Sneedorffs
samtlige
Skrivter.
Fierde Bind.
Kiøbenhavn, 1776.
Trykt paa Gyldendals Forlag.


Jndhold
af den
patriotiske Tilskuer.
Fierde Bind.
Blad.
152.
S¬
ocratisk Samtale imellem Socrates og
Alcibiades om den menneskelige Natur.
153. Anmeldelse af den Danske Oversættelse af
Gellerts Breve. Et Stykke af samme
forelæses i et lærd Selskab.
154. Undersøgelse af de Priisspørgsmaale, som
det Selskab af Borgere (No. 150) har
fremsat. Betragtning over Sæderne;
Aarsag til sammes Fordærvelse er Van¬
kundighed, Trang og Syndevaner.
Midler derimod.
155. Hvilket Folk der er, eller har været det lyk¬
keligste?
156. Nogle Levninger af Niels Klims Haand¬
Skrifter om Petrus Longobardus og Hr.
Haudegen.


Blad.
157. Recension af et Skrift, kaldet: Poesie for
Poeter. Det første Stykke er: Nyg¬
tets Tempel, ved Pope.
18. En Jndianer med Hustrue og Barn vare i
Havsnød, hvori Faderen trættede med Mo¬
deren, hvis Liv var meest fornødent for
Barnet, enten hans eller hendes. Be¬
tragtning over Grunde til Forbindelser
imellem begge Kiøn, og imellem Forældre
og Børn, i Anledning af denne Tildra¬
gelse.
159. og 160. Forslag til en Forening imellem
Partierne i den lærde Verden.
161. Historiens Nødvendighed, især et skiønsomt
Udtog deraf for Ungdommen.
162. Beretning om en ærlig Jøde, som var ædel¬
modig nok til ikke at beholde et Laan, som
han kunde have anvendt til sin Fordeel.
Tilskuerens Forsæt, at skrive et Forsvars¬
Skrift for Jøderne imod de Christne.
163. Brev fra en Haandverksmand, (s. No. 188.)
164. Socratisk Samtale med Criton, om en Bor¬
gers Pligter.
165. Den nyere Grundregel i Videnskaberne,
er: heller at tage fra, end legge til. Kiøb¬
mandens Tanker om Haandverkslaugenes
Afskaffelse.


Blad.
166. Prosaisk Lovsang til Gud, i Anledning af
det Ondes Oprindelse.
167. Tilskueren er i Selskab med en blind og en
døv Mand, som tillige var stum. Den
Blindes Samtale med ham.
168. Samtale imellen Philemon og Theages,
om den sande Christendom.
169. Fortsættelse.
170. Bestemmelse af hvori den sande Philosophie
bestaaer, oplyst ved en Socratisk Sam¬
tale.
171. Sammenligning imellem Menneskers og
Dyrs Carakteer, af Jean Baptist de la Por¬
ta.
172. Herman von Bremenfeldts politiske Testa¬
mente.
173. Frietænkeriets Historie.
174. De Yderligheder, som begaaes i at forrin¬
ge eller ophøie den menneskelige Natur.
175. Lovene, som den beste Materie til at skrive
Ugeblade for alle Slags Folk.
176. Forslag til Mode-Tidender for skikkelige
Folk.
177. Vidtløftighed i Skrivemaade ved Proces
og andre Leiligheder lastes. Anmerkning
over gode Loves Egenskaber.
178. Anmerkning over et Skrift: hvorfor Stu¬
dentere ere saa ringe agtede?


Blad.
179. Ret, Jnteresse, Passioner og uformo¬
dentlige Hendelser ere de fire Hovedgrunde
til alle Forandringer.
180. Den borgerlige Ueenighed imellem Stæn¬
derne indbyrdes.
181. Ben Halim, en Fortælling, henegnet paa
Arveprinds Friderichs Fødselsdag 1762.
182. Betænkning over den Danske, Norske, Tyd¬
ske og Franske Nations Krigsdyder. For¬
slag til en Planteskole for Krigsstanden af
Soldaterbørn.
183. Om Upartiskhed.
184. Betragtning over Syrachs Ord: at den,
som bør æres i Fattigdom, mere bør æres
i Riigdom, og den, som bør vanæres i
Riigdom, bør mere vanæres i Fattigdom.
185. Brev fra Selinde, som agter Bøger høiere
end Speilet.
186. Unge Fruentimmers Pligter efter Moden.
187. Oversatte Breve angaaende en befrygtet Ban¬
qverotte.
188. Brev fra Haandverksmanden, (s. No. 103.
189, Præstens Tanter, hvuren Regieringsmaade
der er den beste.
190. Caffehuuses Nytte.


Blad.
191. Den Forandring i Stiil og Foredrag, som
et Ugeskrift bør have, for at behage dets
Læsere. En Drøm om Forfatternes
Land.
192. En Faders Leveregler for sine Børn.
193. Udtog af et Engelsk Skrift, om Feil i den
offentlige Læremaade.
194. Anmeldelse af et Engelsk Skrift: kne
Præceptor, hvis Jndhold anføres.
195. og 196. Forsøg af en Dansk Ordbog, (see
No. 79.)
197. Den philosophiske Bonde i Schweitz; ta¬
get af et Skrift herom: Die Wirtschafft
eines philosophischen Bauers, von H. E.
Hirzel, M. D. und Stadtphysicus in
Ziirch.
198, Coelies, (et Fruentimmers) Opdragelses¬
Historie.
199. Drøm om de Viises Land.
200 En Mand spørger: hvilke Videnskaber hans
Søn bør lære? Svar derpaa.
201. Samtale imellem Philemon og Theages,
om Operg.


Blad.
202. Den Christelige Religions Sandhed, be¬
viist af Christi Persons Ypperlighed.
og 204, Prosaisk Lovsang over Christi Fød¬


Snerovrffv
paltivliste
T14
Fierde Bind.
A
Sneedorffs Skrift. 4. Vind.


44


Den patriotiske
Tilskuer.
No. 152.
Fredagen, den 2 Julii 1762.
J¬
eg har talt i nogle Blade om de Socratiske
Samtaler, som Mønsire for en opbygge¬
lig Omgang imellem Forældre og Børn, Lærere
og Discipler, og den beqvemmeste Maade til at
giøre vigtige Sandheder fattelige for Ungdommen.
Saadanne Samtaler have en utroelig Virkning,
til at vedligeholde deres Agtsomhed, og til at hin¬
dre Tankernes Adspredelse, som er noget af det
vanskeligste i den Alder. Den naturlige Nys¬
gierrighed opvækkes ved Spørsmaale, og den Kied¬
sommelighed, som en bestandig Forelæsning op¬
vækker, fordrives ved at forandre Underviisnin¬
gen til en Samtale, hvorved Fornuften, uden at
trettes, holdes i en bestandig Virksomhed; at jeg
ikke skal tale om den store Nytte, at man ved den¬
ne Methode tillige lærer at bruge Videnskaberne,
og at forklare sine Tanker paa en naturlig, tydelig
og utvungen Maade.


4
Jeg har dristet mig til at bekiendigiøre
nogle Efterlignelser af de Socratiske Samtaler,
som Plato har givet os; men maaskee har jeg ik¬
ke været lykkelig nok i at komme Mønstret saa nær,
som jeg ønskede. For at give Læserne et fuld¬
komnere Begreb om denne Methode, vil jeg i det¬
te Blad oversætte et Stykke af Socraiis førte
Samtale med Alcibiades, eller om den menne¬
skelige Natur.
Den største Deel af Samtalen gaaer ud
paa at overbeviise denne unge Adelsmand om den
ubehagelige, men tillige fornødne, Sandhed, at
han ikke endnu besad de Videnskaber, som ud¬
krævedes til de vigtige Æresposter i Athenen, som
han attraaede, og hvortil han troede, at hans
Fødsel og Stand alene berettigede ham. Socra¬
tes beviiser ved Spørsmaale og hans egen Til¬
staaelse, at han ikke kiendte denne Videnskab en¬
gang, og at han aldrig alvorlig havde tænkt paa,
at forhverve den. Aleibiades søger at undskylde
sig med sine Medborgeres Vankundighed, han tør
endog trøste sig dermed, at andre af hans Alder
og Stand vidste endnu mindre, end han. Det
er et Tegn til liden Høihiertighed, svarer So¬
rates, at ikke tragte videre end til at overgaae
Daarer og Slaver; Dersom J havde den ret¬
te Følelse af Ære, da maalede J Eder ikke med
Eders slette Medborgere; J søgte at overgaae


andre Folk, som ere Atheniensernes Naboer og
naturlige Fiender; J søgte at forhverve Eder
Dyder, hvorved J kunde bringe Eders Fædre¬
eland i Ligevægt med Persien og Lacedæmon.
De Persiske og Lacedæmoniske Konger, siger Al¬
eibiades, ere de da klogere, end andre Folk? So¬
crates fortæller ham derpaa, hvorledes de Konge¬
lige Børn i Persien opdrages. Saasnart de fødes,
siger han, overleveres de til dydige Folk, som drage,
Omsorg for dem indtil det syvende Aar. Fra det
syvende indtil det fiortende Aar anfører man dem
til adskillige Øvelser, og siden udsøger man til
dem fire af de beste Mænd i Riget. Den ene
underviiser dem i Religionen, den anden anfører
dem til Sandhed og Retfærdighed, den tredie læ¬
rer dem den Friehed, som bestaaer i Herredømme
over sine Tilbøieligheder, og den fierde øver dem
i at ikke frygte noget, hverken Farligheder eller
Døden. Hvad de Lacedæmoniske Konger an¬
gaaer, siger han videre, da er der saa stor For¬
skiel imellem deres Opdragelse og den, som vore
fornemme Borgere i Athenen give deres Børn,
at dersom Kong Agis Moder hørte, at en ung
Adelsmand i Athenen, kaldet Alcibiades, søgte
om at blive en høi Officeer i den Armee, som vi
sende mod Lacedæmonierne, skulde hun troe, at
en lang Øvelse, megen Erfarenhed og en dyb
Jndsigt i Krigskonsten alene kunde overtale ham


6
til at giøre saadan en Ansøgning, og hvor skulde
hun ikke forundre sig, dersom man sagde hende
tillige, at denne samme Alcibiades var en ung,
uvidende og selvklog Person, som aldrig havde
bekymret sig om sig selv. - Dette rørte Al¬
cibiades saa meget, at han indstændig bad So¬
erates, at han vilde forklare ham det nøiere; hvil¬
ket gav Anledning til følgende Samtale, som
jeg paa nogle Steder har forkortet.
Soer. Har et Menneske vel Omsorg
for sig selv, naar han kuns alene bekymrer sig
om de Ting, som høre ham til? Alcib. Ja, det
synes mig saa. Soer. Har jeg Omsorg for mine
Been, naar jeg alene bekymrer mig om mine
Skoe? Alcib. Jeg forstaaer Eder ikke, Socra¬
tes. Soer. Hvad er det, at have Omsorg for en
Ting? er det ikke, at giøre den bedre? og hvad
er det for en Konst, som tiener til at giøre gode
Skoe? Alc. Skoemagernes. Soer, Kunne vi
med den samme Konst hielpe vore Fødder, naar
dem fattes noget? Alc. Nei, det er en anden
Videnskab, det er Lægekonsten, Soer. Den Vi¬
denskab, hvorved vi lære, at sørge for os selv, er
altsaa ikke den, hvorved vi lære at bære Omsorg
for de Ting, som tilhøre os. Alc. Det lader faa.
Soer. Hvad er det da for en Konst, som lærer
os, at sørge for os selv? Ale. Det kan jeg ikke
sige. Soer. De tilstaaer jo allerede, at det ikke er


den, hvorved vi forbedre de Ting, som tilhøre
os, men den, hvorved vi forbedre os selv. Alc.
Ja. Soer: Kan man giøre en Skoe, førend man
endnu veed hvad en Skoe er? Alc. Nei. Soer.
Kunne vi da forbedre os selv, eller have ret Om¬
sorg for os selv, førend vi kiende os selv? Alc.
Det er umueligt. Soer. Men dersom det var saa
let en Sag, at kiende sig selv, skulde man da vel
have skrevet paa Templen i Delph det bekiendte
Sprog: Kiend dig selv? Alc. Jeg har troet,
at det var let, og at denne Kindskab var alle
Mennesker given. Soer. Siig mig, Alcibia¬
des, med hvem taler J nu? Er det med nogen
anden, end med mig? Alc. Nei, med Eder ale¬
ne. Soer. Og jeg taler kuns med Eder; det er
Socrates, som taler, og Alcibiades, som hører.
Alc. Ja, det er saa. Soer. At røre Munden,
Tungen, Læberne, at bruge disse Lemmer til at
give en Røst fra sig, er det ikke det samme, som
at tale? Alc. Jo. Soer. Den, som bruger en
Ting, er han dog ikke adskilt fra Tingen selv.
Alc. Hvorledes er det at forstaae? Soer. En
Skoemager f. Ex. som bruger Syle, Saxe og
Læster, er han vel det samme, som de Redskaber,
hvilke han bruger? Et Menneske, som blæser i
en Fløite, er han ikke noget andet, end Fløiten?
Alc. Det er klart nok. Soer. Men Skoema¬
geren bruger ikke alene sine Redskaber, han bru¬


8
ger og sine Hænder. Alc. Ja. Soer. Og sine
Øine. Alc. Ganske vist. Soer. Og det er jo
afgjort, at den, som bruger en Ting, er adskilt
fra Tingen selv? Alc. Ja. Soer. Mennesket
er altsaa noget andet, end hans Legeme? Alc.
Jeg troer det. Soer. Hvad er da Mennesket?
Alc. Det veed jeg ikke. Soer. J veed dog i det
mindste, at Mennesket er det, som bruger og be¬
tiener sig af Legemet? Alc. Det er sandt. Soer.
Er der noget andet, som bruger og regierer Lege¬
met end det Væsen, som tænker i os, og som vi
kalde Sielen? Alc. Nei. Soer. Sielen alene
er altsaa Mennesket selv? Alc. Ja. Soer. Naar
vi tale sammen, er det min Siel, som taler til
Eders, og som ved Røsten søger at meddeele sine
Tanker ikke til det Legeme, som jeg seer, men til
noget i Alcibiades, som jeg ikke seer, det er til
hans Siel? Alc. Det er klart. Soer. At kien¬
de sig selv, er altsaa det samme, som at kiende
det, der tænker i os? Alc. Ja. Soer. Den,
som kuns kiender sit Legeme, kiender da kuns det,
som hører ham til, og ikke sig selv? En Læge¬
kiender ikke sig selv, saavidt han er Læge, d. e.
saavidt han kiender Legemets Beskaffenhed? En
Dansemester kiender ikke sig selv, saavidt han
veed, hvorledes man best kan bære og bevæge
Kroppen? Ale. Det er sandt. Soer. De, som
beskæftige sig med andre Ting, som ere uden for


9)
Legemet, kiende Mennesket endnu mindre; de
kiende ikke engang det, som nærmest tilhører Men¬
nesket? Alc. Ja. Soer. Et Menneske, som
elsker Rigdom, elsker altsaa ikke sig selv, han el¬
sker ikke engang det, som hører ham nærmest til,
men noget, som er endnu mere fremmed for ham,
end Legemet? Alc. Det synes mig ogsaa. Soer.
Dersom nogen elskede Alcibiades alene for hans
skiønne Person, var det jo ikke Alcibiades selv,
som han elskede, men kuns noget af det, som hør¬
te Alcibiades til? Alc. Jeg maae tilstaae det.
Soer. Den, som elsker Alcibiades, er altsaa
den, som elsker hans Siel? Alc. Det er en klar
Følge af hvad, J har sagt. Soer. Det er der¬
for, at de, som kuns elske Eders Skiønhed og
Formue, forlade Eder, saasnart disse Ting høre
op? Alc. Det er sandt. Soer. Men den, som
elsker Eders Siel, forlader Eder aldrig, saalæn¬
ge J giør Fremgang i Dyden, og beflitter Eder
paa, at blive hver Dag bedre. Alc. Det skulde
vel saa være. Soer. Det er og Aarsagen, hvor¬
for jeg er den Eneste af alle Eders Tilhængere,
som ikke forlader Eder. Alc. J fornøier mig
derved meget, Socrates, og jeg beder, at J al¬
drig vil forlade mig. Soer. Stræb da af alle
Eders Kræfter, at blive hver Dag bedre? Alc.
Det vil jeg giøre. Soc. J seer altsaa, at Alci¬
biades, Clinias Søn, baade har havt og har


10
endnu kuns een oprigtig Ven. og denne Ven er
den behagelige (*) Socrates, en Søn af So¬
phroniscus og Phenærete. Alc. Jntet er vissere.
Soer. Haver J ikke selv ofte villet spørge mig,
hvorfor jeg var den eneste af alle Eders Venner,
som ikke forlod Eder? Alc. Jo. Soer. Og nu
siger jeg Eder det, fordi jeg var den eneste, som
elskede Eder selv. Dersom J ikke lader Eder for¬
føre af Mængden og forfalde til Laster, skal jeg
aldrig forlade Eder. Men jeg frygter meget,
at en umaadelig Ærelyst og Begierlighed, til at
behage, omsider skal fordærve Eder, ligesom den
har fordærvet saa mange af vore beste Medborge¬
re. Det Atheniensiske Folk har en smuk ud¬
vortes Anseelse; men lad os betragte deres ind¬
vortes Egenskaber. Troe mig, Alcibiades, J
behøver at tage Eder i Agt? Alc. Hvorledes?
Soer. Førend J møder i de offentlige Forsamlin¬
ger, og blander Eder i nogen Forretning, maae
J først lære, hvad J behøver at vide, for ikke i
Omgang at blive befænget af den almindelige For¬
dærvelse. Alc. Alt dette er meget vel sagt, So¬
erates; men siig mig da, hvad jeg skal giøre,
for at kiende mig selv? Soer. Dersom det, som
man
(7) Socrates siger dette af Skiemt, fordi han
ikke, som andre af Alcibiadis. Venner, besad
saadanne udvortes Egenskaber, hvormed han
runde indtage Folk.


11
man siger om Mennesket, var sagt til Øiet;
Kiend dig selv! vilde det da ikke sige saa me¬
get, som, at man skulde betragte sig i noget an¬
det, hvori Øiet kunde see sig selv? Alc. Jo.
Soer. Hvilket var da det, hvori vi kunde see
Øiet og os selv? Ale: Et Speil, eller noget an¬
det saadant. Soer. Ret, men er der ikke og i
Øiet noget, som giør samme Virkning, som et
Speil? Alc. Jo, Øiesteenen. Soer. Naar et
Øie derfor vil speile sig i et andet Øie, maae det
betragte den Deel af Øiet, som er den fuldkom¬
neste, og hvori Synet boer? Alc. Ja. Soer.
Naar Sielen vil kiende sig selv, maae den betrag¬
te sig i det Væsen, hvori Viisdommen boer? Alc.
Ja. Soer. Det er altsaa i den Siel, hvoraf
vores kuns er et billede, det er i det guddomme¬
lige Væsen, at vi maae betragte os selv; det er,
vi maae kiende Gud og hans Viisdom, for at
kiende os selv fuldkommen. Alc. Det synes, at
være klart. Soer. At kiende sig selv, er den ret¬
te Viisdom, deri ere vi so enige? Alc. Ja.
Soer. Dersom vi ikke kiende os selv, kunde vi
ikke vide, hvad der er i os, Ondt eller Godt; vi
kunne ikke dømme om de Ting, som angaae os?
Alc. Jngenlunde. Soer. Et Menneske, som ik¬
ke kiender de Ting, der angaae ham selv, kan
han dømme om de Ting, som angaae andre? Alc.
Nei. Soer. Kan han dømme om det, som an¬


112
gaaer et heelt Selskab af Mennesker, en heel
Bye?, Alc. Endnu mindre. Soer. Saadant et
Menneske kan da aldrig være en god Embeds¬
mand; han kan ikke engang regiere vel en Fami¬
lie; hvad siger jeg, han kan ikke regiere sig selv;
thi han veed ikke ret, hvad han giør, og maae
derfor begaae mange Feil. Alc. Saa er det.
Soer. Naar man begaaer Feil, skader man sig
selv; den, som skader sig selv, bliver ulykkelig,
og giør dem, som han regierer, tilsidst ulykkelige
med sig selv. Alc. Hvem kan nægte det? Soer.
Saadant et Menneske kan da hverken være god,
eller viis, eller lykkelig? Alc. Nei. Soer. Og
alle Lastefulde ere derfor ulykkelige? Alc. Ja,
meget ulykkelige. Soer. Og det er ikke Rigdom,
men Viisdom, som bevarer Menneskene fra Ulyk¬
ke? Alc. Ja. Soer. Baade J og ethvert Men¬
neske, som ikke alene vil regieie sig selv og de
Ting, som høre ham til, men og en heel Bye
eller Selskab, maae derfor først og fornemmelig
tragte efter Dyden? Alc. Uden Tvivl. Soer.
J maae altsaa ikke tænke saa meget paa at skaffe
Eder selv og Eders Bye stor Formue og Magt
til at giøre, hvad J ville, som paa at faae Viis¬
dom og Retfærdighed. Alc. Dette synes mig, at
være uimodsigeligt. Soer. Forestil Eder, kiere
Alcibiades, et Menneske, som havde Magt til
at giøre hvad han vilde, men ingen Forstand;


13
hvad kunde man vente af ham? Forestil Eder,
f. Ex. at en Syg maatte giøre alt, hvad der faldt
ham ind? at han ikke var forbundet til at iagtta¬
ge nogen Regel af Diæten, at ingen torde imod¬
sige ham, eller hindre ham fra saadanne Ting,
hvormed han kunde skade sig selv, hvad vilde
Følgen blive deraf, andet end det, at han for¬
dærvede sit Legeme, og at Sygdommen tilsidst blev
nlægelig? Ale. Det er aabenbare vist. Soer.
Forestil Eder videre, at der paa et Skib var En,
som ikke havde Forstand til at styre det, og dog
Friehed til at giøre hvad han vilde, hvorledes
skulde det vel gaae baade ham selv og alle dem,
som vare paa Skibet? Alc. De maatte alle til¬
sidst forgaae. Soer. Saaledes gaaer det og med
Byer, Republiker og alle Stater; dersom de ta¬
be Dyden, er deres Undergang vis. Alc. Det
kan ikke være anderledes. Soer. Følgelig, kiere
Alcibiades, dersom J vil være lykkelig, maae J
ikke tragte efter et stort Herredom, enten for Eder
selv eller for Eders Stat. J maae tragte efter
Dyden. Alc. Visselig. Soer. Og saalænge man
endnu ikke besidder denne Dyd, er det bedre og
tienligere, jeg siger ikke for et Barn, men for en
Mand, at adlyde dem, som ere dydigere, end at
befale selv. Alc. Det synes saa. Soer. Hvad
der er bedre, er og smukkere? Ale. Uden Tvivl.
Soer. Hvad der er smukkest, det er og anstæn¬


14
digst? Alc. Visselig. Soer. Det er altsaa an¬
stændigere for den Lastefulde at være en Slave,
fordi det er ham tienligere. Alc. Ja. Soer. La¬
ster ere altsaa nedrige, og anstaae kuns Slaver?
Alc. Jeg tilstaaer det. Soer. Og Dyden er en
ædel Ting, som anstaaer frie Folk. Alc. Hvem
kan nægte det? Soer. Vel an da, kiere Alcibi¬
ades, Føler J selv, i hvilken Tilstand J er? Be¬
finder J Eder i denne ædle Stand, som alene an¬
staaer en Mand af Eders Fødsel? eller - Alc.
Ach, Sokrates, jeg føler det, denne Stand,
om hvilken J taler - Soer. Men veed J,
hvorledes J kan komme ud af den Stand, som
jeg undseer mig ved at nævne, naar jeg taler med
en Mand af Eders Vilkaar? Alc. Ja, jeg veed
det. Soer. Hvorledes da? Alc. Jeg kan komme
ud deraf, dersom Sokrates vil. Soer. J taler
ikke ret, Alcibiades. Alc. Hvad skal jeg da sige?
Soer. J skal sige: Dersom Gud vil. Alc. Jeg
siger da, dersom Gud vil, og jeg legger dette til,
at vi hereften ville forandre vores Opførsel mod
hinanden. J skal paatage Eder min Person,
og jeg vil paatage Eders; Det er at sige; Jeg
vil herefter søge og følge Eder, ligesom J tilforn
har holdt Eder til mig. Soer. Jeg ønsker, at
J stedse maae blive bestandig i dette Forsæt. Men
jeg tilstaaer, at jeg tvivler meget derom, ikke for¬
di jeg ingen Tillid har til Eders eget gode Na¬


15
turel, men fordi jeg kiender Virkningen af de on¬
de Exempler, som herske i denne Bye; Jeg fryg¬
ter meget, at de skulle være stærkere, end baade
J og jeg.
Udfaldet viiste desværre, at denne Frygt
ikke var ugrundet, og at Socrates havde ret i at
lære, at Dyden beroede hverken paa Videnskab
eller paa en god Natur alene, men paa Guds
Medvirkning, og paa de Omstændigheder, i hvil¬
ke Forsynet sætter Menneskene. Alcibiades for¬
faldt med et godt Naturel og mange store Egen¬
skaber til alle Laster, og dette Exempel bør
lære os, hverken at stole paa vores egen Dyd,
ikke heller forlade os saaledes paa den beste Me¬
thode i at underviise og opdrage andre, at vi glem¬
me, hvor meget alle menneskelige Foretagender
beroe paa uvisse Hændelser, og hvor lidet vi kun¬
de giøre uden Forsynets Hielp.
No. 153.
Mandagen den 5 Julii, 1762.
J
blant alle Værker af Smagen, om det ellers
endnu er tilladt at bruge dette Ord, har in¬


16
gen været lykkeligere iblant os end Gellerts Skrif¬
ter. End og de, som ønskede at kunne udrydde
af Videnskaberne alt, hvad man kalder Smag,
indtil Navnet selv, ere saa barmhiertige, at de
ikke alene skaane denne Forfatter, men og viise
ham nogen Høiagtelse. Jeg siger Nogen;
thi at forlange, at de ret grundige Lærde skulde
have megen Høiagtelse for en Mand, som ikke
har gjort andet end Psalmer, Fabler og Breve,
det var utilladeligt i et Land, hvor man har skre¬
vet saa meget om Videnskabernes Rang, og hvor
man med saa soleklare Beviis har afgjort, at
saadanne Arbeider, som Æsops og Plinii, ere
kuns Børne=Verk mod at disputere engang offent¬
tig og sine Præsidio.
Milton raser, Young drømmer, Boileau
skiænder, Batteux flyver; Saaledes affærdigede
man nylig i et lærd Selskab de fleste skiønne Aan¬
der, og dette forundrede mig ikke, fordi jeg kort
tilforn havde været i et andet Selskab, hvor no¬
gle gamle Fruer, som haltede, sagde om nogle
unge Piger, som man roeste for deres Dans, at
de hoppede. Men det, som forundrede mig, var,
at alle roeste Gellert for en vis uskyldig Naivite,
hvilket dog efter nøiere Forklaring ikke sagde an¬
det, end at han hverken var saa gal som Milton,
eller saa fuld af Ondskab som Boileau. Jeg
udbad mig Selskabets Tilladelse, til at forelæse


17.
nogle Stykker af et nyt dansk Skrift, som nye¬
lig var udkommen, og Selskabet tillod mig det,
med de Vilkaar, at det ikke var af den pa triotiske
Tilskuer, eller af andre opskruede, flygtige og
satiriske Skrifter. Jngenlunde, svarede jeg,
det er hverken satirisk eller opskruet; det er grun¬
digt og naturligt.
Hoved-Begrebet om det Naturlige, læ¬
ste jeg, er, at Forestillingerne maae skikke sig
nøie til Sagen, og Ordene nøie til Forestillin¬
gerne. Man maae ikke søge det Naturlige
blot i Ordene og i de enkelte Tanker af et Brev,
men i det Hele, i Tankernes Sammenhæng ind¬
byrdes, Naar den ene Tanke synes at flyde af
den anden, naar ingen Tanke mangler, som
behøves til den rigtige Forstand, naar ingen
staaer der, som tiener til Intet, som enten ikke
meddeler den anden noget Lys, eller ikke for¬
dunkler den; eller som, om den end hænger
sammen med den foregaaende, dog alligevel let
kunde tænkes til af enhver, og derfor pleier at
udelades i den Følge af Tanker; Naar dette er,
hedder Sammenhængen i Stilen og i Brevene
naturlig. Det er mia for grundigt, sagde een
af Selskabet; mig synes dog, svarede en anden,
at denne Forfatter hemmelig forkaster Ordspil, lan¬
ge Parentheser, Noter, i sær den demonstrative
Methode. Man maae ikke anføre noget, som ler


18
kan tænkes til af enhver, og som pleier at ud
lades i den Følge af Tanker; Mærke de vel, m¬
ne Herrer, hvad det vil sige? han tillader kun
at bruge Enthymemer og lemlæstede Syllogi¬
mer. Det gaaer dog an, Hr. Collega, svar
de en anden, man maae ikke være for streng
Man lader sig altsaa, læste jeg videre, ikke nø
med, at det Naturlige er let; men man udfor
er stedse et Valg i de Tanker, som skikke s¬
vest hid, som udtrykke Tingen ikke alene paa de
tydeligste, men og paa den fineste, korteste e
munterste Maade. Dette, dette er den stor
Fortieneste hos den naturlige Skrivemaade!
Hvordan, hvordan, raabte den Lærde, som ny
lig havde taget min Forfatter i Forsvar? D
Naturlige er ikke altid let, det er ikke nok, at d
er tydeligt, det skal og være fiint, kort og mut
tert? Denne Forfatter er og af de hoppende Si¬
le, han vil lære os at flyve! Men manskee, la¬
de han til, bestemmer han siden sine Sætning¬
nøiere. kke alt det, som er let, læste jeg v
dere, behager derfor, fordi det er let og fo
staaeligt; Ellers maatte den matte Stiil mee
vehage. Meget mere gives der tusinde smuk¬
og ædle Tanker, ved hvilke Læseren føler,
han ikke vilde have havt dem, ja, som ende
koste ham nogen Umage at forstaae. Jkke de
mindre behagede de ham. Han beundrer dere


19)
Rigtighed, og seer, at de have været den anden
i sin Maade at tænke paa naturlige, omendskiønt
de ikke ere ham selv saa. Nei, det bliver
værre og værre, raabte den Lærde; De Tanker,
som ere for høie for mig, og som jeg ikke strax
kan begribe, de skulle være naturlige for en an¬
den? Hvilken Stolthed! og disse Tanker, dem skulde
jeg beundre, jeg skulde lade mig ydmyge af saadan
en flyvende Siel, indtil at sætte mig i hans Tænke¬
maade. Lad ham antage min. Der er kuns een for¬
nuftig Tænkemaade til, og denne er den Mathema¬
tiske. Hav Taalmodighed, svarede jeg, at hø¬
re et Par Exempler, hvormed han oplyser Sa¬
gen. Exempler beviise Intet, svarede den Lærde,
men jeg vil dog høre dem. Naar jeg siger:
Jeg er gammel, derfor tan jeg ikke længer
skrive smutt, saa er intet lettere, intet mere
forstaaeligt. Men behager dette Lette derfor?
Siger jeg derimod med Corneille:
kaur hien ecrire encore, Fatrop long tems keen
tr les riaes aa front passem jugaakesprit.
For at skrive smute enonu, har jeg skrevet for
"længe, og min Pandes Rynker strærke sig ind¬
"til min Geist,
-Mere kunde jeg ikke læse;
i saa høi en Latter udbrød dette alvorlige Selskab,
hvoraf de fleste just vare saadanne Personer, som
her beskrives, hvis Panders Rynker strakte sig li¬
ge indtil deres Siele. - Det var høit til Gavns,


20
svarede en af Selskabet. Skulde Sproget ikk
vinde meget ved saadanne Efterlignelser af d
Franske? - - Endelig lagde Stormen si,
og jeg understod mig at læse et Par Linier en
nu: "Man tage den almindelige Tanke: Fri
entimmerne bruge lang Tid, førend de kun¬
"ne komme i Stand med noget. Den
"naturlig; men derfor er den ikke munter. Be
"grebene ere alt for almindelige. Man besten
me derimod Tiden; man betegne Maadet
"Aarsagen: saa bliver Tanken mere sandselig¬
"og derfor mere munter. Man siger f. Ex. e
"ter Terenti Maade:
Dum moliumur, dum comuntur, Annus est.
Jmens de lave sig til, imens de stadse sig, gaae
"et Aar bort." Skiønt, prægtigt, raabte een i
Selskabet. Der er noget guddommeligt, nog¬
uefterligneligt i det latinske Sprog. Den
Mand maae dog have læst de Gamle; jeg see
han skriver fornemmelig om Stilen i Breve. Hvi
ke Antores i denne Materie følger han? LUac
vicuravives, Urasmus, Lipsius, ky¬
sippus Hostius, dalentinus Prytræn
o. s. v. Den beste Methode, svarede jeg, er
hans Tanker, at unge Folk øve sig i at efte
ligne gode Mønstre, og lade deres Arbeide krit
sere af gode Venner og Kiendere. "Disse Kr
tiker, siger han, vil oplyse dem og lære dem


21
"finde det Naturlige og Velanstændige bedre, end
tykke Bind fulde af tørre og ubestemte Regler."
Det samme, raabte en af de Lærde, har og en
anden Brevskriver sagt i et Brev til en ung Skri¬
bent. De Folk ville afskaffe alle Regler, og tør
De vel, min Herre, sagde han til mig, kalde
saadanne Skrifter grundige?
Forfatteren er maaskee ikke lærd nok, sva¬
rede jeg, til at fornøie Folk af Deres Jndsigt;
men han er af de lærvillige Folk, som gierne taa¬
le Kritiker. Vil De høre, med hvilken Kold¬
sindighed han fortæller selv, hvad en lærd Mand,
som giorde ham Selskab paa en Reise til L, døm¬
te om hans Skrift; da skulde De tilstaae mig,
it, om han ikke har Gaver nok i det Grundige,
er han dog en stor Mester i det Naturlige. Naar
der kuns er intet Satirisk deri, svarede en af
Selskabet, naar han ikke skiemter med lærde og
alvorlige Ting. Jntet mindre end Satire, sva¬
rede jeg, det er af det uskyldige Naive, efter
Hellerts Maade. Efter en vidtløftig Samtale
med en Skarpretter, som ved forfærdelige Beskri¬
velser af sit grumme Haandværk havde skrækket
Forfatteren saaledes, at han nogle Gange følte
til sit Hoved, havde han den Lykke, at giøre Be¬
kiendtskab med en Student fra J:"Jeg kan
ikke just sige, disse ere Forfatterens egne Ord,
at han var uhøflig, men lærd var han. Han


22
havde været et halv Aar paa Akademiet, og be¬
søgte nu sin Herr Papa første Gang; og for¬
"modentlig vilde han giøre Forsøg paa mig med
den Viisdom, som han havde i Sinde at ud¬
øse hiemme. En Linnetvæver slog sig Jld til
"Tobak. Dette erindrede den Lærde om Elee¬
"triciteten. Han bragte den hele Sag i Sy¬
"stem, og doceerte saa lærdt, at Linnetvæveren
af Forbauselse lod Piben falde af Munden. U¬
"den Tvivl holdt han min Rysten med Hovedet,
"som Vognens Støden foraarsagede mig, for
en Modsigelse. Dette giorde ham endnu me¬
"re hidsig, og hans Øine bleve ganske electriske.
Han faldt paa den tilstrækkelige Grund, og de¬
mønstrerte for mig, saa Haarene reiste sig paa
" mit Hoved. Jeg vilde just stige ned af Vog¬
"nen, da Linnetvæveren sagde til ham: Jeg
"gad nok hørt Jer prædike, J har et skiønt
Mundlær. Ja, sagde han, jeg kommer og¬
saa til at prædike hos min Fader. Er De en
Theolog? begyndte jeg med Skielven; jeg
tænkte, De lagde Dem efter Philosophien. Nei,
raabte han, jeg bruger kuns Philosophien til
"at rømme til Side med i Theologien. Hvem,
"som ikke kan demonstrere, kan heller ikke for¬
"klare nogen Bibel, og endnu mindre prædike.
Mosheim og Jerusalem ere Vævere; min Til¬
: Her, siger
hører maae overbevises -


23
"Forfatteren videre, havde jeg snart ønsket mig
"Skarpretteren tilbage igien; thi, saa længe
"denne var tilstæde, talte vor Demonstrant ikke
"et Ord. Endelig spurgte jeg ham af Ondskab,
"om han og var Poet? Han forsikrede mig, at
"han allerede i Skolen havde bragt det vidt i
"Poesien, men nu kom en Poet ham for som en
Liniedanser. Han skiendte paa Herr von Ha¬
"gedorn, og om mine Vers sagde han, at der
"var intet Judicium i dem. Roes nok! tænk¬
"te jeg, -- - Ja nok, raabte hele Selska¬
bet, for ham og alle saadanne uforskammede Sa¬
tirmagere.
Skulde der være nogle af mine Læsere, hvil¬
ket jeg dog ikke formoder, saa ukyndige, som dis¬
se Lærde, at de ikke vidste, at disse Stykker ere
tagne af Gellerts Breve, og af hans Afhandling
om Smagen; da vil jeg bede dem, at de for de¬
res egen Æres Skyld ville snart kiøbe den Danske
Oversættelse deraf, som nyelig er udkommen. Jeg
var ikke haard nok til at giøre disse lærde og ryn¬
kede Pander røde, ved at sige dem, at denne
Forfatter, som de saa meget lastede, var just den,
som de nyelig havde roest, den naturlige og uskyl¬
dige Gellert. Andre havde maaskee ikke kunnet
nægte sig selv denne liden Hævn, og de Læsere,
som ere af Selskabets Tanker, maae derfor ende¬
lig giøre sig en Bog bekiendt, hvis Forfatters


24
Credit man ellers kunde misbruge mod sig selv.
Det er ikke for Gellerts Skyld, at jeg raader
dem det; han skal maaskee ved sine Betænknin¬
ger om Smagen tabe noget af den Yndest, som
han har pundet ved sine Fabler, endskiønt disse
ikke heller alle ere saa orthodoxe: Endnu mindre
er det min Hensigt, at vilde omvende dem, der
ere saa stærke Demonstranter, som den unge Je¬
nenser. Jeg vil kuns raade dem til at kiøbe og
dømme denne Oversættelse, for ei at indrømme
den nye Smags Elskere alt for meget, ved af
rose Gellert.
Jeg er for partisk til at tale noget om O¬
versætterens Fortienester. Han er min Ven
han kiender Smagen, han har Deel i disse Bla¬
de; og disse Feil ere store nok til, at ikke forøget
ved min Roes. Vel er det sandt, at Folk af
den gamle Smag længe have været enige i at ikke
rose andet end deres eget; men Lovene af denn
Smag tillader det. Naar man kan indtage Læ
serne for et Verk, ved at opregne Forfatteren
Titler, naar man kan forsikre dem, at Boget,
er grundig og lærd, at den hele Videnskab er ud
tømmet, og saa ordentlig inddeelt baade i Bøge,
og Capitler, at ingen Materie er forbiegaaet, in
tet Spørgsmaal ubesvaret, ingen Tvivl uopløst
da er det værd at gjøre en Recension deraf. Men
naar jeg vilde sige alt, hvad jeg kunde sige til dett


25
Skrifts Berømmelse, naar jeg sagde, at det var
fornuftigt, skiønt, og tillige baade forstaaeligt og
opbyggeligt for alle Stænder, at det kunde tiene
meget til at forbedre Tænkemaaden og Smagen i
den daglige Omgang og Brevvexling; hvad sag¬
de jeg da, som kunde give Bogen nogen Værdie
i deres Øine, som alene holde sig berettigede til
at bestemme Videnskabernes og Skrifters Vær¬
die? Min Partiskhed gaaer derfor ikke videre,
end til at anmelde Bogen i disse Blade, om den
endnu maaskee skulde være nogle af Læserne ube¬
kiendt; og kan jeg, uden at rose enten Forfatte¬
ren eller Oversætteren, legge dette til, at Publi¬
cum har nogen Forbindelse til at holde den gode
Mand skadesløs, som, efter Oversætterens Be¬
retning i Fortalen, har vovet Omkostningerne, i
Tillid til sine Landsmænds gode Smag. Maa¬
skee han har taget feil i denne Forhaabning; maa¬
skee det er en Forvovenhed, at tillegge et heelt
Landsmandskab noget, som giør Menneskene saa
liden Ære som Smagen. Men han har meent
det vel, og burde han da straffes derfor?


26
No. 154.
Fredagen den 9 Juli, 1762.
D¬
e fire Spørgsmaale, som Selskabet af Bor¬
gere *) har fremsat, have saa meget tilfæl¬
les med Hensigten af disse Blade, at jeg ikke har
kunnet undlade at undersøge dem noget nærmere,
for at vise i det mindste Vigtigheden deraf, og
hvor meget de fortiene alle oplyste Borgeres nøie
Randsagning og Opmerksomhed.
Et Folks Sæder have saa vigtig en Jnd¬
flydelse paa alle de Ting, som udgiøre en Stats
Magt og Velstand, at de fortiene en viis Lov¬
givers største Opmerksomhed. Jeg forstaaer ved
Sæderne, foruden Tænkemaaden og Tilbøielig¬
hederne, alt det i de udvortes Handlinger, hvor¬
til Folk uden større Uleiligheder ikke kunne tvin¬
ges. Efter dette Begreb ere Sæderne vigtige,
baade fordi ingen Stat kan bringe det vidt, der¬
som dens Borgere ikke giøre mere end det, hvor¬
til man kan nøde dem, og fordi et Folk uden Sæ¬
der ikke engang iagttager de Pligter, hvortil Men¬
neskene i Almindelighed kunde tvinges.


27
Kan man, uden at opvække en almindelig
Ulyst, som snart skulde giøre et Land øde, kan
man, uden at begaae store Uretfærdigheder, tvin¬
ge Folk til en god Huusholdning over deres egen
Formue, til Omsorg for deres Sundhed, til Gav¬
mildhed mod de Arme, til Sparsommelighed, til
Flid og Arbeidsomhed, til Maadelighed, Kydsk¬
hed og tusinde andre Dyder, paa hvis Udøvelse
enkelte Personers og Familiers Sundhed, Rig¬
dom, og følgelig hele Statens Velstand og Magt
beroer? Kan man ved Forbud og Tvangsmidler
stifte Enighed i Familierne, og bringe Ægte¬
folk og Forældre til at iagttage alle de Pligter af
Huusstanden og Opdragelsen, som udkræves til
at befolke Staten med friske, tapre, arbeidsom¬
me, føielige og godgiørende Borgere? Kan man
ved Befalinger give et Folk den Klogskab og Ven¬
lighed i Omgang med Fremmede, som tiene saa
meget til at befordre alle dets Fordele? Kan man
nøde dem til at tænke, kan man ved Tvang en¬
ten lære dem at tænke ret, eller ved Frygt betage
dem den hemmelige Misfornøielse, den Mistroe
til Regieringen, som kommer enten af Mangel
paa Oplysning om Lovenes Grunde og Hensig¬
ter, eller af en herskende Tilbøielighed til at la¬
ste og modsige? Og kan det enten i Henseende til
Regieringens Ære, eller i Henseende til Folkets
Lyksalighed, eller i Henseende til Lovenes Udøvelse,


28
nogen Tid være ligegyldigt, enten et Folk elsker
sine Love eller ei?
Endog de Pligter, til hvilke Menneskene
i Almindelighed kunne tvinges, udøves aldrig
med den tilbørlige Nøiagtighed, dersom de ere
grundede paa Tvang alene. Folk, som regieres
af Frygt uden Følelse af Ære, uden en paa Jnd¬
sigt og Opdragelse grundet Færdighed i at handle
vel, saadanne Folk ere lade, dorske, egensindige,
underfundige, de søge tusinde Udflugter for at be¬
drage Lovgiveren, for at undgaae Straffen; og
naar de endelig giøre noget af Frygt, opsætte de
det saa længe, som de kunne, de giøre det mind¬
ste, som behøves, for at undgaae Straffen: og
hvor lidt maae dette være, naar man betænker,
at de beste Loves Udøvelse og Rettens Haandhæ¬
velse selv beroe saa ofte ikke alene paa Betien¬
ternes Jndsigt, men og paa en vis Redelighed
og Nidkierhed. En dum, lad, gierrig, eller
af andre Aarsager uretfærdig Dommer, en lige¬
saa slet sindet Regnskabsfører eller Toldbetient,
hvor let kunde de ikke giøre de beste Love, i Hen¬
seende til Rettens Haandhævelse, Landets Oeco¬
nomie og Handel, unyttige? En ved Jndsigt,
Opdragelse og Ære dannet god Caracteer frem¬
bringer derimod ofte en Nidkierhed for Lovenes
Efterlevelse, som udretter mere end Lovene selv;
saadan en god Caracteer udretter ofte det, hvortil


29
Dyd og Religion sielden, men Frygt for Straf¬
sen alene aldrig kan bevæge Menneskene. Naar
Fordærvelsen i Sæderne tager Overhaand, søger
man forgieves at skierpe Straffene. De skræk¬
ke i Begyndelsen; men siden vænnes man dertil.
De onde Vaner blive, man søger nye Udflugter,
man røres tilsidst ikke mere af de store Straffe,
end man før blev bevæget af de mindre; mange
Mennesker blive ulykkelige, og det hele Folk haar¬
dere uden at blive bedre. Jstedet for at udryd¬
de de gamle Laster, giver man kuns Anledning
til nye, som endnu ere værre; Haardhed, Ubarm¬
hiertighed, Trodsighed, Gienstridighed, og en¬
delig Oprør ere Følger af den elendige Statskonst,
som ikke kiender andre Midler til at bevæge Men¬
neskene, end Tvang, og som skikker sig saa lidt
til fornuftige Kreature, at man vilde foragte dens
Grundregler endog i en Rideskole. Disse umæ¬
lende Kreature ere endog for ædle Skabninger til
at kunne regieres ved Tvang alene; man maae
kiende deres naturlige Egenskaber, man maae
læmpe sig efter dem, dersom man vil bringe dem
til den Fuldkommenhed, hvortil Naturen har gi¬
vet dem Kræfter.
Men hvilke ere nu de Midler, ved hvilke
et Folks fordærvede Sæder kunne forbedres?
Tvangsmidler og Straffe kunne ikke giøre det.
Lovgiveren maae endog, ved at skierpe Straffe¬


30
ne, frygte, at han giør sig deelagtig i et dobbelt
Onde, og at han ved Straffen kuns forøger den
Ulyksalighed, hvilken en visere Brug af den lov¬
givende Magt kunde have forebygget. De fleste
Mennesker overtræde Lovene enten af Vankun¬
dighed, eller af Trang, eller af en lang Syn¬
devane. En viis Lovgiver søger mere at fore¬
bygge det Onde ved at hæve disse Aarsager til La¬
sterne, end at straffe dem, naar de udbryde, hvor¬
ved man, som oftest, kun forøger Menneskets
Lidelser, uden at formindske dets Fordærvelse.
Vankundighed har sin Grund i en slet Opdra¬
gelse, og i Mangel af offentlig Underviisning.
Videnskabernes Dyrkelse i saadanne Sprog og
paa saadan en Maade, som kan være alle til Op¬
byggelse, Friehed til at tale og undersøge, men
især Forbedringer i Skolevæsenet ere de sikkerste
Midler til at forebygge denne første Aarsag til
Sædernes Fordærvelse, som er en almindelig
Vankundighed. Skolevæsenet trænger sast over¬
alt i Europa til saa megen Forbedring, at det for¬
tiente ikke alene at udgiøre den betydeligste Deel
af en Afhandling om Sædernes Forbedring, det
fortiente at være et af de første Priisspørgsmaale,
som Selskabet udsætter. Rummet tillader mig
kuns her at giøre tvende almindelige Anmerknin¬
ger. Den første er, at Skolevæsenet maatte
indrettes saaledes, at det tiente ikke alene til at


31
udvide Forstanden og Hukommelsen, men og til
at forbedre Sæderne, til at udrydde den Grov¬
hed, Gienstridighed, Paastaaenhed paa antag¬
ne Meninger, Lyst til Modsigelse, hvilke saa of¬
te hindre baade Videnskabernes Fremvext og nyt¬
tige Forbedringer i Staten; disse Feil, som, i
Stedet for at rettes i Skolerne, ofte befordres
ved en Læremaade, som er grundet paa Myndig¬
hed og Tvang alene. Den anden ønskede For¬
bedring i Underviisningen var, at de offentlige
Skoler bleve indrettede efter Folkes adskillige Be¬
stemmelser. Vi kunde i den Henseende inddele
dem i fire Classer: i Skoler for Bønderne og Al¬
muen, i Skoler for Borgere, Konstnere og Kiøb¬
mænd, Skoler for Adelen, og Skoler for de
Lærde eller Geistlige. Enhver af disse fire Stæn¬
ders Kald og Bestemmelse er saa adskillig, at
dersom Underviisningen ikke indrettes derefter,
maae nogle Stænder enten være reent uvidende,
eller, hvilket er det samme, lære mange Ting,
som ere dem til liden Nytte i deres Kald. Man
har hidindtil paa de fleste Steder ikke havt Sko¬
ler uden for Almuen og for de Lærde. For dis¬
se har man stiftet Skoler, Gymnasier og Univer¬
siteter, hvis Hensigt fornemmelig har været at dyr¬
ke nogle døde Sprog, som ikke kunde være andre
end Geistligheden eller Skolelærerne til synderlig
Nytte. Adel og Borgere, de Folk i Staten,


32
som give Lovene, og dømme efter dem; Embeds¬
mænd, Konstnere, Kiøbmænd, har man anseet for
Folk, som enten ingen Hielp behøvede af Videnska¬
berne, eller og man har troet, at det var lige meget,
hvad de lærte, naar de kun lærte noget, og at det
latinske Sprog og en Metaphysik gjorde Folk be¬
qvemme til alle Forretninger. J alle nyttige Fo¬
retagender, men især i Videnskabers Dyrkelse,
er Concurrence saa nødvendig, at der i enhver
Art af Skoler i det mindste maae være mere end
een Stiftelse, og naar man betænker, hvor sto¬
re Summer Forfædrene i de fleste Lande have
henlagt til Ungdommens Underviisning og til Vi¬
denskabernes Befordring, skulde det ikke blive
saa vanskeligt at opfinde saadan en Oeconomie,
hvorved alle disse Arter af Skoler kunde uden
nye Byrder for Staten formeres og indrettes paa
en Maade, der var mere overeenstemmende med
de milde Giveres og Stifteres Øiemerke.
Trang er den anden Aarsag til fordærve¬
de Sæder. En almindelig Armod kommer 1)
enten deraf, at Folk intet have lært, eller ikke
have Lyst til at arbeide. Begge ere Feil af Op¬
dragelsen, og Følger af en slet Forfatning i den
almindelige Underviisning. Fattigdom kan og
2) have sin Grund i Mangel af Næringsmidler,
og denne Mangel, hvor ofte kommer den ikke af
Feil i Lovene og Jndretningerne selv, hvilke Feil


53
Lovgiveren bør søge at rette, førend man skierper
Straffen mod de Laster, som ere Følger af den¬
ne Armod. Landoeconomien, Manufactur= Han¬
del= og Finanzvæsenet have alle saa nøie en For¬
bindelse med denne Grund til fordærvede Sæ¬
der, at Aarsagerne til en herskende Last ligger
oftere i en vis Afgift og Paalæg, i en slet Maa¬
de at hæve Skatterne, i Bondens umaadelige
Hoverie, i skadelige Vedtægter og Misbrug ved
Haandverkslaugene, i Monopolier og tusinde an¬
dre Ting, end i en virkelig Ondskab eller Fordær¬
velse af Tænkemaaden og Sæderne. Disse Kil¬
der til Lasterne bør man opsøge, førend man tæn¬
ker paa at skierpe Criminalretten. Det er en
slet Læge, som ikke veed andet Middel til at hiel¬
pe en saaret Arm, end at skiere den af. Lige¬
som dette Raad bør være det sidste i Lægekonsten,
saa bør og Straffe paa Kroppen, Livet og Æren
være de alleryderste Midler i Lovgiverens Viden¬
skab. Det er vel sandt, at den almindelige Trang
ved saadanne Forbedringer i Indretninger, hverken
strax kan hemmes, ikke heller nogen Tid ganske ud¬
ryddes; men saa er der i alle Lande Midler nok til
at hielpe de Fattige, som ikke kunne arbeide, til
at gribe arbeidsomme og talrige Familier under
Armene, at naar disse anvendes paa saadan en
Maade, at de ikke bestyrke Folk i Ladhed og Le¬
diggang, uien til at oplære fattige Børn, og skaffe


34
de Voxne Arbeide, kunne de fleste Laster, som
flyde af Armod, og hvor mange ere ikke disse?
hvor megen Skaansel og Medynk fortiene de ikket
let forebygges. Endnu en værre Fattigdom et
den, som 3) kommer af Ødselhed, af en her¬
skende Vellyst og umaadelig Pragt, hvorved Folk
ødelegge deres Formue, og siden nødes til at bru¬
ge ulovlige Midler, for at forskaffe sig denne
Overflødighed, til hvilken de ere vante. Disse
Fattige arbeide ikke, de ere ikke tiente med en li¬
den Hielp, og det største Skatkammer skulde ik¬
ke kunne opfylde al deres Mangel, og mætte alle
deres Begierligheder. De beklæde ofte offentli¬
ge Embeder, i hvilke de misbruge Lovene selv og
den Myndighed, som dem betroes, til at sælge
Retten, og udsue deres Medborgere. Nogle
ere i den største Overflødighed altid fattige, for¬
di de stedse begiere mere, og denne Fattigdom er
den allerværste. Ødselhed kan man indskrænke
ved gode Love mod Pragt; men hvilke Love kun¬
ne tvinge den Gierrige, uden at røre det, som
er Øiestenen i det borgerlige Selskab, Sikker¬
heden paa Eiendomme? Øderen skader ofte kuns
sig selv, han nærer Arbeiderne, og underholdet
mange af de Familier, som den Gierrige udsuer,
uden at gavne nogen, ikke engang sig selv. Skrif,
ten har derfor Aarsag at kalde denne Last en Rod
til alt Ondt, og mod den er intet Middel uden
Opdragelsen og Religionen.


59
En lang Syndevane er den tredie Aar¬
sag til Sædernes Fordærvelse. Almindelige og
herskende Feil i Tænkemaaden komme ikke paa en¬
gang; de indsnige sig hemmelig, og stige lang¬
som og uformærkt til en Grad, i hvilken det er
lige saa vanskeligt at udrydde dem, som det i Be¬
gyndelsen var let. En bestandig Opmerksomhed
sor, uden voldsomme Midler at forebygge endog
de mindste Feil og Forsømmelser i Lovenes Efter¬
levelse, er derfor saa nødvendig en Egenskab for
en Lovgiver, at de viiseste Love uden den ikke kun¬
ne giøre stor Nytte. Man har i de fleste Lande
saa gode Love, at de største Feil komme deraf, at
Lovene ikke holdes, og den beste Stat i Verden,
skulde være i en meget kiendelig Grad lyksaligere
end den er, dersom alle dens Love bleve opfyldte.
Jeg forstaaer derved ikke, at man aldrig forsaae
sig mod Lovene; men at saadanne Forseelser al¬
drig bleve ustraffede, eller deres onde Følger i det
mindste paa andre Maader hemmede. Den Sand¬
hed, at Lovene ikke nytte, uden saavidt Folk ere
forsikrede om deres Opfyldelse, er for klar til, at
jeg skulde bevise den. Jeg vil kuns nævne nog¬
le Midler til at sætte denne vigtige Sandhed i
Verk. Det første er en stor Forsigtighed i Ud¬
øvelsen af den lovgivende Magt. Faa Love, som
holdes, ere bedre end mange, som gives uden alt
det Overlæg, som udkræves til deres Bestandig¬


30
hed. De fleste Love have saa vigtig en Jndfly¬
delse i alle Dele af en Stat, at de udkræve man¬
ge Undersøgninger og en Forening af adskillige
Jndsigter. Endda er det saa umueligt at see al¬
le Følger forud, at man maaskee ikke gjorde ilde,
dersom man antog Romernes Maxime, og gav
Lovene for visse Aar, til en Prøve, førend man
bestandig fastsatte dem. Det andet Middel til
Lovenes Haandhævelse er, at sætte smaa Straf¬
se, men uden Skaansel fuldføre dem. Det
er ikke saa meget Straffens Størrelse, som dens
Vished, hvorved Menneskene bevæges, og naar
de ere alt for store, nøder Menneskelighed ofte
Lovgiveren til at eftergive dem, i Betragtning
af Omstændigheder, hvilke Mængden ei indseer,
og derfor misbruger saadan en Mildhed til Sik¬
kerhed. Naar smaa Straffe ikke kunde hielpe,
maae Fordærvelsen enten være meget stor, eller
have andre Aarsager, som ikke kunde hæves ved
Straffen.
Foruden disse Midler til Sædernes Forbe¬
dring er der endnu et, som er af den allerstørste
Vigtighed. Dette Middel er Exempel. Naar
en Lovgiver selv agter Lovene, det er, naar han
ikke alene ikke overtræder dem, men og ei uden
vigtigere Aarsager enten forandrer og ophæver
dem, eller ved Undtagelser, Privilegier og Ef¬
tergivelser af Straffen svækker deres Myndighed;


3!
naar han selv udøver, elsker og belønner borger¬
lige Dyder, naar han befordrer til Embeder saa¬
danne Personer, hvis Opførsel kunde være en Re¬
gel for andre; da giøre saadanne Exempler mere
end alle Love. Men og hertil udkræves Forsig¬
tighed. Man kan fordærve et Folks Caracteer,
just i det man søger at forbedre det, ikke alene
naar man ved Tvang, men og naar man ved Be¬
lønninger vil udvirke alt for hastig en Forandring.
Haardhed, Underfundighed, Ladhed og Dorsk¬
hed ere Virkninger af alt for megen Tvang, og
Skinhellighed, Hyklerie, Falskhed, et unatur¬
ligt og forstilt Væsen ere lige saa ofte Følger af
en alt for stor Jver i at ville ved Belønninger og
Naadesbeviisninger lokke Folk til Dyden. Straf¬
se og Belønninger bør ikke bruges uden i Hen¬
seende til dem, som paa nogen betydelig Maade
enten skade eller gavne Staten; at ville dømme
om Hensigterne og Hiertet, ved Tvang eller Til¬
lokkelser udbrede visse Meninger, eller blande sig
i ligegyldige Ting, og snart forlange af et Folk
en vis Grad af Munterhed, snart en vis Alvor¬
lighed, som ikke er dem naturlig; dette var den
nærmeste Vei til at fordærve en heel Nations Ca¬
racteer. Men endskiønt Lovgiveren i Belønnin¬
gers og Straffers Uddelelse ikkun bør agte paa de
udvortes og vigtige Handlinger, maae man dog
ikke tillige forglemme, at saadan en Forandring


50
i Sæderne ikke er nok uden en indvortes Forbe¬
dring i Caracteren selv, og denne kan ikke udvir¬
kes uden ved Underviisning, Opdragelse, Exem¬
pel, og saadan en Udøvelse af den lovgivende Magt,
som tiener til at forebygge Lasterne i deres Kilder
og Aarsager.
De offentlige Skuespil kunne vel aldrig
giøre den Nytte, som virkelige Exempler; men
de kunde dog giøre meget til at forbedre Sæder¬
ne, naar de vare saaledes indrettede, at de kunde
giøre Dyden elskværdig og Lasterne foragtede, og
naar de Handlinger, som forestilles, vare altid
indrettede efter Reglerne af den sunde Fornuft og
en god Smag. De kunde da, siger jeg, giøre
Nytte, skiønt aldrig saa megen, at den kunde op¬
veie mod den Skade, som en fordærvet Skue¬
plads stifter i det borgerlige Liv. De meest for¬
fængelige Nationer i Europa ere endnu ikke saa
fordærvede, at de have forjaget den sunde Fornuft
og Ærbarhed af deres Skuespil. Tvertimod,
jo mere Lasterne tage til hos dem, des mere Be¬
skedenhed har man brugt i de offentlige Forestil¬
linger. En Harleqvin paa den Franske eller En¬
gelske Skueplads spiller en anstændigere Rolle,
end mangen Herremand i en Tydsk eller Jtaliensk
Comoedie, og Galleriet i London og Paris skul¬
de skamme sig ved at lee af det, hvoraf Parter¬
ret klapper paa andre Steder


39
Men Materiens Vidtløftighed har alt ført
mig videre, end jeg havde ventet, og jeg har
kuns rørt ved nogle af de fornemmeste Ting, som
maae tages i Bettagtning, naar man vil opløse
det vigtige Spørgsmaal: Hvilke Midler ere
de beqvemmeste til at forbedre et fordærvet
Folks Sæder?
No. 155.
Mandagen, den 12 Julii 1762.
D¬
et andet Spørgsmaal, som Selskabet har
fremsat, er ikke mindre vigtigt end det før¬
ste. Til at afgiøre, hvilket Folk der er eller
har været det lykkeligste, udkræves 1) at man
af de almindelige Grunde af Sædelæren og Stats¬
konsten beviser, hvad der udfordres til et Folks
Lyksalighed, betragtet i sin fulde Sammenhæng,
og 2) at disse Grunde anvendes paa de adskillige
Statsforfatninger, som ere eller have været til,
for ved en Sammenligning imellem dem at ud¬
finde, hvilken der har Fortrinet. Og hvor man¬
ge Undersøgninger i Sædelæren, Statskonsten og
Historien udkræves ikke til alt dette? Men Ar¬


40
beidet er og lige saa vigtigt, som det er vanske¬
ligt. Dette Spørgsmaal engang vel opløst, o
Opløsningen stadfæstet baade ved Grunde og Ex¬
empler, skal give Statskonsten et stort Lys, og
forøge den menneskelige Kundskab meget i det,
som i dette Liv er det vigtigste for os at vide. Det
er for vidtløftigt et Foretagende til at vente, at
det første Forsøg, eller eet Menneskes Betragt¬
ninger alene skulde udtømme det. Det udkræ¬
ver alle oplyste Borgeres og Menneskevenners
forenede Flid, og vi kunne derfor ikke vente dets
Opløsning, uden ved saadan en Jndbydelse af et
Selskab, hvis Foretagender nærme sig mere til
det, som bør være Hensigten af alle Videnskaber,
end noget Selskabs af alle dem, som de Lærde,
hidindtil have oprettet. Læserne kunde heraf let
slutte, at min Hensigt er ikke at ville opløse det i
dette Blad. Jeg ønskede kuns at bane Veien
dertil, ved at undersøge de Grunde, som først
maae fastsættes, førend man fuldkommen kan op¬
løse det. Anvendelsen deraf er alt for vidtløftig
til at kunne paa dette Sted indlade mig deri.
Hvad Spørgsmaalet selv angaaer, fortie¬
ner det at bemerkes, at Selskabet spørger her ik¬
ke, hvilken Regieringsform der er den beste,
men hvilket Folt der er det lykkeligste? Det
første Spørgsmaal, som udgiør saa vigtig en Deel
af vore metaphysiske Lærebøger og Stridsskrifter,


41
gier kuns lidet til at opløse det sidske, og det kan
ikke rigtig besvares engang, saa længe man be¬
tragter Regieringsformerne alene, og uden Sam¬
menhæng med mange andre Ting, som have langt
mere Jndflydelse paa et Folks Lyksalighed end For¬
men, og paa hvilke baade Regieringens Fordele
og dens Margler mere beroe, end paa de almin¬
delige eller aristoteliske Begreb af dens Form.
Disse Ting ere Landenes adskillige Beskaffenhed,
Næringsmidler, Folkenes Sæder og Caracteer,
deres private Love og Sædvaner, deres Rigdom
og Rigdommenes Deling, og endelig Statens
udvortes Forhold til andre. J ethvert af disse
Hovedstykker ere igien mange særdeles Omstændig¬
heder at tage i Betragining, hvilke alle tillige
med Regieringsformen, som kuns er en Deel af
dette store Heele, bestemme et Folks Lyksalighed.
Disse Dele ere i adskillige Statsforfatninger saa¬
ledes blandede, at Fuldkommenheden af en Deel
ikke alene giør Feilene i de andre ukiendelige, men
og beroer undertiden paa disse Feil. Et skarpt
og ufrugtbart Land, som ikke kan føde sine Jnd¬
byggere uden stor Flid, Sparsomhed og Nøisom¬
hed, tillader ofte ikke de Indretninger, som giør
et Monarkie lyksaligt; det maae, for at skaffe sig
Folk fra andre Lande, og Rigdom til at nære
dem, taale en Friehed, som i mange Henseender
er det til Skade, og for at hindre alt for skade¬


42
lige Virkninger af denne Friehed, maae det un¬
dertiden igien bruge en Tvang, som nærmer sig
til Despotisme. Folket i et større og frugtbarere
Land taalte hverken denne Friehed eller denne
Tvang. De Rige skulde misbruge deres For¬
mue, og de Fattige berøve dem, dersom der ikke
var en tredie Magt, som var stærk nok til at sæt¬
te dem begge Grændser; og denne Magt, som er
i een eller faa Personers Hænder, skulde, især
naar den Fordærvelse, som gemeenlig følger af
Overflødighed, gik for vidt, ikke være sikker, der¬
som den ingen andre Midler havde til at bøi
Menneskene, end Love og Tvang, dersom den
ikke kunde regiere dem ved Æren. Hisset er
Republik fornøden; her Monarkie. Der skiu¬
ler Landets Beskaffenhed Feilene af Regierings¬
formen, de befordre endog, i Forbindelse med
andre Ting, Folkets Lyksalighed; her beroer Re¬
gieringens Fortrin for en stor Deel, paa Nød¬
vendigheden af at forebygge et større Onde, som
skulde flyde af Landets naturlige Fordele selv, af
Folkets Rigdom, og Rigdommens ulige Deling.
Saaledes er det Onde og Gode forbundet tilsam¬
men i Staten, ligesom i Naturen, og naar vi
opholde os kuns ved Delene deraf, uden at be¬
tragte det Heele, nytter den abstracte Kundskab
os kuns, som Selskabet siger i Planen, til at
oldage Vudfarelser.


45
De gamle Lov= og Statskyndige betragte¬
de disse Ting i deres fulde Sammenhæng; men
de skolastiske Philosopher, af hvilke de nyere Lov¬
og Statskyndige have deres Kundskab, lod dem
nøie med de aristoteliske Begreb om Regierings¬
formene. Efter disse Begreber, som ikke engang
fuldkommen passe sig til Verdens nærværende Til¬
stand, have de villet dømme om vore Statsfor¬
fatninger i Europa, uden at kiende dem. Ari¬
stoteles undersøgte Grundene af 200 Republiker,
førend han skrev om Statskonsten; men siden
havde man nok i en metaphysisk og i de alminde¬
lige Begreber om Staten, som findes i vore Sy¬
stemer af den naturlige Ret. Hvor urimelig
maatte ikke saadan en Bygning, som den, hvil¬
ken Forfatteren af I'Esprit ges loix har opført
og grundet paa saa mange Nationers Erfaringer,
synes for dem, som vilde dømme den efter tre el¬
ler fire Begreber? Lad en Physikus fortælle for
et Barn, at naar det er lyst paa den ene Side af
Jorbkuglen, maae det være mørkt paa den anden;
at naar det er varmi mod Norden, maae det væ¬
re koldt mod Syden; lad ham sige det, at Mør¬
ke og Kulde have lige saavel deres Nytte som Lys
og Varme. Barnet skal belee ham. Det
skal troe, at Manden vil bilde det ind, at der er
ingen Forskiel imellem Lys og Mørke, imellem
Varme og Kulde; det skal drage saa mange uri¬


44
melige Slutninger deraf, at om det endelig troet
at Verden er saaledes, skal det troe tillige, at de
selv kunde have skabt en bedre.
Alt, hvad der i Almindelighed kan bevise
om Regieringsformen, bestaaer fornemmelig der
at en Republik skikker sig best til en Tilstand,
hvori Menneskene ikke have mange Begierlighi
der eller stor Overflødighed, og saadan en Nø¬
somhed kan enten komme af en naturlig Mange
eller være en Følge af Lovene, af Godsets Deling
af Pragtens Jndskrænkning o. s. v. Monarki
derimod er fornøden, lige saasnart som Konste
og Overflødighed indføre Ulighed. Endog tilg
bevise disse Almindelige Grundsætninger, nytt
de almindelige Begreber af Regieringsforme
kuns lidet; vi maae betragte Mennesket i de ad
skillige Omstændigheder, i hvilke det har være
til. Det Store i Statskonsten er, at kiend
den Brug, som man kan giøre af enhver Regi¬
ringsform, til at befordre Menneskets Lyksalig
hed, og denne Brug eller Regieringens Maade
hvilken de Gamle kaldte Police, beroer ikke sa¬
meget paa Formen selv, som paa de almindelige
Grunde af Dyd, Ære, Egennytte, hvor¬
ved jeg forstaaer de udvortes Beqvemmeligheder
og Frygt, som bevæge Menneskene, og paa de
særdeles Omstændigheder af Landet og Folket,
som jeg tilforn har nævnt. Hertil udkræves en
Kundskab om Menneskets foranderlige Tilstand,


49
ig om de adskillige Statsforfatninger, og en
skiønsom Brug af denne Kundskab. Man kan
ikke bestemme Vægten af Loddet eller Størrelsen
af et eneste Hiul, uden at kiende det heele Uhr,
og dersom alle de andre Dele ikke sættes i Lave,
nytter det intet at give det en nye Fier.
Jvad er det, som giør et Folk lykke¬
ligt? Dette Spørgsmaal maae afgiøres, førend
vi ville bestemme, hvilket Folk der er lykkeligst?
Hvad er det, som giør et Folk lykkeligt? Er det
Landets Størrelse? Ja, naar det er vel dyr¬
ket, naar saa stor en Magt udkræves til dets Sik¬
kerhed mod Naboerne. Alt for store Stater op¬
vække Misundelse, de forfalde til Sikkerhed og
Despotisme. Er det Foltemængdene saa
mange som der behøves til dets Sikkerhed og
Beqvemmelighed, saa mange, som Landet efter
dets Frugtbarhed, Beqvemhed til Handel og øv¬
rige Statsforfatning kan nære. De Gamle hav¬
de ofte for mange Folk, deels fordi de endnu ik¬
ke kiendte saa mange Næringsmidler, deels fordi
Lovene ikke altid tillod at bruge dem. Er det
Rigdom? Ja, saa megen, som der behøves til
en Ligevægt med andre Folk. Hvor nogle ere
meget rige, ere mange meget fattige. Fattig¬
dom er der en større Byrde, fordi alting er kost¬
barere. Varenes Priis stiger i Forhold til de
Penge, som circulere. Er et Folk meget rigere
end andre, kofter det og samme mere at under¬


40
holde sine Folk og Armeer, og Arbeidet kan til
sidst blive saa dyrt, at det ikke meere kan sælge si¬
ne Vare. Kilden til Rigdommen kan tilstoppe
ved Rigdommen selv. Er det dets Magt til a¬
forsvare sig? Den giør Lyksaligheden sikket
men den virker den ikke; og hvem veed ei, hval
de fleste Stater i Europa lide ved de staaende og
daglig tilvoxende Krigshære? Er det Æren
Hvori bestaaer denne? J andres Domme; hvor
om? om et Folks Magt, Lyksalighed. Er den
ne virkelig og ikke i Jndbildningen alene, maaa
den have en anden Aarsag end Æren, efterd
Æren er en Virkning deraf. Er Lyksaligheden
ikke virkelig, kan det, at andre troe det, vel for
en Tid give saadant et Folk en høiere Grad af
Sikkerhed og mere Jndflydelse i det offentlige
System af Europa, end dets virkelige Magt el
lers kunde tillade. Men her er ikke Spørgs
maal, hvad der giør Lyksaligheden sikker; men
hvad der virker og tilveiebringer den?
Intet af alt dette giør altsaa et Folk lyk¬
saligt, uden under visse Vilkaar, og i et vist
Forhold til andre Nationer. At bestemme dis¬
se Vilkaar og dette Forhold, tillade Grændserne
af nærværende Afhandling mig ikke. Det et
mig nok, at erindre, at det, hvori Menneskene,
fornemmelig sætte en Stats Flor, ikke uden visse
Jndskrænkninger, og derfor ikke heller altid eller,


4
i sig selv giør et Folk lyksaligt. Men har jeg
ikke glemt det vigtigste, Lovene og Regterings¬
formen? Lovene ere et stort Middel til Lyksa¬
lighed, naar de ere gode; men hvilke Love ere
gode? De, som man i vore Systemer vil bevise
af Menneskets Væsen og almindelige Egenska¬
ber, og som skulle passe sig paa det hele menne¬
skelige Kiøn, fra de hvide Maurer af, indtil
Jndbyggerne i Europa? Disse Love kunne ikke
være mange, eller bringe Lyksaligheden meget
vidt. Maaskee det er de Sætninger, som man
laaner af den Romerske Ret? Skulde Verden,
efter det Romerske Monarkies Tid ikke være for
meget forandret til at ansee dem for Mønstre?
Men giv og et Folk saadanne Love, som ikke ere
grundede paa Fordomme, giv dem de allerbeste,
som de kunne tage imod, hvortil nytte de, der¬
som de ikke blive holdte? Den beste Regierings¬
Form, jeg mener ikke den beste i Almindelighed,
men den, som best skikker sig til et vist Folks Til¬
stand, skal lige saa lidt giøre det lyksaligt, der¬
som Magten ikke er i vise og gode Folkes Hæn¬
der. Mængden af Raadgivere giver heri en Re¬
publik intet Fortrin for et Monarkie; lad Raa¬
det være opfyldt med lutter kloge Folk, de skulle
aldrig give gode Love, saa længe de ikke selv have
Lyst til at efterleve dem. Lad Regentens Jnd¬
sigt i et Monarkie være indskrænket; er han dydig,


48
skal han oplede gode Raadgivere, ligesom de be¬
ste ikke kunne nytte ham, dersom han selv ikke e¬
god.
Men hvad skal da bevæge Regenten i en
hver Regieringsform til at give gode Love? Hval
skal giøre, at de gode Love holdes? Derpaa ska
uden Tvivl et Folks Lyksalighed beroe. Tvan¬
maaskee, Frygt? Kan den høieste Magt i no
gen Stat tvinges? Kan et fordærvet Folk i et
Republik tvinge sig selv til at give de gode Love, son
det ikke vil have, og om der opstaaer en andet
Magt i Staten, som kan tvinge dem til at anta
ge Lovene, skulde de dog ikke holdes, saa læng¬
Folket ikke har gode Sæder, det er: ikke giøt
mere godt end det, hvortil Menneskene kunn¬
tvinges. Der skulde endog, naar de borgerlige
Love bleve holdte, i Mangel af Sæder endnu
mangle meget i et Folks Lyksalighed. Jeg har
beviist det vidtløftig i det foregaaende Blad,
Anledning af det første Spørgsmaal: Hvorle,
des et Folts fordærvede Sæder kunde forde¬
dres; og Læserne see deraf, hvor nøie disse tven¬
de Spørsmaale ere forbundne.
Et Folks Lyksalighed beroer altsaa fornem¬
melig paa dets Sæder, det er, paa dets hersken¬
de Tænkemaade og Tilbøieligheder. Disse Ting
bestemme dets Lyksalighed i enhver Himmelegn,
og under enhver Regieringsform. De, som


93
give Lovene, maae baade have Jndsigt og Villie
til at give dem gode. Jeg vil ikke igientage, hvad
jeg allerede tilforn har sagt, om den Jndsigt, som
udkræves til Lovgiverkonsten, og hvorom Læserne
allerbest kan dømme af Selskabets Plan. De,
som adlyde Lovene, maae og have noget af den¬
ne Jndsigt. Et Folk kan ikke ved Lovene være
lyksaligt, uden at være fornøiet med Lovene, og
det kan ikke være fornøiet, uden at kiende selv i
det mindste i nogen Grad, at Lovene ere gode.
De maae altsaa vide deres Grunde, de maae op¬
lyses derom, og have Tilladelse at undersøge dem;
derpaa beroer Folkets Fornøielse, Kierlighed og
Tillid til Regieringen, og uden disse Ting kan ik¬
ke et Folk være lyksaligt. Den viseste Regent
behøver ofte mange, endog de ringeste Betiente¬
res Undersøgninger og Raad, for at indrette en
Lov saaledes, at den kan passe til hele Staten.
Disse Folk maae have Jndsigt, ikke alene for at
kunne villig adlyde Lovene, men og for at kunne
give dem, og sætte dem i Verk. En udbredet
Jndsigt i Lovgiverkonsten er altsaa den ene Grund
til et Folks Lyksalighed.
Men denne Jndsigt nytter ikke, uden Vil¬
le til at bruge den; og denne beroer paa de be¬
vægende Grunde af Dyd, Ære, Egennytte eller
Frygt, nemlig, hvad Virkning de giøre saavel
paa dem, der give, som paa dem, der adlyde


50
Lovene. For Staten, i Almindelighed betrag
tet, er det lige meget, hvilken af disse Grund
der regierer Menneskene, naar de kuns udret
hvad de skulde. Men hverken kunde de al
giøre Menneskene lyksalige, ikke heller virke de
en lige Grad. Saavidt Frygt regierer Met
neskene, kunde de ikke siges at være lyksalige
Denne bevægende Grund er ofte fornøden, ft
at afværge et større Onde; men en af de Grunf
regler, efter hvilke vi bør dømme om et Folk
Lyksalighed, bliver dog altid den, at den Stat
lykkeligst, hvor Frygt mindst behøves; thi inge
Fornuftig har vel nogen Tid sagt eller tænkt,
den skulde kunne ganske undværes. Dyd, Æf
og Egennytte ere de eneste Grunde, som giøn
Menneskene virkelig lyksalige, fordi hvad Fo
giøre af disse Grunde, det giøre de med Fornø
else, og uden Fornøielse kan ingen Lyksalighe
tænkes. Egennytte kan sielden forbindes mi
store Pligter, og det Folk skulde ikke bringe d
vidt i Lyksalighed, hvor alle gode Gierning¬
maatte betales med Penge eller Beqvemmeligh¬
der. Men Ære kan giøre de største Byrder le
te, og Selvfornægtelse selv til en behagelig Plig
Dyden virker sikrere, fordi den Gode søger det G¬
de selv, uden at bekymre sig om andres Domme i
Belønninger; men den udkræver og derfor ente
stor Jndsigt, eller megen Færdighed og Van¬


51
Med begge disse Egenskaber kan Dyden alene
endda sielden bevæge Menneskene til saa store
Opofrelser, uden at understøttes af Æren. Dis¬
se Grunde virke paa en forskiellig Maade, efter
Menneskets adskillige Vilkaar. Lovgiveren sø¬
ger vel altid at forbedre disse Vilkaar, men han
kan ikke strax og aldrig ganske omskabe Menne¬
skene. Man maae derfor ikke forlange mere,
end at han bruger de beste Grunde, som enhver
Statsforfatning og Menneskets Tilstand tillader.
Æren udretter f. Ex. i en vis Forfatning og i
en vis Tilstand mere end Dyden; at nægte det¬
te, var, at nægte den hele Historie og daglige
Erfarenhed. At forlange, at en Lovgiver strax
skulde giøre alle Folk dydige, var, at forlange
urimelige Ting. At paastaae, at han imidler¬
tid ikke maatte bruge Æren, fordi den var for¬
forfængelig, var det samme, som at lære, at man
intet Godt skulde giøre, naar man ikke kunde giø¬
re alt det Gode, som man vilde. Og at slutte
saaledes: Æren er i en vis Forfatning og i en
vis Tilstand Hovedgrunden til de menneskelige
Handlinger, derfor er Dyden i denne samme Til¬
stand unyttig, derfor forkaster man den; saale¬
des kan man ikke slutte, uden naar man skiemter,
og det burde man ikke giøre, naar man undersø¬
ger Lovenes Grunde.


52
No. 156.
Fredagen den 16 Juli, 1762.
E¬
n Elsker af gamle og rare Sager, som sam¬
ler Liigprædikener, Programmata, Tegnin¬
ger af Epitaphier, Gravskrifter, Stambøger og
andre Haandskrifter, som kunne tiene til at for¬
mere berømmelige Mænds Levnetsbeskrivelser,
læste engang med Forundring iblant Rabeners
Skrifter en Dødsliste af den berømte Niels
Klim. En lærd Mand, sagde han, og især
en Historicus, maae dog læse alle Bøger; der
er ikke saa slet et Skrift til, at man jo finder no¬
get deri, som man kan bruge. Hvem skulde ha¬
ve ventet, at finde i disse Bøger, som høre til
Smagen, saa grundig og udførlig en Efterret¬
ning om ypperlige Danske Mænd, hvis Navne
neppe ere bekiendte i vores Historie? Men er der
ikke Skam, sagde han videre, at en Fremmed
skal have den Ære, at meddele Publicum saa¬
danne Efterretninger? Han skrev strax til en Klok¬
ker i Bergen, hos hvilken han formodede endnu
at finde nogle Levninger af Niels Klims Papirer.
Denne sendte ham nogle faa Blade, tillige med


93
den sørgelige Efterretning, at de fleste og rareste
af Niels Klims Haandskrifter vare bortførte til
det Keiserlige Archiv i Quama, for at tiene til.
Oplysning for de underjordiske Historieskrivere.
Læserne kunde af følgende Levnetsbeskrivelse døm¬
me, hvor meget Historien har tabt ved Mangel
af disse Brevskabers Bekiendtgiørelse.
ketrus Longobargus, eller Langskieg,
er fød den - - Aar - -. Hans Fa¬
der var den Høiædle og Velærværdige Doctor
Mads Pedersen, og hans Moder den ædle og
Dydzirede Jomfrue Maren Hansdatter. Efter
foregaaende Huusunderviisning blev han Aar-
sat i den berømmelige latinske Skole i --
hvor han under adskillige brave Læreres, men
sær den grundlærde Rector, Hr. Mag. -
Anførsel gjorde saadan en Fremgang i Sprog og
Videnskaber, at han i sit Alders 25 Aar kunde
færdig oversætte af det latinske Sprog og skrive
en Stiil uden Feil, hvorfor han og i samme Aar
blev sendt til Universitetet, for der videre at for¬
fremmes i sine Studeringer. Efter foregaaen¬
de Læamen Artium S Styl blev han ind¬
skrevet blant Studenternes Tal, under den i det
Aar værende Rectore Magnisico, den Høi¬
ædle Hr. - - samt Decand Facmt. khi¬
lol. den Velædle og Høilærde - - Han ud¬
valgte sig til Privatum kræceptorem, den


34
meget lærde og vidtberømte Hr. -
og d
han i Skolen havde lagt saa god en Grundvol
en husianioribus, behøvede han ikke at hø
nogen af offentlige eller private Forelæsninger til de
saa kaldede Fæamen Lpitosopbicum; hvi
ken han og udstod 8 Maaneder efter hans Ankom
til Akademiet. Foruden det fra hans Peidat
kræceptore givne Vidnesbyrd om hans besy¬
derlige Flid ved Akademiet, aflagde han i E¬
amen selv saadanne Prøvex i alle Dele af Phil¬
sophien og de boglige Konster, at han fortiente
berømmelig Caracteer, hvorfor han og strax eft
blev udraabt til Vaccalaureus af den da vg
rende Decano, Velædle og Høilærde Hr. -
Efter saa stor og tidlig en Fremgang i alle lær¬
Sprog og Videnskaber, betænkte han sig i nog
Aar, til hvilket Nuatum især han skulde opt
re sig. Hans Lyst stod fornemmelig til de pi
losophiske Videnskaber, hvori han og bragte d
saa vidt, at han adskillige Gange baade oppon
rede og responderede offentlig med almindelig A
pauft. Men, som han ved disse Videnst¬
ber ikke saae noget Haab for sig til Befordring,
Tiden, lod han sig af sin kiere Morbroder, de
Velærværdige og Høilærde Mester Peder Hans
nius, overtale til at være ham i Embedet behie
pelig, for tillige at øve sig selv paa Prædikest
en; og da han af Naturen var begavet med


97
godt Mæle, et stærkt Bryst og en lykkelig Hu¬
kommelse, havde han den Lykke at behage det
Høie Herskab saaledes, at den Høi= og Velbaar¬
ne Herre -
-, hans Morbroders Kirkepa¬
tron, tilbød sig, at give ham Exspectang paa Kal¬
det, saasnart han han havde gjort sig klar fra A¬
kademiet. Hr. Longobardus, som havde mere
Lyst til det Akademiske, og som af Kierlighed til
Philosophien satte Sprogene og andre Studeringer
til Side, kunde ikke let overtale sig til at under¬
kaste sig en Examen, hvori han ikke kunde vente
sig den berømmeligste Caracteer. Og som han
desuden havde liden Lyst til Prædikeembedet, gik
han tilbage til Akademiet, hvor han ved Hielp af
Stipendier opholdt sig endnu i nogen Tid, og
imidlertid ikke forsømte at giøre sig bekiendt ved
allehaande forefaldende akademiske Øvelser. Han
hørte inibeticis er Folemeis den berømmeli¬
- - offentlige Forelæsninger, og giorde
sig fornemmelig ved sin egen Flid saa bekiendt
med de theologiske Videnskaber, at han kunde
være færdig til Examen, saasnart hans Sal. Mor¬
broder skulde frafalde, og Lykken imidlertid ikke
aabnede ham nogen anden Leilighed til Befor¬
dring. Aar - - blev han efter den Høi¬
lærde Hr. - - hans besynderlige Velynders
og da værende Decani Jndbydelse befordret til
den høieste Æregrad i Philosophien; og da hans


50
Morbroder kort efter forlod dette Timelige,
Kirkepatronen havde den Naade, at tilbyde ha¬
Kaldet, ansaae han det som en besynderlig F
relse af Skiebnen, hvilken han ikke burde mo
staae; besluttede derfor, strax at giøre sig kle
fra Akademiet, hvor han og i Aaret -
ikke uden Berømmelse, endte sine Studeringe,
for at indtræde i den Geistlige Stand, og tilli¬
i et kierligt Ægteskab med den Dydædle Jomfre
Karen Madsdatter. I dette Ægteskab hav
han mange Børn. Den første var den Velæ
værdige Herr Mads Pedersen, som efterfulg
sin Fader, som i Dyd og Videnskab, saa og e
delig i Kaldet -
- Her feiler n
get i Haandskriftet - -
De Skrifter, som den Sal. Mand har i
terladt sig, og som alle vidne om hans grundig
Lærdom, ere, foruden tvende Aargange af Pr¬
dikener, som endnu ere i hans Sønnesøns Fo
varing, følgende Disputatzer, som han har ho
det pro Stipendio- -
- og som al
ved Trykken ere bekiendtgjorte, men nu for der
besynderlige Rarheds Skyld ikke findes uden he
nogle faa Kiendere af lærde Sager. 1. Pu
serratio ronof. ge stat amæ ante con
ceprionem; d. e. Om Sielens Tilstand so
Undfangelsen. 2. De Ofu Syllogismorin
suaftæ biguræ, d. e. Om Nytten af For


9!
nuftslutningerne i den fierde Figur. 3. P1s¬
sert. Historico Pvisos. Critic. i heologi¬
ca ge Præadamtis, d. e. Om de Mennesker,
som levede for Adam. Og endelig 4. En Af¬
handling om en meget rar Overskrift i Runebog¬
staver, som fandtes paa hans Sal. Morbroders
Kirke. Denne Afhandling er saa rar, at Hr.
Klim ikke har kunnet finde noget Exemplar med
Titelblad.
Efterretningerne om Mester Peder Lang¬
skiegs Liv og Levnet, ere tagne af en Protocol,
som Hr. Klims Formand har holdet over alle de
Præstevielser, som skede i hans Tid. Den er
siden forbedret ved det saa kaldede Testament, som
findes i bemeldte Mester Peders Liigprædiken,
holdet af hans Herredsprovst, den Velærværdige
Mand, Mester Anders Jespersen, som findes
blant andre rare Haandskrifter i det underjordiske
Archiv. Aarstallene ere i det tilsendte Manu¬
script saa ulæselige, at jeg ikke har villet anføre
dem, af Frygt for at begaae betydelige Feil i Chro¬
nologien.
Hr. von Haudegen, en værdig Spire af
en gammel og anseelig Familie, som først blev
bekiendt her i Riget under Christopher af Bayern,
gav allerede i sin Barndom meget tidlige Prøver
af den Tapperhed, som vidnede om hans adelige
Byrd og høie Hierte. Naar hans Frue Moder un¬


58
dertiden forklagede ham, fordi han huggede Ho¬
vederne af hendes Høns, sagde hans Fader, at
det var et Tegn, at der stak en god Soldat i ham;
og da hans Skolemester engang havde straffet
ham, fordi han forsømte Skolen, for at gaae
paa Jagt, satte hans Herr Fader Skolemesteren
til Rette i Junkerens Overværelse, og sagde, at
Jagten var en Adelsmands Haandverk; han op¬
drog ikke sin Søn for at giøre ham til en Pedant.
Denne Lærdom frugtede saa meget, at den unge
Hr. von Handegen, som tidlig følte en Drift hos
sig til store Gierninger, løb bort af Skolen, for
at følge et høiere Kald. Han blev i Aaret
- Underofficeer ved Landfolkene, og bivaane¬
de i denne Caracteer det navnkundige Slag ved
G. I denne Campagne, som var den første,
han bivaanede, havde han det Uheld, at blive
posteret tet ved en Skov, hvor han ved en liden
Afvigelse blev saa forvildet, at man først nogle
Dage efter fandt ham i et Vertshuus, hvor han
fuldkommen reddede sin Ære ved at blessere en af
sine Camerater, som understod sig at bebreide
ham denne liden Forseelse. Aaret efter hialp
han sin Fendrik til at indtage en vigtig Grændse¬
Festning; og da Historien taler intet om de Bedrif¬
ter, ved hvilke han banede sig Veien til en nye
Værdighed, formoder man, at han denne Gang
avancerede efter sin Ancienmire. Han blev


39
Capitain i Aaret - -, og siden hele Krigen
igiennem brugt som Partiegienger, til at inddri¬
ve Brandskatte og Fourage, hvortil han besad
saa uforlignelige Gaver, at han altid lykkelig op¬
dagede og uden Skaansel afstraffede dem, som
understod sig at overtræde Krigsbrug og at skiule
noget af deres Formue. Han ansaae Krigen
som et fornødent Middel til at adsprede de Mid¬
ler, som vare samlede med Uretfærdighed, og til
at rense Staten fra unyttige Folk. Og da han
var forsikret, at ingen Kiøbmand eller Jøde blev
riig uden ved Bedragerie, og at der ikke var u¬
nyttigere Folk til i Staten end Præster, Borge¬
re og Bønder, saa holdt han det og for sin Pligt,
at skille hine ved deres uretfærdige Gods, og at
lære disse noget af Krigsdisciplinen. Efter Kri¬
gens Ende kiøbte han sig et Landgods for de Pen¬
ge, som han paa saa lovlig en Maade havde
forhvervet; og endskiønt han allerde havde For¬
tienester nok for en Mand af hans Stand og For¬
mue, beholdt han dog af Lyst til Krigstienesten
sit Compagnie, saa længe Freden varede, og tog
ikke sin Afskeed, førend i Aaret - -, da Ar¬
meen skulde marschere. Han døde paa sin Gaard
med Oberstes Caracteer. Hans Præst og hans
Bønder gav ham det Vidnesbyrd, at han døde
med det samme Soldaterhierte, hvoraf han til¬
forn havde viist saa mange Prøver; og hans


60
Venner talede alle om ham som om en Mand,
der hverken var skinhellig eller pedantisk, en god
Compagnon, og en Hader af alle Ceremonier-
Foruden adskillige saadanne Levnetsbeskri¬
velser, forsikrer min Vens Correspondent i Ber¬
gen, at det underjordiske Archiv og Raritetkabi¬
net indeholder en utroelig Mængde af gamle Te¬
stamenter, Skiøder, Riimkrøniker, Sigiller,
Urner, Kiempesværd, Fryndser og andre rare
Levninger af Catholske Messehagler og Alterklæ¬
der; Pomphoser, Pibekraver, baade Læder= og
Staalhandsker, og mange flere Ting, som ikke
kunde opregnes. Han beklager, at man i Kei¬
ferdommet Quama bekymrer sig nu omstunder saa
lidet om Oldsager. Men han haaber tillige, at
denne Mangel snart skal oprettes ved et Selskab,
af Lærde, som have besluttet at giøre en Reise
under Jorden, for at bringe Klims Papirer for
Lyset igien. Den første Frugt af deres Flid skal
være en rigtigere Liste af Døde, end den, som
Rabener har udgivet, tilligemed en Critik over nog¬
le betydelige Feil, som den samme Forfatter har
begaaet i Historien af Qvirleqvitsch.


61
No. 157.
Mandagen, den 19 Juli 1762.
S¬
aa er det nu endelig kommen saa vidt, at en
Poet tør opstaae iblant os, og sige: "At
"de skiønne Videnskaber have Grunde, men at
"Lærebøger alene i disse Videnskaber ikke ere nok,
"at en Afhandling om det Skiønne maae være
"skiøn, og en poetisk Konst poetisk: At de, som
"have lært efter den strængeste Grammatik at veie
"Fynden af enhver Glose, derfor ikke ere skikke¬
"de til at forklare Horatz; at Poeter maae for¬
"klare Poeter, og mange Gange lykkelig for¬
"sømme baade Dacier og Sanadon, for at for¬
"klare deres Følelser: At det Mechaniske i et
"Vers, at Rimene alene er et tonerigt Intet:
At vi Danske trænge meget til saadanne Bø¬
"ger, som kunde lære os en god Critik, eller
"endnu bedre, at vore Forfattere behøve For¬
"myndere; at de fornemmeste slebne Nationer
"deri ere lykkeligere end vi, at deres Poeter gier¬
"ne have en født Værge, og, at saa længe vo¬
"re Forfattere endnu ingen saadanne fødte Vær¬
"ger have, burde man naturalisere en Fremmed,


62
atriot
skuer
"og sætte ham til Værge for vore umyndig
"Landsmænd."
Ja saa vidt er det kommen, at en Poet,
Forfatteren af et Skrift, kaldet Poeste for Poe¬
ter, ikke alene tør sige os alt dette, men og vir¬
kelig paanøde sine Landsmænd saadanne Værger,
Horatz, Vida, Roscomon, Buckingham, Pop¬
og Boileau, disse ere alt udnævnte dertil, og
Spørgsmaalet er kuns, om disse gode Mænd kun
ne paatage dem Værgemaalet, og om vore Lands
mænd vilde underkaste sig det?
En Værge maae tale sin Myndling¬
Sprog. Men er det Danske og skikket til de
findrige Korthed, i hvilken hine Romere, Fransk
mænd og Engelændere have forfattet deres Tan
ker? Det er nu ikke Babue, ikke Tilskueren, me¬
en anden Landsmand, som spørger derom? Ha¬
mener, at det er giørligt, dersom man efter En
gelændernes og de Franskes Exempel tør vove a
forkorte nogle=Ord, uden Samvittighed fordriv
undertiden et blødt (e), og giøre et Hielpeord i
en Stavelse. Ja, han er endog saa dristig, a
han tilbyder sig selv, at ville lære disse fremmed
Værger at tale Dansk, og hans Methode er saa
god, at jeg troer, at han skal udføre det lykkelig
Jeg vil ikke, siger han, som en Fransot
"skildre mig selv, i Steden for at skildre mit
Autor; ikke heller, som nogle Tydske, frygt¬


O3
"for enhver Stræg, jeg drager. Den, som
"oversætter, skildrer efter Naturen, og maae
"derfor ikke alene nøies med at faae en rigtig
"Contour, men tillige iagttage Lineamenterne,
"og anbringe den rette Colorit. Det er noget,
at bringe Forstand og Riim tilsammen; men
"at udtrykke det Væsentlige hos sin Original,
sætte sig i Poetens Tilfælde, føle det samme han
"følede, da han skrev, være prægtig, hvor han
er prægtig, eftertrykkelig, hvor han er efter¬
trykkelig, skiødesløs, hvor han er skiødesløs,
"og at torde begaae smaa Feil for at undgaae de
større; det er noget mere. Derpaa skal Over¬
sætteren kiendes."
Hvor rigtigt, hvor skiønt er dette ikke sagt!
Var jeg saa dristig som Forfatteren, at jeg torde
give mine Landsmænd Værger, vilde jeg strax
udnævne ham selv til Værge for alle vore umyn¬
dige Oversættere.
Men endnu er det største Spørgsmaal til¬
bage: Vilde vore Landsmænd og underkaste sig
dette fremmede Værgemaal? Er det ikke endog
for dristigt at spørge derom, førend man endnu
har afgjort, om de behøve det, Forfatteren maae
troe, at dette er saa klart, at han ikke har nø¬
dig at bevise det med Exempler af vore gamle For¬
fattere. Aldrig havde jeg før tænkt, at mine
kandsmænd havde saa stærk en Troe. Jeg la¬


04
stede engang noget i den gamle Stiil; man tviv¬
lede om det var saa; jeg beviiste det af Forfatte¬
rens egne Ord: men man tog mig dette saa ilde
op, at jeg nær havde lovet, aldrig meere at bevise
hvad jeg sagde. Forfatteren forlanger vel me¬
get af sine Landsmænd; men han giver dem selv
saa godt et Exempel, at man ikke kan nægte ham
et Slags Ret til at forlange det samme af andre.
Alt hvad jeg har lært af Fremmede, siger han,
"er at kiende min Ufuldkommenhed, og at have
"lige saa stor en Ærefrygt for Eftertidens
"Domme, som de fleste Skribentere have for
"deres egne."" Denne Eftertid er en meget
streng, men tillige retsindig Dommer, den be¬
gynder at faae nogen Ret til at tale iblant os.
Dog de, hvilke, som Forfatteren, ikke have an¬
det at beraabe sig paa end Fortienester, have
godt ved at indstævne deres Sag for en Dommer,
som agter hverken Alderdom eller Titler! Men
lad det og komme saa vidt, at man tillader Ef¬
terkommerne at dømme anderledes om vore Ver¬
ker, end vi have dømt selv; disse Efterkommere
ere dog vore Landsmænd, og er det derfor sagt,
at vi ville lade os dømme af Fremmede? Hvad,
om de fik i Sinde, at forkaste de fleste af vore
skiønne Verker fra Saxo Grammaticus af ind¬
til dem, som jeg ikke meere tør nævne? Ville
vore Landsmænd, vore Poeter vel taale det? Ja


09
maaskee, dersom Forfatteren selv var stærk nok
til at lade dem handle saaledes med nogle af sine
egne Vers? Dette lover han ikke alene, men
han giør det selv, han forskyder endog en Ære,
som han fortiente bedre end alle vore gamle Poe¬
ter. Og jeg tør derfor paa mine Landsmænds
Vegne forsikre, at de skulle taale, at hans poe¬
tiske Konstdommere dømme dem med den samme
Strenghed, med hvilken han dømmer sig selv.
1i
Jeg har svoret ved Muserne, siger han, at jeg
"aldrig mere skal forarge deres Øren med et to¬
"nerigt Intet. Det faldt mig ind engang, el¬
"ler rettere, man nødte mig til at begynde paa
at besynge Kongers Bedrifter. Apollo an¬
saae det i en kort Tid, indtil han endelig ru¬
skede mig i Øret. Jeg daanede, Pennen faldt
mig af Haanden. Jeg lod den ligge. Lad en
Pollio tage den. -
Forfatteren kan
ganske vist bruge den til noget bedre, og Aarsa¬
gen, hvorfor Apollo forbød ham at fuldføre, sit
historiske Digt, var ikke Poetens, men Materi¬
ens Ubeqvemhed til Poesie.
Burde ikke alle giøre den samme Eed, som
Forfatteren, førend de bleve antagne i Poeternes
Laug? Men det var jo at tage Brødet af Mun¬
den paa alle de Friepoeter, som i mange Aar har
øvet Professionen, uden at vide, at der vare saa
ft.


