Sneedorffs
samtlige
Skrivter.
Tredie Bind.
Kiøbenhavn, 1776.
Trykt paa Gyldendals Forlag


Jndhold
af den
patriotiske Tilskuer.
Tredie Bind.
Blad.
100. Rogle af de Feil, hvorved Mennesker
hindre sig fra at faae det, de dog ønske, et glæ¬
deligt Nytaar. - Exempler af nogle.
101. Publici Brev til Tilskueren, hvori det be¬
skriver sin Oprindelse og Skiebne.
102. Dyrenes Gesandtskab til Byen, for at læ¬
re Sædelighed.
103. De Mennesker, som klage meest over Em¬
beds Besværlighed, udrette ofte mindst.


Blad.
104. En Dagreise. - En moralsk Fortælling
om Tidens rette Brug.
105. Om Lovtaler.
106. Om det Ord Intet.
107. Om den sande og falske Nøisomhed -
Oversættelse af Horatzes Ode til Grosphum
angaaende denne Dyd.
108, Kierlighed til Efterkommerne, som en Frugt
af Arverettigheden. - Ode til Kronprind¬
sen paa hans Fødselsdag 1762.
109. Den sande Ædelmodighed.
110. Sielekræfternes Tilvext ved den Underviis¬
ning, som faaes i Skolerne og i Verden,
af hvilke den sidste er den vigtigste. - Uni¬
versiteternes Mangler.
111. Den Evige. - En Oversættelse af der
Christ in der Emsamkei.
112. Sielens Jndflydelse paa Legemet. - Mo¬
ralske Lægemidler mod naturlige Sygdom¬
me, en Opfindelse af en Philosoph.
Prøve af hans Recepter.
113. Om Sprogets Dyrkelse. - Tvende Ufuld¬
kommenheder i det Danske Sprog.
114. Patrioten, en Oversættelse.
115. En moralsk Fortælling om Oran, en Jn¬
diansk Herre, som blev forvandlet efter
Døden til et Asen og en Skiødehund.


Blad.
116. Adelsmandens Tanker om Adelens Stude¬
remaade. - Præstens Tanker om den
almindelige Studeremaade. - Kiøb¬
mandens Svar og Tanker om Statens
Forbedring.
117. De adskillige Bemerkelser, det Ord For¬
stand bliver taget i.
118. Brev fra en Fader om sin Søn, som vil
gifte sig med et dydigt Fruentimmer, men
som hverken har Midler eller er af Stand.
119. Hvorfor lærde Folk ikke skrive vel? Middel
til at rette denne Feil. - Et Digt om
Veltalenheds Tempel.
120. Den Lyst, som søges i Modsigelser.
Sielens Ubegribelighed er et værdigt For¬
maal for Betragtninger.
121. Brev fra Jntet, om de Studerendes Vil¬
kaar, som en vigtig Hindring for Viden¬
skaberne.
122. Et Fruentimmer laster Tilskuerens Alvor¬
lighed. - Han forsvarer sig, og beraa¬
ber sig paa hendes fem Tilbederes Dom:
En Lærd, en Rangsperson, en Officeer,
en Riig og en Frietænker.
123. Brev om Skuepladsen. - Svar derpaa.
124. Hvorfor Menneskene agte mere paa det On¬
de, de lide, end paa det Gode, de nyde.


Blad.
125. Et Syngestykke paa Kong Friderich den
Femtes Fødselsdag 1762.
126. Betragtning over det Onde i Verden, især
det naturlige. - Dets Nytte til at be¬
fordre det moralske Gode.
127. Recension af en Tildragelse med et ungt En¬
gelsk Fruentimmer, som druknede sig for¬
di hendes Elsker var bleven utroe. - Be¬
tragtninger derøver.
128. Om Forsoningen, som en af de dybeste Hem¬
meligheder for Fornuften, endskiønt det ik¬
ke af Fornuften er saa vanskeligt at indsee
dens Nødvendighed.
129. Trende Systemer om Sielens Udødelighed,
af hvilke den Christelige Lære beholder For¬
trinet.
130. Følelser ved en deilig Aften.
131 og 132. En Chinesisk Mandarins Critiqve
over Tilstanden i Europa.
133. Brev om Veltalenheds, Poesies o. s. v.
Ubetydelighed for Staten. - En laster
Tilskuerens Alvorlighed. - Et Fruen¬
timmer er misfornøiet med Tilskuerens Ma¬
terie. - En Geistligs Brev i samme
Hensigt.
134. Brev, at Tilskueren vil laste den Uorden
i Henseende til Spisetiden, o. s. v. Til¬
skueren giør en Calender for skikkelige Folk
i Henseende til Middagsstunden.


Blad.
135. Giendrivelse af Grev Shaftsbury, hans
Jndvending, at den Christelige Religion
gav ingen Opmuntring til at elske Fædre¬
nelandet.
130. Der ere visse Tilfælde i Livet, hvori alene
Religionen kan trøste os. - En Over¬
sættelse.
137. Selskabelighed og Forlystelser.
En
Oversættelse.
138. Betragtninger over Sielens Virkelighed.
139. Udtog af den Protokol, som indeholder Hi¬
storien af vores Alder. (see No. 82.) En
Bondes Tanker om Øvelse i at bruge Ge¬
vær iblant Bønder. - En Nordmands
Troeskab i at skyde sin Kamerat, som vil¬
de løbe bort. - Betænkning derover. -
En riig Mand vil give sit Sølv til Landets
Tieneste, og igien bruge Tin med en sær¬
deles Paaskrift.
140. En fransk Tildragelse med en Skoemager,
som af yderste Armod nødtes til at være
Stratenrøver. - Betragtning derover.
141. En Adelsmands Levnetshistorie, som Bie¬
drag til vor Alders Historie. (see No. 139.)
142. Forskiel imellem det Skiønne og Heslige,
som bemerkes snarere i Modersmaalet end
ei et andet Sprog.


Blad.
143. Origenis Skrift imod Celsum til den Chri¬
stelige Religions Forsvar, har store For¬
trin. - Nogle Stykker deraf anføres.
144. Grundregler for Opdragelsen.
145. Vore Landsmænds Lyst til lærde Stridig¬
heder. - En Strid imellem en Provst
og en Student, om nogle Sætninger i Mos¬
heims Skrifter. - Tilskueren søger ved
et Forslag at bielegge denne Strid.
146. De fleste Feil i Religionen og Staten ere
enten Misbruge af visse Indretninger, eller
Yderligheder i at vilde rette visse Misbruge.
147. Breve om den i No. 134. foreslagne Ca¬
lender for skikkelige Folk.
148. Brev om et Fruentimmer, som selv vilde
opamme hendes Barn, uagtet de dermed
forbundne Uleiligheder og Smerter.
149. Svar paa forrige, at det usynlige Fruen¬
timmerselskab har tildomt Forfatterindens
Soster Ordenen: For de gode Mødre.
En Oversættelse af Wielands Carakteer af
gode Mødre.
150. Anmeldelse af et fransk Skrift: 1lan
æune dociete ges Citopens, Plan
til et Selskab af Borgere.
151. Samtale imellem Theages og Philemon, om
at vilde det Gode er mere end at vide det.


Sneedorffs
paltivliste
fr
Le 44
Tredie?
ind.
A¬
Sneedorffs Skrift.38.


Den patriotiske
Tilskuer.
No. 100.
Fredagen den 1 Jan. 1762.
J¬
eg har i det sidste Blad givet Læserne An¬
ledning til at vente i dette en Afhandling,
som skikker sig til Tiden. For at svare til deres
Formodninger, vil jeg tale om nogle af de Feil,
ved hvilke vi selv hindre os fra at opnaae det, som
vi alle paa denne Tid ønske hinanden: Et glæ¬
deligt Nytaar.
Hvor meget end Menneskene i Almindelighed
søge at glæde dem i Tiden, lader det dog, som
de fleste Betragtninger om Tiden sigtede allene til
at formindske den sande Glæde, som de kunne
nyde i Livet, og til at forøge deres virkelige Li¬
delser ved Misbrugen af de Sielekræfter, som ere
givne dem just til at formere deres Glæde i det
Nærværende, ved skiønsomme Erindringer i det


4
Forbigangne, og en haabefuld Udsigt i det Til¬
kommende.
Denne Evne, til at forbinde og sammenligne
de tre Dele af Tiden, som vore Siele have frem¬
for Dyrene, hvor meget misbruge vi den ikke til
at giøre os det fornuftige Liv mere ubehageligt end
det dyriske. Vi beklage, at Menneskene bekymre
sig saa meget om det Nærværende, at mange
derfor opofre et større og bestandigere Gode i Ti¬
den. Men er det ikke endnu mere forunderligt,
at just de samme Mennesker, som synes at sætte
saa stor Priis paa det Nærværende, i Giernin¬
gen allermindst vide at bruge det. Lad os spørge
alle dem, som ere misfornøiede og bekymrede, om
Aarsagen til deres Sorg er en Mangel, som de
virkelig føle i det Nærværende, og vi skulde befin¬
de, at den største Deel, naar vi handle oprigtig
maae tilstaae, at det enten er en behagelig Erin¬
dring af det Forbigangne, eller ligesaa ubehagelig
en Forestilling af det Tilkommende, som forspil¬
der den Glæde og Sinds Rolighed, hvortil de
ellers skulde finde megen Anledning i Nydelsen
ef det Nærværende. Om de og virkelig lide no¬
get, er det ikke saa meget den nærværende Lidelse
som Frygt for dens Vedvarenhed og Følger, der
foruroliger dem.
En ubehagelig Erindring af det Forbi¬
gangne fordriver ofte den største Glæde, som vi


5


kunde finde i det Nærværende, ikke allene naar vi
erindre de forbigangne Lidelser, som vi allerede
have overvundet, eller og kunde overvinde, dersom
vi betragtede deres gode Følger, deres Fornøden¬
hed til at afværge et større Onde, og de nærvæ¬
rende gode Ting, som burde bevæge os til at
glemme deres Tab. Det forbigangne spilde og
ofte vores nærværende Glæde, naar vi maale den¬
ne Glæde med en forbigangen Lyksalighed, som
enten virkelig har været større, eller som vores
Indbildning forstørrer, fordi vi ere altid saa til¬
bøielige til at troe, at det Forbigangne har været
bedre end det Nærværende.
Clitanter besidder et af de skiønneste Land¬
gods, det ligger i en frugtbar og fornøielig Egn,
og indbringer ham saa meget, at han kunde føre
det yndigste Liv, uden dog at formindske en Ca¬
pital, som alene er tilstrækkelig til at vedligeholde
hans Familie. Han er en lykkelig Fader og
Ægtemand, og endnu baade ung og frisk nok, til
at nyde alle Livets Fornøielser; Han har aldrig
prøvet langvarige Sygdomme, og veed ikke, uden
af andres Beskrivelse, hvad det er, som man kal¬
der Hypocondrie. Clitanter har Videnskaber,
Smag og en Opdragelse, som giør ham beqvem
fremfor mange, til at nyde alle Fornøielser i den
selskabelige Omgang; Han er elsket ligesaa me¬
get for sit gode Hierte, som for sin Forstand, Vit¬


6
tighed og behagelige Sæder. Han nedstammer
af en gammel Familie, og er æret af alle, ikke
allene for sine Fædres, men og for sine egne For¬
tienester. Med faa Ord, han er en Mand, som
for mange Egenskabers Skyld burde være lykke¬
lig, som har mange Aarsager til at være det, og
om hvilken de fleste troe, at han virkelig er det.
Med alt dette er Clitanter en af de meest Mis¬
fornøiede, og følgelig det ulyksaligste Menneske,
som jeg kiender. Hvad er Aarsagen? Denne
alene, at Clitanter tænker saa meget paa det For¬
bigangne, at det Nærværende ikke rører ham.
Naar han betragter sit Stamtræe, og maaler sine
egne Fortienester, med deres, som have opnaaet
ligesaa store Værdigheder, som hans Høiadelige
Forfædre, fortryder det ham saa meget, at han
ikke er blevet alt det, som han fortiente at blive,
at han ingen Fornøielse finder i det, som han vir¬
kelig er. Naar han tænker tilbage paa den Tid,
da han var til Hove, og giorde sig store Forhaab¬
ninger om en anseelig Lykke; Betragter han sin
Lystgaard, ikke saaledes som den virkelig er, som
et Sted, der tilbyder ham alle de Fornøielser,
som baade Natur og Konst kan forskaffe Menne¬
skene, men som et Fængsel eller en Ørk, hvortil
Lykken har fordrevet ham; Han foragter endog
de Fortienester, som giøre ham selv en virkelig
Ære, alene fordi de ikke har været tilstrækkelige


7
nok til at forskaffe ham de udvortes Æretegn,
som bæres af mange, der ikke ere nær saa meget
agtede som han. J Stedet for at benytte sig
af de Anledninger, som hans nærværende Tilstand
giver ham, til at giøre sig selv og mange Menne¬
sker lykkelige, til at opdrage sine Børn, forbedre
sine Bønders Vilkaar, og giøre alt hvad en Mand
af hans Formue kan giøre til Videnskabernes
Fremvæxt og Sædernes Forbedring, anvender
han al sin Forstand alene paa at dadle alt hvad
der foretages af dem, som han holder sig beretti¬
get til at misunde, og naar han fortæller alt hvad
hans Forfædre i forrige Tider have gjort til Fæ¬
drenelandets Opkomst, tilligemed alt hvad han selv
vilde have gjort, dersom han havde opnaaet ligesaa
store Æresposter, som de, overtaler han mange til
at troe, hvad han siger, og disse blive derved lige¬
saa misfornøiede ved det Nærværende, som han
selv. Saa ulyksalig er en Mand, som burde
være meget lykkelig, at han, i Stedet for at giøre
andre lyksalige med sig, berøver dem ofte de bil¬
ligste Aarsager, som de have til at glæde sig i
det Nærværende, og saa ulykkelig giør Clitanter
ofte sine beste Venner, naar han beværter dem
allerbest, og naar han fører dem omkring paa
et Gods, hvor hele Naturen synes at tale lutter
Glæde.


8


Jkke langt fra Clitanter er en Kiøbmand,
som er endnu rigere end han. For hans Rig¬
doms Skyld kunde det gierne være ham tilladt at
være ligesaa misfornøiet, som hans Naboe. Men
han har alle de samme Aarsager til at være glad,
som Clitanter, undtagen den ene, som foruroliger
denne saa meget, at være fød til mere end han
virkelig er. Lisidor, saaledes hedder Kiøbman¬
den, er en Bondesøn, han er sine Forfædre og
sin Fader intet skyldig uden Livet og en ærlig
Opdragelse; Han har selv ved sin Vindskibelig¬
hed forhvervet alle sine Midler, og disse ere saa
store, at mange fornemme Folk ønskede at være
hans nærmeste Arvinger. Hvad fattes da Lisi¬
dor? Han beklager endnu et Tab, som han for
nogle Aar siden giorde i en Handel, hvorpaa han
ventede at vinde saa stor en Capital, at han kun¬
de kiøbe sig en Titel, der var anseelig nok til at
faae alle til at glemme, at han var en Bondesøn.
Hans Kone, som endnu er et behageligt Fruen¬
timmer, er ligesaa misfornøiet, som han, fordi
hun kan merke undertiden i Selskaber, at Folk
ikke finde hende mere saa smuk, som da hun var
16 Aar.
Denne Kiøbmand kommer tilligemed hans
Naboe, Herremanden, undertiden i Selskab med
en gamniel Præst, og ligesaa gammei en Officeer
ved Landfolkene; Præsten fortæller meget om


9


Videnskabernes Flor, og den grundige Læremaa¬
de, paa den Tid, da man endnu brugte Ferler i
Skolerne, og indviede de unge Studentere med
Salt og Viin. Officeren priser ligesaa meget
de Tider, da Dueller endnu vare tilladte; Naar
denne taler om de Klammerier, som han har havt
i sin Ungdom, og hiin om alle de Disputatser,
som han har holdt ved Akademiet, staaer Taarer¬
ne dem i Øinene, og intet, uden et Par Flasker
Viin, kan forsone dem igien med de fordervede
Tider, i hvilke de leve; Endskiønt Herremanden
og Kiøbmanden ikke just har megen stor Høiag¬
telse for disse Personers Jndsigt, er det dem dog
saa kiert at høre saadanne Klagemaal over Ti¬
derne, at de ofte bede dem til Bords, for at have
nogle, som kunde stadfæste alt, hvad de sige, til
de forbigangne Tiders Roes, og da maae alle andre
i Selskabet, som understaae sig at være fornøie¬
de med det Nærværende, frygte for, at blive enten
udfordrede eller bandsatte. Herremanden har
en gammel Kudsk, som, endskiønt han har væltet
sin Herre nogle Gange, dog er i stor Naade hos
ham, fordi han troer, at Verden bliver gammel,
og siger hver Vinter, at det aldrig har været saa
koldt i hans Ungdom.
Dersom uskiønsomme Betragtninger af det
Forbigangne ofte spilde vore Fornøielser i det
Nærværende, skeer det samme endnu oftere ved


10
en ængstefuld Udsigt i det Tilkommende. Gud
skee Lov, det meeste af vor Tid er alt forbi, siger
en gammel Mand, for at trøste de andre i Sel¬
skabet, naar de klage over Tiderne, og saasnart
han selv faaer Hovedpine, er han strax saa bange
at det skal blive en farlig Sygdom, at han ofte
faaer Feberen af lutter Angest.
Polidor sover ingen Nat rolig, fordi, naar
han har sine Penge hiemme, frygter han at Huset
skal brænde, eller Tyve brække ind og stiæle dem;
og sætter han dem paa Rente, faaer han aldrig
saa stor Forsikring, at han jo endnu frygter for
at miste Capitalen. Dersom den hele Bye
brændte af, sagde han forleden, hvad nyttede det
da, at mine Huuspanter ere forsikrede i Brand¬
kassen? Falder Renterne, saa er det en Virkning
af den fordømmelige Politik, som seer allene paa
Haandverkernes og Handelens Beste, og som til¬
sidst maae ødelegge alle Capitalister; Stiger de,
saa er det et Tegn paa Pengetrang og Miscredit,
som snart skal have den Virkning, at alle hans
Skyldnere skal giøre Opbud. Han er den første
i Byen, som opsnapper alle Skipper-Tidender,
og da han er saa ulykkelig, at han troer ikke an¬
dre end dem, som ere onde, saa overtaler han alle
sine Venner til at selge deres Actier med Tab.
Saasnart han faaer en Bankoseddel, lader han
den strax vexle i reducerte Toskillinger; thi disse,


11
siger han, blive ikke nedsatte. Han eier en af
de største Skove, hvor Træerne staae saa tette, at
de ikke kunne voxe, men af Frygt for, at Efter¬
kommerne skal mangle Brænde, bruger han ikke
andet end Tørv, og han har allerede udregnet det
Aar, i hvilket der hverken skal være Penge eller
Brænde mere her i Landet.
Magister Petronius, en Metaphysikus, som
har beviist ganske mathematisk, at Sielen, efter
den forud bestemte Harmonie, har en Evne, til
at forestille sig alle muelige Ting, uden Legemets
og Sandsernes Hielp, og følgelig til at forudsee
de tilkommende Ting, arbeider saa meget paa at
bringe disse dunkle Forestillinger af det Tilkom¬
mende, som ligger skiult i Sielens Afgrund, til
Klarhed, at ingen sandselige Ting røre ham.
Ved Hielp af denne Kraft mener han, at han
allerede har fundet Nøglen til Aabenbaringen.
En af mine Venner, som havde udvalgt en af de
deiligste Sommerdage, for at betragte de Skiøn¬
heder i Naturen, som nogle Poeter have taget
til Mønster, for at male Lyksaligheden af Hyrde¬
Levnet, og af Menneskets første Uskyldigheds
Stand, mødte Petronius, i det han var nær ved
at løbe med Hovedet mød et Træ, og da min Ven
ikke kunde begribe, hvilke Tanker der henrykte
ham saa meget, paa en Tid, da han havde saa
mange prægtige Ting for Øine, sagde Petronius:


12
Nu i dette Øieblik fandt jeg, hvad det er for en
Jld, som skal opbrænde hele Verden. Denne Mand
har Hovedet stedse saa fuldt af Mueligheder, at
han for at tale bestemt, bruger altid vilkaarlige
Sætninger, og han lover aldrig noget, uden at
legge til: Saafremt ingen muelig Grund,
som jeg endnu ikke kan see forud, nøder mig
til at forandre min Villie.
Naturen tilbyder alle Mennesker saa megen
Fornøielse i det Nærværende, at dersom de tillige
betragtede Forsynets Førelser, i Henseende til det
Forbigangne, skulde disse give dem saa stor en
Sikkerhed for det Tilkommende, at de alle skulle
blive lyksalige nok, ved at bruge vel det Nærvæ¬
rende. Denne Lyksalighed, som bør være grun¬
det paa en fornuftig Virksomhed, og Brug af de
nærværende Leiligheder, som Forsynet giver en¬
hver til at opfylde sine Pligter, paa en taknemme¬
lig Erindring af det Gode, som vi har nydt, og
paa Hengivenhed i Forsynet for det Tilkommende,
ønsker jeg alle mine Læsere, men især de ulykkelige
Personer, som jeg i dette Blad har beskrevet.


13
No. 101.
Mandagen den 4 Jan. 1762.
Herr Tilskuer!
V¬
ed at giennemlæse Deres Blade, har jeg
fundet saa meget deri, som ikke kunde sigte
paa andre end mig allene, at jeg bør troe, at De
har paataget Dem dette Arbeide allene for min
Skyld. Dersom jeg kunde være Dem bekiendt
af Person, og havde Formue til at belønne De¬
res Arbeide, vilde jeg tænke, at De havde gjort
det af egennyttige Hensigter; men mere end en
Aarsag forbyder mig at have saadanne Tanker
om Dem. Jeg lever saa skiult, at endskiønt
alle kiende mig af Navn, er jeg dog forsikret paa,
at faa kiende mig af Person. Mange, som ikke
have mindste Lighed med mig, tillegge Dem mit
Navn, og deres Tal er ofte saa stort, at den rette
Jeg selv er ingensteds mere ukiendelig end i de
store Forsamlinger, hvor enhver giver sig ud for
at være mig selv. Om De og kiendte mig,
Hr. Tilskuer, thi af nogle Træk i Deres Blade
har jeg ofte været nær ved at troe det, saa kunde


14
Egennytte dog ikke forlede Dem til at hykle for
mig. Thi hvorfor skulde De vel giøre det? For
at roses igien? Nei, min Stemme gielder ikke
saa meget i de Forsamlinger, hvor man uddeler
Ære og Skam til Forfattere; Jeg bliver saa
tidt overraabt af den nedrigste Pøbel, og mit
Navn saa ofte misbrugt af de uværdigste Perso¬
uer, at kuns saa holde det Umagen værd at søge
mit bifald. Af det, som De paa nogle Ste¬
der har talt om den liden Hob, hvis Domme De
agtede høiere end Mængdens, har de vel under¬
tiden sluttet, at De kunde være iblant de faa, hos
hvilke min Stemme endnu galdt noget; men om
saa var, kan jeg dog ikke troe, at De har villet
hykle for mig. Jeg har læst mange Ting i De¬
res Blade, som angik mig selv, og som vare saa
haarde, at Sandheden, hvilken jeg aldrig kan
imodstaae, endog naar den vidner allerstærkest
mod mig selv, allene kunde undskylde Deres Dri¬
stighed. Af alt dette har jeg omsider sluttet, at
De var af de faa Mennesker, som gierne vilde
tiene andre, endog naar disse hverken forlangte
Deres Tieneste, eller havde Evne til at belønne
Dem, og hvilken Tieneste kan være mere uegen¬
nyttig end den, at sige andre Sandheder, som ikke
altid ere Dem behagelige?
Da De altsaa nu i et heelt Aar, uden min
Begiering, og ofte mod min Villie har paanødt


15
mig saadanne Tienester, som jeg ikke kan ansee for
egennyttige, har jeg troet, at jeg i det mindste
burde engang offentlig takke Dem derfor. Jeg
anseer Dem for min Ven, og vil derfor intet
skiule for Dem af mine Omstændigheder, end¬
skiønt jeg ved at beskrive dem saaledes, som de
virkelig ere, ikke kan giøre min Taksigelse vigtig,
da De selv vil befinde, at jeg er en Person, som
i Stedet for at kunne belønne Folkes Tienester,
virkelig behøver andres Medlidenhed. Alt hvad
man læser i Romaner om ulykkelige Prindser og
Prindsesser, som ere bortførte af Kiemper og
Vanskabninger, og fortryllede af Hexemestere og
Troldmænd, er intet mod de selsomme og ulykke¬
lige Hændelser, som have nedstødt mig fra den
høieste menneskelige Ære indtil den dybeste For¬
nedrelse, og den Helt, som skulde redde mig,
maatte derfor forene al den Klogskab og Dristig¬
hed, som Verden beundrer i alle vore vandrende
Riddere.
Jeg er en Datter af Minerva, og flettede
fordum de uforvisnelige Krandse, med hvilke
Gudinden kronede Lovgivere, Helte og Viise.
Det var mig som skrev Love for de første Dig¬
tere, og som kronede deres Tindinger med de sam¬
me Laurbærkrandse, som vare flettede til Heltene,
hvis Dyder de besang. Jeg lærte Kongerne at
elske Mennesker og agte deres Domme, og Fol¬


16
kene at belønne deres Velgiørere med Kierlig¬
hed og Ære. Naar jeg blev adspurgt i vigtige
Ting, vidste jeg at forene alle stridige Meninger
saaledes, at hele Folket havde kuns een Stemme,
og denne var tillige Kongernes. Naar de ud¬
deelte Straffer og Belønninger, var der ingen,
indtil de Anklagede selv, som jo erkiendte Dom¬
mens Billighed, og de, hvis Ansøgninger ikke
bleve hørte, glemte strax deres Fortrydelse af
Ærbødighed for de Personers Fortienester, som
bleve dem foredragne. Ved denne Enighed ud¬
rettede Folk store Ting, saa længe den sunde For¬
nuft og Kierlighed til det Almindelige forenede
alle Stemmer; Men Egennytte og den falske
Vittighed brød siden dette Baand, og der bleve
ligesaa mange adskillige Meninger i Verden, som
der vare adskillige Tilbøieligheder; Da disse
havde undertrykt Kierlighed til det Almindelige,
lært Menneskene at misbruge Fornuften til at hykle
for Tilbøielighederne. Man adspurgte ikke meere
Gudinden for Viisdom, uden for at misbruge
hendes Navn til at forsvare Daarligheder og Laster
med falske Fornuftslutninger, og besmykke dem med
prægtige Ord; Saa mange Hoveder saa mang¬
Sind og Tilbøieligheder. Jntet uden Mag
ten allene kunde forene dem; De Mægtige gave
Lovene af Egennytte, og Folket adlydede dem af
Frygt; En falsk Vittighed forvildede Lovgive¬


17.
ren, Egenkierlighed forblindede Dommeren, og
de faa, som havde Viisdom og Mod nok til at
følge det, som den sunde Fornuft og Kierlighed
til det Almindelige bød Menneskene, bleve over¬
raabte af den vilde Hob; De arbeidede for Utak¬
nemmelige, og Misundelse lagde dem saa mange
Hindringer i Veien, at de sielden havde den For¬
nøielse at befordre andres Gavn ved det, som de
opofrede selv.
Da forlod jeg Gudindens Tempel, og Hel¬
ligdommen blev igien opfyldt med Bedragere og
Troldmænd. Disse gave enhver, som adspurgte
dem, saadanne Svar, som de begierede, og ved
Troldomskonsten forandrede deres Syn saaledes,
at alle Ting forestillede sig for dem ikke saaledes
som de vare i sig selv, men saaledes, som enhvers
Passioner vilde have dem. Denne Fortryllelse
havde den Virkning, at endskiønt Meningerne
vare lige saa adskillige som Tilbøielighederne,
troede enhver dog, at det hele menneskelige Kiøn
ansaae Tingene paa samme Maade som han, og
de beraabte dem alle paa Gudindens Dom. J
Stedet for de Laurbærkrandse, som, endskiønt de
kuns vare flettede af grønne Blade, og prydede
ligesaa ofte Digternes som Lovgivernes Tindin¬
ger, dog vare agtede nok, saa længe de allene va¬
re Belønninger for Dyden, sammensatte man an¬
dre af falske Blomster og uægte Stene, som hav¬


18
de saa fortryllende en Kraft, at de heslige Ansig¬
ter bleve forvandlede til Skiønheder, de dumme¬
ste Jndfald bleve beundrede, og de nedrigste
Handlinger anseet for store Gierninger. Philo¬
sopherne lærte af disse Troldmænd at giøre de
Former, i hvilke de siden have støbt saa mange
Beviis mod den sunde Fornuft, og Poeterne op¬
fandt ved deres Hielp en Rimekonst, med hvilken de
kildrede Ørerne uden at røre Hiertet. En Sverm
af Barbarer, som kaldte sig Gudindens Sønner,
stormede ind i Templet, og mere begierlige efter
Nov end efter Viisdom, sønderrev de de Krandse,
og Ærestegn, som de græske og romerske Helte
have baaret, og som jeg havde bevaret alene til
Dydens Ære. Stumperne af disse Prydelser,
som de selv havde sønderrevet, flikkede de ind i
deres gamle gothiske Dragt, og stolte af de hun¬
tede Klæder, i hvilke de meere lignede Bacchanter,
end Apollinis Præster, troede de, at alle, indtil
Muserne selv, beundrede deres Pragt. Hoben,
som alene ved Hielp af den sunde Fornuft, og de
naturlige Følelser, ofte dømmer rigtigere end de
Lærde, men som tillige er saa tilbøielig til at be¬
undre det Selsomme, kunne ikke længe modstaae
saa mange Fortryllelser. De førte deres Bedra¬
gere i Triumph, og smedede selv de Lænker, med
hvilke de bleve bundne, for at ofres til den Af¬
gud, som kaldtes den Falske Ære. I Hovedet


19
af denne Vanskabning ere ligesaa mange Tunger,
som der ere Begierligheder, den lever af Luft, og
dyrkes ved Menneskeoffere. Vankundighed og
Stolthed bevarer Jndgangen til dens Tempel,
som Erobrere have opfyldt med Rov af ødelagte
Stæder, og Konstnere prydet med utallige Arbei¬
der af den falske Vittighed. Den helligholder
sine Høitider med Udfordringer, og de Lærde selv
komme til dens Fester, for at bevise de selsomste
Meninger ved Tvekampe. En utallig Sverm
af Talere og Digtere synge dens Lov i et Sprog,
som dens Tilbedere kalde Guddommeligt, men
som taber alle sine Skiønheder, saasnart det over¬
sættes i et andet. Jeg behøver ikke at sige meere,
siden hele Verden er fuld af store Bøger, i hvil¬
ke Historieskriveren har optegnet alle dens Be¬
drifter.
Denne Afgud var det, som fordrev mig af
min Moders Tempel; men mit Navn blev dog
i saa stor Anseelse, at den holdt det fornødent at
bruge det til at besmykke alle sine Ondskaber.
Der er ingen af denne Afgudsdyrkere, fra den
største Erobrer af indtil den usleste Poet, som jo
giver sig ud for min Yndling, og som jo tør vil¬
de Verden ind at de tale i mit Navn, endog naar
de forfølge mig selv, og de faa sande Venner,
som jeg endnu har i Verden. Søger en Stats¬
mand at forbedre noget i Lovene, i Videnskaber¬


20
ne, i Sæderne, vil han afskaffe en ufornuftig og
skadelig Misbrug, strax hedder det overalt, at jeg
er hans Fiende. Endog de Handlinger, som
sigte til at redde mig fra den Undertrykkelse, som
jeg lider, just dem maae jeg taale at man forde m¬
mer i mit eget Navn. Jeg, som altid har væ¬
ret en Ven af den Virksomhed, som sigter til
Menneskenes Gavn, jeg skal nu, hedder det, væ¬
re en Velynder af de søvnagtige Siele, som for¬
svare gamle Vaner og Misbruge, for ikke at spilde
deres egen Roe, og for ikke at mishage den Po¬
bel, paa hvis Stemmer de bygge deres Ære.
Denne Vold, som udøves imod mig, gaaer fa
vidt, at jeg af Medynk ofte ønsker, at mange
mine Venner vare mindre nidkiere for min Ære
og at de ikke af en falsk Tillid til den Beskyttel¬
se, som jeg nu ikke meere formaaer at give dem¬
skulde opofre dem selv uden Nytte, og blive om¬
sider til et Rov for den falske Ære, som har be¬
mægtiget sig de fleste Stemmer i de Forsamlinge
hvor jeg tilforn lod mig see.
J kunde deraf let slutte, min kiere Til
skuer, at jeg ikke forlanger, at J skulde giør¬
Eder saa ulykkelig for min Skyld. Det er nok,
om J vil sige Eders Landsmænd, at de ikke be¬
drage dem selv med den falske Forhaabning,
finde mig der, hvor Mængden søger mig.


21
Athenen og Rom talede jeg offentlig paa Torve¬
ne, men nu har jeg længe været overraabt af en
Pøbel, som trænger sig ind paa Skuepladsen, i
Skolerne og Selskober, ja ikke skaaner Kirkerne
selv. Naar jeg omsider er bleven tret af at være
et stumt Vidne til den Bulder, Klappen, Latter
eller Graad, hvormed man beundrer Ting, som
jeg anseer med Ligegyldighed eller Afskye, ind¬
slutter jeg mig i nogle smaa Forsamlinger, hvor
jeg undersøger de menneskelige Verker og Hand¬
linger efter de faa Mønstre, som den sunde Deel
af det menneskelige Kiøn til alle Tider har roest.
Der læser jeg Eders Blade, og for at være lige¬
saa oprigtig mod Eder, som J har været mod
mig, maae jeg sige, at endskiønt jeg sielden røres
af det, som Mængden laster eller roser, har jeg
dog fundet mange Ting deri, som fortiente at
dadles. J kunde ligesaa frit dadle mig igien.
Men vores Partie er paa begge Sider saa svagt,
at det er tienligst for os at slutte Fred. Naar
I derfor tale oftere om mig, saa glem ikke at
skille mig fra den Hob, som misbruger mit
Navn, og jeg skal igien giøre Eder den Tie¬
neste, at skiule de virkelige Feil, som mine
Venner finde i Eders Blade, og som til E¬
ders store Lykke endnu ikke merkes af dem,
der allermeest laste Eder. Skulde J ikke
allerede see dem selv, skal jeg sige Eder dem,


22
naar J engang kommer i disse Selskaber, som
besøges undertiden af mig.
Publikum.
No. 102.
Fredagen den 8 Jan. 1762.
D¬
yrene besluttede engang i deres Forsamling,
at sende nogle til Byen for at lære Sæde¬
lighed af Menneskene. En af de skiønneste
Hunde blev udnævnt til dette Gesandskab.
Phylax, saaledes hedde denne Hund, havde af
Naturen saa net en Skabning, at Malerne toge
ham til Mønster, naar de vilde skildre Jagtgud¬
indens Følgeskab. Han løb raskere end Hinden,
og hans Lugt var skarpere end Griffens. Han
var troe, aarvaagen og dristig; den første af sine
Staldbrødre til at angribe, og den sidste til at
flye; Skrekkelig, naar Ære og Pligt kaldede
ham til Striden; men det sagtmodigste Dyr,
naar han ikke blev opirret, og naar han vilde be¬
hage, saa venlig som en Skiødehund. Med faa
Ord: Phylax besad saa mange Dyder, at ham
fattedes intet uden det, som Menneskene kalde
Politesse.


23
For at forsøge sin Lykke, om han og kunde
blive ligesaa fornuftigt et Dyr, som nogle andre
Skabninger, der ikke have andet forud for ham,
end at de gaae paa to Been, gik han til Staden.
Paa Veien mødte han et stirbenet Dyr uden
Ørene og Hale. En Busk af lange og stive
Haar bedekkede Hovedet og den halve Deel af
den ellers nøgne Krop. Den forreste Deel krøb
langsom frem paa to Been, og flebte to andre ef¬
ter sig, som laae sammenfoldede under Bugen,
og tiente kuns til at skyde Kroppen frem. Paa
Hovedet lignede det en Løve, paa Kroppen en Abe,
og i Gangen en Frøe. Phylax blev forskrekket.
Er det da saa underligt, svarede Bæstet, at et
Menneske gaaer som alle andre Dyr, der ikke ere
skabte til at flyve, svemme eller krybe. Jeg har
jo fire Been ligesaavel som du, hvorfor maae jeg
da ikke bruge dem? Jeg er ikke af dem, som
troe, at Menneskene ere skabte for at herske over
andre Dyr, og for at kige Stierner med oprakte
Halse. Konsten og ikke Naturen lærte os først
at gaae paa to Been, og en ulyksalig Begierlig¬
hed til at herske over andre Kreature, har skilt
os ved de naturlige Færdigheder, og gjort os mere
skrøbelige og trængende end andre Kreature. Det
er ikke nok, at Menneskene have fordærvet sig
selv, de have og fordærvet Dyrene. Dersom de
ikke brugte eder til Jagten, skulde J ikke spise


24
J skulde leve af Jordens Frugter, og der blev nog
til os alle, uden at Menneskene behøvede at pløn
eller saae, jage eller fiske. Hunde, Katte, Heste
og alle de Dyr, som holde sig til Menneskene, ere
fordærvede, og den rette naturlige Stand er ikke
til uden i Skoven. Der har Philosophien læn
mig, at jeg skal finde den Lyksalighed, som je¬
forgieves har søgt i Stæderne. Farvel, Pyy
lax. Endog du er mig alt for menneskelig en
Hund. J det samme hoppede han ind i Sko¬
ven, og Hunden fortsatte sit Løb til Staden.
Det er forunderligt, tænkte Phylax paa
Veien, jeg er udsendt for at lære Konster af Men¬
neskene, disse Dyr, som man i Skoven holder for
at være saa kloge, og paa Veien finder jeg en
Mand, som, endskiønt han mener, at han selv et
klogere end andre Mennesker, troer dog, at de
vilde Dyr (ere endnu fuldkomnere Skabninger,
end han. Men jeg har hørt, at Meningerne er
meget ulige iblant Menneskene, og at der er intet
saa galt til, at jo en viis Mand engang har tænkt
det. Da han kom til Staden, blev han bekiendt
med en anden Philosoph, som var af ganske an¬
den Tanke end den første, han meente, at Dyren
kunde blive ligesaa fornuftige som Menneskene
Han beklagede, at man ikke nok havde forsøg
hvorvidt de naturlige Kræfter kunde bringes ved
Konsten, og ønskede at finde et Dyr af gode


25
Naturens Gaver, paa hvilket han kunde anstille
denne Erfaring. Phylax faldt ham strax i Øi¬
nene, som en Hund der havde Genie, og denne
troede, at ingen Leilighed kunde være beqvemmere
end denne, til at naae Øiemerket af hans Sen¬
delse. Philosophen havde allerede gjort sit Sy¬
stem. Hovedgrunden deraf var denne, at det
kom fornemmelig an paa at bringe Dyrene til at
gaae paa to Been, og at give dem den samme
Opdragelse som Menneskene. Hvorfor blive de¬
res Been krumme? sagde han. Hvorfor henge
Hovederne ned til Jorden, uden fordi de ei blive
svøbte, og opdragne ligesom vi? Børn krybe jo
ligesom andre Dyr, naar de komme til Verden?
Lad os give et Dyr først samme Reisning som
Mennesket, lad os lede det, tale for det, og vi
skal bringe det til den samme Fuldkommenhed, thi
Sandserne og Redskaberne ere de samme. Phy¬
lax blev svøbt, og da hans Been vare stivere end
nyefødte Børns, maatte man spende ham paa et
Bret, for at faae Kroppen lige. J dette Fæng¬
sel laae han nogle Uger, og fik imidlertid ikke an¬
den Fode end Melk. Siden fik han Forbenene
op, og da Bagbenene vare blevne udstrakte, be¬
gyndte man at lære ham at gaae. For at beta¬
ge ham den Vane, at sætte de to første Been til
Jorden, var Philosophen ham, eller ledte ham i
et Baand. Pyylax tænkte imidlertid ofte paa


20
sin forrige Frihed; men Æren, og det store
Haab, som han havde for sig, at blive ligesaa for¬
nemt et Dyr som hans Herre, og beundret af alle
Dyrene i Skoven, naar han kom tilbage, gjorde
ham saa taalmodig i alle sine Lidelser, at Philo¬
sophen lovede sig megen Frugt af hans Lærvilli¬
hed. For at vænne ham fra at giøe, en Ly¬
som han efter Philosophens Mening alene havd
lært af de andre Hunde, og som ikke var ham na¬
turligere end Talen, bandt man Munden til paa
ham, og aabnede den ikke, uden naar han skuld
spise. Efter nogle Ugers Øvelse bragte Phyla¬
det saa vidt, at han virkelig gik paa to Been, o
giøede ikke mere. Hans Herre lod ham derpaa
rage over hele Kroppen, skar Reglene og Øren
af ham, og gav ham Klæder. Hidindtil er de
gaaet vel, sagde Philosophen, Phylax gaaer, je¬
ser og drikker som et Menneske, han har glem
alle sine Hunde=Vaner; jeg kan tydelig merke, a
han har Fornuft, thi Phylax var meget vittig; d
kommer nu kuns an paa at lære ham at udtrykke
disse Begreber, og at sammenbinde dem i Sætnin¬
ger og Slutninger.
Men just da Philosophen vilde begynde paa
dette vigtige Arbeide, var Phylax allerede blever
saa bekiendt i hele Byen, at alle Folk stormede ti
hans Herres Huus, for at see ham. Et Fruen
timmer, som Philosophen ikke kunde nægte nog


27
fik Lyst til denne artige Skabning. Hun tog
ham med sig, og Philosophen beklagede, at denne
Hændelse berøvede ham saa haabefuld en Anled¬
ning til at komme til en nærmere Kundskab om
Sielenes og Dyrenes Natur, men hemmelig
trøstede han sig dermed, at man nu ikke saa let
kunde bevise Urigtigheden af hans System, som
om hans Forsøg havde slaaet Feil.
Phylax giorde vel i sin nye Tieneste ingen
Fremgang i Fornuftlæren, men han lærte at dan¬
se, at bære Hatten under Armen, og at bøie sig
saa vel, at han beskiemmede mange unge Folk.
Endskiønt han ikke talede, vidste han dog at ud¬
trykke sine Tanker med Gebærder og Øiekast saa
vel, at naar han tillige var vel klæd, kunde man
neppe kiende ham fra de unge Herrer, som besøgte
hans Frue, uden paa hans Næse. Det er
Skade, sagde et Fruentimmer engang, at saa
smukt et Dyr skal have saa heslig en Næse, kun¬
de man ikke brække den, som paa de spanske Hun¬
de? Ansigtet skulde derved blive fladere, og faae
en menneskeligere Anseelse. Phylax udstod og
villig denne Smerte, og da han lod sig see igien,
var han engang saa smuk som tilforn; men hvor
meget end dette bifald fornøiede ham, havde den
Ære dog kostet ham saa megen Smerte, at han
fra den Tid af altid skyede det Fruentimmer, som
var Aarsag til at han havde faaet saa smuk en
Næse.


28
Ved daglig Omgang og Øvelse glemte Phy¬
lax tilsidst alle sine forrige Vaner; han tog til i
Menneskelighed, og aflagde saa ganske alle sine
forrige Tilbøieligheder, og man fandt intet Hund¬
agtigt i hans hele Opførsel. En Egenskab alene
beholdt han, som ikke passede til den slebne Leve¬
maade, nemlig den Troskab, som er saa alminde¬
lig iblant Dyr af hans Art, og denne Egenskab
spildte hans Lykke. Han sov hos hans Frues
Kammerpige, og da en Mandsperson gik sagt
ind i Kammeret om Natten, paa en Tid da Phi
lax ventede ingen Besøgelse, sprang han op, gred
ham i Halsen, og giøede saa forskrekkelig, at hele
Huset kom i Oprør. Kammerpigen fik neppe
Tid til at skiule hendes Kiereste, førend Huusfol¬
kene kom ind. Hun foregav, at Phylax vilde
dræbe hende; Hendes Frue, som aldrig tilforn
havde hørt ham giøe, troede virkelig, at Hunden
var bleven gal, og at hans Videnskaber havde
forvirret hans Hierne. I det samme Øiebli
blev Phylax jaget paa Døren, og denne Hæn
delse kom ham selv saa ubegribelig for, at han be¬
sluttede før at lide alting, end at blive længer i e
Selskab af Kreature, hvor Troskab blev saa sle
belønnet.
Da han kom tilbage til Skoven, fandt har
den nøgne Philosoph paa fire Been indsluttet i et
Kreds af Dyr, som vare forfærdede over saa se¬


29
som en Skabning, hvilken de betragtede meere med
Medynk end med Foragt; Men saasnart saae de
ikke Phylax, førend de med Ærbødighed gik ham
i Møde, som den anden Merkurius, der var kom¬
men hiem fra sin lange Reise, for at giøre de
menneskelige Konster bekiendte iblant Dyrene.
Hans udvortes Skikkelse og Klædedragt tillod
dem ikke at tvivle om hans indvortes Forandring.
De besaae ham længe med Forundring, og ven¬
tede kuns at han skulde aabne sin Mund, for at
lære dem det fornuftige Sprog, som blev talet
blant Menneskene. Phylax taug længe, og lige
saa længe beundrede man baade hans Klæder og
hans Gestalt; men i det samme sprang en Hare
ud af Busken, og Phylar giøede ligesom de an¬
dre Hunde, han satte Forbenene ned til Jorden,
for at løbe efter Haren, men Phylax kunde hver¬
ken løbe eller reise sig igien. I denne Stilling
blev han staaende ved Siden af Philosophen, for
at tiene alle Dyrene til Spot.
Fælleds Trang forenede siden disse elendige
Kreature, Mennesket bygde en Hytte, i hvilken
de skiulede dem mod Vinterens Kulde, og Phy¬
lax bevarede Jndgangen dertil mod vilde Dyr;
Da de begge havde faaet deres forrige Skikkelse
igien, blev Philosophen en Hyrde, og Phylax
vogtede hans Hiord; Saaledes fandt de begge
omsider den rette naturlige Stand, som den ene


30
gieves havde søgt i Skoven, og den anden i Sta¬
derne.
Philosopherne lærte af dette Exempel at ikke
laste de borgerlige Indretninger, og prise den na¬
turlige Frihed og Enfoldighed saa meget, at Men¬
neskene skulde faae Lyst at gaae tilbage til Sko¬
ven igien; Deres artige Medborgere, som før
allene havde bekymret sig om det Udvortes, troe¬
de herefter, at smukke Klæder, en rank Krop og
et artigt Væsen var ikke nok til at giøre dem til
Mennesker.
No. 103.
Mandagen den 11 Jan. 1762.
D¬
e Mennesker, som giøre mindst i Verden,
arbeide ofte allermeest, og af denne Hobe er
deres Antal igien det største, som uden at udrette
meget til Menneskenes sande Nytte, klage stedse
over deres Embeds Besværligheder, og over Man¬
gel af Belønninger. Dersom jeg vilde bevise
disse Sandheder ved bekiendte Exempler af alle
Stænder, hvor vidtløftig blev da ikke denne Af¬
handling? Junker Artig og Herr Sprænglærd


31
beskyldes af alle Folk for at være lade, fordi den
første ikke vil lære noget, og fordi den anden tie¬
ner intet Menneske med det, som han har lært;
Men hvem er mere beskæftiget end just disse Folk?
Junker Artig har den Taalmodighed at sidde to
Timer hver Morgen førend hans Haar bliver fær¬
digt, og i denne Tid bliver det i det allermindste
sex Gange omsat, førend det kommer i den rette
Form. Enhver Krølle bliver undersøgt efter
Reglerne af det Skiønne, og de strengeste Konst¬
dommere giøre sig neppe saa megen Umage for at
oplede de smaa Feil i gode Skrifter, som Herr
Artig for at dømme Haarskierernes Arbeide.
Jeg forbigaaer alle de øvrige Beskæftigelser, som
behøves, for at klæde sig, og bære sin Person saa
vel, at den i det første Øiekast indtager alle Til¬
skuere. Hvor stor Overlæg, og hvor fiin en
Smag hersker ikke i hver en Kruse, i hver en
Mine, i hver en Bevægelse, og i hvert et Skrit?
Disse Ting merkes sielden af de fleste Tilskuere,
just fordi de ere saa vel gjorte, at alle holde dem
for en Virkning af Naturen allene; men de, som
kiende Herr Artig, vide bedre hvad Umage det
har kostet ham, førend han lærte at stikke Haan¬
den ret i Barmen eller i Lommen: Sandelig ikke
mindre Umage, end det kostede Flechier, at udar¬
beide de Stykker i hans Tale, som vare saa na¬
turlige, at enhver Læser troede, at han kunde have


32
sagt det samme, endskiønt denne berømte Tal¬
forsikrede, at det just var saadanne Steder, sog
kostede ham meest Eftertanke. Det samme døn
me de, som kiende Hr. Artig, om hans he
Opførsel. En Færdighed i de mindste af
Bevægelser, som klæde ham saa vel, og som syne
at være ham medfødde, har udkrævet saa betyde
lig en Deel af hans Liv, og alle tilsammen har
kostet ham ligesaa megen Tid, som den He¬
Sindig med saa stor Sparsomhed deler imellen
Studeringer og Forretninger. Men det, i
meest fortiener at beundres i Hr. Artigs Opf¬
sel, er, at en Mand, der er saa beskæftiget,
som aldrig har Tid til at læse i en Bog, kan ta
saa meget i alle Selskaber. Jsær besidder h
en stor Styrke i det, som man kalder Legeme
Velladenhed, og endda er Folk saa uforskamm
de at sige, at han intet har lært, og at han fordi
ver sin Tid i Ørkesløshed. Men Hr. Art
kiender selv bedre sine Fortienester, og ellers ku
de han umuelig være saa fornøiet i alle Selsk
ber, og føle Værdien af sin Person saa meg
som han giør. J veed, sagde han forleden,
jeg forsømmer ingen Leilighed til at lade u
see, og at jeg kommer flittig paa de Sted
hvor man kan blive bekiendt. Men hvad
jeg derfor? Jkke andet, end at de Folk, i
Selskab jeg har forspildt mine Penge,


53
om mig: Hr. Artig er en Person, som veed
at leve.
Hr. N. prædiker kuns engang om Ugen, og
denne Prædiken koster ham ikke meere end nogle
Timers Arbeide, ikke desmindre holde alle ham
for en flittigere Mand end Hr. Sprænglærd,
som kuns sover fire Timer om Natten, og spiser
ved den samme Bogstol, paa hvilken han nu den
tiende Gang igiennemlæser de romerske Skriben¬
tere, for at bøde paa Ordbøgernes Mangel. En
Mand, som skriger saa heftig mod alle de For¬
andringer i Læremaaden, som sigte til at giøre
Videnskaberne lettere og behagelige, som fordøm¬
mer alle de Forslag, som gives til at forkorte den
Tid, som man i Skolegangen anvender paa de
første Begyndelser af Sprogene, som troer, at
der er intet Spørsmaal i nogen Videnskab saa
ringe, at det jo fortiener den nøiagtigste Under¬
søgning, og som selv engang har igiennemlæst
alle Skribentere af den gyldne Alder, alene for
at finde om et Ord var ægte Latin; Saadan en
Mand bliver i Vindskibelighed ofte sat under en
Poet, alene fordi han ikke lader noget af sit Ar¬
beide komme for Lyset? Lad os sige, at Herr
Sprænglærds Arbeide ikke er saa opbyggeligt
som en eneste Fabel af Æsop; Lad os tilstaae,
at hans Sognepræst er en langt nyttigere Mand,
at en læser grundigere, en anden skriver nettere


54
end han, alt dette fortryder ikke Hr. Spræng¬
lærd, fordi han arbeider alene for at arbeide,
han studerer kuns for at studere; og det eneste,
som rører ham, er, at Folk vil nægte ham den sa
billig fortiente Roes, at han er arbeidsom. Ha
misunder hverken Taleren eller Digteren dere
bifald, men naar deres Arbeide, som han kalde
det, bliver betalt bedre end hans, troer han,
det er en Uretfærdighed, og dersom man skal be¬
tale lærde Folk paa samme Fod som Daglønnen,
troer jeg, at han har Ret.
Hr. Raadvild og Menneskeskræk komme
hver Dag svedige og stønnende hiem, den ene fre
Raadstuen, den anden fra Paraden. Det første
som de søge i Huset, er en Lehnestol. Borde
bliver strax dækket, men ingen af dem har Tid tl¬
at spise for lutter Angivelser, Klagemaal og Rap¬
porter; Hvad de Geistlige dog har got fremfor
os, sagde de forleden til en lærd Mand, som spi¬
ste med dem: De have visse Tider til deres For¬
retninger; de kunne sige og skrive hvad de vilde,
men vi skulle giøre Regnskab for vore Handlin¬
ger, og den mindste Affaire, lagde Hr. Raad¬
vild til, er saa fuld af Vanskeligheder, at naar
jeg i nogle Dage hverken har spiist eller sovet, i
jeg ligesaa raadvild, som da jeg først begyndte at
tænke derpaa. Men jeg finder dog gemeenlig ud
af Sagen, og afgiør de fleste Ting kortere en


5)
andre, som tage dem deres Embede let. Koldsin¬
dighed kan jeg for min Død ikke taale hos en
Embedsmand, som er sat for at skaffe hver Mand
Ret. Hos en Officeer er den endnu lastværdigere,
sagde Hr. von Menskenskræk. Hvorledes forret¬
ter da disse Folk deres Embede? sagde jeg en¬
gang til den Lærde; som Amtmanden i Fabelen,
svarede denne:
Hr. Doctor, fiel ihm drauf der Amtmann in das Wort,
Wozu soll diese Sanftmuth dienen?
Jhr, Richter, Schoppen, und so fort,
Hort zu! ich mill mein Amt vermalten:
Jhr Ochsen, die ihr alle seyd!
Euch Flegeln geb ich den Bescheid:
Jhr sollt den Herrn zu eurem Pfarrn behalten.
Sagts, wollt ihr, oder nicht? Denn jetzt sind wir
noch da.
Die Bauren lachelten. Ach ja, Hr. Amtmann, ja!
Saa vise Domme, sagde han videre, ere
Frugten af den Amts-Jver, som tillader disse go¬
de Folk neppe at spise eller sove. Jmidlertid ere
de dog beskæftigede, og meget mere beskæftigede
end den Feltherre, som sov roelig om Morgenen,
naar han Dagen tilforn havde gjort Planen fær¬
dig til et Slag.
Nogle Mennesker ere altid i Bevægelse,
sust fordi de have lidet eller intet at giøre, og for¬


30
di de baade have saa liden Lyst og saa slette G4
ver til deres Forretninger, at de mindste Tin
giøre dem tvivlraadige, og sætter dem i en Be
vægelse, som betager dem længe svrud baade Ef
tertanke og Sindsrolighed. For andre derimo
er det første Arbeide saa let, og en bestandig Virk¬
somhed saa naturlig, at man ikke merker, at a
ere beskæftigede af deres Klagemaal, af deres U¬
roeligheder, af deres ængslige Bevægelser, me¬
alene af de vigtige Ting, som de udrette;
ere til alle Tider saa meget Herre over dem selg
at de, uden at behøve mange Forberedelser e
Beqvemmeligheder, kunne, naar de ville, saml¬
deres adspredte Tanker, og endog midt i udvorte
Bulder, med et stille Overleg afgiøre de vigtig
Ting. Man finder dem for, i og efter deres A¬
beide saa roelige, at de, i Stedet for at klage ove
deres Embedes Besværligheder, med et forvilde
Aasyn og en zittrende Stemme, i Stedet for
raabe idelig paa Belønninger, holder sig selv be¬
lønnede nok, ved den Fornøielse, som de finde i
være paa en nyttig Maade beskæftigede.
dele og bruge Tiden saa vel, at de altid have m¬
tilovers til Legemets fornødne Hvile og Vede¬
qvægelse, og hvor meget de end have, at bestill
vide de dog altid at vinde igien den Tid, som
uformodentlig Forhindring berøver dem, uden
standse i deres Forretningers sædvanlige Le


37
De kunne uden Forvildelse fortsætte afbrudte Be¬
tragtninger, og, naar man undtager den Mangel
af Agtsomhed paa smaa Ting, som er en naturlig
Følge af deres Beskæftigelse i de Vigtigere, den
Kiedsommelighed, som overfalder dem i Selska¬
ber, hvor der ikke tales om andet, finder man dem
aldrig saa henrykte, at de jo altid har alle deres
Tanker samlede til det, som i den Tid skal forret¬
tes, og ligesom alle de Forretninger, hvorved de
kunde gavne, ere dem vigtige, saa ere og alle Ti¬
der dem lige beqvemme.
Vi maae ikke ansee disse Egenskaber for at
være blotte Naturens Gaver; Det kommer vel
fornemmelig an paa Forstandens Beqvemhed til
at tænke hastig og let; men hvem veed ikke, at
denne Færdighed beroer meget paa Menneskenes
Flid? Villiens og Hiertets Beskaffenhed giør
ligesaa meget dertil. De, som i deres Foretagen¬
de have rene Hensigter, og arbeide ikke saa meget
for en Belønning og Roes, der ikke beroer paa
dem selv, som for at have den Fornøielse, at ud¬
rette noget Godt. Saadanne Folk prøve først vel
deres Kræfter, de udvælge saadanne Arbeider,
hvortil de ere skikkede, de arbeide med Lyst, og
have deres Belønning i den Fornøielse, som føl¬
ger af Arbeidets Nytte og Fremgang. Dette
slaaer sielden feil, naar Forstanden prøver ligesaa
vel, hvad der er til Menneskenes sande Nytte,


38
som Villien alvorlig foresætter sig at giøre de
De fleste frugtesløse Bestræbelser og ulykkelig
Forslag komme af en Overilelse i at dømme, som
ofte er forenet med en god Forstand, og ligesa¬
got et Hierte. Æren forleder de største Siele til
at udtrette sig forgieves ved saadanne Arbeider
som man kalder store, ikke fordi de ere saa nytti¬
ge, men fordi de ere vanskelige, og til at spilde
derpaa de Kræfter, med hvilke de kunde have giors
Menneskene en langt større og vissere Nytte.
Naar gode Forsætter, som klogeligen iverksættes
undertiden ere ulykkelige, finder den, som tænker
ret, saa megen Fornøielse i de Fornuftiges Bi¬
fald, som ikke dømme efter Udfaldet, men efte
Hensigten, og i disse Hensigters Overeenstemmels
med det Væsens Villie, som bestyrer det Hele, a
endog uovervindelige Hindringer ikke foruroeliger
ham. Han anseer dem tvertimod som Virkninger
af et høiere Væsens urandsagelige Viisdom; Be¬
styrelsen af alle de Ting, som ikke beroe paa men¬
neskelig Magt, overlader han villig til dette Væ¬
sen, og bekymrer sig kuns om det, som han for
den nærværende Tid selv kan giøre til at opfylde
sine Pligter. Med denne Sindsforfatning sover
han ligesaa roelig ved Begyndelsen af et stort Fo¬
retagende, som naar det lykkelig er tilendebragt.


39
No. 104.
Fredagen den 15 Jan. 1762.
En Dag=Reise.
M¬
ed sidste Morgenrøde opstod jeg glad ved Tan¬
ken om den forestaaende Dagreise; styr¬
ket ved Hvile, helliget ved Bøn, og støttende mig
ved Flittigheds Stav, begav jeg mig strax paa
Veien; Jeg besteg modigen de steile Høie, og
Byerne, som jeg saae langt borte, syntes selv at
haste min ilende Fod i Møde.
J næste Dal mødte mig Ledighed, Lun¬
kenhed og Selskabliig; Ledighed, som slutter
af min Mine, at jeg er meget Egenkierlig, smig¬
rer først for min Letsindighed, roser mine ilende
Skrit, og da hun saae Glæden smile af mit Øie,
ved hendes hykkelske Tale, vover hun at spørge
om mit Navn. Jeg er saa uforsigtig at sige hen¬
de, det er Bøielig; og alt er hun vis paa Seie¬
ren. Under forføriske Lovtaler af egne Betragt¬
ninger (thi saa kalder hun Phantasier) leder hun
mig rundt om i Dalen; og Morgenen, den gyld¬
ne Morgen! da den utrættede Fod hurtigst burde


40
skynde sig frem paa Banen, svandt hen under at
betragte alle de smaa Ting, som Ledighed havde
at forevise.
Ofte var det mig som en velvillig Skytsend
talede mig saaledes til: See dog fremat
skynd dig, vigtigt, saare vigtigt er Maa
let: Veien er lang, og den lysende Soe
fortsætter sit uende Løb, uden at die paa
om Nølen." Vel saae jeg ved disse Paa
mindelser op for mig, hvor høit det var paa De
gen; dog, hvad kunde jeg vel see staaende der
Dalens Skygge, og spurgte jeg mig for, stra
hørte jeg det eenstemmige Vidnesbyrd af alt
Munde: Jeg havde Tid nor for mig, de
var endnu langt til Middag.
Da Solen nu alt høiere og høiere hæved
sig paa den hvælvede Befæstning, førte mine Le¬
dere mig dybere ned i Dalen; der døvgiorde i
mit Øre mod de sagte Erindringer om Tiden
flygtige Fart, indtil Skytsengelen ophørte at paa
minde mig. Jeg opholdt mig da roeligen ved en
hver Busk; jeg hørte, og svarede hvert Echo;
bukkede mig efter hvert Blomster; og jeg vee
ikke alle de ubetydelige Beskæftigelser, som je
gav mig, indtil jeg ved en Hændelse opløfted
mine Øine, og med Skræk saae den bebreidende
Soel funkle lige over mit Hoved: Nu fornan
jeg først, hvorledes jeg var vedraget. Af Mishaal


41
og Skamfuldhed stod jeg stille; jeg giorde mig
selv de strengeste Bebreidelser, og var just i Be¬
greb med at hevne mig over mine Bedragere; da
min Skytsengel, der vel havde forladt mig, men
dog ei endnu aldeles overgivet mig, bød min For¬
nuft merke paa Underviisning, og i en straffen¬
de og øm Tone tiltalede mig saaledes:  Stort
er vel Taber, der flyder af din Forseelse,
dog at fortvivle af Mishaab, er dødengt;
Det er nu ikke længer Tid at dvæle, og
skamfuld Bebreidelse er ukun det forste
Skrit til Forbedring. Her bør du endnu
ikke blive staaende; den beste Fortrydelse
er, at oprette, hvad der er forsømt; Jgien¬
kiød Tiden, fordoble dine Skrit, søg saa¬
ledes at vinde de tabte Øieblikke tildage,
og viid, at dersom du vil undflye dine li¬
stige Fiender, maae du strax begive dig
paa Veien."" Jeg skyndte mig strax til at
ivertsætte Engelens Raad; forgieves søgte Le¬
dighed at overtale mig til længere Hvile; Del¬
srablig anvendte forgieves al sin Venlighed
paa at holde mig; endelig kom den dørske Lun¬
kenhed til, (thi hun følgede os stedse paa nogle
Skrit nær, og da hun hørte, jeg var uovertalelig,
ønskede hun mig til Lykke, og bad mig tøve et
Øieblik, at hun kunde omfavne mig til Afskeed;
Høflighed bevægede mig, skiønt ugierne, til at


42
skienke hende endnu nogle af de Øieblik, som efter
Engelens Raad burde have været mig saa kost¬
bare, og hendes Omfavnelse havde den Virkning,
at jeg nu ikke meere kunde flytte de uvillige Fødder
af Stedet, saa megen Træghed havde Lun¬
kenheds giftige Aande allerede indblæst mig;
Afmagt og Dorskhed giorde alle mine Lemmer
stive, og mit af Søvnen betyngede Hoved heldede
sig ned, for at søge Hvile i Græsset. Mit Følge¬
skab benyttede sig af et for deres Hensigter saa
beqvemt Øieblik, og foresloge: At jeg førsi
burde udhvile mig, for at gaae siden des
lettere, nu brændte Solen alt for hedi
til at vandre; Denne Tid, sagde de, var
givet til at styrke Sind og Legeme ved
Forlystelse og Hvile, men ikke til at ud¬
malte dem ved trættende Arbeide; over¬
al, hvad der ei skede i Dag, tunde skee
Morgen." Jeg gad ikke engang veiet disse
alt for lette Grunde; glad ved at finde en Und¬
skylding, antog jeg dem ganske uprøvede.
Kom da, svarede jeg, og lad os sætte os
bag hine Buske, hvor det tredopbelte Echo
er, der sidde vi tillige i Stygge for So
len., Vi fatte os der, og et andet Selskab
samlede sig til os. Jvlant disse vare Dumhed,
Vittighed, Letsindighed, Stolthed og Leve¬
maade. Villighed kiendte jeg nøiest iblam


45
dem, og at man kan skille denne Falske fra den
Sande, hvis Navn den har, vil jeg anføre nogle
af dens ufeilbare Kiendemerker: Stiøn er den
ikke af Ansigt og Skabning, men synes
dog meget om sig selv; hvad Naturen
har nægtet den, maae Konsten oprette;
En Mængde af udvortes og fremmede
Prydelser, et forstilt Væsen og tvungne
Efterlignelser, klæde den ligesaa vel, som
vore unge Herrer, i hvis Selskab man
finder den; Dumhed og Letsindighed for¬
herlige stedse dens Følge, den har selv kun
lden Fornuft, men desmere Frekhed, og
desmindre Undseelse; den snakker meget,
som oftest alene, og giør sig altid tilgode
paa de Fraværendes Berostning." Jmel¬
lem denne og Selstabmig, hvis Carakter er, at
giøre alting med, kom jeg just til at sidde;
Vittighed bragte mange spillende Jndfald og
usle Kløgter frem, og Dumheds bifaldende Lat¬
ter lydede den hvergang til Lov; den sagde Frø¬
ken Letsindighed mange vittige Tvetydigheder,
alle roste dem som findrige, og hun hørte dem selv
uden at blive rød. Hr. Levemaade var ligesaa
beskæftiget for at behage hende; hans Omgang
var ligesom den falske Vittigheds, skiønt mere
forstilt; han iagttog paa det nøieste alle tomme
Skyldigheder, og dræbte enhver med Ord, som


44
intet betydede. Hans Bøielser vare alle rigti
gen afmaalte efter enhvers Stand og Rang; i
Stolthed, som nyelig havde tilkiøbt sig en Vel¬
byrdighed, fandt ham at være et meget artig
ungt Menneske. I dette Selskab var Tiden mi¬
naturligviis meget lang, ja saa lang, at jeg
Tid til at erindre Stytsengelens Paamindet
se; Dette var just hvad jeg gruede for, og fe
da at dræbe al Forestilling om Dagens Besten
melse, stræbte jeg at undflye fra mig selv, og ta
Deel i Selskabets Forlystelse. Min Naboe u
derviste just dette Selskab i den Konst at behar
og hans Lærdomme havde saa stor Jndflydel,
paa mig, at jeg selv efterhaanden blev letsindig
dum, vittig, stolk og dog tillige nedrig n¬
til at ville tækkes et Selskab, som baade min Fo
nuft og mit Hierte saa aldeles foragtede.
havde nu glemt baade mig selv og Tiden, og
drukken af Glæde over det bifald, som jeg vand
ved Jndfald og Handlinger, som jeg selv kort tilfor
foragtede, da en Skikkelse i revne Klæder, ma¬
et fortvivlende Aasyn, som røbede en ond San
vittighed, og anklagede sig selv, nærmede sig
mig; den havde Forglemmelsens Segl i den en
Haand, hvormed den beseglede deres Hukommel¬
som enten af Mangel paa ædle Drifter ikke el
gang havde ønsket at giøre noget, som fortien
Udødelighed, eller kun søgt at vinde Udødel¬


47
heds Løn, ved frugtesløse Opdagelser og en unyt¬
tig Flid; Den holdte Vanærens Stempel i den
anden Haand, hvormed den brændemerkede deres
Hukommelse, som i Vellyst og Ledighed forglemte
deres Sieles høiere Bestemmelse, undertrykte Fø¬
lelsen af deres Naturs Værdighed, med en dorsk
Ligegyldighed, og byggede sig et Navn paa den
falske Vittigheds og uægte Æres Grund. Jeg
kiendte den strax for at være den skammelige
Foragt; og hvor forskrækket blev jeg, da Spø¬
gelset søgte lige ind paa mig. Den hele For¬
samling, som nys opløftede mig til Skyerne, an¬
saae mig nu med Foragt; Vittighed spottede
mig, Letsindighed loe mig ud, Stolthed for¬
trød selv det bifald, hvormed den havde æret saa
uværdig en Person, Levemaade vendte mig Ryg¬
gen, Selskabltig giorde det samme, og alle for¬
lode mig under haanlige Bebreidelser. Dog,
dette smertede mig ikke saa meget, men Antlage¬
ren inden i mig selv! Skytsengelen fortørnet!
Tidens Mord! dette qvælte mig med uudsigelig
Angest. J denne Angest raabte jeg til For¬
tvivlelsen, og Furien kom i Følgeskab af Nag
og Mishaab, omringet af giftige Plager og mar¬
trende Piinsler; Saa pludselig var Ledigheds
yndige Dal forvandlet til grumme Bebreidelsers
skrækkefulde Afgrund. I denne vilde Furien
sust styrte mig, da Engelen Juriel, i en skin¬


40
nende Vestalt, aabenbarede sig for mig, og for¬
og Spøgelserne; Han straffede mig for de over¬
traadte hemmelige Raad; og da jeg nu, uden at
vove den mindste Undskyldning, ydmygede mig
for hans Ansigt, formanede han mig med en mil¬
dere Stemme saaledes:
Lad denne Dags forsinkede Reise tie¬
ne dig til Underviisning. Viisdom er
Maalet, som du sigter til; den opnaaes
ved Flid og Lyst, ikke ved Ledighed eller
Lunkenhed, ikke heller findes den i tomme
Forsamlnger af menneskelige Figurer,
skye derfor Selskab, for at søge Viis¬
dom! eller bedre, søg saadanne Selska¬
ver, hvor Religion, Menneskekierlighed
og Dyd findes; og de skal lære dig man¬
ge Gienvete til Maaler; men i Ungdom¬
men maae du tidlig begynde at løve paa
Banen. Lad dig ikke forvilde af deres
Fodspor, som vandre med dig paa Veien;
tyt mange søge Viisdom, og kuns faa
finde den. Nogle soge den med tilbund¬
ne. Øine, andre løve vild paa Afveie.
Disse, fordi enhver troer sig at have
Jndsigt nok til at finde en bedre
Vei. Hine, fordi de heller ville le¬
des af andre, end have den Umage at
gaae selv. Begge troe sig for tidligen


4
at være ved Maalet, men blive snart vaer,
at de ikkun have grebet efter dets Skyg¬
ge. Bliv klog af deres Erfaring! Lad
dig ikke forlede af Fornuftens Veirlys,
til at vandre paa usikkre Veie, som efter
en lang og ængstlig Løben forer dig til
den visse Fordærvelse. Fæst Fornuftens
Øie paa Aabenbaringens Soel. Lad
denne være din Veiviser, og gar saa dri¬
stig frem paa Dydens Bane til Maalet,
uden at vige af til høire eller venstre.
Alt, hvad der forekommer dig paa denne
Vei, det giv vel Agt paa, paa den skal
ou finde det mennestelige Hierte blottet;
den skal lede dig til Kuden af dets Skrø¬
beligheder, og aabenbare dig Lægemid¬
lerne derimod. Der skal du lære ikke
alene at kiende, men og at bestride La¬
sterne; at skille det Sande fra det Fal¬
ske; Dyden selv fra dens Skin; og kun
paa denne Vei kan du samle den ypper¬
lige Kundskab, at forfremme din og dine
Brødres sande Lyksalighed. Alle Afvi¬
gelser derfra er kun Tidsspilde i Ledig¬
heds Dal, de forskaffe dig kuns tomme
Jnosigter; Jnosigter, der ene bevyrde
Hukommelsen, uden at være tul Nytte i
Livet, og saadanne somme ingen Viis,


48
der bør leve for det Almindelige. Følg
nu dette mit Raad! og de Godes Høi¬
agtelse skal krone dig med en sand Ære;
Fortvivlelsen skal evig flygte, og Rolig¬
hed boe i dit Hierte."
No. 105.
Mandagen den 18 Jan. 1762.
D¬
yder og Laster grændse ofte saa nær til hin¬
anden, at man behøver megen Forsigtighed
for at adskille dem. Er det sædvanligt i Ver¬
den, at ansee Falskhed og Hyklerie for en Virk¬
ning af Menneskekierlighed, saa er det paa den
anden Side ikke mindre almindeligt, at betragte
den billige Roes, som tilkommer Dyden, og den
Forsigtighed, med hvilken man foreholder Men¬
neskene deres Pligter, for en feig og egennyttig
Smigren. Grovhed ansees ofte for Ærlighed,
Bitterhed og Menneskehad for Nidkierhed, og de
Opmuntringer, som ere fornødne til at opvække
og vedligeholde den sande Ære i Verden, kaldes
hykkelske Tilbedelser af dem, som hverken havt


4
Vittighed eller Hierte til at belønne Dyden,
hverken Klogskab eller Beskedenhed til at anven¬
dende Sædelæren efter deres Læseres og Til¬
høreres adskillige Tilstand og Gemyts Beskaf¬
fenhed.
Dersom alle Lovtaler over dem, som kunde
gavne eller skade os, skulde ansees for Hyklerie,
fordi de fleste virkelig ere det; hvad menneskelig
bevægende Grund til Dyden blev da tilovers for
dem, som ikke kunde haabe anden timelig Beløm¬
ning end Æren, og som i udvortes Fortrin have
bragt det saa vidt fremfor andre Mennesker, at
de ikke kunne stige høiere, uden ved Hielp af den
sande Ære, som bestaaer i deres Kierlighed og
Høiagtelse, som have Jndsigt og Villie til at
demme ret om de menneskelige Handlinger?
Den Lyst, som findes hos Folk, der have at
byde over andre, til at søge en anden Ære, end
den, som bestaaer i de udvortes Bøielser, i den
Lydighed, som de kunne aftvinge Folk; den Lyst
til at være elsket og agtet af dem, over hvilke de
have at befale, og at æres ikke alene med tvungne
og skyldige, men og med frivillige Handlinger, er
allerede og i sig selv saa ædel en Drift, saa stort
et Beviis paa en naturlig god Siel, og saa stærk
en bevægende Grund til gode Handlinger, at den
fortiener megen Høiagtelse, ikke alene naar den
virkelig har frembragt store Dyder, men endog


50
naar disse endnu ikke ere komne til den fuldkomne
Virksomhed. Bittre Bebreidelser, eller andre
Tegn af en almindelig Misfornøielse, ere saa em¬
findtlige for saadanne Siele, at de saare, uden at
læge, de forbittre, uden at forbedre, og opfylde det
kierligste Hierte med hadefulde Tilbøieligheder.
Endskiønt Trajan tilstod, at Plinius ikke havde
forestillet ham saaledes som han var, men saale¬
des som han burde være, bør man dog ikke ansee
dette Mønster for alle Lovtaler, som en hykkelsk
Tilbedelse. Keiser Trajan fortiente i mange Be¬
tragtninger, men især for sit gode Hierte, for den
Sikkerhed, Folket nød under hans Regiering, og
for den Frihed, med hvilken han opmuntrede Vi¬
denskaberne og alle nyttige Foretagender, saa me¬
gen Lov, at man ikke har nodig at ligne ham med
andre romerske Keisere, for at tilgive de Feil, som
han virkelig havde tilfælles med andre Menne¬
sker. En Lovtale, som Plinii, der kan ansees for
et System i Sædelæren og Regieringskonsten,
gjorde mere til at rette disse Fen, end en Straffe¬
Prædiken, fordi den giorde ham mere villig til at
kiende dem, og fordi han ved at ligne sine Hand¬
linger med saa fuldkomment et Mønster, som viste
ham Dyden i al sin Pragt, blev undseelig uden
at blive beskæmmet.
Vi maae ikke ansee en Lovtale for at være
hykkelsk, fordi den Person, som man berømmer,


51
har virkelige Feil, og fordi disse ikke ligesaavel
nævnes, som hans Dyder. Dersom ingen skulde
roses, uden de, som vare uden Feil, maatte alle
Lovtaler afskaffes, og Virkningen deraf var ikke,
at Menneskene bleve bedre, men at Folk ikke meere
øvede de Dyder, til hvilke Æren før havde bevæ¬
get dem. Dersom det ikke var tilladt at rose disse
Dyder, uden tillige offentlig at foreholde de sam¬
me Personer deres Feil, skulde ingen forlange
Lovtaler. Den største Mand skulde aldrig blive
saa æret ved de værdigste og meest fortiente Be¬
rømmelser, at han jo i Mængdens Øine skulde
endnu tabe mere ved offentlige Bebreidelser af de
mindste Feil.
Jngen maae tænke, at jeg derved vil forrin¬
ge Hykleries Last. Jeg holder den tvertimod for
den nedrigste af alle Laster. Den kan ikke, som
andre Feil, undskyldes med en naturlig Tilbøie¬
lighed; den er ikke en Virkning af Vellyst eller
Frygt. Er det ikke altid tilladt at sige Sandhed,
saa er det dog tilladt at tie. Jngen nødes af an¬
dre, ingen forføres af sit eget Hierte, til at hykle
for fremmede Laster; thi endog dem, som Egen¬
kierlighed undskylder eller besmykker i os selv, dem
hade og afskye vi i andre. Æren selv kan ikke
forlede Menneskene dertil; thi hvad vandt en
Skribent, som for en Titel opofrede den langt
større Ære, at have brugt sine Gaver alene til


92
saadanne Handlinger, som den fornuftige Deel
af det menneskelige Kiøn til alle Tider har roest?
Penge=Gierrighed alene kan forføre Menneskene
til at øve med Overlæg og frie Forsæt saa nedrig
en Handling, som den, at krone Lasterne med Dy¬
dens høieste og ædelste Belønning. Endog Mis¬
brugen af den Ret, som Religion og Sandhed gi¬
ver Lærerne, til at straffe offentlige Feil, er langt
mindre lastværdig end Hyklerie, og naar man
har Aarsag til at beklage, at redelige Folk, ved
en alt for stor Strenghed, mere forbittre end op¬
bygge, mere skade sig selv end gavne andre, bør
man dog ære deres Frimodighed, fordi man har
Aarsag til at troe, at saa uegennyttig en Hand¬
ling kommer af Nidkierhed for Sandhed.
Det er ikke nok, at en Taler eller Forfatter
ei undskylder og besmykker virkelige Laster, og at
han ikke roser andre Gierninger end saadanne,
som virkelig fortiene det; han bør og sige, hvor¬
for disse Gierninger ere roesværdige, og ved at
undersøge Grunden til de menneskelige Handlin¬
ger, ved at oplede værdige Mønstre af Historien,
erindre Menneskene om den vigtige Sandhed, at,
endskiønt gode Handlinger fortiene Ære, ere de
dog Pligter, og at ingen bringer det saa vidt i
Dydens Øvelse, at han jo endnu har flere Trin
at bestige, et endnu høiere Maal og større Møn¬
stre for sig. Dette maae han sige saaledes, at det


95
Haarde og Strænge, som der er i Pligternes
blotte Forestilling, formildes ved de bevægende
Grunde, som tages af andres Kierlighed, Tak¬
nemmelighed og Høiagtelse. Endelig er det ikke
nok, at en Taler ikke roser andre Handlinger, end
saadanne, som virkelig fortiene Roes; han bør
giøre det saaledes, at man kan see, at hans Hen¬
sigt er mere at belønne gode Gierninger, end at
blive belønnet selv. De Fornuftiges frivillige
bifald, og ikke aftryglede Værdigheder, bør være
den Ære, han søger, og naar han med Frimodig¬
hed har talt Pligternes Sag, maae han være saa
beskeden i at tale sin egen, at han ikke forlanger
de Mægtiges Gunst, uden for at have den Naade
at blive læst.
Intet er sædvanligere, end at de, som selv af
Egennytte forledes til en dum og nedrig Smigren,
beskylde andre for Hyklerie, enten fordi disse ikke
ere ligesaa villige og færdige til at sælge deres Be¬
rømmelser til den Høistbydende, eller og fordi hi¬
ne misunde disse den Ære, som de forhverve sig
selv og deres Velyndere, ved mere beskedne og
vittige Lovtaler. Hr. Rosiflengius forsømmer al¬
drig nogen Leilighed til at opvarte sin Patron, og
han taler aldrig til ham, uden at bruge lutter
Superlativer. Han har til hans Roes alene holdt
ti offentlige Taler, og i dem alle ikke sagt os an¬
det, end at den velbaarne Herre er den allerviiseste,


94
den allerlærdeste, den allerbeste, den allermildeste,
den allerretfærdigste Mand i Landet; at hans
Dyder ere utallige, ulignelige og uskatterlige.
Alt dette siger han af lutter Troskab og Underda¬
nighed. Men Ariste, som og har understaaet sig
at rose sin Velynder, og uden at bruge i sin hele
Tale et eneste af disse store Ord, alene i en pyn¬
tet, men naturlig Stiil, skildret nogle af de gode
Handlinger, som han har gjort, han er en Hykler.
Hvorfor? Fordi hans Tale behagede, og deraf
slutter man jo rigtig, at han ingen anden Hen¬
sigt havde, end at forhverve sig Yndest. Rosiflen¬
gius derimod behagede ikke, og bør da ikke alle
troe ham, naar han saa hellig forsikkrer, at det al¬
drig var hans Hensigt at behage de Store. Vel
seer man ham alle Øieblik hos disse Folk, og
hans Uvenner sige, at han søger Titler; men de
sige ikke tillige, hvor meget han behøver dem, for
at pryde Titelbladet af dette prægtige Verk, som
han med Flid og af bare Høihiertighed skrev saa¬
ledes, at det ikke skulde behage.
Enhver veed, at Rosiflengius har faaet sine
prægtige Lovtaler betalte baade med prægtige Ord
og med rede Penge. Ariste har derimod ikke
faaet andet for sine Berømmelser, end sine Læseres
bifald, og det samme Svar af sin Velynder,
som Trajan gav Plinius. Dette finde nogle at
være ubilligt; men jeg holder for, at man giør


9)
dem begge Ret. Rosiflengius, siger han, har til¬
lagt sin Velynder store Egenskaber, som han ikke
besidder, og han har opofret sin egen Ære, for at
rose ham paa en nedrig Maade. For begge Dele
bør han betales. Titler bør betales med Titler;
og den sande Æres Forliis kan ikke betales uden
med Penge. Ariste derimod har ikke sagt andet
om sin Velynder, end hvad han virkelig har gjort,
og denne er ham derfor ingen Tak skyldig, uden
fordi Hykleres og Misunderes Tal er saa stort,
at det er rart, at der findes nogen, som ærer Dy¬
den, uden egennyttige Hensigter. For at fortiene
saa stor en Caracter, som denne, bør Ariste selv
ikke ønske saadanne Belønninger, som kunde giøre
ham mistænkt for Hyklerie.
Den sikkerste Vei til at blive roest, er at
giøre Intet. De, som forsvare gamle Vaner og
Misbrug; som uden Prøve forkaste alt, hvad der
er Nyt; som giøre Mængdens Domme til deres
Liv; som kalde Dumhed Godhed, og Grovhed
Ærlighed; som af Eenfoldighed eller Magelig¬
hed troe, at der er Jntet at forbedre i Verden,
og ansee alle dem, som vise nogen meer end al¬
mindelig Nidkierhed, for uroelige Hoveder, og
den offentlige Freds Forstyrrere; Saadanne Folk
mangle aldrig Berømmelser; Den usleste Taler
kan sige til deres Roes saa meget han vil, uden
at blive beskyldt for Hyklerie. Men lad andre


56
driste sig til at sige halv saa meget til deres Roes,
hvis Tænkemaade er for viis og for ædel til at
behage Mængden; Han skal endog, naar han
opofrer sin egen Yndest, for at ære Dyden, ansees
for en Hykler.
Jngen besværer sig over Satirer, siger Ra¬
bener, uden de, som finde sig selv skyldige i de
Laster, som forestilles. Saaledes gaaer det og
med Lovtaler; De, som selv ikke besidde de Dy¬
der, som man roser i andre, kalde alle Berømmel¬
ser Hyklerie.
No. 106.
Fredagen den 22 Jan. 1762.
E¬
t ungt Menneske af et muntert Nemme spurg¬
te mig engang til Raads, da han skulde skri¬
ve et lærd Stridsskrift. Jeg vilde gierne have
en Materie, sagde han, som ikke var forslidt, og
som ikke heller var af den Vigtighed, at jeg skul¬
de frygte for Censuren. De almindelige Sætnin¬
ger af Videnskaberne ere saa ofte afhandlede: At
sige noget Nyt, det er ikke alene vanskeligt for
dem, som endnu ikke have tænkt eller læst meget,


57
men det er og farligt. Jeg foreslog ham adskilli¬
ge Stykker af Philosophien; thi deri var hans
Styrke: men disse vare ham enten for nye eller
og allerede afhandlede i Stridsskrifter, som han
nævnte mig. Jeg forundrede mig i Begyndelsen
over denne Rigdom af philosophiske Verker i et
Land, hvor man klager saa meget over det Grun¬
diges Forsømmelse, og over Mangel af Skrifter.
Men saasnart jeg betænkte, at der i den hele Phi¬
losophie ikke kunde være mange hundrede almin¬
delige Sandheder, som vare vigtige, og at der
aarlig udkomme henved 200 Disputatser, hvoraf
den største Deel ere philosophiske, kunde jeg be¬
gribe, at han maatte have Ret, og at de fleste, om
ikke alle systematiske Sætninger af denne Viden¬
skab maatte allerede for lang Tid siden være ud¬
tømmede. Lad saa være, sagde jeg; den mindste
Sandhed er dog saa frugtbar, at man vel kan
skrive en Afhandling derom, som er baade nye og
nyttig. Ligesom de vigtigste Sandheder ofte tabe
deres Styrke ved en indskrænket Tænkemaade og
et slet Foredrag; saa er Intet derimod saa ringe,
at det jo kan give Anledning til nyttige Betragt¬
ninger. Jntet? sagde han med Forundring; ja
Jntet, svarede jeg. Forsøg at bestemme de Be¬
greber, som Menneskene udtrykke med dette Ord,
og de skulde see, at Philosophien er riig nok til
at finde noget Nyt, endog i dens allerførste Be¬


98
greb. Men i mit System, sagde han, finder jeg
ikke andet derom, end at Jntet er det, som er
umueligt; som ikke kan tænkes eller forestilles, og
hvad kan man sige derom? Kuns lidt, svarede
jeg, naar De bliver staaende ved denne Tanke,
men meget, naar De giver Agt paa Folkes Tænke¬
maade, og paa de Begreber, som man i Alminde¬
lighed forbinder med dette Ord.
Det er en underlig Philosophere-Maade,
sagde han; jeg vil imidlertid følge Deres Raad,
og anføre i min Tegnebog alt, hvad jeg hører sige
om Jntet. Materien er i det mindste uskyldig,
og jeg skal være sikker nok for Censuren.
Efter nogen Tids Forløb bragte han mig sin
Tegnebog, og den var allerede saa fuld af An¬
merkninger, at han frygtede kuns, at Afhandlin¬
gen skulde blive alt for stor. Jeg kan derfor
kuns anføre nogle deraf.
Jeg har talt med mange Folk paa denne
Tid, sagde en lystig Person i Selskabet, men de
vide alle Jntet. Aldrig har noget Nytaar væ¬
ret saa fattigt paa Nyt. Haver J læst Ugebla¬
det? sagde han til Verten. J Dag, svarede
denne, er der Jntet i Tilskueren. De Blade,
som han gav os til Julen, vare alle geistlige, og
undertiden bliver han saa alvorlig, at han i tre


99
Uger ikke giver os noget at lee af. I Aviserne
er der og Jntet, sagde en anden. Nogle hun¬
drede Mand ere blevne i en Træfning ved - --
Nogle hundrede Mand, sagde den første med en
høi Latter, det er saa meget som Jntet.
Ved Spillebordet blev der talt om et Par¬
tie, som nyelig var sluttet her i Byen. Man ro¬
ste Bruden for hendes Forstand og Dyder - - -
Ja i Sandhed, det er en artig Pige, sagde en
gammel Pebersvend; jeg troer, hun kunde giøre
en Mand lykkelig, men hun har slet Intet;
Hendes Kiereste, sagde han videre, er en fornuftig
og flittig Mand, men han har og Jntet, uden
hvad han kan fortiene. At et Fruentimmer tager
en Mand, som har Jntet, naar han dog kuns er
noget, sagde en Frue i Selskabet, det kan jeg vel
begribe, men at somme Fruentimmer, som ere
komne af skikkelige Folk, kunne have saa liden
Ambition, og for nogle Penges Skyld gifte sig
med en Mand, som er Jntet; det finder jeg ne¬
drigt. Havde jeg været i Froken N. Sted, jeg
havde ikke taget Monsieur N., om han og havde
tre Gange saa megen Forstand, og tre Gange saa
mange Penge, som man siger.
Hvormed fordrev De Tiden i det Selskab,
hvor De var i Gaar? sagde Frøken Eleonore til
Junker - - - dansede De, spilte De? Jngen
af Delene, svarede denne. Hvad gjorde De da?


