Sneedorffs
samtlige
Skrivter.
Siette Bind.
Kiøbenhavn, 1776.
Trykt paa Boghandler Gyldendals Forlag.


Jndhold
af den
patriotiske Tilskuer
Siette Bind.
Blad
256. Betænkning om Nytten af en Lægebog og en
Lovbog i korte Udtog for Bønder - Oversæt¬
telse af nogle Steder i Hr. Tissots Aris au
Peuple sur IEtat de sa Sante.
257 og 258. De steste Historieskriveres Mangler -
Forslag til en Middelsort imellem Romaner og
Historier - Tilskuerens Lyst at skrive et Verk
under Titel: Alle Nationers Kistorie i et kort
Begreb - Jndholdet deraf - En Historieskri¬
vers rette Forhold.
259. Brev fra Bonden i Selskabet til Anders Niel¬
sen, boende i Virke=Værløse.
260 og 261. Veltalenheds Nytte.
262. Renternes Nedsættelse.


Blad.
263. Efterretning om en Person, som i sin Ungdom
ikke ville imodtage et Embede, hvortil han ikke
holdt sig beqvem nok. - En vis B. underholdt
en af sine Velgiørere - En Haandverkmands
Godhed imod en Norsk Soldat.
264. Jldens Opfindelse.
265. Forslag til en Skat eller Agift, hvormed de
fleste vil blive fornøiede.
266. Det Selsomme og Overordentlige finder snarest
bifald.
267. Nogle patriotiske Forslag, angaaende: 1) Er¬
klæringer. 2) Betienteres Kundskab, som skulle
give dem. 3) Hvorledes saadanne Betientere
kunde faaes, og bevæges til at opfylde deres Plig¬
1ter: 4) Opdragelsen og Underviisningen, som
Grunden til alt.
268. Frihed i Omgang og Sindets Forlystelser burde
efter Romernes Exempel forbindes med vore sel¬
skabelige Forlystelser.
269. Betragtning over Spil i Selskaber - S
spillets Fortrin.


Blad.
270. Den Platoniske Philosophies Fortrin for de
øvrige Secter paa den Tid.
1. Forsvar for Veltalenhed og Smag- Saurins
Taler til det Franske Academie i denne Hensigt,
272 og 73. En ufuldkommen Kundskab er bedre end
ingen - Foredragsmaaden i Opdragelsen, i An¬
ledning af Rosseaus l'Emile. -
274. Bonden i Selskabet er hypochondrisk over en Sam¬
tale med en Hernhutisk Lærer-- Opmuntres af
Præsten i Selskabet ved den Socratiske Bondes
Exempel.
275. Bondens Ønske at faae en Oversættelse af D¬
Hirzels Socratiske Bonde - Slutningen af
dette Skrift oversættes og betragtes, som handler
om Agerdyrkningens Opmuntring.
276. Sæder udrette mere end Lovene - Begravel¬
ses Ceremonie kan blive en Bevæggrund for Plige
terne - Exempel haves derpaa i Egypterne og i
den Hellige Skrift selv.
277 og 78. Betragtning over Linnæi Beskrivelse over
Europæerne, som Folk, der regieres af Ne¬
ninger.


Blad.
279. Folks Klagemaal, at de ikke veed, hvorledes
deres Børn skal komme frem.
280 og 281. Tænkemaaden og Sæderne, som gode
Loves Hindring eller Befordring.
Betragtning over at de mindste Omstændigheder
i Sæderne giøre ofte meest til at bestemme Carac¬
terer, i Anledning af en Huus-Omstændighed i
den ulykkelige Johan Callas Historie af Toulouse.
83. Haandverkmandens (s. No. 188) Forslag til
Selskabers Oprettelse til Saandverkers og Kon¬
sters Opkomst - derom har Tilskueren raadført
sig med mange, men funden megen Modstand.
284. Det er vanskeligt at adskille i den menneskelige
Skiebne, hvad der beroer paa Mennesket selv,
og hvad der er Virtninger af Forsynet, Uatu¬
ren og Lykken.
285. Udtog af Jerusalems Beskrivelse over Prinds
Albert af Brunsvig, i Anledning af Prinds Fri¬
derichs Fødselsdag 1763.
186. Man kan udrette meget, naar man vil.
287 og 88. Den Physiske Opdragelses Regler, uddragne
af et Priisskrift ved Academiet i Harlem.


Blad.
89 og 290. Den moralske Opdragelse, som angaaer
Sinds=Bevægelserne.
291 og 292. En erfaren Officeers Tanker, hvorledes
en formuende Mand paa en behagelig Maade
kunde indrette sit Liv.
93. Folks Daarlighed, at tilskrive Veirliget deres
Dorskhed.
4. Der tales i et Selskab om adskillige Forbedringer
i Religionen, Staten, Videnskaberne og Sæ¬
derne - En geistlig Mand holder dem umuelige,
man maae kuns haabe bedre Tider - Ogsaa
dette er farligt, som oplyses af en Præstes
Exempel - En anden Geistlig taler om For¬
nødenheden af Forbedring i den Protestantiske
Kirke.
265. Betragtning over det Gronlandske Folks Ca¬
racteer.
296. Vanskeligheden i at kiende sig selv, kommer ikke
saa meget af Forstanden som Passionerne.
297 og 298. Betragtning over Eenhed i Sandheder,
anvendt paa Guds Egenskabers Betragtning.


Blad.
299. Uenighed imellem Stænderne, som en Frugt af
Stolthed hos de Store, og Misundelse hos de
Ringere.
300. En ufuldkommen Regel er bedre end ingen
Anvendelse af denne Sandhed paa Nytten af Lan¬
dets Producters Udførsel.
301. Besvarelse af de Jndvendinger som giøres der¬
imod, at Bonden bør have Frihed og Eiendomme.
302. Svar paa Spørgsmaalet (s. No. 200), hvilke
Videnskaber et Barn fornemmelig bør anbringes
til at legge Vind paa.
303. Om Skuepladsen - En Franskmands Forslag
til en Rlappe-Maskine for samme.
304. En Officeers Tanker om, hvad der var det for¬
nemste i de Romeres Krigsforfatning - Tanker
om Armeens bedre Jndqvartering o. s. v. hos os.
305 og 306. Om Opdragelsen.
307 og 308. Planen i den patriotiske Tilskuers hele
Verk, som et Regnskab, aflagt Publico, inden
han skrider til dette Verks Ende.


Sneeoorffs
)
alki
ste
1
luti.
S,1.
6te Bind.
A¬
SntedorffsSkrifts Bind.


Den patriotiske
Tilskuer.
No. 256.
Mandagen, den 1 Julii 1763.
D¬
et patriotiske Selskab talede engang om
Nytten af saadanne Bøger, ved hvilke
Almuen, eller de, til hvis Opsigt den er for¬
troet, kunde blive underrettede om det, som er
dem nyttigt og fornødent at vide til at forbedre
deres Forstand og Sæder, til at bevare deres Liv
og Sundhed, forsvare deres Rettigheder, forøge de¬
res Velstand, og paa andre Maader forarbeide
deres Lyksalighed. Foruden de korte Forkla¬
ringer af Religionens Lærdomme, i hvilke smaa
Haandbøger Selskabet ogsaa ønskede nogen For¬
andring, foreslog det at giøre lige saadanne korte
Udtog af andre Videnskaber til Almuens Nytte:
f. Ex. en Samling af det i Loven og Forordnin¬
gerne, som er meest fornødent for Almuen, især
Bonden, at vide; En Diæt og Lægekonst, som


4
var indrettet efter Bondens Vilkaar og de almin¬
deligste Tilfælde; Et lidet System i Huushold¬
nings=Konsten, indrettet efter Bondens Oecono¬
mie, hvortil man udkrævede ikke alene en physi¬
kalsk Afhandling om Jordens Brug, og andre
til Landvæsenet henhørende Ting, men og nogle
moralske Betragtninger af Mennesket, tilligemed
de fornemmeste Grundregler af Huusstanden,
Børnetugten og andre selskabelige Forbindelser.
Disse tre Afhandlinger holdt man for de vig¬
tigste, og Præsten ønskede endnu meget den fierde,
som skulde være en kort Beskrivelse af Verden,
der indeholdt det alleralmindeligste og nødven¬
digste saavel af den naturlige som af den borger¬
lige Historie.
Ved denne Samling blev fornemmelig talet
om Nødvendigheden af de to første. Et kort
Udtog, sagde Adelsmanden, af det i Loven og
Forordningerne, som Bonden behøver at vide,
synes at være ligesaa fornødent i en Stat, som
Lovenes Bekiendtgiørelse. Hvorledes kan Bon¬
den ellers vide sine Forbindelser, hvorledes, kan
han straffes for Overtrædelser, og hvorledes
kan Loven beskytte ham for Fornærmelser, naar
han selv ikke veed sin Ret? Det er sandt, vi
have smaa Oplag af vore Lovbøger, som ikke ere
kostbare; men i disse er meget, som Bonden
ikke behøver at vide, og meget, som han ikke


forstaaer; for at giøre ham det sidste forstaaeligere,
kunde man i saadan en Afhandiing ubelukke det
første. Forordningerne udgiøre alt for vidtløf¬
tig en Samling, for at kunne enten kiøbes eller
læses af Bonden. De forkyndes vel paa Tin¬
gene; men hvor mange Bønder komme der, og
mon de, som komme der, fortælle deres Børn
og Børnebørn, hvad de have hørt? Det men¬
neskelige Liv er ikke mere langt nok til at forplante
mange Sandheder ved Tradition.
Saadan en juridisk Catechismus, svarede
Kiøbmanden, var nok saa nyttig for Borger¬
standen. De fleste Love angaae denne Stand,
den har bedre Raad til at kiøbe Bøger, og mere
Tid til at læse dem, end Bonden. Det lader og,
som den trængte nok saa meget til at erindres
baade om sine Rettigheder, og om sine Forbin¬
delser; om Rettighederne, fordi den forsømmer
ofte at bruge dem, som den har, i det den trag¬
ter efter andre, som ikke tilkomme den; og om
Forbindelserne, fordi den misbruger saa ofte den
Frihed og Sikkerhed, som den har fremfor Bon¬
destanden, til at forsømme endog det, som er
til dens egen sande Velfærd. Bonden, lagde
han til, faaer nok sine Pligter at vide, om ikke
af andre, saa af Herremanden og Fogeden.
Mange Rettigheder har han jo ikke, og om han


6
havde nogle, skulde det da være Herremændenes
Interesse, at han vidste det?
Bonden har efter Lovene større Rettigheder,
end man troer, sagde Adelsmanden, og det er
Herremændenes sande Interesse, at han beholder
dem; men om det ikke var det, burde jo dog
Lovene holdes? Dersom det, som allerede er
fastsat, ikke bliver handthævet; hvad Sikkerhed
har da nogen Stand fra Herremanden af indtil
Bonden? og jeg forsikrer Dem, lagde han til,
at endskiønt jeg selv troer, at der endnu var me¬
get at forbedre i vore Indretninger, skulde Bon¬
dens Vilkaar dog allerede være i en kiendelig
Grad bedre, end de ere, om vi kuns kunde
bringe det saa vidt, at han nød altid de Rettig¬
heder, som Lovene tilstaae ham; men for at
nyde dem ubeskaaret, maae han vide baade hvad
Ret han har, og hvorledes han kan bevare
den. Bondens Uvidenhed derom, sagde han
tilsidst, er Aarsag til mange Undertrykkelser,
hvorved Fogeden og andre Underbetiente fornær¬
me Bonden, til Skade baade for Proprietairen
og for Staten.
Lad os først sørge for Bondens Sundhed,
sagde Kiøbmanden med sin sædvanlige Skiemt¬
somhed; den interesserer dog Proprietairerne me¬
get mere end hans Rettigheder, at Mandtallene
kunne være suldstændige, og Hoveriet ikke blive


forsømt. Hr. Tissok, svarede Præsten, har
skrevet saadan en Bog under Titel af Avis an
Peuple sur Petat de sa lante, og Bonden i Sel¬
skabet havde ikke saasnart hørt, hvad dette var
paa Dansk, førend han indstændig bad, mig om
en Oversættelse deraf. Jeg undskyldte mig længe
dermed, at jeg var ingen Læge. Forfatteren
selv, sagde jeg, som dog er meget bekiendt af
andre Skrifter i Lægekonsten, frygter, at
han ved denne lille Bog skal legge sig ud med
sit eget Facultet, fordi han synes at giøre Læge¬
konsten alt for let. Dersom da jeg eller en
anden Oversætter, som ikke forstaaer Konsten,
begik den mindste Feil, var det jo nok til at
blive anseet for det, som er værre end en Qvak¬
salver, for en Mand, der forgav Folk med
Oversættelser. Men med alt, hvad jeg sagde
for at undskylde mig, kunde jeg ikke undgaae
at oversætte nogle Stykker deraf; hele Selska¬
bet tog Bondens Partie, og det, som endnu
var værre, det paalagde mig at indføre det,
som jeg oversatte, i Tilskueren. Til Lykke
valgte de just saadanne Steder i Verket, hvori
der var slet ingen medicinske Tegn eller Konst¬
ord; og jeg haaber derfor, at jeg kan bekiendt¬
giøre Oversættelsen uden i mindste Maade at for¬
nærme den Orden af Lærde, som jeg elsker lige¬
saa høit som mit eget Liv, og som har Vaa¬


8
hen i Hænder til at hevne alle Fornærmelser,
der ere fartigere end baade Argumenter og
Satirer.
Aarsagerne til de fleste Sygdomme paa Lan¬
det ere: 1. Umaadeligt Arbeide, hvorved
Kræfterne svækkes og Naturen falder i en Af¬
magt, fra hvilken den ikke lettelig befries igien.
Dersom man ikke kan undgaae det, som er Aar¬
sagen dertil, maae man søge at formindske det
Onde ved kiølige Drikke. De beste ere Melke¬
Valle, Vand med lidt Ædike udi, o. s. v.
2. At Bønder, naar de, ved at gaae eller ar¬
beide meget, ere blevne varme, søge hen til
kiølige Steder. De Sygdomme, som komme
af denne Aarsag, kunde ofte forebygges, naar
man efter første Anstød bruger Aareladen, maa¬
delige varme Fodbad, og drikker jevnlig Vand
med lidt Honning og Ædike deri. 3. At de
drikke kolde Drikke, naar de ere meget varme.
Det Onde, som følger deraf, yttrer sig snart,
og er meget farligt. Man maae da oftere aare¬
lades, drikke lunkent Vand, og bruge Clysterer
af lunkent Vand og lidt Meel. 4. Ustadigt
Veirligt, og hastig Forandring af Varme og
Kulde. For at forebygge det Onde, som flyder
deraf, er det godt at ikke blotte sig alt for meget


91
i Varmen, og især at Bønderne aflegge den
Vane, at bære deres Klæder paa en Stang,
naar de om Aftenen gaae hiem fra deres Arbeide.
52 De skadelige Uddunstninger, som gemeenlig
omgive Bøndernes Huse, og som komme meest
deraf, at de have staaende og stinkende Vand i
Gaarden, og Møgdyngerne nær ved Husene.
6. At Luften fordærves i deres Stuer, fordi
de sielden aabne Vinduerne. 7. Drukkenskab.
8. Den Føde, som de bruge. 9. At deres
Huse ligge paa lave og fugtige Steder, o. s. v.
De Sygdomme, som følge deraf, forøges
ofte ikke lidet ved de Lægedomme, som de bruge.
Almuen troer i Almindelighed, at alle Sygdomme
best fordrives ved Sveed. Til den Ende bruge,
de hede Drikke, og bedække sig med saa mange
Klæder, at de ere færdige at qvæle sig selv. Et
ganske sundt Menneske kunde deraf faae en hidsig
Feber. Alle hede Ting, som Theriak, Viin,
Brændeviin, Peber, o. s. v. hvilket man dog
gemeenlig bruger, ere i saadanne Tilfælde høist
farlige. J alle Sygdomme, hvormed der føl¬
ger Feber, er der intet, som man mere maae
vogte sig for, end Hede og Forstoppelse. De
ovenmeldte Lægedomme, som Almuen bruger,
have derimod alle den Virkning, at de baade
hidse og binde, hvorfore og mange derved yn¬
kelig omkomme. Umaadelighed i Spise giør og,


10
at mange Sygdomme, som i Begyndelsen let
kunde stilles, blive dødelige. Af en utidig
Frygt for, at den Syge skal blive alt for meget
svækket, giver man ham saadan stærk Føde, som
endnu mere forøger Sygdommen.
Naar man merker, at det vil blive til en
Feber, er det best i Tide at betage den sin Magt
ved en god Diæt. De Tegn, hvoraf man kan
slutte det, ere: megen Tilbøielighed til at sove,
en usædvanlig Tunghed i Legemet, liden Lyst til
at spise, megen Afmagt, Tunghed i Hovedet og
Trykken for Brystet, en tung men uroelig Søvn,
hvorefter man ikke finder sig bedre; at man let
kommer i Sveed, o. s. v. Saasnart disse Tegn
yttre sig, maae man søge at forebygge Sygdom¬
men, hvortil Forfatteren foreslaaer følgende Mid¬
ler: 1. At holde sig fra alt for strengt Ar¬
beide, men dog ikke efterlade at bevæge sig maa¬
delig. 2. At spise lidet eller intet haard Mad,
især holde sig fra Kiødmad, Æg, Viin og
Brændeviin. 3. At drikke lidt og tidt lun¬
kent Vand med lidt Ædike og Honning udi.
4. Clysterer ere og tienlige. Ved disse Midler
kan Sygdommen ofte enten reent forebygges eller
og formindskes saaledes, at den siden ikke er saa
vanskelig at læge.
Den sædvanlige Maade, som Bønderne
bruge, er derimod ganske anderledes. J Be¬


11
gyndelsen af Sygdommen blive de ved at spise
Kiød og Æg. De skye grønne Urter og Frug¬
ter, som dog paa den Tid vare sundere; og for
at styrke Maven, drikke de stærke Drikke. Der¬
ved tilstoppe de mere Porerne og hindre Syg¬
dommen at fordele sig.
Naar Sygdommen ret udbryder, og Kul¬
den begynder, er det best at legge sig paa Sen¬
gen, med mindre Kræfterne skulde være stærke
nok til at blive oppe. Man dækker da den Sy¬
ge lidt mere til, og lader ham hvert Qvarteer
drikke noget af det, som før er meldt. Naar
Kulden begynder at tage af, kan man efter Haan¬
den formindske Dækkenerne, saaledes, at han
har ikke mere end det sædvanlige paa sig, naar
Heden begynder. Det er utroeligt, hvor meget
den Syge derved alene kan lettes.
Naar Feberen tager Overhaand, raader
han at see vel til, at Luften i Sengekammeret ikke
bliver alt for varm, at mange ikke komme til
Sengen, at man ikke taler meget til den Syge,
men lader det være meget stille. Vandet og
Ureenligheden maae strax bortkastes; Der maae
to Gange om Dagen ved at aabne Døren eller
Vinduer skaffes frisk Luft i Stuen, hvorved man
seer til, at Kulden ikke skader den Syge. Det
er og meget godt at slaae noget Ædike paa Gløer,
og i stærk Hede at bestænke Gulvet med Vand.


12
Han maae ingen haard Mad spise. Den beste
Føde er et halv Pund Brød med lidt Smør og
en Flaske Vand. Alt dette maae kaages tilsam¬
men indtil Brødet ganske opløses; Derpaa kan
det afsies, og den Syge drikke et Glas deraf
hver tredie eller fierde Time. Naar Feberen er
heftig, bruger man det ikke saa ofte. En tynd
Byg= eller Havre=Suppe er og tienlig. Efter
Forfatterens Mening kan man ikke alene tillade
den Syge at spise Sommer=Frugter; men de ere
ham og tienlige. Om Vinteren derimod maae
man give ham kaagte Æbler, Svedsker og tørre
Kirsebær, som og maae kaages. Frugter stille
Tørsten og Heden, de formindske Feberen, læge
den fordærvede og ophidsede Galde, løsne og
drive Vandet. Man kan, efter Herr Tissots
Mening, sikkert tilstæde den Syge i hidsige og
hver Dags Febere at spise Kirsebær og Jord¬
bær, naar de kuns ere modne, og man spiser lidt
af Gangen. Dette Raad er formedelst Mis¬
brugens Skyld dog vel ikke saa sikkert i de Nor¬
diske Lande, hvor baade Frugten bliver sielden
moden, og Almuen er vant til at spise den i
Fleng. Den Syge maae drikke saadanne Ting,
som kunne lædske ham, formilde og fordele Syg¬
dommen, skaffe ham Aabning, og drive baade
Vandet og Sveden; Saadanne Drikke, som
de, hvilke tilforn ere meldte. Man kan og


15
blande deri lidt Saft af de Frugter, som Forfat¬
teren tillader. Den Syge maae drikke meget
indtil to eller tre Flasker om Dagen, ofte, men
lidt af Gangen, et Glas hvert Qvarteer. Det
er nok, at man betager det Kulden; Mere end
lunken maae det ikke være, og heller lidt mindre
end mere varmt.
Dersom den Syge ikke har Aabning to
Gange om Dagen, ikke lader meget Vand, eller
og det er rødagtigt, dersom han raser, Feberen
er heftig, og han føler megen Smerte i Hovedet,
Maven og Nyrerne, maae han bruge Clysterer,
og, om det er ham mueligt, sidde en halv Time
eller længere oppe om Dagen, forandre Linnet,
efter at det er vel afdampet, men ikke hedt, naar
han paatager det, og lade Sengen rede. Man¬
gel deraf hindrer ofte Virkningen af de beste Læge¬
domme.
Det er ikke nok at fordrive Sygdommen.
Den Syge maae og, naar han begynder at blive
bedre, holde god Diæt. Han maae 1. spise lidt
og tidt. 2. Jkke mange Slags, men heller i
Begyndelsen blive ved et. 3. Tygge Maden
vel. 4. Drikke lidt mindre. 5. Bevæge sig
maadelig og jevnlig. 6. Spise meget lidt mod
Natten. 7. Jkke blive i Sengen over syv til
otte Timer. 8. Om han ikke havde Aabning,
er det nok at bruge Clysteer hver tredie Dag.


14
9. Skulde han være meget svækket, og Feberen
yttre sig igien, maae han bruge Qvina, og 10.
ikke for hastig giøre strengt Arbeide.
Det fornemmeste, som er at iagttage ved
Børn, for at bevare deres Sundhed fra Fødselen
af, bestaaer i følgende Ting: 1. At man for
at rense Legemet fra en ond Materie, hvormed
de fødes, ikke giver dem Melk i de første fire og
tive Timer, men i det Sted lidt Vand med Suk¬
ker eller Honning; og om de skulde trænge til
Føde, lidt Brød udblødt i Vand. 2. At de
aftoes strax efter Fødselen med lidt lunkent Vand
og Viin, men siden nogle Dage efter med koldt
Vand. Dette holder han meget fornødent til at
giøre dem stærke. Man kan første Gang bruge
dertil en Svamp, for at vænne dem efterhaanden
til det kolde Vand; men siden, især om Som¬
meren, er det godt at bruge Vandet, ligesaa
koldt som det kommer af Kilden. Derved blive
de stærke til at taale Luftens Forandringer, og
befries fra mange Svagheder, som Forstoppel¬
ser, Slag, Udslet, o. s. v. 3. De maae
bære tynde Klæder, i de to første Aar have
meget lidt paa Hovedet, og siden slet intet,
ikke ligge i bløde eller varme Senge, og enten
det er Vinter eller Sommer, vænnes til at være
i den frie Luft.


15
Naar Tænderne bryde ud, maae man 1.
i Mangel af Aabning bruge Clysterer. 2.
Lade dem spise mindre. 3. Drikke mere, og
4i gnie Gummerne med lidt Honning. Tilsidst
anbefaler han Bønderne følgende Regler, som
de beste at vedligeholde deres Børns Sundhed:
1. At ikke give dem meget eller mange Slags
Spise. 2. Jkke paalegge dem tidlig alt for
stærkt Ardeide; 3. Men vænne dem efterhaan¬
den til saadant Arbeide og Bevægelse, som skik¬
ker sig til deres Alder. 4. Toe dem flittig i
koldt Vand, og 5. lade dem hele Aaret igien¬
nem være meget i den frie Luft.
Jeg har udeladt af Oversættelsen nogle Ste¬
der, om hvilke jeg tvivlede, at de kunde skikke
sig til vores Clima. Denne Agtsomhed er for¬
nøden ikke alene i Medicinen og i Lovkyndig¬
heden, men og i det af Huusholdnings-Konsten
og Historien, som Selskabet ønskede at blive
bekiendtgjort til Almuens Nytte. Saadanne
Skrifter maatte indrettes efter Beskaffenheden af
ethvert Land, og de beste Oversættelser skulde der¬
for, om man end havde mange saadanne Bøger i
andre Sprog, altid være meget ufuldkomne.
Man har forsikret mig, at en af vore berømte
Læger agter at udgive saadant et Skrift; og jeg


16
behøver ikke at sige, hvor høit han derved vil
forbinde sig alle sande Patrioter. Ved saadanne
Foretagender giøre de Naturkyndige i vores Al¬
der sig fuldkommen værdige til den Roes, som
Hr. Trublet tillegger dem, at være saa meget
viisere end deres Formænd, som de agte meere paa
det Nyttige. Maatte denne Tænkemaade kuns
blive bestandig i denne Orden af Lærde, og meere
almindelig iblant de andre!
No. 257 og 258.
Mandagen den 4de, og Fredagen, den
8de Julii 1763.
H¬
istorien er i de moralske Videnskaber det sam¬
me, som Erfaringer i Naturlæren. Fra
disse slutte vi os til Tingenes Aarsager og Følger,
i hvis Forbindelse det, som man kalder Viden¬
skab, bestaaer. Uden saadanne Erfaringer er
Videnskaben altid meget uvis og ufuldkommen;
men, dersom vi ikke tage os vel i agt, kunde vi
endog paa Erfaringerne selv bygge en meget be¬
dragelig Videnskab. Naar to Ting følge efter
hinanden, er det ene derfor ikke altid Aarsag til


17.
det andet; og vi tage derfor ofte feil, naar vi
af saadanne Følger slutte til Tingenes Virkninger.
Den første Grund til de naturlige Forandringer
ligge i Tingenes indvortes Egenskaber, som vi
sielden kunne erfare, og som vi ved Hielp af
Fornuft=Slutninger og Forsøg kuns giette os til.
De samme Vanskeligheder møde os i de moral¬
ske Undersøgninger. De menneskelige frie Hand¬
linger have mange Følger, som dog ikke ere Virk¬
ninger af dem; Det er ofte en Hændelse, og ikke
Handlingen selv, som giver den et lykkeligt eller
ulykkeligt Udfald. Dersom vi ikke nøie bemerke
saadanne Omstændigheder, og betragte deres Jnd¬
flydelse i Livets Forandringer, kunne vi paa
saadanne historiske Erfaringer bygge mange falske
Maximer. Men er det saa vanskeligt at dømme
om Handlingernes Følger, da er det ikke lettere
at udgrunde deres Aarsager. De tænkende
Væseners Natur er os vel saa meget mere bekiendt
end de naturlige Ting, som vi erfare den første i
os selv, da vi derimod i ingen Urt, Legeme eller
andre Dele af Materien kunne trænge ind til det
inderste Væsen, for at betragte Tingenes første
Grund og Aarsag. Og denne Forskiel er alt
for vigtig til ikke at give de moralske Undersøgnin¬
ger, naar de ret anstilles, et stort Fortrin frem
for de naturlige. Men med alt dette have de
dog store Vanskeligheder. Vi kiende af Erfa¬


18
renhed intet tænkende Væsen uden vor egen Siel.
Fra denne slutte vi os til andre ved en Analogie,
som er grundet paa den Lighed, som der er imel¬
lem os og andre tænkende Væsener. Men i
dem, som ligne os allermeest, i Menneskene, er
der ofte Forskiel nok for at giøre saadanne Slut¬
ninger meget uvisse. Det koster os Møie nok at
udforske vort eget Hierte, og endnu vanskeligere
er det at kiende andres. De naturlige Ting
have faa og bestemte Kræfter, som virke efter
visse uforanderlige Love. Det menneskelige Sind
er en Afgrund af utallige Forestillinger og Bevæ¬
gelser, sem forandre sig hvert Øieblik; Det har
en Frihed til at bestemme sig selv, og dog endnn
ikke altid Forstand nok for at bestemme sig efter
visse Grundregler. Tillige med Friheden har
Sielen Herskab nok over de udvortes Handlinger,
for at kunne under en bedragelig Anseelse skiule
sine Tilbøieligheder; og hvor vanskeligt er det da
ikke at slutte fra Handlingerne til Caracteren og
Tilbøielighederne? Hvor tidt maae Historieskriver¬
ne ved saadanne Slutninger bedrage dem selv?
Førend Sædelæren, Statskonsten, Lov¬
kyndigheden og andre Videnskaber, som lære os
at bruge Historien, bleve ret dyrkede, behandlede
man Historien, ligesom Qvaksalverne Naturlæ¬
ren; Man søgte kuns det Rare og Overordent¬
lige; at fylde store Dagregistere, og i Fleng


19
uden Orden, Valg eller Hensigt at fortælle alting.
Man undersøgte og prøvede intet, men citerede
kuns. Siden forfaldt man til en anden Yder¬
lighed. De nye Historieskrivere forsømme ofte
det, som er deres største Pligt, at forsikkre Læ¬
serne om Fortællelsernes Sandhed. De blande
deres egne Gisninger med Historien, og glemme
at beskrive os Handlingerne, for at caracterisere
Personerne. Dette giøre de ofte med saadan
en Frekhed, som om de besad en hemmelig Konst,
ved hvis Hielp de kunde see ind i Hierterne, eller
have lugtet til den Rose, ved hvilken Zoroaster
aabenbarede alt, hvad der var skiult, baade i
det Forbigangne og i det Tilkommende. En
Historieskriver bør have Videnskab for at prøve
og vælge sine Efterretninger, for at skille Sand¬
hed fra Fabler, og udsøge iblant den store Mængde
af Tildragelser saadanne, som kunne interessere
Menneskene, og forøge deres Jndsigt i Religio¬
nen, Sædelæren, Statskonsten, Lovkyndighe¬
den, o. s. v. Han bør vide, hvad der i Tænke¬
maaden, Sæderne og de borgerlige Forretninger
fornemmelig fortiener vores Opmerksomhed, og
fremsætte Erfaringerne saaledes, at de kunde
bruges af dem, som dyrke disse Videnskaber.
Naar en Historieskriver ikke har denne Jndsigt,
holder jeg ham ligesaa uskikket til sit Haandverk,
som de, der skrive om Natur-Historien, uden


20
at forstaae enten Mathematik eller Physik. Det
kan og være ham tilladt af det, som er skeet, at
slutte til det, som ikke kan erfares; Men han
maae altid vel adskille saadanne Formodninger
fra Beretningerne selv. Dette er endnu mere
fornødent i Historien end i Naturlæren. Om
en Naturkyndig undertiden udgiver sine egne
Jndbildninger og Gisninger for virklige Erfarin¬
ger, er Skaden ikke saa stor; Man har ikke nø¬
dig at troe ham paa hans Ord, man kan forsøge
det selv: I Historien derimod gaaer det ikke an;
Vi kunde ei sætte os i Forfatterens Sted, og
see hvad han har seet; vi kunde ei gaae tilbage
i Tiden, og opkalde de Døde. Undertiden be¬
roer Historien af en vigtig Tildragelse paa en eneste
Mands=Vidnesbyrd; og, om der end ere flere,
ved hvis Sammenligning Kiendere kunne udforske
Sandheden, blive dog mange andre bedragne;
og det allerværste er, at den historiske Trovær¬
dighed, paa hvilken saa mange Sandheder beroe,
lider ved saadanne Bedragerier. En Roman er
ikke alene uendelig nyttigere end saadan en Histo¬
rie, men jeg tør og sige, at den er sandere.
Naar en Romanskriver caracteriserer en Person vel,
lærer han os kiende nogle af de almindelige Træk
i den menneskelige Natur, som ikke alene ere ri¬
melige men og virkelige, skiønt maaskee ikke sam¬
lede i en Person. En Historieskriver derimod


21
bedrager os altid, naar han tillegger en Person,
som virkelig har været til, andre Egenskaber,
end han kan bevise af sin egen eller andres Erfa¬
ring, og denne strækker sig sielden videre end til
de udvortes Handlinger. Tankerne, Hensig¬
terne, de bevægende Grunde, og alt, hvad som
udgiør Caracteren, er gemeenlig meget uvist,
saasnart man taler om en vis enkelt Person især.
Saadanne Fordomme, hvormed Historieskriverne
indtage deres Læsere, foraarsage ofte megen For¬
virrelse i alle de Begreber, hvilke Historien skulde
forbedre. Man seer de samme Handlinger snart
afmalede som Dyder, og snart igien som Laster,
enten efter det adskillige Udfald, som de have
havt, eller efter de adskillige Domme, som Skri¬
benterne have fældet om Personernes Caracter.
Det Foretagende, som i en Person dadles som
en stor Daarlighed, prises i en anden, som en
Virkning af en dyb Klogskab, fordi Historieskri¬
veren i det første Tilfælde ikke vidste hvad Perso¬
nen tænkte, og i det andet tillegger ham Hensig¬
ter, som han ikke har havt.
Naar saadanne Historieskrivere, som ofte
have en dyb Jndsigt i de bevægende Grunde til
de menneskelige Handlinger, vilde gavne Verden
med deres Skarpsindighed, uden at skade den
historiske Sandhed, som fortiener saa megen Ag¬
telse; troer jeg, at de giorde meget vel, om de


22
indklædde deres Fortællelser i saadant et Slags
Opfindelser, som tillade at blande Sandhed og
Digt tilsammen. Det kunde maaskee give An¬
ledning til en nye Art af lærde og vittige Arbei¬
der, som kunde blive baade nyttige og behagelige,
og udgiøre som en Middelsort imellem Historier
og Romaner. Forfatteren maatte give sig ud
for at have en Aabenbaring: Han maatte sætte
forud, at der iblant de Aander, som ere Til¬
skuere af de menneskelige Handlinger, og som
see dybere ind i deres bevægende Grunde og Føl¬
ger, end vi, vare nogle, som enten selv forfat¬
tede en Historie af Livet eller aabenbarede os saa¬
danne skiulte Ting i det menneskelige Hierte og i
Aarsagernes Kiede, som den menneskelige For¬
stand alene ikke kunde udforske. Ved Hielp af
saadan en Opfindelse kunde Forfatteren, uden
Historiens Skade, giøre Menneskene den store
Nytte at lære dem, om ikke altid, hvad der vir¬
kelig var skeet, saa dog at vogte dem for de mange
bedragelige Slutninger, som ere grundede paa
Tingenes udvortes Anseelse. Han kunde vise os
den store Forfængelighed, som ofte ligger skiult
under de største Handlinger, hvor lidt sand Dyd
der er i Verden, hvor lidet den største Klog¬
skab undertiden formaaer, hvor store Ting
der udrettes ofte ved smaa Hændelser, hvor let
Menneskene kunne bedrages, ved hvor store Ba¬


23
gateller de sættes i Bevægelse, og endelig hvor lidt
vi, og hvor uendelig meget Forsynet giør til Verdens
Bestyrelse. Historien kunde hertil give ham megen
Anledning; og om han end tog feil deri, at visse
Personer havde tænkt saa, skulde det dog, naar
han ikke tænkte alt for romansk, og betragtede Ver¬
den som den er i Almindelighed, altid blive vist, at
disse Folk kunne have tænkt saaledes, og at nogle i
de samme Omstændigheder virkelig have tænkt saa.
Ved Hielp af saadanne Opfindelser skulde vi faae
en Theorie af Verden, som den er, ikke paa et vist
Sted eller til en vis Tid, men som den er i Al¬
mindelighed, og det Slags Skrifter skulde være
saa meget nyttigere end Romaner, som de vare
mere grundede paa Erfaringer. Naar Personen
kuns er kiendelig af Ansigtet, tillader man jo en
Mahler at sætte ham i den Stilling, som klæder
ham best, endskiønt det derfor ikke altid er sagt,
at Personen virkelig bærer sig saaledes.
Dersom jeg torde vente mig saa megen Bi¬
stand af Engelen Jturiel, som Babue, havde
jeg Lyst til at skrive engang saadant et Verk un¬
der følgende Titel: Alle Nationers Historie i
et kort Begreb for at vise, at Verden er
overalt sig selv mig, og at der er intet Nyt
under Solen. Uden at bekymre mig det aller¬
mindste om Chronologien, vilde jeg inddele hele
Historien i 5 Perioder. I den første Periode


24
vilde jeg beskrive alle de Folk, som ere kuns Jæ¬
gere eller Hyrder fra de gamle Patriarker af og
dem, som levede i den saa kaldede gyldne Alder,
indtil de nu levende Araber og Tartarer. J
denne Alder blev Mennesket regieret af Naturen.
Til den anden Periode regnede jeg det Babylo¬
niske Rige under Nimrod, Grækenlands Tilstand
under Heracliderne, Kongernes Regiering i Rom,
og Historien af de gamle Nordiske Folk i Europa,
og af nogle Nationer i Amerika. Her vilde
jeg sige meget om disse gamle Folk, som ikke fin¬
des hos nogen af deres Historieskrivere, og som
dog skulde være vissere, end meget af det, som
disse Historieskrivere fortælle. I denne Periode
bleve Menneskene regierede af Overmagten.
Den tredie skulde indbefatte Historien af det
gamle Bactrien, Tyrus, Carthago, Græken¬
land og Rom under Nepubliken, og Tilstanden
af Europa fra det Frankiske Monarkies Begyn¬
delse indtil den Vestphalske Fred. I denne Al¬
der regierede Lovene og Sæderne. J den
fierde Periode vilde jeg beskrive det Jødiske Folks
Tilstand under Salomons Regiering, det Assy¬
riske Rige under Nebucadnezar, det Persiske un¬
der Terxes, det Græske under Alexander, det
Romerske under August og den nu værende Til¬
stand af Europa. Dette er Videnskabernes
og Ærens Periode. Til dem femte og sidste


25
skulde jeg henføre Tilstanden af Verden kort for
Syndfloden, de Cananitiske Rigers Historie,
Beskrivelsen af det Assyriske under Sardanapal,
af det Persiske under Darius, Roms Fald under
de sidste Keisere, og Verdens Ende. J Be¬
gyndelsen og Slutningen af denne Periode behø¬
vede jeg i Mangel af historiske Efterretninger
nogen Hielp af min Geist; men jeg vilde dog
ikke misbruge den til at sige andet end det, som
er meget rimeligt af det, som vi vide.
I denne Historie skulde jeg sige meget, som
er vanskeligt at bevise saaledes, som en Historie¬
skriver i den egentlige Mening bør bevise, og
som dog af andre Grunde er maaskee vissere end
meget af det, som vore Historieskrivere allerbest
bevise. Jeg vil her kuns nævne nogle af de
vigtigste Sætninger.
Jeg vilde bevise 1. at de fleste overordent¬
lige Handlinger, saavel onde som gode, komme
af ganske andre Hensigter, end man i Alminde¬
lighed forestiller sig, fordi Menneskene hverken
ere fuldkomne nok, til at giøre meget Godt af
gode Grunde, ikke heller onde nok for at giøre
meget Ondt i en ond Hensigt; og følgelig, at
de fleste, som man kalder Store, have været
som andre Mennesker, d. e. middelmaadige i
Alting.


20
2. At det ikke altid er de værste Mennesker,
som have gjort meest Ondt, ikke heller de beste,
som have gjort meest Godt. Gierningernes Føl¬
ger ere snart bedre, snart værre end Hensigterne;
og ligesom Lykken undertiden i store Foretagender
har været større end Forstanden, saa har og i
mange Misgierninger været mere Ulykke end
Ondskab.
3. At man tidt tager feil i at tilskrive For¬
standen de gode Raad, og Lykken Udfaldet. Et
godt Udfald opnaaes sielden uden gode Raad;
men det er ofte mere Lykke end Forstand, at
Folk finde disse Raad, og endnu mere Lykke, at
de følge dem.
4. At de, som have udrettet meget store
Ting, have enten været meget vise eller meget
enfoldige, enten fuldkomne Herrer af alle deres
Begierligheder eller Slaver af en eneste.
5. At naar man tog al Daarlighed og al
Forfængelighed af Verden, saaledes som den er i
Almindelighed, blev der kuns saa gode Giernin¬
ger og endnu mindre Lyksalighed tilbage.
6. At gode Love have ofte gjort lidet Godt
og undertiden meget Ondt i Verden, enten fordi
man ikke handthævede dem, hvoraf følger det,
som i Staten er det høieste Onde, Lovenes Uvirk¬
somhed, eller Foragt; eller fordi Menneskene
vare alt for fordærvede til at efterleve dem uden


27
store Straffer og megen Tvang; eller fordi de
ikke mere passede til Tiderne, eller og fordi der
er intet, som Menneskene misbruge mere end det,
som bør være Hensigten af alle gode Love: Fri¬
hed, Sikkerhed, Ære og Velstand.
7. At onde Love have undertiden havt gode
Virkninger ikke alene af Slumpelykke og ved
uformodentlige Tilfælde, men og fordi Menne¬
skene ere saa meget tilbøielige til at giøre det For¬
budne. Sandhed og Dyd have aldrig været
mere agtede i Verden, end naar de ere blevne
forfulgte, og man har ingensteds vovet mere for
det Almindelige, end i de Lande, hvor det var
farligst at have Fortienester.
8. At Tænkemaaden og Sæderne giøre
mere end baade Lovene og Magten, og at de
sidste kunne lidet eller intet udrette uden de
første.
9. At Menneskene ligne hinanden ikke
alene, naar deres Vilkaar ere meget lige, men
og, naar de ere meest ftridige. Stor Over¬
flødighed og en yderlig Fattigdom, Vantroe
og Overtroe, megen Kundskab og stor Enfol¬
dighed, en umaadelig Frihed og stor Trældom,
Anarkie og Tyrannie, ligne hinanden meget i
Henseende til deres Virkninger paa Menne¬
sket. Forskiellene merkes kuns, i det Men¬
neskene gaae fra en Yderlighed til en anden, i


28
det Mellemrum af Tiden, hvori Nationerne ftige
og falde.
10. At det ofte er meget forgieves, at
ville spørge om Hensigterne til de store Stats¬
forandringer. Undertiden have de ingen anden
Grund end den, at man vil giøre noget, som
kan fortælles engang i Historien; og naar de
have en anden Grund, er den ofte saa selsom,
at, om Personerne fortalte den selv, skulde man
ikke kunne troe dem. En Historieskriver behøver
derfor kuns ikke at plage sig med mange Gisnin¬
ger. Det er nok, at han fortæller hvad der er
skeet; fordi det skeede kuns i den Hensigt, at
han skulde fortælle det.
11. At det er ofte ligesaa forgieves et Ar¬
beide, at ville udfinde en besynderlig Grund til
de adskillige Meninger og berømte Secter, som
der have været i Verden. De fleste have ingen
anden Grund havt end at sige noget Nyt selv,
eller og at modsige andre, som sagde det. J de
heftigste Tretter have begge Partier sielden for¬
staaet, hvad de selv sagde, ikke meent meget
af det, som de ivrigst forfægtede, og derfor
selv handlet tvertimod det, som de lærte.
12. Og endelig, at det menneskelige Hierte
er saa bedrageligt, at mange have indbildt sig
selv at mene det, som de ikke meente, og at de


29
handlede efter bevægende Grunde, som vare
tvertimod deres virkelige Hensigter.
Naar jeg betragtede Livet fra en Øiepunct,
som tillod mig at see lidt dybere ind i Tingenes
Væsen, end det er mueligt ved Hielp af den al¬
mindelige Erfarenhed alene, vilde jeg i Følge af
disse og andre flere Grundregler aabenbare mange
Ting, som vare langt interefsantere end alt,
hvad der kan fortælles i den beste og sandfærdigste
Historie, og jeg torde endog troe, at jeg ved saa¬
dant et Verk skulde giøre mere Nytte end ved
mangen sandfærdig Historie. Jkke desmindre
vilde jeg dog sætte alt dette tilside, saasnart
det faldt mig ind engang at være virkelig Historie¬
skriver: Jeg vilde da ikke forestille andet, end
hvad der kunde erfares, og, uden at dømme om
Gierningerne enten efter Hansigterne eller Udfal¬
det, vilde jeg rose alt, hvad der var godt, og
laste alt, hvad der var ondt. De beste Hensig¬
ter, naar jeg endog havde allermeest Aarsag til
at formode saadanne, og det lykkeligste Udfald
skulde aldrig forlede mig til at undskylde nogen
ond eller daarlig Gierning. Jeg vilde prise
alle vise Foretagender, hvor ulykkelige de end
vare, og hvor meget de end bleve mis¬
brugte. Jeg vilde agte nyttige: Sandhe¬
der, hvor store Feil jeg end merkede hos dem,
om først opfandt eller udbreedte dem, og jeg


30
vilde ære en god Handling, om jeg end havde
nok saa megen Aarsag til at troe, at den kom af en
forfængelig Grund. Det Ondes Nytte og det
Godes Misbrug, Dydens Forfængelighed og Lyk¬
kens Ustadighed skulde ikke forvirre mine Begreber
eller bevæge mig til at forandre de Grundregler, ef¬
ter hvilke man bør dømme om Sæderne og Lovene.
De skulde kuns lære mig at tilbede det Væsen, som
bestyrer Verden efter høiere Love, og som alene
kan dømme om det, der er skiult i Mennesket.
No. 259.
Mandagen, den 11 Julii 1763.
M¬
an berettede for nogen Tid siden i de offent¬
lige Tidender, at en Bonde i Kirke=Vær¬
løse, ved Navn Anders Nielsen, havde været
dristig nok til at vove adskillige Forsøg til Ager¬
dyrkningens Forbedring, og allerede med Nytte
betient sig af en nye Plov. Man ønskede tillige,
at denne gode Landsmand maatte blive bekiendt
med Bonden i det patriotiske Selskab, og dette
Ønske var ikke forgieves. Det giorde saa megen
Virkning paa min gode Ven, Bonden i dette


31
Selskab, at jeg ikke havde Roe for ham, førend
jeg opsatte et Brev, som han tilsagde mig, for
at stifte nærmere Bekiendtskab med sin gode Lands¬
mand. Han tillod mig at bekiendtgiøre det,
men ikke at forandre noget deri, og jeg maae til¬
staae, at han ikke havde Uret. Brevet skulde
have tabt al sin Værdie, saasnart jeg havde an¬
bragt nogle af de Phraser, som ere brugelige
iblant skikkelige Folk. Jkke desmindre maae
jeg tilstaae, at det kostede mig nogen Umage at
afholde mig ganske fra alle disse Ziirligheder, som
man lærer fra Ammestuen af. J Begyndelsen
sneg jeg mig til, at lade nogle indflyde i Brevet,
nogle indløb af dem selv og ved Vanen, uden
at jeg merkede den; men jeg maatte udkradse dem
alle igien. Saasnart en Mening var til Enda,
maatte jeg forelæse min Ven, hvad jeg havde
skrevet, og udslette alt, hvad han ikke havde
sagt. Jeg vil skrive, som jeg taler, sagde han, og
tale som jeg tænker, og ikke bedrage ærlige Folk. J
min Skolegang selv, var jeg ikke under saa haard
en Tugt; og naar jeg undtager den Møie, som
det kostede mig undertiden at finde saadanne Phra¬
ser, som min Skolemester holdt for at være det
beste Latin, har intet Arbeide været mig saa be¬
sværligt, som deste Brev. Jeg skulde før,
troer jeg, lære at skrive saaledes, at jeg kunde
fornøie baade en Hofmand, en Procurator og


32
en Cancellist, end at føre en Stiil, som var efter
denne Mands Hoved. Saa adskillig er Velta¬
lenheden, og lige saa adskillige ere dens Virknin¬
ger; thi om de fleste Læsere ikke fandt noget i
dette Brev, som kunde røre dem, er jeg dog
vis paa, at den gode Mand, til hvilket det er
skrevet, ikke skal læse det ganske uden Rørelse.
Her er det:
Til Anders Nielsen i Kirke=Værløse.
Min riære Anders Nielsen!
Dersom J virkelig er til, og er saaledes, som
J beskrives, da er jeg ret æders meget gode
Ven; thi jeg holder meget af alle stræbsomme
Folk, og af dem, som har Lyst til at forsøge
noget nyttigt. Nogle Mænd i vor Bye,
som veed, hvad jeg selv har gaaet igien¬
nem, og som tænke lidt anderledes nu end da,
undre dem ikke saa meget over det J har gjort,
som at J er dristig nok til at lade Eders Navn
sætte i Aviserne; Den Mand, sige de, er ikke
mere sikker paa Landeveien. Min Naboe, som
hedder ligesom J, fortalte mig, at, da han for
nogen Tid siden kom ind i en Kroe, slog Bøn¬
derne en Kreds om ham, og spurgte, om han
var den Anders Nielsen i Kirke=Værløse, som
vilde indføre nye Skikke i Landet. En afsat


33
Foged havde nylig fortalt dem, hvad man skrev
om Eder i Aviserne, og min gode Naboe troer
ikke, at han var kommen vel af Huset, dersom
ikke Verten havde forsikret dem, at han hverken
var Bonde i Værløse, eller var af det Slags
Folk, som indførte nye Skikke.
Jeg har selv, min gode Anders Nielsen,
forsøgt meget saadant, siden jeg begyndte at tænke
i nogle Ting lidt anderledes end andre Siællands¬
farer; og dersom jeg ikke tillige havde været noget
listigere end mine Byemænd, havde det kuns
lidt hiulpet mig, om det og var sandt, hvad de
selv troede om mig, at jeg var klogere end de.
Siden jeg har faaet noget til Beste, og har baade
Husbonden og Præsten paa min Side, har man
ladet mig i Fred; og jeg haaber, min kiere Lands¬
mand, at det skal gaae Eder ligesaa: Derfor
vær kuns ved et godt Mod, og tænk, at med
Taalmodighed overvinder man alting. Det er
bedre at miisundes end at ynkes.
Var det kuns saa sandt, kiere Anders Niel¬
sen, alt, hvad man skriver om Eder, da vilde
jeg være meget glad paa Eders Vegne; Men J
maae ikke tage det ilde op, at jeg endnu tvivler
noget derom, og kan ikke saa let troe alt, hvad
man fortæller. J forrige Tider troede jeg, lige¬
som andre Bønder, alt, hvad jeg saae paa Prænt,
og det gjorde jeg saa længe, indtil jeg begyndte


34
at læse mere selv. Jeg merkede da, at alle Ting
ikke vare saa skiønne, som man beskrev dem, og
at nogle Ting ikke lode sig saa let giøre, som sige.
Disse studerede, Folk, kiere Anders Nielsen!
som giøre Historier og Beskrivelser, have en for¬
underlig Drift til at forstørre alting. Det er
dem fast umueligt, at blive ved den bare Sand¬
hed, at tale, som andre Folk, og at nævne en¬
hver Ting ved sit rette Navn. Saasnart man
har fortalt dem noget, og de kuns tage Pennen i
Haanden, for, som de sige, at føre det i Stiil,
bliver alting strax saa forvendt, at en ærlig Mand
ikke kiender mere igien, hvad han dog selv har
gjørt eller sagt. Endog over dette Brev, som
jeg lader skrive Eder til ved en af mine gode Ven¬
ner, som og er Eders Ven, maae jeg hvert
Øieblik trette med denne gode Mand, for at
faae ham til at skrive det, som jeg tænker.
Jeg skulde jo ellers have bedraget en ærlig Mand
i det første Brev, som jeg skrev ham til. Jeg
skulde have givet mig ud for en anden, og J
skulde have taget mig for en anden, end jeg vir¬
kelig er.
Den samme gode Ven har ladet nogle Blade
udgaae paa Prænt, hvori han undertiden har
talt om mig, ligesom man i Aviserne har talt
om Eder. Det er sandt, han har vel ikke ganske
løiet; thi jeg har baade sagt og gjort noget saadant:


5)
men efter den Beskrivelse, som han giør deraf,
kiender jeg mig dog selv neppe igien. Hvad der
synes mig ganske enfoldigt og naturligt, det op¬
høier han ofte saaledes, at jeg enten maatte troe,
at en Bonde kunde undertiden være klogere end
mange af de Høilærde, eller at disse i nogle Hen¬
seender vare enfoldigere end Bønder.
J har vel selv, gode Anders Nielsen, lige
saavel som jeg, hørt mangen Liigprædiken over
Eders Byemænd, hvori den Døde fik langt mere
Berømmelse, end han havde fortient; og jeg
tænker, at der er vel ikke mere Sandhed i de
store Liigprædikener over Herremændene, som
man har ladet udgaae paa Prænt. Jeg har i
det mindste læst nogle, af hvilke jeg ikke kan
slutte andet, end dette, at om det end var sandt
alt hvad man fortalte om den afdøde Herre,
havde han været lykkeligere og rigere, men der¬
hog ikke visere eller bedre end hans Bønder.
Kiere Anders Nielsen! Jeg finder, at
Verden har paa nogen Tid meget forandret sig.
J gamle=Dage, om det ellers er sandt, hvad
man fortæller, levede baade Bønderne og Herre-
mændene vel. Man giorde noget af en god
Bonde, saa længe han levede, og begravede
ham i al Stilhed paa Kirkegaarden, naar han
var død. En ærlig Mand forlangte paa den Tid
ingen anden Liigprædiken, end det Vidnesbyrd,


30
at han havde svaret enhver, hvad han var ham
skyldig, og efterladt sin Gaard i god Stand.
Siden vilde man knap tale til en ærlig Bonde,
saa længe han levede; Man tog fra ham alt
hvad han fortiente, uden at takke ham engang
derfor: men naar han var død, fik han en Liig¬
prædiken over sig lige saavel som Herremanden.
Omsider blev dette ogsaa gemeent, at Herreman¬
den lod sig nøie med sine Penge, og med den
Høitid, som han nød i sit Liv, uden at agte det
ringeste hvad Folk sagde om ham, naar han var
død. Nu derimod, kiere Anders Nielsen,
har Bladet vendt sig igien. Man taler ikke
alene med en skikkelig Bonde, som med et andet
Menneske; men man skriver og lader Bøger ud¬
gaae om ham, endog mens hans lever.
Hvad synes Eder, kiere Anders Nielsen, om
ait dette? Jeg har selv tidt gjort mig adskillige
Betænkninger derom. Nogle mene vel, at
Bønder ere reent følesløse, og at de forstaae sig
slet intet paa alt det, som skikkelige Folk kalde
Ære; Men jeg har ladet mig sige, at de, som
kaldes fornemme Folk, tænke ligesaa om dem,
som kaldes skikkelige Folk. Jkke desmindre er
der jo ingen af disse, indtil Ridefogden og hans
Dreng, som jo tænker engang at blive noget Stort;
og hvorfor skulde da en Bonde ikke ogsaa kunne


3!
have nogen Jndbildning om sig selv? Saavidt
begriber jeg nok, at Bondens Jndbildning ikke
kan gaae, at han, som andre skikkelige Folk,
skulde kunne leve af Æren alene, eller indbilde
sig at være det, som han ikke er. Om een vilde
kalde mig Deres Høilærdhed, og en anden De¬
res Velbaarenhed, vidste jeg jo dog meget vel,
at jeg derfor hverken var Adel eller Lærd. Man
maatte give os nok saa mange Titler, og sige os,
at vi vare kloge, rige og velhavende Folk; det
fornøiede os altsammen slet intet, uden saavidt vi
vidste med os selv, at der var noget Sandt deri.
Og naar det nu ogsaa var sandt altsammen, og
man beviste os nok saa megen Høitid, overtalede
man os dog med alle disse skiønne Ord ikke til at
giøre noget, som vi holdt for Uret eller Synd.
Nei, vi giorde ikke for Penge engang noget uær¬
ligt. Derimod kan jeg ikke nægte, kiere An¬
ders Nielsen, at naar jeg først har, hvad jeg
skikkelig kan leve af, og jeg veed med mig selv,
at jeg efter min Formue giør alt, hvad man kan
forlange af en ærlig Bonde, hører jeg meget
gierne, at Folk tale vel om mig, og at de rose
mig for noget, som er Roes værd. Man kan
for et godt Ord faae mig til at gaae en lang Vei;
og for at være yndet af gode Folk, giør jeg gierne
alt, hvad jeg kan, og hvad Ret er. Saaledes
tænker jeg om Æren, tænke J ikke ligesaa, min


58
gode Anders Nielsen? Jo J giør. Det har
vel og fornøiet Eder, da J læste Eders Navn
paa Prænt; thi endskiønt jeg endnu ikke har været
dristig nok til at tillade min gode Ven, at giøre
mit Navn bekiendt, maae jeg dog tilstaae, at
det er mig ret kiert, naar andre giette, at jeg er
den Bonde, som han beskriver, og endnu kie¬
rere er det mig, at min Husbond saa tidt kalder
mig ind i Stuen, klapper mig paa Skuldren,
og siger, at jeg er en af hans beste Landmænd.
Da jeg sidst var hos ham, og Ridefogden stod
ved Bordet, for at aflegge nogle Regnskaber,
bad den gode Herre mig sidde ned, og sagde til
en fremmed Mand, som var i Stuen hos ham:
Der see De den gode N. N., som er mere berømt
her i Landet end mange af de Høilærde.
Det er ikke af Hoffærdighed, min kiere
Anders Nielsen, at jeg fortæller Eder dette.
Jeg holder mig derfor slet intet bedre end J eller
en anden brav Mand. Men jeg er allerede saa
meget Eders gode Ven, at jeg maae aabenbare
Eder alt, hvad jeg har paa Hiertet. Vi har
en skiøn Mand til Husbond, og ligesaa brav en
Mand til Præst. Naar jeg har snakket en Ti¬
mes Tid med disse gode Mænd, er det ligesom de
havde betalt mig for mange Dages Arbeide.
Der kommer og en Kiøbmand til dem undertiden,
som er en god, ærlig og velhavende Mand.


39
Disse Folk besøge mig ofte, og, naar vi ere sam¬
lede, har vi gierne en god Ven hos os, som
beskriver alt, hvad vi tage os for. Hans Tale¬
maader falde vel, som jeg allerede har sagt Eder,
undertiden lidt høitravende; men det kan, som
han siger, ikke være anderledes, fordi han lader
noget deraf trykke; og dersom han beskrev det
saa ligefrem, vilde ingen skikkelige Folk læse det;
og disse, siger han, trænge dog ofte meeer til Op¬
lysning end Bønder. Naar han skriver for
Folk af vor Stand, skriver han ganske anderledes.
Han har et Sprog til hver Stand, og taler lige¬
som han havde mange Tunger i een Mund. Snart
er han lystig, og snart ærbar. Undertiden snak¬
ker han saa høitravende, at jeg ikke forstaaer ham,
og til andre Tider taler han saa enfoldig, som
en Bonde. Han har udgivet en Norsk Bonde¬
Vise, som uden Tvivl er bekiendt i Eders Bye;
og han har i denne Vise skrevet noget foran til
Bønderne, ligesom andre, der giøre Bøger,
pleie at skrive noget for i disse Bøger til de
Store.
Mig synes, at jeg havde meget meere at for¬
tælle Eder endnu; men jeg skriver ikke læselig nok
selv, og den gode Ven, som skriver Brevet for
mig, begynder at blive utaalmodig. Han siger,
at det skikker sig ikke, at gjøre et Brev saa langt;
og jeg maae troe ham, som en studeret Mand.


40
De Høilærde have Maal paa alting; og ligesom
en Prædiken ikke maae vare længer end en Time,
saa har vel og et Brev en vis Længde. Godt,
jeg vil da og ende dette her. - - Men hvad nu!
Det maae jeg ikke heller. Brevet, siger han,
maae endelig have en Slutning, ligesom Ende
og Slutning ikke var et, og ligesom et Brev
ikke var sluttet nok, naar man ikke har meer at
sige. Dette vil min gode Ven ikke forstaae, og
jeg maae lade ham Ret, men tillige bekiende,
at dersom de Høilærde have flere saadanne
Meninger for dem selv, kunde jeg snart troe,
at de i nogle Ting vare ligesaa meget en¬
foldigere end vi, som de synes at være klo¬
gere. Et Brev, siger denne gode Mand,
kan ikke sluttes uden et Ønske eller en Ven¬
skabs Forsikkring. Nu vel da, min gode
Anders Nielsen, er det ikke nok til at giøre
Sagen klar, da ønsker jeg Eder alt Goot,
og siger gierne endnu engang, at jeg er
Eders meget gode Ven.


