie for Skat¬
ter; og for at forbinde sig paa engang baade
Krigs=Hæren og den hele Græske Nation, for at
udbrede et Rygte om sine Dyder og Ædelmodig¬
hed, som i hans Fraværelse kunde stadfæste den
offentlige Rolighed i Grækenland, tillod han alle
dem, som nylig vare gifte, at gaae hiem, da Ar¬
meen gik i Vinter-Qvarteer. Hans Fiender selv,
disse Folk, som vare vante til at behandle deres
Underhavende med den samme Stolthed og For¬
agt, med hvilken de selv bleve begegnede af deres
Overherre, hvad maatte de tænke om en Erobrer,
som viiste saa stor Mildhed og Menneske=Kier¬
lighed mod alle de Krigsfanger, som faldt i hans
Hænder? Og hvor meget maae han ikke have
udrettet ved denne Høihiertighed, siden hans egen
Fiende Darius, paa en Tid, da han havde mistet
Riget, og var dødelig saaret, kunde ikke undlade
at beviidne den Høiagtelse og Taknemmelighed,
med hvilken han i sit sidste Aandedræt erkiendte
Alexanders Fortienester? Jeg anseer det som
det sidste og haardeste Stød af Lykken, (sagde
Darius til en Græsk Soldat, der sandt ham
halv død, og rakte ham et Glas Vand), at jeg


423
maae tage mod denne Velgierning af Eder,
uden at kunne belønne den. Dog jeg er vis
paa, at Alexander, der har viist saa megen
Godhed mod min Moder, min Kone og mine
Børn, og som jeg beder, at Gud vil belønne,
skal og betale Eder for den Kierlighed, som J
haver viist imod mig. Naar J overbringer ham
denne Tidende, da siig ham, at jeg i mit sidste
Øieblik har givet Eder min høire Haand, til
et Pant paa den Høiagtelse og Taknemmelig¬
hed, med hvilken jeg erkiender hans Dyder.
Hvor ophøie ikke disse Ord Darius midt i sin For¬
nedrelse, og hvad er hele Asiens Erobring mod
den Ære, som det giør Alexander, at have nødet
sin Fiende til saadan en Bekiendelse, paa en Tid,
da han havde intet mere at frygte eller haabe?
Nu er Alexander Enevolds=Herre af det
store Persiske Monarkie. Hans Fiender krybe
og hans Venner hykle for ham. Perserne frygte
og Grækerne tilbede ham. Hvorledes tænker han
i denne Tilstand? at der nu behøves ingen For¬
sigtighed mere? at det nu er nok at befale, at
Perserne skulle behandles som Slaver, at de
skulle tænke, troe, handle og klæde sig som Seier¬
herrerne, og endelig, at det nu er Tid, at berøve
Grækerne den Frihed, som han tilforn lød dem
beholde af Frygt? Nei, saaledes tænkte ikke A¬
lexander; Nu er det Tid, tænkte denne store


424
Seierherre, at vise det hele menneskelige Kiøn,
at hvad jeg har gjort hidindtil, er skeet af Klog¬
skab og Ædelmodighed, og ikke af Frygt. De
smaa Stæder i lille Asien fik alle de Friheder
igien, som Perserne havde berøvet dem; Han
eftergav Epheserne den Skat, som Perserne havde
paalagt, og lod derfor opbygge Dignæ Tempel.
Han søgte at ophæve al den Forskiel, som Krigen,
og Seieren havde gjort imellem Perser og Græ¬
ker, at giøre dem begge til et Folk, at forbinde
dem ved en upartisk Regiering og en indbyrdes
Kierlighed, at belønne hans gamle Undersaatter,
uden at undertrykke de nye, at forbedre de Over¬
vundnes Vilkaar, og oprette det Onde, som Kri¬
gen havde foraarsaget. Han ægtede selv Darit
Datter, giftede 80 af sine Ministre med lige saa
mange Persiske Damer, og sluttede paa engang
10000 Ægteskaber imellem Græske Soldater og
Persiske Fruentimmer, som han selv udstyrede.
Endog i Sæder og Tænkemaade, i disse Ting,
som, hvor ligegyldige de end synes, dog agtes af
Menneskene saa høit, fordi de ere Tegn paa den
borgerlige Frihed, endog i disse Ting havde han
saa megen Agtelse for den menneskelige Natur,
at han ikke forlangte en tvungen Føielighed af de
Folk, som han havde undertvunget. Naar han
anførte Grækerne, klædede han sig som en Græ¬
ker, og naar han dømte Perserne, var han klædt


425
paa Persisk. Krigs=Øvelserne var det eneste af
Grækernes Sæder, som han beholt, fordi den
almindelige Sikkerhed og Persernes eget Beste
udkrævede det. Den almindelige Samvittigheds
Frihed, som han tilstod alle de Nationer, hvilke
han undertvang; den Ærbødighed, med hvilken
han selv bivaanede den offentlige Gudstieneste,
og afskaffede al den Tvang, som Perserne havde
indført i Religionen, hvor viser den ikke, at han
med al sin Magt ærede den menneskelige For¬
stand endnu saa meget, at han ikke vilde herske
over Tankerne og Hiertet uden ved en frivillig
Kierlighed? Og saaledes maatte en Erobrer tæn¬
ke, der kiendte Æren saavel som han. Den
lader sig ikke tvinge; Man maae, som en stor
Skribent siger, vinde Hiertet, og ikke fængsle
Forstanden.  I Athenienser, sagde Alexan¬
der engang, efter et møisommeligt Foretagende,
hvad Umage koster det mig ikke, at faae Eder
til at tale vel om mig;" Saadant et Folk var
alene værdigt til at prise Alexanders Bedrifter,
og ikke saadanne nedrige Hyklere, som Anaxar¬
chus, der sagde til Alexander, da han fortrød det
Mord, som han havde begaaet paa Clitus: At
Jupiter blev forestillet paa en Trone, med Løven
paa den ene, og Retfærdighed paa den anden
Side, for at betegne, at hvad en Regent giør,
er altid ret. Saadanne nedrige Hyklere var det,


420
som omsider fordærvede den beste Siel, en af de
saa, som have været værdige til at regiere over
Mennesker; En Siel, som var saa stor, at den
midt i al den Lykke og al den Smigren, som kan
forføre et Menneske til at forglemme sig selv, be¬
holt Styrke nok for at skiemte med dem, som vilde
bilde ham ind, at han nedstammede fra Guderne.
Man siger vel, at jeg er Jupiters Søn, sagde
han engang, da han var saaret; men jeg føler
dog alt for vel, at jeg er et Menneske.
Carl den Store var ikke saa stor ved sine
Erobringer, at han jo bliver endnu langt større,
naar man betragter hans Fortienester af Lovene,
Videnskaberne og Religionen. Baade Staten
og Kirken bør ære ham som Stifter, og det er
ikke hos det Franske Folk alene, men i hele Eu¬
ropa, at han har disse Fortienester. Saa stor
en Siel dannede sig selv. Alexander var fød i
et Land, hvor Konster og Videnskaber, og ingen
Videnskab mere end Stats=Konsten, var bragt
til sin Høide. Han havde den viiseste Mand i
Grækenland til Læremester. Carl blev født midt
i det store Vankundigheds Mørke, som da skiulede
hele Europa, og han var bleven saa forsømt i sin
Ungdom, at han ikke kunde skrive. Ved en
utrettelig Flid, og et høit Hierte, overvandt han
baade sine egne og Tidernes Feil, og antændte
det Lys i Europa, som endnu skinner. Naar


421
han om Dagen havde talt paa Rigsdagene, og
anført Krigshæren, øvede han sig i at skrive, og
bragte det saa vidt, at han blev den lærdeste
Mand i sin Tid. Han arbeidede selv paa en
Historie af sit Folk. Han indførte en nye Orden
i Regierings-Maaden, som siden blev til et Møn¬
ster for hele Europa, og som var den eneste, der
var beqvem til at regiere saa mange Folk, af ad¬
skillige Sæder og Love; Hincmar, Ærkebispen
af Rheims, har beskrevet den udførlig i et Skrift
om den Orden, som blev iagttaget ved det Kei¬
serlige Hof. Man seer deraf, hvor megen Uma¬
ge denne Store Keiser har gjort sig, for at blive
underrettet om Tilstanden af de længst bortlig¬
gende Provincer, at høre alle sine Undersaatters,
endog de Undertvungnes Klagemaal, og at un¬
dersøge nyttige Forslag. Han vidste at forene
Herskab og Frihed saa vel, at Gesandterne fra
Caliphen i Babylonien, beskrive Tilstanden af
Frankrig saaledes: At de havde seet et Folk af
Konger, som, endskiønt de med den fuldkomneste
Lydighed efterlevede deres Herres Befaling,
syntes dog, at være ligesaa frie som han. Det
blev for vidtløftig her at opregne alle de Fortie¬
nester af Lovene, Videnskaberne og Religionen,
som giøre denne Erobrer større end alle Seier¬
vindinger. Jeg lader mig nøie med at nævne
dem, som vise, at han regierede mere ved Op¬


428
lysning, end ved Tvang; men jeg bør ikke heller
glemme, at giøre det Folk, som han regierede,
den Ære, som det fortiener, at være en af de
Nationer i Verden, som allerbest veed at bruge
Friheden saaledes, at den ikke er til Hinder for
den Lydighed, som Ordenen i Staten udkræver,
og for den Høiagtelse, med hvilken man bør ikke
alene belønne gode Regenteres Dyder, men og
skiule deres Feil.
Knud den Store, hvis Navn endnu er en
Prydelse i den Danske og Engelske Historie,
ligner Alexander saa meget i sine Erobringer, og
Carl den Store i sin Regiering, at han fuldkom¬
men fortiener at sættes ved Siden af disse Helte,
om han ikke i nogle Stykker overgaaer dem. Da
han undertvang Engelænderne, et Folk, som
altid har været saa øm over deres Frihed, at man
ikke kan sætte dem i Ligning med Perserne, regie¬
rede han dem med saa stor Mildhed, at hans gamle
Undersaatter bleve ligesaa misundelige over dem,
som Grækerne vare over Perserne, og at man i
den Engelske Historie endnu ærer hans Jhukom¬
melse. Endskiønt han, ved sin kloge Anførsel,
havde indlagt saa mange Seiervindinger, og for¬
hvervet sig saa stort et Navn, at hans Nærvæ¬
relse ofte var nok, til at stille et Oprør; var han
dog intet mindre end Forvoven. Det beskedne
og fornuftige Svar, som han gav Edmond Jron¬
side, da han udfordrede ham, viser baade, at


429
han kiendte Grændserne af den sande Tapperhed,
og at han midt i sine Seiervindinger ikke var
utilbøielig til Fred. Hvilken Ydmyghed midt i
hans Ophøielse, og hvilken Styrke i Sielen, til
at foragte Hyklernes Smigren, viser ikke det
rørende Beviis, med hvilket han igiendrev dem,
som vilde tilskrive ham en mere end menneskelig
Magt, da han lod sin Trone føre ned til Soen,
og befalede Bølgerne, at de ikke skulde røre hans
Fødder. Den samme Beskedenhed fremskinner
af det Brev, som han skrev fra Rom til Enge¬
lænderne, og hvori han forsikrer; at det var hans
alvorlige Forsæt, at anvende sin øvrige Levetid,
paa at rette sine Feil, og at regiere efter Viis¬
doms og Retfærdigheds Love. Saa offentlig
en Erkiendelse af hans Pligter, skulde have gjort
ham en evig Ære, om han end ikke havde opfyldt
dette Forsæt siden med saa mange store og herlige
Beviis af dets Oprigtighed, hvilke jeg for Rum¬
mets Skyld forbigaaer, for alene at nævne den
store Handling med hvilken han selv stadfæstede
de Love, som han havde gjort. Da han engang
i Overilelse havde begaaet en Forseelse, som han
strax efter fortrød, betalte han ni gange saa meget
til de Fattige, som Lovene udkrævede.
Man seer af disse Store Mænds Historie,
at, hvor meget Hyklerie end har misbrugt de
Navne, med hvilke Menneskene udtrykke deres