00
spurgte Frøkenen. Intet, svarede Junkeren.
Hr. von Witz forelæste Selskabet nogle Fabler,
som varede i to Timer; og da jeg ikke er vant til
at sidde saa længe paa et Sted, uden at have no¬
get at bestille, faldt jeg tilsidst i Søvn. Det sam¬
me havde jeg gjort, svarede Frøkenen. Jeg veed
ikke, hvorledes de Folk kunne leve, som have Jn¬
tet at giøre. Naar man intet spiller i et Sel¬
skab, sidder jeg heller ved mit Natbord.
2- Tienestefolk blive nuomstunder meget
uforskammede, sagde en Herre forleden. Jeg har
en Tiener, som har tient mig i 10 Aar, og jeg kan
ikke sige andet, end at han har tient mig skikkelig.
Jeg tænkte, at jeg vilde dog engang lade ham see,
at jeg var fornøiet med ham. Jeg gav ham en
Daler til Nyeaar; men meener De, at han var
tilfreds dermed? Naar En gav mig noget for
Inter, om det og kuns var en Skilling, troer
jeg dog, at det var Tak værd. 2 - - Men 10
Aars troe Tieneste, sagde en anden Mand i Sel¬
skabet, er det Intet? Det er hans Skyldighed,
svarede Herren, og naar jeg har betalt ham sin
Løn, har han Jntet at kræve. Forleden kom en
Mand til mig, som for nogle Aar siden, da han
havde noget til Beste, var en af mine gode Ven¬
ner. Han tiente mig undertiden med et godt
Raad; men saa vist, som jeg er en ærlig Mand,
har han aldrig laant mig en Skilling i Penge,


61
uden at jeg har betalt ham den rigtig igien. Jkke
desmindre kommer han nu, da han er i Trang,
og forlanger, at jeg skal give ham noget for Jn¬
tet. Han snakkede saa meget om vores gamle
Bekiendtskab, og forsikkrede, at, endskiønt han nu
ikke mere var i Stand til at giøre mig nogen
Tieneste, skulde han dog stedse ved sine Ønsker
og Forbønner vise, at han var min oprigtige Ven.
Jeg takkede ham meget derfor, som De vel kan
tænke. Jeg ønskede ham det samme igien, og
havde han da Aarsag til at beklage sig, fordi jeg
ikke gav ham noget? Hvem giver mig noget for
Intet? Jeg var forleden hos Hr. M.; han vi¬
ste mig en Mængde af Skrifter, Tegninger,
Kunstykker og andre rare Sager, som havde ko¬
stet ham mange Penge. Denne gode Mand spa¬
rer fra sin egen Mund, for at kiøbe alle disse
Daarligheder; han har ikke en skikkelig Ret Mad
paa sit Bord, og den sletteste Vogn i hele Bren.
Han spurgte mig, om jeg ikke og var en Elsker
af saadanne Ting? Nei, sagde jeg, jeg vilde ha¬
ve noget for mine Penge, og jeg giver dem ikke
bort for Intet.
?? En Magistratsperson er ulykkelig,
sagde Hr. von Bremenfeldt; jeg kan ikke sidde to
Timer i Roe ved mit Spisebord, førend jeg bli¬
ver udkaldt for at høre Klagemaal. Det skulde
aldrig fortryde mig, dersom Sagen var af nogen


92
Betydenhed; men de fleste Gange er det Jntet.
En Bonde, f. Ex. har faaet et Øresigen, et blaat
Øie, eller nogle Stokkeprygl. Hans Naboe har
kaldet ham en Sl?, en -- -. En anden har
stiaalet nogle Høns fra ham --- over saadanne
Lapperier, som ikke indbringe mig noget, er jeg
tidt i det beste Selskab gaaet sulten fra Bordet.
En af vore største Kiøbmænd var forleden i
et Selskab med nogle Lærde. Han talede først
noget om Handelen, og giorde dem tillige den
Compliment, at han troede, at saa nyttig en Vi¬
denskab skulde vinde meget, dersom de Lærde vil¬
de beære den med deres Opmerksomhed, og an¬
vende noget af deres Tid paa at undersøge dens
Grundregler. De Lærde forsikkrede ham deri¬
mod, at Handelen hverken var en Videnskab eller
en Deel af de frie Konster; at den efter Aristo¬
telis Begreb hørte til det Slags Jndsigter, som
man kalder Haandverker, og at af alt det, som en
Kiøbmand bør vide, er Regnekonsten det eneste,
som fortiener at læres paa et Akademie. Han ta¬
lede siden om de nyeste Beskrivelser, af hvilke
man kunde lære at kiende Verdens nærværende
Tilstand, og i hvilke han var saa vel bevandret,
at der ikke var en Handelplads i eller uden for
Europa, hvis Beskaffenhed han jo kiendte paa
det nøieste. Han spurgte dem, hvilke af disse
mange Beskrivelser de holdte for de beste. De


63
ere alle lige gode, sagde en af de Lærde, for hvem
der har Jntet andet at bestille; men kiender J
Diodorus Siculus og Herodotus, sagde en an¬
den? Mig synes, at jeg har læst et Sted, sva¬
rede Kiøbmanden, at de ikke ere tilforladelige;
men det er godt Græsk, sagde den Lærde. Ende¬
lig faldt deres Tale paa de skiønne Videnskaber.
De Lærde smilede til hinanden, da Kiøbmanden
iblant mange franske Skrifter, som han kiendte,
ogsaa anførte Plutark. Men da han siden i at
nævne et Par latinske Ord, som han bad, at de
vilde forklare ham, begik en grov Feil mod Gram¬
matika, kunde de ikke længer holde dem fra at lee
saa høit, at Kiøbmanden gik beskiæmmet bort.
Jeg kan ærgre mig til Døde, sagde en af de Lær¬
de, som var den eneste, der af Harme ikke kunde
lee, naar Folk, som Jntet have lært, ville tale
om Videnskaberne.
Af disse faa Erfaringer havde den unge
Philosoph allerede uddraget følgende vigtige
Begreber:
Jnter er i daglig Tale Mangel af Nyt;
I Ugeblade det, som man ikke kan lee af; J
Statstidender alt, hvad der ikke gaaer ud paa at
slaae Folk ihiel; I Selskab det, som bestilles
for Bordet, naar man ikke danser eller spiller


64
Kort; J Ægteskab, Handel og Vandel be¬
tyder det alt, hvad der ikke er Penge, eller strax
kan giøres i Penge, f. Ex. Skiønhed, Dyd, For¬
stand, Venskab, troe Tieneste, gode Raad, Øn¬
sker, Skrifter og Konststykker, som ikke have en
bestandig og almindelig Priis. J en Juridisk
Mening bemerker det alt det Onde, som man giør
en Bonde, naar man kuns ikke lemlæster ham,
eller slaaer ham ihiel, og i den lærde Verden
forstaaes derved alt, hvad der ikke er Græsk eller
Latinsk.
Jeg forbigaaer en Mængde af Undersøgnin¬
ger, som fandtes i samme Tegnebog, og som be¬
vise aabenbare, at den gamle philosophiske Grund¬
sætning: eæ mihilo mivil sit, af Jntet tom¬
mer Intet, er falsk. Inter har meget ofte
været Aarsag til store Ting i Verden. Dette
beviser min Philosoph udførlig af de Svar, som
han har faaet paa følgende Spørsmaale: Hvor¬
med Hr. N. har fortient den store Lykke, han har
gjort? Hvad det er, som Hr. N. tænker paa,
naar han er saa henrykt, og seer saa dybsindig
ud? Hvad der har foraarsaget den store Misfor¬
staaelse imellem Hr. N. og hans Naboe? Hvad
Jndholdet var af den Tale, som rørte alle Tilhø¬
rerne saa meget, at de gik grædende ud af For¬
samlingen? Hvad Hr. N. bestiller, siden han altid
klager over sine mange Forretninger? Hvad Beløn¬


65
ning Hr. N. fik for sin lange og troe Tieneste?
Hvad Folk see efter paa Gaden? Hvad de fleste
lee af paa Skuepladsen? Hvad der afgiøres ved
de Lærdes Tvistigheder? o. s. v.
No. 107.
Mandagen den 25 Jan. 1762.
D¬
en Sandhed, at Dyden bestaaer ikke i Vil¬
lien og Gierningen alene, men i Hensigten,
er saa almindelig vis, at de største Dyder, som
synes at have deres Grund alene i Fornuftens
Herredømme over Passionerne, ere ofte Virknin¬
ger alene af menneskelige Svagheder og udvor¬
tes Nødvendigheder. Jblant hundrede, som
prise Nøisomhed, og som med deres Levemaade
synes at stadfæste Oprigtigheden af det, som de
sige om denne Dyd, som er Moder til alle de an¬
dre, og Grunden til den sande Lyksalighed, er der
neppe Een, som taler af en virkelig Overbeviis¬
ning, og som handler af et frit Valg. Nogle
ere nøisomme, fordi de finde en Umuelighed i at
opnaae deres Ønsker; andre, fordi de skye det
Arbeide og de Lidelser, som ere forbundne med


06
visse udvortes Fordele i Verden. Hine ligne de
Fruentimmer, som prise Lyksaligheden af den een¬
lige Stand, enten fordi de ingen Friere have havt,
eller fordi de allerede ere saa gamle, at de ingen
flere kunde vente; Disse ere som de Mandsper¬
soner, der vise sig ligegyldige imod Kiønnet, ikke
af Kydskhed, men fordi det koster dem for megen
Umage at behage.
Da Værdigheder endnu ikke vare forbund¬
ne med store Fordele, var det en Skam, at ikke
søge dem; og Lovene tillode ingen Borger i
Athenen og Rom at vægre sig ved at modtage et
Embede, som blev ham tilbudet. Saa strænge
maatte Lovene være paa de Tider, da de, som søg¬
te Embeder, maatte underkaste sig offentlige Cen¬
surer, da de frygtede for Folkets Klagemaal og
Angivelser, og maatte giøre Regnskab, naar de
nedlagde dem. Siden, da Embeder førte til Rig¬
domme og Beqvemmeligheder; da de ikke vare
saa meget Byrder som Belønninger, og Beløn¬
ninger ikke altid for Tieneste, men for Tilbedelser,
Opvartninger og Yndest, behøvede man ikke meere
saadanne Love. J de første Tider var det saa
langt fra, at det var en Dyd, ikke at søge Vær¬
digheder, at det tvertimod var en ufeilbar Prøve
af Selvfornægtelse, at søge dem. Siden var in¬
gen af Delene for sig betragtet nogen Roes.
Man kunde søge Værdigheder baade af Nidkier¬


O1
hed og af Egennytte; og naar man ikke søgte
dem, var det sielden Nøisomhed, men enten Ma¬
gelighed og Vellyst, eller Frygt for Forfølgelser,
som afskrækkede Menneskene fra saadanne Poster,
hvis Fordele de ønskede sig, naar de kunde ad¬
skilles fra Byrderne.
Man maatte kiende Personernes Carakter,
for at dømme om Hensigterne af deres Handlin¬
ger. Naar en Mand, som elskede Virksomhed,
og som ikke var gierrig eller vellystig, søgte en
Værdighed, maatte man troe, at Belønningen ik¬
ke var det eneste, som han havde i Sigte. Jo
mere møisommelig, jo mere farlig saadan en Post
var, desmere havde man Aarsag til, at ansee det,
som hos andre var en Virkning af Gierrighed og
Egennytte, for at være hos ham en Følge, om
ikke altid af Virksomhed og Nidkierhed, saa dog
af det rette Begreb om Ære, som ikke tillader at
troe, at man æres ved en Værdighed, dersom Folk
ikke tillige troe, at man fortiener den. Søgte
saadanne Folk ikke Embeder, burde man ikke
troe, at det skede af Magelighed, men enten for¬
di de ikke holdte det anstændigt, at bruge de
samme Midler, som andre, til at opnaae Vær¬
digheder, eller fordi de ikke troede sig stærke nok,
til at opfylde Pligterne i en almindelig Fordær¬
velse.


68
Saadan en Nøisomhed, saadant et frit Valg
af et stille og roeligt Liv, som bruges ikke til Lad¬
hed og Vellyst, men til at forbedre sig selv, og
opfylde de almindelige Menneskeligheds Plig¬
ter, hvortil der findes Leilighed nok i enhver
Stand, er en Philosoph anstændig, især naar han
lever i Tider, da Værdigheder sielden ere Beløn¬
ninger for Dyden.
Horatz var en Yndling af August og Mecæ¬
nas, og naar han derfor i sine Oder forsikkrer os,
at hans Lyst til Rolighed og et privat Liv kom¬
mer af Nøisomhed, og af Kierlighed til Viden¬
skaberne, kan man vel troe, at han ikke viser saa¬
dan en Ligegyldighed for det, som Menneskene
søge allerheftigst, fordi han holdt det urimeligt,
at blive andet, end han var. Men, naar en
Poet, som har skrevet saa mange Lovtaler til
Kierligheds og Vinens Berømmelse, og som
konstlede saa meget paa Smagen i alle sandselige
Fornøielser, raader Menneskene til at forlade
Hoffet, Søen og Krigen, for at søge den Sinds¬
Rolighed, som ikke kan kiøbes for Guld eller
Perler, naar han siger, at denne Roe vindes,
ved at tvinge sine Lyster, og lade sig nøie med et
lidet Bord og et lavt Tag, saa beskiemmer han
Philosophien mere ved sit Exempel, end han op¬
bygger den ved alle sine Lærdomme. Han taler
for Magelighed, og ikke for Nøisomhed; og den


69
Roe, som han priser, er ikke Hiertets Hvile, men
Fornuftens Søvn.
Vore Tiders Vellystige misbruge ligesaa ofte
den ypperligste Deel af Sædelæren, til at skiule
deres Ladhed, Kielenskab og Feighed under Nøi¬
somheds Maske. Det er ikke nok, at vi allerede
ere komne saa vidt i Koldsindighed mod det Al¬
mindelige, at vi troe, at det er os tilladt at for¬
lade Selskabet og Republiken, saasnart vi ere
rige nok til at kunne leve uden Tienester; Vi
betragte det endog som en Heltedyd, og som en
Virkning af en høi Philosophie. Og en magelig
Vellystling, som med Glasset i Haanden synger
en anacreontisk. Ode til Vinens Berømmelse,
holder sig berettiget til at belee baade Helte,
Lovgivere og Viise; disse Daarer, som gaae saa
lang og møisommelig en Vei, for at nyde om¬
sider den Roe, som det kostede ham saa liden Møie
at finde.
De Gamle troede, at Verden var saa lidet
tient med saadan en Rolighed, at de, som i van¬
skelige Tider ikke toge et Partie, bleve efter So¬
lons Love haardere straffede, end andre, som toge
et slet Partie. Det første var gemeenlig en Virk¬
ning af Magelighed og Koldsindighed; det sidste
var ofte en Følge af Nidkierhed. Den slette
Borger forlod Staten, for at redde sig selv, saa
længe det var ham tilladt at flye; men da Lovene


10
forbød ham at være ligegyldig, skammede de fleste
sig ved at forsvare en slet Sag.
Den Rolighed, som sømmer den Viise, be¬
staaer ikke deri, at han unddrager sig fra de For¬
retninger, hvorved han kan gavne Menneskene,
om de end vare forbundne med store Møisomme¬
ligheder og Lidelser; men deri, at han er frie for
egennyttige Begierligheder, fra den umættelige
Tørst efter Ære, Rigdom og Beqvemmeligheder,
som bebyrde Menneskene mere end de største Pligter,
og at han, uden at bekymre sig om Udfaldet og
Belønningen, kan sove roelig, naar han har endt
enhver Dags Arbeide, og mættet den naturlige
Begierlighed.
Ham alene er det tilladt, at belee Mæng¬
dens stolte og daarlige Ønsker, og at prise den
Roe, som et Sind, der er fornøiet med lidet, fin¬
der i de uskyldige Fornøielser, som nydes efter
Pligternes Opfyldelse. Saadan en Roe finder
jeg altid hos en af mine Venner, som, naar hans
sædvanlige Forretninger ere til Ende, fornøier
sig med Poesien, Tegningen og andre Vittighe¬
dens Verker; og hvis Oversættelse af følgende
Ode af Horatz til Grosphum har givet mig An¬
ledning til disse Betragtninger. Her er den,


71
Roe er det Maal, en Søemand driver,
Det Haab og Ønske ham opliver,
Naar midt udi det vilde Hav
Ham ingen Stierne Veien viser,
Og Maanen ikke meere lyser,
Men Mørket dækker Dødens Grav.
For Roe tør Thracen modig sigte;
Roe er, hvad Meden har i Sigte,
Naar han i Krig bevæbnet far:
Men, Grosphe! i hvor langt man løber,
Man ei for Guld og Perler kiøber
Den Roe, som Sindet ikke har.
Neil Skatter Sorg ei giøre mindre,
Og Vægterskaren kan ei hindre,
At Sindsuroe jo sniger sig
Forbi dem op til Fyrstens Trone,
Og giør hans Scepter og hans Krone
Tidt alt for tung og vanskelig.
Den lever vel, som Lysten bøier,
Som ved et lidet Bord sig nøier
Med sine Fædres Kar i Fred;
Hvis nøisomt Mod af Skræk ei røres;
Hvis Søvn og Hvile ei forstyrres
Af nogen nye Begierlighed.


72
Ovi vil vi dog forbeeske Livet
Med Sindsuroe? Det os er givet
En stakket Tid, til Lyst og Fryd?
Hvi vil vi tidt og langt omvandre?
Hvem har ved Hiemmet at forandre
Vel nogen Tid sig selv undflyed?
J Skibet paa de stolte Bølger
Gaaer Uroe med om Bord; den følger
J Feldten Stridsbasunerne,
Snel som for Jagten Hiorten flyer,
Som Vinden driver Damp og Skyer,
Den haster os i Hælene.
Derfor mit Hierte! aldrig sørge!
Hvad hændes skal, ei efterspørge!
Den Livet ret til Sødhed giør,
Som Sorgen kan med Lyst formindre,
Og ved fornuftig Glæde lindre,
Hvad Bittert Livet med sig før.
Achilles, som til Æren haster,
En tidlig Død til Jorden kaster,
Naar Tithon langsomt segner af;
Den Magt, som give kan og tage,
Tør legge det til mine Dage,
Som han din Alder ikke gav.


73
Dig mange Hijorde Qvæg omringe,
Og Faar i Flokke om dig springe,
Og Heste vrinske høit i Skye
Som langt af Skovens Gienlyd svares,
Og færdig staae i Span at parres,
For siden ud til Feldts at flye.
Du med den fine Uld Dig klæder
Og Glandsen af dit Purpur glæder
Hvert Øie, som Dig seer, min Ven!
Jeg fik udi min lille Stue
En Guist udaf den Digter=Lue,
Som brændte fordum i Athen.
Saa faaer enhver, hvad best ham gavner;
Min Lod blev det, som mangen savner,
At nøies under lave Tag,
At Lykkens Gunst ei eftertragte,
At med en stille Siel foragte
Den stolte Hobes dumme Smag.


74
No. 108.
Fredagen den 29 Jan. 1762.
K¬
ierlighed til Efterkommerne er en Virkning
af saa mange gode Tilbøieligheder, og Grun¬
den til saa mange ypperlige Handlinger, at det
Vigtigste, baade af Stats= og Sædelæren, er
bygt paa denne Drift. Den almindelige Men¬
neskekierlighed; den uskyldige Glæde, som giør
Ungdommen saa elskværdig, og som erindrer os
selv om den yndigste Deel af vort Liv; den Lyst,
som er tilfælleds for alle dem, der have giort no¬
get til at befordre deres Alders Lyksalighed, at see
de Ting vedligeholdte, som de have begyndt; Ef¬
terslægtens Domme, som ere det fornemmeste
Maal for Æren; og endelig den naturlige Kier¬
lighed, som er stærkere end alle andre Baand, og
den eneste Tilbøielighed, som ikke aftager, men sti¬
ger med Alderen; alle disse Ting giøre, at vi ofte
bekymre os mere om Efterkommernes Skiebne,
end om vor egen.
Dersom Menneskene arbeidede for deres Le¬
vealder alene, hvor lidet skulde de da udrette i en
Tilstand, hvor Kundskaben saa langsom voxer, og


17
hvor de ringeste Opfindelser ofte ere Virkninger
af mange Aarhundredes frugtesløse Forsøg, i et
Liv, som er saa indskrænket, at den, som planter
et Træ, sielden kan haabe at nyde Frugten deraf?
Den Høide, til hvilken Videnskaberne, Konsterne
og Beqvemmelighederne ere bragte i Europa; de
vigtige Statsforandtinger, som ere Følger af en
og den samme Plan, hvilken Regentere af et heelt
og flere Aarhundrede have fulgt; den Omhygge¬
lighed, med hvilken enhver, fra Fyrsten af indtil
Agerdyrkeren, søger at forbedre den Deel af Jor¬
den, som er hans; denne Virksomhed, som giver
vores Europa saa store Fortrin for de andre Dele
af Verden, som ere baade større og frugtbarere,
hvoraf kommer den, uden af den Sikkerhed, som
Lovene og Statsforfatningen giver Besidderen,
ikke alene for at beholde sit, saa længe han bruger
det, men og for at kunne efterlade det til dem,
som han ofte elsker mere end sig selv.
Om der ingen andre Feil vare i Statsforfat¬
ningen af de østlige Lande, end disse, at Tron¬
følgen er uvis, og at de faa Eiendomme, som fin¬
des i disse Lande, ikke ere arvelige, vare disse dog
nok til at giøre de frugtbareste Lande til Udørke¬
ner, og til at indskrænke Videnskaberne, Konster¬
ne, Beqvemmeligheder, og alle nyttige Foreta¬
gender til den ringe Grad, i hvilken de maae
forblive hos alle de Folk, som ikke arbeide for Ef¬


70
terkommerne. Ødelagde Skove, hvor man hver¬
ken planter eller oprydder; store Sletter, som in¬
gen indhegner, besaaer eller bebygger, og hvor
nogle adspredte Familier, som boe i Hytter og
Telter, drive om med deres Qvæg; fiskerige Søer,
som ere forvandlede til stinkende Moradser; Hu¬
se, som falde tilligemed deres Beboere, saadanne
Syn ere almindelige i de Lande, hvor ingen tæn¬
ker paa Efterkommerne, og endnu mindre paa det
Almindelige; hvor det hverken er tilladt at være
Fader eller Borger. Vi kiende i Europa ikke
denne bedrøvelige Tilstand, uden ved Exempler af
nogle geistlige Stater, i hvilke Regenten ved in¬
gen naturlige Baand forbindes til at tænke vide¬
re, end til sin Levetid, og af de Feil i Landhuus¬
holdningen, som endnu paa nogle Steder beta¬
ger Bonden Lyst at arbeide, fordi han ikke har
Sikkerhed nok, for at bevare det, som han samler,
til Efterkommerne.
Der ere nuomstunder ingen Statskyndige,
som jo tilstaae Arverigers Fortrin for Valgriger,
ikke alene, fordi hine forene i Regentens Person
den naturlige Kierlighed med Kierlighed til det
Almindelige; men og fordi det altid er en stor
Fordeel at vide tidlig sin Bestemmelse. Den
Stolthed og Haardhed, med hvilken de Mægtige
fordum behandlede deres Underhavende, vare
Virkninger af de pludselige og uventede Ophøiel¬


11
ser, som da vare saa sædvanlige, at en dristig
Gierning, et snildt Jndfald, og ofte en Lyst var
nok til at ophøie en Undersaat paa Tronen. De
Fortrin, fremfor andre Mennesker, som glimre
allermeest i Hobens Øine, føles neppe af dem,
som fra Ungdommen af ere opvante dertil; og
Fyrsten selv er sielden saa stolt af den Krone, til
hvilken han fødes, som den ringeste Undersaat af
en nye Titel.
Det var at ønske, at disse Grundregler, som
have gjort saa meget til at forbedre Forfatningen
af de europæiske Monarkier, bleve meere alminde¬
lige for alle Stænder. Hvor megen Jndsigt og
Beqvemhed i alle Forretninger, og hvor meget
mindre Forfængelighed og Stolthed skulde der
findes, dersom enhver vidste tidlig sin Bestemmel¬
se: det er: dersom Stænderne havde mere Be¬
standighed, en Bestandighed, som ikke var grun¬
det paa saadan en Tvang, som den, der nøder
Bonden til ikke at forlade sin Fødestavn; men
paa saadanne Indretninger, som forskaffede en¬
hver Stand en sand Ære og en sikker Velstand.
Den almindelige Adgang til Embeder og Vær¬
digheder, som Hoben anseer for en Deel af den
borgerlige Lighed og Frihed, tiener sielden til an¬
det, end til at ødelegge de Familier, som ere i Be¬
siddelsen af visse Fortin, og til at forlede de andre
til Ørkesløshed og Forfængelighed. Det er ikke


18
den sande Ære, men Ladhed og Armod, som fø¬
der saadanne Ønsker hos Mængden. Naar
Vindskibeligheden endnu enten er nye eller for¬
agtet, tragter Borgeren efter Embeder og Vær¬
digheder, ikke af Ære, men for at leve af andres
Arbeide, eller at redde sig fra sine Medborgeres
Foragt. En Bonde derimod, som besidder en
Eiendom, af hvilken han kan leve som Bonde, og
som han er vis paa, at kunne overlade tilligemed
alt, hvad han forhverver, til sin Søn, han tænker
ikke paa at forlade sin Stand; han søger kuns at
giøre sin Søn til en duelig Bonde; han lærer
ham at kiende den Jord, til hvis Besiddelse han
er bestemt; han meddeler ham sine Erfaringer,
sine Hensigter og Forslag, og lærer ham at ud¬
føre, hvad han selv har begyndt. Saadan en
Eiendom forbedres fra Slægt til Slægt. Kunde
man give alle Stænder i et Land denne Bestan¬
dighed, hvor mange, som nu bedrage sig ved et
falsk Haab, skulde da blive nyttige Borgere? og
hvor kiendelig skulde Jndsigterne i alle Forretnin¬
ger stige fra en Alder til en anden, i Stedet for
at de vittigste Folk nu ofte ere nye og uerfarne i
de Ting, til hvilke de blive brugte, og saasnart de
have samlet nogen Erfarenhed, af Ustadighed
igien overlade deres Plads til andre, som ved nye
Forsøg ofte nedbryde den Grundvold, som allerede
var lagt.


19
Det kommer i alle Foretagender saa meget
an paa Bestandighed i at arbeide efter en vis
Plan, at det er bedre at følge et System, hvori
der ere nogle Feil, end at rette disse, naar det
ikke kan skee, uden at forandre det Hele. Det er
saa naturligt for Menneskene at feile, at de, som
ville undgaae alle Feil, ofte begaae den allerstørste
selv, i det de enten lade sig af Frygt for at feile,
afskrække fra vigtige Foretagender, eller for at
rette smaa Forseelser, nedbryde igien hvad der
allerede var opbygt. Alle vigtige Forbedringer i
Staterne; alle de store Perioder, som en Nation
har havt, have været Virkninger af saadan en
Bestandighed i at følge visse Grundregler, af lang¬
varige Regieringer eller Ministere, af en besyn¬
derlig Høiagtelse for visse store Mænds og Stifte¬
res Jhukommelse, som har vedvaret, endog længe
efter deres Død; men især af den naturlige Kier¬
lighed, som i en uafbrudt Arvefølge forbinder Re¬
genterne til at opelske og vedligeholde deres Fæ¬
dres Stiftelser. Vi hava ikke nødig at søge mange
Exempler uden for Riget, i Ludvig den Fior¬
tendes og Keiser Peters Historie, i Langvarig¬
heden af deres Regiering, i den Bestandighed,
med hvilken man i Frankerige siden har fortsat de
Planer, som vare gjorte af Richelien, af Lud¬
vig den Fiortende og Colbert; og endelig i
den Ærbødighed, med hvilken det Russiske Folk


80
endnu betragter alle Peter den Stores Stiftel¬
ser. Fædrenelandets Historie giver os Beviis,
nok. Den Høide, til hvilken Dannemarks Ære
og Magt steeg under Valdemar den Første,
Kuud den Siette, og Valdemar den Anden,
var en Følge af en ordentligere og vissere Tron¬
følge, hvortil Grunden blev lagt under Valde¬
mar den Første, af Overeenstemmelsen af disse
store Kongers Tænkemaade, og Langvarigheden
af Biskop Absolons Ministere; Ligesom tvert¬
imod de idelige Forandringer i Arvefølgen, som
indfaldte efter den Calmarske Forening, giorde
det meste til at kuldkaste igien det store System,
til hvilket Valdemar den Tredie og Margare¬
the havde lagt saa god en Grundvold. Naar vi
undersøge Oprindelsen til alle vigtige Indretnin¬
ger i Staten, skulle vi see, at de ere Virtninger
af den Bestandighed, med hvilken de sidste Kon¬
ger af en Stamme, som haver regieret i 300 Aar,
have arbeidet paa at vedligeholde og forbedre de¬
res Fædres Stiftelser, og at Grunden til de fleste
og vigtigste er lagt under den Konge, som regie¬
rede længst, og under hvis Efterfølger Arveretten
igien blev indført.
Disse Betragtninger have saa megen For¬
bindelse med det, som giør denne Dag saa glæde¬
lig for alle Jndbyggere i Dannemark og Norge,
at jeg behøvede ikke at anføre andre Beviis, end


81
de Stiftelser, som forherlige Frederik
den Femtes Alder, og hvis Bestandig¬
hed Efterkommerne saa vist kunne love sig af
hans Tronfølger, og af de tidlige Jndsigter,
som ere en Virkning af den beste Natur og den
viseste Opdragelse.
Vilde alle Huusfædre betænke, hvor me¬
get dette Exempel forbinder dem til at arbeide
paa Efterslægtens sande Velfærd! Da mit rørte
Hierte vilde udbryde i flere Ønsker, forekom en
Ven mig med følgende Stropher:
N¬
yd, Prinds! den Len for Dyd, at
Gode Dig maae agte;
Thi Godes Kierlighed, o Prinds!
den veier meer
End Centner hykkelsk Lov, man Dig som
Offer bragte;
Ei Tungens, Hiertets Roes kun vær¬
dig Lovsang er:
Elsk Dyden! ene Vei til Hierterne at binde;
Elsk Folket, derved Du vor Kierlighed skal
vinde.


82
Priis skee dig, Himlens G UD! alt Haa¬
bet i os gløder;
Vor Prinds er Dydens, og -- o
Lykke! -- Folkets Ven,
Han følger Fædre=Spor; -- o hvilken Lyst
det føder
J Patriotens Bryst, at see i Tiden
hen,
Og see Dig, Prinds! Din, og Vor
Fader efterligne! --
Velsigne Dem! o GUD! o Fader, Dem
velsigne!
J Dag for treten Aar os Hinlen Dig
tilsendte;
Dens Forsyn over Dig bestandig vare
ved!
Tak, Prinds! for Haabets Jld, Du
i hvert Bryst optændte,
Nyd hver Dag mere Ret til al vor
Kierlighed!
Og Eder ofres Tak, J som Hans Hierte
bøie
Til kun ved Dyder GUD og Folket at
fornøie.


83
No. 109.
Mandagen, den 1 Februar. 1762.
D¬
en Efterretning, som vi nyelig havde i de
offentlige Tidender om den ædelmodige
Norske Bonde Aamund Bue, rørte mig saa
meget, at jeg fra den Tid af har ønsket mig Rig¬
dom, for at kunde glæde mange af min Overflø¬
dighed. Hvor lyksalig, sukkede jeg ved mig
selv, er ikke den Rige, der hvert Øieblik kan
forskaffe sig ved egne Velgierninger den Glæde,
som du nu føler over en andens! O! hvor er
det sandt sagt, at Frihed og Tid til at tænke,
kan give den nedrigste Stand en ædelmodig
og høi Tænkemaade! - - I det samme
kom Orgon ind til mig. Hør, sagde jeg strax,
og sprang imod ham af Glæde, her skal J høre,
hvad Bønder der ere i Norge; Og derpaa læste
jeg Efterretningen for ham. Jkke andet, sagde
Orgon, lænende sig paa sin Albue, ikke andet
end en Bonde - - Lad see, det kan beløbe
sig altsammen til 30 eller 40 Rixdaler: Det er
vel en Sag at giøre saa meget Væsen af - -
Jeg blev Skamfuld, og eftertænkte, da han var


84
gaaet, hvori den sande Ædelmodighed bestaaer,
og hvor lidet Verden kiender den.
Jeg merkede, at i mit hele Naboelang er
ingen ædelmodig uden Struma, fordi der er ingen
saa rig og mægtig som han. Hans Ædelmo¬
dighed dømmes efter den Magt, han har til at
handle slet og nedrig. Han ønsker sig en Ver¬
den af Fattige og Undertrykte, alene for at vise,
hvad Magt han har til at opreise dem igien;
og hans egen Nedrighed forskaffer ham Leilighed
nok til at vise den. Naar han først har bragt
sin uskyldige Fiende til Bettelstaven, da legger
hans Vrede sig, og hele Byen taler om hans
Ædelmodighed.
Men Kleøn er fattig og ringe. Han
kunde faae en Arve=Part, som ellers tilfalder to
Faderløse. Han vil ikke have den; Han siger:
Den kan ikke giøre mig lykkeligere, men hine
ere uopfødte; Han lader sin Rettighed fare. Og
ingen i Byen taler om Kleon.
Saaledes er Verden. Den forbinder de
fleste Tider et selvgjort Begreb om Høihed og
Rigdom med Ædelmodighed; Den bliver ingen
Dyder vaer, uden de, der skinne for alle; Den
kiender ikke disse Familie=Fortienester, som dog
legge Grundvolden til Statens, til Verdens
Lyksalighed. En forfængelig Gave, som mange
Aars List og Gierrighed samlede paa, og Hov¬


81)
mod tilsidst, eller Had, en døendes Had skiæn¬
kede bort; Et rigt Legat, som nu overlades til
Fremmede at uddele; og som, naar det var ble¬
vet fornuftig uddelet efterhaanden, som det ind¬
samledes, skulde have sat mange Familier, der
nu undertrykkes af Fattigdom og Foragt, i Virk¬
somhed, og skaffet Landet ligesaa mange duelige
Borgere, som Velgiøreren taknemmelige Ven¬
ner; Saadanne Ting, siger jeg, forskaffe sig
Verdens Høiagtelse og Lovtaler. Men en ube¬
kiendt Huus=Fader, der opklækkede en talrig Fa¬
milie til Dyd og Duelighed, døer bort, og
spottes af en uskiønsom Hob, som en, om
hvilken der ei kan siges andet, end at han le¬
vede og døde.
Ja, min ædelmodige Ven, Alciphron, han
levede ogsaa og døde. Men jeg tør sige, han
levede med større Nytte, og blev begrædt efter
sin Død med mere Oprigtighed, end tusinde af
dem, hvis Død begrædes med kiøbte Taarer, og
i prægtige Folianter. Fød i en Stand og til
en Lykke, som Verden kalder middelmaadig, nød
han roelig de Fordele, som følge saadan en
Stand; og han kiendte ingen anden Glæde, end
den, at kunne giøre vel imod mange, og elskes
af alle Dydige.
Alciphron havde Midler nok til at forsørge
en Familie, og derfor giftede han sig ung, og


80
førend han fik et Embede. Naar man spurgte
ham, hvorfor han ikke søgte et Embede? pleiede
han at svare! Jeg har Embede nok i mine
Børn og mine Midler. Hans Midler gave
ham den samme Myndighed, som et anseeligt
Embede kunde have givet ham; og hans Myn¬
dighed brugte han der, hvor han ikke kunde bru¬
ge sine Midler: Til at stifte Venskab, og for¬
sone Fiendskab; til at redde Uskyldighed fra Un¬
dertrykkelse, eller at faae Fortieneste opdaget og
belønnet.
Men Alciphron fandt ikke hos sin Kone
saadan en Tænkemaade, som den, der giorde
ham selv lykkelig. Hun var ikke vant til Over¬
flødighed, og satte derfor sin største Lyksalighed
deri. Hun søgte paa alle Maader at indskrænke
sin Mands Velgierninger; men Alciphron giorde
derfor ikke mindre Godt end tilforn; og man hørte
ham aldrig sige: Jeg tør ikke for min Kone.
Dog vidste han paa en kierlig Maade at lempe
sig efter sin Kones Tænkemaade og Tilbøielighe¬
der. Engang havde han en Ven hos sig den
hele Sommer til Selskab. Hans Kone syntes
tilsidst at blive misfornøiet over den Fremmede;
men Alciphron lod hende, ved en tredie Haand,
af sin egen Pung betale en anseelig Sum, lige¬
som fra den Fremmede, og stillede hende derved
tilfreds. Naar hans Kone forestillede ham, at


81
han selv havde Børn, og at han aldrig kunde
efterlade dem for meget, svarede han: Naar jeg
har givet mine Børn en god Opdragelse, og for¬
skaffet dem mange Venner ved mine Velgiernin¬
ger; saa vil en stor Rigdom ikkun forføre dem
til at forlade deres Stand, og derved at tabe de
Fordele, som de kunne have af deres Opdragelse,
og af mine Venner.
En rig Mand iblant hans Venner forsøm¬
mede sine Børns Opdragelse af Gierrighed. Al¬
ciphron saae det, og søgte længe ved Forestillin¬
ger at forbedre sin Vens Tænkemaade; men da
han merkede, at det var forgieves, foreflog han
sin Ven tilsidst, at han vilde lade sine Børn op¬
drage tillige med hans; og udbad sig det som
en Tieneste af den Rige, at han maatte faae
hans Børn i Huuset, til Selskab for sine egne.
Man bebreidede Alciphron denne Opførsel, og
sagde, at han kunde anvende det med større Nytte
paa fattige Børns Opdragelse, som han her ødede
paa en Mands Børn, der havde ligesaa stor
Formue, som han selv. Men Alciphron svare¬
de: Det er min Skyldighed, at see til, at Bør¬
nene intet lide ved deres Faders slette Tænke¬
maade, naar jeg kiender den, og kan hindre
det; Jo rigere de ere, jo mere Skade kunde
de giøre Verden, naar de faae en slet Op¬
dragelse.


88
Jeg maatte gaae enhver Dag igiennem i
Alciphrons Levnet, dersom jeg vilde opregne alle
hans ædelmodige Gierninger. Thi der gik ingen
Dag forbi, at han jo enten talede for en velfor¬
tient Mand hos en Mægtig, eller opmuntrede en
Fattig, til at blive sit Fædreneland til Nytte,
eller formaaede en Riig til at blive sine Medbor¬
geres Ven. Men deri var han besynderlig, at
man ikke kunde overtale ham til at skiænke noget
bort til offentlige Stiftelser. Det var langt fra,
at han lastede dem, som giorde det; men han
sagde: Der ere flere Ting, som kunne bevæge
os til at blive offentlige Velgiørere, end til at
giøre vel imod nogle faa, og i den lille Cirkel af
vore Bekiendtere, der trænge til vore Velgier¬
ninger; Dersom enhver vilde giøre saa meget
Godt, som han kunde, og i sin Familie alene,
saa skulde vi ikke behøve mange offentlige Stif¬
telser, og Følgerne af vore Velgierninger skulde
strekke sig ligesaa vidt, og blive ligesaa vedva¬
rende, som de, hvilke vi kunne love os af offent¬
lige og bestandige Stiftelser.
Jeg var tilstæde hos Alciphron, da han
døde, og saae den Frimodighed, hvormed han
gik ud af et Liv, der havde været ham en Kilde
til saa megen sand Glæde og Fornøielse. Hvor
rolig kan jeg døe, sagde han, da jeg fører den
føde Overbeviisning med mig i Graven, at


89
jeg har stræbt at opfylde et Menneskes, en
Christens og en Borgers Pligter. Naar
mit Legeme er fortæret, da skal min Siel
endnu længe glæde sig ved at see disse Fader¬
løse, som min Omsorg opelskede, arbeide paa
Fædrenelandets Lyksalighed. Jeg døer, uden
at begrædes af den store Verden, men det
angrer mig lidet; Den Allerhøieste kiender
mig, og han skal velsigne min Afkom. Med
disse Ord i Munden døde Alciphron.
B
No. 10.
Fredagen, den 5 Februar. 1762.
V¬
ore første Begreber ere sandselige; De sam¬
les ved Erfarenhed, og bringes til Tyde¬
lighed ved Tale og Omgang. Naar Fornuften
ved en nøiere Agtsomhed har opdaget adskillige
Egenskaber i Tingene, og uddraget almindelige
Sætninger, som ere Grunden til det, vi kalde
Videnskaber, beroer deres Nytte og Anvendelse
igien paa Brugen af de første Midler, ved hvis
Hielp vi komme til Kundskaben, paa Sandserne


90
og Jndbildnings=Kraften, paa Erfarenhed, Tale
og Omgang. Vi have derfor en dobbelt Un¬
derviisning, og en dobbelt Opdragelse. Den
ene er en Virkning af de naturlige Kræfters
Brug, ved Erfarenhed og Omgang; den anden
af Videnskaberne og deres almindelige Grund¬
Regler. Skolerne give os den sidste, og Ver¬
den den første. Skole=Underviisningen og Op¬
dragelsen har den store Fordeel, at vi lære at ud¬
drage af Tingene visse almindelige Begreber og
Grund-Regler, som vi ved Erfarenhed og Om¬
gang alene enten meget sildig, eller og aldrig
indsaae; men disse Begreber ere tillige ofte saa
almindelige, saa adskilte fra de Ting, med hvilke
vi daglig omgaaes, at de ikke kunne blive os ret
nyttige, dersom vi ikke ved Hielp af Erfaringer
og den Historiske Kundskab lære at bestemme dem
nøiere. Begge Maader at dyrke Forstanden,
have saa store Fordele, at ingen kan undværes
uden store Ufuldkommenheder. Men naar det
skulde mangle i nogen, er dog den Opdragelse
og Underviisning, som vi faae i Verden, langt
vigtigere, end den, som gives os i Skolerne.
Ved den Underviisning, som vi faae i
Verden, forstaaer jeg her ikke det, som man
kalder Levemaade, det, som læres i de alminde¬
lige Selskaber. Dette er for sig betragtet saa
ringe en Fuldkommenhed af den menneskelige


91
Forstand, at det meste deraf hører alene til de
udvortes Færdigheder. Jeg forstaaer derved den
Mængde af Begreber, som vi samle, ved at give
nøie Agt paa det, som vi erfare i og uden for
os selv, paa de menneskelige Tænkemaader og
Handlinger, paa de adskillige borgerlige Indret¬
ninger, og den Kundskab om alle disse Ting,
som vi samle ikke alene ved egen Erfarenhed, ved
Omgang, Reiser o. s. v. men og ved Historiens
agtsomme Læsning, og ved saadanne Skrifter,
som gaae videre end til de første almindeligste
Grunde, og forestille os Tingene saaledes, som
de virke og føles af os. Denne Art af Under¬
viisning har saa store og vigtige Fortrin, at det
er fornemmelig ved den, at de slebne Folk have
bragt deres Jndsigter til den Høide, hvorved de
have fortient andres Beundring.
De, som kiende Tilstanden af Frankerige
og Engelland, kunne ikke troe, at det Fortrin,
som begge Nationer besidde frem for andre i
Europa, den Mængde af fortreffelige Skrifter,
som ere fremkomne i det sidste Aarhundrede, bør
tilskrives Indretningerne af deres høie Skoler.
Disse ere uden Forandring de samme, som de
vare for nogle hundrede Aar siden, og hvem der
tvivler derom, de ville kuns læse deres Beskri¬
velse i adskillige Blade af den Engelske Til¬
skuer. Denne Tilvext i Videnskaberne er en


92
Virkning af deres videre Udbredelse ved Sprogets
Dyrkelse, af en almindelig Læse=Lyst hos Folk af
alle Stænder og Kiøn, af en fornuftigere og
vittigere Omgang, af de vidtløftige Forbindelser
ved Handelen, som har beriget Nationen med en
Mængde af nye Begreber og Erfaringer, og for¬
skaffet den en større Formue til at understytte
nyttige Forsøg, og til at belønne saadanne Ver¬
ker, som kunne gavne andre end de Lærde. De
nye Akademier, og de lærde Selskaber selv ere
Frugter af saadanne udbredede Jndsigter og al¬
mindelige Erfaringer, hvorved man har udryd¬
det mange af de Fordomme, som bleve forplan¬
tede og forsvarede i Skolerne, og lært Menne¬
skene at anvende de almindelige Grunde til nyt¬
tige Ting.
De Feil ved de høie Skoler, som have gi¬
vet de nyere Anledning til saa mange Klagemaal
og Satirer, og som undertiden ere gaaede saa vidt,
at de, i stedet for at være Støtter for Videnska¬
berne, meere have været Fæstninger for Vankun¬
dighed og Overtroe; Disse Feil ere ingenlunde
Følger af Videnskaberne selv, eller af den Maa¬
de, paa hvilken de foredrages efter Reglerne af
den sande Fornuftlære, endog naar dette skeer
uden al Zirlighed og Pragt, men af andre Mis¬
bruge, som ere sædvanlige ved saadanne Stiftel¬
ser, i sær naar de ere gamle og mangle Opvækkel¬


93
se. Den Lyst til at giøre Videnskaberne van¬
skelige og vidtløftige; at ville vide og bevise Al¬
ting; i Jntet tilstaae sin Vankundighed eller
Tvivl; den stolte Jndbildning, at ikke kunne
feile; den deraf flydende Bestandighed i sine
Meninger, og Haardnakkenhed i at forjegte gamle
og antagne Systemer; Lyst til at have sig noget
forbeholden; at tænke og tale anderledes end an¬
dre Mennesker; en stolt Foragt for alt, hvad der
tænkes eller siges i en anden Methode, eller i et
andet Sprog, end det, som man er vant til at
tænke og skrive i. Disse ere de fornemmeste Aar¬
sager til de høie Skolers Fordærvelse. Men
Intet har skadet Videnskaberne saa meget, som
den Misbrug af Fornuftlæren og det Latinske
Sprog, som gik saa vidt, at lærde Folk giorde
sig en Ære af offentlig at forfegte saadanne Uri¬
meligheder, som de ikke dristede sig til at sige i
levede Sprog, og i Overværelse af andre Folk,
som dømte efter den sunde Fornuft. Vi have
et kiendeligt Exempel deraf i det, som tildrog sig
ved Reformationens Begyndelse her i Riget, An¬
no 1530, da Kong Frederik 1. havde anordnet
en offentlig Samtale imellem de Lutherske og Ca¬
tholske Lærere. De sidste mødte ikke, fordi man
paastod, at Samtalen skulde holdes paa Dansk
og i alle Stænders Overværelse.


94
Naar vi betænke Videnskabernes Tilstand,
i Europa paa den Tid, da de høie Skoler bleve
stiftede, hvor mange Forandringer der siden ere
foregaaede i Videnskaberne, og hvor meget man
ved de fleste Akademier altid har holt over de
gamle Sædvaner, er det ikke Under, om der be¬
høvedes vigtige Forandringer, endog i Henseende
til Grundforfatningen af disse gamle Stiftelser?
Kunde man vel af Tænkemaaden i det 8 Aarhun¬
drede vente sig en fuldkomnere Inddeling af Vi¬
denskaberne, end den, som har lagt Grunden til
de 4 Faculteter, som uden nogen Orden eller
Forbindelse sammenpakkede i det fierde Facultet
alle de Sprog og Videnskaber, som ei kunne hen¬
føres til de tre første, og udelukte alle dem, som
ikke nødvendig behøvedes til Kirke- og Skole¬
Betieninger. Naturens Ret, og alle andre Dele
af Lovkyndigheden, naar man undtager alene den
Romerske og Canoniske Ret; Sædelæren, Stats¬
konsten og dens adskillige Dele, Naturlæren og
dens mangfoldige Grene, Grund=Reglerne af de
Skiønne Videnskaber og Konster, og de levende
Sprogs Dyrkelse; alle disse Ting vare enten
ganske forglemte, eller meget løselig overseete i
den fuldkomne og uforbederlige Plan, som man
i det 8 Aarhundrede lagde til disse lærde Selska¬
ber, som indbefattede den hele Omkreds af alle


N9
muelige Videnskaber under det Stolte Navn af
Universiteter.
De vigtige Forbedringer, som i dette sidste
Aarhundrede ere skeedte i alle Videnskaber, men
fornemmelig i Lovkyndigheden, Statskonsten, Vel¬
talenheden, Natur= og Sædelæren, have givet
Anledning til mange vigtige Forandringer, som i
Videnskaberne selv, saa og i Læremaaden, i sær
i de Lande, hvor Mængden af de høie Skoler,
og en Blanding af nye og gamle Stiftelser op¬
vækker Lærerne til indbyrdes Bestræbelser, og hvor
den ved Sprogets Dyrkelse sig daglig mere og
mere udbredende Kundskab nøder de Lærde til at
underkaste sig den offentlige Critik, som var Grun¬
den til Videnskabernes Opkomst i Athenen og
Rom. De vigtigste Følger af disse Forandrin¬
ger ere, at man i de sildigere Tider har begyndt
at lære ved Akademierne adskillige Videnskaber,
som man tilforn ikke kiendte af Navn, og at man
har understaaet sig at foredrage dem i Moders¬
Maalet, saavel ved Lære-Bøger, som ved mundt¬
lige Underviisninger. Men disse Forbedringer
ere endnu hverken saa almindelige, som det var
at ønske, ikke heller tilstrekkelige. En Mængde
af Videnskaber, som fortiente en meere besynderlig
Flid end mange andre, hvori der holdes besyn¬
derlige Lærere, ere enten reent forsømte, eller og
forbundne med saa mange andre, at de ikke be¬


90
tragtes som Hoved=Sager. Jeg henfører her¬
til fornemmelig de mange Dele af Naturlæren,
som, i stedet for at være enten et Tillæg af Læge¬
Konsten eller Philosophien, fortiente at have ikke
een alene, men flere effentlige Lærere, blant hvilke
een kunde have nok at giøre med Agerdyrkningen
alene. Det samme gielder om Statskonsten,
hvis Begreb er saa vidtløftigt, at den ikke kan
bringes til Fuldkommenhed, uden ved manges
forenede Flid. Foruden de almindelige Grunde
af Natur= Stats= og Folke=Retten, udkræves en
nøiere Kundskab om de borgerlige Indretninger
i andre Stater, om Regieringsformerne, Næ¬
ringsmidlerne, de private Love, og om Stater¬
nes udvortes Forbindelse; om hvilke Ting man
nu omstunder ikke alene kan have en udførlig hi¬
storisk, men og en grundig Kundskab, da Land¬
huusholdningen, Manufactur= Handels- og Fi¬
nanz=Væsenet, tillige med andre Dele af Stats¬
Konsten, ere bragte i Form af Videnskaber, som
have mere Jndflydelse paa det Almindelige, end
de fleste andre, som læres ved Akademier, og efter
Verdens nærværende Forfatning, mere Nytte,
endog i den borgerlige Lovkyndighed, end enten
den Romerske eller Canoniske Ret. Moders¬
Maalet tillige med det Franske og Tydske, skulde
de ikke være ligesaa nødvendige for de Studerende
nu omstunder, som det Latinske og andre lærde


9!
Sprog, enten vi betragte dem som Nøgler til
Videnskaber, eller som Midler til at bruge dem,
eller som Anledninger til at forskaffe de Stude¬
rende Adgang og Befordringer?
Saa mange vigtige Forbedringer ere der,
hvis Nytte og Muelighed ingen kan kalde i Tvivl;
hvad, om vi gik videre til at undersøge de For¬
bedringer, som ere muelige i Henseende til Lære¬
maaden af andre Videnskaber, i sær af saadanne,
som tiene til at giøre Underviisningen ved de høie
Skoler nyttig for andre Folk, end dem, som for¬
staae lærde Sprog, for de Stænder, til hvis
Forretninger der udkræves ligesaa megen Viden¬
skab, som til Kirke- og Skole=Embeder, og som
ikke have Tid til at igiennemgaae de sædvanlige
Forberedelser i Skolerne? Hvad, om vi giorde
Forslag til et nyt Slags Skoler for dem, som
opdrages til Handelen, Konsterne og andre bor¬
gerlige Forretninger; som ikke behøve de lærde
Sprog, og som i deres Sted kunde i Barndom¬
men lære mange Ting, som vare dem til Nytte i
deres tilkommende Forretninger? Hvad, om vi
undersøgte alt dette; hvor let var det da ikke at
bevise, at der vare mange og vigtige Forbedringer
endnu at giøre i Skole=Væsenet?
J de Lande, hvor Mængden af de høie
Skoler, hvor en i Moders-Maalet udbredet Kund¬
skab opmuntrer Lærerne til Flid og Opmerksom¬


98
hed, blive Feilene af de gamle Indretninger min¬
dre kiendelige end paa andre Steder, hvor en af
disse Opvækkelser, eller og begge mangle; hvor
Kundskaben og Smagen endnu ikke er meget al¬
mindelig; hvor Moders-Maalet er udyrket eller
foragtet; hvor Videnskaberne skiules i døde
Sprog, og indsluttes i Skolerne; hvor disse for¬
svare sig mod alle Forbedringer ved deres Mono¬
poler; vor nogle Videnskaber ikke læres, og andre
kuns af en eneste Mand, hvis Tænkemaade bliver
til en Lov for alle dem, som dyrke den Videnskab;
hvor Personernes Overhørelse og Prøver, Skrif¬
ters Domme og Censurer alle have deres Oprin¬
delse i den Eenheds Middelpunkt, som var Grun¬
den til den Remerske Kirkes Ufeiibarhed og Myn¬
dighed, men og til al dens Vantroe og Vild¬
farelse.
Med faa Ord: Monopoler i Videnskaber¬
ne, og disses Jndskrænkninger i Skolerne, have
værre Følger for en Stat, end alle Misbrug ved
Haandverks Lavene. J et Lav ere dog altid flere
Mestere, og endskiønt de alle tilsammen kunne
hindre andre fra at arbeide, og foreskrive Kiøber¬
ne Love, saa søger dog den ene at overgaae den
anden i en og den samme Konst. Monopoler i
Videnskaberne derimod give en eneste Mand ofte
Enevolds=Ret over en heel Videnskab; og naar
der ikke tillige ere flere lige høie Skoler i et Land,


99
naar alle Skrifter, som henhøre til en Videnskab,
og alle Personer, som dyrke den, skal dømmes af
en eneste Mand, er saadant et Herredømme over
Tænkemaaden større end den Romerske Kirkes
Myndighed.
Der er endnu en Uleilighed, som er denne,
at, hvor Videnskaberne ere monopoliserte, kan
man ikke engang tale om deres Misbrug, eller
foreslaae noget til deres Forbedring, uden at
støde enkelte Personer. Jeg behøver vel ikke at
sige Læserne, at, naar jeg taler om Akademier i
Almindelighed, forstaaer jeg alle Universiteter i
hele Verden.
No. III.
Mandagen, den 8 Februar. 1762.
Den Evige.
oversat af
der Christ in der Einsamkeit.
D¬
u grundfæstede fordum Jorden, og Him¬
lene ere Dine Hænders Gierning. De


100
skulle forgaae, men Du bestaaer. De skulle
ældes som et Klædebon, og omskiftes som
et Klæde, naar Du omskifter dem. Men
Du bliver som Du er, og Dine Aar faae
ikke Ende.
B¬
egrebet om en Skaber, og om et evigt Væ¬
sen, ere saa uadskilleligen sammenbundne,
at vi umueligen kunde indsee Sandheden i det
første, og ei finde os nødte, at tilstaae det andets
Rigtighed. Et Væsens Evighed fatter i sig
saavel Begrebet om en Tilværelse uden Begyn¬
delse, som og om en Fremvarenhed uden Ende;
Begge Begreber tilkomme nødvendigviis alle
Tings Skaber. Hver Virkning forudsætter
Aarsagen. Alle Tings Skaber maae have væ¬
ret for alle Ting. En Tidspunkt kan ikke tæn¬
kes, om hvilken det kunde hedde: I denne be¬
gyndte forst alle Tings Skaber at være.
Saasnart vi antage nogen Tidspunkt, som den
første af Hans Tilværelse, maatte vi jo og til¬
staae en foregaaende Tidspunkt, i hvilken Han
endnu ikke var. Og hvoraf skulde Han da vel
have sin Opriadelse? Hvad Kraft kunde have
virket Hans Tilværelse? Uden Ham var Jntet,
ellers var Han ikke alle Tings Skaber. Han
skulde altsaa være bleven til uden nogen virkende


101
Aarsag; og Dens Tilværelse, der selv er Grun¬
den til alle Tings Virkelighed, skulde have
sin Grund i Intet? Hvor Fornuftstridigt er
dette!
Nei, nuin Skaber er, og er evig. Før
Sole brændte, og Verdener omvæltede sig, og
Aander tænkte, var han alt. Han er ved sig
selv. Hans Virkelighed grunder sig i Hans
Virkelighed selv. Han er, fordi Han er; og
af sig selv er Han det, Han er. Han, alle Væ¬
seners Væsen; Han, hvilken ene tilkommer Væ¬
sens Navn, er alt hvad Han er, med ret; og
bliver alt hvad Han er, uden nogen Forandring.
Tilfældighed og Omskiftelse ere stridige
mod Hans Natur. Han kan ikke tiltage i Stor¬
hed; hvorledes var han ellers uendelig? Hans
Storhed kan ligesaa lidet aftage; da Hans Egen¬
skabers Uendelighed grunder sig i Hans Tilvæ¬
relse, og er ufraskilleligen, og nødvendigen sam¬
menføiet med Hans Væsen.
Han bliver i al Evighed, og i al Evighed
lige saa stor og fuldkommen, som Han har været
fra al Evighed af. Alt Begreb om Tiden, og
det dertil bundne Begreb om Forandring, finder
i Hensigt til Ham ikke Sted. Han er den Evi¬
ge, og Evighedens Fader. Før uendelige Aar¬
hundrede var Han alt. Han bliver endnu efter
uendelige Aarhundrede: Og dog lader det Be¬


102
greb, som vi giøre os om Vedvarenhed, sig ikke
sammenbinde med Hans Tilværelse. Et Tillæg
af Millioner Aar giør den ei længer, og drage
vi lige saa mange derfra, forkortes den dog ikke.
Hvem taber ikke herved alle Tanker? Jn¬
gen skabt Aand kan tænke den Uskabte; Og hvor
vil jeg, hvis Dage neppe er en Haandsbred,
kunde fatte den Eviges Uendelighed? Jeg tager
det største Tids=Rum, som jeg kan tænke mig paa
engang; Jeg fordobler det med Millioner, og
atter med Millioner; Jeg bringer en Sum ud,
der er mig uendelig. Saa mange Sands-Korn
rummes ei under Himmelens udstrakte Befæst¬
ning, som jeg tænker mig Æoner og Aarhun¬
drede: og denne mig utænkelige Sum strekker
dog ei til, for ikkun at være en Maalestok, til at
afmaale den Eviges Vedvarenhed. Om og
alle Aander forenede sig med mig til lige Bestræ¬
belse, vi skulde ei udrette mere, til at begribe
den Evige.
J stille Beundring vil jeg tilbede Ham,
som jeg dog ei kan begribe. Han, den Evige
skal være et Maal for mine Betragtninger; Paa
Ham skal min Agtsomhed være fæstet; Langtfra
i den Hensigt at udgrunde Hans Uendelighed.
Formastelse, eller Raserie, vilde være de milde¬
ste Navne, hvormed man kunde benævne saadant
et Foretagende. Nei! jeg vil kun føle, hvor


103
uendelig den Evige er; for desmere levende at
føle, hvor ringe jeg selv er!
Med Nædsel hæver jeg Øiet mod Him¬
melen; og vorder Hovedsvimmel ved at skue en
Hvælving af en saa uendelig Omkreds, der er
opført ved den Eviges Hænder, og synes bygget
for Evigheden. Min Siel taber sig i denne
Skabningens saa umaalelige Vidde. Jeg seer
Sole og Verdener i Mængde for mig, og mit
Syn strekker ei til at see Ende derpaa. Hvo
kan sige mig, i hvor mange Aarhundrede og tu¬
sende disse Sole brænde; og hvor mange Millio¬
ner deres Lige, der alt for dem havde lyset og
udbrændte? Hvo veed det, hvor mange Slægter
af Verdener, der alt have været, og ere forstyr¬
rede? Hvo har giennemseet Sol=Slægtens
Stamme-Træe, der er tegnet i den Grændseløse
Befæstning? - - Men alle disse Sole, med
alle deres Verdener, i alle deres Slægter, fra
Begyndelsen af indtil nu, med deres hidtilvæ¬
rende og tilkommende Vedvarenhed, er imod Din,
Evige Fader, som en Tidspunkt at regne. Du
taler! og Sole antænde sig, og Verdener frem¬
bryde. Du taler igien! og Sole udslukkes, og
Verdener forgaae. Selv uforandret er Du en
roelig Tilskuer af deres første Opgang, og sidste
Nedgang. Ja og de nu værende skulle til deres
bestemte Tid forgaae. Denne Himmel med sine


104
Stierner skal engang aabne Plads for en nye
Himmel med andre Stierner. Men Du Evige,
og kun Du ene bliver, naar Sole forældes, og
Verdener omskifte sig, saa bliver Du som Du
er, og Dine Aar faae ingen Ende. Du evige
Fader, skuer fra Din dybt i Evigheden grund¬
fæstede Trone, med uforandret Majestet seer Du
Verdeners Udspring og Undergang. Du bød
det med et almægtigt Vink, og strax hævede
Verdener sig af deres Jntet, og fremstode! Du
vinker atter, og seer dem synke tilbage til deres
første Intet! Selv lider Du derved saa liden
Forandring, som Solen af Jnsecterne, hvilke den
i de hede Sommerdage seer fødes ved dens Op¬
gang, og igien at hendøe, før den endnu er dalet.
Og hvad maae da mine Dage være for
Dig, Du Evige! De Øieblikke, i hvilke jeg
har været; og i hvilke jeg maaskee endnu skal
være? Som Jntet, som aldeles Jntet, saa maae
de være for dig! Jeg, hvis Liv kuns er et Øie¬
blik; Jeg, hvis fulde Tilværelse ei beløber sig
til tiende Delen af den Tid, som en Eeg bruger
til sin Vext? Jeg, mod hvis Vedvarenhed, dente
Træes Vedvarenhed er som en Art af Evighed!
Jeg, saa liden jeg er, saa meget jeg maae frygte
at tabe mig blant Jnsecterne: Jeg er alt dette
uagtet dog stor nok til at tænke det: At al Ver¬
dens Varighed er som Jntet mod Din.


105
Ja jeg er, (og det har jeg, evige Fader! Din
Naade at takke,) Jeg er stor nok at ønske mig
en Varighed, som Din er, i Tilkommelsen; At
haabe den, og at giøre Paastand paa Evigheden.
Denne Sol vil jeg see udbrænde; endnu tusende
dens Efterfølgere skulle sildigen fuldende deres
lange Løb, men dog ei saa sildig, jeg jo endnu
skal være en Tilskuer derved. Jeg vil endnu
see deres Ende, og prise Dig, Du Evige! Min
Ringhed skal ophøie Dig! Og denne Tanke skal
nu alt opløfte mig til Dig. Verdener, fulde
af Pragt! fulde af Herlighed! J ere for ringe
til at lekke mig, for ringe, naar J ei kunne være
evige! Endnu langt mindre skulle dine Yndighe¬
der, du Jord! min nedrige Bolig, fortrylle mig;
Mit Legeme træder dig, og min Siel dine Skat¬
ter med Fødder. Den Evige tilbyder mig sin
Naade, og nu ere alle Jordens Skatter Støv i
mine Øine; Den Evige har bestemt mig til at
være evig, og nu holder jeg alle Ønsker for
uanstændige, der ikke grunde sig paa noget evigt.


106
No. 112.
Fredagen, den 12 Februar. 1762.
J¬
eg forkynder mine Læsere i dette Blad den aller¬
vigtigste Opdagelse, som nogensinde er giort;
en ganske nye baade Sæde=Lære og Læge=Konst.
De kunne let slutte, at jeg ikke strax i Begyn¬
delsen talede i saa høi en Tone, dersom Sagen
ikke var meget vigtig, og saa vigtig, at, hvor
meget jeg end derved opvækker deres Nysgierrig¬
hed, er jeg dog vis paa, at Udfaldet ikke alene
skal svare til deres Forventning, men og over¬
gaae den.
Paa en Tid, da man er bleven saa Me¬
chanisk baade i Natur=Læren og Læge=Konsten,
at man er nær ved at udelukke alt det, som kal¬
des Aander, fra Jndflydelse paa Materien, og
da man holder den Lærdom om en Siel saa lidt
nødvendig til at forklare Legemets Forandringer,
at man snarere troer, at alle Sindets Svaghe¬
der, ligesom andre Sygdomme, kunne fordrives
ved Piller og Pulvere; Paa en Tid, da ikke
Lægerne alene, men og de fleste Philosopher og
Moralister ere saa Mechaniske, har en Philosoph,


107
som endnu ikke vil være sit Navn bekient, opfun¬
det en Maade, at helbrede alle Legemets Svag¬
heder ved lutter Moralske Lægedomme, og at giøre
Læge=Konsten til et med Siele= og Sæde=Læren.
Denne Mand understaaer at bekiende sig
til en Sect, der var meget almindelig i Europa,
førend den Mechaniske Philosophie, ved Hielp af
den forudbestemte Harmonie, giorde saa stor en
Fremgang. Denne Sect kaldes i Almindelig¬
hed Jnfluxister, og i Læge=Konsten ere de bekiendte
under det Navn af Stahlianer. Endskiønt dette
Navn vel ikke er de fleste Læsere bekiendt, uden
af de saa kaldede røde Pulvere; kunde De dog
af disses almindelige Brug slutte, hvor stort et
Tilhæng denne Sect har havt, og at, hvor faa
der end ere nu omstunder, som virkelig troe, at
Mennesket har en Siel, og at denne Siel har
nogen vigtig Jndflydelse paa Legemet, maae disse
Meninger dog ikke være saa urimelige, siden de
fleste Philosopher engang tilforn have troet det,
og Stahl virkelig har vildet bevise det af Læge¬
Konsten.
De, som endnu ikke ganske giøre Men¬
nesket til en Maskine, have dog meent, at denne
berømte Læge er gaaet for vidt i at forklare Syg¬
domme og andre Legemets Forandringer af Sie¬
lens Jndflydelse. Min Philosoph derimod be¬
viser, at Stahl og hans Tilhængere ikke nær have


108
indseet hele Nytten af deres Grund=Sætninger,
og at Sindets Jndflydelse paa Legemet er saa
stor, at man, ved blot Moralske Lægedomme, kan
helbrede alle Sygdomme, uden engang at behøve
røde Pulvere.
Hvor vigtig er ikke denne Opfindelse?
Mange Mennesker, som tilforn alene have be¬
kymret sig om Tilstanden af deres Maver og Lun¬
ger, skulde herefter troe, at Sindet fortiente lige¬
saa megen Omsorg, og denne Deel af Menne¬
sket, som har været saa meget forsømt, skulde
vinde meget, uden at de andre tabte noget. Men
uden engang at regne denne Nytte, som mange
maaskee ikke holde for den vigtigste, hvilken Af¬
gang skulde vore Boghandlere ikke have af Phi¬
losophiske, Moralske og alle andre Verker, som
kunde giøre nogen betydelig Virkning paa Sin¬
det, dersom Læserne troede, at disse vare ligesaa
tienlige for Sundheden, som Mave=Draaber,
Blodrensende Mixturer, tempererende Pulvere,
balsamiske Piller o. s. v. J stedet for de kostbare
Lægedomme, som nu maae forskrives fra saa man¬
ge Steder i Verden, og hvorved der gaae store
Summer ud af Landet, kunde man udrette det
samme med et lille Huus-Bibliothek, naar man
alene brugte det ret, og efter Lægens Forskrift;
thi min Philosoph har beviist, at, ligesom de
ringeste og ofte skadeligste Ting i Naturen hidind¬


109
til have havt megen Nytte i Læge=Konsten, saa
er og ikke saa slet en Tanke eller et Skrift til, at
det jo kan bruges til Lægedom, og giøre en sikker
Virkning i de vanskeligste Tilfælde. J Mangel
af Original=Tanker kan man bruge Oversættelser,
og der er intet Land til i Verden, hvor lidt der
end skrives, som jo kan have nok i sine egne Pro¬
ducter. Lægerne, som efter denne nye Methode
maatte være ligesaa stærke i Sæde=Læren, som i
Læge=Konsten, burde have dobbelt Betaling, og
ingen tabte derved uden Apothekerne; men hvad
disse tabte, vandt Bogtrykkere, Boghandlere,
Papirmagere, Skriftstøbere; og skulde vel noget
Forslag, som er til almindelig Nytte, kunde op¬
tænkes, uden at nogle Personers Fordele derved
maatte lide?
Nogle Læsere indbilde sig maaskee, at de
allerede vide, hvori denne Hemmelighed bestaaer?
Det er intet andet, tænke de, end det, som Phi¬
losopherne og Moralisterne saa tit have foresagt
os, om Sæde=Lærens og gode Skrifters Nytte,
til at dæmpe skadelige Sinds=Bevægelser, om
Virkningen af en god Samvittighed, af Maa¬
delighed, Kyskhed, og andre Dyder, til at be¬
vare Legemets Sundhed, og opnaae en høi Al¬
der; men, tænke vel de fleste tillige, skulde Sund¬
hed og et langt Liv kiøbes saa dyrt, da ville vi
geller beholde den gamle Læge=Konst, og i nogle


110
faa Dage pines med ilde smagende Medicamen¬
ter og en streng Diet, for siden at kunne leve
som vi lyste? - -? De, som tænke saaledes,
ere endnu langt fra den rette Hemmelighed. Min
Adepte kiender den Verden, som vi leve i, alt
for vel, til at tilbyde den saa haard og gammel¬
dags en Læge=Konst. Man kan ved Brugen af
de Lægedomme, som han har opfundet, leve og
spise som man vil. Det er saa langt fra, at
han forbyder Passioner, at disse just ere fornødne
for at befordre Virkningen af Medicinen. Det
eneste, han udkræver, er, at en Patient maae
kunde tænke og føle noget ved det, som han tæn¬
ker; Men Lægedommene ere tillige saaledes ind¬
rettede, at de kunde virke endog paa Folk af den
allersvageste Tænkekraft; og han lærer tillige at
afmaale dem efter Siele=Kræfternes adskillige
Grader.
Saa stort og nyt et System er alt for
vigtigt, til at kunne give Læseren noget fuldkom¬
ment Begreb derom i dette Blad. Opfinderens
Hensigt er og kuns alene, at meddele Publicum
nogle faa Opdagelser, til en Prøve, i de fornem¬
meste Classer af Lægedommen.
Formildende, Blødgiørende, Nærende
og Hiertestyrkende, for Svindsot, den sorte


111
Galde, skarpe Vædsker i Blodet, o. s. v. Lov¬
taler, Lykønskninger, Udtoge af Videnskaberne,
i sær naar de ere bragte i Tabeller, gode Ordbø¬
ger, Registere, Concordantzer, Formularer til
Breve, Taler, og alle Slags Expeditioner. Disse
sidste ere i sær ypperlige for dem, som have svage
Hoveder, og som i deres Forretninger undertiden
overfaldes af Beklemmelser og Hierteklappen, og
med en vis Dosis af Superlativer, Exclamatio¬
ner og Jnterjectioner, kunde de samme Midler
bruges i Sove=Syge og Besvimelser.
Rensende og løsnende, mod alle Slags
Forstoppelser i sær i Hovedet og Hiernen:
Bøger i den Mathematiske Methode, som be¬
viser Alting fra Grund-Sandhederne i lutter
Kiæde=Slutninger af den første Figur, uden at
bruge Enthymemer; Saavelsom alle andre Skrif¬
ter, der ere forfattede i en overflødig og ordrig
Stiil, i sær vidtløftige Afhandlinger over smaa
Materier, saasom de fleste Strids-Skrifter, Me¬
morialer og Deductioner i den gamle Cancellie¬
Stiil.
Opvarmende og fordelende, mod Stiv¬
hed i Lemmerne, Vinde, Opolæsene, Konk
o. s. v. I dette Slags er ingen Lægedom at
ligne mod Satyrer, i sær de af Swvifts og Ra¬
beners Composition. Men de ere ligesaa farlige
at bruge som Campher, Brændevine, og andre


112
stærke Spiritus; hvorfore de og, i sær for svage
Naturer, maae bruges i en meget ringe Portion,
og naar man veed at treffe dem, som passe til
enhvers Temperament, er en Scrupel nok; Pa¬
tienten, i sær om han er Cholerisk, staaer ellers
Fare for, at falde i hidsige Sygdomme. Swift
har med stor Lykke forsøgt denne Lægedom paa
en Mylord, som i lang Tid var plaget med saa¬
dan en Stivhed i Kroppen, at han ikke kunde
bukke sig.
Constringerende, fæstende, bindende
og sammendragende: Stavelse-Maal, Riim,
Mørke Taler, Logogrypher, Vers af dobbelte
Riim, i sær naar de indeholde Navne eller Aars¬
tal. Lægen forsikrer, at, dersom en af vore lyk¬
kelige Digtere kunde finde et Middel til at bringe
en Tidsberegning eller Almanak i Riim, skulde
nogle faa Stropher deraf giøre samme Virkning
i Febere og Seenernes Svagheder, som den Pe¬
ruvianske Bark. Men ligesom denne maae blan¬
des med lidt Rhabarbara, for ei at stoppe alt for
meget, saa er det og fornødent at forbinde en vis
Dofis af Tvetydigheder, Ordspil og Ordsprog i
Rimene, i sær i den meget bundne Poeste.
Sveeddrivende: J Henseende til disse
Lægedomme har Forfatteren merket, at Clima giør
megen Forskiel. J de Sydlige Lande have lange
Meninger, mange Partikler og Sammenbindel¬


113
ser samme Virkning, som den korte og findrige
Stiil i Norden. Begge ere sveddrivende;
men den sidste i saa høi en Grad, at den mindste
Dosis af Milton eller Young sætter de fleste Læ¬
sere her i Landet i saa stærk en Transpiration, at
den foraarsager Svækkelse i Seenerne, Tungsin¬
dighed og Hypochondrie, og undertiden Raserie.
For at tiene de Patrioter, som ikke gierne bruge
udenlandske Vare, har han tilberedt en Mixtur
af de høie Steder i vore gamle Poeter, som er
saa stærk, at nogle faa Draaber deraf ere nok til
at bringe den største Punche=Drikker i Engelland
til at svede.
Jndslumrende og Søvnen befordren¬
de: Disse Lægedomme ere saa almindelige og
let at bekomme, at de fleste Skrifter kunde bru¬
ges dertil, i sær af dem, som tænke meget, og
der ere kuns faa Bøger, i hvilke der jo i det
mindste findes nogle Blade, som med Nytte
kunde anvendes i slige Tilfælde. J sær Histo¬
rie-Bøger, Romaner, Leiligheds=Vers, Postiller,
offentlige Tidender, Store og Lærde Verker, som
Commentarier, Anmerkninger over de gamle
Græske og Romerske Forfattere, i sær dem aa
modum Mineli, med faa Ord: alle Skrif¬
ter, hvori Tankerne ikke er høie og stærke, Sti¬
len kort, munter og flydende. Dette har jeg
selv ofte forsøgt, i sær i en Sygdom, som berø¬


114
vede mig Søvnen i nogle Nætter, og da alle
andre Lægedomme ikke kunde hielpe.
Kiølende og Tempererende: Lære-Bø¬
ger og Systemer, i sær de, som ere skrevne paa
den Tid, da den Aristoteliske og Scholastiske
Philosophie var i Moden, og som med mange
Jnddelinger og Bestemmelser foredrage Grund¬
Sandhederne; Ligeledes alle andre Bøger, som
ikke ere rørige. Ved dette Ord, som er taget
af Læge=Konsten og Diæten, forstaaer min Phi¬
losoph alle saadanne Skrifter, som bevæge Vil¬
lien eller Hiertet, og som ikke kunde læses uden
at opvække Bevægelser i Sindet og Blodet, som
ere skadelige for Sundheden, i sær i disse Nor¬
diske Lande, hvor Folk ere tilbøielige til Tung¬
sindighed og Hypochondrie. Folk af saadan en
Complexion forbyder han strengelig alle rørige
Skrifter, i sær dem, som henhøre til det Slags,
der kaldes den Hellige Poesie.
Vomitiver eller Bræk-Midler: Den na¬
turlige og mandige Stiil i vore gamle Poeter,
saavelsom det meeste af det, som man endnu i
daglig Omgang kalder Skiemt, er nok for fine
Temperamenter; De andre kunde læse vore Cri¬
tiske Verker og Strids-Skrifter, og dersom Na¬
turen er saa haard, at disse ikke kunne virke, da
Hernhutiske Bøger.


115
No. 113.
Mandagen, den 15 Februar. 1762.
D¬
en nøie Forbindelse, der er imellem en
Nations Tænkemaade og dens Sprog,
grunder sig paa følgende klare og bekiendte Sand¬
heder: At det er ved Hielp af Sproget, at vi
lære at bruge Fornuften, og at giøre os tydelige
Begreber om Tingene: At de fleste Ord i Spro¬
get ikke betegne enkelte Ting, men almindelige
Begreber, som vi uddrage af Tingene, og som
kunde bestemmes paa utallige Maader, ved den
Evne, som Sielen har til at opløse og sammen¬
sætte de sandselige Begreber: At disse enkelte
eller sammensatte Begreber, som vi udtrykke med
Ord, fornemmes i meget forskiellige Grader, efter
det Jndtryk, som de giøre paa os, og i Forhold
til Agtsomheden og til Sindsbevægelsernes Hef¬
tighed, og til det Herredømme, som Jndbildnin¬
gen, Vanerne og forudfattede Meninger have
over os; Ting, som hos adskillige Folk og til
adskillige Tider ere meget forskiellige: At den
største Deel af et Sprog ikke er Philosophernes,
Konstdommernes og de Lærdes Verk, men en


110
Virkning af Mængdens Tænkemaade; og ende¬
lig, at de første Begreber, som vi i Ungdommen
lære at forbinde med Ordene, giøre saa dybe Jnd¬
tryk i Sindet, at det koster os siden megen Møie,
at giøre os i Videnskaberne andre Begreher om
Tingene, end dem, som vi ere vante til at giøre
os i daglig Tale.
Erfarenheden beviser det samme ved de for¬
skiellige Begreber, som flere Nationer forbinde
med Hoved-Ordene i deres Sprog; hvilke, naar
de end og betegne de samme Arter af Ting, dog
betegne dem i saa adskillige Grader, og under
saa forskiellige Tillæg, at et hvert Ord passer sig
altid mere paa nogle Ting af den samme Art, end
paa andre, og giver os enten et stærkere eller sva¬
gere, et høiere eller ringere, et overflødigere eller
mere indskrænket Begreb, end de Ord, som i
andre Sprog bruges til at udtrykke Ting af den
samme Art eller Slags. Denne Forskiel, som
i daglig Tale, hvor man ikke agter saa nøie paa
Begrebernes Rigtighed, Bestemmelse og Styr¬
ke, ofte er ukiendelig, er undertiden saa merkelig
i en Afhandling, som skal være rigtig og skiøn,
at det prægtigste Stykke ved en bogstavelig Over¬
sættelse kan vanheldes saaledes, at det bliver baade
falskt og latterligt.
Den største Nytte af Veltalenheden og
Sprog=Konsten er, at give os en meere beskuen¬


117
de Kundskab om Tingene, end den, som vi faae
ved daglig Tale, eller ved de saa kaldede høie
Videnskaber: Disse forestille os Tingene under
visse almindelige Begreber, som passe sig paa saa
stor en Mængde af enkelte Ting, og undertiden
af hele Arter, at et Kreatur, der er saa sandse¬
ligt som Mennesket, sielden fatter disse Begre¬
ber, og endnu mere sielden bevæges af dem, der¬
som de ikke forestilles i enkelte og sandselige Ting.
Vore Mathematiker behøvede ellers ikke at tegne
deres Figurer; det var nok at forestile sig dem
ved Hielp af de almindelige Begreber. Disse
Afridsninger, disse enkelte Malerier, som ere saa
fornødne i de Videnskaber, hvor Begreberne ere
saa bestemte, at Øiet ikke seer meget mere paa
Papiret eller Tavlen, end det Forstanden kan
tænke selv ved Hielp af Definitioner eller Sæt¬
ninger, ere endnu mere nødvendige i andre Ting,
hvor de Begreber, som Menneskene forbinde til
Ordene, sielden ere saa overeenstemmende og saa
uforanderlige, som de Begreber, hvilke de meest
adskilte Nationer til alle Tider og Steder have,
forbundet med en Cirkel, en Fiirkant eller en
Triangel. Vore Philosopher have vel søgt at
bestemme de almindelige Begreber i de andre Vi¬
denskaber, i Sæde- og Siele=Læren, lige saa nøie,
som de have bestemt Begreberne om Tingenes
Størrelser; men i disse Begreber, saaledes som


118
de forklares i Systemerne alene, ere tvende
Mangler. Den første er, at de Begreber, som
vi i daglig Tale forbinde med Ordene, ere ikke
til alle Tider og hos alle Folk saa overeenstem¬
mende med dem, som fastsættes i de andre Vi¬
denskaber uden for Mathematiken, som det Be¬
greb, hvilket baade en læg og lærd Mand af alle
Nationer giøre sig om en Cirkel. Philosopher¬
ne selv ere sielden enige i hines Bestemmelse, og
naar de end ere det, er Brugen i de adskillige
Sprog dog meget forskiellig. Naar alle Philo¬
sopher f. Ex. end vare enige i at kalde Viisdom
en Færdighed til at forbinde Midlerne med Øie¬
merket, og Kierlighed den Lyst, som man finder
i andres Fuldkommenheder; skulde dette Begreb,
dog i alle Sprog være utilstrekkeligt til at bestem¬
me endog Ordenes egentlige Bemerkelser, hvilke
ofte ere saa forskiellige, at ingen Philosoph kunde
bringe dem under et almindeligt Begreb. Det,
som vi kalde Kierlighed, er ikke altid hvad de
Franske kalde Amour, og Fille sage er som
oftest ikke det, som vi kalde en viis, men en dydig
Pige. Kan der være saa stor Forskiel i Bemer¬
kelsen af de Ord, som udtrykke de almindeligste
af vore Begreber, hvor stor maae den da være i
Henseende til andre, som udtrykke Tingenes for¬
skiellige Egenskaber?