41
No. 260 og 261.
Fredagen den 15de, og Mandagen, den
18de Julii 1763.
E¬
r det og Umagen værd at giøre flere Anstalter
til at dyrke Sproget og Veltalenheden? Jn¬
gen undre sig over, at jeg endnu engang fremkom¬
mer med dette Spørgsmaal. Det skeer nu ikke
for at forsvare Modersmaalets Dyrkelse imod nogle
uskiønsomme og blinde Tilbedere af det Gamle,
som ikke vide selv, hvad de sige, og som laste i
et Sprog, hvad de rose i et andet; Det skeer for
at undersøge andre Jndvendinger mod Nytten af
Veltalenheden, som ere langt vigtigere, og
som ere fremsatte af saadanne Mænd, der selv
ere de største Kiendere af den rette Sprogkonst.
Er det sandt, hvad disse sige: At vi ikke
engang vide mere at skiønne paa den Veltalen¬
hed, som Verden for saa mange hundrede Aar
siden har tabt, og som ikke er tilovers uden i de
gamle Grækers og Romeres Verker; at vi
mangle baade de Anledninger, Opmuntringer,
Øvelser og Belønninger, hvorved de Gamle
bragte det saa vidt i denne Konst, og at hver¬


42
ken vore Statsforfatninger, eller den Maade,
paa hvilken Religionen og Videnskaberne læres,
nu omstunder tillader mexe at haabe saadant;"
Er dette sandt, hvorfor skulde vi da spilde vor
Tid og Umage paa saadanne Beskieftigelser, hvor¬
ved vi ikke mere kunne udrette noget, og som ef¬
ter Verdens nærværende Tilstand deels ere umue¬
lige, deels unyttige?
Den Ubeqvemhed til at dyrke Veltalenheden,
som Herr Gibbon i hans Essai tur la Litterature,
og Forfatteren af det skiønne Skrift von den Emp¬
findungen, og flere, i visse Henseende tilskrive
vores Alder, synes den berømte Herr Michaelis
i Fortalen til Herr Lowths Forelæsninger, at
ansee som en nødvendig Følge af alle vore Jnd¬
retninger. Det er hans Meninger fornemmelig,
som jeg har anført i det foregaaende, og som jeg
her har foretaget mig at undersøge.
Nogle Mangler ere af den Beskaffenhed, at
vi ikke alene maae tilstaae dem, men og ansee
det for en Lykke, at der overalt iblant de offent¬
lige Lærere findes Mænd, som have Mod og
Dristighed nok til at bestride de Feil, som længe
nok have hersket i Skolen og Kirken. Hvem
uden de, som selv ere blevne gamle nok i saadanne
Misbruge, for at være uforbederlige, skulde ikke
tilstaae, hvad Herr Michaelis dømmer om Vel¬
talenheden, saaledes som den i Almindelighed


45
dyrkes ved Skolerne og Akademierne?  Hvor¬
ledes, siger han, skulde det vel være mueligt,
uden den ringeste retskafne Øvelse, at kunne
opnaae den Færdighed, som Grækerne og Ro¬
merne forhvervede dem sildig og efter saa megen
Flid? I Skolerne holde vi vel Taler, men
som Børn, ikke for at overtale eller bevæge,
men kuns for at faae nogen Roes. De, som
lære Videnskaberne ved Akademierne, holde og
ved visse Anledninger Taler. Jeg vil ikke
undersøge, hvorledes de ere beskafne? Hvorfra
de fleste saa hastig faae den Veltalenhed, om
hvilken de aldrig før bekymrede sig. - Jeg
vil kuns erindre dette, at de fleste vælge sig
saadan en Materie, om hvilken en Demosthe¬
nes eller Cicero selv ikke skulde kunne have sagt
noget Skiønt. Nogle tale om forslidte og al¬
mindelige Ting, og de, som ere lærdere, vælge
sig en vanskelig Materie, som skikker sig til
en Afhandling, men ikke til en Tale. Over
denne Materie tale de saaledes, at det ikke kan
være deres Hensigt at bevæge Gemytterne, eller
opvække Affecter (hvilket dog egentlig er Tale¬
rens Sag). Det er dem nok, derved at efter¬
komme de akademiske Love, eller og, om de
søge mere, da at blive roste." De, som selv
have bivaanet saadanne Taler, skulde ikke troe,
at Herr Michaelis siger for meget, og de, som


14
enten selv ikke have hørt eller ikke forstaaet dem,
kunne kun bede nogle af deres lærde Venner over¬
sætte en eneste Pexiode af andre, som ere holdne
ved de allervigtigste Anledninger, og trykte med
megen Pragt. Saadan en Oversættelse skulde,
uiden videre Critik, være nok til at bevise, at
Talekonsten dyrkes allermindst paa de Steder,
hvor dog de Genier burde dannes, som siden ved
deres Veltalenhed skulde tiene Kirken og Staten.
Dog, dette er Talernes, og ikke Talekoastens
Feil; det beviser ikke, at Veltalenheden er unyt¬
tig i vores Alder; det beviser kuns, at den
er forsømt. Deraf følger ikke, at det er for¬
gieves at giøre flere Anstalter til dens Opkomst;
det beviser meget mere, at man trænger høit til
saadanne Anstalter.
Men hvad, om Veltalenheden nu omstun¬
der var ikke meere til nogen Nytte enten for Kirken
eller Staten? Da var det sandelig ikke heller
Umagen værd at tale meget om den, og endnu
mindre at giøre store Anstalter derfor: Man
kunde da endog afskaffe nogle af dem, som alle¬
rede ere gjorte, saa mange Lærere ved hver Skole,
som ikke giøre andet end lære unge Mennesker
Begyndelserne af en Konst, som de siden ikke
bruge, tre eller flere akademiske Lærere i Spro¬
gene, alle de Penge, som dertil anvendes, og
det, som er endnu mere, saa mange Aars Møie,


45
som baade Lærere og Discipler spilde paa en unyt¬
tig Ting, Veltalenheden blev da i det høieste
kuns et Arbeide for den menneskelige Nysgierrig¬
hed, og alle Græske og Romerske Verker duede
ikke til andet, end til at pryde Bibliothekerne
dermed, ligesom vi for Rarhedens Skyld giemme
endnu i Konstkammerne nogle Beviis af de for¬
lorne Konster, som man enten ikke meere bruger,
eller ikke meere forstaaer at giøre.
Denne Slutning er uden Tvivl meget langt
fra deres Tanker, som tvivle allermeest om Tale¬
konstens Nytte i vore Tider, og det er ligesaa
langt fra mine Tanker, at vilde tillegge nogen en
Mening, som han ikke selv antager, hvor meget
den end syntes at følge af hans Grunde: Min
Hensigt er kuns at advare mod visse Lærdommes
Misbrug, som tildeels kunne være sande, men
dog overdrives saaledes, at der fulgte meere der¬
af, end nogen Fornuftig enten tænkte eller tilstod.
Hvad den geistlige Veltalenhed angaaer,
da vil Hr. Michaelis selv ikke have det, som han
siger om dens Mangler, saaledes forstaaet,
som om det var plat umueligt, at en geistlig
Taler kunde, naar han blev fri for den Tvang,
som nu indskrænker ham, opnaae engang Græ¬
kernes og Romernes Fuldkommenhed i Tale¬
konsten. Saadan en Taler, siger han videre,
skal maaskee fødes engang i de sildigere Tider,


40
naar Videnskaberne ret blomstre i Kirken.
Han mener kuns, at saadan en Taler ikke er fød
endnu, og at der først maae foregaae adskillige
Forandringer. Uden at undersøge, hvor vidt
denne Dom om de geistlige Talere, som Kirken
allerede har frembragt, er grundet eller ei, vil
jeg kuns alene erindre, at Sagen er i det mindste
baade af den Vanskelighed og af den Vigtighed,
at en Mand af saa stor en Kundskab i de gamle
og nye skiønne Verker, som Hr. Michaelis selv,
skulde behøve al sin Lærdom og Skarpsindighed,
for at anstille saadan en Sammenligning imellem
de gamle Græske og Romerske og nogle af de nye
geistlige Talere, som kunde overtyde Læserne om
det store Fortrin, som han tilskriver hine frem¬
for disse. Anvendelsen af Talekonsten er uende¬
lig efter dens adskillige Brug og Hensigter. Ta¬
lere, som have levet til adskillige Tider og paa
adskillige Steder, som have talet til adskillige
Folk og i adskillige Hensigter, kunne aldrig, naar
man betragter deres Verker stykkeviis, forene lige¬
de samme Fuldkommenheder: men de kunne der¬
for alle være lige store Talere. Værdien, Kon¬
sten og Skiønheden af det Hele, kan i den største
Forskiellighed baade af Hensigter, og af Midler,
til at opfylde disse Hensigter, være lige stor; og
det lader, som de, der tillegge de Gamle saa
overordentlige Fortrin, begik alle den Feil, at be¬


4
tragte disse Mesterstykker i en saa besynderlig Hen¬
sigt, at enhver stor Mesters Arbeide, naar det
blev betragtet paa samme Maade, skulde med
ligesaa stor Ret kunde siges at være uligneligt.
Om Raphael og Correge ikke vare ligesaa ypper¬
lige i en vis Art som Apelles og Teuxis, kunde
de derfor ikke være ligesaa store Malere? var
Malerkonsten derfor uddød? De gamle Talere
vare store og maaskee ulignelig store, naar det
kom an paa at samle hastig Stemmer i en Raads¬
forsamling; Men har da Talekonsten slet ingen
anden Nytte? Er det saa meget lettere en Sag
at overtale Folk til at aflegge skadelige Fordomme,
og til at bestride herskende Tilbøieligheder? Er
dette, siger jeg, saa meget lettere en Sag, end
at bevæge dem til at forsvare deres Frihed og Eien¬
dom? er det saa meget, at overtale dem til at
gjøre en Lov, og intet eller og en meget ringe
Sag, at bevæge dem til at holde den? og ved
Oplysning og Overtalelse at antænde saadan en
Nidkierhed i deres Hierter, uden hvilken de beste
kove lidet nytte?
Men hvilke ere da de Aarsager, hvorfor det
skulde være saa meget vanskeligt for en geistlig
Taler, nu at opnaae Grækernes og Romernes Vel¬
talenhed?  Hvem, som vil tale for Bønder,
siger Hr. Michaelis, for Folk af den nedrigste
Stand, for gamle Kierlinger, og tale saaledes,


48
at han lærer og bevæger, maae i sit Foredrag
nedstige til deres Begreb. Han kan ikke und¬
Faae en vis Nedrighed baade i Ord og i Tanker,
som maae mishage oplyste Tilhørere." Jngen
kan uden Tvivl bedre end den lærde Forfatter selv
sige os, hvor liden Oplysning der var iblant den
Hob af Borgere, som gav Stemmer i Rom og
Grækenland. Det var ikke rart at finde saadanne
deriblant, som ikke vidste selv at skrive deres
Stemmer. Jeg tør vist sige, at Borgerskabet
i de store Stæder i Europa er nu emstunder ikke
saa vankundigt, som det var i Athenen og Rom,
paa den Tid, da der dog allerede vare store Ta¬
lere. Har vel Cicero og Demosthenes havt lut¬
ter oplyste Tilhørere, har Flechier og Bossuet ta¬
let alene for Bønder og gamle Kierlinger? Der¬
som man ikke kunde nedlade sig til de Enfoldiges
Begreb, og giøre vigtige Sandheder meget klare,
uden selv at blive nedrig, da havde Plato ikke
været veltalende, og man kalder ham dog, end¬
og for hans Veltalenheds Skyld, guddommelig.
Det er egentlig ikke paa de meget oplyste Tilhø¬
rere, at Talekonsten skal vise sig i sin fulde Styrke;
De vide enten forud, hvad Talerne ville sige,
eller kunne ved saa Ord erindres derom. Det
er mere for Mængden, for dem, som behøve at
ledes, opvækkes, lokkes og drives, for dem er
det især, at denne Tydelighed i Foredrag, denne


89
Rigdom af Ord og Beviser, disse mange Slags
Vendinger, dette Uventede og Forunderlige, den
Mangfoldighed, det Stavelsemaal, og den Ac¬
tion behøves, som Hr. Michaelis selv tilstaaer
at være det Vigtigste i Talekonsten, og det,
hvorved de Gamle fornemmelig have fortient den
Roes, som man tillegger dem. Derved er det,
at en Taler, et dog naar han har ikke meget op¬
lyste Tilhørere, finder Leilighed til at vise sin
Kundskab om den menneskelige Tænkemaade, om
Hiertets Bevægelser, og de adskillige Maader,
paa hvilke Sandhederne kunde foredrages. Den
levende Overbeviisning, de naturlige Rørelser,
som han derved frembringer, bevise mere hans
Konst, end de Oplystes kolde Roes, der gemeen¬
lig er bygt paa nogle antagne Regler, blant
hvilke ere mange Fordomme. Maaskee, naar
vi ret undersøgte Aarsagerne til den Forskiel, som
der er imellem den gamle og nye Veltalenhed,
skulde vi finde, at denne var en af de vigtigste,
at de Gamle vare Originaler, som fulgte Natu¬
ren, gave agt paa det menneskelige Hierte, og
søgte kuns dets bifald, da derimod de Nye søge
alt for meget at efterligne, ere Slaver af visse
Regler, og søge kuns at opvække Beundring hos
dem, som regieres af de samme Fordomme som
de. Jeg tilstaaer gierne, at paa den Tid, da
Talekonsten var meest dyrket hos de Gamle, fandt


50
Talerne en stor Opmuntring i den Mængde af
oplyste Tilhørere, som omringede dem; men hos
disse udrettede Taler vel allermindst af det, som
egentlig var Hovedhensigten af de Tiders Velta¬
lenhed. En stor Taler kiendte selv alle disse
Konstgreb for vel til at lade sig beherske deraf;
han beundrede, han misundte sin Rival, men
han gav ham ikke sin Stemme: men det var jo,
som Hr. Michaelis selv siger, ikke Æren, ikke
Beundring, det var Stemmernes Mængde, som
paa den Tid beviste Talekonstens Styrke.
Det er her ikke Sted, at besvare dem, som
mene, at Religionen ikke behøver Veltalenheden.
Hr. Michaelis erkiender alt for vel, hvor meget
Forsynet har brugt alle Arter af Sindets Gaver,
til at stifte Religionen og udbrede den. Lad
være, som han siger, at Talekonsten iblant Jø¬
derne ikke var bragt til den Fuldkommenhed, som
i Grækenland og Rom; Mon de andre Viden¬
skaber, som vi nu bruge til Religionens Forsvar
og Udbredelse, vare det mere end Talekonsten?
Det er nok, at Forsynet brugte Midlerne i den
største Fuldkommenhed, hvori de fandtes paa
det Sted i Verden, hvor den da virkede, og at
den forsmaaede ikke disse Midler endog paa den
Tid, da den stadfæstede Religionen ved synlige
Underverk og umiddelbare Jndflydelser. Dette
beviser jo nok, at Gud vil, at vi skulle bruge de


31
fuldkomnere Midler, som han giver os til en an¬
den Tid; og dersom det er saa fornødent til det
menneskelige Hiertes Forbedring, hvilket dog
er Hovedhensigten af Skriften, at vide saa meget
om de Gamles Sprog og Sæder; er det vel
mindre nyttigt at kiende noget til de naturlige
Midler, ved hvilke dette Hierte røres?
Dog, om den geistlige Veltalenhed fortviv¬
ler Hr. Michaelis ikke ganske. Han holder det,
som jeg tilforn har sagt, dog ikke for plat umue¬
ligt, at Kirken engang kan frembringe Talere,
der ligne de Græske og Romerske; og det er saa
langt fra, at han troer, at Religionen skulde
tabe derved, at han anseer det endog som et Tegn
og en Frugt af en fuldkomnere Tilstand, hvori
Kirken maaskee engang ved Kundskabens
videre Udbredelse skal befinde sig. Saadan
en Tilstand er maaskee endnu mere muelig end
man troer. Det skal være en af de herligste
Nytter af de levende Sprogs Dyrkelse, hvorved
Kundskaben baade i Religionen og andre nyttige
Videnskaber, indtil Veltalenheden selv, skal en¬
gang blive saa udbredet, at det ikke skal være
saa vanskeligt for en geistlig Taler at finde Tilhø¬
rere, der i det mindste ere ligesaa oplyste om de
Ting, hvorom han taler, som Borgerne i Athe¬
nen og Rom vare i Henseende til Jndholdet af
deres Taleres Verker; og skulde Kundskaben om


32
Religionens Sandheder ikke allerede være nok saa
almindelig iblant os, som Statskonsten og Lov¬
kyndigheden var i Athenen og Rom? Saavidt
ere vi allerede komne, siden man ved Reforma¬
tionen ophørte at forrette Gudstienesten i et dødt
Sprog; og hvor meget er den geistlige Veltalen¬
hed og tilligemed samme den sande Oplysning ikke
steget fra den Tid af?
Men Staten, den synes, efter Herr Mi¬
chaelis Mening, ikke meere at kunne vente sig no¬
gen Nytte af Talekonsten. Veltalenheden,
siger han, er en Datter af Friheden, og kan
ikke blomstre, uden i de Republikanske Stater,
der, hvor de offentlige Sager ikke afgiøres af
nogle faa Personer, men af hele Folket, som
maae ledes og overtales." Denne Mening,
som flere have tilfælles med ham, er atter en
Følge af de indskrænkede Begreb om Talekonstens
Hensigter, som vi have taget af Grækernes og
Romernes Statsforfatninger. Fordi vi ikke be¬
høve Talekonsten just i den besynderlige Hensigt,
som disse gamle Folk, deraf har man sluttet, at
vi behøvede den slet intet. Naar vi betænke Sa¬
gen lidt nøiere, skulle vi finde, at Talekonsten
ikke i en men i mange Hensigter kan være ligesaa,
nyttig efter vore Statsforfatninger, som den var
det efter de Gamles. Der behøves ikke stor,
Kundskab enten om Mennesket eller om Staterne,


9 3
for at overbevises om den vigtige Sandhed, at
gode Love alene ikke kunde udrette meget, dersom
de ikke understøttes af Tænkemaaden og af Sæ¬
derne; og hvor meget end denne Sandhed synes
at være forglemt af vore Geistlige, Statsmænd
og Lovkyndige, skal det dog ikke være vanskeligt
at bevise, at den gode Virkning, som Lovene
have, endog hos Almuen, kommer mere af Tæn¬
kemaaden og Sæderne, end af Tvangsmidlerne.
Kundskabens Udbredelse ved Religionen, og no¬
get af Talekonsten selv, giør hemmelig mere Nytte
end vi troe; og endnu langt større Nytte skulde
de giøre Staten, dersom man agtede mere der¬
paa. Uden at indlade mig i en vidtløftig Under¬
søgning af alt, hvad der kunde giøres i den Sag,
eller af alt, hvad der til andre Tider og hos andre
Folk er gjort, vil jeg kuns tale om de Indretnin¬
ger, som vi allerede have, og som, ved Hielp
af Sprogenes og Talekonstens Dyrkelse, kunde
giøre Staten en uendelig større Nytte, end de
ofte giøre. De Stiftelser, som overalt i Eu¬
ropa ere gjorte for Religionens Udbredelse, og
Folkets Underviisning, give de nye Stater et
uendeligt Fortrin fremfor de Gamle, som ikke
havde offentlige Lærere eller Talere i enhver Lands¬
bye. Virkningen af disse Fortrin skulde blive
meget kiendelig, naar den sande Veltalenhed engang
blev mere almindelig iblant Religionens Lærere, og


94
naar disse giorde al den Brug deraf, som baade
Religionens og Statens sande Fordele udkræve.
De Gamle brugte Talekonsten ikke meget, uden i
deres Raadsforsamlinger. Religionen giver vore
Talere Anledning til at bruge den i den hele Sæde¬
lære, til alle Pligter og for alle Stænder. Skue¬
pladsen, som aldrig kan være ligegyldig for
Staten, og som, naar den var vel indrettet,
skulde giøre meget til at forbedre Sæderne og
Tænkemaaden, giver og en riig Anledning til
Øvelser i Veltalenheden. Men er det saa vig¬
tig en Sag, endog i Monarkierne, at danne
Folkets Sæder, da er det ikke heller mindre
fornødent at oplyse, bevæge og røre dem, som
kunne have nogen Jndflydelse i Lovenes Gi¬
velse og Statens Bestyrelse. Taler, Dig¬
ter, Skuespil, og alle de Maader, paa hvilke
Sandhederne kunne indklædes saaledes, at de
røre Folk, som ere opdragne i Ærens og Velan¬
stændighedens fineste Grundregler, og fæste deres
Agtsomhed i den Mængde af Adspredelser og For¬
lystelser, hvormed de omgaaes; En Talekonst,
hvorved man kunde forekomme den Ækel og For¬
agt for vigtige Sandheder, som kuns forøges ved
et uforsigtigt, mørkt, haardt, ubehageligt og
ofte latterligt Foredrag; alt dette var det vel
efter Verdens nærværende Forfatning en ringe
Sag? eller er det meget mere det eneste Middel,


79
som er tilbage, for at forbedre den? Udkrævedes
dertil mindre Kundskab om det menneskelige
Hierte, og om Midlerne til at bøie det, end
naar man talede til Forsamlingen af et Borger¬
skab i den frieste Republik, og til Folk, som
vare opdragne i Lighed og Tarvelighed?
Der ere endnu flere Tilfælde, hvori Tale¬
konsten kunde giøre megen Nytte. Endskiønt
Lovene ikke mere gives i store Forsamlinger, og
der ikke meere tales offentlig for at bevæge Folk til
at antage dem; saa dømmes der dog efter Lovene
i saadanne Forsamlinger, og der tales for Ret¬
terne. Vil man sige, at de Personer, som be¬
klæde disse Retter, ere mere oplyste, end de vare,
for hvilke Cicero talede; da følger deraf ikke an¬
det, end at de, som tale for disse oplyste For¬
samlinger, burde og tale ligesaa meget bedre end
han. Legger man endnu dette dertil, at Dom¬
merne nu omstunder ikke alene ere meere oplyste
end Folket i Rom, men og saa oplyste, at de be¬
høve ikke ved nogen Taleres Konst at opvækkes til
Agtsomhed og til at interessere dem i det, som
foredrages, at den nøgne Sandhed er dem nok;
da siger man uden Tvivl mere, hvorledes Dom¬
merne burde være, end hvorledes de virkelig ere.
Men sæt og, at de ere saa fuldkomne; hvorfor
bruger man da saa vidtløftige Taler? For saa
oplyste Dommere var det jo nok at fortælle Histo¬


50
rien af Sagen, at oplæse Beviserne og afhøre
Vidnerne? de maae selv vide Lovene og deres
Anvendelse; Den Konst, som en Sagfører an¬
vender paa at forklare, anvende og undertiden
fordreie Lovene, maae for en oplyst Dommer
være et langt kiedsommeligere og unyttigere Ar¬
beide, end alle de Ziirligheder i Talen, hvorved
man kunde betage ham Kiedsommeligheden af en
lang Fortællelse; og for de Uoplyste ere falske
Fornuftslutninger, og snilde Løgne, jeg vil ikke
tale om Grovheder, nok saa farlige som alle Tale¬
konstens Sminker. Man burde altsaa, synes
mig, enten afskaffe meget i Processens Maade,
hvorved den tilsidst blev ligesaa kort som i Tyrkiet,
eller og tilstaae, at Talekonsten skikkede sig i det
mindste for nogle af vore Retter ligesaa vel som
for de Romerske. J det mindste skulde den giøre
noget til at vedligeholde den Agtsomhed, Stilhed,
Alvorlighed og Værdighed, som anstaaer saadan
en Forsamling, og som ofte forstyrres ved slette
og undertiden uanstændige Taler. Jeg vil ikke
tale om Velanstændigheden engang, hvilken dog,
ifald den og i borgerlige Ting skal iagttages, sy¬
nes at udkræve nogen mere Agtsomhed af en Ta¬
ler, naar han fremræder for en Monarks Throne,
end naar han harangerer sine Ligemænd og Bor¬
gerne i en Bye. Er man endnu ikke fornøiet
med alle disse Grunde, med mindre de blive


57
stadfæstede ved erfarne Sagføreres og Lovkyndiges
Myndighed, som have levet i et Monarkie, da
vil jeg henvise Læserne til den Franske Cantzlers
Dagnesseaus Verker; Der skulde de finde, baade
af hvad Vigtighed Veltalenheden er i vore Sta¬
ter, og hvor vel den kan bruges for Retterne.
Æren, som er den store Drivefieder i en
monarkisk Regiering, giver Talekonsten endnu
et høiere Sving. J Rom selv steg den først til
sin Høide under Monarkiet. Og med al den
Høiagtelse, som Cicero fortiener, tør jeg frit
sige, at der findes ligesaa meget mere Veltalenhed
i Plinii Lovtale over Trajan, som Smagen af
hans Tilhørere var finere, og Jndholdet af Talen
høiere, end naar Cicero talede i en privat Mands
Sag for en borgerlig Forsamling. Men hvad
er det, som opvækker og vedligeholder, som ren¬
ser og luttrer denne Ære? Er det Titler alene,
Ordenstegn og Stands Øphøielser? Disse kunne
ikke strække sig til alle Stænder; De krone ikke
heller altid Dyden. Naar et Monarkie skal
blomstre, maae der være en anden Ære, som
den fortiente Borger i alle Stænder kan haabe,
uden at forlade sine Grundregler; en Ære, som,
om den end undertiden misbruges, dog ikke saa
let kan ødes, som en Titel, og blive til et Rov
for dem, som ere plat uværdige; en Ære, som
er ikke grundet paa nogle faa Personers bifald,


98
paa en ved nedrige Øientienester tilsneget Gunst,
men paa offentlige og bekiendte Fortienester, paa
Publici og Efterkommernes upartiske Domme;
En Ære, som den i sin Levetid enten undertrykte
eller ikke nok agtede Dyd kan haabe, og som store
Siele agte høiere, end alle de udvortes og stumme
Ærestegn, som forblinde Hoben. Denne Ære
kan Forstand, Vittighed og Veltalenhed alene
lære Menneskene at kiende. De kunne og alene
skienke den, og de giøre det, naar de ved vær¬
dige Levnetsbeskrivelser, Lovtaler, Heltedigte og
Sørgespil snart belønne fortiente Mænd, snart
antænde hos andre en Lyst, til at efterligne dem.
Saaledes har det Franske Folk belønnet sine Kon¬
ger, sine Statsmænd, sine Helte og sine Lærde;
og med disse uforviisnelige Laurbærkrandse har en
stor Monark i Europa selv kronet sine Ministre
og Feltherrer. Hvo, som kiender disse Verker
af Veltalenheden, og veed, hvor stor Jndfly¬
delse Æren har i de Europæeiske Statsforfatnin¬
ger, hvor meget Krigskonsten, Søevæsenet,
Videnskaberne, og alt det, som kan prises i en
Lovtale, er steget siden Romernes Tid, maae
uden Tvivl tilstaae, at om de nye Talere endnu
ikke havde opnaaet de Gamle, var det ikke af
Mangel paa Materie, eller fordi de ikke havde
Anledning nok til at øve deres Veltalenhed.
Maaskee er det, som Herr Michaelis tillige an¬


59
merker, af Mangel paa Anstalter og Belønnin¬
ger for Talekonsten? Deri havde visselig de
Gamle et stort Fortrin, og det bliver vel og det
eneste. Om Belønninger vil jeg ikke tale engang.
Penge alene, om man og holdt det værd under¬
tiden at anvende nogle derpaa, kunne ikke giøre
det. Ligesom det er ved et oplyst Publici bifald
alene, at Taleren ærer sin Helt, saa er det og
kuns ved denne Ære alene, at han paa en vær¬
dig Maade belønnes selv. Saadant et Publi¬
cum maatte dannes førft, førend man kan vente,
at Heltene og Talerne fremstille sig, og det var
endnu ikke nok; Konsten er ikke lært ligesaa snart
som Belønning tilbydes: Talerne maae og dan¬
nes; og dersom vi troe Cicero, var det ikke saa
let en Sag, endog der, hvor alting synes at
være indrettet derfor: hvor meget vanskeligere
maae det da være paa de Steder, hvor ikke alene
denne Anførsel mangler, men hvor den natur¬
lige gode Smag fordærves, endog ved Læremaa¬
den selv.
Jeg fortiente megen Bebreidelse af mine Læ¬
sere, dersom jeg sluttede denne Afhandling, uden
at tale et Ord om en Indretning, hvorved den
milde Regiering, under hvilken vi leve, har vil¬
let igien ophielpe en Videnskab, hvilken, naar
den bruges vel, kan giøre baade Religionen og
Staten saa megen Nytte. At denne Nytte ikke


00
allerede er opnaaet, kan ikke synes forunderligt,
naar man betænker, hvad jeg nylig har sagt.
Talere og Digtere opvoxe ikke som Svampe paa
en Nat, og at bringe et Sprog, der ikke alene
har været forsømt, men og saa foragtet og mis¬
handlet som det Danske, til den Fuldkommenhed,
som Veltalenhedens rette Hensigter udkræve, er
ikke et Verk af nogle faa Aar. Det Selskab,
som har forenet sig til denne Hensigt, har ved en
nye Jndbydelse, som af de offentlige Tidender er
Læserne bekiendt, sigtet til tvende af Talekonstens
vigtigste Øiemerker, som er at gavne baade Re¬
ligionen og Staten. Det har lovet Belønnin¬
ger til dem, som ved gode moralske Afhandlin¬
ger dyrkede den geistlige Veltalenhed, og det har
bestemt en Priis for den værdigste Lovtale over
Admiral Niels Juel, en Mand, som iblam¬
vore Helte især fortiener at bemerkes, fordi hans
store Handlinger ikke vare Virkninger af Lykke
eller Overmod, men af en Tapperhed, som blev be¬
styret af Klogskab og Forsigtighed, og som var
hærdet ved lang Erfarenhed. Et Liv, der er
saa rigt paa store Handlinger og merkværdige
Scener, og som synes at interessere vores Nation
ved alt, hvad der meest formaaer at sætte os i
Bevægelse, maae endelig opvarme vore Taleres
Jndbildningskraft, og antænde saa megen Jld i
deres patriotiske Hierter, at denne Heltes Jhu¬


61
kommelse kan blive æket ved en værdig Lovtale.
Og hvor stor en Belønning var det ikke for Tale¬
ren selv, at have flettet en Ærekrands, som blev
fundet værdig til at krone en af vore gamle Helte,
og skiøn nok for at antænde en Lyst hos de nu le¬
vende, til at fortiene engang ligesaa ærefuldt et
Eftermæle.
Den Mængde af ypperlige Mestere i alle
Arter af de skiønne Konster, som Fædrenelandet
Tid efter anden opdrager, og som er Frugten af
det Academie, hvilket Hans Majestæt har stif¬
tet for Konsterne, giver mig Anledning til et nyt
Ønske. Dersom dette Academie, som fremfor
mange Stiftelser kan rose sig af en stor og uven¬
telig Fremgang, efter Exempel af det Ferdinan¬
dinske i Spanien, udsatte ogsaa Priser for dem,
som anvendte Maler=, Bildhugger= og Kobber¬
stikker=Konsten, til at forevige vore Heltes og
fortiente Landsmænds Afmindelse; hvor nyttige
og opbyggelige kulde da ikke Konsterne, og ved
dem vore Forlystelser selv blive saavel i Husenes
indvortes Prydelse, som i de offentlige Gallerier
og Spadseregange. J stedet for nogle Beviis
af de Gamles Overtroe og Fordærvelse, som vi
laane af Grækernes og Romernes Fabel=Lære,
skulde vi overalt see Grækernes og Romernes
sande Dyder fremstillede under Billeder af vore
egne Landsmænd, og ved saa rørende et Syn


62
frembringe nogle af de Bevægelser, som vore
Talere endnu ikke kunne udtrykke. De skiønne
Videnskaber skulde fremspire af de skiønne Kon¬
ster, og store Handlinger være Frugter af dem
begge.
Af Selskabet for de skiønne Videnskaber,
kunne vi uden Tvivl vente, at det efterhaanden,
udsætter Priser i alle de Deele af Veltalenhe¬
den, som kunne være Religionen og Staten til,
nogen merkelig Nytte. Jeg haaber i det fore¬
gaaende at have beviist, at denne Nytte ikke
er ringe, og jeg formoder derfor, at enhver,
Landsmand giør, hvad han formaaer, til at
befordre den i det mindste ved billige Domme.
For oplyste Patrioter skal det ganske vist ikke
synes saa vigtigt, at en Landsmands Arbeide
bliver roest, og at det vinder Prisen, som at
det svarer til sin Hensigt, og giør Staten,
Religionen, Dyden, og Heltene Ære. De
skulde heller ønske, at ingen Priser bleve ud¬
deelte, end at den slette Smag blev endnu
mere udbredet, ved at krone maadelige Arbei¬
der; De skulde troe, at Selskabet kunde ved
Intet saa meget mishage Publicum, som om det
ved mange vidt udsøgte Grunde vilde forekomme,
Læsernes Dom, og retfærdiggiøre deres Valg;
om det tænkte at kunne skinle Manglerne i et
Verk, ved at ønske, at det havde været be¬


63
dre, eller ansaae det for en Bisag, som i saa
mange Betragtninger bør være Selskabets vig¬
tigste Øiemerke.
No. 262.
Fredagen, den 22 Julii 1763.
H¬
vorledes er det gaaet Eder til denne 11 Ju¬
nii? sagde Herremanden nylig til Kiøb¬
manden i det patriotiske Selskab. Ret vel,
svarede denne. Jeg har hverken vundet eller
tabt, fordi jeg hverken har givet noget ud eller
taget noget ind. Jeg handler med mine egne
Penge, og de staae alle i Handelen. Men hvor¬
for spørge J mig derom, sagde han videre?
En Kiøbmand maae ikke have mange Penge paa
Rente; Den Sag gaaer mere Herremændene an.
Man kan deele dem i to Classer, naar den ene ta¬
ber, saa vinder den anden. For dem, som
leve vel og fortære mere end de tage ind, og dette
Tal er ikke lidet, er det ligesaa bedrøvelig en
Tidende, at Renterne stige, som det er glæde¬
ligt for de andre, der legge Capitaler op og sætte
dem paa Rente; thi anderledes kan jo en Herre-


64
mand ikke bruge sine Penge, naar han har nogle
tilovers, og ikke strax kan faae en nye Herregaard
tilkiøbs. Alle tænke dog vel ikke saaledes, sva¬
rede Adelsmanden, og for at bevise, at jeg i det
mindste ikke er bange for, at Handelen skulde,
vanære mig, saa kom an, min Ven, ville J
tage imod de Capitaler, som jeg har paa Rente,
og anvise mig ligesaa stor en Summa igien i gode
Handels=Vare, vil jeg bytte strax. Hvilken
Ædelmodighed! sagde Kiøbmanden, at ikke for¬
smaae saadan en nedrig Gevinst, som der kan
falde af en borgerlig Næring, naar man kan vinde
Penge paa en langt anstændigere Maade; det et,
i Sandhed alt, hvad man kan forlange af en
Adelsmand. Men have J og betænkt, min
Herre, hvor meget J fornedre Eder ved dette
Bytte? Som Rentier, kunne J vedligeholde al
Høiheden af Eders Stand. J have hverken
nødig at arbeide selv, eller at søge at forvinde
Eder Folk, eller at frygte for ulykkelige Heen,
delser. Naar J have sat Eders Penge i et godt
Huuspant, som er afsureret i Brand=Cassen,
kunne J lade Eders Debitor see til, hvorlede
han fortiener Renterne; og det er nok, at J
naar Terminen kommer, have den Godhed af
give Eders underdanige Tiener Audientz, saa,
længe mens J tælle hans Penge, og skrive ham
en Qvitering derfor: Han anseer det endog for


05
en stor Naade, at J ikke sige ham Capitalen op.
En Kiøbmand derimod har meget at bestille,
førend han fortiener disse 5 pr. Cento, som en
Rentier kommer saa let til; han maae søge sine
Skyldnere, i steden for at de skulde opvarte ham;
og, naar han har anvendt al sin Flid, er hans
Fordeel endda sielden saa stor, og fast aldrig saa
sikker, som deres, der leve af Renter. At jeg
ikke skal tale derom, at naar disse, som leve af
andres Arbeide, ere anseelige Folk i Staten, saa
foragter man Kiøbmanden, som fortiener hvad
de andre fortære. En god Kiøbmand, sagde
Adelsmanden, har dog vel til visse 5 pr. Cento,
her i Landet; hvorledes skulde ellers de leve,
som handle med andres Penge? og en Mand,
der forstaaer Handelen, og har bragt det saavidt
som J, maae paa et Sted, hvor der er saa liden
Concurrence som her, endnu have mere. Jeg
bliver endnu ved mit Ord; skal vi bytte Capital
mod Capital. Jeg transporterer Eder strax alle
mine Pante-Breve tillige med al den Ære og
Sikkerhed, som der er ved at være Rentier: be¬
tænke I Eder endnu? Hvor ere disse Capitalister
ikke blevne høflige, svarede Kiøbmanden, siden
Renterne begynde at falde. Dersom de engang
kom til 3 pr. Cento, skulde vi faae saa mange
adelige Kiøbmænd, at de toge Næringen reent
fra os. Men alvorlig, lagde han til, er det


06
Eder endelig derom at giøre, at faae 5 pr. Cemt¬
for Eders Penge, da skal jeg strax sige Eder en
Leilighed dertil: Saa sikker er den vel ikke som
naar man laaner paa et Huuspant, der er afsu¬
reret i Brand-Cassen; men naar man vil vinde,
min Herre, maae man og vove lidt. Det var
for meget, om baade Sikkerheden og Profiten
skulde være paa deres Side, som ikke arbeidede,
og Kiøbmanden, Haandverkmanden, Arbeide¬
ren, de skulde foruden Møien tage baade al Tab
og Hazard paa dem. Paa den Maade veed jeg
nu ikke mere at skaffe Eder 5 pr. Cento, og jeg
holder Eder for alt for god en Patriot til at for¬
tryde derpaa; men ville J vove noget, kiender
jeg en ærlig Mand, som forstaaer Handelen me¬
get vel; ham fattes kuns Penge. Ville J laane
en Summe paa hans Obligation uden Pant,
giver han Eder strax 5 pr. Cento, og dersom
ville hazardere noget af Capitalen i en Søe=Reise,
som han agter at giøre, giver han Eder endnu meer.
Naar det gaaer vel, er der altid vundet meget paa
Eders Side. Lad være, at J hazardere noget;
Det er kuns lidt for en Mand af Eders Formue.
J have en Gevinst derved at haabe, og denne
Gevinst faae J uden Arbeide; da Kiøbmanden
derimod maae giøre en Reise for at fortiene sit,
og vover sin hele Velfærd indtil sit Liv. Er det
ikke endnu Fordeel nok for en Rentier?


O7
Herremanden spurgte, hvor stor Summen
var; og da Kiøbmanden tillige forsikkrede, at han
var saa overbeviist baade om Personens Jnndsigt
og om hans Ærlighed, at man havde intet andet
at befrygte end ulykkelige Hændelser, antog Her¬
remanden Tilbudet, og lagde dette til, at det
skeede mere for at tiene en ærlig Mand end for at
vinde; thi det er saa langt fra, sagde han, at
jeg besværer mig over Renternes Nedsættelse, at
jeg endog finder det meget nyttigt ikke alene for
det Almindelige, men og for enhver Stand især.
Hvad jeg taber, lagde han til, paa mine Capi¬
taler, det haaber jeg rigelig at vinde paa mit
Landgods igien. Renternes Nedsættelse skal for¬
høie Landgodsernes Priis. De, som hidindtil
af Frygt for den Usikkerhed, som Landvæsenet er
underkastet, have sat deres Penge paa Rente for
paa en mageligere Maade at komme til en større
og sikkrere Gevinst, skulle nu ved Renternes
Fald nødes til at søge til Landvæsenet igien. Lige¬
saa god en Virkning skal denne Forandring have
for Handelen, Manufacturerne og alle Arter af
Vindskibelighed. Denne Sandhed er saa klar,
at enhver fornuftig Patriot maae holde det for et
halvt Underverk, om Handelen og Landvæsenet
har havt nogen Søgning i et Land, hvor Ren¬
terne ere høie; thi hvad skal bevæge Folk enten til
at paatage sig det Arbeide og Ompyggelighed, som


68
en Handel og er Jordegodses Bestyrelse udkræver,
eller til at underkaste sig de Risquer af Misvæxt,
Sygdom, Jldebrand, Skibbrud og andre ulyk¬
kelige Hændelser, som forfølge Vindskibeligheden
i alle nyttige Beskieftigelser, hvad kan bevæge
Folk, siger jeg, dertil, saa længe de uden Møie
og Hazard kunde trække ikke alene de samme, men
og ofte høiere Interesser af deres Capitaler? De
rette og naturlige Grunde til Landvæsenets og
Handelens Opkomst ophøre alle lige saa snart,
som en Rentiers Vilkaar i et Land er bedre end
Landmandens eller Kiøbmandens; og om Han¬
delen og Landvæsenet desuagtet beholder nogen
Søgning, er det ikke ved ordentlige Midler;
Det er ved Lav, Monopoler, Privilegier, For¬
skud, og andre, at man opholder en synkende og
for det Almindelige lidet fordeelagtig Handel.
Landgosets Priis beroer da og paa lige saa svage
Grunde; Det er visse Herligheder, Fornøielser
og Beqvemmeligheder mere end sande Fordeele,
som man søger; det er ved Karrighed, Udsuelse,
Mængdens Undertrykkelse og Landets Ødeleggelse,
at man opretter sit Tab. J stedet for at Han¬
delen og Landvæsenet bør understøtte hinanden,
og begge ved sande og naturlige Fordeele holde
Vindskibeligheden i Priis, lever, saa at sige,
den ene Stand af den andens Ulykke. Landgod¬
sets Søgning befordres ved Handels-Actiernes


09
Fald, og disse stige ikke saa meget ved Handelens vir¬
kelige Fremvext, som ved de ulykkelige Hændelser,
der møde Landmanden, og som bevæge Folk til at
søge Handelen igien. J alle de ulykkelige Til¬
fælde, som vexelviis ødelegge begge disse nyttige
Stænder, er en Rentiers Vilkaar uforanderlig;
Han trodser med sine Pante=Breve og Assurancer
endog Skiebnen selv; Midt i den største Ørkesløs¬
hed kræver han af Lovene og Staten en over¬
ordentlig og fast meer end menneskelig Sikkerhed,
for sin Formue. Dette er endnu ikke nok; han
betaler ikke engang Staten noget derfor; Med
større Fordeele og større Sikkerhed er han frie for
alle Byrder; Formue=Skat har i alle Stater saa
store Vanskeligheder, og saa farlige Følger for
Handelen og Vindskibeligheden, at man derfor
maae skaane dem, som af alle mindst burde skaa¬
nes, nemlig Rentiers. Den beste Maade, paa
hvilken disse kunne sættes i saadan en Ligevægt
med Landmænd, Kiøbmænd og Haandverkmænd,
som er fornøden til Vindskibelighedens Befordring,
er Renternes Nedsættelse; og J see deraf, min
Herre, at efter min Tænkemaade have vi begge,
J som Kiøbmand, og jeg som Landmand, kuns
een Jnteresse, og denne er tillige saa vigtig for
det Almindelige, at jeg derfor gierne opofrer alle
de Fordeele, hvilke jeg som Rentier kunde have
af et andet System.


70
Dersom alle Landmænd og Handelmænd,
sagde Kiøbmanden, tænkte ligesaa, og forstode
hinanden saa vel som vi, skulde vi snart, uden
nog nanden Lov eller Foranstaltning, bringe det
dertil, at Renterne faldt af sig selv, og at de
magelige Herrer, som leve af deres Renter, en¬
ten lode sig nøie med mindre, eller og brugte de¬
res Penge til at fortiene noget selv. Det er mit
System, lagde han til, det viger kuns i Maa¬
den fra Eders, og ikke i Grunden. Jeg veed
ikke, hvad J ville sige med Maaden, sagde,
Adelsmanden. Det er det, svarede Kiøbman¬
den, som jeg saa ofte har sagt, og som er Grund¬
volden til min hele Tænkemaade, at de simpleste,
Midler ere i alle Ting de beste. Hvad der skeer
uden Tvang, og er en naturlig Følge af visse
Grunde, udretter mere, end de konstigste Ma¬
skiner. J Herrer Staismænd have ofte ypper¬
lige Grundregler, og store Hensigter; men en
vis ro sværdig Jver og Høimodighed forfører,
om jeg saa maae sige, Eder til at bruge Tvang
der, hvor den ikke har Sted. Maaskee tager
jeg feil heri, og lader mig af min Stands Grund¬
regler forlede til en anden Yderlighed, som er alt,
for megen Forsigtighed, eller om J saa ville,
kalde det, Frygtsomhed. Jeg forlanger derfor
ikke heller, at man i alle Ting skal tage os til
Mynfter; Det er kuns i det, som angaaer Han¬


71
delen, at jeg bilder mig ind at have nogen Ret til
at tale. J Grunden er jeg fuldkommen enig
med Eder, at høie Renter ere en stor Ulykke for
et Land; Men J vide tillige, hvad jeg saa tidt
har sagt, at der er kuns lidt i Handelen, som
taaler Tvang, og Jntet, som taaler det mindre
end Varenes og Pengenes Priiis. Det er Va¬
renes Overflødighed, Sælgernes og Kiøbernes
Mængde alene, som bestemmer Varenes natur¬
lige Priis; og ligeledes, min Herre, er det i
mine Tanker, Pengenes Overflødighed, og Mæng¬
den af dem, som søge Penge, og som laane dem
ud, der fastsætte Renterne. Alle de Forandrin¬
ger i Varenes og Pengenes Priis, som komme af
andre Aarsager, ere i mine Tanker skadelige.
J mine og, sagde Herremanden; Tænk
ikke, at jeg vilde have høie Renter forbudet.
Jeg veed alt for vel, at der ere Tilfælde, hvori
Handelens Interesse udkræver baade at give og
tage saadanne. Jeg taler kuns om de alminde¬
lige Renter, og endda vilde jeg ikke, at disse
bleve nedsatte ved andre Midler, end dem, som
J selv foreslaae, nemlig, ved at giøre Pengene
overflødigere, ved nye Capitalers Tilvydelse, Op¬
lgelse og Udbetaling.
Da Kiøbmanden havde forsikkret, at han
holdt alle saadanne Midler til Renternes Forrin¬
gelse meget nyttige, og begge disse Mænd altsaa


12
vare blevne enige baade i Grunden og i Maaden,
begyndte Præsten at tale. Jeg eier, sagde han,
som J vel vide, hverken faste Grunde, eller
Skibe, eller Capitaler, og har altsaa paa mine
egne Vegne aldeles ingen Fordeel af at tale enten
for Landmænd og Kiøbmænd eller for Rentiers.
Hvad det Almindelige angaaer, da begriber jeg
og meget vel, at Landmandens og Kiøbmandens
Fordeel er langt vigtigere for Staten, end det,
som nogle magelige Rentiers vinde ved Aager og
Rente; men forlad mig, mine Herrer, iblant
Rentiers ere og nogle, som vi ikke kunne beskylde,
for Magelighed, nogle, som ikke fortiene deres,
Medborgeres Had og Afskye, men deres Med¬
lidenhed, Enker, Faderløse og Fattige, som en¬
ten ikke kunde arbeide, og som ikke have andet at
leve af, end Renterne af nogle smaa Capitaler,
som de enten selv have samlet, eller og deres,
Mænd og Fædre have efterladt dem. Efter den
Religion, som vi bekiende os til, er en større,
Rigdom og Overflødighed, som Staten kan vinde
ved visse Indretninger, ikke saa vigtig, at man
derfor skulde forøge deres Lidelser og Trang, hvilke,
denne Religion fornemmelig har anbefalet til vores,
Kierlighed og Omsorg. Og dersom jeg ikke tagers
ganske feil, mine Herrer, er det endog efter den
sande Stats=Konst bedre for det Almindelige, at
ingen mangler det Fornødne, end at nogle blive


13
rigere end de ere. Jeg veed vel, at denne Stats¬
Maxime er for nye i Verden til at alle Herremænd
og Kiøbmænd skulde antage den, men før Folk,
som tænke saaledes som De, behøver jeg ikke mange
Beviis; J vore Forsamlinger har den altid været
en Grundregel.
De andre Lemmer i Selskabet, og jeg tør
legge til, Præsten selv indsaae vel, at denne Jnd¬
vending ikke var nok, for ganske at til intet giøre
det, som af saa mange vigtige Grunde var beviist
om høie Renters skadelige Virkninger for det Al¬
mindelige: men den var dog i deres Øine tillige
for vigtig, til at ikke tage deres Vilkaar i Be¬
tragtning, som kunne lide derved. Det almin¬
delige Beste, sagde de, kan vel sielden befordres,
uden at nogen lider derved: Saadanne Uleilig¬
heder maae ikke afskrække os fra gode Indretnin¬
ger; men man maae dog søge at formindske dem,
saa meget som mueligt er. Efter nøiere Under¬
søgning fandt Selskabet, at, om end Renternes
Formindskelse gjorde nogle fattigere end de vare,
tiente den dog til at hielpe nok saa mange ud af
deres Fattigdom; Hvad nogle Huusarme, som
ikke arbeidede, tabte, det vandt de arbeidsomme,
hvis Vindskibelighed tilforn blev undertrykt ved
store Renter, og som ved Aager og Udsuelse bleve
nødte til at gribe til Bettelstaven. De virkelig
Arme, som tillige arbeidede, vandt altsaa ved


14
Renternes Forringelse, og dette Slags Fattige,
fortiente først at forsørges. De andre, som ikke
arbeide, og leve af smaa Capitaler, have dog
noget, og fortiente altsaa ikke saa megen Medynk,
som de, der intet have: Dersom de ikke vilde
arbeide, fortiene de det endnu mindre; Det ers
endog til Religionens, Statens og deres egen
sande Fordeel, at de ved saadanne Indretninger
nødes dertil. Nogle kunne ikke arbeide enten af
Svaghed v: Alderdom; men deres Tal er lidet,
og derom er talet paa et andet Sted, eller og
fordi deres Stand ikke tillader det. Disse eref
det vel fornemmelig, som lide ved Renternes Ned¬
sættelse. Selskabet var enig deri, at deres Vil¬
kaar, efter vore borgerlige Indretninger, vare
værd at beklage. Fattigdom var dem ikke alene
en Byrde, men og en Skam. Den er en ulyk¬
kelig Virkning ikke saa meget af deres egen For¬
seelse, som af deres Forældres Forfængelighed, af
en slet Opdragelse, og af en almindelig Fordær¬
velse i Tænkemaaden og Sæderne. Men hvor¬
ledes, sagde de tillige, skal denne Fordærvelse
kunde udryddes iblant os, uden ved saadanne
Midler, som undertrykke Ladheden og opmuntre,
Vindskibeligheden? Lad være, at nogle af vore
rangsyge Borgeres Enker og Børn ikke meere kunne
vedligeholde den Rang og Magelighed, i hvilken
de ere opfødte. Vi beklage dem, fordi de ved deres


12
Tænkemaade ere virkelig ulykkelige; men vi kunne
derfor ikke forandre vore Grundregler, de stadfæ¬
stes meget mere derved. Naar vore forfængelige
Medborgere see af saadanne Exempler, at det ikke
er nok til at giøre deres Familie lykkelig, at for¬
skaffe dem selv en Titel, eller og at sammenskrabe
a Capital til deres Børn; skulle de herefter an¬
tage selv fornuftigere Grundregler, anføre deres
Børn til nyttige Ting, ære Vindskibeligheden,
og i stedet for at løbe efter Titler, og tænke paa
at leve af Renter, Pensioner og Almisser, skulle
de dyrke Landet, Videnskaberne, Handelen og
Konsterne.
Samtalen blev tilsidst endt med denne Be¬
tragtning. Der er en Fattigdom i en Stat, som
kommer af ulykkelige Hændelser; Den rører kuns
saa Personer, den ophører igien, og der behøves
ikke store Capitaler for at raade Bod derpaa. Men
der er en anden Fattigdom, som kommer af en for¬
dærvet Tænkemaade og slette Indretninger, af Ma¬
gelighed, Forfængelighed, Vindskibelighedens For¬
agt, Arbeidernes Undertrykkelse, Udsuelse, Aager
og Trældom. Denne Fattigdom er almindelig;
den ophører ikke af sig selv, og alle Hospitaler i Ver¬
den kunne ikke raade Bod derpaa. De forøge den
kuns, saa længe Aarsagerne dertil ikke borttages.


76
No. 263.
Mandagen, den 25 Julii 1763.
M¬
an har tilsendt mig adskillige Efterretninger
om en og anden god Handling, som fortiente
at antegnes i Selskabets Protocol; og da mine
Correspondenter uden Tvivl undre dem derover, at
jeg ikke oftere har talet derom, maae jeg engang
retfærdiggiøre mig. En Handling maae, for at
prises offentlig, ikke alene være god, men og i
nogen Betragtning overordentlig. Ved at rose
middelmaadige Fortienester, spilder man den Ære,
som bør kuns være en Belønning for vigtige og
nidkiere Bestræbelser. Vel er det sandt, at en
Handling, som for sig selv betragtet, ikke er stor,
kan i en vis Hensigt være meget overordentlig.
Dyden er meget ofte rar, og den almindelige
Fordærvelse stor nok, for at giøre ved Sammen¬
ligningen alene en maadelig god Gierning til en
skinnende Fortieneste. Der ere, desvære, Til¬
fælde i Livet, i hvilke man endog bør rose Men¬
neskene, fordi de ikke giøre Ont. Anledningerne
dertil kunne være saa store, Begierlighederne saa
stærke, Exemplerne saa forargelige, Forførerne saa


11
listige, Hyklerne saa smigrende, og Sandhedens
Bekiendere saa faa, at der udkræves meer end al¬
mindelig Jndsigt, Dyd og Standhaftighed, for
at undgaae store Feil. Naar man nøie undersø¬
ger, hvad det er, der saa meget prises i de fleste
Lovtaler, hvori de Naader, de Ædelmodigheder,
de Beskyttelser bestaae, hvorved nogle Mennesker
have gjort dem saa meget bemærkede frem for andre,
sige de ofte ei andet, end at disse Store ikke have
været saa blodtørstige, saa ubarmhiertige, saa fø¬
lesløse som andre Folk af deres Vilkaar. Hvor
meget Ondt kunne de derfor ikke have gjort? Hvor
meget Godt kunne de have forsømt? og hvor lidt
fortient af den Ære, med hvilken store Dyder og
Heltegierninger alene bør krones. Usle Berøm¬
melser, og en bedrøvelig Roes, som ikke beviser
andet end Verdens dybe Fordærvelse! Naar ville
Menneskene lære engang at foragte saadanne Æ¬
resbeviisninger, som kuns beskiemme dem? Den
Riige holdt det dog ikke for en Ære, om man
agtede ham lidt meer end Betleren; En Skiøn¬
hed skulde troe, at man forhaanede hende, dersom
man ikke sagde andet til hendes Roes, end at hun
ei var vanskabt; og de, som ere bestemte af For¬
synet til at beskytte andre, agte det for stort, at
de ei undertrykke dem! og Dommeren vil roses,
fordi han ei er uretfærdig! og Borgeren mener,
at han fortiener megen Ære, fordi han ei over¬


18
træder Lovene, og foruretter sin Næste i Handelen,
fordi han ei er ligesaa trodsig, utaknemmelig, lad,
og fordæxvet, som Hoben!
Det er en slet Ære, at ikke fortiene anden
Roes end den, at ikke være saa ond som andre.
J en meget fordærvet Verden er den vel ikke gan¬
ske at foragte, endskiønt naar man endelig vil
maale sig med andre Folk i det, som duer intet,
maae man og være meget Ond, for ikke at finde
nogle, som endnu ere værre; Men saadanne For¬
trin ere ikke værd at tælle. Det er ofte vigtige
Mangler og Ufuldkommenheder, som giøre Men¬
neskene ligesaa uvirksomme til det Onde, som de
ellers ere kolde og langsomme til at giøre Godt,
Lad f. E. et vist Land kunne rose sig deraf, at
der ikke skrives saa mange onde Bøger som paa an¬
dre Steder; det bliver det kuns til liden Roes,
dersom det er ligesaa fattigt paa gode Skrifter,
Lad et Folk have mindre Forfængelighed end andre,
Lad Modenarrernes og Spradebassernes Tal ikke
være saa stort paa et Sted i Verden, som paa et
andet; hvad hialp det, dersom de sande Krigs¬
dyder, og den rette Handelsgeist vare lige saa ra¬
re? Pragten kan være mindre i et Land end i et
andet, og den mindre Pragt dog være mere øde¬
leggende, fordi den er samlet med mindre Formue,
og med mindre Vindskibelighed. Mange Men¬
nesker ere taabelige nok, for at bryste sig af det,


79
som de ikke ere, og andre ikke fuldkomne nok, for
ei at hovmode sig af deres virkelige Fortrin; men
om der vare nogle Folk til, som ikke bleve stolte
af de Videnskaber, som de selv foragte, af de
Rigdomme, som de ei forhverve, og af de Be¬
qvemmeligheder, som Fremmede forarbeide, var
det da saa stor en Dyd? Vare de derfor bedre end
andre, som dyrkede disse Videnskaber, som for¬
hvervede disse Rigdomme og forarbeidede disse Be¬
qvemmeligheder, om de undertiden hovmodede dem
deraf, om de end undertiden misbrugte dem?
Jngenlunde. At rose saadanne Handlin?
ger, var kuns at fordærve dem, som man rofte,
og at beskiemme andre. Dersom Selskabet an¬
førte sligt i Historien af vores Alder, skulde Efter¬
kommerne troe, at vi havde været mere fattige
paa Dyder end andre Folk. Vel have vi mange
historiske Verker iblant os, som, endskiønt de
synes at være skrevne med megen Jver for Natio¬
nens Ære, dog ikke kunde give skiønsomme Læsere
høie Begreb om de Personer, hvis Handlinger
de beskrive. Men det er ikke Selskabets Hensigt
at forøge Tallet af saadanne Efterretninger; at
skrive en Mands Historie, alene fordi han har
beklædet et vist Embede, hørt til en vis Stand,
eller formeeret et vist Slægt=Register; at igientage
i hundrede Levnets-Beskrivelser det, som hændes
alle Mennesker, og hvori de fleste ligne hinanden;


80
almindelige Omstændigheder af Folkes Fødsel,
Opdragelse, Skolegang, Reiser, Giftermaal,
Befordringer, Forlystelser, Selskaber, Syg¬
domme og Dødsfald. Selskabet optegner kuns
saadanne Handlinger, som ikke ere ganske almin¬
delige, og hvorfor et Menneske kan fortiene at
bemerkes fremfor andre. Personen maae være,
hvem han vil, og have gjort nok saa meget af det,
som man i andre Levnets-Beskrivelser Millioner
gange har fortalt, uden endnu at være bleven kied
deraf. J Protocollen kommer intet af alt dette.
Man bekymrer sig kuns om Personernes Handlin¬
ger, og disse dømmer man efter saa strenge Reg¬
ler, at en Patriot maae holde sig lykkelig nok,
om han i sit hele Liv kan giøre en eneste Handling,
som bliver funden værdig at optegnes.
Jeg har allerede sagt, at Protocollen endnu,
holdes hemmelig: Aarsagerne dertil ere adskillige.
Nogle Handlinger maae skiules, fordi de, som
enten have gjort eller berettet dem, ikke ville tillade,
Selskabet at bekiendtgiøre dem, og disse Hand¬
linger ere de beste. Jeg maae derfor fortie man¬
ge, som jeg helst ønskede at fortælle. Det maae,
være nok at anføre nogle saa til et Forsøg. Mine
Correspondenter kunne deraf see, hvorfor nogle
af deres Beretninger ikke ere blevne antagne af
Selskabet.


81
At Folk ikke søge Embeder, hvortil de ere
plat uskikkede, eller ganske forsømme dem, som
blive dem betroede, men enten selv, eller i det
mindste ved en Fuldmægtig forrette saa meget, som
der befales i Lovene og Jnstruxerne, det tør man
vel dog formode, er endnu ikke saa ganske rart
i Verden, at det skulde fortiene at bemerkes som
en besynderlig Fortieneste. Men, at en Per¬
son i sin Ungdom ikke vilde modtage et Embede,
hvortil han endnu ikke holdt sig beqvem nok,
reiste derfor først i nogle Aar, for at giøre sig
mere duelig til Landets Tieneste, og udvalgte
siden, efter hans Hiemkomst, af flere Embeder,
om hvilke han kunde giøre sig Forhaabning, de
mindst fordeelagtige, fordi han kunde deri giøre
meest Nytte; at han siden, da flere og vigtigere
Emheder bleve ham betroede, nedlagde de, som
han ikke selv kunde forrette, og uden Hensigt
til Fordeelene, forbeholdt sig de vigtigste og
vanskeligste; at han endog i en tiltagende Alder
giør ofte besværlige Reiser, for at have Tilsyn
med sine Underhavende, og opfylde saadanne
Pligter, hvortil Folk ikke kunde tvinges." Det¬
te er uden Tvivl noget, som fortiener at bemerkes;
og i et Liv, der giør Religionen saa megen Ære,
bør man vel ikke heller glemme den Omstændig¬
hed: At alle hans Beskieftigelser endnu ikke


82
have holdt ham fra at bivaane den offentlige,
Gudstieneste, hvilken han aldrig har forsømt,
uden naar Svaghed har hindret ham.
Taknemmelighed er saa stor og almindelig
en Pligt, at Menneskene vel ikke fortiene at roses,
meget, fordi de ei ganske sætte den tilside. Jkke
desmindre, siden det dog er en af de Pligter,
hvortil Menneskene ikke kunne tvinges, og naar
den udøves med nogen besynderlig Ædelmodighed,
er det i det mindste en langt større Handling, end
at ikke giøre Ondt, eller at opfylde de Pligter alene,
hvortil Lovene forbinde os. B (dette Bog
stav er nok, til at giøre Personen kiendelig paa
det Sted, hvor Handlingen skeede), saae en
af sine Velgiørere i ulykkelige Omstændigheder,
og forladt af alle sine forrige Venner. V? an¬
vendte en anseelig Deel af sine aarlige Jndkom¬
ster paa hans Underholdning, saa længe han le¬
vede, og lod ham efter hans Stand begrave,
Værdien af saa god en Handling forøges ikke
lidet derved, at Bi ikke blev altid vel be¬
gegnet af hans forrige Velgiørere, hvilken, uag¬
tet sin uærværende Trang, endnu vilde tilegne
sig en Myndighed over ham, og undsaae si¬
ikke ved at betragte det Gode, som man bevist
ham, for en Skyldighed.


03
Vores Borgerskab har i disse Tider havt
Anledning til at udvise nogle af de patriotiske E¬
genskaber, ved hvilke deres Fædre have forhvervet
dem saa anseelige Privilegier. Ved Forsynets
naadefulde Bestyrelser og Regieringens Mildhed
kom det ikke saa vidt, at de behøvede at vise al
den Nidkierhed, som man kunde vente at finde
hos saa fortiente Fædres værdige Efterkommere.
Her handledes endnu ikke om at beftige Byens
Volde, for at forsvare sig mod en overmægtig
Fiende, men kuns om at giøre nogle Vagter i
Garnisonens Fraværelse, og at huse for en Tid
nogle Folk, som vare forsamlede fra Rigets yder¬
ste Grændser, for at tiene Fædrenelandet, og som
havde forladt deres egne Huse og Familier, for
at beskytte deres Landsmænd. Man veed at for¬
tælle adskillige Exempler af den Redebonhed, hvor¬
med disse Folk bleve modtagne af deres Medbor¬
gere; men hvor gode end saadanne Handlinger
ere, fortiene de dog ikke alle at bemerkes. At
efterkomme villig og uden Fortrydelse de nødven¬
dige borgerlige Skyldigheder, er vel altid roes¬
værdigt, men dog i en almindelig Fare ikke saa
rar en Dyd. Selskabet har derfor og kuns op¬
tegnet saadanne Handlinger, som vidnede om en
besynderlig og meer end almindelig Nidkierhed.
Til et Exempel vil jeg anføre følgende."En


84
Haandverkmand fandt en syg Norsk Soldat
liggende paa sin Trappe. Da ingen af Huus¬
folkene vilde hielpe ham, kaldede han sin Fami¬
lie tilsammen; Hans Kone bar Soldatens Ge¬
væk, og hendes Søster Randselen; Selv
tillige med nogle af hans Folk bar han Soldaten
ind og lagde ham paa en Seng. Da Solda¬
ten var kommen til sig selv, thi i Begyndelsen,
kunde han ikke tale, var hans Vert kuns om¬
hyggelig for at vide, hvad han ønskede, og
sørgede selv tillige med hans Familie for at han
fik hver Dag, hvad han forlangte. Huusfol¬
kene, som først neppe vilde røre ved den Syge,
eller see til ham, bleve saa forandrede ved dette
Exempel, at de lode bære Mad til ham, og
efter nogle Dage var Soldatens Seng saa om¬
ringet med Skaaler og Fade, at han ikke vidste
selv, hvad han skulde vælge. Soldaten blev
snart frisk igien, og var paa sin Side saa tak¬
nemmelig, at han til Afskeed tog en Skind¬
pung op, for, som han sagde, i det mindsie
at betale Qvarteerpenge. Men hans Vert
lod ham ikke alene beholde sine Penge, han
gav endog nogle dertil, og sagde, at han kunde
nok have dem nødig, naar han tom til Holsteen.
Dersom en almindeligt Pligt kunde blive til en
stor Dyd derved, at mange forsømte den, kunde
man og anføre til denne Borgeres Roes:  at


89
han aldrig har leiet andre til at giøre Vagter
for sig." Men han tænker selv for vel til at
ansee dette for meer end en Skyldighed, og denne
Tænkemaade giør ham Ære.
En af mine Correspondenter, som i sidste
November tilsendte mig nogle Efterratninger, har
siden ved et Brev villet forespørge om mine Tan¬
ker derom. Jeg kan ikke svare ham andet, end
at hans Brevvexling fornøier mig, og at hans
Efterretninger skulle blive brugte, saavidt som
Selskabets og Tilskuerens Hensigter tillade. For
at give endnu tydeligere tilkiende, hvilken Corre¬
spondent jeg meener, er det den, paa hvis Brev
fandtes følgende P. S.Jeg er saa got som
ene i Verden; Jeg har intet kierere, næst
Guds Naade, end de Dydiges bifald. Jeg
har ingen at gaae i Raad med, og vil ikke heller
være endeel af mine Handlinger bekiendt for en¬
hver." Dersom det kan være Forfatteren til
nogen Fornøielse, som han siger, at blive under¬
rettet om Tilskuerens Tanker; Da maae han kuns
troe, at intet kan glæde Tilskueren mere end det,
hvorom Brevet forsikrer ham, at disse Blade have
tient undertiden til at fornøie og opmuntre en
Landsmand af saa god en Tænkemaade.


86
No. 264.
Fredagen, den 29 Julii 1763.
D¬
ersom vi vidste Historien af Konsternes Op¬
rindelse, skulde vi i nogle af dem, som vi
nu agte meget ringe, finde meere at beundre end i
de allerstørste af vor Alders Opdagelser.
Hvad er nyttigere, hvad er almindeligere,
og hvad er tillige mindre agtet end Jlden? Jkke
des mindre er det troeligt, at den Jld, som nu
brænder paa hvert Fyrsted, og hvis Opfindelse
ingen mere holder for nogen Konst, at denne ge¬
mene Jld har kostet de første Mennesker mere
Umage og Tid at opfinde, end det hele Artillerie
og alle de Forandringer i Krigskonsten, som ere
Virkninger af Krudets Opfindelse. Hvor rime¬
ligt end dette er af Fornuften, lader det sig dog
ikke ganske bevise af de bekiendte historiske Efter¬
retninger. Men er det ikke og tilladt at slutte sig
til noget? Er Fornuften ikke lige saa troeværdig,
som Sanchoniathon eller en anden gammel Historie¬
skriver, om hvilken man har Aarsag til at formode,
at han ikke alene er utilforladelig, men og forfal¬
sket? Er det ikke lige saa vel tilladt at indklæde en


8
rimelig Formodning i en historisk Fortællelse, som
at giøre det ved en Fabel? Jo. Men man bør
ikke give sine Gisninger ud for mere end de ere.
Man maae hverken, som de gamle Lærde, ansee
en critisk Formodning som en beviist Sandhed,
ikke heller, som de nye Historieskrivere, fortælle
Gisninger som virkelige Tildragelser. Det er
uden Tvivl Reglerne; og naar man iagttager
dem, beholder en Forfatter uden Sandhedens
Fornærmelse saa megen Frihed, at han kan ind¬
klæde sin Fortællelse som han vil, i en Digt eller
Fabel, i en Drøm eller Aabenbarelse.
Nu vel da. Jeg har fra det underjordiske
Archiv faaet nogle forlorne Blade af Sanchonia¬
thons Efterretninger om Verdens Oprindelse og
første Tilstand, og i disse Blade fundet en For¬
tællelse om Jldens Opfindelse, som jeg holder
meget rimeligere end noget af det, som ellers for¬
tælles paa denne gamle Historieskriveres Myndig¬
hed, og som man virkelig kan bevise af overblevne
Stykker af hans Skrifter.
Af disse er det allerede bekiendt, at Jldens
Opfindelse tilskrives trende Brødre, Phos, Phur
og Phlox, hvilke Navne betyde Lys, Jld og
kue. Men hvorledes de have opfundet den,
ved hvor mange Forsøg, og hvad Virkninger en¬
hver Opdagelse har gjort paa de uerfarne Til¬


88
jeg vil
skuere, det fortæller han og ikke.
fortælle det.
De første Mennesker beundrede alt i Naturen,
fordi det var dem nyt og ubekiendt, men intet
mere end Jlden. Af Solens Egenskaber og
Jndflydelse paa Jorden sluttede de, at Jlden,
som det reneste og herligste af alle synlige Ting,
var Grunden til al Virksomhed og Bevægelse.
Den naturlige Varme i Legemet, som var Tegn
til Sundhed og Ungdom; Den Fyrighed i en
munter Siel, som opvarmer Legemet endnu mere
end stærke Sindbevægelser, bevægede dem til at
troe, at baade Liv og Tanke i Mennesket vare
Gnister af denne Jld, som brændte i Solen. De
betragtede Jlden som en velgiørende og oplivende
Kraft. Solens Brynde, hidsige Sygdomme,
Lynildet, og ildsprudende Bierge lærte dem og
at ansee den som et ødeleggende Væsen. Med
saa Ord, Jlden var efter deres Mening Kilden
baade til Ondt og Godt. De elskede, frygtede
og tilbade den.
Af denne Høiagtelse for Jlden fulgte na¬
turligviis den Tanke, at Mennesket formaaede
Alting, saasnart det blev Herre af dette Ele¬
ment. Alle de forunderlige Ting, som man
siden har udrettet ved de naturlige Tings Kræfter,
ere intet mod det, som disse Mennesker forventede
af den første Emst og Lue, som de selv kunde


19
bringe tilveie; men dette var og i deres Tanke
saa stor en Konst, saa langt over det, som et
dødeligt Menneske torde haabe, at de ansaae det for
langt vanskeligere, end vi at giøre Guld. De,
som understode sig at holde det for mueligt og at
giøre nogle Forsøg dertil, bleve betragtede som
Alchymisterne i vore Tider og som de første Na¬
turkyndige, det er: som Narre eller ugudelige
Mennesker.
En Guist, som de undertiden slog ud af en
Steen, og som i det samme Øieblik forsvandt i
Luften, var i lang Tid lige saa rar en Erfaring,
iblant dem, som Electriciteten. De lovede dem
store Ting deraf. De forsøgte at helbrede Syg¬
domme og forlænge Livet ved disse Gnister, hvilke
de ansaae for smaa Sole, for Væsener af samme
Art, som den Jld, der oplivede Verden, og
brændte i dem selv. Efter mange igientagne
Forsøg troede de vel, at Menneskene havde en
Magt til at fremkalde Aander af Stenene: men
Gnisterne de forsvandt alt for hastig igien til at
haabe, at man skulde kunde bemægtige sig dem;
Dersom saa fiine og flygtige Væsener, sagde de,
skulle nogen Tid giøre en fast Bolig iblant Men¬
neskene, og lade sig bruge til deres Nytte; maatte
de overtales dertil ved Bønner. Denne Slut¬
ning var, som man forsikrer, den første Anled¬
ning til Jlddyrkelsen.


