Sneedorffs
samtlige
Skrivter.
Femte Bind.
Kiøbenhavn, 1776.
Trykt paa Gyldendals Forlag.


Jndhold
af den
patriotiske Tilskuer
Andet Bind.
Blad
205 Almanak for stikkelige Folk. (i. No. 134.
206. Selskabet har forskaffet sig Correspondenter i Pro¬
vincerne. Deres Instrux.
207. Bestemmelse af det Navn Philosoph.
208. Undersøgelse af Aarsagerne til den Ulyst og Tung¬
hed hos den Danske Nation.
209. Samme Materie.
210. Sadi Musladins, en Persianers, 2de Skrifter,
indeholdende moralske og politiske Fabler. - Nogle
oversættes.
211, Fortsættelse af forrige.


Blad.
212. Phridun og Manughar, et riimfrie Digt af den
Persiske Historie, i Anledning af Kronprinds Chri¬
stians Fødsels-Dag.
213 og 214. Betragtning over Grundregler af de for¬
nemste Stænder i Staten.
215. Hvorledes Stænderne ere opkomne. - Deres Jnd¬
flydelse paa hverandre.
216. Anmeldelse og Anmerkning over et Jslandsk Skrift
kaldet Speculum Regale, Konge=Speilet.
217. Nogle Fruentimmer=Portraiter, ved Pope.
218, Coelies Opdragelses-Historie. (s. No. 198.)
219, Forbedring i den offentlige Underviisning. - Et
Brev af en Portugise herom - Anmeldelse af et
Engelsk Skrift, i den Hensigt.
20. Fortsættelse af Coelies Historie. (. No. 218.)
221. Fortsættelse af samme.
Giendrivelse af den Fordom, at Folk nok kan være
skikkede til offentlige Embeder, uden at have stu¬
deret.


Blad.
223. Slutning af Coelies Historie. (l. No. 221.)
i. Adskillige Efterretninger fra Tilskueren i Provin¬
cerne - En patriotisk Landmands Gravskrift¬
En Beretning om Præster i et vist Amt.
225 og 226. Samtale imellem Tacitus og en Fremmed
i de Dødes Rige, om Forskiellen imellem hans og
vore Tider.
7. Samtale med en af Tilskuerne i Provincerne,
om de smaa Kiøbstæders Næringsveie og Leve¬
maade.
228, Critiqve over den Patriotiske Tilskuers Blade.
229. Ode til Kong Friderik den 5tes Fødsels-Dag
1763, som besynger den Oldenborgske Stamme.
230. Betragtninger over Jesu Bierg=Prædiken og Af¬
skeds-Taler til sine Discipler.
231. Fortsættelse.
232 og 233. Bonden bør have visse Eiendomme og be¬
stemte Pligter. - Hirschholms Amts Bønder de¬
res Arvefæste.


Blad.
2341 Pligterne blive ikke alene ofte forsømte, men og¬
saa holdt umuelige. - Et Brev fra Adelen paa
Majorka til Kongen af Spanien, som et Exempel
paa ærekiere Patrioter.
35 og 236. Forslag til offentlige Skoler for dem som
bestemmes til borgerlige Forretninger.
. 237. Akib, en jødisk Rabin i Smyrna, hans Tale i en Sy¬
nagog der, i Anledning af Jnqvisitionen i Portugal.
238. Menneskets høiere Bestemmelse end til det Nær¬
værende.
39 Betragtning over Fødsels=Smerter og Opdragel¬
sens Møie. - Trøste=Grunde derimod.
40. Brev fra en af Tilskuerne i Provincerne, som med
et Exempel oplyser, at de beste Love maae under¬
støttes af Tænkemaaden og Sæderne.
241 og 242. En Drøm om en Samtale imellem Horaz
og en Fremmed, om den nærværende Tilstand af
Smagen og de skiønne Videnskaber.
Bondens Betragtning over Extra=Skat og Qvæg¬
sygen. - Hans Lyst til at læse og tænte. - Hans
Grundregler.


Blad.
14. Kiøbenhavns samlede Fuldkommenheder, som i
andre Riger ere adstilte.
245. Een har i Sinde at skrive nogle nye Verker. 1)
De Stores Jaandbog. 2) Den sande Statskonst.
3) Efterretning om Krigen fra 1756 til 1762.
4) Afhandling om Midlerne til at forhverve.
5) De stærke Aanders Bibliotheqve - Tilskue¬
rens Betænkning og Beslutning derover.
246 og 247. Nogle af Hr. Trublets Tanker oversatte.
248. Samtale imellem Philemon og Theages om Syn¬
defaldet.
49. Anmeldelse af en Oversættelse af Racines Digt
om Religionen.
250. Forsøg til Bondens Sædelære.
251. Spørgsmaal, som først efter nogle Aarhundrede
skal kunde opløses.
252. Oversættelse af nogle Tanker i l'Esprit des Loix,
for at redde Forfatterens Ære imod nogle ugrun¬
dede Beskyldninger i Henseende til Religionen.
253 og 254. Om Dyrenes Evner.


Blad.
255. Betragtning over Bønnen. - Guds Kierlig¬
hed i at straffe. - Det Jødiske Folkes Exempel
derpaa. - Erindring af det Jsraelitiske Folkes
Taksigelses=Fest under Kong Josaphat. - Op¬
muntring til at takke Gud for Fredens Slut¬
ning.


Sneeoorffs
pullivliste
4
6.
44
Til
3te Bind.
41
Snedorfos Skrift 5 Bind.


Den patriotiske
Tilskuer.
No. 205.
Mandagen, den 3 Januarii 1763.
F¬
or at opfylde mit Løfte, vil jeg begynde dette
Aar med et Forslag til en Almanak for
Skikkelige Folk. Forslaget er indrettet saale¬
des, at det kan ansees som en bestandig Calen¬
der, hvorefter enhver let kan forfatte sig en Alma¬
nak til sit eget Brug. Jeg søger derfor her kuns
at afgiøre, hvad der maae iagttages, saavel i
Henseende til Tidens Beregning, som dens Jnd¬
deeling i Dage, Uger og Maaneder, for at giøre
saadan en Calender beqvem til Skikkelige Folkes
Brug, og, saa vidt mueligt er, overeenstemmende
baade med deres Tænke=Art og Levemaade.
Hvad Tids=Beregningen angaaer, da skulle
maaskee de sædvanlige Ærer eller Hoved=Foran¬
dringer, fra hvilke vi regne Aarstallene i de al¬
mindelige Calendere, ikke synes betydelige nok for
Skikkelige Folk. Tids=Beregningerne bør uden


Tvivl hos ethvert Folk begynde fra saadanne
Tildragelser, som de holde for de merkværdigste,
og hvem taler i Skikkelige Selskaber om saa al¬
vorlige Ting, som Verdens Skabelse, Syndfloden,
Religionen og Lovene? Hvorfor anfører man da
saadant paa ethvert Titel-Blad i en Almanak?
Er der i saa mange hundrede Aar ikke skeet noget,
som mere interesserer den artige Verden, end i
hvad Aar Noah gik i Arken, og paa hvilken Dag
Luther opslog sine Sætninger mod Aflads=Kræm¬
merie? Viinens Opfindelse; Det, som først
har givet Anledning til vore Begreb om Æren,
og den Pomt d nonneur, som nu regierer i Eu¬
ropa; Oprindelsen til de Franske Moder og Fruen¬
timrets Friehed; Disse Ting, som ere de største Mær¬
ker, hvorved vi nu omstunder adskille polerede
Nationer fra Barbarer, fortiene de ikke nok saa
meget Skikkelige Folkes Opmerksomhed? Vore
Skiønne Geister, Riimmagerne og Forfatterne
at de mange skiønne Lovsange til Krigernes, El¬
skernes og Drankernes Roes, skulde det være
dem ligegyldigt, naar man først i Verden lærte
at trykke denne aanderige Saft af Druerne, som
opløftede deres Geist til at besynge Erobrernes
mordiske Bedrifter, tilligemed deres egne Seier¬
vindinger over det Smukke Kiøn? Vore Philo¬
sopher, jeg meener dem, hvis Siele alene ere
stærre nok til at tvivle om ale Historiske Beviis,


og hvor mange findes der ikke af dem iblant vore
Skikkelige Folk, skulle de være enige med Mæng¬
den, i at regne dette Aar for det 5730te efter
Verdens Skabelse? og om de end troede, at
Jorden ikke kunde være meget ældre, skulde de
da ikke selv af Fornuften alene kunde give os en
langt rigtigere Chronologie, end den, som findes
i alle Historier fra Verdens Begyndelse, naar
man undtager den Chinesiske, skulde de ikke kunne
sige os, naar den første Chaos begyndte, og i
hvor mange Æoner Solegranene efter Epikurs
System løb tilsammen, førend det blev lyst i Af¬
grunden? Uden Tvivl; thi hvorfor skulde de
giøre dem saa megen Umage for at bestride det An¬
tagne, dersom de ikke vidste selv at sige os noget,
som var rigtigere og vissere? Deres Beregninger
komme maaskee ikke overeens; men de bør ikke
heller giøre det; Enhver Frietænker maae have
en Chronologie og en Almanak, ligesom han har
en Religion for sig selv, og han var ingen
Frietænker, ingen stærk Original=Geist længe,
saasnart han i noget, som angik Religionen,
tænkte som andre. Saa mange ulige Be¬
regninger skulde vel foraarsage megen Uleilighed
i det menneskelige Liv, især i den almindelige
Brevvexling, i de offentlige Forretninger, og i
Historien; Men giorde det vel mindre Forvirrelse,
dersom ethvert Menneske, uden at erkiende no¬


0
gen Regel af en Guddommelig Myndighed, gjorde
sig en Religion efter sit eget Begreb? Ønskede vel
den stærkeste Aand selv at leve i saadan en Verden?
og dersom denne Betragtning ikke kan bevæge ham
til at bruge i det mindste nogen Forsigtighed, naar
han taler om Religionen med saadanne Folk, hvis
Siele ikke ere saa stærke som hans, var det da
ikke latterligt, om man vilde overtale ham til at
datere sine Breve som andre Folk, af Frygt for
at forvilde dem med saadanne Beregninger, hvor¬
ved Verden dog hverken blev ældere, eller yngere,
oller bedre end den var? Men jeg maae haste til
Forslaget selv. Det, som jeg allerede har sagt, kan
være nok til at bevise, hvorfor jeg finder det tienligt
i en Calender for Skikkelige Folk at regne Tiden.
1. Fra Atomernes Sammenløb og det
Chaotiske Væsens første Oprindelse, efter
Epikureernes og Frietænkernes Beregning,
Aar eller Æoner. - Af de ovenanførte Grunde
overlader jeg til enhver Frietænker at giøre denne
Beregning selv, som han behager, og at sætte
hvad Aarstal, han vil, i sin egen Almanak.
Af de Skikkelige Epikureer udbeder jeg mig
kuns, at de ikke paanøde nogen denne Almanak,
men lade andre Skikkelige Folk beholde Friehed
til at følge den almindelige Stiil, og at skrive i
dette Nye Aar 5730 efter Verdens Skabelse;
og af de meget artige Frietænkere, som dog i an¬


dre Ting erkiende Moden for deres Lov, tør jeg
end og vente, at de vilde have den Agtsomhed
for Publikum, og antage dette Aarstal saa længe,
indtil de have gjort deres Beregning. Det er
dog upaatvivleligt, at Verden engang har været saa
gammel; thi intet virkeligt Tal kan være uendeligt,
og maaskee blev det ikke let af Fornuften alene at be¬
vise, naar den var saa gammel, og hvorfor ikke i Aar.
2. Fra Vunens Opfindelse. - - Siden
denne merkværdige Tildragelse skeede kort efter
Syndfloden, seer jeg ikke heller nogen betydelig
Aarsag, hvorfor Skikkelige Folk skulde heri vige
fra den almindelige Beregning. Men det er
dem uden Tvivl behageligere, at regne den samme
Ære fra Vuinens Brug, end fra en Vandflod,
som ødelagde saa mange Skikkelige Folk i den
første Verden, Folk, som efter Historiens Vidnes¬
byrd vidste at leve, at elske og at drikke, Ærekiære,
Folk, Kæmper, Vældige og Navnkundige Mænd.
5. Fra Lovene om Tvekampen, de van¬
drende Ridder-Ordeners Stiftelse, og Op¬
rindelsen til det, som kaldes Fomt d non¬
neur. Da alle Skikkelige Folk i hele Christen¬
heden erkiende Æren for een af de høieste Love;
saa bliver vel og denne Ære een af de vigtigste.
Det er vel ikke saa aldeles afgjort, hos hvilket Folk
og i hvad Aar Faust=Retten først blev opfundet.
J de Nordiske Lande bleve de første Love om Tve¬


kampen givne af Kong Frode, som skal have le¬
vet paa den samme Tid, som Keiser August, og
jeg finder derfor ikke nogen Aarsag, hvorfor
Skikkelige Folk ikke skulle beholde den alminde¬
lige Tids=Beregning, og skrive i Aar 1763.
4. Fra de Franske Moders Opkomst,
og Fruentmrets Friehed i Europa. Dette
holdes for at være skeet under Kong Frantz den
Førstes Regiering. De Franske Historieskrivere
regne selv Modernes og den artige Levemaades
Oprindelse fra tvende Tildragelser, som skeede
paa den Tid. Disse vare, at Fruentimret be¬
gyndte at lade sig ofte see ved Hoffet, og at Geist¬
ligheden forlod deres Embeder, for at leve i Pa¬
ris. Da saae man først, siger een af dem,
her i Byen unge Geistlige, som ikke bekymrede
sig om andet, end at behage Fruentimret; tykke
og feede Canniker og Bisper, som ikke vidste
Navnet af den fornemmeste Bye i deres Stift,
Disse Folk vare alt for artige til at giøre Huus¬
Besøgelser, for at tale med Folk om Pligterne
og om Religionen, og til at spilde ved saa bedrø¬
velige Samtaler Fornøielsen af et smukt Selskab.
Denne Forandring i Frankrige, som har havt
mere Jndflydelse paa de andre Nationer, end
alle de Skiønne og Grundige Verker, som den
Franske Nation har frembragt, fra Frantz den
Første indtil Ludvig den Fiortende, traf ind paa


91
samme Tid som Reformationen i Religionen, og
man har derfor ikke heller nødig at forandre Aars¬
tallet af denne Ere; Skikkelige Folk kunde
regne fra Forandringen i Levemaaden 246 Aar.
Foruden disse HovedForandringer kunde
man til Skikkelige Folkes Fornøielse med Tiden
optegne for hver Dag i Aaret nogle andre Merkvær¬
digheder, f. Ex. Naar den første Rang-Ord¬
ning blev indført; naar Kareter og Portochat¬
ser ere opfundne; J hvilket Aar og paa hvilken
Dag i Maaneden Fruentimret først begyndte at
bruge Fiskebeens=Skiørter, Vifter, Ringe
i Ørene; hvor gammel den Skik er at bære
Hatten under Armen; hvor tit Opslagene
have været aabne eller lukte; alle Forandringer
i Folderne; hvor længe man i Verden har gjort
Nyt=Aars Besøgelser, drukket Sundheder,
spillet Kort, og tusende andre Ting, som ud¬
kræve en alt for megen Jndsigt i Historien og
Chronologien, til at vente, at saadant et Verk
strax skulde blive fuldkommen.
For at giøre det endnu brugeligere for Skik¬
kelige Folk, vil man være betænkt paa at udgive
et Landkort over Lystgaardene uden for Byen,
hvori Stedernes Længde og Brede skal blive no¬
get rigtigere iagttaget end i den Original, som
findes i den grønne April, tilligemed en Histo¬
risk Beskrivelse af et hvert Steds Beqvemmelig¬


10
heder, hvorledes og for hvilken Priis Skikkelige
Folk der blive beværtede. Nogle Elskere af Al¬
derdommen have og tilbudet sig, at tilføie adskil¬
lige meget rare Efterretninger om alle Helgene
og Hedenske Guder, som have givet Dagene
Navne, tilligemed Oprindelsen til gamle Skikke,
som giøre visse Tider af Aaret merkværdige, saa¬
som Juule= og Fastelavns=Lege, Paaske=Æg,
April=Løben, Kulde=Reisen, o. s. v.
Solens og Maanens Gang, tilligemed de
naturlige Afvexlinger af Sommer og Vinter,
Varme og Kulde, Lys og Mørke, Regn og
Soelskin, Dag og Nat, have ikke megen Jnd¬
flydelse i Skikkelige Folkes Levemaade. Man
staaer op, spiser og gaaer i Seng heele Aaret
igiennem, enten uden Regel, eller og til
een og den samme Tid, og denne Tid er det
Modens Sag at bestemme. Solen maae staae
op og gaae ned, naar den vil; Dens Løb er kuns
en Regel for Stiernekigere, Vægtere, Bønder
og umælende Dyr. Lys og Varme giver Som¬
meren intet Fortrin; Tvertimod, det er Mør¬
ket selv, som giør Vinter-Aftenerne langt beqvem¬
mere baade til Fornøielser og til Forretninger;
En Sommer-Morgen duer med alle dens Skiøn¬
heder kuns til at opvarme en Digters Jndbild¬
ningskraft. Skikkelige Folk læse vel undertiden
saadanne Beskrivelser ved Lys, for at fordrive


11
en Vinter-Aften; men, hvem vilde vel staae op
af sin Seng, for at søge Originalen dertil i Na¬
turen? Hvem vilde for Midnat forlade et Spille¬
Bord, for at kunde nyde om Morgenen saa fat¬
tig og gemeen en Fornøielse, som det er, at see
Solen staae op? Man giør Reiser uden for Por¬
ten om Vinteren lige saa vel som om Sommeren,
fordi man reiser til begge Tider ikke ud for at see
Solen, Skoven eller Marken, men for at æde,
drikke og spille; og saa længe vi have Hyrekudske
og Portochaiser nok, kan det være Skikkelige
Folk lige meget, enten det er varmt eller koldt,
enten det fryser eller tøer. Det er kuns gemeene
Folk, som ikke kunde opholde Livet uden Soel¬
skin, klart Veir, frisk Luft, Arbeide og Bevæ¬
gelse. Skikkelige Folk levede allerbeft, naar
man indsluttede dem i en Stue, hvor der aldrig
kom Luft til dem. Om Vinteren er det dem
for koldt, og om Sommeren for varmt; Den
mindste Trækvind er dødelig; og snart er Luf¬
ten for fugtig, snart igien for tør. Moden
veed alene at treffe det rette Maal, og Naturen
er i Alting uefterrettelig.
J saadan en Calender har man derfor ikke nø¬
dig at bekymre sig om Aarets Tider. Skikkelige
Folk have hverken Foraar, Sommer, Efterhøst eller
Vinter. For dem tager Dagen hverken til eller af;
og Jevndøgn og Soelhverv have i deres Almanak


12
ingen Nytte, uden maaskee for at bestemme de fire
beqvemmeste Terminer om Aaret til at aarelade og
afføre. Penge giøre alle Climaterlige, og fra Nord¬
polen af indtil Sydpolen, overalt hvor der boe
Skikkelige Folk, har man kuns een Poli Høide.
Hoved-Sagen er alene at bestemme Midda¬
gen, og at antegne nogle merkværdige Dage, som
indfalde Ugentlig eller Aarlig; saadanne Dage
ere ligesom Høitiderne, enten bevægelige eller
ubevægelige. Jblant de Ugentlige og Ubevæge¬
lige ere Cur=, Oper- og Comedie=Dage de Vigtigste;
De Bevægelige ere de, som enhver efter sin Be¬
qvemmelighed udsætter til at medicinere, giøre
Besøgelser, hvortil de fleste formodentlig vilde
finde den første Dag i Ugen, som man i Almin¬
delighed kalder Søndagen, meest beqvem. Jblant
de Aarlige fortiener især at bemærkes 11 Junii og
11 December, Opsigelses Terminerne, Flytte¬
Tiden, de sædvanlige Ferier i Skolerne, Colle¬
gierne og ved Retterne, til hvilke man og regner
Kirke=Høitiderne, Geburts=Dage, Navne=Dage,
Bryllups=Dage, og andre saadanne, som efter
Personernes og Familiernes Beskaffenhed ere saa
adskillige, at enhver Skikkelig Mand maae ind¬
rette sig en Almanak til sit eget Brug. Og der¬
til behøves Jntet videre, end at man efter den
sædvanlige Calender giør en Fortegnelse af Dagene,
i enhver Maaned, anmerker ved enhver, hvad


13
der til den Tid pleier at iagttages, og lader et
Rum, til at opskrive efterhaanden adskillige Ting,
som ere fornødne at erindre for de Skikkelige Folk,
som ville føre en meget ordentlig Levemaade, f. Ex.
naar man sidst lod sig aarelade, naar man var
sidst i Kirken, naar en Kone af Familien eller
Bekiendtskabet er kommen i Barselseng, naar
det blev meldt, naar et Giftermaal blev declare¬
ret; hvor mange Besøgelser man har modtaget
hver Dag, og hvor mange man har givet;
hos hvem man har været til Giæst, og hvor
mange man har budet igien. Det var got, om
man ogsaa ved hver Uges Ende lod et Rum, til
at gjøre en Slags Balance=Regning af Debet og
Credit, af Besøgelser eller andre Høfligheder,
som man skylder andre, eller har til gode.
Ved saadan en Ordentlighed skulde Skikkelige
Folk først fuldkommen være i Stand til at iagttage
den rette Levemaade, og forebygge mange betyde¬
lige Feil og Forsømmelser, som stifte Fiendskab
i Familierne, og bryde gamle Bekiendtskaber.
Min Correspondent i det 134 No. beklager
især, at man af Mangel paa en ordentlig Jnd¬
deeling af Tiden, sielden treffer Skikkelige Folk
hiemme. For at raade Bod derpaa, ønskede
jeg, at ethvert Qvarteer i Byen havde sin visse
Tid, til at give og til at tage mod Besøgelser,
og at man ved hvert Aars Begyndelse gjorde saa¬


14
dan en Indretning for det heele Aar. Men alt
dette skulde kuns lidet hielpe, saa længe Midda¬
gen endnu ikke var bestemt; og hvem kan bestem¬
me den? Naturen er i ingen Ting en Regel for
Skikkelige Folk, Moden er ulige, og mit vel¬
meente Forslag, som sigtede kuns til at stifte en
fuldkommen Enighed i Levemaaden, blev ikke
antaget. Jeg er derfor i denne vigtige Post
endnu lige saa tvivlraadig, som jeg var før, og
veed ikke andet Raad, end at man heri saavel som
i andre Ting forholder sig efter Herman von Bre¬
menfeldts Maxime, og lader det forblive ved det
gamle. Derved vil jeg dog ingenlunde have
forstaaet, at man skal rette sig efter Brugen af
de ældgamle Tider, i hvilke Menneskene levede
ganske efter Naturen, og holdte det for at være
Middag, naar Solen var midt paa Himmelen. Paa
den Tid vare der endnu ingen Skikkelige Folk til,
og disse bør dog i alle Ting have noget for dem selv?
No. 206.
Fredagen, den 7 Januarii 1763.
H¬
idindtil har jeg kuns giort almindelige Be¬
tragtninger over Skuepladsen. Anven¬
delsen deraf beroer paa besynderlige Erfaringer og


15
Efterretninger, som een eller faa Personer ikke
kunne have. Selskabet af de fire Patrioter har
merket denne Mangel i deres Undersøgninger, li¬
gesaavel, som jeg. Alle vigtige Forbedringer
baade i Lovene og Sæderne udkræve. mange for¬
enede Jndsigter og Erfaringer; og det patriotiske
Selskab, som længe har arbeidet paa saadan en
Forening, har endelig bragt den i Stand ved
en Indretning, af hvilken jeg lover mig megen
Nytte.
Selskabet har forskaffet sig Correspondenter
i de fornemmeste Stæder og Provincer i Danne¬
mark og Norge, og disse Correspondenter kaldes
Tilskuere. For at kunne med des mere Friehed
forrette deres Embede, maae de være skiulte, og
vores Publicum er alt for indskrænket og nysgie¬
rigt til at de kunne blive det, saasnart kuns Stæ¬
derne og Amterne, hvori de boede, vare bekiendte.
Læserne maae derfor ikke vente anden Efterret¬
ning end denne, at der overalt i Provincerne ere
saadanne Tilskuere af alle fire Stænder, som af
Selskabet ere forsynede med tvende Instruxer,
en Almindelig, hvilken jeg har faaet Tilladelse
at bekiendtgiøre i dette Blad, og en Særdeles,
som er indrettet efter enhver Stands, Byes eller
Provinces besynderlige Tilstand. Her er en af
de Almindelige:


16
Almindelig Jnstrux for Tilskueren i N. N.
J Følge af den Forbindelse, som De have
indgaaet med det Patriotiske Selskab, for at
understytte dets Undersøgninger i saadanne Ting,
som kunne tiene til at forbedre Tænkemaaden og
Sæderne i vores fælles Fædreneland, forlanger
bemeldte Selskab, at De efter Deres Overbeviis¬
ning, og saa længe Deres Leilighed det tillader,
ville give Selskabet efterhaanden, og saa ofte,
som mueligt er, Efterretning:
1. Om alle merkværdige Tildragelser, især
saadanne, som kunne fortiene at indføres i Pro¬
tocollen, og meldes i vores Alders Historie;
merkværdige Exempler af ærekiære og dydige
Handlinger; viise og patriotiske Foretagender,
som sigte til at udrydde skadelige Fordomme og
Misbrug. Alle saadanne Ord og Handlinger
ville De paa det nøieste bemerke uden nogen For¬
skiel paa Kiøn, Stand eller Vilkaar; og ikke
agte uden paa Sandheden alene. J Synder¬
lighed ønsker Selskabet at blive underrettet
2: Om Opdragelsen; hvilke Mødre selv op¬
amme deres Børn; hvor vidt Forældrene selv,
opfylde deres Pligter, og hvad Grundregler de
følge; hvortil rige Folk bestemme deres Børn;
hvor meget de anvende paa Opdragelsen; om de
forkiele dem, eller bekymre sig om Velanstændig¬
heden og Levemaaden alene, eller og de lade det,


17
være deres Hoved-Sag, at forskaffe deres Børn
sunde og stærke Legemer, og giøre dem til gode
Mennesker og duelige Borgere, og hvor vidt
Forældrene deri følge Grundreglerne af deres
Stand; om de Adelige Familier i Eders Egn
vise nogen Omhyggelighed for at forskaffe deres
Børn saadanne Egenskaber, som kunde giøre dem
lige saa værdige, som deres Stamfædre, til de
Æresposter, hvilke de attraae. Om nogen af
dem, som enten ikke have stor Formue, eller
mange Børn, ere stærke nok til at kunne over¬
vinde de almindelige Fordomme, saa vidt, at de
endog bestemme nogle af deres Børn til Hande¬
len eller andre Borgerlige Forretninger, hvorved
de i Tiden kunde samle Formue, til at vedlige¬
holde deres Stand; om Velhavende Folk af
Borgerstanden tænke ædelt nok, for at anvende
deres Erfarenhed og Formue paa at giøre deres
Børn endnu mere skikkede til at blive gode Bor¬
gere, eller og om de spilde deres Midler paa
forfængelige Hensigter: Hvorledes Bondens og
Almuens Opdragelse er; om Proprietairerne be¬
kymre sig noget derom; om Formuende Folk an¬
vende noget af deres Midler paa fattige Børns
Opdragelse, og giøre det paa saadan en Maade,
at de ikke styrke dem i Lediggang.
3. Hvor mange der ere ugifte af dem, som
ere i Stand til at gifte sig; om der sluttes mange
needorffs Skrift,


18
Ægteskaber imellem Folk af ulige Alder; Exem¬
pler af særdeles lykkelige eller ulykkelige Forbin¬
delser; Forældrenes Tænkemaade i Henseende til
deres Børns Giftermaal: Folkes Omgang med
deres Tienestefolk, og hvad der ellers kan være
merkværdigt i Huusstanden.
4. Den almindelige Levemaade og Omgang;
om der er nogen Forstaaelse og Fortrolighed mel¬
lem Folk; hvorledes Venner og Slegtninge leve
med hinanden; om Folk af adskillige Stænder
kunde fordrages; hvorledes Folk opføre sig i de¬
res Sammenkomster; om de elske Pragt i Klæ¬
der, Giestebuder, Boeskab; om deres Omgang
er mistænkelig, og fuld af Ceremonier; hvorle¬
des de almindelige Samtaler ere, og hvormed
de fornøie sig; Om de fordrive Tiden med lange
Giestebuder, Spil, Drik, nedrig og grov Skiemt,
Bagtaler, eller søge andre fornuftige og anstæn¬
dige Fornøielser; Om der i deres Egn findes
nogle, som ere viise og høimodige nok til at rette
sig meere efter Fornuften end efter Moden, og til
at indrette deres Levemaade efter andre Grundreg¬
ler end Hoben; hvorledes andre dømme om saa¬
danne Folk; om de Lastefulde have nogen Und¬
seelse for dem, eller ere frække nok til at spotte
og forfølge dem. Saadanne Exempler maae
med en besynderlig Flid anmerkes, at de kunde
blive anførte i vores Alders Historie, og under¬


19
tiden bekiendtgjorte i den Patriotiske Tilskuer, da
een af Selskabets fornemmeste Hensigter er at
redde Sande Dyder fra Pøbelens Foragt, og
at lade dem vederfare den Ære, som de fortiene.
5: Hvorledes den offentlige Underviisning
er beskaffen; Tilstanden af de Danske og Latinske
Skoler; om baade Forældrene og Lærerne iagt¬
tage deres Pligter. Om Børnene, som forsen¬
des til de Latinske Skoler, have nogen Skikkelig
Opdragelse; om Lærerne bekymre sig noget om
deres Sæder; om de selv have en god Tænke¬
maade; om de troe, at der er noget at forbedre
i den almindelige Læremaade, og have Jndsigt
og Dristighed nok til at forsøge selv saadanne
Forbedringer. Hvorledes Tænkemaaden er i
den Geistlige Stand; om Præsterne have baade
Oplysning og Nidkierhed; om de i deres offent¬
lige Taler vide at forene den Lærdom om Troe
og gode Gierninger; om de føre selv en Christe¬
lig Vandel, elske nyttige Videnskaber, og læse
gode Bøger; hvorledes saadanne retskafne Lærere
ansees af deres Ordens=Brødre; om de iblant andre
nyde den Agtelse, som tilkommer deres Embede,
og som de ved deres Opførsel fortiene; om de
selv ere forsigtige og beskedne i deres Omgang,
og hvorledes de igien begegnes af Kirke-Patro¬
nerne og andre Verdslige Betientere; om de an¬
vende deres ledige Timer paa nyttige Opdagelser,


20
i andre Videnskaber, og ved gode Skrifter, eller
en fornuftig Omgiengelse, søge at giøre noget til
Tænkemaadens og Sædernes Forbedring. Da
man paa Selskabets Vegne kan forsikkre dem om
al Biestand, og da de fleste Tilskuere i Provin¬
cerne ere af denne Orden; saa venter Selskabet
og, at de af deres Medbrødre, for hvilke de
finde det tienligt at bekiendtgiøre sig, understøtte
dem i et Foretagende, der har saa megen Forhin¬
delse med deres Kald og Embede. Det samme
venter Selskaber af deres Kirke=Patroner, af
hvilke nogle allerede af Adelsmanden ere ind¬
budne dertil.
6. Hvorledes de offentlige Embedsmænd
ere; om de have nogen Kundskab om Lovenes
Grunde og Nidkierhed for deres Efterlevelse;
eller om deres Kundskab bestaaer i en blot Praxis
alene; om deres Nidkierhed gaaer videre end til
at giøre det, som de uden deres Embeds Fortabelse
ikke kunde lade; eller og de af Vankundighed
eller Ladhed lade alting komme an paa deres Fuld¬
mægtige. Om de sætte deres Ære i at opfylde
deres Pligter, og at fortiene Navn af viise og
duelige Mænd, eller om de skamme sig ved deres
virkelige Embeder, og laane af fremmede Titler
den Anseelse, som de enten ikke kunne eller ikke
ville forskaffe sig selv. Om de forstaae at vinde
deres Medborgeres Fortroelighed, at overbevise


21
og overtale uden altid at skiende, true og bruge
Magten; hvor meget Tilstanden under deres Op¬
syn er bleven bedre eller slettere; om de troe, at
det er nok at afværge Vold og Fornærmelse, at
handhæve den strænge Retfærdighed, og holde
Lande=Freden vedlige, eller og de holde det for
deres Pligt tillige, at giøre saa meget, som de
kunde, til at forbedre Levemaaden, og forøge
Nærings-Midlerne. Om de søge at afskaffe
gamle Misbrug, have Lyst til at understøtte nyt¬
tige Forslag, og ere nidkiere i Lovenes Opfyldelse,
end og naar deres egne Fordeele kunde lide ved
saadanne Anordninger; om de ere ærekiere, ar¬
beidsomme, redelige og upartiske, og for hvilke
Handlinger de især fortiene at roses.
7. Paa Landet have De især at agte paa
Herremandens og Bondens Huusholdning og
Jordens Brug; hvilke Herremænd der selv fore¬
staae deres Huusholdning, og hvilke der regieres
af Fogeder; hvor mange der boe paa deres Gaarde,
og hvad Virkning saadant har i Henseende til
Godsets Tilstand; om nogle have Lyst til nye
Forsøg, og hvorledes de lykkes; om der findes
Menneske=Venner iblant dem, som handle af
høiere Grund-Regler end den blotte Egennytte;
om de læse gode Bøger, elske Videnskaberne og
Konsterne, især saadanne, som kunne forbedre
Sæderne og forøge Nærings-Midlerne; om de


22
ere Patrioter nok, for at agte paa Landets Fordeele
lige saa vel som paa deres egne. Om de fore¬
drage Landets egne Produeter og Manufacturer
for fremmede. Om nogle ere fornuftige nok til
enten at giøre deres Bønder frie, eller bestemme
deres Pligter; hvad Virkning det har havt. Vi
have allerede nogle saadanne lykkelige Exempler,
og det menneskelige Kiøns sande Beste udkræver,
at de bekiendtgiøres baade til Stifternes Ære og
til andres Overbeviisning. J Henseende til
Bondens Huusholdning bliver fornemmelig at
merke, hvoraf de almindelige Feil komme, enten
af hans egen Tænkemaade, og Opdragelse, eller
af andres Medfart; og for alting maae ikke
glemmes at bemerke saadanne Bønder, som ved
nogle særdeles gode Handlinger, ved deres For¬
stand, Christendom, Dyd og Vindskibelighed
adskille sig fra Hoben. De nøiagtigste Beret¬
ninger skulle i denne Henseende altid være Sel¬
skabet de behageligste, om de end strakte dem til
Beskrivelser af enkelte Personer og Familier, de¬
res Caracter, Levemaade, Avling, Jndtægt og
Udgift: men især ønsker det at underrettes om
alle muelige eller virkelige Forbedringer i Hen¬
seende til Jordens Brug, ved bedre Dyrkning,
Markernes Jndhegning, Havers Anlæggelse,
nye Sæd og Plantninger, o. j. v.


23
(Denne Artikel er i Jnstruxen til de Norske
Tilskuere meget vidtløftigere. Foruden Efter¬
retninger om Fiskerierne, Berqverkerne, Sko¬
vene og andre Ting, som henhøre til Landets be¬
synderlige Beskaffenhed, og hvori der er igien en
saa stor Forskiel, at enhver Province udkræver
en besynderlig Jnstrux, forlanger Selskabet en
nøiagtig Beskrivelse af Bondens Levemaade og
Opdragelse, for med Vished at kunne bestemme
alle Aarsagerne til den merkelige Forskiel, som
der findes imellem Almuen af begge Nationer,
og hvoraf det kommer sig, at den Norske Bonde
med mindre Jndtægter er mere fornøiet, munter,
vindskibelig, tapper, vittig og ærekier. Sel¬
skabet meener at bane sig derved Veien til een af
de vigtigste Opdagelser i Menneskets Historie,
især dersom det, som man har Aarsag til at for¬
mode, deraf kunde bevises, at den blotte Eien¬
doms-Ret alene var nok til at giøre saa stor en
Forskiel iblant Menneskene af samme Stand, som
levede under een Regiering, havde samme Love
og Religion, og det til Fordeel for den Nation,
hvis Land ikke var det frugtbareste, og som var
længst fra Hovedstaden.)
8. J Henseende til Stæderne ønsker Sel¬
skabet at underrettes om deres Forbindelse med
Landmanden, af hvor mange Landsbyer saadan
en Kiøbstæd søges, og hvad Forandring man har


24
kunnet merke i Byens Næring ved de omliggende
Landgodsers Tilvæxt eller Aftagelse; hvori Bon¬
dens meeste Fortæring i Stæderne bestaaer: om
Kiøbsted=Folkene leve mere af Kroehold og af saa¬
danne Ting, som ødelegge Bonden, end af Han¬
del og saadanne Haandteringer, som vidne om
Velstand, og om en god Huusholdning paa Landet.
Om Byen fører udenrigs Handel, hvor og med
hvilke Vare, hvor meget den fører ud og ind, og
hvorledes denne Handel stiger eller falder. J Hen¬
seende til Udførselen af indenlandske Vare ønsker
Selskabet at underrettes ikke alene om deres
Mængde, men og om deres Beskaffenhed og
Priis; om der er nogen i Byen eller paa Landet,
som søger at forbedre de indenlandske Producter,
og om Kiøbmanden, end og i den Henseende,
har en fornuftig Omsorg for at bevare sin Credit;
hvad der indføres af fremmede saavel tilladte som
forbudne Vare. Selskabet vil ikke være Angi¬
ver, og forlanger derfor hverken at underrettes
om Personernes Navne eller deres utilladelige
Practiker. Det ønsker sig kuns denne Efterret¬
ning, for at udfinde saadanne Midler til at af¬
værge det almindelige Tab, som kunde bestaae med
Kiøbmandens egne Fordeele. Det ønsker derfor
at vide, hvad Fortrin saadan en Bye, i Hen¬
seende til dens Beliggende, Varenes Jndkiøb
fra første Haand, Levemaaden, Arbeidet, Lev¬


25
netsmidlernes og Huusenes Priis, har fremfor
andre Byer i Landet, enten til at drive en vis
Handel eller for at anlegge visse Manufacturer,
hvis Priis derved saaledes kunde formindskes, at
man ikke skulde vinde ved at indføre fremmede.
Kiøbmanden har bestemt en Sum til at opmuntre
Entrepreneurer af adskillige Manufacturer paa
de Steder i Rigerne, som han efter saadant et
foregaaende Overslag finder at være de beqvem¬
meste. Fremdeles ønsker Selskabet at underret¬
tes om Folke-Mangden; hvor meget der fortæres
i Byen; hvor mange Fattige og hvorledes de un¬
derholdes, hvor mange Haandverker og hvilke
der have Lav, den almindeligste Priis af deres
Arbeider, samt Arbeidets Beskaffenhed, i For¬
hold til det, som giøres paa andre Steder, især
i Hovedstaden eller udenrigs.
Selskabets Correspondenter behøve ikke at
binde sig til nogen vis Orden, eller at bie indtil
de kunne besvare alle disse Spørsmaale, hvortil
udkræves megen Tid, og som er et Arbeide, hvil¬
ket ved den allerstørste Jndsigt og Vindskibelighed.
aldrig kan bringes til saadan en Fuldkommenhed,
at jo baade de selv og deres Efterkommere skulde
finde meget deri at rette og forbedre. Selskabet
er langt fra deres Tanker, som troe, at det
er bedre at giøre intet end at giøre noget, som ikke
er ganske uden Feil. De tillade en Patriot hel¬


26
ler at forsee sig undertiden, end at være altid
uvirksom. Correspondenterne kunde derfor ind¬
sende deres Efterretninger efterhaanden, ligesom
de falde dem i Hænderne, og Selskabet forlanger
alene, at de anføre enhver Ting med den Grad
af Vished, som de have selv, og angive deres
Grunde, om de have seet og erfaret det selv,
eller af hvem de have det. Dersom andre end
de, som virkelig staae i Brevvexling med Sel¬
skabet, vilde af sig selv understøtte disse Hensig¬
ter, skulde deres Beretninger altid blive mod¬
tagne med Taknemmelighed, og brugte med den
tilbørlige Forsigtighed.
No. 207.
Mandagen, den 10 Januar. 1763.
H¬
vad er en Philosoph? Dette er et Ord, som
jeg ofte har brugt, og som jeg selv gierne
vilde bestemme. Dersom det kom an paa at
forklare Etymologien deraf, hvem vidste da ikke,
at det har sin Oprindelse af det Græske, og bety¬
der en Elsker af Viisdom? Men hvad er
Viisdom? Endnu ere vi lige nær; saa lidt


27
hielper Etymologien og de lærde Sprog. Vore
Philosopher, (med Tilladelse, at jeg bruger
dette Ord endnu engang, førend jeg har de¬
fineret det) disse Viise, vilde jeg sige, som
kunne definere alting, skulde de ikke have beskrevet
selv, skulde de ikke nøie nok have bestemt, hvad en
Philosoph er? Jo, vi finde en Definition deraf
i alle Systemer, og hvorfor forlanger man da,
i en Afhandling af fire Blade at igientage, hvad
man selv kan læse paa den første Side i enhver
Lære-Bog? Maaskee komme de ikke overeens?
Jkke overeens, i det første Begreb, i Definitionen af
en Philosoph, skulde være ulige Meninger, og
det iblant Philosopherne selv? Hvortil nyttede
da den Philosophiske Methode, og hvad hialp
det at definere? Lad saa være, tænkte jeg, det
er nok, at jeg i Philosophernes Skrifter søger
Sandheden, at jeg siger, hvad de have sagt;
ingen forlanger vel, at jeg skal bestemme, hvad
alle Philosopher ikke have kunnet bestemme selv.
Socratis Læremaade er alt for ubestemt til,
at søge i hans Samtaler disse bestemte Begreber,
som man kalder Definitioner; han oprettede in¬
gen Seet; han skrev intet System; og dersom vi
af hans Ord skulde dømme om den Viisdom,
hvoraf Sophisterne gave baade dem selv og deres
Philosophie saa prægtigt et Navn, var det en
Konst sat tale noget om Alting, at bevise og


28
modsige alk hvad man vilde. Jeg har paa et
andet Sted anført, hvad Socrates havde at er¬
indre mod dette Begreb om Philosophien; men
det lader, som han der siger os mere, hvad den
ikke er, end hvad den er. Maaskee er det hans
Tanker, som Plato udtrykker, naar han lærer,
at Philosophien er en Lyst til den Guddomme¬
lige Viisdom og til det høieste Gode, at dette
Gode bestaaer i en Overeenstemmelse og For¬
ening med Gud, som opnaaes ved Dyden,
og at denne Dyd er den sande Viisdom; En
fuldkommen Forstand, siger han, er ikke an¬
det end en fuldkommen Dyd. Aristoteles,
under hvilken Philosophien først fik Form af en
Videnskab, fandt, at dette Begreb ikke var be¬
stemt nok. Af ham have vi den første fuldstæn¬
dige Inddeeling af Philosophien, den første or¬
dentlige Tænkekonst, og de første rigtige Defini¬
tioner af alle Dyder og Laster. Ved disse rigti¬
gere Bestemmelser udfandt han, at der var et dob¬
delt høieste Gode, et Theoretisk og et Practisk;
at det var det Theoretiske eller Betragtningen
fornemmelig, som giorde en Philosoph; at Dy¬
den alene hverken giorde viis eller lyksalig: For
at være fornøiet, maatte en Philosoph have mange
flere gode Ting end Philosophien alene, og iblant
disse gode Ting regnede Aristoteles Adelskab og
Skiønhed. De alvorlige Stoiker vare af andre


293
Tanker. Det var dem ikke nok, med Plato
at giøre Dyden til det høieste Gode; den maatte
og være det eneste. En viis Mand skulde
aflegge alle Passioner. Han maatte hverken
elske eller hade, være glad eller bedrøvet; Han
vidste, at Vellyst var intet Godt, og Smerte
intet Ondt; og saadan en viis Mand, en Philo¬
soph, sagde de, var skiøn, om han end var
vanskabt, ruig, om han end var en Betser,
og en Stor Herre, om han end var en Slave.
Det gaaer for vidt, svarede Epitur, Øiemer¬
ket af Philosophien er Vellyst, og en Philosoph
er en Mand, som forstaaer bedre at fornøie sig
end andre Folk. Han lever ikke som en Cyni¬
ker, han foragter ikke Rigdom, Ære, Kier¬
lighed og Vunen. Paa Skuepladsen er
han den gladeste af alle Tilstuere, og ingen
forstaaer at dømme om Poesien og Musiken
saa vel som han. Men han skriver selv ingen
Bøger, han giør ingen Vers, fordi en viis
Mand elsker for Alting sin Rolighed.
Saa mange adskillige Beskrivelser af en
Philosoph finde vi hos de fire Hoved-Secter i
Grækenland, og der vare endnu mange flere.
Efter Diogenis Beskrivelse var en Philosoph en
nøgen Mand med et langt Skieg, som eiede
kuns en Stav og en Taske, og som i denne
Lilstand var mægtigere end Hercules, og


30
større end en Konge. En viis Mand, sagde
Pyrryd, maae hverken nægte eller berræfte,
begiære eller afskye noget; Alting er ham lige¬
gyldigt, og han er i alle Tilfælde lige saa roelig,
som det Svuin, der sov paa Skivet, da det
var nær ved at synke. Falder han i en Grøft,
som Anaxagoras, bliver han liggende, og til¬
lader ingen at reise sig op. Saadan en Mand
var en Philosoph efter Tvivlernes Sect, og
denne Sect har til alle Tider været nok saa stor
som nogen af de andre. Den har i vore Tider
kuns forandret Navnet, og er nu bekiendt under
det Navn af Frietænkere.
Barbarerne havde og Viise, Schyterne
deres Druider, og Jndignerne deres Brami¬
ner. Lad os høre, hvad Tanker disse Folk giorde
dem om en Philosoph? De kiendte ingen anden
Tænkekonst, end den sunde Fornuft, ingen anden
Læremester end Naturen. Denne alene bestem¬
mede baade deres Begiærligheder og deres Be¬
greber. "En viis Mand, sagde Braminerne i
deres Samtale med Alexander, maae hverken
lyve eller være lettroende; han maae ikke snakke,
meget, eller som Grækerne agte den for en Phi¬
losoph, der har et got Mundlær, hvis
Klogskab er paa hans Læber, som siger, hvad
han burde giøre, og giør, hvad han ikke
tør sige. En viis Mand behøver hverken


31
Guld eller Sølv, Tienere eller Palladser,
bløde Klæder eller Silke=Orme; han har ingen
Herre uden Gud, efter hvis billede han er
skabt. Han kan miste sit Hoved, men ikke sin
Siel, hvilken stiger op til Gud, naar den for¬
lader Legemet og Jordens Ureenlighed., Naar
man spurgte Anacharsis, den Schyter, hvem
han holdt for at være viis, sagde han: at han
agtede Myson, en Mand, som var bekiendt
for en god Huusfader, og som tiente sine Venner
undertiden med gode Raad, for viisere end alle
de Græske Philosopher.
Hos Romerne betydede en Philosoph for den
anden Puniske Krig, en Lovkyndig, som for¬
klarede de tolv Tavler. Siden lærte man at
giøre sig lige saa mange og adskillige Begreber
derom, som Grækerne. J stedet for at be¬
stemme disse Begreber nøiere, eller opfinde nye,
gjorde de Romerske Skribentere Caracteren af
en Philosoph endnu meer ukiendelig ved at sam¬
menblande de meest adskilte Træk af alle, især
af de Stoiske og Epikureiske Philosopher. Ci¬
cero hørte, som Philosoph, til alle Secter, og
som Taler, til ingen. Seneca var en over¬
dreven Stoiker, og Lucretius letsindigere end
Epikur. Horatz, som man og regner blant
Philosopherne, tilstaaer selv, at det var Ti¬
dernes Omstændigheder, og hans egen Ge¬


32
myts-Beskaffenhed, som bestemte hans Philoso¬
phie, at denne meere maatte rette sig efter ham,
end han efter den.
Qvo me cunqve rapit tempestas, deteror holpe
Vunc agilis nio æ merlor civilibus undis,
Virtutis veræ Custos, rigidusqve larelles,
Vunc ii Arustippi turtim præcepta relabor;
Er mimres, non me rebus lubjungere conor.
Hvor meget maae det ikke forvilde vore Begreber,
om en Philosoph, naar vi betragte denne Mand,
som snart ikke vidste andet Raad til at fordrive
Bekymringer end Viinen: Nunc vino pellite
curas; snart forsikrer, at Dyden og en god
Samvittighed alene var nok til at giøre ham ufor¬
færdet, om end heele Verden forgik.
Uractus stillabatus Ofdis, impavidam feriem rumæ.
Hvem kan forlige og bestemme os alle disse Be¬
greber om en Philosoph? Den Guddommelige
Mand, som Plato beskriver, og som er altid
virksom, idel Dyd og Kierlighed, kan han tillige
være Aristoteliker, og ansee Betragtning for sit
høieste Gode; En Stoiker, en Mand uden
Passioner, kan han have Vellyst? kan han være
Sorgeløs som en Epikureere saa ligegyldig som Dio¬
genis Hund? saa roelig som Pyrrhos Sviin?
og snart som Sophisterne tale om Alting, bevise
og modsige hvad han vil, snart tie som en Pytha¬
goreer eller Bramin, og tvivle som en Pyrrhonist?


155
Saa mørkt var Alt i den gamle Philosophie;
indtil Begrebet selv af en Philosoph, og dette
Mørke varede indtil vore Tider; Thi i den mid¬
lere Alder kiendte man ikke andre Philosopher
end Aristoteliker, Hexemestere og Guldma¬
gere.Vesdartes lærte os først at defmnere,
og Wvolf at demonstrere. Den Mathematiske
Methode kom op, og Alting blev lyst i Philoso¬
phien. Spørger man nu, hvad en Philosoph
er? da finde vi kuns een og den samme Defiition
i alle voxe Lære-Bøger, og i denne er intet ufor¬
klaret eller ubestemt. Philosophien, hedder det,
er en Videnskab om Mueligheder. Men hvad
er Videnskab, hvad er Muelighed? Videnskab,
svarer man, er en Færdighed i at bevise.: At
bevise er at give Grund for det, som man næg¬
ter eller bekræfter, og en Grund er det, hvoraf
man forstaaer, at en Ting heller maae være end
ikke være. Muelighed er det, som ikke er
modsigende, og en Modsigelse er en Forbindelse
af tvende Begreber, hvoraf det ene nægter,
hvad det andet bekræfter. Hvem veed nu ikke,
hvad en Philosoph, og hvad Philosophien er?
Hvor tydelige, hvor bestemte, hvor grundige
ere ikke disse Begreber frem for de Gamles?
Her, er, ingen af: de mørke Ord, høie¬
ste Gode,  Dyd, Betragtning, Sinds
Rolighed, Fornøielse, Lyrsalighed; Ord,
ft. 5. Vi¬


34
som de Gamle brugte uden foregaaende og nøiag¬
tig Bestemmelse. Alle Begreber i denne Defi¬
nition ere klare; thi hvad er klarere end Muelig¬
hed, Modsigelse, Færdighed og tilstrærreng
Grund? og naar alle disse klare Begreber forbin¬
des tilsammen, bliver det os endnu klarere, hvad
en Pyilosoph er.
Efter at den Mathematiske Methode saale¬
des har opklaret og bestemt de Begreber, som de
gamle Philosopher skiulte i en Chaos af forvirrede
Tanker, hvor latterligt maae det da ikke synes for
vore Lærde, at Folk endnu kunne troe, at der
var noget at forbedre i denne Philosophie, og at
saa formastelig en Lyst til Nyeheder kan drive
nogle til at skrive heele Bøger sammen, for at
forklare os det, som er saa tydelig sagt paa det
første Blad i vore Lære-Bøger, nemlig, hvad
Philosophien er. Saaledes formoder jeg, at
enhver grundig Lærd har tænkt, saasnart de kun
hørte Titelen af et Skrift, som udkom i forrige
Aar under Titel af le vrai Philosopne, on
Pulage de la enssosopnie relativement a la So¬
ciete, i la verite et a la vertu. Det er derfor
og kuns for dem, som ikke ere øvede nok i den
Mathematiske Methode til at læse vore Skole¬
Bøger, at jeg vil oversætte nogle Stykker af dette
Skrift. Min Hensigt dermed er at bestemme
Begrebet af en Philosopp saaledes, at det kan


57
fortiene alle Menneskers Høiagtelse; og endskiønt
det ikke er i den sædvanlige Methode, troer jeg
dog, at vore Philosopher skulde læse det heller,
end alt hvad Diogenes og Pyrrho have sagt til
Philosophiens Ære.
Den Viise, siger han, efterligner Jor¬
den; han viser sine Kræfter ved sine Virknin¬
ger. Hans Handlinger ere eenfoldige uden
Pralerie og Sminke. Han virker paa Sielene
med en behagelig Styrke. Hans Bevægelser
ere stille og ordentlige som Stiernernes. Naar
han synes at giøre intet, er han allermeest be¬
skieftiget, og er i sin Uvirksomhed selv virksom.
Langsom til at tale, og endnu mere til at døm¬
me, undgaaer han Uforsigtighed lige saa vel
som han skyer en taabelig Forfængelighed. Han
er altid beskieftiget med Dyden end og naar han
er i sit Huus, der hvor han søger hverken Ma¬
gelighed eller Vellyst. Af alle Mennesker er
han selv den, som han troer mindst.i Han
opfører sig efter sin nærværende Stand, og øn¬
sker intet meer end han besidder. Riig uden
Overdaadighed, fattig uden Nedrighed, æret
uden Stolthed, og ydmyg uden at være enten
Slave eller Hykler, behager han uden at giøre
sig Umage derfor, og lever fornøiet uden at for¬
uroliges af nogen. - - Himlen taler, men
hvad for et Sprog betiener den sig af for at lære os,


, at der er en høiere Aarsag til, hvilken alle Ting
ere undergivne? Dens Bevægelse er dens Sprog;
Den bringer os Sommer og Vinter til rette
id; Den bevæger heele Naturen, og giør
den frugthar; hvor er denne Taushed ikke vel¬
talende? siger det Chinesiske Orakel (Con¬
tucius.) -
Naar en sand Philosoph opløfter sit Sind
til høiere Betragtninger, bestyres det altid af
Forsigtighed, og forlader sig ikke for meget paa
ine egne Kræfter. Overbeviist om den men¬
neskelige Forstands Svaghed, stoler han ikke
for meget paa sin egen Jndsigt. Han tænker,
at man i Sandhedens Undersøgning bør først
bestemme Brugen af sin Fornuft, og holde den
inden for sine naturlige Grændser, og i det
han skyer lige saa meget Dogmatisternes For¬
domme, som Pyrrhonisternes Blindhed, tref¬
ser han en rigtig Middelvei imellem en alt for
stor Lettroenhed og en vantroende Egensindighed!
Den rette og lovlige Brug af Fornuften er det
væsentlige Kiendetegn af den Philosophiske
Geist: -
At ansee de Begreber, som vi have om
Ondt og Godt, om Dyd og Last, for en blot
Virkning af de første Lovgiveres Statskonst, eller
Menneskenes selskabelige Fordrage; Dette er
efter Hobbes, 1a Mettrie og Fabelen om


5i
Bierne det elendige System af nogle, som i vore
Tider kalde sig Philosopher. Efter deres Mee¬
ning er Ret og Uret kuns Følger af de Begreber,
som vi giøre os om det, der er os selv nyttigt eller
skadeligt. Dersom dette var sandt, skulde
man hos Menneskene finde en Forskiellighed end
og i de første Begreber om Ondt og Godt, Ret
og Uret; - men jeg beder disse skiønne Aan¬
der, som afgiøre Alting med saadan en Vished,
ligesom de vare udsendte til at oplyse Verden:
Hos hvilken Nation understod man sig vel at
paastaae, at Æneas, da han bar sin Fader
Anchises paa sine Skuldre for at redde ham af
Jlden, ikke gjorde en Handling, som i sig selv
var bedre end den, som Nero giorde, da han
igiennemstak med Morder=Dolken det Liv, som
havde bragt ham til Verden? - Hvor finder
man i Verden Folk, som ikke røres af Godgiø¬
enhed, af Medlidenhed med Elendige, og af
alt det, som fortiener Navn af Dyd? Dersom
man hos nogle Nationer har fundet visse Mis¬
brug, som støde os, da har man ved falske
Slutninger uddraget dem af disse første Be¬
greber om Ret og Uret, af hvilke man i de
enkelte Tilfælde ikke altid har gjort en rigtig
Anvendelse.


38
No. 208.
Fredagen, den 14 Januarii 1763.
J¬
eg har hørt saa mange af mine Landsmænd
klage over en vis Tunghed og Ulyst til Virk¬
somhed, som skal være bleven almindelig iblant
os, at jeg har holdt det Umagen værd engang at
undersøge Aarsagerne dertil; om de ere naturlige
eller moralske, nødvendige eller blot tilfældige.
Saa længe dette endnu ikke er afgiort, søge vi
forgieves at finde Raad derimod. Vi vide ikke
engang, hos hvem vi skulle søge disse Raad, hos
Lovgiverne, Lægerne eller Philosopherne.
Dersom denne Tunghed havde sin Grund i
saadanne Ting, som ere almindelige og sædvan¬
lige Følger af Luftens eller Landets Beskaffenhed,
skulde den være lige saa uforanderlig som Aarsagen,
selv: Men Nationen maatte da og have havt denne
Caracter, saa længe som den havde været til;
og dersom man kan bevise andet af Historien,
kan man sikkert slutte deraf, at Aarsagen ikke er
almindelig eller nødvendig, at den ligger hver¬
ken i Luften eller i Landet, men i tilfældige og
foranderlige Ting. De Nordiske Nationer have


39
vel til alle Tider været bekiendte for em vis Al¬
vorlighed og Koldsindighed; men det er ikke
det, som man kalder Melancholie. Jndbyg¬
gerne i de kolde Lande have naturligviis mindre
Passion end de Sydlige; deres Vædsker ere
mindre flygtige, og deres Seener mindre em¬
findtlige; men de ere just derfor saa meget des
stærkere. Føle de mindre Glæden, saa røres
de og ikke heller saa meget af Frygt; varer det
længe inden de sættes i Bevægelse, saa virke de
og saa meget des stærkere og bestandigere end an¬
dre Nationer, som hastigere antage, adskillige
Jndtryk, og i hvilke en Passion ikke saa snart
fødes, førend den fordrives igien af en anden
Tilbøielighed. Den tungsindige og melancholske
Caracter er af en ganske anden Beskaffenhed.
Den kommer ikke af megen Styrke i Seenerne,
men af deres Slaphed og Svækkelse. Vædskerne
ere ikke alene langsomme, de ere og fordervede;
Man er ikke uemfindtlig, uden i Henseende til
de behagelige Passioner, til Glæde, Kierlighed
og Haab; og man føler saa meget mere de ube¬
hagelige, som ere Bedrøvelse og Frygt. Denne
Følelse kommer ikke af Nervernes Fiinhed, men
if deres Svækkelse. Saadan en Caracter er ikke
elene langsom til at tage mod alle de Begreber,
som udkræve fiine Følelser; den beholder ikke en¬
gang længe dem, som giøre de stærkeste Jndtryk.


40
Den mindste Vanskelighed er nok til at giøre den
modløs og forsagt; den finder altid mere at frygte
end at haabe, og den mindste Frygt forjager let
ikke alene Følelsen af det virkelige Gode, som man
nyder, men og alt Haab og Fortrøstning for det
Tilkommende. Saaledes er den Tungsindiges
Caracter beskaffen, og hvem kiender i den igien
Cimbrernes, Gothernes, og Normændenes Af¬
kom? Hiin alvorlige Koldsindighed, som giorde
vore Fædre lige saa bestandige i store Foretagen¬
der, som de vare langsomme i deres Beslutninger
og i deres Tilbøieligheder, kolde og alvorlige i
deres Forlystelser srlu; som giorde dem saa ufor¬
færdede i Faren, at Dødens Frygt selv syntes
ikke at have nogen Magt over dem; Denne al¬
vorlige Koldsindighed, som giorde Qvinder til
Mænd, unge Drenge til Helte, og Jomsborgerne
frekke nok til at see et oprakt Sverd uden at blinke
derved, skulde den have noget tilfælles med den Hier¬
teklappen, den Afmagt, den Trykken for Brystet,
som foraarsager os Døds-Angester, uden at vi selv
vide, hvorfor? med den Ustadighed og Mangel
af Tillid til sig selv, som ofte skiuler saa mange
gode Egenskaber, undertrykker saa mange gode
Forsætter, giør os forsagte ved den mindste Van¬
skelighed, og sætter os, saa at sige, i en bestan¬
dig Strid med os selv? Jeg siger, at den sæt¬
ter os i Strid med os selv; thi jeg tør paastaae,


41
at det er saa langt fra, at denne Svaghed og
Mietillid er os naturlig, at der endnu i vor
Caracter er nok tilbage af den gamle Styrke,
og Drift til Virksomhed, for at giøre os Følel¬
sen af dan Modvægt i Sielen, som nedtrykker os,
langt mere utaalelig, end om vi vare fødte i de
varme Lande, der, hvor Passionerne tidligere
modnes, og hastigere forsvinde; hvor Mennesket
efter nogle faa Aars Vellyst ikke søger andet end
Ørkesløshed og Hvile. Lad dem, som ere meest
tungsindige og modløse iblant os, kuns spørge sig
selv, om de ere fødte saaledes, om de i deres
Ungdom kiendte disse Angester, Mattigheder og
Hierteklappen, om de følte noget af saadan en
Tilbøielighed til Ørkesløshed og Hvile? Lad os
betragte vor Ungdom, ikke den, som fødes af
livegne Trælle, ikke den, som opdrages med
Riiset over Hovedet, ikke den, som tidlig lærer
at forstille sig, og i hvilken vi selv ved en tvungen
Velanstændighed og daarlige Mode-Regler ind¬
prente vor egen selvgiørte Caracter; men den
Ungdom, som løber paa vore Gader, og i hvil¬
ken Nationens naturlige Caracter virker alene.
Hvor meget af den gamle Nordiske Frækhed, Dri¬
stighed og Tillid til sig selv blive vi ikke vaer i disse
vilde Skud af en gammel, ædel, men fortørret
Stamme? Lad os kuns ikke tænke, at det er Na¬
turen, som saa hastig igien undertrykker denne


42
Virksomhed. Saa tidlig modnes den ikke i Nor¬
den. J det tredivte Aar føle vi neppe den For¬
andring, som en Østerlænder erfarer i sit fem¬
tende. Lad os spørge vore Søefolk, hvem der
blive de beste Matroser? om det ikke ere disse
Drenge, som opvoxe paa vore Gader, der siden
giøre Styrken af en Stand, som endnu saa meget
vedligeholder Nationens gamle Ære? Det er
sandt, vi finde i dem en Samling baade af vore
Fædres og af vore egne Laster; men de ere frie
for vore Svagheder, og vise ved givne Leilighe¬
heder Prøver nok af den ædle Virksomhed, som
besielede de gamle Nordiske Folk. Jeg vil ikke
tale om deres Mod og Dristighed paa Søen og i Kri¬
gen, men kuns om deres Nidkierhed, om deres Troe¬
skab, om deres Redebonhed til at give sig selv i Fare,
for at tiene det Almindelige, end og naar det ikke
befales dem. Tvivle vi derom, saa lad os kuns
erindre, hvad vi selv have seet, naar der har
været Jldebrand her i Byen, og da Holmens
Broe faldt ned; Matroser, som kastede deres
Kost bort, sprang ned i Vandet, blant Heste og
Mennesker, og vovede deres eget Liv for at redde
andres.
Midt i al den udvortes Stilhed, Langsomhed
og Koldsindighed, som synes at giøre saa væsent¬
lig en Deel af Nationens Caracter, hvem sporer
da ikke let en vis Uroelighed, Lyst til Forandring,


43
og Tilbøielighed til det Nye, Rare og Usædvan¬
lige. Ja, jeg tør sige, at der ere faa Lande,
hvor alle, indtil den gemeene Mand, bekymrer
sig mere om Ting, som synes end og at overgaae
baade deres Vilkaar og deres Begreb, og hvor
flere Forslag fødes end hos os. Lad os kuns be¬
tragte vore rangsyge Borgere, vore poltiske
Kandestøbere, vore Guldmagere, vore Ve¬
gensindede, vore Stundesløse, og hvor mange
finde vi ikke af disse Caracterer iblant os? Men
hvoraf kommer det da, at saa mange Forslag
qvæles i Fødselen? Hvorfor udøve vi saa lidet af
det, som vi foreslaae? Hvi fuldføre vi saa lidet
af det, som vi begynde? Hvorfor holde vi i
Alting saa meget over det Gamle, og hvi skriger
Mængden stedse mod det, som er nyt? Er
det ikke ligesom der vare tvende Drifter i vore
Siele, hvoraf den ene holdte os tilbage, i det
den anden skyder os frem. Den første Drift er
uden Tvivl for den nærværende Tid den alminde¬
ligste og den meest herskende; men vi have ingen
Aarsag til at tænke, at den er naturlig. Tvert¬
imod, den største Misfornøielse kommer just der¬
af, at vi føle noget i os selv, som strider mod
vores naturlige Caracter, og som nedtrykker i
bore Siele den naturlige Drift, som de have til
at opløfte sig; som giør os imod vor Villie til
noget ganske andet end det, som vi baade kunde


44
og burde være. Denne Contrast giør os ikke
alene misfornøiede med vores Stand, og mis¬
fornøiede med andre, men og misfornøiede med
os selv; og denne Misfornøielse er den verste
Følge af vores Fordervelse; Den svækker ikke
alene vor Nidkierhed for det Almindelige; Den
døder endog den naturlige Kiærlighed til sig selv,
og giør dem følesløse, som vare fødte til at blive
Helte.
Men hvilke ere da de tilfældige Aarsager,
som give os denne laante og naturlige Caracter?
Ere de Physiske eller Moralske? Jeg troer, at
Føden har lige saa lidt Deel deri som Luften.
Vi spise meget Kiød og Salt; vore Forfædre
giorde det samme, og andre Nationer spise nok
saa meget. Vi drikke Thee og Caffee i stedet
for Øll; men hos hvilken Nation i Europa, som
handler med disse Vare, er det ikke lige saa al¬
mindeligt? Mange, hedder det, svække Natu¬
ren med stærke Drikke, og denne Klage er des
værre alt for vel grundet; men de Gamle drak,
endnu mere, og vi finde mange tungsindige Folk,
iblant dem, som baade i deres Spise og Drikke,
ere meget maadelige. Vor Levemaade er vels
mindre tarvelig end de Gamles, saa vidt den ers
mere bekostelig, og saa vidt vi forbruge meere af
fremmede Vare; men vi ere dog i Almindelig¬
hed baade i Spise og Drikke langt mere maadelige


45
end de, uden at være tillige nær saa sunde, saa
muntre, saa stærke, saa dristige. Hvoraf kom¬
mer da denne Nedtrykkelse i Sindet? Aarsagerne
maae uden Tvivl være af det Slags, som man
kalder Moralske. De maae ligge i Opdragel¬
sen, Sæderne, Levemaaden, i visse herskende
Meninger, Vaner, og andre saadanne Ting,
som ere Følger af vore frie Handlinger, og giøre
Vold paa Naturen. Men jeg maae opsætte
denne Undersøgning til det følgende Blad; og
da jeg haaber i dette at have sagt nok, for at be¬
vise, at denne Svaghed hverken er naturlig eller
ulægelig, formoder jeg, at mine Landsmænd til¬
lade mig at tale i det følgende, som en Læge,
der undersøger Sygdommens Natur fra Grun¬
den af.
No. 209.
Mandagen, den 17 Januarii 1763.
J¬
eg har i det sidste Blad lovet at undersøge
Aarsagerne til en vis Contrast i vores Ca¬
racter, som ofte skiuler og nedtrykker mange af
Nationens gode Egenskaber. Jeg har beviist,


40
at Grunden dertil ikke kan være naturlig, og
at det maae være moralske og tilfældige Aarsager,
som giøre os, imod vores Villie og naturlige
Tilbøielighed, til noget andet end det, hvortil
Naturen har bestemt os. For at opdage disse
Aarsager, maae vi igiennemløbe de fornemmeste
Forandringer af vort Liv; Vi maae betænke,
hvad Naturen har kaldet os til, og hvor vidt vi
følge dette Kald. Mine Læsere tillade mig der¬
for, at jeg i dette Blad fører Dem igiennem
nogle af disse Scener. Jeg er selv vel ikke
grandseende nok til at bemerke Alting; men det,
som jeg bemerker, skal dog uden Tvivl være vig¬
tigt nok, for at opvække andre Tilskuere til at
give Agt paa det, som de daglig see og erfare;
og naar denne Opmerksomhed først blev alminde¬
lig, skulde de Midler, som tiente til vores Hel¬
bredelse, ikke længe blive skiulte for os.
Vi er fødte til at leve i en kold Luft, og til
at have stærkt Arbeide, til at være Jægere, Bøn¬
der, Fiskere, Soldater og Søefolk; I det
mindste er det meget rimeligt, at Naturen havde
dette før i Sinde med os, end at giøre os til
Dansemestere, Comediantere, Mode=Narre,
Spradebasser, Metaphysiker, Haarkløvere og
Riimmagere. Er det saa, hvor lidet stemmer
da Opdragelsen overeens med vor Bestemmelse?
Er der vel et Land i Europa, hvor Børn saa


41
meget indsvøbes og tildækkes, hvor man saa siel¬
den lader dem komme i den friske Luft, og med
saa stor Omhyggelighed vogter dem for Kulden?
Er der et Land, hvor man med Spise, Drikke,
Klæder og Varme saa meget forkieler og svækker
deres Natur? Jeg taler ikke om vore Skikke¬
lige og Fornemme Folk alene, men og om vore
Bønder.
Vore stærke Legemer trænge naturligviis til
megen Bevægelse, især i Ungdommen; og den
heele Opdragelse gaaer ud paa at giøre vore Børn
saa stive og ubevægelige, som Støtter. Hvad
andre Folk kalde Liv og Friehed, det kalde vi
Vildskab og Modvillighed; og hvad enhver for¬
nuftig Mand, som kiender lidt af den menneske¬
lige Natur, holdt for Dorskhed og Søvnagtighed
hos et Barn, det holde vi for den største Dyd:
At kunne staae længe plantet paa et Sted;: at
sidde nogle Timer naglet paa en Stoel; at tie saa
længe, indtil man tillader det at lukke Munden
op; og at see mange Ting, som det begierer,
uden at forlange noget deraf.
Ligesaa meget arbeide vi paa at undertrykke
Sindets Virksomhed. Næst Legemets Stivhed
a Ubevægelighed holder man det for den største
Lyd hos et Barn, at være stum og følesløs.
eielden tillades det et ungt Menneske at oplade
m Mund i et Selskab af gamle Folk, og skeer


48
det undertiden, er et barnagtigt Ord nok for at
tilstoppe den igien, enten ved haarde Bebreidelser,
eller ved en haanlig Latter, som undertrykker
i denne bløde Alder al den naturlige Lyst til at
yttre sine Tanker og aabne sit Hierte. Den her¬
skende Drivefieder i Opdragelsen er Frygt; et ube¬
tænksomt Ord, en Feil mod Velanstændigheden,
en flygtig Bevægelse i Sindet, straffes lige saa
haardt som en modtvillig Last; og vi bilde os ind
at have gjort et stort Mesterstykke, naar vi bringt
det dertil, at et Barn aldrig tør spørge om Grun¬
den til det, som vi befale, eller fremsætte nogen
Tvivl, men blindt antage alt hvad der foresiges
Æren bruges kuns sielden, og gemeenlig saaledes,
at den skader mere end den gavner. Enten un
dertrykke vi den ved offentlige Beskæmmelser,
som giøre Ungdommen følesløs, i stedet for at
giøre den ærekier, eller og vi indprente i den en
nedrig Undseelse for andres Domme, som giø
Forstanden til Slave af enhver myndig Pedants,
Mode=Nars eller forfængeligt Fruentimmers
Phantasier. Den Franske Nation føler og noget
af dette Slaverie; den regieres af Moder, men af
Moder, som den giør selv. Dens Grundregel er af
behage; men den behager ved at vise sig i sin legen
naturlige Caracter, og ikke ved at laane en frem
med. Den indtager ved en vis Aabenhiertighed,
som giør, at man er villig baade til at undskyldt


465
dens Feil, og til at taale dens Modsigelser. Vi
vænnes fra Ungdommen af alt for meget til at an¬
lage andres Tænkemaade, og til at undertrykke
vor egen Forstand. Deraf kommer det, at den
mindste Jndvending giør os siden tvivlraadige,
og den ringeste Modstand forsagte.
Gaae vi til de offentlige Skoler, betragte
vi den Tænkemaade, som hersker i Videnskaber¬
ne, hvor meget finde vi ikke der, som nedtrykker
og indskrænker vore Siele? Jeg vil ikke tale me¬
get om Læremaaden og den slaviske Frygt, hvori
den studerende Ungdom opdrages: Derom er nok
talt; Andre Nationer klage og derover, skiønt
man maae tilstaae tillige, at ingen har meere Aar¬
sag dertil end vi. Lad være, at de saa kaldede
Latinske Skoler hos de fleste Nationer endnu sma¬
ge af Barbariet, saa have de dog ogsaa andre
Indretninger for Ungdommens Opdragelse. Hos
os er den herskende Tænkemaade kuns een; Den¬
ne er i Huusene ligesom i Skolerne, i den pri¬
vate ligesom i den offentlige Underviisning; og
hvorledes skulde der kunde være mere end een
Tænkemaade, hvorledes skulde denne ved nogen
Æmulation kunde forbedres, saa længe vi blive
det eneste Folk i Europa, hvor Lærdom er et Mo¬
nopole? Jeg vil ikke tale her om de Studeren¬
des ringe Agtelse, om den Stolthed, med hvil¬
ken de begegnes ofte af deres egen Orden; alt


50
dette er lige saa bekiendt, som det falder enhver i
Øinene, og er baade ofte og forgieves sagt. Jeg
vil kuns sige et par Ord om Studeringerne selv.
Jngen, som kiender de Nordiske Folk, enten af
de gamle Tiders Historie, eller af egen Erfaren¬
hed, kan troe, at de mangle enten naturlig Skiøn¬
somhed eller Følelse, for at fatte baade det Grun¬
dige og det Skiønne; men det er og tillige vist,
at intet Folk er mindre skabt til at giøre meget af
smaa Ting, og til at beskieftige sig med Bagatel¬
ler, enten det er i Videnskaberne eller i Sæder¬
ne. Naturen dannede os mere til at virke, end
til at gruble, mere til at føle Skiønheden af et
ædelt Foretagende, end af en gammel Phrase.
Religionen, Lovene, og Heltenes Roes, var
det, som beskieftigede vore første Philosopher og
Sangere. Hvilket Folk har i Hedenskabet selv
tænkt værdigere om Gud og Sielen, end Nordens
første Jndbyggere? Hvem har været skarpsindi¬
gere i at opdage Grundene til de menneskelige For¬
bindelser, end vore gamle Lovgivere? Hvor er
der et Folk, som kan rose sig af en finere Følelse
af Æren, og hos hvilket en værdig og fortient
Roes virkede mere end paa disse Helte, som i
Krigen havde Historieskrivere og Digtere ved de¬
res Side, og som i Freden fornøiede sig med at
læse og besynge deres Forfædres Bedrifter? Men
hvormed beskieftige sig nu deres Efterkommere?


51
Med at analysere en Græsk eller Latinsk Phrase;
søge Etymologien til et gammelt Ord; dechifrere
et ulæselig Haandskrift; børste Støvet af et gam¬
melt Papir, som fortæller os noget om en Hand¬
ling, der ikke fortiener andet end Forglemmelse;
at riime Ord tilsammen uden Tanker; og endelig,
naar det kommer høit, at betragte en Mid i et
Forstørrelses Glas, og bevise med lange Syllo¬
gismer og uforstaaelige Konstord Ting, som enten
ere soleklare eller unyttige. J saadanne smaa
Beskieftigelser fortærer den studerende Ungdom
sin Styrke, i dem søge de gamle Lærde deres
Tidsfordriv; og hvor smaa maae ikke vore Siele
være, siden saa mange iblant os kunde troe, at
det er ved saadanne Beskieftigelser, at de tiene
Fædrenelandet, og vedligeholde det Nordiske
Foltes Ære.
Som Opdragelsen er i Huusene og i Skoler¬
ne, saa er og den, som vi faae, naar vi siden
komme ud i Verden. Et Publikum, hvis Jnd¬
sigt er lige saa kort som dets Øiekreds, hvis Tæn¬
kemaade er indskrænket af Monopoler, og ikke
alene udyrket, men og fordervet ved slette Skrif¬
ter i et halv raaet og halv forqvaklet Sprog, som
foragtes i Landet selv, og ikke er bekiendt uden
for det. Saadant et Publikum er det, som be¬
stemmer baade Tænkemaaden og Sæderne af et
Folk, hvis Forfædre søgte i de langt bortliggende


92
Lande Ære og Udødelighed, og forsynede andre
Folk i Europa med Helte og Lovgivere. Skeer
der undertiden nogen Bevægelse i dette Publikum,
som kunde synes at opvække os, da er det sielden
en Drift af os selv, som sigter til at giøre os igien
til det, som Naturen bestemte os til; Det er
laante og fremmede Jndskydelser, undertiden go¬
de, og undertiden forfængelige. Snart er det
en nye Tydsk Lære-Bog, og snart igien en Fransk
Mode, som sætter os for en kort Tid i Bevægel¬
se. I Dag tage vi een Nation til Mønster, og
i Morgen en anden: Det halve Land er Engelt,
naar den anden halve Deel er Fransk, og gemeen¬
ligen er det enten disse Nationers Pedanterier,
eller deres Moder, kuns meget sielden deres For¬
tienester, som vi tage til Mønstre. Ved saadan¬
ne slaviske Efterlignelser taber sig det Gode i
vores Carakter, meer end ved den naturlige Stiv¬
hed. J denne faldt det os dog undertiden ind
at være Originaler, og vi bleve det maaskee, der¬
som vi først kom saa vidt engang, at vi torde tæn¬
ke noget af os selv. Men saasnart yttrer der sig
ikke saadan en Drift hos os, førend dette samme
Publikum vaagner op af sin lange Søvn, for at
skrige af een Hals mod alt, hvad der er Nyt.
Og da hielpe vore Monopoler især, vor slavi¬
ske Opdragelse i Huusene og i Skolerne, og
Mængdens Uvidenhed af Mangel paa Sprogets


73
Dyrkelse, til at kaste os tilbage igien i vores
forrige Uvirksomhed.
Vore Brødre, Normændene, have uden
Tvivl mindre af disse Feil end vi. Arbeidsom¬
hed, Tapperhed, Nidkierhed og Bestandighed
ere Egenskaber, af hvilke man kiender endnu det¬
te Folk, og i det en ægte Afkom af de gamle
Normænd. Disse Egenskaber bemerkes let, end¬
og af Fremmede, som ikke have været i Landet,
og som kiende Nationen kuns af dem, som de
have seet hos os. Og dog ere i dette Land kuns
fire offentlige Skoler; Den største Deel af Na¬
tionen ere Bønder, Jægere og Fiskere; Der ere
ikke mange Stæder; kuns faa af dem, som man
her i Landet kalder skikkelige Folk, og endnu
mindre Lærde og Fornemme: Men saa ere der og
ingen Livegne Bønder, ingen Adelige Borgere,
ingen monopoliserte Lærde, ingen stolte Herre-
mænd, og følgelig ingen fødte Trælle; ikke man¬
ge Pedanter, Mode-Narrer og privilegerede Le¬
diggiængere. Nationen danner sig selv; Den
er endnu uden Konst, hverken meer eller mindre,
end hvad Naturen har bestemt den til, et Folk,
som i de fleste Ting tænker alene og uden megen
hielp; men hvis Siele tillige ere stærke nok for
at vove at tænke selv, og som, uden at have an¬
den Læremester end en frugtbar og virksom Geist,
har bragt det saa vidt, at Bønderne ikke aleene


94
have lært sig selv de fleste fornødne Haandverker,
men og frembragt undertiden Originaler og Me¬
sterstykker. De kiendte Videnskaberne, førend
vi endnu havde, Akademier. De dyrkede deres
Sprog og Historie, havde oplyste Patrioter,
skiønsomme Historieskrivere, og philosophiske
Digtere, da Videnskaberne hos os endnu vare
indsluttede i Klosterne, og bleve dyrkede af Mun¬
ke, som ikke forstode andet end Latin. Vi have
det første Lys fra dem: nu faae de Videnskaber¬
ne fra os; og er det Under, om de ikke overgaae
deres Lærere? Dersom de have mindre Lærde, have
de uden Tvivl flere Læsere, flere, som bekymre
sig om Sprogets og Videnskabernes Fremvext.
Naar jeg undtager Kiøbenhavn, som ansees for
en Bye, der ikke hører til Danmark alene, men
er en Samling af begge Rigers Styrke, kan en
Dansk Forfatter regne ti Læsere i Norge mod een
i Danmark; og dersom det er hans Hensigt mer
at blive læst af dem, som han kan opbygge, end
at blive roest af vore Konstdommere, vil jeg heller
raade ham at skrive for en eneste Bye, som Chri¬
stiania eller Bergen, end for vores heele lærde
Publikum, naar man regner Provincerne dertil.
Med saa megen Lyst til at tænke foreener dett
Folk en Dristighed til at tale og handle som det
tænker, og dette giør dem baade nidkiere og be¬
standige i deres Foretagender. Jngen kielen Op¬


99
dragelse eller Trældoms Frygt har endnu svækket
denne Styrke. De elske deres Fædreneland,
fordi de fra Barndommen af vænnes til at taale
dets Luft, og anføres til saadanne Beskieftigel¬
ser, hvortil Naturen har dannet dem. De ere
modige til at forsvare det, fordi de tillige med Fæ¬
drenelandet forsvare deres egne Eiendomme og
Rettigheder. Alle, indtil Almuen, ere Patrio¬
ter, og i Bønderne lever endnu den gamle Nor¬
diske Geist; Men hvor er den hos os? Den har
dog været der engang, og Naturen er endnu den
samme. Dersom Aarsagerne til denne Forskiel
ere saadanne, som jeg har anført, da bør Nor¬
mændene ikke misunde os, om vi end i andre
Ting kunde synes at have nogle Fordeele frem
for dem: men vi maae ikke heller mistvivle om at
blive engang igien ikke alene det, som vi have
været, men saa meget mere, som vi i Videnska¬
berne og andre borgerlige Indretninger have store
Fortrin for vore Fædre. Dersom en naturlig
men tillige vild Drift til store Foretagender har
udrettet store Ting i dem, hvad skulde da deres
Efterkommere ikke kunde love sig af en oplyst
Nidkierhed?
Nationens Carakter har ingen Tid været
nærmere ved at udvikle sig, end den er nu. Den
fornuftige Friehed, som vi under saa faderlig
en Regiering nyde frem for andre Folk i Europa,


50
endog dem, som rose sig meest af Frieheden, lover
store Ting. Denne Friehed er et sikkert, men
tillige det eneste Middel, til at give Nationen sin
rette og naturlige Carakter. Lad os samle alle
Nationers Carakterer, og vælge de beste Træk af
enhver. Den Carakter, som et Folk giver sig
selv, bliver dog altid bedre, fordi den ringeste
naturlige Yndighed altid behager meer end et Por¬
trait, som var malet efter mange Skiønheder, og
forenede alle Fuldkommenheder af enhver. To
Exempler ere nok til at bevise, hvad jeg siger.
Hos hvem skulde man vente at finde mere af de
Gamles Tænkemaade, end hos de Lærde, som
omgaaes daglig med Græker og Romere? Hos
hvem mere af de nye slebne Folkes Fortienester,
end hos vore forreiste Landsmænd? Men naar vi
tage Sproget og Historien fra de Lærde, og Klæ¬
derne og Maneererne fra de fleste, som have reist,
skulde da vel Grækerne og Romerne erkiende hiine,
skulde de Franske eller Engelske erkiende disse for
deres Landsmænd? Hvor mange af dem beholde
vel saadanne Egenskaber tilbage, som kunde giøre
dem værdige til at sættes ved Siden af en god
Bonde eller Haandverkmand iblant de mindst po¬
lerede Folk? Vi have endelig lært at ikke maale
et Folkes Jndsigt efter det Græsk eller Latin, som
de tale. Naar ville vi og lære engang at ikke døm¬
me dets Fortienester af dets Maneerer? Hvor me¬


9!
gen Dumhed og Feighed ligger der ikke ofte skiult
under den udvortes Maske af det, som man kal¬
der et artigt Væsen? De tomme Tønder, siger
Ordsproget, have meest Klang; og alle Natio¬
ners Erfarenhed er enig deri, at det ikke ere de
største Siele, som giøre meest Bulder. Giv et
Folk, som har gode naturlige Drifter, Friehed
og Leilighed til at opfylde disse Drifter; Giv dem
Mønstre, Regler, Anviisninger og Opmuntrin¬
ger; Lad dem virke selv, tillad dem endog at
feile: Jo stærkere og ædlere Driften er, des flere
Feil skulle de vel begaae i Begyndelsen; men des
snarere skal og Caracteren udvikle sig, og des na¬
turligere, des fastere og u=udsletteligere skal den
blive. Man maae have Taalmodighed og arbei¬
de mindre for sig selv end for den tilkommende
Slægt; Denne maae vi ikke misunde de Egen¬
skaber, som vi ere for gamle og stive til at for¬
hverve os selv. Dersom Vanen har for megen
Magt over os selv, til at kunne rette alle Feil af
vor egen Opdragelse, skal det dog beroe paa os,
at forebygge dem hos Efterkommerne. Det er
vel ikke at vente, at mange Forældre eller Lærere
skulde paa eengang blive opvakte dertil. Men
nogle Exempler skulde drage andre efter sig, og
maaskee skulle Virkningerne først blive kiendelige i
det tredie eller fierde Leed. Men en hastigere
Forandring skulde ikke udrette andet, end at den


58
opfyldte vor Levetid med hykkelske, naturlige,
forstilte og comiske Caracterer. Saadanne Op¬
tog forderve i Grunden en Nations Caracter
mere end naar den viser sig i sin naturlige Raaehed.
No. 210.
Fredagen, den 21 Januar. 1763.
M¬
an udretter altid noget, naar man har
en god Hensigt, siger den berømte Rous¬
seau. Dette er et af de uventede Jndfald, som
rører ikke alene, fordi det er uventet, men fordi
enhver finder hos sig en meget billig Tilbøielighed
til at ønske, at det var sandt. Vi kiende vel
ikke Menneskenes Hensigter, eller indsee deres
Handlingers Følger nok, for at antage det som
en afgiort Sandhed; Men Historien er fuld af
Exempler, som synes at giøre det meget rimeligt.
Hvor frugtbar en Sæd have ikke Sandhedens
Vidner efterladt sig paa alle Steder og hos alle
Folk. Lad være, at de selv bleve foragtede og
forfulgte, at de udrettede lidet, mens de levede.
Vi ville ikke bevise, at de altid selv vare lykkelige,
men kuns, at deres Hensigter have været det.


99
Lad Socrates forhaanes af Folket, fordømmes af
Raadet, og forgives i Fængslet; det er nok, at
hans Lærdom siden blev agtet af det heele menne¬
skelige Kiøn. Var hans Hensigt saa beskaffen,
som vi have Aarsag til at troe det, havde han
gjerne givet mere end et Liv for at udrette saa me¬
get. Men en god Hensigt giver maaskee endnu
mere end Lykke til det, som man foretager sig.
Det lader som den gav baade Forstand og Viis¬
dom; hvorfra skulde ellers saa mange Original¬
Genier, som man finder blandt alle Nationer,
indtil Slaver og Barbarer, have taget baade
den Viisdom og den Veltalenhed, som fremskin¬
ner i deres Sange, i deres Fabler, og i deres
Tænkesprog? Dyden og Kierligheden til Menne¬
sket indblæste dem; Deres ædle Hierter vare
frugtbare Kilder til ædle Tanker, og de lærte
dem, uden Regler og Tvang, at finde ædle Ud¬
tryk. Forgieves søgte Tvang og Vankundighed
at nedtrykke deres Siele. J Mørket og Fængsler
selv udviklede sig deres Geist. Stærke nok selv
baade til at see og til at angribe deres Tiders Feil,
triumpherede de endelig tilsidst, om ikke før, saa
efter deres Død, og bleve ikke alene deres Alders
Lys, men og Mønstre for de slebnere Tider.
Den bekiendte Persianer, Sadi Musladin,
beviser Sandheden deraf med sit Exempel. J
det trettende Aarhundrede blev denne Vuse født


60
til Schiras, af fattige Forældre; Krigen med
Tyrken nødte ham til at forlade tilig sit Fædrene¬
land. Hvn havde siden det Uhæld at blive fan¬
get af de Christne, som da ikke vare bedre end
Tyrker. Efter nogle Aars Slaverie forbarmede
en riig Mand sig omsider over ham, og kiøbte
ham frie. Jeg behøver ikke at fortælle mere, for
at bevise, at Sadi var et Genie, som dannede
sig selv. Tiderne vare ikke engang oplyste nok,
for at agte saadanne Arbeider; Sadi levede der¬
for sin meeste Tid i Eensomhed, og fornøiede sig
med at antegne sine Betragtninger og Erfaringer,
for at gavne engang en bedre Slægt. Denne
Friehed skulde han maaskee ikke engang have nydt,
dersom Abubeker ikke til den Tid havde regieret i
Damascus; Denne Caliphe, som var Sadis
Beskytter, agtede Frieheden, og den ærede ham
igien. Sadis Skrifter ere alt for fulde af Ge¬
nie, til at kunne være indgivne af en slavisk
Geist; De bære Sandhedens Stempel, og der
hersker alt for megen Frimodighed i dem, til at
ansee det, som siges til Abubekers Ære, for en
hykkelsk Roes. Han har efterladt sig tvende
Skrifter, af hvilke det ene kaldes Kolarum,
Rosenhaven, og det andet Pomarsum; Æble¬
haven. Det første, som indeholder Moralske
og Politiske Fabler, er oversat i det Tydske af
Olearius, og i det Latinske af Gentius. J


01
det Franske have vi tvende Oversættelser i Prose,
een af du Kver, og een af Galsand. Hr.
bret har og oversat nogle Fabler paa Vers.
dette og det følgende Blad vil jeg anføre nogle.
Stykker af et Skrift, som na omstunder er i stor
Anseelse hos Østerlandske Folk, og som interes¬
serer alle Nationer, og fortiener at sættes ved Si¬
den af de beste af Grækernes og Romernes
Verker.
Glimrende Metal! som Jordens Salt frem¬
bringer midt iblant Giften. Du, som var den
første Aarsag baade til vore Misgierninger og
til vore Ulykker. Vi Daarer og Elendige, hvor
ofte skal man dog igientage det, som man tusende
gange har sagt os, at intet er os saa skadeligt
som Guldet? J Jndostan reiste engang Zehir,
Amar og Mustadi, alle tre af lige Alder, de el¬
eskede og agtede hinanden, og vare ærlige Folk,
i det mindste troede de selv, at de vare det, og
ofte veed man ikke selv ret hvad man er. Vi
maae prøves for at kiende os selv, om Hiertet og
er saaledes, som det synes at være. En Skat
faldt dem i Øinene, og den satte deres Venskab
paa Prøve. Ved Synet deraf bleve deres Siele
rørte, og de troede, at de følte en ædel Glæde.
At deele Skatten, var at fornærme deres ømme
Venskab. Vi skulde elske hinanden endnu mere,
sagde de, dersom vi nyde uden Deeling denne


62
fælles Gave, som Himlen har sendt os. Den
giør os alle rige nok. Det kommer kuns an paa,
at bruge den vel? Lad os arbeide mindre, og
søge Fornøielser. Amar blev sendt til den nær¬
meste Bye, for at kiøbe Forfriskninger. Saa
megen Tillid havde man baade til hans gode
Smag, og til hans Redelighed. Neppe var
han reist bort, førend det Par Venner, som var
tilbage, begyndte at tale om Skatten, og tilsidst
forundrede dem over deres Ven, som havde væ¬
ret saa taabelig, at forlade den, og reise i deres
Ærinde til Byen. Om vi reiste bort, sagde
Zebir, uden at bie efter ham: hvor var han da
ikke narret, uaar han ved sin Tilbagekomst fandt
hverken Venner eller Skat! Det er sandt, svarede
Mustadi, og vi vare da saa meget des lykkeligere,
fordi vi kunde deele Skatten alene. Amar
er en eenfoldig Mand; Men han kunde dog
maaskee treffe os et Sted, og forlange sin Deel
igien. Om vi sloge ham ihiel, naar han kom
tilbage; det var baade det Korteste og det Sik¬
kerste. - - Jeg troer det ogsaa, svarede Ze¬
hir. Lad ham døe, og vi ville deele Skatten,
imellem os. Amar kom hiem om Aftenen;
Begge hans Venner overfaldt ham hemmelig;
og da han var dræbt, satte de dem uden mindste
Samvittigheds-Nag til Bords, for at spise en
Pastet, som den Døde havde bragt med sig.


03
Neppe havde de smagt den, førend begge Mor¬
derne følte de heftigste Smerter, og styrtede,
hvem skulde vel have troet det? i det samme Øie¬
blik døde ned paa Jorden. Var det Himmelens
Hevn, som bortrykkede dem? Nei, det var
Amar, som og paa sin Side havde Lyst til Skat¬
ten, og som, for at skille sig af med sine Ven¬
ner, havde forgiftet Pasteten. Skatten har
altsaa nu ingen Eiere: hvem skal finde den? Ak!
den skal maaskee endnu giøre et Menneske ulykke¬
ligere, end den har gjort vore tre Venner.
Jeg saae engang ved Jndgangen af Tem¬
plen i Mecca en Dervisch; Han laae udstrakt
paa Jorden, og raabte med en høi Røst: O
barmhiertige Gud, hvad kan Du vente af Men¬
nesket, af dette ringe og svage Kreatur? Hvor
meget jeg end har gjort for at ære Dig, og end¬
skiønt jeg har opoffret mit heele Liv til Din Dyr¬
kelse, kommer jeg dog her for at bede Dig om
Forladelse, fordi jeg ikke har æret Dig nok.
Tienere bede om Løn for deres Tienester, og
Kiøbmænd om Betaling for deres Vare; men
jeg, store Gud, jeg fører med mig i Din Tem¬
pel det blotte Haab, og ingen Ret til at bønhø¬
res. Mine uafladelige og ivrige Bønner, min
fuldkomne Lydighed mod Din Lov, mine Faster,
mine Prædikener, min Bodfærdighed; hvad
skulde jeg med alt dette kunne fortiene af Dig?