119
Den anden Mangel i de almindelige Be¬
greber, som indeholdes i Videnskaberne, bestaaer
deri, at de ikke føre os til saadan en beskuende
Kundskab af Tingene, som den, vore Mathe¬
matiker give os ved deres Figurer, en Kundskab,
som jeg allerede har viist at være endnu mere
fornøden i de Moralske Videnskaber, end i de
Mathematiske. Og man kan endnu legge denne
Grund til den allerede anførte, at de moralske
Begreber ere vanskeligere at frembringe i Sielen,
end de, som ere tagne af Tingenes udvortes For¬
skiel og Størrelser. Det skal altid være lettere
at bringe et Barn til at forestille sig en Cirkel,
end til at giøre sig et Begreb om en Evne i Sie¬
len, eller en Sinds=Bevægelse. Behøver For¬
standen i hine, foruden tydelige og bestemte Be¬
greber, Hielp af Tegninger og Beskrivelser, hvor
meget behøver den da ikke samme Hielp i Hen¬
seende til disse, og hvorledes skulle vi giore disse
Tegninger? Hvorledes skulle disse almindelige
Begreber blive klare og levende, uden ved at be¬
skrive Sielen saaledes, som den viser sig i sine
enkelte Virkninger? Et hvert Menneske har vel
disse Følelser i sig selv, men de ere der ikke til
alle Tider, og i lige Grad; de maae opvækkes;
og som Mængden sielden er i Stand til at op¬
vække dem selv, saa ere og de almindelige Be¬
Freber af vore Systemer for svage til at frembrin¬


120
ge dem. At nægte dette, var at modsige den
klareste Erfarenhed; At paastaae, at en Defini¬
tion af Kierlighed, af Bedrøvelse, af Forundring,
gjorde samme Virkning, som Beskuelsen af en
døende Helt, hans Foreskilling paa Skuepladsen,
i en værdig Historie eller Helte=Digt, var dette
ikke det samme, som at sige, at man lige saa vel
kunde lære andre Mathematiken uden Figurer,
uden Syn og Følelse?
Til saadanne Moralske Tegninger maae
vi bruge Ordene ikke i deres konstige og bestemte,
men i deres sædvanlige Bemerkelse: Det er ikke
ved de Begreber, som Philosopherne allene for¬
binde dermed, men ved dem, som enhver Læser
eller Tilhører er vant til at tænke tillige med Or¬
dene, at vi giøre billedet af Tingen klar og le¬
vende. Og da de første Begreber om Tingene,
de, som vi forbinde med saadanne Ord, under
hvilke vi oftest og længst ere vante til at forestille
os dem, altid ere de klareste; saa har Moders
Maalet og et uendeligt Fortrin frem for andre,
til at føre os til en levende, klar og beskuende
Kundskab, naar det bruges vel, det er, naar en
Taler ikke alene af daglig Omgang og af Defini¬
tionerne i Videnskaberne kiender Ordenes almin¬
delige og bestemte Bemerkelser, men og deres
Brug til at betegne Tingenes mangfoldige For¬
skieller, og naar han ved en beqvem Sammen¬


121
bindelse af saadanne Ord kan stille sine Læsere og
Tilhørere Tingene for Øine i den Grad og under
de Bestemmelser, i hvilke de fornemmes og er¬
fares. Men Sproget maae komme ham til
Hielp. En Maler blander Farverne med Pen¬
selen, men han skaber dem ikke; og den største
Taler kan ikke udrette meere med et Speog, end
den Rigdom af Ord, som han finder for sig i
Sproget, og de Begreber, som man er vant til
at forbinde med disse Ord, tillade.
Dette beroer paa et Sprogs Dyrkelse ved
Skrifter og Omgang, paa Nationens alminde¬
lige Jndsigt, paa de herskende Følelser, men i
sær derpaa, at man er vant til at adskille fine og
høie Begreber, at man har en Overflødighed af
Ord i Sproget til at udtrykke dem, og at disse
ikke ere blevne forringede ved en nedrig og uædel
Brug; hvilket alt fornemmelig kommer an der¬
paa, at Folk af den store og lærde Verden have
brugt saadant et Sprog uden Blanding af frem¬
mede Ord, og at disse ved Hielp af Videnskaber,
og en god Opdragelse, have lært at giøre dem
rigtige og værdige Begreber om Tingene.
Det Uheld, som det Danske Sprog har
havt, at blive sielden brugt enten af de Lærde,
eller af de Store, har opfyldt det med adskillige
Mangler, som ikke have en liden Jndflydelse i
Nationens Tænkemaade. Jeg kan denne gang


122
kuns nævne tvende deraf. Den ene er, at vi
ere blevne vante til at giøre saadan en Forskiel
iblant Menneskene, at de naturlige Handlinger,
hvori alle Mennesker ligne hinanden, og hvori
andre Folk ingen Forskiel giøre, fordi Naturen
ingen har gjort, dem udtrykke vi med andre Ord,
naar vi tale om store Folk, end naar vi tale om
andre. En Fransos bruger de Ord 1able,
Mariage og Nalfance om alle Folk, fra
Fyrsten indtil Hyrden; men vi have lært af de
Tydske at giøre saadan en Forskiel imellem Taf¬
fel og Bord, mellem Giftermaal eller Bryllup
og Bielager eller Formæling, mellem Fødsels¬
Dag og Geburts=Dag, som om alle Mennesker
ikke kem til Verden, spiste og drak paa en
Maade.
Den anden Ufuldkommenhed i Sproget er
endnu vigtigere. Den bestaaer deri, at mange
af de Ord, som udtrykke saadanne Begreber, som
andre Folk holde ædle og vigtige, ere hos os
blevne saa forringede, at Tingene selv derved
have tabt deres Priis. Kunne vi undre os over
den taabelige Foragt, med hvilken Folk af en vis
Titel ansee Konster, Videnskaber og Fortienester,
naar vi betænke, at vi neppe have et værdigt
Ord i vort eget Sprog til at betegne disse Ting,
som andre Folk agte høit, og paa hvilke et Folks
sande Ære og et Selskabs Velstand er bygt?


123
Hvilken Forskiel imellem det, som de Franske
kalde Peitre, og vi Maler? Og var det vel
Under, om saa nedrigt et Begreb, som det, hvil¬
ket vi forbinde med dette Ord, satte nogle smaa
Rangs=Personer i saa stor en Forundring, da
Regieringen søgte at bringe saa nyttig en Konst
til den Anseelse hos os, som den saa længe har
havt hos andre slebne Folk? De Medlemmer af
Akademiet i Paris, som under Navn af Cherux.
tens have gjort Nationen saa megen Ære,
hvad vilde de tænke om os, dersom de vidste, at
vi ikke havde andet Navn til dem i det Danske
Sprog, end Barberere, og at den Beste i denne
Konst ikke gielder saa meget som en Magister,
der har respongeret under Præsigio, og som,
af Frygt for at komme i Lav med en Skomager,
ikke tør kalde sig Mester i de boglige Konster,
endskiønt den samme Person i Frankrig, uden
Frygt for saadan en Fornedrelse, kalder sig Mat¬
tse es Uts. krecepteur er i det Franske
Sprog ikke andet end hvad vi kalde Skole= eller
Læremester; men dette Navn, som Bisper og
Cardinaler af den Franske Kirke, som Fenelon,
Bossuet og Fleury ikke skammede sig ved at bære,
det er hos os for ringe ikke alene for en Lærer i
en Latinsk Skole, men og for en Skolemester hos
en Herremand paa Landet. Den første har længe
været Rector, og denne vil være Hofmester. Naar


124
vi undtager de ringeste Forretninger, som Con¬
sumptions- og Told-Betientere, er der ingen i
Staten, som man tør give dette Navn, der svarer
til det, som de Franske kalde Officiers, og
bruges om alle dem, der tiene det Almindelige,
fra den ringeste Betient i Krigsstanden indtil
dem, som man kalder les grangs officiers ge
la Couromne. Tiener derimod er ved en be¬
synderlig Hændelse bleven saa almindeligt og
værdigt et Ord i Sproget, at det bruges om alle
fra dem, som staae bag paa Vognen, indtil den
fornemmeste Mand, uden at vi i vores Sprog
kunne udtrykke den Forskiel, som de Franske
giøre imellem Serviteurs og Faguais. En
Fransos, som i Breve til alle skikkelige Folk
kalder sig tres bumble derviteur, kaldte sig
ikke tres himble Laguat, naar han skrev til
en hue og kale af Riget. Hos os derimod
maae en fornemme Mand i Underskriften af et
hvert Brev give sig en Titel, som sætter ham i
Classe med dem, der bære hans Livree. Men
denne Uleilighed have vi tilfælles med de Tydske,
som til Vederlag derfor have forskaffet os saa
mange andre Titler, ved hvilke man baade i Over¬
og Underskriften kan iagttage sin Rang paa en
langt fuldkomnere Maade end i det Franske
Sprog.


125
No. 114.
Fredagen, den 19 Februar. 1762
Patrioten.
En Oversættelse.
J¬
eg vil afskildre den ærværdige Mand, som for¬
tiener det fornemste Navn, som en Dødelig
kan bære; et Navn, der kan forhøie en Konges
Ære, og forædle den Viises Værdie, Patrio¬
ten eller den gode Borger.
Du, o guddommelige Dyd, og du uskat¬
teerlige Frihed, opvarmer J min Jndbildnings¬
kraft med eders himmelske Jld. Fører mig selv
paa den Bane, som denne Dydige til den men¬
neskelige Naturs Ære betræder. Lader mig
forfølge hans roesværdige Drifter og alle hans
høie Følelser, fra hans første Ungdom af indtil
det Øieblik, da han omskifter sit møisommelige
men ærefulde Liv med en Evighed, som med
uendelige Lyksaligheder skal belønne hans her
maaskee uerkiendte og uroeste, maaskee for¬
fulgte Dyd.


120
Allerede i Vuggen have hans velsignende
Fader og hans Himmelen takkende Moder helli¬
get ham til Fædrenelandet. Vær velkommen,
du allerkiereste Himmelens Gave, du, som
er givet os til den sødeste Glæde, og til den
ømmeste Omsorg. Dig skulle vi berede til
en værdig Jordens, Statens og Himmelens
Borger. Dette skal herefter være vores for¬
nemste Bestræbelse. Vær Himmelen og Fæ¬
drenelandet helliget. Den Almægtige selv
legge sin Velsignelse dertil.
Med den kierligste Omhue blev hans endnu
unge Hierte dannet til denne høie Bestemmelse.
En ærbødig Lydighed mod hans Forældre var den
første Dyd, som de indpræntede ham. De giorde
den i hans til andre bevægende Grunde endnu
alt for svage Sind til en Grund for alle de øvri¬
ge, og troede, at det er den første Dyd hos en
Borger, vel at adlyde. De vidste, at den,
som ikke er bleven vant til nøiagtig at adlyde
sine Forældres Befalinger, ikke heller vil adlyde
Lovene.
Ved deres Exempel og ved deres kloge
Underviisning blev han tilig anført til Beskeden¬
hed, Maadelighed, Fromhed og alle de øvrige
Dyder, som ikke alene udgiøre et retskaffent Men¬
neske, men og en god Borger. Men i Sær¬
deleshed blev ham indplantet en levende Overbe¬


127
viisning om Ligheden imellem den Høieste og La¬
veste blandt Menneskene. Derved blev i hans
Siel opvagt en høi Tanke om sig selv, som op¬
høiede ham til den Fornemste af sine Medborgere,
og en høiere Ydmyghed, som giorde den ringeste
Medborger lige saa stor i hans Øine, som den
Fornemste, og lige saa vigtig som han selv.
Derved ansaae han sig hverken for stor til at ad¬
lyde, eller for liden til at befale.
Af denne reene Kilde og af hans fortref¬
felige Hierte flød denne billighed, som besieler
alle hans Drifter. Det var saa langt fra, at
det blev ham tilladt at giøre sig selv til Maalet
for alle sine Handlinger, at han meget mere blev
tilig vant til at finde i andres Lyksalighed en lige¬
saa indtagende Fornøielse, som i sin egen. Han
var i sin Barndom aldrig gladere, end naar
noget Fornøieligt hændtes en af hans Lege=Brø¬
dre, og aldrig stoltere, end naar han havde været
et Middel dertil.
J hans fyrige Ungdom udvikler dette ædel¬
modige Sindelav sig mere og mere hos ham.
Han brænder allerede af en ædel Begierlighed til
at bruge det til Fædrenelandets Beste. Han
foragter de Vellyster og Fornøielser, som kunde
afholde ham fra denne høie Bestemmelse. Han
udvælger sig ædlere og den værdigere Beskæfti¬
gelser. Med en utrættelig Fud, og med en


128
umættelig Lærvillighed opofrer han sine beste Dage
til de Kundskaber, som kunne forædle hans Hierte
og giøre hans Siel beqvem til Verdens og Fæ¬
drenelandes Tieneste. Han anseer Uvidenhed,
som en Kilde til alt Ondt, og Foragt for Viden¬
skaberne, som et Kiendetegn paa en nedrig Siel.
J de Viises Skole lærer han af Verdens
beundringsværdige Storhed og Ypperlighed at
erkiende og ære Skaberens Viisdom og Godhed;
at sætte sig i Sikkerhed mod alle ham fristende
Tillokkelser af den falske Ære, af Rigdomme og
den falske Statskunst; at udvikle den Sæd til
Dyd og Retfærdighed, som ligger i hans ædle
Hierte, og bringe den til at bære de skiønneste
Blomstre, som i den mandige Alder kunde frem¬
bringe de fortreffeligste Frugter.
Med et opmerksomt Øie igiennemvandrer
han de gamle og nye Folkes Historie. Deri
leder han efter Exempler paa Dyder og Laster,
og efter Aarsagerne til Staternes Tilvæxt og Af¬
tagelse. Saaledes erhverver han sig i sine unge
Aar en gammel Mands Erfarenhed.
J Nationernes Love og i de Lovkyndiges
og Statsmændenes Skrifter søger han de Grund¬
Regler og Midler, ved hvilke Fædrenelandets
indvortes Rolighed, Borgernes Flor og Vel¬
stand, og deres udvortes Sikkerhed beqvemme¬
ligst kan stiftes og befæstes. Med den største


129
Omsorg efterforsker han alt det, som kan befordre
Handelens, Manufacturernes, Konsternes, Vi¬
denskabernes og Agerdyrkningens Flor, giøre Bor¬
geren dydig, Familierne lykkelige, og Staten
fuldkommen.
Med ikke mindre Flid undersøger og over¬
veier han Statens Skiebne, dens forbigangne
Forandringer, Borgernes Sæder og Gemyts¬
Beskaffenhed, dens nærværende indvortes Om¬
stændigheder, og udvortes Forhold til Naboer¬
ne; dens Styrke og Svagheder, Fordele og
Mangler.
Ved saadanne en ædel Siel værdige Be¬
stræbelser vænner og bereder han sig til de tunge
og vigtige Arbeider, som Forsynet til Fædrene¬
landets Beste paalegger ham. Derved lærer
han at maale deres Tyngde og Størrelse, at ikke
skye nogen Vanskelighed og Hindring, og at
vænne sig til at bære den Byrde, som skal paa¬
legges ham.
Nu kommer den vigtige Tidspunkt, da han
skal betræde Ærens og Dydens slibrige Bane.
Med en beskeden Tillid begiver han sig paa Stri¬
depladsen, hvor tusinde Farer omringe ham, hvor
tusinde af Dydens og Redeligheds Fiender lure
paa ham, og utallige Forførelser lokke ham fra
Retsindigheds ubanede Stie til Fordervelsens be¬
traadte Afveie.


130
Her smigres han af den falske Ære, som
ikke kiender nogen Lov, med Værdigheder, som
ophøie ham langt over sine Medborgere, og med
den flygtige Hobs Biefald, hvilket den afmaler
ham som den høieste Lyksalighed. Der tilbydes
ham Rigdomme, som love ham og hans Efter¬
kommere en i mange Led vedvarende Lykke. Med
de sødeste Fornøielser søger den sledske Vellyst
at fange ham i sine farlige Garn. Her truer
Overmagt og Rigdom, tilligemed en heel Sværm
af deres til Uretfærdighed kiøbte Tilhængere, ham
med Fald og bestandig Undertrykkelse; medens
den krybende Misundelse og nedrige Bagtalelse
paa et andet Sted i Stilhed smeder de forgiftede
Pile, hvormed de søge at give hans Ære og gode
Navn dødelige Saar. Alle disse og endnu an¬
dre hemmelige og offentlige Fiender bruge tusinde
Konstgreb til at overrumple hans Uskyldighed og
hans Dyd. Hans Egenkierlighed, hans Feil,
ja hans Oprigtighed og gode Hierte selv, blive
de Vaaben, hvormed hans Fiender søge meest at
forfølge ham.
Midt i alle dine Farligheder viser han sig
dog som en Helt i en hidsig Trefning, uforfærdet
formedelst sin Dyd, og uovervundet formedelst
Himmelens Beskyttelse. Hans ædle Siel, som
ikke kiender anden Ære, end den, som udsprin¬
ger af Dyden og et retskaffent Væsen, er ligesaa


131
følesløs i Henseende til Værdigheder og Berøm¬
melser, som alene vilde vanære ham, i Fald han
ved nedrige Midler skulde faae dem, som i Hen¬
seende til ilde erhvervede Rigdomme og Vellyster,
hvis Sødheder ikke ere at agte imod den sande
Fornøielse, som han finder i de vigtige Forretnin¬
ger, hvormed han i sit til Fædernelandets Tiene¬
ste opofrede Liv beskæftiger sig. Alle Redelig¬
heds og Dydens Fiender formaae ikke med deres
sammensvorne Magt at komme hans høie Hierte
til at skiælve.
J alle sine Handlinger søger han intet an¬
det end Himmelens Biefald, Menneskenes Lyk¬
salighed, og den Fornøielse, som Dydens Udø¬
velse giver den Dydige i saa høi en Grad, og
som Verdens Uretfærdighed ikke er i Stand til
at berøve ham.
Sine Øine har han bestandig henvendte
paa Retfærdigheds og Viisdoms hellige Grund¬
love. Han har Afskye for enhver Bevægelse,
som strider derimod. Næst disse Himmelens
evige Love er Statens almindelige Beste Øieme¬
det af alle hans Handlinger og Overlæg. Han
kiender ingen Velstand og ingen Fordeel, som
kunde skilles derfra. Han er alt for vel over¬
beviist om, at naar det gaaer det Hele vel, maae
det og gaae enhver Deel vel. Han vilde agte
sig ulyksalig, om han, for at erholde end og den


132
største Fordeel, maatte giøre sin Næste en Uret,
eller sætte Fædrenelandets Beste til side. Det
største Gode skulde da ophøre at være det
for ham.
Ligesom han med Uskyldighed har besteget
det første Æres-Trin, og dertil ikke brugt andre
Konster, end at vise sig værdig dertil, saa forag¬
ter han alle uanstændige Midler, som List og Ær¬
gierrighed have optæntt, til at svinge sig høiere
op. Den smigrende bedragelige Smilen, hvor¬
ved de smaa Siele bringes til at glemme sig selv,
og blive den Falskes Slaver, den nedrige Stolt¬
hed, hvormed en mægtig Herre skrækker den svage
Client, anseer han altid at være sig uanstændig;
og de Rigdomme, som en uretfærdig Orgetorix
uddeeler blant de onde og ugudelige Borgere, som
en Belønning for deres slaviske Underdanighed,
lader han heller i Overflødighed flyde til de Træn¬
gendes og Elendiges Fornødenhed. At smigre
for Folket, holder han for en Vanære, og at hykle
or de Store, for en Skam.
De samme Tanker, som han har i Hen¬
seende til sig selv, har han og i Henseende til
andre. At befordre en Uværdig, holder han for
en Forbrydelse, for en virkelig Utroeskab mod
Staten. At befordre sine egne, uden at tage
deres Duelighed i Betragtning, til Æres=Poster
og Betieninger, som tilkomme værdigere Perso¬


133
ner, eller at forfremme sine Clientere for at be¬
tale deres Tienester, eller for at bruge dem til
at befordre sine Hensigter, anseer han for ligesaa
stor en Last som Kirke=Ran, og Forbrydelse mod
Majesteten.
Hans ædle Hierte er lige saa lidt besmittet
med en nedrig Uretfærdighed, som med den blin¬
dende Ærgierrighed. Han anseer sig paa Dom¬
stolen i en Caracteer, som kommer ham til at
skiælve. At være paa Guds vegne Uskyldighe¬
dens Forsvarer, Lasters Straffer, Dydens Be¬
lønner, Faderløses Fader og Enkers Beskiermer,
er i hans Tanker den tungeste Pligt, som kan
paalegges en Dødelig. Borgerens Ære, hans
Gods, hans Rolighed ere ham anbetroede Hel¬
ligdomme, som han ikke betragter uden en ærbø¬
dig Gysen. Han behandler dem med den yderste
Forsigtighed, og med den ømmeste Omsorg, som
er ham muelig. Han forjager af sit Hierte alle
Fordomme, som kunde forraske hans Samvittig¬
hed, og alle Passioner, som kunde forblinde hans
Sandser. Paa den Maade forsvinder Magt,
Anseelse, og de Stores Fortienester for den rin¬
geste Medborgeres Ret; og hans værste Fiendes
gode Sag overvinder hans Kierlighed til hans
fortroeligste Ven.
J hans Ungdom har han med en roesvær¬
dig Nysgierrighed efterforsket alt det, som kan


154
giøre Mennesker lykkelige og Stater blomstrende,
Nu er han utrættelig i at anvende sine Kundska¬
ber til Fædrenelandets Beste. Han kiender den
Jndflydelse, som Videnskaberne have paa Livets
Lyksalighed. Han er ophøiet langt over Ostro¬
gothens Barbarie, der vurderer alle Fordele
alene efter Renternes Høide, og som alene giver
den krybende Lærde Adgang til sig, fordi han lader
sig bruge til et foragteligt Redskab, til at opfylde
hans Passioner og hans Egennyttighed. En
saadan uægte Lærd, hvoraf der desværre ere alt
for mange, anseer han som en ulykkelig Overlø¬
ber fra Viisdommens Skole, som uværdig til at
kaldes Lærd, og som en falden Engel. Den
sande Lærdom derimod ærer han som en af de
kostbareste Himmelens Gaver, som en Kilde til
uendelige Lyksaligheder, og som et Middel til
at giøre alle menneskelige Konster, Foretagender,
og Stænder fuldkomnere. Han giør sig derfor
en Ære af at være dens Beskytter og Forsvarer,
og troer, at han ikke kan giøre Fædrenelandet
virkeligere Tienester, end naar han hielper noget
til dens Befordring. Han bejamrer med uud¬
sigelig Ynksomhed de Staters Skiebne, hvor den
forjages, undertrykkes og foragtes. Han veed
intet ubedrageligere Kiendetegn paa en Stats
Barbarie og Aftagelse.


139
Et lige saadant Sindelav har han i Hen¬
seende til Konster, Haandværker, Fabriker og
Handelen. Han anseer dem som de fornemste
Kilder til den offentlige Velstand, og til Arbeid¬
smhed, som ikke nok kan berømmes, eftersom
den hæmmer Lediggang, der er Kilden til alt
Ondt. Alt hvad, som kan befordre hine, er, som
det sikkerste Middel til en Stats Flor, et Maal
for hans ømmeste Omsorg og Godhed.
Men Agerdyrkningen finder han frem for
Alting at fortiene hans besynderlige Hengivenhed,
og Høiagtelse. Den af de fleste foragtede og
undertrykte Stand, som beskæftiger sig dermed,
er i hans uforblindede Øine det menneskelige
Selskabs og Statens Grundstytte. Han troer
derfor, at en Regent ikke med Ømhed nok kan
sørge for dens Beste, Understyttelse og Op¬
muntring.
Da det Almindeliges Fuldkommenhed og
Lyksalighed reiser sig af disse forenede Stænders
Flor og rigtige Forholds=Lighed til hinanden;
saa gaaer al hans Omsorg ud derpaa, at forbe¬
dre enhver af dem i sær, saavidt mueligt er, og
at vedligeholde mellem dem alle den til Fædrene¬
landets Beste fornødne Ligevægt. At befordre
den enes Fordeele med den andens Tilsidesættelse,
holder han for en Mangel af Klogskab eller for
en Forbrydelse mod Staten.


130
Som han selv er dydig, saa er han over¬
beviist om, at Dyd og gode Sæder ere uomgiæn¬
gelig fornødne til Fædrenelandets Lyksalighed.
Han føler den lyksalige Orden, som Dyden vir¬
ker i hans Hierte og Sind; hvorledes kunde han
da være uvidende om, hvilken høi og beundrings¬
værdig Overeensstemmelse, og hvilken roesværdig
Rolighed Borgernes Dyd vilde virke i Staten?
Den daglige Erfarenhed lærer ham, hvor meget
Passionerne, Lasierne, Forbrydelserne bringe
Menneskenes Gemytter og Statens Forfatning i
Uorden, hvorledes Elendighed, Ueenighed, Splid
og en uendelig Mængde af de afskyeligste Ulykker
flyde ud af disse urene Kilder, og giøre Jorden
til alle Vederstyggeligheders og Misgierningers
Skueplads. Han anseer derfor alt det, som kan
have Jndflydelse paa Sæderne, at være af største
Vigtighed. I den Henseende holder han intet
for ligegyldigt, intet for ubetydeligt. Pragt,
Vellyst, Kielenskab, Overdaadighed, Gierrig¬
hed, Ærgierrighed og andre Fordærvelsens Mid¬
ler og Følger søger han med et Helte-Mod at un¬
dertrykke, og tænker bestandig paa de kraftigste
Midler til at indplante i Borgernes Hierter de
modsatte Dyder.
Religionen anseer han som det fornemste
af disse Midler. Da den hos Mennesket igien
frembringer og udvikler det guddommelige bille¬


13,
de; da den bereeder ham til en lyksalig Evighed;
danner den og af ham den gode Borger, og det
nyttige Lem af Selskabet, ved de ligesaa over¬
naturlige som guddommelige Kræfter. Der er
derfor intet, som han saa hæftig ønsker, som at
indprænte den i alle Hierter, og at giøre den virk¬
som i alle Gemytter. Til den Ende arbeider
han med en utrættelig Flid paa den mellem Sta¬
ten og Kirken saa fornødne Harmonie. Han
veed, at ingen Stat kan være retskaffen lykkelig,
dersom den sande Gudsfrygt ikke blomstrer i Kir¬
ken, og at denne umuelig kan bestaae uden den
tilbørlige Ordens Vedligeholdelse. Det er der¬
for en af hans tungeste og vigtigste Omsorger, at
handthæve de Rettigheder og den Høiagtelse, som
tilkommer Geistligheden, paa saadan en Maade,
at Ærgierrighed, Herske=Syge og Egennyttig¬
hed, som allerede saa ofte har indtaget Præste¬
skabets Hierter, ikke skulde faae Overhaand, og
forjage af Kirken selv Christendommens og Reli¬
gionens Aand.
Med et uforsonligt Had mod Forfølgelses
og Ufordrageligheds Aand, har han bestandig
den ømmeste Omsorg for, at plante Kierlighed,
Enighed og Fred i Kirken. Sagtmodighed er
i hans Tanker det kraftigste Middel til at føre de
Vildfarende paa rette Vei, og han har Afskye
for Tvang, Fængsel, Jnqvisitioner og Straffe,


138
som uanstændige for Religionens Aand, der er
Kierligheden selv. Han veed, at der i Kirken
bør herske en christelig, ligesom i Staten en bor¬
gerlig Frihed, og at Forskiellighed i Tænkemaade
hverken skal giøre Gemytterne uenige, eller ud¬
slukke Kierligheden.
Den borgerlige Frihed, Statens Liv, som
bestaaer i en efter Borgernes forskiellige Stand,
proportioneret Lighed i Lyksalighed, i den til det
almindelige Beste fornødne Ordens Vedligehol¬
delse, og i en hellig Jagttagelse af de dertil sig¬
tende Love; denne borgerlige Frihed holder han
for det største Fortrin, som han nyder som Bor¬
ger, og for en ham betroet Helligdom, som han
bør bevare som sin Øiesteen. Han har fra det
første Øieblik, da han opofrede sig til Statens
Tieneste, forkyndet de Onde og Uretfærdige, eller
rettere at sige, deres Laster og fordærvelige Hen¬
sigter, en evig Krig. At lade af derfra ved en
nedrig Forsoning med Fienderne, anseer han for
en Forbrydelse, som bestandig skulde vanære hans
roesværdige Liv, og paa een gang udslette alle
hans Dyder. Skulde han bestandig være den
svageste; skulde end og Ondskab og Uretfærdig¬
hed ved deres ulyksalige Overmagt i enhver Kamp,
faae Seier over hans Dyd og redelige Hensigter;
saa skal han dog ikke blive træt, men indtil sidste
Aandedræt fortsætte saa roesværdig en Strid.


139
Saaledes fremdrager han de møisommeli¬
ge Dage, som Himmelen tilsender ham. Til
andres Tieneste fortærer han sine Kræfter. Alene
bekymret om sine høie Pligter, ofrer han de Ti¬
mer, som han har tilovers fra Statens Forret¬
ninger, paa den søde Roe og hierteqvægende
Glæde. Og denne Glæde henter han alene af
dydige og værdige Venners Omgang, af Viisdom¬
mens Lærdomme, af Poeternes Skrifter, og af
Religionens trøsterige Bøger.
Heri bestaae hans høie Forberedelser til et
bedre Liv. Uden Frygt seer han den Time nær¬
me sig, som skal forflytte hans Siel derhen.
Uden Bævelse gaaer han Forskrækkelsens Konge
i Møde, og fuld af en hellig Tillid kaster han sig
i Guds Naades Arme. J hans Befrielses Øie¬
blik omringes hans Dødsseng af triumpherende
Engle, der fordum her paa Jorden som Patrio¬
ter og dydige Borgere have gjort Nationer Lyk¬
salige, og med Glæde føre de den uskyldige Aand
for den almindelige Faders Trone, hvor han som
en troe Tiener rigeligen skal vorde belønnet for
hans Dyd og udstaaede Besværligheder.


140
No. 115.
Mandagen, den 22 Februar. 1762.
D¬
e Jndianiske Bramaner, som have bevaret
den gamle Lærdom om Sielenes Vandring,
fortælle i deres Bøger følgende Tildragelse:
Oran, en rig Herre i Jndien af den yp¬
perste Caste eller Stamme, havde en vis Godhed,
og megen Ærbødighed for den Religion, i hvilken
han var opdragen, men han var vellystig og stolt;
Hans Godhed og Gavmildhed strakte sig kuns til
dem, som vare af samme Stand som han, og til
Geistligheden af den Sect, som han bekiendte
sig til. Den Forskiel, som Fødselen efter Jn¬
dianernes Tænkemaade giør iblant Menneskene,
var ham saa dybt indpræntet i hans Ungdom, at
han ansaae alle dem, som vare af en ringere Caste,
for et Slags Kreature, der ikke havde samme
Følelser, som Folk af en høiere Byrd. Hverken
Dyder eller Fortienester kunde i hans Tanker ud¬
slette Skammen af en uædel Fødsel; og de, som
havde det Uhæld, at være saaledes brændemærke¬
de af Naturen, vare Folk uden Ret, uden Ære,
og uden Følelser. Opdraget i Vellyst, og aldrig


141
vant til at nægte sig selv nogen Lyst, var han selv
utaalmodig i den mindste Lidelse, og denne Kie¬
lenskab giorde ham medlidende mod alle dem, som
han holdt ved Fødselen berettigede til at være lige¬
saa vel lyksalige som han. Han ynkede altid en
Mand af samme Stand, naar han ikke havde
Formue til at holde lige saa prægtigt et Bord, og
lige saa mange Opvartere, og han var for god,
eller, som andre kaldte det, for blød til at nægte
et Fruentimmer af Seraillet, eller en Yndling
noget af det, som de begierede, om det og skulde
kiøbes med en Slaves Helbred eller Liv. Naar
han besaae Herlighederne af sit Serail, og Mæng¬
den af de Personer, som i den største udvortes
Overflødighed hemmelig sukkede over Frihedens
Forliis, græd han ofte af Glæde, fordi Skiebnen,
havde givet ham Formue til at gløre saa mange
Mennesker lykkelige; men han kunde tillige, uden
at fælde en Taare, see de blodige Skuespil af Sla¬
ver, som han lod fegte mod vilde Dyr, for at for¬
nøie et Fruentimmer eller en fornemme Mand.
Det eneste, som undertiden forstyrrede
Orans Glæde i Livet, var Frygt for den For¬
vandling, som hans Siel, efter Bramanernes
Lærdom, skulde underkastes efter Døden; men
der var kuns saa saadanne Skiebner til i Verden,
som hans, og for en Mand, som Oran, var den
Frygt utaalelig, at han efter Døden skulde blive


142
mindre end han var. Dette giorde ham saa gav¬
mild mod Geistligheden, og saa ivrig for den
Seet i Religionen, som viiste ham den beqvem¬
meste Vei til saadan en Udødelighed, som Oran
ønskede sig.
Bramanerne delede sig paa den Tid i trende
Secter. Den første, i hvis Bøger jeg har fun¬
det Orans Historie, nedstammede fra de gamle
Pythagoreer og Platoniker. De lærte, at Men¬
neskene af Naturen vare lige, og at hverken Fød¬
sel, Stand eller Rigdomme giorde saadan en
Forskiel iblant dem, at de jo vare forbundne til
at elske hinanden, og befordre deres fælles Lyksa¬
lighed. Ved denne Tænkemaade alene, sagde
de, kunde Sielene undgaae de Forvandlinger efter
Døden, som vare fornødne til at ydmyge de Stol¬
te, og blive værdige til at forenes igien med den
Gud, som elsker alle sine Skabninger uden Per¬
sons Anseelse og med en reen Kierlighed. Denne
Sect forkastede de fleste Lærdomme, Skikke og
Dyrkelser, som de andre Bramaner havde ind¬
ført, og hvorved de efter hines Foregivende havde
fordærvet den gamle Lærdom. De forbøde kost¬
bare Ofringer; de toge ikke Gaver af de Rige¬
for at afløse dem, og de lærte, at alle Øvelser i
Religionen vare forgieves, saa længe man for¬
sømte Pligterne mod det Almindelige. Denne
Sect var i Orans Tid saa foragtet i Jndien, at


143
kuns Folk af den ringeste Caste bekiendte sig til
den. Dens Lærere bleve anseete for Kiettere, og
agtede urenere end Slaver. Den anden Sect,
som da var den almindeligste, lærte, at de, som
iagttoge visse Ceremonier, som ikke dræbte Dyr,
ikke spiste Kiød eller drak Viin, og som holdte
sig fra alt, hvad der var ureent, (hvorved de
forstode Omgang med Folk af en ringere Caste,
i sær Bramaner af den gamle Sect) at disse efter
nogle faa Forvandlinger og Renselser bleve de
udedelige Guder lige, og befriede fra alle legem¬
lige Mangler dg Begierligheder. Den tredie
Sect lovede Menneskene efter Livet en sandselig
Lyksalighed, ligesom den, hvilken de Rige nød
her i Verden, og de foregave, at Bramanerne
ved visse Ceremonier kunde forsikre Sielen om
saadan en Forflyttelse strax efter dens Udgang af
Legemet, og uden at den behøvede nogen fore¬
gaaende Renselse eller Forvandling enten her i
Livet eller efter Døden. Denne Sect var saa
anseelig, og dens Dyrkelse saa prægtig og kostbar,
at ingen uden de Rige kunde holde saadanne Præ¬
ster. Oran, som bekiendte sig til denne Sect,
gav den Halvparten af sit Gods alene for at blive
forvisset derom, at hans Siel efter Døden skulde
fare i lige saa stor en Mand, som han selv var,
og han viiste sin Nidkierhed i at forfølge, saa
længe han levede, begge de andre Secter, i sær


144
den første, hvis Lærdom han ansaae for en Virk¬
ning af Stolthed og Menneske=Had, af Stolt¬
hed, fordi de selv foragtede Rigdomme, og troe¬
de, at Mennesker burde efterligne de udødelige
Guder, og af Menneske=Had, fordi de indskræn¬
kede andres Fornøielse, og forbød de Rige at bruge,
deres Gods, som de vilde.
Men hvor nidkier Oran end var for sin
Sectes Ære, giorde dog den Frygt for Døden,
som yttrede sig ved den mindste Svaghed, ham
ofte saa fortvivlet, at hans Bramaner behøvede
al deres Lærdom og Veltalenhed, for at stille ham
tilfreds. Omsider døde han under alle de Cere¬
monier, som denne Sect holdt nødvendige, og i
fuld Tillid til de Forsikringer, som hans Præster
gave ham paa hans Yderste, om en endnu langt
mere skinnende Lyksalighed efter Døden. Men
hvilken Forandring, da hans stolte og vellystige
Siel efter nogle Øieblik opvaagnede i et Asen,
som tilhørte en af hans forrige Slaver, der nu
opvakte ham med en Prygl, for at læsse hans Ryg
med en tung Byrde af den Pragt, som skulde
bruges til hans egen Begravelse. Til hans Ulyk¬
saligheds Forøgelse havde han beholdt Erindrin¬
gen af sin forrige Tilstand, og de samme Følelser,
som giorde ham saa kielen midt i den største Over¬
flødighed. Med saadan en Gemytsbeskaffenhed
følede han tusinde gange mere alt hvad han leed,


145
end de andre Asener, som hverken havde hans
Forstand eller Følelser. Naar disse kom trætte
hiem, ogmed stor Begierlighed spiste den Halm,
som man forelagde dem, for siden at nedlegge sig
til Hvile paa den bare Jord, fordrev han hele
Natten med en skrækkelig og Fortvivlelses fuld
Sammenligning imellem hans forrige og nærvæ¬
rende Vilkaar: Men ingen Tanke var ham saa
utaalelig som denne, at hans Slave var bleven
hans Herre; og hvad Medlidenhed skulde han
vente af denne mod et Asen, han, som selv ikke
havde troet, at Mennesker af en ringere Art
havde Følelser tilfælles med ham? Naar andre
ynkede ham, hørte han nu det samme Ord af hans
Herres Mund, som han selv tilforn saa ofte
havde sagt om Mennesker: At saadanne Bæster
havde ingen Følelser. Hvor meget Oran end
leed, følte han dog i denne Tilstand en Trøst, som
han ikke havde kiendt i sit forrige Liv. Denne
Trøst kom af den Vished, at han skulde
døe. - - En Tanke, som før saa ofte havde
forspildt al hans Glæde, og gjort ham utaalmo¬
dig i de mindste Lidelser, denne Tanke var nu
den eneste, hvorfor han holdt sig med en fornuf¬
tig Siel lykkeligere end de andre Asener, som sov
ved hans Side uden Følelse af deres nærværende
Elendighed, men og uden Haab om en forestaaen¬
de Forløsning. Rørt af en inderlig Fortrydelse


140
over sine begangne Feil, udbad han sig alene af
Guderne, at hans Siel maatte forflyttes i et
Dyr af en mildere Skiebne; høiere gik nu ikke
den rige Orans Ønsker. Guderne bønhørte ham,
og han blev en Skiøde=Hund i et af Jndiens
største Serailer. Oran havde paa den høieste
Spids af en Lykke, til hvilken han var fød, aldrig
følt saadan en Glæde, som den, der indtog ham
ved denne uventede Forandring; Af et Asen en
Skiøde=Hund! Nylig bunden til en Krybbe, og
under en haard Slaves Herskab, sov han nu paa
en Fløiels Pude i Skiødet af den deiligste Sla¬
vinde, som med den ømmeste Omsorg søgte at
forekomme alle hans Ønsker. De, som nær¬
mede sig til denne Skiønne, giorde sig alle
Umage for at behage hende ved at behage Oran;
thi hendes Yndest for ham var saa stor, at alle
de Elskere, som han ikke kunde lide, bleve afviste.
Alt røre ham uforvarende med en Finger, var en
uforsonlig Forbrydelse; og naar han knurrede ad
en Mandsperson, som havde noget i sin Mine,
han ikke kunde lide, var det sikkert en Mand uden
Levemaade og Fortienester. Saaledes døme
Orans Herskerinde, saaledes dømte hendes Til¬
bedere, og med dem en stor Mængde af Hyklere
og Slaver. Skiønhed og Yndest forskaffer saa¬
ledes Oran i hans nærværende Tilstand et større
Herskab over Menneskene, end alle hans forrigt


14,
Rigdomme; og hans første ulyksalige Forvand¬
ling giorde, at han følte denne Lykke i saa hei
en Grad, at, hvor stolt han end havde været
som den rige Oran, var han dog endnu langt
stoltere som Skiøde=Hund. Men denne Lyksa¬
lighed varede ikke længere end den var nye. Da
han var bleven vant til idelige Opvartninger,
rørte de ham ikke meere, og den nydeligste Mad
smagte ham ikke bedre end de Straa, som han
spiste i Stalden. Han blev saa lækker og kie¬
len, at han ikke vidste selv hvad han vilde; og
naar hans Frue ikke lagde ham ret paa sin Pude,
eller gav ham et kierligt Slag med Enden af sin
Vifte, blev han ofte syg af Bitterhed. Foran¬
dringen i hans Vilkaar var for stor, og hans nye
Fængsel for prægtigt, til at merke strax, at han
i dette forgyldte Buur var mere Slave, end da
han var sin egen Tieners Asen; men tilsidst fø¬
lede han det. Meget sielden blev det ham til¬
ladt at gaae ud, og aldrig uden at være enten
bundet til hans Frues Side ved et Baand, eller
blive baaret paa hendes Arm. Endelig, da han
var bleven mæt af det Gode, som han nød, og
følte kuns Frihedens Tab, blev dette ham saa
utaaleligt, at, naar han saae de andre Dyr springe
i Engene, ønskede han ofte at være et Asen igien¬
Omsider ynkedes Guderne over ham, og en Aand
blev sendt for at forløse ham. Du har for¬


148
søgt i denne dobbelte Tilstand, sagde Aanden,
hvor ulyksalig Frihedens Forliis giør Menne¬
skene baade i Mangel og i Overflødighed. Du
veed nu af din egen Erfarenhed, hvad de Men¬
nesker følede, som du foragtede i Verden, og
hvor liden deres Lyksalighed var, som i Se¬
railet trættede om at være den første iblant
dine Yndlinger. Ønsk dig ikke meere stor
Øverflødighed, og bed Guderne bevare dig
fra Trang. Agt Friheden for det høieste Go¬
de, men lær tillige at bruge den vel; og der¬
som Guderne finde for got, at give dig din
forrige Velstand igien, saa brug den til at
forbedre dine Brødres Vilkaar. Elsk alle
Guds Skabninger. Søg dig blant Menne¬
skene nogle faa Venner, og ønsk dig hverken
Slaver eller Yndlinger.
No. 116.
Fredagen, den 26 Februar. 1762.
J
den sidste Samling af Selskabet bleve saa
mange vigtige Ting forhandlede, at jeg havde
Materie nok til mange Blade, dersom jeg skulde


149
tale om dem alle, og dersom de fleste Læseres
Tænkemaade tillod mig at opfylde disse Blade
med saa alvorlige Ting.
Adelsmanden talede meget om Fornøden¬
heden af saadanne Indretninger, hvorved unge
Mennesker af Stand tilig kunde giøres beqvem¬
me til de Værdigheder, hvortil de holde sig be¬
rettigede frem for andre, og vare det virkelig, saa¬
snart de tænkte ligesaa alvorlig paa at forskaffe
sig tilig Fortienester, som paa at stige hastig i
Titler. En Afhandling, som findes i den Frie
Svenske om et Stats=Akademie, grundet paa et
Forslag, som man tilforn har gjort i Frankerige,
gav ham Anledning til at tale meget om Fornø¬
denheden af saadanne Anstalter, og om Maaden,
paa hvilken de best kunde indrettes. Vi ere en¬
delig, sagde han, komne saa vidt, at vi holde
Videnskaberne nødvendige for Folk af Stand.
Alle tale om Vigtigheden af Opdragelsen; men
hvilke Videnskaber ere det, som behøves? Hvil¬
ken Underviisnings-Maade er den beste? Hvor
saaes beqvemme Lærere, som ved Huus=Under¬
viisningen kunde legge den Grund i Videnska¬
berne, uden hvilken den offentlige alene ikke kan
være tilstrækkelig? Disse Spørgsmaale, sagde han,
ere endnu ikke nok besvarede, og til at opløse dem
ganske, udkrævedes mange Forandringer ikke alene
een Stands Tænkemaade, men og i alle deres,


150
som dyrke Videnskaberne, og kunde giøre noget
til deres Befordring. Hvad nogle Pedanter end
sige til at ophøie, hvad de selv have lært, over al
anden menneskelig Kundskab, saa troer dog den
hele fornuftige Verden, at det, som nu omstun¬
der behøves for at giøre en Mand beqvem til
offentlige Stats= eller Borgerlige Embeder, er
ikke det, som man i 9 Aar lærer i en Latinsk
Skole, ikke alle de Videnskaber og Sprog, som
læres ved et Akademic. Man troer, at Lovkyn¬
digheden, Agerdyrkningen, Handelen, Financer¬
ne, Forbindelserne imellem Staterne indbyrdes
have deres Grunde lige saa vel som Læge-Kon¬
sten, Bygnings=Konsten og Skibsfarten; og man
maae derfor kunne begribe, et lige saa lidt som
en, ved at gaae den almindelige Vei igiennem
Skolen og Akademlet, bliver Læge, Bygmester
eller Styrmand, uden at have lagt sig efter disse
Videnskaber i sær, ligesaa lidt bliver han ved den
samme Underviisning beqvem til at være Medlem
af et Stats=Collegium. Det, som man kalder
Routine, giør det alene ligesaa lidt, som den
giør en Qvaksalver uden Theorie til en Læge, en
Muurmester eller Tømmermand til en Bygmester,
og en befaren Baadsmand til en Skibbygger eller
Styrmand. Der har været en Tid i Verden,
da alle disse Ting kom an paa Øvelse og Erfa¬
renhed alene, da nan endnu ikke indsaae deres


151
Grunde, og den Hilp, som Forstanden kunde
have af Videnskaberne og af en ordentligere Tæn¬
kemaade; Der har været en Tid, da man ikke
gav offentlige Underviisninger i Anatomien og
Chirurgien, da man hverken havde Bygnings¬
Akademier eller Navigations=Skoler. Men lige¬
saa meget som vi nu begribe Nødvendigheden af
saadanne Indretninger, saa meget burde vi og
kunne begribe Nødvendigheden af de samme Jnd¬
retninger for andre Videnskaber, som ere endnu
mere vigtige for Staten, og som i vore Tider ere
bragte til lige saa stor en Vished og Grundig¬
hed, som hine. J det mindste burde man dog
engang kunne blive overbeviist om en Sandhed,
der er saa klar som denne: At det i ingen For¬
retning er nok at have lært noget, dersom man
ikke veed det, som man bør vide, og som for¬
nemmelig udkræves til den Forretning, hvilken
man beklæder.
Denne Betragtning af Adelsmanden gav
Præsten Anledning til at tale meget om Fornø¬
denheden af en Forandring i den almindelige
Studere-Maade, om Videnskabernes og Spro¬
genes Dyrkelse efter deres Jndflydelse i Staten
og de borgerlige Forretninger, om Nytten af
Real=Skoler, hvori den Ungdom, som ikke op¬
drages til Kirke- og Skole=Betieninger, uden at
opholdes med lærde Sprog, anførtes til det, som


152
for dem er nyttigt i Sprogene og Videnskaberne;
om Nødvendigheden af saadanne Anstalter, som
kunde tiene til at indføre i Videnskaberne mere
af det, som man i Handelen kalder Concurrence;
om Fornødenheden af gode Skrifter, som kunde
tiene til at forbedre den almindelige Tænkemaade,
og legges til Grund i Underviisningen; om Nyt¬
ten af Anstalter til at opmuntre og befordre saa¬
danne Skrifters Udarbeidning og Bekientgiø¬
relse o. s. v.
Alt dette have vi saa tit hørt, sagde Kiøb¬
manden med sin sædvanlige Skiemtsomhed, at J
gode Folk. ved Erfarenhed burde være saa kloge,
at ikke tale mere derom. Jeg skulde falde Eder
lige saa kiedsommelig, dersom jeg vilde opregne
alt, hvad der fattes os i Henseende til Handelen
og Konsterne. Have vi nogen Skole for Kiøb¬
mænd? Er der nogen, som troer, at disse Folk
behøve at vide andet, end hvad man kan lære i
en Krambod? Hvor mange formuende Folk ere
her vel i Byen, som skulle have Lyst til at sætte
en af deres Sønner til Handelen, med mindre de
troede, at dette Barn ikke duede til at lære an¬
det; eller de ikke havde Formue og Credit nok til
at hielpe ham til noget saadant, som Folk kunne
blive uden Arbeide og Fortienester? Præsterne
og de Lærde skulle just ikke rose dem af den Høi¬
agtelse, som de nyde iblant deres Landsmænd


155
for deres Embeders og Videnskabers Skyld;
men de have dog endnu saa meget forud for os,
at man før sætter en Dreng i en Latinsk Skole,
end til en Kiøbmand eller Konstner; og J, min
Ven, sagde han til Adelsmanden, J kunde ikke
klage, saa længe vi dog have Krigs=Skoler i
Landet, og Folk af Borgerstanden holde det for
saa stor en Lykke at skaffe en af deres Børn tilig
en Kaarde ved Siden, som med Tiden kan for¬
hverve ham adelige Friheder.
Denne Afskye og Foragt, med hvilken vore
magelige og stolte Medborgere ansee de Stænder,
som ved deres Vindskibelighed bevare endnu lidet
af den Formue, som hine forøde paa en fremmed
Pragt og Beqvemmelighed, hvor meget hindrer
den ikke Tilvæxten og Formerelsen af gode Arbei¬
dere, af vittige og vindskibelige Kiøbmænd, som
skulde bringe den Concurrence ind i Handelen,
uden hvilken vi ikke kunne vente, at vore egne
Vare skulde enten blive saa gode eller saa lette,
som der behøves, for at sætte os i Ligevægt med
andre Folk, for at hindre Jndførselen af fremme¬
de Vare, og befordre Udførselen af vore egne.
Lad nogle Pedanter have Monopoler paa lærde
Sprog og Skole=Videnskaber, som dog hverken
berigede eller forbedrede Menneskene, om de end
bleve saa almindelige, som vore Skomager=Lav,
hvoraf der er et i en hver lille Kiøbstæd: Skaf


154
Konsterne, Handelen og Vindskibeligheden den
Anseelse, som de bør have hos et fornuftigt Folk:
Undertryk de lade Borgeres Stolthed: Lær dem
at vende tilbage igien til de nyttige og ærværdige
Forretninger, som de have forladt, for at løbe
efter Titler: Skaf os vittige, vel opdragne, vind¬
skibelige og formuende Folk til Konsterne og Han¬
delen: Bring derved saadan en Concurrence ind
i disse Forretninger, at alle Landets naturlige For¬
dele blive undersøgte og brugte; og man skal til¬
ligemed det Nyttige i Konsterne lære at kiende
og agte det Nyttige i Videnskaberne; Vindski¬
beligheden skal forskaffe os Midler i Hænderne
til at opmuntre og belønne dem, og J skulle see
saadanne Anstalter fremkomme af sig selv, som
vi nu forgieves ønske, saa længe Folk hverken have
Lyst eller Formue til at giøre dem.
Hvad har lagt Grunden til de fleste for¬
treffelige Anstalter i Engelland? Ere de fleste
ikke Virkninger af Nationens egen Nidkierhed
og Formue? De Danske have ikke mindre pa¬
triotiske Følelser; Men fordærvede Begreb om
Æren have gjort, at denne ædle Tilbeielighed
yttrer sig sielden, uden i saadanne Ting, hvor¬
med vi ødelegge den liden Formue, som vi have,
til at giøre noget Got. En stolt Middelstand,
som hverken ere ægte Adelsmænd eller Borgere;
som forøges daglig ved Overløbere fra Agerdyrk¬


155
ningen, Konsterne og Handelen, vil leve uden
Flid, i en æret Lediggang, enten paa Statens
eller paa Bondens Bekastning. Det er vor
Hoved=Feil, og deraf følge alle de andre. Den
Stand, som bør være Hiertet i Selskabet; der
sætter alle de andre Dele i Bevægelse; Den
Stand, som skulde bygge sin egen og Nationens
sande Ære paa Konster og Videnskaber; Den
Stand, som ved en fordeelagtig Handel med
Fremmede skulde opmuntre Bonden til en nye
Flid, og give Staten sin rette Styrke; Den
Stand, som ved sin Jndsigt og Formue skulde
understytte alle de andre, den vil leve paa de
andres Bekostning af Renter eller Pensioner, den
viser sig sielden virksom, uden enten i at trykke
Arbeiderne, eller i at kræve idelige Anstalter og
Bekostninger af Regieringen, udeg at tænke me¬
get paa at bruge eller understytte dem selv.
Den Patriotisme, som hos andre Nat o¬
ner viser sig i en Virksomhed til saadanne Ting,
som kunne sætte et Folk i Ligevægt med andre;
som giør, at Nationer, der hade hinanden med
et naturligt Had, ikke skamme sig ved at lære
saadanne Ting af hinanden, som de endnu mangle
selv; og som giør, at et Folk ved frivillige Ga¬
ver og Bestræbelser understytter Regieringens
Hensigter uden at lade sig overtale eller nøde til
Alting: Den Patriotisme, som vi raabe saa


150
meget paa, hvor sielden viser den sig hos os uden
i at foragte alt, hvad andre Folk have gjort,
indtil de Mesterstykker af det menneskelige Genie,
som hele Europa beundrer. Jeg hører sielden,
sagde Kiøbmanden videre, at vore Lærde skrive
noget; Det er rart, at man i Selskaber taler
om Videnskaberne; men naar dette endelig skeer
undertiden, har jeg merket, at de fleste af disse
Taler eller Skrifter gaae ud paa at forringe alt,
hvad andre Folk agte, endog det lidet, som vi
selv have giort.
Kiøbmanden tog derpaa en Bog frem
kaldet: Fssat bistorique a Angleterre. See
her, sagde han, hvad de Franske selv midt i Kri¬
gen fortælle os om Virkningen af den Engelske
Patriotisme, hvad Nationen af egen Tilskyndelse
har gjort til at befordre Vindskibeligheden og
forøge Rigets Styrke.
Et Selskab af private Personer, læste han,
har, uden at blive understyttet enten af Hoffet
eller af Parlamentet, forenet sig til at uddele
aarlig Priser til dem, som saae Hør og Hamp;
til den, som bygger den beste Vand= eller Vind¬
Mølle; for den skiønneste Stytte eller Malerie,
som forestiller et Stykke af den Engelske Historie;
for den beste Tegning af en Pige under 16 Aar;
for en Afhandling om Agerdyrkningens og Kon¬
sternes Tilvæxt i Engelland, og deres Jndfly¬


15,
delse paa Folkets Sæder og Tænkemaade, og
de Midler, som tiene til at bringe dem endnu
videre 2 2 2-
Nok et Selskab til Skibsfartens og Søe¬
magtens Opkomst, hvori Folk af alle Stænder
have forenet sig til at forsørge Børn og Ledig¬
giængere, klæde de Nøgne, opdrage og lære de
Unge, forskaffe enhver efter sin Alder Arbeide
og Underholdning, og giøre dem alle beqvemme
til Statens Tieneste. Dette Selskab har op¬
rettet hele Compagnier af Søefolk, og forskaffet
Staten i denne Krig alene 5000 Mand. Man
seer sevnlig i de offentlige Tidender en Liste af
Personer, som have ladet sig tegne for nye Sum¬
mer til denne Indretning. Skuepladsen tilstaaer
den en Forestilling eengang om Aaret, da Til¬
skuernes Mængde og Gavmildhed vidner om Na¬
tionens Nidkierhed for alt det, som kan befordre
dens sande Ære. Ved Forestillingen den 20
Decembr. 1760, aabnede en Acteur, som var
omringet af Børn af denne Plante=Skole, Skue¬
pladsen med følgende Ord: Denne unge Plant¬
ning, som er sat af Eder, skal engang bedække
vores Øe med sin Skygge, og blive dens nyt¬
tigste Prydelse. Efterkommerne skulde maa¬
skee engang med lige saa stor Forundring som
Glæde see nye Drakes og Raleighs opvoxe
iblant disse Børn.


158
En Bonde, ved Navn Fairchild, har gi¬
vet en Capital til S. S. Leonards Kirke i Lon¬
den, for at holde aarlig en Tale om Bondestan¬
dens Værdighed. -- -- Jeg vil ikke tale om
andre Anstalter, som ere bekiendte, om Stiftel¬
ser til Christendommens Udbredelse, fattige Børns
Underviisning, Videnskabernes og gode Skrifters,
Befordring, som og ere Frugter af Nationens
egen Nidkierhed-- - - Men disse Ting,
sagde han tilsidst, udkræve, foruden den rette
Patriotisme, ogsaa Formue; Denne er en Følge
af Jndsigt og Vindskibelighed, og førend disse
kunne blive almindelige i alle Stænder, maae et
Folk have rette Begreber om Æren, og Høiag¬
telse for sande Fortienester.
No. 117.
Mandagen, den 1 Martii, 1762.
F¬
olkes Domme ere i ingen Ting mere ulige,
end i at bestemme det, som de kalde For¬
stand. Hvor stor en Liste af de meest forskiel¬
lige Begreber skulde vi samle os, dersom vi op¬
tegnede alt, hvad Folk af adskillig Stand og


199
Gemyts-Art tænke, naar de sige om en Mand,
at han har Forstand, eller at han har ingen?
Vore Begreber om Smagen, vore Domme om
Skiønhed ere sielden saa adskillige, som de Fore¬
stillinger, hvilke vi giøre os om denne Kraft i
Sielen, enten vi betragte dens Virkninger til
at kiende og bevise Sandhederne, eller til at
udøve dem.
Forstanden bestaaer i en Evne til at giøre
sig tydelige og almindelige Begreber. Disse ska¬
ber den ikke selv, men uddrager dem af Sandse¬
lige Forestillinger af de indvortes eller udvortes
Følelser. Klarheden af disse Fornemmelser be¬
roer paa Sandse=Redskabernes Fiinhed og Styr¬
ke; og deraf kommer det, at man ofte tilskriver
dem megen Forstand, som have et sundt Legeme,
skarpe Sandser, og muntre Livs Aander; som
fatte Tingenes Billeder hastig og let; som kunde
beholde mange Begreber længe, frembringe dem,
naar de vilde, og kiende dem igien; som have en
levende Indbildningskraft og en god Hukommel¬
se. Men dette er alt endnu kuns Forstandens
Redskaber, ypperlige, naar de ere under dens
Herredømme; men lige saa skadelige, naar de
ikke ere det, naar Heftigheden af disse Fornem¬
melser forstyrrer den høiere Tænkekraft i den stille
Agtsomhed og Overlæg, hvorved den bringer de
første Begreber til Tydelighed, og fører den saa


100
hastig fra et billede til et andet, at den ikke har
Tid og Frihed nok til at opløse Begrebene, hvori
Forstandens Virkning bestaaer. Sandserne fatte
Tingene kuns saaledes, som de virke paa dem,
Jndbildningen og Hukommelsen bevare disse Be¬
greber ligesom de ere dem overantvordede; For¬
standen derimod adskiller og sammenligner dem,
den indseer deres Ligheder, Forbindelser og
Forskiel.
Disse Ting, som alle ere Virkninger af en
og den samme Kraft, som Sielen har til at op¬
løse de Sandselige Begreber, og at forestille sig
Egenskaberne uden for Tingene, forestiller man
sig ofte som Virkninger af adskillige Kræfter.
Naar Forstanden ved at adskille Tingenes Egen¬
skaber bemerker dem, i hvilke de ligne hinanden,
kalde vi det Nemme, Vid eller Genie, og naar
den bemerker deres Forskieller, kalde vi det Skiøn¬
somhed. Endskiønt begge ere Virkninger af
en og den samme Kraft i Sielen; har dog enhver
sine besynderlige Nytter, og kan, som alle Fær¬
digheder i Sielen, ved Brugen bringes til ad¬
skillige Grader. Og ligesom visse Arbeider ud¬
kræve mere Færdighed til at fatte Tingenes Lig¬
heder, andre en større Formue til at bemerke deres
Forskiel, saa opnaaer Sielen og ved Forstandens
forskiellige Brug snart en større Færdighed i det,
som vi egentlig kalde Vittighedens, snart en større


161
i det, som vi kalde Skiønsomhedens Verker. J
de fleste af Forstandens Arbeider ere begge Fær¬
digheder ligesaa uadskillelige i Henseende til Nyt¬
ten, som de ere uadskillelige i deres Natur, og
betragtede som Vilkninger af en og den samme
Evne. Philosophen, som bemerker Tingenes
Lighed og Forskiel for at inddele dem i sine Arter
og Slags, og for at fastsætte almindelige Sæt¬
ninger, fra hvilke han kan slutte til enkelte Til¬
fælde, behøver den Færdighed, som man kalder
Vid eller Nemme, lige saa vel som Maleren og
Poeten, der og bemerker deres Lighed, skiønt i
en anden Hensigt, ikke saa meget for at uddrage
almindelige Begr ber og Sætninger, hvilket er
Philosophens Arbeide, som for at giøre disse al¬
mindelige Begreber klare, ved at forestille dem
under Billeder af enkelte og sandselige Ting af
samme Art eller Slags. Forskiellen er, at de
Ligheder, som Philosophen bemerker, grunde sig
paa Egenskaber, som ere vanskelige at adskille i
Tingene; men just derfor behøver man ofte saa
meget disse Billeder af enkelte og sandselige Ting,
i hvilke Ligheden ved Malerens Pensel eller Dig¬
terens Beskrivelser giøres fatteligere. Behøver
Philosophen Skiønsomhed til at adskille disse
almindelige Egenskaber, og til at bemerke Arter¬
nes Forskiel, da behøver Maleren og Digteren
ikke mindre til at forestille disse Arter i sandselige


162
Billeder, som vise os Tingene saaledes, som de
virke paa os; hvilket ikke kan skee, uden tillige
at iagttage den Forskiellighed, som findes imel¬
lem enkelte Ting, eller dem, som vi kalde Indi¬
viang. Naar Philosophen f. Ex. lader sig nøie
med at give os almindelige Begreber af Menne¬
sket, af dets Kræfter, Tilbøieligheder og Hand¬
linger, forestiller Taleren og Digteren os disse
Kræfter, Tilbøieligheder og Handlinger saaledes,
som de yttre sig hos enkelte Personer af adskillig
Gemyts-Art, Opdragelse, Folkeslag, Stand og
Kiøn, og Maleren udtrykker de udvortes Foran¬
dringer i Ansigt og Gebærder, som ere Virknin¬
ger af disse indvortes Forskielligheder, hvilke maae
sættes i saadant et Forhold med hinanden, at der
er en Lighed i det Hele, at alle de forskiellige
Træk af saadant et billede ere overeenstemmende
med det almindelige Begreb, som de ved Bille¬
det ville give en større Klarhed; hvilket alminde¬
lige eller Hoved=Begreb er det, som vi i en Be¬
skrivelse, en Fabel, et Skuespil, et Helte=Digt kalder
Personens Caracteer.
Den nøie Forbindelse imellem det, som vi
kalde Vittighed og Skiønsomhed, og som begge
ere Virkninger af Forstanden, merker Hoben ikke,
og i denne Hob ere og mange af dem, som kalde
sig Philosopher og skiønne Geister. Hine op¬
høie Skiønsomheden, disse Vittigheden, og benge


103
føre en evig Krig med hinanden, for at beholde
ene Ret til det, som man kalder Forstand. Phi¬
losopherne have som oftest beholdt denne Ret i
Folkets Tanker, og Aarsagen har undertiden været,
at man holdt deres Arbeider for mere dybsindige,
alene fordi de vare mere uforstaaelige og mindre
vittige. Undertiden er Slaget endt med lige stort
Tab paa begge Sider, og begge Parter ere dømte
fra Forstanden, hine, fordi de ved uendelige Jnd¬
delinger og Forskielligheder have gjort de klareste
Sandheder uvisse og tvivlsomme; disse, fordi de
have bedraget Menneskene med falske Ligheder,
og troet, at de arbeidede for Forstanden, naar de
kuns kildrede Øret med Ordspil og Riim.
Det er ved Hielp af den Færdighed, som
Forstanden har til at fatte Tingenes Ligheder, at
vi giøre os almindelige Grund-Regler, og det er
ved Hielp af dens anden Virksomhed i at agte
Tingenes Forskiel, at vi lære at giøre adskillige
Undtagelser fra disse almindelige Regler, efter de
forskiellige Omstændigheder, i hvilke de anven¬
des. Det første er Vittighedens; det sidste
Skiønsomhedens Verk. Denne Forskiel har
undertiden skaffet Philosopherne eller dem, som
lære Theorien af Videnskaberne, en anden Krig
paa Halsen, med dem, som kaldes Practici. Hine
have hovmodet dem af den almindelige Kund¬
skab og af en Færdighed i at dømme efter Grund¬


104
Regler. Disse have været stolte af de Forskiel¬
ligheder, som de ved en lang Erfarenhed have
bemerket i enkelte Tilfælde, og som ikke altid til¬
lode Reglernes Udøvelse uden nøiere Bestemmel¬
ser. Hine have pralet af en Vished og Sik¬
kerhed i Grundsætninger, som ofte have slaaet
feil, fordi de ikke nøie nok have bemerket Tinge¬
nes Forskiel, og selv begaaet den Feil, som de saa
meget laste hos Malerne og Digterne, at være
mere vittige end skiønsomme. Disse have af
Mangel paa Grund-Regler, og af en Færdighed
i at finde noget forskielligt i et hvert enkelt Til¬
fælde, været uvisse og vaklende ved hvert Skrit.
Begge have ofte lige liden Forstand, og ansees
dog for at besidde megen; Hine, fordi de med
nogle faa Regler driste dem til at afgiøre mange
Ting, som den sunde Fornuft holder uopløselige;
Disse, fordi de finde Vanskeligheder og Tvivl der,
hvor den samme Fornuft ingen seer.
For at maale Forstandens Kræfter maae
vi ikke glemme at agte paa Begierlighederne.
Forstandens Virkninger beroe paa Agtsomheden,
paa den Styrke, som Sielen har til at samle
sine Tanker fra andre Ting til det, som den vil
undersøge; og hvor meget kommer dette ikke an
paa Heftigheden af de sandselige Jndtryk, og af
de Bevægelser, som de opvække i Sindet? Disse
kunde baade styrke Agtsomheden og forstyrte den,


165
efter som de Ting, til hvilke den vendes, ere be¬
hagelige for Passionerne, eller ei, naar disse tilli¬
ge ikke ere under Fornuftens Herredømme; og
hvor høi en Grad af Forstand behøves der ikke til
dette Herredømme, i sær naar Bevægelserne af
Naturen ere levende og heftige? En stor Skarp¬
sindighed i saadanne Ting, til hvis Undersøgning
vi drives af en naturlig Lyst eller Passion, er der¬
for altid et mindre Beviis af Forstand, end en
mindre Grad af Skarpsindighed, som yttrer sig
i Ting, hvortil Passionerne ikke lokke os. Den
Skarpsindighed, som den Gierrige, den Velly¬
stige, den Stolte viser i at udfinde Midler, til at
opfylde sine Begierligheder, er ofte saa stor, at
man ikke tager i Betænkning, at tillegge disse
Folk langt mere Forstand, end en Philosoph, som
med et stille Overlæg udfinder en Sandhed, hvil¬
ken, naar den fremsættes og bevises, synes saa
klar, at enhver troer sig til at kunne have opfun¬
det den; og endnu langt mindre agter man en
Mand, som ikke giør andet, end at han udøver
en ædelmodig Gierning, en Selvfornægtelse, en
af de almindelige Pligter, hvis Grunde Forstan¬
den saa længe har kiendt. Vi skulde dømme
ganske anderledes om disse Folk, dersom vi be¬
tænkte, at den Gierrige, den Vellystige, den
Stolte tænker paa intet andet, end at opfylde sin
Begierlighed; at den samme Lyst, som drager


160
alle hans Forstands Kræfter tilsammen i den ene
Middelpunkt, belønner ham tillige med den inder¬
ligste Glæde ved et hvert Skrit, som han giør til
at opfylde den; at Philosophen derimod, den
Vise, den Dydige drives ikke ved saa heftig en
Begierlighed til den Brug, som han giør af sin
Siels Kræfter; at han belønnes ikke med saa
følelig en Lyst; at han ofte og længe maae stride
mod disse samme Tilbøieligheder, som drive og
belønne hine, førend hans Fornuft paatager sig
den Møie at undersøge saadanne Sandheder, som
ikke love ham nogen sandselig Belønning, førend
den fuldkommen samtykker Sandhederne; at han
til denne Strid behøver mange vigtige bevægende
Grunde, foruden den Sandhed, som han opfin¬
der eller udøver, og som, for sig alene betragtet,
synes at være saa let, at det ikke er Passionerne
alene, men gamle og ved Vane og Opdragelse
indgroede Fordomme, som ofte giøre det til et
vanskeligere Arbeide, at finde den enfoldigste
Sandhed, end at giøre store Udregninger; og
endelig, at, dersom det koster Forstanden saa
megen Møie, at erkiende Sandheden, saa behø¬
ves der ofte endnu langt mere Styrke for at
efterleve den.
Denne Anmerkning er i sær vigtig, for at
fatte den Forskiel, som Skriften, og i en vis
Betragtning alle sande Vise til alle Tider have


107
gjort imellem en Art af Forstand, som ophøier
og forædler Mennesket, og en anden, som, end¬
skiønt den undertiden skinner mere, dog i sig selv
er langt ringere. Naar Skriften siger, at Ver¬
dens Børn ere klogere end Lysets Børn, saa
forstaaes derved denne sandselige og egennyttige
Forstand, som sættes i Virksomhed ved en heftig
Begierlighed, som indtager hele Sielen, og som
er grandseende i alle de Ting, som tiene til at
føde denne Begierlighed, men ofte blind og uøvet
i alle andre; denne egennyttige og indskrænkede
Forstand, som foragtede Solon, fordi han ikke
søgte at blive den første i den Stat, for hvilken
han skrev Love, og som holdt Socrates for en
Nar, fordi han ikke kunde begribe, at et mageligt
og vellystigt Liv var langt mere værd end alle de
Sandheder, som han lærte. Men behøvedes
der saa stor en Styrke i Forstanden hos disse Vise,
til at agte det almindelige Beste af Fædrenelandet,
høiere end deres egne smaa Fordele og Lyster; til
at udfinde og iværksætte de Grundregler, paa hvilke
Menneskets sande Velstand her i Livet var bygt:
Hvilken Kraft udfordres da ikke i Sielen til en
levende Overbeviisning om de Sandheder, hvis
Udøvelse giør os til værdige Medborgere af Guds
store Rige.


168
No. 118.
Fredagen, den 5 Martii 1762.
Herr Tilskuer!
E¬
r der noget sandt i alt det, som De foresiger os
om Sædelærens Nytte til at forbedre Men¬
neskene, saa siig, ved hvad Middel en ulykkelig
Fader endnu kan redde en eneste Søn, paa hvis
Opdragelse Intet er bleven forsømt, og hos hvil¬
ken jeg indtil denne Time har fundet alle de Egen¬
skaber, som kunde give mig det beste Haab. Gud
veed, jeg har intet sparet, enten for at skaffe ham
gode Lærere eller anstændige Fornøielser; og naar
jeg undtager en eneste ulyksalig Tilbøielighed, som
jeg først i disse Dage har merket, har jeg aldrig
fundet hos ham nogen af de Laster, som ere saa
almindelige hos Ungdommen. Han begreb alting
let, lærte med Lyst, elskede sine Forældre og Læ¬
rere, var venlig, munter og behagelig, uden at
være forfængelig. Hans Lyst til Ærbarhed og
Anstændighed gik saa vidt, at han fandt mere
Behag i de Selskaber, som jeg forskaffede ham
hiemme i mit Huus, og hos andre skikkelige Folk,


169
end i at løbe paa sin egen Haand med andre unge
Folk af hans Alder. Han hadede Lediggang, Spil,
Drukkenskab, med faa Ord, alle Ungdommens
sædvanlige Laster; og hans Omgang med Fruen¬
timmer var saa anstændig, at jeg ikke heller troede,
at han elskede, indtil jeg nu først, disværre, har
erfaret, at han er indtaget af denne Passion, og
det paa saa nedrig en Maade, at alle hans andre
gode Egenskaber nytte til Intet, og at hans hele
timelige Velfærd er spildt, dersom J ikke kan sige
mig et Middel til at redde ham.
Tænk ikke, at jeg kiender Verden og den
Menneskelige Natur saa lidt, at jeg holder det
just for en Ulykke, at et ungt Menneske elsker.
Jeg har selv elsket i min Ungdom, og jeg har
derfor ikke gjort mindre Lykke end andre, som enten
havde mindre Kierlighed eller mere Fornuft til at
regiere den end jeg. Jeg kiender baade Kierlig¬
hedens gode og onde Følger. Jeg veed, at den
adspreder og forvilder Tankerne, berøver Lyst og
Stadighed til Arbeide, og fører til forfængelig
Tids og Penges Spilde. Men det er ved den,
at et ungt Menneske lærer at behage, hvilket nu
omstunder er saa vigtig en Sag, at en Mands¬
Person uden Omgang med Fruentimmer og uden
en vis Dosis af Kierlighed ikke skal bringe det
vidt i Verden. Denne Erfarenhed har just lært
mig at behandle denne Passion i min Søns Op¬


170
dragelse med den allerstørste Ømhed og Forsigtig¬
hed. Først søgte jeg at indprænte ham Mis¬
tanke til Kiønnet; Thi jeg tænkte, at Naturen
selv var stærk nok til at forebygge, at denne ikke
skulde gaae for vidt. Jeg forestillede ham Fruen¬
timmerets Feil, og Kierligheds ulyksalige Følger
med al den Eftertryk, som man kunde vente af en
Mand, der havde saa stor en Erfarenhed deri som
jeg. Jeg lærte ham, hvor bedragelig denne
Skiønhed er, af hvilken en Mands=Person lader
sig indtage, hvor hastig den forgaaer, hvor megen
Stolthed og Forfængelighed der boer under den
deiligste Maske i disse svage Kreature, som for¬
dærves endnu mere ved Mandfolkenes Tilbedelset,
og hvis Forstand ofte er saa meget svagere, som
den just behøvede mere Styrke til at modstaae
Fordærvelsen. Jeg forestillede ham Fruentim¬
merets Levemaade som en Kiede af Tvang og For¬
stillelser, der yttrede sig endog i deres mindste
Handlinger, og som burde lære Mandfolkene, at
ikke dømme af den udvortes Anseelse, men heller
at troe, at den største Ondskab ofte blev skiult
under den venligste Mine. Naar min egen Er¬
farenhed, og den sande Historie ikke gav mig An¬
ledning nok til at stadfæste ham i denne Mistanke
mod Kiønnet, tog jeg Romaner til Hielp. Jeg
lærte ham deraf at kiende de Skinhelliges Falsk¬
hed, Coqvetternes List, og den dybe Fordærvelse,


171
i hvilken et listigt og vellystigt Fruentimmer kunde
styrte en Mands=Person af det beste Hierte. Disse
Lærdomme frugtede saa meget paa min Søn, at
han omgikkes Kiønnet med en besynderlig Var¬
somhed, hvilken vel forsikrede mig, at han ikke let
skulde forelske sig i et Fruentimmer, men tillige
gik saa vidt, at han viiste en almindelig Koldsin¬
dighed mod alle de Personer af Kiønnet, som han
ikke ved en nøie Omgang havde lært at kiende.
Det var saa langt fra, at jeg merkede nogen be¬
synderlig Lyst hos ham til at see Fruentimmer, at
han tvertimod ikke søgte deres Selskaber videre
end jeg selv gav ham Anledning dertil; og dette
bevægede mig til at troe, at jeg ikke alene uden
Fare kunde give ham denne Anledning oftere, men
at det endog var min Pligt, for derved at for¬
skaffe ham den rette Levemaade og det behagelige
Væsen, som en Mands=Person ikke kan lære uden
ved en jævnlig Omgang med Fruentimmeret.
Jeg førte ham i saadanne Selskaber, som
bestod af Fruentimmer af den beste Opdragelse;
og da jeg holdt mig forsikret baade om deres og
min Søns Dyd, og vidste, at han ikke søgte andre
Selskaber end disse, begyndte jeg at tale til ham
i en anden Tone. Jeg foreholdt ham, hvor for¬
nødent det var for et ungt Menneske at behage;
at Videnskab og Dyd nu omstunder ikke var nok
til at giøre Lykke i Verden; at en Mands=Persons


172
Ære beroede meget paa Fruentimmerets Dom om
hans Fortienester; at, endskiønt der vare mange
slette Personer i Kiønnet, endskiønt en Mands¬
Person ikke kunde være forsigtig nok i at vælge sit
Selskab, saa maatte han dog troe, at der og vare
dydige Fruentimmer til, og at, naar han lærte at
kiende saadanne, kunde han aldrig vise dem for
megen Høiagtelse. Saaledes talede jeg med min
Søn, og dette er den eneste Feil, som jeg har at
bebreide mig selv i hans Opdragelse. Men havde
jeg ikke ret? Var det ikke mere sandt, end alt
hvad jeg tilforn havde sagt for at indprente ham
Afskye for Kiønnet? og hvor skulde jeg vel, efter
at have brugt saa megen Forsigtighed, kunde have
tænkt, at saa uskyldig en Sandhed, som denne,
skulde have spildt Frugten af den lykkeligste Op¬
dragelse?
En af mine gamle Venner havde en artig
Datter, thi smuk var hun ikke; denne Pige var
et af de Fruentimmer, hvilke min Søn fik oftest
at see. Jeg merkede tilig, at han i hendes Sel¬
skab var mere fornøiet, end i andres, og det var
saa langt fra, at dette fortrød mig, at det tvert¬
imod glædede mig, at hendes Selskab forskaffede
ham en Munterhed, som giorde ham mere elsk¬
værdig. Hun havde en skikkelig Opdragelse, og
var tillige hverken saa skiøn eller galant, at jeg
kunde frygte, at en Mands=Person skulde lade


113
sig indtage saaledes af hende, at det kunde have
onde Følger. - For nogle Dage siden merkede
jeg først, hvor lidt man kan bygge paa al men¬
neskelig Viisdom og Forsigtighed - og min
Søn, den mig hidindtil saa kiere Søn, var just
selv den Person, som bragte mig denne ulyksalige
Tidende. Han kom ind til mig, og tilstod reent
ud, at han elskede Clarisse, saa hedder Pigen. -
Det er ikke Skiønhed, sagde han, ikke et be¬
hageligt Væsen, som har overvundet min Kold¬
sindighed mod Kiønnet. Mod disse Ting har
jeg været sikker nok ved Eders Formaninger.
Disse, min Fader, have gjort mig saa forsig¬
tig, at jeg og har stridet mod denne Tilbøie¬
lighed saa længe, indtil jeg ved en lang Om¬
gang er bleven ganske overbeviist derom, at
Clarisse fortiener min Kierlighed. Jo rarere
disse Egenskaber ere iblant Kiønnet; jo mindre
jeg havde ventet at finde saa mange baade af
Forstandens og af Hiertets Fuldkommenheder
forenede i saa skrøbeligt et Kreatur, som J
altid have sagt mig, at et Fruentimmer var;
desto større er min Høiagtelse, desto heftigere
min Kierlighed, som jeg saa længe har under¬
tvunget, og som jeg ikke har følet uden for
denne Person alene, som fortiener den saa vel."
Endskiønt denne Tale forekom mig vel Romansk,
loe jeg dog deraf, saa længe han kuns talede om


174
Kierlighed; men da det gik videre, da han be¬
gyndte at tale om Ægteskab, og sagde med den
alvorligste Mine, at han var ulykkelig for sin hele
Livs-Tid, dersom jeg ikke tillod ham at gifte sig
med denne Person, da, Kiere Tilskuer, da ønskede
jeg i mit Hierte, at jeg aldrig havde prædiket mod
Kierlighed, at jeg havde tilladt ham at begaae
alle de smaa Daarligheder, som jeg selv har be¬
gaaet i min Ungdom; thi hvor mange Fruentim¬
mer jeg end elskede, faldt det mig dog aldrig ind
at ægte nogen, førend jeg var kommen i saadan
en Stand, hvori jeg med Ære kunde forsørge en
Kone. Jeg begreb nu først, at det hverken var
Forstand, Dyd og Opdragelse, men alene min
Flygtighed og Vildskab, som havde bevaret mig
fra den største af alle de Daarligheder, som et ungt
Menneske kan begaae, at binde sig til et Fruen¬
timmer i den Tanke at ægte hende; Jeg deelte
mit Hierte iblant saa mange, at ingen kunde rose
sig af at besidde det ganske. Dette havde tillige
den Virkning, at da jeg endelig var kommen i
Stand til at gifte mig, havde Kierligheden saale¬
des udraset, at den ikke meere hindrede min For¬
nuft i at giøre det klogeste Valg, som en Mand af
min Stand kunde giøre, det er kort at sige: Jeg
giftede mig saa vel efter Raison, at, endskiønt
jeg selv ikke just var forelsket i min Kone, havde
jeg dog den Fornøielse, at alle fornuftige Folk


179
biefaldt mit Valg. - Saaledes er jeg gaaet
Verden igiennem uden stor Hielp af Opdragelse,
Videnskaber, Sædelære, - og min Søn, om
hvilken jeg troede, at han ved disse Ting skulde
være langt fuldkomnere end jeg, han er nær ved
at begaae den største af alle de Sottiser, som et
ungt Menneske kan forfalde til.
Jeg beklagede mig strax for en af mine
Venner, som jeg altid har holdt for en fornuftig
og ærlig Mand, og derfor taget i Raad med mig
i alle vigtige Ting. Men hvad meener J vel,
at denne Mand raadede mig? Jeg troer endnu,
at han hemmelig maae være underkiøbt af min
Søn; thi ingen klog Mand kunde ellers falde
paa sligt. Han vilde bilde mig ind, at jeg burde
tillade min Søn at gifte sig, og at, saa længe han
blev ved at skikke sig vel, hvortil Kierligheden og
Omsorg for hans Familie nu vilde give ham nye
devægende Grunde, maatte jeg ingenlunde slaae
Haanden af ham, om jeg og derfor skulde ind¬
skrænke mig selv. Det var ingen Skam at elske,
sagde han, og endnu mindre, at gifte sig, naar
Partiet paa begge Sider var fornuftigt og anstæn¬
digt; og fordi jeg havde været saa daarlig at bilde
mig ind, at et ungt Menneske var uden Passion,
derfor maatte jeg ikke endnu begaae en anden
Daarlighed, som var endnu større, at bringe min
Søn til Fortvivlelse eller andre Laster, ved at


170
nægte ham en tilladelig Opfyldelse af den Pas¬
sion, som jeg selv til deels havde foranlediget, og
endnu mindre følge Hobens nedrige Tænkemaade,
efter hvilken en af Naturen, Religionen og Lo¬
vene saa hellig Forbindelse, naar den ikke altid
kommer overeens med Ærens og Pragtens op¬
digtede Mode=Regler, ansees for en skammeligere
Gierning end Liderlighed, Forførelser, Troeløshed
og alle de Laster, i hvilke en ulovlig Kierlighed
styrter Ungdommen, og af hvilke man endog i
Alderdommen selv roser sig med en uforskammet
og taabelig Frækhed, som gaaer indtil at vise For¬
agt mod dem, som tilig opofre deres Frihed, ind¬
skrænke deres Fornøielse og giøre sig Livet møi¬
sommeligt ved at paatage sig de Omsorger, som
udkræves til at opføde en Familie. Gifter J
Eders Søn, sagde han videre, skal han ved den
Gemyts Art, som han har, blive endnu mere
dydig og vindskibelig, end han har været; han
skal fordoble sin Flid for at komme snart i Stand,
til at forsørge en elsket Familie, og det er saa
langt fra, at denne Gierning i fornuftige Folkes
Tanker skal hindre hans Lykke, at de skulde holde
dem dobbelt forbundne til at hielpe ham. Den
Mangel, som han lider i Begyndelsen, skal lære
ham Sparsommelighed og en god Huusholdning,
hvorved han i Tiden skal vinde mere end ved et
stort Partie, som gav ham Anledning til endnu


171
større Bekostninger. Dersom J, uden at styrke
ham i Ladhed rækker ham Haanden, skal han el¬
ske Eder uendelig mere for det Gode, som J giør
ham, medens J lever, end for alt det Gods,
som J ved Loven forbindes til at efterlade ham,
naar J døer, og som kuns lidet skal glæde ham,
dersom J berøver ham Haab om at dele det med
den Person, som han elsker. Lad være, at J
derfor nødes til at indskrænke nogle af Eders Ud¬
gifter; Dette er den mindste Straf, som J kan
betale for de langt større Forseelser, som J ha¬
ver begaaet selv i Eders Ungdom, og Tabet bli¬
ver uendelig lidet, naar J betænker, hvad Eders
Søn, og hvad J selv vinder derved. Den Glæ¬
de, at see en dydig og vel opdragen Familie, som
tilskriver Eder al sin Lyksalighed, opvoxe under
Eders Vinger, skulde den ikke være saa meget
værd, som den Fornøielse J kunde have af at
holde et par Hæste paa Stalden, at have nogle
flere Rætter Mad paa Eders Bord, nogle flere
Kostbarheder i Eders Huus? Thi ved saadan en
Afregning, min Ven, skal J snart finde Ud¬
veie til de Bekostninger, som hehøves til at Un¬
derholde Eders Søn med hans liden Familie,
saa længe indtil en Person af hans Egenskaber og
Flid kan komme i Stand til at forsørge sig selv.
Saaledes snakkede min Ven for mig, og
jeg maae tilstaae, at hvor urimeligt det end var


178
sig selv, vidste jeg dog ikke hvad jeg skulde sva¬
re ham. Men da jeg veed vist, at alle skikke¬
lige Folk af min Stand vilde holde mig for den
største Nar, om jeg giorde det; saa maatte jeg
jo virkelig være det, om jeg af en eneste Mand
lod mig overtale til at handle tvertimod mine eg¬
ne og andre Folkes Tanker, og dette er jo nok?
Jeg overlader til Eder, min Herre, at igiendri¬
ve ham mere grundig, og udbeder mig tillige¬
Eders Betænkning i denne vigtige Sag. Je
tviler ikke paa, at den jo bliver fornuftigere end
min Vens, i det mindste holder jeg Eder vist
for at være saa en klog Mand, at J før raadede mig
til at give min Søn aarlig Penge til at holde en
Maitresse, end at tillade ham i denne Tilstand at
gifte sig. Dersom J ikke just vil være Eders
Mening offentlig bekiendt, kan J finde mig hver
Aften paa Comoedie=Huset, hvor jeg skal søge
Leilighed at tale med Eder. Jeg forsømmer i
disse Dage ingen Anledning til at adsprede Tan¬
kerne; thi i mit Huus har jeg ingen Fornøielse
mere, og min Søn, som jeg gierne vilde føre
ud med mig, for at skaffe ham noget andet for
Øinene, han har indsluttet sig i sit Kammer,
hvor han overlader sig saaledes til sine forelskte
Griller, at han ingen Ting mere bestiller.
midlertid er det dog got, at han bliver der, og
at han har forsikret, at han ikke vil søge Leilighed


179
til at tale med den Person, som han elsker, fø¬
rend han har erholdet mit Samtykke, hvilket ikke
skeer saa hastig, og imidlertid haaber jeg, at
Kierligheden forgaaer ham. Hvis saa er, be¬
høver jeg ikke Deres Raad. Jeg forbliver
No. 119.
Mandagen, den 8 Martii, 1762.
E¬
n Mand, som har megen Læsning, giorde
mig forleden det Spørsmaal: hvoraf det
kommer, at de saa kaldede Lærde sielden skrive
vel? Jeg forstod ikke, hvad han vilde sige.
Spørger De, svarede jeg, om Aarsagen til det
gamle Ordsprog: Docti male pingunt? da
er det vel ikke saa vanskeligt at giette den. Folk,
som skrive meget og hastig; som bekymre sig me¬
re om Tankerne og Stilen end om Bogstaverne;
som rette og forbedre ofte det første Udkast, og
som lade det enten trykke eller reenskrive af andre,
førend de fremviise det; kunne ikke let have saa
ziirlig en Haand, som de, der ikke skrive andet
end Compliment=Breve, eller arbeide paa en Skri¬
verstue efter visse Formularer. Jeg bekymrer


180
mig ikke om Haanden, det er om Tankerne og
Stilen jeg taler. Tankerne og Stilen? sagde
jeg: Hvem har da skrevet de gode Bøger, som
vi have i saa mange Sprog, og som ingen kien¬
der bedre end De, Min Herre? Er det Jdioter,
som have forfattet disse Værker, siden de Lærde,
som J siger, skrive slet? - J veed jo dog vel,
sagde han videre, hvem man kalder Lærde; det
er ikke saadanne Folk, som ved Erfarenhed, Læs¬
ning og Betragtning have skiærpet deres naturli¬
ge Forstand, som giøre Videnskaberne til en
Slags Tidsfordriv, og hvoraf der findes nogle
i alle Stænder og Kiøn, saadanne Folk, som
Greverne af debaftesbury og Fuffy, Maa.
devigfy, Maa. Kome o. s. v. Det er dem,
som giøre Profession af Studeringer, Lærerne
ved de høie Skoler, de, som have megen Styr¬
ke i lærde Sprog og andre Academiske Viden¬
skaber, det er saadanne som Perrault, Lip¬
sias, som de, der have skrevet Anmærrninger
til de Græske og Latinste Forfattere, Systemer
i Videnskaberne, Stridsskrifter o. s. v. Saa¬
danne Folk er det, jeg forstaaer ved Lærde; og
det er ikke Stilen alene i deres Skrifter, som ge¬
meenlig er paa en latterlig Maade enten opskruet
eller krybende, men og Tankerne. Tydelighe¬
den og Grundigheden, hvori de ved Hielp af de¬
res Konst-Ord og Methoder meene at have for¬


181
skaffet sig saa stort et Fortrin frem for andre Folk,
hvor ofte savnes de ikke meeere i disse Verker end
i andre? Hvor mange Anmerkninger i de skiøn¬
neste Oplag af de gamle Forfattere ere vel taale¬
lige? Sige de fleste ikke med mange Ord langt
mindre, end Forfatterne selv, som de fortolke,
have sagt os med faa? Disse Folk, som selv ha¬
ve skrevet saa ilde i det eneste Sprog, som de for¬
stod, hvor meget værre endnu behandlede de de¬
res Moders Maal? Jkke desmindre var det dem,
som skrev Lærebøger og offentlig underviiste Ung¬
dommen i Veltalenheden. Det var af deres
Skoler, at vore Geistlige Talere, vore Sagfø¬
rere, vore Historieskrivere, vore offentlige Em¬
bedsmænd bleve dannede. De, som selv ikke
kunde skrive et skikkeligt Brev, hvorledes skulde
de lære andre at bruge Videnskaberne? Og hvad
vilde man dømme om en Skomager, som, end¬
skiønt han selv ikke kunde giøre et Par Skoe, dog
skrev Lærebøger, og gav offentlig Forelæsninger
til andre, som skulde giøre dem?
Nu forstod jeg først, hvad Manden vilde
sige, og jeg fornam da, at Spørsmaalet ikke
var saa let at besvare, som jeg havde tænkt. E¬
ders Lignelse, sagde jeg efter nogen Betænkning,
er for det første ikke saa rigtig, som den lader -
alle Konster ere ikke saa lette som Skomager¬
nes Haandværk. Foruden Reglerne udkræves


182
der til de fleste noget, som man kalder Gemie.
En kan underviise en anden i Reglerne af Mu¬
siken, og dog ikke selv være i Stand til at sam¬
mensætte en taalelig Arie. J Musiken har man
altid erkiendt Nødvendigheden af det, som man
kalder Gehør og Smag; men i Videnskaberne
har man troet, at Reglerne og Grundene vare
nok, og uden at prøve sine Kræfter, uden at gi¬
ve sig Tid til at samle ved Læsning og Eftertan¬
ke den Forraad af Tanker, som er fornøden til
at tale og udtrykke sig vel, har man troet, at
Sproget alene og nogle almindelige Begreber af
Videnskaberne vare nok til at skrive. En Ma¬
ler holder det for lidet, at vide Reglerne til Teg¬
ningen; han seer mange Mønstre, han betragter
Naturen; han øver sig i at efterligne dem; han
samler sig en Forraad af enkelte Træk, hvilke
hans Jndbildning sammenbinder paa mange Maa¬
der, for at treffe den største muelige Overeens¬
stemmelse i det Heele: Før drister han sig ikke til
at opfinde og sammensætte noget selv. En Mu¬
sikus giør det samme. Pythagor paalagde sine
Discipler fem Aars Taushed, førend de dristede
sig til offentlig at fremsætte og forsvare deres Tan¬
ker. Vi begynde i Skolerne at sammensætte,
at skrive Taler, Chrier, ligesaa snart som vi ha¬
ve lært en Grammatik af et dødt Sprog, og førend
vi endnu ere i Stand til at fremføre en eneste


183
sund Tanke i vort Moders Maal. Unge Men¬
nesker bestyrkes derved i den Mening, at det er
nok, at vide Ordene og Reglerne af Sammen¬
bindelsen i et Sprog, og med mange Ord at kun¬
de snakke vidtløftig om en Ting, uden at sige no¬
get, som enten overbeviser eller rører. Man
vænner dem ofte til urimelige Sammensættelser,
fordi Hensigten er kuns alene at øve sig i Spro¬
get; og naar de endelig komme til de høie Sko¬
ler, hvor man, som det hedder, skal af Viden¬
skaberne lære at tænke, saa ere Øvelserne i disse
ligesaa baqvendte som i Sprogene. Neppe ha¬
ve de anvendt et Aar paa de almindelige Grunde
af Metaphysiken, førend de driste sig til at frem¬
sætte og forsvare deres Sætninger offentlig, og
ansee disse Øvelser som en Hoved=Nøgel til alle
Videnskaber og det ypperligste Middel til at for¬
hverve sig en Færdighed til at tænke og tale om
Alting. Uden Betragtning, uden Læsning,
uden historisk Kundskab, uden Erfarenhed troe
de sig ved Hielp af en Grammatik og Metaphy¬
sik at være ligesaa kloge som de tvende Slaver,
der bleve fremstillede paa Torvet for at selges med
Æsope. Den ene var en Grammatikus, den
anden en Musikus; og da Philosophen Tanthus
spurgte dem, hvad de kunde giøre, svarede de
vegge: Almig.