430
Høiagtelse for Store Gierninger og Sande For¬
tienester, har Sandheden dog til alle Tider beholdt
saa meget Herredømme, at Overmagt og Erobrin¬
ger alene ikke have været nok, til at giøre Folk
Store.
No. 95.
Mandagen, den 14 Decembr. 1761.
E¬
n af mine Venner spurgte nyelig vores Bon¬
de: om han havde mange Børn? Jeg har
Guds Gaver, svarede Bonden. Han vilde
med denne Talemaade, som nu ikke er meere en
Ziirlighed i Sproget, give tilkiende, at han havde
mange, men dog ikke saa mange, at han jo an¬
saae dem mere som Gaver af Forsynet end som
Byrder. Min Ven, som blev rørt af disse Ord,
svarede: J har Ret, for Bønder ere Børn Guds
Gaver; Eders Koner føde let; Børnene koste
ikke meget, og de kunne tilig være Eder til Nytte.
Men for os andre? Vore Koner lide meget, en
Barselseng er kostbar, Opdragelsen endnu mere,
Ammer, Skolemestere ere fortredelige Personer,
i et Huus. Vore Børn fortiene intet, og naar


431
vi have kostet allermeest paa dem, er det uvist,
om de giøre nogen Lykke i Verden, og om vi
kunne vente os nogen Ære og Fornøielse af dem.
De store Byer ere saa fulde af onde Selskaber,
at de fleste blive forførte. -
Var min Ven bleven rørt over Bondens
Svar, saa blev denne ikke mindre forundret over
hans 2 - - Alt dette, svarede Bonden, frygte
vi ikke her. Min Kone giør al hendes HHuus¬
Gierning som sædvanligt, indtil den sidste Dag,
hun er allersundest, naar hun laver til Barsel,
hun staaer op den tredie, og i det seneste den
femte Dag. Barsel=Sengen koster os ikke me¬
get. Af Føde har Gud givet os saa megen
Velsignelse paa Landet, at vi ikke regne hvad vore
Børn spise saa længe, indtil de selv kunne for¬
tiene deres Brød. Af Klæder bruge vi ikke
meget, og det Uldent og Linnet, som slides her
i Huset, giør min Kone selv. Jeg lader mine
Børn gaae flittig i Skole, og holder dem saa
sterk til Arbeide, at de ikke faae Tid til at tænke
paa unyttige Ting, som kunde forvilde og for¬
føre dem, og jeg maae takke Gud, at de alle ere
lydige, flittige og skikkelige. De forstaae vel
intet af det, som man kalder Kiøbstæd=Noder;
men de ere dog ikke bange for at tale med Folk,
og jeg kan sende dem til Byen i hvad Ærende
jeg vil, uden at frygte for at de skulde lade sig


432
bedrage. Den eneste Bekymring, jeg har havt,
var, at jeg ønskede gierne, at den ældste maatte
beholde Gaarden efter mig, ikke fordi jo Gud
har givet mig Velsignelse nok, som de kunde leve
af paa en anden Maade, men fordi jeg elsker det
Sted, som jeg boer paa, hvor jeg selv er fød,
og hvor jeg har gjort adskillige Forbedringer,
som jeg gierne vilde have vedligeholdte, og som
jeg ønskede, at mine Børn maatte nyde got af.
Denne Bekymring har Herremanden betaget mig
saaledes, at jeg kan vente, om Gud vil, at mine
Børn i 10 Led skulle besidde dette lille Sted.
Denne Tanke fornøier mig ligesaa tit jeg planter
et Træe og forbedrer mit Huus, om jeg og kuns
slog et Søm i en Væg. Naar jeg har saaet
min Ager, bekymrer jeg mig ikke om Fremtiden;
thi, om jeg end ikke levede til Høsten, skulde
mine Børn dog nyde Frugten af mit Arbeide.
Jeg er endog i denne Tanke undertiden saa stolt,
at jeg holder mig selv og min Familie ved Be¬
siddelsen af denne Plet Jord ligesaa lykkelig, som
en Monark i sit Arve=Rige; thi i alle de andre
Stænder, som ere imellem Monarken og mig,
synes mig ikke, at der er en Lyksalighed, som i
Bestandighed kan lignes med vores. Vi have
begge ingen anden Bekymring for Efterkommer¬
ne, end den, at Gud vil give os Børn, og gode
Børn.


155
Denne Samtale gav mig Anledning til
adskillige Betragtninger. Jblant alle de Straf¬
ser, tænkte jeg, som vi paadrage os selv ved at
søge en anden Lyksalighed, end den, som Natu¬
ren med saa gavmild en Haand tilbyder alle, er
ingen større end denne, at de naturlige Beløn¬
ninger selv blive os til Byrder, og at de Drifter
som Forsynet har indplantet i vore Siele, for
at giøre alle Pligterne behagelige og det hele Liv
yndigt, blive til Bødler, som med tusende Sor¬
ger pine dem, som for en forfængelig Ære
og nogle udvortes skinnende Fortrin opofre de
største Pligter tillige med Livets sande Fornøielse
og Roe.
Dersom de Mennesker, som endnu leve i
den Tilstand, hvis Lyksalighed man i de store
Stænder ikke kiender uden af den gamle Historie,
af nogle Poetiske Beskrivelser og af de Hyrde-
Stykker, som man undertiden opfører paa Skue¬
Pladsen; dersom disse Mennesker, siger jeg,
havde tillige med denne Bondes Formue saa me¬
gen sund Fornuft, som han, skulde deres Lyk¬
salighed endog i de ufornuftigste og forfængeligste
Menneskers Øine snart blive saa kiendelig, at
Misundelsen selv skulde forlade de Riges og
Mægtiges Palladser, for at bestorme Hyrdernes
Boeliger, til hvilke den synes at have forjaget al
den naturlige Kierligheds uskyldige Glæde.


454
Denne stolte Fiende af Menneskets Lyk¬
salighed har alerede fundet vores Bonde værdig
til det Had, med hvilken den ellers kuns pleier
at forfølge de Store. Den begynder at ansee
den Forbedring i Bondestandens Vilkaar for saa
stor en Hinder i alle dens Hensigter, at en for¬
nuftig og velhavende Bonde er nu omstunder lige¬
saa usikker for dens Pile, som Lovgivere, Stats¬
mænd, Krigshelte og Vise.
Hvorledes, raaber den, skulde man tvinge
denne store Hob, dersom det blev dem tilladt at
beraabe sig paa Rettigheder, og at foreholde andre
deres Forbindelser? Hvad Ligevægt skulde der
blive imellem Stænderne, dersom det skulde være
Bonden ligesaavel som den Lærde tilladt at tæn¬
ke; dersom han havde Friheder ligesaavel som
Adelsmanden, og Eiendomme ligesaavel som
Borgeren? Er det ikke nok, at Selskabet har
fritaget ham fra de andre Stænders Bekymrin¬
ger, deres Forfængeligheder, deres Bekostnin¬
ger? Dersom man og tilstod ham Fornuft,
Eiendom og Frihed, skulde han blive lyksaligere
end alle de andre; han skulde blive lyksaligere
end den Lærde, fordi han besad sund Fornuft
uden Fordomme og Pedanterie, lyksaligere end
hans Herremand, fordi han kunde ikke misbruge
sine Frtheder til at ødelegge sig selv og andre,
og lytsaligere end Borgeren, fordi hans Eien¬


439
domme ere ligesaa faste som Verden, og hans
Næring grundet paa de naturlige Nødvendighe¬
der, over hvilke Moderne og Jndbildnings=Kraf¬
ten ikke have det Herredømme, som over Kon¬
sterne og Handelen.
Det er ikke nok, at Misundelse lægge de
andre Stænder disse Ord i Munden; den oprø¬
rer endog Bondestanden selv. Den bevæbner
Mængden til at foragte og forfølge alle de Per¬
soner, som understaae sig at være fornuftigere end
deres Naboer.
Jeg har sagt, at vores Bonde, endskiønt
han har nogen mere Formue end andre, opdrager
dog sine Børn til Arbeide og Nøisomhed; men
jeg har endnu ikke fortalt, at han holder en Sko¬
lemester til dem. Det første anseer man som
en Virkning af Karrighed, og det sidste som en
Stolthed og Forfængelighed.
Disse ubillige Domme, som kunne af¬
skrække andre, der ikke have saa megen Fornuft
og Bestandighed, som han, have bevæget mig
til at giøre nogle Betragtninger i dette Blad
over Opdragelsen.
Naturen behøver saa lidet til at bevare
den Sundhed og Styrke, som giør det meste til
et fornøiet Liv, og Arbeidsomhed er saa fornø¬
den til at vedligeholde disse Ting, at Menne¬
skene meget oftere svække baade Sindet og Lege¬


430
met ved Overflødighed og Hvile, end ved Ar¬
beide og Afhold. Arbeidet kan sielden være saa
tungt, og Levnets-Midlerne saa ringe, at man
derfor, har Aarsag at ynke Menneskene, saa
længe de fra Barndommen af ikke have været
anderledes vante. Det er Vanen, og ikke Na¬
turen, som giør den Riges Overflødigheder til
Nødvendigheder, der for hans Mageligheds
Skyld sielden smage ham saa vel, som Brødet
den fattige Arbeider. Det er ikke over Sma¬
gen alene, men og over de fleste andre Følelser,
at Vanen har denne Magt. Den forkielede
Vellystige fryser i en foeret Klædning, han finder
ikke Hvile nok i en blød Seng og i en magelig
Lehne=Stoel, naar Arbeideren sveder i en tynd
Trøie, og sover roelig paa den haarde Jord.
Det kommer an paa Opdragelsen, at giøre Men¬
neskene de ringeste Vilkaar ligesaa behagelige som
den største Overflødighed. De, som ere vante
til lidet, kunne altid taale bedre Vilkaar; men
de, som ere vante til Overdaadighed og Mage¬
lighed, blive ulyksalige, naar de siden nødes til
større Afhold og Arbeidsomhed. Den Smag,
som vi i Barndommen faae paa Legemets Be¬
qvemmeligheder, giør os derfor sielden i nogen
Stand lyksaligere; men den kunde ofte giøre os
ulykkelige. Konster og Videnskaber derimod,
om de og efter vores Stand ikke ere saa nødven¬


434
dige, om der og var nogen Overdaadighed deri,
kunde dog ikke let være os til Byrde. Vi finde
i alle Omstændigheder Leilighed nok til at for¬
skaffe vore Siele denne Føde, naar de først have
fundet Smag deri; den lærer os at bruge Over¬
flødighed vel, at trøste os i Mangel, at søge
andre Fornøielser, som kunne oprette de sandse¬
liges Tab; og om end de Ting, som vi lære,
ikke just vare saa umiddelbar fornødne til vores
Kald, skiærpe de dog Sielens almindelige Kræf¬
ter, og giøre os mere skikkede til nyttige Opfin¬
delser og til Udøvelsen af det, som allerede er
opfundet.
Folk af alle Stænder kunne derfor sielden
lade deres Børn lære for meget, saa længe de
Ting, som de lære, virkelig ere fornuftige og
nyttige, og det, nødvendigere ikke forsømmes;
men den ringeste Arbeider kan ligesaavel som den
rigeste Mand fordærve sine Børn ved Kielenskab
og Overflødighed. Vore Bønder i Dannemark
spise og drikke i Almindelighed saa vel, at jeg
troer ikke, at der af den Aarsag behøves megen
Forbedring i deres Vilkaar. Den Tanke, at
Sundhed og Styrke kommer af Overflødighed i
Mad og Drikke, er saa antaget iblant dem, at
de fleste qvæle deres Børn med Fylderie. Saa
meget som jeg glæder mig over Bondens Vel¬
stand, og ønsker alle indtil den ringeste Almue