64
Handle med mig, saaledes som det er Dig selv
anstændigt at handle med Dit Kreatur, og ikke
som Dit Kreatur fortiener. Hvad Du har be¬
sluttet over mig, store Gud, det skal jeg tage
imod med den ydmygste Hengivenhed, ligesom
jeg her ligger udstrakt paa Gulvet af Din Tem¬
pel, og altid velsigne Din Villie. En anden
Dervisch, som stod noget fra denne, bukkede sig
ofte til Jorden, og raabte hver gang lige saa høit:
Store Gud! Vil Du ikke ihukomme Din Tie¬
ner, som aldrig har forglemt Dig? En Arbeider
stod midt imellem dem. Han slog Øinene ned,
sukkede og sagde med en svag Stemme: Store
Gud, forlad mig mine Feil; og den eneste Be¬
lønning, som jeg ønsker for det lidet Godt, som
jeg har gjort, er, at Du vil give mig Kræfter til
at giøre. Godt.
Jeg saae engang hos en meget riig Herre
mange Lærde forsamlede, som alle gave ham
umaadelige Berømmelser. Han svarede dem:
Den, som J rose, kiender sig selv, og J bedrøve
ham kuns; J berømme Paafuglens Fiere, men
han seer til sine Fødder og sukker. See der,
sagde han, i det han gav dem en anseelig Summe.
Tag disse Penge, og jeg vil give Eder mere, dersom
J ikke ville rose mig. De toge Pengene, og
roste ikke meere den store Herre.


05
Jeg fandt engang ved Søe-Bredden en
Munk, som var halv opædt af en Tiger; Han
var nær ved at døe, og leed meget. Store
Gud! sagde han, jeg takker Dig, fordi jeg
plages kuns af Smerte, og ikke af en ond Sam¬
vittighed.
Nogle Eremiter plyndrede en Caravane.
Kiøbmændene bade dem med Taarene i Øinene,
at de i det mindste vilde lade dem beholde saa
meget, som de behøvede til at fortsætte deres
Reise; men Eremiterne vare ubevægelige. Den
viise Lockman var da iblant dem, og en af Kiøb¬
mændene sagde til ham: Hvorfor undervise J ikke
bedre disse onde Mennesker? Jeg underviser dem
ikke, sagde Lockmann; hvad skulle de giøre med
Viisdom? Hvad giøre J da? Jeg søger, svarede
Lockmann, at finde, hvorledes de ere blevne saa
onde.
Guds Barmhiertighed havde engang ført et
lastefuldt Menneske til et Selskab af gudfrygtige
og dydige Folk. Han blev rørt af deres Dy¬
der, foresatte sig at efterligne dem, og at aflegge
sine gamle Vaner. Han blev retfærdig, nøi¬
som, taalmodig, arbeidsom og godgiørende;
Man kunde ikke nægte hans gode Gierninger,
men tillagde dem onde Hensigter; Man roste
hans Opførsel, og foragtede hans Person. Man
vilde altid dømme ham efter det, som han havde


66
været, og ikke efter det, som han var bleven.
Denne Uretfærdighed gjorde ham bedrøvet, han
udøste sine Taarer i Skiødet af en gammel Ere¬
mit, som var meere retfærdig og menneskelig
end de andre. O min Søn! sagde den gamle
Mand til ham, tak Gud, at du er bedre end
dit Rygte. Lykkelig er den, som kan sige:
Mine Fiender og Misundere laste saadanne Feil
i mig, som jeg ikke har! Hvad skader det, der¬
som du er god, at Menneskene forfølge og straffe
dig, som en ond Mand? Er det ikke nok for at
trøste dig, at du har to saa gode Vidner om dine
Handlinger, som Gud og din Samvittighed.
Jeg sagde engang til en ærværdig gammel
Mand: Menehedin beskylder mig for at være li¬
derlig, og denne Tale giør mig skamfuld. Min
Søn, svarede den Gamle, beskiem du ham igien
med din Ærbarhed og din Dyd.
En Konge døde uden at efterlade sig Arvin¬
ger, og ved sit Testament gav han Kronen til
den, som efter hans Død gik først ind i Byen.
En fattig Munk kom just til Porten, da Kongen
var død, og han blev kronet. Han fik nok at
bestille med de Kriger, som han maatte føre,
med at ophielpe Handelen, formindske Skatterne,
befordre Konsterne, og skaffe heele Folket Næ¬
ring. Han havde hver Dag nye Uroeligheder
og nye Bekymringer. Een af hans forrige Be¬


O7
kiendtere kom til ham, og sagde: Lovet være den
ulignelige og almægtige Gud, som har ophøiet
Eder til saa stor en Ære og Magt! Ak! min
Ven, sagde Kongen til ham, i stedet for at takke
Gud for min Ophøielse, da beed ham give mig
Styrke og Taalmodighed; Beklag mig i stedet
for at ønske mig til Lykke. J min forrige Til¬
stand følte jeg kuns min egen Mangel; men nu
lider jeg tillige med enhver af mine Undersaatter.
Et Menneske forlod en Munke-Orden, og
boede siden iblant Viise: Hvilken Forskiel, sagde
jeg engang til ham, finder J imellem en Viis og
en Munk? Han svarede mig: Begge svømme
over en stor Flod, tillige med mange af deres
Ordens=Brødre. Munken forlader Flokken for
at svømme des mageligere, og for at komme ene
paa Landet: Den Viise derimod svømmer med
Flokken, og rekker undertiden Haanden til sine
Brødre.
En Dervisch bad en Konge straffe et Menne¬
ske, som havde talt ilde om ham: Du handler
mod din egen Ordens-Regel, sagde Kongen til
ham; den befaler dig Taalmodighed, og at
glemme Fornærmelser.
En blind Mand havde en Kone, som han
elskede meget, endskiønt alle sagde ham, at hun
var hæslig. En Læge tilbød den Blinde at ville
skaffe ham hans Syn igien; men han vilde ikke


68
tillade det: Jeg skulde tabe, sagde han, den
Kierlighed, som jeg har for min Kone, og denne
Kierlighed giør mig lykkelig. Siig mig, du Viise!
hvad er Mennesket best, Lyksalighed eller Jndsigt?
O Sadi! forlad Daaren; Opfyld dit
Hierte med Velvilligheds søde Følelser, og du
skal have Medlidenhed baade med det Menneske,
som bedrages, og med det, som bedrager. For¬
lad endog Synderen selv; thi andres Laster give
dig jo ofte Anledning til at øve Dyden.
Nurschivans Søn saae engang en Viis, som
havde Øinene og Hænderne opløftede til Himme¬
len, og Ansigtet henvendt til Østen. Han giorde
denne Bøn til Gud: O store Gud! hav Barm¬
hiertighed med de Onde; Thi mod de Gode har
Du beviist Naade nok, i det Du giorde dem Gode.
(Fortsættelsen følger i det næste Blad)
No. 211.
Mandagen, den 24 Januar. 1763.
(Fortsættelsen af den Persiske Digter Sadi.)
E¬
n Konge havde fordømt een af sine Slaver til
Døden. Slaven sagde i Fortvivlelse meget
Ondt om Regieringen. Hvad er det, han siger,


09
sagde Kongen til sin Yndling? Herre, svarede
denne, han siger, at det tilkommende Livs Be¬
lønning er for Prindser, som forlade, og han
beder Eder om Naade. Jeg tilstaaer ham den,
sagde Kongen. En anden Hofmand, som længe
havde været en Fiende af Kongens Yndling, havde
og hørt Slavens Tale. Man bedrager Eder,
sagde han til Kongen, denne Misdæder bandede
Eder. Kongen svarede: Den Løgn, som man
sagde mig, var menneskelig; men din Sandhed
er grum: Han vendte sig derpaa til sin Yndling,
og sagde: O! min Ven, af dig vil jeg altid
høre Sandhed.
En af Kongerne i Chorazan saae i Drømme
Mahmud, som havde regieret hundrede Aar for
ham. Han saae denne Prindses Legeme fortæ¬
res gandske og opløses til Støv. Der blev intet
uden Øinene tilbage, som bestandig stirrede paa
Slottet og paa Thronen. Kongen lod Spaa¬
mændene tilspørge, hvad denne Drøm kunde be¬
tyde. Een af dem svarede: Mahmud seer nu,
at han har intet mere tilbage af sin Høihed, og
du besidder nu den Throne og det Slot, som han
besad. Han seer, at man fører intet med sig
ud af Verden, uden det Gode, som man har gjort.
Giør derfor Godt, o Konge, førend man hører
denne Klage=Stemme ved dit Hof: Han er ikke
mere.


70
Jeg sad engang ved Porten af en Tempel i
Byen Damas, der, hvor Propheten Johannes,
Fred være med ham, er begravet. En Konge
af Arabien, som var bekiendt af sine Grumheder
og Uretfærdigheder, kom for at giøre sin Bøn ved
Prophetens Grav. Ethvert Menneske, hvad
Rang han end har, og hvor lykkelig han end er,
har saaledes altid nogen Naade at bede af Gud.
Denne Konge saae til mig, og sagde: Beed Gud
for mig, at han for dine Bønners Skyld vilde
give mig den Hielp, som jeg behøver: Frygt for
en mægtig Fiende foruroeliger mit Sind. Jeg
svarede ham: Vær naadig mod den Svage,
hielp den Fattige, giør alle Ret, og du skal ikke
frygte dine Fiender. Seer du Hevnens Dag at
komme! Seer du den? o Adams Søn! Det er
Naturen, som raaber til Eder, at J ere alle
Lemmer af et Legeme.
O, Konger, frygter for de Elendiges Kla¬
ger; De trænge op til Himmelen, og omstøde
Rigerne. Et eneste undertrykt Menneskes Suk
er nok til at komme Jorden til at skielve.
J spørge, om Myren, som er under Eders
Fødder, har Ret til at klage sig? Ja, eller og
J selv ikke have Ret til at klage Eder, naar J
nedtrædes af en Elephant.
En ung Konge fandt ved sin Regierings Be¬
gyndelse en stor Skat efter sin Fader. Denne


71
lod han ved nyttige Foretagender udflyde iblant
Folket. En Hofmand gav ham engang denne
Erindring: Dersom Fienden kommer paa Eders
Grændser, hvormed skulde J da kunde modstaae
ham, siden J haver uddeelt alle Eders Penge
iblant Folk? Da, svarede Kongen, vil jeg for¬
lange dem tilbage igien af mine Venner.
En Munk blev for hans Gudsfrygt agtet
saa meget i Bagdad, at baade Folket og de Store
havde Tillid til hans Bønner. Hoschas Joseph,
Tyran af Bagdad, gik til ham, og sagde: Beed
Gud for mig. O Gud! sagde Munken, i det
han løftede sine Hænder op til Himmelen, tag
Hoschas Joseph bort af Verden. Ulyksalige!
du ønsker jo Ondt over mig, sagde Tyrannen til
ham. Jeg beder Himmelen, svarede Munken,
om den større Naade, som den kunde bevise dig
og dit Folk.
Jeg spadserede med min Ven paa den he¬
deste Tid af Dagen i en Buegang af høie Træer,
som udgjorde en Hvelving af grønne Blade, hvilken
Solens Straaler ikke kunde giennemtrænge. En
Bæk, som flød imellem disse Træer, vedligeholdt
Kiøligheden af en grøn Plet, som indbød den
Trette til Hvile. Jeg saae den Uretfærdige ligge
paa dette Grønne, og han sov sødt. Gode
Gud, sagde jeg, Erindringen af de Mennesker,


12
som han har gjort ulykkelige, forstyrrer den ikke
den Uretfærdiges Hvile? Min Ven hørte det og
svarede mig: Gud lader de Onde sove for at skaffe
de Gode Roe.
En ung Konge, som tænkte ikke paa andet
end paa de Fornøielser, som hans Hof=Folk for¬
skaffede ham, sang engang paa en Fest disse Ord:
Jeg nød den forbiegangne Tid, jeg nyder den
nærværende, og jeg begynder at nyde den tilkom¬
mende, glad og vel tilfreds. Intet Haab, in¬
gen Frygt foruroeliger mig. En Fattig, som
sad under Vinduet af Salen, hørte Kongen tale,
og raabte til ham: Dersom din egen Skiebne ikke
forvolder dig nogen Bekymring, har du da aldrig
bekymret dig om vores? Kongen blev rørt af
denne Tale, han gik hen til Vinduet, han be¬
tragtede i nogen Tid den Fattige med stor Agt¬
somhed, og uden at tale til ham, lod han ham
give en anseelig Sum. Siden gik han ud af
Salen, for at anstille Betragtninger over sit for¬
biegangne Liv. Han fandt, at han havde for¬
sømt alle sine Pligter; han skammede sig derved,
og begyndte nu selv at bekymre sig om de Regie¬
rings-Sager, som han før havde ladet afgiøre
ved andre. Ved saadan en bestandig Beskiefti¬
gelse indførte han snart igien god Orden i Riget.
Efter at han saaledes havde begyndt at forestaae
selv Regieringen, hørte han mange besvære sig


13
over de Laster og Uordener, som bleve begaaede
af den fattige Mand, hvilken Kongen havde gjort
riig. Omsider saae han ham selv en Dag uden
for Porten af sit Slot; Manden var da bleven
lige saa arm igien, som han havde været før;
han var bedækket med Pialter og gik om at tigge.
Seer du, sagde Kongen, til een af de Viise ved
hans Hof, det er Virkningen af Godhed? Du
veed selv, hvor meget jeg gav dette Menneske,
og see nu, hvad er Frugten deraf? Mine Vel¬
gierninger have kuns fordervet den Fattige. De
have været ham en Kilde til nye Laster og til nye
Elendighed. Det er sandt, svarede den Vuse
ham, fordi du har givet den Fattige det, som
burde gives til Arbeideren.
En Minister faldt engang i sin Konges
Unaade, og boede siden som en Eremit, i et lidet
Huus paa Landet. Da han ikke havde fortient
denne Unaade, trøstede han sig snart igien, og
begyndte at finde Smag i den nye Levemaade,
som han havde udvalgt. Kongen, som elskede
ham, og agtede hans Gaver, følte snart det
Tab, som han havde gjort, og opsøgte ham for
at bede ham komme tilbage til Hoffet; Men Mi¬
nisteren undslog sig derfor, og sagde: Du har op¬
løftet mig til de høieste Værdigheder; Jeg var i
min Høihed lykkelig nok til at overvinde dens Fri¬
stelser. Du har nødt mig til at søge denne Een¬


somhed igien, og jeg føler allerede dens Lyksa¬
lighed; lad mig nyde den fremdeles i Roe.
Kongen paastod endnu det samme: Jeg behøver,
sagde han, en oplyst Forstand, og et ærligt og
godt Hierte, som kan hielpe mig at bære Byrden
af min Magt, og hos dig alene finder jeg alle de
Egenskaber, som jeg behøver. Du skal finde
det samme, svarede Ministeren, hos andre,
dersom du vil søge derefter hos de Folr, som
ikke søge dig.
Man spurgte engang det lille Dyr, som
gaaer altid for Løven: hvorfor har du opofret
dig saa ganske til Løvens Tieneste? Fordi, svarede
Dyret, jeg lever af det, som han levner fra sit
Bord. Men hvorfor gaaer du da ikke nærmere
til ham; han skulde da give dig flere Beviis af
sit Venskab og sin Taknemmelighed.
Ja,
men, om han blev vred i det samme?
En af mine Venner kom engang og beklagede
sig for mig; Jeg har ingen Midler, sagde han,
og jeg har en stor Familie. Jeg kan ikke bære
længer Byrden af dens Elendigheder og af min;
Jeg har i Sinde at forlade mit Fædreneland,
hvor jeg skammer mig ved min Fattigdom.
et fremmed Land kan jeg være fattig uden at
skamme mig, fordi jeg der er ubekiendt. Nogle
Ulyksalige have saaledes søgt en Trøst i at døe
blant Fremmede, hvor de hverken bleve foragtede


12
eller beklagede. Een eneste Aarsag holder mig
tilbage endnu; jeg vil ikke give mine Fiender An¬
ledning til at triumphere. De skulde sige, der¬
som jeg reiste: See der, nu gaaer han, denne
Stymper, som ingen Lykke har kunnet giøre i sit
Fædreneland, han giør sig selv landflygtig og la¬
der sin Kone og Børn i Elendighed efter sig.
Dersom jeg kan være stærk nok til at foragte denne
Tale og reise bort, troer jeg, at jeg veed nok for
at kunne fortiene mit Brød i et fremmed Land;
og dersom J vilde give mig et Brev med til Eders
Ven, Statholderen i Ghulistan, at han vilde
bruge mig i Kongens Forretninger, skulde Lykken
maaskee lade af at forfølge mig, og hvem veed,
om jeg ikke endnu kunde komme til Værdigheder.
Min Ven, sagde jeg til ham, tag dig i Agt.
Der ere to Slags Embeder ved Hofferne, nogle,
som give det Fornødne, andre, som give Magt:
J de første kan man være roelig nok. Man siger
ikke til den, som har intet: Giv Skat af din
Viingaard eller af din Ager. J de store Embe¬
der er man omringet af Fare. Du maae enten
vænne dig til at være fornøiet med Lidet, eller og
frygte meget. Min Ven svarede mig, at i den
Stand, hvori han var, vilde han ikke tænke der¬
paa; at Haabet var hans eneste Trøst, at han
meente at være sikker nok ved sin Dyd; og ende¬
lig, at han aldrig endnu havde seet en ærlig


70
Mand blive behandlet som en Misdæder. Min
Ven, svarede jeg, J erindrer mig om en Fabel,
som jeg har hørt fortælle om en vis Ræv, som
var lidt klogere end J. Man saae ham engang
løbe af alle Kræfter, og at flye hen til sin Huule.
Hvorfor løber du saa stærk, spurgte man ham,
har du gjort noget Ondt, som du frygter at blive
straffet for? Nei, svarede Ræven, Gud skee
Lov, min Samvittighed har intet at bebreide mig;
men jeg hørte nyelig Jægerne sige, at de behøvede
en Dromadarius, at de vilde fange een, tæmme
ham og bruge ham til deres Tieneste. Men
hvad Liighed, sagde man til Ræven, er der
imellem dig og en Dromadarius? Min Gud,
svarede den, vittige Folk have altid Fiender;
om nogen af dem faldt paa at pege paa mig og
sige til Jægerne, see der er en Dromadarius,
blev jeg jo forjaget, fanget, bundet, uden at
nogen gav sig den Umage at undersøge min Sag.
Men, for at komme til Eder igien, min Ven,
jeg kiender Eders Redelighed; men falske Menne¬
sker skulle legge Snarer for Eder; Den Onde
skal tale ilde om Eder. Fyrsten skal lade sig ind¬
tage deraf, og hvem finder J vel ved Hoffet,
som vil forsvare Eder? Vær tilfreds med Lidet,
Havet er Veien til Rigdomme; men dersom J
elsker Eders Sikkerhed, da blive J paa Bred¬
den. Jeg fornam, at min Ven var ilde tilfreds


1i
med mine Naad: Jeg seer vel, sagde han, at
J ikke vilde hielpe mig. Jeg holdt Eder for
min Ven, og J overlader mig til min Elendig¬
hed. J forøger den endogsaa, siden J betager mig
alt Haab. Jeg svarede ham, at jeg, som hans
Ven, var forbundet at tiene ham baade med Raad
og Gierning. Jeg overleverede ham et Brev
til Statholderen i Ghulistan, som strax gav ham
en liden Betiening. Siden blev han for hans
gode Egenskabers Skyld videre befordret, og
endelig kaldet til Hoffet. Kongen fattede God¬
hed for ham, og giorde ham til sin fornemmeste
Minister. Alle de Store søgte hans Beskyttelse,
og han glemte ikke at underrette mig om den Lykke,
som han havde giort. Gud skee Lov, sagde jeg,
jeg seer, at man aldrig maae fortvivle om Lykken:
Kilderne til det Onde og det Gode ere skiulte,
og vi vide ikke, hvilken der skal aabne sig for at
vande Livets Bane. O Menneske, o hvem du
end er, min Broder i Elendighed, vær taalmo¬
dig og haab!
Kort efter at jeg havde faaet denne Tidende
om min Vens Lykke, gjorde jeg en Pillegrims¬
Reise til Mecca. Ved min Tilbagekomst mødte
eg i en vild men meget behagelig Dal, et Men¬
neske, klæd som en Bonde, som gik ud af et li¬
det Huus og kom hen til mig. De Hofmænd,
sagde han, som J beskrev mig, bleve mine Fien¬


18
der fra den Dag af, at Kongen fattede Naad
for mig; De have beskyldt mig for at stifte Oprø
i Staten og indføre skadelige Nyeheder. Kon
gen gav sig ikke Tid til at undersøge min Sag
Mine Venner, som jeg havde forbundet mig
taug stille, og nogle af dem forenede sig mel
mine Fiender. Man kastede mig i et Fængsel
hvor jeg sukkede længe; Omsider blev jeg drevet
Landflygtighed, efter at jeg havde mistet alt mi¬
Gods, og J finder mig nu fattig, men dog til
lige lykkelig nok, fordi jeg har lært at kiende Men
neskene og Lykken, fordi jeg har en Hytte at boe i
og en liden Mark at dyrke, og fordi det er nok til
at skaffe mig og min Familie det Fornødne.
Nurschivan den Retfærdige var engang paa
Jagt, og vilde spise noget af det Vildt, som han
havde fanget; men han havde intet Salt. Han
sendte nogle til den nærmeste Landsbye, men be¬
falede dem tillige under høi Straf at ikke tage no¬
get uden Betaling. Hvad Skade kunde det
giøre, sagde en af Hof=Folkene, om man tog lidt¬
Salt uden at betale: Dersom en Konge, svarede,
Nurschivan, tager et Æble i sin Undersaats Have,
hugge hans Hof=Folk Dagen efter alle Træerne om,
En Konge af Arabien belønnede en af sine
Betientere meget rigelig. Denne Betienter
havde hverken et stort Genie, ikke heller havde
han gjort store Tienester; men han opfyldte alle


17
sine Pligter meget nøie. Nøiagtighed hos Betien¬
tere er det sikkerste Beviis, at et Land regieres vel.
En Konge besluttede af Overilelse at lade
en Dydig afstraffe. O Konge, sagde denne
til ham, min Lidelse endes med mit Liv; men
din begynder først og skal vare evig. Kongen
benaadede ham.
En fattig Mand havde to Sønner. Han
døde. Den ældste kom til Hoffet; han vidste at
behage, og han fik et Embede. Den yngste dyr¬
kede et lidet Landgods, som hans Fader efterlod,
og Nvede af sine Hænders Arbeide. Engang
sagde den ældste til den yngste; hvorfor lader
du dig ikke see ved Hoffet, hvi søger du ikke
at blive bekiendt af de Store? Du skulde da
ikke have nødig at arbeide saaledes for at leve.
Hans yngre Broder svarede: Hvorfor arbeider
du ikke som jeg, at du ikke skulde have nødig
at giøre Opvartninger.
Nogle af Cosroes Ministre overlagde en meget
vigtig Sag i Nærværelsen af Busurshumhur,
og de afgjorde den, uden at denne Viise ta¬
lede et Ord. En af Ministrene spurgte ham,
hvorfor han taug? Fordi, sagde han, jeg fandt, at
J havde Ret, og at J tænkte meget vel i den Sag.
Jeg kunde derfor ikke have talt uden for mig selv,
og i Raadet bør man ikke tale uden for det Al¬
mindelige.


80
No. 212.
Fredagen, den 28 Januarii 1763.
J¬
ndholdet af følgende Forsøg til et riimfrie Digt
er taget af det, som den gamle Persiske Hi¬
storie fortæller om Kong Phridun og hans Søn
Manughar. Poeten har ikke brugt sin Friehed
til at digte, uden saa vidt det behøvedes for at
indklæde en sandfærdig Tildragelse i et Syn.
Vov det, min Sang! at fortælle om Persiens Roes, om
Manughar,
Phriduns værdige Søn.- Phridun, den Retskafne kaldt
Stor, som Helt og Regent; dog større, som Ven og som Fader,
Størst, da Han Persiens Prinds gav denne hellige Lov.
Viid Søn! hver Dag af dit Liv, du skal dine Lige beherske.
Er som et Blad af en Bog, skrives for sildigste Slægt;
Vogt hvad du skriver, og lad ei et eneste Blad ubeskrevet;
Lev, saa du selv i din Død ei skal fortryde dit Liv.
Og, som han tænkte, saa levede Phridun. Hvad tænkte
Manughar?
Alt ved tidlige Dyd tegner han Dagenes Tal.


81
See, hvor iler han hen til Solens herlige Tempel,
Hellig at holde med Bøn Dagen, der Livet ham gav;
Langsom, tankefuld, taus, til Helligdommen sig nærmer -
Stedets betagende Skræk den nu hans Taushed afbrød:
Mithra, alletings Udspring! hellige først mig ved Mubad,
Bøiet mod Alterets Jld her at tilbede for dig."
Thi udi Persernes Tempel paa Alteret flammer en Lue,
Næret af Mubad, det Navn gives den ypperste Præst:
Vendt imed Jlden tilbeder man Mithra, dog indvier Mubad
Selv først Tienesten ved Ofring, Opløftelse, Bøn.
Alt var Rheddher udgangen mod Solens Opgang at bede,
Persiens største Prophet, Jldens og Alterets Præst;
Prindsen ham følger, og fandt ham, hvor han var vant ham at
finde,
Udbryder, da han ham seer hist paa Beskuelsens Høi:
Og denne Sted er mig hellig; - hver Sted er den sande
Guds Tempel,
Saa har Magerne lært, aldrig min Siel det forgleml¬
Men især vær mig hellig, du Høi! her saae jeg i Syner,
Hvilken Rædselers Hær blev fra os naadig afvendt!
Som jeg tilbad imod Solen, og bad for mit Fædrene Rige,
Tordenen Solen fordrev, Høien omspendtes af Skræk,
Havet opbruste, alt bævede Jorden! - da frembrød af
Mørket
Snart den oplivende Soel, bortdrev den truende Skye;-
Det er nu opfyldt! - Hvor ydmyg nedfaldt her Manughar
til Jorden!-
a Guds Finger det var - Priis skee Himlenes Gud!,
Sneedorffs Skrift.5 Bind.


82
Mere ei fatteligt var af de afbrudte takkende Sukke,
Gud kun ene forstod Hiertets lønlige Raab.
Rheddher, Propheten, stod hos, og udbredte velsignende
Hænder
Over Manughar, som bad, og nu af Bønnen opstod;
O, hvilken Fred i hans Ansigt! Huld, som den smilende
Morgen,
Der nu sit Biefald ham gav ved endnu klarere Smiil.
Prinds! udraabte Propheten, Hormiz da, det evige Væsen,
Han, de Oprigtiges Ven, Han, der Solen har skabt,
Og selv ihroner i Solen hans synlige billed, dig elsker,
Og til sin Naades Beviis har dig et Ønske forundt;
Taell Han hører os- Begge nedfaldt,  i det rystede Høien;
Stolt sig hævede nu Solen i fuld Majestæt!
Tør jeg og, sagde Manughar, vel vove det dristige Ønske!
Taell Gud- et Skrald blev nu hørt tordne med rullende Fart.
Blev det Manughar forundt sin og Persiens Skiebne at
skue,
Naar- Gid først sildig engang! - Phridun han er ikke
meer,
Da var hans Ønske bønhørt. - Prinds! din tilkommende
Skiebne,
Svarede Rheddher, er skiult, dog skal dig gives et Syn.
Thi vel Hormigda vor Skjebne bestyrer men ikke bestemmer;
Synet skal lære dig, Prinds! Skiebnen bestemmes ved
Valg.
Vælg dig den blid eller straffende; og at du viiselig vælger,
Du af forskiellige Valg ulige Følge skal see.


85
Saa gav Propheten Manughar et Soelglas at see imod Solen,
Kun ved dens hellige Lys skuer man Tingene ret;
Viisdommen gietter, Jndbildningen smigrer, Erfaringen
skuffer.
Tag det Prophetiske Glas, agtsom betragt, og bliv viis!
Og nu Manughar tog Glasset, nedbøiede sig imod Solen,
Seet i det mithriske Glas syntes den ham som et Speil;
Strax han nu raabte: O hvad seer jeg? Mig selv, - O, for¬
føriske Udsigt!
Lystsyn, af vexlende Fryd friste Manughar; jeg seer
Hist, paa vellugtende Blomsterbed ligger, - hvor frie!
en Gudinde,
Vaagner af konstige Slum, og med de glatteste Ord
Hindrer Manughar at undflye. - Og nu halv dristig han
vover:
Himmelske Skabning fortæl! Smukkeste fiig, hvo
du est:
Livets Fortryllere, Menneskets Ven, skiønt beskyldt for dets
Fiende,
Dog jeg forsøder et strengt, kiedsomt, og ulystfuldt Liv;
Venlyst mit Navn. - Nu seer jeg Manughar forfærdes, og
Vellyst
Bruge forgieves sin Konst, smigre ham med dette Haab:
Prinds! vær ei fiendsk mod dig selv, skue, hvilken angenem
Udsigt!
Munter, uskyldig og let, yndig med Roser bestrøet


84
Vellystens Vei. Kom, lad mig ledsage dig Livet igiennem.
Opløft dit Øie, og see, hist den lytsalige Flok! -
Derpaa Fortryllersken viiste de muntre og modige Hobe,
Glimre i yppigste Pragt- Glædskabs Løsen blev hørt! -
O, hvilken brusende Fryd! - - Af Frygt for Manughar i
Speilet
Raaber den skuende Prinds:Alt for tillokkende Syn!,
Prinds! afbryder Propheten, viid den Vellystiges Skiebne,
Synes vel lykkelig; dog, Glasset vend om, og betragt!
Soelglasset omvendt, o Syn!- hvor er nu Srenen forandret!
Neppe en Menneske=Ven taaler det skrækkende Syn. -
Nu saae Manughar: hvor Vellyst med Spot sine Slaver
belønner,
Tidsfordriv selv i dens Spøg hevne den misbrugte Tid,
Midt i den lystige Sværm, hvor sig useete Furier blande,
Afskye, og Skiendsel, og Trang, Kiedhed, Fortvivlelse, Død!
Her nu Prindsen veemodig bad Rheddher med sig at udbede
Kraft fra Hormizda, at skye Lasternes farlige Vei;
Elske de faa, der ham mindte: ei sig men sit Land at henleve,
Frygte Vellystens Gift, mere dog Hyklerens List.
saa tog Manughar nu Glasset igien, og det holdt imod
Solen.
Vellyst var bleven til Spot, og nu i Speilet han saae:
Hvor han, som dræbende Helt, størst dog ved Trængtes Beun¬
dring,
Rygtet og Fiendernes Hær frem i Triumph for sig drevl-


89
Æren, ei vellystig smykket, men iført sit hærdede Pandser,
Stolt nu opfordrer hans Mod, trodsig tilbyder ham Haand:
Følg mig Manughar, bestemt til udødelig Ære at vinde,
Udviid Persiens Magt, nyd iblant Heltene Rang!
Og nu af Ærelyst dreven vises Manughar at følge,
Frygtbar at hæve til Striid sin seiervindende Arm,
Persien voxe i Magt som Manughar i Roes, og Tropheer
Pryde med Evigheds Pragt Heltens ærefuld Grav.
Næsten han vælgede alt ved det modige Syn at betragte;
Mennesket streed i hans Bryst - neppe dog Soelglasset
vendt;
Kan det erobrede Asien trøste mig, Prindsen nu spørger,
Naar det - uskattelig Priisl - kiøbtes med Borgernes
Blod?
Gaves mig Magt over Brødre til frit uden Nød at udpresse
Jkkun et eneste Suk? tør da for Heltenavns Roes
Jeg Millioner fortrænge, og dem min Blodtørst opofre?
Er mig ei Persien nok? Roes nok, at fremme dets Vell
Phridun en Udsigt mig viiste, begyndt hvor den slap her i
Støvet,
Aldrig fuldendt, kun begyndt, varer den Evighed ud!
Dyd, naar du byder mig følge, hvad hialp, om som Verdens
Behersker -
kke som stor, men som god, tør jeg ei frygte dit Vink. -
Tak Hormizda! som mig ved det lærende Syn underviiste,
Hvilken Tyran er den Helt, der ikkun dræber af Lyst!
Og ved at udbrede Riget, dets Nød og sin Skiendsel udbreder,
Fuld af Heltenes Haab, saae jeg alt Følgen forud:


80
Saae mig selv synke i Dyd, som jeg steeg udi Roes og i Vælde.
Persten voxe i Magt, men med Lyksaligheds Tab;
Giennem de afbrændte Stæder randt for den lædskende Kilde,
Nu mine Liges - o Skaml - udøste strømmende Blod
Hist den Hevnraabende Araber, ham, som min Vold under¬
trykte,
O hvor hans døende Skriig steeg mod den blegnende
Soel!
Du, som throner i Solen! giv mig at kunde foragte
Folkemorderens Roes, Krigerens skrækkende Navn.
Viise Prophetl hvad seer jeg? - En Majestætisk Gudinde
Dog ei som Æren saa grum, og ei som Vellyst saa feig,
Yndig-alvorlig ret som den opgaaende Soel sig fremstiller:
Og see! Manughar paafaldt hellig tilbedende Frygt.
Æren og Vellyst tog Flugten - Ei kan hun ham ville
bedrage -
Nu hvor harmonisk og sødt taler hun Mod i hans Bryst:
Kiend dig, o Menneske, selv, udødelig Herligheds Arving!
OJdu, Manughar! Dig blev Persiens Krone bestemt,
Kiend din Bestemmelse ret; Dig Fødselen Rettighed giver,
Værdighed faaes ved Dyd. Følg mig paa Pligternes
Vei,
Eene Lyksaligheds Veil Den himmelske Viisdom dig lede.
Kongelig lærer den dig tænke, og leve, og døe. -
Religionen, nu taug. - Jeg seer nu, Manughar den lyde,
Strengt fornægte sig selv, daglig fuldkommes i Dyd,
Seer ham, o! tungeste Pligt, sin Vellyst og Roes at opofrel
Stille hengiven i Gud, mere lyksalig end før¬


B!
Ja, vær selv Vidne, o Prinds! til Manughars lyksalige
Skiebne,
Falder nu Rheddher ham ind, Soelglasset vend og beskne!
Alt jeg det seer, gav Prindsen til Svar, hvor lyksalig
Manughar
Føler den Viises Roe, nyder den Dydiges Trøst. -
Glædet i Pligters Opfyldelse, glæder han sildigste Slægter,
Efterlignende Gud, skaber han Persiens Vel;
Udbreder Dyden, af Gode velsignes, ja selv af de Onde
Agtes, saa nyder og her Dyden i Tiden sin Løn.
Dog kun i Tiden begyndt, den i Evighed først skal fuldkommes,
Svarede Rheddher - og see! Solen udstrømmede Jld
Til at fortære al Jorden - dog Religionen Manughar
Førte, som Prindsen det saae, gjennem den aabnede Soel.
Her for Hormizda han staaer, hvor trøstet, og salig belønnet
For hver Opøfrelse! - men, stands nu ærbødig min Sangl-
Salighed! Evighed! Ord ei udtrykke det, Øren ei fatte,
Det u=udsigelig Syn. - Prindsen til Bøn nu nedfaldt.
Du, som mig undte at see min og Persiens uvisse Skiebne,
At kun ved hellige Dyd vindes Lyksaligheds Hæld.
Giv mig, Hormizda! at vælge ved Dyd og den Himmelske
Viisdom,
Engang som værdig Regent styre mig selv, og mit Folk.
Prinds! dette trøstende Haab paa Din Fødsels=Dag Riget
beliver,
Riig er Tanken paa Fryd! - Naar, gid først sildig engang!
Han, vor retskafne Phridun, ei længere er os en Fader,
Du os ved Viisdom og Dyd giør til lyksaligste Folk.


88
No. 213. og 214.
Mandagen den 31 Januar. og Fredagen,
den 4 Februar. 1763.
F¬
ølgende Betragtninger over Grundreglerne af
de fornemmeste Stænder ere uddragne af ad¬
skillige Samtaler, som Tid efter anden ere førte i
det Patriotiske Selskab.
Der ere faa Lande, hvor Bonde=Standen,
ikke er den vigtigste af alle Stænder. Enten
frembringe disse Lande Levnetsmidlerne og de raa
Materialier selv, eller de hente dem fra andre.
Dersom de frembringe dem selv, bliver Bonde¬
Standen endnu Grunden baade til Folkemæng¬
den og til Rigdommene i de andre Stænder.
Hente de dem fra andre, da beroer saadan en
Stats Magt paa saa mange tilfældige Aarsager,
at intet Folk i Verden kan bygge sin Sikkerhed,
og Velstand paa saa svag en Grund, med min¬
dre Naturen selv har nægtet det alle andre Næ¬
ringsmidler. Agerdyrkningens Forsømmelse,
og alt hvad som nedtrykker Bonde=Standen,
bliver derfor nogle af de største Statsfeil i alle


89
Lande, som ere skikkede til Agerdyrkningen, end¬
og der, hvor disse Feil skiules ved blomstrende
Konster, og ved en vidt udbredet Handel, som
bestaaer for en Tid ved andre Nationers Uviden¬
hed og Forsømmelse. Dersom saadanne Lande
tillige ere meget frugtbare, og Luften saa mild,
at Jndbyggerne ikke behøve meget til deres Un¬
derholdning, og Folkets Caracter af disse Aarsa¬
ger er, at være nøisomt og fornøieligt, kunne
saadanne Feil skiules længe. Men i andre
Lande, hvor Naturen ikke er saa overflødig, og
de naturlige Fornødenheder dog store, hvor det
koster megen Umage at forhverve det, som man
behøver, for at bevæbne sig mod en kold og skarp
kuft, og for at vedligeholde de Kræfter, som
udkræves til det strengere Arbeide, som Naturen
har paalagt; J saadanne Lande kan det ikke vare
saa længe, førend betydelige Feil i Landvæsenet
vise de skadeligste Følger ved en almindelig Folke¬
mangel, Fattigdom og Ulyst til Arbeide. Der¬
som Konsterne og Handelen tillige ere nye i saa¬
dant et Land, er det umueligt at sætte det i Lige¬
vægt med andre, uden ved at formeere dets Pro¬
ducter; og dette maae skee ved Bonde-Standen.
Jeg regner til denne Stand alle dem, som frem¬
bringe Levnetsmidler eller raa Materialier af
Jorden eller Havet, enten de ere Agerdyrkere,
Hyrder, Fiskere, Jægere, eller Biergfolk.


90
Alle Feil i Indretningerne, hvorved Bonde¬
Standens Formeerelse og Virksomhed indskræn¬
kes, maae i saadant et Land have større og hasti¬
gere Følger. Forsømmelse af Jordens Dyrkelse,
og Mangel af Vare, baade til Underholdning
og Handel, er ikke den eneste af disse Følger.
Den søder en almindelig Fordervelse af sig i heele
Nationens Caracter. Det er ikke Soldaterne
og Haandverksfolkene alene, som tages af Bonde¬
Standen; Denne Stand udbreder sig og ufor¬
mærkt i de andre Stænder; og jo mere den er un¬
dertrykt, jo mere der er, som driver Menneskene
til at forlade den, des mere trænge de sig fra
denne nyttige Stand ind i de andre, hvor de
søge mere Magelighed end Velstand, og føre den
slaviske og nedtrykte Geist med sig, som er saa
naturlig en Følge af en Tilstand, hvori man
hverken har Eiendomme eller Frihed. Jo større
de naturlige Fornødenheder ere i saadant et Land,
des mere nedtrykkes Folk af Umueligheden i at
opfylde dem, endog med den største Arbeidsom¬
hed, og af en bestandig Usikkerhed, baade for sig
selv og for Efterkommerne. De vænne sig efter¬
haanden til en vis Sorgeløshed, og søge i Leddig¬
gang og et ustadigt Liv en Trøst mod den almin¬
delige Fattigdom. Forfængelige Forhaabninger
og daarlige Ønsker opfylde deres ørkesløse Siele,
og undertrykke tilsidst den sunde Fornuft. En


91
almindelig Stivhed og Svækkelse i Legemet selv
nedtrykker endnu dybere saadant et Folk, som
Naturen gav stærke Lemmer og mange Fornøden¬
heder, og som den skabte derfor til megen Virk¬
somhed. Denne Virksomhed, tillige med Sin¬
dets og Legemets Sundhed, kan ikke oprettes
igien, uden saadanne Indretninger, hvorved
Arbeiderne nyde ikke alene for deres Person og
Familie en fuldkommen Beskyttelse af Lovene,
men og forvisses om saadan en Frugt af deres
Arbeide, som er tilstrækkelig til at opfylde de na¬
turlige Fornødenheder; og heri maae intet være
vilkaarligt, intet beroe paa Slumpelykke, paa
visse Personers billighed, Fornuft eller Egen¬
nytte. Lovene maae give den ringeste Arbeider
noget, som han kan kalde Si, den samme Ret
til at fordre det, den samme Frihed til at bruge
det, og lige saa sikkre Midler til at bevare det,
som den største Mand. Dette er Grundrege¬
len; Anvendelsen deraf kan være adskillig. Man
har gjort mange Forslag til at forbedre Bonde¬
Standens Vilkaar. Jeg troer, at de, som
tilstaae Bonden meest, ere de beste; men jeg
troer ikke, at de ere alle lige fornødne. Den
personlige Frihed kunde blive indskrænket;
Grunden kunde høre andre til; men Pligterne
og Afgifterne maae være bestemte, og saaledes
bestemte, at en flittig Arbeider kan beholde det


92
Fornødne. Dette er uomgiengelig fornødent,
og ingen Jndvending derimod antagelig. Lad
nogle anføre nok saa mange Rettigheder og Pri¬
vilegier; Naar Følgerne deraf ere saa skadelige
for det Almindelige, er det nok, til at bevise,
at saadan en Ret ikke kan være til. Det kan al¬
drig blive et Spørgsmaal: om det er billigt at af¬
skaffe den; men kuns: paa hvilken Maade det
best kan skee, og hvilken der har de mindste
Uleiligheder?
Men om end dette skeede, var dog Sagen,
endnu ikke afgjort. Det er ikke nok at fastsætte
noget engang ved Lovene; Man behøver og Love
for at vedligeholde det. Hvorledes have Men¬
neskene først tabt Frihed og Eiendomme, end¬
og i de Lande, hvor ingen Fiende berøvede dem?
Nogle have forsømt deres Rettigheder, andre have
solgt og afhændet dem; Een giorde det af Nød,
en anden af Ladhed; Efterkommerne leede ved
deres Forfædres Ulykke eller Feil. For at fore¬
bygge saadanne Følger i Eftertiden, maae Sta¬
ten ikke alene sørge for den nærværende Slægt;
den maae være Formynder for den tilkommende.
Vi have fortreffelige Mønstre i de gamle Love om
Agrenes Afmaaling og Godsets Deeling; men
de nye Romerske Love bleve samlede i Tider,
der vare lige saa fordervede, og af Jurister,
der vare lige saa skiødesløse, som vore. Efter


93
saa mange Indretninger blev der endnu noget til¬
bage at giøre, førend man kunde see Nytten
deraf. Alle onde Følger af en lang Fordervelse
ophøre ikke i det samme Øieblik, som man tager
Aarsagen bort. De ere blevne til Vaner, og
ved Vanen til den anden Natur. Den Træg¬
hed, Stivhed, Ulyst og Ladhed, som ere Føl¬
ger af Bondens Trældom, ophørte ikke i det
samme Øieblik, da man forbedrede hans Vilkaar;
Tvertimod, en fuldkommen Frihed skulde i Be¬
gyndelsen føde en større Ulykke af sig, som var,
at han misbrugte sin Frihed til at forlade en
Stand, af hvilken han saa længe havde været
kied. Han maatte derfor endnu nødes til den,
for siden at elske den; men det skulde ikke vare
længe. Denne Stand er Mennesket alt for
naturlig til at troe, at en almindelig Lyst til
at forlade den, ikke skulde have vigtige Aarsager.
Lad os forestille os Folk, som ere opfødte paa
Landet, og som have der et Hiem tillige med no¬
get, som de kunne kalde deres eget, hvor snart
blive de ikke kiede af de store Stæder? Man
maae enten være opdragen i Stædernes Forfænge¬
lighed, eller lide megen Nød paa Landet, eller
og have en besynderlig Caracter, for at finde mere
Smag i en Levemaade, som Phantasien og Moden
har indrettet, end i den, som er Mennesket na¬
turlig. Dersom der vare Lande til, hvor saadan


94
en Forfængelighed var Menneskene medfødt, maat
te det være de sydlige; men lad os spørge en
Schweitzersk Bonde, paa Grændserne af Fram¬
kerige, om noget andet end Nøden alene kan be¬
væge ham til at forlade enten sin Stand eller sit
Fædreneland? Var der ikke noget i Mennesket
selv, som bandt det saa stærkt til sin Fødestavn,
maatte der være Lande i Verden, hvor man
fandt heele Byer øde; thi hvad skulde kunde
hindre levende Mennesker at gaae ud, naar
man ikke kan forebygge Jndførselen af døde
Vare?
Saa vigtig en Grundregel, som det er i
alle Lande, at giøre Arbeidernes Stand sikker og
taalelig, saa vigtig en Grundregel er det og,
at beskytte de riige og formuende Borgere i alle
de Rettigheder, som de paa en lovlig Maade,
have forhvervet, og som ikke ere Staten tils
Byrde. Der er i Statskonsten ingen større,
Chimere til, end den Lighed af Vilkaar, som
saa mange Skribentere i vore Tider synes at ville
giøre til en Grund-Maxime. Saadant et Sy¬
stem kan ikke tænkes engang, uden at undertrykke
Vindskibeligheden, ophæve den borgerlige Sik¬
kerhed, forvirre alle Stænder, opfylde Hoben
med Stolthed, Misundelse og Forfængelighed,
og betage de Formuende Lyst og Nidkierhed til
at tiene det Almindelige. Naar vi forestille os


919
et Folk i den naturlige Stand, og med den fuld¬
komneste Lighed, maatte man enten undertrykke
al Lyst til at forhverve meer end det Fornødne,
som man daglig fortærer, eller og det skulde ikke
vare længe, førend der kom en Ulighed ind iblant
saadant et Folk, med mindre Naturen havde
nægtet det al Overflødighed. Det skulde ikke
vare længe, førend der blev Forskiel i Formue,
ørend der bleve Rige og Fattige. Enten skulde
Børnene beholde denne Formue og disse Rettig¬
heder, som Forældrene havde forhvervet, eller
ei. Sætte vi, at de ikke skulde beholde dem,
fordi Ligheden tillod det ikke, da ophæve vi jo
Vindskibeligheden tillige med al den Lyst til at
forhverve, som er grundet paa den naturlige
Kierlighed, og følgelig forvandle vi denne ind¬
bildte Friheds og Ligheds Stand til lige saadan
en Tilstand, som den, der findes i de Østerlandske
og Despotiske Stater. Sætte vi derimod, at
Efterkommerne skulde beholde det, som deres
Fædre paa en lovlig Maade have forhvervet,
naar det ikke er heele Staten til Byrde; da maae
der i Tidens Længde blive en kiendelig Ulighed.
Man maae kalde disse ulige Stænder hvad man
vil, Rige og Fattige, Adel og Borgere,
Herre mænd og Bønder. Navnene giøre intet
til Sagen. Tingen bliver den samme. Og i
alle Forfatninger, naar man undtager de to Yder¬


90
ligheder, som ere Anarchie og Despotisme,
maae der være saadan en Ulighed; og tvivler
nogen endnu derom, da vilde han kuns læse Hi¬
storien af alle Stater, fra de første Democratier
af og indtil de sidste Monarkier, og see, om
han finder nogensteds denne Lighed, uden iblant
vilde Folk eller Slaver, der, hvor enten
alle ville være Alting, eller og alle ere Intet.
J den Forfatning af vore Europæiske Monarkier,
som giver dem saa store Fortrin for alle andre,
har denne Ulighed endnu flere Grunde, foruden
de almindelige. Disse ere Grundreglerne af
Handelen og af Æren. For at bevare Rig¬
dommene, og lokke dem til sig, maae Staten
give visse borgerlige Fordeele til de Familier,
som besidde dem; men den maae tillige mage det
saaledes, at det ikke er nok at besidde dem, og
dertil udkræves en vis Følelse af Æren, som be¬
væger Folk til at anvende deres Rigdomme til
Statens Nytte, uden at søge anden Belønning
derfor, end Æren. Saadan en Følelse af Æren
kan paa ingen bedre Maade vedligeholdes, end
ved det Haab, som gives visse Familier, om at
opnaae samme Æresposter, som deres Fædre,
naar de baade giøre dem lige saa beqvemme dertil,
og ville opofre lige saa meget dersor. Uden disse
Vilkaar var det urimeligt, at ville enten indføre
eller forsvare saadanne Fortrin; thi hvoraf skulde


9
man vel bevise, at Forfædrenes Fortienester i no¬
gen Stat burde gielde saa meget, at man for de¬
res Skyld skulde give vigtige Æresposter til
Uværdige, til Folk, som ikke engang vilde have
den Umage at beklæde dem uden at nyde en an¬
seelig Belønning derfor, og som ikke vilde opofre
noget af deres store Formue for at skiule Mang¬
lerne af deres personlige Fortienester; Men skulde
saadant et Haab, vil man maaskee svare, som
blev tilstaaet visse formuende Familier, og have
altid den Virkning, at de brugte deres Formue
baade til at tiene Staten, og til at giøre dem be¬
qvemme dertil? Seer man ikke Exempler nok af
det, som er tvertimod! Jo; men Historien viser
ogsaa mange af heele Familier, som i nogle Led
have bevaret deres Forfædres Grundregler. Og
hvor fuld er den Romerske Historie ikke af saa¬
danne Exempler, indtil de meest fordervede Ti¬
der? Men her gielde ingen Exempler; Det
blev os umueligt paa begge Sider at tælle dem.
Naar vi ville fastsætte Grundregler, maae vi
forestille os Mennesket saaledes, som det er i Al¬
mindelighed. De sikkerste Regler kunde under¬
tiden slaae feil; men det bliver dog vist, at vi
langt oftere tage feil, naar vi ingen Regler følge.
Der fødes maaskee Mennesker, paa hvilke den
beste Opdragelse er spildt, og hos hvilke hverken
Ære, Exempler eller Belønninger virke noget;


98
men imidlertid bliver det dog vist, at man kan
forlade sig meget paa Opdragelsen, og endnu
mere paa Æren. Sæt, at nogle Mennesker
vare af Naturen saa ligegyldige, at alle Lande i
Verden vare dem lige kiere: det blev dog i Al¬
mindelighed vist, at Nidkierheden hos de fleste
er størst for det Land, hvor de have de fleste Ret¬
tigheder, og hvor deres Familie længe har blom¬
stret. De samme Feil kunde være Virkninger af
adskillige Aarsager. Alle disse Aarsager maatte
vi undersøge, eller og intet slutte af Exempler.
Saaledes som Verden er i Almindelighed, er en
Ulighed ikke alene fornøden, men og nyttig; og
var den det ikke af andre Aarsager, saa var den
alene nok, at Middelstanden i de fleste Lande har
inddrukket nok af de Stores Hovmod og Forfæn¬
gelighed, til at forlade alle de nyttige Forretnin¬
ger, hvorved de tiene Staten, og forskaffe sig
selv en sand Velstand, dersom man ikke satte
Grændser for denne Forfængelighed. Og da,
naar et Land blev blottet for Lærere, Kiøbmænd
og Konstnere, naar Videnskaberne og Vindski¬
beligheden var foragtet, og disse øde Stændet
opfyldt med rangsyge Borgere, som vare stolte,
uden at besidde enten Rigdomme eller Fortienester,
da skulde den blinde og fattige Hob, som af
Mangel paa gode Lærere og Dommere trængte
baade til Oplysning og til Forsvar, som, af


99
Mangel paa gode Arbeidere i Landet, maatte
sende deres Penge til Fremmede, og af Mangel
paa Kiøbmænd ikke kunde sælge Landets egne
Producter, da skulde denne Hob, siger jeg,
have Aarsag til at klage over en Ulighed, som
var Staten til Byrde.
Men er det fornødent, at der er en vis
Ulighed i Staten, saa er det ikke mindre fornø¬
dent, at man kiender dens rette Grændser, og
at man ofte erindrer Folk derom. De Familier,
som nyde saadanne Fortrin, ere alt for tilbøielige
til at troe, at det er for deres egen og for deres
Stamme-Navnes Skyld, at de nyde dem; og
denne Tanke var alene nok til at giøre dem uvær¬
dige dertil. Man maae derfor sige dem tidt,
og saa længe, indtil ingen mere tvivler derom,
at det ikke er for deres egen Skyld, men for
det Almindelige, ikke for deres Stamme=Navne
og Families Ælde, men for deres Rigdomme
og for deres Fortienester. Til vigtige Embe¬
der maae de aldrig troe, at de have nogen Ret,
dersom de ikke begge ere forenede; men der ere
og Tienester, som Staten behøver, hvori det er
nok at giøre en vis Figur; dertil behøves kuns
Penge og en smuk Person, og til saadanne kan
det være dem tilladt at troe, at de have nogen
Ret, naar de kuns ville bruge deres Formue vel.
Men det er ikke nok at besidde den; derfor kunne


100
de ikke forlange noget, og deraf følger ikke, at
de have større Rettigheder, men vel, at de have
større Forbindelser end andre. Jblant disse For¬
bindelser er denne een af de største: at de give de¬
res Børn saadan en Opdragelse, som kan giøre
dem værdige til at beklæde de Poster, som de at¬
traae, og at de opdrage dem ikke efter forfænge¬
lige og egennyttige, men efter ærekiere Grund¬
regler. Jeg skriver dette fornemmelig for dem,
som have havt det Uheld at blive slet opdragne,
og som ikke mere kunde rette disse Feil hos dem
selv; thi for andre behøves det ikke. Saadanne
Folk have en dobbelt Gield at betale til Staten;
Een, som de ere skyldige selv for saa lang en Be¬
siddelse af Fortrin, som de ikke have vidst at bruge
til deres Medborgeres Gavn, og en anden, som
Efterkommerne have at fordre af dem. Vi leve
nu ikke mere i de Tider, da man agtede Folk ale¬
ne for deres Styrke og Dristighed. Endog i
Krigen selv kan en Adelsmand ikke vente at blive
æret uden Videnskaber og Sæder. Den Franske
Adel, siger Forfatteren af det Testamente, som
tillægges Hertugen af Belleisle, indbildte
sig tilforn af en barbarisk Stolthed, at det var
den mere anstændigt at krybe paa en nedrig
Maade ved Hoffet, end at læse store Mænds
Bedrifter, og at søge at fortiene Vel af Fædre¬
nelandet. Jndtaget af denne Gothiske Tænke¬


101
maade, bekymrede den sig kuns om Etiqvetten
af Louvre, og om de prægtige Bagateller,
som der blive til alvorlige Sager. Krigen alene
kunde bevæge Folk af Stand til at forlade saa¬
dant et kielent og ørkesløst Liv; Men, naar
man undtog fire eller fem Helte, som ethvert
Aarhundrede frembragte, have de Franske,
som ere tapre uden at være Soldater, ikke
havt anden Fortieneste, end at ikke frygte for
Døden; en Egenskab, som vel er ædel, men
den allerringeste i Krigs=Konsten. Den Smag,
som Ludvig den Fiortende havde i alle Konster,
bragte nogle Personer ved Hoffet til at over¬
vinde de gamle Fordomme. Hertugen af
Rochefaucault udgav sine Tanker. De
unge Herrer med de røde Hæle gave dem megen
Umage for at giøre denne agtbare Mand latter¬
lig, og i otte Dage fortalte de alle, som et
Vidunder, at Hertugen af Rochefaucault
var bleven Autor, en Titel, som til vores
Skam længe var foragtelig, endog paa den
Tid, da Videnskaberne og Konsterne begyndte
at blomstre iblant os. Efter Hertugen af Ro¬
Ghefaucault have adskillige Personer af Stand,
dyrket de skiønne Videnskaber, og den Franske
Adel, som tilforn var vankundig i den høieste
Grad, er nu omstunder af alle Nationer den,
som kan bryste sig af de fleste berømte Mænd i


102
alle Slags Videnskaber." Virkningen af
dette Exempel er i nogle Lande meget kiendelig,
og det maae ikke vare længe, førend den bliver
almindelig. De Store ville jo dog i alle Lande
saa gierne efterligne de Franske.
No. 215.
Mandagen, den 7 Februar. 1763.
D¬
e gamle Stater kiendte egentlig kuns to
Stænder. J den første valgte de deres
Lovgivere, Raadsherrer, Præster, Anførere og
Dommere. Den anden dyrkede Jorden, og ar¬
beidede i Konsterne og Handelen. Saaledes
var Forfatningen af det gamle Grækenland og
Rom, og af de første saa kaldede Gothiske Riger
i Europa. Siden opkom flere Stænder, som
udskiøde ligesom Greene af de to forrige. Geist¬
ligheden var i Begyndelsen forenet med Adel¬
standen, og Borgerstanden endnu ikke adskilt
fra Bondestanden. Disse Middelstænder tiente
til at stifte en Forbindelse og Ligevægt imellem de
andre, og til at giøre Uligheden mere ukiendelig.
De ringere Stænder fandt i Handelen og Viden¬


103
skaberne, i Borgerstanden og den Geistlige, et
Middel til at sætte sig i Ligevægt med Adelstan¬
den, baade i Rigdomme og Ære. Og dette
havde endnu ingen skadelige Følger for Staten.
Det svækkede ikke Stændernes Grundregler, fordi
Borgerstanden søgte ikke andre Fortrin end dem,
som fulgte af deres Rigdom, og fordi disse Rig¬
domme ophørte ikke at circulere i Handelen. De
geistlige Værdigheder vare kuns personlige; og
dersom Standen havde ladet sig nøie med visse
Grunde og med en blot borgerlig Anseelse, havde
dens Fortrin ikke heller været til Byrde for Sta¬
ten. Geistligheden og Borgerstanden tiente ikke
alene til at sætte de ringere Stænder i Ligevægt
med de høiere; de vare og en Støtte for disse.
De yngre Sønner af rige Familier, som Lovene
betoge Arveretten, for at give den ældste des
mere Formue til at tiene Staten, toge deres Til¬
flugt til den geistlige Stand, og i nogle Stater
til Handelen. Saaledes vare Stændernes Grund¬
regler. De bleve vel ikke overalt lige vel iagt¬
tagne, og det skulde være vanskeligt at nævne en¬
ten nogen Stat eller Epoke, i hvilken de fuld¬
kommen bleve efterlevede. Da de Nordiske
Folk, som af Nøisomhed først behandlede de Un¬
dertvungne Nationer mere som Befriere end som
Erobrere, fik Smag paa den i det Romerske Mo¬
narkie herskende Vellyst og Pragt, misbrugte de


104
Magten til at undertrykke Arbeiderne. Bøn¬
derne bleve tidlig Slaver, Konsterne og Hande¬
len vare foragtede. J stedet for at oplyse og
forbinde de andre Stænder ved Videnskaber og
Religion, antog Geistligheden snart de Mægti¬
ges voldsomme Grundregler, og ophidsede Al¬
muen for at regiere selv. Men hvo kan opregne
alle de Misbrug, som stiftede saa megen Uorden
i alle Riger? De høre til Historien af de menne¬
skelige Daarligheder, og disse ere saa mange, at
enhver Nation har nok deraf, for at blive en Ori¬
ginal. Men de sande Grundregler ere faa.
De have hos alle fornuftige Folk og til alle Ti¬
der været overeenstemmende, og det er dem, som
jeg har foresat mig at undersøge.
Naar Godset var lige deelt, skulde der lige¬
saa lidt kunne være Konstnere, Kiøbmænd og
lærde Folk til, som Herremænd. Dette er en
soleklar Sandhed, og den har mange vigtige
Følger. Lad os forestille os et Land af lutter
Bønder, og saaledes maatte jo Tilstanden være,
naar alle skulde være lige; thi en Stat af lutter
Haandverksfolk, af lutter Kiøbmænd, af lutter
Lærde, er ikke muelig: Lad os forestille os, siger
jeg, et Land af Folk, som skulde føde og klæde
sig selv. Mon disse ikke vare beskieftigede nok?
Skulde de vel have Tid til at oplede og fortolke
de gamle Græske og Romerske Haandskrifter, som


105
bleve saa ilde behandlede af deres Fædre, Go¬
therne og Longobarderne? Jeg vil ikke gaae videre
end til Begyndelsen af Videnskabernes Opkomst i
Europa. Og Konsterne, Handelen, vare de vel
muelige i saadan en Forfatning? Hvorledes ere
da alle disse Ting komne op? Nogle Familier
samlede Rigdomme; De søgte større Beqvemme¬
ligheder, og der opstode Konstnere, d. e. Folk,
som forlode Agerdyrkningen, for at arbeide for
de Rige, som underholdte dem. Disse Rige¬
lode sig ikke nøie med det, som voxte eller blev
forarbeidet i deres eget Land; de fik Lyst til
fremmede Vare; De bøde anseelige Fordeele til
dem, som vilde forskaffe dem disse Vare, og
strax fandtes der nogle, som forlode Landet, for
at hente dem. Men hvorledes bleve disse Folk
først saa rige? Ved Konsterne og Handelen er
det ikke skeet; thi de sætte forud, at nogle ere
rige. Ved deres egen Sparsomhed, ved andres
Ødselhed, ved Erobringer maae det være kom¬
men dertil, at nogle af dem, som i Begyndel¬
sen vare lige, og som alle vare Bønder, have
faaet et Herskab over deres Medborgere, og paa¬
lagt dem Afgifter. Saaledes var Oprindelsen
til dem, som vi kalde Herremænd eller store
Landmænd. J forrige Tider kaldte man ogsaa
dem Bønder; og saadanne store Landmænd maae
der have været til, førend der kunde blive Konst¬


106
nere, Handelmænd og Lærde. Saa nøie ere
disse Stænder forbundne, og denne Forbindelse
er evig, fordi den er naturlig. Vi see nu ikke
mere for vore Øine de første Led af den Kiede,
som binder dem tilsammen: Men Fornuften fin¬
der dem let; og ville vi endelig have Erfaring,
lad os kuns bryde et Led, og vi skulde strax merke
Virkningen der af. Det bliver i Almindelighed
altid Landmandens Formue og Smag, som be¬
stemmer den Grad, hvortil baade Konsterne og
Handelen kan bringes i et Land. Det er Land¬
manden eller dem, som leve af ham, der for¬
skaffe baade Næringsmidlerne og de raa Materia¬
lier; Det er ham, som kiøber Konstnernes Ar¬
beide og de fremmede Vare, som Kiøbmanden
indfører; og naar denne skal holde Staten i Lige¬
vægt med andre, fra hvem, uden fra Landman¬
den, skal han da tage de Vare, som han udfø¬
rer? Den eneste Handel, som ikke beroer paa
Landmanden, er Oplag af fremmede Vare, og
det, som forarbeides af udenlandske Materialier,
for at sælges til Fremmede. Men kuns faa Sta¬
ter kunde leve af denne Handel, fordi den op¬
hørte af sig selv, saasnart alle paa engang be¬
gyndte den. Hvor mange vigtige Slutninger
følge ikke heraf! Alt hvad som formindsker Vær¬
dien og Jndtægterne af Landgodset, ødelægger
Konsterne og Handelen. Det kommer an paa


107
Landmændenes Smag, hvilke Konster der
skulle opkomme i et Land, og hvorvidt de skulle
bringes; Baade deres Karrighed og deres Ød¬
selhed ødelægger dem; Karrigheden har altid den
Virkning, men Ødselheden kuns, naar de for¬
bruge fremmede Vare. Hvor de store Landmænd
opholde sig, der tage og Konsterne og Handelen
deres Sæde, og enten udbrede sig over heele
Landet, eller og indskrænke sig til et vist Sted.
Dersom Herremændene boe paa deres Godser, og
disse Godser ikke ere alt for store, underholde de
mange Haandverksfolk og Kiøbmænd i de omlig¬
gende Stæder; Landet opfyldes af nærsomme
Kiøbstæder, og en stedsevarende Circulation ved¬
ligeholdes imellem disse og Landsbyerne. d. e. Land¬
mændene og Bønderne fortære deres Penge i den
samme Omkreds, hvor de indsamle og fortiene
dem, og de give dem ikke saa snart ud, førend
de komme tilbage igien. Flytte derimod de store
Landmænd hen til eet Stæd, maae Konsterne og
Handelen flytte med dem; de andre Stæder blive
øde, og Circulationen standser.
Landmandens Velfærd beroer ikke mindre
paa Konsterne og Handelen. Uden disse skulde
han snart ødelægge sig selv, og tillige med sig
heele Landet, ved en skadelig Handel med Frem¬
mede. Af denne Forbindelse følge mange vigtige
Grundregler. Den første er den, at begge


108
Stænder maae ansee deres Fordeele som uadskille¬
lige; og den anden, som ikke er mindre vigtig,
er, at deres Grundregler desuagtet ere meget
forskiellige. Landmanden maae være Huushol¬
der, men ikke karrig. Jeg har viist tilforn, at
Grunden til hans Fortrin er, at han bør tiene
Staten med sin Formue; og den allermindste
Tieneste, som han kan giøre, er, at lade nogle af
sine Penge circulere for at underholde Vindskibe¬
ligheden i saadanne Ting, som forøge hans egne
Beqvemmeligheder. Efter den samme Grund¬
regel bør han søge Embeder i Staten mere for
Æren, end for at berige sig; og Staten maae
betale ham disse Tienester mere i Titler end i Penge.
Det er ikke nok; Staten bør sørge for at vedlige¬
holde en Formue, som anvendes til dens Nytte;
den maae give ham saadanne Privilegier, som
kunne tiene til at bevare hans Capital, og derfor
oprette Stamgods, forbyde Godsets Deeling og
dets Afhændigelse. Disse ere Herremandens og
Landmandens Grundregler. Men ingen af dem
passer sig til Borgerstanden; den arbeider kuns
paa sin egen Ødelæggelse, saasnart den vil efter¬
abe dem. Konsterne og Handelen udkræve Nøi¬
somhed og Sparsomhed; og hvem, som ikke vil
troe det, kan spørge Kiøbmænd i Amsterdam,
som eie Millioner, om det ikke er saaledes at
de have forhvervet dem. Disse Folk tiene ikke


109
Staten omsonst, og dersom de giorde det, tiente
de den slet, fordi de kunne ikke berige Landet uden
ved en Handel, som er fordeelagtig for dem selv.
De maae altsaa ikke søge Embeder og Titler, fordi
disse føre til Pragt og Bekostninger, og svække
deres Grundregler. De kunde ikke oprette Stam¬
gods, eller forlange saadanne Privilegier, som
gjorde det vanskeligt for deres Creditorer at søge
dem, fordi derved forspildte de deres Credit.
De kunne vel forlade Handelen, naar de have
samlet store Midler; men hvem skal da fortsætte
den? Prakkere, som have ingen Credit, som
handle med fremmede Penge, og betale store Ren¬
ter? Vil en Kiøbmand endelig forlade sin Stand,
maae det altid være ham tilladt; og der bør in¬
gen Værdighed være i Staten, hvorfra han ude¬
lukkes, fordi man holder ham for ringe dertil.
Men saadanne Exempler maae være rare; man
maae mage det saa, at kuns faa ønske det; og
det skeer, naar man ærer Standen selv. Jeg
veed vel, hvad vore rangsyge Borgere ville ind¬
vende. Herremændene, ville de sige, følge ikke
altid Grundreglerne af deres Stand; De ere snart
karrige, snart ødsle; de foragte vore indenlandske
Vare og forøde deres Formue paa fremmede; og
hvor mange ere der vel, som ville sætte noget af
deres egne Midler til i Statens Tieneste? Hvor¬
or skulle vi da altid følge vore Grundregler?


110
Det er at sige: den fierde Deel af vore Medbor¬
gere er allerede fordervet, hvorfore maae vi da
ikke ødelægge de andre tre? Ved saadan en Tæn¬
kemaade giøre vore ærekiere Medborgere dem
fuldkommen værdige til at sættes i Classe med for¬
dervede Herremænd, og til at oprette en nye
Stand, som er et Udskud af de andre, og be¬
staaer af Folk, der hverken tiene Staten med de¬
res Videnskaber, eller med deres Arbeider, eller
med deres Formue.
Den anden Classe af Middelstanden bestaaer
af dem, som dyrke Videnskaberne; men hvilke
ere de Videnskaber, som kunde fortiene, at den
fierde Deel af Staten, at en heel Stand opofrer
sig til samme? Hvad kunne de Lærde giøre for at
fortiene saa anseelig en Plads i Selskabet? De
skulde lære, siger man, og opfinde nyttige
Ting. At opfinde er vel ikke alles Sag; og
hvor meget skulde Verden ikke være fuldkomnere
end den er, dersom man i Almindelighed baade
vidste og giorde det, som allerede er opfundet.
At udbrede og indskierpe de gamle Sandheder,
er vigtigere for det menneskelige Kiøn, end at op¬
finde nye; Men for at udbredes maae de omklæ¬
des; de maae foredrages i saadanne Sprog, som
forstaaes af Mængden, og paa en Maade, som
skikker sig til Tiderne. Dette bliver altsaa et
af de Lærdes vigtigste Foretagender. Men hvilke


111
Sandheder er det, som de skulle lære? Uden
Tvivl de, hvorved Menneskene enten oplyses om
deres Pligter, eller lære at bruge Tingene til at
forøge deres Beqvemmeligheder. Behøve og
alle denne Kundskab? Ja, alle Stænder have
Pligter, og for at blive gode Mennesker og Bor¬
gere, behøve de at kiende sig selv, Gud, og de¬
res udvortes Forbindelser i Verden. Det er ikke
nok, at de kiende Pligterne; Man maae baade
give dem bevægende Grunde, og vise dem Mid¬
lerne til deres Opfyldelse. Saa megen Kund¬
skab behøve alle; og de, som skulle anføre andre,
Lovgivere og Dommere, de behøve endnu mere.
Disse Folk have ofte saa meget at giøre, at de
ikke altid have Tid nok til at tænke. De Lærde
burde derfor undersøge Grundene dertil, og giøre
dem Videnskaberne lette. Vore Beqvemmelig¬
heder udkræve og megen Kundskab, som de Lærde
ikke heller maae beholde for dem selv, dersom de
vilde, at man skulde ansee deres Orden for een
af Hoved-Stænderne i Staten. Det er ikke
nok, at de lære den høie Regnekonst og de ma¬
thematiske Videnskaber i deres Skoler, at de
samle nogle rare Fugle og Jnsecter i deres Cabi¬
netter, og giøre nogle Forsøg i deres lærde Sel¬
skaber. De maae tænke paa at oplyse vore Ager¬
dyrkere, Konstnere, Kiøbmænd, Krigs- og Søe¬
folk; at stifte gode offentlige Skoler for Ungdom¬


112
men i alle disse Stænder; at skrive gode Lære¬
Bøger i Modersmaalet, og at samle af de ma¬
thematiske Videnskaber, Naturlæren, Historien
og andre Videnskaber alt hvad der kan tiene til
Folkets Oplysning. Deres Medborgere troe,
dem ellers ikke, naar de sige dem saa manges
prægtige Ting om Videnskabers store og uskatter¬
lige Nytte for Staten.
Disse ere Grundreglerne af Lære-Standen.
Skulde vi undersøge, hvor vidt de Lærde have,
efterlevet dem? Maaskee fandt vi iblant dem alle
ingen uden Religionens Lærere alene, som troede,
at det var deres Pligt. Hvor store Fortienester,
har Christendommen endog i denne Henseende
af det menneskelige Kiøn? Hos hvilket Folk
Verden saae man før en Philosoph i hver Lands¬
bye, som, engang om Ugen i det mindste, er¬
indrede Menneskene om deres Pligter, og lærte
dem at kiende Gud og sig selv? Jeg siger en Phi¬
losoph, ikke fordi jeg troer, at alle vore Præster
ere Philosopher, men fordi jeg er vis paa, at
det, som den Enfoldigste iblant dem skriver uda
en Postil, giør mere Nytte, end mange af vore
latinske Lære-Bøger og Disputatser. Saa
frugtbare ere Sandhederne af den Christne Reli¬
gion; og lad os dog, som Patrioter, efter verds¬
lige Grunde alene, undersøge, hvor stort et For¬
trin dette giver vore Tider frem for de gamle.


113
De Sandheder, som man i Socratis Tid holdt
for guddommelige; den Philosophie, som man
sagde, at han havde bragt ned fra Himmelen;
det, som man maatte reise til Athenen, og for¬
staae Græsk, for at lære, det hører nu enhver
Nation paa sit Modersmaal; det prædikes i hver
Landsbye, det lære vore Bønder-Børn i deres
Catechismus; og disse arme Børn, mon de vel
havde lært at læse, dersom der ingen Religion
var? Dersom Christus ikke havde befalet sine
Disciple at gaae ud i al Verden, og prædike
hans Evangelium for alle Kreature, mon vore
sLærde havde da oversat nogle af deres Latinske
skære-Bøger? Mon de havde holdt det Umagen
værd, at fordanske nogle Sententser af Cicero
eller Seneca, og at holde moralske Taler i Mo¬
dersmaalet for vore Bønder? O! Nei. At
Geistligheden ikke har været saa paaholden, som
deres Ordens-Brødre, Juristerne, Lægerne og
Philosopherne, det maae vi takke Skriften for,
og denne skiulte de længe nok for os. Jndtil
euthers Tid havde man i Europa ingen Oversæt¬
stelse deraf, uden paa fordervet Latin; og dersom
Christus ikke saa udtrykkelig havde befalet alle
Mennesker at randsage Skrifterne, havde man
maaskee endnu ikke tilladt os at oversætte den i
vort Modersmaal. Naar ville vore Philosopher,
vore Lovkyndige, vore Mathematiker, disse Folk,


114
som ansee Religionen for saa ringe en Videnskab,
naar ville de engang tænke paa at giøre Verden
den samme Nytte, som vore Landsbye=Præster?
Nogle tale dog saa meget om Ypperligheden af en
Tilstand, hvori alle Mennesker vare Philoso¬
pher; J saadan en Stat, sige de, skulde man
først finde gode Mennesker og Borgere. Og
har man da i det mindste ikke Aarsag til at spørge
dem, hvorfor de selv giøre saa lidet til at ud¬
brede denne Philosophie? hvorfor de skrige saa
meget, saasnart man kuns taler om at foredrage
noget deraf i et Sprog, som Mængden forstaaer,
og paa en Maade, som er begribelig? Er det
Under, om de undertiden have Aarsag til at
klage, at deres Medborgere ikke skiønne nok paa
deres egne Fortienester, og paa Videnskabernes
Vigtighed? Hvor skulde de lære at kiende deres
Værdie, af den Regne=Bog, som vore Kiøbmænd
have læst i de Danske Skoler, af den Lovkyn¬
dighed, som de fleste Embedmænd have lært i en
Skriverstue? Latin forstaae de ikke; og have de
vel Tid dertil, dersom det er vist, at man maae
gaae saa mange Aar i Skølen for at lære det?
Om vore Lærde sagde dem nok saa tidt, hvor
megen Viisdom der ligger skiult i dette Sprog,
skulde de dog ikke kunde troe det, saa længe de see
saa liden Frugt deraf hos dem, der komme fra
Skolerne; saa længe de finde saa mange Lærde,


115
som hverken kunne føre en Regning eller skrive et
Brev. Jeg siger derfor endnu engang, at vore
Lærde i alle de andre Faculteter have meget at
giøre, inden de kunne fortiene saa stor Tak af
Selskabet, som vore Landsbye=Præster, ikke fordi
jeg troer, at Geistligheden endnu ganske har opfyldt
sine Pligter; men de have dog meget forud for
os andre. Nogle af dem have endog gjort det,
som egentlig tilkom vore Philosopher, vore Lovkyn¬
dige, vore Læger, og vore Historieskrivere. Og disse
have derfor ingen Aarsag at besvære sig, fordi man
har tilstaaet Geistligheden nogle Fortrin i Staten.
Eet er, at være Selskabet til Prydelse, et andet, at
være en umistelig og væsentlig Lem deraf. Til
det første kan det være nok, at betræde undertiden
et Catheder, og figurere i et lærd Selskab; Men
uden at giøre Staten en almindelig Nytte, har
ingen Ret til at betragte sig som en Stand; og
mange Lærde have derfor lige saa lidt Aarsag til
at misunde de rangsyge Borgere og fordervede
Herremænd deres Fortrin, som disse have Aarsag
til at foragte de Lærde. Men Geistligheden og
Bønderne kunde maaskee have nogle Aarsager til
at klage over dem alle.


116
No. 216.
Fredagen den 11 Februar. 1763.
D¬
ersom vi havde mange Levninger, af Alder¬
dommen, som indeholdte saa værdige Be¬
viis af det Nordiske Folkes gamle Tænkemaade,
som det Jslandske Haandskrift, kaldet det Kon¬
gelige Speil, (Speculum Regale) skulde vi være
de Lærde meget forbundne, som samlede, udgave
og oversatte dem i et mere bekiendt Sprog, end¬
skiønt dette endnu ikke var nok; Saa ypperlige
Monumenter om de Gamles Viisdom skulde
kuns vidne imod os, dersom vi lode os nøie med
at samle, hvad Fædrene for nogle hundrede Aar
havde tænkt, uden at giøre selv noget, som for¬
tiente at bevares til Efterkommerne. Men hvor
meget have vi da ikke at bebreide os, naar vi be¬
tænke, at efter saa mange Samlinger, som vore
Lærde have udgivet, af Brevskaber og Efter¬
retninger, som ikke fortiente andet end Forglem¬
melse, ere endnu nogle af de værdigste Levninger
af Alderdommen skiulte i Mørket? Hvad er dog
Lærdom uden Skiønsomhed og Smag andet end
et Magazin af unyttige og ilde sammenhængende


117
Ting, hvor man med stor Omhue bevarer det,
som fortiente at bortkastes, og bortkaster eller
udelukker det, som fortiente at bevares. Tviv¬
ler nogen derom, han læse kuns nogle af vore
lærde Samlinger. Forlange vi Beviis af For¬
fædrenes Grovhed og Vankundighed, af Cimbrer¬
nes Voldsomheder, og Normændenes Røven,
af Gothernes Riime- og Bygnings=Konst, O, da
have vore Lærde ingen Umage sparet for at følge
Fædrenes blodige Fodspor over heele Verden.
I Asken og Gruuset af de ødelagte Stæder have
de opreist evige Æremæler for Voldsmænd og
Røvere. Af saadanne Efterretninger have vi
ingen Mangel. Vore Lærde have meget mere i
dette Slags Arbeider været utrættelige. Men,
naar vi ville kiende Scandinaviens Jndbyggere
paa en anden Side, naar vi ville betragte dem
som det menneskelige Kiøns Lovgivere, som Fri¬
hedens Beskyttere, og som Stiftere af de fuld¬
komneste Statsforfatninger i Verden; Da vide
Romere og Franskmænd at fortælle os mere der¬
om end vi vide selv. Tacitus og Montesquien
maae lære os at forstaae Fædrenes Orakler, og
at sætte nogen Priis paa de Verker, som ellers
raadnede i vore Bibliotheker.
Vi skulde giennemblade mange af vore trykte
Samlinger, førend vi fandt et Monument af de
Gamles Tænkemaade, som kunde sættes i Ligning


118
med det, som jeg har nævnt. Halvparten der¬
af er allerede forgaaet, og Gud veed, naar
vore Elskere af Oldsager finde det Umagen værd
at lade Resten komme for Dagens Lys. En ung
Jslænder, som allerede ved andre Verker har
gjort sig fortient af Fædrenelandets Historie, har
meddeelt mig en Oversættelse deraf; og jeg finder
Jndholdet alt for vigtigt til at fortie det. Der¬
som de fleste Læsere ere af samme Tanker, som jeg,
at Haandskriftet er alt for vigtigt til at lade det
ligge, indtil de Lærde have oplyst hver en Tød¬
del deraf med lange Anmærkninger, skulde Over¬
sætteren maaskee lade sig overtale til at bekiendt¬
giøre det i et almindeligt Sprog. Og om han
end ikke fik Tak derfor af hans Landsmænd, tør
jeg dog forsikkre, at faa af vore Bøger skulde
blive læste med saa stor Begierlighed af Frem¬
mede.
Efter den almindelige Meening er dette
Haandskrift fra det trettende Aarhundrede, det
er at sige, fra en Tid, da man i de fleste Lande
i Europa ikke finder mange Spor af Fornuft og
Sædelighed; da Handelen og Konsterne vare
foragtede, Opdragelsen og Levemaaden grov,
endog iblant de Store, da Hofmænd og Krigs¬
folk ikke alene vare vankundige, men og foragtede
Videnskaberne; da de Lærdes Viisdom bestod i
en Latinsk Grammatik og den Scholastiske


119
Philosophie; og da de store Lys ved den høie
Skole i Paris vare Discipler af Petrus Lom¬
vardus, af Alexander ab Ales, med faa
Ord, da Hoben iblant de Nationer, som nu ere
de meest slebne, var ikke alene uvidende, men og
overtroisk i den høieste Grad, og da de Lærde an¬
vendte al deres Flid paa, at undertrykke den li¬
den Deel af sund Fornuft, som endnu var til¬
bage. Saaledes var Tilstanden i det øvrige Eu¬
ropa, da der lysede endnu høit op i Norden en
Straale af denne Fornuft, og da een af de Norske
Kongers første Ministre opofrede de sidste Aar af
sit Liv, til at undervise sin Søn om Menneskets
og Borgerens Pligter i de vigtigste Stænder.
Saadan en Samtale imellem en Fader og
en Søn er Jndholdet af det Kongelige Spell.
Samtalen er opskrevet af Sønnen. Jeg vil
anføre noget af Begyndelsen, hvoraf man kan
gjøre sig et Begreb om Planen af det hele Verk.
Jeg har givet Agt, siger han, paa alle de men¬
neskelige Foretagender, og undersøgt enhver
Stands Grundregler. Jeg saae strax en stor
Hob, som foer vild fra den rette Vei, og
tabte sig i Mørket og Udørkener. Efter at
have gaaet en lang Omvei, bleve de omsider
trætte; De havde ikke Styrke nok til at over¬
stige de Høie, som mødte dem paa Veien, og
de kunde ikke finde de Stier, som førte til den


120
ette Vei. Denne heele Hob blev fortabt.
Nogle bleve det af Vankundighed; de fandt
falske Veie banede, og sluttede af den store
Mængde, som betraadde dem, at de vare Lan¬
deveie. Nogle foere vild af Ladhed og For¬
sømmelse, andre, fordi de ikke kunde taale den
Spot og Forhaanelse, med hvilken de bleve be¬
gegnede af Mængden, naar de søgte en Vei
for sig selv. Andres Forvildelse kom af deres
egen Ondskab og Tilbøieligheder. Da jeg
saae disse Menneskers Laster, og Lasternes onde
Følger, overlagde jeg ved mig selv, hvad Vei
jeg skulde gaae. - - Og da min Fader endnu
levede og elskede mig, besluttede jeg, at spørge
ham til Raads. Han tog venlig imod mig,
og var villig til at meddeele mig sin Erfarenhed;
sær da han fornam, at jeg vilde spørge ham
om det Forborgne i de menneskelige Sæder.
Vi gik alle Stænder igiennem; han viiste mig
baade deres Dyder og deres Feil, hvad Vei
eg skulde gaae, og hvilke Afveie jeg skulde
vogte mig for. Vores Samtale begyndte fra
Kiøbmandsstanden; og da jeg havde faaet viise
og tilstrekkelige Svar om alt det, som angik
den, besluttede jeg at gaae videre. Jeg spurgte
om Kongernes, Fyrsternes og deres Ministres
Levemaade. Vi gik ikke heller Geistligheden
forbi; og tilsidst talede vi om Bønderne, og


121
dem, som dyrkede Landet. Denne Samtale
imellem min Fader og mig blev holdt i Overvæ¬
relse af nogle viise og anseelige Mænd, som
hørte baade mine Spørgsmaale og hans Svar.
De bade mig, at jeg vilde skrive dem op, for
at kunne blive andre end de Nærværende til
Nytte.
Det er ikke af Hovmod, siger han i det
følgende, at han kalder dette Skrift et Konge¬
ligt Speil; Det skeer kun, fordi den, som
elsker gode Sæder, og beflitter sig paa det Vel¬
anstændige, kan der see det, som i et Speil;
fordi Folket retter sig fornemmelig efter Hoffet,
hvis Exempel har megen Jndflydelse paa Sæ¬
derne, og fordi det er en Konges fornemmeste
Pligt, at elske og belønne de Gode, og at straffe
de Onde.
Begyndelsen af Samtalen viser, at baade
Faderen og Sønnen tænkte som retskafne Adels¬
mænd; og dersom denne Tænkemaade var arve¬
lig, hvor misundeligt et Fortrin var det da ikke,
at nedstamme af saadanne Forfædre? Da du
er min eneste Søn, siger Faderen, og vores
indbyrdes Forbindelse er saa vigtig, seer jeg
gierne, at du taler ofte med mig, og jeg vil
gierne svare dig paa alt, hvad du spørger mig
om. Sønnen taler derpaa om Faderens For¬
tienester af Riget, og om den Ære, som han


122
havde indlagt i mange vigtige Poster, som om li¬
ge saa mange bevægende Grunde til at træde i hans
Fodspor.  Da jeg er fød Arving til Eders Mid¬
ler, siger han, ønskede jeg og at arve noget af
den Viisdom, som Gud har givet Eder, at
J vilde undervise mig i de rette Grundregler,
og tillade mig at læse, hvad J har opskrevet.
Jeg skulde ellers kuns slet svare til Folkes For¬
modning, som efter Eders Død engang ville
vente at finde i mig en Søn, som ligner sin
Fader. Saadanne Spørgsmaale, svarer Fa¬
deren, vil jeg med Glæde baade høre og besvare.
Det skulde ellers have været mig til liden Trøst,
at jeg efterlod dig megen Rigdom. Dersom
du havde tænkt anderledes, vilde jeg ikke have
erkiendt dig for min Søn; men nu, da du sø¬
ger Viisdom, vil jeg vise dig, hvorledes du
kal finde den. Begyndelsen til al Viisdom,
siger han videre, er, at frygte den almægtige
Gud, ikke som en Fiende, men med en kierlig
Ærbødighed, ligesom Guds egen Søn un¬
derviste den, som spurgte ham, hvilket der
var det største Bud i Loven: Elsk Her¬
ken din Gud af dit ganske Hierte, og af
dit ganske Sind, og med al din Styrke.
Gud maae elskes over alle Ting, og kuns
frygtes, naar man har i Sinde at giøre
noget Ont; da man for hans Skyld bør


123
lade det, om man end ikke havde noget at frygte
af Menneskene.
Det er ingen Kors=Ridder, som taler, in¬
gen af de Tiders falske Helgene, som foragtede
de verdslige Videnskaber og Pligterne mod
Selskabet, for at giøre Pillegrims=Reiser, eller
indmuure sig i et Kloster, hvor man fordrev Ti¬
den med overtroiske Handlinger og lade Bønner.
Nei. Efter saa kort en Bekiendelse, i hvilken
der er mere af den Christelige Viisdom, end i
alle Lombards Sententser, haster han til Udøvel¬
sen af Pligterne; Naar du bygger alt dit Fore¬
tagende, siger han, paa denne Grund, som
er Gudsfrygt, er det got, at du lærer mange
Konster og Videnskaber. Disse kunne være
dig til megen Nytte i alle dine Forretninger,
enten du bliver Hofmand, Kiøbmand eller
Landmand.
Kiøbmand! er det en Adelsmand, een af
de første Ministre i Norge, som taler saaledes til
sin Søn? J et Aarhundrede, da Handelen var
saa ringe agtet i Europa, og da man i Tydskland
og Frankerige vandt adelige Friheder ved Faust¬
Retten; Kan da en Normand, en Adelsmand
af den Nation, fra hvilken Ærens og Frihedens
Geist i Europa nedstammer, kan han tænke nedrig
nok for at tillade sin Søn at blive Kiøbmand?
Ja, saaledes tænkte Normændene, de fulgte


124
paa den Tid endnu deres Kald; Søen var deret
Element, og det var disse Normænd, disse ade
lige Kiøbmænd, som kom Franske til at skielve,
som befriede Neaple fra Saracenerne, og erobre¬
de Engelland. Denne unge Normand følte,
at Naturen havde kaldet ham til noget bedre, end
at dræbe Tiden i et Forgemak.  Da jeg endne
er ung, siger han til sin Fader, har jeg Lyst af
gaae til Søes, for at see mig om i Verden¬
Jeg troer, at jeg ikke bør lade mig see ved Hof
et, førend jeg først har lært at kiende det men
neskelige Liv." Hvor beskeden er dog ikk
denne Normand. Unge Adelsmænd ere mi¬
omstunder ikke saa undseelige. De ere dristig,
nok til at vise sig for heele Verden, førend d
endnu kiende noget til dem selv. Men hvad
raader hans Fader ham, søger han ikke at sæt
Mod i ham? Siger han ikke, at det er nok a
være af Familie? Nei. "Endskiønt jeg selv,
varer han, har været en Hofmand, laster jeg
dog ikke Kiøbmandsstanden. Der ere mang¬
brave Folk i den Stand; men der er stor Før¬
skiel paa at være en ret Kiøbmand, og at væn¬
en Høker og Bedrager." Saa uanstændigt,
som Sønnen finder, at det sidste er for en Per¬
son af hans Stand, saa meget ønsker han at blive,
det første, og begierer derfor, at Faderen vil
sige ham, hvilke Egenskaber dertil udkræves.