06
haarde Laugsartikler til, som forbød, uden at
agte Poetens Formaning:
De qvicunqve Deus, qvicunqve adhibebitur Heros
Regali conspectus in auro nuper S ostro
Migret in obseuras humili sermone Tabernas.
Forfatteren behøvede ikke at forsikre Læseren,
at han har gjort dette Løfte. Det viser kuns,
hvor megen Ret han har til at begiere af sine
Landsmænd, at de vilde antage de Love for Dig¬
tekonsten, efter hvilke han med saa stor Streng¬
hed har dømt sig selv. Læsere af Smag, og det
er for dem, siger han, at han skriver, skulde ik¬
ke kunde læse dette første Stykke, som er en Over¬
sættelse af Rygtets Tempel, forfattet af Pope,
uden at ønske snart de følgende, som staae i me¬
re Forbindelse med hans Hovedhensigt, nemlig,
de poetiske Konstdommere, som have bestemt Lo¬
vene af Digtekonsten.
Det beroer paa Afgangen af disse to Ark,
hvor snart de øvrige skulde udkomme; thi mere
end to Ark tør han ikke vove; han kiender, siger
han, endnu ikke sine Landsmænds Smag. For
at forsøge, hvorledes mine Læseres Smag er;
thi jeg vilde og gierne, kiende den, vil jeg anføre
nogle Stykker deraf; maaskee skulle mange af
dem tilstaae, at de i store og kostbare Bøger ikke


O7
have fundet saa meget for deres Penge, og hvem
vilde da ikke kiøbe to Ark?
Naar Poeten i en Beskrivelse af Rygtets
Tempel kommer til de Støtter, som prydede Byg¬
ningen, hedder det:
Her stode Høvdinger i Krøniker forsømte,
Og gamle Mænd af Krig og Konster vidt berømte,
Som reiste Stæder op, og vilde Udyr tvang,
Til Ziir for Murene, i en ærværdig Rang;
J Narmor levende en vredgjort Helt sig krænkte,
Og udi Stene stod Lovgivere, og tænkte.
Jngen Original kunde mere kort og utvun¬
gen afskildre de prægtige billeder, som fremstil¬
les i disse sidste Linier. Saadanne Steder, hvor¬
ved Læsere af Smag glemme, at det er en Over¬
sættelse, findes overalt; men da man ikke saa vel
kan dømme af afbrudte Linier, som af en heel
Mening, vil jeg anføre det Stykke, som baade
for Tankernes og Stilens Skyld meest har rørt
mig. Det er Beskrivelsen af to meget ulige Slags
Mennesker, som viser os Forskiellen imellem den
falske og sande Ære.
Derefter kom en Hob, som Hielm og Krone bar,
Udi hvis Ansigt Trods og Stolthed tegnet var:
For dig, saa raabte de, blant Larm og Strid og Klage,
Vi i bestandig Storm har seilet alle Dage;


08
For dig vi mange Folk har foldt med Jld og Blod,
Og svømmet til et Spiir udi en Purpurflod;
Udaf din Aand indblæst, vi trodselig os viiste,
Og det var gjort for dig, hvad man som tappert priiste.
I Narre! (sagde hun, og Panden rynkede.)
Synk med jer Stolthed dybt udi Forglemmelse,
Sov der uihukomt, hvor Poldsmænd Stov maae
slikke,
Jer Stotte blive Nuld, jert Navn erindreg ikke!
En liden Sonden Skye dem fra mit Øie sleed,
Og Najesteterne i deres Nat sank ned.
Derpaa en liden Hob jeg saae nu frem at trine,
Jevn udi Klædedragt, og af en ærbar Mine:
Du Afgud! sagde de, det faldt os aldrig ind,
At ville tiene Roes og Rygtets løse Vind;
Men roelig hos os selv og langt fra Folkets Ære,
J vores Liv useet, i Doden uhort være,
vi bede ikkun om, at skiule for enhver
De nok i deres Dyd belønte Gierninger.
O! lad os have selv den stille Roe og Glæde,
For Dydens egen Skyld paa Dydens Dei at træde!
Er der da ogsaa Mænd, som see os med Foragt?
Hvem skal da ofre til vort Navn og vores Magt?
Men vider, Mennesker, det er vor største Ære
At lyse for den Dyd, som ubekiendt vil være.
Op! Muser, op, giv her de største Tynestød;
De maae ei fore hen i Mørkets døde Skiød;


09
Saa sagde hun, og strax maae Lusten zittrend spille,
Og over Vindene en Seiertone trille,
En Lyd, saa mild, skiønt høi, saa stærk og dog saa klar;
Selv Engle bøie sig, at hore, hvad det var:
Smagen i Æren trænger hos os lige saa
meget til Forbedring, som Smagen i Poesien.
Jeg ønsker derfor, at dette Stykke maae tiene
til at rense Smagen i begge Dele. Det er saa¬
dan en Brug af Ordene, som, endskiønt den sy¬
nes ligegyldig, dog ofte har en vigtig Jndflydel¬
se paa den almindelige Tænkemaade, at jeg øn¬
skede, at Critiken vilde udøve noget mere af sin
Ret iblant os. Forfatteren tillader mig derfor
at erindre, at et Selskab, hvis Hensigt det skal
være at udbrede denne Critik, ikke kan finde Be¬
hag i at kaldes gunstigt og høianseeligt. Dis¬
se Ord betyde for meget til, at være saa ødsel der¬
paa. En Person af Forfatterens Fortienester
behøver ingen gunstige Dommere, og at være
gunstig mod slette Forfattere, det tillader Sel¬
skabets Love ikke. Gode Skrifter ere Selska¬
bets Ære, og at skiønne derpaa, er ikke en Gunst,
men i Betragtning af Kongens Naade og Sel¬
skabets Øiemerke, dets allerunderdanigste Pligt,
en Pligt, som Selskabet vist med megen Glæde
opfylder, saavidt deres Landsmænd give dem An¬
ledning dertil. Men maaskee er Oversættelsen


70
af Merope endnu det eneste af alle indsendte Skrif¬
ter, som Selskabet kunde bekiendtgiøre, uden at
være alt for gunstigt?
No. 158.
Fredagen den 23 Jul. 1762.
J
den anden Deel af Hr. Ellis Reise til Hud¬
sons Bay, fortælles følgende Historie: "To
"smaa Baade gik over Hayes Floden, og da
"de vare komne ud paa Dybet, gik den ene af
"dem, som var giort af Birkebark, til Grunde,
"Paa denne Baad var en Jndianer, tillige med
"sin Kone og sit Barn; og da den anden var
"saa liden, at den ikke kunde bære mere end en
"af Forældrene, tillige med Barnet, gav dette
"Anledning til en besynderlig Trætte imellem
"Manden og Konen, ikke, hvem af dem der
"skulde opofre sig, for at redde den anden; men
"hvis Liv var meest fornødent for Barnet. Man¬
"den søgte ved adskillige Grunde at bevise, at
"Barnet lettere kunde undvære ham, end Mo¬
"deren. Hun derimod paastod, at det var be¬
"dre for Barnet, at hun døde, fordi han, som


11
"Mand, kunde bedre jage og nære Barnet, end
hun. De faa Øieblikke, som endnu vare til¬
"bage, anvendte de paa at udtrykke den emmeste
"og veemodigste Kierlighed, og Konen, som
"havde besluttet at døe, glemte sin egen Fare,
for endnu i det sidste Øieblik at bede hendes
Mand bære Omsorg for Barnet. Derpaa to¬
"ge de Afskeed. Konen forlod Baaden og druk¬
"nede, og Manden kom med Barnet lykkelig til
Landet."
Denne merkværdige Tildragelse gav mig
Anledning til at undersøge nogle Grunde til Men¬
neskets Handlinger, saaledes, som det er af Na¬
turen, til Forbindelserne imellem begge Kiøn, og
imellem Forældre og Børn.
Forbindelsen imellem begge Kiøn har hos
de slebne Nationer mange andre Aarsager, end
den naturlige Kierlighed. Nogle Ægteskaber
sluttes af Egennytte, af Anstændighed, Lydig¬
hed mod Forældre, uden Kierlighed til Perso¬
nen; i andre er denne Kierlighed en Virkning af
noget besynderligt, som behager i Ansigtet, Mi¬
nerne, Talen, Sæderne og tusinde andre Ting,
som i den store Forskiellighed af Karacterer, hvil¬
ken Konsten og Opdragelsen frembringe, ofte ha¬
ve en fortryllende Virkning. Hine Forbindelser
ere kolde, disse heftigere, end de blet naturlige.
J hine opofrede man gierne Personen, naar man


72
beholde Æren og Midlerne; i disse er Kierlig¬
heden saa ofte romansk, at man gierne sætter al¬
le andre baade Pligter og Tilbøieligheder til Si¬
de, ikke alene for at besidde og beholde, men og
for at behage den Person, som man elsker. Me¬
get faa Ægteskaber sluttes i den Hensigt, hvor¬
for den naturlige Kierlighed fornemmelig er ind¬
plantet i begge Kiøn. Det er saa langt fra, at
Kierlighed til Efterkommerne skulde have nogen
betydelig Deel i de fleste Forbindelser, at Bør¬
nene betragtes mere som Ægtestandens Byrder,
end som dens Fornøielser. Fødselens og Opdra¬
gelsens Besværligheder, Vellyst, Egennytte, Kie¬
lenskab og mange andre Tilbøieligheder indskræn¬
ke hos de polerede Nationer denne Drift, saale¬
des, at der behøves meget mindre, end Frygt for
Døden, eller Omsorg for at bevare den Persons
Liv, i hvilken man er forelsket, til at opofre Frug¬
terne af saa unaturlig en Kierlighed. Lyst til at
bevare sine Midler, sin Skiønhed, sin smukke
Taille, sin Friehed, sine Fornøielser og den Sør¬
gesløshed, i hvilken man skulde forstyrres ved
Omhyggelighed for en Familie, disse Ting ere
nok hos os til at ikke beklage den Ufrugtbarhed,
som en Jndianer anseer for saa stor en Ulyksalig¬
hed i Ægtestanden, og som en Forbandelse af
Naturen.


13
I denne Tilstand søge vi forgieves ved Er¬
faring alene at udfinde, hvilken Kierlighed af
Naturen der er stærkest; enten den, med hvilken
begge Kiøn elske hinanden, eller den, med hvil¬
ken de elske deres Afkom. Spørg Polidor, hvem
han elsker meest, hans Kone eller hans Børn?
Han vil svare: hans Børn; og han har Ret;
thi hans Kone har han aldrig elsket; han tog hen¬
de for hendes Midler, og disse beholder han efter
hendes Død, dersom deres eneste Søn kuns lever.
Dette Barn har Polidor derfor lige saa kiert,
som sine Pantebreve, og vare de ikke det første,
som han søgte at redde, da det Huus brændte,
hvori hans Kone laae syg? Det andet Spørgs¬
maal, som han giorde, efterat han havde forva¬
ret Brevene vel i sin Lomme, var: Hvor er min
Søn? og da han selv havde bragt dette kiere
Barn i Sikkerhed, gav han sig endnu Tid til at
tillave et Pulver mod Skræk, og at sætte en stor
Hængelaas for det Kammer, hvor han havde for¬
varet sine Obligationer; før gik Polidor ikke til¬
bage, for at hielpe sin syge Kone. Hun bekla¬
gede sig siden over hendes Mands Koldsindighed,
for en lærd Mand, som troede, at han kiendte
det menneskelige Hierte meget vel, og denne trø¬
stede hende dermed, at Naturen meget viiselig
havde indrettet det saaledes, at den største Kier¬
lighed mellem Ægtefolk maatte vige for Kierlig¬
hed til Børnene.


14
Den gode Mand skulde maaskee dømme
langt anderledes, dersom han kiendte den høie og
ugemene Kierlighed, med hvilken Clitander og
Dorinde, et Exempel af Ægtefolk, elske hinan¬
den. Jntet var Clitander saa kiert, at han jo
gjerne opofrede det for denne Skiønne, for hvil¬
ken han i fire Dueller havde vovet sit eget Liv, og
hun, som flygtede af sin Faders Huus, som lod
sig giøre arveløs, for at ægte Clitander; hvad i
Verden skulde hun elske høiere end ham? Dette
Barn, hvis ulykkelige Fød sel fordrev af Dorin¬
des Kinder al den Skiønhed, for hvis Skyld
Clitander havde udfordret fire af sine Medbeilere;
denne utidige Frugt af deres Kierlighed, den skul¬
de nogen af dem være nedrig nok til at agte høie¬
re end Kierlighed selv, end Aarsagen dertil, end
det, som har givet det Liv? Nei, Dorinde har
for megen Opdragelse, og hendes Kierlighed er
alt for heroisk til, at ikke gjerne opofre sit Barn,
naar hun kunde være evig forvisset om Clitanders
Kierlighed, det er at sige, naar hun kunde faae
al sin forrige Skiønhed igien.
J hele Nordamerika var ikke en Skiønhed,
som Dorinde; thi den Deiligste af de Slavin¬
der, som tiene Solens Broder, saaledes kaldes
Natscheernes Konge, er brunere, end vore Mal¬
kepiger. Der var ikke en Elsker, som Clitan¬
der; thi endnu har man aldrig hørt, at en Jn¬


12
dianer har dræbt sig af Kierlighed. De vide ik¬
ke engang, at fortælle saadanne Heltegierninger,
som de, vi læse i vore Romaner. Mændene el¬
ske deres Koner mere som Mødre, end som Kie¬
rester; Ufrugtbarhed er en Skam, og den Kone,
som ikke sørger for sine Børn, bliver forskudt.
Men naar en Jndiansk Kone ikke mere er smuk,
naar hendes Ansigt ikke meere behager hendes
Mand, elsker han hende dog for Børnenes Skyld
saa meget, at han og kunde opofre sit Liv. Do¬
rindes Skiønhed derimod var aldrig saasnart bor¬
te, førend Clitander forlod hende, og Dorinde
ønsker sig nu kuns sin forrige Skiønhed igien, for
at hævne sig over saa ubestandig en Mand. Lad
disse Exempler stille Eder tilfreds, J Skiønne,
om det og skulde være vist, hvad den Lærde sag¬
de, at Naturen har givet Eders Børn noget For¬
trin i vores Kierlighed. Vi tabe paa vores Si¬
de lige saa meget derved, som J. Men dersom
vi af disse Jndianers Historie tillige kunde slutte
med nogen Vished, at Naturen har givet begge
Kiøn en Drift til at elske disse smaa Creatures
Liv høiere end vort eget, da skulle vi og paa beg¬
ge Sider være villige til at afstaae vores Ret, og
Trætten bliver kuns imellem os, hvem der først
skal vige. Skiønhed synes vel, at give Eder
nogen mere Ret til vores Kierlighed, end vi ha¬
ve til Eders; men er det Under, om denne Kier¬


70
lighed ikke varer længe, naar Aarsagen dertil er
saa ubestandig? Trøster Eder dermed, at, om
de Mænd, som elske Eder som Mødre, elske E¬
der lidt mindre, er denne Kierlighed dog bestan¬
digere, end deres, som elske Eder kuns som un¬
ge og smukke Kierester. Polidor har lige saa
mange Brødre iblant os, som Clitander, og dis¬
se elske Eder ikke engang for Eders Børns Skyld;
de elske kun Eders Penge, og saadanne Mænd
de ere jo endnu værre, end Vildmænd?
Men skulde Naturen og være saa haard,
at den forlangte af Forældre, at de skulde elske
deres Børn mere end sig selv, at de skulde sætte
Livet til for dem? Jngenlunde, siger Dorinde;
det var ikke med min gode Villie, at jeg ito Maa¬
neder maatte legge mit Snørliv; og hvem vilde
vel for sine Børns Skyld giøre sig selv fattig,
svarede Polidor til dem, som raade ham til at an¬
vende noget af sine Midler paa sin Søns Opdra¬
gelse. Hans Kone var godtroende nøk til at
bilde sig ind, at hendes Mand var saa sparsom,
for at efterlade sit kiere Barn en større Capital;
men en anden lærd Mand har beviist hende, at
dette var og Svaghed, og at en fornuftig Kier¬
lighed altid bør begynde fra sig selv. Det er kuns
de umælende Creature, sagde denne Vise, som i
Mangel af Fornuft ingen andre Love have, end
deres Drifter, det er kuns disse, sagde han, hvilke


11
en blind Drift ofte giør saa rasende, at de lade
sig selv sønderrive, for at forsvare deres Unger.
Jeg begreb alt for vel, hvad denne Mand forstod
ved fornuftige Kreature, til at ville svække hans
Læresætninger ved et Exempel af en Vildmand.
Et fornuftigt Kreatur og en Philosoph af hans
egen Sect ere i hans Tanker eet og det samme.
Haver J aldrig elsket? sagde jeg til denne Mand;
so, han er gift, svarede Polidors Kone, og jeg
veed, at han var dødelig forelsket i sin Brud.
Men jeg giftede mig ikke derfor, svarede han.
Hvorfor da? sagde jeg. Efter Grunde, efter
Valg, efter Overlæg, svarede den Lærde. Men
da Naturen giør intet forgieves, dette Spørgs¬
maal understod jeg mig endnu at giøre ham, siig
mig da, hvorfor gav den saa meget af denne Drift
til en Siel, som var viis nok til at efterkomme
sine Pligter af Grunde alene? Saadan en Drift,
min Herre, er jo i en Philosoph ganske unyttig,
og Fornuften kuns til Hinder? Tilstaaer J mig
derimod, at Driften og har gjort noget til at be¬
stemme Eders Valg, et Valg, som J maaskee
ikke skulde have gjort af Grunde alene, og hvor¬
fra Fornuften ved Forestillinger af Ægtestandens
Besværligheder snarere skulde have holdt Eder
tilbage; tilstaaer I dette, skulde da Naturen vel¬
have sørget mindre for det, hvorfor den har givet
Eder denne Drift; mindre for Øiemerket, end


18
for Midlerne? mindre for Børnene selv, end for
den Forbindelse, som Naturen har stiftet imel¬
lem Forældrene for Børnenes Skyld? Naar For¬
ældre, som allerede ere komne til en moden Al¬
der, opofre endog Livet for disse spæde Planter,
vinde Børnene altid mere derved, end Forældre¬
ne tabe; denne Gevinst, som er hele Naturens,
beregnes paa det nøieste af det Væsen, som ene
veed at udmaale alle Drifter, og at sætte dem i
saadant et indbyrdes Forhold, som det Heeles
Beste udkræver - - -
Mere fik jeg ikke Tilladelse at sige; den
Lærde afbrød Talen, og forsikrede, at han vilde
undersøge den hele Sag fra Grunden af. Han
lærte mig, at giøre Forskiel imellem klare og dun¬
kle, tydelige og utydelige Begreber, imellem u¬
feilbare Fornuftgrunde, Fornemmelser og Erfa¬
ringer. Disse, sagde han, vare enkelte Tilfæl¬
de, fra hvilke man ei burde giøre almindelige
Slutninger; og efter mange slige Forberedelser
tog han sig endelig for at afgiøre med Vished,
hvilken der er den høieste og første Grund til de
menneskelige Handlinger. Meer end een kan
det umueligt være, sagde han: thi to eller flere
Grunde kunde ikke alle være de høieste, og naar
jeg da beviser, lagde han til, at Kierlighed til
sig selv er den første og høieste Grund til vore


19
Handlinger, maae J jo tilstaae mig, at intet for¬
nuftigt Kreatur kan opofre Livet for et andet.
Spar Eder den Umage, svarede jeg; min
Paastand gaaer ikke videre, end dertil, at For¬
ældre iblant de kloge og polerede Nationer vilde
opofre noget af deres Beqvemmeligheder, deres
Fornøielser, deres Fantasier, for at opfylde de
vigtige Pligter, hvortil Naturen har kaldet dem;
at vore Philosopher, vore Hofmænd, vore rige
Borgere agtede en god Faders Navn høiere, end
en forfængelig Ære; at vore Fruentimmer ikke
gjorde saa meget af en skiøn Farve i Ansigtet og
af en smuk Taille; at de jo gierne vilde opofre
disse Ting, for at bringe et sundt Barn til Ver¬
den; at de, for at opamme disse Børn selv, kun¬
de, i det mindste for nogle Maaneder, aflegge
deres Prydelser, og indskrænke dem i deres Hu¬
se. J tilstaaer mig dog, sagde jeg, at disse Ting
ere Pligter, og mere forlanger jeg ikke. J maae
bevise dem, hvoraf J vilde. Kan J bevæge
Menneskene dertil ved Grunde alene, skal det
være mig kiert; men om J og undertiden behø¬
ver Hielp af Driften, om J, for at skierpe den,
maae bruge andre Midler end Syllogismer, skul¬
de da Verden ikke være bedre tient med denne U¬
rene Dyd, med denne Virkning af dunkle og u¬
tydelige Forestillinger, som J kalder den, end
med mange Beviser uden denne Dyd? og at


80
Grundene æene ikke maae være nok, slutter jeg
deraf, at en Philosoph efter Eders egen Erfa¬
ring har i det mindste den ene af disse Drifter til¬
fælles med de Vilde og med Dyrene. J seer her¬
af, sagde jeg tilsidst, at jeg ikke forlanger meget.
At drukne sig selv, for at redde sine Børn, er
en Grad af den naturlige Kierlighed, som jeg
gierne overlader til de Vilde; og dersom J troer,
min Herre, at vore polerede Folk i Eu¬
ropa behøve meget Grundene af Eders Sædelæ¬
re, for ikke at myrde sig selv af Kierlighed til
andre, skal jeg aldrig sige Eder imod.
Men, hvor lidet vore Europæer, i det
mindste de, som sendes til Colonierne, for at op¬
lyse og regiere de vilde Folk, trænge til denne
Sædelære, kunne Læserne slutte af følgende Hi¬
storie, som og fortælles i den samme Reisebeskri¬
En Jndianer var, tillige med hans
skrivelse.
"Kone og Børn, bleven forvildet i Skoven,
"hvor de, af Mangel paa Vildt, tilsidst leed
"den yderste Hunger. I denne Tilstand pluk¬
"kede de Haarene af deres Klæder, og nærede
"sig saa længe de kunde af de Skind, som de
"bare paa deres Legeme. Men omsider bleve
"disse arme Mennesker nødte til at spise to af
deres Børn. Da de kom tilbage til det En¬
"gelske Factorie, fortalte Jndianeren, som næ¬
sten var gaaet fra sig selv, og hvis Hierte var


81
"fuldt af Græmmelse, den Engelske Statholder
"denne Tildragelse med alle dens rørende Om¬
"stændigheder. Men den Virkning, som den
"gjorde paa Tilhørerne, var, at de alle udbrøde
i en høi Latter. Den ulyksalige Vilde saae
"om sig med en Mine, som gav hans Forundring
"og Forfærdelse tilkiende. Dette, sagde han,
er jo dog ingen Fabel, hvoraf man kan lee."
Jeg fortalte den Lærde disse tvende Histo¬
rier, og da han vilde bruge den sidste til at om¬
støde alt, hvad jeg vilde slutte af den første, bad
jeg ham erindre, hvad han selv nyelig havde lært
mig, at man ikke burde slutte af enkelte Tilfælde.
En langvarig Smerte, lagde jeg til, og især Hun¬
ger, er vanskeligere at taale end en hastig Død,
og om disse ulykkelige Forældre end havde dræbt
sig selv, vare jo alle deres Børn kuns derved blev¬
ne ulykkeligere. Nu reddede de ikke alene sig selv,
men og de andre, ved at opofre to, og saa længe
der var et Barn endnu tilbage, blev det i det mind¬
ste uvist, om de havde dræbt de andre af Kierlig¬
hed til dette, eller af Kierlighed til sig selv? Der¬
som saa vigtigt et Spørgsmaal i Naturens Ret
var saa let at opløse efter den Lov, som er skre¬
vet i vore Hierter, som det er snart afgjort efter
den Lov, paa hvilken man har bygt vore Syste¬
mer, hvad havde da den Vilde saa meget at he¬
breide sig selv? En beskiemmet Moder, som, for


82
at redde sin Ære, dræber Frugten af en ulovlig
Kierlighed, skulde endog efter Naturens Lov kun¬
de forsvare denne Gierning, dersom det var vist,
at denne Lov ingen høiere Grund havde, end E¬
gennytte.
No. 159. og 160.
Mand og Fredag. d. 26 og 30 Julii 1762.
E¬
t Skrift, som sigtede til at forlige de Lærdes
adskillige Meninger om en Videnskabs Nyt¬
te fremfor en anden, om de gamle og nye For¬
fatteres, om de døde og levende Sprogs Fortrin,
som søgte at bestemme Grundreglerne af Smaget,
og Critiken, og at stifte en Forening imellem
det, som man kalder Videnskaber, Smag og Lær¬
dom, hvor stort et Foretagende var ikke det? Næst
det Forslag, som Abbeden af St. Pierre har giort
til en bestandig Fred i Europa, veed jeg intet
som kunde lignes derved, og maaskee skulde det
Foretagende, at stifte en almindelig Enighed
i den lærde Verden, endnu være et større Verk?
Det faldt aldrig Abbeden af St. Pierre ind, af
giøre Fransoserne og Engelænderne til et Folk;


85
han vilde kuns, at disse mægtige Nationer, hvis
Tænkemaade og Smag altid har været saa ulige,
ikke meere skulde skade og ødelegge hinanden. Der¬
som dette Forslag kunde opvække saa megen For¬
undring, hvad vilde man da have sagt, dersom
Abbeden havde understaaet sig at giøre et For¬
slag til at forene alle Nationers Domme om
Smagen? De Lærde af en eneste Nation dele
dem jo ofte i flere Partier, end der ere adskillige
Nationer og Stater i Europa, og at forlige dem,
hvilket Arbeide! Leibnitz selv troede sig ikke stærk
nok dertil; hans Dristighed gik ikke videre, end
til at forene Hovedpartierne i Relionen; af dem
ere kuns tre, og de ere alle enige i at antage en
eneste Bog for deres Troes Regel. Jblant de
Lærde derimod er det endnu ikke afgjort, efter hvil¬
ke Verker man skal dømme om Smagen, efter
de gamle eller de nye, og Fornuften, naar har
den alene været stærk nok til at adskille nogen Træt¬
te iblant Menneskene?
Forfatteren af et Verk, kaldet 6. sat sur
letude de la uterature, har været dristig
nok til at vove saadant et Forsøg. Endskiønt
han selv er en Engelænder, har han dog skrevet
paa Fransk; og dette er allerede et godt Tegn
for et Skrift, som vil forlige de Lærde af alle
Nationer. Den berømte Matty, som har været
20 Aar i Engeland, har skrevet et Brev til


84
Forfatteren, hvori han ikke alene tilgiver ham, at
han har skrevet paa sine Fienders Sprog, men
og forsvarer dette dristige Foretagende mod de
gamle Catoner, som i de antigallicanske Clubs
med Puncheskaalen i Haanden dømme ham for en
Fiende af Fædrenelandet. Flaminius, Scipio,
Cato, siger han, ja Cicero selv, hvor gode Pa¬
trioter de end vare, have gjort det samme, og Che¬
sterfield var ingen slet Engelsmand, fordi han
havde studeret i Paris. Maatte dog, siger han
til Slutning, den Tid komme, at de adskillige
Folk, som ere Leæner af en Familie, uden af
giøre en partisk Forskiel imellem Engelændere,
Franske, Tydske og Russer, søgte at fortiens
Navn af Mennesker! Hvad kan man forlange
mere af disse Engelændere. Dersom alle Na¬
tioner ville være saa upartiske, skulde da ikke
snart den Tid komme, som Hr. Matty ønsker, og
hvortil Forfatteren selv, Hr. Gibbon, søger af
føre Læserne ved dette Skrift?
Der ere to Ting, som til alle Tider i Ver¬
den have bestemt Prisen paa de Verker, som mat
har kaldet skiønne: at tænte rigtig og udtryk¬
re sig vel. Forskiel af Sproget og Materier
hindrer ikke, at jo alle de Verker, i hvilke disse
to Ting ere forenede, kunne kaldes skiønne. E¬
Historie, en Fabel, et Stykke af Natur= elle
Sædelæren, enten det er i Prosa eller Vers, paa


85
Græsk, Latin, Fransk, Engelsk, Tydsk eller
Russisk, ere skiønne, naar baade Tankerne og
Stilen ere det. Skulde man da ikke troe, at
de Lærde i det mindste havde et Ord til at udtryk¬
ke dette almindelige Begreb om det Skiønne,
hvori alle Nationer saavidt ere enige? Nei, saa
stor er Ueenigheden imellem dem, som dyrke ad¬
skillige Sprog og adskillige Videnskaber, at de
ikke ville bruge de samme Ord til at udtrykke een
og den samme Ting. Hvad en Taler, en Poet
kalder rigtigt eller fornuftigt, det kalder en Phi¬
losoph grundigt, og begge troe ofte, at Tingen
ikke er den samme, fordi enhver kalder den med
et andet Navn. Endog de, hvis Videnskaber
ere de samme, og iblant hvilke Sprogene alene
giøre Forskiel, kunne ikke meere forstaae hinanden,
endog naar de begge tænke et og det samme. De,
som læse de gamle Historieskrivere, Philosopher,
Talere og Poeter paa Latin eller Græsk, kaldes
Lærde, trugirs, og de, som efterligne dem i
deres Moders Maal, eller i et levende Sprog,
have et andet Navn, de kaldes skiønne Aander,
beale usprits. Reglerne, efter hvilke man
dømmer om Skiønheden af alle disse Verker, ere
de samme; men Navnet paa den Konst, som ind¬
befatter disse Regler, er ikke eet. En Færdig¬
hed i at dømme om Skiønheden i de gamle Ver¬
ker, kaldes Critik, Ars Critica; men den


80
samme Færdighed i at dømme de nye, hedder
Smag, de skiønne Videnskaber, Cout, Kel¬
les Lettres. De rette Kiendere af begge Par¬
tier have altid været enige i Hovedgrundene af
deres Konst; men der have og i begge Partier
været Folk, som ikke forstod andet, end Sproget,
som besad en vidtløftig historisk Kundskab, uden
Skiønsomhed og Smag, og som arbeidede mod
deres Genie. Der have paa den ene Side væ¬
ret Gruterer, Salmasier, Massoner, og en heel
Sværm af Grammatiker, mod hvilke disse endog
ere store Mænd; der have raa den anden været
og ere endnu mange Chapellains. Dersom de
rette Skiønnere af begge Partier havde foreenet
sig, til at forebygge den Fordærvelse i Smag,
som kunde indsnige sig ved en Mængde af slette
Medarbeidere, da skulde denne Strid altid have
været til Videnskabernes og Smagens Fordeel; det
Sande og Skiønne skulde let have vundet Seier,
og man skulde sikker have gaaet Middelveien, uden
at falde til nogen Yderlighed. Man skulde hver¬
ken have agtet Læsning uden Genie, eller Genie
alene uden Læsning, ikke Tale uden Forstand,
ikke nogle almindelige Begreber, som man hver¬
ken forstod at udtrykke eller at anvende; man
skulde lykkelig have undgaaet baade det Matte og
Nedrige, og det Tvungne og det Opskruede; man
skulde baade i de gamle og nye Verker have fundet


d1
den skiønne Natur, som overalt er sig selv liig.
Andre Følger skulde saadan en Strid ikke have
havt. Men naar, som Forfatteren siger, Te¬
rasson og Fontenelle misbruge deres Jndsigt i Phi¬
losophien, de la Motte sin skiønne og flydende
Stiil, St. Hyacinthe sin artige Skiemt, til at
bestride det, hvori Jsaac Vossius har viist saa
frugtbart et Genie, Bentley saa megen Skarp¬
sindighed, Massien og Fraguir saa megen Vit¬
tighed, da er det at beklage, at saa store Gaver
ere anvendte til at forringe det, som giorde dem
selv saa megen Ære. Men er det mindre at be¬
klage, at de, som kiende Skiønhederne af de
Gamle, saa ofte have foragtet disse samme Skiøn¬
heder, saasnart de bleve indklædte i deres Mo¬
ders Maal, og at de i de nye Verker have for¬
dømt den samme Smag, som de beundre i de
gamle?
Naar man undtager den Fortrydelse, som
et levende Sprogs Dyrkelse i Begyndelsen maae
foraarsage de Lærde, som have anvendt deres be¬
ste Aar alene paa de gamle, især naar disse Lærde
tillige have havt den Uhæld, at læse de gamle uden
megen Critik eller Smag, kan denne Tvistighed
ikke have anden Grund, end Misforstaaelse af
Ord. De, som tænke ret paa begge Sider, for¬
staae ved adskillige Ord det samme. Forfatte¬
ren, hvis Hensigt er at forene disse Partier, har


88
søgt at finde et Ord, som i visse Maader var neu¬
tral, og som begge Partier endnu kiendte sig ved.
Dette burde være det Ord skiønne Videnskaber,
Helles Lettre5; men og dette er misbrugt saa¬
ledes, at af de tvende Selskaber i Paris, hvor¬
af det ene dyrkede de gamle Sprog, og det andet
det Franske, har det ene kuns Navnet, og det
andet tilegner sig Tingen. Det Ord Lærdom,
Lrugirio, hvormed man betegnede den Kund¬
skab om de gamle, som man betog Navn af Skiøn¬
ne Videnskaber, blev saa foragtet, at man fandt
fornødent at bruge et andet; man kaldte denne
Kundskab Literature, og dette Ord har og
udstaaet sine Forfølgelser. Abbe Massien vil
ikke erkiende det for godt Fransk, og Literatem
betyder nu i det mindste i Encyelopedisternes
Sprog det samme som en lærd Mand, det er, lidt
meer end en Pedant.
Men hvoraf kommer denne Foragt? Ere
de saa kaldede nyere, de levende Sprogs Dyrke¬
re alene Skyld deri? Nei, Hr. Gibbon fortæl¬
ler os langt andre Aarsager dertil. Tidernes
foranderlige Smag, og Menneskenes Tilbøielig¬
hed til at foredrage snart en, snart en anden Vi¬
denskab, er den første Aarsag. "Metaphysiken,
"siger han, og Disputerekonsten under Alexan¬
"ders Efterkommere; Statskonsten og Velta¬
"lenheden under den Romerske Republik; Hi¬


89
"storien og Poesien i Augusts Tider; Sprog¬
"konsten og Lovkyndigheden under de sidste Ro¬
"merske Keisere; den skolastiske Philosophie i
"det 13 Aarhundrede; de gamle skiønne Verkers
"Læsning indtil vore Forfædres Tider, have saa¬
"ledes vexelviis været Maalet baade for Menne¬
skenes Beundring og Foragt. Ppysiken og
"Mathematiken ere nu paa Thronen. De see
"alle deres Søstre nedslagne for dem, og bundne
"med Lænker til deres Triumphvogn. Men,
"maaskee er deres Fald ikke langt borte." J
Anmerkningerne klager han især over Methaphy¬
siken og den abstracte Tænkemaade, som giorde
al histarise Kundskab foragtelig.
"De beste
"Genier, disse ere Mr. Frerets Ord i Afhand¬
lingerne af Acag. ges bell. lettr. udmat¬
"tede sig ved en mørk Metaphysik. De anvend¬
"te deres hele Liv paa den Konst at tænke, og
"brugte den sielden, eller og til ubetydelige Ting."
Skulde vi troe Hr. Mattys Vidnesbyrd, har
Forfatteren nogen Ret til at dømme om Mathe¬
matiren.  Forundrer Eder ikke, siger han i
"Brevet, om en vred Geomeler fortørnes over
"Eders Skrift. Han seer J Eder en Overlø¬
"ber. J have ikke givet Æblet til hans Ve¬
"nus, og han dømmer Skrifter i Smagen efter
"Euclidis Elementer."


90
Den anden Aarsag til Lærdommens eller
Literaturens Foragt, var den slette Smag, som
herskede iblant dem, der læste de gamle. Hr.
Gibbon tilstaaer det selv; og det er langt fra
hans Hensigt, at ville forsvare denne Smag.
Han beklager kuns, at nogle derover ere faldne
til en anden Yderlighed. Han taler om de sto¬
re Lærde i Dronning Christines Tid, om Sal¬
masier:  Jeg undskylder vel undertiden, siger
"han, disse Folk, men jeg er ingen blind Til¬
hænger af dem. Jeg tilstaaer gierne, at de¬
"res Sæder vare grove, og at deres Arbeider
bestode ofte i Bagateller; at deres Siele, som
"vare drukne af en pedantisk Lærdom, forklarede
"ofte de Ting, som Læserne burde føle, og sam¬
"menrapsede i Stedet for at tænke." Var det
Under, om saadanne Folk, og saadanne Folk va¬
re efter Forfatterens egen Tilstaaelse Gruterer,
Salmasier og Massoner, var det Under, om de
giorde Lærdommen saa foragtet, at den tabte
endog Navnet af de skiønne Videnskaber.
Dette var Aarsagen, hvorfor Menneske¬
ne faldt til en anden Yderlighed. Forfatteren
viser, paa hvad Maade det skeede.  Vore Phi¬
"losopher, siger han, forundrede sig over, at
"Mennesker kunde anvende deres hele Livstid
"paa at samle Historier og Gloser, og at fylde
Hukommelsen uden at oplyse Forstanden. Vore


91
"skiønne Aander følte, hvad Fordele de havde
"af deres Læseres Uvidenhed. De foragtede de
"Gamle og dem, som læste dem endnu." Men
hvem vare disse skiønne Aander, som foragtede
de Gamle? Bossu, Boilean, Rapin? Nei,
om dem siger Forfatteren, at de lærte først Men¬
neskene at tiende den Skat, som de besadde i
de Gamle, og han tilkiendegiver derved, at dis¬
se, som ere Fædre til den nye Smag, om man
endelig vil kalde den saa, have gjort de skiønne
Videnskaber, den sande Lærdom og den rette Li¬
terature større Tienester end alle Gruterer, Sal¬
masier og Massoner.
Men hvad vil Hr. Gibbon da egentlig be¬
vise i dette Verk? Han vil vise Nytten af Lite¬
raturen. Efter det, som jeg allerede har anført,
kan ingen Fornuftig vel troe, at han ønskede at
fylde vore Akademier op med Lærde af den Smag,
som Boileau fordrev. Nei, han søger, som jeg
har sagt, at forlige begge Parter; han troer, at
de Nye ikke trænge til Forsvar, og, som en for¬
nuftig Megler, tager han derfor de Fortrængtes
Partie. Han vil bevise, siger han selv, at en
lærd Mand, en Literateur, en, som læser de
Gamle, kan have Smag, Jndsigter, en siin
Tæntemgade, og at han derfor ikke altid er en
slavisk Tilbeder af de Gamle, og saa meget
des buindere, som han seer alting, undtagen


92
deres Skiønheder. Hvem uden Perrault vil¬
de nægte, at dette baade kunde og burde være
saa; men er det derfor altide Forfatteren tilstaaer
selv, at der har været en Tid, da de Lærdes Smag
trængte meget til at renses ved en finere Critik;
men nu er den maaskee fiin nok? og dersom Cri¬
tiken gik videre, skulde man falde til en anden
Yderlighed, at foragte den sande Lærdom tillige
med dens Kilder, de Gamle. J Engeland og
Frankerige, hvor den sundere Critik saa længe
har været bekiendt, kan dette maaskee være saa,
og disse Nationer har Forfatteren derfor gjort en
vigtig Tieneste, ved at skrive et Verk, som han
selv vel ikke skulde have holdt saa nødvendigt, der¬
som han med den samme gode Smag, som han
har, havde levet i Drønning Christines Tid, og
midt iblant disse Lærde, om hvilke han siger, at
de hverken fortiente deres Tiders Beundring,
eller Efterkommernes Foragt. Menneskene
have sielden holdt Middelveien; ethvert Folk har
i en vis Alder enten søgt en eller anden Afvei;
og naar en Skribent raader dem at vogte sig for
en Yderlighed, forklare de ofte hans Ord, lige¬
som han vilde sige, at de skulde falde i en anden.
Man betænker ikke, at naar man raaber til et
Menneske, som staaer paa Bredden af en Grav,
skulde det endnu være for tidlig at bede ham vog¬
ee sig for en anden, som er nogle Mile borte, og


95
at en Prædiken mod Overdaadighed, som var
meget opbyggelig i London og Paris, skulde væ¬
re unyttig i en Landsbyekirke.
De, som enten af de gamle eller af de nye
skiønne Verker kiende den Smag, som i begge er
den samme, dem skal det blive Forfatteren en let
Sag at forlige. De ere kuns adskilte i Ord;
og dersom det gamle Ord Lærdom allerede er ble¬
ven foragtet, er det nye Ord Smag nær ved at
blive det. Disse af deres herskesyge Søstre ned¬
slagne Skiønheder, at jeg skal bruge Forfatterens
Lignelse, burde heller række hinanden Haanden,
for at reise sig igien. Var det Forfatteren saa
let at stifte et Forliig imellem de andre Søstre,
og at bringe det dertil, at vore Mathematiker og
Philosopher ikke foragtede Literaturen! Han me¬
ner jo, og han grunder sin Forhaabning paa Nem¬
tons Exempel. Det er bekiendt, at denne Lær¬
de udarbeidede et System i Chronologien. Men
hvorfor anfører han ikke Maupertuis, som var
Medlem baade af Videnskabernes Akademie og
af det Franske, som i sin Tale til det sidste siger,
at Smagens Værdie har lært ham at forlade det
Tørre i Videnskaberne, at Geometrernes og de
skiønne Geisters Arbeider ere af samme Art,
De arbeide begge i Begreber, de opløse beg¬
ge Problemer, deres Regler ere bygte paa
de samme Grunde, og det er ved de samme


94
Midler, at de vegge komme til deres Maal,
som er at behage. De fleste Læsere skulde uden
Tvivl forundre sig lige saa meget over denne Ge¬
ometers Tale, som Herr=Freron, der ligner ham
ved Cirees, som forvandlede Mennesker til Dyr.
"Hvor beklager jeg ikke Boileau, siger Hr. Fre¬
ron i hans smaa Verker, at denne Tale ikke
var skrevet i hans Tid; han skulde i sin poeti¬
"ske Konst have anbefalet Smagens Elskere at
læse Euclidis Elementer. Grundene ere jo de
"samme? - - Men Maupertuis er død,
og ingen Geometer efter ham, ikke Hr. Gibbon
selv skal være grandseende nok til at finde saadan
en Forbindelse imellem Mathematiken og de skiøn¬
ne Videnskaber.
Jeg frygter derfor meget for dette Forliig.
J øvrigt spaaer jeg os meget godt af Hr. Gidvons
Verk. Vore skiønne Geister, som dyrke de gam¬
le eller nye Sprog, skulle troe, at de have eet
Maal, fælleds Grunde, og for en stor Deel
de samme Hielpemidler. De skulle troe, at
Kundskab og Færdighed i Sproget alene ikke var
nok. De skulle lære af Philosopherne at tæn¬
ke, og lære disse igien at føle, at øve og skierpe
deres Tænkekraft ved de gamle og nye skiønne
Verkers Læsning, ved Betragtning og Øvelse.
Og hvor megen Nytte kunne vi ikke spaae os der¬
af? Jngen kan forklare det bedre end Hr. Gib¬


959
bon: "Dersom Menneskene siger han, tænkte
"altid, naar de handle, saaledes, som naar de
"tale, skulde de skiønne Videnskaber blive Maa¬
let for Mængdens Beundring og de Vises Høi¬
"agtelse.
Jeg har sagt, at Hr. Gibbon som en god
Mægler tager de Fortrængtes Partie, og han
troer, at dette er de Gamles. Skulde man ik¬
ke tilgive ham, om han i saa god en Hensigt hav¬
de sagt lidt for meget? thi hvem kan dog altid væ¬
re saa ganske upartisk, saa nentral, uden tillige
at være kold; og er det ikke bedre at giøre lidt for
meget af en god Sag, end at være i alle Ting li¬
gegyldig og lunken? Endda er det ikke i Hoved¬
sagen selv, at man kan beskylde ham for en alt
for stor Jver. Han troer kuns, f. Ex. at de
Gamles Maade at føre Krig, deres Statsforfat¬
ninger, deres Religion give deres Poeter et For¬
trin, som de nye ikke kunde opnaae. Hvad Krigs¬
konsten og Statsforfatningen angaaer, da giver
Henriaden et Beviis af Erfarenhed, som alle Hr.
Gibbons artige Slutninger ikke kunne omstøde,
og i Henseende til Religionen, (her er nu ikke
Spørgsmaal, om det er tilladt, at bruge den i
Digtekonsten, men om man kane) da troer jeg,
at den Anmerkning over Milton, som jeg i et af
de foregaaende Blade har anført af Addisons
Verker beviser, om det ellers behøver meget Be¬


94
viis, at den Christne Religion giver en Materie
til Digtekonsten, som interesserer det hele men¬
neskelige Kiøn mere end alle Grækernes Fabler.
Men om de Gamle og havde saa meget store For¬
trin, skulde da mange af dem ikke være skiulte
for os? Saa mener Addison, og jeg har paa det
samme Sted anført hans Grunde. Hr. Gibbon
mener, at vi kunde finde disse Skiønheder ved er
nøiagtig Kundskab i deres Historie, og at denne
Kundskab er fornøden til at læse de Gamle, der
om kan ingen tvivle. Man maae sætte sig i de
res Sted, betragte Handlingerne fra deres Øie
punkt, og ikke, som Perrault, dømme Borger,
ne i Athenen efter Parisernes Sæder. Det
Kundskab maae enhver have, som vil dømme ik
ke alene om de Gamles skiønne Verker, men og
om deres Love, deres Sæder, o. s. v. Me¬
den Kundskab i Detail, som han kalder den
der udkræves for at finde den Skiønhed, som lig¬
ger hist eller her i et enkelt Ord, i en Glose,
en liden Omstændighed, og som altid efterlader sig
Tvivl, skulde den ikke betales for dyrt, naar ma¬
derfor maatte igiennemblade alle de store Verke,
som Gruterer, Salmasier og Massoner have sam
let? Skulde der være saa stor Trang paa skiøn
ne Tanker i Verden, at det var Umagen værd 4
betale en eneste saa dyrt, især naar vi betænke


9!
at saa kostbar en Skiønhed ofte er et Jndfald,
som kostede Forfatteren selv lidet eller intet.
Jeg vilde gierne giøre Læserne endnu mere
bekiendte med dette Skrift, som jeg ønskede, at
alle vore Studerende læste, og at de læste det ret;
men jeg frygter, at jeg allerede har opholdt dem
for længe. Mine Blade læses jo og af dem,
som ikke ere lærde; men er der nogen Læser, som
ikke vil have Smag? og kan det da være dem li¬
gegyldigt, at høre tale om en Bog, som beviser,
at det er et og det samme, baade at have Smag
og at være lærd? Hvor mange have ikke ønsket,
at man dog vilde sige dem engang, hvad det var,
som her trættedes om? det, som alle, fra en Me¬
taphysikus af, indtil enhver Leilighedspoet, dog
troe, at de have, nemlig Smag. Dette Øn¬
ske vil jeg opfylde, ved at laane noget af Hr. Gib¬
hons Beskrivelse over Critiken. Navne giøre
dog intet til Sagen. Jeg skal vel vogte mig, at
ikke laane noget af denne Beskrivelse, som de
Lærde ville have dem selv alene forbeholden, f.
Ex. at dømme om Haandskrifter, om deres Falsk¬
hed eller Rigtighed, at rette et forfalsket Sted i
en Bog, endskiønt til denne Deel af Critiken hø¬
rer og Smag, men en lærd Smag, som dog
maae være fornuftig; jeg vil kun beskrive saa
meget af Smagen eller Critiken, som jeg ønskede
alle skikkelige Folk, følgelig alle Læsere. De


98
kunde selv deraf dømme, om jeg ønsker dem na
get, som kunde være dem til Nytte eller ei.
Critiken, siger Hr. Gibbon, er en Ven
"af Sandhed; men den søger saadant Slags
Beviser, som skikke sig til Sagen, og den la¬
"der sig nøie dermed. Den overfarer ikke med
"en mathematisk Ragekniv alle de fine Skiønhe¬
"der, som falme, saasnart en grov Haand røre,
"dem det allermindste; men den lader sig lig¬
saa lidt nøie med en ufrugthar Beundring, det
"opleder alle indtil de meest skiulte Bevægelsef
"af det menneskelige Hierte, for at finde Grun
"dene til dets Behag og dets Afsmag. Det
"er for beskeden og fornuftig til at udgive sin
"Gisninger for Sandheder, sine Slutninger af
"mange enkelte Tilfælde for Regler uden al Und
"tagelse, og sine Rimeligheder for Beviser.
"Man har sagt, siger han videre, at Geo
"metrien var en god Fornuftlære, og man ha¬
troet, at man dermed gav den en stor Berøm
"melse: Det er til mere Ære for Videnskaber
"ne, at kiende og forbedre Mennesket, end a
"udvide Grændserne af den synlige Verden. Me¬
"Critiken, kan den ikke og paastaae, at hav¬
"nogen Deel i den Ære? Den har endog det
"te Fortrin: Geometrien befatter sig kuns mel
"saadanne Beviser, som den finder hos sig selv
" Critiken veier de adskillige Grader af Rimelig¬


99
hed. Det er, ved at sammenligne dem, at
vi hver Dag indrette vore Handlinger, at vi
bestemme vores Skiebne i Verden. -
Critiken og Smagen skulde altsaa, efter
Hr. Gibbons Mening, være os nyttigere til at
blive gode Mennesker og Borgere, og til at be¬
styre vel vore Handlinger i Verden, end Eueli¬
dis Elementer og Aristotelis Logik? Det er ikke
mig, det er Hr. Gibbon, der siger det, og har
jeg ikke sagt forud, at det ikke vilde lykkes ham,
at forene Mathematiken med de skiønne Viden¬
skaber. Den gode, den fredelige Abbed af St.
Pierre havde den samme Skiebne. Han bevii¬
ste saa mathematisk Mueligheden af en bestandig
Fred, at nogle Statsmænd begyndte at troe ham,
for ikke at holdes selv for at være dumme; men
med de allerklareste og grundigste Beviser kunde
han dog ikke bringe det dertil, at det Franske A¬
kademie vilde skrive hilosofe i Stedet for Phi¬
losopve. Saa umueligt er det, at det, som
man kalder høit i Videnskaberne, og det, som
man kalder skiønt, nogen Tid kan blive enig.
Og maaskee gielder det og om den lærde Verden,
hvad Pope har sagt om den naturlige:
At kuns ved Elementers Strid et Alt kan varigt blive¬


100
No. 161.
Mandagen den 2 Aug. 1762.
J¬
ngen Kundskab er i alle Videnskaber og i alle
Livets Forretninger mere nødvendig end Hi¬
storien. Jngen nyttigere, ingen fornøieligere,
og ingen tillige lettere for Ungdommen. Den
opbygger alle i de meest ulige Omstændigheder.
Af den lærer Philosophen at kiende Mennesket
og Statsmanden at kiende Verden. J den fin¬
der en Christen Beviis for sin Troe, ja ofte mere
end Beviis, mere end Troe; han seer for sine
Øine, at en høiere Viisdom regierer alle Ting
og at denne Viisdom har intet sparet, for at stad¬
fæste den Religion, som han bekiender sig til.
Digteren og Taleren finder i den Materialier til
at give de Bygninger, som deres Jndbildning
opreiser, Styrke og Prydelser. Den Lærde for¬
klarer af Historien disse Skiønheder. Paa den
grunder den Vise sine sikreste Slutninger, og ved
dens Hielp sparer han ofte den Møie, at søge ef¬
ter mange Ting, som han ikke kunde opfinde el¬
ler bevise af Grundene alene. Den oplyser Lov¬
giveren, fornøier Børn, og forskaffer alle For¬
nuftige den behageligste Tidsfordriv.


101
Endskiønt Historien er saa nyttig for alle,
giør den dog ikke den Nytte paa hvad Maade den
foredrages.: Enhver Brug udkræver en egen
Behandling. Alle Dele af Historien kunne gav¬
ne alle, skiønt ikke i en lige Grad. Den læses
i en anden Hensigt af Lovgiveren, end af Philo¬
sophen. Den betragter Mennesket fornemmelig
som Menneske, det er, saavidt det regieres af
sin egen Fornuft alene uden Tvang, som viist el¬
ler daarligt, dydigt eller lastefuldt; hiin betrag¬
ter det som Borger, som et Kreatur, der i en
vis Tilstand blev ulyksaligt, om det alene regie¬
rede sig selv: Men ingen af dem kan ganske und¬
være den Kundskab, som for den anden er mere
nødvendig; alle Dele af Historien ere saa uad¬
skillelige, at en Poet endog behøver noget afhver.
Vi have vel i ingen Deel af den menneske¬
lige Kundskab saa mange Bøger, som i Histori¬
en. De kunne ikke heller være faa, naar alle
dens Hensigter skulle opfyldes. Men have vi
dog ikke endnu i alle Dele af Historien Mangel
af saadanne? Mit Forsæt er her ikke at handle
om dens store Hensigter, at oplyse Philosopher
og Lovgivere, at samle af den store og adspredte
Mængde saadanne Tildragelser, som kunde veile¬
de disse Vise, naar de ville betragte Mennesket
fra en vis Øiepunkt. Jeg vil her kuns tale om
Historiens Brug for Ungdommen. Jblant de


102
mange Udtoge, som ere trykte paa adskillig¬
Sprog, have vi da vel et, som kan siges at vær¬
vel indrettet for Underviisningen i Almindelig
hed? Og vi burde dog have et særdeles for enhve
Stand; thi naar man undtager Navne, Aars
tal og nogle almindelige Tildragelser, som er
fornødne at vide for alle, er Nytten af det øvri
ge, som egentlig lærer og oplyser, meget forskiel
lig efter Opdragelsens Hensigt. Jngen bør for
undre sig over denne Mangel; thi hvor sieldet
har ikke en Philosoph, en lærd Mand troet, a
saadant et Udtog af Historien var et Arbeide for
ham, og dog udkræves dertil mere Overlæg, end
til at skrive en almindelig Historie af hele Ver
den.
Endskiønt Historien i mere end een Be¬
tragtning længe har beskæftiget mig, er det dog
saa langt fra, at jeg var dristig nok til at paata
ge mig saadant et Arbeide, at jeg reent ud til
staaer, at jeg endnu ikke overseer alt, hvad det
behøves dertil. Jeg er aldrig uvissere i mit Valg
end naar jeg skal foredrage andre noget af denne
Videnskab, som enhver Skolemester holder for
den allerletteste, baade at lære selv og at lere an¬
dre. Hvor mange Fordomme, hvor mange Vild¬
farelser, hvor mange Laster, som vores Ungdom
maaskee ellers aldrig havde kiendt, inddrikker den
ikke, alene ved at høre dem fortælle? Og hvor¬


103
for fortælles de? Fordi de staae i alle vore Udto¬
ge af den, almindelige Historie, og fordi det var
en Skam, dersom et Barn ikke, saasnart som det
kan læse, vidste at fortælle alle de Ondskaber, som
de hedenske Guder og Konger have bedrevet; der¬
som han ikke vidste, at Saturnus aad sine Børn,
at Astyages hævnede sig over Harpagus, ved at
give ham sin egen Søn at spise; at de største Hel¬
te, som da levede i Grækenland, førte 10 Aar
Krig om en Skiøge; at alle Guderne toge Par¬
tie i denne Krig, og at Heltene selv bleve ved Ø¬
deleggelsen af en Bye saa udødelige, at den stør¬
ste Poet i Verden har besynget deres Bedrifter;
at en anden Egyptisk Skiøge (Cleopatra) be¬
drog to af de Helte, som i hendes Tid trættedes
om Herskabet over hele Verden, og at hun tog
Livet af sig selv, da hun ikke kunde fange den tre¬
die; at Nero dræbte baade sin Moder og sin Ge¬
mal; at Keiser Henrik den Femte kom paa Thro¬
nen ved at nedstøde sin Fader, og Henrik den
Syvende blev forgivet i Sacramentet. -
Dersom vi ikke vare vante til at læse saadanne
Ting i alle Udtoge, dersom vi ikke havde hørt
dem selv fra Barns Been af, skulde vi da troe,
at fornuftige Mennesker, som foretog sig at ud¬
søge det Opbyggeligste af Historien til Ungdom¬
mens Underviisning, skulde ikke holde de faa
Blade, af hvilke saadant et Udtog bestaaer, for


104
kostbare til at spilde et eneste deraf paa saadanne
Fortællelser? Nu derimod troer man ikke, at et
Barn veed noget, dersom han ikke veed dette.
De ypperlige Tanker og Handlinger af de faa
Menneskevenner, som have været det menneske
skelige Kiøns Ære, og som dog alle tilsammen
ikke skulde giøre en meget stor Bog, hvor sielden
optegnes de? Saadant, som det jeg i disse Bla¬
de har fortalt om Alexander, om Knud og Carl
den Store, Heurik den Fierde, det hører til Spe¬
cialhistorien, og den er jo for vidtløftig for ef
Barn. Men hvem har sagt, at det, som for¬
tælles om Saturnus, Astyages, Helena, Cleo¬
patra, hører til den almindelige Historie, hvor¬
paa grunder denne Mening sig, uden paa vore
første Udtogsskriveres Dumhed og slette Smag?
Endog den hellige Historie selv bør be¬
handles med megen Forsigtighed, naar man un¬
derviser Børn; der er i Noahs, i Loths, i Da¬
vids og i andres Historie meget, som bør giem¬
mes til en modnere Alder.
Men det, er ikke nok, at de groveste og ska¬
deligste Feil blive rettede i den almindelige Un¬
derviisning i Historien. Man maatte og have
edskillige Udtoge, som vare indrettede efter Un¬
derviisningens adskillige Hensigter, og endnu me¬
re, efter de Lærendes adskillige Aldere. Jeg
vil i dette Blad kuns giøre nogle Anmerkninger


105
over Maaden at behandle Historien for dem, som
opdrages til Stats= og borgerlige Betieninger.
Af den gamle Historie burde de i Begyn¬
delsen ikke lære uden de almindeligste Ting og Ho¬
vedforandringer, saavidt disse kunne fortælles uden
at tale om noget af alt det, som var besynderligt
i de Gamles Love, Religion, Sæder, Regie¬
ring og andre Ting, som ikke meere komme over¬
eens med vore Tiders Begreber. Disse Ting
forvilde kuns deres Tanker, og giøre, at de en¬
ten holde alt det i den gamle Historie for latter¬
ligt, som ikke kommer overeens med det lidet, som
de selv endnu have seet i Verden, eller sætte dem
Grundregler i Hovedet, som efter Verdens nær¬
værende Tilstand enten ere umuelige eller skade¬
lige. Jkke Børn alene, men gamle og lærde
Folk begaae ofte i deres Domme om de Gamle en
af disse Feil, i det de snart lade sig henrive af en
blind Høiagtelse for det Gamle, til at beundre
det, som mere fortiener at belees, snart igien af
en forudfattet Tillid til deres eget belee mange
Ting, som fortiente at beundres. Den gamle
Historie er en ypperlig Skole for dem, som vilde
lære ret at kiende Mennesket, for Philosopher og
Lovgivere; men de maae have lært først at døm¬
me om de menneskelige Handlinger, ikke efter
visse almindelige Grunde, men efter den Tilstand,
hvori Mennesket befinder sig, og at ikke dømme


106
fra en Stand til en anden, uden at tage deres
Forskielighed nøie i Betragtning; at ikke dømme
om Solons og Lycurgs Love efter Jnstitutionerne
og Pandecterne, men efter det Atheniensiske og
Lacedæmoniske Folks Tilstand og Lovgiverens Hen¬
sigter; at ikke maale det, som fortælles om de
Gamles Sæder, om deres Nøisomhed, om de¬
res Tarvelighed, om deres Foragt for Rigdom
og Pragt, efter vore Begreber om Ære, eftet
de nye Regler af Handelen og Finantzvæsenet
De maae have Skiønhed nok, for at ikke sætt
Sylla i Ligning med Richelien, eller Brutus med
Ravaillac, og det maae ikke forundre dem, on
de finde, at de offentlige Samtaler i det første
Akademie, som Plato stiftede, have ingen Lighel
med de Disputatzer, som Professorerne ved vor¬
Akademier holde pro loco. Men for ikke a
begaae disse Feil, maae man først kiende saa man
ge adskillige Carakterer i vore Tiders Historie, a
man ikke forundrer sig over at finde endnu en stør
re Ulighed imellem os og de Gamle. Man maa¬
vide, at alle Nationer ikke have een Lovbog, a
vore nye Lovkyndige endnu ikke ere ganske enig
om den første Grund til de menneskelige Pligter
at der ikke alene i Grækenland og Rom, meg
endog i vore Tider have været Philosopher til
som have tænkt anderledes end Wolff.


107
Efter en meget almindelig Grundridsning
af den gamle Historie maae man begynde paa den
nye, det er at sige, paa de Folkes Historie, som
beboe Europa. Her ere Tingene selv ikke frem¬
mede, ikke selsomme, ikke af en anden Verden,
end den, som vi leve i. Man har i det mindste
klare Begreber om de fleste, og dog er der end¬
og i denne Historie Forskiel nok imellem Natio¬
nerne og Tiderne til at vænne et ungt Menneske
langsom til at aflegge Vanens og Opdragelsens
Fordomme. Men hvor skal man begynde i den
nye Historie? Folkenes første Oprindelse er ikke
alene meget uvis, men deres Tænkemaade og Sæ¬
der ere i denne deres første Barndom nok saa ad¬
skillig fra vores, som de gamle Grækeres og Ro¬
meres. Vi have i den Europæiske Historie to
Ting at agte paa, Staternes indvortes Forfat¬
ning og deres udvortes Forbindelse. J Hen¬
seende til begge troer jeg ikke, at man kan fastsæt¬
te een og den samme Tidspunkt, fra hvilken Hi¬
storien begynder at blive merkværdig. Den nøie Op¬
merksomhed, som har givet Anledning til bestandige
Gesandtskaber, staaende Armeer, almindelige Kri¬
ge og almindelige Fredsforsamlinger, begynder ikke
førend ved det Østerigste Huuses Opkomst, ved For¬
eningen af de Østerrigske og Burgundiske Arvelan¬
de med Spanien og Jndien under Carl den Femte.
Dette bliver altsaa Hovedepoken for de vigtigste


108
Forandringer, som ere foregaaede iblant de Syd¬
lige Magter. Det Nordiske Statssystem, i
Henseende til udenlandske Sager, begynder fra
Rigernes Forening og Adskillelse, og begge dis
se vigtige Tildragelser kunde altsaa ansees som de
første Aarsager til alle de nyere Statsunderhand,
linger, Freds= og Venskabstractater, saavidt de
have Staternes Sikkerhed eller Tilvext til Øie
meed. Men Handelen, den er og en vigti¬
Grund til deres Forbindelse; den foreener den
alle baade i Norden og Sønden, endog dem, son
i Henseende til den øvrige Statsinteresse ikke kun
ne have noget med hinanden at giøre. Det nær
værende Handelsystem, som nu er saa vigtigt, a
det er bleven Hovednøglen til alle de andre Stats
Forandringer i Europa, begynder fra den Tid
da Portugiserne. ved Hielp af Compasset fand
Veien om Cap, og Spanierne Veien til Ameri
ca. Disse tre vigtige Forandringer, det Øster
rigske Huuses Opkomst, Følgerne af den Cal
marske Forening, og Seiladsens Udbredelse vel
Hielp af Compasset, ere hinanden i Tiden sa¬
nær, at alle Stater i Henseende til deres udvor
tes Forbindelser have een Epoke.
De indvortes Forandringer kunde derimol
ikke ledes fra een Tidspunkt. Et Folkes Histe
rie begynder tidligere at blive vigtig, end et an
det. Den Franske er allerede under Carolingern


109
interessant, ikke alene for de Franske selv, men
og for heke Europa. Den Tydske bliver det først
under de Saxiske Keisere. Den Engelske Hi¬
storie under Edwarderne, og den Danske under
Waldemarerne. Den Portugisiske og Spanske
først under Emannel og Ferdinand, den Sven¬
ske under Gustav Vasa, og den Russiske under
Peder den Store.
Den almindelige Regel for denne Deel af
Historien er, at man i ethvert Rige bør stige saa
vidt op i Tiden, som det er fornødent, for at
finde Oprindelsen til de vigtigste nu værende Jnd¬
retninger. At fortælle alle disse Korstoge, alle
disse Bandsættelser, alle disse romanske Bedrif¬
ter, som opfylde den midlere Historie, skulde op¬
bygge Ungdommen lidt mere, end det, som den
hører i Ammestuerne om Biergmænd, Kiemper
og Hexe. Den Brug, som man endog i en skiøn¬
sommere Alder kan giøre af denne Deel af Histo¬
rien, er uendelig ringere end Nytten af den Græ¬
ske og Romerske; og jeg tør sige, at en Lovgi¬
ver og Statsmand har uendelig mere Nytte af
en grundig Jndsigt i disse gamle, men slebne Na¬
tioners Bedrifter, end af Historien af sit eget Fæ¬
dreneland, for den Tid, da de Europæiske Na¬
tioner lignede dem selv saaledes, som de nu ere,
lige saa lidt, som vi ligne Tartarer eller Eski¬
maux. Jeg nægter derfor ikke, at jo endog denne


110
Deel af Historien, naar den bruges vel, kan va
re vigtig for dem, som dyrke Lovgiverkonsten
jeg vil kuns sige, at saa længe man maae vælge
er denne Nytte, hvor stor den end ellers kan væ
re, dog saa liden mod andre Hensigter, at de
bør opofres.
Men, dersom jeg paa den ene Side sa¬
meget indskrænker deres Hensigter, som giøre Ud
toge af Historien, saa ønskede jeg paa den anden
at kunde lige saa meget udvide dem. Jntet a
det, som er merkværdigt i ethvert Lands nærvæ
rende Forfatning, burde forbiegaaes i saadant e
Udtog. Man maatte flittig anmerke enhver be¬
tydelig Forandring og Forbedring i Lovene, i Po¬
litien, i Landvæsenet, Handelen og Finanzvæse
net, Oprindelsen til enhver nyttig Stiftelse, ti
enhver Indretning, som befordrer Religionen
Videnskaberne, Sæderne, naar de største Bye
vare anlagte, naar udvidede, og kort at sige, hvor
ledes Nationen er gaaet frem eller tilbage unde
alle de store Mænd, hvis Anførsel har havt no
gen betydelig Jndflydelse i Statens nærværend
Forfatning. For at berede Ungdommen til saa
dan en Historie, maae man i ethvert Land legg¬
lige saa udsøgt en Geographie og Statitik, eller
Kundskab om Statens nærværende Forfatning,
til Grund. Man maatte i Steden for at lær¬
dem mange Navne af Byer og Stæder, fortælle


111
dem noget udførligt om ethvert Lands Produkter,
om dets Næring, Handel, Regieringsmaade, og
hvor meget tiene disse Ting ikke og til at giøre Un¬
derviisningen behagelig og let? Men især vilde
jeg, at man i et Udtog af den almindelige Histo¬
rie ikke glemte at antegne nogen Tale eller Hand¬
ling, som vidnede om en høi Grad af Viisdom
og Ædelmodighed, især saadanne, som kunne
tiene til at udfeie de Levninger af de vandrende
Ridderes Tænkemaade, som have opfyldt vore
Historier med lutter mordiske Bedrifter. Saa¬
dant et Svar, som det, Magnus den Gode gav
Kong Edwvard af Engeland, saadanne Exempler
af en Konge og en christelig Lærer, som Svend
Estrithsen og Biskop Wilhelm, saadan en Ca¬
rakteer, som den, Historien giver Erik Eiegod,
de fortiene at bemerkes i alle Tiders og i alle Fol¬
kes Historie; og man maatte heller udelukke man¬
ge af vore slebne Tiders store Mesterstykker i Stats¬
konsten, end forglemme et eneste saadant Træk,
som giør ikke alene den Regent, det Folk, men
det hele menneskelige Kiøn Ære.
Jeg har allerede sagt nok, for at vise, at
saadant et Udtog af Historien ikke var en let Sag,
skiønt jeg ikke har sagt meget, for at bestemme,
hvorledes det best kunde indrettes. Man maat¬
ste være vel bevandret i den særdeles Historie af et¬
hvert Land, kiende dets Forfatning og Staternes


112
indbyrdes Forbindelser; man maatte samle meget
for at vælge lidet. Med faa Ord, det var ef
Arbeide, som udkrævede manges forenede Lær¬
dom, Skiønsomhed og Smag, det kunde beskief
tige et heelt lærd Selskab. Men hvorfor skulde
disse Lærde arbeide, for at giøre et lidet Udtog
af Historien til Ungdommens Underviisning; naar
have lærde Folk nogen Tid foreenet sig til saadam
et Øiemerke?
Den øvrige Deel af Historien udkræved
lige saa besynderlig en Afhandling, jeg mener d
Nationers Historie, som forestille os Menneskes
i Omstændigheder, der ere meget adskillige fre
dem, i hvilke de nu levende slebne Folk befind¬
sig, og dertil henfører jeg, foruden den gamle,
især Grækernes og Romernes Historie, de østli
ge Nationers, og deres, som endnu leve enten
den naturlige Stand, eller i en Tilstand, som
nærmer sig til den samme. Denne Deel af Hi¬
storien er for en modnere Alder, men den er høist
vigtig, og tiener især, naar den behandles ret, til
at aflegge de Fordomme af Opdragelsen, som hin¬
dre os fra at kiende Mennesket.


113
No. 162.
Fredagen den 6 August, 1762.
D¬
et er dog rigtigt, sagde en fornemme Mand
nyelig til mig, hvad man har sagt om den
Norske Soldat. Men Herremanden, hvis Lev¬
net J siden haver beskrevet, hvem er det? Det
maae Publicum, svarede jeg, det maae Efter¬
kommerne dømme; Selskabet nævner ingen. Hvil¬
ken Maler sætter Navnet under et Portrait? de,
som kiende Originalen, maae selv finde, hvem
det ligner, og for dem, som ikke kiende den, maae
det være nok, at billedet er naturligt. Men
sig mig da, sagde han videre, hvem kommer næst
efter Herremanden i Protocollen? - - Jeg
saae til en af Selskabet, som var nærværende, og
loe. Manden spurgte mig hvorfor? Fordi De¬
res Spørgsmaal, svarede jeg, giver mig Anled¬
ning til at betænke, hvor besynderlig en Samling,
af Mennesker der findes i denne Protocol, og
hvad Folk ville sige, naar alle disse Levnetsbeskri¬
velser engang komme ud? J giør mig kuns mere
nysgierrig, sagde han, hvem kan denne besynder¬
lige Person være? Ringere end en Præst eller


114
Kiøbmand er det dog vel ikke, og saadanne Fe
maae man jo undertiden taale ved Siden af si
saa længe man bruger dem? Endnu ringere, sv
rede jeg. Slettere end en Bonde, sagde ha
kan det dog ikke være? -
-Jo meget slen
re. - - Et christen Menneske dog? -
Nei ikke engang, en Jøde? Fy, fy, saa
den fornemme Mand. Jøde, Skielm og B
drager er et for mig, og komme der saadan¬
Folk i Eders Protocol? Skielmer og Bedraget,
svarede jeg, komme der aldrig, af hvad Stat
de end ere; men ærlige Folk, som have gjort n
get Godt, dem antegne vi, enten de ere Jød
eller Christne.
Hvad har da denne Jøde gjort, sagde Ma¬
den. Det er en bekiendt Jøde, svarede jeg, so
har boet længe her i Byen, og som alle have hol
for en ærlig Mand. Han blev nødt til at giø
Opbud, fordi en anseelig Summe, som han ha
de laant til en fornemme Mand, ikke blev ha¬
betalt. Dagen, førend han forlod Byen, sen
te han en af sine Creditorer nogle tusinde Rixd¬
ler tilbage, og lod ham sige, at, da han havi
laant disse Penge i den Hensigt, at oprette derve
sin Skade igien, vilde han ikke, at den, som ha
de betroet ham Pengene, skulde tabe, fordi den
Anslag ikke lykkedes ham. - - Jeg veed i
ke, sagde jeg tilsidst, om De af denne Fortællel


115
jender Manden. - - Jo, svarede han, det¬
e Portrait var kiendeligt nok; men, om nu en
if Jødens Creditorer gik frie, har han jo dog be¬
rraget de andre; thi ellers havde han ikke gjort
Opbud? Ulykkelige Hendelser, sagde jeg, andres
Bedragerie har sat ham i den Tilstand, at han
kke kunde betale, men det er ikke altid at bedra¬
se? Han har aagret med sine Penge, raab¬
te han, og det er nok; hvoraf lever en Jøde uden
if Aager, og er han ikke da en Bedrager? Vi
andre, som tiene Staten, som maae opføre os ef¬
ter vores Stand, vi maae, for ikke at beskiemme
den Carakteer, som vi bære, betale store Pro¬
eento til disse Kieltringer, som sulte selv for at
udsue andre.
Denne Tænkemaade, med hvilken man saa
ofte foruretter et Folk, som er undertrykt nok, for
at fortiene mere vores Medynk end vores Had,
syntes mig at fortiene en nøiere Undersøgning, og
denne bragte mig endelig saa vidt, at jeg faldt
paa den besynderlige Tanke, at ville skrive et For¬
svarsskrift for Jøderne mod de Christne. Ved
Undersøgningen selv fandt jeg, at de Christnes
Had til Jøderne havde tildeels de samme Aarsa¬
ger, som den Haardhed, med hvilken de vegegne
ikke alene Slaverne paa deres Colonier, men og
nogle af deres egne Troes Bekiendere. Jeg be¬
sluttede derfor at giøre dette Forsvarsskrift almin¬


110
delig nyttigt, baade for Hedninger, Christnet
Jøder; og i dette Blad fremsætter jeg nogle i
dets Grundsætninger til nærmere Prøve. Naa
Verket engang bliver færdigt, vil jeg dedicere de
til Deyen af Tunis, et Medlem af den hellig
Jnqvisition i Spanien, en Polsk Herremand, e
berømt Seelenverkoper i Amsterdam, og en gan¬
mel Assientist i London, som længe har handle
med Slaver paa de Spanske Colonier.
Min første Grundsætning er denne,
Menneskenes moralske Egenskaber beroe nog¬
paa de Omstændigheder, i hvilke de sættes, og
ligesom alle gode Handlinger ikke altid ere Vir¬
ninger af Overlæg og Dyd, saa ere og alle Fe¬
ikke Følger af Ondskab. Jeg tør f. Ex. gotgie
re med adskillige Beviser af Historien, at ikke al
le Medlemmer af den hellige Jnqvisition hav
været saa overbeviiste om Christendommens Sand
hed, eller saa redelige, at de af Overbeviisnie
og Redelighed alene skulde have antaget Religio
nen, dersom de vare fødte Jøder eller Tyrker
Jeg tør paastaae, at nogles Nidkierhed ikke en
gang gik saa vidt, at de skulde tabe noget af de
res Jndkomster, end sige, lade dem brænde for
den Religion, for hvis Skyld de brænde andre,
som ere ærlige nok til heller at lade sig brænde,
end bekiende noget, som de ikke troe. Ligeledet
haaber jeg af adskillige Exempler at kunne bevise,


117
at der ere Polske Herremænd til, som tænke ne¬
drigere end mange af deres livegne Bønder, og
jeg slutter deraf, at de skulde være endnu slettere
Folk end de ere, dersom deres Fødsel og Opdra¬
gelse havde været lige saa uædel som deres Tæn¬
kemaade. Jeg vil ikke tale om Seelenverkoper¬
ne og Assientisterne; thi hvilken Jøde i Verden
skulde vel agte en Hednings, en Christens Siel
saa ringe, som disse Folk, som drive den store
Handel i Europa? Regieringen i Tunis, hvor¬
ledes skulde den kunde retfærdiggiøre sin Adkomst
til det Gods, som den røver fra de Christne; hvor¬
ledes skulde den kunde undskylde den Vold, som
den begaaer undertiden mod sine egne Folk, der¬
som den vilde holde det for en stor Synd, at en
øde bedrog sin Næste i Handel og Vandel?
Dersom disse Folks Haardhed mod andre
Mennesker, mod Jøder og Slaver, skulde end¬
nu kunde undskyldes, maatte det være, fordi de
ere opdragne i den Meening, at saadanne Men¬
nesker ingen Ret have, at de selv ere fødte til at
være Herrer, og andre til at være Slaver. Men,
hvilket Folk i Verden har saa stor Ret til at hov¬
mode sig af sin Fødsel, hvilket har havt saa an¬
eelige Fortrin i Verden, og hvilket opdrages i
saa store Forventninger, som det Jødiske? Jn¬
gen Polsk Herremand, ingen Grand af Spanien
kan regne sit Slægtregister fra Noah. Hans For¬


118
fædres Bedrifter ere alle tilsammen intet at regt
mod det, som Jødernes Forfædre have gjort pa
en Tid i Verden, da Spanier og Sarmater en
nu enten ikke vare til, eller og vare vilde. O
hvad er det hele Maroccanske Keiserdom mod d
Rige, som det Jødiske Folk endnu haaber, i
hvori den ringeste Jsraelit venter maaskee at bli¬
noget meer end en Dey af Algier. Dersom
Folks, en Families Ælde, dersom gamle Ahn
Forfædres Bedrifter og store Navne kunne gi
Menneskene saa høie Fortrin for andre, have
Jøderne ikke nogen Ret til at ansee andre Fo
for et Slags Livegne eller Slaver, hvis Gods
Fortienester høre dem til?
Er det nok at være fød med visse Fortrin
Privilegier, og at disse Privilegier engang ere fast
te, enten de ere nyttige for det Almindelige eller
Er det tilladt i Christenheden at have Livegne
Slaver, alene fordi det saa er Brug; kan det da i
og undskylde en Jøde, at hans hele Nation tre
med lige saa stor Vished, at det er tilladt at bedre
en Christen?
Mange anseelige Familier i Europa he¬
samlet deres Gods og forhvervet deres Herlig¬
der ved Krige og Erobringer. Naar man i
dørsøgte Oprindelsen til de Engelske Mylords, sk
de man, som Mr. Steele siger, finde, at me¬
ge iklant dem nedstammede af Danske Tambut


119
Men kan Overmagt og Tapperhed alene give saa¬
danne Fortrin, skulde da Snildhed i Handel og
Vandel ikke og give nogle? Og dersom en Fa¬
milie, som neppe kan regne sit Slægtregister ind¬
til Rudolph af Habsburg, tør hovmode sig af det
Gods, som hans Oldefader har taget fra sin Na¬
boe, paa den Tid, da Faustretten endnu gieldte
i Tydskland, skulde da en anden, som veed i det
mindste med Vished, at han nedstammer enten
af Juda eller af Benjamin, ikke have lige saa
god Ret til det Gods, som hans Forfædre have
vundet ved deres Klogskab i Handelen? Vil man
endelig paastaae, at Krigen alene kan give saadan
en Ret til at røve, da synes mig dog, at denne
og kunde undskylde noget et Folk, som undertryk¬
kes og forfølges af alle andre, og som lever i en
Tilstand, der ligner saa meget den, hvilken man
kalder Krig. Men hvem har begyndt denne
Krig, hvem ere Angribere, Jøderne eller de
Christne?
Dersom nogle Mennesker, som havde O¬
vermagten, betog andre, som vare svagere, alle
lovlige Midler til at nære sig; dersom de forbød
dem at dyrke Jorden; dersom de udelukte dem
fra Haandverkerne, og fra den store Handel, og
holdte dem uværdige til alle Betieninger; der¬
som man i nogle Lande berøvede dem endog andre
almindelige borgerlige Rettigheder, paalagde dem


120
store Byrder, og forjog dem fra et Sted til et
andet; var det da ikke næsten det samme, som
at sige til disse Folk: Sult ihiel eller bedrag os
Og hvad siger vore store Lærere i Naturens Ret,
hvad siger Grotius, Pusfendorf, Wolf om saa¬
danne Tilfælde? Om saadant et Folk begik un¬
dertiden, for at leve, nogle af de Bedragerier,
som de christne Kiøbmænd begaae daglig, for at
leve prægtig; derover vilde jeg ikke undre mig saa
meget, som i Fald jeg merkede, at et Folk, som
troer, at Forsynet har bestemt det til at regiere
over andre, nærede sig i Stilhed, ved deres Nøi¬
somhed og Flid, af de smaa Haandteringer, som
andre Nationer af Stolthed eller Magelighed
forsømme. Dersom vi saae saadant et Folk voxe
midt under en almindelig Forfølgelse, og fandt
deres talrige og vindskibelige Familier flere huus¬
lige og borgerlige Dyder, mere naturlig Kierlig¬
hed, mere Kydskhed, mere Glæde, mere Lyksa¬
lighed end hos de herskende Folk, som Religiø¬
nen, Videnskaberne og Overmagten give saa sto
re Fortrin; dersom dette, siger jeg, var saa, som
det synes virkelig at det er, fortiente da dette Folk
ikke mere vores Høiagtelse end vores Foragt,
Kunde ikke endog vore Statsmænd og Lovkyndi¬
ge lære noget af denne Erfarenhed? Men endnu
mere forunderligt skulde det være, om der iblam
disse Fokk undertiden fandtes en Mand, som tænkte


121
ædelt nok, for ikke at benytte sig af en Leilighed,
som han ustraffet kunde bruge til at bedrage de
ukierlige Folk, som han lever iblant.
Hvor mange Herremænd skulde saadan en
Jøde ikke beskiemme? Dog, hvad vil jeg tale om
Herremænd? - - Kunde disse vel i Polen
eller Spanien selv være saa stolte af deres Fødsel,
at den ringeste christen Borger eller Bonde, som
har intet af Religionen, uden Navnet, jo for¬
agter en skikkelig Jøde, en god Huusfader og
Borger endnu langt mere. Vore christne Her¬
remænd giøre ilde, naar de foragte et Folk, som
er den ældste Adel i Verden; men vore christne
Borgere giøre endnu værre; de besvære sig over
Adelens Foragt, de holde sig fornærmede, fordi
visse Familier tilegne sig saadanne Fortrin, som
uden Skade for Borgerstanden selv ikke kunde væ¬
re alle til Deel, og de foragte selv, de forfølge
indtil Blodet et Folk, som ofte er mere vindski¬
beligt og bedre Borgere end de.


122
No. 163.
Mandagen, den 9 Aug. 1762.
J¬
eg fik for nogle Dage siden et Brev fra en
Haandverkmand, som læser disse Blade.
Det skiønneste Verk i Smagen kunde ikke have
fornøiet mig saa meget som dette Brev; saa man¬
ge patriotiske Tanker udtrykker det i en meget een¬
foldig Stiil. Den nøgne Dyd behager alt for
lidet, til at jeg skulde fremstille den i saa uansee¬
lig en Dragt. Jeg vil derfor kuns fortælle no¬
get af Jndholdet, og Læserne kunne være forsikre¬
de paa, at det ikke er opdigtet. Jeg tager mig
vel den Friehed, som andre Tilskuere, at digte
et Brev eller en Historie undertiden; men jeg
agter dog altid Sandheden saa meget, at jeg al¬
drig bedrager Læserne, naar jeg siger, at det er
virkeligt.
Min Correspondent besværer sig over mig,
fordi jeg, som Tilskuer, ikke har søgt nok at gav¬
ne Folk af hans Stand. Han fortæller mig, at
de fieste Haandverksfolk troe, at disse Blade kuns
ere skrevne for lærde og fornemme Folk; at an¬
dre ei have nødig at bekymre sig om Sædelæ¬


123
ren, disse ere just hans egne Ord, og han til¬
staaer, at han selv tilforn har tænkt det samme.
Det fortryder ham meget, at han i Selskabet
finder ingen Medlem af Haandverkstanden. Hvor¬
for beærer man os ikke, siger han, lige saavel
som de andre Stænder med et Blad? Jeg har
længe vidst, at der var ingen, indtil de høieste
Ærestegn i Staten, som jo vore ærekiere Bor¬
gere misundte dem, som bare dem, og at der var
ingen Titel saa ringe, at jo en Borger derfor
gjerne opofrede sin Næring; men dette er det før¬
ste Exempel, som jeg har erfaret af en Haand¬
verkmand, som søger Æren i sin egen Stand.
Kunde jeg ved et Blad ære saa værdig en Lem af
Selskabet, kunde jeg giøre hans værdige Stand,
mere agtet, ikke alene iblant vore vellystige og
magelige Herrer, men og iblant vore forfængeli¬
ge Borgere, da vilde jeg selv være stolt af denne
Æresbeviisning, og troe, at en Forfatter ikke
kunde i sin Stand forhverve sig en sandere Ære,
end den, at have forbedret de andre Stænders
Begreber om Æren. Dersom disse Begreber
ikke vare saa fordærvede hos os, som de ere, skul¬
de min Haandverkmand ikke kunde have troet,
at jeg havde forglemt hans Stand. Borger¬
standen indbefatter saa mange Forretninger, at
hverken Selskabet kunde rumme, eller jeg opreg¬
ne dem. Kiøbmanden er den Person, som best


124
kan forestille dem, fordi det er ham, som sætter
alle Haandverker i Bevægelse, og fordi ethvert
Haandverk er en Handel, enhver Haandverks¬
mand en Kiøbmand. Men torde min Correspon¬
dent vel og troe dette? Han, som lever i et Land,
hvor Kiøbmænd foragte ikke alene Haandverks¬
standen, men og deres egen; hvor Folk, som ik¬
ke engang fortiene det værdige Navn af Kiøb¬
mænd, hvor Kræmmere, Høkere, Aagrere løbe
efter fremmede Titler, fordi de skamme sig ved
det Navn, som en Kiøbmand i London eller Am¬
sterdam holdt sig uværdig til at bære? Nei, blant
disse adelige Borgere torde min Haandverkmand
ikke regne sig. Saaledes dømte Selskabet, da
jeg oplæste hans Brev, og jeg kan paa ingen be¬
dre Maade oprette hans nedslagne Mod, end ved
at fortælle ham, hvad Kiøbmanden selv sagde.
J det mindste veed jeg ikke selv at sige noget, som
kunde giøre hans Stand, saa megen Ære. En
Haandverkmand, sagde han, tør ikke regne sig
til Handelstanden! Gud give, at mange af vo¬
re Kiøbmænd vare saa værdige Borgere; jeg vil
ikke sige som en Uhrmager i Genf, en Kandestø¬
ber i London, en Silkevæver i Lyon, men som
nogle af dem, som giøre Dukketøi og illuminerede
Landkorter og Kobberstykker i Nyrnberg; ved
disse smaa Arbeider fortiener denne lille Bye lige¬
saa store Summer, som den, hvilke Kiøbmæn¬


125
dene i mange andre store Stater føre ud. En
Haandverkmand, sagde han videre, som arbei¬
der noget, der kan sælges til Fremmede, eller
hvorved Pengene, som ellers gik ud af Landet,
kunne spares, er ikke alene uendelig vigtigere for
Staten end en Kræmmer, som kuns udsælger ef¬
ter Alen eller Skieppemaal hvad andre indføre el¬
ler forarbeide; men han fortiener endog mere
Agtelse, mere Understøttelse af Selskabet end en
Kiøbmand, som beriger sig alene ved fremmede
Vares Jndførsel. Dersom Eders Correspondent,
lagde han til, var f. Ex. Handskemager i Ran¬
ders, eller Garver i Odense, thi disse gode Folks
Arbeide har i lang Tid været det eneste, hvoraf
Fremmede kunne vide, at der var Vindskibelig¬
hed her i Landet, da vilde jeg agte ham meget
mere end en saa kaldet Galanteriekræmmer i Ho¬
vedstaden, som har sin Boed opfyldt med kostba¬
re, men tillige fremmede og meest ufornødne Va¬
re.
Naar Haandverkmanden har læst dette,
haaber jeg, at han ikke meere klager, at han er
udelukt af Selskabet; thi ingen kan besørge hans
Stands sande Interesse bedre end vores Kiøb¬
mand, som uden al Partiskhed betragter alle
Haandverker alene efter deres Jndflydelse i den
Handel, som giør et Folk mægtigt og lykkeligt.
Alle de smaa Forskieller, som Folk af adskillige


126
Haandverker giøre imellem sig selv indbyrdes, og
som ere grundede paa Konstens Rarhed, Laugets
Alder, maae vige for denne Betragtning. Li¬
ge saa megen Agtelse nyde alle gode Haandverks¬
folk af Adelsmanden og Præsten, endskiønt dis¬
se synes at giøre noget mere af Bønderne. Men
Grunden til denne Forskiel er lige saa patriotisk.
De maale alle Stænder efter deres Vigtighed for
det Heele. Det skal vare længe, siger Adels¬
manden, førend Konsterne og Haandverkerne
kunne bringes saa vidt hos os, at vi kunne beri¬
ge Staten dermed, og sælge meget af vores Ar¬
beide til Fremmede. Men Agerdyrkningen og
Fiskerierne de kunne vist bringes videre; de ere
grundede paa naturlige Fordele, som intet Folk i
Verden kan betage os, og dertil udkræves kuns
en Forandring i Bondestandens Vilkaar, som
giver ham mere Lyst og Evne til at bruge disse
Fordele, Konsterne, siger Præsten, forøge nogle
faa Menneskers Beqvemmeligheder; Agerdyrk
ningen forskaffer alle det Nødvendige. Hine giø¬
re ofte Menneskene vellystige, feige, gierrige,
ødsle, underfundige; et Folk af gode Agerdyrke¬
re derimod er nøisomt, tappert, sundt, godgiør
rende, sparsomt og oprigtigt. Bondestanden et
Menneskets første, ældste, naturligste og almin¬
deligste Stand. Det er den, som har stiftet de
første Selskaber, af hvilke de andre Stænder have


127
deres Oprindelse, for hvis Skyld de ere indret¬
tede, og af hvilke de underholdes og beskyttes.
Dette, siger han videre, er en Sandhed i alle
Lande, men især i dem, som hverken ere saa u¬
frugtbare, at Jndbyggerne ikke kunne nære sig
uden af Konsterne, ikke heller saa frugtbare, at
de kunne leve uden Flid, hvis naturlige Skatte
bestaae i gode Agre, Miner og fiskerige Søer.
Dersom min Correspondent kan taale, at
det samme Selskab, som agter en god Haand¬
verkmand høiere end alle Kræmmere, undertiden
i en vis Betragtning giør noget mere af en Bon¬
de end af visse Konstnere, tør jeg forsikre, at der
for Resten er intet i Selskabets Love, hvormed
han jo skal finde sig vel fornøiet. Men det, som
meest har forundret mig, er, at en Mand, som
synes at have saa ringe Tanker om sin Stand, at
han ikke tør regne sig i Classe med andre Borge¬
re, har tillige Høihiertighed nok, til at misunde
den Norske Soldat den Ære, at være nævnet
blant Heltene i vores Alder, og til at giøre Paa¬
stand paa Udødelighed. -J det 83 Blad, si¬
ger han, finder jeg ingen af de berømte Perso¬
ner at have været Haandverksfolk; men nu,
" da jeg læser i det 139 Blad, at Soldaten ny¬
der den Ære at blive indført iblant de største
Helte i vores Alders Historie, da er jeg bleven
overbeviist om Eders Redelighed. Jeg haaber,


128
at J og skal indrykke os i Eders Blade; jeg
"skal, som en Patriot, giøre mig al muelig
Flid, for at fortiene mig et Sted i Selskabets
"Bog, og naar mine Landsmænd erfare dette,
"ville de snart misunde mig den Ære."
Tør nogen, som læser dette, endnu paastaae, at
Æren ikke kan være en almindelig bevægende
Grund i Staten? at de ringere Stænder ikke
føle den nok, for at bevæges deraf til vigtige Plig¬
ters Jagtagelse? Tør nogen sige, at Titler og
udvortes Ærestegn ere de eneste Midler til at op¬
vække og skierpe denne Drift, og at et godt Navn,
den Ære, som bestaaer i de Godes Biefald og
Erindring, er alt for fiin, til at kunne føles uden
af Philosopher? Saa mange skadelige Vildfa¬
relser har min Correspondent paa engang igien¬
drevet med et Beviis, som er sikrere end alle vo¬
re Fornuftslutninger, med en klar Erfarenhed,
med hans eget Exempel. Han føler Æren, den¬
ne Attraae efter Udødelighed, som Statsmanden
og den Lærde ville have sig selv alene forbeholden,
og han føler den i saa høi en Grad, at jeg fryg¬
ter kuns, at den skal gaae alt for vidt. Den
har allerede gjort ham dristig nok til at rose sig
selv, og til at fortælle mig i det øvrige af Brevet,
adskillige gode Gierninger, for hvilke han virke¬
lig fortiente Plads ved Siden af Soldaten, der¬
som han ikke havde fortalt disse Gierninger selv.


129
Men og i denne Svaghed er noget ædelt, som
beviser, at min Correspondent har endnu langt
finere Begreb om Æren, end de Lærde, som saa
ofte nævne sig selv i deres udødelige Verker,
end de Store, som finde saa megen Fornøielse i
at nævnes af andre. Min Haandverkmand kun¬
de ikke vente, at jeg skulde bekiendtgiøre hans
Navn, fordi han har ikke nævnet sig selv i Bre¬
vet; og hvad Hensigt kunde han da have, ved at
fortælle det Gode, som han har gjort, uden den¬
ne: at det maatte blive Publikum bekiendt, at
der og i hans Stand vare gode Borgere, og at
dette Exempel, maatte opmuntre andre til at efter¬
følge det. Saa fortreffelig en Hensigt, skulde
den ikke kunde skiule nogen Svaghed, og hvil¬
ken Læser, som tager dette i Betragtning, skul¬
de være ubillig nok til at støde sig over den een¬
foldige Oprigtighed, med hvilken min Correspon¬
dent taler om sig selv? Jeg vil derfor lade ham
selv fortælle den Gierning, af hvilken han er saa
stolt, og overlade til Læserne at dømme, om det
var skadeligt, i Fald denne Stolthed blev almin¬
delig iblant Borgerskabet. "Jblant de Norske
Tropper, siger han, som vi i vort Naboelaug
"skulde have nogle faa Nætter til Jndqvartering,
"vare nogle Syge, hvilke mine Naboer ei vilde
"modtage; de paastode, at de gave Penge for
Jndqvartering; men den Omgang, som jeg


130
"brugte med min syge Mand, rygtedes saaledes,
"at de andre toge Exempel af mig, og alle Sy¬
"ge her i Gaden nøde god Forflegning. Jeg
"havde stor Glæde, siger han videre, af min
Mand, og han gik frisk fra mig, og min Glæ¬
"de blev dobbelt, ved at see min Naboes Om¬
"vendelse."
Jeg haaber, at Læserne allerede ere saa
vante til at undskylde Feilene i denne gode, men
ulærde Mands Skrivemaade, at de tillade mig
endnu at anføre et Stykke af hans Brev, uden
nogen Forandring; thi alt hvad jeg ønsker i den
te Blad, er kuns at forsikre Læseren, at Breve,
ikke er opdigtet. Han fortæller, hvor usømme,
lig adskillige af hans Medborgere talede om nog¬
le Tienester, som det almindelige Beste udkræve¬
de af dem. Jeg agter mine Landsmænds Ær,
for meget til at giøre disse Taler offentlig bekiend
te, o min Correspondent har ikke heller fortroet
mig dem i den Hensigt. "Jeg var glad, siger
"han, at ingen fremmed Nation var tilstæde og
hørte det. Jeg sagde til nogle, at man hør¬
"te dem aldrig giøre sig saa arme, uden naar vo¬
"res fælles Velstand udfordrede vores Pligt, og
"naar vi ellers vare i vore Forsamlinger, vilde
"enhver være den Fornemmeste og meest For¬
"muende, besynderlig naar vi vare om Somme¬
ren forsamlede i Kongens Hauge, da jeg med


131
"stor Forundring betragtede den Pragt, der lod,
"sig see paa dem, og hvorledes Hovmod og Stolt¬
hed beherskede de fleste saaledes, at de skulde
"krepere, dersom nogen af dem syntes bedre end
"de."
Jeg glemmer baade Ortographien, Syn¬
taxis, Smagen, Critiken og alle de skiønne Vi¬
denskaber over dette Brev; saa meget har Tæn¬
kemaaden alene rørt mig. Og i Sandhed, er
det ikke dog ret noget besynderligt, at en Haand¬
verkmand giør sig den Umage, at skrive mig et
Brev til paa et heelt Ark, som handler alene om
den sande Ære, og om de borgerlige Pligter, at
han, uden med et eneste Ord at besvære sig over
Skatter, Jndqvartering, Mangel af Næring,
beklager kuns:
At Religionen og Sædelæren,
"disse ere og hans egne Ord, ere saa ruinerede
iblant os, at man deels holder dem umuelige,
"deels unyttige, at der lades et Stykke efter det
"andet ude, indtil der bliver intet tilbage uden
Hyklerie." Kunde jeg vel ganske fortie saa
besynderligt et Brev, som for dets Rarheds Skyld
alene fortiente at bevares, fremfor mange af de
Brevskaber, som vore Lærde med stor Flid have
samlet, endskiønt de baade i Henseende til Tan¬
kerne og Smagen ere endnu langt slettere end det¬
te? Burde jeg ikke i det mindste giøre noget der¬
af bekiendt, om jeg og ved dette Blad skulle for¬


132
tørne vore skiønne Aander lige saa meget, som
jeg ved andre har forbittret vore grundige Lærde?
Min Correspondent kan deraf slutte, hvor høi
jeg agter en ærlig Haandverkmand, siden jeg for
hans Skyld ikke frygter for at fortørne den Orden
af Lærde, som er den eneste, hvori jeg maaske
endnu har nogle gode Venner. J det mindste
skulde Folk af hans Stand ikke troe mere om
mig, at jeg agter det Skiønne meere end det Nyt¬
tige.
No. 164.
Fredagen, den 13 August. 1762.
S¬
kulde det og være nyttigt, skulde det være
mueligt, at den gemene Mand af Fornuf¬
tens Lys og Sædelæren blev nøiere oplyst om Men¬
neskets og Borgerens Pligter? Dette Spørgs¬
maal gjorde jeg mig selv, da jeg havde læst Haand¬
verkmandens Brev. Om Nytten og Fornøden
heden af saadan en Oplysning kunde jeg ikke læn¬
ge tvivle; men Mueligheden syntes mig i Be¬
gyndelsen vanskeligere at bevise. Folk, som fra
Ungdommen af opdrages til at arbeide alene med


133
Hænderne, som med al deres Møie neppe kunne
fortiene det daglige Brød, hvorledes skulde de
kunne have Lyst og Tid til at tænke og læse? De,
hvis hele Maal er Gevinst, og som ere vante til
at beregne al deres Lyksalighed i Penge, hvorle¬
des skulde Æren, Nysgierrighed eller nogen an¬
den saadan finere Tilbøielighed kunne have Magt
nok over dem, for at bevæge dem til at dyrke dis¬
se brødløse Videnskaber, ved hvilke de Lærde bli¬
ve saa blege, magre, fattige, syge og hypochon¬
driske, og, om der end var een iblant dem, der,
som min Haandverkmand, havde Lyst til at vi¬
de noget af Sædelæren, maatte han da ikke først
lære Latin, Logik og Metaphysik, førend han kun¬
de forstaae noget af denne Videnskab? Kundskab
om Menneskets og Borgerens Pligter er jo det
samme, som man ellers kalder Natur= og Folke¬
Retten, Statsretten og den borgerlige Ret; og
da disse Videnskaber alene ere nok til at beskæfti¬
ge et af de høiere Faculteter, hvorledes skulde
da Grundene dertil blive fattelige for en Haand¬
verksmand? Jeg vidste vel, at de gamle Vise,
at Socrates og Plato havde underviist Borgerne
i Athenen i deres Modersmaal; men Lovkyndig¬
heden var endnu ikke bragt i Form af en Viden¬
skab; man kiendte endnu ikke disse prægtige Konst¬
Ord, hvori der ligger saa megen Viisdom skiult.
De Gamle havde store Philosopher, Statskyn¬


134
dige og Talere, men ikke dem, som man egent¬
lig kalder Jurister. Denne Videnskab kom ikke
til sin Høide, førend langt sildigere, nemlig paa
den Tid, da alle de andre uddøde.
Jeg begreb snart, at den beste Danske O¬
versættelse enten af Jnstitutionerne, eller af Hr.
Hofraad Dariess almindelige Lovkyndighed, skul¬
de være for høi for en Borger, om man og gav
sig den Umage at undervise ham i den mathema¬
tiske Methode, at lære ham nogle Propositioner,
af Geometrien, og lidt af de Romerske Antiqvi¬
teter. Men Socrates, tænkte jeg, denne een¬
foldige Mand, som selv ikke vidste meget, mon
han ikke i sine Samtaler med de Atheniensiske
Borgere skulde have sagt noget, som kunde væ¬
re vore Borgere i det mindste lige saa nyttigt,
som den Romerske Ret? Jeg erindrede mig i
det samme, hvorledes han i en Samtale med Cri¬
ton forestiller Republiken at tiltale ham selv. Jeg
fandt deri de første Grunde til Borgerens Plig¬
ter saa let og tydelig forestilte, at jeg troede, at
een af vore eenfoldigste Borgere kunde forstaae
hvad han siger, og det, hvorfor jeg især agter
dette Stykke, er, at han lærer tillige ved sit eget
Exempel, at han anfører alle disse Grunde mod
sine egne Venner, som vilde overtale ham til at
flye af sit Fængsel, og for at bevise, at det var
hans Pligt, før at døe, end at giøre noget, hvor¬


139
ved Lovenes Myndighed kunde svækkes.
a1
dan en Tale, tænkte jeg, saadant et Exempel skal
i det mindste have den Virkning, at vore Borge¬
re skulle kunne giøre, lade og taale noget for at
tiene det Almindelige.
Dersom Lovene og Republiken, siger han,
var en synlig Person, og denne mødte os paa
Veien, naar vi vilde flye; dersom den foreholdt
os, at en Bye ikke kunde bestaae længer, end
Retten blev haandhævet, og Dommene udøvede;
hvad skulde vi da svare, Criton? Skulde vi sva¬
re, at Republiken havde gjort os Uret, at dens
Dom var uretfærdig? Criton. Ja visselig.
Soerates. Men om Republiken da sagde: Er
jeg ikke bleven enig med Eder, at J ville under¬
kaste Eder min Dom, og hvad har jeg gjort E¬
der, min gode Socrates, at J vil arbeide paa
at ødelegge mig? Er det ikke mig, som har ladet
Eder fødes? Er det ikke mig, som stiftede den For¬
bindelse imellem Eders Fader og Moder, ved
hvilken J haver seet Lyset? Hvad haver J at si¬
ge mod de Love, som jeg har givet Eder om Æg¬
teskab? Intet, maatte jeg vel svare. Men an¬
gaaende Opdragelsen, da maaskee var det ikke
ret, at Lovene befalede Eders Fader at føde og
oplære Eder?
-Meget ret, svarede jeg. Tør
J da nægte, at baade J og Eders Fader have
alting af mig? og dersom J tilstaaer dette, skal


130
J da vel have Ret til at giøre hvad J vil, saa¬
snart J troer, at J er noget fornærmet? Skal
J have den Ret mod mig, som J ikke engang
haver i Henseende til en Fader eller en Herre, af
give Lige for Lige? Veed J ikke, at Fædrene
landet er større, og at det baade for Gud og Men
neskene fortiener mere Høiagtelse og Hengivenhed,
end baade Fader, Moder og alle Slægtninge til
sammen? At man maae ære og agte det, og der
som man ikke kan bevæge det ved gode Lærdom¬
me og Raad, maae man lyde og taale taalmodie
alt hvad det befaler? Dersom Fædrenelandet vil,
at J skal gaae i Krigen, og udgyde indtil den mind
ste Blodsdraabe, bør J jo giøre det uden Betænk,
ning; J maae ikke flye eller forlade Eders Post
Men det er ikke i Krigen alene, det er og i Fæng¬
slerne, det er overalt en Pligt, baade at lyde Fæ¬
drenelandet og at raade det vel. Hvad skulde vi
svare dertil, Criton? Skulle vi tilstaae, at Re¬
publiken har Ret? Criton. Ja, hvem kan næg¬
te det. Socrates. Seer J da, min kiere So¬
crates, skulde Republiken vel sige videre, om jeg
ikke har Aarsag til at sige, at J giør mig Uret
Jeg har ladet Eder fødes, jeg har ladet Eder op¬
drage, jeg har gjort Eder, lige saavel som andre
Borgere, meget Godt, og alt dette uagtet, har
jeg dog tilladt enhver af Eder, som var kommen
til skiels Aar og Alder, at naar han havde un


137
dersøgt Lovene, og ikke var fornøiet med dem, kun¬
de han gaae hen med sit Gods i Fred, hvor han
vilde. Naar da en Borger, som har havt den¬
ne Friehed, at kunne reise hen, hvor han troede,
at han kunde leve best, dog bliver her i Landet,
har jeg da ikke endnu mere Ret at fordre af ham,
at han skal lyde disse Love, og dersom han ikke
giør det, handler han da ikke uretfærdig, baade
fordi han ei lyder dem, som have ladet ham fødes
og opdrage, og fordi han forlader en Forbindel¬
se, som han selv frievillig og uden nogen Tvang
har indgaaet, uden engang at sige først, hvorfor
han er misfornøiet. Og J, Socrates, dersom
J gjorde dette, var J da ikke endnu mere straf¬
værdig, end mange andre? Spurgte jeg om Aar¬
sagen dertil, skulde Republiken svare, at jeg paa
mange Maader har samtykket i dens Love. Jeg
har mange Beviser, skulde den sige, at mine
Love har behaget Eder; thi J skulde ikke have
opholdt Eder saa længe her i Athenen, dersom
denne Bye ikke havde behaget Eder mere end no¬
gen anden i Grækenland.
Jngen Fornøielser
have kunnet lokke Eder fra Byen; kuns een ene¬
ste Gang er J reist til Corinthen for at see de of¬
fentlige Leege, som holdes der hvert tredie Aar.
For Resten har J ikke været borte uden i Kri¬
gen, og ikke, som andre af Eders Medborgere,
nogen Tid renst udenlands; saa fornøiet haver J


138
altid været med Eders Fædreneland. Desuden
haver J havt, her i Byen et sikkert Beoiis, at
den har behaget Eder; og endelig tillod jeg jo
Eder, førend Dommen blev afsagt, at vælge,
om J vilde, en frievillig Landflygtighed: Men
for ikke at giøre Eder selv mistænkt ved Flugten,
underkastede J Eder Dommen, og sagde, at J
vilde heller døe, end gaae i Landflygtighed; et
Beviis, at J elskede Eders Fødested, Eders
Familie høiere end Eders Liv. Og nu tænker J
ikke mere paa disse skiønne Ord, som J selv ha¬
ver sagt; nu haver J ingen Høiagtelse mere for
Lovene, nu vil J som en Slave stiele Edet
bort; nu vil J bryde det Lofte, som J haver
givet os, og som J haver stadfæstet ikke alene
med Ord, men og med saa mange Handlinger
om Republiken talede os saaledes til, hvad skul¬
de vi svare, Criton, skulde vi tilstaae det? Cri¬
ton. Ja, hvem kunde nægte det.
Socrates. Hvorfor vilde J da nu, skul¬
de Republiken sige videre, bryde det Løfte, som
ingen har lokket eller nødt Eder til, og efterat J
i halvfierdesindstive Aar har havt Friehed til af
kunne forlade os, naar J ikke mere var fornøiet,
J al den Tid er det aldrig faldet Eder ind at gaae
enten til Lacedæmon eller Creta, endskiønt J al¬
tid haver roest Lovene af disse Republiker saa me¬
get. Jngen Halte, Blinde eller Krøblinger er


139
saa sielden komne ud af Athenen, som J; et Be¬
viis, at J haver elsket Byen, og følgelig Love¬
ne; thi hvem kan elske en Bye, dersom man ikke
er fornøiet med Regieringen? Nu først, da det
ikke meere er Eder tilladt, da vil J forlade den?
Men troe mig, Socrates, om J og ikke agter
Eders Pligt, saa giør I Eder selv Skade der¬
med; thi betænk engang, hvad der vil følge af
Eders Flugt for Eder selv, og for Eders Ven¬
ner. Eders Venner, som hielpe Eder paa Flug¬
ten, blive fordrevne, eller miste deres Gods, og
J, dersom J kommer til Theben, Megara
eller en anden Bye, hvor der ere skikkelige Folk,
skulle de ansee Eder for en forløben Misdæder,
for en Mand, som har været skyldig i det, hvor¬
for han er fordømt, for en Ungdommens Forfø¬
rer. Dersom J giør Eder selv mistænkt for at
være saadan en Mand, tør J da vel lade Eder
see i en Bye, hvor der boe ærlige Folk, tør J
prædike det samme for dem, som J haver prædi¬
ket her, at Dyd, Retfærdighed og Lovene bør ag¬
tes af Menneskene? Skulde J ikke strax løbe af
saadan en Bye, for at komme hen paa et andet
Sted, hvor Folk ikke tænkte saa vel, til Thessa¬
lien maaskee, hos Critons Venner, hvor Leve¬
maaden er mere, fræk og ryggesløs? Endog der
skulde man foragte Eder. Alle Folk skulde sige:
See denne gamle Nar, som, endskiønt han ikke


140
kunde vente at leve meget længe, elskede dog Li¬
vet høiere end baade Ære og Pligt. Saale¬
des skulle Folk tale om Eder, om J og aldrig
fortørnede dem, og blev nogen vred paa Eder,
skulde de sige Eder det, som endnu var langt vær¬
re. J skulde blive nødt til at begaae tusinde ne¬
drige Handlinger, og til at være en Slave af alle
Mennesker, for ikke at blive offentlig foragtet.
Vilde J maaskee bilde Folket ind, at J var lø¬
bet fra Athenen for at føre i yndigere og velly¬
stigere Liv, saaledes som man sever i Thessalien;
hvortil nyttede da alt, hvad J haver sagt om Dy¬
den? Maaskee er det for Eders Børns Skyld,
at J vil bevare Eders Liv, for at kunne føde og
opdrage dem? Er det da i Thessalien, at de skul¬
de faae en god Opdragelse? Og veed J intet an¬
det Godt at giøre dem, end at lære dem fremme¬
de Laster, og at skille dem ved deres Borgerret i
Athenen? Vil J ikke tage Eders Børn med
Eder, men lade dem blive her, fordi J troer, at
Eders Venner skulde bære Omsorg for dem i E¬
ders Fraværelse, mon de da ikke skulde giøre det
samme efter Eders Død? Betænk dette, Socra¬
tes, følg deres Raad, som have opfødt Eder, og
giør ikke saa meget af Eders Børn, af Eders
Liv, eller af noget andet, hvad det endog er, som
af Eders Pligt mod det Almindelige, at Eders
Opførsel kan findes ustraffelig, naar J engang


141
efter Døden skal møde for en høiere Dommer.
Bedrag Eder ikke selv med et falskt Haab. Ved
at overtræde Lovene vinder hverken J eller Eders
Venner noget, Eders Sag bliver ikke bedre og
retfærdigere, hverken her i Livet eller efter Eders
Død; men dersom I døer med Friemodighed,
da er det ikke Lovene selv, men kuns Menneske¬
ne, som fordømme Eder. Vil I derimod paa
en ulovlig Maade modstaae disse uretfærdige Dom¬
mere, og derved bryde Eders Løfte, skader J
mange uskyldige Personer, Eders Venner, Eders
Medborgere; da skal jeg, da skal Republiken,
Lovene og Fædrenelandet være Eders Fiende, saa
længe J lever, og naar J er død, da skulle mi¬
ne Sødskende, de Love, efter hvilke Sielene døm¬
mes, ikke tage vel imod Eder, fordi de vide, at
J haver søgt at skade mig. Agt derfor ikke Cri¬
tons Raad mere end mine.
Naar jeg forestiller mig dette, som jeg har
sagt, kiere Criton, er det ligesom jeg hørte Ly¬
den af Corybanternes Piber, (disse, sagde man,
gjorde Tilhørerne rasende) Fædrenelandets Stem¬
me klinger saa stærkt i mine Ørene, at jeg ikke
kan høre nogen Jndvendinger derimod. - -
Criton. Jeg har ikke heller mere at indvende.
Socrates. Lad os da giøre vor Pligt, lad os
lide taalmodig hvad der paakommer, efterdi det
er Gud, som fører, og som kalder os


142
Saaledes forklarer Socrates de først¬
Grunde af Statsretten, og jeg troer, at min
Haandverkmand allerede forstaaer ham, end
skiønt hans Statskonst virkelig er noget høiere
end de fleste nye Lovkyndiges og Publicisters. Har
paastaaer, at Pligterne mod Fædrenelandet ikke
ophøre ved den alleruretfærdigste Medhandling,
og naar dette engang er beviist, hvilke af Borge,
rens Pligter kunde da være vanskelige at bevise
Jeg forstaaer ved Borgere her alle dem, som er¬
Lemmer af Staten, alle dem, som have foreene
sig til at befordre det almindelige Beste, fra det
Høieste af indtil den Ringeste. Jo høiere For
trin, des frievilligere, des større er Forbindelsen
Jeg veed vel, at disse Grundregler kunde i viss
Tilfælde udkræve nogen nøiere Bestemmelse. Met
hvor mange gode Gierninger skulde min Haand
verkmand ikke forsømme, førend han lært
alle disse Bestemmelser; og naar han allerrig
tigst begreb dem alle, giorde han maaskee Fædre
nelandet lige saa lidet Gavn, som de Folk, de
misbruge deres Jndsigt i Lovkyndigheden, til a
fordreie Lovene, og som anvende Fornuftlæret
saa længe til at forsvare Uret, at de selv tilsids
ikke vide mere hvad der er Ret. Naar de Folk
som troe, at man ikke bør tiene det Almindelige
uden for Titler og rede Penge, høre, at mit
Haandverksmand undertiden giør mere Godt, end


143
han kunde tvinges til ved Rettens Middel, at
han paa egen Bekostning forflegede en syg Sol¬
dat, som var indqvarteret i hans Huus, skulde
de da ikke tænke, at han ved disse Blades Læs¬
ning er bleven enthusiast? skulde de ikke anføre
hans taabelige Nidkierhed, hans overdrevne Kier¬
lighed til Fædrenelandet, for at bevise, hvor ska¬
deligt det er, at giøre Videnskaberne saa gemene,
at oversætte Socratis Samtaler paa Dansk? Jo.
baade jeg og min Haandverkmand, vi skulle
begge have den Ære, at man sagde det samme
om os, som Diogenes sagde om vores Læreme¬
ster. Man spurgte denne Philosoph engang,
hvad han tænkte om Socrates: Jeg tænker, sva¬
rede han, at han raser.
No. 165.
Mandagen den 16 Aug. 1762.
P¬
aa en Tid, da man har stiftet saa mange
lærde Selskaber i Europa, for at giøre nye
Opfindelser i Videnskaberne, skulde det maaskee
synes utroeligt, at vores Selskab har været dri¬
stig nok til at antage denne besynderlige Grund¬


144
Regel: At det Vigtigste, som endnu er tilbag¬
at giøre i Videnskaberne, er ikke saa meget af
legge til, som at tage fra, ikke saa meget at ud
vide Kundskaben, som at indskrænke den, ikke
saa meget at gaae frem ad til nye Oydagelser, u
vanskelige Problemers Opløsning, som at gaa
tilbage til de første, eenfoldigste og klareste Sand
heder; at dette skal koste os og Efterkommern
mere Umage, og giøre det menneskelige Selskal
større Nytte end alle de store og vidtløftige Sy
stemer, som Forfædrene have opreist.
Jeg understod mig ikke at sige dette of
fentlig, dersom Konsterne ikke syntes at bevise
med deres Exempel, at det ikke er saa urimeligt
som det lader, at tænke det samme om Viden
skaberne. Naar vi ligne vore Bygninger, vo
re Tegninger, vores Maade at klæde os paa, me¬
de Gamles, bestaae da vore Fortrin ikke mees
deri, at vi ere komne Naturen saa meget nærme
re, jo mere vi have forkastet det, som Konstet,
har tillagt? Er det ikke en vis Eenfoldighed, et
Jndskrænkning af det, som man tilforn holdt for
at være det allerdybeste i Konsten, som giør vore
nye Mesterstykker mere rigtige, mere nyttige, og
i Kienderes Øine tillige mere skiønne end de gamle?
En Forandring, som har været saa gavnlig i Kon¬
sterne, hvorfor skulde den just være saa skadelig i
Videnskaberne? og da den menneskelige Forstand,


149
har fundet sin Regning ved, at kaste meget bort
af det, som Forfædrene holdt vigtigt i Konstens
Arbeider, hvorfor skulde den da ikke og torde
forsøge engang, om der var noget at forkorte i
vore Systemer, i vor Underviisning, i vore Lo¬
ve, i vor Statshuusholdning? Jeg siger dette
kuns for at vise, at Selskabet kan have havt no¬
gen Grund til at indlade sig i denne Undersøg¬
ning, og at dersom det har feilet i sine Slutnin¬
ger, ere disse dog ikke saa ganske urimelige, at
vore Lærde derfor skulde ansee dem for Folk, der
af Vankundighed vilde indføre Barbariet igien.
Hovederne for de sidste Forandringer i Philoso¬
phien vare endnu langt dristigere. De under¬
stode sig ikke alene at udelukke meget af Aristote¬
lis Logik og den gamle Metaphysik, at sige, at
et var unyttigt, et andet falskt, at det tredie kun¬
de ikke vides; de have endog forkastet hele Vi¬
denskaber, hvori Forfædrene ventede at giøre sto¬
re Opdagelser; og havde de ikke været saa dristi¬
ge, da skulde vi jo nu ved vore Universiteter havt
et heelt Facultæt af Lærere i den naturlige Hexe-
konst, i Astrologien, Chiromantien og Puncteer¬
konsten.
Kiøbmanden bragte Selskabet først paa dis¬
se Tanker. Jeg har tit undret mig derover, at
de fleste Forslag til vigtige og store Forandringer
komme fra denne Mand, som hverken kiender den


140
store Verden saa vel som Adelsmanden, ikke hel¬
ler har læst saa mange Bøger som Præsten, og jeg
kan endnu ikke finde nogen bedre Aarsag dertil,
end det, som han selv siger af Skiemt, at Adels
manden er for politisk, og Præsten for lærd til af
opfinde noget Nyt. Disse gode Mænd, som an¬
vende al deres Læsning og Erfarenhed til at op¬
tænke nogen Forbedring i Lovene, hvorved den
almindelige Velstand kunde forøges, bragte en
gang en heel Liste af Forslag til nye Anordnin¬
ger, som alle sigtede til at forøge Vindskibelig¬
heden, at forringe Varenes Priis, nedsætte Ren¬
terne, at forebygge Levnetsmidlernes Mangel og
Dyrhed, og andre saadanne vigtige Ting. Mid¬
lerne, som de foresloge dertil, bestode fornemme¬
lig i en anden Jndretning af vore Kræmmer= og
Haandverkslauge, i Forbedringer af Kiøbstæder¬
nes Privilegier, i at sætte billige Taxter paa alle
Levnetsmidler, at forbyde de fornødne Tings Ud¬
førsel, og skierpe Straffene mod Aager, Told¬
sviig og forbudne Vares Jndførsel. J alt det¬
te havde de taget saa mange Nationers Love til
Mønstre, og ved en Mængde af Jndskrænknin¬
ger og Forklaringer saaledes søgt at forebygge af
Utydelighed og Misbrug, at det alt tilsammen
kunde udgiøre en maadelig stor Lovbog for Han¬
delen.