90
Jldens Fremkaldelse af Stene blev snart til
mere end et naturligt Forsøg. Det blev til en
hellig Handling, som ingen torde foretage sig
uden de, der vare indviede til Jldens Dyrkelse.
Phos, den ældste af de tre Brødre, hvilke man
tilskriver Jldens Opfindelse, blev Solens Præst.
Han forsøgte hver Morgen ved Solens Opgang,
at fremkalde af Stenene den uforgiengelige Jld,
som brændte i Solen, og som siden til Erindring,
deraf blev forvaret i alle Huse af Jldens Tilbedere.
Det blev uendeligt, om jeg vilde beskrive alle de
selsomme Handlinger, Ceremonier og Besværel¬
ser, som han giorde ved hvert Slag paa Flinte¬
stenen; hvor mange underlige Ting han indbildte
sig at see og opdage hver Dag, og hvor meget
mere han ventede at finde endnu, naar hans
Forsøg engang lykkedes. Det er nok, at jeg
siger, at alt hvad vore Astrologer, Alchymister,
Chiromantici og alle Physiske Charlataner have
tænkt, gjort og sagt, var intet derimod: men
med alle disse Arbeider og Forhaabninger kom
han dog ikke saavidt engang, som vore Na¬
turkyndige med deres electriske Forsøg; han
gjorde kuns Guister.
Hans Broder Phur, som og gierne vilde
giøre sig berømt ved noget, og som havde merket,
at naar man gneed to Stykker Træe paa hinanden,
bleve de varme, haabede derved at finde den Jld,


91
som hans Broder forgieves søgte at fremkalde af
Stene. Han gneed sine Træer saalænge, indtil
han virkelig fik Jld; en Jld, der ikke forsvandt
i Luften som Guisterne af Flinten, der opholdt
sig i Træet, fortærede det, og udbredte sig;
En Jld, som brændte og røgede. Jeg maae
ikke glemme nogen af disse Egenskaber, fordi en¬
hver af dem, hvor almindelig den er nu, var da
et nyt Underverk, der ikke før var seet paa Jorden.
Phur kunde ikke længe skiule Hemmeligheden, om
det og havde kostet hans Liv; og er det Under?
Nagr har en lærd Mand kunnet fortie en nye Me¬
ning, som han troede, at han selv havde opfun¬
det? Vel agtede han disse Forsøg endnu kuns for
lidt af det, som han ventede at finde, og dert
lignede han og vore nye Opfindere, som altid love
dem store Ting af deres Forsøg. Phur tænkte
paa intet mindre end at skabe nye Sole, giøre
Vinter til Sommer, og Nat til Dag, at antænde
en evig Jld, hvorved Jorden blev altid frugthar og
Menneskene udødelige; Men det, som satte meest
Mod i ham, var, at han ved denne Jld tillige
haabede at ødelegge alle sine Modstandere. Med
saa store Forventelser var det Phur umueligt at bie,
indtil han havde gjort flere Forsøg; han løb med
sin brændende Stikke til Solens Altere, for at
vise den til den hele Forsamling. Men hvad
skeede? Stikken slukkedes paa Veien; Thi Phur


92
havde giemt den for vel; hvor klog han end var,
vidste han dog endnu ikke, at Jld brænder ei uden
Luft. Phur var fortvivlet; det hialp ikke, at
han fremviste den sorte og forbrændte Plet paa
Træet; Jngen uden han selv alene vidste, at det
var en Virkning af Jlden. Man vilde steene
ham som en Bedrager, han ansaae selv Jldens
Udslukkelse som en overnaturlig Hændelse og Virk¬
ning af Solens Vrede. Men Æren var dog
endnu stærkere end Frygt for Døden. Man til¬
bød, at lade ham løs paa de Vilkaar, at han
ikke mere vilde giøre Jld. Det hialp intet. Han
bad ikke om Livet, men kuns om Tilladelse at
giøre endnu et Forsøg, førend han døde. Saa
bestandige ere nogle Mennesker i deres Meninger,
og vare de det ikke, skulde vi maaskee endnu ikke
have forstaaet den Konst at giøre Jld. Alle hans
Bønner vare forgieves; Det forsamlede Folk var
den Gang lige saa nidkier mod Jldens Opfindere,
som det paa andre Steder har været mod dem,
der vilde udslukke Jlden. Til Uheld for den
arme Phur, var der endnu ingen Øvrighed i Ver¬
den, som kunde styre Pøbelen, og beskytte Kon¬
sterne. Phur blev dræbt, og paastod selv indtil
det Yderste at være Jldens Opfindere.
Efter saa ulykkeligt et Exempel skulde man
troe, at ingen saa hastig havde forsøgt at giøre
Jld. Men see vi ikke af den hele Historie, at


22
Videnskaberne voxe nok saa stærkt under Forføl¬
gelser? De store Siele ere elastiske, de udvide
sig jo mere de trykkes. Phløx, den tredie Bro¬
der, som havde merket noget af Konsten, havde
Mod nok til at samle Pindene op, medens Folket
endnu stenede hans Broder. Denne Umage gav
han sig, fordi han troede, at Konsten beroede
allene paa Pindene, og at ethvert Stykke Træe
duede ikke til at giøre Jld. Han gneed dem saa
længe, indtil de brændte. Men han var saa
meget forsigtigere end hans Broder, at han ikke
gjorde Opfindelsen bekiendt, førend han var sikker
derpaa. Phlox gjorde Jld for hele Folkets Øine;
Man undersøgte den, og merkede til alles Forun¬
dring, at endog Solens Præster brændte dem
derpaa. Heraf sluttede Folket, at det var virke¬
lig Jld; Men Præsterne vilde endnu giøre ham
til en Bedrager; hans Jld, sagde de, havde ikke
alle Solens Egenskaber, den varmede kuns,
men lyste ikke; thi Phlox havde endnu ikke bragt
det saa vidt, at han kunde giøre Lue. Til Lykke
for ham, deelte Hoben sig i tvende Deele; Nogle
holdte med Solens Præster, og paastode, at der
var ikke Jld uden Lue; men de fleste troede hvad
de saae for deres Øine, og dette Partie fik Over¬
haand. Endskiønt Phlox var saa meget lykkeli¬
gere end hans Formand, var han endnu ikke for¬
nøiet. Nogle sagde, at han pløiede med andres


94
Kalve, og tilskrev Phur Jldens Opfindelse. Phlox
kunde derfor ikke give sig tilfreds, førend han hav¬
de opfundet Luen; og hvor megen Umage gav
han sig ikke derfor? han forsøgte meget og giorde
Alting uden just det, som han skulde giøre. Han
gneed alle Slags Træer, slog Jld af alle Stene,
presfede Saften af alle Urter; men han blæste
ikke. Mange Ting forsøges ei, fordi man hol¬
der dem alt for lette, og i det man søger et, finder
man ofte et andet. Saaledes gik det Phlox; han
fandt med alle sine Forsøg ikke, hvorledes han
kunde giøre Jld til Lue, men kuns, hvorledes
han kunde slukke Jlden. Denne Virkning hav¬
de, til hans store Forundring, Vandet i alle
Kilder og Vædskerne af alle Planter. Phlox
gjemte længe denne Opdagelse for sig selv. Fol¬
ket, tænkte han, skulde tabe meget af deres Høi¬
agtelse for Jlden, dersom de troede, at det var
saa let at slukke den. Nogle forsikre, at Phlox
tog deraf Anledning til at sammensmedde det første
System, om tvende Aarsager til Alting, som
siden blev saa almindeligt i Verden. Jlden var
efter hans Mening den ene af disse Aarsager, og
Vandet den anden. Af Jlden kom Liv, Tanke,
Bevægelse og alt Godt. Vandet derimod var
Aarsag til det Onde. Disse tvende Aarsager
førte Krig med hinanden overalt i Naturen. De
gamle Perser, Jldens Tilbedere, gave dem siden


99
andre Navne, de kaldte den Gode Mithras eller
Oromasdes, og den Onde Arimanius. Saa rin¬
ge en Hændelse, siger man, skal have været An¬
ledning til en Lærdom, som er Grunden til de
fleste Systemer, og som baade Philosophien og
Overtroen siden har indklædt paa saa mange,
Maader.
Men for at komme til Hoved-Sagen igien;
thi Menneskets Trang var endnu for, stor i Verden
til at føde sig længe med Griller. En Hændelse
lærte Phlox at finde den Lue, som han forgieves
havde søgt ved saa mange Forsøg. En stærk Vind,
som indfaldt paa en Tid af Sommeren, da Al¬
ting var meget tørt af Heede, oppustede Jlden i
hans Pinde, og i et Øieblik stod den hele Hytte
i lys Lue. Jlden greb videre om sig, og antænd¬
te mange af Naboernes Huse, og nu blev Phlox
ikke mere anseet som Gudernes Ven, og en Vel¬
giører af Menneskene; de betragtede ham som en
Misdæder, der havde ført Jld ned af Himmelen
til at fortære dem. Phlox tilbød sig at slukke
den; men det vilde man ikke heller tillade. Det
var et nyt Bedragerie, sagde Solens Præster, og
en Forgribelse mod den hellige Jld. Folket vilde
stene ham, baade fordi han havde opfundet Jl¬
den, og fordi han understod sig at slukke den.
Lee ikke, kiere Læser, dersom du ikke har læst Gul¬
livers Reise til Lilliput, saa tænk hvad der skeede


90
for kort Tid siden paa Amager; Historien er fuld
af saadanne Tildragelser. Phlox døde ikke den
Gang; Han tog Mod til sig, slog Vand paa
Jlden, slukte den, og blev beundret som den,
der havde Magt baade til at skabe og til intet giøre
Jlden. Solens Præster selv torde ikke mere næg¬
te, at det var Jld. Men den vigtigste Følge af
denne Hændelse var, at Phlox lærte deraf, at
man giør Lue ved at blæse.
Man kiendte endnu mere til de skadelige end
til de nyttige Egenskaber af Jlden, og af Frygt
for, at saa farlig en Materie skulde misbruges,
blev det afgjort i Folkets Forsamlinger, at ingen
uden Phlox alene maatte giøre Jld. Saa gamle
ere Monopolier. Dersom denne Lov var bleven
holdt, skulde Konsten maaskee være uddød med
ham; men Phlox kunde til Lykke ikke tie. For
et par unge Lam fik man den hele Hemmelighed
at vide. Men det blev derfor ikke enhver tilladt
at benytte sig deraf. Man brugte den samme
Forsigtighed med Jlden som med andre farlige
Ting. Jngen maatte giøre eller have den uden
særdeles Tilladelse. Det varede og derfor længe,
førend man lærte at bruge Jlden. Nogle hun¬
drede Aar efter Phloxis Tid lærte man først at
kaage Mad. Endnu flere Aar forløb, førend
man opfandt den Konst at giøre Svovelstikker og
Lamper. Der vare allerede store Byer i Ver¬


91
den, førend man ved en ulykkelig Jldebrand lærte
engang at smelte Metaller. De første Redskaber,
hvorved man først opbygte disse Byer, vare af
slebne Stene og af Metaller, som vare fundne i
hele Klumper, og forarbeidede ved Hammerslag.
Saa lang Tid gik hen, førend man opfandt i Ver¬
den alt det, hvortil Jlden kan bruges, men end¬
nu længere varede det, førend man troede, at
den iduede til andet end til at lyse og varme,
og at den Jld, som smeltede Metaller, spren¬
gede Kampestene, og fordærvede Byer, var
den samme som gnistrede i Flintestenen og
brændte i Solen; thi Fyrstaale og Brændeglas
ere meget sildigere opfundne, deres Opfindere
troede længe, at det var en anden Jld, end den,
der kom ud af Træet, og ventede derfor at giøre
lige saa store Mirakler dermed, som Phur ved
Gnisterne af hans Pinde. Saa mange Erfa¬
ringer udkræves der til at opfinde noget, og end¬
nu flere til at kiende Nytten deraf. Først for¬
følger man Konsterne, siden tilbeder man dem.
Hovmod og Vankundighed misbruge dem til Be¬
dragerie; og det varer ofte meget længe, førend
Menneskene lære at kiende baade Videnskabernes
sande Værdie og deres Grændser.


98
No. 265.
Mandagen, den 1 Augusti 1763.
H¬
vor meget der end er skrevet og talt om For¬
bedringer i Finanz=Væsenet, har ingen dog
endnu opfundet saadan en Jndretning, hvormed
alle Folk vare fornøiede. Det er vel ingen Un¬
der, vil Læseren strax tænke. For at giøre alle
Folk fornøiede, maatte en Cameralist forstaae den
Konst at giøre Guld, eller opfinde en anden
Maade at berige Staten, uden at Folk gav no¬
get dertil. Saa længe den offentlige Skat der¬
imod skal samles ved Paalæg, og det er jo ikke
let begribeligt, hvorledes det kan skee ander¬
ledes, maae i det mindste de blive misfornøiede
som betale.
Saaledes har jeg selv tilforn tænkt, kiere
Læser, og derfor ogsaa troet, at man ikke burde
forlange af nogen Financier, at han skulde giøre
saadanne Indretninger, som kunde forebygge alle
Klagemaal og Misfornøielser. Det var nok
har jeg meent, naar man balancerede Uleilighe¬
derne af alle Paalæg, thi enhver har sine, for
at undgaae de største, dem, som meest skade


99
Crediten og svække Vindskibeligheden. Videre
troede jeg ikke, at man kunde bringe det enten i
Finantzvæsenet eller i nogen Deel af Statskonsten:
og jeg holdt derfor den Indretning for den beste,
som havde de mindste Ufuldkommenheder; ikke
den, med hvilken alle vare fornøiede, men den,
hvorover kuns den mindste Deel havde Aarsag til
at beklage sig. Med disse Grunde har jeg søgt
at stille nogle tilfreds, som klagede over deres
Byrder, og jeg har endelig, skiønt ikke uden
mange Forestillinger, bragt dem til at troe det,
som ved første Øiekast synes at være saa klart:
at saa længe de fleste Mennesker beholde det
Sindelav, at de heller ville have end give,
bliver det umueligt at opfinde nogen Skat, med
hvilken alle skulde være fornøiede.
Jkke desmindre har en Projectmager nylig
været saa dristig at paastaae det, som er tvert¬
imod, og at foregive, at han har opfundet et Slags
Paalæg, som alle skulde betale med Fornøielse,
og som skulde indbringe nok saa meget, som alle
andre baade ordentlige og overordentlige Skatter.
Forslaget kom mig strax saa urimeligt for, at jeg
ikke engang forlangte at vide, hvori det bestod.
Den almindelige Kundskab, sagde jeg, som en¬
hver har om Mennesket, er jo nok for at bevise
dets Umuelighed. Og J, min Herre, svarede
Projeetmageren, maae være en slet Financier,


100
og endnu en slettere Tilskuer, dersom J ikke
kiender Mennesket bedre. Det er just, lagde
han til, af denne Kundskab om Mennesket, som
J snakker saa meget om i Eders Blade, at jeg
beviser Mueligheden af mit Forslag, og det saa
klart, at J ikke kan omstøde det uden at nægte
de sikreste Erfaringer.
Om hvilke Mennesker taler J, min Ven,
sagde jeg videre til ham?: Er det om hine Lace¬
demonier, som hverken agtede eller brugte Penge?
Er det om de gamle Romere, som af Ære og
Kierlighed til Fædrenelandet opofrede alting?
Om de første Christne, som gave alt, hvad de
eiede, til Menigheden? Er det om Jndbyggerne
i Paraguai, som ved deres Vindskibelighed stedse
berige Selskabet, uden nogen Tid at forlange
større Beqvemmeligheder for dem selv? Er det
for disse Folk, lagde jeg til, at J giør Projec¬
ter; Da tilstaaer jeg, at det vel ikke er saa umue¬
ligt, hvad J siger, men det vigtigste Spørgs¬
maal bliver da: Hvor man finder saadanne Folk?
Skaf os først, sagde jeg, om J kan, en Stat
af Christne, af nøisomme Folk og Patrioter,
som føle den sande Ære, og jeg vil ikke alene
tilstaae, at det skal blive Eder meget let at bringe
alle de Penge tilveie, som Staten behøver til
sine sande Fornødenheder, men og, at disse
Folk skulle uden mange Penge giøre mere, end


101
andre med al Verdens Rigdomme. Er dette,
min Herre, Hensigten af leders Project, da
endskient J maaskee er den første Financier, som
fra den Tid, at Cameral=Væsenet blev gjort til
en Videnskab, har bygt et System paa saa ædel
en Grund; maae jeg dog trøste Eder saa ilde,
at bekiende reent ud, at efter det, som jeg kien¬
der til Verden, bliver der ikke meget at giøre for
Eder i Europa. J Paruguai og Pensylvanien
derimod skulde J maaskee udrette noget.
Min Projeetmager blev vred, og spurgte,
hvad jeg ansaae ham for at være, for en Pietist,
Jesuit, Herrenhuter, Chiliast? Jeg er intet af
alt dette, sagde han, men en gammel Cameralist,
som kiender det Solide i Verden for vel, til at
føde mig med søde Drømme; Mit System er ikke
bygt paa overdrevne Dyder, men paa de menne¬
skelige Svagheder. Jo større disse ere, desmere
haaber jeg at udrette. Enhver Jndbildning, Phan¬
tasie og Passion er en Guldmine, naar man veed
at bruge den ret; og det er just det, sagde han,
som jeg agter at lære Verden ved mit System.
O! er det ikke andet, raabte jeg, saa tie stille;
Et System, som er bygt paa Menneskenes For¬
dærvelse, er værre, end alle Undertrykkelser. Der
ere Penge nok i Verden, min Ven! tag dem alle
indtil den sidste Skierv, skaan ingen; men lad
os beholde den liden Grad af sund Fornuft og


102
Dyd, som endnu er tilbage; thi hvorledes skulde
man ellers kunne egiere alle disse Penge, især
naar de bleve samlede paa et Sted.
Min Tanke, svarede han, er just ikke at
giøre Verden værre, end den er; Jeg haaber end¬
og, at noget af mit Forslag skal tiene til at forbe¬
dre den. Men overalt, sagde han videre, Dy¬
den har altid været fattig; og da det, som J selv
tilstaae, er umueligt at udrydde Lasterne af Ver¬
den, hvorfor skulde man da ikke bruge dem? hvor¬
for ikke drage noget Godt deraf? hvorfor ikke lokke
Menneskene ved deres egen Begierlighed til at
giøre med en god Villie det, som de ikke meere ere
fuldkomne nok til at giøre af Dyd? See det er
Grunden af mit System, sagde han, hvad synes
Eder derom?
Jeg maae kiende det nøiere, svarede jeg, førend
jeg kan dømme noget. Som Cameralist, vil jeg
ikke just sige, at det er Eders egentlige Kald at
forbedre Verden; men førend jeg bifalder Eders
Forslag, maae J forsikre mig, at denne Verden,
som J vil berige, ikke bliver ved alle Eders Finantz¬
Maximer et eneste Gran daarligere og slettere end
den er.
Mit Forslag, svarede han, er grundet paa
fire almindelige Erfaringer, som jeg anseer for
lige saa mange Kilder til nye Rigdomme. De
tre første kunne endog forbedre Verden; men de


103
skulde alle tre tilsammen ikke indbringe nær saa
meget, som den fierde; og, naar Verden blev
ganske fornuftig, lagde han til, hvilket vel ikke
er at befrygte, hørte de alle op.
Den første almindelige Erfaring var denne:
At Lyst til det Vanskelige og Kostbare er saa stor,
at Folk skulde endog med Begierlighed giøre man¬
ge Ting, som de nu giøre nødig, dersom disse
Ting ved visse Hindringer eller Paalæg bleve gjorte
lige saa vanskelige, som de nu ere lette: Denne
Erfaring, lagde han til, har bevæget mig til at
foreslaae visse Afgifter.
1) For Tilladelse at gaae i Kirken. Naar
Prisen af saadanne Billetter blev fastsat efter
Personens Stand, og enhver nød et Sto¬
lestad, som svarede til hans Rang, me¬
ner Forfatteren, at fornemme Folk, som
ellers meget sielden gaae i Kirken, ikke
skulde forsømme nogen Prædiken.
2) For Tilladelse at bære indenlandske Ma¬
nufacturer. For de sletteste skulde betales,
meest, og det maatte endda kuns tillades
Folk af de første Classer at bære dem. Virk¬
ningen deraf blev, som han formoder, ikke
alene den, at de indenlandske Manufac¬
turer fik mere Søgning; men ligesom man
nu indstiæler det Fremmede, fordi det er
lettere og finere, saa skulde man da stiæle


104


sig til at bære det Jndenlandske, fordi det
var saa meget fornemmere, som det er gro¬
vere og dyrere. Formuende Folk, sigæ
han, skulde endog til Distinction bære Li¬
sterne og Stemplerne paa deres Opslage,
ligesom man ellers bær Pleureuser.
3) For Tilladelse at opfinde og bekiendtgiøre
nye Sandheder, straffe skadelige Feil og
Misbrug, eller paa andre Maader at tiene
det Almindelige. Endog de faa Viise,
som der ere i Verden, siger han, skulde
have Forfængelighed nok, for at opmuntres
mere ved saadanne Paalæg end ved Præ¬
mier. Og Prisen af de forbudne Bøger
skulde rigelig erstatte alt, hvad en under¬
trykt Forfatter betalte for Opreisning eller
Tilladelse at sælge sit eget Arbeide.
Den anden Grundregel er taget af den Er¬
faring, at der er noget Godt, som visse Folk maa¬
skee gierne giorde, dersom de ikke troede, at det
var Skam at giøre det. Man maatte derfor for
en vis Afgift give dem et Skyts- og Leide=Brev,
Opreisning eller Æreserklæring, uuder høi Straf
for alle dem, som understode sig at foragte saadan
en god Gierning. F. Ex.
1) Tilladelse for alle fornemme Folk, som
havde Lyst til at dyrke Videnskaberne og
Konsterne, at studere lige saa meget, som


105
de lystede, og at blive lige saa lærde, som
de kunne blive, uden at behøve nogen vide¬
re Æreserklæring eller Rehabilitation, end
og om de selv, eller nogle af deres Deseen¬
denter fornedrede sig indtil at skrive Bø¬
ger. Til desto mere Opmuntring kunne
og efter Personens Rang og Sagens Be¬
skaffenhed meget fornemme Forfattere dise
penseres fra alle Logiske, Critiske og Gra¬
maticalske Regler.
2) Tilladelse for fornemme Fruentimmer at
opamme, undervise og opdrage deres Børn
selv uden mindste Tab af deres gode Rygte
og Reputation. De, som vilde være fri
for at holde Gold-Ammer, Barnepiger
eller Francoiler, betale noget meer, og
Bevilgningen skrives paa stemplet Papiir,
af samme No. som Nobilitations-Bre¬
vene.
3) Opreisning til dem, som, for at opfylde
Pligterne af deres Kald, og tiene det Al¬
mindelige, undertiden giøre noget, som ikke
skikker sig for Folk af deres Stand.
4) Dito for en fornemme Mand, som ved
en vis Leilighed har været høfligere, ydmy¬
gere, mere venlig og beskeden, end hans
Værdighed tillod.


106
5) Privilegium til at modsige undertiden
en stor Herre, eller et smukt Fruentim¬
mer; hvilket, som han meener, dog ikke
bør tilstaaes nogen, uden alene i de Til¬
fælde, naar man tilspørges paa sin Sam¬
vittighed.
6) Tilladelse at spise og drikke, hvorledes og
til hvad Tid man vil, at klæde sig samt i
alle andre Maader at indrette sin Huushold¬
ning og Levemaade, efter egen Formue
og Beqvemmelighed, uden derved at tabe
noget af den borgerlige Anseelse.
7) Tilladelse at gaae til Fods for dem, som
efter deres Rang altid burde kiøre. Naar
det er i Byen og paa Gaderne alene, beta¬
les mindre; Uden for Porten mere, og
allermeest, naar man for Beqvammelig¬
heds Skyld tillige vilde bære Hatten paa
Hovedet, eller bruge Soelskierm og Reise¬
kapper. Fornemme Folk, som meene, at
de efter deres Stand burde selv holde Heste
og Vogn, kunde forsikres om at beholde
deres Rang mod en vis Afgift for Tilladelse
at age i en Hyre-Karet. Hvorimod deres
Kudsk endog uden Livree skulde være be¬
rettiget til at tage Plads for alle Porte efter
hans Herskabs Rang.


107
Den tredte Grundvold til Projeetmagerens
System er denne Erfaring, at nogle Daarlighe¬
der endnu ikke ere saa almindelige, at jo mange
ønskede at kunne lade dem, dersom kuns Moden
og Velanstændigheden tillod det. Man kunde,
derfor for visse Afgifter dispensere dem fra saadanne
Mode=Love, hvis Brydelse dog ikke giør Staten,
nogen Skade. F. Ex.
1) Tilladelse at være i skikkelige Selskaber
uden at spille Kort, eller og at kunde, uden
sin Æres Forliis, spille, hvad Spil, og
hvor høit man vil.
2) Tilladelse at have nogle Retter mindre paa
Bordet, og holde mere sielden Giestebuder
end andre Folk af samme Stand.
3) Dispensation for at holde flere Folk end
man bruger, og kiøbe flere Meubler end
man behøver, og leie større Huse end man
kan beboe.
4) Dispensation fra at adlyde sin Vert, naar
han forlanger, at man skal spise eller drikke
meer end man kan taale, og at sige end¬
og sin beste Ven Nei, naar han forlanger
noget, som er uanstændigt.
5) Tilladelse at ikke rette sig efter en fordær¬
vet Tænkemaade og en slet Smag, om end
nok saa mange Folk forsvarede den samme.
Man kunde bedre, synes mig, kalde saa¬


108
dan en Bevilgning et Skyts= eller Leide¬
Brev til alle Forfattere, som understaae
sig at modsige Hoben. For nogen Tid siden
havde jeg gierne givet meget for saadant et
Leide=Brev: Nu derimod er jeg saa lykke¬
lig, at jeg har Beskyttelse nok i mine Læse¬
res Bevaagenhed.
Den fierde og sidste Grundregel er den, paa
hvilken Forfatteren af Forslaget bygger sit største
Haab. Den skulde, meener han, saa længe
Menneskene blive som de ere, endog i det fattig
ste Land indbringe meer end den rigeste Guld-Mi¬
ne. Folk af en honet Ambition, siger han, finde
Midler til alle Bekostninger, saasnart de troe,
at Æren udkræver det. Jngen Byrde er dem
da for tung, og naar de kunde giøre saa store Be¬
kostninger alene fordi Moden og Velanstændig
heden udkræver det, hvorfor skulde de da ikke kun¬
de give noget til det Almindelige? Saadanne Folks
af en honet Ambition, siger han, findes i alles
Stænder; men man har, som han meener, endnus
ikke benyttet sig nok af deres Forfængelighed.
Forfatteren paastaaer at have gjort adskillige Opda,
gelser, hvorved den kunde komme Staten endnus¬
mere til Nytte: Man maatte f. E. for en vis Af
gift tilstaae Folk efter Begiering:
1) Tilladelse at have altid Ret, og i alle Sel
skaber at beholde det sidste Ord; Frihet


105
at tale alene i en heel eller halv Time; at
sidde, naar andre staae, eller og at nikke
med Hovedet, naar andre bukke Ryggen,
o. s. v.
2) Tilladelse at bære en Guld-Snoer om Hat¬
ten: Naar det er kuns paa Landet, beta¬
les mindre derfor; mere naar man vil bære
den i Byen, og endnu mere, om man og
vil have Frihed til at bedække sig i Stuen.
3) Rebabilitation for gamle Pebersvenne,
Jomfruer, og andre Folk, som ere heslige
og ubeqvemme til Ægteskav eller Embeder,
med Rettighed at blive overalt anseete for
unge, smukke, velskabte, dygtige og be¬
qvemme.
4) Titel af Høilærd og Vidtberømt. 1) Til
lærde Folk, som ville beholde deres Lærdom
for dem selv, og som af lutter Beskedenhed
ikke giøre noget, som er værd at tale om.
2) Til Ustuderte, som kunde have saa¬
danne Betieninger, hvortil man meenede
at der behøvedes nogen Videnskab.
5) Tilladelse at kaldes Ædle for dem, som
skamme sig ved at være Ærlige, Hæder¬
lige, Høilærde, o. s. v.
6) Titel af Velfortient til dem, som lade de¬
res Embeder forrette ved Fuldmægtige.


110
7) Tilladelse at kaldes Naadige Herre, end
skiønt man hverken har nogen at befale over,
eller noget at give bort.
8) Titel af Konstnere, til Haandverksfolk
som enten ikke forstaae deres Profession,
eller skamme sig ved det, som de have,
lært, og derfor vilde have Navn af noget,
andet, som de ikke forstaae.
9) Titel af Amtsmester til dem, som enten,
ingen Profession have lært, eller endnu
ikke udstaaet deres Lære Aar.
10) Tilladelse at betale Formue=Skat af de
Midler, som man ikke eier, for at ansees,
for rigere end man er.
Alt dette, sagde Projectmageren tilsidst, er
kuns nogle Forsøg af min Plan. Den er endnu
meget vidtløftigere, og jeg opfinder hver Da¬
noget Nyt; De menneskelige Begierligheder ere
uendelige, og mit Project er ligesaa utømmelig
en Kilde til nye Rigdomme. Hvad synes Eder,
sagde han til mig, derom?
Mig synes, svarede jeg, at Projectet var
meget godt, dersom vi trængte til flere Beviis af
denne bedrøvelige Sandhed: at naar det komme
an paa at tiene det Almindelige, har den rigest
intet tilovers, og at alle Folk derimod ere formu¬


111
ende nok, saasnart der handles om at fyldestgiøre
deres egne Phantasier, og at efterabe de Stores
Forfængelighed.
No. 266.
Fredagen, den 5 Augusti 1763.
M¬
an beskylder det Engelske Folk for at have
en besynderlig Lyst til det Selsomme og
Overordentlige. Det er ikke rart, siger man,
at see Folk af alle Stænder i London langt mere
henrykte ved Synet af et Vedunder eller en Van¬
skabning, end ved de største af Naturens eller
Konstens Mesterstykker. Lyst til det Besynderlige
giør dem ikke alene nysgierrige, men og lettroende.
Enhver, som giver sig ud for at giøre noget Sel¬
somt, kan, om det og var nok saa urimeligt, altid
vente at blive troet af nogle.
Lad være, at denne Lyst til det Selsomme,
lige saa vel som alle andre Tilbøieligheder, er no¬
get stærkere hos et Folk, i hvis Caracter alle Egen¬
skaber af den menneskelige Natur ere saa meget
kiendeligere, som de have mere Frihed til at yttre
dem: Den bliver derfor denne Nation ikke meere


112
egen, end alle de Dyder og Feil, i hvilke den synes
at overgaae andre. Aarsagerne dereil ere alt for
almindelige til at de skulde virke paa een Nation
alene. Det Selsomme og Overordentlige er let¬
tere at fatte end det Fuldkomne, og de giøre stærke¬
re Jndtryk end det Naturlige. Hvor megen Jnd¬
sigt udkræves der ikke for at dømme ret om Natu¬
rens eller Konstens Arbeider? og naar man og
besidder denne Jndsigt, ere Trækkene i disse Me¬
sterstykker alt for fiine til at giøre saa stærk Jnd¬
tryk paa os, som det, der viger fra Reglerne,
og støder baade Fornuften og Sandsen. J de
sande Konster beundre vi Naturen, af hvilken de
ere Efterlignelser; J det Overordentlige derimod,
som er et Verk af Phantasien, beundrer Menne¬
sket sig selv og sin skabende Geist. Konsten er,
saavel som Naturen, sig altid selv liig; Den
virker efter faa og uforanderlige Regler, som ere
grundede i Fuldkommenheds Lov. Phantasien
derimod er mere ubunden, fordi den søger ikke
det Beste, men kuns det Rare og Vanskelige;
den lader sig ikke indskrænke af Fuldkommenheds
Lov, og erkiender ingen Grændser uden det Umue¬
lige. Jo mere den nærmer sig til denne Grænd¬
se, jo mere den trodser Naturen, og jo frækkere
den er i sin Flugt, des mere kildrer den ofte det
forfængelige Menneske, som i dets Ufuldkom¬
menheder selv finder Materie til at nære dets Stolt¬


113
hed. See, saa mange Aarsager forene sig i
Mennesket for at frembringe den besynderligste af
alle Tilbøieligheder, en Drift til at krone Erobre¬
ren fremfor Lovgiveren, til at agte Taskenspilleren
høiere end Konstneren, og Narren mere end den
Viise.
En Tilbøielighed, som er saa almindelig som
denne, bør ikke tilegnes noget vist Folk. Thi lad
enhver Nation kuns fortælle hvad den veed om sine
vandrende Riddere, Øiendoctere, Qvaksalvere,
Liniedansere, Taskenspillere, Spaamænd, Hexe¬
mestere, Udyr og Vanskabninger, hvilke Ved¬
undere de have gjort, hvor rare Ting man har
seet, og hvor lidt alt andet var imod det store,
som blev lovet, det større, som man ventede, og
de utroelige Ting, som man hørte af andre. Lad
den tillige opregne alt hvad den veed om sine Lov¬
givere, sine Anførere, sine Lærere, sine Konst¬
nere; og vi skulle af den Færdighed, med hvilken
den erindrer sig alle disse Merkværdigheder, af
den Passion, med hvilken den fortæller dem, af
Tonen og Stemmen alene kunne dømme, hvor
meget hiine altid ere blevne beundrede frem fori
disse. Følgende artige Afhandling, som findes
i sournal Encyclopedique for Decembr. Maa¬
sned 1762, er derfor alt for almindelig til at
fortiene den Titel, som man har givet den, af
Satire over det Engelske Folks Lyst til Ved¬


114
under. Enhver Nation i Europa har en Ret
til at tilegne sig noget deraf, som man ikke kan
betage den uden at nægte den Menneskeligheden.
Det hele Folk, siger Forfatteren, fra en My¬
lord af indtil en Baadsmand, er begierlig efter
at see Vedundere og Vanskabninger. Man har
fortalt mig om en Mand, som levede meget vel
af at giøre saadanne Vedundere og sælge dem til
Folk for Penge. Hans første Forsøg i det Slags
var, at lade sig see under en Figur af Vox, bag
ved en Glas=Dør i et Marionet=Spil. Da han
saaledes viiste sig i en vis Afstand fra Tilskuerne,
og havde en Kobber-Krone paa Hovedet, forekom
han dem meget naturlig, og nigesom han var
levende. Han fortsatte dette Spektakel med
Fremgang, indtil han ved at nyse engang imod
sin Villie blev levende igien i alle Folkes Paasyn,
og følgelig for den Gang aldeles unyttig til at
spille sin Rolle.
Da han ikke mere vilde være Støtte, tog
han sig for at paalegge Skatter under Figur af
en Jndiansk Konge: Han malede sit Ansigt, tu¬
dede som en Vildmand, og skrækkede baade Fru¬
entimmer og Børn med en utroelig Behændighed.
Paa denne Maade kunde han have næret sig meget
vel, dersom han ikke var bleven anholdt for en
Gield, som han havde gjort paa den Tid, da
han endnu var et Vox=billede. Ved denne Hæn¬


115
delse blev hans Ansigt imod hans Villie saaledes
afvasket, at han fik baade sin forrige Farve og
sin forrige Armod igien.
Da han nogen Tid derefter kom ud af dette
Fængsel, blev han mere viis, og i Stedet for at
give sig selv ud for et Vedunder, besluttede han
kuns at giøre Vedundere; han lærte den Konst
at tilberede Momier, og han var altid meget lyk¬
kelig i at efterligne Naturens Spil. Man for¬
sikkrer endog, at han har solgt til en berømt Na¬
turkyndig syv Krebs, som vare blevne til Steen
i hans egne Hænder. Men den lærde Cracovius
Putridus har foretaget sig at igiendrive det i en
meget smuk Afhandling.
Af denne besynderlige Lyst til det Forunder¬
lige skulde man slutte, at Engelænderne fandt
mere Behag i at see Tingene saaledes som de ikke
bør være, end i at betrægte dem saaledes som
de ere af Naturen. Man agter ikke en Kat, som
har alle sine fire Been, om den var nok saa nyt¬
tig; men dersom den har kuns to Been, og ikke
mere er skikket til at fange Muus, er den uskat¬
teerlig. En Mand af Smag gav gierne for den
alt, hvad man forlangte. Den skiønneste Karl,
om han end var saa velskabt som en Silphe, kan
døe af Hunger. Men naar han er saa fuld af
Vorter og Skrammer, som et Pindsviin, er hans
Lykke strax gjort, og det for hans hele Leve-Tid.


110
En god æxlig Kone i mit Naboelav, som
havde lært at sye Fruennmmer=Klæder, kunde nep¬
pe leve, endskiønt hun arbeidede temmelig vel.
Men da hun ved en ulykkelig Hændelse blev nødt
til at lade begge Arme afskiære indtil Albuen,
blev denne Ulykke just hendes Lykke. Man holdt
hende mere beqvem til hendes Handverk end før,
Hun fik Arbeide nok, og Nationen gav Penge
for at see den Person, som fyede de smukke Man¬
teliner uden Hænder.
En Adelsmand, som viiste mig en Samling
af Skilderier, opholdt sig ved et af dem, som
han beundrede især. See der, sagde han, et
Stykke, som ikke kan betales. Jeg betragtede
det længe uden at kunde opdage nogle af de Skiøn¬
heder, som henrykte ham saa meget. J mine
Øine var det tvertimod det slefteste i den hele
Samling. Jeg spurgte ham, hvad det var for
en Skiønhed, som jeg ikke kunde see? Min Herre!
svarede han, Fortienesten af dette Stykke er ikke
i det selv, men i Maaden, paa hvilken det er for¬
arbeidet: Mahleren har gjort det altsammen med
sin Fod, og han holdt Penselen imellem sine Tæer.
Jeg har betalt det meget dyrt; thi Egenskaber,
som ere saa rare, fortiene Belønning.
Saa stor Lyst, som dette Folk har til det
Forunderlige, saa gavmild er det og imod dem,
som forskaffe det saa besynderlig en Art af Fornøiel¬


117
ser. En Krøbling kan berige sig ved at kaste et
Halmstraae med Foden op til Næsen. En an¬
den har opfundet, at den beste Maade at nære
sig paa, er at spise Jld. En anden, som rin¬
ger med nogle Klokker, der ere fæstede paa hans
Hue, er den eneste, som jeg kiender, der fortie¬
ner Penge med sit Hoved,
En ung Forfatter, som havde Videnskaber,
beklagede sig engang for mig over Tidernes latter¬
lige Gavmildhed. Jeg har anvendt, sagde han,
nogle af mine beste Aar paa at undervise og for¬
nøie mine Medborgere: Men Foragt, Armod
og Bebreidelse have været miu Løn. En anden
derimod, som besidder nogle usle Gaver til at
giøre Opsigt ved Bagateller, eller som maaskee
har lært at pibe paa en besynderlig Maade, agtes,
roses og belønnes. Unge Mand, sagde jeg til
ham, veed J endnu ikke, at i saa stor en Bye,
som denne, er det altid fordeelagtigere, at for¬
drive Tiden for Folk, end at gavne Selskabet.
Kan J springe og røre ved Foden fire Gange,
førend J sætte den til Jorden? Nei, min
Herre! Kan J staae oven paa to Heste,
som løbe i Ffuld Galop? Net, min Herre!
Kan J nedsluge en Pennekniv? Nei, jeg for¬
staaer intet af alt dette. Ei, raabte jeg, saa
er der ikke heller andet tilbage for Eder at giøre,
end at lade hele Byen vide, at J strax i alles


118
Paasyn vil bide Næsen af Eder selv, om der
findes Prænumerantere nok, for at betale Eder
Umagen.
Jeg har ofte beklaget, at ingen af de Øster¬
landske Taskenspillere er nogen Tid kommen til
Engeland. Jeg ønskede at see alle de Penge
circulere i Asien, som man lader gaae til Frankrige
og Jtalien for at see Liniedansere og Narre.
Rogle af deres artige Jndfald skulde giøre Enge¬
lænderne megen Fornøielse. Folk af Levemaade
skulde forelske dem i de Østerlandske Danserin¬
der, og Damerne beundre deres Fyrverker. Men
af Østerlandske Underverk, tør jeg sige, at in¬
gen var nyttigere, ingen fornøieligere end Laos
Spen, som forestiller Sielen ligesaa vel som Le¬
gemet. Man foregiver, at Keiser Chusi befa¬
lede alle sine Maitresser at speile dem deri hver
Morgen for at pryde paa engang baade deres
Hoveder og deres Hierter. Naar en af disse
Skiønne var for hendes Toilette, saae han un¬
dertiden over Skuldrene for at betragte hende i
Speilet, og man forsikkrer, at iblant 300
Fruentimmer, som vare i hans Sergil, fandtes
ikke en eneste, hvis Siel jo var meget skiønnere
end hendes Legeme.
Jeg tvivler ikke paa, at jo dette Speil skulde
giøre samme Virkning her. De Engelske Da¬
mer, Nympherne, og alle Skiønne skulde ved


119
Hielp af saa trofast en Raadgiver giøre meget
artige Figurer. Dersom vi saae over Skuldrene
af et Fruentimmer, naar hun er for hendes Toi¬
lette, skulde vi ikke merke noget Træk i hendes
Ansigt af en umaadelig Spille=Lyst, af Fortre¬
delighed, af Frækhed, Forfængelighed, eller
Lyst til at fare om i Selskaber; og naar der
fandtes nogen merkelig Feil i hendes Siel, skulde
hun giøre sig mere Umage for at rette den, end
for at oplive igien de døde Træk af en forfalden
Skiønhed. Jeg troer endog, at Fruentimret
vilde finde meere sand Fornøielse i Brugen af dette
Speil, end i alle de smaa Krammerier, som
man fører hiem fra China.
No. 267.
Mandagen, den 8 Augusti 1763.
D¬
et store Spørgsmaal i alle Foretagender er
ikke saa meget, hvad der er nyttigt 1) som
hvad der er meest fornødent. At opregne mange
Ting, som man kunde og burde giøre, og som
alle vare meget nyttige; Det er ikke saa stor en
Konst. Men at sige, hvilken af disse gode Ting


120
nu eller da er den vigtigste, og hvad man først
bør giøre; dertil udkræves megen Eftertanke og
lang Erfaring. Dertil er det ikke nok, at et
vist Forslag, for sig betragtet, har en Stags
Nytte; man maae have sammenlignet det med
mange andre, som og vare nyttige, og betragtet
enhvers Jndflydelse paa det Almindelige. Uden
saadant et Overlæg nytter det beste Forslag lige¬
saa lidt, som en nye Viser paa et forrustet Uhr.
DDet blev uendeligt, om jeg skulde opregne
alt hvad Selskabet harfundet tienligt og nyttigt,
hvor mange Ting det endnu troer at der kunde
forbedres, alt hvad det holdt værd at forsøge,
og hvor meget det ønskede, at der maantesgiøres
af det, som endnu ikke er gjort. Mange Aar¬
gange skulde ikke forslaae til at beskrive alt Lette;
og naar det var sagt altsammen, var det endda
kuns lidt mod alle de Forslag, som enhver selv
kan læse i Bøgerne, og de mange flere, som giem¬
mes i alle Nationers Archiver. Jeg vil derfor
kuns nævne nogle faa af de Forslag, som Sel¬
skabet efter lang Overlæg anseer for de Vigtigste,
g som det betragter som en fornøden Forberedelse
ef Grundvold til alle andre Forbedringer.
. Erklæringer ere et fortreffeligt Middel
til at prøve Forslagene, førend de iverksættes;
Et Middel, som bruges i alle gode Regieringer,
ovis Fuldkommenhed fornemmelig bestaaer deri,


121
at faa dømme og vælge efter det, som mange
have tænkt, foreslaaet og undersøgt. Denne
Sandhed er bekiendt nok. Det kommer kuns
an paa Anvendelsen deraf, og derved forekomme
fornemmelig to Spørgsmaale::  1) Hvorledes
de Personer skulde være beskafne, hos hvilke saa¬
danne Erklæringer eller Oplysninger søges, og
2) Hvorvidt Erklæringerne selv ere fornødne.
Hvad Personerne angaaer, da maae de ikke
salene have Jndsigt, men og billige Grundreg¬
sler. Det er ikke Egennytte, Misundelse og an¬
sdre almindelige Passioner alene, som forlede
Menneskene til at modsige de nyttigste Ting.
sEn blot Egensindighed og Caprice er nok til at
smisbruge al sin Jndsigt, for at hindre et For¬
slag, som man endnu ikke vet begriber, alene
fordi det er nyt. Det gaaer saadanne Folk
softe ligesom man fortæller om Borgerne i nogle
af de smaa Rigsstæder, at de paa Veien til
Raadstuen beslutte at sige Nei til alt, hvad Ma¬
gstraten forestiller dem. Saadant et seendræg¬
agt og egensindigt, eller som man kalder det paa
Siellandsk, trevent Væsen, er en Virkning af
liden Jndsigt og slette Sæder; denne fordærve¬
lige Rust i Hiulene, som først maae affiles, førend
Maskinen kan komme i Gang. Kan man ikke
ganske forbedre Sæderne, der er dog allerede
rundet meget, dersom kuns Betienterne have den


122
Jndsigt, som de bør have. En fornuftig Mand
skammer sig ved at fortvare en slet Mening; og
naar han taler forlin egen Nytte, siger han dog
altid noget, som kan tiene til Oplysning. Men
hvad er det for Videnskaber, som Betientere
maae have, for at give gode Erklæringer? Det
er ikke nok, at de vide Lovens Bogstav, og
handle derefter; de maae og forstaae Lovenes
Grunde; de maae kunde tænke og slutte; De
maae vide, at der er mere mueligt end det, som
er gjort, og iblant saadanne Mueligheder kunne
vælge det Beste:  En Dommer kan f. Ex have
dømt mange Tyve meget lovlig til Galgen, og
dog give en slet Erklæring paa det Spørgsmaal,
om det er fornødent at straffe Tyverie paa Livet?
En anden kunde efter ligesaa lovmæssig en Om¬
gang have dømt nogle Skiøger til Kagen, o
han skulde dog være ligesaa forlegen som den
første, om man spurgte ham til Raads, for at
oprette et Tugthuus. Den tredie kan være me¬
get beqvem til at jage Staadere af Byen, eller
i det mindste bringe det dertil, at ingen mere
lode dem see Gaderne; Det var derfor ikke sagt,
at han vidste, hvorledes man kunde skaffe disse
Betlere noget at fortiene. Betientere, som
skulle give Erklæringer, maae altsaa have Vi¬
denskaber, de maae vide mere end Loven og Pro¬
cessen, og hvad om de ikke vilde dette engang:


123
At forlange, at de skulle være ganske uegennyt¬
tige, det var vel for meget. En fornuftig Mand,
som har sin Ære kier, lader sig ikke af en ringe
Egennytte forlede til at kuldkaste et nyttigt Fore¬
tagende; Men dersom det ganske strider imod
hans Interesse, nytter det vel ikke miget at spørge
ham til Raads; Man kan da sielden vente andet
end Hindringer, Modsigelser og falske Beret¬
ninger, som, i stedet for at befordre Undersøg¬
ningen, giør den endnu mere besværlig. Denne
Regel holder Selskabet for at være meget vigtig.
Saa nyttige som Erklæringerne ere i Almin¬
delighed, saa meget kunne de og misbruges til at
giøre klare Ting tvivlsomme, til at omstøde almin¬
delige Grundregler, og til at forlade igien saa¬
danne Foretagender, som ere byggede paa sikre
Grunde. Det maae sættes forud, at disse Grun¬
de ere bekiendte nok for dem, som skulde dømme;
thi, uden det nytte Erklæringer ikke, og da bli¬
ver det i de fleste Tilfælde sielden Spørgsmaal,
om Tingen skal skee, eller ei, men kuns paa
hvilken Maade den efter Tidernes og Stedernes
Beskaffenhed best kan sættes i Verk. Det kan,
for Exempel, efter Reglerne af den sande Stats¬
Konst aldrig være et tvivlsomt Spørgsmaal, om
høie Renter ere skadelige? om det er godt, at et
Folk har selv Manufacturer? om Concurrence og
Frihed til at arbeide er nyttig? om Lav ere


124
skadelige? ok s. v. Herpaa behøves ingen Er¬
klæring, fordi den hele fornuftige Verden allerede
har erklæret sig derpaa; og om et heelt Publicum
eller den største Deel deraf var enfoldig nok, for
at troe, at der var endnu noget at sige derimod
fortiene de ei at høres, fordi saadanne Spørgs¬
maale slyrke kuns Folk i deres ugrundede og egen¬
sindige Tvivl; Saadanne Folk bør undervises
og ikke spørges til Raads. J Henseende til Ud¬
øvelsen derimod af disse i sig selv sikre Grundreg
ler, kunne der være mange Ting at iagttage, Ting
som ikke kunne vides af andre end de, som kiende
Stædernes og Landets besynderlige Leiligheder.
Dog er vist, at, naar Tingen i sig selv er nyttig,
er det bedre, at den skeer, om det end tikke var
paa den allerfuldkomneste Maade, end at den ikke
skeer. Bestandighed i Grundreglerne, og For¬
sigtighed i Udøvelsen, ere begge meget fornødne
Egenskaber, og den ene maae ikke være den an¬
den til Hinder. Denne første Betragtning af
Selskabet er Grunden til flere.
2. Da den Kundskab, som en Betient egent¬
lig behøver til at dømme efter Lovene, og til at
handthæve dem, ikke er nok til at oplyse Lovgi
veren ved gode Etklæringer, og det desuden et
meget almindeligt, at naar en Betient har to ad¬
skillige Forretninger, undskylder han med den ene
de Forsømmelser, som han begaaer i den anden,


125
og følgelig forretter ingen af dem begge til Gavns;
saa var det og godt, om der i Byerne og Provin¬
terne vare tvende Slags Betientere; Nogle,
som handthævede Lovene og de allerede gjorte
Indretninger, og andre, som gave agt paa saa¬
danne Ting, som kunne tiene til Oeconomiens,
Manufacturernes, Handelens og Justicens For¬
vedring. J de fleste Kiøbstæder vare vel to saa¬
danne Embedsmænd nok. J det mindste fore¬
falder der sielden i Henseende til Justicen mere at
bestille, end een Mand alene kunde overkomme,
og dog bruges der ofte fem eller sex Magistrats¬
Personer dertil. Dersom disse Folks Jndkomster
g Forretninger bleve deelte imellem to Personer,
skulde Justicen intet tabe derved, Betienterne leve¬
see bedre, og Staten havde overalt Folk, som
bare opmexksomme paa det, som tiente til Landets
Opkomst. Disse skulde være bedre skikkede end
indre til at give gode Erklæringer, fordi det var
sderes Hovedsag, fordi de havde intet andet at
sundskylde sig med, og fordi de ikke havde den Aar¬
sag til at hindre nyttige Foretagender, som de Be¬
suentere, der have Executionen af Lovene, og som
frygte, enten at deres Forretninger skulde forme¬
tts, eller og deres Fordeele indskrænkes ved Love¬
ses Forbedring.
. Men hvorledes faaer man saadanne
Betientere; hvorledes pevæger man dem til at


126
opfylde deres Pligter? Det er to store Spørgs¬
maale, som endelig maae besvares. Hvad Jnd¬
sigten angaaer, da er det allerførste, som dertil,
udkræves, at man holder den fornøden, og lige¬
saa fornøden til andre Embeder, som til Præste¬
Embedet; at Vankundighed og Mangel af Viden¬
skab hos en verdslig Betient ansees for lige saa
farlig en Sag, som Simonie. Uden dette ere
alle andre Raad forgieves. Til Jndsigten ud¬
kræves, foruden de almindelige Videnskaber,
som læres i Skolerne og Academierne, hvorom
siden skal tales, ogsaa Kundskab om Landets
Beskaffenhed. Men hvorledes skulle unge Men¬
nesker lære dette? Selskabet meener, at de skulde
reise i Landet, især i de Pcovincer, hvor de ven¬
tede at blive befordrede; og at de skulde give Be,
retninger om deres Reiser. Det meener, at saa¬
danne Reiser ikke alene skulde blive langt nyttigere
for Staten end de fleste udenlandske Reiser, men,
og koste meget mindre. De offentlige Stipendier,
skulde tillige med et lidet Tillæg være nok til at
underholde dem, som selv ingen Midler havde,
og andre, som kunne leve af deres egne Midler,
i en stor Bye, kunde og leve paa Landet. De,
som ingen Forelæsninger høre, uden for at faae,
en Examen, tabte intet i deres Studeringer derved,
og andre kunde ligeledes uden Tab bruge de lange
Ferier til saadanne Reiser. De bleve derved sun¬


127
de, muntre og mere nyttige til Statens Tieneste,
end ved meget af de Sprog og den Philosophie,
som de studere paa deres Kammer. Saaledes
kunne de faae Videnskaberne, og Videnskaberne
give altid nogen Lyst og Nidkierhed til at forsøge
det, som man har lært. For at underholde dem
i denne Drift, naar de engang havde faaet Embe¬
der, maatte de 1) lønnes saaledes, at de kunde
leve af deres ordentlige, visse og bekiendte Jnd¬
komster, hvilket kunde skee, naar Lønnen af flere
smaa Betieninger blev forenet, og de unødven¬
dige afskaffede. 2) Alle andre Fordeele ikke til¬
lades, 3) og Embederne holdes i Anseelse efter
deres Vigtighed, uden at laane nogen Glands af
fremmede Titler.
4. Virkningen af alle Anstalter kommer til¬
sidst an paa Jndsigten og Sæderne. Det er saa
klar en Følge af alt, hvad der hidindtil er sagt,
at enhver Læser vel allerede har tænkt det for sig
selv, og hvilken Lov, hvilken Indretning, hvilket
forslag kan der optænkes, om hvilke det ikke er lige¬
saa vist, at Udfaldet beroer ikke saa meget, paa
Planen, som paa deres Jndsigt og Gemytsart,
som skulle udføre den. En Sandhed, der er
saa klar af den daglige Erfarenhed, behøver dog
vel ikke at siges og bevises oftere. Jeg vil der¬
or og kuns alene tale om de Midler, som Sel¬
skabet holder for de tienligste til at sætte den i


128
Verk. Enhver begriber let, at det her fornem¬
melig kommer an paa Opdragelsen og Under¬
viisningen: Men alle betænke maaskee ikke, hvor
mange Ting der maae forbindes tilsammen, for
at gjøre begge ret nyttige for Staten. Her maae
ikke sørges for visse Videnskaber og visse Stæn¬
der alene, men for alle. Det er ikke for den
Geistlige Stand alene, for Lovkyndige og Læger,
at der skal oprettes Skoler og Academier, og skri¬
ves Bøger; det er og for Adelstanden, Krigs¬
standen, Søefolkene, Kiøbmændene, Haand¬
verksfolkene og Bønderne. Det er iikke nogle
almindelige Begreb af Videnskaberne alene, som
disse Folk skulde lære, men deres Sæder skulde
og dannes; J det mindste burde de anføres til saa¬
danne borgerlige Dyder, som ere nødvendige ef¬
ter enhver Stands Grundregler. Arbeidsomhed,
Nøisomhed, Ordentlighed og Maadelighed ere
nødvendige for alle, men især for Krigsmanden
og Arbeideren. Det er ikke nok, at Forstanden
oplyses, Legemet maae og fra Ungdommen af
hærdes og giøres beqvemt til dets Forretninger.
Almuen trænger især meget til saadanne Anstalter.
Sæt og, at den fattige Ungdom i de Skoler,
som ere oprettede for dem i Byerne og paa Lan¬
det, lærer at læse, at skrive, at regne, og at
svare paa alle de Spørgsmaale, som indeholdes
i en vidtløftig Forklaring af Religionen. Lad


129
dem og forstaae noget deraf; hvortil nytter det,
dersom de tillige ere opdragne i Egensindighed,
Dorskhed, Leddiggang, Feighed, Kielenskab,
Fylderie, og ikke have lært at giøre noget med
Hænderne? Mener man da, at disse Bogstaver,
som de have lært at stave, disse Caracterer, som
de have lært at male, disse Tal, som de kunne
legge sammen, disse Svar, som de have lært
uden ad, om de og altid vare indrettede efter deres
Begreb, og de virkelig forstode noget deraf,
mener man, siger jeg, at disse Ting bevare dem
siden fra de Laster, hvortil Armød, Lediggang
og onde Vaner forlede Menneskene? Er det
derved, at man giør dem til gode Tieneste¬
folk, til duelige Borgere, Bønder og Huus¬
fædre? Det havde baade for Staten og for
dem selv, for Sielen saavel som for Legemet,
været bedre, om de i nogle af disse Timer, som
de fordrive paa en Skolebænk, lærte at røre og
bevæge deres Lemmer, at taale Luften og Kulden,
og efter deres Alder at giøre nogen nyttig Haand¬
gerning, at skiære med en Kniv, at grave med
en Spade, at bruge en Øxe, en Sav, en Høvl,
et Huggejern, eller andre Redskaber, at sye,
søinde, strikke, o. s. v. Ere disse Ting saa rare,
saa kostbare, saa vanskelige at lære, at saadanne
Indretninger ikke kunde skee uden stor Konst og
Bekostning? Lad Degnenes og andre overflødige


130
Kirke-Betienteres Jndkomster blive lagte til Sko
lerne; det, som der burde giøres, er dog langt
vigtigere end at sige Amen eller at bære en Tavle,
om i Kirken; maaskee den Forandring alene
skulde være nok til at bestride Omkostningerne
og, om den ikke var det, hvorledes kunde da
nogen Tid Penge bedre anvendes end paa saadanne
Stiftelser? Fra disse fattige Skoler, hvis Vig¬
tighed og sande Nytte vi saa lidet kiende, indtil
Academierne og Universiteterne, maatte alt, hvad
der angaaer Underviisning og Opdragelsen, be¬
styres efter en uforanderlig Grundregel, som e
denne: At agte, befordre og udbrede Viden¬
skaberne efter deres Nytte i Henseende til Men¬
neskenes adskillige Alder, Stand og Bestem¬
melse, og det uden at bekymre sig enten om
gamle Sædvaner eller nye Moder, om Viden,
skabernes Rarhed eller Vidtløftighed, om Facul,
teternes Rang, Skolernes Ælde, Privilegia
og Monopolier. Alt, hvad Forfædrene havde
givet til Videnskaberne og Opdragelsen, maat
ansees for det, som det virkelig er, ikke vi
Selskabers eller Personers Eiendomme, men ?
til Staten fortroet Skat, som vel stedse paa da
helligste bør bevares, men tillige bruges og an
vendes efter Hovedhensigten deraf, som er Kunn¬
skabens Udbredelse og alle Stænders Opbyggelse
Alle Indretninger, som havde dette til Hensigt,


131
maatte sættes i saadan en Forbindelse tilsammen,
at den ene tiente til at understøtte den anden.
Skolerne paa Landet tillige med Skriver= og
Regne=Skolerne i Stæderne, saavel som Vey¬
senhuse, Børnehuse, Stiftelser for Hittebørn,
og alle andre saadanne Indretninger maatte betrag¬
tes som Seminarier for Almuen i Bondestanden,
Krigsstanden og Haandverkerne, uden dog
ganske at udelukke dem, som fandtes særdeles be¬
qvemme, fra Videnskaberne og Konsterne. For
Folk paa Landet, som ikke just vare Bønder,
men ventede at blive Selveiere, Forvaltere, Ri¬
defogder, o. s. v., saavel som Konstnere og
Kiøbmænd, maatte være et andet Slags Sko¬
ler, som var indrettet efter deres Bestemmelse,
ligesom de saa kaldede Latinske Skoler ere for den
geistlige Stand, og Cadet=Skoler for Krigsstan¬
den. Universiteternes Sag blev det derimod, at
befordre Hensigterne af alle disse Indretninger,
ikke alene ved at forøge Videnskaberne, men
især ved at skrive beqvemme Lære-Bøger og
danne gode Lærere; og da, naar de giorde
dette, fortiente de først Navn af Universiteter
d. e. af Steder, hvor alle nyttige Videnskaber
blive dyrkede efter deres Forbindelse, Vigtighed
og Jndflydelse paa det Almindelige. Men der
maatte da forandres meget i den gamle Jndde¬
ling. J nogle Videnskaber behøvede man min¬


132
dre og i andre flere Lærere. Mange af de Ting,
om hvilke man nu maaskee troer, at de ikke en¬
gang bør læres paa et Academie, bleve dog vig¬
tigere, end meget af det, som man nu holder for
at være det. Man maatte f. Ex. ikke alene taale,
at Malerkonsten, Handels=Videnskaben, Land¬
Oeconomien, Skibbyggeriet og flere saadanne fik
en Plads iblant de saa kaldede høie Videnskaber,
men og, at de, som lærte saadanne Ting, havde
ligesaa meget at sige ved saadan en Stiftelse, som
en anden, der lærte Metaphysiken eller et gam¬
melt Sprog. Og endelig, for at bestyre saa
mange Indretninger, hvis Nytte udbreder sig
over hele Staten, i en fuldkommen Harmonie,
og saaledes, at den ene Stiftelse ikke hindrede
eller undertrykte den anden, var det vel fornødent
engang at iverksætte et Forslag, som adskillige
bekiendte Forfattere for lang Tid siden have gjort,
og som synes saa naturligt, at enhverskulde falde
derpaa, at oprette nemlig et særdeles Collegium
for alt, hvad som angaaer Opdragelsen og Viden¬
skaberne. Dette Collegium maatte bestaae deels
af Patrioter, som agtede Videnskaberne alen¬
efter deres Nytte for det Almindelige, deels af
Folk, som vare erfarne i saadanne Videnskabe,
især, som efter Hovedhensigten vare de vigtigste,
ikke alene af Geistlige, Jurister, Naturkyndige
Mathematiker, men og af Landmænd, Officerer,


135
Kiøbmænd og Konsinere. Hvem, som har
Lyst til at læse mere om Nytten og Fornødenheden
af saadant et Collegium, kan eftersee en Bog,
som nyelig er udkommen under Titek af Lættres
sur I'Education.
Jeg har i dette Blad uden Tvivl sagt mere,
end nogle Læsere skiøttede om at læse paa engang.
Det er for meget, vilde de sige, paa et Blad,
og for en Uge. Ja, maaskee nok at tænke paa
for mange Aar. Det patriotiske Selskab har
ikke heller saa hastig tænkt disse Ting, som jeg
har skrevet dem; Selskabet troer ogsaa, at de
ikke ere saa let gjorte, som de ere sagde,
ikke fordi de ere saa vanskelige i sig selv,
som fordi de Forslag, der sigte til at udvirke
nogen merkelig Forbedring i Tænkemaaden og
Sæderne, synes at sætte saadan en Forbedring
forud, og følgelig, at Virkningen maatte være
til førend Midlerne og Aarsagen. Denne Van¬
skelighed, som ikke er let at opløse, giør mange
gode Ting umuelige. Enhver Læser, som er
færdig til at fordømme alt, hvad der ikke er over¬
seensstemmende med hans Tænkemaade eller Jn¬
steresse, giør strax sit til at forøge denne Vanske¬
lighed, og dersom mange Lærde tænke ligesaa,
sbliver det snart gjort ganske umueligt, fordi det
ser disse vore oplyste Medborgere, som skulde giøre
sdet meste dertil. Skulde jeg mod Forhaabning