125
Her ville vore unge Herremænd lee igien.
Er det ikke nok, skulde de sige, at en Adels¬
mand fornedrer sig selv, for at giøre Kiøbmands¬
standen den Ære at laane sit Navn til en Vexel
eller Contract? Skal han og giøre sig den Umage
at lære noget, skal han studere, for at blive Kiøb¬
mand? Hvor borgerlig, ja hvor barbarisk have
ikke disse Norske Adelsmænd tænkt? Er det Un¬
der, at Efterkommerne ikke meere kunde bevise de¬
res Adel, og at deres Vaaben ere omstøbte til
Skibs-Ankere og Plov=Jern? Men, mine unge
Herrer, saa barbarisk tænke endnu de Engelske
Mylords. Vel er det sandt, at Engelland er
det eneste Land, hvor heele Adelen tænker saa.
JFrankerig og Tydskland blev en forarmet Herre-
mand heller gemeen Soldat, end han lod sit
Adelskab sove i nogle Aar, om han og ved Han¬
delen kunde vinde Penge nok, for at kiøbe sig et
Hertugdom. Men imidlertid ere der dog endnu
i disse Lande og saa kloge Folk, som ikke kunne
begribe den fine Forskiel, som man giør imellem
at handle til Lands og at handle til Vands.
Kan det være en Adelsmand anstændigt, sige de,
at indlade sig i Brevvexling med Forpagtere,
hvorfor da ikke at indgaae samme Forbindelse med
Kiøbmænd i London og Amsterdam, som ere My¬
lords og regierende Borgemestere? Kan de,
uden at tabe deres Ahner, sælge Korn og


126
Tils¬
Smør, hvorfor da ikke handle med Klæde og
Silketøier?
Men hvorfor taler jeg om vore unge Adels¬
mænd alene? Hvor mange af vore Kiøbmænd ere
der vel, som troe, at de behøve at studere, og
at vide alt det, som denne gamle Minister udkræ¬
ver af sin Søn, alene for at giøre ham til en god
Kiøbmand? Sandelig, denne Samtale smager
af intet mindre end af Barbariet; og jeg finder
noget deri, som fortiente baade vore unge Kiøb¬
mænds og vore gamle Lærdes Opmærksomhed.
Men jeg maae være kort. Foruden en vidtløf¬
tig Beskrivelse af en Kiøbmands heele Forhold,
hvorved han især anbefaler ham de to vigtige Ting,
Oprigtighed og got Kiøb, formaner han ham
at læse alle Slags gode Bøger, meest saadanne,
som kunde lære ham at kiende Verden, at for¬
skaffe sig en fuldstændig Kundskab om Lovene,
og at lære fremmede Sprog, især Latin og Jta¬
nensk. Disse Sprog, siger han, maae du
endelig forstaae vel, fordi de ere de alminde¬
ligste; men du maae derfor ikke forsømme dit
eget Modersmaal." Han raader ham paa
et andet Sted endog til at legge sig efter Vel¬
talenheden, og at beflitte sig paa en god Stiil,
som noget, der er fornødent for en Kiøbmand.
Derefter forklarer han ham alt, hvad efter de Ti¬
ders Jndsigt var nyttigt at vide for en Søemand;


127
hvorledes han best kunde bevare Skibet og Godset.
Han taler med ham om Solens Gang og dens
Virkninger, om Vindene, om Ebbe og Flod,
om de adskillige Climater, om Aarets Tider og
Dagenes Længde paa adskillige Steder i Verden.
J alle disse Samtaler er meget merkværdigt,
naar man maaler det med Tidernes Jndsigt, men
kuns lidet, som kunde oplyse vore Søefolk. Om
disse fandt noget at lee af, vilde jeg ikke undre
mig derover; den mindste Cadet forstaaer vist
meer af Søevæsenet, end denne gamle Norske Mi¬
nister. Havde dog vore unge Hofmænd og Kiøb¬
mænd saa god en Grund til at foragte de Gamle?
Derefter følge adskillige Historiske Efterretninger
om fremmede Lande, som ere fulde af selsomme
Fabler. Men vore nye Philosopher skulde og
have deres Tid til at lee; Det bliver derfor dog
vist, at det ikke er Philosophien, men Historien,
Handelen og Skibsfarten, som har lært os at
kiende Verden bedre. Uden disse Hielpemidler
skulde man endnu kunde bilde en Metaphysicus
ind, at der vare Lande til, hvor smaa Dverge
reede paa flyvende Drager; thi hvorledes vilde
han vel af almindelige Grunde bevise Umuelig¬
heden deraf?
Jeg skulde og tale noget om Hof=Levnet.
Den anden Deel af Samtalen indeholder en For¬
maning til en ung Hofmand; men ere Sæderne


128
ikke siden den Tid saa forandrede, at alt dette ef
til ingen Nytte? Maaskee. Men det er dog
artigt at vide, hvorledes unge Folk da bleve an
førte; Jeg veed i det mindste ikke noget af heel
Alderdommen, som skulde være mere interessant,
Lad være, at man ikke fandt andet deri, end
nogle almindelige Lærdomme om Dyden. Man
kan dog altid undskylde Forfatteren dermed, at
han levede paa en Tid, da man endnu ikke holdt
det for ganske forgieves, at moralisere i den store
Verden. Han udkræver tre Ting af en Hofmand:
Forstand, gode Sæder, og Høviskhed.
Ved Forstand forstaaer han Veltalenhed og
Forsigtighed; at kiende Mennesket, dets adt
killige Tænkemaade og Sæder; at skiønne, om
Folk ere redelige, og meene hvad de sige eller en
at forstaae Lovene, og kunde dømme om deres
Grunde og Billighed; at vide, hvor vidt det er
tilladt at give efter i en Sag, hvad man selv
tør begiere, hvad man bør tilstaae andre, og
vad Ære og Velanstændighed tillader. Jeg
overlader til vore unge Hofmænd at prøve selv,
hvor vidt dette Begreb passer sig paa det, som
man nu omstunder kalder Klogskab og Forstand;
Thi hvad vore Philosopher angaaer, da veed jeg
vist, at de bleve meget forlegne, om man for¬
langte, at de skulde lære os saadanne Ting i deres
Logik. Det Capitel, om gode Sæder, vil


129
jeg gaae reent forbi, og lade mig nøie med at an¬
merke, at Forfatteren derved ikke forstaaer Ma¬
nerer, men nogle af Hiertets Egenskaber. Det
udvortes Forhold kalder han Høviskhed, og
derom siger han saa meget, at man ikke kan tvivle,
at han jo har været en meget galant Mand i sin
Tid. Hans Agtsomhed gaaer saa vidt, at han
endog fortæller, hvorledes man skal bære sin
Kappe og sin Hat. Men Sæderne forandre sig.
Der kommer en Tid, da man skal lee af vore
Moder, og dette Capitel duer kuns for Elskere
af Alderdommen. En besynderlig Anmerkning
finder jeg om Oprindelsen til det Ord Hofmand.
Vore Sprogkyndige skulde maaskee takke mig
derfor. Hofmand, siger han, eller Hirdmand,
betyder en agtsom Mand, som giør sig fornuftige
Betænkninger over alt, hvad han seer og erfarer.
Men mange, legger han til, bære denne Titel
som et Øge=Navn. Og unge Hofmænd, som
troe, at de lære at kiende Verden bedre i et For¬
gemak, end af den heele Historie, ligner han
snart ved dem, som reiste til Jerusalem, og vidste
ikke at fortælle andet end Eventyrer, naar de kom
tilbage; snart ved unge Discipler, som bilde sig
ind at være Høilærde, saasnart de komme af
Skolen.
De to sidste Deele af dette betydelige Haand¬
skrift ere forlorne; De handlede om Geistlig¬


130
heden og Bondestanden. Om den sidste af
disse Stænder have de Lærde sielden bekymret sig;
men i Henseende til de første, maae det dog være
os tilladt at spørge, hvorfor de, som have samlet
saa mange Kloster=Krøniker, alene for at fylde
deres store Bøger med lange og kiedsommelige
Registre af Munke, hvorfor de have ladet saa
vigtig et Haandskrift forgaae? Smagen er dog
ikke Skyld i dette Tab: Tvertimod; hvor liden
Fortieneste det end er at samle, saa lader det dog,
ligesom og dertil udkrævedes nogen Smag. For
mig maae man lade trykke saa mange Samlinger,
som man vil; Jeg troer altid, at det er bedre at
giøre noget, som ikke er meget vigtigt, end at
giøre slet intet: om man og ikke giorde andet,
end betalede Afskriveren og Bogtrykkeren. Saa
megen Smag ønskede jeg kuns dem, som samle,
at de ikke søgte i Feieskarnet efter Papirer til at
trykke, saa længe der endnu ere saadanne utrykte
Haandskrifter til, som dette, og at de ikke af
Frygt for at begaae smaa Feil i Udgivelsen eller
Oversættelsen, lode vigtige Verker ligge saa længe,
indtil Tiden reent fortærede dem.


131
No. 217.
Mandagen, den 14 Februar. 1763.
T¬
ør jeg vel driste mig til at fuldføre Coelies
Portrait? Pope holder intet saa vanskeligt,
som at male Fruentimmer, og han var dog saa
stor en Mester i denne Konst. Hvor megen Styr¬
ke er der ikke i de Portraiter af Kiønnet, som fin¬
des i et eneste af hans Breve. Jngen kan næg¬
te, at de jo ere Mesterstykker; Men dersom vi
troe Mesteren selv, da ere Originalerne alt for u¬
stadige dertil. De forandre sig under Arbeidet
selv, og antage tusende nye Skikkelser, førend
det er mueligt, endog for den flygtigste Pensel,
at fuldende det første Portrait. Om de Engelske
Originaler kan det maaskee være sandt; men jeg
troer ikke, at der er et Land i Verden, hvor Fru¬
entimmeret ligner sig selv mere end hos os. Det
Overordentlige er i alle Henseender rart; og der¬
som det er sandt, at man hos de Nationer, hvor
det er mere almindeligt, finder ti afskyelige Ca¬
racterer mod en fortreffelig, da kunne vi sige, at
det Godes Tab hos os oprettes rigelig ved det On¬
des Mangel. Lyksalige Middelmaadighed! bliv


132
fremdeles et Mønster for vore Skiønheder, og
det høieste Maal for vore Forfattere; og førend
der nogen Tid skulde opstaae iblant os saadanne
Furier, som Flavia, Rufa, Silia, Papilig,
Calypso, Narcissa, Philomede og Chloe, saa
lad før vores lyksalige Øe aldrig frembringe saa¬
dan en Skribent som Pope, og saadan en Engel
som hans Veninde! Læserne skulde uden Tvivl
ønske det samme, naar de have læst følgende Brev
af Pope.
S. T.
Jntet er saa sandt, som hvad De engang ha¬
ver sagt, at de fleste Fruentimmer haver slet in¬
gen Caracter. Kiønnet er alt for bøieligt til at
antage nogen bestandig Tænkemaade; og man
kiender dem best fra hinanden paa den brune, sor¬
te og hvide Farve. Hvor mange Malerier seg
vi ikke ofte af en eneste Nymphe, hvilke, hvor
ulige de end ere, dog alle ere sande. Grevin¬
den af Arcadien, som her viser sig i sin fulde
Pragt, lader sig hisset tilsyne som Pastora ved en
Kilde. Flamia, som man her seer smile saa ven¬
lig til hendes kiere Mand, er hisset en nøgen Le¬
da med hendes Svane. Lad en Skiønhed med
udslagne Haar og opløftede Øine, som Magdale¬
ne, paa en rørende Maade beklage sig: eller lad
hende vise sig med en Coecilies venlige Mine midt


153
iblant smilende Engle, Palmer og Himmelske
Harper. Naar Daarligheden bliver Romansk,
maae den male. Den maae forestille en Skiøn¬
hed, enten som en Synderinde, eller som en Hel¬
gen. - - Kom derfor, bered Farverne og
Grunden; mael hende i Luften; Vælg en fast
Skye, og førend den forgaaer, saa mael Cyn¬
thia derpaa; Giør det snart i dette Minut, og
førend hun endnu forandrer sig.
Rufa, hvis spillende Øines Straaler træk¬
ke enhver hoppende Spradebasse til sig, passer li¬
ge saa lidt til den Rufa, som studerer i Locke,
som Saphos Ædelsteene til hendes smndsige Lin¬
net, eller som den Sapho, der gaaer hiemme
indsvøbt i en gammel Salope, til den Sapho,
hvis Pragt drager alles Øine til sig paa en Aften¬
Maskerade. Ligesom de Jnsecter, der om Mor¬
genen begynde deres Liv i Skarnet, og ved So¬
lens Nedgang skinne, brumle og besmitte alle
Ting.
Hvor mild er Silia, hun vil saa nødig for¬
tørne nogen. Hun er den Feilendes Talsmand,
og den Svages Støtte. For hende har Calliste
tilstrækkelig nok beviist sin Uskyldighed, og den
gode Simplicius finder sig altid vel ved hendes
Raad. Hun skiender; raser: og det saa hastig?
Jeg veed vel, hvad J vil sige; Men J giør hen¬
de Uret: Sma drikker ikke, ales Øine kunne


134
see, hvoraf denne hastige Forandring kommer-
Af et Kop=Ar paa Næsen.
Papilia, som nu er bleven gift med sin for¬
elskte Galant, sukker efter Skygge. - O! hvor
angenem er dog ikke en Lyst=Skov. - Lyst=Sko¬
ven bliver kiøbt: dog seer man den Skiønne end¬
nu bade sig i Taarer. - De slemme Træer ere
Skyld deri.
Fruentimmer ligne de indsprængte Tuliper.
De have deres Foranderlighed at takke for den
halve Deel af deres Behageligheder. Ved de¬
res Feil blive de først skiønne, og ved deres Svag¬
heder angenemme. Deres lykkelige Pletter ind¬
tage de fineste Kiendere. Ved saadanne Mid¬
ler allene var det, at Calypso fordum satte alle
Hierter i Bevægelse. Hun forhvervede Høiag¬
telse uden Dyd, og indtog uden Skiønhed. Hen¬
des Tunge fortryllede andre paa lige saa besynder¬
lig en Maade, som hendes Øine. Hun var min¬
dre vittig end beqvem til at efterabe alting, og
hun var dog mere vittig end viis. Hun havde
ganske fremmede Behageligheder, og endnu me¬
re fremmede Jndfald. Hun var just saaledes,
som hun maatte være, for hverken at være ganske
hæslig, eller ganske taabelig. Hun var aldrig
mere vis paa at opvække vore Passioner, end just
da, naar hun syntes at nærme sig til Grændserne
af det, som vi alle hade.


139
Narcissa er af Naturen temmelig from. Hun
skulde vel neppe lade et Barn sveede, af Frygt
for at faae alt for stor en Tvet. Det er nu først
bleven bekiendt, at hun engang har baade opfyldt
en Elskers Ønsker, og betalt en Kiøbmand den
heele Regning, for at sætte dem begge i Forun¬
dring. Man saae hende i en meget tarvelig Klæ¬
dedragt uddeele Almisser til Paaske, og for et
lystigt Jnfalds Skyld gjorde hun engang en fat¬
tig Enke lykkelig. Hvorfor siger man da, at
hun ikke er godhiertig? Hvorfor tale alle ilde om
hende; da hun dog giør sig saa megen Umage for
at fortiene et got Rygte? Hun er hengiven til al¬
le Vellyster, og dog en Slave af Folkes Eftertale.
Snart fordyber hun sig i Taylor, og i Bogen om
Martyrerne; Snart drikker hun Punch med de
unge Lords. Et Øieblik kommer Samvittighe¬
den hende til at gyse, og i et andet brænder hun
af Begierligheder. Hun er vexelviis snart en
Atheist, og snart en Skinhellig. En fuldkom¬
men Hedning efter Kiødet, og dog i Hiertet en
bedrøvet Christen.
See Synden i sin største Pragt, hvor Ma¬
jestætisk er hun ikke midt i sin Drukkenskab.
Stolt, som en Dame af Stand, og stoltere end
en Maitresse. Kydsk mod hendes Mand, og
fræk mod alle andre. Frugtbar, saa længe hun¬
er Maitresse, og ufrugtbar, saa snart hun bliver


130
Kone. Dog, det er hendes Kiød og Blod alene,
som er Skyld deri: Hendes Hoved, dette For¬
nuftens ædle Sæde, bliver ubesmittet. - Saa¬
ledes tænker hun i det mindste i Dag. En anden
Gang, naar det falder hende ind, synder hun
med Poeten, alene af Kierlighed til Vittighed.
Og skulde der vel være noget, som ikke engang
havde optændt hendes Hierte, og hendes Jndbild¬
ningskraft? Cæsar, saavel som Heydukken, Her¬
ren, saavel som Tieneren. Ligesom Hennd,
der nyelig opkastede sig til Dictator ved et Giæste¬
bud, som alene kiendte den høie Smag, snart
dadlede Viinen, snart Retterne, og dog hiemme
i sit eget Huus tager til Takke med et Smørre¬
Brød. Saaledes er og Philomede. Hun vil
lære alle Folk at elske med Fornuft og med Smag,
og er dog selv nedrig nok, for at vælge et forag¬
teligt Kreatur til sin Galant.
Flavia er vittig, men alt for klog til at bede.
Det er kuns en Mode, at hun dadler det, som
vi ønske, eller som mangler os. Hun beder ikke
til Gud, men til hendes Stierner, at de ville
skienke hende den store Lykke at leve, siden Skieb¬
nen vil saa have det. Til en anden Tid ønsker hun
sig kuns Døden, denne Sovedrik for Sielen,
Lucreties Dolk, og Rosemundes Giftbægere.
Siig mig dog, hvad kan være Aarsag til denne
Svaghed i Sindet? En Elsker, som er for


13,
ustadig, eller en Ægtemand, som er alt for god.
Den kloge Ulyksalige! Hendes Fornøielse er alt
for fiin til at behage. Hun har for megen Geist
til at være nogen Tid roelig. Hun er for flygtig til
at tage mod Underviisning. Med alt det, som
kan skaffe hende Fornøielse, tilkiøber hun sig kuns
Hiertesorg, og døer alene af en alt for heftig
Begierlighed til at leve.
Men lad de Vittige fare, og betragt engang
Simos Kone: Eller betragt den Person, som
bekiender alle sine Feil, men retter ingen af dem,
fordi hun er oprigtig, og den beste Veninde af
Verden. Betragt hende, som anvender den
halve Deel af sit Liv paa at gaae i Kirken, og
den anden halve Deel paa at give andre Forar¬
gelser; som er altid beskieftiget, enten med en
heftig Passion, eller og med Bønnen; eller og
den, som til en Tid nægter Helvede, og til en
anden ønsker, at der ikke var saadant et Sted
til! Eller og den, som vexelviis er snart for ly¬
stig, snart for søvnagtig, enten drikker Ratasia,
eller og bader sig i Taarer; som om Dagen tager
noget ind for at sove, og som drikker om Natten,
for at fordrive de to Fiender af det smukke Kiøn,
Tiden og Fornuften. Et Fruentimmer og en
Nar ere to Ting, som ere vanskelige at treffe;
fordi det, som slet ingen Hensigter har, giør os
mere forvirret end den største Vittighed.


138
Til at male saadanne Portraiter, som dette,
bruges ingen stadig Haand, ingen visse Træk.
Nogle dunkle Skatteringer, ukiendelige Farver,
og flygtige Streger kunne alene treffe det. Thi,
hvorledes skulde man kunde udrette det med de
sædvanlige Farver? Er Sort og Hvidt nok til
at male en Camæleon?
Men Chloe var dog uden alle Feil? J hen¬
des Person foer Naturen ikke vild; den glemte
kuns sig selv. Siig, hvad fattes da Chloe, som
har alt, hvad der behager, og hvad der er
klogt? - Hun har intet føleligt Hierte. Hun¬
taler, hun opfører sig, som hun bør; men hun
har endnu aldrig havt en ædel Tanke. Dyden an¬
seer hun for en alt for besværlig Beskieftigelse, og
hun er tilfreds, naar hun kan iagttage Velanstændig¬
heden. Hun er alt for fornuftig og ubevægelig
til enten at elske eller at blive elsket; og hun kan
tage mod de største Kierligheds Forsikkringer af
hendes Mand, uden at blive saa henrykt derved,
at hun ikke skulde merke alle Figurerne paa nogle
nye Ostindiske Zirtser. Og naar hendes Ven er
i den dybeste Sorg, har hun dog sine Tanker
nok samlede, for at bemerke, hvor meget den ene
Stof er finere end den anden. Det er langt fra,
at hun nogen Tid skulde ville skiule en Velgierning
eller en Geld, -- men hun kan nok glemme
det. Jkan sikkert betroe hende alt, hvad J veed,


139
hun skal ikke røbe noget deraf; men vent ikke, at
pun betroer eder noget igien! Hun fortaler ingen
af hendes Bekiendtere; men det foruroeliger
hende ikke heller, om hun saae dem alle i den
største Ulykke. Vil Chloe vide, om J er levende
eller død, da befaler hun sin Tiener at erindre
hende derom. Chloe er klog - og vil J være
saa klog som hun, maae J ikke sørge for meget,
om Chloe døer.
See, hvor Verden belønner sine gamle Tie¬
nere. Efter en Ungdom fuld af Vellyster føl¬
ger en Alderdom fuld af Uvished. De vare
skiønne uden at have noget vist Forsæt, listige
uden Hensigter, unge uden Elskere, og gamle
uden Venner. Deres heele Fornøielse var at
omgaaes med Spradebasser, og de fik en Nar at
leve med. De vare latterlige, medens de levede,
og saa snart de vare døde, bleve de forglemte.
O! hvor lykkelig er hun, som har et ædelt
Hierte, hvis uformørkede Soel skinner alle Dage
lige mildt! Hun, som og kan finde Behag i
hendes Søsters Yndigheder, og som uden Mis¬
undelse kan høre, at man roser hendes Datter.
Hun, som aldrig svarer, saa længe hendes Mand
er hidsig, og som, endskiønt hun regierede ham,
dog ikke lod sig merke dermed; Hun, som indta¬
ger lige saa meget, naar hun øver et Slags Her¬
skab, som naar hun nedlegger det; og som er meest


140
munter, naar hun adlyder. Hun, som lader
baade Mode=Narrene og Lykken gaae, hvorhen
de ville, og som ikke agter Tab i Spil; Hun,
som aldrig er fortredelig eller kuurvurren, og
som kan styre sig selv, om og hendes allerskiønneste
Porcellain blev sønderbrudt.
Hos Mandspersonerne finde vi adskillige her¬
skende Passioner. Fruentimret regieres af to,
som deele det heele Kiøn i to Classer. Naar disse
engang ere fastfatte, adlyde de dem tidlig og sildig.
Disse ere, Lyst til at fornøie sig, og Lyst til at
regiere. Hiin giver Naturen selv Anledning til,
og, saa vidt Hensigten deraf er kuns at behage os,
hvorledes kan den da synes at være en Feil? Denne
lære de af Erfaring; thi da de blive undertrykte
af Mandfolkene, saa søge de det sidste, for ikke
ganske at tabe det første.
Og dog maae De troe mig, hvordan det
end gaaer, er Fruentimmeret altid en Art af Mod¬
sigelse. Naar Himmelen giør alt, hvad der er
mueligt, for at pryde sit sidste og beste Verk, giør
den kuns en blødere Mandsperson. Den laaner
af hvert Kiøn noget, for at lyksaliggiøre denne
sin Yndling. Den blander Fruentimmerets Lyst
til Fornøielse med vores Drift til Roe. Den
foreener, tvertimod alle Regler, den Smag, som
de Skiønne finde i smaa Daarligheder, med den
Foragt, som vi vise mod Daarerne selv. Den


141
forbinder Alvorlighed med et frit Væsen; Forstil¬
lelse med Oprigtighed; Dristighed med Sagtmo¬
dighed; Beskedenhed med Stolthed; faste Grund¬
regler med en flygtig og levende Jndbildnings¬
kraft; Den blander alt dette tilsammen, og giør
deraf, 
Dem, Min Veninde.
J det følgende Blad følger en Fortsættelse af
Coelies Historie; Den hører ikke til det Overor¬
dentlige, men til det Middelmaadige. Saa
meget som Beskrivelsen er ringere end Popes, saa
meget fattes der og i, at Coelie er enten saa gud¬
dommelig en Skabning, som Popes Veninde,
eller saadant et Udyr, som de andre.
No. 218.
Fredagen, den 18 Februar. 1763.
M¬
ine Forældre døde, og efterlode mig en an¬
seelig Formue. (saaledes foer Coelie fort i
hendes Historie*) Man talede om mig, som
om et fordeelagtigt Partie, og jeg fik paa eengang
*) See No. 198.


142
mange Friere, som enten ikke havde Leilighed nok
til at see mig, eller ikke torde melde sig, saa læn¬
ge mine Forældre endnu levede. Det er en Lyk¬
ke for den Pige, sagde man, at de Gamle døde
saa tidlig. De havde ellers fordærvet hende, og
spildt hendes Lykke. Jeg kom i de sidste Aar me¬
get sielden ud. Min Moder brugte mig i Huus¬
holdningen, og min Fader frygtede, at jeg skul¬
de fatte Tilbøielighed for nogen, og giøre et slet
Partie. Hvad han forstod derved, kan J selv
slutte af denne Formaning, som han ofte gav mig:
See dig vel for, Coelie. Agt ikke paa det
Glimrende, men paa det Solide. Gift dig
hverken af Kierlighed eller Ærelyst. Kierlig¬
hed er blind, og man kan ikke leve af Folkes
Gunst. At lade sig indtage af nogle nøgne For¬
tienester, er lige saa daarligt, som at forgabe
sig i et smukt Ansigt, eller i en Titel. Vær
saa fornuftig, som din Moder, tag en Mand,
som har noget til Beste, og som er en god Huus¬
holder. Troe mig, min Datter, jeg elsker
dig alt for høit, til at ikke græmme mig til dø¬
de, om du gav dit Hierte bort til en Mand,
som adspredede hvad jeg har samlet." Saa¬
ledes talede min Fader; og saa længe jeg endnu
ikke vidste, hvad Kierlighed var, troede jeg ham
saa vel, at jeg holdt den Datter for at være me¬
get utaknemmelig, som kunde elske en anden Per¬


143
son, end den, som han vilde unde sine Penge.
Men tilsidst, Kiere Tilskuer, tænkte jeg ander¬
ledes. Jeg fornam, at Kierlighed ikke er saa blind,
som man siger; den giorde mig i det mindste viis
nok til at finde ganske andre Hensigter i min Fa¬
ders Formaninger. Det er hans Penge, tænk¬
te jeg, og ikke mig, som han elsker. Jeg troe¬
de derfor, at jeg var berettiget til at sørge for
mig selv.
Min Moder, syntes mig, var noget billi¬
gere i hendes Domme om Ægtestanden. Saa
vidt var hun vel enig med min Fader, at en riig
Mand var bedre end en klog Mand, og at en
oplagt Capital i rede Penge, som aarlig formee¬
res, giør mere til et lykkeligt Ægteskab, end tive
Aars Fortienester, samlede i den vigtigste Betie¬
ning; Men hun vilde dog gierne have en Svi¬
ger=Søn, som hun kunde have Ære af: Du
er kommen af got Folk, Coelie, sagde hun,
alle dine Slægtninger paa Mødrene Side vare
Skikkelige Folk af tredie og fierde Classe. Mi¬
ne Forældre havde mange Børn, ellers havde
de vel ikke givet mig til en Kiøbmand. Du
er eneste Datter, og har derfor ikke nødig at
kaste dig bort. Din Fader var en god ærlig
Mand; han har sat os saa vel, at baade du
og jeg har Aarsag til at takke ham, saa længe
vi leve. Men du veed nok, at han havde sit


144
Hoved for sig selv: Han kunde lige saa vel være
bleven noget, som andre; men fordi han nu ikke
har villet være andet, derfor er det ikke sagt,
at hans eneste Datter, som baade er en smuk
og en riig Pige, skal tage en Kiøbmand, en
Præst, eller en anden slet og ret Bestillings¬
mand uden Caracter. Jeg kunde ærgre mig
paa dine Vegne, om saadanne Folk engang va¬
re saa næseviise, at de torde vegiere dig.  Saa¬
ledes talede min Moder, og hendes Tænkemaade
var saa vel bekiendt iblant Folk, at saa længe hun
levede, meldte ingen Frier sig, som havde en
ringere Caracter end min Sal. Morfader. Men
de fleste bleve afviiste, fordi min Fader fandt, at
de ikke kunde leve efter deres Stand, uden at for¬
bruge aarlig noget af mine Renter. Tilsidst
forsvandt de ganske, og i det heele sidste Aar,
som mine Forældre levede, var der ikke een, som
meldte sig hos dem. Al Leilighed til Omgang
blev mig og saaledes betagen, at en Mandsper¬
son, som tænkte vel, ikke let kunde finde nogen
anstændig Anledning til at vinde mit Hierte. Cli¬
tander var den eneste af mine første Bekiendtska¬
ber, som havde rørt mig; men mine Forældre
afskaare ham siden al Tilgang saaledes, at han
maatte lade sig nøie med at gaae hver Dag for¬
bi mine Vinduer, og giøre mig en dyb Hilsen.


145
Denne Medfart af mine Forældre syntes mig
saa meget des haardere, som jeg tilforn havde væ¬
ret vant til megen Frihed. Jkke desmindre gik
deres Død mig virkelig nær til Hierte. Jeg kun¬
de ikke taale, at nogen vilde trøste mig med min
Arv, eller tale om den Frihed, som jeg nu
var kommen i. Vanen havde gjort mig den stør¬
ste Tvang saa nødvendig, at jeg betragtede mig
selv som et raadvildt og forladt Barn. Den rin¬
geste Omstændighed var nok til at erindre mig om
mine kiere Forældre. Naar jeg, f. Ex. ikke kun¬
de blive enig med mig selv, hvorledes jeg den
Dag skulde klæde mig, beklagede jeg med de bit¬
treste Taarer, at jeg maatte savne min Moders
Raad; jeg takkede hende i hendes Grav for hvert
Øresigen jeg havde faaet, og havde gierne taget
flere endnu, dersom jeg kunde have kaldet hende
tilbage igien. Til min Faders Ære og Afmin¬
delse giorde jeg helligen det Løfte hos mig selv,
at ingen af hans Pengeposer eller Obligationer
skulde komme i nogen Øderes Vold. Jeg skul¬
de før, sagde jeg ved mig selv, aldrig gifte mig.
Saa dybt sørgede jeg i otte Dage. Siden lod
jeg mig trøste igien. Det smukke Selskab, som
kom hver Dag til mig i Sørgestnen, hialp meget til
at forslaae Tankerne. Clitander var en af de før¬
ste, som indfandt sig, for at tage Deel i min Sorg.
J de første Dage foragtede jeg alle Prydelser; jeg


146
klædede mig uden nogen Agtsomhed, og kunde
ikke blive sørgelig nok; men, saasnart saae jeg
ikke Clitander, førend jeg blev undseelig, og øn¬
skede hemmelig hos mig selv, at jeg havde været
bedre klædt. En gammel Jomfrue, som gierne
vilde være ung endnu, havde nyelig klaget over
den slemme Mode, at man skulde sørge saa længe
for sine Venner. Det Sorte, sagde hun, er
en hesselig Farve; Jntet klæder Folk saa ilde,
som Snip og Top. Jeg hørte det første gang
med en fuldkommen Ligegyldighed; men da Cli¬
tander kom ind, og hun begyndte at snakke om
det samme igien, blev jeg saa fortredelig derover,
at jeg troer, at man kunde merke det paa mig.
Clitander kunde selv ikke have ønsket sig en bedre
Leilighed, til at forbinde mig. Han beviste af
mit Exempel, hvor fordeelagtig den sorte Farve
var for de ægte Skiønheder, og dette rørte mig
saa meget, at jeg baade glemte min Sorg og For¬
trydelse. Med faa Ord, hans Samtale giorde
allerede saa megen Virkning paa mig, at jeg, fra
den Dag af, burde have søgt at undgaae ham.
Men, jeg vidste endnu ikke, at et Fruentimmer
kunde paa engang baade elske og foragte en Mands¬
person. Man havde fortalt mig saa meget Ont
om Clitander, at jeg virkelig foragtede ham, og
havde fast besluttet hos mig selv, aldrig at ægte
ham; Derved troede jeg mig sikker nok, og gav


147
saa lidet Agt paa mit eget Hierte, at han indtog
det, førend jeg merkede det selv. Fordi man i
Omgang, tænkte jeg, kan lide en Mandsperson
fremfor en anden; fordi man heller vil behage
ham end andre, derfor er det ikke just sagt, at
man vil have ham til Mand. Mine Forældre,
sagde jeg ved mig selv, kunde tænke saaledes;
men jeg kiender jo dog mit eget Hierte: om jeg
fandt Clitander nok saa behagelig, har jeg jo dog
fast besluttet, at jeg ikke vil gifte mig med ham.
Det varede ikke længe, førend jeg fornam,
hvor lidet et ungt Fruentimmer kan forlade sig paa
sine egne Beslutninger. Clitander søgte ofte Lei¬
lighed til at see mig, og jeg troede mig sikker nok,
for ikke at skye ham, endskiønt mit Hierte sagde
mig tidlig, at jeg ikke kunde leve fornøiet uden
ham. Jeg fordømte selv min Passion, jeg skam¬
mede mig ved at tilstaae den for mine fortroeligste
Venner. Saa ondt var hans Rygte, og dog
var det blotte Forsæt, at skye ham, nok til at giøre
mig nedslaget. Saa heftig var allerede min
Kierlighed! Hvad man ønsker, det finder man
let Grund til at haabe. Fornuften maae enten
være Herre eller Slave. Den bliver ikke længe
ligegyldig, naar den ikke meere regierer vore Pas¬
sioner, hykler den for dem og tiener dem. Man
tillagde Clitander store Laster. Nogle af dem
kaldede jeg i Tvivl, fordi jeg fandt, at et beha¬


148.
geligt Væsen er i de flestes Øine alt for stor en
Fortieneste, til at ikke finde mange Misundere.
Det er Fruentimmerets bifald, sagde jeg, som
paafører ham disse Forfølgelser, og maaskee er jeg
selv til deels Skyld deri. Nogle Feil undskyldte
jeg med hans Kiøn, Stand og Tidernes Mode;
De største, haabede jeg, skulde forgaae med Al¬
deren. Jeg troede mig selv stærk nok til at rette
dem. De øvrige fandt jeg at være meget smaa
imod hans Behageligheder, og nogle udøvede
han med en Frækhed og Forfængelighed, som
tiente endog til at giøre ham angenem. Kort,
jeg fandt Clitander behagelig nok til at foredrage
ham for alle mine Friere. Da Hiertet først var
indtaget, søgte jeg forgieves Raad hos Fornuften;
den stod i en hemmelig Forstaaelse med min Fiende.
Jeg burde have merket før, at jeg var for svag
til at modstaae, og at det ikke var Tid mere at
segte, men at flye.
Hvad Fornuften ikke formaaer, kunne Pas¬
sionerne undertiden udrette; men hvilke Passio¬
ner ere stærke nok til at modstaae Kierlighed, og
især de første Jndtryk, som den giør paa et ungt
Fruentimmers Hierte? Ære og Undseelse ere de
største Vaaben, med hvilke Naturen har udru¬
stet os. Jeg havde Følelse nok deraf, for at
kunne maaskee have forandret min Kierlighed til
Had, dersom Clitander havde troet mig nedrig


149
nok til at kunne giøre noget Trin, som beskiem¬
mede mig. Men han var klog nok, for ikke at
sætte mig paa den Prøve. Han havde bedraget
andre Fruentimmer; men mig vilde han ægte,
fordi jeg var riig. Den naturlige Følelse af Ære
kunde altsaa ikke hielpe mig, fordi den blev stedse
uansegtet, og det behagede mig ikke lidet, at blive
begegnet med saa dyb en Ærbødighed af en Mands¬
person, som var fræk imod andre. Hans Rygte
foraarsagede mig vel i Begyndelsen nogle Be¬
kymringer; men dem overvandt jeg, saaledes
som jeg har sagt. Jo mere jeg kom ud i Verden,
des mere merkede jeg, at Dyd og Fortienester
ikke vare meget i Moden, og at det ikke var der¬
efter, at man dømte i Selskaber om et Fruen¬
timmers Valg. Gierrighed er vel sielden et ungt
Fruentimmers Hoved=Passion. Jeg glemte der¬
for snart det Løfte, som jeg havde givet min Fa¬
der, fordi jeg var forsikkret paa, at ingen skikke¬
lige Folk vilde finde det saa forunderligt, at en riig
Borgermands Datter betalede en fattig Herre-
mands Gield, for at have den Ære at blive Vel¬
baarne Frue. - Men at forlove mig med en
Person, som endnu var Intet, - det fandt jeg
saa uanstændigt, at hvor høit jeg end elskede Clitan¬
der, havde min Moders Formaninger dog frug¬
tet saa vel, at jeg ikke kunde have taget ham i
den Tilstand, om han end havde været den fuld¬


150
komneste Mandsperson i Verden. Naar man
undtog en smuk Person og et behageligt Væsen,
var Clitander i alle øvrige Henseender virkelig Jn¬
tet. Han havde Jntet lært, og var ikke vant
til nogen stadig eller fornuftig Beskieftigelse:
Han kiendte ingen Grundregler uden Moden, og
Vellyst var hans eneste Drift. Men ligesom
han ikke desmindre behagede mig, saa fandt jeg
og, at han behøvede ikke noget af alt dette, for
at være agtet i Verden; Hvor mange, tænkte
jeg, ere ikke af saadant et Jntet ikke alene
blevne til Noget, men og til Meget. Der¬
som Clitander, tænkte jeg videre, havde megen
Jndsigt, Tapperhed eller andre Fortienester,
skulde han maaskee blive saa indviklet i Forret¬
ninger, som adskillige lærde Folk, Embedsmænd
og Officerer, der kuns have faa Øieblik at an¬
vende paa deres Koner. En Mand derimod,
som ikke har andet end en Caracter, og som ikke veed
andet, end at leve, han tænker ikke heller paa andet,
end paa at fornøie sin Kone; Jeg ønskede derfor
Clitander intet uden een af disse Caracterer, som
have saadan en skabende Kraft til at kunne i en Hast
giøre Intet til Noget, og som jeg fandt ret at
være opfundne for at giøre Folk, som ellers ikke
due til noget, til de beste Mænd af Verden.
Clitander havde ikke saa snart faaet saadan
en Caracter, som med et giorde ham til en større


151
Mand end min Morfader, hvis Fortienester jeg
dog saa tidt har hørt opregne af min Moder,
førend jeg samtykte hans Begiering. Jngen
skikkelige Folk havde noget mere at sige paa mit
Valg; alle fandt det meget anstændigt, og nogle
misundte mig.
J det første Aar af vores Ægteskab var
vores Skjebne og virkelig misundelig. Tiden
flød hen for mig i lutter Glæde, uden nogen
Afvexling af Kiedsommelighed eller Bekymring.
Dersom denne Lyksalighed, Kiere Tilskuer, som
jeg da nød, kunde have været bestandig, var
der intet Bedragerie saa stort i Verden, som
deres, der lære, at det er ved at opfylde Plig¬
terne, at vi blive lyksalige. Hverken min
Mand eller jeg tænkte noget Øieblik, at vi
vare til for andet end for at fornøie os. Det
var saa langt fra, at vi giorde noget i Hen¬
sigt til andre, eller tænkte paa de selskabelige
Forbindelser, som flyde af Ægtestandens for¬
nuftige Betragtning, at enhver af os i Grun¬
den ikke tænkte uden paa sig selv alene, og
derfor kunde denne Lyksalighed og kuns vare
saa længe, som vores Forbindelse endnu var
for nye til at kunne undvære hinanden. Den
flygtigste Kierlighed maae. dog endog i de for¬
fængeligste Hierter have nogen Tid til at ud¬
brænde; og naar den underholdes ved daglige


152
Fornøielser, og ved Rigdomme, som fordrive
alle Bekymringer, slukkes den ikke saa hastig,
som naar Trang eller Nærings=Sorg giør Byr¬
derne af Ægtestanden følelige.
No. 219.
Mandagen, den 21 Februar. 1763.
H¬
ave de Lærde dog ikke Aarsag at klage over
Tiderne? Fra den ene Ende i Europa til
den anden hører man intet andet end lutter nye
Projecter. J et Land vil man giøre Handelen
til en Videnskab, i et andet stiftes lærde Sel¬
skaber for Agerdyrkningen, Akademier for Bøn¬
der og Kiøbmænd. Men hvad kan det skade
vore Lærde, saa længe man lader de latinske Sko¬
ler og Universiteter blive uanfegtede? De blive jo
altid de ældste, de fornemmeste og rigeste Stif¬
telser? Ja, lod man det kuns blive derved;
Men fra Engeland af indtil Portugal er der nu
ikke et Land, hvor man jo vil omstøbe Universite¬
terne selv. Disse ærværdige Stiftelser, hvis
Ælde alene var nok til at give dem Hævd paa alle
Videnskaber, og at giøre dem lige saa uryggelige,


193
som Grund=Lovene af de Europæiske Stater;
Disse ærværdige Stiftelser, siger jeg, disse Almæ
Matres, begynde nu at tabe saa meget af deres
Myndighed, og det i Portugal selv, der, hvor
det Gamle dog gielder saa meget, og hvor det
understøttes ved den Romerske Kirkes Myndig¬
hed. J det sidstafvigte Aar udkom et Skrift,
under Titel af et Forsøg til at oprette Viden¬
skaberne i Portugal, ved Antonius Texeira
Gamboa. At en Privat=Person engang har
havt saa forunderligt et Jndfald i et Land, hvor
alle ellers tænke som een Mand, det finder jeg
ikke saa forunderligt; men at Skriftet er bleven
trykt; at man endnu ikke har hørt, at det er ble¬
ven brændt af Jnqvisitionen, det er ubegribeligt.
Jeg veed vel, at de høioplyste Herrer af den hel¬
lige Jnqvisition ikke give sig Umage at læse alle
Bøger igiennem; men Titlerne læse de dog; og
hvilken Titel kan give mere Anledning til Mistan¬
ke, end just denne? Ville vi troe Forfatteren, da
ere de ærværdige Herrer, som censurere Bøger
i Portugal, vel ikke store Kiendere af de skiønne
Videnskaber, og de forstaae derfor maaskee ikke
heller den fiine Skiemt saa vel, at jo en Forfatter
kunde uden Frygt, for at falde i Jnqvisitionens
Hænder, sige mange Ting, som andre Læsere let
forstode, og som de Lærde i Lissabon og Coimbra
alene fandt at være forblommede. Men denne


154
Forsigtighed har Forfatteren jo ikke brugt. Han
er overalt tydelig og aabenhiertig, og det i saa
høi en Grad, at han siger reent ud, at to Maa¬
neder vare nok til at lære det, hvorpaa man spil¬
der mange Aar i Skolerne og Akademierne; at
Portugal har ingen gode Poeter, og at Camoens
selv fortiente intet mindre end det bifald, som
man har givet ham. Men hvad interesserer det
andre Nationer? Hvad skulde bevæge en Dansk
til at bekymre sig om Universiteterne i Portugal?
Forfatteren har skrevet paa Latin, og jeg har hørt
saa tidt af vore Lærde, at man bør skrive i dette
Sprog, for at kunne oplyse det hele menneskelige
Kiøn, at jeg har troet, at dette virkelig var
Forfatterens Hensigt, og at jeg, for at giøre
Nytten deraf endnu mere almindelig, burde be¬
kiendtgiøre hans Verk i mine Blade. Jeg maae
tilstaae, at jeg endnu ikke har seet Originalen,
og vore Lærde søge den forgieves paa vore Bog¬
lader; de Latinske Bøger, som Portugiserne
skrive, komme sildig til os, ligesom vore komme
sildig til dem, og endskiønt vore Lærde paa begge
Sider skrive i et almindeligt Sprog, er der dog
kuns liden Brevvexling imellem dem. Saa lidt
hielper det at skrive paa Latin. Duer saadant
et Skrift noget, have vi strax en Fransk eller
Tydsk Oversættelse deraf, førend Originalen kom¬
mer til os, og man skriver nu omstunder kuns faa


155
Latinske Bøger, som for Stilens Skyld fortiente
den samme Høiagtelse, som de Romerske Verker,
hvilke, alle Oversættelser uagtede, blive altid
værd at læses i Grundsproget. Jeg maae altsaa
lade mig nøie med en Fransk Tolk; og skulde vore
Lærde finde, at Jndholdet interesserer dem alt
for meget, til at nøies med en Oversættelse,
maae de have den Umage, at forskrive Origina¬
len selv.
Verket er en Samling af Breve, som For¬
fatteren foregiver at have skrevet til en Doctor i
Coimbra. Det første Brev handler om det
Portugisiske Sprog, og om dets Grammatik;
Deri finder jeg ikke meget, som interesserer det
hele menneskelige Kiøn. Det andet handler
om det Latinske. Forfatteren ønsker, at de,
som vilde danne deres Smag, bleve ved i lang
Tid at læse Forfatterne af den gyldne Alder, uden
at blande dem alle tilsammen; at de vogtede sig
vel for at læse, og endnu mere for at efterfølge i
Fleng Poeter, Talere og Historieskrivere; Sti¬
len kan ellers, hvor classisk den end er, og om
man end kunde bevise enhver Talemaade af de
Gamle selv, blive ulige og barbarisk. Jeg kan
ved denne Leilighed ikke forbigaae en Anmerk¬
ning af Freron: De Tydske, siger han, som
ellers ere stærke i det Latinske Sprog, blive ofte
uforstaaelige, naar de skrive deri, fordi de bru¬


150
ge alle Talemaader i Fleng, naar de kuns fin¬
des hos classiske Skribentere, enten de passe
til den Materie, og den Art af Stiil, eller
ikke." Jeg veed ikke, hvor meget denne Fransk¬
mand regner til Tydskland. Nogle af hans
Landsmænd have saa underlige Begreb i Geogra¬
phien, at de og regne Cimbrerne til de Tydske.
J det mindste har jeg selv kiendt Franske, som
havde saa liden Kundskab om vort Sprog, at
de troede, at alle Folk her i Landet talede Tydsk.
Var det da ikke got, om vore Lærde kunde be¬
vise med deres Latin, at vi vare en Nation for
os selv?
J det femte og siette Brev handler han om
Stilen og Talekonsten. Han raader dem at
vælge Cicero til Mønster, og at Lærerne ville tage
alle deres Exempler deraf. Men det er ikke nok,
siger han, at samle Phraser. Man maae lære dem
at merke Styrken af hans Grunde og Beviser,
Forbindelsen imellem Tankerne, Ordenen af Ta¬
len; den Maade, paa hvilken han veed at forædle
den Sag, hvorom han taler, og at giøre den
vigtig; Reenheden og Ziirligheden af Stilen;
den Skiønsomhed og Smag, med hvilken han
veed at vælge sine Epitheter; den Oratoriske Vel¬
klang; den Smag, med hvilken han anbringer
sine Figurer, og endelig den Forsigtighed og Klog¬
skab, hvormed han afhandler de Materier, som


15
ere vanskelige, og hvori han fandt Tilhørerne ind¬
tagne af forudfattede Meninger.
Det syvende Brev handler om Poesien.
De Portugisiske Poeter, siger han, ligne me¬
get lidt de gamle. Aarsagerne, legger han til,
ere: 1) At det, som man kalder Critik, og
den Poetiske Konst, er lidet bekiendt iblant os;
og 2) At vore Profefforer skrive kuns paa Latin."
Han viser i det følgende, hvad der udkræves til
at være en god Poet. Man maae foreene Op¬
findelses=Kraft med Skiønsomhed, og det mee¬
ste, siger han, af det, som de Portugisiske Poe¬
ter kalde Vittighed, er kuns barnagtige Kløgter.
Han skaaner ikke engang den berømte Camoens.
J hans Lusiade, siger han, er ingen Eenhed.
Poriugisernes Tog under Vaseo de Gama skulde
være den Handling, som han besynger: men han
indfører mange andre Personer uden Sammen¬
hæng, og giemmer ofte Hovedhandlingen til E¬
pisoderne. Den Maade, paa hvilken han ma¬
ler sin Helt, er ikke altid ædel nok, og ofte u¬
skikket til at interessere Læserne i hans Skiebne.
Han fylder sine Sange med uvedkommende Ting,
og ender dem med unyttige og matte Declamatio¬
ner. Man seer hedenske Guder optræde overalt,
endog i de Scener, som ere tagne af den Christne
Religion. Versene ere ikke flydende, og Sti¬
len er tvungen. Saa frit taler Forfatteren om


158
Portugisernes største Poet. Det er maaskee en
Lykke for ham, at Camoens hverken var Erke¬
Biskop af Braga eller General-J nqvisitor; Man
skulde ellers have troet, at det var mindre farligt,
at tillade de Portugisiske Poeter at paakalde de He¬
denske Guder, end at begynde en Reformation
i Poesien, ved at straffe nogle Feil i en Prælat
af den Romerske Kirke. Men Camoens var ik¬
ke Abbed eller Prior engang i et af disse Por¬
tugisiske Klostere, hvor man føder saa mange
Munke, alene for at synge Latin. Han døde i
et Hospital. Et Beviis, at hans Landsmænd
agtede ham lidet, medens han levede, og de ha¬
ve derfor Frihed til at bagtale ham efter hans
Død, saa meget som de ville. Jmidlertid bliver
det dog vist, siger Forfatteren, at Lusiaden med
mange Feil er et af de faa Verker, som giøre
Nationen Ære.
De andre Breve handle om Logiken, Me¬
taphysiken, Moralen, Lovkyndigheden, Læ¬
geronsten og Theologien. De ere alle frie,
og fortiene den Critik, som Herr Freron fælder
over Verket, at det er skrevet af en Mand, som
har Jndsigt, og tænker patriotisk nok, for at
ville rydde det af Veien, som forhindrer Viden¬
skabernes Fremvext i hans Fædreneland. Det
er et Skrift, siger han, som fortiener at læses af
alle dem, som have med Ungdommens Opdragelse


159
at giøre; men er det ikke for meget, hvad han leg¬
ger til? Det lader, siger han, som om de
Portugisiske Profesforer fulgte en Methode, der
smager meget af Pedanteriet i det femtende og
sextende Aarhundrede." Forfatteren viser dem
en nye Vei; og det, som forøger hans Roes,
er, at han siger Sandhed med Beskedenhed.
Vore Konstdommere, frygter jeg, have alt for
fiin en Smag, til at finde Beskedenhed hos en
Forfatter, som siger Sandheden saa reent ud.
Men hvad gaaer Portugiserne dem an?
Det er sandt. Jeg har og kuns anført alt dette,
for at bevise, at der i vore Tider hersker en be¬
synderlig Reformations=Geist, som strækker sig
indtil de yderste Grændser af Europa. For at
finde en lærd NRepublik, hvor man i alting for¬
blev ved det Gamle, maatte man vel reise langt,
maaskee midt ind i Ukrainen; Ved Akademiet i
Kiow fandt man først den Eenhed og Uforander¬
lighed i Meninger, som herskede fordum i alle
høie Skoler, og som tillukte Døren for alle For¬
bedringer. Hos alle polerede Nationer beskiefti¬
ger man sig med at rette Feilene af disse gamle
Stiftelser, som bleve gjorte under Barbariet.
Og vi maae ikke troe, at det er i Portugal alene,
at man tænker saaledes, fordi Feilene af de gamle
Indretninger ere der kiendeligere end paa andre
Steder. Nei, hvo som dømmer saaledes,


160
kiender ikke Menneskene. Jo mere de trænge til
Forbedring, des langsommere ere de til at indsee
og troe det selv. Midt under det Scholastiske
Mørke kostede det mere at forandre Læremaaden i
en eneste Videnskab, end det nu skulde koste at
reformere det hele Skolevæsen baade i Enge¬
land og Frankerige. Jo mere oplyste Folk ere,
des mere finde de at forbedre hos dem selv. J
Mørket er der ingen Forskiel imellem Mohren og
den Hvide; men ved Lyset merkes endog den
mindste Plet i et skiønt Ansigt. Hvilken Na¬
tion har i Konsterne og Videnskaberne bragt det
videre end den Engelske? Og hvor i Europa ta¬
les dog saa meget om Forbedringer, som i Enge¬
land? Det er just denne Jver, hvilken Nationen
har at takke for al sin Fremgang. Men, det
Engelske Folk har ikke alene for megen Jndsigt
til at holde alle Forfædrenes Indretninger for
ufeilbare; Det har og alt for store Fortienester
til at troe, at dets Ære leed ved saadan en Til¬
staaelse. Om man hver Dag i Engeland saae
et nyt Forslag til Skolernes og Akademiernes
Forbedring, troede dog ingen derfor, at Na¬
tionen var fattig paa Genie. Det Folk var
meget at beklage, hos hvilket man tænkte saa¬
ledes, og hvis hele Ære beroede paa een eller
to gamle Skolers Anseelse.


101
Et merkeligt Beviis af det, som jeg har sagt,
fandt jeg nyelig i et Skrift, som i det forrige
Aar udkom i Engeland under Titel af: Tne de¬
tects of an Oniversity Education, and its Dn¬
suitablenels to a commercial People &c. (Man¬
glerne af Universitets-Opdragelsen, og dens
Udeqvemhed for et handlende Folk, samt
Nytten og Fornødenheden af at anlegge et
Akademie i Glasgow til Ungdommens Un¬
derviisning, i et Brev til J. M. Egg, fra
ei Selskab, som søger at vefordre alle pa¬
triotisk=findede Forslag.) Forfatteren bekla¬
ger, at unge Folk anvende saa megen Tid paa
Logik, Metaphysik, og andre abstracte Viden¬
skaber, og at de tillige bekymre sig saa lidet om
Historien, Geographien, Naturlæren, Grun¬
dene af Handelen, og mange andre nyttige Deele
af den menneskelige Kundskab. Hvad for
et Selskab, siger han, af fornuftige Folk er
der vel, hvor metaphysiske Stridigheder, og
den Logik, som man lærer i Skolerne, bliver
nævnt engang? Skulde vel en Mand af den
dybeste Jndsigt i disse Videnskaber gjøre en bedre
Figur i Underhuset, eller mere værdigen be¬
klæde et Dommer=Embede? Kan han derved
blive skikket til at overtale og bevæge Menne¬
skene, eller faae en dybere Jndsigt i Naturen?
Kan Metaphysiken giøre ham beqvem til Livets


162
Forretninger? Kan den være til Nytte for
Landmanden, Bygmesteren, Kiøbmanden?
Og bør man vel spilde et eller to Aar af Men¬
neskets beste Alder paa en Beskieftigelse, der
er til saa liden Nytte? Er Livet saa langt? Er
Tiden af saa liden Værdie? Ere der ikke nyttige
Studeringer nok, hvortil man kan bruge den?
Til Beviis, at denne Mand ikke er den
eneste i Engeland, som tænker saaledes, vil jeg
anføre, hvad Forfatterne af Monthly Revien
dømme derom. Nogle, sige de, ville maa¬
skee tænke, at han viser alt for liden Agtelse
for vore Universiteter: Men, om det end var
saa, giør det dog intet til Sagen, og svækker
ikke Sandheden af det, som han beviser, nem¬
lig Nytten og Fornødenheden af et Akademies
Oprettelse, hvis Hensigt var, at give Ung¬
dommen saadant et practisk og kort Begreb
af Videnskaberne, som kunde giøre Adelsmænd,
Kiøbmænd og Konstnere beqvemme, enhver i
sin Stand. Denne Sag, legge de til, har
han i vore Tanker meget rigtig og vel udført,
og vi raade vore Læsere meget til at igiennem¬
læse dette patriotiske Verk. For at forskaffe
vore egne Landsmænd lige saa opbyggelig en Læs¬
ning, ønskede jeg, at det blev oversat paa Dansk;
Skulde vi ikke torde haabe det, som en Frugt af
de Lærdes Nidkierhed, der ønske saa meget, at mani


103
Videnskaberne heller efterfulgte Engelænderne end
de Franske? Mig er det lige meget, af hvem man
hører Sandhederne, naar man kuns vil høre dem.
J det jeg vilde slutte dette Blad, fandt jeg
i de Cølske Tidender en Efterretning fra Paris,
som viser, hvor frugtbare vore Tider ere paa saa¬
danne Forslag, som sigte til en Forbedring i den
offentlige Underviisning. Efterretningen er fra
den 30 Novbr. 1762, og lyder saaledes:
Hoffet har givet befaling til Universiteterne i
Paris, Rheims, Bourges, Poitiers, Angers
og Orleans, at indsende Forslag til saadan en
Forbedring i Skolevæsenet, som de holdte meest
tienlig til at opfylde de tre fornemmeste Hensigter
af Ungdommens Opdragelse, Religionen, Sæ¬
derne og Videnskaberne, og til at indrette de
Unges Underviisning saaledes, at de bleve gode
Christne og Borgere, og beqvemme til at
tiene Kongen, Kirken og Staten, efter Grund¬
reglerne og Hensigten af de adskillige Forret¬
ninger, til hvilke de i Tiden kunde blive kal¬
dede." befalingen er offentlig bekiendtgjort.
Det er en Sag, som virkelig kan beskieftige sex
Universiteter, og der er alt for meget at overlegge,
til at formode, at de fem sidste skulle tænke alle
som det i Paris. Men jeg maae legge Tidenderne
bort, af Frygt for at finde flere Efterretninger
af samme Slag. Jeg veed, at vore Konstdom¬


164
mere have i disse Blade meer end eengang fundet
Anledning til at giøre denne Anmerkning: At
en Tilskuer ikke bør tale meget om lærde Sager,
og ikke opholde sig for længe ved een Materie.
De betænke maaskee ikke, hvor hastig Jndholdet
af saadant et Blad er glemt igien: Et nyt Jnd¬
fald udsletter inden tre Dage alle de Jndtryk,
som de forrige have giort. J det næste Ark fø¬
rer jeg igien Coelie paa Skuepladsen. Hendes
Handlinger røre vel ikke saa meget de Lærde, at
de skulle fortryde, at jeg imidlertid har opført et
Mellemstykke, som meere interesserer dem.
No. 220.
Fredagen, den 25 Februar. 1763.
J¬
eg troede, sagde Coelie videre (*), at jeg el¬
skede Clitander; men i Grunden betragtede
jeg ham kuns saaledes, som jeg var vant til at
ansee alle Mandfolk, som en Opvarter, som en
Person, der skulde betage mig alle Bekymringer,
og optænke hver Dag nye Fornøielser. Han el¬
skede mig paa lige saa værdig en Maade; først
(*) See No. 218.


165
for min Persons Skyld. Men denne Kierlig¬
hed varede ikke længe; Jeg merkede snart, at der
vare Ansigter, som behagede ham mere; Men jeg
levede alt for adspredt til at giøre mig nogen Be¬
tænkning derom, saa længe han endnu fandt no¬
gen Fornøielse i mit Selskab, og forsikkrede, at
han kiendte intet Fruentimmer, som bar sig bedre
og havde et behageligere Væsen.
Min Mand havde som Ugift været vant til
alt for frit et Liv til at han længe skulde kunne for¬
nøie sig i den snevre Omkreds af Selskaber, hvor
vi begge kunde komme. Han begyndte at ansee
det for en utaalelig Tvang, at føre altid en Kone
med sig, og ikke komme paa andre Steder, end
saadanne, hvor man, som han sagde, var en
Slave af det, som kaldes Ærbarhed og Anstæn¬
dighed. Hans gamle Bekiendtere giorde ham
med deres foragtelige og bebreidende Taler ofte
skamfuld, endog paa den Tid, da han endnu el¬
skede mig. Vi havde aldrig troet, at Clitander
kunde blive saa kielen, sagde de fleste; J det første
Aar, svarede andre, maae det være ham tilladt, men
ikke længer. Saadant hørte jeg nu ofte af de ar¬
tige Mandspersoner, om hvilke jeg havde troet
tilforn, at de vare skabte alene for at opvarte
Klønnet. Nogle af dem havde gjort sig megen
Umage for at behage mig, saa længe jeg var u¬
gift; De havde priset den Mandsperson lykke¬


166
lig, hvis Herskerinde jeg vilde være, og nu mer¬
kede jeg først af deres fortroelige Samtaler, at
der i deres Øine ikke var saa ynkværdigt et Krea¬
tur til, som en gift Mand. Tilsidst havde de
saa liden Undseelse for mig, at de sagde det tem¬
melig reent ud. Og naar Ægtestanden efter de¬
res Tanker skulde være taalelig, hvilket var den
største Lykke, som man kunde vente i den Stand,
maatte den i det høieste kuns være en Forbindelse
af fælles Fordeele; Ægtefolk maatte bringe
saa megen Formue tilsammen, at enhver kunde
leve for sig selv, uden nogen Omsorg for Huus
eller Børn; Manden maatte være en Libertiner,
og Konen en Coquette. At gifte sig paa andre
Vilkaar, lagde de til, var at giøre sig selv til
Slave, og at berøve Selskaberne sine Behage¬
ligheder. Min Mand var saa overbeviist, at
de havde Ret deri, at han i Begyndelsen baade
tvang sig selv til at vise sig mere ligegyldig imod
mig, end han virkelig var, og raadede mig til,
at være friere i min Omgang. Baade min egen,
sagde han, og hans Ære udkrævede, at jeg var
lidt Coquette, eller i det mindste lod til at være
det. Man skulde ellers troe, enten at jeg ikke
vidste at leve, eller at han var jaloux. Dette
sagde han paa en Maade, som tilkiendegav, at
hvor stor Ærbødighed han end havde for Modens
Love, var dog hans Passion til mig endnu for


107
stor til at ønske, at vi vare hinanden saa fuldkom¬
men ligegyldige, som vi efter de rette Grundreg¬
ler af en artig Levemaade burde være.
J seer deraf, at min Mand i nogen Tid
virkelig elskede mig mere, end man skulde have
ventet af en Mandsperson af hans Tænkemaade
og Omgang. Havde jeg vidst det, jeg nu veed,
skulde det maaskee ikke have været mig saa vanske¬
ligt, at bevare denne Kierlighed, og derved at
drage min Mand ud af de fordærvelige Selskaber,
som han tilforn havde søgt, og i hvis Strikker
han paa nye forfaldt. Men jeg var med alle
mine Behageligheder, Vittigheder og Levemaa¬
de alt for taabelig dertil. Der faldt mig vel un¬
dertiden adskillige Tanker og Tvivl ind, naar jeg
hørte eller saae noget, som streed mod den liden
Deel af sund Fornuft, som jeg endnu havde til¬
bage, mod en vis naturlig Uskyldighed, som jeg
havde bevaret, og mod de Grundregler, som
jeg havde hørt af mine gamle Forældre. Men
saa længe min Mand førte mig af et Selskab i et
andet, forsvandt disse Tanker lige saa hastig, som
de faldt mig ind. Jeg regnede det til Fordom¬
me, gammeldags Væsen og Ammestue-Snak.
Saaledes hørte jeg hver Dag, at man kaldede
alt, hvad der streed mod den almindelige Leve¬
maade, indtil Religionen selv, hvori jeg efter
den Underviisning, som jeg havde faaet, ikke


108
heller var bedre grundet, end at man let kunde faae
mig til at troe, at dens Lærdomme ikke vare vissere,
end de Løfter og Truseler, hvormed mine Foræl¬
dre saa tidt havde bedraget mig i min Barndom.
Af denne uroelige men fortryllende Drøm
vaagnede jeg ikke op, førend jeg befandt mig i
en beklagelig Eensomhed. Min Mand begyndte
med eet at forlade mig. Min Person var bleven
ham ligegyldig, og mit Selskab kiedsommeligt,
eller rettere at sige, han var bleven kied af at see
hver Dag det samme Ansigt, de samme Miner,
og det samme Væsen; thi hverken havde jeg end¬
nu andre personlige Egenskaber, ikke heller var
der andet, som interesserede min Mand; og da
han hverken havde nogen Forretning, som nødte
ham til at være beskieftiget, eller vidste at beskief¬
tige sig selv med andet, end de almindelige Sel¬
skaber; søgte han igien de gamle Forsamlinger,
hvor han i en bestandig Nattesværm fandt den
ædle Frihed igien, som han i nogle Maaneder
havde opofret for min Skyld.
Forlang ikke, at jeg skal beskrive Eder, hvad
jeg følte. Dersom alle taabelige og uerfarne Mø¬
dre og deres forfængelige Døttre prøvede denne
Tilstand, skulde vi maaskee merke en kiendelig
Forandring i Levemaaden og Opdragelsen. Jeg
kan ikke beskrive dem mine Lidelser, men jeg kan
sige dem Aarsagerne dertil; Maaskee nytter det


109
dem mere. Det varede længe, inden jeg selv
begreb dem alle; Jeg var, som jeg har sagt, Mo¬
der til nogle Børn, førend jeg vidste, hvad en
Moders Pligt var. Mange lide maaskee det sam¬
me, som jeg, men have ikke Eftertanke nok til
at undersøge Aarsagerne til deres Lidelser, og Mid¬
lerne til at ende dem. Forestil Eder et ungt Fru¬
entimmer, som ikke har lært andet end at behage,
og som kiender ingen anden Fornøielse, end at
lade sig føre af et Selskab i et andet, for at be¬
undres og opvartes; som forelsker sig i en Mands¬
person, der er en Mester i at behage Kiønnet,
og gifter sig med ham i den Tanke, at han, saa
længe han lever, skal vise hende den samme Hen¬
givenhed, som han vuste hende i sine Frier=Dage,
da han gjorde hende baade til sin Herskerinde og
til sin Afgud. Forestil Eder, at hun imod sin
egen Overbeviisning, af blot Passion allene, op¬
ofrer alting for hans Skyld, og lever eet Aar til
Ende i en daglig Vellyst. Forestil Eder saadant
et Fruentimmer paa eengang uden Selskab, Op¬
vartere, Elskere og Mand, indsluttet i et Huus,
hvor hun hverken veed at forskaffe sig Tidsfor¬
driv eller Beskieftigelse, og uden Trøster og Le¬
der, uden mindste Raad af Fornuft, Religion
og Erfarenhed, overgivet til alle de Bevægelser,
som Erindringen af en saa pludselig afbrudt Lyk¬
salighed, et stort, men tillige bedraget Haab,


170
og Fortrydelse over en Elskers Troeløshed, kunde
opvække i det menneskelige Hierte. Mit Sind
var deelt imellem de Bebreidelser, som jeg giorde
mig selv for min Taabelighed og Lettroenhed, og
Forbittrelse baade over min egen Mand og over
eders hele Kiøn. Saa umueligt som det var,
at kalde den forbigangne Tid tilbage, og giøre det
om igien, som eengang var skeet, saa lidt vidste
jeg noget Raad for det Tilkommende. Jeg var
bundet til min ulykkelige Skiebne med et uopløse¬
ligt Baand. Hvormed skulde jeg igien vinde
min Mand? Er det ikke nok, tænkte jeg, til
at blive elsket, at en Kone er smuk, at hun er
behagelig, at hun veed at leve, at hun har saa
indtagende et Væsen, som min Mand altid har
sagt, at jeg har? Hvilke ere da de Egenskaber,
hvormed man skulde kunne forbinde sig en Mands¬
person? Det eneste Raad, som jeg troede,
at der endnu var tilbage, var Bebreidelser,
Taarer, og at true ham med Hevn og Fortviv¬
lelse. Dette giorde kuns, at han skyede mig
endnu mere; Det forvandlede hans Koldsindig¬
hed til en virkelig Afskye, hvilken han dog skiulte
under en tvungen Høflighed, hvormed han nødte
mig til at tie, og til at giemme min Sorg i et
beklemt Hierte.
For hans egen Roe og den udvortes Velan¬
stændigheds Skyld, lod han intet mangle af alt


171
det, som kunde tiene til min Opvartning og Beqvem¬
melighed; Men just det forøgede min Kummer.
Jeg havde intet at beskieftige mig med. I Huu¬
set var intet for mig at bestille, og jeg havde
endnu, som min egen Mand undertiden sagde
til mig, for meget af det skinhellige og gammel¬
dags Væsen, til at søge Trøst ved at fare om i
Selskaber uden min Mand. Det var ham
alt for ligegyldigt hvad jeg giorde, til at jeg kunde
søge andre Bekiendtskaber, for at hævne mig.
Tvertimod, jeg skulde maaskee have gjort ham
en Fornøielse, naar jeg derved var bleven roelig,
og havde tilladt ham at leve, som han vilde.
Jeg havde allerede i nogle Maaneder været
frugtsommelig; og saa længe min Mand endnu
ikke havde forandret sin Opførsel, tænkte jeg ikke
paa andet, end paa prægtige Forberedelser til
den Høitidelighed, hvormed jeg vilde ligge i Bar¬
selseng. Min Seng, mine Klæder og mit
Børnetøi var alt saa skiønt, at jeg troede, at
det var Umagen værd derfor alene at have ondt i
40 Uger, og endelig med Smerte at føde et
Barn. Derved, tænkte jeg, skulde jeg endnu
mere forbinde mig min Mand. Saaledes havde
andre snakket for mig, og jeg troede det, end¬
skiønt jeg af min egen Erfarenhed burde have
vidst bedre. Thi naar et Fruentimmer kunde
giøre sig saa letsindige Begreber om at være Mo¬


172
der, som dem, jeg giorde mig derom, skulde
der da ikke kunne være Mandspersoner til, som
agtede det for mindre, at være Fædre? Saa¬
ledes burde jeg have tænkt; men jeg havde saa
liden Eftertanke, at jeg meente, at finde hos en
flygtig og fordærvet Mandsperson den naturlige
Kierlighed, som jeg endnu ikke følte til mit eget
Barn. Da mine Omstændigheder forandrede
sig, og den falske Grund, paa hvilken jeg havde
bygget al min Glæde, faldt, betragtede jeg
Barselsengen med andre Øine. Jeg ansaae
den kuns som en Grav for de Yndigheder, hvor¬
med jeg havde indtaget min Mand, og forskaffet
mig saa mange Tilbedere, som en Skueplads,
hvor jeg selv maatte indbyde Folk, for at være
Vidne til min Mands Koldsindighed og For¬
agt. Hver en Lidelse blev mig utaalelig.
Jeg ventede ingen anden Løn derfor, end et
par blege og mavre Kinder. Min eneste Trøst
var, at blive løst fra min Byrde, og at jeg
var riig nok til at kunne kaste den siden paa en
Amme eller Barnepige. Undertiden var jeg
saa fortvivlet, at jeg ønskede mig Døden. Min
egen Ulyksalighed, tænkte jeg, skulde da have
en Ende; og om mit Barns Skiebne bekymrede
jeg mig ikke.
Fire Aar gik saaledes hen, uden at jeg
vidste noget Middel, enten til at trøste mig selv,


175
eller at vinde min Mand. Jeg var i al den
Tid just ikke saa fortvivlet, som i Begyn¬
delsen. Heftige Passioner vare ikke gierne
længe; Man tvinger sig til at taale en haard
Skiebne, indtil man endelig bliver vant dertil;
og hvem har stærkere Passioner, hvem er
mere øvet i at tvinge sig, og over hvem
har. Vanen mere Herredømme, end over og?
Den Kiedsommelighed, som kom af Man¬
gel paa Selskab og Beskieftigelse, var til¬
sidst det eneste, som plagede mig, og som
giorde mig Tiden lang og ubehagelig. Jeg
begyndte at beskieftige mig med mine Børn.
J Begyndelsen gik det vel ikke videre, end
til at bruge dem som Dukker. Den ældste
var en Datter. Da hun var tre Aar,
tegnede hun allerede til at blive meget vit¬
tig. Hvert Øieblik havde hun nogle Jnd¬
fald, som kom mig til at lee; og hvad
jeg gav hende, klædede hende saa vel, og
gjorde Glutten saa storagtig, at jeg fandt
den Fornøielse i at klæde hende, som jeg
havde tabt i Henseende til mig selv. Jeg
lærte hende at danse paa et Bord, og hun
blev i en kort Tid den smukkeste Marionet,
som jeg har seet. Med faa Ord: Jeg be¬
tragtede dette Barn ligesom et Blomster,
der drives i en Urtepotte, og jeg glædede


174
mig ved at see i denne unge Pode alle mine
tabte Yndigheder frembryde igien.
No. 221.
Mandagen, den 28 Februar. 1763.
M¬
in Rolighed havde allerede den gode Virk¬
ning, at min Mand blev lidt mere hiemme,
end tilforn (*). Han skyede mig ikke af Frygt
for Bebreidelser, og mit Selskab begyndte at be¬
hage ham igien for en Forandrings Skyld. Hans
Agtsomhed gik endog saa vidt, at han kiøbte Ro¬
maner og Comoedier til mig, for at fordrive Ti¬
den. Mine Forældre havde fordømt alle saadan¬
ne Skrifter, og holdt det uanstændigt for et Fru¬
entimmer, at læse andre end gudelige Bøger.
Jeg havde ikke heller megen Lyst til at læse. Min
Catechismus og Psalmebog havde giort mig
kied nok af alle Bøger. Den første pidskede man
mig til at lære uden ad, og den anden toge mine
Forældre selv sielden i Haanden, uden naar de
vare tungsindige og melancholske, naar der var
Sygdom i Huuset eller anden Sorg i vores Fa¬
milie. Jeg spaaede mig derfor ikke heller stor
1) See No. 220.


179
Fornøielse af de Bøger, som min Mand gav mig.
Men Kiedsommelighed nødte mig til at tage dem
i Haanden, og saasnart jeg havde begyndt paa
en Historie, kunde jeg ikke legge Bogen bort, for¬
end jeg fik den til Ende. Tusind og een Nat,
troer jeg, var den første Bog, som jeg læste.
Beklag mig kuns ikke, min kiere Tilskuer; Det
var maaskee en Lykke, at jeg ikke fik en bedre i
Haanden. Min Smag var saa slet, at jeg skul¬
de have kast den bort; Og hvem veed, hvor man¬
ge af mit Kiøn J har afskrækket fra at læse, ved
at anbefale dem i Eders Blade saadanne Bøger,
som overgaae deres Forstand. For et Fruentim¬
mer af den almindelige Opdragelse er der altid
vundet meget, naar man kan skaffe hende Taal¬
modighed til at læse, om det og var den sleiteste
Bog, naar den kuns ikke, er forargelig. Jeg
læste saa længe slette Bøger, at jeg ikke meere kun¬
de leve uden at læse. Og førend jeg skulde være
ganske ledig, læste jeg heller noget, som enten
ikke behagede mig, eller jeg ikke forstod. De be¬
ste af alle de Bøger, som min Mand gav mig,
vare theatralske Verker; høiere gik hans Smag
ikke, og den strakte sig endda ikke, som J vel kan
tænke, til det Fine af det Comiske; Han var en
af de utretteligste Klappere paa vores Parterre.
Af disse Bøger havde jeg saa megen Nytte, at
jeg lærte, at min Skiebne var temmelig almin¬


170
delig; at mange Fruentimmer vare ligesaa enfol¬
dige og forfængelige som jeg, og at de fleste Un¬
ge Mandfolk ikke havde bedre Caracter, end min
Mand. Denne Kundskab om Verden forbedre¬
de mig vel ikke; men den trøstede mig, og giorde
mig min Skiebne mere taalelig, fordi jeg fandt,
at den var meget almindelig. Min Opdragelse
havde været enfoldig nok, for at trænge til denne
Oplysning; men den havde og tillige været saa
ærbar, at jeg ikke kunde overtale mig selv til at
gribe til de Midler, som de fleste Skuespil lærte
mig, at være de sikkerste Raad mod en ulykkelig
Kierlighed. At narre sine Forældre og bedrage
sin Mand, var Hoved-Jndholdet af alle disse
skiønne Verker, som min Mand udsøgte til mig,
og som han sagde, at være forfattede i den rette
Comiske Smag. Bedre Bøger kiendte jeg end¬
nu ikke; jeg troede ikke heller, at der vare andre,
som et Fruentimmer kunde læse for Tidsfordriv:
Og at læse for at lære noget, tænkte jeg, var
kuns de Lærdes Sag; For at giøre det, maatte
man forstaae Latin. Naar der ikke fattedes mig
andet, end at Tiden blev mig lang, kunde en
Roman eller et Skuespil vel fordrive Kiedsom¬
meligheden; men hvor liden Smag jeg end havde,
var den dog endnu ikke fordærvet nok til at læse
saadanne Bøger, som jeg har beskrevet, uden
en hemmelig Ækel; og naar mit Hierte var ret


17
beklemt, kunde jeg ikke taale dem. Min be¬
ængstede Siel fandt ingen Trøst i alt det Jor¬
diske. Men naar den vilde opløfte sig til det
Usynlige, Evige og Uforgiengelige, fornam
jeg, at hvad jeg i min Ungdom havde lært,
var Ord uden Forstand. Jeg var vant til at
forestille mig det høieste Væsen mere forfærdelig
end naadig, og at betragte Religionen som noget,
der var mere gjort for at skrække Folk, end for
at trøste dem. Som Barn havde jeg hørt saa
mange forunderlige Ting fortælle iblant hinanden,
at jeg ikke vidste, hvad jeg skulde troe. Naar
jeg tænkte tilbage paa Knegt Robert, frygtede
jeg for Dievelen, uden at være nær saa overbeviist
om, at der var en Gud til. Jeg troede med
langt mere Vished, at døde Folk spøgede, end
at Sielene vare udødelige; og jeg havde saa elen¬
dige Begreb om de Godes Salighed, at jeg ikke
ønskede mig den, uden for at ende et bedrøvet Liv
her paa Jorden, og undgaae Helvedes Pine.
Om Bibelen troede jeg, at det var en Bog, som
langt overgik min Forstand, og som ikke kunde
læses uden af lærde Folk. Naar jeg tog nogle
andre gudelige Bøger i Haanden, som jeg i mine
Forældres Huus var vant til at bruge, følte jeg
altid noget af den gamle Skræk, som man havde
indjaget mig, ved at forestille Religionen altid i
en sørgelig Dragt. Jeg fandt dem opfyldte


178
med forblommede og allegoriske Talemaader, som
jeg hundrede Gange havde læst uden at forstaae
noget deraf, og som bleve mørkere, jo oftere jeg
læste dem. Min Forstand blev ofte forvirret,
i Stedet for at oplyses; og naar jeg lagde dem
bort, var mit Hierte meer oprørt, end tilfreds¬
stillet. Sielden fandt jeg noget, som passede til
min Tilstand. J min største Angest faldt det
mig undertiden ind at tale med en Præst; men
saadan en Følelse var ikke saa snart forbie, førend
jeg af Frygt og Undseelse taug stille. Præster
skyede jeg endnu mere end Bøger. Deres lange
sorte Dragt havde altid været mig modbydelig,
og min Fader kunde ikke lide dem. Af nogle
saa, som jeg kiendte, kunde jeg ikke heller dømme
meget fordeelagtig om hele Standen; I det
mindste vare det ikke Folk, som man let skulde
fatte Fortroelighed til. Ved en gammel Ven¬
inde af min Moder, som var min eneste For¬
troelige, blev jeg omsider bekiendt med en geist¬
lig Mand, som fuldkommen udslettede alle de
Fordomme, som jeg havde fattet baade mod Re¬
ligionen og mod dens Lærere. Jeg havde sielden
Leilighed til at tale med ham selv; Men han
sendte mig ofte nogle Bøger, som vare af en ganske
anden Beskaffenhed, end dem, jeg havde læst før.
Det var ikke altid alvorlige og gudelige Bøger;
Clarisse og Grandison vare og deriblant. Endnu


179
vidste han ikke andet om min Tilstand, end hvad
han havde hørt af det almindelige Rygte: Han
var for beskeden til at spørge mig derom, og naar
han sagde noget, som allerbest skikkede sig til mine
Omstændigheder, gjorde han det altid paa saadan
en Maade, at jeg ikke kunde tilegne mig det
alene. Jeg sluttede deraf, at han ikke var af
det Slags Geistlige, som min Fader saa tidt
havde beskrevet mig, der i deres Taler stiklede paa
visse Folk, eller af Nysgierrighed eller Herskesyge
blandede sig i Familie=Sager. Den Veninde,
som havde gjort mig bekiendt med ham, foreslog
mig engang, om jeg ikke troede, at han frem¬
for nogen var beqvem til at bringe min Mand paa
bedre Tanker, og om jeg vilde tillade hende, at
tale til ham derom. Af Undseelse og Ømhed
over min Mands Ære vegrede jeg mig længe
for at give mit Samtykke dertil. Endelig troede
jeg, at det var min Pligt, og jeg tillod det;
men hun bragte mig dette Svar tilbage: at hen¬
des Præst troede, at saadan en Mellemhandling
vilde mere skade end gavne: at min Mand vilde
ansee det som en selvtagen Myndighed af ham,
og hade mig, som den, der havde klaget over
ham. Jeg vil søge Leilighed, lagde han til,
at tale med Coelies Mand, og erfate, hvad de
almindelige Forestillinger af Fornuft og Religion
formaae hos ham, uden at indlade mig i hans


180
Huus=Sager, eller lade mig merke med, at jeg
veed noget deraf. Kan dette intet frugte, er
der ikke andet at raadel Coelie, end at hun
ved Taalmodighed og en kierlig Omgang søger at
vinde ham, og dertil skal maaskee hans egen Daar¬
lighed og flette Opførsel engang give hende en An¬
ledning, som han med det sletteste Hierte ikke
skal være haard nok til at imodstaae. Jmidler¬
tid maae hun søge sin Trøst i Religionen og i en for¬
nuftig Beskieftigelse i sit Huus. Lad hende
kiende og opfylde en Moders Pligt, og hun skal
i Omgang med hendes Børn finde den Glæde
igien, som hun ikke meere kan nyde i Selskab med
hendes Mand. Han gav mig derpaa nogle Bø¬
ger om Børne-Tugten; De første, troer jeg,
var Locke og Børne-Magazinet. Siden sendte
han mig efterhaanden flere; og naar der var no¬
get deri, som jeg ikke forstod, tegnede jeg det op,
for at tale med ham derom, naar vi samledes
undertiden hos min Veninde.
Den største Nytte, jeg havde af Læsningen,
var, at jeg blev vant til Eftertanke, at jeg fik
adskillige nye Begreber, og lærte at sammenbinde
dem paa saa mange Maader, at naar jeg ikke
havde Bøger at læse, kunde jeg undertiden fornøie
mig i mine egne Tanker. Denne Beskieftigelse,
som siden har forskaffet mig saa mange fornøielige
Timer, kiendte jeg ikke tilforn. Mit Hoved


181
var saa tomt, at naar der ikke var noget udvor¬
tes, som opvakte mig, blev jeg mig selv til Byrde,
og Tiden saa kiedsommelig, at jeg om Morgenen
længtes efter Aftenen; og uden Selskab kiendte
jeg ingen anden Tidsfordriv end at sove. Nu
derimod kunde jeg falde saaledes i Tanker, at hele
Tiden forgik, uden at jeg vidste det. Disse Tan¬
ker vare vel ofte meget vilde og uordentlige, men
de fordreve dog andre, som foruroeligede mig,
og jeg giorde saa mange underlige Forbindelser af
hvad jeg før havde hørt og seet, uden at agte der¬
paa, at der endelig tilsidst kom noget ud deraf.
J Mangel af Bøger og Selskaber studerede jeg
i mig selv, og omgikkes med mig selv; og vil J
vel troe det, at jeg deraf lærte baade at kiende Ver¬
den og mig selv langt bedre, end af alle de Sel¬
skaber, som jeg tilforn besøgte, og af alle de Bøger,
som jeg siden har læst. Jeg kaldede ofte i mine
Tanker den forbiegangne Tid tilbage; Jeg gik min
Barndom og hele Opdragelse igiennem; og fandt
i mange endog meget smaa Omstændigheder vig¬
tige Aarsager til min nærværende Skiebne.
Den første og vigtigste Slutning, som jeg
drog deraf, var, at jeg i mine Børns Opdra¬
gelse vilde stræbe at undgaae de Feil, som man
havde begaaet i min egen. Dette blev mig en
af de behageligste Beskieftigelser, hvori jeg suart
lærte at fordrive Tiden paa en langt angenemmere


182
Maade, end jeg tilforn havde fordrevet den i de
beste Selskaber; og det søde Haab, at min egen
bedrøvelige Erfarenhed skulde blive mine Børn til
Nytte, og tiene til at bevare dem fra den Ulyksa¬
lighed, som jeg selv havde prøvet, formildede min
Skiebne saaledes, at Eensomheden blev mig ikke
alene taalelig, men og angenem. Min Ulykke
var fornemmelig kommen deraf, at man havde
bekymret sig mere om det Velanstændige, end om
det Nyttige; at man havde agtet nogle daarlige
Moderegler høiere, end Naturens Bud, og
med Flid undertrykt saadanne Tilbøieligheder,
som vare mit Kiøn anstændige, for at give mig
nogle forfængelige Behageligheder, at jeg ingen
høiere Grundregler havde, end Vane og Myndig¬
hed. Disse alene bestemmede alle mine Begreber
baade om Dyd og Velanstændighed; og for at rime
Ting, som ofte vare stridige, tilsammen, maatte
mine Forældre saa tidt modsige sig selv, og derved
svække den vigtigste Grundregel til mit For¬
hold, som var den Tillid, jeg burde have til de¬
res Jndsigt og Kierlighed. For at undgaae disse
Feil, foresatte jeg mig at iagttage følgende Reg¬
ler i mine Børns Opdragelse. Jeg vilde ikke
blot for Velanstændighedens eller Modens Skyld
indskrænke nogen anstændig Tilbøielighed, aller¬
mindst saadanne, som havde nogen Forbindelse med
deres Kiøns Pligter. Jeg gav mine Døttre Tilla¬


183
delse at løbe i Kiøkkenet og Ammestuen, og
giøre alle Huus=Gierninger, naar de havde Lyst
dertil; Jeg saae heller, at de fornøiede sig der¬
med, end med at pynte Dukker., Lyst til at be¬
hage, især ved Klæder, Maneerer og Prydelser,
tænkte jeg, kom tidlig nok af sig selv, for at jeg
ikke havde nødig at indprænte den; og alt, hvad
jeg bekymrede mig om, i Henseende til de udvor¬
tes Sæder, var kuns Orden og Reenlighed. Jeg
lærte dem, at bære deres Krop vel, at gaae og
bevæge dem paa en naturlig Maade, men aldrig
ved tvungne Bøielser eller Miner at affectere no¬
get Overordentligt. Utidige Begierligheder,
Graad, Egensindighed og Grovhed mod Tieneste¬
folk taalte jeg ikke; men jeg lagde dem aldrig
smigrende Ord eller visse Modens Talemaader,
som man kalder Complimenter, i Munden. De
maatte have Agtsomhed for alle, og høre, hvad
Folk sagde, og ikke sige til den ringeste Domestik
noget, som de ikke torde sige til mig selv. Men
jeg lærte dem ingen Formularer; de maatte sige,
hvad de tænkte, og naar det ikke kom af Mod¬
villighed eller Ondskab, lod jeg andre Feil
passere. Naturlig Oprigtighed, et uforstilt
Væsen og sund Fornuft vare de Hoved=Egenska¬
ber, som jeg ønskede at give mine Børn, og mod
hvilke jeg agtede alt det, man kaldte Skik,
Mode, Væsen, Artighed og Vittighed, for


184
Bagateller. Derved haabede jeg at giøre disse
unge Siele baade værdigere til en bedre Skiebne,
end min, og stærke nok, for ikke at lade sig for¬
blinde af en falsk Anseelse. Den eneste Be¬
lønning, som jeg ønskede mig selv, var, at vinde
deres Kierlighed og Fortroelighed saaledes, at
jeg i deres Omgang kunde finde det igien, som
jeg havde tabt i min Mands Kierlighed, og i de
Selskaber, som jeg fra den Tid af havde skyet.
Jeg havde dem hele Dagen hos mig, og
søgte meer at fremlokke deres egne Tanker, end
at indprænte dem mine; thi saa klog var jeg ble¬
ven, at jeg ikke havde stor Tillid til hvad jeg
havde lært selv. Jo mere jeg tænkte, desmeere
merkede jeg, at min hele Omgang i Verden
havde kuns været en Kiede af falske og unaturlige
Begreber, af indpræntede Fordomme, af et for¬
stilt Væsen, tvungne Handlinger, og idelige
Modsigelser. Nu, da jeg var bleven reent van¬
kundig, begyndte jeg først at skimte Sandheden,
ved Hielp af den sunde Fornuft, og jeg manglede
ofte kuns Dristighed, for at begribe, hvad der
i de fleste Tilfælde var det Rette og Sande;
Saa meget er der vundet alene ved at afkaste For¬
domme. O! hvad en reen og ufordærvet For¬
stand er en stor Skat! Veed J og det, Hr. Til¬
skuer? Er J ikke for lærd til at troe det? Dømmer
J ikke for meget om Mennesket efter Omgang og


185
Bøger, for at kiende det af den rette Erfaren¬
hed? Har J nogen Tid været eensom nok for at
omgaaes med Eder selv, og er J ikke for stolt
til at lære noget af Fruentimmer og Børn? Jeg
troede, at jeg kiendte Verden meget vel, da jeg
endnu var for dum til at kunde af mig selv have
tænkt eller sagt saadant, som jeg hørte af mine
Børn hver Dag; Saa sunde og reene vare de
fleste Tanker, som de giorde sig om alt, hvad de
saae. Den daarlige og selvgjorte Mode=Smag,
som det havde kostet mig stor Møie at aflegge,
rørte dem ikke; det var nok at sige eller vise dem
saadant, for at faae dem til at belee eller afskye
det. Pligter, som jeg længe ikke kiendte, eller
holdt alt for besværlige, fandt de ganske natur¬
lige, og en god Handling, som havde været
mig en Byrde, var dem en Fornøielse. Uden
alle andre Hielpemidler, end dem, som jeg har
sagt, udviklede og opdagede de daglig af sig selv
mange af disse store moralske Sandheder, som de
Lærde med al deres Philosophie og Veltalenhed
overtale kuns faa til at antage, og hvorom de
selv undertiden tvivle. Naar jeg har sammen¬
lignet mine Børns Tænkemaade med min egen
paa den Tid, da jeg troede at være et ret fuld¬
komment Fruentimmer, hvor tidt har jeg ikke
tænkt paa det, som den store Lærer har sagt:
-Men jeg har
Uden J blive som Børn. -


186
ikke tordet sige det til nogen, uden til Eder. Af
nogle Steder i Eders Blade slutter jeg, at J ikke
skal foragte mig derfor.
No. 222.
Fredagen, den 4 Martii 1763.
K¬
unde man vel anføre et større Beviis paa en
almindelig Fordærvelse i Tænkemaaden, end
dette: At Folk, som ikke ville regnes til Pøbe¬
len, kunne holde det ligegyldigt, enten de, som
beklæde offentlige Embeder, have studeret eller ei.
Misbruge findes der overalt i Verden, og de
fuldkomneste Grundregler blive ikke altid opfyld¬
te. Men naar der tvivles om Grundreglerne
selv, naar man offentlig og uden Undseelse tør
angribe dem, da er det ikke længer Misbrug;
Det er en Fordærvelse i Tænkemaaden, som er
værre end smitsomme Lande=Syger. Og at for¬
tie eller skaane saadanne Feil, saa længe man end¬
nu ikke holder det for ganske umueligt at rette dem,
er lige saa stor en Troeløshed imod Fædrenelandet,
som at skiule et Complot af Oprørere, eller for¬
tie en Lægedom, hvormed man kunde fordrive Pest.


181
Det er rart, at man kommer i et Selskab,
hvor der ikke findes nogle Personer, som ere be¬
hæftede med denne Lande=Syge. Fra vore Mo¬
denarrer og Petitmaitres af indtil gamle Skri¬
vere og Domestiker er der ingen, som jo indbilder
sig, at de besidde noget, som giør dem langt me¬
re beqvemme til Statens Tieneste, end alle Bø¬
ger og Videnskaber. Af disse, sige vore unge
Herrer, lærer man ikke at kiende Verden. - -
Det var meget; Den hele Historie, og alt, hvad
de største Genier i saa mange Aarhundrede have
tænkt og skrevet, skulde ikke lære os at kiende
Verden? og hvor, mine smukke Herrer, skulde
vi da lære det? Hos Haarskiærerne, Danseme¬
sterne, ved Spillebordene, i de store Selskaber,
hvis første Grundregel er at forstille sig, og
den anden, aldrig at tale uden om ligegyldige
Ting, er det der, at man lærer at kiende Men¬
nesket saaledes, som det er af Naturen, dets ad¬
skillige Tænkemaader og Tilbøieligheder, er det
der, at man lærer at prøve en Sandhed, at døm¬
me i en vanskelig Trætte, at give gode Love? -
Jngenlunde, svarer strax en Skriver; Opdra¬
gelse og Selskab hielper lige saa lidet som Bøger;
Det er Praxis, som giør Folk til gode Embeds¬
mænd - - Praxis, dette Ord hørte jeg længe,
uden at forstaae det. Jeg troede først, at det
var det samme, som Erfarenhed, og havde der¬


188
for megen Ærbødighed for saadanne Folk, som
beraabte sig paa deres Praxis. Det er Folk, tænk¬
te jeg, som, foruden de almindelige Grunde af
Videnskaberne, vide af særdeles Erfaringer at
bevise, hvad de sige; som kiende Landets og Stæ¬
dernes besynderlige Tilstand; som have givet Agt
paa Handlingernes og Lovenes Følger, og kunde
anføre en tilstrækkelig Grund, hvorfor man i et
eller andet Tilfælde bør vige fra de almindelige
Regler, for at komme Øiemerket endnu nærmere.
Disse Folk, tænkte jeg, vide ikke alene det sam¬
me, som man kan lære af Videnskaberne, men
de vide og mere; De vide, at forbinde Grunde
med Erfaringer, og at bruge de Lærdes Grund¬
regler, uden at lade sig indtage af deres Fordom¬
me. Men jeg blev ikke længe i denne Vildfarelse.
Jeg lærte saart, at en Practicus er i borgerlige
Forretninger det samme, som en Qvaksalver i Læ¬
gekonsten, Folk, som med alle deres Erfaringer
kiende lige saa lidt til Menneskets moralske Be¬
skaffenhed og Statens Bygning, som Qvaksal¬
verne kiende til Structuren af det menneskelige
Legeme. Og ligesom disse curere Folk med stiaal¬
ne Recepter, hvortil de ikke vide anden Grund,
end at det er probarum, saa have og vore ulærde
Skrivere til Lykke lært saa meget Latin, at de kun¬
ne sige: Det er Praxis; det er at sige: Saale¬
des have andre gjort for os, og saaledes giøre vi


189
efter dem; Andet have vi hverken seet eller hørt,
og der er ingen anden Maade muelig, at giøre
Tingen paa, end den samme. Spørg ikke, hvor¬
for der ingen anden er muelig? Er det ikke nok,
at saa oplyste Folk ingen anden have seet? Men
de have jo aldrig, vil J maaskee sige, været u¬
den for deres Bye eller Comptoir; De læse ikke
heller, hvad andre Folk have tænkt eller gjort,
og der kan jo derfor være meget baade mueligt og
virkeligt til, som de aldrig have hørt? - - Ja
det synes vel saa; men hos en Practicus gielder
det hele menneskelige Kiøns Erfarenhed lige saa
lidt imod hans egen, som alle Videnskabernes
Grunde mod det, han kalder Praxis. Det er
ikke nok, at han selv veed intet af alt dette; Han
leer kuns af alt, hvad J fortæller ham derom.
Hvorfor? Fordi han ikke veed mere, end hvad
der har tildraget sig i hans snevre Omkreds, og
fordi han ikke er vant til at spørge efter Grunde,
men kuns at handle efter Forskrifter og Exempler.
Saa ubevægelig er han ikke alene, naar man fo¬
reslaaer ham en nye og beqvemmere Maade til at
afgiøre en vigtig Sag paa, men og, naar man
kuns vil have ham til at udelukke et unyttigt Bog¬
stav af et Ord, til at bruge en forstaaeligere Ta¬
lemaade, og til at forandre et Comma eller Punc¬
tum i hans gamle Formular.