147.
Kiøbmanden læste noget deraf. Det hæn¬
ger fortreffelig sammen, sagde han, naar jeg
sætter forud, at Grunden dertil er rigtig; men
J gode Mænd, som have saa meget Genie til at
oversee alle Mueligheder, og til at giøre saa lang
en Kiede af rigtige Slutninger, hvorfor ere J
ikke dristige nok til at undersøge Grunden selv?
Afskaf Haandverkslaugene, og Mængden af Ar¬
beidere skal uden videre Anstalter skaffe os gode
Vare og let Kiøb. At sætte Taxt paa nogle
Vare, uden at sætte den paa alle, er det samme
som at sige, at 3 skal herefter forholde sig til 2,
ligesom de før forholdt sig til 1, og til at sætte
en rigtig Taxt paa alle Handelvare, dertil ud¬
fordres hver Maaned flere Beregninger og en stør¬
re Lovbog, end den, som J gode Mænd have
samlet med saa stor Møie. Saadanne Taxter
treffe gemeenlig kuns de Vare, som Landmanden
sælger; og naar Borgeren kan misbruge sine Lauge
og Monopolier til at forhøie Prisen paa sit Ar¬
beide, hvad skal da opmuntre Agerdyrkeren, der¬
som Prisen paa hans Vare ikke maae stige i sam¬
me Forhold? Saa længe der er nogen Aarsag til
at troe, at et Land kan dyrkes bedre, er der intet
naturligere Middel til at forebygge Mangel, og
skaffe Varene for godt Kiøb, end at formere Lan¬
dets Produkter, og dertil udkræves, at Landman¬
den opmuntres ved en nye Gevinst; Taxter og


148.
Forbud af Jndførsel betage ham denne Gevinst,
følgelig formindske de Landets Produkter, og
maae tilsidst enten giøre dyr Tid, eller nøde og
til at kiøbe af Fremmede det, som vi kunde frem¬
bringe selv. Jo større Friehed han har til at
sælge sine Vare der, hvor de blive best betalte,
desmere frembringer han, og Mængden af Va¬
rene maae efterhaanden forringe Prisen, med
mindre det skeer tillige, at flere af disse Vare for¬
tæres end tilforn. Er det i Landet selv at der
fortæres mere, da er dette et Tegn til en større
Folkemængde, mere Fortieneste og Gevinst i de
andre Stænder, hvori det er saa meget mere bil¬
ligt, at Bonden bør have sin Deel, som denne
Tilvext ikke let er muelig, uden ved at forøge Lan¬
dets Produkter. Kommer Dyrheden af Udfør¬
seler, da er det en Gevinst for Staten. Der¬
som man fører lidet ud, kan Udførselen ikke heller
have stor Deel i Prisens Forhøielse, og fører
man meget ud, saa maae saadant et Land i nogle
Aar vinde saa meget fra Fremmede, at det ikke
kunde tabe meget, om det og undertiden skulde
betale sine Vare noget dyrere. Men Erfaren¬
heden viser, at saadan en Forandring i Prisen
treffer mere sielden ind i de Lande, hvor Land¬
manden har meest Friehed til at sælge, og i saa¬
danne Lande ere altid store Magaziner, hvis For¬
raad man kunde bemægtige sig i Nød.


149
Den naturlige Priis paa Varene, sagde
han videre, er den, som svarer til det Forhold,
som er imellem Kiøbere og Sælgere, imellem
Varenes Overflødighed og Pengenes. Denne
holder sig selv altid ved lige, uden nogen Konst,
hvor det er enhver tilladt at arbeide hvad han kan,
og at sælge det til hvem han vil. Den mindste
Forandring deri forrykker Tingenes naturlige For¬
hold, og om den skeer kuns i Henseende til een
eneste Vare af nogen almindelig Søgning, skader
det den hele Handel. Ligesom Varenes natur¬
lige Priis er grundet paa det Forhold, som der
er imellem Kiøbere og Sælgere, og til Mængden
af Vare, saa er og Pengenes Priis, eller det,
som man kalder Rente, grundet ikke alene paa
Pengenes Mængde og den Gevinst eller Hazard,
som er forbundet med deres Brug, men og paa
det Forhold, som der er imellem dem, der laane
Penge ud, og dem, som begiere dem til Laans.
Jngen af disse Ting kunde vi tvinge. Det staaer
ikke til Dem, mine Herrer, at sige: Nu skal der
herefter være saa mange bemidlede Personer her
i Landet; nu skal der være saa mange Handels¬
mænd, Haandverksfolk, Konstnere, som behøve
Penge til deres Foretagender; nu skal disse bruge
saa mange Penge, og vinde eller tabe saa meget;
nu skal denne Handel være saa lykkelig, saa for¬
deelagtig; og følgelig kunde vi ikke bestemme


150
Pengenes naturlige Priis. Den bestemmer si
og best selv. En Kiøbmand, eller andre, som
bruge Penge, byder ei meer end de kan vinde, i
han er ilde faren, dersom ingen vil laane han
fordi de ikke tør tage det, som han byder den
Jeg taler ikke om unge Mennesker, som giø¬
Gield paa deres Forældres Regning, eller ande
som laane for at øde, og ikke for at vinde; i
for dem behøves saadanne Jndskrænkninger li¬
saa meget som Formynderskaber og Tugthuuse
men de maae være uden Jndflydelse i den øvri
Handel og Vandel.
Lad enhver, som vil, arbeide hvad ha
kan, og lad ham bruge sine Vare og sine Pen¬
saa godt som han kan; Arbeiderne og Arbeid
skal formeres, og tillige med dem Varene og Pe¬
gene. Derved falder Prisen baade paa Arbei
og Penge, Varene blive lette, og Renterne fe
de. Den naturlige Følge deraf er, at man se
ger meget til andre, og beholder nok selv, og
man ingen Fordeel finder i at føre fremmede Va
ind; thi denne Fordeel, mine Venner, sag
Kiøbmanden, maae ikke være liden, naar
Kiøbmand heller betaler Fragt, Told og Cot
mission af fremmede Vare, end kiøber dem, so
arbeides ved Siden af ham i Landet selv.
naar Fordelen af det Fremmedes Jndførsel er si
stor, maae man, som Colbert sagde, omringe


151
Land med en Muur; om der paa denne Muur
var kuns eet eneste Hul, fandt man dog Midler
til at føre baade Pengene ud og Varene ind igien.
See, sagde han tilsidst, saa eenfoldige ere
mine Grundregler; og dersom de ere rigtige, kun¬
de vi komme langt lettere til Maalet, end ved alle
Eders Forslag. Ere de ikke rigtige, da maae
jeg vel tilstaae, at det, som J have foreslaget,
er det allerbeste, som deri kan giøres; men det
maae ikke forundre Eder, mine Venner, om det
ikke giør alt den Nytte, som J vente, og som¬
Eders store Nidkierhed fortiente.
Jeg begriber nok, svarede Adelsmanden,
at denne Vei er den allernærmeste, som man kun¬
de gaae, for at komme til Maalet. Men, naar
mange Misbruge have indsneget sig, naar ikke
alene enkelte Personer, men og hele Stænder le¬
ve af disse Misbruge, kan man da og, uden stør¬
re Uleiligheder, afskaffe dem alle paa engang?
Udkræver ikke Forsigtighed, at man, i Stedet
for at gaae den rette Vei lige til Maalet, søger
ved Omveie, som ere mindre farlige, at udrette
det samme? J kunde let see, sagde han, at jeg
her ikke taler for mine egne Fordele. Jngen vandt
mere ved en frie Udførsel af Landets Produkter
end jeg og andre Folk af min Stand, som have
Landgods. Men hvad vil Mængden sige, naar
Levnetsmidlerne ved saadan en Udførsel bleve dyre?


152
Vilde den ikke sige, at Herremændene udsued,
Landet? Naar Lauge og andre Monopolier skul¬
de afskaffes, hvoraf skulde da alle de Menneske
leve, som nære sig ved saadanne Jndskrænknin¬
ger? Skulde de ikke ansee det som en Uret, af
man berøvede dem de Frieheder, hvorfor de i sat
mange Aar havde betalt Skatter? Naar disse
Selskaber af de meest formuende Borgere blev
svækkede, hvem skulde da betale Skatter? -
Jeg er Borger, svarede Kiøbmanden, og
min Næring beroer paa alle Haandverkers Flor
lige saavel som paa Landmandens Velstand. Der
som frie Udførsel og Mangel af Taxter giorde dy¬
Tid; dersom Laugenes Ophævelse ødelagde Haand,
verkerne, og Renterne ikke kunde falde uden ved
Forbud, skulde jeg være den, som leed meest a
Eder alle; men jeg frygter ikke derfor. Søl
nok saa meget at forbedre alle Kiøbstædernes Pri
vilegier, og alle Laugenes Frieheder; de skuld
lidet vinde, saa længe Landmanden ikke er rii
nok til at kiøbe deres Arbeide, og han bliver de
aldrig, saa længe hine forhøie Prisen paa deret
Vare, uden at han kan vinde lige saa meget paa
sine. Nogle faa Kræmmere og Haandverksfol¬
skulde maaskee ikke være saa rige, men flere skul
de arbeide, og gode Arbeidere skulde sælge meere
fordi de gav bedre Kiøb, og fordi Bondes havd,
flere Penge at kiøbe for. Denne Tilvext af


153
Folkemængden og Arbeidsomheden skulde giøre,
at Consumptionen over hele Landet bragte meget
mere ind, end det, som nogle faa Høkere kunde
betale i Skat. Saadanne Lauge ere sielden ri¬
ge, uden i een eneste Bye, og mener De, at den
Styrke, som Staten derved vinder, de Afgifter,
som disse Folk i extraordinaire Tilfælde kunde be¬
tale, kunde sættes i Ligning med det, som et Land
skulde vinde, endog i sine ordentlige Jndkomster,
naar Bonden betaler sine Afgifter rigtig, fordi
han solgte sine Vare bedre end tilforn: naar Haand¬
verkernes og Arbeidernes Tal tog til, fordi de va¬
re mindre indskrænkede, og naar de fortærede
mere end før, fordi flere levede af een Næring, og
kunde leve deraf, fordi de ikke levede ødsel, fordi
de gav bedre Kiøb, og fordi Bonden kunde kiøbe
mere? Lad nogle klage over deres Privilegiers
Jndskrænkning. Hvilken Forandring i Verden
kan giøres, uden at nogle skulde klage derover,
og er deres Tal vel stort nok til at sættes i Lig¬
ning med andre, som have Aarsag til at klage over
disses Privilegier? over Privilegier, som virkelig
ere alle gode Arbeidere selv til Skade. Men een
af disse Forandringer er ikke nok. Det er ikke
nok, at enhver i Kiøbstæderne har Friehed til at
arbeide hvad han kan, og sælge hvad andre vilde
kiøbe af hans Arbeide; Bonden maae og have
Friehed til at sælge sine Vare, baade i og uden


154
for Landet, det beste han kan, og hans Vilkaar
maae være saadanne, at han selv kan vinde der¬
ved, at Fordelen er ikke Herremandens alene;
thi denne er ikke nok til Circulationen. Den
mindste almindelige Forøgelse i Bondens Gevinst
sætter strax tusinde Haandverker i alle Stæder i
Bevægelse, naar Herremandens Pragt alene be¬
riger en Tapetmager, en Guldsmed, eller og
maaskee dem, der indføre fremmede Vine og Ma¬
nufakturer.
Sandheden af det, som J siger, sagde
Adelsmanden, er alt for klar og eenfoldig til, at
jeg skulde have noget mere at indvende derimod;
men jeg veed af Erfarenhed, hvor vanskelige de
mindste Forandringer ere, naar de støde den al¬
mindelige Tænkemaade, og jeg dristede mig der¬
for aldrig til at foreslaae paa engang saa stor en
Forandring. - - Mange Mennesker, sag¬
de Præsten, skulde i det mindste i nogen Tid tabe
derved, og den almindelige Lyksalighed bestaaer
ikke saa meget i en vis Overflødighed, som der,
at ingens Vilkaar forværres. - - Havde
Geistligheden tænkt saaledes, min Ven, sagde
Kiøbmanden, da Bogtrykkeriet blev opfundet, da
skulde man have bandsat den første, som fandt
paa at støbe Bogstaver; thi J veed selv, hvor
mange tusinde Haandskrivere derved tabte deres
Næring, og mener J vel, at alle de Bøger i


155
Verden, som vi skulde have savnet, dersom der
ikke var Bogtrykkerie til, have giort det menne¬
skelige Selskab saa megen Nytte, som det kan
vente sig af en Forbedring i Landmandens Vil¬
kaar, af en større Folkemængde, mere Arbeid¬
somhed, flere og bedre Vare, lettere Kiøb, og
mindre Renter, som alle ere Følger af Bondens
og Arbeidernes Friehed, af Varenes og Penge¬
nes naturlige Priis.
No. 166.
Fredagen den 20 August, 1762.
J¬
eg har tit foresat mig, at ville handle noget
udførligere om det vigtige Spørgsmaal, om
det Ondes Oprindelse, som i mange hundrede Aar
har plaget vore Philosopher, og som er Moder
til de fleste Systemer; men jeg har endnu aldrig
kundet fornøie mig selv. Disse Tanker ere Frug¬
ter af det sidste Forsøg, som jeg agter at giøre i
denne Sag.
Hvorledes skulde jeg endnu kunde takke
dig, gode Gud, for alle dine Velgierninger.
Den ringeste deraf er en Afgrund, hvori min ind¬


150
skrænkte Aand ikke seer andet end din ubegribelt
ge Uendelighed. En eneste Straale af din¬
herlige Egenskaber er nok til at giøre den blind
og hvorledes skulde den da tydelig kunde fatte a ll¬
dem, som hvert Øieblik udstraale af din godheds¬
fulde Almagt? Din Naade er hver Morgen nye
og min Siel blev før træt af at nyde den, end du
af at giøre vel mod alle dine Skabninger.
For det Gode, som jeg føler med min
Sandser, burde jeg dog kunde takke dig. Men
er ikke alt, hvad du giør, godt, og hvor oft
maae min grublende Forstand ikke selv bekiende
at din Godhed viser sig endnu større i det, som
du nægter, end i det, som du giver. Naar jeg
første Gang henrykt beskuer en af de herlige Da¬
ge, som du skaber, naar du giver mit Legeme
Sundhed og Styrke til at føle alle de Vellyster,
som din prægtige Natur indskyder igiennem hver
en Sands, naar min Siel glæder sig ved Bru¬
gen af de herlige Kræfter, som du har givet den
til at betragte alle dine Hænders Gierninger, og
til at beskue dig selv i saa klart et Speil, da, min
Gud, udtrykke vel alle disse Velgierninger nogle
taknemmelige Sukke af mit glade Hierte; men,
naar saadan en Dag kommer ofte igien, naar min
Taknemmelighed burde voxe tillige med dine Vel¬
gierninger, tager den da ikke ofte af? Bliver det¬
te Hierte, som nyelig brændte af Begierlighed til


151
at love dig, ikke koldt, om ikke tilsidst ganske fø¬
lesløs ved al din Godhed? De Frugter, som
Jorden frembringer ved den Kraft, som du har
givet den, ved den Sæd, som du har skabt, ved
Varmen af din Soel og den frugtbargiørende
Regn, som du lader falde til betimelig Tid; dis¬
se Frugter, glemmer jeg ikke ofte, at de ere dine
Gaver, i det jeg betragter dem som Virkninger
af min Flid, af de Kræfter, som ogsaa du alene
gav Mennesket? hvor tit har jeg ikke agtet disse
legemlige Gaver høiere end de Evner, hvilke du
gav min udødelige Siel, og naar jeg sætter nogen
Priis paa disse, skeer det da ikke ofte meere for at
hovmode mig af deres Brug, end for at takke
dig, som gav mig dem? O! hvor ufuldkommen,
hvor ureen, hvor syndig er da min Taksigelse,
endog for det Gode, som jeg føler! og hvor stort
dette end er, er det dog uendelig lidet af det, som
jeg nyder, uden engang at fornemme det. Kun¬
de jeg see, hvor meget dette Liv, som jeg føler,
den Sundhed, som jeg nyder, den Glæde, som
henrykker mig, den Tanke, som giør mig saa
stolt, hvor meget alle disse Ting beroede paa en
af de fineste Seener i mit Legeme, og hvor me¬
get du, min Gud, har gjort, fra min Fødsels¬
Time af, for at styrke denne Seene, som bærer
al min jordiske Lyksalighed, indtil Brugen af
min Siels ypperste Kræfter; kunde jeg see dette,


158
og vare min Forstands Øine klare nok for at seg
igjennem alle Aarer og Seener, indtil den første
Grund af Livet, da skulde jeg see, hvorledes det,
te beroede hvert Øieblik paa et Vink af din Al¬
magt; men maaskee saae jeg det kuns, for at bli¬
ve skyldig endnu i en større Utaknemmelighed, og
om denne Vantroe, denne Utaknemmelighed fulg¬
te mig indtil det sidste Øieblik, hvori denne See
ne brast, hvad kunde da alle de Velgierninger
som du har udøst over mig, gavne en Siel, de
var saa følesløs! Jo mere Godt jeg havde nyd
af dig her i Livet, desmindre bøielig, desmindre
beqvem skulde min Siel være til at erkiende din
Godhed i et og andet, og, om din Retfær
dighed tillod dig at fortsætte den i Evigheden selv
skulde Mængden og Vedvarenheden af dine Vel
gierninger kuns giøre mig endnu mere følesløs.
Og jeg er endnu forvoven nok til at spørge
hvorfor du indskrænker denne Godhed? hvorfor
du forkorter disse vellystige Dage, som tilsidst bli
ve mig saa kiedsommelige, at jeg tør klage ove
den Soel, hvis Opgang jeg forventede med saa
stor Længsel, og hvis Morgenrøde nyelig glædede
mig? Jeg tør spørge, hvi du berøver mig denm
Sundhed, som jeg saa længe har nydt, at jeg
ikke mere følte at det var et Gode? Hvorfor du,
efter saa mange sandselige Fornøielser, som ikke
kunde mætte mig, og som alle tilsidst kuns opvakt


159
Væmmelse og Afskye, hvorfor du efter disse For¬
andringer sender mig Sygdom eller andre Lidel¬
ser? Er denne Hunger, denne Smag, som min
udmattede Krop finder i det, som den før forag¬
tede, ikke en Virkning af din Godhed, som er
sandselig og følelig nok, for at jeg burde takke dig
lige saa inderlig derfor, som for den Sundhed,
Glæde og Overflødighed, som jeg enten virkelig
nød, uden at skiønne derpaa, eller som jeg skulde
have nydt, dersom din Godhed ikke havde været
saa stor, at du ikke vilde forsøge mig engang, og
derfor aldrig gav mig det, som kunde være mig
til Skade.
Naar min Siel drister sig til at spørge,
hvorfor du tillader dette Onde, er det da ikke al¬
lerede en Utaknemmelighed? og hvor ofte har
dette Spørgsmaal ikke været nær ved at forlede
mig til at begaae en Synd, som endnu er større
end Utaknemmelighed, en virkelig Forbrydelse
mod din Majestet? Snart har jeg villet indskræn¬
ke din Viisdom, og snart igien sat Grændser for
din Godhed. Skulde du ikke, tænkte jeg, kien¬
de alt det, som du selv med saa stor Viisdom har
gjort? skulde du ikke vide, hvad der er meest
overeensstemmende ved enhver Skabnings Na¬
tur? eller vil du maaskee ikke giøre alt det Go¬
de, som du veed, og som du kan? Din Høihed,
din Salighed, tillader den dig ikke at bekymre


100
dig om alle dine Kreature? Du, som aldrig blev
træt af at skabe, kan du blive kied af at opholde,
at giøre vel mod det, som du har skabt, og som
i sit Intet var mindre ulyksaligt, end om du uden
Bestyrelse overlod dets Skiebne til en blind Hen¬
delse? Saaledes svævede min grublende Siel
længe imellem tvende Yderligheder; den nedbrød
med den ene Haand, hvad den opbyggede med
den anden; den opløste Tvivl med Tvivl, og over¬
vandt en Vanskelighed kuns for at falde i en an¬
den. J de Vises Skole fandt den ingen Trøst.
Der lærte den kuns paa en konstigere Maade at
sige det samme, som den blinde Jndianer tænker,
naar han lærer, at der er en anden Gud end du,
som er Aarsag til det Onde. Denne Aarsag
kaldte nogle Materien, andre Skiebnen, an¬
dre Tingenes Væsen eller Grændser; men dis¬
se Navne trøstede mig, naar jeg leed, lige saa
lidt, som Jndianerens Gud. De giorde mig
kuns i mine glade Dage fræk nok til at troe, at
min indskrænkte Siel kunde uden nogen Vanske¬
lighed fatte det hele uendelige Væsen. Jeg var
blind og stolt nok til at troe dette, endog naar jeg
fulgte et af hine Lærebegreb, som giøre en af di¬
ne store Egenskaber, din Viisdom, Godhed el¬
ler Almagt til intet, naar jeg forringede dig mere
end hiin Jndianer, som troer en ond Gud, ale¬
ne for at forestille sig dig som fuldkommen god,


161
og for ikke at ansee dig som Aarsag til noget
Ondt.
J det jeg saaledes misbrugte de Kræfter,
som du gav min Siel, fornyede og styrkede din
Almagt dem hver Dag. Jeg lærte at indsee
nogle af de Forbindelser, i hvilke du satte mig i
Verden. Jeg lærte at kiende dig som alle Tings
Aarsag og Herre; og endskiønt denne Kundskab
ikke var nær saa fuldkommen, som jeg indbildte
mig den selv, var jeg dog stolt nok deraf, for at
tilbede min egen Forstand, tillige med det Væ¬
sen, som gav og opholdte den. Jeg elskede
Sandhed og Pligterne, noget for deres egen
Skyld, men meest fordi deres Opdagelse var et
Verk af min Forstand, og fordi deres Udøvelse
gjorde mig selv Ære. Kierlighed til dig, min
Gud, Taknemmelighed mod min Skaber, de
havde kuns liden Deel i mine møisommelige Un¬
dersøgninger, og i mine beste Gierninger. Det
Gode, som du imidlertid beviiste mig, ansaae
jeg som en Belønning, hvilken jeg fortiente ved
den Forstand, som du gav mig, og i hvis ivrige
Brug jeg kuns sigtede til min egen Ære; jeg
ansaae det som en Betaling af Forsynet for de
gode Gierninger, som jeg giorde af Kierlighed
til mig selv, og naar Vellyst, Penge=Gierrighed,
og Herskesyge kuns ingen Deel havde i saadan
en Gierning, var den i mine Øine stor nok for


102
at fortiene en evig Belønning af dig, end og da,
naar min Samvittighed sagde mig, at den kom
af en hemmelig Stolthed. Denne Stolthed for¬
førte mig ofte til at troe, at jeg ved alle dine
Velgierninger ikke var belønnet nok. Naar du
gav en anden, hos hvilken jeg merkede nogle Feil,
som jeg ikke kunde see hos mig selv, mere Frem¬
gang i et Foretagende, som jeg ikke holdt for af
være saa vigtigt som mit eget; Naar du gav den
Lade og Vellystige mere Rigdom, og Daaren
mere af den menneskelige Ære, klagede jeg ovet
din Regiering; og naar jeg undertiden var nøi¬
som eller klog nok til at troe, at den sande Lyk¬
salighed ikke bestod i disse Ting, troede jeg dog,
at du giorde Dyden Uret, fordi du ikke gav mig
alt dette, mig, som ikke forlangte det for mig
selv, og som i mine egne Øine havde baade For¬
stand og Villie til at bruge det saa vel.
Saa stolt tænkte jeg om mig selv, saa
uærbødig om dig, min Gud, indtil du ved mange
Vildfarelser i smaa Ting lærte mig, at min For¬
stand var for svag til at begribe dig og alle dine
Hensigter, og indtil jeg af lige saa mange Skrø¬
beligheder og Feil fornam, at mine Dyder ikke
heller vare saa fuldkomue, som jeg havde troet;
og dette kunde jeg med al min formeente Klog¬
skab ikke begribe, saa længe jeg endnu ikke nøiere
kiendte Skrøbeligheden af dette Legeme, af denne


103
forgiengelige Leer=Hytte, i hvilken du har nedlagt
disse Gaver. Sygdom og andre legemlige Gien¬
vordigheder maatte lære mig, at end og Brugen,
af min Siels Kræfter ikke beroede paa mig selv,
at den Hastighed til at fatte, den Styrke i Hu¬
kommelsen, den Munterhed i Jndbildnings=Kraf¬
ten, den Færdighed i Forstanden, den Dyd selv,
som var forhvervet ved mange Aars Flid, kunde
tandse ved en Forandring i Blodets Gang, ved
en Svækkelse i nogle Seener, og ved nogle ringe
og uformodentlige Tilfælde.
Burde jeg da ikke, min Gud, takke dig
for alt dette, som man kalder Ondt, og som jeg
ansaae for en ufortient Plage, saa længe indtil
jeg omsider begreb Nytten deraf. Og om du i
Fremtiden sender mig noget, hvortil jeg lige saa
sidt kan begribe Aarsagen, skulde jeg da ikke troe,
at det kom af den samme Godhed? Burde jeg
ikke før troe, at der var slet Intet Ondt i Ver¬
den, end lade mig ved nogen ond Tanke eller Fø¬
lelse forlede til at tænke, at du ikke var uendelig
god, at du kunde være Aarsag til noget Ondt?
Jo, min Gud, i den korte Tid, jeg har
levet, har jeg Erfarenhed nok for at dømme om
Ondt og Godt, ikke efter det, som jeg vil, men efter
det som du vil. Hvor ulykkelig skulde jeg have
været, dersom du ikke saa tit havde nægtet mig det,
som jeg allerheftigst ønskede, og dersom du ikke


104
lige saa tit havde givet mig det, som jeg ikke
havde Forstand til at begiere! Hvor ofte har den
tilkommende Tid ved de saligste Følger lært mig
at ansee det for en Naade, som jeg i den forbie¬
gangne Tid betragtede som en Straf! Og kanl
min indskrænkte Aand end og i Ufuldkommenhe¬
derne af sin snevre Tænkekreds finde saa kiende¬
lige Spor af din Godhed, hvor skulde da det
Onde ikke forsvinde, naar den nærmer sig mere
til den Øiepunkt, hvorfra din Alvidenhed ovex¬
saae den hele Skabning, da du saae, at alting
var saare godt.
Men saa langt strækker sig jo ingen En¬
gels Syn! og en Dødelig tør dømme om Guds
Gierninger, han, som vilde holde den for en
Daare, som dømte om et Menneskes Foretagen¬
de, uden at kiende dets Hensigter, og dine Hen¬
sigter, o Gud, Skabningens sidste Øiemerke,
hvor langt overgaaer det ikke al skabt Forstand?
kke desmindre har du aabenbaret dig nok for et
Menneske, nok for mig til, at jeg af min egen
Skiebne, i den korte Tid, jeg har levet, kan
slutte, at du er god, og bør det ikke være nok for
at troe dit Forsyn, og overgive mig til dets Fe¬
relse? En skabt Aand skulde den nogen Tid kun¬
ne være salig uden saadan en Hengivenhed? Skul¬
de en Aand endog af den høieste Orden torde for¬
lange at see forud alt, hvad der skal hændesi


105
Ævigheden, og Hensigten til alt hvad du giør?
Og jeg tør forlange det, og jeg vil ikke troe, at
den, som skabte mig, veed bedre, hvad der tie¬
ner mig, end jeg veed det selv? Lær mig, o Gud!
at denne Vantroe er det eneste Onde, den eneste
fordømmende Synd, det eneste, som berøver mig
din Naade og den Salighed, som ingen Skab¬
ning kan nyde uden Hengivenhed i din allerfuld¬
komneste Villie.
Øv mig i denne Hengivenhed her, hvor
min Forstand seer kuns saa lidet af dine store Hen¬
sigter, og hvor mit Hierte hvert Øieblik fristes
til at mistvivle om din Naade! Lad mine Tvivl,
mine Skrøbeligheder, mine Lidelser selv, ved dine
viise Førelser, blive Midler til at skiærpe og styr¬
ke denne Troe, paa hvilken min tilkommende Sa¬
lighed er grundet! Lad mit Liv være en daglig
Taksigelse for alt det, som kommer fra din Haand,
Ondt eller Godt, og lad Døden tilsidst give mig
en salig Erfaring af det, som jeg her har troet,
det, som ingen Engel fuldkommen begriver, og
som du alene seer: at alt, hvad du giør, er
saare godt.


166
No. 167.
Mandagen, den 23 August 1762.
D¬
et skiønneste Blomster=Beed af Lilier og Ro¬
ser fornøier ofte en Naturkyndig ikke saa
meget, som en uanseelig, men rar Urt, en sæl¬
som Orm, eller noget andet, som giver ham An¬
ledning til en nye Opdagelse i Naturen. Disse
mange spillende Farver, som henrykke os, fordi
vi i hvert Blomster synes at finde en nye Art,
røre ikke saa meget dem, som kiende deres vigti¬
gere Egenskaber, og som midt i denne største ud¬
vortes Forskiel seer en endnu større indvortes En¬
formighed. Saaledes gaaer det og ofte med
dem, som beflitte sig paa en nøiere Kundskab om
Mennesket. De store Selskaber, hvor de, som
dømme Folk efter Ansigter, Udtale, Gebærder,
Klæder og andre udvortes Ting, finde saa mange
henrykkende Forlystelser, blive ofte kiedsommelige
for andre, som see lidt videre end til det Udvor¬
tes, og som under saa mange adskillige Maske,
finde ofte en vis almindelig Caracter, som Modet
alene bestemmer. Menneskekienderen agter ofte
lige saa lidet disse buntede Masker, som Urtekien¬


107
deren bekymrer sig om at tælle eller maale Stre¬
gerne af de indsprængte Blomstre; Det er ham
nok, at de høre alle til een Art, at han finder
ingen vigtig eller væsentlig Forskiel imellem dem,
han haster til at giøre nye Opdagelser, til at finde
flere Arter; og naar han med et flygtigt Øie har
overseet disse konstige Haver, som Hoben beundrer,
søger han smaalig i Græsset efter et nedtraadt
Blomster, efter en Urt, som andre gik forbi uden
at agte den.
Min Lyst er at kiende Mennesket, og en
liden Erfarenhed var nok til at lære mig at søge
denne Kundskab i de Selskaber, som andre skye.
J Samtaler med Døde, med Vilde, med Umyn¬
dige; i Omgang med Halte, Blinde og Krøblin¬
ger, der finder jeg undertiden, hvad jeg forgie¬
ves har søgt i vore smukke Selskaber, og i vore
Lærde Forsamlinger. Men ingen Omgiængelse
har i lang Tid opbygget mig saa meget, som den,
jeg nylig havde med tvende Mænd, hvis blotte
Anseelse var ubehagelig nok for at giøre samme
Virkning i et artigt Selskab, som Knegt Robert
i en Amme Stue. Den ene af disse Mænd var
fød blind, og den anden var døv. I det Sel¬
skab, hvis Glæde disse to Vanskabninger forstyr¬
rede, var man efter en vidtløftig Samtale om
Veiret endelig kommen til Aviserne, og vore
Mandfolk fortalte saa meget om Pest, Krig, Jord¬


108
skielv, dyr Tid og andre Ulykker, at jeg frygtede
hvert Øieblik for at see et af de Fruentimmer
besvime, hvis Hierter vare ømme nok for ikke at
kunne see Blodet af en død Høne. Til min store
Forundring hørie de Smukke i Selskabet alle
Mandfolkenes Mord-Historier med en Nysgierig¬
hed, som gik saa vidt, at et ungt Fruentimmer,
som nylig havde hørt Kanoneringen af vore Krigs¬
Skibe, ønskede at kunne see et Feltslag. Den
Anled mag, som jeg derved havde til at betragte
nøiere et af de selsomste Phoenomener, som jeg
nogen Tid har opdaget i den menneskelige Natur,
dæmpede for nogen Tid den Kiedsommelighed,
som saa lang og græsselig en Avis-Snak ellers
skulde have foraarsaget. Tilsidst blev jeg træt,
jeg ønskede en Forandring i disse blodige Scener,
med hvis Betragtning Selskabet fornøiede, sig.
Min Jndbildning var saa opfyldt med Billeder
af blodige og lemlæstede Kroppe, af skielvende
Bierge, og Gruuset af nedfaldne Bygninger, at
Synet af en blind og en døv Mand ikke nær op¬
vakte den Medynk, som jeg skulde have følet paa
en anden Tid. Jeg betragtede deres Ankomst,
ikke alene som en vigtig Anledning for mig, til
at kiende noget af de Menneskers Tilstand, hvilke
Naturen har berøvet en af disse Sandser, men
og som en mindre ubehagelig Forandring for Sel¬
skabet, en Anledning til at fornøie deres Nys¬


109
gierighed, der ikke var nær saa forskrækkelig, som
det, hvorover de nu talte, i Mangel af andet
Nyt. Læserne maae selv dømme, om jeg efter
det, som allerede var passeret, kunde vente andet,
og hvor stor min Forundring maatte blive, da jeg
saae, at ingen af de Tilstædeværende, indtil det
Fruentimmer selv, som nyelig havde ønsket at
see et Feltslag, havde Hierte til at taale Synet
af de Elendigheder, hvilket de dog hvert Øieblik
ere underkastede. Endog dette Fruentimmer
holdt saa vel som de andre Viften for Ansigtet,
og vore Mandfolk vendte baade mig og min blin¬
de og døve Mand Ryggen, for at føre Damerne
ind i en anden Stue, overladende mig til dette
vederstygelige Selskab, hvormed de sagde, at jeg
havde forspildt deres Fornøielse.
Den døve og stumme Mand, som havde
den Lykke frem for den blinde, at han kunde see
alle disse Skiønne Personer, som forlod os, gav
med adskillige Suk og Tegn tilkiende, hvor høit
han beklagede, at Naturen havde berøvet ham de
Midler, som den har givet andre til at udtrykke
sit Hiertets Følelser, og derved gjort ham til en
Afskye for den Skiønne Deel af det menneskelige
Kiøn, som han i Hiertet tilbad. Jeg merkede,
at Skiønheden af det unge Fruentimmer, som
enskede at see et Feltslag, rørte ham i sær; og
da Naturen havde nægtet ham Talen, søgte han


170
ved adskillige Tegn, Miner og Bevægelser at
give sine Tanker tilkiende: men alt dette, endog
Øiets Sprog, som den Stumme forstod saa vel,
tiente kuns til at giøre ham mere forskrækkelig.
Jo mere han søgte hende, desmere skyede hun
ham, og i det han nærmede sig til hende, mum¬
lede nogle Ord, med den væmodigste Mine ud¬
rakte sin Haand, ligesom for at holde hende til¬
bage, gav hun et stort Skrig fra sig, og løb med
saadan en Forvirrølse i den anden Stue, at hun
tabte Viften i Døren.
Den arme Døve blev baade saa skamfuld
og saa bedrøvet over denne Tildragelse, at om
Skiebnen nu i dette Øieblik havde givet ham sin
Hørelse igien, og forundt ham Talen, troer jeg
ikke, at jeg havde faaet et Ord af ham. J det
mindste har jeg seet mange forelskte Personer,
som ved et Fruentimmers Koldsindighed ere blevne
ligesaa stumme og Melancholske som han; han
satte sig ned i en Stoel og sukkede, medens den
Blinde, for hvilken jeg maatte beskrive denne
TTildragelse, underholdt mig med den munterste
og lærerigste Samtale.
Jeg havde hidindtil været af den almin¬
delige Meening, at Synet var den Fuldkomneste
af alle Sandser; men nu faldt denne Jndbild¬
ning paa engang saa aldeles, at jeg ynkede den
Døve ikke saa meget, fordi han var døv og stum,


171
som derfor, at Naturen ikke tillige havde gjort
ham blind. Jeg har ladet mig fortælle af an¬
dre, som daglig omgaaes med disse Mænd, at
den Døve er sielden glad, og den Blinde sielden
bedrøvet. Naar Læserne sammenligne det, som
jeg allerede har fortalt, med følgende Samtale,
kunne de selv dømme, om det har nogen Grund.
Det er besynderligt, sagde den Blinde til
mig, at ingen Mennesker i Verden, indtil de
største Philosopher, kunne give mig det allermind¬
ste Begreb om disse Ting, som sætte andre i saa
megen Bevægelse. Men just fordi jeg ikke kan
have noget Begreb derom, derfor føler jeg ikke
denne Mangel, som den arme Døve, der seer
alle disse fortryllende Træk i det, som man kal¬
der et skiønt Ansigt, en skiøn Person, og som dog
hverken kan meddele dem sine Tanker, eller for¬
nemme deres. For mig ere alle Mennesker ud¬
vortes lige gode. Jeg dømmer dem kuns efter
deres -Tale, og det, som jeg kan erfare af deres
Tanker eller Handlinger. Denne Fornemmelse,
synes mig, er bedre end et forblindende Syn,
hvorved Menneskene ofte lade sig forlede til at
elske de Onde, hade de Gode, ære Daaren og
foragte den Viise. Det er ikke nok, at denne
forvildende Sands har forført Menneskene til
at dømme fornuftige Kreaturers Værdie efter Le¬
gemets yderste Flade, og efter Farverne af de


172
Klæder, med hvilke vi skiule os; Den hersker
endog saaledes over de andre Sandser, at vi
glemme, at Maden er for Smagen, at Blom¬
stret er for Lugten, at et Huus, et Boeskab, en
Klædning er for at bruges, og ikke alene for at
betragtes. Naar andre allermeest beklage mig,
finder jeg ofte den rigeste Anledning til at skiemte
med dem, og at prise mig selv lyksalig. Hvil¬
ken deilig Skabning, hvilken Engel, siger man
undertiden om en Person, af hvilken jeg aldrig
hører et fornuftigt Ord, og som Naturen ikke
maae have givet en Mund uden til at smile, for
att vise disse røde Læber og disse hvide Tænder,
som jeg er saa lykkelig at jeg ikke kan see. Hvor
seer den Mad nydelig ud; hvilken deilig An¬
etning; dette er et fortreffelig Porcellain, en
skiøn Pyramide; skulde man ikke antage det
for levende Frugter og Blomstre ?- Saa¬
dant hører jeg ofte ved fornemme Borde, hvor
jeg, som dømmer et Maaltid alene efter Sma¬
gen, finder, at man spiser meget slet. Kom¬
mer jeg i de store Haver: Hvilke Gange,
hvilke Blomstre!" spørger jeg, om Træerne i
disse Gange bære Frugter? Nei, Frugthaven
den har man aflukt, disse Træer er ikke store,
ikke regelmæssige nok til at giøre store Buegan¬
ge. Tager jeg en Urt af disse prægtige Blom¬
ster=Beed, som alle beundre, og for hvis Skyld,


173
de foragte den enkelte Rose, den grønne og een¬
farvede Balsam, da har dette prægtige Blomster
ingen Lugt. Spørger jeg, om man kan spise
den Urt? Jkke heller; saadanne Urter, hedder
det, findes kuns i Kiøkken=Haven, og den er
skiult med stor Flid, fordi Mad= Urter, siger man,
ere ikke Skiønne at see. Hvilken prægtig
Bygning, hvilken Symmetrie, fortreffelige
Zirater, og endnu skiønnere Betræk! det er
Skade, at den arme Mand ikke kan see noget
af alt dette, saaledes taler man ofte, naar
man fører mig ind i vore Palladser; og naar
jeg kommer der, brænder Solen mig om Som¬
meren, og jeg forsmægter af Kulde om Vinte¬
ren: hisset lugter det, her røger det, og overalt
hører jeg, at Folkene beklage, at der mangle i
Huuset nogle af de Beqvemmeligheder, hvorfor
det egentlig er bygt. Spørger jeg, hvorfor saa¬
dant endnu ikke kan sættes til, hedder det, at
Symmetrien tillader det ikke. Er det vist, min
Ven, sagde den Blinde til mig, at Mangel af
denne Symmetrie, af disse Øiets Forlystelser,
er saa smertelig en Følelse for dem, som have
denne Sands, at man heller maae fryse og bræn¬
de, end klæde sig og boe efter Beqvemmelighed
alene, hvor lyksalig er jeg da ikke, at jeg ikke
har den Sands, at jeg kan spise og drikke efter
min Smag, klæde mig efter Forandring af


ilsk
174
Varme og Kulde, og boe efter min Beqvem¬
melighed!
Men Naturens prægtige Syn, sagde jeg,
denne utallige Mængde af Ting, som vi i et Øie¬
blik kan oversee med Øiet, og hvoraf de andre
Sandser kuns fatte lidet af=Gangen; kunne J
ved Beskrivelse fornemme, hvad det er, at man¬
gle saadan en Følelse? Jeg begriber det nok, sva¬
rede han, at Synet maae kunne fatte mange
Ting af et stort Rum; men efter alle de Beskri¬
velser, som man endnu har gjort mig, trænger
denne Sands sielden saa dybt ind i Tingenes
Væsen som de andre, og hvad kan det hielpe at
vide meget, naar man veed intet til Gavns;
naar denne Adspredelse af Tankerne endog hindre
os i deres nøiere Undersøgning? Ville vi kiende
Egenskaberne af en Urt, eller en anden Ting af
Naturen, da giøre Følelsen, Smagen og Lugten
mere dertil end Synet. Jngen Naturkyndig
har endnu sagt mig, at han kunde see paa en
Tings Farve, hvortil den var nyttig. Jeg føler,
at Solen varmer og vederqvæger mig, og denne
Tanke er nok til at glæde mit Hierte ved dens
Opgang; om jeg kunde see, at den var rund,
og at den havde en Farve som Guldet, den Far¬
ve, som J kalde guul, skulde da det mere kunde
røre mig, end hvad jeg nu føler? Med faa Ord,
jeg fornemmer ingen Mangel i mit Væsen, jeg


179
kan ikke engang forestille mig det, som fattes mig,
og de Begreb, som jeg har, dem kan jeg udtryk¬
ke, jeg kan meddele andre min Glæde og Be¬
drøvelse, og seer jeg ikke med Øiet deres Legeme,
saa kan jeg ved Talen og Hørelsen fornemme
deres Siele. Dette store Fortrin har jeg frem
for den Døve, hvilken alle Fornemmelser ikke
kunne fornøie, fordi han ikke kan meddele dem.
Men disse rørende Beviis om en Ska¬
ber og et Forsyn, som tages af saa mange
Tings Orden og Overeensstemmelse, og hvor¬
til et Øiekast i Naturen er nok; De, sagde
jeg, fattes Eder dog." For at kiende en
Gud, en Skaber, svarede han, er det nok at
føle. Mit eget Legems Bygning siger, mig,
at jeg maae have min Oprindelse af et Væsen,
hvis Fuldkommenheder langt overgaae den men¬
neskelige Forstand, og kunde J vel see dette Væ¬
sen med Eders Øine? Ere de Farver, de Figu¬
rer, de Størrelser, disse udvortes Skaller af Tin¬
gene, som J fornemme med Øiet, større Beviis,
af hans Viisdom, Godhed og Almagt, end det
Liv, og den Tænkekraft som jeg føler i mig selv?
Dette Væsens Forsyn erkiender jeg endog i det,
han har nægtet, og døm selv af det, som jeg har
sagt, om jeg ikke bør ansee min Blindhed selv,
som en Virkning af hans Godhed? Den Sands,
som Skaberen har givet Eder frem for mig, over¬
beviser mig om Mueligheden af et fuldkomnere


176
Liv, hvis Fornemmelser nu ere ligesaa ubegribe
lige for os alle, som Synet er for mig. O
maaskee skulde min Siel ikke være bleven saa skik
ket til en større Lyksalighed i hiin Verden, derson
den ikke her havde manglet en Sands, som be¬
drager Menneskene saa ofte med en falsk Anseel
se, og hindrer Fornuften fra at betragte de Egen,
skaber i Tingene, som ere mere væsentlige og be
standige, end denne synlige Verden, hvis Skik
kelse skal forgaae.
J det samme kom en fornemme Man
ind. En i Selskabet, som kiendte denne Man¬
af hans Klæder, hviskede den Blinde i Øret
at han skulde tie og hilse den Fremmede. Je
er en blind Mand, sagde denne høit, og har ikk
den Lykke som andre, at kunne see uden paa Foll
hvad de ere. Mange søge deres Fornøielse
at bedrage mig; hav den Godhed, min Herre
sagde han til den Fremmede, at sige noget, hvora
jeg kan slutte, hvorledes jeg bør ære dem.


177
No. 168.
Fredagen, den 27 August 1762.
D¬
e usynliges Selskab har og befalet mig at
bekiendtgiøre følgende Samtale.
Philemon. Hvad er en Christen. The¬
ages. Den, som troer paa Christum. Phil.
Men er der ikke Forskiel imellem sande og falske
Christne, imellem en sand og en falsk Troe? Theag.
Jo. Ph. Hvorledes kan man kiende disse fra
hinanden? Th. Det er vel vanskeligt. Ph.
Naar De seer et Træ, hvorledes kiender De da,
af hvad Art det er? Th. Af Bladene. Ph.
Men kunde De vide deraf om Træet er godt?
Th. Nei, det seer man først af Blomsterne og
Frugten. Ph. Et Træ, som, endskiønt dets
Blade vise, at det er af den rette Art, dog hver¬
ken bær Blomster eller Frugter, giør det mere
Nytte i en Frugthave end et vildt Træ, eller et
andet Træ, af saadanne Arter, som ingen Frug¬
ter bære? Th. Nei, det giør ikke meere Nytte;
det tager kuns Saften af Jorden fra de andre
gode Træer. Ph. Hvad giør man da ved saa¬
dant et Træ? Th. Man afhugger det. Ph.


178
Og kaster man det paa Jlden? Ty. Ja. Py
Men afhugger man altid strax saadan et Tra
naar man ikke finder Frugten paa den Tid, d
man burde vente den? Th. Man forsøger førs¬
om det er mueligt at hielpe det. PPy. Ma¬
graver derom, man bedækker det, vander det
men naar man har gjort dette i nogle Aar, o
det endda ingen Frugt bær? Th. Saa hugge
man det af. PPy. Thi det skulde ellers giør
Jorden unyttig. Erindrer De dem ikke, at Chri
stus selv bruger denne Lignelse? Lærer han ikke
at der er noget, hvoraf man kiender den sand
Troe, ligesom man kiender Træet af sin Frugt
Th. Jo, det er at giøre hvad Gud befaler. Py
Men disse befalinger ere vel mange, har Gu
ingensteds givet os en kort Sum deraf? Sige
Christus ikke, at der er et Hoved=Bud, til hvil
ket alle de andre kunne henføres? Th. Jo, de
første er, at elske Gud over alle Ting, og de
andet, at elske sin Næste som sig selv. Py
Men hvem er da vor Næste, er det ikke den
alene, som er os nærmest? Vore Slægtninger
vore gode Venner, Folk af samme Stand, og
det mindste Folk af samme Religion? Th. Nei
det er alle Mennesker. Ph. End og Fremme¬
de og Vantroende? Th. Ja, Christus bevise
det selv ved den Lignelse om et Menneske, son
faldt iblant Røvere. Py. Hvem var da detn


179
Menneskes Næste? Th. Samaritanen. Ph.
Men Jøden og Leviten vare jo hans Landsmænd
og Rettroende? Ty. De beviste ikke Barmhier¬
tighed; Deres Troe var uden Kierlighed. Men
jeg forstaaer dog ikke, Philemon, hvorledes det
kan siges, at Samaritanen alene var hans Næ¬
ste. Lignelsen selv sigter jo til at bevise, at alle
Mennesker ere vor Næste? Ph. Med Forskiel,
der ere Grader i vore Forbindelser; alle ere vor
Næste, men nogle meer end andre, og aller¬
mindst de, som kuns ere Mennesker af Skabnin¬
gen, Mennesker uden Menneskelighed. End
og naar saadanne Folk ere vore Landsmænd, og
udvortes Troesforvante, have de dog mindre Ret
til vor Kierlighed, end en Fremmed og en Hed¬
ning. Vi ere dem mere forbundne for Guds
skyld end for deres egen. Ty. Men, naar vi
troe Gud, naar vi ære og tilbede ham, skulde
han da straffe saa haardt de Forseelser, som vi
kunde begaae mod andre, mod Menneskene?
Py. Et Menneske, som ikke elsker sine Foræl¬
dre, sine Venner og saadanne Folk, som han
daglig seer for sine Øine, mener De vel, at
han skulde agte en viis, en god og retfærdig
Mand, som han aldrig har seet, om han og
hørte nok saa meget fortælle om ham i Historien?
Ty. Nei. Ph. Dersom vi da ikke elske et Væ¬
sen af samme Natur, vor Næste, vor Broder,


180
som vi see, hvorledes skulle vi da elske Gud, en
Aand, som vi ikke kunde see? Dersom en Kon¬
ge, en Herre, som havde mange Tienere, og
som selv var meget naadig mod dem alle, gav
en af disse Tienere i sin Fraværelse nogen Magt
over de andre, og denne Tiener misbrugte sin
Magt til at plage sine Medtienere, dersom han
i al sin slette Huusholdning blev saa sikker, at
han spiste, drak og giorde sig tilgode, uden no¬
gen Tid at tænke paa Regnskab, mener De ikke
at denne gode Herre vilde blive meget vred paa
saadan en Tiener? Ty. Jo. Py. Og jo mere
god Herren var selv, des haardere vilde han
straffe en Tiener, der saaledes misbrugte den
Magt, som var ham given? Ty. Visselig. Py.
Saaledes dømmer og Christus; den samme Tie¬
ners Herre, siger han, skal komme paa den Dag,
som han ikke tænker, og paa døe Time, som
han ikke veed, og han skal søne rhugge ham,
og give ham hans Deel med de Vantroe. Men
dersom denne Herre tillige var saa barmhiertig,
at han nogle Gange forlod Tieneren sin Gield,
og Tieneren dog fremturede i sin Haardhed, saa
at han endog for den ringeste Forseelses Skyld
ilde medhandlede sine Medtiennere? Th. Da
skulde Herren ikke tilgive ham noget, han skul¬
de lade ham betale alt det, som han var ham
skyldig? Ph. Saa skal og min Himmelske Fa¬


181
der, siger Christus, giøre mod Eder, om J ik¬
ke forlade af Eders Hierter hver sin Broder hans
Brøst. Naar saadan en Herre, kiere, Thea¬
ges, som den, jeg har beskrevet, fandt lige¬
saa meget Godt hos en af sine ringeste og armeste
Tienere, som han havde fundet Ondt hos den,
som han satte over dem, og som kuns brugte sin
Magt til at plage andre, og giøre sig selv til Go¬
de, hvad mener De da, at han vilde giøre med
disse Tienere tilsidst? Th. Han skulde glæde den
gode Tiener for alt det Onde, som han havde
lidt, og lade den anden føle selv alt det Onde,
som han havde gjort andre. PPh. Saaledes bli¬
ver og Guds Dom over Menneskene efter dette
Liv. Du har annammet det Gode i dette Liv,
siger Abraham til den ubarmhiertige Rige, og
Lazarus det Onde; men nu trøstes han og du pi¬
nes. Ty. Men naar man ikke giør Ondt, naar
man ikke misbruger sin Magt til at skade andre,
saa er det vel ikke saa stor Synd, om man ikke
altid gier saa nøie hvad man bør? Ph. Om en
Herre betroer sin Tiener en Ager, eller en Pen¬
gesum til Forvaltning, er det da nok, at Tiene¬
ren ikke forøder dette Gods, at han leverer Her¬
ren det tilbage, ligesom han har faaet det? Th.
Nei, han er og strafværdig, dersom han ikke
dyrker og bruger det vel.
Ph. Saa ere og
Menneskene strafværdige ikke alene naar de mis¬


182
bruge Sindets, Legemets eller Lykkens Gaver
til aabenbare Laster, men og naar de ikke bruge
dem vel, og til at opfylde de Hensigter, hvortil
Gud har givet dem. Naar saadan en Herre be¬
troede lidet Gods til en Tiener, og meget til en
anden, var det da nok, at begge vandt noget
derpaa? Ty. Nei, den, som han betroede me¬
re, fortiente ingen Belønning, dersom han ikke
vandt saa meget mere end den anden, som der
var ham mere beroet. Ph. Og dersom det nu
var tvertimod, at den, som han betroede lidet,
brugte det saa vel, at han vandt meget, og den,
til hvilken han betroede meget, brugte det saa ilde,
at han vandt intet eller lidet derpaa, hvad skul¬
de Herren da giøre? Th. Han skulde tage Al¬
ting bort fra den slette Tiener, til hvilken han
havde betroet meget, og give det til den gode
Tiener, som havde været troe over lidet. Py¬
Saaledes vil og Gud handle med de Gaver, som
han har betroet os; og om han undertiden ladet
Uværdige beholde de udvortes Lykkens Gaver,
saa bliver det dog altid vist i Henseende til de
Jndvortes, at vi tabe dem efterhaanden, derson
vi ikke bruge dem. Folk, som af Ladhed og
Vellyst ikke dyrke deres Forstand, blive tilsidst
langt dummere end andre, som have havt min¬
dre Gaver af Naturen, men bruge dem vel, og
de beste Hierter kunde, dersom de ikke tidlig mod¬


485
staae de onde Tilbøieligheder, til sidst blive saa
forhærdede at de tabe endog den naturlige Und¬
seelse for at synde. Erfarenhed viser, at vi be¬
høve adskillige Hielpe-Midler for at bruge disse
Gaver vel; vi behøve Hielp af Religionen, Vi¬
denskaberne, Lovene og visse udvortes Beqvem¬
meligheder; men hvor ofte viser ikke Historien
tillige, at Gud har taget disse Gaver fra hele
Nationer, som have misbrugt dem, for at give
dem til Barbarer, til Folk, som vare troe over
lidet, og som uden at kunde rose sig af saa fuld¬
kommen en Religion, saa mange Videnskaber
og Konster, saa stor udvortes Formue, have
mere sund Fornuft og bedre Sæder! Th. Men
de, som have saadanne store Gaver af Forstand,
Magt eller Rigdom, frem for andre, og bruge
dem vel, de blive vel og meget mere belønnede
end andre? Py. Hvorfor mener De det? Ty.
Fordi det var ubilligt, om en Herre ikke belønne¬
de den Tiener meest, som havde meest at forrette,
og som havde forrettet det best. Py. Men om
Herren gav ham alt, hvad han brugte dertil,
Gods, Penge, Folk, saa at Tieneren slet Intet
anvendte derpaa af sit eget? Th. Saa burde han
dog belønnes, fordi han brugte sine Sinds=Kræf¬
ter, sin Forstand saa vel, han burde belønnes
for sin Klogskab, sin Forsigtighed, sin Flid, sin
Revelighed; dette var jo dog i det mindste hans


184
eget. Ph. De har Ret, naar De tale om men¬
neskelige Herrer; thi disse kunde ikke give deres
Tienere saadant, og af dem kunde vi derfor al¬
tid fortiene noget. J Henseende til dem bør det
altid være tilladt at troe, at det ikke alene er en
Naade, men og en Pligt at belønne. Men
Gud, som giver os alle de Kræfter med hvilke
vi tiene ham, skulde vi kunne fortiene noget af
ham? Th. Brugen deraf, synes mig dog, be¬
roer paa vor frie Villie? Ph. Men have vi ikke
nylig seet, kiere Theages, at endog denne Brug,
beroer paa mange Naade-Midler, paa Lærdom,
Underviisning og andre Omstændigheder, i hvilke
vi sættes af Forsynet? Hvis Virkning er det?
Og endnu er en stor Forskiel tilbage imellem de
Tienester som vi giøre Gud, og dem, som vi
giøre Menneskene. Disse have ofte megen Nyt¬
te af vort Arbeide, vi gavne vore Jordiske Her¬
rer ofte mere dermed end os selv. Men Him¬
melens og Jordens Skaber, hvad Nytte kan
han have af alt det, som vi giøre? Ty. Jngen.
Ph. Det er altsaa vist, at naar vi have gjort
alt hvad vi kunde giøre, naar vi have tient hele
Nationer, og mange Slægter, og fortient den
allerstørste Tak af Menneskene da ere vi i Hen¬
seende til Gud unyttige Tienere. Men hvor¬
for, kiere Theages, giver da Gud os saa man¬
ge Befalinger; Ty, Fordi det er til vor egen


189
og andre Menneskers Beste. Py. Dersom en
Herre skienkede en af sine Tienere et anseeligt
Gods, og dersom han giorde det frit for alle Af¬
gifter og Byrder, og forlangte allene af Besid¬
deren, at han skulde bruge det som en fornuftig
Huusfader, til sit eget og sin Families sande Be¬
ste, og denne Tiener brugte dette Gods saaledes,
mener De da, at han havde Ret at forlange no¬
gen Belønning derfor? Th. Nei, aldeles ikke,
naar Herren havde givet ham alt, og forlangte
selv ingen Nytte deraf. Py. Og Gud giør end¬
nu mere, han giver os end og Kræfterne til at
bruge sine Gaver. Har da Christus ikke Aar¬
sag til at sige: Naar J have gjort alt hvad E¬
der er befalet, da siger, vi ere unyttige Tienere?
Og hvor naadig maae Gud ikke være, da han
lover endog at belønne disse for ham selv unyttige
Tienester? Th. Men dydige Folk ere jo dog ikke
altid lykkeligere end andre? Ph. Naar en Her¬
re leiede nogle Arbeidere til adskillige Tider af
Dagen, og lovede at give dem noget vist for
hver Time, giorde han dem da Uret, naar han
betalede enhver for saa mange Timer, som han
havde arbeidet? Ty. Jngenlunde, og det er just
hvad jeg mener, at han maatte give større Løn
til den, som havde arbeidet hele Dagen, end til
andre, som havde begyndt sildig? Ph. Men om
Herren, næar han saaledes havde betalet alle hvad


180
han havde lovet dem, kunde de andre klage det
over? Th. Nei, thi naar de kuns Jntet miste
de af det, som var lovet dem, beholt jo Herre
Friehed til at legge til af sit eget, saa meget sor
han vilde? Ph. Vi have derfor ikke heller R¬
til at klage over Forsynet, om det end undert
den giver en, som synes at have fortient mindt
lige saa meget, som en anden, der fortiente m¬
re, Th. Men Dyden lider ofte allermeest her
Verden. Mig synes, at ingen har til alle Ti
der og hos alle Folk, nydt mindre godt af Ve¬
den, end just de, som have arbeidet allermee,
paa at befordre Guds Ære, og andre Menn
skers Gavn. Apostlerne f. Ex. disse, som or
ofrede deres hele Liv for at tiene Gud, hvem ha
lidt saa meget som de? Ph. Naar en Herre af
ver en Tiener noget Vigtigt at forrette, og i
ver ham stor Belønning derfor, skulde da ef
god Tiener ikke opsætte at spise og drikke og for
nøie sig, indtil han har gjort sin Gierning, og
naar denne er giort, skal Herren selv sørge for
at ham intet fattes; jo mere nidkier han har va
ret i hans Tieneste, desmere skal han beløm¬
ham? Ty. Jo, begge Dele ere billige. Pl¬
Er det da saa underligt, om Gud opsætter Ba¬
lønningen, indtil hans Gierning er gjort,
det saa meget, om han undertiden tør kræve da
af en Tiener, som et Menneske tør forlange a


18,
et andet, at sætte sine egne Fornøielser til Side,
indtil hans Herres Tieneste er forrettet? Kan et
Menneske kiøbe et andet for en ringe Betaling
til at opofre sit Liv, er det da for meget, om
Gud udkræver af sine Tienere, at opofre en for¬
giengelig Lyksalighed for en evig? Ty. Men de
som ikkke have stor Magt i Verden, have jo ik¬
ke den Leilighed til at tiene Gud, som andre,
og kunne derfor ikke heller vente saa stor Beløn¬
ning? Ph. De have ikke heller den Leilighed til
at synde og til at fortiene saa stor en Straf. Og
hvilken Leilighed mener De at Menneskene bruge,
meest, den til at giøre Got, eller den til at giøre
Ont? Th. Den til at giøre Ont. Ph. Gud
forlanger ikke meere af os end vi have Formue til
at giøre, og han dømmer hvert Menneske efter
den Evne, som han har givet. Naar en Fat¬
tig giver lidet af sit Nødtørftige, til at hielpe en
anden, som endnu er mere trængende, er dette
lidet da ikke en større Gave, end om en Riig gav
hundrede Gange saa meget af sin Overflødighed?
Ty. Jo, det er det samme, som Christus lærer
os ved Lignelsen om den fattige Enke, som lag¬
de to Skierv i Templens Kiste. Py. Hvad si¬
ger Christus om hende? Th. At denne fattige
Enke lagde mere end alle de Rige. Ph. Hvor¬
for? Th. Fordi de gave af deres Overflødighed,
men hun af sin Fattigdom alt hvad him eiede.


188
Ph. Bør da rige og mægtige Folk være stolte,
jeg siger, ikke af deres Fortrin, men af de Dy¬
der selv, som de øve ved at bruge deres Fortrin
vel? Th. Nei, fordi, om de end giøre mere
got end andre, saa er det dem og meget lettere at
giøre det; de have Magt og Formue til at kunne
gavne mange, uden at tabe noget selv. Den
Fattige derimod, som ikke har denne Formue,
kan ikke hielpe sin trængende Næste, uden at op¬
ofre noget af sit Nødvendige. Ph. Og der er
endnu en Aarsag til, som de før have sagt: At
alt dette er dem givet, at al den Evne og Leilig¬
hed, som et Menneske har til at tiene andre, er
en Gave af Gud, og at han ved Brugen deraf
aldrig kan forhverve sig saa megen Fortieneste, at
Gaven jo endnu mere forøger hans Gield.
No. 169.
Mandagen, den 30 August, 1762.
T¬
heages. Efter det, som De sidst sagde mig,
Philemon, hører der meget til at være en
Christen. Philemon. Efter det, jeg sagde
Dem? Er der noget deri, som de selv endnu


189
ikke er overbeviist om, da siig mig det, at jeg
kan opløse deres Tvivl; thi i saa vigtige Ting
maae det ikke være dem nok, at jeg eller noget
Menneske har sagt det. Ty. Hvad skulde jeg
have at indvende derimod? Christus siger det jo
med klare Ord, og han beviser det paa en Maa¬
de, som maae giøre det forstaaeligt for den Al¬
lereenfoldigste. Jntet af alt, hvad jeg har lært,
synes mig at være saa klart som dette; og naar
jeg siger, at der hører meget til at være en Chri¬
sten, mener jeg ikke, at der hører megen Viden¬
skab dertil. PPy. Megen Hukommelse da? Jeg
vil forbinde mig til, at opsætte alt, hvad vi ha¬
ve talt sammen, paa fire Blade. Th. For
min Skyld behøver De ikke at giøre Dem den U¬
mage; thi jeg kan let huske alt, hvad De haver
sagt. Hvad der er saa let at fatte, er og let
at huske, og overalt er det jo ikke meget? Py,
hvorfor sige De da, at der hører saa meget til
at være en Christen? Ty. Jeg veed ikke, om
jeg kan forklare mig saa rigtig. Jeg vilde sige
at der udkræves kuns lidt at vide, men meget at
siøre. Ph. Er dette saa forunderligt, kiere
Lheages? haver De nogen Tid kunnet troe,
at det var en ringe Sag, at være en Chri¬
sten, og dersom det da er meget at være
det, maae det vel og koste noget at blive det.
hvad Godt i Verden vindes uden Umage? Men


190
da Gud kalder og indbyder alle Mennnesker ti
Christendommen, kan denne Vanskelighed ikk
være i Kundskaben; thi allers kunde ingen udet
Lærde Folk blive salige. Men hvorfor mener D
da, at en Christen har saa meget at giøre? Ty
For at blive salig. Ph. For at blive salig
Den største Deel af vor sidste Samtale gik jo u¬
paa at bevise, at et Menneske kan med alle sin
Gierninger slet intet fortiene af Gud, at Gu
giver os Alting, ikke alene Kræfter og Formu¬
men og Lyst og Leilighed til at giøre Got, og a
naar vi bruge disse Gaver allerbest, maae vi sig¬
at vi ere unyttige Tienere. Hvad kunne vi d
gøre for at fortiene Salighed? Th, Vi fortien
intet af Gud med alt det, som vi giøre. Sa
ligheden selv er ligesom alt andet Godt hans ufor
tiente Gave; men dersom vi ikke giøre det, sor
han befaler, dersom vi ikke bruge hans Gave
vel, da fortiene vi megen Straf. Py. Er de
da saameget, hvad Christendommen kræver a
os? Ty. Ja, efter de Lignelser, som Christu
har fremsat, er det jo ikke nok, at en Christe,
iagttager de almindelige Pligter, at han ikke ski
der og fornærmer andre, at han er retfærdig, æt
lig, oprigtig, maadelig; han maae og bruge al
le de Gaver vel, som Gud giver ham, og efte
den Leilighed, som han giver ham. Han maa
af yderste Formue dyrke alle Sindets Kræftet,


191
han maae overlegge, hvorledes han best kan bru¬
ge den Rigdom, den Magt, som er ham betroet.
Er han en rig Mand, en mægtig Mand, en klog
Mand, saa give alle disse Fortrin ham kuns stør¬
re Pligter, mere Ansvar; alt er ham betroet,
for Alting skal han giøre Regnskab, og dersom
han ikke bruger sine Gaver vel, maae han frygte,
at Gud handler med ham ligesom med den Tie¬
ner, der nedgrov sit Pund, at han tager alle si¬
ne Gaver bort. Dette, kiere Philemon, er
so meget, det maae være tungt for alle Menne¬
sker, men meest for dem, som have saadanne
Gaver, som i Forstand, Rigdom eller Magt,
have nogle Fortrin for andre? thi hvortil nytter
disse Fortrin, uden til at forøge deres Pligter?
Mig synes, at saadanne Mennesker, naar de
skulle være Christne, maae de have mindre Godt
i Verden end andre. De have saa meget at
iagttage, at de sielden kunde nyde nogen Fornøi¬
else; thi dersom de, for at fornøie dem selv, for¬
somme nogen Pligt, handle de jo ligesom Chri¬
stus siger i Lignelsen om den Tiener, der satte
sig til Bords, førend han endnu havde gjort sin
Herres Gierning? Ph. Jkke desmindre er det
jo klart, siger De, at det ikke kan være anderle¬
des. Da alle Mennesker ere af Naturen lige,
da ingen har noget af sig selv, men Alting af
Gud; saa maatte jo Gud være uretfærdig og


192
partisk, dersom han gav saa meget til nogle faa
Mennesker, alene for at fornøie dem selv med en
sandselig og forgiængelig Glæde, hvilken endog
efter Fornuftens og Erfarenheds Vidnesbyrd ikke
giør dem lyksaligere, ikke engang her i Verden;
Men jeg maae spørge Dem om noget: Disse
Gaver, hvormed der følge saa store Byrder, den¬
ne Rigdom, denne Magt og disse Fortrin for
andre Mennesker, hvormed der følger saa stor
Ansvar, og som giør det saa vanskeligt at være
en Christen, nøder Gud Menneskene disse Ting
paa, eller begierer de dem selv, og det med saa
umættelig en Begierlighed, at hele Jorden un¬
dertiden ikke har syntes stor nok for at mætte ef
eneste Menneskes Begierlighed? Th. Nei, Gud
nøder ingen dem paa. Menneskene begierer
dem selv. PPy. Forlanger Gud mere af os,
end vi have Kræfter til at giøre? Th. Nen
Ph. Vi have da kuns nødig at prøve os selv,
og denne Prøve, maae jo et fornuftigt Menne¬
ske anstille ved et hvert Foretagende, dersom han
ikke vil holdes for en Daare? Naar man vil byg¬
ge et Huus, satter man sig jo først ned, og be¬
regner Bekostningen, for at giøre Overslag, om
man og har Formue til at fuldføre Bygningen?
og dersom et Menneske, uden først at giøre saa¬
dant et Overslag, begynder en Bygning, som
han siden ikke kan udføre, bliver han jo end og


193
foragtet af Menneskene? Naar en Konge drager
i Krig for at stride mod en anden Konge, under¬
søger han først, om han er mægtig nok dertil.
Th. Ja denne Lignelse bruger og Christus; men
jeg forstaaer ikke fuldkommen hvad han vil sige
dermed? Py. Han bruger den til hans Apostle
og Disciple, hvilke han kaldte til noget høiere og
vigtigere, men og tillige til noget langt farligere
og besværligere end det, hvortil han kalder andre
Christne. Han siger derfor, at de skulde prøve
sig selv, om de og kunde forsage alting for hans
Skyld. De skulde være Lærere og Exempler for
alle Christne; dersom de antoge saa høit et Kald,
og siden forsømte eller forlod det, skulde de ska¬
de det hele menneskelige Kiøn. Dersom Saltet
mister sin Kraft, siger Christus strax efter denne
Lignelse, hvormed skal det da saltes? Th. Men
denne Prøve maae være meget vanskelig. Py.
Jkke saa vanskelig, naar man først er overbevtist
derom, at der ingen store Fortrin kunde være uden
store Byrder og stor Ansvar, at det er bedre, at
aldrig eie dem, end at misbrnge dem, at man selv
kan være lykkelig uden saa meget, og at det er nok
at være troe over lidet, for at vente engang i en an¬
den Tilstand, hvor vore Kræfter blive større, at sæt¬
tes over mere. Naar vi troe dette, og De troer
det jo, Theages, er det ikke vanskeligt at prøve
sig selv; men jeg maae sige Dem tillige, at naar


194
vores Selvprøvelse er grundet paa denne Overbe¬
viisning, forlange vi sielden noget af saadanne
Ting? Ty. Men naar Gud giver os dem førend
vi endnu søge dem, naar vi fødes dermed, eller
Lykken ligesom legger os dem i Skiødet, skulde
vi da kaste dem bort? Var det ikke at nedgrave
sit Pund? PPy. Dersom den menneskelige Be¬
gierlighed ikke gik videre, kiere Theages, end til
at bruge det vel, som Forsynet giver enhver; der¬
som vi overlod altid til den Viisdom, som besty¬
rer Verden, at bestemme vor Skiebne, og be¬
kymrede os kuns om at bruge den Leilighed vel,
som Gud gav os, da skulde han vel ikke paalegge
os en tungere Byrde, end vi kunde bære? og
endda burde vi ikke forsømme at prøve os selv,
fordi Gud aldrig nøder os nogen Gaver paa: Jeg
vil ikke derfor sige, at vi skulde kaste hans Gaver
bort; men naar vi fandt, at vi selv alene ikke hav¬
de Kræfter til at bruge dem vel nok, da maatte
vi være betænkt paa, at opfinde saadanne Midler,
som vare de beqvemmeste til at lette vore Byrder,
vi maatte ikke være stolte og egensindige nok til at
forkaste andres Raad, til at foragte andres Er¬
farenhed, ikke tænke saa meget paa at forøge vo¬
res Magt og Formue, som paa at forhverve os
selv Jndsigt, og at forskaffe os gode Raad til at
bruge Magten vel. Paa denne Maade, kiere
Theages, kunde store Byrdar blive lette. Men


195
hvor rart er det, at Menneskene tænke saaledes!
og naar Stolthed og Begierlighed forleder dem
til at søge Magt og Formue uden Grændser, til
at rive alting til sig, ligesom et Menneske kunde
have Viisdom til at see, og Magt til at giøre alt
hvad han vilde, er det da ubilligt, om Gud døm¬
mer dem engang efter disse hovmodige Tanker,
som de have om sig selv? Og skulde de da vel
kunde undskylde sig med deres indskrænkte For¬
stand, med deres Afmagt, deres Svaghed? Det¬
te burde de jo have seet før, og i Stedet for at
giøre sig selv Byrden tungere, betient sig af saa¬
danne fornuftige Midler, hvorved de kunde giøre
den let? Th. Men en Christen maae dog aldrig
giøre sig nogen Byrde saa let, at han jo selv giør
alt hvad han kan? aldrig forlade sig saaledes paa
andres Raad, at han jo bruger al den Forstand,
som Gud har givet ham, til at prøve dem? Og
naar han har store Pligter, er denne Byrde stor
nok; han kan ikke beholde mange Øieblikke til¬
overs for at fornøie sig selv? Ph. Naar det var
vor Hensigt, kiere Theages, alene at fornøie os
i Verden, da maae vi endnu være mere bange for
alt det, som man kalder Høihed. En Christen,
som giør det til sin Hovedsag, at tiene Gud og
sin Næste, som arbeider i Haab om en tilkommen¬
de Belønning, han kan endog bære store Byrder
med Taalmodighed; men for den, som ingen


190
høiere Hensigt har, end at fornøie sine Sandses,
her i Livet, for ham er endog den allermindst
Byrde, den Omsorg, som ethvert fornuftigt Men
neske bør have for sig selv, for tung. Har D
ikke lært af Socratis Samtale med Alcibiades
at saadant et Menneske ikke engang veed at bær¬
Omsorg for sig selv? Ty. Jo. Ph. Naa
man vil giøre den sandselige Fornøielse til si
Maal, da maae man opofre ikke alene Christen,
dom, men og alle vigtige Ting i Livet, indtil det
fornuftige Omsorg for os selv, endog den menne¬
skelige Ære selv er for høi for saa nedrig en Siel,
Th. Æren? Py. Ja Æren, den menneske
lige, den udvortes, den forgiengelige Ære, den
udkræver ofte større Opofrelse af Menneskene end
Christendommen, og dog bliver denne Tyran
som forlanger saa mange blodige Offere, og som
belønner sine Slaver med forfængelige Ord og Løf
ter, dog bliver den, siger jeg, ivrigere tilbede
iblant Menneskene, end den Gud, som forlanget,
intet af os uden Kierlighed. Har De ikke læs¬
Historien af saa mange Erobrere, hvor meget de
selv have lidt, hvor megen Hunger og Kulde d
have udstaaet, hvor mange vaagne Nætter de ha¬
ve havt, hvor ofte de have været i Livsfare, hvor¬
ledes deres hele Liv har været en Kiede af Bekym¬
ringer, Arbeider og Lidelser, hvorledes de have
opofret alle Livets Fornøielser og Beqvemmelig¬


19
heder, indtil Legemets fornødne Vederqvægelse og
Hvile. Hvorfor have de gjort alt dette? For
at frygtes af Menneskene; og en Christen skul¬
de ikke kunde lide og taale noget af dette, for
at elskes af stne Medmennesker, for at elskes af
Gud? Saa meget har Æren alene, et Navn i
Historien, en Berømmelse, som vi ikke føle me¬
re, naar vi ere døde, bevæget Menneskene til,
uden Haab om nogen sand Belønning, og en
Christen skulde ikke kunde opofre noget af sin
Fornøielse og Roe for en evig Belønning? Saa
mange Byrder have Menneskene paalagt sig selv,
for at forøge en Magt, som de sielden bekymrede
sig om at bruge; og en Christen skulde holde den
Byrde for tung, som Gud, som Forsynet selv
paalegger ham? Han skulde alene ikke kunde for¬
sage nogen Lyst for at opfylde sine Pligter? Th.
Men skulde det og være lettere at opfylde alle
Christendommens Pligter, end at opfylde Ærens
Love; den forlanger jo at opofre alting, endog
Æren? Ph. Men kuns den Ære, som er en
Tyran af Menneskene, som giør, at de opofre
endog dette Livs Lyksalighed for et forfængeligt
Navn. Om Christendommen ikke var saa let,
om d.n var tungere, saa er dog baade Nytten og
Belønningen større; en forfængelig Ære og
Herskesyge opfylder Verden med Mord og Øde¬
leggelse: Christendommen udkræver en Virksom¬


198
hed til Menneskets Beste. Æren lader dens
Tilbedere ingen Roe her i Livet, og den beløn¬
ner dem kuns med Titler efter Døden; Christen¬
dommen giver os her midt i vores udvortes Virk¬
somhed et roeligt Sind, og efter Døden en fuld¬
kommen Lyksalighed. Burde vi betænke os paa
at vælge, om det og var vist, at Christendom¬
men var tungere? Men, saa meget er den vist
lettere, at den ikke forlanger af os at søge disse
høie Ting paa Jorden, som foruroelige Menne¬
skene saa meget, og som saa ofte spilde deres san¬
de Fornøielse her i Verden. Er det ikke allere¬
de meget? Æren tillader os aldrig at være roe¬
lig, aldrig at være fornøiet; den befaler os sted¬
se at tragte efter mere, om vi og derfor skulde op¬
ofre os selv, det hele menneskelige Kiøn, og alle
Pligter mod Gud: Christendommen derimod for¬
binder aldrig et Menneske til at søge mere i Ver¬
den, end Forsynet selv giver ham, det er nok, at
han bruger dette vel; den priser og belønner end¬
og saadan en Nøisomhed, naar den kommer ikke
af Ladhed, men af Hengivenhed i Forsynet; den
tillader os at døe ubekiendt af alle andre Slægter
paa Jorden, naar vi kuns have søgt at gavne
Menneskene i den liden Kreds, hvori Forsynet
satte os, og om vi i denne liden Kreds ikke fandt
en Ven, ikke en Taknemmelig, ere vi dog ved
det Vidnesbyrd, som vor egen Samvittighed


199
giver os, mere lyksalige, end ved al den Ære,
som en Erobrer kan vinde ved alle Historieskriver¬
nes Berømmelser. Og hvad er denne Ære, kie¬
re Theages, som fornuftige Folk i Verden selv
foragte, mod det høieste Væsens Biefald, mod
saa mange salige Aanders Glæde over den mind¬
ste gode Gierning? Saa let er det at være en
Christen i de fleste Omstændigheder i Verden,
naar Forsynet ikke har kaldet os til høie Ting,
og naar vi ere, jeg vil ikke engang sige Christne,
men fornuftige nok til at begribe, at saadanne Ting
ere mere Byrder end Fordele. Th. Dersom
Menneskene tænkte saaledes, skulde vi finde flere
Exempler i Historien af Folk, som troede, at de
havde for meget, end vi nu have af Erobrere,
som stedse have søgt at faae mere. Py. Det
følger just ikke; fordi vi ikke skulde begiere mere,
derfor er det ikke sagt, at vi ikke skulde bruge det,
som bliver os fortroet, saa længe vi troe, at vi
kunde bruge det vel. Christendommen tillader
lige saa lidt, som Æren, at bortkaste af Mage¬
lighed nogen Anledning, som gives os til at tie¬
ne Gud og Menneskene, men Forskiellen er den¬
ne, at Christendommen befaler ikke at søge den;
den tillader ikke engang at ønske os nogen Magt
eller Formue, uden Gave til at bruge den vel.
Æren derimod byder os at søge den, om det
og var til vor egen og andre Menneskers Skade;


200- J
den opholder sig ved Midlet, uden at bekymre sig
om Øiemerket, og for dem, som Forsynet giver
nogen Magt i Hænderne, dem, for hvilke De
meente, at Christendommen maatte være saa tung,
for dem er kuns en af disse tre Veie at gaae, en¬
ten ved et mageligt og vellystigt Liv at opofre baa¬
de deres egen Lyksalighed og Ære, eller ved Er¬
obringer og andre Foretagender, som koste den
selv mere Arbeide og Uroelighed, end de fleste af
Christendommens Pligter, at forhverve dem ef
Navn i Verden, som ikke engang forskaffer dem
de Vises Høiagtelse, eller og at gaae den Vei,
som Christendommen viser; men hvor meget God,
mener De, at en Christen kunde giøre, dersom
han, for at forbedre Menneskene, kunde overtale
sig til at giøre og lide en tiende Deel af det, som
Alexander har gjort og lidt for at ødelegge dem.
Naar dette alene var hans Forsæt, skulde Omsorg,
for tusinde Mennesker skaffe ham lige saa meget
at bestille, som Alexander. Æren søger meget
det Rare og Usædvanlige, og hvad var mere rart
og usædvanligt, end saadant et Exempel? En viis
Christen behøver derfor heller ikke stor Magt i
Verden, for at formørke alle vore Erobrere.


201
No. 170.
Fredagen den 3 September, 1762.
N¬
aar jeg i disse Blade undertiden har skiemtet
med Misbrugene af det, som man kalder
Lærdom og Philosophie, have nogle af mine
Læsere troet, at jeg endog forkastede Brugen af
det, som er sandt og nyttigt i den menneskelige
Kundskab. Andre, som fandt, at denne Be¬
Beskyldning var for haard, have dog meent, at
jeg burde nøiere bestemme, hvad jeg forstod ved
Videnskabernes Brug og Misbrug. Dette har
og været min Hensigt i adskillige Blade, og mig
synes, at jeg ikke paa et Sted alene, men paa
flere har tilkiendegivet, at jeg ved en falsk Lær¬
dom forstod en vild og uordentlig Studeremaade,
efter hvilken man holdt det for nok at vide mange
og adskillige Ting, uden at bekymre sig saa meget
om Sandheden og Nytten deraf, og uden at ind¬
rette Studeringerne efter de Studerendes Hensig¬
ter, Kald og Bestemmelse. Lige saa tydelig sy¬
nes mig, at jeg paa andre Steder har forklaret
mine Tanker om Philosophiens Misbrug, og at
jeg derved ikke forstod andet, end en forudfattet


202
Tillid til en vis Methode, og nogle almindelige
Grundsandheder, at man troede, at disse alene
vare nok til at dømme om alting, og derfor for
sømte baade den historiske Kundskab og de særde¬
les Videnskaber, som lære os Brugen og Anven
delsen af de almindelige Grundregler.
Naar der handles om saa vigtig en Sag
som den, at bestemme Videnskabernes Brug og
Misbrug, bør man forsøge alting. Jeg vil de
prøve, om det er mig mueligt at forklare med an
dres Ord, hvad jeg ikke har havt Tydelighed nol
til at sige selv. Og dersom jeg ikke er lige saa
uskikket til at forstaae hvad jeg læser, som til at
udtrykke hvad jeg tænker, skal følgende Samtale
imellem Socrates og nogle Lærde i Athenen giøre
Sagen saa klar, at man i det mindste ikke skal
beskylde mig for nye Meninger. Man skal see,
at jeg intet har sagt, uden efter de gamle Philo¬
sopher, som levede paa den Tid, da alle Lærde
talede Græsk, og at de smaa Erindringer, som
jeg paa nogle Steder kan have gjort i Henseende
til Studeremaaden, ere ikke, som nogle meene,
en bedrøvelig Frugt af de skiønne Videnskaber,
af det, som man kalder den Franske Smag, el¬
ler af Mangel paa Agtølse for det Latinske Sprog,
og de akademiske Øvelser. Socrates har tænkt
det samme; men han havde den Gave, at være
meget mere tydelig.


203
Stedet, hvor denne Samtale blev holdt,
var en Skole i Athenen, hvor Socrates fandt
to unge: Mennesker, som disputerede sammen.
Socrates var begierlig for at vide, hvorom de
trættede; men han kunde, siger han, ikke forstaae
dem; han troede først, at de talede om Astrono¬
mien; thi de giorde mange Cirkler paa Bordet,
ligesom de vilde beskrive de himmelske Legemers
Gang. Endelig vendte han sig til et ungt Men¬
neske, og spurgte ham om Aarsagen til denne sto¬
re Trætte. De tale om Himmelens Løb, sva¬
rede denne, og sige kuns Daarligheder med al de¬
res Philosophie. Jeg blev forundret over dette
Svar, siger han, og spurgte, hvorledes kunde J
holde det for en Daarlighed at philosophere? En
anden ung Person, som var den førstes Modstan¬
der, tog Ordet og sagde: J tager feil Socrates,
om J vil spørge dette Menneske hvad Philosophi¬
en er; han har i sit hele Liv ikke gjort andet end
spist, drukket og øvet Legemet; og i hans Øine
er intet daarligere til end Philosophien. Jeg
troede derfor, siger Socrates, at jeg ikke burde
tale mere med dette Menneske, som havde for¬
sømt at dyrke Sindet for at sørge alene for Lege¬
met, og jeg holdt mig derfor til hans Modstan¬
der, som troede om sig selv, at han havde mere
Jndsigt. Jeg spurgte ham, om han holdt det
for saa skiøn en Sag, at philosophere? Dersem


204
jeg ikke troede det, svarede han med en høi Røf
og saae tillige foragtelig til sin Modstander, maa¬
te jeg ikke være et Menneske, og lige saa slen
Tanker har jeg om alle dem, som ikke agte Ph¬
losophien. Det er da saa ypperlig en Tinge
philosophere, sagde Socrates; ja vist, svare
de den Unge.
Socrates spurgte ham, hvad Philosophie
var? Det er ikke andet, svarede han, end hva
Solon har sagt: I det jeg bliver gamme
lærer jeg mange Ting; thi den, som vil vær
Philosoph, maae hver Dag i sit Liv lære noge
for tilsidst at vide alt, hvad man kan vide.
Begyndelsen, siger Socrates, syntes mig,
han virkelig sagde noget dermed; men da jeg har
de tænkt lidt mere derpaa, spurgte jeg, om ha
meente, at Philosophien var det samme, som ma
ellers kalder Polymathie, en Samling af alle V¬
denskaber? Ja, just det, svarede han; Kierlig
hed til Viisdom, eller Philosophien, er Lyst til i
vide alting. Og da Socrates spurgte, om d
samme gieldte og om Legemets Øvelser, at jofl
re man forstod, des sundere var man? svared
den Unge, at det var saa.
Hvorfor tier J, min Ven, sagde Soer
tes til det andet unge Menneske, som ikke jor
stod andet end Legemets Øvelser. Troer J og
siden J forstaaer denne Sag best, at det er Mæng


205
den af Øvelserne, som giør sund, eller er det, at
man bruger dem med Valg, uden at giøre enten
for meget eller for lidet deraf? Hvad mig angaaer,
sagde han, da er jeg fuldkommen overbeviist der¬
om, at intet er vissere end det gamle Ordsprog, at
maadelig Øvelse alene giver Sundhed. J har
en øiensynlig Prøve deraf, sagde han, i det arme
Menneske, som der sidder, med al hans Lyst til
at vide alting; see kuns, hvordan han seer ud.
Han kan hverken spise, drikke eller sove. Han
er stiv som en Pind, og tør som en Svovelstikke.
Ved disse Ord loe de andre, og Philosophen blev
rød.
Da jeg saae hans Forvirrelse, siger So¬
crates, spurgte jeg ham, om han vilde tilstaae,
at det ikke var Mængden af Øvelserne, men de¬
res rette og maadelige Brug, som giorde sund.
Havde jeg kuns med dette ulærde Menneske at
giøre, svarede han, da skulde jeg vel holde Stand,
og bevise, hvad jeg engang har sagt, om det end
var mindre rimeligt end det er; men mod Eder,
Socrates, vil jeg ikke paastaae noget, som jeg
ikke selv troer. Jeg tilstaaer derfor, at det ikke
er Mængden af Øvelserne, men deres maadelige
Brug, som giør sund. Socrates spurgte, om
det ikke var ligesaa med Spise og Drikke, om Vi¬
denskaberne ikke vare Sielens Føde, og endelig,
om det da ikke og i dem kom mere an paa Brugen,


200
og Maaden, end paa Mængden? Alt dette til
stod han. Til hvem skulde vi da vende os, saa
de Socrates, for at lære den rette Maade i a
spise og øve Legemet, og den rette Maade i a
studere? Hvad det første angik, da bleve de snar
enige derom, at det var hos Lægerne, Fegtme
sterne, Dansemesterne og Arbeiderne, at de kun¬
de faae Oplysning derom: men i Henseende i
det andet, vidste den Lærde endnu intet Raad
Siden J tilstaaer, sagde Socrates, at en Phi
losoph ikke maae vide alle Videnskaber, hvilk
skal han da lære? De smukkeste, svarede den Lær
de, de anstændigste og de, som giøre ham mees
Ære; men intet giør ham saa megen Ære, son
at være beløben i alle Konster, eller i det mindst
i de vigtigste. Er det Snedkerkonsten, J mener
sagde Socrates, eller Bygningskonsten? Man
kan ikke have en god Bygmester for mindre en
1000 Rigsdaler, saa rar er denne Konst endo
hos Grækerne, og skulde det da vel være let af
forstaae to, end sige flere saadanne Konster til
gavns?
Tænk ikke, svarede den Lærde, at jeg vi
sige, at en Philosoph maae forstaae alle Konste
saa fuldkommen som Mesterne selv; det er nok
at han veed saa meget deraf, at han kan tale for
nuftigere om alting end Pøbelen, og at han, som
et artigt Menneske, kan sige sin Betænkning om


201
alt, hvad der forekommer. Betænk Eder vel,
min Ven, sagde Socrates, om J og har forstaaet
mig ret; thi efter det, som J svarer, maae jo
en Philosoph i alle Konster vide mindre end den,
som er Mester i een af dem? Ganske rigtig, sva¬
rede den Lærde. En Philosoph er en Mand, som
veed noget af alting, uden at binde sig saa slavisk
til nogen vis Videnskab, at han skulde søge at
bringe den til den yderste Fuldkommenhed. So¬
crates drog deraf den Slutning, at en Philosoph
efter hans egen Beskrivelse var ubrugelig i alting;
og da den Lærde paastod tvertimod, at en Philo¬
soph var nyttig, ja høist nyttig i dem alle, spurg¬
te Socrates ham videre: Naar J er syg, hvem
kalder J da til Eder, en Læge eller en Philosoph?
En Læge, svarede den Lærde; og naar J er i
Havsnød, hvem betroer J da Skibet til, til en
Styrmand eller til en Philosoph? Til en Styr¬
mand, sagde den anden.
Dersom Philosophien da, sagde Socrates,
er en Videnskab af alle Konster, blive jo Philo¬
sopher unyttige Folk, saa længe man kan have
særdeles Mestere i enhver Konst? Men en Phi¬
losoph er uden Tvivl noget andet, end vi indbilde
os. At philosophere er hverken at blande sig i alle
Konster, ikke heller at lære meget. Det er
noget langt høiere og større. For at undersøge,
om det og virkelig er saa, da hav den Godhed at


208
svare mig. Hvad er det, at afrette Heste? o
det ikke at giøre dem bedre? Philosophen: j
Socrates: og Hunde? Phil. Ligesaa. Soe
Og denne Konst, at afrette dem og giøre dem bi¬
dre, er jo den samme, som lærer at kiende, hvi
ke der ere onde og hvilke der ere gode? Phil. J
Soer. Skulde det ikke være ligesaa i Henseend
til Mennesket, at den Konst, som lærer at forb¬
dre, at regiere dem, er den samme, som lærer i
at giøre Forskiel imellem de onde og gode? Phi
Den samme. Soer. Hvad kalder I den V
denskab eller Konst, som tugter og afretter de of
de Mennesker, som findes i Byerne, og som ove
træde Lovene, er det ikke Retten? Phil. Ude
Tvivl. Soer. Og den Konst, som tiener Don
meren til at rette de Onde, maae og lære hami
giøre Forskiel imellem de Onde og Gode? Phi¬
Ja. Soer. Naar man ikke kiender denne For
skiel imellem onde og gode Mennesker, kan ma
da kiende sig selv? Phil. Nei. Soer. O
naar man ikke kiender sig selv, er man da en vi
Mand eller en Daare? Phil. En Daar
Soer. Retfærdighed og Viisdom ere altsaa eet
Retten lærer os at straffe og forbedre de Ond
og det er ved Viisdommens Regler, at vi vid
at skille de Onde fra de Gode, at kiende os selv
i disse Ting bestaaer den rette Statskonst? Phi
Ja. Soer. Naar et Menneske regierer en By


209
eller en Stat vel, hvad Navn giver man ham da,
kalder man ham ikke Regent? Phil. Uden Tvivl.
Soer. Og hans Videnskab Regieringskonsten,
denne Konst, hvorom vi have talet? Phil. Det
synes mig saa. Soer. Naar en Privatperson
regierer sit Huus vel, hvad Navn giver man ham
da? kalder J ham da ikke en god Huuskader, en
god Huusbonde, en god Herre? Phil. Jo.
Soer. Hvad er det for en Konst, hvorved han
bestyrer sit Huus vel, er det ikke Retten? Phil.
Visselig. Soer. Mig synes da, at Regent,
Statsmand, Huusfader, Herre, Retfærdig og
Viis, er i Grunden et og det samme, og at Re¬
gieting, Statskonst, Huusholdningskonst, fader¬
lig Myndighed, Herskab, Viisdom og Retfær¬
dighed er og den samme Videnskab? Phil. Jeg
er og af samme Tanker. Soer. Dersom det da
er en Skam for en Philosoph, at ikke kunde tale
med og sige sin Betænkning, naar en Læge taler
om Sygdomme, eller naar en anden Konstner ta¬
ler om sin Konst og Videnskab? skulde han da
ikke lige saavel holde det for en Skam, at ikke
forstaae noget af det, som en Regent, en Stats¬
mand, en Dommer, en Huusfader tale om de¬
res Videnskaber? Phil. Jo vist, det var me¬
get skammeligt, dersom en Philosoph ikke kunde
tale noget om saa store og vigtige Ting. Soer.
Men skal da Philosophen ikke heller vide mere af


210
denne Videnskab, end af de andre, skal han
alle Konster ikke vide uden det almindelige, i al
være den ringeste, og følgelig, som vi have saa
tilforn, ubrugelig? eller og maae vi heller sig
at dersom en Philosoph skal forstaae nogen V
denskab tilgavnis, dersom han i nogen skal væ¬
Mester og brugelig, da maae det være i denn
at han ikke skal nødes til at lade baade sig selv i
sin Familie bestyre af andre, og for at kunder
giere sig selv efter Viisdonis og Retfærdighed
Regler? Phil. Jeg har intet derimod. Soc
Og dersom hans Venner begiere hans Raad,
ler han kaldes til et Embede i hans Bye, elle
man vil bruge ham til nogen anden privat elle
offentlig Forretning, skulde det da ikke være Ska¬
for en Philosoph, at være i alle Ting den ande
eller tredie, og i intet den første? Phil. J
maae tilstaae det. Soer. Det er altsaa lan
fra, min Ven, at Philosophien er en Lyst til
vide alting, eller kuns nogle almindelige Grun¬
af alle Konster. Dertil, hedder det tilsidst, vil
ste den Lærde ikke at svare, den Ulærde forsike
de, at Socrates havde Ret, og alle de andre u¬
stode det samme.
Jeg haaber og, at denne Samtale er n
delig nok, for ikke at behøve nogen videre Besten,
melse for mine Landsmænd. Disse skulde ude
Tvivl forstaae den, lige saavel som de ulæn


211
Athenienser; thi endskiønt Navnene paa Viden¬
skaberne ere noget forandrede siden Sorratis Tid,
ere Tingene dog de samme. Men for de Lærdes
Skyld, for hvilke det ikke er nok, at være enige
i Sagen, maae jeg endnu sige et Par Ord. Vi
forstaae nu omstunder ved Philosophien ikke meere
end Logik og Metaphysik, tillige med de almindelige
Grunde af Sædelæren. J det mindste er det den¬
ne Deel alene, hvorpaa unge Mennesker anvende
den største Deel af deres akademiske Aar, uden
at gaae meget videre i de Videnskaber, som egent¬
lig giøre dem nyttige og brugelige. De Gamle
toge Philosophien i saa vidtløftig en Meening, at
den ikke alene indbefattede Lovkyndigheden, Stats¬
konsten, Naturlæren, men og Sprog og Talekon¬
sten, tillige med de fornuftige Erfaringer og Hi¬
storiens skiønsomme Brug. Dette have vi siden
adskildt, og ved det, som man nu i Almindelig¬
hed kalder Lærdom, forstaaer man egentlig Sprog¬
konsten og Historien. Philosophien bestaaer, ef¬
ter vores Maade at tænke paa, i de allerførste
Grunde til den menneskelige Kundskab, og Lær¬
dom i lige saa almindelig en historisk Kundskab,
uden at bekymre sig om Menneskene derved blive
beqvemme til nogen vis Forretning i Livet. Naar
jeg undertiden har skiemtet med de Ord: Lærdom
og Philosophie, har jeg meent saadan en almin¬
delig eller vidtløftig og ubestemt Kundskab, ved


212
hvis Hielp Folk kunde sige noget om alting, og
vidste intet tilgavns. Jeg vilde, at en Philo¬
soph skulde ansee det for sin Hovedvidenskab, at
kiende Mennesket og dets Forbindelser i Verden,
baade af Fornuft og Erfarenhed, og saa lidt son
jeg nogen Tid har foragtet saadan en Philosophie
saa lidt har det og været mine Tanker, at skiemt
nogen Tid med dem, som vare Mestere i noget
anden nyttig Videnskab. Jeg vilde kuns, at et
lærd Mand og en Philosoph søgte at blive Me¬
ster i saadan en Konst eller Videnskab, at de ikke
lode sig nøie med Grundene eller Historien af den
alle, og endnu mindre bleve staaende ved de al¬
mindelige Redskaber og Hielpemidler dertil, son
ere Sprogene og Methoden. Dersom jeg ikke
tager ganske feil, har jeg ikke alene havt Ret i af
sige dette; men de Philosopher og Lærde, som
selv ere Mestere i nogen Konst, skulde og tilstaae,
at jeg, som patriotisk Tilskuer, har været beføie
til at tale om Feil, der ere saa almindelige i vo
res Studeremaade.