438
de Beqvemmeligheder, som kunne forlænge og
lyksaliggiøre Livet, saa meget har det fortrydt
mig, naar jeg enten sildig i Foraaret eller tilig
i Efteraaret er kommen i vore Bønder-Stuer,
og har fundet deres Børn sidde eller ligge ved
en varm Ovn. Nogle, som allerede kunde tale
og gaae, pattede endnu, og de vare alle af umaa¬
delig Spise, Søvn og Hede, saa opblæste, som
de Kreature, hvilke de sætte paa Stie. En
Dorskhed og Kielenskab i Sindet, som giorde
dem nedslagne, gienstridige, Folkeskye, og empfindt¬
lige ved de mindste Stød, en Stivhed og Tung¬
hed i alle Legemets Lemmer, som giorde dem
ligesaa uskikkede til Arbeide og Bevægelse, var
Frugten af denne Opdragelse, som truede disse
arme Børn med en endnu haardere Skiebne i
Tiden, hvilken bestod deri, at de maatte føle al
den Mangel og Gienvordighed i Livet, som siden
kunde møde dem, saa meget mere, som de i
deres Barndom bleve mere forkielede end mange
Børn, som opdrages i Overflødighed. Er det
saaledes, har jeg ofte tænkt, at disse Folk opdra¬
ges, paa hvilke Selskabets Styrke beroer; de
som ved deres Arbeide skulle berige Staten, og
ved deres Styrke og Tapperhed forsvare den, bør
de opdrages ligesom de umælende Dyr, hvilke
man feeder til en Tid, for siden at slagte dem?


4139,
Jngen tænke, at jeg, for at hindre denne
skadelige Virkning af den liden Overflødighed,
som der endnu kan være blant Bønderne, ønske¬
de, at og den blev dem betaget. Jeg ønskede
tvertimod just af denne Aarsag, at deres Vilkaar
bleve forbedrede. Saa længe en Bonde ikke har
Frihed og sikkre Eiendomme; saa længe han ikke
er vis paa at beholde for sig og sine Efterkom¬
mere det, som han fortiener; har han intet af
Livet uden det daglige Brød, og den Magelig¬
hed, som er de Fattiges og Lades Trøst; den
Skilling, som han fortiener, gaaer ligesaa hastig
i Munden, som den kommer i Haanden, fordi
han frygter, at det er for andre og ikke for hans
Familie, at han sparer. Det eneste Gode, han
kan giøre sine Børn, er at føde dem vel, saa
længe han selv har noget at spise og drikke, og
af denne Aarsag elsker han dem ligesom Aben
elsker sine Unger. En Bonde derimod, som er
vis paa at beholde hvad han fortiener og sparer,
en Bonde, som tænker, og før at kunne tænke
fornuftig, maae han kunne giøre sig en Hensigt
i Tiden, han maae have en Sikkerhed for at
opnaae denne Hensigt; saadan en Bonde sparer
endog for sin egen Mund, for at kunde vedlige¬
holde sin Eiendom og giemme noget til sine
Børnz; han er arbeidsom, maadelig, ædrue, og
han opdrager sine Børn til det samme. Lad


440
os betragte de Norske og Sveitzerske Bønders
Levemaade. De rigeste iblant dem spise og drikke
ikke nær saa vel, som vore Fæste-Bønder, saa
længe de have noget at æde af. Men det, som
disse forøde paa Mad og Drikke, for om nogle
Uger at løbe fra Gaarden, det finder man hos
hine i Sølv, Penge, Redskaber og andre Ting,
som gaae fra Arving til Arving i mange Leed.
Vores Bonde er et Beviis paa denne
Sandhed; han beriger sine Børn ligesaa meget
ved den Tarvelighed og Arbeidsomhed, i hvilken
han opdrager dem, som ved det, han aarlig
sparer til at forbedre en Eiendom, om hvis Be¬
siddelse han er forsikret. Af det øvrige, som
han beholder tilovers, anvender han noget paa
at giøre dem til fornuftige Mennesker og oplyste
Christne, og naar man beregner, hvor meget
dette koster ham aarlig, skulde man maaskee finde,
at en arm Fæste=Bonde fortærer ligesaa meget
om Aaret i Brændeviin, i denne giftige Drik,
med hvilken han fordriver sin Fortvivlelse tillige¬
med den liden Rest af sund Fornuft, som skulde
giøre ham hans Vilkaar endnu mere utaalelige,


441
No. 96.
Fredagen, den 18 Decembr. 1761.
J¬
blant de utallige Forsøg, som Menneskene
have giort for at opdage Planternes og Dy¬
renes Egenskaber, og for at kiende de fineste
Dele af Menneskets Legeme, hvor faa ere der
da ikke, som lede os til en nøiere Kundskab om
det Væsen i os, som tænker? Historien, som i
Sæde=Læren burde giøre den samme Nytte, som
Erfaringerne i Natur=Læren, er sielden samlet
med den Jndsigt, som udkræves til at anstille
rigtige Erfaringer, og den indlader sig derfor
sielden i saadanne Forsøg, af hvilke vi kunde lære
at kiende Mennesket, og at bygge vores Theorie
paa sikre Grunde. Hvor faa Historier have vi
skrevne af Folk, som selv have været Philosopher,
Moralister, Lovkyndige og Statsmænd? De
Gamle troede, at ingen uden saadanne burde
skrive Historier. Vi derimod have i det mindste
været nær ved at troe, at Historien var et Ar¬
beide for dem, som ikke havde Genie til andet,
og at en god Hukommelse, forenet med Flid


12
4¬
og Taalmodighed, var nok til at opfylde en
Historieskrivers Pligter. De fleste Dele af
Historien betragte en Mængde af Mennesker i
en vis udvortes Forbindelse, uden at undersøge
deres Handlinger videre; de kunne ikke heller.
Den Lærde Historie, Stats- og Kirke-Historien
betragter Menneskene saaledes, som de ere, naar
alle Siele=Kræfterne ved de udvortes Tings Jnd¬
flydelse have faaet en vis Bestemmelse; de be¬
tragte deres udvortes Handlinger, fra hvilke man
sielden kan slutte til det indvortes i en Tilstand,
da Ære, Fordeel og Frygt har lært Menneske¬
ne at skiule deres Tanker og Bevægelse under
forstilte Ord, Gebærder og Handlinger. J
Beskrivelsen af en Tilstand, hvori det Jndvor¬
tes og Naturlige i Mennesket er saa indviklet,
nedlader Historien sig sielden til at betragte en¬
kelte Personer; og, naar den undertiden giver
os saadanne Levnets-Beskrivelser, er det gemeen¬
lig Historien af de Store Acteurer, som have
spillet en usædvanlig Rulle i Verden, af hvilken
man lige saa lidt kan slutte til deres virkelige
Caracteer, som man kan kiende de Comiske Per¬
soner af deres Handlinger og Klædedragt paa
Skuepladsen. De fleste Levnets-Beskrivelser af
Store Mænd lære os ikke saa meget, hvad de
selv virkelig have været, og meget mindre hvad


J¬
Menneskene virkelig ere, som hvorledes andre i
deres Tid have tænkt, og hvorledes et Menneske,
som i deres Omstændigheder vilde giøre Opsigt i
Verden, maatte tale og handle.
Der er kuns to Slags Historier, af
hvilke vi med Vished kunne lære at kiende det
indvortes og naturlige i Mennesket, og af disse
have vi faae eller ingen. Disse ere Historien
af Børn i den Alder, da Fornuften og Pas¬
sionerne begynde at udvikle sig, og Mennesket
er endog i denne Alder saa tilbøielig til at efter¬
ligne, at de, som af disse Erfaringer skulle
samle nogle Materialier til Menneskets Historie,
maatte meget tilig og nøie anstille deres For¬
søg. Til det andet Slags henhøre de Erfarin¬
ger, som et Menneske kan giøre ved at give agt
paa sig selv, og paa Aarsagerne og Virknin¬
gerne af de Forandringer, som ere foregaaede i
hans udvortes og indvortes Tulstand. Disse
Historier kunne, naar de vare optegnede med
Fornuft og Oprigtighed, give os et stort Lys
baade i Siele=Læren og i Forsynets Huushold¬
ning med Menneskene; Opdragelsen skulde i sær
ved disse Erfaringer bringes til en stor Fuldkom¬
menhed, og det er af den Aarsag fornemmeng,
at jeg ønskede, at saadanne Forsøg bleve al¬
mindeligere.


444
Jeg indseer meget vel de Hindringer,
som afskrække Menneskene fra saadanne Foreta¬
gender. Det er ikke saa meget Vanskelighe¬
den, endskiønt denne alene var stor nok til at
beskæftige de største Siele; de falske Begreber
om Æren, og en Undseelse for at tale og skrive
om saadanne Ting, som efter de almindelige Be¬
greber ikke ere høie nok til at fortiene de Lærdes
Opmerksomhed, hindre mere saadanne nyttige
Foretagender, end Vanskeligheden selv.
En af mine Venner, som undertiden har
nogle af disse besynderlige Jndfald, som de ret
grundige Lærde belee og ansee for Virkninger
af en flygtig Jndbildnings=Kraft, gav mig An¬
ledning til disse Betragtninger. Jeg fandt paa
hans Bord en Levnets=Beskrivelse in Folio af
en lærd Mand, hvis Bøger ingen mere læser,
og om hvilken man for Resten ikke vidste andet
med Vished, end de Hoved=Forandringer i
Livet, hvori mange hundrede Mennesker ligne
ham. Men for at bestemme Tiden og Om¬
stændighederne af disse Omstændigheder, af hans
Fødsel, Skolegang, Giftermaal og Endeligt,
havde man samlet saa mange Efterretninger,
at Slegt=Registeret alene, som med en utrolig
Flid var forfærdiget, udgiorde en stor Deel af
Verket. Paa det første Blad af dette Skrift


449
havde min Ven, i Stedet for den rette Titel,
som var udslettet, skrevet disse Ord: Historien
af Gelleris gamie Mand, tilligemed dette
Vers:
2-- Er ivard gebohren.
Er lebte, uaym emn Weid, und starb.
I denne store Bog laae nogle Blade,
som min Ven havde skrevet, og hvorpaa Ti¬
telen var: Historien af et Barn paa 2 Aar
og 5 Maaneder. Ved Siden deraf fandt
jeg Keiser Antonins Bøger om sig selv og til
sig selv igiennemtrukne med rene Blade, hvor¬
paa jeg ofte fandt disse Ord: Dette har jeg
selv erfaret. Tæt ved laae et Haandskrift,
paa hvilket Overskriften var denne: Historien
af mig seld.
Det var mig umueligt at modstaae den
Nysgierighed, som disse Ord opvakte hos mig.
Vi vare for gode Venner, og havde staaet i alt
for nøie en Forbindelse, til at jeg kunde troe,
at jeg var ganske glemt i denne Historie. Næst
mig selv vidste jeg, at ingen kiendte mig bedre
end just denne min Ven, og hvor begierlig var
jeg da ikke for at finde min Caracteer: Efter
nogen Søgen finder jeg endelig disse Ord:
Den patriotiske Tilskuer er min gamle
Ven; jeg har kiendt ham paa en Tid, da