190
Tag derimod en Student, som ikke har lært
andet end Latn og lidet af Phuosophien. Jen
forlanger ikke engang, at han skal kiende de Vi¬
denskaber, som egentlig giøre ham beqvem til
Statens Tieneste, at han skal være stærk i Histo¬
rien, Lovkyndigheden, føre en god Stiil; Det
er nok, at han endnu hverken er indtaget af de
Lærdes Pedanterie eller af Philosophernes For¬
domme. Tag en Student, siger jeg, som ikke
veed andet, end Grundreglerne af Constructionen,
i det Latinske Sprog, har læst nogle Autores, og
forstaaer det Almindelige af Philosophien. Det
er lidet af det, som Videnskaberne kunde giøre;
men det er nok, for at giøre denne Person i man¬
ge Henseender beqvemmere end en gammel Practi
cus. Min Student har i det mindste Kundskab
nok om de almindelige Regler af et Sprog, til
at begribe, naar man siger ham, hvorledes man
kan forandre en gammel Formular saaledes, at
den bliver kortere, tydeligere, naturligere, or¬
dentligere og mere sammenhængende. Hvor faa
Autores han end har læst, og hvor lidt hans Sko¬
lemester end har bekymret sig om, at forklare ham
Meningen deraf, veed han dog, at de gamle
Romere og Græker tænkte i mange Ting ganske
anderledes end vi, og at de derfor ikke vare Narre.
Naar man derfor fortæller ham, hvorledes Jnd¬
retningerne ere hos andre Folk, naar man taler


191
om et Forslag, til at indrette en Ting anderledes,
end den har været tilforn, leer han i det mindste
ikke deraf, alene fordi det er nyt eller fremmed,
og fordi han ikke har hørt saadant før. Saa me¬
get hielper Historien ham, om han og ikke vidste
mere deraf, end det ufleste Compendium, og
om han ikke havde læst mere end Cornelius eller
Curtius; og Philosophien, den har dog lært ham,
at man ikke bør antage noget uden tilstrækkelig
Grund. Kan han ikke finde denne Grund selv,
saa har han dog Taalmodighed til at høre hvad
andre sige, og saa meget mere Beqvemhed til at
begribe det, end en blot Practicus; som den, der
aldrig har hørt noget om en Sag, men dog er
vant til at tænke efter Grundregler, er nærmere
til at begribe den, end en anden, som er fuld af
Fordomme, og aldrig vant til at undersøge noget
efter Grunde.
Saa mange Fortrin har en Student fremfor
en blot Practicus, og det er endda kuns uendelig
lidt mod den Nytte, som Videnskaberne kunde giøre,
naar Tiden i Skolerne og Akademierne blev vel
anvendt, og de Studerende, efter at have lagt
en god Grund i Videnskaberne, VV. tidlig bleve
brugte til Forretninger. Hvor hastig skulde da
saadanne Folk ikke alene opnaae, men og over¬
gaae dem, som ere optrukne i et Comptoir? Hvor
mange vigtige Opdagelser skulde de ikke giøre, ved


192
at sammenligne det Gamle med det Nye, een Na¬
tions Erfaringer med en andens, og forbinde For¬
nuft og Erfaring tilsammen ved rigtige Slutnin¬
ger? Naar denne Tænkemaade blev almindelig,
og der fandtes saadanne Folk i alle, endog de
mindste borgerlige Embeder, hvor let skulde det
da ikke blive for en Lovgiver, at faae al den Op¬
lysning, som han forlangte? Og i hastige og u¬
formodentlige Tilfælde, naar en Practicus er raad¬
vild, fordi saadant ikke er skeet tilforn i hans
Tid, da skulde de Raad, som man søger i Bø¬
ger, som man laaner af andre Nationers Erfa¬
renhed, eller uddrager af bekiendte Grunde, da
skulde disse Raad i det mindste være bedre, end
andre, som ulærde Betiente gribe til af en Slum¬
pelykke.
Jeg venter ikke, at nogen Forestilling skulde
saa hastig kunne udrødde en Feil, der er saa ind¬
groet hos os, som den, ikke at agte Videnska¬
berne. Men jeg troer dog, at det ikke kan vare
længe, førend vi komme saa vidt, at vi i det
mindste skamme os ved at tilstaae det. Unge
Mennesker af formuende Familier begynde dog at
studere; og om de ikke lære andet, end det,
som er fornødent, for at faae Navn af Student,
vare de dog derved alene mere beqvemme til at
tiene Staten, end andre, som enten ikke gjorde
andet, end at løbe om i Selskaber, eller sad


193
nogle Aar i et Comptoir, for at reenskrive, hvad
man forelagde dem. Men det er dog ikke nok;
og jeg maae derfor bede Forældrene, at de ville
betænke, at Navnet af en Student alene ikke
giør Sagen af. Det er ingen Dyd, at være
eenøiet, fordi det er bedre, end at være reent blind.
Troe vi, at Studeringerne ikke giøre Folk beqvem¬
me til Embeder, saa lad og ikke bedrage vore unge
Folk. Fem eller sex Aar af et Menneskes Liv
ere for meget at spilde. Er det for tidlig for dem
at bruges til Forretninger; saa lad dem heller i
den Tid lære et Haandverk, hvoraf de kunde nære
dem i Nødsfald. Og ere de for rige eller for¬
nemme til at lære Haandverker; saa lad dem
lære noget andet, som man ikke holder for unyt¬
tigt, og som kan hielpe dem til at giøre Lykke, om
ikke til at blive værdige dertil. Lad dem lære at
danse, at fegte, at ride, at synge, o. s. v. Troe
vi derimod, at det er fornødent at studere, og er
dette vores virkelige Alvor, da maae det ikke væ¬
re nok, at vi lade vore unge Folk lære saa meget,
som der endelig behøves, for at indskrives iblant
de Studerendes Tal. Det er kuns at bedrage
dem og os selv, at fornærme Publicum og de Em¬
beder, som de i Tiden skulde beklæde. De bør
ikke sendes til de høie Skoler, førend de have en
god almindelig Jndsigt i Sprogkonsten, Histo¬
rien og Philosophien; Og naar de have den, bør


194
man at have Jndseende med, at de hverken spilde
Tiden ved Akademiet, eller anvende den paa frug¬
tesløse Arbeider, men at de i Tide anføres til de
Videnskaber, i hvilke de skulde bruges. Dette
er en Pligt, hvorfori alle de Forældre, som be¬
stemme deres Børn til offentlige Embeder, skulle
giøre Fædrenelandet Regnskab, og hverken den
naturlige Kierlighed, eller Moden, eller andres
Efterladenhed, kunne undskylde dem, om de for¬
sømme det. Lad dem kuns ikke klage over Lykkens
Blindhed, og beraabe sig paa Exempler af uvær¬
dige Embedsmænd. Hvor skulde det kunne væ¬
re andet, saa længe Forældrene selv forsømme,
at giøre deres Børn værdige? Lad Fortienester
ikke altid blive belønnede; er det derfor en Ulykke
at have dem? Naar man siger: Det unge Men¬
neske fortiente at befordres, den burde være mere,
end han er; mon da saadan een, om han kuns
var Student, ikke giør sine Forældre og Familie
mere Ære, end et forkielet og i Vankundighed
og Forfængelighed opdraget Drog, om man og
slæbte ham fra een Ærespost til en anden? Vi kun¬
ne ikke underholde vore Børn med Æren alene,
ville maaskee nogle Forældre svare; De maae væ¬
re nok saa lærde og fortiente, saa koste de os dog
mange Penge, saa længe de endnu ikke ere befor¬
drede. Maae jeg spørge disse Forældre: Hvad
de kalde Befordringer? De forstaae dog vel ikke


195
derved, at et ungt Menneske faaer en Titel uden
Jndkomster og Forretninger, et Navn, som
kuns foraarsager ham nye Bekostninger, som han
misbruger til Lediggang, og hvorved han af For¬
fængelighed udelukker sig selv fra mange nyttige
Beskieftigelser og virkelige Befordringer? Skul¬
de nogle Forældre endnu tænke saaledes, da
maae vi bede dem, at de dog ikke vilde give Vi¬
denskaberne Skyld for det, som er en naturlig
Følge af deres egen Daarlighed. Lad deres Børn
først lære noget til Gavns, førend de tænke paa
at befordre dem; have de siden Midler nok, saa
lad dem blive ved at studere saa længe, indtil de
kunne opnaae et virkeligt Embede: Have de ikke
Midler, saa lad dem kuns ikke holde det for en
Skam, at de fortiene deres Brød ved Videnska¬
berne; Og i et Land, hvor disse agtes, som de
bør, skal dette hverken være vanskeligt eller skam¬
meligt. Siger man, at de ikke agtes; hvem kun¬
ne da være mere Skyld deri, end de anseelige Em¬
bedsmænd og formuende Forældre?
Enhver af disse giøre kuns dertil, hvad han
kan; og for at kunne meget, kommer det i de fle¬
ste Tilfælde kuns an paa, at man vil. Men
en Udflugt, en Undtagelse fra Regelen, et Ex¬
empel, er nok til at giøre det umueligt, som ellers
var let. Naar man følger bestandige Grundreg¬
ler, endog naar disse ere ikke saa grundede, som


196
den: At foredrage een, som har Videnskaber,
fremfor en anden, som ingen har; er det let,
at overvinde alle Vanskeligheder. Men saa snart
forlader man ikke Regelen eengang, førend man
har ikke meer at undskylde sig med; Og tilsidst
kan man ikke meere, endog da, naar man maa¬
skee gierne vilde. Grundregler, Grundregler!
Endog de Feil, som flyde af dem, ere ofte bedre,
end de klogeste Undtagelser. "Men hvor faae vi
disse Grundregler, uden af Videnskaberne?
No. 223.
Mandagen, den 7 Marti 1763.
D¬
en Methode, som jeg (*) fulgte i mine
Børns Opdragelse, var i de fleste Ting
tvertimod den, som jeg havde fulgt i min egen.
Jeg begyndte med det, hvormed mine Forældre
havde endt; Det, som de holdte for ringe eller
uanstændige Ting, holdt jeg for det vigtigste; og
hvor de havde brugt Tvang og Konst, lod jeg
Naturen virke alene. Det var saa langt fra,
at mine Børn tabte noget derved, at de endog
(*) See No. 221.


191
bragte det i alle Ting meget videre end jeg. J
den Alder, da jeg endnu legede, om ikke med
Dukker, saa dog med andre Ting, som ikke vare
mere værd, da jeg i det høieste var en smuk be¬
vægelig Maskine, som ikke duede til andet,
end til at indsluttes i et Dukke=Skab, eller
figurere paa et Theater, vare mine Pige-Børn
alt nyttige i Huset, og meget mere skikkede
til at være Mødre, end jeg paa den Tid, da
jeg blev Moder til dem. De tabte derved intet
af deres Yndigheder; Alt, hvad Konsten virke¬
lig formaaer, til at forøge vore Behageligheder,
er snart lært. Men dersom det ikke understøttes
af Naturen, dersom det undertrykker og vanska¬
ber den, hvor ulykkelig er da ikke saadan en Frem¬
gang! Mine Børn lærte snart at bære og at
klæde sig, og de giorde begge Deele saa meget
bedre end jeg, som de adspurgte Naturen og deres
eget Genie mere end Moden. De vare altid vel
paaklædte og brugte kuns liden Tid dertil. J
Valget af deres Prydelser agtede de ikke meget,
hvad andre brugte, og endnu mindre, hvad der
var prægtigt og kostbart. De bekymrede sig kuns
om Reenlighed, hvad der passede sammen, og
sad net efter Kroppen. J de enfoldigste Pry¬
delser vare de skiønnere, og bleve af Kiendere
langt mere beundrede, end jeg, naar jeg havde
anvendt baade meest Tid og størst Bekostning der¬


198
paa. De udvortes Behageligheder, som i mig
havde været stumme og døde, gave de et nyt
Liv ved en uskyldig Frihed, en uhykkelsk Ven¬
lighed og en Færdighed til at tænke og udtrykke
sig vel. I Stedet for de sædvanlige Talemaa¬
der, som ere brugelige iblant skikkelige Folk, som
man lærer uden ad, ligesom en Lectie, som man
siger tusende gange, uden at tænke derpaa, og
som er alt, hvad de fleste Fruentimmer veed,
vidste de at tale om mange Ting saaledes, at man
kunde høre, at de havde tænkt selv. Dette var
Frugten af vore daglige Samtaler, og af den
Frihed, som jeg forundte dem til at tale fortroe¬
lig med mig. Og hvor mange andre herlige
Virkninger havde ikke denne Fortroelighed. Mine
Børn vare aldrig saa fornøiede i noget Selskab,
som i mit. De skiulte intet for mig indtil de
hemmeligste af deres Hierters Bevægelser; De
spurgte mig i alle Tilfælde til Raads, endog i
saadanne, som vare ligegyldige, som jeg lod
komme an paa dem selv, og som de kunde let
have skiult for mig. Naar de sagde eller begie¬
rede noget, som ikke anstod mig, var det nok,
at jeg taug, smilede eller skiemtede dermed, for
at faae dem til at troe, at det ikke var ganske,
som det burde være; og jo mindre jeg sagde dem
derom, desmere Umage giorde de sig, for at
udgrunde Aarsagerne selv til min Mishag. Ved


199
disse Samtaler indpræntede jeg dem Grund-Saud¬
hederne af Religionen og Sædelæren, førend de
endnu havde lært en Tøddel uden ad. Min egen
bedrøvelige Erfarenhed lærte mig at vælge denne
Methode. Jeg kunde uden Skræk ikke tænke
paa min Forberedelse til den helligste Forretning,
og jeg havde besluttet, før at lade dem blive reent
uvidende, end at tillade dem, at drive Spøg
med saa værdige Ting, og at betragte den høieste
Handling i Religionen som en forfængelig Cere¬
monie. Jeg behøvede kuns at give dem Anled¬
ning, for at faae dem til at giøre mig mange
Spørgsmaale, hvorved de selv forlangte Under¬
viisning; Og som de paa denne Maade lærte best
at fatte Sandhederne, saa lærte de og tillige at
udøve dem. Deres Spørgsmaale satte en Be¬
gierlighed forud, til at underrettes, og denne
Begierlighed blev gemeenlig opvakt ved noget,
som rørte dem. Skabningens, Forsynets og
Forsoningens utallige Velgierninger vare de sæd¬
vanlige Anledninger til vore Samtaler. Deres
kierlighedsfulde Taknemmelighed eller Fortrydelse,
som de ved mange smaa Leiligheder viiste mod
mig, var som en Himmelstige, paa hvilken jeg
førte dem høiere op til at elske det Væsen, som
er den første Aarsag til alt Godt, og som har
sagt, at han ikke vilde forglemme os, om og en
Moder kunde forglemme sit diende Barn. En


200
fuldkomnere Beskrivelse af Guds Kierlighed la¬
der sig vel ikke udtrykke med nogen menneskelig
Tunge, - - og dog hvor begribelig, hvor fø¬
lelig er denne endog for Børn? Ulyksalige ere
de Forældre, som ved deres eget slette Forhold
svække selv den allerædleste Grund, paa hvilken
Religionen kan bygges, og som, for ikke at be¬
skiemme dem selv, nødes til at forestille den
himmelske Fader enten som en Tyran, eller og
som et uviist og ligegyldigt Væsen, der ved Kie¬
lenskab fordærver sine Skabninger.
Jeg var saa lykkelig i mit Foretagende, og
jeg blev hver Dag saa rigelig belønnet derfor, at
der nu fattedes intet i min Lyksalighed, uden at
jeg maatte kunde giøre min Mand deelagtig deri,
og dertil behøvedes kuns, at han kiendte den.
Det var nu ikke mig selv, men ham, som jeg
beklagede; saa meget var den Kierlighed, som
kom af Fornuft og Religion, større, end den,
hvormed jeg havde elsket ham tilforn af den
heftigste Passion. J denne havde jeg kuns seet
paa mig selv og mine egne Fornøielser, endog
naar jeg troede, at jeg opofrede alting i Verden
for hans Skyld. Nu derimod var jeg ved hans
slette Omgang vel bleven saa koldsindig, at jeg
troede, at jeg kunde undvære ham; men jeg var
dog, i Betragtning af mine Pligter, ikke lige¬
gyldig nok, for ei af Hiertet at ønske ham den


201
samme Lyksalighed, som jeg nød selv, og som
jeg var vis paa, at han ikke fandt der, hvor
han søgte den. Før havde jeg misundt ham,
nu ynkede jeg ham; thi i de faa Øieblik, som
han undertiden forundte mig, merkede jeg af en
bestandig Uroelighed og Adspredelse i Tankerne,
at hans Lyksalighed bestod kuns i et døvende Bul¬
der, hvormed han til visse Tider undertrykte For¬
nuften og Samvittigheden, for til andre Tider
at føle des heftigere deres Bebreidelser. Hvor
øm var ikke min Medlidenhed, da jeg merkede,
at saadan en indvortes Uroelighed var nu den
største Aarsag, hvorfor han forlod mig? Han
begyndte virkelig at finde Fornøielse i sit Huus,
fordi han hørte ikke der mere noget bebreidende
Ord, men blev altid modtagen baade af mig og
af hans Børn med Glæde og Kierlighed. Det
gik ham ligesom de Folk, der ere opfødte i de store
Stæder. Landmandens stille Glæde indtager
dem for en kort Tid; men det varer ikke længe,
førend de blive keede deraf. Naar man er kom¬
men saa dybt ind i Forfængeligheds Strikker, er
Fornuft og Religion, og desverre min Mand
havde kuns lidt af begge Deele, for svage til at
udrede os; Forsynet maae ved en besynderlig Fø¬
relse rykke os løs deraf. Dette skeede, og jeg
har Aarsag til at takke Forsynet derfor, endskiønt
det betiente sig af saadanne Midler, som giorde


202
vores Vilkaar udvortes meget slette. Min Mand
mistede ved Bedragerie en stor Sum, og Bedra¬
geren var en af de Venner, uden hvis Selskab
han ikke kunde leve fornøiet. Han udfordrede
ham i Overilelse, og blev saaret. J denne Til¬
stand bragte man ham til mig. Jeg begegnede
ham i hans Sygdom saaledes, at han af Kier¬
lighed og Undseelse skiulte længe Aarsagen til
hans Ulykke for mig. Han troede, som han
siden sagde, at det var umuelig, at min Kierlig¬
hed kunde gaae saa vidt, at tilgive ham. Det
kostede mig derfor megen Umage, inden jeg fik
ham til at tilstaae Aarsagen til hans Græmmelse;
og den uventede Sinds-Forfatning, med hvilken
jeg modtog en Tidende, som efter hans Tanke
burde have bragt mig til den yderste Forbittrelse,
rørte ham saa meget, at han med en stor Eed
forsikkrede, at han aldrig i sin Livstid havde følt
det, som han følte i det Øieblik; at han elskede
mig høiere nu, end da han var allermest forelsket
i min Person, og indtaget af min Rigdom.
Han vilde herefter, sagde han, opofre alle de
Selskaber og Forbindelser, som tilforn havde be¬
røvet ham langt sandere Fornøielser, hvilke han
nu først vidste at skiønne paa. Dette Løfte var
hverken falskt eller forstilt; det var Hiertet, som
talede. Men hvor meget min Opførsel havde
rørt ham, troede jeg dog ikke, at jeg derved alene


203
kunde have gjort ham bestandig i det Forsæt, der¬
som det ikke var blevet understøttet tillige ved
andre Passioner, ved Vrede og Skamfuldhed.
Han elskede mig virkelig; men han hadede endnu
mere sit forrige Selskab. Han undsaae sig for
mig; men han skammede sig langt mere for Ver¬
den. Hans Begreber om Æren vare saa ureene,
at det onde Rygte, som han ved sine egne Laster
havde paaført sig, rørte ham ikke saa meget, som
den Skam, at være bedragen af andre. Saa
ufuldkomne vare de første bevægende Grunde til
hans Forandring; men der var dog allerede vun¬
det meget derved. Naar man først er kommen
saa vidt, at man kan overtale sig til at afbryde
en gammel Synde=Vane, og at skye Leilighederne
til nye Laster, er det vanskeligste Skridt gjort.
Hiertets Forbedring er en Virkning af ædlere og
reenere Grunde; Men disse arbeide forgieves paa
en Siel, som døver sig selv ved idelige Adspre¬
delser. Det Sande, det Gode, det Natar¬
lige, det Dydige er let at kiende, og vi maae
elske det, saasnart vi kiende det. Jndgroede
Fordomme og herskende Synde=Vaner skiule
denne Kundskab for os, eller og undertrykke de
gode Bevægelser, som den opvækker. Saasnart
fordrives ikke denne Taage fra vore Øine, førend
det med eet bliver lyst i Sielen; Vi indsee uden
Møie de Sandheder, som tilforn vare os ubegri¬


204
belige; Dydens naturlige Yndigheder indtage
os; De Pligter, som før syntes at være utaa¬
lelige Byrder, blive lette, og deres Udøvelse
belønner os med en stille Glæde, som overveier
langt den Lyksalighed, hvilken vi tilforn søgte i
Lasternes Sværm. Min Mand havde ikke været
otte Dage hiemme, efter at han var bleven frisk
igien, førend jeg merkede, at han fandt mere
Fornøielse i Omgang med sine Børn. J disse
smaa Kreature var den sunde Fornuft alene stærk
nok, for at opvække en gammel og i Fordomme
opdragen Daare til Eftertanke, og til at give
ham en Smag paa de høiere Fornøielser, som han
tilforn ikke havde kiendt; Fornøielser, som ere Frug¬
ter af en uskyldig Omgang og af en reen Kierlighed.
Det blev for vidtløftigt, sagde Coelie, om
jeg skulde fortælle Eder alle Omstændigheder af
saa glædelig en Forandring; Jeg maatte da sige
meget, som efter Anseelse var ganske ubetydeligt;
Og om J end selv havde Taalmodighed til at høre
det, skulde det dog blive de fleste af Eders Læ¬
sere kiedsommeligt. Lad enhver agte paa sine
egne Førelser, og de skulde finde Anledning nok
til at prise Forsynet, og til at forarbeide deres
Lyksalighed. Men de maae først have overvun¬
det Opdragelsens Fordomme, eller og have faaet
en bedre Optugtelse end jeg. De maae have
lært at finde i sig selv den Lyksalighed, som de


205
forgieves søge uden for dem, at agte Natur høiere
end Mode, og at ansee Nøisomhed og en dydig
Beskieftigelse for et større Gode, end Rigdom og
Beqvemmelighed. Jeg var ung, skiøn, riig,
behagelig, elsket og yndet, uden at være lyksa¬
lig; og jeg blev det ikke, førend jeg havde tabt
alt det, som man i den almindelige Opdragelse og
Omgang lærer os at agte saa høit. J en for¬
nuftig Eftertanke og i Opfyldelsen af mit Kiøns
Pligter, i mig selv, i mit Huus og i mine Børn
fandt jeg den Glæde, som jeg forgieves havde
søgt i Tankernes Adspredelse og Pligternes For¬
sømmelse. Min største Glæde er nu, at jeg
har Aarsag til at haabe, at mine Børn skulde
endnu blive langt lykkeligere, end jeg. Den
Kundskab, som hos deres Forældre er Virknin¬
gen af en bedrøvelig Erfarenhed, skal vogte dem
for at begaae mange Feil. Jeg undseer mig der¬
for ikke heller ved at fortælle dem mine egne For¬
seelser, og jeg bier ikke, indtil de enten have
hørt det af andre, eller ere selv nær ved at begaae
de samme Feil; thi da er det gemeenlig for sildig.
Troer J, at min Historie kunde gavne flere end
dem, da maae J gjerne fortælle den. Jeg har,
desverre! alt for mange Lige i mit eget, og min
Mand alt for mange i Eders Kiøn, til at man
saa let skulde giette, hvem vi vare. Og hvorfor
skulde vi skamme os ved at bekiende de Feil, som


206
vi have aflagt, ved en Bekiendelse, som er Ver¬
den til Nytte? De Gode kunne ikke foragte os
derfor, og de Onde, de giøre sig jo en Ære af
Lasterne selv? Er der vel et forfængeligt Fruen¬
timmer eller en fordærvet Mandsperson til, som
ikke skulde misunde baade mig og min Mand, at
have spillet saadan en Rolle i Verden, som vi
spilte paa den Tid i vores Liv, hvilken vi siden
beklagede? Disse Folk skulde ikke fordømme vores
første Opførsel, de skulde kuns beklage vor For¬
andring; Og naar man føler selv, at man er
lyksalig, hvad skader det da, at andre bekla¬
ge os?
No. 224.
Fredagen, den 11 Martii 1763.
T¬
ilskuerne i Provincerne have allerede indsendt
adskillige Efterretninger; Men de fleste ere
enten for almindelige eller for vidtløftige til at ind¬
føres; Verden er, som Babue siger i sit sidste
Syn, overalt sig selv liig. Og da der er saa
megen Liighed imellem adskillige Folkeslage, hvad
Under da, at man finder en langt større imellem


207
Byerne og Herrederne af een og den samme Stat?
For at undgaae en unødig Vidtløftighed, anfører
jeg i disse Blade kuns det Merkværdigste. De
andre Efterretninger skulle derfor ikke være spildte;
De alleralmindeligste skulde i det mindste have den
Nytte, at jeg derefter kan vælge saadanne Af¬
handlinger, som skikke sig best for vores Publicum,
og iblant mange nyttige Sandheder vælge de for¬
nødneste. Jmidlertid vil jeg bede Læserne een
gang for alle at troe, at alle de Tildragelser, som
jeg beretter dem i mine Collegers, de Provincial¬
Tilskueres, Navne, ere virkelige, og at jeg
agter den historiske Sandhed for meget til at skiem¬
te med dette Ord.
En af mine Correspondenter i Stælland har
tilsendt mig følgende Linier af en Gravskrift over
en Landmand, som døde i det sidstafvigte Aar.
For at finde den skiøn, er det nok, at jeg forsik¬
krer Læserne, at de Træk, som den indeholder,
ere hverken opdigtede eller forstørrede, for at en¬
hver Læsere vil finde den skiøn.
Den Salige har ved sin Omhyggelighed forbedret
Gaarden og dens Gods.
Han har tillavet konstige Fiske=Søer,
Anlagt smukke Træ=Skoler,
Bereedt et ordentlig Tegl=Brænderie,
Gjort en Ulden=Fadrit muelig.


208
Han har besat sine Byer med alle Slags
Haandverksfolk,
Og formeeret dem med fem og tive Huusmænd.
Han afskaffede paa sit Gods alle Betlere,
Jndhegnede Markene med Steen=Gierder,
Satte enhver af hans Bønder i Stand,
Oprettede for deres Børn en gudelig Skole,
Lod nogle af dem undervise i Musiken.
Jngen Herre kunde handle ædlere ved en
adelig Eiendom.
Naar Gierningerne selv tale, forvandle de
en blot Fortællelse til den prægtigste Lovtale. Og
kan vel den gode Borger, kan Patrioten ønske
sig en større Ære, end den, at fortiene saadant
et Eftermæle? Hvilken iblant alle mine Læsere
kunde vel tænke nedrig og pøbelagtig nok, for ikke
at agte denne Mand, uden først at spørge, om
han havde Titler og Stammenavn? Saa længe
denne Gravskrift er til, og der ere Mennesker,
som kunne vidne om Sandheden deraf, skal ingen
Konstner kunne opreise en prægtigere Ærestøtte.
J flittige Samlere af historiske Efterretninger, som
til Fædrenelandets Ære, og for at giøre Eders bra¬
ve Landsmænd udødelige, aftegne alle Overskrif¬
ter, og igiennemblade alle Archiver, er det til¬
ladt, at spørge Eder, hvorfor J i Eders store
Verker tale saa sielden om saadanne Landsmænd?


209
Er det, fordi de ere saa rare, eller og, fordi J
troe, at det er Eder selv mere anstændigt, at for¬
evige nogle gamle Finkeridderes, Kiæmpers og
Voldsmænds Jhukommelse, at skrive Liigtaler
in Folio over saadanne Kirkepatroner, som ikke
have andet at bryste sig af, end deres Stamme¬
træe, at fortælle os i lange og opskruede Program¬
mer Historier af enhver Candidat, som søger en
akademisk Titel, at give os vidtløftige Fortegnel¬
ser af lærde Folk i enhver Province, hvis Verker,
til Forfatternes Ære allerede længe have været
forglemte. Er dette Aarsagen, da maae J for¬
lade mig, om jeg troer, at J gjorde Fædrene¬
landet langt større Tienester, naar J samlede saa¬
danne Gravskrifter, som denne; eller og taug
stille, saa længe J ikke vidste at sige os noget
bedre.
For at oplyse noget i denne Gravskrift, som
ellers skulde være uforstaaeligt, maae jeg berette,
at den afdøde Patriot, til hvis Afmindelse den
er opsat, lod sine Bønderkarle lære at spille paa
adskillige Jnstrumenter, og at de bragte det saa
vidt deri, at han ved dem ofte lod opføre hele
Concerter. Dette havde den Virkning, at naar
andre Bønder gik paa Kroen, søgte disse en For¬
nøielse, som er den ædelste af alle de sandselige,
og som gav dem en finere Tænkemaade, end Ho¬
bens. Det var saa langt fra, at det kostede


210
ham megen Umage at opvække denne Lyst iblant
Almuen, at den tvertimod udbredede sig let; og
da han først havde ladet nogle oplære, fandtes
der altid nok, som havde Lyst til at undervises.
J Sachsen ere saadanne Exempler ikke rare.
Men hvem skulde vel have søgt dem iblant vore
Fæste-Bønder i Siælland? Hvem skulde ikke
have troet, at baade deres Siele vare alt for
nedtrykte og deres Seener for stive til at føle det
Fiine i Tonekonsten? Saa lidt kiende vi af Men¬
neskets Natur; Saa lidt veed vi, hvad der er
mueligt, at en Patriot har kuns nødig at vove et
lidet Forsøg, for at udrette saadanne Ting, som
man holdt enten for umuelige eller for Under¬
verk. Giorde vi saa mange Forsøg i det Sæde¬
lige, som vi have gjort i det Physiske! Sielens
Evner strække sig dog langt videre end Jordens,
og den philosophiske Bonde har beviist, hvor
meget det Physiske beroer paa det Moralske.
Troede vi ikke let, at noget var umueligt, førend
vi havde forsøgt det; Lærte vi af saa mange lyk¬
kelige Erfaringer, hvor meget det i alle Foreta¬
gender kommer an paa at ville, og at dette alene
er nok til at giøre de vanskeligste Ting lette; O,
hvor mange ypperlige Forslag, som nu holdes
for ugiørlige, og som man, af Frygt for at blive
latterlig, ikke tør nævne engang, bleve da ikke
snart fatte i Verk! Vi skulde see saadanne For¬


andringer iblant Menneskene, at det, som for¬
tælles om Orpheus, ikke meere skulde holdes for
en Fabel.
Udtog af nogle Efterretninger fra et vist
Amt.
211
Præsterne her i Egnen ere alle gode Folk; De¬
res udvortes Forhold er ustraffelig. Men Ca¬
ractererne ere meget adskillige. De fleste lade
det blive ved at prædike eengang om Ugen, og
at besørge Embedets allernødvendigste Forretnin¬
ger. Endda findes nogle iblant disse, som ide¬
lig klage over Embedets Byrder, og som ere reent
utrøstelige, naar der falde to hellige Dage ind i
een Uge. Studeringer maae man ikke søge iblant
dem. Nogle have aldrig vidst meget mere, end
hvad de have lært i Skolen; Andre, som for
en Tid vare meget flittige ved Akademiet, have
tabt Lysten til Videnskaberne ved kummerlige
Omstændigheder, ved lange Ansøgninger, ved
Nærings-Sorg efter at de ere komne i Embedet,
og endelig ved den liden Agtelse, som Folk i Al¬
mindelighed bære for Videnskaberne. Den
slette Smag, som de have fundet iblant Proprie¬
tairerne, de verdslige Betientere og deres egne
Ordens-Brødre, hvoraf de fleste kuns spotte
med alt det, som overgaaer deres Forstand, især,


212
dersom det har nogen Skin af Nyehed, har un¬
dertrykt de gode Drifter, som de førte med dem,
og gjort dem lige med Hoben. Nogle holde det
næsten for Synd at studere, og af dette Slags
have vi to især, som synes at meene vor Herre
det meget vel, men i deres Prædikener underti¬
den bruge saadanne uforsigtige Talemaader, at
enfoldige Folk let kunne falde paa at troe, at
der var intet saa farligt til i Verden, som Viis¬
dom og Dyd, og at en aabenbar grov Synder
var nærmere til at blive salig, end en fornuftig
Mand, en vindskibelig Bonde og en flittig Huus¬
moder. Disse have ingen Bøger, i det mindste
læse de ikke i dem. Der fattes ikke meget i, at
de jo fordømme alt, hvad andre kalde Fornuftigt
og Skiønt. For moralske Bøger især ere de saa
bange, at de neppe kunde taale at høre det Ord
Pligt eller borgerlig Dyd. Det Besynder¬
ligste er, at hvor lidet de end synes at agte baade
Sandhederne og Pligterne, efterkomme de dem
dog ofte mere, end nogle af deres Ordens-Brø¬
dre, som endnu fortælle, hvor tidt de have di¬
sputeret ved Academiet, og lade see undertiden,
at de ikke ganske have glemt deres Latin og deres
Philosophie. Saaledes er Mængden. De
Retskafne ere her, som allesteds, faa. Jblant
dem ere to især, som fortiene at nævnes. Det
er saa langt fra, at de klage over Embedets nød¬


213
vendige Byrder, at de endog giøre mere end Lo¬
vene foreskrive, og finde endda, at de have Tid
tilovers til andre nyttige Arbeider. En Prædi¬
ken er i deres Øine hverken saa vanskelig en Sag,
at de ofte skulde trænge til andres Hielp, eller
behøve lang Tid og mange Bøger, for at berede
sig dertil, ikke heller holde de den for saa ringe
et Arbeide, at de skulle ikke tænke derpaa, førend
den sidste Dag i Ugen. I deres Tanker er det
ikke nok, at en Præst eengang om Ugen foredra¬
ger de almindelige Sandheder af Religionen;
Det er hans Pligt, at giøre saa meget, som han
kan, til at dyrke Fornuften, at udbrede alle
sunde og gode Jndsigter. Der er noget, sige
de, i alle Videnskaber, som er nyttigt, endog
for Mængden, og alt, hvad der tiener til at for¬
bedre Tænkemaaden og Sæderne, er vigtigt,
endog for Religionen. Det faldt dem aldrig
ind at troe, at en Landsbye=Præst ikke behøver
at vide meget, og endnu mindre, at Kundska¬
ben er farlig eller skadelig. Har han ikke nø¬
dig at fordybe sig saaledes i alle smaa Ting,
som den, der paa et Akademie offentlig bekien¬
der en eneste Videnskab; saa maae hans Jnd¬
sigt derimod være mere almindelig, og der er
ingen Videnskab, indtil Lægekonsten, hvori det
er ham tilladt at være ganske ukyndig. Lovene
selv udkræve det, og for en Lærer ere Lovene


214
altid agtbare, endog naar han ikke kan tvinges
til at opfylde dem. Har en Præst ikke nødig
at læse eller huske saa meget, som de Lærde,
der synes at underholdes af Publicum, ikke saa
meget for at bruge Videnskaberne og tænke selv,
som for at opregne alt, hvad andre have sagt;
saa behøver han en anden Gave, som er nok
saa vigtig, at skiønne hvad der er nyttigt, og
at kunne giøre saadanne Sandheder fattelige.
Saa meget udkræver alene den billige Omsorg
for hans Meenighed; og i et Land, legge de
til, hvor det er den geistlige Stand alene, som
skal understøtte Videnskaberne, udfordrer den
sande Patriotisme endnu meer af en Præst.
Hvem skal vedligeholde den Agtelse for Kund¬
skaben, som alene adskiller et poleret Folk fra
Barbarer? Hvem skal dyrke Sproget, og
bringe det dertil, at de Sandheder, som bør
vides af mange, siges paa et Sprog, som alle
forstaae: Hvem skal lære os engang at kiende
vort eget Land? Ere det nogle faa Lærde af
Profession, som ikke findes uden i en eneste
Bye, og som undertiden troe, at saadanne Ar¬
beider vare for ringe for Folk, der bør skrive
for det hele menneskelige Kiøn? Er det nogle
verdslige Betientere, som hverken have lært at
tænke eller at skrive, og hvis Kundskab ikke stræk¬
ker sig videre, end til Processens Maade?


215
Saaledes tale disse gode Mænd, og det
bliver ikke ved Tale alene; De legge virkelig
Haanden paa Verket, og af egen Drift, uden
Jndbydelser, Opmuntringer og Løfter, giøre de
mere til Videnskabernes Fremgang, end mange,
som have baade bedre Leilighed, større Jndkom¬
ster og mere Anseelse, end de. Den eene, som
har megen Styrke i Veltalenheden, bøder paa
Sprogets Mangler, med saadanne Verker, som
vidne om en riig og skabende Geist; denne Geist,
som vort fattige Modersmaal trænger saa meget
til, og som man vilde undertrykke i Fødselen
selv. Fædrenelandets nøiere Kundskab er Maa¬
let for den andens Beskieftigelser; Han troer,
at nyttige og tilforladelige Efterretninger bør
bygges paa egne Undersøgninger og Erfaringer,
og han betiener sig derfor af den Leilighed, som
han har, til at forøge disse; men han troer til¬
lige, at man i Historien bør have Smag. Naar
jeg ikke havde anden Hensigt, siger han, end at
skrive en stor Bog, havde jeg kuns nødig at
optegne alle Gravskrifter i min Sogne=Kirke.
Den er fuld af Fabner, Liigsteene og Over¬
skrifter; men maaskee ligger der mangen en ær¬
lig Bonde paa Kirkegaarden, hvis Levnets-Be¬
skrivelse fortiente meere at bevares. Historiens
rette Øiemerke er, efter hans Grundregler, at
giøre nyttige Opdagelser i Natur= og Sædelæren,


216
og en Beskrivelse af et eneste Herred eller Fog¬
derie, som er bygt paa denne Grundregel, er
et vigtigere Verk, end Historien af et stort Kon¬
gerige, eller Samlinger af et heelt Archiv, hvori
man har viget fra dette Øiemerke.
No. 225. og 226.
Mandagen, den 14de, og Fredagen, den
18de Martii 1763.
D¬
et har saa længe været Mode iblant de Le¬
vende, at ikke citere meere i Historien, at
man vel ikke forlanger at vide, hvorledes jeg er
kommen til følgende Efterretning fra de Dødes
Rige. Naar det kommer an paa at bevise Ri¬
meligheden deraf, og mere forlanger man nu
ikke af en Historieskriver, har jeg kuns nødig at
henvise Læserne til de overblevne Skrifter af den
døde Romer, som taler i dette Blad. Der skul¬
de de finde, at han i de Dødes Rige ikke taler
anderledes, end han har tænkt i sit Liv.
Den berømte Romerske Historieskriver Ta¬
citus, som, efter de underjordiske Krønikers
Beretning, finder endnu en besynderlig Fornøielse


217
i at erkyndige sig om Tilstanden af de Natio¬
ner, hvis Historie han har beskrevet, mødte
engang ved Bredden af Styrfloden een af vore
allernyeste Historieskrivere. Man bruger i de
Dødes Rige ikke mange Complimenter, og de
elskede begge desuden saa meget Korthed i Stilen,
at det varede ikke længe, førend de lærte at kiende
hinanden, og begyndte at tale om Ting, som
interesserede dem. Jeg har længe ønsket, sagde
Tacitus, at finde en Geist, som havde gjort
sig fornuftige Betragtninger over den nyeste Til¬
stand af Jorden. De fleste lærde Siele, som
jeg endnu har seet, kiende alle Rom bedre end
deres Fædreneland. De vide at fortælle mig
mange Ting om mine Landsmænd, som jeg enten
har glemt eller maaskee aldrig vidste, fordi jeg
ikke holdt dem værd at vide. Naar jeg derimod
spurgte dem om Tilstanden af Germanien og Cim¬
brien, om disse Lande, hvilke deres Siele for
saa Øieblikke siden forlode, strakte deres Kund¬
skab sig ikke meget videre end til det Gamle, og
af dette fortalte de mig med mange Omsvøb kuns
lidt mere end jeg vidste selv. Sielden svarede
de mig paa det, som jeg spurgte dem om. De¬
førte mig altid fra det, som jeg holdt for Hoved¬
sagen, og dræbte mig med saa megen Sladder,
at jeg er bleven bange for at spørge dem mere om
noget, og ønskede de fleste Gange kuns, at de


218
vilde tie. Jeg har altid elsket Korthed i Talen,
og i Historien ikke bekymret mig om Bagateller.
Naar det kommer an paa at undersøge Oprindel¬
sen til disse Navne af Germaner, Chaucer, Che¬
ruscer, hvor tidt de have flyttet fra et Sted til
et andet, om Ulysses har været i Tydskland o. s. v.
tænker jeg endnu ligesom da jeg levede. Jeg
har hverren Lyst til at undersøge eller igien¬
drive saadanne Meninger; Enhver maae
for mig troe baade saa meget og saa ldt der¬
af, som han vil. Hele Æoner skulde ellers
ikke forslaae til at opregne alt, hvad der er skeet
i Verden, siden jeg døde. Jeg ønsker kuns at vide,
hvor meget de Folk, som boe endnu i disse Lande,
have beholdt af den Caracter, som jeg fandt hos
deres Forfædre. Vil J tillade mig, at giøre
Eder nogle Spørgsmaale, og love, at J altid
i Eders Svar vil blive ved Hovedsagen? Den
Fremmede lovede at giøre, hvad han forlangte,
og Romeren begyndte at tilspørge ham.
Tacitus. Er Sproget endnu lige saa haardt,
som det var i min Tid? Disse stridbare Folk el¬
skede saa meget de stærke og grove Toner, at
de holdte Skioldene for deres Munde, for
at Lyden kunde slaae tilbage igien, og opfylde
Luften med et stort Gienskrald.
Den Fremmede. Teutonernes Sprog er
temmelig haardt; men de have i de seneste Ti¬


219
der dyrket det saa vel, at man ikke merker dets
naturlige Feil. Cimbrerne have en blødere Ud¬
tale; men de fleste kiende eller agte Sprogets
Fordeele saa lidet, at de ønskede, at det skurrede
endnu lige saa meget i Ørene, som Lyden af de
Gamles Skjolde.
Tac. Hvor ufuldkommen end Sproget var,
udrettede de dog store Ting dermed. De brugte
deres Tunger til at ære Guderne og belønne Hel¬
tene. Man gik syngende til alle vigtige Foreta¬
gender, og det var ligesom om Digterne ved de¬
res Sange andtændte en hellig Jld i alle Til¬
hørernes Siele.
Den Fremmede. J Viinhusene og Gie¬
stebuderne seer man endnu de samme Virkninger
af Sange til Viinens og Elskovs Berømmelse.
De beste Læredigte og Heltesange derimod tiene i
de fleste Selskaber kuns til at opvække Latter,
fordi alt, hvad der er Høit baade i Handlinger
og i Udtryk, holdes for unaturligt. Det er
meget rart, at en Taler eller Poet anvender sine
Gaver til Religionens Beste. For de krybende
Geister er det Maal for høit, nogle af de stærke
Siele skamme sig derved, og andre tør ikke. Det
tillades dem neppe, at forandre noget i de gamle
Sange, som Hoben synger uden Rørelse. Om
den nye Krigskonst troer man, at den er for me¬
chanisk til at Sindsbevægelserne skulde giøre no¬


220
get til Tapperheden. Jkke desmindre har een af
de nyeste Digtere udgivet nogle Krigssange, hvil¬
ke man tillegger selsomme Virkninger.
Tacit. Legemernes udvortes Gestalt er dog
vel endnu den samme? De gamle Teutoner og
Cimbrer havde skarpe og blaa Øine, rode
Haar, store og stærke Legemer. De kunde
taale Arbeide, Kulde og Hunger -
Den Fremmede. Fattige Folk maae taale
det endnu, men det er ikke med deres gode Villie.
De store og stærke Legemer, som J taler om, ere
paa nogle Steder meget rare, endog blant Bøn¬
derne. Man har ondt ved at finde Soldater af
den almindelige og fastsatte Høide. Og hvad
Middelstanden og de Fornemme angaaer, da er
det lige saa rart at finde stærke, arbeidsomme og
sunde Folk iblant dem, som at see et Menneske
med røde Haar.
Tacit. J min Tid vare de alle sunde og
stærke. Men Romerne troede, at det var Op¬
dragelsen, som giorde dem saa store, fremfor
andre Folk. Alle Modre, af hvad Stand de
end vare, opammede deres Børn selv. Her¬
ren blev saavel som Tieneren i sin Ungom vant
til at taale Luften, til at nøies med Lidet,
til at ligge haardt. Man gjorde ingen Forskiel
i Opdragelsen, førend de vare komne til en vis
Alder, da man lærte de Fornemmere, at


221
adskille sig fra Hoben ved Dyder og Fortienester.
Unge Folk bleve ikke tidlig giftede. Vellyst
var foragtelig, og Sæderne endnu saa gode,
at Begierlighederne ikke bleve opirrede. Et
Fruentimmer uden Kydskhed var et meget for¬
agteligt Kreatur. Hos et Folk, som tænkte
endnu for vel til at skiemte med Laster, var det
ikke Brug, som i Rom, at kalde fordærvede
Sæder Levemaade.
Den Fremmede. Denne Brug er siden
bleven meget almindelig. Man lever nu overalt
i Europa ungefær ligesom man levede paa Eders
Tid i Rom, og jeg behøver derfor ikke at be¬
skrive Eder Levemaaden. Men tillad mig at
spørge, om der og iblant disse gamle Tentoner og
Cimbrer vare rige og fornemme Folk?
Tac. Den Forskiel, som Rigdom og Be¬
qvemmelighed giør iblant Menneskene, var end¬
nu ikke meget bekiendt iblant dem. De havde
lidet eller intet Guld, og jeg troede, at det
var mere af Naade end af Vrede, at Gu¬
derne havde nægtet dem dette. Saa mange
Ulykker havde denne Metal stiftet i Rom. Men
endskiønt de endnu ikke kiendte den Forskiel, som
Rigdom giør iblant Menneskene, kiendte de dog
den anden, som er grundet paa Æren. Ved
Fortienester alene kunde man opstige til Vær¬
digheder. De fornemmeste iblant dem vare


222
Fyrster og Grever. Fyrsterne holdte det for
deres største Roes, at ikke lade sig overvinde
af nogen i Dyd, og Folket ansaae det for den
høieste Ære at ligne dem. Enhver var villig
til at opofre sig for sin Herre; men de toge
alle, indtil den ringeste Soldat, Deel i hans
Ære og Seier. De, som ved deres Fortiene¬
ster og Velgierninger havde forskaffet sig mange
Tilhængere og en almindelig Yndest, kaldtes
Grever. Alle nyttige Stænder vare agtede,
men fornemmelig Lærestanden og Krigsstan¬
den. Geistligheden nød megen Anseelse, uden
at misbruge den. Den lærte Folket at dyrke
en Gud og at øve Dyden. Man havde stor
Ærbødighed for Digtere og Historie=Skrivere,
og den ringeste Soldat blev agtet høit af hans
Medborgere. Alle, indtil den gemeene Mand,
havde saa megen Følelse af Æren, at det ikke var
tilladt at slaae nogen uden foregaaende Dom.
En Kaarde var det første Ærestegn; Denne
tog ingen af sig selv; Det var i de offentlige
Forsamlinger, at man dømte de unge Folk
værdige til at bære den; Og naar en Fyrste
vilde belønne en Mand for en stor Handling, var
det nok, at han gav ham en Hest eller et Skiold.
Saa stor Magt havde Æren over dette Folk, at
den ringeste Ting havde en uendelig Værdie,
saasnart de holdte den for at være et Tegn paa


223
en sand Høiagtelse. Med saadan en Foræring
af en Kaarde, et Skiold, udrettede Germanierne
og Cimbrerne meer, end Romerne med prægtige
og kostbare Triumpher.
Den Fremmede. Hvor vilde J ikke for¬
undre Eder, om jeg opregnede alle de Foran¬
dringer, som ere foregaaede siden den Tid. Den
Kaarde, som da var saa stort et Ærestegn, er
det nu ikke mere, uden for Skole=Børn og Haand¬
verks=Drenge. Den feigeste Karl bær den med
lige saa stor Ret, og ofte med mere Ære end en
Soldat, som fører den til Fædrenelandets For¬
svar. Jngen Stænder agtes mindre af Hoben,
end just de, som i Eders Tid vare i saa stor An¬
seelse, end Lærestanden og Krigsstanden. Lyst
til Guldet har undertrykt alle andre Følelser.
For det sælger man Livet, og med det kiøber
man Æren. Det er Penge, og ikke Høiagtelse,
som giver baade Personer og Ting deres Priis.
En buntet Klædning og en forgyldt Vogn giøre
mere til en Mands Ære, end alle de farvede
Skiolde, som J taler om, hvor mange store
Gierninger man end malede derpaa. Efter de
almindelige Begreber ere der ingen uslere Æres¬
tegn til, end de, som ikke vidne om andet,
end om Fortienester. Et nyt Tillæg til en
Mands Navn giør ham i Hobens Øine an¬
seeligere end et virkeligt Embede, som han beklæ¬


224
der med Ære, og en Guldsnor om Hatten for¬
skaffer en Krigsmand mere Høiagtelse, end om
han bar en Kaarde ved Siden, som han med
egen Haand havde taget fra Fienden. Titel af
Fyrste og Greve er ei mere saa rar i Germanien,
som den var i Eders Tid, og det blev uendeligt,
om jeg skulde opregne Eder alle de Titler, som man
siden har opfundet. Velanstændighed tillader
ikke mere at tale til den ringeste Betient saaledes,
som Plinius taler i sine Breve til Trajan. En
caracteriseret Borger indbilder sig at væxe lige saa
velbyrdig som en Romersk Raadsherre, og en
ung Adelsmand tilgav det aldrig, om nogen
nævnte ham ved sit Stamme=Navn, var det end
saa berømt i Historien som Cornelier og Julier.
Midt i Germanien seer man al den Østerlandske
Overdaadighed i Titler og Ceremonier, som de
forfængelige Romere selv beloe; Folk, som bære
Titler af Gods, som de ikke eie, af Embeder,
som de ikke beklæde, som bryste sig af Rettigheder,
som de ei kunde bruge, og af Navne, som ikke
give dem andre Fortrin, end at gaae paa den
høire Side; Geistlige Fyrster; Dommere, som
søge Rang med Feldtherrer; Læger, som tage
Titel af Statsmænd; Kiøbmænd, som bære
Hielme og Vaaben -.
Tac. Det er nok. Jeg vil troe, at det
kan være saaledes i de Lande, som Romerne un¬


225
dertvang. Men om den sande Ære var tabt
i hele Verden, kan jeg dog ikke troe, at den
skulde være uddød i den lille Bugt af Germanien,
hvor Cimbrerne boede; Dette lille Land, som
i min Tid var saa stort af Ære, og hvis Søe¬
bredde vrimlede af virksomme Folk, der er
man vel alt for beskieftiget til at rumme saa megen
Forfængelighed?
Den Fremmede. Efter Anseelse er der in¬
gen Last, som disse Folk skye mere, end Forfæn¬
gelighed. Deres Nidkierhed gaaer ofte saa vidt,
at de af Frygt for at blive forfængelige, for¬
følge Vittigheden selv, og stække Vingerne paa
deres Forfattere, for at de ikke skulle flyve for
høit; Men saa meget som de hade Overdaadig¬
hed i Konst=Stykker og Skrifter, i Tanker, Ud¬
tryk, Malerier, Bygninger o. s. v., saa meget
elske de den i Klæder, Boeskab, Anretninger,
Titler og Ceremonier. Efter det almindelige
Mundheld lader det vel, som den halve Deel af
Nationen var endnu ganske ufordærvet. I det
mindste ville Mændene selv have Ord derfor.
Det er Fruentimret, siger man, som forfører
dem til Rangsyge, Pragt og Overdaadighed,
og dette mægtige Kiøn har jo hersket til alle Ti¬
der, endog over Heltene selv? Men dersom det
er sandt, hvad Mandfolkene foregive, at Kiøn¬


226
net har saa naturlig en Lyst til Forfængelighed
og til at giøre meget af Bagateller; hvorledes
kunde da de gamle Germaner bevare deres Grund¬
regler? Agtede de ikke Kiønnet, eller og tænkte
Frnentimret maaskee anderledes paa de Tider?
Tac. De gamle Germaner elskede baade
deres Hustruer og deres Børn. De ansaae
Ægtestanden som et helligt og uopløseligt Baand.
Gode Sæder udrettede mere hos dem, end de
beste Love hos andre Folk. Fruentimret gav
deres Kierester til Foræring Heste og Vaaben,
for dermed at erindre dem om deres Pligter, og
forsikkre, at de vare redebonne til at følge deres
Mænd igiennem alle Farligheder. Fruen¬
timrets Personer vare hellige, endog i Krigen
selv. Man ansaae deres Stemmer som gud¬
dommelige Jndskydelser; Men Kiønnet brugte
ogsaa denne Myndighed alene for at opmuntre
Mandfolk til ædle Gierninger. De bivaa¬
nede selv Feldtslagene, holdte Mændene til¬
bage, naar de vilde flye, trøstede og forvandt
de Saarede, og satte ofte Mod i hele Krigs¬
Hære.
Den Fremmede. Dersom J ikke selv havde
seet det, som J fortæller, og var tillige bekiendt i
Verden for en ærlig Mand og en oprigtig Historie¬
skriver, skulde jeg holde alt, hvad J siger, for
Fabler; saa lidt stemmer det overeens med alt,


227
hvad jeg selv har erfaret i disse Lande, hvor jeg dog
baade er fød og opdragen. Men jeg skulde maaskee
sige Eder lige saa utroelige Ting, dersom jeg vilde
opregne alle de Dyder, som jeg har fundet hos
mine Landsmænd. Den sandfærdigste Beskri¬
velse faaer Anseelse af en Fabel, naar man be¬
tragter Tingene kuns paa een Side. Menneskene
have til alle Tider i Verden baade havt Dyder
og Feil. Lad være, at Forfædrene have havt
nogle Dyder, som Efterkommerne ikke have ar¬
vet, saa have de vel og havt Feil, som ere ud¬
døde med dem. Nævn os nogle af Eders Tiders
Laster, og lad os see, om ikke Germanernes og
Cimbrernes Efterkommere vinde lige saa meget
ved denne Sammenligning, som de synes at have
tabt ved den første?
Tac. Saa hurtige og virksomme som disse
Folk vare i Krigen, saa dovne, vare de i Fre¬
den. De forsømte Agerdyrkningen, Kon¬
sterne og Handelen. Jagten var deres eneste
Beskieftigelse. Den øvrige Tid fordreve de
i Lediggang, med Søvn og Giestebuder.
J Krigen kunde de taale Hunger og Kulde;
men saasnart havde de ikke i nogle Aar havt Fred,
førend de forfaldte til Fraadserie og Drukken¬
skab; De stode sildig op, sadde længe til
Bords, spiste og drak indtu langt ud paa


228
Natten. Denne Levemaade var saaledes i Mo¬
den, at ingen skammede sig derved. Deres
Selskaber endtes gemeenlig med Klammerier,
og det var ikke rart at see dem, som nylig havde
været de beste Venner, saare og dræbe hinanden.
Drukkenskab var bleven dem saa naturlig, at
de ikke kunde giøre noget, uden at været halv
rusende. J saadan en Tilstand troede de selv,
at de vare best skikkede til Forretninger. Næst
Drik elskede de fornemmelig Dans og Spil.
Det var ikke rart at see disse alvorlige Folk, end¬
og ædrue, at spille Klæderne af Kroppen;
og hvor meget de end elskede Friheden, var
Spille=Lysten dog ofte stærkere. Naar de
havde tabt alt, hvad de eiede, satte de
sig selv paa Spil, og lode det komme an
paa det sidste Tærning=Kast, om de skulde
vinde deres Gods igien, eller blive Trælle.
Den Fremmede. Eders Fortællelse gi¬
ver mig Anledning til mange Betragtninger.
Jeg vil kuns nævne een af dem. Bønderne
ere i nogle af disse Lande Livegne, og vore
Historieskrivere have gjort sig megen Umage
for at finde Oprindelsen dertil. Paa, nogle
Steder lader det, som man har fundet den;
Men der er een af de Cimbriske Øer, hvor
denne Tilstand er ældere end alle indenlandske
Historier, og hvor Bønderne have været Liv¬


229
egne paa en Tid, da de endnu vare frie i
alle de andre Provincer. Hvem veed, om
disse Folk ikke nedstamme fra ulykkelige Spil¬
lere? Naar en Ting er saa uopløselig for
Fornuften, og ikke kan forklares af Grunde,
er der jo intet rimeligere, end at den er en
Virkning af et Tærning=Kast?
Samtalen varede endnu meget længer;
men man tillod mig den Gang ikke at udskrive
mere af de underjordiske Krøniker. J Mørk¬
hedens Lande ere mange Hemmeligheder, som
deres Historieskrivere ikke tør lade komme for
Lyset; og Læserne maae ikke undre dem der¬
over. De Levendes Forfattere have ofte midt
i Lysets Rige og til Historiens ubodelige Skade
været lige saa forsigtige.
No. 227.
Mandagen, den 21 Martii 1763.
F¬
ølgende Efterretning er optegnet efter en Sam¬
tale, som jeg har havt med een af Tilskuerne
i de smaa Kiøbstæder.


230
J vores Bye ere maaskee tusende Jndbyg¬
gere, og iblant dem baade Folk af alle Slags
Haandverker, og mange af de fleste Slags. J
hele Byen ere neppe 16 velhavende Familier, og
dog 16 Skoemagere. Skikkelige Folk lade aldrig
sye en nye Klædning her i Byen, og dog ere her
6 Skrædere. Enhver Familie forskriver fast alle
Kramvare fra Hovedstaden, og dog ere her 8
Kræmmere. Vi have to Uhrmagere, hvoraf
ingen endnu har solgt et Uhr her; een Guldsmed,
hos hvilken ingen endnu har ladet bestille noget
nyt Arbeide. Det meste Boeskab af Kobber,
Tin og Træe er enten kiøbt paa Auctioner eller
forskrevet fra Kiøbenhavn; og dog have vi een
Kobbersmed, to Kandestøbere, otte Snedkere
og to Dreiere. Spørger J, hvoraf alle disse
Folk leve? Skoemagerne reise til Markeder, Skræ¬
derne leve af at flikke, Guldsmedene, Kandestø¬
berne, Dreierne ligesaa. Men har man ingen
Skoemager, vil J sige, i de andre Kiøbstæder?
Jo, nok overalt. Hvem kiøber da deres Vare
paa Markedet? Bonden kiøber det meste; Kiøb¬
stædfolkene og lidt. Men de have jo Haand¬
verksfolk i deres egen Bye, hvorfor bestille de
da ikke Arbeidet der, og spare de arme Folk den
Umage at løbe om til Markederne? De fleste
have ikke Penge uden paa den Tid, naar Mar¬
kederne holdes; da sælger den ene for at kiøbe


231
af den anden; og mange, som aldrig kiøbte no¬
get, kiøbe da, fordi det saa er Skik. Naar
man bestiller noget hos en Haandverkmand i
hans Huus, er han meget dyr; men lader man
ham først reise et par Miile dermed til Markedet,
giver han bedre Kiøb: Varene ere og saa meget
des slettere; men Mængden bekymrer sig ikke
derom, og de fleste have ikke Raad til at betale
det dyrere.
Saa mange Folk af alle Haandverker i en
lille Bye, og Varene dog dyre! Ja langt dyrere
end i Hovedstaden. Det er jo mod alle Regler:
og hvad er vist i den hele Oeconomie, dersom
dette ikke er vist, at Varene ere lette der, hvor
der ere mange Sælgere og faa Kiøbere? -
Men vore Haandverksfolk vilde selv ikke sælge
meget. - - Det begriber jeg endnu min¬
dre. - - Paa Markederne sælge de noget,
ellers ikke. Hvad der bestilles i Huset hos dem,
bliver aldrig færdigt. Man kan tage Arbeidet
fra een og give det til en anden; de ere alle lige¬
langsomme. De maae da ufeilbarlig have meget
at bestille? - - Tvertimod, de have alle lidt,
og de Langsomste mindst at giøre. Hvoraf leve
de da? - - Af Kroehold. Fra Kiøbmæn¬
dene af indtil Skoeflikkerne er det hele Borger¬
skabets beste Næring. - Naar alle Folk i en
Bye holde Kroer, hvem drikker da deres Øl og


232
Brændeviin? - - De drikke selv en god Deel
deraf. - - Men derved fortiene de jo intet?
- Nei, og det er just een af Aarsagerne,
hvorfor de ikke engang vilde giøre det Arbeide,
som de kunde faae; Hvad de ikke fortære selv,
det fortære Bønderne i de omliggende Landsbyer,
og dette er det fornemmeste Kiøbmandskab, hvoraf
Kiøbstæden lever. Naar man tog den Handel
bort, bleve alle Borgerne Bønder, og usle Bøn¬
der; thi deres Avling er ikke stor.
Herremændene og andre formuende Folk i
Eguen giøre vel noget til at underholde Byen;
Af dem have dog Borgerne nogen Fortieneste?
De fleste Herremænd boe ikke paa deres
Godser, og komme der kuns sielden; De andre
lade alting komme fra Hovedstaden, og de have
Ret dertil, fordi de finde der bedre Vare og be¬
dre Kiøb, og kunne faae strax hvad de forlange.
- Staaer det saaledes til i mange Kiøb¬
stæder, da undrer jeg mig, at ikke alle Haand¬
verksfolkene flytte til Hovedstaden, siden der
alene er noget at fortiene. - - Jeg har jo
allerede sagt, at de skiøtte ikke engang om det
Arbeide, som de kunne faae, hvor de boe; og
hvor kan da nogen vente, at de skulde flytte et
andet Sted hen, for at faae mere Arbeide? Det
er saa langt fra, at der gaae mange fra os til
Hovedstaden, at der tvertimod ofte komme Folk


235
fra Hovedstaden herhid. Fuskere og Dagdri¬
vere, som enten ikke kunne eller ville arbeide,
søge til Smaa=Stæderne, for at leve der paa sam¬
me Maade, som de andre. Nogle Haandverks¬
folk ere vel gaaet her fra Byen til Hovedstaden,
for at blive Kieldermænd, Brændeviinsbrændere,
Høkere og Lakeier; Men i Mands Minde har
ingen af noget Haandverk flyttet derhen for at
blive Amtsmester: De finde sig tvertimod ret vel
ved den Levemaade, som føres her; og, saa
længe de fortiene hver Dag saa meget, som de
kunne leve af, saa længe de have Brød og Bræn¬
deviin og Klæder at skiule sig i, holde de Mage¬
ligheden for saa stor en Lyksalighed, at de glemme
deres Armod.
Kiøbmændene og nogle Borgere, som forstaae
ret at omgaaes med Bonden, blive ofte rige,
uden at have nødig at gaae ud af deres Stue;
Konen og Kielderpigen bestyrer det altsam¬
men. - - Der maae da være mange velha¬
vende Bønder i Eders Egn? -- Jntet min¬
dre, hvor skulde de faae det fra? Det, som de
sælge i Kiøbstæden, skal ikke giøre dem rige;
De fleste føre ikke en Skilling hiem med sig, og
mange giøre hver gang nye Gield. Det er just Kon¬
sten, at man giver Bonden Credit, og at Kiøbman¬
den fører saadan Regning med ham, at han aldrig
kommer ud af sin Gield; Derved lærer man


234
ham at sælge sine Vare for got Kiøb, og nøder
ham til at betale dyrt, hvad han bruger. Bon¬
dens Oeconomie, saavidt den staaer i Forbindelse
med Byen, er i Almindelighed saaledes beskaf¬
sen: Han lader Herremanden, som Gaarden
og Grunden hører til, sørge for Skatterne, og
sælger i Kiøbstæden alt hvad han kan; Værdien
deraf fortærer han paa Stedet, og har gemeen¬
lig ikke andet for sin Reise, end at han slider
Heste og Vogn op, forsømmer sit Arbeide og for¬
dærver sig selv. Naar Bonden ingen Vare har
i Huset, søger han dem i Skoven, og denne er
en u udtømmelig Kilde til at holde Handelen ved¬
lige imellem Kiøbstæden og Landet: Men han
vinder selv derved lige saa lidt i Penge; Gevin¬
sten fortæres paa lige saa ulovlig en Maade, som
den er fortient; og om han beholdt det altsam¬
men, veier det dog ikke op mod den Tid, som
han spilder, og mod de andre Uleiligheder, som
han derved paafører sig.
Med saadan en Levemaade kan det ikke feile,
at der jo, foruden Haandverksfolkene og Kroe¬
mændene, ere mange Fattige i Eders Bye. Disse
maae jo dog gierne vilde fortiene noget, og
lade sig nøie med lidet? Jeg troer derfor, at
det ret var et Sted til at anlegge en af disse Ma¬
nufacturer, som ikke saa vel kunne komme fort i
Hovedstaden, hvor alting er dyrt, og Arbeidet


233
ligesaa, fordi Folk der ere nok beskieftigede. -
Tænk ikke det; vi have Fattige nok; men dog
altid Trang paa Folk til det lidet Arbeide, som
her forefalder. Gaderne ere fulde af Staadere;
men naar man vil have en Kone til at luge i en
Have, en Karl til at hugge Brænde, et Men¬
neske til at gaae en Miil, kan man søge hele
Byen igiennem, førend man finder een; Man
maae baade tigge og betale dem, og naar de have
arbeidet een Dag, og man har betalt dem deres
Dagleie, komme de ikke saa hastig igien.
Hvoraf leve da disse Folk? af Almisser; De
nødvendige Levnetsmidler ere lette, og Ørkes¬
løshed saa kier, at Nøden maae gaae vidt,
førend de arbeide. - - Men det er jo ikke
tilladt at tigge? -- Det er saa almindeligt,
og skeer saa hemmelig, at det er umueligt at
forhindre det ved den nøieste Opsigt. - Men hvem
giver til disse Tiggere? De andre Jndbyggere
ere jo fattige nok selv, for ikke at have meget at
give bort? – - Brød er der dog nok i alle
Huse, for at en Tigger kan vente et Stykke
for hver Dør. - - Det er dog Tegn til, at
der ere gode Folk i Byen; det er Skade, at
de ikke ere lykkeligere. - - Det skeer ikke
just af Godhed, i det mindste ikke af en for¬
nuftig Godhed. Om Huus=Arme, Syge og
Sengeliggende bekymrer man sig ikke meget:


230
Men stærke og friske Staadere, som løbe for
Dørene, giver man gierne noget for at blive
dem qvit; og dersom Gavmildheden har en
ædlere Grund, er det, at de fleste leve af
Haanden og i Munden, og vide selv ikke,
hvor snart de maae gribe til Betlerstaven. De
vente derfor ved saa god en Gierning at for¬
tiene andres Barmhiertighed, naar Raden en¬
gang kommer til dem. J det mindste er det
ikke let at troe, at saadan en Handling har
en høiere Grund; thi naar jeg undtager saadan en
utidig Barmhiertighed, finder jeg ikke mange Dy¬
der her i Byen. Fiendskab, Bagtale, Misun¬
delse, Partier, Underfundighed, List, Bedragerier,
og alle andre Laster, herske her i en langt høiere
Grad; De udøves paa en nedrigere Maade, og
ere vanskeligere at udrydde end i de store Stæder.
Man tretter bestandig uden at have noget at trette
om. Man mistænker alle Folk, uden at besidde
selv noget Fortrin, som kan opvække Misundelse.
Her er fuldt af Fraadsere og Drankere, uden at
man kiender engang det, som i de store Stæder
kaldes Pragt og Overdaadighed. Tienestepigerne
trette i Kirken om den første Plads efter deres
Hosbonders Rang, og Tigger=Kiellinger ere stol¬
tere af deres spraglede Hue, end de Kiøbenhavnske
Fruer af deres Brude-Stats.


237
No. 228.
Fredagen, den 25 Martii 1763.
Beretning fra en af Tilskuerne i Hoved=Staden.
M¬
in Skueplads er alt for stor til saa hastig
at kunne besvare de vigtige Spørgsmaale,
som Selskabet har forelagt mig. For at vise
min Redebonhed, vil jeg begynde fra det, som
er mig nærmest, siden Selskabet dog tillader dets
Correspondenter at indsende Efterretningerne, li¬
gesom de falde dem i Hænderne. Det første,
som er faldet mig i Hænderne, er en Critik over
den Patriotiske Tilskuer.
Jeg er Medlem af et Selskab, som eengang
om Ugen læser hans Blade, og dømmer dem.
Vi ere alle Tilskuerens Venner, og saa fornøiede
baade med Hensigten af hans Verk og med nogle
Stykker deraf, at vi ønske alle at kunne giøre
noget til at understøtte det; Men dette Venskab
giør ingen af os saa blind, at vi jo kunne finde
Feil deri. Jeg vil nævne nogle af de vig¬
tigste.
Hvad Valget af Materierne angaaer, som
er det første, der falder i Øinene, synes de fleste


238
af os, at de ikke alle ere saa vigtige, som de burde
være efter Forfatterens første Plan. Det pa¬
triotiske Selskab burde tale oftere, og om Ting,
som vare vigtige nok for at interessere de fire Ho¬
vedstænder i Staten; om enhver Stands Grund¬
regler, og deres indbyrdes Forbindelser. Hvad
har Bonden i Selskabet giort saa længe, siden
man ikke har ladet ham sige et Ord i de sidste
Forsamlinger? Er han maaskee død, og der fin¬
des ikke i hele Siælland en Mand, som kan be¬
klæde hans Plads? Hvis saa er, burde Tilskue¬
ren i det mindste have sagt det. J vore Tanker
er det en slet Undskyldning, at saadanne Mate¬
rier ere for alvorlige for de fleste Læsere. Tilskue¬
ren har jo selv besvaret denne Jndvending; og
hvad er der da, som holder ham tilbage fra at
udføre sin Plan?
Paa en Skueplads, hvor fire saa ærvær¬
dige Personer bør spille de fornemmeste Ruller,
er det vel tilladt der at opføre saa tidt nogle for¬
fængelige Fruentimmer, nogle Modenarre, Rang¬
syge Borgere, og disse utidige Fostere af en for¬
dærvet Middelstand, som man kalder Skikkelige
Folk? Hvad have Grundreglerne af de fire Stæn¬
der tilfælles med Tænkemaaden i de fire Facul¬
teter? og kan man ikke tale om Opdragelsen og
Underviisningen, uden idelig at føre os tilbage,
til de raa Tider, i hvilke de første Skoler og


239
Academier bleve stiftede? Er der nogen fornuftige
Folk iblant os, som ikke tænki det samme, som
Tilskueren har sagt, og hvorfor citerer han da
hvert Øie blik Engelænder, Franskmænd og Por¬
tugiserne? Vil han ikke holde op at skrive derom,
førend alle de gamle Lærde blive af samme Tanker
som han, da forlanger han meer af sine Lands¬
mænd, end alle de Forfattere, som han citerer.
Vore arme Leiligheds=Poeter, Riimmagere, Me¬
taphysiker, Antiqvarier, og alle Forfægtere af
den slette Smag i Bøger og Skuespil, maae de
dog ikke engang have Roe? Er det ikke nok, at
disse Folk tie, at de ikke skrive mere, at ingen
Fornuftige læse saadanne Verker med bifald;
maae de ikke engang i deres egne Huse og for
deres egen Bord=Ende have Frihed til at skiende
saa meget de ville? Vil han, tvertimod alle
Høfligheds-Regler, nøde skikkelige Folk til at sige
en god Vert imod i hans eget Huus, og ikke en¬
gang tillade vore Grinere at lee paa Skueplad¬
sen saa meget, som dem lyster?
Den Maade, paa hvilken nogle vigtige
Materier afhandles, staaer os ikke heller an.
Hvortil nytte alle disse Jndklædninger, disse
Allegorier, Fabler, og en Art af Jronie, som
ofte er saa fiin, at man skulde troe, at Forfatte¬
ren meente det alvorlig? Frygter han ikke for at
blive uforstaaelig, og for at give mange Læsere


240
Anledning til at tænke det, som er tvertimod
hans Hensigt? Hvor slet et Exempel giver han ikke
selv i saadanne Blade af den Frimodighed, hvor¬
om han taler saa ofte, og uden hvilken han siger,
at et Folk ikke kan bringe det vidt enten i Viden¬
skaberne eller i Sædelighed? J ligegyldige og
ubetydelige Ting tillade vi ham at skiemte; men
naar han lader det patriotiske Selskab optræde,
naar han taler om Opdragelsen, Videnskaberne,
Sæderne, og andre alvorlige Ting, ville vi,
at han siger reent ud, hvad han tænker.
Om Stilen og Skrivemaaden var der meget
at sige. Der er neppe et Blad i den hele Sam¬
ling, hvori vi jo have fundet nogle Feil; lange
eller tvungne Sammenbindelser; overflødige Ord;
for megen Eenformighed i Stilen; snart en alt
for stor Korthed, og snart igien for megen Vidt¬
løftighed. Han vænner sig, maaskee uden at
merke det, til visse Ord og Vendinger, som give
hans Afhandlinger paa adskillige Steder en ube¬
hagelig Monotonie; og i Henseende til Skrive¬
Rigtigheden ere hans Blade baade fulde af Feil
og sig selv meget ulige. Han er sielden dristig
nok til at skabe nye Ord, og forsømmer derfor
ofte den beste Leilighed, som saadant et ugentlig
Arbeide giver ham til at indføre efterhaanden be¬
qvemme Ord, og at giøre Sproget bøieligt til at
modtage mange Slags Vendinger. Lad være,


241
at Stilen i Almindelighed er reenere og mere
flydende, end i de gamle Verker; det er ikke nok
for en Forfatter, som driver selv saa meget paa
Sprogets Forbedring, og som i nogle Stykker
har givet Læserne Ret til at kræve meget mere af
sig, end han opfylder i de andre. Hvorfor har
han ikke udarbeidet alle Stykker saa vel som For¬
glemmelsens Tempel, Samtalen imellem den Døve
og Blinde, og Afhandlingen om det Ondes Op¬
rindelse? Alt, hvad man kan sige til hans Und¬
skyldning, er, at han udgiver to Blade hver Uge,
at han arbeider meest alene, at han har andre
Forretninger, og at han maaskee har i Sinde
ved et nyt Oplag at forandre selv meget i det,
som han har skrevet. Men kan en Forfatter her
i Landet vente at opleve det Andet Oplag? Med
saa mange Feil har han maaskee gjort nok ved
Sproget, for ikke at blive ganske foragtet af Efter¬
kommerne; men disse skulle uden Tvivl tænke det
samme som Selskabet, at Sproget ved hans Flid
ikke er bragt videre end til det første Trin over det
Nedrige og det Middelmaadige. At opløfte det
videre, er en Ære, som er Efterkommerne forbe¬
holden, og hvortil de endnu have mange Trin
at bestige.
Disse ere de vigtigste af de almindelige Be¬
tragtninger. Af de særdeles Critiker vil jeg anføre
nogle. Tilskueren skriver baade for ofte, siger


242
man, og for heftig imod visse Feil. Han er for
haard imod vore Lærde, vore adelige Borgere,
vore Rangspersoner og Skikkelige Folk. Sel¬
skabet meener vel ikke, at han har Uret; Det
troer tvertimod, at hans Klagemaal ere grundede,
og at de Feil, som han bemerker i Læremaaden
og Sæderne, have alt for skadelige Følger til at
kunne betragtes med Koldsindighed eller Ligegyl¬
dighed; Spørgsmaalet er kuns, om han udretter
noget dermed, om han ikke skader sig selv, og
giør mange misfornøiede uden at forvedre nogen?
Saa almindelige og dybt indgroede Feil ere stær¬
kere end al Censur. Den opirrer kuns Hoben
til at skrige des heftigere; og lad være, at de
Fornuftige bifalde ham, de fleste giøre det hem¬
meligt, og nogle lade sig endog henrive af Strøm¬
men baade til at sige og giøre andet end de meene.
Vi ere alle enige i at rose hans Nidkierhed, saa
længe vi troe, at den kunde gavne; men at udryd¬
de saa dybt indgroede Feil, er i vore Tanker ikke
Skribenternes, men Lovgivernes og Tugtemester¬
nes Sag, og disse maae endda, som J siger i
et af de sidste Blade, lade dem nøie med at
arbeide for den tilkommende Slægt.
Saa heftig som Tilskueren er mod visse
Slags Folk, saa partisk, synes nogle, at han
er for andre. Borgerstanden troer, at han giør
for meget af Adelen; De verdslige Betientere


243
beskylde ham for at være alt for stor en Præste=Ven.
Vore Rangspersoner og fornemme Folk sige, at
han taler ligesom han vilde ophæve al Forskiel
blant Menneskene, og at han giør vore Kiøbmænd
og Konstuere alt for stolte; og Herremæn¬
dene - - de klage især. Tiskueren for¬
nøier dem aldrig saa meget med de Blade, som
handle om Adelstandens Fortrin, at han jo for¬
bittrer dem endnu ti gange mere med det, som
han skriver om Bondestandens Rettigheder. Vi
begribe vel, at det maae falde ham vanskeligt at
forlige saa mange stridige Interesser; Men just
derfor troe vi tillige, at han bør være meget
forsigtig, og naar man med en fuldkommen
Upartiskhed balancerer alle Stænders Feil mod
hinanden, mon der da ikke findes lige saa mange
nedrige Adelsmænd iblant os, som der ere forfæn¬
gelige og rangsyge Borgere, Lige saa mange ugu¬
delige Præster, som der ere uretfærdige Betien¬
tere? Lige saa mange slette Kiøbmænd, som der
ere uværdige Rangspersoner? og endelig Bønder
nok, som ikke fortiente at have bedre Herremænd.
Vi ere ikke heller ganske fornøiede med det,
som han skriver om Fruentimret. Forfænge¬
lighed, siger man, er endnu ikke her i Landet
Kiønnets Hovedfeil. De ere i Almindelighed
dydige og uskyldige nok, vare de kuns saa for¬
nuftige, og saa gode Huusholdere. Og endelig,


244
hvad Caracteren af den hele Nation angaaer,
da har man og noget at udsætte derpaa. Tilskue¬
ren giør for meget af Normændene, og for lidt
af hans egen Nation; Vor Hovedfeil er ikke Me¬
lankolie, men Dovenskab: Tilskueren, sagde
een af Selskabet, og jeg finder dette Jndfald
alt for lystigt til at fortie det, er selv et Beviis
derpaa. Hans Blade ere muntre nok; men der
ere nogle iblant dem, paa hvilke han burde have
anvendt mere Flid, og i hvilke vi finde en vis
Træghed, som han kunde have forebygget ved
at bruge sine Kræfter meer. Nogle i Selskabet
ville vel undskylde ham; En Mand, der skriver
to Blade hver Uge, sagde de, kan ikke være
doven. Det kommer ikke an paa, hvor meget
han skriver, svarede den anden, men hvad Flid
han anvender derpaa. Naar Tilskueren vil tale
oprigtig, lagde han til, skal han selv tilstaae
mig, at der ere mange Stykker, som han havde
gjort meget bedre, dersom han havde levet paa
et Sted, hvor Mængden af hans Medbeilere,
og en almindelig Virksomhed iblant Studerende
havde nødt ham til at anstrenge mere sine Kræf¬
ter. Saa skadelige ere alle Arter af Mono¬
poler. Vi ønske derfor, baade for Sprogets
Skyld og for Tilskuerens eget Beste, at hans
Monopole snart maae ophæves ved en Mængde
af Medarbeidere. Concurrence er lige saa nød¬


245
vendig i Videnskaberne, som i Handelen, og
det er den alene, som bringer alle menneskelige
Foretagender til Fuldkommenhed.
No. 229.
Torsdagen, den 31 Martii 1763.
G¬
ud! hvilken Majestæt! mit Øie er for svagt.
Naar saae en Dødelig sligt Syn? Og du, min Leder,
Hvi under du mig ei at see den fulde Pragt,
Som denne Skueplads en agtsom Siel bereder?
Saaledes raabte jeg, opvakt en Morgenstund,
Selv misfornøiet ved den Glæde at berøves,
Som, skiønt i Drømme seet, er ikke uden Grund,
Saafremt vor Siel kan see, naar vores Øre døves.
En Geist, jeg veed ei hvem, bortrev mig, saa
jeg fløi
Med meer end Ørneflugt, igiennem Luftens Vande,
Samt Gotthards Jsses Top er ikke nær saa høi,
Afgrunden ei saa dyb fra Jordens Klodes Lande.
Langt over Spherers Vei, og fra det store Rum,
Hvor Sole uden Tal i Kredse sig omvelte,


240
Hvor Newton, som et Barn, beundrer taus og
dum
En Lov, trods den, han skrev for Jordens Trippel¬
Belte,
Der, hvor det Store Alt omfavner ene Alt
Paa eengang, uden al Begyndelse og Ende,
Mens Engle ære ham, og Dievle blive qvalt,
Udi en Evighed, som Støvet ei kan kiende.
Der var min Skueplads. Min Leder førte mig
Langt op ad til et Slot, hvis Bygning uden Hænder,
Som Bygningsmanden selv er plat uendelig,
Og ingen Ordens-Regl af alle tre erkiender.
Mit Øie stirrede. Jeg saae, jeg veed ei hvad;
Thi hvad begribe Mænd i reene Aanders Egne?
Jeg saae en Herlighed, som af den store Stad,
Hvis Vartegn er et Segl af Guddom allevegne.
Jeg saae en Throne sat, hvor Engle knælede,
Men ingen Dødel tør komme nær til Thronen,
Jeg saae et lidet Glimt af den Almægtige,
Men blev forblindet ved den Majestæt af Kronen.
Nei, Skaber, sagde jeg, din Glands er alt for klar,
Ei Seraphiner selv kan see dig; meget mindre
En Siel, som ei endnu sit Støv afrystet har.
For Svage svage Lys og mindre Blus bør tindre.
Min Troe beskue dig; men lad mit Øie see,
Om jeg for Tiden her en Naade tør begiere,


24
En mindre Majestæt, et Syn af Kongerne,
Som giøre Nord, og Jord, og Gud og Himlen Ære.
Det skeer; Et Dække faldt: Nu vendtes Sce¬
nen om.
Jeg saae et Perle=Slot, af Skikkelse som Jorden:
Hver Verdens Deel, som her, mit Øie forekom;
Hvert Rige særskilt laae fast udi samme Orden.
Hvis Glæde var som min, da jeg Europa saae?
Mit Øie søgte strax de lykkelige Der,
Hvor Millioneviis Genier glade gaae
At styrte Forraad ud paa Mark og Eng og Søer.
Hvor Nord- og Øster=Søe foreene deres Flod
Til dine Landes Vel, o kiere Tvilling=Rige!
Hvor Gud og Frederik med samlet Lyst og Mod
Dig tvinger (søde Tvang!) til Høihed op at stige.
Ner seer du, sagde mig min Leder, Dannemart,
Dit kiere Fødeland. Her throne dine Konger,
De store Fædre til den Himmelske Monark,
Hvis høie Fødsels=Fest dit Folk i Dag besiunger.
Just dette Slot er gjort for Verdens Herskere.
Hver Fyrste, hver Monark fra alle Verdens Riger,
Som har regieret vel, og gavnet Staterne,
Hver paa sin Throne her i Majestæt opstiger.
Hver tegner i en Bog, som den du hisset seer
Udfoldet, Kongernes merkværdige Bedrifter
Blant deres Eftermænd; og Fædrene især,
Naar Søn og Sønne=Søn en vigtig Nytte stifter.


248
Som deres Siel, gjort frie fra Støvet, som du bær,
Kan klarere see ind i Tiden, som skal komme;
Saa kan de forud see en Mængde Gierninger,
Hvorom J Jordiske kan ikke fælde Domme.
See hist det Stamme-Træ for Oldenborgerne,
Den Store Christian, selv Helt og Helters Fader,
Hvis Glands fordunkler os selv Valdemarerne,
Og andre Helte fleer, i mange mange Grader.
Næst Hannem en Kong Hans, Sagtmodigheds
Model,
Hvis Fromhed Ditmarsken og Sverrigs Land mis¬
brugte,
Der stampede mod den, som vilde deres Vel,
Jndtil de fandt de Mænd, som havde Mod at tugte.
Ensaadan var hans Søn, den Anden Cyristian,
Som, skiønt han gik for vidt mod Sverrig i sin
Vrede,
Fandt Gunst hos Gud, der seer, hvor Konger ogsaa
kan,
Som andre Mennesker, tidt lade sig forlede.


249
Du seer en Frederik, som Gud gav Lys og Lyst
At unde Nordens Folk at troe hvad Himlen byder,
At holde Stifteren af Troen for sin Trøst,
Og ei omskifte ham til Brødet, som man bryder.
Han seer endnu saa mildt, som hist i Odense,
Da Han fra Sieletvang hver Undersaat forløste,
Og uden Svøbe drev af Kloster Munkene,
Hvis Ladhed Tiggerie ei mere maatte trøste.
Du bliver selv vel vaer den Cyristian, som Gud,
Da han møisommelig for Riget havde fegtet,
Tilsagde evig Roe ved Engle-Mund og Bud,
Et Bud, som tidt er ønskt, men næsten altid nægtet.
Den Andagt, hvorudi den fromme Konge laae,
Da Engelen kom ind, beholdt han, da han døde;
Man læser af hans Mund den brændende Attraae,
Hvormed, som i Triumph, han gik sin Gud i Møde.
hist grunder Frederik paa nogle Kierne=Sprog,
Han selv har vel udvalgt, men Knopfeiret forklaret;
Nu har Han Nøglen selv til Himlens Vunder-Bog,
Hvis Kraft og Sandhed han har tydeligst erfaret.


250
Som Eegen, der faaer Lov at groe og breede sig,
Urørt af Øxens Egg, er Skovens største Ære:
Saa seer du Christian, trods Alderdom og Krig,
Sit gamle Hoved høit med Majestæt at bære.
Af tredsindstive Aar du seer en Myndighed,
Som indgroer uformerkt i store Heltes Øie,
Der have selv Forstand i Krig saavelsom Fred,
Og ikke har Behov for andres Raad at bøie.
Dog var hans Myndighed kun som et Skygge¬
verk
Mod den, som Sønnen fik, da Folket, som forstode,
At udeelt Majestæt mod deelt er dobbelt stærk,
Ugrændset Konge-Magt Kong Frederik betroede.
Erkiendtlig mod den Gud, der gjorde alting vel,
Og bød Ulykken selv at giøre Landes Lykke,
Det store Tidehverv forlyster end hans Siel,
Der aldrig glemme kan det Forsyns Mesterstykke.
See hist Lovgiveren, hvor tankefuld han er,
Ret som han vilde selv omstøbe sine Love,
Det store Verk, der gaaer Fuldkommenhed saa nær,
At Fredrik ene kan og tør Forbedring vove.


251
Behøves Politie i en fuldkommen Stat,
Og er den sødeste i Himmelen at finde;
Hvis Glæde er vel da som hans, der haver sat
For dødelige Folk et Himmelsk Æreminde?
Den Fredrik, som var størst, hvis Eders ei
var fød,
Er den, du hisset seer, med samme Heltelader
Som da han i Stralsund, ved Jld og Sværd og Død,
Sig viiste Fiendens Riis og sine Folkes Fader.
Hans ædle Siel endnu betaler Gud sin Told,
Hvis Aand ham uden Tvivl den Tanke indblæst
haver,
At en Monark, som han, der fødtes Eenevold,
Det ei var Ære nok at herske over Slaver.
Der sidder Salomon i Norden, som i Fred
Opbygte Tempeler, selv Aandens første Tempel,
Som viiste Norden Vei til sand Lyksalighed,
Monark udi sin Lov og Bisp i godt Exempel.
En Helgen, før han blev indlemt blant Engle=Chor;
Du seer Ham brænde her af slig en Aandens Lue,
Som intet Menneske besad endnu saa stor,
Og hvilken Aander selv forundrende beskue.


252
Der tog jeg Ordet fra min Tolk, og bad ham om,
At see i Skiebnens Bog mit Tvilling=Riges Lykke,
For dette Nu, som er, og for den Tid, som kom,
At paa en trofast Grund man Haabet kunde bygge.
Viid, fik jeg da til Svar, at jeg har ikke Lov
At vise hvert et Led i Eders Kongers Kiede:
Det er en Videnskab, du ikke har Behov,
Som udi Stilhed bør Guds skiulte Raad tilbede.
Saa meget har jeg Magt at sige dig: at Han,
Den store Frederik, der styrer nu Jer Norden,
Ei mindre æres her end i Sit eget Land,
Ei mere i Sit Land, end over hele Jorden.
Du frygter, naar du seer, at Han i sytten Aar
Har gjort, hvad andre ei en Alder kan udrette,
At Evighedens Maal Hans Helte-Skridt snart
naaer,
Hvis Siel Fuldkommenhed paa Jorden ei kan mætte.
Saa tænker Himlen ei. Det er besluttet her,
At Kongen ikke maae hensamles til Hans Fædre,
Før til den Høide hist Hans Rige drevet er,
At ingen ønske tør og tænke kan et bedre.
Da, naar Hans Kiøvenhavn, som London og
Paris,
Europas Handelmænd engang kan give Love,
Naar Eders Banco kan med Hollands holde Priis,
Og Hamborg synes selv mod Kiøbenhavn at sove.


253
Da, naar hver Bondemand med Sandhed sige
tør:
Jeg er saa lykkelig, som Herremænd og Grever
Thi jeg har rigelig, hvad Bondestanden bør,
Og noget for min Søn, naar han mig overlever.
Da, naar en Phidias af Landets Eegne kan,
Saa net, som Sallys Haand, sin Konges Støtte
giøre;
Og Digtere opstaae at synge om en Mand,
Der klinger bedre end Æneas i Jert Øre.
Da, naar Achates faaer den Roes, han har for¬
tient,
Som Jer Æneæ Ven, af alle Landets Sønner,
Hvis Dyd udi hans Tid blir neppe ret bekiendt;
Thi Dyden savnes maae, før man paa Dyden skiøn¬
ner.
Da, naar en værdig Prinds, Minervas Øie¬
steen,
Hun, som forstikker sig udi en Mentors Klæde,
Med samme Viisdoms Aand, der leder Faderen,
Foruden Anstød kan Regieringen tiltræde.
Da, Himlen Kongen først - Saa drag nu hiem
igien,
Og lav dit Hierte til, den Fryd at helligholde,
Som Kongens Fødsels=Dag, endog i Him¬
melen,
Hvor meget mere da paa Jorden? maae forvolde.