213
No. 171.
Mandagen, den 6 Septemb. 1762.
V¬
i holde det saa forunderligt, at vore Nordi¬
ske Fruentimmer laane deres Moder af de
Sydlige, uden at bekymre sig om den Forskiel,
som der er imellem Landenes og Luftens Beskaf¬
fenhed, og vi betænke ikke, at Moden tit har ud¬
øvet lige saa uindskrænket en Magt over den lær¬
de Verden, som anseer sig selv for en frie Repu¬
blik, der regieres kuns af Fornuften alene. En
vis Videnskab, eller i det mindste et vist Facul¬
tet, og undertiden en eneste Mands Tænkemaade
har i enhver Alder havt lige saa almindeligt et
Herredømme over de andre Videnskaber og Fa¬
culteter, som det, hvilket Pariserne tilegne sig
over andre Folk. Den Aristoteliske Philosophie
gav i nogle hundrede Aar alle andre Videnskaber
et vis Snit, som man ikke torde forandre. Den
skolastiske Theologie delede Herskabet med Meta¬
physiken, og den svingede sig snart, ved Hielp af
denne høitravende Videnskab, over Hovedet af
alle de andre Faculteter. Lovkyndigheden havde
og sin Periode, da man skrev Forsvarsskrifter


214
for Religionen, i Form af Proresser. Læger
nes Facultet er det eneste, som endnu ikke ha
havt noget almindeligt Monarkie i den lærde Ver¬
den, og man bør derfor haabe, at Skiebnen la¬
der Raden engang komme til dette Facultet, for
at give os fire lærde, ligesom vi have havt fire
verdslige Monarkier.
Det medieinske Monarkie er maaskee nær¬
mere, end vi troe. Mathematiken har læng¬
været gjort til en Province, og Philosophien er
nær ved at overgive sig til dem, som ved Anato¬
miens og Mechanikens forenede Hielp arbeid,
paa at giøre Mennesket til en Maskine. Der
som disse Erobringer udbrede sig videre, staae
hele Psychologien i det mindste Fare for at blive
fløiset, og Theologien holdte sig vel ikke længe,
dersom der vare flere saadanne Læger til, som ig
Meteie. Sædelæren, Lovkyndigheden og
Statskonsten tabte derved deres beste Allierede,
Det lader vel, som disse Videnskaber ligge saa
laugt fra Lægekonstens Grændser, at de ere sikn
nok ved deres naturlige Barriere; men hvem kan
forlade sig mere derpaa, siden Hannibal gik over
Alperne? Jeg har bestemt dette Blad til at med¬
dele Læserne nogle Opdagelser, som bevise, at den
ne Marsk er lettere, end man troer.


219
Man kiendte endnu ikke alle Provincerne
af dette mægtige Monarkie, førend den berømte
Linnæus udgav sit System af Naturen. Den¬
ne store Naturkyndige har uden Tvivl, som Stif¬
terne af alle store Monarkier, ikke tænkt paa at
giøre Erobringer uden for Grændserne af de tre
Riger, som han opdagede. Han inddeler de
naturlige Ting i Classer, efter visse udvortes Kien¬
detegn, hvorfra man sielden kan slutte til de ind¬
vortes, og det synes derfor ikke, at have været
hans Tanke, at anprise denne Methode i andre
Videnskaber, som beroe paa en Kundskab om de
indvortes Egenskaber i Tingene, der ikke falde
saaledes i Øinene, som Tænderne, Hornene og
Fødderne i nogle Dyr, Nebbene og Fierene i an¬
dre, o. s. v. Men hvad giør ikke Moden? -
En lærd Mand har foretaget sig at give os lige¬
saadant et Generalkort over Sædelæren, og at
forklare Menneskets Natur efter Linnæi Jnddee¬
ling af Dyreriget. Den berømte fohannes
baptista ge ia korta har allerede først i det
forrige Aarhundrede gjort saadant et Forsøg i sit
bekiendte Verk om Physiognomien, hvori han sø¬
ger at finde i Menneskenes Ansigter noget, som
ligner de adskillige Dyrearter, og hvorfra man
kunde slutte til deres Carakterer. Men Natur¬
Læren var endnu ikke nok i Moden, for at dette


216
System kunde giøre Lykke. Vore Tider ere gun¬
stigere for saadanne Opfindelser.
Min Lærde, eller for at tale rigtigere, den
moralske Naturkyndige har inddeelt alle Menne
skearter efter Classerne af Dyreriget. Menne
sket er det første i den Classe af Dyr, som han
kalder Pria; men dersom vi derved vilde for¬
staae et Dyr, som kiender sig selv, til hvilken
Tanke Linnæus selv giver os Anledning, er det
klart, at denne store Naturkyndige har taget
Mennesket i alt for vidtløftigt et Begreb, naar
han til denne Classe henfører alle de Dyr, som
have fire parallele Fortænder og to Patter paa
Brystet. Vi behøve kuns at eftertænke, hvad
Socrates og alle Viise i Grækenland, indtil
Oraklet i Delph, have sagt, for at overbevises
derom, at den rette Art af Mennesker til alle Ti¬
der har været saa rar, at vi maae ansee det for
et uddødt Slags, der er lige saa selsomt som Tro
glodyterne, som Orang Outang og Kakurlaiko.
Min Lærde, hvis Hensigt er, at undersøge alle
Menneskearterne, maae bestemme sine Begreber
nøiere, og forstaaer derfor ved Mennesket alene
et Kreatur, som kiender sig selv, i den Mee¬
ning, hvori dette blev forklaret af de Gamle. Næst
Mennesket ere Aberne. Dette Dyr ligner Men¬
nesket i adskillige Ting. Det leer, søber, nik¬
ker, ligesom naar man hilser; det gaaer paa to


217
Been, og nogle af dem elske Fruentimmer; med
saa Ord: det ligner Mennesket i mange Ting,
men har ikke Forstand til at kiende sig selv, og
denne Omstændighed, som nin Naturkyndige hol¬
der vigtigere end Forskiel paa Tænderne, tiener
i hans System til at adskille Aber fra Menne¬
sker; han regner derfor til Aberne de Folk, som
ere artige og selskabelige, men ikke viise. Til
Aftenvakkerne (Vespertiliones) henfører han
dem, som giøre Nat til Dag, og deraf tæller han
tre Slags. Nogle, som søge Mørket, for at
skiule deres Laster, disse ere giftige, som Flag¬
germuus; lærde Folk, som vaage ikke af Kier¬
lighed til nyttige Sandheder, men af Stolthed,
og Nysgierrighed; disse kalder han Aftenbak¬
ker; og endelig de Gierrige, som ikke kunde sove
af Frygt for sine Skatter, og af Lyst til at samle
mere. Disse ere gierne Blodsuere, og han kal¬
der dem derfor Lampyrer.
Elephanterne ere kloge, stærke og ædel¬
modige Dyr; de have en skarp Lugt, og bære he¬
le Armeer paa Ryggen. Til denne Classe hen¬
fører han store Krigsmænd. Hundene ere troe
og stridbare Dyr, som beskytte Mennesket, og
de nyttige, men ubevæbnede Dyr. Den sam¬
me Nytte giøre Soldaterne af Menneskenes Sel¬
skab. Ulve ere haarde og voldsomme Betien¬
te, som misbruge deres Myndighed. Ræve,


218
de, som bedrage under Skin af Retten. Løve
ere Erobrere, og Tigre Tyranner. Muus er¬
Toldsvigere og Contrabandiers, og Kattene lig¬
ne Toldbetiente. Min Naturkyndige bevise
vidtløftig denne Overeensstemmelse i Henseend
til enhver Art. Jeg vil kuns anføre noget a
det, som han siger om Kattene: Disse Dyr er
listige, hurtige og agtsomme; deres Syn er skarp
nok til at see i Mørket; de vide at skiule dere
Kløer, og at gaae saa sagte, at de ikke kunde met
kes. J disse Egenskaber ligne de gode, snild
og vogtsomme Betientere. Men, naar de ha
ve ryddet Muusene ud af Fadeburet, spise de of
te Maden selv fra deres Herre. Deri ligned
slette Betientere, som ofte, ligesom Kattene, fin
de Fornøielse i at pine de smaa Rovdyr, endskiør
de røve mere selv, og saadanne Folk have dog ut¬
dertiden den Lykke, at snoe sig lige saa vel fr
deres Uretfærdighed, som Katten, der komm¬
altid til at staae paa Benene, hvorledes man ke
ster den.
Biørnene ere stærke, kloge og alvorlig
Dyr; de angribe sielden Menneskene, og et
kuns farlige naar de angribes. Deri ligne d
store Statsmænd. Stærke og høimodige Fol
ere som Ryinoceros, gierne sagtmodige Dy
og ikke grumme, uden naar de meget fortørnet
Harerne forestille Frygtagtige. Castorern


219
gode Huusholdere, og Lov= og Statskyndige.
Kamelerne og Dromevarierne Kiøbmænd.
Lammene Borgere, Haandverksfolk og Manu¬
fakturister, og Oxen Bønderne. Disse nyttige
Dyr have overalt den Skiebne, at forfølges ikke
alene af de store Rovdyr, men og af de usleste
Jnsekter. Saadanne smaa Bondeplagere kal¬
des i dette System Bremser.
Heste ere skiønne, bøielige, ædelmodige
og stolte Dyr. De ere villige til at drage og hæ¬
re, utrættelige i at løbe, og giøre sig en Ære af
at tiene Mennesket. Disse Dyr have en meget
foranderlig Skiebne. Saa længe de ere unge,
raske og skiønne, agtes de høit af deres Herrer;
siden sælger man dem, og den stolteste Ridehesk
gaaer tilsidst for Ploven. Min Naturkyndige
mener at finde megen Lighed imellem disse Dyr og
Folk af den store Verden.
Jeg maae og tale noget om Fuglearter¬
ne. Onde Dommere, Advokater, Skifteforval¬
tere og Politiebetientere høre til Høgearten.
Skaderne ere Acagemet, i ogici og hi¬
sputatores. Ørnene store Lærde, som have
opjundet vigtige Sandheder. Papegoherne
Sprogkyndige og Linqvister, som ikke kunde tale
uden med de Gamles Ord. Navnene ere tyv¬
agtige Dyx, de leve af Aadseler, skraale høit,
og kunde lære at snakke. Den Lærde finder deri


220
megen Lighed med visse Konstdommere, som giø¬
re Udtoge og samle Feilene af andres Arbeider;
med de privilegerede Kapere, som man i den
lærde Verden kalder Plagiarios, med Kietter¬
magere, og Elskere af Stridsskrifter. Gøgen
bruger andre Fugle til at udlegge sine Æg. Min
Ærbødighed for Kiønnet tillader mig ikke at sige,
hvad disse Fulge betyde i det nye Natursystem;
men Spurrene ere Ammer, og Pelikaner go¬
de Mødre. Strudserne ere store Fugle, men
de have en besværlig Gang, og kunde ikke flyve.
Til denne Classe regner han de historiske Lærde,
som vide alt, hvad andre have sagt, men ikke
kunde giøre noget selv. Store Folk, si¬
ger han, bruge ofte disse Folks Hukommelse, lige¬
som de bruge Strudsfiere til at pryde deres Hat¬
te. Paafugle ere smukke Folk uden Fortiene¬
ste; Duer gode Ægtefolk; Lærker, Svaner
og Nattergaler opbyggelige, alvorlige og findri¬
ge Forfattere af adskillige Arter; og Svaler
fromme Huusfædre. Disse Dyr, siger han, giøre
ingen Vind, de leve stille, glæde sig ved Guds
Velgierninger i Naturen, og opbygge andre ved
deres eget Exempel. De ere hverken stærke eller
bevæbnede, de beskyttes af deres Dyd, de ere
nøisomme og flittige, elskes af Menneskene, og
forfølges kuns af meget grumme Dyr.


221
Amphivig, som leve baade i Vandet og
paa Landet, deles i tre Classer. Jblant de Kry¬
bende ere Snegle, Frøer og Tudser, til hvilke
min Naturkyndig henfører den trængende eller
frygtsomme Hykler, Snyltegiester, arme Leilig¬
hedspoeter, og en stor Deel af dem, som skrive
Liigprædikener, Programmata og offentlige Ta¬
ler. J Slangearten bemerker han fornemme¬
lig dem, som af Fordeel fortie vigtige Sandhe¬
der, og som fordreie Retten, falske Patroner, og
utaknemmelige Clienter. Disse kalder han Hug¬
Orme. Jblant de svømmende Ampibia er et
Dyr, som kaldes Chimæra. Til denne Classe
henfører han de metaphysiske Lærde, som vilde af¬
giøre alting med nogle saa almindelige Grundreg¬
ler.
Jblant Jnsekterne ere Bierne de nyttige
Lærde, som enten med Skiønsomhed og Valg læ¬
se de Gamles Verker, eller og arbeide i Viden¬
skaber, som ere vigtige for Selskabet. Æder¬
kopperne ere Folk, som uden Læsning, Historie
og Erfarenhed vilde tage alting af sig selv, og
som uden at have lært noget, troe, at de vide al¬
ting. Jblant disse ere nogle Philosopher og nog¬
le skiønne Geister. Dem, som opfylde Videnska¬
berne med Griller og unyttige Spørgsmaale, hvor¬
ved deres sande Brug i Livet forhindres, kalder
han Didenvorrer. Disse skadelige Dyr, siger


222
han, kunde ikke udryddes, uden ved stærk Kuld
og ondt Veir; og naar da Lærde have for god
Dage, blive Kirker og Skoler gierne opfylde
med saadanne Udyr, som fordærve Blomsters
og hindre Frugtbarheden. De, som misbrug
Fornuften og Videnskaberne til at svække Dyde
og Religionen, kalder han Spiesuer. De, som
ikke agte andet end Oldsager, ere Skarnbasser,
og Sommerfugle ere de, som legge sig efte
Modens Videnskaber, alene for Anseelses Skyl¬
Til denne Classe regner han nogle af dem, so
kalde sig selv Naturkyndige og skiønne Aander.
Disse to Modens Videnskaber har mi
Lærde med en besynderlig Konst vidst at foreene
den Deel af hans Natursystem, som handler og
Sommerfuglene. Det er bekiendt, at man in
deler disse Dyr, som vi nu omstunder kiende lam¬
bedre end Mennesket, i sex Slagtordener. De
første bestaaer af Ridderne, og disse inddeles igie
i de Trojanske og Græske. Min Naturkyndit
hur deraf taget Anledning til at beskrive alle dis
vingede Ridderes Bedrifter i et Heltedigt, so
er en lykkeligere Efterlignelse af Jlias, end He¬
manniaden. Det eneste, som ikke behager mi
deri, er, at Kong Priamus, den stormægtige o
uhqvervindelige Keiser for alle Sommerfugle,
efter hans Beskrivelse langt skiønnere end den skiø
ne Helena. Jeg veed ikke, om det er at roset


223
Helt; men saaledes beskrives han og i Natursy¬
stemet, og min Poet er af det rette Slags, som
altid bliver ved Sandhed. Han arbeider og paa
en Historie af de sex Slagtordninger, hvori han
vil forklare Reglerne af den hele Taktik eller Krigs¬
Konst. Og for at giøre saa nyttig en Videnskab
mere ler for dem, som ere Elskere af Cabinetter,
har han opfundet et nyt Skakspil, hvori de Sor¬
te ere Trojanerne, og de Hvide de Græske Hel¬
te, Heliconierne ere Løbere, Dangerne Springe¬
re, Nymphaler Taarne, og Plebeji Bønder.
En Mand, der er saa fordybet i Natur¬
Historien, at alt, hvad han seer for sine Øine,
bliver strax i hans Tanker til Dyr, Fugle og Jn¬
sekter, kan ikke udtrykke sig som andre Folk. De,
som ikke kiende hans System, kunde ikke forstaae
ham. Hvem er nu den største Skade iblant
Eder, spurgte han engang i et Selskab af Lær¬
de. Om vi havde nok saa mange Katte, sag¬
de han en anden Gang, kunde det ikke hielpe;
naar der ingen flere Muus vare paa Landet,
kom der Rotter fra Søen. Hvor har De væ¬
ret i Dag? sagde jeg nyelig til ham. Jeg var
hos en Biørn, svarede han, Forstuen var
fuld af Snegle og Hugorme, og der sprang
Froer og Tudser paa Bordet. Og da man
beklagede engang, at vi havde kuns faa store Lær¬
Strudser ere intet værd uden
de, sagde han: "


224
"for deres Rarheds Skyld, Papegoyer ere der
"nok af, og alt for mange Skader. Lærkerne
"forfølges af Høgene, og Bierne kunde ikke kom¬
"me op for Bremser. J maae flittig ryste vore
"Frugttræer, sagde han til mig, ellers spise Ol¬
"denborrerne alle vore Blomster.
No. 172.
Fredagen, den 10 Sept. 1762.
V¬
i have politiske Testamenter efter Richelieu,
Colbert, Hertugen af Lothringen, Albe¬
roni - og dette Slags Skrifter ere derved saa¬
ledes komne i Moden, at jeg nu og kan anmelde
et efter Herman von Bremenfeldt. Originalen
deraf ligger i det underjordiske Archiv; og der¬
som jeg vilde fortælle, hvad Møie det har kostet,
mig at bringe den for Lyset, skulde mine lærde
Landsmænd tilstaae, at mit Arbeide ikke har væ¬
ret lettere end deres, som først fandt den Kniv,
hvormed den forlorne Søns Fader slagtede den
fede Kalv, og som fra de catholske Tider endnu
forvares i Brunsvig. J Stedet for at opholde
Læserne med at opregne mine egne Fortienester,


225
vil jeg giøre dem bekiendt med Skriftet selv, hvis
Jndhold er nok til at betage de rette Konstdom¬
mere al Tvivl om dets Rigtighed. Et Skrift,
der er saa rart, som dette, behøvede ikke at væ¬
re tillige nyttigt, for at agtes af Kiendere og be¬
lønne Udgiverens Umage. Jkke desmindre har
dette Vexk dog et virkeligt Fortrin for alle dem,
som ere udgivne under samme Titel. An¬
dre politiste Testamenter ere for høie for de fleste
Læsere, og kunde ikke gavne uden store Stats¬
mænd; de fleste Maximer ere gode Ønsker, som
sielden opfyldes. Dette derimod er baade for¬
staaeligt og let at sætte i Verk. Der er intet af
den nye, dristige og farlige Statskonst, hvorover
man klager i alle Lande, ingen Franske Maximer.
Alle Embedsmænd, indtil de ringeste Betientere
i Smaastederne, skulde i Mester Hermans Stats¬
Konst finde noget, som de kunde bruge, og hvor¬
ved de kunde giøre sig lige saa elskede af deres
Borgerskab, som Richelien og Colbert vare for¬
hadte.
Mange Mennesker, siger Mester Herman
i Begyndelsen af hans Testamente, komme aldrig
til at tiene Verden med det, som de vide, fordi
de enten ikke have Ambition nok til at søge saadan¬
ne Poster, hvori de kunde bruge deres Jndsigter,
eller ikke forstaae den Konst, at hielpe sig selv
først, førend de tænke paa at hielpe andre. Denne
krift. 4.


220
Konst er den allersgtigste i Politiken, fordi paa
den beroer Brugen af alt det øvrige. Den et
intet mindre end vanskelig. To eller tre Max¬
imer ere i hans Tanker nok; ingen er saa eenfol¬
dig, at han jo kan begribe dem; men nogle, si¬
ger han, ere ikke dristige nok, andre ere for ær¬
lige eller for stolte, elter og for selvkloge til at sæt¬
te dem i Verk.
Den første Grundregel er, at man altid
bør tragte efter det høieste, og aldrig være for¬
nøiet, saa længe det er mueligt at blive meer end
man er. Dersom jeg, som andre Borgere her
i Byen, siger Mester Herman, havde ingen høie¬
re Ambition havt, end at være en god Haandverks¬
mand, skulde jeg endnu have været Kandestøber.
Det er undertiden en Lykke, siger han videre, for
dem, som ere fødte til noget Høit, at de ikke due
til borgerlige Haandteringer. Dersom jeg tid¬
lig var bleven berømt ved mit Haandverk, skul¬
de jeg maaskee være bleven lige saa stolt deraf,
som en brødløs Poet af sine Vers; men, just for¬
di jeg var en slet Kandestøber, derfor blev jeg
Borgemester. Denne Følelse af en vis Ubeqvem¬
hed til det, hvortil Nøden drev mig, lærte mig
først, at jeg maatte være fød til noget høiere. Og
denne Ahnelse bedrog mig ikke; thi jeg havde i
to Maaneder læst Aviserne, førend jeg havde Jnd¬
sigt nok til at finde Feil i de offentlige Underhand¬


227
linger. Lige saa hastig lærte jeg at indsee alle de
Feil, som man paa den Tid begik i Raadstuen,
og saa vidt kom jeg i to Maaneder, efter at jeg i
ti Aar ikke havde lært at støbe en Potte.
Hvorledes jeg kom ind i Raadstuen, siger
han videre, det er bekiendt nok af min Historie.
Jeg talede aldrig vel om noget af det, som
Øvrigheden giorde. Derved blev jeg snart
baade elsket af Borgerskabet og agtet af Magi¬
straten. Man troer vel i Verden, at Raadet
gav mig denne Titel alene for at prøve mig, at
jeg siden selv fandt Borgemesterskabet for tungk
for mine Skuldre; men det er en aabenbare U¬
sandhed. Jeg havde det tilfælles med alle store
Mænd, som hastig ophøies, at blive et Maal for
alle mine Borgeres Misundelse; men jeg haa¬
ber, at fornuftige Folk ikke dømme mig af den
Comoedie, som man har skrevet om mig. Det
var saa langt fra, at jeg holdte det for tungt at
være Borgemester, at jeg endog fandt det langt
lettere, end jeg havde forestilt mig; jeg fandt det
lettere end at være Kandestøber. Læserne vente
uden Tvivl med stor Begierlighed efter at høre
de Konstgreb, hvorved Mester Herman gjorde
sig dette vigtige Embede saa let.
Jeg var aldrig saasnart kommen i Raad¬
stuen, sagde han, førend mit hele Væsen lige¬
som med eet blev forandret. Jeg følte, at jeg


228
ikke alene havde Mod nok til at give mig al den
Myndighed, som min nye Værdighed udkrævede,
og at den alvorlige Mine, som jeg antog, var
nok til at opvække en dyb Ærbødighed hos alle
dem, som Dagen ilforn havde kiendt mig som
Kandestøber. Men det, som er det forunder¬
ligste, min Jndsigt voxte i en Tid af 24 Timer
saa meget, at jeg indsaae paa engang alt, hvad
jeg i mange Aar ikke kunde begribe, og at jeg blev
lige saa klog som de, der havde siddet mange Aar
i Raadstuen. Hvad saae da Mester Herman?
At alt, hvad der var gjort i Raadstuen, var u¬
forbedreligt. Denne Jndsigt, siger han, gjor¬
de mig mit hele Embede let; thi da jeg engang
vel var overbeviist derom, skrev jeg paa alle Fo¬
restillinger uden nogen videre Betænkning: Det
forbliver ved det Gamle. Jeg var altid enig
med de fleste af mine Colleger, at den største Deel
af Borgerskabet var fornøiet med mig, at endog
de, som tilforn tvivlede om min Dygtighed, gav
mig nu alle det Vidnesbyrd, at jeg af en slet
Kandestøber var bleven en god Borgemester.
En af de største Vanskeligheder i saadan¬
ne Embeder er, at svare Folk saaledes, at man
kan beholde sin Credit, og ikke love meere, end
man kan holde. Mester Herman har i denne
vigtige Sag gjort en besynderlig Opdagelse. Det
er skadeligt, siger han, baade at love og at nægte


Folk noget. Det ene forbittrer dem strax, og
det andet giør dem misfornøiede i Tiden. Min
bestandige Regel var, at hverken svare ja eller
nei, og jeg bragte det ved denne dybe Politik saa
vidt, at, da jeg havde været mange Aar i Raad¬
stuen, vidste ingen endnu af hvad Tanker jeg var
i nogen Sag. Naar nogen af Byens Bestillin¬
ger skulde bortgives, gav jeg altid min Stemme
til den ældste Supplicant, og det feilede aldrig,
at jo denne i sit Embede var af samme Tanker
som jeg, at man skulde blive ved det Gamle. Jeg
loe af de andre Borgemestere, som talede meget
om at belønne Fortienester. De kunde aldrig
blive enige med sig selv; og naar de endelig ud¬
fandt en Person, som alle tilstod at have noget
af det, som man kalder Fortienester, havde de
det Uhæld, at de, for at hielpe denne ene, gior¬
de ti misfornøiede; det er ikke nok, sagde disse,
at man ikke agter vor Alder og Anciennete, man
beskiemmer os endog offentlig, ved at tillegge dem
større Fortienester, som ere yngere end vi. Kuns
to Gange har jeg forladt min Grundregel, en
Gang for at støde dem fra Valget, som en anden
Borgemester havde foreslaaet, og en anden Gang
fordi Embedet var saa besværligt, og Jndkom¬
sterne saa ringe, at ingen vilde søge det. Men
disse to Mennesker, som vare de eneste, hvilke
jeg hialp for deres Fortienester, takkede mig knap


230
derfor; de ansaae det for en Pligt, og den sidste
troede, at baade jeg og Byen var ham forbun¬
det, fordi han godvillig paatog sig et Embede,
som ingen skiøttede om.
Da jeg saaledes ved nogle Aars Erfaren¬
hed havde lært, hvor let det var at være Bor¬
gemester, havde jeg siden saa stor Afskye for alle
Raisonneurs og Projektmagere, at jeg troede, at
der var intet saa unyttigt til, som det, man kal¬
der Lærdom og Videnskaber; thi jeg bildte mig
endnu ind, at alle disse Folk ikke gjorde andet end
Forslag til nye Forbedringer, hvilket streed mod
min Grundmaxime. Jeg indsaae siden, at jeg
gjorde dem Uret. Nogles Lærdom var af den
Beskaffenhed, at de rgisonnerede slet intet; de
talede mange Sprog, og naar man spurgte dem
om noget, vidste de kuns hvad Aar det var skeet,
og hvem der havde fortalt det, uden at bekymre
sig om det var ret eller ei. Disse Folk fornøiede
mig undertiden, fordi de sagde mig aldrig imod,
men tænkte alle, ligesom jeg, at man skulde bli¬
ve ved det Gamle. Andre vare kloge paa Him¬
melen, men kiendte saa lidt af Jorden, at de nep¬
pe vidste, i hvilken Gade Raadstuen laae. Disse
Lærde fortalte mig forunderlige Ting, som jeg ik¬
ke begreb, og iblant andet sagde de mig saa tidt
at jeg var lærd, at jeg virkelig troede det tilsidst.
Af de første lærte jeg Navnene af alle Borge¬


231
mesterne, i hvad Aar enhver var fød, naar han
var bleven Borgemester, og naar han døde; de
sidste lærte mig at beregne, hvor mange Stene
der vare i Raadstuen. Med disse Folk fordrev jeg
ofte Tiden; men det tredie Slags Lærde kunde
jeg aldrig lide. De havde altid noget Nyt.
Den Borgemester, sagde de, havde først bragt
det Haandverk til Byen, en anden den Konst,
den tredie den Handel; og hvor meget disse end
havde giort, var der dog altid noget tilbage, som
de sagde, at Efterkommerne kunde giøre. En
fortalte, at det gik saa til i Lybek, en anden, at
det var saa i Rostok, og alle kom de overeens
deri, at der var noget Godt hos andre, som kun¬
de være lige saa hos os, og at det, som var nyt
her i Byen, var gammelt paa andre Steder.
Med saadanne Historier giorde de mig tidt saa for¬
vildet, at jeg ikke vidste mere hvad der var nyt
eller gammelt, og hvad jeg efter min egen Grund¬
regel skulde antage eller forkaste; og naar de be¬
gyndte at raisonnere, havde det ingen Ende.
Snart beregnede de hvor mange Folk der vare i
Byen, og hvor meget enhver kunde fortiene hver
Dag, og altid var Slutningen, at der baade kun¬
de være flere og at de kunde fortiene mere. Snart
vilde de, at alle Folk, indtil Kandestøbere og
Borgemestere, skulde studere. Med faa Ord,
de brød mig saa meget, at jeg engang gjorde et


232
Forslag til at afskaffe alle oekonomiske og politiske
Skrifter, indtil de offentlige Tidender, og at for¬
byde lærde Folk at tale om saadant. Men nog¬
le af de andre Borgemestere satte sig derimod.
Siden alle andre, indtil Kandestøbere, svarede
en af dem, som jeg fra den Dag af ikke kunde li¬
de, fra gamle Tider af har brugt denne Friehed,
var det jo en skadelig Nyehed, at forbyde de
Lærde det.
Min egen Grundregel nødte mig den Gang
til at tie, og jeg besluttede fra den Dag af aldrig
at antage flere Grundregler. De nytte ikke til
andet, siger Mester Herman, end at Folk ud¬
studere vor Tænkemaade, og misbruge vore
Grundregler imod os selv. De fleste holdt mig
for en dyb og ubegribelig Mand, alene fordi jeg
handlede kuns efter en eneste Regel, og den skiul¬
te jeg saa vel, at man maatte kiende mig meget
nøie for at opdage den. Læserne kunde heraf let
slutte, at det øvrige af Testamentet gaaer, alene
ud paa at bestyrke denne Regel, og at kuldkaste
alle andre. Rummet tillader kuns at anføre
nogle Exempler, hvoraf man kunde slutte til det
øvrige.
Alle nye Jndskrænkninger af Handelen ere
efter Mester Hermans Testamente skadelige, og
denne bør derfor sættes i sin første Frieheds Stand,
da baade Jndførselen og Udførselen var frie.


233
Dersom alle Nationer, siger han, faldt paa at
giøre saadanne Jndskrænkninger, maatte al Han¬
del og Vandel tilsidst høre op, og naar der var
ingen Handel i en Bye uden den indenlandske,
tabte man tillige Tolden. Dog tillader han heri
nogle faa Jndskrænkninger. Som en Ven af
Borgerskabet, og Beskytter af Langene, især
Kandestøbernes, hølder han det ikke skadeligt, at
forbyde fremmede Tinkars Jndførsel, saavel som
Chinesisk og Sachsisk Porcellain. Han er en
Fiende af alle nye Manufakturer, fordi de stride
mod hans Grundregel, og skade Kræmmerlauge¬
ne, men allermeest af Fabriker af Steentøi, for¬
di de skade Kandestøberne. - De Gamle, si¬
ger han, bleve ikke fattige, fordi de bare Guld og
Sølv, ikke heller fordi de gave liden Told af de¬
res Vine; men Fattigdom kom først ved den Chi¬
nesiske Handel; siden den Tid har der ingen ri¬
ge Kandestøbere været, og om nogle Aar vil det
gaae lige saa med Bryggerne, Tobakspinderne
og Brændeviiusmændene, dersom det ikke i Tide¬
forebygges, ved at afskaffe den Chinesiske Han¬
del tillige med alle nye Paafund.
Af Laugene er han især en meget stor Pa¬
tron; disse ere og virkelig lige saa gamle som Faust¬
Retten og Hansestædernes Forening. Mester
Herman ønsker, at der vare Lauge for alle Stæn¬
der, Laug for unge Mænd og Piger, hvoraf der


234
kuns maatte være et vist Tal, som nød Tilladelse
at gifte sig, mod visse Afgifter til Lauget, alle
andre Giftermaale skulde kiendes ulovlige, og
Børnene uægte; Laug for lærde Folk, med For¬
bud, at ingen andre maatte tale eller skrive om
Videnskaberne; Laug for politiske Borgere, som
paa Caffehusene vilde læse, Aviserne; men for
Kandestøberlauget har han især været omhyggelig.
Intet, siger han, har skadet vore Borgere i de¬
res Næring saa meget, som fremmede og nye
Moder. Jeg vilde derfor, at Magistraten i hver
Bye ikke tillod, at der blev brugt andre Tinkar,
end af den Model, som var brugelig da Kande¬
støberne først fik Laug. Jeg veed, legger han
til, hvor meget Hovedbrud det kostede mig i min
Ungdom at lære alle de nye Fasons, og dersom
Politiken havde været saa vanskelig, var jeg al¬
drig bleven Borgemester.


235
No. 173.
Mandagen den 13 Sept 1762.
A¬
lle Hemmeligheder, siger man, blive tilsidst
opdagede. Statsmændene selv kunde ikke
længe have sig noget forbeholden, og man slutter
deraf, at Frimurerne ikke heller have mange vig¬
lige Hemmeligheder. Jkke desmindre er der i
vore Tider en Sekt, som har udbredet sig over
hele Europa, og hvis Grundlove endnu aldrig
have været ganske bekiendte; en Sekt, som er
almindeligere end den Christne Religion, og hvis
Oprindelse er mere skiult end Friemurernes. Vi
kalde denne Sekt Frietænkere, og Navnet er be¬
kiendt nok; men alt, hvad vi veed om den end¬
nu, er kuns enkelte Personers Bekiendelser, hvor¬
fra man ikke kan slutte til hele Ordenens Grund¬
Love. Den har ingen, vilde nogle maaskee sva¬
re; men dersom det virkelig var saa, var det da
ikke forunderligt nok? Et Selskab af Mennesker
uden alle Grundregler, naar har man hørt saa¬
dant før? Hvor mange forunderlige Nationer vi
end have opdaget i begge Indierne, under Nord¬
og Sydpolen, er der dog endnu aldrig fundet


230
saadant et Folk, og det skulde leve midt iblant os
J den slebne Deel af Verden, hvor Moden ale
ne har saa mange Love, hvor man spiser, drik
ker, gaaer og staaer efter Grundregler? -
Det er umueligt. Grundregler maae de have
dersom de udgiøre et Selskab, og hvem kan tviv
le derom, naar man betænker, hvor enige de er¬
i at agte sig selv og foragte alle andre? Denn
Enighed er saa stor, at hvem, som kiender lid
af Verden, maatte før troe, at der ingen Chri
stelig Meenighed, ingen synlig Kirke mere var
til; thi hvilken Sekt i Christenheden, naar mar
undtager Jesuiterne og Herrenhuterne, arbeide
saa ivrig paa at udbrede sine Meeninger, son
denne Orden? - - Dette er uden Tvivl no¬
til at bevise, at de udgiøre et Selskab, at de ha
ve Grundregler; men hvorledes er nu dette Sel
skab stiftet, og hvilke ere dets Grundlove? De
var vel ikke mindre værd at vide. Jeg har en¬
delig med stor Møie opdaget denne Hemmelig¬
hed, og haaber derfor, at fortælle Læserne i det
Blad noget, som skal fornøie deres Nysgierrig
hed lige saa meget, som Jndholdet af det bekiend¬
te Skrift, kaldet: Den forraadte Friemurer
Den berømte: Orden af Frietænkerne et
stiftet i Holland Aar 1525, af en Fransk Skræ¬
der fra Piccardie, som heed Qvintus. Store
Verker bringes ikke strax til Fuldkommenheden.


231
Den første Opfinder kom ikke videre end til at
fastsætte disse tre betydelige Grundregler: 1) At
der er ingen Synd til. 2) At Skriften ikke er
Guds Ord, og 3) at man udvortes kan antage
hvilken Religion man vil. Dette var alt, hvad
man kunde forlange af en Skræder. Nogle Phi¬
losopher og stærke Aander have siden bygt paa
denne Grundvold; men hvor meget de end have
lagt til, maae man dog tilstaae Skræderen den
Ære, at have opfundet det vigtigste. Hans Lær¬
domme blive altid Grundpillerne af den Bygning,
som Efterkommerne siden have opført, og alt,
hvad de største Hoveder have lagt til, er kuns Zi¬
rater. J Begyndelsen kaldte man denne Sekt
Libertiner; men da nogle Philosopher og vittige
Hoveder bragte Skræderens Grundregler i Sy¬
stem, kaldte de sig selv Frietænkere og stærke Aan¬
der. De tilegnede sig den Ære, at være Op¬
findere af et Lærebegreb, hvori Methoden dog er
det eneste, som hører dem til; og man kan sige
til deres Undskyldning, at det ikke er den første
Gang, at man i den lærde Verden har sat høiere
priis paa Formen end paa Materien. De for¬
tiene endog den Roes fremfor andre Sekter, at
hvor mange Partier der end have været iblant
dem, have de dog altid været fornøiede med hin¬
anden, naar de kuns vare enige i det, som de
holdte for Hovedsagen, og det største Hoved iblant


238
dem har aldrig skammet sig saaledes ved sin Læ
remester, at han jo har anseet den for sin Ordens
Broder, som troede det samme som Skræderen
Enhver Frietænker har for Resten sit Sy
stem for sig selv, og han maae have det; det e
en af Ordenens Grundregler. Har han ikke Op
findelseskraft nok til at udtænke noget Nyt, maa
han forandre i det Gamle saa meget som han kan
er han ikke stærk nok til at bevise hvad han lære
selv, maae han dog dristig modsige alt hvad an
dre lære, og forlange Beviis uden Ende. Met
hvor adskillige end deres Systemer af denne Aar
sag ere, komme de dog alle overeens i følgend
Grundsætninger:
Nøglen til det hele System ligger i denn
Opdagelse: At Frietænkere ere ikke, som man
Almindelighed troer, Folk, der forlange Friehel
til at tænke i Religionen efter de sædvanlige Grun¬
de, som Fornuften følger i andre Undersøgninger
Det er Folk, som tænke i Religionen ganske an
derledes, end de tænke selv i de andre Dele af
den menneskelige Kundskab.
J alle andre Tilfælde var et Menneske
ufornuftig, dersom han ikke troede andet, end
hvad han selv havde erfaret. Saadan een maan¬
te forkaste den hele Historie, og det meeste af Na¬
turlæren og Lægekonsten. Han maatte ikke troe,
at der vare flere Lande til i Verden end de, han


239
selv har seet. En fornuftig Frietænker tænker
ikke saaledes, uden alene i Religionen.
En Frietænker kunde ikke leve i noget Sel¬
skab i Verden, dersom han ikke forlod sig paa to
Menneskers overeensstemmende Udsigende; men
om og nogle hundrede Mennesker lode sig pine og
korsfæste, for at bekiende noget, som de selv hav¬
de hørt eller seet, maatte han ikke troe det, saa¬
snart det angik Religionen.
En Frietænker maae, som et fornuftigt
Menneske, troe, at det i de fleste Tilfælde er be¬
dre at handle efter en ufuldkommen Regel, end
at have slet ingen, at det er bedre at giøre noget godt
end intet; men saasnart der tales om Religionen,
paastaaer han, at det er bedre at troe slet intet,
end at begaae den mindste Feil; og at, naar man
ikke kunde bevise det mathematisk, maatte man
sør nægte, at der var en Gud til. Et Menne¬
skes Kundskab om Gud bliver altid ufuldkommen,
og en Frietænker troer derfor, at det er bedre, at
ikke tænke derpaa. Dersom nogen svarer ham,
at man ikke heller kiender et Menneske fuldkom¬
men, ikke engang sig selv, og at man derfor dog
ikke tvivler om det, som man erfarer, eller slut¬
ter sig til, meget mindre nægter at man selv er
til, da holder Frietænkeren sig til sin Grundregel,
at Religionen er det eneste, hvori alt dette ikke
gielder.


240
En fornuftig Mand nægter ikke strax hvad
han endnu ikke kan begribe; han seer, at dersom
det ofte er vanskeligt at bevise, at en Ting er, et
det endnu vanskeligere at bevise, at den ikke er,
og allervanskeligst at bevise, at den er umuelig¬
Han tvivler undertiden, ikke for at nægte, mege
mindre for at belee andre, som troe, hvad har
selv endnu ikke troer, men for at undersøge. En
eneste fornuftig og ærlig Mands Vidnesbyrd
Stats= eller Naturhistorien gielder i det mindsi
saa meget hos ham, at han maae have stærke Be
viser, førend han holder det for urimeligt. Saa
ledes opfører en fornuftig Frietænker sig, saa læn¬
ge han tvivler, i alle Undersøgninger, undtaget
dem, som angaae Religionen. J alle andre Tul
fælde holder han den for den største Daare, son
er færdig til at nægte eller belee hvad han ikke ha¬
hørt eller erfaret for, og kuns i Religionen alen
kalder han den en Nar, som betænker sig paa a
forkaste hvad han ikke strax kan begribe, og hval
han endnu aldrig alvorlig har undersøgt.
Denne Undersøgning bør et fornuftig
Menneske i alle Ting afmaale efter Tingens Vig¬
tighed. Naar der f. Ex. handles om et Foreta¬
gende, som kan have nogen betydelig Jndflydeiss
paa vores timelige Velfærd, bør en fornuftig
Mand betænke det tidlig, længe, nøie og alvor
lig, eftersom Handlingen er vigtig til. Han oø


241
ikke lade sig afskrække af de første Vanskeligheder,
især dersom disse komme alene deraf, at de Raad,
som man giver ham, synes at giøre noget Skaar
i hans Lyster, meget mindre bør han skiemte med
saadanne Ting. En Frietænker antager alle disse
Regler, undtagen i Religionen, han betænker sig
vel, førend han udsætter en Capital, han er al¬
vorlig naar han tæller Penge, naar han søger en
Titel; men saasnart tales der ikke om Muelighed
af et tilkommende Liv, om Midlerne til at naae
en anden Lyksalighed end den timelige, førend
han skiemter selv, og beleer alle dem, som troe,
at saadant kunde være mueligt, og at de fortiene
nogen alvorlig Eftertanke.
Nogle Frietænkere ere meget alvorlige og
ærbare Folk; andre ere vellystige. Deres Leve¬
maade er adskillig, men Grundreglerne ere de sam¬
me. De alvorlige troe, at ingen viis Mand kan
agte Vellyst for sut høieste Gode, og at ingen uden
Narre kunde altid være lystige: at man for Plig¬
terne, eller i det mindste for Æren bør opofre no¬
get af sine Fornøielser, og taale Arbeide. Saa¬
ledes tænker den alvorlige Frietænker, naar han
ol æres af andre og holdes for en viis Mand;
hm arbeider, lider, og opofrer ofte meere for en
Titel og for en Roes, som han ikke meere føler,
naar han er død, end mangen Christen for en vir¬
kelig Salighed efter Livet. Men saasnart hører
needorffs Skr


242
han ikke, at andre troe saadan en Salighed, og
at den var værd at opofre noget for, førend han
holder dem for Narre. Det er ikke i dem, som
tilbede Æren, men kuns i de Christne, at han
fordømmer den Lærdom, som lærer Mennesken
at indskrænke deres Lyster, og at troe, at der ef
et høiere Gode til end det, som man smager.
For den vellystige Frietænker er der intet saa barn¬
agtigt og saa urimeligt til, at han jo søger at fø¬
re sig det til Nytte, for at forøge den Lyksalighed,
som han sætter i sine Følelser alene. Jndbild¬
ningen selv maae hvert Øieblik komme ham til
Hielp, for at bygge ham en Himmel fuld af uop¬
hørlige Vellyster her paa Jorden, og han agtet
saadan en indbildt Glæde, med hvis Forfængelig¬
hed han selv skiemter, for en virkeligere Deel af
hans Lyksalighed, end det Haab, som er bygt paa
den samme Viisdom, som opholder Verden¬
Kuns den Glæde, som en Christen føler ved at
forlade sig paa det evige Væsen, er ham en Daar¬
lighed. Han ønsker sig vel ofte at kunde være saa
glad, som disse svage Siele, men hans høie For¬
nuft tillader ham ikke at søge denne Glæde, uden
i de sande og visse Fuldkommenheder, i Titler og
Skuespil.
Et Menneske, som ikke vilde arbeide, som
levede vel, og fortærede hvert Aar mere end han
tog ind, handlede daarligen, og han maatte være


243
en stor Nar, dersom han ved denne Levemaade
ventede at blive riig. En Syg var lige saa daar¬
lig, dersom han troede, at det var lige meget,
hvad Diet han førte. I disse Begreber er en
Frietænker enig med alle fornuftige Folk, og naar
han er i Stand til at drage en almindelig Slut¬
ning af det, som han erfarer, slutter han deraf,
at det er daarligt, at vilde naae et Øiemerke uden
at bruge Midlerne. Som Frietænker har han
endnu mere Aarsag til at holde det for en Daar¬
lighed, om den Lade vilde vente, at Gud ved
Mirakler skulde giøre ham riig. Men lad os
spørge ham, om Tilstanden efter Livet ikke og kan
beroe paa visse Midler, om en Siel, som hand¬
ler mod sit bedre Vidende, kan vente at blive lyk¬
salig? om der ikke kan være en Ulyksalighed efter
Livet, som er lige saadan en Følge af Midlernes
Forsømmelse, som Fattigdom er en Følge af Lad¬
hed, og Sygdom af slet Diet? Nei, svarer han;
salige maae alle blive uden Midler, og førend han
nægtede dette, før skulde han endog troe Mirak¬
ler.
En Frietænker skulde troe, at alle blive
lyksalige efter Livet? Ja, hvorfor ikke det, den¬
ne Lærdom er jo meget angenem, og den tillader
enhver derfor at leve som han vil. - - Men
den er taget af Aabenbaringen. - - Af den
Aarsag troer Frietænkeren det ikke. Det kommer


244
an paa, hvad for en Philosophie der er i Moden
Efter den Cartesianske vare alle Dyrene Maski¬
ner, og i den Tid troede ingen Frietænker, at Men¬
nesket havde en Siel. Den Lærdom om Mo¬
naderne har endelig bragt det saa vidt, at man nu
troer, at hele Naturen er besielet, og at ikke Sie¬
lene alene, men og alle enkelte Substancer ere
uforgiengelige. Saa længe denne Philosophie
varer, bliver der mange Frietænkere, som troe en
Udødelighed, men de antage derfor ikke en dobbelt
Tilstand efter Livet. Her i Verden tilstaae de
vel, at nogle ere lykkelige og andre ulykkelige;
og naar man spørger dem hvorfor? svare de, at
nogle have fortient det, at andre ere det for det
almindelige Beste, for Verdens Fuldkommenheds
Skyld. Men sagde man i det samme, at dette
almindelige Beste kunde maaskee og udkræve, at
de, som ved deres Forhold fortiente det, bleve
ulyksalige efter Livet, da er en Frietænker efter
sine Grundregler forbundet til at nægte denne Føl¬
ge, hvorfor, fordi den kunde bevise noget i Re¬
ligionen.
En philosophisk Frietænker troer ikke let,
at Gud giør noget af Materien ganske til intet.
Han troer, at alting i Naturen lever, at det for¬
andres uden at forgaae, at Forraadnelsen selv er
en Virkning af en levende Kraft, som efter Op¬
lesningen bliver tilbage i ethvert Støv. Men


245
iblant dem, som tænke saaledes, ere der dog man¬
ge, som troe, at denne Regel ikke har Sted i
Henseende til de tænkende Væsener; disse, mene
de, ere de eneste, som forgaae, og som ikke blive
bestandige uden i deres Arter. Gud har altsaa
efter deres Meening skabt alting for Evigheden,
uden de Væsener alene, som tænke og fornemme.
Silkeormene og Sommerfuglene skifte Legeme,
Sæden beholder i Forraadnelsen selv en Kraft til
at udspire igien. J alt dette finder Fornuften
ingen Vanskelighed, og dog maae denne samme
Fornuft i en Frietænker være stærk nok til at belee
alle dem, som troe, at Gud kunde have forundt
den menneskelige Natur en Fuldkommenhed, som
ligner den, hvilken vi erfare hos Ormene og i
Sæden.
No. 174.
Fredagen den 17 September. 1762.
E¬
r det Under, om vi finde mange Urigtigheder
i Sædelæren, saa længe de første Begreber
om Dyden endnu ere saa ubestemte? Nogle sæt¬
te den i de udvortes Handlinger alene, andre i


240
Hensigterne, andre i Kundskaben, eller i en al¬
mindelig og uvirksom Villie. J Henseende til
Hensigterne selv og de bevægende Grunde er man
ikke enig. Nogle sætte Dyden i en Færdig¬
hed til at begiere det Gode efter visse bevægende
Grunde, enten disse tages af det Gode selv, eller
af de fordeelagtige Følger, som det kan have i
Henseende til os, og hvoraf nogle ikke engang
virkelig forøge vores Lyksalighed.
De, som sætte Dyden i de udvortes Hand¬
linger, udelukke den vigtigste Deel af Mennesket,
og det, som egentlig er Mennesket, fra at have
Deel i det, som meest forædler den menneskelige
Natur. Den beste Gierning, som kommer af
en vis Vane og Færdighed alene, uden at besty¬
res af Overlæg og af et fornuftigt Valg, er ofte
lige saa mechanisk en Handling, som de Bøielser,
og Bevægelser, hvilke Sielen frembringer i Le¬
gemet, uden at være selv ret medvidende derom.
Opdragelsen kan forskaffe Mennesket adskillige
saadanne Færdigheder, ved de samme Midler,
hvorved man afretter Dyrene, og hvorved man
lærer Børn at bruge den Haand, som man kal¬
der den rette. Naar man siger om Cato, at
han gjorde godt, fordi han ikke kunde handle an¬
derledes, have nogle af disse Handlinger vel væ¬
ret saadanne mechaniske Virkninger, enten af
hans alvorlige Temperament, eller af hans strænge


24
Opdragelse, og mange af hans store Gierninger
blive i den Betragtning langt mindre Fuldkom¬
menheder, end en anden ringe, Handling, som
foretages af Overlæg. Det er langt fra, at jeg
derved vil forkaste disse Virkninger af Opdragel¬
sen; de blive altid nyttige for Selskabet, om de
ikke altid forbedre Personen. De giøre Dydens
Udøvelse lettere, og den beste Siel kan behøve
saadan en Hielp. Pligterne kunde i Mangel af
visse Færdigheder falde den alt for besværlige; og
naar disse Færdigheder ikke ere Virkninger af Va¬
nen og Opdragelsen alene, men og af frie og ofte
igientagne Øvelser, som have deres Grund i for¬
nuftige Forestillinger, ere de virkelige Dyder, end¬
og naar de ved en lang Øvelse ere blevne til Va¬
ner.
Men af hvad Grund en god Gierning end
kommer, er den dog altid mere værd for Menne¬
skene og for Selskabet, end en god Hensigt ale¬
ne, eller en almindelig Lyst til det Gode, som
ikke kommer til den rette Virksomhed; og naar
den kuns ikke foretages i en ond Hensigt, af Hyk¬
lerie, for at skade andre, eller udføre onde An¬
slag, maae den have samme Værdie i Guds Øi¬
ne, det er, om den end ikke altid kom af den re¬
neste Grund, om Ære eller Egennytte havde
nogen Deel deri, maae den dog være behagelige¬
re for Gud end en lad Bøn, end en død, uvirk¬


248
som og ukierlig Troe. Og naar vi betænke, at
de, som anvende deres Liv paa Bøn, Betragt¬
ning og Religionens indvortes Øvelse alene, ha¬
ve mindre Fristelser end andre, mindre Vanske¬
ligheder at overvinde, end de, som for at udøve
store Pligter maae leve i en nøiere Forbindelse med
Verden, da kunde vi ikke maale begge disse Men¬
neskers Dyd med een Alen. Gierningens Vig¬
tighed, Arbeidets Besværligheder, Mængden af
de Fristelser, som overvindes, og af de Lyster,
som opofres, maae undskylde, om der undertiden
var nogen Mangel i Hensigten, og om alle de¬
res Handlinger ikke altid kom af saa rene bevæ¬
gende Grunde, som andres, der ikke have disse
Besværligheder, og hvis Tænkemaade, Kald og
Omstændigheder indskrænke dem til nogle faa let¬
te og almindelige Pligter. Naar de endog med
det beste Hierte opfylde disse Pligter, kan det ofte
være, at deres Dyd ikke er nær saa stor som an¬
dres, i hvis Handlinger der undertiden blander
sig nogen Forfængelighed; og naar de ikke opfyl¬
de dem, ere de med alle deres gode Hensigter, med
al deres Religionsiver ikke alene slettere Borgere,
men og slettere Christne end andre, som sukke,
bede, læse og tale mindre, men giøre mere.
Det er langt fra, at jeg hermed enten vil
besmykke de menneskelige Feil, eller tilskrive Men¬
nesket nogen Fortieneste og Retfærdighed i Guds


249
Øine. Enhver forfængelig Hensigt bliver altid
en Plet, endog i den største Handling, og jo
større denne er, desmere røbes den menneskelige
Naturs Ufuldkommenhed derved, at den ikke kan
opfylde saa vigtig en Pligt, uden at opmuntres
dertil ved en Ærelyst, hvilken, naar den er al¬
lerreenest, dog er grundet paa Menneskenes Dom¬
me, at disse bedragelige Domme kunde gielde saa
meget hos et fornuftigt Kreatur, at Guds Yndest
og andre Menneskers sande Beste ikke altid er
nok til at opvække det til en ivrig Brug af alle si¬
ne Kræfter. Naar et Menneske saaledes under¬
søger sine egne Hensigter, naar han betænker, at
han har alting af Gud, ikke alene Kræfterne, men
og Leiligheden til at bruge dem, at hans Sam¬
vittighed baade bebreider ham mange Forseelser,
og viser ham store Feil, endog i hans beste Gier¬
ninger, da kan han aldrig nok erkiende sit eget
Intet. Men dersom vi misbruge denne Følelse
af vort eget Intet til enten at forsømme selv Plig¬
terne, eller foragte Dyden hos andre, da kunde
vi paa ingen Maade mere beskiemme baade Chri¬
stendommen og Philosophien. Jkke desmindre
ere der baade saadanne Christne og saadanne Phi¬
losopher til; hine sætte Christendormen, og disse
det, som de kalde Dyd og Viisdom, i en blot
Betragtning, i en Følelse af den menneskelige
Naturs Ringhed og Skrøbelighed, som forleder


250
dem til at foragte Kundskaben, til at for¬
sømme de Leiligheder, som bydes dem til at
gavne andre, og til at søge Feil og Ufuldkommen¬
heder i de beste Handlinger, hvormed andre tieg
ne Gud og Næsten.
Man er i Christendommen forfaldet til de
samme Yderligheder, som vi bemerke hos de he¬
denske Philosopher. De fleste af disse vare stol¬
te nok til at lære, at Mennesket havde Kræfter
af sig selv til fuldkommen at opfylde alle Pligter¬
ne. De gave sig endog ud for at kunde lære Folk
Dyden ligesom en anden Konst eller Haandverk,
og denne Dyd bestod, som oftest, i et udvortes
Skin, i visse egensindige Handlinger, i en Fær¬
dighed til at forsvare og undskylde alt, hvad de
gjorde selv, og til at forvilde endog de naturlige
Begreber om Pligterne. Saadanne Folk vare
Sophisterne. Socrates lærte, at et Menneskes
Kræfter ikke vare saa store, som disse Folk ind¬
bildte sig; at de fleste Spørgsmaale, som de frem¬
satte, vare enten uopløselige for den menneskelige
Forstand, eller og ubetydelige; at det var fornuf¬
tigere at tilstaae sin Vankundighed, end at lade
sig forblinde af Fordomme, eller bedrage andre
ved falske Fornuftslutninger; at den sande Viis¬
dom bestod i at kiende sine Pligter, og endelig at
Kundskaben alene uden Guds medvirkende Naa¬
de ikke var nok til at øve Dyden. Af denne


251
Skole kom alle de Philosopher, som fortiente
Navn af Viise. En anden Sekt, som kaldtes
den Cyniske, foragtede baade Kundskaben og
pligterne. Den havde intet tilfælles med den
Socratiske Skole, uden at den talede stedse om
den menneskelige Naturs Ufuldkommenhed, men
paa en Maade, som giorde fornuftige Kreature,
lige med Fæet; de foragtede baade Videnskaber¬
ne og Konsterne, og i Stedet for at beflitte sig
paa sande gode Gierninger, i Stedet for at op¬
fylde Menneskers, Fædres, Læreres og Borge¬
res Pligter, skyede de Selskabet, og satte deres
Fortieneste i et eensomt, ørkesløst, elendigt, el¬
ler, for at tale med deres egne Ord, i et hund¬
agtigt Liv.
Vi finde, desværre, begge disse Yderlig¬
ligheder i Christenheden selv. Jngen Kirke er
vel ganske frie for nogen af dem; dog synes det,
ligesom de Catholske nærmede sig mere til den
ene, og som den anden var almindeligere iblant
Protestanterne. Hine have paa en menneskelig
Myndighed, og en Lærdom om Menneskets Kræf¬
ter og Fortienester, som støder endog Fornuften
selv, bygt et System, som i Stolthed og For¬
sængelighed ligner Sophisternes. Kirken træng¬
te derfor høit til en Forbedring, hvorved Men¬
nesket lærte at kiende sin Svaghed, og de første
kærere, som Forsynet brugte til at stifte den saa


252.
fornødne Reformation, foredroge denne vigtige
Sandhed paa en Maade, som er overrensstem¬
mende baade med Guds aabenbarede Ord, og med
den rette Socratiske Philosophie. Men siden
opstod i denne samme Kirke en Sekt, som meget
ligner den Cyniske. Jeg behøver ikke at nævne
den; det er nok at sige, at disse Folk finde lige saa
besynderlig en Lyst i at give sig selv foragtelige
Navne, f. Ex. af Orme og Madiker, som de
Cyniske Philosopher, der kaldte sig Hunde.
Jeg troer gierne, at mange af dem meene de
vel.  De tænke maaskee, at, om de end deri gik
for vidt, kunde det dog ikke være det høieste Væ¬
sen saa ubehageligt, at de havde for ringe, som
om de havde for høie Tanker om sig selv, og dette
kunde man og gierne tilstaae dem, saa længe de
kuns ikke lode sig forlede til at ringeagte de Ting,
som Skriften selv agter saa høit, som Viisdom
og Dyd. Det var forgieves, at vilde overtale
dem med menneskelige Grunde. Jeg vil kuns
spørge, om en Christen kan troe, at det er tilladt
og anstændigt at tale saaledes om et Kreatur, som
Skriften selv siger at være skabt efter Guds Bil¬
lede, som endnu ikke ganske har tabt dette Bil¬
lede, og som daglig bør fornyes dertil, for en¬
gang fuldkommen og uden al Smitte at faae det
igien. Saadan en selv udvalgt Ydmyghed, hvor¬
ved Mennesket dog efter deres egen Tilstaaelse


253
intet kan giøre til sin Retfærdiggiørelse, skulde
den ikke hindre os i den daglige Fornyelse, og
formindske den billige Høiagtelse, som vi bør ha¬
ve for det Guds billede, som vi bære, og som
efter Skriftens Vidnesbyrd bestaaer i Sandhed,
og Hellighed?
Den værste Følge af denne Yderlighed er,
at saadanne Folk overtræde Kierligheds Lov, ikke
alene i det, at de selv ringeagte og forsømme Plig¬
terne, men og derved, at de dømme ilde om an¬
dres beste Gierninger, og med al deres store Yd¬
myghed tilegne sig en Ret, som alene tilkommer
Gud, at dømme om Hiertet og Hensigterne. Det
besynderligste er, at disse samme Feil begaaes af
et andet Slags Mennesker, som ellers ere meget
adskiellige fra hine. De, som nægte Guds aaben¬
barede Ord, og troe, at de naturlige Kræfter ale¬
ne ere tilstrækkelige til at forarbeide Menneskets
Lyksalighed, forringe selv allermeest denne Na¬
tur, ved at giøre al menneskelig Kundskab og Dyd
til Forfængelighed, og de Lastefulde, de, som ikke
engang iagttage den udvortes Ærbarhed, og de
naturlige Pligter, hvor tilbøielige ere ikke de til
at finde Feil og Skrøbeligheder hos alle dem, som
giøre noget Godt? Naar de ikke finde noget at
udsætte paa Gierningen selv, forklare de den efter
egennyttige Hensigter, og tænke derved at kunne
undskylde deres egne Laster, ligesom om de Men¬


254
nesker, der intet Godt giorde, kunde undskyld
sig dermed, at andre, som giorde meget, do
ikke gjorde alt det, som de kunde giøre.
Den fornemmeste Aarsag til disse Afvigel
ser er, at man i Sædelæren sielden giør Dyden
Begreb ret fuldstændig. Jeg troer, at baad
Fornuften og Guds aabenbarede Ord ere enige
at udkræve til en sand Dyd følgende Egenskaber
1) At vi vide, hvad der er godt, og hvorfor de
er godt; at det ikke er Vane, Fordomme og men
neskelig Myndighed alene, men Fornuften of
Guds aabenbarede Ord, som bestemmer vore Be¬
greber; med saa Ord: at de menneskelige Hand
linger regieres af en sund Fornuft og en oplys
Samvittighed. 2) At vi vilde det Gode ikke af
Egennytte, Ære eller Frygt alene, men ford
det er godt, d. e, overeensstemmende med Gude
Villie og Skabningens Fuldkommenhed. 3) A¬
det bliver ikke ved Kundskaben og den almindelige¬
Villie alene, men at enhver med Virksomhed og
Lyst bruger de Kræfter og den Leilighed, som Gud
giver ham, til at udrette noget Godt. Og en¬
delig 4) at vi med Ydmyghed og Taknemmelighed
erkiende, at vi have disse Kræfter, denne Kundskab,
Lyst og Leilighed til at giøre det Gode, af Gud,
at vi selv ere intet, og kunne intet uden ham; at
vi derfor ingen Belønning fortiene, at Belønnin¬
gen lige saavel som Dyden selv er en Naadegav


255
af ham; men hvorledes denne Naade forhverves,
ved hvilke Midler og i hvilken Orden, det lærer
os Guds aabenbarede Ord alene. Og ligesom
det i den Lærdom om Christo giver os en nye og
høiere Anledning til at erkiende Guds Naade og
vort eget Intet, saa giver det os og derved tillige
en stærkere bevægende Grund til Dyden, og for¬
sikrer os om en nøiere Medvirkning af Gud, baa¬
de til at kunne og ville giøre det, som er ham
behageligt.
Naar vi samle alle disse Egenskaber, som
udkræves til en sand Dyd, see vi let, at der maae
findes mange Ufuldkommenheder i vore beste
Handlinger, at man ikke kan slutte af det Udvor¬
tes alene, og at ethvert Menneske kan kuns døm¬
me sig selv. Kræfterne, Kundskaben og Leilig¬
heden ere saa forskiellige, at det er os vanskeligt
nok at bestemme, hvorvidt Graderne af vore egne
Forbindelser gaae, at adskille det, som er en Virk¬
ning af Naturel og Vane, fra det, som kommer
af Valg og Overlæg; Hensigterne ere i andres
Handlinger altid skiulte for os, og ere de vel no¬
gen Tid ganske aabenbare i vore egne? Hvor tidt
forleder Egenkierlighed os ikke til at ansee de
Handlinger for Virkninger af Nidkierhed, som vi
ved nøiere Undersøgning finde at have meere deres
Grund i Ære, Frygt eller Undseelse? Vi bør
derfor dømme ganske anderledes om Dyden, naar


256
vi dømme om andre, end naar vi dømme om os
selv. I Henseende til andre maae det være os nok,
at Gierningen er god, og vi bør, som Lovgivere
og Dommere, belønne den, uden at bekymre os
om den kommer af Natur, Vane, Frygt, Ære,
Egennytte eller af Kierlighed til det Gode. Men
som Lærere bør vi advare Menneskene, at saadan¬
ne Handlinger ikke giøre dem selv bedre, at Gud
og Fornuften udkræver mere til en Dyd end Gier¬
ningen; og vi maae som Christne og Viise arbei¬
de paa vor egen Fuldkommenhed, ved at prøve
ikke alene vore Handlinger, men og vore Hensig¬
ter efter de Regler, som vi kiende ved Hielp af
Fornuften og Guds aabenbarede Ord.
No. 175.
Mandagen den 20 Septemb. 1762.
E¬
ndskiønt Selskabet af de fire Patrioter hver¬
ken er et Videnskabsakademie, eller et Stats¬
Collegium, men et Selskab af gode Venner,
som komme sammen alene for at fornøie sig, troer
jeg dog, at der ere faa Akademier og Collegier
til i Verden, i hvis Forsamlinger man taler om


25
alvorligere Ting. Jeg veed ikke hvoraf det kom¬
mer, sagde Adelsmanden nyelig, at naar jeg ef¬
tertænker hvad, der er bleven sagt i de beste Sel¬
skaber, hvor jeg har været, er det sielden saa vig¬
tigt, som det jeg taler med mine Bønder. Saa¬
ledes gaaer det og mig, sagde Præsten, endog
naar jeg besøger lærde Folk. Jeg skal sige Dem
Aarsagen, mine Herrer, svarede Kiøbmanden.
J den store Verden har man længe været alt for
artig til at tale om alvorlige Ting. Næst saa¬
danne Handlinger, hvorved man kan vise sin Agt¬
somhed for Kiønnet, er Smagen det eneste, hvor¬
om det er tilladt at tale, og denne Smag, som
begynder fra Supperne, kan, uden at overtræde
høfligheds Love, ikke gaae videre, end til de A¬
nacreontiske Vers. Om alvorlige Ting kan in¬
gen skikkelig Mand tale, og Grunden dertil er
denne: At naar man taler med Folk, maae man
tale noget, som interesserer dem, og som de kun¬
de forstaae. J de artige Selskaber kan dette
ikke strække sig meget vidt, og de Lærde, dem in¬
teresserer intet, uden hvad andre ikke kunde for¬
staae. Det første er for lavt, og det sidste for
høit til at være nyttigt. J vores Selskab iagt¬
tage vi vel den samme Regel; enhver vil gierne
sige noget, som kan interessere de andre. Der¬
som jeg altid snakkede om det, som jeg sidst havde
hørt paa Børsen, og min Noboe, hvorved han
meente


258
meente Bonden, om det, som hans Byemænd
fortalte ved sidste Gadestævne, bleve J kiede af
os, og holdte os for grove Folk. Og vi andre,
i det mindste jeg, jeg holdt det aldrig ud, at kom¬
me ofte i et Selskab, hvor man afmaalede hvers
et Ord enten efter Modens eller efter Kritikens
Regler. Jeg tilmaalede Eder mine Vare i Un¬
zer og Qvintin, og gav Eder Brøkregninger paa
75 Sk. saa længe, indtil J lode af at plage mig
med saadanne Haartløverier. Vore Forretmin¬
ger i Staten ere saa adskillige og tillige saa nød¬
vendige, at hvad der kan interessere os alle, maae
være Ting af almindelig Nytte; og da Høflighed
udkræver at tale om det, som interesserer andre i
Selskabet, maae vore Samtaler og i det mindste
gaae ud paa saadanne Ting, som ere baade al¬
mindelige og nyttige. Jeg siger almindelige,
fordi det stred og mod Selskabets Love, om no¬
gen af os vilde indlade sig saa vidt i detatl af
sine Forretninger, at han blev ganske uforstaae¬
lig for de andre. Vi have, som gode Venner,
kuns een Jnteresse, og for at stadfæste dette Ven¬
skab, maae vi søge at blive enige om saadanne
Grundregler, at vi kunde baade forstaae og for¬
drage hinanden.
Man undersøgte, hvilke disse Grundregler
skulde være, og Selskabet blev enig deri, at det
ikke kunde være andet end Lovene. Disse ere


259
det eneste, sagde Adelsmanden, som kan interes¬
sere os alle, og jeg begriber nu hvoraf det kom¬
mer, at saa tidt, som vi see hinanden, gaaer Ta¬
len tilsidst altid ud derpaa; og dette, lagde Kiøb¬
manden til, er lige saa vist en Regel, som at man
i et stort Selskab hører noget om nye Moder, om
nye Retter, eller om nye Avancements; at lær¬
de Folk, naar de komme sammen, tale om nye
Ord, eller om nye Problemer; at Kiøbmænd
snakke om Vexelcoursen, og Bønder om Korn¬
Prisen. De Samtaler, som jeg undertiden har
anført i disse Blade, vise, at Kiøbmanden hav¬
de Ret. Jeg havde anført flere deraf, dersom
jeg ikke hidindtil havde været af den Tanke, at
det stred mod Høfligheds Regler, og især mod en
Tilskuers Pligter, at opfylde de Blade, som ha¬
ve den Lykke, at blive læst af mange skikkelige
Folk, med saadanne Ting, som ere for alvorlige
til at kunde tale derom i et artigt Selskab. Jeg
har ofte faaet den Erindring, baade af Fruentim¬
mere og af Konstdommere, at en Tilskuer ikke
maae være saa alvorlig. Men siden Kiøbman¬
den saa grundig har beviist, at Høfligheden selv
udkræver saadanne Samtaler, som ere alminde¬
lige nok til at interessere alle Stænder, troer jeg
nuiselv, at man paa ingen behageligere-Maade
kan underholde et stort Selskab, end ved at tale
om Lovene, og mine Læseres Selskab strækker sig


200
allerede til nogle hundrede. Jblant disse ere baa
de Herrer og Fruer af Stand, Præster og lærde
Folk, Borgere af alle Classer, saavel dem, hvis
Caraktererer eller adelige Frieheder ikke tillade
dem at arbeide, som andre, der virkelig drive
borgerlig Næring, som Kiøbmænd, Haandverks
Folk og Kræmmere, ja endog nogle Bønder;
hvormed skal jeg underholde alle disse Folk? med
Afhandlinger om Moder, om Smagen, om lær¬
de Sager, om nye Befordringer, Giftermaale
og Dødsfald, om Aktiernes, Varenes og Vexler¬
nes Priser, om Hestehandelen og Qvægsygen?
Det, som interesserer een Læser, skulde være kied¬
sommeligt for alle de andre.
Selskabet, og fornemmelig Kiøbmanden,
har endelig lært mig den store Konst, som hidind¬
til har været skiult baade for vore artige Mands¬
Personer, og for dem, som kalde sig skiønne Aan¬
der. Konsten er denne: Man maae være Stats¬
mand og Lovkyndig, baade for at vide at leve, og
for at skrive vel. J disse Videnskaber alene fin¬
der man Materie til almindelige Samtaler, som
interessere alle. Det er ikke hos Bussy og Ra¬
butin, ikke hos Moliere og Boileau, ikke hos Ad¬
dison, Swift, Rabener og og Gellert, men i
Solons og Lycurgs Skole, at man lærer at un¬
derholde et heelt Selskab, hvor stort det endog er,


201
og at giøre baade Læsere og Tilhørere af alle
Stænder opmerksomme.
Hvilken Forandring, tænkte jeg, skal den¬
ne vigtige Opdagelse ikke stifte i alle Folkes Leve¬
maade. Jblant saa mange lærde Damer, hvor¬
af nogle have været philosophiske nok til at stifte
nye Sekter i Religionen, andre graduerede Læ¬
ger, nogle læst offentlig over Naturlæren, andre
stærke i de lærde Sprog, har man endnu ikke kiendt
mange, som have bragt det saa vidt i den Konst,
som alle Fruentimmer dyrkede i Lacedæmon, og
som var det eneste, hvilket man hos dette Folk
kaldte Lærdom og Levemaade. Nu derimod, sag¬
de jeg, skal et Fruentimmer, som har Levemaa¬
de, holde det for større Skam at ikke kiende Locke
og Fenelon, end at ikke kunde danse. Kiønnet
skal rose sig mere af en Mad. de Beaumont, end af
mange Daciers og Chatelets. En Mandsper¬
son maae kunde tale nok saa vel om Klæder og
Skuespil; han maae vide Navnene af alle de nye
Danse, og forstaae alle Spil; han skal derfor
ikke behage. Dersom han ikke veed at underhol¬
de et Selskab af Fruentimmer om Lovene af Bør¬
netugten og Huusholdningen; skulde de sige, at
han ikke veed at leve, fordi han ikke forstaaer at
tale med Folk om saadanne Ting, som meest in¬
teressere dem.


262
Vore Lærde, som hidindtil have skrevet
Philosophier og Physiker for Damerne, skulde
nu og, uden at ansees for Uhøflige, kunde tilskri¬
ve Kiønnet en Bog, som handler om Pligterne.
De skulde søge at giøre Grotius og Puffendorf
lige saa forstaaelig som Newton, og deres skiøn¬
ne Læsere skulde i Menneskets og Borgerens
Pligter, i Krigens og Fredens Rer finde ad¬
skilligt, som interesserede dem nok saa meget, som
Lovene af Abstraktionen og Virkningerne af den
elektriske Kraft.
Og hvor vigtige Følger skulde denne For¬
andring i Fruentimmerets Smag ikke have, baa¬
de for Staten og Videnskaberne, paa en Tid, da
dette mægtige Kiøn regierer Verden, og har alle
Skribentere i deres Sold! Jeg vil ikke tale om
den Forbedring, som deraf kunde flyde i Huus¬
standen. Den artigste Deel af Kiønnet har læn¬
ge havt vigtigere Ting at bestille i vores Deel af
Verden, end at opdrage Børn og sørge for de¬
res Huuse. At lære Verden hvad der er vel¬
anstændigt, at give Love for Æren, og bestem¬
me disse Ting, som hos polerede Folk gielde me¬
re end Pligt og Religion, det er Fruentimmerets
Sag. Lad vore Lovkyndige forklare Lovene, og
vore Staismænd undersøge deres Grunde; beg¬
ges Arbeide er forgieves, saa længe det ikke un¬
derstøttes af et Kiøn, paa hvis Domme det beroer,


203
om disse Love skulde efterleves eller ei. Hvortil
nytte Love mod Dueller, mod Pragt, mod Spil,
dersom Kiønnet ikke vil holde derover? Har en
Mandsperson i Europa nogen høiere Ære end
Fruentimmerets Biefald? og kunde han være en
retskaffen Mand, dersom han ikke agtede denne
Ære høiere end baade sit Gods og sit Liv? Lad
Lovkyndigheden derimod komme i Moden hos et
Kiøn, hos hvilket Moden gielder saa meget; det
skal og blive Moden engang, at Pligt gielder li¬
ge saa meget i Verden som Ære. Og hvor me¬
get fulgte ikke deraf? Pligterne have visse Regler;
Æren har ingen. Det hele menneskelige Kiøn
er til alle Tider mestendeels kommet overeens i Reg¬
lerne af de første, endskiønt de have undertiden
været ueenige i Grundene. Om Æren derimod
har hvert Folk og hver Alder havt besynderlige
Begreber. Sæt og, at Egennytte var den høie¬
ste Forbindelse, at Lyst til at befordre den almin¬
delige Fuldkommenhed kuns var et Enthusiasterie,
som drev de høie Siele til store Foretagender uden
tilstrækkelig Grund. Har Æren ikke længe re¬
gieret lige saa stærkt i Verden, har den været me¬
re grundet? og naar det Ord Pligt, Fuldkom¬
menhed og almindelig Beste engang kom i Mo¬
den, mon da dette Enthusiasterie skulde udrette,
mindre end det forrige? Men det skal snart kom¬
me i Moden, dersom alle de Skribentere, som


264
hidindtil have arbeidet for Kiønnet alene, alle vo¬
re nyemodige Philosopher, Mathematiker og Na¬
turkyndige, vore skiønne Aander, Poeter, Ro¬
manskrivere, og den hele Orden af Tilskuere, der¬
som alle disse, som skrive Bøger til Fruentimmer,
for Fruentimmer, og i Fruentimmerets Navn,
indsee, at den sikkerste Regel til at behage, er at
skrive om saadanne Ting, som kunde interessere
alle, og at intet interesserer alle saa meget som
Lovene. Disse almindelige Grunde, som for¬
eene Folk af alle Stænder og Kiøn, baade i de
store og i de smaa Selskaber, skulde herefter bli¬
ve de høieste Regler for Smagen; efter dem skal
man dømme de almindelige Samtaler, og den
hele Opførsel i den daglige Omgang, for at be¬
stemme det, som man i Selskaber kalder den go¬
de Tone. Et smukt Fruentimmer, som tager
sin Plads imellem en Philosoph og en Huusfader,
skal give denne Tone i de Selskaber, hvor en Co¬
qvette tilforn førte Ordet alene, og i disse Sel¬
skaber, hvor man giorde vore unge Mandsperso¬
ner til Petitsmaitres, og de vittige Hoveder til
Pedanter, der skulde nu vore tilkommende Hof¬
mænd lære at leve, og vore unge Lærde at skrive
vel. Paa et Natbord, hvor man før brugte
Newtons Philosophie, til at forvare Moucher
og Fillets doux, der skal man med Tiden fin¬
de Commentarier over Lesprit ges lolx, skrevne


205
for Fruentimmeret, og nogle smaa Kiøkkensedler,
som ere lagte til Merke, skulde vise, at man i
dette store Verk allerflittigst har læst den Bog om
Overdaadigheden, og de Capitler, som handle
om Fruentimmeret.
Da, sagde jeg ved mig selv, og disse Ti¬
der ere vel ikke langt borte, da bliver det først
værd at være Tilskuer. Da kan jeg udføre min
Plan, uden at være nødt til at bekymre mig me¬
re om Maaden end om Sagen selv. Da skal
jeg fornøie mine Læsere, endog dem af Kiønnet,
ved at bekiendtgiøre flere af de Samtaler, som
Selskabet har holdt, og som jeg nu kuns sielden
tør anføre, af Frygt for at blive kiedsommelig.
Da skal jeg udgive flere af disse Papirer, som nu
kuns læses af de Usynlige. Da skal jeg over¬
sætte mere af Plato; og naar mine Læserinder
først ere blevne vante til den Græske Lovgivers
lette Stiil, skal jeg blive dristig nok til at lade
Montesquieu tale undertiden i disse Blade; thi
hvor skulde man vel finde Materier til Samtaler,
som mere kunde interessere alle Læsere, end i en
Mands Verker, som har kiendt Verden saa vel,
at han synes at høre til alle Stænder, at have
levet til alle Tider, at være Borger af alle Sta¬
ter, og alle Nationers Landsmand.
Fuld af saa stort et Haab, hastede jeg hen
til de Usynlige, for at høre deres Tanker. Den¬


200
ne Gang vilde ingen svare mig. De viiste mig
hen til Clarice; hele Byen roser dette Fruentim¬
mer for hendes Esprit, og hun giver Tonen i saa
mange Selskaber, at jeg troede, at hendes Bie¬
fald var nok. Jeg fandt hende ved sit Natbord,
hvor hun med en Sminkeklud søgte at give sit An¬
sigt den behagelige Rødme, hvormed en naturlig
Uskyldighed saa tidt farver Arteniees Kinder.
Hvor have de Franske ikke Esprit! sagde hun.
- Jeg havde aldrig tvivlet derom. -
Hvilken riig Opfindelseskraft, sagde hun videre,
har J læst denne Bog? -
Jeg troede,
- Bogsta¬
det var Lespfir aesiiote. -
verne paa det Sted, hun læste, syntes at have
samme Farve, som hendes Kinder. Jeg ansaae
det for et falskt Skin af Sminken; men jeg blev
bedre underrettet, da hun gav mig Bogen i Haan¬
den, og jeg læste følgende Titel: Le ndre ge
cuatte comlelrt, ate quatre blemens,
ge kimpeimerie ge quatee daisons, en
4444. Bogen svarede til sin Titel. Den var
trykt med fire Slags Farver. J en guul Forta¬
tale beviser Forfatteren af Smagens Foranderlig¬
hed, hvad Aarsag han har havt til at blande
Farverne. Det første Capitel er blaat, og hand¬
ler om de adskillige Maader, paa hvilke man kan
bruge Vifterne. Han fortæller, at disse nyttige
Maskiner ere opfundne i Ching, men først bragt


267
til Fuldkommenhed af en Florentinsk Abbed, kal¬
det Flatori, som Aar 1634 opfandt den store Konst
at giøre Vifterne bevægelige. Det andet Capi¬
tel, som er mørkerødt, indeholder en Beskrivelse
af et Natbord. J det tredie, som er rosenrødt,
handler Forfatteren om Ceremoniellen og om Tit¬
lerne. Han giør artige Anmerkninger over alle
Nationer i Europa: men jeg merkede strax, at
han havde kuns liden Kundskab om vores Nati¬
on; thi ellers var dette Capitel blevet meget fuld¬
stændigere. Det fierde er guult, og indeholder
en Levnetsbeskrivelse og et Testamente af Melsi¬
se Uilevander Hercules ipamnonaas,
Cvevalier des Mloscoloris, Crana ketit
Maitre ae torgre de la vrivonte. J
Stedet for den Børnesnak, sagde hun, som J
har lært af nogle Græske Philosopher, der gik i
Barndommen, kunde J oversætte noget af denne
Pog.


268
No. 176.
Fredagen, den 24 Sep. 1762.
Min Herre!
H¬
vor langsomme ere ikke alle Opfindelser. Ver¬
den stod saa mange hundrede Aar, førend
man havde offentlige Tidender, og fra den Tid,
da de først bleve opfundne, indtil nu, ere vi ikke
komne videre end de første Opfindere. Der ud¬
gives hvert Aar nye Tidender, og disse Tidender
have vel nye Titler; men vi kunde dog henføre
dem alle til to Slags, til Stats- og lærde Tiden¬
der. Skulde der ikke være mange Ting, som in¬
teresserede skikkelige Folk mere end Statssager og
nye lærde Arbeider? Hvad skader det, om man
ikke saa hastig faaer at vide hvad for en nye Lov
der udgives i et Land, hvad for Anstalter der giø¬
res for Handelen i et andet, og hvilke nye Kon¬
ster der opfindes i det tredie. Naar man undta¬
ger nogle faa Statsmænd og lærde Folk, kan det
jo ikke meere interessere andre? Skikkelige Folk, i
det mindste hos os, tale sielden om sligt. Man
ansaae dem ellers for Pedanter eller Projektmage¬


269
re, for Folk, som vilde indføre fremmede Mee¬
ninger og Skikke i Landet; og om de endelig vil¬
de vide noget deraf, kan de jo Tids nok faae det
at vide. Nogle Postdage før eller sildigere, giø¬
re i slige Ting hverken til eller fra, og hvem vil¬
de derfor anlegge stor Brevvexling, saa længe der
ere fremmede Tidender nok, som man kan udskri¬
ve? Men at man i en Bye, som Kiøbenhavn,
der er Hovedstaden for to Riger, og fuld af for¬
nemme Folk, som vide at leve, at man i saadan
en Bye, siger jeg, ikke har Kundskab om en nye
Mode, førend nogle Maaneder efter at den er
gaaet af Brug i Paris; at en Fransk Kokke¬
Dreng skal komme herind og lære vore Mester¬
Kokke en nye Maade at bage Pasteter, som i
Frankerige er mange Aar gammel; at man hver
Dag i London opfinder nye Engelske Danse, og
i Frankerige nye Menuetter, og vi dog blive ved
at danse de gamle, indtil det falder en af vore
reisende Landsmænd ind at bringe nogle hiem med
sig, som maaskee allerede ere saa gamle, at de
ikke mere danses i noget skikkeligt Huus i London
eller Paris; det, min Herre, finder jeg skamme¬
lige, det er et Barbarie, og en Virkning af Na¬
tionens Søvnagtighed, som J iikke burde taale.
Hvor er det mueligt, Herr Tilskuer, at
det kunde falde Eder ind at skrive en Almanak for
skikkelige Folk, uden at indsee tillige Nytten af


270
saadant et Slags offentlige Tidender for skikkelige
Folk, som dem, hvilke jeg allerede har berørt. Hos
mig vare begge disse Begreber uadskillelige. Jeg
havde ikke læst Halvparten af Eders Blad igien¬
nem, førend jeg havde den hele Plan til saadan¬
ne offentlige Tidender færdig. Og J, min Her¬
re, som først har opvakt denne Tanke hos mig,
J har maaskee endnu ikke drømt derom. Men
jeg er vis paa, at J ikke kunde høre Forslaget,
uden at biefalde det. Saa vist er det, hvad J
selv har anmerket, at de letteste Ting ofte ikke
ere de, som man først falder paa; et er at opfin¬
de noget, et andet at begribe Nytten deraf, naar
andre først have opfundet det.
J forlade mig, min Herre, om jeg ikke
har Tillid nok til Eders Opfindelseskraft, for at
troe, at J uden al Hielp kunde oversee den hele
Værdie af en nye Opdagelse, som J har været
selv saa nær ved, uden at treffe den. Man for¬
klarer sig ved saadanne Ting best ved virkelige
Prøver. Jeg er ikke af det Slags Folk, som
giør Forslage, og overlader til andre at sætte dem
i Verk. J kan selv dømme af det hosfølgen¬
de Blad sbaade hvad jeg udkræver til saadanne
offentlige Tidender for skikkelige Folk, og om jeg
er i Stand til at udføre hvad jeg begynder. J
maae gierne, om J vil, bekiendtgiøre det; thi
jeg frygter ikke, at nogen Avisskriver skal tage


271
Næringen fra mig. Mit Forslag er, ikke alene
her i Landet, men og i hele Europa, for nyt til
at kunde skrives ud efter andre. En Forfatter
af saadanne Tidender maae have alting fra første
Haand, og til saadan en Brevvexling udkræves
baade Bekiendtskaber og Bekostninger. Disse
har jeg hidindtil anvendt til min egen Nytte, og
for at have den Fornøielse, at være i alle Selska¬
ber den første, som vidste saadanne Ting, der
kunde interessere skikkelige Folk. Ved Debiten
af et Verk, som bestandig fortsættes, og ikke kan
mangle Søgning, haaber jeg at vinde mine Pen¬
ge igien, og tillige at giøre Publikum en vigtig
Tieneste.
Nye Tidender for skikkelige Folk.
No. 1.
den
1762.
Fra Frankerige. J Nimes have ad¬
skillige Kiøbmænd bestilt Mandsstrømper af en
usædvanlig Længde, hvoraf man slutter, at Rul¬
lerne snart komme i Moden.
J Bordeaur har en Pastetbager opfundet
den Hemmelighed, at forsende alle Slags Paste¬
ler varme, indtil den 54 Grad af nordlig Bredde.


272
J Montpellier have Kiøbmændene føiet de
Anstalter, at alle de nye Arter af lugtende Van¬
de og Parfumer, som der forarbeides, blive her¬
efter bekiendtgjorte i de lærde Tidender, lige saa
vel som i andre Gazetter. Begyndelsen er gjort
i den Franske Merkure, hvor nogle Destillateurs
have forsikret paa deres Samvittighed, at vilde
betiene alle deres respektive Correspondenter med
gode og forsvarlige Vare.
Fra Paris berettes, at Klædedragten i en
Tyrkisk Ballet har fundet saa almindeligt Bie¬
fald, at de Franske Damer begynde at bruge et
Slags Hovedssmykker, som kaldes Turbaner.
Poeterne have derved fundet Anledning til mange
artige Jndfald. Denne Dragt, siger en af dem,
anstaaer Fruentimmeret allerbest i et Land, hvor
de synes at have samme Ret, som Mandfolkene
i Tyrkiet. De fiirkantede Daaser og rundnæse¬
de Skoe uden røde Hæle, ere overalt i Moden.
Opslagene og Folderne voxe, og Skiødene have i
de sidste otte Dage været en god Tomme længere
end tilforn. Jngen skikkelige Fruentimmer lode
sig mere see i Salopper; og Soelhatte bruges
ikke heller; men Vifterne have i denne Sommer
været et halvt Qvarteer længere.
For nogle Dage siden tildrog sig denne be¬
synderlige Hendelse: Man indbragte i Hospitalet
et riigt Fruentimmer af Borgerstanden, som bildte


273
seig ind, at hun var Hertuginde, og alle Byens
Poeter giorde Vers til hende. Dagen derefter
indbragte man i samme Huus en Poet, som var
gaaet fra Forstanden, fordi han havde været saa
ulykkelig med alle sine Vers, at ikke et eneste af
dem fandt Biefald. Da man førte ham ind i
Hospitalet, kom Raseriet endnu stærkere over ham;
han kastede sig for dette Fruentimmers Fødder,
og oplæste under forfærdelige Rystelser et Vers,
som han havde gjort til en Hertuginde. Dette
Vers var bleven saa stærkt kriticeret, at man holdt
det for den første Anledning til hans Galskab.
Fruentimmeret, som indbildte sig at være denne
Hertuginde, anhørte ham med en Gemytsforfat¬
ning, hvori hun syntes at være kommen ganske
til sig selv igien, og da Verset var til Ende, sag¬
de hun til de Nærværende: " Seer J, at jeg har
Ret; men denne er den første af alle Byens
Poeter, hvis Tanker have været skiønne nok til
at røre mig." Ved disse Ord kom Poeten
ganske til sig selv. De forlovede sig paa Ste¬
det, og have siden begge været ved deres fulde For¬
nuft; men man maae vogte sig for at tale med
Fruentimmeret om Rang eller Skiønhed, og med
Poeten om Vers.
Fra London. En Kiøbmand, som har
samlet store Midler ved Handelen paa Frankeri¬
ge, skal i disse Dage have hængt sig, saasnart
Sneedorffs Skrift. 4


274
Posten var kommen, uden at man kan finde an
den Aarsag dertil, end et Brev fra Amsterdam,
hvori det blev ham meldt, at hans forrige Cor¬
respondent i Bourdeaux var død, og havde efter¬
ladt sig mange Penge.
Et Selskab af Patrioter har opfundet et
nye Art af Biskop, som bliver lavet af rød Por¬
tugiisviin. Denne Drik kaldes Patriarken; de
tærer og varmer stærk, og skal derfor være meget
sundere for dem, som boe i kolde Lande og spi
meget Kiød, end alle de Drikke, som laves af
Franske Vine. Jeg troer derfor, at mine Lands
mænd giorde vel, om de sparede nogle af de Pen¬
ge, som de anvende paa Franske Moder, for af
kunde drikke desmere Biskop.
En Mandsperson, som var bortrømt me
et ungt Fruentimmer, blev i disse Dage paagre
bet. Fruentimmeret paastaaer, at hun har bort
ført ham, og tilbyder sig at prøve Styrke mel
Dommeren, saafremt han skulde tvivle derom,
De Lovkyndige mene derfor, at Mandspersonen
ikke kan straffes for Crimen raptus.
Fra Spanien berettes, at en Profeffor
Alcala, som skulde holde en offentlig Tale, hav
de det Uhæld, at tabe sine Briller, førend han
kom til Enden af den første Periode. Proses¬
foren, som, endskiønt han havde gode Øine, dog
ikke holdt det anstændigt, at oplæse en offentlig


279
Tale uden Briller, bukkede sig ned for at tage
dem op, og endskiønt Glasset var i tu, satte han
dog Brillerne uden mindste Forvirrelse paa Næ¬
sen igien. Talen varede i en heel Time, og min
Correspondent, som er en Fransos, havde imid¬
lertid Anledning nok til at beundre baade Tale¬
rens Koldsindighed, og den Alvorlighed, med
hvilken alle hørte ham.
I Tydskland passerer i disse Tider ikke
meget Nyt, som kan interessere skikkelige Folk.
Den artige Levemaade lider meget ved Krigen.
Det er rart at see en nye Mode i Leipzig, og
hvem som har læst det galante Saxen, kiender nu
ikke meere dette Land igien. De smukke Selska¬
ber ere forsvundne, og man seer i deres Sted kuns
nogle mørke Forsamlinger til Smagens Forbe¬
dring. Unge Folk, som før reiste i Hobetal til
keipzig, for at see Messen og profitere af Fruen¬
ummeret, komme der nu alene for at tale med
Gellert. J Gottingen klager den Franske Gar¬
mson meget over Mangel af Selskab, fordi de
ere ingen skikkelige Folk i Byen uden Professorer.
Med alt dette er den Tydske Nation stolt nok til
at indbilde sig saa meget af nogle nye Verker i
Smagen, at den troer, at Muserne ere flyttede
fra Paris og London. Men førend saadan en
Smag skulde blive almindelig hos os, ønskede
vel alle skikkelige Folk her i Landet, at ingen af


stiske Tilskue
270
de 9 Gudinder nogen Tid fik Lyst til at boe paa
denne Side af Eyderen.
J Kiøbenhavn er paa denne Tid ikke me¬
get Nyt. De fleste skikkelige Folk ere paa Lan¬
det. Der gaae hver Dag Skibe ind og ud; og
man anmelder undertiden nogle nye Bøger, som
ingen kiøber, fordi skikkelige Folk læse ikke paa
Landet. Om nye Partier, Avancements og an¬
dre saadanne Ting, som ere interessante, talet
slet intet. Man haaber, at Vinteren vil blive
des frugtbarere paa gode Tidender. J de faa
skikkelige Selskaber, som endnu ere tilbage, spil¬
les meest Qvadrille til 7 Stik; men til Vinten
mener man, at alencbere igien kommer i Mo¬
den. Allongerne blive efterhaanden almindelige
iblant Fruentimmeret, og nogle troe, at det ikke
heller varer længe, førend Mandfolkene begynde
at bruge dem. Hvis saa er, vilde de bredskyg
gede Hatte og store Folder formodentlig komme i
Moden igien, til ikke liden Fordeel for de gamle
Ungkarle. Man spaaer her allerede en stræng
Vinter, og slutter deraf, at Kudskene beholde
deres forede Huer, og at Damerne igien vilde
bruge Ermer i deres Polonoiser. De nye Fasons
af Eqvipager ere endnu ikke bekiendte; men man
venter vist megen Forandring, siden Hyrekudske¬
ne allerede have faaet nogle af dem, som vare
brugelige i Fior Vinter. Paa en Lystgaard uden


27
før Byen skal en gammel Spiller i denne Søm¬
mer have gjort en Tout i Couleur med 10 Mata¬
dorer; og denne besynderlige Hendelse var, som
han selv sagde, den første, som han kunde erin¬
dre i sin Levetid.
Efter Forlydende skal en carakteriseret Bor¬
ger i disse Dage have lovet sin Datter til en an¬
den Borger; men Partiet holdes endnu hemme¬
ligt, fordi Brudens Fader ikke finder det anstæn¬
digt at bekiendtgiøre det, førend Brudgommen
har faaet den samme Carakteer, som han. Den¬
ne samme Mand, som nu ikke vil give sin Datter
til en anden Borger, skal i sin Ungdom have friet
til et Fruentimmer af høi Stand, og hele Bor¬
gerstanden fandt det den Tid meget underligt, at
hun ikke vilde tage ham.
Fra Randers berettes, at man der ikke
har hørt noget om den nye Smag, hvorom der
for nogen Tid siden blev meldt i de offentlige Ti¬
dender. Man har ikke heller i denne Egn for¬
nummet noget til Qvægsygen.


278
No. 177.
Mandagen den 27 Sept. 1762.
A¬
delsmanden beklagede sig nyelig i Selskabet
over en Trætte, som han havde faaet i An¬
ledning af et Testamente, og dette, sagde han
er dog tydeligere skrevet, end noget af alle dem,
som jeg har seet. Man har raadført sig med de
beste Lovkyndige, og disse have, for at bestemme
alting, beskrevet meget vidtløftig hvad man ellers
kunde sige med faa Ord. Det er just Ulykken
svarede Kiøbmanden; denne vidtløftige Stiil
som man holder saa nødvendig i Forretninger, og
hvorved man vil giøre alting saa tydelig, og fo¬
rebygge al Misforstaaelse, den er ofte Aarsag til
de mange Trætter. Man taler om en Ting med
saa mange Ord og paa saa mange Steder, at
man ikke alene bliver uforstaaelig, men og ofte
uformerkt forfalder i Modsigelser. Et vittigt
Hoved finder i saadan en ordriig Stiil let Anled¬
ning til at misbruge hvad man har sagt paa et
Sted, til at indskrænke eller tilintetgiøre hvad
man har sagt paa et andet; og naar man bruge
saadan en Vidtløftighed i Love og Fundationer


279
lan det ofte have den Virkning, at Netten bliver
lleruvissest der, hvor Lovene og Contrakterne sy¬
nes at være meest tydelige. I Handelen afgiø¬
re vi en Affaire paa en Million med to eller tre
kinier. Hver Nation har sine Love og sin Can¬
telliestiil. Man skriver hele Bøger Papiir ful¬
de for at afgiøre en Sag, som er af meget min¬
dre Betydenhed, end Jndholdet af et eneste
Kiøbmandsbrev, af en Vexel, Assignation eller
Transport, som bestaaer af nogle faa Linier,
hvori den sunde Fornuft har lært alle Nationer
at udtrykke sig ungefær paa een Maade; og dog
er det ikke nær saa almindeligt, at Kiøbmænd fø¬
re Processer om deres Contrakter, som det er iblant
andre Folk, der maaskee i deres hele Livstid ikke
lutte saa mange vigtige Affairer, som man afgiør
et Contoir paa en eneste Postdag.
Jeg har selv undertiden tænkt det samme,
svarede Adelsmanden; men jeg har dog ikke kun¬
det overtale mig til at troe, at det, som saa man¬
ge Folk, der beraabe sig paa deres lange Erfa¬
renhed, giøre saa meget af, skulde ikke alene væ¬
re unyttigt, men og skadeligt. Jeg har og no¬
gen Erfarenhed, sagde Kiøbmanden, i Sager,
hvorpaa Folkes Velfærd kan beroe, og af den Er¬
farenhed har jeg lært, at det er lettere at afgiøre
mange Affajrer paa de fornemmeste Handelsplad¬
se i Europa, end at føre den ringeste Sag for en


280
Ret, eller at have noget at bestille med disse Em¬
bedsmænd og deres Skriverstuer, hvor man opfin¬
der saa mange Omsvøb for at giøre sig nødvendig,
og for at bilde Folk ind, at der skal stor Erfa¬
renhed til at samle alt dette sammen, hvilket, naar
det betragtes ved Lyset, ofte kommer af Mangel
paa sund Fornuft, til at forklare sig kort og ty¬
delig. Disse Folk leve af deres vidtløftige Skri¬
verie paa andres Bekostning; men ingen betaler
en Kiøbmand sine Breve arkviis. Han spildet
kuns sin Tid, sit Papiir og sine Postpenge, og
hans Correspondenter loe ham ud oven i Kiøbet,
om han opholdte dem med den lange Cancellie¬
eller Procuratorstiil, som bruges i andre Sager,
Derfor, min Herre, skriver Kiøbmanden kort,
og man forstaaer ham let. De har selv, sagde
han videre til Adelsmanden, været brugt i of¬
fentlige Affairer, i Underhandlinger imellem hele
Nationer, hvori der ere mange flere Ting at iagt¬
tage end det, man kalder Ret; men siig mig op¬
rigtig, sagde han til Adelsmanden, om der i den
vigtigste Underhandling er skrevet saa meget, som
i den sidste Proees, hvilken denne gode Mand,
hvorved han forstod Bonden, havde for Herreds-
Tinget. Saavidt jeg kan slutte af nogle trykte
Memoires, som jeg har læst, er Hofstilen vel lidt
vidtløftigere end vores. En Kiøbmand gaaet
ganske lige til Sagen, og siger uden mange


281
Omsvøb hvad han vil: I Statssager maae man
qvertale; man maae lempe sine Udtryk efter Fol¬
kes Stand og Gemytsart, efter deres Grundreg¬
ler og Jnteresse; man maae hverken sige for me¬
get eller for lidt, og kan derfor ikke nok vælge de
Ord, som man bruger. Med faa Ord, en Stats¬
mand behøver mere Forsigtighed og en finere
Smag, end en Kiøbmand; men begge maae ta¬
le kort og tydelig. De maae ikke forvilde Læ¬
serne med mange unyttige Ord og vidtløftige Sam¬
menbindelser; de maae tale saaledes, at enhver,
som har sund Fornuft, kan forstaae dem, og ikke
kiedes ved at læse hvad de skrive. De fleste Stats¬
Breve, som jeg har seet, ere skrevne saaledes,
at man kan læse dem endog med Fornøielse; og
endskiønt vores Brevvexling ikke er ziirlig nok til
at kunde interessere andre end os selv, skal dog
ingen finde den latterlig eller kiedsommelig. Men
hvem blev ikke kied af at læse Akterne i en Pro¬
ces?
Jeg har sagt tilforn, at Selskabets Sam¬
taler endes gemeenlig med Anmerkninger over
Lovene. Saaledes gik det og ved denne Sam¬
ling. Samtalen blev tilsidst saa alvorlig, at jeg
ikke understod mig at anføre den, dersom jeg ikke
i det forrige Blad havde sagt nok af det, som kan
interessere skikkelige Folk, for at udbede mig Til¬


282.
ladelse til at skrive dette alene for de faa Læsere,
som tænke i Selskabets Smag.
Den første Anmerkning, som man gior¬
de, var en naturlig Følge af det, som jeg allere¬
de har sagt: at Lovene ikke maae være vidtløfti¬
Man forstod ved denne Vidtløftighed ikke
Vidtløftighed i Tingene, men Vidtløftighed i
Ordene. Den første Fuldkommenhed af en Lov
bestaaer deri, at den paa det nøieste bemerker al
den betydelige Forskiel, som der er imellem de
borgerlige Handlinger, baade i Henseende til Per¬
soner og i Henseende til Ting. Denne Vidtløf¬
tighed er fornøden; og det er ikke en Dyd, men
en stor Feil. dersom en Lov er kort af den Aar¬
sag, at man ikke har bekymret sig saa meget, som
man burde, om at bestemme de borgerlige Hand¬
lingers Moralitet efter Forskiel af Personer og
Ting. Denne Anmerkning er især vigtig i Cri¬
minalretten. Det, som er en stor Straf for Folk
af en Stand, er kuns en liden Straf for andre.
Dersom denne Forskiel ikke nøie iagttages, følger
deraf, enten at den samme Last i nogle straffes for
haardt, eller at Lovene i Henseende til disse Per¬
soner ikke efterleves. Begge Dele stride mod den
borgerlige Lighed. Ved den første fornærmer
man de store og formuende Borgere, og ved det
sidste sætter man Folk den Tanke i Hovedet, at
den samme onde Gierning, som straffes paa en


283
Bonde, ikke er Synd, saasnart den begaaes af
en fornemme Mand. Straffene kunde ikke være
lige, uden hvor der ingen Forskiel er i Ret, For¬
mue og Stand, det er at sige, i Democratier og
Despotismer. Lige saa fornødent er det og at
iagttage Forseelsens Grader. Dersom Straf¬
fene ere lige, er der intet, som kan holde Folk
tilbage fra de store Laster, saasnart de have be¬
sluttet at begaae de mindre; og de allerstørste
Straffe maae af samme Aarsag bruges meget
sparsom, fordi, naar Folk engang blev vant
til dem, var der intet mere tilbage at frygte. J
Henseende til Tingene og Godset kunde Lovene
ikke heller være saa meget korte, naar alle vigtige
Forskielligheder skulde iagttages. Jeg vil kuns
nævne en af de betydeligste. Der ere mange Til¬
fælde, hvori man ikke, uden at sætte vigtige Reg¬
ler til Side, kan ansee alt, hvad en Mand eier,
paa een Maade. Lyst til at forhverve, hvis Ved¬
ligeholdelse i de polerede Stater er den største
Grundregel i Henseende til de Love, som angaae
Eiendomme, udkræver, at Folk have megen Frie¬
hed til at giøre hvad de vilde, med det Gods,
som de selv have forhvervet; og ligesom det af
denne Aarsag er nyttigt for Staten, at Folk kun¬
de ved Gavebreve og Testamenter afhænde det
Gods, som de selv have fortient, saa er det og
billigt, at de straffes derpaa, især, naar de have


284
forhvervet det i Statens Tieneste, og naar det
kan ansees som en Belønning. Men ingen af
disse Grunde passe sig paa det Gods, som man
har arvet eller faaet ved Giftermaal. Derved
fornærmes andre, som Godset i Mangel af disse
Personer tilfaldt. Jeg tilstaaer, at disse Grund¬
regler ikke lade sig udøve uden Vanskeligheder,
især hvor Ægtefolk leve i Fælledskab; men man
kunde og let bevise af Erfarenhed, at disse Van¬
skeligheder ikke ere uovervindelige.
Det er ikke nok, at Lovene ere billige for
Mængden; de maae være det for alle. De
maae beskytte de Rige og Formuende lige saavel
som de Fattige og Ringe. De maae sætte Gier¬
de for Misundelse lige saavel som for Undertryk¬
kelse; og dersom det ikke var saa vigtigt, havde
Moses ikke havt nødig at sige i en Republik: Du
skal ikke vesmykke den Ringe i hans Trætte.
J et Monarkie er det endnu mere fornødent, for¬
di Forskiellen der er større, og fordi den Rige
mere misundes af Hoben. Det er ikke nok, at
Lovene bemerke denne Forskiel, som der er imel¬
lem Personer og Ting; Landene og Provincer¬
ne ere ofte i mange Henseender saa adskillige, at
de ikke let kunde bringes under almindelige Reg¬
ler. Naar man derfor siger, at Lovene bør væ¬
re korte, maae det ikke forstaaes saa meget om
Reglerne og Sætningerne selv, som om den Maa¬


285
de, paa hvilken de udtrykkes og bestemmes. De
bør være klare og tydelige, og dertil giør Kort¬
hed mere end Vidtløftighed. Man maae især
vogte sig vel for, at ikke tale om den samme Ting
paa mange Steder og i adskillige Artikler. Et
eneste overflødigt eller ubestemt Ord kan ofte hin¬
dre Udøvelsen af en stor Lov; og naar man veie¬
de Følgerne af begge Yderligheder mod hinanden,
skulde man snart finde, at flere Love bleve gjorte
uvirksomme derved, at man har sagt for meget,
end derved, at man har sagt for lidt. Lovene
maae være forstaaelige; og et gammelt Ord eller
Phrase, som ikke meere er bekiendt, eller hvis Brug
er forandret og ubestemt, hører lige saa lidet til
Lovenes Sprog, som et fremmed Ord. Det
maae i det mindste forklares, og man nødes da
til at beskrive med mange Ord, hvad man kunde
giøre fatteligt med et eneste, som var mere bru¬
geligt. Slutningen af disse Betragtninger blev,
at dette Sprog forstaaes sielden saa vel af dem,
der opdrages i Skriverstuer, og som ere vante til
visse Formularer, til en vidtløftig og indviklet
Stiil, som af andre, der vide at prøve deres
Udtryk efter den sunde Fornuft, og som kiende
Lovenes Grunde.
Men hvilke ere disse Grunde? den Ro¬
merske Ret, Naturens Lov? Den Romerske Ret
var det fuldkomneste Mønster, som man i Be¬


280
gyndelsen kunde betiene sig af, for at oversee hvad
der ungefær udkrævedes til en almindelig og fuld¬
stændig Lovbog; men Grundene kunde ikke tages
af denne Ret; de maae enten være almindelige
for alle Nationer, eller flyde af det Lands besyn¬
derlige Tilstand, paa hvilket de anvendes; uden
saadan en Prøve kan et Lands Lov aldrig tiene til
Regel i et andet. De almindelige Love ere de,
som vi kalde naturlige, og som bevises af Men¬
neskets almindelige Egenskaber. Men hvor ofte
har Fornuften ikke bedraget sig selv ved at giøre
Fordomme, Vaner og Misbruge selv til almin¬
delige og naturlige Love? De Gamle be¬
viiste af Fornuften, at de havde Ret til at
udkaste deres Børn, og de Chinesiske Lærde an¬
see det endnu for en naturlig Ret. Slaverie blev
hos Romerne beviist af Folkeretten. Handlin¬
gernes Moralitet beroer saa meget paa Menne¬
skets foranderlige Tilstand, at der kuns kunde væ¬
re meget saa saadanne almindelige Regler til.
Endog de, som angaae Huusstanden, den æld¬
ste, eenfoldigste og naturligste af alle Stænder,
ere underkastede mange Jndskrænkninger. Naar
Naturens Lov eller den almindelige Lovkyndighed
skal giøre Nytte i Lovgiverkonsten, maae de fleste
Sætninger være vilkaarlige, og man maatte af
Historie og Erfarenhed bemerke deres adskillige
Bestemmelser efter Folkenes, Landenes og Ti¬


281
dernes Forskiel. Uden saadanne Bestemmelser
blive almindelige Regler kuns Fordomme, som
mere hindre Lovenes Forbedring, end de befordre
den.
Tilsidst talede Selskabet om den Mangel
i den nyere Lovkyndighed, som det saa ofte har
beklaget, at den bekymrer sig saa lidet om Sæ¬
derne. Denne Gang gik deres Undersøgning
ikke videre end til Huusstanden. Det lader, sag¬
de Præsten, ligesom Hensigten baade af de geist¬
lige og verdslige Love ikke strakte sig videre, end
til at giøre Foreningen imellem Ægtefolk uoplø¬
selig. Man har endnu kuns været lidet betænkt
paa at opfinde saadanne Midler, hvorved man
kunde besørge Opdragelsen, som er den største
hensigt af Ægtestanden, og som lider saa meget
ved Foreningens Uopløselighed, dersom Lovene
ikke sørge derfor, i det mindste i saadanne Tilfæl¬
de, naar en aabenbare Uforligelighed imellem For¬
ældrene, eller en anden Fordærvelse i Sæderne
hindrer Opfyldelsen af Ægtestandens vigtigste
Øiemerke. Vi have Tugthunse for fordærvede
Mennesker; men ere disse af den Beskaffenhed,
at ulydige Børn kunde sættes deri, uden at staae
Fare for at blive endnu mere fordærvede, og ha¬
ve vi ikke bedrøvelige Exempler i alle Stænder,
som bevise Fornødenheden af saadanne Indret¬
ninger, hvori en fordærvet Ungdom af adskillige


288
Aldere, Stænder og Kiøn kunde underkastes en
haardere Tugt? Selskabets eensstemmige Slut¬
ning var, at saadanne Indretninger vare meget
fornødne, at de maatte være af en ganske anden
Beskaffenhed, end de Tugthuuse, som man hid
indtil har kiendt, og at saadan en Stiftelse skul¬
de giøre den Regiering, som først indførte den,
en udødelig Ære, og have en stor Jndflydelse
det hele Folks Lyksalighed.
No. 178.
Fredagen, den 1 October, 1762.
E¬
thvert Foretagende, som sigter til at afkaste
nogle af de Fordomme, som hindre det Go¬
des Tilvext iblant os, er mig saa kiert, at Vil¬
lien alene fornøier mig, endog naar man ikke har
været meget lykkelig i at udføre det. Det faldt
mig aldrig ind at vise min liden Styrke i Critiken,
i at dømme en Patriot, som foretager sig at un¬
dersøge en vigtig Sag efter den sunde Fornuft
og uden at vilde ansees for Taler eller Poet. Jeg
vilde heller, at man forkastede baade Critiken og
de skiønne Videnskaber, end at disse nogen Tid


289
skulde hindre mine Landsmænd, endog de Ustu¬
derede, fra at meddele Publikum saadanne Be¬
tragtninger, som kunde gavne det Almindelige;
og saa meget som jeg troer, at man bør skierpe
Critiken for at modstaae den fordærvede Smag,
som man vil nøde Folk paa, og hvortil man mis¬
bruger baade Lærdom og Myndighed, saa for¬
nødent holder jeg det og, ved beskedne og billige
Critiker at underholde den Friehed til at tænke og
undersøge, som nu først begynder at yttre sig
iblant os, og uden hvilken en Nation ikke kan
bringe det vidt, enten i Grundighed eller i Ge¬
nie.
En vis Friehed i Tænkemaaden, og Dri¬
stighed til at udtrykke sig, maae være almindelig,
sørend Jndsigten kan bringes til den Grad, som
er en Virkning af manges forenede Flid. De
fleste Feil mod Smagen ere Følger af en frygtsom
og krybende Tænkemaade, som søger mange Om¬
svøb, og med vidtløftige Undersøgninger og lan¬
ge Perioder siger kuns lidet, fordi den tør ikke
gaae lige til Sagen. Baade Forstanden og
Nemmet taber tilsidst ved saadanne Jndspærrelser
det hastige og lykkelige Øiekast, som strax træn¬
ger ind til Væsenet af en Sag, og som giver ikke
alene enkelte Personer, men og hele Nationer saa
stort et Fortrin baade i lærde Arbeider og i bor¬
gerlige Forretninger.