184
Heraf kommer det, at mange efter at ha¬
ve anvendt nogle Aar i Skolerne paa Sprogene
og Veltalenheden, og nogle paa de Academiske
Øvelser i Tænkekonsten, tænke og udtrykke sig
ofte langt slettere, end de, som kaldes Ustude¬
rede. Det besynderligste er, at mange Lærde
ofte holde det for en meget let Sag, som de selv
efter mange Aars Flid giøre saa slet, nemlig at
tænke og udtrykke sig vel, og at just de, som
troe, at der er intet at afkorte i den Tid, som
man i Skolen anvender paa et dødt Sprog, uden
at komme videre end til at sammensætte det efter
de grammaticalske Regler, at det Vigtigste, som
man kan giøre paa et Academie, er at bivaane
flittig saadanne Øvelser, hvorved man kan for¬
skaffe sig en Færdighed i at tale offentlig, at just
disse Folk holde Veltalenheden for et af de lette¬
ste Arveider, og bekymre dem selv ofte saa lidet
om at give den studerende Ungdom en grundig
Underviisning i de Videnskaber, uden hvilke
hverken Methoden eller Tale=Konsten hielpe, at
anføre dem til Læsning og Betragtning, at lære
dem at kiende gode Skrifter og vænne dem til den
Nøiagtighed i Undersøgninger, den Forsigtighed
og Beskedenhed i Domme og Slutninger, hvori
den rette Grundighed bestaaer, og som i den sæd¬
vanlige Lære- og Studere-Maade dog saa meget
forsømmes, at alt, hvad et ungt Menneske ef¬


185
ter mange Aars Skolegang og Academiske Øvel¬
ser lærer, er at kunde snakke dristig og længe i et
dødt Sprog om Videnskaber, hvori han ingen
Forelæsninger har hørt, sielden læst meer end een
Bog, og hvoraf kuns de allerførste Grunde ere
ham bekiendte.
Men, hvorledes, sagde Manden, meener
De vel, at man kunde rette denne Feil i Under¬
viisningen, hvorved baade Videnskaberne og
Veltalenheden lide saa meget, at lærde Folk ofte
baade tænke og skrive slettere end andre? J ste¬
det for at anvende saa lang Tid, svarede jeg, paa
den Veltalenhed, som man agter saa lidet, og
saa liden Tid paa de Videnskaber, om hvilke
man taler saa meget, troer jeg, at ikke alene Vi¬
denskaberne, men og Veltalenheden, vare bedre
tiente dermed, at man i den almindelige Under¬
viisning anvendte mindre Tid paa denne for at
anvende mere paa hine. Vi behøve til alle For¬
retninger i Livet Jndsigt i Videnskaberne og Hi¬
storien, og deres adskillige Deele staae i saa nøie
en Forbindelse med hinanden, at enhver behøver
nogen Hielp af de andre. Brugen af Talekon¬
sten udkræver i alle Tilfælde Jndsigt i Videnska¬
berne og Historien, men Brugen af disse udkræ¬
ver ikke altid hele Talekonstens Styrke. En For¬
ening af begge er den høieste Fuldkommenhed af
den menneskelige Forstand; men til denne Fuld¬


180
kommenhed kunne alle ikke komme, og det er der¬
for endnu daarligere, at begynde dermed i den
almindelige Underviisning, som gives til alle.
De første Grunde af Videnskaberne og Historien
ere altid fatteligere for en Discipel, end den Styr¬
ke i Tanker og Skiønhed i Udtryk, som findes i
Virgil og Horatz; Hine ere ham i alle Omstæn¬
digheder nyttige; disse kuns, naar han skal være
Taler eller Poet; og for at blive dette engang
maae han ikke alene have tænkt og lært meget, men
og anstillet mange Øvelser, førend han vover sig
til de gamle Mønstre. Til Videnskaberne og
Historien, i det mindste til det Nødvendigste og
Nyttigste deraf, er det nok at have et sundt Be¬
greb og Hukommelse, og begge kunde skiærpes
ved Brugen. For at blive endog en maadelig
Taler udkræves endnu, foruden alt dette, en
vis Hastighed og Munterhed i Forestillingskraf¬
ten, en Bøielighed i Sindet til at modtage og
opvække alle Slags Bevægelser, som ingen saa
let giver sig selv ved den største Flid, dersom Na¬
turen ikke har dannet ham dertil. Saadant et Genie
maatte man først mærke hos en Person, førend
man giorde Sprog og Veltalenhed til Hoved-Sa¬
gen i Underviisningen; Man maatte først give
unge Mennesker nogle Begreb af Videnskaberne
og Historien, førend man anførte dem til det,
man kalder Stiil og Udarbeidninger i sær i et


18,
dødt Sprog, eller til Oversættelser af Alderdom¬
mens Mønstre, hvorved de, uden at opnaae
disse Mønstre, fordærve den naturlige Tænkemaa¬
de i deres eget. Denne Umage er ellers som
oftest enten overflødig eller spildt; har man i
Sinde at giøre alle disse Folk til Talere eller Poe¬
ter, er det for lidt, og er dette ikke Hensigten,
saa er Tiden, som anvendes derpaa for lang.
Man siger, at Videnskaberne ere for abstracte og
vanskelige for Ungdommen. Jngen Skole=Vi¬
denskab er det mere end just den, som man be¬
gynder med, nemlig Grammatiken. J den Tid,
som anvendes paa denne Konst, som er for høi
for Børn, og som allerbest fattes af Øvelse, kun¬
de man lære dem det Vigtigste af Grund=Viden¬
skaberne og Historien, naar baade Lærebøgerne
og Methoden vare indrettede derefter. Siden
var det først Tid at anføre dem, som havde Ge¬
nie dertil, dem, som skulle være Kirke= eller
Skole=Lærere, til Veltalenheden; og denne Konst,
hvormed vi begynde vores Skolegang, og som
vi sætte tilside ved Academierne, burde være det
Sidste i vore Studeringer, fordi det er en Konft,
hvorved vi lære at føre os alle de andre til Nyt¬
te, at bruge Videnskaber, Eftertanke, Læsning
og Erfarenhed, til at foredrage Sandheder for
andre i Taler og Skrifter.


188
Disse Feil i Studeremaaden ere saa kien¬
delige, at der, længe førend de levende Sprog
begyndte at dyrkes, have været Genier, som ha¬
ve indseet, hvor langt de lærde Mestre i Tale¬
konsten, som kaldte sig Eramnatiei og Pm¬
lologi, vare under de Mønstre af Alderdom¬
men, som de dristede sig til at efterligne.
Lapson, en Engellænder, anfører i sine Fore¬
læsninger over Veltalenheden et Stykke af et Haand¬
skrift i det 7de Aarhundrede, hvori Forfatteren
forestiller Aarsagerne til Smagens Fordærvelse
under dette findrige Digt.
En Digter, siger han, spadserede engan¬
i en stor Forgaard af Minervæ Tempel, og i det
han vendte sine Øine til Athenen, bevægede det¬
te Syn ham til at sukke over Konsternes og Vi¬
denskabernes slette Tilstand. Jndtaget og hen¬
rykt af saa bedrøvelig en Forestilling, seer han
Merkur, som aabenbarede sig for ham, og saa
de ham Aarsagerne til denne Fordærvelse. Han
befalede ham at see op, og han blev til sin store
Forundring et stort Bierg vaer, paa hvis Spidse
laae en prægtig Bygning. Roden af dette Biers
var omgivet af en tyk Skov, i hvilken løb ad¬
skillige Fodstier, paa hvilke mange Folk vandre¬
de. Merkur berettede ham strax, at det var en
Tempel for Veltalenheden, som er en Datter af
Friheden, at alle de, som vandrede neden un¬


189
der, vare Folk, som holdte det for saa let en Sag,
at komme ind i Templen, og derfor løbe paa disse
Veie ved Foden af Bierget, uden at giøre sig
Umage at bestige det. Merkur tog derpaa Dig¬
teren ved Haanden, og førte ham med sig paa
den høieste Spidse af Bierget ind til Templen
selv. Ved Enden af Hoved=Veien, som førte
til den, var en stor Port, som blev bevogtet af
en gammel ærværdig, alvorlig og dybsindig
Mand. Merkur kaldte ham Gemus. Veien
selv var efter Merkurs Beretning i forrige Tider
anlagt og banet ved de største Mænds Flid.
Strax ved Jndgangen i Templen var et Kam¬
mer, hvori de berømteste Poeters Skilderier va¬
re opstillede; J det næste vare de beste Historie¬
skriveres, i det tredie de fortreffeligste Taleres
Støtter. Under disse bemerkede Digteren i sær
kericles og Pbocion, den yngere Gracehus
og sulius Cæsar. Ved den inderste Tempel
stod Nuintiltan, som ikke tillod nogen at gaae
ind uden først at have prøvet hans Beqvemhed.
For des lettere at anstille denne Undersøgning be¬
tiente han sig af en anden Person, som ikke stod
langt fra ham, og som Merkur kaldte den Vii¬
se af Stagira. Denne, sagde han videre,
forlangte i sær af sine Discipler Flittighed og
Taushed. Efter denne Samtale førte Merkur
Digteren midt ind i Templen. Her sad Gud¬


190
inden paa en Throne af fiint Guld; bag hende
stod Gemus af Athenen, paa den anden Side
mod den venstre Arm af Thronen Gemus af
Rom; ved Foden af Thronen sad Betragtning,
og tet ved stod Overtalelse; under dem havde
alle Tilbøielighederne deres visse Pladse, som va¬
re dem anviiste. For Gudinden laae en Bog
opslagen, paa hvilken hun stedse og uden Foran¬
dring fæstede sine Øine; denne kaldte Merkuk
Naturens Bog. J hendes Haand holdt hunet
Brænde=Speil, hvilket strax fortærede alle de Ar¬
beider, som bleve hende foreviiste, og ikke ud¬
stod Prøven. Dersom alt ikke blev opbrændt,
saa blev dog intet tilovers, uden hvad der var
reent og uforfalsket. Her hørte Digteren kon¬
rin holde en lang Tale, som var et Udtog af
hans bekiendte Bog om det Høie. - - Men
i det samme blev han paa engang henrykt i en
anden Tempel, hvor alting saae ganske ander¬
ledes ud, og hvor Gudinden og hendes Tienere
vare omringede af lutter barnagtige Zirater og
latterlige Prydelser. Merkur sagde ham, at
denne Tempel tilhørte den falske Veltalenhed.


191
No. 120.
Fredagen, den 12 Mart. 1762.
E¬
n af de besynderlige Egenskaber i den menne¬
skelige Natur er den Behag, som man fin¬
der i de modsatte Antitheser, som forekomme saa
ofte i de mørke Taler, der giorde saa væsentlig
en Deel af den gamle Østerlandske Philosophie
og Veltalenhed, og i hvilke nogle af de største
Skribenter i vore Tider saaledes have forelsket
sig, at de have søgt en besynderlig Skiønhed i
Modsigelser.
Dersom det, der fornøier Sielen i saa¬
danne Sammenbindelser, var Begrebernes Strid
og Modsigelse selv; handlede den deri mod den
almindelige Lov, som den ellers følger i alle sine
Begieringer, at ikke elske uden det, hvorudi den
forestiller sig en Overeensstemmelse, Fuldkom¬
menhed, Sandhed og Godhed. Aarsagen til
denne Behag maae altsaa ikke være Modsigelsen,
selv. Tvertimod; saasnart man troede, at
denne var virkelig, kunde Sielen i Følge af dens
uforanderlige Love ikke andet end afskye den.
Hvad er det da, som behager? det er den hem¬


192
melige Forsikring, at Modsigelsen ikke er virke¬
lig? og at det udvortes Skin deraf tilkiendegiver
kuns en Vanskelighed i at forbinde disse Begre¬
ber; at dette er en Knude, som hverken kan
bindes eller løses uden ved en Tænke=Kraft, som
er stærk nok til at merke en Adskillighed i de Ting,
der ere meest forenede, og en Forbindelse imel¬
lem dem, som synes at være meest adskilte.
denne Tanke er det, at Sielen fornøier sig, naar
den enten sammensætter eller opløser saadanne Be¬
greber. Det er ikke den Modsigelse eller Falskhed,
som der synes at være deri, men tvertimod det
Haab at finde en Sandhed og Overeensstemmelse
i Ting, der synes at være saa stridige, der for¬
nøier Sielen, og denne Fornøielse er grundet
paa den naturlige Kierlighed til sig selv, og paa
det almindelige Begreb om Fuldkommenhed
hvilket vi sætte i en Overeensstemmelse af adskil¬
lige Ting.
Naar Tingene virkelig indeholde saadan
en stor Adskillighed af vigtige og betydelige Egen¬
skaber, saadan en Forbindelse af Begreber, som
synes at være meest stridige, og hvis Overeen¬
stemmelse er nok til at sætte den største Siel i
Forundring, er Begrebet virkelig stort, og Tan¬
ken værdig til at fornøie et tænkende Væsen.
Men disse, Vanskeligheder maae da ikke søgesi
ringe og almindelige Ting, der, hvor ingen let¬


193
telig fandt nogen Strid eller Vanskelighed; Op¬
løsningen belønner da ikke Umagen; den svarer
ikke til Forretningen; den vidner ikke om en stor
Tænkekraft; i det mindste beskæftiges denne ikke
paa en værdig Maade; og den maae derfor med
en hemmelig Ulyst og Vemmelse bebreide sig selv
den Umage, som den har spildt, naar den efter
en møisommelig Opløsning ikke opdager noget
Stort i den Ting, som den udfandt.
Af den samme Aarsag maae saadanne Mod¬
sættelser ikke forekomme alt for ofte. Det er ik¬
ke alene unaturligt at finde Underverk og Sel¬
somheder overalt, fordi de vare ikke meere selsom¬
me, saasnart de vare almindelige; men det stri¬
der endog mod det, som er Grunden til den For¬
nøielse, som Sielen finder i Vanskelighe¬
dernes Opløsning. Ligesaa meget som det op¬
lefter den, at føle hos sig en Evne til at fatte det,
som i høie og usædvanlige Begreber er vanskeligt,
saa meget skulde det ydmyge og nedtrykke den,
dersom man viiste den saadanne Vanskeligheder i
de letteste og almindeligste Ting. Af denne Be¬
skaffenhed ere de fleste mørke Taler, i hvis Op¬
løsning de Gamle satte saa stor en Konst, og
de, som bruges iblant os til Skiemt og Tidsfor¬
driv. Saa længe man endnu ikke kiendte saa
mange høie og vigtige Anledninger til at øve
Siele=Kræfterne, søgte man dem ved at giøre


194
lette Ting vanskelige, og ved at legge Snarer
for Fornuften; Vankundighed opfandt disse Knu¬
der, og den samme Vankundighed beundrede
dem. Jmidlertid havde dog disse Øvelser en
Slags Nytte til at skiærpe Forstanden. T
lærte Menneskene at agte paa Tingenes Ligheder
og Forskiel, og forskaffede dem en Færdighed
til at giøre hastig en Mængde af Sammenlignin¬
ger imellem Ting af adskillige Arter, for at fin¬
de den, paa hvilken saa besynderlig en Samling,
af Egenskaber passede sig. Feilen bestod derfor
ikke saa meget i disse Øvelser selv, som i
deres Misbrug, at man i stedet for at bruge For¬
nuften til at opløse Ting, som vare vigtige og
værd at efterforske, søgte Vanskeligheder der,
hvor ingen var, og fandt en Fornøielse i at giø¬
re de klareste Ting uforstaaelige. Men giøre vi
endnu ikke det samme ved de alvorligste Øvelser i
Videnskaberne? Læser man ikke ofte i de syste¬
matiske Verker og i lærde Strids-Skrifter, hø
rer man ikke ved de academiske Øvelser hele Kie¬
der af Fornuft=Slutninger, hvoraf Begreberne
ere ligesaa almindelige, Formen og Sammen¬
sættelsen mindre konstig, og Opløsningen langt
lettere, end i de mørke Taler, hvilke vi nu om¬
stunder regne til den falske Vittigheds Arbeider?


195
Anthitheser har man endnu beholdt, end¬
skiønt disse lige saa vel have deres Grund i en
Slags Svaghed i Forstanden, som de gamle
mørke Taler. Denne Svaghed bestaaer deri,
at som Menneskene ere mere tilbøielige til at be¬
undre det Vanskelige og Selsomme, end til at
agte Sandheden selv efter dens Vigtighed, saa
er det og lettere at opvække saadan en Forundring
ved at fremsætte Vanskelighederne, end ved at
løse dem. Det første er en almindelig Svag¬
hed hos Læserne, og det sidste hos Forfatterne.
Vi have ikke nødig at søge saadanne Underverker
ved tvungne Sammenbindelser; Der ere Van¬
skeligheder nok i Naturen baade i og uden for os
selv, og vores Forstand er indskrænket nok til
at finde disse Vanskeligheder uden at søge dem
langt borte.
Hvor mange modsatte Egenskaber erfare
vi ikke, uden at kunde nogen Tid fuldkommen be¬
gribe dem, i dette Væsen, som vi hverken see,
høre, eller føle, og som vi dog kiende bedre end
alt hvad vi see, høre og føle; som er os nærmest
af alle; det eneste, om hvis indvortes Egenska¬
ber vi have noget Begreb; det, som Hoben
kiender bedre af Erfarenhed, end Philosophen
af Grunde, og som begge dog kiende saa lidt,
at de ofte tvivle, om det er til. Det Væsen,
som har en Evne til at opløse, hvad Naturen


190
allernøiest har forbundet, og til at forbinde de
Ting, som ere meest adskilte; som i et Øieblik
igiennemløber umaalelige Rum, og i det samme
Øieblik samler Tildragelserne af hele Aarhund¬
rede; som er mindre end noget Solegran, og
dog umaaleligere end nogen Jordkugle; som i
en Punkt, hvilket intet Forstørrelses=Glas endn
har kunnet opdage, fatter hele Naturen og ud¬
trykker den fuldkomnere end Malerens Pensel;
som ligner Jntet, og dog har en Lignelse af Al¬
ting; som kan skabe nye Verdener og giøre det
virkeligt, som aldrig er til; som giør, at det
Forbigangne bliver nærværende, og at det Til¬
kommende allerede er til. Dette Væsen, som
søger sig selv uden for sig selv, og troer at finde
sig selv i det, som kuns er dets Skygge; snatt
Stolt nok til at herske over sine Lige, og til at
søge en Ære, som alene tilkommer den Uskabte;
snart igien Nedrig nok til at forglemme og fras¬
ge sig alle de Fortrin, som det har frem for an¬
dre Skabninger; som giør sig selv ofte til en Sla¬
ve af dem, som burde være dets Trælle, og hol¬
der det for sin høieste Lyksalighed at kunde nødet
af disse Trælle til at vælge hvad der er tvertimod
det, som det selv begierer.
De fleste Læsere skulle vel allerede have
giettet, at dette ubegribelige Væsen ikke kan væ¬
re andet end det, som tænker i os, det, som


191
vi kalde vor Siel, i sær dens høiere Evner, For¬
standen og Villien. Dette Væsen, som alle
Mennesker kiende bedre ved den indvortes Følelse,
end alt hvad de see og fornemme uden for dem;
som giør sig saa klare Billeder af hele Verden i
en Punkt af Legemet, som ingen Læge, ingen
Naturkyndig endnu har fundet; en Erfaring,
som alene burde være nok til at overbeviise os der¬
om, at denne Punkt, som indbefatter saa man¬
ge Ting, og i hvilken hele Maskinens Bevægel¬
ser samles, selv ikke er en Maskine. Den Siel,
som, ved at opløse og sammensætte Begreberne,
kan optænke saa mange nye Mueligheder, erin¬
dre det Forbigangne, og slutte sig til det Tilkom¬
mende. Det Væsen, ved hvilket vi adskille os
fra andre Ting, fornemme, at vi ere til, og føle
hvad der foregaaer i den udvortes Maskine, den¬
ne Maskine, som vi ofte ansee for at være os
selv, endskiønt vi af Erfarenheden alene kunde
begribe, at den maae være ligesaa adskildt fra
det Væsen, som tænker, som Skyggen fra Le¬
gemet. Sielen, dette ubegribelige Væsen, som,
hvor høit og ædelt det end er i sig selv, dog ofte
indbilder sig at være fuldkomnere end det er; som
tillige er nedrigt nok til at giøre sig til en Slave
af de dyriske og sandselige Begierligheder, og
som ofte sætter sin Lyksalighed i at lade sig forlede
af disse Begierligheder, som den burde beherske


198
til at vælge Ting, som ere tvertimod dens egen
Overbeviisning og mod den fornuftige Begier¬
lighed.
Jeg vil ikke opholde Læserne med at for¬
klare alle de Træk af dette forundringsværdige
Billede, som enhver finder i sig selv. Dette er
ikke sammensat enten for at viise min Vittighed,
eller for at øve deres Tænkekraft. Jeg maatte
ellers have gjort det mere ukiendeligt, og dette
var just imod min vigtigste Hensigt, som ikke er
saa meget at skrive en Afhandling om mørke Ta¬
ler og Antitheser, som at viise dem, der finde
Fornøielse i at sammensætte, beundre, og opløse
saadanne Begreb, hvorledes de kunne beskæftige
sig med ædlere Betragtninger, som ere værdige
til at øve den største Tænkekraft, og som den blot¬
te Erfarenhed af det, som foregaaer i dem selv,
daglig kan give dem Anledning til. Var det
mig saa let at opløse denne mørke Tale, ved at
viise Grundene til alle disse saa adskillige og for¬
undringsværdige Egenskabers Forbindelse i en
eneste udelelig Punkt af vort Væsen, som det
var mig let at fortsætte den endnu længere, og at
forene flere modsatte Begreb, som giorde bille¬
det endnu mere forunderligt; da skulde jeg have
sagt i dette Blad mere end alle Viise endnu ha¬
ve sagt. De fleste, som have dristet sig til at
opløse denne mørke Tale, have opløst den med en


199
Tale, som endnu var mørkere. Vor Siel er
stor nok til at fatte, at den er ubegribelig, men
ikke til at fatte, hvorledes den er det; og dette
bør uden Tvivl give os en stor Grad af Vished
om denne vigtige Sandhed, som er nok for det¬
te Liv: at et Væsen, der har en Evne til at fat¬
te saa mange Ting, maae være skabt for at kom¬
me engang i en Tilstand, hvori den kan kiende
sig selv.
Dersom den Fornøielse, som vi finde i at
opløse mørke Taler, og i at sammenbinde de Be¬
greber, som synes at være allermeest modsatte,
kommer deraf, at Sielen troer derved at fornem¬
me hos sig en Evne til at løse store Vanskelighe¬
der; hvor ubeskrivelig maae dens Glæde ikke bli¬
ve i det Øieblik, da den skal føle hos sig en For¬
mue til at opløse det, som for alle Viise hidind¬
til har været en mørk Tale.


200
No. 121.
Mandagen, den 15 Martii 1762.
Herr Tilskuer!
F¬
oruden de Hindringer for Videnskaberne, som
De haver bemærket paa adskillige Steder i
Deres Blade, i sær i det 110de No. er der end¬
nu flere, af hvilke de vigtigste efter mine Tan¬
ker ikke bør søges saa meget i Mangel af Under¬
viisninger, som i de Studerendes Vilkaar og
Omstændigheder. Jeg tilstaaer, at et mundtlig
Foredrag af Videnskaberne, og Mængden af of¬
fentlige Forelæsninger, hvor disse flittig baade
holdes og søges, giør meget til at opvække den
Studerende Ungdom, og til at indbringe dem
uden stor Møie de første Grunde af Videnskaber¬
ne: Men de have og ofte den Uleilighed, at man
anvender saa megen Tid paa at høre andre, at
man tænker intet selv; at Tilhørerne troe, at
Læreren bør tænke for dem; at det er nok, at de
flittig optegne, hvad han siger; at han har prø¬
vet alle Ting saa vel, at det kuns kommer an paa
at giemme hvad han har sagt; og endelig, at


201
man behøver ikke at vide mere af den Videnskab,
end hvad man ved to eller i det høieste tre igien¬
tagne Forelæsninger har kunnet beholde. Man
misbruger Forelæsninger ligesom Overhørelser og
Prøver; I disse er et Udtog, som man lærer
uden ad, og i hine det Collegium, som man af¬
skriver, det Maal,, som bestemmer Grændserne
baade af Videnskaberne og Vindskibeligheden.
Ved de Akademier, hvor det enten mangler paa
Forelæsninger, eller disse forsømmes, har man
gamle Collegier, som man lader afskrive; men
disse læres dog uden ad til en Examen. Ved de
andre, hvor man hører Forelæsninger fra Mor¬
gen til Aften, der skriver man vel disse Collegier
selv, og undertiden saa færdig, at der ikke fattes
et Ord; men i stedet for at giemme dem i Hu¬
kommelsen, henlegger mange dem ved Forelæs¬
ningerne paa en Hylde, for siden, naar de for¬
lade Universitetet, at kunne bevise med Bøgernes
Mængde og Størrelse, hvor meget de have hørt,
hvilket ikke altid betyder, hvor meget de have lært.
Jeg har selv kiendt mange ved de frem¬
mede Universiteter, hvor Forelæsninger allerflit¬
tigst holdes og besøges, som have havt deres Hyl¬
der fulde af saadanne Bøger, der vidnede om
deres Læreres Flid, men hvoraf de selv tillige
vidste mindre end en Student ved et andet Aka¬
demie, som for at spare hans Lærere den Umage


202
at igientage aarlig, hvad han engang har sagt,
og hvad der findes i saa mange Udtoge, har uden
videre Omsvøb lært saadant et Udtog uden ad,
og ikke forlangt andet af sine Lærere, end at de
engang vilde give dem den Umage at overhøre
ham. Disse Lærere, Min Herre, have ofte til
deres store Forundring fundet en rig Høst der,
hvor de ikke saaede, naar hine med al deres Vind¬
skivelighed have seet Torne og Tidsler voxe paa
den Ager, som de gave sig saa megen Umage
for at dyrke.
Tænk ikke, Herr Tilskuer, at min Hen¬
sigt med alt dette er, at bestride Nytten af offent¬
lige Forelæsninger; Jeg kiender den alt for vel
dertil. Lad være, at mange misbruge dem, saa
blive de dog altid til stor Nytte for nogle, og alle
opvækkes til en Slags Flid der, hvor det er en
Skam at ikke lade sig i det mindste flittig see paa
de Steder, hvor Videnskaberne offentlig foredra¬
ges. Øret og Haanden vænner sig til en Be¬
skæftigelse, som til sidst ikke tillader Sielen at
være ganske ledig. Lærerne selv vinde ved disse
Øvelser. De idelige Jgientagelser og Prøver
forskaffe dem en nye Tydelighed, en bedre Orden,
et beqvemmere Foredrag; De berige ofte Viden¬
skaberne med vigtige Tillæg og Opdagelser, som
gemeenlig ere Frugter af bekiendte Grundes jevn¬
lige Prøve og Betragtning. Jeg har kiendt


203
adskillige berømte Lærere, som tilstode, at de
ved at anvende en nye Flid paa hver Forelæsning
vandt mere end ved mange Bøgers Læsning; at
mange Begreber bleve dem selv tydeligere ved
den Umage, som de gave sig for at forklare dem
for andre, og at de ikke alene ved Forberedelsen,
men og i Foredraget selv ofte opfandt baade nye
Slutninger og nye Beviser. Overalt, Min Her¬
re, saa ere jo alle Mennesker, og fornemmelig
Studerende her i Verden, ikke for at spise og
sove, men for at arbeide; og Hensigten af Stu¬
deringer bør ikke alene være at lære noget, men
og at vænnes til saadan en udvortes Virksomhed,
som giør Menneskene skikkede til Forretninger.
Denne Virksomhed læres ikke saa vel, naar en
Student sidder hele Dagen paa sit Kammer, og
lærer et Compendium uden ad, eller og af Man¬
gel paa Anførsel og Opmuntringer sætter baade
Heldred og Munterhed til, for at udgrunde det,
som hans Lærere kunde sige ham med faa Ord;
naar Lærere indslutte sig i deres Studere=Stuer,
og sielden lade sig see, uden for at kræve Regn¬
skab for det, som de ikke have lært andre. En
Student, som ved de Akademier, hvor Forelæs¬
ningerne ere almindeligere, løber fra Morgen til
Aften af et Collegio i et andet, bliver ved Lege¬
mets Bevægelse og den udvortes Virksomhed
alene, om han ikke lærte meget andet, meere skik¬


204
ket til Forretninger, end en anden, som, enten
fordi han ikke har Leilighed til at høre det, som
han vil lære, eller fordi han ikke vil give sig den
Umage at søge den, fordriver sine beste Aar i en
Lehne=Stoel eller paa en Seng, med en Bogi
Haanden, og som, naar han i denne Tilstand er
allerflittigst, bliver ved alt for megen Stilhed og
Magelighed dorsk, tungsindig og uskikket til Li¬
vets Forretninger.
J seer altsaa, Min Herre, at jeg er fuld¬
kommen overbeviist om Nytten af den Virksom¬
hed og indbyrdes Bestræbelse, som Mængdeg af
de høie Skoler, og af de offentlige Forelæsninger,
opvækker baade iblant Lærere og Tilhørere. Jeg
vil kuns sige dette, at unge Mennesker endog i
Mangel af saadanne Indretninger kunde, naar
de have Tid og Lyst, bringe det vidt i mange
Videnskaber, uden at behøve anden Hielp end
Bøger og gode Raad. Men Tid og Lyst maae
de have; thi uden disse Ting skulde endog de
beste Anstalter, i Henseende til den offentlige Un¬
derviisning, hielpe lidet, og vi maae ikke tænke,
at det er gjort dermed, at vi bevise, hvor nød¬
vendig denne Lyst, denne Flid, er. En Studen,
som er fød af fattige Forældre, maae først søge,
hvor han kan faae noget at leve af; og naar han
strax, efterat han kommer ud af Skolen, maae
anvende hele Dagen paa at lære andre det lidet,


205
som han selv har lært, bliver der ikke megen Tid
tilovers for ham at lære mere. Hvor en almin¬
delig Fattigdom er Aarsag til den Misbrug, at
de fleste Studerende forlade Akademiet ligesaa
snart de have ladet sig indskrive, og komme ikke
tilbage igien, uden for at lade sig overhøre, der
vare de beste Forelæsninger unyttige for den stør¬
ste Hob, hvilke Fattigdom ikke tillader at bruge
saadanne Anstalter, i sær dersom de tillige ere
anlagte paa saadanne Steder, hvor Levemaaden
er meest kostbar. At indskrænke Hobens Lyst til
at forlade de nyttigere Stænder; at formindske
de smaa Skolers Tal; at udelukke de Fattige:
alt dette er vel ofte fornødent; men det har tillige
de samme Uleiligheder, som alle Anstalter, der
ere grundede paa Tvang alene, og man udretter
meget lidet derved, dersom man ikke i deres Sted,
som man udelukker, veed at skaffe andre, som have
mere Formue, og ved andre bevægende Grunde,
end Tvang alene, opvække en almindelig Jver
og Bestræbelse.
Det hielper kuns lidet at udelukke de Fat¬
tige fra Skolerne, saa længe de Rige have liden
Lyst til at sætte deres Børn i dem, saa længe de,
som have nogen Formue og Credit, vide saa man¬
ge Gienveie til at poafsere deres Børn, som de
kalde det, uden at gaae den langsomme og møi¬
sommelige Vei, som andre, der giøre Lykke alene


200
ved deres Fortienester, og naar ingen Stand er
mere foragtet end just den, som skulde baade lære
de andre at kiende den sande Ære, og give dem
denne, Ære. Hvilken Rangs=Person, Min
Herre, er der vel, som skiøttede om at giøre en
Landsbye=Præst af sin Søn, saa længe han vidste
Udveie til at skaffe denne en Titel i Borger= eller
Krigs-Standen? og saa snart et ungt Menneske
faaer saadan en Titel, troer han da, at han be¬
høver at lære noget meer, eller tænker han ikke,
at hans Anciennete er nok til at stige videre?
Præste= og Skole=Embeder ere jo fast det eneste
her i Landet, hvorfor man troer, at et ungt Men¬
neske har nødig at studere. Om alle borgerlige
Betieninger troer man, at de kunne forrettes me¬
get vel, naar man kan regne og skrive, og for¬
staaer saa meget Dansk, at man kan læse Loven
og Forordningerne, og skrive et Brep i en god
Procurator=Stil. Et Akademie har, i de fleste
Folkes Tanker, heri Intet forud for en Borger¬
eller Skriver=Stue. Disse have tvertimod ad¬
skillige Fortrin endog i deres Tanker, som bedre
burde kiende Videnskabernes Værdie. Og er det
vel Under, at Folk tænke saaledes, saa længe de
troe, at Videnskaberne bestaae i et dødt Sprog
alene, og i de almindelige Grunde af nogle Skole¬
Videnskaber? Nogle, som see og beklage disse
Misbruge, meene, at Aarsagen dertil er, at der


207
ikke udkræves saa megen Videnskab til de borger¬
lige Betieninger, hvor Lovene ere korte, klare og
skrevne i Landets Sprog, som paa andre Stæder,
hvor Lovkyndigheden ikke er saa let; Men dette
har fornuftigviis ingen anden Følge end denne,
at de lærde Sprog ikke ere saa nødvendige i saa¬
dant et Land, som i andre, hvor Lovene ere skrevne
i døde Sprog, og udkræve Kundskab om Alder¬
dommen. Der bliver altid Videnskaber nor,
som allesteds ere lige saa nødvendige til de bor¬
gerlige Betieninger, som Lovkyndigheden. Fuld¬
kommenheden af alle Indretninger i en Stat be¬
roer paa alle endog de ringeste Betienteres Be¬
qvemhed, baade til at give fornuftige Erklæringer,
naar de tilspørges, og til at sætte det i Verk,
som dem befales. De, som ikke vide andet end
Lovens Bogstav, og kiende denne ikke engang
uden af en Øvelse og Erfarenhed, som ikke stræk¬
ker sig videre, end til at eftergiøre hvad andre
have gjort for dem, blive aldrig saa skikkede til
at give Lovgiveren i de fornødne Tilfælde den Op¬
lysning, og Lovene den Kraft og Virksomhed,
som andre, der indsee Lovenes Grunde og Hen¬
sigter; hvis Erfarenhed strækker sig videre end
til en Skriver=Stue, og saa vidt, som den hele
Historie gaaer, det er, til alt hvad andre vittige
Folk i de gamle og nyere Tider have forsøgt;
som ved Hielp af Videnskaberne og en øvet Tæn¬


208
kekraft vide at anstille fornuftige Betragtninger
over disse Erfaringer; som kiende Mennesket, og
vide at bøie det ved andre Grunde end Myndig¬
hed og Tvang, og som ere i Stand til at bruge,
baade Overbeviisning og Overtalelser. Disse
Fortrin give Videnskaberne; og i et Land, hvor
de bleve agtede lige saa fornødne til alle borger¬
lige Forretninger, som til Kirke- og Skole=Em¬
beder, der skulde Videnskaberne snart og tillige¬
med dem Jndsigt og Nidkierhed udbrede sig i alle
Stænder, om man og ikke havde andet end gode
Lære-Bøger, og Lærerne ikke gjorde andet, end
prøvede deres Fremgang efter disse Bøger.
De fleste Mennesker, men i sær Ungdom¬
men, behøve andre bevægende Grunde, end den,
at det bør saa være, enten de have Ære eller
Skam, Fordeel eller Skade deraf; og man maae
have bragt det vidt i Videnskaberne, førend man
kan bevæges til at dyrke dem med Jver, alene
for den Fornøielse, som de forskaffe os, og for
det, som de giøre til at befordre vore indvortes
Fuldkommenheder. Saaledes kan man endnu
ikke prædike for et ungt Menneske, som først skal
begynde at lære. Man maae vise ham en vis
Ære og Belønning, og hvorledes, Min Herre,
vil J vise ham dette i et Land, hvor Navnet
selv af en Student i de flestes Tanker betydet
Intet, hvor han ikke alene foragtes af sine dumme


2013
Medborgere, som hovmode sig af en ufortient
Titel eller Arve=Part, men og nedtrykkes ofte
af dem, som burde opmuntre ham, af dem, som
med en utaalelig Stolthed beskiæmme de Frie
Konster, til hvilke de bekiende sig, og som selv
vanære deres Stand ved at forlade den for den
mindste Fordeel eller Ære, som bydes dem i en
anden.
Jeg har selv ved Reiser erfaret, hvad Virk¬
ning saadanne Opmunringer giøre, og hvad For¬
skiel der er paa at leve iblant Folk, som ikke alene
foragte Videnskaberne, men og ofte bryste sig
af deres Dovenskab og Vankundighed, og at see
paa andre Steder en almindelig Virksomhed
iblant Studerende, som var en Følge af ligesaa
almindelig en Høiagtelse baade for Videnskaberne
selv og for dem, som dyrke dem, af en venlig og
fortrolig Omgang imellem Lærere og Lærende,
Ædle og Uædle, Rige og Fattige, og en lige¬
Bestræbelse af dem alle i det, som alene forskaf¬
jer Menneskene en sand Ære. Dersom et Væ¬
sen, som ved en skabende Kraft af Jntet bliver
til Noget, kunde føle Vigtigheden af denne For¬
vandling, skulde det neppe føle mere end jeg da
følte. En nye Munterhed og Styrke til at ar¬
beide vare Virkninger af disse Bevægelser, som
jeg føler endnu, naar jeg undertiden seer nogle
af mine Medborgere, som have Jndsigt, Villie


210
og Evne til at opmuntre andre til Flid. Men
disse ere saa rare, at Hobens Domme snart have
lært mig at gaae tilbage til mit forrige Intet, og
at indslutte mig i mig selv. J hvilken Tilstand,
jeg har den Ære at være
Deres
allerydmygste
Intet.
No. 122.
Fredagen, den 19 Mart. 1762.
E¬
ders Blade ere alt for alvorlige, sagde engang
et Fruentimmer til mig. Saadanne Af¬
handlinger skikke sig ikke til et Ugeskrift, hvis
Hensigt bør være at fornøie Folk. Endskiønt
jeg deri ikke var ganske enig med hende, var jeg
dog for høflig til at sige hende imod. Jeg veed,
at, endskiønt vore Konstdommere for længe siden
have fastsat Reglerne af Heltedigter, Hyrde¬
Stykker, Skuespil og andre af Vittighedens
Arbeider, har dog ingen endnu været dristig nok
til at give os almindelige Regler for det Slags


211
Skrifter, som man kalder Ugeblade, og som dog
er den eneste Opfindelse, som vi kunne rose os af
frem for de Gamle. Jeg veed, at, som Fruen¬
timmerets Dom har megen Vægt i alt, hvad der
hører til det Skiønne, saa har den det i sær i
disse Skrifter, om hvilke man troer, at de for¬
nemmelig skrives for Kiønnet, og at, om Konst¬
dommerne nogen Tid fik i Sinde at udvide deres
Herredømme ved at skrive Love for Tilskuerne,
som hidindtil have været et frit Folk i den Lærde
Verden, blev den første Lov uden Tvivl denne:
at saa fornødent som det er, at begynde et Helte¬
digt med en Bøn til Muserne, eller til andre
usynlige Væsener, saa fornødent er det og for en
Tilskuer, at udbede sig Kiønnets Beskyttelse, og
at lære af det den store Konst, at behage.
Overbeviist om denne Sandhed, som synes
at være grundet paa en almindelig Tilstaaelse af
alle Tilskuere, hvis Verker vidne om lige saa nøie
en Forstaaelse imellem dem og Kiønnet, som den,
der fra de ældste Tider af har været imellem
Heltedigterne og de Aander, af hvilke de havde
deres Aabenbarelser, svarede jeg denne Skiønne
Person med den fuldkomneste, Ærbødighed, at,
om Tilskuere havde nogen Love, var den, at for¬
nøie Kiønnet, ganske vist en af de vigtigste. Men
Eders Blade, svarede hun, have i hele 14 Dage
ikke givet mig Anledning til en Smiil. Jeg har


212
mange Læsere, Madame, svarede jeg; Smagen
er adskillig, og for at fornøie alle, har jeg ind¬
deelt Læserne i Classer. Enhver Classe har sin
Tid til at lee, og Deres skal ganske vist ikke blive
forglemt. Men hvad der er lystigt, sagde hun,
muntert, skiemtsomt, det forneier jo alle, og jeg
begriber derfor ikke, hvad J ville sige med Eders
Classer. Med Deres Tilladelse, svarede jeg,
Virkningen endog af det Skiemtsomme er meget
forskiellig efter Personernes Caracteer; det, som
fornøier nogle, rører ofte ikke andre; det, som
giør nogle muntre, giør andre stumme, og jeg har
seet Læsere græde af Fortrydelse over det, som
kom deres Naboer hæftig til at lee. Saa stridig
en Virkning have ofte de lystige Stykker, og de
alvorlige, Madame, just de, som De holde saa
uskikkede til at forneie Læserne, det er just dem,
som opmuntre dem allermeest. Der er en Clase
af Mennesker, som af alle er vanskeligst at for¬
nøie. Til denne høre de, som finde det alene
vigtigt, som alle fornuftige Folk lee af, og holde
det alene for latterligt, som alle Viise agte hen.
For denne Classe ere alvorlige Blade uomgienge¬
lig fornødne, dersom Hensigten af et Ugeskrint
virkelig er den, som man meener, at skaffe Folk
noget at lee af. Den Skiønne forstod endnu
ikke, hvad jeg vilde sige dermed, og jeg tilbod


215
mig derfor at overbevise hende derom ved hendes
egen Erfarenhed.
Hun havde mange Tilbedere, blant hvilke
de fornemmeste vare en Lærd Mand, en Rangs¬
Person, en ung Officeer, en Rig Mand og en
Frietænker. Jeg bad, at hun vilde føre mig
engang som ubekiendt i deres Selskab, da jeg vilde
forelæse nogle Stykker af Tilskueren. Hun føiede
mig i min Begiering, og jeg begyndte med det
Brev fra en Officeer, som findes i det 6 No.
Alle loe, undtagen Officeren. Forfatteren maae
være en Pedant, sagde denne, som ikke forstaaer
andet end at føre en Pen. Det burde ikke være
tilladt at spotte saaledes offentlig med en Stand,
paa hvilken Landets Sikkerhed beroer. At føre
en Pen vel, svarede den Lærde, er nok saa van¬
skelig en Sag, som at bruge Kaarden, og For¬
fatteren af dette Blad skriver alt for vel til at
holde ham for en Pedant; Terentius selv har
ikke bedre skildret en stortalende Soldat; Det er
just ikke lærd, sagde han med en Smiil; men
det er dog smukt, og saa smukt som Materien og
Caractererne tillade det - - Saxo Gram¬
matica, det Jndfald alene var meget værdt;
Forstaaer De, Madame, sagde han til den Skiøn¬
ne, Fiinheden af denne Skiemt? Det er den be¬
rømte Danske Historieskriver, som denne Officeer
antog for en Granmaire. Skriver Tilskue¬


214
ren Intet om Pedanter? sagde Officeren; jo til
Deres Tieneste, svarede jeg; om dem taler han
i adskillige Blade, f. Ex. vil de høre Morten
Schriblers Historie? Jeg læste dette Blad.
Begyndelsen vare alle tause og saae paa den Lær¬
de, som skiftede Farver. Hvordan? Sagde
han, da jeg kom til Skrifterne. Jeg læste det
nok engang. Det er mig, raabte han, og ikke
Morten Schribler, som har skrevet den Bog;
og de Lærde have modtaget den med et alminde¬
ligt Biefald. Har De ikke læst den Madame?
Nei, svarede den Skiønne; vil De endelig være
Morten Schribler? Jeg har ikke Lyst til at være
Arabella. Den Mine, med hvilken hun gav
ham dette Svar, var nok til at bringe alle de
andre til at lee, endskiønt Jngen af dem kiendte
enten Morten Schribler eller Arabella, eller for¬
stod noget af det, som jeg havde læst. Giv os
et andet Blad, sagde Fruen; dette har ingen
godt af, uden de, som ere saa Lærde som Her¬
ren. Ved dette Ord, som den Lærde antog for
en Compliment, blev han trøstet igien. Je
læste det 37 Blad, og da jeg kom til Slutningen
deraf, som indeholder et Forslag til en nye Rang¬
Orden blant Fruentimmeret, saae alle med en hem¬
melig Fornøielse paa Rangs=Personen. Atter
en fortreffelig Satire, sagde den Lærde. Kald
den ikke en Satire, svarede hiin; det er et


215
Skandskrift, og noget endnu værre, det, som
man i Engelland kalder Scandalum Magnæ¬
tum, en Forbrydelse mod de Titler, som Love¬
ne have gjort ærværdige; ikke mod saadanne, sva¬
rede den Lærde, som man forhverver sig ved Fliid
og Studeringer, som de Akademiske Værdighe¬
der, men mod andre, som ikke altid ere grundede
paa Fortienester. Det hielper intet, svarede
Rangs=Personen, det bliver dog et Skandskrift;
jeg kiender mange brave Folk af alle Classer, paa
hvilke det passer sig alt for vel til at tvivle derom,
at Forfatteren jo har sigtet paa dem. Satiren
er artig, sagde Officeren, og det Ord Ancien¬
nete finder jeg i sær at være vel anvendt. En
gammel Officeer er i mine Tanker lidt bedre end
en gammel Skiønhed. Jkke Alder, men Ung¬
dom og Skiønhed bør være lige saa store Fortie¬
nester i vores Stand, som iblant Fruentimmeret;
ikke sandt, Madame? En Smiil, som var blan¬
det med nogen Undseelse, gav tilkiende, at Fruen
havde intet at indvende mod denne Anmerkning.
Penge beholde dog altid deres Priis, sagde den
Rige, Skiønhed forgaaer, Lærdom holdes for
Pedanterie, Tapperhed duer kuns til at skrække
Folk, og Rang er, i sær uden Penge, kuns For¬
sængelighed. Verden er fuld af Satirer over
alt dette; men ingen understaaer sig at skiemte
med Penge. Dette er det sande Væsen; hvad


216
gielder, Tilskueren er af samme Tanker? Mes
Deres Tilladelse, svarede jeg, han har fust ikke
skrevet noget Blad alene om Rigdom, ventelig
fordi en alt for stor Overflødighed deraf endnu ikke
er Nationens Hoved=Feil. Den Vindskibelig¬
hed, ved hvilken disse Rigdomme forhverves, et
altid en meget ærværdig Egenskab, og jeg kan
vise dem mange Steder, hvor han ophøier denne
Vindskibelighed, som synes ikke at være agtet nok
iblant os, langt over meget af det, som vore Lær¬
de, vore Rangs=Personer, vore Hofmænd og
Fruentimmer holde for Stort. Men jeg kan og
vise dem lige saa maage, hvori han afmaler Gier¬
righed og Gnieragtighed som de nedrigste af alle
Passioner, som de, der giøre Folk allermeest
uskikkede til ædle og store Foretagender, til at agte
Videnskaber, elske Dyden og føle Æren. Je
forelæste ham nogle saadanne Blade, hvilke havde
den samme Virkning, som de forrige, at fornøie
alle i Selskabet uden een.
J haver vel spilt Eders Rulle, hvidskede
den Skiønne til mig. Men hvad vilde De sige,
Madame, svarede jeg, om jeg giorde Dem selv
og hele Selskabet alvorlig ved et eneste Blad, som
andre Læsere dog finde at være et af de muntreste?
Jeg læste det 57 Blad, og havde den Fornøielse
at see først Officeren blive saa alvorlig som en
Cato, medens alle de andre loe. Siden kom


217
Raden til den Lærde. Officeren fik Mod igien,
og loe paa Hofmandens og den Riges Bekost¬
ning; men den Lærde kunde endnu ikke glemme,
at Cicero holdt en Mand som ham for en Barbar,
og at Socrates vilde lærel ham, at han vidste
intet. Den Skiønne fornøiede sig saa meget
over disse virkelige Forvandlinger, som hun saae
i hendes Tilbederes Ansigter, at hun hørte hen¬
des egen Forvandling, som kom til Slutningen,
med en uforandret Mine, hvilken, om den ikke
just kom fra Hiertet, dog tilkiendegav, at hun
havde bragt det meget vidt i den Konst at
kiule sig.
Frietænkeren havde imidlertid hørt, hvad
jeg forelæste, uden megen Bevægelse. En for¬
agtelig Simiil, som tilkiendegav, at Alting var
ham ligegyldigt, var det eneste, som jeg kunde
udpresse af ham. Dette Blad giorde lidt mere
Virkning end de forrige. Dersom Alt, hvad
man lærer, sagde han, om et tilkommende Liv,
var saa vittigt som denne Fabel - Sielenes
Vandring er ikke saa urimelig; men med alt
dette, Madame, frygt ikke for at blive en Mohr;
jeg garanterer Deres Skiønhed mod alle Tile
skuere - Derpaa fulgte en Strøm af flere
Letsindigheder, som bleve sagde med saadan en
Frekhed, at ingen loe uden han selv. Lad mig
ee, sagde han, om der ikke i denne Bog er no¬


218
get af det Fanatiske og Enthusiastiske Sprog, som
nu bliver saa almindeligt, og som engang skal
giøre vore Efterkommere til større Narre, end vore
gode ærlige Forfædre vare paa den Tid, da de
troede Spøgelser og brændte Hexer. Han tog
Bogen fra mig, og traf just en Oversættelse af
Young. Jo, her have vi det, sagde han, dette
er det Seraphiske Sprog af den nye Aabenba¬
ring. Hvilken Lykke for de gamle Østerlandske
Sangere, som vare nær ved at tabe deres Priis,
at denne Stiil igien er kommen i Moden, og at
man endelig har lært at giøre de gamle Bøger til
Mønstre for det Skiønne, som ikke meere kunde
udholde Prøven af det Grundige. Vore Theo¬
loger med alle deres Konstord, skulde have tabt
Slaget, dersom de ikke havde saaet Undsætning
af disse Skiønne Aander, som have indtaget alle
høie og fine Siele saaledes, at jeg er vis paa,
Madame, at hun ikke meere kan læse en Ode med
Behag, dersom den ikke er i samme Smag som
Høisangen. Med faa Ord: Dette Blad, som
var det alvorligste i den hele Samling, gav ham
Anledning til saa bitter en Skiemt og saa kaad
en Latter, at alle forundrede dem over at finde
saa Satirisk en Geist hos en Mand, for hvilken
Alting ellers var ligegyldigt. J har Ret, sagde
Fruen, som med nogen Forfængelighed havde dog
paade for megen Ærvødighed for Religionen og


219
for megen Smag til at høre dette uden Afskye,
J har Ret, sagde hun til mig; der ere Folk
til, som synes at være uden alle Følelser saa læn¬
ge, indtil de finde Leilighed til at giøre det lat¬
terligt, som alle Viise agte høit.
No. 123.
Mandagen, den 22 Marti, 1762.
Min Herre!
J
er en besynderlig Tilskuer, siden J saa siel¬
den lade Eder see paa Skuepladsen, og kuns
en eneste gang har talt om dem i Eders Blade.
Alle Eders Formænd fra den Engelske af have
holdt det for en af deres fornemmeste Pligter at
fortiene dette Navn ved at opofre en vigtig Deel
af deres Blade til Betragtninger over de offent¬
lige Skuespil, og i Sandhed, M. H. De kunde
selv umuelig troe, at dette er en ringe Pligt for
en Tilskuer. Et Folks Tænkemaade og Sæder
beroe efter Verdens nærværende Tilstand saa me¬
get paa den Smag, som hersker i de offentlige
Skuespil, at J uden Tvivl skulde giøre Publi¬


220
kum større Tieneste, ved at tale noget om dem,
end ved at skrive saa mange Blade om disse mør¬
ke, øde og halv forladte Steder, som man kalder
Skoler, Kirker og Akademier, ved hvis Forbe¬
dring, om den og nogen Tid er muelig, J ikke
kunde tiene uden den nedrigste Deel af Nationen.
Naar jeg siger, at Skuepladsen kunde giø¬
re meget til at forbedre en Nations Tænkemaade
og Smag, maae J ikke troe, at jeg er af samme
Tanker, som Forfatteren af nogle Danske Bre¬
ve, der agter ges kouebes høiere end Moliere,
fordi man efter hans Tanker burde søge mere at
giøre Dyden elskværdig, end at giøre Lasterne
latterlige; som agter Sørgespil høiere end Skue¬
spil, og vilde, at vi til Sørgespillene skulde væl¬
ge saadanne Carakterer af Helte, som Folk af
den store Verden kunde tage til Mønstre. Net,
min Herre, jeg er af samme Tanker, som de fle¬
ste af mine Landsmænd, at baade Molieres og
Holbergs Smag er uforbederlig, og at alt, hvad
der er finere, er ikke comisk. En nyemodig Ca¬
to, om man gav ham alt det af vore Tiders Le¬
vemaade, som kunde bestaae med hans Grundreg¬
ler, skulde forjage ikke alene hele Galleriet og
Parterret, men og de faa fornemme Folk, som
der endnu ere i Logerne. Saa længe J fore¬
stiller ham i en Romersk Kiole som en Mand,
der hører til den gamle Verden, fornøier han


221
som alt, hvad der er selsomt og underligt; men
at søge saadan en Carakteer i den nye Historie, det
blev et møisommeligt Arbeide, og, naar man
sandt den, tiente dens Forestilling til at ydmyge
alle Tilskuerne, ved at nøde dem til at maale sig
med en Mand, som de virkelig holde for en Nar
i det samme Øieblik, da de beundre hans Høihier¬
tighed og begræde hans Død. Paa en Tid, da
ingen fornuftig Historieskriver understaaer sig me¬
re at forklare nogen stor Handling af andre bevæ¬
gende Grunde, end af Egennytte eller Ære, da
den Forfatter skulde blive udleet, som i en Lev¬
netsbeskrivelse var eenfoldig nok til at troe, at en
stor Mand havde opofret nogen Fordeel af Pligt
alene, hvad kan da være latterligere, end at ville
forevise os saadanne Carakterer paa Skuepladsen,
som muelige i vores Alder?
Jeg antager, som en uryggelig Grundsæt¬
ning, at Skuepladsen er alene for at lee; thi er
der ikke Elendigheder nok i Livet, som kan nøde
os til at græde, uden at vi have nødig at kiøbe os
denne Lyst til for Penge? Jeg er derfor, som
De let kan tænke, ikke alene ingen Elsker af Sør¬
gespil, men jeg troer og, at alt hvad man kalder
alvorligt, alt hvad man ikke kan lee af, bør for¬
sages af Skuepladsen; og da jeg saavidt er af
samme Tanker, som Forfatteren af ovenmeldte
Breve, at man ikke dør lee af Dyden, om den


222
og ikke altid blev øvet paa den artigste og beha¬
geligste Maade, saa troer jeg og, at alt, hvad
man egentlig kalder Dyd, har slet intet at bestil¬
le paa Skuepladsen. Jeg forstaaer ved Dyd ik¬
ke alene hine store Handlinger, som have deres
Grund i Kierlighed til det Almindelige, og som
vi kalde borgerlige Dyder, men og de smaa pri¬
vate Handlinger, som man kalder Huusdyder,
som øves uden Ziirlighed, Snildhed og Jntri¬
guer, og i hvilke der hverken er noget Latterligt
eller Forunderligt; disse Dyder, min Herre, som
man desuden ikke finder uden i gemene og borger¬
lige Familier, og hvoraf man ingen Mønstre seer
i Verden, som ere ædle og anstændige nok til at
frembringes paa en Skueplads. Min Grund¬
regel er denne: at Skuepladsen er et billede af
det menneskelige Liv, alt hvad der ikke agtes paa
Verdens store Skueplads, er ikke værdigt at frem¬
stilles paa den anden. Forestil Dem engang,
hvad enhver Læser, som har Levemaade, vil døm¬
me om en Forfatter, som gav sig den Umage at
bemerke disse Dyder i en stor Mands Levnetsbe¬
skrivelse; som opholdt Læserne med at fortælle,
at han havde været en god Huusfader, en kierlig
Ægtesælle, en oprigtig Ven; og som flittig ep¬
tegnede alle de smaa Handlinger, som vidnede
om disse Dyder? Det, som enhver Læser af Smag
vil dømme om disse Handlinger i en Levnets¬


223
Beskrivelse, det skulde han endnu mere dømme
som Tilskuer, dersom de bleve offentlig fremstil¬
lede, nemlig, at de meere forringede Hovedegrak¬
teren, at de giorde den mat og ubeqvem til at rø¬
re. Jeg tilstaaer, at dersom det var giørligt,
som Forfatteren af ovenmeldte Breve meener, at
forbinde disse eenfoldige Begreber af Pligter med
det, som man i Verden kalder Levemaade, skul¬
de saa rar en Carakteer, og en Overeensstemmelse
af saa stridige Egenskaber, behage lige saa meget
som den naturlige Undseelse, hvilken, hvor hæslig
den end er hos en Bondepige, dog giør lidet til
at forbedre en Skiønhed, som har artige Mane¬
rer. Men denne Forbindelse er meget vanskelig.
hvorledes vilde J forbinde det jevne, det oprig¬
tige, det sig selv lignende Væsen, som giør en
fornuftig og dydig Carakteer, med den honnette
Ambition, den behagelige Forfængelighed, den
Snildhed til en Jntrigue, den Letsindighed i
Skiemt, og tusinde saadanne Ting, som høre til
det, man kalder Levemaade, og som er Livet og
Styrken af en Carakteer? Naar en Skribent en¬
delig var allerlykkeligst i denne bizarre Samling,
hvilken Mandsperson, hvilket Fruentimmer vilde
da vel giøre sig Umage for at give sig en Carak¬
teer af Skuepladsen, som er saa stridig mod den,
ved hvilken de behage i Verden? En god Huus¬
moder, en lydig Søn, en kydsk Kone, en troe


224
Tiener paa en Skueplads, tænk, hvilke bedrøvg
lige Figurer, Kunde der opfindes noget, som med
eet kuldkastede mere alle hidindtil antagne Regler
af Skuespil? Sæt, at disse Carakterer bleve spar¬
somt brugte, at der kun fandtes i det høieste een i
hver Comoedie, at man endda meget sielden lod
dem optræde, og kuns for at vise Contrasten af
det Alvorlige og Latterlige, af det Dydige og La¬
stefulde; en eneste Handling var dog nok til at
fordærve et heelt Skuespil. Tilskuerne fandt
enten saadanne Carakterer elskværdige eller ei.
Fandt de dem ikke elskværdige, merkede de ikke
heller nogen Contrast i Sammenligningen; og
fandt de dem virkelig elskværdige, hvilke Bebrei¬
delser maatte da de fleste giøre sig selv, og hvem,
min Herre, mener De vel, der betaler en Loge
for at tilkiøbe sig Samvittigheds Nag, Anger
og Fortrydelse, have de fleste ikke frie Stole i
Kirken, som de aldrig bruge?
Levemaade, min Herre, og de to væsent¬
lige Dele af samme, som er Vittighed og Vel¬
anstændighed, er det eneste, som man bør søge
paa en Skueplads. Men, dersom jeg indskræn¬
ker den til denne Hensigt alene, saa er jeg og saa
meget des strængere i at kræve dens Opfyldelse.
Tankerne, Stilen, Handlingerne, Manererne,
Klædedragten, Dansene, alt bør lære os denne
store Konst; og da den beroer mere paa Moder


225
og Exempler, end paa Grunde, saa bør den sto¬
re Verdens Tænkemaade være det Mønster, ef¬
ter hvilket en Skueplads indrettes for at give he¬
le Nationen den samme Dannelse. J vore sleb¬
ne Tider, min Herre, taaler man i ingen skik¬
kelige Selskaber aabenbare Urimeligheder, Tve¬
tydigheder, grov Skiemt, Eeder eller noget af
det, som kan giøre et artigt Fruentimmer skam¬
fuld, og foraarsage en høi Latter paa et Gallerie.
Alt dette bør derfor ikke heller taales paa en Skue¬
plads. J Stedet for at giøre Folkets Smag fi¬
nere, skulde man ellers staae Fare for at give
Herrerne i Logerne omsider den samme Smag,
som deres Domestiker paa Galleriet. Det er
ikke mere Moden i Verden, at store Folk holde
Narre, i det mindste bære disse ikke Liberie, og
man bør derfor, synes mig, i det mindste bruge
dem med samme Beskedenhed paa en Skueplads.
Endnu mere, det er kommen saa vidt, at Folk
af den store Verden i det mindste vilde ansees for
at have Forstand; dette er vel ikke den gemene
Forstand, som man kalder sund Fornuft, eller
den konstige og alvorlige, som man kalder Viis¬
dom og Philosophie, men et andet Slags For¬
stand, som man kalder Esprit. Man kan over¬
træde Reglerne af Sandhed og Pligt saa meget
man vil, naar kuns Forestillingerne ikke ere saa
Kkimelige, at en fremmed Tilskuer, som saae Folk


220
finde Behag i sligt, skulde troe om dem, at de
ikke kiendte Verden uden af underjordiske Reiser
og slette Romaner, f. Ex. naar en Krigshær, som
nyelig med Storm har indtaget en Fæstning, hvis
Volde gaae ikke høiere end til Knæerne, springer
strax over disse Volde for at danse en Ballet.
Saadan en Forestilling kan i mine Tanker ikke
skee paa nogen Skueplads, uden at støde alle
skikkelige Tilskuere lige saa meget, som om der
kom en Taskenspiller frem, og tilbød sig i alles
Paasyn at vilde krybe i en Flaske eller sluge en
heel Krigshær. Man giver ikke sine Penge ud
for at høre Sandheder og Moraler, men man
giver dem endnu mindre ud for at blive narret.
See, min Herre, saadanne Feil mod Vit¬
tighed og Velanstændighed, som let i Mangel af
Critik kunde indsnige sig paa Skuepladsen, lige
saavel som i Skrifter og Selskaber, vilde jeg,
at De skulde tale om i Deres Blade; men det
er ikke een Mands, i det mindste ikke en lærd
Mands, en Skribents Sag alene. J maatte
oprette et nyt Selskab, hvis Critiker J kuns brag¬
te i Stiil. Dette Selskab maatte bestaae af en
Dansemester, en ung og behagelig Pebaleve,
og af et Fruentimmer, som var artigt, men til¬
lige Coqvette. Disse Folk skulde sige Eder alt,
hvad der i Jntriguer, i Skiemt, i Udtale og Ad¬
færd baade behagede og stødte mod Velanstæn¬


227
digheden; derefter maatte J giøre Eders Critik;
og troe mig, den skulde giøre mere til at bestem¬
me de rette Regler af et Theater, end alt hvad
man fortæller om den Forbindelse imellem Sæde¬
læren, Veltalenheden og Musiken, som blev stif¬
tet af Socrates og Euripides, Folk, som
levede i Tider, da man endnu ikke vidste at leve,
J kunde dermed høit forbinde
Eders
oprigtige Ven.
Skuepladsen er en frie Republik, som i
nogle hundrede Aar ikke har havt anden Øvrig¬
ped end Parterret. Og endskiønt der undertie
den have været borgerlige Krige imellem dette og
Galleriet, har dog Parterret gemeenlig beholdt
Overhaanden. Logerne have i disse Stridighe¬
der været neutrale, og jeg har holdt mig til deres
Partie, ikke af Storagtighed, men fordi de fle¬
ste have troet, at det største Antal af Tilskuere,
de, som betale de fleste Penge, følgelig de fleste
Stemmer paa Parterret og Galleriet burde alene
afgiøre, hvad der var smukt eller hæsligt, velan¬
stændigt eller latterligt, naar der skulde klappes
eller stampes. Er det saa; da er en patriotisk
Tilskuer lige saa lidt, som noget andet Menneske,


228
berettiget til at tilregne sig en Myndighed i denne
frie Republik, dersom den ikke overdrages ham
ved de fleste Stemmer, det er at sige, ved en al¬
mindelig Haandklappen af Parterret; og om min
Ven end kunde udvirke mig saadan en Bestalling,
vilde jeg dog betænke mig meget, førend jeg an¬
tog et Embede, som maae være meget vanskelige¬
re, end at være Taler i Underhuuset.
No. 124.
Fredagen den 26 Marti, 1762.
H¬
voraf kommer det, at Menneskene i Almin¬
delighed agte meere paa det Onde end paa
det Gode? Dette Spørgsmaal er et af de vig¬
tigste, som vi kunde giøre os, dersom dets Op¬
løsning tillige maatte tiene til at rette en Feil, som
baade formindsker Følelsen af den Lyksalighed,
som vi nyde, og berøver os Nytten af de Mid¬
ler, som Forsynet giver os til at forarbeide den.
Skulde nogen tvivle, om og denne Feil
var almindelig i Verden, har han kuns nødig at
give Agt paa dem, som Forsynet har givet man¬
ge sande og kiendelige Fortrin fremfor andre, og


229
han skal snart befinde, at jo større disse Fortrin
ere, jo længere de have nydt dem, des mindre
føles og des snarere glemmes de. Det ringeste
Onde, og Frygten derfor alene er nok til at give
de ubehagelige Følelser Overvægten i en Tilstand,
som er saa lyksalig, at Manglerne neppe burde
merkes engang. Enten Menneskene veie det On¬
de og Gode i deres egne Omstændigheder, eller
de maale sig med andre, har det Onde altid Over¬
vægten. En Dags Lidelse er nok, for at bekla¬
ge sig over den Skiebne, som har forundt os man¬
ge lyksalige Aar, og det mindste Tab giør, at
vi glemme det Gode, som vi endnu have tilbage,
tillige med alt hvad vi have at haabe. Saa til¬
bøielige som vi ere til at maale os med dem, der
have mere end vi, saa rart er det, at vi sætte vo¬
res Lyksalighed i Ligning med andre, som have
mindre. Et eneste Menneske, som er lidt lyk¬
keligere, er nok til at berøve os al Følelse af den
Lyksalighed, som vi besidde fremfor mange Tu¬
sinde, og hvor meget end disse lide, veier det
dog i vore Tanker sielden op imod den mindste
Mangel, som vi føle selv. Ligesom enkelte Per¬
soner dømme, saa dømme og heele Folk. De
overlade til andre at beregne alle de Fordeele, som de
misunde dem, og bekymre sig kuns selvom at fælle
de Mangler, som giøre alle disse Fortrin til intet.
De fleste Stater havde for lang Tid siden hverken


230
havt Penge eller Folk, dersom deres Mangler
virkelig havde været saa store, som de tidt havde
troet selv, og de skulde have ødelagt alle deres
Naboer, dersom de havde besiddet alle de Fortrin,
som andre tillagde dem. Paa en Tid, da alle
slebne Folk staae i saa nøie en Forbindelse med
hinanden, da baade deres Sikkerhed og deres
Velstand beroer saa meget paa den offentlige Cre¬
dit, er denne Feil saa vigtig, at, dersom et ene¬
ste Folk var frie derfor, maatte alle Rigdomme
tilsidst samles der.
Dersom vi maalede det moralske Onde
med det samme Maal, med hvilket vi maale det
naturlige, skulde vi snart begribe, hvor liden
Aarsag vi have til at klage over Forsynet; men
naar vore Tanker undertiden gaae videre end til
at veie de udvortes Omstændigheder, da bruge vi
en ganske anden Vægt. J Lyksalighed maale
vi os gierne med dem, som have mere end vi,
men i Fortienester altid med dem, som have min¬
dre, og her har andres Mangel lige saa meget
Overvægten, som hisset vor egen. Siden Ver¬
den har staaet saa længe, og der ere gjorte saa
mange Anstalter, førend vi bleve fødte, var det
jo Uret, om vi ikke vare rigere, mægtigere, og
levede bedre end vore Forfædre, som først lagde
Grunden til vor Velstand. Saaledes tænker
man i Henseende til det udvortes; og dersom dette


231
Forhold ikke altid findes i vore Omstændigheder,
udbryde vi strax i de bitterste Klager over Tider¬
ne. Men burde vi ikke og engang giøre os selv
det Spørgsmaal, om vi vare saa meget fornufti¬
gere og bedre end Fædrene? Nei, svarer Hoben,
Forfædrene vare kloge nok, men ikke rige nok.
Jngen er berettiget til at laste os, fordi vi ikke
ere klogere end de Gamle; men vi have Ret til
at klage over Lykken, dersom vi ikke ere meget ri¬
gere end de. Ligesom vi maale os med Forfæ¬
drene, saa maale vi os og med andre Folk, som
leve paa samme Tid med os. Saasnart vi lig¬
ne os i Lyksalighed med dem, see vi strax tusinde
Aarsager, hvorfor vi burde være rigere og mæg¬
tigere end vi ere: Saa frugtbart et Land, saa
fortreffelig en Situation, saa mange Aars Fred,
saa store Forfædre, saa mange Anstalter, som de
have giort, og saa mange Skatte, som de have
efterladt. Men disse Fortrin forsvinde alle, saa
snart man vil maale os med disse samme Folk i
Fortienester; og med saa mange Grunde, hvor¬
for vi burde have mere end de, holdes det dog al¬
tid urimeligt, om nogen vilde sige, at vi og bur¬
de giøre lige saa meget som de.
Denne Tænkemaade er saa almindelig, at
fast alle de, som meest klage over Tiderne, og
som forstørre deres virkelige eller indbildte Mang¬
ler, ved at maale dem selv enten med Forfædrene


232
eller Fremmede, ere just Folk, som troe, at der
er intet at forbedre i deres egne Handlinger, og
at det var lige saa daarligt, at ville i nogen Ting
tage Exempler af disse Fremmede, med hvilke de
maale sig, som at ville forbedre noget i det, som
Forfædrene have gjort for os. Paa dette Sprog
kan man sikkert kiende alle uægte Patrioter, hvil¬
ke, saa tilbøielige som de ere til at maale sig med
alle baade gamle og nye Folk i Verden, for at
bevise, at deres Lyksalighed burde være langt stør¬
re end den virkelig er, saa stor Afskye have de for
alle de Sammenligninger, som kunde blotte den
mindste Mangel hos dem selv; og for ikke at til¬
staae, at der var noget at forbedre i deres egne
Handlinger, spildte de heller ved ubillige Klage¬
maal, om det stod til dem, et heelt Folks Credit.
Kiøbmandsstanden er en farlig Stand i
disse Tider, sagde nyelig en Rangsperson, som
lever af Renter, til Kiøbmanden i Selskabet;
de fleste Fonds hos alle Nationer ere bygte paa
den offentlige Credit, og denne maae lide meget
ved Krigen. Skaf J, min Herre, svarede Kiøb¬
manden, Valuta i Fortienester for alle Titler, og
jeg vil strax paatage mig at betale alle Nationers
Gield. Man er i Kiøbmandsstanden underka¬
stet alle de Uleiligheder, som ere Følger baade af
ulykkelige Hendelser og af menneskelige Feil; maen
hvor store disse end ere, skal en fornuftig Kiøb¬


233
mand dog ikke let finde Aarsag til at klage over
Lykken, og det er saa fornødent i denne Stand,
baade at bruge sin Fornuft og bevare sin Credu,
at jeg kan forsikre Dem, min Herre, at, end¬
skiønt der og findes slette Kiøbmænd, skulde jeg
dog ikke betænke mig saa meget paa at udbetale en
Vexel fra en ubekiendt Kiøbmand, om hvilken
jeg ikke vidste meer, end at han passerede for en
ærlig Mand i sin Bye, som jeg vilde betænke mig
paa at troe en Rangsperson, naar han i en vig¬
tig Sag forsikrede mig om noget paa sin Ære.
Og hvor mange Ting, som ere vigtigere end Jnd¬
holdet af en Vexel, beroer dog ikke paa saadanne
Folks Domme og Beretninger? Hvor stor Jnd¬
flydelse har ikke en almindelig Vankundighed eller
Efterladenhed hos saadanne Folk, som vilde gi¬
ve Tonen i Selskabet i alt det, hvorpaa et Folks
Ære og Credit beroer mere end paa mange Vex¬
elbreve? Krigen er altid et stort Onde, lagde han
til, især for Kiøbmanden; men og han har un¬
dertiden den Fordeel deraf, at Nøden lærer ham
da mere Sparsomhed, mere Forsigtighed, mere
Arbeidsomhed, nye Næringsmidler, som han til¬
forn ikke har agtet, og som siden blive vigtige Kil¬
der til Nationens Rigdomme. Den hele Hol¬
landske Handel, Rigdom og Credit, er den ikke
en Virkning af de naturlige Fordele, som Natio¬
nen først lærte at bruge i en Krig, som varede i


234
70 Aar, og som den udholdt med det største Mo¬
narkie, som der da var i Europa? De fleste Hen¬
delser i Verden ere hverken onde eller gode, uden
som de bruges; og ligesom de lykkeligste udvor¬
tes Omstændigheder ofte ikke giøre Mennesken
bedre, saa tiener og undertiden det, som synes i
Begyndelsen at være et stort Onde, til at befordre
vores virkelige Lyksalighed. J det mindste læ¬
rer man i saadannie Omstændigheder disse to vigti¬
ge Ting, at skiønne mere paa det Gode, som
man har nydt, og at agte mere sande Fortiene¬
ster.
Denne Slutning af Kiøbmandens Tale
var det, som jeg især lagde Merke til, og i Sand¬
hed, kiendte vi ret Vigtigheden af disse Fordeele,
indsaae vi, hvor fornødent det Onde ofte er tilat
give det Gode, som vi nyde, den rette Værde,
da skulde vi ikke klage saa meget over Skiebnen.
Den menneskelige Forstand er sielden stærk
nok til at agte Dyd og Fortieneste for deres egen
Skyld, og for det, som de giøre til at forbedre
Menneskene. De behøve ofte, men især naa
en Mængde af lykkelige Hendelser længe har dys¬
set dem i Søvn, at opvækkes ved et føleligt On¬
de, for at lære Nødvendigheden af deres Kræften
rette Brug. Man indseer Falskheden af adski¬
lige Grundregler, som man tilforn ikke nok h¬
prøvet. De ringeste Fordele blive vigtige,


235
mindste Feil kiendelige, og man finder overalt en
Virksomhed i smaa Ting, som man tilforn holdt
unødvendig i de store. Det forfængelige, det
ligegyldige, det søvnagtige Væsen forsvinder til¬
lige med den vankundige Stolthed, som giver Ba¬
gateller saa stor en Priis, og forringer Fortiene¬
ster, saa længe Nøden endnu ikke har lært Folk
at kiende deres Værdie. Kræfter, som have væ¬
ret døde for Selskabet, sættes i Virksomhed.
Pengepugerens indsluttede Skatte aabnes for at
udløbe til Arbeiderne; og skiulte Fortienester
bringes for Lyset, for at nyde de Belønninger,
som Hykleren tilsneg sig, og som den Dumdristi¬
ge ansaae som et Rov. Øderen lærer at spare,
den Lade at arbeide, og den Stolte at vove no¬
get for at fortiene den Ære, som han søger. Me¬
re Nøisomhed, mere Flid, og en sandere Ære
oprette ikke alene snart hvad der er tabt, men de
gjøre og ofte et Folk saa meget rigere og mægtige¬
re, som de ere blevne fornuftigere og bedre end
de vare før. Naar vi maale Frankerige og En¬
geland, under Henrik ly. og Ensabeth, med
det Østerrigske Huuses Magt, hvilken Forskiel
baade i Landenes Størrelse og i deres Rigdom?
Frankerige havde ikke endnu de mange Provincer,
som det siden har erovret, Engeland var ikke for¬
tenet med Skotland, og begge Stater havde
hverken Manufakturer eller Handel. Det Øster¬


230
rigske Huus eiede, foruden Spanien og Neder¬
landene, en stor Deel af Tydskland og Jtalien,
og, efter Foreningen med Portugal, alt hvad
alle Nationer nu have baade i Ost= og Vestindien.
Jykke desmindre er det just fra denne Epoke af
at man maae regne Oprindelsen til Frankeriges
og Engelands Opkomst, og til det Spanske Mo¬
narkies Svækkelse. Dette Monarkie forspuldte
ved Forsømmelser og alt for stolte Foretagender
alle de Fordeele, som en blind Hendelse havde for¬
enet, medens Engelænderne og de Franske ved
en Vindskibelighed, som Nøden først lærte dem
lagde Grunden til den Magt, hvormed det et
af disse Riger siden svækkede og det andet besky
tede Spanien. Som Nøden lærte dem at bru¬
ge deres Kræfter, saa lærte den dem og at kiend
deres Fordele; og begge Stater fandt i et lidet
Folks virksomme Hierner og Hænder Vaaben,
som vare stærke nok til at overvinde et større me
mageligere Folk, som besad alle Jndiens Ru¬
domme.
Vores Fædreneland har saa mange natur¬
lige og borgerlige Fordele, at vi skulde være uta¬
nemmelige baade mod Forsynet og mod Regt¬
ringen, dersom vi ikke skiønnede derpaa. Me
maaskee har vores Lyksalighed hidindtil været jo
stor til at kiende og bruge dem alle. Vores U¬
agtsomhed er endog gaaet saa vidt, at vi hav


231
bekymret os mere om at tælle Fordelene af alle
andre Lande i Verden, end at kiende og bruge
vore egne. De, som give sig den Umage at for¬
bedre de faa Efterretninger, som vi have, om
vort eget Lands Tilstand, fortiene derfor megen
Tak af deres Landsmænd; og da det nye Oplag af
holbergs Danske Staat er det sidste Arbeide i det
Slags, saa fortiener det og alle Patrioters Op¬
merksomhed, især for den nye Tilvext af borger¬
lige Fordele, som opregnes i det 17 Capitel, og
som giøre Regieringen mere Ære end alle Lovta¬


238
No. 125.
Mandagen, den 29 Martii, 1762.
Et Syngestykke,
for at opføres af Selskabet
paa
Kongens
Fødselsdag.
Første Scene.
Præsten og Adelsmanden.
O Jord! - du liden Plet, hvor Voldsmænd
grumt henrase,
Er ei din mindste Punkt for deres Dræben frie?
O! blues Vældige! - hvor længe vil J rase? -
Ak! hemmer Jordens Suk først Eders Raserie?
J jage efter Roes: - men hvorfor den uægte? -
Kun tomme Dunst! den Roes, det Navn, hvorfor J


239
J dræbe, og dræbes, og komme til Live,
Fornyer den svækkede Styrke og Mod,
Og kiempe, for evige Helte at blive,
Hvis Roes var: at bade en Verden i Blod.
Saa tænkte, og saae til, nu overlydt istemmer
hver Danske Patriot, der elsker Mennesker;
Nu Fredens Tilflugtssted ei trygt for Ufred er,
Men skaanet Dannemark alt nydte Skaansel glem¬
mer. --
Præsten.
Den glemmer? - Nei, den først sig forestiller ret;
ei skiønnes nok paa Fred, saa længe trygt den nydes,
Ei skiønsom Tak til Gud, som Giveren, da ydes;
Men vakler Freden - see -
Hvor strax de Følesløse vaagnede!
Nu tænke de sig det:
Hvor høit de at misunde vare!
At Gud midt i sin Hevn dem hidtil vilde spare.
Men midt i Krig uskrækkede,
J Varsel uadvarede,
Ak! at vi havde dog - vi Upaaskiønnende!
Vor fyrig Tak og Bøn til Skiebnens Herre sendt?
Vi skulde da fra os hans Vrede vendt.