440
han arbeidede alene paa sig selv, og paa den
Tid agtede jeg ham mere end nu, da han
blander sig i saa mange Ting, som ofte maae
skille ham ved den Fornøielse, som jeg fin¬
der i disse Betragtninger over mig selv. - -
Jeg har læst nogle af hans Blade med For¬
nøielse, men i andre kiender jeg ham ikke
igien. Saadanne Folk, som Morten Scri¬
bler, fortiene de vel, at man indrykkede de¬
res Levnets-Beskrivelse i et Verk, som skal
vise os Mennesket saaledes, som det er,
naar det ei indtages af herskende Fordomme
eller onde Vaner. Jeg læser derfor heller
de Ark, som handle om Bønderne, end
dem, som handle om de Lærde. Tilskue¬
ren maae troe, at han og kan omvende Folk,
som misbruge Videnskaberne selv til at qvæle
den sunde Fornuft; men hvor lidet kiender
han da selv til Mennesket? Erfarenhed skal
snart lære ham det, og jeg haaber da, at
han forlader Skuepladsen for at indskrænke
sig igien, som han siger, i den snævre Tænke¬
Kreds, i hvilken han levede for sig selv og
sine Venner."
Mere fik jeg ikke Tilladelse til at læse,
da min Ven kom ind i det samme; Denne
Bog, sagde han, bør være ligesaa stor en


447
Hemmelighed, som Historien af vores Al¬
der. J have gjort mig meget forlegen, sva¬
rede jeg. For faa Dage siden fik jeg et Til¬
læg til Morten Skriblers Historie, som inde¬
holder en Beskrivelse af Smagen i Engeland
efter denne Lærdes Tænkemaade. Jeg havde
besluttet at indrykke noget deraf i det næste
Blad, men hvad vilde J da have sagt i Eders
Historie? Jkke andet, svarede min Ven, end
dette: At Tilskueren havde forskrevet en Sæbe
fra Engeland, hvormed han maner at kunde
giøre Mohrer hvide. Saa giv mig da, sagde
jeg med Fortrydelse, en anden Materie, om
det og var en Satire over mig selv. Skriv
hvad J har læst, sagde han, og i fald det ikke
er nok til at fylde et Blad, saa kan J tage
noget af denne Tegne-Bog. Jeg afskrev føl¬
gende:
Historien af et Barn paa 2 Aar og 5
Maaneder.
De første Bevægelser af dette Barn lo¬
vede ikke meget. De stadfæstede meget mere
deres Mening, som troe, at Mennesket fødes
med en blot Evne til at blive fornuftig. Denne
Evne syntes endog at udvikle sig langsommere
i dette Barn end i andre. Det sov, meget og
græd sielden, Legemets Kræfter formerede sig


448
kiendelig, det voxte daglig og begyndte meget
tilig at gaae; men var to Aar gammel, førend
det talede et Ord. Da det om Foraaret kom
ud i den fri Luft, havde hver Dag Bevægelse,
og fik Selskab af andre Børn, lærte det i to
Maaneder at tale. Det begyndte endog at
kiende Tingene af Billeder, som ikke vare vel
tegnede. Saa snart Haaret begynte at voxe,
gik det den hele Dag med blot Hoved i Luften,
og jo mere det blev vant dertul, des muntrere
blev det.
J det man fornøiede Barnet undertiden
med at vise det Billeder, fæstede dets Agtsomhed
sig paa nogle store røde Bogstaver, som stod paa
Titelen af en Billed=Bibel. Man fornøiede
dets Nysgierrighed ved at nævne nogle, hvis
Navne Barnet beholdt; og saa snart man mer¬
kede, at det kunde kiende dem, giorde man det
til en Belønning at læse i denne Bog, og til en
Straf at ikke læse deri. Naar Barnet ikke havde
Lyst til at læse længer, lagde man Bogen bort,
undertiden førend Lysten ophørte, og naar Barnet
endnu bad, at det maatte læse mere. Denne Be¬
lønning og Straf havde inden kort Tid den Virk¬
ning paa Barnet, at man derved kunde bevæge
det til alt hvad man vilde, at det selv ofte gik til
Moderen og bad, at det maatte læse, og endelig
inden kort Tid lærte at kiende alle Bogstaver.


449
Anmerkning: Denne Erfaring beviser, at
Ulyst til Videnskaberne kommer ofte deraf, at
man giør dem til Tvang, og den stadfæster den
store Sandhed, som er ligesaa vigtig for Lovgi¬
vere, som for Lærere, at det ikke kommer saa me¬
get an paa Straffens og Belønningens Beskaf¬
fenhed og Størrelse, som derpaa, at det kaldes en
Straf eller Belønning, og at man holder nøiere
det, som man lover eller truer.
Det blev aldrig Barnet tilladt at læse, uden
naar det havde skikket sig vel; og man behøvede
derfor sielden at bruge større Straffer, end den,
at berøve det Abeceden og Billedbogen. Andre
Straffer bleve alene brugte til modtvillige For¬
seelser; og for ikke at bruge dem ofte, befalede
man det ikke noget uden vigtige Aarsager: men
Straffen fulgte og altid uden Skaansel paa For¬
seelsen. Dette havde den Virkning, at Trudsler
gemeenlig vare nok til at overvinde dets Gienstri¬
dighed uden megen Modstand.
Naar nogen tiltalede Barnet i Passion, mer¬
kede man altid, at Gienstridigheden og Graaden
tog til. Men en Jrettesættelse eller Straf, som
skede med Koldsindighed, havde altid den Virk¬
ning, at Barnets Passion stilledes strax, at det
gjorde hvad man befalede, og at det med megen
Venlighed og Fortrydelse afbad sin Forseelse hos


450
alle, endog hos Tienestefolk, naar det troede, at
det havde fortørnet dem.
Dette Barn havde, som de fleste andre
Børn, engang faaet den Vane, at det heller
vilde være hos Tienestefolkene, hvor det havde
mere Frihed, end hos Forældrene; men dette op¬
hørte, saasnart man nogle Gange havde truet
Barnet dermed, at det ikke maatte være hos For¬
ældrene. Atter et Beviis, at man kan giøre al¬
ting, endog det, som Menneskene ellers finde
Behag i, til en Straf,
Forældrene stræbe i deres daglige Omgang
med Barnet at forene Alvorlighed og Venlighed,
og især at vogte sig for Passioner. De søge at
giøre det Grundene til det, som de befale, fatte¬
lige, og for alting at forebygge, at Barnet ikke
skal troe, at de ville lokke eller skrække det ved
falske Forestillinger, hvorved Forældre ofte tabe
den Troværdighed hos deres Børn, som er den
vigtigste Grund til Opdragelsen. Man bilder
det ikke ind, at det smager ilde, som Barnet selv
enten allerede veed, eller snart erfarer, at det sma¬
ger vel. Dette har den Virkning, at Barnet
troer Forældrene, og at det elsker dem.
Naar man undtager den naturlige Undseelse
for Fremmede, som et Barn tilforn ikke har seet,
er dette Barn endnu frie for de fleste Frygtsom¬
heder, som ere sædvanlige i denne Alder. Man


451
kan indlukke det i en mørk Stue, og naar det fal¬
der, græder det sielden, fordi man ikke ynker det,
men alene med Koldsindighed formaner det til
Forsigtighed.
Underviisningen skeer endnu alene ved at
følge Barnets naturlige Nysgierrighed, hvilken,
fordi den ikke tvinges, og tiener Barnet til Tids¬
fordriv, gaaer saa vidt, at det alle Øieblik har
noget at spørge om, og ved hver Ting, som det
seer, siger, hvad er det? Disse Spørsmaale ere,
som man let kan tænke, ofte meget barnagtige;
men man svarer det gemeenlig noget, og aldrig
andet, end hvad der er vist og sandt. Den ene¬
ste Maade, paa hvilken man indskrænker disse
Spørsmaale, med hvilke Barnet ofte besværer
Forældrene, er, at man lærer det, at ikke spørge
om Ting, som det allerede veed.
Det lader ofte, som Barnet giør saadanne
Spørsmaale, uden selv at agte derpaa, og som
det derfor ikke heller beholdt, hvad man lærte det.
Undertiden veed det ikke meere hvad man har sagt,
naar man strax efter spørger derom. Men For¬
ældrene merke dog gemeenlig, at disse Begreber,
komme igien paa en Tid, da man mindst venter
det, og at det, som de have sagt Barnet, ikke
var tabt. Naar det spøger med Dukker, kan
det ofte igientage saadanne Samtaler, som det
har holdt med Forældrene, og som man ikke en¬


452
gang troede, at det havde fattet. Man har der¬
for besluttet, endnu ikke at tvinge dets Agtsom¬
hed, og at forsøge, hvorvidt man kan bringe det
ved denne frie Underviisning. Det har paa den
samme Maade ved Spørsmaale lært at nævne ad¬
skillige Ting paa Fransk.
No. 97.
Mandagen den 21 Dec. 1761.
A¬
lle Guds Befalinger ere saa kierlige, at endog
de, som umiddelbar angaae ham selv, sigte
til Menneskets eget Beste. Denne Sandhed er
saa meget almindelig, at endog de Fester og
Høitider, som Gud har anordnet til sin Dyrkelse,
ere lempede efter Menneskets Nødvendigheder,
og have dets Lyksalighed og Fornøielse til Hensigt.
De, som ansee den offentlige Gudstieneste alene
som en Opvartning, og Høitiderne som et Slags
Courdage, hvilke Gud har anordnet alene for sin
egen Æres Skyld, giøre dem derfor et meget
ufuldkomment Begreb om det høieste Væsen, som
ikke boer i Templer, der ere giorte med Hænder,
og som ikke tienes af Menneskene, som den, der


453
haver noget behov, efterdi han giver dem selv Liv
og Aande og alle Ting.
Dersom Menneskenes sande Lyksalighed be¬
sod deri, at de uden Grændser forøgede dette
Livs Beqvemmeligheder, og at de samlede Rig¬
dom og Overflødighed, kunde man have nogen
Anledning til at betragte Høitiderne som et
Skaar i vore timelige Fordele, endskiønt disse og
udkræve en Hvile. Men da de udvortes Be¬
qvemmeligheder kuns forøge vores Lyksalighed
under visse Jndskrænkninger; da de uden saa¬
danne fornuftige Jndskrænkninger kuns formere
vore Begierligheder og tilligemed samme vore
Bekymringer; da Sindet og de ædleste Kræfter
af Mennesket sielden derved forbedres; saa er
det og fornødemt, at Mennesket, som et fornuf¬
tigt Kreatur, unddrager nogen Tid fra de sand¬
selige Forretninger, for at dyrke Sielens høiere
Kræfter, og at det ikke nedgraver sig saaledes i
den Plet Jord, som det om faa Aar skal for¬
lade, at det glemmer ganske sit høiere Kald
og Bestemmelse.
Dersom Menneskene altid vare fornuftige
nok til at tænke i deres daglige Forretninger paa
denne Bestemmelse, som bør være Hensigten af
alle deres Foretagender, havde det ikke været saa
høit nødvendigt at udsætte visse Dage dertil, end¬
skiønt Skabelsens Historie viser, at Mennesket


454
endog i den fuldkomneste Stand har behøvet saa¬
dan en Opvækkelse til bestemte Tider. Og hvor
meget mere fornøden er den da nu, nu da
nogle af Vellyst og Gierrighed nedgrave sig i
Verden; da andre af Trældom neppe have Tid
tilovers at tænke; da det tunge Aag, som For¬
fængelighedens Tieneste har lagt paa Adams
Børn, ofte berøver dem baade Sindets og Lege¬
mets fornødne Hvile; da Mængden, som opfø¬
des i Blindhed og henslider sin Tid i Trældom,
trænger saa høit til at opvækkes ved offentlige Forma¬
ninger; da de, som ere meest oplyste, behøve selv til
visse Tider saadanne Opvækkelser, og Verden træn¬
ger saa høit til gode Exempler, at de Store, de
Viise, bør holde det for deres høieste Pligt, ved
en offentlig Andagt at beviidne, at de paa en Tid,
den menneskelige Ære er stegen saa høit, endnu
ikke skamme sig ved at tilbede Gud.
Af alle disse Aarsager kunne vi let slutte, at
det er fornødent for Mennesket, at bestemme en
vis Tid til en legemlig Hvile, for at anvende den
paa Sindets Forbedring og den offentlige Guds¬
dyrkelse. Men hvilken Tid dertil skal bestem¬
mes, og hvorledes den skal anvendes, dette lader
sig ikke med saa fuldkommen en Vished afgiøre.
J den første Aabenbaring, som blev givet Men¬
neskene paa en Tid, da Kundskaben endnu var
for liden i Verden for at tillade den Frihed, som