290
Førend denne ædle og frugtbare Friehed
kan blive almindelig hos et Folk, maae det kien¬
de Videnskabernes Værdie; det maae indsee,
hvor meget disse forædle Menneskene, og kunn¬
de vel see dette, dersom de, der dyrke Videnska¬
berne, ikke i en vis Grad føle sig selv, og hvor¬
ledes kunne de føle sig, saa længe de nedtrykket
af en almindelig Foragt? Et Svar paa de
Spørgsmaal: hvorfor Studerende ere saa
ringeagtede iblant os, bør derfor interessere en
hver Patriot, og det blev ikke saasnart anmeldt
vore offentlige Tidender, førend jeg, som Til
skuer, holdt mig forbunden til at undersøge nær¬
mere en Sag, som jeg paa adskillige Steder ha
berørt i disse Blade. Den Foragt, hvorove
Forfatteren klager, er en meget gammel Feil iblan
os; men Spørgsmaalet, eller rettere at sige, den
Friehed, som Forfatteren tager sig, at klage ove
denne Foragt og undersøge Aarsagen dertil, e
saa nye, at de strængeste Konstdommere burde til¬
give ham, om han ikke ved det første Forsøg gan
ske har udtømmet denne Sag. Efter vores Maa
de at tænke paa, finder jeg det allerede roesvær¬
digt nok for en Student, som Forfatteren kalde
sig, at have vovet at giøre dette Sporgsmaal, o
at have i Afhandlingen selv sagt adskilligt, som
endnu støder den almindelige Tænkemaade saa ma¬
get, at en besynderlig Langsomhed til at begribe,


291
som findes hos nogle af vore Læsere, kan undskyl¬
de Forfatteren, om han undertiden med mange
Ord beviser Sandheder, der ere saa klare i sig
selv som disse: "At Folk bør agtes efter den Nyt¬
"te, som de giøre Staten: at Ungdommens Un¬
"der- isning er, en vigtig Sag for det Alminde¬
lige: at de, som nægte dette, røbe deres liden
Forstand, og vise sig uværdige til de Værdig¬
heder, som de besidde: at det er til Hinder for
"Studeringerne, at et Universitet er stiftet i en
"stor Stad: at der behøvedes endog Forandring,
i Studeremaaden selv, for at giøre de Stude¬
"rende mere beqvemme til det, som er deres vig¬
"tigste Kald, nemlig Ungdommens Underviis¬
"ning: at den største Deel af Mangel paa den
rette Studeremaade ere lige saa skikkede til at
"informere, som det femte Hiul til en Vogn, da
"de, i Stedet for at danne Forstanden og Hier¬
"tet, giøre dem, som de oplære, til uordentlige
"Lexica eller Glosebøger, hvilket, naar det en¬
gang gaaer ud af de Unges Hukommelse, have
de intet mere menneskeligt tilbage, end det blot¬
"te Legeme." Alt dette er saa klart, at, der¬
som der skulde være noget at udsætte derpaa, blev
det alene dette, at Forfatteren taler vel tydelig,
og bruger temmelig stærke Udtryk. Men maa¬
skee er denne Tydelighed nødvendig hos os? An¬
dre, som have sagt det samme paa en finere Maade,


292
skulde maaskee ikke være bleven forstaaede. Om
Forfatteren af dette Svar skal ingen Konstdom¬
mer sige, at han taler forblommet eller ubestemt.
For mig, som dømmer dette Skrift hver¬
ken efter den lærde, ikke heller efter den skiønne
Critik, men kuns som Patriot, for mig m-ge jeg
tilstaae, at Verket alene i Betragtning af disse
faa Sandheder er saa vigtigt, at jeg før havde
troet, at nogle af vore Studentere havde i deres
Disputatser lært os en nye Maade at giøre Syl¬
logismer, eller fundet det fierde System til at
forklare Sielens og Legemets Forening, ellet
samlet Gloser til at forbedre Ordbøgerne, som
hverken Stephanus eller Faber havde kiendt, end
at en Student skulde have havt Mod til at sige i
to Ark saa mange Sandheder paa Dansk, som
kunde giøre langt mere til Videnskabernes Op¬
komst, end Jndholdet af mange latinske Dispu¬
tatser. Og de, som have læst Skriftet selv, skul¬
le vist ikke sige, at jeg taler saa vel derom, ford
jeg agter det Skiønne mere end det Grundige.
Jeg bekymrer mig her kuns alene om Sagen; og
om Forfatteren ikke havde gjort andet, end at
fremsætte dette Spørgsmaal, holdt jeg det dog
vigtigt nok til at fortiene alle Patrioters Opmerk¬
somhed.
Han søger Aarsagen til Studenternes Rin¬
geagtelse i tre Ting: I det Forhold, som der


293
er imellem Stænderne indbyrdes, i de Stude¬
rendes Fattigdom, og i deres Levemaade. J
den Ringeagtelse, som kommer af den første Aar¬
sag, finder han intet fornærmeligt for de Stude¬
rende. "J en Stad, siger han, hvor der vrim¬
ler af Rangspersoner, maae der nødvendig iagt¬
tages en nøie Forskiel, at den Fornemmere ikke
"skal fornærmes ved at see en Ringere tillegges
"den Ære, som ham tilkom. -
Dette
kan ikke være anderledes, siger han videre, og
han vil derfor gaae denne Sag reent forbie, for¬
di han holder sin Correspondent alt for fornuftig
til at troe, at der var noget at forandre deri. Jeg
vil her ikke undersøge, om saadan en Vrimmel
af Rangspersoner, som Forfatteren siger, er saa
almindelig og uadskillelig fra alle store Stæder,
som han mener. Det er nok, at der i alle Lan¬
de maae være Ordener og Classer, og at disse fin¬
des fornemmelig i de store Stæder. Men hvad
følger deraf? Naar jeg undtager den virkelige
Myndighed, som er forbundet med visse høie
Embeder, og som tilkommer en blot Rangsper¬
son lige saa lidt, som en anden, der ingen Rang
har, veed jeg ikke, at en Carakteer alene giver
Folk andre Fortrin, end det øverste Sted og en
dybere Hilsen. Fordi man lader en Person gaae
først ind ad Døren, sætter ham øverst i Stuen,
og, om man endelig vil udregne det paa det nøieste,


294
bukker sig saa meget dybere for ham, som han er
fornemmere end hans Naboe; derfor er det ikke
sagt, at man i alle andre Ting skal vise ham en
større Høiagtelse, at man i sin Tale, Opførsel og
Omgang skal tilkiendegive, at man holder ham
lige saa meget viisere og dydigere, som han er
fornemmere. Naar Folk tænke ret, og have
baade Fornuft og Vittighed nok til at udtrykke de¬
res Høiagtelse paa en værdigere Maade, end ved
Bukken og Skraben, blive der altsaa Maader
nok tilbage, paa hvilke man kan ære Folk, som
ingen Rang have, uden at fornærme dem, som
man kalder Fornemme; og den Ære, skulde den
ikke være en større Opmuntring for en Studeren¬
de, for en Mand af Fortienester, end Ret alene
at gaae ved den høire Haand, eller at sidde øverst
til Bords? Paris er en stor Bye; og om der
ikke just vrimler af Rangspersoner, ere der dog
mange fornemme Folk, endog af saadanne Classer,
som paa andre Steder ere rare, indtil Prindser,
og Hertuger. Mange store Lærde have ingen
Titler; nogle kalder man Abbees, enten de ere
det eller ei, og dette betyder i Almindelighed ikke
mere end Student; de, som have Titler, la¬
de sig helst kalde ved deres eget Navn, og alle
ere fornøiede med Titel af Monsieur. Jngen
har endnu troet, at dette foraarsagede nogen Uor¬
den eller Forvirrelse i Staten. Jngen lærd Mand


19
har følt, at han tabte noget derved, at han ikke
havde anden Titel end sit Døbenavn, og ingen
fornemme Mand troede, at han blev fornærmet
derved, at man satte en Alembert ved hans Si¬
de, endskiønt denne store Mand ikke er andet, end
hvad vi kalde en Student; hvorfor? fordi alle
disse Folk høre til en Nation, som veed at giøre
en fornuftig Forskiel imellem den Rang, som Or¬
den udkræver, og den Høiagtelse, som er grun¬
det paa personlige Fortienester, og at behandle et¬
hvert skikkeligt Menneske efter sin indvortes Vær¬
die, paa en Maade, som opløfter alle, indtil den
ringeste Konstner mere, end den Ære, at gaae
først ind af en Dør. Paa andre Steder der¬
imod, hvor man endnu ikke veed at giøre denne
Forskiel, og hvor man er stolt, magelig, eller
uvittig nok til ikke at kunne vise sin Agtsomhed
for andre, uden ved Titler, Bøielser og afmaal¬
te Skridt, der maae de, som i en stor Vrimmel
af Rangspersoner gaae sidst ind af en Dør, altid
være lige saa ringe agtede, som denne Vrimmel
er stor.
Denne Ringeagtelse er ikke en Følge af man¬
ge Stænder og Carakterer, af en Byes Størrel¬
se, men af en Fordærvelse i Tænkemaaden, som
hos et Folk kan gaae saa vidt, at det hverken er
vittigt eller ædelmodigt nok til at kunne agte Men¬
nesker, uden efter denne Forskiel alene. Den


290
maae altid meget nedtrykke de unge Studerende,
som endnu ikke kiende Videnskabernes indvortes
Værdie nok, for ikke at bekymre sig om deres
Medborgeres Domme, især dersom Fordærvelsen
er kommen til saadan en Grad, at tituleerte Folk
af deres egen Orden ikke mere vide, hvori den
sande Ære bestaaer. En Mand af saadan en
maadelig Carakteer, som ikke kan giøre Folk me¬
get bemerkede i de store Byer, hvor der vrimler
af Rangspersoner, fortalte engang i et Selskab
noget, som var passeret da han var Student. -
Fy, har Papa været Student? sagde hans
Datter, som lod sig kalde Frøken. Jeg havde
ikke heller troet, svarede en Skalk, som sad ved
Siden af Frøkenen, at Deres Herr Papa havde
studeret.
Saadan en Tænkemaade er den virkelige
Aarsag til Videnskabernes og de Studerendes
Ringeagtelse iblant os. Men hvorledes kan dette
Onde hæves? Det er ikke nok, at nogle faa Mæ¬
cenater, som baade have Magt til at beskytte og
Gaver til at opmuntre Videnskaberne, ved deres
egne Exempler vise, hvorledes man kan ære per¬
sonlige Fortienester, uden at tabe noget af sin egen
Rang: Denne Tænkemaade maatte først blive al¬
mindelig. Andre, som ikke have enten disse sto¬
re Mænds Gaver eller deres Fortienester, frygte,
at de skulle tabe for meget, dersom Folk begyndte


291
at troe, at der var en anden Ære til, end den,
som de selv udmaale. Folk af Middelstanden,
som de Studerende meest omgaaes, ere ofte dum¬
me nok til at klage over de Stores Hovmod paa
en Tid, da de selv vise en utaaleligere Stolthed
mod Folk af deres egen Stand, som ikke have sam¬
me Titel som de. Mange af dem troe, maa¬
skee ikke uden Aarsag, at de have saa lidt Ære
selv, at de have intet at give bort, og at deres
hele Anseelse faldt, dersom de ikke altid begegnede
en Student som en Person, der var mange Skridt
neden for dem. En almindelig Forandring i den¬
ne Tænkemaade maae begynde fra de Studerende
selv, fra dem, som endnu ikke uden Skam kun¬
ne nægte, at de i det mindste have været Studen¬
tere; men hvor nær denne Forandring er, kan
ingen bedre vide, end Forfatteren, siden han selv
er Student.
J Henseende til de to andre Aarsager, som
Forfatteren anfører, har jeg ikke meget at erindre.
Jeg billiger det Forslag, som han giør til sine
Medbrødre, at de skulde sætte nogen høiere Priis
paa deres Arbeide, skiønt ikke af den Aarsag, at
de ved en Silkeklædning kunde giøre sig mere an¬
seete. Det forstaaer sig selv, at en Student
bør beflitte sig paa Reenlighed og Anstændighed,
baade i Klædedragt og Sæder; men han skal
hverken være prægtig eller Petit Maitre. En


298
Fransk Abbee gaaer hver Dag i en sort Klædning,
og naar han har Fortienester, er han i denne
Kiole lige saa meget agtet, som om han var klæd
i Fløiel og Silke. Fontaine var en Mand af et
stort Genie og et godt Hierte, men af de eenfol¬
digste Sæder, og midt i Paris selv saa lidt ga¬
lant, som nogen lærd Mand har været. Folk af
en finere Levemaade, indtil hans egne Venner,
skiemtede med hans Ligegyldighed. Men dette
hindrede ikke, at han jo blev agtet for sin For¬
stand, og elsket for sit gode Hierte, midt i en Na¬
tion, som var fuld af Petits Maitres.
Jeg haaber, at jeg har sagt nok for at be¬
vise, at den rette Aarsag til de Studerendes For¬
agt bør søges i den almindelige Tænkemaade; men
det er maaskee ikke overflødigt, om jeg endnu en¬
gang erindrer Læserne om den vigtige Sag, at
det er de Studerende selv, som skulle giøre det
meeste til at forbedre Tænkemaaden; jeg mener
dem, som ere satte til at anføre den studerende
Ungdom, enten ved Skrifter eller ved offentlig
Underviisning. Disse Folks Pligt er det for¬
nemmelig, ved deres egne Arbeider at forskaffe
Videnskaberne og de Studerende en sand Høiag¬
telse; af dem har man fornemmelig Ret til at for¬
dre, at de ere fornuftige nok til at ikke søge en
fremmed Ære, at de ved deres Verker bevise Vi¬
denskabernes Nytte, at de agte i andre det, som


299
alene kan giøre dem selv Ære, og at de ved Nid¬
kierhed, Venlighed og Beskedenhed indplante en
anstændig Ærelyst i dem, som de skulle anføre.
No. 179.
Mandagen den 4 October, 1762.
R¬
et, Jnteresse, Passioner og uformodentlige
Hendelser ere de fire Hovedgrunde til alle
Forandringer. At adskille Virkningerne af disse
Grunde, og betragte enhvers Jndflydelse i de sto¬
re Tildragelser, dette er den Viises, Statsman¬
dens og Historieskriverens vigtigste Forretning.
Af de tre første er det vel vanskeligt at sige med
en fuld Vished, hvilken der giorde det meeste til
Udfaldet. Maaskee tog man ikke feil, dersom
man sagde, at Interessen i Almindelighed gieldte
mere end Retten, og Passionerne mere end Jn¬
teressen: Men skulde dette Forhold ikke være saa
rigtigt, troer jeg dog, at man med temmelig
Vished kan bevise, endog af Historien, at de
uformodentlige Tildragelser, som den Viise an¬
seer for Virkninger af Forsynet, have mere Deel
i de store Forandringer, end alle menneskelige
Grunde.


300
Jeg taler her alene om de store Statsfor¬
andringer, om Udfaldet af Krige og Underhand¬
linger, og jeg forstaaer derfor ved Retten de
Regler, som ere grundede i det heele menneskeli¬
ge Kiøns Beste, og som forbinde alle frie Na¬
tioner. Ligesom jeg derimod ved Interessen
forstaaer de Maximer, som ere tienlige til enhver
Stats Sikkerhed og Beqvemmelighed især. Men¬
neskets Domme om begge Deele ere ikke altid
rigtige, og vi maae derfor baade i Henseende til
Retten og Jnteressen giøre Forskiel imellem Sand¬
hed og Meeninger. Der have til alle Tider i
Verden været falske Begreber om Retten og fal¬
ske Statsmaximer til, og disse have vel ikke havt
mindre Jndflydelse i de store Forandringer, end
Sandhederne. De polerede Nationer misbruge
ofte deres Fornuft til at formørke de klareste Sand¬
heder; enkelte Personers Vildfarelser blive ved
den nøiere Forbindelse, i hvilken disse Folk leve,
ofte til Moder; Levemaaden, Opdragelsen, Hi¬
storien, ja Videnskaberne selv tiene til at forplan¬
te og stadfæste disse Vildfarelser. De polerede
Nationer regieres derfor ofte mere af Meeninger,
end de, som kuns have den naturlige, men tillige
sunde Fornuft.
Man har længe beklaget, at Retten ikke
blev saa meget agtet i Verden, som den burde.
Jeg vnl ikke sige, at denne Klage er ganske ugrun¬


301
det; Retten giør dog uden Tvivl mere, end man
troer. De polerede Nationer, som ved Stats¬
Underhandlinger, Videnskaberne og Handelen
leve i saa nøie en Forbindelse med hinanden, kom¬
me mestendeels overeens i de almindelige Begre¬
ber om Ret. Ligevægten er for stor, og Æren
gielder for meget til, at nogen skulde driste sig til
at handle saa ganske og aabenbare derimod. Men
iblant disse Grundregler ere ogsaa mange Mee¬
ninger, og man har aldrig manglet Udflugter til
at besmykke sin Sag med de almindelige Grunde
af Retten. Det er vanskeligt at sige, hvilket der
har gjort Verden størst Skade, falske Begreber
om Retten, eller falske Begreber om Jnteressen.
De Krige, som ere førte for Ligevægten, for at
udbrede Handelen, eller give Staten en sikker
Barriere, have sielden stiftet saa megen Ulykke i
Verden, som hine hellige Toge, de Krige, hvor¬
ved man søgte at udføre gamle Prætensioner, og
at faae Erstatning for smaa Fornærmelser, de
evige Forbund, som bleve sluttede af personlig el¬
ler Nationalvenskab, og andre saadanne Fore¬
tagender, som havde Skin af Ædelmodighed, og
hvori man meente at have baade Retten og Re¬
ligionen paa sin Side. Mange Stridigheder
ere vanskelige at afgiøre efter Retten alene, og saa
længe begge Parter blive staaende ved denne Be¬
tragtning, er det ikke let at finde et Forliig, for¬


302
di ingen gierne vil ansees for at have handlet uret¬
færdig. Man opofrer af Tillid til en formeent
Ret meget mere, end den Sag er værd, hvorom
man trætter. Man sætter store Fordele til Side,
for at hævne en liden Fornærmelse, og fører lang¬
varige Krige, for at ende en Trætte, som var
snart afgjort, saasnart begge Parter betragtede
kuns deres sande Fordeele.
Interessen er den anden bevægende Grund,
Jeg forstaaer ved Interessen her ikke andre For¬
dele, end heele Statens, og disse ere to Slags.
at bevare eller forøge Statens Grunde, og
udbrede dens Rigdom ved Handelen. Paa en
Tid, da Ligevægten og en bestandig Opmerksom¬
hed ikke tillader store Erobringer, og da de fleste
Stater have naturlige Grændser, som deres eg¬
ne Fordele ikke tillader dem at overskride, maae
Handelens Interesse være en af de vigtigste Grun¬
de til de store Forandringer, og Erfarenheden vi¬
ser, at den er det. Nogle nødes undertiden til
at opofre deres Fordele i Handelen for deres Sik¬
kerhed; andre sætte dem til Side for at herske
eller erobre; og i begge Tilfælde vinde de Sta¬
ter, som ingen andre, eller i det mindste ingen
høiere Fordele have, end Handelen. Naar alle
Stater fulgte altid deres sande Fordele, kunde
Krige ikke være meget almindelige, fordi Interes¬
sen ikke tillader Krigen, uden naar den Fordeel,


303
som søges ved Krigen, er større end det Tab, som
den fører med sig, naar denne Fordeel er vis el¬
ler i det mindste meget rimelig, og naar den ikke
paa nogen Maade kan opnaaes. Men dette maae
være rart i en Tilstand, hvori det er saa vanske¬
ligt at giøre Erobringer, hvori de fleste Stater,
have naturlige Grændser, hvori Handelen, som
altid lider saa meget ved Krigen, er den vigtig¬
ste Jnteresse, som en Stat kan have, og hvori
alle Stater ved Handelen ere saa nøie forbundne,
at de ved den kunne forskaffe hinanden Fordele,
som ere langt vigtigere og vissere end den, som
de kunne søge ved Krigen. Men, saa længe Men¬
resker regiere Verden, indsees disse Fordele ikke
altid, og Passioner tillade ikke heller altid at føl¬
ge dem, som man indseer. Den sande Stats¬
Interesse tillader sielden Krige. Et falskt Be¬
greb derom kan paa den ene Side være nok til at
giøre dem nødvendige; men disse Krige, saa læn¬
ge de føres dog af Interesse alene, ere aldrig saa
ødeleggende, og saa vanskelige at bielegge, som
de, der føres for at hevne Fornærmelser, af Had
eller Hevn. Endog en indbildt Interesse lader
altid Døren aaben for Underhandlinger; Pas¬
sionerne tillukke den.
De farligste af alle Passioner ere Ærgier¬
righed og Had. Regentere kunde sielden elske
eller hade hinanden paa den Maade, som andre


304
Folk, der leve sammen. Nationalvenskaber og
Fiendskaber ere mere sædvanlige; men det er kun
i Republiker, at de kunne have nogen betydeli¬
Jndflydelse i Statssager. Følkene i Europa er¬
nu omstunder for oplyste til, at Ulighed i Renl¬
gionen, Tænkemaaden og Sæderne skulde kunn¬
stifte saadanne store og offentlige Fiendskaber, son
de, hvilke hos de Gamle vare en Følge af et
indskrænket Tænkemaade, af liden Handel og Om
gang, af en stor Hengivenhed til sit eget, som ble
bestyrket ved Lovene og Opdragelsen. Passioner¬
ne selv have nu omstunder gemeenlig deres Grund,
i Interessen, i langvarige Trætter om Ligevæg¬
ten, om Grændserne, om Handelen, som opvæk¬
ke Frygt, Misundelse og endelig Fiendskab, ikke ale
ne imellem nær Forvante, men og mellem hele Na¬
tioner og Naboer, endog dem, som have een Re¬
ligion, fælleds Sæder og undertiden det samme
Sprog. Disse Fiendskaber, som have deres
Grund i Interessen, kunne tilsidst gaae saa vidt,
at man derfor opofrer den sande Interesse selv.
Dog er dette rarere i vores Alder, end det var
paa den Tid i Verden, om hvilken man dog troer,
at Menneskene da handlede efter Ret alene. Det
var paa den Tid ikke nok, at man misundte saa¬
dant et Folk sin Lykke, og søgte endog med sin egen
Skade at hindre dets Tilvext. Enhver Nation
holdt sig berettiget til at ansee alle sine Fiender


305
for Barbarer og troeløse Folk. En Carthagi¬
nenser betydede det samme i Romernes Mund,
som en Skielm; og naar dette herskesyge Folk,
som under Skin af Retten undertrykte hele Ver¬
den, havde ved deres Feciales ladet undersøge
Aarsagerne til en Krig, og dømt den retfærdig,
troede de, at de havde alle Guderne paa deres
Side, og de betragtede sig selv som Beskyttere
af Folkeretten, naar de baade med Sværd og Jld
ødelagde en Nation, hvis hele Forseelse ofte kuns
bestod deri, at de med et Ord havde forsyndel
mod det Romerske Folkes Majestet.
Videnskaberne, Ligevægten, Høfligheden
og et finere Begreb om Æren have vel udryddet
af Europa denne hevngierrige Stolthed, som øde¬
lagde Menneskene uden Forskiel af Alder, Stand,
eller Kiøn; man fører ikke mere Krig af Hevn,
i det mindste skammer man sig ved at tilstaae det.
Man mishandler og dræber ikke Krigsfanger.
Man skaaner de Ubevæbnede, i det mindste saa
vidt, at deres Liv, Friehed og Ære er sikker midt
i Krigen. Man er bleven klog nok til at ikke sø¬
ge andre Erobringer, end dem, som man kan ven¬
te at beholde, og til at indsee, at Jnteressen selv
udkræver at skaane de Undertvungne, og heller
forbedre end forværre deres Vilkaar. Europæer¬
ne iagttage i deres Krige ikke alene Menneske¬
ligheds, men og Høfligheds Love. Men, der¬


300
som denne finere Følelse af Æren, som er det
herskende Passion i vores Alder, ikke stifter saa
aabenbare og voldsomme Ødeleggelser i Verden,
fortærer den dog Staternes indvortes Styrke, og
dræbar Menneskene med en langsom og hemmelig
Gift. Sværdet ødelegger vel kuns de bevæbne,
de, men hvor stor en Deel udgiøre ikke disse af
det menneskelige Kiøn, siden de staaende Armeer
ere opfundne? Vore Krige ere mere almindelige,
de blive sielden mellem tvende Nationer, de ud¬
brede sig hastig over hele Europa, og opfylde til¬
sidst alle Dele af Verden. Søen, hvor mange
Mennesker opsluger den ikke, fremfor i de Tider,
da man hverken havde saa vidtløftig en Skibsfart,
eller vidste at bygge saa store Skibe? Disse store,
bestandige og tilvoxende Rustninger unddrage ikke
alene en stor Deel af det menneskelige Kiøn fra
Agerdyrkningen, Handelen og Konsterne; de
legge endog utaalelige Byrder paa den liden Deel
af Jndbyggerne, som blive tilovers, og som skul¬
de forhverve hvad disse Armeer fortære; og hvor¬
for skeer alt dette? De Gamle førte Krige for at
nære en overflødig Mængde af Folk; ingen Stat
i Europa har Folk nok til at dyrke sine Agre. De
Gamle kunde vente at giøre store Erobringer; ef¬
ter det nærværende System af Europa ere store
Erobringer umuelige. De Gamle kiendte ikke
megen anden Ære, end den, som indlegges i


307
Krigen, de vidste ikke mange andre Midler til at
gjøre et Folk mægtigt og anseet; i vore Tider er
der ingen Fornuftig, som tvivler om, at jo Ager¬
dyrkningen, Handelen og Konsterne ere langt sik¬
rere Midler til at gjøre et Folk mægtigt og en Re¬
gent stor, og at en fornuftig Bestyrelse af disse
Ting udkræver nok saa megen Jndsigt, og giør
den menneskelige Forstand nok saa megen Ære,
som den hele Krigskonst, naar man betragter den
i den største Høide, til hvilken den i vore Tider
er bragt. Hvad kan være Aarsag til den Pas¬
ston, som midt i vor oplyste Alder forleder saa
mange Nationer til at opofre de større og sikrere
Fordele, som de alle kiende, for at føre disse Kri¬
ge, i hvilke de med al deres Krigskonst ikke kun¬
ne udrette saa meget som de Gamle? Dersom vo¬
re Historieskrivere og vore Poeter vare saa kloge,
som vore Statsmænd; dersom de kiendte disse
Midler til at indlegge en udødelig Ære, som er
større og mere usædvanlig end alle Erobringer, da
skulde vore Begreber om Æren snart blive saa
rene, at de ingen anden Grund havde, end Sta
ternes sande Beste.
Men, naar og de ædelste Passioner regie¬
rede Menneskene, naar de bestyredes af al den
Fornuft, som en Dødelig kan besidde, og naar
ethvert Folk handlede bestandig efter de Regler,
som ere grundede i dets sande Interesse, skulde


308
dog Udfaldet af alle store Foretagender altid be¬
roe paa saadanne Hendelser, som ingen menne
skelig Forstand kan see forud, og som ingen Mag¬
i Verden er stor nok til at forebygge. Hele H¬
storien er saa fuld af Exempler deraf, at jeg tor¬
de understaae mig at bevise, at det er saadanne
Hendelser, som i alle støre Ting have gjort det
meeste til Udfaldet, og at alt det, som den men
neskelige Forstand kan giøre, er at bruge disse
Hendelser vel. Frankerige var ved Henrik den
Fierdes, Sullys og Richelieus Statskonst aldrig
bleven det, som den var, dersom ikke den Span¬
ske Regierings Feil, og de ulykkelige Hendelser,
som fra alle Kanter af overfaldt dette Monarkie,
havde befordret Frankeriges Opkomst. Da den
Franske Magt under Ludvig den Fiortende var
bragt til det høieste, var det uformodentlige
Hendelser, som satte den Grændser midt i sine
Seiervindinger. Krigen i Nederlandene 1672,
det lykkeligste Tog, som de Franske nogen Tid
have gjort, gav Anledning til en Statsforandring,
hvorved en faderløs og forladt Prinds af Ora¬
nien blev igien udvalgt til at føre det Statholder¬
skab, som Republiken selv faa Aar tilforn ved en
evig og uigienkaldelig Lov havde afskaffet. Den¬
ne Prinds Wilhelmn den Tredie blev nogle Aar
efter ved lige saa uventet en Forandring Konge
af Engeland, og stiftede derved den nøieste For¬


309
ening imellem tvende Nationer, som tilforn hav¬
de været deelte, og hvoraf den sidste i lang Tid
havde været paa Frankeriges Side. J Begyn¬
delsen af den Spanske Successionskrig vare de
Franske Vaaben saa lykkelige, at de ikke alene
uden Modstand bemægtigede sig det hele Span¬
ske Monarkie, men og bragte begge Søemagter,
til at erkiende Philip den Femte. Keiseren ale¬
ne gjorde nogen Modstand. Siden forandrede
Lykken sig saaledes, at Ludvig den Fiortende, ef¬
ter at have tabt mange store Feldtslage, tilbød sig
at forlade sin Sønnesøn, og forlangte af det Span¬
ske Monarkie kuns Neaple og Sicilien. Dette
vilde man den Tid ikke engang tilstaae, og faa
Aar derefter sluttede de Allierede en Fred med
Frankerige, hvori de tilstod Philip den Femte he¬
le Monarkiet, undtagen Nederlandene og de Jta¬
lienske Provincer; hvad var Aarsag til denne sto¬
re Forandring? Tvende Dødsfald, Dauphins og
Keiser Joseps. Man troede nu, at det var be¬
dre for Europa, at Spanien og Frankerige bleve
deelte imellem tvende Sønner af Dauphin, end
at baade det Spanske Monarkie og de Østerrig¬
ske Stater tillige med Keiserdommet bleve for¬
enede i Carl den Siette. En ringe Tildragelse
med et Par Handsker, som var Aarsag til Mal¬
borougs Fald, giørde, at denne Tænkemaade fik
Overhaanden, Krigen med Sverrig under Chri¬


310
stian den Femte, var en af de lykkeligste, som
Dannemark har ført; men visse udvortes Foran¬
dringer, som foregik iblant de andre Magter, be¬
tog os Frugterne af alle disse Seiervindinger. Un¬
der Frederik den Fierde var Krigen ikke nær saa
lykkelig; men Carl den Tolvtes uformodentlige
Dødsfald, som traf ind paa en Tid, da Congres¬
sen paa Ahland truede med en nye Forandring i
det Nordiske System, forskaffede Dannemart,
foruden andre Fordele, Besiddelsen af en Provin¬
ce, som i nogle hundrede Aar havde været Hoved¬
Aarsagen til alle Krige og Underhandlinger.
Jeg overlader til Læserne selv at eftertænke
nøiere en Materie, der er saa frugthar som denne,
og vil slutte med disse faa Betragtninger. Der¬
som vi ikke ville troe, at Verden regieres af en
blind Hendelse, og at en fornuftig Brug af alle
vore Kræfter er til ingen Nytte; dersom vi ikke
ville troe dette, maae vi giøre Forsynet den Ære
at tilstaae, at en høiere Viisdom, end den men¬
neskelige, regierer Verden; og vores første Om¬
sorg bør da fornuftigviis være, at indrette vore
Handlinger saaledes, at de ere overeensstemmen¬
de med dette Væsens Villie, saavidt vi enten med
Vished eller med en høi Grad af Rimelighed kun¬
ne kiende den; dernæst at følge de Regler, som
vor Fornuft siger at være de tienligste til at befor¬
dre vores Velstand, uden enten at forlade sig paa


311
de gode Hendelser, eller afskrækkes af de onde.
Saadan en Bestandighed i store Foretagender,
som er forenet med Tillid til Forsynet, adskiller
de Viise fra Hoben, som enten troe sig mægtige
nok til at trodse Skiebnen, eller bygge alene paa
Hendelser, uden at handle efter visse Grundreg¬
ler.
No. 180.
Fredagen, den 8 Octob. 1762.
N¬
aar jeg undtager Selskabet af de fire Patrio¬
ter, skal det vel være rart at finde saa for¬
troelig en Omgang imellem Personer af adskillige
Stænder. Saa langt ere vi endnu fra at ind¬
see den nøie Forbindelse, som der er imellem alle
nyttige Forretninger i Staten, paa hvilken Jnd¬
sigt det Heeles Beste saa meget beroer. De fle¬
ste Stænder leve i en Art af borgerlig Krig, hvil¬
ken, endskiønt den ikke udbryder til aabenbare
Fiendtligheder, dog er saa meget værre, som den
svækker de Baand iblant Menneskene, som kun¬
de giøre et lidet Folk uovervindeligt. De ad¬
skillige Stænder misbruge ofte de Love og den


312
Magt selv, som skulde forbinde dem, til at un¬
dertrykke hinanden; og dette Had, som virker
langsom og fortærer Statens indvortes Kræfter,
er ofte større end det, som for en kort Tid bevæb¬
ner en Nation mod en anden. Det er rart, at
hele Nationer hade hinanden, og endnu rarere,
at saadant et Folkehad er Aarsagen til Krigen.
Jblant Folk af adskillige Stænder derimod, som
dog alle ere Lemmer af en Stat, er det nok til at
hade hinanden, at de have adskillige Forretnin¬
ger og en ulige Klædedragt. En heel Stand,
hører ofte ulde for de Feil, som begaaes af nogle
Personer, og det er ikke rart, at Folk dadle i an¬
dre det, som virkelig er en Dyd, alene fordi det
ikke kommer overeens med de Grundregler og Va¬
ner, som ere antagne i deres egen Stand. En
lærd Mand holder meget i Krigsøvelserne for Pe¬
danterie, fordi han ikke kiender Grundreglerne af
Krigsstanden nok, for at indsee, hvor store Ting
der ofte beroe paa saadan en Nøiagtighed i de
smaa; og en Officeer tænker undertiden det sam¬
me om en Præst eller en Dommer, fordi han ikke
har Kundskab nok om Religionen, Lovene og Sæ¬
derne, til at begribe, at en vis Nøiagtighed i
disse Ting kan være lige saa fornøden, som det er,
at en Soldat fører sig vel og bærer sit Gevær
ret.


313
De vigtigste Stænder i Staten have ofte
lidt allermeest ved saadant et Had; thi hvilke
Stænder kunde vel være nyttigere end de, som fø¬
de, undervise og forsvare de andre, end Bonde¬
standen, Lærestanden og Krigsstanden? Hvor
disse Stænder, foruden den almindelige Beskyt¬
telse af Lovene, ikke nyde en vis Kierlighed og
Høiagtelse af deres Medborgere, skulde der være
nogen sand Ære, nogen ret Nidkierhed for det
Almindelige, nogen Lyst, Jver og Drift til det,
hvorpaa en Stats Velstand fornemmelig beroer?
Man har for lang Tid siden gjort den An¬
merkning, at de Religionspartier, som have meest
tilfælles, ere just de, som hade hinanden aller¬
meest. De Romerskeatholske have ikke forfulgt
Jøder og Tyrker saa meget som Protestanterne,
og disse havde neppe begyndt Reformationen, fø¬
rend det lod ligesom de havde glemt alt, hvad de
selv leed under Pavedommet, og alt, hvad de
prædikede mod menneskelig Myndighed. Saa
vidt gik Forbittrelsen imellem de tvende Hoved¬
Partier af den protestantiske Kirke; og disse ha¬
ve igien deelt sig i adskillige Sekter, som altid
have hadet deres nærmeste Troesforvante mere end
alle andre. Hvem kiender ikke af Historien Føl¬
gerne af det Had, som der har været og er endnu
imellem Arminianerne og Gomaristerne i Hol¬
land, imellem Presbyterianerne og den Episcopa¬


314
le Kirke i Engeland; og det er ikke mange Aar
siden, at de, som man kaldte Pietister, bleve li¬
ge saa heftig forfulgte i den Lutherske Kirke.
Geistligheden har hidindtil havt Ord for,
at den var den eneste Orden af Mennesker, i hvil¬
ken man fandt saa forunderligt et Had; men det
er desværre alt for almindeligt til at give dem ale¬
ne Skyld derfor. Dersom Geistlighedens Had
har havt værre Følger i Verden end andres, hvil¬
ket jeg dog holder vanskeligt at bevise, er det vel
ikke fordi det har været større, men fordi Tinge¬
ne, hvorom de trættedes, vare vigtigere, fordi
de interesserede Menneskene mere, men i sær for¬
di Statsmændene og de Mægtige blandede sig i
disse Trætter, og misbrugte Geistlighedens Nid¬
kierhed til at udøve deres eget Had, og til at
mætte en Herskesyge, som har gjort Verden mere
Skade, end alle de Lærdes Tvistigheder.
Vore Statister og Lovkyndige, som ere
saa tilbøielige til at merke Geistlighedens Feil, og
see saa lidet af deres egne, giorde bedre, om de
arbeidede paa at udrydde det borgerlige Had, som
regierer imellem Stænderne af en og den samme
Stat, og som bevæger dem, der staae i den aller¬
nøieste Forbindelse tilsammen, til at arbeide paa
hinandens Undergang. Det er ikke over de Stæn¬
der alene, hvis Grundregler ere saa adskillige,
som Krigsstanden og den borgerlige, at man har


315
Aarsag til at føre denne Klage. Kiøbmanden
og Landmanden kiende ikke altid deres nøie For¬
bindelse. Endog i de Lande, hvor de synes at
være satte i den fuldkomneste Ligevægt, handle
de ofte, ligesom den ene Stand ønskede at legge
alle Byrderne paa den anden, og at trække alle
Fordelene til sig selv, endskiønt den sunde For¬
nuft er nok for at begribe, at hvad der skader den
ene, maae og skade den anden. Folkene af to
fiendtlige Krigshære vise ofte uden for Striden
ikke saa meget Had til hinanden, som Landfolk og
Søefolk af en og den samme Nation, som føres
paa et Skib, for at fegte mod en Fiende. Men
den største, den skadeligste, og tillige den urime¬
ligste af alle saadanne Misforstaaelser er den, som
har regieret imellem vore geistlige og verdslige
Lærde, imellem dem, som forklare de guddomme¬
lige Love, og dem, som lære de menneskelige,
imellem vore Præster paa den ene, og vore Stats¬
og Lovkyndige paa den anden Side. Disse Folk,
hvis Videnskaber, saavidt de ellers ere overeens¬
stemmende med det beste Væsens Villie, og med
Menneskets sande Lyksalighed, maae være bygte
paa den samme Grund, tale ofte, ligesom der var
ingen Ting i Verden saa stridige, som Religio¬
nen og Staten, som Guds og Menneskets Love,
og ligesom det var umueligt at være tillige baade
en god Borger og en god Christen. Den Ro¬


310
merskeatholske Geistlighed har vel især i de for¬
rige Tider først givet Anledning til denne ulyksa¬
lige Forskiel imellem Kirkens og Statens Jnte¬
resse; den har gjort Geistlighedens egne Fordele
til Religionens Sag, og ofte, tvertimod Chri¬
stendommens egne Bud, stiftet store Forfølgelser
i Staten, for at udbrede menneskelige Lærdom¬
me. Men de nye Stats= og Lovkyndige ere paa
deres Side faldne til en anden Yderlighed. De
have optænkt et System af en skinnende og ind¬
bildt Lyksalighed i dette Liv, som var bygt paa
Mængdens Undertrykkelse, og som blev kuns nog¬
le faa Mennesker til Deel. Dette Ærens og
Pragtens Rige have de ophøiet ikke alene over
alt det i Religionen, som handler om en udøde¬
lig Siels høiere Bestemmelse, men og over de
naturlige og borgerlige Dyder, som udbrede over
alle Familier i Staten en Lyksalighed, der er tu¬
sinde Gange vigtigere end alle de Konstgreb, hvor¬
med man formerer Rigdommene og Overdaadig¬
heden. Disse Dyder, som i Huusstanden leg¬
ge Grund til Statens sande Floer, og uden hvil¬
ke baade Lovene og Magten ikke udrette meget;
Sæderne, uden hvilke vore polerede Stater i Eu¬
ropa skulde snart falde tilbage igien til det Bar¬
barie, hvori Despoten selv ikke er sikker midt i
Hiertet af sine Stater, og for i Spidsen af sine
Krigshære; disse Sæder have de nye Lovkyndige


317
sat til Side, saa at man taler i vore Systemer
kuns om Tvangsmidlerne, og man hovmoder sig
endog saa meget af denne usle Kundskab, at en
Dommer eller Advocat, som har bragt nogle Ty¬
ve til Galgen, og nogle Skiøger til Kagen, bil¬
der sig ind, at han har gjort Staten en langt stør¬
re Tieneste end en Præst eller Lærer, som, ved
at forrette sit Embede vel, har forebygget, at
mange hundrede Mennesker ikke forfaldt til disse
Laster. Det er ikke nok, at Jurister og verds¬
lige Betiente, indtil Herredsfogeder og Regiments¬
Skrivere, tænke saaledes om Geistligheden; de¬
res Jver imod denne Orden er ofte saa stor, som
om de troede, at hele Statens Velfærd beroede
paa at bringe en Stand i Foragt, uden hvis Hielp
Dommeren selv ikke var sikker for Retten, og alle
Tugthuuse og Fængseler ikke skulde kunne rumme
vore Misdædere.
Aarsagen til denne Misforstaaelse er, at
begge ikke indsee, hvor nøie deres Videnskaber
ere forbundne. Geistligheden indbilder sig ofte
selv saadan en Strid imellem Religionen og Sta¬
ten, af Mangel paa Kundskab om de rette Grun¬
de baade til de guddommelige og til de menneske¬
lige Love; men denne Feil er dog paa Geistlig¬
hedens Side ikke saa stor i de protestantiske Lan¬
de, hvor man lærer, at Gud ingen anden Lov
har givet, end den almindelige Kierligheds Lov,


318
hvis nøiere Bestemmelse efter ethvert Lands be¬
synderlige Tilstand tilkommer den verdslige Øv
righed, og hvor Geistligheden tillige i Alminde¬
lighed har mere Jndsigt, end mange verdslige
Betiente, som enten ikke have studeret, elleri
det mindste ikke vide mere end et eneste Lands bor¬
gerlige Love, uden engang at forstaae Grunden
til disse Love, og deres Forbindelse med hele Sta¬
ten. En Jurist, som uden for den liden Deel
af Lovkyndighed, som handler om den borgerlige
Tvangsret, ikke var i Stand til at give en for¬
nuftig Erklæring, naar han blev tilspurgt af Øv¬
righeden, om en Indretning, som havde nogen
vidtløftig Forbindelse med hele Statens Forfat¬
ning, og som ikke kiender mere af hele Verden
end et Birk, et Herred, eller i det høieste en
Province, saadan en Mand, siger jeg, finder
en inderlig Glæde i at kunde belee en Præst, naar
han forseer sig ved en Stævning; han viser al¬
drig Ærbødighed for Religionen, uden naar han
oplæser Eden paa Tinget, og han er ikke fornøiet
i et Selskab, uden naar han fortæller latterlige
Historier om Præster.
Denne Tænkemaade er saa almindelig, at
en ung Student ikke saasnart har faaet en Fier i
sin Hat, som betyder enten at han studerer intet,
eller at han er en Jurist, førend han begynder
at spotte med Geistligheden, ligesom dette var en


319
Ordensregel i hans Facultet. Og vore unge
Theologer, hvad skal jeg sige om dem? De skiem¬
te sandelig ikke, de fordømme kuns alle dem, som
ikke have læst det samme System som de. Den¬
ne Tænkemaade, som har sin Grund i Ungdom¬
mens Uvidenhed og Hidsighed, bliver til en Va¬
ne, som følger dem ofte, naar de blive Embeds¬
mænd, og stifter en evig Skilsmisse imellem tven¬
de Stænder, uden hvis enige Bestræbelser ingen
Stat kan blive fuldkommen lykkelig. Man be¬
gynder at troe, at en Videnskab behøver Hielp
af den anden. Det er bleven Moden i vores Al¬
der, at vide mange Ting, foruden det, som er
vor Hovedsag; men det lader, som man endnu
ikke kiender ret denne Videnskabernes Forbindel¬
se. En Theolog lærer Geometrien, Physiken,
Philologien og undertiden Medicinen. Det kan
alt være ham nyttigt; men burde han ikke først
bekymre sig om de Videnskaber, som lære ham at
kiende Mennesket, de Love, som Sielen følger i
sine Virkninger, Grundene til Menneskets Hand¬
linger, og de udvortes Forandringer i Verden,
som have saa stor en Jndflydelse paa Mennesket?
Eædelæren, tillige med de almindelige Grunde
af Lovkyndigheden og Statskonsten, og Historien,
skulde de ikke være nok saa fornødne for dem, hvis
Kald det er at forbedre Menneskene, som at maa¬
le Jorden, beregne Planeternes Gang, og kiende


320
Urter og Dyr? Vore unge Jurister ere gierne
bemidlede Folk, og man maae ikke forlange af
saadanne, at de skulde lære alt for meget. Men
de Fornemme iblant dem vilde dog være andet end
Advocater og Herredsfogeder; de vilde være
Statsmænd, og de maatte da endelig vide lidt me¬
ra end den borgerlige Ret. Om de ikke troede,
at Statskonsten havde sine Grunde lige saavel som
Processen, maatte de dog kiende Staterne lidt¬
af Historien. De skulde alle være Christne, i
det mindste fornuftige Mennesker; de maatte alt¬
saa vide, at der vare andre bevægende Grunde
til, end Fængsler, Kage og Galger, og derfor
forstaae noget af Siele= og Sædelæren, og af
Theologien, i det mindste den naturlige. Men
Bibelen, den behøver vel en Jurist ikke at læse?
han har jo lært sin Catechismus? Ja; men han
har og glemt den igien, og det undseer han sig
ikke ved at tilstaae; overalt, saa have jo Præster¬
ne skrevet vore Catechismer: men er han en Chri¬
sten, har han dog nogen Ærbødighed for Skrif¬
ten. Skulde da en Jurist og være en Christen?
Samvittighed burde vel en Dommer have, og
Frygt for Galgen kan ikke give Folk det, som
man kalder Samvittighed. Ja, saa meget, som
enhver anden skikkelig Mand veed af sin Christen¬
dom, maae han da vel vide; men det hører der¬
for ikke til hans Videnskab at læse Bibelen? Der¬


321
som han vilde, saa længe indtil han selv fik bedre
Forstand, troe en gammel klog Mand, en Mand,
som vel var en geistlig Mand og en Skolemester,
men tillige en lærd Mand og en Statskyndig;
dersom han vilde troe Bossuet, kunde han lære af
ham, at Bibelens Læsning og var nyttig i hans
Videnskab; men for at kunne læse denne Bog
vel, endog som Jurist, maatte han vide noget
mere end en Advocat.
No. 181.
Mandagen den 11 Oct. 1762.
N¬
aar man kunde forene Ungdommens Drif¬
ter med Alderdommens Erfarenhed, var
den menneskelige Natur i sin Fuldkommenhed.
Ligesom Sundhed og Munterhed giør alle For¬
nemmelser behageligere i Ungdommen, saa ere og
Drifterne i denne Alder renere og uskyldigere.
Menneskekierlighed, Venlighed, Medlidenhed,
Godgiørenhed og Fromhed, ere fast almindelige
og naturlige Dyder i en Alder, i hvilken man el¬
sker Glæden for meget til at give Vrede, Had
eller andre ubehagelige Passioner Rum, i en Al¬


322
der, da vore egne Begierligheder ikke ere store nok
for at misunde andre, og andres Ondskab ikke
nok bekiendt for at mistænke dem. Menneske¬
Kierlighed tillige med alle de Dyder, som indbe¬
fattes under det almindelige Navn af et godt Hier
te, er derfor fast lige saa naturlig en Følge
Ungdommen, som Sundhed og Glæde. Men
dette gode Hierte, denne Sundhed og Glæde,
som giøre saa meget til Menneskets sande Fuld¬
kommenhed og Lyksalighed, hvor ofte blive de ikke
siden Anledninger til dets Fald? Sandsernes Fo¬
restillinger ere i Ungdommen saa levende, at de
let kunde forlede Fornuften til at dømme om Tin¬
gene efter deres første Anseelse. Den samme Em¬
findtlighed, som blødgiør et ungt Hierte ved Ey
net af en Elendig, giør, at det ikke heller er stærkt
nok til at modstaae Hyklerens Smigren og de La¬
stefuldes Tillokkelser. Det lette og glade Sind,
som fordriver alle bittre, hadefulde og misundeli¬
ge Tilbøjeligheder, og som yttrer sig i en lyksalg
Ligegyldighed for alle de Ting, som Stolthed
attraaer i den mandige Alder, og Gierrighed i
Alderdommen; dette samme lette og glade Sind
skyer i Ungdommen det Arbeide, som Pligterne
medføre, tillige med de Omhyggeligheder, som
vores egen og den almindelige Velfærd udkræver.
Erfarenheden er endnu for liden, og Forstanden
ikke moden og øvet nok til at dømme om Tingene


323
efter deres Grunde og Følger, og til at giøre For¬
skiel imellem det Onde og Gode, ikke efter Tin¬
genes udvortes Anseelse, men efter deres indvor¬
tes og bestandige Egenskaber. Det Sandselige
henrykker os, vi vælge, elske og fortroe os efter
blot Behag og uden Overlæg. Fornuften lærer
os langsom og Erfarenheden endnu sildigere at
kiende Tingenes sande Forskieller; mange lære
først at bruge Verden, naar de ikke meere kunde
nyde den, naar Ungdommens Sundhed og Glæ¬
de er forsvundet; og vi maae endda holde os lyk¬
kelige, dersom vi lære det tidlig nok, for at und¬
gaae andre Yderligheder, til hvilke Fornuftens
Misbrug forleder Menneskene i den mandige Al¬
der, og som ofte ere skadeligere end Ungdommens
Letsindighed. En umættelig Begierlighed til
Ære, som er en Virkning af Fornuftens Mis¬
brug, og Manddommens Afgud, sætter ofte si¬
den de største Siele i en Virksomhed, som for¬
uroeliger dem selv, uden at giøre andre Gavn,
og som er Menneskene mere til Skade, end Ung¬
dommens Ligegyldighed. Vantroe, Mistanke
og Menneskehad, som ere Følger af en bedragen
Oprigtighed, og af den Utaknemmelighed, med
hvilken Kierlighed og Godgiorenhed ofte belønnes,
undertrykker lige saa ofte i Alderdommen det go¬
de Hiertes Følelser, som giøre Ungdommen saa
elskværdig. Mange overvinde de første Tilbøie¬


324
ligheder kuns for at giøre sig til Slaver af en are
den Alders Laster, eller rettere at sige, Hiertet
bliver paa engang følesløs baade i Henseende til
Vellyst og Menneskekierlighed. De sandselige
og naturlige Begierligheder ophøre, ikke for at
give Fornuften og Pligterne, men Jndbildningen
Rum til at regiere Mennesket; og naar Forstan¬
den saaledes ved mange Aars Brug og Erfaren¬
hed, skulde være bleven moeden til at gavne Ver¬
den, fattes det ofte lige saa meget paa Villie og
Hierte, som det i Ungdommen fattedes paa Jnd¬
sigt og Erfarenhed til at styre dette gode Hiertes Til¬
bøieligheder.
Forstanden lærer snart at kiende Pligterne;
men Hiertet behøver megen Drift, for at under¬
holde den Virksomhed, som Pligter og især store
Pligter udkræve. Menneskekierlighed er den re¬
neste af alle, og megen Følelse af den udgiør det,
som man kalder et godt Hierte, en Gave af Na¬
turen, som i Ungdommen fortiener meget at agtest
og bevares. Caraktererne ere vel i denne Aldet
alt for ubestemte til at dømme med Sikkerhed,
og intet Hyklerie er derfor baade skadeligere og
daarligere, end tidlige Berømmelser. Men et
der nogen Dyd, som i Ungdommen fortiener af
roses, og af hvilken man kan love sig noget Stor
i Fremtiden, da er det Menneskekierlighed, især¬
naar den yttrer sig i saadan en Grad, at det ungt


325
Hierte og kan opofre noget af sine Fornøielser, for
at fornøie, glæde eller trøste andre. Man for¬
tæller om Hertugen af Berry, den yngste af Lud¬
vig den Fiortendes Børnebørn: at han engang
gav alle sine Haandpenge til en gammel Officeer,
som var bleven nødt til at søge Almisse. Da
Prindsen om Aftenen havde ingen Spillepenge,
og man spurgte, hvortil han havde udgivet dem,
sagde han: at han vilde heller undvære al For¬
nøielse, end see en af Kongens gamle Officerer li¬
de Nød.
Lige saa ædelmodig en Gierning af en an¬
den ung Prinds, Prinds Frederik Henrik Carl
af Preussen, har den bekiendte Tydske Poetinde,
Madame Karsch, indklædt i følgende Fabel.
Ben Halim, en ung Prinds, som var op¬
draget ved Thronen af den store Schach af Per¬
sien, og en Søn af Monarkens Broder, blev li¬
ge saa meget beundret for sin Godhed, som for
sin Forstand. Ben Halim spadserede engang
med sin Storvizier i de store Gange ved Slottet.
En fattig Mand, som var hvid af Alder, holdt
sig til Siden, og slog Øinene ned til Jorden.
Jeg hilser Dig, gamle Mand, sagde Ben Ha¬
lim, som nærmede sig til ham, Gud og den store
Prophet velsigne Dig. Den Gamle kunde ikke takke
uden med nogle Taarer, som fløde ned af hans
Kinder; han blev saa inderlig bevæget af Prind¬


320
sens Agtsomhed og Godhed, og han glemte alle¬
rede, at han var nøgen, og at han havde intet
Brød. Han styttede sig paa Stokken, og op¬
løftede sine Øine til den, som giver Føde til alt
det, der lever paa Jorden. Ak, raabte Ben
Halim, den arme Mand! han beder for mig, og
hans Elendighed var jo alene nok til at røre mig?
Du veed, min kiere Vizier, at Du har givet mig
Penge i Dag til mine smaa Udgister i denne Maa¬
ned. Denne gamle Person behøver Klæder og
Brød; jeg vil give ham Halvparten af det, som
jeg har. Den unge Prinds talte selv Halvpar¬
ten af sine Penge i Haanden paa den Fattige, som
blev stum af Taknemmelighed og Forundring.
Prinds, sagde Vizieren til ham, den hel¬
lige Prophet belønne Dig. Denne fattige gam¬
le Mand, som Du har gjort lykkelig, har vovet
sit Liv i mere end et Feldtslag. Men om Du mød¬
te endnu en Elendig? da vilde jeg, svarede Prind¬
sen, dele Resten af mine Penge med ham. Du
har lært mig det selv, Vizier, at man burde elske
Menneskene. Dette Bud er skrevet i Alkora¬
nen, og dersom det ikke stod der, skulde jeg dog
finde det skrevet i mit eget Hierte. Himlen be¬
vare Dig, godgiørende Prinds, sagde Storvi¬
gieren med Øinene fulde af Glædes Taarer, Taa¬
rer, som vare kostbare, og som giorde Ben Ha¬


327
lim mere Ære end alle Digternes Sange, og alle
Talernes Berømmelser.
O Henrik, jeg kiender Dit Hierte, jeg saae
Dine Gierninger, og jeg erindrede mig den unge
Prinds, om hvilken den Persiske Historie taler.
Saa blive og den Roes, som Frederik skal
nyde
Engang, som Henriks, reen og uden
Sminke, skiøn!
At Glædestaarer maae af mange Øine flyde,
Og Hiertet ære Ham med Suk og stille
Bøn!
Men denne Roes, o Prinds! og Prindser,
maae fortiene;
De fødes vel dertil; men fødes ei der¬
med;
Den sande Ære er ei Tungens Verk
alene,
Nei, den er Hiertets Tolk, en Frugt af
Kierlighed.


328
Med dette Ønske blev den Dag, som har
givet Dannemark en elskværdig Arveprinds,
helligholdt af en Patriot, som ønsker at kunne vi¬
se sin underdanigste Hengivenhed ved sandere Prø¬
ver end tidlige Berømmelser.
No. 182.
Fredagen, den 15 October, 1762.
A¬
delsmanden i Selskabet havde nyelig fire Of¬
ficerer hos sig; den ene af dem var en Nord¬
mand, den anden var Dansk, den tredie Fransk
og den fierde Tydsk. Verten, hvis Jndsigt er
almindelig nok for at kunne tale med alle om saa¬
danne Ting, som fornøie dem, gav enhver af
disse Herrer Leilighed til at sige noget, som inte¬
resserede baade deres Stand og deres Nation.
Giesterne vare Folk, som, uagtet deres adskillige
Carakterer og Tænkemaader, havde alle ikke ale¬
ne Erfarenhed i deres Metier, men og den almin¬
delige Jndsigt og Beskedenhed, hvorved en ret¬
skaffen Officeer adskiller sig fra en Praler, og bli¬
ver lige saa agtbar en Person i det menneskelige
Selskab, som denne er en forhadt. Man begyndt


329
at tale om de Europæiske Nationers Fortienester
i Krigsstanden, og alle vare enige deri, at end¬
skiønt der vare adskillige Arter af Tapperhed, og
et Folk kunde have mere af en Aet end af en an¬
den, var der dog intet Folk til, i hvis naturlige
Carakteer der jo var noget, som kunde giøre det
til gode Soldater, naar det blev vel brugt. De
Tydskes Orden og Nøiagtighed, sagde Herreman¬
den, som af Beskedenhed nævnede de Fremmede
først, de Franskes Munterhed og Ærelyst, ere
vel i Grunden adskillige Egenskaber; men de giø¬
re dog begge ofte en og den samme Virkning. Det
anstaaer mig ikke, lagde han til, at rose mine
egne Landsmænd; men jeg troer dog ikke, at nø¬
gen vilde beskylde mig for Nationalstolthed, om
jeg sagde, at der fødes lige saa gode Soldater i
Dannemark og Norge, endskiønt Carakteren af
disse to Nationer synes at være nok saa adskillig,
som de Franskes og Tydskes.
Jngen Fornuftig tvivler derom, svarede
den Franske Officeer; jeg agter begge Nationer;
men især de Norske. Det forstaaer sig selv, lag¬
de han til, at naar man taler om det Naturlige
i en Nations Carakteer, undtager man altid de
Folk, som have mere Opdragelse og Følelse af
Ære, end Mængden; hos disse blive en Nations
Feil ofte ukiendelige. Jeg taler derfor ikke om
Officererne, men kuns om den gemene Mand,


350
saaledes som han er af sig selv uden Konst, og da
synes mig, at den Norske Nation har nogle For¬
trin for de Danske; den er i Almindelighed mere
munter, den hør finere Følelser af Æren, og af
Kiertighed til Fædrenelandet. Det er vel sandt,
svarede den Tydske; men den Orden, den Nøi¬
agtighed, som Krigsdisciplinen udkræver, dertil
er i mine Tanker en Dansk Karl nok saa vel skik¬
ket; Nordmanden er for flygtig, og undertiden i
sin gode Jver uregierlig. Ja ofte saa flygtig,
sagde den Danske, at det koster lang Tid inden
man kan faae ham til at høre, at give ret Agt,
og at forstaae hvad man siger. Jeg har hørt
denne Klage af adskillige Officerer, endog af
Nordmænd selv, svarede den Franske; men jeg
troer, at det er Sprogets Skyld. De Norske
ere mindre vante til det Tydske end de Danske.
De faa Ord, som bruges til Krigsøvelserne, ere
vel ikke saa vanskelige at lære; men ethvert Sprog
har dog en vis Tone, hvortil Øret maae vænnes,
førend det hastig kan forstaae endog bekiendte Ord,
især naar man taler hastig og paa en aaben Mark.
Jeg veed selv, hvad det har kostet mig at blive
vant til den Tydske Exereice; og endskiønt jeg nu
temmelig forstaaer Sproget, naar jeg læser det,
og hører nogen tale det langsom og nær ved, kan
jeg dog forsikre Dem, at jeg ofte ikke forstaaer de
bekiendteste Ord, naar de udtales hastig: Saa


331
meget kommer det an paa at blive vant til Lyden
og Tonen af et Sprog; og i mine Tanker er det
derfor ingen ringe Sag, at en Nation lærer Krigs¬
Øvelserne paa sit eget Sprog. Alt dette er Ba¬
gaieller, sagde Nordmanden med nogen Heftig¬
hed; hvor længe eller hvor kort man maae exer¬
tere en Nordmand, førend han forstaaer Tydsk,
det kan jeg ikke sige: mig har det ikke nær kostet
saa megen Umage, som at faae en Siellandsfaer
ul at staae ret paa sine Been, og til at giøre en
hastig Vending: og hvad kan det hielpe, at en
fremmed Soldat er lidt ordentligere end en Nord¬
mand, at han viser en slavisk Nøiagtighed paa
Paradepladsen, dersom han løber bort, saasnart
han kommer over Belterne. Tænk ikke, svarede
den Tydske Officeer, at jeg vil forringe Deres
Nations Ære, eller forsvare dem af mine Lands¬
mænd, som sælge deres Liv til den første, som til¬
byder sig; de, som forlade deres Fædreneland,
for at giøre Lykke som Soldat, maae ikke være
Kiernen af en Nation, og De kan være forsik¬
tet, at endskiønt jeg troer, at de Tydske i Al¬
mindelighed ere gode Soldater, er jeg dog alt
for patriotisk for Dannemark, til ikke at ønske, at
den hele Krigshær bestod af Danske og Norske.
Jeg tilstaaer Dem og gierne, sagde han videre,
at naar jeg taler om de Danske i Almindelighed,
forstaaer jeg ikke just de Siellandske Bønder. De


332
fleste af dem have en vis Stivhed, Tunghed og
Ulyst, som giør dem mere ubeqvemme end Jnd¬
byggerne i de andre Provincer; men hvad siget,
De om Jyderne og Holsteenerne? Maaskee kom¬
mer Forskiellen deraf, at Bondens Vilkaar i dis¬
se Provincer ere bedre; thi Bondestanden er Plan¬
teskolen for Krigsstanden, og som Bønderne eri
et Land, saa ere og i Almindelighed Soldaterne.
Krigsdisciplinen kan ikke ganske udrydde de Feil,
som ere rodfæstede ved en lang Vane, og saadan¬
ne Feil kunne ofte fordærve den beste Natur.
Maae jeg tilbyde Dem min Mellemhand¬
ling, sagde Herremanden, som frygtede, at den¬
ne Trætte skulde gaae for vidt; Partiet er paa
begge Sider saa lige, at de behøve en Megler.
Jeg er lige saa god Norsk som Dansk, og ha¬
kuns een Jnteresse i denne Trætte, som er, at den
maae falde ud til begge Nationers Ære, ved hvil¬
ket Udfald, saavidt jeg begriber af Sagen, hver¬
ken de Tydske eller Franske tabe noget, og følge¬
lig haaber jeg, mine Herrer, at ingen af Den
skal fortryde, at De have taget mig til Megler?
Hele Selskabet var fornøiet med dette Tilbud, og
tillige meget begierlig for at høre, hvorledes de¬
res Vert vilde dømme i saa vanskelig en Sag.
De har, sagde han til den Franske, roesl,
den Norske Nation for en vis Munterhed og Æret,
Lyst, og jeg undrer mig ikke derover, at De for¬


3 55
nemmelig har bemerket disse priisværdige Egen¬
skaber, fordi de giøre saa stor en Deel af Deres
egen Nations Fortienester. De Franske og de
Norske have begge i Deres Tanker mere Jld end
de Danske og de Tydske. Meget vel, faldt den
Franske ham ind i Talen; men tænk ikke, at jeg
er saa indtaget af min egen Nation, at jeg ikke
skulde kunde agte andet end det, hvori andre Na¬
tioner ligne de Franske. Jeg agter endog det,
hvori andre overgaae os. Nordmanden og Fransk¬
manden have begge megen Jld i deres Tempera¬
ment; men i Nordmanden er den mere skiult, den
antændes ikke saa hastig, men den brænder længer,
og denne Jld giør i mine Tanker Nordmændene
til nok saa gode Soldater, som de Franske. Jeg
er Dem paa de Norskes Vegne, svarede Herre-
manden, meget forbundet for denne artige An¬
merkning. De har saa megen Erfarenhed, og
taler tillige saa upartisk, at jeg ikke kan tvivle om
det, som jeg af Patriotisme desuden er saa tilbøie¬
lig til at troe; men De tilstaae mig dog, sagde
han videre, at Krigen, især nukomstunder, ud¬
kræver saa stor Orden og Nøiagtighed, at Fyrig¬
hed og Tapperhed alene ikke er nok. Det til¬
staaer jeg Dem gierne, svarede den Franske Of¬
siceer; men Orden er noget mechanisk, den kan
være en Virkning af Frygt og Slaverie; den ret¬
te Fyrighed og Krigsgeist er derimod noget ædelt,


534
som man ikke kan indprygle i Folk, det er en Virk¬
ning af en god Natur, af Friehed og Ære. Vi
tale nu ikke, sagde Hervemanden om det, som
Almindelighed fortiener meest at agtes i en Nati¬
ons Carakteer, hvad der giør den meest æret og
elskværdig; vi spørge kuns, hvilke Egenskabe
der ere de vigtigste i Krigen. Det er ikke saa
meget vores Sag at undersøge, hvoraf disse Egen¬
skaber komme, af Frygt, Ære eller Friehed, son
hvor fornødne de ere. Jeg tilstaaer Dem gier
ne, at Orden og Nøiagtighed hos en Soldat har
som oftest sin Grund i Frygt; men den kan og
komme af Æren, naar en Nation fra Ungdom
men af er vant til at sætte Æren i en vis Nøiag
tighed. Ja, Fyrighed og Nøiagtighed, svared
den Franske, tilstaaer jeg gierne, at være begg
nødvendige Egenskaber hos en Soldat. Enhve
Nation, sagde Herremanden, har altsaa, sin
Fuldkommenheder, men Fuldkommenheder, sog
ere vanskelige at forbiude tilsammen i saa lige g
Grad, at en Nation ikke skulde have noget men
af en vis ægenskab end af en anden. Nøiag
tighed synes altid at føre nogen Langsomhed me¬
sig, og for et fyrigt Temperament er det altid vaa
skeligt at underkaste sig den strænge Orden, som
Krigslovene udkræve. Dette har maaskee de
store Kriger tænkt, som giorde det til sit Valg
sprog: at haste langsom; og dersom dette, lagd¬


5 5)
han til, er saa, have begge Nationer intet at be¬
breide hinanden; men De maae og tilstaae, at,
dersom det ikke er mueligt at forene begge Egen¬
skaber i en lige Grad i et Folk, maae det have
en fortreffelig Virkning, naar man forenede Folk
af saa adskillig en Carakteer i en Krigshær; og
dersom De tilstaae dette, mine Herrer, kan jeg,
uden at fornærme enten den Franske eller Tydske,
den Danske eller Norske Nation, ende Trætten
til Fordeel for den Krigshær, i hvilken De alle
tiene. Hvor uovervindelig maatte den ikke være,
dersom man kunde finde Midler til at besætte den
ganske med gode Folk af tvende Nationer, i hvis
adskillige Carakterer man finder alt det samlet,
som giør en god Soldat!
Alle vare tilfreds med Herremandens Kien¬
delse; men det vigtigste, sagde denne, er endnu
ikke afgjort, hvorledes Krigshæren kunde besæt¬
tes med gode Folk af begge Nationer? De have
selv, mine Herrer, sagde han, givet mig Anled¬
ning til dette Spørgsmaal, men Folk af Deres
Erfarenhed kunne bedre opløse det end jeg. Der¬
som det kom alene an paa en Forbedring i Bon¬
destanden, som jeg virkelig troer, at den kunde
giøre meget dertil, vidste jeg maaskee nogle For¬
slage at giøre; men deres Jverksættelse udkraver
nogen Tid; og naar man var allerlykkeligst, skul¬
de det dog vare længe, førend vi kunde giøre vore


330
Siellandske Bønder til saadanne Folk, som de
Norske, førend de bleve saa muntre, saa fyrige,
saa gode Skytter, saa dristige, som disse, der
fra Ungdommen af vænnes til at bruge Gevær,
og at hverken skye Arbeide eller Fare. For at
bringe det dertil, var det ikke nok, at man skaffe¬
de vore Bønder lige saa visse Eiendomme som de
Norske, at man kunde sige om dem ligesom om
Romerne, at de fegtede pro Focis. Det i Ca¬
rakteren og Tænkemaaden, som ved en Vane er
bleven fordærvet, maatte tillige forandres, o
saadan en Forandring er ikke saa hastig muelig.
Skulde man imidlertid ikke kunde opfinde en an¬
den Planteskole for Krigsstanden? Det er just
hvad jeg tidt har sagt, svarede den Franske Off¬
ceer, at opdrage fattige Børn paa de Vilkaar, at
de skulde tiene deres Livstid; saaledes giør man
hos os. Dette har desuden den gode Virkning,
at Soldaten lever ordentligere, naar han er gin¬
og om han ikke just har liggende Grunde i Sta¬
ten, har han dog noget af det, som Romern
kaldte Focus. J har jo selv, sagde han vi¬
dere, det fortreffeligste Exempel for Øine i See¬
Folkene. Om end Almuen i et Land er nok saa
skikket til Krigsstanden, om man har den Lykke,
at faae de beste Folk i Bondestanden eller blan
Haandverkerne, kunde de dog aldrig være saa be¬
qvemme, som de, der fødes af Soldater,


53!
fra Ungdommen af opdrages til denne Stand,
kunne blive, naar saadanne Planteskoler bleve vel
indrettede. Det har jeg og tænkt, sagde Herre-
manden; men man har altid svaret mig, at det
vilde koste for meget. Naar man beregnede
Summen af de Hvervepenge, som gaae ud af
Landet, svarede den Tydske Officeer, tillige med
det, som Officererne tabe ved Desertioner af slette
Folk, troer jeg ikke, at Børnenes Underholdning
for den Tid, hvori de slet intet kunne fortiene, kun¬
de koste mere. Det koster dog ikke meget at un¬
derholde Børn indtil det syvende Aar, især naar
man, i Stedet for at giøre kostbare Stiftelser, lod,
Forældrene selv beholde dem, og gav dem noget
til Hielp til deres Opdragelse. Saasnart de va¬
re over syv Aar, maatte man finde Leilighed til
at skaffe dem Arbeide; og dette maatte ikke være
vanskeligt i et Land, hvor der er Mangel af Folk,
og mange Næringsmidler endnu ere forsømte.
Om man foreslog Landmanden og Kiøbstædman¬
den at give noget til at underholde saadan en Jnd¬
retning, som forskaffede dem den store Fordeel,
at man ikke havde nødig at tage Arbeiderne fra
dem; mener De da, at de skulde være uvillige
dertil, eller at de meget mere skulde finde Lyst i
at understøtte en Indretning, som var saa nyttig
for Landet, og gjorde Nationen saa megen Ære?
Ja, svarede Herremanden, saa megen Patriotisme


338
troer jeg vist, at vi have, at enhver formuende
Dansk og Norsk gierne gav noget for at kunne
uden at blotte Landet eller Haandverkerne, besæt¬
te Krigsmagten med gode Folk, som vare født
og opdragne dertil.
No. 183.
Mandagen den 18 October, 1762.
U¬
partiskhed er en stor Dyd; men de fleste
Mennesker rose den, uden at vide hvori den
bestaaer. Nogle Mennesker berømmes for deres
Upartiskhed, fordi de ikke have Forstand nok til
at giøre Forskiel imellem det Sande og Falske,
imellem det Onde og det Gode. Andre indser
vel denne Forskiel, men vise sig dog af Egennyt¬
te, Ære eller Frygt lige saa lunkne og ligegyldi¬
ge som hine. Disse tage intet Partie, fordi al¬
ting er dem ligegyldigt, uden deres egne Fordeele,
og fordi disse skulde lide, dersom de fordærvede
det med noget Partie; og endskiønt saadan en U¬
partiskhed er meget lastværdigere end deres, som
af Dumhed ere ligegyldige, blive de dog ofte me¬
get agtede, baade fordi de vide at give deres Falsk¬


359
hed og uredelige Tænkemaade et Skin af billig¬
hed, Lemfældighed og Menneskekierlighed, og
fordi de besidde Gaver til at giøre noget til Ud¬
slaget paa den Side, hvørtil de hælde sig.
Foruden disse ere der endnu tvende Arter
af Upartiskhed, som komme Dyden nærmere, og
hvortil Grundene selv ikke ere onde. Den ene
kommer af en alt for stor Blødhed eller Forsig¬
tighed, og den anden af alt for megen Strenghed.
Naar en god Forstand er forenet med et blødt
og empfindtligt Hierte, driver dette ofte For¬
sigtigheden saa vidt, at det ikke kan overtale sig
selv til at giøre det mindste, hvorved noget Par¬
nie kan fortørnes. En Mand af den største For¬
stand bliver ved saadan en falsk Upartiskhed lige¬
saa unyttig for Verden, som den største Dosmer,
der af Taabelighed og Ligegyldighed er alles Ven,
og det beste Hierte kan af samme Aarsag giøre
megen Uret, endog naar dets Hensigt ikke er at
giøre det; det skader mange just i det det ønskede
at kunde behage alle. En alt for stor Streng¬
hed kan og give Anledning til en falsk Upartisk¬
hed, naar enhver liden Forseelse er nok til at af¬
sondre sig fra andre, og naar man giør det til Re¬
gel, at ikke tage noget Partie, uden det, som
man finder at være uden alle Feil. De redelige
ste og nidkiereste Gemytter, de, som ikke alene
have Forstand og et godt Hierte, men og megen


340
Jver for at handle efter deres Jndsigter, og føl¬
gelig just de Mennesker, som kunne giøre meget
Godt, staae meest Fare for at ansee saadan en
falsk Upartiskhed for en Dyd, og for at giøre sig
selv derved lige saa unyttige for Verden, som de,
der af Dumhed, Egennytte eller Blødhed ere
lunkne og ligegyldige. Disse Folk ere saa meget
mere at beklage, som de derved glerne tillige paa¬
føre sig selv store Fortredeligheder, uden at gav¬
ne det Almindelige.
Et Menneske kan sielden udrette noget vig¬
tigt i Verden uden andres Hielp; og dersom man
vil kalde en Mængde af Mennesker, som handle
efter samme Grundregler, og som understøtte hin¬
anden, et Partie, behøves der Partie til alt det
Gode, som der skal giøres i Verden, lige saavel
som man bruger saadanne Foreninger til det On¬
de: Det er ikke Enigheden selv, men Hensig¬
ten, som giør Forskiel imellem disse Partier. De
uvittige og onde Menneshers Tal, deres, som
forsvare Laster, Vildfarelser, Fordomme og Mis¬
bruge, har altid været stort. Saadanne Folk
ere forenede ved de Passioner, som allermeest
regiere Menneskene, ved Gierrighed, Vellyst,
Stolthed, Myndighed, Vaner, Ærbødighed
for det Gamle og Antagne. Disse Baand ere
stærkere end Fornuftens og Dydens, som forene
de faa Gode, hvilke ikke alene have saa mange


541
udvortes Modstandere, men og indvortes Fien¬
der i deres egne Passioner. Hoben, som ikke
tænker meget, som regieres af Fordomme og Va¬
ner, er altid vis i sin Sag. Den seer ingen
Vanskeligheder, og herskende Passioner forblin¬
de Fornuften endnu mere. Saadant et Partie
er dristigt og haardnakket, naar de derimod, som
foreene sig til noget Godt, og som handle efter
Grunde, frygte ved hvert Skridt for at begaae
Feil, og derfor sielden handle med den Sikkerhed.
og Dristighed, som hine. Dersom disse faa
Mennesker vilde tillige forlade eller forfølge hin¬
anden for enhver Feil, hvor lidet skulde de da
ikke udrette mod denne store, enige og frække
Bande af deres Medborgere, som gemeenlig er
mægtig nok for ikke at behøve saadan en Ueenig¬
hed engang til at undertrykke dem.
Et Menneske maae først overlegge med sig
selv, om han har Evne og Lyst til at udrette no¬
get til det almindelige Beste, uden altid at have
Hensigt til sin egen Nytte, eller og om han vil
giøre sine egne Beqvemmeligheder alene til sit
Maal. Er det sidste hans Hensigt, maae han
enten intet Partie tage, eller og Mængdens; thi
det er vissest, at dette Partie vil beholde Over¬
haand, i det mindste i et Menneskes Levealder;
og en Mand, som søger kuns sine Beqvemmelig¬
heder, tænker ikke paa Efterkommerne: Det er


342
ham lige meget, baade hvorledes det gaaer dem
og hvad de sige om ham, naar han kuns har Roe
saa længe han lever. Fatter han derimod det
Forsæt, at ville gavne det Almindelige, da maae
han vel ikke forene sig med dem, som have onde
Hensigter; men han maae ikke heller, om han
vil udrette noget, være ganske alene. Og, da
baade alle Mennesker have Feil, og de Klogeste
kunne tage feil i at dømme om andres Feil, saa
maae han ikke opsætte sit Valg indtil han finder
et Selskab af Mennesker, som i hans Tanker ere
uden alle Feil. Det maae være ham nok, at de¬
res fælles Hensigter ere vigtige og gode, og at
de ere enige i Hovedsagen, det er at sige, i alt
det, som kan have nogen vigtig Jndflydelse i de¬
res fælles Øiemerke." Saa længe dette er saa,
berettiger ingen Feil ham til at forlade denne For¬
bindelse. Han bør endog see igiennem Fingre
med alle de Skrøbeligheder, som ikke hindre Øie¬
merket, og som han ikke kunde rette uden at for¬
aarsage et større Onde. Hans Opførsel fortie¬
ner ellers ikke Navn af Upartiskhed; det er ikke
en Dyd, men en Virkning enten af en utidig og
ufornuftig Nidkierhed, eller af Egensindighed,
eller af Stolthed, eller og af Falskhed.
Af Falskhed? Ja, og denne Falskhed er
den vederstyggeligste af alle, fordi den skiules un¬
der Nidkierheds og Redeligheds Maske. Der


345
ere Folk, som ere af alle Partier, og som bryde
med ethvert, lige saasnart deres Fordele lide det
mindste, eller og man byder dem større i et andet.
Disse Folk skiule deres Nedrighed med andres
Feil, og undskylde deres Troeløshed dermed, at
deres Samvittighed ikke tillader dem at see igien¬
nem Fingre med nogen Feil eller Vildfarelse, end¬
og hos deres beste Vennex. De ville, sige de,
være upartiske; men denne Upartiskhed er saa af¬
skyelig en Last, at en god Mand endog søger at
undgaae Skinnet deraf; han begaaer heller en
liden Feil for at føie sine Venner, end giver an¬
dre Anledning til at troe, at han kunde begaae
saa nedrig en Last.
Der ere mange Arter af Forbindelser eller
Partier til. Nogle have deres Oprindelse af
fælles Nytte; nogle af personlig Kierlighed og
Høiagtelse; andre have deres Grund i det almin¬
delige Beste, i en fælles Overbeviisning om visse
Grundsandheder, i Nidkierhed for deres Udbre¬
delse og andre vigtige Pligters Opfyldelse. En¬
hver seer let, at hvad jeg nyelig har sagt, passer
sig fornemmelig paa dette sidste Slags Forbindel¬
ser, som af saa mange Aarsager udkræve en nøie¬
re og bestandigere Forening end andre, som ere
grundede enten paa personlig Kierlighed eller For¬
dele alene, endog naar disse ere lovlige. Egen¬
nyttige og passionerte Venskaber ere meget ælmin¬


544
delige i Verden, og intet er sædvanligere, end at
Menneskene derfor ikke alene see igiennem Fingre
med smaa Feil, men og overtræde vigtige Pligter
og fornærme andre, og derpaa har man sielden na¬
get at udsætte. Saadanne Folk kalder man ikke
partiske, men oprigtige, troefaste og ædelmodige
Venner. Det er kuns, naar en Overeensstem¬
melse i Tænkemaaden foreener andre til at angri
be almindelige Vildfarelser og Laster, da er det
først, at Hoben taler om Partier; da er det, at
man søger at finde egennyttige Hensigter, endog
i deres Handlinger, som kunde fremstille det sam¬
me Vidne for deres Uskyldighed, som Socratet,
indstævnede for Retten, nemlig: deres Fattigdom
og Nøisomhed; da er den mindste Feil, som be¬
gaaes af en Mand, nok til at fordømme alle hans
Venner, dersom de ikke giøre Partie med hans
Fiender til at udrydde ham. Og behøvedes de
vel mere end denne Erfarenhed, som enhver har,
der kiender lidt af Verden, for at bevise, at Folk
hvis Venskab er grundet paa ædle Hensigter, ha
ve Aarsag til at forene sig? Dette Venskab kan
og af mange Aarsager være bestandigere end an¬
dre. Hensigten deraf er ikke saa foranderlig, som
Fordele og Yndest; de Feil, som undertiden be¬
gaaes, kunne ikke være saa vigtige, at de jo over¬
veies af langt større Fortienester; og Tænkemaa¬
den er paa alle Sider ædel og uegennyttig nok til


349
at ikke miisunde hinanden smaa Fordele, eller ret¬
te sig efter alle Forandringer af Lykken. Saa¬
dant et Venskab er som deres, der fegte for Fæ¬
drenelandet mod en fælles Fiende; de ønske kuns
at vinde eller døe. Det er som det Venskab, der
forenede Achilles og Patrocles; laa mig døe,
sagde Achil, naar jeg kuns maae hævne min Ven,
og ikke blive længer paa dette Skiv, hvor jeg er
en unyttig Byrde for Jorden. Jorden skal des¬
uden beholde nok af saadanne unyttige Byrder,
som enten af Dumhed ikke kiende, eller af Ma¬
gelighed og Egennytte ikke vilde giøre andet, end
forøge Tyngselen og Overvægten paa Hobens Si¬
de: det er, som man siger i Ordsproget, at tude
med de Ulve, blant hvilke man er; og saadanne
Folk er det dog gemeenlig, som man kalder upar¬
tiske.
Dersom en ærlig Mand altid var sikker for
at begaae Feil i sine Domme, og den Viise al¬
drig blev forrasket af sine egne Passioner, skulde
de faa Gode snart ved deres Enighed være stær¬
ke nok til at modstaae Hoben. Men naar en
Forskiel i Tænkemaaden, som snart er en Virk¬
ning af den menneskelige Skrøbelighed, snart af
en virkelig Nidkierhed, adskiller dem, hvis For¬
ening kunde være gavnlig for det Almindelige,
da er saadan en Scene en af de bedrøveligste i
Livet. Den er bedrøvelig, endog naar der hand¬


340
les om store Pligter, naar begge kunne troe, at
de have Ret; og hvad maae den da ikke være,
naar Passioner, som just ikke ere onde, giøre, at
Tingene synes vigtigere end de ere? og saaledes
er Oprindelsen til de fleste heftige Trætter. Der¬
som den almindelige Skrøbelighed ikke tillader
dem, som tænke vel nok for at være enige i Ho¬
vedsagen, at undgaae altid saadanne Anstød, kan
det dog ikke vare længe, førend de søge i det mind¬
ste at oprette igien hvad der ellers kunde tabes i
Henseende til det, som midt i Ueenigheden selv
ere de Godes fælles Sag, nemlig, at vedlige¬
holde i Verden den Høiagtelse, som tilkommer
Dyd og Fortienester. Uden for Trætten selv bør
derfor enhver ærlig Mand altid være saa upartisk,
at han ikke glemnier, at bemerke endog i sin Fien¬
de de Egenskaber, for hvilke han fortiener at ag¬
tes. Han maae forebygge, saa meget han kan,
at Daarlighed ikke vinder ved de Fornuftiges
Strid, og altid giøre en Modstander af Fortie¬
nester den Ret, at adskille ham fra deres Hob,
som enten regieres af en blind Partiskhed, eller
af Dumhed og Egennytte ere saa ligegyldige, at
de derved fortiene langt mere Foragt end andre,
som kunde forgaae sig af Nidkierhed eller Over¬
ilelse.
Hvor meget Ondt skulde der ikke være fo¬
rebygget i Henseende til Religionen, dersom Men¬


541
neskene altid havde gjort sig rigtige Begreber om
Upartiskhed. De fleste Sekter og Forfølgelser
skulde da ikke have været til. Foruden dem, som
af Hovmod, Herskesyge eller af andre urene Grun¬
de have adskildt sig fra de Christnes Samfund,
have vel og mange i en god Hensigt forladt Mee¬
nigheden, fordi de troede, at enhver Forskiel i
Tænkemaaden forbandt dem til faadan en Afson¬
dring. Nogle skulde maaskee aldrig have gaaet
saa vidt, dersom man havde behandlet deres vild¬
farende Samvittighed med den Ømhed, som Chri¬
siendommen udkræver; den falske Nidkierheds
Aand har nødt dem ved Forfølgelser til at ad¬
skille sig, og Skrøbeligheds Feil, som i Begyn¬
delsen vare skiulte, blive derved til modtvillige
Affald og aabenbare Forargelser.
Men disse Feil, hvor store de end ere, ere
de dog maaskee ringe mod den falske Upartiskhed
iReligionen, som er en Virkning ikke af Kier¬
lighed, Beskedenhed, Forsigtighed, men af en
kunkenhed og Ligegyldighed, som kommer enten
if Skiødesløshed i de Undersøgninger, som dog
fremfor alle andre fortiene et fornuftigt Menne¬
skes Opmerksomhed, eller af herskende Passio¬
ner og en lang Vane til enten at troe uden Grund,
eller tvivle om alting. Denne Lunkenhed og Li¬
gegyldighed strækker sig nu omstunder ikke alene
til Lærdommen, men og til det af Sædelæren,


348
hvori alle Christne ere eenige. Og iblant saa¬
danne lunkne Christne, som hverken have Grund
for deres Troe, eller vise Kierlighed i deres Van¬
del, finder man til Religionens Vanære de stør¬
ste Zeloter. Vantroe og alle Laster herske ingen
Steds i Verden mere end i den Romersk catholske
Kirke.
No. 184.
Fredagen, den 22 Octob. 1762.
N¬
aar en af mine Venner læser Seneka, og
henrykkes over den megen Viisdom
som han opdager hos denne vittige og skarpsin¬
dige Romer; saa læser jeg i det Sted Syrach,
og finder ofte i den større Kundskab om Verden,
rigtigere Tanker, og nettere Udtryk, kort, mere,
som kan fornøie og opbygge mig, end alt det min
Ven beundrer hos sin vittige Philosoph. Jeg
har ofte sammenlignet begge, og ikke sielden fun¬
det mere Liv og Munterhed, mere Afvexling,
mere Rigdom paa Tanker og Forestillinger hos
Jøden end hos Romeren. Det er sandt, der er
mere sagt af Seneka, men der er derimod mere


349
ænkt af Syrach; den første er ofte dybsindi for
at være vittig, og derfor er baade hans Dybsin¬
dighed og Vittighed ikke sielden tvungen; han
siger mig ofte en og den samme Tanke paa ti ad¬
skillige Maader, og dog er den ikkun den ene Gang
sandt sagt: men Syrach tænker rigtig, og der¬
for udtrykker han sig ogsaa rigtig. Jeg vilde
derfor ønske, at de, som enten ikke kunne læse
Seneka, fordi den er Latin, eller holde sig for
gode til at læse den, fordi det er en Skolebog,
maatte i det Sted giøre sig Viisdommens Bøger
bekiendt, for deraf at vænne sig til at giøre Be¬
ragtninger over det menneskelige Liv.
Jeg vil her alene anføre en Tanke, som jeg
nyelig læste hos Syrach, og som gav mig An¬
ledning til nogle Betragtninger over Fattigdom.
Syrach giør Sammenligning imellem en riig og
en fattig Mand, og siger: Den, som bør æres
Fattigdom, hvor meget mere bør han æres
Rigdom? og den, som bør vanæres i Rig¬
dom, hvor meget mere bør han vanæres i
Fattigdom? Jeg finder i denne Tanke mere
Sandhed og Rigtighed, end alt, hvad de Stoi¬
ske Viise nogensinde have sagt i denne Henseende.
de fleste afskildre Rigdom som noget, der er u¬
anstændigt at tragte efter for en viis Mand, og
ophøie derimod Fattigdom med de yndigste Far¬
eer. En riig Mand er i deres Sprog en Sla¬


350
ve, og ingen uden den Fattige kan være dydig
Men Syrach, som havde lært sin Philosoph
mere i Omgang med Verden, end i Studerestuen
u indsaae Rigdoms Fordele, men tillige den
Nisbrug, giør hverken for lidt af den ene, elle
for meget af den anden; han troer, at der lig
saa vel kunne være uværdige Fattige, som uvæ¬
dige Rige; han erkiender den Vanære, der tryl
ker en Fattig, som i Velstand var opblæst og hor
modig, for en billig Straf af Forsynet, og e¬
naturlig Følge af hans egen Opførsel.
J Sandhed, naar man vil eftersee, hvor
af ofte den Koldsindighed kommer, som man v
ser imod Fattige og Nødlidende, saa skal man n
finde, at Aarsagen dertil er hos de Fattige selv
Jeg vil ikke tale om denne Pøvel, hvoraf der fin
des nok i alle Stænder, der giør sig personlig¬
Fortienester af at besidde visse Fortrin, som alen
maae tilskrives Lykken, og som enhver af dere
Medborgere havde lige saa stor Ret til som de,
dersom det kom an paa et Valg. Der udfordret
kun en indskrænket Forstand og et ondt Hiern
for at finde Grunden til sin Lykke i sine egne For¬
tienester, og for tillige at opdage tusinde Ting ha
sin ulykkelige Medborger, som giøre ham uvæn
dig til at nyde en bedre Lykke i Tilfælde, som in¬
gen menneskelig Forsigtighed kunde forudsee elle
afværge, og som maae have deres Grund i Sku¬


391
desløshed, eller i Feil, som endnu er værre; og
naar man ingen anden Aarsag kan opdage til sine
Medborgeres Ulykker, maae de være en Straf af
himmelen, som, om ikke de, dog deres Forfæ¬
dre have forskyldt. Saaledes tænker Pøbelen,
og med denne Tænkemaade er det ingen Under,
at den viser Foragt imod de Fattige. Men at
de Retsindige, de, som have Følelse nok af egne
Svagheder, til at kunne tilgive dem hos andre,
de, som mere takke Himmelen end sig selv for de¬
res Lykke, at de alligevel kunne vise samme
Koldsindighed, dertil finder man ofte Aarsagen
hos de Trængende selv.
Mange, som af Velstand ere geraadede i
Armod, bære deres Ulykke nu lige saa slet, som
de før bare deres Lykke. Den samme Nedrighed
Tænkemaade og Opførsel, som før giorde dem
forhadte, giør dem nu foragtede. Med den sam¬
me Frækhed, som de før nægtede deres Medbor¬
gere Hielp, fordre de den nu af dem. Vi bil¬
de os ind at læse i deres Ansigter, at de have væ¬
ret lige saa utaalelige i Lykke, som de nu ere ufor¬
skammede i Fattigdom, og derfor have vi ingen
Medlidenhed med dem, fordi vi tænke meere paa
hvad de have været, end hvad de ere. Der er
noget Høit og Opløftet i vor Siel, siger en af de
Gamle, som giør, at vi ikke kan taale at see no¬
gen over os; deraf kommer det, at vi ere villige


352
til at række dem Haanden, som ligge i Støvet, og
ydmyge sig under os; thi derved kunne vi tillig¬
tænke paa vores Høihed. Hvad Under da, af
vi foragte dem i Armod, af hvis hele Opførse,
vi kunne slutte, at de ville misbruge en bedre Lyk¬
ke til at ydmyge og undertrykke os?
Men ikke alle Fattige ere saa uværdige
Der ere de, som bør æres i Fattigdom, hvi
Tilstand fortiener lige saa megen Høiagtelse, son
Medlidenhed: Det er disse Ulykkelige, som For¬
synet bestemmede til at være Offere for deres Med
borgeres Skiødesløshed eller Ondskab: Saadan
ne, som ved slette Indretninger i Staten, elle
ved ulykkelige Tilfælde ere gjorte uskikkede til af
tiene Fædrenelandet og sig selv, eller som undse¬
sig ved at betræde de nedrige Veie, hvilke de see
banede for sig til Lykke i Verden. Disse hav
Ret til vor Medlidenhed; thi vore Laster en
Aarsag til deres Trang. Og dog alligevel for¬
lange vi af dem, at de ikke skulle vise deres Ret,
eller pukke paa deres Armod; vi ville, at de me¬
Beskedenhed skulle fordre vore Velgierninger,
omendskiønt denne Beskedenhed i sig selv er en
stiltiende Bebreidelse til os, at man ikke har me¬
gen Tillid til vores Dyd, siden man begierer de
af os som en Naadegave, hvilket vi ere forbund¬
ne til at giøre som Pligt. Men saavidt er det
kommen med vore Pligter; vi have saa læng,


575
forsømt dem, at de tilsidst have faaet Anseelse af
Dyder, vi maale dem nu ikke meere efter det, de
i sig selv ere, men efter de Begreber, som Mæng¬
den giøre sig om dem. Medlidenhed er en af de
frugtbareste, men tillige en af de ømmeste Rørel¬
ser i Sielen; den vil skaanes, den vil sættes i
Bevægelse paa saadan en Maade, at vi føle hvad
viselv ere, og hvad vi skulde være, ifald vi vare
i den Ulykkeliges Sted. Men Frækhed og Ufor¬
skammenhed giør Vold paa Sielen; den lader
os i den Ulykkelige see saadant et billede af os
selv, som vi ikke kunne kiedes ved; vi troe ikke,
at vi i den Ulykkeliges Sted kunde have hans Ly¬
der, og derfor væmmes vi ved ham, i Stedet for
at ynke ham.
Men hvoraf kommer ofte den Ubluehed og
Frækhed, som giør Armod saa foragtelig? Tit
er deres Lunkenhed Skyld deri, som have Evne
til at være deres Medborgeres Velgiørere, uden
at besidde et ømt Hierte til at føle Velgierningers
Vellyst. Overhovedet fordærver den ene Stand
den anden; og man kan hos den nedrigste Almue
finde Spoer til den Tænkemaade, som hersker
hos de Fornemmeste i et Land. Naar de For¬
muende ere stolte, ærekiere og følesløse, kan det
ikke feile, at de Fattige jo maae blive frække og
uforskammede. En Betler, som seer, at han
ikke kan vinde en Almisse, uden ved at døve os,


374
og falde os kiedsommelig ved sin Støien, gii
ber naturligviis til dette Middel; men dersog
vi uddelede vor Almisse mere af Pligt end af e
gensindighed, skulde ingen vove at nærme sig a
os, uden den, som troede at have en Ret til vo
Medlidenhed. Naar de Personer i et Land, som
kunne giøre deres Medborgere lykkelige, sætte eg
Ære i at see deres Huuse vrimle af en Mængd
ydmyge Opvartere, naar de ansee haardnakked
Ansøgninger for Tegu paa Tillid og Trang, naa
de maale Fortienester efter Antallet af Supliket
eller af Opvartninger, er det naturligt, at Mæng
den maae faae en slavisk og nedrig Tænkemaad
at den maae, ved at lade sig træde under Fødde
af sine Overmænd, faae Lyst til at undertrykk
andre igien. Frække og næsevise Supplikante
maae naturligviis blive grumme og følesløse En
bedsmænd. De Stores Forgemakker ere of
saa srikkede til at indprente os en vis Lyst til Gien
gieldelse, der endogsaa imod vor Villie og Vi
dende fæster Rødder hos os, og følger med og
indtil vi komme i Stand til at giøre den fyldent
Jeg har tit undret mig over, at de Personer, som
imens de selv vare langt borte fra det, de kaldte deret,
Lykke, vare ydmyge Tilbedere af Forsynet, an¬
saae deres Befordring mere som en Gave og Sty¬
relse af Himmelen, end som en Løn for deres For¬
tienester, klagede idelig over deres fortienestefulde


377
Medborgeres slette Skiebne, at just disse Perso¬
ner, saasnart de naae Maalet af deres Ønsker,
saasnart de selv sættes i Stand til at udøve de
Dyder, som de saa lang Tid have savnet hos an¬
dre, ere selv de hovmodigste Dommere over de¬
res Landsmænds Fortienester, de haardnakkenste
og egensindigste Befordrere, de, som allermeest
pukke paa egne Dyder, og bebreide andre, at de
ikke have gjort sig værdige nok til deres Lykke; og
eg har ikke kundet finde anden Aarsag til denne
pførsel, end det samme, som er Aarsagen til,
hvorfor de selv, som have været under haard Tvang,
blive gemeenlig de værste Tyranner imod deres
Børn, naar de selv faae nogle, nemlig, en vis Lyst til
Giengieldelse, og til at giøre sig betalt for den
Uret, som de tilforn have lidt af andre.