134
have fortørnet nogle af denne Stand, haaber jeg,
at de forlade mig det, naar jeg forsikkrer dem, at
dette Blad er det sidste i Tilskueren, hvori der
bliver talt om nogen Forbedring i Læremaaden.
Denne sidste Aargang er nu snart til Ende, og
jeg har nogle andre Ting paa Hiertet, som jeg gier¬
ne vilde sige, førend jeg forlader Skuepladsen.
No. 268.
Fredagen, den 12 Augusti 1763.
R¬
omerne vare tilsidst forfængelige, overdaa¬
dige og vellystige, ligesom vi. De over¬
gik os endog langt i mange af de Ting, som en
fordærvet Verden til alle Tider har kaldet Galan¬
terie, Artighed og Levemaade. Men siden vi
endelig ville tage disse gamle Folk til Mønstre,
burde vi og efterligne dem i det, som tiente nok
saa meget til at adskille dem fra Barbarer, som
deres Anretninger og Giæstebuder. Jeg vil kuns
nævne to Ting, som giorde Levemaaden i Rom
midt i dent største Overdaadighed ligesaa meget ga¬
lantere end vores, som den virkelig var fornufti¬
gere. Det var den Frihed, med hvilken Folk


139
af de meest ulige Vilkaar omgikkes hinanden, og
den fornuftige Mode, at blande Sind ets For¬
nøielser med de andre selskabelige Forlystelser.
J Henseende til Friheden vare Romernes
Sæder ligesaa meget bedre end vores, som den
Franske Levemaade er artigere end den Tyrkiske.
En urimelig Velanstændighed havde endnu ikke
indført den Skilsmisse iblant Menneskene, som
ikke alene giør de Store saa uskikkede til at op¬
fylde Pligterne af deres Kald, men og berøver
dem de største af alle selskabelige Fornøielser. Jn¬
gen fornemme Mand holdt det da uanstændigt,
at lade sig see paa et Sted, hvor hans Nærvæ¬
relse kunde være ham selv eller Publicum til nogen
Nytte og Fornøielse. Han troede ikke, at hans
Værdighed tabte ved at tale med et Menneske,
som enten kunde tiene ham, eller behøvede hans
hielp. Keiserne spiste ofte i aabne Telte. De
gik selv til Fods, uden stort Følgeskab, omkring
i Byerne. De kaldede ikke alene Philosopherne
og Poeterne til dem; men de kom og selv i deres
Skoler. Der, hvor nu en ung Adelsmand
skammede sig ved at sees, sad Mare= Aurelselv,
da han allerede var Mand, Keiser, og Philo¬
soph, og tegnede paa en Skrivertavle, hvad han
hørte af Sexti Forelæsninger. Ceremoniellen
var baade i Tale og Skrifter saa kort, at man
iden Omsvøb kunde foredrage sit Ærinde, sige


130
meget med faa Ord, og følgelig udrette mange
vigtige Ting, i den Tid, som nu spildes paa
Titler, Ceremonier, Formaliteter, og tusende
unødige Vidtløftigheder, hvilke tilsidst kunne gaae
saa vidt, at de vestlige Nationer have intet mere
at bebreide de Østerlandske Folk, og at Klæde¬
dragten bliver det eneste, hvori vi kunne siges at
være lidt friere og fornuftigere end de.
Sindets Fornøielser udgjorde saa væsent¬
lig en Deel af Romernes selskabelige Forlystelser,
at enhver formuende Mand havde nogle iblant
sine Huusfolk, som forstode at afskrive Bøger,
og som vare øvede i at læse med Ziirlighed og Ef¬
tertryk, for derved at fornøie ikke alene Herren
selv, men og hans Giæster. Om Titus Pom¬
ponius, en Mand, der var ligesaa berømt for
sin Levemaade og behagelige Omgiengelse, som for
sin Forstand og Redelighed, fortælles, at alle
hans Folk indtil den ringeste Opvarter, forstode
begge Dele. Saa fornuftige vare de Romerske
Tienere, endskiønt de vare Slaver. Deres
Herrer lode dem selv oplære i smukke Videnskaber;
og forstode dog alle Lakeier saa meget, kunde
man ikke undre sig saa meget, om det undertiden
faldt dem ind, at søge Betieninger. J stedet
for at omringe et Bord som stumme Maskiner,
fornøiede disse Folk Selskabet ved Sange, Con¬
certer og Forelæsninger af Digter, Skuespil,


13!
Historier eller andre skiønne Verker. Uden
saadanne Forelæsninger havde en Romer af
nogen Levemaade ikke agtet den prægtigste Anret¬
ning, men troet om sin Vert, at han var en
Mand, som forstod meget slet at fornøie Folk.
Med alle de Konster, som Romerne havde op¬
fundet, for at kildre Ganen, og hvori de langt
overgik de kræsneste og ødselste Folk, som nu leve
i Verden, var deres Smag dog fiin nok, for at
have anseet med Væmmelse et Selskab af Menne¬
sker, som i nøgle Timer ikke vare beskieftigede med
andet end at æde. En god Læser blev søgt med
ligesaa stor Begierlighed, som en berømt Kok,
og naar han havde meget besynderlige Gaver,
gjorde han sin Herre i det mindste saa megen Ære,
at en fornemme Mand nu ikke kan blive saa be¬
rømt ved den beste Løber eller anseeligste Heidukke.
Uden at paastaae, at Romerne paa den Tid
vare fuldkomnere eller dydigere end vi: er det nok
til at bevise, at de vare meget galantere, og for¬
stode langt bedre at fornøie sig. Et Selskab
af stumme Ædere hører til den Fæiske Levemaade,
og saadant et Selskab fornøiede ikke engang Bar¬
barer. Men hvormed skal man underholde saa
stor en Forsamling? Med disse almindelige Tale¬
maader, disse forslidte Høfligheder, disse smaa
Agtsomheder, som besvære alle og fornøie ingen?
Med Opmuntringer til at drikke? Det er ikke at


138
indbyde Folk for at fornøie dem, men for at dræ¬
be dem, og giøre dem Tiden kiedsommelig. At
tale om Ting, som kunne interessere fornuftige
Folk, var vel det beste og anstændigste, om ikke
det eneste Middel til at fordrive disse Kiedsom¬
meligheder. Men hvem skal føre disse Taler? J
de fleste Selskaber ere vel ikke mange, som kunne
tale meget fornuftigt af dem selv. Det var godt,
om de alle havde Jndsigt nok til at finde Smag i
det, som andre sagde, og Fornøielse i at til¬
høre. At føre Ordet alene i et Selskab, er
baade besværligt for Personen selv, og for yd¬
mygende for hans Tilhørere. Det anstaaer des¬
uden ikke alle, at tale lige meget; Eu vis Al¬
der, Rang eller Rigdom kan alene give det For¬
trin, som til Ulykke ikke altid falder i de Viise¬
stes Lod. Hvad bliver da tilbage for at beskief¬
tige et stort Selskab? Jkke andet end at læse.
Naar man vilde underholde et Selskab, uden at
trætte nogle eller beskiemme andre, og uden enten
at fordømme nogen til Tavshed, eller være nød
til at høre urimelige Samtaler, maatte man ud¬
søge smukke Stykker af saadanne Verker, som ere
skrevne i den Hensigt at opbygge og fornøie Sel¬
skabet, og tillade enhver, at tage saa megen Deel
deri, som han vil, og som han kan. Saaledes
opfylder man allerbest baade Høfligheds og Vel¬
anstændigheds Regler, uden at støde enten For¬


139
nuften eller Smagen. Om de andre langt vigti¬
gere Følger, som saadan en Omgang kunde have
til at udbrede Jndsigten og forbedre Sæderne og
Smagen, vil jeg ikke tale engang. Min Hen¬
sigt er kuns her at bevise, at Romerne vare
meget galantere og forstode langt bedre at leve,
end vi.
Men vi trænge maaskee ikke til saadanne For¬
nøielser? Vore Anretninger ere prægtige og over¬
flødige nok for at beskieftige os ganske alene, uden
mindste Hielp af Fornuften? - Nei, endog de
Romerske Anretninger vare prægtigere end vores.
En anden Gang, naar jeg faaer i Sinde at tale
noget om den Deel af Levemaaden, som er saa
vigtig, at den fortiener en Afhandling for sig selv,
skal jeg bevise, at vore Kokke ere store Fuskere
mod de Romerske, og at de prægtigste af vore An¬
retninger fortiene ikke at lignes mod deres. Maa¬
skee er Omgangen nu omstunder fornuftig, fri
og behagelig nok for ikke at nødes til at tage sin
Tilflugt til Bøgerne, denne usle og bedrøvelige
Tidsfordriv, som ingen Skikkelige Folk søge, uden
naar de ere syge eller indsluttede? Ja, naar det
kommer an paa, hvor der snakkes meest, og hvor
meget der tales hen i Veiret, dersom det er Tegn
paa Fornuft og Frihed, da troer jeg, at vi over¬
gaae Romerne. Af deres Forelæsninger skulde
man i det mindste slutte, at de hørte og tænkte


140
mere end de talede; J en Forsamling af Menne¬
sker, hvis Smag var kræsen nok, for at udsøge
de skiønneste Steder af deres Forfattere, og lade
dem læse med en besynderlig Eftertryk, der maae
det sandelig ikke have været saa let at sige noget,
som kunde fornøie Selskabet, og hvorved man
kunde tilvende sig dets Opmerksomhed. Det stør¬
ste Genie skulde have betænkt sig vel, førend han
i saadant et Selskab faldt Læseren ind i Talen,
da det dummeste Jndfald derimod er nok i en anden
Forsamling, til at døve den beste Forelæser ved en
overgiven Latter. Hvor vittige Herrerne selv ha¬
ve været i Rom, det er vel i Almindelighed van¬
skeligt at bestemme. Saa meget veed man, at
det var i det mindste ingen Skam, at dyrke Vi¬
denskaberne. De berømteste Forfattere vare en¬
ten selv Folk af Stand eller de Stores Venner.
Videnskaberne frigiorde ofte, og forædlede end
og Slaver. Rige Folk anvendte vel der som
andensteds mere Tid paa Selskaber og Forlystel¬
ser end paa Videnskaberne; men i de Romerske
Giæstebuder kunde man og lære noget, og en riig
Mand maatte være meget dum, dersom han gik
af et Selskab i et andet, og hørte en skiøn Fore¬
læsning efter en anden, uden at blive klogere end
han var. Deres Lakeier maae endog have været
vittigere end mange nyemodige Herremænd, thi
de kunde dog vel ikke have læst saa mange skiønne


141
Verker i deres Moders Maal, uden at have tænkt
noget derved, med mindre man vil troe, at de
Romerske Lakeier vare lige saa tykhovede, som de
Lærde, der have læst alle Romerske Skribentere
igiennem, uden for det mindste at have forbedret
deres Smag.
Jeg troer derfor, at vi, uden at dømme for
ringe om os selv, gierne kunde antage det, som
en afgjort Sag, at hverken vore Anretninger ere
saa prægtige, ikke heller vores Omgiengelse saa
fornuftig, at vi ikke skulde b. e disse Forelæs¬
ninger lige saavel som Romerne. Foruden de
almindelige Uleiligheder af store Selskaber, som
jeg tilforn har opregnet, og som findes hos alle
Folk og til alle Tider, have vi nogle, som Ro¬
merne ikke kiendte, og som giøre vore Selskaber
meget besværligere og kiedsommeligere end deres.
Det er just det, som jeg talede om i Begyndelsen;
Den Tvang og Skilsmisse iblant Menneskene, som
en overdreven Velanstændighed har indført i Ver¬
den, og som den menneskelige Hovmod, For¬
sængelighed, Rangsyge, Nedrighed og Hyklerie
forøger hver Dag.
Den Østerlandske Forfængelighed, som Ro¬
merne ikke kiendte, og som enten Saracenerne
først maae have indført i Europa, eller og Euro¬
pæerne lært paa deres Korstoge og Valfarter,
har, foruden den virkelige Forskiel, som Magt,


142
Rigdom eller Fortienester kunne giøre iblant Men¬
neskene, indført saa mange indbildte Forskieller,
og opfundet saa mange Mærker til at betegne alle
disse saa vel virkelige som indbildte Værdigheder,
at der udkræves lige saa vidtløftig en Beregning,
til at bestemme den Agtelse, som tilkommer enhvers
Person i et Selskab, som at fastsætte Værdien af
alle virkelige og ideale Mynter efter deres adskil¬
lige Titel, Vægt, Stempel og Vexel=Cours. Et
hvert Selskab, især i de Lande, hvor der rullere,
mange saadanne smaa Mynt=Sorter, er som en
Børs, hvor alle ere beskieftigede med at bestemme
Værdien af deres Personer efter de adskillige Stem¬,
pler, som man har trykt paa dem, og at beregne,
paa det allernøieste, hvor meget enhver gielder i
Forhold til alle andre. Og ligesom i Handelen
de ringeste Ting ofte kunde formindske Værdien
af de indbildte Skatter, saa er og et Ord, en Tale,
en Hilsen, en Mine, en Sundhed, en Stoel,
og tusinde andre lige saa ubetydelige Ting nok til¬
at spilde Fornøielsen af et Selskab, og til at for¬
aarsage lige saa megen Forvirrelse iblant Folk, som
en Forandring i Vexel=Coursen, eller i Actier¬
nes Priis.
Jeg vil endnu troe, at denne Forfængelighed,
hvor latterlig den end er, har dog sin Grund
saa almindelig en Fordærvelse af Mennesket, at
Romerne skulde have været ligesaa barnagtige, lige


143
saa uselskabelige som vi, dersom de ikke havde op¬
fundet en Maade at beskieftige en stor Forsam¬
ling, hvori alle toge lige Deel, og som i det mindste
for en Tid ophævede de personlige Agtsomheder,
som fordærve de beste Selskaber.
Men have vi da og slet intet, som kan sæt¬
tes i Ligning med den Tidsfordriv, som Romerne
søgte i deres Forelæsninger? Jo. Vore Spil¬
le=Partier, thi uden dem skulde vore store Sel¬
skaber være reent utaalelige. Jeg vil en anden
Gang tale om deres Misbruge, og denne Gang,
kuns sige et Par Ord om deres store Nytte. Der¬
som man ikke spillede i Selskaberne, maatte for¬
nuftige Folk snart sove, Narrene skulde aldrig tie,
og Ceremonierne tilligemed det Fyldekalk i Talen,
som man kalder Complimenter, fik aldrig Ende.
Nu kan man dog ved Spille-Bordet i det mindste
saae Folk til at sidde uden mange Omstændigheder,
da et Es eller en Knegt afgiør i en Hast, hvem
der i det Selskab skal være den fornemmeste.


144
No. 269.
Mandagen, den 15 Augusti 1763.
S¬
pil er saa betydelig en Deel af vore Selska¬
belige Beskieftigelser, at det fortiener vel,
at jeg taler noget mere derom. J det sidste Blad
beskrev jeg med faa Ord Nytten deraf, og jeg
troer endnu, at jeg dermed har sagt alt, hvad
der kan siges til Kortspillets Berømmelse. Jeg
har viist, at vi med al vores Levemaade endnu
ere Børn mod de Folk, som vi længe nok have
efterabet, for at vi burde engang have opnaaet
dem; og hvormed skulde vi da beskieftige os i vore
Sammenkomster, uden med Spil?
Dersom nogen troer, at det er for meget,
hvad jeg her siger, da lad ham kuns betænke, hvor¬
ledes det vilde blive optaget i et af vore artige Sel¬
skaber, om nogen efter de galante Romeres Ex¬
empler vilde tilbyde Selskabet en Forelæsning af
Gellerts eller Fontaines Fabler, i stedet for Qua¬
drille eller Tresset. Jeg nævner just disse Forfat¬
tere, fordi jeg har fundet dem angenemme nok til
at fornøie endog fornuftige Børn meer end Kort¬
spillet. Derimod vedder jeg, at der endog


147
lblant vore gamle Lærde findes mange, som heller
spillede med Tærningerne i Brettet, eller tøm¬
mede i et sluttet Selskab nogle Boutellier, end
bivaanede med tørre Munde saadan en Forelæs¬
ning, hvor meget den end var i Moden hos deres
saa høitelskede Romere,
Dog hvad vil jeg tale om, saa alvorlige
Ting. Man kan jo ikke vente, at Folk skulde
have Lyst til at læse i deres Sammenkomster, saa
længe de endnu ikke forstaae at lege ret; Der ere
mange Slags Spil til, hvormed Folk kunde
fordrive Tiden i Selskaber. Vi have kuns valgt
et Slags, og dette er til Ulykke et af de sletteste.
Saa lidt forstaaer man af den Levemaade, som
dog i vore Tider er det eneste, man holder værd
at vide. Der ere Spil, som beskieftige kuns
Sindet, og der ere andre, som tiene til at bevæge
Legemet. Nogle komme an paa Forstanden og
Agtsomheden altne, andre paa Lykken; Nogle
spilles om Penge, andre for Ære alene eller For¬
nøielse. Burde man ikke giøre nogen Forskiel
imellem disse Spil, og bruge ethvert efter Perso¬
nernes, Tidernes og Stedernes adskillige Be¬
skaffenhed? Folk, som leve i store Byer, hvis
Forretninger eller Levemaade ikke tillader dem
megen Bevægelse, som spise, sove og sidde meget,
skikker det sig vel for dem at sætte sig i nogle Ti¬
mer ned ved et Bord, for at lege med malede Pa¬


140
pirer? Eller var det en langt naturligere, beha
geligere og nyttigere Beskieftigelse for dem, om
de dansede, spillede Bold, Kegler eller Billiard;
De allerbarnagtigste Fornøielser, naar de kung
tiene til at bevæge Legemet, vare dem anstændigere
end et Kortspil. Men dersom de endelig ere saa
forelskede deri, at de ikke kunne lade det, saa
længe de leve i Stæderne, er det dog alt for ufor¬
nuftigt, om de slæbe disse Blade med sig paa
Landet, og nedgrave sig som Muldvarper paa
den Tid, da alle andre Dyr glæde sig ved at
kunde Rorlade deres Huler, for at søge Skoven,
og Marken. Der ere Spil, som beskieftige
Sindet, hvori Lykken ingen Deel har, og som
giøre den menneskelige Forstand Ære. - Disse
synes at være anstændigere for Folk af en vis Al¬
der, som have Videnskaber og alvorlige Forret¬
ninger, end at vove sine Penge paa et Tærning¬
kast eller paa et Kortblad. Saadanne Folk
trængte vel mere til andre Forfriskelser, til op¬
muntrende Beskieftigelser, til Legemets Øvelser;
men er man ikke ligesaa ubevægelig og nagelfast
ved et Spillebord, som ved et Skakspil? En
Totus, en Galadon, opmuntrer den Sindet mere
end en fordeelagtig Stilling paa Skakbrettet?
De, som kunne tænke saaledes, maae være Folk,
som spille for at vinde andres Penge, og ikke for
Fornøielse. Det er sandt, et Spil, som ud¬


147
kræver megen Eftertanke, er just ingen lindrende
Afvexling for en Siel, som altid er meget beskief¬
tiget, og jeg troer, derfor, at saadanne Folk
gjorde bedre, om de i deres Sammenkomster for¬
nøiede dem med lette og behagelige Samtaler og
muntre Skrifter; thi at foreslaae dem et Partie,
hvori Fornuften har saa liden Deel, som i et
Spil Kort, og at nøde dem til at beskieftige sig
nogle Timer med det, som ikke kunde fæste deres
Agtsomhed uden for nogle faa Minuter, det var
o kuns at giøre dem Tiden kiedsommelig, og at
fordærve Spillet for andre.
Men det er ikke saa meget for disse Folk,
som kuns have liden Tid at spilde i de almindelige
Selskaber, og som ere ligesaa lidt skabte for disse
Selskaber, som Selskaberne for dem; Det er
ikke for deres Skyld alene, at man maatte ønske,
at de fornuftige og alvorlige Spil bleve mere al¬
nindelige; Det var en Begyndelse i det mindste
al at forbedre de nøgne, udannede og tankeløse
eiele, disse selskabelige Kreature, som opdrages
Selskaberne, og som opvoxe og henbringe deres
hele Liv i Selskaber, uden nogen Tid at tænke
saa at gavne Selskabet. At ville beværte disse
unge Herrer, som de Romerske Cavallerer, med
n Forelæsning, det stred ligesaa meget mod den
Agtsomhed, hvilken enhver god Vert bør have
or sine Giæsters Tænkemaade og Smag, som


148.
at indbyde døve Folk til en Concert. Skakspil¬
let skulde vel i Begyndelsen ikke fornøie dem me¬
get mere; men det er dog et Spu; og saasnart
det kuns var Moden, skulde de lære det, hvor
megen Umage det end kostede dem at tænke or¬
dentlig. Naar vi undersøge, hvad Nytte Vi¬
denskaberne giøre, saaledes som de læres i Al¬
mindelighed ved Skolerne og Academierne, be¬
staaer det fornemmelig deri, at Forstanden bliver
øvet i at tænke, og at den faaer en Færdighed i
at opløse, sammenligne og forbinde adskillige Be¬
greb. Begrebene selv ere endnu, og førend de
blive dannede ved Eftertanke og Læsning, saa
raae, ufuldstændige, og lidt overeenstemmende
med Tingenes virkelige Beskaffenhed, saaledes
som vi siden erfare dem, at de gavne Menneskene
ikke meget mere i deres Forretninger, end den
Tænkekonst, som man lærer af et Skakspil, og
ofte ikke saa meget engang. Et Spil, der er
sammensat af Brikker, der har saa forskiellige
Bevægelser, og hvori saa mangfoldige Træk og
Forandringer ere muelige, øver og ikke lidet i at
agte paa de utallige Tilfælde i Livet, som udkræ¬
ve saa mange Jndskrænkninger, Undtagelser og
nøiere Bestemmelser af Reglerne; det giver Men¬
nesket meget af den praetiske Forstand og det lyl¬
kelige Øiekast, uden hvilket Grundene af Viden¬
skaberne nytte os ligesaa lidt i deres Udøpelse


149
som de blotte Regler i Skakspillet. En lærd
Mand, som forstod dette Spil meget vel, sagde
engang, at det gjorde mere til at skierpe Forstan¬
den, end den Logik, som man lærer i Skolerne,
og han beviste det med nogle af de Grunde, som
Herr Gibbon anfører, for at tillegge Critiken lige¬
saadant et Fortrin for den mathematiske Methode.
Dersom denne Mand har Ret, hvor meget var
der da ikke vundet ved at giøre Skakspillet mere
almindeligt i vore Selskaber; Det er dog vel for¬
gieves at vente, at vore unge Herrer skulle søge
Videnskaberne der, hvor de Romerske Cavallerer
og Mare Aurel selv søgte dem, i lærde Selska¬
ber og offentlige Forelæsninger.
For Fruentimret derimod, saaledes som dette
Kiøn er i Almindelighed, synes denne Beskief¬
tigelse at være alt for alvorlig. Maaskee holdt
man det ikke tienligt engang, at raade dem meget
til et Spil, som opvækker lutter mandige og
stridbare Passioner; Deres indskrænkte og tvung¬
ne Levemaade, især i de store Byer, udkrævede
heller en anden Tidsfordriv, som forskaffede dem
nogen Bevægelse. Begge Kiøns Bestemmel¬
ser og Forretninger ere saa adskillige, at det maae
være meget vanskeligt at opfinde et Slags For¬
nøielse, som skikker sig lige vel for dem begge.
Naar en Mand havde jaget hele Dagen igiennem,
og hans Kone imidlertid siddet med en Syenaal i


150
Haanden, var det, synes mig, ligesaa natur¬
ligt, at Konen gjorde sig en Bevægelse til Hest,
som at Manden sætter sig hen ved et Spillebord,
Og hvorfor skulde det ikke være et Fruentimmet
tilladt at ride? Mene nogle, at det er for man¬
dig en Beskieftigelse for Kiønnet, da skulle andre
vel have ligesaa god Ret til at troe, at det va
nok saa qvindagligt for en Mandsperson at for
drive mange Timer med et Spil Kort. Og af
to Yderligheder var det vist bedre, at Fruentim
ret blev lidt mere mandigt, end at Mændene blev
mere qvindagtige. Vi have efterlignet Fruen
timket saa meget i dets Tænkemaade, Tilbøielig
heder, Klædedragt og Forlystelser, at jeg troet
ikke, at vi kunde gaae meget videre, uden at un¬
derkaste os et Kiøns Foragt, som, hvor lidt det
end er skabt selv til stærke Beskieftigelser, dog
elsker i Mændene en vis Alvorlighed og Virk¬
somhed. Den Modelov, som har indskrænket
al selskabelig Omgang til en buntet Rad af Mand¬
folk og Fruentimmer, som omringe et firkantet
Bord, fuld af malede Blade, synes derfor at
være ligesaa lidt opfunden for at skaffe Menneskene
en behagelig Afvexling, som for at beskieftige
dem paa en Maade, der skikker sig til begat
Kiøns Grundregler; Det er at sige, den gode,
Smag, og denne maae dog være Grunden til
den rette Levemaade, har ikke meere Deel der,


151
end Fornuften. De Romerske Damer vare in¬
genlunde udelukte fra de Giæstebuder, hvori
man fornøiede sig med skiønne Forelæsninger.
Romerne vare alt for galante dertil; og Fruen¬
timret bør virkelig have nogen Høiagtelse for et
Folkes Moder, som har gjort meget til en stor
Deel af dets Frihed. Jngen har skrevet mere
til Fruentimrets Ære, ingen talet værdigere om
dets Fortienester, ingen forstod bedre de For¬
elsktes Sprog, end de Romerske Digtere: Jblant
disse findes endog Martyrer for Kiønnet. Men
Fruentimmeret gjorde og disse skiønne Geister ikke
alene den Ære at høre med Andagt deres Sange,
naar de bleve forelæste i Selskaberne; de gave
dem ved det behageligste Udtryk og den skiønneste
Stemme nye Yndigheder, og forbandt sig der¬
ved ikke alene Digterne, men og Selskabet saa
meget, at et Fruentimmer bliver nu aldrig saa
elsket eller beundret, om hun end, forstod
Fiinheden af alle Spil. Disse fortryllende
Stemmer, og den behageligste Maade at udtrykke
sig, var det, som gav, Fruentimmeret saadent
et Herskab over deres Elskere, at de foragtede
alle andre Selskaber. Sæt mig hen, siger
en af de Romerske Digtere, paa et Sted,
hvor intet Træ forfriskes af Foraarets Luft,
ved Enden af Verden, hvor en evig Taage for¬
mørker Himmelen. Sæt mig under den bræn¬


152
dende Soelvogn i et Land, hvor ingen Hytter
findes. Jeg vil dog elske Lalage." Saa
vel talede denne Skiønne, saa vel sang hun. Og
hvorledes skulde den arme Mand ellers have holdt
det saa længe ud? Ubehageligheden af en formør¬
ket Himmel, og en brændende Soel, er dog alt
for stor til at glemme dem ganske i Selskab med
en eneste Person, som ikke veed andet at forslaae
Tiden, end at spille Kort.
Vil man endelig spille, og ikke giøre andet
end spille, da burde man dog i det mindste have
saa megen Levemaade, at ikke beskiemme og
vanære den eneste selskabelige Forlystelse, som vi
kiende, ved at giøre den til den nedrigste Vin¬
ding, til et Verk af Gierrighed, den foragte¬
ligste af alle Tilbøieligheder, til et Haandverk
for Spidsbuber og Bedragere, som forfører
Ungdommen, og ødelegger Familier. Det er
ikke om Hazard=Spil, ikke om Kroer og Verts¬
huse alene jeg taler, men om de høie Spil, som
de Riges Stolthed eller Gierrighed indføre i an¬
dre Selskaber, og som de mægtige Modelove,
understøttede af en falsk Ære, nøde andre til
at underkaste sig, endskiønt de hverken have Lyst
eller Formue dertil. Man skammer sig ved en
ærlig Handel, og holder det dog for en Ære at¬
giøre sit eget Huus til en Børs for den nedrigste
af al Handel. En Kiøbmand, som paa en lov¬


195
lig Maade beriger Staten, foragtes, og en
Spiller er antagen i alle Selskaber.
Det lader, som man ikke kiendte engang an¬
dre selskabelige Dyder; En Mand, som vil
bringe sit Huus i Anseelse, veed intet bedre at
foretage sig end at spille høie Spil, og han troer,
at hele Byen er ham forbunden, fordi han ofte
indbyder Folk til en kiedsommelig og ødeleggende
Tidsfordriv. De Riges Daarligheder have altid
været Mønstre for Levemaaden, og de have ikke
nødig at begaae disse Daarligheder meget ofte,
førend alle Skikkelige Folk troe, at de vare be¬
skiemmede, dersom de ikke gjorde det samme.
En Mand, som alle Øieblik klager, at han ikke
kan leve, maae sætte alt, hvad han eier, paa
at Kort-Blad, for ikke at være ringere end en an¬
den, som er rigere end han, og den Rige troer,
at han havde ingen Fornøielse af sine Penge, der¬
som han ikke kunde bruge dem til at ødelegge sin
Naboe.
Men naar da en riig Mand er saa ulykkelig,
at han ikke veed, at forskaffe sig nogen bedre For¬
nøielse for sine Penge; Naar han troer, at det
er ham saa stor en Ære, at vise en Ødselhed,
hvori der hverken er Forstand eller Smag, og
naar han er grum nok til at søge sin Forlystelse i
at opvække ulykkelige Passioner hos andre med sine
Penge, da ere der andre Maader, paa hvilke


154
han kan opnaae alt dette langt vissere end ved Spil.
Lad ham samle Pøbelen sammen, og kaste sine
Spille=Penge ud af Vinduet; Hans Rigdom og
Ødselhed skal da snart blive hele Byen bekiendt,
og han skal selv have den grumme Fornøielse, at
see Folk skiære Næse og Øren af hinanden for at
deele hans Penge.
No. 270.
Fredagen, den 19 Augusti 1763.
N¬
aar jeg endelig skulde bekiende mig til en af
de Secter, som den menneskelige Fornuft,
overladt til sig selv, har stiftet, betænkte jeg mig
ikke længe, førend jeg blev Platoniker. Den
Epikureiske Philosophie er mig for nedrig, og
den Stoiske for stolt. Jeg sætter for megen
Priis paa Fornuften til at være Sceptiker, og
jeg troer den ikke nok, for at blive Aristoteliker.
Man behøver ikke megen Philosophie, for at over¬
bevises derom, at Sandhed og Dyd ere elskvær¬
dige Ting; og at der er noget sandt, noget got
til, det understaaer den største Tvivler sig ikke let
at nægte; Spørgsmaalet er kuns, om Mennesket


159
er stærk nok af sig selv, til at finde Sandheden,
og til at øve Dyden. En Sceptiker nægter Men¬
nesket ganske al Formue dertil, og alle de andre
Secter, den Platoniske undtagen, tillegger Men¬
nesket for meget. En Aristoteliker taler, som
om han ved sin Fornuftlære kunde befrie os fra al
Tvivl, og giøre Fornuften sikker mod alle Vild¬
farelser. En Epikureer troer, at der er intet
mere vanskeligt i Dydens Øvelse, fordi han ind¬
bilder sig at kunne bevise alle Pligterne af Vellyst
og Egennytte. En Stolker indseer vel Utilstræk¬
keligheden af disse Beviis; han erkiender Dydens
Høihed; men han vil ikke troe, at Mennesket er
svagt nok, for at behøve andre bevægende Grun¬
de til at øve Dyden end dens Nødvendighed.
Fornuften, synes mig, siger os det, at der fattes
noget i alle disse Systemer; men hvad er det? Vi
kunne prøve vore Begreb og Fornuft=Slutninger
efter visse Regler, det er sandt; men kunne vi og
give os selv disse Begreb, og sætte dem i al den
Klarhed som vi vilde? eller beroer det meget mere
paa de Omstændigheder, i hvilke vi sættes, og paa
tusinde smaa sammenløbende Aarsager, som ikke
ere i vores Magt, hvis Grunde vi ikke kiende,
og som vi derfor kalde Lykke og Hændelser, end¬
skiønt der er alt for stor Viisdom og Orden i det
Heele, for at troe, at disse Ting ikke lige saa vel
som alle andre bestyres af et viist og Alting ophol¬


150
dende Væsen. Naar vi undersøge Brugen og
Fremgangen af den menneskelige Forstand, ved
hvor besynderlige Anledninger Sandhederne opfin¬
des, og hvorledes de udbredes i Verden, er der
paa Menneskets Side alt for megen Lykke deri,
for at indbilde os, at det er vor egen Forstand,
som giør alt dette; og der er tillige for megen
Viisdom deri for at troe, at det kommer alt af
en Hændelse. Uden at antage et Væsen, som er
mere end Materiens første Bevæger, og som,
uden at være bundet af en blind Skiebne, vaager
over enhver oprigtig forskende Siel, og giver ham
den Anledning og Hielp, som han behøver til at
finde Sandheden; uden at antage saadant et Væ¬
sen, maatte vi med al vor Forstand og alle vore
Videnskaber frygte for at forfalde til lige saa store
Vildfarelser, som andre, der have havt lige¬
saa megen Forstand, og lige saa god en For¬
nuftlære.
Beroer Fornuftens Brug saa lidt paa os selv,
da maae Dyden fandelig ikke være meere i vores
Magt. Vi kunne ikke giøre det Gode, uden at
kiende det; men naar vi ogsaa kiende det, er det
endnu ikke nok til at giøre det. En Philosophie,
der, som den Aristoteliske, giør Kundskaben og
Betragtningen til det høieste Gode, er Mennesket
uanstændig, og den er lige saa falsk, som lærer,
at der ikke udkræves mere til at giøre det Gode,


151
end at kiende det. Saa umueligt som det er at
bevise alle Pligter af Egennytte, saa umueligt er
det og at bøie Passionerne og at bevæge Villien
ved kolde Forestillinger af en Slags Overeenstem¬
melse eller Nødvendighed. Det er ikke nok, at
Forstanden kiender og agter Dyden; den hele
Siel maae indtages af den og elske den; Men
hvorledes skal denne Kierlighed opvækkes? Den
kan vel begynde fra os selv, men den kan ikke blive
staaende eller ende der. Naar vi skulle øve store
Dyder, tiene det hele Selskab, af hvilket vi ere
Lemmer, og gavne det Almindelige, til hvis Nytte
vi ere fødte, da maae Egenkierligheden regieres
af en høiere Drift. Vi maae være forelskede i
noget, som er høiere end det, som vi kalde vort
eget, for hvis Skyld vi kunne opofre noget af dette,
eller i hvis Nydelse vi kunne vente at finde igien
et større Gode, end det, som vi opofre. Men
hvor er der at finde i Naturen saadant et Maal
for vores Kierlighed? saadant et høieste Gode,
til hvilket Sielen kan opsvinge sig, og i hvis Ny¬
delse og Beskuelse den kan agte det ringe, som
den taber selv ved at gavne det Hele?: Er det den
Fornøielse, som Sielen finder i fine egne Begre¬
ders Overeenstemmelse, og i Sandhedens
nøgne Betragtning? Dette er i det høieste kuns
en Fornøielse for de meget tænkende Siele, og
disse ere ikke altid virksomme nok; de elske ofte i


158
Sandheden kuns dem selv. Er det Pligternes
Nødvendighed, er det Skiebnens haarde Lov?
O den afskrækker kuns, den giør endog de lette
Pligter tunge, og den mindste Jndskrænkning
af Friheden utaalelig? Er det Fuldtommenhe¬
den af det Hele, og dets Skiønheder, som ind¬
tage Sielen? Maaskee; men hvorledes finde vi
disse? Kiender vor Siel nok af det Hele, for at
forelske sig i dets Orden? Er det denne synlige
Verden, denne for os ubegribelige Samling af
Luft, Vand, Skov, Urter og Dyr? Er det den,
som er Maalet af vor Kierlighed, hvor skal den
da begynde eller ende, paa hvilken Ting skal den
især fæste sig? Enhver Deel for sig betragtet er
forgiengelig, den forsvinder i det den vil nyde
det. Vi finde den ved nøiere Betragtning lige
saa fuld af sandsynlige Mangler, som vor egen
Skiebne ikke elskværdig, uden i Betragtning af
det Hele, af den uforanderlige Orden, som Ting,
der i sig selv ere ufuldkomne og forgiengelige, iagt¬
tage i deres Afvexlinger. Saavidt dette Hele
og dets Orden er en blot Tanke i os, en Egen¬
skab, som vor Fornuft har uddraget af Tingene,
og snart ikke findes i nogen Person eller Væsen
især, saavidt kan den lige saa lidt være Maalet
for vores Kierlighed, og en bevægende Grund til
Dyden, som den Fuldkommenhed, vi finde i en
rigtig Tanke, og i et mathematisk Beviis? Det


159
Hele bliver os ikke ret elskværdigt, førend vi be¬
tragte dets Orden og Fuldkommenhed, som en
Virkning af et tænkende Væsen, der overseer, ord¬
ner og bestyrer Alting efter kierlige og godgiørende
Hensigter.
I dette Væsen, som er Grunden til al Or¬
den, og alle Fuldkommenheders Kilde og Møn¬
ster, finder Sielen først den Grund, hvorpaa
den kan bygge sikre Slutninger og sande Dyder.
Da, naar den i en god Hensigt søger Sandheden,
og erkiender, hvor meget den behøver dette alene
viise og Alting bestyrende Væsens Jndflydelse, for
at finde den, da alene kan den vente at undgaae
skadelige Vildfarelser, at kiende saa meget af den
evige Sandhed, som den behøver til at giøre sig
selv og andre lyksalige, og at kiende det med den
Grad af Klarhed og Overbeviisning, som giør
Kundskaben levende og virksom. Da kan den i
Haab om samme Væsens Bistand fatte Mod til
at bestride de Begierligheder, som Forstandens
kolde bifald alene ikke er nok til at dæmpe, og
som, naar de ere undertvungne, ved den mindste
Anledning frembrød igien, dersom ikke den sam¬
me godgiørende Aand bevarede Mennesket fra saa¬
sdanne Fristelser. Da kan Sielen ikke alene i Haab
om en Erstatning og Belønning opofre noget, for
at elskes af det Væsen, som regierer alle Ting;
den kan endog giøre det af Kierlighed: Ant hvad


100
der findes elskværdigt hos sig selv og hos sine Lige,
alt hvad der er skiønt og beundringsværdigt i Na¬
turen eller Konsten, samler sig i Begrebet af dette
Væsen, og igiennemtrænger Sielen med saa man¬
ge Straaler af Guddommen, at ingen Kierlighed,
ingen Bevægelse i Sindet kan lignes ved den Hen¬
rykkelse, som de Gamle betegnede med et Ord,
som betydede et Værelse og Jboelse af Guddom¬
men, og blev brugt til at betegne den brændende
Jver, hvormed store Helte, Lærere og andre
Velgiørere af det menneskelige Kiøn opfylde Plig¬
terne. Dette Ord blev siden misbrugt og tilsidst
foragtet. Nogle Sværmeres Raserier gave først
Anledning dertil, og en tør Philosophie, som
satte sit høieste Gode i Betragtningen alene, fandt
det fordeelagtigt at giøre Navnet latterligt, for
des lettere at udrydde Tingen selv.
Et Begreb om et høieste Gode, som bestod
i en Forelskelse i Guddommen, var Grunden
til det Platoniske System; den skikkede sig saa
lidt til den Bygning, som Aristoteles opreiste paa
Ruinerne af den Socratiske og Platoniske Lære,
at baade de Peripgtetiske Philosopher og deres En¬
terfølgere arbeidede alt hvad de kunde paa at ud¬
rydde ikke alene Navnet, men og Tingen. Ord
uden Begreb, daarlige Spørgsmaale, unyttige
Tretter, og en forfængelig Videnskab uden Aand,
og Kraft, skiulte længe Kundskabens sande Nytt,


161
og Hensigt for Menneskene; man betragtede den
ædleste af alle Bevægelser som en Svaghed i Sielen
og en Fiende af Fornuften; og i det man ødede
Forstandens herlige Gaver paa lutter Giller og
Spidsfindigheder, troede man, at der var intet
saa farligt for Mennesket, som at overgive sig til
de Følelser, hvilke Dydens og Guddommens
Betragtning opvakte i Mennesket.
Den Socratiske Philosophie opløftede Men¬
nesket saa høit, som Fornuften kan svinge sig ved
sine egne Kræfter, men den forlod det i en beske¬
den Beundring af de guddommelige Ting, i en
dyb Følelse af sin egen Uformuenhed, og i en
brændende Attraae efter et høiere Lys og en nær¬
mere Forening med Gud. Ved Christi Aaben¬
barelse brast Forhænget; Det Skiul, som hid¬
indtil havde bedækket Sielen, faldt, og Reli¬
gionen førte den ind i det Allerhelligste til Gud¬
dommens nærmere Beskuelse. Ordet, dette
Almagtens Bliv, denne skabende og ordnende
Viisdom, i hvis Beskrivelse man mener at finde
nogen Lighed imellem de Evangeliske og Platoniske
Udtryk, blev Kiød, det boede iblant os, og vi
saae dets Herlighed, som en Eenbaarnes af Fa¬
sderen, fuld af Naade og Sandhed. Jngen
philosophie var i Grunden mere Christendom¬
mens Ven, end den Platoniske, en Philoso¬
hie, som var bygt paa Beskedenhed og Kier¬


102
lighed, og erkiendte Nødvendigheden af en gud¬
dommelig Jndflydelse og Medvirkning baade til
at kiende Sandheden og øve Dyden. Af dens
Skole udkom store Lærere, som med deres Viis¬
dom, Dyd og Veltalenhed opbyggede Kirken.
Da Fordærvelsen i Religionen begyndte, kom
den Peripatetiske Philosophie op igien. Man
fandt den beqvemmere til Ordkrige og unyttige
Trætter. De Christnes Skoler vanærede baade
Religionen og Philosophien. De hedenske So¬
phister og Jødernes Skriftkloge gjorde neppe saa¬
dan en Misbrug af Fornuften og Skriften, som
hine Angeliske og Seraphiske Lærere, der sam¬
mensmedede de første Scholastiske Systemer,
Systemer, i hvilke man finder ligesaa lidt af
den Christelige som af den Socratiske Lære.
I det man saaledes indbildte sig at ville an¬
tænde et nyt Lys i Kirken, og at have sam¬
let i disse vanskabte Jndbildningsfostere et Rust¬
kammer mod Kiættere og Sværmere, blev
Verden overfaldet af et Barbarie, som gik saa
vidt, at man ikke læste Skriften mere i Kirken,
og at de verdslige Viise ikke kiendte engang den
Philosophie, som Socrates siges at have bragt
ned af Himmelen. De skiønneste saavel hellige
som verdslige Skrifter bleve ikke meere læste. J
de Scholastiske Bøger alene troede man at finde
Lys, Orden og Klarhed, og i alle andre kuns


103
Forvirrelse og Enthusiasterie. En almindelig
Grovhed i Sæderne, og ligesaa umenneskelig en
Smag i Konsterne, vare Frugter af en Læremaade,
som undertrykte Fornuftens rene Lys tilligemed
alle naturlige og menneskelige Følelser.
Verden har ved Hielp af Sprogkonsten og
en sundere Philosophie udviklet sig igien af dette
Barbarie; men er det og i Skolerne uddøet
nok, for ikke at have nødig at raade de Stude¬
rende til at forbinde i det mindste med Læsningen
af deres Systematiske Verker saadan en Philo¬
sophie, der var lidt mere Socratisk eller Platonisk
end den almindelige? Man seer let, at jeg her
taler kuns om Maaden. Jeg nægter ikke, at
jo Fornuften kan siden Videnskabernes Opkomst
have opdaget mange nyttige Sandheder, og af
disse vilde jeg ikke, at man skulde udelukke en
eneste, fordi den ei fandtes hos Plato. Jeg
ønskede kuns, at man gav Agt. paa hans
Philosopheremaade, for at lære den Beskeden¬
hed i Undersøgninger, og den Maade at over¬
bevise og indtage andre for Sandheden, som
man sandelig ikke lærer af den almindelige Lo¬
gik. Den Engelske Kirke har, fremfor nogen
anden i Christenheden, frembragt sande og chri¬
stelige Philosopher, opbyggelige Lærere, syn¬
dige Talere, og rigtige Fortolkere; og jeg tør
sige, at den Høiagtelse, som man i de Engelske


164
Skoler stedse har bevaret for den Platoniske Phi¬
losophie, er ikke en af de ringeste Aarsager til
disse Fortrin.
No. 271.
Mandagen, den 22 Augusti 1763.
E¬
r da Forstand, Vittighed og Smag det eneste,
hvoraf Menneskene kunde giøre for meget?
Saaledes taler man i det mindste, naar man
klager over en vis Overdaadighed i Genie, og
en Delikatesse i Smagen, hvilken, som man
siger, er nær ved at fordærve os. J en Repu¬
blik, som Lacedæmon, hvor man foragtede baade
Rigdomme og Beqvemmeligheder tilligemed alle
de Videnskaber og Konster, som forskaffede dem,
lod dette sig høre, endskiønt Lacedæmonierne
baade elskede Musiken og læste Homer. Men,
naar nogle rangsyge og magelige Borgere, som,
for at fyldestgiøre deres Phantasier, forøde Sta¬
tens Formue paa en fremmed Pragt, tale i deres
overdaadige Giestebuder om Yppighed i Genie,
som om noget, der fordærver Menneskene og
ødelegger Rigerne; Naar en lærd Mand, som


165
ikke vred andet end nogle gamle Gloser, Navne
eller Aarstal, beklager Videnskabernes Skiebne,
fordi Taleren og Poeten fornøier og opbygger
Menneskene i nogle af de Timer, som den Lærde
selv spilder paa frugtesløse Undersøgninger, skulde
man ikke da troe, at Forstand, Vittighed og
Smag var det eneste, hvoraf Menneskene kunde
giøre for meget, og at en magelig og vellystig
Betient, en Døgenigt, en Spiller, en Mode¬
nar, en Fraadser og en Pedant, vare ikke saa
skadelige Lemmer af Selskabet, som de, der
gjorde for meget af skiønne Tanker og zuirlige
Taler?
Om man i en vis Betragtning kunde giøre
for meget af disse Ting, om nogle virkelig giorde
for meget deraf, og om saadan en Smag var saa
nær ved at indtage os, som den sandelig er langt
derfra, var det da ikke en Lykke, om saa mange
Mennesker, som dog have foresat sig at spilde
Tiden, anvendte den paa noget, som i det mindste
ikke var saa daarligt, saa bekosteligt og saa for¬
dærveligt baade for dem selv og for Staten, som
det, hvilket de nu foretage dem. Lad være, at
saadanne Sinds forlystelser ikke altid vare saa vigtige?
sig selv, skulde de dog maaskee have den Nytte,
sat afvende Menneskene fra den sandselige, grove?
og ødeleggende Tidsfordriv, hvorved de blive
saa uskikkede til at øve alle borgerlige Dyder, af


106
hvilke jeg gierne tilstaaer at den mindste er mere
værd end den skiønneste Tanke og det prægtigste
Udtryk.
Saaledes skulde uden Tvivl Lycurg selv have
tænkt, om han i ligesaa fordærvet en Alder,
som vores, havde foretaget sig at giøre noget af
det, som han giorde i Lacedæmon. Hvor
meget han end i sit Hierte agtede en god Huus¬
fader, Krigsmand, Bonde eller Borger høiere
end den største Taler eller Poet, skulde han
dog have anseet disse for langt værdigere Lem¬
mer af Selskabet, end lærde Haarkløvere, som
forvildede Menneskene og fordærvede den sunde
Fornuft; end nogle forfængelige og uduelige
Borgere, som ikke havde andet at bryste sig af,
end deres Titler, deres Rigdomme, deres Pragt
og Beqvemmeligheder. Og naar han ikke strax
kunde have omskabt alle disse Folk til nøisomme,
tapre, duelige og vindskibelige Borgere, hvil¬
ket vel ikke var mueligt, skulde han have troet,
at der dog var vundet noget, om han kunde over¬
tale dem til at forlade deres Dyriske Selskaber
for at høre en skiøn Digt, som blev siunget til
Orphei Lire.
De Græske Stater, som vare bygte paa
Lighed og Tarvelighed, taalede ikke alene disse
Sindets Fornøielser; Deres Lovgivere og Phi¬
losopher holdte dem endog nødvendige. Regie¬


107
ringsformen var ikke den eneste Aarsag til deres
Høiagtelse for Talekonsten; Det var ogsaa for
Sædernes Skyld, at de dyrkede Veltalenheden,
Poesien og Musiken. Alle deres Philosopher
indtil Aristoteles selv ere enige i at prise Tonekon¬
sten, som et beqvemt Middel til at formilde
Sæderne og forbedre Smagen. Plato beviser
selv Talekonstens Nytte ved de samme Verker,
hvori han angriber den; og Eurupides søgte efter
Socratis Raad at forene paa Skuepladsen
de skiønne Videnskaber tilligemed de skiønne
Konster.
Saa langt var det endnu fra, at man troede,
at disse Ting fordærvede Menneskene; og lad
være, at nogle holdt det fornødent at advare mod
Misbrugen deraf; Plato selv troede dog, at det
baade var det mindste og det sidste Onde, som
man havde at befrygte. J Planen af den aller¬
fuldkomneste Stat var det maaskee fornødent at
være betænkt paa Midler til at indskrænke endog
Dyderne selv; Men i den beste af alle Sta¬
ter, som ere til, behøver man endnu ikke denne
Omsorg. Man kan i det mindste spare den
indtil man først har rettet tusende andre Mis¬
bruge, af hvilke den allerringeste giør Sta¬
ten mere Skade end alle Talekonstens Over¬
daadigheder.


108
Om en sand Philosoph, en Sædelærer, som
var vant til at beskieftige sig med lutter store og
vigtige Sandheder, om en patriotisk Borger,
som agtede ikke andre Handlinger, end saadanne,
hvori der var ligesaa stor en Nytte, tænkte un¬
dertiden saaledes, maatte man taale det, og an¬
see det for en overdreven Jver. Men naar an¬
dre, som enten forøde deres Midler i en yppig
Levemaade, eller spilde Tiden paa frugtesløse
Foretagender, som ikke fornøie engang, klage
over en Fordærpelse, hvortil de skiønne Viden¬
skaber skulde være Aarsag, da er det troeligt,
at det er hverken for Lærdommen eller Sæderne
at de tale; De befrygte maaskee, at dersom denne
Overdaadighed i Genie, denne Pragt i Tanker
og Udtryk, nogen Tid kom i Moden, skulde hver¬
ken deres Titler, eller deres skiønne Vogne, el¬
ler deres Giestebuder, eller deres Snyltegieste
gielde nok i Verden, for at skaffe dem den An¬
seelse, som det falder dem selv alt for møisom¬
meligt at fortiene.
Jngen har nyelig talet Videnskabernes
Sag bedre end Hr. Saurin i hans Jndtrædelses¬
Tale til det Franske Academie, hvoraf jeg vil an¬
føre et Stykke: Det er ikke Videnskaberne,
siger han, det er Overdaadigheden, som for¬
dærver Sæderne og ødelegger Rigerne. Mu¬
serne, det er vel sandt, have en Epoke tilfælles


109
med, Overdaadigheden; Staternes Magt og
Sikkerhed er Aarsag til dem begge. Men det
er saa langt fra, at Videnskaberne befordre
Fordærvelsen, at de tvertimod modstaae den af
alle Kræfter, indtil Sæderne, fordærvede ved
Overdaadigheden, fordærve Videnskaberne selv,
hvis Fald da ikke er langt borte.
Naar er det vel, at Videnskaberne blom¬
stre? Det er da, naar deres Dyrkere forestille
sig Æren, som den ædleste Belønning for de¬
res Arbeider? Men hvem uddeler denne Ære,
er det ikke Publicum? Dette Publicum kroner
ikke en Skribent, med mindre han taler Dy¬
dens Sag, og beskytter de fattige og foragtede
Fortienester imod de Rige, som forhaane dem,
og de Mægtige, som undertrykke dem. Pu¬
blicum, endskiønt det snart i en større, snart i
en mindre Grad er selv befængt af Fordærvelsen,
finder det dog fordeelagtigt, at man prædiker
mod den, fordi Fordærvelsen, i det den befor¬
drer nogle faa Menneskers Egennytte, skader
altid det Almindelige. En Skribent derfor,
om vil behage Publicum, maae tale Dydens
Sprog. Lad os kuns gaae hen paa de Ste¬
der, hvor det forsamlede Publicum uddeler sine
Stemmer; hvad er det, som der finder meest
bifald; er det ikke saadanne Træk, som giøre
Menneskeligheden Ære?" (Forfatteren taler


170
her om et Publicum, hvis naturlige gode Smag
enten allerede er forbedret ved Videnskaberne,
eller i det mindste ikke fordærvet ved slette Skrif¬
ter og Forestillinger, og som midt i en almindelig
Fordærvelse er, om ikke dydigt, saa dog fiin¬
og poleret nok, for ikke at røbe offentlig en Tænke¬
maade, som strider mod den sunde Fornuft og de
naturlige Følelser), hvilken Afskye for Narcisse,
hvilken indtagende Beundring for Burrhus!
og dersom det er mig tilladt, at nævne mine
egne smaa Verker, hvad er da Aarsagen til
den Bevaagenhed, hvormed Publicum har
modtaget Spartacus? et det ikke de ædle og
dydige Træk, hvormed jeg har søgt at male
min Helt?
Jeg tilstaaer, at naar Fordærvelsen er
steget høit, aaar Lyst til Rigdom er bleven et
Folks herskende Tilbøielighed, naar disse For¬
domme alene prises, naar en almindelig Høi¬
agtelse er kuns de Fattiges Trøst, og naar en
anstændig Ærelyst er bleven latterlig; Jeg til¬
staaer, siger jeg, at denne Lyst uddøer da og
tilsidst i alle Stænder, og at disse indtages alene
af Lyst til Rigdomme. Det hænder sig da des¬
værre alt for ofte, at Muserne lade sig hverve
til hykkelske Tienester; at Folk af store Sindets
Gaver spilde den Tid paa Opvartninger, som
de burde anvende paa Videnskaberne; at de blive


171
verdsligsindede, fordærvede, og tilsidst nedri¬
ge Mennesker.
De Folk, som ere misundelige over al
personlig Fortieneste (og saadanne Folk ere alle
de, som denne Fortieneste ydmyger, fordi de
have selv kuns en fremmed og laant Anseelse)
alle disse Folk, siger jeg, triumphere ved den
mindste Feil, som begaaes af dem, der dyrke
Videnskaberne. De giøre ingen Forskiel mere
imellem dem. Man samler med stor Flid alt,
hvad der kan siges til Musernes Vanære; og
legger dem det til Last, at deres Tilbedere ere
Mennesker. Man tilgiver ikke meere en Mand
af Genie nogen Feil, om det end var en af
Barndommens uskyldige Friheder og Uforsig¬
tigheder. Man giør i Videnskabernes Repu¬
blik det samme, som man giorde fordum i den
Atheniensiske. Man ophidser nedrige Folk til
at bagtale store Mænd, som have tient det Al¬
mindelige. Man samler Stemmer til at for¬
dømme dem, for hvilke man burde oprette Ære¬
Støtter.
Jeg vil ikke undersøge, om vi ere langt
fra denne Fordærvelse eller nær ved den; Det
er mig nok, at vise, at vore Klagemaal over
Videnskaberne ere ubillige, og at de have ingen
Deel i det Onde, som Overdaadigheden alene
foraarsager, og som er en Følge af Staternes


172
Magt og Vedvarenhed. Videnskaberne have
tvertimod ofte hemmet dette Onde. Det Ro¬
merske Rige var aldrig lykkeligere end under de
Keisere, som vare Philosopher. Og, naar
man undtager nogle barbariske Erobrere, skal
man i Historien ikke finde nogen stor Konge,
Anfører eller Minister, som jo har elsket og ve¬
skyttet Videnskiberne. De, som giøre store
ing, ville have store Mænd, som kunne ære
dem. Den Konge, der, som August, har
foreviget sit Navn i Historien af den Alder, som
er bleven kaldet efter ham, som stor i Medgang
og i Modgang endnu større, bestemte baade
Videnskabernes og Monarkiets Skiebne, Lud¬
vig den Fjortende, rakte fra Høiden af sin Ære
Muserne en velgiørende Haand: Han satte Eder
under Skyggen af sin Trone: Han troede, at
ingen uden Monarken selv alene var en værdig
Beskytter af et Selskab, hvori de største iblant
hans Undersaatter og de ærværdigste Personer,
af alle Stænder giorde dem en Ære af at
ikke agte andre Fortrin end dem, som Viden¬
skaber og Fortienester kunne give Menneskene.
Efter denne for Eder saa lykkelige Tids¬
punct har Apols hellige Træe, efterat være voxet
maaskee til en større Høide end i Grækenland
selv, udbredet sin Skygge over en Forsamling
af store Mænd, som saae Ludvig midt iblant


173
dem. Frankrige frembragte Helte, og den
fandt iblant Eder Digtere, som vare værdige
til at besynge dem. -
Hvad denne Franskmand har sagt om Viden¬
skabernes Nytte og til Ære for deres Beskytter,
det har en af vore Landsmænd nyelig udtrykt i
en Tale, som giør det Danske Sprog ikke mindre
Ære, og som vidner ved prægtige og talende Be¬
viis om Sprogets Beqvemhed baade til at dyrke
Videnskaberne og til at belønne deres Velgiørere.
Begyndelsen af den nye Epoke i Videnskaberne
og Konsterne, som det Danske Folk kan regne
fra Frederik den Femtes Alder, der har til¬
bagekaldet en Augusts og Trajans Tider, er skil¬
dret med rørende Træk i Slutningen af den Dan¬
ske Tale, som i dette indeværende Aar er holdet
ved Sorøe Acade mie paa Hans Maestæts Høie
Fødsels=Dag. Hele Talen fortiener at læses som
et af de skiønneste Verker i vort Sprog; den be¬
viser til denne høie Skoles Ære, at den sande
Veltalenhed ikke er saa ganske uddød i vore Tider,
som nogle meene; og at man og ved de sædvanli¬
3e Academiske Anledninger kan tale vel, naar man
tænker vel, naar man har Sproget i sin Magt,
og taler om værdige Ting.


174
No. 272 og 273.
Fredagen den 26de, og Mandagen, det
29de Augusti 1763.
U¬
videnhed og en falsk Kundskab ere tvende Y¬
derligheder, som vi stedse bør vogte os for.
J den almindelige Underviisning er man saa be¬
skieftiget med at udrydde Vankundigheden, at
man ofte opfylder Sielen med urigtige Begreb.
Nogle oplyste og retsindede Lærere have indseet
og lastet Feilene af denne Læremaade. Deres
Erindringer have giort megen Nytte; Men de ere
og blevne misbrugte. Man har ikke saa snart
undgaaet en Yderlighed, førend man er nær ved
at falde i en anden. Jblant mange fortreffelige
Skrifter, som vise os de skadelige Følger af en
falsk og ufordøiet Kundskab, ere der og nogle,
som i det mindste kunde misbruges til at forsvare
Vankundighed og Tvivl. Jeg ønskede, om det
var mueligt, i dette Blad at kunne forekomme
nogle saadanne Misbrug.
Dersom intet Begreb om en Ting altid
var bedre end et ufuldkomment, blev et Men¬
neske aldrig gammelt nok til at lære noget. Vi


179
maatte da stedse, saa længe vi leve, skye Kund¬
kaben, af Frygt for de Mangler, som aldrig
ganske kunde adskilles fra den. Forfatteren af
Emile synes ikke at have havt denne Sandhed nok
for Øine i alle de Erfaringer og Undersøgninger,
som han anstiller, for at opdage de fine og ufor¬
merkte Maader, paa hvilke Vildfarelserne ind¬
snige sig i Mennesket ved Underviisningen selv,
og for at vise, hvor lidt et Barn ofte begriber
af det, som man troer at det forstaaer allerbest.
Dersom han havde fortsat disse Betragtninger
igjennem al Menneskets Aldre, skulde Slutnin¬
gen være bleven den samme; To Mennesker tænke
aldrig fuldkommen lige om en og den samme Ting;
Den viseste af dem udtømmer aldrig nogen Tings
Begreb. Der bliver altid store Mangler og me¬
gen Utydelighed i den største Kundskab, og endnu
flere maae der være i de første Begreb, som vi
giøre os om Tingene; Saadanne Mangler ind¬
snige sig ikke alene ved Underviisningen, men og
ved Sandserne, ved de Jndtryk, som Tingene
giøre paa os, og ved Sielens egne allerfrieste
Virkninger. Dersom denne Ufuldkommenhed i
den menneskelige Forstand skulde afskrække os fra
at bruge den, bleve vi aldrig gamle nok for at
lære noget; vi maatte ikke alene forbyde Under¬
viisningen, men og Fornuftens Brug; det var
ikke nok at ei dyrke Forstanden, man maatte og


170
tilstoppe Sandserne, og for at undgaae alle For¬
domme og Vildfarelser, hverken tænke eller for¬
nemme. Der følger altsaa af denne Forfatters
Grundregler mere end han selv antager, og mere
end nogen kan antage. Et Beviis, at de ikke
ere nok bestemte.
J det første Begreb, som et Barn giør sig
om Solen eller Maanen, forestiller det sig ikke
meget andet end en liden rund Plade af Guld
eller Messing. Men Hr. Rousseau vil jo der¬
for ikke, at man skal indslutte det, eller tillukke
dets Øine, han vil tvertimod, at hans Emise
skal meget tidlig bruge alle sine Sandser, og de
første Begreb, som opvækkes ved disse Sandser,
ere dog alle lige saa fulde af Mangler og Uvishe¬
der, som Begrebet af Solen. Hvad skal man
giøre for at undgaae dem? Skal man sige til den
unge Emile, at han ikke maae forlade sig paa fine
egne Erfaringer? at Sandserne bedrage? at So¬
len er ganske anderledes end han forestiller sig den?
Jngenlunde, siger Herr Rousseau, saa længe
Ennile endnu ikke begriber Aarsagen til alt dette,
nyttede det ikke til andet, end til at forvilde hans
Forstand, og opvække Mistillid til hans egne Er¬
faringer; Der bliver altsaa ikke andet tilbage end
dette: Vi maae tillade Barnet at giøre sig urig¬
tige Begreb om Tingene, saa længe indtil det
kan fatte dem bedre. Vi maae endog opvække


177
og formere disse Begreb, ved at føre det fra en
Tings Betragtning til en anden, endskiønt vi for¬
ud see, at Barnet vil giøre sig mange falske Fo¬
restillinger om alle disse Ting. Endnu mere, vi
bør endog være meget vaersomme i at bestride disse
Vildfarelser, som følge med de første Begreb, af
Frygt for at opvække skadelige Tvivl, og for ikke
at bestride Fordomme paa en Maade, som omstø¬
der Grunden til al menneskelig Vished.
Men maaskee er det lettere at rette Feilene i
de sandselige Forestillinger, end at raade Bod
paa Forstandens Vildfarelser? En Philosoph troer
det ikke lettelig, han veed, at det er Fornuften
og ikke Sandserne, som farer vild, at det ikke er
Synet selv, men de falske Slutninger, som vi
deraf giøre om Tingenes Størrelse, Forbindelse,
Lighed og Afstand, som forføre os. Den sand¬
selige Forestilling af Solen er i Stiernekigeren
den samme, som i Barnet, og det er Fornuften
alene, som lærer den første ved Hielp af mange
Slutninger og Erfaringer at forestille sig den rig¬
tigere. Men førend et Barn kan tænke alt det i
Sammenhæng, som det behøver at vide, for ikke
at forestille sig Solen som en rund Messingplade,
kan det vist have lært mange Ting, som ere langt
vigtigere, og som det kan vide med lige saa stør
Vished.


178
Der ere maaskee nogle Ting, om hvilke det
er bedre, at ikke have noget Begreb, end at
have et urigtigt. Men det er og vist, at der
ere andre, om hvilke et ufuldkomment og Util¬
strækkeligt Begreb er bedre end intet. Den
faderlige Myndighed maae vise sig ved Straffer,
og Belønninger, førend Barnet endnu kan have
noget tilstrækkeligt Begreb om Grunden til denne
Myndighed, og Hr. Rousseau nægter det ikke
selv. Onde Vaner skulde ellers faae saa stort et
Herredømme over Sindet, at den fuldkomneste
Oplysning siden ikke var nok til at bøie det. J
de første Virkninger af den faderlige Myndighed
seer Barnet, efter Rousseaus egen Anmerkning,
ikke andet end den Ret, som Overmagten giver
en Stærkere, og hvor meget end denne Fore¬
stilling forringer Begrebet af den ædleste iblant
alle menneskelige Forbindelser, finder dog Forfat¬
teren af Emile det selv fornødent at taale den,
indtil Forstanden efterhaanden kan opdage de be¬
dre Grunde til den faderlige Ret. Godheden
og Viisdommen, som ere de rette og ægte
Grunde til denne Ret, kunne endnu ikke aaben¬
bare dem uden paa en meget ufuldkommen Maade.
Saa længe Barnet ikke selv begriber Nytten af
det, som befales, kiender det ikke heller ret Fade¬
rens Godhed; det seer den kuns i Belønnin¬
gen, som ofte er en meget ringe Ting. Barnets


179
Kierlighed er derfor endnu ligesaa ufuldkommen
som dets Begreb. Det føler ikke endnu sin
Trang til Forældrenes gode Raad, det skiønner
ikke paa den fornuftige Kierlighed, som Foræl¬
drene vise, i det de bestyre alle dets Handlinger,
alene til dets eget Beste. Det elsker kuns For¬
ældrene for smaa Belønningers Skyld, og i det
høieste for Føde og Klæde.
Saa ufuldkomne ere Børnenes Begreb om
den første og nærmeste af alle Forbindelser, og
skulde den Ufuldkommenhed i vore Begreb vel
nogen Tid ganske ophøre? Hvor mange Men¬
nesker ere der vel, som kunne elske det Gode med
en ganske reen Kierlighed? Der kommer vel en
Tid, da vi giøre en god Handling, eller lyde en
viis Befaling, hverken af Frygt for Riset eller
af Haab om saadanne Ting, hvormed man be¬
lønner Børn. Men indsee vi derfor altid Hand¬
lingernes Følger nok, for ikke at frygte andet
Onde end det, som der er i Lasterne selv, og
for ikke at haabe anden Belønning end Dydens
indvortes Gode? Dersom vi ikke skulde lære,
hvad Forbindelse, hvad Lov, hvad faderlig
Myndighed og Regiering var, førend vi be¬
greb alt dette og vare komne til den Fuldkom¬
menhed, at vi kunde regieres af saa rene Grunde
alene, hvor sildig skulde vi da lære det?