49)
den Christne Religion siden indførte, vare baa¬
de Tiderne og Maaden af den offentlige Guds¬
dyrkelse paa det nøieste bestemte. De havde
tre Slags Høitider, en ugentlig, som kaldtes
Sabbaten, tre aarlige, og en stor Sabbat hvert
syvende Aar, som kaldtes Jubelaaret.
Sabbaten var fastsat til den syvende Dag i
Ugen, og denne Stiftelse er saa gammel, som
det menneskelige Kiøn. Vi finde det ikke alene
udtrykkelig sagt i Skabelsens Historie, men vi
kunne endog slutte det deraf, at, endskiønt Sab¬
batens Helligholdelse havde ophørt ved den ægyp¬
tiske Trældom, taler Moses dog derom, som om
en bekiendt Sag. Da der faldt dobbelt Brød i
Ørken paa den siette Dag, siger han til Folket:
Det er det, som Herren sagde: J Morgen er
det Sabbats Hvile for Herren. Denne For¬
nyelse af Sabbaten havde altsaa den samme
Grund, som alle Guds befalinger, nemlig
Kierlighed; den sigtede til at sætte Menneskene i
en Frihed igien, som det ægyptiske Tyrannie
havde berøvet dem. Det hele menneskelige
Kiøns Historie synes at stadfæste denne Jndstif¬
telse. Dersom Hviledagens Helligholdelse ikke
var ligesaa gammel som Verden, hvorledes skul¬
de da alle Folk til alle Tider have været enige i
at regne syv Dage til en Uge, en Jnddeling,
som er blot frivillig, og ikke grundet paa nogen


456
naturlig Forandring saaledes, som Solens eller
Maanens Gang, der bestemmer Maaneder og
Aar, i hvis Beregning alle Folk endnu ikke stem¬
me overeens.
De tre aarlige Høitider bleve indstiftede ved
Mosen, og havde ligesaa kierlige Hensigter, som
Sabbaten. Ligesom denne tiente til en Erin¬
dring af Guds første Velgierning, som var Ska¬
belsen, saa sigtede de tre Høitider til at fornye
aarlig Jhukommelsen af Udgangen af Ægypten,
af Lovens Givelse, og af Folkets underfulde Op¬
hold i Ørken. Hvor besværlig end den befal¬
ning synes, at alle Mandfolk til disse Høitider
skulde samles for Herren, saa havde den dog og¬
saa Folkets eget Befte til Hensigt. Saadanne
Forsamlinger til visse Tider vare fornødne til at
sammenknytte Selskabets Baand, til at stadfæste
den broderlige Kierlighed, og til at bevare den
Overeenstemmelse i Tænkemaade og Sæder, som
udkrævedes baade til Religionens Bestyrkelse og
til at vedligeholde den da værende Regierings¬
form. Alle de gamle Lovgivere i Republikerne
have holdt saadanne Baand nødvendige, de have
søgt at opfinde Midler til at bevare den Lighed i
Tænkemaade og Sæder, uden hvilke en Folke¬
Regiering ei kan bestaae; men intet Middel var
fuldkomnere end dette, hvorved et Folk af Brø¬
dre blev forbunden til aarlige Sammenkomster.


49
Deres Huusholdninger leed ikke ved disse For¬
samlinger, da Fruentimmeret blev hiemme, og
Talmuden siger, at Børn under 12 Aar, Gamle
over 60 Aar, og Syge vare undtagne. Disse
Høitider vare fastsatte til saadanne Tider af Aa¬
ret, som baade vare de fornøieligste og beqvem¬
meste til Reiser. Paasken var om Foraaret,
Ugernes Fest midt om Sommeren og Løvsaler¬
nes i Efteraaret. Naturen gav dem til enhver
Tid nye Anledning til at glæde sig ved Guds
Velgierninger, og denne almindelige Glæde,
som blev formeret ved saa mange Venners Sam¬
ling, ved et heelt Folks Bønner og Taksigelser,
hvilke af vore værdslige Frydefester, hvilke af vo¬
re offentlige Fornøielser skulde vel kunde lignes
mod dem? Jeg vil ikke engang tale om vore
Bededage, vore aandelige Høitider, som vi hel¬
ligholde med en Ulyst, en Dorskhed, en Tvang,
hvorved vi maae skamme os, naar vi see den
Glæde og den Jver, med hvilken det jødiske Folk
endnu erindrer de Velgierninger, som Gud har
beviist deres Fædre; Velgierninger, som de
selv ikke mere nyde, og i hvis overflødige Be¬
siddelse vi ere blevne saa følesløse, at endog den
største af Guds Velgierninger, som dette arme
Folk ikke kiender, nemlig Forsoningen, neppe
rører os.


458
Af alle Stiftelser i Verden er der vel in¬
gen, som er grundet paa en dybere Viisdom og
en større Menneskekierlighed end Judelaaret.
Her er det fornemmelig, at alle de græske Lov¬
giveres Konst beskiemmes. Naar de, for at
vedligeholde den Lighed og Nøisomhed, uden
hvilken en Folkeregiering ei kan bestaae, havde
gjort saa mange møisommelige Indretninger;
naar de havde deelet Godset, og ved Love om
Arv og Gaver søgt at forebygge Overflødighed
og Ulighed i Formue, naar de for at hindre
Fattigdom havde befalet Arbeidsomhed, og for
at indskrænke Misbrugen af Rigdom, forbudet
store Renter, indskrænket Levemaaden og anord¬
net den strængeste Opsigt over Sæderne; Naar
de havde gjort alle disse Indretninger, og for
Lighedens Skyld opofret Frihed, Fornøielser,
Beqvemmeligheder, alting indtil de naturlige
Forbindelser selv; thi nogle af deres Lovgivere
gik endog saa vidt, at de tillode Laster. Naar
de havde gjort alt dette, var der endnu en
Maade tilbage, paa hvilken Uligheden kom lige¬
saa hastig ind, som den blev fordreven. Denne
bestod deri, at man ikke kunde forbyde Folk at
betale deres Gield. Nogle samlede ved Spar¬
somhed en Overflødighed, andre forødede deres
Gods. At forbyde de Fattige ganske at laane,
sælge, pantsætte, eller tiene, var at berøve dem


479
det eneste Middel, som var tilovers for at redde
dem; men at tillade det uden Jndskrænkning;
var at aabne Døren for Ulighed. De Rige¬
benyttede sig af deres Medborgeres Trang, de
kiøbte deres Agre, og undertiden deres Perso¬
ner, de toge hemmelig store Renter, just for¬
di de vare forbudne, og disse Undertrykkelser,
som skede i de beste Folkeregieringer, indførte igien
en Ulighed, som var Aarsag til alle borgerlige
Krige.
Ved Mosis Lov alene var denne Misbrug
forebygget. Det var den Fattige tilladt at red¬
de sig i Nød, ved at sælge og pantsætte sit Gods,
og at give sig i Tieneste hos sine Medborgere,
men ikke længere end i sex Aar; Da fik enhver
sin Frihed og Eiendom igien, alle Uligheder op¬
hørte, og hele Staten kom i forrige Tilstand.
De Fattige fandt derved et Middel til at redde
sig uden at tabe evig Frihed og Eiendomme,
og den offentlige Credit leed intet ved disse
Indretninger, siden de vare bekiendtgjorte
ved Love; Øderen kunde ikke ødelegge sine Ef¬
terkommere, den Gierrige kunde ikke under¬
trykke og udsue sine Medborgere. Hele Jubel¬
Aarets Jndkomster bleve desuden anvendte til at
udslette de Uligheder, som efterhaanden indsnige
sig, deels ved ulykkelige Hændelser, deels ved
Menneskenes egne Feil. Saaledes tiente denne


400
Høitid til at fastsætte den borgerlige Lighed, som
hele Historien viser at have været en uopløselig
Knude i alle andre Statsforfatninger.
Foruden denne Nytte havde Jubelaaret,
saavelsom Sabbaten, og en aandelig Hensigt.
Disse Høitider vare indstiftede for at erindre
Mennesket om den Hvile fra Skabningen, som
betegner vore Sieles evige Hvile. Saa er der
da, siger Apostelen, en Sabbats Hvile til Beste
for Guds Folk; thi hvo der er kommen ind til
hans Hvile, han har og hvilet af sine Giernin¬
ger, ligesom Gud har hvilet af sine. Gud hvi¬
ler aldrig saaledes, at han jo stedse virker, og i
denne uendelige Virksomhed bestaaer hans Evig¬
hed, hans Liv og hans Salighed; Men da han
havde bragt den første Chaos af Verden til den
Form, som var overeenstemmende med hans Hen¬
sigter, og i hvilken det var nok at opholde den,
ophørte han at skabe. Vore Siele komme her i
Livet til Virkelighed, det skrøbelige Legeme, som
omgiver dem, ligner den Chaos, af hvilken Gud
skabte Verden. J dette udvikles med stor Be¬
sværlighed de Sielekræfter, som have langt større
Formue, end den forgiengelige, Jordklump, der
omringer dem. Guds Viisdom har fundet den¬
ne Forbindelse tienlig til at sætte Tænkekraften i
den første Virksomhed; og naar dette Maal er
opfyldt, ere Legemerne selv vores udødelige Aand


401
til Byrde; den sukker efter Opløsning og efter Be¬
frielse fra Forkrænkelighedens Tieneste. Dette
er Sielensevige Hvile, den hviler fra det forkræn¬
kelige Legems nedrige og møisommelige Arbei¬
der, men ikke fra sine egne Virkninger. Den
tænker og attraaer høiere Ting; den glæder sig
i større og bestandigere Fuldkommenheder; den
trænger ikke meere til de udvortes Redskaber, de
mørke Speil, igiennem hvilke den her seer Gud,
til de Midler, ved hvilke den her underholdes
og hvert Øieblik ligesom fødes og skabes paa
nye; den træder ind i en Tilstand, i hvilken
den behøver kuns at opholdes og bevares af
sin Skaber, for at giøre ved sine forherli¬
gede Kræfters Brug en evig Fremvext i Fuld¬
kommenhed.
Saa kierlige vare Guds Hensigter af de
Befalinger, som umiddelbar angik ham selv,
og som han gav Menneskene i den første Huus¬
holdning, da den udvortes Gudstieneste dog syn¬
tes at være saa fuld af Tvang og Jndskrænknin¬
ger. Med hvor meget større Andagt og Glæde
burde han da ikke dyrkes af Christne, af dem,
som han har forundt en langt større Frihed, en
Frihed, som ikke er givet dem for at være lunkne
og forsømmelige i deres Gudstieneste, nien for
at tilbede ham med en friere og villigere Aand,
som Skriften kalder den fornuftige Gudsdyrkelse.