356
No. 185.
Mandagen den 25 Oct. 1762.
N¬
u er det vel snart Tid at forlade Skuepla¬
sen; den skulde ellers forandre sig saa me¬
get, at jeg ikke kiendte den mere igien. Naar
jeg eftertænker, hvad jeg i nogle Maaneder har
hørt, seet og læst, er jeg fremmed i mit eget Fæ¬
dreneland; saa mange nye og uventede Carakte¬
rer opdager jeg hver Dag. Adelsmænd, som
ere ærekiere uden at være stolte; Soldater, som
agte deres Pligt høiere end Penge; Talere og
Poeter, som troe, at vore Forfattere behøve Cri¬
tik; Borgere, som af Kierlighed til det Almin¬
delige giøre mere end Lovene befale; Jøder, som
have Samvittighed - hvilke Vidunder! og
det er endda altsammen kuns lidet mod det, som
jeg nyelig har erfaret: Fruentimmer, som agte
Bøger høiere end Speilet. Dette skulle man¬
ge af mine Læsere ikke troe, og jeg kan ikke for¬
tænke dem; thi jeg havde maaskee ikke troet det
selv, dersom jeg ikke havde Brevet i Haanden.
Men hvorledes skal jeg meddele andre dette Be¬
viis? det gaaer mig som Hr. Voltaire, der i Hi¬


357
storien af Peter den Store beraaber sig paa det
Archiv, som han har i Genf. Hvem der ikke
vil troe ham, kan reise derhen; han vil vise dem
Brevene selv: Saa megen Umage giør denne
Forfatter sig for at blive troet, endskiønt de Ting,
som man beskylder ham for at have allermeest for¬
størret, ikke ere nær saa utroelige, som Jndhol¬
det af det Brev, om hvis Virkelighed jeg øn¬
skede at kunne overbevise Læserne. Maaskee er
jeg saa meget lykkeligere end denne Forfatter, at
jeg har saa meget mere Troeværdighed, som jeg
har mindre Genie til at digte end han. J det
mindste kan jeg forsikre, at jeg har Ærbødighed
nok for den historiske Sandhed, til aldrig at bru¬
ge det Ord Virkelig om nogen Tildragelse, som
var opdigtet: Jeg har troet, at man kunde bru¬
ge Historien i Digtekonsten, men aldrig at det
var tilladt at digte i Historien. Saa ærlig har
jeg altid været, men tillige saa beskeden, at jeg
aldrig har indbildt mig at være bedre Historie¬
Skriver end Voltaire, fordi jeg skriver slettere
end han.
Jngen maae tænke, at jeg anfører dette
Brev for at tilegne mig den Ære, at have ved
mine Blade giort noget til saa stor en Foran¬
dring i Kiønnets Tænkemaade. Min Hensigt er
aldrig gaaet saa vidt. Jeg var vel for nogen
Tid siden saa uforsigtig, at jeg understod mig at


358
sætte nogle af vore gamle skiønne Aander paa
Prøve, ved at tage Rimene fra Poeterne, og
Velklangen fra Talerne; men jeg lærte snart at
kiende Skuepladsen nok, for aldrig at begaae den
Forvovenhed, at tage Speilene fra vore unge
Skiønheder. Det varede ikke længe, førend jeg
kom tilbage fra min første Vildfarelse, og over¬
lod mine Landsmænd den Fornøielse, at betrag¬
te deres gamle Skiønheder i det Speil, som syn¬
tes at være dem fordeelagtigst, og hvor skulde jeg
da være ubarmhiertig nok, til at misunde de un¬
ge Skiønheder en Fornøielse, som ophører af sig
selv? Disse have jo aldrig nægtet nogen den Ret
at dømme efter halvtredsindstive Aar om deres
Skiønhed anderledes, end Speilet dømte i deres
Ungdom? Vore Forfattere derimod vilde endog
i Henseende til deres Skiønheder, tage Rang
efter deres Anciennete; de taale ikke andre
Speile end saadanne, som efter hundrede Aar for¬
restille dem lige saa skiønne, som de vare før
deres egne og i deres Tilbederes Øine. Men
denne Tid er maaskee og forbie. De samme For¬
fattere, som for faa Maaneder siden bleve nævn¬
te af vore Konstdommere, som evige Zirater for
Sproget og Nationen, ere nu med eet blevne saa
heslige, at man regner deres skiønne Verker iblant
slette Bøger; Norden bryster sig nu af langt an¬
ore Skiønheder. Saa hastig forandrer Smagen


359
sig; og vore Konstdommere vide selv best, at Til¬
skueren ingen Deel har i denne Forandring.
Men hvad Jndflydelse, vilde de maaskee
sige, kan dette have i Kiønnets Tænkemaade?
Megen. Naar saa mange splinder nye Skiøn¬
heder, som man tilforn neppe kiendte af Navn,
og af hvilke nogle dog ere fortryllende nok til at
indtage det hele menneskelige Kiøn, optræde med
eet paa den Nordiske Skueplads, kunde da vore
Fruentimmer være ligegyldige, skulde ikke man¬
ge af dem herefter agte den sletteste Bog, om det
endog var de persiske Breve eller Holbergs Epist¬
ler, mere end et Speil, som viser dem en Skiøn¬
hed, hvis Erobringer endnu maaskee ikke strække
sig uden for den Bye, hvori de boe. Er det
saa let, skulde de sige, at giøre Erobringer med
Pennen, hvem vilde da ikke giøre meere af den
end af Speilet? Saa længe, indtil vore Konst¬
dommere selv give os en bedre Grund til disse saa
uventede Forandringer i Norden, maae Læserne
tage til Takke med denne Forklaring af Selindes
Brev. Her er det:
Det hendte sig engang, at en Boghylde
og et Speil bleve Naboer i Selindes Kammer.
Det glæder mig, sagde Speilet til Bogen, at jeg


360
seer dig ved min Side; vi bør indgaae Venskab
med hinanden, thi vi have jo begge een Hensigt
og siden du endnu er ung, kan jeg maaskee un¬
dertiden tiene dig med et godt Raad. Jeg har
ved mange Aars Erfaringer lært at kiende Ver¬
den, og hvad jeg selv ikke har seet, har jeg hørt
af mine Forfædre, som fra gamle Tider af have
været i stor Anseelse. Jeg er dig forbunden, sva¬
rede Bogen, for din Høflighed; men jeg tror
ikke, at jeg har din Kundskab nødig; den stræk¬
ker sig kuns til smaa Ting, og til saadanne, som
de fleste Folk holde ligegyldige. Ligegyldige
igientog Speilet, o nei, siig ikke det: Jeg har
før seet mange af din Slægt blive ringeagtede, naar
man beviiste mig den største Ære. J have staaet
hele Aar paa en Hylde, uden at man værdiged
eder et Øiekast tiere, end naar Støvet blev af¬
feiet, for at bedække Eder igien med et Gardin.
Jeg er derimod aldrig bleven glemt. Hver Dag
har jeg havt mine Tilbedere, og hvor ofte har
man ikke hentet Raad hos mig til vigtige Erob¬
ringer?
Nu er det vel og tilladt, sagde Bogen,
at sige noget til mit Forsvar, og vi ville da begge
vente vores Dom her paa dette Sted. Mine
Venner forlade mig altid tilfredsstillede, og hvad
jeg siger, kommer dem ved mange Leiligheder til
Nytte. Men hvad du lærer, gavner ingen, og


361
mes igien, saasnart man vender sig bort. Jeg
tør sige Menneskene deres Feil, sagde Bogen vi¬
dere, og de blive mig derfor ikke ugunstige; de
søge mig tvertimod des oftere. Dine Venner
komme kuns til dig for at roses: De tør endog
forlange, at du skal hykle for dem. Hvad du
lærer dem, er altid det samme: Kuns een Vi¬
denskab besidder du; jeg derimod lærer Menne¬
skene at kiende deres Pligter, at agte Religionen,
at opdrage deres Ungdom, at have Medynk med
den Trængende, at blive gode Fædre, Mødre og
Borgere, og om de end vide dette tilforn, er det
dem dog godt at erindres derom.
J det samme indtraadde Selinde. Hun
tøvede ikke længe, førend hun søgte til Boghyl¬
den, hvor hun fandt just den talende Bog, som
hun endnu ikke kiendte; men længe blev den hen¬
de ikke ubekiendt; hun tog den med sig, da hun
gik bort, og det fattige Speil sad der i lang Tid
alene, skamfuld over den liden Ære, som man
beviiste det. Endelig indfandt Bogen sig igien
paa Hylden, stolt af sin lange Reise. Hvor har
jeg meget at fortælle dig, sagde den til Speilet;
jeg har, siden jeg saae dig, havt mange Steder
hiemme, thi hvor Selinde er, maae jeg følge
med; jeg har givet Anledning til mange nyttige
Samtaler imellem hende og hendes Venner, og
for at belønne hende for det Venskab, som hun


3
beviser mig, ønskede jeg at kunde svare hende paa
nogle af de Spørgsmaale, som hun har giort
mig om unge Fruentimmers Pligter. Jeg skul¬
de da, siger hun, blive hende endnu mere kier.
Jeg merker nok, svarede Spellet, at du her skal
have Fortrin; men det er mig nok, at jeg paa
saa mange andre Steder har den Ære, at være
mere agtet end du.
Kiere Herr Tilskuer, De behøver jo ei at
vide, hvem denne Selinde er, som skriver Dem
dette til. Det er Dem nok, at vide, at det er
fra et ungt Fruentimmer, som læser Deres Bla¬
de, og som ønsker, at De vilde tale mere om hend¬
des Kiøns Pligter. Jeg er
Selinde, et ungt Fruentimmer, som
i nogle Dage forsømte at spelle sig, for at
læse Bøger om Religionen, Opdragelsen og
Sæderne, forlanger af Tilskueren, at han
vil skrive mere om Fruentimmerets Pligter.
disse Ord lod Selskabet indføre i Historien af vo¬
res Alder, og befalede mig tillige, at levere Ori¬
ginalen til deres Archiv, saasnart alle mine Læse¬
re ved Brevets øiensynlige Besigtelse ere blevne
overbeviiste om Sandheden deraf. Man skulde
ellers, sagde een af Medlemmerne, ikke troe denn¬


363
Tildragelse om 50 Aar, naar Selskabets Histo¬
rie kommer for Lyset.
Jeg bragte Brevet fra dette Selskab til de
Usynlige, og disse Damer forundrede sig meget
derover, at ingen af dem alle kiendte Selindes
haand. J maae endelig skaffe os at vide, sag¬
de een af dem, hvem dette Fruentimmer er; jeg
vilde gierne see hendes Boghylde; den er ganske
vist mere værd at see, end mange af de Lærdes
Bibliotheker, i hvilke, om man ellers skal døm¬
me efter deres egne Registre, der hverken er Or¬
den eller Sammenhæng, og lige saa mange slet¬
te som gode Bøger. Skaf os i det mindste en
Catalogus deraf, sagde en anden, den skal mere
fortiene at trykkes, end disses Fortegnelser paa
slette Bøger, som jeg nyelig har seet. Jeg haa¬
ber derfor, at Selinde ikke nægter Selskabet den¬
ne Begiering. Mig kunde saadan en Efterret¬
ning især være til stor Nytte; thi, dersom jeg
nogen Tid skulde være lykkelig nok til at opfylde
Selindes Ønsker, maatte jeg først kiende hendes
Smag, og høre hendes Critiker over de Bøger,
som hun har læst.
Men Selinde veed maaskee ikke med al
hendes Læsning hvad det er, som man kalder
Critik; thi de skiønne Læsere have, ligesom de
skiønne Videnskaber, ikke Ord for at være grun¬
dige. Jeg har seiv ikke vidst det ret, førend nogle


364
af vore Konstdommere nyelig have lært mig det.
Tilforn troede jeg, at en Critikus sielden kun
enten rose eller laste alting i en Bog, og at, naar
et heelt Verk fra Begyndelsen til Enden var slet
fortiente det ikke at criticeres engang, med mindre
Smagen var saa fordærvet, og Fordommene saa
stærke, at Folk endog kunde vælge slette Bøger
til Mønstre. Endog da troede jeg, at man bur¬
de iagttage en vis Moderation, og sige Sandhe¬
den paa den fineste Maade. Men jeg har nu en¬
delig lært, at Critiken, efter det allernyeste Be¬
greb, er det samme, som at sige om en Bog uden
al Undtagelse eller Skaansel, at den er god eller
slet, at give Verden lige saa store Registre af
slette, som af de gode Bøger; og at man il
glemmer at sige, hvilke af disse slette Bøger der
due til Krøller, hvilke til at giemme Peber
og Jngefær, hvilke der ere fulde af forlieb
daarlig og glimrende Sladder, af Løgn og
Bagvaskelse, hvis Forfattere have været Stym¬
pere, Narre, dumme, uerfarne og de største
Løgnere i Verden. See, det er at critiecere
efter den rette Smag. Men Selinde har maa¬
skee ikke saadanne Bøger paa sine Hylder, og
hun seer dem vel ikke engang, uden naar man
bringer hende nogle Blade deraf fra Urteboden
med Peber eller Jngefær. Maaskee er hendes
Tænkemaade og Smag ikke mandig nok for at


365
tale vore Konstdommeres Sprog. Jeg forlan¬
ger derfor kuns et Register af de Bøger, som hun
læser, og jeg skal imidlertid være betænkt paa at
opfylde hendes Begiering, saa godt som det er
mig mueligt.
No. 186.
Fredagen, den 29 Octoker. 1762.
H¬
vor meget er det ikke vores Pligt at adlyde
Kiønnet, naar det befaler saadanne Ting,
som Selinde? Var det kuns saa let at skrive no¬
get, der kunde fornøie de Fruentimre, som af
Bøgerne have lært at kiende sig selv, som det er
let at sige noget, der kan behage de andre, som af
Speilet have lært at sætte Priis paa deres skiøn¬
ne Hud. Selindes Befaling er forbundet med
saa mange Vanskeligheder, at jeg skriver dette
Blad mere for at vise hende min Redebonhed, end
den virkelige Forhaabning, at kunde fyldestgiøre
hendes Begiering.
At skrive om unge Fruentimres Plig¬
ter, er en vanskelig Sag, fordi det altid er van¬
skeligt at bestemme Pligterne, men især for dem,


366
som maaskee vilde holde det for en Uhøflighed
om man sagde dem saa lige frem, at de har
Pligter, og at disse bestode i saadanne gemene
Ting, som at ære deres Forældre, elske deres
Mænd, opamme deres Børn og sørge for deres
Huus. Man maatte i det mindste indklæde dis¬
se grove Sandheder saa vel, at maaskee ingen af
Kiønnet, uden Selinde alene, forstod at udv?
dem, og for hende behøver jeg vel ikke at skrive
meget om disse Pligter; hun maae allerede have
kiendt baade dem og mange flere, førend hun
kommen dertil, at agte en Bog høiere end et
Speil. Det kan ikke være for hende selv, men
for andre unge Fruentimre, som ikke kiende and¬
dre Bøger end Tilskueren, at hun ønskede, at
jeg maatte sige noget, som kunde giøre dem en
Bog lige saa kier som et Speil. Hvor meget
er jeg hende ikke forbunden for disse gode Tanker
og for den Credit, som hun ønskede at sætte mig
i hos hendes mægtige Kiøn; men hvad et Fruen¬
timmer selv, hvad Selinde ved sit eget Exempel
ikke formaaer, skulde en Forfatter vel kunde ikke
rette det i et Land, hvor man har alt for megen
Levemaade til at spørge en Pedant, eller en Bog
til Raads, naar man vil anføre et ungt Fruen¬
timmer? Det er kuns i Frankerige og Engeland
der, hvor Fruentimmer ikke alene læse, men også
skrive Bøger; hvor de baade høre Forelæsninger


367
og læse selv offentlig over Videnskaberne, hos
disse Folk alene er det, at Pedanteriet gaaer saa
vidt; og har Selinde ikke selv hørt saa ofte i vore
smukke Selskaber, at, naar man undtager Dan¬
sene og Moderne, hvilke man endelig maae have
fra Paris, er der intet saa skadeligt for vores
Land, som den Franske Tænkemaade og den Fran¬
ske Smag?
Dersom Selinde ønsker at kunne stifte en
Forandring iblant hendes Kiøn, uden dog at bli¬
ve selv anseet enten for en Pedant eller for Fransk¬
sindet, Carakterer, som, hvor stridige de end ere
i sig selv, dog betyde ofte det samme hos os, og
ere begge lige afskyelige for alle ægte Patrio¬
ter; dersom Selinde har dette Forsæt, vil jeg
give et andet Raad, hvorved hun kan udrette me¬
re, end om jeg skrev to Gange hver Uge for Kiøn¬
net alene. Hun maae beflitte sig paa at behage,
ikke, som vore gamle Bestemødre, ved hendes
Dyd og Huuslighed, ikke heller, som nogle
Damer i London og Paris, ved hendes Forstand,
Esprit, og Belæsenhed, men efter Tidernes
og Landets Smag, det er at sige, hun maae sø¬
ge at forene alle de fremmede Nationers nyemo¬
dige Forfængelighed med al den gamle Uvi¬
denhed, i hvilken vore unge Fruentimre pleie
at opdrages. Hun maae ved hendes Klædedragt
og Manerer søge at blive bekiendt for et Mønster


368
af alt det, som man i Paris selv kalder den fine¬
ste Smag. Hun maae og tale Fransk, men saa
alting ikke saaledes, at hendes Tale kunde synes
at smage noget af det, som de Franske kalde Es¬
prit. Hun maae i hvert Selskab have en ny
Klædedragt, og vide at tale om en nye Ret,
nye Dans, og om et nyt Spil: men hun maa
ikke lade sig merke, at hun har læst andre Skrif¬
ter end Romaner, eller nogle Bøger af den
Slags, som ere nyere end Don Quichott. Cla¬
rissa er for melancholsk, Grandison er affekte¬
ret, L'ami des femmes har været en Pedant.
Saadanne Skrifter, som Young og Mad. R
we, maae hun ikke kiende engang, uden af nog¬
le Linier, som hun har læst af Nysgierrighed, og
hvoraf hun strax sluttede det, som har kostet vore
Konstdommere saa megen Møie at bevise, at For¬
fatterne vare gale Folk, og at de, som vilde raa¬
de Fruentimmer til at læse saadanne Bøger, var
endnu større Narre. Saaledes maae hendes
Tænkemaade være i Selskaber; og hvad Sindet
og Hiertet angaaer, da maae hun for ingen Ting
vogte sig saa meget, som for at sige noget, hvor
ved hun endog paa den fineste Maade kunde sy¬
nes at vilde skiemte med almindelige, især Mo¬
dens Feil. Naar et Fruentimmer er vel kiælet,
naar en Mandsperson bærer sig vel, naar han
veed at følge hende ret op af en Trappe, at sætte


369
en Stoel vel, og at passe paa, naar hun taber et
Tørklæde eller en Vifte, maae hun finde smukt
alt hvad de tale, og sige saaledes, at de kan faae
det at vide igien: Dette Fruentimmer har et
artigt Væsen; den Mandsperson har Leve¬
maade. Hun maae i alle sine Handlinger tage
vel i Agt, at hun ærer en Mandsperson efter
hans Rang, efter hans Rigdom, og efter den
Jndbildning, som han har om sig selv, at hun
lader alle Fruentimmer passere for saa smukke og
artige, som de selv ville være, og at hun aldrig
sætter sig ned, eller tager først Afskeed, saa læn¬
ge der er en Kone i Selskabet, som er ældre gift,
eller har Rangen for hende. Derved giør hun,
at man anseer hende overalt for en Person, som
kiender Verden, og har et godt Hierte. Vil
hun endelig, for at opmuntre Selskabet, tale
lidt om andre, da maae hun ikke røre uden ved
saadanne Ting, som i de gode Selskaber passere
for at være Feil: Hun maae finde noget at ud¬
sætte paa deres Handlinger, som have Ord for at
være dydige eller at besidde nogen Fortieneste.
En vis Kone, f. Ex. kunde være artig nok, der¬
som hun ikke holdt saa meget af sin Mand; en
anden giør sig til Slave af sine Børn; dersom
den Mand var saa klog, som man siger, maatte
han spille bedre Kort; og naar man roser en gam¬
mel Mand for hans Forstand, for hans Redelig¬


370
hed, er det altid et artigt Jndfald at svare: at
man ikke kunde see det paa hans Pande eller paa
hans Paryk, at Panden havde for mange og Pa¬
rykken for faa Krøller, til at kunne rumme saa
megen Forstand. Saadanne Jndfald kunne gier¬
ne bestaae med det, som man i Omgang kalder
et godt Hierte, og om vi nogen Tid i det Dan¬
ske Sprog faae et Ord til at udtrykke det, som
de Franske kalde Esprit, bliver det vel for at
bemerke saadanne Vittigheder; men al anden
Skiemt er farlig. Rang, Alder, Skiønhed,
Moder og Sædvaner ere saa ærværdige Ting,
et Gran af Boileaus, Swifts og Rabeners Ge¬
er nok til at ansees for en Menneskehader, og
at blive skyet af alle skikkelige Folk.
Ved saadan en Levemaade skal Selinde
snart bringe det dertil, at hun paa alle Steder
faaer en stor Cirkel om sig af vore artigste Mand¬
folk; og da er hun mægtigere end nogen Erob¬
rer; da kan hun giøre mere til at bestemme Tæn¬
kemaaden og Smagen, end alle vore Forfattere,
da vil jeg selv være den første, som tilstaaer,
det er en Naade af hende, om nogle af mine Bla¬
de have den Lykke at blive læste: men hun kan
tillige selv slutte af det, som jeg har sagt, at hun
meget sparsom maae tale om dem, dersom hun
ikke vil spilde hendes Credit. Denne maae først
vel grundes, og hun maae derfor i Begyndelsen


371
meget ømmelig behandle disse artige Herrers spæde
Siele, som søge hende for at lære Levemaade.
Deres Tænkemaade maae først forandres, førend
hun kan vente at see nogen Forandring hos hen¬
des eget Kiøn. Saa længe Mandfolkene ikke
ere stærke nok til at høre tale om Pligterne, hvor
skulde da Fruentimmerne være det? Og, for at
tale alvorlig, var det vel tienligt for disse Pligter
selv, som Selinde agter, at Fruentimmeret blev
meget oplyst i et Land, hvor Mandfolkene endnu
ikke tænke meget? Var det tienligt, at unge Pi¬
ger fik Smag paa Engelske og Franske Skrifter,
førend vore Lærde endnu ved gode Originaler ha¬
ve bestemt Smagen i vort eget Sprog, og at
disse Fruentimmer bleve dristige nok til at tale om
Videnskaberne i Selskaber af gamle Embeds¬
mænd, som ikke have studeret? Hvorledes skul¬
de disse Fruentimmer kunde blive lykkelige i Æg¬
teskaber? Hvorledes skulde de kunde agte deres
Fædre og deres Mænd? og dette er dog een af
Fruentimmerets største Pligter. Jeg taler saa
reent ud, fordi jeg skriver for Selinde, for et
Fruentimmer, som kan taale at høre Sandheder,
der ere for haarde for vore Mænd.
Selinde maatte derfor selv i de Selskaber,
hvor hun blev tilbedet, udsøge nogle Personer af
vores Kiøn, som vare lige saa skikkede til at væ¬
re Missionairs iblant Fruentimmeret, som hun


372
var selv til at forbedre Mandfolkene. Disse un¬
ge artige Herrer, som komme til Selinde for at
lære Levemaade, hvilken Opsigt skulde de giøre
iblant andre, hvor Fruentimmerne ønskede at
kunne behage lige saa meget som Selinde, dersom
de bleve dristige nok til at sige offentlig i saadan
Selskaber, at der vare nogle Egenskaber til, som
prydede begge Kiøn mere end Klæder og Mane¬
rer? Men hvorledes skulde Selinde faae dem
at troe dette selv? Hvorledes skulde hun, udover
at afskrække dem, kunde forandre sin Tale og sin
Levemaade saaledes, at hun indpræntede Mand¬
folkene lige saa megen Ærbødighed for hendes
Forstand, for hendes Dyd, for hendes Vittig¬
hed, som for hendes artige Væsen og Levemaa¬
de? Heri kunde Bøgerne maaskee undertiden gav¬
ne hende med et godt Raad. Sandhedens Vi¬
ning beroer vel meget paa den Persons Ynde
som siger den, og deri skal Selinde altid have
Fortrin fremfor alle Forfattere; men den beroer
og noget derpaa, hvorledes den siges. Det skuld¬
de vel ikke lykkes for Selinde, at hun, i Henseen¬
de til Maaden at udtrykke sig, vilde tage nogle
af vore indenlandske Forfattere til Mønstre; om
hun f. Ex. vilde sige til en ulærd Mandsperson
at han skulde lære af den udødelige Linnæus
at et Menneske, som ikke dyrker sin For¬
stand, er lig en Markat; om hun vilde sige


373
til en anden, som havde et forfængeligt Hierte,
at intet er Mennesket saa uanstændigt, og
giør det saa liigt de umælende Beester, som
at spille Kort. Den uvittigste Spradebasse
skulde maaskee have Vittighed nok for at svare:
at han tit havde hørt det ene af hans Skolemester,
som dog aldrig kiendte Linnæus, og at om end
denne store naturkyndige Linnæus selv havde sagt
det andet, kunde han dog umuelig troe, at der
aar et Beest til, som forstod at spille Kort.
Selinde maae forlade mig, at jeg giør
disse Anmerkninger i et Blad, som er bestemt til
at læses af flere end af hende. Jeg har af hendes
Brev alt for gode Tanker om hendes Smag til
at troe, at hun skulde have saadanne Bøger paa
sin Hylde, uden for at bruge dem til Krøller, og
endnu mindre troer, at hun nogen Tid kunde ta¬
ge dem til Mønstre i Sproget. Jeg siger det
kuns for at advare andre, som kunne være lige saa
nidkiere for Pligterne som hun, men som tillige
ikke vidste, at man, for at tale deres Sag vel,
maae og have noget af det, som man kalder Smag.
Vore Lærde maae sige nok saa meget derom, saa
bliver det dog altid vist, at man ikke kan tage
Smagen ganske enten fra Videnskaberne, eller
fra Historien, eller fra Sprogene, uden at berø¬
ve dem noget af det, som ogsaa tiener til at ad¬
skille Mennesker fra Beester og Markatte.


374
Naar Selinde vil eftertænke, hvorfor de
Erindringer, som bleve givne hende af en kierlig
Moder, de fortroelige Samtaler, som hun un¬
dertiden har havt med en dydig Veninde, de fine
Moraler og den artige Skiemt, som hun har læst
i de Bøger, som staae paa hendes Hylde, hvor¬
for disse Ting have giort mere til at danne hendes
Tænkemaade og hendes Hierte, end alle de sole¬
klare Sandheder, som hun har hørt af en sur¬
seende og pedantisk Skolemester; da skal hun for¬
staae mig selv, at det kommer meget an paa at
sige Sandheden til den rette Tid, og paa den ret¬
te Maade, og denne Erfarenhed skal hielpe mere
end mange Bøger til at veilede Selinde i det ar¬
tige Foretagende, at ville forbedre vore Mands¬
personer, og ved dem igien sit eget Kiøn. Naar
en Mandsperson f. Ex. giør sig megen Umage
for at forsikre, at han agter hende meget, kan
hun, uden just at fortørnes derover, eller optage
det som en Kierligheds Erklæring, paa en god
Maade spørge ham: hvorfor? Hun skal saa
fornøie sig over den Forlegenhed, som hun sætter
ham i; thi om han end tænker det, tør hand da
ikke sige saa reent ud, at det er kuns hendes smuk¬
ke Øine eller Hænder, hendes Smiil, og endnu
mindre, at det er hendes Baand, hendes S¬
hendes Vifte, som han tilbeder. Han kan i
let være saa eenfoldig, at han jo begriber, at


375
første var en Kierligheds=Erklæring, men dertil
giver hun ham jo ingen Anledning, og at det an¬
det var en Fornærmelse. - - Han skal lede
saa længe efter Ord til at udtrykke sig, indtil han
endelig falder paa det, som han selv i Begyndel¬
sen allermindst tænkte paa, at rose hende for hen¬
des Forstand og for hendes Hierte. Lad være,
at Selinde seer let af hans Forvirrelse, af hans
Stammen, at det endnu ikke kommer fra Hier¬
tet. Det skader ikke. Hun kan lade ham paa
en god Maade forstaae, at hun ønskede, at det
var saa, og at den Roes skulde fornøie hende
mere, end det, som en anden i Selskabet sagde
til hendes Klæders Berømmelse; den ene skal
blive saa fornøiet, og den anden saa undseelig over
dette Svar, at begge skulle søge at sige hende en
anden Gang noget, som er mere fornuftigt. Hun
kan undertiden rose en Bog for Stilen, og før
artige Jndfald, om hvilken hun er forsikret, at
den ikke kan læses uden at efterlade sig nogen go¬
de Fodspoer i Forstanden og Hiertet. Efterhaan¬
den, naar hun er bleven mere bekiendt for et Fru¬
entimmer, som har megen Levemaade, kan hun
vel og engang da tage sig den Friehed, at forsva¬
re en ærlig Mand, som belees, fordi han agter
Sandhed og Pligterne høiere end Mængdens
Domme. Hun har just ikke nødig at fortørne
andre skikkelige Folk, ved at sige, at det er enhver


376
ærlig Mands Skyldighed. Det er nok, at hun
finder noget høit, noget ædelt, noget meer end
gemeent, noget mandigt i hans Tænkemaade.
Denne Forsigtighed maae Selinde bruge, indtil
hendes Credit er fastsat; hun veed allerede hvad
jeg forstaaer derved. Da er det først Tid, men
da er det og hendes Pligt, at forbedre de fordær¬
vede Mandspersoner ved vittige Satirer, og at
lære de andre, at der er noget, som pryder Men¬
neskene endnu mere end Vittighed.
No. 187.
Mandagen, den 1 Rovenber, 1762.
F¬
ølgende Breve ere mig tilsendte fra en af mi¬
ne udenlandske Correspondentere. De vid¬
ne om en virkelig Tildragelse, som fortiener at
bevares i det menneskelige Kiøns Historie, og
hvori der er intet opdigtet, uden Navnene. Sel¬
skabets Øiemerke tillader ikke at indføre dem i en
Protokol, som er bestemt til at bevare alene vo¬
re egne Landsmænds Bedrifter; men det ønske
de, at kunne naturalisere en Clenant mere for
hans gode Hiertes Skyld, end for hans 200000


Livres; og Tilskueren, sagde de til mig, kan
giøre Begyndelsen dertil, ved at oversætte disse
Breve i hans Blade; de tiene endog til at stad¬
fæste det, som han har sagt i det 154 og 155
Rummer, at Sæderne ikke ere ligegyldige for
Staten; de bevise, at Dyden gavner, og at La¬
sterne ere skadelige, endog i Handelen.
Herr Tilskuer!
J kan bruge disse Breve, som jeg har
den Ære at sende Eder, paa hvilken Maade J
genskab, som de have. Den, fra hvis Haand
jeg har dem, har forandret Byernes og Stæder¬
nes Navne, og jeg kan forsikre Eder, at naar
første Brev er i en almindelig Stiil, og at en¬
Jeg er -
378
selv vil. Sandheden er maaskee den beste E¬
man undtager denne liden Forandring, er alt det
øvrige sandt. Dersom J bekiendtgiør dem,
skulde maaskee mere end een Læser finde, at det
hver skulde ungefær have sagt det samme; at det
andet og det tredie er endnu fattigere. Jeg øn¬
sker, at det femte maae findes naturligt og let.
Dersom J ikke udgiver dem, fortiene de i det
mindste et Sted i Protokollen af Eders Selskab.


378
No. 1.
Amsterdam, den 5 Febr¬
Min kiere Broder!
Min Klogskab gik saa vidt, at jeg næ¬
havde begaaet en stor Feil. Jeg opofrede mi¬
Rang for at gifte mig med Mademoiselle Flal
rok, fordi jeg indbildte mig, at hun havde Mi
ler. Jeg har ved en blot Hendelse erfaret, a
hendes Faders Credit staaer paa svage Fødder, og
at han inden faa Dage bliver nødt til at giør¬
Opbud. Endskiønt jeg endnu ikke veed, hvo¬
høi Summen er, eller om hans Creditorer tab¬
noget eller ei, seer jeg dog forud, at hans For
mue maae blive meget formindsket, og at det ikke
er Umagen værd derfor at tage en Kiøbmands
Datter. Jeg søger at rede mig ud deraf det be¬
ste som jeg kan, i dette Brev til Mademoiselle
Flakrok, som jeg beder, at J vil levere hende
Hun er til Lykke fraværende, og opholder sig m¬
i Eders Bye. Det havde været uanstændig,
at sige hende i Øinene det, som jeg skriver hen
de til. J skal uden Tvivl forundre Eder der¬
over, at jeg, uden at oppebie Posten, sender et
Bud, alene for at bringe Eder dette Brev. Aar¬


379
sagen dertil er, at jeg i Gaar, og førend jeg end¬
m vidste Hr. Flakroks slette Tilstand, har sendt
en Vexel paa 10000 Livres, som skulde betales
af Eder til Hr. Jacob Tarin. Da denne Mand
staaer i Handel med Hr. Flakrok, frygter jeg, at
han skal blive ødelagt tillige med ham, og at jeg
ikke fik mine Penge igien. Altsaa, endskiønt
min Vexel lyder paa at betales strax, beder jeg
dog, at J ikke vil antage den. J skal faae nær¬
mere Efterretning med Posten; thi jeg vil ikke
opholde Budet et Øieblik. Siig ikke til min
forrige Brud, hvorledes J har faaet dette Brev;
hun skal ikke kunne giette min virkelige Hensigt,
eftersom min Opsigelse kommer førend hun endnu
selv kan have faaet Tidende om hendes Ulykke.
Jeg er -
de Fourville.
No. 2.
til Mademoiselle Emilia de Flakrok, hos
Mad. Fanoux i Rouen.
Mademo i selle!
Den Redelighed, som jeg altid har agtet
saa høit, tillader mig ikke at lade Eder være


380
uvidende om den Forandring, som er skeet i mi¬
ne Vilkaar. Den Sag, hvorfor jeg reiste her¬
hid, har jeg ikke kunnet bringe til Ende, uden
at opofre saa meget, at det var en stor Daarlig¬
hed, om jeg nu vilde tænke paa at gifte mig. Jeg
elsker Eder for meget, for at raade Eder til at
giøre saa slet et Partie. Det skal koste mig me¬
get, at overtale mig selv til at opofre den Lykke,
at høre Eder til; men den Ulykkelige Stierne,
som forfølger mig overalt, berøver mig det eneste
Haab, som var tilbage. Vær imidlertid forvis¬
set om et evigt Venskab af Eders
hengivne og ulykkelige
Fourville.
No. 3.
Fra Herr Jacob Tarin til Herr Elenam,
Vexelerer i Paris.
Rouen, den 10 Febr.
Min kiere Ven!
Jeg kan ikke skiule for Eder den store Be¬
kymring, som jeg har. Jeg havde gjort Regning


381
paa 10000 Livres efter en Vexel fra Amsterdam,
hvoraf jeg havde gjort Forskud til Herr Flakrok;
Vexelen blev ikke modtagen. Jeg veed vel for
Tiden Raad til at forebygge videre Uleilighed for
mig selv; men denne Tildragelse har givet An¬
ledning til megen Snak, som kan ødelegge min
Correspondents Credit, og som derfor giør mig
meget ondt. Jeg skal ikke forsømme at under¬
tette Eder om dette Rygte er sandt. Jmdler¬
tid anbefaler jeg Eder mine Sager e.
No. 4.
Fra den samme til den samme.
Rouen, den 12 Febr.
Min kiere Ven!
Den Frygt, som jeg havde i Forgaars,
var alt for vel grundet. Herr Flakrok skriver
mig selv til, at han ikke længer kan betale. Hans
Hoved og hans Regnskaber ere endnu saa for¬
virrede, at han ikke kan sige, om Ulykken ram¬
mer ham alene, eller om han trækker nogle af si¬
ne Venner med sig. Jeg har seet hans Datter,


382
som bærer sin onde Skiebne med et virkeligt Hel¬
temod. Jeg maae tilstaae Dem, min kiere Ven
at jeg frygter for at blive nødt til at følge han
Exempel. Flakrok, som jeg virkelig troer at va
re uskyldig, har 200000 Livres inde af mine Pen
ge, og det er min hele Formue. Om der end
og til Slutning intet Tab var ved hans Opbud
er dog Betalingens Opsættelse nok til at bring
mine Sager i Uorden, og maaskee til at ødeleg
ge mig. Det skulde giøre mig hiertelig ond
om Eders Fortroelighed til mig skulde skille Ede
ved noget af den Sum, som jeg er Eder skyldig
J maae strax søge Eders Sikkerhed. Det mind
ste Ophold kunde være Eder skadelig, da min R¬
delighed tillader mig ikke at betale Eder med m¬
ne andre Creditorers Skade.
Ovar paa det Foregaaende.
Paris, den 14 Febr.
Jeg har ikke spildt nogen Tid, min kien
Ven, fra den Tid af, da J lod mig vide Ede,
Fare. Jeg har samlet alt hvad jeg havde i Hær


383
derne af saadanne Ting, som jeg kunde giøre Cre¬
dit paa. Jeg har trukket Vexler paa dem, som
have Fortroelighed til mig; jeg har forskaffet
mig andre her paa Stedet; og paa denne Maade
har jeg bragt de tre Fierdedele tilveie af den Sum,
hvis Betaling er standset ved det Amsterdamske
Opbud. Jeg har ikke gjort mere, fordi jeg vil¬
de, endog for Eders Skyld, ikke sætte mig i
Gield over min Formue. Kan den være tilstræk¬
lelig til at redde Eder, skal det ikke fortryde mig
at have tilbudet Eder den. Jeg er:
P. S. Saasnart jeg her har bragt en Sag til
Ende, som jeg ikke kan forlade, vil jeg
komme til Eder. Jeg har en Mand her,
til hvilken jeg sikkert kan betroe mine Sa¬
ger. Maaskee skulde det være Eder kiert,
om jeg for nogle Dage kunde være Eder
til Tieneste.
No. 6.
fra Herr Tarin.
Rouen, den 15 Febr.
Vær forsikret, kiere Ven, om den aller¬
fuldkomneste Erkiendtlighed. Jeg er saa lykke¬


384
lig, at jeg ikke behøver at være min Ven til B¬
sværing. De Efterretninger, som jeg har, o
Tilstanden af mine Regnskaber vise, at jeg ka
redde mig uden at behøve nogen Hielp. M¬
hvor stor min egen Fare end var, skulde jeg de
have været trøstesløs, om jeg tillige havde gio
Eder ulykkelig.
Ne¬
Fra Mademoiselle Flakrok til Herr
Fourviue.
Rouen, den 20 Febr.
in Herre!
Jeg har i nogle Dage priset mig selv i
kelig, for Jndholdet af det Brev, som J si¬
skrev mig til. Jeg troede, at min Familie v
ganske ødelagt, og det skulde have gaaet mig ui
at bryde vores Forbindelse for saadan en Aarsa
Skyld. Eders Hiertelaug skulde have fund
sig fornærmet, om jeg havde troet, at en Fi
mindskelse i min Medgift kunde giøre eder ko¬
sindig. Min Fader har berettet mig, at hi¬


385
ved at eftersee sine Sager, har fundet, at de va¬
re noget forvirrede, men at han dog kunde beta¬
le hvad han var skyldig, og beholde noget An¬
seeligt tilovers. Da han ikke har havt den Ære
at see Eder hos sig i disse Omstændigheder, saa
formoder han, at J maae være her hos mig.
han har derfor befalet mig at reise, og tillige la¬
det mig forstaae, at han har andre Hensigter med
mig. Jeg er, min Herre, med den Høiagtelse,
som J fortiener.
No. 188.
Fredagen den 5 November. 1762.
h¬
aandverkmanden lader til at blive af alle mi¬
ne virkelige Correspondentere den flittigste.
Otte Dage efter at jeg havde besvaret hans sid¬
ste Brev, fik jeg en nye Skrivelse fra ham, af
16 August, som var ligesom den første, paa et
heelt Ark, tet skreven, og alle fire Sider fulde.
Jeg maae tilstaae, at det ikke lidet forundrede
mig, at finde saadan en Skrivelyst hos en Haand¬
verksmand, i et Land, hvor endog lærde Folk
forstaae Oeconomien for vel til at være saa ødsle


380
paa Pen og Blæk. Jeg erindrede mig herve
at da jeg i Skolen første Gang lærte den gan
Satire af Horatz, som begynder saaledes:
sir Mlecænas Se. fandt jeg den efter Bogn¬
ven opfyldt paa mig selv. Jeg havde den Gat
ikke megen Lyst til at lære uden ad, og jeg san
saa liden Smag i det, som min Skolemest
kaldte skiønne Talemaader, at jeg ønskede und¬
tiden at have lært et Haandverk. Saa tidlig ii
nam jeg hos mig selv en Virkning af denne me
neskelige Svaghed, som Poeten beskriver, og fo
giør, at kuns saa ere fornøiede med deres Stan
Maaskee, tænkte jeg, da jeg saae dette lan
Brev, som Haandverkmanden har skrevet m¬
til, maaskee foruroeliges denne gode Mand
den samme Lyst til Forandring, som driver
mange af vore Lærde til at forlade deres Stan¬
maaskee troer han, at han skulde have været i
keligere end han er, dersom han i Stedet for
Haandverk havde lært at bruge den Pen, se
falder mig ofte saa besværlig, og som nogle
Utaalmodighed kaste reent bort. Jeg begyn¬
ikke alene at beklage ham, men og at tabe nog
af den Agtelse, som hans første Brev havde i
vakt hos mig. Er det, sagde jeg ved mig sel
den samme Person, som nyelig misundte inge
uden den Norske Soldat, og som ikke forlang
anden Ære, end at agtes for en nyttig Man


381
sin Stand? Dersom vore Haandverksfolk ogsaa
blive lige saa ustadige og forfængelige, som vore
Kiøbmænd og vore Lærde, hvorledes skal da no¬
gen Konst eller Videnskab kunde bringes til Fuld¬
kommenhed?
Jeg læste Brevet, og Begyndelsen deraf
syntes at bestyrke mig i min Mistanke. Han
aler deri om adskillige Besværligheder, som mød¬
te ham ved hans første Jndtrædelse i Lauget, og
eg vil fortælle dem igien med hans egne Ord,
den nogen Forandring. Det er mig her kuns
om Sandheden at giøre, og skulde der være no¬
en Feil i Stilen, haaber jeg, at man tilgiver
mig disse Feil, lige saavel som andre, der samle
samle Brevskaber. Jndholdet af Brevet giør
det i mine Tanker rart nok, for ikke at behøve en
nis Alder til at nyde i det mindste samme Friehe¬
der i den lærde Verden, som gamle Papirer. "J
Aaret 1748, siger min Correspondent, blev jeg
efter to Aars Møisommelighed, og 160 Rigs¬
dalers Forliis, ved det tredie Mesterstykkes
Forfærdigelse, værdiget at indlemmes som Me¬
ster her i Staden. De vil vel strax tænke,
at jeg ikke forstod hvad jeg skulde; jo, jeg hav¬
de i 6 Aar, saavel her, som paa fremmede
Steder, øvet mig som Svend; men Aarsagen
var, at jeg var kuns 21 Aar gammel, og nys
havde arvet 200 Rdlr., som forvoldte en stor


388
Tumult i Amtet, som vel var værd at fortæl
"men, for ikke at blive vidtløftig, vil jeg ku¬
"sige, at jeg var 45 Rdlr. i Gield da jeg sl¬
"ud. Jeg maatte da see hvor jeg fik noget
fortiene. Ved min Jndtrædelse i Amtet mød
"mig endeel Arme, som havde intet Arbeid
"- - Jeg logerede mig ind paa et li¬
"Kammer i et Herberge. Min Fortienest
"de første 3 Uge var 24 Sk. for et Stykke A
"beide, som jeg just Pindseaften skulde levs
"fra gammel Strand ud i Toldbodgaden."
Havde dog alle, som forlode deres Stat
saa megen Aarsag til at være misfornøiede, st
denne Mand! Saaledes tænkte jeg, da jeg ha
de læst denne Begyndelse. af hans Brev; i
hvem som kiender lidt til den almindelige Tænd
og Levemaade, skulde vel troe, at nogen kun
have Lyst til at blive ved et Haandverk, hvory
en Amtsmester, efter at have givet 160 Rdlr.f
Tilladelse til at arbeide, fortiente i de 3 før
Uger kuns 24. Sk.? Jeg maae herved giøre
liden Erindring, for Efterkommerne. Derso
dette Blad skulde om nogle hundrede Aar va
til, og for dets Rarheds Skyld blive bevaret
en Samling af historiske Efterretninger, ma
de Tiders Historieskrivere vel vogte sig, at
ikke slutte heraf, at Levemaaden i Kiøbenhar
var i Aaret 1748 saa tarvelig, at en Haandverk


389
mand kunde leve af 8 Sk. om Ugen; de maae
ikke heller forklare vore Tiders oeconomiske Skrif¬
er saa ilde, som om Meeningen af det, der si¬
ses mod Overdaadighed, var, at en Borgermand
burde lade sig nøie med Vand og Brød, for at
skaffe de Fornemme deres Vine, deres Silke¬
stoffer og deres Hestefoer for godt Kiøb. Nei,
Efterkommerne kunne vist troe, at man i Almin¬
delighed i vores Alder hverken har levet saa tar¬
velig, ikke heller tænkt saa umenneskelig; og der¬
om Sædelæren, Statsklogskaben, Huushold¬
ningskonsten og de skiønne Videnskaber hverken
have gjort os vise og milde nok til at ønske en al¬
mindelig Forbedring i alle Stænders Vilkaar, ind¬
til Bondestanden selv, saa har dog Vellyst og
Overdaadighed gjort os kielne nok til at have saa
megen Medlidenhed med dem, der arbeide for vo¬
te Beqvemmeligheder, at vi ikke ville giøre deres
Vilkaar slettere end Slavernes.
Men i Begyndelsen ere alle Foretagender
vanskelige, og uden Taalmodighed, Nøisomhed
og Arbeidsomhed maae ingen Haandverkmand
eller Kiøbmand vente at komme til deres Maal;
sa, saadan en Taalmodighed, saadan en Bestan¬
dighed og Arbeidsomhed behøver Statsmanden
og Lovgiveren selv til at overvinde de Vanskelig¬
heder, som møde ved alle nye Foretagender. Saa¬
ledes tænkte jeg, da jeg lidt nøiere havde betrag¬


390
tet Sagen, og jeg var endnu ikke tilfreds me
min Correspondent, om han havde forladt if
Haandverk fordi han i Begyndelsen ikke fortien
mere end 24 Sk. i 3 Uger. Hvor store Sun
mer, sagde jeg, have ikke de store Regentere af
vendt paa nyttige Stiftelser, paa nye Manufa¬
turer, paa nye Anstalter til Handelens Opkoms
og skulde vel noget af alt dette være kommeni
Fuldkommenhed, dersom man havde ladet sig a
skrække af de første Vanskeligheder, af ulykkelig
Hendelser, af Folkes Uskiønsomhed? dersom ma
ikke havde havt Taalmodighed til at bie nogle Aa
førend man ventede at vinde derved? Og mi¬
Haandverkmand er efter 3 Ugers Forsøg aller
de forsagt? Dersom jeg havde tænkt ligesom ha¬
havde jeg ikke skrevet mere end 6 Blade -
Men, om han bliver ved sit Haandverk, og
Nød bedrager sin Næste, var det da ikke bedt
at han slog sig til en anden ærlig Haandtering
Disse Tvivl gjorde mig ret bekymret for en Mam
om hvilken jeg allerede havde fattet saa gode Ta
ker. Men han har selv i det følgende af Br¬
vet opløst alle disse Tvivl saa vel, at han derve
har givet mig en nye Aarsag til at ære ham, o
Begyndelsen af hans Historie er allerede indsø¬
i Selskabets Protokol.
a i
eg havde i denne Tinstand, siger ha
"videre, Tid nok til at studere paa mit Haan,


391
verk; men denne Videnskab forslog ikke; jeg
maatte tænke paa, hvorledes jeg best kunde kom¬
me i Credit hos Folk. Her mødte mig nu Na¬
turens Lov, som erindrede mig om min nye
gjorte Eed, at jeg ingen vilde bedrage. Jeg
udstuderede, at der var to Maader for mig at
bruge, enten at giøre slet Arbeide og sælge det
for godt Kiøb, eller at giøre godt Arbeide, og
sælge det dyrere. Jeg fandt tillige, at den
første Maade var almindeligst og mageligst;
men jeg kunde dog ikke overtale mig til at bru¬
ge den, og jeg besluttede derfor at bruge den
sidste. Jeg foresatte mig, aldrig at fortiene
noget ved Bedragerie, og at skye Gierrighed,
Løgn, Misundelse og Ladhed, som mine ar¬
rigste Fiender, overladende mig i det øvrige til
Forsynet. Jeg indrettede mig en Protokol,
for at indføre deri under Nummer hvert Styk¬
ke Arbeide, naar, hvorledes, til hvem, til
hvad Tid og Priis det blev gjort. Det vare¬
de ikke længe, førend jeg maatte søge efter Med¬
arbeidere, og mit Anslag lykkedes saa vel, at
jeg efter et Par Aar kunde rense mit Kundskab
saaledes kalde Haandverksfolkene dem, som la¬
de arbeide hos dem) "fra Bedragere og slette Be¬
talere. Jeg øvede mig stærkt i min Viden¬
skab, og søgte altid at blive meere fuldkommen,
hvorved jeg bragte det saa vidt, at det tilsidst


392
var mig ikke lige meget, hvem jeg arbeided,
"for. Jeg troede, at jeg havde nogen Sma
"baade paa det Smukke og det Nyttige i mi
"Konst, og ønskede mig derfor helst saadann
Folk at arbeide for, som vidste at skiønne den,
"paa. Kort, jeg vilde have noget at bryde mi¬
"Hoved med, og jeg fik hvad jeg ønskede. De
"som vare gaaet fra andre, fordi de ikke kund¬
"faae Arbeidet efter deres Sind, kom til mig
"og jeg har endnu ikke taget mit Arbeide tilbg
"ge fra nogen, uden fra en eneste. Aarsaget
"dertil var, at jeg ikke vilde give Tieneren men
Ære end ham tilkom; han sagde derfor til si
Herre, at Arbeidet ikke var godt, og Herre
troede det. For Resten er der ingen, som
"har været fornøiet med mig, og der ere de,
"hvilke jeg, foruden tilstrækkelig Betaling fo¬
"mit Arbeide, har faaet en Foræring. J
"troer, at min Profession kunde endnu megg
forbedres; men det gaaer heri, som med an¬
det; jeg er alene. Hvem vilde tvivle om, 4
jo en Dansk lige saavel som en Fransk kund¬
"opfinde noget Nyttigt? Jeg har derfor gjort e
Forslag -
(Dette Forslag vil jeg giem¬
me til en anden Leilighed, og imidlertid fortsætt
Beskrivelsen af Mandens egen Tænkemaade of
Oeconomie.)


593
"Naar jeg efter Overlæg, siger han, har
"forfærdiget et Stykke Arbeide, og finder, at
"det er som jeg vilde have det, hvilken Glæde!
Kommer nu det til, at Vedkommende sige:
Dette Arbeide er ret, efter mit Sind; jeg er
meget vel fornøiet, J er een af de beste; hvil¬
ken Velbaarenhed mener De da der forslaaer
imod mig? mener De, at den sande Glæde,
som jeg føler, ikke er for rar i mine Øine til
at sættes i Ligning med hine saa suure og ofte
dyrekiøbte Værdigheder? Jeg kan oftere nyde
den samme Fornøielse, og for bedre Kiøb. Jeg
seer mig daglig omringet af lutter gode, ret¬
sindige og tienstfærdige Medarbeidere, som jeg
med Flid har udvalgt, og midt iblant disse be¬
tragter jeg mig selv som en Præst iblant sine
Sognefolk. Hos de Store er jeg yndet, og
af de Ringere er jeg elsket. Jeg har ikke nø¬
"dig paa Dydens Bekostning at behage nogen;
thi det er kuns ved at giøre min Pligt, at jeg
"fortiener deres Gunst. Denne Stand agter
jeg mig saa tienlig, at jeg troer, at jeg skul¬
de tabe den sande Ære, et fornøiet Sind og
"en god Samvittighed, om jeg tilbyttede mig
en høiere. Min Stand er den sikkerste af
"alle; jeg frygter ikke for Efterstræbelse, eller
at nogen skal sætte mig af min Bestilling. -
-
Mit Skildt betragter jeg som mit adelige


394
"Vaaben, og erindrer mig derved, at bevar
" det fra al Smitte af Fuskerie og Bedragerie,
Mit Verksted er mit Tilflugtssted imod de La¬
ster, som Ørkesløshed og Ladhed føde, og al¬
"drig er jeg saa fornøiet og vel tilfreds i noge¬
" Selskab, som naar jeg er der, og ved min
"Tanker og Gierninger kan udrette Himmelen
"Vinte.
" Mait Verktøi betragter jeg som min
"Vaaben til at afværge Fattigdom og Foragt
"Min Protokol holder jeg for at være min Lev
"netsbeskrivelse, og naar jeg ved Aarets End
" med Taknemmelighed betragter Himmelen
"for mig ubegribelige Velsignelse, og begynde
"paa et nyt Aar, skriver jeg et Tankesprog der¬
"og det paa Riim, min Herre. Har De Ly¬
"til at see et af dem? Jeg peed, at De læse
" ikke gierne Riim, og vil derfor vælge et af d
"korteste:
Min Hovedsag i dette Aar skal være, at jeg kund
Gudfrygtig vandre hvor jeg gaaer, min Næs¬
ei misunde,
Betale hver, jeg skylder hos, slet ingen at be¬
drage,
Formeere Huusets Boe og Gods, og elske sa¬
min Mage.


399
u Hvis De synes, at det duer intet (for en
Haandverksmand synes mig, at det baade
i Henseende til Tankerne og Stuen er me¬
get bedre end mange af dem, som findes i
trytte Samlnger af vore derømte Poeter)
kunde De skrive det paa Morten Schriblers
Regning. Det bliver vel best, at jeg holder
engang op at skrive; thi, hvis jeg skulde skri¬
ve alt det jeg har i Hovedet, frygter jeg for at
formere denne lærde Mands Skrifter, og dette
Ark Papiir vilde blive for lidet til at beskrive
min Lyksalighed. -
Her troer jeg, at de fleste Læsere behøve
nogen Hvile. En Haandverkmand, som har
hovedet saa fuldt af Tanker, og som siger, at
han ikke kan beskrive sin Lyksalighed, er virkelig
toget, som kan giøre alle dem, der have følelige
hierter, lige saa tankefulde, som han er: men
hvad, om de Lærde beviiste, at disse Tanker, som
giør denne Mand saa lyksalig, vare kuns Følel¬
ser, kuns utydelige, ufuldstændige og ubestemte
Begreber, skulde vi da ynke ham eller dem?


396
No. 189.
Mandagen, den 8 Novemb. 1762
E¬
fterat Selskabet ved nogle Samtaler havde
undersøgt det store Spørgsmaal: Hvil¬
ken Regieringsmaade der var den beste; og de
tilsidst var bleven eenig deri, at det var den, som
havde meest Liighed med den guddommelige, over¬
lod det til Præsten, at bestemme dette nøiere, hvil¬
ket han giorde ved følgende Afhandling.
Guds Regiering maae altid blive det ful¬
komneste Mønster i alt det, som hans Rige kan
have tilfælles med de verdslige Riger: men man
maae ikke heller glemme at agte den Forskiel, som
der er imellem dem begge, og som virker en For¬
skiellighed imellem Lovene selv. Den høieste Re¬
gent er alvidende; hans Almagt strækker sig i
alle muelige Ting, og hans Godhed er uden
Grændser, hans Kierlighed er i den høieste Grad
reen, fordi han behøver selv ikke noget af sine
Kreature, og hans Villie forandres ikke ved Pas¬
sioner. Regenterne ere i alle menneskelige Sta¬
ter Mennesker; de behøve Raad, fordi de ikke
ere alvidende, og deres Raadgivere kunde og feile


391
fordi de og ere Mennesker. De kunne ikke giø¬
re alt det Gode, som de ville, fordi de ikke ere
almægtige;! Overmagten, Mangel af Midler,
uovervindelige Hindringer- og uformodentlige Hen¬
delser giøre ofte deres beste Anslag til intet. De
ere trængende Væsener og sandselige Kreature.
Deres Kierlighed kan derfor ikke være saa reen,
og den beste Villie ikke saa fuldkommen, som hans,
der er Himmelens og Jordens Herre, som ikke
boer i Templer, der ere gjorte med Hænder, og
ikke tienes af Menneskene, som den, der haver
noget behov.
Undersaatterne ere vel i disse Riger de sam¬
me, og Grundloven af begge det almindelige Be¬
ste. Men Guds Rige strækker sig videre end til
de Dødelige: det indbefatter alle fornuftige Skab¬
ninger; og ikke deres timelige Velfærd alene, men
og deres evige er dette Riges store Hensigt. Men¬
neskene have fordærvede Hierter, som hverken de
verdslige Viise eller de verdslige Lovgivere ganske
kunde forandre. Disse fordærvede Hierters fuld¬
komne Renselse, som er fornøden til et fornuftigt
Væsens evige Lyksalighed, udkræver stærkere be¬
vægende Grunde, end timelige Straffe og Be¬
lønninger; den udkræver en høiere Huusholdning,
hvis Fornødenhed vi vel kunne fatte, ved at slut¬
te fra det Mindre til det Større, fra det Meget,
som Menneskets udvortes Forandring og dets ti¬


398
melige Velfærd udkræver, til det uendelige Me¬¬
re, som behøves til Hiertets Renselse og til er
evig Lyksalighed. Der bliver altid i denne De¬
af den guddommelige Regiering meget, som over
gaaer al menneskelig Forstand, og som ikke ka
begribes uden af Hiertekienderen selv. De men
neskelige Regentere kunde derfor ikke heller tag
andre af de guddommelige Love til Mønstre, en
dem, som de kunde kiende af Forsynets Veie
Naturen, og endog heri maae de indskrænke si
alene til det i Mennesket, hvorom Menneske
kunde dømme, og ikke forlange større Fuldkommen
hed, end den almindelige Fordærvelse tillader.
Naar vi, for at udfinde de guddommelig
Love, som kunde tiene til Mønstre for de menn
skelige, følge de Fodspoer, som Gud har eftet
ladt sig i Naturens Rige, da troer jeg, at de
vigtigste af det, som vi vide derom, kan indbe
fattes i følgende Grundregler: At Mennesket
Lyrsalighed er bundet til en vis maadelig Bru
af Tingene, at Overflødighed er lige saa skad
lig, som Mangel; at denne Lyksalighed ikke ka
naaes uden en Virksomhed efter visse Love, sor
ere grundede i et Kreaturs Egennytte, men i de
almindelige Beste, at disse Love ere faa, Frue
heden stor, og Pligterne selv ikke tunge; a
Belønningerne ere større end Straffene, me¬
begge uige saa visse og Uforandernige, som Lo


391
vene selv, og altid nøie afmaalte efter Handiin¬
gernes Grader.
Naar man i at afgiøre det vigtige Spørgs¬
maal, hvori den borgerlige Lytsalighed bestaaer,
og hvorvidt Overflødighed eller Mangel er ska¬
delig, spurgte Naturen til Raads, skulde den
maaskee lære os meget, som kunne tiene til dets
Opløsning: Det er ikke Mængden af Tingene,
skulde den svare, men deres umaadelige Brug,
som skader; thi var det Mængden af Tingene,
maatte man beskylde mig selv for at befordre O¬
verdaadighed. Hvilken Stat er prægtigere end
mit Rige? hvor utallige ere ikke de Frugter, som
eg frembringer? Men jeg sørger først for det
Nedvendige, og jeg har gjort det let for alle Men¬
nesker at forhverve. Jeg vederqvæger Jndigne¬
ten med kiølige Frugter, og lader ham boe under
skyggefulde Træer; men jeg har skiult disse Frug¬
ter for Grønlænderen, og jeg lærer ham at være
lige saa fornøiet med det Tran, som han drikker
sin mørke Huule. Naar J ved Konsterne og
Handelen ville forene mange Nationers Beqvem¬
melighed i en Stat; da tager de samme Regler
Agt, sørger først for det Nødvendige; lad
det blive let at forhverve, tillader Folk siden at
samle Overflødighed; men lær dem tillige ved
Videnskaberne at bruge den vel, og søger ved


400
Opdragelsen, Vanen og Lovene, at mage det saa
at enhver kan være fornøiet i sin Stand.
Naturen giver os Sæden til alt det, so
vi bruge; men dersom de frugtbringende Tra
ikke skulde uddøe eller vanslægte, dersom Jord
skal bære Korn nok til at nære os alle, maae
plante Træerne og dyrke Jorden. Naturen
ver Vext til vore Planter, den bedækker dem m¬
Skyer, og beskytter Frugten med Blade; m
vi maae samle disse Frugter, vi maae tilbere
dem, og bevare en Forraad deraf til Vintere
Dette Arbeide giøre vi ikke for os selv alet
Vore Forældre have gjort det for os, og vi fi
ikke saa snart Kræfter hos os til at giøre det se
førend Naturen erindrer os ved den selskabel¬
Drift, ved den Kierlighed, som foreener beg
Kiøn til at sørge for deres Afkom, at vi ikke
skabte for os selv alene, men og for det h
menneskelige Kiøn. Vi saae for at høste,
alene for os selv, men og for vore Børn.
plante Træer, af hvilke vi ikke selv, men Eft
kommerne samle Frugter, og vi plante med F
nøielse disse Træer, endog der, hvor Forfædre
ingen plantede for os. Det samme skeer ef
Haanden i de Stater, hvor en faderlig Regier
sørger for at forskaffe sit Folk visse og arvels
Eiendomme, og opmuntrer Vindskibelighedens


401
Love, som ere grundede paa den naturlige Kier¬
ighed.
Naturens Love ere faa. Jeg forstaaer
her ikke ved naturlige Love alt det, hvori Fornuf¬
ten finder en Slags Overeensstemmelse, en Slags
Rimelighed. Jeg forstaaer her kuns de almin¬
delige og nødvendige Love, med hvilke Naturens
Herre har forbundet følelige Straffe og Beløn¬
ninger, en vis. Vellyst eller Smerte. Hvor
saa ere ikke disse Love? Hver lidet indskrænke de
ikke den menneskelige Friehed? Jngen Begier¬
lighed i sig selv, intet af alle de Ting, som Na¬
uren frembringer, er os forbuden; det er kuns
det uordentlige i Begierligheden, kuns den umaa¬
delige Brug af Tingene, som disse Love fordøm¬
ne. Hele Naturen er endnu i en vis Henseen¬
de som det Paradiis, hvor der iblant utallige
velsmagende og tilladte Frugter var kuns et eene¬
ste forbudet Træe, og dette forbudne Træe er U¬
maadelighed. Da Gud forkyndte igien paa
Sinai Bierg de Love, som han ved Skabningen,
havde skrevet i Alles Hierter, skrev han dem paa
lo Tavler; disse Tavler indeholde begge tilsam¬
men kuns ti Bud, og disse ti Bud sige endog ef¬
er den bogstavelige Mening mere end mange
Lovbøger. De store Alderdommens Lovgivere
have efterfulgt denne majestetiske Korthed, og i
deres Korthed selv været mere fuldstændige end


402
deres Efterkommere, de sidste Romerske Lovk,
dige, hvis hele Videnskab synes at være in
skrænket til de tre Bud, som forbyde at sla
ihiel, at stiele, og at sige falsk Vidnesbyrd. Pl¬
terne mod Gud have længe været holdte ligeg
dige i vore Systemer; man troer ikke, at de
høves uden til at skrække Tingsvidner. Hu¬
standen, hvor den første Grund skal legges
Menneskets Lyksalighed, til et Folks Sæder
til Statens Velstand; Huusstanden, hvis ?
styrelse er Hensigten af det første iblant de Bi¬
som angaaer Pligterne mod os selv, og fra h¬
Indretning de gamle Lovgivere begyndte alle
res Forbedringer; denna Stand, siger jeg,
nu omstunder ikke mange andre Love, end M¬
dens og Jndbildningens, og de fleste troe,
det var daarligt, at ville give den andre. Umg
deligheds Laster, som forbydes i de andre B¬
de Laster, som ere Aarsag til Menneskets Ul¬
salighed, og som have ødelagt saa mange Rig¬
de agtes endnu mindre. Maatte dog vore C
ropæiske Lov= og Statskyndige lære engang af de
se Mønstre, at ikke prale med deres mange Lo¬
med deres store og vidtløftige Systemer, hvi
de have forsømt de vigtigste Ting, og opfun¬
mange unyttige Regler, som kuns indskræn
Menneskenes Friehed, uden at forøge deres Ly¬
salighed!


403
Dersom Himmelens og Jordens Herre,
san, hvis Magt strækker sig indtil vore Tanker
og Begieringer selv, elsker saa meget en frie¬
villig og fornuftig Dyrkelse, at han har givet
Menneskene saa stor en Friehed til at vælge, og
fornuft nok til at begribe Hensigten af hans Befal¬
uinger; dersom han har grundet disse befalin¬
ger paa naturlige Drifter; skulde da ikke Men¬
nesker troe, at de vare deres Medskabninger saa
uegen Agtelse skyldige, at de ikke, uden meget
vigtige Aarsager, indskrænkede deres Friehed?
at de aabenbarede dem Grundene til det, som
de befalede, eller i det mindste tillod dem at Un¬
dersøge dem? skulde de ikke troe, at de udrette¬
de selv meget mere, dersom de oplyste Forstan¬
den, uden at ville tvinge den, og dersom de, iste¬
det for at undertrykke Begierlighederne ved
frygt, fremlokkede de gode Drifter, ved hvis
hielp Menneskene skulde giøre mere, end der kan
befales.
De naturlige Pligter ere ikke tunge. Vi
kunne ikke nyde noget naturligt Gode, ikke Sund¬
hed selv, uden Arbeide, og af dette Gode, som
vi nyde ved vores Arbeide, maae vi betale Na¬
turen selv en stor Skat i det, som vi anvende
paa vore Børn, og i de Tienester, som vi ved
deres Opdragelse giøre det hele menneskelige
Kiøn. Men Naturen har tillige sørget for at


404
forskaffe os saa mange Næringsmidler, og sa
riig en Anledning til at forhverve, at vi ved
maadeligt Arbeide, som ikke overgaaer vore Kra
ser, kan beholde nok tilovers for at have selv ik
alene det Fornødne, men og noget til Fornø
else. De Gaver og Tienester, som efter N¬
turens Befaling ydes af enhver Huusfader, af
vendes alle til det menneskelige Kiøns almindel
ge Beste; Nytten deraf udbreder sig over ma¬
ge Familier, indtil deres sildigste Efterkommer
og den kommer tilbage igien med en overfløde
Rente. Hvor meget skulde den beste, Stat
Europa ikke være mægtigere end den er, derso
man overalt iagttog disse Regler i Landhuushol
ningen?
De naturlige Straffe ere ikke stor
Den første Umaadelighed, som et Menneske b
gaaer, straffes ikke, naar den ei gaaer alt i
vidt, med langvarige Smerter eller med Døder
det er kuns, naar saadanne Handlinger ofte igie,
tages, og naar Ondskaben stiger til en høi Gra¬
men paa enhver Forseelse følger altid uden Skaal
sel en Straf, og disse naturlige Straffe ophæve
ikke engang ved Forsoningen selv; den inderli¬
ste Fortrydelse er ikke altid nok til at afvende den
de Sygdomme og Smerter, som Fraadseren i
Drankeren paadrage sig selv, følge dem ofte de
hele Liv igiennem, endskiønt de omvende si


405
Naturens Straffe ere milde, men visse og ufor¬
anderlige, og dens Belønninger? Hvad ere
alle vore Titler, alle vore Ærestegn imod dem?
den Fornøielse, som en god Huusfader føler, naar
han seer sit Arbeide belønnet med en riig Høst,
naar han samler de første Frugter af de Træer,
som han plantede, og af de Agre, som han ind¬
hegnede for Efterkommerne, naar han seer den
rydighed, som han viiste sine Forældre, den Flid,
som han selv anvendte paa sine Børns Opdragel¬
se, den Møie, som han gav sig for at forbedre
sin Jndsigt og Erfarenhed, belønnet i tredie
og fierde Led; denne en god Huusfaders Glæde,
er den ikke alt for stor til at sættes i Ligning med
de høieste Værdigheder og Fortrin, hvormed Men¬
nesker kunne belønnes? Men Naturens Beløn¬
ninger kunde hverken kiøbes eller aftrygles; de
sorhverves ikke ved smaa Øientienester, og det er
ikke heller nok, at man har tient længe, dersom
man ikke har tient vel: man maae fra Ungdom¬
men af og det hele Liv igiennem have tient sin
Skaber, dersom man vil nyde godt af den For¬
ettelse, som han har forbundet med de første Plig¬
ler i Huusstanden: Det skal gaae dig vel, og
du skal længe leve paa Jorde..
Den Deel af Religionen, som gaaer videre
end Hensigterne af dette Liv, som arbeider paa
at rense Hiertet, og lærer Menneskene at bruge


400
de Midler, som kunne forsikre dem om en tilko
mende Lyksalighed. er vel intet mindre end lig
gyldig for Staten; men den er dog tillige
høi til at ville efterfølge dens Grundregler i mi
neskelige Indretninger. En christelig Lovgir
maae altid troe, at han, ved at udbrede den
Religion baade ved Lærdom og Exempler, opfi
der en af hans største Pligter, og legger till
den sikkerste Grund til sit Folks timelige Velstan
men dersom han vil udbrede den ved Tvangsmi
ler, dersom han vil lokke Folk til den Religi¬
ved Belønninger, dersom han vil dømme om Ta
kerne og Hiertet, uden af Handlingerne alet
og troe, at der ere andre synlige Beviser af d
retskafne Christendom, end sande Dyder og go
Gierninger, da staaer han Fare for at opfyl
Staten med Hyklere og Forrædere, og han ke
i en god Hensigt giøre Kirken større Skade, et
ved aabenbare Forfølgelser.


407
No. 190.
Fredagen, den 12 November, 1762.
J¬
eg læste nyelig i et Skrift, kaldet: Sam¬
lung moralischer und satyrischer Schrif¬
en, oversat af det Engelske, en vidtløftig Be¬
skrivelse af nogle Stridigheder, som i det 15 Aar¬
hundrede satte hele Egypten i stor Bevægelse.
Denne farlige Strid kom af det Spørgsmaal:
Om det var tilladt at drikke Caffe? Stat¬
holderen i Mecca var faldet paa at ødelegge af
Andagt alle Caffehuuse. De Geistlige troede i
begyndelsen, at ikke Caffeen selv, men dens
Misbrug var forbudet i Alcoranen. Man lod
dens Virkninger undersøge af de beste Læger; de
svarede, at den var usund, og at den forrykkede
Forstanden: men de Lovkyndige vilde ikke lade
sig nøie dermed; de beraabte sig paa de Arabiske
læger, som sige, at den er sund, ventelig fordi
den voxer der i Landet, og fordi Araberne for¬
staae Handelen lige saa vel som Lægekonsten. Men
de indenlandske Læger bleve troede, og man for¬
dømte Caffedrikken, som utilladelig og syndig.
Enhver beholdt imidlertid sine hemmelige Til¬


408
hængere, og for disse var det ikke en liden Gl¬
de, at Sultanen, som fandt det uanstændigt,
hans Statholder forbød i en liden Bye hvad ha¬
selv tillod i sin Hovedstad, befalede denne Sta
holder at kalde sit Forbud tilbage; dette skeed
dog ikke uden først at sammenkalde alle de offen
lige Lærere i Lovkyndigheden og Lægekonsten, som
vare i Store Cairo, og som med en uimodsigel¬
Grundighed overbeviiste Lærerne i Mecca om d¬
res Vildfarelse og Uvidenhed. Der fandtes v¬
endnu i denne Bye en Lærer i Lovkyndighedes
som understod sig at fremsætte det Spørgsmaal
Hvad man syntes om Caffe, om den ikk
forgiftede Hiernen, og streed mod Loven
men han fik kuns faa Tilhængere, og man dre
i nogle Aar Caffe uden Paatale. Ti Aar eft
sagde en Præst offentlig, at de, som drak Caff¬
kunde umuelig være retskafne Muselmænd, o
hans Prædiken giorde den Gang saa megen Virs
ning, at Pøbelen, saasnart den kom ud af Mi¬
skeen, stormede til alle Caffehuusene. Jndbyg
giøne deelte sig i to Partier, det ene var for Caf
seen, det andet imod den. Man forsamlede igie
de Lovkyndige; men da vare de alle enige i a
beskylde Geistligheden for Overtroe og Hykleri
Denne Stand, sagde de, vil tilegne sig alt jo
megen Magt; man maae indskrænke den; og
Statholderen, som troede, at hans Myndighe


409
stod Fare, befalede derfor, at man skulde give
Caffe omkring til den hele Forsamling. En Strid
af denne Vigtighed udbredede sig siden fra Cairo
til Constantinopel. De Geistlige klagede, at der
kom flere i Caffehuusene end i Moskeerne,
og besluttede tilsidst, at denne Drik var mere for¬
dømmelig end Viinen. Brændt Caffe, sagde
de, er en Art af Kul, og alt hvad der har
den mindste Liighed med Kul, er forbudet i
Alcoranen. Den store Mufti underskrev selv
denne Dom; men Keiser Amurath den Tredie
tillod Caffeen igien, skiønt hemmelig, saa længe
Muftien levede. Da han var død, kom en an¬
den Mufti i hans Sted; man veed ikke, siger
historien, om han var viisere end hans Formand,
eller om han havde mindre Samvittighed; men
han tillod offentlig at drikke Caffe, og lærte, at
det hverken var Kul, eller forbudet i Alcoranen.
Jurister, Læger, Præster og Muftien selv, hele
hoffet og den ganske Bye drak Caffe. Saale¬
des fik endelig denne store Strid en Ende.
Dette er kortelig Jndholdet af en Historie,
som fortælles meget vidtløftig i ovenmeldte Skrift,
og som Forfatteren anfører som et meget merkeligt
Beviis af den Sandhed: At de allerringeste Ting
kunde opvække stor Strid, naar de menneskelige
Passioner blande sig deri. Hensigten er her ikke,
at fordybe mig i mange Anmerkninger over en


410
Sandhed, der er saa bekiendt iblant os, som de
ne; jeg har foresat mig at tale i dette Blad og
en anden Brug af Caffeen, som ikke synes at vi
re saa bekiendt. "Vore Caffehuuse, siger E¬
gelænderen i Slutningen af ovenmeldte A
"handling, ere en Fordeel, som vi have dem
"Drik at takke for; man kunde visselig ikke ha
ve opfundet nogle Steder, som vare mere b
qvemme til at henbringe paa en nyttig Maa¬
"en ledig Time. Man bliver vederqvæget d
med en sund Saft; man kan med liden B¬
kostning erfare, hvad der passerer i Verde,
" og man har tillige Leilighed til at kiende ude
"Møie og Fortredelighed Menneskenes adsk
"lige Tilbøieligheder, Gemytsarter og Passi¬
ner.""
Dersom offentlige Caffehuuse kunde pa
engang forskaffe en Nation saa mange Fordel¬
som denne Engelænder opregner; troer jeg, i
den alvorlige Cato selv skulde have anseet det
som nogle af de nyttigste Stiftelser i en Stat,
nyttigere end mange af de Høresale, hvor ma¬
ofte fordriver Tiden med unyttig og fortredelt
Snak, og lærer intet mindre, end at kiende Men
nesket. Jeg vil ikke tale engang enten om diss
offentlige Steder, hvor man kommer sammen fo
at lee af grove Tvetydigheder, Gøglerier og nat
agtige Krumspring, eller om de Huusselskabet


411
i hvilke man forsamles for at æde, drikke, spille
Kort, og afmaale alle Ord og Bevægelser efter
Modens Regler. Jeg siger, at Cato selv skul¬
de have holdt saadanne Caffehunse for nogle af
de nyttigste Stiftelser i en Stat; thi han var alt
for viis en Mand, og alt for god en Borger til
at ansee saadanne Selskaber for ligegyldige, hvor
Menneskene kunde lære at kiende, elske, agte el¬
ler i det mindste at fordrage hinanden; hvorved
Kundskaben kunde udbredes, og den almindelige
Nidkierhed opvækkes, og hvor Folk af alle Slags
Stænder, uden Tids og Penges Spilde, uden
deres Helbreds eller Forstands Forliis kunde ved
anstændige Fornøielser samle Kræfter og Lyst til
deres Forretninger. Ja Cato selv skulde ikke
have været stolt, streng eller suurseende nok til at
foragte saadanne Forsamlinger; thi han levede
paa en Tid, da man endnu ikke troede, at Viis¬
dommen var bundet til visse Konstord og Metho¬
der, at den hængte ved en Kappe eller Doctorhat,
og var plantet som en stiv Støtte paa en Lære¬
Stoel eller Catheder. Han vidste, at Socra¬
tes havde underviist ved Samtaler i den daglige
Omgang; at Plato indbød dem, som vilde hø¬
te ham, i en smuk Hauge, hvor der vare Bue¬
Gange og Springvande, og at Stoikerne selv,
hans egne Læremestere, prædikede den høie og
strenge Dyd i offentlige Spadseregange.


412
Jeg troer altsaa, at Cato selv, naar ha
kom fra Raadet, skulde have besøgt i det minds
saadanne Caffehuuse, som de Engelske. Ja ha
skulde endog i Raadet have tænkt paa Midlert
at give Folk Smag paa saadanne Selskaber o
Fornøielser, som vare nyttigere og anstændiger
end de Sceniske Leege, hvor man gjorde Pli¬
terne latterlige, og forestillede offentlig man¬
Ting, som streed baade mod Ærbarhed og Ve¬
anstændighed, end Selskaber af fordærvede Fri
entimmer, hvor den Romerske Ungdom kom fi
at lære Levemaade, hvor, de lærte af Fulvia
foragte Dyden, og af Catilina at forraade Fe
drenelandet; end de Lueulliske Giestebuder, sog
i hans Tid begyndte at blive almindelige -
Ja Cato selv skulde have holdt det Umagen være
at stifte saadant et Caffehuus; han skulde har
overtalt Cicero og Pompejus til at besøge det,
Stedet for af Nysgierrighed at byde dem selv i
Giest hos Lucul; og naar han i Raadet taled
om at skierpe de gamle Love, om de Love, sor
forbød Raadsherrerne at lade sig see paa Sku¬
pladsen, skulde han have undtaget Caffehuusene
J saadanne Forsamlinger, hvor Folk af alle Stæn
der, uden at overtræde Velanstændigheds Grænd
ser, ophævede nogle af disse Ceremonier, som ad
skille dem mere end den virkelige Forskiel, son
der er i deres Vilkaar, skulde man maaskee hav


413
forebygget eller bielagt mange af de Partier, som
siden ødelagde Rom.
Hvo, som veed, at Tænkemaaden og Sæ¬
derne ikke ere ligegyldige Ting i Staten, og at
de ikke kunne forandres ved Tvangsmidler, maae
tillige troe, at saadanne Indretninger, som tiene
til at forbedre den almindelige Omgang, til at
give Folk Smag paa anstændigere Fornøielser, til
at udbrede Kundskaben, og lære alle Stænder at
lide og fordrage hinanden, at saadanne Indret¬
ninger, siger jeg, hvor ringe de end synes, for¬
tiene dog ofte ikke alene de Viises, men og Lov¬
giverens Opmerksomhed, lang mere, end mange
af de alvorligste Capitler i den borgerlige Tvangs¬
Ret. Nøden selv lærer endog Barbarer at
holde over Criminal=Lovene, og naar intet andet
Middel kan hielpe, eller man ingen bedre kiender,
at skierpe Straffene; men naar en Lovgivers Agt¬
somhed strækker sig indtil at forbedre sit Folk, ikke
alene ved Videnskabernes alvorlige Grunde, ved
Sindets finere Forlystelser, men og ved de selska¬
belige Fornøielser selv, da fortiener saadan en
Lovgiver at nævnes iblant hine Alderdommens
Viise, som forstode den Konst, der er større end
at undertvinge Menneskene, at forbedre dem.
Saaledes dømte i det mindste en Engelæn¬
der eller Fransos, om man fortalte ham, at Re¬
gieringens Omsorg i et andet Land, hvor saadan¬


414
ne offentlige Selskaber vare ganske ubekiendte
var gaaet saa vidt, at den havde ladet oprette
Caffehuus for skikkelige Folk. Men jeg ve
ikke hvad de vilde tænke, dersom man fortalte de
tillige, at kuns saa skikkelige Folk kom der,
Tienere og Lakeier understode sig at trænge sig in
iblant dem, og at forlange at æres for deres Lib
rie, at Verten, uagtet sit Privilegium, efter ko
Tid maatte giøre Opbud, og at en stor Deel
Publikum fornøiede sig over denne arme Mand
Ulykke, som derved blev nødt til at tillukke i
Dør, som han havde aabnet for at fornøie den
Jeg veed vel, at nogle af mine Læsere vil
støde sig meget over disse Betragtninger, og
vore Catoner selv skulde ikke kunne bare il
for at lee deraf. Det er vel Staten meget mag
paaliggende, skulde de sige, enten man har Ca¬
fehuuse eller ei, saa længe vi kuns have Høre sal¬
hvor man lærer alvorlige og nyttige Ting. Det
tilstaaer jeg gierne, og forsikrer dem tillige,
jeg agter hverken Sindets eller Sandsernes For
lystelser saa høit, at jeg vilde, at de nogen Ti
skulde være til Hinder for det Nyttige; jeg øn
skede kuns, at det, som man kalder Alvorligt o
Vigtigt, ikke ofte vare saadanne Spørgsmaals
som det, der giorde saa stor Allarm i Mecca o¬
Store Cairo: Om Caffe var Kul. Me¬
naar det traf ind imellem, at vore Geistlige, vor


415
Lovkyndige og vore Læger ikke havde andet at be¬
stille, end at opløse saadanne Spørgsmaale, troer
jeg ikke, at de giorde ilde, om de gik paa saadant
et Caffehuus, som det, hvor Addison, Pope,
Steele og flere forsamlede sig undertiden. De
kunde der ved deres Samtaler opbygge mange
Folk, som hverken have den Lykke at høre dem,
eller at kiende dem af deres Verker. Detsom
jeg kan troe min Engelænder, skulde det endog
være meget tienligt for visse epidemiske Sygdom¬
me, som lærde Folk ere mere underkastede end an¬
dre: "Dette er et sikkert Middel, siger han, mod vo¬
res kolde, fugtige og tykke Luft, som foraarsager
Miltsyge, Skiørbug, Snue og Hoste; i alle
baade Legemets og Sindets Mattigheder er den
ret en forunderlig Vederqvægelse - Alle dis¬
se Nytter har Caffeen, men fornemmelig naar
man drikker den i et godt Selskab.
Det er langt fra, at jeg troer, at vi her
i Byen have Mangel af gode Selskaber; tvert¬
imod, hvad det ret, Solide i den selska¬
belige Omgang angaaer, troer jeg, at vi kien¬
de det bedre end nogen anden Nation. Naar
jeg gaaer i Selskab for ret at giøre mig til gode,
hvilket jeg dog, til min egen Beskiemmelse, maae
tilstaae, skeer meget sielden, vil jeg heller bedes
af mine Landsmænd, end af Fremmede. En
Fransos beder mig paa en Salade, en Engelænder


410
paa et Stykke Oxekiød, og dersom den ene
høflig nok til at give mig en tynd Suppe, ii
Steeg, og et Stykke Franskbrød til, saa er d
sidste derimod ærlig nok til at holde hvad han h¬
lovet; Franskmanden giver mig og oven paa ha
tynde Suppe en Melon, og ender Maaltidet m¬
et Glas Viin og Vand. Jngen skikkelig Ma¬
i Dannemark byder mig til Giest, uden at gi
mig i det mindste fem Retter; og han giør en
da mange Undskyldninger, fordi der ikke ere fl
re. Han tillader mig ikke at fordærve hans Vi
med Vand, og han har tilsidst den Omsorgf
min Mave, at styrke den med heede Viine, o
den og af sig selv ikke skulde være stærk nok til
bære al hans Godhed. Saa vel spiser og dre
ker man her i Landet; og paa andre selskabeli
Fornøielser mangler det ikke heller; vore Frue
timmer spille alle Slags Spil, de danse alle Da
se, baade Franske og Engelske; de vide at u
trykke de almindelige Høfligheder med de beste T
lemaader i mange Sprog; og deres Høfligh
gaaer saa vidt, at, naar Moden tillod det, tal
de de og Latin med vore Lærde, for ikke at fortøre
dem ved at tale andre Sprog.
Hvem vilde da klage over Mangel af gol
Selskaber? Men maaskee ere disse Selskaber de
tillige enten alt for gode, eller og i en vis He¬
seende ikke gode nok, for at opfylde alle Hensigt,


417
af den selskabelige Omgang. Naar man under¬
iden vilde see Folk uden at være kiendt, naar
nan vilde tale om andet end det, hvormed man
m underholde et heelt Selskab, naar man vilde
rre at kiende mange Slags Folk; naar man
nskede at treffe en god Ven, uden at melde sig,
den at komme paa en ubeleilig Tid, uden at sætte
nten ham eller os selv i store Omkostninger, naar
nan ikke har megen Tid at spilde, og Sundhe¬
en tillader os ikke at komme meget i de Selska¬
hvor man fristes til at spise og drikke for
leget; da synes mig, at vi mangle et Slags
elskaber, hvor man kan komme og gaae naar
uan vil; hvor man hverken er Vert eller Giest;
vor man uden Tvang, uden Tids, Penges og
selbreds Spilde kan anvende nogle faa af de Øie¬
ikke, som man har tilovers fra Forretninger;
ned faa Ord; saadanne Selskaber, som dem,
vilke man paa andre Steder finder i CaffehuU¬
te og i de offentlige Spadseregange.
teedorffs Skrift. 4. V.


418
No. 191.
Mandagen, den 15 Novemb. 1762.
P¬
eriodiske Skrifter have den Vanskelighed frem
for andre, at man, for at vedligeholde Læ¬
sernes Agtsomhed, og, saavidt mueligt er, in¬
teressere dem alle, maae ofte forandre ikke alene
Jndholdet, men og Methoden. Det er ikke nok
at man i hvert Blad venter noget Nyt; man vil
og have det sagt paa en nye Maade; ei altid al¬
vorlig, undertiden skiemtsom, nu af det Naive
end anden Gang af det fine og indviklede. En
elsker Samtaler, en anden Carakterer, den tre¬
die Fabler, og de fleste veed ikke selv hvad de
vilde have; men alle ville have Nyt.
Disse gode Folk betænke ikke, at lige saa
rart, som det er, at en Maler giør baade Histo¬
rier og Portraiter lige vel, saa vanskeligt er det
og for een og den samme Forfatter at folde sit Ge¬
nie i saa mange Bugter, at betragte Sandhe¬
derne fra saa adskillige Øiepunkter, og at give
dem hver Dag en nye Klædning. Det mangler
os i denne Sag, som i mange andre, ikke paa
Regler. En Konstdommer er nok til at bestem¬


419
me Reglerne af alle Skrivemaader, af Heltedig¬
te, Skuespil, Historier, Fabler, Satirer; men
mange Skribentere, naar de legge al deres Ge¬
nie tilsammen, forslaae neppe til at sætte dem i
Verk. Jeg indbød derfor mine Landsmænd i Be¬
gyndelsen af disse Blade til at tage Deel i et Verk,
som jeg ikke troede ved mine egne Kræfter alene
at kunne bringe til Fuldkommenhed: Men som
det er lettere at være Konstdommer end Skribent,
saa have mange flere viist mig deres Beredvillig¬
hed ved Critiker, end ved virkelige Arbeider. Nog¬
le have maaskee agtet deres Roe for meget til at
opofre den for at skrive for et Publikum, hvis
Smag endnu er saa ubestemt, og som tillige er
saa nysgierrigt og indskrænket, at ingen Forfat¬
ter kan længe være skiult. Dem, som tænke saa¬
ledes, tør jeg ikke laste. Det kommer an paa,
hvad de selv dømme om mit Foretagende, om de
mene, at det er nyttigt, eller ei; om det er kuns
dristigt alene, eller og forvovent.
Min Eensomhed har endnu ikke gjort mig
ganske forsagt; jeg frygter kuns, at den har gi¬
vet Læserne alt for megen Aarsag til at klage over
en vis Eenformighed, som ikke burde være i saa¬
dant et Skrift, og som dog er uundgiengelig, naar
det for den største Deel er et Verk af een Mand.
Billige Læsere skulde i det mindste tilstaae mig, at
jeg har stræbt at undgaae denne Feil, og at jeg¬


420
for ikke at blive kiedsommelig, har forandret baa¬
de Handlingerne, Caraktererne og Klædedragten,
uden dog at forlade mit Øiemerke, som ikke ef
at fornøie glene, men at opbygge. Jkke desmin¬
dre er det langt fra, at jeg troer selv, at jeg ha
været lige lykkelig i alle mine Forvandlinger.
Men hvor mange Syner jeg end har hav
under de adskillige Masker, som jeg har være
nødt til at paatage mig, har jeg dog endnu ikk
en eneste Gang drømt paa Skuepladsen; og den
ne Art af Digt er dog saa almindelig i saadann
Skrifter, at det med Tiden maae blive en R¬
gel i Critiken, at intet Ugeskrift er fuldkommen
uden Drømme, at en Tilskuer uden saadann
Syner er som et Heltedigt uden Aabenbaringet
som en Roman uden Hexerie, som en Comoedi
uden Kierlighed, og en Tragoedie uden Mord
Min berømmelige Forgienger, Drømmeren
som jeg dog ikke har den Ære at kiende, uden a
de lærde Tidender, hvor han anføres iblant dem
som i det forbiegangne Aar, efter saa mange be
rømmelige Forfædres Exempler, have dyrke
Sproget og de skiønne Videnskaber, har maa
skee allerede drømt saa meget, at der ikke engan¬
i denne Konst er noget mere tilbage at giøre fo
Efterkommerne. Man har i Engeland et Uge¬
Skrift under samme Titel; men i de Stykker
som jeg har læst deraf, finder jeg, at Forfatteret


421
ænker rigtigere naar han drømmer, end mange
rærde, naar de ere lysvaagne. Jeg vilde forsøge
engang, om jeg ikke og kunde lære noget af Drøm¬
nekonsten, og det var ikke min flygtige Jndbild¬
ningskraft, men Philosophien selv, som bragte
mig til at giøre dette Forsøg. Hvo, som drøm¬
mer vel, tænkte jeg, passerer paa en nyttig og be¬
sagelig Maade den halve Deel af Livet, som an¬
dre enten sove bort, eller fordrive ved fortredelige
Phantasier. Jeg troede, at det maatte være let,
og hvorfor, sagde jeg ved mig selv, skulde det
kke være let at drømme vel, naar det er saa let
at skrive vel? man behøver jo, siger man, ikke
nere dertil end en Grammatik og en Logik. Men
eg lærte snart andet, og jeg vilde ønske, at alle
de, som dømme andres Verker, uden at have for¬
ogt at giøre noget selv, maarte ved lige saadan
n Erfarenhed lære, hvor vanskeligt ofte det er
Udøvelsen, som man efter Reglerne holder for
it være saa let.
Min Vanlykke kom ikke deraf, at jeg ei
gik ordentlig nok tilverks: Jeg søgte tvertimod at
søre mig alt det til Nytte, som vore Philosopher
savde beviist om Jndbildningskraften, om dens
Love, og om den frie Villies Herredømme over
samme: Jeg giorde mig klare og tydelige Begre¬
ber om de Ting, hvorom jeg vilde drømme; jeg
stræbte ved en idelig Jgientagelse at indtrykke disse


422
Begreber i Jndbildningen, og at fordrive al
andre; jeg lavede selv Sengen til, og førend i
lagde mig deri, saae jeg mig vel for, at der vi
ingen Knappenaale eller Knuder, som kunde e
ten vække mig, eller frembringe nogen sandsel
Fornemmelse, der var stærk nok til at fordri¬
de saa stærkt indtrykte Begreber af min Jndbil¬
ningskraft. Længe varede det inden jeg sov; sl
meget havde disse Begreber oprørt min Jndbil
ningskraft, og dette holdt jeg for et godt Teg
Endelig sov jeg; men der kom endda ingen Drøn
me, i det mindste ingen sammenhængende, inge
ordentlige, ingen skiønne Drømme. Min uro
lige Jndbildningskraft, thi den var nu virkel
meer end flygtig, vækkede mig snart igien. T
jeg efter saa megen Møie fandt mig bedraget,
mit Haab, var den første Tanke, som naturli
viis faldt mig ind, denne, at en Forfatter, so
forlader sig paa Reglerne alene, og arbeider mi
sit Genie, fortiener mere at ynkes end at dadle
Min Fortrydelse gik saa vidt, at jeg i det Øi
blik lovede mere, end jeg maaskee kan holde. J
lovede, at jeg herefter vilde tilgive baade vo¬
Konstdommere og vore Forfattere alle de Feil, som
de begik; thi hvem veed, sagde jeg ved mig sel
om ikke den sletteste Critik, den matteste Tal¬
det usleste Jndfald, det svageste Beviis, og ma¬
skee et Riim, et Ord alene kan have kostet det


423
ge saa uroelig en Nat, og lige saa forgieves en
Møie, som denne Drøm har kostet mig? Vi
formaae dog, efter det gamle Ordsprog, alle in¬
let imod Minerva.
Dersom jeg var lærd nok til at troe noget
f det, som de Gamle fortælle os om denne Gud¬
inde, skulde jeg have tænkt, at denne Ydmygel¬
se stillede hende tilfreds, og at der var noget me¬
e end naturligt i det, som siden tildrog sig. Men
eg giør heri heller Partie med Philosopherne, end
med de gamle Poeter; der var for megen For¬
bindelse imellem det, som jeg tænkte om vore For¬
fattere, og det, som jeg siden drømte om dem, til
it troe, at Minerva var noget andet end min
gen Jndbildning. Kort, jeg sov ind, jeg drøm¬
e, og min Drøm syntes mig at være ordentlig
ok til, at jeg tør fortælle den. Et Fruentim¬
ner, som jeg først antog for Gudinden, men som
agde sig selv at være Sprogets Genius, førte
nig over en Flod, til et Land, som hun kaldte
forfatternes Land. Jeg havde ikke saasnart
at Foden paa Landet, førend nogle Betientere
ra den lærde Toldboed kom, for at eftersee mine
Passe, og udforske, hvad Vare jeg havde om
Borde, om jeg var Jndenlansk eller Fremmed,
Hrosserer eller Kræmmer, og til hvad Laug jeg
enhørte. Min Veileder vinkede af dem, og
agde, at jeg kom fra et Land, hvor Tankerne


424
vare toldfrie. Det er et forunderligt Land, saa
de en af de første Toldbetientere; men han lod mi¬
dog gaae, af Ærbødighed for min Fører. Al
disse, sagde denne, som J see her med Bylte
paa Ryggen, ere Forfattere, som komme her fo
at fortolde deres Vare; thi der er paa den he¬
Øe ikke andre Toldsteder end dette. Jeg besaa
nogle af disse Pakker, og fandt, at der vare ba¬
de nye og gamle Vare, men meest af de sidst
Disse gamle og meest forlagte Vare gave saa stæn
en Støv fra sig, at Skriveren var halv blin
og kunde derfor ikke læse uden stor Stiil, sor
den, der er i Titler og Fortaler. For ikke
misbruge mit Privilegium, og betage Betiente
ne deres Rettighed, gav jeg ham nogle smaa Ve¬
ker af det Slags, som man kalder den nye Sma
Han læste Titelen, men om det øvrige sagde ha¬
at Stiilen var for fiin for hans Øine. Han k
stede dem paa en stor Vægtskaal, hvor man vei
de Tanker i Skippund. Fy, raabte han, d
er lette Vare; J skulde tage nogle af vore gan
le Bøger til Baglast.
Jeg vendte mig mod Stranden, for
skiule min Latter og bringe noget andet paa T
le; er her ingen, som fisker paa denne store Sø¬
Nogle faa, svarede han. J det samme blev j
een vaer, som sad og meedede. Her har jeg sil
det den hele Dag, sagde denne arme Mand,


425
kke faaet mere end disse faa Fiske. Hvad er det
or Fiske, spurgte jeg, som J fanger? Det er
ræsere, svarede han. Paa Landet gik adskilli¬
ge og gravede i Jorden; jeg saae, at de søgte
maalig efter noget i Muldet. Det er Fiskere,
sagde min Fører, som lede efter Mading til deres
Kroge. Hvad Mading bruger man da i dette Land?
Store Titler, svarede han, lange Fortaler, lær¬
de Mænds Berømmelser, lange Syllogismer,
nidtløftig Snak, Hyklerier til Publikum og Konst¬
sommerne, Tvetydigheder, grov Skiemt, Riim,
v.
J det samme saae jeg en Rytter fare os
orbie. Han reed paa en vinget Hest, som Pe¬
asus; han var overalt behængt med Bielder, og
veden trillede ham ned af Ansigtet. Han tu¬
ede i sit Horn, og strax kom en heel Kobbel af
punde tilsammen, hvormed han forfulgte nogle
maa mavre Dyr, som havde forgyldte Haler.
det er en Poet, sagde man til mig, som har
aaet et Jndfald, og jager nu efter Riim. Han
kal levere saa mange Vers i Morgen til en gam¬
nel Herremand, som engang om Aaret giør et
lort Giesiebud paa sin egen Fødselsdag.
Lidt længer oppe i Landet stade nogle Sla¬
er ved en Pompe. Jeg sluttede, at Arbeidet
naatte være strængt; thi jeg hørte en Lyd, lige¬
om deres, der gaae bag Ploven. Hvad er der


426
at bestille, sagde jeg. Man har ingen Kild¬
her i Landet, sagde min Fører, og det enes
Vand, som er drikkeligt, er det, som ledes f
Hippocrene og fra Tiberstrømmen, igiennem no¬
le smaa Render; men vore Slaver pompe of
hele Dagen, uden at faae en Taar.
Derfra kom vi til Roden af et høit Bier
som lignede Parnas. Jeg saae nogle Folk, so
trillede store Stene op paa Bierget, hvor de vi
de opreise en Bygning; men Stenene faldt n
igien og Tilskuernes Forundring forandrede f
til Latter. Jeg betragtede disse Stene, og sae
at de vare fulde af Overskrifter; af nogle O
hist og her sluttede jeg, at de vare tagne af
beste Græske og Romerske Skribentere, men
fandt ingensteds nogen Meening i Sammenhæn
Det er Stene af den gamle Tempel, sagde Skyf
Engelen, hvori Muserne boede; de ere alle ful
af vigtige Tænkesprog, som hængte sammen, si
længe Bygningen var heel. Disse Folk vil
opreise den igien, men de forstaae ikke Bygning
Konsten nok, for at sætte Stenene sammen p,
den rette Maade; og derfor falder alting n¬
igien.
Jeg gik op paa Bierget for at besee nøie
denne Plads, som man havde indviet til Muse
ne. Hvad er det for Narrestøtter, sagde je
hvormed man har omringet denne Helligdon


427
hav mere Ærbødighed, sagde han, for disse
lostbare Levninger af Alderdommen; det er So¬
lon, Lycurg, Socrates, Plato, Euripides, De¬
mosthenes: Men naar, sagde jeg, saae man dis¬
se ærværdige Lovgivere, Talere og Philosopher
med saadanne Papiirkraver om Halsen, med saa¬
danne Brixer i Hænderne, med Bielder i Hatte¬
ne og Rævehaler paa Ryggen? Det er Zirater,
svarede han, hvormed man har villet pryde disse
store Mænds Støtter, efter Landets Mode og Ti¬
dernes Smag.
Midt i Helligdommen sad nogle paa Tre¬
soder, og jeg sluttede af deres heftige Bevægel¬
ser, at de maatte have samme Forretning som de
Delphiske Præster; de talede store Ord, men jeg
orstod intet deraf. De forklare de gamle Ora¬
kler, sagde min Fører, med Ord, som ere end¬
nu mere uforstaaelige.
Fra dette Bierg kunde man oversee den
hele Øe. Den var skiøn som Tempe. Hvor¬
or, sagde jeg, dyrker man ikke heller disse frugt¬
bare Marker? Hvorfor anlegger man ikke Lyst¬
Naarde og Frugthauger i disse angenemme Da¬
e? Det var jo meget bedre, end at fiske hvor der
r ingen Fiske; at pompe, hvor der er intet Vand;
it bygge Huuse, som strax falde ned igien, og at
ale meget om Ting, som man ikke forstaaer; man
ik nok Fisk, svarede han, naar man fiskede ret,


428
man fandt nok Kilder her i Landet, naar ma¬
leedte efter dem; men der ere andre Aarsage,
hvorfor det vil vare længe, førend disse skiønn
Dele blive forandrede til skiønne Frugthauger,
Jndbyggerne ere et Slags Philosopher af Nat
ren; der er kuns lidt, som rører dem; de bg
kymre sig ikke om den skiønneste Egn, uden for
at afmaale, hvor mange Fødder den har i Qvg
drat; den prægtigste Bygning er i deres Øin
ikke andet end en Figur af saa mange Alen i Hoi
den og Bredden; og naar de i skiønne Ansigte
eller Konststykker have fundet Forholdsliniern
imellem Næsens Længde og Mundens Bredde,
er alt det øvrige dem ligegyldigt.
Paa den anden Side af denne Dal løb en
Flod. Jeg saae nogle Folk, som sad paa smag
Rørbaade, midt i Floden, og som uden Aaret
og Roer lode sig drive hen, hvor Strømmen og
Vinden førte dem. Det er gamle Lærde, sagde
Skytsengelen, som, efter nogle frugtesløse For¬
søg, endelig ere blevne saa kloge, at de holde det
for daarligt, at vilde forbedre Verden. Strøm¬
men førte de fleste lykkelig paa Landet. Jeg saae
mange saadanne Vandringsmænd ligge i Græs¬
set, og med en lyksalig Sørgesløshed prise den
Philosophie, som havde lært dem at komme saa
let til Maalet. Træerne bukkede sig af Ærbø¬
dighed for deres Viisdom, Frugterne faldt dem


429
den Møie i Skiødet, og Blomsterne flettede af
ag selv Krandse over deres Hoveder: De fleste
sov, og Gudinden forsikrede mig, at deres Søvn
ar saa sød, at de ikke drømte engang. Jeg fik
st til at blive der; kan jeg ikke og sove saaledes
igang, sagde jeg til Skytsengelen; thi min lan¬
ge Drøm begyndte at foruroelige mig. Efter
saadan en Søvn vaagner man aldrig, svarede
. Hvor kommer jeg da tilbage? raabte jeg
Skræk. J maae seile mod Strømmen, sva¬
de han; der er ingen anden Vei til de Aarvaag¬
es og Levendes Land. Jeg sprang i den første
daad, og stødte mig med Aaren fra Landet.
dette Stød var saa stærkt, at jeg med eet kom
idt ud i Strømmen, og vaagnede af Skræk.