254
Her endte sig min Drøm. Og da jeg vaagnede,
Opskrev jeg hvad jeg saae, og alting nøie giemte.
Min Drøm er Sandhed selv. Er Sandhed sødere,
End Drømme er om Gud og Frederik den Femte.
No. 230.
Fredagen, den 1 April 1763.
J¬
Esu Prædiken paa Bierget, og hans Afskeds¬
Tale til hans Discipler, ere to meget vigtige
Stykker af det Nye Testamente. Med den første
tiltræder han sit Lære=Embede, og med den anden
ender han det, for at gaae til sin Lidelse. Hans
Bierg=Prædiken, hvori han forklarer Lovens aan¬
delige Forstand, er den fuldkomneste Sædelære,
og Afskeds=Talen indeholder saa ypperlige Trøste¬
og Opmuntrings=Grunde, at den kan ansees
for Kiernen af det hele Evangelio. De vidtløf¬
tigste Fortolkninger skulde ikke forslaae til at
udvikle al den Viisdom, som en lærvillig og
forskende Siel opdager ved disse korte Talers


259
flittige og agtsomme Giennemlæsning. Naar
man har læst det beste af alt, hvad baade de
gamle og nye Philosopher have sagt, enten for
at indskierpe Pligterne, eller for at tilfredsstille
det menneskelige Hierte; skal man dog af Christi
Biergprædiken lære at giøre sig endnu langt ree¬
nere Begreber om Dyden, og i hans Afskedstale
finde saadanne bevægende Grunde til at elske
den, som man forgieves søger hos andre Lærere.
Hoved=Grundene til Dydens Lære ere faa;
og de maae være det. En Lov, som alle Men¬
nesker stedse skulde have for Øine, og som for¬
binder os til alle Tider og Steder, kan ikke
bestaae af mange Grundsætninger, som ere van¬
skelige at fatte og beholde. Disse Grundsætnin¬
ger kunde vel, ligesom andre Sandheder, for¬
mørkes ved Fordomme, onde Vaner og Begier¬
ligheder, saa at Mennesket behøver Hielp og Op¬
vækkelse, for at kiende dem; Men en Lov, som
er skrevet i alles Hierter, kan i sig selv ikke være
vidtløftig eller vanskelig. Philosopherne skulde
ikke opfinde disse Love, de skulde kuns opklare
dem, det er, fordrive det Mørke i Sielene, som
kommer af Fordomme og Passioner, og som hin¬
drer os fra at læse denne Lov, hvilken Skaberen,
som alene er Lovgiver, har skrevet med tydelige
og uudslettelige Caracterer i alles Hierter. Men
have disse Viise vel været lykkelige nok i at for¬


250
drive det Mørke? Ere deres Begreber om Dyden
altid reene; Bygge de dem paa Grunde, som
den sunde Fornuft let bifalder, eller og ere Be¬
viserne mørkere end Sætningerne selv, og de
Grunde, hvormed de vilde bevæge Menneskene
til Dyden, ofte ureene og lastefulde? Gaae
alle Philosophiske Secter igiennem, og see, om
de ikke bevise saadanne Pligter, som det hele
menneskelige Kiøn let tilstaaer, af Grunde,
hvorom de selv tvivle og stride. Deres For¬
tolkninger ere mørkere, end Lovene selv, og de
Beviiser, som et Menneske af den meest formør¬
kede Forstand finder i sit eget Hierte, ere ofte
langt klarere, end de, som han lærer i Philoso¬
phernes Skole. Nogle sætte Dyden i en blot
Betragtning, andre i den udvortes Gierning
alene. Efter hines Begreb er det nok, at ikke
giøre Ondt, at have gode Forsætter, som man
aldrig opfylder, og Hensigterne kunde endog
giøre Laster til Dyder. Naar vi høre de andre,
skulde vi troe, at det er nok at giøre en god
Gierning, om man og giorde den i den verste
Hensigt. J Lovkyndigheden vænner man sig
til at agte alene paa Gierningen. J Sæde¬
læren henfører man alting til Hensigten. En
Aristoteliker sætter Dyden i Betragtning, en
Stolker i Følesloshed, en Epikureer i Hvile,
i Sorgeløshed og Ligegyldighed; og Tviv¬


25
leren nedbryder tilsidst alt, hvad de andre opbyg¬
ge, indtil at døve ved falske Fornuftslutnin¬
ger Naturens allerklareste Stemme.
Saa sædvanligt som det er i Sædelæren,
at bryde det naturlige Baand, som der er imel¬
lem Hensigterne og Handlingerne, saa almin¬
deligt er det og at adskille de bevægende Grun¬
de, uden hvis Forbindelse ingen sande og retskaf¬
ne Dyder kunne øves. Den store Hob af Sæ¬
delærere, og de, som prale allermeest af deres
Grundighed og af Bevisernes Styrke, tage alle
Motiver til Pligterne alene af dem selv. Nogle
kiende saa lidt til Kierligheds Lov, at de ere
færdige til at nægte Forbindtligheden af de sel¬
skabelige Drifter; og hvor faa ere der ikke, som
indsee Fornødenheden af et høiere Væsens Er¬
kiendelse til at giøre Dyden fuldkommen. Det
blev uendeligt, at opregne alle de Afveie, hvortil
disse afbrudte Begreber forlede Menneskene. En
Stolker lærer at øve Dyden af Nød, en Epi¬
kureer af Vellyst. Efter dennes Begreb maae
en viis Mand forlade Selskabet, foragte Æren,
og kuns bekymre sig om sig selv, naar hiin der¬
imod giør Rygtet til sin Afgud, og undertrykker
den naturlige Egenkierlighed selv, for at giøre
Mennesket til en Slave af andres Domme. De,
bevægende Grunde, som flyde af en nøiere Kund¬
skab om et Væsen, som bestyrer Verden efter


258
Love, der ikke ere grundede i et Kreaturs Egen¬
nytte, men i det almindelige Beste, som seer
ikke paa Gierningen alene, men paa Hiertet
og Hensigterne, hvis Herskab alle fornuftige
Væsener ere undergivne, af hvilket de have baade
Kræfter og Leilighed til at giøre det Gode, og
uden hvis medvirkende Naade de ikke kunde
vente at opnaae det Lyksaligheds Maal, til
hvilket de sigte; Disse bevægende Grunde, uden
hvilke alle menneskelige Dyder ikke alene ere uree¬
ne, men og bunde Handlinger, fordi de komme
af en fordærvet Grund, og ingen Forsikring have
om et lykkeligt Udfald, hvor lidt bruger man dem
i den Philosophiske Sædelære? Det er got, om
man ikke holder dem ganske unødvendige; J
Statskonsten og Lovkyndigheden har man i det
mindste længe troet, at de kunne undværes, og
vore Christne Philosopher ere blevne saa meget
klogere end de Hedenske, hvilke troede, at ingen
Stat kunde bestaae uden Religion.
J den Christelige Sædelære selv treffer man
sielden saa fuldkommen en Forbindelse mellem
Grund-Sandhederne, som den, hvilken vi finde
i vor store Mesters korte Bierg=Prædiken. Nogle
giøre saa meget af den udvortes Bekiendelse, at
de glemme Hiertet. Andre lære en indvortes
Dyrkelse, som er uden Virksomhed og Opbyg¬
gelse. Snart tilskriver man Mennesket selv alt


2594
for meget, og giør gode Gierninger, som komme
af ureene Hensigter eller og ere menneskelige
Bud, til Fortienester i Guds Øine. Snart
forringer man Pligterne, og misbruger Evan¬
gelium til at løse og ophæve Loven. Hvor for¬
nødent er det da ikke, at vi forlade disse blinde
Ledere, og søge hos Jesum alene den rette For¬
klaring af den Lov, som vores Forstand er alt
for mørk til at fatte uden Ledsagning. Lad os
kuns høre denne Lærer, og vi skulde finde Aar¬
sag nok, til at beundre baade hans Lærdomme og
hans Læremaade! Hvilket Mirakel i Verden,
hvilken Forvirrelse i Naturen skulde kunde giøre
større Virkning paa et tænkende Væsen, end en
Tale, hvori Jesus med saa faa Ord opløser de
største Vanskeligheder i Sædelæren, og forbinder
Grund-Sandheder, som de største Philosopher
ikke have tænkt i Sammenhæng, og hvoraf vi
finde kuns afbrudte Stykker i deres vidtløftige
Verker. Beviserne ere her ikke mørkere end
Sætningerne. Naar Fornuften kuns ikke er
reent forblindet ved pharisæiske Fordomme og
vrange Lærebegreb, er det nok, at høre ham, for
at bifalde ham. J det han oplyser Forstanden,
taler han til Hiertet; og naar dette kuns ikke be¬
herskes af onde Tilbøieligheder, føler det let,
ved at give Agt paa sig selv, at Jesus ikke
her giver Mennesket en nye Lov, men for¬


260
klarer den, som Skaberen selv skrev i vore
Hierter.
Den indvortes Dyrkelse, Kundskab, Sam¬
tykke, Troe, gode Hensigter og Forsætter ere
efter Jesu Lære ikke nok. Han er ikke, som de
fleste verdslige Viise, kommen for at føre Men¬
neskene til Betragtning alene, og til en ørkesløs
Grublen. Han vil, at hans Discipler skulle
ikke leve for dem selv alene. De skulle, siger
han, være Jordens Salt og Verdens Lys.
Lader Eders Lys skinne for Menneskene,
men ikke for at nyde selv en forfængelig Roes, at
opvække andre til at ære den Gud, som giver
baade Kundskab, Villie og Kræfter til at udrette
det Gode, at de see Eders gode Gierninger,
og prise Eders Fader - - Det Evangelium,
som Jesuis prædikede, ophævede vel den Ceremo¬
nialske Lov, og den Jødiske Gudstieneste, som
var et Forbillede paa hans Tilkommelse; men
den Moralske, den Naturlige, den, som er
skrevet i Menneskets Hierte, og som er grundet
i Skaberens evige Viisdom, af den er det
mindste Bud mere uryggeligt og uforgiengeligt
end den hele synlige Verden; Jndtil Himme¬
len og Forden forgaae, skal ikke den mindste
Toddel forgaae af Loven - -. For at op¬
fylde denne Lov, kom Jesus til Verden, men
ikke for at prædike et Evangelium, som skulde


261
opløse den. Hverken afskaffer han den gamle
Lov, ikke heller prædiker han en nye; han for¬
klarer den kuns, og renser den fra menneskelige
Bud. Med saa vigtig en Erindring begynder
Jesus sit Lære=Embede, og han taler ligesom han
saae hen i Tiden til en Tilstand i hans Kirke, i
hvilken nogle skulde misbruge hans Evangelium,
til at opløse Loven, andre ved menneskelige Bud
og udvortes Øvelse alene søge en pharisæise Ret¬
færdighed.
Mod den udvortes og hykkelske Retfærdig¬
hed, som er den anden Yderlighed i Sædelæren,
advarer Jesus sine Discipler, naar han siger:
Dersom Eders Retfærdighed ikke bliver
større end de Skruftkloges - - Kundska¬
ben, Troen og Hensigten er ikke nok, den udvor¬
tes Gierning alene ikke heller. Det er ikke nok,
at et skade andre; vi skulle og elske dem. Kier¬
lighed er bedre end Offer. Naar du offrer
din Gave paa Alteret, og kommer ihu, at
din Broder haver noget imod dig, saa lad
blive din Gave, gak hen, fornig dig. - -
Dersom vi ikke ere villige til at forlige os med
vore Brødre, og til at forlade vore Modstandere
de smaa Feil, som de kunne begaae mod os,
hvorledes skulle vi da vente Forladelse af den store
Overdommer? Synden bedrives ikke alene i
Gierningen, den er allerede fuldkommet i Hier¬


262
tet, naar det føder onde Tanker og Forsætter.
Hvo, som seer paa en Q2vinde - - For
at overvinde de onde Begierligheder, maae vi
tidlig modstaae dem, og skye Anledningen, om
vi og derfor undertiden maatte opofre noget af
vores timelige og legemlige Lyksalighed. Et
stort Gode vindes sielden uder nogen Opofrelse;
og dersom man undertiden lader afskiære et Lem,
for at bevare det hele Legeme, hvad skulde da
være os saa kier, at vi ikke vilde afsige det for
at bevare vore Siele ubesmittede: Dersom dm
høire Øie forarger dig, o. s. v.
Det er ikke nok at øve den strenge Retfær¬
dighed, og at iagttage de fuldkomne Pligter; ei
nok, at holde sine Eeder; at ei kræve mere af an¬
dre, end vi have Ret til at fordre; at ei hade
dem, som ikke have fornærmet os; at betale,
hvad vi ere skyldige; at være taknemmelige mod
Velgiørere, og elske vore Venner. Vi ere uden
eedelige Forpligtelser forbundne til at bevare
Sandhed og Oprigtighed. Menneskenes Tro¬
løshed har gjort Eeden nødvendig; og det er der¬
for en Christens Pligt, ved sit Exempel at giøre
saa meget, som han kan, til at indføre igien saa¬
dan Oprigtighed i Omgang, at man ei ved en¬
hver Nægtelse eller Bekræftelse behøver at kalde
Gud til Vidne og Hevner; Eders Tale være
-At hevne alle For¬
Ja sa, og Nei nei.


263
nærmelser, at kræve Lige for Lige, Øie for Øie,
Tand for Tand, kan lige saa lidt være en al¬
mindelig Regel i den fornuftige som i den Chri¬
ftelige Sædelære. Det Tab, som vi selv have gjort
ved andres Fornærmelser, oprettes ikke altid ved
den Skade, som vi tilføie dem. Der er, som
oftest, alt for megen Ulighed i Menneskenes
Vilkaar, til at finde billighed i at kræve Lige¬
for Lige. Andres Vankundighed, Skrøbe¬
lighed og Trang formindsker ofte deres Feil.
Lovgiverne og Dommerne kunne ikke altid iagt¬
tage denne Forskiel; deres Pligt tillader dem ikke
heller at bortgive andres Ret, og det, som til¬
kommer det Almindelige. Men naar der hand¬
les om vor egen Sag, er det i det mindste deres
Pligt, som Gud har givet mere Viisdom og For¬
mue end andre, at ikke hevne de Fornærmelser,
som komme af Vankundighed eller Trang, og
at ei kræve den yderste Skierv af sin fattige
Næste. Klogskab selv lærer os, at vi ofte
overvinde det Onde bedre ved at taale det, end
ved at modstaae det. En ædelmodig Tilgivelse
har ofte gjort Fiender til Venner. Men Jesu
Sædelære gaaer endnu høiere end til Klogskabs
egennyttige Maximer. Han vil, at vi og skulde
elske vore Fiender. Hvor høi end denne Lær¬
dom er, er den dog ikke ganske ubekiendt for For¬
nuften. Noget deraf kan bevises endog af den


264
Sædelære, som er bygt paa egen Fuldkommen¬
hed og dette Livs Hensigter alene. Een Feil
er ikke nok til at hade det hele Menneske, aller¬
helst da Sæden til disse Feil, som andre begaae
imod os, findes hos os selv. Vi see ofte Skie¬
ven i vor Broders Øie, og merke ikke Biel¬
ken i vort eget. Det Væsentlige i Mennesket,
den Natur, som andre have tilfælles med os,
bliver altid i sig selv en Fuldkommenhed, som,
nogle Skrøbeligheder uagtet, fortiener vores Ag¬
telse. Had er en af de ubehagelige Passioner,
som forvilde Fornuften og foruroelige Sin¬
det; en Passion, hvorved vi kuns forøge vo¬
res Ulyksalighed, uden at giøre noget derved til
at afværge eller udslette den Fornærmelse, som
vi kunde lide af andre. Ved Vrede og For¬
bittrelse glæde vi vore Fiender, i stedet for at
hevne os over dem. Saa vidt kan Fornuften
endog af egennyttige Grunde og timelige Hensig¬
ter alene billige den Regel, at vi skulle elske vore
Fiender. Men at elske dem, indtil at velsigne
dem, giøre dem got, vede for dem; det er
uden Tvivl meer end vi kunde forlange af en
Sædelære, som er bygt enten paa Handlingernes
naturlige Følger, i Henseende til os selv, eller
paa en Stoisk Forelskelse i den almindelige Fuld¬
kommenhed. Saa høi en Lære kan ikke forklares
uden af vore Pligter mod et høiere Væsen, som


265
bestyrer det Hele, og som forbinder ethvert Krea¬
turs Lyksalighed med Skabningens almindelige
Beste. Uden at betragte os selv som Brødre og
fælles Børn af denne alle Aanders Fader, som
lader sin Soel opgaae over Onde og Gode,
og regne over Retfærdige og Uretfærdige,
kunde vi ikke fatte Grunden til de høieste af den
almindelige Kierligheds Pligter, til dem, som
ere forbundne med store Opofrelser; og dog ud¬
kræves jo ofte saadanne, endog til Selskabets
timelige Beste. Men og da blive disse Pligter
klare nok. Hvad Løn kunne vi vente af alle Væ¬
seners Fader, dersom vi kuns elske dem, som
elske os, ære dem, som ære os. Giøre
ikke egennyttige og fordærvede Mennesker det sam¬
me? Vi søge da kuns vores eget; Vi giøre in¬
tet for Guds Skyld, vi stræbe ikke at efterligne
ham, som er Kilden og første Aarsag til alle
Fuldkommenheder; og dette maae jo dog være
den eneste Vei, paa hvilken et fornuftigt Krea¬
tur kan vente engang at komme selv til Fuldkom¬
menheds Maal. Bliver fuldkomne, ligesom
Eders himmelske Fader er fuldkommen.
ypperligheden af Jesu Sædelære viser sig
fornemmelig i de bevægende Grunde. De,
som bygge Pligterne paa dette Livs Fordeele ale¬
ne uden Hensigt til et høiere Væsen, erkiende in¬


260
gen høiere Grundregler, end Ære og Egennyt¬
te. En Sædelære, som er grundet paa Egen¬
nytte alene, kan ikke bevæge Menneskene til store
Gierninger, Æren derimod kan giøre det; men
den forbedrer ikke Hiertet: Tvertimod den forleder
Menneskene til at dømme Handlingerne ikke efter
deres indvortes Værdie, men efter den Opsigl,
som de giøre, og at agte en forgiengelig Roes
mere end det høieste Væsens bifald og deres
Medborgeres sande Beste. Saaledes besmitter
Æren ofte vore beste Handlinger, indtil Almis¬
ser, Bøn og Faste. Christus forkaster ikke Æren;
Han har nyelig befalet sine Discipler, at lade de¬
res Lys skinne; Han fordømmer den kuns som en
Hoved=Hensigt, og som Grunden til en hykkelsk
og skinhellig Gudstieneste. Han laster endnu
mindre de gode Gierninger, som komme af Æren;
Han siger kuns, at, naar de skee alene for at
ansees af Menneskene, have de ingen høiere Løn
at vente; Giører ikke Eders Almisse for Men¬
neskene, for at ansees af dem; Ellers have
J ikke Løn hos Eders Fader, som er i Him¬
lene. - - Beder ikke som Øienskalkene, der
bede for at ansees af Menneskene. De have
deres Løn borte. - - Naar man faaer alt,
hvad man søger, hvad kan man da forlange me¬
re? Ville vi have Løn af Gud, maae vi giøre no¬
get af Kierlighed til ham; og da vi saa let kunde


207
bedrage os selv i at dømme om vore egne Hensig¬
ter, er det got, at vi skiule undertiden vore gode
Gierninger, for at prøve, om vi og kunde giøre
noget for Guds Skyld alene. Naar du giør
Almisse, da lad om høire Haand ikke vide &.
Naar du beder, gak ind i dit Kammer, og din
Fader, som seer i Løndom, skal betale dig
aabenbare.
Efter de almindelige Begreber om det, som
vi kalde egen Fuldkommenhed, er denne snarere
en Hinder i Pligternes Udøvelse, end en bevæ¬
gende Grund dertil. Hvor mange Ting udkræ¬
ves der ikke til det, som man kalder at forvedre
sin Tilstand; og vore verdslige Viise, lære de os
og at begiere disse Ting i den rette Orden? Man
bør opofre, hedder det vel, et mindre Gode for
et større; men disse Opofrelser, kunde de vel gaae
vidt, saa længe dette Livs Fordeele er det høieste
Gode, som de kiende? Naar man bygger Plig¬
terne paa en Grund, som de fleste Mennesker
bruge til at kuldkaste dem, hvad er da saadan en
Sædelære andet, end et Lys, som forblinder?
Dersom det Lys, som er i dig, er Mørkhed,
hvor stort bliver da Mørket? Naar vi af vor
egen Fuldkommenhed ville forklare de høiere Plig¬
ter, endog dem, som vi ere det Almindelige
skyldige, maae vi stige høiere end til dette Livs
Hensigter alene. Patrioten, som opofrer et roe¬


208
ligt og beqvemmeligt Liv, for at tiene Staten;
Helten, som døer for Fædrenelandet, finder jo her
i Livet ingen sand Belønning for det, som han op¬
ofrer? Den sildige Roes, som han nyder engang
efter Døden, skulde den kunde opveie mod det
Had og den Forfølgelse, som han udstod, medens
han levede? Saaledes kan Jndbildningen alene
komme den Stolte til at tænke for nogle faa Øie¬
blik; og dersom da det borgerlige Selskabs Beste
kan udkræve undertiden Opofrelser, som Menne¬
skene ikke kunne belønne, skulde da Guds store
Riges Beste, de fornuftige Væseners evige Lyk¬
salighed ikke kunne udkræve undertiden, at man
opofrede derfor et kort og ringe Livs allerhøieste
Fordeele, For at blive værdige Borgere af Guds
Rige, maae dette Livs Lyksalighed ikke være vo¬
res høieste Maal, ikke den første bevægende Grund
til vore Handlinger. Vores høieste Attraae maae
ikke være til en Skat, som Møl eller Rust kan
fortære. Af saadan en Attraae udspirede aldrig
nogen ædel Gierning, og Æren alene er kuns en
forblindende Dunst. Den sunde Fornuft selv
skulde fordømme vore beste Foretagender, dersom
vi ikke bygge dem paa Tillid til den Viisdom, som
opholder Verden, og som bestyrer de utallige Hæn¬
delser, hvoraf den mindste var mægtig nok til at
tilintetgiøre de klogeste Anslag. Lad os giøre
Egennytte alene til vort Maal, lad os bevise


209
Pligternes Forbindelse med vore timelige Forde¬
le: Mon Erfarenhed ikke hver Dag omstøder alle
disse Beviis? Nyder den Dydige altid den Lyk¬
salighed, som vore Sædelærere sige at være saa
naturlig en Følge af hans Handlinger? Hvad skal
da bevæge ham til at fortsætte disse Handlinger,
dersom han intet høiere Gode har i Vente? Føl¬
gerne af vore Handlinger ere i de enkelte Tilfælde
saa uvisse, at man kuns bedrager Menneskene,
dersom man lover dem en Belønning for Dyden,
uden tillige at forsikre dem om Forsynets Medvirk¬
ning. Uden denne Forsikring kunde alle Leve¬
Regler lige saa lidt forvisse os om en sand og
vedvarende Lyksalighed, som vi ved al vor Om¬
sorg kunde legge en Alen til vor Vext; Vi
forøge kuns daglig vore Bekymringer, uden no¬
gen Tid at kunde stille os tilfreds. Naar vi og
i Dag nød alt, hvad vi ønskede, kunde en Hæn¬
delse forspilde det i Morgen, og denne Tanke
var nok til at berøve os Nydelsen deraf. Den
mindste Udsigt i det Tilkommende skulde forstyrre
al vor nærværende Lyksalighed, og Glædens
Soel skulde aldrig saaledes kunde opklare nogen
Dag af vort Liv, at vi jo skulde skrækkes for den
mindste Skye. Bygge vi derimod vort Haab
alene paa det Væsen, som opholder Verden,
hvor sikker er da ikke vor Lyksalighed? Han,
som uden vor Omsorg har givet os Livet, skulde


270
han ikke vide, hvad der behøves til at opholde
det, skulde han ikke have sørget derfor. Er
Livet ikke meget mere end Maden, og Lege¬
met mere end Klæderne? Han, som føder
Himmelens Fugle, endskiønt de hverken
saae eller høste, og uden hvis Vilie ingen
Spurre falder til Jorden, skulde hans For¬
syns Øie ikke meget mere vaage over de fornuftige
Skabninger? Han, som klæder saa prægtigt
det Græs paa Marken, der kuns er skabt
for at blomstre nogle faa Dage, hvor meget
større Omsorg maae han bære for tænkende Væ¬
sener, som ere skabte til Udødelighed? Men skul¬
de disse Væsener, som han har givet saa store Ev¬
ner fremfor andre Skabninger, være uvirksomme?
Nei, de skulde bruge deres store Kræfter, men
til at opfylde høiere Hensigter end dem, som de
have tilfælles med Dyrene og Planterne, til at
søge ikke en sandselig og forgiengelig Egennytte
alene, men Guds Riges almindelige Beste. J
denne Orden alene kunde de være forsikrede om
Forsynets Medvirkning, til at befordre deres egen
Lyksalighed. Adsporger først Guds Rige og
hans Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting
tillegges Eder. Saaledes forbinder Jesu Sæ¬
delære de to høieste Grunde til de menneskelige
Handlinger: Vor egen sande Lyksalighed,
med den almindelige Fuldkommenhed.


271
Midlerne, hvorved vi kunde forvisses om
denne Medvirkning, ere Bøn og Arbeide. Je¬
sus lærer os begge Deele. Bønnen er ikke ale¬
ne fornøden for at erkiende, at vi have Alting af
Gud; Den er og et Middel til at holde vore
Begierligheder i den rette Orden: men Jesu
Bøn alene kan lære os det. Uden at følge hans
Forskrift, skulde vi misbruge Bønnen selv til at
styrke os i daarlige Ønsker og skadelige Begierin¬
ger. Jeg vil her ikke igientage, hvad jeg paa
et andet Sted har sagt derom (). At arbeide
og giøre Guds Villie, det er det andet, som vi
have at giøre. Men Christus har indbefattet alle
Pligterne i en kort Regel: At elske Gud over
alle Ting, og sin Næste som sig selv. Dette
er Guds Villie. At giøre den, det er den Frugt,
voraf de gode Træer skulle kiendes. Det
er behageligere for Gud, end at sige: Herre,
Herre, og mere saligt for os selv, end at uddri¬
ve Bievle, og giøre kraftige Gierninger.
Hvo, som hører disse Ord, siger Frelseren til
Slutning, og giør dem, ham vil jeg ligne
med en forstandig Mand, som dygte sit Huus
paa en Kuppe, og en Støvregn faldt, og
Vandløbene kom, og Veirene blæste, og faldt
an paa samme Huus, og det faldt ikke; tyt
det var grundsæstet paa en Kuppe. Denne
(*) See No. 33.


272
Klippe er Tillid til Gud og hans Førelser. En
Sædelære, der ikke bygger paa denne Grund¬
vold, er som et Huus, der er bygt paa Sand.
Lad Philosopherne, Statsmændene og de Lovkyn¬
dige opreise nok saa prægtige Systemer; dersom
de ingen høiere Grunde have end Menneskenes
Domme, jordiske Fordeele, og timelige Straffer,
skulle de ikke staae, naar Støvregnen falder,
og Vandløbene komme, og Veirene blæse;
En uformodentlig Hændelse, en heftig Tilbøie¬
lighed, en Tvivl skal være nok til at omstøde dem.
No. 231.
Mandagen, den 4 April 1763.
L¬
igesom Jesus i sin Bierg=Prædiken har givet os
den fuldkomneste Forklaring af Loven; saa
har han og i sin Afskeds=Tale prædiket det sande
Evangelium. Trængte den Menneskelige For¬
stand til saadan en Underviisning i det første, saa
behøvede den det endnu meget mere i det sidste.
Loven var skrevet i alle Menneskers Hierter;
men Fordomme og herskende Passioner havde for¬
mørket det naturlige Lys, saa at den fordærvede


273
Fornuft behøvede at opvækkes igien. De Evan¬
geliske Forsættelser derimod vare Hemmeligheder,
som Fornuften ikke kiendte uden en Aabenbaring.
Men hvor forskiellige disse Lærdomme end ere i
Henseende til deres Grunde, er det dog saa langt
fra, at de modsige eller ophæve hinanden, at de
tvertimod staae i den allernøieste Forbindelse, og
Jesu egne Taler kunne allerbest lære os denne
Forbindelse.
J hans Forklaring af Loven lærer han os
fornemmelig disse to Hoved-Sandheder: At vore
Forbindelser strække sig videre end til de udvortes
Handlinger: og at de ere grundede paa høiere
Hensigter, end vore egne timelige Fordele
alene. Af det første flyder, at Loven udkræver
en Fuldkommenhed, som vores Natur i den nær¬
værende Tilstand er alt for fordærvet til at opnaae
ved sine egne Kræfter. Af det andet følger, at
alle menneskelige Motiver, uden Forsikring om
en høiere Medvirkning og et tilkommende Livs
Belønninger, skulde være utilstrækkelige, til at
bevæge os til en fuldkommen Dyd. Men hvor¬
fra skulde vi nu faae denne Forsikring om et høie¬
re Væsens Jndflydelse, som vil oprette igien,
hvad der ved vor egen Forseelse er bleven os umue¬
ligt at giøre ved egne Kræfter alene; og som i et
tilkommende Liv vil betale os overflødig alt, hvad
vi her kunde opofre, for at opfylde de høiere Plig¬


274
ter? Fornuften kan, med al den naturlige Kund¬
skab om Gud, aldrig komme videre end til For¬
modninger; og saa længe den er overladt til sig
selv, maae den altid frygte for at misbruge Ska¬
berens Godhed, om den forlangte hans besynder¬
lige Medvirkning, for at oprette det, som den
selv har forspildt, og fordrede en evig Belønning
for saa kort et Livs ringe Tieneste. Jkke desmindre
bliver det vist, at Menneskene uden denne For¬
sikring ikke kunne giøre dem nogen visse Hensigter,
de have ingen Trøst i Lidelser, og ingen sikker
Grund til at øve nogen Dyd. Hvor fornødent
var det da ikke, at der kom en guddommelig Læ¬
rer til Verden, for at give os den? Endog det¬
te Livs Lyksalighed udkrævede det i en Tilstand,
da faa Pligter kunde udøves uden Opofrelser,
og da Mennesket, endog til de naturlige Plig¬
ters Opfyldelse, behøver ofte høiere Motiver, end
timelige Fordele.
Det fordærvede Menneske trængte derfor
meget til denne Forsikring; men ingen behøvede
den mere end Jesu egne Discipler, og det just paa
den Tid, da han holdt sin Afskeds-Tale til dem.
De havde store Pligter at opfylde; Pligter, som
udkrævede megen Opofrelse. Uden Forsikring
om en guddommelig Medvirkning og en tilkom¬
mende Belønning, skulde den menneskelige Na¬
tur i de største Helte have været for svag til baade


2779
at arbeide og lide saa meget for deres Medmenne¬
skers Beste. Hidindtil havde de i Jesu Ord og
Gierninger haut talende og synlige Beviis af en
guddommelig Medvirkning; men nu skulde og
dette ophøre Jesus forlod dem for at gaae til
sin Lidelse, og døtte skulde have gjort dem reent
forsagte, dersom han ikke for sin Bortgang baade
havde underviist dem om Hensigterne og Nytten
af hans Lidelse, og forvisset dem om en guddom¬
melig Jndflydelse og Medvirkning, til at opfylde
Pligterne af deres store Kald.
Dette er Hoved-Jndholdet af Jesu Afskeds¬
Tale. Den første Trøste=Grund, hvorved han
opretter deres nedslagne Siele, er grundet paa
Betragtning af Almagtens store Rige. Eders
Hierter forfærdes ikke. Troer paa Gud, og
troer paa mig. J min Faders Huus ere
mange Boliger. Storheden endog af den
synlige Verden, mod hvilken vores hele Jord,
med alle dens Riger og Herligheder, er kuns som
en Draabe i Havet, giør det ikke alene troeligt,
at Gud har høiere Hensigter med sine fornuftige
Skabninger, end de, som opnaaes i den lille
Middelpunkt af Verden, som vi beboe; den be¬
viser tillige, at saa almægtig en Skaber har Mid¬
ler nok til at lyksaliggiøre sine Skabninger, for¬
uden dem, som vi kunde opdage her paa Jorden.
Ja, om der end i den hele Skabning og i dens


276
umaalelige Rum endnu fandtes ikke Sted, som
var beqvem til at modtage vore udødelige Siele,
og til at give dem fuldkomnere Legemer, høiere
Beskieftigelser, og en større Lyksalighed, end den,
som de nyde her, saa var dog Storheden af det,
som vi see for vore Øine, og Pragten af den syn¬
lige Verden nok til at forsikre os, at det samme
Væsen, som har frembragt alt dette, har og
Magt til at berede endnu flere usynlige og uskab¬
te Boliger for de Aander, som han finder be¬
qvemme til at opfylde Hensigten af sit store Rige.
Jesus havde ved sit hele Forhold og ved saa
mange store Gierninger beviist sin guddommelige
Sendelse alt for vel, til ikke at erkiende, baade
i hans Person, og i hans høie Embeders Førel¬
se, en besynderlig Medvirkning af den Viisdom
og Almagt, som opholder Verden. Hans Di¬
scipler havde derfor Aarsag baade til at troe Gud,
og til at troe ham, om der end, for at opfylde
hans Forjættelser og for at lyksaliggiøre de Go¬
de, behøvedes en nye Virkning af Almagten,
indtil Skabningen af en nye Verden. Var der
endnu i Guds Huus ikke Sted til at rumme alle
salige Aander, da skulde det beredes; Gud
hvilede aldrig saaledes fra at skabe, at han jo
indtil evig Tid arbeider paa, at føre sine Skab¬
ninger fra et Trin i Fuldkommenhed til et høiere.
J min Faders Huus ere mange Værelser;


271
men dersom det ikke saa var, havde jeg sagt
Eder det: Jeg gaaer bort at verede Eder
Sted.
Til at forvisse Mennesket om en salig Udøde¬
lighed, om en fuldkomnere Tilstand efter Livet,
og bevæge det til at opofre noget derfor, udkræ¬
ves mere end Kundskab om Mueligheden og Ri¬
meligheden af saadan en Tilstand. Den synlige
Verdens Betragtning er maaskee nok til at for¬
mode, at Gud ikke har skabt saa mange Væse¬
ner, for at giøre dem alle til Intet. For høie¬
re Aander ere vel og evige Boliger; men et dø¬
deligt Menneske, er det ikke alt for ringe og ufuld¬
komment et Kreatur, til at giøre sig saa store
Forhaabninger? Siele, der ere saa ureene, skul¬
de de torde nærme sig til den Gud, som boer i
Lyset, skulde de af dem selv kunde finde den Vei,
som fører til Liv og Udødelighed, skulde de af
deres egne Kræfter, og uden en besynderlig Med¬
virkning af Gud, være stærke nok til at opnaae
saa høit et Maal, og til at vandre paa saa snæ¬
ver en Vei, hvor de ved utallige Anstød fristes
til at vende tilbage? Disse Spørgsmaal ere nok til
at forvilde den største Fornuft; Det var dem,
som giorde de Hedenske Viise saa tvivlraadige, og
som bragte Socrates selv til at tilstaae sin Uviden¬
hed. Der behøvedes en guddommelig Lærer til
at opløse dem. Jesus siger os, at saadanne Væ¬


278
relser for udødelige Aander ikke alene ere mueli¬
ge og rimelige; De ere der virkelig, og ikke for
andre alene, men og for os ere de beredte.
Han bereder os Sted, han viser os Veien,
han fører os paa den. Jeg gaaer vor, og
dereder Eder Sted. Jesus siger dette, efter
at han havde forkyndet sine Disciple, at han gik
til sin Lidelse og Død. Dette Budskab var det,
som giorde dem saa nedslagne; Jesus trøster dem
igien, ved at forsikre, at det just var ved hans
Bortgang, at han beredte dem Sted.
Veien havde Jesus viist dem i sit Ord, og
Hoved-Summen af dette Ord var, at troe paa
Gud, og at elske hverandre; men Jesus lod det
ikke blive ved Veiviisningen alene. Troe og
Kierlighed ere alt for aandelige og utvungne Be¬
vægelser i Sielen, til at være Virkninger af en
blot- Befaling eller Forstrift. Det svage
Menneske behøvede mere end Kundskab om Plig¬
terne; Det trængte til Forsikring om en guddom¬
melig Medvirkning, og dette var fornemmelig
Øiemerket af Jesu Sendelse. Han vuste dem
ikke aleene Veien, han vilde og føre dem selv
til Faderen. Derfor gik han bort, for ved sin
Lidelse at erhverve os Adgang til Faderen selv, og
Ret til at bede i hans Navn om Bistand til at
udrette det, som vi ikke formaae af vore egne
Kræfter. Dersom J oede om noget i mit


2719
Navn
Det er ikke nok, at Jesus giver
os Dristighed til at bede med Haab om Bønhø¬
relse; Han vil selv bede for os til Faderen, og
Frugten af denne Bøn er den Hellig Aands Sen¬
delse. Jeg vil bede Faderen, og han skal
give Eder en anden Talsmand - - Den
Sandheds Aand. Ved hans indvortes Un¬
derviisning, Paamindelse og Ledsagning, skal
en af Ordet oplyst og lærvillig Siel finde Veien
til Livet, den faste Overbeviisning, og det stadi¬
ge Forsæt, som alle Fornufts=Grunde alene ikke
kunde give. Det merkværdigste i Socratis Lære,
og hvorved han især fortiener at sættes langt over
alle Philosopher, var, at han troede sig ikke selv
mægtig nok, til at kunde lære andre Dyden som
en Videnskab; Han erkiendte Nødvendigheden af
et høiere Væsens Jndflydelse, af en guddommelig
Medvirkning og Paamindelse. Socrates fandt
i sig selv, d. e. endog i den reeneste naturlige For¬
stand, en Uformuenhed; Men Midlerne, til
at opfylde denne Uformuenhed, var Fornuften
endog i ham alt for svag til at kiende. Jesus al¬
ene har aabenbaret dem. Det er ved Bønnen
og den Hellig Aands Medvirkning, at vi kom¬
me til at elske Gud, og holde hans Ord, og
Frugten deraf er en nøiere Forening med Gud.
For at giøre os denne Forening nogenledes fatte¬
lig, forestiller Jesus den snart under Lignelse af


280
en Jboelse. Om nogen elsker mig, skal han
holde mit Ord, og min Fader skal elske
ham, og vi skulle komme til ham, og giøre
Værelse hos ham. Snart ligner han den ved
den naturlige Forbindelse imellem Træet og Gre¬
nene. Jeg er det sande Vuntræ, og min
- Lige¬
Fader er Vungaardsmanden-
som Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv,
uden den bliver i Viintræet - - Ved disse
Forsikringer om en høiere Jndflydelse og Medvirk¬
ning opretter Jesus sine nedslagne Disciple, og gi¬
ver dem Dristighed til at betræde en Vei, der for
dem især var saa haard og møisommelig. Den¬
ne Forsikring forhvervede han dem ved sin Død
og Bortgang, og han siger derfor, at de, i stedet
for at bedrøves, burde glæde dem derover. Jeg
siger Eder Sandheden: det er Eder gavn¬
ligt, at jeg gaaer bort - - Kunde hans
Disciple vel forlange et stærkere Beviis for denne
Sandhed, et større Tegn, end det, som de da
saae og hørte: en uskyldig Mand, som, efterat
have prædiket Dyden, gik villig til en Lidelse, som
han sagde forud, og hvori han, i stedet for at sø¬
ge Trøst selv, trøstede sine Venner dermed, at det
var dem gavnligt, at han døde.
Hvor mange Beviser for Religionen, større
end synlige Underverk, ligge der ikke i denne
Tale? Jesus har sandelig Ret til at kræve, at


281
hans Disciple troe ham ikke alene for hans Gier¬
ninger, men og for hans OOrd. Hvad vare
det for Ord, som Jesus havde talet, og som han
befalede dem at holde? Var det noget, som sigte¬
de til hans egen Nytte? Nei, denne, siger han,
er min Befaling, at J skulle elske hinan¬
den. Gav han saadanne prægtige Lærdomme
til andre uden at opfylde dem selv? Jngenlunde,
han prædikede ikke alene Kierlighed, men er selv
det største Kierligheds Exempel. Elsker hver¬
andre, ligesom jeg har elsket Eder; Jngen
har større Kierlighed end denne, at han sæt¬
ter sit Liv til for sine Venner. Var det af
Ære og Herskesyge, at Jesus søgte at forskaffe
sig saa mange Tilhængere? Jkke heller; han var
ei kommen til Verden for at lade sig tiene, men
for at tiene, og han behandlede derfor ikke heller
sine Disciple som Tienere, men som Venner. Jeg
kalder Eder ikke Tienere, tyt Tieneren veed
ikke hvad hans Herre giør, men jeg kalder Eder
Venner; Thi alt det, som jeg haver hørt af
min Fader, haver jeg kundgiort Eder.
Jesus gav ingen egennyttige Befalinger; han
fordrede ingen slavisk Lydighed; han regierede ikke
ved smigrende Ord eller falske Løfter. Han sagde
sine Disciple forud, baade hvorledes det skulde
gaae ham selv, og hvorledes det skulde gaae dem.
Veroen havde hadet ham, og den skulde og


282
hade dem, for hans Skyld skulde den hade dem;
Fordi jeg haver udvalgt Eder af Verden,
derfor hader Verden Eder, og dette Had skulde
gaae saa vidt, at hvo, som slog dem iyiel,
skulde meene, at de gjorde Gud en Tieneste
dermed. Saa oprigtig handlede Jesus med
sine Venner. Men hvem vare disse Venner,
for hvis Skyld han lider, og glemmer sin egen
Lidelse for kuns at trøste dem: Det var Folk,
om hvilke han siger, at naar hans Lidelses Time
kom, skulde de adspredes hver til sit og for¬
lade ham alene. Men og da viste Jesus ved
sit eget Exempel Sandheden af hans Lære. Han
trøstede ikke andre med Grunde, som ei kunde
trøste ham selv. Overgivet til sine Fiender og
forladt af sine Venner, viste han, at der var
en Fred og en Trøst til, som Verden ikke
kan give. Jeg er ikke alene, fordi Faderen
er med mig. Dette sagde Jesus ikke for at be¬
breide sine Discipler deres Svagheder; Han sagde
det for at oprette dem, og for at vise ved sit eget
Standhaftigheds Exempel, hvad Tillid de kunde
have til hans Trøste=Grunde. Disse Ting,
saaledes ender han sin Tale, haver jeg talt til
Eder, paa det J skulle have Fred i mig. J
Verden skulle J have Trængsel; men værer
frimodige; jeg har overvundet Verden.


283
No. 332. og 233.
Fredagen, den 8de, og Mandagen, den
11te April 1763.
E¬
r der i Stats=Huusholdningen nogen unægte¬
lig Sandhed til, da er det den, at Bon¬
den bør have visse Eiendomme og bestemte
Pligter. Det er en Sandhed, som er lige¬
saa grundet i Menneskets naturlige Forbindelser,
som den er nødvendig til at befordre Selskabets
almindelige Beste, eller Statens sande Interesse.
Er det vist, at Menneskene have forenet sig i
Selskaber for Sikkerhedens Skyld, da sætter
jo dette, forud, at de have noget at bevare og
beskytte, at de have Eiendomme, og at de ved
Foreningen ikke miste dem. Det er ikke nok,
at Magten beskytter disse Eiendomme mod udvor¬
tes Fiender; Lovene maae og bevare dem mod
indvortes Forandringer. De beste Love kunne
vel ikke redde alle fra Armod og Undertrykkelse;
man nødes undertiden til at opofre enkelte Perso¬
ners Fordele, for at befordre det Almindelige.
Men hvad er det, som man kalder det Alminde¬
lige, dersom det ikke er de fleste Personers og


284
Familiers Velstand? Og saadant et Almindeligt
Beste, som er Lovenes høieste Grund, kunne vi
jo ikke engang indbilde os som mueligt i en Til¬
stand, hvori den talrigste, den nyttigste og arbeid¬
somste Deel af Folket hverken har visse Rettig¬
heder eller bestemte Pligter.
Det almindelige Beste og Statens Jnter¬
esse er i den rette Mening altid et og det samme;
men naar man og, som ofte skeer, adskiller
tvende Begreber, som i sig selv ere saa nøie for¬
bundne, bliver dog det almindelige Beste, om
ikke Øiemerket selv, saa dog et fornødent Middel
til at befordre endog den Stats-Jnteresse, som
ikke er den sande, og som er bygget mere paa
Statens udvortes Anseelse, end paa dens ind¬
vortes Velstand. Man maae sætte denne for¬
meente Interesse hvori man vil, i andre Natio¬
ners Høiagtelse, i Magt til at erobre, i store
staaende Armeer, i anseelige Jndkomster, store
Byer, megen Pragt og Overflødighed af alle
Beqvemmeligheder. Man kan vel ikke uægte,
at jo disse Ting kunne for en kort Tid tilveiebrin¬
ges ved Midler, som ikke altid ere grundede i
det almindelige Beste, det er, de fleste Persø¬
ners og Familiers Velstand; Men det er og til¬
lige klart, at alt, hvad der ved saadanne Mid¬
ler vindes for en kort Tid, maae tabes tilsidst.
Den største Søe skulde snart blive tom, naar


289
man tilstoppede dens Kilder, og hvilke ere vel
de sande Kilder til Statens Rigdomme, er det
ikke den Flid, med hvilken Landet dyrkes? Den¬
ne Flid skulde aldrig kunne være nær saa stor i
en Tilstand, hvori Menneskene, arbeidede for
andre alene, som i en anden, hvori de arbeidede
tillige for dem selv og for Efterkommerne. Saa
meget som Egenkierlighed og Kierlighed til sin
Afkom er af Naturen stærkere end andre Baand,
saa meget maae derfor og et Folk, der har visse
Eiendomme, være mægtigere end et andet, som
ikke har dem.
Det er ikke Afgifterne i sig selv, som under¬
trykke Vindskibeligheden; tvertimod, de kunne
endog formere den, og giøre, at Folkets For¬
mue voxer tilligemed Statens. Denne Virk¬
ning have de, saa længe de ikke betage Arbeide¬
ren Haab om at forhverve det Fornødne for sig
og sin Familie, og at bevare det, som han sam¬
ler. Men for at give ham denne Sikkerhed,
maae de være billige og bestemte. Dersom det.
beroer paa Eieren af Grunden at ødelegge Ar¬
beideren, naar han vil, ved utaalelige Byrder,
har denne ingen Trøst, uden i det, som han
nyder af det Nærværende. Han bekymrer sig
lidet om det Tilkommende, arbeider mindre og
øder mere. Ladhed og Ødselhed ere naturlige
Føiger af saadan en Tilstand, og disse Laster for¬


280
mindske ikke alene Statens Rigdomme, de giøre
og Folket udneligt til dens Tieneste og Forsvar.
Naar Folk endelig skulle være fattige, naar de
med al deres Vindskibelighed ikke kunne heholde
noget tilovers, som de kunne kalde deres eget,
vælge de heller at være fattige uden Arbeide,
end at være det med Arbeide. Tiggeren har
i saadan en Tilstand, store Fortrin fremfor
Arbeideren. Man fritager ikke alene den
første fra alle Afgifter; man giver ham endog
Almisser. Med Arbeideren derimod har Jngen
Medlidenhed; Den Grund, paa hvilken han
pløier, og en landen høster, betragter man som
hans Eiendom, og denne indbildte Eiendom, af
hvis Frugter Arbeideren selv nyder saa lidet, tie¬
ner kuns til Paaskud for at forøge idelig hans
Byrder, og ansee ham som utrængende til sine
Medborgeres Gavmildhed. 1 Naar det ved slette
Indretninger er bleven umueligt at opfylde de
naturlige Forbindelser mod sig selv og mod sin
Familie, er det ikke Under, om Folk blive føles¬
løse i Henseende til alle andre Pligter. Ulyst,
Egensindighed, Dorsthed, Feighed, Under¬
fundighed og Troløshed ere saa nødvendige Føl¬
ger af saadan en Tilstand, at de skulle vise sig
kiendelig overalt, hvor den findes. Baade i
de gamle og i de nye Tider, hos Christne saavel
som Hedninger, fra Nord= til Syd=Polen, og


287
i Europa saavel som i Amerika bliver det en
Sandhed, hvad Aristoteles siger i hans Stats¬
Konst: At der kunne ingen Dyder findes hos
Slaver. Mod saadan en Fordærvelse i den
borgerlige Forfatning hielper hverken Religion
eller Regieringsform; og naar den lader sig for¬
klare af en Tænkemaade, som er alle Mennesker
naturlig, er det lige saa daarligt at søge Aarsa¬
gen dertil i Luftens Fugtighed eller Kulde, som
at ville troe, at Negrernes Laster komme af deres
sorte Farve.
Disse Sandheder ere i vore Tider baade saa
ofte sagde, og paa saa mange Maader beviste,
at man ved nye Beviser og oftere Jgientagelse
maae frygte for at betage dem noget af deres
naturlige Klarhed. To eller tre Grunde, som
den sunde Fornuft hastig og uden stor Møie be¬
griber, vare nok til at overbevise alle Folk i
hele Verden, om Fornødenheden af den Foran¬
dring i Bondestandens Vilkaar, som er Jndhol¬
det af saa mange vidtløftige Afhandlinger, og
Maalet af hele Selskabers Bestræbelser. Men
hvorfor har man da med alt dette endnu udrettet
saa lidet? Fordi det altid er vanskeligt at over¬
bevise Menneskene, naar de nægte Sandheder,
som ere saa klare. Man kan da ikke sige dem
meget andet, end det, som de allerede vide, eller
ved liden Eftertanke kunde vide selv. Naar


288
Fordomme, Vaner og egennyttige Tilbøielig¬
heder engang have forblinder Menneskene, tiener
Fornuften kuns til at forblinde dem endnu mere;
Jo skarpere den er, des flere Spidsfindigheder
bruger den til at formørke de klareste Sandheder.
Den største Nar kan ikke optænke noget saa uri¬
meligt, at jo en Philosoph engang har foretaget
sig at bevise det. Er det da Under, om kloge
Folk i oplyste Tider finde det vanskeligt at aflegge
Fordomme, i hvilke de ere opdragne, og om de,
til Trods for deres egen Fornuft, tvivle om Ud¬
faldet af saadanne Foretagender, som ere dem
nye og fremmede? De sikreste Grunde, Sand¬
heder, som ere saa klare, at de ikke kunne næg¬
tes, uden at omstøde al menneskelig Vished,
ere i saadanne Tilfælde ikke nok. Man vil først
see Virkningerne deraf; Man raaber paa Erfa¬
ringer: men hvad, om det hele menneskelige
Kiøn til alle Tider havde tænkt saaledes? Vi
skulde da i ingen Ting endnu være kommen vide¬
re end til de første Forsøg. Disse maae enten
foretages efter Grunde, eller skee af en Slumpe¬
lykke. Ved saadan en Slumpelykke finder
man maaskee undertiden en nye Mine, eller en
nedgravet Skat; men det er ikke saaledes, at
man opdager nye Love og Statsforfatninger.
Endog de mindste Forsøg ere i disse Ting alt for
vigtige til at føle sig frem; Man maae ikke begyn¬


289
de noget uden Grund; thi uden Grund kunne
Erfaringer selv bedrage os. Det er altid en stor
Fordeel, naar Grunde og Erfaringer stemme
overeens; men vi kunne ikke have fornuftige Er¬
faringer, uden enten først at handle selv, eller
og prøve andres Handlinger, efter Grunde. De
uomstødeligste Beviser skulde imidlertid ikke kunne
hindre, at jo Hoben til alle Tider og hos alle
Folk vil raabe paa Erfaringer; nogle, fordi de
virkelig tvivle om de klareste Sandheder, andre,
fordi de af Egennytte gierne ville nægte dem, og
finde den Maade at være den beqvemmeste dertil.
Man udretter derfor intet med alle Beviser, saa
længe man ikke viser dem Nytten i Gierningen,
og stiller dem Sandheden selv for Øine. Dette
er endnu ikke altid nok. Længe varer det, førend
saadant et Foretagende bliver almindelig bekiendt,
og endnu længer, førend Folk ret ville troe det;
Thi naar man ikke troer sin egen Fornuft, er
det ikke Under, at man tvivler om andres Vid¬
nesbyrd. Tilstaaer man endelig, at Erfaringen
virkelig er saaledes, som den beskrives; Sagen er
endnu ikke afgjort. Her spørges, om Indretnin¬
gen ogsaa er bestandig, og om den i Tiden ikke kan
have uventede Følger? Jndvendinger, som først
efter hele Aarhundredes lykkelige Forsøg, og vel
endda ikke ganske, kunne besvares, have saaledes ofte
hindret Fremgangen af de vigtigste Foretagender.
ift. 5. V


290
Det menneskelige Kiøns Beste udkræver der¬
for, at saadanne lykkelige Erfaringer bekiendt¬
giøres, baade for ved øiensynlige Beviis at stad¬
fæste nyttige Sandheder, og for at erindre sine
Medborgere og Efterkommerne om det, som de
ere de første Stiftere af saadanne Indretninger
skyldige. Men hvilke Indretninger ere større,
hvilke fortiene mere Udødelighed, end de, hvor¬
ved hele Slægters Sikkerhed og Velstand befor¬
dres, Trældom afskaffes, Vindskibeligheden op¬
muntres, Byer opbygges, og øde Provincer
befolkes? Historien giorde kuns liden Nytte, og
dens Dyrkere fortiente ikke megen Tak af det
menneskelige Kiøn, dersom de vare følesløse eller
uskiønsomme nok, til ikke at bemerke saadanne
Handlinger i de store Verker, hvori de optegne
saa mange ubetydelige Ting, og ere utrættelige i
at forevige alle lærde Daarers og mægtige Volds¬
mænds Jhukommelse.
Lad en evig Forglemmelse heller skiule alle
disse mørke Handlinger, end at en eneste af de
gode Gierninger, som lyse i vores Alder, skulde
enten blive forglemt eller ubelønnet! Er det ved
Fædrenes Forsømmelse bleven os umueligt at sige
noget med Vished om de ædle Gierninger, som
gjorde en Gorm og en Thyre Dannebod, en
Wvaldemar og en Dagmar saa elskede i deres
Alder, da lad os, i stedet for at spilde Tiden


291
paa Gisninger og Fabler, heller stræbe at und¬
gaae de Bebreidelser, som Efterkommerne skulde
gjøre os, dersom vi vare lige saa forsømmelige
som Fædrene. De Fortrin, som Videnskaber¬
nes Udbredelse, Bogtrykkeriets Opfindelse, og
Bøgers Mængde giver os fremfor dem, skulde
uden Tvivl blive Verden til mere Nytte, naar
vi bruge dem til at forevige saadanne Sandheder
og Handlinger, som kunne gavne baade den nær¬
værende Slægt og Efterkommerne, end om vi
anvendte dem paa at forøge gamle Fabler med
nye Gisninger, og opreiste i vores Jndbildning
nok saa konstige Bygninger af den gamle Verdens
Ruiner.
Naar Videnskaberne og Historien giøre alt,
hvad de formaae, til at ære det menneskelige Kiøns
sande Velgiørere, skal det dog alt kuns være li¬
det mod den Belønning, som er en naturlig Følge
af deres store Handlinger. Vi trænge høit til
dem; de kunne gierne undvære os. Naar alle
vore Tiders Lovtaler og historiske Samlinger ere
forgaaede, skal Hirschholms Amt forevige sin
store Dronnings Navn ved Eftermæler, som
ere uforgiengeligere end de, som indgraves i Mar¬
mor og Staal. Saa længe vores Øe er til, og
Grunden af de Eiendomme, til hvilke Hendes
Majestæt gav Bønderne de første Arvefæster,
skulle Efterkommerne af denne frigjorte Slægt


292
bevare deres høie Velgiørers Jhukommelse i
taknemmelige Hierter. Den ringeste Bonde skal
efter mange Aarhundrede vide at nævne den Dron¬
ning i Dannemark, som var Moder til den beste
Konge. Efterkommerne af dem, som endnu
ikke have glemt en Dannebod og en Dagmar,
om hvis Handlinger dog Historieskriverne selv ikke
vide meget, de skulde endnu mindre forglemme
den udødelige Sopyie Magdalene, hvis dyre¬
bare Navn enhver seer tegnet paa sit Arve=Skiøde.
Ogsaa de, som have været Redskaber til at op¬
fylde Hendes Majestæts Villie, skulde nyde
hos Efterslægten et taknemmeligt Æreminde.
Jndholdet af de Skiøder, som Efterkom¬
merne skulle ansee for nogle af de vigtigste Brev¬
skaber til at oplyse vores Alders Historie, er:
At Hendes Majestæt ved et allernaadigst frie
Arve=Fæste forunder enhver Mand paa Hirsch¬
holms Amt sin nu beboede Gaard med al dens Til¬
liggelse, til frie Eiendom herefter at besidde,
afhænde, og i alt af dem og Arvinger at maae
gøres saa nyttig, som han og de best ville og
kunne. Hver gang saadan en Gaard eller
Eiendom afhændes, betaler Kiøberen til Am¬
tets Høie Herskab en Erkiendelse af sex Rix¬
daler. Gaardens Eiere svare, foruden de
Kongelige saavel ordinaire som extraordinaire
Skatter, til sine rette Tider Landgilden aarlig


295
efter Jordebogen, samt, i stedet for Konge¬
og Kirke-Tienden in natura, aarlig af hver
Lønde Hartkorn een Rixdaler, og i stedet for
det saavel ved Hovedgaardens Avlings Drift
som ellers forrettede Hoverie, (en lang og en
kort Reise, Tieneste ved forefaldende Jagter, og
Kiørsel med Haandarbeide ved Kirkers og Sko¬
lers Reparation aarlig undtagen,) betaler af hver
Tønde Hartkorn aarlig to Rixdaler, tilsammen
for Hoveriet og Tienden aarlig tre Rixdaler,
som til hvert Aars første May, lige med andre
Jordebogens Jntrader, til Amts=Cassen i fire
Terminer skal være udbetalt. Paa Hovmar¬
ken blev anlagt nye Sædegaarde, hvilket foruden
Hoveriets Afskaffelse havde den Nytte, at forøge
Folke-Mængden og skaffe nye Familier Næ¬
ring.
Saaledes blev paa Hirschholms Gods en
Indretning gjort virkelig, om hvis Muelighed der
er skrevet saa meget, og hvorom mange Land¬
mænd endnu tvivle. Følgerne deraf have i tvende
Aar svaret til det Haab, som var bygt paa de
sikreste Grunde og paa andre Nationers lykke¬
lige Erfaringer. Bøndernes Vilkaar ere der¬
ved forbedrede, uden at det Høie Herskab har tabt
noget. De svare deres Afgifter rigtigere end til¬
forn, og nogle betale dem endog for Tiden. Jnd¬
retningen selv er bygget paa alt for sikre Grunde,


294
til at have andre Uhæld at befrygte end dem, som
alle de menneskelige Ting ere underkastede. Syg¬
dom, Misvext og andre Landeplager kunne øde¬
legge Selveiere lige saavelsom Fæste-Bønder, og
giøre Virkningen af de beste Indretninger for en
Tid ukiendelig. For Hoben, som dømmer alene
efter Udfaldet, er en ulykkelig Hændelse nok, til
at forkaste de beste Grundregler; og det er derfor
en dobbelt Ulykke for et Land, naar saadanne Til¬
fælde treffe ind paa en Tid, da man er beskieftiget
med vigtige Forbedringer. Plagen selv er ikke
saa stort et Onde, som de falske Slutninger,
man uddrager af dens Følger. En Syg¬
dom eller anden hastig Ødeleggelse ophører igien,
og Naturen er i det, som bliver tilbage, frugt¬
bar nok, for at oprette snart det, som er tabt;
Men de Fordomme og Tvivl, som komme af Van¬
kundighed og fordærvede Vaner, udryddes ikke saa
hastig. Saa meget er i alle Ting det moralske
Onde værre end det naturlige, og Laster skade¬
ligere end Lidelser. Den naadige Gud, som
straffer Menneskene, for at forbedre dem, han
forbyde selv, at den Straf, med hvilken han
tugter os, ikke skulde have Følger, som vare
værre end Straffen selv! Han give, at den,
i stedet for at giøre os modløse og vaklende i
gode Forsætter, maatte opvække os til mere ret¬
skaffen Jver, og ikke have anden Virkning,


295
end at lære os den for fornuftige Skabninger saa an¬
stændige Ydmyghed, at vi erkiende, hvor meget Ud¬
faldet af alle menneskelige Foretagender beroer paa
Forsynets Medvirkning! Da først skulde vi kunne
haabe at see de rette Frugter af gode Anstalter, og at
de Forsøg, som allerede ere giorte, til at forskaffe
Bonden Frihed og Eiendomme, maatte drage flere
efter sig. Jngen Stats=Forandring kunde oprette
Nationen og forstærke Riget mere, end den. Fra
den skulde Efterkommerne regne deres Velstand; og
i det de ærede den Konges Jhukommelse, som ved
gode Love lagde den første Grund dertil, skulde de
ikke glemme at velsigne Hende, som gav Ham Li¬
vet, som lærte Ham først at elske Menneskene, og
siden understøttede Hans store Hensigter med det
priisværdigste Exempel.
No. 234.
Fredagen, den 15 April 1763.
F¬
ordærvelsen kan tilsidst gaae saa vidt, at man
ikke alene forsømmer Pligterne, men og hol¬
der det umueligt at opfylde dem. Det er ikke
nok, at vore Siele ere blevne for svage til at


290
øve disse Dyder, som vi beundre i de Gamle;
vi ere nær ved at troe, at de i vores Alder ikke
engang ere giørlige. Den Opofrelse af egne For¬
dele, den Nidkierhed for det Almindelige, som
vi beundre, naar vi enten see den forestilt paa
Skuepladsen, eller læse den i de gamle Bøger,
som ved mange Aarhundredes Hævd have for¬
hvervet dem saadan en Ret til vores Høiagtelse,
at vi i dem rose Alting, endog det, som vi ellers
ikke agte; den samme store Handling, siger jeg,
som vi beundre paa Skuepladsen og i den gamle
Historie, skulde, om vi undertiden saae et Glimt
deraf i Livet, ikke alene blive bespottet i vore
smukke Selskaber, men og holdt for urimelig
og overbreven baade af vore Sædelærere og Hi¬
storieskrivere. Fra de fordærvede Herremænd
og forfængelige Borgere af, fra dem, som in¬
gen høiere Grundregler kiende end Moden og
Smagen, og som agte Folk alene efter deres
Stammenavne, Titler og Klæder, fra disse,
som bestemme Tænkemaaden i den store Verden,
indtil den lærde Hob, som beundrer de Gamle
alene for deres Talemaader, er der ikke een,
som jo i Hiertet troer, at alle de gamle Helte
vare Narre og Enthusiaster, og at man nu om¬
stunder er alt for oplyst, Tænkemaaden for fiin,
og Sæderne for slebne til at tage saadanne Folk
til Mønstre. Den mindste Opofrelse af Egen¬


291
nytte, den ringeste Nidkierhed, som ikke strax
bliver betalt enten med Titler eller reede Penge,
er efter den almindelige Tænkemaade saa daarlig
en Handling, at den enten maae være forstilt,
eller kommer af en Forrykkelse i Sindet. Kort:
Efter vore Tiders Grundregler maae man enten
være Hykler eller Enthuisiast, for at giøre uden
Vederlag Fædrenelandet, den mindste Tieneste,
hvortil man ikke kan tvinges.
Fortreffelige Virkninger af de Fortrin, som
vi indbilde os at have fremfor de Gamle i Vi¬
denskaber og Politesse! En Nation, som havde
bragt det saa vidt, at den havde bygt sig et Sy¬
stem i Sædelæren, efter hvilket den kunde blive
salig uden Dyder, og æret uden Arbeide og
Fortienester, den havde vel Aarsag at hovmode
sig over en anden, hos hvilken man fandt Christ¬
ne, som giorde for meget af gode Gierninger,
Adelsmænd, som troede, at Æren forbandt
dem til store Opofrelser, og Borgere, som søgte
at vinde adelige Friheder ved at fegte for Fædre¬
nelandet!
Vore Tider have frembragt et Exempel af
saadan en Tænkemaade, som fortiener at bevares
i det menneskelige Kiøns Historie, om ikke af
andre Aarsager, saa dog for dets Rarhed og
Selsomhed. Det kommer fra en Nation, som,
jeg veed ikke, om det er til de andres Ære eller


298
Skam, hverken er den rigeste eller klogeste, og
som endnu har bevaret nok af den gamle Gothiske
Tænkemaade, for at kunne fremvise Adelsmænd,
hvis Forhold i vores Alder er lige saa selsom som
det, Krønikerne fortælle om de vandrende Rid¬
dere. Til Lykke for vore Tiders fiinere Grund¬
regler strækker dette Exempel sig kuns til en liden
Province af et stort Monarkie. Saadant et
Exempel skulde ellers maaskee have havt farlige
Følger. Det skulde, til Trods for vore Stats¬
mænd, have beviist, at Sæder giøre meer til et
Folks Sikkerhed end Lovene, at Opdragelsen og
den almindelige Tænkemaade ikke ere ligegyldige
Ting, at de sande Grundregler af Ære give et
Folk større Magt end alle Rigdomme. Saa
mange selsomme Ting skulde være blevne beviiste
af det Brev, som Adelen paa Øen Majorca
skrev i forrige Aar til Kongen af Spanien, der¬
som denne Tænkemaade enten havde strakt sig
videre end til en eneste Øe, eller Øen været
stor nok til at giøre megen Opsigt i Europa.
Jmidlertid bliver Exempelet altid rart nok for at
opvække vores Nysgierrighed; ja det er saa
rart, at de fleste Læsere skulde troe, at jeg havde
taget det af Don Qvichot eller en anden Spansk
Roman, dersom jeg ikke først fortalte dem noget
om Beskaffenheden af den Øe, hvis Jndbyg¬
gere have gjort sig vemerkede ved saa besynderlig
en Tænkemaade.


299
Øen Majorca er saa folkerig, at man tæller
der i det mindste 400 adelige Huse. Folket
paa denne Øe er af Naturen stridbart. Det
nedstammer fra disse gamle Balearer, som med
saa megen Tapperhed forsvarede deres Søebredde
mod Carthaginenser og Romere. Der er ikke
en Bonde paa Øen, som jo endnu veed at tale
derom. Engelænderne have derfor ikke heller
kunnet overtale nogle af Jndbyggerne paa Mi¬
norca til at gaae i deres Tieneste; thi Jndbyg¬
gerne paa disse Øer ligne hinanden i deres Tæn¬
kemaade, ligesom de begge have een Herkomst.
Saa ofte, som Engelænderne have forsøgt at nøde
dem til at tage Tieneste, ere de blevne bortdrevne
med Steene, hvortil Jndbyggerne bruge Slyn¬
ger. De ere meget færdige i denne Øvelse. De
frygte ikke Døden; hvilket tildeels kommer af
den Skik, at fremvise deres Døde med blotte
Ansigter saavel i Liig=Proeessioner, som i Kir¬
kerne. Alle indtil Børn gaae hen at see dem;
de røre ved dem, ja endog omfavne dem uden
nogen Skræk. De kalde Døden en Søvn, og
sige om en Landsmand, som har ladet af at leve:
Han er gaaet hen at sove. Dette Folk er i
Stand til at bringe 40000 Mand i Gevær
uden at blotte Landet alt for meget: De ere
Soldater og have megen Følelse af Ære. En
Bonde sværger ved sin Ære, og det er nok for


300
at kunne forlade sig dertil. Paa denne Øe og
Yvica er en Mængde af ypperlige Søefolk; og
man har ikke nødig at indrollere dem. De op¬
ofre dem frivillig til Kongens Tieneste, saa længe
man kuns ikke behandler dem som Slaver.
Uden denne Efterretning skulde det Brev,
som jeg anfører, synes utroeligt. Men naar et heelt
Folk indtil Bønder regieres af ærekiere Grund¬
regler, er det ikke mere Under, at Adelsmænd
kunne tænke saaledes, som Majorcanerne have
tænkt i følgende Brev:
Allernaaoigste Konge!
Adelen af Deres Rige Majorca beder allerunder¬
danigst, at Deres Majestæt vilde betroe den Be¬
skyttelsen af denne Øe. Den troer ikke, at den
vover for meget, naar den udfordrer den hele Magt
af hine Øeboere, som ved offentlige og fornærme¬
lige Skrivter forringe den Spanske Nation.
Dersom en lang Fred, eller smaa Krige af
liden Vedvarenhed, for nogen Tid har hindret
den Spanske Adel fra at vise Prøver af sin gamle
Tapperhed, som er nok bekiendt baade i den gamle
og i den nye Verden, og som ofte har været far¬
lig for Engelænderne selv, da skal man dog i
denne Krig kunne erfare, at denne krigeriske Jld
ikke er udslukket. Nationen bevarer endnu den


301
Tænkemaade, at ikke agte andre for sande Adels¬
mænd end dem, som fortiene dette Navn ved
personlige Dyder, og hvis hele Forhold fuldkom¬
men svarer til det rette Begreb af det Ord Adels¬
mand, en Ære=Titel, som Forfædrenes Privi¬
legier alene ikke kunne giøre arvelig.
Vi troe, at de, som ere ædle af Fødsel,
have kuns det eneste Fortrin fremfor deres brave
Landsmænd: at de ere paa en mere særdeles
Maade forbundne til at fortiene denne Titel ved
Krigs=Dyder, som hos stridbare Nationer
egentlig ere Grunden til adelige Friheder.
De iblant os, som endnu ikke have fundet
Leilighed til at fortiene Adelskab, brænde af Be¬
gierlighed til at forhverve det ved seierrige Vaa¬
ben, efter Forfædrenes Exempler. Men da
Øen Majorea selv synes os at være alt for liden
en Valplads til at øve vores Tapperhed, bede vi
allerunderdanigst, at Deres Majestæt vilde tage
Halvparten af vore Folk for at bruge dem i Kri¬
gen mod vore Fiender. Den anden halve Deel
skal være nok til at forsvare dette Rige, dersom
de ere forvovne nok til at angribe det.
Vi kunde forsikre, Allernaadigste Konge,
at de, som blive her tilbage, ikke ville være de
meest fornøiede; det skulde endog giøre dem ondt,
dersom de ikke maatte haabe i det mindste aarligen


302
at afløse dem iblant deres Landsmænd, som anta¬
ges til at tiene Deres Majestæt uden for Landet.
Det er os lige kiert, paa hvad Maade De¬
res Majestæt finder for got at bruge os, i hvilke
Poster, og i hvilket Element, til Lands eller
Vands. Titlerne røre os lidet og Besoldningen
slet intet. Folk, som ikke søge andet end at vise
sig som værdige Adelsmænd, behøve kuns en aaben
Mark, naar deres Siele ere indtagne af Religio¬
nens og Ærens Grundregler, som ere Fiender
af al nedrig Egennytte.
Deres Majestæts Fiender, Allernaadigste
Konge, skulle erkiende, at Spanien er et Skib,
som holdes af tvende Ankere, Religionen og
Sæderne. Efter Romernes Exempel, som vore
Fædre fordum skienkede Freden, tør vi bede De¬
res Majestæt, at De ikke ville tilstaae den uden
med Seierkrandsen i Haanden. Lad os benyt¬
te os af dette lykkelige Øieblik, for at oprette
igien Nationens Ære ved at nedtrykke en modig
Fiende, som vil beherske Europa; Denne Fien¬
de, som er indtaget af en nedrig Vindelyst, og
søger kuns at berige sig ved Handelen, fører Kri¬
gen, uden at have Lyst dertil, mod et Folk, som
ønsker kuns at blive udfordret, for at finde en an¬
stændig Leilighed til at vise sin Tapperhed.
Guldet og Sølvet skal engang faae Ende i
London, ligesom det fik Ende i Carthago. Men


303
Dyd, Bestandighed og Tapperhed skal ikke ophø¬
re hos os. Deres Fiender, Allernaadigste Kon¬
ge, skulle ødelegge dem selv ved forvovne Foreta¬
gender, eller og vi skulle ødelegge dem.
De, som ere vante til at anstille fornuftige
Betragtninger over Mennesket, skulde finde me¬
get at beundre i en Tænkemaade, som disse Øe¬
boere have bevaret i saa mange Aarhundrede, og
som synes at skikke sig saa lidet til den Alder, i
hvilken de leve, og til de Nationer, af hvilke de
ere omringede. Dersom der ikke i Brevet selv
vare saa mange Spor af en Jndsigt, som adskil¬
ler polerede Folk fra Barbarer, vilde jeg selv have
tvivlet, om saa høie Grundregler kunde lade sig
forene med vore Tideks fine, eller rettere at sige,
kielne Tænkemaade. Nu derimod troer jeg, at
det Selsomme i dette Folkes Caracter tiener kuns
til at bevise, at de tvende Ankere, Religionen
og Sæderne, ere stærke nok til at holde en Stat
i den største Storm, og at et Folk, som bevare¬
de sine Grundregler, skulde i den meest fordær¬
vede Alder vrimle af Helte, og ved deres Tænke¬
maade alene blive mægtigere end en Nation, som
førte hele Verdens Handel. Af Majorcaner¬
nes Beskrivelse og af deres Brev til Kongen er
det let at see, hvoraf det ene Anker, som hol¬


504
der deres Øe, er sammensat. En ædel Følelse
af Æren og en lige saa heftig Kierlighed til Fædre¬
nelandet, som begge ere stærke nok baade til at
foragte Egennytte og ikke frygte Døden, er Grund¬
volden til deres Sæder, og paa denne Grund kan
bygges meget; men den er dog ikke stærk nok til
at modstaae alle Stormvinde; Skibet maae hol¬
des af et andet Anker, som er Religionen.
Forfatteren af l'Elprit des Loxbeviser det med et
merkeligt Exempel i den 8 Bogs 13 Cap. hvor
han just bruger disse Ord: At Rom var et Stid,
som blev holdt ved tvende Ankere i Stormen,
Religionen og Sæderne. Religionen virkede
hos Romerne fornemmelig ved Enden, og derpaa
anfører han dette store Exempel: Da Hannibal
havde overvundet Romerne ved Cannes, blev Fol¬
ket saa forsagt, at de vilde forlade Byen og flygte
til Sicilien. Scipio og Manlius gik dem i Mø¬
de med Kaarden i Haanden, og deels ved Myn¬
dighed, deels ved Forestillinger bragte det saa
vidt, at de med Eed lovede at vilde blive. Den¬
ne Eed var nok til at giøre dem ubevægelige i de¬
res Forsæt; og saa megen Magt havde Religio¬
nen paa en Tid, da hverken Ære eller Kierlig¬
hed til Fædrenelandet kunde bevæge Romerne selv
til at forsvare deres egen Bye, til at vinde eller
døe.


305
Livius giør samme Betragtning over en an¬
den Tildragelse, da man ligeledes ved Religio¬
nen stillede et farligt Oprør paa en Tid, da Byen
var nær ved at indtages af Eguer og Volseer, og
hverken Statens Ære eller Sikkerhed kunde be¬
væge Borgerskabet til Enighed. Endnu, siger
han, viiste man ikke den Ligegyldighed for
Religionen, som siden har taget Overhaand
i Verden, og som er Aarsag til, at Menne¬
skene ikke agte meere enten Eed eller Pligt.
Dersom dette Brev af den Spanske Adel havde
været til paa den Tid, skulde Forfatteren af I'Elprit
des Lom ikke have efterladt at anføre det i det Ca¬
pitel, hvor han handler om den Sikkerhed, som
Adelstandens rette Grundregler give et Monar¬
kie (*); han skulde have fundet dette Exempel af
den Spanske Adel værdigt nok for at sættes i Lig¬
ning med det, som den Engelske Adel gjorde for
at oprette igien Monarkiet under Carl den Anden,
og det, som den Ungarske vovede i den sidste
Krig om den Østerrigske Thronfølge. Naar vi
læse Historien af disse Tildragelser, hvoraf de
to ere skeete i vor Levetid, have vi Aarsag til at
sige det samme som Montesquien, naar han be¬
skriver Forfatningen af Pensylvanien og Para¬
guai. Cet extraordinaire, que Lon vopoit dans
(*) Lir. 8. c. 9.


306
les institutions de la Grece, nous l'avons vu
dans la lie & la corruption de nos tems moder¬
nes. (*)
No. 235 og 236.
Mandagen, den 18, og Fredagen, den
22 April 1763.
Herr Tilskuer!
M¬
an behøver vel ikke en Bestalling fra det pa¬
triotiske Selskab, for at være berettiget
til at giøre et Forslag, som sigter til at befordre
en af dets vigtigste Hensigter. J har paa ad¬
skillige Steder i Eders Blade talt om Nødven¬
digheden af en anden Underviisnings Maade end
den, som er brugelig i de saa kaldede Latinske
Skoler; Men hvorfor har J endnu ikke givet
os en fuldstændig Plan til saadan en Forandring?
Er det af Frygt for Folkes Domme, og for at an¬
sees for Projectmager, da maae jeg sige, at J
giør Publicum Uret. Hvad de Lærde tænke om
de Skoler, hvor Ungdommen opdrages til Kirke¬
(*) Liv. 4. c. 61.


307
og Skole=Embeder, det veed jeg ikke. Maaskee
skulle de, til Trods for alle andre Nationer, for
Engelænder, Franskmænd og Portugiser, holde
de gamle Indretninger for uforbedrelige. Men
jeg troer ikke heller, at det er saa meget Eders
Hensigt at reformere de gamle Skoler, som at
foreslaae nye af det Slags, hvoraf vi endnu in¬
gen have havt; Jeg mener Skoler for den Ung¬
dom, som opdrages til Handelen og andre borger¬
lige Forretninger. Om saadanne Stiftelser, Min
Herre, have alle fornuftige Folk, som jeg har
hørt tale derom, kuns een Mening, og denne er,
at de baade ere høist fornødne, og maatte indret¬
tes langt anderledes end de andre Skoler; thi
lige saa vist som det er, at man til Handelen og
andre borgerlige Forretninger behøver mange Vi¬
denskaber, saa vist er det og, at man i de Stæn¬
der kuns har saare liden Nytte af det, som læres
i en Latinsk Skole. Denne Sandhed, Min
Herre, er saa klar, at de Lærde selv ikke tør næg¬
te den, og at de, som troe, at det er Latinen for¬
nemmelig, som giør En til en god Prædikant, til¬
staae dog, at en Landmand eller Kiøbmand kan
undvære den. Kort: For at faae hele Publicum,
Min Herre, til at tage Deel i saadanne Indret¬
ninger, behøves kuns at opløse disse to Spørgs¬
maale: 1) Hvorledes saadanne Skoler best kun¬
ne indrettes, og 2) Om det lod sig giøre uden alt


3138
for store Bekostninger? Dersom jeg ikke meget be¬
drager mig, haaber jeg i dette Brev at besvare
begge Spørgsmaale saaledes, at ingen skal tvivle
om Forslagets Muelighed, og jeg overlader da
gierne til andre den Ære, at bringe det til mere
Fuldkommenhed.
Jeg sætter forud, at man i denne Skole skal
lære mere end et Sprog alene, og nogle Konstord
eller abstracte Begreb af Videnskaberne, som Læ¬
rerne ofte ikke forstaae selv. Foruden Moders¬
maalet, det Tydske og Franske Sprog, skulle
de unge Folk her lære de vigtigste Grund-Sand¬
heder af saadanne Videnskaber, som kunne kom¬
me dem til Nytte i de fleste borgerlige Forretnin¬
ger, af Religionen, Historien, Geograpyien,
af Pynosophien, fornemmelig Sædelæren og
Mathematiken. Naar dette Øiemerke skal
opfyldes, maae denne Skole ikke være indrettet
som andre, hvor man i 5 eller 6 Classer og af
lige saa mange Lærere ikke hører andet end Begyn¬
delsen af et eneste Sprog, og endelig i den sidste
Classe overlader til en eneste Mand at foredrage
alle Videnskaber, endog dem, hvoraf han for¬
staaer lidet eller intet selv; thi hvem kan dog vide
Alting? J stedet for saaledes paa den sædvanlige
Maade at lade mange Lærere i nogle Aar læse det
samme, og endelig tilsidst at lade een læse Alting,
vilde jeg, at Videnskaberne og Sprogene bleve


305
deelte imellem adskillige Lærere, som forstode disse
Ting til Gavns. Disse Lærere skulde undervise
Timeviis; saa at de Unge havde idelig Afvexling
baade af Lærere og af Videnskaber. En Lærer
maatte i hver Time i det høieste kun have 10 Børn
at undervise; og disse maatte være af lige Frem¬
gang saaledes, at han kunde læse det samme for
dem alle. Naar der vare flere, eller af ulige
Fremgang, maatte, de adskilles. Dette gav i
store Byer (og andensteds kunde vel ikke saadan¬
ne Indretninger giøres) Anledning til adskillige
Classer, eller rettere at sige, til lige saa mange
Skoler, som dog bleve under en almindelig Di¬
rection, og hvortil man brugte de samme Lærere,
hvilke Timeviis underviste snart i een og snart i en
anden Classe.
For det tiende Aar troer jeg ikke at Børn saa¬
ledes, som de i Almindelighed ere, kunde have
stor Nytte af saadan en Indretning; dog vil jeg
ikke giøre nogen uforanderlig Regel deraf. Der¬
som den private Underviisning i de spæde Aar har
nogle Fordele i den Henseende, at en Lærer har
kuns med eet Barn at giøre: saa har den offent¬
lige, indrettet paa saadan en Maade, et andet
stort Fortrin, som er den Opmuntring, der føl¬
ger af Æmulation imellem Lærende af lige Alder
og Fremgang, og en idelig Afvexling af Lærere og
Videnskaber. Disse Opmuntringer virke mere i


310
en modnere Alder, og man tør ikke frygte, at
det skal blive for sildig, at begynde i det tiende
Aar. For det fiortende kan dog et ungt Menne¬
ske ikke anføres til Praxis af nogen Metier; Han
kan endnu ikke giøre nogen Nytte hos en Kiøb¬
mand eller paa et Comptoir; Han duer ikke til
Arbeide, og er ikke synderlig skikket enten til Er¬
farenhed eller til Omgang. Hvem som veed,
hvor beqvem Mennesket er i denne Alder til at
lære, og overveier tillige, hvad Fortrin saadan
en Jndretning har fremfor de sædvanlige Sko¬
ler, skal let tilstaae mig, at der i faa Aar og
ved saadan en Underviisning kan udrettes mere,
end i dobbelt saa lang Tid anvendt paa den sæd¬
vanlige Maade.
Jngen maatte antages i Skolen uden fore¬
gaaende Prøve, hvorved det fornemmelig kom an
paa, at de havde gode Sæder, og hverken stor
Ulyst eller Ubeqvemhed til at lære. Om og et
Barn i det niende Aar for Resten ikke vidste me¬
get mere end at læse færdig i en Bog, troer jeg
ikke alene, at det var nok, men og meget bedre,
end om det havde lært mange Ting, som det ikke
forstod, eller om Nemmet og Lysten var svækket
ved en haard Medfart og alt for megen Tvang.
Jeg nægter derfor ikke, at der jo ere mange Ting,
som et Barn for den Alder baade kan og bør læ¬
re; Min Meening er kuns, at hvad der mangler


311
i Henseende til Forstandens Dyrkelse, kan i de
Aar hastig oprettes, naar kun Sindet og Hiertet
ikke er fordærvet ved onde Vaner. Og da saa¬
dan en Fordærvelse mere befordres end forebyg¬
ges ved den sædvanlige Underviisning, hvori man,
uden at bekymre sig meget om Sæderne, tvinger
og undertrykker Forstanden, holder jeg for, at
der i den Alder er mere at udrette med et Barn,
som er vankundigt, end med et andet, som er slet
underviist.
J stedet for at antage mange Læremestere,
ønskede jeg, at Forældrene indtil det niende Aar
sørgede kuns for at skaffe Børnene sunde Lege¬
mer, og muntre men tillige bøielige Gemyt¬
ter. Til disse Egenskaber, som ere saa fornødne
til at giøre dem til gode Borgere, maae Grunden
legges i de spæde Aar. Man maae søge at finde
den rette Middelvei imellem Kielenskab og
Haardhed, og vogte sig for at ikke svække Na¬
turen, enten ved alt for megen Ømhed, Om¬
hyggelighed og Varsomhed, eller ved at forlange
saadanne Ting, som endnu overgaae dens Kræf¬
ter. For alting maae man tidlig bøie Begier¬
lighederne saaledes, at man er vis paa at blive
adlydet, naar man befaler noget; men tillige ikke
uden vigtige Aarsager forlange saadan en Lydig¬
hed. Sindets og Legemets Kræfter udvikle sig
i de Aar allerbest, naar man, saavidt mueligt


312
er, vogter dem for Anledning til at see eller
lære noget Ondt, og ikke, uden meget bety¬
delige Aarsager, hindrer dem i deres Virk¬
somhed.
Børn, som indtil deres niende Aar havde
havt saadan en Opdragelse, kunde i 5 Aar ved
en offentlig Underviisning bringe det meget vidt,
om de end ikke vidste meer end at læse i en Bog.
Endda vilde jeg ikke, at de i disse Aar skulde ef¬
ter den sædvanlige Maade sidde hele Dagen i Sko¬
len, endskiønt Tiden i denne Skole, hvor de fin¬
de en idelig Afvexling af Lærere og Videnskaber,
skulde blive dem meget mindre kiedsommelig, end
i de andre, hvor de stedse have med een Person
og med een Ting at giøre. Men saa lang en
Sidden er dog i Ungdommen hverken tienlig for
Sindet eller for Legemet. Man bedrager, sig
meget, dersom man troer, at de paa denne Maa¬
de lære Arveidsomhed. Sindet bliver kiedsom¬
meligt, og Legemet stivt. Saa mange Børn
kunde amuelig stedse beskieftiges af een Lærer, og
denne bliver tilsidst selv kied deraf. Naar man
regnede, hvor megen Tid der i de offentlige Sko¬
ler af saadan en Kiedsommelighed baade gabes og
døses bort, skulde man befinde, at der i een Time,
ved en munter Virksomhed, kunde udrettes langt
mere, end nu i fire. J stedet for at bruge Tiden,
lærer man at spulde den, og at drive den bort, og


319
det paa en Maade, som af alle er den unaturligste,
og som giør Mennesket ganske uskikket til al Virk¬
somhed, nemlig ved at sidde længe paa et Sted
uden at være ret beskieftiget.
Sex Timer om Dagen ere nok, naar de vel
bruges. J de to første Aar mener jeg, at de kun¬
de best inddeles paa følgende Maade:
Den første Time fra 9 til 10 anvendes
stedse paa Religionen, saaledes, at man i at
foredrage dens Sandheder, stiger Gradviis efter
Forstandens Tilvext med Aarene. J det tiende
og ellevte Aar er det nok at lære det vigtigste af
den hivelske Historie, de enfoldige og nødven¬
dige Grund-Sandheder af Religionen, tilligemed
nogle udsøgte Sprog af Skriften. J det tolvte
kan man begynde at anføre dem til Skriftens Læs¬
ning, og vænne dem til at undersøge Sandheder¬
nes høiere Grunde, for derpaa i det fierde og fem¬
te Aar at bygge en grundigere og fuldstændigere
Kundskab. De to følgende Timer fra 10 til 12
anvendes i de to første Aar paa Skrivningen
alene. Jeg sætter to Timer dertil, fordi de før¬
ste Haandgreb udkræve megen Øvelse og en be¬
synderlig Underviisning for ethvert Barn især.
J disse to Aar bekymrer man sig kuns om at lære
dem at tegne de Danske og Latmske Bogstaver, og
at sammenbinde dem.


314
Af Eftermiddags-Timerne udsættes, i de
to første Aar, een Time til Historien og Geo¬
graphien, een til det franske, og een til det tyd¬
ske Sprog. J Historien og Geographien be¬
gynder man med en meget almindelig Jnddeling,
uden dog at forsømme ved Leilighed at indføre saa¬
danne Fortællelser, som kan giøre den angenemi
Siden udbreder man sig videre, især i den nyere
Historie, og for alting søger at forskaffe dem en
fuldstændig Kundskab om Jordkuglen, hvad der
voxer i ethvert Land, hvortil det bruges, alle
merkværdige Stæder, Jndretninger og andre
Ting, hvis Kundskab ikke alene er nødvendig for
dem, som opdrages til Handelen, men og for
alle Stænder. J det andet eller tredte Aar
kan man gierne forbinde den mathematiske Geo¬
graphie med den Historiske. Underviisningen i
det Franske og Tydske begynder man paa den
naturligste Maade, ved at lære dem at nævne de
almindeligste Ting, og at sammensætte smaa Me¬
ninger, uden at bryde sig meget enten om Ortho¬
graphien eller om Reglerne af Constructionen.
J det tolvte Aar mener jeg, at een Time til Skriv¬
ning er nok, den anden kan anvendes til at for¬
klare en almindelig Grammatik, med Anven¬
delse paa Modersmaalet. Om Eftermiddagen
anstilles de samme Øvelser i det Franske og Tyd¬
ske, og den tredie Time anvendes paa Mathema¬


315
tiken, nemlig Regningen og Geometrien. To
Timer om Ugen udsættes til Repetitionen af Hi¬
storien og Geographien.
J det trettende Aar bliver Jnddelingen den
samme, med den Forandring alene, at de i den
ene af Skrive-Timerne om Formiddagen lære Reg¬
lerne af Stilen i Modersmaalet. De samme
Øvelser anstilles om Eftermiddagen i det Franske
og Tydske Sprog. Man begynder med at lade
dem opsætte deres egne Tanker over lette Mate¬
rier, hvilket de kunne giøre hiemme, for siden
at lade dem rette i Læse=Timerne. Ved disse
første Forsøg maae man være meget lemfældig,
for ei at betage dem Lysten til at skrive. Hvor
mange Feil der end kan begaaes i Begyndelsen,
er der dog vundet meget, om man alene kan skaffe
dem Lyst til at samle og optegne deres Tanker;
Saadanne Øvelser gavne meere end alle Regler.
I det fiortende Aar bliver den anden Time
anvendt til at forklare Menneskets og Borgerens
Pligter, baade af Fornuften og Religionen, og
den tredie paa Øvelser i Modersmaalet. Den
første og anden om Eftermiddagen paa Øvelser i
det Franske og Tydske, og den tredie paa Geo¬
metrien. I dette Aar maae man især vænne
dem til at arbeide for sig selv, give dem gode
Bøger at giennemlæse, lade dem giøre Rede for
Jnoholdet, og giøre smaa Uotoge deraf, op¬


tiske Tilss
310
sætte for sig selv Breve og Beretninger i alle
tre Sprog.
Hvad Bekostningerne angik, da kunde de
i en stor Bye, hvor der altid findes mange Lærere,
som mformere Timeviis, ikke være store. Jeg
sætter, at man gav 5 Rdlr, maanedlig for en
Time, og dette er dog over den sædvanlige Priis;
det var for 6 Timer om Dagen maanedlig 30
Rdlr. og aarlig 360 Rdlr. For hvert Barn,
naar der regnes 10 til en Classe, var altsaa
aarlig at betale 36 Rdlr. Hvilken nogenledes
formuende Borger anvender ikke det paa sin Søn?
og hvad lære de i Almindelighed derfor, naar
de have holdt Skolemester til dem i 6 eller 8
Aar ?. J en stor Bye, hvor der kunde være
mange saadanne Classer, skulde en god Lærer,
ved at informere 6 Timer om Dagen, fortiene aar¬
lig 360 Rdlr., som er mere end de ellers kunne
fortiene i de beste private Huse. Indretningen
kunde altsaa let underholde sig selv, og der ud¬
fordredes ingen anden offentlige Anstalter dertil,
end et beqvemt Huus, og en Direction, som an¬
tog Lærerne og havde Tilsyn dermed. Paa dette
Tilsyn og især paa den første Indretning, paa
Valget af Lærerne, Lære=Bøgerne og Methoden,
skulde det vel meget komme an; Men er der no¬
gen Jndretning eller Forflag muelig, hvoraf Ud¬
faldet ikke beroer paa Executionen, og paa de


317
Personers Jndsigt og Nidkierhed, som bruges
dertil? Endog med maadelig Lykke i Begyndel¬
sen, er jeg vis paa, at man, efter de 5 første
Aar, skulde finde en stor Forskiel imellem Virk¬
ningen af denne Underviisning og den Alminde¬
lige. Enhver Fornuftig begriber let, hvad Jnd¬
flydelse det maatte have paa det Almindelige.
Dersom unge Folk kom med saadan en Forbere¬
delse til vore Collegier, Skriverstuer og Comp¬
toirs, skulde vi med Tiden ikke alene faae vittige
Kiøbmænd, men og gode verdslige Embedsmænd,
iblant dem, hvis Hensigter og Omstændigheder
ikke tillade dem at anvende mange Aar paa døde
Sprog.
Mit Project er endnu ikke ganske til Ende.
Jeg troer, at saadan en Indretning ikke heller
skulde være ganske unyttig for dem, som havde i
Sinde at opofre sig ganske til Videnskaberne.
Hvad meener De, Min Herre, skulde et ungt
Menneske med den Opdragelse ikke være nok saa
skikket til at giøre videre Fremgang i Theologien,
Lovkyndigheden, Lægekonsten, Mathematiken og
Historien, som en Discipel, saaledes som han kom¬
mer fra de Latinske Skoler? J drister Eder vel
ikke at nægte det; men det blev jo derfor, vilde
J maaskee sige, altid urimeligt, at sende saa¬
dan en til Universitetet. Om han og forstod
alle Videnskaber og Sprog, nyttede det ham


318
til slet intet, saa længe han ikke vidste at for¬
klare sig i det Sprog, hvori man tilspørger
ham." Lad saa være; de, som ville gaae til
de høie Skoler, skulle da og lære Latm; Jeg
agter selv dette Sprog saa høit, at om de unge
Mennesker, som opdrages til Handelen eller an¬
dre borgerlige Forretninger, havde Tid og Lyst
til at lære det, vilde jeg ikke være derimod; Naar
de kuns ikke spildte alt for megen Tid derpaa, og
naar de lærte andre Ting først, som ere dem mere
nødvendige. Jeg har derfor og tænkt paa at
stifte nogle Classer i min Skole for de lærde Sprog;
Men jeg kan ikke, uden at handle mod Hoved¬
Hensigten deraf, lade nogen komme derind,
førend de have gaaet de andre Classer igiennem.
Og det, skulde J vel svare mig, bliver nok alt
for sildig. En, som vilde kuns være Kiøb¬
mand eller have en verdslig Betiening, og føl¬
gelig ikke forlangte at være saa stor en Latinist,
kunde maaskee have nok i en kort Underviisning
i dette Sprog; han kom maaskee Tids nok paa
et Comptoir i sit 15 eller 16 Aar. Men
naar han vilde være Student, og med Tiden
blive en lærd Mand, kunde han da vel anvende
mindre end 8 eller 9 Aar paa de Lærdes
Sprog; og det var jo at bie alt for længe?
Det akademiske Cursus var endnu tilbage."
Hertil kunde jeg vel svare, at det akademiske Cursus


319
er lige saa kort, som Skole=Tiden er lang. Efter
9 Aars Skolegang, hvor man kuns lærer eet
Sprog, afgiør man alle Videnskaber og bliver
reent klar fra Universitetet i 2 Aar; det var 11
Aar tilsammen; 11 og 14 er 25. Det var jo
altsaa Tids nok endnu; thi for det 25 Aar kaningen
Student blive Præst. Men maaskee lod Tiden sig
endda noget forkorte. Hvad meener J, tager jeg
feil, om jeg troer, at et ungt Menneske, som i sit
14 Aar vidste det, som jeg har sagt, skulde
behøve meget mindre Tid for at lære det, som
man lærer i de Latinske Skoler, end en Discipel,
som man i det 8 eller 9 Aar uden videre Forbe¬
redelse giver en Grammatika og Glose-Bog i
Haanden, og lader ham sidde dermed hele Dagen
i 5 eller 6 samfulde Aar. J maae dog tilstaae
mig, at det synes meget rimeligt. Lad vore
Latinske Skolemestere nok saa meget skrige der¬
imod og beraabe dem paa deres Erfarenhed;
hvor er denne Erfarenhed? De have jo al¬
drig forsøgt anden Maade end den eene?
deres Erfarenhed kan derfor ikke afskrække mig
fra at antage det, om ikke som en ganske afgjort,
saa dog i det mindste som en meget rimelig Sag,
der var værd at forsøge, om ikke et ungt Menne¬
ske efter saadan en Opdragelse, som jeg har fore¬
slaaet, kunde i to eller det høieste tre Aar lære
saa meget af de lærde Sprog, som man lærer


320
i de Latinske Skoler. Tænk ikke, at jeg vilde
sætte ham i saadan en Latinsk Skole; Nei, Min
Herre, han skulde jo der glemme alt det baade
af Videnskaber og de levende Sprog, som han
havde lært i den anden; jeg vilde lade ham blive
der, hvor han var; han maatte anvende den
halve Dag i de sædvanlige Classer til Repetition
af hvad han havde lært, og i den anden halve
gaae i nye Classer, for at blive underviist i de
lærde Sprog. Mere Tid kunde jeg ikke tilstaae
ham, uden at handle mod Hoved=Hensigten, og
nedbryde hvad der allerede var opbygt. Men
saa kier, Min Herre, har jeg aldrig havt det
Latinske Sprog, at jeg vilde give Videnskaberne
og de levende Sprog til Priis derfor. Var
denne Tid ikke nok til at afgiøre det i to Aar,
maatte han blive der længer, eller og opgive det
Haab at blive en lærd Mand, og lade sig nøie
med at blive en god Borger. Hvor mange
Disciple og Studentere handlede ikke vel baade
mod dem selv og mod Fædrenelandet, om de
gjorde det samme? Men naar de have spildt 11
eller 12 Aar og maaskee mere i Skolen og ved
Universitetet, uden at have lært andet end Latin,
og uden engang at have lært det til Gavns, er
det for sildig. De due da ikke mere enten til
at lære det eller at lære andet. 2 Efter mit For¬
slag var der dog endnu Raad for saadant et ungt


321
Menneske. Om han end i sit 144de Aar hverken
havde Hoved eller Lyst til at lære Latin, havde
han dog allerede lært nok for at blive nyttig til
mange Slags Forretninger.
Jeg har endnu kuns talt om det Nødven¬
digste ved saadan en Indretning. Planen er
af den Beskaffenhed, at den endnu meget kunde
udvides. J en stor Bye, hvor der ere Lærere
nok i alle Konster og Videnskaber, og formuende
Folk, som kunde have Lyst til at anvende mere
paa deres Børn, vilde jeg, at man oprettede
endnu flere Classer, for at undervise dem i Teg¬
ningen, i adskillige af Legemets Øvelser, og
i nogle Konster og Haandverker. Dette skulde
skee i de samme 5 Aar; og jeg troer ikke, at de
Unge vilde kiedes derved, om man, foruden de
6 Timer, beskieftigede dem paa denne Maade
endnu i een eller to Timer om Dagen. Saa
snart Forældrene af saa mange Børn, som kunde
udgiøre en Classe, vare enige i at lade dem un¬
dervise i saadan en Videnskab eller Konst, kunde
man antage en Læremester maanedlig for visse Ti¬
mer; Saadan en offentlig Indretning havde for¬
uden Æmulationen den Nytte, at formindske Be¬
kostningerne. Jsær ønskede jeg meget, at de
Unge efter deres Genie og Tilbøielighed bleve
holdte til at lære en Konst eller Haandverk, baa¬
de for at forskaffe dem Midler til at nære sig i
rift.5


ske
322
Nødsfald, og for at vedligeholde Legemets Sund¬
hed og Virksomhed.
Hvad Bestyrelsen af saadan en Skole an¬
gaaer, da skal dens Fremgang fornemmelig beroe
paa to Ting, paa Læremaaden, og paa de bevæ¬
gende Grunde. J vegge Henseender var meget
endnu at erindre. Om Læremaaden er meget
skrevet; men naar man har sagt det alt, kommer
det dog meget an paa de Personers Beqvemhed,
som skulle sætte det i Verk, og den Tænkemaade
er endnu saa nye iblant os, at man maatte ansee,
saadan en Stiftelse som en Plante=Skole ikke
alene for Disciplerne, men og for Lærerne selv.
Men det meste, som fattes os, er Kundskab om
de bevægende Grunde og den rette Brug af
Straffer og Belønninger. Vi kiende kuns faa,
og disse ere gemeenlig de sletteste. Den dag¬
lige Erfarenhed viser os dog, at de største Ting
i Verden udrettes ved ringe Motiver, og at vore
egne største Manddoms Gierninger komme ofte af
barnagtige Grunde. Jkke des mindre kiende
vi ofte saa lidt til Mennesket og til os selv, at
en Lærer ikke undseer sig ved at forlange af en
Diseipel, at han af Pligt, Tvang og Lydighed,
alene skal vise den Flid, som Læreren selv ikke
anvender uden for at blive vel betalt, for at faae
en Titel eller Doctor=Hat, for at berømmes i


323
en Journal, vinde Prisen i et lærd Selskab,
og faae en prægtig Gravskrift eller Lovtale efter
sin Død. Hvor mange smaa Belønninger kunne
ikke optænkes, som skulde giøre samme Virkning
paa unge Mennesker, som det, vi Gamle kalde
Ære, Roes og Berømmelse, Rang, Titel og
Stand? Og da vi selv ere for svage til at giøre
meget Godt uden Haab om saadan en Belønning;
staaer det os da vel an, at prædike de høie Pligter
for Børn med Riset i Haanden? Saa længe som
graahærdede Lærde kunne ansee det for en Beløn¬
ning, at bære en rød Hat, og saa længe et Felt¬
Tegn eller et Baand i Knaphullet er nok til
at give Krigs=Heltene Mod, saa længe i det mind¬
ste skulde vi aldrig blive forlegne for at opfinde
lige saa gode og kraftige Motiver til at regiere
vore Børn. Deres Barnagtighed selv skal heri
komme os til Hielp, om det ellers er mueligt at
opfinde nogen Æres-Tegn, som ere mindre og
svagere end dem, der sætte de stærkeste Siele iblant
os i saa stor Bevægelse.