462
Christus har ikke udtrykkelig bestemt nogen
vis Dag til den offentlige Gudsdyrkelse. Jø¬
derne havde misbrugt Sabbaten til Afguderie,
de forlode sig paa den udvortes Gudsdyrkelse,
og forsømte den indvortes, de agtede Ceremonie
høiere end Kierlighed og gode Gierninger. J en
Religion, som indbød alle Mennesker allevegne
at omvende sig, maatte alt det afskaffes, som
bandt Menneskene til visse Steder; de andre
Høitider maatte derfor ophøre. Men Fester ere
derfor ikke afskaffede. Nødvendigheden af den
offentlige Gudsdyrkelse, af bestemte Tider og
Forsamlinger, er grundet i Menneskets Natur
og Beskaffenhed i alle Omstændigheder. Sab¬
baten har sin Oprindelse fra Uskyldighedens
Stand, og Apostlerne formane selv deres Til¬
hørere til at søge disse Forsamlinger for at oply¬
ses og forbedres, og at samle paa den første Dag
i Ugen Hielp til de Fattige, Ceremonierne op¬
høre; men Forstandens og Villiens Forbedring,
Troens og Kierlighedens Forøgelse ere de sande
Hensigter af den offentlige Gudsdyrkelse, og ud¬
kræve Sabbatens Helligholdelse saa meget mere
af os, som vi ere befriede fra al den udvortes
Tvang, og beholde Tid nok tilovers til vore an¬
de Forretninger.
Den hedenske Gudstieneste indskrænkede
Menneskene langt mere. Hos Romerne ud¬


403
gjorde Fæsterne tilsidst den halve Deel af Aaret;
i April Maaned vare 13 Høitider, og disse berø¬
vede ikke alene Menneskene Tiden til det fornød¬
ne Arbeide, men de bleve endog tilbragte med
Forfængeligheder og Laster. Den Romersk=Ca¬
tholske Kirke antog alle disse Misbruge; den
gjorde Gudernes Høitider til Helgens=Fester, og
opfyldte den offentlige Gudstineste med hedenske
Skuespil. Vore Jule= og Fastelavns=Lege ere
Levninger af denne Misbrug. Jndtil det fem¬
tende Aarhundrede var det brugeligt, at de,
som sang i Choret, holdte offentlige Lystighe¬
der fra Jnul til Nyeaar. De spiste, drak
og dansede i Kirkerne, og denne Skik blev først
afskaffet i Aaret 1444 ved en Anordning af
Sorbonne.
I den Protestantiske Kirke er baade Over¬
flødigheden af Høitiderne tilligemed den Ladhed
og Ørkesløshed, som den foraarsagede, og de
fleste Misbrug afskaffede. Vores Gudstieneste
er ikke mere for overflødig, for prægtig, for
høitidelig, for fuld af Glæde, den berøver os
ikke Tiden til de værdslige Forretninger; men
jeg frygter, at den er nær ved at forfalde til en
anden Yderlighed. Naar jeg betænker, hvor
sandseligt et Kreatur Mennesket er, hvor me¬
get vi behøve udvortes Opmuntringer, især i saa


404
høie Ting, naar jeg forestiller mig den Glæde,
den Pragt, den Høitidelighed, med hvilken vi
helligholde den Dag, som er bestemt til at erin¬
dre en vigtig Statsforandring, et Menneskes
Fødsel, og jeg tillige seer, med hvilken Dorsk¬
hed og Koldsindighed de, som i borgerlige Ting
holde saa meget over Velanstændigheden, hellig¬
holde den Dag, paa hvilken Christus er kom¬
men til Verden, ham, som endog de, der ikke
tilbede ham som deres Gud og Forsoner, dog
maae ansee for den største Lærer og Velgiører af
det menneskelige Kiøn. Naar jeg seer denne
Lunkenhed i vores Gudstieneste, synes mig, at
baade Jøder, Hedninger og Catholiker beskiem¬
me os, og en Bonde, en Haandverkmand,
som paa den Dag holder et Giestebud for at
glæde sig med sin Familie og med sine Huus¬
Folk, er i mine Øine, jeg vil ikke sige, en be¬
dre Christen, men et udvortes skikkeligere Men¬
neske, end en fornemme og riig Mand, som,
efter at have hele Aaret igiennem gjort Opvart¬
ninger ved hver en borgerlig Høitidelighed, be¬
tænker sig, om han paa den Dag skal gaae i Kir¬
ken, og om det vel er Umagen værd at anvende
saa meget paa dem, som have opvartet ham hele
Aaret igiennem, at de kunne hvile og fornøie
sig paa saa høitidelig en Fest.


465
Er der nogen Forbedring vigtig baade
for Religionen og Staten, saa er det den, at
indføre mere Velanstændighed og mere Glæde
i vores offentlige Gudstieneste, og at give Re¬
ligionen en udvortes Anseelse, som kunde giøre
den mere agtbar og behagelig for Folket. J
det mindste troer jeg, at det er en Patriot
tilladt at ønske, at man alvorlig vilde tænke
paa nogen Forbedring i vore Kirke=Sange, og
at Christelige Herrer vilde tillade deres Huus¬
Folk og Tienere at holde Hviledag paa Sab¬
baten, og mage det saaledes, at de, som i
de andre Dage arbeide alene for deres Her¬
rers Fornøielse, kunne dog een gang om Ugen
med et roeligt og glad Sind tænke paa deres
Skaber.
No. 98.
Fredagen, den 25 Decembr. 1761.
E¬
ndskiønt vi kuns begribe meget faa af Guds
vise Hensigter i Naturens og Naadens Ri¬
ge, kunne vi dog ved Agtsomhed spore mange af


400
dem i sær i de vigtige og store Tildragelser; og
i saadanne Betragtninger bestaaer uden Tvivl
den største Nytte baade af Videnskabernes og af
Historiens rette Brug. Er det saa behageligt
for dem, som ikke lade sig nøie med at betragte
det Udvortes af Tingene, at opdage Hensigten,
af et Menneskeligt Foretagende, af en vigtig
Statsforandring, og at finde i Tingenes Sam¬
menhæng Aarsagerne, hvorfor saadan en vigtig
Tildragelse just er skeet til den Tid; hvor me¬
get fornøieligere maae det ikke være for fornuf¬
tige Christne, at kunne ved Hielp af Fornuftens
og Aabenbaringens Lys see nøiere ind i den store
Guds Huusholdning, hvis Hensigter strække
sig endog over Tidens Grændser til det Sidste
og endelige Maal af alle hans Gierninger, som
er de fornuftige Kreatures evige Lyksalighed?
Den vigtigste Tidspunkt af det Menneske¬
lige Kiøns Historie er den, som Skriften kalder
Tidens Fylde. Saa uendelig en Mængde
af forudgaaende og medvirkende Aarsager sam¬
menløbe i denne Tidspunkt, at det skulde endog
blive uendeligt at opregne dem, som en oplyst
Fornuft kan indsee, og Evigheden selv skal
maaskee ikke forslaae til at indsee dem alle, til
at begribe fuldkommen Hensigterne af en Til¬
dragelse, som uden Tvivl staaer i den nøieste


407
Forbindelse med den hele Skabning; som er en
Følge af det store Aande=Riges uforanderlige
Grund=Love, og en Hemmelighed, i hvilken
de ypperste af alle Skabte Væsener begierede
at indsee.
I denne korte Afhandling indskrænker jeg
mig alene til nogle Betragtninger af Verdens
da værende Tilstand i Henseende til Videnska¬
berne og de borgerlige Indretninger, saavidt
begge udkrævede en Forbedring, hvortil de or¬
dentlige Midler ikke vare tilstrækkelige. Jeg
vil her ikke engang tale om den Jødiske Kirke
og Stat, som, formedelst dens nøie Forbin¬
delse med Religionen, saa ofte er bleven under¬
søgt. Det er den øvrige Deel af den beboede
Verden, og fornemmelig det Romerske Mo¬
narkie, som da indbefattede den polerede Deel
deraf, hvis Tilstand i Henseende til Sæderne og
Sæde=Læren jeg her vil undersøge.
Fordærvelsen var i dette Monarkie, og
følgelig i den da polerede Verden, stegen til
saadan en Høide, at det Romerske Folks egne
Historieskrivere give Beskrivelser deraf, som
man endog i fordærvede Tider ikke kan læse uden
Skræk. En Religion, fuld af Overtroe, og
som giorde Lasterne selv til Gudsdyrkelser, havde
udslukt det naturlige Lys hos Hoben, og gjort,


468
at endog de faa, som midt i dette Mørke havde
bevaret noget af den sunde Fornuft, misbrugte
den til Vantroe og Ugudelighed. Et Tyran¬
nie, som har intet Exempel i Historien, her¬
skede uden Frygt og Undseelse i en Stat, som
havde undertrykt den største Deel af det Men¬
neskelige Kiøn; de andre Folk, som levede
paa den Tid, vare enten Slaver eller Bar¬
barer. Dyden havde i Staten ingen Sikker¬
hed, og uden for ingen Tilflugt, uden Skove
og Ørkener. Æren, som i de maadelige Sta¬
ter, hvor den udvortes Sikkerhed nøder Re¬
genterne til indbyrdes Opmerksomhed, ofte be¬
træder Dydens Plads, beroede her alene paa
de Mægtiges Domme, og disse vare saa for¬
dærvede, at Laster selv bleve ærede med offent¬
lige Triumpher. Jkke Fortienester alene, men
og Rigdomme vare farlige. Det var ikke nok,
at saadanne Folk bleve misundte og forfuldte;
de bleve og beskiemmede. Var en Mand æret
for sine Dyder, havde han nogen Formue,
besad han et smukt Huus eller en Lystgaard;
Et uforsigtigt Ord, en tvetydig Tale eller Hand¬
ling, og ofte en falsk Angivelse var nok til at
dømme ham skyldig i de høieste Forgribelser.
Slaver bleve lagde paa Pinebænken for at vidne
mod deres Herrer, Børn forførte til at ankla¬


409
ge deres Forældre, og de, som ingen Fiender
havde, siger Tacitus, bleve undertrykte af de¬
res Venner. Embeder og Værdigheder, siger
den samme Historieskriver, vare Angiveres og
Forræderes Rov, Død eller Landflygtighed var
Dydens Belønning. Denne Beskrivelse er
ikke en Betragtning eller Dom over en eller
anden enkelt Tildragelse, men et kort Udtog af
den hele Historie, foredraget med Skribenter¬
nes egne Ord og grundet paa almindelige Kla¬
gemaal, som en Kiæde af de grueligste Hen¬
delser giver de Tiders Historieskrivere hvert Øie¬
blik Leilighed til at igientage.
Det eneste, som i denne Tilstand skulde
kunne bevare Menneskene for den almindelige
Fordærvelse, var en Philosophie, som, hvor
god en Sædelære den end havde, dog kiendte
saa lidt til Gud og Sielens Natur, at den
ikke kunde forsikre Dyden om nogen Belønning
efter Livet; og at ville i saadan en Tilstand be¬
vise Pligterne af Egennytte, af dette Livs For¬
deel alene, havde været et Bedragerie, som
maaskee kunde have gjort nogen Nytte i Barn¬
dommen, men som Menneskene let skulde have
indseet, saasnart de kom ud i Verden. Det
havde siden kuns tient til at giøre den hele
Sædelære foragtelig, og til at styrke Menne¬


4el
skene i de Laster, hvilke Erfarenhed selv viser
dem at være de sikkreste Midler til at forbedre
deres udvortes Vilkaar. Dette var og tilsidst
Følgen af den Epicureiske Philosophie.
Der var paa den Tid i Verden to
Secter i Sædelæren, den Epicureiske og den
Stoiske. Den første var i Begyndelsen ikke
saa ond, som den var utilstrækkelig, og derfor
og i Tidens Længde blev misbrugt. Grunden
til dette System var Menneskets egen Fuld¬
kommenhed og Nytte, eller, som man da ta¬
lede, Vellyst. Herved forstod Epikur ikke,
som nogle siden have meent, de sandselige
Fornøielser og udvortes Beqvemmeligheder ale¬
ne, men en Tilstand, hvori Sindet var uden
Bekymring og Legemet uden Smerte. Jkke
alle Vellyster vare efter hans Mening tilladte,
men kuns saadanne, som ei førte større Smer¬
ter efter sig. Man burde søge, sagde han,
at blive fornøiet, men dertil behøvedes ikke
meget, og man kunde ikke være det, uden til¬
lige at være dydig og retfærdig. Dette Sy¬
stem var saaledes, som det i Begyndelsen blev
lært, i sine Sætninger meget godt, og i en
Tilstand, hvori de Menneskelige Begierlighe¬
der og Laster ikke vare stegne til saa høi en Grad
som i Rom, kunde man vel have beviist dets