180
Opdragelsens nødvendigste Pligter udkræve,
at man tidlig opvækker disse Begreb, og vi behøve
kuns at legge et Begreb dertil, for at giøre Sie¬
len beqvem til at kiende en Gud. Dette Be¬
greb er Nødvendigheden af en alle Tings
Aarsag. De alleralmindeligste Erfaringer i
Naturen lede Fornuften paa denne Tanke, hvil¬
ken uden Tvivl er den allerførste Slutning, som
Sielen uddrager af sine Erfaringer, og ældere
end alle de Grundregler, som den behøver, for
at bruge ret sine Sandser. Er det vel f. Ex.
troeligt, at den unge Emile skulde kunde lære af
Øiesynet at dømme om Tingenes Afstand, de¬
res Størrelse og Vægt, førend han endnu var
i Stand til at begribe den Sandhed: At alting
maae have en Aarsag? Er der ikke i Dyre- og
Plante- Riget, overalt i den hele Natur Beviis,
nok deraf, som ere fattelige endog for den spædeste
Forstand? Naar man af de almindelige Erfarin¬
ger forklarede ham Oprindelsen til det, som han
seer for hans Øine, hvorledes Urterne saaes,
Træerne plantes, Dyrene avles, hvad Nytte
Sølen giør, o. s. v., skulde det da aldrig falde
ham selv ind at spørge, hvorfra det første Frøe,
det første Dyr, det første Æg, den første Plante
var kommen, hvorledes Solen og Jorden var
bleven til? Hvo som har omgaaet med Børn,
behandlet dem fornuftig, og givet agt paa sine


181
egne Erfaringer, skal sandelig ikke troe, at et
Barn begynder først meget sildig at giøre saa¬
danne Spørgsmaale. Den Drift at spørge i
alle Ting hvorfor, yttrer sig saa tidlig, at man
har kuns nødig at være bekymret for at fyldestgiøre
den paa en fornuftig Maade.
Men denne Alletings Aarsag er vel for høit et
Væsen til at kiendes af et Barn? Og lad være,
at det engang faldt paa at spørge derom, det for¬
stod dog intet af alt hvad man svarede det.
Maaskee Svaret kunde være saa besynderligt.
Men om man sagde, at denne første Aarsag
til alt hvad det saae, var fuldkomnere, end
alt hvad det saae. Det kunde Barnet dog ikke
finde saa utroeligt. Men det begreb dog ikke,
siger man, hvori disse Fuldkommenheder bestode.
Jo, af adskillige smaa Erfaringer kan det have
lært, at man ikke kan giøre noget Konstigt uden
Videnskab, Forstand, og uden Magt til at
behandle, som man vil, de Ting, som man dan¬
ner; Det har af ligesaa almindelige Erfaringer
og af naturlige Følelser lært at kalde det Godhed,
naar man giør noget, som er det til Nytte og
Fornøielse. Det er paa denne Maade vant til
at frygte Magten, og elske Godheden i sine For¬
ældre, og dette er jo nok for at giøre den Slut¬
ning, at den, som har gjort alt hvad vi see, alt
hvad der føder og glæder os, maae være viis,


182
mægtig og god, fremfor alt hvad vi ellers kalde
viis, mægtig og god, at han bør frygtes og
elskes over alle Ting.
Men Barnet, siger man, har endnu ingen
rette Begreder om det, som vi kalde Viisdom,
Godhed, Magt, meget mindre om en uendelig
Viisdom, Godhed og Magt. Det er mere
Ord end Begreb. Det Væsen, som man til¬
legger disse Egenskaber, er desuden usynnigt,
og Barnet maae derfor enten giøre sig et urigtigt
eller og intet Begreb om Guddommen.
Et Barns Begreb om Viisdom, Godhed,
og Magt, ere, efter det, som jeg har sat forud,
opvakte, ikke ved Ordene alene, men ved Er¬
faringer og indvortes Følelser, følgelig grun¬
det paa virkelige Ting. Han føler i sig selv,
at han tænker, han beundrer i andres Foretagen¬
der Forstandens Virkninger. Han erfarer i sine
egne Kræfters Brug, og i andres Modstand,
hvad Magt er; De Beviis, som han modtaget
af andres Kierlighed og Godhed, opvække i ham
selv de meest levende Følelser af Kierlighed og
Godhed. Ere alle disse Begreb ikke ligesaa
virkelige og ligesaa klare, som alt hvad han
fornemmer med sine udvortes Sandser? Uen¬
deligheden selv af disse Egenskaber, og hvad en
grændseløs Viisdom, Godhed og Magt er, det
begriver Barnet vel ikte; men begribe vi det:


185
fatter det klogeste Menneske det anderledes, end
ved Sammenligninger med de største Fuldkom¬
menheder, som vi kiende i Skabningen, og ved
at forestille os noget, som overgaaer dem alle?
Barnets Forstand bliver vel staaende paa denne
Stige nogle Trin neden for et Menneske af en
mere moden og dyrket Forstand; men denne For¬
skiel er som intet mod det øvrige af saa uendelig
en Stige, som ingen af dem overseer. Deres
Begreber om Guddommen ere vel adskillige i Gra¬
der, men væsentlig dog de samme. Naar en
Philosoph tæller Stiernerne, og beregner deres
Størrelse og Afstand, for at giøre sig de høieste
Begreb, som han kan, om den Forstand, som
i et Øieblik overseer hele Verden, hvor meget
begriber han da om Guddommen mere end det
Barn, hvis Tanker ikke gaae videre end det
seer?
Hvorledes kiende vi de fleste Ting, som vi
see for vore Øine, er det ikke ligesom vi kiende,
Gud af Verden? er det ikke af deres Virkninger?
Af disse vide vi, at Jlden lyser, varmer og bræn¬
der, at Vandet lædsker, og at iunge Legemer
synke deri; Et Barn lærer snart at kiende Jlden
og Vandet af disse Virkninger, men Virknin¬
gernes Grund, Jldens og Vandets Væsen, og
deres indvortes Beskaffenheder kiender det endnu
ikke. Det indbilder sig vel at have Begreb der¬


184
om; men naar det vil forklare sig, siger det os
kuns hvad Jlden virker, men ikke hvad den er.
Og lad os spørge en Philosoph derom. Jeg veed
ikke hvad han vil svare; Men det veed jeg, at
dersom han ikke havde lært at skye Jld og Vand,
førend han lærte at begribe det, som han siger,
da kunde han i den Tid være hundrede gange
druknet eller brændt op. Vi kiende Gud i Na¬
turen kuns af hans Virkninger, det er sandt;
men dersom denne Kundskab kunde tiene til at be¬
vare Menneskene fra nogle Handlinger, som ere
dem nok saa skadelige, som at brænde eller drukne,
skulde vi da forkaste den Kundskab, fordi den
endnu ikke var fuldkommen nok? skulde vi
opsætte den indtil vi kunde tage mod en fuld¬
komnere?
Men et usynligt Væsen, en usynlig Magt,
en usynlig virkende Aarsag, hvad Begreb skal et
Barn giøre sig derom? - - - Ligesom et
Barn ikke havde Begreb om mange Ting, som
ei ere sandselige eller synlige; alle indvortes
Fornemmelser, alt det, som Sielen erfarer af
sine egne Virkninger, er jo af den Beskaffenhed,
og hvor længe varer det, førend et Barn veed af
egen Fornemmelse ligesaa vel hvad det er at tænke,
at beglere, at elske, som hvad det er at see,
at føle, at høre: Det har vel endnu ikke saa ty¬
delige Begreb dexom, at det kan forklare det for


185
andre; men ere de sandselige Begreb ikke ligø¬
saa ufuldkomne? om man spurgte et Barn hvad
det er at brænde, at lædske, at see, at høre, vidste
det da vel bedre at giøre Rede derfor? En usyn¬
lig Aarsag bliver os begribelig ligesaa snart som
vi veed, at et Huus ikke kan bygge sig selv, og
at det maae have en Bygmester, endskiønt vi
aldrig have seet ham. Et Barn behøver ikke at
være meget gammel, for at begribe, at der i en
Urt eller Plante maae foruden det, som man
seer, være en indvortes og skiult Kraft, som
udskyder i Blade og Blomstre, og førend det
deraf paa en Slags Maade kan forestille sig lige¬
saadan en usynlig og opholdende Kraft i hele Na¬
turen. Forstand, Godhed og Kierlighed
ere Egenskaber, som Barnet føler i sig selv, men
som det ikke seer uden for sig, uden i Virknin¬
gen alene, naar man giør noget, som opvækker
dets Kierlighed eller Beundring. Saasnart Bar¬
net f. Ex. begriber, at den Haand, som byder det
en Frugt, ikke skaber den, og det maae ikke være
meget gammelt, for at begribe det, kan det og
elske Skaberen; det begriber vel endnu ikke ganske
hvad dette Ord vil sige; Men skulde et Barn
ikke vise sig erkiendtlig mod den, som giørde no¬
get til dets Nytte, førend det vidste paa hvad
Maade man giorde det? Og naar vi giøre os
de allerhøieste Begreb om Skabelsen, som om en


180
Virkning, hvorved Jntet bliver til Noget,
veed vi da mere end Barnet, hvorledes dette
gaaer til?
Det Væsentlige i Kundskaben om Gud, det,
som er nok til at erkiende en Alletings Aarsag,
et viist, mægtigt og godgførende Væsen, som
vi bør elske og frygte, kan meget tidlig opvækkes
i den menneskelige Siel. De første Begreb om
dette Væsen ere ligesom om alle andre Ting me¬
get ufuldkomne, men de bør derfor lige saa lidet
forkastes, som andre Begreb, hvori der ere lige¬
saa store Mangler. Begreb, der ere saa for¬
nødne som disse, til at understøtte Fornuften, og
give alle dens bevægende Grunde en Vægt, som
er stærk nok til at bøie Villien og tæmme Begier¬
lighederne, saadanne Begreb, siger jeg, kunne ikke
tidlig nok indpræntes, fordi det er ikke ved Grun¬
de alene, men ved en lang Vane, Øvelse og
Færdighed i at tænke, at de faae denne Kraft¬
og Overvægt i Sindet, og fordi Erfarenheden,
viser, hvor meget alt, hvad som skal bøie og be¬
væge Sindet, kommer an paa de første Jndtryk.
Et Menneske, som var født blind, og først be¬
gyndte at see, naar han allerede var gammel, skulde
meget før lære at dømme rigtig om Tingenes Af¬
stand, end et Menneske, som var opdraget i Uv¬
denhed om et Høieste Væsen, skulde lære at kiende
dette Væsen saaledes, at han af Kierlighed og


18
Ærbødighed for det samme indskrænkede sine
Begierligheder. Saa vist som det er, hvad For¬
fatteren af I'Elprit des loir beviser mod Bayle,
at en ufuldkommen Religion, er bedre end ingen,
saa vist er det og, at man heller tidlig maae giøre
sig ufuldkomne Begreb om det Høieste Væsen, end
henleve længe i Uvidenhed om dette Væsen.
Denne til Menneskets Lyksalighed saa nød¬
vendige Kundskab om Gud bliver ikke gjort os
vanskeligere ved det aabenbarede Ord; det hiel¬
per tvertimod, naar det bruges ret, paa mange
Maader til at giøre os Kundskaben klarere, lettere
og mere levende. Gud nedlader sig i dette Ord
til Mennesket, han lemper sig efter dets Begreb,
han taler om sig selv og om sine høie Egenskaber
menneskeligviis, og forestiller høie og guddom¬
melige Ting under beqvemme billeder, tagne af
de Ting, som vi erfare. Guddommen giør sig
derved endnu paa en klarere Maade fattelig for os,
end den er det i Naturen. Skriften viser os i
Historien af enkelte Personer, af hele Slægter,
og i en Kiede af merkværdige Tildragelser igien¬
nem mange Aarhundrede, den besynderlige Om¬
sorg, hvorved Forsynet vaager over Mennesket,
og bestyrer baade det Onde og Gode, til at beløn¬
ne Dyden og strafte Lasterne. Gud aabenbare
sig ved Tegn og under synlige Skikkelser; Han
taler i menneskelige Gestalter ved Mennesker,


188
og paa en menneskelig Maade til Mennesker, og
endelig taler han i dette Ord til os ved sin egen Søn,
ved ham, som ikke ved Ord og Tale alene, men
og ved sine Handlinger og Lidelser beviser saa klar¬
lig den Guddom, hvis Fylde boede i ham. Den
i sig selv uforanderlige Gud har i dette Ord aaben,
baret sig for Menneskene i saa adskillige Gradet
af Klarhed, efter Personernes og Tidernes Be¬
skaffenhed, at alle Mennesker, af hvor forskiel¬
lig Alder, Begreb, Videnskab, Folkeslag de
end ere, deri finde noget, som skikker sig til deres
Evne og Maade at begribe, og som giør dem end¬
og de vigligste Sandheder fattelige, saavidt det
behøves til at opfylde Skriftens Hensigt. Den¬
ne Hensigt er ikke at føre os til den fuldkomne
Kundskab, som kaldes Beskuelsen, meget min¬
dre at stille vor Nysgierrighed, men kuns at vise
os, som i et Speil, saa meget af Guddommen,
som vi behøve til at forarbeide vores Lyksalighed,
her i Livet, og til at forvisses om en større Sa¬
lighed tilligemed en fuldkomnere Grad af Kund¬
skab hisset. Vee dem, som læse Skriften i en
anden Hensigt, og paa hvilke det passer sig, som
Christus siger om Pharisæerne, at de have taget
Kundskabs Nøgel. De komme selv ikke
derind, og formene andre at komme der.
En fornuftig og christelig Lærer holder det
derimod for fin Pligt, at læse og randsage dette


189
Ord, ikke alene for deraf at kiende selv paa den
fuldkomneste Maade, og efter den ham givne
Jndsigt, de guddommelige Sandheder, som det
indeholder; men og for at lære deraf de adskillige
Maader, paa hvilke disse Sandheder kunde frem¬
sættes og forklares efter Menneskenes forskiellige
Alder, Begreb og Vilkaar. Dersom han til¬
lige er en sand Philosoph, finder han i denne
Brug af Skriften nok saa megen Anledning til
at vise en sand og nyttig Lærdom, som i at af¬
giøre nogle Trætter, der tilsidst løbe ud paa Ord¬
krige, og hvorved Kundskaben sielden og den
sande Christendom aldrig vinder noget. De,
som bruge Philosophien og Skriften i den rette
Hensigt, skulde selv ved Sandhedernes nærmere
Eftertanke finde mange Maader, paa hvilke de
ikke alene kunde giøre dem fattelige for Børn,
men endog indtrykke dem saa dybt i deres spæde
Siele, som det behøves for at giøre dem ret virk¬
somme og u=udslettelige. Jeg vil her kuns næv¬
ne nogle deraf, hvortil Skriften selv giver Anled¬
ning, og som Fornuft og Erfaring bifalder.
Den første Begyndelse maae skee ved at
fremstille ofte og ved alle Anledninger de kien¬
deligste og synligste Velgierninger, som vi
nyde af Skabningen og Forsynet, og det paa
en Maade, som om det ikke saa meget var vores
hensigt at lære eller unvervise de Unge derom,


190
som at fornøie dem ved at fæste deres Agtsomhed
paa saadanne Ting, som kunne rore og indtage,
og giøre dem Nydelsen af alle disse Ting mere
angenem. Naar man saaledes har giennem¬
gaaet adskillige Led af Naturens Kiede, og viist
den nøie Forbindelse, som der er imellem alle de
Ting, som vi behøve til Liv, Sundhed, Klæde,
Føde og Fornøielse, hvorledes det ene understøtter
det andet, og intet kan bestaae ved sig selv, for
derved at berede et Barn til at fatte Nødvendig¬
heden af en første Aarsag, man maae mere ved
sit eget Forhold og Exempel end ved paanødte
Lærdomme og Formaninger opvække Lyst
til at tiende nærmere dette Væsen. Saaledes
befaler Gud selv ved Moses det Jsraelitiske Folk
at undervise deres Børn. Naar din Søn,
siger han, sporger dig, hvad det er for Vid¬
nesbyrd som Herren vor Gud har givet Eder;
Da skal du sige til din Son: Vi vare Pha¬
raos Tienere, og Herren udforde os. Hvad
var det, som skulde give Sønnen Anledning til
disse Spørgsmaale? Naar skulde Faderen un¬
dervise ham saaledes? Naar de spiste Paaske¬
Lammet og det usyrede Brøv; Naar de og
deres Sønner og deres Dotire aade for Her¬
rens Ansigt; Naar de vare glade i alt det,
som de udrakte deres Hænder til, og i hvi¬
ret Herren havde velsignet dem; Naar de


191
sad i deres Huse, naar de gik paa Veien,
naar de lagde dem, og naar de stod op. Da,
naar en gudfrygtig Huusfader tog Anledning af
alt det, som mødte ham, til at prise selv med
Glæde, Andagt og Taknemmelighed den Høie¬
ste, baade for de Velgierninger, som han daglig
nød, og for dem, som han tilforn havde oppehaa¬
ret, da, naar han ved en Andagt, som vidnede
om hans egen inderlige Overbeviisning og Rørelse
havde opvakt Opmerksomhed hos sin Søn, da
var det Tid at undervise ham om den Gud, som
han tilbad; om de Velgierninger, som Gud
beviste dem, og om de Skikke og Rette, som
han havde budet dem. Hvilken Forskiel imel¬
lem saadan en Underviisning, og den, som des¬
værre er saa almindelig i Christendommen! Naar
Forældre og Lærere, som selv sielden eller aldrig
vise nogen ret Kierlighed og Høiagtelse for Gud¬
dommen, som skamme dem ved at læse i deres
Børns Nærværelse en Bord-Morgen= eller Af¬
ten=Bøn, og som troe, at de spildte deres For¬
nøielse, og beskiemmede dem selv, om de ved no¬
gen glædelig Anledning i deres Huus=Selskaber,
i deres Giestebuder, i deres Lystreiser, talede
med nogen Passion og Andagt om Gud; Naar
saadanne Folk, siger jeg, med sure Ansigter tvinge
deres Børn til at læse en Bøn, som de skammede
sig ved at læse selv, og behandle den hele Under¬


192
viisning i Religionen som en bedrøvelig, tvun¬
gen og barnagtig Forretning, uden Liv, uden
Glæde, uden Høitidelighed; Naar de, uden at
tage enten Natur eller Skrift til Veiledere, paa¬
nøde Forstanden, uden nogen Forberedelse, de
allerhøieste og ubegribeligste Sandheder i Religio¬
nen; Naar de indvikle disse Sandheder i menne¬
skelige og selvgjorte Ord, som giøre dem endnu
uforstaaeligere, da har man vist Aarsag til at fryg¬
te, at saadan en Underviisning fordærver mere end
Vankundigheden selv; og det er ondt at sige, hvilke
der skade Religionen og Staten meest, enten de,
som give unge Folk saa forkeerte Begreb om Re¬
ligionen, eller de andre, som opsætte Underviis¬
ningen alt for længe. En Doctor irretragabilis
har ofte lært meget af Cathedret, som giorde Re¬
ligionen mere Skade, end nogle af de Bøger,
som man har brændt.
2) Næst daglige Betragtninger af de Vel¬
gierninger, som Gud beviser os i Naturen, ber
Skriften selv være den fornemmeste Ledsager i
Underviisningen. Det er merkværdigt, at med
alle de Kunstgreb, som den menneskelige Forstand,
har brugt, for at giøre denne Bog tydeligere, er
den dog, naar den bruges ret, endnu fremfor
alle Cathechismer og Forklaringer den allerbeqvem¬
meste, til at undervise Menneskene. Vi have
ikke nødig at forandre eller tilsætte noget i dette


193
uforbederlige Skrift. Det er nok, at vi be¬
merke og uddrage det deraf, som skikker sig for
Ungdommen; thi i en Bog, som et skrevet for
det hele menneskelige Kiøn, er det jo ikke Under,
om der findes nogle Ting, som ikke just passe sig
til enhver Alder eller Omstændighed især. J et
eneste Brev, som en Apostel skrev til sin Menig¬
hed, maatte der giøres saadan en Forskiel; der
maatte være noget, som var sagt til de Gamle,
og andet, som var skrevet til de Unge. Saa¬
dant et Udtog af Skriften kunde begynde med den
Bibelske Historie; det var nok at anføre deri saa¬
danne Tildragelser, som ikke udkrævede en meget
besynderlig Forklaring; merkværdige Exempler
af de almindelige Dyder og Laster, af Forsynets
Førelser, og hvorledes det best har bestyret alle
Hændelser, saavel Onde som Gode, til at be¬
lønne, straffe og forbedre Menneskene. J ste¬
det for at søge kuns det Overordentlige i de hellige
Mænds Handlinger, hvis Historie er optegnet
til et Exempel for det hele menneskelige Kiøn,
ønskede jeg, at man fæstede Ungdommens Op¬
merksomhed mere paa de almindelige Omstæn¬
digheder af disse Mænds Liv, paa det, hvori
deres Opførsel kunde tages til Mønster af alle,
denne vise Enfoldighed, Aabenhiertighed, Maa¬
delighed, Tarvelighed, Redelighed, Oprigtig¬
hed, Godgiørenhed og Retskaffenhed, som giorde


194
dem saa lyksalige selv, som nyttige, elskværdige
og opdyggelige for andre, til værdige Fædre,
Venner, Borgere, Dommere, Anførere og
Konger. For at udrede de rette og sande Grund¬
regler af alle disse Stænder, i den Chaos af
Fordomme, Vaner, Meninger, Skikke og Mis¬
brug, som vi nu kalde Sæder, og for at kiende
Dyden ikke i Speculation alene, men i virkelige
Exempler, maae vi opstige til disse ærværdige
Mænd, som den hellige Historie har fremsat os
til Mønstte, og i hvis Liv den har viist os Mue¬
ligheden og Fortreffeligheden af de Handlinger,
som Verden nu holder umuelige eller latterlige.
Den almindelige Fordærvelse er vel alt for stor
til at formode, at disse døde Mænds Exempler,
naar de og gjorde allermeest Virkning paa de unge
Siele, skulde altid være stærke nok, til at mod¬
staae saa mange levende og forargelige Exempler,
som de see for deres Øine. Men de skulde dog
holde dem noget tilbage. J det mindste er den
Høiagtelse for disse Mænds Sæder, som Reli¬
gionen og Alderdommen har vedligeholdt i Ver¬
den, det eneste, som giør Fordærvelsen nogen
Modstand. Paa et i Vankundighed og Forfæn¬
gelighed opvoxet Menneske giøre de vel saare li¬
den Jndtryk; men i et ungt Hierte, som endnu
ikke er fordærvet ved onde Vaner og Jndskydel¬
ser, taler den sunde Fornuft og Naturen selv saa


195
meget disse elskværdige Fædres Sag, at saadant
et Hierte ikke kan andet end elske, bifalde og
føle en Drift hos sig til at efterligne dem. Jeg
sætter forud, at deres Historie foredrages Ung¬
dommen af Folk, som have Gaver til at fortælle,
vælge og skildre saadanne Træk, som vise Men¬
nesket saaledes, som det bør være, og opføre sig
i de fornemmeste Tilfælde i Livet med en bestan¬
dig Anvendelse paa sig selv, og uden at forsøm¬
me nogen Anledning dertil.
Jeg behøver vel ikke at sige, hvor meget den
Deel af den hellige Historie, som indeholder Jesu
Liv, fortiener at læses fremfor alle andre Historier.
Hvor fuldkomment, og for Børn endog elskvær¬
digt et Mønster den giver os at efterligne, og
da Christus selv saa ofte har sagt, at dette fuld¬
komne og følgeværdige Exempel, som han gav os,
var en betydelig Hensigt af hans Aabenbarelse,
Prædiken, Omgang, Lidelse og Død, saa tør
jeg vel og efter hans Mund sige det uden at be¬
frygte, at man derfor skulde beskylde mig for at
mene, at det var den eneste Hensigt, hvorfor
han kom til Verden. Vi bør, det er vist,
være meget omhyggelige for ikke at glemme nogen
af de vigtige Lærdomme, som Christus har lært
os. Der er intet Overflødigt i hans Taler;
Men vi bør og, troer jeg, give vel agt paa den
Orden og Maade, paa hvilken han har fremsat


190
dem, hvorledes han underviste ganske Vankun¬
dige, og ved hvor mange Forberedelser han gjorde
sine Diseipler selv beqvemme til at forstaae Guds
Riges Hemmeligheder. Vi bør, troer jeg og¬
saa, have nogen mere Høiagtelse for den Orden
og Maade, som Jesus selv har brugt, end for
den, som Menneskene have indført. Det er
ikke nok, at vi troe, at Jesus er den Chri¬
stus, Dievlene selv, som han uddrev, bekiendte
ham at være den. Vi maae give agt paa hvad
han har gjort, og søge, saavidt vi formaae, at
efterligne ham; derpaa, siger han selv, at man
skal kiende, om vi ere hans Disciple. En for¬
nuftig Lærer, som betænker dette, behøver ikke
anden Erindring for at giøre i Underviisningen,
den rette Brug af den Evangeliske Historie. Sam¬
vittighedens Vidnesbyrd skal i et Menneske af
det svageste Begreb, som endnu ikke er indtaget
af forudfattede Meninger, være stærkt nok til at
stadfæste Sandheden, og Fuldkommenheden af
ethvert Træk i Frelserens Historie. Det viseste
og fuldkomneste Menneske skal være overbeviist i
sin Samvittighed, at intet blot Menneske, kunde
handle som Jesus, og det svageste Begreb skal
tillige være stærkt nok til at indsee, at saadanne
Handlinger som hans, alene fortiente Navn af
fuldkomne Dyder: At et Liv, som fremstiller
Dyden uden alle Pletter og i sin høieste Reenhed,


191
et Liv som nogle i en mindre, og andre i en større
Grad kunde efterligne, uden dog nogen Tid fuld¬
kommen at opnaae, fortiente alene at fremsættes
til Mønster for det hele menneskelige Kiøn.
3) Af alle de Navne, som tillegges Gud i
Skriften, og som bruges til at giøre os hans
Egenskaber, hans Kierlighed, hans Omsorg,
hans Herskab over de fornuftige Skabninger,
hans straffende Retfærdighed selv, og Forsonin¬
gens Nødvendighed, med saa Ord alle Hoved-
Lærdomme af Religionen ret fattelige, er Faders
Navn det vigtigste. Til at betegne en af de
største Hemmeligheder i Guddommen selv, fin¬
der Skriften ingen beqvemmere Ord end Fader
og Søn. I dette Begreb af Faderlighed,
som Skriften kalder det, lader alle de saliggiø¬
rende Lærdomme sig baade forbinde, og forklare
paa den allerbeqvemmeste Maade, og Grunden
selv til dette Begreb, det, hvoraf det er uddra¬
get, er noget, hvorom et Barn har klare Be¬
greb, saasnart det kiender noget til de første og
naturligste Forbindelser, hvori Skaberen har sat
det. Fornuftige og christelige Forældre, som
stræbe i deres Forhold at efterligne den Himmelske
Fader, og at treffe i Omgang med deres Børn
den rette Middelvei imellem Haardhed og Kielen¬
skab; Forældre, som behandle deres Børn som
fornuftige Skabninger, som befale og straffe kuns


198
af Kierlighed; Saadanne Forældre giøre ved den
daglige Omgang, og førend Underviisningen end¬
nu ret begynder, dette Begreb hver Dag klarere
og klarere i Børnenes Forstand, og legge derved
en fortreffelig Grund til den allerbeste Underviis¬
ning. Saasnart Børnene have lært, at giøre
dem rigtige Begreb om denne jordiske Faderlig¬
hed, og det kan ikke vare længe, skal det ikke
mere være saa vanskeligt at bringe dem til at fore¬
stille sig i den Altings Aarsag, som de erkiende
ved lette og almindelige Betragtninger af Natu¬
ren, en Fader, som i Viisdom, Godhed og
Magt langt overgaaer de jordiske Fædre, hvilke
de allerede have lært at æxe, elske og frygte; En
Fader, som ved den Kraft, der lyser og var¬
mer i Solen, lever i Dyrene, og udbryder i Ur¬
ter og Frugter, frembringer en beqvem Ma¬
terie til alt det, som de legemlige Forældre kuns
pruge og tulberede til Børnenes Nytte og Un¬
derholdning; En Fader, hvis Varetægt og
Forsorg bevarer Børnene i de Tilfælde, i hvilke
Forældren ikke kunne vogte eller beskierme dem;
en visere Raadgiver, og en trofastere Ven
end alt, hvad der kaldes Fader paa Jorden, og
som tillige har mere Magt ikke alene til at be¬
skierme og belønne, men og til at tvinge og
straffe. Disse sidste Begreb, som staae i For¬
bindelse med saa mange andre vigtige Sandheder,


193
ere vel de vanskeligste at fatte, som i den fader¬
lige Myndighed saa og i Religionen Saa
langsom, som et Barn er til at erkiende Straf¬
sens Nødvendighed, og dens Forbindelse med de
andre faderlige Egenskaber, saa meget støder For¬
nuften sig og ofte over alle de aabenbarede Lær¬
domme, som handle om Guds straffende Retfær¬
dighed og om en Forsonings Nødvendighed.
Naar Fornuften har grublet allermeest paa disse
Sandheder, kommer den dog ikke meget videre,
end saavidt de kunne bevises af de almindelige
Grunde til en faderlig eller anden menneskelig
Retfærdighed. Men, hvor haard denne Lær¬
dom end er for Naturen, varer det dog ikke læn¬
ge, førend et Barn selv kan erkiende noget af
Straffens Nødvendighed. Det kommer for¬
nemmelig an paa, hvorledes Forældrene selv ud¬
øve denne vigtige Ret af den faderlige Magt.
Dersom de søge, saavidt de kunde, at overbevise
Børnene om de skadelige Følger af deres Hand¬
linger, førend de straffe dem, dersom de ikke
straffe uden Villiens Feil; dersom de giøre det
uden Passion, og med en Koldsindighed,
som overheviser Børnene, at det ikke er en vred¬
agtig og hevngierrig Tilbøielighed, men en
Fornødenhed alene, som er Forældrene selv
ubehagelig, der nøder dem til at straffe, da
skulde Børnene selv snart kunne begribe, hvoxle¬


200
des Straf kan bestaae med Kierlighed. De
finde vel altid, saa længe de endnu ere under
Tugt, en naturlig Modbydelighed for en Sandhed,
der i sine Virkninger ikke er angenem; og dette
skal maaskee opvække hos Børnene lige saadanne
Tvivl, som dem, med hvilke en syndig og be¬
ængstet Siel understaaer sig undertiden at an¬
gribe Guds Retfærdighed. Men det er nok,
at Aarsagen er i Barnet og i den gamle Synder
den samme. Saa meget som Forstanden er sva¬
gere i den ene, saa meget giør gamle Synde¬
vaner den anden blindere. Hvad der er skiult
for Fornuften i den aabenbarede Lærdom, og
hvad en fordærvet Natur krymper sig ved at an¬
tage, det er en lige stor Hemmelighed for dem
begge. Jmidlertid bliver den faderlige Myndig¬
hed, saavel her, som i andre Tilfælde det beste
Middel til at oplyse, om ikke ganske at forklare
denne Hemmelighed. Lærer Skriften os at er¬
kiende i Gud en Retfærdighed, som gaaer langt
videre end den menneskelige, da aabenbarer den
os og i Guddommen en Kierlighed, som over¬
gaaer langt al faderlig Kierlighed paa Jorden.
Disse Lærdomme maae aldrig adskilles, men stedse
paa det nøieste forbindes tilsammen, og da skal
det ikke blive saa vanskeligt endog for den svageste
Fornuft at antage en Lærdom, som beskriver
Gud som en Fader, der straffer enhver modt¬


201
villig Synd paa det allerhaardeste, men som
tillige er kierlig nok til at sende sin egen Søn til
Verden for at frelse forlorne Born, for at
undervise, lide og døe for dem. Denne
Hemmelighed engang forudsat og foredraget
efter Jesu egen Maade, skal opfylde Sielen
med de sødeste Følelser af Religionen, opvakte
ved de ømmeste Begreb af en faderlig og bro¬
derlig Kierlighed. En Fader, som giver det
Allertiereste hen for at frelse endog ulydige
Børn; En Søn, som underkaster sig sin Fa¬
ders Villie, endog i de bitterste Lidelser, som
fornedrer sig selv, lider og døer alene for at
frelse sine Brødre, for at giøre dem til sine
Medarvinger, og forskaffe dem den fortabte
Børne-Rettighed igien. En Broder, som
midt i den forsmædeligste Foragt og Forfølgelse,
hvormed han begegnes af sine Brødre, ikke afla¬
der at bede for dem, at elske dem, og at for¬
mane dem til at elske hverandre. Hvilke her¬
lige, hvilke skinnende, hvilke indtagende bille¬
der opvække ikke disse Tanker i Sielen. Bille¬
der, som ere tagne af de første og sødeste Forbin¬
delser, som vi kiende, men som Religionen
uendelig ophøier og forædler: Skulde det vare
længe, førend disse Forestillinger kunde giøre Jnd¬
tryk paa et Barn, og naar de giorde det, naar
saadanne Bevægelser tidt bleve opvakte og ret ind¬


202
tage det unge Hierte, hvilket Menneske indtil
Religionens Fornægtere selv, dem, som agte
Dyden alene for den Nytte, som den giør i Li¬
vet, hvem iblant alle dem, siger jeg, skulde ikke
tilstaae, at dette var den beste Grund, som
der kunde legges i et menneskeligt Hierte, til alt
hvad der fortiener at kaldes godt, æden, stort
og elskværdigt?
Til at udføre dennne Plan videre og opreise
den hele Bygning af Christendommen, dertil gi¬
ver den hellige Skrift, denne Grundvold, som
er lagt af Propheterne og Apostlerne selv, men
især Jesu Taler en riig og uudtømmelig Anledning,
naar vi kuns følge den Methode, som Jesus selv
har brugt, lempe os efter enhvers Begred, be¬
tiene os af enhver beqvem Anledning, ved vel
indrettede Spørgsmaale udlokke Sielens Tanker,
og ved egne Tilstaaelser, ved beqvemme Lignel¬
ser, ved antagne og klare Grunde lede For¬
nuften fra det Bekiendte til det Ubekiendte;
men for Alting i vor egen Tale og Forhold
vise den Oprigtighed, med hvilken vi søge
Sandheden, den Ærbødighed, med hvilken vi
troe og antage den, og at det er Kiernighed
alene, som giør os saa omhyggelige for at indprænte
den i andre. Hvo som ikke har disse Gaver, han
søge aldrig at blive Lærer, og bede Gud, at han
aldrig vil betroe ham Børn. Der er ingen Stand,


203
i Verden, hvori han kan giøre mindre Nytte og
mere Skade, fordi det er bedre at dræbe mange
Mennesker, end at fordærve en Siel.
No. 274.
Fredagen, den 2 September 1763.
V¬
ores Bonde har sine Øieblik, i hvilke han
er meget alvorlig, eller som man i Almin¬
delighed kalder det, Hypochondrisk. Nogle til¬
skrive det hans megen Læsning og Grublen, og
slutter deraf, at det ikke var godt, om det blev
almindeligt iblant Bønderne at tænke. De har
maaskee Ret, naar de meener vore Fæste=Bønder,
saaledes som de ere i Almindelighed. J det mindste
ere deres Vilkaar elendige nok, for at troe, at
en vis Dumhed og Følesløshed er det eneste, som
kan giøre dem taalelige, og at Bondens Lyksalig¬
hed, om han endnu har nogen tilbage, ophørte
lige saa snart, som han begyndte at tænke og man
berøvede ham de tvende mægtige Trøste=Grunde,
Vankundighed og Brændeviin.
Selskabets Bonde er derimod i saadanne
Omstændigheder, at han ikke har Aarsag til at


204
være misfornøiet med sin Stand; og han er det
ikke heller. Det er saa langt fra, at hans Jnd¬
sigt skulde forlede ham til at ønske, at han var
mere end han er, at den tvertimod bevarer ham
fra alle saadanne daarlige Ønsker, som Vankun¬
dighed og Lediggang føder og vedligeholder i en
fordærvet Middelstand: Alle de Fortrin, som han
besidder fremfor andre Bønder i Forstand, Vi¬
denskab og Formue tiener kuns til at overbevise
ham mere og mere om hans Stands Værdighed,
og at prise den lyksalig frem for alle andre. Skul¬
de der mangle endnu noget i hans egen Fornøielse,
var det kuns det, at andre og maatte erkiende det,
og at Standens Nytte og Værdighed maatte ind¬
sees nok, for at en god Bonde kunde nyde den Ag¬
telse og Ret i Selskabet, som ham tilkommer.
Men hvor lyksalige end hans egne Vilkaar ere i
Ligning med andre Bønder, er hans Hierte dog
menneskeligt nok for ikke at glæde sig saa meget
derover, som han ellers kunde, saa længe han
seer saa mange af sine Medbrødre sukke under et
haardt Aag og i en yderlig Elendighed. Hamt
Medlidenhed viser sig i Gierningen. Der er nep¬
pe en Familie i hans Bye, som han jo adskillige
Gange har reddet fra Undergang; og dette et
ham saa naturligt, at han ikke finder noget besyn¬
derligt deri uden det, at andre kunde forundre dem
derover. Det falder ham vel og undertiden ind,


205
at tænke lidt videre ind i Tiden og at yttre nogen
Bekymring for sine Efterkommeres Skiebne."Jeg
er lykkelig nok, sagde han selv engang i Selska¬
bet, og naar mine Børn maatte blive ligesaa
lykkelige, vilde jeg aldrig ønske dem at blive
andet end Fæste=Bønder; Men hvor mange
Selveiere, sagde han til Herremanden, er der
vel, som tænke saaledes som De, min Herre-,
Saa vidt tænke vel andre Bønder ikke, og vores
Bonde synes altsaa at være i den Betragtning
ligesaa meget ulykkeligere end de, som han har
mere Forstand; dog, denne Forstand, som under¬
tiden foraarsager ham nogle Bekymringer, veed
og at indskrænke dem. Han begriber meget vel,
at alle menneskelige Ting ere underkastede nogen
Usikkerhed, og at endskiønt dette ikke bør afskrække
dem, hvis Sag det er, at forøge Sikkerheden,
saa vidt det er mueligt ved gode Love og Jndret¬
ninger, saa bør dog ingen foruroelige sig over det,
som ikke staaer til ham at ændre, eller vente her i
Livet at bygge en fuldkommen Sikkerhed paa an¬
den Grund end paa Forsynet alene.Naar jeg
betænker, sagde han engang i Selskabet, hvor
mange Familier af Selveiere og Stam=Herrer
der ere blevne ødelagde i den Tid, som jeg kan
mindes, da forsvinder al min Bekymring for
det Tilkommende, fordi jeg begriber deraf, at
den er ganske unyttig; om jeg selv alev Selv¬


206
eier, og man giorde min Bondegaard til et
Stamgods, kunde mine Børn dog blive Tiggere,
dersom de ikke vare gode Arbeidere og Huushol¬
dere. Dersom jeg kuns ved Opdragelsen kan
forskaffe dem de Egenskaber, som har gjort mig
af et fattig Barn til en lykkelig og velhavende
Bonde, og dersom jeg kan bevare dem fra den
Fordærvelse, som har ødelagt saa mange rige
Junkere, vil jeg troe, at det er den beste Eien¬
dom, det sikkerste Stamgods, og den største Her¬
lighed, som jeg kan efterlade dem."
Vores Bonde er altsaa ikke Hypochondrisk,
fordi han er misfornøiet med sin Stand; han er
det ikke heller fordi han tænker mere end andre;
Det er tvertimod ved saadanne fornuftige Tanker
at han fordriver de Bekymringer, som ellers skulde
plage ham, og hvoraf nogle endog kunde und¬
skyldes? Hvad er det da i hans Opførsel, vil
man sige, som bevæger Folk til at troe det om
ham? Hans Byemænd har længe troet det; En
Mand, som ikke drikker Brændeviin, som ikke
gaaer paa Kroen, som ikke gierne kommer til Gil¬
der eller andre Forsamlinger, som er tavs og stille,
naar han ikke finder Anledning til at sige noget for¬
nuftigt, og som ikke snakker, buldrer og støier
lige saa meget som andre Bønder; han er altid i
deres Tanker melancholisk; og man troer gierne
om saadan een, at han enten er en Tvoldmand,


207
eller har gjort en Ulykke, og vil snart hænge sig
selv.-Man sagde derfor og i Begyndelsen om
ham, som jeg allerede har fortalt, at han havde
en Gaard-Nisse, og sørgede, fordi Tiden snart var
ude. Da han engang beklagede sig for Præsten
over dette Rygte, som blev udspredt om ham,
svarede denne gode Mand: At han kuns ikke maatte
fortryde derpaa; Det gik ham selv ligesaa. Jeg
finder ikke Fornøielse i at spille Kort, sagde han,
jeg kan ikke taale at drikke meget, jeg sidder ikke
gierne længe til Bords, og naar jeg undtager
et udvalgt Selskab af gode Venner, kommer
jeg ikke gierne i andre; En fornuftig Samtale
med en af mine Sognefolk fornøier mig meer
end et stort Giestebud, hvor Tiden bliver mig
lang. J seer mig aldrig nedslaaet eller fortre¬
delig, jeg er fornøiet i mit Huus, munter i
mine Forretninger og venlig mod alle. J veed
selv, hvor meget det glæder mig, naar jeg fin¬
der mine Sognefolk glade i deres Arbeide, og
at jeg søger kuns at giøre Eder Religionen be¬
kiendt, som det deste Middel til at være altid
glad. Jkke desmindre siger alle Folk om mig,
at jeg er Hypochondrisk, og J maae vide,
min Ven, sagde han med en Smiil, at iblant
Folk af min Stand, iblant dem, som man kal¬
der Skikkelige Folk, betyder dette Ord noget
slemmere end en Troldmand. J forrige Tider


208
sagde man og saadant om nogle Præster, som
vare lærdere end deres Herreds Brødre; men
nu omstunder er det kuns iblant Bønder alene
at man taler om Troldmænd. Dersom en Mand,
sagde han tilsidst, som har saa megen sand
Aarsag til at glæde sig, som J, virkelig var
det, som andre meener at J er, tungsindig og
melancholsk, da vilde jeg være den første, som
lastede Eder derfor, og jeg vilde troe, at jeg
var forbundet til at giøre det, ikke alene som
Eders Ven, men og som Eders Præst. Bliv
derfor kuns ved at være altid saa glad, som jeg
hidindtil har seet Eder, og J skulle blive det,
naar J stedse følger Eders egen Overbeviisning
og Drift, uden at bekymre Eder om, andres
Tale.
Man har ikke heller siden merket, at saadanne
smaa Gienvordigheder have gjort megen Jnd¬
tryk paa denne gode Bonde, men tvertimod fun¬
det ham altid ved en jevn Munterhed. J Sel¬
skabet har han endog været oprømt nok for at
kunne skiemte undertiden; Det er først paa en
meget kort Tid, at man har merket mere Stilhed,
Taushed og Alvorlighed i hans Omgang end til¬
førn. Præsten besluttede at udforske Aarsagen,
dertil. J Begyndelsen forekom det ham til
hans store Forundring, som om Bonden ikke
mere havde den gamle Fortroelighed til ham¬


209
Det lod endog, som det fortørnede ham og gior¬
de ham mere bedrøvet naar Præsten søgte at op¬
muntre ham med sin sædvanlige Venlighed; og
naar han bragte andre Ting paa Bane, naar han
spurgte om Tilstanden i hans Huus, om hans
Avling, Qvæg, svarede han paa alt dette med en
Ligegyldighed, der var ham ganske usædvanlig,
og som giorde Præsten endnu mere opmærksom.
Han troede derfor, at der maatte være noget skiult
under alt dette, som fortiente en alvorligere Under¬
søgning, og holdt derfor ikke op, førend han ved de
meest indtagende Forestillinger baade af Religio¬
nen og Venskab overtalede Bonden til at aaben¬
bare ham hvad han havde paa Hiertet. Han
tilstod da, " at han for nogen Tid siden var ble¬
ven bekiendt med en geistlig Mand, som havde
sagt ham, at det ikke anstod en Christen at be¬
skieftige sig saa meget med det Verdslige; at
han burde kuns sørge for det ene Fornødne, for
det indvortes Menneske; hvem som kiendte ret
Naturens Fordærvelse, kunde aldrig være saa
glad som han var, han kunde ikke skiemte,
ikke finde saadan en Fornøielse i, at snak¬
ke om sin Jord, om sin Huusholdning, ikke agte
den verdslige Ære og Folkets bifald, han
maatte ikke engang glæde sig ved sine Dyder og
gode Gierninger, fordi de vare alle kuns glind¬
sende Synder, som forførte Menneskene til Hov¬


210
mod og Forfængelighed, og hindrede den sande
Omvendelse mere end aabenhar Ugudelighed.
Og endelig, at den groveste Synder, en Tolder,
en Skiøge, en Røver var nærmere til at komme
i Guds Rige, end saadan en udvortes from og
ærbar Mand. Hvor selsom denne Tale end
forekom mig i Begyndelsen, sagde Bonden vi¬
dere, syntes mig dog, at han beviste, hvad han
sagde, af Skriften, og viiste i alt dette en Nid¬
kierhed og Omhyggelighed, for at, redde
min Siæl, som ikke kunde komme uden af den
inderligste Overbeviisning og den redeligste Hen¬
sigt, at jeg ikke kunde andet end love ham de to
Ting, som han til Slutning bad mig om, det
ene var: at jeg i det mindste for nogen Tid
vilde legge mit sædvanlige Arbeide børt, og an¬
vende Dagen allene til Bøn og Betragtning;
Jeg skulde da selv snart erfare Sandheden af det
som han sagde mig. Det andet var, at jeg ikke
vilde tale til Eder derom, J var en naturli¬
god Mand, sagde han, men i lige saa farlig en
Tilstand som jeg, og kunne derfor ikke raade ni¬
i denne Sag. Det sidste, sagde Bonden, for¬
aarsagede mig virkelig nogen Bekymring, men
det første giorde jeg strax, og jeg maa bekiende,
at jeg fra den Dag af er bleven som et andet
Menneske. Mine Bekymringer tage hver
Dag til, og jeg taber efterhaanden Lysten til all¬


211
det som tilforn fornøiede mig; Jeg kan neppe
taale, at andre tale derom. J mig selv finder
eg ved nøiere Prøve intet andet end Ondt, og
uden for mig seer jeg ingen Aarsag til nogen sand
Glæde.
J Stedet for at blive empfindtlig over det
som angik ham selv i denne Tale, følte Præsten
kuns den kierligste Medlidenhed over sin Ven, og
søgte med lige saa stor Sagtmodighed at bringe
ham tilbage igien. Jeg vil ikke, sagde han, i
den Tilstand, hvori jeg finder Eder, bruge man¬
ge Grunde. Jeg veed af Erfaring, hvorvidt
de hielpe alle tilsammen, naar det kommer an paa
at overbevise Folk om Falskheden af det, som de
indbilde dem at føle og erfare. Eders beklage¬
lige Tilstand, min Ven, er kommen deraf, at
Jhar ladet Eder overtale til at legge Eders sæd¬
vanlige Arbeide bort, og at J har forladt Selskab,
Forretninger, Venner, for at overgive Eder alle¬
ne til nogle bedrøvelige Forestillinger. Dersom
J ikke havde gjort det, skulde den Oplysning,
som J selv har, have været tilstrækkelig nok til
at overvinde Eders Tvivl; Det skal skee endnu
inden kort Tid, dersom J vil følge mit Raad,
og gaae til Eders forrige Arbeide igien. Jeg
forlanger kuns, at J vil forsøge det i nogle Dage,
og dersom J ikke ville troe mig, min Ven, da
kom, jeg vil forelæse Eder hvad en anden ærlig


212
Bonde har gjort og erfaret i de samme Omstæn¬
digheder; Jeg tør forsikre, at dersom J vil
giøre det samme, skal J ikke allene snart blive
trøstet selv, men og ved disse Forsøg blive lige¬
saa beqvem til at trøste og opvygge andre.
Det er den Philosophiske Bonde i Schwetz,
sagde Præsten, om hvilken vi saa ofte har talt.
Hør engang hvorledes denne gode Mand trøster
sin Ven: "Naar jeg merker, siger han, at et
Menneske er bedrøvet, fordi han troer, at han
ikke er fuldkommen nok, og tænker alvorlig paa
7, at forandre og forbedre sig, da frygter jeg me¬
get, at han ikke skal gribe Sagen an paa den
ette Maade. Hvor mange ere der ikke, som
troe, at det er nok, naar de kuns græde og sukke
meget, som meene, at den hele Gudsdyrkelse be¬
staaer i at bede stedse og læse gudelige Bøger,
og som for Resten ikke ere skikkede til at giøre
noget Godt. Saadanne Folk ere tabte baade
for dem selv og for Selskabet. Deres Ange¬
ster formere sig daglig, og det Partie, som de
have taget, fører dem jo længere jo mere fra den
rette Vei - - Jeg har selv forsøgt det.
Jeg havde, ligesom andre Folk, begaaet nogle
Daarligheder i min Ungdom; jeg begyndte at
kiende mine Feil og at blive melancholsk.
Jdenne Tilstand lod jeg mig forføre af nogle,
som man kalder Pietister, Herrnhuter og Zin¬


213
endorfianer; Jeg anvendte hele Tiden paa at
læse og bede; men det blev derfor ikke bedre
med mig. Det var min gode Kone, som først
bragte mig paa den rette Vei igien, hun fore¬
stilte mig den slette Tilstand, hvori vi vare, og
formanede mig til at arbeide. Jeg betænkte,
at da Gud havde ladet mig føde til en Bonde,
havde han derved kaldet mig til at dyrke Jor¬
den, og at opdrage mine Børn til det samme;
Jeg tog fra det Øieblik af den Slutning, at
jeg vilde arbeide af alle Kræfter og ikke være et
Øieblik ledig; foresættende mig derhos, at giø¬
re ved alle Leiligheder i Henseende til andre
Mennesker, hvad jeg ønskede at de i samme
Tilfælde skulde giøre mod mig; en Grundregel,
som efter Frelserens egne Ord indbefatter baade
Loven og Propheterne. Derved fandt jeg mig
hver Dag mere lettet i Sindet, og, naar jeg i
mine frie Timer tog den hellige Skrift for mig,
fandt jeg alt det meget klart og tydeligt, som til¬
forn var forekommet mig som mørkt og ufor¬
staaeligt; og naar jeg bad, følte min Siel den
allersødeste Trøst. Jeg fornam da, at alle
oisse andægtige Øvelser i Religionen nytte til
itet, saa længe man forsømmer Pligterne, da
de derimod, forenede med Pligternes Opfyldel¬
se, give Sielen en besynderlig og overnaturlig
Styrke.""


214
Denne Forelæsning giorde allerede megen
Jndtryk paa Bonden; han gik Dagen efter til
sit Arbeide igien, og da han havde forsømt det i
nogle Dage, fandt han overalt nok at bestille;
Det varede ikke længe, førend han erfarede Sand¬
heden af det som hans gode Ven Præsten havde
sagt ham, og førend han kom selv ligesaa glad, som
han pleiede at være, for at takke ham for hans
gode Raad.
No. 275.
Mandagen, den 5 September 1763.
B¬
onden har siden læst hver Dag i Historien af
den Philosophiske, eller, som han kaldes i
den Franske Oversættelse, den Socratiske Bonde.
Han taler ikke om andet; Saa meget har denne
Bog indtaget ham. Et Exemplar deraf har han
ladet meget prægtig indbinde, og sat det, som et
Monument til Bondestandens Ære, øverst paa
sin Hylde. Et andet bær han om Dagen i Lom¬
men, og om Natten ligger det under hans Hoved¬
pude. Med faa Ord: Denne Bog er for ham
det samme som Odyseen var for Alexander. Klein¬


215
jog er hans Ulysses, og Docter Hirzel hans Ho¬
mer. Den Høiagtelse, som han bær for dem
begge, er ubeskrivelig, den gaaer saa vidt, at
han taler om at lade en af sine Sønner reise til
Schweitz, for at lære Agerdyrkningen, men især
for at gaae i Skole hos Kleinjog.
I den sidste Samling søgte han at overtale
Selskabet til at besørge en Dansk Oversættelse af
dette Skrift. Det er en Bog, sagde han, som
fortiener at blive vore Landsmænd mere bekiendt,
end den kan være af de faa Efterretninger, som
Tilskueren har givet os i det 197. Blad. Atter
et nyt Arbeide for mig, tænkte jeg; men, sva¬
rede jeg mig selv igien, dersom et Menneske, som
ikke har forstaaet andet end at bruge Pennen,
kunde dermed tiene saa mange ærlige Folk, som
pløie Jorden, for at føde ham, var det jo ikke
mere end hans Pligt. En lærd Mand, som
skammede sig ved at arbeide til Soldatens, til
Bondens, til Borgerens Nytte, gjorde sig der¬
ved selv uværdig til alle de store Tienester, som
disse Folk giøre ham. Jeg ventede altsaa kuns
paa Selskabets Befaling for at begynde strax paa
Oversættelsen, da Bonden forekom mig ved at
sige, at han ønskede, at den blev oversat af en
Mand, som havde mere Kundskab om Landvæ¬
senet og Agerdyrkningen, end Tilskueren; Skulde
her ikke være en Doctor Hirzel, sagde han, blant


210
vore Provincial=Læger, som havde lagt sig noget
efter Landvæsenet, og som kiendte vort eget Land,
nok, for at føie saadanne Anmerkninger dertil,
som kunde giøre Bogen endnu brugeligere hos os?
Saadan en Provincial=Læge, lagde han til,
kunde tillige hielpe meget til, at hans Oversættelse
blev bekiendt iblant Proprietairerne og Bønderne,
og han skulde selv maaskee tilsidst finde iblant vore
Siellandske Bønder en Kleinjog, hvis Venskab,
om han ellers tænkte som Doctor Hirzel, skulde
belønne ham for hans Umage. Dersom det kom
an paa Penge, sagde han tilsidst, har jeg en
Pung med nogle Kroner staaende hiemme. Dem
gav jeg med Fornøielse for det første Exemplar af
en Dansk Oversættelse. Jeg har just sat dem
hen i en Krog, for at have dem tilrede, om jeg
engang i en Hast skulde behøve en Doctor. Si¬
den jeg har lært Hr. Tissots Methode at helbrede
Sygdomme, troer jeg, at jeg i de fleste Tilfælde
kan hielpe mig selv; og overalt, mine Herrer,
jeg behøver vel ikke at forsikre Eder, at jeg gav
heller alle mine Kroner bort for en Oversættelse af
den Socratiske Bonde, end for nogle ildesma¬
gende Pulvere.
Man talede siden i Selskabet meget om
dette Skrift, og fornemmelig om Slutningen
deraf, hvori man meente at finde et Forslag til
Agerdyrkningens og Bondestandens Opkomst, som


217
fortiente at iverksættes. Hensigten deraf er, som
Forfatteren selv siger: At fordoble Fliden og
Stræbsomheden i Arbeidet selv, og at forskaffe
Folk en rigtigere og mere almindelig Kundskab
om den beste Maade at indrette Landhuushold¬
ningen. Til det første udkræves en almindelig
Forbedring i Landmandens Levemaade og Sæ¬
der; og til det andet Physiske Undersøgninger.
Jntet, siger han videre, opmuntrer saa
meget til Flid og Stræbsomhed, som den Nytte,
hvilken Arbeidet indbringer, og den Ære,
som forbindes dermed til Belønning. Lyst til
Æren er en af de stærkeste Drivefiedre i den
menneskelige Natur. Hvorledes kunne vi see
denne bevægende Grund virke saa stærk paa alle
Mennesker og i alle Stænder, uden at erkiende
den viseste Hensigt af Skaberen, som indbyder
derved Lovgiverne til at benytte sig deraf.
De viseste iblant dem have og aldrig forsømt at
bruge den. Feilene bestaae kuns deri, at man
i at uddele Ærestegnene ikke altid iagttager den
Forsigtighed og Retfærdighed, som man burde.
Den fordærvede og vankundige Verden giør da
ikke mere Forskiel imellem Ærestegnene og Æren
selv; og naar de ofte gives til Uværdige, tabe
de tilsidst al deres Værdie. Dersom Adelskab
og Ridder-Ordener vare altid tilforladelige Vid¬
nesbyrd om Tienester, som man havde beviist


218
Fædrenelandet, skulde man ved Synet af en
Adelsmand og en Ridder see alle Hierter brænde
af Begierlighed til at fortiene ved en fordobleg
Flid de samme Ærestegn. Naar man der
imod seer de foragteligste Mennesker nyde dem
ligesaa vel som de værdigste, giøre de ikke anden
Virkning end at de forlede Menneskene til at
bruge de nedrigste Konstgreb for at opnaae dem
uden nogen Fortieneste. Lyksalig er den Stat,
hvor Værdigheder ere Belønninger kuns for
Dyd og Fortienester. Alle gode Ting have der
den ønskeligste Fremgang. Enhver Borger
brænder af Begierlighed til at tiene det Almin¬
delige. Den ene søger at overgaae den anden
i alt det, som kan fortiene Høiagtelse, og alle
stræbe at indplante i deres Børn fra den spædeste
Ungdom af den Tanke, at Videnskab, Flid
og Redelighed alene kunne forskaffe dem Ære
og Anseelse. Derimod er alting forloren, saa¬
snart denne samme Ære bliver et Roo for Lad¬
hed, Liderlighed og tusende andre Laster; alt
Godt undertrykkes; de vigtigste Forretninger,
som betroes til nedrige og lade Folk, forsøm¬
mes; al Emulation ophører, og man seer i
dens Sted kuns nedrige og krybende Practiker,
ved hvilke man søger at forskaffe sig Anseelse
iblant sine Medborgere.


Dersom man vilde opvække Vindskibelig¬
hed iblant vore Agerdyrkere, ved visse Beløn¬
ninger og Ærestegn, maatte man for alting
see til, at de bleve paa en retfærdig Maade ud¬
deelte. Til den Ende maatte der oprettes et
Selskab, der bestod af meget agtbare Folk,
som med en usvigelig Redelighed forenede en
grundig Kundskab om alt, hvad der angaaer
Landhuusholdningen, og som allerede havde
forhvervet dem en almindelig Høiagtelse; Thi
den, som ved sit bifald skal opmuntre andre
til at giøre noget Godt, maae selv være en
Mand, som er agtet. Deres Kundskab
maatte ikke alene være laant af Bøgerne, den
maatte og være en Frugt af deres egne Under¬
søgninger. Saadanne Folk maatte ansee det
for deres Hovedpligt, at kiende til Grunde Lan¬
dets Beskaffenhed, hvilket i Betragtning af
Provincernes og Stædernes Adskillighed ud¬
kræver et meget vidtløftigt og møisommeligt Ar¬
- Selskabet maatte forskaffe sig
beide. -
Efterretninger om alle de Maader at dyrke Jor¬
den, som vare brugelige over hele Landet.
Det maatte til den Ende lade forfatte i hvert
Amt eller Herred en udførlig Beskrivelse af den
Maade, paa hvilken Landhuusholdningen vir¬
kelig og for nærværende Tid blev ført i enhver
Landsbye, om Jndbyggernes Tal, hvor me¬


220
get Qvæg de have, hvor meget Land, og hvad
det indbringer, om ethvert Steds naturlige
Beqvemheder o. s. v. Man maatte tillige er¬
kyndige sig om saadanne Landmænd, som
bleve anseete for de beste og lykkeligste Huus¬
holdere, og lære af dem, hvad Midler de have
brugt til at forøge og formere deres Gods.
Lemmerne af dette Selskab maatte desuden giøre
selv undertiden saadanne deconomiske Reiser,
for at forbedre deres egne Begreber, ved at
tage Tingene selv i Øiesyn. Saaledes skulde
det omsider blive beqvemt til at opmuntre ved
Belønninger for de beste Landhuusholdere Jnd¬
byggerne til en større Flid og almindelig Forbe¬
dring. Jeg ønskede og, at man under Opsigt
af dette Selskab giorde vel overlagte Forsøg af
nye Opdagelserne, først i Haverne, og siden,
naar de lykkedes, i aaben Mark. Selskabet
skulde flittig optegne alle Virkninger deraf,
og naar det var overbeviist om Nytten af en
nye Opfindelse, offentlig bekiendtgiøre den,
for at indføre den tilligemed andre Forbedringer,
og derfor udgive en udførlig Efterretning om
alt, hvad man behøvede at vide for at sætte den
i Verk.
Naar dette Selskab havde saaledes for¬
lkaffet sig al den Jndsigt, og gjort alle de Jnd¬
retninger, som behøvedes til saa vigtigt et Verk,


221
skulde det foresætte sig hvert Aar at besøge et vist
Antal af Landsbyer, af hvilke det paa en bestemt
Dag lod kalde de beste Bønder til sig, for der
i alles Overværelse at rose dem paa den meest
rørende og indtagende-Maade for deres Flid
og Vindskibelighed, fremsætte dem som Mønstre
for andre, og give dem til et Beviis paa det
almindelige bifald, som de have fortient, de
dertil udsatte Priser. Jeg vilde f. Ex. vælge
dertil en Medaille, som forestillede paa den ene
Side en Arbeidere, som gik ved sin Plov, og
en Genius, som kom for at krone ham med en
Krands, som var flettet af adskillige Frugter,
med disse Ord: For den beste Agerdyrker.
Saadanne Belønninger skulde giøre uendelig
mere til en almindelig Forbedring i Jordens
Dyrkelse, end den ellers brugelige Maade at
udsætte Priser for den beste Afhandling over et
fremsat Spørgsmaal. Ved at følge mit For¬
slag kom man umiddelbar til Jverksættelsen
selv, hvilket ellers ved de beste Forslag meget
sielden, i det mindste kuns sildig opnaaes.
Jeg slutter med en Tanke, som den udø¬
delige Tenophon har anbragt i hans Hiero, og
som kommer fuldkommen overeens med det, som
jeg har foreslaaet. En af de nyttigste Ting,
hvortil man endnu ikke har søgt at opmuntre
Menneskene ved Emulation, Agerdyrknin¬


222
gen, skulde blomstre meget mere, dersom man
Udsatte Belønninger i Landsbyerne for dem, som
dyrkede Jorden best. Saadanne Priser skulde
have den Virkning, at Bondens Vilkaar over¬
alt forbedredes; at Statens Jndkomster for¬
meredes; at Maadelighed og Afhold blev un¬
derstøttet ved Arbeidsomhed, uden at regne en¬
gang den store Fordeel, at vindskibelige Folk
ere mindre tilbøielige end andre til at giøre
Ondt.
Selskabet bifaldt meget dette Forslag, og
det havde ikke andet at erindre derved end dette,
at saadant et Collegium eller oeconomisk Selskab
maatte først være betænkt paa en almindelig For¬
bedring i Bondens Vilkaar, førend det kunde
vente, at Belønninger skulde udrette meget.
Alle Mennesker, sagde de, føle Æren nok, for
ved den at kunne bevæge dem til store Ting;
Men saaledes, som de ere i Almindelighed, søge
de dog først Klæde, Føde og de almindelige Nød
vendigheder. Og til at giøre meget for Æren
alene, udkræves en vis Opløftelse i Sindet, som
vel ikke er bundet til nogen vis Stand, Fødsel
eller Værdighed; men saadanne Siele boe ikkt
gierne i Slaver. Et Menneske, som er hun
grig og nøgen, og som lever i en bestandig Frygt
for at man skal berøve ham det, som han for
hverver, saadant et Menneske søger man forgie


223
ves at opmuntre til Flid ved en Belønning som
hverken føder eller klæder ham, eller giver ham
nogen Sikkerhed, for at nyde selv noget af det,
som han forhverver ved sin Flid. Giv ham der¬
imod denne Sikkerhed, og det skal være let at
opvække hos ham Lyst til Æren. De ringeste
Ting ere gode nok dertil. Man behøvede ikke
engang at giøre sig den Umage eller Bekostning
at slaae en Medaille. En slet og ret Krands,
som blev sat paa saadan en god Bondes Tag, en
Sløise, som han kunde bære paa Hatten, naar
han gik til Gilder og andre Forsamlinger, og tu¬
sende saadanne Ting, som giorde nogen Opsigt
og faldt i Øinene, skulde giøre ligesaa megen
Virkning paa Bønder, som de giøre paa andre
Folk. Og denne Virkning skulde ikke saa hastig
ophøre, fordi det maatte dog vare nogen Tid,
førend Æren blev saa misbrugt i denne Stand,
som den er bleven det i de andre.