240
Adelsmanden.
Ja hvor misundelige Kaar
Lyksaliggiorde Dig, mit elskte Fødeland!
Rundt om var Krig,
Kuns Du var tryg;
Og ved aarvaagne Agtsomhed
Nød hver Din Borgere en dobbelt Fred;
Og under trygge Figentræe
Jndslumret vakte ham kun langt fra hørte Vet.
O! lykkelige Kaar,
Vi nøde fremfor noget Land.
Præsten.
n! - der glemte at ophøie Gud derfor,
Adelsmanden.
Og vor fredelskende Monark - - -
Præsten.
Og Gud - der Kongens Hierte holder i sin Haand,
Der gav vor Frederich den Fredens Aand.


241
Adelsmanden.
Ja, tak o Dannemark!
Den ene Gud, der har din beste Konges Hierte bøiet,
At over Heltenavn dit Vel stod høit ophøiet,
Hvorved retskafne Helt Han blev:
Ei saadan En, - der sig ved Mord, og Rov,
Ved Magt, der trodser billighedens Lov,
J Steen= og Dødningshob et frygter Minde skrev;
Hvis blodbesudlet Tinding Seierkrandse bar,
Som nedrig Hykletrop ham slavisk flettet har,
Fordi han Jordens Skræk og Ødelegger var.
Men saadan Helt, - der vil som Fader elsket
være,
For sine Børns Vel en Faders Forsorg bære,
Vil æres meer af Kierlighed end Frygt. -
Der ei af Stolthed selv sin Støtte reise lod,
Og halv nedsænkte den i Undersaatters Blod,
Men har paa Folkevel sit evig Minde bygt.
Præsten.
Hvi værdiggiorde vi os ei den gyldne Fred,
Der Kongens Ønske er, og vor Lyksalighed,
Ved det mod Lasterne at føre Krig?
Vi ansaae Skaansel ei som Dydspaamindelse,
Men i Vellysters Sværm vi trygt henlevede;


242
Hvorved - o Veedig Land! - du raabte ned paa
hvor alt Sværdet er
Guds Hevnedom. -
udstrakt!
Snart! fald i Støvet ned, før Hevnen er fuldbragt.
Maaskee da i Guds blide Haand vi falde,
Om ei i Menneskets; - maaskee tilbagekalder
Gud Dommen i sin Fart - ja, jeg et Middel seer
At tilfredsstille Gud, og det vor Konge er:
Han som en David skal med ydmyg Bøn frem¬
træde
Jmellem Gud og os, og være rede
Med Offeret, der skal behage Gud;
Sit Hierte skal han ofre Gud. -
Og os tiltænkte Nød Gud Herren skal fortryde,
Og ubegyndt han alt at standse skal den byde.
Er Gud med os: -
Vi byde Faren Trods!
Ja trodse modig Krigens Nød!
Ei frygte fiendtlig Magt, et Død!
Hvor sødt, at døe i Gud, for Fødeland!
Kun sande Helt den Christne siges kan:
At døe, er alt hans Haab - at stride er hans
Pligt
Saa, med et koldt og stille Blod,
Uskrækket, dog ei fræk af Overmod,


243
Han leve, eller døe, dog vis paa Seieren,
Staaer klippefast og kiemper uden Frygt,
Seer Hærers Mængde rundt om falde hen.
Er Gud med os:
Vi byde Faren Trods!
Ja trodse modig Krigens Nød!
Et frygte fiendtlig Magt, ei Død!
Anden Scene,
Bonden og Kiøbmanden.
Bonden.
I Dag er Kongens Fødselsfest!
Og for hver Undersaat en Glædefest:
Saa paa hver Ordensdag vi ville glæde os,
Og byde Frygt og Fare Trods! -
Dog Frygt-- hvad Frygt? - hvo frygte sig?
Da ved vor Faders Omsorg hver af os er tryg.
Vi nu som før skal roelig saae og pløie;
Og Kongen skal utrættet Anstalt føie
Til Bondefriehed og til Landets Sikkerhed.
Og vover nogen at forstyrre vores Fred,
Da skal ved Viisdom han vor Lydighed anføre,
Og vi ved Tapperhed hans Viisdoms Vink udføre,
Og fiendtligt Anslag plat tilintetgiøre.


Til
244
Bort Tanke! - ei skal du vor Fryd kunne hindre,
Saa vi skulde mindre
Fornøiede glædes i Dag.
J Kummer talte vi det Aars henfarne Dage,
Og Kongens Sygdoms Nød hvert Hiexte saarede.
Vor Bøn blev hørt, Gud nys vort Haab oplivede
Og gav vor Fader. os tilbage.
O Gave! - hvert Øie af Glæde bør tindre
Vi os den erindre
Med takkende Lovsang i Dag.
Kiøbmanden.
Ja kom velsignet Dag! kom ofte saa igien
Og os lyksaliggiør! - jeg skuer hen
J Aaret, der henrandt, og hver dets Dag gav Føre
Til sig for nydte Vel med Tak i Støvet bøie.
Ja hvilken Naade var vort Lod!
O Gud, hvor est du god!
Du til os saae, hønhørte Landets Klage,
Og Glæde kom i Hierterne tilbage.
Og til fordoblet Fryd os Frygten kun paakom-
Kiin for at glæde os, du Haabet skrækkede. -
Præsten.
Siig heller: kierligen os Herren revsede,
Og nu ved Skaansel, nu ved Trussel lokkede,
At vi til ham dog skulde vende om.


245
Adelsmanden.
Hvor kiendelig
Guds blide Forsyn viiste sig
Mod os! Saa tryggelig Gud os beskiermede,
Naar om vort Hoved rundt Dødspile sværmede.
Kiøbmanden.
Rigt - overflødigt rigt var paa Velgierninger
For os det sidste Aar, men meest især
Den himmelgivne Fred,
Der allevegne fra udi Landflygtighed
Forjaget, fandt hos os velkomne Tilflugtssted. -
Tak være Kongen, der i Faderskiød optog
Den Flytning, hvilken grumt Erobreren forjog.
Bonden.
For saadan Fader! voves Liv og Blod
Med fyrig Lyst, og freidigt Mod!
Adelsmanden.
Ja Konge, nu vi har Dit Faderhierte kiendt,
At stolt Erobrelyst ei haver det antændt,
At Du ei vil vort Blod til Offer for Din Ære,
Saa skal med Løvemod det ofret være,


246
Af patriotisk Bryst
Udflyde skal med Lyst
Til Landets Forsvar, naar Du Konge! det vil kræve,
Og trodsig Overmod sig fræk mod os tør hæve.
Kiøbmanden.
Ja ham, der har ved Fred beriget Handelen,
Ham ofres villigen hver vundne Fordeel hen.
Da Rigdom tilkiendes
Lyksaligheds Navn,
Naar vel den anvendes
Til Fødelands Gavn.
At nyde en Borgeres Roes i min Grav,
Henofres med Glæde hvad Lykken mig gav.
Præsten.
Saa taler Borgeren, der føler Borgerpligt,
Uegennyttig kun paa Staten Øiet fæster,
Dens Tab er og hans Tab, dens Vel hans ene Beste!
Glæd Dig, o Konge! viid, at mange tænkte saa,
Og det udvise skal, om det udkræves maae. -
Men! hvo er det, jeg hører at opstemme
Hist saa harmonisk sødt? - og hvor høitideligt!
Et Mødrechør: - nu vel! vi med dem vil
istemme.


247
Chor af Mødre.
Tør takkende Mødre, Dig Konge, lovsynge?
For Freden, vi nøde, den ønskelig Fred!
Den lønnende Himmel Din Alder forynge!
Fred i Dine Dage blant os vare ved!
Alle fire Patrioter.
Han leve! den ømme, den aarvaagne Fader,
Den tordnende Fredsgud, der væbnet til Strid
Det Lynet i Haanden først udfare lader
Mod frække Titaners hovmodige Jid.
Mødrene.
Og skeer det: saa hører J Cimberske Helte!
Hvad elskende Mødre og Hustruer bød:
Slig Hovmod at hevne, drag Sværdet fra Belte,
Vind Seier, eller døer den lyksaligste Død!
Alle fire Patrioter.
Hvor sødt! o J Brødre, som Løver at stride
For elskende Fader og elskede Kiøn:
Vee den! det forvolder, vi Tab skulde lide
Paa Freden; hans Undergang vorde hans Løn!
Mødrene.
Hans Undergang vorde hans Løn!


248
No. 126.
Fredagen, den 2 April, 1762.
D¬
et naturlige Onde er ikke den største Knude
i det Spørgsmaal, som de Vise til alle
Tider have fundet saa vanskeligt at opløse, om
det Ondes Oprindelse. Vore naturlige Kræfters
Jndskrænkelse, vore Mangler og Lidelser ere ikke
alene Følger af høiere Love, som udkræve saadan¬
ne Undtagelser, og hvilken skabt Aand var vel
stor nok til at kræve en Fuldkommenhed, som det
Heles Beste ikke tillod? Men de ere endog un¬
dertiden fornødne til at befordre større Fuldkom¬
menheder hos os selv. Glemsomhed, Uviden¬
hed om det Tilkommende, og Haab om Døden
selv, ere ofte en vigtig Deel af vores Lyksalighed;
og endelig, ligesom der er intet naturligt Gode
til, som kan bevare Menneskene fra Misfornøiel¬
se, saa er og intet naturligt Onde, som jo en viis
eller dydig Mand engang i Verden har taalt med
den Sindsforfatning, som alene giør Menneske¬
ne lyksalige. Men denne Lyksalighed, hvorfor
er den ikke bleven alle til Deel? Vi begribe let,
at det var for meget for et Kreatur, som Men¬


249
nesket, at forlange, at hele Naturen ikke skulde
have nogen høiere Lov end den, som er grundet
paa de naturlige Tings Harmonie med vore Sand¬
ser; men om der ikke altid kan være saadan en
Harmonie imellem os og de udvortes Ting; hvor¬
for er den dog ikke i os selv? Jmellem den Evne
i Sielen, som tænker, og den, som begierer?
Hvorfor denne indvortes Strid i vort eget Væ¬
sen, som altid giør os ulyksalige, og som stifter
saa meget Ondt i Verden? Dette er det moral¬
ske Onde, og i dets Opløsning ligger den største
Vanskelighed. Denne Gang vil jeg indskræn¬
ke mig til nogle Betragtninger over det naturlige
Onde, tagne af et Engelsk Ugeskrift, kaldet den
Ledige, hvortil jeg har holdt det fornødent, til
Slutning at føie nogle Anmerkninger.
Hvorledes er det Onde kommen ind i Ver¬
den? Hvorfor er det menneskelige Liv bestrøet
med Elendigheder uden Tal? Og hvorfor er det
eneste tænkende Væsen af denne Jordkugle for¬
dømt til at dele sin Tid, fra Ungdommen af ind¬
til Alderdommen, imellem Frygt og Lidelser?
Dette er et Spørgsmaal, som Philosopherne læn¬
ge have gjort, og som Philosophien endnu ikke
har besvaret.


250
Religionen lærer os, at Elendighed og
Synd kom ind i Verden paa engang. Villiens
Fordærvelse foraarsagede en Uorden i Naturen,
og denne Uorden skulde have været uden Grænd¬
ser, dersom det samme Forsyn, som ofte lader
Lægedommen opvoxe ved Siden af Giften, ikke
havde indskrænket den ved det naturlige Onde.
En Tilstand af Uskyldighed og Lyksalighed
har saa lidet tilfælles med alt det, som vi nogen
Tid have erfaret, at, endskiønt vi let kunde fo¬
restille os dens Muelighed, og følgelig haabe at
komme dertil engang, kunde vi dog ikke giøre os
uden almindelige og meget utydelige Forestillin¬
ger derom. Vi begribe vel, at, hvor der var
en almindelig Uskyldighed, der maatte og rime¬
ligviis være en almindelig Lyksalighed; thi hvor¬
for skulde et uendeligt godt Væsen tillade, at det
Onde plagede de Væsener, som vare stærke nok
til at bære en bestandig Lyksalighed, som ikke be¬
høvede at holdes tilbage ved Frygt, og ikke for¬
tiente at straffes? Men i en Verden som vores,
hvor vi fristes af vore Sandser, og forraades af
vort eget Hierte, skulde vi uden Eftertanke, uden
Fortrydelse lade os henrive til alle Laster, dersom
Elendighed ikke fulgte os i Hælene, og dersom
vore Straffe ikke advarede os om vore Daarlig¬
heder.


251
Næsten alt det moralske Gode, som er til,
ynes at være en Virkning af det naturlige Onde.
Religionens Lærere inddele Dyden i Maadelig¬
hed, Retskaffenhed og Gudsfrygt. Lad os un¬
dersøge, hvorledes disse Dyder skulde kunne ud¬
øves, dersom de ikke bleve understøttede ved Virk¬
ningen af det naturlige Onde.
Maadelighed er ikke andet end en frievil¬
lig Jndskrænkning af vore Fornøielser; men der¬
som Smerte ikke var en Følge af Fornøielse, hvor¬
ledes skulde man da kunde overtale sig til at ind¬
skrænke denne? Betragte vi disse Mennesker, hos
hvilke Attraae efter en nærværende Fornøielse ud¬
sletter Følelsen af de forbiegangne og forestaaende
Lidelser; disse Øieblikke, i hvilke de podagriske
Smerter ikke føles af Drankeren, Fraadseren,
den Vellystige; hvor overgive de sig paa nye til
de Passioner, som have ødelagt deres Helbred?
Dersom man hverken frygtede Sygdom eller Fat¬
uigdom, skulde enhver overgive sig til Vellyst og
Ørkesløshed, uden at bekymre sig enten om an¬
dre eller om sig selv: At drikke, spise, elske og
sove, blev alt hvad et Menneske foretog sig i
Livet.
Menneskelighed eller det, som vi kalde de
selskabelige Pligter, kan inddeles i Retfærdighed
og Kierlighed. En viis Hedning har med stor
Skiønsomhed beviist, at de første Begreber om


252
Retfærdighed ere komne af de onde Følger, seg
Uretfærdighed har havt. " J de første Tider
siger han, levede Menneskene uden Regele
"Lov, uden anden Drift end Fornøielse; de ove¬
de Uretfærdighed selv, og maatte taale den igien
af andre, indtil man merkede igien onsider, at
"de Lidelser, som man paaførte sig selv ved at
giøre Ondt, vare større end Fornøielsen af at
giøre det. Menneskene underkastede sig Love¬
nes Tvang ved en indbyrdes Forening, og op¬
"ofrede Fornøielsen for at undgaae Smerten.
Hvad Kierlighed angaaer, da skulde da
være overflødigt at bevise, at denne Dyd ikke var
til, dersom man ikke behøvede den. Det Onde
er ikke alene Anledningen, men og den virkende
Aarsag til Kierligheds Gierninger. Vi bevæges
til at husvale de Elendige ved den indvortes i
lelse, som siger os, at vi ere af samme Natur som
de, og følgelig underkastede de samme Lidelser a
trængende til den samme Hielp.
Gudsfrygt er en Bevægelse i Sindet, som
opløfter det til det høieste Væsen, og opvækkeri
det en Tanke om et andet Liv. Dette andet Ly
er tilkommende, og det høieste Væsen usynligt.
Menneskene søgte ikke deres Tilflugt hos dem
usynlige Magt, dersom ikke alle andre Ting har
de bedraget dem i deres Haab; de bekymrede si¬
ikke om det Tilkommende, dersom de ikke vart


255
misfornøiede med det Nærværende. Dersom
Sandserne bleve mættede ved uophørlige Fornøiel¬
ser, skulde de holde Sielen i et bestandigt Sla¬
verie; Fornuften har ikke anden Myndighed over
os, end en Evne til at vogte os for det Onde.
I Barndommen giør Følelse af Religio¬
nen dybe Jndtryk paa Sielen, som endnu er bøie¬
lig og udannet. De første Aar af en god Op¬
dragelse anvendes paa gudelige Øvelser; men ef¬
terhaanden, ligesom vi gaae frem i Verden, op¬
vækkes vore Begierligheder ved adskillige For¬
nøielser, og utallige Ønsker adsprede vore Tan¬
ker. Ungdommens Tid fordrives i saadanne flyg¬
tige Adspredelser. I den modne Alder opfyldes
Sindet med Forhaabninger og Forslage. Ly¬
sternes Herredømme, Lykkens Forblindelser, Haa¬
dets og Begierlighedernes Heftighed binde Sie¬
len til de nærværende Ting, og lade den Friehed
til at betænke, at disse forfængelige Skygger snart
skulde fordrives, og at disse svage Vandbobler,
som flyde paa Livets Strøm, snart skulde opslu¬
ges af Evighedens Svælg. Faa Mennesker
skulde komme til denne Eftertanke, dersom de ik¬
ke bleve opvakte ved Følelsen af et kiendeligt og
vedvarende Onde. Naar Døden henrykker dem,
som giøre os Livet fornøieligt, eller for hvis Skyld
vi have arbeidet og samlet, naar en Sygdom vi¬
ser os Forfængeligheden af de udvortes Fortrin;


254
naar Alderdommen tilintetgiør de Forslage,
hvilke vi ventede os megen Nytte, da nødes vi
endelig til at fæste vores Haab paa en tilkommen¬
de Tilstand, og naar Sielen længe forgieves har
kiempet mod Livets Farligheder, søger den omsi¬
der sin Sikkerhed under Religionens Skjold.
Erfarenhed lærer os vel, at al Dyd ikke
er en Virkning af Elendighed; men det er dog
ikke mindre vist, at det er denne, som frembrin¬
ger de fleste Dyder i Verden. Man maae der¬
for med Taalmodighed bære det naturlige Onde,
fordi det er en Aarsag til det moralske Gode.
Taalmodigheden selv er en Dyd, som giør os skik¬
kede til den Tilstand, hvor det Onde ikke meere fin¬
des.
Jeg har kuns dette at erindre ved disse Be¬
tragtninger, at, ligesom mange uden Aarsag kla¬
ge over det Onde, saa maae og andre vogte si¬
for at tilskrive det Onde alt for meget.
fornødent, som det naturlige Onde er i en Til¬
stand, der er saa fordærvet som den nærværende,
til at bevæge Menneskene til at skye Laster, saa
vist er det tillige, at man uden saa stor Vanske¬
lighed, som man i Almindelighed mener, kan fo¬
restille sig Mennesket i en Tilstand, hvori dette


259
Onde ikke var fornødent; at Mennesket endog
uden smertelige Følelser kan kiende Forskiel imel¬
lem Ondt og Godt, og endelig at disse bevægen¬
de Grunde i den nærværende Fordærvelse ikke ere
de eneste.
Nogle Handlinger ere ikke Laster, uden
saavidt de have onde naturlige Følger for os selv,
f. Ex. al den umaadelige Brug af Tingene, hvor?
ved vi skade vores Sundhed. En Fraadser er
ikke Fraadser, en Dranker ikke en Dranker, for¬
di han spiser eller drikker meer end andre, han
er det endnu mindre fordi Smagen fornøier ham,
men enten fordi han spiser eller drikker mere end
han kan taale, eller fordi han opofrer store Fuld¬
kommenheder alene for at fornøie Smagen, og
forøder paa en Lyst, som varer kuns nogle Øie¬
blikke, den Formue, hvormed han for en lang
Tid kunde forsørge sin Familie og tiene sin træn¬
gende Næste. J det første Tilfælde er Maade¬
lighed en Dyd alene, fordi den bevarer os fra
Smerte, som er en naturlig Følge af Fraadserie
og Drukkenskab; men i det sidste Tilfælde siger
Fornuften os, at det var en Dyd, om den og
ikke var fornøden til at bevare vores Helbred. De
Sandheder, at Sindets Fuldkommenheder ere
vigtigere end Smagens Fornøielser; at man bør
egte det Nødvendige og Nyttige mere end det,
som fornøier alene; og at Kreature af lige væ¬


256
sentlige Fuldkommenheder ikke bør tilegne sig saa¬
dan en Brug af Tingene, hvorved mange tade
det Nødvendige, for at forskaffe nogle faa de
Overflødige: Disse Sandheder ere saa klare,
et Menneske ikke behøver smertelige Følelser for
at indsee dem. Saadanne Følelser kunde vel op¬
vække hans Opmerksomhed; men de overbevise
ham ikke. De lære ham at ikke misbruge su
Formue til Umaadelighed; men de lære ham ikke
at anvende den til at befordre høiere Fuldkommen¬
heder hos sig selv eller hos andre, dersom han ik
ke ved Hielp af høiere Grunde og finere moralsk
Følelser end de, som komme af Lidelser, kiend
den naturlige Forskiel, som der er imellem O1
og Godt, imellem et mindre og et større Gode.
Retfærdighed og Menneskekierlighed
grundede paa saa klare Sandheder, og paa
naturlige Følelser, at man maae forestille sig Men¬
neskene i en høi Grad af Fordærvelse, naar Smet
te og de naturlige onde Følger af disse Pligter
Forsommelse skulde være den eneste eller høief
bevægende Grund til deres Jagttagelse. Jegn
staaer gierne, at det Onde er fornødent for at be¬
væge mange til at øve Retfærdighed; men den
Onde er ikke saa meget det naturlige Onde, sen
følger af Handlingen selv, som Straffens Ond¬
hvilket Lovgiveren forbinder dermed, og jeg bet¬
ber ikke, hvorledes dette Onde kan bevæge 3


291
til den anden selskabelige Dyd, som er Kierlig¬
hed. Et Menneske, som ikke kunde bevæges til
at hielpe en Elendig, uden ved Haab om at nyde
den samme Hielp af andre, naar han kom i de
sammie Omstændigheder, giorde vel ikke meget
Godt, især naar han troede, at ingen tiente ham
igien, uden at giøre sig selv det Spørgsmaal:
Hvad Fordeel har jeg deraf? Dersom det var en
Kierligheds Gierning at indskyde sine Penge i et
Assurancecompagnie, hvorved dog de fleste ikke
tænke paa andre end paa sig selv, saa tilstaaer jeg,
at det naturlige Onde kunde bevæge Menneskene
dertil; men jeg tvivler paa, at nogen har bygt
Hospitaler for at faae selv Plads deri, i Fald de
skulde komme i Nød. Man svarer, at nogle af
disse Gierninger, som synes uegennyttige, ere
Virkninger af Æren, andre af Haab om Beløn¬
ning efter Livet; men dersom man holder det saa
umueligt, at Kierlighed alene kan frembringe dem,
skal det endnu blive vanskeligere at bevise, hvor¬
ledes de komme af Frygt for et naturligt Onde.
Dersom vi ved Hielp af Eftertanke og Er¬
farenhed undersøgte, hvor dybt den Sandhed er
indprentet i den menneskelige Natur, endog naar
den er meest fordærvet: at en ond Handling ikke
er ond alene fordi den skader os, og at en god
Handling ikke er god alene fordi den gavner os;
merkede vi, hvor ofte disse Begreber holde endog


258
Mængden tilbage fra saadanne Handlinger, paa
hvilke der ikke altid følger en naturlig Straf her
i Livet, og som Lovene enten ikke kunde forbyde,
eller Dommeren sielden udforske; forlode vi un¬
dertiden de store Selskaber, hvor enten forudfat¬
tede Lærebegreber forestillede Menneskene, eller
herskende Laster virkelig giøre dem værre, end de
ere af Naturen; forlode vi undertiden disse Sel¬
skaber for at betragte Mennesket der, hvor Nam
og Samvittighed virke alene uden mange andre Jnd¬
skydelser, da skulde vi finde hos Almuen en Mæng¬
de af ædelmodige Handlinger, som ere upaatvip¬
lelige Virkninger af en høiere Grund end Egen¬
nytte, Ære eller Frygt. Vi skulde begribe,
hvorledes den rette Glæde alene er en Følge af
Nøisomhed og af en naturlig Oprigtighed, og at
en Tilstand af Uskyldighed og Lyksalighed er ikke
nær saa vanskelig at forbinde med de Begrebet,
som Fornuften og Naturen giver os om Menne¬
sket, som med dem, hvilke vi selv have gjort os,
ved at betragte kuns den Deel af det menneskelige
Kiøn, som er bleven saa meget dummere og ulyk¬
keligere end andre, som de have villet være klo¬
gere og lyksaligere, end deres nærværende Ind¬
skrænkninger tillade.
Jeg behøver vel ikke at erindre, at det na¬
turlige Onde, Fattigdom, Elendighed, Skam,
Smerte give lige saa ofte Anledning til Lastet,


259
som til Dyder; at, dersom Maadelighed, Yd¬
myghed, Retfærdighed undertiden ere Virknin¬
ger af Lidelser, saa er Haardhed, Fortvivlelse,
Grumhed, Underfundighed det lige saa ofte; og
endelig, at de fleste Vise, Lovgivere og Lærere,
derfor ikke uden Aarsag have troet, at flere Men¬
nesker forbedres ved det Gode, end ved det Onde.
No. 127.
Mandagen den 5 April, 1762.
E¬
ndskiønt ingen Deel af den menneskelige Kund¬
skab er mere dyrket end Historien, har jeg
dog i nogle af disse Blade viist, hvor meget der
fattes os endnu i den vigtigste Deel deraf, som er
Menneskets Historie. Jo rarere det er, i den sto¬
re Mængde af offentlige Tidender om lærde og
Statssager, at finde saadanne Efterretninger,
som lære os at kiende det i Mennesket, hvorpaa
dets Lyksalighed mere beroer, end paa det Høie
og Skiønne i Videnskaberne, og paa det Store
eller Forunderlige i Statskonsten, desmere for¬
nøier det mig, naar jeg finder i disse Efterretnin¬
ger nogle af de Tildragelser, som kunne vise os


220
enten Dydens Skiønhed eller Lasternes Hesli
hed paa en mere følelig Maade, end det kan ske
ved Grunde alene, uden dog at behøve den Hielp
af Indbildningskraften, som formindsker saa me¬
get Nytten af det beste Digt, Fabel eller Ro¬
man.
Næst Historien af Aamund Bue, har jeg
ikke nyelig fundet i de offentlige Tidender en Til¬
dragelse, som fortiener saa meget at bevares i det
menneskelige Kiøns Historie, som følgende, hvil¬
ken fortælles fra London i Fournal bkranger
for April Maaned 1761.
Et ungt Fruentimmer, som var vel klædt
og saae vel ud, gik for nogle Dage siden fra
London, og da hun var kommen lidt uden for
"Byen, standsede hun ved Bredden af Them¬
sen; hun faldt paa Knæe, løftede sine Hænder
op til Himmelen, og derpaa med et kastede sig
"ned i Floden. To Mandspersoner, som hav¬
"de seet hende, løb strax hen for at hielpe hende,
"men de kom for sildig. Hun var allerede død,
"da de tog hende op af Vandet. J det de for¬
"gieves søgte at bringe hende til sig selv igien,
"kom en ung Mandsperson løbende, som med
"Heftighed kastede sig ned over dette ulyksalige
"Fruentimmers døde Legeme, og under forskræk¬
"kelige Skrig vædede det med sine Taarer. Da
han merkede, at der ikke var mere Liv i hende,


261
"raabte han nogle Gange: Det er mig, som
har dræbt hende, og løb i det samme hen for
"at kaste sig i Themsen; men man kom ham i
"Tide til Hielp, drog ham imod hans Villie op
"af Vandet, og overleverede ham til hans Slætg¬
"ninger. Man erfarede tillige, at det unge
Fruentimmer havde været hans Kiereste, at
han havde forladt hende, og at hun derfor vil¬
"de begrave paa engang baade sin Ulykke og sin
"Skam i Vandet.""
Jblant alle ulyksalige Virkninger af de
menneskelige Tilbøieligheder er der ingen ynkelige¬
re, end Virkningen af den, som man kalder
Kierlighed. Den er den naturligste af alle, og
tillige den heftigste, den, over hvilken Fornuften
har mindst Herredømme, fordi den er indplantet
af Naturen just for at bevæge Menneskene til
saadanne Pligters Opfyldelse, som ere for store
til at de kunde øve dem af Fornuft alene. Ved den¬
ne Passion, som er givet Menneskene for at for¬
binde dem i Selskaber ved et nøiere Baand, end
den almindelige Kierlighed, forledes ofte Hier¬
ter, som af Naturen ikke ere onde, til at bruge
Dievlelist for at bedrage deres endnu svagere
Medskabninger, og giøre de Personer ulykkelige,
som de elske allermeest. Di. llyksalige Følger
af Kierlighed, som indbefatte alt, hvad der er
meest forskrækkeligt i Skam, Smerte og den ti¬


262
melige Velfærds Forliis, treffe just den halve
Deel af det menneskelige Kiøn, som Naturen har
givet de mindste Vaaben til at forsvare sig, som
sielden begaae den første Synd af Lyst eller meg
Forsæt, men bedragne ved falske Forslkringer af
Medlidenhed eller af Godtroenhed overgive sig i
deres Forræderes Vold. Og naar end disse sva¬
ge Kreature ere stærke nok til at vogte sig fra saa¬
danne Fald, som straffes med en uudslettelig Skam
og med deres Uskyldigheds og udvortes Lykkes
Forliis, giør dog den første Kierlighed saa dybe
Jndtryk i deres bløde og af Naturen bøielige
Hierter, at de sielden kunde aflade at elske deres
ubestandige Elskere, med saadan en Oprigtighed,
som giør dem for deres Levetid misfornøiede, i
tilsidst fortvivlede.
Deres Forførere derimod undgaae ikke ale¬
ne al den Skam, Smerte og timelige Tab, hvor¬
med Synden straffes paa det ene Kiøn; de giøre
sig endog en Ære deraf, og søge i nye Laster en
Lægedom mod de Saar, som de forrige have ef¬
terladt sig, i det de ved en flygtig Kierlighed og
med nye Forførelser vide at udslette al den Følel¬
se af Menneskelighed, al den Erindring af deres
forrige Løfter og Forbindelser, som ikke strax kun¬
de udryddes af H.erter, der endnu ikke ere komne
til den høieste Grad af Forhærdelse.


263
Dersom alt dette var en Følge af den na¬
turlige Begierlighed alene, saaledes som den er,
naar den er allerheftigst, og forbundet med den
allersvageste Tænkekraft, da skulde intet i Guds
Huusholdning med Mennesket i dette Liv være
vanskeligere at opløse, end denne Knude. Men
det er alt for klart, at Menneskene selv ere Aar¬
sag i disse ulyksalige Følger, til at give Naturen
Skyld derfor. De i Opdragelsen, Sæderne og
Levemaaden antagne Grundregler føde alle disse
Ulykker af sig, som ere ubekiendte hos de Folk,
der leve endnu i en Tilstand, der nærmer sig til
den naturlige, endskiønt disse ikke kiende de Mid¬
ler, som Religionen, Videnskaberne, Æren og
Opdragelsen give andre til at modstaae Bigier¬
lighederne. Overdaadighed har gjort Ægtestan¬
den saa besværlig, at de fleste kuns sildig paa en
lovlig Maade kunde opfylde Naturens Drift, uden
at opofre alt for meget af de Beqvemmeligheder,
som holdes saa nødvendige, at den falske Ære
endog har gjort Ægteskab foragtet, dersom det
sluttes med andre Vilkaar end de, som selvgjorte
Moderegler agte høiere end Naturens Bud og
Statens Beste. Alle Ungdommens Laster ere i
Verdens Øine meget ringere Feil end en For¬
bindelse, som giør noget Skaar i de udvortes
Fordeele, og det mindste Tab i disse er en større
Ulykke, end alle de Svækkelser i Naturen, Syg¬


204
domme, og Samvittigheds Nag, hvormed en
ryggesløs Ungdom straffes, om ikke før, saa dog
i den mandige Alder. Disse Lærdomme, som
Aarsager til Huusstandens Fordærvelse, til Fa¬
miliers Undergang og det borgerlige Selskabs
Svækkelse, regnes iblant de vigtigste af Ærens
Grundregler, som regiere vores Deel af Verden.
J det man paa den ene Side har gjort Op¬
fyldelsen af denne Passion uendelig vanskeligere
end den var af Naturen, saa har man paa den
anden Side gjort sig lige saa megen Umage for at
ophidse den. Begge Kiøn lære tidlig at bruge
alle deres naturlige Fordele, og at forbedre dem
ved Konsten, alene for at opvække en Begierlig¬
hed, som af Naturen var stærk nok til at friste
dem. Det svage Kiøn udfordrer ofte, uden selv
at tænke derpaa, ved disse Tillokkelser det stærke¬
re til at angribe sig. Det meeste af Mandfol¬
kenes Ære bestaaer, ligesom Erobrerens, i den
Konst, at angribe de Svagere, og de fleste lære
denne Konst, som man kalder Levemaade, førend
de endnu virkelig have i Sinde at forføre. i
skaber af forfængelige og fordærvede Fruentim¬
mer, ere de første Skoler, i hvilke disse ung¬
Mandspersoner bringes for at lære den Konst,
som de siden vide at bruge saa vel til Kiønnets
Beskiemmelse; men det beklageligste er, at saa
megen Umage, som man giver sig i Opdragelsen,


205
for at lære begge Kiøn den Konst at angribe, som
som bestaaer i at opirre Passioner, saa lidet be¬
kymrer man sig om at give Fornuften den Styr¬
ke, som behøves til at forsvare sig mod disse An¬
greb. Statsmændene have længe ønsket, at
man i Krigskonsten engang maatte giøre en Op¬
findelse, som tiente til at give den Svagere mere
Sikkerhed mod den Mægtigeres Anfald. Hvor
meget ønskede jeg ikke, at det smukke Kiøn, eller
rettere de, som sørge for deres Opdragelse, maat¬
te begribe Nødvendigheden af denne Forsigtighed!
Det er ikke for Tidsfordriv alene, at Videnska¬
berne ere nødvendige for et Kiøn, som begynder
at skamme sig ved de ærværdige Forretninger, som
tilforn forbandt dem mere til deres Huuse, og be¬
varede dem fra de Fristelser, hvilke de nu selv
uden Vaaben gaae i Møde. Det er ikke, siger
jeg, alene for at fordrive den Tid, som deres
Mødre anvendte paa Huusholdningen og Børne¬
tugten, at man har Aarsag til at raade dem til
at læse gode Bøger, men og for af fornuftige
Grunde og andres Erfarenhed at kiende Verden,
uden at kiøbe den.e Kundskab saa dyrt, som den
kiøbes i de fleste Selskaber, ved Fornuftens For¬
vildelse, Dydens og et godt Rygtes Tab, deres
Familiers Ødeleggelse, og deres timelige Velfærds
Forliis. De Midler ere, næst Religionen, de
eneste, ved hvilke de kunde modstaae de tilvoxende


266
Fristelser, som deres flittige og huuslige Mødre
undgik ved en maaskee lykkelig Vankundighed, og
ved at betragte deres egne Huuse, ikke som Klo¬
stere og Fængsler, men som sikre Tilflugtssteder
for en efterjaget Skiønhed og Uskyldighed. De,
som have været ulykkelige nok til at faae en Op¬
dragelse, i hvilken man alene har bekymret sig om
at bevare deres Skiønhed og formere deres Yn¬
digheder, maae troe, at de midt i de store Byer
og Selskaber ere i lige saa stor Fare, som det
smukke og velklædte Fruentimmer, der stod ved
Bredden af Themsen. De skulde finde mange
iblant det stærke Kiøn, som ere nedrige nok til at
misbruge deres Svagheder, og Elskere i Mæ¬
de, som ere lige saa ustadige som den unge E¬
gelænder; men iblant alle disse var der maaske
ikke een, der gav sig den Umage, at gaae nogle
Skridt for at redde dem fra Fortvivlelse, eller
som var menneskelig nok til at begræde deres U¬
lykke, naar han ikke meere var i Stand til at hiel¬
pe dem.


267
No. 128.
Fredagen den 9 April, 1762.
E¬
ndskiønt Maaden, paa hvilken det store For¬
soningsverk er bleven fuldbragt, altid bliver
en af de dybeste Hemmeligheder for den menne¬
skelige Forstand; er dog en Forsonings Nødven¬
dighed, naar man i Almindelighed betragter den,
langt fra ikke saa vanskelig at forbinde med Guds
Egenskaber og med andre af Fornuften bekiendte
Sandheder, som adskillige mene, og iblant disse
ere nogle baade af Religionens Fiender og af dens
ivrigste Forfægtere. Vantroe og Overtroe have
altid været saa nær forbundne med hinanden, og
det er i vore Tider kommen saa vidt, at man bru¬
ger de samme Vaaben baade til at bestride og for¬
svare Christendommen. De, som misbruge For¬
nuften til at angribe Troens Lærdomme, have
ofte det samme Mundheld som de, der vilde for¬
svare Troen ved at undertrykke Fornuften. Beg¬
ge Partier tale om Guds Ubegribelighed og om
den menneskelige Forstands Svaghed, det ene
for at overtale os til at troe intet, og det andet
for at nøde os til, uden Prøve at troe alting.


208
Overtroe er ikke vore Tiders Hovedfeil, og
den største Skade, som en blind Jver i Religio¬
nen nu omstunder kan giøre, er, at den underti¬
den hindrer saadanne Undersøgninger, som tiene
til at vise Forbindelsen imellem de aabenbarede
Sandheder og dem, som vi kiende af Fornuften,
Undersøgninger, som ere saa høit fornødne paa
en Tid, da Christenheden er fuld af Hedninger.
Mig synes, at om saadanne Undersøgninger end
ikke tiente til andet, end til at bortrydde nogle af
de Vanskeligheder, som hindre saa mange af dis¬
se Hedningers Omvendelse, var der dog allerede
vundet meget derved; og naar man først ved for¬
nuftige Grunde havde bragt Religionens Fiender
saa vidt, at de ingen Modsigelse fandt i de almin¬
delige Begreber af dens Lærdomme, skulde det
ikke være saa vanskeligt, siden, at give dem ved
Hielp af Aabenbaringens Lys en rigtigere Be¬
stemmelse. Jeg har allerede paa et andet Sted
(No. 73) anmerket, at de, som misbruge For¬
nuften til at bestride den aabenbarede Religion,
bygge deres Meninger paa Grunde, efter hvilke
Menneskets Lyksaliggiørelse udkrævede langt flere
Underverker og overnaturlige Virkninger af det
høieste Væsen, end alle dem, som det aabenbare¬
de Ord lærer os. Thi naar vi endog betragte
det høieste af alle Underverker, som er Forsonin¬
gen, er det dog forbundet med en vis Orden, visse


209
Midler, visse bevægende Grunde, der virke saa¬
dan en Forandring i Mennesket, som giør det be¬
qvemt til en større og vedvarende Lyksalighed.
Men naar vore stærke Aander vilde omstøde disse
Lærdomme af den Aarsag, at et Væsen af en uen¬
delig Magt ikke behøver nogen af disse Midler for
at giøre et Kreatur lyksaligt, at hans Godhed
tillader ham ikke ved Trusler, Straffe, Fyldest¬
gjørelser at udrette det, som hans uendelige Magt
kan giøre med et Vink; hvad forlange de da an¬
det end en Kiede af uophørlige Mirakler, af Virk¬
ninger uden Midler, og af Forandringer i Sie¬
lene uden bevægende Grunde? Dersom vi vilde
slutte saaledes i Henseende til den synlige og na¬
turlige Verden, som disse Folk slutte i Henseende
til den moralske; dersom vi vilde spørge, hvor¬
for Gud bruger saa mange Midler til at frem¬
bringe de adskillige Begreber og Fornemmelser i
vore Siele, hvorfor saa stort et Legeme, som
Solen, maae skinne for os, og Lyset fare hvert
Øieblik igiennem saa umaaleligt et Rum, for at
kaste en liden Straale fra et Legeme paa Jorden
til vort Øie? Hvorfor Gud ikke ved en umiddel¬
bar Virkning af sin Almagt opvækker dette
Begreb i vor Siel, uden at bruge dertil saa
store og saa mangfoldige Maskiner? Dersom vi
spurgte, hvorfor en Sygdom ikke læges uden Mid¬
ler? Hvorfor en afhugget Arm ikke voxer ud igien


270
lige saa hastig som paa en Polype? Vare disse
Spørgsmaale da ikke lige saa barnagtige, som
naar vi spørge, hvorfor Gud kræver saa man¬
ge Forberedelser i Sielen, førend den kan blive
deelagtig i den fuldkomne Lyksalighed, til hvilken
han har skabt den? Burde vi ikke meget mere af
de tænkende Væseners Ypperlighed fremfor an¬
dre giøre den Slutning, at den samme Viisdom,
som har fundet fornødent at bruge saa mange
Midler, og at følge saa bestandig en Orden i Le¬
gemernes Forandringer, kan finde det end nu langt
mere fornødent i Henseende til de Forandringer,
som foregaae høs de tænkende Væsener, og ved
hvilke disse beredes til at opnaae det store Maal,
til hvilket de ere skabte? Nogle faa Mirakler, for
at stadfæste en aabenbaret Lærdom, hvilken, naar
den antages, oplyser og forbedrer Sielen; en
stor Forsonings Hemmelighed, en for den menne¬
skelige Forstand ubegribelig Forbindelse imellem
den guddommelige og menneskelige Natur, som
giver alle de bevægende Grunde, som tages baa¬
de af Kierlighed og Frygt, en uendelig Vægt,
ere disse Ting vel vanskeligere at forbinde med vo¬
re Begreber om Guds Viisdom, end om vi sat¬
te, at han uden Midler og ved sin Almagts umid¬
delbare Virkninger alene hvert Øieblik udslettede
alle de Tanker og Begierligheder, hvorved en syn¬
dig Siel arbeider paa sin egen Ulyksalighed?


271
Fornuften lærer os selv, at Menneskets
Lyksalighed beroer fornemmelig paa dets indvortes
Forfatning, paa Tænkekraftens og Begierlighe¬
dernes Overeensstemmelse; den lærer, at vore
Handlinger ikke ere ligegyldige, at nogle befordre
vores Lyksalighed, andre hindre den: men Er¬
farenhed viser tillige, at denne naturlige Forskiel
hverken altid indsees, ikke heller altid bevæger;
at vi foruden den naturlige Kundskab om Ondt
og Godt, behøve at advares og paamindes af
Forældre, Lærere og Lovgivere, og at deres Ad¬
varseler, endskiønt de tiene til vort eget Beste,
ikke altid bevæge os, dersom de ei forbindes med
Trusler og Løfter; og endelig at disse Trufler og
Løfter ikke virke, uden saavidt man er forsikret
om deres Opfyldelse. Naar vi overveie disse een¬
foldige og bekiendte Sandheder, som ere grun¬
dede i Menneskets Natur, enten vi betragte det i
Huusstanden eller i den borgerlige; kan det da
komme os saa utroeligt for, at det høieste Væsen,
som alle fornuftige Kreatures første Fader og øver¬
ste Lovgiver, har fundet det fornødent at advare
os paa en besynderlig Maade om nogle Sandhe¬
der, som tiene til at befordre vores evige Beste;
at han har forbundet visse Straffe og Belønnin¬
ger med sine Befalinger; og endelig, at naar
vi overtræde disse befalinger, tillader hans Viis¬
oom hverken at ophæve Straffen, eller at give


272
os Belønningen, dersom den ikke skeer i Betragt¬
ning af en Person, som er høi nok til, at hans
Fortienester kunde opveie mod en heel Verdens
Synder, og med hvilken vi tillige staae i saadan
en Forbindelse, at hans Fortienester kunde til¬
egnes os? Ere Fyldestgiørelser og Tilegnelser ik¬
re muelige efter de almindelige Begreber, som
vi have om felskabelige Forbindelser? Vide vi ik¬
ke, at baade en Fader og en Lovgiver kan finde
en Nødvendighed i at straffe, uden at det skeer
af Had? Og at deres Befalinger intet nyttede,
dersom de ikke holdt hvad de lovede eller truede?
J menneskelige Selskaber og Regieringer, sige
man, er det saaledes, men i Guds Stat? Vi
maae ikke forestille os ham som et Menneske."
Deri bestaaer den største Jndvending, som For¬
nuften giør mod disse Grunde, naar de bruges til
at forklare Guds Huusholdning med Menneske¬
ne; og denne Jndvending kommer atter af en
Forestilling af Guds Uendelighed og Almagt, som
tilintetgiør al Orden, og ophæver alle Midlers
Brug. Gud, betragtet som Fader og Lovgivet,
er uendelig fuldkomnere end alle Fædre og Lovgi¬
vere; men Børnene, Undersaatterne og Borget¬
ne i denne Deel af hans store Rige ere de samme,
som i de menneskelige Selskaber, og Gud iagl
tager overalt i sine Virkninger saadanne Reglet,
som ere grundede i de Tings Natur, paa hville


273
san virker. Dersom det var tilladt at slutte af
Ghuds Fuldkommenheder, uden at tage de Reg¬
ler i Betragtning, som ere grundede i hans Skab¬
ningers Natur; skulde vi tilsidst i vore Slutnin¬
ger ophæve al Forskiel imellem et Menneske og en
Engel, imellem en Engel og en Gud. Grund¬
eglerne af de selskabelige Forbindelser ophøre der¬
for ikke ved at betragte os som Lemmer af Guds
store Rige; og det er saa langt fra, at vore For¬
bindelser og Nødvendigheden af de bevægende
Grunde derved blive mindre, at begge Dele just
forstørres ved at maale vore Kræfter med Øiemer¬
tet af dette store Selskab, i hvilket alle Aander
leve under den Høiestes Regiering. Jkke een,
ikke nogle faa Skabningers Lyksalighed alene, men
det Heles Beste er her den høieste Lov, som Guds
odhed selv ikke tillader ham at ophæve, for at
søie et Kreaturs egennyttige Ønsker. Det er
kke visse udvortes Handlinger alene, som udkræ¬
res af denne Lovgiver, men en Fuldkommenhed
og Reenhed i Tanker og Begieringer; og det er
hans Godhed selv, som bevæger ham til at søge
denne Fuldkommenhed, fordi den er fornøden til
a fornuftigt Kreaturs Lyksalighed. Den op¬
naaes ikke uden Grader, uden Midler, uden be¬
lægende Grunde, og disse maae være saa meget
større end andre Straffe og Belønninger, som
den Fuldkommenhed er større, til hvilken de skulde


274
føre en fornuftig Skabning, og jo svagere denne
Skabnings Kræfter ere.
Den Christne Religion søger at bringe Men¬
nesket til den indvortes Fuldkommenhed i Tanker
og Begieringer, uden hvilken intet fornuftigt Væ¬
sen kan opnaae en bestandig Lyksalighed. Jo mere
indskrænket et Kreatur Mennesket er, des større
Motiver behøves til at bringe det til denne Fuld¬
kommenhed. Den Christne Religion indeholder
baade store Straffe og Belønninger; og den li¬
den Virkning, som de giøre endog paa dem, som
ikke tvivle om Religionens Sandhed, beviser just
deres Nødvendighed. Dersom disse Straffe uden
Skaansel bleve opfyldte, blev intet Menneske
frelst; og dersom de bleve eftergivne uden Fyldest¬
giørelse, tabte Lovene deres Myndighed: For¬
trydelse forbedrer vel Synderen, men den udslet¬
ter ikke Forargelsen, og den redder ikke Lovgive¬
rens Sandruehed, som i alle Selskaber af for¬
nuftige. Væsener er saa fornøden til at give Love¬
ne Kraft og Virksomhed,
Da enhver fornuftig Skabning ved dens
Natur forbindes til den beste muelige Brug af
de Kræfter, som Skaberen har givet den; saa
kan og intet Kreatur, i Henseende til Gud, be¬
holde nogen Fortieneste tilovers, for at fyldestgiø¬
re for sine egne, meget mindre for andres Syn¬
der. Endskiønt den Forening af Guddommen


275
i Manddommen, som Forsoningen udkræver,
bliver altid en Hemmelighed for vores Fornuft;
er det dog daarligt at vilde bestride den med den
sædvanlige Indvending, at saadan en Handling,
var for ringe og ydmygende for det høieste
Væsen. Jngen Virkning, som den evige Viis¬
dom finder tienlig til at befordre Skabningens
Fuldkommenhed, kan være ringe for et Væsen,
hvis Storhed og Salighed ikke bestaaer i at lade
sig tiene, men i en uophørlig Virksomhed til at
opholde alle Kreature, fra den høieste Engel ind¬
til det mindste Støv.
No. 129.
Mandagen, den 12 April, 1762.
D¬
e Chinesiske Bonzer lære om en vis Foe, at
han har fortient Menneskene et bedre Liv
efter dette; men de slutte deraf tillige, at Dyd
og gode Gierninger ere unødvendige, og at dette
Livs Forretninger ikke ere værd at bekymre sig om.
Denne Sect, som er den eneste i China, der læ¬
rer en Udødelighed, bedriver uden Undseelse alle
Laster, og undskylder sig dermed, at det er lige¬


270
gyldigt, hvad man giør med et Legeme, som snart
skal forgaae; og deres Tilhængere bekymre s¬
saa lidet om det Nærværende, at de fleste give
deres Gods til Bonzerne, for at forsikres om en
Udødelighed, som tillader dem at forsømme alle
dette Livs Pligter.
Saa vist er det, at de vigtigste Lærdom¬
me indtil Udødelighed selv kunde misbruges. For¬
nuften har længe indseet i det mindste Rimelig¬
heden af et tilkommende Liv; og Utilstrækkelighe¬
den baade af de naturlige og borgerlige Motiver,
til at bevæge Menneskene, især i en meget for¬
dærvet Tilstand, har og lært Hedningene selv at
kiende Nødvendigheden af en tilkommende Straf
og Belønning: men ligesom der behøvedes en
Aabenbaring, stadfæstet med saa mange Vidnes¬
byrd, som den Christelige, for at forvisse Men¬
neskene om saadan en Tilstand, saa er og den
Christelige Religion den eneste, som har lært U¬
dødeligheden paa en Maade, som er overeensstem¬
mende med Guds Fuldkommenheder, og med
Menneskets sande Lyksalighed.
Alle Systemer, som have lært en Udøde¬
lighed, kunde henføres til 3 Hovedelasser. Til
den første regner jeg dem, som have troet, at
Sielene bleve efter Døden her paa Jorden, og
vandrede af et Legeme i et andet; til den anden
Classe dem, som mene, at Sielene forflyttes til


271
et andet Sted, hvor de dog have samme Begier¬
ligheder, og nyde efter deres adskillige Opførsel
enten samme Fornøielser, eller samme Lidelser,
som her i Livet. Til den tredie Classe henfører
jeg den Lærdom, at Sielene efter Døden komme
enten i en høiere og fuldkomnere, eller i en elen¬
digere og ulyksaligere Tilstand, end den nærvæ¬
rende. De gamle Pythagoreer, Platoniker og
adskillige Sekter i Jndien, som troe Sielenes
Vandring, høre til det første Slags. De gam¬
le Grækeres, Romeres, de nordiske Folks og
Mahomedanernes Lærdom om en dobbelt Tilstand,
efter Livet, hører til den anden Classe; og der¬
som den Christne Religion ikke er den eneste i Ver¬
den, hvilket jeg dog troer, som har lovet Men¬
neskene et tilkommende Liv, der var fuldkomnere
end det nærværende, saa er den dog vist den ene¬
ste, der har lært dem at giøre sig saadanne Be¬
greber om dette Liv, som baade ere Guds Viis¬
dom anstændige, og som kunde bevæge Menne¬
skene til sande Dyder.
De tvende første Systemer føre ikke Men¬
nesket til at kiende eller attraae høiere Fuldkom¬
menheder end dem, som de her i Livet have tilfæl¬
les med Dyrene. Efter det første Lærebegreb,
som antager Sielenes Vandring, bliver Tilstan¬
den uden Ophør den samme. Sielene løbe i en
bestandig Cirkel af et Legeme i et andet; og naar


278
de nogle Millioner Gange have igiennemvandret
denne Kreds af Dyr i Mennesker og af Menne¬
sker i Dyr igien, ere ved alle Forandringer hver¬
ken frembragt flere Væsener, ikke heller ere disse
fuldkomnere, end da Gud først begyndte at skabe
dem. Den uendelige Viisdom, som fremskin¬
ner i Naturens mindste Virkning, gjorde ved al¬
le disse Virkninger lige saa forfængeligt et Arbei¬
de, som de Mennesker, der anvende deres hele
Livstid paa at skifte Klæder og Prydelser, uden
at blive enten fornuftigere eller bedre end de vare;
den virker uden Hensigt, og kuns for at virke;
den opbygger for at nedbryde, og nedbryder, ikke
for nogen Tid at forbedre, men kuns for idelig at
forandre det, som dog ved ingen Forandring bli¬
ver tilsidst bedre end det var.
Det Ondes Oprindelse, som har været den
store Kunde i alle Systemer, har først bragt
Menneskene til at antage saa urimelig en Lærdom.
Man sluttede saaledes: der fødes Halte, Blin¬
de og Krøblinger. Guds Godhed tillod ikkt, at
disse Mennesker leed, dersom de ei havde fortient
det, og de kunde ei have fortient det, der¬
som deres Siele ikke allerede, havde væ¬
ret til i andre Legemer. Dette System ansaae
man tillige som beqvemt til at bevæge Menneske¬
ne til at elske Dyden og skye Lasterne. Men
Nytten var i sig selv lige saa indbildt, som Grun¬
den til det hele System var falsk. For at redde


279
huds Godhed, tilintetgiorde man kans Viis¬
dom, og forestillede sig det høieste Væsen virk¬
somt uden endelige Hensigter. Det samme Spørgs¬
maal blev endnu tilbage, hvorledes et godt Væ¬
sen kunde tillade Misbrugen af en Friehed, som
ver Aarsag til saa meget Ondt i Verden? og
rette Spørgsmaal var nu just saa meget vanske¬
saere at opløse, som man, for at opløse det, hav¬
de antaget et System, efter hvilket det Onde al¬
drig ophørte, og ingen Deel af Skabningen blev
fuldkomnere end den var. Som det paa den
ene Side var en slet Belønning at blive forfyttet
et Legeme, hvor man hvert Øieblik kunde for¬
spilde igien det Gode, som man havde fortient i
et andet, saa kunde man ikke heller vente, at
mange lode sig afskrække fra at søge ved ulovlige
Midler et nærværende og sandseligt Gode, hvis
Tab var det eneste Onde, som man havde at fryg¬
te efter Døden. Den Vellystige, skulde han
vel indskrænke sine Begierligheder for at nyde de
samme Fornøielser i et andet Legeme, og maaskee
et Dyr? og den Gierrige, skulde han nedgra¬
de eller bortkaste en Skat, for at finde den igien,
naar hans Siel kom i en anden Krop?
Det andet System havde saa meget til¬
fælles med det første, at det ikke opløftede Sielen
til at attraae noget høiere Gode, end det Sand¬
elige; men det synes dog at have dette forud, at


280
det lovede Menneskene efter Livet en større og be¬
standigere Nydelse af dette samme Gode. De
Elyseiske Marke, de Nordiske Folks Himmel¬
og Mahomeds Paradiis ere en stedsevarende Til¬
stand af saadanne sandselige Fornøielser, som in¬
tet Menneske eller Dyr føler i Verden uden Af¬
vexling, uden Blanding af Kiedsommelighed og
Smerte. De, som lærte saadant, gav derfor
Menneskene noget at haabe, som for sandselige
Kreature var større end alt, hvad de kunde vente
sig ved Sielenes Vandring, naar det og stod til
dem selv at vælge efter Døden, hvilket dødeligt
Menneskes eller Dyrs Skiebne de vilde. J det¬
te System var det mueligt at opofre noget for en
Pligt, som man troede at være et Middel til at
nyde et større og bestandigere Gode af det samme
Slags, som man opofrede. Men hvilket Haab
for en fornuftig Skabning, at komme engang i
en Tilstand, hvori den kunde spise og drikke uden
Ophør! Saadant et Haab kunde vel bevæge Men¬
neskene til nogle udvortes gode Gierninger, men
det giorde dem ikke indvortes bedre; tvertimod,
det lærte dem at giøre Midlerne til Øiemerket,
og at betragte Nydelsen af de Ting, som Natu¬
ren har givet dem til at opholde Legemets Kræf¬
ter, søm det eneste Maal, til hvilket de vare skab¬
te. At kiende Sandhed og elske det Gode, er
efter et System, som lover sandselige Belønninger,


281
ikke Fuldkommenheder, uden saavidt de hielpe es
til at føle og smage bedre; og det er saa langt
fra, at Sielekræfternes Tilvext for sig alene be¬
tragtet kunde ansees for et Gode, at den ophørte
at være det, dersom et fornuftigt Væsen indsaae
nogen Tid Værdien af disse Kræfter saaledes, at
det tabte Smagen af de sandselige Fornemmel¬
er. Saa stor en Lyksalighed, som Mahomeds
Paradiis kan være for en Slave i Seraillet, saa
slet en Belønning maatte det være for Socrates,
Lycurg, Fabritius, Cato, og ikke alene for dem,
men for alle, som ikke sætte Lyksalighed alene i
Følelsen og Smagen.
En Lærdom om Udødelighed, som skulde
berede Mennesket til en høiere Fuldkommenhed
end den, som vi i dette Liv opnaae, og en anden
Lærdom end den, var ikke overeensstemmende med
e viis Skabers Hensigter, maatte lære os at at¬
traae ædlere Ting end blot sandselige, dog paa
saadan en Maade, at vi ikke forsømte Pligterne
af dette Liv, men ansaae meget mere deres Op¬
fyldelse, som Vilkaar, uden hvilke vi ei kunde
haabe at opnaae en høiere Fuldkommenhed efter
sLivet. Saadan en Lærdom om Udødelighed ale¬
ne, kunde giøre os til gode Mennesker og Bor¬
gere i Verden, og skikkede til en fuldkomnere Til¬
ntand efter Døden, og saadan en Udødelighed
lærer alene den Christne Religion. Den beskri¬


282
ver os Saligheden af et andet Liv, ikke som en
uophørlig Mættelse af de Lyster, som vi have til¬
fælles med Dyrene, men som en større Fuldkom¬
menhed og Overeensstemmelse af alle Sielens
Kræfter, en klarere og tydeligere Kundskab, som
kaldes Beskuelsen, og en indvortes Fred og Glæ¬
de, som er en Følge af Begierlighedens Over¬
eensstemmelse med Forstanden. I det den saa¬
ledes opløfter os til høiere Fuldkommenheder,
glemmer den dog ikke, at vi baade endnu ere sand¬
selige Kreature, og at vi efter Guds vise Orden
ikke heller skulde ophøre at være det i den Tilstand,
som følger umiddelbar efter dette Liv. Vore Sie
le boe i Legemer; de skulde afklædes, men dog
igien overklædes. Denne bestandige Forbindel¬
se imellem Sielen og Legemet beskriver Religio¬
nen os saaledes, at den baade giver os et for sand¬
selige Kreature nogenledes fatteligt Begreb om
den tilkommende Lyksalighed, og dog forebygger
alle de grove og nedrige Forestillinger, som Men¬
nesker ellers have gjort sig om saadan en Tilstand.
Vore Siele skulde have Legemer; men disse Le¬
gemer skulde være forklarede, og saa meget fuld¬
komnere end de nærværende, som Træet eller
Blomstret er fuldkomnere end de Frøe, som bleve
nedlagte i Jorden, og af hvilke de udspire. De
skulde tillige med Legemerne have Sandseredska¬
ber, sandselige Forestillinger og sandselige Begier¬


285
ligheder, men af et høiere og finere Slags, Red¬
skaber, med hvilke de fornemme Ting, som in¬
tet jordisk Øie har seet, og intet Øre hørt, og
som ikke ere opkomne i noget Menneskes Tanke.
Disse overklædte Siele skulde tillige med deres
forherligede Legemer forflyttes til et Sted, som
Frelseren har bereedt dem i sin Faders Rige, det¬
te store Rige, i hvilket han siger, at der ere man¬
ge Boeliger. Skriften beskriver os dette Sted
under Navn af det nye Jerusalem, af en nye
Himmel og Jord, af et nyt Tabernakel, paa en
Maade, der er overeensstemmende med fornufti¬
ge, men tillige sandselige Kreature, dog saaledes,
at den udelukker af disse Beskrivelser alle de ne¬
drige og jordiske Begreber, som hverken skikke
sig til englelige Siele eller til forklarede Legemer.
Alle Ting, siger den, skulde paa denne nye Jord
være nye, og intet Ureent skal komme derind.
Den Christelige Lære om Udødelighed for¬
bindes tillige med saa reen en Sædelære, at den
opløfter os over det Sandselige, kuns for at giø¬
re Pligterne des vigtigere i vore Øine. Dette
Liv staaer, efter Christi Lærdom, i saa nøie en
Forbindelse med det tilkommende, at saa ringe
som dets høieste Lyksalighed end var i en Chri¬
stens Øine, naar han betragtede den som den
eneste Hensigt af Menneskets Skabning, saa vig¬
tig bliver derimod enhver Tanke, enhver Begier¬


284
lighed, enhver Hendelse betragtet som Midler,
Anledninger og Leiligheder til at haabe bedre.
Livets Korthed og Forfængelighed tillader ingen
at agte nogen menneskelig eller borgerlig Dyd rin¬
ge, i en Religion, som befaler os at kiøbe den
beleilige Tid, at vaage, arbeide og ikke blive træt¬
te, at saae for at høste igien det, som enhver har
gjort med Legemet, og at bruge dette Livs forgien¬
gelige Gode saaledes, at vi kunde samle os igien
et uforgiengeligt Liggendefæe i de evige Boeliger.
Hvor skammelig behandles derfor ikke den
christelige Religion af dem, som misbruge dens
dyrebareste Lærdomme om Forsoning, Troe, U¬
dødelighed, om dette Livs Ringhed og det tilkom¬
mendes Herlighed. til at foragte og forringe Plig¬
terne af det nærværende! De giøre, at den fuld¬
komneste Religion ofte misbruges lige saa meget
som Bonzernes Lærdom; at de Christne i Dyd
og gode Gierninger beskiemmes af dem, som troe
Sielenes Vandring eller et jordisk Paradiis, og
som ingen høiere Lyksalighed haabe, end den, som
Mennesket her i Livet har tilfælles med Dyrene.


285
No. 130.
Fredagen, den 16 April, 1762.
Følelser
ved
en deilig Aften.
Herre min Gud, du er saare stor, du haver
iført dig Herlighed og Majestet.
O
lykkelige Time, da jeg kom til saa herligen
Verden! Til denne Aftens Lyksalighed blev
jeg født. Jeg vilde ikke have blevet i mit Intet,
for at nyde et eneste Øieblik af den Glæde, som
Naturen nu tilbyder mig. - Jo! Mennesket
blev skabt for at være lyksaligt. Nu føler jeg ret
din Lykke, og min Skabers Godhed. Hvorfor
vil dog Tungsindighed skiule sig i et traurigt
Mørke, og udstøde anklagende Sukke imod Him¬
melen, som lod den fødes! Hvorfor vil den vrie
sine fortørrede Hænder, og banke sit beængstede
Bryst imod saa naadig en Skaber! Jeg, siger den,
og hyler, jeg kom ikke til Verden uden for at


286
fortære mig med Græmmelse og Jamren; hele
Naturen er for mig fæl og vederstyggelig,
den eneste Vederqvægelse, jeg endnu nyder, et
naar jeg tænker paa den Time, da jeg ikke skal
være til mere. - O Utaknemmelighed! burde
ikke en eneste Aften som denne overbevise dig om
dine Sukkes Uretfærdighed? Skulde du kunde
see dette herlige Syn, og dog forbande din Fød¬
sel?
See! Himmelen triumpherer over Solens
Nedgang. Stiernerne fordoble deres Glands
for at giøre deres Medbeilere til Skamme, i
Jorden bedækkes med et lykkeligt Mørke, for at
oplive Himmelen. Maanen kaster misundelige
Straaler paa sine Naboelys, for at ophøie sin
egen Pragt; men disse funkle kun desto stærkere,
og arbeide for at igiennemtrænge Maanens klare¬
re Luer, og at faae Belønningen af mit ventende
Øie.
O Uskyldighed, alle Dyders Krone! Al¬
drig følede mit Hiette din Sødhed saaledes, som
i dette Øieblik. Min Glæde er reen og ube¬
smittet, og min Følelse siger mig, at den maae
tækkes den Allerhøieste. Skulde nogen forfæn¬
gelig Glæde boe i en Siel, som fryder sig ved
at opsvinge sig fra Jorden, og at følge sin Ska¬
ber med tilbedende Sukke fra et Himmellys til et
andet? – Prøv mig min Gud, mit Hierte


281
staaer aabent for dig. - Dog nei, strenge
Dommer, gaae ikke i Rette med mig! Straf ikke
min formastelige Hovmod. Min Uskyldighed
forsvinder i dine alseende Øine, og mit forfæn¬
gelige Hierte skielver for din retfærdige Domstoel.
Gud, hvor skrækkelig er din Nærværelse!
Og mig synes, jeg staaer her for den Al¬
mægtiges Aasyn. Jorden forlader mig, og jeg
rives hen for hans Domstoel, der seer og prøver
mine Tanker. Mit Hierte, hvorfor banker du
saa? Skielver du ved at stilles for din Dommee?
Ja skielv, Samvittigheden, din Anklager, føl¬
er med dig. - Lyksalige, J som kunde tænke
Eder med Glæde for den Almægtiges Øine; men
Ulyksalige, der ræddes ved at erkiende dens Nær¬
værelse, som skal fortære Eder med sine Øieka¬
stes Flammer!
Utaknemmelige Jord! Himmelen indby¬
dig til at tage Deel i sin Glæde, den indbyder
dig til at lovsynge din og sin Skaber.  O! lad
dog denne lykkelige Aften ikke forgieves have væ¬
tet saa deilig. Synder, kom frem af din Hule,
hvor du tænker i Mørkhed at skiule din Uretfær¬
dighed for en alseende Gud. See paa den med
Verdener bestrøede Himmel, og skielv for en hev¬
nende Almagt. Betragt de sig frydende Stier¬
ner, og nyd en Forsmag af den himmelske Glæ¬
de, som er en Virkning af Uskyldighed.


288
Hvor blues min Siel ved at have nedsyn¬
ket sig i denne Dags støiende Forlystelse! Denne
deilige Aften beskiemmer mig, - den beskiem¬
mer Dagen med alle dens lokkende Yndigheder.
Solen opklarede Jorden, og den opklarede For¬
fængelighed; denne indtog mit svage Sind, og
jeg glemte en kommende Aftens herligere Glæde,
naar Jordens Pragt med Solens Nedgang skul¬
de have en Ende.
Hvor riig en Kilde af Fornøielser har
beren nedlagt i Naturen; en Kilde, som staae¬
aaben for alle, dersom alle ikkun kiendte den!
Dag, da Solen laante Jorden sin Glands for
at giøre dens Herlighed stor i mine Øine, i Da
da Tungsindighed overfaldt min Siel, da sukke¬
de jeg og sagde: O! var jeg riig, saa var se
lyksalig, havde jeg dennes Overflødighed, havde
jeg den andens Lykke, saa kunde jeg intet ønske
mig mere. Q hvad er Rigdom, hvad er Lykkt,
hvad er Verden nu? - I dette Øieblik ere alle
mine Ønsker opfyldte.
Store Gud, hvor er du værdig at prises
ved tause Sukke, og en stille Andagt. Jngen
Mund kan udsige din Lov, men Sielen, den
himmelske Siel, den føler din og sin Høihed. O
min Siel, hvad er det du føler nu? Hvad er
Aarsagen til din Glæde? Omgivet med en høiti¬
delig Taushed, skrækker ingen jordisk Bulder mit


289
hange Øre. Borte er den Uværdige, der i Dag
gjorde mig misundelig med sin støiende Hovmod,
og den Dydige, der sukkende i en uforskyldt Ar¬
mod, giorde mig nedslagen. Mine Udsigter
strække sig paa hiin Side Jordkloden. Mine Tan¬
ter opløfte sig derhen, hvor min Siel har sit Ud¬
spring.
Men nu, hvilken Strid af Sindsbevægel¬
ser yttrer sig i mit slaaende Hierte! Bestyrtelse
og Tillid, Kierlighed og Rædsel, Haab og Tvivl
sønderslide min uroelige Siel. Jeg brænder af
en hellig Tillid, men min Tillid begynder at vakle,
naar jeg kaster ikkun et flygtigt Syn til mig selv.
Jeg føler Skaberens Godhed, men hans Maje¬
stet opfylder mig med Skræk. Gud! ere alle
disse Verdener? Verdener som min? beboede?
Med fornuftige Skabninger beboede? Er denne
Klump, hvor mit Øie intet adskiller, en Sam¬
ling af Jordkloder, hvoraf enhver er maaskee
uendelige Gange større end min! - Ydmygen¬
de Tanke for din Hovmod, o Menneske! - Og
du tør holde dig for Guds ædleste Skabning!
Og for Skabningens Øiemeed, - og du usle
Orm tør opreise dig imod saa mægtig en Ska¬
der! - Agter han ogsaa paa dig? Holder han
dig ogsaa et Øiekast værdig? – Ja han agter
paa mig; jeg har den samme Almægtige til Ska¬
der, som alle disse, hans Forsyns Øie vaager


290
ogsaa over mig. - Hvor stolt en Tanke for den
menneskelige Ringhed! - Menneske, lær at
kiende hvad du er, saa skal du hverken fornedre
dig under din Høihed, heller ikke ophøie dig over
din Ringhed.
Høitidelige Aften! velsignet, evig velsie
net skal dit Minde blive hos mig, naar Dagens
Vellystlinge lokke mig til at tage Deel i deres syn¬
dige Glæde, da skal jeg tænke paa den ædle o
uskyldige Fornøielse, som du lod mig nyde.
Naar Rigdom og Overdaadighed vise
for mig i deres fulde Pragt, for at giøre mit
Sind nedslagen, da skal jeg opreise mig igien ved
Erindringen af dig. Du skal lære mig at sætte
Priis paa Verden, du skal lære mig at foragte
den. Naar du billiger min Glæde, saa skal det
være mig et Beviis paa, at den er reen og uskyl¬
dig; og naar du giør min Samvittighed bange,
saa vil jeg undersøge mit Hierte, og prøve mun
Vandel. Kom snart igien, glade Aften, kom
og forsød mine Dage!


291
No. 131. og 132.
Mand. og Fredag. d. 19 og 23 April 1762.
D¬
et er saa rart, at Chineserne bekymre sig om
andre Nationers Historie, at jeg uden Tvivl
skal giøre de fleste Læsere en behagelig Tieneste,
ved at meddele dem et Udtog af en Critik, som en
lærd Mandarin har skrevet, over Tilstanden af
Europa. De ulærte og godtroende Læsere, som
ikke ere vante til at tvivle om deres egne Erfarin¬
ger, og at prøve andres Efterretninger efter Reg¬
lerne af den fine Critik, som i vore oplyste Tider
har lært Folk at tvivle om alting, skulde maaskee
finde disse Betænkninger noget latterlige; men
saadanne overilede Domme venter jeg ikke af vore
Lærde, som vide, hvor meget der kan siges mod
de troeværdigste Vidnesbyrd i Historien, og hvor
mange Jndvendinger de selv have giort mod alt
det, som fortælles om Chinesernes Ælde, deres
Videnskaber, Regieringskonst, Rigdom, Folke¬
mængde, o. s. v. Og vore Frietænkere, de skul¬
de især i denne Critik finde hvad de søge, nemlig,
at al historisk Kundskab er bygt paa saa svage
Grunde, at det ikke er nok, at en fornuftig Mand


292
kalder den hele gamle Historie i Tvivl; han bør
ikke engang troe hvad han hører og seer i den Tid
og paa det Sted i Verden, hvor han selv lever.
Efter al den Umage, siger den Chinesiske
Critikus i Fortalen til hans lærde Verk, som jeg
har gjort mig, for at kiende Tilstanden af det
Land, som man kalder Europa, er jeg ikke kom¬
men videre, end til at bevise af upaatvivlelige
Grunde: At alt, hvad man fortæller os om det¬
te Lands Beboeres Religion, Videnskaber, Re¬
gieringskonst, Rigdom, Handel og Magt, er
aabenbar falstt; men derom er jeg og saa forsik¬
ret, at den eneste Vanskelighed, som jeg endnu
finder deri, er, at løse det Spørgsmaal: Hvor¬
ledes saa mange Europæer, som komme daglig
her i Landet, kunde være enige i at bedrage Ver¬
den med Beretninger, der ere saa aabenbare mod¬
sigende.
Jeg vil ikke engang, siger han videre, gi¬
ve mig megen Umage for at bevise, hvor lidet
disse Folk, som dog troe, at de kiende baade den
gamle og den nye Verden bedre, end andre, vi¬
de af det menneskelige Kiøns Historie. For en
Chineser, som har lært sin Børnelærdom, er det
nok at fortælle kortelig, at de troe, at Verden
endnu ikke har staaet i 6000 Aar; at formedelst
en vis Vandflod, som har oversvømmet Jorden,
kan ingen Nation være over 4000 Aar gammel;


29)3
at ikke China, men et vist Babel, er det ældste
Rige; at dette mægtige Keiserdom ikke er saa
tert som Europa, hvilket dog, efter deres egen
Tilstaaelse, ikke nær er den fierde Deel af den be¬
boede Verden; at det ikke er Chineserne, men
et lille Folk i det gamle Europa, som de kalde
Græker, af hvilke de første Konster ere opfundne;
at disse Folk strax have bragt Videnskaberne saa
vidt, at Efterkommerne neppe kunde opnaae, end
sige overgaae dem; at den store Confucius ikke
kan have levet paa den Tid, som vi mene, fordi
disse kloge Grækere endnu vare Barbarer, og tu¬
sinde andre Ting, som jeg forbiegaaer, for kuns
at undersøge det, som Europæerne fortælle os om
sig selv.
De have en Religion, hedder det, efter
hvilken det ikke er nok, at Mennesker af en Fa¬
milie, og af et Folk, at Forældre og Børn, Brø¬
dre, Søstre, Konger og Undersaatter elske hin¬
anden med den høie Grad af Kierlighed, som
Confucius lærer, og som er Hovedindholdet af
vore Læreboger. De skulde elske alle Menne¬
sker, sige de, enten de have samme Oprindelse,
Meeninger og Sæder som de, eller ei, de skulde
endog elske deres Fiender. Før at begribe Falsk¬
heden af disse Beretninger, var det nok, at en
Chineser betragtede disse Folkes Levemaade, ikke
alene i Henseende til os, men og imellem sig selv


294
indbyrdes. De elske ikke engang deres Forvan¬
te. De belee endog vore hellige Skikke, disse
viise Indretninger, som vore Fædre have gjort,
for at bevare Enighed i Familien, Ærbødighed
mod Forældre, og Kierlighed imellem Brødre.
Jngen Nation paa Jorden fører saa langvarige
og blodige Krige, som de, og de føre dem ikke
for at forsvare sig mod Tartarer, men for at øde¬
legge hinanden. Det er ikke nok, at de udøve
disse evige Fiendskaber paa den lille Plet af Jor¬
den, som de selv beboe; de føre Krig og Øde¬
leggelse med sig i alle de andre Dele af Verden,
hvorhen de vilde indbilde os, at de komme alene
for at prædike Kierlighed. Saaledes have de
efter deres egen Tilstaaelse handlet med alle de
Folk, som ikke have været saa kloge som vore For¬
fædre, at forbyde saa farlige Giester Jndgangen,
i deres Lande. Men alt dette er endnu kuns li¬
det mod det, som jeg af deres egen Historie kun¬
de anføre, for at bevise, at deres Religion ikke
kan være saaledes, som de foregive. Folk, som
trængte sig ind hos os, for at prædike en Lærdom
om Kierlighed, skulde, som de selv tilstaae, bræn¬
de en Mandarin, om han kom til Europa, og
forlangte alene Tilladelse til at bekiende selv hvad
han troer. De brænde endog i nogle Lande Folk
af deres egen Religion; og deres fornemmeste
Præst, en Mand, der eier et lidet Land, som


995
ikke kan giøre ham saa mægtig, som den store
Lama, og som siger, at han er Statholder for
en Konge, som aldrig har havt noget Rige paa
Jorden, er saa dumdristig, at han sender Ge¬
sandte til os og til andre Folk, for at blive an¬
taget til Monark over hele Verden.
Det, som de fortælle os om deres politi¬
ske Indretninger, er ikke mindre utroeligt, end
hvad jeg har anført om deres Religion. Den
fornemmeste Regent i Europa eier, som de selv
sige, slet intet i det Land, som han regierer;
hans Statholdere ere uindskrænkte Herrer, og
han har selv kuns Titel af et Monarkie, som er
edelagt for mange hundrede Aar siden, men som
paa den Tid skal have været saa stort, at Euro¬
pæerne regne kuns fire saadanne store Riger i
Verden, og iblant dem ere hverken China, Ja¬
pan eller Jndostan. Man har endnu i dette Ri¬
ge beholdt Lovene af det gamle Monarkie, som
ere skrevne paa et Sprog, der er uddød tillige¬
med Monarkiet, og som ingen uden de Lærde for¬
staaer.
Naar Europæerne beskrive os deres Krigs¬
magt, Størrelsen af deres Armeer, og den Konst,
med hvilken de vide at forsvare sig, skulde man
troe, at Sikkerheden af disse Stater var saa stor,
at ingen af de store Erobringer og Statsforan¬
dringer, som ere skeete i Asien, var muelig hos


296
dem; men er det ikke bekiendt nok i China, hvad
Hollænderne have gjort ved Spanierne,, at nog¬
le Fiskere, der boede i et Land, som ikke er meget
større end Øen Thy Ovan, har erobref alle de
Lande, som de eiede i Jndien, i Krigen med det
største Monarkie i Europa, hvoraf Holland da
var den sletteste Province. Det besynderligste
er, at de Mægtigste sielden vinde noget. J
har læst i en af deres Historier om en Krig, som
blev ført i Begyndelsen af dette Aarhundrede,
imellem en mægtig Konge paa Landet, og en
mægtig Konge paa Søen, for at afgiøre, enten
Kongen i et andet Rige skulde hedde Kar=lo eller
Fielip; hvad skeede? En lille Prinds i et Land
saa stort som Chekiang, og som er deelt i mange
Fyrstendømmer, vandt et lidet Kongerige, som
han siden byttede bort for et andet; men ingen af
de store Konger blev mægtigere, end han var før.
Hvilken Chineser, som kiender al den Forsigtig¬
hed, som vores vise Regiering bruger i Omgang
med fremmede Nationer, for at hindre de skade¬
lige Følger, som ellers kunde flyde deraf baade
for Sæderne og Sikkerheden; hvilken Chineser,
siger jeg, som veed dette, kan troe, at Stats¬
Klogskaben er bragt vidt hos et Folk, som uden
Forskiel blander sig med alle andre, antager de¬
res Sæder, og flakker fra et Sted til et andet,
for at føre Fremmedes Sygdomme, Daarlighe¬


29
der og Laster hiem med sig; som aabner deres
Havne og Lande for alle Folk i Verden; som til¬
lader Fremmede at holde bestandige Speidere i
deres Hovedstæder, og giøre sig endog en Ære
af at modtage saadanne Speidere.
Hvorfra skulde Europæerne faae den Rig¬
dom, den Folkemængde, den Magt, som de op¬
høie saa meget over alt, hvad de see hos os? Er
det ved at slæbe Sølvet fra et Sted i Verden til
et andet, ved at opgrave det i Vesten, for at fø¬
re det hen i Østen, at en Nation sanker Rig¬
dom? Dersom disse Folk forstode Handelen, skul¬
de de da søge et Folk som Chineserne, der ikke
forlanger fremmede Vare, og føre deres Penge
herhid, for at føre nogle tørre Urter og Leerkar
hiem igien? Vare de saa store Naturkyndige, saa
vittige til Konster og Opfindelser, som de fore¬
give, skulde de da ikke for lang Tid siden have
opsøgt Urter i deres eget Land, som de kunde drik¬
ke; skulde de ikke have fundet Leer, hvoraf de
kunde giøre lige saa gode Kar, som vi? De for¬
tælle os selv, at de rigeste Nationer i Europa bruge
Papiir i Stedet for Penge, og at deres største
Rigdomme bestaae i Mængden af disse Papirer;
men kloge Folk, skulde de vel henke Slaver fra en
deel i Verden, til at grave det Sølv op i en anden,
som de føre hen i den tredie, for selv ikke at behol¬
de andet tilbage, end Papiir og sønderbrudte Leerkar?


298
Hvorfra skulde den Folkemængde komme i Lande,
hvor Ægteskab er saa lidet agtet, at Religionen
selv fordømmer det, hvor Folk gifte sig sildig,
hvor en Mand stelden har meer end 3 eller 4 Børn,
og disse Børn, tillige med en eneste Kone, koste
mere at underholde, end 10 Koner og 100 Børn
i China?
Hvilket Barbarie maae ikke herske hos dis¬
se Folk, naar man dømmer dem efter det, som
de selv fortælle os om den Haardhed og Foragt,
med hvilken de behandle Bondestanden, denne
ædle Stand, som vores store Keiser beærer, ved
at dyrke Jorden med sine egne Hænder, disse vær¬
dige Agerdyrkere og Huusfædre, som vore Stat¬
holdere indbyde til de aarlige Høitider, og for
hvilke vi oprette Ærestøtter i vore Provincer?
Lad Europæerne fortælle store Ting om nogle
Byer, i hvilke de tælle Millioner Mennesker!
hvortil nytter det at samle saa stor en Hob sam¬
men paa et Sted? og hvoraf skulde disse Folk
leve i Lande, hvor Markene maae være øde?
En fortreffelig Huusholdning, at anlegge Colo¬
nier i alle Dele af Verden, og forsømme at dyr¬
ke sit eget! Alle Beregninger af Folkemængden
maatte slaae feil, dersom Europæerne kunde ind¬
bilde os, at deres Land var mere beboet end Kam¬
skiatka.