430
No. 192.
Fredagen, den 19 November, 1762
Herr Tilskuer!
L¬
ad det ikke forundre Eder, at jeg begierer, at
J vilde give dette Brev et Sted i Eders Bla¬
de. J kan derved forbinde Eder en Fader, som
er omhyggelig for at bevare den eneste Arvedeel,
som han kan efterlade sine Børn. Naar man
har Umyndige, er det ikke nok, at man hver Dag
tænker paa at samle noget til dem; man maae og
søge at forsikre sine Eiendomme saaledes, at man
kan være vis paa, at de efter Døden komme Bør¬
nene til Nytte. En skiult Skat, om den og
var nok saa vel forvaret, bliver stiaalet eller bort¬
kastet; men et tinglyst Skiøde eller Pantebrev
giver mere Sikkerhed for de Efterlevende. Den
rette Eier dertil er bekiendt, og om det end blev
tabt, kan man faae en Udskrift igien af Ting¬
Protokollen. De Midler, kiere Tilskuer! som
jeg kan efterlade mine Børn, ere vel ikke af det
Slags, som man kalder tinglyste. De bestaae
i nogle faa Papirer, hvis Brug mange Skifte¬


431
forvaltere og Formyndere ikke kiende nok, for at
skiøtte om at stiele dem, om jeg døde førend mine
Børn selv fik Skiønsomhed nok til at forvalte de¬
res Midler; men den ærligste Skifteforvalter kun¬
de maaskee agte dem saa lidet, at han brændte
dem iblant nogle gamle Regninger; og endskiønt
eg har lagt dem i en Skuffe for sig selv, og skre¬
vet uden paa denne Skuffe: Heri giemmes
mine Bornis hele Fædrenearv, skulde han
dog, maaskee af Fortrydelse, kaste dem bort, saa
nart han saae, at det var saadanne Midler, hvor¬
f der ikke betales Skiftesalarium.
Jeg veed derfor intet bedre Sted at giem¬
me dem, end i Eders Blade; thi mine Brev¬
skaber ere endnu ikke gamle nok for at faae Plads
de Samlinger af forældede Skiøder, Pantebre¬
og Testamenter, som voxe Lærde udgive. En
rykt Bog varer ofte længere end en Tingprotokol;
og jeg ønsker Eders Verk Vedvarenhed nok, for
at dette Blad kunde komme endog mine sildigste
Efterkommere til Gavn. Jeg er
Mine kiere Børn?
Naar J selv engang, eller og Eders For¬
nyndere paa Eders Vegne, gabne denne Skuffe,


432
vente J maaskee at finde den fuld af Skiøder o
Pantebreve. Søger ikke derefter iblant min
Papirer. J finde paa den ene Side af den
Rum en Skuffe med qvitterede Regninger,
paa den anden maaskee nogle uqvitterede, sol
dog ikke skulle blive flere end Boen kan betal¬
Dersom jeg lever saa længe med Eder, indtil
kunne skiønne, haaber jeg at overbevise Eder de,
om, at hverken Mangel af Kierlighed, eller Lal
hed, eller Umaadelighed, eller Pragt, er Aarsa
til min Fattigdom; og lever jeg ikke saa læng
skulde de, som have kiendt mig, naar J engan
komme til skiels Aar og Alder, og blive beret,
gede til at undersøge mine Handlinger, ikke næ¬
te mig det Vidnesbyrd, at jeg altid holdt det fi
en af mine største Pligter, at sørge for Edet
sande Velfærd, at min største og maaskee enes
Fornøielse var, at have Eder om mig, og at d
var saa langt fra, at jeg skyede en Faders Pli¬
nogen Tid som en Byrde, hvilken jeg ønskede
kunne legge paa andre, at jeg tvertimod betragte
de disse smaa Omsorger for Eders Underviisnin
og Opdragelse, som en virkelig Vederqvægelse
de faa Øieblikke, som jeg havde tilovers fra i
Forretninger, hvormed jeg tiente det Almindelig
og forhvervede det, hvormed jeg kunde forsørg
Eder. J disse Forretninger har hverken min ege
Samvittighed, eller noget Menneske, saa vil


1155
g veed, beskyldt mig for at være efterladen;
san har snarere troet, at min Virksomhed gik
or vidt, og at jeg, som man siger, tog mig Ver¬
en for nær: Men disse Forretninger, kiere Børn!
are ikke af det Slags, hvorved man samler Rig¬
omme. Jeg har altid troet, at enhver bør føl¬
e sit Kald, og da der var intet i Verden, hvor¬
il jeg fandt mindre Drift hos mig selv, end til
it samle Penge; saa kan det nok være, at en vis
tærk Drift til andre Ting, hvortil jeg troede mig
elv mere beqvem, har ikke tilladt mig engang at
ruge alle tilladelige Leiligheder til at forbedre
mine Vilkaar. Mine Venner have foreholdt
nig det undertiden; de have sagt, at jeg burde
ænke paa mig selv og paa mine Børn. For
nig selv har jeg altid havt nok, og naar det kuns
som an paa at indskrænke mine egne Ønsker, ko¬
stede det mig ikke meget, at opofre ikke altne Rig¬
somme selv, men og de fleste af de Ting, for
vis Skyld Menneskene søge dem. Kuns for
eder alene var jeg ofte bekymret; men jeg stillede
nig selv tilfreds igien med den Tanke, at dersom
det var en af Forældres Hovedpligter, at efter¬
lade Midler til deres Børn, maatte ingen gifte
sig, førend de vare forvissede om at kunne opfylde
denne Pligt. Denne Vished, syntes mig, at
intet Menneske kunde have, og at Verden var
meget mindre tient med Folk, som tænkte saaledes,
Sneedorffs Skrif


434
end mange andre, som lod det være nok, at iaf
tage deres Pligter for det Nærværende, og ov¬
lod til Forsynet at sørge for det Tilkommend
Havde jeg tænkt anderledes, mine Børn, skul
J ikke have været til; thi jeg har aldrig havt i
gen Leilighed til at kunne samle paa en tilladel
Maade saa mange Midler, at J kunde leve de
af, eller at jeg derved kunde forskaffe Eder d
som man kalder visse og sikre Udkomme i Verd¬
Jeg har seet af mange Exempler, og J skul
selv snart erfare det, at saadanne Midler sield
giøre unge Mennesker lykkelige; de skulde ma¬
skee ikke alene have forført Eder til Vellyst
Ladhed, men og gjort mig selv sikker, lunken
efterladen i at arbeide paa at forskaffe Eder v
Opdragelsen de Egenskaber, hvorpaa Eders Li
salighed mere beroer end paa Penge. Jeg ski
de være bleven fristet til at spare disse Penge i i
ders Opdragelse, og til at klage over den Mæn¬
de af Børn, hvis Underholdning daglig formin
skede min Capital, og blant hvilke den engat
skulde deles. Nu derimod varesJ mig alt
velkomne, og altid lige kiere; det faldt migi
drig ind at tænke, at jeg havde for mange Bør
og det fortrød mig lige saa lidt, at jeg for Ede
Skyld ikke kunde samle Penge, som at jeg,
at underholde Eder, undertiden maatte indskræ
ke mig selv. J Stedet for Midler søgte jeg


439
orskaffe Eder de Egenskaber, som har gjort mig
ksalig uden Penge, Nøisomhed og Arveid¬
omhed. J ere allerede i Eders spæde Alder
rie for mange af de utidige Angester, disse Æk¬
elheder, disse Svagheder og Empfindtligheder,
om ere Følger af en kielen, kræsen og qvindag¬
g Opdragelse, og som giøre de Riges Børn of¬
saa elendige fremfor andre. Naar J høre
isses Graad, naar J see deres Utaalmodighed
den mindste Smerte eller Modgang, deres Mis¬
ornøielse i den største Overflødighed, deres blege
lusigter, og de Sygdomme, som de have arvet
fter deres Forældre, eller og samlet ved deres
tielenskab og Forsømmelsee, da skulle J betrag¬
Eders egen Sundhed, Eders Styrke, Eders
løisomhed, Eders Taalmodighed, Eders Dri¬
ighed, Eders Glæde og roelige Sind, som en
or Skat. Denne Skat, mine Børn, kan ikke
evares uden en bestandig Arbeidsomhed, hvil¬
e Fornødenhed selv skal lære Eder, om jeg end
kke levede længe nok, for at vænne Eder til at
ske Pligterne af Grunde. Saa lidt som jeg
ænker paa at samle Penge til Eder, saa meget
rbeider jeg hver Dag paa at forøge den Jndsigt,
g Erfarenhed, hvorved jeg haaber at kunne leg¬
e den Grund til Eders tilkommende Lyksalighed,
om er sikrere end Penge. Men om jeg døde
midlertid, førend Eders Forstand blev moden


150
nok til at fatte disse Lærdomme! - -
det da ikke bedre, at jeg havde efterladt Eder
de Penge? - - Jeg troer selv, at det
kunde vare saa længe, førend J fik Forstand
til at agte disse Penge, og sørge for, at de bi¬
udsatte; men for at bruge dem vel, for at og
pinde de Begierligheder, hvortil Rigdomme.
lede Menneskene, dertil er jeg selv maaskee i
nu ikke gammel eller erfaren nok, og hvem vi
om dene ikke er een af Aarsagerne, hvorfor?
synet hverken gav mig stor Lyst eller megen
lighed til at samle dem? - Jeg skal maa¬
ved nogen Flid og Forsigtighed kunne bringe
dertil, at min Videnskab og Erfarenhed ikke g
ske skal uddøe med mig; jeg skal aagre saa
med den liden Skat, som jeg har forhvervet i
deraf, og sætte den ud paa saa mange Maal
at noget deraf i det mindste skal komme Edet
Nytte i Tiden. Men, om jeg efterlod Edet
anseelig Capital, hvem forsikrede mig da, at
blev vel forvaltet af Eders Formyndere; at
ikke blev ødelagt ved ulykkelige Hendelser,
ødet ved Eders egne Laster, og adspredet ved ul
kelige Ægteskaber? Jeg har derfor, i Ste
for Pantebreve og Skiøder, søgt at efterlade n
nogle andre Papirer, hvis Jndhold i mange?
fælde i Livet kunde giøre Eder mere Nytte,
Vexler eller rede Penge. Men da jeg tillige


43
ndet, at der iblant mine Anmerkninger og Er¬
ringer ere nogle faa, paa hvis Jagttagelse E¬
rs Lyksalighed fornemmelig skal beroe, og som
udi alle Tilfælde stedse maae have for Øine,
a har jeg tegnet dem paa dette Blad, hvilket
g beder, at J til Afmindelse af mig vilde giem¬
e som den største Kostbarhed, hvilken jeg kunde
terlade Eder. Jeg har ikke beviist dem med
sange Grunde, fordi det skal vare længe, førend
endnu kunne indsee dem alle, og fordi J skul¬
e begaae mange Feil, dersom J ikke vilde følge
sit Raad, førend J selv begreb al Nytten deraf.
rfarenheden har først fuldkommen stadfæstet
Tandheden deraf hos mig selv, og jeg haaber,
tJ have den Fortroelighed til en kierlig Fader,
m altid har vogtet sig for at bedrage Eder, end¬
i de allermindste Ting, og ikke i Spøg engang
gt noget, som J siden fandt at være urigtigt,
eg haaber, siger jeg, at J have den Tillid til
aadan en Fader, at troe, naar han forsikrer, at
isse faa Lærdomme ere det visseste og vigtigste af
lt, hvad han selv har tænkt og erfaret i Ver¬
den.
1. Bevarer altid den Ærbødighed for
Religionen, som jeg saa tidlig har søgt at ind¬
prente i Eders spæde Hierter, og modstaaer aldrig
dens Rørelser, om J end ikke altid kunde indsee
dens Grunde. Troer, at det er det eneste sikre


458
Middel til at bevare Eder fra de Laster, som fi
spilde endog Eders timelige Lyksalighed, og i
eneste, som kan trøste Eder i saadanne Lidels
for hvilke intet Menneske er sikker.
2. Naar J undtage den stille Glæde, si
kommer af en god Samvittighed, og af Ha
om et bedre Liv, saa venter ikke at finde nog
bestandig Fornøielse i Verden. Troer ikke,
en Tilstand, en Omstændighed i Livet er bei
end en anden. Og dersom den Lyst, som J f¬
hos Eder til at vælge en Stand, eller et Em¬
de fremfor et andet, kommer ikke af en Beqvef
hed, som J finde hos Eder til Forretningen se
af Lyst til Arbeidet; dersom det er Rangen, L¬
nen, Mageligheden, de udvortes Fornøielser ell
andre saadanne Ting, som J attraae, saa tro¬
at J bedrage Eder selv, om J mene, at den e
Stand derfor bør foredrages for den anden! ve
ger kuns da ikke længe, tager mod det første a
ftændige Tilbud, som giøres Eder, eller derso
det tillades Eder at vælge, da søger iblant de mi¬
delmaadige Vilkaar dem, hvori J troe, at Me
neskene giøre andre meest Nytte; bliver Læret
Konstnere, Kiøbmænd, Haandverksfolk, Age
dyrkere, og troer, at J ere lige lykkelige i de
alle, at J ikke vare blevne lykkeligere, om J ha
de valgt en anden Stand, og at J skulde end


439
mindre blive det, om J forlode den, som J en¬
ng have udvalgt.
Agter nøie paa alt det Gode, som J
nyde for den nærværende Tid, takker Gud derfor;
og naar det Onde kuns ikke har Overvægten, saa
venter ikke, at J her i Livet skulle blive meget
lykkeligere i den tilkommende Tid. Vore Mis¬
fornøielser komme fornemmelig deraf, at vi ikke
agte nok paa det nærværende Gode, og at vi fore¬
stille os det tilkommende bedre, end det er i sig
elv, og end vi selv siden finde det.
4. Der er kuns een Stand til, som synes
ut kunne forøge Menneskets Lyksalighed her i Li¬
et. Denne Stand er stiftet af Skaberen selv,
det er Ægtestanden. Jeg tillader Eder, mine
dørn af begge Kiøn, at troe, at Naturen ikke
edrager Eder, dersom den nogen Tid forestiller
rder denne Stands Behagelighed, som det høie¬
e i den jordiske Lyksalighed. Men J maae og
toe mig, naar jeg forsikrer Eder, at Lyksalighe¬
en endog i denne Stand aldrig er saa stor, som
san forestiller sig den forud, og at J, for at
yde den, maae bevare al Eders Kierlighed alene
l den Person, med hvilken J forbinde Eder.
de Egenskaber, som giøre Folk til behagelige
llænd eller behagelige Koner, maae ikke agtes
aa meget af Eder som andre, der giøre dem til
ode Huusfædre og Mødre. De første ophøre


440
ved Alderen, eller tabe sig ved den daglige On
gang. De sande Behageligheder af Ægtesta
den derimod udbrede sig over Menneskets hele Lu¬
indtil den høie Alderdom; men de ere Belønnn
ger for en uskyldig, dydig og vindskibelig Un¬
dom. Naar Færnuften kuns ikke fordømmer (
ders Tilbøielighed, saa følger deri Eders eg
Hierte; andet Raad skal jeg aldrig give Ede
i Henseende til Eders Valg. Følger de samn
Regler i at vælge Eder en Ægtefælle, som j
har raadet Eder at følge i at vælge Eder en Stam¬
Troer, at det hverken er Rang, eller Rigdog
eller Skiønhed, eller udvortes Behagelighedg
men sund Fornuft, Dyd og Kierlighed, som ske
giøre Eder lykkelige.
J maae forskaffe Eder Venner, og
Stedet for at raade Eder til at mistænke alf
Mennesker, vil jeg tvertimod bede Eder troe,
de ikke ere nær saa falske, som man i Almindeli¬
hed mener. Kan man vel forlange af Folk,
de skulle elske andre mere end sig selv? lasteful¬
Mennesker giøre sig selv Ondt, endog naar
mene det allerbest, og de skulde derfor af lige se
taabelig en Kierlighed bedrage deres beste Venne
indgaaer derfor aldrig Venskaber med fordærvel
Mennesker, om de vare nok saa venlige, nok si
gavmilde, og tiente Eder med deres egen Skad
Men hader dem derfor ikke! Jvlant de Gol


441
skulde J altid finde oprigtige Venner, ved at giø¬
e Eders Pligt, og lader det være Eders høieste
Ære, at gielde i deres Øine for lige saa oprigti¬
je Venner, om J end skulde opofre noget af E¬
ers eget derfor. Jeg efterlader Eder nogle faa
samle Venner, hvis Navne jeg har tegnet paa
en Seddel, som ligger i den samme Skuffe. Æ¬
ter disse altid som Eders Forældre, forlanger in¬
sen Tieneste af dem, ihi hvad de kunne giøre,
kulde de giøre af sig selv; men giører intet vig¬
igt Skridt i Verden, uden at spørge dem til
Raads.
6. J see selv af den anden Post, at jeg
indnu ikke har bestemt Eder til nogen vis Stand.
Skulde nogen af Eder komme i den, som man
kalder de Studerendes, og som er den eneste,
hvori jeg selv kunde anføre Eder, da finde J
maaskee nogle blant mine Papirer, som i Tiden
kunne komme Eder til Nytte; mange Bøger har
eg ikke; jeg har tænkt mere end jeg har læst, og
jeg raader Eder til at giøre det samme. Lader
Eder aldrig nøie med de første Begreber, som J
giøre Eder i Videnskaberne; disse Begreber ere
ikke alle saa rigtige, som de synes; og naar den
første Kundskab opblæser Eder, saa lader denne
Erindring tiene til at lære Eder Beskedenhed.
Dersom J blive ved at undersøge, varer det ikke
længe, førend J lære at kiende Eders Nøgenhed


442
selv; men da maae J og vogte Eder for en an¬
den Yderlighed, for at tvivle om alting. De
er noget vist og nyttigt i alle Videnskaber; met
dette lærer man ikke af den første Bog eller af de
første Forelæsning; det er en Frugt af nøien
Eftertanke og Erfarenhed. Giører Eder alt
et vist Øiemerke i Eders Studeringer, og lade
det ikke være nok, at J læse og tænke meget fo
Eder selv, men stræber at blive nyttige. Og
hvilken Stand J end komme, saa troer, at Vi¬
denskaberne ikke alene pryde og forbedre Menne
skene, men og gavne dem til deres Forretninger,
Anvender nogle af de Timer, som J have tiloven
fra saadanne Forretninger, paa at læse gode Ba
ger i de Sprog, som J forstaae, og naar J af
dem have lært at kiende Gud, Pligterne og Men¬
neskets Hovedforandringer i Verden, saa troef
kuns, i hvad Stand J end ere, at J hverke
vare blevne lykkeligere, bedre eller viisere, omJ
havde lært Latin.
7. Vil Gud, at jeg skal leve og opdrag¬
Eder selv, forlanger jeg ingen anden Belønning
for de Arbeider, hvormed jeg har kunnet tien
Eder eller andre Mennesker, end at nyde den
Glæde engang ved Enden af mit Maal, at seg
Eder viise nok til at regiere Eder selv. Naa
J bleve sande Christne, fornuftige Mennesker og
nyttige Borgere, vilde jeg iroe, at J vare lykke,


1715
lige nok, i hvilken Stand J end komme, og at
jeg selv havde faaet nok af Verden, om jeg end
ikke efterlod mig mere end Omkostningerne til min
Begravelse. Vil Gud bortkalde mig, førend
jeg endnu har opfyldt disse Pligter, da taber jeg
derved een af Livets Fornøielser, som jeg har ag¬
tet høiere end alle dets Vellyster og Rigdomme.
Men ligesom jeg troer, at Forsynet ikke betager
mig denne Lyksalighed, uden for at give mig en
større, saa kunne J og være forvissede, at det
ikke bærer mindre Omsorg for Eder i Eders uskyl¬
dige Aar. Og naar det engang kommer dertil,
mine Børn, at J skulle vælge selv, finde J i
dette Papiir Midler nok til at forarbeide Eders
ryksalighed. Brugen deraf beroer vel paa Eder
selv; men hvad for andre Midler jeg end efter¬
sod Eder, beroede det endnu mere paa Eder, om
ved dem skulde blive lykkelige eller ei.


444
No. 193.
Mandagen, den 22 Novemb. 1762.
D¬
en offentlige Læremaade maae dog ikke være
saa uforbederlig, som man troer, siden
man i Engeland selv endnu holder det fornødent
at skrive store Bøger om den slette Smag, som
regierer ved Skoler og Akademier, og om Nyt¬
ten af de levende Sprogs Dyrkelse. Saaledes
tænkte jeg, da jeg nyelig læste i The Monthly
Review, en Anmeldelse af et Skrift, kaldet
New Estimate of Manners and Princi¬
ciples: Or: a Comparison between An¬
cient and Modern Times in the three
Great articles of Knowlege, Happiness
and Virtue. Dette Verk af Herr Brown og
Herr Gibbons Essai sur la literature, ere
de allernyeste, som vi have i den gamle Strid om
de gamle og de nye. Da jeg læste Hr. Gibbons
Verk, troede jeg, at den Smag, som man her
i Landet kalder den nye, var i Engeland og Fran¬
kerige saa gammel, at Forfatteren kunde have
Aarsag til at frygte, at man gik for vidt i at
dyrke de levende Sprog. Men naar vi høre den


171
anden Engelænder, er det endnu langt derfra:
Sproget, siger han, er endnu ikke dyrket nok i
Skolerne; Lærerne ere alt for store Slaver af
de Gamle, i det, som er til liden Nytte, og de
efterfølge dem alt for lidet i det, som er værd at
efterligne. Tør man endnu føre saadanne Kla¬
ger i Engeland, der, hvor det Grundige i Lær¬
dommen dog agtes saa meget, skulde det da ikke
være tilladt paa andre Steder, hvor denne Tæn¬
kemaade ansees for at være nye? Jo, men er det
derfor sagt, vil man maaskee svare, at Aarsagen
er den samme? J de Engelske Skoler, siger For¬
fatteren, giør man lidt af de levende Sprog, for¬
di man giør for meget af de gamle, paa andre
Steder kan man, uden at giøre saa meget af de
Gamle, giøre endnu mindre af de Nye. For
at forebygge denne Jndvending, maae jeg for¬
sikre Lærerne, at, om jeg end maaskee kunde væ¬
re dristig nok til at troe, at der vare flere Steder
i Verden, hvor man kunde have Aarsag til at
klage over det samme, er jeg derfor dog ikke uri¬
melig nok til at tænke, at man ikke kan have li¬
den Smag i et Land, uden at være for lærd.
J Stedet for at læse idelig de Gamle, raa¬
der Forfatteren til at dyrke Modersmaalet mere i
Skolerne. Jeg tør, siger han, forsvare min
Sag med de Gamles eget Exempel.


440
Græcam urhem non possum ferre qvirites.
siger en af deres gamle Poeter, med en roesvæ
dig Fortrydelse. - - Hvorfor maae ikke je
endskiønt jeg er ingen Poet, sige, at jeg er li¬
saa misfornøiet med en Bye, som er baade Græ
og Latinsk - - Hvem kan taale at see
Folk gaae to tusinde Aar tilbage, for at søge,
Fuldkommenhed, hvortil det kunde komme lan¬
nærmere, at see fornuftige og lærde Mænd at
vende deres hele Livstid og al deres Agtsomh¬
paa et æolisk Digamma, paa Nytten af Acce,
terne og Meeningen af et Sted i Horatz, na¬
de imidlertid lade et af de beste levende Spro¬
deres eget, ligge ganske forsømt, og lade det kon
me an paa en blind Hendelse og paa nogle prive
te Personers roesværdige Nidkierhed, om det ski
blive dyrket eller ei? Dersom Grækerne og R¬
merne havde gjort det samme, dersom de ikke har
de bekymret sig uden om de Egyptiske Hierogli
pher, skulde vi indtil denne Dag have været nød
te til at reise til Pyramiderne, for at forstaae d
classiske Skribentere, siden alle Bogstaver i Ve¬
den havde bestaaet i nogle ilde og efterlignede Fi
gurer af Mennesker, Dyr og Boeskab. Det
som vi troe, at de giorde Ret i det de handled
anderledes, dersom vi beundre de slebne Sprog
som de have efterladt os, hvorfor maae vi da ikk
efterfølge deres Exempel? Hvad for en rimelig


44
Aarsag kan man anføre, hvorfor det Engelske
ved den samme Flid og Bestræbelse ikke skulde
blive lige saa godt et Sprog, som det Græske og
det Latinske, om det ikke er det allerede?
En Landsmand, som havde samme Ge¬
ne som Swift og Addison, hvilket Klageskrift
funde han ikke opsætte i vort fattige Moders¬
maals Navn, naar han deri vilde forestille alle
de mange Haardheder, som det saa længe har
ealt, den Forhaanelse og barbariske Medfart,
om det fra en Tid til en anden har udstaaet, og
ltid er nødt til at underkaste sig formedelst dets
gne Børns Ulydighed, da enhver indbildt Nar,
om stikker Pennen bag Øret paa en Skriverstue,
aar han og ikke vidste mere end Donaten, maae
ave sine Debet, item Verte, Summa Sum¬
narum, og underskrive sine Regninger.
ser me, keter Stoen, Anno Domum Sc.
Hvem bekymrer sig nu om at bøde paa den¬
e Mangel? P. -
er det første, som maae
alde os i Tankerne; hvor skulde noget, som er
engelsk, vente saa snart at blive understøttet,
om hos det store Raad af Nationen, som til alle
lider er blevet anseet for det store Bolverk for alt
et, som er kiert for Engelsmænd? Men i dette
Tilfælde skulde just de Stemmer selv, som vare
or os, give Anledning til en nye Besværing, naar
saae Udskriften af saadan en Engelsk, Raad¬


44d
slutning, som var dateret hie Mefcuru, re
1omo, og endt med et Vemnne contrag
cente.
Da det er en Sag, som synes at henhøre
Videnskaberne, bliver vore Universiteter nan
ligviis det næste, som falder os i Øinene; m¬
da det fattige gamle Engelske ikke er anta¬
for at være et af de lærde Sprog, det er at si
det er ikke prydet med mange Prikker, Streg
Circumflexer, e. saa ere der og ingen Vi
skeligheder deri, som kunde giøre det fornøde
enten at holde en Profeffor til at forklare det,
ler at anvende atten Aars Flid paa at forstaae
maadelig? og Forfatteren mener derfor, at f
dan en Bønskrift skulde blive meget koldsin
modtagen paa de Steder, hvor man troer,
Modersmaalet ikke er godt nok til en Catec
mus.
Dersom vi vilde tage vores Tilflugt til
offentlige Skoler, skulde vi der finde lige saa
den Trøst. De ere vel indrettede, siger m¬
for at giøre, naar man gik to hundrede Aar
bage i Tiden, al den Nytte, som man ku
vente af dem. Men dersom de vilde følge de
saa elskede Romeres Exempel, skulde de end
finde nogle smaa Forandringer at giøre i die
Methode.


177
daa lidt, som nogen kan sige, at der er
gen gode Bøger i det Engelske, som kunde læ¬
s af Børn, saa lidt kan og nogen Fornuftig
sivle, at det er til visse lige saa fornødent for un¬
Siele at blive tidlig underviiste i den Christe¬
ge Religions Lærdomme, som det er mueligt for
m at blive underrettede om Hedenskabets uri¬
elige Lærdomme, og om de gamle hedenske Phi¬
sophers Meeninger. Og skulde dette Øiemer¬
ikke bedre opnaaes ved en flittig Læsning af
ore beste Engelske geistlige Læreres Skrifter,
aar det skeede under Anførsel af en skiønsom Læ¬
r, som kunde uddrage de skiønneste Steder der¬
, end det kan skee ved en latinsk Catechismus
ler Bønneformular, som de efter Sædvane ere
ødte til at lære uden ad, imod deres Villie, og
den at forstaae meget deraf? Kunde man ikke
ssaa med noget Skin af Grund paastaae, at
et var nok saa nyttigt for en Engelmand at bli¬
vel bekiendt med Forfatningen og Historien af
t eget Fædreneland, som at lære den Romerske
Græske, og skulde de ikke snarere komme til
enne Kundskab, ved at læse Herr Hurds Sam¬
ller, end ved at læse de Platoniske? Endnu me¬
e, dersom man holder det saa meget fornødent
or Børn, at lære nogle Vers og Sange, som
re fulde af skiønne og rørende Tanker, og som
unne tiene til at opvække i Sindet de meest beha¬
Fneedorffs Skrift.


450
gelige Forestillinger om Kierlighed og Viin,
have vi, siger Forfatteren, endog i det Sla¬
Videnskaber nok saa gode Engelske Mestere, so
Horatz og Ovid, naar man undtager alene nog
Steder i disse Romeres Skrifter, som ere
for rørende til at kunne (saa meget gielde dog end
de gode Sæder iblant os) komme for Engels
Øren. De kunne ligeledes, siger han, lg
den Konst, at udføre en Jntrique med List af uf
le af vore nye Skuespil nok saa vel som af en ga¬
mel Davus eller Pythias.
Forfatterens Hensigt er ikke at forkaste
gamle Skribenteres Læsning, men at indskræk
den. Han vilde kuns, at man i Opdragels
skulde give sig den samme Umage for sit eget Spre
at de, som ikke kunne eller ikke behøve at la
Græsk og Latin (og af disse ere der ni iblant
skulde dog i det Sted lære paa en anden Mag
at bruge lidt den sunde Fornuft, og ikke fordri
ti eller tolv Aar af deres Liv paa at lære nog
saa latinske Ord, som ikke giøre dem anden N¬
te, end at de ved en Leilighed kunne bruge de
til at fordærve deres Modersmaal.
Saaledes som Tilstanden er nu omstund
siger han videre, gaae der mange til Universite
med Bexømmelse, for at være ypperlige Discip
som ere saa aldeles ukyndige og uøvede i det
Modersmaal, at hvor mange skiønne Talemaad


451
og Figurer de end have vidst at anbringe i deres
latinske Stiile, ere der dog ti for een, hvis
Søster, med den elendigste Opdragelse i en Sye¬
Skole, skulde skrive et meget bedre Brev til sine
Forældre, end de kunde giøre, med al deres Lær¬
dom. Og da alle akademiske Øvelser skee i de
lærde Sprog, fra hvis hellige Kilder alle Bevi¬
ser og Exempler maae tages, saa følger og der¬
af, at mange, naar de forlade Universiteterne for
at gaae ind i Verden, ere bedre skikkede til at væ¬
re Borgere i Rom eller Athenen, end i Hoved-
staden af deres eget Kongerige. De vide bedre
svad der er skeet i Cæsars og Alexanders Tid, end
hvad der har tildraget sig under Kong Vilhelm
og Dronning Elisabeth, og de ere mere skikkede
til at snakke med en Tydsker, som skriver Noter til
gamle Forfattere, end til at holde en Tale i en
Forsamling af deres egne Landsmænd.
Dette er dog ikke den værste Følge af saa¬
dan en Underviisning. Dersom der er noget
Sandt i den almindelige Klage, at gode Sæder
tage af i Verden, hvad kan da være mere Aarsag til
saadan en Aftagelse, end den liden Omhyggelig¬
hed, som man viser i Opdragelsen for at oplyse
Folk om Pligterne? I de allerældste Tider besto¬
de Videnskaberne alene i nogle faa Leveregler, som
baade for deres Kortheds og for deres Eenfoldig¬
heds Skyld vare lette at lære og at udøve. Da


452
Konsterne og Videnskaberne begyndte at udbre
sig saa vidt, som de giorde i Grækenland, kun
ethvert Folk lære den hele Encyelopedie i sit eg
Sprog. Ja i Rom selv, da man foretog sig
studere Græsk, hvilket da var et levende Spre
som blev talet i et Naboeland, kunde det ikke i
ste meget mere Umage at lære dette Sprog, ef
det koster os at lære det Franske. Den Lykl
at have to eller tre døde Sprog at lære, var v
re Tider bleven forbeholden. Saa at den størs
Deel af den Tid, hvilken de Gamle anvendte pi¬
at giøre deres Børn til gode Borgere, ford
ves nu ved at giøre dem til lidt mere end Pap
goler. Tyi, endskiønt man maae tilstaae,
der findes mange gode Leveregler og meget nyt
ge Lærdomme af adskillige Arter, saavel i de gr¬
ske som i de latinske Bøger, saa dog, siden H¬
vedsagen, og det, som først alene drives i Sk
lerne, er at lære Børn at opløse og sammes
sætte (analysere og construere) Ordene, kan me
ikke heller formode, at der anvendes megen Ag
somhed paa deres Meening og Nytte. Hve
meget maae den Nytte, som Ciceros Bøger ha
gjort i de Romerske Skoler, ikke have været stør¬
re, end den, som de kunne giøre i de Engelst
og Franske? Uden at fornærme hine ypperlig
Nomere eller deres Beundrere, uden at paastaa
at der er mere Lærdom og Grundighed i vore


475
Engelske Spektator, kan man sikkert driste sig
ul at sige: at, naar to adskillige Classer af Børn
bleve opdragne med lige Flid, og den ene blev
holdt til at læse Ciceros Verker, den anden til
at læse Addisons, skulde den sidstes Lærdom være
en stor Deel nyttigere for en Engelsk Undersaat.
Og, da den sædvanlige Maade at sammenligne
at Slags Mennesker med et andet, er at betrag¬
e, hvem der ere de beste Lemmer af det borgerli¬
se Selskab, til hvilket de henhøre, saa kan man
lutte deraf, hvor meget vi maae tabe ved saa¬
dan en Sammenligning med Romerne, hvilke,
ved at læse i deres Skoler de beste af deres eget
kands Forfattere og Historieskrivere, for deraf
at lære Grundreglerne af Sædelæren og af den
Statsforfatning, i hvilken de leve, bleve gjorte
beqvemme ad capessendam Kempublicam,
g til at opfylde de høieste Pligter af deres Stand,
den Tid, som vi anvende paa at lære at forstaae
deres Poeter.
Dersom een eller anden Læser skulde troe,
at noget af det, som denne Engelænder siger,
unde hentydes paa andre Lande, end just paa En¬
seland alene, da vil jeg bede dem, at de ikke der¬
ra giøre Slutning til alt. Der ere f. Ex. Lan¬
de til, hvor Modersmaalet er endnu meget min¬
dre dyrket end i Engeland, og hvor Regieringen
og har gjort det, til Sprogets Opkomst, som


454
denne Engelænder selv ikke venter af det sto
Raad, som han kalder et Bolverk for alt hvi
der er kiert for Engelsmænd. Der ere Lan¬
til, hvor man ikke har mange gode Bøger i M
dersmaalet, som Ungdommen kunde læse; i sa
danne Lande kan man jo ikke vælge? man ma
enten læse de gamle, eller læse intet. Men mi
kan skrive nye! -
- Ja, det er sandt; m¬
om nu de Lærde i saadant et Land ingen Bøg
skrive i deres Modersmaal? Om de troede,
man ingen burde skrive? saa maatte man jo d
ansee alt, hvad denne Engelænder siger, for
fremmed Projekt, som ikke duer i et andet Lan
og alt hvad man da kunde sige, for at giøre i
mindre forhadt end andre Projekter, var, at i
ikke er Fransk.


455
No. 194.
Fredagen, den 26 November, 1762.
J¬
eg anførte i det sidste Blad en Engelænders
Klage over de Mangler i den offentlige Un¬
derviisning, som komme af Modersmaalets For¬
sømmelse, og af den overalt i Skolerne antagne
Maade, at lære alting i de døde Sprog: Men
har man og Bøger i de levende, som kunde bru¬
ges i Skolerne; er det mueligt, at skrive Sko¬
lebøger i disse Sprog? Ja, i Engeland har
man virkelig saadanne Bøger, og jeg slutter der¬
af, at det er mueligt. Jeg har foresat mig i
dette Blad at give Læserne Underretning om saa¬
dant et Skrift.
The Preceptor, Læremesteren, et Verk
ef2 Tomer i 8, indeholder en kort Encyclope¬
die eller Grundridsning af de fornemmeste Vi¬
denskaber, hvilke foredrages paa saadan en Maa¬
de, at det baade kan være en god Forberedelse for
dem, som vilde opofre sig til Videnskaberne, og
at andre, som opdrages til Handelen, Konsterne
eller andre Forretninger, og som ikke behøve de
døde Sprog, kunde deraf lære ikke alene at udtrykke


450
sig vel i deres Modersmaal, men og at forste
saa meget af Grundsandhederne, som fornuft
Folk, af hvad Kiøn eller Stand de end ere,
høve til at dømme rigtig om de Ting, som fo
komme.
Den første Deel begynder med nogle Si
ker, som kunde tiene til Øvelser i Veltalenhede
dette er dog baade det første og det vigtigste
det, som man bestiller i den offentlige Undervi
ning; men i Stedet for at Tiden, som H¬
Brown klager, fordrives i Skolerne alene n¬
gamle Bøger og døde Sprog, af hvilke m¬
hverken lærer at kiende den Verdan, i hvill
man lever, eller at tale det Sprog, som brug
til Forretninger, har Forfatteren af dette V¬
samlet nogle Stykker i det Engelske Sprog, se
kunde tiene til Øvelser i Stiilen, og som till¬
have den Fordeel, at Tankerne og Jndholdet sk
ke sig meget bedre for unge Siele og Hierter, e
de sædvanlige Bøger, som man læser i Skol
ne. De prosaiske Stykker ere nogle Afhaf
linger om Børns Pligter mod deres Foræld
om Daarligheden af Stolthed, om den dagle
Omgiengelse, om Poesien, en Beskrivelse af
god Mand, et Menneskes Forbindelse til at se
Viisdom, og en Efterretning om de adskillige C
mater. De poetiske Stykker handle om Lyk
lighed, om Musiken, om Hyrdelevnet; ibla


457
disse er og Adams og Evæ Morgensang, som
Kiendere holde for det prægtigste Stykke af Mil¬
tons Paradiis. Til Øvelser i den historiske
Stiil anføres nogle Stykker af den Romerske Hi¬
storie i Prosa, og nogle af den Engelske paa
Vers. For at kiende Stiilen i Breve, har man
samlet nogle af Temple, Pope og andre, tillige
med nogle Oversættelser af Cicero. Saa man¬
ge Slags Stiil lærer man sielden at kiende i de
satinske Skoler; faa komme videre end til den
sistoriske; og skulde man ikke af saadanne gode
Danske eller Engelske Stykker kunne lære at con¬
truere en Meening, og analysere et Ord lige saa¬
gel, som af Cornelius og Curtius?, skulde man
f dem ikke kunde giøre sig noget Begreb om Poe¬
sen, lige saavel som af Ovidins og Horatius?
det er vel sandt, at Stavelsemaalet i den latin¬
ke Poesie er fuldkomnere end i den Gothiske Ri¬
nekonst; men denne har i Rimene igien noget
orud for det Latinske, som ikke kan være ganske
gegyldigt for vore Skolemestere, hvilke dog i
et mindste have saa megen Agtelse før Moders¬
naalet, at de ikke gjerne lade en Discipel af Sko¬
en, uden at lære ham saa meget af den Danske
boesie, som der er uomgiengelig fornøden til at
unne i Nødsfald giøre et Leilighedsvers.
Jndledningen til de mathematiske Viden¬
aber er taget af le Clere. Den er kort, og


498
bestaaer i de første Grunde af Geometrien,i
mathematiske Geographie, hvortil er føiet i
historiske, og noget af Astronomien. Deref
følger Chronologien og Historien. Den før
er temmelig vidtløftig, og maaskee mere end
behøvedes i saadant et Udtog: Men den sidste
derimod alt for kort. Historien gaaer ikke vi
re end til Christi Fødsel, og denne, som i
Tilfælde er saa vigtig for Ungdommen, er i
for et af de Stykker i dette Verk, som behøv
megen Forbedring. Jeg har paa et andet S¬
i disse Blade talt om Nytten og Vigtigheden
saadant et Arbeide, hvis Fuldførelse savnes i
alene i denne Bog, men og i andre Verker.
ter Historien følger Rhetoriken eller Talekonst
Den er tagen af den anden Deel af Herr Bl¬
wells Jndledelse til de classiske Skribentere,
er bedre end vore sædvanlige Skolebøger, u
dog i samme Smag. Den bestaaer i en Forl
ring af det, som man kalder Figurer og Trog
og disse Ting ere kuns Kryderier i Talekons¬
som man ikke bør begynde med, og som maae b
ges med stor Skiønsomhed. Man giør ell
unge Mennesker til Aber, i Stedet for at gf
dem til Talere; de driste sig til at efterligne
konstige Steder i Demosthenes og Cicero, før¬
de endnu kunde udtrykke deres Tanker i en nat
lig Stiil, og førend de endnu kunde skrive


459
orstaaeligt Brev. Gellerts Afhandling om
Smagen i Breve skikkede sig bedre til saadant et
Verk; og naar man vilde gaae videre, kunde
nan uddrage af Batteux de fornemmeste Grund¬
egler, efter hvilke man dømmer de adskillige
Verrer i Smagen. Den første Tome besluttes
ned Grundreglerne af Tegnetonsten, som ere
plyste med adskillige Figurer.
Den anden begynder med Logik eller For¬
uftlæren. Denne Afhandling er taget af Lo¬
ke, og opfylder næsten den halve Deel af denne
Tome. Vore Philosopher maae ikke tage mig
et ilde op, at jeg siger, at dette er for meget.
det er hverken af Mangel af Høiagtelse for dem,
ller for Philosophien, eller for Locke; det er
uns fordi jeg troer, at en Logik ikke bør være saa
tor, allermindst i saadant et Verk; at nogle faa
Blade vare nok til at sige saa meget om Begre¬
erne, Sætningerne og Fornuftslutningerne, som
r nyttigt og brugeligt; og endelig, fordi jeg øn¬
kede, at de øvrige Blade af denne store Afhand¬
ling vare anvendte til at forklare os Tingenes al¬
nindelige Egenskaber, Grundene til deres For¬
findelse i Verden, Guds og Sielens Egenska¬
der, saa meget som vi vide derom af Fornuften.
Naar disse vigtige Dele af Philosophien havde
særet vel afhandlede, skulde den philosophiske
deel af dette Verk ikke have været for stor. Efter


400
Logik følger en Jndledning til Naturhistorie
som bestaaer i en Beskrivelse af de fornemme,
Arter i de tre Naturens Riger, tillige med nog
Kobberstykker. Den sidste og største Deel
denne Tome indeholder Grundreglerne af
prartiske Videnskaber. Dette er det beste
det hele Skrift, og det forøger ikke lidet dets Vg
die, naar man betænker, hvor vigtige disse V
denskaber ere for alle Stænder, og hvor meg
de forsømmes i den almindelige Underviisnin
endog paa de saa kaldede høie Skoler. Sæd
læren er inddeelt i den theoretiske og praktist
Den theoretiske forklarer Egenskaberne og A
terne af de adskillige Dyder og Laster; og d
praktiske handler om Grundene og Midlerne
at opfylde Pligterne. Efter at have først bevi
Fornødenheden af Sindets Dyrkelse, forklar
de bevægende Grunde til vore frie Handlingt
som tages af vor egen Lyksalighed, af Forsyne
almindelige Bestyrelse, og af Sielens Ud
delighed. Derpaa følger en Afhandling o
Handelen, hvori vises først dens Forbindel
med Staten og de tvende Hovedgrunde, som gi
re Fuldkommenheden af alle borgerlige Indretni¬
ger, Friehed og Sikterhed. Derefter give
en kort Hitorie af Handelens Hovedafvexling
i Verden, hvorpaa følger en Beskrivelse af Ef
geignos naturlige Fordele, af deres Brug o


401
Invendelse til at forøge Folkemængden, Rigdom¬
nene og Magten, af Engelændernes Manufak¬
urer og Fiskerier, Colonier, Skibsfart og
denlandske Handel. Det sidste Stykke er en
ffhandling om Lovene og Regieringen. Man
orklarer deri Grundene og Beskaffenheden af det
ergerlige Selskab i Almindelighed, og af de
dskillige Regieringsformer især. Derpaa følger
historisk Beretning om de gamle Statsforan¬
ringer i Engeland, en Beskrivelse af Landets
ærværende Forfatning, og endelig nogle korte
fterretninger om den nærværende Tilstand af de
nidre Europæiske Riger. Læserne ere uden
vivl begierlige efter at vide, hvad en Engelæn¬
er siger om Dannemark. Denne Nation er
Almindelighed saa indtaget af sit eget, at den
leier ikke at gaae for vidt i at rose Fremmede.
det, som Forfatteren siger om vores Fædrene¬
ind, er kort nok for at kunde unde Læserne den¬
e Fornøielse. Hensigten af hans Verk tillod
am ikke at sige mere, og jeg troer, at det er nok
hr at frietage denne Engelsmand for den Par¬
skhed, hvorfor man beskylder hans Landsmænd.
Dannemark og Norge, siger han, vare
i de ældre Tider arvelige og uindskrænkede Mo¬
narkier. De bleve siden indskrænkede Valgri¬
ger, og endelig, ved en frievillig Tilstaaelse
af Folket, igien arvelige og uindskrænkede.


402
"Kongeriget Norge er stort; men Dannem
"mindre. Hertugdommet Holsteen, tillige n
"nogle andre Herskaber, som de Danske A
"narker eie i Tydskland, ere ikke store Lan¬
"men naar man betragter det alt tilsammen,
"Kongen af Dannemark virkelig en mægtig H
"re. Hans Undersaatter ere i Besiddelse af
fordeelagtig Handel; de udføre mere end
"indføre. Kongen af Dannemark har af
"havt en god Søemagt, en anseelig staae
" Krigsmagt, og anstændige Jndkomster. Pri
" serne af denne Kongestamme have altid li
" det være deres Hovedsag, at bekymre sig
"det, som er en Regents vigtigste Forretni
" at giøre et lidet Rige mægtigt. Folket i T
"nemark er Luthersk, og den nu regierende 2
"nark er Frederir den Femte."
Verket sluttes med nogle Stykker,
forestille det menneskelige Liv. De bestaae
Syn, i en Beskrivelse af Herculis Støtte,
en Oversættelse af Cebetis Tavle.
Den første Deel af dette Verk er aller
oversat paa Tydsk, under Titel af der Leyrn
ster. Dette Sprog, som er saa almindeligt ib
os, giør det allerede brugeligt nok i Henseend
de Dele deraf, som handle om Videnskaber
men for Øvelser i Modersmaalet er det endnu
skikket. Dersom man troede engang, at saade


403
velser vare fornødne for Ungdommen, have vi
g ikke saa stor en Mangel af gode Skrifter, at
en Lærer let kunde udsøge nogle Stykker deraf,
m vare beqvemme til at lære de Unge i det mind¬
e en naturlig Sammensættelse i deres eget Sprog.
jeg forlanger ikke, at de strax skulde lære dem at
rive og tale skiønt. Man maae tænke først,
begge Dele lærer man lige saa lidt af den før¬
e Danske Bog man læser, som man lærer det af
ornelius eller Curtius. Jeg vilde kuns, at man
r det første lod unge Mennesker i det mindste
ese saa meget Dansk, at de ikke ved den latin¬
e Construktion, og tvungne Oversættelse i det
danske, fik en Vane i at fordærve deres Mo¬
ersmaal med stive, forvendte og unaturlige Sam¬
jensættelser, en Vane, som det siden koster me¬
en Umage at aflegge, og som giør, at lærde
olk ofte beskiemmer Modersmaalet mere ved de¬
es pedantiske Stiil, end de skade det ved deres
aabelige Foragt. Det var dog alt for slet en
frugt af ti Aars Skolegang, og af alt det Latin,
om man har lært, om en lærd Mand siden skul¬
e lade sig udlee af enhver ustuderet Skriver, og
ust for sin Lærdoms Skyld dømmes uskikket til
lle verdslige Forretninger.
En fornuftig Lærer finder let Midler til at
orebygge saadan en unaturlig Tvang af Moders¬
naalet, ikke alene ved at give sine Disciple gode


404
Danske Stykker at læse, men og ved at giøre si
danne Erindringer ved Oversættelsen af de lat
ske Skribentere, som kan vise dem Forskiellen
begge Sprogs Genie. Han finder let selv, si¬
jeg, saadanne Midler, naar han kuns har Sm¬
og holder Sagen ikke for ligegyldig. Det er d
for ikke heller af denne Aarsag, at jeg ønskede
see saadant et Verk, som dette, i vort Mode
maal. Min Dristighed gaaer ikke heller saa vi
at jeg skulde understaae mig at ville indføre
Dansk Encyelopedie i vore Skoler, i Stedet
de ypperlige latinske Udtoge, som ere saa grunl¬
skrevne, at man, efter ni Aars møisommel¬
Arbeide i Sprogene, kan lære en Discipel 4
Videnskaber i det sidste Aar saa vel, at han
halvt Aar derefter kan disputere offentlig. E
hastig og overordentlig en Fremgang, som den
hvoraf man hvert Aar seer saa mange offentl¬
Prøver, maae ingen vente enten af en Dansk
ler af en Engelsk Bog. Det er kuns for de
som opdrages til Handelen og Konsterne, for vo
Fruentimre, som ikke kunde lære Latin, og i
unge Herremænd, som enten ikke ville lære d
eller og troe, at de behøve meere de levende Spro¬
for dem er det fornemmelig, at jeg ønskede sa
dant et Verk i det Danske Sprog, ikke for Spr
gets Skyld alene; thi de fleste af dem forstaa
det Tydske, men foroi dette Verk dehøv


405
dskillige Forbedringer, baade i Henseende til
Lidenskaberne i Almindelighed, og i Henseende
il vores Fædrenelands Historie og Forfatning i
ær. Saadan en Bog kan ikke være ret nyttig
den i eet Land; og endskiønt det for en Dansk
æser er altid saa meget nyttigere, end de latinske
Bøger, som Dannemark har mere Overeensstem¬
nelse med Engeland, end med den Romerske Re¬
ublik, kunde det dog endnu blive meget brugeli¬
sere ved nogle Forandringer og Tillæg i de Ho¬
edstykker, som handle om Historien, Handelen
g Lovene.
Den hele Plan af Verket er ikke heller ved
ette første Forsøg bleven saa fuldkommen, at det
o overalk endnu var meget at forbedre. Et Verk
f dette Slags bliver ikke let saa fuldkommen.
Det udkræver Styrke nok i Videnskaberne til at
versee baade enhvers Omkreds og deres indvortes
forbindelse, sund Fornuft og Smag nok til at
sælge det Sande og Nyttige, Skiønsomhed til
at bestemme Vishedens Grader saaledes, at man
pfylder de unge Siele hverken med Fordomme
eller med urimelige Tvivl; men for alting Kund¬
skab om den menneskelige Natur, om dens Kræf¬
ter og Bevægelser i Ungdommen, og Gaver til
at lempe Foredraget derefter. Saadant et Ar¬
deide kan ikke være een Mands Verk, og det er
ikke heller nok, at giøre Udtoge af store Mænds
Sneedorffs


406
Verker, af Blackwell, Locke, le Clere; di
Folk have skrevet i en anden Hensigt; de ha
skrevet for Lærde, og dette er just Feilen af de fl
ste Lærebøger. Lærde Folk skrive dem efter d
res egen Tænkemaade; de sige ofte meere end
selv forstaae. Disse Bøger forklares siden
ulærde og taabelige Skolemestere for Børn. Di
se lære andre hvad de selv endnu mindre forstaa
og er det da Under, at de maae bruge Riis i
Skieldsord i Stedet for Grunde og Beviser,
de indprygle i Hukommelsen det, som skulde fa
tes i Forstanden, og bøie Villien. Naar og al
disse Feil bleve forebyggede, skulde dog et Verl
dette Slags ikke fuldkommen kunde svare til al
Opdragelsens Hensigter, til de Lærendes adskill
ge Kiøn, Alder og Bestemmelse: Saa mang
Vanskeligheder har det. Men Nytten deraf
tillige for stor til, at disse Vanskeligheder bur¬
afskrække nogen, saa længe han kuns troede,
han ved sit Arbeide kunde komme Øiemerket nog
nærmere. Jeg tør derfor give Læserne Forhaa¬
ning om, at see saadant et Verk i det Danst
Sprog, ved nogle Personers forenede Flid, sol
allerede have besluttet at legge Haanden derpaa.


467
No. 195. og 196.
Mandagen den 29 November, og Fredagen,
den 3 December, 1762.
D¬
et Forsøg af en nye Dansk Ordbog, som jeg
tilforn har indført i denne Samling, har
havt den Lykke, at behage vore Sprogkyndige
saa meget, at jeg derved er bleven opmuntret til
at udgive flere, som kunne tiene til at bestemme
Ordenes Bemerkelser. De fleste Ord have i alle
Sprog en dobbelt Bemerkelse, een, som forstaaes
kuns af lærde og skikkelige Folk, som have Vi¬
denskaber, Smag og Levemaade, en anden, som
er den almindelige og bogstavelige, i hvilken de
bruges af Pøbelen. Et Sprogs Dyrkelse beroer
ikke lidet paa at bestemme ret den Bemerkelse, som
Ordene have i skikkelige Folks Tale; det er deraf
fornemmelig, at man kan dømme om et Sprogs
naturlige Styrke og Fiinhed. En Ordbog for
skikkelige Folk er derfor nok saa nyttigt et Verk,
som en Almanak og en Avis; og naar alle disse
Arbeider engang blive fuldførte, venter jeg mig
ikke liden Tak af mine Landsmænd.


408
Ærlig var i forrige Tider en Æretitel,
fornemme Folk. Man kaldte dem Ærlige
Velbyrdige, og Ærlig betydede da det samn
som Troe og Redelig. Man bruger det endmi
den samme Meening, men kuns om Folk af ri
ge Stand, som hverken ere artige, skikkelige el
fornemme. Ærlige Folk kalder man vel og i
dertiden dem, som holde hvad de love deres go
Venner, om det og var et Skielmstykke; m¬
om Pligterne mod det Almindelige, mod Fæd¬
nelandet, bruges det sielden, og med Tillæg
God er det altid noget foragteligt. En gt
ærlig Mand betyder det samme, som en eense
dig og grov Mand.
Ædel. Dette Ord bruges af Talere
Poeter om Tanker og Handlinger; man sig
Sielens Adel, ædle Tanker, ædle Handlinge
ædle Udtryk. Jblant fornemme Folk er det
endnu i nogen Priis; det betyder det samme, so
en god Familie: men iblant skikkelige Folk
det kuns en Titel for de nederste Ciasser i Ra
gen.
Ære betyder i den gamle Stiil og i de pr
losophiske Lærebøger den Høiagtelse, som Folk fo
tiene ved en anstændig Opførsel: men i den M¬
ning bruges det nu meget sielden. Dyden ale
giør ingen æret, og det er ikke Lasterne selv, m¬
Maaden, paa hvilken de øves, som vanære


409
Løsagtighed er i den store Verden Galanterie, og
Bedragerie i Handelen kaldes af skikkelige Folk
Snildhed. Enhver ærlig Mand, siger man, er
en Tyv i sin Næring; men dersom han stieler
aabenbare, og bliver brændemerket, siger man,
at han har mistet sin Ære. Den samme Tale¬
maade bruges og om Fruentimmer paa Landet,
om staae aabenbare Skrifte.
Akademte. Saaledes kaldtes det Sted
i Athenen, hvor Plato holdt offentlige Samtaler,
efter Socratis Methode, og denne Socrates var
en Mand, som Oraklet holdt for den viiseste i
Grækenland, fordi han vidste selv, at han vidste
mutet. Ved de nye Akademier har man offentli¬
ge Lærere i alle Videnskaber, og disse maae vide
alle Ting: Derfor kaldes saadanne Akademier
Universiteter. Ved det gamle Akademie svare¬
de Lærerne offentlig paa det, som deres Disciple
tilspurgte dem; ved de nye tilspørger man unge
Folk i alle Videnskaber, førend de endnu have
lært noget.
Brød, daglig Brød, fornøden Udkomme.
Dette Ord betydede allerede i Luthers Tid meget,
og siden har det saaledes forandret sin Bemerkel¬
se, at skikkelige Folk behøvede en nye Forklaring.
Det er nu ikke meere nok, at have visse Værelser,
Agre og Fæe, Penninge, Gods, en god Hu¬
true, o. s. v. Disse visse Værelser maae være


470
grundmurede Huuse af tre Stokverk i det min¬
ste, med Port og Stalderum, velbetrokne V¬
relser, brede Trapper, høie Vinduer, store Spe
le, skiønne Comoder, o. s. v. Ved Agre fo
staaes et godt adeligt Gods af nogle hundrel
Tønders Hartkorn, med god Skov, Fiskerie, Jag
Ret og fur vocanai, eller i det mindste en sin
Lystgaard uden for Byen, og saa mange Rent
Penge, at man kan leve som en Herreman
Ved Klæder forstaaes alt hvad der er i Modet
og til Skoene regnes Heste, Vogn og Port
chaiser, fordi skikkelige Folk kunde ikke meere gaa
og disse Ting ere derfor lige saa fornødne so
Skoe. En god Hustrue er en smuk og en ri
Brud, og det er endda et Spørgsmaal, om fo
nemme og skikkelige Folk endelig skulde lade f
nøie med een. Skulde nogen mene, at det vg
for meget, at regne alt dette til det daglige Brø
da maae de betænke, at der falder noget bo¬
igien; nogle skikkelige Folk ere saa nøisomm
fremfor de Gamle, at de ikke meere forlange l¬
dige Børn, gode Sæder, gode Venner, Nabo¬
og andre saadanne Ting.
Bestilling er en Titel med visse Jndkon
ster, naar disse ere nogle tusinde Rigsdaler, ka
des det et godt Brød. See Brød, dagn
Brød. Naar Jndkomsterne ere gode, Range


471
196
95.
stor, og der er kuns lidt at bestille, kaldes det
en god Bestilling.
Blye er et eget Ord i vores Sprog, som
betyder en Last, der er meget afskyelig og skade¬
lig iblant skikkelige Folk. Det siger saa meget,
som at ikke være egennyttig, grov og uforskammet
nok, baade til at begiere alting, og til at faae
alt hvad man begierer.
Besøgelse er en Kierligheds Gierning,
som alle skikkelige Folk af lige Stand, især Fru¬
entimmeret, ere hinanden skyldige. Man har
den Godhed ved denne Leilighed, at viise hinan¬
den sine nye Klæder, sit nye Boeskab, og man
erfarer selv hvad Nyt der passerer i Familier;
man seer Folk, og forslaaer Tiden. Naar
saadan en Agtsomhed viises mod Fornemmere, kal¬
des det Opvartning. See Barsel, Bryllup.
Barsel er for Fruentimret enten en meget
skammelig Sag, eller en meget høitidelig Forretning.
Jngen skikkelig Kone maae tilstaae, at hun laver
til Barsel, førend alle kunne see det; men naar
hun har gjort Barsel, maae hun lade hele Byen
vide det, og derefter i visse Dage, enten hun er
vel eller ei, tage mod Lykønskninger af alle skik¬
kelige Folk. At lave til Barsel er en besyn¬
derlig Talemaade i vores Sprog, som synes at
være kommen deraf, at skikkelige Folk hos os have
mange Anstalter at giøre, og meget at tillave. 1


4f2
Bryllup. At have Bryllup betyde
iblant skikkelige Folk de Anstalter med nye Kig
der, Boeskab, og andre saadanne Ting, som ske
naar en Mandsperson og et Fruentimmer lov
hinanden, at de herefter vilde boe sammen, do
uden at foraarsage hinanden for megen Uleilighed
Manden forpligter sig til at skaffe Penge til al
Udgifter, at holde Amme, Huusholderske; o
Konen lover derimod at skaffe ham Børn, og i
baade hun selv og hendes Børn ville bære han
Navn.
Dyd er at giøre hvad andre giøre, me
for alting at ikke glemme sig selv. At giøre n¬
get for det Almindelige, er i skikkelige Folks Spro
ikke: Dyd, men Entusiasterie. Man bruge
ellers ikke dette Ord meget. Naar man vil rof
nogen, siger man, en artig, en beleven, en om
giengelig Mand eller Kone, og bruger ikke de
Ord: Dydig, uden om eenfoldige Mandsperso
ner og heslige Fruentimre.
Egensindig betyder i daglig Tale et Men¬
neske, som tænker for meget selv, til at tænke af
tid, som andre, og som har for megen Samvil
tighed til at giøre alt hvad andre skikkelige Fol
finde for godt.
Fornemme. Saaledes kaldes de, son
først opfinde de Moder, hvilke siden optages a
dem, som man kalder skikkelige Folk, og son


475
ilting klæder vel, endog det, som skikkelige Folk
kke kunne giøre.
Fuin er et ziirligt Ord, som forædler vore
Begreber om visse Løfter og Venskabsforsikringer,
om ere brugelige blant skikkelige Folk, men som
ngen bør troe, at de meene. Andre Folk, som
ikke vide denne Forskiel, kalde det Falskhed; men
aadanne Folk viise kuns derved, at de have ingen
Levemaade.
Forfatter, Author. Dette Navn blev
or Bogtrykkeriets Opfindelse kuns givet til dem,
qvis Skrifter fandt saa almindeligt et Biefald,
at mange lode dem afskrive; nu derimod er det
pressen, som giør en til Forfatter. Og hvem,
som har Formue til at lade trykke paa sin egen
Bekostning hvad han skriver, kan blive Forfat¬
ter for sine Penge, om og ingen skiøttede om at
læse hvad han skrev. Jblant de Lærde kaldes
ngen Authores uden de, som have skrevet paa
Græsk eller Latin, medens disse Sprog endnu vare
levende. I den lærde Verden kan derfor ingen
mere blive Author.
Famulte, Folk, som have et fælles Stam¬
menavn, som arve hinanden, og som sørge saa
meget des dybere, jo nærmere de ere til at arve.
Fader betyder i en Familie den Person, hvis
Navn Børnene bære, og naar saadant et Navn
er meget gammelt, kaldes det en god Famle.


414
Forbindelse er i Sædelæren det samm
som Pligt. J skikkelige Folks Sprog er det
Compliment, naar man indbydes eller beværte
vel, og man vil takke eller undskylde sig, sig
man: Jeg er Dem meget forbunden ie
Deres Artighed. Videre gaaer Forbindelse
ikke; og dersom andre, som ikke have beviist
saadanne Artigheder, skulde forlange nogen Ti
neste, kan man svare, at man er dem slet i
tet forbundet.
Forladelse, et Ord, som svarer til de
som kaldes Synd, Forseelse, og hvis Brug,
derfor lige saa indskrænket, som det Begreb m¬
giør sig om Synd. See Synd. Gemee
Folk bede Menigheden om Forladelse, naar
have begaaet forargelige Synder. Skikkeli
Folk kunne i et godt Selskab spotte, lyve, ba
tale deres Næste, og det er saa langt fra, at
have nødig at bede Selskabet om Forladelse de
for, at det tvertimod er een af de Maader, pa
hvilke de kunne forbinde sig andre. Det
kuns, naar de undertiden vilde tage sig den Fr¬
hed, at sige andre skikkelige Folk imod, at næg
eller kalde noget i Tvivl af det, som de bekræf¬
kuns da er det fornødent at sige: De forlal
mig, f. Ex. at forsvare min Ven, at redde har
gode Navn og Rygte for det, som han falsken
beskyldes for. Naar man har med en fornemn


419
Mand at giøre, beder man, at han ikke tager
det unaadig op, at man i den Sag ikke kan væ¬
re af samme Tanker. Skikkelige Folk bede og
om Forladelse, eller Tilladelse, naar de nævne
deres Fødder, deres Skoe, Strømper, o. s. v.
God, en god Mand er langt fra ikke det,
som Romerne kaldte vir honus, en ærlig, ret¬
sindig, en nidkier Mand, som opfylder paa det
nøieste sine Pligter. Saadan en Mand kaldes
su en streng, en egensindig, en særsindet Mand,
st uroeligt Hoved. En god Mand betyder i
skikkelige Folks Tale en Mand, som lader alting
gaae som det kan, som bliver ved det Gamle, la¬
der Verden jevne sig selv, som giør alting med,
g siger ingen imod.
Høflig kommer af Hof, og betyder i dag¬
sig Tale at være ydmyg af Stolthed, for at viise,
at man veed at leve, og er vant til at omgaaes
ned store Folk; at love meget mere end man kan
holde, at kunde være venlig mod dem, som man
hader, og viise megen Ærbødighed mod dem, som
man foragter.
Helt betydede i det Græske og Romerske
Sprog en Mand, som opofrede sig for Pligterne
mod det Almindelige, mod Fædrenelandet. Saa¬
dan en Carakteer er nu ikke god, uden i en Tra¬
soedie, i en Opera, i et Heltedigt. En Mand,
om troede, at han kunde være det Almindelige


470
og andre Mennesker mere forbunden end sig se
kaldes ikke en Helt, men en underlig, en
synderlig Mand; og dersom han foretog nog
Tid saa sælsom en Handling af en anden be¬
gende Grund end af Æren, kaldte man ham
Nar.
Hellig er noget, som skikkelige Folk
alting maae vogte sig for, at have nogen Anse
af. Det anstaaer dem endnu mindre, end
være dydige.
Jeg, er noget, som skikkelige Folk m¬
henføre alting til og tale ofte om. Det har
sagt, det har jeg giort. En Mand af m¬
Stand, en Mand, som jeg. J min Tid,
min Ungdom, hos mig, der, hvor jeg er f
bey mir. Dersom jeg havde noget deri at sig
dersom jeg maatte raade; dersom jeg var i he
Sted; vilde jeg giøre det. Det er vanskel
at sige, hvad dette jeg er. Saa meget er v
at det i skikkelige Folks Tale meget sielden be¬
der det Væsen, som tænker i os, og som vi ka
Sielen. Det betyder ikke egentlig dem se
men noget, som hører dem til. Hos de fle
betyder jeg det samme, som min Stand, u¬
Rang, min Familie. Et skikkeligt Fruentimu
forstaaer derved hendes Ansigt, hendes Hænd
hendes Klæder. Naar en riig Mand siger je
betyder det det Skrun, som giemmer hans Pen¬


411
g som er ham langt kierere end hans Siel.
n lærd Mands Mund er det gemeenlig den Au¬
hor, hvis Tænkemaade han har antaget, og hvis
tiil han efterfølger. Naar andre sige jeg, be¬
der det snart et Spillebord, snart, en Skiøde¬
jund, en Fiol, og tusinde andre Ting, som ikke
unne bestemmes.
Klog. En klog Mand er ikke en viis
Rand; det er ikke een, som forstaaer at raade,
en som veed at narre andre.
Lovligt betyder i daglig Tale alt hvad man
i giøre, uden at blive straffet paa Livet, Æren,
lroppen eller Pungen, at forvilde Vidnerne ved
pørgsmaale, at bestikke Dommerne, fordreie
letten, og handle mod Lovenes Hensigt, naar
an kuns kan forsvare det efter Bogstaven, at
ygle sine Bønder og Tienestefolk, tage Dynen
Halmen fra sine fattige Skyldnere, at straffe
saa Feil hos andre, og begaae langt større selv,
aar man veed at skiule dem; at bagtale sin Næ¬
, naar man kuns hverken kalder ham en Skielm
ler en Tyv, at narre ham i en Contrakt, be¬
age ham i et Kiøb, forholde ham sin Ret, naar
an veed, at han ei har Raad til at føre Proces,
ler ødelegge ham ved Processer, saa længe ind¬
lhan nødes til at tie.
Mand var tilforn et Navn, hvormed man
etegnede en vis Alder, hvori Forstanden er bleven


478
moden til at bestyre selv sine Handlinger, til
regiere et Huus og en Familie, forestaae et En
bede, drive en Handel eller et Haandverk.
daglig Tale betyder det en Mandsperson, som
gift; og naar han giør alt hvad hans Kone v
kaldes han en god Mand.
Moden er den høieste Lov for skikkeli¬
Folk. Den bestaaer i visse Regler, som of
forandre sig. Skikkelige Folk maae ikke se
indføre noget Nyt; det er kuns fornemme Fo
eller Narre, som kunde giøre nye Moder; m¬
hvad disse opfinde, maae alle skikkelige Folk stre
giøre efter. Modens Love gaae deri videre et
andre, at de befale ikke alene over de frie, mi¬
og over de naturlige Handlinger. Man ma¬
spise og drikke mere end man kan taale, give me
ud end man tager ind, lee naar andre lee, græ¬
naar andre græde, o. s. v. See Nyse.
Nyse er en naturlig Handling, som i
har sine Regler. Skikkelige Folk maae i sto
Selskaber og især ved fornemme Borde ikke ny¬
høit. Naar andre nyse, er det skikkelige Fol
men ikke Tienere eller gemene Folk tilladt at sig
Hielp Gud, eller Gud velsigne dem.
Optugtelse er den iblant skikkelige Fo
antagne Maade, at undertrykke Forstanden i
Naturen ved Svøb, Snørliv, Gangvogn, Kom
Ord, Sprog og Methoder; at man lærer


479
jarn mere end det kan begribe, vænner det til
tale anderledes end det tænker, at gaae, staae,
æde sig, spise og drikke ikke efter Naturen, men
ter Moden. Naar Opdragelsen skal være fuld¬
mmen, maae Forstanden dannes af en latinsk
kolemester, og Sæderne af en Francoise; den
rste bruger dertil et langt Riis og en Gramma¬
a. Jblant skikkelige Folk have Forældrene
tet andet med Opdragelsen at giøre, end at Mo¬
ren fører Børnene undertiden i Selskaber, for
viise hvad de have lært af Mademoisellen, og
Faderen har Øie med, at Skolemesteren ikke
for streng.
Omgiengelig er at giøre Bekiendtskab
ed alle Mennesker, og ikke indlade sig med no¬
n videre end til Complimenter; en Mand, som
ikker, spiller, og giør alting med, som giør sig
Nar for at fornøie skikkelige Folk, og som alle
rfor gierne bede til Bords.
Profeffor betyder egentlig og lige efter
edene en Mand, som kan svare strax paa alt
ad man spørger ham om, for hvilken der er
tet skiult i den Videnskab, som han bekiender,
som en Student ikke maae modsige uden een
sang om Aaret, naar han disputerer offentlig.
skikkelige Folks Sprog betyder det en Mand,
m veed for meget, og som man derfor kalder en
sedant. See Pedant.


480
Pedant. Efter Ordets almindelige;
merkelse er det en Person, som giør for meget
smaa Ting. Men disse smaa Ting ere efter ski
kelige Folks Tanker ikke Klæder, Spise, Drikk
Moder, Talemaader, Complimenter; det
kuns Sandheder og Pligter, og at giøre
meget deraf, er, efter den brugelige Stiil,
være en Pedaut.
Skikkelig kommer af Skik, som betyd
det samme som Vane. De, som tænke, tri
og handle saaledes, som det er brugeligt i den
Tid, og paa det Sted, hvor de leve, kaldes ski
kelige Folk. De udgiøre en Middelstand im
lem fornemme og gemeene Folk og adskilles i
begge derved, at de hverken følge deres egen Fa
nuft eller de naturlige Tilbøieligheder, men erkiel
de Moden alene for deres Regel. Fornemu
og gemeene Folk have alene Ret til at tale, so
de tænke, at handle efter Grunde, at følge der¬
Natur, at leve efter deres Beqvemmelighede
Skikkelige Folk derimod maae tænke, tale, han
le, leve, spise, drikke, klæde sig, ikke som
selv, men som andre ville. Til skikkelige;
regner man her i Landet carakteriserede Folk
Borgerstanden, eller andre, som leve af den
Midler. Kiøbmænd, som ingen Carakterer
ve, Studentere, Soldater, Haandverksfolk
Bønder, ere ikke skikkelige Folk. De, som


481
omne af skikkelige Folk, og dette betyder i
borgerstanden det samme, som 16 Ahner, kun¬
e ikke lære nogen Videnskab eller Haandverk til
havns, uden at fornedre sig selv. De holde sig
ge saa gode som dem, hvilke de kalde Fornem¬
ne, og meget bedre end andre Folk; og naar
san undtager Comoedianterne og Danserinderne,
unde de ikke omgaaes andre end dem, som i det
uindste ere lige saa meget som de.
Skielm, Skalk, er nu omstunder en
douceur, som bruges til Børn og unge Menne¬
ker, som tegne til at blive til noget, som kunne
rav lyve og forstille sig.
Streng, er at forlange af skikkelige Folk,
t de skulle efterleve Lovene og opfylde deres Plig¬
Sandhed, hvad er Sandhed? Af dette
pørgsmaal er det klart, at Pilatus var en Mand,
om kiendte Verden, som vidste at leve, en skik¬
elig Mand. Han havde seet philosophiske,
noralske og politiske Sandheder forandre sig i
stom ligesom Moder, og førend han for saadan¬
e Ting vilde legge sig ud med skikkelige Folk, af
en Nation, som han levede hos, vilde han heller la¬
de en uskyldig Mand døe.
Stand betyder egentlig en vis Orden eller
elasse af Folk, som er nødvendig for Staten, f.
ex. de fire Hovedstænder, Adel, Geistlige, Bor¬


482
gere og Bønder; skikkelige Folk høre egent
ikke til nogen af disse Stænder: De tre sidste
dem for ringe, fordi de troe, at Videnskabet
og Konsterne vanære dem, og til Adelstand
kunne de ikke heller regne sig, fordi de troe,
det er Familie og Carakterer alene, som gf
Forskiel iblant Menneskene.
Synid. Det er Synd. Denne 3
lemaade bruges ikke iblant skikkelige Folk, ud
naar man slaaer en Hund, forrender en H¬
straffer et Barn, eller nægter det noget naar
græder.
Smørrebrød. At indbyde paa et Sm
rebrød er en brugelig Talemaade; men man me
ikke forstaae det lige efter Ordene. Skikkel
Folk kan man ikke byde Smørrebrød. Det
tyder et Aftensmaaltid, som bestaaer i det all
mindste af sex gode og forsvarlige Retter, hv
med Verten ikke maae forglemme at bede sine G
ster tage til Takke efter Huusets Leilighed.
maae opfinde adskillige Undskyldninger, hvor
han ikke har kunnet giøre det saa godt, som h
vilde, sige ved hver Ret, at de ikke maae ve
mere, at det er, som han har sagt, kuns et Sm
rebrød, og at han frygter, at de skulle gaae st
ne fra Bords.
Tilstand betyder i Methaphysiken og E¬
delæren det Tilfældige og Foranderlige i en P¬


4d5
n eller en Ting, og deles i den indvortes og ud¬
ortes. Til den indvortes henhøre de Færdig¬
eder, som Sielen har forhvervet ved sine Kræf¬
rs Brug, f. Ex. Viisdom, Dyd, Samvittig¬
ed, Nidkierhed, o. s. v. Til den udvortes
gnes Legemets Færdigheder og Lykkens Gode.
blant skikkelige Folk er der ikke Spørgsmaal
m den indvortes Tilstand. Det Ord Tilstand,
tyder Pungens Beskaffenhed. Naar den er
ld, siger man: den Mand er i god Tilstand.
det staaer vel til hos ham.
Underlig, saaledes kalder man dem, hvis
pførsel ikke kan forklares af de sædvanlige Reg¬
r, som ere antagne iblant skikkelige Folk. En
sland, som ikke i alting tænker som andre, som
gter en Sandhed eller Pligt meer end en Fordeel,
om troer, at han kan være æret uden Titler, og
ornøiet uden store Jndkomster, hvis Mave ikke
r stærk nok til at fordøie alt hvad der smager an¬
re vel, og som for sin Sundheds eller Samvit¬
gheds Skyld nægter sig selv nogle af de Fornøi¬
ser, hvori andre sætte al deres Lyksalighed, saa¬
an en Mand er en underlig Mand.
Velstand er det samme, som Penge.
Wind, at giøre Vind er en Konst, som
kikkelige Folk forstaae, og som jeg ikke kan be¬
krive. Det kaldes og at giøre Figurer. Hvo,
om har lært denne Konst, kan fortære mere end


484
han selv fortiener; han finder Credit overalt,
kan betale sine Creditorer med Suak.
Villighed er at sætte Retten undertiden
Side, for at føie en god Ven, som igien ved L¬
lighed tiener os paa samme Maade. Uvilligh
er det samme som Egensindighed. See Ege¬
sindighed.
Væsen betyder i skikkelige Folks Spr
den Maade, paa hvilken man gaaer, staaer, i
der, bukker sig, synger, danser og spiller Ko
Til en Mandspersons Væsen hører, at ba¬
sin Hat vel, at stikke Haanden ret i Barmen
ler i Lommen, for alting at have smukke Be¬
og at bruge dem vel. Et Fruentimmers Væsen
roer meget paa den rette Brug af Viften.
dette udgiør det, som skikkelige Folk kalde V¬
sen, ventelig fordi de holde det for de væsen
ge Fuldkommenheder af Menneskene, i det mit
ste af sig selv. At have saadant et smutt V
sen, er den høieste Ære, og saa stor en Fort
neste, at det er det eneste, hvorfor skikkelige F
kunde agte en Mandsperson eller et Fruentimm
som ingen Rang have. Til saadant et smukt V¬
sen hører ikke Fornuft eler Tale, men ku
Manerer.


485
No. 197.
Mandagen, den 6 Decemb. 1762.
U¬
døvelsen af Sædelæren, og den bliver dog al¬
tid det Vigtigste i denne Videnskab, kom¬
mer saa meget an paa de Omstændigheder og en¬
kelte Tilfælde, i hvilke Reglerne skulle anvendes,
at den Kundskab, som er Frugten af en fornuftig
Erfarenhed, maae have store Fortrin for den, som
er bygt paa Grunde alene, og at gode Exempler
derfor maae opbygge mere end de beste Regler.
For at sige noget ret Nyttigt, maatte man ind¬
skrænke sig til sin egen Stand og sit eget Kiøn,
og ikke engang deri gaae vidt uden for sine egne
Erfaringer; men hvor fik man da systematiske
Verker fra? Vore Philosopher kunde tilsidst byg¬
ge dem paa saadanne Erfaringer: men ulærde
folk maatte da og skrive; de maatte ved deres
Erfarenhed bane Veien for Philosopherne. De
lærde kiende ofte af det menneskelige Liv ikke
mere, end deres eget Studerekammer, og dog
skulde de skrive Bøger om Pligterne, ikke alene
for sig selv, men og for andre, for Fruentimre,
Borgere, Bønder, for alle Stænder: mon de


480
da ikke behøvede noget af disse Folks Erfarenhe
Jeg veed ikke, om jeg heri tænker saa ordentl¬
som jeg burde; men det er Aarsagen, hvors
jeg agter gode Levnetsbeskrivelser, Carakterer
Samtaler mere end saadanne Lærebøger, si
skrives af Philosopher, der ikke engang kier
Verden af den almindelige Historie, og hvori
jeg selv ikke drister mig til at gaae af min Cirl
uden at have en erfaren Veileder, saadan en V
leder, var det end et Fruentimmer, en Haa¬
verkmand, eller en Bonde, troer jeg dem do
alt det, som beroer paa Erfarenhed, meget me
end den grundigste Philosoph, uden historisk Kut¬
skab og uden Erfarenhed.
Men hvor finder man saadanne philosop
ske Bønder, Haandverksfolk, Fruentimre, i
have høiere Grundregler end Moden og Van
som have Jndsigt nok til at anstille fornuftige (
faringer? Jeg har i disse Blade skildret no¬
saadanne virkelige Carakterer, som findes ibl¬
os. De fleste Læsere have ikke villet troe, af
vare til, og nogle have endog tvivlet om de v
muelige; saa rare ere saadanne Exempler ibl¬
os, og vi have det tilfælles med de fleste Na¬
ner, at dømme det hele menneskelige Kiøn ef
os selv. Vore egne Grundregler og Vaner
det Maal, hvorefter vi bestemme andre Fo
Værdie. En Fuldkommenhed, som er os


48
or høi, er, en overdreven Carakteer, som over¬
aaer alle menneskelige Kræfter, og det samme
naae vi dømme om en Beskrivelse af en Bonde,
om viger noget fra det, hvilket vi i Almindelig¬
sed erfare hos vore Fæstebønder i Sielland. Det
r overdrevet, det er umueligt, det er mere end
nenneskeligt; og hvad, om jeg da fortalte noget
m en philosophisk Bonde, om en Bonde, hvis
Larakteer er rar, endog der, hvor det ikke er saa
art, som hos os, at finde fornuftige, skikkelige
g velhavende Folk iblant Bønder?
Skulde jeg vente at blive troet af vore
Siellandske Selveiere, Regimentsskrivere, Amts¬
forvaltere og Fogeder, naar jeg i dette Blad gi¬
oer dem en Efterretning om saadan en Bonde,
som er taget af et Skrift, kaldet: Die Wirth¬
chaft eines philosophischen Bauers, von
9. C. Huzel, M1. 1. und Stadtphysicus
n Zurch. Nei, det er nok at oversætte nogle
Træk af denne Bondes Carakteer paa Dansk, for
at forvandle en sandfærdig Historie til en Roman.
Menneskets Historie er endnu ikke dyrket nok for
at vente, at skulde blive troet mere end de sæl¬
somme Virkninger i Naturen, som man ansaae
enten for Løgne eller for Hexerie, saa længe ind¬
til Naturhistorien blev mere bekiendt, og den er i
vore Tider bleven det saa vel, at af alle Dyr, fra


488
Madiker af indtil Elephanter, er Mennesket i
eneste, som vi endnu ikke kiende.
En anden Læge eller Naturkyndig hav
vel heller ønsket at finde en rar Sommerfugl,
det Slags, som han endnu ikke har seet, end
blive bekiendt med en philosophisk Bonde. De
tor Hirzel derimod har enten ikke været phy
kalisk nok, eller er og alt for menneskelig til
tænke saaledes. " Jeg takker, siger han, mi
Ven, Hr. Vogeli, for det Bekiendtskab, so
" han forskaffede mig med denne Bonde, so
"for den største Velgierning; thi aldrig h
" noget Menneskes Omgiengelse fornøiet mi
saa meget som denne fortreffelige Mands.
En Bonde, en fortreffelig Mand, kan en Dan
Læser vente andet i dette Skrift end en Romar
Denne Bondes Navn er Jakob Geyer af W¬
metschweil, i Sognet Uster, i Canton Zure
Han kaldes af sine Byemænd Kleinjogg, hvilk
Navn forekommer oftest i denne Beretning, o
hvilken Forfatteren forsikrer, at han ikke har vill
fordærve den ved den ringeste opdigtede Omstæn
dighed.
Denne Bonde, siger han, har forhverv
alle sine Fortrin hverken ved Omgang med Kiø¬
skædfolkene, eller af Læsning, men alene ved N¬
tur og Eftertanke, og han er saa fornøiet med si
Stand, at han søger ikke engang at blive Bond,


809
Foged i sin Bye. Han besidder i Fælledskab
med sin Broder en liden Bondegaard, som er
8000 Fl. eller 3000 Rdlr. værd, hvorpaa der
efter deres Faders Død hestede 4000 Fl. Gield,
foruden 1000 Fl. som var deres yngste Broders
Arv. Alle disse Penge forrentede de, og dog
har Kleinsogg ved sin Flid bragt det dertil, at
baade han og hans Broder, den ene med sex og
den anden med fem Børn, leve rigelig af denne
Grund. Deres heele Formue i Qvæg er 4 Køer,
3 Øxen, som han bruger til Pløining, i Hest og
i Sviin. Denne ene Heft havde han i Sinde
at afskaffe, og i dens Sted at holde 2 Øxne, som
Henseende til Arbeide, Giødning og Underhold¬
ning vare ham baade mere gavnlige og mindre
bekostelige. Rummet tillader mig ikke her at be¬
skrive denne Bondes heele Huusholdning. Den
fortiener at læses lige saa udførlig, som den er
beskrevet, af alle dem, som elske saadanne Be¬
tragtninger over Landhuusholdningen, som ere
grundede paa sikre Erfaringer og visse Fordele.
Pan finder overalt baade rare og skiønsomme An¬
merkninger, angaaende Fæedriften, Jordens
Giødning og Pløining, Skovenes Vedligehol¬
delse, og al den Nytte, som en Bonde kan dra¬
ge af Jordens adskillige Brug; og det, som gi¬
ver disse Anmerkninger saa stor en Vægt, er, at
de komme fra en Bonde, som derved har gjort et


490
Stykke Land, som hans Naboer holdt for det al¬
lersletteste i Egnen, til et af de beste, og forbe¬
dret det saaledes, at han af den Grund, som til¬
forn kuns indbragte 380 Fl. eller 150 Rdlr. i alt¬
nu kan betale 200 Fl. i Renter, og beholde 284
Fl. eller 90 til 100 Rdlr. tilovers i rede Penge,
foruden det, som han forbruger i sin Huusholdning
af Kiød, Smør og Malt, Jordæbler, Frugtes
og Kiøkkenurter, af hvilke han lever hele Som¬
meren.
Dette maae være nok for at kiende denne
Mand, som en god Bonde. Nu vil jeg viise,
hvad en god Bonde er for et Menneske. Skul¬
de en Bonde være et Menneske, og behøver har
mere end Legemets Kræfter til at dyrke Jorden)
Skal han og have Forstand, Sæder? Udkræves
der vel andet til Landvæsenets Opkomst, end phy¬
sikalske Betragtninger af Jordens Brug og Bon¬
dens Arbeide? Det, som man kalder moralske
Egenskaber, ere de og og fornødne for Bønder,
Ja, denne Bonde har kuns to Hænder, lige saa
vel som hans Naboer, og hans Jord er sletteret
den er beheftet med en stor Gield. Det er hver
ken hans egen Styrke, eller Jordens Frugthar¬
hed, eller hans Formue, men hans Lyst og Flid
som giør ham rigere end hans Naboer. " Vi
see deraf, siger Forfatteren, at en Forbedring
"i vores Landhuusholdning burde begynde mel


491
"en Forbedring i Folkets Sæder. Først da,
naar man havde forskaffet Bonden Lyst til at
"arbeide, var det Tid at tænke paa physikalske
"Midler til at forbedre Agerdyrkningen. Dette,
siger han videre, er og denne redelige Bondes
Mening. Ak, siger han ofte, J kunne ikke
"troe, hvor mange Forbedringer der vare mue¬
lige, dersom Herrerne og Bønderne vilde ret
hielpe hinanden til at befordre det almindelige
Beste. - - Hertil kunde Præsterne giøre
"det meeste, naar de i deres Prædikener og Be¬
"søgelser altid formanede Folk til at opfylde de¬
"res Pligter, og viiste dem, at de paa ingen
"bedre Maade kunde legge deres Gudsfrygt for
"Dagen, end ved troelig at efterkomme Plig¬
"terne af deres Kald. - - Men disse go¬
"de Folk giøre ofte vidtløftige Forklaringer over
deres Texter, som Bonden i forstaaer, og de
sige derimod ikke tydelig nok, hvad man bør
giøre. Kuns de, sagde denne viise Bonde,
kunde vente Guds Velsignelse, som ere troe i
"deres Arbeide, og i deres Ansigtes Sveed dyr¬
"ke deres Land. En vindskibelig Bonde veed
af ingen onde Aar at sige; han er altid tilfreds.
"En Lediggienger derimed venter alting umid¬
delbar af Himmelen, og tilskriver ulykkelige
Hendelser, naar han høster mindre end den
"Flittige." Hvad vilde denne Mand have


492
sagt, dersom han havde vidst, at der i den P¬
testantiske Kirke vare Præster, som talede fore
telig om Pligterne, som fordømte Moralen,
ved grove og uforsigtige Talemaader gave eenf
dige Folk Anledning til at troe, at Vankund,
hed, Lediggang, nogle lade og ørkesløse Bønt,
vare Gud behageligere end en fornuftig og dyd
Virksomhed.
Man giorde den philosophiske Bonde,
gang denne Jndvending, at det var vanskeligt,
overtale de fleste Mennesker, især Bønder,
nye Forvedringer. J frygte, svarede Kle¬
" sogg, at andre ikke skulde biefalde det; skul
"den gode og retfærdige Sag ikke tilsidst vind
"Jo, der er noget i os, som strax siger ja, na
"man prædiker os Sandhed, hvor ugierne
" end ville høre det; bliver kuns ikke trætte
" at formane; tilsidst skulle alle skamme sig v
at være Eder imod." Lærer af denne Bo
de, J kleinmodige Philosopher, J frygtsom
Statsmænd, at ikke tabe Modet ved de før
Forsøg! Tier enten stille og taler aldrig om Forl
dringer, eller og forvirrer ikke Menneskene,
beskiemmer Eder selv ved halvgjorte Arbeider,
med en frygtagtig Ustadighed! " Man ma¬
"sige mig, lagde Kleinsogg til, hvad man vi
naar man med en ret Jver har gjort hvad i¬


493
"skulde og kunde giøre, skal det tilsidst aldrig
aldeles mangle paa Velsignelse.
Efter denne Bondes Begreb om en Huus¬
Fader, maae han ved alle Arbeider være baade
den første og den sidste, og hans Myndighed stræk¬
ler sig ikke videre, end saavidt han ved sit Exem¬
del opmuntrer de andre Huusfolk til at efterligne
En af mine Venner, sagde han, kla¬
ig.
gede engang over sin Avlskarl, at han var do¬
ven. Jeg lod ham arbeide med mig en heel
Dag, og forundrede mig baade over hans
Styrke og hans Flid. Du giør Din Karl
Uret, sagde jeg til min Ven, jeg har ikke seet
noget arbeidsommere Menneske. Jeg har dog
tidt fundet ham ledig, svarede den anden. Og¬
saa naar Du selv arbeidede med ham, sagde
Kleinjogg. Det kan jeg just ikke sige, svare¬
"de hans Ven; men jeg giver ham jo Kost og
Ldn for at spare mig selv. Er det da ikke nok,
at jeg har Opsigt?
Han holder sine Huusfolk med en ubevæ¬
gelig Bestandighed til at giøre alt hvad han en¬
gang har befundet at være billigt og ret, og anseer
det som en uryggelig Grundsætning, at man først
maae afskaffe det Unyttige og Skadelige, førend
man tænker paa at forbedre. Heri, siger han,
fandt han den største Modstand af Fruentimret,
som er meest indtaget af Fordomme, og anseer


494
gamle Misbruge som Helligdomme. Dog ha
han endelig overvundet denne Modstand, og n¬
regierer i hans Huusholdning kuns eet Hierte o
een Villie. Forfatteren anfører et merkværdi
Exempel af denne Bestandighed. Kleinogg vi
den eneste i Byen, som havde Tilladelse til
holde Kroe. Han besluttede, at ikke skienke me¬
for nogen, end han kunde taale, og ikke at tillag
noget Usømmeligt i sit Huus. Hans Kone i
Naboer undrede sig i Begyndelsen derover;
meente, at han derved ødelagde sin Familie. Ha
bragte dem først med Grunde af Religionen i
Sædelæren til at tie, og overbeviiste dem endel
ved Erfarenhed, at en ordentlig og christelig Huu¬
holdning indbringer vissere Fordele, end ulovlig
Næringsmidler.
Han lod aldrig det Nødvendige mangle
sit Huus, men afskaffede tillige al Overflødighe
og Ødselhed. Han tillod ikke sine Børn at iag
nogen Gave af Fremmede, af Frygt, at saada
skulde forlede dem til Kroegang, Tiggerie, Pra¬
eller Lækkerhed. J Stedet for de sædvanlige G
der, som holdes til visse Tider om Aaret, forb
drede han sine Folks Kost alle Arbeidsdage, i
at give dem mere Styrke og Vederqvægelse.
Han anvender ikke mindre Opmerksomh
paa hans Børns Opdragelse. For at holde de
fra Lediggang og ond Omgiengelse, lader ha¬


495
em altid være hos sig, og giver dem nogen Deel
sit Arbeide, efter deres Kræfter: af Frygt for,
t de skulde fordærves i de offentlige Skoler, Un¬
erviser han dem selv om Søndagen, tillige med
ans Broder, og af disse Huusfædre blev een
ver Søndag hiemme, for at underviise Børne¬
e i Christendommen, medens den anden gik i
girken.
For ved en Slags Ære at opmuntre sine
hørn til Arbeide, lader han de yngste, som
ndnu ikke kunde arbeide med ham paa Marken,
idde paa Gulvet naar de spiise, og de komme
kke til Bordet førend de have opnaaet en vis Fær¬
ighed i at arbeide. Han siger dem derhos, at
t Menneske, som endnu ikke kan fortiene sit
Brød, og gavne Selskabet, er som et Dyr, der
el maae have sin Føde, men har ikke Ret til at
orlange nogen Ære i Huuset. For Resten giør
san ingen Forskiel imellem sine Børn, og er lige¬
aa god mod sin Broders Børn, som mod sine
gne. Han vænner dem tidlig til haard Spiise,
og giver dem nok for at blive mætte, men vogter
ig vel for at opvække deres Begierlighed ved no¬
get, som er lækkert, og at love dem saadant til
Belønning.
Denne Samtale, som findes P. 96. o. 1.
v,. imellem Kleinjogg og en fornemme Mand,
om vilde tage een af hans Børn til sig, er fuld


490
af mange sunde Betragtninger, som viise, at de
ne fornuftige Bonde følte de sande Fordele i
hans nyttige og værdige Stand alt for meget, i
at bytte den letsindig bort med en anden.
Hans Broder blev for et Aar siden udvals¬
til Skolemester i Byen. Kleinjogg ansaae de
te som en ønskelig Leilighed til at udbrede sin
Grundregler iblant sine Naboer. Han paat
sig heele Huusets Forretninger, for at give har
Broder des mere Tid til at forrette sit Embed
hvori han selv nu gaaer ham til Haande m¬
Raad, i at afskaffe visse Misbruge, hvori Bø¬
nene styrkes af Forældrene selv, og som Kleinjog
endelig ved sin sædvanlige Bestandighed overvi
der tilsidst.
En af de vigtigste Grundsætninger i af
hans Handlinger er, at gaae altid den nærm
ste Vei. Hans naturlige Skarpsindighed viis
ham denne let. Man finder den beste Orden
hans Huus. Ethvert Boeskab staaer der hv¬
det skal bruges. De samme Grundregler vi
sig og i hans hele Forhold. Han finder, at i
tet er lettere, end at kiende det Rette og Gok
naar Villien kuns er god; det staaer, siger ha¬
tydelig nok skrevet i os selv, hvad vi bør git
og lade. " Jeg har, siger Forfatteren, aldt
seet denne Mand nedslagen; endog naar hi
"er syg er han roelig. Hans fyrige Øine sm¬


891
stedse af hans røde og sunde Ansigt, og vidne
om en skien Siel. Han er tilbøielig til Ven¬
skab, og hvor meget han end elsker Arbeide,
forlader han det dog gierne, naar han dermed
kan fornøie en Ven. Han er meget begierlig
efter enhver nye Sandhed, og forkaster intet,
førend han vel har prøvet og undersøgt det.
Naar han opfinder noget Godt, har han in¬
gen Roe, førend han meddeler andre det, og
han er aldrig mere fornøiet end i Selskaber,
hvor der tales om Forbedringer i Huushold¬
ningen og Landvæsenet. " Men jeg maae
utte, og anbefale mine Læsere Skriftet selv, som
rtiener ganske at læses. Denne Anmerkning
Forfatteren vil jeg kuns legge til:" Hvor
klart, siger han, fremskinner ikke i dette Ex¬
empel Sandheden af Socratis Ord, at man
kan ingen Steds bedre lære Retfærdighed og
den sande Regieringskonst, end i Landmandens
Huusholdning.


498
No. 198.
Fredagen, den 10 December, 1762
C¬
oelie, et Fruentimmer, som er saa bekient
af sin Erfarenhed, at mange Personer af
hendes Kiøn spørge hende til Raads, sagde ny¬
lig til mig: Dersom jeg kiendte Selinde, skulde
jeg maaskee kunde sige hende noget, som hun ikke
har fundet i hendes Bøger. Skriv det, sagde
jeg, jeg skal indføre det i Tilskueren, og De kun¬
de derved forbinde baade Selinde og mig; thi jeg
kiender ikke Fruentimret nok for at skrive om det
som Selinde forlanger, og for at sige noget, som
hun ikke finder i hendes Bøger. At skrive, sva¬
rede Coelie, er ikke min Sag; jeg vidste hverken
at bringe det i Regler eller i Stiil; jeg kan ikke
ret huske det engang; saadanne Ting falde nu
kuns ind ved Leilighed: men naar det kommer an
paa at tiene en god Ven undertiden med et Hus¬
Raad, troer jeg, min gode Tilskuer, at jeg har
prøvet Verden nok, for at sige et ungt Fruentim¬
mer mere, end J kan skrive. Jeg vil i dette
Blad fortælle noget af dette Fruentimmers Hist¬
rie, og maaskee skal Selinde selv slutte deraf,


499
naar hun vil vide noget af Fruentimrets Pligter,
er det bedre at søge Raad hos Coelie, end hos
mig.
Jeg havde allerede været gift i nogle Aar,
og var Moder til mange Børn, sagde Coelie, fø¬
rend jeg troede, at et Fruentimmer var skabt til
andet, end at behage andre og fornøie sig selv.
Al Formaning, Lærdom og Underviisning gik ud
paa at forskaffe mig saadanne Behageligheder,
hvormed jeg kunde indtage andre; men i disse Be¬
hageligheder fandt jeg i Begyndelsen intet min¬
dre end nogen Fornøielse for mig selv. Det ko¬
stede mig megen Umage og Tvang at lære ret at
gaae, at staae, at klæde mig, at tale saaledes,
som man sagde, at det behagede andre, uden at
jeg endnu enten følte selv noget til denne Behag,
eller kunde forestille mig noget Menneske i Ver¬
den, som jeg skulde elske høit nok, for at kunde
for dens Skyld underkaste mig selv saa megen
Tvang. Næst mine Dukker elskede jeg endnu
mine Forældre meest; men min Kierlighed til
dem gik dog ikke saa vidt, at jeg, for at nyde de¬
res Selskab, skulde med Fornøielse giøre noget,
som var mig saa ubehageligt, som at bære et stivt
Halsbaand, et trangt Snørliv, at lade mine Fød¬
der sætte i Lave af en Dansemester. For en nye
Dukke og en smuk Vifte kunde jeg vel giøre me¬
get, og mine Forældre sparede derfor ikke heller


500
paa saadanne Foræringer. Efter adskillige For¬
andringer, hvoraf jeg tilsidst blev kied, forærede
man mig endelig en Dukke, hvori jeg fandt en
besynderlig Behag. Jeg glemmer aldrig den
Dukke. Alle de, som jeg havde seet tilforn
vare klædte ligesom jeg. De havde kuns Hoved
og Hænder; Resten var en Kaabe og et stort
Fiskebeensskiørt; de vare desuden stive og ube¬
vægelige. Denne Dukke derimod havde to Been,
begge Arme frie, og en Hat under den ene. Naar
man trak i et Baand, bukkede den den halve
Krop meget dybt, og dette giorde den, som man
sagde, for at kysse min Haand. Her har Du
en Mand, Coelie, sagde min Fader, da han gav
mig denne Dukke; men Du faaer ikke Lov at see
den, uden naar Du er artig. Sæt den hen i
Skabet, sagde han til min Moder, indtil Dan¬
semesteren er gaaet. Dersom J har selv noget
af den Kundskab om Mennesket, hvorom J taler
i Eders Blade, skal det ikke forundre Eder, at
jeg fortæller denne ringe Tildragelse med saa man¬
ge Omstændigheder; jeg har erfaret, at den hav¬
de vigtige Folger, og jeg overlader til Eder selv
at forklare den, om J kan, af Menneskets Nat¬
tur. Jeg lærte i den følgende Dansetime mere
end jeg havde lært i en heel Maaned. Min Dan¬
semester roste mig, og min Fader belønnede mig
som han havde lovet. Dukken, som imidlertid


501
savde staaet paa Skabet, for, som man sagde,
at see mig danse, tilkiendegav sin Fornøielse, ved
at kysse mig, efter min Faders Tilladelse, paa
haanden; og jeg holdt saa meget af Dukken der¬
for, at det var den første Gang, jeg giorde
noget med Fornøielse for at fornøie andre. J
lang Tid behøvede man ingen anden bevægende
grund, end at jeg vilde giøre det for min Mands
Skyld. Dukken gav mig, som J vel kan tæn¬
ke, Anledning til adskillige Sammenligninger.
En Mandsperson, som havde Klæder af samme
farve, lige saadanne Krøller i Haaret, som min
dukke, var mig altid kierere end andre, og han
høvede kuns at kysse den lille Coelie paa Haan¬
den, og at roese hendes Dans, for at faae hende
til at kalde ham sin Mand. Jeg beklagede kuns,
saadan en Mand var mig for stor; jeg kunde
ikke bære ham, og sætte ham hvor jeg vilde, og
derfor blev Dukken altid den beste Mand, indtil
jeg begyndte at voxe, og man sagde mig, at det
nu var Skam, at have en Dukke længer til
Mand.
Mine Forældre søgte siden at vinde mig
ved andre Ting, som de sagde, vare mere an¬
stændige for min Alder. Disse Ting vare Klæ¬
der, Ringe, og tusinde Fruentimmer=Prydelser,
som jeg ikke kan nævne, fordi Moden forandrer
em hver Dag. Jeg fandt mere Behag i at see


502
disse Ting, end i at bruge dem. De indskræn¬
kede kuns min Frihed, naar jeg var paaklæt
kunde jeg ikke røre mig og løbe hvor jeg vilde.
Dukken stod mig endnu længe i Hovedet; men
for ikke at holdes for Barn, lod jeg, som om
jeg fandt selv nogen Fornøielse i de Klæder, som
jeg iførte mig, kuns for at behage andre. Men jeg
var aldrig gladere, end naar jeg kunde legge den
af igien, naar jeg maatte gaae i mit Nattøi, og
løbe med min Moder omkring i Huuset; naar
man tillod mig at gaae i Kiøkkenet, at sætte nog¬
le smaa Potter til Jlden, at feie Gulvet, eller vug¬
ge min yngste Søster, da var jeg ret fornøiet,
jeg blev lige saa inderlig bedrøvet, naar min Mo¬
der kaldte mig ind i Stuen for at snøres. Hvad
skal jeg giøre ved den Tøs, sagde hun, hun har
ingen Lyst til at hæve sig! Dersom vi lade hende
løbe længer saaledes, bliver der en Kokkepige
eller Barnepige af hende; hun bliver folkesk
og kan siden aldrig komme i skikkelige Selskab.
Man forbød mig Kiøkkenet og Ammestuen; jeg
blev paaklædt, saa snart jeg stod op, og sad
hele Dagen indsluttet i et Kammer, hvor man
gav mig en Syenaal i Haanden, og sagde tillige
at det var Arbeide, som skikkede sig for mig. Jeg
skulde lære at giøre noget Net med mine Hen¬
der, saa havde mine Forældre ikke nødig at give
saa mange Penge ud for Stats. Af denne S¬


503
kom jeg ikke, uden naar min Moder kiørte ud
eller havde Besøgelser. Disse Besøgelser, som
var min Moders eneste Tidsfordriv, og hvormed
hun meente at fornøie mig lige saa meget, vare i
Begyndelsen den allerhaardeste Tvang for mig.
Den halve Dag blev anvendt paa at pynte mig,
og naar jeg ikke stod stille nok, fik jeg saa mange
Ørefigen, at mine Øine og mine Kinder vare
altid røde naar jeg kom ind i Stuen, og lige saa
mange kunde jeg vente mig naar Selskabet var
gaaet, dersom jeg ikke passede paa at kneise, naar
min Moder saae til mig, og at neie ved hvert
Ord, som andre talede til mig. Hele Samta¬
len gik ud paa at igiennemgaae min Person, mine
Klæder, og mine Manerer. Naar jeg havde
noget Nyt paa, som klædte mig vel, blev jeg saa
meget roest, at jeg ofte glemte Ørefignene, og
havde Dagen efter mere Lyst til at klæde mig.
Tilsidst blev jeg, som min Moder vilde have det.
Jeg giorde alting for at behage andre. Naar
jeg ventede at komme i et stort Selskab, sad jeg
hele Dage i Forveien og giorde Sløifer, Smek¬
ker, Sætter, Blomster, og jeg havde saa liden
Lyst til at komme enten i Kiøkkenet eller i Amme¬
Stuen, at jeg skyede baade Potter og Børn, for
ikke at fordærve mine Klæder. Jeg fandt nu selv
virkelig saa megen Behag i at behage andre, at
det, som i Begyndelsen havde været mig en Tvang,


504
blev mig til en Fornøielse. En smuk Klædning
og et stort Selskab, hvor jeg kunde viise mig i
den, vare nu virkelige Belønninger, hvorfor jeg
kunde giøre alt hvad man forlangede af mig. Der¬
ved overtalede mine Forældre mig til at lære v¬
at danse, at spille alle Slags Spil, at synge og
traktere Claveret, at sye, brodere og tale Fransk.
Mandfolkene troe, at Fruentimret pynter
sig for deres Skyld alene; men deri tage de feil
min kiere Tilskuer. Dette maae man lære os
først. Jeg var fjorten Aar gammel, og havde
endnu ikke andre Begreber om Eders Kiøn, en
om min Dukke. Naar en Mandsperson roesed
noget, som jeg havde paa, behagede det mig vel
men jeg troede dog, at J forstod ikke meere at
skiønne derpaa, end Dukken. Det var mig langt
mere om Fruentimmerets Biefald at giøre. Disse
troede jeg, vidste alene ret at dømme, hvad der
stod mig vel; for deres Skyld pyntede jeg mig
og gik i Selskab, og dersom man ikke ved alle
Leiligheder havde søgt at give mig Begreb om
Mandfolkenes Nødvendighed, til at giøre Beha¬
geligheden af saadant et Selskab fuldkommet
var deres Biefald maaskee endnu længe bleven
mig ligegyldig. Men jeg kunde ikke danse uden
en Mandsperson; en Qvadrille af fire Fruentim¬
mer var latterlig. Ved Bordet maatte jeg have
en Chapeau ved hver Side. Jeg troede først


505
at det var Hatten, som giorde disse levende Duk¬
ker lige saa umistelige for os i en Qvadrille, som
de vare i en Menuet; men det varede dog ikke
længe, førend jeg begreb, at de havde endnu en
større Nytte end min Dukke; thi af alt, hvad
de sagde og giorde i min Nærværelse, kunde jeg
ikke slutte andet, end at de vare Kreature, som
vare skabte for at tiene os, og som vidste med me¬
gen god Maneer, at forekomme alle vore Ønsker.
Saa længe jeg kiendte dem under den Carakteer,
troede jeg ikke, at deres Biefald giorde os, men
at vores giorde dem Ære. Dette Biefald, min
herre, meente jeg var Mandfolkenes høieste Lyk¬
salighed, og nok til rigelig at belønne dem for al
den Umage, som de gave sig for at behage os.
Naar mine Forældre gave mig Forhaab¬
ning om at faae en god Mand, dersom jeg beflit¬
ede mig mere paa disse Ting, hvorved jeg kunde
behage, forstod jeg dette saaledes: Dersom jeg
har den Lykke, tænkte jeg, at passere for et smukt
fruentimmer, som klæder sig vel, og har smukke
Manerer, ville alle de Mandspersoner, som i
Selskaber giøre sig saa megen Umage for at be¬
hage mig, holde sig lykkelige, om jeg vilde ud¬
vælge een af dem til min bestandige Opvarter, og
tillade ham at tiene mig for sin hele Livstid. Saa¬
dan en levende Mand, tænkte jeg videre, naar
han tillige har Formue og Rigdom til at skaffe


506
mig alt, hvad jeg forlanger, maae endnu være
bedre end min døde Dukke, som jeg tilforn kaldte
min Mand, og som ikke kunde giøre andet, end
kysse mig paa Haanden. Den daglige Omgang
bestyrkede og forstørrede idelig dette Begreb, som
jeg giorde mig om en Mand. Naar jeg saa
alt, hvad Mandfolkene giorde for at vinde min
Gunst, sluttede jeg, at en Mand skulde ikke ale¬
ne giøre lige saa meget, men ingen anden Lod
have, end at behage mig, og opofre dertil alle
Øieblikke af sit Liv. Efter denne Grundregl
dømte jeg om Mandfolkenes Fortienester, efter
den afmaalede jeg min Høiagtelse, og andre Be¬
greber havde jeg hverken om Kierlighed eller om
Ægteskab, endog paa den Tid, da jeg indtraa¬
de i Ægtestanden.
Det er Tid, at vi lade Coelie gaae til Co¬
firmationen, sagde min Moder engang. Min
Fader derimod meente, at jeg endnu var ung,
men om hun imidlertid fik et Tilbud, svarede min
Moder, kunde vi jo spilde hendes Lykke ved at
opsætte det? De besluttede, at det skulde skee
næste Michelsdag, og de antoge een til at under¬
vise mig. Jeg lærte min hele Forklaring meget
hastig. De fordeelagtige Begreber, som jeg
havde om Ægtestanden; den Friehed, som jeg
ventede at komme i; den Forestilling, at jeg her
efter skulde tages for fulde i alle Selskaber, og


507
blive anseet for en giftefærdig Pige; men især det
Løfte, som min Moder gav mig, at jeg skulde
faae lige saa smuk en Klædning, som min Cousi¬
ne, giorde mig Arbeidet saa let, at jeg snart blev
færdig, og min største Beskieftigelse var i de sid¬
ste Uger, at udsøge og tilberede den Pragt, hvori
jeg vilde viise mig offentlig.
Saaledes, sagde Coelie, var Forberedelsen
til det første Skridt, som jeg giorde i Verden, et
Skridt, som var alt for vigtigt til, at ikke have
megen Jndflydelse paa min tilkommende Skieb¬
ne. Herved fældede hun nogle Taarer, og bad
tillige, at jeg vilde forlade hende denne Skrøbe¬
lighed. Det er ikke alene over mig selv, sagde
hun, men og af Medynk med andre, at jeg græ¬
der, og saa skrøbelig er jeg ikke alene, naar jeg
tænker tilbage i Tiden, men og naar jeg seer unge
Fruentimre i den samme Tilstand, hvori jeg da
var. Det første Skridt var ikke saa snart gjort,
førend jeg tænkte paa det andet. Enhver ugift
Mandsperson, som giorde sig nogen Umage for
at behage mig, ansaae jeg for en Frier, og af
saadanne fandt jeg nok i alle Selskaber. Cli¬
tander var af alle dem, som jeg kiendte, den,
som viiste den meeste Agtsomhed for Kiønnet, og
jeg sluttede deraf, at han vilde blive en god Mand.
Ved en Mængde af saadanne Agtsomheder, hav¬
de han allerede indtaget mig, førend han endnu


508
giorde mig noget Tilbud; og da dette efter de Be¬
greber, som jeg giorde mig om Ægtestanden, og
efter de Forsikringer, som han gav mig, var det
samme, som en fuldkommen Underkastelse og Op¬
ofrelse af sin egen Frihed, for at tiene mig ale¬
ne, syntes mig, at jeg maatte være meget utak¬
nemmelig for at afslaae det.
Mine Forældre fordømte i høieste Grad
denne Tilbøielighed. Det var ikke nok, at de
beskreve Clitander som det allersletteste Menneske,
de afmalede tillige alle Mandfolk som Bedragere.
Det første havde jeg maaskee troet, fordi andre
sagde det samme, endskiønt jeg var vant til at
betragte den udvortes Artighed, som alt for stor
en Dyd, til saa let at troe, at den og kunde bo
i et ondt Hierte. Men at alle Mænd vare Be¬
dragere, hvorledes skulde jeg kunde rime det med
alt, hvad jeg havde hørt fra min Barndom af det.
Hvorledes skulde jeg kunde tænke saaledes, uden
at ansee alle dem, endog mine egne Forældre, for de
største Bedragere; de havde jo hvert Øieblik lo¬
vet mig en Mand, og skulde denne Mand være
en Bedrager?
Mine Forældre, som frygtede, at jeg skul¬
de lade mig indtage, tillod mig mere sielden at
komme i Selskaber af unge Mandfolk. Der var
intet farligere, sagde man, for et ungt Fruen¬
timmer. Det er bedre, sagde min Moder, at


509
du lærer noget af Huusholdningen. Unge Pi¬
ger, lagde hun til, maae ikke før tænke paa at
giftes. Jeg overlader til Eder selv, kiere Til¬
skuer, at dømme, hvad jeg maatte tænke om den¬
ne pludselige Forandring hos mine Forældre, som
begyndte nu at fordømme alt, hvad de tilforn hav¬
de roest; Selskaber, Dans, Spil, Klæder,
Galanterier, Artigheder, alting var Forfænge¬
lighed; og Kiøkkenet, Ammestuen, Spisekamme¬
ret, hvor jeg for nogle Aar siden ikke kunde kom¬
me uden at blive foragtet, og jaget ind med et
Riis til min Toilette, disse Steder, hvor jeg i
nogle Aar ikke havde sat min Fod, for ikke at
fordærve mine Klæder, og ansees for et Barn,
disse Steder skulde jeg agte værdigere og anstæn¬
digere for mig, end et Bal, en Concert, et Spil¬
lebord. Der skulde jeg nu fortiene mig den
Mand, for hvis Skyld jeg havde lært at danse,
at spille, at synge, at klæde mig; og dersom alle
Mandfolk tænkte, som mine Forældre nu beskri¬
ve dem, var det ikke for Selskabs Skyld, og
endnu mindre af Underdanighed, at de søgte mit
biefald. De, som meente det alleroprigtigst,
og forlangte mig til deres Kone, forstode derved,
som min Moder sagde, det samme som deres
Amme, deres Kokkepige, deres Huusholderske,
og saadant et Tilbud skulde jeg ansee for en


510
Æresbeviisning, hvorfor jeg maatte takke dem
endog naar jeg sagde nei.
Dersom jeg ikke havde kiendt nogle artige
Mandspersoner, som talede om Ægtestanden i
en ganske anden Tone, og som ved alle Leilighe¬
der baade ved deres Ord og Handlinger tilkiende¬
gave, at Fruentimmeret var skabt alene til at op¬
vartes, skulde Eders heele Kiøn være bleven mig
saa afskyeligt, at jeg aldrig havde giftet mig.
Saaledes tænkte jeg virkelig om alle de Mænd
som havde noget Alvorligt i deres Væsen, og som
i Selskaber kunde tænke saa meget paa andre Ting,
at de ikke merkede min nye Vifte, og glemte at
rose mit Spil. Saadanne Folk, tænkte jeg
kunde aldrig blive gode Mænd. En af dem
som alle rose for en meget retskaffen Mand, fald
paa at begiere mig; han forsikrede mig meget om
sin Kierlighed; men jeg sluttede af adskillige
Uagtsomheder, at han ikke meente noget deraf
Jeg kunde f. Ex. have en nye Klædning, og sige
mange Ting, som jeg holdt selv for at være me¬
get artige, uden at han beundrede det, ja ofte
uden at han merkede det engang. Mine Foræl¬
dre havde sagt mig, at alle Mandfolk vare Be¬
dragere, og jeg fandt megen Tilbøielighed til at
troe det om saadanne Folk. Clitanders Hand¬
linger derimod stemmede alle overeens med hans
Forsikringer. Han viiste i hans hele Opførsel


511
at alting var ham ligegyldigt, uden hvad der an¬
gik mig. Jeg kunde ikke have et nyt Blomster,
uden at han merkede det. Hans Øine forlode
mig aldrig, og det lod som han ikke havde Ørene
uden for at give Agt paa hvad jeg befalede. Der¬
som Mandfolkene i Almindelighed ere saadanne
Bedragere, saadanne koldsindige og ustadige El¬
skere, hvor er den da ikke lykkelig, som faaer Cli¬
tander!
Mere, sagde Coelie, kan J vel ikke rum¬
me paa et Blad. Dersom Selinde forlanger
det, skal jeg fortælle det øvrige af min Historie
lige saa oprigtig. Hun kiender uden Tvivl Ver¬
den bedre af hendes Bøger, end jeg kiendte den
paa hendes Alder, da jeg troede, at jeg kiendte
den saa vel, fordi jeg ikke vidste, at der vare,
andre Steder, hvor man kunde lære at kiende den,
end paa Baller, Concerter o. s. v. Denne Deel
af min Historie kan derfor ikke nytte hende, uden
til at lære af andres Erfarenhed, hvor ynkværdi¬
ge Kreature vi Fruentimre ere, saaledes som man
danner os ved den almindelige Opdragelse.