224
No. 276.
Fredagen, den 9 September 1763.
J¬
ntet er vissere, end at Sæderne giøre mere til
at bestemme Menneskets hele Forhold og Lyk¬
salighed, end Lovene selv. Og dette er ikke alene
saaledes at forstaae, at Sæderne udrette meget,
som Lovene ikke kunne udrette; Endog det, som
Løvene skulle giøre, beroer meget paa Sæderne
Disse bestemme ikke alene den Grad af Fornuft,
Videnskab, Vittighed, Bøielighed, Mildhed,
Godgiørenhed, Maadelighed, Tapperhed, Nid¬
kierhed, som findes hos et Folk tilligemed mange
andre, saavel huuslige som borgerlige Dyder,
hvortil Menneskene ei kunne tvinges; Det kom¬
mer endog an paa dem, hvor lidt eller hvor meget
de borgerlige Tvangsmidler skulde udrette til at
afværge aabenbare Uretfærdigheder og Voldsom¬
heder. Saadanne Laster gaae ofte allermeest i
Svang der, hvor Lovene ere allerhaardest, og
hvor de udøves i den yderste Strenghed, naar
de derimod ikke ere nær saa almindelige paa andre
Steder, hvor Strafferne ikke ere saa store, og
hvor de endog ofte formildes eller eftergives;


225
Hvad er Aarsagen? Lovene understøttes paa et
Sted i Verden mere ved Sæderne, end paa et
andet. Den Sikkerhed, som i et Land ikke kan til¬
veiebringes uden ved de allerhaardeste Straffer, den
vedligeholdes i et andet ved bedre Sæder under
langt mildere Love; den staaer endog, naar disse Love
ikke holdes, naar Strafferne formildes og eftergives.
Historien indeholder saa mange Beviiser af
denne Sandhed, at jeg ikke veed, hvilke jeg
først skulde anføre, naar jeg holdt det fornødent
at nævne nogle i Besynderlighed; Jeg vil kuns
ved nogle almindelige Anmerkninger give Læserne
Anledning til at samle selv saa mange, som de for¬
lange af de Beviiser, der fremstille sig i Hobetal, og
findes fast paa hvert Blad i Historien. Hvem veed
ikke, at de Straffer, som nu omstunder bruges i
Europa, ere meget mildere end de, som vare saa
almindelige hos nogle Folk i den gamle Verden, og
end de, som endnu udøves i de Østerlandske og
Despotiske Stater. Med disse mildere Straffer
finder man i vore Stater mere Sikkerhed og min¬
dre Voldsomheder, end i de gamle eller Øster¬
landske Stater. Hvad er Aarsagen? En ved
Christendommens Bekiendtgiørelse om ikke altid
mere udbredet Dyd, saa dog mere almindelig
Kundskab, bedre Vaner, og en ved Opdragelsen
indpræntet større Afskye for Lasterne, giver de
nye Nationer lige saadant et Fortrin fremfor


226
nogle af de gamle, som de mildere Grundregler
ophøie de Europæiske Regieringer langt over de
Østerlandske. Laster, som i barbariske, uop¬
lyste, uchristelige og despotiske Stater neppe
kunne afværges ved Straffer, hvis blotte Beskri¬
velse indjager os Skræk, ved Maader at pine og
dræbe Menneskene, som giøre Døden langt for¬
skrækkeligere, end den er i sig selv; Disse Laster,
siger jeg, forebygges nu ved Straffer, som, naar
man betragter Smerten alene og det physiske
Onde, neppe ere følelige: ved nogle Dages Fæng¬
sel, en hastig og let Henrettelse, som betager end¬
og Døden sine naturlige Smerter. Jeg nægter
derfor ikke, at jo de Gamle have ofte ved smaa
og lette bevægende Grunde udrettet store Ting;
Jeg nægtet ikke heller, at der jo i vore Tider fin¬
des Exempler af meget haarde Straffer, som
maaskee kunde være nødvendige; men hvorfor ere
de det, uden fordi Sæderne tage af? Hvad var
det, som giorde det undertiden saa let for de
Gamle at tvinge en Last, medens det kostede dem
tillige saa megen Umage at udrydde en andent
Lad os kuns undersøge Aarsagerne dertil; vi skulle
finde, at det var Sæderne, og kunde det vel
være andet?
Det er ikke det Store og Vigtige i Sæderne
alene, som har gjort saadanne Virkninger; De
ringeste og efter Anseelse ligegyldigste Meninget


227
eller Skikke have ofte udrettet mere, end de vig
tigste af alle andre bevægende Grunde. En
Ægypter levede sparsom og maadelig, han arbei¬
dede flittig for ikke at giøre Gield, og naar han
endelig blev nødt dertil, betalede han den jo før
jo heller; hvorfor, for at indløse sin Faders bal¬
samerede Liig eller Mummie; thi andet maatte
han ikke sætte til Pant; og dersom han ikke ind¬
løste det førend han døde, blev han ikke begra¬
vet; en Straf, som efter Ægypternes Tænke¬
maade var skammelig og haard nok, for at fore¬
bygge en Last, som de polerede Nationer i Europa
nu straffe med evig Fængsel. Ved saa let en be¬
vægende Grund, ved en Straf, som hverken be¬
røvede Staten en Børger, eller Borgeren sin
Frihed og Formue til at arbeide, ved en Straf
uden Smerte, og uden noget virkeligt Tab, en
Straf, som kuns var til i Jndbildningen, ud¬
rettede man paa engang saa mange store Ting;
Man giorde et heelt Folk arbeidsomt, flittigt og
maadeligt; Man forebyggede Familiers Øde¬
leggelse; afskaffede Aager og Rente; formind¬
skede Rentenerere, formerede Arbeidere, og ind¬
førte rigtig og hastig Betaling, Redelighed,
Troe og Love i Handelen.
Begravelsen, denne for Mennesket i sig selv
saa ligegyldige Ceremonie, var hos Ægypterne
hos mange flere Folk en mægtig bevægende


228
Grund, til at opfylde alle de selskabelige Pligter
Den Ret, som blev sat over ethvert Menneske,
naar han var død, for at dømme, om han for¬
tiente at begraves eller ei, bevægede Folk til at
gjøre meget, hvortil hverken Love eller Straffet,
kunde tvinge dem, mens de levede. Den udren
tede mere end den store Forsamling af tredive
Dommere, som ikke kunde straffe andet end Mis¬
gierninger: og hvo som veed, hvad Magt saa¬
danne Meninger og Vaner have over Men¬
neskene, tvivler vel ikke derom, at der jo har
været mangen en Ægypter, som heller havde
valgt den forsmædeligste Død, naar han kunde
slippe dermed, end den Skam, at udelukkes
fra de Begravelser, hvori hans Forfædres Mum¬
mier bleve bevarede og fremviste fra een Slægt
til anden.
Lad os kuns betænke, hvor vigtig Begra¬
velsen endnu ansees af Almuen, endskiønt disse
Begreb nu ikke understøttes mere enten ved Lo¬
vene eller Religionen; hvad det vil sige, efter
Folkes Tanker, at ikke komme i Christen Jord,
og at begraves paa et Rettersted; En Tanke,
der er saa afskyelig, at den og kan holde et Men¬
neske tilbage, som har udrakt Haanden for at
dræbe sig selv. Lad os betænke, hvor meget de
er Mængden angelegen, at blive begravet i een
Jord fremfor i en anden, og med mere eller min¬


229
dre af de brugelige Ceremonier, og vi skulde
maaskee ikke holde det saa urimeligt, om nogen
paastod, at der endog efter vore Tiders almin¬
delige Tænkemaade var noget i denne Skik, som
en Lovgiver kunde bruge til at formilde eller af¬
skaffe andre Straffer, som skade Menneskene uden
at forbedre dem, og giøre dem unyttige for det
Almindelige; til at afværge saadanne Laster, som
endog smertelige Straffer, den naturlige Egen¬
kierlighed og Frygt for Religionen selv ikke kan
forebygge; og endelig til at opmuntre dem til
store Pligter, Pligter, hvortil Menneskene ikke
kunne tvinges, og som den mægtigste Stat ikke
var riig nok til at belønne med virkelige Fordeele.
Jeg siger til store Pligter, fordi vi have
Exempler af Nationer i Europa, som have be¬
lønnet deres Statsmænd, deres Helte, og de¬
res Lærde, ved at indføre deres Liig i Kongelige
Begravelser. Det har ikke alene været en
Opmuntring for andre, men er og bleven gjort
til en virkelig Belønning for dem selv, i det
man bestemmede dem denne Ære medens de
endnu levede; og maae man ikke tilstaae, at
dersom det Haab, at begraves engang ved Si¬
den af sin Beskytter, kunde bevæge en troe Tie¬
ner til at giøre sin Herre endnu større Tienester,
da kunde disse Tienester aldrig kiøbes lettere.
Døden giør dog tilsidst alle lige; og naar store


230
Herrer endelig føre med sig i Graven noget,
som kan vidne om deres forbigangne Høihed,
kunne de ikke vælge noget, som giorde dem mere
Ære, end saadan en Samling af overblevne
Levninger af de store Mænd, som havde oplyst
deres Levetid, udbredet deres Ære, og blomstret
under deres Beskyttelse.
Der blev vel ikke Plads nok i disse Grave
til at rumme alle fortiente Mænd af alle Stæn¬
der; J det mindste var det at ønske. Men den
fortiente Borger, den gode Bonde lod sig nøie
med en ringere Ære; En frie Begravelse med
lidt mere end sædvanlige Ceremonier, paa et sær¬
skildt Sted, og i det høieste et lidet Monument,
skulde udrette nok, og denne Ære kunde fortiente
Folk i alle Stænder nyde uden at forlade deres
Grundregler. Opfinderen af en nyttig Konst,
en duelig Landmand, skulde ikke forlade deres
nyttige Stænder, naar de arbeidede i det Haab,
at blive ved saadant et Monument erindrede af
Efterkommerne paa en Tid, naar deres rangsyge
Borgere vare forglemte. De, som beloe dem
derfor, maatte enten være selv frie for alle For¬
fængeligheder, de maatte hverken agte Fødsel, eller
Titler, eller Stand, eller Værdigheder, eller
og de fortiente først at belees selv. Og naar de
endog ikke agtede selv alle disse Ting, maatte de
dog betænke, at Lyst til at erindres af Menneskene


231
for noget, som fortiener deres Kierlighed og Høi¬
agtelse, er ikke saa ganske forfængelig en Passion,
som Lyst til at gaae paa den høire Side af andre,
enten man fortiener det eller ei. De maatte be¬
tænke, at alle Mennesker kunne ikke handle af
lige fuldkomne Grunde; og endelig, at naar man
tog alle de Straffer og Belønninger bort, hvori
Jndbildningen har nogen Deel, blev der ikke an¬
det tilbage end de grove og sandselige; Man maatte
love Menneskene nye Vellyster, som mere fordær¬
vede dem, eller og pidske og pine dem til at op¬
fylde deres Pligter.
Jeg formoder ikke, at nogen skulde indvende,
at Religionen ikke tillod at bruge en Ceremonte,
hvorved en Christen bør giøre sig langt vigtigere
og alvorligere Tanker, til verdslige Hensigter.
Skulde imod Formodning nogen tænke saaledes,
da vilde jeg svare ham: at Hensigter, som ere
grundede i Menneskenes sande Gavn, bør aldrig
i en ond Mening kaldes verdslige; at det er just
saadanne Handlinger, som Christus agter vigti¬
gere end at helligholde Sabbathen; at alle Øvel¬
ser i Religionen, indtil Sabbathens Hellighol¬
delse selv, kunde misbruges; at sande Christne
gjerne kunne foreene denne Hensigt med andre,
som ere vigtigere; og endelig, naar alle disse Grun¬
de ikke kunde hielpe, vilde jeg bevise af Skriftens
egen Historie, at det var med saadan en Ære,


232
som man behager at kalde forfængelig, og at an¬
see for en Misbrug af en hellig Ceremonie, at
Guds eget Folk belønnede deres fromme og gud¬
frygtige Konger. Man begrov dem i Davids
Grav, og brændte Røgelse over dem; Prophe¬
ten Jeremias lover selv i HErrens Navn Kong
Ezechias, at han skulde nyde denne Ære, som
var bleven beviist hans Fædre; De Onde deri¬
mod, som Joram, bleve vel begravede i Davids
Stad, men ikke i Davids Grav, og man giorde
ikke Røgelse til deres Ære.
Jeg veed vel, hvor meget alle saadanne be¬
vægende Grunde foragtes af nogle Lovkyndige,
efter hvis Grundregler det hele menneskelige Kiøn
kan inddeles i to Classer, af hvilke den ene er
fuldkommen nok til at regieres af lutter mathe¬
matiske Beviis, og den anden saa fæisk, at den
ikke kan regieres uden ved Svøber. Det er dem,
meene de, ikke anstændigt, at bruge andre Mo¬
tiver end saadanne, som skikke sig til et Philoso¬
phisk Beviis af Pligterne, eller findes i de sæd¬
vanlige Clausuler af Criminal=Lovene. Alle an¬
dre Grunde, som tages af Æren eller andre
almindelige Tilbøieligheder, Skikke, Vaner, sy¬
nes dem enten for ringe eller og ikke stærke nok, og
dog er det ved saadanne smaa Ting, som man
behager at kalde Fordomme og Svagheder, at de
viise, polerede og navnkundige Nationer have ud¬


233
rettet mange af disse store Ting, hvortil Philosø¬
pherne ikke overtalede mange ved alle deres Beviis,
og som andre ikke kunde udrette med de strengeste.
Love. Dersom vi levede i en Alder, hvori Tæn¬
kemaaden var enten simpel eller philosophisk nok
til at foragte Titler, Ceremonier, og alle i sig
selv ligegyldige Ting, vilde jeg ikke undre mig
derover. Men paa en Tid, da Verden er saa
fuld af alt dette, da vore Statsmænd og Philo¬
sopher selv kræve saadan en ømmelig Behandling,
da de forlange saa meget, at man skal skaane de¬
res Fordomme, deres Vaner, deres Ærgierrig¬
hed, og ved lutter venlige Overtalelser, ved Høf¬
ligheder og Æresbeviisninger lokke dem til at op¬
fylde endog saadanne Pligter, som Lovgiveren
har Ret til at kræve med en bydende Stemme;
Paa saadan en Tid, siger jeg, synes mig ikke,
at det anstaaer dem saa vel, at tale idelig om at
skierpe Strafferne, formere Frygten, og ved
haarde Tvangsmidler at nøde Menneskene til det,
som de maaskee gjorde frivillig, dersom man gav
sig den Umage at overtale dem dertil ved nogle af
disse smaa Tilbøieligheder eller ligegyldige Menin¬
ger, som vi foragte, endskiønt vi ofte regieres
selv af mange Fordomme, som ere langt daar¬
ligere.


234
No. 277 og 278.
Mandagen, den 12te, og Fredagen, den
16de Septbr. 1763.
N¬
aar Hr. Linnæus i den Fortegnelse, som han
giver os af de adskillige Folke=Arter, kal¬
der Europæerne et Slags Mennesker, som regie¬
res af Meninger, kan ingen Beskrivelse tillige
være kortere og rigtigere end denne. Der har
aldrig, saa vidt vi vide af Historien, været et
System af saa mange og adskillige Nationer til,
som lignede hinanden saa meget som disse Folk,
der nu beboe Europa. Fra de almindelige
Stats=Maximer af, indtil de ligegyldigste Ting,
finder man midt under nogen udvortes Forskiel¬
lighed i Religion, Regieringsform og Jnte¬
resse, saa stor en Eenformighed i alle andre bor¬
gerlige Indretninger, indtil Skikke og Manerer,
som om alle disse Lande udgiorde kuns lige saa
mange og adskillige Provincer af en og den samme
Stat.
Det er ikke i de udvortes Ting alene og
Staternes indbyrdes Underhandlinger, i Sager,
som angaae Krig og Fred, Gesandternes Modta¬


239
gelse og Ceremoniel, at man er bleven enig om
visse almindelige Regler, ligesom om de vare an¬
tagne paa en almindelig Rigsdag, eller foreskrev¬
ne af en fælles Overherre; endog de indvortes
Sager i ethvert Land afgiøres efter en vis almin¬
delig Plan, hvori Nationer, som i Betragtning
af deres Landes Beliggende, naturlige Beskaf¬
senhed og Statsforfatning ere meest forskiellige,
ligne hinanden uendelig meer end de gamle Athe¬
nienser og Lacedæmonier. Disse tvende berømte
Nationer, som havde saa meget med hinanden at
giøre, hvis Lande grændsede saa tæt tilsammen,
som talede et Sprog, og begge tilsammen indtoge
kuns en liden Strækning af et Land, hvilket selv
er saa ringe en Deel af Europa, vare i Sæder,
Levemaade og alle Grundregler baade af den offent¬
lige og private Huusholdning mere adskillige, end
de Folk, som nu omstunder beboe tvende Yder¬
ligheder af Europa, som tale adskillige Sprog, og
have lidt eller intet med hinanden at giøre.
Det hele selskabelige Væsen indtil de lige¬
gyldigste Ting, dem, som ellers ere allervanske¬
ligst at bestemme ved almindelige Regler, ere
overalt i Europa støbte efter en Form. Metho¬
der og Systemer i Videnskaberne indtil de meest
problematiske Sætninger, Maximer, Leveregler,
Maader at klæde og bære sig paa, alt dette udbre¬
der sig fra den ene Ende i Europa til den anden,


230
hastigere, end man i et almindeligt Monarkie og
under en Enevolds-Regiering kunde indføre en
nye Skik eller Lov i alle Provincer.
Hvad kan være Aarsag dertil? Religionen,
Regieringsformen, Clima, Sproget er det
ikke. J alle disse Ting finder man overalt me¬
gen Forskiellighed. Det Fortrin, som Europæ¬
erne besidde fremfor andre i Fornuft og Viden¬
skaber, giør det ikke heller. Sandheder, som
forplantes ved Grunde og Overbeviisning alene,
udbrede sig ikke saa hastig i Verden, som en Mo¬
de bliver antaget fra en Kant af Europa til en an¬
den; og der findes i denne store Eenformighed af
Sæder mange Ting, som ere ligesaa vanskelige at
bevise af Grunde, som Moder. Der maae alt¬
saa iblant de almindelige Grundregler, som be¬
stemme Tænkemaaden og Sæderne i Europa, være
nogle, som enten ikke kunne bevises, eller som i
det mindste ikke antages, fordi de ere beviste;
Men saadanne uden Beviis antagne Grundregler
ere just det, som man kalder Meninger.
Jblant saadanne Meninger kunne være
mange Sandheder; men det er ikke for deres
Sandheds Skyld, ikke af Overbeviisning, det
er af Vane, af Høiagtelse for visse Folk, eller af
andre saadanne udvortes og utilstrækkelige Grun¬
de, at de antages. Det er rimeligt, at der findes
mange saadanne, endog blant de gode Meninger,


23
som herske i Europa. De beste iblant dem alle
have kiendelig nok deres Grund i den Religion,
som gjorde Franker, Gother, Cimbrer, Longo¬
barder og Normænd af Barbarer og Verdens
Skræk til milde og sædelige Folk, for at troe, at
de menneskeligere Maximer, som man nu iagtta¬
ger i Krigen, have deres Oprindelse derfra. Men
er der og i denne Deel af Verden, som man kal¬
der Christenheden, jeg undseer mig ved at spørge
derom, Christendom nok, for at troe, at disse
Maximer agtes altid endnu af Ærbødighed for
Religionen? Fornuften, Videnskaberne, vil man
maaskee svare, understøtte dem i Mangel af Re¬
ligion; men, spørger jeg da igien, hvorledes kan
denne Fornuft, som skriver Love for hele Europa,
være saa uenig med sig selv, som den er i de mind¬
ste Stridigheder, der yttre sig? hvorledes kunne
de Europæiske Lærde og Staismænd være saa
uenige, som de ere i nogle af Fornuftens allerfør¬
ste Grundsætninger? har jeg Uret, om jeg tviv¬
ler, at denne Fornuft var stærk nok til at oprette
saa almindeligt et Herskab i Verden, og til at
handthæve Menneskeligheds Love i Krigen selv?
Men, hvad bliver da Slutningen andet end den¬
ne: at Sandheder, som Religionen først har ud¬
bredet, bestaae endnu som antagne Meninger,
ved Hielp af det System af Ære, som regierer
Europa paa en Tid, da Religionen ikke gielder


238
nok, og Fornuften misbruges for meget, for at
kunne tilskrive dem disse Virkninger alene.
En Erobrer for Ex., som hverken agtede
Religionen eller Sæde=Læren nok, for af disse
Grunde alene at iagttage Menneskelighedens Plig¬
ter, maatte dog for sin egen Æres Skyld have
saa megen Ærbødighed for dem, at han ikke aaben¬
bare overtraadde dem. Disse Talemaader af Chri¬
stelige Folk, Christelige Sæder, en Christelig
Maade at føre Krig paa, og andre flere, som an¬
føres saa tidt som bevægende Grunde til en milde¬
re og billigere Medfart, endog i Krigen selv, til¬
kiendegive, om ikke altid en sand Høiagtelse for
Christendommen selv, saa dog en Ærbødighed
for visse Grund=Love, som ere antagne i Christen¬
heden, og som alle frie Nationer indtil Regenter¬
ne selv maae underkaste sig, saafremt de ikke
ville ansees for Uchristne, det er at sige, upolere¬
de Folk og Barbarer. Dersom vi altid kiendte
de bevægende Grunde til de menneskelige Hand¬
linger, og saae, hvor meget dette blotte Navn af
Christendom, af Christne og Uchristne, gjorde til
at bevare og vedligeholde alle de Fortrin, som de
Europæiske Statsforfatninger have fremfor andre,
da skulde vi maaskee paa den ene Side forskræk¬
kes over at finde saa lidt sand Christendom i Ver¬
den; men vi skulde tillige indtages af en hellig


239
Ærbødighed for den Religion, hvis blotte Navn
alene giør Menneskene saa meget Godt.
J dette System af herskende Meninger,
som regierer Europa, findes foruden saadanne
Pligter, som ere umiddelbare Følger af Religio¬
nen, ogsaa andre Grundregler, som tiene meget
til at vedligeholde en almindelig Orden og Sikker¬
hed i denne Deel af Verden. Dersom man f.
Ex. i noget Land i Christenheden foretog sig at
afskaffe den almindelige og overalt antagne Ret¬
tergangs-Maade, og at indføre saadanne korte
Processer, saadanne Stand=Retter, som de, der
ere brugelige i Tyrkiet; Dersom man efter de
Østerlandske Hoffers Maade hvert Øieblik foran¬
drede og afsatte Betientere, consisqverede deres
Gods, giorde Trælle til Herrer, og Herrer
igien til Trælle; Dersom Staten tilegnede sig
afdøde Folkes Efterladenskab: skulde Publicum
af Europa holde saadanne Maximer for at være
ligesaa uanstændige for et christeligt og poleret
Folk, som om det afskaffede den offentlige Guds¬
tieneste, nedbrød Templer og ophævede gudelige
Stiftelser. Jeg siger Publicum af Europa, og
dette Publicum bestaaer ikke af lutter Philosopher
og Lovkyndige. Disse have mere end engang,
og paa mere end et Sted priset i offentlige Skrif¬
ter og Forslag mange af de Østerlandske Maximer,
den Korthed, med hvilken Trætterne afgiøres, den


240
Haardhed, hvormed de mindste Forseelser straffes,
den slaviske Frygt og bestandige Usikkerhed, i hvil¬
ken Ministre og Betientere leve, de pludselige
Stands-Ophøielser og lige saa dybe Nedtrykkel¬
ser, som i de Østerlandske Riger forvirre alle
Stænder, og giøre det hele Liv til et Lykke=Spil.
Store og bedrøvelige Beviser, at Europæerne ikke
altid kunne tilskrive deres større Jndsigter i Philo¬
sophien, Stats= og Lovkyndigheden de Fortrin,
som de besidde fremfor de Østerlandske Folk! At
jeg ikke skal tale derom, at de fleste Grund-Maxi¬
mer, som endnu iagttages i Europa, ere meget
ældere end Videnskabernes Opkomst. Nogle ha¬
ve deres Grund i Religionen, andre i den Romer¬
ske Lovkyndighed, og atter andre igien i de Nordi¬
ske Nationers gamle Sæder og Statsforfatninger.
Ved en Samling af tre saa adskillige Aarsager,
have Hændelser, bestyrede af Forsynet, frembragt
det konstige System af Love og Stats-Maximer,
som nu regiere Europa. Vore nye Philosopher
og Lovkyndige have ikke gjort andet end opsøgt
Grunde og Beviser for det, som allerede var op¬
fundet, gjort og stiftet længe førend de bleve til.
Deres almindelige Systemer ere en Samling af
Religionens Love, af de Romerske Juristers Me¬
ninger og af Gothernes Skikke. Disse Syste¬
mer ansee de som deres egne Opfindelser, fordi de
indbilde sig at være de første, som have opfun¬


241


det de fornuftige Grunde dertil, endskiønt mange,
naar de ere allerlykkeligst i deres Gisninger, treffe
sielden de sande Hensigter, hvorfor alle disse Ting
bleve stiftede. Det var dem nok at finde en
Grund for det Antagne, uden at bekymre sig
meget, om denne Grund passede paa Tiderne og
Tilstanden. Mangel af historisk Kundskab har
gjort mange Phiiosopher dristige nok til at opkaste
sig til Lovgivere for en Verden, som de ikke kiend¬
te, og imidlertid regierede denne Verden sig selv
ved Meninger, som vare baade ældere og stær¬
kere, og undertiden bedre end al deres Philosophie.
Naar vi betænke derimod, hvor frugtbare
de gamle Ægypter, Græker og Romere vare paa
nye Opfindelser i Lovene og Statskonsten, og at
et Land af saa liden en Strækning, som Græken¬
land, vrimlede af Stater og Byer, af hvilke en¬
hver var i sit Slags en Original, som baade Phi¬
losopherne og Lovgiverne stedse søgte at forbedre,
da kunne vi ikke andet end forundre os meget over
den Eenformighed i Love, Meninger, Skikke og
Manerer, som findes overalt i et System, der er
saa stort og vidtløftigt som det Europæiske. Lande
af saa adskillig en Beskaffenhed, Beliggende, For¬
fatning, Handel o. s. v., skulde de vel kunne
bestyres efter en almindelig Plan af Love, som ere
gjorte af Romere og Gother? Folk, som meene,
at de først have bragt Lovkyndigheden til en Vi¬


242
denskab, og som i Historien have saa mange Aar¬
hundredes Erfaringer, saa mange gamle Lovgi¬
veres Stiftelser for Øine, skulle de ikke overgaae
langt alle disse gamle Folk i Opfindelser og Origi¬
nal=Indretninger, som svarede paa det fuldkomne¬
ste til Tidernes og Landenes besynderlige Tilstand?
Skulde de regieres af gamle Meninger, Vaner
og Skikke, hvoraf mange have deres Oprindelse
fra de vankundige Tider?
Jkke desmindre er det først i dette Aarhun¬
drede, at man begynder at tænke lidt videre end de
Romerske Lovkyndige, og at tale overalt om ori¬
ginale Forslag til store og vigtige Forbedringer.
Men hvilke ere da Aarsagerne til den Langsomhed,
hvormed saadanne gode Ting endnu opfindes, an¬
tages og iverksættes? Jeg meener, at de vigtig¬
ste af disse Aarsager kunne henføres til tvende Clas¬
ser. Den første Hinder for Lovkyndighedens og
Statskonstens videre Fremvext have disse Viden¬
skaber tilfælles med alle de andre, som vi have
fundet i de Gamles Skrifter. Disse gamle Folk
havde vel ikke den Fordeel som vi, at have saa man¬
ge Aars Erfaringer, saa mange store Mønstre for
sig, en Fordeel, som er meget vigtig, naar den
bruges vel, naar den anvendes til at berige Op¬
findelses=Kraften og veilede Fornuften, men ikke
til at undertrykke den. De Gamle, siger jeg,
manglede vel disse Erfaringer og Mynstre, men de


243
stode heller ikke den Fare for at misbruge dem til
slaviske Efterlignelser. Deres Lovgivere, og
Statsmænd vare, ligesom deres Talere og Poe¬
ter, frie for alle de Fordomme af Alder, Myn¬
dighed, Vane, Skikke og antagne Meninger,
som forblindede Efterkommerne og indskrænkede
Fornuftens Brug. Ligesom deres Talere og Poe¬
ter havde Naturen alene for Øine, saaledes som
den viiste sig for dem paa den Tid og paa det
Sted, hvor de talede og sang, saa vare og deres
Lovgivere og Statsmænd alene agtsomme paa
Mennesket, saaledes som de fandt det for sig, med
alle dets naturlige og tilfældige Tilbøieligheder.
Uden at bekymre sig om hvad andre havde gjort
for dem, hvad der var brugeligt hos deres Na¬
boer, hvad der blev roset eller lastet paa et eller
et andet Sted i Verden, hvad der var hørt eller
uhørt, gammelt eller nyt, sædvanligt eller
selsomt, fulgte de alene de Regler, som deres
egen Fornuft sagde dem at være grundede i de
Tings Natur, med hvilke de havde at giøre.
Vore Tiders herskende Smag derimod er i
alle Ting at efterligne. Med alle de Virkninger
af den Eenformighed i Tænkemaade og Meninger,
som caracteriserer Europæerne, og som jeg tilforn
har opregnet, indskrænker den ikke lidet den men¬
neskelige Forstands Fremvext. Til at forkaste
det beste og nyttigste Forslag, er det ofte nok, at


244
man ikke har hørt saadant tilforn, og at det ikke
skeer saa paa andre Steder. Jngen Nation vil
være den første eller eneste, som forsøger noget.
Man venter paa Exempler og Erfaringer, og
det skeer ikke af Forsigtighed alene, men og af
Undseelse for Publici Domme. Der ere visse
gamle Indretninger i Sæderne, Videnskaberne,
Rettergangen, indtil Skikke og Ceremonier, som
ere saa gamle og saa antagne over hele Europa,
og hvad vilde andre Folk sige, om man giorde
nogen Forandring deri? om man var det eneste
Folk i Verden, som handlede saa? Saa meget
underkaster man sig ofte i sine egne allerfrieste
Handlinger andre Nationers Domme, paa en
Tid, da der føres saa mange blodige Krige i Eu¬
ropa, for at underholde Ligevægten og den offent¬
lige Frihed. Man erkiender et Overherskab i
Meninger og Skikke, i det man er saa misunde¬
lig over de mindste Fortrin i Rang eller Ære.
Lad os kuns læse de offentlige Skrifter, og vi skul¬
le finde, at det, om en Ting er hørt eller uhørt,
er bleven en Grund for vore Europæiske Stats¬
og Lovkyndige, og som gielder mere i at afgiøre
alle Krigs- og Fredssager, end hvad der er sandt
eller falsk, ret eller uret, nyttigt eller skade¬
ligt. J Stedet for at beraabe sig paa Fornuf¬
ten, citerede man længe Grotius og Puffenborf,
og nu anfører man kuns Exempler. Saaledes


245
gik det til paa den Rigsdag, saaledes ved den
Congres. Saaledes pleier man at erklære sig i
det Collegium, saaledes at dømme ved den Ret.
Der ere endog de Lande, hvor man ikke kan døm¬
me anderledes, fordi man ikke har andre Love end
Sædvaner og Vedtægter.
I det at Publicum af Europa binder saaledes
Hænderne paa sig selv, og midt i den største Lige¬
vægt berøver sig Frihed til at giøre efter enhver
Nations Jndsigt og Landets Beskaffenhed de be¬
ste muelige Indretninger, hænder det sig under¬
tiden, at et vist Folk under Anførsel af en stor
Regent eller Minister afkaster Aaget, og drister,
sig til at giøre i deres eget Land en nye og tilførn¬
uhørt Indretning i Videnskaberne, Krigsvæsenet,
Processen, Handelen, Financerne, eller nogen
anden Deel af Statsforfatningen. Lykkes det
ikke, fordømmer man det strax uden at undersøge
Grunden og Hensigten dertil; Det er nok, at
det var uhørt. Lykkes det derimod, bliver det
strax eftergjort i andre Lande, enten det passer til
deres Indretning eller ei. Saadan en Regents
eller Ministers Tænkemaade regierer hele Europa¬
for en Tid. Hans Indretninger blive til Møn¬
stre, og den Skik, som han sætter paa sit Folk,
til almindelige Sæder. Man efterligner dem ikke
alene i Love, Maximer, Krigsdisciplin, men og
iKlædedragt, Skikke og Manerer; Fornuften


240
og Videnskaberne dyrkes imidlertid forgieves hos
alle andre Folk. Moden overraaber dem alle,
og de nødes endelig til at tie, indtil der kommer
engang saadant et mægtigt Genie igien, som kan
give disse Mennesker, der ere kuns skabte til at ef¬
terligne, et nyt Mønster.
Jblant disse mægtige Genier have været
mange store Krigshelte, Statsmænd og Finan¬
ciers, men ikke mange Lovgivere. Jblant saa
mange Reformationer i Religionen, Krigsvæse¬
net, Financerne, Videnskaberne, Smagen og
Levemaaden, er der neppe skeet en betydelig Re¬
formation i Lovene og Sæderne. Der er end¬
nu ikke merei end to Nationer, som have deres
egne og efter den nærværende Tilstand forbedre¬
de Love. Hos alle de andre er Lovkyndigheden
en unaturlig Blanding af Romerske Meninger
og gamle Vedtægter. "At indskrænke de for
Staten selv saa skadelige Følger af en slet Op¬
dragelse, af fordærvede Sæder, af Overdaadig¬
hed, Ulighed og Trældom, dette, som alle de
gamle Lovgivere ansaae for Hovedsagen i Lovgi¬
verkonsten, har man siden betragtet som Bisager,
og som Ting, der vare ligegyldige for Staten, en¬
ten overladt dem til Hændelser, eller anseet dem
for noget, der angik Religionen alene. Det
Ord Sæder betyder, eftersom det i Alminde¬
lighed bruges, ikke andet end Manerer; i det


24
mindste er den udvortes Velanstændighed, eller,
som man kalder det, Folkelighed det, som man
holder for det Vigtigste i Sæderne, og hvori
man snart tager et, snart et andet Folk til
Mønster.
Jeg veed vel, hvor mange stærke Fordom¬
me og andre mægtige Hindringer der maatte
overvindes, førend alt dette kunde skee; Men,
naar jeg betænker tillige, hvor dristige og lykkeli¬
ge hine mægtige Genier, som bestemme Tænke¬
maaden i Europa, have været i at overvinde andre
Fordomme, som vare lige saa stærke og mindre
skadelige, troer jeg ikke, at det skulde være saa
umueligt, som det synes. Det halve af vore
Europæiske Erobreres Mod skal være nok til at
gjøre dem større ved disse Freds Tropheer, end de
kunne blive ved de lykkeligste Krigstog. Og det,
som for høie Siele gielder mere end alle andre be¬
vægende Grunde, de skulde i disse Krige ikke ha¬
ve andre Fiender at bestride end dem, som tillige
ere Fiender af Menneskeligheden. J Stedet
for de Sukke, som de ved Krigens Byrder og
Elendigheder udpresse af vindskibelige Folk, Enker
og Faderløse, skulde de, ved at forfølge Laster
og Misbrug, ikke giøre andre misfornøiede end
nogle magelige, egennyttige og uretfærdige Be¬
tientere, Bondeplagere, Aagerkarle, Udsuere,
stolte, lade og fordærvede Mennesker.


En almindelig Reformation i Lovene og
Sæderne synes altsaa endnu at være baade fore¬
staaende og muelig. J det mindste trænger hele
Europa, efter alle Nationers enstemmige Klager,
meget høit dertil. Disse deels af en langvarig
og ødeleggende Krig, deels af fordærvelige Vaner
og Misbrug undertrykte Folk, fæste nu i den al¬
mindelige Fred deres Øine og Haab paa de store
Mænd, som bestemme Europæ Skiebne baade i
Freden og i Krigen. Og i det at Rygtet forkyn¬
der fra alle Kanter, at de Helte, som nyelig be¬
væbnede sig for at beskytte Friheden af Europa,
tænke nu paa intet andet, end hvorledes enhver
kan bruge sin Frihed til at giøre sit Folk til det
lykkeligste, høre vi saa mange Folk fra alle Euro¬
pæ Ender at raabe til denne Gudernes Slægt:
Aggredere o magnos, aderit sam tempus, nonores
Clara Deiim soboles, magnum sovis Incremen¬
tum
Aspice convexo nutantem pondere mundum,
Alpice, venturo lætentur ut omnua seclo.


249
No. 279.
Mandagen, den 19 September 1763.
J¬
eg har hørt adskillige Forældre klage over Ti¬
derne, fordi skikkelige Folk vidste nu ikke
mere, hvad de skulde giøre af deres Børn.
Saa vanskeligt, sagde de, var det i alle Stæn¬
der at komme frem. Jeg bruger just disse
samme Ord, som jeg har hørt af andre, fordi
jeg finder dem saa meget beqvemme til at udtrykke
det, som man egentlig vil sige med disse Klage¬
maal. Enhver skikkelig Mand forstaaer ved at
komme frem ikke alene, at hans Børn komme
i det, som man i Almindelighed kalder en æret
Stand, men og, at de i denne Stand trænge
dem frem for deres fortiente Medborgere til det
Æretrin, som deres Forældre have opnaaet; og
paa hvor mange forunderlige Maader end disse
Forældre ere opkomne, om Faderen end var
sprunget dertil fra Kareten og Moderen fra Kiøk¬
kenet, ere de dog ærekiere nok til at ønske, at
deres Børn maatte endnu paa en lettere Maade
komme frem, det er at sige, at blive om ikke
meer, saa dog i det mindste lige saa meget som


250
Forældrene selv. Nogle troe endog, at dem
skeede Uret, om Børnene skulde begynde, jeg
vil ikke sige der, hvor de have begyndt selv (thi
disse Trin ere virkelig undertiden alt for nedrige,
men lidt under deres nærværende Stand.
En Borgermand, som har faaet en Bestil¬
ling af nogen Anseelse eller og en Rang, som
giør hans Person langt fornemmere end hans Be¬
tiening, holder det ikke alene uanstændigt at sætte
sin Søn til Handelen, og at lade ham lære en
Konst; det skikker sig ikke engang, at lade ham
være uden Caracter saa længe indtil han har lært
noget af det, som han skulde vide i den Stand,
hvortil han er destemt. Han maae enten, saa¬
snart han kommer ud af Skolen, eller og før,
om det kan lykkes, have en Titel, og hans Frø¬
ken Datter (thi denne Titel er allerede meget bor¬
gerlig) Frøkenen, siger jeg, hun maae endnu
høiere op. Det skikker sig ingenlunde for hende,
at tage en Mand, som har en mindre Rang end
hendes Hr. Papa. Jeg vilde ikke heller raade
saadan en ærlig Mand til at tage hende, med
mindre han var meget overbeviist om hendes For¬
nuft. Hun skulde maaskee troe, at hun, ved
at fornedre sig selv saa mange Trin, havde gjort
hendes Mand et Offer, som han hverken havde
Penge eller Fortienester nok til at betale.


251
Jeg vil ikke spørge disse adelige Borgere,
paa hvilken Grund de kunne selv tale saa heftig
mod Adelens Hovmod. Dersom en Familie,
som selv er opsprunget fra Jntet, kan, saasnart
den faaer en Titel eller Nobilitations-Brev,
have Ret til at forlange, at alle dens Efterkom¬
mere beholde deres Titler og Adelskab, skulde
da en gammel Familie, hvis Forfædre have i
mange hundrede Aar tient Riget, ikke have den
samme Ret? Jeg vil ikke, siger jeg, spørge
dem derom, fordi nogle kunde maaskee være en¬
foldige nok til at svare, som de tænke, at de og
deres egne Børn ikke kunde komme frem, der¬
som de ikke fortrængte disse gamle Familier; Jeg
vil kuns bede dem betænke, at deres egen Tænke¬
maade og intet andet er Aarsag til det, som de
klage over. J har 5 eller 6 Børn, sagde jeg
engang til saadan en skikkelig Mand af en honet
Ambition, og J forlanger, at de skulle alle bli¬
ve det, som J er selv. En af dem kan kuns
faae Eders Betiening, og i andre Betieninger
ere og skikkelige Folk, som have Børn; Disse
have den samme Ambition, og ligesaa god Ret,
som J, til at forlange det samme. De fleste
giøre det og virkelig, de tænke snarere paa at
giøre deres Børn til mere end til mindre end de
ere; hvor skulle alle disse Børn hen tilsidst? skal
Staten skabe nye Betieninger for at underholde


252
dem? Naar de kunde leve af Titler, blev der
maaskee Raad dertil; men saa mange Besoldnin¬
ger, hvor skal man tage dem fra? Arbeidernes
og de Skatskyldiges Tal formindskes hver Dag.
J, min gode Ven, sagde jeg, har forladt Kiøb¬
mandsstanden, en anden er løbet fra Ploven,
den tredie fra Haandverkerne. Saa mange Fa¬
milier ere der nu mindre i disse Stænder, som
skulle føde de andre, og ingen af dem vil gaae
tilbage igien. Eders Frøkener og Junkere,
hvilke, dersom Forældrene vare blevne i deres
Stand, kunde have stiftet saa mange nye Fami¬
lier af Kiøbmænd, af Agerdyrkere, af Konstnere,
de ville alle være Herrer og Fruer, og om der
vare sex Gange saa mange Betieninger i Landet
som der ere, var der dog ikke nok til dem alle;
er det da Under, om nogle af dem blive staaende,
og ikke kunne komme frem?
J det jeg sagde dette, kom en af mine gode
Venner til. Han var og bekymret for sine Børn,
men af langt andre Grunde. Jeg sørger et,
sagde han, for at mine Børn ikke skulle komme
frem, i den Mening, hvori dette i Almindelighed
siges. Jeg begriber, sagde han, meget vel,
at alle Børn ikke kunne blive det, som deres For¬
ældre ere; og om jeg end kiendte Maader nok til
at skubbe (han brugte just dette Ord) mine egne
Børn frem for andres, til saadanne Betieninger,


253
som kunde forskaffe dem nogen Rang og Levebrød,
maae jeg tilstaae reent ud, at jeg ikke kunde be¬
tiene mig deraf. Min Ambition er at efterlade
mig brave Efterkommere og en Slægt af duelige
Folk, som ved Forsynets Bistand kunne giøre
deres Lykke selv. Om Standen bekymrer jeg
mslet intet. En god Kiøbmand, en Haand¬
verksmand ere i mine Øine langt ærværdigere Folk
end en Betient, som er bleven hvad han er, for
hans Faders Skyld, og jeg vilde heller, at en
ærlig Arbeidskarl skulde bære mit Navn efter mig
end saadan en, som beviiste kuns for hele Verden,
at jeg havde misbrugt min Lykke til at stiæle Brø¬
det fra værdigere og meere fortiente Folk, og til
at fordærve et Embede med en slet Betient. Om
jeg og vidste, at jeg ved Opdragelsen kunde giøre
noget dertil, at mine Børn ikke bleve ganske
uværdige til disse Æretitler, som alle attraae;
valgte jeg dog, og det for mange Aarsagers Skyld,
heller en anden Stand for dem, hvori de kunde
selv arbeide dem frem, om det og var en af de
ringeste, naar jeg kuns VV. vidste et sikkert Mid¬
del til at opdrage dem i de rette Grundregler af
denne Stand, og at giøre dem til brave og due¬
lige Folk.
Hele Selskabet studsede ved denne Tale.
Holde J det da for saa vanskeligt, min Herre,
agde en til ham, at giøre en Kiøbmand, en


254
Haandverkmand, en Bonde, en Soldat af
Eders Søn? Ja, svarede min Ven til alles
Forundring, det holder jeg for vanskeligt, og
derover alene bekymrer jeg mig. De fleste Læsere
finde uden Tvivl hans Tænkemaade ligesaa forun¬
derlig som Selskabet, og jeg maae derfor sige,
hvorledes han forklarede sig videre. Saa længe
min Søn, sagde han, endnu er et Barn, og
jeg har ham i mit eget Huus, og under min egen
Opsigt, kan jeg giøre af ham hvad jeg vil; Jeg
kan giøre ham haardfør, nøisom, dristig, vænne
ham til hvilken Levemaade jeg vil, og give ham
den Tænkemaade, som passer sig best dertil. Det
beroer endnu paa mig, hvad Begreb han skal
giøre sig om alle Ting, hvad for Vaner, og
for en stor Deel, hvad for Hoved-Tilbøieligheder
han skal faae. Dersom jeg heri viger fra den al¬
mindelige Vei; Dersom jeg foresætter mig en an¬
den Hensigt i min Søns Opdragelse end andre
skikkelige Folk, maae jeg vel taale, at de laste
mig, og tilskrive snart Haardhed, snart Karrig¬
hed, snart Egensindighed den Omgang, som jeg
finder at være grundet i min Opdragelses Hensigt.
Men min Søn hører det endnu ikke, eller og
han forstaaer det ikke; jeg bekymrer mig derfor
ikke derom. Det er mig nok, at jeg veed at
indrette alt dette saaledes, at min Søn er for¬
nøiet med mig, og jeg med ham; at han er mere


299
frisk, glad, munter; at han græder og klager
sig mindre, naar jeg giver ham Vand og Brød,
og lader ham gaae tyndt og slet klædt, end andre
Børn, som man allermeest kieler for. Det er
nok, at han elsker mig mere, end disse elske de¬
res Forældre, endskiønt de hvert Øieblik søge at
opfinde noget, som kan behage dem. Men nu
skal min Søn engang begynde at see sig om i Ver¬
den; Jeg maae dog føre ham lidt i andre Selska¬
ber, førend han kommer ud af Huset. Han
maae omgaaes med andre Børn af hans Stand.
Den hører han kaldes Junker, og Søsteren Frø¬
ken; een er klædt i Silke, en anden i Fløiel;
Den Dreng har allerede en Kaarde ved Siden,
som jeg har sagt til min Søn at han først skal for¬
tiene; En anden har en hvid Fieder i Hatten;
han beundres af hele Selskabet, fordi han er saa
vel klædt; han taaler ikke, at min Søn rører
ham for ei at krølle hans Manskietter og bringe
hans Haar i Uorden; og han kan ikke gaae over
Gaden; En Tiener maae bære ham for ikke at
fordærve hans smukke Skoe og hans hvide
Strømper.
Saasnart min Søn nogle gange har anseet
denne Levemaade, som er saa almindelig iblant
andre skikkelige Folk, maae han da ikke allerede
begynde at troe, at jeg har gjort ham Uret, og
været en haard Fader imod ham? Det hele Sy¬


250
stem af det, som man kalder Ambition og Leve¬
maade, er hastig lært; Man behøver kuns at
føre et Barn, som kan læse, nogle gange i vore
Selskaber, og han skal snart lære, hvilken for¬
færdelig Forskiel der er imellem en slet og ret Bor¬
ger, og en borgerlig Rangsperson, imellem en
Kiøbmandsdreng og en Junker, imellem en Per¬
son i en Klædes Kiol, og en anden, som bær
Silke, Galoner og hvide Fiedre; og saasnart han
har lært det, min Herre, meener J da ikke, at
min Søn har baade for megen Ambition og Le¬
vemaade, til at tiene hos en Kiøbmand paa et
Comptoir? Jeg vil ikke engang tale om andre
Stænder, som endnu holdes ringere.
Men sæt og, sagde han videre, at jeg, ved
at holde min Søn fra alt det, som man hos os
kalder skikkelige Selskaber, kunde forebygge saa¬
danne Tanker, indtil den Tid, da jeg skulde væl¬
ge ham en Stand. Alle Stænder, har jeg vel
sagt, ere mig lige gode, men ikke derfor alle Folk
i disse Stænder. Jeg vilde have min Søn sat
i Lære hos saadan en Mand, som kunde giøre
ham til et retskaffent Menneske i den Stand, som
jeg valgte. Jeg vilde altsaa, naar han skulde
være Kiøbmand, have ham hos en af vore beste
Kiøbmænd, og der vare da ikke mange at vælge
iblant. Sæt, at den beste iblant dem alle, at
Kiøbmanden i det Patriotiske Selskab selv tog


251
ham paa sit Comptoir. Han skulde da vist blive
vel anført, han skulde lære noget nyttigt, og
jeg vilde holde alt dette for en større Lykke, end
om min Søn var bleven galoneret fra Hoved til
Fod. Men nu, sagde han, da jeg synes at
være allernærmest ved Maalet af mine Ønsker,
da vaagner først min Bekymring. Nu kunde
jeg dog ikke længer indslutte min Søn. Han fik
tusende Leiligheder til at komme ud iblant Folk,
og at høre, hvor meget vore rangsyge Borgere
foragte den Stand, som jeg havde valgt til ham.
Det varede ikke længe, førend han merkede, hvor
meget en Junker, som dog ikke var af en bedre
Familie end han, bildte sig ind at være meer end
han, og førend han hemmelig bebreidede fine For¬
ældre, at de ikke, lige saavel som andre skik¬
kelige Folk, havde gjort ham til noget, som han
kunde have Ære af.
Sæt og, sagde han videre, at jeg ikke ag¬
tede disse Bebreidelser, og at jeg kunde overvinde
den Sorg, som jeg maatte føle ved at see et elsket
Barns Kierlighed aftage. Sæt, at min Kier¬
lighed til ham var reen nok, for at kunne sige:
Elsk mig mindre, min Søn, men bliv en god
og nyttig Mand. Endog dette kunde jeg jo ikke
mere haabe i en Stand, med hvilken han allerede
var misfornøiet. Med den beste Opdragelse skul¬
de det ikke vare længe, førend jeg saae ham befængt
ft.


258
med al den Ulyst, Langsomhed og Træghed, som
er saa almindelig i alle nyttige Stænder, fordi de
fleste vælge dem kuns af Nød, og for at forlade
dem igien.
Naar jeg betænker, hvad jeg selv har seet
paa andre Steder, hvor alle nyttige Stænder
ere agtede nok, for at vedligeholde hos unge Men¬
nesker den Følelse af Ære og den Lyst til Stan¬
den selv, som er saa fornøden til at giøre dem til
muntre, duelige og vindskibelige Folk; og hvor
meget saadan en Tænkemaade befordrer et Folks
Velstand og Lyksalighed, da vilde jeg holde det
for større Lykke, om jeg kunde sende min Søn
hen for at blive opdraget paa saadant et Sted, end
om jeg kunde efterlade ham nok saa mange Venner
og Patroner.
Den eneste Trøst, sagde han tilsidst, som
blev tilovers for mig, var, at, naar jeg havde
gjort mig al denne Umage forgieves, og forsøgt
en Stand efter en anden; Naar jeg hverken kun¬
de giøre en god Kiøbmand, eller Konstner, eller
Soldat af min Søn, kunde jeg endnu giøre ham
til lige saa god en Junker og lige saa artig en
Person, som disse skikkelige Folkes Børn, som
Forældrene vide saa vel at bringe frem. Han
skulde snart blive lige saa kræsen og kielen, som
nogen anden; Det kostede mig ikke megen Umage,
og naar han i nogle Maaneder havde lært at


259
danse, fattedes der ham ikke andet end en Silke¬
kiole og en hvid Fieder i Hatten, for at blive vel¬
kommen i alle Selskaber, og anseet for et haabe¬
fuldt ungt Menneske. Jngen skikkelige Folk
skulde foragte ham, fordi han vidste Intet;
Det skulde kuns forundre dem, at han endnu
var Intet. Enhver var forlegen, fordi han
ikke vidste, hvad han skulde tage ham for, og
hvad han skulde kalde ham. Hvis jeg derfor
ikke strax kunde skaffe ham en Titel, maatte jeg
lade ham lære saa meget Latin, at han kunde blive
indskrevet som Student. Dertil behøves endelig
ikke meget, og altsaa kunde min Søn endnu blive
til noget, og maaskee langt mere, end om jeg
havde giort mig allermeest Umage for at giøre
ham værdig dertil.
No. 280 og 281.
Fredagen, den 23, og Mandagen, den
26 September 1763.
M¬
an fremsatte engang i det Patriotiske Sel¬
skab dette Spørgsmaal: Hvad der meest
hindrede eller befordrede gode Love og Jndretnin¬


260
ger? I Begyndelsen anførte enhver adskillige
Aarsager, som alle vel havde megen Jndflydelse paa
Lovenes Jverksættelse, men af hvilke det tillige
var vanskeligt at sige, hvilken der var den vig¬
tigste. Præsten blev længe ved at paastaae, at
det fornemmelig kom an paa Tænkemaaden og
Sæderne, og han anførte nogle Exempler af de
nu levende Nationer, grundede paa deres egne
Klagemaal, og tagne tildeels af et Brev over
17
Kreden iii Skeven af som i delte Aat et
udkommen til Lyon. Forfatteren af dette Brev
paastaaer,, at det ikke er saa meget Regierings¬
formen og Lovene, som Nationens herskende
Caracter, der bestemmer dens Skiebne og Lykke;
han anseer en almindelig Fordærvelse i alle
Stænders Grundregler som den sande og eneste
Aarsag til al den Forliis, som hans Lands¬
mænd giorde i den sidste Krig. Og efter at
have balanceret alle de Uleiligheder, som følge
af saadan en Fordærvelse i Sæderne, med de
store naturlige Fordele, som hans Fædreneland
besidder fremfor hans Fiender, slutter han der¬
af, at det ikke er physiske, men moralske Ting,
som foraarsage baade Rigernes Flor og deres
Undergang. Han ønsker, at Ministrene vilde
betiene sig af Freden til at optænke saadanne
Lægedomme, som vare de kraftigste til at hel¬
brede disse indvortes Sygdomme, og at Folket


201
vilde, i Stedet for ved unyttige Klager at
giøre de beste Anslag til intet, i det mindste op¬
sætte deres Domme, indtil man havde fuldført
de foretagne Forbedringer. De, som uden
at lade sig afskrække af Hindringer, arbeide
med en utrættelig Flid paa de forfaldne Sagers
Oprettelse, ligner han med den Romerske Ge¬
neral, som, efterat han var overvunden og
drevet paa Flugten, blev dog belønnet, fordi
han ikke havde fortvivlet om at redde det Al¬
mindelige; og hvor høit Fordærvelsen end er ste¬
get, troer han dog, at der i alle Stænder fin¬
des endnu nogle saadanne sunde Lemmer, en
frugtbar Sæd til det Gode, som behøver kuns
at opklækkes.
Selskabet var alt for overbeviist om Vigtig¬
heden af Sædernes Jndflydelse, til at nægte no¬
get af alt dette. Man meente kuns, at Spørgs¬
maalet endnu ikke var besvaret. De Love, sagde
man, som angaae Sæderne, ere just af alle de,
som have de fleste Vanskeligheder, og det bliver
derfor endnu et Spørgsmaal, hvad der er den
største Aarsag til disse Vanskeligheder? Efter nøie
Undersøgning deelte Selskabet sig i tvende Par¬
ter. Adelsmanden og Præsten paastode, at mange
gode Foretagender ikke lykkedes, fordi man ei gik
langsom og forsigtig nok tilverks, fordi man vilde
giøre alt for store og hastige Forandringer paa


262
eengang; Kiøbmanden derimod og Bonden
meente, at endnu langt flere gode Ting gik over¬
styre, forti man var alt for langsom og fordi
man af alt for stor Forsigtighed ikke gjorde baade
tidlig nok og hastig nok alt, hvad der behøve¬
des til at understøtte et nyttigt Foretagende.
Denne Mening syntes at behøve meest Bevus,
og jeg vil derfor fortælle, hvad Kiøbmanden
sagde, til at bestyrke den.
Jeg veed ikke, sagde han, om det forholder
sig med alle andre Love, saaledes som med dem,
der angaae Handelen; men disse staae i saa nøie
en Forbindelse med hinanden, at en eneste og
efter Anseelse ikke meget betydelig Feil i Forfatnin¬
gen kan giøre alle andre i sig selv nyttige og store
Anslag til intet, eller i det mindste paa en merke¬
lig Maade hindre Fremgangen deraf. Vi Kiøb¬
mænd ere vante til at beregne alting; og naar jeg
vilde undersøge alle Nationers Indretninger, skulde
det ikke blive mig vanskeligt at bevise, at der ikke
var i et Land en Lov eller en Anstalt, som har no¬
gen Jndflydelse Handelen, at den jo i Forhold til
denne Jndflydelse, hvor ringe den endog er, foraar¬
sager en Forandring i Varenes og Pengenes Priis,
som lader sig bestemme med et vist Tal, hvilket,
hvor uendelig lidet det end er i detaille, dog giør
en kiendelig Forskiel i den hele Summe af Han¬
delen, til Fordeel eller Skade for en Nation. J


203
denne Beregning, sagde han videre, indløbe ikke
alene de store og kiendelige Anstalter, de, som
umiddelbar angaae Handelen, men og tusende an¬
dre indtil Nationens Caracter, Levemaade, og Pri¬
sen af de mindste Levnetsmidler. Handelens
Flor beroer ikke alene paa de Indretninger, som
umiddelbar angaae den, paa Haandverkernes,
Manufacturernes, Compagniernes, Toldens og
Financernes Bestyrelse; Den beroer og paa Land¬
væsenet, Rettergangsmaaden, Politievæsenet;
alt det, ikke alene i Lovene, men og i Levemaa¬
den og Sæderne, som formerer eller formindsker
Friheden, Sikkerheden, Arbeidsomheden, Folke¬
mængden o. s. v., har en vigtig Jndflydelse i
Handelen, fordi det er disse Ting, som bestemme,
hvor meget baade Pengene og Varene i et Land,
gielde mod Pengene og Varene i et andet. Alle
disse Ting ere i Henseende til Handelen ligesom de
Hiul, der høre til Væsenet af et Uhrverk eller en
anden Maskine, og af hvilke det ene ikke kan be¬
væge sig uden det andet. Hvad vilde en Uhr¬
mager f. Ex. tænke, om man sendte ham et smukt
Uhr, med den Begiering, at han vilde sætte det
i Stand, men for alting ikke røre ved visse Hiul
deri, om hvilke man troede, at de vare alt for
gamle og skrøbelige til at taale nogen Forandring,
eller Bevægelse? Han vilde uden Tvivl svare,
at dersom man vilde have Uhret sat i den Stand,


204
at det kunde giøre virkelig Nytte, som andre Uhrer,
maatte man lade det komme an derpaa; hvis det
derimod ikke var os om Nytten at giøre, dersom
man vilde kuns have et Uhr til Parade, og var
fornøiet, naar det kuns paa Skiven saae ud som
andve Uhrer, kunde man lade det blive som det
var. Med faa Ord: han vilde sige, at for at
faae et godt Uhr deraf, maatte man tillade ham
at tage Hiulene fra hinanden, og at forbedre alt
hvad der behøvedes til at sætte dem i Gang.
Denne Lignelse, mine Herrer, er altid fal¬
det mig ind, naar jeg har hørt Folk tale med saa me¬
gen Tvivl, Frygt og Vaersomhed om saadanne
Forbedringer, som de dog selv maatte tilstaae at
være meget nødvendige og nyttige. Og naar
jeg har seet et Folk i Europa kappes med et andet
i nogle Anstalter for Handelen, som man giorde
efter visse store Mønstre, uden at forbinde alt det
tilsammen, som behøvedes for at sætte Maskineni
Gang, har jeg forestillet mig en galant Mands¬
person eller et Fruentimmer, som for at være paa
Moden, og have noget, der hænger ud ved Si¬
den ligesaa vel som andre, bær et gammelt Uhr
med en smuk Skive og et prægtigt Futteral, i en
bred og konstig forarbeidet Kiede, som hænger
langt ud paa Siden. Alting i Verden bliver til
Moder. Ethvert lille Fyrstendom i Tydskland
skal maaskee med Tiden oprette Banker og Han¬


205
dels=Compagnier, ligesom de allerede have deres
Ordener, deres Armeer og Universiteter.
Men det er ikke om saadanne smaa Stater,
som leve under andres Beskyttelse, og som giøre
Indretninger alene til Parade, at vi tale; Det
er om dem, som Naturen har givet Fordele nok
til at indtage en vigtig Plads i den Europæiske
Ligevægt. For dem bilder jeg mig ind, at det
ligesaa lidt er nok at have Armeer, Universiteter
og andre Indretninger, hvori de ligne andre Folk,
som jeg veed vist, at det ikke er nok, at de have
Banker, Compagnier og andre offentlige Anstal¬
ter for Handelen; det frugtbareste Land, som
har den fordeelagtigste Beliggende, behøver maa¬
skee flere Indretninger, om det skal komme i no¬
gen Ligevægt med andre; og et Folk, som har
Ambition til at blive engang det, hvortil Natu¬
ren har bestemt det, maae tale uden Knur, at
dets Lovgivere giøre saadanne Forandringer, om
de end nok saa meget stødte visse Personers private
Fordele, Vaner, Tænkemaade og Manerer. Jo
sildigere et Folk begynder at kappes med andre i
Handelen eller andre Indretninger, des mindre
Tid er der at spilde, des meere maae man, saa at
sige, giøre paa eengang, hvad andre, som in¬
gen Rivaler havde, gjorde langsom. Det er og
lettere for saadant et Folk med et at giøre fuldkomne
Indretninger, fordi de have saa mange Erfarin¬


260
ger for dem. Der er i Handelen visse lykkelige
Øieblik, som beroe paa fordeelagtige Conjunctu¬
rer, der give en ønskelig Leilighed til at giøre
visse store Indretninger, en Leilighed, som maa¬
skee ikke gives meer end eengang. Disse Øie¬
blik maae bruges, og man maae da ikke være alt
for langsom. Man maae endog undertiden vove,
eller og aldrig begynde noget.
Overalt, mine Herrer, Jngen Forandring,
i Verden kan giøres, uden at nogle Folks Interesse
lider, og uden at nogle blive misfornøiede; Der
ere altsaa kuns to Ting at vælge, enten at giøre
intet eller at taale denne Misfornøielse. Jeg er
ingen Statsmand, og har derfor maaskee hverken
fiin Følelse nok af denne Ære, som man søger
ved at behage alle Folk, eller ikke Kløgskab nok
til at lempe mig efter alle de Meninger og Passio¬
ner, som regiere Menneskene. Jeg er kuns
vant til at giøre mine egne Affairer, og naar jeg
har afgjort dem efter de Grundregler, som jeg
finder at være de beste, lader jeg alle Folk sige,
hvad de ville. Jeg har tidt hørt Folk, som ikke
vare uvittige, dømme meget ilde om mine Fore¬
tagender. Det har ikke anfægtet mig, fordi jeg
vidste, at de enten snart skulde dømme om igien,
eller og i det mindste have dømt meget værre, der¬
som jeg havde ladet mig bevæge af deres Domme


207
til at giøre noget, hvoraf jeg selv ikke kunde vente
et godt Udfald.
Dette Udfald, som tilsidst bestemmer Publi¬
ti Domme, staaer vel ikke i noget Menneskes
Magt; Det kroner ikke altid de viseste Anslag:
Men de giøre det dog vissere, naar man bruger
alle Midlerne, end naar man af Frygt, Langsom¬
hed eller en overdreven Forsigtighed forsømmer
nogle. Maaskee naar vi indsaae Aarsagerne til
de ulykkelige Udfald af saadanne Ting, som vare
begyndte efter en fornuftig Plan; skulde man
finde, at Ulykken var kommen deraf, at man ikke
nøie og bestandig nok havde fulgt denne Plan, at
man har lempet sig for meget efter andres Domme,
ikke tilladt dem, som skulde udføre Planen, at
giøre alle de fornødne Forandringer; med faa
Ord: at man er bleven staaende ved halvgjorte
Arbeider. Saadanne halvgjorte Arbeider, mine
Herrer! er det, som jeg anseer for de største Hin¬
dringer i gode Foretagender; De ere langt skade¬
ligere end at giøre intet. Det er ikke nok, at
baade Arbeidet og Bekostningen er spildt; Man
decrediterer endog derved de beste Forslag. Mæng¬
den, som dømmer efter Udfaldet, tvivler om de
sikkerste Grundregler, fordi en Forsømmelse af
visse fornødne Hielpemidler er Aarsag til, at Virk¬
ningen deraf endnu ikke viser sig kiendelig nok.
Seer man derimod denne Virkning for Øine, vi¬


208
ser den sig hastig og kiendelig, hvilket ikke skeer,
med mindre man giør paa engang alt, hvad der
kan giøres og hvad der er fornødent, da bort¬
falde snart og af sig selv alle de Misfornøielser og
vrange Domme, hvortil en stor og uventet For¬
andring kan have givet Anledning. Og den
Ære, som kroner Verket, bliver saa meget des¬
større. Jeg er ofte selv, ved at ende en lykkelig
Affaire, hvori der ikke var megen Konst, bleven
beundret som en Mand, der handlede efter den
dybeste Speculation, af de selv samme Folk, som
nogle Dage tilforn troede sig selv kloge nok til at
dømme mig reent fra Forstanden, og som ansaae
mig for en forvoven Mand, der handlede uden
Overlæg.
Langsomme og frygtsomme Forandringer der¬
imod give Folk hvert Øieblik nye Anledning til
Modsigelser og Misfornøielser. De bestyrke dem
endog deri. J saadanne langsomme Forbedrin¬
ger indsnige sig efterhaanden nye Feil og Misbrug,
som føre os snart lige saa mange Skridt tilbage,
igien, som vi nylig gik frem.
Men, mine Herrer, sagde han tilsidst, i
det jeg raader saa meget til at ikke giøre halvgjor¬
te Arbeider, til at ikke standse i en begyndt For¬
andring, men bringe Verket saa hastig som skee
kan, og om mueligt er, paa engang til Fuldkom¬
menhed, i det jeg siger dette, maae De ikke tæn¬


269
ke, at jeg udkræver lige saa megen Hastighed i
Beslutningerne, som i Jverksættelsen. Man
maae gierne anvende megen Tid paa Overlægget,
naar man kuns ikke lader lykkelige Øieblik for¬
soinde, som sielden kunne kaldes tilbage igien, og
saadanne Øieblik bilder jeg mig ind, at der fore¬
komme i andre Ting ligesaavel som i Handelen,
naar f. Ex. Følgerne af visse Misbrug, ved be¬
ynderlige Tilfælde, ere blevne meget kiendelige,
naar disse Ting endnu ere i frisk Erindring, og
alles Gemytter rørte af Skræk for en nys over¬
vundet eller endnu forestaaende Fare; Thi midt
i Faren selv er det sielden Tids nok at foretage no¬
gen Forandring. Saadant et Overlæg er saa
meget meer fornødent, som det neppe er mueligt
at giøre nogen betydelig Forandring, uden at den
har mange Følger og vidtløftige Forbindelser.
Til at oversee alt dette, og ikke have andet til Øie¬
merke end det Almindelige, udkræves Folk, som
have megen Jndsigt og en ædelmodig eller i det
mindste en ærekier Tænkemaade. Grundregler¬
ne af de fleste Stænder ere nu omstunder alt for
vidtløftige til at noget Menneske kunde have al den
Jndsigt uden i en Stands Forretninger alene, den
nemlig, i hvilken han var opdraget, og hvori han
var øvet. J det mindste tænker jeg saaledes om
Handelen; Jeg veed, ved hvor mange Slutnin¬
ger og Erfaringer jeg selv er kommen til den Kund¬


270
skab, som jeg har, og jeg slutter deraf, at saa
meget som jeg selv forundrer mig undertiden over
Folk af andre Stænder, som dømme om mine
Affairer, ligesaa meget skulde disse ærlige Folk op¬
holde sig over mig, om jeg vilde blande mig i
Krigsvæsenet, eller det, som angaaer Religionen
og Videnskaberne. Jeg taler her ikke om almin¬
delige Grundregler, men om virkelige Planer,
som indeholde al den Detail, der behøves til at
udføre et stort Foretagende. Dertil, troer jeg,
kan et Menneske kuns være skikket i een Metier ale¬
ne. Men naar man og i enhver Stand fandt
ikke alene een men mange saadanne kloge Folt,
og nok deraf for at besætte hele Collegier og talri¬
ge Forsamlinger, var det dog med de Sæder,
som nu regiere i Verden, neppe at formode, at
saa mange skulde være uegennyttige, beskedne og
patriotiske nok for at have kun een Hensigt, og
for at blive enige i deres Slutninger. Jeg
troer derfor, at enhver betydelig Forandring er
et Verk, som i enhver Metier maae betroes til
en Mand alene, i det mindste for den største Deel,
det er at sige, saa vidt den Metier ikke staaer i
Forbindelse med andre. Paa en Tid, da Æren
gielder saa meget i Verden, er dette endnu mere
fornødent. Naar flere have med en Ting at giø¬
re, hindrer den ene ofte den anden, om ikke af
andre Grunde, saa af Ambition.: En Mand af


271
den største Jndsigt og Redelighed, bliver tilsidst
kied af saadanne Hindringer og Modsigelser, han
falder til Lunkenhed og Efterladenhed; da han
derimod, naar han veed, at Sagen beroer paa
ham alene, og at ingen andre deele enten Æren
eller Skammen med ham, anstrenger sine Kræf¬
ter for at bringe Verket til Fuldkommenhed.
Jeg veed ikke, sagde han tilsidst, om jeg ta¬
ger Feil i at slutte fra mine egne Affairer til an¬
dres; men saaledes har jeg afgjort alt, hvad jeg
ikke kunde giøre selv. Jeg har udsøgt til enhver
Forretning en Mand, som var bekiendt for at for¬
staae den Metier allerbest; jeg har bedet ham af¬
giøre den Sag det beste og det hastigste han kun¬
de, og sagt ham tillige, at naar det var gjort,
skulde saa meget af Fordelen være hans. Paa
denne Maade er jeg altid bleven vel tient; og jeg
maae tilstaae, at jeg i alle Metiers indtil de ringe¬
ste Handverker har fundet Folk, som arbeidede
vel ikke alene for Gevinstens Skyld, men og for
Æren, og for den Fortroelighed, som jeg havde
til dem.
Efter at have nøiere overlagt Kiøbmandens
Tale, fandt Selskabet ikke meget at erindre der¬
imod. Man lagde især Mærke til det sidste, og
tilstod, at fast den hele Historie syntes deri at væ¬
re paa Kiøbmandens Side. Alle store Forbe¬
dringer, sagde Adelsmanden, i Krigsvæsenet,


272
i Lovene, i Religionen, i Videnskaberne, have
gemeenlig været et Verk af en eneste Mand, og
sielden eller aldrig en Slutning af en stor Forsam¬
ling og mange Raadgivere. Det hele System
af Sæder, som udgjorde Fuldkommenheden af den
Egyptiske Sratsforfatning, og opholdt denne
prægtige Stat i sytten hundrede Aar, var et
Verk af tvende Konger. Alt, hvad der var
godt i Persernes Indretninger, kom fra Religio¬
nen, som var givet dem af Zoroaster. Lycurgs
Love regierede Lacedæmon i syv hundrede Aar.
Den Atheniensiske Stat blev bevaret ved den Til¬
lid, som Folket havde til Solon. Grundvolden
til den hele Romerske Forfatning blev lagt under
Kongerne. Numa Pompilius stiftede Religio¬
nen, Tullus Hostilius indrettede Krigsvæsenet,
Servius Tullius udkastede selv Grundlovene af
Republiken; det er denne store Konges Plan,
som regierede Folket, da det ikke meere havde Kon¬
ger. Alt, hvad der var stort og bestandigt i Re¬
publikens Forfatning, vare Følger af de gode
Kongers Love. J Folkets Forsamlinger kunde
ikke mange store Indretninger giøres; og da der
var ingen Person mere i Verden, til hvilken man
kunde eller vilde fortroe den lovgivende Magt,
maatte dette stolte Folk, som i Krigen gav hele
Verden Love, laane selv deres Love af Fremmede.
Man sendte Folk til de Græske Stæder, for at


273
eftersee de store Indretninger, som vare Verker
af et eneste Menneske; man satte 10 Mænd til
at eftersee dem, og overdrog tilsidst Magten til
den eene. Under Keiserne bleve først Lovene
fuldkomne, og de vare endnu ikke bleven det, der¬
som ikke Keiser Justinian ogsaa havde betroet det¬
te Verk til en eneste Mand. Disse Love angik
kuns de almindelige borgerlige Handlinger og Ret¬
tergangen; mere kunde man ikke vente af en Lov¬
kyndig; at fastsætte visse Grundregler for alle
Dele af Staten, for Krigsvæsenet, Handelen,
Financerne, Landvæsenet, Opdragelsen, Skoler¬
ne, Videnskaberne, er mere end et Menneske ale¬
ne kan oversee. Dertil behøves en Tribonian i
enhver af disse Stænder; En Feltherre som Agrip¬
pa til Raadgiver for Krigsvæsenet, en Mecoenas
for Videnskaberne, en Colbert for Handelen, en
Sully for Financerne, og en August, en Henrie,
en Ludvig for dem alle. Enhver Deel af den
lovgivende Magt er i et System, som det Euro¬
pæiske, af en vidtløftigere Omkreds end den hele
Samling af Love i Grækenland og Rom.
Saa gierne, som jeg tilstaaer Dem, sagde
Præsten tilsidst, at Hoved=Forbedringerne i en¬
hver af disse Stænder maae være en Mands Verk,
og at det er godt at giøre alt, hvad man kan, paa,
engang; saa lidt troer jeg og, at De nægte, at
naar saadanne store Indretninger engang ere
ift


274
gjorte, bør man ikke for enhver ringe Feil foran¬
dre dem igien. Det var den anden store Artikel
i de Gamles Lovgiverkonst. Saa ulykkeligt som
det er for et Folk, hvis Sæder og Indretninger
ere fulde af Misbrug, at være meget hengiven
til det Gamle, saa fortreffelig en Virkning har
derimod denne Drift hos de Nationer, som ved
en viis og lykkelig Brug af den lovgivende Magt
engang have faaet et fuldkomment System af Love,
og hvor disse Love ved Opdragelsen og Tiden ere
blevne til Sæder og Vaner. Da skader det
ikke mere, om Brugen af denne Magt er lang¬
som og sparsom. Da er det Tid at giøre i de
menneskelige Stater det samme, som Gud har
gjort i Kirken. Da han i sin aabenbarede Lov
havde tilkiendegivet Menneskene, hvad de behøve¬
de at vide til at forarbeide deres Lyksalighed, op¬
hørte Prophetierne, og Johannes fik tilligemed
Menigheden tilsidst den befaling: at bevare
Bogens Ord uforandrede.