91
Lige saa latterligt er alt, hvad de fortælle
os om deres Videnskaber, naar jeg undtager den
A, B, C, af 24 Bogstaver, af hvilken de hov¬
mode sig saa meget, fordi en Chineser maae kien¬
de 80000 Carakterer, førend han kan læse sit eget
Sprog; men saa bruge vi ikke andre Sprog end
det samme. I Europa derimod have de Lærde
et Sprog, de Store et andet, og Hoben det tre¬
die. Deres Lærde maae fornden deres Moders
Maal i det mindste vide tre Sprog, som ingen
levende Nationer mere tale, og hvad kan være
latterligere, end at man i en Plet af Verden,
som er saa liden som Eurvpa, taler tolv adskilli¬
ge Sprog? Folk, der maae anvende saa lang Tid
paa bare Ord, skulde de have Tid til at tænke,
skulde de kunde giøre stor Fremgang i Videnska¬
berne? Det, som de undertiden fortælle os af
deres høie Videnskaber, er elendigt nok for at be¬
vise, at de ikke nytte til andet, end til at bilde
dem selv ind, at de begribe Ting, som ingen Dø¬
delig kan vide, og til at formørke andre Sandhe¬
heder, som den eenfoldigste Chineser begriber ale¬
ne ved Hielp af den sunde Fornuft. Folk, som
give sig ud for at have opdaget Maaden, paa
hvilken Sielen virker paa Legemet, og at kiende
Egenskaberne af alle de Sandskorn, hvoraf Ver¬
den er sammensat, holde det for en stor Hemme¬
lighed, som enhver Pottemager her i Landet for¬


300
staaer, at giøre Porcellain. Deres Bygnings¬
konst er ikke mindre latterlig. Er det sandt, at
de have bygget disse store Huuse, hvoraf de vise
os Tegninger, da maae man lade dem den Roes,
at de have bygget meget vel, for at bringe deres
Huuse og Byer i Perspektiver, og for at forneie
sig med at betragte dem uden fra, men ikke for
at boe i dem; et elendigt Beviis paa Klogskab,
at de have gjort det til en Hovedregel i alle deres
Konster, at agte Skiønhed og Symmetrie høiere
end Nytte og Beqvemmelighed! og hvor una¬
turlige ere ikke disse Folks Begreber om Skiøn¬
hed? De forundre sig over den Umage, som vo¬
re Fruentimmer giøre sig for at faae smaa Fød¬
der, og deres egne bruge en Art af Harnisker,
for at skaffe sig, tvertimod den Proportion, som
Naturen har iagttaget, høie Bryste og smalle Liv.
Folk, som holde det for hæsligt, at have smaa
Øine, kunde de have noget Begreb om Skiøn¬
hed? Deres Musik er saa tvungen, at enhver
Tone har sin bestemte Tid og Hastighed, som de
afmaale med Føddernes Slag. De kiende ille
det Høie og Mandige i den frie Forbindelse af saa
mange adskillige og sammenstødende Toner, hvor¬
ved Klangen af vore Trommer efterligner Natu¬
ren, i det de forestille snart Tordenens forfærden¬
de Bulder, med Vindenes og Flodernes Brusen,
og Biergenes Gienlyd, snart de adskillige Skrig,


301
med hvilke Dyrene opfylde Skoven, tillige med
Stemmerne af de utallige Fugle, som bygge i
dens Træer.
Slutningen af disse og mange flere Be¬
ragtninger, som findes i den lærde Chinesers
Verk, er denne: At alt, hvad Europæerne for¬
tælle om deres Religion, om deres Regierings¬
og Krigskonst, om deres Videnskaber, Rigdom,
Handelsklogskab og Folkemængde, er usandt: at
de ere de eenfoldigste af alle Folk i Verden, i det
mindste i deres eget Land: at de Europæer, som
komme til China, forlade deres Fædreneland af
Kiedsommelighed, for at opsøge Lande, hvor de
lunde leve bedre end hiemme hos sig selv: at de
fortælle Fremmede saa meget, for at sætte sig i
Anseelse, men have tillige ikke Forstand nok til
at lyve paa saa rimelig en Maade, at de kunde
blive troet af fornuftige Folk: at, naar de kom¬
ne hiem igien, bilde de deres Landsmænd ind,
at alle Folk i Verden, som de have seet, have
været Daarer imod dem: og saaledes, siger han
ulsidst, forplantes disse Løgne og Vildfarelser hos
et Folk, som baade er forfængeligt og eenfoldigt
nok til at troe selv tilsidst, at de virkelig besidde
elle disse Fuldkommenheder, som de vilde bilde
os ind; dersom dette ikke var saa, mener han,
kunde de ikke være overeensstemmende i Beret¬
ninger, som ere aabenbar falske. Til Beviis,


301
paa denne Forfængelighed, som han tillegger Eu¬
pæerne, at kunde indbilde sig selv Ting, som al¬
drig ere til, siger han, at der i det mindste Land
i Europa ere flere tituleerte Mandariner, end der
ere virkelige i det hele Chinesiske Keiserdom; at
disse virkelig indbilde sig, at de med enhver nye
Titel faae en nye Fortieneste; at Folk baade fø¬
des med disse Titler, og leve af dem; at de san¬
de Fortienester derimod og Rigdomme, som ere
forhvervede ved Vindskibelighed, hos de samme
Folk ansees saa lidet, at en lærd Mand, en Konst¬
ner, en Kiøbmand ofte er mindre agtet, end den
ringeste Bonze i China.
Skal jeg sige oprigtig min Meening om
dette besynderlige Skrift, da maae jeg tilstaae,
at Chineserens Tanker, hvor selsomme de end si
nes, ere bygte paa de samme Grunde, med hvil¬
ke saa mange store Lærde, og en Deel af dem,
som kaldes Frietænkere, have bestredet mange hi¬
storiske Efterretninger, som ingen Fornuftig el¬
lers havde tvivlet om. Jeg er altsaa forsikret
paa, at disse i det mindste ikke finde nogen Van¬
skelighed i at troe samme, som min Chineser, nem¬
lig, at der ikke er saadant et Folk til i Verden,
som de bilde sig ind at være. Jmidlertid maae
de forlade mig, at jeg endnu ikke troer, at disse
lærde og kloge Folk, tilligemed deres Landsmænd
Europæerne, ere aldeles saa taabelige, som Chi¬


303
neseren vil giøre dem; at jeg derfor ikke heller
ganske kan aflegge al den forudfattede Høiagtel¬
se, som jeg efter saa mange øiensynlige Beviser,
og daglige Vidnesbyrd har fattet for Folk, som
jeg boer iblant; at jeg endnu, indtil videre, troer
med de Eenfoldige, at, om Europæerne just ik¬
ke besidde alle de Fuldkommenheder, som man
kunde vente af saadan en Religion, som de be¬
kiende sig til, og af de Videnskaber og Konster,
som de have opfundet, blive disse Fortrin dog der¬
for ikke mindre ypperlige i sig selv; og endelig,
at den Nytte, som de have giort, hvor liden den
end er mod det, som den kunde være, dog altid
er stor nok til at agte dem for det fornemmeste Folk
i Verden.
No. 133.
Mandagen den 26 April, 1762.
Min Herre!
J¬
eg begynder nu at læse Deres Blade igien, si¬
den De haver ladet af at tale om de skiønne
Videnskaber, om Veltalenheden, Poesien, Ri¬


304
mene og andre Ting, som jeg ikke fandt værdige
nok til at afhandles i et Skrift, som fører Titel
af den patriotiske Tilskuer. Hvad vinder eller
taber Fædrenelandet derved, at man giør Vers i
eller uden Riime og kan man ikke være en god
Patriot, enten man har Smag eller ei? J mi¬
ne Tanker er alt dette ligegyldigt, og jeg agter en
Bonde, som betaler sine Skatte og Landgilde,
for en større Patriot, end Bording eller Boileau.
J maae derfor ikke tænke, at jeg giør Eder denne
Erindring for at tage Partie i nogen Stridighed.
Jeg leer kuns deraf, og undrer mig, at Patrio¬
ter kunde stride heftig om saadanne Bagateller
paa en Tid, da Videnskaberne, Handelen, A¬
gerdyrkningen og Sæderne give dem Anledning
til langt vigtigere Betragtninger. Jmidlertd
maae jeg sige Eder, at jeg kiender Patrioter af
det nidkiereste Slags, som ikke ere saa koldsindi¬
ge som jeg. De holde for, at en Mand, der
laster en gammel og berømt Forfatter af sin egen
Nation, er ingen Patriot. Jeg forlanger ikke,
at J skal kalde tilbage igien, hvad J har sagt;
thi maaskee fandt jeg selv, at J havde Ret, der¬
som jeg holdt det værd at undersøge. Men da
Sagen er af slet ingen Betydenhed for en Patriot,
og J kun ærgrer Folk dermed, uden at giøre no¬
gen Nytte; saa tael ikke mere om saadanne Ting;
J skulde derved forbinde o. s. v.


305
Min Herre!
Endskiønt jeg ikke har studeret, læser jeg
dog gierne smukke Bøger for Tidsfordriv og for
a have noget at tale om i Selskaber. Næst Ro¬
maner er der ingen Skrifter, som jeg har fundet
saa meget Smag i som Ugeblade. Afhandlin¬
gerne ere korte og Materierne saa adskillige, at
man i en Hast kan lære at tale om alting. Oe¬
tonomiske Sager vare de eneste, som jeg endnu
ikke havde fundet i disse Skrifter; og da man nu
omstunder ikke taler om andet end om Agerdyrk¬
ningen, Handelen, Folkemængden og Pengenes
Lirculation, havde jeg Lyst at læse noget derom.
Jeg fandt imod Formodning nogle saadanne oeco¬
nomiske Betragtninger i Eders Blade; men skal
jeg sige Eder oprigtig hvad jeg dømte derom, da
noer jeg, at saadanne Materier skikke sig lige¬
saa lidt til Ugeblade, som til Samtaler i Sel¬
skaber, hvor man kommer for at fornøie sig. Jeg
læste med Nød to af disse oeconomiske Blade igien¬
nem, og havde vist sovet ind over det tredie, der¬
som det ikke ved en lykkelig Satire havde givet
mig saa meget at lee af, at jeg, af Begierlighed
efter at finde flere saadanne, gav mig Taalmo¬
lighed til at læse alle Eders Blade igiennem paa


300
nogle faa nær, af hvilke jeg slet intet forftod. Jeg
biefalder alt, hvad J siger om den mathematiske
Methode, og om den abstrakte Philosophie; men
jeg finder tillige, at J er selv alt for philosophisk for
en Tilskuer. De politiske Afhandlinger lade sig
endda læse med nogen Fornøielse; men Eders Be
tragtninger over Sielen, Oversættelserne af Young
ere utaalelige. Hvem kunde fordrage saadanne
Tanker i et godt Selskab? og efter denne Regel
bør en Tilskuer prøve alt hvad han skriver.
Min Herre!
Jeg er en eneste Datter af de beste Foræl¬
dre; min Fader er ingen Pedant, og min Mo¬
der ingen Skinhellig. De ere bemidlede Folk,
og den eneste Fornøielse, som de have af deres
Formue, er at kunne fornøie mig. Min Mo¬
der forstaaer intet uden Huusholdningen, og jeg
kan takke Gud, siger hun, at jeg ikke har nødig
at bekymre mig iderom. Hun er saa bange, a
jeg skal fordærve mine, smukke Hænder, at hun
tillader mig aldrig at komme i Kiøkkenet. Min
Fader har aldrig gaaet i Skole, han har tient sig
op som mange andre brave Folk, der intet have
lært i deres Ungdom; og da han, uden at for¬


301
staae mere end at regne og skrive, hvilket han har
lært sig selv, er bleven saa brav en Mand, som
alle holde ham for at være, mener han, at det
er endnu mere ufornødent at plage et Fruentimmer
med saadanne Ting, som en fornemme Mand ik¬
ke engang behøver at vide. Jeg har ingen Un¬
derviisning havt uden af en Fransoise, som mine
forældre holdt meest for at klæde mig og forslaae
Tiden. Dette Fruentimmer havde selv saa liden
Lyst til at bestille andet end at snakke og pynte sig,
at jeg maaskee endnu ikke kunde læse i en Bog,
dersom jeg ikke havde lært dette ved Spøg af en
gammel Tante, som vi have i Huuset. Denne
Kone og J, Hr. Tilskuer, ere nu de eneste Pla¬
er, som jeg har i Verden. Endskiønt ingen
holdt mig til at læse, fik jeg dog en besynderlig
Lyst dertil ved Omgang med min Tante; og saa
længe hun fortalte mig Fabler og Historier, eller
gav mig saadanne Bøger at læse, tog jeg altid
min Tilflugt til hende, naar Tiden blev mig lang,
og dette skeede, som J let kan tænke, meget of¬
le, siden ingen gav mig noget at bestille i Huuset,
og jeg ikke altid kunde være i Selskab. Hun
fattede derover saa megen Kierlighed til mig, at
hun besluttede at indsætte mig til Arving af alle
hendes Midler, som ere anseelige, og jeg maae
derfor holde gode Miner med denne Kone. Si¬
den J haver begyndt at udgive Eders Blade, er


308
hun faldet paa, at jeg skal læse dem for hende to
Gange om Ugen; thi hendes Øine ere svage,
Dette Arbeide, som jeg nu maae giøre med en
forstilt Glæde, er den eneste Plage, som jeg har,
Min Tante, som bilder sig ind, at jeg finder li¬
ge saa stor Smag deri som hun selv, elsker mig
derfor endnu mere end før, og derfor er jeg baade
hende og Eder meget forbunden; men jeg skulde
være det endnu mere, dersom J magede det saa,
at jeg kunde giøre dette Arbeide med Fornøielse;
thi for at tale oprigtig, er der neppe fire Blade i den
hele Samling, som jeg har forstaaet, og naar jeg
undertiden har fortalt mine Forældre noget deraf,
sige de begge, at min Tante maae være en under¬
lig Kone, siden hun kan finde Behag i saadanne
Bøger. Men Lise, sige de tillige, for alting
hold gode Miner, naar den Gamle er død, har
du ikke nødig at læse mere. Det beroer paa Eder,
Hr. Tilskuer, at ende denne Plage, naar J vil,
enten ved at tie stille, eller skrive noget, som er
mere behageligt at læse. Paa begge Maader
kunde J uendelig forbinde, o. s. v.
Min Herre!
Endskiønt det i visse Maader fornøier mig,
at en verdslig Skrivent taler med saa megen Høi


309
agtelse om Geistligheden paa en Tid, da den har
aabt saa meget af sin Anseelse, synes mig dog, at
Jtaler lidt for meget om Religionen i et Skrift,
der læses af saa mange læge Folk, og at Eders
Skrivemaade er alt for flygtig til at forebygge
alle Anstød hos Eders eenfoldige Læsere. Jeg
troer derfor, min Herre, at J gjorde bedre, om
J indskrænkede Eder alene til det, som synes at
have været Eders første Hensigt, at give Geist¬
ligheden igien noget af den borgerlige Agtelse, som
den bør have i det menneskelige Selskab, og at J
selv gav Eders Medborgere et godt Exempel af
denne Høiagtelse, ved at overlade Underviisnin¬
gen i Religionen til dem, som ere kaldede til Læ¬
rere i Kirken. Jeg kan endnu just ikke beskylde
Eder for noget Kietterie; tvertimod, jeg har seet
med Fornøielse, at J hverken er en Socinianer
eller Hernhuter. Men endskiønt jeg vel holder
disse Sekter for nogle af de farligste i vore Tider,
ere der dog andre, som ere nok saa farlige; jeg
mener dem, som vilde bruge Philosophien til at
forsvare Religionen, og de skiønne Videnskaber
til at indskierpe den. Dette var just Aarsagerne
til de mange Vildfarelser, som vi finde hos Læ¬
refædrene, og J er ikke forsigtig nok, min Her¬
re, i at nævne disse Folk. J har for Ex. an¬
ført adskillige Steder af Originis Skrift mod
Celsum. Veed J ikke, at denne Lærefader ei


310
paa alle Steder er orthodox, og at hans Skrifter,
ere oversatte baade paa Fransk og Tydsk? Om
J gav Folk Lyst til at læse dem, hvad Skade
kunde J da ikke giøre dermed: Endog den Sal.
Luthers Verker selv vilde jeg ikke, at man skulde
nævne uden med megen Forsigtighed. Det er
bekiendt nok, hvad han har skrevet om den frie
Villie. J roser David for hans gode Hierte
og Salomon for hans Viisdom; men jeg finder
ingensteds, at J advarer Eders Læsere mod de
store Feil, som disse Mænd have begaaet. J
priser den enes Psalmer og den andens Prædike¬
ner, uden en eneste Gang at nævne en god For¬
tolker, ved hvis Hielp Læserne kunde forstaae de
vanskelige Steder, som findes især i Salomons
Skrifter, hvilke Frietænkerne selv saa meget mis¬
bruge.
Overalt lader det af nogle Steder i Eders
Blade ligesom J troede, at Kundskab om Grund¬
Sandhederne og Nidkierhed for deres Udøvelse
vare de vigtigste Egenskaber hos en Lærer. Men
ect er at være en god Christen, et andet at være
orthodox. Eet er at læse Skriften til sin Opbyg¬
gelse, et andet at studere Theologien grundig.
Saa mange af de saa kaldede opbyggelige Skrif¬
ter, som vi have i vore Tider, saa saa grundige
have vi derimod, og iblant ti gode Prædikantere
finder man neppe een, som kan sættes i Ligning


311
med vore Theologer af det forrige Aarhundrede,
som hverken kiendte den nye Philosophie eller Ta¬
lekonsten. Vil J endelig give os ugentlig flere
Prædikener, et Arbeide, som J ellers gierne kun¬
de overlade til vore fattige Candidater, saa brug
tog i det mindste den Forsigtighed, at ikke nævne
andre Forfattere end saadanne, som ere bekiendte
for, aldrig at have begaaet nogen Vildfarelser.
Jeg forbliver: - -
No. 134.
Fredagen den 30 April, 1762.
Herr Tilskuer!
J
maae ikke kiende meget til Levemaaden her i
Byen, siden J endnu ikke haver bemerket
en Uorden, som foraarsager saa megen Forvirring
i den almindelige Omgiengelse. Denne Uorden
bestaaer deri, at ingen selskabelig Handling har
sin bestemte Tid. Man lever ligesom der hver¬
ken vare Uhrer eller Almanakker til, og som man
ikke vidste at giøre Forskiel imellem Dag eller Nat,
Morgen, Middag eller Aften. Naar jeg ved


312
en Hendelse er staaet tidlig op om Morgenen,
thi jeg sover som andre skikkelige Folk, der ikke
gaae i Seng for Midnat, i det mindste til Klok¬
ken 10, har jeg fundet Lys i det andet Stokverk,
undertiden to Timer førend Solen stod op; og
min Tiener forsikrede, at han saae det samme hver
Morgen i de tre Vintermaaneder. J de store
Hunse, og saadanne vare disse, pleie dog ikke at
boe gemene Folk paa andet Stokverk, og jeg va
derfor begierlig efter at vide, hvem disse Folk
kunde være, der førte saa borgerlig en Levemaa¬
de. Til min Forundring hørte jeg, at de alle
vare af saadanne Stænder, som man kalder skik¬
kelige Folk. Jngen Kieldermand derimod i he¬
le Gaden lukker sine Vinduesskudder op førend
Klokken er 8, og naar jeg undtager Apothetet,
er der ikke en Krambod, som før bliver aabnet.
Jeg har ofte sendt Bud til min Skoemager Kl.
9, og faaet det Svar tilbage, at han endnu ikke
var opstaaet. Denne ærlige Mand er fast den
eneste i Gaden, som veed at leve; han kommer,
slelden fra Viinkielderen førend Klokken 12, og
jeg har tidt seet Lys paa hans Vinduer, naar de
have været slukte i anden Etage, der hvor de sku¬
kelige Folk boe, som gaae i Seng Klokken 11, for
at staae op to Timer for Solen. Jeg kiender
nogle Huuse, hvor Fruerne staae tidlig op om
Morgen, for at gaae i Fasteprædiken, og hvor


13
de fleste Tienestefolk sove indtil Herskabet kom¬
mer hiem igien; andre, hvor Fruentimmerne ere
paaklædte og tage mod Besøgelser om Formidda¬
gen; og andre derimod, hvor de endog om Ef¬
termiddagen ere usynlige, fordi de endnu ikke ha¬
ve havt Tid til at klæde sig paa.
Hverken Maaltider, Besøgelser eller Sel¬
skaber have nogen bestemt Tid. Fra Klokken 12
om Middagen til Klokken 12 om Natten kan man
gaae af et Selskab i et andet, og allevegne finde
Folk til Bords. Nogle spise Klokken 12, og
andre Klokken 1, 2, 3, og naar de sidste staae
op, gaae de første til Bords igien; thi Aftens¬
Maaltiderne høre og til de bevægelige Fester, af
hvilke Tiden er lige saa ubestemt. De tidligste
begynde Klokken 8, og de sildigste endnu ikke for
Midnat. Man kan let forestille sig, hvad Uor¬
den dette foraarsager i hele Byen. Paa ingen
Tid af Dagen er man vis paa at kunne faae no¬
gen Mand i Tale, uden først at udforske, til
hvad Tid han spiser; og bliver man mod Formod¬
ning indladt paa den Tid, som enhver Familie
har fundet for godt at giøre til Middag, maae
man frygte for at blive anseet for en Snyltegiest,
om man og kom da, naar andre Folk i Byen hol¬
de Aftensmaaltid. Lige saa uordentlige ere Folk
i deres Besøgelser. Dersom de bestemte visse
Dage dertil, kunde man vente undertiden at finde


314
dem hiemme; men nu, da alle Dage ere lige¬
gode, kan man giøre 100 Besøgelser i en Efter¬
middag, uden at faae noget Menneske at see.
Enhver har Ret til at nægte sig hiemme, fordi
nogle, hedder det, gjorde Besøgelser, andre ven¬
tede ingen, disse vare ikke paaklædte; og naar
intet andet er i Veien, maae man frygte, hvor
man kommer, at det endnu er Spisetid. Je
taler her fornemmelig om Fruentimret; thi Mand¬
folkene have altid en Undskyldning i deres For¬
retninger, og disse maae og vare hele Dagen igien¬
nem, siden alle Folk, som have noget at forrette,
klage saa meget over, at de have ingen Tid. Je
maae tilstaae, at det falder mig vanskeligt at be¬
gribe, hvorledes Folk kunde have saa meget at be¬
stille i en Bye, hvor Spisetiden varer i 12 T¬
mer, og hvor Levemaaden er saa ulige og adskil¬
lig, at Folk, som have noget at forrette hos an¬
dre, maae frygte for at finde dem enten i Sen¬
gen eller ved Bordet. Men imidlertid hører jeg
disse Klagemaale overalt, og det eneste Middel
til at skaffe dem denne Tid, var at fastsætte en¬
gang for alle en vis Orden, efter hvilken i det
mindste alle skikkelige Folk skulde sove, staae or,
spise og giøre Besøgelser.
Jeg har længe ikke vidst, paa hvad Maa¬
de dette skulde skee; den borgerlige Friehed synes
ikke at tillade, at man indførte saadan en Orden


319
ved en Politieforordning, og jeg veed ikke, hvor
vidt Naturens Lov i dette Tilfælde kan gielde, i
det mindste blant skikkelige Folk. Dersom den
naturlige Forskiel imellem Nat og Dag, Mor¬
jen, Middag og Aften skulde legges til Grund,
maatte man for det første giøre det til en Regel,
at spise Klokken 12, og til den Tid spiser ingen
uden Haandverksfolk. Deraf fulgte og nødven¬
dig, at man skulde staae tidligere op, og om Vin¬
teren, naar Dagene ere korte, maatte man føre
lige saa unaturligt et Liv, som mine Gienboer i
det andet Stokverk, der giøre Morgen førend
Solen staaer op. Det er vel sandt, at andre
skikkelige Folk legge mange flere Timer til Afte¬
nen, end disse til Morgenen; men de have Mo¬
den paa deres Side, og denne bør altid af skikke¬
lige Folk ansees for en høiere Lov end Naturen.
J det mindste troer jeg, at det ikke skulde være
saa vanskeligt at indføre en vis Orden, naar man
lempede sig efter Moden, som om man med eet
vilde forandre den hele Levemaade, for at rette
sig alene efter Naturen. Men dette overlader
jeg ganske til Eders Godtbefindende, Hr. Til¬
skuer; mig er det lige meget, hvad for en Tid J
bestemmer til at sove, vaage og spise, Middag
eller Midnat, naar J kuns kunde overtalle alle
skikkelige Folk til at antage den samme Orden, og
bestemme en vis Tid om Dagen til alle saadanne


310
Forretninger. Thi uden et Forslag, som anta¬
ges ved en frievillig Forening af alle skikkel
Folk, begriber jeg nok, at saadan en Orden ikke
kan indføres. Jngen har en bedre Anledning
til at giøre det, end J, og J kunde derved me¬
get forbinde Eder hele Publikum, men især
dvilligste.
For at giøre hvad jeg kan til saa nyttig en
Anstalts Befordring, har jeg besluttet, at giøre
et fuldstændigt Forslag til en rigtigere Bestemmel¬
se af Tiden, baade for hver Dag om Ugen,
for det hele Aar, hvilket Forslag jeg har i Sind:
at udgive ved Aarets Ende, under Titel af en
Calender for skikkelige Folk. Jeg vil deri
følge min Correspondents Raad, at rette mig
mere efter Moden end efter Naturen. Skikke¬
lige Folk kunde derfor være forsikrede, at jeg ikke
forlanger noget af dem, som ganske strider mod
de allerede antagne Grundregler; og jeg haaber,
at de vise mig igien den Føielighed, at tillade
nogle saa Præliminairforandringer i Levemaaden,
uden hvilke det er mig umueligt at bringe deres
Levemaade under en almindelig Regel.


317
Forslag bestaaer deri, at, som jeg har merket, at
Moden, hvor ulige den end ellers er, dog saavidt
kommer overeens, at Folk af alle Slags Stæn¬
der spise, sove og staae op noget sildigere end de
have gjort tilforn, og at Tiden til disse adskillige
Forretninger efterhaanden udsættes saaledes, at
jeg i nogle Maaneder har merket en kiendelig For¬
skiel i alle Folkes Levemaade; saa har jeg og
besluttet for det første, ikke at giøre nogen videre
Forandring deri, end denne, at Spisetiden, og
tillige med den alle øvrige Forretninger, maatte
udsættes saaledes, at man hver Uge spiiste to
Timer sildigere end tilforn, da Levemaaden over¬
alt i 6 Uger kunde blive lige paa følgende Maade:
De, som hidtil have holdt Middag Kl. 12 |1 | 2 | 3
spise i den første Uge
Kl. 2 | 3 | 4 | 5
i den anden Uge
Kl. 4 | 5 | 6 | 7
i den tredie Uge
Kl. 6 | 7 | 8 | 9
i den fierde Uge
Kl. 8 | 9 | 10 | 10
i den femte Uge
Kl. 10 | 11 | 11 | 11
den siette Uge
Kl. 12 | 12 | 12 | 12
Derved skeer ingen videre Forandring, end
at man lidt hastigere opnaaer den Termin, til
hvilken man dog rimeligviis maae komme engang,
naar man følger den hidindtil antagne Mode, at


318
forandre Middagen; og naar man i alle, saavel
borgerlige som adelige Huusholdninger, vilde be¬
gynde denne Forandring til førstkommende 9 Mai,
skulde det den 21 Junii, som er den længste Dag,
blive Middag overalt i Landet Kl. 12 om Natten;
hvilket havde den store Fordeel, at man baade
kunde spise uden Lys i den kiølige Aftenluft, og
at man sov den hedeste Tid af Dagen. Jeg vil
just ikke sige, at denne Tid er altid den beqvemme¬
ste til Middag; men naar man først, uden at
forandre noget i de engang antagne Grundregler,
havde faaet en almindelig Middag i hele Landet,
kunde man siden let paa samme Maade fastsætte
den til hvilken Time om Dagen eller Natten man
holdt meest beqvem. Skulde man f. Ex. i Vin¬
termaanederne finde for godt at tage den gamle
Mode op igien, og at giøre Middag Kl. 12 om
Dagen; har man kuns nødig at begynde lige saa¬
dan en Forandring 6 Uger for den korteste Dag.
Naar Folk saaledes have forsøgt alle muelige For¬
andringer af Timer, og jeg har erfaret, hvilken
Time der er beqvemmest for de fleste, vil jeg der¬
efter søge at bestemme en almindelig Middag i
den Calender for skikkelige Folk, som jeg agter at
udgive ved Aarets Ende.
Jmidlertid haaber jeg, at man for Som¬
meren retter sig efter ovenstaaende Tabelle, og
ligeledes derefter bestemmer Sovetiden, saaledes,


319
at ingen skikkelige Folk staae op førend to Timer
for det Klokkeslet, som i hver Uge er Middag;
hvilket i den siette Uge, eller otte Dage for Soel¬
hverv, bliver Kl. 10 paa den Tid af Dagen, som
vi kalde Aften. Middagsmaaltidet varer i to
Timer, og 6 Timer efter holdes Aftensmaaltid,
altsaa Kl. 8 paa den Tid af Dagen, som nu kal¬
des Morgen. Aftensmaaltidet varer saa længe
som Middagsmaaltidet, og 2 Timer derefter bli¬
ver det almindelig Sengetid, følgelig i den siøtte
Uge, paa den Tid, da Heden er stærkest, Kl.
12, som ingen uden gemene Folk nu kalde Mid¬
dag.
De 2 Timer, fra man staaer op til man
gaaer til Bords, nemlig fra Kl. 10 til Midnat,
anvende Mandfolkene til Forretninger, og Fru¬
entimmerne til at klæde sig paa. De 6 Timer
efter Maaltidet bruge ingen skikkelige Folk til an¬
det, end til Omgang og Fornøielser, og imidler¬
ud maae ingen nægte sig hiemme, eller undskylde
sig med Forretninger.
Hvorledes disse 6 Timer best og ordenligst
kunde anvendes hver Dag i Ugen det hele Aar
igiennem, dertil haaber jeg at give i ovenmeldte
Calender en Plan, med hvilken alle skikkelige
Folk skulde blive fornøiede, og hvorved al Ulig¬
hed i Levemaaden for Fremtiden kan forebygges.


320
No. 135.
Mandagen, den 3 Maji, 1762.
G¬
reven af Shaftsbury er en af de farligste
Fiender, som Religionen nogensinde har
havt. Han forenede store Naturens Gaver med
en vidtløftig og udvalgt Læsning; og dem, som
hans høie Stand ikke kunde blinde, vidste han at
indtage ved den nye og originale Vending, som
han forstod at give sine Tanker. Denne Mand,
af hvilken de Engelske Frietænkere ere saa stolte,
har iblant andet, hvorved han har søgt at giøre
Religionen forhadt, og føre den i Strid med
Statsklogskaben, ogsaa bebreidet den dette: At
en Christen ingen Opmuntringer havde i sin Reli¬
gion, til at elske sit Fædreneland, at Skriften,
intet vidste at sige af en Pligt, som er den ædel¬
ste af alle, og Grunden til det borgerlige Sel¬
skabs Lyksalighed. Dette Blad er bestemt til at
forsvare Religionen imod hans Jndvendinger.
Shaftsbury er ikke den eneste, som har
fordret af Aabenbaringen, at den burde igientage
de Pligter, som Fornuften og Naturen allerede
paalagde Mennesket, for at give dem en nye Vægt


321
ved sin Anseelse. Man tør heller ikke nægte, at
alle naturlige Pligter vare uværdige at understøttes
af en umiddelbar guddommelig Aabenbaring. Der
kunde være naturlige Pligter, som ikke af sig selv
havde saa stort et Lys, at Forstanden tydelig og
pastig nok kunde indsee dem, og som derfor vilde
udfordre mange hundrede Aars ulykkelige Erfa¬
ringer, førend man lærte at indsee Følgerne af
deres Forsømmelse, og saaledes blev tvungen til
at erkiende deres Nødvendighed. Saadanne
Pligter vare de, som i den første og spædeste Ver¬
dens Alder giorde guddommelige Syner og Aa¬
benbaringer saa fornødne, og tillige saa anstæn¬
ge. Der kunde være andre, som Fornuften
vel indsaae, men som vare saa meget imod de
nenneskelige Tilbøieligheder, at vi de fleste Tider
vilde forsømme dem, dersom ikke Aabenbaringen,
gav os nye Bevægelsesgrunde til deres Jagttagel¬
e. Men den mindste Deel af vore naturlige Plig¬
ter ere af den Beskaffenhed. De vigtigste deraf,
de, hvis Forsømmelse vilde drage det menneskeli¬
se Kiøns Ruin efter sig, ere saa val befæstede ved
Naturens og Fornuftens Grunde, at den, som
lunde være følesløs imod disse, skulde heller ikke
rilde adlyde Guddommens umiddelbare Røst. Og
saadan en Pligt er Kierlighed til Fædrenelandet.
kad os undersøge Grunden dertil, og vi skulde
sek, at vi ikke behøve nogen Aabenbaring ale¬


322
ne for at opmuntres til at elske vort Fædrent¬
land.
Det, som giør os Fædrenelandet kiert og
dyrebart, er ingen nedrig Egennytte, det er ikke
de lykkeligere Udsigter, som her tilbyde sig for
vort Haab og vore Ønsker; det er heller ingen
dybsindige Betragtninger, som vi ved modnere
Aar anstille over vort Fædrenelands Fordele frem¬
for andre Lande. Nei, det er Følelser, som saa
lidet have deres Oprindelse i et langvarigt og møi¬
somt Overlæg, at Grunden meget mere er bleven
lagt til dem i en Alder, da vi endnu ikke havde
lært at tænke. Vort Fædreneland er den Ver¬
den, vi kiende i vore første og spædeste Aar. Alle
Naturens Yndigheder, som henrive vor Nysgier¬
tighed, indtage os tidlig til Fædrenelandets For¬
deel. Vi lære at elske Livet og Fædrenelandet
paa een Tid. Alle de smaa uskyldige Fornøiel¬
ser vi nyde, efterlade hos os en hemmelig Erkiendt¬
lighed, og de lyksalige Timer i vort Liv, som la¬
de os føle vor Fodsel med Glæde, føre det tak¬
nemmelige Hierte hen til Fædrenelandet, som den
største Velgiører; og i de tiltagende Aar befaler
Egenkierlighed os at vedligeholde en Følelse, som
giør et ædelt Hierte saa megen Ære. Taknem¬
melighed er Grunden til Kierlighed til Fædrene¬
landet. Jngen kan være ligegyldig imod sit Fæ¬
deeneland, uden den, som er følesløs imod Liveis


323
Fordele, eller ikke veed at sætte Priis paa nydte
Velgierninger. Naturen selv arbeider tidlig paa
at giøre os til kierlige Borgere, og den, som uden
Møie kan undertrykke de gode og ædle Følelser,
som Naturen selv har dannet, røber enten en slet
Opdragelse, eller giver et Beviis paa en nedrig
Carakteer.
Saa ædel, saa fast er den Grund, hvor¬
paa Kierlighed til Fædrenelandet er bygget, fa¬
stere end nogen anden, som Forestillinger eller
Fornuftslutninger kunde opføre. Og skulde vi
da vente, at Aabenbaringen, der alene blev givet
for at bøde paa Fornuftens Mangler, skulde giø¬
re det til sin Hovedhensigt, at understøtte en Pligt,
som er os saa naturlig, og som ingen kan efterla¬
de, uden at blive til Umenneske? Jeg veed vel,
der ere naturlige Pligter, lige saa betydelige som
denne, lige saa vel forvarede i Naturen, og som
alligevel understøttes ved Skriftens Myndighed.
Men man skal ogsaa blive vaer, at denne Jgien¬
tagelse af visse Naturens Bud i Skriften alle Ti¬
der retfærdiggiøres, om jeg saa tør sige, ved en
vis Anledning, som grunder sig i den Tid, da
Aabenbaringen blev givet, eller i de Menneskers
Omstændigheder, som den først og fremmest blev
givet. Frelseren prædiker mere end engang imod
Hyklerie; men herskede ikke ogsaa til hans Tid
en Sekt iblant Jøderne, hvis Hovedcarakteer


324
denne Last var? Hans Disciple stride om For¬
trinet iblant hinanden; og denne Strid giver ham
Anledning til at anprise Ydmyghed. Den Ta¬
le, som Frelseren holdt paa Bierget, indeholder
mange Lærdomme, som ere grundede i den naturlige
Moral; men de ere dog alle saadanne, som be¬
høve at igientages, enten for at rense dem fra de
mange overtroiske og forforiske Tillæg, hvorved
de jødiske Lærere havde gjort dem ukiendelige for
Fornusten, eller for at bevæbne de nye Christne
til at modstaae de Fristelser, som vilde møde dem,
og søge at hindre dem fra disse Pligters Udøvelse.
See vi nu paa Tilstanden i det nye Testamentes
første Tider, saa blive vi intet vaer, der kunde
give vor hellige Religions Stifter Anledning til
at tage sig af Pligterne imod Fædrenelandet paa
en særdeles og eftertrykkelig Maade. Nei, vi
finde meget uiere noget, som er tvertimod.
derne vare paa den Tid, ligesom alle Tider, ind¬
tagne med en utaalelig Hovmod af deres eget Folk,
og foragtede alle andre; Jøde og Menneske gield¬
te hos dem lige meget, og at vise en Hedning
Veien, kaldte de en Forbrydelse imod Religionen.
Kan man formode, at Frelseren ved en ubuden
Jver for Fædrenelandet skal give disse Folk An¬
ledning til at troe, at han billiger deres Afsindig¬
hed, omendskiømt dette alene skulde have gjort
ham værdig i deres Øine; og maae man ikke


325
narere vente, at han vil bebreide dem det Over¬
drevne i deres Jver? Vi finde ogsaa, at han f.
Ex. erklærer den Afskye, de havde for Samari¬
anerne, saavel ved sin Lære, som ved sit Exem¬
pel, for ugudelig. De første Chrisine vare nød¬
se til at opofre alt, hvad de havde kiert, Fami¬
sie, Gods, Fædreneland, og Livet selv. Chri¬
stendommen paalagde dem intet, som kunde for¬
lede dem til at forsømme deres borgerlige Pligter.
Men det var at befrygte, at de, af en alt for
naturlig Kierlighed til Fædrenelandet, kunde be¬
ræges til at tilsidesætte de høiere Forbindelser, som
de vare Religionen skyldige; derfor tager Chri¬
sius Anledning til at holde Kierlighed til Gud og
Kierlighed til Forældre imod hinanden, og paa¬
staaer, at ingen, som elsker Fader eller Moder
mere end ham, kan være hans Efterfølger og
Discipel.
Disse Betragtninger kunde alt være nok
for at giøre Shaftsburys Jndvendinger til in¬
tet, i det de vise, at hans Paastand er ubillig.
Men vi behøve ikke at forlade Religionen her, vi
kunde endnu gaae videre. Thi hvem kan tvivle
saa, at Christendommens hellige Stifter har
liendt den store Pligt, at elske sit Fædreneland,
og vidst at sætte Priis paa den. Han, som ag¬
ter Kierlighed til Forældre saa høit, at han sætter
den ved Siden af Kierlighed til Gud, han, som


326
erklærer den for en Løgner, der roser sig af sin
Kierlighed til Gud, og dog hader sin Broder?
Er ikke denne dobbelte Kierlighed, Kierlighed til
Forældre og Kierlighed til Brødre, det Baand,
hvorved Naturen saa stærk har forenet de fleste
Mennesker med deres Fædreneland? J det mind¬
ste har alle Tiders og Landes Statsklogskab an¬
seet den derfor. De gamle Romere holdt Kier¬
lighed til Forældre for saa nødvendig en Dyd hos
en god Borger, at de endogsaa opofrede den visse
Fædrenelandets Fordele. De troede, at intet
Tab kunde have saa vigtige Følger for Staten,
som naar Kierlighed og Fortroelighed udslukkedes
i Familierne. Betragte vi videre, med hvilken
Alvorlighed vor Religion indskierper Lydighed
imod Øvrigheden; saa finde vi her ikke alene en
bevægende Grund til at befordre Fædrenelandets
Beste, men tillige en Advarsel, at vi ikke skade
det ved en overdreven og ubesindig Jver. E
stor Deel Mennesker vilde blive Fædrenelandet
til Byrde, ja endog befordre dets Undergang, der¬
som det blev dem tilladt at følge deres egne Jnd¬
sigter, og de ikke vare nødte til at adlyde saadan¬
ne Personers Villie, som ere i Stand til at døm¬
me om det almindelige Beste. En anden Deel
vilde derved legge sin Kierlighed til Fædrenelan¬
det for Dagen, at den satte sig imod en uretfær¬
dig Øvrigheds Befalinger, og giorde den Ulykke


327
større, som Forsynet ved andre Midler kan raade
Bod paa. Men selv den uretfærdige Fyrste fin¬
der sin Beskyttelse i Religionen; Forsynet har
forbeholdet sig at indskrænke ham til sin Tid.
Tilsidst have vi de meest rørende Exempler paa
Patrioter i det gamle Testamente, der overgaae
alt det, som vi hos Grækerne og Romerne beun¬
dre, og saa meget mere overgaae det, som Grun¬
den, ved hvilken hine bleve drevne til at elske de¬
res Fædreneland, var Religionen og Guds Ære.
B
No. 136.
Fredagen, den 7 Maji, 1762.
Der ere visse Tilfælde i Livet, i hvilke
Religionen alene kan trøste.
En Oversættelse af Sucros Erfaringer.
J
blant alle Beviser for Religionen, behage de
mig meest, som forestille den som en Reli¬
gion, der ikke alene er paa det nøieste forbundet


328
med Menneskets sande Velfærd og Fornøielse;
men og er den eneste rette Kilde til Menneskets
Lyksalighed. Disse Beviser have en uudsigelig
Styrke. De virke, saa at sige, paa Men¬
neskets naturligste Side. Det Interessante
er i enhver Sag altid det, som først og
heftigst indtager os for den. Alle Religioner i
Verden ere bygte paa denne Grund, men ingen
har mere Ret til at bruge saadanne Beviser end
den Christelige. Ja den er det alene, i hvilken
de egentlig finde Sted. Kuns i den finde vi en
salig Erfaring af dens Sandhed og Guddomme¬
lighed. Alle de Tilfælde, i hvilke vi finde in¬
gen Hielp, ingen Trøst enten hos os selv eller
hos andre, og da vi forgieves søge at trøste os,
bevise, hvor fordeelagtig denne Religion er for
Menneskene, og hvor uomgiengelig fornøden den
er til deres Roe; og hvor mange ere ikke disse
Tilfælde? Jeg vil kuns anføre nogle deraf.
Den retskafne, den fornuftige, den lærde
Theodor, han, som Naturen har prydet med saa
mange rare Gaver, hvoraf een alene var nok til
at sætte Folk i Forundring; denne Mand, som
kiender ingen større Fornøielse, end at tiene an¬
dre med sine Gaver og Kræfter, og hvilken, li¬
gesom, Titus, holder den Dag for at være tabt,
paa hvilken han ikke udretter noget Godt, han
forfølges af Had og Misundelse. Han er Fenelons


329
Philocles, som ved sine Fienders Ondskab og
Falskhed blev forjaget til en Ørken, hvor han
ikke kunde giøre andet end begræde Menneskenes
Utaknemmelighed. Hvad for en Sorg maae ik¬
ke igiennemtrænge hans Siel, hvor qvælende,
hvor nagende maae den Uvirksomhed ikke være,
uil hvilken hans Fienders Ondskab har fornedret
ham? Hvorfor, siger han ved sig selv, hvorfor
Natur, har jeg af dine Hænder saaet Kræfter til
at arbeide til Sandhedens og Dydens Tieneste?
Hvorfor har jeg givet mig Umage for at forbedre
dem? Hvorfor har jeg lært at kiende den søde
fornøielse, at kunne bruge dem til Menneskets
Velfærd og Dydens Ære? Hvorfor maae jeg
nu nedgrave dette Pund, som du har betroet mig,
og hvorfor gav du mig det, dersom du ikke og
kunde give mig Leilighed til at bruge det? Dine
Velgierninger selv blive mig til Plager, og hvor¬
med har jeg fortient det? O tag dem igien, disse
Gaver, som du kuns har givet mig til min Pine; saa
skal jeg kunde taale denne mørke Eensomhed, til
hvilken du har forjaget mig; saa skal jeg ikke me¬
re plages af den Drift, som jeg føler hos mig til
at tiene Sandheden og Dyden; saa vil jeg troe,
at jeg intet høiere Kald har, end at arbeide med
mine Hænder og at leve for mig selv alene. Hvor¬
med skal Theodor trøste sig? Dydens Fiender,
som gemeenlig udgiøre det største Partie iblant


330
Menneskene, binde hans Hænder endnu stækkere
for at holde ham i Uvirksomhed, og indskrænke
ham i den snevre Kreds, som hans Skiebne end¬
nu har overladt ham. De veed, hvor me¬
get de skulde tabe, dersom han fik sin Friehed
igien. Hans Aar løbe imidlertid hen: han bli¬
ver svag, hans Munterhed forsvinder, og nu øn¬
sker han snatt ikke mere at komme ud af sit Fæng¬
sel. Hvad for en Rolle, siger han, skulde jeg
nu spille paa Verdens store Skueplads, om man
førte mig derhen? Med hvad Biefald skulde jeg
forlade den nu, da jeg ikke meere har Kræfter til
at fortiene noget Biefald? Det skulde gaae mig
som de uøvede Lærlinge, der i den sidste Scene
begaae en Feil, som fordunkle alt det Gode, som
de tilforn have gjort. Tilskuerne skulde foragte
mig, og jeg skulde forgieves stræbe efter den Laur¬
bærkrands, som jeg i min Ungdom maaskee uden
stor Møie havde vundet. Du har forgieves gi¬
vet mig de Vaaben, med hvilke jeg kunde stride
mod Lasterne; forgieves, Natur, har du spildt
dine Gaver paa mig. Uden Nytte har jeg be¬
siddet dem, og uden Ære giver jeg dig dem igien.
Lad Theodor blive en Christen, og han skal
forandre sin Tale; han skal finde den Sindsroe¬
lighed og Trøst, som han forgieves har søgt hos
sig selv og andre. Han skal i Stedet for den
blotte Natur see en Gud, som bestyrer alting i


331
Verden med sin Godhed og Viisdom, og som ik¬
ke bestemmer Menneskets Vilkaar, uden at have
hensigt til dets Lyksalighed. J Stedet for den
torte Scene af dette Liv, skal han opdage en Skue¬
plads, som strækker sig til det uendelige, og som
aldrig bliver ledig, en Skueplads, paa hvilken
vi skulde optræde efter dette Liv, og hvis Navn
er Evighed. Du bliver bestandig god, o Gud!
saa taler en Christen, du er viis, og dine Førel¬
ser ere upaaklagelige. Du ydmyger mig, i det
du betager mig Leilighed til at indlegge Ære og
Roes i Verden med mine egne Kræfter, i det du
underkaster mig Daarerne, i det du tillader dem
at fordrive mig af Livets Skueplads, og at hen¬
stede mig i denne Ørk, hvor jeg alene omgaaes
med mig selv; men denne Ydmygelse er en Naa¬
de! Du vidste det, dine Øine saae det allerede,
da jeg endnu ikke var til, at jeg ikke kunde taale
de Berømmelser og Lovtaler, som jeg maaskee
kunde have forhvervet mig ved mine Fortienester,
eller og du saae, at jeg skulde blive alt for emp¬
findtlig ved mine Fienders Misundelse og Dad¬
len: Du forviiste mig altsaa til dette Mørke, hvor
jeg er lidet agtet, til denne Eensomhed, hvor jeg
er frie for alle de Adspredelser, som Menneskene
ere underkastede baade naar de roses og naar de
lastes. Her, hvor kuns saa kiende mig, og hvor
eg er uden for al den Bulder, som hersker i den


332
store Verden, her vil jeg vælge dig, o Religion,
en Datter af Himmelen, til miin fromme Ledsa¬
ger. Lær du mig at bruge de Kræfter, de Ga¬
ver, den Beqvemhed, som jeg har saaet af min
Skabers Haand, som Verden har foragtet, og
hvormed jeg forgieves har tilbudet mig at tiene
den, lær mig at bruge dem til en ædlere Tieneste.
Underviis mig i de store og for min naturlige For¬
stand ubegribelige Forretninger, med hvilke jeg
skal beskieftige mig i Evigheden. Lær du mig
at bevare disse Kræfter ubesmittede, at naar jeg
engang skal betræde denne store og prægtige Skue¬
plads, hvor Gud og Engle alene ere Dommere
og Tilskuere, jeg da ikke maae findes uværdig til
det Selskab, med hvilket jeg skal fordrive Æoner,
i Bønnens herlige Forretning! Du er viis, min
Skaber! Jeg har ikke omsonst faaet de Kræfter,
som du har meddeelt min Siel. Du gav mig
dem for en bedre Verden. De ere mig et Pant
paa en Evighed, i hvilken jeg skal formere alle
disse Kræfter, som du gav min udødelige Siel.
O hvor længes jeg efter den Time, som skal søre
mig fra Jorden til de gyldne Porte af Rolighe¬
dens og Fredens Tempel! Hvor angenem skal
denne Flugt være for min Siel! Saa svæver
en Ørn, der har kastet Baandene af sine Fødder,
igiennem Skyerne, Solens Lys i Møde!


555
Aedon var et Lykkens og Glædens Barn.
Hvert Skridt, som han giorde, var bestrøet med
Blomster. Alt det, som var omkring ham, ind¬
bød ham til Glæde, og ingen Dag gik forbie uden
at efterlade sig en riig Anledning til Fornøielse
for den følgende. Ved Siden af den kierligste
Ægtefælle saae han i de elskværdigste Børn en
nye Art af Glæde voxe op, en Glæde, som ale¬
ne kan føles af de Fædre, der ikke holde det for
nok, at have givet deres Børn Liv! Himmelen
udøste overflødige Gaver over hans Huus, og be¬
falede sine Velsignelser at følge ham allevegne.
Aedon besad iblant disse rare Fortrin ogsaa dette,
som er nok saa rart, at han havde en redelig Ven,
en Orest, for hvilken han uden Frygt kunde aab¬
ne sit Hierte, og meddele alle sine Tanker. Par¬
terne havde spundet hans Liv af gyldene Traade;
thi der fattedes ham intet til Lyksalighed, saale¬
des, som den her kan nydes af et dødeligt Men¬
neske.
Aedon besad disse Lykkens Gaver uden at
forfalde til deres Svaghed og Daarligheder, som
hovmode sig af deres Fortrin, og just derved baa¬
de befordre og fortiene deres Fald. Og naar han
undertiden blev anfegtet af disse Daarligheder,
segte han med en utrættelig Flid at overvinde dem
ved Betragtninger af Religionen. Hans Lykke
blev ham ikke misundt af andre end af dem, som


5 34
ikke kiendte ham. De, som kiendte ham, øn¬
skede alene, at de aldrig maatte see den lykkelige
Stierne nedgaae, som hidindtil havde skinnet for
ham, og som var et godt Tegn for alle dem, der
tænkte menneskelig nok til at see andre lykkelige
uden Misundelse. Men hvilken forskrækkelig For¬
andring! Sex Aar, og hvor snart løber ikke saa¬
dan en Tid børt for os Dødelige, sex Aar saae
Aedon sig i Lykkens og Glædens Skiød! De for¬
gik, og nu blev Himmelen bedækket med sorte
Skyer. En mørk og taagefuld Nat fordrev Glæ¬
dens Straaler, hvilke ligesom mod deres Villie
skiulte sig under hans Horizont. Dødens Engel,
og tillige med ham Sygdomme i græsselige Skik¬
kelser, omringede hans Huus, og bortførte først
hans elskværdige Ægtefælle til Skyggernes Ri¬
ge. Da Aedon græd endnu ved Graven af sin
elskede Masa, slog Dedens Engel anden Gang,
og traf den første Frugt af hans Kierlighed, hans
eneste Søn! O! hvor skielvede hans faderlige
Hierte, da han saae det Barn i Dødens Arme,
som endnu bar hans Billede i et Ansigt, der al¬
lerede var tegnet med Gravens Farve. Dette
Tab kunde Acdon ikke begræde. Stum og uden
Taarer følter han det des heftigere i sin Siel. Her
saae han Oreft, sin Ven, hvilken sørgelige men¬
venskabsfulde Bevægelser havde kaldet til ham.
Han kom for at trøste ham, men hans Trøst var


557
kierlige Taarer, som nedstrømmede af hans Kin¬
der. Aedon saae dem, og da udbrød hans ind¬
vortes og nagende Smerte i en Flod af Taarer, som
blandede sig med Orestes. Nu kunde han bekla¬
ge sin Ulykke, nu udøste han i sin Vens Skiød,
alle de Bevægelser, som hans Sieleangest hid¬
indtil ikke havde Ord til at udtrykke. Himme¬
len saae disse Venners Taarer; men den stillede
derfor ikke det Uveir, som var opvakt; den for¬
skrækkeligste Torden var endnu tilbage. Tre Da¬
ge frembragte Orest i sin Vens Arme, og da bræk¬
kede Skiehnen den Stav, paa hvilken han helde¬
de sig. En dødelig Sygdom forgiftede Orestes
Blod. Han døde -
- og Fortvivlel¬
se opsteeg af Afgrunden; den fløi med en ache¬
rontisk Fart til Aedons Boelig, for at binde ham
med evige Lænker. Den traf Aedon i Naturens
Tempel, hvor han søgte Trøst hos dens Præster,
de Viise, og da han gik bort, fulgte den ham i
Hælene. Aedon hørte Naturens Trøstegrunde,
og da det blev Nat, kastedede han sig skielvende
paa sin Seng, for at eftertænke dem, og for at
forsøge, om de kunde tilfredsstille hans Siel.
Han tænkte, men Frygtens og Angesters Billeder
vigede ikke, de bleve endnu mere forskrækkelige;
en mork Skye bedækkede hans Øine. Nu saae
han ikke andet end Dolke til at myrde sig med,
som Fortvivlelse havde flebet til hans Undergang.


330
I dette forskrækkelige Øieblik giennembrød en
Straale af Religionens guddommelige Lys, som
et Lyuild, denne ægyptiske Nat. Aedon aab¬
nede sin Øine. Han saae denne Himmelens
Datter i en himmelsk Glands. Hun smiilte til
ham, og af hendes Mine flød Glæde og Roe i
hans Siel. Fortvivlelsen flygtede med sine Baand,
og gjorde Plads for denne Venindes kierlige Lær¬
domme. Hun gav ham en Bog, og befalede
at læse deri! Aedon læste, og strax blev det stille
i hans Siel. De sødeste Følelser igiennemstrøm¬
mede hans Hierte. Han gik med roelige Taaret
hen at bestrøe sin Elsktes, sit Barns og sin Vens
Grave med Taare. Længe fæstede han sine Øi¬
ne paa disse Grave; men de græd ikke meere utaal¬
modige fortvivlede Taare. De saae til Himme¬
len med en haabefuld Veemodighed. Snart,
sagde Aedon, snart skal jeg see Eder igien, sa¬
lige Venner, kommer mig da i Møde, og fører
mig igiennem de for Eder bekiendte Veie til de
hellige Boeliger, som J allerede besidde; da skal
ingen Død mere adskille os, da skal vores Ven¬
skab vare lige saa længe som Evigheden selv.


337
No. 137.
Mandagen, den 10 Maji, 1762.
Selskabelighed,
og
Forlystelser.
En Oversættelse.
D¬
et menneskelige Hierte beherskes af en uimod¬
staaelig Tilbøielighed til Fornøielse og an¬
genemme Følelser. Denne Tilbøielighed bliver
langt fra ikke misbilliget af Naturen; den er me¬
get mere den beste Drivefier, som bevæger os til
at opfylde dens Hensigter. Denne gode og mil¬
de Moder og Regentinde har foreenet en vis
Grad af Fornøielse og Vellyst med alle vore Be¬
vægelser, med alle vore Begierligheder, med al¬
le vore Tanker, som ere ordentlige, følgelig med
Opfyldelsen af enhver Pligt; og enhver Følelse
af vores Tilværelse skulde blive os en Kilde til
Fornøielser, dersom ikke vores egen, eller vore


530
Forfædres, eller fordærvede Medmenneskers U¬
maadelighed og Ubetænksomhed forstyrrede i vores
Legeme og Siel Tankernes og Bevægelsernes Or¬
den.
J Særdeleshed har Naturen udøst paa
Menneskenes selskabelige Omgang en Sødhed og
Behagelighed, som giør den til en af de fornem¬
meste Herligheder, ved hvilke den har villet giøre
sine Yndlinge lykkelige. Kierligheden, den yp¬
perligste og ædelste Drift i den menneskelige Siel,
kan ikke yttre sig uden i Selskab. Den Fornøi¬
else, som man føler over en andens Fornøielse, er
den ømmeste, den reneste, den meest levende af
alle Bevægelser, naar ingen ulyksalige Passioner,
svække dens Magt, og henvende al vores Følelse
til os selv alene.
Ved den selskabelige Omgang bliver det,
som er et Gode for en enkelt Person, ogsaa et
Gode for alle Selskabets Medlemmer. Enhvers
besynderlige Glæde bliver en almindelig; og det
er ganske naturligt, at Menneskene ved glædeli¬
ge Anledninger forsamles, og ved alle Arter af
Glædes og Fornøielses Udtrykkelser med Høitidelig¬
hed erindre de Tildragelser, som ere overmaade for¬
deelagtige for alle, eller for een i Besynderlighed.
Jgiennenigaae vi Nationernes Historier,
da skulde vi finde, at dette har været Oprinden¬
sen til Lystighederne og de høitidelige Forsamlin¬


559
ger. Kornhøsten, Viinhøsten, og andre Tids¬
punkter, i hvilke Menneskene af Naturens mil¬
de Haand modtoge dens Velgierninger, vare til¬
lige de Tider, da de holdte deres glædelige Sam¬
menkomster, og ved Dans, Musik, behagelige
Samtaler, og Giestebuder, beviidnede hinanden
deres Fornøielse over deres fælles Velstand. En¬
kelte Familiers lykkelige Tildragelser, unge For¬
lovedes Giftermaale, tilkommende Arvingers Fød¬
sel, værdige Paarørendes Befordring, hellighold¬
te de paa samme Maade; og hvad kunde være
den menneskelige Natur anstændigere, end saa¬
danne Fester, som Kierlighed alene besielede?
Efterat Menneskene Tid efter anden hav¬
de forhvervet sig i de borgerlige Selskaber mere
Beqvemmelighed og Friehed fra Forretninger,
og en finere Smag, voxte Lystighedernes Fuld¬
kommenhed tillige med deres Anledninger. De
Viiseste og de, som i deres Staters Jndrettelse
have havt Øie paa visse besynderlige Dyder, som
de vilde indprente deres Borgere, indrettede de¬
tes Fester paa en dertil beqvem Maade. Af den
Aarsag bestode Grækernes største Høitideligheder
i alle Slags Veddekampe, hvorved de bleve op¬
muntrede og dygtige til Krigsdyder. Disse Høi¬
tideligheder vare og bestemte til at stifte Venskab
og Forening imellem Folkene. Saadanne va¬


340
re i Grækenland iblant andre de Olympiske Lee¬
ge, og i Jtalien de latinske Høitider.
J Særdeleshed bleve Maaltiderne af de
fleste gamle Republikaner anseete for et Middel,
hvorved Borgerne kunde lære at kiende og elske
hinanden. Lacedæmonierne brugte dem til at
vænne Børgerne til Maadelighed, og de gamle
Tydske, skiønt rimeligviis af en anden Grund,
satte og megen Priis derpaa.
De største Lystigheder hos de fornemmeste
gamle Republikaner, Athenienserne og Romer¬
ne, vare Skuespillene. Hine havde deels af Over¬
givenhed, deels af et republikansk Raserie en stor
Lyst til dette Slags Forlystelser. Den ledige
Attiske Pøbel ansaae deres rige Medborgeres Lyk¬
ke og Velstand, ikke uden Had og Misundelse.
Deres største Tilbøielighed var til Forhaanelser,
og den vidste ikke bedre at opløfte sig over sine Med¬
borgeres Lykke, end ved at giøre dem latterlige
paa den offentlige Skueplads. Den Rige, som
heller vilde være udleet end forjaget, maatte fin¬
de sig deri, og med Taalmodighed underkaste sig
de offentlige Domme paa Skuepladsen. Paa
den anden Side fandt dette Folk, af Had til Ty¬
rannie og af Kierlighed til Friehed, lige saa stor
Smag i Sørgespil; og Athenen nød ved ethvert
Sørgespil, som forestillede en ulykkelig Tyran,
Følelserne af den reddede Friched. De mang¬


341
foldige ulykkelige Hendelser i Laji Familie bleve
for det Atheniensiske Folk en uudtømmelig Kilde
til Fornøielser.
Det krigeriske Rom elskede en anden Art af
Skuespil; næst deres urimelige Ceremonier vare
sægtere, Dyrefægtninger, og saadanne til Grum¬
hed bevægende Syner de Ting, som meest for¬
nøiede dem. De sædelige unge Personer, de
mme Fædre hos den beskedne Terenz have aldrig
formaaet at sætte Rom saa meget i Bevægelse,
som en Fægter, eller et selsomt fremmed Dyr.
Endelig bleve disse store og mægtige Byer til be¬
standige Sæder for alle Slags Forlystelser og U¬
maadelighed. Efterat deres uordentlige Forly¬
nelser Tid efter anden umaadeligen havde tilta¬
get, begyndte de at ansee det ganske Liv ikke an¬
derledes, end som en Kiede af Lystigheder, og ble¬
ve saaledes tilsidst ganske fordærvede.
De Folk, som indtoge de ved Romernes
kaster ødelagte Lande, havde ikke mindre deres
Lystigheder. Naturen giver allevegne Almuen
en lige Tilbøielighed til de fimvle Forlystelser.
Adelen havde sine egne ved Hofferne, iblant hvil¬
le Tornering og Ridderspil ikke vare de ringeste.
Dder var en Tid, da vise og til Følelser oplagte
digtere reiste omkring ved Hofferne, og ved Lov¬
sange for Dyden, Tapperhed og det smukke Kiøn
pplivede og forædlede Fyrsternes og Hoffolkenes


342
Glæde. Barbariet og Krigene fordreve dem,
og med dem de fine Sæder og Følelser. Dog
bleve Danse, Ridderspil og prægtige Optoge be¬
standig Adelens Lystigheder, og det i en større el¬
ler mindre Grad af Fuldkommenhed, eftersom
Tidernes Omstændigheder tillode det.
Jmidlertid reiste Jtalien sig op igien af
Barbariet. Rom, Venedig og andre Stæder
lærte mildere Sæder; de begyndte at forbedre de¬
res Lystigheder, og at give det selskabelige Liv
nye Yndigheder. Af dem tog et Folk, som er
dannet til at drive alting til det høieste, Exem¬
pel og Smagen i Lystigheder, og overgik meget
sine Lærere. Det blev efterhaanden mere og me¬
re sleben, og bragte endelig et System af Sel¬
skabelighed og en angenemmere Levemaade i
Stand, som har erhvervet sig alle Nationers Bie¬
fald.
Hovedgrundsætningen i dette System er,
at Menneskene ere fødte til at leve selskabelig,
det er, vestandig at fordrive Tiden med hin¬
anden; og at jo flere Lystigheder man ny¬
der, desto bedre har man og tilbragt Livet.
Deraf drager man disse Følger: At jo mere et
Menneske giør til Forlystelsernes Forhøielse
og Nydelse, des vigtigere er dets Liv for
Selskabet; at alle de Forretninger og Plig¬
ter, som afholde os fra denne Selskabelighed,


1345
ere des tungere og utaaleligere, jo mere de i
denne Post indstrænke os; at man, saa me¬
get mueligt er, maae overlade disse til an¬
dre; at enhver Dag, som man ikke henbrin¬
ger i Selskab, er tavt, og at man i Særde¬
leshed bør være bekymret derom, hvorledes
man kan indrette sine Lystigheder, og skaffe
enhver Dag sin besynderlige Glæde.
Dettet Selskabeligheds System har intet
ringe Skin; og vores letsindige Ungdom antager
det med en besynderlig Fornøielse. Jkke desmin¬
dre er det i Grunden falskt og fordærveligt. Det
drager en stor Deel af Selskabet fra deres væ¬
sentlige Pligter; det drukner Ungdommen i Ly¬
ster; det fornedrer Sielen med bestandig nærvæ¬
rende smaa og nedrige Begreber; det giør den
felesløs mod det sande Store, og da det forestil¬
ler Mennesket den Ære, at giøre sig besynderlig
bemerket i Selskaber, som dets væsentlige Pligt,
saa taber det Følelsen af sine Pligter mod Sta¬
ten, mod sin Familie og mod sig selv.
Det er urigtigt, at Mennesket kun for saa
vidt nyder Godt af Livet, som det henbringer det
i Lystigheder. Lystigheder lade af at være det,
naar man nyder dem bestandig. Enhver Opfyl¬
delse af vore Pligter er en Nydelse af Livet, og
er foreenet med en Fornøielse, Dem tilkommer
den største Deel af vores Tid. Naar vi i vores


344
Ungdom vilde giøre os beqvemme til Statens Tie¬
neste, naar vi i de mandige Aar vilde virkelig tie¬
ne den; naar vi vilde vel besørge vore Huussa¬
ger, vel opdrage vore Børn, giøre vore Venner
vigtige Tienester, og med Alvorlighed opfylde v
re andre Pligter, skulde vi ganske vist ikke finde
saa mange Øieblikke af vores Liv ledige; vi skul¬
de kunne opfylde de fleste med lige saa sande For¬
nøielser, som om vi henbragte dem i de meest lar¬
mende Forlystelser.
Vores Liv bør være en Kiede af Arbeider,
som kun nu og da bør afbrydes med Lystigheder.
Dette er vores store Skabers Hensigt, der har
sat os i Verden til at giøre Nytte, og ikke alene
til at forlyste os; der vil, at vi skulde være eg¬
dige og ham værdige Skabninger, og ikke blive
fordærvede. Vi bør ikke foragte Livets Blom¬
ster, vi bør nyde det; men vi bør derhos altid
betænke, at Frugterne ere det Væsentlige deraf.
Handle vi heri klogeligen, saa tage vi os
vare for at misunde andre Nationer deres Lyksa¬
lighed for deres saa meget roeste Selskabelighed,
som ikke kan være andet end fordærvelig, i Sær¬
deleshed for saadanne Stater, som vores, hvor
Borgernes Velstand grunder sig paa en klog Huus¬
holdning.
Vi vilde ikke efterlade at giøre vore For¬
lystelser fuldkomnere. ? Vi vilde udelukke deraf


349
alt det Uanstændige, som vores overgivne Ung¬
dom har indført deri. Vi vilde laane af andre
Nationer den Anstændighed og den Værdighed,
som give deres Selskaber saa god en Anseelse, og
ui vilde, ligesom de, giøre vores til Skoler for
Velanstændighed, for fine Sæder, og end mere,
sor Dyder. Vore Selskaber bør mere være be¬
stemte til Venskab og til nyttige Samtaler, end
tl Forfængelighed og Spil.
Under man os offentlige Forlystelser, Skue¬
spil, Concerter, Baller; saa bør de selvsamme
Grundsætninger herske deri. J Særdeleshed bur¬
de Skuepladsen være underkastet skarpe Sæde¬
Dommeres Censur, paa det den ikke, som ellers
pleier at skee overalt, skulde end mere forgifte
vore fordærvede Hierter, men, efter dens sande
hensigt, opvække i os Kierlighed til Dyden og
Afskye for Laster, og paa det vi ikke der skulde
see uden hvad som er anstandigt og godt, og ikke
høre uden hvad som kunde nære og forbedre vore
hiele.


346
No. 138.
Fredagen den 14 Maji, 1762.
D¬
er er saa mange Mennesker til, som tvivle,
om de have en Siel, og endnu flere, som
aldrig bekymre sig derom, at jeg finder mig for¬
bunden til at føre Læserne undertiden, maaskee
mod nogles Villie, til saadanne Betragtninger,
som ingen burde holde for ligegyldige, saasnart
de kuns tænkte derpaa. Men, maaskee har jeg
allerede sagt for meget for at vente, at Resten af
dette Blad skulde blive læst af dem, som træng¬
te allermeest dertil? Jeg pleier derfor undertiden
at indklæde saa alvorlige Materier i Skiemt, eller
i det mindste at begynde med noget, som kan lok¬
ke Folkes Nysgierrighed til at læse det, som de
ellers ikke skiøttede om. Denne Gang vilde in¬
tet saadant falde mig ind. Jeg maae derfor
gaae lige til Sagen, og bekiende, at jeg i dette
Øieblik er saa indtaget af den Tanke, at jeg har
en Siel, og at den er noget langt høiere og æd¬
lere end alle Legemer, at jeg ikke kan tænke paa
andet. Det eneste, som jeg kan sige til Trøst for
de Læsere, for hvilke denne Tanke ikke er saa be¬


34!
hagelig som for mig, er, at de Beviser, som jeg
i dette Blad anfører for Sielens Virkelighed, giel¬
der ikke om dem, og at saa vist som det er, at
nogle Mennesker have Siele, saa vanskeligt er
det af denne Grund at bevise det om alle.
Naar vi betænke, hvor uendelig mange Be¬
greber og Fornemmelser et Menneske, som bru¬
ger sin Fornuft, har fremfor det fuldkomneste
Dyr, hvis Legemes Bygning dog saa meget lig¬
ner vores, kan da nogen Fornuftig vel troe, at
der kunde være saa stor Forskiel imellem disse i
henseende til Legemet saa lige Kreaturers Tæn¬
kekræfter, dersom Tænkekræfterne havde deres
Grund i Legemet alene? Alle sandselige Fornem¬
melser, ere de ikke uden nogen betydelig Forskiel
de samme? og hvoraf kommer det da, at disse
Begreber, som fattes med lige Klarhed baade af
Mennesker og Dyr, opløses og igien sammenbin¬
des paa saa utallige Maader af det ene Kreatur,
som i Henseende til alle Legemets Egenskaber dog
ikke altid er det fuldkomneste? Et Dyr har skar¬
pere Syn, et andet finere Hørelse, et har mere
Styrke, et andet lever længer; og naar vi igien¬
nemgaae alle de Fuldkommenheder, som kan for¬
klares af Legemets Organisation, er ikke en ene¬
ste, hvori jo Mennesket overgaaes af en Dyre¬
Art. Fornuften er det eneste Fortrin; men den¬
ne er og paa Menneskets Side saa stor, at alle


340
Dyrs Tænkekræfter ikke forslaae til at opveie d
imod, og at hvor nær Dyrene end i Henseende
til det Udvortes synes at være beslægtede med
Mennesket, overgaaer dog dette Kreatur i indvor¬
tes Kræfter Dyrene langt mere, end disse over¬
gaae Planterne. Begge Arter af Skabninger,
have vel meget forskiellige Egenskaber, og Dy¬
renes naturlige Kræfter ere af en ædlere Art end
Planternes; men begge komme dog overeens
deri, at man hos ingen af dem finder en Evne til
at bringe disse Kræfter til en meget høiere Grad
end den medfødte. Et Dyr bliver hastig alt,
hvad det kan blive, og saasnart Legemet har op¬
naaet sin fulde naturlige Styrke og Vext, ere alle
Kræfter i saadan en Skabning bragte til den Fuld¬
kommenhed, til hvilken de kunde komme. Man
merker siden ingen betydelig Tilvext i nogen Ev¬
ne, og Graderne af alle Evner ere af Naturen
saa bestemte, at alle Dyr af en Art endog deri
ligne hinanden, uden nogen betydelig Forskiel.
Hvor nendelige ere derimod ikke de Forandrin¬
ger, som vi bemerke i Mennesket? De medfødte
Kræfter, hvor ringe ere de mod de Færdigheder,
som vi ved Brugen af disse Kræfter forhverve os?
Og Legemets Vext, hvor lidet giør den til at be¬
stemme disse Kræfter? Det, som tænker i os, be¬
gynder førstret at udvikle sig, naar Legemet ophører
at voxe; og naar an det Dyriske i Mennestet er


349
aa fuldkomment, som det kan blive, ere Siele¬
Kræfterne endnu langt fra den Grad, til hvilken
de kunde opstige her i Livet, en Grad, som af
Naturen er saa ubestemt, at intet Menneske kan
troe om sig selv, at det i nogen Færdighed eller
Kundskab endnu har opnaaet den høieste, og at,
hvor stor Forskiel der end er imellem Dyr af ad¬
skillige Arter, er denne Forskiel dog ikke nær saa
stor som den, hvilken vi bemerke imellem enkelte
Personer af det menneskelige Kiøn. Denne For¬
skiel, hvorved en klog Mand adskiller sig mere
fra en Daare, end det vittigste blant alle fire fød¬
dede Dyr fra det dummeste blant alle krybende,
og som giver Helten et større Herskab over sine
Lige end det, som Løven har over andre Dyr;
denne Forskiel, skulde den vel kunde have sin
Grund i et Legems Bygning, hvis Kræfter ha¬
ve saa bestemt et Maal, hvori ikke alle Menne¬
sker alene, men og alle Dyr saa meget ligne hin¬
anden, og hvoraf ingen Læge eller Naturkyndig
kan nævne os nogen Deel, nogen Formue, nogen
Sands, Styrke, Gave eller Fulkommenhed,
hvori Mennesket jo undertiden overvindes af an¬
dre Skabninger? Naar vore Naturkyndige med
bevæbnede Sandser have igiennemsøgt alle Dele¬
ne af denne konstige Maskine, indtil de fineste
Aarer of Scener, uden at finde nogen tilstrække¬
ig Gund til saa uendelig en Forskiel, som der


350
dog maae være imellem de Væsener, som oplive
og regiere disse dyriske Maskiner, skulde de da ik¬
ke kunde troe, at det Væsen, i hvilket Grunden
til saa mange Kræfter ligger skiult, maae være
noget høiere, finere og mere uforgiengeligt, end
Legemet?
Nogle skulde maaskee indvende, at jeg
giør alt for meget af Mennesket, af dette Krea¬
tur, som forener Stolthed og Nederdrægtighed
i saa høi en Grad, at det troer om sig selv, at
det ved Konsterne er Herre af Naturen, at det
har Viisdom til at herske ikke alene over andre
Dyr, men og over sine Lige, og det er skarpsin¬
digt nok til at finde Feil i det, som alle Vise ha¬
ve tænkt, og som i det samme Øieblik, da det har
saa høie Tanker om sig selv, ofte udbryder i de
bitterste Klager over den Natur, som har givet
det alle disse Fortrin, ja er nedrig nok til at hol¬
de sig selv for det usleste af alle synlige Kreature,
og at troe, at Skaberen kuns har givet det en
Forstand for at føle sin Afmagt og Uvidenhed.
Disse for den menneskelige Hovmod saa ydmygen¬
de Klager høre vi som oftest af dem, som kalde
sig selv stærke Aander. Jngen taler mere om
den menneskelige Naturs Svaghed, end just de,
som troe, at den er stærk nok til at undvære al
endog guddommelig Hielp, for at komme engang
til en fuldkomnere og lyksaligere Brug af dens


351
store Kræfter. Men naar tale de om denne Af¬
magt i Naturen, om denne Svaghed i Forstan¬
den? Er det, naar de giøre Planer til Feldtsla¬
je og Erobringer, naar Millioner Mennesker be¬
noe dem deres hele timelige Velfærd, naar de
nøre det til deres Maal, at beundres af hele Ver¬
den? O nei, da er den menneskelige Forstand, i
det mindste i dem selv, stor nok til at opløse de
største Vanskeligheder, til at forene utallige Hen¬
sigter, og til at regiere ikke alene deres egne Hand¬
linger, men og mange tusinde saadanne Skab¬
nngers, som de ere selv. Intet er dem for høit,
uden den Tanke alene, at deres store Siele maa¬
skee kunde være noget høiere, noget uforgiengeli¬
ere, end de Væsener, som give Planterne og
Dyrene Liv. De alene, sige de, ere stolte, som
kunde troe saa meget om sig selv, og Erobreren,
m, hvis Navn mange Aarhundrede ikke for¬
slaae til at give al den Udødelighed, som han for¬
langer, han holder den Philosoph for at være stolt,
som ønsker kuns efter Døden at føle selv, at han
er til; han foragter den Christen, som troer, at
han besidder Fuldkommenheder nok fremfor andre
Dyr til at haabe en længere Vedvarenhed af
de Kræfter, i hvilke han saa meget overgaaer an¬
dre Skabninger, uden dog at misbruge dem til at
sovmode sig over sine Lige.


352
Dersom vi undertiden have alt for høi¬
Tanker om os selv, fordi vi ikke maale det, som
vi vide, med det meget, som endnu er skiult for
os, saa misbruge vi og disse Betragtninger lige
saa ofte til at forringe os selv alt for meget. Hvor
meget uvist der end er i den menneskelige Kund¬
skab, bliver den dog altid stor nok for at troe, at
det Væsen, som tænker i os, overgaaer langt i
Fuldkommenhed alle de Kræfter, som vi kiende i
Naturen, og hvis Virkninger fornemmes af os.
De Midler, som vi have opfundet til at forøge
vore udvortes Beqvemmeligheder, og den Mæng
de af Begreber, som vi bevare i Hukommelsen,
kunde alene være nok til at overbevise os derom.
Og lad være, at der i Tingenes indvortes Egen¬
skaber og i Begrøbernes Forbindelser endnu er
meget skiult for os! Naar Gud endog strax hav¬
de gjort os saa fuldkomne, som Skabninger kun¬
de blive, skulde der da ikke altid have været et
Mellemrum imellem os og ham? og dette Mel¬
lemrum imellem den uendelige og den høieste af
alle skabte Aander, hvori kan det bestaae, uden i
en Afgrund af skiulte og forborgne Sandheder,
mod hvilke alt det, som en Skabning kan vide,
maae være saa lidet, som det Endelige altid er
mod det Uendelige. Endog den Kraft, som vi
have til at kige ind i den Afgrund, til at bemer¬
ke dette store Mellemrum, til at fatte ved utallige


395
forbindelser af vore egne Begreber, hvor langt det
Muelige overgaaer det Virkelige, hvor meget
mere der kan være end det, som vi fornemme, hvor
mægtige Kræfter der ligge forborgne inden for dis¬
se Skaller af Tingene, som vi see, og endelig,
hvor lidet alt det, som den største menneskelige
Tænkekraft har fattet, er mod det, som kunde vi¬
des; endog denne Kraft, hvormed vi føle vores
Jndskrænkning, vidner den ikke om vores Na¬
turs Ypperlighed? vidner den ikke om en Drift
Sielen til at udbrede sig over disse Grændser, og
ul at nærme sig mere og mere til det Uendelige?
De store Siele, som ved deres Kræfters ivrige
Brug ere komne Grændserne af den menneskelige
Kundskab saa nær, at alt det, som de vide, ikke
lan tilfredsstille dem, alene fordi de endnu ikke
lunde igiennembryde disse Skranker, og for hvil¬
le alt det, som de have fattet, synes at være li¬
det mod det, som endnu er tilbage, kunde de vel
timelig slutte, at en viis og en god Skaber har
givet dem denne Kraft alene for at bedrage dem?
for at plage dem med frugtesløse Forsøg, og for
at giøre dem saa kort og forgiengeligt et Liv end¬
nu mere kiedsommeligt? Eller bør de troe, at
Doden er kuns en Sønderbrydelse af disse Skran¬
ler, uden for hvilke Sielekræfterne finde en større
Plads til at udbrede sig.


354
Men dette Beviis gielder og kuns for dem,
som erfare Ypperligheden af disse Kræfter, end¬
og naar de synes kuns at føle deres Mangler. For
dem, som ikke tænke uden paa at opfylde nogle
Lyster, som de have tilfælles med Dyrene, skal
det blive vanskeligt af disse Grunde at bevise, at
Mennesket har en udødelig Siel. De skulde al¬
tid kunde svare dem, som understaae sig at tilleg¬
ge Mennesket et fuldkomnere Liv end Dyrene og
Planterne, at de ikke erfare i dem selv noget, som
kan vise denne Forskiel.
No. 139.
Mandagen den 17 Maji. 1762.
A¬
dskillige Læsere have erindret mig om mit Løf¬
te, at give dem flere Udtoge af den Proto¬
kol, som indeholder Historien af vores Alder, og
hvorom jeg har talet i det 82 Blad; men da Bo¬
gen ikke aabnes, uden naar Selskabet har samlet
nye Efterretninger, som fortiene at indføres deri,
har jeg først i disse Dage fundet Leilighed at op¬
fylde deres Begiering.


579
Den merkværdige Tildragelse, som bevæ¬
gede Selskabet til at holde en overordentlig For¬
samling, for at aabne Protokollen, er følgende:
En patriotisk Bonde, som ikke er en opdigtet
Person, men virkelig til paa vores Øe, og hvis
Navn for adskillige Handlingers Skyld findes of¬
te antegnet i denne Protokol, som skal bevare
hans Minde hos Efterkommerne, naar mange
af hans fornemme Medborgeres Navne ere for¬
glemte; denne Bonde beklagede nyelig, at hans
Byemænd hverken havde Gevær eller forstode at
bruge dem, i Fald det skulde behøves til Landets
Beskyttelse. "Havde vi kuns Flinter, sagde
han, vilde vi øve os paa en Plads her i Byen;
thi det er Skam, at Folk, som have Kræfter
til at værge sig, skulde være bange for et Skud.
"Disse Ord (saaledes var Selskabets An¬
merkning, hvilken tillige blev indført i Proto¬
kollen) "ere saa meget mere merkværdige, som
de ere sagde af en Bonde paa en Tid, da hans
rige og ærede Medborgere ansaae det for en stor
Byrde, at overlade nogle af deres overflødige
Domestiker til Statens Tieneste." Jblant
disse upatriotiske Medborgere fandtes endog ad¬
skillige, hvis Navne vare merkede i Protokollen,
for nogle gode Handlinger; men da Selskabet
ikke fandt disse Handlinger store nok til at skiule
saa nedrig en Tænkemaade, befalede det mig at


550
udslette dem reent, indtil de igien giorde sig be¬
merkede ved saadanne Gierninger, som vare store
nok til at glemme deres Feil.
Ved denne Samling fortalte man tillige
en anden Tildragelse, om hvilken Selskabet dog
endnu ikke havde saaet Oplysning nok, for at ind¬
føre den i Protokollen.
En Soldat ved Armeen vilde overtale en
anden til at undvige med sig. Og da denne sid¬
ste, som var en Normand, ikke vilde følge ham,
sagde den første, at han vilde gaae alene. Nor¬
manden truede ham, at han vilde skyde ham,
men hans Cammerat agtede det ikke; han gik,
og da Normanden adskillige Gange forgieves hav¬
de kaldet ham tilbage, skiød han ham tilsidst, i
det han var nær ved at gaae ham af Sigte. Da
en af Officererne siden roste ham for denne Gier¬
ning, og tilbød ham en Belønning af nogle Du¬
kater, svarede Nordmanden: Nei, min Herre,
jeg skyder ikke Folk ihiel for Penge.
Disse Ord fortiene at optegnes til et Be¬
viis, at endog Almuen af det Norske Folk har
bevaret den Tænkemaade, som bevægede deres
Forfædre til saa mange ædle og store Gierninger,
uden at have anden bevægende Grund end Troe¬
skab og Ære. Paa en Tid, da man tvivler,
om Naturen, Fornuften og Religionen virkelig
forlanger saadanne uegennyttige Handlinger af


57!
Menneskene, og om de ere muelige, skulde det
uden Tvivl være af stor Betydenhed i Sædelæren,
om man af Erfarenhed kunde bevise, at der vir¬
kelig ere saadanne Handlinger til, og endnu me¬
re, om man tillige beviste, at en Soldat, en Bon¬
de virkelig har gjort noget saadant; thi dersom
disse Folk, som hverken have Videnskaber, Op¬
dragelse eller stor Oplysning i Religionen, som
leve daglig iblant saadanne Mennesker, hvis Om¬
gang kan fordærve den beste Natur, og hos hvil¬
ke deres stolte og herskesyge Medborgere søge at
undertrykke alle de Følelser af Menneskelighed,
Ære og Friehed, som kunde opløfte Hiertet til
ædle Gierninger; dersom disse Folk, siger jeg,
dersom en Soldat, en Bonde kan tænke og hand¬
le saaledes, hvor store Gierninger maae vi da vel
vente af vore Adelsmænd, vore Geistlige, vore
Ffficerer, vore Lærde? Og hvor uovervindelig
maae saadant et Folk ikke være, hos hvilket den¬
ne Tænkemaade hersker fra de fornemmeste og
klogeste Folk i Staten, indtil den ringeste Al¬
nue? Hvad skulde andre Nationer endog med de
største Rigdomme kunde formaae mod et Folk,
hos hvilket Troeskab og Ære har saa stor en Magt,
at en Soldat ikke engang forlanger Penge for at
gøre sin Pligt?
Saadanne Mennesker have ikke bedre For¬
niand, sagde nyelig en lærd Mand, i et Selskab,


578
hvor denne Historie blev fortalt, og man seer der¬
af, sagde han, at det er godt i Verden, at der
ere Fordomme og Vildfarelser til. En Soldat,
en Bonde, hvorledes kunde han paa en fornuftig
Maade elske sit Fædreneland? Hvad Begreb skul¬
de han have om Pligterne mod andre, da saa faa
af hans Medborgere troe, at de have Pligter i
Henseende til ham? Jo, en Norsk Bonde kan
elske sit Fædreneland, svarede en Nordmand; var
det, som J fortæller om den Siellandske Bonde,
saa rimeligt, skulde det ikke falde mig saa van¬
skeligt at troe Eder. Saadanne Folk handle som
Maskiner, sagde en fornemme Mand, de veed
ikke selv hvad de giøre; Vaner og Frygt drive
dem til visse Handlinger, ligesom Loddet driver et
Uhr, uden at Tanke eller Overlæg har nogen
Deel deri. Krigsvæsenet er, nu omstunder ikke
af den Beskaffenhed, at man kan bygge noget paa en
Soldats Troeskab og Ære. Men naar hans
Officeer, svarede en anden, byder ham Penge
for at belønne en god Handling, som han har
gjort, og han ikke vil tage derimod, fordi han
troer, at det var uanstændigt, at skyde en af sine
Kammerater for Gevinst, hvoraf kan det da kom¬
me, uden af en stør Hengivenhed til det, som
han holder for at være sin Pligt? og naar han,
for at opfylde den, kan opofre endog en tilladelig
Fordeel, hvor meget mere skulde da den samme


5)9
Følelse af Pligt eller Ære ikke holde ham selv fra
at begaae saa nedrige Handlinger, som den, for
hvilken denne Nordmand dræbte sin Kammerat?
Folk, som ikke behøve meget, sagde en Mand af
Stand, som kunde leve af Vand og Kommisbrød,
er det saa underligt, om de ikke agte Penge? Men
dersom de ikke have Smag paa rare Vine, sva¬
rede en anden, drikke de dog gierne Brændeviin
og godt Øl; dertil kan man og bruge Penge, og
jo mindre disse Ting koste, des længere kunde
Nordmanden have gjort sig til Gode med sine Du¬
kater. Jo rarere det er for en Soldat, at ha¬
ve saa meget tilovers, at han kan spise og drikke
sig mæt, og jo mere disse Folk arbeide, des hefti¬
gere maatte saadanne Begierligheder være hos
dem. En Mand, som svømmer i Overflødig¬
hed, som hver Dag har en Mængde af Retter
paa sit Bord, om han, for at tiene det Almin¬
delige, afkortede nogle af disse Retter, eller væg¬
rede sig ved at modtage en utilladelig Fordeel,
hvorved han ellers kunde have forbedret sit Taffel,
saadan en Gierning, sagde den samme Person i
Selskabet, havde ikke været saa stor, saa forun¬
derlig; men en Soldat, som sielden nyder noget
Godt, som neppe kan spise sig mæt, og dog ikke
agter Penge mod det, som han holder for sin Pligt,
saadan et Menneske, han fortiener mere at be¬
undres, end om alle vore rige Folk gav Halvpar¬


300
ten af deres aarlige Jndkomster, og af de Bekost¬
ninger, som de ellers giøre paa Klæder, Taffel,
Domestiker og Heste, til at underholde de Folk,
som opofre Livet for at beskytte deres Eiendomme.
Disse Forestillinger havde den Virkning,
at den samme Handling, som man tilforn hav¬
de holdt saa let for en gemeen Karl, blev nu
af de fleste i Selskabet anseet for at være plat
umuelig, og den Rige, som især fandt sig for¬
nærmet ved den sidste Sammenligning, sagde
aabenbare, at det var Snak, og at han ikke vil¬
de troe det, førend han saae en Efterretning der¬
om, som var stadfæstet af troeværdige Folk, som
selv havde været Vidne dertil. Kan J skaffe
mig saadant et Beviis, sagde han til en Officeer
i Selskabet, vil jeg give Eder strax min Gaards¬
karl til Stykknegt, og en af de beste Heste, som
jeg har paa Stalden; J skal see, at en Dansk
Herremand kan være lige saavel ædelmodig, som
en Norsk Bonde.
Det var endda kuns lidet, sagde en Mand
i Selskabet, som altid siger ligefrem hvad han
tænker; det var endda kuns lidet mod det, som
Nordmanden giorde. Hvordan, raabte Herre-
manden, en Karl og en Hest, kuns lidet? For
en Mand af Deres Formue, svarede den anden,
er det meget mindre, end et Par Dukater for en
Soldat. Denne vover desuden sit eget Liv for


301
Staten. De, min Herre, vove kuns Deres
Gaardskarl og Deres Hest.
Læserne see heraf, hvor mange vigtige Aar¬
sager jeg har til at udbede mig en vis og udførlig
Efterretning om denne Tildragelse af dem, som
kunde være i Stand til at forskaffe den. Uden
at tale om den Nytte, som saadan en Efterret¬
ning kunde giøre til at opvække alle Stænder til
Nidkierhed, og til at forsvare Grundene af Sæ¬
delæren mod mange af de Jndvendinger, med
hvilke endog kloge Folk i vore Tider bestride de
Pligter, som deres Fædre udøvede uden mange
fornuftslutninger; uden at tale om alt dette, haa¬
ber jeg, at Krigsstanden alene for dens egen Ære,
og tillige for Officerens og for Nordmandens
Skyld, ikke tillader, at denne Handling bliver
ubeviist. Officeren, som er en brav Mand, og
som paa denne Tid behøver Heste og Folk, vin¬
der derved en god Hest, som hidindtil har staaet
unyttig paa Herremandens Stald, og han faaer
til sit Compagnie en stærk og velvoxen Karl, som
hidindtil ikke har gjort andet Arbeide end saadant,
hvortil man kan bruge enhver Krøbling, at feie
en Gaard og en Stald.
Nordmanden nyder til Belønning den
Ære, at hans Navn bliver indført iblant de stør¬
ste Helte i vores Alders Historie, og for en Sol¬
dat, som agter Ære og Pligt høiere end Penge;


362
for en Nordmand er dette en Belønning, som al¬
le de høie Officerer, der kiende Æren saa vel, som
han, skulde misunde ham. Døde, Krigen og
Akademiet, sagde en gammel General, giør os
alle lige. Naar man prøver Sandheder, spør¬
ger man ikke, hvem der har sagt dem, men hvor¬
ledes de ere beviiste; og naar det kommer an paa
at redde Staten, spørger man ikke, hvad Rang
Folk have, men hvorledes de fægte.
Saadanne Handlinger, som de, hvilke
Selskabet finder værdige at optegne, kunde ikke
være saa overflødige, at jeg kan fylde mange Bla¬
de dermed. Nogle ere og af den Beskaffenhed,
at de endnu ikke kunde bekiendtgiøres. Følgen¬
de har jeg faaet Tilladelse at anføre.
En formuende Mand, som har en Deel
Sølvtøi, har ladet støbe lige saa meget af Tin,
med et Stempel, hvorpaa sees denne Overskrift.
I Steder for det Sølv, som jeg har givet
til Fædrenelandets Beskyttelse. Dette, si
ger han, vil jeg bruge, saasnart Landets Sik¬
kerhed udkræver af mig at opofre det andet, og
jeg troer, at det skal giøre mit Huus lige saa me¬
gen Ære, som det andet; thi jeg har dog ikke
brugt Sølvet uden til Stads. Mine Børn skul¬
de dog engang tabe Arbeidslønnen. Paa dette
derimod, tabe de ikke meget, og hvem veed, det
kan maaskee for Overskriftens Skyld engang i


363
Tiden blive betalt dyrere, end om det var af Sølv.
Ja dyrere end Guld, sagde en af hans Venner.
J hvor mange Familier, mener J, at man fin¬
der saadanne Kostbarheder. Gud forbyde, sva¬
rede den første, at mine Tinkar nogen Tid skulde
blive saa rare.
No. 140.
Fredagen, den 21 Maji, 1762.
F¬
ølgende Tildragelse hører til det Slags, som
jeg ønskede, at man flittigere optegnede i
Historien.
"J Aaret 1662 var der stor Mangel af
"Levnetsmidler i Paris. En Sommeraften, da
Hr. de Salo, en Medlem af Parlamentet, kom
"hiem fra at spadsere, og havde kuns en Tiener
"med sig, blev han anholdt af et Menneske, som
"satte ham en Pistol paa Brystet, og forlangte
"hans Guldbørs, med en rystende Haand og
"med en Forvirrelse, som tilkiendegav, at han
"ikke længe havde øvet dette Haandverk. J ta¬
"ger feil, svarede Hr. Salo, hos mig kan J
"ikke blive riig; jeg har kun 8 Dukater, hvilke


304
"jeg gierne giver Eder. Han tog dem og gik
"bort, uden at forlange mere. Følg strax det
Menneske, sagde Hr. Salo til sin Tiener, og
"see til, at Du kan finde hvor han boer. Han
giorde hvad hans Herre befalede, og fulgte Rø¬
"veren igiennem tre eller fire smaa Gader, da
han saae ham gaae ind hos en Bager, hvor
han kiøbte et Brød til ii eller 12 Mark, og vex¬
lede en af sine Dukater. Ti eller tolv Huuse
derfra gik han ind i en Gang, steeg op i det
fierde Stokverk, og da han kom i sit Kammer,
hvor der ikke var andet Lys end Maanens Skin,
kastede han Brødet midt paa Gulvet, og sagde
grædende til hans Kone og Børn: Spiis, der
have J Brød, jeg har dyrt nok betalt det, mæt
"Eder, og plag mig ikke mere, som J pleie; i
en af disse Dage bliver jeg maaskee hængt, og
"J ere Aarsag dertil. Hans Kone, som og
græd, stillede ham tilfreds det beste hun kunde,
og uddelede Brødet til fire fattige Børn, som
vare forsmægtede af Hunger. Da Tieneren
havde hørt dette, gik han lige saa uformerkt
ned, som han var gaaet op, og berettede sin
Herre alt, hvad han havde seet og hørt. Har
Du vel merket hvor han boer, spurgte Hr.
Salo, og kan Du føre mig derhen i Morgen?
Ja, Herre, svarede han, det er i den Gade,
og jeg kan let finde det igien. Dagen efter,


303
"Klokken fem om Morgenen, gik Hr. Salo der¬
hen, og fandt uden for Huuset to Tienestepi¬
ger af Naboelauget, som feiede Gaden. Han
spurgte den ene af dem, hvad det var for en
Mand, som boede i det øverste Stokverk af det
Huus, som Tieneren viiste ham. Det er en
Skoemager, svarede hun, en god ærlig Mand,
"men han har en stor Familie, og er saa fattig,
at det ikke er at beskrive. Han giorde det sam¬
me Spørgsmaal til den anden, og hun svarede
ham næsten lige saa. Derpaa gik han op til
Manden, som han søgte, og bankede paa Dø¬
ren. Denne Ulykkelige, som kastede i en Hast
nogle slette Klæder paa sig, lukte ham selv op,
og kiendte ham strax, at han var den Person,
som han Aftenen tilforn havde plyndret. Eu¬
hver kan let forestille sig, hvor forskrækket han
blev; han kastede sig ned for Hr. Salos
Fødder, bad ham om Forladelse, og at han ik¬
ke vilde giøre ham ulykkelig. Giør ingen Al¬
larm, sagde Hr. Salo, jeg kommer ikke der¬
for til Eder. J haver begyndt et meget slet
Haandverk, sagde han videre, og dersom J
fortsætter det længere, skulde J tilsidst blive ulyk¬
kelig derved, om og ingen gav Eder an. Jeg
veed, at J er en Skoemager, her haver J 50
Dukater, kiøb Eder Læder derfor, og arbeid,
for at fortiene Føden til Eders Børn."