324
No. 237.
Mandagen, den 25 April 1763.
J¬
ndholdet af følgende Tale interesserer saa me¬
get det hele menneskelige Kiøn, at jeg be¬
høver ikke at anføre Aarsagerne, hvorfor jeg
har indført den i disse Blade. Den er holdet
af en Rabbi, ved Navn Akib, i Smyrna,
den 26 Novembr. 1761; og jeg har fulgt
den Engelske Oversættelse, som findes i Gentle¬
man' s Magazine for Junii Maaned 1762.
Dersom nogle skulde mene, at saadanne Erin¬
dringer ikke behøvedes i et Land, hvor man ikke
brænder Jøder, maae jeg svare, at de iblant os,
som troe, at de have opfyldt Kierligheds Love,
naar de kuns ikke brænde eller aflive dem, som
tænke anderledes end de, skulde have lige saa ondt
for at besvare de Spørgsmaale, som Jøden Akib
forelegger Portugiserne, og at bevise, at de
selv vare Christne. Saa sædvanligt som det er i
Portugal, at forfølge Jøder, saa rart er det
derimod at brænde Munke. Man tillader en¬
hver Orden, at have nogle egne Meninger, naar
de kuns ere enige med Kirken i en vis Bekien¬


323
delse. I den protestantiske Kirke har man der¬
imod ofte seet Mennesker, som vare enige i alle
Kirkens Hoved=Lærdomme, at forfølge hinanden
for Talemaader og ligegyldige Meninger. At
de ikke have ført hinanden til Baalet, er vel meest
at tilskrive den verdslige Øvrigheds større Myn¬
dighed og mildere Grundregler. Trettekiere
Dogmatister, og hidsige Fanatiker, ere to Slags
Folk, som findes i alle Secter. De ere begge
lige ufornuftige, lige paastaaende og ubøielige;
hine, fordi de sætte Religionen i visse Konst-Ord og
Talemaader; disse, fordi de regieres af Jndbild¬
ning og Passioner. J Mangel af Fornuft og
Kierlighed søge de begge at udbrede og stadfæste
deres Meninger ved Forfølgelser. De ere ikke
enige, uden i at skade andre, og i deres Nid¬
kierhed selv beskæmme de Religionen mere end
dens værste Fiender. Skamme de sig ikke for
deres egne Troesforvante, af hvilke de fleste ere
lige saa forblindede som de, saa lad dem dog en¬
gang undsee sig ved at giøre baade sig selv og
den Religion, som de bekiende, til Spot for
Jøder og Tyrker.
Meme kiere Brødre!
Vi have just nu faaet Efterretning om det Slagt¬
offer af to og fyrretyve Mennesker, som de Vilde
i Lissabon have ladet henrette offentlig i Maaneden


320
Etanii (Augusti) i Aaret 1691 efter Jerusa¬
lems Ødeleggelse. Disse vilde Folk kalde saa¬
danne Henrettelser Troens Handlinger. Mine
Brødre! de ere ikke Kierligheds=Handlinger.
Lad os opløfte vore Hierter til den Evige.
Ved denne forskrækkelige Ceremonie har man
brændt tre af dem, som Europæerne kalde Munke,
og som vi kalde Kalendere, to Muselmænd, og
syv og tredive af vore anklagede Brødre.
Vi have endnu ikke andre offentlige Efterret¬
ninger, end de saa kaldede Accordao dos Inqvi¬
sidiores contra o Padre Gabriel Malagrida se¬
suita. Resten er os kuns bekiendtgjort ved be¬
drøvelige Breve fra vore Brødre i Spanien.
Vi see ved det første Øiekast af denne Ac¬
cordao, til hvilken Fordærvelse Himmelen har
overgivet saa mange Folk i Europa. Jesuiten
Malagrida blev beskyldt for at være Medvider i
den Bande, som havde sammenrottet sig for at
dræbe Kongen af Portugal. Den høieste Ret,
som er sat af Kongen, kiendte denne Munk skyl¬
dig og overbeviist om at have tilskyndet Morderne,
i Guds Navn, til at hevne, ved et Mord paa
deres Regent, en Handling, som de fandt for¬
nærmelig for deres Ære, at de i Skriftestolen
selv, og i Anledning af den Bekiendelse, som er
brugelig paa nogle Steder i Europa, havde sat
Mod i Misdæderne, og med udtrykkelige Ord


327
sagt dem, at det ikke var Synd, ikke engang af
de saa kaldede smaa Synder, at tage Livet af de¬
res egen Herre.
J hvilket Land i Verden skulde en Mand, som
var bleven anklaget for saadan en Misgierning, ikke
være bleven offentlig forhørt efter den almindelige
Rettergangs-Maade, og, efter foregaaende Un¬
dersøgning i Overværelse af sine Medvidere, en¬
delig afstraffet efter Landets Love?
Hvem skulde troe det, mine Brødre! Kon¬
gen af Portugal har ikke Ret til at lade dømme,
ved sine Dommere, en Munk, som var anklaget
for Konge-Mord! Han er forbundet til at søge
Tilladelse af en Pave, som boer i Staden Rom,
og denne Pave vil ikke tillade ham det! Denne
Konge blev nødt til at overlevere den Anklagede
til nogle Portugisiske Jnqvisitorer, som svarede,
at de dømte kuns saadanne Handlinger, som vare
Forbrydelser mod Gud; Ligesom om Gud ved
et Patent havde givet dem saadan en uindskrænket
Magt, til at dømme om alt det, hvormed man
fortørnede ham; og ligesom der kunde være en
større Forbrydelse mod Guds Majestæt, end at
dræbe den Øvrighed, som er sat til at forestille
Ham her paa Jorden.
Kunde J vel troe, mine Brødre, at Jnqvi¬
sitorerne ikke engang gjorde et Spørgsmaal til
Malagrida om det Forræderie, hvorfor man be¬


328
skyldte ham: Det var, sagde de, kuns en liden
verdslig Forseelse, som forsvandt ganske, naar
man satte den i Ligning med en Forbrydelse mod
Guds Majestæt.
Malagrida blev derpaa overbeviist om at
have sagt: At en Kone, ved Navn Anna, var
undfanget uden Synd i hendes Moders Liv;
At hendes Datter talede til hende, førend hun
kom til Verden; At der vare tre Antichrister,
af hvilke den sidste skulde fødes til Mayland,
og at han, Malagrida selv, var Johannes
den Døber.
For saadan en Aarsag blev denne arme Je¬
suit, i sit fem og tredsindstivende Aar, offentlig
brændt i Lissabon. Lad os opløfte vore Hierter
til den Evige!
Dersom Jesuiten Malagrida alene var ble¬
ven fordømt til Jlden, skulde vi ikke have talt
derom i denne Synagoge. Det er os lidet ange¬
legen, at Munke lade brænde en Jesuit. Vi
vide vel desuden, at disse Folk ofte have fortient
saadan Straf. Det er en af de Ulykker, som
følge denne Sect af Barbarer. Deres Historier
ere fulde af Munkenes Misgierninger; og vi vide
vel, hvor ofte deres blinde Jver har omstyrtet
Throner, og kommet Riger til at svømme i Blod.
Det er deres Overtroe, som har skiærpet de fleste
Dolke, hvormed Prindser ere blevne dræbte i


39
Europa. Den lærde Præst, som er hos den
Franske Consul i Smyrna, tæller 95 Konger,
Keisere og Prindser, som ere ombragte enten af
disse Misdædere selv, eller af deres Tilhængere.
Tallet af de Adelsmænd og Borgere, som deres
Overtroe har skilt ved Livet, er uendeligt, og
saa mange gruelige Mord have de tilskyndet, be¬
fordret og helliget ved det Sacrament, som de
kalde Skriftemaal.
J veed, mine Brødre, at de første Christ¬
ne efterfulgte i Begyndelsen vores gamle roesvær¬
dige Skik, at bekiende selv vore Feil for Gud,
og at møde, som angergivne Syndere, i Tem¬
plen. Sex hundrede Aar efter Templens Øde¬
leggelse befalede den ypperste Præst i Europa
hele Geistligheden, at bekiende deres Synder
ved hemmelige Skriftemaal to gange om Aaret.
Nogen Tid derefter forbandt han alle læge Folk
til det samme. J kunne let forestille Eder selv,
hvor farlig en Myndighed denne Skik gav dem,
som vare tilbøielige nok til at misbruge den. Fa¬
miliernes Hemmeligheder vare i deres Hænder.
Hustruer bleve fritagne for at lyde deres Mænd;
og Børn unddragne fra den Myndighed, som
Forældrene havde over dem. Uenigheds Jld
blev optændt i borgerlige Krige ved Præster af
det ene Partie, som nægtede Folk af det andet
det, som de kalde Absolution.


330
Tilsidst indbildte de dem, som bigtede for
dem, at Gud havde befalet dem, at gaae hen
at dræbe Fyrster, som mishagede deres ypperste
Præst. J Gaar, mine Brødre, fortalte Con¬
sulens Præst os, i Historien af den liden Nation
af Franker, som boer i en Krog af Verden mod
Vesten, og som har sine Fortienester; Han for¬
talte os, siger jeg, at en Munk, ved Navn Cle¬
ment, fik i Skriftemaalet udtrykkelig Befaling
af hans Præst, kaldet Bourgouir, at gaae hen
og dræbe sin retmæssige Konge, hvilken, om
jeg ellers husker ret, heed Heurik. Sandelig,
sandelig, naar jeg eftertænker det Lidet, som jeg
allerede har anført af disse Naboe=Folkes Hand¬
linger, synes mig, at jeg fortalte Historien af
Antropophager eller Menneskeædere. Lad os
opløfte vore Hierter til den Evige!
Mine Brødre, foruden denne Munk Ma¬
lagrida, som de Vilde lode brænde, bleve der
endnu to andre Munke brændte, hvis Navne og
Misgierninger ere mig ubekiendte. Himlen be¬
vare deres Siele!
De have desuden brændt to Muselmænd.
Kierlighed forbinder os til at ynke dem, til at
skrækkes derover, og til at bede for dem. J
veed, at da Muselmændene havde indtaget
hele Spanien, forfulgte de ingen; de tvang ikke
noget Menneske til at forandre Religion, og be¬


331
handlede de Overvundne med Menneskelighed, lige
saavel som os Jsraeliter. J ere selv øiensynlige
Vidner til den Mildhed, med hvilken Tyrkerne
behandle de græske Christne, de nestorianske
Christne, de papistiske Christne, Johannis Di¬
sciple, de gamle Perser, som tilbede Jlden, og
os, Mosis ringe Tienere. Dette Exempel af Men¬
neskelighed kan ikke røre Hierterne af disse vilde
Folk, som beboe den lille Landstrækning, som
kaldes Portugal. To Muselmænd bleve lagte
paa Pinebænken, fordi de vare omskaarne, fordi
de toede dem tre Gange om Dagen, da Portugi¬
serne kuns toe sig engang om Ugen, fordi de kald¬
te det evige Væsen Allan, som Portugiserne kal¬
de Dios, og fordi de legge Tommelfingeren paa
Øret, naar de giøre deres Bønner. Ak, mine
Brødre! er det for saadanne Ting, at man bræn¬
der Folk?
Consulens Præst har viist mig et Brev af en
stor Rabbin i de Frankers Land, hvis Navn en¬
des paa icle, og som lever i en Bye kaldet Soissons.
Denne gode Rabbin siger i hans Brev, kaldet
Commandement, at alle Mennesker skulle betrag¬
te hinanden som Brødre, og at en Christen maae
elske en Tyrk. Velsignet være den gode Rabbin.
Maatte dog alle Adams Børn, enten de ere
hvide, røde, sorte eller brune, skieggede eller ra¬
gede, tænke ligesom han! Maatte de fanatiske og


332
overtroiske Forfølgere engang blive Mennesker!
Lad os opløfte vore Hierter til den Evige!
Mine Brødre! det er nu Tid at fælde Taarer
over vore syv og tredive Jsraeliter, som de døm¬
te til Baalet ved den Troens Handling. Jeg
kan ikke sige, at de just alle virkeligen bleve brænd¬
te, fordi man har berettet os, at tre af dem bleve
pidskede ihiel, og to skikkede tilbage til Fængselet
igien. Fred være med de to og tredive, som
bleve fortærede af Jlden i det Offer, som de Vil¬
de giorde!
Hvad var deres Misgierning? Jkke anden
end at være fød. Deres Fædre opfødte dem i
den Religion, som deres Forfædre have bekiendt
nu i 5000 Aar. De vare fødte Jsraeliter.
De helligholdte deres Nyemaaner i deres Kieldre,
og det er Aarsagen, hvorfor Portugiserne have
brændt dem. Vi kunne vel ikke formode, at alle
vore Brødre ere blevne opspiste, efter at de saa¬
ledes vare stegte paa Baalet; men det er i det
mindste meget troeligt om to Drenge paa 14 Aar,
som vare meget fede, og en Pige paa 12, som var
overmaade tyk.
Kunne J troe, at, medens Luen fortærede disse
uskyldige Offere, sang Jnqvisitorerne og de andre
Vilde nogle af vore egne Sange? Stor=Jnqvisi¬
toren selv udbrummede den Makib (Psalme), af
vor gode Kong David, som begynder med disse


352
Ord: Gud vær mig naadig efter din Miskund¬
hed, og udslet mine Overtrædelser efter din
tore Barmhiertighed.
Saaledes understaae sig disse ubarmhiertige
Vanskabninger at paakalde den gode og barm¬
hiertige Gud, i det de begaae selv den græsselig¬
ste og meest barbariske Last, og udøve en Grum¬
hed, som Dievlene selv i deres Vrede ikke kunne
udøve mod andre Dievle. Med en Modsigelse,
der er lige saa urimelig, som deres Raserie er af¬
skyeligt, synge de til Gud vore egne Makibs,
(Psalmer) og bruge vor sande Religion selv ved en
Handling, hvormed de straffe os for at være op¬
dragne i vor Religion. Lad os opløfte vore
Hierter til den Evige!
O J overtroiske Tigre og fanatiske Pan¬
terdyr, som have saa foragtelige Tanker om Eders
Religion, at J holde det umueligt at kunne handt¬
hæve den uden ved Baal og Henrettelser. Dersom
J vare fornuftige vok til at kunne tage mod Grun¬
de, vilde jeg giøre Eder et Spørgsmaal: Jeg vil¬
de spørge Eder, hvorfor J henrette os, os, som
ere Fædre til Eders Fædre?
Hvad kunde J svare, dersom jeg sagde Eder,
at Eders Gud var af vores Religion? Han var
fød en Jøde; Han var omskaaret som alle andre
Jøder; Han blev, efter Eders egen Tulstaaelse,
døvt af Johannes, som var en Jøde, hvilken


3 54
Daab var en gammel Jødisk Ceremonie, en bru¬
gelig Aftoelse; Han opfyldte selv alle Pligterne
af vores Lov; Han levede en Jøde, døde en Jø¬
de, og J brænde os, fordi vi ere Jøder.
Jeg beraaber mig paa Eders egne Bøger.
Har Jesus vel sagt paa noget Sted, at Mosis,
Lov var ond eller falsk? Har han afskaffet den
Bleve ikke hans første Disciple omskaarne? Holdt
ikke Peder sig fra den Mad, som var forbuden i
vores Lov, naar han spiste med Jsraeliter? Lod
ikke Paulus selv omskiære nogle af hans Disciple;
Gik ikke den samme Paulus hen og ofrede i vo¬
res Tempel efter vore egne Love? Hvad vare,
da andet i Begyndelsen, end en Deel af os, som
siden har adskilt sig.
Unaturlige Børn! Vi ere Eders Fædre, vi ert
Fædre til Muselmændene. En ærværdig og ulyksa¬
lig Moder har havt to Døttre; Disse Døttre have
jaget hende ud af hendes Huus. Kunne J bebreide
os, at vi ikke meere beboe dette Huus, som J selv
have ødelagt? J ere Aarsag til vore Ulykker,
legge os dem til Last, og J straffe os for
dem.
Jeg vil til Slutning kuns giøre et enest
Spørgsmaal. Dersom een, som kommer fra en
Auto da te, fortæller mig, at han er en Christen
vil jeg spørge ham: J hvilken Henseende det el
mueligt, at han kan være det? Jesus forlangt


559
aldrig, at man ved Skriftemaal skulde opregne
alle sine Synder. Kunne de finde den sidste
Salvelse, Munke-Ordener, ol s. v. i Evange¬
lium. Han indsatte hverken Cardinaler, eller
Paver, eller Dominikaner, eller Jnqvisitorer;
Han lod intet Menneske brænde; Han formane¬
de kuns Menneskene til at holde Loven, til at elske
Gud og deres Næste efter Propheternes Exempel.
Dersom han nu kom tilbage igien til Verden,
mon han da skulde kiende sig selv igien i en af
disse, som kalde sig selv Christne?
Vore Fiender legge os endnu til Last, at vi
have plyndret Egypterne, dræbt Folkene i de Lan¬
de, som vi indtoge, drevet skammelig Aager,
ofret Mennesker og ædt dem, som Ezekiel siger.
Vi have været et barbarisk, overtroisk, dumt og
urimeligt Folk; Jeg tilstaaer det; Men var det
ret, om man nu vilde gaae hen og brænde Pa¬
ven og alle Cardinalerne i Rom, fordi de gamle
Romere voldtoge Sabinerne og plyndrede Samni¬
terne?
Lad de Syndere derfor, som i deres egen
Religion nyde saa megen Forladelse, ophøre at
forfølge og udrydde dem, hvilke, som Menne¬
sker, ere deres Brødre, og som Jøder, deres
Fædre.
Lad enhver tiene Gud efter den Religion,
i hvilken han er fød, uden at forfølge sin Næ¬


336
ste for det, som han troer. Lad enhver tiene
sin Konge og sit Fædreneland, uden at bruge Ly¬
dighed mod Gud til Paaskud for at unddrage sig
fra Lydighed mod Lovene! O Adonai, du, som
har skabt os alle, og finder ikke Lyst i dine Krea¬
tures Elendighed! Gud, alles Fader, naadige
Gud, lad paa denne liden Jordkugle, den rin¬
geste blant alle Verdener, ikke længer være fa¬
natiske Forfølgere! Lad os opløfte vore Hierter
til den Evige! Amen.
No. 238.
Fredagen, den 29 April 1763.
V¬
ores Liv er saa liden en Deel af Guds store
Rige, at vi altid maae frygte for at feile,
naar vi ville dømme om Guds endelige Hensigter
af hans Huusholdning her paa Jorden. Det
Hele er for stort til at oversees af en endelig For¬
stand, og enhver Deel deraf for liden, til at slut¬
te fra den til det Hele, til Skaberens Øiemerke.
Med alle vore Undersøgninger kunne vi aldrig
bringe det videre, end til den almindelige For¬
sikring, som er bygget paa Tillid til Guds Fuld¬


35!
kommenheder; og uden saadan en Tillid og Hen¬
givenhed kunne de ypperste Aander selv ikke være
lyksalige, fordi, hvor stor end deres Jndsigt er,
maae der dog i Guds Hensigter og Raadslutnin¬
ger være meget, som er skiult endog for dem.
Jngen af dem overseer vel fuldkommen det Nær¬
værende; og det Tilkommende, det Muelige maae
være dem endnu langt mere forborgen. Evig¬
hedens uendelige Følger, som ingen, uden Ska¬
beren selv, overseer, og som han oversaae i det
Øieblik, da han lagde den første Grundvold til
Verden, de kunne alene forklare hans Hensigter
og Aarsagen til det, som skeer. Saa længe skab¬
te Aander endnu ikke indsee alle disse Følger, og
de Fuldkomneste indsee dem aldrig, skulle de i den
ringeste Forandring, som skeer i Verden, finde
noget, som er dem ubegribeligt. Lad deres Til¬
stand være nok saa herlig, lad den være uden den
mindste Blanding af saadanne Ufuldkommenheder,
som friste os Dødelige til at klage over Forsynet,
og ængstelig at udforske Aarsagerne til det Onde!
Deres Lyksalighed, hvor stor den end er for det
Nærværende, og hvor langt den end overgaaer
vores, beroer dog ikke mindre hvert Øieblik paa
Skaberens opholdende Almagt; og hvor skulde
denne Tanke ikke forfærde dem, dersom de ikke hav¬
de en høiere Forsikring om deres Lyksaligheds Ved¬
varenhed, end den, som de kunde bygge paa de¬
rift. 5.


5 58
res egne Kræfter og Jndsigter alene, hvilke aldrig
skulle være tilstrækkelige til at aabenbare dem alle
Skaberens Raadslutninger!
Kunde de ypperste Aander selv ikke være sa¬
lige uden en ærbødig Hengivenhed i Skaberens
Førelser, og vi ville ikke være tilfreds, uden at
kunde udgrunde Aarsagerne til alt det, som mø¬
der os! og vi tør knurre mod Forsynet, naar vi
finde noget ubegribeligt i vor Skiebne! Saa daar¬
lig og stolt en Formastelse begaae vi lige saa ofte,
som vi enten klage over vor nærværende Tilstand,
eller og forlange en større Vished for det Tilkom¬
mende, end den, Religionen giver os. Hvil¬
ket Led af Skabningens Kiede vi betragte, bli¬
ver det os lige saa stor en Hemmelighed, som det
største Mirakel, og alt, hvad vores Fornuft ellers
finder vanskeligst at begribe. For at finde nogen
Vished, maae vi opstige til det Væsen, i hvis
Haand denne Kiede er. Han kan aldrig aaben¬
bare os den, saaledes, som han seer den selv, i
sin fulde Sammenhæng, og Led for Led. Kun¬
de vi ikke begribe hans Verk, vi begribe endnu
mindre ham selv. Det maae derfor være os nok,
af visse Tegn at slutte, at han selv er god, og at
hvad han giør, er godt. I det, som han har
aabenbaret os i Naturen, finder vor Fornuft saa
store Fuldkommenheder, og saa kiendelig en Over¬
vægt af det Gode, at vi ikke kunne tvivle, at jo


359
det Hele er goot; Men er det og godt for os?
Vore Ufuldkommenheder og Lidelser komme os of¬
te til at tvivle derom; og naar vi ere allermest
fornøiede med vore Vilkaar, er dog den Uvished,
i hvilken vi svæve, for det Tilkommende, nok til
at forstyrre vor Glæde. Hvad skal da give os
denne Forsikring, uden hvilken alle vore høie Be¬
tragtninger om det Heles Fuldkommenhed ikke kun¬
ne trøste os? Det, som Fornuften begriber af Na¬
turens Beskuelse, bliver aldrig tilstrækkeligt der¬
til, og dog hvor rimeligt er det, at Gud har ikke
ladet os være ganske uden Vidnesbyrd om det,
som er os mere angelegent at vide, end alt andet,
hvortil vi ellers kunde bruge vore Sandser og vor
Fornuft. Men saa umueligt som det var, at
han i Naturen kunde udvikle for os alle Ledene
af den Kiede, som binder hele Skabningen til¬
sammen, lige saa umueligt var det og, at aaben¬
bare os fuldkommen den Harmonie, som der er
imellem det Hele og den liden Punkt, som vi
selv opfylde deri, og at forklare os de Love, efter
hvilke han veed at bestyre Millioner af Verdener,
uden at forglemme et eneste Menneske, dg i saa
svag en Skabning at vedligeholde den Sæd til
Udødelighed, som i Evigheden skal udspire.
Der, i det, som vi efter Æoner skulde være, og
ikke i det, som vi ere, maae Hensigterne søges
til det, som den uendelige Viisdom har besluttet


34
over os her; og hvor meget af det, som skeer,
maae da være ubegribeligt for os? Hvad kunne
vi vide uden dette ene, at vi ere skabte til Lyksa¬
lighed, og kunne vi engang vide det med Vished,
dersom der ikke var en anden Aabenbaring til, end
den, som han har givet os i Naturen, og som ikke
lærer os mere end dette: At det Hele er godt.
Den store Forsikring, at det ogsaa er godt
for os, og skal blive endnu bedre, maatte væ¬
re HovedHensigten af en anden Aabenvaring
end den naturlige, og den er det af den, som
Christne antage. Den lærer os, at Guds Viis¬
dom har været stor nok til at udfinde saadanne
Midler, hvorved Skabningens almindelige Fuld¬
kommenhed kunde befordres, uden at opofre Men¬
nesket; at denne i sig selv saa ringe Part af Skab¬
ningen har og Deel i Guds endelige Hensigter;
at vi ikke ere skabte for dette korte Liv alene, men
til en fuldkomnere Tilstand, i Betragtning af
hvilken den Gud, som seer ikke alene paa det
Nærværende, men og paa det Tilkommende,
har gjort langt mere for os, end saa ringe et
Kreatur ellers kunde haabe eller formode; at
hele Naturen skal virke os til gode, og de fuld¬
komne Aander selv glæde sig ved at tiene et
Kreatur, som er skabt til at blive engang deelag¬
tig i den samme Salighed, som de nyde selv.
J det Aabenbaringen giver os denne Forsikring,


341
lærer den os at dømme om Guds Huusholdning
i det Nærværende, ikke efter dette korte Livs Hen¬
sigter alene, men efter Maalet af vores høiere
Bestemmelse, ikke efter det Udvortes, Sandseli¬
ge og Forgiengelige, men efter det Jndvortes,
Aandelige og Evige. Dersom Gud ikke havde
aabenbaret os dette, hvortil nyttede da alle de
Kræfter, som han har givet os; og alt det,
som vi kunde vide om ham af Naturen? Blev
han, blev det Hele fuldkomnere derved, at vi
for nogle Øieblik saae et Glimt af disse Fuldkom¬
menheder, for igien evig at glemme dem? Vandt
vi noget ved et Syn, som er blandet med saa
mange ubehagelige Fornemmelser, naar vi ikke
kiendte det Gode i Skabningen, ikke følte, hvad
det var, at være til, uden for at grue for det Jn¬
tet, for den evige Død, som igien skulde opsluge
os? Jo større Kræfter Skaberen havde givet os,
jo bedre vi brugte dem, jo mere vi lærte at kiende
Skabningens Fuldkommenhed, og jo videre vi
selv bragte det i at leve, at tænke og virke, des
forskrækkeligere skulde det være os at tænke paa det
Øieblik, i hvilket alle disse Fornemmelser skulde
til evig Tid ophøre? Lad være, at Fornuften i
nogle Mennesker var stærk nok til rimeligviis at
formode en længere Vedvarenhed; mon saadan
en Formodning var nok til at tilfredsstille os, og
til at opofre noget for saa uvist et Haab? Med


342
alle vore store Fortrin fremfor de synlige Skab¬
ninger, vare vi jo altid ringe og svage nok til at
befrygte, at vi maaskee med al vor Stræben kun¬
de blive et Offer for større Fuldkommenheder.
Uden Aabenbaringens Lys skal Mennesket
snart giøre sig for høie, og snart igien for ringe
Begreber om sig selv; en Sandhed, som stadfæ¬
stes ved alle philosophiske Secters Erfarenhed.
Skriften alene fører os paa den rette Middel¬
vei. Naar den forsikrer os om det allerstørste,
som en fornuftig Skabning kan haabe, om Guds
ømmeste Forsorg, om Naturens Medvirkning og
de høiere Aanders Tienstagtighed; lærer den os
tillige, at det er ikke for det vi ere, men for det
vi kunne blive: Vores Liv er en Plante=Skole
i Guds store Rige. Spæde Planter udkræve
mere Omhyggelighed og en nøiere Tilsyn end de
store Træer; de syge Planter endnu mere end de
friske. Deres nærværende Ringhed og Ufrugt¬
barhed afskrækker os ikke fra at have den Om¬
sorg for dem i Hensigt til den Frugt, som de i
Tiden skulde bære. En beqvemmere Lignelse
end denne kunde ikke opfindes, for at giøre os
Grunden til Guds nærværende Huusholdning
fattelig, og for at forbinde tilsammen de Begreber
af Ringhed og Høihed, som Skriften tillegger
Mennesket, og som Fornuften støder sig over,
endskiønt de dog ere de eneste fornuftige Grunde,


345
hvorved vore Siele kunde tilfredsstilles, og Guds
Huusholdning med os her i Verden retfærdig¬
giøres.
Og hvor riig er ikke denne Lignelse! hvor of¬
te og paa hvor mange Maader bruges den ikke af
Frelseren, naar han ved Lignelser forklarer Guds
Riges Hemmeligheder! Gud lignes snart ved en
Sædemand, snart ved en Viingaardsmand,
hans Diseiple og Sendebud ved Arbeidere i
Vungaarden, som udsendes til alle Timer
paa Dagen. Han lader plante en Vamngaard;
Han giør et Gierde om den; Han leier Viin¬
gaardsmænd; de første bleve stenede og dræb¬
te; Han sender andre Tienere, flere end de
første; det gaaer ligesaa med dem. Hvad Leie¬
svennene ikke formaae, det søger han at udrette
ved sin egen Søn. Saa stor Omhyggelig¬
hed, som han har for at plante, saa megen
Taalmodighed har han og til at bie, indtil
Frugtens Tid kommer. Finder han den end¬
nu ikke, bier han til en anden Tid; han graver
derom, han giøder det; og saa længe der er
mindste Haab tilbage, hugger han ikke Træet om.
Spørge vi, hvad det er for en Plante, hvad det
er for en Sæd, for hvis Skyld alt dette skeer?
Det er en Sæd, siger Frelseren, saa liden som
et Senepskorn, den mindste af al Slags
Sæd; en Sæd, som i sin nærværende Ringhed,


344
og dersom den ikke kunde blive andet end den var,
ikke fortiente den Omsorg. Men i denne ringe
Sæd, siger han, er en Kraft til at opvoxe langt
over alle Urter, og til at blive et Træ, i
hvis Grene Himmelens Fugle kunne giøre
Rede. J denne Betragtning kan et ringe Korn
blive vigtigt nok til at beskieftige en viis Sæde¬
mand; og saaledes, siger Frelseren, er Him¬
meriges Rige, d. e. Guds Huusholdning i
den Deel af hans store Rige, som vi beboe. For¬
klaringen er let, og den giør os store Ting fatte¬
lige. Christus giver os selv Nøglen dertil. Han
selv, siger han, er Sædemanden, Ageren er
Verden, den gode Sæd Rigets Børn, Hø¬
sten er Livets Ende, og Høstfolkene Engle¬
ne. Saa længe, indtil Høsten kommer, lader
han Hveden og Kunten, det Gode og det On¬
de, voxe tilsammen, fordi det ene ikke kan aflu¬
ges uden at oprykke det andet; Men paa Høstens
Dag vil han adskille dem, han vil samle Hve¬
den i sin Lade, og lade Kunten opprænde
med Jld.
Skulde det af dette Exempel endnu ikke være
os fatteligt nok, hvorledes Gud kunde bære saa
megen Omsorg for en af de ringeste Skabninger;
da har Frelseren endnu flere, som stadfæste det
samme, og vise, at man ikke bør dømme om
Tingene efter deres nærværende Anseelse, at de


347
ringeste ofte kunde have forborgne Egenskaber og
vigtige Følger. Himmeriges Rige er som et
Liggendefæ, der var stiult i en Ager, dette
Liggendefæ, om hvilket Apostelen siger, at vi
bære det i Leerkar. Det er en kostelig Perle,
for hvilken en Kiøbmand, som kiendte dens
Værdie, solgte alt, hvad han eiede. Frel¬
seren opofrede sig selv, for at igienkiøbe vore udø¬
delige Siele; Væsener, af hvilke den ringeste er
uendelig kostbarere end den dyrebareste Perle; og
skulde vi da ikke kunde opofre selv nogle forgienge¬
lige Lyster, for at bevare den. Føle vi vores
Ringhed endnu for meget til at betragte os som
skiulte Ligendefæ og nedgravede Perler; Tænke
vi, at vore udødelige Siele ikke alene ere skiulte
og nedgravede i det Støv, som omringer dem,
de hænge og ved Støvet saaledes, at de ikke me¬
re kunde opløfte dem; Sige vi, at vi ere ikke ale¬
ne ringe og jordiske, men og fordærvede Skab¬
ninger, ikke alene nedgravede, men og forlorne
Skatter, fortabte Faar: Frelseren opretter os
igien ved andre Lignelser, som vise, hvor megen
Omsorg en viis Eier har for det Tabte, saa læn¬
ge der endnu er Haab at finde det, og hvor meget
han glæder sig, naar han igien har fundet det.
Saaledes, siger han, skulde og Englene glæde
sig over en Synder, som omvender sig; og i
Sandhed, de vare ikke fuldkomne, ikke salige


340
Aander, dersom de tænkte som de Store i Ver¬
den, der ofte ansee deres Brødres Velfærd for
alt for ringe en Sag, til at umage sig derfor.
En frelst Siel maae for en Aand, som føler selv
en salig Udødelighed, være et større Syn end alle
Jordiske Rigers Herlighed, og at arbeide til saa¬
dan en Siels Frelse, om den end boede i en Laza¬
ri Legeme, maae for de høiere Aander være en
angenemmere Beskieftigelse, end at hielpe til at
opreise Riger, at vaage over Throner, og i blo¬
dige Feltslage at tiene Krighærenes Gud, for at
give Seieren til hvem han vil.
Saa store Forsikringer giver det aabenbare¬
de Ord os, og det alene, om Guds besynderlige
Omsorg for os, de ringeste af alle fornuftige
Skabninger; og tør vores Fornuft vel driste sig
at sige, at den er den høie Gud uanstændig? Tie¬
ner den ikke meget mere til at retfærdiggiøre det i
hans Huusholdning med os, som Fornuften ellers
havde Aarsag til at støde sig meest over? Spørge
vi nu, hvorfor der er saa store Mangler i vor
Natur, og saa meget Ondt paa vor Jord? Mon
det ikke er oprettet nok ved alt det, som Skaberen
har gjort for os, Kunde Mennesker, om det blev
dem tilladt at gaae i Rette med deres Skaber,
have forlangt mere af ham? Skulde de i Haab
om en salig Udødelighed ikke uden Knur kunde
taale, naar han i dette korte Liv lod dem lide no¬


54!
get, for at opfylde andre Hensigter, som de end¬
nu ikke kunde begribe, og som befordrede Fuld¬
kommenheden af den hele Skabning, i hvilken de¬
res egen er indsluttet? De, for hvilke Skaberen
selv har gjort saa meget, og i hvis Frelse Engle
selv glæde sig, skulde de for saa overmaade vigtig
en Herlighed, ikke kunde taale den Trængsel,
som Apostelen kalder stakket og let, naar den
evige Viisdom fandt den fornøden til at befordre
deres egen eller deres Medskadningers evige Be¬
ste? Jv, ved disse Grunde kan en Christen uden
en Stoisk Følesløshed overvinde det Onde, og
han finder ikke alene i hele Verdens Bygning,
men og i sin egen Skiebne, saa uendelig en
Overvægt af det Gode, at det Onde reent for¬
svinder. Det er, som Apostelen siger, ikke den
Herlighed værd, som skal aabenbares. Saa¬
dan en Lærdom om Forsyn og Udødelighed, saa¬
dan en Opløsning af det store Spørgsmaal om
Aarsagen til det Onde, kan alene retfærdiggiø¬
re Gud, tilfredsstille vore Siele, og giøre dem,
som den samme Apostel siger, faste og ubevæge¬
lige og overflødige i Herrens Gierning; tyl
vi vide, at vores Arveide er ikke forgieves.
Efter de høieste Grunde af den menneskelige For¬
nuft, efter den Stoiske Sædelære, ere de stør¬
ste Arbeider ofte forgieves, i det mindste for Ar¬
beiderne selv; Efter Jesu Lære er ingen god


348
Handling spildt, enten for os, eller for Ver¬
den. Guds Riges almindelige Beste og vort
eget er saa nøie forenet at vi aldrig kunne op¬
ofre saa meget for hiint, at vi jo vinde selv endnu
langt mere. Vi ere aldrig vissere paa at naae
engang Maalet af alle vore fornuftige Ønsker,
den sande Lyksalighed, end naar vi synes gan¬
ske at glemme os selv, for kuns at tiene Gud
og vore Medskabninger.
No. 239.
Mandagen, den 2 May 1763
V¬
ort hele Liv er et talende Beviis for den
Sandhed, at vi ikke ere skabte for det ale¬
ne. Saa utallig en Mængde af fornuftige Væ¬
sener, skabte kuns for at leve i den Tid, som
de behøve for at opfødes selv, føde andre, og
døe, var det vel et Verk for saa viis og god
en Skaber? Var det ham anstændigt, derfor
baade selv at have giort og at lade os lide saa
meget? Dersom vore Siele, efter saa kort en
Beskuelse af Naturen, igien uddunstede i Luften,
havde det da været Umagen værd for dem at


349
opreise saa prægtig en Skueplads, som Naturen,
og at berede for saa forgiengelige Væsener en
Bolig, som er det største Konststykke i Naturen,
det menneskelige Legeme? Var det den evige,
den i sig selv noksom lyksalige Gud, anstændigt,
at vise sin Almagt i Bygningen af denne skrøbe¬
lige Leerhytte, dersom han ikke søgte andet derved,
end den Ære, at udpresse nogle Suk af en liden¬
de Siel, som efter nogle faa Dages usle Liv vend¬
te tilbage igien til det Jntet, af hvilket Skabe¬
ren drog den, for at føle mere Smerte end Glæ¬
de, og for at skimte et Lys, som mere forblin¬
dede end oplyste den? Nei, enten er der ingen
Viisdom, ingen Godhed i Naturen, eller og
vi ere skabte for et bedre Liv. Det, som vi nu
leve, kan ikke være det sidste Øiemerke af saa
viis en Skabers Verk, det kan ikke være andet
end et Middel til at opfylde høiere Hensigter,
en Forgaard og Planteskole i hans store Rige.
Naar vi giøre os saadanne Betragtninger over
Livet, skulde vi finde mange Spor af Viisdom,
endog i de Tildragelser, som ellers ere meest an¬
stødelige for vores Fornuft.
Er det menneskelige Kiøns Formerelse en
af dette Livs Hoved=Hensigter, da maae vi og
deri paa en kiendelig Maade spore Forsynet. Er¬
farenheden stadfæster denne Slutning med utal¬
lige Beviser. De fleste ere bekiendte nok, og


350
jeg vil derfor ikke nævne dem, fordi det kuns er
min Hensigt her at besvare en af de vigtigste Jnd¬
vendinger, hvilke, saa mange baade almindelige
Grunde og Erfaringer uagtet, kunne giøres mod
denne Sandhed. "Er det menneskelige Kiøns
Formerelse, siger man, en af dette Livs Ho¬
ved=Hensigter, og det vigtigste Maal af For¬
synets Virkninger, hvi er Fødselen da forbun¬
den med saa store Smerter? Hvorfor koster det
Forældre saa megen Omsorg og Møie, at op¬
drage deres Børn? Skulde den Alvise ikke
kunne have udfundet et andet Middel, for at
opnaae denne Hensigt, uden at legge saa store
Byrder paa saa svage Kreature?"
Jkke andet, svarede maaskee en Theolog,
det er let at opløse; Fødselens Smerte er en Straf
for Synden. Det vidste vi dog lige saavel som
han; men om en Barselkone giorde ham igien
det Spørgsmaal:  Hvorfor Gud havde straffet
Synden paa en Handling, som ikke alene ei
var syndig, men og den største Tieneste, som en
Person afhendes Kiøn kan giøre Gud her i Ver¬
den?, Jeg sætter forud, at den samme Theo¬
log var alt for from og sagtmodig en Mand til
at svare hende med Bitterhed og Skieldsord, at
forbande Fornuftens Brug, saasnart den under¬
stod sig at giøre et Spørgsmaal, som han ikke
strax kunde besvare, eller at belee et Fruentimmer,


351
fordi hun spurgte om noget, som ikke stod i hans
System. Det første, som saadan en god Mand
vilde svare, var uden Tvivl, at Gud havde sat
denne Straf for at indskrænke en Begierlighed,
hvilken, endskiønt den i sig selv var naturlig,
dog nu var uordentlig. Men maaskee vare
Tvivlene dermed ikke ganske hævede. De dydigste
Fruentimre lide ofte meere end andre; og da
Aarsagen til deres Lidelser er saare vigtig baade
for Guds Rige og for Staten, var det jo billigt
at sige, om man kunde, noget til deres Trøst;
Vor Jndsigt i Religionen og Philosophien kunde
aldrig bedre anvendes. Naar man har sagt alt,
hvad der fornuftigviis kan siges, da er det først
Tid at byde Fornuften at tie, og at lære den at
underkaste sig. Ville kuns vore Theologer ikke
glemme selv denne Lærdom, som de saa tidt, og
oftest til Utide, foreholde andre. Jeg skal i
det mindste altid være villig til at erkiende, at
alt, hvad jeg af Fornuften alene slutter om Ska¬
berens Hensigter, er kuns Formodninger.
Fødselens Smerter ere en Straf for Syn¬
den. Det siger Aabenbaringen udtrykkelig;
men den siger ingensteds, at det var en vis Synd
eller uordentlig Begierlighed alene. Det var
den Straf, som blev paalagt den halve Deel af
det menneskelige Kiøn for Synd i Almindelighed,
for alt det Uordentlige i deres Begierligheder og


592
Levemaade. Straffen har altsaa strax indfundet
sig tilligemed Synden. Fødselen har fra Fal¬
det af stedse været forbunden med Smerter; men
deraf følger ikke, at Smerten altid har været lige¬
stor. Det er af utallige Erfaringer klart, at
Adskillighed af Levemaade giør megen Forandring,
deri. Jo mere Menneskene i deres Forhold af¬
vige fra det, som er overeenstemmende med Na¬
turen, des smerteligere er Fødselen, og dette
gaaer saa vidt, at der er ingen Ligning imellem
det, som Fruentimre, der opdrages efter de
almindelige Moderegler, lide, og de Uleilig¬
heder, som Fødselen foraarsager andre, der leve
mere efter Naturen. Mangel af fornøden Ar¬
beide og Bevægelse, Umaadelighed i Spise og
Drikke, Emfindtlighed over den mindste For¬
andring i Luften, heftige og let frembrydende
Sindsbevægelser, utidig Frygtsomhed, Vred¬
agtighed og andre Følger af en kielen Opdragelse,
en daarlig Omhyggelighed for at skiule sin Til¬
stand og bevare længe sin Taille; Alle disse
Aarsager forøge uendelig baade Smerterne og
Farligheden af et naturligt Onde, som de Folk,
der opdrages i Arbeide og Nøisomhed, overvinde
saa let; og Naturen, hvor svækket den end er,
er dog endnu stærk nok til at hielpe sig selv uden
Konst. De Exempler, som vi see daglig iblant
Bønder og Arbeidsfolk, og Erfaringer af hele


575
Nationer, af Jndianer, Grønlænder, stadfæste
noksom denne Sandhed. Fødselens Uleiligheder
ere altsaa en Straf, som Menneskene uendelig
forøge selv, og Forsynet har endog deri retfær¬
diggjort sig, i det den har udmaalet Straffen ef¬
ter Fordærvelsens Grader. Det er en Straf ikke
for een Begierlighed alene, men for et heelt
uordentligt Liv. Dette er vel kuns liden Trøst
for de Fruentimmer, som ved deres Forældres
og Tidernes Feil ere geraadede i denne Fordær¬
velse: men fra de første Forældre af, indtil den¬
ne Dag, har der været saadan en Forbindelse
iblant Menneskene, at baade det Gode og det
Onde forplantes. See vi da af Erfarenhed,
hvor meget Forfædrenes Forseelse kunde forøge de
naturlige Straffer, hvorfor ere vi da saa uvillige
til at troe, at det første Menneskes Synd
kan have været Aarsag til det første Onde?
Dette er vel alt for dybt indgroet i vor Natur til
ganske at undgaae det; men vi kunne formindske
det, om ikke for os selv, saa dog for Efter¬
kommerne. Gode Mødre kunne ved en fornuf¬
tig Opdragelse giøre Fødselen mindre smertelig
for deres Døttre, end den har været for dem
selv, og dette er allerede for gode Mødre en stor
Trøst. Men jeg haaber, at de tænke vel nok,
for at lade sig trøste ved Grunde, som ere endnu
langt vigtigere.


354
For ædle Siele er det altid i Lidelser den
største Trøst, at lide for en god Sag; og
hvad af alt det, som vi foretage os i Verden,
er vigtigere, end at bringe et Menneske til Livet,
at formere Staten med en nyttig Lem, og Guds
Rige med en udødelig Aand? Søemanden, som
vover sit Liv paa Bølgen, for at mætte den Ri¬
ges og sin egen Begierlighed; Krigeren, som
løber selv i Faren, for at ødelegge andre; Disse,
som i deres Ulykke selv trøste sig med Vigtigheden
og Størrelsen af deres Foretagender, have de
vel saa god Grund dertil, som en Moder? Jeg
vil ikke engang tale om de mangfoldige andre Per¬
soner af vores Kiøn, som plages endnu mere af
deres egen Jndbildning: om Hofmanden, som
opofrer et heelt Livs Frihed og Roe, for at jage
efter en Titel; om den Lærde, som tilsætter Hel¬
bred og Fornøielser, for at bringe et Hiernefoster
til Verden. Vores Kiøn har sandelig Plager
nok; de fleste have de vel paalagt sig selv; men
Fruentimret har og forøget deres. Saa meget
som vore slebne og fine Fruentimres Smerte over¬
gaaer den, som deres første Moder følte, saa
meget tungere er og det Aag, som Synden har
lagt paa Krigeren, Søemanden, Statsmanden,
og den Lærde, fremfor den Møie, som det ko¬
stede Adam at oprykke de første Tidseler, som
Jorden bar for hans Skyld. Han saaede med


577
liden Møie Korn, for at faae Brød; Vi saae
ofte med langt større Besværlighed, for at høste
Forfængelighed. Af disse Forfængeligheds Frug¬
ter nyder det andet Kiøn i Almindelighed mere
end vi. De Rigdomme, vi samle, den Rang,
vi søge i Verden, de Beqvemmeligheder, vi op¬
finde, de store Huse, som vi bygge, det Guld,
som vi opgrave af Jorden, eller hente paa Søen,
for at udstaffere disse Palladser, med faa Ord:
de allerfleste af alle vore Beskieftigelser, skee de
ikke meest for at fornøie dem? og ville de da ikke
med Taalmodighed taale den eneste Plage, som
Forsynet har paalagt dem, og i hvilken de, som
tænke vel, kunde have den store Trøst, at de lide
for noget, som er langt høiere og værdigere, end
alt, hvad de stolteste Mandfolk foretoge sig. Var
der ingen anden Grund til deres Lidelser, saa
var dog denne nok, til at retfærdiggiøre Forsynet,
at et Kiøn, der har saa megen Deel baade i vore
Forfængeligheder og i vor Lyksalighed, maae og
deele Livets Byrder med os.
Men der er endnu en langt vigtigere Be¬
tragtning tilbage, som er lige vigtig for begge
Kiøn, og som leder os til nogen dybere Jndsigt
i Guds viise Huusholdning. Fødselen er ikke
den eneste Hensigt af dette Liv; Opdragelsen er
endnu en langt vigtigere; og i den bør begge
Kiøn tage lige Deel. Fødselen foraarsager me¬


350
gen, men tillige en kort Smerte; Opdragelsen
føder daglige Sorger, og udkræver mange Om¬
hyggeligheder. Om man dristede sig til at under¬
søge, hvorfor Gud har udvalgt saadant et Mid¬
del til det menneskelige Kiøns Forplantelse, som
paalagde os, at anvende den beste Deel af vort
Liv paa Omsorg for andre? Skulde dette Arbei¬
de ingen Nytte have for os selv, ingen besynderlig
Jndflydelse paa vor Lytsalghed i et andet Liv,
som er Øiemerket og Maalet af dette? Jeg mee¬
ner Jo. Et fornuftigt Kreaturs fuldkomne Sa¬
lighed bestaaer vel fornemmelig i en Følelse af en
reen Kierlighed, som giør, at det uden Egen¬
nytte glæder sig i den hele Skabnings Fuldkom¬
menhed; thi uden saadan en Følelse kunde hver¬
ken en fornuftig Skabning være fuldkommen, ikke
heller med alle sine Fuldkommenheder fornøiet.
Den skulde enten i en eller anden Skabning finde
Anledning til en Misundelse, som tilsidst giorde
den med alle sine Fortrin lige saa misfornøiet, og
lige saa oprørisk, som de faldne Aander. J et
Liv, som det menneskelige, der er det første Trin
paa Aanders store Stige, og en Forberedelse til
Evigheden, var det derfor høist fornødent, at
Skaberen opvakte disse Kierligheds Følelser, for
at forbinde Menneskene med nøiere Baand, end
den almindelige Kierlighed, og at vænne dem der¬
ved til at finde i en Beskieftigelse, som sigter til


57
deres smaa Medskabningers Gavn, de Fornøiel¬
ser, som udgiøre saa vigtig en Deel af de høiere
Aanders Salighed. Sæt, at Menneskene ble¬
ve frembragte i en Tilstand, hvori de ei behøve
andres Hielp, og uden at forbindes ved naturlige
Baand til visse Personer; Tag alle de Forbindel¬
ser bort, som følge af Fødselen, og af den Maa¬
de, paa hvilken det menneskelige Kiøn nu forplan¬
tes; Lad os forestille os vor Jord engang i den
Tilstand, at der ikke behøvedes saa nøie en For¬
ening imellem begge Kiøn, at der hverken vare Æg¬
tefolk, Fædre, Mødre, Sødskende, Børn eller
Slægtninger; hvor koldt, hvor ulyksaligt et Liv
skulde det ikke blive? Et Kreatur, der har saa
mange Fornødenheder, og endnu saa liden Jnd¬
sigt i de høiere Fuldkommenheder, som Mennesket,
skulde blive saa fordybet i sig selv, saa ligegyldig
mod alle andre Skabninger, at det ikke var meere
skikket til at sættes i nogen lyksalig Forbindelse
med det Hele, med det store Selskab af Aander,
hvis Salighed bestaaer i at opfylde Kierligheds
Lov.
Vore Siele vare endnu for svage til at op¬
løfte dem saa høit; Forsynet har derfor ved smaa
Forbindelser, grundede paa naturlige Drifter, lært
dem Trappeviis at opgaae paa den store Stige af
Kierlighed, som tilsidst paa det nøieste skal forene
den hele Skabning, og giøre alle salige Aander til


598
een Slægt, til Brødre, som ere forbundne i
Kierlighed, ligesom de ere Børn af een Fader.
J det vi elske, forsørge, undervise og formane
vore Børn, øve vi os i at giøre med Fornøielse
det, som Eugle maaskee giøre for os, og som vi,
naar vi engang blive Englene lige, skulde giøre
for andre Skabninger, med lige saa reen en Kier¬
lighed, og lige saa inderlig en Glæde, som den,
vi nu føle, ved at befordre vore Børns Vel.
J det vi opfylde Guds Hensigter her i Livet, ved
at opdrage andre, opdrages vi uformerkt selv til
en fuldkomnere Tilstand. Saa vist som det er,
at dette Liv ikke kan være Øiemerket af vor
Skabning, men kuns et Middel til et andet,
saa vist bliver det vel og, at Forsynet ikke kunde be¬
stemme den beste Deel af vore Leveaar til en
Beskieftigelse, som svarede mere til hans store
Øiemerke, og som befordrede mere vores egen
Fuldkommenhed.
Men skulde Fødselens Smerte og giøre no¬
get til at bestyrke denne Kierlighed? Den er jo
en Straf for Synden, hvad Forbindelse kan den
da have med en Drift, som i sig selv er god?
Jo, i en Huusholdning, som er bygt paa Naa¬
de, ere Straffer forvedrende; Vi elske altid
mere det, som har kostet os noget; og Erfaren¬
hed viser, at Smerten forøger Kierligheden.
Straffen selv blev saaledes i Skaberens viise Haand,


359
et Middel, til at styrke den Kierligheds Drift,
som var svækket ved Faldet; og hvor mange saa¬
danne Beviis have vi ikke af den Bestyrelse, hvor¬
med Forsynet drager Godt af Ondt? Gud selv fin¬
der i Naturen intet værdigere billede til at fore¬
stille sin egen Kierlighed, end den, hvormed
en Moder elsker det Barn, som har foraarsaget
hende Smerte; og, naar Christus vil trøste sine
Disciple mod de Lidelser, som de skulde udstaae
for at oplyse og forbedre Menneskene, for at bringe
Siele fra Døden til Livet, naar han vil beskri¬
ve dem den Glæde, hvormed de engang skulde
belønnes, for at have opfyldt saa store Kier¬
ligheds=Pligter, finder han ingen beqvemmere
Lignelse end denne: "Qvinden, naar hun føder,
haver Bedrøvelse; men naar hun har fød
Barnet, kommer hun ikke den Smerte ihu, for
den Glæde, at et Menneske er fød til Verden."
No. 240.
Fredagen, den 6 May 1763.
Til det Patriotiske Selskab.
D¬
et er hverken af Mangel paa Opmerksomhed,
eller af Mangel paa Nidkierhed, at jeg ikke


307
før har efterkommet Selskabets Begiering, og til¬
sendt Dem nogle af mine Betragtninger over det,
som jeg har Leilighed at bemerke i min Omkreds.
Jeg seer lige saavel som andre adskilligt iblant os,
som kunde være bedre end det er; og jeg troer ikke
heller, at en Patriot bør skamme sig ved at til¬
staae det. At ville ansees for at være uden Feil,
er baade i Henseende til enkelte Personer og hele
Folk den høieste Grad af den menneskelige Daar¬
lighed; og jeg veed ikke, at der kunde siges noget
mere til Spot for den almindelige Tænkemaade i
et Land, end dette: At enhver indtil den ringeste
Betient var lige saa stolt til at holde sig ufeilbar,
og alt, hvad han giorde, uforbedreligt, som
stærk nok til at foragte store Mænd for smaa
Feil, og til at fordømme de vigtigste Foretagen¬
der, fordi Udfaldet ikke altid svarede til Hen¬
sigten.
Denne Tænkemaade er i det mindste saa vidt
fordrevet af den Egn, hvor jeg boer, at Borge¬
mesteren her i Byen er nu lige saa beskeden i at
dømme om de høiere Anstalter, som kunde giø¬
res til Landets Opkomst, som han er villig til at
tage selv mod bedre Oplysning, og troe, at han
kunde feile. Tilforn vare alle, indtil Skriveren,
i Raadstuen, saa grandseende, at de fandt man¬
ge Feil i Landets Forordninger og slet ingen i de¬
res egne Anstalter: men jeg troer derfor ikke, at


301
disse gode Folk vare viisere end deres Efterkomme¬
re, end den nu værende Borgemester.
Jeg har selv ofte talt med den brave Mand
om Byens Beste; Jeg har forelæst ham det 227
Blad af Tilskueren; og endskiønt han hentydede
det meste deraf paa sin Bye, hvilken Skiebne
dette Blad har haft overalt, saa blev han dog
ikke vred. Jeg har selv, sagde han, længe seet
disse Feil, og jeg kunde opregne endnu flere, der¬
som det Patriotiske Selskab, dersom Publikum
var tient dermed. J Følge af min Jnstrux for¬
sikrede jeg ham derpaa, hvor høit han kunde for¬
binde hele Selskabet ved saadan en Efterretning;
men han svarede mig med en ret laconisk og for
en Magistrats-Person anstændig Korthed: Blev
Tilstanden i vores Bye derved bedre? Dette
trøsteløse Svar, sagt af en Mand, som havde
gode Hensigter, megen Beskedenhed, og lang Er¬
faring, gjorde mig ganske nedslagen. Jeg stred
længe med mig selv, førend jeg kunde overvinde
alle de Tvivl, som det endnu foraarsagede mig;
men endelig er jeg ved nøiere Omgang med denne
Mand bleven overbeviist, at han har Ret.
Fra hvem skulde saadan en Forandring be¬
gynde? Alle Love og Forordninger i Verden kun¬
ne ikke paa engang omstøbe et heelt Land; og end¬
nu allermindst kunne de rette Feil, som komme af
en lang ond Vane, af en indgroet Skiødesløshed,


302
Dovenskab, Træghed og Ulyst til at bekymre sig
endog om sin egen Velfærd. Saadanne Foran¬
dringer kunne ikke udvirkes ved nogen almin¬
delig Opsigt alene; de maae begynde fra enhver
enkelt Person, ethvert Huus, enhver Bye især.
Lovgiveren selv og alle hans høie Embedsmænd
kunne med al deres Jver ikke giøre saa meget der¬
til, som Præsten og de nærmeste Øvrigheds=Per¬
soner i enhver Bye eller Menighed. Dette be¬
greb jeg snart; Men, tænkte jeg igien ofte ved
mig selv, baade Sognepræsten og Borgemesteren,
her i Byen ere jo begge fornuftige og retsindige
Mænd; De have Videnskaber, og leve i den be¬
ste Forstaaelse tilsammen - - Vores Bye,
det er sandt, er vel kuns en Bye i Landet; men
om der vare ikke flere saadanne Byer end den;
hvorfor skulde det da ikke kunne skee der, som paa
andre Steder kan være umueligt?
Saaledes tænkte jeg; men vores Borgeme¬
ster, som har mere Erfarenhed i Embedssager end
jeg, lærte mig snart andet. Jeg var i Begyn¬
delsen, sagde han, meget ivrig i mine Forretnin¬
ger; jeg giorde ikke alene mere, end der var
Brug, men og meer, end Lovene krævede, og
jeg giorde det med en virkelig Fornøielse, fordi jeg
havde søgt dette Embede ikke alene for Lønnens,
men og for Forretningens Skyld. Jeg var fra
min Ungdom af bleven saa vant til at være be¬


303
skieftiget, at jeg ikke kunde leve uden Arbeide;
den Jndsigt, som jeg ved Studeringer og Reiser
havde forhvervet mig i Lovkyndigheden, Stats¬
huusholdningen og Historien, opvakte megen Lyst
til at practisexe, hvad jeg havde tænkt. Men
hvor stor end min Jver var i Begyndelsen, vare¬
de det ikke længe, førend jeg blev træt deraf.
Hele Borgerskabet blev snart ophidset mod mig,
og deres Misfornøielse reiste sig mestendeels af saa¬
danne Foretagender, som sigtede alene til deres
eget Beste, og som andre af mine Medarbeidere,
hvis Fordele leed derved, forklarede ilde. Dette
skulde dog endnu ikke have afskrækket mig. Min
heftige Lyst til Virksomhed blev understyttet ved
en naturlig Ærekierhed, som giorde mig stærk
nok til at overvinde Pøbelens Domme, i Haab, at
fortiene engang saa megen mere Høiagtelse af for¬
nuftige Folk. Saa længe det kuns kom an paa
at opofre mine private Fordele, og det kostede kuns
Arbeide, kunde intet afskrække mig; thi hverken
Gierrighed eller Magelighed vare mine Hoved¬
Passioner. En Sag lykkelig tilendebragt beløn¬
nede mig rigelig for al Møie og Tab; men da jeg
efter nogen Tids møisommelige Arbeide, hvorved
jeg endnu ikke havde udrettet meget, vilde see efter
Belønningen, og lede efter disse fornuftige Folk,
hvis bifald jeg agtede høiere end baade Penge og
Pøbelens Yndest, da, M. H., forsvandt de ganske.


304
Jeg fornam, at alle de, som man her i Byen
holdt for fornuftige Folk, hemmelig loe mig ud.
Den Nar, sagde een, han giør sig Livet selv suurt,
og hvem giver ham noget derfor, han fordærver
det for alle sine Efterkommere, sagde en anden. J
Begyndelsen, sagde den tredie, holdt jeg ham for
en klog Skalk, som ikke gjorde noget for intet; men
nu, da jeg merker, at han ikke engang har nogen
Profit deraf selv, anseer jeg ham kuns for en
ærlig Tosse. Denne almindelige Foragt kunde
jeg ikke modstaae; Jeg fandt mig ikke stærk nok
til at være Martyr for det Almindelige. Jeg
lod mig nøie med at giøre det, som Lovene endelig
krævede, og saa længe, sagde han tilsidst, den
almindelige Tænkemaade i vores Bye ikke bliver
bedre, saa længe Mængden af Embedsmænd selv
foragter baade Kundskab og Nidkierhed, er det
umueligt, at een eller saa Personer kunne udrette
noget!
Denne Samtale bragte mig ganske til at tie.
J hvor mange Byer, tænkte jeg, finder man
vel saadan en Borgemester, en Mand, som har
Videnskaber, som elsker Beskieftigelse, som har
Grundregler, som kan opofre noget for at følge
dem, og som søger kuns de Fornuftiges bifald?
og dog bliver der endnu intet af, førend mange
andre Embedsmænd have lige saa megen Viden¬
skab, lige saa megen Jver, og lige saa ædel en
Følelse af Ære, som han.


305
Dersom der ikke vare andre Hindringer i
Veien for alle Forbedringer, var den alene nok
til at giøre endog de gode Drifter unyttige: at
intet synes at være saa latterligt iblant os, som
en uegennyttig Nidkierhed. Den Tanke, at
Magelighed alene er det høieste Gode, og intet
værd at umage sig for, uden Penge og Titler,
er saa indgroet i Mængden, at en Betient, som
ellers havde saa lidet at bestille, at han maatte
frygte for at døe af Skiørbug, skulde før æde og
sove sig ihiel i sin Lehnestoel, end uden nye Be¬
taling giøre et Skridt, som ikke udtrykkelig var
ham befalet i hans Jnstrux. Om han end under¬
tiden vilde selv, tør han dog ikke; Han blev for¬
agtet af sine Medbrødre, og bandet af Efterkom¬
merne; da disse derimod skulde dobbelt ære ham,
dersom han var snild nok til at giøre sig sin Tiene¬
ste endnu mageligere, end den er.
Det er langt fra, at jeg troer, at denne
Tænkemaade er Mennesket saa naturlig, at man
maae regne den iblant de almindelige Feil, som
ikke kunne udryddes. En almindelig Virksomhed,
og en vis Grad af Nidkierhed, er meget muelig,
uden at fordre just en høi Dyd af Menneskene.
Den blotte Vane alene, en forfængelig Ære,
og Nysgierrighed selv, kunne bevæge Folk dertil.
De, som ere opdragne i ærekiere og virksomme
Grundregler, holde et mageligt og ørkesløst Liv


300
for lige saa stor en Ulykke, som andre holde det
for en Lyksalighed. J de Selskaber af Menne¬
sker, hvor en fornuftig Ære og Æmulation en¬
gang er opvakt, skulde en Mand af saadan en
Tænkemaade være saa foragtet, at ingen Ære¬
Titler vare tilstrækkelige, til at forskaffe ham end¬
og den simple borgerlige Anseelse; og naar Em¬
bedsmænd have Videnskaber, naar de selv have
tænkt, læst og seet noget i Verden, er den blotte
naturlige Nysgierrighed nok, til at giøre dem
det til en Fornøielse, at prøve og forsøge selv
noget af det, som de have tænkt; Det er dem
Fornøielse nok, ved lykkelige Erfaringer at blive
overbeviist om Sandheden af de almindelige
Grundregler. Kan den blotte naturlige Nys¬
gierrighed have saa megen Magt over Mennesker,
naar det kommer an paa at opløse nogle Proble¬
mer, og udvide deres Kundskab i den Videnskab,
hvortil de have opofret sig; Kan en Naturkyndig,
en Mathematiker, en Metaphysikus holde sig
belønnet nok for sin Møie, naar han finder det,
som han søger, og en Embedsmand, som havde
nogen ret Jndsigt i Lovkyndigheden eller Stats¬
konsten, ikke skulde glæde sig lige saa meget ved
en Opdagelse i hans Videnskab, især naar han
var lykkelig nok til at sætte den i Verk? Jo;
men dertil udfordres, at Betienterne have Viden¬
skaber, at de besidde meer end en mechanisk Fær¬


307
dighed til at giøre, hvad andre have gjort for
dem, at de ere vante til at tænke efter Grund¬
regler, og til at fornøie sig i fornuftige Beskief¬
tigelser. Og Virkningen kan endda ikke vise
sig, førend der er et anseeligt Antal af saadanne
Betientere. Mængdens fordærvede Tænkemaade
skulde ellers afskrække de faa, som kunde have
Lyst til at giøre noget.
Næst Videnskabernes Foragt og Tilsidesæt¬
telse er en taabelig Stolthed og Rangsyge den an¬
den Aarsag til Mangel af Nidkierhed. Det er
ikke nok, at de nyttigste Stænder ere foragtede;
De mange Betientere ere endog i deres egne Øine
for store, til at opfylde Pligterne af de Embeder,
som de beklæde, og for hvilke de lønnes. En
Embedsmand, om han og baade kunde og vilde
forrette sit Embede selv, maae dog, saa snart
han har mindste Raad dertil, for sin Æres Skyld
have en eller flere Fuldmægtiger. Jeg har
selv kiendt mange saadanne smaa Embedsmænd,
som troede, at det ikke anstod dem, i deres Fuld¬
mægtiges Fraværelse, at skripe en Qvitering.
Var det ikke Skam, om saadanne Folk længe
skulde bære Navn af et Embede, om hvilket de
troe, at det giør dem saa liden Ære? Kunne
de ikke strax faae et andet; Ere Jndkomsterne
for gode til at forlade det; De maae endelig blive
Navnet qvit; De maae have en anden Titel.


308
Denne betyder i deres Tanker saa meget, som at
de ere fundne værdige til at være langt mere end
de ere, dersom kuns Staten var saa riig paa
Betieninger, som Betientere ere paa Fortienester.
Hvad skeer? Saadan en Embedsmand foragter
endnu meer den arme Betiening, som er ham
fortroet. Nu er der fast Jntet, som han kan
giøre selv; det eneste, som anstaaer ham, er
at tage mod Lønnen; og endskiønt han giør min¬
dre derfor, end han gjorde før, finder han det
dog meget ubilligt, at han ikke har mere. Hans
Rang udkræver en nye Fuldmægtig, Heste og
Vogn, og mange flere Udgifter. Vil man ikke
forbedre hans Løn, hvem kan da fortænke ham,
om han forbedrer den selv; Hele Landets Ære
udkræver for alting, at saadan en Mand opfører
sig efter sin Stand. Men det er vel ikke den
eneste Uret, som skeer ham. Lovene udkræve
maaskee en Subordination, som hans nye Vær¬
dighed ikke tillader. En Mand, som han, skul¬
de lade sig sige noget af en anden, som ikke havde
en større Titel? Han skulde paa sit Embeds Vegne
i en Forsamling sidde ved Siden af en Mand,
som var mindre end han, eller og maaskee havde
ingen Rang? Det var jo at ophæve al Orden i
det menneskelige Selskab, og at giøre noget,
som langt mere vanærede ham, end om han gan¬
ske forsømte et Embede, hvis Forretninger dog


309
ere ham saa lidet anstændige. Hvem vilde vel
f. Ex. forlange, at en Embedsmand af nogen
Caracter skulde omgaaes med Borgerne i hans
Bye, komme, selv undertiden i Hospitalerne,
see til, at de Arme og Syge nød tilbørlig For¬
flegning, og at andre bleve holdte til Arbeide?
Cyrus kiendte alle sine Soldater saa vel, at han
vidste at nævne enhver ved Navn; Alexander be¬
søgte selv dem, som vare blevne qvæstede i Kri¬
gen. Den store Marcus Aurelius, som regie¬
rede paa en Tid, da Pragten var drevet til det
høieste i Rom, takker Guderne, at de have lært
ham, at en Keiser kan leve saaledes, at han hver¬
ken behøver Gyldenstykke eller Fakler, eller andre
Beviis paa Overmod, at han kan klæde sig som
andre, uden at beskadige sin Anseelse; han be¬
søgte selv, uden stor Svite, sine Venner og
Betientere. Men at forlange af den mindste
titulerte Embedsmand, som har selv Formue til
at holde Heste og Vogn, at han skulde gaae til
Fods undertiden, for at kunde des bedre give
Agt paa dem, som ere fortroede til hans Opsigt;
eller lade sig see offentlig uden sin Statsvogn,
med en Tiener bag efter, det var jo det samme,
som at afsætte ham?
Og hvem vilde da forlange, at han skulde
giøre mere end Lovene udkrævede, at han skulde
vise en overordentlig Fud i sit Embede, at han
ft. 5.


370
skulde tænke paa at forbedre noget, at han, uden
at vente større Løn, skulde give sig selv nye Be¬
skieftigelser, at han skulde opofre noget, for at
udføre et vigtigt Foretagende, og indlade sig i
Vanskeligheder eller Stridigheder, for at giøre
noget Godt?
Det Patriotiske Selskab indseer let, at alle
saadanne Forretninger vare forgieves; og lige saa
forgieves er det, at tale meget om Forbedringer,
førend man har udfundet et sikkert Middel til at
forebygge den almindelige Uvidenhed, Stolthed,
og Skiødesløshed, som legge uovervindelige
Hindringer i Veien for alle Forbedringer.
Den daglige Erfarenhed, siger vores Borge¬
mester, som dog virkelig er en god Jurist, bestyrker
mig meer og meer i den Tanke: at de beste Love
kunde intet udrette, dersom de ikke understøttes
ved Tænkemaaden og Sæderne.
No. 241 og 242.
Mandagen, den 9de, og Fredagen, den
13de May 1763.
J
vore Stridigheder om Smagen og de skiønne
Videnskaber tænker jeg saa ofte paa Horatz;


311
Jeg hører ham saa tidt citere af begge Partier, at
det ikke var saa underligt, om jeg engang drømte
om ham; thi for meer end en Drøm, for et vir¬
keligt Syn eller Henrykkelse, tør jeg ikke udgive
følgende Samtale. En prosaisk Forfatter har
ikke Ret til at besværge Geister og opkalde de Dø¬
de. Det er en Frihed, som tilkommer Poeterne
alene; og jeg troer, at det var lige saa lidt tien¬
ligt at giøre den almindelig, som det var fornær¬
meligt mod Poesien, at vilde reent ophæve den.
Naar der handles om Syner, har Digteren ale¬
ne Ret at sige: Jeg saae. En prosaisk For¬
fatter bør, af Ærbødighed for Sandheden,
legge til: Mig syntes, eller jeg drømte, at
jeg saae. Var det dog i alle Tilfælde saa let at
redde Sandheden, og at fastsætte de rette Grænd¬
ser imellem Prosa og Poesie!
Mig syntes altsaa, eller jeg drømte, at jeg
saael og nu lider jo Sandheden intet mere ved mit
Syn) den store Mester i Critiken, Horatz, lige saa
beskieftiget med at udspørge vore nye Forfattere
om den nærværende Tilstand af Smagen og de
skiønne Videnskaber, som Tacitus efter de
underjordiske Krøniker er nysgierrig for at under¬
rettes om Tidernes Sæder. Alt, hvad Horatz
talede, stemmede saa nøie overeens med Jndhol¬
det af hans Poetiske Konst, at jeg skulde have
anseet det for meer end en Drøm, dersom det ikke


372
tillige havde været mig umueligt at begribe, hvor¬
ledes en Siel, som ikke havde sovet Tiden bort,
kunde, efter saa mange hundrede Aars Forløb,
tænke endnu paa det samme, uden at være kom¬
men videre. Maaskee havde jeg Uret deri; De
Lærde have jo anvendt lige saa mange hundrede
Aar paa at fortolke ham, og de fleste forstaae ham
dog endnu ikke. Men jeg vil fortælle, hvad jeg
hørte eller indbildie mig at høre, og Læserne
maae dømme, hvor vidt det kan være sandt
eller ei.
ledes staaer det nu til i Ver¬
Horatz.
den med de frie Konster?
Den Fremmede. Dette Ord bruges i ad¬
skillige Meninger; nogle forstaae derved Kund¬
skab om Ordenes Betydning, Oprindelse, Bøiel¬
ser og Sammenbindelse i de Sprog, som ingen
mere taler; andre holde det for en Færdighed i
at forklare Overskrifter, eller opløse vanskelige
Spørgsmaale i de Gamles Historie eller Fabel¬
lære; andre derimod mene, at denne Konst be¬
staaer alene i at dømme om Rigtigheden af en
Tanke, og Skiønheden af dens Udtryk, fornem¬
melig i de Sprog, som nu omstunder tales, hvil¬
ket man ellers kalder de skiønne Videnskaber.
Horatz. Dersom J har læst noget af mi¬
ne Skrifter, og veed, hvad jeg var for en Lands¬
mand, kan J let slutte, hvad jeg forstaaer der¬


313
ved. Men siig mig, hvad læser man da nu i
Verden, hvilke Bøger holder man for Mønstre
i det, som J kalder de skiønne Videnskaber?
Den Fremmede. De Græske og Ro¬
merske.
Horatz. Grækerne, deri tager J ikke feil.
Jeg læste selv Grærerne baade nolg og siidig,
men de Latinske Bøger, hvilke ere de: Man be¬
gyndte i min Tid først ret at dyrke Sproget.
Vore Forfædre vare enten gode eller enfol¬
dige nok til at beundre baade Plauti Stiil
og hans Vittighed. De vidste ikke at giø¬
re Forskiel imellem den grove og fine Skiemt,
og havde ingen Følelse af det sande Skiøn¬
ne. Hos Grækerne var det ligesaa i Begyn¬
delsen; Tyespis, som først skal have opfun¬
det Sørgespu, førte sin Digt om paa Skub¬
karrer, og besmurte Acteurerne med Viin¬
værme i Ansigtet. Den gamle Comoedie
var saa fuld af grov Skiemt, at Lovene
maatte forbyde den, og dens Forfattere saa
arme paa Genie, at de tauge, lige saa snart
man forvød dem at sige Grovheder.
Den Fremmede. Just saaledes er det
og gaaet til hos os; men alle Nationer ere dog
ikke komne saa vidt endnu, at de ville tilstaae
det. De holde det for uanstændigt for en Pa¬


314
triot, at tale saaledes om en gammel Landsmand,
som J taler om Plautus.
Horaz. Hvad! agter man da Plautus
endnu?
Den Fremmede. Nei, langt fra ikke
mod Forfatterne af Augusts Alder; men jeg troer,
at det er kuns, fordi J har lastet ham; thi man
roser endnu den samme Smag i andre Verker.
Horatz. Hvad for Verker har man da?
Den Fremmede. Vore Lærde have skre¬
vet mangfoldige Latinske Verker siden Eders Tid.
Horatz. Latinske? Taler man endnu La¬
tin i Verden? Saa længe har vel intet Sprog
endnu været talt. Det begyndte allerede at bli¬
ve meget skiønt i min Tid, og hvad maae det da
ikke have vundet siden? Visselig, efter 1700
Aars Dyrkelse maae man have bragt det meget
vidt, og jeg seer forud, at vi arme Skribentere
af Augusts Alder, som først brød Jisen, maae
være ret Fuskere, mod de Lærde, som nu om¬
stunder skrive Latin?
Den Fremmede. Langt fra; De ere kuns
Lærlinge mod Eder; J ere deres Mønstre, Spro¬
get tog af efter Eders Tid, og døde tilsidst gan¬
ske ud. Intet Folk i Verden taler det mere som
et levende Sprog.
Horatz. Og de skrive dog deri? Det er
dristigt. Jeg vovede mig ikke til at skrive Græsk;


512
Cicero og Virgil ikke heller; thi hvor vel vi end
forstode det, skulde Skrifter i et Sprog, som
ikke var os naturligt, have gjort en meget slet Fi¬
gur, naar man havde lignet dem med de indfødte
græske Talere og Poeter.
Den Fremmede. Vore Lærde tilstaae det
samme; Deres beste Latinske Bøger, sige de, for¬
tiene aldrig at sættes i Ligning med Eders.
Horatz. Hvorfor giøre de da ikke ligesom
vi? Hvi skrive de ikke i et Sprog, som de have
meer i deres Magt?
u levende Sprog
Den Fremmede. A
ere ikke saa fuldkomne, ikke saa rige til at ud¬
trykke sig.
Horatz. Tænker da Folk nu omstunder
ikke meer i Verden? ere Konster og Videnskaber
ganske uddøde?
Den Fremmede. Jngenlunde; vi vide
alt, hvad J vidste, og have desuden gjort man¬
ge Opdagelser siden. Verden er ved Handelen
og Skibsfarten bleven mere bekiendt, og mange
nye Konster opfundne.
Horatz. J have altsaa flere Begreber end
vi, men fattes Ord til at udtrykke dem? Om
denne Mangel og var saa stor, hvilket jeg dog
ikke kan troe, fordi Ordene gierne pleie at for¬
mere sig tillige med Begreberne, hvorfor giøre J
da ikke ligesom vi? Det Latinske Sprog var og i


370
min Tid for fattigt til at opløfte sig over den ge¬
mene Tænkemaade. Men vi giorde os ingen
Betænkning over, at giøre, ved beqvemme Opfin¬
delser, nye Ord, som vore gamle skieggede
Cetheger ei havde hørt før; og hvorfor skul¬
de jeg ikke have havt Tilladelse, at giøre det,
som Catoner og Ennier have gjort for mig?
Det har jo været og maae altid blive tilladt,
at gjøre et nyt Ord, naar man kuns danner
det efter den nu værende Brug. Men siden
J have opdaget saa mange Ting, som vi ikke kiend¬
te, hvorledes kunne J da skrive paa Latin?
Den Fremmede. J det Latinske have vi
gjort mange nye Ord, ja saa mange, at J ikke
forstode den mindste af vore Lærebøger.
Horatz. Over et fremmed, et dødt Sprog
tilegne J Eder altsaa en Ret, som J ikke tør
bruge i Eders eget. Jngen Fornuftig havde vel
noget at sige derimod, at vi undertiden toge os
den Frihed, at give et nyt Ord Borgerret i Rom;
men dersom vi havde taget os for at giøre nyt
Græsk, skulde alle Folk have leet os ud. Siig
mig dog, hvorfor dyrke J ikke Eders eget Sprog,
i steden for at forqvakle vores?
Den Fremmede. Det giøre vi og: Man
har i det sidste hundrede Aar begyndt at læse
Eders Skrifter i en anden Hensigt, end for at
skrive i et Sprog, som ikke meer er os naturligt.


511
Vi have efter Eders Mønstre søgt at bestemme
Reglerne af det Skiønne, for at efterligne dem i
vore egne Sprog.
Horatz. Siig mig da nogle af disse Regler?
Den Fremmede. Vi have, for Exempel,
lært af de Gamles Exempler, og især af Eders
Poetiske Konst, at kuns Hexametre skikke sig
til Heltesange, og at man ikke kan bruge
Pentametre, uden til sørgelige Hændelser,
eller naar man glæder sig over opfyldte Øg¬
sker; at den Jambiske Verseart passer sig best
til Skuespil, og den Lyriske til at prise i kor¬
te Sange Guderne, Heltene, Kierlighed
og Viin; Videre: At et Skuespil maae ha¬
ve fem Acter, hverken mere eller mindre, og
en Samtale itre bestaae af flere end tre Per¬
soner. - -
Horatz. Det holde J dog vel ikke for det
Vigtigste af hvad jeg har sagt? men siden J saa
nøie følge os i alle, endog smaa og ligegyldige
Ting, bruge J da og Skovtrolde, Fauner
og Satyrer endnu paa Skuepladsen? Jeg fandt
det ikke just meget anstændigt; men for Tilskuere,
som ingen Smag fandt i det Ædle og Høie,
og som kom drukne og forsvirede paa Skue¬
pladsen, maatte man undertiden opfinde saadant.
Jeg lod det derfor passere som Mellemstykker, naar
man kuns ikke fordærvede Handningerne seld,


310
ved at legge Helte pøbelagtige Talemaader
i Munden. Men det, som jeg er endnu mere
begierlig efter at vide, det er, hvorledes Eders
Chor er beskaffen?
Den Fremmede. Vore Harleqvins og
Luftspringere ere ungefær det samme, som Eders
Fauner og Satyrer; men Chore bruge vi ikke
mere.
Horatz. J have ingen Chor i Eders
Skuespil? Disse havde dog, synes mig, naar de
bleve brugte efter deres rette Hensigt, megen Nyt¬
te; De lærte Tilskuerne at dømme rigtig, og at
giøre den rette Anvendelse af et Skuespil. Cho¬
rets Stemme var paa Skuepladsen som Dydens
Ven og Raadgiver; den glemte ikke at dadle
en lastværdig Handling, og give offentlig sit
bifald tl ædle Gierninger. Den lærte Til¬
skuerne at foragte Laster, at prise Maadelig¬
hed, Retfærdighed, Oprigtighed o. s. v.
Ere Eders Skuespil maaskee alle saa ærbare og
anstændige, og Tilskuerne Folk af saa megen
Skiønsomhed, at man behøver ikke at give dem
saadanne Ledere? Hvis ikke, synes mig, at siden
J dog have foresat Eder at efterligne os, var et
Chor paa Skuepladsen, et Mellemstykke, som
bestod i Sange til Heltenes og Dydens Ære, nok
saa anstændigt, som Eders Danse, nok saa vig¬
tig en Regel, som at dele et Skuespil i fem Ac¬


319
ter, at forfatte Elegier i Pentametre, og alt hvad
J ellers har opregnet. Men siig mig i Almin¬
delighed, hvorledes gaaer man til Verts, naar
man vil lære at skrive?
Den Fremmede. O
første Øvelser
bestaae i at oversætte noget af vort eget Sprog i det
Latinske. Vi søge da i vore Ordbøger efter saa¬
danne Talemaader, som J, eller Cicero, eller
andre Romere af den gyldne Alder have brugt,
dem sætte vi sammen, og det kalde vi Stiil.
Horatz. Eders Stiil maae da uden Tvivl
være saa skiøn, som det Malerie, hvilket jeg har
beskrevet i min Digtekonst, og som forestillede et
Menneskehoved paa en Hestehals, med Lem¬
mer af adskillige Dyr, og Fiedre af alle
Slags Fugle. Men lære Eders unge Folk ikke
at tænke selv? Det kommer meer an paa Ting
end paa Dro; hvem, som har Forraad af go¬
de Tanker, finder let en beqvem Maade at
udtrykke sig.
Den Fremmede. Jo vist lære de at tæn¬
ke; det er just det Vigtigste, som man bestiller i
vore Skoler. J kunne ikke troe, hvor nidkiere
vore Lærde ere for at anprise Philosophien; Alle
Øieblik hører man dem tale derom.
Horatz. Det er ypperligt; Viisdom er
den rette Begyndelse og Kude til at skrive
vel. Jeg holder selv mere af gode Tanker


300
uden Prydelse, end af et velklingende Intet.
Men hvor søge J denne Viisdom? uden Tvivl i
den Socratiske Skole? der kunne J lære
Ting, og Ordene skulde da følge af sig selv.
Den Fremmede. Socrates? Nei, hans
Philosophie bruge vi ikke meer. Det var en god
Mand; men han havde ingen Methode. Vi
have kuns nogle Samtaler efter ham, og deri er
ingen systematisk Orden; Det er afbrudte Af¬
handlinger, som det meste af hvad de Gamle
have skrevet. Vore Lærebøger derimod ere for¬
fattede i en langt uforligneligere Methode; Sand¬
hederne hænge sammen som en Kiede fra Begyn¬
delsen indtil Enden; Man kan ikke tage en eneste
ud deraf, uden at forkaste dem alle; ikke forandre
det mindste i Ordenen, uden at omstøde det Hele.
Horatz. J fortæller mig Underverk; er
der da nu i Verden ingen Strid meer iblant
de Lærde?
Den Fremmede. Jo vist; og til saa¬
danne Stridigheder bruge vi just fornemmelig vor
Philosophie.
r jeg af Eders hele over¬
Horatz.
bevisende Methode. Men stig noget om Jnd¬
holdet af Eders Philosophie, om Tingene. J
Methoden har altid været meget Vilkaarligt.
Siig, hvad lære J af Philosophien? Lære J af
den, hvad J ere Fædrenelander, Forældre


381
og Venner skyldige? Hvori en Regentes,
en Dommers, en Anførers Pligter bestaae;
for at kunde baade tænke og tale værdig om
enhver Person og Handling? J de gamle
Tider bestod Viisdom i at adskille det al¬
mindelige Beste fra Egennytte, det Hellige
fra det Uhelige, at oprette Stater, giøre
Familier lykkelige, og give viise Love: Saa¬
danne Ting lærte Socrates, og ved dem
var det, at Veltalenheden og Digtekonsten
først forhvervede sig Anseelse.
Den Fremmede. Det er ikke egentlig
hvad man nu kalder Philosophie; det hører til
andre Videnskaber, til Theologien, Lovkyndig¬
heden, og i dem bruger man sielden Philosophien,
og endnu mindre Tale=Konsten.
Horatz. Hvad er da det, som J kalde
Philosophie?
Den Fremmede. Det er først og fornem¬
melig en Konst at kunne tænke og dømme om Al¬
ting i Almindelighed, førend man endnu har lært
noget især. Denne Konst kalde vi Logik. Der¬
næst er en Forklaring af Tingenes almindelige
Egenskaber, af det, som man kalder Modsigelse,
Grund, Muelighed, Vilkaarlighed, Fornø¬
denhed, Tid, Sted, Rum, Orden, Fuld¬
kommenhed o. s. v. Derpaa følge nogle Betragt¬
ninger af Verden, hvoraf vi vel ikke lære at


382
kiende meget til den, som vi leve i, men kuns
Egenskaberne af alle de Verdener, som ere mue¬
lige. Derpaa lære vi at giøre os nogle alminde¬
lige Begreber om Sielens Kræfter, og at opløse
det store Spørgsmaal om dens Forening med
Legemet. Endelig kommer Guds=Læren, og
den er den beste af dem alle; men jeg veed ikke,
om vore Philosopher kunne tilegne sig den Ære,
at have gjort de Opdagelser; Der komme uden
Tvivl fra en Religion, som er langt fuldkomnere
end Eders.
Horatz. Eders Philosophie, fornemmer
jeg nok, er vel abstract og almindelig til at for¬
skaffe Eder stor Forraad af Begreber, og til at
lære Eder at tænke og tale værdig om de Ting,
som forekomme. J finde maaskee i Historien,
i den daglige Erfarenhed, og i en fornuftig Ef¬
tertanke over det, som J see og læse, en bedre
Læremester. Ved disse Hielpemidler bliver man
først retskaffen lærd; da, naar man giver Agt
paa de store Caracterer og Mønstre, som
Historien forestiller, og udgrunder det men¬
neskelige Hierte, da lærer man først at tale
Naturens Sprog; Da lærer man at skuldre
med de rette Farver Sæderne af enhver Al¬
der, og at finde de rette Træk, som carac¬
terisere ethvert Trin af det menneskenge
Liv. Saaledes var de game Philosophers Sie¬


505
lelære. Jeg har selv laant af Aristoteles den
Beskrivelse, som jeg i den Poetiske Konst har
givet af Menneskets adskillige Aldre. Men
Eders Sielelære stiger vel ikke saa dybt ned?
De nye Philosopher opholde sig vel ved Sielenes
almindelige Egenskaber, ligesom de kuns beskrive
de muelige Verdener? Historien lære J dog vel
i Eders Skoler?
Den Fremmede. Jo, fornemmelig den
gamle, og saa meget deraf, som er fornødent
til at forstaae Grækernes og Eders Verker.
Horatz. Got. J lære altsaa, for Ex¬
empel, at kiende vore Helte af Historien, for at
dømme, om vore Talere og Poeter have rigtig
nok udtrykt deres Caracter i deres Lovtaler, Skue¬
spil og Heltesange?
Den Fremmede. Nei, det er ikke saa
meget vor Sag, som at vide Grunden til Eders
Fabel=Lære, at kunne forklare Eders Mynter og
Overskrifter o. s. v.
Horatz. Og naar J da selv skrive noget,
hvor tage J da Materialierne dertil,, hvorfra
laane J de Caracterer, Handlinger og Ting,
som J beskrive?
Den Fremmede. Enten tage vi det af
os selv, ved Hielp af den almindelige Tænkekonst,
som er frugtvar nok til at giøre unge Folk til For¬


384
fattere, saasnart de komme af Skolen, eller vi
tage det af den gamle Historie, af Eders Skrifter.
Horatz. Af Eders Tænkekonst venter jeg
ikke store Opfindelser. Den Maade, paa hvil¬
ken J behandle de Gamles Historie og deres Skrif¬
ter, synes mig ogsaa ikke at være den beste.
Vore Handlinger og Sæder kunne ikke heller
interessere Eder saa meget, som det, der skeer i
Eders egen Alder. J have opfundet mange
Ting, siger J, som vi ikke kiendte; J have ud¬
bredet Handelen, opdaget Verden, indtaget ube¬
kiendte Lande, anlagt nye Stater, og gjort mange
store Handlinger. Disse Ting beskrive J vel i
Eders skiønne Verker? Vore Digtere bleve
og omsider dristige nok til at forlade Græker¬
nes Fodspor; De vovede at beskrive Inden¬
landske Handlinger, og at vælge Helter
iblant deres egne Landsmænd. Giøre J
ikke det samme?
Den Fremmede. Det skikker sig ikke at
bruge i en Heltesang eller et Sørgespil andre Nav¬
ne, end Græske og Romerske.
Horatz, som nu ikke meere kunde skiule den
Utaalmodighed, hvilken jeg længe havde merket
ham af, spurgte med en satirisk Bitterhed: Hvad
er da alt det, som J kalder Lærdom og Philo¬
sophie? J Ting, merker jeg nok, bestaaer det
ikke;: Have J maaskee i de skiønne Viden¬


389
skaber opfundet en nye Methode, som er lige saa
uforlignelig, som Eders philosophiske? De Gam¬
les hele Methode bestod deri: at giøre sig en
fornuftig Plan, som var sammenhængende,
og have et vist Øiemerke; at ikke blande frem¬
mede Ting deri; at hverken være saa kort, at
man blev uforstaaelig, ikke heller saa vidtløf¬
tig, at man blev kiedsommelig; at vælge saa¬
danne Ting og Handlinger, som kunde interef¬
sere Læserne, tænke Sagen vel igiennem,
og udtrykke Tankerne paa en værdig Maade
og efter Tingenes Natur. Endog i den al¬
mindelige Tale beflittede vi os paa en behagelig
Velklang. Poesien var bundet til et vist Sta¬
velsemaal, hvori dog vare Afvexlinger nok,
for ikke at trætte Øret ved en kiedsommelig Mo¬
notonie. Siig mig, hvorledes bære Eders Poe¬
ter sig ad, naar de ville giøre Vers?
Den Fremmede. De vælge dem en Ma¬
terie, men uden at være saa bunden som J. For
et latterligt Jndfald, om det og var nok saa ne¬
drigt, kunde de forlade den, saa ofte som de
vilde; og Stilen har ingen andre Regler end
dem, som Verse=Arten fører med sig, d. e. Hver
Linie maae bestaae af et vist Antal Stavelser,
og endes med et Ord af samme Lyd, som den
foregaaende eller efterfølgende. Det kalder
man Rum. - - - Da den Fremmede hav¬
lft. 5 Bind.