275
No. 282.
Fredagen, den 30 September 1763.
J
Sæderne ere ofte de mindste Omstændigheder
meget vigtige. Naar man vil kiende det i
en Nations Caracter, som er den virkelige Grund
til dens Magt, Rigdom og Fortieneste, er det
ikke altid i de store Handlinger at man skal søge
det. Det er saadanne Træk, som neppe merkes
i en Beskrivelse, smaa Omstændigheder af en pri¬
vat Mands Liv eller af et Tingsvidne, som skil¬
dre undertiden en Nations Caracter langt bedre
end de prægtigste historiske Malerier.
Historien af den ulykkelige Johan Calas,
som i Aaret 1761 blev henrettet i Toulouse, er
vel de fleste Læsere allerede bekiendt nok af de of¬
fentlige Tidender; og hvo af dem kiender vel igien
i denne Historie Caracteren af den Franske Na¬
tion? Hoved=Handlingerne selv ere for grusomme
dertil, og de have vel rørt de fleste Læsere alt for
meget for at tillade dem at bemerke nogle smaa
Omstændigheder, som man ikke pleier at agte en¬
gang i Fortællelser, der indeholde saa selsomme
og overordentlige Ting. Jeg har selv, maae jeg


270
tilstaae, ikke agtet nok derpaa, førend jeg blev
opvakt dertil ved en Anmerkning i the Gentle¬
mans Magaamn for Novbr. 1762, hvor denne
bedrøvelige Historie fortælles. Historien selv vil
jeg ikke her igientage. Den fremstiller kuns de
allerbedrøveligste Beviis af de menneskelige Svag¬
heder, og er tillige i vore Tider saa usædvanlig og
uhørt, at man ikke kan giøre nogen almindelig
Slutning deraf til Sæderne eller Caractererne.
J5 Historien af de meest polerede Nationer finder
man nogle saadanne Træk, som tiene kuns til at
ydmyge Mennesket, og det, som er endnu besyn¬
derligere, jo meere de fortiene vor Afskye, desmere
synes de at fornøie vor Nysgierrighed. J det
vores hele Opmerksomhed er henvendt paa saadan¬
ne Pletter og Skamflikker i Menneskeligheden, ag¬
te vi alt for lidet paa det Naturlige og Enfoldige
i Sæderne, som fortiener vores Kierlighed og Høi¬
agtelse.
J Stedet for at føre Læseren nok engang
igiennem de bedrøveligste Scener af denne Histo¬
rie, som forestiller os en ulykkelig gammel Mand,
som bliver beskyldt for at have dræbt sin egen Søn,
og fordømt af en anseelig Ret, som ikke havde
anden Grund for sin Dom, end et fabelagtigt
Foretagende af en rasende Pøbel og en overtroisk
Geistlighed, som giorde Sønnen, der havde hængt
sig selv, til en Martyr, og Faderen, som begræd


277
hans Ulykke, til en Morder; I Stedet for at
skrække Læserne nok engang ved saa bedrøvelig en
Fortællelse, som ikke beviser andet end det, som
enhver allerede veed, hvor meget Ondt Overtroe
og Vankundighed kan stifte i Verden; vil jeg
kuns anføre nogle efter Anseelse meget ringe og ube¬
tydelige Omstændigheder, som ere fortalte i For¬
høret af denne Sag, og som i den ulykkelige Ca¬
las og hans Familie forestille os Levemaaden af
en Kiøbmand og en fornemme Borger i Frankri¬
ge, en Levemaade, som er den sande Grund til
denne fortreffelige Nations Rigdom og Magt, og
som fortiener mere at tages til Mønster af andre
Folk end meget af det, som vi kalde Franske Sæ¬
der; Disse Forfængeligheder, som vi enten uden
Grund tillegge Nationen for at besmykke vores
egne Feil, eller som vi lære af dens unge Sprade¬
basser og rige Daarer.
Denne Fortællelse, siger Forfatteren af det
Engelske Magazin, maler os en Huus-Omgien¬
gelse, som maae komme en Engelsk Læser meget,
og jeg tør vel sige en Dansk endnu mere frem¬
med for. En Kiøbmand, som havde ladet sin
ældste Søn studere Lovkyndigheden, i den Tan¬
ke at blive brugt ved Retterne, sender denne
Søn ud at kiøbe Ost, og har ikke flere Dome¬
stiker end en eneste Tienestepige, hvilken, efter
at have tillavet Aftens-Maden, sætter den paa


278
Bordet Klokken syv, og lader Selskabet siden
skiøtte og opvarte sig selv. Dette Aftens Maal¬
tid havde ikke desmindre hvad man kalder en
Desert. Men førend den er opspist, forlader
den ældste Søn, som var en særdeles god Ven
af den indbudne Giest, Bordet, og gaaer i Kiøk¬
kenet. Jngen spørger efter ham. Selskabet
bliver endnu et par Timer tilsammen. De gaae
efter Maaltidet ind i Sengkammeret, og den
anden Søn sætter sig imidlertid til at sove i en
Lehnestoel, indtil man vækker ham for at lyse den
Fremmede ud, som gik bort Klokken Ti."
Et vanskeligt Sted i en Græsk eller Ro¬
mersk Forfatter, som ved Tidernes og Sædernes
Ulighed er bleven os allermeest uforstaaeligt, træn¬
ger vel ikke meer til Forklaring end dette. Naar
jeg f. Ex. oversatte disse Ord af Horatz: Vivitur
parvo bene, cui paternum splendet in mensa
tendi Salinum; Naar jeg beskrev, hvorledes hine
gamle Romere, hvorledes Curius, Fabricius,
Regulus, Paulus Emilius og flere levede, skul¬
de det neppe komme Læserne saa selsomt for, at
høre fortælle om store Feltherrer, som boede i
Hytter, spiste af Trækar, foragtede Guld og
Sølv, og efter at have overvundet mægtige Fien¬
der og beriget Staten med et anseeligt Bytte,
forlangte kuns Tilladelse at gaae tilbage igien til
disse Hytter for at dyrke deres Fædrene Agre, hvor


279
nogle af dem døde saa fattige, at de ikke efterlode
sig Penge nok til deres Begravelse; Alt dette,
siger jeg, skulde ikke komme dem saa utroligt for,
som at høre tale om en Fransk Kiøbmand, som
sender sin Søn, der allerede er Candidat, ud at
kiøbe Ost; som holder kuns een Domestik; som
gaaer til Bords om Aftenen Kl. 7, o. s. v. Det¬
te er og virkelig efter vore Begreb noget langt
forunderligere. Vi ere vante engang til at fore¬
stille os de Gamle som Folk, der foragtede Rig¬
dom og Overdaadighed, og vi forundre os derfor
ikke mere over deres Tarvelighed; men i Frank¬
rige, vil man sige, der, hvor al Pragten og Over¬
daadigheden har sin Oprindelse, skulde en Kiøb¬
mand der kunne leve saaledes? Ja, og jeg tør be¬
raabe mig paa deres Erfarenhed, som kiende noget
mere af dette Folks Levemaade end vore unge Hans
Franzener. Jeg nægter derfor ikke, at jo Leve¬
maaden i mange borgerlige Huse er meget over¬
daadig; men Overdaadigheden er ikke saa almin¬
delig, den er af en ganske anden Art; Den be¬
sværer i det mindste ikke saa meget, og giør Men¬
neskene ikke saa uskikkede til at tiene Selskabet,
som den Overdaadighed, der hersker hos nogle
andre Folk. For at giøre dette forstaaeligt, maae
jeg forklare mig lidt nøiere.
Der er en Overdaadighed til, som er grundet
paa en naturlig Følelse af det Angenemme og Be¬


280
qvemmelige, og paa en Tilbøielighed til at forbin¬
de sig andre ved en selskabelig Omgang, som for¬
nøier uden at besvære. J denne Overdaadighed
er ofte megen Forfængelighed. Der er en anden
Overdaadighed, som ikke sigter saa meget til at for¬
nøie sig selv, eller til at fortiene andres Kierlig¬
hed, som til at giøre sig ved sine Rigdomme
anseet og bemerket. Denne Overdaadighed kom¬
mer af Stolthed. Begge disse Arter af Over¬
daadighed kunde drives saa vidt, at de ødelegge
Menneskene; men det sidste Slags er dog meget
mere ødeleggende end det første. I denne har
Forfængeligheden selv sine Grændser, som bestem¬
mes, om ikke altid af den strenge Fornuft, saa
dog af en almindelig og naturlig Tilbøielighed. J
det man søger kuns at fornøie sig selv og behage
andre, skyer man i Overdaadigheden selv alt,
hvad der ødelegger Formuen, indskrænker Frihe¬
den, foraarsager Fortrydelse, Væmmelse og Kied¬
sommelighed. Saadan en Overdaadighed har
sine Regler, som ere grundede i en naturlig og
ufordærvet Smag; Den, som kommer af Stolthed,
har derimod ingen. Det er ikke Naturen, men
Jndbildningen, som regierer den. Her spørges
ikke, hvad der er smukt i sig selv, hvad der for¬
nøier os, og behager andre; men hvad der er
brugeligt, hvad der er rart, og hvad der er kost¬
bart; var det end i sig selv det hesligste og ube¬


281
hageligste. Den Fornøielse, som man søger selv,
bestaaer kuns i andres Beundring, og i de yd¬
mygende Begreb, som vi opvække hos dem, om
vore egne Fortrin i Rigdom og Pragt. De
urimeligste Anretninger, den dummeste Pragt
og de latterligste Optog ere gode nok dertil, naar
de kuns koste meget, og enhver ikke har Formue
til at giøre det samme. Naar man er overdaa¬
dig af Forfængelighed, giør man ikke altid saa
meget Godt, som man kunde giøre, med sine
Penge; men man skader dog ingen, man fornøier
mange, og er stedse beskieftiget for at giøre baade
sig selv og andre Livet behageligere. Den Stolte
derimod misbruger endog sin Formue til at foragte
og trodse andre; han er ikke alene ødsel, men og
lad; han holder det for en Skam at giøre noget,
hvorved han kunde fortiene de Penge, som han
øder, og forbinde sig Selskabet.
Et Folk, som er overdaadigt af Forfænge¬
lighed, elsker meget Selskaber, og anvender en
stor Deel af sin Formue paa selskabelige For¬
nøielser. Deres Huse staae altid aabne for alle;
de indbyde mange; men det er mere for at tale,
end for at spise med dem. Anretningerne ere mere
velsmagende end kostbare og overflødige; og man
troer, at man fornøier sine Giester mere ved den
Frihed, som man tillader dem at beværte sig selv,
end om man omringede dem med mange Opvar¬


282
tere. Denne Frihed, som man under andre i
sit Huus, bruger man selv. Man spiser til den
beqvemmeste Tid, saa meget og saa lidt som man
vil; Man gaaer uoen Undskyldninger og Tilla¬
delser fra Selskabet til Forretninger. Man klæ¬
der sig, gaaer, staaer, spiser og drikker efter sin
Beqvemmelighed, og lader sig ikke ved en tvun¬
gen Velanstændighed afholde fra de fornødne Be¬
skieftigelser. Den offentlige Omgiengelse er hos
saadant et Folk ligesom den private. Man seer
dem paa Gaderne, Torvene og Børsene ligesom
i deres Huse, at klæde sig efter deres egen Be¬
qvemmelighed, gaae til Fods, handle, kiøbslaae
efter som enhver lyster.
Et Folk derimod, hvis Overdaadighed kom¬
mer af Stolthed, indslutter sig i sine Huse, og
lader sig ikke see uden i store Tilberedelser. Naar
man indbyder andre, er det som til en Fest, paa hvil¬
ken alle andre Forretninger hvile for at vise sig selv
og sit Huus i den allerfuldkomneste Pragt. Det
er ikke af Giesternes Fornøielse, men af deres
Rang, af Retternes Kostbarhed, af Opvarter¬
nes og Carossernes Mængde, og den Tid, som
der anvendes paa Giestebudet, at man dømmer
derom. De mindste Bagateller have deres Reg¬
ler, som alle ingen anden Grund have end Mø¬
den, og Verten er som en Forfatter uden Genie,
der stieler noget af alle de Skuespil, som han


285
har seet, for at sammensætte en Farce efter Reg¬
lerne. Folk, som troe, at der behøves saa mange
Anstalter, førend de tør lade sig see i deres egne
Huse, maae endnu have mere at iagttage, naar
de ville vise sig uden for. Der ere tusende For¬
retninger, som alle vare meget nødvendige, og
som dog enten aldeles ikke skikke sig for dem, eller
som de i det mindste ikke kunde giøre uden mange
bekostelige Omstændigheder. Her behøves ikke
Carosser alene for at føre dem af en Gade i en an¬
den, men og Fuldmægtige og Tienere i Mængde,
som skulde forrette det, som det ikke skikker sig
for Herrerne selv at giøre, for at see de Ting,
som det ikke anstaaer dem selv at see. Dets
Kiøbmænd selv blive snart til saadanne Herrer;
En liden Capital er nok dertil, fordi Rigdom¬
mene ere naturligviis rare hos et Folk, som er
overdaadigt og stolt; og hvad vil jeg tale om Her¬
rer og Hosbonder? Tienere, Lakeier, Kudske,
Tienestepiger skulle hos saadant et Folk neppe
ville giøre det, som en ærlig Hosbond og en skikke¬
lig Borger giør selv paa andre Steder. En
Kokkepige, hvor nyttig hun end er i Huset, var
hun dog ikke fornemme nok til at være Stuepige;
ligesaa unyttige men tillige fornemmere skulde Tie¬
nerne være fremfor Kudsken: Stuepigen kunde,
uden at fornedre sig selv, ikke gaae ud og kiøbe
noget til Huusholdningen, og det anstod Tieneren


284
ligesaa lidt at bære noget paa Gaden. Om der
og i et Huus var mere at bestille end et Menneske let
kunde giøre, skikker det sig dog hverken for det
Menneske at giøre det, eller for hans Herre at
tillade det. Man maatte holde tre eller fire unyt¬
tige Folk, og endda vogte sig vel, at man ikke i
den enes Fraværelse forlangte af de andre, at de
skulle forrette hans Tieneste. At bede en Stue¬
pige, en Tiener, at gaae ud at kiøbe en Ost,
var det samme som at jage dem paa Døren.
J Frankrige derimod giøre de, som vi her
kalde skikkelige Folk, saadanne Ting ikke alene
uden Undseelse, men endog som en Tidsfordriv
og Fornøielse. Jeg behøver vel ikke at sige,
hvor meget saadan en Tænkemaade giør til at un¬
derholde Virksomhed og Vindskibelighed. Der
behøves meget liden Eftertanke, for at begribe,
at et eneste Menneske udretter i saadant et Land
ligesaa meget som 10 i et andet, at mange Familier
leve paa en anstændig og behagelig Maade af det,
som en eneste fortærer paa et andet Sted, uden at
være agtet eller elsket, eller fornøiet. Saa me¬
get udrette Sæderne alene hos et Folk, som vi
have foretaget os til et Mønster, og maae vi da
ikke tilstaae, at vi have været meget ulykkelige i
at efterligne det.


285
No. 283.
Mandagen, den 3die October 1763.
M¬
in gode Ven og flittige Correspondent,
Haandverkmanden, har nylig erindret
mig om det, som jeg lovede i det 188 No. at
ville bekiendtgiøre et Forslag, som han havde
giort. Dette Forslag sigter til nogle Selskabers
Oprettelse, som skulde i Henseende til Haandver¬
kerne og Konsterne være det samme, som de,
hvilke vi kalde lærde Selskaber, ere i Henseen¬
de til Videnskaberne.
Denne Tanke, synes mig, er meget fornuf¬
tig, og tillige saa naturlig, at man skulde troe,
at mange for lang Tid siden vare faldne derpaa.
Jkke desmindre er denne Mand, saavidt jeg veed,
den første, som har tænkt paa saadan en Jndret¬
ning, og hans Navn vil derfor engang maaskee
blive ligesaa berømt i Konsternes Historie, som
en Richelieus og en Colberts ere det i Videnska¬
bernes Historie. De største Ting ere dog ofte
Virkninger af et lykkeligt Jndfald, som hun¬
drede og tusinde maaskee kunne have havt tilforn,


Tilski
280
men som een Mand alene har været dristig nok til
at foreslaae og sætte, i Verk.
Og i Sandhed, hvad kunde være lettere at
falde paa, hvad tillige nyttigere, end saadant et
Selskab af vittige og erfarne Folk i enhver Konst,
som søgte at forbedre og udbrede den? I det
Videnskabernes Academier arbeidede paa lutter
høie og rare Opdagelser, hvoraf Nytten og An¬
vendelsen synes endnu at være langt borte, skulde
disse Selskaber føre Menneskene umiddelbar til
Maalet. De skulde begynde der, hvor Viden¬
skaberne ende, og indbringe Selskabet en kiende¬
lig, nærværende og øiensynlig Nytte. Praxis
er dog i de fleste Ting ældere end Theorien, og
Haandgrebene før opfundne end Beviserne. Om
man ved disse Haandgreb faldt paa at giøre noget
Nyt, som man endnu ikke kunde bevise, var
Skaden da saa stor? Forringede det Konsternes
Ære? Man har jo i Videnskaberne tidt beviist
Mueligheden af mange Ting, som inter Menneske
endnu har kundet giøre, og jeg mener, at Vir¬
kelighe -i og Nytten af en Opdagelse opveie vel
mod en Demonstration?
Men der har jo, vil nogen maaskee sige
længe været saadanne Selskaber til? Hvad ere
Haandverks=Laugene andet? Og paa en Tid, da
man taler saa meget om at afskaffe dem, hvorle¬
des kan man da tillige foreslaae nye? Hertil sva


28
rer jeg, at efter min Correspondents Plan er et
Haandverks=Selskab noget ganske andet, end et
Haandverks Laug, og for at giøre denne Forskiel
mere fattelig, maae jeg oplyse den ved en Lig¬
nelse af noget, som er os mere bekiendt. Det
foreslagne Haandverks=Selskab forholder sig da
til et Haandverks=Laug, ligesom et Selskab for
Videnskaberne forholder sig til et Universitet.
Dette sidste er gemeenlig et monopoliseret Selskab
af graduerede Personer, hvis Hensigt egentlig
ikke er at opfinde eller forbedre noget i Videnska¬
berne, men kuns at lære andre det Bekiendte,
og at overhøre dem, som søge Tilladelse til at
practisere Videnskaberne; at giøre lærde Svenne
og Mestere. Det er just med et Latinsk Navn
og i Videnskaberne det selvsamme, som man i
Konsterne og Haandverkerne kalder et Lang.
Den eneste Forskiel, som der synes at være imel¬
lem dem, bestaaer deri, at et Universitet, som
bestaaer af adskillige Faculteter, er ligesom en
Samling af mange Laug; men saadanne Sam¬
linger finder man og iblant Konsterne og Haand¬
verkerne. J nogle Stæder have Klædekræmmere,
Jsenkræmmere, Urtekræmmere, Hørkræmmere,
g med saa Ord alle Slags Kræmmere, kuns et
kaug tilsammen. Et Selskab for Videnska¬
derne har derimod til Hensigt at forbedre og for¬
mere dem ved nyttige Opfindelser; Det er ikke


288
indsluttet til Folk af visse lærde Titler eller Gra¬
der, men aabent for alle dem, som have Jndsigt
i Videnskaberne, og som derfor ved udsatte Be¬
lønninger indbydes til at dyrke dem. Saadant
et Selskab har og gemeenlig et vist Øiemerke,
hvilket alle dets Lemmer med forenede Kræfter sø¬
ge at befordre; det bestaaer ikke som et Universi¬
tet, af Folk, som dyrke Videnskaber, der have
liden eller ingen Forbindelse med hinanden. Hvert
Selskab, eller i det mindste hver Classe af Sel¬
skabet, har kuns med Videnskaber at giøre, som
staae i den nøieste Forbindelse tilsammen. Jeg
siger, at Selskaber for Videnskaberne ere ge¬
meenlig saaledes indrettede; thi jeg veed vel, at
ikke alle ere det. Der ere nogle, som i deres
Sammenblanding af Videnskaberne og øvrige
Indretninger ligne meget, maaskee alt for meget,
Universiteterne, og disse kalder man vist lærde
Selskaber.
Det er ikke saadant et Selskab, at min Haand¬
verkmand vil oprette; thi foruden at han veed
meget vel, at det Ord Lærd ikke kan passe sig til
et Haandverk, saa troer han og, at man ikke u¬
den den største Forvirrelse kunde blande Konsterne
saaledes tilsammen, som man blander Videnska¬
berne. Han ønsker alle Konsters Opkomst, men
tillige, at den ene ikke maatte være den anden til
Hinder. Saadan en Ligevægt holder han van


279
skelig at treffe i et almindeligt Selskab. Han
vilde derfor have et stiftet for hver betydelig Konst
især, og ingen kan fortænke ham, at han i dette
Forslag først tænker paa sin egen. For denne
ønskede han, at stifte et Selskab af det første Slags,
et Selskab, som lignede det, som man har opret¬
tet for Videnskaberne og for de Skiønneste iblant
Konsterne.
Efter denne Forberedelse, som jeg holdt for¬
nøden til at betage Læseren nogle af de Fordomme,
om kunde indtage dem mod Forslaget, vil jeg
nu lade min Correspondent selv tale; og uden at
tilsætte eller forandre det ringeste i hans Forslag,
vil jeg anføre det ligesom jeg virkelig har faaet
det fra ham selv. Den eneste Frihed, som jeg
har taget mig, er at udelukke noget, som, hvor
vel det end var tænkt, dog ikke egentlig henhørte
til Hoved=Øiemerket.
1)Selskabet, siger han, maatte bestaae
det mindste af tre Personer, og var det lige¬
meget, om de vare Mestere, Svenne eller
Bønhasere, (hvorved han forstaaer vel ikke
Fuskere, men dem, som ei ere i Lauget, og vil
altsaa sige saa meget, som at Selskabet, uden
hensigt til Laugs=Rettighederne, indtager alle, som
forstaae Haandverket). Det skulde samles i
det mindste engang om Ugen, for at handle om
det indvortes i Professionen; hvorledes de


290
Materialier, som bruges, lettest bekommes; hvilke
der ere de beqvemmeste; hvorledes de best an¬
vendes og bruges; hvorledes Arbeidet kan lettes
og forbedres, o.s v. Jeg har allerede, siger han,
bestemt en Præmie for nogle Ting, som jeg i
Mangel af Jndsigt, Leilighed og Tid ikke selv
kan udfinde. Naar enhver saaledes efterhaan¬
den gav sine Meninger og Erfaringer tilkiende,
mener han, at mange nyttige Ting derved skulde
opfindes; adskilligt, som nu holdes hemmeligt,
blive bekiendt, og meget gjort, som nu ansees
for umueligt. Han troer og, at Arbeidet skulde
blive lettere, mindre kostbart og tillige bedre.
VV. Jeg overspringer her nogle Artikler, som
ikke angaae Professionen, men Tænkemaaden
og Sæderne; Adskillige Love og Grundregler,
som Selskabet ville antage i Henseende til deres
indbyrdes Omgang, i deres Opførsel i deres
Huse, deres Huusholdnings og Families Be¬
styrelse, samt andre menneskelige og borger¬
lige Pligters Opfyldelse. Grundregler, som
alle ere vise og ædle nok, for at giøre min Haand¬
verkmand værdig til at sættes ved Siden af
den Sokratiske Bonde, men som tillige, efter
den almindelige Tænkemaade, ere for høie til
at vente at finde i et hvert Laug et Selskab af
tre saadanne Personer.


291
Den anden Artikel, som er den 6te i Forslaget,
angaaer Svennene, hvilke, naar man fornam,
at de havde bragt det vidt i deres Konst, skulde
enten uden eller og for en meget ringe Bekost¬
ning antages i Selskabet.
3) Lære=Drengene vilde Selskabet søge at
befrie, saa vidt mueligt var, for saadanne unyt¬
lige Arbeider, som kuns hindre deres Lærdom
og Fremgang, og at rette det, som ved deres
forrige Opdragelse var bleven forsømt. De
skulde ikke let tvinges ved Jndskrivninger; og
naar nogen ved en særdeles Flid og Vindskibe¬
lighed gjorde merkelig Fremgang, skulde man
orkorte noget af den fastsatte Lære=Tid. Der¬
som besynderlige Omstændigheder indfaldt, geg
beholder med Flid disse Udtryk, som min Corre¬
spondent vel ikke har brugt uden Hensigt, da de
Omstændigheder hos os maatte være meget besyn¬
derlige), som skulde forvolde, at fornemme
Folks Børn vilde lære et Haandverk, kunde
man indrette en beqvemmere og kortere Læremaade
for dem, naar Mesteren derefter bliv betalt.
4)Selskabet skulde have en Protocol,
til at indføre vigtige Afhandlinger over det, som
angaaer Professionen, hvem der havde fortient
de udsatte Præmier, og andre merkværdige Om¬
stændigheder.


292
Dette Forslag, siger min Correspondent,
har han længe havt i Sinde at ville bekiendtgiøre
i de offentlige Tidender, for at udforske andres
Tanker derom. Han forlanger, at jeg vilde der¬
til være ham behielpelig, og berette ham, baade
hvad andre Folk og hvad jeg selv dømte derom.
Mine egne Tanker har jeg allerede sagt. Jeg
finder, kort at sige, at Forslaget er fornuftigt,
nyttigt, og ikke vanskeligere at sætte i Verk, end
saa mange andre Forslag og Selskaber, som have
været Verden til langt mindre Nytte. Men dette
er kuns mine Tanker. Om mange demme lige¬
saa, veed jeg endnu ikke. Jeg har vel besøgt
nogle, i den Tanke, at vilde meddele dem For¬
slaget, og udforske deres Tanker; men een var
beskieftiget med at oprette igien det forfaldne Sel¬
skab af Philosopher, som kaldte sig selv de sande
Adepter; en anden talede meget om en Stiftelse,
som skulde sigte til at oplegge paa nye alle de Bø¬
ger, som ingen mere skiøttede om at læse. Den
tredie stod i Begreb med at oprette et Selskab af
Fuglefængere, som skulde skrive Historien af alle
vingede Dyr fra Ørne af indtil Fluer. Alle disse
sagde mig saa meget om Nytten og Vigtigheden
af deres Foretagender, at jeg torde ikke tale om
Forslaget. De forsikrede, at de vidste allerede
Midler nok til at beskieftige sig selv, og under¬
holde Publicum i mange Aar. Den første viiste


293
mig en Mængde af Skrifter, som længe havde
været færdige, og ventede kuns paa Tilladelse at
blive trykte. Den anden sagde, at der mang¬
lede intet uden at finde en Sahl, som var stor
nok til at rumme alle de gamle Bøger, som man
vilde udgive; og den tredie forlangte ikke andet
end Jagt=Frihed. Fra disse Folk kom jeg til en
af mine Venner, som og var beskieftiget med et
Selskabs Oprettelse. Denne gode Mand syntes
at være noget lykkeligere end de andre. Jeg fandt
alt det hos ham, som udkrævedes til et blomstrende
Selskab: Love, Præmier, Jndbydelser; men
med Arbeidet selv var det endnu ikke kommen vi¬
dere end til nogle faa Begyndelser, hvilke havde
givet Anledning til en stor Pakke af Strids-Skrif¬
ter, som endnu ikke vare gamle nok for at blive
trykte; thi hvad Skiønheden angik, da havde
jeg allerede lært i de andre Selskaber, at det ikke
kom an derpaa. Denne gode Mand talede saa
meget om Vanskelighederne af et Selskabs Opret¬
lelse, at jeg begyndte ganske at fortvivle om Mue¬
ligheden af min Correspondents Forslag, hvor let
og enfoldigt det end var forekommet mig tilforn.
Nogle Dage efter kom min Sk? til mig,
en ærlig gammel Amts-Mester, som hver gang
han tager Maal af mig, fortæller med en ærvær¬
dig Mine af en Romersk Consul, hvor tidt han
har været Oldermand. Jeg troede ikke, at no¬


294
gen kunde være bedre skikket end han, til at un¬
dersøge Forslaget, og gav ham det derfor hiem
med sig, med Begiering, at han vilde meddele
mig sine Tanker derom, hvilke han og nogle Dage
derefter tilsendte mig skriftlig. Her ere de:
1 Art. Der ere i de fleste Laug alt for mange
Mestere; det var bedre at afskaffe nogle, end at
antage flere. En klog Mand beholder, hvad
han veed, for sig selv, og det maatte være en Nar,
som vilde meddele andre sine Kundskaber og Er¬
faringer. For Drenge og Fuskere kunde det maa¬
skee være godt, at man udsatte Priser. Gamle
Mestere derimod lade ikke deres Arbeide dømme
af andre; De giøre ikke Prøver, men lutter Me¬
sterstykker, og det skikker sig ikke at arbeide om
Kap med Svenne og Bønhaser. Det gamle
Arbeide er godt nok, og hvorfor skulle vi have det
bedre end Forfædrene? Prisen paa Arbeidet bør
heller stige end falde, og det maae være en slet
Amts-Mester, som tænker anderledes.
2 Art. At giøre mange gode Svenne til
Mestere, er at ødelegge Lauget. Det var bedre
at udelukke dem. Jo flere og bedre Medarbei¬
dere, desmindre Fortieneste for de gamle Amts¬
Mestere; Prisen falder; Konsten mister sin An¬
seelse; Svennene blive trodsige, og de gamle Me¬
stere tabe deres Høiagtelse.


29e9
3 Art. Den gamle Læremaade er god nok.
En Dreng bør ikke have det bedre, end hans
Mester har havt det for ham. Tre gange Hug
om Dagen, og eengang Mad, det er, med
saa Ord, den beste Opdragelse. Naar Arbei¬
det var let, var det ingen Konst meer. Naar
en fornemme Mand betalte migivel derfor, vilde
jeg nok lære hans Søn noget af mit Haandverk;
men derette Kneb og Hemmelighederne af, Pro¬
ses sionen vilde jeg have migi allene forbeholdne;
han skulde ellers maaskee engang misbruge dem
mod mig selv. Det var artig nok, om fornem¬
me Folk lærte Haandverker; Nogle kunde maa¬
skee være dem nok saa nyttige, som at studere.
Men i Stedet for at giøre dem til Svenne og
Mestere, holdt jeg for, at det var bedre, at
man giorde gamle Amtsmestere til Borgemestere.
Det er dog saa tungt, at arbeide sin hele Livstid.
4 Art. Efter mine ubegribelige Tanker be¬
høves altsaa ingen Protocol, fordi der bliver in¬
tet at indføre.
V.V. Mester Sk? og Oldermand.
Jblant alle de gode Folk, som jeg raadførte
mig med, var en vis lærd Mand den eneste, som
syntes at finde nogen Smag i Forslaget. Han
arbeidede paa en Historie af alle Konster og Haand¬
verker. Saadanne Selskaber, sagde han, kunde


296
maaskee give mig nogen Oplysning; men der
maatte forandres meget i Planen. J Stedet for
at undersøge Materialiernes Beskaffenhed, An¬
vendelse og Brug, og giøre andre Forsøg, som hen¬
høre til det Jndvortes, eller rettere at sige, til
det Grove og Materielle i Professionen, burde
man i disse Forsamlinger heller stræbe at udfinde:
Hvorfra saadanne Materialier først ere komne;
Naar Konsten er opfunden; Hvorledes den er
bleven forplantet fra et Sted i Verden til en
anden; Hvor gamie Laugene ere;- Og hvor
mange Forandringer der Tid efter anden ere fo¬
regaaede i deres Indretninger. Jeg holder
Egypterne, sagde han, for de første Opfindere
deraf, og troer, at Frimurer=Lauget i det mind¬
ste har sin Oprindelse fra deres gamle Myste¬
rer ---
Men dette er vel nok, fori at vise, at jeg
ikke var meget lykkeligere her, end jeg havde væ¬
ret paa de andre Steder. Alt, hvad jeg havde
hørt af alle disse Raadgivere, tiente kuns til at for¬
vilde mig. Saa farligt er det undertiden, at
tage mange kloge Folk i Raad med sig, og jeg
sluttede deraf endelig tilsidst, at om der skulde
blive noget af Forslaget, maatte min Correspondent
endnu overlegge det engang vel for sig selv alene;
og dersom han da kunde finde to Personer af
hans Profession, som vare af samme Tanker,


297
maatte han kuns, uden at tage flere i Raad
med sig, strax begynde at sætte det i Verk.
No. 284.
Fredagen, den 7de October 1763.
N¬
ogle af de meest uopløselige Knuder i Religio¬
nen, Sædelæren og Statskonsten, kom¬
me deraf, at det er saa vanskeligt at adskille i den
menneskelige Skiebne, hvad der beroer paa Men¬
nesket selv, og hvad der ere Virkninger af høiere
og mægtigere Aarsager, af Forsynet, Natu¬
ren og Lykken. Vi tilskrive gemeenlig en af
disse Aarsager enten for meget eller for lidt, og
deraf kommer det, at vi i Religionen snart mis¬
bruge den Lærdom om Forsynet, om Troen, om
Almagten og dens Medvirkninger, om Menne¬
skets Jndskrænkning, Svaghed og Fordærvelse,
til at nægte Friheden og forsømme Midlerne, snart
tilskrive os selv og vore egne Kræfier saa meget,
at vi glemme, hvor stor Magt baade Natur og
Hændelser have over os, og derfor falskelig ansee
os selv som Herrer af vores Skiebne, Dyden
som et Haandverk, og gode Gierninger som For¬


298
tienester. J Sædelæren møde ligesaa store Van¬
skeligheder, naar vi ville bestemme Friheden og
dens Grader, hvor vidt de gode eller onde Hand¬
linger kunde tilregnes eller ei; og hvor meget de
giøre til at befordre eller forhindre Menneskets
Lyksalighed. Snart beskrive vi Dyden som alt
for let, snart igien som alt for tung. Nogle til¬
legge Fornuften for stor en Magt til at bestemme
Villien og Skiebnen, naar andre derimod ansee
Mennesket selv som en Maskine, der drives af
Passionerne alene, og dets Skiebne som en Virk¬
ning af lutter Hændelser. Saa vanskeligt er det,
at adskille, hvad Mennesket selv giør til at bestem¬
me sin Skiebne og hvad det ikke giør, i endog
naar vi betragte et Menneske for sig selv alene.
Vanskeligheden bliver endnu større, naar vi be¬
tragte det under alle de Forbindelser, som udgiøre
et Selskab og en Stat.  At adskille i den Mængde
af sammenløbende Aarsager, som bestemme et
heelt Folkes Skiebne, hvilke der ere inden i Men¬
nesket selv, og hvilke der ere uden for det, hvad
der er en Virkning af Fornuften, af Friheden,
af-Opdragelsen, Æren, Lovene o. s. v.) o
hvad der paa den anden Side kommer af Luften,
af Landet, af Tiderne, af et Folkes eller Lands
Forhold til et andet, af usædvanlige og uventede
Hændelser; At adskille disse Ting, siger jeg, sy¬
nes at være mere, end man burde forlange af et


2999
Menneske, og man forlanger det af enhver Hi¬
storieskriver, ja det, som endnu er mere, enhver,
som kuns har kastet et Øie i Historien, troer,
at han strax er i Stand til at afgiøre det. Vi
dømme om hele Nationers Skiebne, om et Verk
af mange Aarhundrede, ligesaa letsindig, som
vi dømme om Udfaldet af et Feldtslag. Man
har ikke saasnart læst en Efterretning derom i de
offentlige Tidender, førend man strax er klogere
end Anføreren. Man seer ikke alene hans
Hensigter, men og hans Feil. Man veed alle
Aarsager, hvorfor han vandt, eller hvorfor han
tabte; og dersom man ikke veed dem, er det et
ufeilbarligt Beviis, at intet uden en blot Hæn¬
delse allene var Aarsag dertil.
Det blev uendeligt at opregne alle de falske
Grundregler, som foraarsage, saa mange urigtige
Domme om Historien; Domme, hvorved vi
forspilde dens allerstørste Nytte, som er at lære
at dømme ret om Følgerne af de menneskelige
Handlinger. Jeg vil derfor kuns nævne nogle
deraf. Vi see af Erfarenhed alt for tydelig, at
Mennesket kan giøre noget til Udfaldet; men vi
see tillige, at det staaer i alt for stor en Forbindelse
med andre Ting, til at troe, at dette Udfald be¬
roer paa Mennesket alene. Virkningerne af
Overlæg og Hændelse ere gemeenligen saa blan¬


300
dede tilsammen, at man ikke let skulde falde paa
at tilskrive enten den ene eller den anden alene Ud¬
faldet af noget vigtigt Foretagende. Meget min¬
dre skulde man ansee et heelt Folkes eller Riges
Skiebne i nogle Aarhundrede som et Verk, der
enten var fuldført af den menneskelige Forstand
alene, uden nogen Medvirkning af Lykken, eller
og en Virkning af lutter Hændelser. Begge disse
Yderligheder i vore Domme modsige saa meget
den almindelige Erfarenhed, at man ikke let skul¬
de troe, at noget fornuftigt Menneske stod Fare
for at falde til den ene eller anden. Jkke des¬
mindre ere disse Feil meget almindelige. Store
og berømte Historieskrivere have selv begaaet
dem. Plutark saae i det Romerske Folks Op¬
høielse intet uden Lykke, og det blev uendeligt, om
jeg skulde opregne alle dem, som have dømt det,
som var tvertimod; at Romernes Fremgang var
et Verk af den menneskelige Forstand alene.
Nogle have villet gaae en Middelvei: Et vist En¬
thusiasterie, som bestod i en Blanding af heftige
Passioner, af Lyst til Ære og Frihed, skal have
udrettet det, som hverken Lovene eller Lykken for¬
maaede at giøre. De have maaskee ret i Tingen;
men jeg frygter kuns, at de med det Ord Enthu¬
siasterie, som man saa ofte misbruger, enten sige
Intet, eller og det samme, som andre allerede
have sagt, og følgelig ikke noget Nyt. Grund¬


301
Reglerne af Romernes Opdragelse, Love og Stats¬
Forfatning have enten gjort noget til at indblæse
Folket disse mægtige Passioner, denne Lyst til
Frihed og Ære, denne Selvfornægtelse og Kier¬
lighed til Fædrenelandet, som man behager at kal¬
de Enthusiasterie, eller og de have Jntet gjort der¬
til. J det første Tilfælde er Romernes Magt
et Verk af den menneskelige Forstand, om ikke
altid paa Folkets, saa dog paa deres Lovgiveres
Side; J det sidste er det en Virkning af Hændel¬
ser. Baade det ene og det andet er uden Tvivl
for meget sagt, og den rette Middelvei er at til¬
staae, at ikke en af disse Aarsager alene, men begge
have virket tilsammen. Saaledes bør vi uden
Tvivl dømme, ikke alene om Romerne, men om et
hvert Folkes Skiebne.
Men hvo kan nu adskille disse Aarsager? Jn¬
gen uden den Alvidende alene formaaer at giøre
det fuldkommen. Jkke desmindre er det troeligt,
at den menneskelige Forstand ved nogen Agtsom¬
hed kan udfinde nogle af disse Aarsager; Saa
mange Aarhundredes Erfaringer vare ellers gan¬
ske og aldeles spildte. Er det vel rimeligt, at
Forsynet, som bestyrer den naturlige Verden ef¬
ster visse og uforanderlige Regler, skulde have stif¬
tet eller tilladt saadan en Forvirrelse i den mo¬
stalske; at Menneskene ikke kunde giøre sig nogen
visse Slutninger om deres Handlingers Følger,


302
eller adskille i noget af det, som de foretoge sig,
Virkningen af Overlæg fra Virkningen af Hæn¬
delser? Vi kunne vel begribe, at den største men¬
neskelige Klogskab ikke er nok til at regiere Ver¬
den alene, og at det almindelige Beste af Verden,
ikke var tient dermed, at alle kloge Anslag altid
lykkedes; Vi kunne begribe, siger jeg, at det er
høist fornødent, at det høieste Væsen nu og da
giver ved uformodentlige Hændelser Tingene et
andet Udfald, end man skulde have ventet. Men
dersom disse Hændelser gjorde Udslaget i alle Ting,
uden nogen Hensigt til det Moralske i Mennesket;
hvad skulde da bevæge os til Virksomhed og Dyd,
hvortil nyttede Fornuft og Love, hvorledes skul¬
de et fornuftigt Kreatur i saadan en Verden kun¬
de blive fuldkomnere? Hvortil tiente alle dets
Slutninger og Erfaringer?
Historien beviser os alt for klart det, som er
tvertimod. Hvor mange forunderlige og uoplø¬
selige Ting vi end finde i visse enkelte Handlinger
og Tildragelser, er det dog af alle bekiendte Na¬
tioners Skiebne klart, at deres udvortes Lykke
er steget eller faldet i det samme Forhold, som de¬
res moralske Fuldkommenheder toge til eller af.
Lad være, at vore Philosopher end vare sceptiske
nok for at tvivle, om saadant et Folks udvortes
Tilstand var en nødvendig Følge af dets Sæder.
Historien og Erfarenheden sige dog, at de stedse


303
følges ad; og hvis vi da endelig ikke ville ansee
den ene for en Følge af den anden, maae vi an¬
see dem begge for Virkninger af en høiere Aarsag,
det er at sige: vi maae troe, at de gode Følger
vare om ikke altid Forstandens og Dydens eg¬
ne Virkninger, saa dog Belønninger af et besty¬
rende Forsyn, og dette var nok til at bevare den
Høiagtelse for Viisdom og Dyd, uden hvilken
Religionen blev til en overtroisk Handling, Sæde¬
læren til et Bedragerie, og Historien til en Roman.
Lad os sætte os et Øieblik i Romernes Enthu¬
siasterie, og troe med dem, at de fremfor andre
Folk vare bestemte af Guderne til at beherske Ver¬
den. Lad os troe med nogle Historieskrivere,
at alle deres Seiervindinger, al deres Magt, al
deres Anseelse vare Virkninger af dette Enthusia¬
sterie, af Skiebnen, Lykken, hvad man vil kal¬
de det. Det bliver dog ikke mindre vist, at den¬
ne store og heroiske Enthusiasme regierede dem,
denne lykkelige Skjebne fulgte dem ligesaa længe,
som de vare nøisomme og tapre, saa længe de el¬
skede Friheden, Æren og Fædrenelandet over alle
egne Fordele; saa længe de bevarede disse Love
for Religionen, for Sæderne, for Opdragelsen,
for Krigs-Disciplinen, som alle fornuftige Folk
finde at være saa fortreffelige. Det bliver lige¬
saa vist, at i det samme Forhold, som alle disse
Ting toge af, som Sæderne, Lovene og Krigs¬


304
Disciplinen begyndte at forfalde, saae man og den
Romerske Enthusiasme, som nogle holde for en
blind Passion, andre for en af Guderne indblæst
Drift, at tage af, og Roms Lykke, tilligemed
Gudernes Beskyttelse, at ophøre, indtil den en¬
delig tilsidst blev til et Rov for Barbarer. Ere
alle disse Ting Virkninger af Romernes Forhold,
af deres Tænkemaade, Sæder og Love; hvor
meget kan da ikke Mennesket selv giøre til at be¬
stemme sin Skiebne? Og ere de Virkninger af Hæn¬
delser; hvo seer da ikke, at disse Hændelser be¬
styres af et Væsen, som agter nøie paa Menne¬
skets moralske Egenskaber? Hvilken af disse Me¬
ninger, man antager, saa bliver Slutningen den¬
ne: At Menneskets Lyksalighed er paa det nøieste
forbundet med de Grundregler af Sædelæren, hvis
Sandhed en sund og ufordærvet Fornuft saa let
indseer. I det første Tilfælde er Lyksaligheden
en naturlig Virkning af disse Grundregler; i det
sidste er den en øiensynlig Belønning af Forsynet
for deres Efterlevelse. Vil man ikke antage det
ene, maae man dog tilstaae det andet. Fornuft
og Dyd blive i begge Tilfælde lige nødvendige:
Men det er uden Tvivl sikkerst, at ikke adskille
dem; at troe, at Mennesket giør noget, men
Forsynet endnu meer; at store Tildragelser hver¬
ken ere Menneskets eget Verk, ikke heller en gan¬
ske umiddelbar Virkning af Forsynet, men en


305
Følge af begge, en Virkning af mange sammenlø¬
bende Aarsager, som Forsynet bestyrer efter den
Brug, som Mennesket giør selv af de Kræfter, som
ere ham betroede.
Man behøvede kuns, siger den skiønsomme
Polybius, at betragte Tilstanden af Rom og Car¬
thago, saaledes som den var paa den Tid, da
disse to mægtige Folk trættede om Herskabet af
Verden, for at slutte, at Udfaldet maatte blive
saaledes, som det blev. Og i Sandhed, naar
man forestiller sig paa den ene Side et Folk af
Borgere, som forsvarede deres Eiendom og Fri¬
hed, hos hvilket Krigsstanden var æret, som for¬
agtede Rigdomine og Beqvemmeligheder: at føre
Krig med et andet, hvis hele Attraae var hen¬
vendt paa disse Rigdomme og Beqvemmeligheder,
som, for at nyde dem i Roe og Magelighed, leie¬
de fremmede Folk til at forsvare Land og Eien¬
dom, som af Stolthed og Magelighed foragtede
disse arme Leiesvenne, og af Karrighed neppe vil¬
de tilstaae dem den nødvendige Pleie og Under¬
holdning. Naar det første af disse Folk tillige
blev regieret af et Senat, i hvilket de meest pa¬
triotiske Hensigter havde stiftet den fuldkomneste
Enighed, og det andet Folk derimod var deelt i
Partier, af hvilke det stærkeste søgte kuns at giøre
alle gode Anslag til intet; og endelig: Naar
man paa den ene Side forestiller sig en Anfører,
rift. 6 Bind.


300
som Fabius, der var klog og koldsindig nok til
at betiene sig af alle sin Fiendes Feil og Overilel¬
ser. Naar man overveiede alt dette, troer jeg
ikke, at man behøver at søge andre Aarsager til
Udfaldet, end de, som ere saa kiendelige, eller
at foregive nogen anden Medvirkning end den,
hvormed Forsynet opholder alle de Kræfter, som
den engang har givet Mennesket.
Jmidlertid bliver der dog, med den allerbe¬
ste Brug af disse Kræfter, Tilfælde nok, i hvilke
de, uden en besynderlig Bestyrelse af andre med¬
virkende Aarsager, ikke skulde være tilstrækkelige
nok til at naae det foresatte Maal. Man maae
sige nok saa meget om Fortreffeligheden af den
Romerske Forfatning og deres Anføreres Klog¬
skab til at benytte sig af alle Hændelser; Jngen
skal dog kunde forklare os deraf, hvorfor Han¬
nibal ikke efter Slaget ved Cannes gik lige for
Rom, hvorfor han vendte tilbage til Capua? En
Hændelse, der var ligesaa uventet, som at Giæsse¬
ne vækkede ved deres Skrig de sovende Vagter,
da Gallierne vare nær ved at indtage Capitolium.
Ved saadanne Hændelser, hvortil Romernes
Klogskab og Dyd gjorde slet intet, er denne mæg¬
tige Stat nogle Gange bleven reddet fra Under¬
gang. Men tusinde lige saadanne lykkelige Hæn¬
delser skulde ikke kunde have reddet et andet Folk,
som ikke havde vidst at bruge sig saa vel; De


507
skulde endnu mindre have gjort det til et stort og
mægtigt Folk. Ved en lykkeli Hændelse efter
den anden var en magelig, en vellystig og fordær¬
vet Nation kuns bleven endnu sikrere og meere for¬
dærvet. Den havde, i en formastelig Tillid til
Forsynet og i et blindt Haab paa Lykken, forag¬
tet alle fornuftige Grundregler, og derfor er det
ogsaa meget troeligt, at man i de fordærvede Fol¬
kes Historie ikke kan fremvise mange saadanne
Hændelser.
Jmidlertid ville Menneskene saa gierne ansee
saadanne Hændelser for Hoved-Aarsagerne til de
store Tildragelser; og det er ikke saa meget deres
Vankundighed, som deres Fordærvelse, der er
Skyld deri. Ere Menneskene ulykkelige i deres
Foretagender, og de have tillige stor Indbildning.
om deres Kløgskab, ville de ikke gierne give sig
selv og deres egne Feil Skylden derfor. Alle
Ulykker komme da af en ond Skiebne, som forføl¬
ger de vise og gode Anslag. Ere andre derimod
lykkeligere; Det var alt for ydmygende for os at
troe, at en bedre Tænkemaade og bedre Sæder
end vore egne havde nogen Deel i den Lykke.
Det maae da ogsaa komme af en Hændelse. Der¬
for dømte de fleste Græker saaledes om Romerne;
De vilde ikke tilstaae, at det var ved Hielp af de
samme gode Grundregler, som de selv engang
havde fulgt, at dette nye Folk voxede dem over


308
Hovedet. J vor egen Skiebne kommer saaledes
alt det Onde af en Hændelse, og alt det Gode af
Forstand, i andres er der tvertimod; de ere ulyk¬
keligere end vi, fordi de fortiene det, men lykkeli¬
gere kuns, fordi Lykken saa vil have det. Saa¬
ledes dømmer et Menneske, saaledes dømmer et
Folk om det andet. Historieskriverne dømme of¬
te ligesaa; og naar Hovmod, Egenkierlighed, Na¬
tional Venskab eller Had ikke førede dem dertil,
saa giøre de det af Overtroe eller Vantroe; af
Uformuenhed til at undersøge Grundene til de
menneskelige Handlinger, eller af en stolt Tillid
til deres egen Jndsigt, som ikke tillader dem at
tilstaae i nogen Ting deres Vankundighed.
No. 285.
Mandagen, den 16 Octob. 1763.
D¬
agen, til hvilken disse Betragtninger ere be¬
stemte, giver mig selv Anledning dertil.
En elskværdig Prindses Fødsel har giort den
til en Fest for Rigerne, og de helligste Pligter
forbinde mig til at helligholde den. De sædvan¬


3309
Ofere, som man frembringer paa saadanne
høitider, ere Lovtaler og Ønsker; men høiere
Pligter forbyde mig Lovtaler, og disse Pligter ere
tillige for store til at opfyldes ved blotte Ønsker.
Naturen kan have prydet en haabefuld ung
Siel med ypperlige Kræfter. De fortiene at pri¬
ses; men de ere Gaver, Naturens og ikke Men¬
neskets Verk. At fremlokke disse Kræfter til
muntre Bestræbelser, ved hvilke Evner kunde
blive til Dyder, og Gaver til Fortienester, som
giøre Besidderen Ære; Det er den værdigere
Tieneste, som Videnskaberne skulde giøre en haa¬
befuld Ungdom. Men de bør ikke altid fremtræ¬
de i en alvorlig Gestalt, ikke altid tale i en læ¬
rende Tone. Dyden er i sig selv elskværdig nok,
man behøver kuns at vise den, som den er i sin
naturlige Skikkelse, dette guddommelige Billede,
om hvilket Plato siger, at det er indtagende nok
for at røre alle; men hvor skulle vi søge det; J
de historiske Malerier, som ere Verker af den men¬
neskelige Opfindelses Kraft? De, som ere skiønne
nok for at røre, ere ikke altid naturlige nok for at
kunne efterlignes; og den sande Historie, den
forestiller Dyden ofte i alt for mandig en Gestalt.
Den lærer os i Heltene at kiende dens Magt mere
end dens Yndigheder. Disse Malerier ere for
stærke, og Trækkene ikke fine nok for saa blød
en Alder. Den opbygges mere ved at lære,


310
hvorledes Heltene dannes, end ved at see dem i
deres fulde Vext. Røiagtige og rørende Be¬
skrivelser af saadanne haabefulde Spirer, i hvilke
den første Sæd af en god Natur udvikler sig, va¬
re just af alle historiske Verker de, som best skikke¬
de sig for Ungdommen, og som skulde giøre dem
mere Nytte end mange Historier og Lærebøger.
Men ingen kunne give os saadanne Beskrivelser,
uden de, som selv have været opmerksomme Til¬
skuere af Dydens behagelige Morgenrøde, og de
maatte tillige baade være redelige og vittige nok for
at følge troligen den skiønne Natur, saaledes,
som den viser sig i de fineste Træk af den menne¬
skelige Siel.
Naar en Jerusalem foretager sig at skildre
det Udødelige af en Prinds Albert af Bruns¬
vig, da kan man, om ellers nogen Tid, vente
at finde deri et billede af en ung Prinds, som er
værdigt at fremstilles andre til Mønster, baade
saa naturligt, som et Mønster bør være, og tilli¬
ge skiønt nok for at opvække dydige Bevægelser,
et ungt Hierte. Tillad,
Elskværdigste Prinds,
at jeg laaner nogle Træk af dette prægtige Skilde¬
rie, kuns i den Hensigt alene, at forestille paa
saa glædelig en Dag Dyden i den allerbehagelig¬
ste Gestalt:


311
Beskrivelsen af denne unge Helt er saaledes
forfattet, at den viser ikke alene hvad han var,
men og, hvorledes han blev det. Et Hierte,
som brænder af Begierlighed til at efterligne alt
hvad der er elskværdigt, skal føle en dobbelt For¬
nøielse ved at see for sig i et Øiekast baade Dydens
Maal og dens Bane.
Religionen, det store Middel til at forbe¬
dre baade Forstanden og Hiertet, var Grunden.
Jeg mener den sande Religion; ikke den, som be¬
staaer i blot sandselige Beskieftigelser, hvorved
Forstanden tænker intet, og Hiertet føler intet.
Jkke den Samling af uforstaaelige Formularer,
hvorved et Barn afvænnes fra at tænke. Jkke
heller den, som uden at kiende Fornuften, taler
stedse om den, og er alt for kræsen til at nævne
den hellige Skrift og Forløserens Navn. Jeg
taler om Jesu Religion, som er Menneskets
største Philosophie, fordi den giør Mennesket
bekiendt med Gud og dets eget Hierte. Den
lærer os at kiende Guds Egenskaber og Villie,
vor egen Natur, Sielens Værdighed, dens høie
Bestemmelse, og den Forbindelse, hvori den staaer
med Gud og sin Skaber. Den lærer os, hvor¬
ledes vi kunne blive fuldkomne og roelige selv,
og nyttige for vore Medskabninger; Den styrer
Tilbøielighederne og giver Sielen Mod og Kraft
til at være dydig endog da, naar de udvortes


312
sandselige Tillokkelser overveie Dydens indvor¬
tes Skiønheder. En Philosophie, som For¬
nuften nødvendig maae ære, saa længe den end¬
nu har nogen Agtelse for Dyd og Menneske¬
kierlighed. Cicero og Plato bleve ved dens
Sandheder, hvoraf nogle findes i deres Skrif¬
ter, til de største Geister i deres Alder; og Hen¬
riaden og Alzire have al deres Styrke af den.
Historien, den store og sikkerste Anviis¬
ning til Klogskab; den, som med det hele men¬
neskelige Kiøns Erfaring stadfæster alt, hvad
Religionen lærer om Forsynet og det menneske¬
lige Hierte; og som ved disse fremmede Erfa¬
ringer bøder paa den Mangel, som er en Følge af
vort Livs Korthed: De Skiønne Videnska¬
der, som danne og udvide Forstanden, og give
Hiertet den ædle Empfindtlighed, uden hvilken
Sandhedens og Dydens Skiønheder aldrig ret,
føles; Disse til Opdragelsens Hensigt saa nød¬
vendige Videnskaber bleve stedse forbundne med
Religionen.
En naturlig og utrettet Jver til at forhver¬
ve sig alle muelige Jndsigter overvandt snart
Lysten til en barnagtig Lediggang: den bevare¬
de midt under de største Beskieftigelser den Mun¬
terhed, som blev vedligeholdt ved en behagelig
Afvexling af Videnskaber og Legemets Øvelser.
Saaledes blev i Ungdommen ingen Time spildt,


313
og en sparsom Anvendelse af Tiden lod endda
noget Rum tilovers for at læse for sig selv ad¬
skillige Historiske, Moralske og Skiønne Ver¬
ker i det Tydske, Franske, Engelske og Jtalien¬
Prindsen fandt endog Fornøielse i at
oversætte selv i disse Sprog nogle Stykker af Al¬
derdommens skiønne Verker, og skrev desuden
nogle smaa Afhandlinger, som han siden end¬
og i en modnere Alder læste med Fornøielse.
i til tolv Aar bleve ved saadan en Op¬
dragelse henbragte uden nogen anden Forandring
end den, at man hver Dag merkede en øiensyn¬
lig Fremgang. Opdragelsen fulgte heri Natu¬
en, som ikke taaler en overilet Hastighed. Det
er nok, at den menneskelige Forstand modnes til
den rette Tid, da Verden venter at see dens Frug¬
ter. Naturen, som i sin hele Huusholdning
er sparsom, lader i et par Aar de store Dyr bli¬
ve fuldkomne; men for Menneskets Opdragelse
har den bestemt en Tid af 16 til 18 Aar.
Ordenen, Fliden, Tilbøielighederne og
Smagen forandredes ikke med Aarene. De
vare nu kuns Virkninger af hans eget frie Valg.
Videnskaberne beholdte i hans Øine alle den
Anseelse, som dem tilkom efter deres indvortes
Værdie. J hans sextende Aar blev han fun¬
det værdig til at antages som en Medlem af
Kirken, og Religionen blev siden uforanderlig


314
hans vigtigste og behageligste Videnskab. A
gierligheden til at indsee tydeligere dens Sand¬
heder voxte tillige med hans Jndsigt; og lige¬
som Jndsigten formerede sig, saa blev Fornuf¬
ten immer mere opklaret, Hiertet ædlere og større.
Midt i en brændende Kierlighed til Gud be¬
herskede Menneskekierlighed ham ganske:
Jkke den naturlige Godhiertighed alene, som
tillader ofte det beste Hierte at gjøre en egensin¬
dig Forskiel iblant Menneskene. Religionen
havde derimod gjort Kierligheden baade almin¬
delig og tilforladelig. Alle Mennesker havde
Deel deri. Den undskyldte alle Feil, endog de
smaa Feil. Hans Skarpsindighed opdagedt
dem let; men intet var ham skrækkeligere end
at fortørne nogen.
At giøre vel, var hans kiereste Tilbøielig¬
hed og hans største Lyksalighed; og for at nyde
Deel i hans Velgiørenhed, var det nok at være
et Menneske. Endog hans Fiende skulde være
bleven deelagttig gjort deri, dersom han havde havt
nogen. For de Arme var hans Hierte en aaben
Skat. Det var ham en kier Beskieftigelse at
opsøge dem. Han kiendte endnu ikke de forfæn¬
gelige og umættelige Begierligheder, som lade den
Vellystige og Gierrige ikke beholde noget tilovers
for andre. Og intet havde i hans Øine nogen
Værdie, uden saavidt det tiente at fornøie andre.