300
Hvor mange rørende Træk merke vi ikke i
denne korte Handling, saaledes, som den for¬
tælles af Hr. Boursault, i hans Brev? Disse
Træk ere i sig selv saa stærke, at de tabe intet ved
den eenfoldige Stiil, i hvilken de ere indklædte,
og Sandheden giver dem en Kraft til at bevæge
det menneskelige Hierte, som Jndbildningskraf¬
ten alene ikke formaaer at give den konstigste Fa¬
bel. En trængende Familie, som nøder en øm
Faders Hierte til at begaae en Misgierning, for
at stille sine Umyndiges Hunger og Skrig! Den
naturlige Kierlighed i Strid med Dyden, og den¬
ne i den nedrigste Stand stærk nok til at ikke vi¬
ge uden for den yderste Nød! Disse rystende Hæn¬
der, som han udstrakte for at begaae en Handling,
som Fornødenheds Ret kunde undskylde! Disse
Bebreidelser, som han giorde sig selv efter Gier¬
ningen, og da han allerede var i Sikkerhed, dis¬
se Taarer, som en kierlig Kone aftørrede! Skul¬
de Frygt for de verdslige Straffe alene være Aar¬
sag til alt dette? En Mand, som daglig maattt
frygte for at see en Kone med fire smaa Børn
døe i sine Arme af Hunger; hvilken legemlig
Pine eller Straf skulde hos ham kunde være stær¬
kere end denne Frygt? En naturlig Følelse af
Ret og Uret, som er en umiddelbar Følge af For¬
nuftens Brug, og som uden vidtløftige Beviser,
af Egennytte eller Frygt, paaminder ethvert


307
menneskeligt Hierte, der endnu ikke er fordærvet,
om sine Pligter; disse Følelser alene kunde bevæ¬
ge ham til at skielve, disse alene kunde udpresse
Taarer af ham i det Øieblik, da Religionen selv
mere maatte trøste end skrække ham, og da han
kunde vente sig en langt mildere Dom af alle Væ¬
seners Fader, som kienete baade hans Nød og
hans Angest, end af de menneskelige Retter, som
kuns dømme efter det Udvortes.
Den ulyksalige Mand, som i en stor Bye
ingen Hielp havde fundet iblant sine rige Med¬
borgere; thi en Mand af saa øm en Samvitig¬
hed har vist baade tilbudet dem sin Tieneste, og
bedet om Almisse, førend han besluttede at røve,
han har søgt at bevæge sine formuende Medbor¬
gere til Medlidenhed, førend han satte dem Pi¬
stolen paa Brystet, for at aftvinge dem det, som
hans eget menneskelige Hierte sagde ham at væ¬
re en Kierlighedspligt; denne ulyksalige Mand
gaaer ud i en stor Bye, hvor han i en alminde¬
lig Nød havde fundet saa liden Kierlighed. Kun¬
de han vel have ventet i sin Fortvivlelse at finde
paa Gaden om Natten en Mand, som han hid¬
indtil forgieves havde søgt, ved at betle fra et Huus
til et andet, en riig Mand, en Magistratsperson,
en Dommer, som var ædelmodig nok til ikke ale¬
ne at tilgive ham den Misgierning, som han hav¬
de udøvet mod ham selv, men og til at hielpe


308
ham i hans Nød? Han fandt en Salo, og den¬
ne Hendelse, skulde den være en blot Slumpe¬
Lykke, eller bør vi ansee den som en Virkning af
en høiere Haand, der lod disse to Personer møde
hinanden, for at redde den enes Uskyldighed, o
give den anden Leilighed til at øve den største Dyd,
som et Menneske, en Borger, en Christen kan
øve? Havde han tilforn ikke besiddet al den Hen¬
givenhed til Forsynet, som kan bevare et Menne¬
ske, endog i den yderste Nød, fra Fortvivlelse,
hvor maatte da denne Tildragelse herefter forsikre
ham om den Biestand, som Dyden har at vente
af det usynlige Væsen, som regierer alle Ting?
Og hvor meget vissere kunde han ikke have forladt
sig paa dette Væsens Førelser, dersom han gan¬
ske havde overgivet sig dertil, uden engang at be¬
gaae den Svaghed, at udstrække sin Haand for
at øve den Misgierning, hvori hans Hierte hav¬
de saa liden Deel.
Skulde saadanne Tildragelser ikke fortiene
at forestilles paa Skuepladsen? Burde det ikke
være en af dens vigtigste Hensigter, at lære de Ri¬
ge og Formuende at kiende disse Scener af Livet,
som ere alt for rørende til, ikke at bevæge de haar¬
deste Hierter til Medlidenhed? Men hvorfor fø¬
le de Formuende sielden disse Bevægelser, uden
fordi Livets Elendigheder skiules for dem? Den
Huusarme, den ret Nødlidende er ofte for frygt¬


309
som og undseelig til at søge de Rige, og det var
for meget at forlange af disse, at de skulde give
dem den Umage, som Hr. Salo, at gaae op paa
det fierde Stokværk, for at oplede fattige Fami¬
lier, som ved en liden Gavmildhed kunde reddes
fra Nød og Laster? Giv dem undertiden saadan¬
ne Syn paa Skuepladsen; og hverken Stolthed
eller Gierrighed skal være stærk nok til at under¬
trykke de Bevægelser, som ere saa naturlige Føl¬
ger af Menneskelighed. De skulde sende deres
Tienere der, hvor de selv ikke gaae, og dersom
nogle ikke skulde være menneskelige nok til at an¬
vende lidet af den Sum, som de spilde paa Pragt,
til at hielpe deres trængende Næste omsonst, skul¬
de de dog lade nogle af deres døde Skatte udlø¬
be, for at skaffe fattige Familier Arbeide; i det
mindste skulde de dømme billigere om de Feil,
som Armod og Trang ofte nøder andre til at be¬
gaae, og troe, at om de besidde nogle Fuldkom¬
menheder fremfor den store Hob, er det Lykken
mere end dem selv at tilskrive. Forfører Armod
undertiden Menneskene til at begaae store Mis¬
gierninger, saa frembringer den og ofte store Dy¬
der, Dyder, hvilke den Rige, dersom han kiend¬
te den menneskelige Naturs sande Værdighed,
mere skulde misunde den Fattige, end denne kan
misunde ham sine Rigdomme. Ere Hobens La¬
ster grovere, falde de mere i Øinene end den


310
Riges Vellyst, Gierrighed og Stolthed, saa ere
de og ofte meere menneskelige. Nøden har mere
DDeel deri end Hiertet, og denne Nød, som dri¬
ver nogle til at ende et elendigt Liv med en skam¬
melig Død, hvor ofte er den ikke en Virkning af
andres Haardhed og Ubarmhiertighed?
De, som have Lyst at læse denne sandfær¬
dige Tildragelse, forestillet paa en drammatisk
Maade, med alle de rørende Omstændigheder,
som enten ikke altid findes samlede i en enkelt
Handling, eller ikke altid flittig nok bemerkes i
Historien, kunde læse den videre udført i et lide
Skrift, kaldet: Lhumamte om le tablem
ge linalgence, teiste Mrame par un
avengle lartare. Forfatteren, som giver
sig ud for en blind Tartar, tiltaler saaledes i For¬
talen det slebne Folk, hvis Sprog han bruget,
for at røre dem ved den overordentlige Handling,
som han beskriver: "Naar vilde J engang over¬
"vinde de herskende og barbariske Fordomme,
som forlede Eder til at foragte en uskyldig Fa
"milie, og en ulykkelig Misdæder, og som giø¬
re Eder mere følesløse end en Tartar, der uden
"Forskiel røres af Medynk over alle Lidende?
J ere det meest slebne af alle Folk i Verden.
"- -Dersom J vare tillige det meest men¬
"neskelige, det meest ædelmodige, hvilken Ært,
hvilken Magt skulde J ikke opnaae ved disse


311
Dyders Forbindelse? Eders Rige skulde vare
lige saa længe som Verden staaer. Den ra¬
sende Vilde, som med en grum Glæde tæller
de blodige Haar, som han har revet af sine
Fienders Hoveder, er han vel mere grum end
J, som med Koldsindighed og Foragt vende
Eders Øine fra en ulykkelig Huusfader, en
Landsmand, en Arbeider, fordi han er nøgen,
fordi han er hungrig, og fordi den Nød, i
hvilken J lade ham forsmægte, har forvandlet
hans Blod til en langsom Gift, som dræber
ham? Vænner Eder til at see paa Skueplad¬
sen alle Livets Elendigheder; beærer med Eders
Nærværelse disse forestillede Ulyksalige, og J
skulde lære deraf at opsøge dem, som ere det
virkelig; taaler, at man iblant de Zirater, hvor¬
med Skuepladsen prydes, midt iblant disse præg¬
tige Palladser, disse Skiønheder af Naturen
og Konsten, hvormed J fornøie Eder, fore¬
stiller undertiden et Bondehuus, en Hytte, ja
Fængsler selv. Disse Syner ere Eder ikke ube¬
hagelige, uden fordi J selv ere fordærvede ved
Vellyst og Kielenskab.


372
No. 141.
Mandagen, den 24 Maji, 1762.
H¬
idindtil har jeg kuns anført nogle enkelte
Handlinger af gode Patrioter, men ved
mine Landsmænds Bestræbelser og ved Selska¬
bets Biestand har jeg bragt det saa vidt, at jeg
kan levere hele Levnetsbeskrivelser af Mænd i alle
Stænder, hvis Navne skulde engang tiene til Pry¬
delser i vores Alders Historie. Dette Blad skal
indeholde Historien af en Adelsmand.
Læserne maae ikke vente mange Efterret¬
ninger af mig om denne Mands Herkomst. Sel¬
skabet indlader sig ikke i mange genealogiske Un¬
dersøgninger. Det maae være nok, at jeg for¬
sikrer Dem, at en forfængelig Lyst til at forlade
sin Stand, hverken har bevæget denne Mands
Forældre til at give ham en adelig Opdragelse,
eller ham selv til at søge adelige Betieninger. For
at forstaaes af Læserne, maae jeg sige tillige, at
man i hans Familie forstod ved en adelig Opdra¬
gelse noget mere end det, som kaldes Levemaade,
og ved adelige Betieninger noget virkeligere end
Titler og Ordener. Hans Fædres Navne ere


313
ved ædle Gierninger bekiendte i Rigets Historie
længe førend disse Ærestegn bleve opfundne, og
at giøre sig ved lige saa sande Fortienester værdig
til at bære deres Navn, er det, som i hans Fa¬
milie kaldes gammel Adel. Den Ære har Fa¬
milien i nogle hundrede Aar bevaret fra Fader til
Søn, saaledes, at der i den hele Linie ikke er en
Person, som jo er bekiendt ved en ædel Gierning,
endskiønt der ere adskillige, som ikke have beklædt
det, som man kalder høie Poster. En har med
20 Mand forsvaret en Post mod 200. En an¬
den har i nogle Aar gaaet en Gesandt, som selv
ikke havde stor Jndsigt, tilhaande i de vigtigste
Underhandlinger, og nød derfor den Ære, at
være mere agtet ved Hoffet end Gesandten selv.
Begge disse Mænd døde paa deres Gods. Den
ene fik sin Afskeed som Capitain, og den anden
havde aldrig anden Titel end sit Stammenavn;
thi Titler, som ikke betydede virkelige Embeder,
vare endnu ei bekiendte. Den første har efter¬
ladt sig nogle Efterretninger om den Krig, i hvil¬
ken han tiente, og den anden har skrevet en Hi¬
storie af de Underhandlinger, i hvilke han blev
brugt. Man anmerker som noget besynderligt
ved denne Familie, at dens Stammegods, saa
vidt man veed, aldrig har været i fremmede Hæn¬
der. Familien har ved en god Huusholdning,
uden Privilegier, bevaret denne skiønne Eiendom


574
fra Fader til Søn, og enhver Besidder har i sin
Tid forbedret det ved Bygninger og Jndretnin¬
ger, hvoraf man endnu finder Spoer fra de æld¬
ste Tider af. Jntet kan være angenemmere for
en Elsker af Landhuusholdningen og Historien,
end at see de Plantninger, Jndhegninger, Byg¬
ninger, Skilderier, Haandskrifter og utallige
andre Merkværdigheder, som Eieren af Gaarden
veed at forklare, og som ikke alene bevise Fami¬
liens Ælde, men og oplyse Landets og Nationens
Historie i nogle hundrede Aar. Ved mundtlige
Fortællelser fra Fader til Søn, har man og i den¬
ne Familie bevaret mange Efterretninger om Sta¬
tens gamle Forfatning, om Hoffets Tilstand un¬
der adskillige Konger, merkværdige Ord og Hand¬
linger af Regentere og andre berømte Mænd, som
man forgieves søger i Bøger og Archiver. Den¬
ne Lyst til at bevare gamle Efterretninger er ble¬
ven saa almindelig paa et Gods, der saa længe
har tilhørt en berømt Slægt, som altid har været
elsket af sine Underhavende, at endog Bønderne
ikke alene vide at fortælle, i hvilken Herremands
Tid denne Skov er plantet, disse Marker opryd¬
dede, denne Mose udtørret, dette Steengierde
sat, denne Broe anlagt, men og andre Ting,
som vidnede om en Opmerksomhed og Patriotis¬
me, som er rar at finde iblant Bønder.


T12
Jeg har foresat mig, ikke at optegne uden
de merkværdige Skridt i denne Mands Liv, af
hvilke, man kunde dømme om hans Carakteer.
Hans Fader døde kort efter at han var kommen
hiem fra hans udenlands Reise, og førend han
endnu havde enten Embede eller Carakteer. Det¬
te Dødsfald giorde ham tidlig til Besidder af et
godt Stammegods, og af en anseelig Capital. Han
behøvede ikke Tienester for at leve, og Tænkee
maaden iblant de fleste Herremænd i hans Egn
var saaledes beskaffen, at hans Stammenavn og
hans Penge forskaffede ham, uden at behøve an¬
den Titel eller Fortieneste, Anseelse nok til at bli¬
ve vel modtagen i enhver Familie, med hvilken
han vilde forbinde sig. De fleste frygtede kuns,
at han ikke saa hastig vilde slaae sig til Rolighed,
og at en vis Jndbildning om sin egen Duelighed,
som de meente at finde hos ham, skulde forføre
ham til at søge en Tieneste i Armeen eller ved
hoffet, hvori han satte sine Midler til. De fle¬
ste adelige Betieninger, sagde disse, give intet
uden Ære. Denne, svarede han, bør just væ¬
te en Adelsmands kiereste Belønning; thi hvad
har han ellers forud for dem, som tiene ham før
Kost og Løn? De ere tillige møisommelige, sag¬
de andre. Kan Ære, svarede han, fortienes
uden Møie? J kiender endnu ikke Verden, Fæt¬
ter, sagde en gammel Morbroder af ham, som


570
aldrig havde været uden for sin Province, J veed
ikke, hvor farlige saadanne Poster ere; troe gam¬
le Folk, som have Erfarenhed; vi have fattige
Adelsmænd nok, lad dem tiene, og tak Gud, at
J kan have det bedre. Er den store Verden saa
farlig, svarede han, som J siger, kan jeg altid
gaae tilbage til mit Gods, naar jeg ikke kan tie¬
ne længer med Ære. Denne Sikkerhed, som
mine Midler give mig fremfor andre, der tiene
for at leve, sætter mig i Stand til at udrette me¬
re end de. Jeg behøver ikke at fortie nogen vig¬
tig Sandhed, eller at hykle for at bevare de Sto¬
res Gunst. Naar en ærlig og forsigtig Vandel
ikke længer kan beskytte mig, tager jeg min Til¬
flugt til disse Agre, som ere frugtbare nok til at
føde mig, og da, sagde han, tør jeg først ansee
mig selv som retmæssig Arving til dette Sted, da
har jeg først opfyldt min Faders sidste Villie, dis¬
se Ord, som hans Fader sagde til ham, og som
jeg anseer som en gammel Lehnsforbindelse, det
hefter paa Grunden selv af dette Gods.  Jeg
"efterlader Eder, sagde han, den Formue, som
"Eders Fædre have samlet, ikke for at deres Ef¬
"terkommere skulde leve i Ledighed, men for at
Trang ikke skulde forlede dem til at begaae no¬
"gen nedrig Handling.Bevar dette Stamme¬
"Gods, og efterlad det uden Gield til værdige
Arvinger; Jndkomsterne deraf, og hvad jeg


311
for Resten har samlet, kan J bruge efter den
Viisdom og Leilighed, som Gud giver Eder.
"Det er en liden Ære for en Adelsmand, at
man veed, at han behøver ikke at tiene Fædre¬
"nelandet, dersom man ikke tillige troer, at Fæ¬
"drenelandet behøver ham.
Med saadan en Tænkemaade antog han
den første anstændige Post, som blev ham tilbu¬
den, og hvortil han fandt sig beqvem. Han steeg,
skiønt langsom, fra en Ærespost til en anden;
thi Nødvendigheden af Fortienester har gjort, at
nogle dog til alle Tider ere blevne belønnede. Hans
kykke forskaffede ham Misundere, og de fleste
vare det ikke saa meget for hans Lykkes Skyld,
hvilken for en Mand af hans Stand ikke var saa
overordentlig, som fordi de indvortes vare over¬
beviiste om, at hans Lykke var en Følge af hans
fortienester. Disse vare og i Gierningen saa sto¬
re, at hans Fiender selv ikke kunde skiule den
Høiagtelse, som han aftvang dem. Deres La¬
sten selv var ofte en Roes, og at anføre den, er
at skrive hans Lovtale. " Denne Mand giør sig
Livet alt for suurt, sagde nogle; han vil giøre
alting selv, og fordærver det for hans Efterkom¬
"mere. Han er lærdere end en Adelsmand bør
være, sagde andre; han har dyrt nok betalt
hvad han er bleven, sagde en, skulde alle ar¬
beide saa meget, og sætte saa mange Penge til


318
"i Tienesten som han; hvad nyttede det da at
"være af Familie, hvad Fortrin havde Stands¬
"Personer fremfor dem, som tiene op fra Ge¬
"mene af? Han er saa stolt af sine Fortienester,
"sagde en gammel Herremand, at han ikke ag¬
"ter sin egen Stand engang. Er det for en
"Mand som han, at fornedre sig saaledes til at
"tale med enhver, at omgaaes med Poeter, Ma¬
lere, Folk kunde ikke taale saa megen Høflig¬
hed, og andre, som føle sig selv for meget til
"at behandle dem paa samme Maade, høre ilde
"for hans Skyld." Saaledes talede de fleste,
og kuns meget saa vare uforskammede nok til at
angribe hans Fortienester. Jblant. disse vare
nogle af Borgerstanden, og nogle af hans egen
Stand; hine tilskreve Jntriguer, og disse Yndest
alene al den Lykke, som han havde gjort, og som
enhver af hans Misundere, hvor uduelig han end
var, var stolt nok til at forlange for sig selv.
J hans Forretninger selv fulgte han de
samme Grundregler. Ære og Pligt bestyrede
alle hans Hensigter, og Klogskab lærte ham at
vælge de beqvemmeste Midler til at opfylde dem.
Han vidste at sige Sandhed til rette Tid, og uden
at forbittre, at skiule Hemmeligheder uden at be¬
drage, og at forbinde saadanne Motiver med Plig¬
terne, som efter enhvers Tænkemaade og Gemyts
Beskaffenhed vare ham de kraftigste. Jntet var


519
ham kierere, end naar han ved Grunde og Over¬
talelser kunde regiere andre, uden at have nødig
at bruge sin Myndighed, og han havde altid baa¬
de Sandhed og Billighed saa meget paa sin Si¬
de, at de fleste skammede sig ved, aabenbare at
modsige ham. Naar han belønnede Fortienester,
gjorde han det altid paa en Maade, som fornøie¬
de mere end Belønningen selv. Den beskedne
Dyd var altid sikker paa at blive bemerket af ham,
uden at have nødig at tale meget i sin egen Sag.
Hans Yndest alene var altid en stor Belønning for
ædle Hierter, fordi den altid var et Beviis paa no¬
gen Fortieneste, og fordi Misundelse selv var nødt
til at agte dem, som han beskyttede. Hans Hier¬
te var ikke alene for høit til at søge den nedrige
Egennytte, som forfører svage Siele til at sælge
Dydens Belønninger til Uværdige; det var op¬
løftet endog over alt det, som er falskt og nedrigt
i Æren selv. De Fornuftiges og Redeliges Bie¬
fald var ham aldrig ligegyldig, han agtede end¬
og denne Ære høiere end alle sine Fortrin, men
han forlod sig ikke paa Yndest; han vidste, at
Fortienester ofte bleve glemte, saasnart Personen
enten ikke længer behagede, eller ikke meere kunde
gavne; han ventede først den sande Ære og Be¬
lønning for sine Tienester, naar han engang hav¬
de forladt sin Post, hvilket han fra Begyndelsen,
af besluttede at gjøre lige saasnart som han troede,


380
at enten hans Pligt tillod eller hans Sikkerhed,
udkrævede det. Han betragtede sit Stammegods
som et behageligt Tilflugtssted, hvor han kunde
ende sine Dage i Roe, og glæde sig i den Tanke,
at ikke have levet unyttig. Denne Tanke var
nok til at giøre ham utrættelig i den møisommeli¬
ge Post, i hvilken han arbeidede ikke for sig selv,
men for det Almindelige.
Uvidenheden var alt for almindelig, og
Misbrugene alt for store i hans Tid til, at en
Mand af hans Tænkemaade skulde kunde elskes
af Hoben. Men hans Fortienester vare og for
skinnende til, at nogen skulde foragte ham. Han
havde den Skiebne tilfælles med alle store Mænd,
at være tillige baade hadet og beundret, endskiønt
han deri overgik de fleste, at han heller vilde el¬
skes end tilbedes. Mængdens Had, de Stores
Misundelse og en almindelig, men kold og tvungen
Høiagtelse, fulgte ham indtil det sidste Øieblut,
hvori han viiste, at han selv var større end hans
Lykke. " Jeg kom til Værdigheder, sagde han
med hiin Romer, førend jeg endnu forlangte
det, og jeg vil forlade dem paa en Tid, da
andre endnu heftig begiere dem." Dette
Forsæt opvakte en almindelig Beundring, men
tillige en hemmelig Glæde hos de fleste; hans
Fiender betragtede de nedlagte Værdigheder som
et Rov, og i det de sønderreve hinanden for ats(i


381
eele det, tænkte de ikke meere paa at hævne sig over
ham. Hoben ventede, at hans Efterkommer
skiilde snart raade Bod paa alle deres Klagemaa¬
le; men det varede ikke længe, førend de fornam,
at han hverken havde den Taalmodighed til
at høre, eller den Forstand til at besvare, eller
den Villie til at hielpe dem. Der behøvedes ikke
nær saa megen Forskiel, som der virkelig var
mellem disse to Mænd, for at giøre den første
saa stor, som han siden blev i alle Folkes Tanker,
endog i deres, som før havde været allermindst
fornøiede. Man talede om ham overalt, lige¬
som de Franske nu tale om den Minister, som
var saa almindelig hadet saa længe han levede, om
Colbert; men vores Adelsmand havde den Lykke
sremfor Colbert, at han nød virkelig denne Ære,
at han levede og var selv Vidne til disse uhykkelske
kovtaler, med hvilke den sande Dyd omsider, skiønt
oftest alt for sildig, belønnes.
Hans øvrige Levetid delede han imellem
me Pligter, af Fader, Ven og Huusbonde, og
sde Fornøielser, hvilke han tilforn havde opofret
for at tiene det Almindelige. Han holdt det ik¬
le for nok, at lønne en Skolemester, men var
selv ofte tilstæde ved sine Børns Underviisning,
og opbyggede dem daglig baade ved sit Exempel
og ved sin Erfarenhed. Det var ham ikke nok,
i giøre sine Bønder lykkelig ved en mild Om¬


382
gang og god Regiering af sit Gods; han søgte
og at forbedre Tænkemaaden, Huusholdningen
og Børnetugten i alle Familier; han befordrede
Vindskibeligheden ved Opmuntringer og Beløn¬
ninger, og i Stedet for at vise dem til en Forval¬
ter eller Fuldmægtig, tillod han enhver frie Ad¬
gang til sig selv. Hans Huusfolk elskede ham
mere som Fader, end de frygtede ham som Her¬
re. Jngen, som havde tient ham troe, gik ufor¬
sørget af hans Tieneste; men han belønnede dem
selv, ved at give dem en Sum til en eller anden
borgerlig Næring, og andre Folk havde han ikke
i sin Tieneste, end saadanne, som havde lært at
giøre noget, hvorved de kunde nære sig selv. Em¬
beder gav han dem aldrig. Disse, sagde han,
er fortroet Gods, og at bruge dem til andet, end
til at belønne Videnskaber og Fortienester, er at
berøve Staten. Der var engang en liden Tie¬
neste ledig paa hans Gods, hvoraf Jndkomster¬
ne vare saa ringe, at ingen, som havde studeret,
vilde søge den. Hans Tiener begierte den; men
han forbedrede Jndkomsterne af Tienesten saa me¬
get, at han kunde tilbyde den en Mand, som hav¬
de de Videnskaber, hvilke Lovene udkrævede til
saadanne Embeder. Hans Fornøielser bestode i
en flittig Tilsyn paa hans Gods, i Indretninger,
hvormed han kunde gavne Efterkommerne, i Om¬
gang med viise og dydige Folk, med dem, som


383
dyrkede nyttige Videnskaber og Konster (thi an¬
dre Lærde end saadanne, agtede han ikke) i et ud¬
søgt Bibliothek, og i en skiønsom Samling af
Naturens og Konstens rareste Verker. Han le¬
vede længe, og blev tilsidst lige saa almindelig el¬
sket, som han før var agtet. Han døde, mæt
af dette Livs Lyksalighed og Ære, og overlod til
lige saa værdige Efterkommere en anseelig Formue,
et stort Navn, og et priisværdigt Exempel.
No. 142.
Fredagen den 28 Maji, 1762.
E¬
nhver, som har læst Bøger af adskillig Smag,
baade i fremmede Sprog og i sit eget, har
uden Tvivl meget ofte erfaret denne Forskiellig¬
hed imellem begge, at baade det Skiønne og det
Heslige merkes mere i Modersmaalet, end i et
andet Sprog. Det Fortrin, som det Sprog,
der er os naturligt, har fremfor et fremmet, maae
et levende endnu mere have fremfor et dødt. Tu¬
sinde smaa Omstændigheder, hvis Kundskab er
uddød tillige med Sproget, og som den fineste
Kritik ikke formaaer at fremkalde af Mørket igien,


384
have kundet baade forædle og forringe Meeningen
af de Ord, om hvilke vi nu kuns giøre os almin¬
delige Begreber.
Denne Forskiellighed har uden Tvivl ikke
havt liden Jndflydelse i den bekiendte Trætte om
de gamle og nye. Nogle have merket mindre
Feil i de gamle, end i de berømteste af deres egen
Alders Skribentere; andre have fundet, at de
beste af Alderdommens Stykker ikke rørte dem saa
meget, som en Beskrivelse af samme Art i et le¬
vende Sprog. Hine have opløftet de Gamle
over de nye; disse de nye over de gamle, uden
altid at betænke, at Aarsagen til denne Forskiel
ikke altid bør søges i Skrifterne, men ofte i den
Forskiel, som der er imellem de Tider, i hvilke
de ere skrevne, og de, i hvilke de læses.
Den berømte Addison har viist denne For¬
skiel i en Afhandling om den gamle og nye Litte
ratur, hvoraf jjeg her vil give et Udtog, som viser
os de fornemmeste Fordele og Mangler, som de
gamle have fremfor de nyere, og tillige kan fore
bygge adskillige Feil, som i Almindelighed b
gaaes ved disse skiønne Verkers Læsning.
Jblant de Gamles Fordele nævner hi
først denne: At Læserne levede paa samme Til
og Sted med Forfatterne, og kunde derfor hav.
mange Efterratninger om de besynderlige Aarsa¬
ger og Hensigter af det, som de sagde, som nu¬


309
ikke meere ere til. De kiendte f. Ex. alle de Per¬
soner og Handlinger, paa hvilke en Skribent sig¬
tede. De forstode fuldkommen alt hvad, der an¬
gik Sæderne og Levemaaden, hvilke og derfor i
de fleste Verker kuns løselig bleve berørte, for ei
at sige Ting, som da vare saa almindelig bekiend¬
te. Nu derimod forstaae vi ofte af alt dette ikke
mere, end der kan passe sig paa alle Folk til alle
Tider. Saaledes mener han, at Homer under
Navn af Thersites har sigtet paa en af hans Fien¬
der; at Nestor har været en bekiendt gammel og
ærværdig Patriot, Paris en ung Skiønhed, U¬
lysses en gammel Statsmand, og Patroeles en
Mand, som var bekiendt for hans Oprigtighed i
Venskab; at han under Navn af Agamemnon
har forestillet en vis stolt og modig Prints, og
under Ajax, Hector og Achilles nogle af de Ti¬
ders vandrende Riddere. Denne Gisning stad¬
sæster han derved, at det af Homers Historie er
bekiendt, at han ved sit Heltedigt søgte at for¬
binde sig de berømteste Folk i hans Tid, og at
giøre sit Fædreneland Ære. Nogle, som Ty¬
chius og Mentor, nævner han ved deres rette
Navn. Disse Folk levede virkelig med Homer;
den første var en ærlig Skoemager, som havde
gjort ham adskillige Tienester, og derfor nød den
Ære, at laane sit Navn til den Haandverkmand,
som giorde Achillis Skiold; den anden var en


380
fornemme Mand paa Øen Jthaca, som for sin
Viisdom og Godhed, som han beviiste Homer,
fik den anseelige Plads i Odysseen, at være Tele¬
maks Lærer.
Om Virgil formoder han det samme, end¬
skiønt han har fulgt Homer for nøie til at kunde
have havt saa mange besynderlige Hensigter til de
Tider, paa hvilke han selv levede.
Det samme gielder endnu mere om de gam¬
le Satiirskrivere, og om Forfatterne af Samta¬
ler og Skuespil. Hvor lidet kunde vi f. Ex. for¬
staae af Aristophanis Skyer, uden at kiende nøie
Carakteren af den Person, som han vil giøre lat¬
terlig, og hvor ufuldkomne ere ikke de Efterret¬
ninger, som vi have derom? Theophrast maae
efter Addisons Meening endelig i sine Carakterer
have sigtet paa visse Personer. J de fleste ere
mange Træk, som ingen Forbindelse have med
den almindelige Dyd eller Last, som han vil af¬
male; han maae derfor have fæstet sin Agtsom¬
hed paa visse Personer, i hvis Carakteer saadan
en Blanding ofte findes, og vi, som ikke kiende
disse Personer, ansee ofte saadanne af hans Ca¬
rakterer for Vanskabninger, hvilke de Gamle
have betragtet som fuldkomne Portraiter.
Den anden Fordeel, som de Gamle have
havt for os, er, at de kunde see for deres Øine
de prægtige billeder, som deres Digtere have


381
malet. Da Phidias havde gjort en Støtte af
supiter, og Tilskuerne undrede sig over hans
Konst, svarede han, at den kuns var en Efterlig¬
nelse af det Mønster, som fandtes i den første
Bog af Jlias. Og naar Virgil siger i hans
Æneis:
Furor impiut intus
Sæva segens super arma E centum vinctut abenis
Post tergum nodis fremi borfidus ore erueud¬
ekulde disse Vers afskildre den Støtte i Jani¬
Tempel, som forestillede den fangne Grumhed,
turor. Hvor skiønne maae de ikke have været
sor dem, som kunde ligne billedet med Møn¬
met? Juvenal siger, at en Hykler ikke undseer
oig ved at ligne de sletteste Skuldre med dem,
hvormed Hereules opløftede Anthee fra Jorden.
denne Talemaade skulde synes meget fattig, der¬
som man ikke tillige vidste Historien, og Juvenal
lermed sigtede paa en Støtte, som forestillede
disse tvende Kiemper, og som stod paa et offent¬
ag Sted. Man seer endnu i Rom en Støtte
ned omviklede Marmorslanger, hvilken saa ty¬
delig forestiller Laocoon, at den enten maae være
m Efterlignelse af Virgil, eller Virgil have ta¬
get den til Mønster.
De Gamle have og, for det tredie, i deres Tiders
Verker kundet fornøie sig over adskillige Parodier


388
eller andre Træk, som sigtede paa visse Ord og
Talemaader af en eller anden Skribent, som vi
nu ikke meere forstaae, enten fordi Skribenterne
ikke mere ere til, eller fordi de besynderlige Be¬
greber, som man har forbundet med saadanne
Ord, ere uddøde tillige med Sproget. Jær
maae de lystige og muntre Skrifter have tabt
meget derved. Den fine Skiemt, som var skiult
under saadanne Træk, og som var forstaaelig for
dem, som levede paa samme Tid, er nu ofte ukien¬
delig for os. Vore Lærde maae derfor, uden at
merke det selv, ofte giøre mange latterlige Sam¬
menbindelser, især de, som, for at tale altid elas¬
sisk og reent Latin, bruge uden Forskiel, endog i
de alvorligste Materier, Talemaader af skiemi¬
somme og comiske Forfattere.
De Gamle saae for deres Øine alle de Bil¬
leder, som deres Poeter malede. De saae de¬
res eget Land beskrevet i Jlias og Æneis; de
kunde beskue Helicon, Parnas, disse fortryllende
Egne, som oplivede Digternes Jndbildning. De
saae for deres Øine den Søe, i hvilken Furierne
nedstyrtede sig; og den, hvor Æneas gik ned til
Helvede. Hvor megen baade Rimelighed og Yn¬
dighed maae ikke disse Tings Betragtning have
givet Pocternes Digt? Hvor maae de: ikke have
forlystet en Romer, som saae for sig Capitolium¬


389
og de offentlige Bygninger, at læse følgende Be¬
skrivelse hos Virgil:
Iic ad Tarpeium sedem e capitolia ducit
Aurea uunc olim Glvestribus horrida dumis Sc. c. e.
De gamle Digtere udsøgte deres Helte
iblant deres egne Landsmænd, og hvor meget
maatte denne Betragtning alene ikke have fornøiet
en Græsk eller Romersk Borger? Baade deres
lykkelige og deres ulykkelige Skiebne maatte in¬
teressere dem meere end noget andet Folk. Af
denne Aarsag har Jndbyggerne af Jthaca uden
Tvivl agtet Odysseen mere end Jlias; Myrmi¬
donerne have været stolte af deres Achil, Bor¬
gerne af Pylos have ventelig vidst at opregne den
vise Nestors Samtaler, ja Agamemnons Lands¬
mænd have vel ikke lidet hovmodet sig af denne
helts Fortrin fremfor de andre Konger, som stre¬
de mod Troja. Et fremmed Folk kan ikke læse
disse Beskrivelser med den samme Passion. Mil¬
ton har derfor været lykkelig i at vælge saadanne
Personer i sit forlorne Paradiis, som staae i saa
nøie en Forbindelse med det hele menneskelige
Kiøn, at vi ikke alene maae ansee dem som fælles
Forældre, men og som Hovedmænd, Forlovere
og Fuldmægtiger, paa hvis Opførsel al vor Lyk¬
salighed berøede.


390
Jsær maae de gamle Talere have fundet
et besynderligt Biefald iblant deres Landsmænd.
Enhver Bye, enhver Stand, enhver Forsam¬
ling var paa de Tider opfyldt af Folk, som for¬
stode alle Talekonstens Hemmeligheder. Disse
have merket mange Skiønheder i Demostenes og
Cicero, som deres Fortolkere endnu ikke have op¬
daget. De, som regierede baade Grækenland
og Rom, vare selv store Talere; hvorfor blev
Cicero saa beundret af Cæsar, og Demosthenes
igien af Cicero, uden fordi de selv vare saa store
Mestere i denne Konst? Nu derimod, da Folk
saa lidet kiender denne Konst, skulde Cicero, som
i sin Tid vidste at drage de Største og Mægtigste
paa sin Side, med al sin Veltalenhed neppe vin¬
de en eneste Stemme i en Forsamling.
Den sidste Omstændighed, som giorde, at
de Gamle kunde læse deres egne Forfattere med
mere Fornøielse end vi, er, at de vidste Tonen,
og følede Harmonien af deres Sprog. Ethvert
Folk har noget eget i Tonen, som behager det,
enten det kommer af Climat, eller af herskende
Tilbøieligheder og Vaner. Disse Vaner ere Aar¬
sag til den Svaghed, som yttrer sig hos hele Na¬
tioner, at de belee alt hvad der synes dem skur¬
rende. Vores Maade at udtale det Græske og
Latmske, er uden Tvivl saa adskildt fra den, som


391
de Gamle brugte, at de neppe skulde kunde for¬
staae os, eller troe, at de vare de samme Sprog.
Disse Fortrin, som de Gamle havde frem¬
for os, finder nu enhver Nation, ved at læse skiøn¬
ne Verker i sit eget Sprog, fremfor dem, der
ikke have andre end gamle eller fremmede. Men
havde de Gamle det Fortrin, at kunde læse deres
egne Verker med mere Fornøielse, saa havde de
og den Uleilighed, at alle Mangler og Ufuldkom¬
menheder faldt dem mere i Øinene end os, for
hvilke disse Feil ofte ere lige saa skiulte, som
Skiønhederne. Hr. Addison kalder dette de Nye¬
res Fortrin fremfor de Gamle; Fortrin, som be¬
staae deri, at vi læse de Græske og Romerske For¬
fattere med mindre Mishag end de, som levede i
deres Tider, og at mange af de Feil, som de Gam¬
le have begaaet, merkes nu kuns i vore egne Lands¬
mænds Arbeider, og forringe disse derfor ofte i
vores Tanker mere, end de fortiene.
Det første Fortrin er, at vi i de Gamles
Verker ikke let kunde merke det, som man kalder
nedrige og gemene Talemaader. Mange Ord,
som i sig selv ikke ere uædle, tabe deres Værdig¬
hed ved en Misbrug i den daglige Tale, som giør
dem ubeqvemme til at udtrykke høie og alvorlige
Ting. Denne Misbrug uddøer med Sproget,
og iblant Ord, som alle ere os fremmede, som vi
ikke kiende uden af Læsning, kunde vi ikke meerke


392
den Forskiel af ædle og uædle, udsøgte og geme¬
ne Ord, som saa meget vanhelde Stilen i vort
eget Sprog. Qvidius og Lucanus have uden Tvivl
af denne Aarsag Alderdommen af deres Verker
meget at takke for deres Biefald. Uden dette
Skiul af Tiden skulde de tabe meget af deres
Priis; thi naar man forandrer Stavelsemaalet,
falder mange af deres Vers i en nedrig Prosa.
Claudianus og Statius derimod falder til en an¬
den Yderlighed; de ere paa en tvungen og una¬
turlig Maade opskruede. Virgil og Horatz gaae
Middelveien; de vide at forbinde det Høie og det
Naturlige, og om man end forandrer Stavelsemaa¬
let i deres Vers, bliver Stilen dog altid høi,
prægtig og majestetisk nok til at fortiene Navn af
Poesie.
Vi merke ikke heller i de Gamles Verker,
det Anstødelige, som der er i at nævne visse be¬
kiendte Personers eller Stæders Navne. Cato,
Pompejus, Marcellus, Agamemnon, Hector,
Achil, som for de Gamle kunde have været lige¬
saa almindelige, som mange af vore sædvanlige
Fornavne, have nu som fremmede en besynderlig
Værdighed og Velklang i vore Ørne, fremfor
Navnene af de berømteste Mænd, som leve til
vore Tider. De nye Forfattere vælge derfor en¬
ten gamle eller opdigtede Navne til deres Helte¬
Digte og Romaner, og Virgil har gjort det


393
samme i Henseende til Stammefædrene af de tre
fornemmeske Romerske Familier; i Stedet for
deres rette Navne, Sergius, Memmius og Clu¬
entius, kalder han dem Segeste, Mnesthee og
Cloante, endskiønt de sidste Navne nu ikke klinge
bedre i vore Ørne, end de første.
Endskiønt Poeterne undertiden toge sig
den Friehed fremfor Talerne, at forandre Per¬
sonernes Navne, maatte de dog begge beholde
Navnene af Stederne. Hvor slet maae Navnet
af en Landsbye eller et andet ringe Sted have klin¬
get i deres Øren, som kiendte det? Og hvor man¬
ge saadanne Steder nævnes ikke af Virgil og Ho¬
ratz? Det samme gielder og om Navnene af Dyr
og Planter. Naar Virgil f. Ex. beskriver Mer¬
kurs Tyvagtighed, ved at ligne ham med en
Strandfugl, mener man, at han med Villie har
udelukt det Ord Mergus, fordi det syntes ne¬
drigt.
Ligesom Alderdommen skiuler det Nedrige
og Almindelige i Stilen, saa legger den og et
Dekke over det Tvungne, det Unaturlige, det
Dristige, Usædvanlige og Nye. Et Ord, som
paa den Tid, da Forfatteren skrev, stødte Læse¬
ren, enten fordi det var gammelt og gaaet af
Brug, eller og fordi det var nyt, kommer os nu
ikke meere underligt for end andre. Cicero bru¬
ger mange saadanne Ord, som han selv har gjort,


394
og hvis Brug han undskylder. Men især have
de dristige Talemaader, af hvilke der hos de be¬
rømteste Forfattere findes nogle, som ere meget
tvungne og lidet naturlige, vundet ved den For¬
andring, som Tiden har giort i Sproget. Det
er saa langt fra, at vi bemerke disse Feil, at vi
tvertimod beundre de Gamle, jo meere opskruet
og indviklet Stilen er. Ganske anderledes døm¬
me vi derimod om de nye, hvilke en anstændig
Høihed og en fornøden Forandring i Ord og Ven¬
dinger ofte legges til Last.
No. 143.
Mandagen den 31 Maji, 1762.
J¬
blant alle de Bøger, som ere skrevne til For¬
svar for Religionen, har Origenis Skrift
mod Celsum i mine Tanker saa store Fortrin, at
jeg ønskede, at det var oversat i alle levende Sprog,
og at Religionens Lærere især vilde giøre sig Jnd¬
holdet deraf bekiendt, for at kunde forsvare de
aabenbarede Sandheder med lige saa megen Grun¬
dighed og Beskedenhed mod dem, som i vore Ti¬


597
der angrlde dem med samme Vaaben, som de he¬
denske Philosopher.
De Forsvarsskrifter for Religionen, som
ere skrevne i de nyere Tider, kunde ikke vel for¬
ene alle de Fuldkommenheder, som findes i dette
Verk. Den Christne Religion læres nu omstun¬
der sielden med den Reenhed og Eenfoldighed,
med hvilken den blev prædiket paa de Tider, da
den havde ingen andre Vaaben at forsvare sig
med, end dens Sandhed og Kraft, baade til at
overbevise Forstanden og røre Hiertet. Christen¬
heden er deelt i en Mængde af Sekter, hvilke
det ofte er meere magtpaaliggende at forsvare sine
egne Meninger og Tillæg, end at redde Religio¬
nens Sandhed og Ære. Saadan en menne¬
skelig og kiødelig Nidkierhed giør, at mange af
vore Stridsskrifter mere skade end gavne Reli¬
gionen. Ligesom en Gudsfornægter først af Na¬
turens Lys bør lære at kiende en alle Tings Aar¬
sag, førend man taler om en Aabenbaring, saa
bør og de, der ikke antage anden Religion end
den naturlige, først overbevises om Skriftens
Myndighed og den Christne Religions alminde¬
lige Grundsandheder, førend man indlader sig i
at undersøge de besynderlige Meeninger, som dele
Christenheden i saa mange Sekter. Denne sid¬
ste Undersøgning er i vore Tider ikke nær saa van¬
skelig som den første. Den Protestantiske Kirkes


390
Lærdomme har i Fornuftighed saa store Fortrin
for den Romerskcatholske, at ingen Naturalist
eller Deist længe kan betænke sig paa at foredrage
den, naar han først er overbeviist om Skriftens
guddommelige Oprindelse. Dette er Hovedsagen,
og alle andre Undersøgninger maae sættes til Side
saa længe, indtil denne er afgjort. J de fleste
nye Forsvarsskrifter blander man derimod ofte
disse Ting tilsammen, og giør Hovedsagen derved
ofte meget vanskelig. De første Christne Lærere
holdte sig til denne alene; havde de undertiden,
som Origenes, besynderlige Meeninger, saa paa¬
nødte de dog ingen dem. De maatte vel, siger
man, bruge den Forsigtighed, fordi de havde med
Hedninger og Vantroe at giøre; men er Kirkens
Tilstand nu omstunder ikke fast af samme Beskaf¬
fenhed? De gamle Lærere havde selv været Hed¬
ninger; hverken menneskelig Myndighed, eller
verdslig Ære, eller Opdragelse, eller en Philo¬
sophie, som var lempet efter Religionen, havde
nogen Deel i det Samtykke, med hvilket de an¬
toge Religionens Sandheder. Hos os derimod,
som ere opfødte i Kirkens Skiød, giøre alle disse
Ting saa megen Virkning paa Sindet, og blau¬
de sig ofte saa meget i Religionens Beviser, at
det er vanskeligt at adskille dem saa nøie som det
behøves, naar vi skulde overbevise Folk, der ikke
antage andre Grunde end de, som kunde bevises


39
umiddelbar af den sunde Fornuft.
ansee
vi saadanne Sætninger for almindelige og klare
nok, om hvilke vi selv aldrig have tvivlet; snart
bruge vi saadanne Beviser, som sætte Skriftens
Myndighed forud, og ofte, ja saare ofte laane
vi af en slavisk opdigtet Philosophie saadanne
Grundsætninger, som for den sunde Fornuft ere
langt vanskeligere at fatte, end de Sandheder af
Religionen, som vi deraf vilde bevise. Denne
forudfattede Tillid til vore egne Grundregler og
Fornemmelser, tillige med den Høiagtelse, som
Verden endnu, i det mindste udvortes, beviser
Religionen, giør, at vore beste Forsvarsskrifter
ofte røbe en vis enten kiødelig eller aandelig Hov¬
mod, og derfor ikke kunde giøre den Virkning
som et Verk, der er skrevet af en Mand som Ori¬
genes, hvis Troe var grundet paa en foregaaende
og upartisk Prøve, og som med Sagtmodighed
og Beskedenhed søgte at overbevise andre.
Jeg vil i dette Blad giøre Læserne bekiend¬
te med nogle Stykker af dette vigtige Skrift.
Den Philosoph Celsus forfaldt i de Jnd¬
vendinger, som han giorde mod Religionen, of¬
te til den samme Modsigelse, som hans Efterføl¬
gere endnu saa ofte begaae. Snart forkastede
han alle Underverker som Virkninger, der vare
Gud uanstændige, der stred mod hans Viisdom,
gjorde Vold paa Naturen, og hvorved han ned¬


398
brød sine egne Gierninger. Snart forlanger han
et nyt Underverk ved enhver Tildragelse i Christi
Liv. Hrorfor tillod Gud sin Søn, siger han,
at flygte til Egypten? Hvorfor holdt en Engel
ikke Herodes? Hvi giorde han dem ikke blinde,
som forfulgte Barnet; og endelig, hvorfor tillod
Christus sine Fiender at forfølge, at pine, at
dræbe ham? Hvi beviste han ikke sin Guddom
for dem, ved at forsvinde paa Korset for deres
Øine? Den hele hellige Historie, og Hoved¬
Øiemerket af Christi Sendelse, som tillige er den
vigtigste Lærdom i vores Religion, nemlig For¬
soningen, beviser klart nok, hvorfor det var Chri¬
stus anstændigt, ved en lidende Lydighed og et
fuldkomment Taalmodigheds Exempel at bevare
indtil Enden den store Carakteer, som han havde
paataget sig; intet Beviis paa hans Persons Fuld¬
kommenhed kunde være større, end at han villig ud¬
stod denne Lidelse, som han havde sagt forud, og
som han ved adskillige Prøver af sin Almagt un¬
der Lidelsen selv beviiste, at han kunde have af¬
vendt. Mig synes, siger Origenes, at jeg hø¬
rer her en Fiende af Forsynet tale, som bygger
sig selv en nye Verden, og siger, at om denne
Verden var saaledes, var den bedre end den er.
Men det gaaer gierne saadanne Folk saaledes, at,
om deres Udkast end er mueligt, forøger det dog
kuns den Uorden, som det vil rette, eller om de


391
rette en Feil, begaae de igien andre, som giøre
den hele Bygning urimelig og latterlig.
Christi Mirakler siger han paa et andet
Sted, bevise hans guddommelige Sendelse, saa
vidt de forbindes med saadanne Lærdomme, som
virkelig befordre Guds Ære og Menneskets Lyk¬
salighed. Christus og hans Apostle tilstaae selv,
at der skulde komme andre, som giorde store og
kraftige Gierninger, og som dog vare falske Pro¬
pheter, og Frelseren fremsætter derfor altid sit
kevnet og sin Lærdom til Miraklernes Prøve, og
Troens vigtigste Grund. Celsus invender, at
mgen holdt Abaris for en Gud, endskiønt man
troede om ham, at han gjorde Mirakler, og hav?
de den Gave, at kunde flyve igiennem Luften lige¬
saa hastig som en Piil. Sæt og, svarer Ori¬
genes, at dette var sandt. Hvad lærte Abaris
Menneskene, som kunde bevæge dem til at troe,
at han var sendt af Gud? Hvad Nytte giorde
hans foregivne Mirakler, som kunde sættes i Lig¬
ning med den Virkning, som Christi Lærdom har havt
til at forbedre endog de største Syndere, og dette
Beviis var saa stort i Origenis Tid, at han med
Sandhed kunde udgive det for det allerstørste Mi¬
kakel. Den ringeste af Christi Disciple, siger
han, er dydigere end de Hedninger, som have
havi den beste Opdragelse, og en Christen Lærer
ger mere Nytte i sin Bye, end den verdslige


400
Øvrighed. De Mirakler, som Hedningene til¬
legge deres Guder eller berømte Mænd, ere snart
latterlige Handlinger, som kuns for nøie den men¬
neskelige Nysgierrighed, og tiene til at føde et
Menneskes Stolthed og Forfængelighed; snart
ere de Følger af Menneskets Vrede og Hævn,
som misbruger den Klogskab og Magt, som er
ham given. Jngen har forbundet nogen Lærdom
dermed, som kunde oplyse, trøste og forbedre Men¬
neskene. Christi Gierninger ere derimod alle
vise og gode; de komme af Kierlighed; han hel¬
breder Syge, giver Blinde og Døve deres Sand¬
ser igien, opvækker Døde, hævner sig over ingen
af sine Fiender, læger endog Malchi Øre, for¬
byder sine Disciple at hævne sig; han giør alle
sine store Gierninger med en Sagtmodighed og
Selvfornægtelse, som forkaste al Anledning til
at forhverve en verdslig og forgiengelig Ære, og
han giør disse Tegn alene for at opvække Menne¬
skene til at give Agt paa en Lærdom, som gier
dem selv bedre og lyksaligere.
J Henseende til Lærdommen selv giør Cel¬
jus den Jndvending, at man ikke kan vente me¬
get af en Religion, hvori de fleste Bekiendere 1
ere eenfoldige Folk, som 2) lærer Menneskene at
foragte Viisdom, og 3) tilstaaer Syndere et For¬
trin for Dydige og Retfærdige.


401
Troen paa Jesum, siger Origenes til Svar
paa det første, er baade en Virkning af Guds
Naade og af Overbeviisning. Der er altid no¬
get i vores Kundskab, endog naar vi betragte ale¬
ne de menneskelige Videnskaber, som vi ikke kun¬
de tilskrive os selv, og som vi maae ansee for en
Slags Lykke. Grækerne selv skulde tilstaae, at
saadan en Lykke har megen Deel i de Omstændig¬
heder, som har dannet deres største Viise. Det
er Lykken f. Ex., hvilken de maae tilskrive den
Leilighed, som de have havt til at blive undervi¬
ste af den eller den gode Lærer, og at omgaaes
viise og dydige Folk. Det, som man kalder Lyk¬
ke og Ulykke, har saaledes ofte i de største Genier
gjort meget til at frembringe det, som forskaffer
dem saa megen Anseelse i Verden, og til at give
dem det gode Sindelav, som man siden anseer
for en Virkning af deres Fornuft alene.
Vi holde os derfor forbundne, siger han
videre, at lempe os i Underviisningen efter de
Eenfoldiges Begreber. Det første, som vi giø¬
re, er at indprente dem Foragt for Afguder. Der¬
næst opløfte vi deres Siele til den sande Gud, og
formane dem, at ikke give Skabningen den Ære,
som alene tilkommer Skaberen. Endelig lære
vi dem at kiende en Forsoner, og vise dem, hvor¬
ledes saa mange Prophetier om Messias ere op¬
fyldte i Christo. Dersom de ere stærke nok, føre


402
vi dem videre. - Vi understaae os ikke, siger
han et andet Sted, at forklare i vore offentlige
Taler det, som er det allerhøieste og meest gud¬
dommelige i vores Lærdom. Vi fortie og skiu¬
le saadanne Ting for dem, som endnu trænge til
den Lærdom, som man kalder Melk.
Til den anden Beskyldning: At de Christ¬
ne foragte menneskelig Viisdom, svarer Orige¬
nes: At, som nogle Christnes Laster ikke kunde tilskri¬
ves Religionen, saa bør Christendommen og ikke
ansees som en Fiende af den menneskelige Viis¬
dom, fordi nogle, for at smykke deres egen Van¬
kundighed, om ikke aabenbare forkaste, saa dog
ringe agte Videnskaberne. At Religionen ikke
er Aarsag dertil, det beviser han af det gamle
Testamente ved Mosis og Salomons Exempler;
af det nye med Christi Ord, Matth. 23, v. 34.
Jeg vil sende Eder Viise og Lærere; men nogle
skulde J slaae ihiel, o. s. v. at Apostelen 1 Cor.
12, v. 8, 9. sætter Viisdom og Kundskabs Ga¬
ve for Troen; at han udkræver af en Biskop,
Tit. 1, v. 9. at han skal være dygtig til at over¬
bevise dem, som modsige, og med sin Viisdom
bringe dem til at tie, som fortælle gamle Fabler
og forføre Siele.
Der er to Slags Viisdomme, een, som
forbiegaaer de aandelige, evige og usynlige Ting,
og som holder sig alene ved de Sandselige, som


403
troe kuns Legemer, og nægte høiere Væsener.
Denne falske Viisdom er det, som Paulus kal¬
der denne Verdens Viisdom, som forgaaer. Der
er en anden Viisdom, som opløfter Sielene fra
de jordiske Ting til Gud og det høieste Gode, el¬
ler efter Skriftens Talemaade, til Guds Riges
Herlighed. Den kaldes derfor den Almægtiges
Herligheds Straale, til hvilken intet Ureent kan
komme, det evige Lyses Glands, Guds virkende
Kraftes ubesmittede Speil, og hans Godheds
Billede, som indgives i de hellige Siele, og be¬
reder dem til Guds Venner og Propheter, Viis¬
dom. 7, v. 25. 26. 27. Apostelen kalder den
Guds Viisdom; han foragter ikke de hedenske
Viises Opfindelser; han tilstaaer endog, at de af
Fornuftens Lys havde kiendt Gud; men siger til¬
lige, at de ikke havde æret ham som en Gud. Det
er altid godt at være viis, thi Viisdom er Veien
til Dyd; men de græske Philosopher vilde selv
ikke regne dem for viise, som fulgte falske Grund¬
Regler. Deres Viise, deres Lovgivere forbøde
selv saadanne Bøgers Læsning, som kunde for¬
dærve Tænkemaaden og Sæderne. Dersom den
Foragt for Videnskaberne, som man tillegger os,
siger han videre, bestaaer deri, at vi raade Folk
fra at høre slette og forargelige Skuespil, at læse
Vers, som ere opfyldte med en grov og nedrig
Skiemt, da skamme vi os ikke ved at tilstaae det.


404
Alle Folk ere ikke skikkede til at læse de hedenske
Poeter uden Anstød, naar Børn have fornufti¬
ge Lærere, som vide at bruge saadanne Skrifter,
med Forsigtighed, saaledes, at de Unge kunde
lære noget fornuftigt og nyttigt deraf, tillade vi
det gierne, og vi søge kuns at bringe dem endnu
videre.
Til den tredie Beskyldning: At den Christ¬
ne Religion giver Syndere et Fortrin for andre,
svarer Origenes, at Religionen indbyder alle skrø¬
belige Siele, for at faae den Lægedom, som de
behøve, og de Sunde for at faae nærmere Op¬
lysning om de guddommelige Ting, og for at giø¬
re mere Fremvext i det Gode. Endskiønt Chri¬
stendommen indeholder Lægedomme for syndige
Siele, lærer den dog tillige, at de ikke blive Gud
behagelige uden en alvorlig Omvendelse og Be¬
dring. Saavidt Christendommen er et Middel
til denne Bedring og Omvendelse, er Christus
fornemmelig sendt for Syndere, ligesom Lægen
for de Syge; men Christi Lærdom er derfor lige¬
saa lidt en Støtte for Laster, som Lægekonsten
kan ansees for at anbefale Sygdomme og en uor¬
denttig Levemaade. Endskiønt alle Mennesker
ikke ere Syndere i den Meening, at de begaae
grove, udvortes og forsætlige Synder; saa er
der dog en vis Fordærvelse, som er saa alminde¬
lig for alle, at endog Religionens Fiender selv


405
maae tilstaae det. "Hvor finder man et Men¬
"neske, siger Celsus selv, som er fuldkommen
"retfærdigt og uden Synd? Saa vist er det,
"siger denne hedenske Philosoph videre, at det
"hele menneskelige Kiøn har en naturlig og hem¬
"melig Tilbøielighed til det Onde." Det fuld¬
komneste Menneske maae erkiende, at han har al¬
ting af Gud; ingen kan derfor stole paa sin egen
Fortieneste, og Religionen har Aarsag nok til at
anbefale alle Ydmyghed.
No. 144.
Fredagen, den 4 Junii, 1762.
D¬
e største Konster beroe ofte paa meget faa
Grundregler, som kunde bevises af klare
Erfaringer. Jeg vil forsøge, om det er mueligt
i et Blad at bestemme de vigtigste af dem, paa
hvilke Opdragelsens store Videnskab er bygt. Det
var ikke nok til Menneskets Lyksalighed, at den¬
ne vigtige Forretning havde, lige saavel som an¬
dre, fornuftige Grunde; Grundene til en Vi¬
denskab, som bør være almindelig for alle Huus¬
Fædre, maae tillige være klare og korte.


400
Jeg siger, den bør være almindelig for
alle Huusfædre. Det vigtigste i Opdragelsen
kommer i de fleste Omstændigheder an paa For¬
ældrene selv, og denne Regel er en af de største.
Den spæde Alder, i hvilken Sindet og Legemet
dannes, udkræver en bestandig Omhyggelighed,
fordi de mindste Ting da ofte giøre saadanne Jnd¬
tryk paa begge, som siden ikke kunde udslettes.
Den bestandige og daglige Omgang giver Foræl¬
drene mere Leilighed til denne Opmerksomhed, og
deres egen Ære tillige med den naturlige Kier¬
lighed burde giøre den lettere for dem end for an¬
dre, som leies dertil. Om disse og have Rede¬
lighed nok for at opfylde saa møisommelig en Pligt,
hvilken kun saa Forældre have Formue, og end¬
nu færre Villie til at belønne, er det dog umue¬
ligt, at de kunde udrette noget, dersom ikke For¬
ældrene og andre, med hvilke Børnene omgaaes,
handle efter de samme Grundregler.
Den daglige Erfarenhed viser, at Børn
have en stor Begierlighed til at efterligne alt hvad
de see, især naar de ikke tvinges dertil, og at det
er ved denne Tilbøielighed, at de lære det meeste
baade Ondt og Godt. Modersmaalet, tillige
med de første almindelige Begreber og deres Sam¬
menbindelse læres alene ved at høre andre tale
det, og paa samme Maade legges den første Grund¬
vold til Tænkemaaden, Tilbøieligheden, Sæderne,


407
Gebærderne og Vanerne. De fleste Feil ere af
den Beskaffenhed, at de naturligviis meere støde
end behage, især i en Alder, da Fornuften end¬
nu hverken beherskes af onde Vaner eller af hef¬
tige Begierligheder; men hvoraf kommer det da,
at Børn, som man siger, ere mere tilbøielige til
at efterligne det Onde end det Gode? Det første
see og høre de oftere; Folk af fordærvede Sæder
foresige dem tusinde Daarligheder med en kildren¬
de Fornøielse og en kaad Latter, som bevæger
Børnene til at ansee det for noget behageligt. Det
Gode derimod see de sielden, det siges ofte med
et suurt Ansigt og en truende Stemme; Foræl¬
drene og Lærerne tage sig ikke altid vare for at
giøre selv saadanne Ting, som de laste hos de
Unge, og disse lære derved tidlig at ansee det Go¬
de som en Tvang, og det Onde som en Friehed.
De fatte endog en hemmelig Mistroe til deres
Forældre og Lærere, som Folk, der ikke mene
hvad de sige, i det de forbyde dem Ting, som de
selv giøre med Fornøielse.
Dersom man ikke tillod Børn at omgaaes
med Tienestefolk eller med andre, hvis Exempel
kunde fordærve deres Sæder; dersom Forældre
og Lærere altid gave nøie Agt paa hvad de selv
talede og gjorde i deres Nærværelse; dersom de,
uden altid at tvinge Børnene til Opmerksomhed,
ved naturlige og utvungne Samtaler søgte at giøre


-
408
dem de første Grunde til Sandhederne og Plig¬
terne fattelige; skulde de uden Tvivl merke, at
den naturlige Nysgierrighed og Lyst til at efter¬
ligne, skulde giøre Børnene lige saa bøielige til
det Gode, som de ellers ere til det Onde; de
skulde merke en daglig Forbedring i Tænkemaa¬
den og Sæderne, som skeede paa lige saa let og
uformerkt en Maade, som den, paa hvilken de
ellers, uden Regler og Tvang, ved Omgang og
Exempler alene, lære deres Moders Maal. Man
vør have den største Undseelse for Børn, si¬
ger Juvenal: Det er ikke nok at troe, at man
hør have Opsigt med dem; man maae betænke
tillige, at de have en langt nøiere Opsigt med os,
og at denne Opmerksomhed aldrig er saa stor, naar
den tvinges med Trudseler eller Formaninger, som
naar Forstanden af sig selv i daglig Omgang be¬
merker vore Ord og Handlinger, og at det derfor
er meget naturligt, at Børn ere mere tilbøielige
til at efterligne det, som de see eller høre af an¬
dre i en frie Samtale eller Omgang, end det,
som befales dem. Denne Undseelse for Ungdom¬
men, som udkræver en bestandig Opsigt over sig
selv, er det allervigtigste i Børnetugten, men til¬
lige det vanskeligste for dem, som selv ikke have
en god Tænkemaade, rene Sæder, og kiedes ved
smaa Ompyggeligheder, som Børnetugten udkræ¬
ver.


409
Sielen har lige saa naturlig en Drift til
at tænke, som Jlden til at brænde, og det er der¬
for en stor Vildfarelse at troe, at Ulyst til Vi¬
denskaber er en naturlig ond Tilbøielighed hos
Mennesket. Det er Besværligheden af Kræf¬
ternes Anvendelse, og ikke Kundskaben selv, som
afskrækker. Den naturlige Nysgierrighed, som
er en Følge af Sielens Liv og Virksomhed, er
tvertimod saa stor, at Børn, som ikke allerede
ved en slet Omgang ere fordærvede, have en umæt¬
telig Begierlighed til at høre og lære alt hvad de
uden stor Møie og Tvang kunde begribe. De
forlange alle Øieblikke, at man skal fortælle dem
noget, og saavidt det er mueligt, at opfylde denne
Nysgierrighed, uden at spende deres Tænkekraft
og Hukommelse alt for meget, saavidt kan man
altid være vis paa at blive hørt, især, dersom
man veed at giøre de Ting, som man foresiger
dem, ikke alene lette, men og behagelige, og deri
bestaaer en af Opdragelsens store Hemmeligheder.
De vigtigste Sandheder lade sig bevise af meget
klare Grunde og Erfaringer. De tydelige Be¬
greber, som Videnskaberne give os om Tingenes
almindelige Egenskaber, lade sig oplyse ved Ex¬
empler af de fleste Ting, som vi see for vore Øi¬
ne. Sielens Kræfter og Tilbøieligheder fornem¬
mes i os selv, og vi lære deraf let at giøre os al¬
mindelige Begreber om tænkende Væsener, om


410
Gud, os selv og andre. Sædelæren er grundet
paa klare Begreber. Det kommer kuns an paa,
at vi foredrage disse Ting paa en Maade, som er
skikket til at vedligeholde den naturlige Nysgier¬
righed; at det skeer ved Samtaler, Exempler,
uden at trette Agtsomheden eller bebyrde Hukom¬
melsen; at de samme Grunde forestilles ofte ved
adskillige Anledninger og under nye Exempler;
at vi benytte os af de ringeste Leiligheder, og af
almindelige Erfaringer til at giøre Grundsandhe¬
derne klare, og vænne Fornuften til at anvende
dem; men for alting, at vi lempe os efter deres
Begreber, prøve hvad vi sige efter den sunde For¬
nuft, og omgaaes Børn som fornuftige Kreatu¬
re, uden at undertrykke Fornuftens Brug ved
Myndighed, Foragt eller Bebreidelser. Man¬
ge lære aldrig at bruge deres Fornuft, fordi man
beleer eller laster enhver Feil, som de begaae, da
derimod andre, som aabne deres Tanker uden
Frygt, udvikle ofte i deres spæde Aar, ved Hielp
af den sunde Fornuft, saadanne Sandheder, som
koste en gammel, men tillige fordærvet eller un¬
dertrykt Forstand Møie at begribe. For at be¬
vare denne sunde Fornuft, den Reenhed i For¬
standen hos Børn, uden hvilken al Lærdom me¬
re skader end gavner, maae man vogte sig for, at
ikke foresige dem noget med en større Grad af Vis¬
hed end den, med hvilken man antager det selv;


411
man maae altid baade med Venlighed modtage
og med Tydelighed besvare deres Jndvendinger;
og naar det er Ting, som de enten endnu ikke
kunde begribe, eller som ikke fuldkommen kunde
bevises, maae man heller sige dem reent ud, at
man ikke veed det, eller at de endnu ikke kunde
fatte det, end tilfredsstille dem ved Skingrunde,
hvis Falskhed de siden kunde indsee, og som da
kuns nytte til at forvilde deres Forstand, og at
tabe deres Tillid. Forstandige Forældre eller
andre, som have sund Fornuft og Erfarenhed,
kunde derfor ofte ved daglige og jevne Samtaler
giøre mere til at dyrke deres Børns Forstand, end
lærde Folk, som selv ere indtagne af forudfattede
Meeninger, som i den Mængde af Begreber, med
hvilke de have opfyldt deres Hukommelse, ikke
ride at adskille det Sande og Nyttige, og som
enten ikke kiende Mennesket nok, for at vide at
lempe sig efter de naturlige Kræfter, eller holde
det deres Høihed for nær, at fornedre sig saa dybt
til at tale med Børn. Denne Stolthed kommer
gemeenlig af en Vankundighed, som er alminde¬
lig blant Studerende, at de vide ikke selv, hvor
lidt de vide, og at de ere vante til at skiule deres
Vankundighed med mørke Taler og Konstord.
Den Philosoph, som holdt det for den største
Viisdom, at vide, hvor lidet det er, som et Men¬
neske kan vide; Socrates, han kiendte den rette


412
Fornuftlære, den Konst, at lede Forstanden fra
bekiendte Sandheder til ubekiendte. Disse be¬
kieldte Sandheder vare ikke altid de allerførste
Grunde af Videnskaberne, saaledes som de fore¬
drages i vore Systemer, da de ofte ere vanskeli¬
gere at bevise, end Slutningerne selv; det var
bekiendte Erfaringer, Exempler, almindelige Be¬
greber, som tiente til at giøre andre klarere, den
Maade at tænke paa, som en fornuftig Siel der
først skulde udsøge Sandheder, vilde følge, og
ikke den, som man bruger, naar man først længe
har tænk. Naar man undtager nogle saa af de
Socratiske Samtaler, som Plato har bevaret os,
ere de andre af den Beskaffenhed, at man kan
læse dem for et Barn af 8 eller 10 Aar uden Frygt
for at blive uforstaaelig.
Det er saa rart, at de, der omgaaes med
Børn, iagttage disse to vigtige Stykker af Op¬
dragelsen, at give nøie Agt paa hvad de selv sige
og giøre, og ved jevnlige og beqvemme Samta¬
ler at opvække den naturlige Tænkekraft, uden at
tvinge Forstanden. Det er saa rart, siger jeg,
at de benytte sig vel af de tvende naturlige Drif¬
ter, som findes hos Børnene, Lyst til at efter¬
ligne, og Nysgierrighed, at jeg just derfor saa
længe har opholdt mig ved disse to Ting, fordi
jeg holder dem for de allervigtigste i Opdragelsen.
Det første er af alle Midler det beqvemmeste til


413
at danne Hiertet, og det andet til at dyrke For¬
standen.
Det, som meest afskrækker Børn for Vi¬
denskaberne, er, at man bebyrder deres Hukom¬
melse med Ting, som de ikke kunde begribe. Jeg
veed vel, at der ere Ting, som man ikke kan be¬
vise af Grunde, og som heller ikke naturligviis
kunde fornøie Sielen, som dog maae læres i Ung¬
dommen, f. Ex. Ord, Navne og Tal; men hvor¬
ledes lære vi vores Modersmaal? At man dog
engang vilde agte paa denne klare Erfarenhed, og
ikke indbilde sig, at et latinsk Ord, et Navn el¬
ler Aarstal i Historien var i sig selv vanskeligere
at lære, end den Lyd, med hvilken vi betegne
Tingene i det Sprog, som vi kalde vort eget.
Disse Ting ere ikke saa vanskelige, som de synes,
naar man ikke hebyrder Hukommelsen med alt for
mange nye Ord paa engang, naar de læres efter¬
paanden ved korte Samtaler, i Forbindelse med
andre lette og bekiendte Ting. Hukommelsen er
og gemeenlig i denne Alder saa stærk, at naar
den ikke afskrækkes, lærer den let mange Ting,
som for voxne Folk vare vanskelige at beholde.
Dette Fortrin, som Ungdommen har, bør man
bruge, men efter Tingenes Vigtighed og Nytte,
og ikke tvinge dem, uden naar Villiens Feil hin¬
sere Forstandens Brug. Dorskhed, Egensin¬
lighed og Vildskab ere altid strafværdige Feil.