512
No. 199.
Mandagen, den 13 Deremnb. 1762.
M¬
in Jndbildning var bleven saa opbragt vi
den sidste Drøm, at det varede ikke læng
førend den forestillede mig nye Syner, og dem
nye Drøm begyndte just der, hvor den første endt
Jeg bildte mig ind, at jeg var paa den samm
Baad, hvor jeg nyelig frygtede for at blive bortrev
af Strømmen; men jeg merkede nu, at dem
Strøm ikke var saa farlig, som jeg havde tro
før. Den førte min Baad i en ganske lige L
nie, uden Seil og uden Roer, ind i en Havt
hvor jeg gik i Land, og fandt strax en slagen V¬
for mig, som var besat med ranke og beklippel
Træer. Træerne vrimlede af Fugle, som san
efter Takten, og Veien var fuld af Folk, sor
alle gik i deres Forgængeres Fodspoer, uden i
afvige et Haars Bredde til nogen af Siderne
Intet af alt, hvad jeg har seet, har ved først
Øiekast rørt mig saa meget, som den Orden o
Liighed, hvilken jeg overalt blev vaer. Men je
var ikke gaaet mange Skridt, førend den begyndt
at blive mig kiedsommelig. Jeg erindrede mi


513
ermed, hvad jeg nyelig havde læst i en liden
Fransk Afhandling om Feilene i de lærde Arbei¬
der: " En vis Monotonie, siger han, giør os
lange Verker meget kiedsommelige. Sym¬
metrien behager os ikke, uden fordi vi have
hver Dag Naturens skinbare Uorden for Øine.
Dersom denne Symmetrie, som vi søge med
saa stor Begierlighed, strakte sig over hele
Jordkuglen, skulde den ikke meere behage os.
Om der ikke vare andre Aarsager, som nødte mig
il at vige undertiden fra den Methode, som er
lmindelig i vore lærde Arbeider, kunde denne
naaskee være nok. Men jeg maae begive mig
il Drømmen igien. En Mand, som tilbød sig
it veilede mig, forsikrede, at der vare ikke flere
Veie paa det hele Land, end denne uendelige
hang, igiennem hvilken man kunde see fra den
me Ende af Øen til den anden. Alle Jndbyg¬
serne, sagde han videre, ere som disse Folk, hvil¬
e J seer her, og, naar J har seet een af dem,
har J seet dem alle; thi de ere hinanden lige saa
ige, som Folkene og Træerne. Jeg havde vel
trax bemerket en stor Lighed i Klædedragten: men
su var det først, at jeg fornam, at denne Lighed
strakte sig og til Ansigterne, til Høiden, og den
ele Dannelse af Legemet; og ligesom J seer dem
advortes, sagde min Anfører, saaledes ere de og
ndvortes. Man hører paa den hele Øe ikke to


514
Meeninger om en Sag. Hvad der behager een
behager alle, og man tænker uden Forandring,
Dag, som man tænkte i Gaar, det er, som Fo¬
fædrene tænkte paa den Tid, da denne Vei for
blev anlagt. Men hvor er det mueligt, sagl
jeg, at man har kunnet indføre saadan en Ligh¬
iblant Mennesker? Jeg spurgte ikke om Lighed
Meeninger; thi hvor forunderligt end dette og
kunde jeg dog nogenledes begribe det af and
Ting, som jeg havde seet før. Men den Li
hed, som jeg fandt i Legemernes Dannelse, de
satte mig i den største Forundring. Er det vist, sa¬
de jeg, at Folk skabe sig selv i dette Land? M¬
stendeels, svarede han, Kroppen, og især Hor
det, dannes efter et vist Maal, som er antag
i alle Huuse. Saasnart et Barn fødes, trykk
Jordemoderen Hovedet sammen i en aflang
gur, og Skolemesterne have siden Jndseende me
at Hovedet beholder denne Figur. De mav
Børn stopper man flittig, at de kunne blive feed
og de feede indsnører man stærkt, at de ikke skul
blive for tykke. De lavbeenede og korthalse
strækker man og giver dem høie Hæle; hver A
der har sit Maal; - men naar de blive ste
for Tiden, sagde jeg, hvad giøre J da ved den
J hugge, dog vel ikke Hovedet eller Beenene
Folk, fordi Naturen har givet dem en høiere Ve¬
end andre? Folk af en usædvanlig Størrelse, sv


519
rede han, ere meget raxe her paa Øen, og man
anseer deres Fødsel for et ondt Tegn; man sulter
og indsnører dem, at de ikke skulde voxe andre
over Hovedet; og dersom dette ikke kan hielpe,
sætter man dem i den almindelige Daarekiste.
J den almindelige Daarekiste, sagde jeg;
holde J da Folk for at være galne, fordi Natu¬
ren har skabt dem saaledes, at deres Øiekreds
strækker sig noget videre end andres? Denne Øe,
svarede han, er de Viises Land. Sandheden
er kuns een, og den have vi fundet; alt hvad
der ikke stemmer overeens med vore Leveregler, er
daarligt. Vi taale ingen iblant os, som enten
er høiere eller lavere, tykkere eller tyndere, stær¬
kere eller svagere, end de efter det almindelige
Maal maae være; og for at komme i Daareki¬
sten, er det i de Viises Land nok, at sætte Foden
uden for disse Fodspoer, som J her seer. Men
Fremmede, sagde jeg af Skræk, som endnu ikke
vide Landets Skik, Folk, som af Naturen have
svage Øine, dem tillader J dog vel at træde feil
engang? Med Fremmede, svarede han, see vi
vel igiennem Fingre; men for dem, som ere fødte
i de Viises Land, for dem gielder ingen Undskyld¬
ning. Vi indslutte dem uden Skaansel, af Frygt
for, at de skulde formeere sig her paa Øen, og
tilsidst undertrykke de Viise. Dette synes mig,
havde nogen Grund; thi, tænkte jeg ved mig


510
selv, dersom de Viises Slægt er saa ufrugthar
dette Land, som den er i andre, kunde Daarer
ne snart voxe dem over Hovedet. Men Eder
Land maae ikke være meget folkerigt, sagde jeg
til min Veiviiser. Af alle de Lande, som jeg
endnu har kiendt, er der intet, som jo inden kor
Tid skulde blive øde, dersom man vilde indslutt
eller fordrive alle Narre. Synes Eder, svare
de han, at der ikke ere Folk nok paa denne Vei
Jeg spurgte, om der vare lige saa mange inde
Landet? Hvad skulde de giøre der? sagde han
Arbelde, svarede jeg, og dyrke Jorden. Der
til, sagde han, bruger man i de Viises Land an
dre Dyr, som ikke ere Mennesker.
Den bestandige Liighed og Eenformighel
af alt hvad jeg saae, var allerede bleven mig saa
kiedsommelig, at jeg ikke havde Lyst til at reif
videre i et Land, hvor min Anfører forsikrede mig
at alt det øvrige var ligesom det, jeg havde seef
Kan en Fremmed, sagde jeg, ogsaa uden Far
besee det Sted, hvor J forvare Eders Daarer
Han sagde ja, og førte mig af den store Vei paa
en smal Stie. Jeg havde ikke saasnart sat Fo
den paa denne Stie, førend alle de, som gik paa
Veien, begyndte at skrige efter os; min Veile
der forsikrede, at jeg havde intet at frygte. Har
førte mig igiennem en øde Mark, som var be¬
groet med Tidsler og Torne, hvor vi ikke mødt


517.
noget Menneske. Da vi vare komne Jndbyg¬
gerne af Sigte, saae jeg et Landskab for mig,
som lignede de Egne i Norge eller Schweitz, hver
Naturen synes at have forladt alle Regler, for
at frembringe noget, som den menneskelige Konst
ikke formaaer at efterligne. Ved det første Syn
fandt mit Øie, som hidindtil ikke havde seet an¬
det end Perpendikler, Parallel=Linier og rethiør¬
nede Figurer, saadan en Vederqvægelse i de krum¬
me Linier, i disse Bierge og vilde Skove, at alle
de andre Skiønheder ikke rørte mig. Jeg var
allerede kommen vidt, førend jeg merkede den
utallige Mængde af kostbare Steene, som frem¬
skinnede overalt i Gruuset af disse Bierge, den
lige saa store Adskillighed af Urter og Træer, som
bedækkede Jorden, der syntes at skiule endnu
større Rigdomme i sit Skiød. Jeg var allerede,
siger jeg, kommen vidt ind i denne fortryllende
Egn, førend mine Tanker kunde gaae videre, end
til at betragte den store Skiønhed, som en krum
Linie havde i mine Øine fremfor en ret, og den¬
ne besynderlige Tanke rørte mig alt for meget, til
ikke at aabenbare den for min Veileder. Har
man ogsaa saadanne Daarer, sagde han, i Eders
kand? See det Menneske, som der staaer, sag¬
de han til mig. Det er den første Nar, som vi
møde; han staaer paa et Been, i Stedet for at
andre gaae paa to; naar han strækker den ene


518
Haand ud, sætter han den anden i Siden,
man maae see ham siddende eller staaende, saa
han altid paa den ene Side anderledes end pi
den anden. Dette Menneske, som jeg i Begy
delsen ansaae for en af de gamle Konststøtter, se
vel forestillede han en Romersk Fegter, var, so
min Anfører sagde, sendt herhid, fordi han ha
de paastaaet, at de krumme Linier vare skiønne
end de rette, og jeg lærte deraf, at de Viis
Land var ikke et Land for Konstnere. Kort de
fra mødte vi en gammel Mand; han saae i
som en Eremit, eller som en af de gamle Phil
sopher, der forlode det menneskelige Selskab, ik
af Had til Mennesker, men af Afskye for der
Laster, ikke for at unddrage sig for Pligterne, mi¬
for at bevare deres Dyd. Han bød os med m
gen Venlighed ind til sig i en Hytte, som h¬
havde flettet af Løv, og hvori han vilde vede
qvæge os med Frugter, som han havde saml
Jeg havde stor Lyst til at følge ham; men mi
Veileder holdt mig tilbage. Det er den værst
sagde han, af alle vore Daarer. Han troer,
der er noget i ethvert Menneske, som siger d
hvad der er Ret eller Uret, og at man derfor ik
altid kan tænke, som andre tænke, eller giøre a
hvad de finde Behag i: J Eders Land, lag¬
han til, hvor der efter Eders egen Tilstaaelse ef
mange Daarer, kunde det maaskee være sand


519
men ingen uden Narre kunde tænke saaledes i et
Land, hvor alle ere viise. Heraf sluttede jeg,
at man i de Viises Land ikke maatte have megen
Samvittighed. J det samme blev jeg en Gang
vaer, som var anlagt midt i Skoven, og som var
saa meget fuldkomnere end den, hvilken jeg først
havde seet paa Øen, som den syntes at forene
alt hvad der er smuk, baade i Konsten og Na¬
turen. Aabningen imellem Træerne, og de rette
Linier, hvorefter Gangene vare anlagte, gav
Øiet Plads nok til at see paa alle Sider adskillige
Forandringer af Træer, Floder, Vandfald, o.
s. v. J Middelpunkten, hvor disse Alleer løb
tilsammen, var en Høi, som var omringet af op¬
bundne Viinranker og andre Frugttræer, og oven
paa sad en Mand, som med en Fløite lokkede Fug¬
lene til sig. Denne Mand lignede baade i Per¬
son, Ansigt og Klæder de andre Jndbyggere, som
jeg havde seet paa den store Landevei: Jeg kunde
derfor ikke begribe, hvorfor han var fordrevet.
Denne Mand, sagde min Anfører, levede lige¬
som alle andre Viise her paa Øen, og underka¬
stede sig alle vore Skikke. Han gik selv aldrig
ud af den rette Vei; men han undskyldte og for¬
svarede undertiden saadanne Folk, som alle hans
viise Landsmænd holdte for Narre, og dette gior¬
de han saa længe, at man tilsidst holdt ham selv
for en Nar. Her søger han, som J seer, at


520
giøre en Blanding af alting, af alle Slags Træe
og Fugle, af Bierge og Dale, af rette og krum
me Linier, af de Viises Orden og Naturens For
virrelse. Han omgaaes med alle Daarer i denn
Egn; og dersom J vilde fortælle ham noget og
de urimelige Skikke, som andre Folk bruge, ske
han høre med saa megen Agtsomhed, som on
han troede, at en Mand, der er født i de Viise
Land, kunde lære noget af en Fremmed. Mi¬
synes, at jeg talte adskilligt med denne Mand
men jeg kan ikke huske meere deraf end dette: Je
troer, sagde han, at det er mere min Pligt, a
rette mig efter andre, end det er deres, at ren
sig efter mig; men jeg kunde ikke være enig me
mine Landsmænd deri, at holde alt det for daat
ligt, som er naturligt. Min Veileder førte mi
hen paa en anden Plads, hvor jeg fandt en Man
med et langt Skieg, midt iblant nogle Børt
See der, sagde han, en gammel Nar, som e
bleven til et Barn, fordi han vilde være viiser
end alle Folk i de Viises Land. Vi have alti
kuns havt een Maade at opdrage vores Ungdot
paa, og den fandt vi os saa vel ved, at det vg
meget rart, at see et Menneske her paa Øen, sor
var anderledes end andre Folk. Denne Man
troede, at man burde følge Naturen: Man lo¬
ham forsøge det; men alle disse Børn bleve van
skabte. See, hvilke store Hoveder, hvilken usæd


521
vanlig Høide? De bruge begge Hænder, uden at
giøre Forskiel imellem den høire og venstre. Jeg
uk Lyst til at vide, hvaa denne Mand gjorde iblant
disse Børn; og, da jeg kom nærmere, saae jeg,
at han lærte dem Reglerne af Bevægelsen ved at
spille Bold. Alle de, som J hidindtil har seet,
sagde min Anfører, have det tilfælles, at de ikke
holde sig selv for at være Daarer; men saadan
en Nar, som den, jeg nu vil viise Eder, har J
vel aldrig seet: Han førte mig hen til en Mand,
som saae ud til at være en Hyrde. Denne Mand
tog vel imod os, og leedte os ind i en skiøn Løv¬
hytte, hvor han foresatte os Melk og Frugter.
Jeg fandt i hans Tale og Adfærd noget, som syn¬
tes at være over hans Stand, og jeg sluttede der¬
af, at han var af det Slags Folk, hvoraf vi fin¬
de saa mange blant de polerede Nationer, en for¬
nemme Mand, som ved Laster og Overdaadighed
havde ødelagt sin Formue, eller et Menneske, som
var misfornøiet med sin Stand, og vilde ansees
for mere end han var. Skulde denne Syge,
tænkte jeg, som hos os ikke er bekiendt, uden
blant forarmede Herremænd og adelige Borgere,
være her saa almindelig, at den strækker sig indtil
Fæehyrder? Min Veileder bragte mig snart af
min Vildfarelse. Denne Mand, sagde han, var
en af de mægtigste og rigeste Personer i de Viises
kand. Han blev tilbedet af alle sine Medborgere;


522
men da hans Lykke var paa det høieste, forli
han alt hvad han eiede, og flygtede herhid, fo
di han troede om sig selv, at han ikke havde Vii
dom nok til at regiere saa meget. Han er blev
Hyrde, som J seer, og han er taabelig nok
at indbilde sig, at han i denne Stand er meg
lykkeligere, end han var før. Har J, sag
han, nogen Tid hørt saadant i Eders Land? N¬
svarede jeg, ikke uden i Skuespil og i Ver
Vore Poeter tale vel meget om den gyldne Ald¬
om Saturns Rige, om en Tid, da alle vare Ag¬
dyrkere og Hyrder; de prise meget denne Alde
Lyksalighed i deres Vers, og forestille os den u
dertiden paa Skuepladsen: men det er alt ku
Skiemt; og dersom nogen understod sig at mee
det alvorlig, giorde vi det samme ved ham, so
J giøre her; vi dømte ham til Daarekisten.
det samme forsvandt min Veileder, og jeg vaa
nede.


523
No. 200.
Fredagen, den 17 December, 1762.
Min Herr Tilskuer!
S¬
iden J ikke nævner Eder, veed jeg ikke, om
J er berettiget til at svare mig paa det,
som jeg vil spørge Eder om. Har J og svoret
Borgerskab i den lærde Republik? Er I Amts¬
Mester i noget Laug? Kan J fremviise Eders
Lærebrev, eller nogen anden lovlig Adkomst, som
berettiger Eder til at bruge Fornuften og praktise¬
re Videnskaberne? Jeg beder Eder for alting,
at J ikke vil paatage Eder at løse mine Tvivl,
dersom J ikke kan svare mig cathegorisk herpaa,
og forsikre mig først, at J er gradueret. Den
Sag, som giør mig saa forlegen, og hvori jeg
ønskede at faae nogle gode Raad, er denne: Jeg
har en eneste Søn, som er meget ung, og som
bliver riig nok for at kunde vælge hvad Stand,
han vil. Jeg har besluttet, at ikke foreskrive
ham noget; og da han allerede har megen Lyst
til at læse, ønskede jeg gierne at vide, til hvad
for et Slags Studeringer J vil, at jeg skal be¬


524
stemme ham. Jeg er i mine unge Aar bleven
alt for meget forsømt, til at kunne afgiøre de
selv, og, imellem os at sige, har jeg seet mange
lærde Folk i Verden, som hverken vare blevne bef
dre eller viisere ved det, som de havde lært. Skul¬
de min Søn studere, vilde jeg gierne, at han hav¬
de nogen Nytte deraf.
Jeg har allerede meget ofte raadført mig
med de Lærde; men jeg maae tilstaae tillige, af
jeg ved alle deres Svar ikke er bleven klogere end
jeg var, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulde
vælge iblant Meeninger, der vare saa stridige
Enhver foredrog den Videnskab, hvorved han
fortiente sit Brød, og det med lige saa stor Jver,
som Philosophen, Fegtmesteren, Dansemesteren
og Spillemesteren i den Adelige Borger. Der¬
som det, som de Lærde sagde, havde tillige været
lige saa latterligt, skulde de ikke have gjort mig
tvivlraadig; men til al Uhæld har enhver talt
saa fornuftig om sin egen Videnskab, at han skul¬
de have overtalet mig, dersom de andre ikke hav¬
de lige saa vel forsvaret deres Sag.
En eneste syntes mig i Begyndelsen at
være upartisk. Han holdt en lang Tale, hvork
han foretog sig at beviise, at alle Videnskaber,
vare lige nyttige; og kan J vel giette, hvad hans
vilde sige dermed? Denne Mand havde en smuk¬
Samling af alle Slags Fugle. Han vilde, at


525
eg, i Stedet for at anskaffe et Bibliothek til min
Søn, skulde kiøbe ham dette heele Cabinet af,
tillige med Willougby, Edwards, Brisson, Al¬
hinus og nogle andre Bøger. For at overtale
mig dertil, sagde han, at Nytten af Studerin¬
ser var ikke saa meget, at blive vittigere og klo¬
sere, som at have noget at bestille, og at forskaffe
ig en uskyldig Fornøielse. Dersom Videnska¬
derne, lagde han til, og de Begreber, som vi
samle af dem, virkelig giorde noget til Menne¬
kets Forbedring, skulde iblant alle Christne in¬
gen være saa nidkiere for at opfylde deres Pligter,
om de Geistlige; ingen Mennesker være mere
forsigtige end Geometrerne; ingen viisere end
philosopherne; ingen billigere end de Lovkyndi¬
e; ingen redeligere end Rettens Betientere.
rægerne skulde føre lige saa streng en Diet, som
Pythagoras, og de Statskloge ikke have anden
hensigt, end det almindelige Beste. Det er
derfor lige meget, hvad Videnskab man legger
ig efter, naar man kuns veed en Maade, at be¬
skæftige sig uden at fornærme nogen. Man kan
ige om alle de andre Videnskaber det samme, som
ten af de Gamle har sagt om de skiønne: At de
ere Ungdommens Føde, og Manddommens For¬
nøielse; en Prydelse i Medgang, en Tilflugt i
Modgang, og et behageligt Selskab, naar man
r paa Landet eller paa Reiser. Hvilken Viden¬


520
skab fortiener mere denne Berømmelse, end N¬
turhistorien, som man til alle Tider finder Leili¬
hed til at studere i Naturens store Bog? Og
der vel iblant alle dens Skatte noget, som ove
gaaer Fuglene? Forskielligheden af deres Fie¬
Lifligheden af deres Sang, nogles lækre Kiø
andres adskillige Nytte, giør os dem alle umist
lige. Denne Værdie, som Fuglene have fret
for andre Dyr, kiendte de Gamle saa vel, at
tilspurgte dem som Orakler (*. Jntet indtag
og beskæftiger os saa meget, som Lyst til at ha
fuldstændige Samliger: Mynter, udgravede St¬
ne, Muskeler, og tusinde andre saadanne Tin
ere saa riige og uudtømmelige, at et eneste Sla
deraf kan være nok til at beskæftige et Mennes
for hans heele Livstid, og til at mætte hans V
gierlighed.
Det var ikke nok, at den Lærde sagde m¬
alt dette, saavel om Videnskaberne i Almindel¬
hed, som om Naturhistorien især. Han i
endnu videre, og beviiste mig lige saa grund¬
hvor store Fortrin en Samling af Fuglene hav
fren
(7) Bette Beviis kunde synes at være drevet alt
vidt; men man maae undskylde denne Naturkyn
ge dermed, at andre for ham have brugt ligese
danne Beviiser. Hr. Argenville, naar han ta
om Nytten af Muskeler, beviiser han den ibla
andet og deraf, at Grækerne brugte dem til at a¬
Stemmer i deres Forsamlnger.


527
fremfor alle andre Samlinger af Mynter, af
Steene, af Muskeler, af Mineralier, o. s. v.
Men, da han sluttede sin Tale med at raade mig
til at kiøbe hans Samling, udslettede han dermed,
al den Virkning, som hans Veltalenhed havde
gjort paa mig.
Jeg vil ikke fortælle Eder, hvad alle de
andre Lærde sagde mig. Der fattedes ikke meget
i, at jo een af dem havde overtalet mig til at lade
min Søn blive Præst. En anden havde nær
bragt mig til at lade ham lære Arabisk. Dette
Sprog, sagde han, er det allerskiønneste af alle;
thi Sprogene ere kuns Tegn af vore Tanker, og
det Arabiske Sprog er saa riigt, at vi ikke kunne
tænke noget paa saa besynderlig en Maade, at vi
so strax finde et Ord til at udtrykke det, just paa
den selvsamme Maade, som vi tænke det. De,
som ikke forstaae det Arabiske Sprog, kunde der¬
for ikke heller opløfte sig til høie Betragtninger.
De krybe paa Jorden med deres vestlige Sprog.
De Berømmelser, som enhver gav sin Vi¬
denskab, forekom mig endda ikke saa forunderlig,
som den Foragt, hvormed han betragtede alle de
andres. Dersom enhver havde ladet det være
nok, at rose sit eget, skulde jeg have troet, at de
alle havde nogen Grund til det, som de sagde;
men det lod, som de vilde have mig til at troe,
at alle andre Videnskaber ikke fortiente et fornuftigt


9 28
Menneskes Opmerksomhed. Jeg ønskede, at
havde hørt, hvor megen Umage en Geometer ga
sig, for at beviise Uvisheden af den heele Læg¬
Konst. En Theolog triumpherede af de Gruf¬
de, hvoraf han vilde overtyde mig om den lide
Nytte, som Naturlæren stiftede. Hvad kan d
hielpe, sagde han, at vide saa nøie til hvilke
Grad Varmen stiger? hvor tung Luften er? E
skiøn Geist forsikrede, at han heller vilde har
gjort en Side i Milton, end alle de mathemat
ske Opdagelser, som ere skeedte fra Archimede
af, indtil Euler. Dette giorde mig virkelig ond
Jeg troede vel, at en Videnskab kunde i en vi
Hensigt være nyttigere end en anden; jeg hav
Taalmodighed til at høre alt hvad man sagde, i
at beviise denne Nytte; men jeg kunde ikke taal
at man foragtede nogen.
Uagtet denne Ærbødighed, som jeg virk
lig har for Videnskaberne, maae jeg dog fortri
Dem en Anmerkning, som jeg har gjort ved i
sammenligne alle de Taler, som jeg i denne M¬
terie har hørt af lærde Folk, saavel her i Lande
som paa fremmede Steder. Den bestaaer der
At de fleste glemte i deres største Jver at sva¬
paa det Spørgsmaal, som jeg havde gjort dem
og at alle deres Betragtninger tilsidst gik ud pa
at beviise, ikke saa meget hvad min Søn skuld
studere, som hvor meget Regieringen burde giør


5 19
for at belønne dem, som lagde sig efter deres egen
Videnskab. I dette Stykke viiste de især baade
deres Grundighed og deres Veltalenhed. Der
var ikke en eneste, som jo betragtede Statens
Skat som en Giødning, hvilken man burde ud¬
prede for at giøre Videnskaberne frugtbare.
Jeg venter Eders Svar med megen Læng¬
sel, og er
Eders
flittig: Læser.
Dette er en Oversættelse af et Fransk Brev,
som er mig virkelig tilskrevet. Jndholdet der¬
af forbinder mig til at give Læserne denne Efter¬
tetning; de skulde ellers beskylde mig for at paa¬
digte mine Landsmænd saadanne Feil, som de
enten ikke have, eller og ere meget rare. Kuns
meget faa af vore formuende Folk kunde falde til
den Yderlighed, at anstille saadant et Valg iblant
Videnskaberne, førend de bestemme deres Børn
til nogen især: man veed allerede forud, og uden
at søge denne Kundskab paa saa møisommelig en
Maade, som Forfatteren af dette Brev, at alle
Videnskaber ere lige gode, det er at sige, efter
nogles Meening, lige ufornødne, og efter andres,
lige nyttige. At fordybe sig i nogen Videnskab


530
saa vidt, at man skulde opofre sin heele Livss
dertil, og giøre den til sin Hovedlyst, er en ?
derlighed, som man let undgaaer. En Saf
ling af Fugle, som den, hvorom der tales i Bi
vet, kunde dog maaskee finde saadanne Elsker
men at riige Folk skulde lade deres Børn bli¬
Præster, eller lære Ar bisk, det er en Overiilel,
som vi ere alt for kloge til at kunne begaae. Ne
le ere enten ved Fødselen, eller ved det, som mi¬
kalder Praxis, og som bestaaer i at giøre lige¬
ter hvad andre have gjort, og at troe, at in¬
kan være bedre end det er, blevne viise nok til
begribe, at alle Videnskaber ere unødvendie
Andre troe vel, at unge Mennesker, som ere i
riige og fornemme til at lære Haandverker,
gaae paa en Skriversine, skulde dog beskæftig
med noget i deres Ungdom, at Videnskaber
kunde bruges til saadan en anstændig Tidsfordr
lige saa vel som Dansen, Fegten, Riden, Te
ning og andre saadanne Ting. Men derfori
høver man ikke, naar man vil oplære et Bar
at søge Raad hos alle fire Faculteter. J enhv
af Legemets Øvelser maae man vel have en besy
derlig Mester, fordi at danse og at jegte ere
Fuldkommenheder, som et Menneske alene u
kan besidde; med Videnskaberne derimod er d
noget andet. En Student, som har taget i
Examen, veed nok af dem alle, for at man ik


931
har nødig at betale meer end een Person. De
beste Videnskaber og den beste Læremester ere de,
som koste mindst; og naar Discivlen har lært det
samme, som hans Læremester, det er at sige, naar
han kan Latin, og veed nogle Definitioner af Phi¬
losophien, har han studeret nok, ikke alene for en
riig Mands Søn, men og for en Student. At
høre Forelæsninger over mange Videnskaber, er
kuns brugeligt ved de Tydske Akademier; ved den
Studeremaade bliver man sielden grundig, og den
skikker sig ikke heller for fornemme Folk.
Saaledes tænke de fleste Forældre om Vi¬
denskaberne, og vore Lærde ere i Almindelighed
ikke heller saa hidsige, at de af Nidkierhed for
den Videnskab, som forskaffer dem Levebrød,
skulde forløbe sig saaledes, som de Lærde, hvor¬
om der tales i dette Brev. Efter manges Mee¬
ning er intet daarligere, end de Stridigheder, som
komme af saa umaadelig en Lyst eller Hengiven¬
hed til en Videnskab fremfor en anden. Alle Vi¬
denskaber, som ere lige saa gamle som Universite¬
terne, ere lige nyttige; der er ingen Forskiel imel¬
lem dem, uden efter Faculteternes Rang, og de,
som siden ere opfundne, fortiene ikke Navn af Vi¬
denskaber engang. Det er ikke de Ting, hvor¬
om Videnskaberne handle, men Sprogene og Me¬
thoden, som give dem deres Værdie; og ligesom
alle Videnskaber ere gode, naar de læses paa Latin,


9 32
og efter den akademiske Methode, saa tabe de
alle deres Priis, saasnart de blive foredragne i
andet Sprog og paa en anden Maade.
Mit Svar til Forfatteren og de faa Fo¬
ældre, som kunde være lige saa omhyggelige
tvivlraadige, som han, er dette: Et ungt Me
neske, som er riigt nok til at vælge hvad Sta¬
han vil, behøver i det mindste saa megen Vide
skab, som er fornøden til at bevare hans Fornuu
og til at bruge den vel. For at bevare de
maae han have saa megen Jndsigt, at han ik
har nødig i alting at betroe sig til en Foged ell
Fuldmægtig; han maae kunde regne og skrive,
forstaae saa meget af Landets Love, som der i
høves til at forsvare sine Rettigheder, og bru
den fornødne Forsigtighed i deres Udøvelse. C
Mand af store Midler maae sætte dem enten i Jo
degods eller i Handelen. Sætter han dem i Jo
degods, kan han, foruden de almindelige Gru
de af Lovkyndigheden og Land-Oeconomien, ma¬
skee have nogen Nytte af de physiske og oeconom
ske Erfaringer, hvorpaa alle Nationer i vore T
der ere saa opmerksomme, og som adskillige has
dristet sig til at bringe i System. Vil han af
vende dem i Handelen, jeg meener ikke, at ha
skal handle selv, thi det skikker sig ikke for for
nemme Folk; men vil han laane sine Penge i
Kiøbmænd og Entrepreneurs, kiøbe Aktier, d


952
maae han have saa megen Kundskab om Hande¬
len, at han kan dømme noget om Sikkerheden og
Fordeelene af de adskillige Indretninger, og give
en fornuftig Stemme i Compagniernes Forsamlin¬
ger. Han maae vide noget af Historien og Geo¬
graphien, kiende Tilstanden af Handelen, saavel
i andre Lande, som i hans eget, hvad der beroer
paa almindelige Grunde, og hvad der kommer an
paa tilfældige Aarsager. Til at bruge sin For¬
mue, udkræves endnu mere, enten han vil bruge
den for sig selv, eller tillige til andres Nytte. For
at nyde den selv, maae han hverken være gierrig,
eller ødsel, eller umaadelig i sine Begierligheder.
han kan, uden at ødelegge sin Formue, eller sin
Sundhed, ikke altid spiise, drikke, have Foran¬
dringer af Selskaber, Klæder, Boeskab, Eqvi¬
pager; han maae derfor have Smag paa et andet
Slags Fornøielser, hvormed han altid kan be¬
skieftige sig, uden Frygt for at blive enten fattig
eller syg. Saadanne Fornøielser ere ikke at fin¬
de uden i Videnskaberne, og i fornuftig Omgang
med sin Familie og sine Venner. En Samling
af rare Fugle skulde ikke altid kunde fornøie ham;
thi man fanger ikke dem hver Dag, og han maatte
kiende noget mere af Naturens Rige, for at finde
altid Anledning til Beskieftigelse. Vil han være
Huusfader, Borger og Ven, maae han vide end¬
nu en anden Videnskab, som man kalder Sæde¬


9 34
Læren. Historien aabner ham en bestandig Sku¬
plads, og forskaffer ham uden Bekostning en id
lig Forandring af Selskab med alle Slags Fol¬
Dette skulde uden Tuivl fornøie ham mere, en
den fuldstændigste Samling af Muskelskaller; me
til at læse saadanne Bøger, kunne de Europæist
Sprog være ham mere nyttige end det Arabisk
Vil han tiene andre og det Almindelige, jeg ii
ler kuns om saadanne Tienester, som anstaaere
riig Mand, om Embeder, som give Ære o
Rang, da, om han end troede, at en riig Man¬
som kan leve af sine Midler, var det Almindelig
intet skyldig, maae han dog for sin egen Ær
Skyld vide saa meget, at han ikke altid skal tæ¬
ke som andre, eller sige noget, uden at kunne g
ve Grund derfor; det kommer da an paa, hvo
Stand han vil vælge. Ethvert fornuftigt For
tagende har sine Grunde; man maae kunde sige
alting, hvorfor man giør det, og en Samling
saadanne Grunde kaldes en Videnskab. Vil ha
være Officeer, Statsmand, Dommer, da la¬
ham, i Stedet for at gaae alle Videnskaber igies
tem, fra Onthologien af indtil Kundskaben og
Sommerfuglene, i Stedet for at lære alle lær¬
Sprog, fra det Latinske til det Arabiske, spø
ge, hvad det er for Videnskaber, som lære ha
at anlegge eller forsvare en Fæstning, at unders
se Grundene til en Lov eller Indretning i St¬


957
ten; og hvor ueenige de Lærde end ellers ere,
naar der handles om Nytten og Værdien af de¬
res Videnskaber, skulde de dog alle komme over¬
eens i at navngive disse Videnskaber. En riig
Mand skal døe, og denne Tanke maae være ube¬
hageligere for ham end for andre Folk, dersom han
ikke har noget at haabe efter Livet, dersom han
ikke kiender en Videnskab, som kan give ham Trøst
mod Døden. De Videnskaber, som man kal¬
der Philosophien og Theologien, kunde derfor nyt¬
te ham, endskiønt han ikke blev Præst, naar han
lærte deraf, at Verden maae have en evig Aar¬
sag, og at der er noget i ham selv, som er skabt
for Evigheden. Den ene lærer ham at prøve
Grundene af den Kundskab, hvorpaa han bygger
sin tilkommende Lyksalighed; den anden viiser
ham Midlerne til at opnaae denne Lyksalighed.
Efter disse Grunde kan enhver Fader, uden
at hente Svar fra alle fire Faculteter, let afgiøre
selv, om det er nyttigt, at hans Søn studerer,
eller ei; om alle Videnskaber ere ham lige nytti¬
ge; om det er nok, at han lærer noget, eller hvad
han skal lære? Men naar han saaledes har af¬
gjort, hvad hans Søn skal lære, er der endnu et
stort Spørgsmaal tilbage, hvorledes han skal
lære det? Derom ønskede jeg, at Forfatteren af
dette Brev vilde spørge de Lærde; thi der er me¬
get i dette Spørgsmaal, som jeg ikke kan opløse,


536
og kuns lidet, hvorpaa jeg kan svare saa cathego¬
risk, som han forlanger. Mit Lærebrev siger
mig kuns, hvad jeg skal giøre, men ikke hvor¬
ledes; og jeg slutter deraf, at det er ikke nok, at
være Amtsmester. Jeg har praktiseret Haand¬
verket i nogle Aar; men jeg lærer endnu selv hver
Dag.
No. 201.
Mandagen, den 20 Decemb. 1762.
P¬
hilemon. Det lader, som De troede under¬
tiden, kiere Theages, at det Arbeide, som
Forstandens Dyrkelse udkræver, hindrede Dem i
Deres Fornøielser. Theages. Er det ikke og
saa? Ph. Om jeg kunde beviise Dem, at For¬
standens Dyrkelse var et Middel til at befordre
Deres Fornøielser, og at De ikke kunde fornøie
Dem ret uden Videnskab? Th. Det troer jeg
nok; der er i Videnskaberne noget, som meget
fornøier: En smuk Historie, en Fabel, en Sam¬
tale. Ph. Men De troer dog, at der ere an¬
dre Fornøielser, som ere større end disse? Th.
Ja, altid kan man ikke læse; man blev tilsidst


751
kied af den smukkeste Historie, naar den var alt
for lang. Py. Men at spiise, drikke, spadse¬
sere, see Skuespil, Opera, skulde man altid kun¬
de giøre det, uden at blive nogen Tid kied deraf?
Ty. Naar det varede alt for længe, blev man vel
og kied deraf, men ikke saa hastig, som af andre
Ting. Py. Hvorfor meener De det? Ty.
Fordi det koster ikke nogen Umage, og fordi det
er bare Fornøielse. Py. Hvad Umage koster
det da at studere? Er det et Arbeide for Legemets.
Ty. Nei: for Sindet, Forstanden, Hukom¬
melsen. Py. Regner De et Skuespil, en O¬
pera iblant disse Ting, om hvilke de siger, at de
koste Forstanden ingen Umage, og ere bare For¬
nøielser? Ty. Ja. Py. Hvad er det da,
som fornøier Dem i en Opera? Ty. Der er
meget smukt at see. Py. At see, hvad er der
at see i en Opera? Th. Det veed De vel selv,
eller maaskee elsker De saa lidet alle saadanne For¬
nøielser, at De ikke skiøtter om at see dem engang?
Py. Jeg har ikke alene seet dem, og finder For¬
nøielse deri, men jeg tør endog sige, at den For¬
nøielse, som jeg finder deri, er meget større, end
den, som De kan have endnu. Th. Det be¬
griber jeg ikke. De finder mere Fornøielse, siger
De, i en Opera, end jeg, og dog spørger De
mig, hvad Smukt der er at see. Ph. Fordi
min største Fornøielse kommer ikke af det, jeg seer.


938
Th. Nu veed jeg, hvad De vil sige; Musike
fornøier Dem mere end Klæderne og Dansene
men mig synes dog, at disse Ting ere meget smul
ke. Py. Dansene fornøie mig slet intet; me¬
det kommer maaskee deraf, at jeg ikke forstaae
Reglerne af disse Bevægelser, og hvori deres Fuld
kommenhed bestaaer. Klæderne agter jeg endne
meget mindre. Jeg ønskede, at jeg ikke saa
dem; thi jeg finder dem i alle Henseender unatut
lige. Jntet Folk i Verden har klædet sig saa
vore Operister ligne intet mindre end de Nationet
hvis Sæder og Handlinger de forestille. Det
som de endda viiste os nogle af disse Romerske o
Græske Dragter, hvis Navne vi læse undertide
i Bøgerne, som De ønskede at kiende, og som je¬
ikke ret kan beskrive Dem, var det maaskee ne
gen Agtsomhed værd; men deels er man ikke kyn
dig nok i den gamle Historie, baade for at iagtta
ge denne Velanstændighed, og for at skiønne der
paa, og finde Smag deri, deels vare og Sædet
ne hos nogle af de Folk, hvis store Handlinge
man forestiller, endnu for eenfoldige, ukonstlede
eller maaskee rettere at sige, ikke kielne, ikke for
dærvede nok til at bruge saadanne glimrende Pry¬
delser, som dem, med hvilke man vil forblind
Tilskuernes Øine. Den Klædning, som Alex
ander bar, da han besøgte Darii Moder og Ge
mahl, og som han sagde, at hans egen Mode¬


939
havde syet og broderet, var uden Tvivl ikke be¬
hængt med Flitterguld; og Asiens Erobrer, som
foragtede saa meget Persernes Pragt, og betrag¬
tede deres forgyldte Klæder kuns som et Rov, hvil¬
ket han kunde deele iblant sine Soldater, har vel
aldrig ladet sig see i et Fiskebeensskiørt, som var
opfundet alene for at udbrede Galunerne. Vil
man see smukke Klæder, ere der jo andre Steder,
hvor man kan see dem, og man har ikke nødig der¬
for at opkalde Alexander og Julius Cæsar, og fo¬
restille disse Helte i qvindagtige Prydelser. Ty.
Naar alle tænkte saaledes, var der jo ingen For¬
nøielse ved at see Opera. Py. Man kunde, vil
De sige, tænke saa meget, at Fornøielsen reent
forsvandt, og det var just tvertimod det, som jeg
vilde beviise, at Forstanden forøger vore Fornøi¬
elser; men det er kuns i Henseende til Klæderne,
kiere Theages, at denne Slutning gielder. For
at kunne fornøie sig i dem, maae man ikke tænke
meget; men man betaler denne Fornøielse dyrt,
fordi den kan ikke bestaae uden at opofre langt stør¬
re, som man ikke kan nyde uden at tænke. Ty.
Det maae da være Musiken alene, som fornøier
Dem? PPh. Den fornøier mig, skiønt ikke saa
meget, som den kunde fornøie, dersom jeg forstod
mere af dens Regler. Jmidlertid er der dog
noget deri, som naturligviis maae røre alle, der
have Følelse og Smag. Men derfor alene har


540
man jo ikke nødig at opføre en Opera? Man kaf
have Musik uden Skuespil, ligesom man ha¬
Skuespil uden Musik. Ty. Hvorfor har mar
da forenet dem. Py. Uden Tvivl derfor, a
de ved Foreningen skulde frembringe en størr
Fornøielse, og denne Fornøielse føler De jo no¬
selv, for ikke at have nødig at spørge, hvori de
bestaaer? Ty. Jeg hører kuns Musiken, og
den fornøier mig ikke anderledes i en Opera, enl
i en Concert. Skuespillet selv forstaaer jeg ikke
det er paa Jtaliensk. Py. Den Vankundig
hed maae altsaa berøve Dem den halve Fornøielse
Men De har dog læst Oversættelserne? Ty
Ja, de indeholde en Historie i Samtaler, lige¬
som andre Skuespil. Py. Fornøier det Dem
at læse saadanne Stykker? Ty. Ja. Py
Hvorfor? Ty. Fordi det er historist. Py
En Chronologie, en Geographie er og en Histo
rie. Th. Men det rorer, det bevæger mig ikk
saaledes, som naar jeg læser om disse Helte, on
deres Dyder, deres Lidelser, deres Handlinger
som opvække snart Kierlighed, snart Medynk
Py. Om alt dette var sandt, vilde det jo rør¬
Dem endnu mere? Ty. Ja. Py. Hvor
vidt det er sandt, maae De vide af Historien
Har De nogen Tid undersøgt det? har De læst
førend De gik paa Opera, hvad Historien fortæl
ler om disse Personer: Ty. Nei. Py. Og


541
derved har De altsaa tabt en vigtig Deel af De¬
res Fornøielse. Men De har dog i det mindste
undersøgt, om det var mueligt og rimeligt, om
Mennesker kunde giøre saadant, om det rimede
sig med disse Personers Carakterer, Sæder, Al¬
der, og om saa mange Personer, som De seer
paa Skuepladsen, kunde være samlede paa eet
Sted, sige og giøre alle disse Ting i nogle faa
Timer; thi om nogen vilde bringe Dem til at troe
ganske urimelige Ting, kunde det vel fornøie
Dem? Ty. Nei, det vilde tvertimod fortryde
mig; men jeg har ikke vidst, at man burde un¬
dersøge et Skuespil saaledes. Py. De har alte
saa ikke heller endnu vidst, hvorledes De skulde
fornøie Dem? Men, naar De og vidste alle dis¬
se Ting, kunde det da ikke fornøie Dem lige saa
meget, at læse saadan en Tildragelse kortelig for¬
talt i Historien, som at høre det udført ved alle
disse lange Samtaler, og see Handlingerne selv
forestille? Er det saa, vide vi endnu ikke selv,
hvorfor vi gaae paa Opera. Vore Bøger kun¬
ne jo forskaffe os den samme Fornøielse? Ty.
Jeg synes, at det maatte være saa; men jeg fin¬
der dog, at et Skuespil fornøier mig mere end en
Historie. Py. Jeg frygter, at det er Klæder¬
ne, Dansene, og ikke Opera; thi denne bestaaer,
som De nu veed, i en Forening af Handlinger¬
ne eller Skuespillet, og Musiken. Naar De


542
læser noget i Historien, som rører Dem, ønske
De da ikke undertiden, at De kunde see den Mand
som har sagt eller gjort det, og blive underrette
noget nøiere om Maaden, hvorpaa det var skeet
Vilde De f. Ex. ikke gierne have seet Alexander¬
ædelmodige Opførsel mod Darii fangne Familie
ønskede De ikke, at kunde have hørt denne Samtal¬
som giorde Alexander mere Ære, end alle han
Erobringer? Ty. Jo, jeg har derfor og un
dertiden beklaget ved saadanne Stykker, at Histt
rien var for kort; jeg har spurgt Dem, hvad D
meente, at der var videre passeret, hvad den elle
den Person har kunnet svare, hvorledes han ha
været til Mode. PPy. Og naar Historien ikk
har sagt mere derom, have vi taget vor Tilflug
til Gisninger. De har sagt mig, hvorledes T
meente, at det var tilgaaet; og jeg har undersøg¬
om det var rimeligt eller ei, om det svarede t
Personernes Carakteer, til Tiden og Omstændi
hederne. Men naar vi da og have giettet alle
best, kiere Theages, har der endnu manglet o
noget, som giver en Handling mere Liv end al¬
Ord og Fortællelser. Ty. Hvad er det? Pl¬
Meener De, f. Ex., at Darii Familie kan har
sagt meget i de Omstændigheder, hvori de vare
Saa pludselig en Forandring, saa inderlig en B¬
drøvelse, saa smertelig en Skilsmisse, saa mege
Uvished om sin tilkommende Skiebne, saa uven


343
tet en Ædelmodighed af en Fiende, giør ikke Folk
veltalende eller ordrige; og hvad meener De da,
at der meest fortiente at agtes ved saadan en Sam¬
menkomst? Th. Minerne, Gebærderne, Væ¬
senet. Py. Disse Ting sige mere end Ord; og
ingen Beskrivelse forslaaer til at udtrykke dem;
de maae sees, og ikke beskrives. Dersom De
havde meent dette, da De sagde, at der var me¬
get Smukt at see i en Opera, skulde jeg have til¬
staaet, at De kiendte noget af saadanne Fornøiel¬
ser. Men for at dømme om Gebærderne eller
Aktionen, maae man forstaae Ordene, og vide,
hvad for Gebærder der svare til saadanne Ord og
til saadanne Handlinger. Denne Overeensstem¬
melse maae man kunde fatte, naar man skal for¬
nøie sig i et Skuespil, og det er endda kuns den
halve Fornøielse af en Opera. Musiken er end¬
nu tilbage. Ty. Skal man og forstaae den for
at fornøie sig? Py. Naar Fornøielsen skulde
være ganske fuldkommen, maatte man og forstaae
den. En Maler føler altid noget mere ved at be¬
tragte et velgjort Skilderie, end en anden; men
enhver, som har Smag, maae kunne skiønne, om
det ligner Naturen. Musiken skal i en Opera
være overeensstemmende med Ordene og Handlin¬
gerne. Der maae altsaa være noget, som de ha¬
ve tilfælles, og hvoraf man kan dømme om denne
Overeensstemmelse. Theag. Hvad er det?


544
Py. Det maae De selv føle, det kan jeg ikke si
ge Dem. Ordene og Musiken skulle begge giør¬
een og den samme Virkning hos Dem, og denn
Virkning maae blive føleligere, naar begge er¬
forenede, end om De læste Ordene alene, elle
hørte kuns Musiken. De har selv tilstaaet, af
De føler noget ved Ordene, at den blotte Beskri
velse af en stor Handling rører Dem, og at diss
Bevægelser blive stærkere, naar saadan en Hand
ling forestilles under alle sine Omstændigheder
Nu kommer det an paa, om De og kunde føle no¬
get ved Musiken? Ty. Ja, den fornøier mig
Ph. Men De føler maaskee det samme ved a
Musik? Ty. Det kan jeg ikke saa nøie adskille
Py. Og De burde føle noget Særdeles ved en
hver Hundling, noget, som lignede den Passion
som Handlingen opvækker. Jkke alene de adskil
lige Arter af Passioner, af Glæde, Bedrøvelse
Vrede, Medlidenhed, Kierlighed, o. s. v., me
endog enhver Grad af disse Passioner have sin
egne Stemmer. Men det er vel at føre Den
alt for vidt? Deres Jndsigt kan endnu ikke vær
stor nok til at forene paa engang saa mange For
nøielser, som for de rette Kiendere ere saa henryl
kende. Det, som De allerede kunne begribe, e
imidlertid nok for at dømme, hvor vidt De e
endnu fra at kunne finde den Fornøielse i en Ope
ra, som De indbildte sig at være saa let. Det


949
som Klæderne alene og Ziraterne kunne fornøie
Dem saa meget, hvor indtagende en Lyst maatte
De da ikke finde i saadant et Syngespil, naar De
var bevandret nok i Historien, for at dømme om
Rimeligheden af det, som man har opdigtet, for
at forestille saadan en Handling under alle sine
Omstændigheder, naar De kiendte det menneske¬
lige Hierte, og Hiertets Sprog nok, for at skiøn¬
ne om Ordenes Beqvemhed til at udtrykke det,
som de forestilte Personer virkelig kunne have tænkt
og følt, og naar De havde Smag nok i Musiken,
for at føle derved noget, som stemmede overeens
med de Jndtryk, som alle disse Ting gjorde paa
Dem. Forestil Dem, f. Ex. den Forskiel, der
maae være imellem den Fornøielse, som De fiu¬
der ved at læse adskillige rørende Stykker af Hi¬
storien, og den, som De skulde føle, om jeg kun¬
de føre Dem hen paa et Sted, hvor De saae alt
dette for Deres Øine; men De maatte forstaae
Sproget, ellers følte De ikke saa meget ved
at see og høre en virkelig Handling, som ved at
læse den i et bekiendt Sprog, og der var da intet
for Dem at see, uden Klæderne. Vil De nu
troe, at man maae tænke meget, for at kunne for¬
nøie sig? Ty. Ja, til at fornøie sig i et Skue¬
spil, merker jeg, at der hører meget. Ph. Og
saadant et Skuespil forestiller os dog kuns en ene¬
ste Handling af Livet. Hvad om De saae mange


340
saadanne? De kunde vel ikke see dem paa engang
men De kunde læse dem; og naar De var evet
at tænke, kunde De selv fornøie sig ved at giett
hvad Folk i enhver Omstændighed havde tænkt
følt og sagt. Enhver betydelig Tildragelse kund
give Dem Anledning til at forestille sig saadan ef
Samtale eller Skuespil. Og dersom opdigted
Forestillinger kunde fornøie saa meget, hvad maa
da virkelige ikke giøre? Naar De vidste at anstill
saadanne Betragtninger over de Folk, som D
seer, at dømme om deres Carakterer og Passio
ner, at undersøge deres Ords og Handlingers Over
eensstemmelse med Fornuften, med Pligterne
med Caraktererne og Omstændighederne, maatt
De jo hver Dag kunne forskaffe sig selv en lang
sandere og større Fornøielse end den, som De n¬
søger paa Skuepladsen? Th. Jeg kan begrib¬
at det maae være en stor Fornøielse; min størst
Lyst, naar jeg spadserer, er at see mange Folk
Ph. Paa Spadseregangene frygter jeg, at D
ikke seer Menneskene, men deres Klæder, og diss
ere meget smukkere i en Opera. Men om ma¬
saae, hvad disse Mennesker forrettede paa Mar
ken og i Huusene? hvorledes de dyrkede Jordet
og forarbeidede disse mangfoldige Ting, som v
bruge til Klæde, Spiise, Boeskab, uden at vide
hvorfra det kommer, og hvorledes det bliver til
Om vi saae Menneskenes adskillige Levemaade


94!
hvorledes nogle under det haardeste Arbeide og
med ringe Vilkaar ere mere sunde og fornøiede,
end andre midt i den største Overflødighed; om
vi gik omkring paa Livets Skueplads, og saae
disse naturlige og uforstilte Handlinger, som skee
i den Tid vi leve; mon det ikke skulde røre os
mere, end at fremkalde en død Helt, som har le¬
vet for mange hundrede Aar siden, hvis Hand¬
linger have saa lidet tilfælles med vor Tænkemaa¬
de og Sæder, og som baade Historieskriverne og
Poeterne saaledes have forstillet, at vi altid maae
frygte at blive bedragne, om vi deraf vilde dømme
om det menneskelige Liv? Naar vi først havde seet
nogle af disse Ting, som H.storien og Geogra¬
phien beskriver, og som nu kuns ere Navne, om
hvilke vi i Mangel af Erfaring ikke kunne giøre
os rigtige Begreber, hvor skulde da disse Viden¬
skaber fornøie os, og hvor megen Lyst skulde vi
have til at gaae videre, til at undersøge Grund¬
Reglerne af Agerdyrkningen, Handelen, Kon¬
sterne, og at kiende de Love, efter hvilke saa man¬
ge og adskillige Forretninger bestyres til heele Sel¬
skabets Gavn. Naar vi kom saa vidt engang,
da vidste vi først, at der var noget i Verden, som
var værd at see; da havde vi ikke nødig at søge
denne Lyst langt borte, at gaae paa Skuepladsen,
for at see opdigtede Handlinger; overalt, hvor
vi gik, skulde vi finde Anledning nok til at forlyste


548
baade Øinene og Sindet. Bleve vi undertidet
trætte af at see, da vilde vi tage vor Tilflugt ti
Bøgerne, og læse Beskrivelser af saadanne Ting
som vi ikke kunde see, men forstaae af det, son
vi havde seet; og naar alt dette ikke var nok til a
fornøie os, vilde vi forsøge, om vi ikke af det
som vi havde seet og læst, kunde selv opfinde og
sammensætte noget Nyt, som baade var sandt og
nyttigt. Thi dersom en eneste Handling af Hi
storien kan være nok for en Poet til at indrette e
heelt Skuespil, dersom saadan en poetisk og mu
sikalsk Opfindelse, som tiener kuns til at fornøi
Folk, har sine Grunde, skulde da de nyttige Op
findelser ikke og have deres? og naar De fand
disse Grunde engang, naar De lærte de Midlen
ved hvilke De virkelig kunde overtale sig selv o
andre Mennesker til at giøre nogle af disse stor
Handlinger, som man forestiller paa Skueplad
sen, naar andre fornuftige Mennesker, som var
Tilskuere af disse Handlinger, tilkiendegave dere
Biefald ved en almindelig Haandklappen, hvo
stor, hvor sand skulde da Deres Fornøielse ikk
være!


549
No. 202.
Fredagen, den 24 December, 1762.
C¬
hristi Persons Ypperlighed og den overordent¬
lige Carakteer, som fremskinner af alle hans
Taler og Handlinger, er et stort og talende Be¬
viis for Religionens Sandhed. Naar vi opfor¬
drede alle Viise til at beskrive os en god Mand,
en Menneskeven, en fuldkommen Lærer, en Helt;
skulde alle deres Beskrivelser kuns være svage
Skyggeverker imod det fuldkomne Mønster, som
Evangelium forestiller os, ikke i Ord og billeder
alene, men i Jesu heele Liv, i hans Lærdom,
Handlinger og Lidelser. En Lærer, som taler
selv af en fuldkommen Overbeviisning, og under¬
viiser andre med Sagtmodighed; som lemper sig
efter sine Tilhøreres Begreber, uden at bedrage
dem enten ved falske Fornuftslutninger eller med
opsminkede Ord; hvis Tale altid gaaer ud paa
det ene fornødne, og uden at stille en blot Nys¬
gierrighed, sigter stedse til at forbedre den ædelste
Deel af Mennesket. En Lærer, som giør selv
mere, end han kræver af andre: en viis og ret¬
færdig Mand, som er Synderes Ven; som lider


950
taalmodig, endog naar hans egne Dommere kien¬
de ham uskyldig; som beder for sine Fiender, græ¬
der over deres Ulykke, tilgiver sine Fornægtere,
og taler venlig til dem, som forraade ham; en
Mand, over hvilken alle menneskelige Passionet
og alle Livets Afvexlinger have ingen Magt; som
hverken vindes ved Tillokkelser, eller skrækkes ved
Trudseler, i Ære og Vanære, i gode og onde
Dage altid den samme, og lige saa ydmyg og be¬
skeden, da Folket vilde tage ham til Konge, som
han var roelig og hengiven, da han blev hudstrø¬
gen, tornekronet, bespottet og hængt iblant Røve
re. Hvem, som kiender noget til Mennesket
finder ikke, at denne Carakteer langt overstiger den
menneskelige Naturs Fuldkommenhed, saaledes
som den har viist sig i de største Siele, hvem er
kiender ikke i den noget meer end menneskeligt
Saa store Beviiser af denne Persons Guddom¬
melighed finde vi i den alleralmindeligste Afbild
ning af hans Liv, og hvad finde vi ikke, naar vi
uden Fordomme undersøge alle enkelte Handlinger
saaledes, som de beskrives af de fire overeensstem
mende Vidner, der vidnede hvad de selv havde
sect og hørt, og med deres Blod stadfæstede Sand¬
heden af deres Vidnesbyrd. Evangelisternes
Historier ere korte; men hvilke Levnets-Beskrivel,
ser ere saa rige, som disse? aldrig have saa stor
Gierninger været saa værdig Kskrevne. Her et


551
ingen Omstændighed, ingen Tale eller Handling,
som jo er merkværdig; alle vidne om Personens
Høihed. Viis os i Levnets=Beskrivelserne af de
største Viise, i de beste Efterretninger af de vig¬
tigste Tildragelser, een, hvori der ere saa mange
nyttige Sandheder, sagde med saa faa, saa klare
og værdige Ord, hvor der fortælles saa mange sto¬
re og vigtige Handlinger, og hvori alt dette er
beskrevet saa kort, og tillige saa udførlig, som i
en af Evangelisternes Bøger? og hvem har sagt,
og gjort disse Ting, hvem har beskrevet dem? Ta¬
lerne og Handlingerne selv komme fra en Person,
som var fød af fattige Forældre iblant et Folk,
som ikke alene var vankundigt, men og paa den Tid
forblindet af de største Fordomme; uden Hielp af
al menneskelig Opdragelse og Underviisning ere
disse overbeviisende Taler holdte, og disse store
Gierninger udøvede; de ere beskrevne af Folk,
som ikke havde lært af Grækerne enten at tænke
eller at skrive; og hvorledes have disse beskrevet
dem, saaledes, at fornuftige Vantroende selv ikke
kunne læse dem uden en besynderlig Høiagtelse.
Dersom nogle jødiske Toldere og Fiskere vare blev¬
ne enige om at beskrive Ting, som de ikke havde
seet, mon da vore Viise skulde i deres Beskrivelse
have fundet Taler, som vare viisere, og Hand¬
linger, som vare større end Socratis? saaledes
tænker ikke engang en fornuftig Tvivler, saaledes


952
tænker ikke Rousseau. Men hvorfor tænke d
mange saaledes, som baade have læst disse Bøger
og have Skiønsomhed nok til at maale dem me
andre Verker af den menneskelige Viisdom, hv
kan opregne alle Aarsager, hvorfor kloge Folk fa
re vild, endog i saadanne Ting, som Eenfoldig
kunne begribe? og er det derfor des mindre sand,
at dette ofte skeer, nogle have maaskee læst dis
Bøger i deres Ungdom med Fordomme, som hav
de deres Grund i Overtroe, og de læse dem si
den igien med Fordomme, som komme af Van
troe. Vilde disse læse dem endnu engang. Je
forlanger ikke, at de første Gang skulde læse det
som guddommelige Bøger, men saaledes, som d
læse Historien af Socrates og de gamle Viise
Plutark, Plato, og Diogenes Laertius. Je
tør vist sige, at de fleste skulde ved den første Læt
ning komme videre, end Forfatteren af Emil¬
det er, videre end til at ansee denne Bog som de
største blant alle menneskelige Verker; de skuld
i dens Sammensættelse finde lige saa kiendelig
Spoer af en skabende og bestyrende Viisdon
som den, om hvilken Naturens Orden overbevi
ser dem. Men de maatte og ved Skriftens Læs
ning blive inden for de billige Grændser, som For
nuften selv og den sunde philosophiske Geist fore
skriver i Henseende til Naturens Randsagning
Ligesom det i denne er den Viise nok, at erkiend


777
en skabende Viisdom i det Heele, og han spørger
ikke med Daaren, hvorfor der i den fuldkomneste
Verden ere sandsynlige Mangler, hvorfor Roser¬
ne voxe paa Torne, og hvi Solen brænder; saa
maatte han ikke heller driste sig til at forkaste et
Verk af saa store og saa overordentlige Fuldkom¬
menheder, som Skriften, fordi han ikke begreb
Grunden til enhver Omstændighed, enhver Tan¬
ke, Handling, Udtryk eller Tøddel. En Bog,
hvori den menneskelige Forstand begreb alt dette,
kunde lige saa lidt være en guddommelig Bog,
som en Verden, hvori Mennesket begreb Aarsa¬
gen til alting, kunde være et Verk af en uendelig
Viisdom.
Disse Tilfælde ere saa fuldkommen lige, at
Skriftens Læsning alene beholder altid fremfor
alle menneskelige Beviiser, lige saa store Fortrin
til at overtale Menneskene til at troe Christi gud¬
dommelige Sendelse, som Naturens fornuftige
Beskuelse giør mere, end alle afbrudte Beviiser,
til at stadfæste den Sandhed, at der er en Gud
til. Ledene af disse Kieder ere uadskillelige; den
Forstand, som har sammenknyttet dem, indseer
alene fuldkommen deres Forbindelse; de tabe al¬
tid noget ved at opløses af en Forstand, der er saa
indskrænket, som den menneskelige. Jkke des
mindre udkræver denne Jndskrænkning selv, at
vi maae betragte dem stykkeviis; men vores Øine


994
maae altid være fæstede paa det Heele, og vi fin
de Viisdom nok i dette for at troe, at det, son
baade Naturen og Skriften synes at tabe ved vo
res Fornufts videre Opløsning, og Deelenes af
brudte Betragtning er ikke en Feil i den Viisdom,
som har sammensat dem, men i den Forstand, som
betragter dem. Jeg frygter selv ingen Tid mer
for at begaae saadanne Feil, end naar jeg, for a
forøge min egen eller andres Overbeviisning, be¬
tragter nogle enkelte Led af disse Kieder, og jeg
har derfor aldrig anden Hensigt dermed, end a
overtale mine Læsere til at studere selv flittig
Naturens Bog, til at give Agt paa Forsynet
Veie i deres egne Førelser, og til at læse med Agf
somhed og uden Fordomme den Bog, som ef
Christen bør ansee for sin Troes eneste Grund
og som ingen, der kiender den, kan enten lad
være ulæst eller læse løselig, uden at begaae ef
Skiødesløshed, som er intet fornuftigt Mennesk
anstændig, og som den sunde Fornuft er nok til a
fordømme.
For at give Anledning til saadanne Be¬
tragtninger, vil jeg her kuns røre ved nogle Om
stændigheder af den evangeliske Historie, som vi
se, at Jesus fremfor alle andre Lærere har hav
det heele menneskelige Kiøns almindelige og san
de Beste til Øiemerke, og at han har prædike
denne Lærdom uden nogen Blanding af menneske


5959
lige Skrøbelighader. Hoben af dem, som kaldes
Viise, og til denne Hob høre mange, som have
forskaffet sig et stort Navn i Verden og mange
Tilhængere, har ikke havt andet til Hensigt, end
at adskille sig fra andre ved nye Methoder eller
Lærebegreber, og at paanøde andre saadanne Mee¬
ninger, uden at bekymre sig meget om Visheden,
og endnu mindre om Nytten. Nogle have vir¬
kelig søgt at gavne Menneskene; de have dyrket
Sædelæren og Lovgiverkonsten, lært at opfylde
Pligterne i Huusstanden og at elske Fædernelan¬
det. Men hvor mange af disse have gjort det til
deres Hovedsag, at forbedre Hiertet? hvor man¬
ge have lært Menneskene at giøre gode Giernin¬
ger af de rette Grunde, og at tiene det Almindelige
saaledes, at de tillige selv bleve bedre Mennesker?
hvem har havt Dristighed nok til at sige Menne¬
skene, at det ikke var visse Lærebegreber, ikke go¬
de udvortes Handlinger alene, men Troe til Gud
og Kierlighed til Næsten, som giorde Mennesket
fuldkommen? Denne Sandhed, som Samvittig¬
heden dog saa let overbeviiser os at være Grunden,
til den rette Sædelære, hvem har sat den i saa
stort et Lys, hvem har drevet den med saadan en
Jver, og stadfæstet den med sit eget Exempel, med
saa mange Kierligheds Gierninger, saa stor en
Selvfornægtelse og en saa fuldkommen baade giø¬
rende og lidende Lydighed, som Jesus? vi finde


550
i den verdslige Historie Viise, som have givet go
de Love for enkelte Nationer; men disse Love va
re indskrænkede til visse Lande, visse Regierings
former. Deres Indretninger vare bundne ii
visse Tider og Steder, og de kunde ikke gavne de
heele menneskelige Kiøn. De benyttede sig a
alting, endog af de menneskelige Feil og Skrø
beligheder, for at stadfæste disse Indretninger
som havde kuns en vis indskrænket Fordeel, e
Folks Riigdom, Magt eller borgerlige Friehed i
Hensigt. Den forfængeligste Ære, den umaa
deligste Begierlighed, den ringeste Fordeel, i
Lasterne selv, indtil Nationalfiendskaber og Men
neskehad, vare dem gode nok, naar de kuns tien
te til at befordre deres Maal. Saadanne Lov
vare ikke gode, uden i Hensigt til en vis Levealdet
et vist Folk, visse Sæder, og undertiden en vi
Stand. Nogle have gjort Indretninger, som
vare gode for den gemeene Mand; andr
have skaffet de Riige Sikkerhed mod Folket; pa¬
et Sted var den Kongelige Myndighed, og pa¬
det andet den borgerlige Liighed Grundsteenen ti
deres Bygning. Her vare Lovene fordeelagtig
for Geistligheden; hisset for Krigsstanden. Je
su Lærdom alene er skikket til at være en alminde
lig Lov for det heele menneskelige Kiøn. J de
er ingen Bud eller Befalinger, som jo kunn
udøves til allesTider og paa alle Steder. J de


79
er intet, som indskrænker den til et vist Folk, en
vis Alder, visse Sæder og Regieringsformer; den
ophæver ikke Frieheden i ligegyldige Ting; den
er ikke bygt paa Vaner, Ceremonier, Skikke, og
endnu mindre paa Passioner og menneskelige
Svagheder, men paa den almindelige Kierligheds
Lov. Ved at indskierpe denne Lov, og grunde
den ikke paa Vane og Opdragelse alene, ikke paa
Hengivenhed til et vist Folk eller Fødested, men
paa Hengivenhed i Gud, som er alle fornuftige
Væseners Fader, og paa Haab om Udødelighed,
har denne Lærdom faaet en Kraft til at giøre dens
Bekiendere ikke alene til gode Borgere i alle Lande,
men og til fuldkomne og lyksalige Mennesker til
alle, endog de onde Tider, og beqvemme til en
bedre Skiebne og et fuldkomnere Liv efter dette.
Et heelt Liv, fuldt af Lidelser og den for¬
smædeligste Død, taalt med den fuldkomneste Hen¬
givenhed, var nok til at overbeviise os om denne
Lærers allerreeneste Hensigter. Saa stille og
sagtmodig talede og leed ingen Enthusiast. Saa
megen Mildhed, saa stor Kierlighed til sine Fien¬
der, og saa megen Hengivenhed i Gud, var ikke
Virkninger af et tungt Sind og et tykt Blod.
Saa foragtelig en Død taalte ingen Helt af Kier¬
lighed til Fædrenelandet, og han taalte den end¬
nu mindre af Kierlighed til Sandheder, af Kier¬
lighed til det menneskelige Kiøn. En Philosoph,


998
Stifteren af en nye Sekt, har vel undertiden lid
meget for at udbrede sine Meeninger; men nog¬
have paaført sig disse Lidelser ved en Paastaaet
hed i ligegyldige Ting, andre ved at forsvar
Sandheden paa en uanstændig Maade, ved i
trodse Øvrigheden og foragte deres Modstander,
Jesus lider ikke for ligegyldige Spørgsmaale, me
for vigtige Sandheder, som han lærte med Sagf
modighed. Han laster ikke sine Modstandere, ude
fordi de ikke gjorte selv hvad de lærte andre. Hi
rer hvad de sige, siger han om Pharisæerne
men giører ike som de giøre. - Lærer a
mig, jeg er sagtmodig. Saaledes har endn
ingen menneskelig Lærer talt. Hvor er den Ph
losoph, som vilde viise sine Disciple hen til at hi
re andre, og kunde forlange af dem, at de efterful¬
te hans Exempel? som ikke misundte andre de
Ære, at lære med Ord hvad han selv lærte me
Gierning? lad os betragte engang, hvorlede
Jesus samler sig Tilhørere og Disciple, og lad o
see, om det er saaledes, at Menneskene oprett
Sekter og forskaffe sig Tilhængere. Hvilken Ph¬
losoph har sagt, at han vilde lære Mennesker
Ting, som vare skiulte for de Viise og Klog¬
og aabenbarede for de Eenfoldige; og dog er d
jo saadanne Sandheder, som i alle Videnskab¬
ere de nyttigste. Naar Jesus kalder sine Discip
til at prædike en Lærdom, for hvilken han sige


999
at de skulle forfølges, fængsles, føres for Konger.
og Fyrster, forraades af Forældre, Brødre og
Venner, og hades af alle Mennesker, er det da
saaledes, at den menneskelige Klogskab forskaffer
sig Tilhængere? Jesus lover dem vel, at alt hvad
de tabte, skulde overflødigen erstattes i et andet
Liv; men var det alene fordi de prædikede hans
Lærdom, og fordi de leed for hans Navns Be¬
kiendelse? Nei, med saadant et Haab om Udøde¬
lighed kunde Stifterne af en menneskelig Sekt ha¬
ve smigret sine Tilhængere. Jesus lover ikke si¬
ne egne Disciple nogen Belønning for den største
udvortes Gierning, dersom den ikke kommer af
et reent Hierte. Der skulle mange, hedder det,
sige til mig paa hiin Dag: have vi ikke prophete¬
ret ved dit Navn, have vi ikke gjort mange kraf¬
tige Gierninger i dit Navn? og da vil jeg bekien¬
de for dem, at jeg kiendte dem aldrig. Viger
bort fra mig, J, som beflitte Eder paa Uret. At
klæde den Nøgne, bespiise den Hungrige og læd¬
ske den Tørstige, det er, efter Jesu Lærdom, at
tiene ham mere, end at prædike alene. Saadan¬
ne Gierninger, naar de komme af et reent Hier¬
te, tilegner han sig fremfor andre, om de end sig¬
tede nok saa meget til hans egen Ære, naar de kom¬
me tillige enten af en forfængelig Hensigt, eller
af aandelig Hovmod. Hvor lidt skaaner han den¬
ne Feil, endog i sine egne Disciple, at sidde ved


560
min høire eller venstre Side, siger han, hører ikk
mig til at give nogen, uden dem, som det er be¬
reedt af min Fader. J Jesu Skole lokkes inget
ved falske Løfter eller Skingrunde; men han af
skrækker ikke heller nogen ved haanlige Bebreide!
ser og bittre Ord. Denne samme alvorlige Sand,
heds Lærer, som kræver saa høi en Dyd af sine Di
sciple, og lærer med sit eget Exempel, er tillige d
største Synderes Ven, men Synderes, som ikk
alene alvorlig fortryde deres Synder og forbedr
sig, men og med Zachæns oprette igien, saavid
de kunde, hvad de have skadet ved deres Forseel
ser: Under andre Vilkaar har han aldrig sagt, a
han vilde betale deres Syndegield. Naade og
Barmhiertighed er i hans Lærdom paa det nøiest
forbundet med Dyd og Retfærdighed; jeg er ikk¬
kommen for at løse Loven; men for at fuldkomm
den.
Naar Gud, som Origines siger, for a
"lempe sig efter Mennesket, som er for skrøbe
"ligt til at taale den fulde Glands af hans Væ¬
"sen, vilde aabenbare sig i Kiødet, og tale til og
"med en menneskelig Tunge; hvem iblant all¬
Viise var da saa værdig til at føre hans Budskab
som denne Person, i hvis Tale og heele Forhold
vi finde saa guddommelig en Styrke midt unden
alle de Fristelser og Lidelser, som meest kunde an¬
sægte den menneskelige Natur, og som saa oft


561
have bragt de Viises Klogskab og Heltenes Mod
til at vakle. Lad os kuns læse Skriften, og vi
behøve ingen andre Beviiser, end at holde Jesu
Læremaade, hans Grunde og hans Sædelære
mod de verdslige Viises Taler, at sammenligne
hans Handlinger med de største menneskelige Dy¬
der, og hans Standhaftighed i Lidelser med Hel¬
tenes Mod. Naar vi have gjort dette, da lader
os spørge vores Samvittighed, om vi efter det,
som vi have erfaret enten i eller uden for os selv,
i Omgang med Menneskene eller i deres heele Hi¬
storie, kunne troe, at et blot Menneske kunde af
sine egne Kræfter handle saaledes. De eenfol¬
digste og unægteligste Tildragelser af Jesu Histo¬
rie, ja den blotte Fortællelse deraf alene er et Mi¬
rakel stort nok, for at overbeviise de sande Viise i
alle Verdens Aldre; vi skulde finde, at Jesu
Lærdom og hans Exempel fremfor alle andre Lær¬
domme og Exempler er beqvem til at gavne det
heele menneskelige Kiøn, og hvilket Mirakel i Ver¬
den kunde give os en større Forsikring, ikke alene
om et almægtigt, men og om et alviist og godgiø¬
rende Væsens Jndflydelse? Have vi vel i Natu¬
ren selv større Beviiser for Skabningen og Forsy¬
net?


562
No. 203. og 204.
Mandagen den 27 December, og Fredagen
den 31 December, 1762.
Denne er Dagen, som Herren giorde; la¬
der os frydes og glædes paa den!- Syn¬
ger Herren en nye Sang, synger Herren
al Jorden! - Min Siel lov Herren!
E¬
i skuffet af indbildt Nattesyn, eller ført mef
utøilet Fart af den sværmende Jndbildning,
men henrykt paa Troens Vinger saae jeg det høi¬
tideligste Syn, og hørte en Røst, som fra Him¬
melen: Eder er i Dag en Frelser født! -O
hvilken livsalig Stemme var denne! - Nei, det
var ikke en Røst som et Menneskes, og hvilken En¬
gel kunde have talet saaledes, uden at være udsent
fra den Eviges Throne?
Hvilken usædvanlig forfærdende Glands om¬
straaler hist de bethlehemitiske Hyrder! - Er
det Dommens høitidelige Dag? heele Naturen
synes nye og forklaret. - Himlene aabne sig, og
en himmelsk Herskares Mangfoldighed, svæ¬
vende paa gyldne udspændte Vinger, opfylder
aabnede Himle. Og nu udfoer et Blink, som fi¬


503
Jehovas guddommelige Throne; det forrige Skin
var ikkun Mørke mod dette; tilbedende Engle ind¬
hylle ærbødigen deres Herligheds laante Glands,
-saaledes vige svagttindrende Stierner for den
prægtig opthronende Soel; - thi Herrens Klar¬
hed opsluger al skabt og endelig Klarhed, og hans
eene Majestet fylder nu Himmel og Jord med
ubeskuelig Hæder.
"Ak, vi saa Vanhellige! hvo vil skiule os for
"ham, den Hellige! hvor flye vi hen at dølge os
"for hans Ansigt? - Helvede selv er jo aabent
"for ham, og Fordærvelsen haver ei Skiul! -
"Hvor kunne vi da undflye? Og dog, hvo tør bli¬
"ve i denne hans synlige Nærværelse? - O!
"hvilken Forlegenhed! at undflye, umueligt; at
"blive, er Død;  saaledes hørtes de sig fryg¬
tende Hyrder at tale, - og dog var det, som
den nys bebudede Frelse holdte dem med Tillid til¬
bage.
Saaledes giennemtrængede af skrækfuld
Forundring, haabefuld Forventelse, og hart om¬
spændte af tvivlraadig Angest, hørte de som en Ba¬
sunes Lyd livligt udtone et: Frygter ikke! - Rø¬
sten betog dem al Frygt, og indgydede salig Fri¬
modighed i deres tvivlende Hierte.
Hiin vingede Seraph! - Hvis Ansig¬
tes Smiil var som den yndigstraalende Regnbue;
en funklende Stierne=Krone omgav hans med Edens


504
vellugtende Blomster indflettede sølvhvide Haat
Hans Klæder vare hvidere end skinnende Sne¬
og som Morgenrødens Purpur var hans Lender,
Belte. - Med den høire Haand hævet mod Him¬
melen stod han der paa Veirets Vinger, holdend
en Qvist af Liveis Træe, som en fredelig Oliegree,
til Tegn paa Liv, i sin venstre. - Harmonisk som
Sphærernes, og stærk, som tusinde Vandes Lyl
var hans himmelske Tale. - Denne Fredslega
denne den Eviges Sendebud var det, af hvis li¬
salige Mund hørtes den fredfulde Trøst: Frygte
ikke! -Og det fuldt livsaligere Budskab: Ede
er i Dag en Frelser født.
Himmel! Hvem gielder slig Salighed
Frelse- - Ja visselig gielder den Evigforlorn.
ellers Guds evige Søn ei i Dag skulde ladet if
føde. - - Gielder den Dievlene? - O, de
skrækfulde Svar, der mig gives, hvo tør udsie
det, eller hvo kan det? – Skue hist, hvor ræk
somt og grumt at Helvede aabner sig, de Usalig¬
evige Fængsel, huult som Tordenen høres en y¬
kelig Hylen, som Overvundnes veeklagende Ly¬
dybest fra Afgrundens Skiød at opstige - Jan¬
mer og Skræk! - - O, hvor brøler det luend
Jldsvælg! - Tør jeg og - Frelser - vove
skue den gruefulde Scene? Ja, Tillid til dig gie
mig dristig, saa vover jeg at besynge den.


505
Midt udi Flammen af Svælget, der ligger
den gamle Forfører, Slangen; - syv værre
Aander, fælt omskyggede af en tyk pestagtig Røg,
og giftig Damp, sidde omkring paa syv sorte ild¬
sprudende Throner. - Ellers spliidagtige og mis¬
undelige over Satan, at han, som mindre ond, dog
holdes værdig til Helvedes Fyrste, havde nu En¬
gelens Røst, - denne Tordenrøst for de Fordøm¬
te! – grumt foreenet de fiendske oprøriske Mag¬
ter. - Saa fælt holdtes aldrig før Raad, saa for¬
tvivletenig var endnu ingen Beslutning. "Ræd,
"og beskyt, eller hævn os, mægtigste Satan! og
"J Rigets syv Pillere, hævn os!- saa hylte den
bange fortvivlende Skare, - og strax raab¬
"te en Hær af fordømte Siele: Nei, ikke ræd,
"men kun hævn os! udslet den Nyefødte af
Jorden! - tilforn vor Saligheds Haab,
"nu vor Fordommelse! - hævn os! - giør
"hans Komme forgieves, at vi ikke skulde væ¬
re ene fordømte!, Saa talede, fulde af Had,
og af Mishaab, og Skielven, disse Evigfordømte.
- Helvede skialv, og selv Satan, og opstod at
tale: "Hverken jeg kan, eller vil; kun for min egen
Skyld hæver min Arm sig til Strid, for at mar¬
"tre jer dobbelt, og evig; og at forsamle - Trods
han, den hebudede Fødte det hindrer! - alt
"flere til Eder, indtil den heele fordømmelige Art;
"-men et i Tanke om Hævn, ei i Haab at ud¬


506
"slette ham. - Nei, dette Haab er for stort;
"kun for at beskierme mig selv, og min Mag¬
over Mennesket, gribes til Vaaben. - Met
strax reiste sig mod ham de Syv, og af hæse for
bittrede Struber forbandede Satan: Feige, For
"sagte, uværdig at herske over os, over Mørkhe
"dens Rigel hævne os ville vi over ham, og udes
"dig,
Trods Barnet i Krybven, Jorde
"hør os til. - Kommer I Helvedes Magter
"kom med, du Vantroens dristig bespottende Hob
"-selv eders mange og levende Brødre, Men
"nesket hielper os. - O, hvilken drabelig og øde
"leggende Hær! kommer, opfarer mod Barnet
Krybben, at stridel Men en skiult Almagt¬
Kraft holdt dem tilbage, og tvang dem til at tie
-O, hvilken græsselig Lyd! kom Siel! for
lad denne hylende Scene!
Hist! o det himmelske Chor! sødt, livligt
tonende, frydefuldt som de Forløstes. - Ja trium
pherende Engle! Eder, - jeg hører det grandt, -
Eder, Lyksalige! gielder den Saligheds Frel
se!- Eders, hvor billig, dog høist ufuldkommet
bliver nu Eders høieste, og o, hvor mat Eders fy¬
rigste Lov! Eders er Dagens uendelig dyre For¬
soning. - Dog, hvordan fatter jeg dette, lovsyn¬
gende Engle! Eders Frydesang, synes mig, udtryk¬
ker mere Forundring end takkefuld Glæde; de
lover, ophøier, og priser, og tabes i hellig Forun¬


507
dring; men, hvilke ere disse Lyksalige, dem J saa
prise, hvilke blev givet, hvad Engle blev nægtet!
-Guds sidste, men kiereste Børn! - J takke,
men ei for jer selv, men for Brødre, tilkommende
salige Brødre! for dennem opstemmes det tre gan¬
ge Hellig. - Forskende Cheruber vaagne derved
af den tankefuld dybe Henrykkelse, og de afbryde:
Ja, hellig, hellig, hellig est du Herre vor Gud!
"evig ufattelig stor, ubegribelig=kierlig! - Vi ere
"skabte, du Skaber! - stor er vor Jndsigt, dog
"endelig; alt for indskrænket at fatte den større
"Forsoning; høit over Englebegreber stiger Tan¬
"ken op, hvo, uden Gud, kan udvikle den, eller,
hvo taale dens Vælde? - - Ak, saa lad Tan¬
"ken opsluges af takkende Fryd, salige Aander!
for Frelsen, J nyde. - Ja vel nyde, med re¬
neste Kierlighed nyde vi den, men dog kun som
Venner af Eder; sand, og hellig, og reen er
"Glæden, vi føle, oprigtigen tage vi Deel derudi;
"men Frelsen er Eders. - Vores! - Ja Men¬
"neskets er den. Vi ere saligbekræftede, dog ufor¬
loste, kiendte J nok Eders Held, J misundte
"os ikke. - Stor er vor Salighed; dog kunde
"Engle misunde, saa skeete det her; Eders, o!
"dyre Lyksalige, engang medsalige Brødre! Eders
er Dagens uendelig kierlige Frelse. - Vær
"ikkun stolte, J Menneskens Børn, men dog kun
stolte i Eders Forsoner! - Ja, hvor stærk er det


508
"skrøbelige, Menneskes Forening med Christo
"nys hvor fornedret, nu udi ham hvor ophøiet
dog hvilken Afskye det bliver, om det, - o skræk
"fulde Tanke! - om det forskyder sin Jesuml¬
"-Vor Jesus! - - Ja Eders, saa elskte Gu¬
Verden!,  Herved istemte det hellige Cho
med høilydelig Røst: Ære være Gud i det Høie
Fred paa Jorden, Mennesket Guds Velde
hagelighed!- Og nu opfore de himmelske Aan
der fra Jorden - og lad dem ikkun opfare! -
Jesus, nok Saligheds Trøst! Jefus bliver tilbe
ge.
Jesus, vor Jesus - Du Himlene
Gud, hvilken Naade er denne - Os Faldne, U
værdige, Trængende, Evigforlorne, os er i Da¬
en Frelser født. - Hvo kan, o Gud, dig fuld
takke, ja om vi og ganske fra nu af henlevede dig
- og saa bør det os visselig leve, værdigen takk
dig ved et christeligt og dydefuldt Liv, for saa dy
og saa uforskyldt en Frelse! - Ja uforskylde
thi hvad kunde bevæge, fortørnede Gud, nu vo
himmelske Fader! dig til saa underfuld en Naade
-Var det vor Venskab og Kierlighed til dig!
O du guddommelige Menneskeven! - der dro
dig ned til os at fødes? Følgen det viiste, og viise
endnu, vi korsfæstede dig, og korsfæste endnu dag
lig. - Men just vor Uværdighed var det, vo
Trang, som nedraabte dig til os; du saae os, fr¬


509
Evighed saae du os uden al Redning; du ynkedes
inderlig over os, og nedsteeg fra din Saligheds
Throne, - der, hvor tilbedende Aander nedkaste
dybt deres Kroner for dine Fødder; - derfra, -
o Kierligheds Dyb! - nedsteeg du paa Jorden
at fødes. -- og hvilken Fødsel! hvor forarger
den menneskelig Stolthed! - en Stald og en
Krybbe, er dette en sømmelig Pragt for de Hel¬
liges Konge? Ja mere end Kongelig=prægtig for
Hiertet, om ei for Øiet at skue. - Prises dog
Jordens Store, naar de ere viise og høimodige
nok til at foragte en forfængelig Pragt; og du,
hvis Rige er ikke af denne Verden, du skulde ta¬
be din Roes hos Jgienfødte, og det fordi du var stor
nok til at kunne fornedre dig selv af Kierlighed til
Mennesket? - Nei, saadan Fornedrelse ærer
dig; heri just elsker jeg dig; heraf kiendes din
Guddom. - - Daarlighed glimrer i Guld,
Viisdommen praler af Vid, Kierlighed den ikkun
skinner af himmelsk Dyd; - saadan Pragt
sømmer min Jesus, den og kun den er hans
Guddom anstændig; - thi kan vel glimrende
Pragt lyse op mod en Straale Fornuft? Saa¬
ledes viger Fornuft for den meere skinnende Dyd;
men hvilken Samling af Dyd fremskinner ei i
min Jesu frievillige Trang? - See dog, hvor
ydmyg, taalmodig, og fattig, men os til uende¬
lig Rigdom, er ei hans Fødsel i Stalden? -


570
Krybven, hvor taler den aandelig Viisdom, og
himmelsk Trøst! - O Selvfornægtelses Møn¬
ster, og ypperste Lærer! giv os, de faa, som
dig antage, at adlyde dette dit første og helligste
Bud!
Himmelske Straale, Fornuft! Levning
endnu af det tabte Guds Billede! du, som for¬
gieves søgte Trøst hos dig selv, kom, og nedknæl
for Krybben, der ligger al Verdens Forsoner;
troe dog hvad Engelen vidner, kom selv, og hør
det livsaligste Budskab, som nogen Tid hørtes;
thi vel var, himmelske Fader! din første Velsig¬
nelse over Mennesket skabt i dit billede fuld af
kierlig og uforskyldt Naade, men dog fuldt mere
kierlig er denne de Faldnes Opreisning, og har
kostet dig, - og du meer end vor Skaber, meer
end Fader, en uendelig høiere Priis. - For
en Verden at skabe, taler du kun, og den frem¬
staaer af intet; du taler igien, og see! den syn¬
ker tilbage til intet, dens forrige Udspring; men
for at forløse Verden, vidner Engelen: at din
evige Søn i Dag lod sig fode. - - O en
vigtig Tidende for evig Forlorne! - Prøv, grub¬
lende Fornuft! om du veed dig en anden og tryg¬
gere Frelse; hvis ikke, da hør den udsendte
Jesum, og annam ham med Glæde; - du
skal da først blive roelig, - og meer end roelig;
- salig, ja allerede her salig, - hør til med
hellig Forundring.


911
Før Tidens Fodsel, alt i den tomme E¬
vighed, da endnu intet tænkende Væsen var saligt
eller usaligt, ved at enten elske eller hade sin Ska¬
ber, men han, den Ubegribelige, var sig selv nok,
alt da allerede blev din hemmelige Frelse besluttet.
- Saa først fremkaldte Guds skabende Vink
dig til Liv af dit Intet. - Men neppe blev du
til, før du blev din himmelske Fader ulydig; og
dog faldt du ikke saa snart, førend den bereedte
Frelse dig loves. - Frugtsommelig med dette
salige Haab nærmede sig Tidens Fylde, og nu
opfyldtes det helligste og kierligste Løfte. - J
Tidens Fylde lydede Engelens Rost: Eder er i
Dag den ved Tidens Fødsel belovede Frelser
fodt. - Og først ved Tidens Død skal denne
salige Røst - Tak skee dig, livsalige Jesu!
aflade at lyde, og lyde til Frelse for hver den,
som vil høre.
Ja, lad ikkun Engelen for længst have op¬
holdt at tale, lad os kuns ikke meere see de Almagts
Under, der forherligede vor Frelses Forkyndelse,
lad Fornuften forsøge, om den vil, at kuldkaste
den største historiske Vished; denne Saligheds
Stemme skal dog alligevel lydelig høres. - Ja,
saa længe vi, o du, vor dyre Forsoner, ikkun
beholde dit helligste Ord, og deri den blotte For¬
tæling af dit guddommelige Levnet og Lære, skal
denne paa en langt mere og overbeviisende Maa¬


712
de tiltale den billige Fornuft, end Tegn i Soel og
Maane, ved idelig stadfæstende Mirakler skulle
tale; og vor prøvende Fornuft skal nødes at til¬
staae:
Saa lærte ingen Viis, saa kunde in¬
tet plor Menneske tænte, tale eller handle,
og den, der saa levede og døde, maae visselig
"være Messias." Tvinger nu denne Be¬
kiendelse os videre til et Forsøg, at lyde den sali¬
ge Lære, som vor Fornuft selv maae beundre, hvor
høi, vis og himmelsk bliver da vor Overbeviis¬
ning, at Lærdommen er fra Gud. - O Viis¬
dom fra oven ned skiult for de Kloge, aabenbar
for de Umyndige, ene bunden til Guds Ords
frievillige Lydighed; altsaa lige saa evig som Guds
Ord selv, hvis mindste Tøddel end ikke skal for¬
gaae i den sidste Lue; nei, Skriftens Bog skal
endda ligge opladt, naar Naturen døer, og foldes
sammen som en Bog.
Forsøg kuns, Fornuft! ved oprigtig Rand¬
sagning, om Sangens Vidnesbyrd er sandt, at
Engelens Frelsebudskab høres endnu, om vi
kun ville agte derpaa. - Hvad siger jeg! -
Det er meer end Engelens Røst, det er Guds
Aands Røst, der uden Ophør raaber i det slum¬
rende Bryst, skiønt sielden kun hørt af vort ved
Verdens forfængelige Bulder døvede Øre -
men hvor overlydt vidner den i en stille sagtmodig
Aand, og os til salig Fred istemmer Engelens


)13
Vidnesbytd, at du, o guddommelige Menneske¬
Ven! at du, o vor Jesus, fødtes i Dag os
til Frelse.
Menneske, Dyreforløste, Udødelig=Her¬
ligheds Arving, hør og adlyd dog den oplyste For¬
nufts lydelige Stemme, at adlyde denne, er saligt;
tyi Fornuft træver Lydighed, men Lydighed er
Troe; og Fornuft uden Troe, hvilken Ufornuft!
Qvælt udi Fødselen, just naar dens Liv skal be¬
gynde, ak, da udøves det grummeste Selvmord.
- Naar den til sin Høide opstegne Fornuft bur¬
de stige end høiere, og bestige Troens himmelske
Bane, see, saa viger den, bange for Lyset, til¬
bage i Vantroens og Fortvivlelsens Nat; - Skrif¬
tens Lys udslukt, o, hvor omspendes den nu af
idel Mørke og Tvivl! - Den laster og mestrer
Guds Viisdom, fortvivler og døer, - tilstaae
dette, eller besvar følgende:
Kan Viisdom roeliggiøre, eller Dyd
saliggiøre os? – Kan da et ønskeligere
Middel til vor Roe og vor Salighed tænkes,
end der os af Engelen bebudede? - Gud
os forliger med Gud, og fremstiller os hellig¬ og
retfærdiggjort for vor himmelske Fader! - Nei,
saa hen hævede Fornuften sig aldrig i sin Flugt.
- Er det gabenbarede Middel da Uviist,
utilstrækkende, Gud uanstændigt? Nei, hvor
ophøies ikke derved Guds Viisdom! Hvor forso¬
nes ikke hans Retfærdighed, hvor stor giør det ikke


914
hans Naade! - Giør dette Middels Anta¬
gelse os da usalige i Tiden? Nei, det forbin¬
der vor nærværende Lyksalighed med et Haab om
en tilkommende; saa er det ene Lyksaligheds Vei
til Fred her i Tiden, og til evig uendelig Salig¬
hed engang, naar Tiden skal ophøre.
Troe er altsaa Fornuft; og hvilken Ufor¬
nuft er det, som ei ved Bøn og Erfaring vil
forskaffe sig Vished i saa vigtig - sin Salig¬
heds Sag? - Og dog efterkomme de fleste hine
Usaliges Ønske, og giøre - o! mildeste Je¬
su! - din Komme forgieves. Ja, a hvor
saa, der antage dig, sig til et Levnets Exempel,
sig til en Saligheds Grundvold! - ikkun
de ringe for Verden, men store hos dig, fattige
i Aanden, Hyrder, Eenfoldige, Lidende, disse
de søge til Jesum. - Men, o hvor tungt for
en Selvklog, at blive som et Barn, for Selv¬
dyd, at kiende sin Trang, og for Fornuften at
bede?
Drag os selv, o Jesu! alt uærmere til
dig! giv, at vi hver Dag maae lydeligere høre
Engelens Røst, din hellige Aands Vidnesbyrd i
vort Hierte: At du er født os i Dag, - os
de Alleruværdigste: - ja endog os til en
Frelse. Thi hvorfor lodst du dig føde, uden
for at igienføde? Giv os derfor et nyt Hierte, og
deri din gode Aands kraftige Vidnesbyrd, saa vi


912
maae smage den salige Trøst, at vor Misgierning
i det saa dyre og altforsonende Lammets Blod er
udslettet, og at vi, som din Dyds svage Efter¬
følgere, tør tilegne os din fuldkomne Retfærdig¬
hed. - O, hvor stor er da vor Salighed! hvad
have vi nu vel mere at ønske? hvad skulde vi da
frygte, naar vi i Dig have Fred med Gud og
med os selv; da rose vi os udi Trængsler, vente
paa Døden, som vor Befrier, og have Frimo¬
dighed selv at gaae Dommen i Møde; - thi
du selv, Herre Jesu! est Dommer, og Ven, og
Forsoner. - Og hverken Liv, eller Død, eller
Dom skal kunde skille os fra den Guds Kierlig¬
hed, som er i dig, du, som blev født i Dag,
os til Frelse! - Hallelusa! Saliggiørelsen,
Æren, og Prisen, og Magten være Herren vor
Gud! Ham, som i Dag lod sig føde, og nu har
indtaget Riget, hvor han snart skal evindelig her¬
ske med sine udvalgte Hellige, Salig Forløste;
o! hvilken Tanke, altid at være hos ham, aldrig
bedrøve ham mere! da først lovsynge og takke vi
dig, allerkierligste Jesu, for din Fødsel i Dag,
os til Frelse, Amen, Hallelusa!