386
de sagt dette, udbrød Horatz i en høi Latter;
Jeg troer, at jeg vaagnede derved. Nok er det,
at Samtalen ophørte, og Synet forsvandt.
No. 243.
Mandagen, den 16 May 1763.
V¬
ores Bonde er ikke død. Publicum var
ellers bleven underrettet derom. De øvrige
Medlemmer i det patriotiske Selskab skulde vist
have oprettet saa overordentlig en Mand et Efter¬
mæle, som hans store og rige Medborgere maaskee
skulde have misundt ham. J det mindste skulde
man i hans Levnetsbeskrivelse, hvor enfoldig
den end var bleven forfattet, have fundet flere
sande Merkværdigheder, end i mange academiske
Programmer og store Liigtaler.
Han har ikke heller imidlertid været ledig,
men baade sagt og giort adskilligt, som fortiente
mere at beskrives, end mange af de Stats=Cere¬
monier, lærde Handlinger og borgerlige Høitide¬
ligheder, hvormed man, i Mangel af bedre Ef¬
terretninger, fylder store Bøger. Men hvorfor,
siger man, har da Tilskueren ikke fortalt os of¬


30!
tere noget deraf? Fordi han frygtede, at saa¬
danne Ting ikke interesserede lærde og skikkelige
Folk.
Men deri har Tilskueren taget feil, sagde
nyelig en af mine Venner til mig. Hvis der
or nogle hundrede Aar siden havde levet en
Bonde i Siælland af en overordentlig Størrelse,
og man ved en Hændelse havde opgravet et Been
af denne Mand, mon da den Begivenhed ikke
havde interesseret Folk? Visselig; J alle skik¬
kelige Selskaber havde man i lang Tid ikke talt
om andet. Folk af alle Stænder og Kiøn
havde med Begierlighed forlangt at see Beenet,
og hele lærde Forsamlinger havde beskieftiget sig
med at beregne Størrelsen af den Bonde,
som havde havt saa besynderligt et Been. Det
vigtige Spørgsmaal, om der har været Kiæm¬
per til, skulde derved endelig være bleven opløst,
i det nogle havde med stor Grundighed beviist,
at det virkelig var Beenet af et Menneske, og
andre med lige saa stor Grundighed, at det
ikke var det.
Men, dersom et overordentligt Been af
en Bonde, som havde levet for nogle hundrede
Aar siden, kunde sætte alle lærde og skikkelige
Folk i saa stor Bevægelse, hvor opmerksomme
skulde de da ikke være ved at høre noget fortælle
om en lige saa overordentlig og rar en Caracter


388
af en Bonde, som lever her paa vores Øe,
om hvilken man ei kan tvivle, at han jo er til,
og som enhver nysgierrig Læser selv let kan finde
Leilighed til at kiende?
Denne Forestilling satte Mod i mig. Jeg
besluttede i dette Blad at fortælle noget, som er
nok saa rart, som om man havde fundet et Been
af en usædvanlig Størrelse; og, for at blive i Lig¬
nelsen, dersom det kunde fornøie Folk saa meget,
at faae at vide, om der have været Kiæmper til,
da kan jeg forsikre, at min Bonde, i Betragt¬
ning af hans Tænkemaade, er af saa usædvanlig
en Størrelse, at man kan ansee ham at være en
virkelig Goliath iblant sine Landsmænd.
Jeg kan ikke anføre et bedre Beviis af hans
overordentlige Styrke, end dette: At han uden
stor Besværlighed bærer Byrder, som for andre
synes ganske utaalelige. Endnu har ingen hørt
ham klage enten over Skatter eller Qvægsyge.
Da man giorde Mandtal over hans Familie, og
nogle beklagede ham, fordi han havde mange
Børn, ønskede han kuns, at han havde dobbelt
saa mange. Jeg var en slet Mand, sagde han,
dersom jeg ikke opdrog mine Børn saaledes, at
et Barn paa 12 Aar var mig nyttigere end en
Rixdaler om Aaret. Jeg vil selv betale Skatten,
for gode Tienestefolk, men ikke for mine Børn;
Dem vil jeg kuns give Arbeide, hvorved de kunne


589
fortiene det selv; og forsømme de det, afkorter
jeg saa meget i deres aarlige Klæde og Under¬
holdning. Saaledes vil jeg lære dem Arbeid¬
somhed.
Hans Betragtninger over Qvægsygen ere
baade fornuftige og opbyggelige. Denne Lande¬
plage, siger han, er en af de mildeste Straffer,
som Forsynet kunde paalegge os. Tabet kan ikke
alene snart oprettes igien; hvilket vi have seet af
Erfarenhed; men det kunde endog have gode
Følger. Man har tilforn holdt alt for meget
Qvæg, og seet mere paa Mængden end paa
den virkelige Nytte. Vi have forsømt Faare¬
Avlen, spiist for meget Kiød, Ost og Smør,
og aldeles ikke bekymret os om de Nærings¬
midler, som Jorden kan frembringe i Urter,
Rødder og Frugter. Dersom Qvægsygen kunde
lære os, at beregne, hvor meget et lidet Tal af
vel foeret Qvæg er bedre end mange, som slet
underholdes; at bekymre os mere om Faare-Avlen;
at spise mindre Fedevare, og anlegge gode Frugt¬
og Urte=Haver: da var det en stor Lykke for Lan¬
det. Om de Bønder, som intet eiede selv, og
som Herskabet maae give Besætning paa nye, er
der vel intet Haab; Men havde de selv noget til
beste, dersom det var deres Eiendom, da skulde
de snart lære ved en fornuftig Oeconomie at op¬
rette det igien, at samle noget i de gode Aaringer,


390
for at bøde paa de slette, og, naar et Foretagende
slog dem feil, at opfinde noget andet.
Hans fornuftige Omhyggelighed er i disse
ulykkelige Tilfælde gaaet saa vidt, at han, for¬
uden de almindelige og bekiendte Forsigtigheds¬
Midler, er af sig selv faldet paa, at giøre et
Forsøg med Jnoculationen. Han sluttede saa¬
ledes: J en Sygdom, som er saa almindelig,
og hvoraf de fleste døe, og som ikke angriber igien
det Qvæg, som engang har udstaaet den, voves
der ikke meget ved at give det for Tiden en Syg¬
dom, som det dog rimeligviis faaer engang;
Derimod var meget vundet, om man var lykke¬
lig i sit Forsøg; og siden det dog skal have Syg¬
dommen engang, er det rimeligt, at den er min¬
dre farlig, naar den kommer paa en Tid, da
Qvæget er udrenset, og for Resten ikke fattes
noget. Han lod derfor en frisk Koe, efter fore¬
gaaende Rensning, bringe hen i en anden Mands
Stald, hvor Sygdommen var. Den døde, og
min Bonde gjorde altsaa derved ingen Opdagelse;
men imidlertid fortiener han Roes for hans for¬
nuftige Overlæg, og for hans Forsøg. Han
troer endnu selv, at det ikke er ganske ugrundet,
og at Aarsagen, hvorfor det denne Gang ikke
lykkedes bedre, var, at man havde givet det syge
Qvæg for meget Foer.


391
Læserne ville uden Tvivl undre dem meget
over, at en Bonde kan have saa besynderlige
Jndfald. Men de maae vide, at han ikke alene
har en god naturlig Forstand, men og dyrker
den baade ved Eftertanke og Læsning. Han er
meget opmerksom paa alt hvad han hører og seer,
giør sig Betragtninger over de mindste Erfarin¬
ger, og læser gierne, især moralske og oecono¬
miske Bøger. Af dette Slags Skrifter eier han
selv adskillige ikke alene i det Danske men og i
det Tydske Sprog, hvilket han har lært af sig
selv saaledes, at han forstaaer det temmelig vel.
Hans Boghylder, thi Bibliothek tør jeg ikke
kalde det, staae i en lille Stue for sig selv, hvor
Væggene ere behængte med de almindelige Landkor¬
ter. Det er kuns hans meget gode Venner, som
faae Tilladelse, at komme ind i denne Stue; thi,
om andre traf ham der, skulde han blive lige saa
undseelig, som vore Fruentimre vare i forrige
Tider, naar man fandt Bøger paa deres Nat¬
bord.
Hans Critiker over Bøger have især fornøiet
mig. De ere korte, men altid grundede paa
sund Fornuft og sikre Erfaringer. J det Oeco¬
nomiske har han selv forsøgt saa meget som der er
ham mueligt; og naar han siger, det er en god
Bog, kan man være vis paa, at han taler af
Erfarenhed. Alt, hvad der ikke hører lige til


392
Sagen, ikke er meget betydeligt og nyttigt, kal¬
der han Snak eller Fyldekalk; og hans Critik
over de fleste Skrifter er derfor denne: Der er
noget Godt i den Bog, men og megen Fyldekalk.
Endskiønt han var for beskeden til at sige mig det
lige i Øinene, kunde jeg dog nok merke af hans
Tale, at han dømte ligesaa om Tilskueren, og
det just om nogle af de Stykker, som baade Læ¬
serne og jeg selv have holdt for de grundigste eller
zurligste. Jkke desmindre fandt jeg mig saa
æret, ved at finde den paa hans Hylde, at
jeg besluttede, aldrig herefter at misunde nogen
af mine Medborgere en mild Hilsen af en stor
Herre.
Min Bonde tænker og læser; han er Theo¬
log, Moralist, Naturkyndig, noget af alting,
endog Philosoph, og det ikke alene efter Ordets
gamle Betydning, da man derved forstod en for¬
nuftig, retsindig, beskeden og dydig Mand;
men efter de allernyeste Begreber derom, og saa¬
vidt man ved Philosophien alene forstaaer en Vi¬
denskab af de almindeligste Grunde til vore For¬
nuftslutninger. Af disse har han ved egen Efter¬
tanke opdaget nogle, som komme ham meget til
Nytte, og som han veed meget vel at bruge. Jeg
vil nævne nogle deraf; hvem veed, det kunde
maaskee have den Nytte, at en oeconomisk For¬
fatter (thi for de egentlige Phulosopher var det for


595
ringe et Arbeide) faldt paa engang, at udgive
en Bonde=Logik. De fornemmeste Grundsæt¬
ninger, som jeg har uddraget af hans Samtaler,
ere følgende:
Man begriber ikke en Ting ret, førend
man kan sige, hvad man tænker, saaledes, at
andre kunne forstaae det.
Man bliver uforstaaelig, ikke alene ved
at bruge for faa, men og ved at bruge for
mange Ord.
Det første Begreb, man faaer om en Sag,
er sielden rigtigt. Man maae selv oftere efter¬
tænke det, og søge at erfare det, om det er
Ting, som lade sig erfare.
Man maae hverken let troe, ikke heller let
nægte noget, hvor underligt det end synes,
førend man selv har undersøgt og erfaret det.
De Ting, som synes meget vanskelige og
utrolige, findes ofte lette, naar de forsøges.
Det, som slaaer feil eengang, kan ofte
lykkes en anden gang, og hvad der ikke lykkes
for os, kan lykkes for andre. Ved jevn¬
lige Forsøg findes meget at være mueligt, som
man ikke før troede, og ved Øvelse bliver al¬
ting tilsidst let.
En liden Omstændighed kan ofte giøre
megen Forandring i en Ting. Naturen har
mange forborgne Egenskaber. Forskiel af Tid,


394
Sted og Maade giør ofte, at et Forsøg ikke
svarer til et andet.
Det, som til en Tid falder vel ud, kan
til andre være skadeligt, og det, som eengang
falder ilde ud, kan til andre have en god
Virkning.
For at være vis i sin Sag, maae man
giøre flere Forsøg, og nøie tage alle Omstæn¬
digheder i agt.
To Tilfælde kunne ligne hinanden meget,
og man kan dog derfor ikke giøre det samme i
dem begge. En liden Omstændighed kan giøre
megen Forskiel.
Det, som synes at være Aarsag til en
Ling, er det ikke altid. Fordi det ene føl¬
ger efter det andet, derfor er det ene ikke altid
Aarsag til det andet. Grunden til en Virk¬
ning ligger ofte i noget, som man mindst formo¬
der, i en ringe og skiult Omstændighed.
En og den samme Virkning kan komme
af mange Aarsager, og det samme kan giøres
paa mange Maader.
Flere giøre det samme, og det er dog
ikke det samme. Det maae ikke være os nok
at giøre en Ting; vi maae søge at giøre den
paa den letteste, korteste og mindst bekostelige
Maade.


395
Saa længe man endnu ikke veed den rette
Grund og Aarsag til en Ting, kan man ofte
giøre sig megen Umage, og spilde baade Tid
og Bekostninger, for at udrette det, som kun¬
de giøres meget lettere.
For at finde den rette Aarsag, maae man
forsøge den samme Ting til adskillige Tider,
paa adskillige Steder, og paa adskillige Maader.
Disse Grundregler anfører han ofte i sin
Tale, ligesom andre Bønder bruge Ordsprog.
Men Forskiellen er denne: at de fleste af Mæng¬
dens Ordsprog bestyrke dem i Vildfarelser og
Overtroe, da min Bondes Grundregler derimod
have lært ham at aflegge skadelige Fordomme,
og at bruge sin Fornuft vel, baade til at slutte
og erfare. Hans Sædelære er ligeledes indbe¬
fattet i visse Grundregler, efter hvilke han prøver
sine egne og dømmer andres Handlinger: Disse
Grundregler anbringer han og ved Leilighed,
ligesom Ordsprog. Jeg skal stræbe at samle dem;
Præsten i Selskabet mener, at det kunde udgiøre
en Sædelære for Bønder, og at det var got,
om deres Børn lærte den tillige med deres
Catechismus.


396
No. 243.
Fredagen, den 20 May 1763.
Herr Tilskuer!
D¬
et er dog vel en Patriot tilladt, at rose un¬
dertiden noget i sit Fædreneland. Jeg
veed vel, at Hensigten af Eders Blade ikke gaaer
videre, end til at opbygge Eders Landsmænd,
og dertil behøves just ikke mange Lovtaler; Vore
Dyder kiende vi nok, uden at man har nødig at
erindre os meget derom. Jeg har derfor ikke
heller i Sinde at tale om dem; Det er andre
Ting, som jeg finder roesværdige, visse Fortrin,
som vi have fremfor andre Folk, og som kunde
tiene til at sætte Mod i Nationen. J har jo
selv sagt, at vi trænge meget til saadanne Op¬
muntringer.
Eders Beskrivelse af de smaa Kiøbstæder
var alene nok til at ydmyge os, dersom Stolt¬
hed var vor Hovedfeil; Men har J og betænkt,
at det gaaer med Landene ligesom med Verden?
Alle Ting kunne ikke være lige fuldkomne. Det
er nok, naar der vindes paa et Sted, hvad
der tabes paa et andet. Manglerne i visse Deele


59
skade ikke, saa længe de kuns befordre Fuldkom¬
menheden af det Hele. J maae sige om vore
smaae Kiøbstæder, hvad J vil. Det bliver
dog vist, at Kiøbenhavn er en Bye, som ikke
har sin Lige i hele Verden. Det er ikke over¬
drevet; jeg veed, hvad jeg siger, og jeg skak
bevise det.
Det er hverken i Størrelsen eller Folkenes
Mængde, at jeg vil ligne den med andre; Jeg
veed vel, at der ere mange Byer, hvor der baa¬
de ere flere Huse og flere Jndbyggere: men viis
mig en eneste, hvor der ere saa mange Merk¬
værdigheder samlede. Alt, hvad en, som rei¬
ser for at kiende Verden, kan forlange at see i
et Land, det finder han samlet i denne Bye,
om ikke just enhver Ting i den allerstørste Fuld¬
kommenhed; Det er nok, at der er noget af en¬
hver Art. Alt, hvad andre Nationer besidde
Stykkeviis og fordeelt, er samlet i Kiøbenhavn:
en Hofstat med alle Rigs=Collegierne, en Fæst¬
ning med en anseelig Garnison, det hele Riges
Søemagt, tilligemed den største Havn, en Doc¬
que, alle Slags Handels=Compagnier, en Ban¬
que, de fleste Arter af Manufacturer, det eneste
Universitet i Riget, den eneste Skueplads, alle
lærde Selskaber, alle muelige Haandverks=Lav,
og det, som allermest forøger Byens Anseelse,
ai heelt adeligt Borgerskab.


398
J hvilken Bye i Verden vil J finde alt
dette tilsammen? I Paris er hverken Hofstat,
eller Fæstning, eller Armee, eller Flode, eller
stor Havn. J London er intet merkværdigt, for¬
uden Hoffet, Parlementet og Handelen. Byen
er aaben, Armeen er fordeelt paa Landet, Floden
er paa et Sted i Riget, Docgnen paa et andet,
Søe-Magazinerne paa det tredie, Søe=Hospitalet
paa det fierde. Universiteterne ere i de smaa
Kiøbstæder, og ingen af dem kan rose sig af den
Ære, at være det eneste i Riget. J Sverrig,
Rusland, Spanien, Portugal, Tydskland er
det ligesaa; og finder man da en Bye i Verden,
som kan lignes med Kiøbenhavn? En Bye, om
hvilken man med langt mere Sandhed kan sige,
hvad Forfatteren af den bekiendte Overskrift paa
Versailles har sagt om Paris: Par Orbi Orhs,
en Bye lig Verden; thi, lad være, at der i
Paris ere tre gange saa mange Huse, og 5 til 6
gange saa mange Mennesker som i Kiøbenhavn,
om der vare 10 gange saa mange, var det
dog for lidt til at sætte den i Ligning med Verden.
Denne Lighed kan fornuftigviis aldrig søges i Fol¬
kenes og Husenes Mængde, i hvilken Betragt¬
ning den største Bye bliver altid intet at regne
mod Verden. Det er Tingenes Adskillighed
alene, Indretningernes Mængde og Vigtighed,
som kan giøre en Bye værdig til saadan en Sam¬


399
menligning, og i den Betragtning maae de største
Byer i Verden vige for Kiøbenhavn.
Er den almindeligste Betragtning af Byens
Fordele uok til at give den saa stor en Rang blant
hele Verdens Stæder; hvor stolte maatte da dens
Jndbyggere ikke blive, dersom man viiste dem Vig¬
tigheden af ethvert Fortrin især, og anstillede fle¬
re særdeles Sammenligninger imellem den Bye og
andre, imellem Byen og Landet. Tillad mig,
Herr Tilskuer! at fornøie mig selv og mine Lands¬
mænd et Øieblik med saa behageligt et Perspectiv.
Jeg skal siden vise Eder, at jeg er oprigtig og
upartisk nok til at finde blant alle disse Fuldkom¬
menheder nogle Ting, som jeg ikke kan prise, og
som jeg overlader til andre enten at undskylde eller
at rette; thi til begge Dele finder jeg mig selv lige
uformuende. Alle Ting i Verden have to Si¬
der; Lad os fornøie os først ved at betragte den
gode.
Enhver Deel af Byen er i sit Slags ikke
mindre merkværdig end det Hele. Foruden dem,
som have virkelige Betieninger ved Hoffet og i
Collegierne, er en stor Mængde af caracteriserte
Personer, som leve af deres Midler, leie store
Huse, holde Heste og Vogn og mange Folk.
Disse lade med Fornøielse andre fortiene deres
Penge, uden nogen Tid at falde dem ind i deres
Næring; Er det vel en ringe Fordeel for det øvrige


400
Borgerskab? Garnisonen alene ere næsten tredie
Parten af den hele Engelske staaende Landmagt;
Hvilken Næring for Borgerskabet? Floden er i
Frankerige fordeelt i tre Havne, og Matroserne,
som tiene kivs Classeviis, have sielden deres Fa¬
milie med sig. J Kiøbenhavn er den hele Søe¬
magt, og 4000 Matroser boe med Koner og
Børn inden for Byens Volde; Atter en stor
Fortieneste for Borgerskabet. Deraf alene leve
3 Byer i Frankerige. Handelen er i de
fleste Lande meget adspredt. J Frankerige,
f. Ex. lever Byen Orient alene af den Ostindiske
Handel; Mange Handelstæder tage Deel i den
Vestindiske; Marseille er bleven riig ved den
Levantiske; Lyon og Nismes ved Silke-Manu¬
facturerne; Abbeville og Sedan ved de uldne
Manufacturer o. s. v. J Kiøbenhavn er alt dette
samlet; Saa mange nye Næringsmidler for Bor¬
gerskabet. J andre store Stæder ere vel og alle
Slags af de almindelige Haandverker; men de
ere ikke der alene: hos os derimod, i hvor mange
Haandverker mene J vel at man finder en ret¬
skaffen Mester uden for Kiøbenhavn? Denne
Byes Haandverksfolk arbeide altsaa tillige for
den største Deel af Landet; de have Lav, og disse
Lav give dem Monopol ikke alene i Byen, men
og paa Landet; Jndførselen af de fleste fremmede
Vare er forbuden; Hvor mange Herligheder


401
for Borgerskabet? Et Universitet i saadan en
Bye; hvor stor maae dets Overvægt ikke blive
fremfor alle dem, som kunde stiftes uden for,
om det end ikke var rigt, ikke det eneste for to
Riger? Men nu, da det er alt dette, hvilke For¬
trin har det da ei for de tydske Academier, hvor¬
af der ofte ere 3 i et maadeligt Fyrstendom, af
hvilke dog ethvert for sig er nok til at nære en heel
Bye?
Saa mange Næringsmidler har Kiøbenhavn,
Næringsmidler, som i andre Stater ere deelte
imellem Jndbyggerne af mangfoldige Byer. Er
det endnu maaskee ikke nok for Folk af Ambition,
at de have Leilighed til at berige sig; De ville og
have Ære? Hvem kan have mere deraf end Bor¬
gerskabet i Kiøbenhavn? De have jo alle
adelige Friheder, som ingen hindrer dem fra
at bruge, saasnart de ved deres Vindskibelig¬
hed ere blevne rige nok, for at kunde leve som
Herremænd.
Nu er jeg færdig med min Lovtale; og er
det vel lidet, hvad jeg har sagt? Kan den ivrigste
Patriot tage det ilde op, om jeg tilstaaer, at jeg
nu ikke veed at sige mere til Byens Berømmelse?
Drev jeg det videre, sagde jeg for Ex., at vore
Haandverksfolk overgik i Konst og Arbeidsomhed
Nurnbergerne selv; at London ikke havde flere og
større Kiøbmænd; at Videnskaberne og Moders¬
ft. 5. Bi¬


402
maalet ikke blev dyrket mere i Paris; at Gader¬
ne vare saa rene som i Amsterdam, og den skiøn¬
ne Stad Ninive selv ikke bygt med mere Sym¬
metrie; Sagde jeg dette, da berøvede jeg mig jo
selv al Troeværdighed, og forvandlede den sand¬
færdigste Lovtale til en Satire?
For at vise, hvor oprigtig jeg har meent alt,
hvad jeg har sagt til Byens Berømmelse, vil jeg
og fremsætte mine Tvivl. Skulde vel, tænker
jeg ofte, Folkemængden, Vindskibeligheden og
Rigdommen i denne Bye svare til alle disse For¬
dele?
Hvad Folkemængden angaaer, da er den vel
stor, naar man ligner den mod Landet og mod
andre Hovedstæder. J Paris ere 5 eller 6
gange saa mange Folk; men disse udgiøre kuns
den 40de Deel af hele Frankeriges Jndbyggere;
J Kiøbenhavn derimod er en 20de Deel af begge
Rigers Folkemængde. Jeg foretager mig her ikke
at undersøge, om Landet har tabt noget ved det ulige
Forhold, som synes at være til stor Fordeel for Byen?
Jeg er alt for stor en Ven af Borgerskabet i Kiø¬
benhavn til at bekymre mig om de andre Stæder,
og i hvilken Bye i Verden jeg var kommen til at
boe, havde jeg tænkt ligesaa. Saa god en Pa¬
triot er jeg, at jeg gierne udtømmede en heel Pro¬
vince, for at skaffe 10 Mennesker meer til min


403
Fødebye. Derover gjorde jeg mig ingen Sam¬
vittighed, jeg holdte det endog for min Pligt;
thi J maae vide, M. H., at jeg er en af Byens
32 Mænd, og hvad gaaer mig da de andre Kiøb¬
stæder an? Men det kan jeg ikke begribe, hvorle¬
des en Bye, der har saa mange Fordele som Kiø¬
benhavn, -3de Deel af to Kongerigers Folke¬
mængde, ikke har flere Jndbyggere end Hamborg;
og er det sandt, hvad nogle berette, da har denne
2 gange saa mange.
Hoffet, Regierings=Collegierne, Betienter¬
ne, Garnisonen, Søefolkene, de Studerende,
alle disse Folk fortære; hvor stort et Borgerskab
kunde ikke leve af at forhandle og forarbeide det,
som de bruge, uden endnu at tage den udenland¬
ske Handel i Betragtning? Søge vi nu efter det¬
te Borgerskab, da møder os først en Mængde af
Høkere, Øltappere, Brændeviinsbrændere, Kroer¬
sker og Kielderfolk, som leve af Almuens Fattig¬
dom, og desværre ofte af deres Laster. Ved
denne Næringsmaade vinder Byen og Landet in¬
tet; Borgerne styrkes i Lediggang, og vore Krigs¬
folk, Arbeidere og Tienestefolk fordærves. Un¬
der hvert Huus i Byen er en Kroe. Gaae vi
videre til Haandverks=Lavene; Er der da vel i et
hvert Lav af de alleralmindeligste Haandverker
meget over a eller 5 Mestere, som have nogen
anseelig Fortieneste? Vore Kiøbmænd, naar man


404
undtager dem, som udsælge efter Alen og Skieppe¬
maal, dem, som indføre fremmede Vare, som vi
burde forarbeide selv, hvor mange ere de? og hvor
stort, M. H., bliver da det Borgerskab, som
lever af en for Staten virkelig nyttig Vindskibe¬
lighed? Kunde det vel være Byens, Landets og
Indretningens Skyld? En Bye, som har saa
store Fortrin for alle andre, som kunde arbeide
for hele Landet, hvor der ere saa mange Jndret¬
ninger, saa mange Folk, som fortære, og saa me¬
gen Leilighed til at forhverve, skulde den ikke
kunde frembringe et anseeligt Tal af formuende
Borgere, dersom disse forarbeidede selv alt, hvad
der forbruges, og førte al den Handel, som kun¬
de føres i Byen? Dersom det ikke var saa, M.
H., skulde alle Nationers Erfaringer kunde be¬
drage os, og vi maatte kuns ikke forlade os paa
nogen Fornuftslutning.
Jeg frygter derfor meget for en af to Ting,
eller, rettere at sige, for dem begge. Jeg fryg¬
ter, at vores Borgerskab enten ikke er vindskibe¬
ligt nok, eller ikke Huusholdere. Jeg frygter,
at Vindskibelighed hindres ikke alene ved onde
Vaner og en slet Opdragelse, men og ved deres
Fortrin selv, ved deres Lav, Monopoler, Man¬
gel af Concurrence saavel imellem dem selv indbyr¬
des, som med andre Stæder i Riget. Jeg fryg¬
ter, at de forøde det, som de fortiene, paa frem¬


405
mede Vare og en forfængelig Pragt, hvorved de
selv give vore Kiøbmænd Anledning til at giøre
Skaar i deres Næring og til at indføre saadanne
Ting, som kunde forarbeides hiemme, dersom ikke
vore Haandverksfolk vare for magelige, dersom
de ikke levede for vel til at holde Priis med Frem¬
mede, og dersom de ikke selv agtede det Udenland¬
ske bedre end deres eget.
Er det saa, M. H., da maae jeg, hvor
stolt jeg end er selv af mit adelige Borgerskab,
dog tilstaae, at vi ikke have Aarsag til at hovmode
os meget over Borgerskabet i de smaa Kiøbstæder.
Vore Fordele ere langt større, og vi bruge dem
mindre. Flere end vi have, kunne vi vel ikke
forlange, uden reent at ødelegge vore arme Lands¬
mænd; og, om vi end fik dem, vandt vi vel ikke
mere derved. Arbeider man slet i de smaa Stæ¬
der, hvad skader det Landet, saa længe man kuns
forskriver sine Vare fra Kiøbenhavn? men slaaer
dette og feil, maae man søge det hos Fremmede;
da er det først, at Landet taber, og hvad, om vi,
som i Betragtning af Byens Anseelse og vore Pri¬
vilegier burde være Exempler for hele Landet, ikke
vare bedre Patrioter?
Jeg er, som jeg allerede har sagt, saa nid¬
kier en Borger for min Bye, at jeg ikke engang
vilde bekymre mig om hele Landets og alle Kiøb¬
stædernes Tab, naar kuns min egen Bye vandt:


406
men da jeg har saa megen Aarsag til at tvivle der¬
om, hvorfor skulde jeg da uden nogen Fordeel
for mig selv og mine Medborgere ønske mine Lands¬
mænds Tab, hvorfor skulde jeg forlange saadanne
Fortrin fremfor andre, som ikke nyttede os? Og
dette synes mig er saa klart, at jeg endog frygter,
at de skulde være os til Skade. Jeg har ofte
tænkt, at dersom alle disse Ting, som ere samlede
i een Bye, vare mere adskilte; dersom Universi¬
tetet f. Ex. var i een, visse Indretninger for Han¬
delen i en anden, Manufacturerne i den tredie,
og alle vore Monopoler reent afskaffede, skulde fle¬
re Byer, ved en større Concurrence hver for sig,
bringe det videre end vi med alle vore Fortrin;
og naar vi selv kuns intet tabe derved, hvorfor
skulde vi da ikke lade andre leve med os? hvorfor
skulde vi, som dog altid blive de fornemmeste
Borgere, ikke ønske, at det gik hele Landet vel?
No. 245.
Mandagen, den 23 May 1763.
Min Herr Tilskuer!
M¬
an vil forsikre mig, at J vinde meget ved
at skrive, og at der afsættes nogle hundrede
Exemplarer af Eders Blade. Jeg begriber ikke,


407
hvorledes det er mueligt, fordi J forstaae saa
lidt af en Forfatters Haandverk; og er det vel
Under? J saa mange Aarhundrede, som der ha¬
ve været Skribentere til, have der kuns været me¬
get faa, som forstode den Konst til Gavns, og
ingen har endnu bragt den i System. Det var
mig forbeholden at giøre den lærde Verden saa
vigtig en Tieneste. Der ere nok, som have givet
Regler for den Konst at skrive; De have bestemt
det Forhold, der bør være imellem Ordene og
Tingene; De have givet de adskillige Dele af en
Tale meget lærde Navne; De have lært, hvad
man burde iagttage for at blive læst: men med
alt dette have dog mange af de Forfattere, som
allerbest have udøvet disse Regler, været nær ved
at døe af Hunger. Det havde været meget bedre,
siden det dog er bleven til et Haandverk at skrive,
at man, i stedet for at opholde sig ved Bagatele
ler, havde viist, hvorledes man ved Skrifter kun¬
de forhveroe sig noget af det Solide. Jeg hører
hver Dag nogle Bogmagere beklage sig, at For¬
tienester ikke belønnes: Men, det er jo deres egen
Skyld; hvorfor lære de ikke Haandverket bedre?
Jeg nægter ikke, at jo nogle have practiseret det,
og som gode Handelmænd foresat sig i den ret¬
te og egentlige Mening at aagre med deres Pund.
Tilskrifter have længe været en god Art af denne
Handel. Man har gjort Historier, Samlinger,


408
Oversættelser, alene for at vinde noget, og nogle
have vundet mere derved, end om de havde skre¬
vet den beste Heltedigt. Men, om der og have
været nogle Forfattere, som ere blevne rige ved
deres Arbeider, bliver det dog vist, at mange
med deres største Vindskibelighed ikke have udret¬
tet andet, end at ødelegge baade sig selv og deres
Forlægger. Man har i de fleste Sprog ikke en¬
gang et Ord til at betegne en Forfatter, som ret
forstaaer Haandverket, og som seer alene paa det
Solide. J saadanne Lande har man enten alde¬
les intet Begreb havt om Konsten, eller og man
har troet, at det var enhver Forfatters Hoved¬
pligt, at søge Gevinst, hvilket og er min Mening.
Engelænderne, troer jeg, ere de eneste, som have
et Ord i deres Sprog, til at udtrykke den Metier:
De kalde den Author eratt, og et Verk af det
Slags, a caten- pennyvorle. Deres politiske
Skribentere have først givet dem Begreb derom;
og man maae lade dem den Ære, at de forstaae
Haandverket til Gavns. Det er fornemmelig
af deres Exempler, at jeg har uddraget mine
Grundregler. Vore Leiligheds=Poeter ere ikke
at regne imod dem.
For at bevise mine Opdagelser ganske syste¬
matisk, antager jeg som en uryggelig Grund¬
regel: At man, for at trække Penge fra Folk,


409
maae rette sig efter deres Smag, deres Ønsker,
deres Fornødenheder og deres Fantasier. Betragt
kuns de andre Konster: En Skoemager, som
vil have Søgning, tager nøie Maal af den Fod,
som han giør Skoe til, fordi han veed, at der¬
som Skoen trykker, forkafter man hans Arbeide,
om det end var gjort med den største Konst. En
Kok, som arbeider kuns for sin Herres Sundhed,
skulde suart faae sin Afsked. O! lær dog,
Herr Tilskuer, af dette Exempel, hvor langt
J er endnu fra at forstaae Eders Haandverk!
Da det er billigt, at en Opfinder nyder de
første Frugter af sin Opfindelse, vil jeg ikke heller
bekiendtgiøre min, førend jeg har practiseret den i
nogen Tid. Jeg har derfor besluttet at udgive
nogle Verker efter mine Grundregler, som jeg
ønskede, at J vilde bekiendtgiøre i Eders Blade,
for at udforske, hvad Publicum dømmer derom,
Her ere Titlerne af de fornemmeste:
1. De Stores Haandbog. Det er en
liden 16., hvoraf alle Sider ere stukne i Kobber,
og meget ziirlig aftegnede. Man beviser deri me¬
get grundig, hvor stor en Dyd det er, at en for¬
muende Mand ikke giør alt det Onde, som han
kunde giøre, og at der ere nogle Mennesker til,
som have slet ingen Pligter. Da der ere kuns
saa Folk til i Verden, som kunne have Gavn af
dette Verk, og hvis Tænkemaade er fiin nok til


410
at indsee de høie Grundsandheder, som det inde¬
holder, og nogle iblant de Store selv, for hvilke
det dog egentlig er skrevet, skulde afskye det;
saa nødes jeg og til at sætte en høi Priis derpaa,
og at anmode de faa Liebhavere, at de ville hielpe
til Verkets Afgang, ved at lade dem tegne for
mange Exemplarer. Verket er paa Fransk, for
at kunne læses af alle Nationer, og her i Landet
af dem, som enten ikke forstaae deres Moders¬
maal, eller ikke agte det nok for at læse Bø¬
ger deri.
11. Den sande Statskonst, eller Menne¬
skenes Jnddeling i visse Classer, Ordener og
Arter, efter alle muelige Grader af Rang; hvori
bevises, at alle borgerlige Titler dele Menneskene
i lige saa mange Arter af adskillige Væsener; og
at de af de ringere Classer ikke ere mere berettigede
til at have Forstand og Fortienester, end Østers
og Planter: Alt for at tiene til nøiere Forklaring
og Anvendelse af det ypperlige Verk, som Herr
Abbed Coyer har skrevet om Foltets Natur,
(lur la nature du Peuple.) For dette Verk for¬
langer jeg hverken Prænumeration, eller Forskud,
eller de Stores Beskyttelse. Titelen alene er
nok til at skaffe det Søgning; og naar kuns en¬
hver, som enten har eller søger en Rang, tager
et Exemplar, venter jeg at sælge her i Landet i
det mindste 60000.


411
11. Efterretninger om Krigen fra 1756
til 1762, hvori man aabenbarer alle Hoffernes
Hemmeligheder, tilligemed de Underhandlinger,
som have befordret Freden. Dette Skrift vil
uden Tvivl finde stærke Modsigelser, fordi enhver
Læser vil troe, at han er selv bedre underrettet;
Jeg har derfor overalt beraabt mig paa hemmelige
Breve, som jeg har i Forvaring, men som end¬
nu ere for nye til at bekiendtgiøres.
1v. Afhar lng om Midlerne til at
forhverve; hvori man viser deres Lovlighed, til
Nytte for Aagrere, dem, som laane paa Pant,
Contrebanderer, Spioner, Folk, som sælge for¬
troede Hemmeligheder, villige Dommere, og
snilde Regnskabsførere o. s. v.
V. De Vuses eller saa kaldte stærke
Aanders Biblothek, som indeholder en Sam¬
ling af det allergrundigste, som nogen Tid er
skrevet, for at befrie Sielene fra al Frygt for en
tilkommende Dom.
Da jeg havde læst dette Brev, som virkelig er
mig tilskrevet, fandt jeg mig selv saa udygtig til
at øve længer det Haandverk af en Forfatter, at
jeg besluttede, jo før jo heller at nedlegge det.
Jngen tænke, at det var af en stoise Hovmod,
eller Foragt for en lovlig Gevinst, at jeg tog


412
denne Slutning. Hvorfor skulde en Forfatter
indbilde sig at være bedre end alle andre skikkelige
Folk, end saa mange brave Embedsmænd, som
troe, at de ikke bør giøre Publicum nogen Tieneste
omsonst, og som aldrig skamme sig ved at tage
en stor Løn, endskiønt de have kuns lidt eller in¬
tet at bestille? En Philosoph vilde maaskee paa¬
staae, at en Daglønner var en værdigere Lem af
Selskabet, end en Mand, som fortærer en Pen¬
sion, uden at giøre noget derfor, og han skulde
maaskee holde saadanne Ansøgninger for skamme¬
ligere end at tigge; nen den Undseelse have
mange skikkelige og fornemme Folk for lang Tid
siden aflagt; De troe, at det ikke er Skam at
betle, men Stolthed, at ikke giøre det; og
hvorfor skulde da en Forfatters Skiebne være
saa meget mere ulykkelig end alle hans Lands¬
mænds, at man ikke alene holdt sig berettiget til at
kræve megen Videnskab og Arbeidsomhed af ham,
men og forlangte, at han skulde giøre det om¬
sonst? Det sletteste Jndfald og den dummeste
Skiemt kunde ikke gjøre en Mand saa latterlig,
som han skulde blive i alle skikkelige Selskaber,
dersom han lod sig merke med saadan en Tænke¬
maade. Det er altsaa ingenlunde af Storag¬
tighed, eller af Frygt for nogen Bebreidelse af
mine Landsmænd, at jeg nedlegger mit Skriver¬
Embede; det skeer kuns, fordi jeg finder mig


413
aldeles uskikket til at beklæde det paa lige saa vær¬
dig en Maade, som andre brave Folk af min
Stand, hvilke forstaae Haandverket saa vel, at
de, ved at tegne deres Navne undertiden paa de
Brevskaber og Regninger, som deres Fuldmæg¬
tiger have opsat, vinde langt mere end en For¬
fatter af det største Verk.
Da jeg har den Lykke at leve iblant Folk,
hos hvilke det er saa ærlig en Sag at forhverve;
hvorfor skulde jeg da skamme mig ved at tilstaae,
at jeg har vundet noget ved mit Arbeide, end¬
skiønt det er kuns meget lidet mod det, som en
anden, der forstod Haandverket bedre end jeg,
kunde have udbragt deraf. Dersom jeg, efter
Kokkens og Skoemagerens Exempel, havde rettet
mig alene efter de fleste Læseres Tænkemaade,
skulde Debiten maaskee have været stor nok, for
at betale baade mig og min Forlægger; Nu der¬
imod skulde vist en af os være bleven ødelagt,
dersom vi ikke vare blevne understøttede ved en
høiere Gavmildhed. De Landsmænd, som finde,
at min Smag er ikke efter deres Kaagebog, eller
hvis Fødder mine Skoe undertiden have trykt,
troe maaskee, at saadan en Gavmildhed var spildt,
dersom den længer blev anvendt paa en Fusker,
som ikke bedre forstaaer Haandverket; og for
ikke at forarge dem, vil jeg derfor nedlegge det.
Men hvilken Stand skal jeg vælge igien? Noget


414
bør man dog giøre, saa længe man lever, og jeg
er saa ulykkelig, at jeg ikke, som andre skikke¬
lige Folk, kan lade mig nøie med et Navn af det,
som jeg ikke er, eller fortære en Pension uden at
giøre noget derfor. Just da jeg var i denne For¬
legenhed, med at vælge mig en nye Stand, fandt
jeg i den Franske Mercure en Samtale imellem
en Bonde og en lærd Mand, som var just i mine
Omstændigheder, og som i nogle Aar havde pla¬
get sig med Videnskaberne, i den Tanke, at de
kunde giøre noget til Menneskets Lyksalighed.
Bonden bragte ham paa andre Tanker; Det,
han sagde, var meget fornuftigt; Der fattedes
kuns at føre det i Stiil. En Taler paatog sig
det, og han var saa lykkelig, siger Forfatteren
af denne Fortællelse, at han ved sine Phraser ikke
ganske fordærvede Meningen af Originalen.
Dersom J søger, sagde Bonden, Lyksa¬
lighed, og den Viisdom, som er Kilden der¬
til, da synes mig, at J tager meget feil: De,
som giøre Bøger, og som læse dem, ere i mine
Tanker hverken visere eller lyksaligere end an¬
dre. J den Landsbye, hvor jeg boer, peed
vi slet intet af alt det, som J veed, og dog
leve vi ret vel. Vi giøre hinanden smaa Tie¬
nester, og ere undertiden ret fornøiede, især
naar vi have gjort noget Godt. Jeg forstaaer
mig ikke paa Ypperligheden af alle de Konster,


415
Pvorom J taler; men dersom de ere saa ædle,
som J siger, da er det mere Stolthed end For¬
tieneste at beskytte dem. Hvad nogle af dem
angaaer, da, efter det Begreb, som J giver
mig derom, troer jeg, at de giøre de Folk me¬
gen Ære, som befordre dem. Men dersom
ogsaa regner til denne Classe saadanne Folk,
som dem, hvilke jeg undertiden har hørt dispu¬
tere hos Eder; da fortiene de ikke, at man
søger dem. De ere misundelige, og plage
sig selv for at skade andre. Hvad de Opda¬
gelser angaaer, som Jroser saa meget; da troer
jeg, at de i det mindste ere unyttige. Man
bliver ikke bedre ved dem, end man var, om
man aldrig kiendte dem, og de giøre Folk kuns
mere uroelige. Hør, min Herre! Livet er
kort, og der er intet Godt deri, undtagen Glæ¬
den. Det er ikke Eders Videnskaber, som
forskaffe den; Jeg har seet mange Exempler
deraf; Det er Dyd og Enfoldighed. Man
maae ære sin Konge og sine Forældre, være
sine Venner troe, elske sin Kone og sine Børn,
være en god Naboe, en oprigtig Ven, ikke
bekymre sig om andres Sager; og da skal man
blive saa lykkelig i Verden, som det er mueligt,
at et Menneske kan blive."
Denne Tale, siger den Franske Forfatter,
havde den Virkning, at den Lærde begreb, at


410
det er meget vanskeligt at lære noget, og umueligt
at begribe det tilfulde: at der kuns er liden For¬
skiel og megen Overeenstemmelse imellem en viis
Mand og en Daare: at Rigdom nytter kuns saa
vidt man veed at bruge den: at Æren er en opblæst
Vandboble, som forsvinder, saasnart man rører
den: at det er bedre, at være vankundig end at
tvivle: at Misfornøielse, Utaalmodighed og
Svaghed undgaaes allerbest ved et stille og indge¬
togent Liv, et roeligt Sind og Begierligheder,
som ere lette at opfylde. Med faa Ord: at
det var nok, at være en god Mand. Han blev
det, han ægtede Belise, blev en god Huusfader,
forlod de abstracte Videnskaber, kom til sin for¬
rige Sundhed igien, og fik friske Børn, som
under hans Opsigt voxte og bleve ærlige Folk.
Jeg har længe agtet denne Lyksalighed langt
høiere, end alt, hvad Hoben attraaer, og jeg
har indskrænket mine egne Ønsker saa meget, at,
for at nyde den fuldkommen, er kuns et Skridt,
tilbage at giøre: at forlade Skuepladsen, og
ende et Verk, som har forskaffet mig mere Had
end Gunst, og mere Møie end Fordele.


417
No. 246 og 247.
Fredagen, den 27de, og Mandagen, den
30te May 1763.
J¬
eg har oversat følgende Tanker af Herr Trub¬
let, og for de Danske Læseres Beqvemme¬
ligheds Skyld giort nogle Tillæg dertil. Det er
langt fra, at jeg tænker derved at ville forskiønne
Originalen; Jeg søger kuns at giøre den lidt mere
forstaaelig i det Sprog, som man kalder godt
bredt Dansk, og at forskaffe min Oversættelse
den Fortieneste, at Læserne ikke have nødig at
tænke meget selv. Dette er uden Tvivl, hvad
nogle af mine Landsmænd mene, naar de fore¬
give, at det Danske Sprogs Genie ikke tillader
en Oversætter at være lige saa kort som hans Ori¬
ginal. Men for dog ikke ved Oversættelsen at
giøre Originalen reent ukiendelig, hvilket er en
anden Yderlighed, som vi mere maae frygte for,
har jeg indstræget mine Anmerkninger, og jeg
beder Læserne meget, at de ville give agt paa disse
Stræger, for ei at paadigte Herr Trublet noget,
som han ei har sagt, og som han maaskee ikke
heller havde nødig at sige der, hvor han skrev.


418
1. Det er ofte de almindeligste Ting, af hvilke
vi vide mindst, enten, fordi vi ikke holde det værd at
tænke paa dem, eller og fordi vi troe, at de ere
os allerede bekiendte nok, endskiønt vi aldrig
have undersøgt dem. (Dette er uden Tvivl
Aarsagen, hvorfor Kundskab om Mennesket al¬
tid har været saa meget forsømt.)
Det er meget nyttigt at undersøge de aller¬
almindeligste Begreber. De blive ellers meget
ufuldkomne: Man har dem i Hukommelsen, og
paa Tungen meer end i Forstanden; Man siger
noget, og i Gierningen tænker man Jntet derved.
(Hvor meget have ikke de dyrebareste Sandheder i
Religionen tabt derved, at vi lærte dem paa en
Tid, da vi ikke forstode dem; og at vi siden ind¬
bilde os, at vi forstaae dem, fordi vi for lang
Tid siden have lært dem.)
Det er vist, at mange Begreber vare allerede
i vor Siel, førend vi lærte dem af Omgang
eller Bøger; Men de vare der paa en vis Maade,
uden at vi selv vidste det. Vi maae derfor søge
dem i denne deres første Kilde, og, dersom det er
tilladt at udtrykke sig saaledes, at tænke dem ef¬
ter os selv, efter at vi længe have tænkt dem efter
andre. Dette skeer, naar vi overveie vel, hvad
vi have læst eller hørt. (Grunden til den socra¬
tiske Methode: alle vigtige Sandheder lade sig


119
oplyse af noget, som er os klart, som vi have før
tænkt eller erfaret.)
At vide, hvad andre have tænkt om en Sag,
sætter os i Stand til at legge selv noget dertil,
og bringe den til Fuldkommenhed: Undertiden
lader man sig nøie dermed, og gaaer ikke videre.
Saadant skeer ikke alene af Ladhed; men og,
fordi man er mindre streng mod andre end mod
sig selv. (Hvo, som tvivler herom, betænke
kuns, hvor ofte vi rose i en gammel Forfatter
og i et dødt Sprog Ting, som vi nu ville
skamme os ved at sige i vort eget.) Et Gemie,
som let fandt det Sande, dersom det tænkte selv,
antager ofte det Falske, eller bliver middelmaa¬
dig, fordi han tænker stedse efter andre. Lær¬
dom er, ligesom man bruger den; Undertiden
udvider den Forstanden, og undertiden indskræn¬
ker den den. (En slavisk Tilbeder af de Gamle
bliver med al sin Læsning middelmaadig. For
at bruge andres Tanker vel, maae man læse dem
med Critik, og tænke meget selv.)
Vi ere undertiden fornøiede med et Verk,
endskiønt det er slettere, end vi kunde giøre det
selv, naar vi toge os for at udarbeide den samme
Materie med Eftertanke. Det er nok, at saa¬
dan en Forfatter har sagt noget mere og noget
bedre, end det, som faldt os strax ind, det
første vi tænkte paa den Sag. (Det er Grunden


420
til den Roes, som man giver mange systematiske
Verker, fordi man der finder paa et Sted mange
Ting, som enhver ofte har tænkt, men ikke just i
den Orden eller paa engang.)
Man har endnu kuns en meget ufuldkom¬
men Kundskab om de Leveregler, som man oftest
har tænkt paa, dersom man endnu ikke har an¬
vendt dem paa andre, og især paa sig selv.
Grunden til den store Regel: Hvad J ville,
at Menneskene skulle giøre Eder e.)
11. En Halvlærd, i den Mening, hvori
dette Ord gemeenlig tages, er ikke den, som har
kuns en maadelig Kundskab om en Ting, og
som kan være en artig Mand, en Mand af For¬
nuft og Smag, en god Embedsmand; Det er
den, som troer selv uden Grund, eller vil have
andre til at troe, at han veed meget. Det er
en Mand, som ved Læsning har fordærvet
baade Forstanden og Smagen, fordi han har
læst ilde. Det er ikke saa meget en maadelig
Kundskab, som en fordærvet Tænkemaade, Stolt¬
hed og forudfattede Meninger, som giøre halv¬
lærde Folk. (Denne Tanke skal finde megen
Modsigelse, fordi mange Lærde maae enten bevise,
at den er falsk, eller og tilstaae, at de ere selv
halvlærde; En Titel, som de holde langt for¬
agteligere, end at hverken have Fornust eller
Smag.)


421
Nogle skiønne Geister og nogle Lærde have
gort baade Vittighed og Videnskab latterlige,
ligesom de vandrende Riddere have gjort baade
Kierlighed og Tapperhed latterlige. Alle Stæn¬
der have deres Don-Quichotter og deres Sanchoer,
deres Narre og deres Tosser. (Det er kommen
saa vidt, at man neppe kan bruge meere de Ord
Lærdom og Smag, fordi hver anden Philosoph
og Lingvist er en Don=Quichot, og hver anden
Poet en Sancho.)
111. Der ere mange Ting, som de Van¬
kundige indbilde sig at vide, og som de Kloge
tvivle, at de nogen Tid kunne vide.
Den Videnskab, som opblæser meest, er
den, som har mere Vidtløftighed end Grund.
At troe, at man veed det, som man ikke
veed, er ikke alene Vankundighed, men og Vild¬
farelse; og det er den Vankundighed, som op¬
blæser, som Herr Huet siger, sigtende paa de
Ord af St. Povl: Kundskaben opblæser.
(Skulde vore Systematiker og Dogmatister ville
antage denne Forklaring? De, som endelig ville
sige noget om alting, og demonstrere alting.)
Den sande Videnskab opblæser ikke; thi den er
kuns en beviist Vankundighed. Jkke desmindre
hovmoder man sig dog ofte af den Vankundighed,
som man tilstaaer. (Thi hvem er stoltere end
vore Fritænkere: Jngen glæder sig saa meget


422
ved at have fundet en vigtig Sandhed, som disse,
ved at have fundet, at der er intet sandt.) Tviv¬
lerens Beskedenhed er ofte, om jeg saa kan tale,
kuns en Beskedenhed i Forstanden, og ikke en
Beskedenhed i Hiertet.
J en meget oplyst Alder ere der mange, som
vide næsten alting paa en forvirret Maade og i
Almindelighed. De sande Lærde ere de, som
vide meget i Særdeleshed, og vide det nøie.
Vores philosophiske Kundskab er gemeenlig me¬
get almindelig, og den maae derfor ikke giøre
mange Lærde.) Den store og rette Lærdom be¬
staaer i en nøie Kundskab om Tingenes besynder¬
lige Egenskaber. (Til Statskonsten og Lovkyn¬
digheden er det derfor ikke nok at vide den almin¬
delige philosophiske Sædelære, og et Lands bor¬
gerlige Love; Man maae være bevandret i det
hele menneskelige Kiøns og Staternes Historie.)
At vide noget af Alting, er nu omstunder
meget almindeligt. At vide meget om Smaa¬
Ting, eller at vide kuns en eneste Ting, er meget
rart, og skal rimeligviis i Tiden blive endnu rarere.
Man troer nu omstunder, at man maae vide
meget; men man veed ikke altid ret hvad det er,
som man skal vide, og naar man virkelig veed
meget, veed man ofte mindst af det, som man
meest burde vide.) Man søger en almindelig
men tillige løs Kundskab, og man maae tilstaae,


423
at, dersom den i enhver Videnskab især er ikke
saa nyttig som en udførlig Kundskab, er den dog
behageligere baade for andre og for os selv. (Den
er og ofte nyttigere; En almindelig Kundskab i
Historien giør Folk visere, end om de kiendte
alle Husene i det gamle Rom; Det er kuns de
mindre nyttige Videnskaber, som have tabt. J
Natur= og Sædelæren, Matpematiken, Lovkyn¬
digheden og Statskonsten er Kundskaben meget
større og udførligere, end den var paa den Tid i
Verden, da man vidste meget om Smaa-Ting,
for Exempel, hvor ofte og i hvor mange Forbin¬
delser ethvert Ord forekom hos de gamle Skri¬
bentere.)
Den Vankundige veed, at han veed Intet.
Den Lærde veed, at han veed kuns lidt, og til¬
lige, hvorfor han kuns veed saa lidt. Den
Halvlærde troer, at han veed meget.
Dersom Forfængelighed ikke blandede sig
deri, var det mere Fornøielse at lære noget end
at vide det.
1V. Der ere visse Ting, om hvilke de Vilde
tænke bedre, end de polerede Folk, og det er et
Beviis derpaa, at de meest Oplyste iblant de
polerede Folk tænke om de samme Ting, ligesom
de Vilde. (Baade Videnskaberne og Levemaa¬
den nærme sig meer og meer til den viise Enfol¬
dighed. Vi have i begge Dele forkastet meget


424
af det, som man før agtede for Beviis af Grun¬
dighed eller Politesse, og Efterkommerne skulde
uden Tvivl endnu forkaste mere.) Den største
Vankundighed, og den største Videnskab, den
største Eenfoldighed, og den største Forstand,
komme ofte overeens, naar de Halvlærde og Halv¬
vittige tænke anderledes. Mange Vildfarelser
ere Frugten af falske Fornuftslutninger; Baade
de, som tænke vel, og de, som ikke tænke, ere
frie derfor. (Den sande Videnskab og gode
Smag har til alle Tider fundet deres bifald,
som kuns havde sund Fornuft; og den er ikke
bleven modsagt uden af dem, som enten ved en
falsk Lærdom eller ved grove Sæder og en af¬
fecteret Vittighed havde undertrykt den sunde
Fornuft.)
Adskillige Begreber, som synes falske og Uri¬
melige for de Philosopher, der ere indtagne af
Fordomme, synes ofte ganske lette og naturlige
for dem, som ere plat vankundige, men have
sund Fornuft. (Børn dømme om mange Ting
fornuftigere end gamle Folk, fordi man gemeen¬
ligen dømmer bedre, naar man aldrig før har
tænkt paa en Sag, end naar man længe har
vant sig til at tænke urigtig derom.)
Den Nytte, man har af at have længe
studeret paa en Materie, er ofte at lære, at det
er umueligt at vide noget vist derom.


425
Ved at søge visse Ting, som andre allerede
have søgt forgieves, har man endelig fundet,
at det er umueligt at finde dem, og Aarsagerne
til denne Umuelighed. Det er allerede at have
fundet noget Nyt, og noget kostbart og vigtigt
Nyt. (Dovenskab og Nedrighed giøre Menne¬
skene tilbøielige til at troe, at det er umueligt
at finde noget af det, som andre forgieves have
søgt. En lærd Nysgierrighed og Stolthed giør,
at de indbilde sig allerede at have fundet, hvad
intet Menneske kan vide. Undertiden er For¬
dærvelsen i Tænkemaaden saa stor, at begge Feil
herske tillige; Man kan paa engang troe, at
man veed mange Ting, som man aldrig ret har
undersøgt; og at det er plat umueligt at giøre
andre, som man aldrig har prøvet.)
Dersom Menneskene vidste, hvad de kunde
og hvad de ikke kunde finde; Dersom de ikke spildte
Tid og Umage paa unyttige Undersøgninger, og
anvendte deres Kræfter alene paa det, som er dem
umueligt, skulde de snarere have fundet det.
(Men hvem, som har læst et System i Philoso¬
phien, troer ikke, at han allerede kan eller snart
skal kunne opløse alle Vanskeligheder? Dersom
den Tid og Umage, som saa mange Mennesker
i saa mange Aarhundrede have anvendt paa at
løse uopløselige og tillige ubetydelige Spørgsmaale
i Philosophien, Theologien, den gamle Historie


426
og Sprogkonsten, var bleven anvendt paa Natur¬
og Sædelæren, de mathematiske Videnskaber,
Lovkyndigheden og Statskonsten, hvor meget
skulde vi da vide af det, som vi kunde vide,
og som vi nu ikke vide, fordi Menneskene i dets
Sted have søgt andet, som de ikke kunne videl)
Mange muelige Ting ere endnu ikke blevne
opfundne, fordi man har spildt Tiden paa at søge
efter de umuelige.
Det er ikke desmindre sandt, hvad man ofte
har anmerket, at man ved at søge det, som man
ikke kunde finde, har ofte fundet det, som man
ikke søgte. Det er derfor maaskee godt, at Men¬
neskene ikke altid saa nøie vide Grændserne af de¬
res Formuer i det, som angaaer Opdagelser.
(Det er til Ære for Forsynet, som veed at drage,
noget Godt af vore Daarligheder selv; men det
undskylder ikke disse Daarligheder; En Guldma¬
ger har engang ved en Hændelse fundet noget, som
var nyttigt; men derfor blive de fleste Guldmage¬
re dog Narre.)
Alt, hvad man kan troe med noget Skin af
Grund, har været troet engang, eller skal blive
det. Alle Meninger have deres Tilhængere.
Philosopherne foragte Sandsynligheder.
Nogle uægte Dyrene Fornemmelser, andre til¬
skrive Planterne dem. Hine støde Hoben; De
nægte det, som enhver troer, at han erfarer.


427
Disse antage kuns noget, som man ikke kan erfa¬
re. Disse lade det desuden være nok at tilskrive
Planterne den ringeste Grad af Fornemmelse,
hvilke hine ganske nægte Dyrene.
V. Ulyst til det, som man kalder Grundigt,
og til alt, hvad der udkræver nogen Taalmodig¬
hed; Denne Smag paa det Lette og Behagelige,
som man bebreider vores Alder, er, uden Tvivl,
tildeels en Virkning af en Slags Philosophie.
Det er bedre at fornøie, siger denne Philosophie,
end at giøre sig megen Umage for Ting, som ere
lidet nyttige. Maaskee veed man allerede nok
for at blive lyksalig her i Livet, og Lyksalighed er
det, som bestemmer Værdien af Alting. Mange
lærde Verker ere lige saa unyttige, som de letsin¬
digste Skrifter. Det er derfor ikke saa under¬
ligt, om man foredrager disse, som i det mindste
ere behagelige. De behagelige Ting have altid
en virkelig Nytte, som er deres Behagelighed.
Vanskeligheden og Nytten tilsammen udgiø¬
re Vigtigheden og Værdien af en Ting. De be¬
stemme den Høiagtelse, som den fortiener. Efter
denne Grundregel skal det ikke blive vanskeligt
at bevise, at de Ord Stor, Vigtig, Nyttig,
Agtbar o. s. v. og andre, som betyde det, som er
tvertimod, anvendes ofte meget ilde. Underti¬
den er det formeente Grundige kuns Snak, og det,
som man holder for Snak, er grundigt.


428
En Geometer spurgte engang, da man hav¬
de forelæst ham en smuk Tragedie: Hvad kan
man bevise deraf? En Poet skulde ved en lærd
Afhandling i Geometrien have spurgt: Hvor¬
til er det nyttigt? Poeten havde maaskee havt
Uret. J det mindste havde han Uret saavidt, at
han talede om Ting, som han ikke forstod. Hvad
Geometren angaaer, da, saafremt det er tilladt
at tale alvorlig om Skiemt, var det maaskee
uvist, om han havde Uret; overalt saa talede
han ogsaa om Ting, som han ikke forstod. Men
uden at agte engang paa den Fornøielse, som en
smuk Tragedie forskaffer, beviser og lærer den
virkelig noget. J det den maler Mennesket, læ¬
rer den os at kiende det, og det er at lære os no¬
get, som er vigtigt.
Det er ikke Geometrerne alene, som angri¬
be de skiønne Videnskaber. En heftig Modstan¬
der af den Smag, som man her i Landet kalder
den nye, og som selv hverken var Geometer eller
Taler, hverken Philosoph eller Poet, sagde en¬
gang i et Selskab: Men om vi nu og havde nok
saa mange Talere og Poeter, blev da Landet der¬
ved rigere, kunde det forbedre Agerdyrkningen,
Manufacturerne, Handelen, Financerne? Siig
mig først, svarede en anden, hvad alle disse Ting
vandt, dersom vi kunde datere alting i den gamle


429
Historie, eller opfylde al den Mangel, som der
er i de Græske og Latinske Ordbøger?
V1. De fleste Philosophiske Undersøgninger
sigte til at giøre Opdagelser i Muelighedernes Ri¬
ge. Det er ligesom Philosophernes Fædreneland.
De Lærde paastaae, at man besidder uende¬
lig mange rare Hemmeligheder: Men Philoso¬
pherne troe om de fleste af disse Hemmeligheder,
at man aldrig har vidst dem. Maaskee det kom¬
mer deraf, at de Lærde agte alt for meget de Gam¬
le, og at Philosopherne kiende dem ikke nok.
En Forening imellem begge begynder nu at blive
mere almindelig, og om der ikke just ere mange fle¬
re lærde Philosopher, ere der dog flere philoso¬
phiske Lærde.
Den største Deel af de philosophiske Opda¬
gelser have gjort deres Opfindere mere Ære, end
den har gjort Menneskene Nytte. Men dersom
det er af Opdagelsernes Nytte, at man maae
dømme om deres Værdie, saa er det og af deres
Vanskelighed, at man maae dømme om Opfinder¬
nes Fortienester.
Det lader, som man nu omstunder agtede
mere det Nyttige, end man havde gjort før; og
det er af de Aarsager, hvorfor man kan sige, at
Geometrerne og de Naturkyndige i vore Tider ere
mere Philosopher end deres Formænd, fordi de
ere mere viise. (Religionens Lærere, de nye


430
Stats= og Lovkyndige begynde saa meget at efter¬
ligne Geometrerne og de Naturkyndige i at søge
det Nyttige, at man i ingen Alder har havt mere
Aarsag til at haabe, at alle Lærde engang skulde
blive viise.
No. 248.
Fredagen, den 3 Junii 1763.
Samtale med et Barn.
T¬
heag. De første Mennesker maae dog have
været meget enfoldige, siden de kunde spise
en Frugt, som Gud havde forbudet dem, og det
i den Tanke, at de derved skulde blive lyksalige¬
re. Phil. Har De ikke læst i Børne=Magazinet
en Historie om en fattig Bonde og hans Kone,
som ligeledes klagede over deres første Forældre,
og som dog selv forgik sig paa lige saadan en Maa¬
de? Th. Jo, deres Herre giorde dem begge meget
lykkelige, og gav dem hver Dag mange gode
Retter, blant hvilke der var et Fad, med et Dæk¬
ke over, som de ikke maatte tage af; Saasnart
de aabnede det, skulde deres Lyksalighed have


431
blev først meget nysgierrig, for
Ende. 5
at vide, hvad der var i dette Fad, og hun over¬
talede omsider Manden til at aabne det; Der
sprang en Muus ud; og da Herren merkede, at
de havde overtraadt hans Befaling, satte han dem
til deres forrige Arbeide igien, og formanede dem,
at de herefter ikke skulde klage over deres første
Forældre. Jeg tilstaaer, denne Fabel er meget
artig; men mig synes, at den passer sig ikke saa
fuldkommen som den burde. Disse fattige Folks
Herre var jo et Menneske, lige saavel som de?
Det var ikke saa underligt, om de troede, at han
skiemtede med dem, eller indbildte sig, at han
ikke saa let skulde faae at vide, hvad de giorde.
Men at tænke, at ville skiule noget for den Alvi¬
dende, eller troe, at Gud ikke meente, hvad han
sagde, at han misundte dem en Lyksalighed, som
de kunde opnaae, ved at spise af den forbudne
Frugt, det var jo endnu langt enfoldigere, end
det, som disse fattige Folk giorde. Py. Ja
meget enfrldigt; men de klogeste Folk i Verden
begaae dog saa ofte lige saadanne Daarligheder,
at det er troeligt, at mange af dem ikke havde op¬
ført sig bedre. Ty. Det er vel ikke saa let at be¬
vise; og lad være, at der fandtes nogle saa besyn¬
derlige Exempler, maae der dog, synes mig, væ¬
re mange flere, som, uden just at være saa me¬
get kloge, let kunde afholde sig fra saa ringe en


432
Ting. At ikke smage et Æble, naar Gud hav¬
de forbudet det, naar jeg vidste, det var mig ska¬
deligt, det var jo dog ikke saa stor en Konst? Det
troer jeg vel, at jeg kunde giøre. Py. Jeg
tilstaaer gierne, at De kunde giøre det; men jeg
troer derfor ikke, at De giorde det. De
kunne f. Ex. meget gierne holde baade Deres Øine
og Deres Fingre fra saadanne Ting, som hindre
dem fra at agte paa andre, som ere dem langt
nyttigere; men De giøre det derfor ikke altid.
Hvoraf mon dette kommer? Er det maaskee, for¬
di De er saa enfoldig, at De ikke vide, at de
Sandheder, som handle om Gud og Pligterne,
om Midlerne til at befordre Deres timelige og
evige Lyksalighed, ere vigtigere, end de smaa
Ting, som De tænker paa? Th. Nei, det veed
jeg vel. Py. Hvorfor giøre De det da under¬
tiden? Ty. Fordi det fornøier mig. Py. Og
denne Fornøielse maae De da ansee for en større
og vigtigere Lyksalighed, som man misunder Dem,
og som De søger at forskaffe sig selv ved at giøre
noget, som De dog ikke kunde holde for at være
ret. Ty. Det synes vel saa; men jeg kan dog
forsikre Dem, at jeg ikke tænker saa meget, naar
jeg giør saadant. Py. Det troer jeg nok, at
De ikke tænke meget; men hvad vilde De dømme
om et Menneske, som man forelagde adskillige
Ting at vælge, naar han greb i Blinde, og tog


433
det Allersletteste deraf, kunde han undskylde sig
dermed, at han ikke tænkte derpaa? Th. Nei.
Py. Naar Sagen er vigtig, ere endog de Feil
store, som komme af Mangel paa tilstrækkelig
Eftertanke; fordi saadan en Mangel af Eftertan¬
ke kan forlede os til at opofre undertiden de aller¬
vigtigste Ting for Bagateller, og til at giøre saa¬
danne Handlinger, som vi ved den allerringeste
Eftertanke finde at være meget daarlige. Det er
jo en Sandhed, som De kunne forstaae af Deres
egen daglige Erfarenhed? Lad være, at Adam
har havt meget mere Forstand end De; men der
behøves jo ikke meere Forstand end den, som De
allerede har, for at begribe, at et større Gode
bør foredrages et mindre. De holder det selv for
en Urimelighed at tænke anderledes, og dog kun¬
ne de mindste Ting, Ting, som ere langt ringe¬
re end et Æble, saa let forstyrre Dem i Deres
Agtsomhed paa langt vigtigere Ting? Th. Men
om Gud selv udtrykkelig forbød mig noget, gjor¬
de jeg det vist ikke. Py. Hvad meener De, at
der kunde bevæge Gud til at forbyde Dem noget?
Var det maaskee, fordi han selv kunde have Ska¬
de deraf, fordi han misundte Dem saadan en
Ting? Ty. Jngenlunde. Gud kan ikke misun¬
de mig noget Godt, og derfor finder jeg det just
underligt, at Adam tænkte saa. Naar Gud
forbyder os noget, maae det være, fordi det er os


434
skadeligt. Py. Og naar De ved Hielp af den
Fornuft, som Gud har givet Dem, begriber,
at det er Dem skadeligt, er det da ikke, nok for
at slutte deraf med lige saa stor Vished, at Gud
ikke vil det, som om han udtrykkelig havde for¬
budet det? Ty. Jo. Py. De klogeste iblant
Menneskene giøre ikke desmindre ofte saadanne
Ting, som deres Fornuft og Samvittighed sige
dem at være onde, og følgelig forbudne af Gud;
Men hvorfor mon de giøre det? Skulde det vel
være i den Tanke, at skade dem selv, for med
Forsæt at blive ulykkelige? Th. Jngenlunde,
saaledes tænker vel intet Menneske; de søge alle
en Slags Fornøielse i noget, som de holde for at
være Godt. Ph. Og denne Fornøielse maae de
da troe at Gud misunder dem, siden han har for¬
budet dem det, i hvis Nydelse de søge den For¬
nøielse? Ty. Det synes saa; men ingen Fornuf¬
tig kan dog tænke saaledes. Py. Og ikke des¬
mindre handle de, ligesom om de tænkte saa.
Det er at sige, de maae enten tænke saa, eller,
som De sagde før om Dem selv, tænke intet. De
maae enten forestille sig Gud som en haard og
streng Herre, der befaler for at befale, der ikke
under sine Kreature alt det Gode, som de uden
større Fuldkommenheders Tab kunde tage imod,
eller og de maae lade sig saaledes henrive af de
sandselige Forestillinger, at de ikke tænke engang;


439
i det mindste ikke nok bruge de Kræfter, som Gud
har givet dem. Begge Fen, kiere Theages,
ere store; de komme af en Misbrug af Forstan¬
den, som er saa kiendelig, at de selv undre dem
derover, og ikke desmindre begaae de klogeste
Folk daglig saadanne Feil. Ja det, som mere
er, der skeer ikke en eneste modvillig Synd i Ver¬
den, uden at den jo kommer af denne Grund.
Enhver frivillig ond Handling flyder af en virke¬
lig Modsigelse. Fornuften og Samvittigheden
siger os, at den er skadelig og forbuden, og vi
vælge den dog, som noget Godt, d. e. som en
Lyksalighed, der misundes os af den, der forby¬
der det. Ty. Men, naar det var forbuden un¬
der saa høi en Straf; og Fornøielsen ikke større
end Smagen af et Æble? Py. Der ere dog
Frugter til, som smage meget vel, og hvoraf Sy¬
net alene er indtagende nok, for at friste os til at
smage dem, ikke alene, førend vi vide, om de
ere os tienlige, men og naar vi have erfaret selv,
at de ere skadelige. Overalt saa er denne Fri¬
stelse grundet paa en naturlig Fornøielse af tvende
Sandser, hvoraf een alene er nok til at forføre
Menneskene til at begaae mange Feil. Der ere
andre Tilbøieligheder, kiere Theages, som ikke
engang ere saa naturlige og undskyldelige som den¬
ne, og af hvilke Menneskene dog lade sig forlede
til saadanne Laster, om hvis Afskyelighed og


430
Straf den allermindste Grad af Fornuft var nok
til at overbevise dem. Ty. Hvilke ere da de
Begierligheder? Py. Det er Stolthed og
Gierrighed. Hvad bevæger Tyranner og Er¬
obrere til at opofre deres egen Fornøielse og Roe,
for at undertrykke deres Lige; er det ikke et Navn
efter Døden, hvoraf de selv nyde mindre end
Smagen af et Æble? Den Gierrige, som ud¬
suer sin fattige Næste, og nægter sig selv endog
Livets Nødvendigheder, for at betragte sine døde
Skatter, har han for al sin Møie en Fornøielse,
der er saa naturlig, som Synet af en skiøn
Frugt? Disse Folk, hvoraf nogle dog ville an¬
sees for at være meget kloge, og ere det virkelig,
bygge alle deres kloge Foretagender paa en Pas¬
sion, som i sig selv er mindre naturlig og mere
daarlig, end den, som fristede Adam til at spise
af det forbudne Træ. Lad os derfor heller ynke
end laste ham; thi vi have megen Aarsag til at
troe, at det klogeste Menneske i det mindste en¬
gang i sit Liv har gjort noget, der var ligesaa daar¬
ligt. Ty. Men var det da ikke og for haard en
Straf for saadan en Handling, for at spise en
Frugt? og hvorfor havde Gud just forbudet ham
noget, der synes ikke at kunne have været saa
ondt? Ph. Vi vide hverken, hvad det var for en
Frugt, eller hvor skadelig den var; Adam har
uden Tvivl tænkt ligesom De, at den vel ikke var


43!
saa ond; thi saaledes tænker ethvert Menneske,
naar han giør noget, som han veed at være ondt.
Naar Passionerne ikke kunde forlede Forstanden
til ganske at undskylde en ond Handling, er den
sidste Tilflugt, at den vel ikke er saa ond; men
er det ikke altid ondt nok at giøre det, som er for¬
budet? Jo ringere det er, og jo lettere vi kunne
lade det, des større Onde er det at giøre det, især
naar det forbydes os af en Person, som har me¬
gen Ret til at befale, og til hvis Viisdom og God¬
hed vi bør have stor Tillid. T9. Men Adam
kiendte maaskee ikke heller Frugten nok, for at vi¬
de, at den var skadelig? Py. Derfor sagde Gud
ham det. Ty. Men om Gud havde givet ham
saa stor en Forstand, at han kunde have begrebet
det selv, havde han vel ikke giort det? Py. Om
Gud havde givet ham saa stør en Forstand, som en
Engel, maatte der jo dog have været noget til,
som han ikke begreb; thi ellers havde han været
Gud. Dersom der da iblant det, som han ikke
begreb, var noget, som kunde være ham skadeligt,
hvorledes skulde han faae det at vide uden ved en
Aabendaring? Og dersom han ikke vilde adlyde
den, endog naar hans Fornuft ikke begreb Grun¬
den dertil, maarte han engang tilsidst blive ulyk¬
kelig. Siig mig oprigtig, kiere Theages, mener
De, at det vilde gaae Dem vel, dersom De fik
Lov til at giøre alt, hvad De vilde, at spise og


438
drikke alt, hvad der smagte Dem, og dersom De¬
res Handlinger i Deres unge og uerfarne Aar
ikke bleve bestyrede af andre, som havde mere
Forstand og Erfarenhed end De? Skulde De
ikke ved Umaadelighed i Spise og Drikke og
mange andre Uordentligheder paaføre sig Syg¬
domme, som forkortede Deres Liv? Skulde de
ikke blive uvidende om mange Ting, som ere for¬
nødne til at sætte Deres Sind i den Virksomhed,
uden hvilke De ikke kunde siges at leve et fornuf¬
tigt Liv? Th. Det tilstaaer jeg gierne; Jeg be¬
griber allerede Grunden til noget af det, som man
har forbudet mig i mine yngre Aar, og jeg troer,
at der kan være meget mere, som jeg endnu ikke
begriber. Py. Et Menneske skulde altsaa snart
tabe baade det naturlige og det fornuftige Liv, der¬
som det i Barndommen ikke havde anden Lov, end
hvad det kunde begribe selv, dersom dets Hand¬
linger ikke bleve bestyrede af dem, som havde me¬
re Jndsigt. Ty. Men Adam var jo intet Barn?
han var fuldkommen. Py. Jkke saa fuldkom¬
men engang som en Engel, og endnu mindre som
Gud. Kan der iblant Mennesker være saa stor
Forskiel, at nogle behøve at ledes og styres af
andre, hvor meget mere skal da en Skabning af
den største Fuldkommenhed behøve det Væsens
Bestyrelse, som alene kiender alle Ting? Denne
Bestyrelse maae alle fornuftige Væsener villig un¬


4 39
derkaste sig; uden den kan ingen Engel være lyk¬
salig; og endnu mere fornøden var den for en
Skabning, som vel var fuldkommen i sin Art,
men dog ikke af den allerfuldkomneste Art, for et
Menneske, som var uskyldigt, men dog endnu
nye i Verden, og som ikke kiendte nok alle Kræf¬
ter i Naturen, for at være lyksalig uden saadan
en høiere Førelse, og uden Lydighed mod denne
høiere Lovgiver. Adams Lyksalighed kunde ikke
være sikker, førend han havde opnaaet en Færdig¬
hed i denne Lydighed, og han overtraadde det
første Bud. J stedet for at undre os over den
ene Feil, som han begik, og som han maaskee i
den øvrige Deel af sit Liv begræd, saa lad os
betænke, hvor ofte vi begaae den samme, hvor tidt
vi opofre de største Pligter for Ting, som ere rin¬
gere end et Æble, hvor tungt det falder os at
lyde Gud og dem, som have Ret til at bestyre
vore Handlinger, hvor tilbøielige vi ere til at fin¬
de noget besynderlig Angenemt i den ringeste
Ting, som forbydes os, og til at handle ligesom
om Gud misundte os den Lyksalighed, hvilken dog
alene er Hensigten af alle hans Befalinger, og
Grunden til al den Lydighed, som han fordrer af
os! For at naae en Færdighed i denne Lydighed,
uden hvilken vor Lyksalighed ikke kan være sikker,
maae det være os nok, at Fornuften og Samvit¬
tigheden siger os, at det er en Pligt. Den


440
uskyldigste og naturligste Tilbøielighed maae un¬
dertrykkes, saasnart den vil hindre os deri, og vi
bør ikke holde noget for ringe, saasnart det er for¬
budet, om det end var Smagen af et Æble.
No. 249.
Mandagen, den 6 Junii 1763.
H¬
vad er Videnskab? Hvad er Veltalenhed?
Hvad er Fornuft? Hvad er Smag? Be¬
tyde disse Ord det samme i vort Sprog som i an¬
dre, og bør man kræve af en Dansk Forfatter,
at han tænker og udtrykker sig lige saa vel, som en
Engelænder og en Fransos? Endnu ere disse
Spørgsmaale ikke saaledes besvarede, at ingen
mere skulde tvivle derom, og de blive det vel ikke
heller, førend vi engang i Modersmaalet faae
mange saadanne Verker af adskillige Arter, som
i Gierningen bevise ikke alene Mueligheden, men
og Virkeligheden af det, hvorom der trettes. Et¬
hvert godt Skrift, hvori Reglerne af Critiken ere
opfyldte, og de sande Mesterstykker lykkelig efter¬
lignede, giør mere til at bestemme Smagen, end
alle vore critiske Verker.


441
Da, naar vi kunne fremvise mange Forfat¬
tere, som have arbeidet med den Jndsigt og i det
Øiemerke, som Oversætteren af Racines Digt
om Religionen, naar Lærde opstaae iblant os,
som troe, at de bør have deres Medborgeres
Nytte for Øine; Geistlige, som gaae Van¬
troen i Møde med andre Vaaben, end Myn¬
dighed og Magtsprog; og Poeter, som bruge
deres Gaver til Religionens Ære: da skal det
ikke mere være os vanskeligt at finde, hvori det.
Sande og Skiønne bestaaer; da skulle endog
ulærde Læsere kunne bemerke den Forskiel, som
der er imellem det Gamle og det Nye, det Ne¬
drige og det Ædle, det Matte og det Muntre,
den ægte og den uægte Smag. Det skal være
nok, at legge saadanne Verker ved Siden af dem,
som vore Konstdommere tilforn beundrede af For¬
domme, og Hoben af Taabelighed. Det skal
være nok, siger jeg, at giøre denne Sammenlig¬
ning, for at tilkiende det Gode Prisen, og for
at tilstaae, at man i det Danske Sprog baade
bør og kan giøre det samme som andre Folk.
Jeg vil ikke tale om Jndholdet af denne
Digt, eller rose Oversætterens Hensigter, ved at
bekiendtgiøre i Modersmaalet et Verk, hvormed
han kan opfylde Øiemerket af sit vigtige Kald,
og gavne sine Landsmænd langt mere, end ved
de fleste baade af vore lærde og af vore skiønne


442
Verker. For en Mand, som tænker som han,
kan det ikke være ligegyldigt, hvortil man bruger
sine Gaver, naar man kuns indlegger Ære.
Han holder det lige saa uanstændigt at kildre Jnd¬
bildningskraften ved en skadelig Vittighed, som
ved et tørt Foredrag at nøde Forstanden til at be¬
undre sig. Som en oplyst eg retsindig Lærer troer
han, at han, efter sin store Mesters Exempel, bør
lære Menneskene at elske Gud af det ganske Hierte,
af den ganske Siel, og med al deres Styrke.
Han troer, at Gud virker paa alle Sindets
Kræfter, og for at forebygge lige saavel Kold¬
sindighed som Vantroe, arbeider ikke alene for
Forstanden, men og for Jndbildningskraften
og Hukommelsen. Han troer, at man ikke
alene bør prøve Sandhederne, for engang at blive
overbeviist; man maae og jevnlig erindre dem,
at Kundskaben ikke bliver kold og død. Til saa
ædelt et Øiemerke har han opofret de ypperlige
Gaver, hvormed Naturen har udrustet ham; og
ligesom han ikke tager feil, naar han holder dette
for at være Hensigten og Amedningen baade
til den gamle Nordiske Poesie, og til det,
som endnu er uendelig høiere, til Indret¬
ningen i de første guddommelige Lovsange,
saa bør vi og giøre ham den Ret, at erkiende, at
han ved at efterligne saa følgeværdige Mønstre,
giør baade sit Fædreneland og sin Orden megen
Ære.


443
Vi have allerede nogle skiønne Forsøg i Poe¬
sien, af hvilke dog ethvert har sine egne besynder¬
lige Fortrin, ligesom Digternes Gaver ere ad¬
skillige; Men uden at fornærme nogen, tør jeg
sige, at vi endnu ingen Dansk Digt have seet,
som er udarbeidet med mere Critik end denne.
Her er intet tomt hverken i Tanker eller Udtryk,
ingen overflødige, ubeqvemme, forringende
eller overdrevne Talemaader: Verset er over¬
alt fuldt af Tanker, beqvemme og værdige
Udtryk, som ere rigtige uden at være tørre eller
tvungne; tydelige uden at være matte; ædle
uden at være opskruede; høie, og naar det be¬
høvedes, nøle og dristige, uden at være for¬
vovne. De, som ere vante til at ikke agte
meget andet i Poesien end en let Versification,
skulde maaskee finde det nogle Steder haardt,
og ikke saa flydende, som Øret vilde have det;
Men det er en Jndvending, som man til alle
Tider har gjort de Pøeter, som arbeidede med
megen Critik. Horatz og Boileau have og ofte,
og den første langt tiere end Forfatteren, opofret
nogle af disse smaa Skiønheder, for at bemæg¬
tige sig langt større og vigtigere. Saadan en
Tvang er fast endnu mere uundgiengelig i en
Oversættelse end i en Original. En Prosaisk
Forfatter finder Vanskeligheder nok i at opfylde
en Oversætters Forbindelser, uden at røbe en


444
Slags Tvang. En Poet, som har saa mange
flere Baand, maae føle de samme Vanskeligheder
i en langt høiere Grad. Forfatteren har paa de
fleste Steder lykkeligen overvundet dem; Han
har paa nogle endog forskiønnet sin Original, og
der, hvor han ophører at være Oversætter, over¬
gaaer han sig selv saa meget, at, hvor stor Aar¬
sag vi end have til at ønske flere saadanne Over¬
sættelser som denne, synes hans Gaver til Vel¬
talenheden dog i saa stor en Trang, som vi have
paa gode Forfattere, at være alt for kostbare til
at anvendes paa andet end paa Originaler.
Jeg kan ikke undlade at anføre det Sted,
hvor Forfatteren beskriver en af de værdigste Op¬
rindelser til det Borgerlige Selskab, som Racine
havde forbigaaet. Kiendere skulde uden Tvivl
finde det at være baade det Skiønneste og Læra¬
rigeste, som der nogensinde er sagt i vores Sprog.
O I Velyndere af Menneskenes Kiøn,
Som ved Fortienester kuns søgte Dydens Løn,
Kun manges Velfærd, J, som faderlig anvendte
Det Fortrin, billighed og Viisdom Jer tilkiendte,
O! lever evig her ved Eftermæle sødt!
Hvor end Jer Aske blev adspredt, den hvile blødt!
I Heldte stode der, hvor Faren overhængte,
Der kiendtes Eders Mod, forløste de Betrængte;
Hialp paa uskyldig Sag; ved Raad og Daad forbandt
Den seene Efterslægt, og Hierterne kun vandt.


449
Ved Snildhed Mægtige, og kun ved Godhed Store,
J lode hver Mands Gavn og Rigets Tarv opspore,
Antændte Sandheds Lys, bortjoge Vaners Dunst,
il Flidens eget Gavn opmuntrede hver Kunst,
Jndførte Fred og Held, og Chroners værd bestømte,
Som Danmarks Konge=Slægt, som Frederik
den Femte.
Hvor rige ere ikke disse faa Linier af saadanne
Tanker, som ere de vigtigste i Statskonsten! De
fortiene at sættes ved Siden af det Stykke i
I'Elprit des loix, som handler om en Monarkes
Sæder, og om hvilket man har sagt, at det
burde males med gyldne Bogstaver i enhver Fyr¬
stes Cabinet. Hvor meget Godt skulde de skiønne
Videnskaber ikke stifte i Verden, dersom vore
Digtere anvendte deres Gaver paa at indskierpe
vigtige Pligter ved korte og findrige Tænkesprog,
som Ungdommen baade kunde have Lyst til at lære,
og let beholde i Hukommelsen! De sande Grund¬
regler, de, som stedse skulde virke paa Forstanden
og Hiertet, ere faa, og Lærebøgerne ere vidtløf¬
tige. Forstanden vil oplyses og Hiertet røres;
men Læremaaden er ofte baade tør og mørk. Hu¬
kommelsen bebyrdes i Ungdommen med mange
deels uforstaaelige, deels overflødige Læresætnin¬
ger, som ofte glemmes, just da, naar de skulde
bruges. Philosophien afskrækker Menneskene
fra Dyden ved en alt for alvorlig Mine; og de


440
skiønne Videnskaber misbruges til at giøre Lasterne
behagelige. En Metaphysicus glemmer ofte,
at hans høie Siel endnu boer i et sandseligt Lege¬
me; Han sætter Pligterne mod Fædrenelandet
tilside, for at betragte muelige Verdener og nye
Sole=Kredse. Poeten falder til en anden Yder¬
lighed; han fordyber sig i det Sandselige, og
spilder ofte paa de ligegyldigste eller forfængeligste
Ting, paa Sange om Elskov og Viin, de gud¬
dommelige Gaver, som burde anvendes alene til
Sandhedens og Dydens Ære. Naar ville dog
Videnskabernes Elskere engang blive enige i at
erkiende den nøie Forbindelse imellem Philosophien
og Talekonsten, som er saa fornøden til at give
Sandhederne Styrke nok, for at virke paa det
hele Menneske? En Forbindelse, der er lige saa
naturlig, som den, der forener Sielen og Lege¬
met. De første Viise og Digtere kiendte den;
Horatz tilstaaer selv, at det var derved, at de ind¬
lagde dem saa udødeligt et Navn.
Fuit hæc lapientia qvondam
Publica privatis secernere sacra protanis,
Oppida moliri, leges incidere ligno.
Sic honor & Nomen divinis Vatibus atqve
Carminibus vent.
Dersom vore Danske Digtere gave os flere
saadanne Verker, skulde da patriotiske Lærde ikke
troe, at Ungdommen vandt mere ved at læse dem,


44
end ved Horatzes Verker? Jo, Horatz skulde selv
have tilstaaet det, i det mindste i de Øieblik, da
han tænkte saaledes, som han udtrykker sig her;
og om en Mand af saa ustadig en Tænkemaade
havde meent andet, da han skrev nogle af sine
Oder, Breve og Satirer, skulde vi da ikke have
den samme Frihed, som han, nonjurare m ver¬
ba Magittri, at ikke være blinde Tilhængere af
en Læremester, der er sig selv saa ulig.
J et Land, hvor en Forfatter har flere Van¬
skeligheder at overvinde, end dem, som ere de
største og burde være de eneste, nemlig Arbeidets
egne Vanskeligheder, er Publicum altid dem me¬
gen Tak skyldig, som betage en Forfatter nogen
af disse Vanskeligheder. Den Patriot, som
har bekostet Oplaget af denne Oversættelse, for¬
tiener derfor sine Landsmænds Erkiendtlighed.
Men der er noget, som hindrer Videnskabernes
Fremvext hos os endnu mere, end Mangel af
Formue. Det er Mangel af Smag, eller i det
mindste saa ulige Domme derom, at man ofte
ikke er enig med sig selv. Maatte de faa iblant
os, som have nogen Jndsigt og Formue, engang
blive enige i den Smag, som den fornuftige Deel
af det menneskelige Kiøn til alle Tider har fundet
at være den rette, og som enhver Retskiønnende
dog tilsidst maae bifalde! Hvor meget skulde da
ikke ophøre af det, som nu hindrer gode Skrif¬


448.
ters Afgang og Søgning hos os langt mere, end
baade Forlæggernes Trang og Læsernes Vankun¬
dighed.
No. 250.
Fredagen, den 10 Junii 1763.
D¬
ette Blad indeholder et Forsøg til Bondens
Sædelære. Den er sammensat af lutter
Ordsprog, af hvilke de allerfleste ere brugelige og
bekiendte endog iblant Almuen. Jeg har ikke
anden Deel deri, end at have samlet dem under
visse Titler. Der ere vel mange Lærebøger til,
om hvilke man kunde sige det samme, at Tingene
ere noget, som hver Mand veed, men som de
ikke altid tænke paa, og som det derfor er godt
at de erindres om, og at alt, hvad Forfatteren
kan kalde sit eget, ere kuns Konstord og Metho¬
den. Lærde Folk bruge Konstord, og Bønder
Ordsprog; Forskiellen er ofte ikke meget stor, og
de handle begge maaskee af een Grund, som er,
at en bekiendt Sandhed bliver mere vigtig, naar
den fremsættes paa saadan en Maade, at den ikke
synes at være saa bekiendt. Det Opskruede,


449
Vanskelige og Jndviklede agtes af Bonden lige¬
saavel som af den Lærde. Men Methoden er
noget, som den Lærde ganske har for sig selv.
For en Bonde er en Sandhed lige god, enten
den staaer for eller bag i en Bog, enten den
staaer for sig selv eller ved Siden af andre, som
høre under en almindelig Titel. Præsten i Sel¬
skabet, som er af det Slags Lærde, der troer,
at man, for at forbedre Menneskene, bør virke
paa alle Sindets Kræfter, holder for, at en
Moral i Ordsprog kunde være meget nyttig for
Bønderne, fordi korte Sprog tiene til at bevare
gode Lærdomme i Hukommelsen, fordi de læres
med Lyst, og ere grundede paa en Slags Myn¬
dighed og Ærbødighed for det Gamle, som giel¬
der meget hos Almuen. Han har selv tidt med
Forundring erfaret, hvorledes Bonden med saa¬
dant et Ord alene har bragt sine Byemænd til at
tie, og overtalt dem til at giøre det, som man
ikke med alle Forestillinger kunde formaae dem til.
Naar Ungdommen tidlig lærte saadanne Tænke¬
sprog, og de bleve dem forklarede, mener Præ¬
sten, at det skulde giøre endnu mere Nytte. Der¬
som det nogen Tid skulde blive brugeligt i Europa,
som det er i China, at holde moralske Taler til
Folket, for at undervise dem om de naturlige og
borgerlige Pligter, holder han for, at der ingen
Texter kunne være beqvemmere dertil end disse;
rif


450
men han frygter tillige, at baade Præsten og
Fogeden skulde paa mange Steder være lige uskik¬
kede til at forklare dem. Hvad der gavner mange
Mennesker, kan aldrig være en ringe Sag. Jeg
anseer derfor en Bonde-Moral for nok saa vigtigt
et Arbeide, som en Lærebog for Universiteterne;
og da man ved hver Forelæsning finder altid noget
at forbedre i Methoden af saadan en Lærebog,
haaber jeg, at man tilgiver mig de Mangler,
som kunde findes i dette første Udkast, hvori jeg
har været mere bekymret for at samle nogle af
de Sandheder, som jeg holdt for de vigtigste,
end for at sætte dem i Orden.
1. Om Gud.
1. Dyrk den Gud gierne, som giver Korn
og Kierne. 2. Gud giver enhver Fugl sin Føde;
men han kaster den ikke i Reden til ham. 3. Gud
hielper den arbeidende Haand. 4. Hvo, som
troer Gud, kommer videre med een Daler end
andre med hundrede. 5. Guds Raad Kammer
har ingen Nøgel. 6. Lev med Menneskene,
som om Gud saae det, og tal med Gud, som
om Menneskene hørte det. 7. Hvor Sandsen
ender, begynder Forstanden; hvor Forstanden
ender, begynder Skriften.
11. Om Bønne
1. Fader Vor er alle Tønners Kierne.
Hielp Gud er alle Bønners Moder. Bondens


451
Bøn er: Gud giv mig sin Naade og Venskab,
mildt Herskab, troe Tyende og timeligt Veirligt.
2. Lad Mands Bøn bliver ikke hørt. 3. Man
skal vel høre gode Raad, men selv bede Gud
og slutte.
111. Om Døden.
1. Vel død er vel levet. 2. Vi leve til
at døe, og døe for at leve. 3. Døden agter
Pallads og Hytte, Scepter og Spade, Fløiel
og Vadmel lige høit. 4 Døden er vis; men
Timen er uvis. 5. Døden er en Søvn; hvo,
som sover, er ei død. 6. Bedre ærlig at døe,
end skammelig at flye. 7. Man kan lige saa
snart døe hiemme paa Bænk=Halmen som i Kri¬
gen. 8. Tænk paa den Dag, som ingen kan
undgaae. 9. Enden er den sioste i Giernin¬
gen; men den maae være den første i Betragt¬
ningen.
18. Om Lykken.
1. Hvor Forsigtighed er, formaaer Lykken
lidet. 2. Alting har sit hvorfor? 3. God
Lykke skal man styre, den Onde skal man over¬
vinde. 4: Hvad den Dovne klager over Tiden
og Lykken, det klager Tiden og Lykken over ham.
5. Konst behøver Lykke, og Lykke behøver Konst;
men Konst bliver dog Konst, om end Lykke et
er med.