471
Sammenhæng; Men paa en Tid, da de ud¬
vortes Beqvemmeligheder vare stegne til saa høi
en Grad, hvorledes var det da mueligt at over¬
tale Menneskene til at troe, at der behøvedes
kuns lidt til at være fornøiet? Et Vidne,
som blev lagt paa Pinebænken, fordi han ei
vilde sige falsk Vidnesbyrd; En Raadsherre,
som blev jaget i Landflygtighed, fordi han ei
vilde fordømme en Uskyldig, hvorledes skulde
han troe, at en Tilstand uden Misfornøielse
og Smerte var Dydens naturlige Følge?
og naar disse paa Pinebænken og Retterstedet
saae deres Angivere og Forrædere rende paa
Lasters banede og blomstrefulde Veie til Ære
og Værdighed, hvilken Philosoph skulde da
overtale dem til at troe, at Menneskene ikke
kunde være fornøiede uden tillige at være
dydige og retfærdige? Epikureerne maatte
derfor selv forandre deres System; Tidernes
Forandringer nødte dem til at indskrænke Dy¬
dens Lære til en vis Stand. En viis Mand,
sagde de, burde ikke bekymre sig øm det Al¬
mindelige; han skulde ikke søge Embeder i
Staten, men leve for sig selv. Denne
Jndskrænkning reddede den Epikureiske Sæde¬
lære fra den aabenbare Modsigelse, som den
ellers var underkast; den skikkede sig til et


4. 12
System, som lærte, at de Udødelige Guders
Salighed bestod deri, at de ikke bekymrede
sig om Verden. Men var det Menneskelige
Kiøn, var Staten tient med en Lærdom, som,
i fald den var bleven efterlevet, ikke kunde
have anden Følge, end den, at de faa ærlige
Folk, som der endnu vare i Verden, forlode
alle vigtige Embeder, ligesom en Styrmand,
der i Havs=Nød springer i en Baad for at redde
sig selv, og forlader Skib og Folk paa en Tid,
da de allermeest behøve hans Hielp? Saaledes
tænkte de Beste af denne Sect, og anderledes
tillode deres Grund-Regler dem ikke at tænke
paa den Tid, i hvilken de levede; Den store
Hob misbrugte en Sædelære, som var grundet
paa egen Fornøielse, til at øve med Frekhed,
Overlæg og uden mindste Samvittigheds Nag
alle de Ugudeligheder, hvorved de kunde forskaffe
sig et yndigt og beqvemt Liv.
Stoikerne vidste ligesaa lidt, som Epi¬
kureerne, at forvisse Menneskene om nogen til¬
kommende Belønning, som kunde oprette det
Tab, som de giorde ved at øve Dyden her i
Livet. De begrebe, at man, uden at bedrage
Menneskene, ikke kunde betragte Dyden alene
som et Middel til at befordre de timelige For¬
dele. De saae tillige, hvad Staten og det


413
Menneskelige Kiøn vilde tabe, dersom man ikke
opfandt en anden Grund til Sædelæren, som
kunde bevæge Menneskene til at udøve Pligter,
som paa den Tid i Verden udkrævede saa me¬
gen Opofrelse, og som just derfor paa den Tid
vare meest fornødne. De fandt ved Naturens
fornuftige Betragtning den nøieste Overeens¬
stemmelse i alle dens Dele til at befordre det
Heles Fuldkommenhed. Denne alle Tings
uforanderlige Grund=Lov sagde dem, at et Men¬
neske, som var saa ringe en Deel af Skabnin¬
gen, ikke burde handle ligesom Alting var til
for dets Skyld alene. Paa disse Grunde bygte
de det Store System, som lærte Menneskene
at øve Dyden for dens egen Skyld og uden
Hensigt til sig selv alene. Ved Dyden for¬
stode de Kierlighed til det Almindelige, og da
denne i saa fordærvet en Alder ikke alene sielden
blev belønnet, men og ofte var ulykkelig; da
de ikke vidste at forsikre Menneskene om nogen
Erstatning, som kunde tilfredsstille den natur¬
lige Kierlighed til sig selv; søgte de at under¬
trykke denne i sig selv uskyldige Passion, tillige
med alle de andre, som have deres Oprindelse
af den. De, lærte derfor, at det, som vi
tabte ved Dydens Øvelse, var ligegyldigt; at
Jntet af det, som foraarsagede os Vellyst og


474
Smerte, var i sig selv ondt eller godt; at alt
det, som mødte os, var nødvendigt; at en viis
Mand burde handle efter Fornuften alene og
uden Passion; at han ikke maatte betragte
Tingene efter de Virkninger, som de havde i
Henseende til ham, men efter deres Følger i
Henseende til det Almindelige; og at han endog
i Smerter burde glæde sig i den større Fuldkom¬
menhed, som hans Handlinger tilveiebragte.
Af disse og andre flere Grunde søgte
Stoikerne at bevæge Menneskene til Dyder.
Deres System havde det Fortrin for Epikureer¬
nes, at det lærte Menneskene ikke alene at øve
Dyder, men og store Dyder, at det var bygt
paa den store Grund=Regel, som hele Naturen
følger i sine Virkninger, og at naar denne
Grund var beviist, fløde alle de andre Slutnin¬
ger deraf i en rigtig Følge uden Modsigelse.
Epikureerne kunde i saadan Tilstand ikke præ¬
dike Dyden uden at ophæve tillige den første
Grund til deres hele System, som var egen
Fornøielse; Stoikerne alene, som giorde det
Heles Fuldkommenhed til Regel, kunde kræve
Opofrelse; men denne var og ofte efter Verdens
da værende Beskaffenhed saa stor, at kuns faa
Siele vare i Stand til at øve den uden al Haab
om en tilkommende Belønning. En høi Grad


419
af Betragtning, en mere end sædvanlig Jnd¬
sigt i de menneskelige Begierligheders Forfæn¬
gelighed, en ved gode naturlige Tilbøieligheder
og rørende Forestillinger tilveiebragt Forelskelse
i Dyd og Fuldkommenhed, kunde bringe nogle
Mennesker, som enten ikke havde stærke Pas¬
sioner af Naturen, eller og havde undertrykt
dem ved Vanen, til at opofre sig for det Hele;
Men uden al Haab om en tilkommende Be¬
lønning var dette System ikke skikket til en al¬
mindelig Sædelære. Stoikerne saae sig nødte
til at forbinde den Lærdom om Gud og Sielens
Udødelighed med deres System; men de kom
ikke videre end til svage Formodninger, fordi
Fornuften, uden Hielp af en Guddommelig Aa¬
benbaring, ikke kunde komme videre.
Den Christne Religion alene lærte Men¬
neskene at gaae en Middelvei imellem disse Yder¬
ligheder; den forbandt den naturlige Kierlig¬
hed til sig selv med Pligterne mod det Almin¬
delige; den lærte at ingen blot Hendelse eller
Nødvendighed, men et Væsen af en uendelig
Viisdom og Godhed, bestyrede det Hele i den
Fuldkomneste Orden; at dette Væsen, som ikke
handler af Yndest eller Egennytte, vil, at de
fornuftige Væsener skulde indrette deres frie
Handlinger efter de Love, som ere grundede i


1.70
det Heles Beste; at de, som iagttage denne
Lov, kunne være forsikrede, at alle Hendelser,
bestyres af Forsynet saaledes, at de tiene til at
befordre deres sande Lyksalighed baade i den
Nærværende og i den Tilkommende Stand, og
at alt det, som de i dette korte og forgiengelige
Liv opofre for de høiere Pligter og for Guds
Riges almindelige Beste, skal gives dem over¬
flødig igien i den fuldkomnere og evigvarende
Lyksalighed, til hvilken han har skabt alle for¬
nuftige Væsener.
Ved denne Lærdom, som var grundet paa
en guddommelig Myndighed, stadfæstet ved over¬
naturlige Virkninger, foredraget paa en tydelig
og rørende Maade, og understyttet ved Guds
besynderlige Medvirkning, blev den Moral, som
for de største Siele havde været for høi, muelig
og fattelig for alle indtil de Eenfoldigste af Jesu
Navns Bekiendere. Disse Folk udøvede midt
i en almindelig Fordærvelse og under de største
Lidelser, de Dyder, som Menneskene nu holde
for umuelige, og som vore Philosopher ikke en
gang driste sig mere til at bevise.


477
No. 99.
Mandagen, den 28 Decembr. 1761.
Herr Tilskuer!
J¬
eg er en af de ulykkelige Personer, som man
her i Byen kalder Projectmagere, et Navn,
som jeg ikke kan begride, hvorfor det er saa
forhadt. Disse Folk arbeide dog alene i Mue¬
lighedernes Rige, og dette er saa stort, at det
aldrig kan udtømmes. Forslag kunne som For¬
slag, det er at sige, som muelige Indretninger
ikke skade; de skade først, naar de blive virkeli¬
ge, og dette er jo ikke Projectmagernes Skyld.
De giøre derimod ofte Nytte; de beste Jndret¬
ninger skulde ikke være komne til Forestillinger,
end sige, satte i Verk, dersom der ikke vare saa¬
danne uroelige Hoveder til, som fandt Fornøielse
i nye Udregninger og Opfindelser. Dersom
vore Guldsmede, Snedkere, Silkevævere selv
skulde opfinde alle deres Maskiner, hvor lang¬
som skulde da ikke Konsterne voxe. De, som
arbeide i Muelighedernes Rige, vore Mathe¬


418
matiker og Malere, gaae dem tilhaande, og
skaffe dem hvert Øieblik nye Former og Møn¬
stre. Mig synes, at vore Practiske Stats¬
mænd og Lovkyndige burde paa samme Maade
betragte os, som de kalde med det fordeelagtige
Navn af Projeetmagere. En, som giør et
Udkast til en nye Lov, eller Indretning i Vi¬
denskaberne, Handelen, Financerne, Retter¬
gangs-Maaden, hvorfor er han meer at laste,
end en Mathematikus, som giør en nye Tegning
til et Huus, til en Festning, til et Skib? De
Politiske Projeetmagere kunne tage feil, det er
vist; men de Mathematiske tage og feil. Alle
Forslag i Bygnings=Konsten og Skibbyggeriet
blive ikke antagne, og man har derfor sat andre
til at prøve og undersøge dem; disse, siger man,
kunne og feile: men deraf følger ikke andet,
end den gamle Sandhed, at det hele menne¬
skelige Kiøn kan feile, en Sandhed, som er
saa almindelig, at man behøver hverken Mathe¬
matiske eller Politiske Proseetmagere for at be¬
vise den.
Dersom dette ærværdige Navn, M. H.
ikke var saa foragtet iblant os, som det er, vilde
jeg ikke bruge andre Motiver for at bevæge Dem
til at antage sig vores Sag, end at sige, at De
selv er en Proseetmager. Alle Tilskuere, fra