414
Men en Mangel af Agtsomhed, en Kiedsomme¬
lighed, som undertiden kan giøre os visse Ting
ubehagelige, en Glemsomhed, ere saa naturlige
Feil, at de fuldkomneste Mennesker ofte begaae
dem, og at Børn derfor hemmelig skulde bebrei¬
de dem, dersom de derfor bleve straffede.
En af de vigtigste Grundregler, som man
bør søge at indprente Børn, er en almindelig
Ærbødighed for alle dem, som have mere Jndsigt
og Erfarenhed end de. Den er vigtig baade for
Opdragelsen og for deres hele Liv. De kunde
ikke altid være under deres Forældres eller Lære¬
res Øine, og naar de siden komme ud i Verden,
skal det ikke alene tiene til at giøre dem elsket af
fornuftige Folk, men og bevare dem fra mange
af de Vildfarelser og Laster, i hvilke Ungdom¬
men forfalder, fordi den ikke vil troe andres Er¬
farenhed.
For alting maae Forældrene og Lærerne
søge at beholde deres Tillid, og at bestyrke dem
ved deres Tale og Opførsel i den Tanke, at de
hverken med Ord eller Handlinger bedrage dem,
at de ikke forstille sig, ikke love eller true mere,
end de agte at holde, ikke give noget ud for vist,
uden hvad de selv ere aabenbare overbeviiste om,
og at de ikke vilde overtale Børnene til at troe, at
noget er ondt eller godt, uden ved deres Opførsel
at vise, at de holde det for at være saaledes. For¬


415
stillelser og Bedragerier kunde kuns nytte for en
kort Tid, og de spilde siden al den Troeværdig¬
hed, paa hvilken den beste Myndighed skal grun¬
des, nemlig den, som bør vedvare, endog naar
Tvang ikke meere kan bruges. Den haardeste
Medfart er derfor et mindre Onde, end at lokke
dem ved falske Forestillinger.
Alle heftige Passioner maae hastig under¬
trykkes, uden at give dem Tid til at rodfæste sig i
Sindet; men man maae selv være uden Passion,
og handle med en Koldsindighed, som viser, at
man ikke giør det af Vrede eller Svaghed.
Gudsfrygt, Nøisomhed, Menneskekier¬
lighed og Ære ere fire Hoveddyder, som man
især bør søge at indprente dem. Naar de have
lært at kiende Gud, som alt det Godes første Aar¬
sag, og som det hele menneskelige Kiøns øverste
Fader og Lovgiver, maae man ved korte og een¬
foldige Bønner, og især ved sit eget Andægtigheds
Exempel lære dem at kiende og elske dette Væsen.
Nøisomhed er vigtig, baade fordi Kielenskab og
Overflødighed svækker deres Helbred og Styrke,
og opfylder dem med en Mængde af Begierlighe¬
der, som siden hindrer dem i deres Pligter, og
formindsker deres Lyksalighed. Jngen Lykke er
saa høi, og ingen Stand saa stor i Verden, at
man jo kan komme i mange Tilfælde, hvor man
maae undvære Beqvemmeligheder. Menneske¬


410
Kierlighed er ikke vanskelig at opvække i en Al¬
der, da man saa gierne vil elskes, og er saa til¬
bøielig til at elske. Man maae styrke denne Til¬
bøielighed ved Forestilling af den naturlige Lighed,
af de almindelige Følelser, som alle Mennesker,
have tilfælles, af den Nytte, som vi have af an¬
dres Arbeide, og den Fordeel og Ære, som man
vinder ved deres Kierlighed. Naar Børn dele
det Gode, som de have, med andre, eller giøre
noget for at fornøie dem, maae man rose og be¬
lønne dem derfor, og benytte sig af alle Leilighe¬
der, for at vise dem, hvor meget Vrede, Mis¬
undelse, Grovhed og Haardhed vanhelder endog
det Udvortes af Mennesket. Æren, som er baa¬
de det stærkeste og almindeligste af alle menneske¬
lige Baand, kan ikke nok indprentes og bruges.
Den er den mildeste af alle bevægende Grunde,
og naar den føles, behøver man sielden enten at
skrække dem ved Straffe, som forbittre og ned¬
trykke Sindet, eller at lokke dem ved Fornøielser,
som formere skadelige Begierligheder. Men de
maae tillige lære at kiende den sande Ære, at ag¬
te det ringeste fornuftige Menneskes Biefald høie¬
re end alle udvortes Æresbeviisninger, at ikke
bekymre sig om deres Domme, som ikke have go¬
de Sæder; og for alting maae man nedtrykke den
Stolthed, som er bygget paa det Udvortes alene,
paa en smuk Skabning, skiønne Klæder, eller


417
andre Legemsøvelser. Man maae heller forsøm¬
me disse Ting noget, og ved alle Leiligheder vise,
at man agter den Flid, som anvendes derpaa,
uendelig ringe mod den mindste af Forstandens
og Hiertets Fuldkommenheder.
No. 145.
Mandagen den 7 Junii, 1762.
J¬
eg veed ikke, hvoraf det kommer, sagde en¬
"gang en Patriot til mig, at vore Lands¬
"mænd altid have havt saa megen Lyst til lærde
"Stridigheder. Af Kierlighed til Videnskaber¬
"ne og Skrivelyst alene kan det umuelig komme;
"thi vi maatte da iblant vore lærde Fægtere tælle
"lige saa mange, der havde vovet sig for at op¬
"reise nye Bygninger i Videnskaber, som dem,
"der have søgt at giøre sig udødelige, ved at ned¬
"bryde hvad andre have opbygget. Men i hvor
"mange Videnskaber, naar vi undtage Astrono¬
"mien, kunde vi rose os af at have opfundet no¬
"get Nyt? eller at have lagt noget vigtigt til
"det, som andre Nationer have opfundet for os?
"J de fleste have vi ikke taalelige Lærebøger en¬


418
"gang, og vort eget Sprog, hvor lidet har det
"i ikke været dyrket? Det er ikke Under, svare¬
de jeg, naar man betænker, hvor meget Spro¬
gets snevre Grændser, de lærde Monopoler og
andre Ting indskrænke Videnskaberne her i Lan¬
det. Dermed, sagde han, haver J tit nok søgt
at undskylde Eder; men dersom disse Ting virke¬
lig indskrænkede vore Genier saa meget, som J
troer, hvor skulde de da være dristige nok til at
angribe de største Forfattere, som leve i deres Tid,
uden at have gjort noget selv, som kunde beret¬
tige dem til at tale i saa høi en Tone? At man
skriver lidet i et Land, sagde han videre, det kan
have mange Aarsager. En fornuftig Beskeden¬
hed, en grundig Lærdom og en fiin Smag kan
ofte holde Folk fra at udgive Skrifter, som de
selv ikke holde vigtige og udarbeidede nok; men
saadan en fornuftig Beskedenhed kan man vel for¬
mode, at den er Moder til bittre Stridsskrifter,
mod berømte Forfattere, hvis Fortienester alle
slebne Folk i Verden ere eenige i at beundre?
Jeg forlangte Beviis for disse Beskyldnin¬
ger. Beviis, sagde han; er der skeet nogen
vigtig Forbedring i Philosophien, Lovkyndighe¬
den, Veltalenheden hos andre Folk i Europa, og
man ikke i Stridsskrifter, i offentlige Tidender
har angrebet Forfatterne af saadanne Verker,
som Kiettere og Oprørere? Thomasius kunde ikke


419
lige i Tydskland en Sandhed, der er saa klar
baade af den sunde Fornuft og Erfarenhed, som
den, at Regiering er grundet paa Pagt, han
kunde ikke tale om de første Grunde af Sæ¬
delæren og den borgerlige Ret, uden at blive be¬
skyldt af vore Lærde i offentlige Stridsskrifter for
ugudelige og oprøriske Meeninger. Det er end¬
nu i alles Munde, hvad Bevægelser en offentlig
Lærer her i Landet gjorde for at beskiemme denne
Mand ved en Handling, som vi nu ønskede at
kunde udslette af vores Historie. Den Wolfiske
Philosophie blev lige saa heftig fordømt, førend
den endelig blev antaget med det almindelige Bie¬
fald, hvormed man tilsidst antager alle Moder,
som man i Begyndelsen altermeest har udleet.
Hvor mange af dens ivrigste Forfægtere findes
der ikke endnu iblant os, som til en Tid have
skaanet Leibnitz og Wolf lige saa lidt, som de siden
have skaanet andre, der have havt det Uhæld, at
være blevne først bekiendte paa en Tid, da disse
samme Lærde endelig have besluttet, at ikke for¬
andre noget mere i deres Lærebegreber? Jeg for¬
tier de nyeste af disse blodige Scener, af disse
lærde Ødeleggelser, som kuns vise os lige saa be¬
drøvelige Ruiner, lige saadanne afhugne Stykker
af store Mænds Verker, som de, hvilke vore
vankundige Forfædre, Gotherne og Longobarder¬
ne, efterlode sig, da de plyndrede den Deel af


420
Verden, hvor Videnskaberne og Konsterne da
havde deres Sæde. Jeg vil tegne alt dette, sag¬
de han tilsidst, iblant de almindelige Feil og
Skrøbeligheder, hvoraf der findes nok hos alle
Folk, dersom vi ikke gjorde os saa megen Umage¬
for at blotte dem selv, og ved alle Leiligheder
fremviiste dem med en triumpherende Mine, som
de store og fast eneste Beviser af vore Fortiene¬
ster i Videnskaberne. Jeg vilde troe, at vi hav¬
de disse Feil tilfælles med de store Genier, der¬
som vi vare lige saa dristige til at opbygge, som
til at nedbryde, og dersom vi havde lige saa me¬
gen Høihiertighed til at taale, at man forbedrede
noget i voxt Sprog, som vi have Frækhed nok
til at laste alle de store Mænd, der have skrevet
i andre.
Men hvorfor, sagde jeg til min Ven, vil
J bebyrde mig med alle disse Bebreidelser?
har jeg nogen Tid forkiettret Thomasius, Leibnitz,
Wolf? – jeg har sagt engang, at nogle af vo¬
re gamle berømte Verker ikke kunde ansees for
Mønstre i Sproget, og at de fleste Lærebøger,
hvori Grundsandhederne af det Wolfiske System
saa ofte igientages, hverken tiene til at forøge
Videnskaberne, eller til at udbrede dem. Heri,
min Herre, bestaaer al den Friehed, som jeg har
taget mig til at criticere indenlandske og udenland¬
ske Verker, og dette kan ikke synes Dem saa un¬


421
derligt, især i et Land, hvori det efter Deres egen
Tilstaaelse ikke er rart at angribe offentlig de stør¬
ste Mænd.
Det er ikke Dem selv, svarede han, men
et Brev, som jeg har lovet at levere Dem, der
har sat mig i denne Jver. Her haver De det.
Forfatteren beder, at De vilde indrykke det i Til¬
skueren. Jeg har sagt ham, at det var urime¬
ligt at forlange, at De skulde forlade Deres Plan,
og opholde Deres Læsere i fire Uger med et Strids¬
Skrift; men det hialp ikke; han vil endelig, at
De skulde læse det. Men for at spare Dem den¬
ne Umage, eller i det mindste lette Dem noget,
vil jeg sige Dem kortelig Jndholdet deraf. Det
er et Stridsskrift, sagde han, som er Svar paa
et andet Stridsskrift, hvilket igien er Svar paa
det tredie. Det tredie Stridsskrift, som er Op¬
rindelsen til den hele Trætte, er skrevet af en
Provst her i Landet mod nogle Steder i Mos¬
heims Heilige Reden, hvori Provsten mener at
have fundet nogle Vildfarelser, som han kalder
grove og ugudelige, uden dog at berøve den be¬
rømte Forfatter den billige Roes, som ham til¬
kommer for hans Genie og Veltalenhed. Mod
et Stridsskrift, der er forfattet med saa stor Be¬
skedenhed, har en Candidatus Ministerii under¬
staaet sig at udgive et andet Stridsskrift til For¬
svar for Mosheim, hvori han, uden just at be¬


422
skylde Provsten for grove eller ugudelige Vildfa¬
relser, siger temmelig reent ud, at Hans Velær¬
værdighed har taget Feil, og at han mener at
kunde bevise, at Mosheim har forstaaet hvad
han siger bedre end Provsten. En Person, som
er Provstens gode Ven, og som finder, at det
er for dristigt, at en Mand uden Carakteer, en
blot Candidat, modsiger en Provst, har igien
paataget sig dennes Forsvar i et nyt Stridsskrift,
som er denne liden Afhandling paa 4 Ark, hvil¬
ken jeg har den Ære at levere Dem. Steder¬
ne i Mosheims Tale, som have givet Anledning
til disse tre Verker, udgiøre tilsammen omtrent
ti Linier, og Hovedhensigten af det sidste Skrift
er ikke saa meget at undersøge Sagen selv, som
at bevise for hele Publikum, hvor dristig og Uan¬
stændig en Gierning det er, at en Candidat vil
skrive mod en Provst, og hvor stolt og forfænge¬
lig saadan en Person maae være, førend han kan
understaae sig at modsige saadan en Mand. Det¬
te er mestendeels understøttet ved de samme Grun¬
de, som De haver læst i Cammerraad Svends Jnd¬
læg mod Etatsraad Honorius, i det 45 Blad af
der Fremde. Forfatteren citerer dette Skrift
overalt, og han slutter det ligesom ovenmeldte
Ansøgning med disse Ord: a At alle de, som beklæ¬
"de samme Værdighed som Provsten, bør for¬
ene deres Bøn med hans, og forestille, hvor


423
"uanstændigt det var, om det blev tilladt at sige,
"at saadanne Folk kunde feile, og dersom de ikke
"tillige med andre Frieheder ogsaa nød den, at
"ingen maatte sige dem imod.
Forfatteren af dette Stridsskrift, sagde
han tilsidst, formoder, at det skulde tiene meget
til at giøre Tilskueren bekiendt og antaget iblant
vore Lærde, hvilke for saa rart et Verks Skyld
skulde giemme Eders Blade blant andre Strids¬
Skrifter i deres rare Bogsamlinger, naar ingen
mere læser Mosheims Prædikener.
Jeg havde nok af dette korte Udtog, som
min Ven gav mig, og jeg troer, at Læserne have
og nok deraf. Nogle skulde maaskee finde det
selsomt, at Forfatteren kan ansee det for saa stor
en Dristighed, at modsige en Provst, siden han
selv tillige med hans Provst skriger i saa myndig
en Tone mod Mosheim. De skulde holde dem
berettigede til at maale Provstens Verker imod
Mosheims. - - Jeg vil ikke sige mere, for
ei at give Anledning til nye Stridsskrifter. Jeg
vil heller søge at forlige alle Parter, og dertil giø¬
re følgende Forslag. Siden den Mand, som
har skrevet mod Provsten for at forsvare Mos¬
heim, synes ikke at have anden Hensigt, end at
forebygge saadanne Mistanker, som kunde af¬
skrække Folk fra at læse denne lærde Mands opbyg¬
gelige Taler, og Provsten selv tilstaaer, at


424
Mosheims Skrifter, paa nogle faa Linier nær,
kunde læses med megen Nytte, holder jeg for, at
den hele Strid let kan bielegges derved, at Prov¬
sten eller hans Ven, i Stedet for disse mange
Stridsskrifter, giver os enten en god Oversættelse
af Mosheims Taler, hvori de farlige Steder kun¬
de udelukkes, eller og nogle Originalprædikener
i det Danske Sprog, som ere bedre, eller i det
mindste lige saa gode, som Mosheims.
No. 146.
Fredagen den 11 Junii, 1762.
D¬
e fleste Feil baade i Religionen og Staten,
ere enten Misbrug af Indretninger, som
i sig selv have været gode, eller Yderligheder, til
hvilke man er forfaldet, ved at vilde rette disse
Misbruge. Lærdommene i den Romerske Kir¬
ke give os især kiendelige Beviser af denne Sand¬
hed. Naar vi læse Historien med Agtsomhed
og Upartiskhed, kunde vi umuelig troe, at de alle
have deres Oprindelse i Pavernes og Geistlighe¬
dens Tredskhed. De fleste, saasom Munkelev¬
net, Faste, Bøder, Bandsættelse, Gaver til


425
Kirker og Klostere, have deres Oprindelse fra de
eenfoldige Tider; Grunden til nogle er lagt un¬
der Forfølgelserne selv; man har taget Anledning
dertil af Christendommens Lærdomme eller Raad;
og de første Misbruge ere komne mere af Over¬
troe end af Tredskhed. Pavernes Politik har ik¬
ke opfundet dem; men efter at de allerede vare
indførte, har den brugt dem, tillige med adskil¬
lige uformodentlige Hendelser, til at opreise et
System, som var alt for konstigt til at være en
Virkning af nogle hundrede Aars Overlæg. Det
er ikke i Kirkehistorien alene, men og i den verds¬
lige, at man ofte begaaer den Feil, at dømme
alting efter Udfaldet, og at betragte de store Til¬
dragelser som Virkninger af en dyb Politik alene.
Denne Politik har man tilskrevet meget, som ved
nøiere Undersøgning findes at have sin Grund i
Eenfoldighed, Svaghed og uformodentlige Hen¬
delser, og tillagt Menneskene saadanne Hensigter,
som de enten ikke vare viise og gode, eller ikke
tredske og onde nok til at giøre sig forud. Nog¬
le ere derved paa lige saa uforskyldt en Maade
blevne anseete for Tyranner og Forrædere, som
andre uden deres Fortieneste ere agtede for store
Statsmænd og Helte. Men den værste Følge
deraf har været, at man har bekymret sig saa me¬
get om Hensigterne, som i alle menneskelige Hand¬
linger altid ere noget urene, at man ikke med


426
Koldsindighed nok har undersøgt Tingen selv, for
at adskille Misbrugen fra Brugen. Den men¬
neskelige Forstand er derfor gemeenlig faldet fra
en Yderlighed i en anden, og intet uden en lang
Erfarenhed og mange Forsøg har kunnet lære den
at gaae Middelveien; et bedrøveligt Beviis, at
denne Forstand ikke kan have saa megen Deel i
de store Forandringer i Verden, som man indbil¬
der sig.
Naar de Protestantiske Historieskrivere
betragte det Pavelige Monarkie, tillige med alle
de Misbruge i den Romerske Kirke, paa hvilke
det er bygt, som en Virkning af Geistlighedens
Tredskhed og Herskesyge, giøre de deres Mod¬
standere uden Tvivl lige saa megen Uret, som disse
giøre os, naar de ansee Reformationen alene sor
et Verk af Luthers Hevngierrighed og de Prote¬
stantiske Fyrsters Politik.
Den Maade, paa hvilken den hellige Am¬
brosius udøvede Kirkecensuren mod Keiser Theo¬
dos.us, var baade grov og uforsigtig, og man
har al Aarsag til at betragte dem som en ond Virk¬
ning af en Nidkierhed, der ikke var foreenet med
Viisdom og Sagtmodighed; men den var just
derfor alt for ubesindig og upolitisk til at ansee
den som en Følge af den Plan, efter hvilken
Geistligheden da allerede skulde have begyndt at
legge Grund til det Monarkie, som i Tiden skulde


427
opsluge og undertvinge alle de andre. Vankun¬
dighed og Passioner havde saa megen Deel i disse
gode Lærefædres Handlinger, at man aldrig kun¬
de beskiemme Statskonsten mere, end dersom
man kunde bevise, at saa liden Forstand var til¬
strækkelig nok til at bygge med Overlæg saadant
et Monarkie, som det Pavelige.
De verdslige Regentere have af egen Til¬
skyndelse gjort langt mere til at udbrede Geistlig¬
hedens Magt, end Geistligheden selv, og de hav¬
de efter Tidernes Omstændigheder meget gode Aar¬
sager dertil. Der behøves altid i Staten en Cen¬
sur, det er, et Middel til at forbinde Menneske¬
ne til at iagttage saadanne Pligter, til hvilke de
ei kunde tvinges. Saadan en Censur er især
fornøden, naar et Folk enten er fordærvet ved
herskende Laster, eller naar det endnu ikke er po¬
leret. I den første Tilstand var det Romerske
Monarkie, og i den sidste de Nationer, som siden
ødelagde dette Monarkie, og som opreiste de nye
Stater i Europa paa dets Ruiner. Jntet Baand
er kraftigere baade til at forbedre og formilde Sæ¬
derne, end Religionen, naar den forbinder stær¬
le bevægende Grunde med en reen Sædelære.
Den Christne besad begge Fuldkommenheder i den
høieste Grad; den udøvede en Censur, som var
Frundet paa en broderlig Kierlighed og Undseelse,
g ved Hielp af denne Censur gjorde den fordær¬


428
vede Mennesker til gode Borgere, og Barbarer
til milde og sædelige Folk. J det Romerske Mo¬
narkie viiste den sin Styrke ved at indskrænke
Vellyst og en umaadelig Begierlighed efter Rig¬
domme, og iblant de Nordiske Nationer ved at
hemme den Stolthed og Grumhed, som giorde,
at disse Folk ikke erkiendte andre Love, end Æren
og Overmagten. Hisset var Religionen den ene¬
ste Grændse for Laster, her for Ødeleggelse; og
dette gik saa vidt, at Seierherrerne selv ikke vid¬
ste andet Middel til at holde disse tappre, men til¬
lige vilde Folk, i Tomme, og at forebygge de
idelige Jndfald, som de giorde hos Naboerne,
end at tvinge dem til at antage den Christelige
Religion. Dette var den vigtigste Aarsag baa¬
de til de Krige, som Carl og Otto den Store før¬
te, for at udbrede Religionen, og til den Høi¬
agtelse, som de viiste for Geistligheden. De be¬
tragtede Religionen baade som den eneste Barrie¬
re mod Naboerne, og som det beste Middel til at
indføre Fred, Orden og Sædelighed iblant deres
egne Folk; og under disse store Konger var det
fornemmelig, at der blev lagt Grund til den Magt,
som Geistligheden siden saa meget misbrugte.
Geistlighedens Ophøielse og Lehnenes Indretning
ere saa væsentlige Stykker af Ca.! den Stores
Plan, at man ikke kan kiende Grundreglerne af
dette Monarkie, som da var et Mønster for alle


429
andre, uden tillige at finde Grunden til begge
Indretninger i en meget fornuftig Politik. Men
begge Indretninger bleve og siden lige meget mis¬
brugte. Ligesom det var Keiserens mere end Pa¬
vens Politik, der lagde Grunden til dette Sy¬
stem, saa var det og mere de efterfølgende Keise¬
res Feil, end nogen anden Aarsag, der kuldka¬
stede Monarkiet, ved at giøre Bisperne og Lehnø¬
mændene til Fyrster.
Jeg behøver ikke at søge Beviis for det,
som jeg har sagt, uden for Fædrenelandets Hi¬
storie. Harald Steins Fredsommelighed og From¬
hed gjorde et Folk, som endnu ikke kiendte anden
Beskæftigelse end Krigen, saa trodsig og oprørisk,
at hans Efterkommer, Knud den Hellige, blev i
Begyndelsen anseet for en Tyran, fordi han var
nødt til at bruge nogen Strenghed, for at give
Lovene igien deres Myndighed, og fordi han uden
Persons Anseelse straffede de Uretfærdigheder, i
hvis Udøvelse Folket da satte en Deel af deres
Friehed. For ved Religionen at giøre Folket
bøieligere til de Pligter, til hvilke han endnu uden
Fare ikke kunde tvinge dem, søgte han at forskaffe
Geistligheden saadanne Rettigheder, som satte
dem i Stand til, uforhindret at udøve den Myn¬
dighed, som Religionen gav dem. Han frietog
dem fra de sædvanlige Retter; og da Formanin¬
ger og Straffeprædikener alene, i saa raa og


430
uoplyste Tider, ikke vare nok til at bevæge Mæng¬
den, tillod han Lærerne at paalegge Straffe og
Bøder. Før at give Geistligheden Anseelse i
Staten, og sætte dem i Ligevægt med de andre
Stænder, gav han denne Orden en anseelig Rang
tillige med Stemmer i de offentlige Forsamlinger,
og for at skaffe den Formue til at understøtte sin
nye Værdighed, paalagde han den Skat, som
var Aarsag til hans ulykkelige Skiebne.
Kirkecensuren, som siden har været den
fornemmeste Støtte for det Geistlige Monarkie,
har saaledes sin Oprindelse i den største Nytte,
som Religionen kunde giøre til at forbedre Menne¬
skene, og til at bevæge dem til saadanne Pligter,
hvortil de ikke kunde tvinges. Den er Grunden til
de Europæiske Nationers Sædelighed, og dens
Nytte har til en Tid i Verden været saa stor, at
og den verdslige Øvrighed har betragtet den som
Grunden til sin Sikkerhed. Siden blev den ved
Øvrighedens Uforsigtighed, og ved Geistlighedens
Herskesyge, saaledes misbrugt, at den ikke meere
var et Baand paa Samvittigheden, men en stør¬
re Tvang end alle verdslige Straffe, ikke meere
en bevægende Grund til Dyden og Menneskelig¬
heds Pligter, men en virkelig Tvang, som blev
misbrugt til at ophæve alle menneskelige Forbin¬
delser, ikke meere en kierlig og broderlig Forma¬
ning, som opvakte Fortrydelse uden Bitterhed,


431
men en offentlig Beskiemmelse, som berøvede
Menneskene alle borgerlige Rettigheder i Staten,
og udelukte ikke alene fra de Troendes Samfund,
men og fra Menneskers Selskab. Disse Mis¬
bruge gik saa vidt, at man tilsidst afskaffede al
Censur, og at den Ret til at udelukke forargelige
Syndere af alle Stænder fra Naademidlernes
Brug, denne Ret, som var saa ypperligt et Mid¬
del til at forbinde baade de Mægtige og de Ringe
til de Pligter, hvortil disse sielden og hine al¬
drig kunde tvinges, blev tilsidst kuns et Baand
for de Fattige, en verdslig Straf, som sielden og
ikke uden store Jndskrænkninger kan udøves, og
som er lige saa farlig at betroe i Geistlighedens
hænder, som Ret over Folkes Liv og Ære.
Munkelevnet, som nu er en af de største
Støtter for Pavens Myndighed, kan, naar man
betragter Oprindelsen dertil, lige saa lidt ansees
for en Virkning af Pavens Politik, som for en
Følge af Apostelens Raad. Man ansaae den
tenlige Stand som et Middel til at opnaae en
høiere Fuldkommenhed. Adskillige Geistlige ud¬
valgte den især i Forfølgelsens Tid, for des mere
uforhindret at kunde opofre sig alene til Religio¬
nens Øvelse og Forplantning. Paa det Nice¬
niske Mode blev allerede handlet om at giøre dete
ste Apostelens Raad til en Kirkelov, som dog blev
indført i den latinske Kirke, med den Jndskrænk¬


432
ning, at de, som vilde gifte sig, kunde igien for¬
lade den Geistlige Stand. Den Græske forbød
Geistligheden alene at gifte sig anden Gang; og
endskiønt Misbrugen siden ved adskillige men¬
neskelige Tillæg tog Overhaand i den Romerske
Kirke, tilstod man dog paa det Floxentinske Mo¬
de, at denne Artikel ikke kunde hindre en For¬
ening imellem denne Kirke og den Græske.
Naar vi saaledes igiennemgaae alle Mis¬
brugene i den Romerskeatholske Religion, som
nu synes alle at være lige saa mange væsentlige
Dele af den konstigste og med lang Overlæg op¬
rettede Statsbygning, skulde vi finde, at nogle,
som Bandsættelsen og Munkeløfte, ere Virknin¬
ger af gode og rene Hensigter, hvortil Christi og
Apostlenes egne Taler og Raad have givet dem en
Anledning, som man siden har misbrugt; andre,
som Helgenes Tilbedelse og Pilgrimsreiser, ere
Følger af en almindelig Vankundighed og Over¬
troe. Nogle, som Faste, Hudflettelse, og de
fleste af Munkeordenernes Regler, have saa lidet
tilfælles med den naturlige Egenkierlighed, og
den Art af menneskelig Hovmod, som har lagt
Grund til vore politiske Systemer, at vi snarere
maae ansee dem for Virkninger af saadan en Selv¬
fornægtelse, hvortil intet Motiv, uden Religio¬
nen alene, var konstig nok at bevæge Menneske¬
ne. De Romerske Paver og deres kloge Raad¬


433
givere have siden bygt deres Statssystem paa den¬
ne Grundvold, som Eenfoldighed, Hendelse, O¬
vertroe og Nidkierhed allerede havde lagt længe
førend man kunde tænke paa at giøre Kirken til
et saadant Monarkie, og den verdslige Historie,
viser den og ikke lige saa store Prøver af den men¬
neskelige Svaghed i de største Tildragelser? Hvor
ofte have Hendelser og Feil ikke været Aarsa¬
gen, eller i det mindste Anledningen til saadanne
Statsforandringer, som vi ansee for Virkninger
af en dyb Statskonst? Der ere saa store Tildra¬
gelser i Verden, som den menneskelige Forstand
kan tilskrive sig selv, baade fordi Udfaldet i de
fleste Tilfælde beroer meest paa Passioner og Hen¬
delser, og fordi de faa Kloge, ligesom de gemeen¬
lig have mindre Passioner end andre, saa have
de og for megen Forstand til at bygge enten paa
andres Passioner eller paa Hendelser. En vis
Daarlighed og Overilelse har gemeenlig paa Men¬
neskets Side den største Deel i alle de store baade
gode og onde Forandringer i Verden. En liden
Forstand har med gode Hensigter ofte gjort mere
Ondt i Verden, end en stor Forstand med onde
Hensigter; og Menneskene ere sielden enten kloge
eller dydige, eller lastefulde nok til at have havt
alle de Hensigter, som deres Handlinger, men
især Udfaldet deraf, giver os undertiden Anled¬
ning til at formode.


434
No. 147.
Mandagen, den 14 Junii, 1762.
K¬
uns faa Blade have været saa lykkelige som
det 134. Forslaget til en nye Calender for
skikkelige Folk har fundet saa almindeligt et Bie¬
fald, at mange af mine Landsmænd baade mundt¬
lig og skriftlig have tilbudet mig deres Hielp til
at befordre dette vigtige og nyttige Verk, som de
behage at kalde det. Deres Breve giøre mig saa
megen Ære, at Beskedenhed ikke tillod mig at
bekiendtgiøre dem, dersom jeg uden Utaknemme¬
lighed mod mine Velyndere kunde fortie disse Be¬
viser af deres Godhed. Men da nogle ildesin¬
dede Mennesker ikke aflade at beskylde vore Lærde
og andre brave Folk for Mangel af Smag og
Nidkierhed for Videnskabers Udbredelse, troer
jeg, at Nationens Ære ikke tillader mig at tilba¬
geholde saa vigtige Prøver af mine Landsmænds
Jver for det Grundige og Nyttige, som følgen¬
de Breve indeholde. Billige Læsere, som vide,
hvor liden Tak jeg ved andre Arbeider har fortient
af de ret oplyste Patrioter og Konstdommere,
skulde ikke misunde mig den Lykke, at kunde, som


435
Almanakskriver, vinde noget igien af den Yndest,
hvilken jeg har tabt som Tilskuer. Havde jeg
dog, i Stedet for dette fortredelige Arbeide, som
i nogles Tanker ingen Nytte har gjort, og som
efter andres Meening har været til saa ubodelig
en Skade for den sande Lærdom, strax faaet det
Jndfald, at giøre Almanaker; hvor megen U¬
mage kunde jeg da ikke have sparet? thi hvor li¬
den Fortieneste jeg end har af disse Blade, kan
jeg dog oprigtig forsikre, at de fleste have kostet
mig mere Hovedbrud end en Almanak. Saa
vist er det, at de letteste og nyttigste Ting ere ike
ke altid de, som vi først falde paa.
Herr Tilskuer!
Dersom J er lykkelig nok til at fuldføre
den Forbedring af Calenderen, som J foreslaaer
i Eders 134 Blad, skulde vore Historieskrivere
og Tidsberegnere herefter regne Eder for den tre¬
die efter Julius Cæsar og Pave Gregorius den
Trettende. Scaliger og Petav blive kuns smaa
Folk mod Eder. Men jeg frygter - - J
lever ikke i saa lykkelige Tider, som hine. Der
er intet almindeligt Monarkie mere i Verden, en¬
ten geistligt eller verdsligt. Den store Enig¬
hed, som det Romerske Monarkie, det Romerske


430
Pavedom og det Romerske Sprog stiftede fordum
imellem alle Folk af den lærde og oplyste Ver¬
den, er sønderbrudt. Vi leve i et nyt Babel.
Saa mange Hoveder, saa mange Tænkemaader,
og saa mange Tunger, saa mange Sprog, saa
mange Slags Smag. Denne Adspredelse er
og endelig kommen til os. Forgieves have vore
Lærde søgt at afværge den ved deres Monopoler,
ved deres gamle Forfædres og deres egen Myn¬
dighed. Enhver holder sig berettiget til at tale
sit eget Sprog, at dømme efter sin egen For¬
nuft, og at følge sin egen Smag. Folk, der
ere vante til saa ubændig en Friehed, skulde de
lade sig foreskrive, til hvad Tid de skulde spise?
Og i et Land, hvor Smagen allerede er saa ad¬
skillig, hvem skulde der have Myndighed nok til
at indføre en almindelig Middag? J veed selv,
at hvor meget man end har talt om det Franske
Universalmonarkie i Europa, har det dog ikke væ¬
ret mægtigt nok til at bringe andre Folk til at
drage Middagslinien igiennem Ferrøe. Hollæn¬
derne sætte den endnu til Trods ved Pico. Jeg
siger det ikke for at afstrække Eder. J store Ting
er det nok at ville, og jo vanskeligere et Forslag
er, des større Ære fortiener den, som udfører
det. Kunde J ved Eders Almanak skaffe os en
almindelig Middag, har J gjort det i Danne¬


43,
mark, som Ludvig den Trettende og Richelien
ikke kunde giøre i Europa.
Et Selskab af nidkiere Patrioter, som
længe have arbeidet paa at ophæve al Ulighed i
Tænkemaaden og Smagen, og at indføre igien
den Eenighed i Verden, som befordrede saa me¬
get Videnskabernes Opkomst og Staternes Til¬
vext, paa den Tid, da alle Lærde talede kuns et
Sprog, og havde kuns een Smag, tilbyder sig
at understøtte Eder i et Arbeide, der har saa me¬
get tilfælles med deres, og som sigter til at skaffe
dem alle kuns en Middag.
Selskabet er fuldkommen enigt med Eder,
saavidt J paastaaer, at man i alle Indretninger
bør følge Moden og ikke Naturen. Her spørges
kuns, om den almindelige Middag skal bestem¬
mes efter den gamle eller efter den nye Mode?
Selskabets uforgribelige Tanker ere, at det Gam¬
le i alting bør have Fortrinet; thi uden denne
Grundregel kan ingen Enighed være, ingen Myn¬
dighed bestaae. J Følge af denne uforanderlige
Grundlov, har det igiennemsøgt alle gamle Do¬
cumenter og Brevskaber, som findes i vore Ar¬
chiver, og ved en Mængde af Exempler beviist,
at det for 200 Aar siden var almindelig Middag
her i Landet Klokken 10 om Formiddagen. Af¬
tensmaaltidet blev paa samme Tid holdt Klokken
5 om Eftermiddagen, og foruden disse to Maal¬


438
tider havde man endnu to andre, nemlig Frokost
og Midaftensmad. Vore Forfædre spuste alt¬
saa i det mindste fire Gange om Dagen; alle
Maaltider begyndte tidligere, og varede længere
end nu. De aade og drak mere, sov længere,
arbeidede mindre, og sloges bedre end vi. Dette
er kortelig Hovedsummen af alt, hvad dette Sel¬
skab har sammendraget af den gamle Historie, for
at forbedre. Almanaken.
Dersom J vil antage Selskabets Grund¬
regler, lover det at anvende al dets Lærdom og
Myndighed, for at understøtte Eders Forslag.
Understaaer J Eder derimod at indføre noget Nyt,
enten i Henseende til Maaltiderne eller Smagen,
holder det sig forbunden til offentlig at fordømme
Eders Almanak; og om end alle Eders Lands¬
mænd antoge den, vilde Selskabet dog, til Trods
for alle dem, blive ved den gamle Stiil, og ufor¬
anderlig bevare den samme Smag, som deres go¬
de ærlige Forfædre, der holdt tidlig Middag, og
spiise fire Gange om Dagen. Jeg er e.
Domine Spectator.
Jeg formoder, at De ved Editionen af
Deres nye Calenaario tænker og paa at gavne


den lærde Verden. Man har i de nyere Tider
paalagt lærde Folk adskillige Byrder, uden at
forbedre deres Jndkomster, og nogle letsindige
Mennesker troe endnu, at vi enten ikke have nok
at giøre, eller ikke giøre alt hvad vi burde. Læ¬
setimerne ere i de latinske Skoler fordoblede. Man
tilstaaer os kuns tre Timer til Middag, og om
Eftermiddagen begynder Skoletiden igien, førend
skikkelige Folk endnu gaae til Bords. De saa
kalte Ferier ere indskrænkede til 14 Dage eller 3
Uger om Aaret. Dersom man og indførte den
samme Skik ved de høie Skoler, hvor bleve da
alle de otia lterarig, som have forskaffet os
saa mange store og grundlærde Mænd, fremfor
de Lande, hvor en offentlig Lærer maae anvende
al sin Tid paa at undervise Ungdommen, og skri¬
ve Bøger?
En Calender, hvor alle Ferier nøie vare
optegnede, kunde ikke giøre lidet til at bevare de
Frieheder, som have gjort saa meget til den san¬
de Lærdoms Fremvext. Jeg har nøie erkyndiget
mig om alle de Privilegier, som de ældste Sko¬
ler i Europa have nydt fra deres første Stiftelse
af, og med stor Møie derefter forfattet et fuld¬
stændigt Register af alle Ferier, Fester og Helge¬
nes Dage, tillige med en vidtløftig historisk Be¬
retning om enhver Helgen, som har forhvervet
Skolerne saadanne Friehedsdage, og om Aarsa¬


440
gerne til disse Dages Helligholdelse; især haaber
jeg, at have sat den hellige Mortens og den helli¬
ge Dionysii Bedrifter i et stort Lys. Disse Mænd
have begge saa store Fortienester, at man i tven¬
de hele Uger har helligholdt deres Hukommelse
ved et piuemdtium, som desværre nu paa nog¬
le Steder er gaaet af Brug, tillige med de For¬
æringer af Høns, Gies og Penge, som Præster og
Skole=Lærere indsamlede til disse Tider. Alle disse
Collectanea, Domne Spectator, vil jeg
meddele Dem, som Nbsidig til Deres nye
Verk, uden at forlange andet Honorarium der¬
for, end at De i den nye Calenaari9 vilde teg¬
ne alle Dage i Aaret, som bør ferieres, med rø¬
de Bogstaver. For at giøre Dem disse vidtløf¬
tige Jubsiaia endnu brugeligere, vil jeg give
Dem et kort Conspectum deraf.
J hver Uge bør, foruden Søndagen, ud¬
sættes til Ferier i det mindste Fredag Formiddag
og Løverdag Eftermiddag, tilsammen ugentlig
tvende hele Dage, som Aaret igiennem udgier7
Uger. Efter Skolernes gamle Privilegier bur¬
de Onsdag Eftermiddag ogsaa være frie. Som¬
merferierne vare fire Uger; i Julen ere tre, ved
Paaske tvende, og til Pindsefesten en Uge frie.
J Fastelavns, Michels, Mortens og Dionysu
Uger bør ikke læses. De Dage, som anvendes
til offentlige Overhørelser, bør og tegnes med røde


441
Bogstaver, hvilke ved de høie Skoler, hvor man¬
ge saadanne Prøver bruges, aarlig i det mindste
beløbe sig til tvende hele Maaneder. Jeg for¬
biegaaer en Deel andre Dage, som visse borger¬
lige Høitider, Tamperdage, lærde Forsamlinger
o. s. v. Efter den allerbilligste og lemfældigste
Beregning udgiøre alle Ferier hele Aaret igiennem
i det mindste 6 hele Maaneder, og et akademisk
Aar bør derfor i en rigtig Calender kuns være halv
saa langt som det naturlige eller borgerlige. Det
bliver desuden fornødent til de Studerends Efter¬
retning, at anmerke i saadan en Almanak, at
Formiddagstimerne ikke ere meget beqvemme for
lærde Folk, som sidde længe oppe om Aftenen, og
at de efter Middagsmaaltidet ligeledes bør have
en god Deel af Dagen frie, fordi megen Efter¬
tanke og Betragtning hindrer Fordøielsen, hvor¬
til lærde Folk, i Mangel af Bevægelse, behøver
længere Tid end andre.
Ved saadanne Forbedringer skal Deres
Calenaarium blive et af de brugeligste Verker,
som man har mre nteraria. Jeg er ic.
Monsieur:
Jeg lover Staten megen Nytte af Deres
nye Calender. En af de første Forbedringer skal


442
vist være at afskaffe de fleste af vore Helligdage,
og Følgen deraf bliver, at en Herremand faaer
mere Gavn af sine Bønder og Tienestefolk end
tilforu. Saadanne Folk taale ingen Friehed.
De fortære om Søndagen, hvad de fortiene hele
Ugen. Det var bedre, at de aldrig kom i Kir¬
ken. De fleste gaae der kuns af Ladhed. Gode
Huusholdere blive hiemme og arbeide for sig selv.
Hvorfor kunde de ikke lige saavel giøre Hoverie?
Min Præst holder for, at alle Høitider, tillige
med Maaneds Bededagene, gierne kunde afskaf¬
ses uden mindste Skade for Kirken. Foruden
Sabbaten, som dog ikke udtrykkelig er anordnet
i det nye Testamente, mener han, at det var nok,
at helligholde den første Dag af de tre store Høi¬
tider.  Alle de øvrige, siger han, tillader den
christelige Friehed gjerne at forvandle til Hoveries
Dage, og dette var jo en reen Gevinst for Her¬
remanden? Jeg længes meget efter at vide, hvor¬
ledes J vilde inddele de syv Dage om Ugen
for skikkelige Folk, de fire blive jo dog som tilforn
udsatte til Spektakler, og to til Opvartninger?
og naar man har anvendt saa megen Tid paa So¬
eietetet og det Almindelige, kan man vel behøve
at have den syvende for sig selv. J tillader der¬
for vel, at skikkelige Folk bruge den første Dag i
Ugen til at medicinere, eller til andre Forretnin¬
ger, som de kunde have hiemme i Huuset. Jeg
er o. s. v.


443
No. 148.
Fredagen, den 18 Junii, 1762.
A¬
f alle de virkelige Breve, som jeg har faaet som
Tilskuer, har intet saa meget fornøiet mig,
som følgende. Rummet tillader mig ei at be¬
svare det denne Gang; men jeg skal i mere end
et Blad vise, hvor meget jeg holder det for min
Pligt, at opfylde, de Læseres Ønsker, der tænke
som Forfatterinden af dette Brev.
Herr Tilskuer!
Hvorfor handler De saa sielden i Deres
Blade om Børneopdragelsen? De haver jo selv
givet Anledning til at formode, at det skulde bli¬
ve et af Deres fornemste Øiemeed.
Jeg er et ungt Fruentimmer, som haaber
*) engang at have den Lykke at blive Moder: der¬
*) Denne Talemaade kan ikke synes anstødelig uden for
de Mandspersoner, hvis Kierlighed ikke er ædel nok
at ønske at blive Fædre, og et Fruentimmer, som


444
for troer jeg mig berettiget til at æske Underviis¬
ning af Dem i saa vigtig en Post.
Men at jeg skriver Dem til, skeer fornem¬
melig for at faae at vide, om de Usynliges Sel¬
skab agter, min Søster værdig til Ordenstegnet:
For de gode Mødre. Dette Ordenstegn er jo in¬
gen Carakteer, ingen falsk Ære: og det er alt¬
saa ei heller strafværdigt, at ansøge derom for en
velfortient Moder.
Min Søsters Opdragelse har været saa øm
og kielen, som noget Fruentimmers, og, da hun
var af et sygelig Helbred, blev hun fremfor os
andre holdt fra alle de Haandgierninger, som el¬
lers giøre Legemet stærkt og hærdet. Hendes For¬
ældre, hvilke jeg tør kalde fornuftige og dydige,
have ei sparet noget for at give hende det, som
man kalder en artig Opdragelse, hvilken dog al¬
drig kom uden for den ægte Velanstændigheds
Grændser.
Kort: min Søster begav sig i Ægtestan¬
den, da hun ei var meget over 20 Aar. Hun
blev frugtsommelig, og var i den sidste halve Deel
af hendes Frugtsommelighed saa sygelig, at hun
sielden havde de Kræfter, der udfordredes til at
være oven Sengen. J al denne Tid maatte
kan haabe at blive Moder, agter saadanne Mands¬
Personers Domme lige saa ldt som deres Kierng¬
hed.


449
hun betiene sig af Lægen, som bestandig forord¬
nede hende adskillige Midler; hvilket jeg dog
hemmelig ikke biefaldt.
Men uagtet hendes sygelige Tilstand, lod
hun sig merke med, at hun selv vilde give hendes
Barn at die De fleste, som fik hendes Forsæt at vide,
beloe hende, og meente, at det var en Svaghed
af hendes Forstand. Det er forunderligt, at
naar Menneskene i lang Tid have faaet Hævd
paa at forsømme Pligterne, holdes de for Daa¬
rer, som søge at vilde opfylde dem.
Endelig fik min Søster hendes Mands
Tilladelse, og hendes egne Forældre vare ikke
heller mere derimod; de frygtede kuns, at hun
ei havde Kræfter dertil; men denne Frygt betog
hun dem, ved at beraabe sig paa sin egen Moders
Exempel, som, endskiønt hun var sygelig, dog
havde været sine Børns Amme.
Ligesom nu hendes Fødselstime nærmede
sig, saa tiltog hendes Svaghed, og Kræfterne
formindskedes. Jngen søgte da mere at hindre
hende i hendes fattede Slutning end Lægen, som
spurgte hende, om hun vilde være sin og sit Fo¬
sters Morder.
Derpaa var hendes Svar: Min Herre,
dersom jeg var overbeviist, at det var sandt
hvad De siger, vilde jeg tillade, at De ved De¬
res Midler forstyrrede Naturens Orden hos mig;


440
men da jeg troer, at det er umuligt, at mit alt
for svage Legeme kan taale, at Naturens Virk¬
ninger blive hindrede, uden derved at berøves Li¬
vet, har jeg fast besluttet, at giøre hvad Naturen
og Pligterne befale mig, stillende min Sag i den
Almægtiges Haand, da jeg haaber ei at forsynde
mig mod Naturens store Mester, som veed, at
jeg handler efter Overbeviisning, om jeg end skul¬
de tage Afskeed fra Verden.
Lægen sagde fremdeles: om hun end faaer
Melk, som jeg ikke troer, vil hun da vel have
det paa sin Samvittighed, at Fosteret skal ved
den inddrikke i sig mange farlige Sygdomme?
Ja, jeg vil, svarede hun; thi jeg troer,
at den Føde, som den milde Natur har tillavet
hos mig til mit Foster, er den sundeste og meest
skikkede for mit Barn; jeg troer endog, at en
sundere Melk, en min, skulde være mit Foster
skadelig.
Lægen blev vred og kaldte hende egensindig.
Og jeg blev saa vred paa Lægen, at jeg ønskede,
at de Usynliges Selskab vilde beordre Dem,
Hr. Tilskuer, at skrive et Blad imod ham.
Endelig blev min Søster efter megen Smere
te forløst, og alle Tilstædeværende vaklede imel¬
lem Haab og Frygt om begges Liv; men efter
nogen Tids Forløb havde vi mere Haab end Frygt.


447.


Min Søsters Haab slog hende ikke feil.
Hun fik Melk, men lidt. Maaskee mere havde
ei været tienlig. J de første ofte Dage udstod
hun alle de Smerter, som nogen Amme kunde
udstaae. Barnet fik en Sygdom i Munden,
som foraarsagede, at Huden gik af hendes Bry¬
ster. Hver Gang Barnet diede, randt Taare¬
ne hende paa Kinderne, og Smerten tvang hen¬
de til at bide i Læberne. Baade hun og Barnet
blev Dag fra Dag svagere.
Alle, som saae dette Syn, sagde: hun
bør antage en Amme; thi det er dog bedre, at
et af deres Liv frelses, end begge skulde omkomme.
Ved disse Ord faldt min Søster i Afmagt,
og da hun kom til sig selv igien, bad hun græden¬
de, at hun dog maatte beholde sit Barn; thi at
betage hende den Fornøielse, var at berøve hen¬
de Livet. J see vel alle mine Smerter, sagde
hun, men ingen af Eder føler de behagelige Be¬
vægelser, som langt overgaae det Onde, jeg lider,
og værer forsikrede, at jeg nu har overstridet de
største Vanskeligheder.
De Omstaaende, som herved bleve bevæ¬
gede, lovede, at vilde endnu nogen Tid see det
an, og lade hende imidlertid have sin Villie.
Dagen derefter begyndte baade hun og
Barnet at komme sig. Moderen fik Melk i
Overflødighed og saa god Helbred, som hun aldrig


448.
tilforn havde havt. Barnet voxer lige saa vel,
som om det havde havt den stærkeste og sundeste
Amme; og min Søster troer for vist, at hun ei
denne Time havde levet, dersom hun ei havde
fulgt Naturens Forskrift.
Foruden de uudsigelige Fornøielser, som
min Søster nyder ved at opvarte sit Barn, har
hun dog Leilighed til baade at imodtage sine Ven¬
ners Besøgelser, og at besøge dem igien: Ja hun
tager endog ud paa Landet i Selskab med sit
Barn, for at nyde Foraarets rørende Forlystel¬
ser. Der sætter hun sig ned paa den grønne
Mark, og giver sit Barn die: Naar Solestraa¬
lerne blive dem for varme, begive de sig hen un¬
der Bøgetræets Skygge, og imidlertid forlyster
hun sig ved Fuglenes ukonstlede, men liflige,
Sang.
Al den Uleilighed, hun har, bestaaer i
hendes Mands smaa Knur, naar han, hvilket
dog sielden hender, opvækkes ved Barnets Græ¬
den. Han gaaer undertiden saa vidt, at han tør
sige til miin Søster: (som ikke vilde være Dron¬
ning, naar hun ei maatte være sit Barns Am¬
me) dette skal Du aldrig oftere faae Tilladelse
til. Hvor lidt kunde dog Mænd opofre!
Endskiontjeg frygter for at blive vidtløftig,
kan jeg dog ei efterlade at fortælle Dem noget, som
jeg troer er til mit Kiøns Ære.


449


Et nyegift Fruentimmer af min Søsters
Bekiendtskab aflagde en Besøgelse hos hende.
Da hun saae, at min Søster selv opammede sit
Barn, begyndte hun at græde, og sagde: denne
Fornøielse kommer jeg ikke til at nyde; min Mand
vil ikke tillade det.
Her seer De, Hr. Tilskuer, at Deres
Kiøn er lidt bedre end Qvinder: de indbilde sig
vel, at Naturen har givet os Bryster alene til
en forfængelig Stads.
De forbinder mig meget, min Herre, om
De vilde melde de Usynlige dette; thi jeg saae
gierne, at baade Lægerne, som raade mit Kiøn
fra deres Pligt, og Mændene, som tvinge deres
Koner fra at følge Naturens Orden, maatte faae
Sandheden at høre: maaskee nogle derved kunee
forbedres. Jeg er e.


450
No. 149.
Mandagen den 21 Junii, 1762.
J¬
eg læste det foregaaende Brev i de Usynliges
Selskab, som eensstemmig dømte Forfatter¬
indens Søster værdig til den Orden, hvilken det
har stiftet for de gode Mødre. Hun er den
niende Moder, som bærer et Ærestegn, hvilket
endnu aldrig er givet til Uværdige.
Nogle gifte Fruentimmer i Selskabet fo¬
reslog, at stifte en nye Orden for dem, som øn¬
skede at blive gode Mødre. Forfatterinden
skulde tillige med de Ugifte i Selskabet være de
første; men disse undskylde sig alle dermed, at
Mandfolkenes Tænkemaade var endnu for slet
til at bære offentlig saadan en Orden; den uvær¬
digste Mandsperson, sagde de, vil ansee den for
en Kierligheds Erklæring.
Merker J vel, sagde en af Selskabet til
mig, at dette Brev er en Klage over Eder selv.
Den værdigste Deel af vores Kiøn beskylder Eder
for, at J ikke holder hvad J har lovet. J for¬
tiener vel denne Gang Forladelse, fordi J er ær¬
lig nok til at bringe selv denne Klage for Retten;


451
men vi bør i det mindste høre, hvad J haver at
sige til Eders Undskyldning.
Jeg er mine Læsere af alle Stænder, sva¬
rede jeg, endnu meget skyldig, men ingen mere,
end de gode Mødre. Hvad jeg hidindtil har gjort,
er mere Forberedelser, end virkelig Opfyldelse af de
Hensigter, som jeg har havt ved at fremtræde paa
Skuepladsen. De samme Aarsager, som tilba¬
geholde Dem, sagde jeg til de ugifte Damer af
Selskabet, fra at bære offentlig Tegnet af en Or¬
den, hvis Love De agte, have ofte hindret mig
fra at tale om mange Ting. Den Modsigelse,
som jeg har fundet i Henseende til smaa Foran¬
dringer i Tænkemaaden, har lært mig, at det end¬
nu ikke er Tid at tænke paa vigtigere. De Af¬
handlinger, hvormed man kunde fløde mange, og
kuns gavne faa Læsere, bør i det mindste endnu
ikke trykkes. For at vise Selskabet, at jeg ikke har
været forsømmelig i en Pligt, som jeg holder for
en af de vigtigste, vil jeg overlevere det disse Pa¬
pirer, som maaskee kunde være til Nytte for de
gode Mødre; men for ni Læseres Skyld behøve
de ikke at trykkes. Disse Papirer indeholdte nog¬
le faa Grundsætninger af Videnskaberne, fore¬
dragne i saadanne Samtaler med Børn, som
den, hvilken jeg har indført i det 4t Blad. Det
er det vigtigste af alt hvad jeg selv veed, lagde
jeg til, men enhver Skolemester her i Landet skulde


452
belee mig, om jeg tilstod det. Dette agtede jeg endda
kuns lidet, dersom jeg ikke tillige frygtede samme
Skiebne, som min Forgienger, den Nordiske Til¬
synsmand, at blive forfulgt af den hykkelske Nid¬
kierheds Aand, som regierer saa stærkt iblant os,
at endog Christi egen Læremaade ikke er sikker for
at blive forkiettret.
For dem, som finde nogen Smag i den
Mesters Læremaade, som lod smaa Børn komme
til sig, og ved Lignelser underviiste dem, hvilke
det endnu ikke var givet at vide Guds Riges
Hemmeligheder, har jeg oversat følgende Stykke
af Wielands prosaiske Skrifter. Vore Konst¬
dommere, hvis Critiker gemeenligen ere et Echo
af visse udenlandske Tidender, vilde behage at er¬
indre sig, at denne Forfatter endnu ikke er bleven
beskyldt for noget Kietterie. De gode Mødre
skulde finde deres eget Portrait i den Carakteer,
som han har afskildret og de, som haabe at bli¬
ve saadanne, skulde, ansee den for et følgeværdigt
Mønster.
Hvor glad smiler ikke denne Moder til den
muge Søn, som spiller iblant Lilierne af hendes
kydske Barm. Snart opløfter hun henrykt sine
Øine til Himmelen, for at lade den stille Bøn,


453
som kommer fra Hiertets Jnderste, opstige til
Gud; snart kaster hun disse Øine ned igienlpaa
det diende Barn, i hvis Ansigt den første Mor¬
genrøde af en skiøn Siel frembryder. Ligesom
en Skytsengel, omgiven af himmelsk, skient
usynlig Glands, anseer dig, skiønne C?, naar
du, bevogtet af din Uskyldighed, sover ved den
eensomme Kilde, han betragter ubevægelig Herlighe¬
den af den fromme jomfruelige Siel, som fremskin¬
ner igiennem en yndig Skabning, ligesom igien¬
nem den reneste Chrystal; saaledes smiler den dy¬
dige Moder til hendes kiereste Barn, og glæder
sig ved at kunde forøge Tallet af Guds Tilbedere,
Christne og tilkommende Engle.
Nu betænker hun allerede, hvorledes hun
engang, naar dets spæde Legeme bliver stærkere,
og den unge Siel har udviklet sig af dens
første søde Dunkelhed, hvorledes hun da vil frem¬
lokke og danne de Drifter, som Skaberen har
nedlagt i den, hvorledes hun vil ophøie hans
Kielenskab til Menneskekierlighed, hans Stolt¬
hed til Ædelmodighed, og hans Nysgierrighed
til Sandheds Kierlighed. Hun optænker ange¬
nemme Fabler og rørende Fortællelser, hvori
hun vil indklæde Sandheden, at dens blindende
Glands ikke skal skade den spæde og uerfarne
Siel. Hun lover at vaage stedse over sig selv,
at ingen Mine, intet Ord, ingen Handling skal


454
giøre noget skadeligt Jndtryk paa det bløde Hier¬
te. Hendes Levnet skal vise ham hvao Dy¬
den er, og hvor elskværdig den er. Ak! med
hvilken fød Forundring, saaledes tænker den helli¬
ge Moder, skal han høre mig, naar jeg siger
ham, hvad Mennesker er, i hvad for en Ver¬
den det er sat, og at en uveskrivelig god Aand
har sat det deri. Naar jeg leder ham i de blom¬
sterfulde Enge, naar han med en glad Munter¬
hed hopper fra et Blomster til et andet, og med
en taus Beundring sammenligner deres adskillige
Skabning og Farver, naar hele Naturen synes
at smile til ham, naar han fuld af Henrykkelse
inddrikker Rosens søde Uddunstninger; da vil jeg
sætte mig ved Roden af en blød Bakke, og tryk¬
ke den unge Søn op til mit Bryst, og sige: See!
mit Barn, disse skiønne Enge vare for faa Uger
siden bedækkede med Snee, disse grønne Træer
stode uden Smykke ligesom fortørrede; denne gan¬
ske Egn syntes at være forsmægtet af Kulde, og
vi skulde alle have forsmægtet i den. Men en
god kierlig Aand, en Konge, som boer oven over
denne Himmel, og hvis Glæde det er, at opfylde
alt det, som lever, med Glæde, har havt Med¬
lidenhed med os, og givet os den varme og vederqvæ¬
gende Soel igien. Saasnart han med et naa¬
digr Øie saae til Jorden, grønnedes Træerne, og
tusinde Blomster fremskiøde af det spæde Græs,


455
for at vederqvæge vores Syn og vores Lugt, og
for at bespise tillige med os en utallig Mæng¬
de af Dyr. Og hvorfor elsker den store Herre
af Himmelen. os saa meget? Hør, mit
Barn, hvor stor vores Salighed er! Alt hvad
du seer her omkring dig, Himmelen og Jorden,
er denne Guds Eiendom, (thi med dette hellige
Navn nævne vi vor store usynlige Velgiører.)
Alle disse behagelige Ting, disse Enge, disse grøn¬
ne Skove, disse saa liflig syngende Fugle, disse
Dyr, og vi Mennesker, alt hvad du seer, alt
hvad der er og lever, har engang ikke været til;
og vi vare endnu ikke til, ligesom du for faa Aar
ikke var, dersom ikke denne Gud havde gjort os
og alt hvad der er om os. Og nu elsker han os,
fordi han er vores Fader, og han har lovet os,
uden Ophør at giøre os stedse mere og mere godt,
dersom vi elske ham igien, og stræbe selv at blive
gode. Han har for en Tid sat os i denne ange¬
nemme Boelig, og giver os der alle Dage nye
Prøver af sin Godhed, at vi skulde elske ham,
og stedse stræbe at blive bedre, at han kunde giøre
os endnu meget mere godt; thi, da han selv er
lutter Godhed, kan han ikke heller taale det On¬
de - - Paa denne Maade vil jeg give den
unge efter Kundskab begierlige Siel sin Føde, men
kuns Sandheds Melk, som det skikker sig for den¬
ne Alder. Jeg vil vænne hans Hierte til at elske


450
kuns Sandhed og Godhed; dette er den beste
Maade, paa hvilken man kan berede den menne¬
skelige Siel til Religionen, som er den høieste
Fuldkommenhed af vores Natur, og Kilden til
Lyksalighed. Den, som elsker det Gode, maae
og elske Gud, og den, som elsker Gud, forag¬
ter alt, hvad der ikke fører ham til Fuldkommen¬
hed; fordi, jo fuldkomnere han er, des meere kan
han elske Gud. Og saaledes skal jeg giøre dig,
mit allerkiereste Barn, skikket til enhver Fuld¬
kommenhed, naar jeg fra din spæde Ungdom af
lærer dig at elske Sandhed, Orden og Godhed.
Heri skal min moderlige Kierlighed ingen Grænd¬
ser have. Jeg vil ikke, som de barnagtige Pi¬
ger, der for tidlig blive Mødre, og førend de end¬
nu selv ere optugtede; jeg vil ikke af Kielenskab
og Svaghed skaane dine Tilbøieligheder, saasnart
de kunde have den allermindste skadelige Følge i
Tiden. Min moderlige Kierlighed skal være
streng i Henseende til alle Feil, hvortil jeg mer¬
ker nogen naturlig Tilbøælighed hos dig, og ikke
skaane de mindste Følger af den naturlige Van¬
art. Jeg skal aldrig glemme, at endskiønt jeg
er din Moder, er du dog ikke min Skabning, men
mig betroet af Gud, til hvilken jeg skal føre dig
igien. Hvilken Triumph skal det være for mig,
at fremstille dig paa denne store høitidelige Dag
for din Skaber, hvis Naade understøtter mine


457
troe Bestræbelser, og har giort mig til et nyttigt
Redskab til at befordre hans Ære her paa Jor¬
den!
J saadanne hellige Tanker udøse sig dette
moderlige Hiertes ømme Følelser. At være saa¬
dan en Moder, er den høieste Grad af Kiønnets
Ære. Afsiger al Forfængelighed og Flygtighed,
J Skiønne, dyrker Eders Forstand, og lader
Eders Hierte være høit nok til at rumme den sto¬
re Tanke, at blive nyttige Lemmer af Selskabet!
da skulde J giøre den Stand, i hvilken J ønske
at komme, større Ære, og, i Stedet for at op¬
drage Eders Børn som smaa Aber, skulde J op¬
fylde Jorden med en bedre Art af Mennesker.
No. 150.
Fredagen den 25 Junii, 1762.
J¬
blant den Mængde af lærde Selskaber, som
Tid efter anden ere stiftede i Europa, har
endnu intet havt til Hensigt at dyrke de Viden¬
skaber, paa hvilke Brugen og Anvendelsen af
alle de andre beroer; jeg mener dem, som giøre
os til Mennesker og Borgere. Den almindelige


458
Jver, med hvilken saa mange Forfattere af ad¬
skillige Nationer i vore Tider søge at opdage disse
for Lærde hidindtil saa ubekiendte Lande, og at
fuldføre den store Bygning, til hvilken Forfatte¬
ren af I'Esprit aes loix har lagt den første
Grundvold, synes at spaae det menneskelige Kiøn
en Lyksalighed i Tiden, som intet Folk eller no¬
gen Alder i Verden endnu har kiendt i sin fulde
Sammenhæng, en Lyksalighed, til hvis Kund¬
skab og Nydelse der behøvedes saa mange Natio¬
ners Forsøg, saa mange Aarhundredes Erfarin¬
ger, saa vidtløftig en Kundskab i Historien, saa
grundig en Jndsigt i Videnskaberne, saa mange
Konsters Opfindelse, og endelig en paa disse Hiel¬
pemidler grundet Undersøgning i Menneskets na¬
turlige og borgerlige Tilstand, som kunde føre os
til en dybere og mere fuldstændig Kundskab i Lov¬
giverkonsten, end den, som man hidindtil har kun¬
det samle af almindelige Lærebøger, eller blot hi¬
storiske Afhandlinger.
Et Selskab af Menneskevenner har i vore
Tider foreenet sig til at befordre dette store Verk.
Det indbyder alle oplyste og retsindige Patrioter
af andre Nationer til at arbeide med sig til et
Maal, der er saa vigtigt for det hele menneskeli¬
ge Kiøn. Det formoder, at Efterkommerne af
et Folk, som ved Hielp af den sunde Fornuft, og
midt i Barvariet selv, med saa stor Mildhed og


459
Viisdom udøvede den lovgivende Magt over de
Nationer, som de undertvang, at Efterkommer¬
ne af hine Gother, fra hvilke den Æres og Frie¬
heds Aand, som regierer Europa, nedstammer,
at disse Folk skulde endnu have bevaret nogle af
deres Fædres Grundregler, at de skulde læse de¬
res Bedrifter og randsage deres gamle Love og
Historie i en ædlere Hensigt, end for at stille en
Nysgierrighed, oplyse et gammelt Ord, en eller
anden ubetydelig Sag. Det haaber, at Nor¬
dens Jndbyggere ved grundige Undersøgninger i
denne saa nyttige Deel af den menneskelige Kund¬
skab skal giøre Verden større Tienester, end de
sydlige Folk ved alle deres skiønne Verker og vit¬
tige Opfindelser. Selskabet har derfor ønsket,
at dets Plan maatte bekiendigiøres i et Nordisk
Ugeskrift; i hvilken Hensigt den er bleven sendt
til en af mine Venner, tillige med en Efterret¬
ning om de Priisspørgsmaale, som ere udsatte for
Aaret 1763.
Titelen af dette Skrift, hvorved Selska¬
bet underretter Publikum om dets Hensigter, er
(planaune Societe des Citopens) en Plan
til et Selskab af Borgere. Jeg behøver vel ik¬
ke at erindre, at det Ord Citohen, som jeg ikke
kan oversætte uden ved Borger, er i det Fran¬
ste Sprog værdigt nok til at indbefatte alle Lem¬
mer af det borgerlige Selskab, fra de Ypperste


460
af indtil de Ringeste, og til at ansees som en
Ærestitel endog for den gode Konge. Læserne
kunde selv dømme videre om Selskabets Hensig¬
ter af følgende Oversættelse.
Der er intet Selskab til, som sigter for¬
nemmelig til at forbedre Sædelæren og Lovgiver¬
Konsten; vi have tænkt, at saadan en Jndret¬
ning kunde blive lige saa vigtig for det menneske¬
lige Kiøn i Almindelighed, som for Fædrenelan¬
det især. Philosophens Jndsigter blive ikke al¬
tid indsluttede i hans Skrifter, og i en mørk Kreds
af nogle grublende Siele; de udbrede sig under¬
tiden i Verden, og man har nogle Gange seet
dem trænge sig ind i en dydig Ministers Cabinet,
at indklædes i en prægtig Stiil af en patriotisk
Taler, at giøre Ungdommen selv nidkier for at
fortplante dem, og at overvinde en heel Nations
Fordomme. Mange Menneskers Levetid er vel
anvendt, om den og kuns tiente til at iværksætte
en eneste Tanke, som var nyttig for det menne¬
skelige Kiøn, eller til at afskaffe en eneste Skik,
som giorde det mindste Skaar i et Folks Vel¬
stand, og dette er uden Tvivl en Nytte, som Sel¬
skabet, uden at haabe for meget, kan love sig.


401
Dets Hensigter strække sig lige saa vidt som
Sædelæren, hvilke i vore Tanker bør inddeles i
den naturlige eller philosophiske, og den positi¬
ve eller historiske Sædelære. Denne er fastsat,
og hiin burde være det.
Den naturlige Sædelære maae lære os at
kiende Menneskene, saaledes som de bør og kun¬
de være, tillige med de Love, som ere meest beqvem¬
me til at forskaffe dem den største Lyksalighed, som
de kunde tage imod.
Denne Videnskab strækker sig videre end
til de almindeligste Begreber, og til Undersøg¬
ningen af de Regler, som kuns ere grundede paa
de Egenskaber af den menneskelige Natur, som
alle Folk i alle Lande og til alle Tider have til¬
fælles. Sædelæren bør, uden at forsømme saa¬
dan en Betragtning af Mennesket, som viser os
dets almindelige og væsentlige Egenskaber, søge
især at gavne Menneskene, saaledes som de vir¬
kelig ere. I det den søger alle Nationers Be¬
ste, maae den lempe de Forslag, som den giør til
at befordre deres Lyksalighed, efter den uendelige
Forskiellighed, som der er i deres Omstændighe¬
der; og naar en Mængde af uovervindelige Van¬
skeligheder hindre det Gode, som den ønsker at
forskaffe Menneskene, søger den i det mindste at
kunde formindske deres Onde, eller at forskaffe


462
dem saa megen Lyksalighed, som deres Tilstand,
tillader dem at haabe.
Levereglerne, eller Lovene af den naturlige
Sædelære, angaaer fornemmelig tre Ting. Nog¬
le bestemme vore privgte Handlinger, hvilke ud¬
giøre den naturlige og private Ret. Andre
angaae Regieringen, og deri bestaaer den natur¬
lige Statsret, og endelig den tredie Classe af
Love bestyter de frie Nationers indbyrdes Hand¬
linger, hvilket er den naturlige Folkeret.
Man var i forrige Tider lige saa dristig
til at bygge Stater, som til at skabe Verdener.
Man foreskrev baade Naturen og Mennesket Lo¬
ve, uden at kiende enten Mennesket eller Natu¬
ren. Den menneskelige Forstand plager sig for¬
gieves med saadanne Undersøgninger, saa længe
den ikke af Historien og Erfaringer kiender de Om¬
stændigheder, paa hvilke den bør bygge sine Grun¬
de. Den opdager ved alle sine Sætninger og
Hiernespind kuns Vildfarelser.
For at bringe den naturlige Sædelære til
Fuldkommenhed, eller for at udfinde de Love,
som skikke sig best til Mennesket i alle de Omstæn¬
digheder, i hvilke enten Hendelse eller Overlæg
har sat det, maae man kiende Mennesket saale¬
des, som det har været, og saaledes, som det er;
man maae betragte det til alle Tider, paa adskil¬
lige Steder, og i mange Slags Omstændigheder;


463
man maae udgrunde dets Maade at virke paa, og
undersøge de Love, som virkelig ere givne over
alle Arter af vore Handlinger, deres Jndflydel¬
ser paa Menneskets Tilstand, deres Forandrin¬
ger og deres Aarsager.
Dette er Øiemerket af den positive eller
historiske Sædelære, som er det andet Maal for
Selskabets Arbeider. Jntet Folk, enten det er
lykkeligt eller ulykkeligt, vildt eller sædeligt, gam¬
melt eller nyt, maae forglemmes, og baade Men¬
neskenes Dyder og Laster, baade deres Jndsigter
og deres Vildfarelser, deres Viisdom og deres
Daarligheder give os alle nogen Underretning.
Saadan en Kundskab skal lære os at indskrænke
adskillige Regler, som nu omstunder holdes for
almindelige, at udvide andre, som hidindtil ha¬
ve været alt for indskrænkede, med saa Ord: at
opdage Sandheder, som efter vores Alders For¬
domme endnu synes enten latterlige eller farlige.
Jndsigten i den pofitive eller historiske
Sædelære skal vel altid blive meget ufuldkommen.
Jkke des mindre er det vist, at Historien har be¬
varet os et anseeligt Tal af Tildragelser og ud¬
førlige Efterretninger, som ere beqvemme til at
oplyse en Lovkyndig. At samle disse kostbare og
opbyggelige Stykker, at forbinde dem, og giøre
dem beqvemme til at bruges i den philosophiske
Sæde lære, dette bør være Hensigten af alle Hi¬


464
storieskriveres Arbeider, og det er kuns saadanne
historiske Undersøgninger, som anstilles efter den¬
ne Øiepunkt, der henhøre til Selskabets Plan.
Man kan inddele dem i tre Hovedelasser: Den
første lærer os at kiende de private Sæder og Lo¬
ve, eller den private positive Ret. Den an¬
den angaaer den pofitive Statsret, og den tre¬
die den positive Folkeret.
For at bringe disse Jndsigter til mere Fuld¬
kommenhed, vil Selskabet iagttage følgende Me¬
thode:
Man har allerede nogle smaa Afhandlin¬
ger over de Materier, som vi have nævnt, og
som fortiene baade at bevares og at blive mere al¬
mindelig bekiendte. Selskabet vil indføre dem
i dets Beretninger, efter at have gjort de fornød¬
ne Forkortninger.
Der ere, for det andet, adskillige Ver¬
ker, som ere fulde af ypperlige Anmerkninger,
men som tillige ere skrevne med alt for stor Vidt¬
løftighed, og indeholde adskillige Ting, som ikke
penhøre til vores Maal; man vil give Udtoge
af saadanne Verker, og ved en nøiagtig Anmel¬
delse af det Nyttige betage Læseren den Umage,
at læse Verkerne selv.
Der findes, for det tredie, et Slags Skrif¬
ter, som ere Mesterstykker i deres Art. Udtoge
skulde kuns vanskabe dem; ma i maae læse dem


465
ofte, og have dem ved Haanden. De blive der¬
for kuns anmeldte efterhaanden, som de komme
for Lyset, og man nævner med faa Ord Aarsa¬
gerne til den Værdie, som man tillegger dem.
Man vil og, for det fierde, indføre Ori¬
ginalstykker, som fremsætte Priser for vigtige
Spørgsmaale, over, hvilke Selskabet modtager
Afhandlinger, som ere skrevne i Fransk, Tyosr,
Engelsk, Latin eller Jtaltensk.
Af alt dette vil man med Tiden giøre en
Samling under følgende Titel: Beretninger
af et Selskab af Borgere: Memolrer a une
doclete ges Citoyens. Enhver Afhandling
skal blive trykt i Originalsproget, og man vil si¬
den udgive alle Stykker tilsammen i et Sprog.
Vi indsee allerede Størrelsen og Vigtig¬
heden af dette Forslag, og vi havde ikke dristet
os til at giøre det, dersom vi ikke haabede, at
alle oplyste Borgere af andre Nationer vilde un¬
derstøtte os i dets Jverksættelse. Vi vente, at
Kierlighed til Fædrenelandet, og en sund Philo¬
sophie, skal forene alle Nationers Kræfter, og
vi indbyde alle vise Menneskevenner til at forbin¬
de sig med os, for at befordre det menneskelige
Kiøns Oplysning og Lyksalighed.


466
Man kan sende os Originalverker eller Ud¬
tog i de fem Sprog, som vi have nævnt, og en¬
hver Forfatter ombedes, at ikke lade trykke an¬
densteds det, som han bestemmer til os, og som
Selskabet finder tienligt at indrykke i sine Beret¬
ninger.
Det er enhver tilladt at nævne sig, om han
vil, paa Titelen af sit Verk, eller og at blive
ubekiendt, ved at sætte derpaa alene de første Bog¬
staver af sit Navn. Vi ansee det for ligegyldigt,
efterdi vi ville, at alt det, som af os bekiendt¬
giøres, maae være skrevet med den forsigtige Be¬
skedenhed, som alene kan lede os til vores Maal.
Der er i Verden mere Friehed, end man i Al¬
mindelighed troer; man tør sige alle Sandheder,
men man bør sige dem med Forsigtighed, og, uden
at vilde forstaaes af alle Daarer, maae det være
nok, at man kan begribes af de Vige.
Endskiønt vi stedse agte at bruge denne For¬
sigtighed, holde vi det dog endnu fornødent for
Selskabet, at ikke giøre mere deraf offentlig be¬
kiendt; vi ville arbeide i Taushed og Stilhed,
saa længe vi kunne, og vi bede alle dem, til hvil¬
ke vi sende denne Plan, at de ikke tale videre det¬
om.


-
-
467
De Priisspørgsmaale, hvis Besvarelse
Selskabet forventer til den i Junii 1763, ere:
1) Ved hvilke Midler et Folks fordærvede
Sæder best kunde forbedres, og hvad
en Lovgiver derved fornemmelig maae
iagttage.
2) Er der Fordomme til, som fortiene at ag¬
tes saa meget, at en god Borger maae
vogte sig for, offentlig at angribe dem?
3) Hvilket Folk i Verden har været det lyk¬
keligste?
4) Det fierde Spørgsmaal, som alene an¬
gaaer den Schweitzerske Statsforfat¬
ning, er: Hvorledes man kunde stifte
mere Fortroelighed og et nøiere Ven¬
skab imellem Borgerne og Landfolket
i nogle Cantoner?
Prisen for ethvert Spørgsmaal er tive
Dukater. Skrifterne indsendes postfrie til det
typographiske Selskab i Bern, som besørger de¬
res videre Befordring. Forfatternes Navne


408
maae, som sædvanligt, skrives i en forseglet Sed¬
del, tillige med et Valgsprog, hvilket og tegnes
paa Titelbladet af Priisskrifterne.
Hvor riig en Anledning for dem, som ha¬
ve nogen Jndsigt i Sædelæren og Lovgiverkon¬
sten, til at giøre sig fortiente af det menneskelige
Kiøn ved langt vigtigere Arbeider end saadanne,
som sigte kuns til at spilde de saa gode Verkers
Credit, som vi endnu have i dette Slags. Men
der udkræves og mere til saadanne Arbeider, end
en metaphysisk Jndsigt i Sædelæren, nogle al¬
mindelige Begreber om de tre Regieringsformer,
og en historisk Kundskab om Rettergangsmaaden
og de sædvanlige Tvangsmidler, ved hvilke Men¬
neskene kunde nødes til de fuldkomne Pligters
Jagttagelse.


469
No. 151.
Mandagen, den 28 Junii, 1762.
D¬
e Usynlige have befalet mig, at bekiendtgiø¬
re følgende Samtale imellem Theages og
Philemon, som fandtes iblant de Papirer, hvil¬
ke jeg overleverede til Selskabet.
Philemon. Den Fremgang, som De al¬
lerede haver giort i adskillige Videnskaber og
Sprog, fornøier mig meget. Men veed De vel,
kiere Theages, at Nytten af alt dette kommer an
paa en eneste Videnskab, og denne Videnskab er
saa vigtig, at mange Mennesker, som lære dag¬
lig, lære den aldrig. Th. Den maae da være me¬
get vidtløftig og tung; man maae have en stærk
Hukommelse og lære meget uden ad? Ph. Vi¬
denskaben selv er meget kørt, og udkræver ikke stor
Hukommelse. Th. Den maae bestaae i vanskeli¬
ge Figurer og Beregninger. Jeg har hørt, at
der er saadan en Videnskab til, som er meget
tung. Ph. Til den Videnskab, som jeg taler om,
behøver man hverken Figurer eller Beregninger.
Den arbeider mere paa Hiertet, end paa Forstan¬
den og Hukommelsen. Med faa Ord: Videnskaben


470
bestaaer ikke saa meget i at vide mange Ting, som
i at ville det Gode. Th. Alle Mennesker ville
jo gjerne det, som er dem godt? Py. De har
Ret; men hvorfor giøre de det da ikke altid? Ty.
Fordi de ei vide det. Ph. Undertiden er dette vel
Aarsagen; men naar de mangle intet uden Op¬
lysning, og vilde tage mod gode Raad, ere disse
ikke saa vanskelige at faae. J store Forretninger
kan den Klogeste ikke see alting selv. Har De selv
aldrig gjort noget, som De vidste var ondt, eller
efterladt noget, som De vidste at være godt? -
bliv ikke undseelig, min Hensigt er ikke, at bebrei¬
de Dem nogle forbiegangne Feil; jeg ønskede kuns
at forebygge langt større i Fremtiden; endnu ere
Forseelser ikke saa skadelige for Dem selv eller for
andre, som de kunde blive. Jeg forlanger kuns
Svar paa det Spørgsmaal: om det er nok at vi¬
de det Gode, uden at giøre det, og om det, for
at giøre det, er nok at vide det? Ty. Nei -
Py. De har Lyst til Videnskaberne, De agter
dem, De lærer hastig, og beholder vel hvad De
lærer. De kunde endog allerede begribe baade
Grunden og Nytten til de Ting, som De lærer;
men hvoraf kommer det, at De dog til visse Ti¬
der ikke har al den Agtsomhed, som De dog veed,
at De burde have? Ty. Det skeer, enten fordi
jeg til saadan en Tid ønskede mig en Fornøielse,
eller fordi det, som jeg skal giøre, synes mig tungt-


471
ph. De har Ret, kiere Theages; og alle Men¬
nesker i Verden, som forsømme en Pligt, som
efterlade det Gode, som de vide, giøre det af en
af disse Aarsager, enten for at nyde en Fornøiel¬
se, eller for at undgaae et Arbeide, som de holde
for besværligt. Saa længe disse Hindringer ikke
overvindes, hielper det ikke, at de vide, hvad de
bør giøre. Men maaskee, naar man tillod Dem
en lang Tid at fornøie sig, og at legge alt Arbei¬
de bort, da skulde De være mere munter, mere
villig dertil, naar De først begyndte det igien.
Theages betænkte sig lidet. Begyndelsen, sagde
han, vilde nok blive vanskeligere, naar jeg hav¬
de i lang Tid havt Friehed, og ikke været vant
til Arbeide. Men naar jeg først kom i dermed -
og naar jeg bliver ældre, og har lært meget, kan
jeg bedre overvinde mig selv.  Ph. Lært meget?
De begriber jo allerede, kiere Theages, at det er
ikke nok, at vide det Gode. Man giør det derfor
ikke, dersom man ikke er stærk nok til at overvin¬
de Begierlighederne og den Møisommelighed, som
Arbeidet fører med sig. Mener De, at Deres
Begierligheder tage af, naar De bliver ældre?
de formere sig tillige med Legemets Kræfter, og
ophøre ikke uden ved Alderdom og Sygdom. Saa¬
dan en Svækkelse i Naturen, som formindsker Be¬
gierlighederne, berøver Dem tillige Kræfter til at
giøre det Gode, og mener De, at det er Tids nok


4f2
at ville det Gode, naar De ikke mere kunde giøre
det? Naar De nu undertiden ikke kunde overvinde
Dem selv, for at giøre det, som Deres Fornuft
allerede er oplyst nok til, at erkiende for en Pligt,
da tvinges De af andre dertil; men naar denne
Tvang engang ophører, og Begierlighederne blive
stærkere, hvad skal da regiere Dem? Hvad skal
bevare Dem fra at begaae Feil, som for Dem selv
og for andre ere tusinde Gange vigtigere end alle
de, som De nu kunde begaae? At De har lært
meget, at De veed hvad der er godt; det nytter
kuns til at plage Deres Sind med hemmelige Be¬
breidelser, naar De ikke giør det; og til at giøre
det, kiere Theages, veed De jo allerede, at der
behøves meer end Videnskab. Ty. Hvad er da
dette? Py. De veed det jo allerede af Deres egen
Erfarenhed og Tilstaaelse. Det er, at overvinde
Lysterne og ikke frygte for Arbeide. Ty. Men, si¬
den De siger, at det er ingen Videnskab, hvorle¬
des kan jeg da lære det? Py. Det eneste deri, som
er en Videnskab, er at kiende, at det er fornø¬
dent, og at Videnskaben ellers ikke nytter os. Men
dette veed De jo allerede, og det øvrige kommer
an paa en tidlig og daglig Øvelse. De har selv
tilstaaet, at, naar De længe har fornøiet Dem,
og været frie for Arbeide, er den første Begyn¬
delse tungere; det koster Dem mere Umage, at
overvinde sig. Naar Deres Dansemester f. Ex. vil


115
rette en Feil i Deres Gang, som De længe har
været vant til, falder det Dem da ikke meget
besværligt at forandre den? Vil De vel selv gier¬
ne have saadan en Feil? Th. Nei, jeg vil ikke
gjerne giøre noget, som lader ilde. Ph. Dersom
De opsatte denne Øvelse indtil De blev ældre og
stærkere, skulde det maaskee blive Dem lettere at
rette Deres Feil? Th. Det blev nok vanskeligere.
Ph. Sindets Vaner og Færdigheder ere af sam¬
me Beskaffenhed. Naar De længe har vænt Dem
til at udtale et Ord urigtig, eller sige et i Stedet
for et andet, falder det Dem da ikke ofte i Mun¬
den, naar De selv gierne vilde tale rigtig? Th.
Jo, det har jeg tidt erfaret. Py. Jeg har derfor
meget ofte sagt, og af adskillige Erfaringer beviist
Dem, at, naar De ikke giver vel Agt paa en Ting
den første Gang, som den siges Dem, koster det
Dem siden meget mere Umage at fatte den ret.
Th. Jeg har selv tidt forundret mig derover; der
ere visse Ting endnu, som ere meget lette, som jeg
veed ganske vel, og som jeg dog af den Aarsag ikke
kan sige ret, uden at betænke mig først. Ph. Saa¬
ledes, kiere Theages, er det og beskaffen med den
største af alle Færdigheder i Sielen, som bestaaer
deri: at man, uden at tilbageholdes af Begier¬
lighederne og af Arbeidets Besværlighed, vil al¬
tid det, som Fornuften siger os at være godt. For
at naae denne Færdighed, maae man øve sig tidlig


474
og daglig deri. Th. Er da al Lyst ond, og Arbei¬
de alene godt? Py. Nei, saadan en Philosophie
vil jeg ikke lære Dem; den er lige saa falsk, som
den er bedrøvelig. Al Lyst er i sig selv noget Godt,
og Arbeide, saavidt det trætter og besværer, er
altid noget Ondt. Jngen Lyst er ond, uden naar
den berøver os et større Gode, og Arbeide er ikke
godt, uden saavidt det er fornødent til at skaffe os
en vis Fuldkommenhed; men ingen Fuldkommen¬
hed, indtil Sundhed og Fornøielse selv, kan naaes
uden Arbeide. Ty. Fornøielse ikke heller? Mig
synes, at Arbeide og Fornøielse ikke kunne bestaae
tilsammen. Ph. Naar De udvælger en af de skiøn¬
neste Sommerdage til at fornøie sig, giør da Var¬
men og Bevægelsen Dem ikke omsider træt? Naar
De ikke studerer, tænker og bestiller De da slet in¬
tet? Naar De spiller, giver De sig da ikke ofte
stor Umage for at bruge alle Deres Siels Kræfter?
Sætter det ikke ofte Deres Sind i en heftig Be¬
vægelse? Naar De læser eller hører andre nyttige
Ting, som ellers virkelig fornøier Dem, thi De¬
res Siel, kiere Theages, er skabt til at være sted¬
se beskæftiget, falder Dem da ikke ofte saadant et
ufuldendet Spil ind, og giør, at De ikke uden
stor Møie fatter det, som ellers var Dem let? -
Ty. Jeg kan selv ofte være fortrydelig derover;
men det falder mig ind mod min Villie, og naar
jeg først tænker derpaa, kan jeg ikke saa let glemme


Riy
det igien. Ph. De seer altsaa, at Deres Siel er
skabt til Arbeide, at De uden Arbeide ikke kunde
nyde den mindste Fornøielse; tvertimod, saadan¬
ne smaa Fornøielser, især naar De vilde dele De¬
res Tanker imellem mange Ting, og drage dem
fra et til et andet, koster Dem ofte meget mere Ar¬
beide, end at fatte en vigtig Sandhed, naar De
tænker kuns paa den alene. De veed og, at det
Arbeide, som De giver Dem selv, er Dem ikke nyt¬
tigt; det forvolder Dem undertiden nogle ubeha¬
ge Øieblikke, og det, som for et Hierte, som Deres,
bør være det allerubehageligste, de Folk, som elske
Dem og søge Deres Beste, blive misfornøiede.
Endda fornøier dette Arbeide Dem, hvorfor, kiere
Theages? Dette kan De ikke besvare selv, men De
kan forstaae mig, naar jeg siger Dem det: fordi
denne Spillelyst da regierer Deres Siel. Th. Men
er den Lyst da saa ond? Ph. Nei, tvertimod, den
er i sig selv ganske uskyldig, naar De ikke har no¬
get bedre at giøre, maae De gierne søge Deres For¬
nøielse i saadanne Beskæftigelser, hvorved De dog
altid tænker noget. Men denne uskyldige Lyst er
ond, saasnart den hindrer Dem i noget, som Deres
egen Fornuft siger Dem at være vigtigere. Th. Den¬
ne Lyst kan dog ikke skade mig i Tiden; thi den op¬
hører naar jeg bliver ældre. Ph. Den ophører,
men for at giøre Plads for andre, som endnu ere
farligere; og dersom De ikke har lært at overvinde


470
hiin, skal De ikke heller overvinde disse. Men hvil¬
ken af disse to Ting, som jeg har viist Dem at væ¬
re de vigtigste af alt hvad vi lære, holder De nu
for vanskeligst, enten at tvinge sine Lyster, eller at
paatage sig villig det Arbeide, som Pligterne ud¬
kræve? Th. De ere vanskelige begge; men mig sy¬
nes dog, at det er ikke saa vanskeligt at lade noget,
som man har Lyst til, som at giøre noget, hvortil
man er tvunget. PPh. Arbeide holder De altsaa
for det tungeste, men jeg har jo viist Dem, at De
altid arbeider, at Deres Siel virker allermeest, naar
den synes at være ledig og frie. Naar man en heel
Dag igiennem forbød Dem al Leeg og Fornøielse,
og tillod Dem tillige, om De vilde, at være frie
for at studere, hvad vilde De da giøre? Ty. Jeg
vilde studere; De veed so, at jeg i saadanne Om¬
stændigheder tidt har forlangt det. Ph. Saa utaa¬
leligt, kiere Theages, er det for Sielen at være le¬
dig. Den Virksomhed, som Pligterne udkræve,
skal aldrig falde os tung, naar vi kuns først kun¬
de overvinde de Lyster, som kalde os fra Pligterne,
og disse koste os sielden saa megen Møie og Besvær¬
lighed som hine. Th. Skal man da reent aflegge
alle Lyster? Py. Jngenlunde, jeg har jo viist
Dem nyelig, at de i sig selv ikke ere onde; de ere
det kuns, naar de stride mod en Pligt, og ligesom
de ofte ere til Hinder for Pligternes Udøvelse, saa
kunde de og undertiden befordre dem. Th. Disse


4lil
Lyster, som ere saa skadelige, kunde og være tilla¬
delige, og undertiden gavnlige? Pyt Naar man,
for at opmuntre Dem til Flid, lover Dem en For¬
lystelse, giør De det da ikke med en dobbelt Jver?
Ty. Jo. Py. Er denne Lyst skadelig eller gavn¬
lig? Ty. Den er gavnlig. Py. Men dersom De
giorde det Gode alene for at nyde saadan en For¬
lystelse, skulde De da ikke lade det lige saa snart,
som De kunde nyde Fornøielsen, uden at giøre det
Gode? Naar De slet ingen Lyst havde til at stu¬
dere, uden for siden at kunde lege, skulde De da
vel vilde studere, saa længe der var ingen, som hin¬
drede Dem fra at lege? Th. Nei, naar jeg stu¬
derede derfor alene; men det giør jeg ikke. Py.
Hvorfor da? Th. Fordi det er godt i sig selv, og
fordi det virkelig fornøier mig. Ph. Jeg har no¬
gen Aarsag til at troe hvad De siger; men er den¬
ne Fornøielse alene stærk nok til at bevæge Dem
altid? Theages loe, og Philemon sagde, uden at
oppebie hans Svar: Hvilken Lyst, hvilken Fornøi¬
else mener De da, at men kunde legge til, for at
giøre den stærk nok? Naar De fik Tilladelse at le¬
ge, eller man gav Dem noget, som smagte Dem
vel? Ty. Maaskee. Py. Men De kunde dog ik¬
ke altid spise; De seer af andre voxne Folks Ex¬
empel, at der kommer engang en Tid i Deres Liv,
da De ikke finder mere Smag i saadant, og da
De ikke skiøtter om at lege, hvad skal da bevæge


478
Dem? Er det Dem kiert at blive roest? at fortie¬
ne andres Biefald og Høiagtelse? Ty. Ja, det
veed De nok. Py. Har De nogen Tid hørt, at
man har roest Folk fordi de forsømte ingen Leilig¬
hed til at fornøie sig, fordi de spiiste og drak vel,
og giorde sig Livet saa mageligt, som de kunde?
Hvorfor æres Alexander lige saa meget som Sar¬
danapel foragtes? Th. Fordi den første var tap¬
per og arbeidsom, og den sidste vellystig og lad.
Py. Æren er altsaa den af alle Passioner, som
nærmer sig meest til Dyden; men og den kan ikke
opnaaes uden Herskab over Lysterne og Arbeid¬
somhed. Th. Ærelyst er altsaa vel ikke ond, den
behøver man ikke at tvinge? Py. Hvad vilde De
sige om en Mand, som var meget syg, og dog in¬
derlig fornøiet, fordi alle andre holdt ham for at
være frisk? Ty. Det var meget daarligt. Py. Li¬
ge saa daarligt er det, at glæde sig over den Ære
og Roes, som man ikke fortiener. Og naar De
ingen høiere Grundregel havde end Æren, maatte
De jo og giøre det Onde, naar andre roste det.
Th. Man kan da ogsaa undvære Æren; men siig
mig, kiere Philemon, hvorledes lærer man saale¬
des at regiere sine Lyster, Ph. Jeg skal sige Dem
det, naar De først vil sige mig kortelig hvad De
har lært af denne Samtale. Ty. At Videnska¬
berne skade mere end de gavne, dersom vi ikke til¬
lige lære at undertvinge vore Lyster, og overvinde


4779
med Taalmodighed Besværlighederne af et nyttigt
Arbeide; at Lysternes Undertvingelse er af disse
to Ting den vanskeligste; at man maae øve sig
tidlig deri, førend man selv kommer i Friehed, og
førend Lysterne ved Alderen blive stærkere; at in¬
gen Lyst er ond eller god i sig selv, men kan blive
baade ond og god, ond, naar den hindrer os fra
Pligterne, og god, naar den opmuntrer os dertil;
at Æren er af alle Lyster den beste, men at den
og kan misbruges, og maae derfor tvinges lige¬
saavel som alle andre Begierligheder. Men hvor¬
ledes dette skal skee, det synes mig ikke, at De
endnu har sagt. Ph. De har selv sagt det: man
maae øve sig tidlig deri, og meere kan jeg ikke sige
Dem. De første Lyster, endog Barndommens
uskyldige Tilbøieligheder, maae tvinges, saasnart
de hindre os i vore Pligter. Naar de allerheftigst
begierer saadanne Ting, maae De sætte Deres
høieste Ære i at kunde undertvinge saadan en Be¬
gierlighed hastig, og uden at bie indtil De erin¬
dres derom. De maae øve Dem i at opofre god¬
villig endog Uskyldige Fornøielser, alene for at vi¬
se, at De er Herre af Dem selv. Og om De ikke
altid har Styrke og Færdighed nok i Sindet til
at overvinde sig, maae De dog altid troe, at de,
som enten ved Formaning eller Straf komme Dem
til Hielp, giøre det alene for at give Deres For¬
nuft et Herskab over Tilbøielighederne, uden hvilket


480
den ædelste Deel af Deres Væsen skulde blive en
evig Slave af nedrige Lyster, og Kundskaben selv
ikke nytte, uden til at forføre og fordømme Dem.
At vide hvad der er ret og godt, kiere Theages,
det koster vel nogen Møie, men det er dog meget
lettere, end at overvinde den allermindste onde
Tilbøielighed. De veed allerede saa meget, at
De skulde blive lyksalig og æret nok i Verden, om
De efterlevede det. Og jeg tvivler ikke paa, at
De so i faa Aar kunde komme saa vidt, at Vi¬
denskaberne ikke meere skulde synes Dem vanskeli¬
ge og kiedsommelige; men dette skulde lidet hiel¬
pe Dem, dersom De ikke tidlig havde lært at
tvinge Deres Lyster, og hertil veed jeg, kiere
Theages, intet andet Middel, end daglig Øvelse
og en ærbødig Hengivenhed i det Væsens Førel¬
ser, som alene er mægtig nok til at bestyrke Dem
i det Gode, og at bevare Deres Dyd fra alt for
store Fristelser.