452
-V. Om Dyden.
1. Det er ei Dyd, at ei giøre Ondt. 2. Hvo.
intet giør, giør Ondt nok. 3. Den er from,
som kan skade sin Fiende, og ei giør det. 4. Det
første Trin til Dyden er at elske den hos andre.
5. Dyd voxer i Modgang. 6. Hvo, som
saaer Dyd, høster et godt Rygte. 7. Gode
Folk giøre, hvad de Lærde kuns sige. 8. At
lære Godt og Jntet giøre, er at samle Gods og
Jntet nyde.
V1. Om Æren.
1. Gods forloret, intet forloret; Liv for¬
loret, meget forloret; Ære forloret, alt forloret.
2. Bedre Pengeløs end Æreløs. 3. Modet
giør ædel meer end Blodet. 4. Adel her og
Adel der, hvo ædelt giør, vist Adel er. 5. Da
Adam grov og Eva spandt, hvor fandtes da en
Adelsmand? 6. Aldrig var færre Adel, end
naar hver vil være Adel. " En ærnig Mand
agter hverken Roes eller Last.
o11. Om Frygt.
1. Hvo, som frygter Gud, frygter for
Intet; Hvo ei frygter Gud, maae frygte for
Alting. 2. Det er daarligt at frygte for det,
som ingen kan undgaae. 3. Frygt er en ond
Samvittigheds Staldbroder. 4. Frygt bort¬
tager ofte Raad og Sind. 5. Frygt for Skam


453
er Tegn til et ærligt Gemyt. 6. Frygt er ofte
en bedragelig Spaamand. 7. Lad de Onde saa
frygte dig, at de Fromme kunne elske dig.
om1. Om Frihed og Eiendom.
1. Den rette Frihed er at tiene Gud og
Loven. 2. Det er ei Frihed at leve som man
vil, og ei at arbeide; thi ellers var ingen friere
end Fluen, som sætter sig paa hver Mands
Pande. 3. Hvo ei kan giøre, som han vil,
skal ville, som han kan. 4. Aldrig er Fuglen
saa liden, den søger jo egen Boe. 5. Det er
en slet Fugl, som ei vil bygge sin egen Rede.
6. Det er felles Gavn, at ingen misbruger
sit eget. 7. Felles Gods bliver gierne forloret.
8. Fellesskab giør Uenighed. 9. Intet Sværd
er skarpere end det, som strider for Friheden.
18. Om det Nye og det Gamle.
1. Giør ei din Sædvane til din Lov, men
giør Loven til din Sædvane. 2: Det Gamle
er ikke altid godt, og det Nye ikke altid nyttigt.
3. Det Gamle har været nyt, og det Nye kan
blive gammelt. 4. Nye Syge, nye Lægedom.
5. Skulde man skye alt det Nye, var det endnu
som i Noæ Tid. 5. Det lader ilde at gaae
altid, som andre gaae for; den eene Gaas følger
altid den anden i Hælen. 6. Æselet gaaer
paa den samme Jis, hvor det faldt før.


454
Til Pligterne mod sig selv, regner vor Bonde
fornemmelig Arbeidsomhed og Nøisomhed; og
til Pligterne mod andre, Retfærdighed, Gav¬
mildhed og en god Omgiengelse.
R. Om Arbeidsomhed.
Man skal arbeide, som om man skulde
evig leve, og leve, som om man skulde døe hver
Stund. 2. Flid er ingen Møie, men Uflid er
dobbelt Møie. 3. For den Lade er Dagen
lang. 4. Flittighed giver Brød, Fornøielse
giver det Smag. 5. Paa en ond Dag følger
en god Aften. 6. Tag Dagen i agt; thi Nat¬
ten er ei hver Mands Ven. 7. Ladhed giør
tidlig gammel, Arbeide giør længe ung. 8. Bedre
forhvervet ved Arbeide end ved Arv. 9. Ved
Arbeide faaer man Jld af Staal. 10. Arbeid
og lad Gud sørge. 11. Lad Agermand er ei
Maden værd. 12. Bondens Fied giør Age¬
ren feed. 13. Jorden er altid frossen for de
dovne Sviin. 14. Tidlig Sæd slaaer sielden
feil, men sildig altid. 15. Hvo, som pløier
nær Solen, ska høste nær Jorden. 16. Den,
som frygter for hver Skye, kommer seent til sin
Høst. 17. Man skal og saae efter en ond Høst.
18, Lidet Land vel dyrket giver meer, end meget
ilde flyet. 19. Haardt Land, stærkt Folk; feedt
Land, dovent Folk. 20. Man skal dyrke Jor¬


499
den saaledes, at man ikke glemmer at dyrke
sig selv.
Al. Om Nøisomhed.
1. Man skal spise for at leve, ei leve for
at spise. 2. Paa ædrue Nadvere følger roelig
Søvn. 3. Man skal spise sig mæt og ei syg.
4. Man kan spise sig lige saa mæt paa sort Brød,
som paa hvidt. 5. Hvor meget man har, kan
man dog kuns spise for een. 6. For at spise tidt
vel, maae man siden spise ilde. 7. Megen
Spise giør ingen feed. 8. Hvad den Ædrue
tænker, taler den Drukne. 9. Drukken Mands
Glæde er ædrue Mands Sorg.
411. Om Retfærdighed.
1. Giør Ret, og frygt ingen. 2. En
god Samvittighed er en fast Muur og den beste
Skat. Med den soves bedre paa bare Straae,
end med en ond i en Silke=Seng. 3. Ond
Samvittighed har aldrig Roe, den skrækkes af
et rystende Blad og en krybende Muus. 4. Jlde
samlet Gods kommer sielden til tredie Arving.
Æif1. Om Gavmildhed.
2. Giv den Trængende, men ei den Lade.
2. Hvad du giver, det giv gierne. 3. Han
skal tale, som har faaet, og tie, som har givet.
4. Den giver meest, som mindst formaaer. 5. Det


450
er bedre at give end at tage; thi hvo, som tager
Gave, sælger Frihed.
Rl8. Om Omgiengelse.
1. Vær heller ene end i Selskab med
Daarer. 2. Hold Fred med hver Mand, og
føer Krig med Synd og Last. 3. Om de Fra¬
værende og Døde tal intet uden Godt. 4. Hver
har sine Feil, ligesom hvert Legeme sin Skygge.
5. Elsk, som om du skulde engang hade, og
had, som om du skulde engang elske. 6. Een
Fiende er for meget og hundrede Venner ere ikke
nok. 7. Det, som er slemt at giøre, er ei
smukt at tale om.
Xo. Om Huusstanden.
En Huusfaders Tilsyn og Opsigt over sine
Tyende.
1. Gaae med og see til, ere to gode Tie¬
nere i en Gaard. 2. Giør man noget selv,
bliver det vel bestilt; befaler man andre det,
bliver det halv gjort; beder man derom, bliver
der intet af. 3. En flittig Haand og sparende
Tand kiøber andres Huus og Land. 4. At spise
Kornet paa Ageren, varmi Øl af Karret, og
frisk Brød af Ovnen, er ingen god Huusholdning.
5. Den blev aldrig god Huusbond, som ikke
var god Tiener. 0. Vilig Oxe maae ei altid


49
drives, og den er sin Føde værd. 7. Ret Lydig¬
hed er Kierlighed; Lydighed af Frygt er aldrig
troe, det er som den Syge lyder Feberen.
Børne-Tugten.
1. Som du er mod dine Forældre, saa
blive dine Børn mod dig. 2. De Forældre bør
ei ære, som ei lade deres Børn lære. 3. Hvad
du vil laste hos dine Børn, lad dine Børn ei
see hos dig. 4. Forældrenes Dyd er Børnenes
Medgift. 5. Gode Børn ere ei for mange.
6. Hvo, som ei har Børn, veed ei, hvorfor
han lever. 7. Elsk dine Børn saa i Ungdom¬
men, at de ei foragte dig i Alderdommen. 8. Bar¬
ne=Ryggen vil bøies i Tide, bøi Greenen, mens
den er ung. 9. Jo mere man ynker Barnet,
desmere det græder. 10. Bonden har værst af
sin egen Søn, naar han bliver broget klædt.
Rol. Om det borgerlige Selskab og
de adskillige Stænder.
1. Hver er pligtig at leve Gud og Fædre¬
nelandet, Slægt og Venner og hver Mand til
Gavn. 2. Enighed fast knyttet Baand holder
sammen Folk og Land. 3. Kongen er deres
Værge, som ikke have Værge. 4. Vi have
de samme Dage, som Kongen: Liv og Ophold;
naar vi nøies, have vi nok; Enhver god Huus¬
fader er Konge i sit eget Huus. 5. Den, som


458
er sin egen Herre utroe, bliver aldrig sine Hov¬
Brødre troe. 6. Lov uden Forsvar er Baand
af Sand. 7. Bedre ingen Lov, end ei holdt.
8. Faa Love, god Ret; Mange Love, faa
gode Gierninger. 9. Hvor Loven slipper, bør
Æren at begynde. 10. Lovens Uvidenhed
undskylder ikke; fordi det er strafværdigt at ikke
vide, hvad man skulde vide. 11. Hvo, som
ikke vil lyde, maae lide; Den, som ei kan lyde,
kan ikke heller byde. 12. Gode Ord og streng
Straf opholder Regimente. 13. Alle ville Her¬
rer være, ingen vil paa Sækken bære. 14. Af
rige Kiøbmænd fattige Herremænd, af fattige
Herremænd store Betlere. 15. Ondt Herskab
faaer vel Ende, men ikke en ond Kornmark.
No. 251.
Mandagen, den 13 Jumi 1763.
D¬
er er en naturlig Begierlighed hos Menne¬
sket til at ville udforske det Tilkommende.
Fornuftige Betragtninger ver Verden og Kund¬
skab i Historien forøge ofte denne Begierlighed.
Det er fast umueligt at indsee Aarsagerne og Føl¬


4179
gerne af det Forbigangne, uden at drage, deraf
adskillige Slutninger for det Tilkommende. J
den største Foranderlighed af Omstændigheder er
Verden sig selv alt for liig, til at ikke kunne slutte
meget af det, som har været, til det, som skal
blive. Alle Nationer i Verden have været un¬
derkastede visse Hoved=Forandringer, som lade sig
forklare af de samme Grunde, endskiønt de ere
skeete til adskillige Tider. Og efter saa mange
Forandringer, som de beboede Lande have været
underkastede, hvad skulde da bevæge os til at
troe, at de menneskelige Ting enten vare mindre
foranderlige, end tilforn, eller at de Forandrin¬
ger, som forestode, aldeles ingen Lighed havde
med det Forbigangne? Er det ikke rimeligere,
hvad den viise Konge siger, at alting er forgienge¬
ligt, og at der er intet Nyt under Solen. De
Riger, som nu blomstre i Verden, skulle engang
blive ligesom de, der for lang Tid siden ere øde¬
lagte, og andre skulle opstaae i deres Sted, hvis
Jndbyggere nu i Enfoldighed ligne vore Fædre.
J Henseende til Hovedforandringerne bliver det
vel vist, at der skeer intet Nyt, og at vi med alle
de Opdagelser, hvoraf vi hovmode os over de
Gamle, skulle prøve engang de samme Afvexlin¬
ger, som de; Men i Maaden kan dog være stor
Forskiel, og nok for at øve deres Jndbildnings¬
kraft, som elske saadanne historiske Gisninger.


400
En Mand, som ved fornuftige Betragtnin¬
ger af Verden har forhvervet sig nogle ef de pro¬
phetiske Gaver, som et Menneske kan have uden
en besynderlig Aabenbaring, har optegnet nogle
af sine Tanker over de tilkommende Tider. Det,
hvorfor jeg især agter dem, er den Beskedenhed,
hvormed han dømmer om det Tilkommende, og
hvorved han adskiller sig fra de fleste af vore Pro¬
pheter eller Prophetiers Udleggere, som ville
vide alting indtil Aarstallene og Personernes
Navne, og som gemeenlig forestille det Tilkom¬
mende, enten som meget bedre, eller som meget
værre, end det Nærværende. Min Ven søger
at undgaae begge disse Yderligheder. Han troer,
at alting falder igien, naar det engang er kom¬
men til sin Hølde; Men han veed ikke vist, om
det Nærværende endnu har opnaaet den Høide,
efter hvilket det igien skal forfalde. Han troer
efter Skriftens eget Vidnesbyrd, at den sidste
Tid i Verden skal blive meget ond; men han
troer og, at der, efter den samme Skrifts Vid¬
nesbyrd, skal være en Tid, som beskrives saa
herlig, at han ikke veed, om den har været til
endnu. Det Nærværende er i hans Tanker
saaledes beskaffen, at man kan vente baade meget
bedre og meget værre Tider, og han troer, at
der behøves nogle Aarhundrede for at kunne sige
det med Vished. Han tillod mig efter min ind¬


461
stændige Begiering, at bekiendtgiøre følgende
Tanker, som jeg uddrog af et Haandskrift, hvil¬
ket han har givet den Titel:
Spørgsmaale,
som først efter nogle Aarhundrede kunne
opløses.
1. Skal Religionen uddøe i Verden, eller
og skulle Menneskene blive mere enige, end de
ere, i at erkiende det, som er det Sande og Vig¬
tige i Religionen, det ene fornødne? Det første
synes rimeligt, naar man betænker, hvor meget
Vantroen tager til. Det andet er lige saa rime¬
ligt, naar vi overveie, hvor meget Religionen
har vundet ved en nøiere Prøve og Undersøgning;
hvor meget den Tid efter anden er bleven renset
fra menneskelige Lærdomme; og endelig, at om
der i vore Tider synes at være mindre udvortes
Gudsfrygt til, er dog Gudsdyrkelsen mere for¬
nuftig og mere uhykkelsk, end den var paa den
Tid, da den udvortes Devotion baade var større
og almindeligere.
2. Naar Pragt og Velanstændighed drives
saa vidt i Verden, at Folk, indtil de ringeste
Stænder, leve over deres Stand, og skamme
sig ved at giøre deres Pligter, hvad skal da
skee? Skal da Dyden reent ophøre i alle Stæn¬


402
der, eller skulle de Store søge at adskille sig
fra Hoven ved enfoldige Sæder og ved sande Dy¬
der? Den første Tilstand synes at være meget
nær; De nyttigste Forretninger ere de mindst
agtede; Magelighed og Lediggang er mere æret
end Virksomhed; Forfængelighed agtes langt
over Fortieneste. Enhver vil synes at være mere
end han er. Man skammer sig ofte ved at giøre
det, som man burde giøre, og sielden eller aldrig
ved at forsømme det; Alle Embedsmænd holde
Fuldmægtige, alle Mødre Ammer, alle skikke¬
lige Folk antage flere Domestiker. Det anstaaer
dem vel undertiden at forsømme deres Embeder,
men ikke at klæde sig selv paa, ikke at gaae til
Fods, ikke at tale selv med Folk, som ere alt for
ringe; og Efterkommerne, skulde de vel blive
bedre end den nærværende Slægt? Skoler og
Akademier staae ledige; Det anstaaer neppe skik¬
kelige Folk at lade deres Børn studere, i det
mindste have de mange Ting at lære, som ere
meget vigtigere end at opfylde Pligterne af deres
Stand. Naar vi derimod betænke paa den an¬
den Side, at alting foragtes, saasnart det
bliver almindeligt, synes det og at være rimeligt,
at den Tid snart maae komme, da Pragten tillige
med meget af det, som kaldes Mode og Velan¬
stændighed, skal tabe sin Anseelse; og de Store,
som dog skulle have noget at giøre, noget, hvor¬


103
ved de kunde adskille sig fra Hoben, maae da
søge det Besynderlige i en naturlig Levemaade,
som de nu søge i en unaturlig. Man begynder
jo allerede i vore Tider at aflegge mange Ceremo¬
nier, som tilforn giorde Omgangen besværlig,
og hindrede Menneskene i deres Pligter.
3. Vi leve paa en Tid, da der tales og
skrives meget overalt om Stats=Huusholdningen,
og da der dog synes at være større Mangler i alle
Nationers saavel offentlige som private Oecono¬
mie, end der har været tilforn; hvilke af disse
saa stridige Grundregler skulde engang faae Over¬
haand: de Theoretiske eller Practiske; de, som
læres, eller de, som udøves? Naar man betæn¬
ker, at Undersøgninger i Statskonsten og Huus¬
holdningen ere just det, som vores Alder fornem¬
melig synes at kunne rose sig af fremfor de frem¬
farne Tider, og at det hver Dag bliver meer og
meer Maalet for alle polerede Folks Bestræbelser,
maae man troe, at saa mange Jndsigter ikke
skulle være ganske spildte for Verden. Paa den
anden Side lader det, ligesom det samme blev
hver Dag mere umueligt. De mægtigste Natio¬
ner klage over Folkemængdens og Handelens Af¬
tagelse. Deres største Magt er bygt paa en vis
Indbildning om de Rigdomme, som daglig aftage.
Gielden voxer, Krigsmagten, Pragten og mange
andre Udgifter stige. Begierlighederne og til¬


404
lige med samme Nødvendighederne formere sig
over den Grad, hvortil det er mueligt at bringe
Formuen, om man endog baade opdagede alle
Midler dertil, og altid satte dem i Verk. Men
maaskee skulde alle disse Misbruge engang blive
saa kiendelige, at de mægtigste Nationer skulde
finde det fornødent at indskrænke sig, og alle for¬
dærvelige Maximer indtil Krig og Pragt ophøre.
Det lader, som Statskonsten havde i vore Tider
den samme Skiebne, som Philosophien ved Vi¬
denskabernes Opkomst. Det første en Viden¬
skab begynder at dyrkes, lover man sig gemeenlig
alt for meget deraf. Man falder paa det Kon¬
stige, det Overordentlige, og bygger store Sy¬
stemer, som Efterkommerne maae arbeide paa at
nedrive, for at komme endelig til det Sande og
Naturlige. De nye Systemer i Finantzvæsenet
ere meget metaphysiske; og man begynder alle¬
rede at tvivle om nogle af dem, hvorved man for
nogle Aar siden ventede at finde lige saa mange
Guldminer, som de skolastiske Philosopher ven¬
tede at finde nye Sandheder. Maaskee skal en
fornuftig Tvivl i Statskonsten have lige saa gode
Følger, som den har havt i Philosophien.
4. Near Værdigheder og Ærestegn engang
blive saa almindelige, at det, som Mazarin sagde,
er baade Skam at have dem, og at ikke have
dem, skal da Æren ganske uddøe i Verden,


405
eller skal man søge den alene i Fortienester og i de
Viises Høiagtelse? Maaskee ingen af Delene;
thi det tredie er mueligt. Man kan opfinde nye
Titler og nye Ærestegn, som i Begyndelsen hol¬
des i en Slags Priis, og tilsidst misbruges lige¬
som alle de andre.
5. Naar man bliver ved at opdage flere og
flere Feil i det, som man kalder Lærdom, Phi¬
losophie, og Veltalenhed, i den almindelige Un¬
derviisning og Studeremaade, hvad vil da følge
deraf tilsidst? Skal al Lærdom, Philosophie,
Veltalenhed og Studeringer tilsidst blive for¬
agtede, eller skal Kundskaben blive nyttigere, be¬
hageligere og almindeligere? Det første er vel
at befrygte, naar man betænker, hvor vanske¬
ligt det er i alle Ting at adskille Brugen fra Mis¬
brugen, og hvor tilbøielige Menneskene ere til at
forkaste det Gode i en Ting for de Feil, som ere
forbundne dermed. Men vi have ikke mindre
Aarsag til at haabe det andet, naar vi overveie,
hvor meget det Sande og Nyttige har vundet i
alle Videnskaber ved saadanne Critiker, og, at
saa meget som nogle Videnskaber, der ikke vare
Menneskene meget nyttige, have tabt, saa meget
have andre, som vare langt vigtigere, vundet.
Den nye Historie har vundet, hvad den gamle
har tabt. Den Flid, som savnes i de døde
Sprog, anvendes med mere Fordeel paa de le¬


466
vende; og i Stedet for at de Lærde før alene dyr¬
kede de abstracte Videnskaber, anvende de nu
deres Flid paa andre, som ere langt nyttigere,
og som før vare fast ubekiendte, f. Ex. Naturlæren
og Statskonsten. Hvad den lærde Verden har
tabt ved Universiteternes Aftagelse, synes at være
rigelig oprettet ved lærde Selskaber til Videnska¬
bernes Fremvext, ved Stiftelser af Real=Skoler,
af Akademier for Adelsmænd, Kiøbmænd, Konst¬
nere og Agerdyrkere. Endelig, hvad der er
mindre i Verden af en Lærdom, som giorde de
Lærde selv lidet og andre Folk slet intet viisere, det
ynes nu at være mere i alle Stænder og i begge
Kiøn af almindelig Forstand og sund Fornuft.
6. Men naar alle Nationer skrive i deres
Modersmaal, skulle da Efterkommerne, naar
alle de Europiske Sprog engang uddøe, lære alle
disse Sprog, tilligemed de gamle, tilligemed de
Græske og Romerske? Den Tid er vel endnu alt
for langt borte, for at bekymre sig derom. Maa¬
skee nogle af de nye Sprog uddøe og de faa gode
Verker bevares ved Oversættelser i nogle af de al¬
mindeligste Sprog. Maaskee det Romerske ud¬
døer og engang, ligesom det Phoeniciske og Ægyp¬
tiske og andre gamle Sprog, af hvilke Ro¬
merne og Grækerne havde deres Viisdom. Maa¬
skee alle Sprogene blive til, og Bøgerne tillige¬
med Sprogene; men de sidste Lærde i Verden,


407
blive saa meget fornuftigere end de første, at de
ikke læse alting, at de oversætte de gamle Bøger
i de nye Sprog, og ikke agte et Sprog alene,
fordi det er gammelt.
. Men om Tænkemaaden og Sæderne vir¬
kelig bleve meget forbedrede i Europa, lader det
jo dog, som denne Deel af Verden ikke i mange
flere hundrede Aar kunde beholde den Overvægt,
som den har? Dersom Daarligheder og Laster ikke
ødelegge os, maae Mangel af Materialier giøre
det. Skovene, Minerne, Fiskerierne tage af.
Folkene søge stedse hen til ubeboede Lande. Den
nye Verden begynder allerede at blive vigtigere,
og at have mere Jndflydelse i de adskillige Natio¬
ners Foretagender, Handel, Kriger, Stats¬
konst og Underhandlinger, end den gamle.
Maaskee blive Videnskaberne, Konsterne, Han¬
delen, og Statskonsten, engang forflyttede til
America? Det er meget mueligt. Disse Lande
ere nu i Verden hvad Grækenland og Jtalien
vare, da det gamle Colchis og Troja blomstrede;
hvad Spanien, Gallien, Britannien og Thule
vare i Romernes og Carthaginiensernes Tid.
Dersom det skeer, bliver det nye System i Ver¬
den saa meget prægtigere end det gamle, som den
nye Verden er større, rigere og frugtbarere, end Eu¬
ropa, somdet ligger beqvemmere til at føre hele Ver¬
dens Handel, og som den tilkommende Slægt finder.


468
mere tænkt og giort for sig, end vore Forfædre.
Men, hvorledes skulde denne store Forandring
skee? Skulde Jndbyggerne i den nye Verden
rive sig løs fra Europæernes Herskab, naar de
Mægtigste af disse engang ere blevne ødelagte ved
indbyrdes Krige? eller skal Ødeleggelsen komme
derfra, hvorfra den hidindtil er kommen, fra
Norden? Skal et upoleret Folk, en Flok af
Tartarer oversvømme Europa, og nogle af dens
Jndbyggere flygte til den nye Verden? Dette
Spørgsmaal kan ventelig ikke, førend efter nogle
Aarhundrede, opløses, og vi have imidlertid lige¬
saa meget Aarsag til at haabe først en bedre Tid
i Verden, som til at frygte for en værre.
No. 252.
Fredagen, den 17 Junii 1763.
J¬
eg har tilforn beklaget, at der er saa liden
Enighed imellem vore geistlige Lærde og vore
Lovkyndige. De skulle begge arbeide paa Men¬
neskets Forbedring og paa dets Lyksalighed, og,
enten vi betragte Grundsandhederne selv, eller
deres Udøvelse, staae deres Videnskaber i saa


409
nøie en Forbindelse, at det ikke er mueligt at have
en grundig Jndsigt i den ene, dersom man er uvi¬
dende i den anden. Det er saadan en Uvidenhed
alene, som hverken bør findes hos retskafne Geist¬
lige, eller retskafne Lov= og Statskyndige; som
har født den Jndbildning, hvilken, desværre,
er saa almindelig iblant os, at en saa kaldet verds¬
lig Mand ikke har nødig at vide meget af Religio¬
nen, og at en Geistlig ikke bør bekymre sig om
verdslige Ting, hvorved man gemeenlig forstaaer
Lovene og Statskonsten. Det blev uendeligt at
opregne alt det Onde, som denne Vankundighed
føder af sig, baade for Religionen og Staten.
For nærværende Tid synes Skylden vel at være
størst paa de verdslige Betienteres Side. En
geistlig Mand tør, om han end vilde, ikke giøre
Staten saa meget godt, som han kan; Man skulde
ellers beskylde ham for at blande sig i fremmede
Ting. Naar en Præst, for ikke at drive Tiden
lige saa unyttig bort, som mange af de verdslige
Embedsmænd, der have godt ved at ikke blande
sig i fremmede Ting, fordi de aldrig have læst
andre Bøger end den Danske Lov, naar en
Præst, siger jeg, drister sig til at skrive noget
om Stats-Huusholdningen, om Lovene, om
Landets naturlige og borgerlige Tilstand; maae
han ikke glemme at undskylde denne formastelige
Gierning. Man skulde ellers tage ham det me¬


470
get ulde op; og hvad vilde man da ikke tænke,
dersom han understod sig at finde nogen Fen hos
hine erfarne Embedsmænd, som giøre sig en
Ære af at bekiende, at de hverken have Opdra¬
gelse, eller Religion, eller Videnskaber. De
Geistlige ere paa deres Side ikke heller ganske
uden Skyld. Naar vi betænke, hvor ubillig
de, som kalde sig Orthodoxer, dømme om de
fleste Verker, som sigte til at bevise Religionens
Nytte i Staten, hvor færdige de ere til at giøre
Forfatterne til Fritænkere, til Folk, som ansee
Religionen kuns for en politisk Indretning, til
Hobbefianer og Machiavellister, er det da Under,
at de Christne Stats= og Lovkyndige tale i deres
Skrifter saa sielden om Religionen? Det er be¬
kiendt nok, hvor mange ugudelige Meninger man
har søgt at finde i det Verk, som Forfatteren har
kaldet I'Elprit des loix, fordi han deri undersø¬
ger alle Grunde til de menneskelige Handlinger.
Jkke desmindre tvivler jeg, at en Doctor i Sor¬
honne skulde i et stort Verk kunne sige noget, som
gjorde Religionen mere Ære, end det, som
Montesquien siger paa følgende Steder i hans
bekiendte Verk:
&x18. Bog. 1. Cap.
Den Christne Religion, som befaler Men¬
neskene at elske hinanden, vil uden Tvivl, at et


471
hvert Folk skal have de beste Love, som ere mue¬
lige, fordi de ere næst Religionen det største Gode,
som Menneskene baade kunne give og modtage.
2. Cap.
Herr Bayle har villet bevise, at det var
bedre, at nægte Gud, end at være Afgudsdyr¬
ker; det er at sige med andre Ord, at det er
mindre farligt, at have ingen Religion, end at
have en slet. Jeg vilde heller, siger han,
at man sagde om mig, at jeg ikke er til, end
at man sagde, at jeg er en ond Mand." Det
er kuns en falsk Slutning, som er grundet der¬
paa, at det er til ingen Nytte for det menneskelige
Kiøn, at man troer, at et vist Menneske er til;
Da det detimod er meget nyttigt, at man troer,
at Gud er til. Af den Tanke, at der er ingen
Gud til, følger det Begreb, at vi ere ingen
høiere Magt undergivne, eller dersom vi ikke
kunne troe det, da at vi ikke agte denne Magt.
At sige, at Religionens Grunde ikke forbedre
Menneskene, fordi de ikke altid forbedre dem,
det er at sige, at de borgerlige Love ikke heller
forbedre dem. Det er et meget slet Beviis mod
Religionen, at ville opregne i en stor Bog alt
det Onde, hvortil den har givet nogen Anledning,
uden at tale tillige om det Gode, som den har
gjort. Dersom jeg vilde fortælle alt det Onde,


472
som er kommen ind i Verden, ved de borgerlige
Love, ved Monarkiske og Republikanske Regie¬
ringer, kunde jeg sige forskrækkelige Ting. Naar
det og ikke var fornødent, at Undersaatterne
havde en Religion, var det dog fornødent, at
Prindserne havde en, og at deres grændseløse
Begierligheder bleve tæmmede ved det eneste
Baand, som de, der ikke frygte de menneskelige
Love, kunne have.
En Prinds, som elsker Religionen, og som
frygter den, er en Løve, som lader sig styre ved
en klappende Haand, og formilde ved en venlig
Røst. En, som frygter Religionen, og hader
den, er som de vilde Dyr, der bide i de Lænker,
som holde dem tilbage, naar de ville overfalde
Menneskene. Den, som slet ingen Religion
har, er som dette forskrækkelige Dyr, naar det
misbruger sin Frihed til at sønderrive og opsluge.
Det er ikke Spørgsmaal: om det var bedre,
at en vis Person, eller et vist Folk havde ingen
Religion, end at de misbruge den, som de have?
men, hvilket der er det mindste Onde, enten at
Religionen undertiden misbruges, eller at der
var ingen Religion iblant Menneskene?
For at forringe Afskyeligheden af Gudsfor¬
nægtelse, har man forestillet Afguderiet endnu
værre end det er. Det er ikke sandt, at naar
de Gamle byggede Altere for Lasterne, det da


413
betydede, at de elskede den Last; Det betydede
tvertimod, at de hadede den. Naar Lacedæmo¬
nierne bygte en Tempel for Frygt, betydede det
ikke, at denne tapre Nation bade Frygten indtage
deres Hierter. Der vare Guder, af hvilke man
begierede, at de ikke vilde føre Menneskene til
Laster, og der vare andre, som man tilbad for
at kunne imodstaae dem.
Cap.
Den Christne Religion afværger Despotisme,
og i det den saa meget raader Menneskene til
Mildhed, forebygger den Grumhed, hvormed
en Despot hevner sig.
Medens de Mahomedanske Prindser dræbe
andre, og tilsidst dræbes selv, giør Religionen
hos de Christne Prindserne mindre frygtsomme,
og følgelig mindre grumme. Regenten forlader
sig paa Folket, og Folket paa Regenten. Hvil¬
ket Under! den Christne Religion, som synes
kuns at have det tilkommende Livs Lyksalighed til
Hensigt, giør os lyksalige i dette.
Lad os forestille os paa den ene Side, hvor
mange Græske og Romerske Konger og Anfø¬
rere der ere blevne dræbte, og paa den anden,
hvor mange Folk og Byer der ere blevne ødelagte
af disse samme Konger og Anførere; Temur og
Cingiskan, som ødelagde Asien; og vi skulle see,


474
at vi have den Christne Religion at takke baade i
Henseende til Regieringen for en vis Stats=Ret,
og i Krigen for en vis Folke=Ret, som det menne¬
skelige Kiøn ikke nok kan erkiende.
Det er denne Folke-Ret, som giør, at de
overvundne Folk hos os beholde de store Ting,
Liv, Frihed, Love, Gods og Religion.
6. Cap.
Herr Bayle, efter at have kastet Foragt
paa alle Religioner, taler og tilsidst ilde om den
Christelige. Han tør paastaae, at en Stat af
sande Christne ikke kunde bestaae. Hvorfor
ikke? Borgerne af saadan en Stat skulde være
meget oplyste om deres Pligter, de skulde vise
stor Nidkierhed for at opfylde dem; De kunde
ikke tvivle om den naturlige Ret, som Menne¬
skene have til at forsvare sig. Jo mere de troede,
at de vare Religionen skyldige, desmeere skulde
de og troe, at de vare Fædrenelandet skyldige.
Christendommens Grundregler, vel indprentede i
Hiertet, skulde udrette uendelig meget mere end
denne falske Ære i Monarkierne, disse menne¬
skelige Dyder i Republikerne, og denne slaviske
Frygt i de despotiske Stater.
13. Cap.
Den Hedenske Religion, som kuns forbød
nogle grove Laster; som bekymrede sig om den
udvortes Gierning alene, og ikke om Hiertet,


479
kunde have uforsonlige Synder: Men en Reli¬
gion, som renser alle Tilbøieligheder; som er
ikke mere nidkier over Handlinger, end over
Begieringer og Tanker; som ikke holder Menne¬
skene ved nogle Lænker, men ved en utallig Mængde
af de fineste Baand; som gaaer videre end til den
menneskelige Retfærdighed, og udkræver en langt
fuldkomnere; som er stiftet for at føre Menne¬
skene stedse fra Fortrydelse til Kierlighed, og fra
Kierlighed igien til Fortrydelse; som fremstiller
imellem Dommeren og Synderen en stor Megler,
imellem den Retfærdige og Megleren en stor
Dommer; saadan en Religion bør ikke have ufor¬
sonlige Synder. Men, endskiønt den giver
alle baade Frygt og Haab, viser den dog nok
tillige, at, om der end er ingen Last, som i sig
selv er uforsonlig, kan dog et heelt Liv være det;
at det var farligt at friste Barmhiertigheden ved
nye Laster og nye Bod; at vi af Undseelse over
den gamle Gield, og som de, der selv ikke kunne
betale, bør frygte for at paadrage os nye, at
fylde Ondskabs Maal, og at fremture deri indtil
Livets Grændser, der hvor den faderlige God¬
hed ophører.
10. Cap.
Om den Stoiske Seet.
De adskillige Philosophiske Secter hos de
Gamle vare lige saa mange Arter af Religions¬


470
Systemer. Der var ingen iblant dem alle, hvis
Grundregler vare Mennesket mere anstændige, og
mere beqvemme til at danne gode Folk, end den
Stoiske; og dersom jeg kunde et Øieblik glemme,
at jeg var en Christen, kunde jeg ikke undlade at
regne den Zenoniske Seets Undergang iblant det
menneskelige Kiøns Ulykker.
Denne Sect syntes kuns at giøre for meget
af det, hvori den sande Høihed bestaaer, Foragt
af Vellyst og Smerte.
Den alene vidste at danne Borgere, den
alene gjiorde store Mænd, den alene frembragte
store Keisere.
Sæt for et Øieblik Aabenbaringen tilside;
Søg i hele Naturen, og J skulle ikke finde noget
større, end Antonin.
J det Stoikerne ansaae med Foragt Rigdom¬
me, menneskelige Høiheder, Smerter, Be¬
kymringer, Fornøielser, vare de kuns beskiefti¬
gede med at arbeide til Menneskenes Beste, og
at udøve Selskabets Pligter; Det lod, ligesom
de ansaae den guddommelige Aand, som de
troede at der boede i dem, for en Virkning af
Forsynet, der vaageve over det menneskelige
Kiøn.
Fødde for Selskabet, troede de alle, at
Skiebnen kuns havde bestemt dem til at arbeide
for det samme. Selv vare de Selskabet saa


411
meget mindre til Byrde, som de Belønninger,
hvilke de søgte, vare alle i dem selv; lyksalige
nok ved deres Philosophie alene, troede de, at
andres Lyksalighed var det eneste, som kunde
forøge deres.
Disse Lærdomme af den Stoiske Philosophie,
som Forfatteren af I'Elprit des lom her anfører,
ere i Grunden de samme, som Bayle laster i den
Christne Religion. Saa stor Foragt for sandse¬
lige Ting skulde, efter hans Mening, giøre
Menneskene uskikkede til at besørge deres borger¬
lige Fordele. Montesquien, som kiendte Love¬
nes sande Grunde bedre end Bayle, dømmer
langt anderledes; et System, der er bygt paa
Selvfornægtelse, er i hans Tanker det eneste,
som kan danne gode Borgere, store Mænd og
store Keisere. Men læres denne, Selvfornæg¬
telse ikke langt fuldkomuere i den Christelige Re¬
ligion end i den Stoiske Sædelære? Den Zeno¬
niske Philosophie manglede med alle sine høie
Lærdomme just det, som er det allervigtigste i
Sædelæren, bevægende Grunde, disse bevægende
Grunde, som Forfatteren af I'Elprit des loix
selv nyelig har opregnet, og som han ligner ved
en utallig Mængde af de fineste Baand, hvorved


418
hele Mennesket og alle dets Tilbøieligheder hin¬
des, uden at glemme engang den naturlige og
billige Egenkierlighed, hvilken i den Stoiske Seet
ganske blev sat tilside. Behøve vi at legge
Aabenbaringen bort for at søge Exempler af de
store Gierninger, hvortil Selvfornægtelse kan
bevæge Menneskene, eller er det meget mere i
dens Historie, at vi finde disse store Siele, som
foragtede Rigdomme, Høiheder, Smerter, For¬
nøielser, for at arbeide alene til Menneskenes
Beste, som uden at være Selskabet til Byrde,
søgte Belønninger alene inden i dem selv, og som
lyksalige nok ved Religionen, troede, at andres
Lyksalighed var det eneste, som kunde forøge
deres? Kunne vi iblant de Christne ikke tælle
mange Antoniner, er Religionen derfor ikke i sig
selv den samme? Det er jo ubilligt, siger Mon¬
tesquien selv, at man vil legge en Religion det
til Last, at den ikke til alle Tider i Verden har
gjort alt det gode, som den kunde giøre. Reli¬
gionen forandrer ikke ganske Naturen; til at være
en Antonin, udkræves mere end høie Grundregler;
Man maatte og besidde hans naturlige Gaver,
leve i lige saa oplyst en Alder, og forhverve sig
de samme Videnskaber som han. De første
Christne manglede disse Hielpemidler. Lad dem,
som i Sindets Gaver ligne Antonin, som leve
i lige saa oplyste Tider, og som besidde alle


479
de udvortes Fordele, som han, blive sande
Christne, og vi skulde see i dem mere end An¬
toniner.
No. 253 og 254.
Mandagen den 20de, og Fredagen, den
24de Junii 1763.
P¬
hilosophiens Misbrug er Aarsag til vore fleste
Vildfarelser. For at skiule vores Vankun¬
dighed, og synes klogere end vi ere, ville vi gier¬
ne sige noget andet, end det, som ethvert Men¬
neske, der har sund Fornuft, strax faldt paa,
og dette er dog gemeenlig det rigtigste. Det er
det, hvortil de sande Philosopher tilsidst komme
tilbage igien. Vore Domme om Dyrene ere
uden Tvivl et merkeligt Beviis af denne Sand¬
hed. Et Menneske, som havde givet Agt paa
de almindelige Erfaringer, og som tillige ikke
havde uden sund Fornuft, skulde vel ikke betænke
sig længe, førend han sluttede, at Dyrene havde
de samme almindelige Evner som Mennesket, at
der var noget i dem, som lignede det Væsen,
der tænker i os, som modtog de udvortes sand¬


480
selige Forestilllinger, sammenlignede dem, begie¬
rede, valgte og bestyrede Legemets Bevægelser;
med faa Ord: at Forskiellen imellem Mennesker
og Dyr bestod meest i adskillige Grader af de
samme Formuer.
Dersom man fortalte saadant et Menneste,
at der vare Philosopher til, som troede, at et
Dyr ikke havde mere tilfælles med et Menneske,
end et Uhrverk; skulde han, den første Gang,
han hørte det, (thi der er intet saa utimeligt, at
man jo tilsidst kan troe det) finde det lige saa
forunderligt, som om han hørte en af dem,
som kaldtes Egoister, tvivle, om andre Men¬
nesker tænkte lige saa vel som han. Begge
Meninger ere fast lige urimelige. Enhver kan
kuns føle, at han selv tænker, og af Erfarenhed
kunne vi lige saa lidt dømme om det, som fore¬
gaaer inden i andre Mennesker, som om det,
der er i Dyret. Vi maae i begge Tilfælde slutte
af Analogie; og hvor megen Forskiel der end er
imellem Menneskenes og Dyrenes Handlinger,
er Ligheden dog tillige saa stor, at, dersom en
Maskine uden Tanke kunde være fuldkommen nok
til at giøre alt, hvad et Dyr giør, kunde man
ikke tage en Egoist det saa meget ilde op, om han
faldt paa at troe, at der og vare Maskiner til af
menneskelig Skabning. J det mindste troer
eg, at saadan en Philosoph var meget at und¬


481
skylde, dersom han, uden just at betragte sig
selv som det eneste tænkende Væsen i Verden,
sluttede kuns om nogle Mennesker, at de ikke
vare andet end bevægelige Maskiner. Tusinde
Erfaringer kunde give ham Anledning dertil.
Jeg vil ikke tale om den Forskiel, som der synes
at være imellem en Borger i de polerede Stater,
og en Vildmand; denne Forskiel, som Jndi¬
aneren selv erkiender saa vel, at han kalder Eu¬
ropæerne Aander. Men blant de polerede Na¬
tioner selv, disse, som ikke alene i Levemaade,
Sæder, Videnskaber og Konster, men og ofte i
Farve, Skabning og Anseelse adskille dem nok
saa meget fra de Vilde, som disse fra Aberne
og Castorerne; hvor mange ere der ikke iblant
denne ypperste Art af tobeenede Dyr, som synes
at leve alene for at spise, drikke, sove og vedlige¬
holde deres Art, og om hvilke man skulde sværge,
at de endog talede uden at tænke? Dersom alle
fem Sandser, og saa mange baade indvortes og
udvortes Dele, som Dyrene have tilfælles med
os, ikke ere nok, for at slutte, at det, som er
den første Grund til al Liv og Bevægelse, ogsaa
maae ligne sig selv i alle disse Arter; Kunne vi
intet slutte af alt dette, hvori Dyrene og Menne¬
skene komme overeens, hvoraf skulde vi da be¬
vise det store Fortrin, som vi tillegge os selv, at
det er os alene, som tænke? Deraf, at vi gaae


482
paa to Been, med Hovedet i Veiret, og have
ingen Haar paa Kroppen? Maaskee af Talen?
Men vi talede jo ikke heller, dersom ikke andre
først havde lært os det. Ere der ikke mange
Nationer til, hvis Røst forekommer os i Begyn¬
delsen lige saa utydelig og uartikuleret, som
Dyrenes Lyde? Hvoraf slutte vi, at Dyrene in¬
tet tænke ved det, som de sige? Er det maaskee
deraf, at mange iblant Menneskene tale uden at
tænke, og at Talen hos os synes ofte at være
mere en Virkning af Vanen end af Fornuften?
Hvor ilde bevise vi da ikke vore Fortrin; og der
er endnu, foruden alle disse Vanskeligheder, et
Spørgsmaal tilbage, som ingen endnu har be¬
svaret, og som vel ingen kan besvare: Kan et
Dyr ikke tænke uden at tale? Er Talen i alle syn¬
lige Skabninger det eneste Beviis af Fornuft, og
det eneste Middel til at forhverve sig tydelige Be¬
greber? J Mennesket er det uden Tvivl saa; men
hvilken Stolthed, at vilde slutte fra det, som er
i os, til det, som er mueligt for alle Arter
af Dyr!
Det er saa naturligt at troe, at Dyrene ligne
os lige saa meget indvortes, som de ligne os ud¬
vortes, og saasnart vi ville nægte det, møde der
os saa mange Vanskeligheder, at det hele menne¬
skelige Kiøn skulde uden Tvivl endnu have været
enig i denne Mening, dersom den ikke just for


483
dens Rimeligheds Skyld var bleven saa almindelig
og gammel i Verden, at nogle nye Philosopher
holdte det for en Skam, at tænke ligesaa.
Saaledes er i det mindste meget af det Høie,
Selsomme, Forunderlige og Overordentlige i
Videnskaberne bleven opfundet.
De allerældste Philosopher troede, at Sam¬
mensættelsen alene ikke kunde frembringe nogen
nye levende Kraft, meget mindre en Tanke, eller
Følelse. De søgte den første Grund til al Be¬
vægelse, Liv og Fornemmelse i Væsener, som
vare adskilte fra Materien, hvis Hoved=Egen¬
skab, efter den almindelige Erfarenhed, er, at
modstaae Bevægelsen, og at søge Hvile. Efter
den Pythagoræiske og Platoniske Philosophie var
alting besielet, fra de himmelske Legemer af, ind¬
til den mindste Jnseet og Plante. Denne
Mening blev gammel. Aristoteles vilde stifte
en nye Seet; Han vilde sige noget, som Plato
ikke havde tænkt, og giorde derfor alle Væsener
til Maskiner; Jntet i Naturen, ikke engang i
Mennesket, blev undtaget fra denne Regel. Men
han var tilsidst selv forlegen med sit System.
Efter at han havde erklæret Tanken selv for en
Virkning af blot mechaniske Regler, og gjort
Sielen til intet andet end Legemets Form, for¬
nam han af de almindelige physiske Erfaringer,
at Bevægelsens første Oprindelse ikke engang


484
kunde forklares af denne Mechanik. Han antog
derfor af Nød en første Bevæger; denne var
Aristotelis Gud; det var det eneste imma¬
terielle Væsen, som han erkiendte; men den
satte kuns alle Ting i Bevægelse ved et
Stød. Tanke og Følelse, meente han, kunde
Materien nok give sig selv, i det mindste behøve¬
des dertil ikke mere end Figur og Bevægelse.
Efter at den Christelige Religion i nogle Aar
havde undertrykt denne mechaniske Philosophie,
blev den af des Cartes opvarmet igien. Reli¬
gionen nødte ham til at giøre en Undtagelse i Hen¬
seende til Mennesket, hvilken dog hængte saa ilde
sammen med hans Lære-Begreb, at man har
Aarsag til at tvivle, om han troede det selv;
Alle Dyr vare efter dette System Maskiner, og
Mennesket havde alene en Siel. Dette er uden
Tvivl Oprindelsen til den store Forskiel, som
man siden har gjort imellem Mennesker og Dyr.
Tilforn bleve de i alle Systemer betragtede paa
een Maade; man tillagde dem enten alle Siele,
eller betragtede dem alle som Maskiner. Des
Cartes, som vilde forklare alle Dyrenes Hand¬
linger af mechaniske Grunde, og som tillige af
Undseelse for Religionen ikke torde tillegge Mate¬
rien en Kraft til at tænke, fradømte Dyrene
baade Siele og Forstand, og lod dem ikke beholde
uden det, som man kalder Instinet.


485
Dette Ord Jnstinct, som synes at sige no¬
get, endskiønt det som ottest siger Intet, er i
Philosophien ungefær hvad Attractionen er i
Naturlæren, et Begreb, som forsvinder, saa¬
snart man foretager sig at opløse det. Det er
enten et Stød, saadant, som det, der sætter
Legemerne i Bevægelse, som Elasticiteten i en
Fieder, eller Tyngselen af Loddet i et Uhr; og af
saadant et Stød kommer vel ikke Kierlighed,
Glæde, Had, Frygt og andre Drifter, som vi
finde hos Dyrene: Eller det er en virkelig Be¬
gierlighed, som opvækkes af visse Forestillinger,
og altsaa sætte et tænkende Væsen forud. En¬
ten er saadan en Begierlighed kommen af tydelige
og fornuftige, eller af utydelige og sandselige
Begreber; J det sidste Tilfælde kalde vi Begier¬
ligheden en Passton, og andet fornuftigt Be¬
greb kunne vi ikke giøre os om Jnstincten.
Jnstinet, ret forklaret, sætter altsaa i det
mindste Tanke forud, om ikke altid Fornuft,
og den kan lige saa lidt være en Virkning af
blot mechaniske Regler, som de menneskelige
Tilbøieligheder.
Den Cartesianske Philosophie gjorde imid¬
lertid Lykke; thi det Selsomme har altid fun¬
det Tilhængere; Den blev endog efter nogle
Forfølgelser tilsidst mægtig nok til at fortrænge
den Scholastiske Philosophie af de Theologiske


480
Skoler, og nu begyndte man ikke alene at fore¬
drage dens urimeligste Lærdomme, men og at
ansee dem som Støtter for Religionen. Jngen
Mening kunde lettere bringe Menneskene til at
tvivle om Sielenes Udødelighed, og føre til den
groveste Materialismus, end den, at Dyrene
vare blotte Maskiner. Jkke desmindre fandt
den Tilhængere, som ansaae den for meget be¬
qvem til at forklare Guds Huusholdning med de
umælende Kreaturer. Dersom Dyrene, sagde
man, ikke vare blotte Maskiner, kunde de jo og
være udødelige? Man betænkte ikke, at om dette
end var saa, var det dog bedre at antage en Me¬
ning, som tillagde Dyrene for meget, end at
vælge en anden, som berøvede os saa mange for¬
nuftige Beviiser for Menneskets Udødelighed.
Dersom vi antage den Forklaring, som Herr
des Voeux har gjort af det bekiendte Sted i
Salomons Prædiken 3 Cap. 18. 21 v., da
er Hensigten deraf just, at lære os den fornuftige
Beskedenhed, som anstaaer en Philosoph saa
vel, naar han dømmer om Ting, der ere saa
vanskelige at udgrunde, som det Jndvortes i
Dyrene. Efter bemeldte Fortolkeres Mening
kunde det lige saa vel oversættes saaledes: Hvo
veed, om, i der Menneskets Siel farer op,
Dyrets Siel da farer ned? Prædikerens
Mening var altsaa, at det af Fornuften alene


487
ikke kan afgiøres, om der ikke i Dyrene lige saa
vel som i Mennesket er noget uforgiengeligt?
om Væsener, der ligne os i saa mange Ting
hvilket er Meningen af det foregaaende: at
hvad der hændes Mennesket, hændes og
Dyrene, ikke og ligne os deri, at alt ikke for¬
gaaer, eller som Prædikeren siger, deres Aand
farer ned under Jorden? Lad være, at vi
toge feil i denne Formodning, var der dog langt
mindre vovet derved end ved andre Forklaringer,
som saa let kunde misbruges til at omstøde de vig¬
tigste Sandheder, paa hvilke baade Religionen
og Sædelæren ere grundede. En Lærdom, som
giver det her lidende og uden sin egen Skyld og
Brøde i Forkrænkelighed sukkende Kreatur noget
Haab om en bedre Tilstand, er, i det mindste
efter alt hvad vi vide om Gud, ham langt
anstændigere, end en Philosophie, som snart er
stolt nok for at giøre Mennesket til Tyran og
Despot af hele Naturen, snart nedrig nok for at
troe, at den fuldkomneste af alle synlige Skab¬
ninger har intet høiere at haabe end Fæet.
Nu omstunder lader det, som om den sunde
Fornuft, endog i den Lærdom om Dyrene, er
nær ved at triumphere over de Fordomme, som
en fordærvet Philosophie først har bragt ind i Ver¬
den. De fleste nye Philosopher ansee Dyrene
for Kreature, der have de samme almindelige


488
Evner som Mennesket, men i en ringere Grad.
Vanskeligheden er kuns at bestemme disse Grader.
Alle ere fast enige i at tillegge dem Tanke og
Begierlighed; men nogle meene, at de forestille
sig kuns lutter enkelte og individuelle Ting, og
det paa en klar men utydelig Maade; De til¬
staae dem Sands, Jndbildning og Passioner,
men nægte dem aldeles den Evne at kunne giøre sig
almindelige og tydelige Begreb, saadanne,
som de fleste af dem, hvilke vi udtrykke med Ord,
og som ere Virkninger af den Formue i Sielen,
som vi i en besynderlig Mening kalde Forstand.
Men deri gaaer man maaskee og for vidt. Dyre¬
ne have uden Tvivl nogle tydelige og almindelige
Begreber, skiønt kuns meget faa mod Mennesket.
Og da Erfarenhed viser, hvor svagt Meneesket
med alle sine tydelige Forestillinger og al sin For¬
nuft er til at modstaae de Bevægelser og Drifter,
som de sandselige Forestillinger opvække, er det
let deraf at slutte, at Dyrenes Forstand, om
de have nogen, maae endnu være langt svagere
til at modstaae de Passioner eller Drifter, som
opvækkes af deres sandselige Forestillinger. Deraf
følge baade nogle Ufuldkommenheder og nogle
Fuldkommenheder hos Dyrene. Ufuldkommen¬
hederne bestaae deri, at de regieres fast alene af
Passion, at den liden Grad af Fornuft, som
de have, meget sielden er stærk nok til at vestemme


969
den; at de have kuns faa og svage Begreber, lidt
at vælge, følgelig liden eller ingen Frihed, ere
meget uskikkede til at tage moo Tilregnelse, For¬
bindelse, Lov, Straf og Belønning, endskiønt
Erfarenhed synes ikke at tillade, at man ganske
nægter dem disse Ting. Deres Fuldkommenhe¬
der, om man ellers saa kan kalde dem, ere der¬
imod, at de ere sikre for de mange Bedragerier,
som Menneskene underkastes ved Fornuftens Mis¬
brug, og at de ved en vis uimodstaaelig Nødven¬
dighed drives til at giøre det, som er deres Na¬
tur overeenstemmende.
Denne Nødvendighed er det uden Tvivl,
som man kalder Jnstinet, hvorved ikke kan for¬
staaes et materielt eller mechanisk Stød, som
det, der sætter en Maskine i Gang, men visse
heftige Begierligheder eller Passioner, som
opvækkes ved de indvortes eller udvortes Sandser;
Begierligheder, som Skaberen selv har sat i et
vist Forhold, og gjort stærkere eller svagere, efter
som Kreaturets Nødvendigheder udkrævede. Saa¬
danne Drifter vare uomgiengelig nødvendige i
Skabninger af saa ringe en Tænkekraft, hvilke,
om de end have nogen Forstand, dog ikke have
nok deraf, for at kunne bestemme sig selv efter
Valg og Overlæg. Mennesket, det fornuftige
Menneske, behøvede jo selv at erindres ved saa¬
danne Drifter, ikke alene om det, som det er


490
andre, sin egen Att og Selskabet, men og om
det, som det er sig selv skyldig. I Dyrene
maae, just for deres Ufuldkommenheds Skyld,
endnu være flere af disse Drifter; Foruden de
almindelige, som de have tilfælles med Men¬
nesket, er det vel saadanne besynderlige Drifter
at tilskrive, at et Dyr, saa snart det kommer til
Verden, veed at søge sin Føde; at de, uden at
giøre saa mange Forsøg som Mennesket, kunde
ved Hielp af Lugten eller Smagen giøre Forskiel
imellem det, som er dem gavuligt og skadeligt,
og det i saadan en Fuldkommenhed, at man paa¬
staaer, at Menneskene have Dyrene at takke for
de fleste Opfindelser i Lægekonsten. Alle saadanne
Drifter lade sig vel forklare af sandselige Fornem¬
melser alene. Men hvorledes opfinde Fuglene
den Figur, i hvilken de bygge deres Reeder?
Hvorfor tage Bierne aldrig feil i den konstige
Form, som de give deres smaa Huse? Var
det ved Hielp af Fornuften, da vare jo disse Dyr
langt fuldkomnere end Mennesket? Saadan en
Figur gjorde ikke den meest øvede Konstner paa
fri Haand, og disse smaa Dyr fødes endog fuld¬
komne i deres Konst; den første Reede er lige¬
saa konstig som den sidste. Jeg finder det her
umueligt at tænke anderledes end Herr Busson:
Bien maae ved en Slags sandelig Følelse, ved
en Vellyst eller Smerte, drives til at giøre det,


491
som den giør; thi dersom det kom af Forstand,
dersom den vidste selv hvad det var for en Figur,
den giorde, og havde en tydelig Forestilling om
alle dens Sider og Kanter, maatte den have
mere Forstand end Mennesket. Naar vi betænke,
hvor mange utydelige Begreb der ligge, saa at sige,
skiulte i vor egen Siel, og hvor mange konstige For¬
bindelser der komme ud af disse, uden at vi merke det
selv; hvor ofte vi, uden endnu at kunde forklare
Grunden dertil, falde af os selv paa at giøre saa¬
danne Haandgreb, som, naar de skulde ordentlig
bevises, sætte mange Sandheder forud: er det ikke
saa vanskeligt at forestille os saadan en Evne hos
Dyrene til nogle faa visse og bestemte Handlinger.
Man finder derimod i nogle Dyrs Huus¬
holdning visse selskabelige Forbindelser, som
ikke vel kunde forklares, uden at tillegge dem en
Slags Fornuft, og som dog tillige ikke udkræve
stor Fornuft. Naar flere Dyr, ja hele Fami¬
lier af Dyr foreene dem sammen, for at bygge
Huse, samle Materialier dertil af adskillige Ar¬
ter, tillave og forbinde dem tilsammen; naar
man seer dem deele disse adskillige Forretninger
imellem sig, og at forrette alt dette i en Slags
Orden, skiønt ikke med stor Konst eller Fuldkom¬
menhed, hvorledes vil man da forklare det, uden
at tillegge dem nogle almindelige Begreb, og en
Evne til at kunne paa en Slags Maade meddele


492
hinanden disse Begreb? Saaledes er Castorernes
Huusholdning. Vi finde i den saa meget, der
ligner den Maade, paa hvilken Mennesket i dets
første enfoldige og naturlige Stand sørger for sine
Beqvemmeligheder, at vi ikke, uden ganske at
forkaste den Analogie, som er den eneste Grund
til alle vore Slutninger om Dyrene, maae tilstaae,
at Aarsagerne i begge Tilfælde ligne hinanden
lige saa meget, som Virkningerne, og følgelig
at disse Dyr have en Grad af Fornuft, som nær¬
mer sig i det mindste meget til den, hvilken vi
bemerke i de saa kaldede vilde Mennesker. Herr
Buffon, hvor lidt tilbøielig han end er til at
tilskrive Dyrene Forstand, nødes dog selv til at
dømme saaledes om Castorerne. Men have da
Dyrene og et Sprog? Det er vel af Erfarenheden
unægteligt, at de betiene dem af visse Lyde, til at
udtrykke adskillige Følelser, som Glæde, Smerte,
Sorrig, Kierlighed, Vrede o. s. v.; men man
tvivler endnu, om dette Sprog gaaer videre
end til enkelte og individuelle Begreb, om de
derved kunde udtrykke almindelige og abstracte
Begreb, tilkiendegive hinanden nogle af deres
Tanker i Sammenhæng? Jeg tilstaaer, at det
er meget vanskeligt at bevise det; men er det let¬
tere at nægte? Saa mange abstracte Begreb, og
saa vidtløftigt et Sprog, som Menneskene, have
de vist ikke. De Begreb, som de udtrykke,


493
maae og være meget adskillige fra dem, som vi
forbinde med Ordene; og er der ikke Forskiel
nok imellem de Begreb, som adskillige Menne¬
sker giøre sig om en og den samme Ting, og den
Maade, paa hvilken de udtrykke den, for at
begribe, at der kan være endnu en langt større
imellem dem og Dyrene? Denne Forskiel kunde
gierne være saa stor, at om vi end vidste, hvad
for Ting Dyrene betegne med deres adskillige
Lyde, vidste vi derfor dog endnu ikke, hvad for
Begreb de giorde sig derom. Det er kuns af
den Lighed, som der er imellem vore egne og andres
Fornemmelser, at vi slutte os til de Begreb,
som de forbinde med Ordene, og dog er der end¬
og iblant Menneskene Forskiel nok for at antage
det som en Sandhed, at to Personer sielden ved
et og det samme Ord tænke fuldkommen et og
det samme. Vi maae derfor aldrig vente at kunne
forstaae Dyrenes Sprog; thi om de end have et,
kunne dog ingen uden Dyr af samme Art og For¬
nemmelse forstaae det; men just derfor maae vi
ikke heller nægte dem at have et Sprog, fordi vi
ikke kunne forstaae det. J de menneskelige Sprog
ere vel nogle Lyde grundede paa en naturlig
Drift eller Overeenstemmelse med de Ting, som
de udtrykke; men den største Deel ere dog vil¬
kaarlige, og indførte ved en frivillig Pagt og
Fordrag. Skulde Dyrene vel kunne have for¬


494
enet sig om at give visse Ting saadanne Navne,
hvoraf de kunde forstaae hinanden? Dette bliver
endnu det allervanskeligste at bevise. Men om
vi et Øieblik satte det tilside, som Aabenba¬
ringen beretter os om Oprindelsen til det første
Sprog iblant Menneskene, skulde Fornuften jo
finde uopløselige Vanskeligheder i at forklare,
hvorledes Mennesket i den Tilstand, hvori det
nu fødes, først har faaet et Sprog. De to
Børn, som Kong Psammeticus lod indslutte,
for at forsøge, hvilket Sprog der var det ældste,
talede vel ikke andet Sprog end de vilde Menne¬
sker, som man siden har fundet i Skovene. Hvor¬
ledes have da de første Mennesker opfundet et
Sprog, hvorledes ere de imellem sig selv blevne
enige derom, førend de lærte deres Børn det?
Af Aabenbaringen alene kunne vi besvare dette
Spørgsmaal; og i Dyrenes Vilkaar maae der
endnu være meget mere skiult for vores Fornuft.
Jmidlertid bliver det, næst Kundskab om Gud
og os selv, en af de værdigste Beskieftigelser for
denne Fornuft, at samle de Erfaringer, som vi
kunde have om Dyrene; at sammenligne dem
med det, som vi bemerke i os selv, og ved Hielp
af fornuftige Grunde at søge at komme til nogen
nærmere Kundskab om disse Skabninger, som
staae i saa nær et Forvandtskab med os. Det
mangler ikke i vores Alder paa Undersøgninger i


895
det Materielle og Mechaniske, saavel af Dy¬
rene, som af alle andre Ting i Naturen; Men
var det ikke og at ønske, at man agtede noget paa
saadanne Erfaringer, som kunde lære os at kiende
deres indvortes Egenskaber, eller om jeg saa kan
tale, paa deres Caracterer? Maaskee en af
Aarsagerne, hvorfor dette er bleven forsømt, er,
at man hidindtil har betragtet Dyrene alt for me¬
get som Maskiner, og derfor ikke agtet paa de
høiere Formuer, som de have tilfælles med os.
Maaskee er det, fordi vi bekymre os kuns lidet
om at kiende disse Formuer i os selv, og derfor,
i det vi igiennemsøge alle Planternes Slegtregi¬
ster, forglemme ofte aldeles de Skabninger, som
staae i nærmeste Forvandtskab med os. Til saa¬
dan en Kundskab om Dyrene udkræves ogsaa
Egenskaber, som sielden ere forenede; megen
Jndsigt baade i den Phyfiske og den Moralske
Verden; en Forening af tvende saadanne Genier,
som en Audenton og en Buffon. Medens
hiin opskiærer Dyrenes Legemer og betragter De¬
lenes Forhold, giver denne os deres Historie;
Han beskriver os deres Levemaade og Vindskibe¬
lighed. J Historien af det Kongelige Franske
Cabinet, som er et Verk af disse Mænds for¬
enede Flid, findes mange Efterretninger, som
kunde lede os til en nøiere Jndsigt i det, som
næst Menneskets Historie meest maae interessere


496
os, og som, næst Kundskaben om os selv, og¬
saa er det, der har været meest forsømt. Dog
disse Videnskaber skulle vel og engang have deres
Periode. En Mængde af Politiske, Moralske
og Historiske Verker, af Beskrivelser, Caracte¬
rer, Betragtninger over Sæderne og Lovene,
synes at spaae os en Tid, i hvilken vor Jndsigt
i den moralske Verden skal stige til lige saa stor
en Høide, som vores Kundskab i den Physiske.
Maatte kuns, naar denne Periode kommer engang,
Menneskets Dyd og Lyksalighed vinde meere ved
Tilvexten af de moralske Jndsigter, end Sund¬
heden synes at have vundet ved de physiske!
No. 255.
Mandagen, den 27 Jumni1763.
S¬
kulle Menneskene og bede til Gud, naar
de behøve hans Hielp, og takke ham, naar
han har hiulpet dem? De, som kiende noget til
den Verden, som vi leve i, skulle ikke undre
dem over dette Spørgsmaal. Paa en Tid, da
den store Hob af Mundchristne i Gierningen,
nægte Bønnens Nytte, og da Vantroen spotter


491
med den, have vi vel Aarsag til at spørge derom,
ligesom det endnu ikke var afgjort. Det er ikke,
fordi Sandheden jo er klar nok i sig selv; thi
den frækkeste Tvivler skulde, naar man uformo¬
dentlig gjorde ham dette Spørgsmaal, føle noget
hos sig, som bebreidede ham hans Tvivl; Man
maatte give ham nogen Tid, for at samle alle de
Vaaben, hvormed Sikkerhed, Vantroe og For¬
tvivlelse kunne udruste en fordærvet Siel, førend
han dristede sig til at nægte det. Vor hellige
Religions Lærdomme om Bønnen ere ikke alene
fuldkommen overeenstemmende med alt det, som
vi vide om Gud af Fornuften, men Christus har
end og fremsat denne Lærdom paa saadan en Maade,
at han i faa Ord har besvaret alt, hvad Fornuf¬
ten nogen Tid har havt at indvende derimod.
En Christens Bøn strider hverken mod Guds
Godhed, eller mod hans Alvidenhed; han beder
ikke, ligesom Gud ei vidste hvad han behøvede,
længe førend han bad, eller som om han ved mange
vidtløftige Ord kunde overtale Gud, saaledes
som man overtaler, et Menneske. Naar J
bede, siger Christus, skulle J ikke druge
mange overflødige Ord, ligesom Hednin¬
gene, der mene, at de blive bønhørte,
naar de bruge mange Ord; tyi Eders Fa¬
der veed, hvad J have behov, førend J
bede. En Christen beder ikke heller, som om
ift


498
han tænkte derved at kunne forandre noget i Guds
Raadslutninger; thi han veed, at disse ikke alene
ere uforanderlige, men og for os selv langt tien¬
ligere, end alt, hvad vi kunne ønske eller begiere.
Han beder kuns, for at øve sig i denne Underka¬
stelse og Hengivenhed i Guds gode og uforander¬
lige Villie, som er Øiemerket af den korte og
nøisomme Bøn, som Frelseren selv har lært os,
og hvoraf Christus gav os saa stort et Exempel,
da han i den høieste Nød og inderligste Siele¬
angest underkastede sig sin evige Faders uforan¬
derlige Raadslutning, og bad med Vilkaar:
Fader, er det muengt, da tag denne Kalt
fra mig, dog skee ikke min, men din
Viute.
Uden saadan en Hengivenhed og Underka¬
stelse kan ingen fornuftig Skabning være lyksalig;
thi da Gud ikke, for at føie vore daarlige Ønsker,
kan forandre sine vise Raadslutninger, saa kunne
vi ikke heller være lyksalige, uden saa vidt vi med
Hengivenhed underkaste os disse. J denne Un¬
derkastelse øve vi os fornemmelig ved Bønnen,
og det er derfor en af dens vigtigste Hensigter.
Det er ikke for Guds Skyld, ikke for at høres
af ham, eller for at sige ham noget, som han
ikke veed, men for vor egen Skyld, at vi bede.
Gud er os vel altid lige nær, ligesom han i sig
selv er alvidende, god, almægtig og første Aar¬


499
sag til alt det Gode, som vi nyde. Men vi
forestille os ikke altid, hvor nær han er os, og
vi tilskrive ham ikke nok det Gode, som han hvert
Øieblik giør os. Naar vi og undertiden tænke
derpaa, Forstanden og i Almindelighed bifalder
Sandheden, er dette bifald dog for koldt til at
opvække en Kierlighed, som kan indtage vort
ganske Hierte, vor ganske Siel, og vort ganske
Sind; J den nærværende Tilstand kunne vi ikke
heller til alle Tider føle disse Bevægelser i en lige¬
Grad. Det er derfor saa meget mere nødven¬
digt, at vi til visse Øieblikke opvække dem, at
vi samle vore Tanker fra andre Ting, og fore¬
stille os Gud saaledes, som han altid er, endog
naar vi ikke tænke derpaa, alvidende og allesteds
nærværende, hvilket efter vores Maade at fatte
paa, ikke kan skee bedre, end ved en Samtale.
Hoved=Hensigten af denne Samtale er, at
giøre os selv fuldkomnere og lyksalgere; Fuld¬
komnere, i det saa levende et Begreb af Guds
allerhøieste Nærværelse, bevæger os til at Un¬
dertrykke alle de Tanker og Bevægelser, som
Samvittigheden siger os at være uanstændige
for en Siel, der vil tale, omgaaes, og paa
det nøieste forenes med Gud; Lyksaligere,
naar vi derved lære at fortrøste os mere til det
Væsen, som opholder Verden, og som bestyrer
Udfaldet af alle menneskelige Anslag.


500
Ethvert Øieblik, og enhver Tildragelse,
indtil den allerringeste i vort Liv, var vel i sig
selv stor og vigtig nok, for at finde deri Anled¬
ning til at opløfte saaledes vore Siele til Gud:
men de giøre ikke alle Jndtryk nok paa os, og
snart er vores Uvidenhed, snart Hiertets Fordær¬
velse Aarsag deri. Utallige af de Velgierninger,
som vi nyde ved hvert Aandedræt, røre os ikke,
fordi vi ikke kiende dem; andre, fordi vi ere
vante dertil, og fordi de ikke ere selsomme, og
usædvanlige nok til at samle vore adspredte Tan¬
ker, og til at bevæge vore følesløse Hierter.
Liv, Sundhed, og alle timelige Ting tabe i saa
uskiønsomme og utaknemmelige Kreatures Øine
deres Værdie, jo mere og jo oftere vi nyde dem.
Vi ansee dem enten som Hændelser, eller som
nødvendige Følger af en vis Orden i Naturen,
uden at ære og tilbede det Væsen, hvis Viisdom
har stiftet denne Orden, og uden hvis Villie in¬
gen Spurve falder til Jorden. Det er ikke nok,
at vi ei takke Gud for alle hans Velgierninger,
vi kiedes endog ved dem; Vores Utaknemmelig¬
hed berøver os Følelsen og Nydelsen deraf. En
langvarig Lyksalighed, som vi tilsidst ikke agte,
fordærver os kuns; den giør os sikkere, kielne,
feige, uduelige til alt Godt, og utaalmodige i
det mindste Onde, som møder os. Den yder¬
ligste Grad af Fordærvelse, og lige saa stor en


501
Ulyksalighed, skulde være de sidsle bedrøvelige Føl¬
ger af saadan en Tilstand, dersom Forsynet ikke
undertiden opvatte os ved saadanne Hændelser,
som efter den Grad af Følesløshed og Søvnag¬
tighed, til hvilken vi ere forfaldne, vare merke¬
lige og overordentlige nok, for at bringe os til
alvorligere Eftertanke. Dersom det Gode alene
altid kunde have den Virkning, skulde Guds
Naade maaskee være stor nok, for ikke at bruge
andre Midler til at opvække os, end nye Vel¬
gierninger, og hans Kierlighed skulde være saa
utrettelig, at den holdt endog de største Gaver ikke
for at være spildte, naar de tiente til at forbedre
den groveste Synder. Men hvo, som kiender
Mennesket, kan troe, at dette var mueligt, end¬
og for Almagten selv? Saa stor er Hiertets For¬
dærvelse, og saa grændseløse ere dets Begierlig¬
heder, at vi baade snart glemme den allerstørste
Velgierning, og at vore Ønsker gaae videre end
til det Muelige. Lad Forsynet udøse alle de
Velsignelser over et Menneske, som Naturen har
i Eie; jo flere det faaer, og jo friere det kan nyde
dem, des hastigere skal det blive kied deraf.
Naar det Naturlige ikke meere fornøier, søger
Jndbildningen at skabe en nye Verden; og hvor
mange, ikke alene daarlige og skadelige, men
og umuelige Planer giør den sig da ikke; Planer,
som ikke alene vare Viisdommen uanstændige,


502
men som og findes umuelige af Almagten selv.
Hvad er da tilbage? Af Kierlighed selv maae
Gud straffe. For at lære os at agte og bruge
det Gode, maae han berøve os det; Uden saa¬
danne Opvækkelser skulde vi ikke alene glemme Gud,
og troe os ved vore egne Kræfter sikkre nok; Vi
skulde ikke engang anvende disse Kræfter vel;
men deels ved Ladhed og Forsømmelse, deels ved
Gavernes Misbrug, forspilde selv vor Lyksa¬
lighed. Undertiden er Guds Langmodighed
stor nok, for ikke at lade os strax føle det Onde.
Han viser os kuns Mueligheden deraf; og naar
Frygten derfor alene er nok til at opnaae hans
kierlige Hensigter, lader han det ikke komme
videre.
Saadan en Frygt er ofte meget fornøden til
at befordre endog vor timelige Lyksalighed; baade
enkelte Personers og hele Nationers Erfaringer,
bevise det. Jntet Folk i Verden har bevaret
deres Virksomhed, Tapperhed, Nøisomhed og
andre borgerlige Dyder længer end det har havt
enten indvortes eller udvortes Farligheder at be¬
frygte: De beste Love kunne ikke bestaae uden
Sæder, og disse kunne ikke bevares, dersom der
ikke er noget i Tilstanden selv, som driver alle
Lemmer af Staten til en ivrig og nidkier Brug,
af alle deres Kræfter. Uden saadan en Nød¬
vendighed bliver intet bestandigt, intet kommer


903
til Modenhed, de beste Love holdes ikke, gode
Forsætter qvæles i Fødselen, og deres Jverksæt¬
telse, om det end undertiden kommer saa vidt,
udretter intet, fordi det mangler overalt paa den
Jver, Drift og Nidkierhed, uden hvilke intet
kan bringes til Fuldkommenhed. Jo lykkeligere
saadant et Folk er, jo mere Frugtbarhed, Vel¬
stand, Rolighed, Fred og Sikkerhed der er i
Landet, des mere fordærves Folkene, des ladere,
feigere, forfængeligere og udueligere blive de.
Det hele menneskelige Kiøns Historie fra Sta¬
ternes Begyndelse af indtil vore Tider stadfæster
denne Sandhed uden nogen Undtagelse. Den
viser, at Forsynet overalt i Verden har handlet
efter de samme Regler, som den saa tydelig har
lagt es for Øine i det Jødiske Folkes Skiebne.
Dette Folk nød ikke nogen merkelig Tilvext af
Lyksalighed, førend det strax misbrugte den saale¬
des, at de under de fuldkomneste Love, og i
Besiddelsen af det beste Land, skulde ved deres
Laster være blevne langt ulyksaligere, end de
vare enten i den Egyptiske Trældom, eller da de
endnu vandrede i Ørken, dersom Gud ikke ved
idelige Tugtelser havde opvakt dem. Disse Tug¬
telser fra Udgangen af Egypten af, indtil Rigets
Ødeleggelse, vare efter Skriftens eget Vidnes¬
byrd ikke alene nødvendige for at vedligeholde den
sande Guds Kundskab og Dyrkelse iblant dem,


504
men og for at udrødde saadanne Laster, som for¬
spildte deres timelige Lyksalighed.
Det var, som Skriften siger, for at for¬
søge Jsraelterne, og lære dem at føre Krig,
at Gud tillod dem ikke at undertvinge alle de Folk,
som boede i Canaan, men lod mægtige Nationer
blive tilbage. Historien af Dommernes Regie¬
ring viser kiendelig nok, hvor meget saadan en
idelig Opvækkelse behøvedes for at afværge og
straffe de afskyeligste Laster, til hvilke dette Folk
forfaldt efter nogle faa Aars Fred. Forandrin¬
gen i Regieringsformen hemmede vel i Begyndel¬
sen nogle af disse Laster, som vare Følger af Fri¬
hedens Misbrug: Davids Gudsfrygt og Tap¬
perhed, Salomons Viisdom og Virksomhed,
satte Folket igien i en blomstrende Tilstand: Vi¬
denskaberne og Konsterne giorde under den sidstes
Regiering ikke lidet til at formilde Sæderne, i
det de gave Folket fornuftigere Beskieftigelser;
men det varede ikke længe, førend og alle disse
Ting bleve misbrugte, og der opstode nye Riger,
for hvilke de maatte frygte. Naar vi med Agt¬
somhed læse Folkets Historie under Kongerne, og
Propheternes Taler, skulle vi finde, at lige saa¬
dan en borgerlig Fordærvelse var Aarsag til de
paafølgende Straffer. Man finder vel paa den
Tid Misbruge nok i den offentlige Gudsdyrkelse,
for at troe, at de alene kunde fortiene Himmelens


505
Straf. Men Fordærvelsen i Religionen var
selv en Virkning af borgerlige Laster, af en falsk
Statskonst, af Hyklerie, og Magelighed; Je¬
roboam opreiste af en falsk Politik Kalve i Bethel
og Dan, og der fandtes strax Hyklere nok, som
tilbade dem. Man byggede Altere paa Høiene,
og nogle af de gode Konger selv vare saa svage,
at de taalte det. Dog vare der endnu mange,
som søgte Templen i Jerusalem, og som i Lær¬
domme og udvortes Dyrkelse bevarede den sande
Religion; iblant disse vake endog nogle, som
toge sig Religionen meget nær. De plagede,
som Propheten siger, deres Siele med Faste,
de heldede deres Hoveder som Siv, og
lagde sig i Sække og Aske. Men de lode
ikke den Fortrykte frie, de deelede ikke deres
Brød med den Hungrige, de klædte ikke de
Nogne, deres Hænder vare besmittede med
Blod. For disse Laster var det, at Gud hver¬
ken fandt Behag i deres Faste, eller hørte dem,
naar de raabte. Fordærvelsen gik endog saa
vidt, at den tilsidst undertrykte den almindelige
og sunde Fornuft. J stedet for at dyrke For¬
standen, og beskieftige sig med nyttige Ting, op¬
fyldte de deres tomme Siele med forfængelige
Ønsker. De forlode dem, siger Skriften,
paa Intet, de talede Forfængelighed, und¬
sangede Møie og fødde Uret. Alle Forsøg til


506
Forbedringer vare forgieves, fordi man tvivlede
endog om de klareste Sandheder, og fandt uover¬
vindelige Vanskeligheder i de allerletteste Ting;
Derfor, siger Propheten, at de følte dem
for, som den Bunde efter Væggen, og
flødte an om Middagen, som i Tusmørtet.
Saadan en Fordærvelse, som følger af Sikker¬
hed og af Mangel paa Opvækkelser, kan ikke
forestilles bedre, end under det billede af stille¬
staaende Vand. Skriften bruger just selv denne
Lignelse. Moab, siger en af Propheterne,
har været tryg af sin Ungdom, og ligget
stille paa Bærmer, den er ikke tømt af et
Kar i et andet; derfor bliver hans Smag
hos ham, og hans Lugt er ikke forandret.
En anden Prophet bruger den samme Talemaade
om Jerusalems Fordærvelse, naar han siger:
At Gud vil hiemsøge det Folk, som ligger
paa deres Bærme, og som siger i sit Hierte,
at Herren skal hverken give Godt eller Ondt.
Saadanne Bærmer ere onde og fordærvelige Va¬
ner, som det menneskelige Sind inddrikker ved
en lang Sikkerhed, og som siden ere lige saa
vanskelige at udrødde, som Smagen og Lugten
af et fordærvet Kar. Forstanden bliver ved Va¬
nen tilsidst saa forblindet, og Hiertet saa føles¬
løst, at det røres hverken af Ondt eller Godt.


50
Jblant de borgerlige Feil, som især svæk¬
kede den Jødiske Forfatning, var denne ikke en
af de ringeste, at en stor Deel af Folket vare
Trælle. De Rige havde Tid efter anden benyt¬
tet sig af deres Brødres Trang, og ikke alene
ved Laan tilvendt sig deres Eiendomme; men og
tilsidst bemægtiget sig deres Perse ier. Efter
Mose Lov burde disse vel ved Jubelaaret have
faaet deres Frihed og Eiendom igien; men denne
Lov blev ikke agtet af de Rige, om hvilke Pro¬
pheten siger: At de overtraadde Lovene, for¬
vendte Skikke, og gjorde evige Pagter til
Intet. Ved denne Ulighed leed ikke alene mange
Familier, men og hele Staten; Den svækkede
baade Folkets Tapperhed og dets Vindskibelighed
saa meget, at man har Aarsag til at ansee den,
som en af de vigtigste Aarsager til Rigets Afta¬
gelse. Regieringen selv indsaae det, og Kong
Zedechias lod, efter Jeremiæ Forestilling, i Kri¬
gen udraabe Frihed, at hver skulde udlade sine
Tienere, og sine Tienestepiger frie. Fyrsterne
og alt Folket adlydede denne befaling for en
Tid; Men da Faren var forbi, siger Propheten,
vendte de om igien, og toge deres Tienere
tilbage. Denne Misbrug blev først afskaffet
af Nehemias, da Folket kom tilbage af Fængseler,
da fik de først igien, som Skriften siger, deres
Sønner og deres Døttre, deres Agre og


508
deres Viingaarde, deres Oliegaarde og de¬
res Huuse, som de i forrige Tider havde
pantsat, og paa hvilke de i Hungerens Tid
havde optaget Korn, for at æde og leve.
Alt, hvad jeg endnu har anmerket om det
Jødiske Folkes Skiebne, kunde jeg med mangfol¬
dige Exempler bevise af Grækernes, Romernes
og andre Folkes Historie. Ligesom Menneskene
overalt ligne hinanden, saa har og Forsynet til
adskillige Tider og paa adskillige Steder fulgt
de samme Grundregler, lige saa ofte som Men¬
neskenes Tilstand har været den samme. Det er
kuns at beklage, at Menneskene, endog de,
som læse Historien, saa sielden agte derpaa. Det
Jødiske Folkes Historie er den eneste i Verden,
som lærer os at betragte Hændelser som noget,
der bestyres af en høiere Viisdom, og som sigter
til at forbedre Menneskene.
Den almindelige Erfarenhed er nok til at
bevise, at Tugtelser undertiden ere fornødne til
at befordre Menneskets timelige Lyksalighed, og
at det Onde, eller i det mindste Frygten derfor,
i denne Betragtning kan være en Virkning af de
kierligste og Faderligste Hensigter. Men disse
Hensigter opnaaes, desværre, ikke altid. Det
kommer an paa Menneskets Forhold, og under¬
tiden er Hiertet saa følesløst, at Advarselen alene,
eller smaa Straffer ikke ere nok til at forandre,


501
det. De opvække kuns svage og flygtige Rørel¬
ser, som forsvinde igien lige saa snart, som Faren
er over.
Nøden lærer vel Menneskene, endog de
ugudeligste, at bede, men Bønner, som ere
uden Forsæt af Forbedring, og saadanne Bøn¬
ner høres ikke. Dersom Religionen lærte andet,
havde Vantroen selv Aarsag til at foragte saa¬
danne Bønner. Gud vil og beslutter intet uden
Grunde; og ligesom han ikke straffer af Had,
saa ophæver han ikke heller Straffen, uden at
opnaae Straffens Hensigt, som er Menneskets
Forbedring. Og Ulyksalige vare vi, om Gud
hørte vore Bønner under andre Vilkaar. Vores
egen yderste Fordærvelse skulde da være en Frugt
af saadan en Skaansel og Bønhørelse. Det ved
Naaden og Straffens Eftergivelse uforbedrede
Menneske skulde tilsidst forfalde i en Fordærvelse,
hvori Almagten selv ikke meere kunde indskrænke
det Onde, uden ved en endelig Ødeleggelse.
Vore Bønner selv ere ofte et bedrøveligt
Beviis, hvor slet vi bede. De, som i en fore¬
staaende Fare af Frygt og Feighed mere end af
Andagt bede allerivrigst, ere ofte meest kolde og
langsomme til at takke Gud. Befrielsen selv
giør dem lige saa stolte og frække, som Frygten
gjorde dem nedrige og forsagte. Man seer baade
af deres Bønner og af deres Taksigelser, at de


510
frygtede Menneskene mere end Gud, og hvor
raadvilde, modløse og forsagte de end vare i
Nøden selv, er den dog neppe gaaet over, førend
de ere frække nok, for at tilskrive sig selv deres
Frelse, og for at ansee det, om ikke for noget,
som de have gjort selv, saa dog som noget, de
have fortient; og naar Menneskene tænke saale¬
des, hvorledes skulle da Trudslernes Hensigter
opnaaes? hvorledes kunde Straffen undgaaes?
J det Jødiske Folkes Historie finde vi ofte
antegnet, at Folket bad i deres Nød til Herren,
og lige saa ofte, at Gud befriede dem deraf; men
hvor ofte læse vi, at de takkede ham, og at de
forbedrede sig? Nogle sagde endog, efter Pro¬
phetens Vidnesbyrd, i deres Hierte: Vi ere
befriede, paa det vi uforhindret kunne øve
alle disse Vederstyggeligheder. Med saa
uforandrede Hierter og saa ublue Tanker stode de
for Guds Ansigt selv i det Huus, som var
kaldet efter hans Navn. De bleve ved at
røve, slaae thiel, vedrive Hoer, og svære
falskeligen; saa aldeles ubekymrede om at opfylde
Straffens kierligste Hensigter, at de ikke alene
forsømte det, som de vare Gud, men og det,
som de vare dem selv skyldige. Midt i den største,
end og borgerlige Fordærvelse, var det ligesom
deres eneste Glæde, at de nu uforhindret kunde
udøve alle de Daarligheder og Laster, ved hvilke


511
de ødelagde dem selv, og endnu havde Gud Lang¬
modighed nok, til at tale til dette Folk, som en
medlidende Fader: Mon J giøre mig Fortred
dermed, siger han ved Propheten, eller J
giøre Eder selv Fortred, til Eders Ansigters
Blusel.
J de fordærvede Tider finde vi dog en Tak¬
sigelses Fest, som blev helligholdt med saadan en
Andagt og Alvorlighed, at den kunde være Gud
behagelig. Det var den, som blev holdt under
Josaphats Regiering. Da Folkets Fiender ved
en indvyrdes Uenighed havde fordærvet hin¬
anden, og Gud paa saa kiendelig en Maade
havde befriet dem, forsamledes de for at love
Herren i en Dal, som deraf blev kaldet Lovsda¬
len, og Josaphat drog siden for hele Folket til¬
bage til Jerusalem for at takke Herren i hans
Huus. Denne Taksigelse var Gud behagelig
ikke alene, fordi Josaphat og hele Folket takkede
Gud efter deres Frelse ligesaa ivrig, som de havde
tilbedet ham i deres Nød; og fordi dette Exempel
tiente til at udbrede Guds Ære i Verden. Guds¬
frygt, staaer der, kom over alle Rigexne,
der de hørte, at Herren havde stridet mod
Jskaels Fiender. Men endnu meer behagelig,
var den for Gud i Betragtning af den Bestan¬
dighed, som Josaphat viiste i at afskaffe de Mis¬
bruge og den Fordærvelse i Staten, for hvis


512
Skyld Gud truede Folket med saadanne Straffer.
Han søgte ikke alene sine Fædres Gud; men
han vandrede endog i hans Bud. Han
satte Høvedsmænd og Dommere i Landet,
og udsøgte dertil, efter Moses Exempel, duelige
Mænd, som frygtede Gud, og sandrue Mænd,
som hadede Gierrighed; han befalede dem at
holde Dom ikke som for Menneskene, men
som for Gud, uden Persons Anseelse, og
Gavers Annammelse; han beskikkede due¬
lige Mænd til Lære=Embedet, og formanede
dem at vandre i Herrens Frygt troligen og
med et retskaffen Hierte. Han udbredede
Kundskaben saaledes, at der i hans Tid vare Læ¬
rere ikke alene i Jerusalem, men i alle Judæ
Stæder. Folkets Underviisning i alle nyttige
Ting laae ham endog saa meget paa Hierte, at
han paalagde fem af sine Fyrster at have Omsorg
derfor. Som Tænkemaadens og Sædernes For¬
bedring er Grunden til al Orden og Virksomhed
i Staten, saa manglede det og under denne from¬
me Konge ikke paa gode og duelige Folk i alle
Stænder. De sande Krigsdyder, den rette
Handelsgeist og Huusholdningskonst, udbrededes
mere og mere iblant Folket. Følgerne deraf vare
alt for vigtige for Religionen, og for det, som
er Religionens høieste Hensigt, Menneskets For¬
bedring og Lyksalighed, til at Skriften ikke skulde


513
bemerke det; Der vare Krigsmænd, siger
den, og Vældige til Strid i Jerusalem. Kon¬
gen lagde en Krigshær i alle Judæ Stæder,
han bygde Floder og Forraads=Steder, og
havde en stor Gierning overalt i Landet. Med
saa mange gode Anstalter udrettede Josaphat vel
mere, end man kunde vente af en Regiering i 25
Aar, men dog ikke nok, for at give det Gode
Bestandighed. Jndgroede og herskende Feil
udrøddes ikke saa hastig. Folket, hedder det i
Slutningen af hans Historie, havde endnu
ikke beskikket deres Hierter til deres Fædres
Gud. Det varer længe, førend gode Grund¬
regler blive bekiendte, antagne, og iverksatte af
nogle; og hvor vigtige end disse kunne være, er
det dog endnu ikke nok; Kundskaben, bifaldet,
og Nidkierheden maae være almindelig iblant alle
dem, som kunne giøre noget til deres Udøvelse.
Med faa Ord, gode Grundregler gavne ikke nok,
førend de blive til almindelige Meninger, og ved
lang Øvelse og stærke bevægende Grunde til en
anden Natur. At giøre dette, er ofte meere end
de største Lovgivere formaae; Religionen og Forsy¬
nets Bestyrelser skulle altid giøre det meeste dertil.
Det er os alle bekiendt, hvor megen Aarsag
vi have til at takke Forsynet, saavel for den almin¬


514
delige Fred, hele Europa nu glædes ved, som
for den især, hvilken disse Lande i saa mange
Aar have nydt. Velgierningen er alt for stor
og for kiendelig til at formode, at der var noget
Hierte iblant os følesløst nok for ei at erkiende
paa denne Tid, hvad vi ere baade Gud og Kon¬
gen skyldige. Men, kiere Landsmænd! lad os
tillige, for paa en værdigere Maade at takke vore
Velgiørere, og for vort eget sande Bestes Skyld,
betænke: om vi ere blevne bedre eller værre ved
disse Velgierninger. Deraf alene og af intet
andet kunne vi slutte, om den besynderlige Skiebne,
som vi have havt fremfor andre Folk, er en
Virkning af Himmelens Naade eller en Straf.
Ofte, ja meget ofte forvandle Menneskene selv
de ypperste af Guds Velgierninger til de største
Straffer, og lige saa ofte blive hans faderlige
Tugtelser, det, som han synes at have besluttet
i Vrede, Midler til deres Forbedring. Det er
ikke af Folkenes udvortes Skiebne, men af deres
indvortes Tilstand, af deres Tænkemaade og
Sæder, at vi bør dømme, om et vist Onde
eller Gode er en Straf eller en Belønning. Det
er ikke altid, som det lader at være, men kuns
som det bruges. Et Folk i Verden forbedres
ved store Lidelser, naar et andet fordærves just
ved den Lyksalighed, som man misunder det.
Straffens Onde maae være nok saa stort; Det er


515
dog vore Laster mere end vore Lidelser, som giøre
os ulykkelige. Lad os betænke, kiere Landsmænd!
hvad det er, som vi selv meest frygte, naar Him¬
melen undertiden truer; er det ikke vore egne
Laster, en vis borgerlig Fordærvelse og herskende
Feil i Opdragelsen, Tænkemaaden og Sæderne,
som giøre os saa empfindtlige ved de mindste Stød,
og saa kolde og ligegyldige i Henseende til alt det,
som vores sande Velstand udkræver? Er det ikke,
naar vi tale oprigtig, vores egen Overdaadighed,
Forfængelighed, Lunkenhed, Vankundighed,
Uerfarenhed, og Mangel af Nidkierhed, som
forskrækker os? Vi leve i et Land, som har store
naturlige og borgerlige Fordele, og som vore
Fædre i de allervanskeligste Tilfælde have forsva¬
ret mod mægtige Fiender. Hvorfor frygte vi i
langt bedre Tider mere end de? Er det en blot
Menneskefrygt alene, da er det ikke den, hvor¬
med vi ære Gud. Lad os ydmyge og fornedre
os for ham og ikke for Menneskene! Lad os skielve
for vore Laster og ikke for vore Fiender! Mod
disse skulde vi være stærke nok, saasnart vi kuns
havde Mod til at overvinde hine. Af adskil¬
ligt, som tales og skrives iblant os, lader det,
som vi giorde det, der var tvertimod. Midt i
vore Lovsange selv røbe vi ofte en nedrig Menne¬
skefrygt, og en formastelig Tillid til Forsynet;
i det vi holde os selv uformuende til at giøre hvad


510
andre Folk giøre, indbilde vi os tillige at være
saa meget fuldkomnere end de, at Gud endog
for vores Skyld skulde giøre Underverk. Jngen
af os vilde dog tænke mere saaledes. Gud har
givet vore Siele Kræfter, og vort Land mange
Velsignelser. Dem maae vi bruge vel, om vi
ville forlade os paa hans Forsyn. Alle andre
Lærdomme, om man miisbrugte baade Religionen
og Skriften selv til at stadfæste dem, ere kuns,
som Propheten siger, lognagtige Ord, der
ikke gavne. For at opmuntre os samtlig paa
denne Tid til en værdigere Taksigelse, vil jeg
slutte med de Ord, som Propheten efter Guds
Befaling raabte til dem, der gik ind af Tem¬
plens Porte for at tilbede for Herren:Forla¬
der Eder ikke, siger han, paa løgnagtige Ord,
at de sige: Herrens Tempel, Herrens Tempel,
men, dersom J alvorlig bedre Eders Veie,
og Eders Jdrætter, og J giøre Ret mellem
hver Mand og hans Næste, og J giøre den
Fremmede, Faderløse og Enker ingen Vold,
og udøse ikke uskyldigt Blod paa dette Sted, og
vandre ikke efter andre Guder, Eder til Ulykke;
a vil jeg lade Eder boe paa dette Sted, i Lan¬
det, som jeg gav Eders Fædre, fra Evighed
til Evighed." Enhver af os fra de største til
de mindste tænke kuns alvorlig paa at bedre
sine egne Veie, og at giøre hvad han kan til


517
den almindelige Forbedring! Vi skulde vist er¬
fare hos os selv Sandheden af det, som her siges
til det Jødiske Folk, og som ikke er andet end en
offentlig Bekiendtgiørelse af de Love, efter hvillke
Gud har dømt alle Folk i Verden.