4 19
den Engelske af, indtil Dem, have været det,
og enhver, som troer, at han har noget nyt¬
tigt at sige Menneskene, som enten ikke er be¬
kiendt nok, eller ikke sat i Verk; enhver, som
troer, at der er noget endnu at forbedre i det
menneskelige Liv, indtil vore Præster selv, ere
Projectmagere. I det mindste er Præsten i
Deres Selskab det vist; thi der maatte skee
stor Forandring i Verden, førend alle hans
Ordens=Brødre bleve ham lige; det samme
tænker jeg og alle om Adelsmanden, Kiøbman¬
den og Bonden. De ere alle Projeetmagere,
enhver i sin Stand, og dersom disse Personer,
som nogle mene, ikke virkelig ere til, uden i
den patriotiske Tilskuers Jndbildning, saa er
De selv, M. H. den største Projeetmager, som
der endnu har været her i Landet; og betænk,
hvor forhadt dette Navn vil giøre Dem blant
Deres Landsmænd, dersom De ikke i Tide¬
tænker paa Midler til at bringe det igien i no¬
gen Credit.
Min Sag er altsaa tillige Deres. Af
denne Begyndelse seer De allerede, M. H.,
at jeg forstaaer at giøre et Projeet; Thi den
vigtigste Grund-Regel i vores hele Konst er,
at kunde forbinde et Forslag med deres For¬
deele, til hvilke det giøres. Men jeg maae


480
tillige sige Dem oprigtig, at mit Forslag er
af den Beskaffenhed, at De ikke kan vente
Dem anden Fordeel deraf, end just denne, at
Projeetmagere, og iblant dem regner jeg og
Tilskuere, herefter ikke skulle ansees som unyt¬
tige Folk. Denne Nytte haaber jeg vist, at
mit Forslag skal indbringe, dersom De vil
giøre Dem den Umage, at bekiendtgiøre det i
Deres Blade.
For at sætte Dem i Stand til at be¬
tragte det fra den rette Øiepunkt, vil jeg kor¬
telig nævne Dem alle Fordelene, som ere lige¬
saa mange besynderlige Fortrin, som det har
frem for andre Projecter. De veed, M. H.
at de fleste Forslag gaae ud paa Indretninger,
som kofte Penge, og at Proseetmagerne over¬
lade til andre at afgiøre, hvorfra disse Penge
skulle komme. Mit Forslag derimod gaaer alene
ud paa at skaffe Penge, og jeg overlader til
Dem, M. H. og andre Patrioter, at fore¬
slaae, hvortil disse Penge skulde bruges. Det
skulde endog være mig kiert, om de bleve an¬
vendte til at opfylde nogle af de patriotiske Øn¬
sker, som Deres Selskab har gjort i Henseende
til Videnskabernes og Vindskibelighedens Be¬
fordring. Tænk ikke, at det er ved en Skat,
at jeg vil have disse Penge samlet, det var


481
maaskee ikke saa vanskeligt; Nei det er ved den
frivilligste Gave, ved Udgifter, som Folk be¬
tale med Fornøielse, og det paa saadan en Maa¬
de, (giv nu agt, nu kommer det Største i Pro¬
jectet) at Folk endog ved denne Indretning skul¬
de spare, uden dog at indskrænke det mindste i
deres Fornøielser. Af denne Beskaffenhed er
mit Forslag, og hvor tange Projecter De end
baade haver hørt og læst, og selv gjort, tør jeg
dog driste mig til at sige, at De endnu aldrig
haver fundet et, som paa eengang forenede saa
mange store Fordele.
Nu er kuns tilbage at bevise Mueligheden
og Sandheden af mit Foregivende. Dette er
en vigtig Sag, som dog glemmes undertiden;
men jeg skal ved Hielp af den eenfoldige Regne¬
konst bevise Dem den saa Mathematisk, som
man kan bevise den Sandhed, at 4 er meer
end 2. Dette alene udbeder jeg mig, eller ret¬
tere at sige, af Deres Læsere, at de ikke ville
kaste et nyttigt Forslag bort, saasnart de ikke
strax finde noget deri, som synes dem stort og
vigtigt nok, og ikke lee af alt, hvad der ved det
første Øiekast kommer dem underligt og selsomt
for. Det er ofte smaa og ringe Anledninger,
hvorved man udretter store Ting, og Jntet bør
ansees for ringe, naar det paa eengang tiener


482
baade til at spare, og til at skaffe Penge. Beed
Deres Læsere, at de ikke ville glemme det gamle
Ordsprog: Fonus lucei ogor e re qval¬
bet, og De kan forsikre dem tillige, at hverken
Lugten eller Smagen skal lide noget ved mit
Forslag.
Hvor meget koster Deres Nye=Aars Be¬
søgelser Dem, Herr Tilskuer? Lee ikke af dette
Spørsmaal: det hører til Sagen. Maaskee
De giør ingen. De vinder altsaa intet i rede
Penge ved mit Forslag; men det har jeg ikke
heller lovet Dem. Skikkelige Folk behøve i
det mindste et Par Dage til at kiøre om i Byen,
og Vognleien er 4 Rdlr. Tænk ikke, at jeg
vil have denne Mode ganske afskaffet; J skriver
kuns for skikkelige Folk, og jeg giør ikke heller
Prøjecter for andre. Jeg har intet mod Tin¬
gen selv. Mit Forslag sætter endog forud, at
denne Skik er meget nyttig. Her handles ikke
om at afskaffe den, men kuns om at giøre den
mere almindelig nyttig. J stedet for den Kiør¬
sel, hvormed skikkelige Folk kuns giøre sig selv
og andre Uleilighed, og foruden Vognleien maae
giøre adskillige Bekostninger paa Parykmagere
og Haarskiærere, meener jeg, at det samme lige
saa vel kunde afgiøres ved Stemplede Sedler.


483
Stemplede maae de være, M. H. og det
af meer end een Aarsag. De sædvanlige Besø¬
gelses Sedler vare ikke anseelige nok til saa høi¬
tidelig en Forretning; og naar Folk ville spare
sig den Umage og Bekostning, at komme selv
i Person, maatte Sedlerne dog indeholde no¬
get, hvorved de kunde give deres Høiagtelse til¬
kiende, efter deres adskillige Stand og Vil¬
kaar. Prisen af Sedlerne maae derfor ind¬
rettes efter Personernes Rang; de maae ind¬
deles i Classer og Nummere, af hvilke enhver,
for at undgaae Underslæb, bør have sit Stem¬
pel. Naar Prisen sættes saaledes, at man for
2 a 3 Rdlr. kan faae Sedler til ligesaa mange
Besøgelser, som man kan giøre i een Dag med
en Hyrevogn, spares derved, foruden 1 til 2
Rdlr. i Voguleie, de øvrige Udgifter til Haar¬
skiærere og Parykmagere. Jeg vil ikke engang
tale om det, som udgives til Medicamenter for
Hovedpine, Tandpine, Brystsyge og andre Svag¬
heder, som Folk samle paa den Tid ved at bære
Hatten under Armen, ved Trækvind i Portene,
og ved at komme ofte af Varme i Kulden.
Saadanne Sedler kunde desuden være
meget nyttige til at forebygge al Forvirrelse paa
de Steder, hvor man ikke finder Folk hiemme,
og hvor det hidindtil ikke har været brugeligt


484
at aflegge Sedler. Lakeierne kunde spare den
Umage at holde Bog over alle Opvartninger,
Clienterne kunde være forsikrede, at deres Navne
ikke bleve forglemte eller urigtig antegnede, og
Herrerne selv havde hverken nødig at giøre sig
syge, eller at nægte sig hiemme. Den hele
Sag kunde skee uden mindste Bulder eller Ulei¬
lighed, ved at lade Sedler bære om i Byen;
og til desmere Beqvemmelighed kunde man jo
her, ligesaavel som i London, oprette i det
mindste for de første otte Dage i Aaret en Skil¬
lings=Post.
Naar denne Indretning først var gjort
med Nye=Aars Ønsker, kunde man maaskee
bruge dem siden til alle saadanne Besøgelser,
som ere blotte Høfligheder; Dog holder jeg det
ikke raadeligt, at man strax i Begyndelsen gaaer
saa: vidt, fordi det strider mod den Forsigtig¬
heds-Regel, som man bør iagttage i alle store
Forandringer: at gaae langsom og Gradviis
til Verks.
Af samme Aarsag tør jeg endnu neppe
foreslaae en anden Nytte, som disse Sedler maa¬
skee kunde have med Tiden, og som var at spare
mine Landsmænd den Umage og Bekostning,
som de anvende paa Nye=Aars, Bryllups og
Begravelses Vers. De, som selv ikke have


485
drukket af Helicons Kilde, maae, foruden Bog¬
trykkeren og Bogbinderen, ogsaa betale Poeten;
og da Digtekonsten ligesom alle andre Videnska¬
ber begynder at stige hos os, er det at befrygte,
at Prisen paa saadanne Arbeider, som hidindtil
har været meget taalelig, med Tiden skulde for¬
høies, i sær om Rimene nogen Tid bleve af¬
skaffede. J mine Tanker kunde man og dertil
bruge stemplede Sedler, og jeg troer ikke, at
Poesien skulde tabe noget derved. Men det
kommer an paa Dem selv, Herr Tilskuer, om
De holder det tienligt, at tale derom i Deres
Blade; thi jeg forlanger ikke, at De for min
Skyld skulde paa nye indvikle Dem i de Stri¬
digheder, som Deres Domme om Poesien have
foraarsaget Dem. Vi kunne maaskee begge have
Ret; men gode Projeetmagere maae være forsig¬
tige, og ikke paa eengang afskaffe alt, hvad der
hidindtil har været brugeligt.
J¬
eg sendte dette Forslag til en af mine Venner,
som opholdt sig i en af de smaa Kiøbstæ¬
der, hvor der var en meget viis Magistrat, som
havde saa dyb en Jndsigt, at af alle Projectma¬
gere, som endnu havde meldt sig der i Byen,
var der ikke en eneste, i hvis Forslag de jo havde


486
fundet store Feil. Tre af dem vare forviiste af
Byen, den ene, fordi han havde sendt Borge¬
mesteren en Lykønskning i Riimløse Vers; den
anden, fordi han havde sagt, at Raadstuen be¬
høvede Forbedring, fordi Taget var saa aabent,
at det regnede ned paa Borgemesteren; og den
tredie, fordi han vilde afskaffe et Slags Drikke¬
Gilder blamt Borgerskabet, som havde deres
Oprindelse fra den Lybske Feide. Den sidste var
selv en Lybekker, og maatte, fordi han var en
Fremmed, desuden betale noget i Straf.
Min Ven overgav det tilsendte Forslag til
en af Raadmændene, som var i sær berømt for
sin store Forsigtighed, og som blev meget roest af
Borgerskabet, fordi han havde aldrig indført
noget Nyt i Byen, saalænge han havde været i
Raadstuen. Efter nogle Dages Forløb sendte
han mig det tilbage igien, med denne Paategning:
Efter Raadmandens Begiering have vi underskrevne
igjennemlæst Forslaget om de Stemplede Visit-Sed¬
ler, og fundet samme saa skadeligt for det almindelige
Beste, at Projectmageren, især, om han er en
Kemmed, exemplariter bør straffes.
mi. Koesiflengius, Uiels vognmand, Jesper
Paryrmager, peter Haarskierer,
Byens poer.


487
Ved at bekiendtgiøre dette Forslag, skal
jeg maaskee paadrage mig disse gode Mænds U¬
venskab; men jeg maae være upartisk, og da jeg
nu i et heelt Aar har været vant til at høre ad¬
skillige Domme, hvorfor skulde jeg da misunde
de ærlige Folk, som leve i de smaa Kiøbstæder,
hvor der sielden forefalder noget Nyt, den Anled¬
ning, som mine Blade kunne give dem underti¬
den til at fordrive Tiden? I Hoved-Staden,
derimod haaber jeg, at Forslaget skal finde saa
almindeligt bifald, at Læserne ville antage det
Blad, som jeg skal have den Ære at sende ti¬
Nye=Aar, i stedet for en virkelig
Nye=Aars Besøgelse.