315
Til Venskab var hans empfindtlige Hierte
ganske skabt. Det var for alle Mennesker
varmt, og for hans Venner brændende.
deres Valg gieldte Fortienester mere hos ham
end Stand; og den Ringeste nød offentlig de
samme Prøver af hans Gunst, som han beviste
ham hemmelig. Hans Omgiengelse var let,
ædel og aabenhiertig. Ved denne ædelmodige
Aabenhiertighed gav han de Nedrigste Mod
nok, og betog dem derved den saa forhadte
ængstelige Ydmygelse. Derimod var han ved
en sig selv altid lige Opførsel sikker, at og den
Fortroeligste ikke skulde misbruge hans Godhed.
Stolthed og Hyklerie vare ham begge lige af¬
skyelige. For dette var hans Hierte for høit,
og for hiin var det alt for menneskeligt; thi
Venskab var i hans Øine en Velgierning,
for hvilken han ikke kunde være taknemme¬
lig nok.
Venlighed og Høflighed ansaae han for
Pligter, som han var alle Mennesker skyldig.
Hans Godhiertighed gjorde dem til naturlige
Egenskaber, og Religionen giørde dem til Plig¬
ter; Thi han betragtede det som en væsentlig
Deel af Religionen, at opføre sig saaledes mod
alle Mennesker, at enhver kunde være fornøiet
med ham. Hans ømme Empfindtlighed tillod
ham ikke at forsømme nogen Leilighed dertil; og


10
hans Munterhed og Redelighed tillod ham ikke
at bruge nogen Konst eller Forstillelse. Hans
Hierte, det gode ærlige Hierte, viste sig altid
ganske i hans Ansigt.
Ogsaa Velanstændigheden, den med
hans høie Fødsel overeensstemmende Opførsel,
var ham en Pligt. Fiende af al stiv Affecta¬
tion, men en stor Ven af en anstændig Or¬
dentlighed. Dog var der intet i hans Øine
saa velanstændigt, at det skulde kunde have nødt
ham til enten at opofre derfor Religionens
høiere Velanstændigheder, eller at skamme sig
derved.
Krigs=Videnskaben var i de sidste Aar
hans Favorit-Beskieftigelse. Krigen var ikke
i hans Øine en Fristad for Uvidenhed og Fræk¬
hed, i hvilken en høi Fødsel eller et langt Liv
opretter Mangel af Fortienester. Den var
ham en Skueplads, hvor Klogskab, Menne¬
skelighed og alle Dyder vise sig i den ædleste
Virksomhed og i deres største Høide. Hans
naturlige Uforsagthed, hans Afskye for al Vel¬
lyst og Kielenskab, og den ædleste Ærelyst, kal¬
dede ham til denne Stand.
Saa mange Dyder vare Frugter af de for¬
reffelige naturlige Egenskaber, som caracterisere
Heltene af den Brunsvigske Stamme; men
den beste naturlige Caracter bliver uden Dyr¬


317
kelse ikke fuldkommen. Det er Videnskaberne
og Religionen alene, som baade bestyre og for¬
ædle dens Drifter. Vi fødes til Dyden, men
ikke med Dyden. Naturen er overalt sig selv
lig. Den beklæder hele Jorden med Urter;
Cederne planter den med en sparsommere Haand
kuns saa mange, som der behøves til Templer og
Palladser. Men den skaber alting kuns raat;
Forarbeidelsen overlader den til Menneskets For¬
nuft. En høi og lykkelig Fødsel giør det ikke
alene. De største og ædelste Caracterer maae
ved en flittig Dyrkelse bringes til Modenhed.
dee, elskværdigste Prinds, i det virk¬
somste og opbyggeligste Liv af en nittenaarig Helt,
et rørende Beviis af denne Sandhed! Søg i de
Oldenvorgske og Brunsvigske Stammer flere
og større Mønstre, efterfølg dem, det er mit
Ønske, og at sige: at den lykkeligste Fødsel har
kaldet Dem dertil, at den beste Natur kræver det
som en Pligt, det er den eneste Lovtale, som
Pligterne tillade mig.


318
No. 286.
Fredagen, den 14de October 1763.
D¬
et er i alle vigtige Ting kuns det første Skridt,
som koster noget. Ved Frygtsomhed, Lun¬
kenhed, Langsomhed, Opsættelse og en overdre¬
ven Forsigtighed blive de letteste Ting vanskelige
og tilsidst umuelige; da en munter Beslutning,
et uforsagt Mod og en mandig Bestandighed der¬
imod overvinde de største Besværligheder. J
store Ting, siger man, er det nok at ville;
og man kunde legge dette til, at det er nok, ikke
alene for at blive roest for sin gode Villie, men
og for at udrette det, som man vil.
Jeg kunde bevise dette med mangfoldige Ex¬
empler af Erobrernes Historier, og de store For¬
andringer i Religionen og Staten. De fleste
have havt ringe og svage Begyndelser; de have
været Virkninger af et eneste Menneskes Jver,
og denne Jver har ofte udrettet saa store Ting,
at man maae troe, at det for saadanne Folk var
nok at ville. Men for at stadfæste denne vigtige
Sandhed ved et Beviis, som er endnu klarere
og stærkere, vil jeg kuns bede enhver give Agt


519
paa fit eget Hierte, hvorledes den Seier over
Tilbøielighederne, som er vanskeligere end at ind¬
tage Fæstninger, at erobre Riger og reformere
Stater, hvorledes denne Seier, siger jeg, over
Tilbøielighederne indlegges? Et muntert og mo¬
digt Forsæt, som fattes i et Øieblik, giør det,
som mange Aars Overlæg, Prædikener, Over¬
talelser, ængstelige Bekymringer, og hele Sy¬
stemer af Fornuftslutninger og bevægende Grunde
ikke kunde udrette. Det er ikke min Hensigt her
at indlade mig i en vidtløftig metaphysisk Under¬
søgning af Menneskets frie Villie. Philoso¬
pherne ere ved to tusende Aars Grublen ikke kom¬
ne meget videre i dette Spørgsmaals Opløsning,
end da de første begyndte derpaa. Fornuften er
deri endnu ligesaa tvivlraadig som Asenet, der
af Mangel paa overveiende Grunde blev staaende
imellem tvende Veie, uden at gaae enten til høire
eller venstre Side. Man tillade mig at bruge
en Lignelse, som Philosopherne selv saa ofte have
brugt i denne Sag. Fornuften, siger jeg, er
ikke kommen meget videre, og Erfaringen - ja
den, tilstaaer jeg gierne, kan ikke opløse alle For¬
nuftens Tvivl, men den er dog tilstrækkelig nok
til at forebygge, at disse Tvivl ikke hindre os i
gode Forsætters Udøvelse, i Pligternes Opfyl¬
delse, og Begierlighedernes Undertvingelse.


320
Man maae disputere nok saa meget om Fri¬
heden som man vil; Det bliver dog af Erfarin¬
gen klart, at vor Siel har et stort Herredom
over Villien, og en meget uindskrænket Magt til
at bestemme ikke alene sig selv, men og mange
Ting uden for sig. Jeg taler her ikke om blinde
Drifter, om en egensindig Halsstarrighed, om
regelløse Begierligheder; de bevise mere Sielens
Slaverie end dens Frihed. Men naar en oplyst
Fornuft har gjort sin Plan færdig, naar den har
taget Styret i Haanden, og seer mørke Skyer
af Passioner; Modsigelser, Hindringer, og For¬
følgelser at reise sig, da, naar alle dens Planer
og Grunde hielpe den ligesaa lidt som Compas¬
set og Søekortet i en heftig Storm: hvor meget
kan da en høi Siel endnu ikke udrette, naar den
tager Mod til sig og siger: Jeg vil. Der ere
de Øieblik, i hvilke der ikke er Tid til at tænke
mere, og i hvilke enten Begierlighedernes Storm¬
vinde, eller Fristelsernes Svælg skulde henrykke
os, dersom vi gave os Tid til at samle ved et koldt,
Overlæg alle vore Fornufts Grunde tilsammen.
Nogle skulde endog kuns forøge vore Tvivl, og
disse, hvor kostbare de end ere, maae i saadanne
Øieblik ikke skaanes mere, end de Vare, som
Skibsfolkene kaste over Borde, for at redde Ski¬
bet, naar det er i Nød.


321
Det er ikke Mangel af Fornuftsgrunde alene,
men og deres Misbrug, som forvolder saa mange
ulykkelige Skibbrud i Sæderne. J Stedet for
at undertrykke ved en ædel og mandig Beslutning
alle de Begierligheder og Tvivl, som friste os til
at forlade sikre og velprøvede Grundregler, lade
vi os af Passionerne forlede til at anstille nye
Overlæg og Undersøgninger, hvilke, i Stedet
for at forøge Visheden, kuns formere Tvivlene.
Fornuften slutter imidlertid en Stilstand med
Passionerne, og Udfaldet af denne Stilstand er,
at Nidkierheden kiølnes, og de skadelige Tilbøie¬
ligheder tilligemed Tvivlene voxe. Beholde end
de fornuftige Grunde efter denne nye Undersøg¬
ning Overvægten, saa er den dog, i Forhold til
Passionernes tilvoxende Magt, ikke meere stærk
nok til at optænde den brændende Lyst og Begier¬
lighed i Sielen, uden hvilken gode Forsætter ikke
kunne opfyldes.
Saa fornødent, som det er, at prøve vel
de Maximer, efter hvilke man vil handle, og at
erindre sig i alle sine Overlæg den store Regel, at
ikke antage noget uden tilstrækkelig Grund; lige
saa fornødent er det og at betænke, at, naar der
handles om moralske og practiske Sandheder,
kunne vi ofte ikke komme videre end til en høi
Grad af Rimelighed; at det er bedre at handle
efter ufuldkomne Grundregler, end at have slet
ift.


327
ingen, eller, hvilket er det samme, at forandre
dem hvert Øieblik; at Grundregler og Forsætter
nytte lidet uden Nidkierhed og Bestandighed i at
opfylde dem; og endelig, at denne Nidkierhed
og Bestandighed ikke er muelig; med mindre vi
sætte en Grændse for vore Undersøgninger og Tvivl,
og ere Herrer nok af os selv for i visse Tilfælde
at byde ikke alene Passionerne, men og Fornuf¬
ten at tie.
Jeg tilstaaer, at det i Anvendelsen er meget
vanskeligt at bestemme disse Tilfælde; men det er
just derfor, troer jeg, et af de største Kiendetegn
paa en stor Siel. Dersom den sande Storhed,
bestod alene i en vidtløftig Kundskab, da skulde
de, som have gjort de største Ting, tillige have
været de største Philosopher og de lærdeste Mænd;
men en bestandig Grublen har ofte gjort disse alt
for uvisse og ustadige til at virke. De have vidst
at begynde og fortsætte en Undersøgning, men
ikke i rette Tid at ende den. De have prøvet
Grundreglerne, saa længe indtil de enten have
tabt dem alle, eller og været for svage til at udøve
dem. Fornuftens Ypperlighed har indtaget dem
saaledes, at de ikke altid have agtet nok paa de
Forbindelser, som følge af dens Grændser. De
have kiendt Passionernes Farlighed og Misbrug,
men ikke deres Nytte til at understøtte Fornuften,
og i det de arbeidede stedse paa at rense deres Be¬


323
greb og bestemme nøiere deres Sætinger, blev
Sielen indviklet i nye Tvivl, og en ængstelig Grud¬
len fortærede dens Fyrighed.
Det er langt fra, at jeg vilde have dette for¬
staaet saaledes, som om det sigtede til Fornuftens,
Philosophiens og den sande Lærdoms Forringelse.
De store, de ret nyttige og practiske Sandheder,
ere kuns faa, det er vist; De fleste ere meget gamle,
og tillige saa klare, at en sund og ufordærvet For¬
stand enten falder derpaa af sig selv, eller finder
i det mindste ikke stor Vanskelighed i at antage
dem. Jkke desmindre have de i alle Verdens Al¬
dre fundet baade Modsigere og Beskyttere; Disse
have vel, det er og sandt, ved alle deres Under¬
søgninger, Jndvendinger og Beviis ikke sagt me¬
get Nyt; men just deraf kunde vi med den høieste
Grad af Rimelighed slutte, at disse store Sand¬
heder ere Grundpillere, paa hvilke den menne¬
skelige Forstand bør støtte sig, mere bekymret for
den Bygning, som derpaa bør opreises, end for
at prøve og undersøge Grunden selv. Og om vi
ikke lærte andet af saa mange Aarhundredes utret¬
telige Undersøgninger, end dette, at disse Under¬
søgninger have visse Grændser, ved hvilke For¬
nuften bør blive staaende, var det da ikke nok?
Naar vi see den Nøisomhed og Foragt for
Vellyst og Smerte, Rigdomme og Beqvemme¬
ligheder, den Afhold, Maadelighed, Selvfor¬


324
nægtelse og Menneskekierlighed, som Religio¬
nen befaler, at være det samme, som alle store
Philosopher, endog de, der ikke kiende, Aaben¬
baringen, have beviist i deres Sædelære og Stats¬
konst; det, som giør Menneskene sikre i den na¬
turlige Stand, og mægtige i Staterne; at de
Grundregler for Opdragelsen og Sæderne, ved
hvilke de Græske og Romerske Philosopher og
Lovgivere ere blevne saa beundrede, ere de samme,
som nogle upolerede Folk, der ikke have anden
Læremester end Naturen, udøve af sig selv; at
den menneskelige Natur er i alle Folkeslags sund
eller svag, stærk eller skrøbelig, eftersom den
mere eller mindre iagttager disse Regler; at Lege¬
mets Styrke og Sundheden vinder lige saa meget
ved disse Sæder, som Sindet og Selskabet; at
Naturlæren, Lægekonsten og Diæten stemme heri
overeens med Sædelæren, Statskonsten og Re¬
ligionen, at for at have en sund Siel i et sundt
Legeme, for at opdrage stærke og muntre Børn,
for at danne gode Fædre og Mødre, flittige Ar¬
beidere, tappre Krigsfolk, redelige Borgere, nid¬
kiere Embedsmænd, troe Tienere, og ædelmodige
Herrer, for at udrette alt dette, er kuns een Plan,
i hvilken alle Undersøgninger og Erfaringer stem¬
me overeens. Naar vi betænke dette, siger jeg,
burde vi da ikke være meere bekymrede for at for¬
skaffe Sindet Styrke nok til at udøve disse Grund¬


325
sandheder, end for at fylde det med en Mængde
af Begreb, Jndskrænkninger og Bestemmelser,
som mere svække dets Styrke.
Den sande Philosophie og Lærdom er i sig
selv saa lidt Aarsag til den e Misbrug, at man
tvertimod kan giøre den allerfortreffeligste Brug
deraf, naar man, ved at igiennemgaae de adskil¬
lige Dele af Videnskaberne og Historien, bemer¬
ker, hvor nøie alle Grunde og Erfaringer stemme
overeens i at stadfæste de Hovedsandheder, paa
hvilke Menneskets Lyksalighed fornemmelig beroer;
men for at finde overalt denne Overeensstemmelse
og treffe den rette Øiepunet, fra hvilken man bør
betragte Videnskaberne og Historien, maae man
have tænkt og læst meget. Og da see vi i alle
Systemer og Historier den store Sandhed: at
Menneskets Fuldkommenhed og Lyksalighed beroer
paa den Magt, som Sielen har til at bestemme
sig selv efter nogle faa Grundregler, som den Eu¬
soldige kiender lige saa vel som den Viise.
At forskaffe Mennesket denne Magt over sig
selv, det bør være Hovedhensigten af al Under¬
viisning og Lærdom, Opdragelse og Regiering.
Videnskabernes Grunde kunne giøre meget dertil;
men en lykkelig Brug af Passionerne giør endnu
mere. Det er ikke nok, at Sandhederne læres
og bevises; de maae igientages ofte og betragtes
fra mange Sider, og det nytter endda lidet, uden


320
en vis Høihiertighed og Opløftelse i Sielen, som
giør den stærk nok til at troe: at den kan meget,
naar den kuns vil. Graderne af denne For¬
mue eller Frihed blive altid vanskelige at bestemme
ved philosophiske Grunde; men en Siel af gode
Drifter føler Friheden kiendelig nok i sig selv, og
disse Drifter kunne skierpes meget ved at opvække
menneskekierlige og ærekiere Følelser, og ved Fo¬
restillinger af Religionen, som ved de allerhøieste be¬
vægende Grunde, og ved Forsikringer om Forsynets
Medvirknnig giver det skrøbelige Menneske Magt
nok over sig selv for ikke at lade sig hindre i gode For¬
sætter enten ved Fornuftens Tvivl, eller ved Sand¬
sernes Forblindelser, eller ved forargelige Exempler.
Paa en Tid, da Mennesket fristes ved alt,
hvad det hører og seer, til at forlade de enfoldige,
sikre og vel prøvede Grundregler; som den sunde
Fornuft og Samvittigheden let tilsiger enhver;
som de sande Vise til alle Tider have anseet for det
vigtigste og visseste i den menneskelige Kundskab,
og hvis Nytte det hele menneskelige Kiøns Histo¬
rie stadfæster; Paa en Tid, da Videnskaberne
indtil Sædelæren og Statskonsten selv misbruges
til at omstøde og svække disse Grundregler; da
Philosopher og Christne ere feige nok til at und¬
skylde med en vis menneskelig Skrøbelighed og
Fordærvelse saadanne Laster, som den sunde For¬
nuft alene i Hedninger og uoplyste Folk er stærk


327
til at afskye; da Meninger, Tvivl, Moden,
Passionerne og Exempler have udslettet alle gode
Grundregler i de fleste Hierter, og de faa, som
endnu ville giøre noget Godt, fristes saa meget
til at troe, at de ikke meere kunne giøre det; at
de selv ere for skrøbelige, og Verden alt for for¬
dærvet dertil. Paa saadan en Tid er det Viden¬
skabernes fornemmeste Pligt at indskierpe disse
Grundregler, og den største Nytte, som Histo¬
rien kan giøre, er at vise, hvor meget et Men¬
neske kan udrette, naar det kuns vil.
No. 287 og 288.
Mandagen, den 17de, og Fredagen, den
21de October 1763.
F¬
orbindelsen imellem Sielen og Legemet er alt
for væsentlig til at de kunne adskilles i nogen
vigtig Betragtning. Den Omhyggelighed, som
begge Deele udkræve i Ungdommen, giver Anled¬
ning til en dobbelt Opdragelse, en moralsk
og en physisk. Hensigten af den første er at
danne Sindet, og af den sidste at danne Le¬
gemet. Man kan ikke bringe det vidt i en af


328
disse Opdragelser, uden at forene dem begge.
Jeg har i nogle Blade af handlet adskillige Styk¬
ker, som angik den moralske Opdragelse; J dette
vil jeg tale om den physiske. Den staaer i alt
for megen Forbindelse med Lægekonsten, til at
jeg understod mig at udkaste en Plan dertil, uden
Anviisning af saadanne Folk, paa hvis Jndsigt
og Erfarenhed i Lægekonsten og Naturlæren man
kunde forlade sig. Hvad jeg her anfører, er
uddraget af et Skrift, som har vundet Prisen i
et lærd Selskab, og forhvervet sig alle Kiende¬
res bifald.
Academiet i Harlem lod i Aaret 1761 ud¬
sætte en Priis for den beste Afhandling over det
Spørgsmaal: Hvilken Methode der var tien¬
ligst at følge i Henseende til et Barns Klæde¬
dragt, Underholdning, og Øvelser, fra
Fødselen af indtil Ungdommen, for at for¬
skaffe det et langt Liv og en god Helbred:
Intet Academie har vel nogen Tid fremsat et
Spørgsmaal, som var vigtigere, og mere inte¬
resserede det hele menneskelige Kiøn end dette.
En Afhandling af Herr Ballexserd blev af Sel¬
skabet anseet for den værdigste til at vinde Prisen,
og den er trykt i Aar under Titel af Dillertation
Uur I'Education phyliqve des Entans depuis leur
naislance jusqu i Lage de puberte. 238 Sider
i 8. Et Skrift, hvis Jndhold fortiente at


329
være alle Mødre bekiendt, og som er kort og
tydeligt nok for at kunne være det. De, som
kunne læse det paa Fransk, bør hverken bie
efter en Oversættelse, ikke heller lade dem nøie
med det Udtog, som jeg her leverer deraf. Rum¬
met tillader mig ikke at anføre mere end Hoved¬
sætningerne selv deraf. Det kan maaskee være
nok for Mængden; men for dem, som ville vide
selv Grundene dertil, og det er alle deres Pligt,
som have Forstand, Tid og Leilighed til at under¬
søge dem; for dem, siger jeg, var der alt for
meget tabt, dersom de ikke læste Bogen selv.
Forfatteren begynder med en Diæt for svangre
Koner, hvori han fornemmelig raader dem: at
beflitte sig paa Maadelighed i alle Passioner; at
spise lidet, holde sig fra tung og haard Mad,
især den, som er meget saltet eller krydet; at
modstaae i Begyndelsen den Lyst, som kunde
komme over dem til en eller anden besynderlig
Spise, og naar de i saadanne Tilfælde ikke ganske
kunde tvinge sig, da at spise nøgle Oliver eller
Kopers; at spise heller ofte og lidt, end meget paa
eengang; at vogte sig for stærke Drikke, blande
vel Vand i Vinen; at ikke bruge stærke og lug¬
tende Vande; sove lidt mere end sædvanlig indtil
9 Timer; at bruge viide og beqvemme Klæder,
bevæge sig jevnlig, men ikke stærk, og vogte
sig lidt mere end ellers for Kulden.


330
I Henseende til Fødselen er han af samme
Mening, som alle erfarne Læger, at man bør
lade Naturen raade, saa meget mueligt er. Naar
Barnet er friskt, bør det ikke nyde noget i de
første 24 eller 30 Timer. Hovedet bør ikke
trykkes tilsammen; og han holder det ikke engang
i den hedeste Tid paa Aaret tienligt, at døbe
Barnet i ganske koldt Vand. Grundene til den
Pligt, som paaligger Mødrene at opamme selv
deres Børn, forestiller han i en meget rørende
Afhandling, som findes paa den 36te Side.
Faa Mødre skulde kunne læse den, uden at lade
sig overtale til at opfylde selv denne Pligt,
om de kunde: En kielen og fordærvet Opdragelse
tillader vel ikke alle at giøre det; Men disse skulde
i det mindste søge at efterlade sig Døttre, som
vare stærkere, sundere, mindre empfindtlige, o
mere skikkede til at være Mødre.
Den første Epoke af Opdragelsen regner
han fra Fødselen af indtil den Tid, da Børnene
afvendes. De Klæder, i hvilke de imidlertid
indsvøbes, bør være løse og frie, saaledes at de
ingenlunde klemme eller tvinge Legemet; med
mindre at det skulde have nogen naturlig Fen,
som derved kunde rettes. Han raader meget
fra de sædvanlige Svøb, og anseer dem som Aar¬
sager til de fleste Vanskabninger. Det er nok
at legge det i Linnet, og svøle et uldent Klæde


331
derøm, uden at binde det. Man bør ikke legge
et Barn paa Ryggen, men paa Siden, og
stedse holde det reent. Føden eller Melken
maae i de første 6 Maaneder gives dem tidt og
kuns lidt af Gangen, hver anden Time, om Af¬
tenen lidt mere, for at have Rolighed om Nat¬
ten, og ligesaa, naar de have sovet eller grædt
meget. Dersom Moderens eller Ammens Melk
ikke er god nok, kan man bruge Melk af Dyr;
Han mener, at Giedemelk var tienligst i de Nor¬
diske Lande, og Koemelk i de Sydlige. Man
kan, eftersom de ere svage eller stærke til, lade
dem die i 10, 12 eller 15 Maaneder. Det
er ikke godt at væenne dem alt for tidlig derfra.
Han laster ved denne Anledning de Forældre,
som ere urimelige nok til at giøre naturlige Ting
til Moder, og som ikke kunde lide, at deres
Børn blive store aller feede. Børnenes Øine
kunne i den Alder ikke taale stærkt Lys. De
maae ei see det fra Siden, men enten have det
lige for Øinene eller og bag ved. Man maae
ikke holde dem noget for nær til Øinene, ikke
om Morgenen føre dem strax i Dagen, og derfor
have grønne Gardiner for Vinduerne. Frisk
Luft er dem især meget tienlig. De maae ligge
frit i en Vugge eller Seng uden Gardiner, og ikke
i alt for smaa eller indsluttede Værelser. Det er
venne Henseende en stor Fordeel, at kunne op¬


332
drage dem paa Landet, da Erfaringer bevise,
at Halvparten døer af de Børn, som fødes i de
store Stæder. For ikke at vænne deres Legeme
til visse Bøielser eller Bugter, maae man bære
dem snart paa een Arm, og snart paa en anden.
De maae ikke gaae for den niende Maaned, men
heller bie lidt længer. Man kan derimod gierne
lade dem kravle paa Hænder og Fødder; Lem¬
merne blive derved stærkere og meere skikkede til Be¬
vægelser. Ledebaand bør ikke bruges, uden
for at hindre, at de ei skulle falde; Man maae
derimod give dem en Faldehat, som er vel ud¬
stoppet, og høi nok for at tage Stødet fra An¬
sigtot. Aarsagerne, hvorfor han ikke holder det
tienligt at vugge dem, anføres paa den 86de
Side, og disse Aarsager ere alle meget vigtige.
For at skaffe gode Ammer og Mødre, foreslaaer
han, at Præsterne paa Landet skulde til visse Ti¬
der undervise deres Menighed om det, som an¬
gaaer Børnetugten, og at der skulde udsættes
Belønninger for de Koner, som deri viste en be¬
synderlig Flid.
Den anden Epoke af Opdragelsen strækker
sig fra den Tid, da de afvendes, indtil det femte
eller siette Aar. Klæderne maae i denne Alder
være tynde, lette, og ikke trange, for ei at trykke
Legemet og hindre Vexten; Han forkaster aldeles
Snorliv, som meget skadelige for alle dem, der


555
ikke ere skieve af Naturen. Deres jevnligste Spise
maae være lidt Melkemad, Øl og Brød, og tynde
Kiødsupper. Naar de have faaet de store Tæn¬
der, er det et Tegn, at de kunne begynde at spise
noget Kiød. Man kan da give dem lidt deraf,
men helst af Suppen; Maden maae aldrig være
meget varm, kuns lunken; Skarpe Ting, Sa¬
lat, Frugter, og Sødt maae de endnu ikke have.
Tienestefolkene maae vel tilholdes at ikke give dem
noget af sig selv og uden Tilladelse. Vil man
give dem Viin, maae den blandes med tre gange
saa meget Vand. Det skader ikke, at de i den
Alder sove meget, men de maae spise lidt og tidt.
han holder det ikke tienligt for Børnenes Sund¬
hed at lade dem sove hos gamle Folk. Forstop¬
pelse er dem meget skadelig, og man maae derfor
see til, at Naturen holdes i en vis Ordentlighed.
Naar to eller tre Dage gaae forbi, uden at Na¬
turen hialp sig selv, maae man give dem meget
lidt at spise og jevnlig Vand at drikke. Diarrhee,
naar den kuns ikke er alt for stærk, indtil fire eller
fem Gange om Dagen, maae man derimod ikke
frygte saa meget for; Den er ofte, saavel som
Næseblod og Udslet, en naturlig og meget sund
Opløsning. De maae ikke tale eller bevæge dem
saa stærk, at de blive stakaandede, og vænnes,
langsom og gradviis, til at taale Heede og Kul¬
de. For at bevare og stærke deres Sandser,


334
raader han til en jevnlig og maadelig Brug af
dem, og at vogte sig for saadanne Ting, som
kunde giøre alt for stærke, hastige og uformodent¬
lige Jndtryk paa dem. Synet beskadiges ved
Fugtighed, Trækvind, og Røg, ved at see
stivt mod Solen, Lyset eller Jlden, ved at læse
smaa Stiil, især i Mørket eller Maaneskin. For
Hørelsen er Fugtighed og Trækvind skadelig, og
den er endnu for spæd til at taale stærk Bulder,
som Kanonskud. Lugten svækkes ved stærke lug
tende Vande eller Røgelser. For Smagen er
saltet Mad, Kryderier, hidsige Drikke og Suk¬
ker ei tienlige. I den Alder bør man lade Børn
megen Frihed til at bevæge dem; De ere fulde
af Vædsker, som derved udrenses. Om Mor¬
genen, naar de ere opstaaede, maae Vinduerne op¬
lukkes, for at give dem frisk Luft. Det er godt,
at de gaae noget ud i Luften, hvorledes end Vei¬
ret er. Alle Bevægelser, som maadelig røre
Maskinen, ere dem tienlige, især at strække Ar¬
mene. Det er derfor godt at lade dem hielpe sig
selv i alt hvad de kunne, at vænne dem til at bruge
begge Hænder, hvorved deres Evner fordobles
De maae ikke sidde meget, og kuns paa flade
Stole, men vænnes meget til at staae, med Ho¬
vedet og Kroppen lige, Skuldrene noget tilbage,
og især at gaae vel og giøre sikre Trin. Ufornus¬
tig Spøg bør man derfor meget holde dem fra; J


92)
det mindste ikke selv give Anledning til, f. Ex. ved
at løfte dem op ved Hovedet, løbe hastig efter dem,
hvorved de let kunde falde og støde sig. Glæde
og et muntert Sind er i denne Alder det allertien¬
ligste baade for Sindet og Legemet. Det er:
siger han, som en almindelig Lægedom, den be¬
fordrer Circulationen og Vexten, renser Væd¬
skerne, og styrker alle Sindets og Legemets Kræf¬
ter. Man maae derfor vel vogte dem for alt det,
som kan bedrøve, ærgre eller skrække dem, for
unødig Frygt, Misundelse eller andre saadanne
nagende Passioner, og derfor omgaaes dem upar¬
tisk, venlig og uden Overilelse. Men just for
den samme Aarsags Skyld ikke være kielen over
dem, ikke ynke dem, ikke taale Egensindighed,
Klagemaal og Graad, ikke tillade, at de bede of¬
te om det, som man har nægtet dem. Ved alle
saadanne Ting giør man dem kuns mere empfindtli¬
ge, og tølgelig forøger deres Ulyst, Bedrøvelse,
Utaalmodighed, og andre Passioner, som ned¬
trykke Sindet og skade Sundheden. Man maae
derimod med Fornøielse tillade dem at lee og glæ¬
de sig. Det er det sikkerste Middel mod mange
Sygdomme. Derfor, o Fædre og Mødre,
(saaledes slutter han denne Deel af Afhandlin¬
gen) skiænder aldrig paa Eders Børn, fordi
de giøre for megen Allarm omkring Eder; Der¬
som J ere kloge, lade J dem gaae et andet Sted


330
hen at leege, naar J ikke meere selv kunde taale
deres Bulder, og dersom J ikke heller ville giø¬
re det, saa sæt dem i det mindste tilrette med
saa megen Sagtmodighed, at de kunne fort¬
sætte deres Leeg med lidt mere Stilhed. De
Børn, som alt for meget tvinges i den Sag
blive taabelige og dorske.
Den kredte Epoke regnes fra den Tid, da
Drengebørnene forandre Klæder, indtil det tiende
Aar. Klædernes Forandring skeer gemeenlig
det femte eller siette Aar; men der er saa meget i den¬
ne nye Dragt, som trænger og spænder dem, at man
heller maatte sætte det lidt længer op. For altin¬
maae Klæderne ikke være trange, ikke heller saa
kostbare, at Børnene ikke torde røre eller bevæg¬
sig deri saa frit som ellers, af Frygt for at fordær¬
ve Klæderne, og blive straffet derfor. Buxern,
maae bæres i Seeler, for ei at tvinge Hofterne,
og Seelerne være to Fingre brede, for ei at besvæ¬
re Skuldrene. Strømperne burde være lang¬
nok, for ei at behøve at bindes, eller og at dern¬
bruges meget brede Baand. I denne Alder et
det godt at vænne dem til at gaae med blotte H¬
veder, og ikke at bedække dem uden i Heeden,
med en tynd Hue om Natten, hvilken siden ga¬
ske bør aflegges. Man maae og efterhaande
give dem tyndere Klæder, for at vænne dem m¬
al Slags Luft. Meget lave Hæle giøre Benen,


331
stærke og Gangen sikker. Skoene maae ei være
snevre, og Strømperne ei varme og tykke. Po¬
rerne ere i denne Alder saa aabne, at smitsomme
Ting kunde let anstikke dem. Det er derfor ikke
godt at give dem Senge eller Klæder, især uldne,
som have været brugte af andre, og hvortil man
kunde have nogen Mistanke. Den tienligste
Spise er i denne Alder tynde ei fede Supper
med lidt Brød udi, Melkmad, som alt ikke maae
være varmt, men heller ganske koldt; lidt Kiød
kogt eller stegt uden Saus, Urter, Frugter og
Brød, som i det mindste er to Dage gammelt.
Det er godt at forandre undertiden Maden, og
ikke altid give dem det samme. Man vedligehol¬
der derved en fornøden Blanding af Vædsker,
da ellers visse skulde tage Overhaand.  De maae
ikke drikke meget, og aldrig bare Viin. Caffee
og Chocolade ere ikke gavnlige, især for Drenge¬
børu. Naturen er i denne Alder fugtig nok, og
fuld af Vædsker, for ikke at have nødig at forme¬
re dem ved alt for megen Drik. Naar de have
megen Ækel for visse Ting, og denne Ækel er
naturlig, saa at de endog brække sig, bør man
ikke nøde dem til at spise det. Hvis Ækelheden
derimod kommer af Egensindighed eller Kræsenhed,
maae man endelig søge at overvinde den, men paa
en Maade, som ikke er haard og voldsom. Alt
hvad der heftig rører deres Sandser, er skadeligt,
eedorffs Skrift. 6


330
som stærke lugteude Sager, stort Bulder og skar¬
pe Specerier. Frisk Luft er dem altid meget
tienlig; Man maae derimod vogte dem vel for Fug
tighed og Trækvind, ikke føre dem hen paa saa¬
danne Steder, hvor Luften ei er reen og frie, til
Syge, eller i store Forsamlinger, i Kirkerne og
paa Skuepladsen, ei legge dem i nyebygte Huse
og Stuer, som nylig ere malede. Tænderne
maae toes om Morgenen og efter hvert Maaltid,
og maae man holde dem fra at bide i haarde Ting.
Megen Varme, og at gaae nær til Jlden, skader;
det giør dem kielne, feige, tunge og lade. Jnd¬
til syv eller otte Aar kunne de sove tolv Timer,
Søvnen er i den Alder meget sund, den styrket
Naturen. Siden maae den formindskes efter¬
haanden, dersom de ere stærke, og tilsidst er det
nok at sove syv til otte Timer. Man maae vække
dem med megen Lemfældighed, ikke hastig af bryde
Søvnen, og give dem Tid til at opvaagne. Det
er til den Ende meget tienligt at begynde om Mor¬
genen med en Beskieftigelse, som er dem behagelig
og som kan opmuntre dem. Naar de falde o
komme til Skade, bør man lige saa lidt skiende
paa dem, som ynke dem. Der ere bedrøvelige Ex¬
empler af Børn, som af Frygt for Forældrenet
Vrede fortie og skiule saadanne hemmelige Ska¬
der, som siden ikke kunne læges. Hvor mang
Fædre siger Forfatteren ved denne Leilighed, en


359
ikke deres Børns Tyranner, i Stedet for at væ¬
re deres Skyts=Engle!,, Derpaa følger en me¬
get alvorlig Formaning til Forældre og Lærere, at
bruge meget sparsom saadanne bevægende Grunde,
som opvække Frygt og Skræk.Man bør nesten
aldrig, siger han, slaae Børn, thi foruden at man
derved giver dem kuns en nedrig Tænkemaade,
som forfører dem til Løgn og andre støre Laster,
saa er det physiske Onde, som flyder deraf, ale¬
ne stort nok; Det skader altid meget deres Sund¬
hed, formedelst den heftige Bevægelse, som det
foraarsager i Seenerne, og den Uorden, som
deraf kommer i Vædskerne og i det hele Lege¬
me. Det kraftigste og tillige fornuftigste Mid¬
del til at straffe dem, er at berøve dem alt, hvad
der kunde giøre dem nogen Fornøielse, og at
opvække Skam hos dem; hvilket dog ikke engang
bør vare meget længe. Naturlæren og Læge¬
konsten ere altsaa ligesaa lidt, som Sædelæren,
paa de Lovkyndiges Side, som ansee Frygten for
det beste Middel til at regiere Menneskene. Der¬
som en Læge, som kiendte de physiske Virkninger af
de menneskelige bevægende Grunde lige saavel, som
Montesqvien har kiendt de Moralske, vilde give
os en Beskrivelse af al den Fordærvelse i Natu¬
ren, som kommer af Frygten, naar denne er den
høieste bevægende Grund i Mennesket, skulde han¬
maaskee med Beviis, som vare mere sandselige end


340
de, som Philosopherne og Lovgiverne, som Locke
og Montesqvien kunne anføre, bringe alle dem,
som ophøie Frygten, fra de Østerlandske Despoter
af indtil vore smaa Skole=Tyranner, til at tie.
Hr. Balexserd vil ikke, at Børn skulle bru¬
ge mange Lægedomme, allermindst Aareladen.
Naar de klage sig over Hoved=Pine, eller, som
de gemeenlig sige, have Ondt for Hiertet, kan man
i en Tid af 24 Timer holde dem fra at spise, og
imidlertid lade dem drikke ofte klart Vand, for at
rense Livet, forunde dem megen Frihed, opmun¬
tre dem, og, om de kunne, lade dem gaae lidt ud
i Luften. Man maae vel vogte dem for alle
stærke Forandringer af Glæde og Bedrøvelse,
og hverken hastig og uformodentlig forstyrre deres
Glæde, ikke heller kiele meget for dem, naar de
ere bedrøvede. Naar de ere af en skræksom Na¬
tur, og frygte for Mørket, maae man langsom
og med megen Venlighed vænne dem til at ikke
agte det. J deres Studeringer maae man ikke
overile dem, ikke spænde Sindets Kræfter for me¬
get eller alt for længe, og stedse søge at giøre dem
Arbeidet let og fornøieligt. Man svækker ellers
baade Sindet og Helbreden, og hindrer Vexten.
Sielens og Legemets Beskieftigelser maae afvexle
med hinanden, og uden just at binde sig til vise
Tider, maae man deri lempe sig noget efter deres
Tilbøieligheder, og for alting ikke foresætte sig at


341
giøre dem tillige til sprenglærde Folk. Det er
nok at skaffe dem en sund og aaben Forstand og
en god Tænkemaade. Ved det andet er mere
tabt end vundet: Forældrene giorde meget vel,
om de i denne Alder underviste deres Børn selv.
Lærerne have sielden den Taalmodighed. En
Skolemester, siger Forfatteren, giver sielden et
Barn Genie; men han tager det ofte bort. At
see, høre, spørge sig for, tænke selv, og øve
sig, ere de sande Midler til at faae Genie.
for,ecouter, conlulter, mediter æ vetercer
sont les vrais mopens dacqverir du genie.)
Landenes og Luftens Adskillighed maae og
iagttages i Diæten. J de kolde og fugtige Lande
er det ikke tienligt at drikke meget Vand. Man
kan derfor blande det med lidt Viin. Øl giør
Børn tunge, dorske og følesløse. Melk er den
sundeste Drik. Det beste Middel til at forebyg¬
ge skabelige Passioner og Foretagender, er at
holde dem fra at see Fraadsere, Drankere, Lade,
forvovne og hidsige Mennesker. Endskiønt Maa¬
delighed er det sikkerste og ordentligste Middel til
at bevare Sundheden, maae man dog ikke hol¬
de dem saa strengt, at de jo vænnes til at taale
undertiden nogen Umaadelighed. Det er dog
umueligt at vogte dem altid derfor, og den mind¬
ste Overdaadighed skulde skade dem alt for meget,
dersom de aldrig vare vante dertil. Jntet er me¬


342
re tienligt for deres Sundhed end at ligge haardt
paa en Matelas af Straae, Uld eller Haar; Fiær¬
dyner svække og forkiele Naturen. Det hele Le¬
geme maae være vel udstrakt, ikke meget høit under
Hovedet, og man maae kuns have et tyndt Over¬
dække eller Teppe. Det er godt at ligge snart paa
den ene, snart paa den anden Side, dog helst paa
den høire, Blodets Circulation er da friere; at
gaae tidlig i Seng, for at staae des tidligere op igien,
især om Sommeren, da Morgenluften er meget
sund. En stor Empfindtlighed i Sielen, siger
Forfatteren strax efter paa den 207 Side, er ofte
et moralsk Gode; men den foraarsager og¬
saa næsten altid et pyysisk Onde, for den Per¬
son, som heftig indtages deraf. Denne An¬
merkning er alt for vigtig til at ikke undersøge den
lidt nøiere. Den synes at bevise en vis Strid og
Modsigelse imellem den moralske og physiske Op¬
dragelse, som ikke kan andet end foraarsage Læserne
vigtige Tvivl, hvilke de vel ligesaavel som jeg ønske¬
de at Forfatteren selv havde opløst. Men han har
maaskee anseet det for noget, der var uden for de ham
foresatte Grændser, og som angik mere den mo¬
ralske end den physiske Opdragelse. Havde vi
dog saadan en Afhandling om hiin, som vi have
om denne! I Mangel deraf har jeg bestemt det
næste Blad til at tale noget udførligere om Sin¬
dets Empunotligheder; en Afhandling, som


341
jeg for mere end een Aarsags Skyld troer, at jag
er Publicum skyldig, førend jeg ender et Verk,
hvis Hensigt tildeels har været at opvække og for¬
mere nogle af disse Empfindtligheder.
Afhandlingen sluttes med nogle Betragtnin¬
ger over Temperamenterne. Han formener,
og uden Tvivl med Grund, at dersom alle Børn
nik en fornuftig Opdragelse, skulde de kuns have
det Temperament, som er af alle det naturligste
og ligesaa fordeelagtig for Sindet som for Legemet.
Dette Temperament kaldes det Sangviniske.
Dets Kiendetegn er en maadelig Vext, en blød
hud, en levende og rød Farve, megen Munter¬
hed og Ustadighed, en Tilbøielighed til Latter og
Spøg, som er uden Ondskab. Saaledes ere
og de fleste Børn af Naturen. Men de beholde
ikke alle længe saa lykkeligt et Temperament. Det
pylegmatiske yttrer sig ved en stærk Vext, me¬
gen Fedme, et meget bøieligt Sind, uden heftige
Begierligheder, som ikke gierne anstrenger sine
Kræfter, elsker Hvile og Uvirksomhed. For
Børn af denne Art er det tienligt at drikke nogen
hviid Viin og Caffe; at spise lidt mere Kiød, og
at anføres til megen Bevægelse. Det Choleriske
kiendes af Maverhed, levende Øine, en kort
Aande, en stærk Puls, og heftige Begierlighe¬
der. Saadanne maae man ikke give Viin, hid¬
ge Ting, eller meget Kiød. Frugter, ere dem


344
mere tienlige. Det Melancholske viser sig siel¬
den for det 30te Aar. Det kiendes af en alt
for stor Empfindtlighed, og naar denne skulde yttre
sig i Barndommen, maae man føre saadanne un¬
ge Folk ofte i den frie Luft, ikke beskieftige dem
alt for meget, give dem Melk og andre tempere¬
rende Drikke, og ikke lade dem sidde alt for længe.
Alle Slags Opmuntringer og Forandringer, men
især Reiser, ere dem meget tienlige.
I Anledning af dette Skrift, som handler
om Huusopdragelsen og især om den Omsorg, som
man bør have for Legemet, vil jeg anbefale Læ¬
serne et andet, som angaaer den offentlige Op
dragelse og Underviisning. Det er og nyl¬
udkommen og fører Titel: De I Fducation pu
blique, om den offentlige Opdragelse. Je
lærte at kiende dette Skrift faa Dage efter at
jeg havde skrevet det 267. Blad. Det fornøied
mig ikke lidet, at finde saa megen Overeensstem
melse imellem Forfatterens Plan til en Forbedrin¬
i den offentlige Underviisning, og den, som je¬
i bemeldte Blad har anført i det Patriotiske Sel¬
skabs Navn. Begge Forslag ere i Grunden de
samme; Men den Franske Forfatter har udfør
det saaledes, at der mangler slet intet til at sæm
det i Verk, uden alene Villie og Evne. Man
finder deri ikke alene, hvad der burde skee, men
og Maaden, paa hvilken den kunde skee. Jn


349
gen Stand er forglemt i Planen, og Midlerne til at
forbedre enhvers Jndsigt og Grundregler ere paa
det allerfuldstændigste udviklede. Jeg tilstaaer gier¬
ne, at Tænkema den og Sæderne giøre mange gode
og i sig selv lette Forslag ganske umuelige, og at vi,
som ere fødte og opdragne længe førend alle disse
Grundregler af Opdragelsen bleve bekiendte, kunne
være for gamle til at forandre vores egen Tænke¬
maade. Men skulde vi derfor ganske fortvivle om
Efterkommerne? Kunde man ikke slutte i det mind¬
ste i Tankerne et vist Fordrag imellem den Slægt,
som nu lever, og den tilkommende? De Lovkyndige
elske dog saa meget de Beviser, som tages af saadanne
forudsatte, eller som man kalder det, præsumerte For¬
drag. Fordraget skulde være saaledes: Vi Gamle
maatte have Lov til at blive uden nogen Forandring,
Bebreidelse eller Tab i vore Jndkomster, Ære og
Beqvemmeligheder, saadanne som vi vare, med
de Vilkaar, at vi som Fædre, Mødre og Lærere til¬
lode de Unge at blive bedre og lyksaligere end vi
ere selv. Ere vi endnu for gamle og paastaaende
til at indgaae dette, da lad os dog i det mindste
tillade, at man i vores Alder undersøger en Sag,
hvorpaa Menneskene have tænkt saa lidt tilforn.
Vore Børnebørn skulde da maaskee sætte noget der¬
af i Verk, og vi leve jo dog ikke længe nok, for
at frygte, at de skulde foragte os, om de bleve
i nogle Henseender fuldkomnere end vi.


346
No. 289. og 290.
Mandagen, den 24de, og Fredagen, den
28de October 1763.
J
det sidste Blad lovede jeg at tale noget om
den Deel af Sindets Dannelse, eller den
moralske Opdragelse, som angaaer Sinds=Be¬
vægelserne. Disse staae i saa megen Forbin¬
delse med Legemet, at det er fornemmelig i det
Stykke, at den physiske og moralske Opdragelse
kunde være hinanden baade til Hinder og til Be¬
fordring. De Ord af det før anførte Skrift,
som giver mig Anledning dertil, ere disse:
Man maae tilstaae, siger Forfatteren, at en
stor Empfindtlighed i Sindet er ofte et moralsk
Gode; men det er gemeenlig tillige et physisk
Onde for den Person, som meget heftig røres
deraf.
Megen Empfindtlighed er en Virkning af
en levende og frugtbar Jndbildningskraft, og
denne er igien Moder til Geniet. Den styrker
Hukommelsen, ved at giøre Begrebene følelige,
og indprænte dem dybere i Sielen; Den beriger
Opfindelseskraften, udvider Fornuften, aabner


341
Skiønsomheden en vidtløftigere Bane, og for¬
merer Videnskaben. Brugen af alle Sielens
Evner beroer paa de Jndtryk, som Tingene
giøre, og det er Graderne af disse Jndtryk, som
bestemme baade den Grad af Klarhed, med hvil¬
ken de skulle fattes af Forstanden, og den Virk¬
ning, som de skulle giøre paa Villien. Uden
megen Empfindtlighed bliver Kundskaben død og
uvirksom. Der behøves en vis Grad af Følelse
til at opvække Forstanden til saadanne Undersøg¬
ninger, som kunde lære os at kiende det Sande
og Gode, og der behøves endnu mere Følelse til
at sætte disse Ting i Verk. Et Menneske uden
al Empfindtlighed er vel ikke mueligt, og om
det var det, var det et elendigt Kreatur uden
Lyksalighed, som kunde hverken giøre Ondt eller
Godt; ligesaa udygtig til at nyde selv nogen For¬
nøielse i Livet, som det var følesløs i Henseende
til alt, hvad der angik andre; seendrægtig og
udygtig til at tiene det Almindelige. Lad være,
at saadant et Menneske levede længere end et an¬
det, som var empfindtligt; Lad hans Koldsin¬
dighed og Følesløshed forskaffe ham mere Sund¬
hed og Legemskræfter; Lad ham voxe, spise,
drikke, sove, saa meget bedre end andre, som han
er uværdigere end de til at leve; Mon det er for
den Beqvemhed alene, som den menneskelige
Maskine har til saadanne blot Dyriske Handlin¬


340
ger, at man bør agte Livet, eller er det meget
mere for den Grad af fornuftig Virksomhed
hvortil det bruges? Om og det Moralske o
Physiske i Mennesket heri vare hinanden i en vis
Betragtning saaledes modsatte, at det ene ikke
kunde befordres uden at opofre noget af det andet,
kunde vi da betænke os paa at vælge? Et kortere,
men mere moralsk Liv, skulde det ikke ligesaa vel
være meget bedre, end et længere Dyrisk, som
det er vist, at intet Menneske i Verden gav,
naar han havde Frihed til at vælge, et eneste
fornøieligt Øieblik af sit Liv bort, for at blive
forvandlet til den konstigste og uforgiengeligst
Maskine. Legemet er Sielens Redskab; En
fornuftig Haandverkmand skaaner sit Verkiø
saa meget som han kan; han seer til, at det ikke
forrustes, og omgaaes saaledes dermed, at han
kan have længe godt deraf: men denne Omsorg
var daarlig, saasnart den hindrede ham i at
skierpe og at bruge det. Alle legemlige Ting
ere i deres Natur forgiengelige. De ere kuns
Aandernes Boliger og Redskaber, Leerkar og
Hytter, som nedbrydes. Deres Vedligehol¬
delse bør i en fornuftig og til Udødelighed skabt
Siels Hensigter kuns betragtes som et Middel,
og aldrig som Øiemerket. Naturen selv tilsiget,
os tydelig nok, at de ikke ere andet. En Siel,
som var saa ulykkelig, at den ikke haabede et be¬


345
dre Liv, skulde ikke engang holde det Umagen
værd, at forlænge Livet paa en Maade, som
gjorde ham det mindre nyttigt og behageligt.
Nogle faa Aar mere eller mindre af en skrøbelig
Alderdom skulde ikke synes ham saa kostbare, at
han derfor vilde fremdrage sine beste Aar i Uemp¬
findtlighed. Om dem, som agte Livet for de
sandselige Fornøielsers Skyld alene, er der vel
ingen Tvivl, at de jo ansee saadan en Følesløs¬
hed for noget værre end Døden; og hvo som
veed at sætte Priis paa Sindets Forlystelser,
som føler Sandhedens og Dydens Skiønheder,
hvad har han vel af Livet, som er sødere end
denne Følelse? Den høieste Lyksalighed, som en
viis Hedning kan attraae, og en Forsmag af den
større, som en Christen har i Vente.
Naar vi give agt paa vore Erfaringer, er
det, som enhver Siel havde en vis Grad af
Empfindiighed, som var den alt for naturlig,
til at lade sig, uden de skadeligste Følger for Sin¬
det og Sundheden, udrydde, men tillige ube¬
stemt nok af Naturen, for ikke at hefte sig ved en
Ling eller Begierlighed alene, og for at kunne
bøies og henvendes, hvortil man vil. Denne
Anmerkning er af stor Vigtighed i Opdragelsen,
og Sædelæren, og tusinde Erfaringer stadfæste
den. En munter Siel, som boer i et sundt Le¬
geme, er altid empfindtlig, d. e. den har Drif¬


5)6
ter og Tilbøieligheder, som svare til den Grad af
Munterhed og Sundhed, som den besidder.
Sundheden taaler ligesaa lidt som Munterheden,
at man ganske undertrykker disse Drifter. Der¬
som vi tage nogle bort, blive de andre saa meget
des heftigere; og om vi undertvinge dem alle,
indtil en eneste, virker denne alene ligesaa stærk,
som alle de andre virkede tilsammen. Det er
ikke de store, de naturlige, medfødte og behage¬
lige Passioner alene, i hvilke Sielen saaledes
samler al sin Styrke og Empfindtlighed; de mind¬
ste og i sig selv ubehageligste Ting kunde interessere
den ligesaa stærk, naar Grunden og Anledningen
til de andre Passioner betages. Et Menneske,
f. Ex., som er vant til at beskieftige sig med mange
og store Ting, kommer ikke saasnart til at leve
Ensomhed og i en mere indskrænket Cirkel, før¬
end vi merke, at de smaa Ting, som han ansaae
med Ligegyldighed, begynde at interessere han
ligesaa stærk, som de store, hvormed han tilfor
havde at giøre. En Munk, som har antage
en Orden, hvis Regler befale ham at undertrykke
de fleste naturlige Tilbøieligheder, og at marte
sig selv, viser ofte en Nidkierhed i at efterlev
disse Ordensregler, som er ligesaa heftig, som
den samlede Magt af alle de Passioner, som
han undertrykte. Hvilke Passioner i Verden
kunde være mindre medfødte og naturlige, end Lyst


351
til at afsondre sig fra Menneskene, til at søge Udør¬
kener, faste og hudflette sig selv, til at opofre
Liv, Ære og Frihed, for en Mening, som ofte er
ligegyldig; til at spilde Helbred, Fornøielse og Roe
paa saadanne Arbeider og Undersøgninger, som na¬
turligviis ikke behage engang; til at opofre al sin ti¬
melige Velfærd for at spille, for at skiemte, for at
hevne sig? Og dog, hvor mange Mennesker ere
der ikke, hvis Siele ere saa indtagne af disse Til¬
bøieligheder, at de synes at være følesløse og
uempfindtlige i Henseende til alle andre? Disse
Mennesker kunne dog ikke være fødte saaledes;
De ere skabte som andre; Mange af dem ere
sunde og stærke nok, for at kunde føle alle Livets
fornøielser. Der har og virkelig været en Tid i
deres Liv, da de følte dem, og da de ansaae
nogle af de Ting, som de nu saa heftig begiere,
ned Ligegyldighed, andre med Afskye. De ere
altsaa ikke fødte med disse Tilbøieligheder, og
hvo kunde vel fødes med Lyst til en Munke Orden,
til et Kortspil, til et gammelt Sprog? Hvad bli¬
ver da tilbage? De gave dem selv disse Tilbøie¬
ligheder, og i det de undertrykte tillige de andre,
bleve de nye Drifter stærke nok til at bemægtige
sig den hele Siels Empfindtlighed. Graden af
denne Empfindtlighed bliver i alle de Forandrin¬
ger af Sielen, som endnu ikke svække dens Kræf¬
ter, den samme. Den yttrer sig kuns i adskil¬


352
lige Maader og paa adskillige Ting. Den Hov¬
modige, Gierrige og Vellystige er, naar han
bliver Munk, Spiller, Sprogkyndig, Antigqva¬
rius, ligesaa heftig i de Øvelser, hvortil hans
Ordensregler forbinde ham, ligesaa hidsig i Spil,
ligesaa empfindtlig over en Sprogfeil eller Ana¬
chronisme, som han var før, naar der handle
des om det, som naturligviis interesserer Menne¬
skene allermest, om Æren, Rigdom og Vellyst.
Sielen har altsaa en vis Grad af Empfindt¬
lighed, som af Naturen ikke er saaledes bestem,
til noget vist, at den jo kan henvendes, hvortil¬
man vil. Mennesket kan hverken give sig selv
denne Empfindtlighed, ikke heller ganske udrydde,
den; men det har megen Beqvemhed til at bøie,
og bestemme den. Denne Beqvemhed og Bøi¬
lighed er størst i Ungdommen; man kan altsaa
ved Opdragelsen om ikke give Mennesket Emp¬
findtligheder, saa dog giøre meget dertil, at den
naturlige Empfindtlighed yttrer sig ganske, elle,
og fornemmelig paa visse Ting. Dette er en a,
de største Grundregler ikke alene i Opdragelsen,
men og i den hele Sædelære og Statskonst. Paa
den var det, at de Gamle bygte deres største Stif
telse. En Lacedæmonier og en Romer vare val
fødte med de samme Tilbøieligheder, som andt
Folk. Man undertrykte ikke disse, ved at svækk,
enten Sindet eller Legemet; Tvertimod, man ga


5)3
sig al Umage, for at forskaffe dem begge en over¬
ordentlig Styrke. Disse Folk betoge kuns deres
unge Folk Anledningerne til visse Passioner; de
tillode dem, saa at sige, kuns at have en eneste,
og denne var nok til at beskieftige baade deres stærke
Siele og deres stærke Legemer. Saa kolde og fø¬
lesløse, som de vare i Henseende til mange af de
Ting, som ellers indtage Mennesker, saa empfindt¬
lige vare de over alt, hvad der kuns det allermind¬
ste rørte deres Hoved-Tilbøielighed. Hvo, som
troer, at disse Folk vare følesløse, fordi de ikke
havde vore alt for ømme Mødres, vore svage
Fædres, vore forkielede unge Folks, vore forel¬
skede Daarers, Spilleres og Modenarrers Pas¬
sioner, de kiende kuns Mennesket paa den sletteste
Side. Lad os betragte dem saaledes, som de
vare i langt værdigere Anledninger, og vi skulle
see, at disse Siele, som udvortes syntes at være
uden Passion, vare indvortes fulde af Jld og
Fyrighed. Vi ville anvende disse Erfaringer,
men paa en Maade, som svarer til de fuldkom¬
nere og mere menneskeligere Grundregler, som
en ved Religionen oplyst Fornuft har givet os.
Nogle Passioner stemme mere overeens med
saadanne Grundregler, end andre. De ere til¬
lige i en fordærvet Natur vanskeligere at opvække,
og stige derfor sielden til den Grad af Heftighed,
som kunde svække Legemet og de høiere Sindets
ft. 6.?


374
Kræfter. Af denne Beskaffenhed er Kierlighed
til Gud og Næsten. Empfindtlighed over alt,
hvad som angaaer os selv, kan let gaae saa vidt,
at den ikke alene hindrer os i at udøve Pligterne
mod Gud og andre, men og skader vor Sund¬
hed, og berøver os selv større Fuldkommenheder.
Den Empfindtlighed derimod, som kommer af
Andagt og Menneske Kierlighed, er sielden
farlig. J det mindste er det langt lettere at fore¬
bygge dens Misbrug, end det er at opvække disse
Følelser, naar man enten aldrig har havt dem,
eller og tabt dem igien. Skulde jeg beskrive vo¬
res Opdragelse, saaledes som den er i Alminde¬
lighed, o hvor bedrøveligt et Billede maatte jeg
da ikke forestille Læserne! Er der vel af de forfæn¬
geligste og ligegyldigste Ting noget, indtil den
ringeste Mine og Bøielse paa Legemet, den mind¬
ste Fold paa Klæderne, som man ikke søger a
giøre vigtigere i et Barns Øine, end det, som et
det allervigtigste: Er der noget, som vi men
frygte for, at Menneskene skulde giøre for lidt af
end just det, hvortil de af Naturen ere tilbøielige,
nemlig, af Omhyggelighed for deres Spise,
deres Sundhed, deres Beqvemmelighed, deres
Skiønhed, deres udvortes Ære? De andn
Ting derimod, som ere langt vigtigere, og hvor¬
til Passionen ikke kommer af sig selv saa let fom
til hine, hvor koldsindig behandles ikke de:


597
Hvor tidt frygter man endog, at Menneskene
skulde giøre for meget deraf? at de skulle f. Ex.
agte Gud og andre Mennesker mere end Velan¬
stændigheden, end Moden, end den almindelige
Stolthed og Egenkierlighed tillod. Det er,
desværre, vanskeligt nok at give et ungt Menne¬
ske den Grad af Empfindtlighed for det, som an¬
gaaer Gud og andre Mennesker, som behøves til
at opfylde Pligterne paa en Tid, da den Emp¬
findtlighed, som kommer af Egenkierlighed, for¬
øges hver Dag. Man har ikke nødig at for¬
mere denne Vanskelighed. Verden lærer os
snart, om vi og aldrig havde hørt det i vore For¬
ældres Huse, hvor mange Ting der ere, som vi
kunne begiere for os selv; og naar vi endog be¬
fandt os i en Tilstand, hvori vi kunde opfylde
alle disse Begierligheder, skulde dog en alt for
stor Empfindtlighed deraf kuns være os til Byrde,
og midt i den største Overflødighed giøre os hvert
Øieblik uroelige, kiedsommelige, frygtsomme og
trøstesløse ved det mindste Onde, som mødte os.
Man giør derfor meget vel, at man i Opdragel¬
sen undertrykker denne Empfindtlighed over hvad
som angaaer Mennesket selv; at man ikke tillader
Børn at begiere noget heftig, at græde, at klage
sig, at man ikke forskaffer dem alt for mange
sandselige Fornøielser, ikke vænner dem til at
forelske sig i sig selv, i deres Klæder, Mane¬


350
rer o. s. v. Derimod giør man vel, at ikke for¬
sømme nogen god Leilighed til at opvække den ant
den Empfindtlighed, hvortil Naturen ikke er saa
tilbøielig, Empfindtlighed over det, som angaaer
Gud og andre Mennesker. Ja var det kuns
saa mueligt, ville nogle maaskee svare, som det
er vel sagt. Disse maae forlade mig, at jeg
spørger dem, om de have forsøgt det? Det er
dog det ringeste, som jeg kan forlange, efter at
have beviist saa vidtløftig af Grunde, af hele Na¬
tioners og mange Menneskers Erfaringer, at det
er mueligt at henvende endog den hele Siels Emp¬
findtlighed paa saadanne Ting, som naturligviis
endnu mindre røre Mennesket, end det, som an¬
gaaer Gud og deres Lige. Og ere disse Erfarin¬
ger endnu ikke nok, da vil jeg legge denne til, at
jeg selv har seet Børn, som i den spædeste Alde
ikke klagede sig, naar de faldt, stødte sig, elle
man tog noget fra dem, som de gierne vilde be¬
holde; Børn, siger jeg, som ved Vanen var¬
blevne saa uempfindtlige i Henseende til nogle af
de Ting, som i den Alder røre dem meest, og
som tillige med Taarerne i Øinene kunde bevidn,
deres Empfindtlighed over deres syge Forældre,
og fornøie sig inderlig over at giemme noge¬
Godt til deres Sødskende, og dele det med dem
Denne Empfindtlighed gives ikke Børn ved Lær¬
domme og Beviser alene. Den Philosopp,


371
som paastod dette, vilde jeg ikke troe. Den gi¬
ves dem ved Exempler, ved at stille dem saadanne
Ting for Øine, som kunne opvække menneskelige
Følelser, ved at lade dem erfare selv Godgiøren¬
hedens behagelige Følger, eller og beskrive
disse Ting efter Naturen, men for alting ved at
formindske deres egne Empfindtligheder. J
det samme Forhold, som disse tage af, kan man
være forsikret paa, at den anden og ædlere Emp¬
findtlighed voxer, naar man kuns giver den Lei¬
lighed til at yttre sig; og dette er i Moralen lige¬
saa vist en Sandhed, som det er i Naturlæren,
at en Kraft i Naturen virker saa meget mere paa
et vist Sted, som den tager af paa et andet.
Det er saa vist, siger jeg, at man kan give Men¬
nesket denne ædlere Empfindtlighed endog i en høi
Grad, at hvor lidt det end i Almindelighed er
at befrygte i Verden, at man deri skulde gaae for
vidt, maae jeg dog og forekomme denne Mis¬
brug, ved at erindre, at man maae vogte sig for,
at ikke opvække alt for megen Ømhed i spæde Sie¬
le. Det er meget godt, ved rørende Forestillin¬
ger at frembringe ofte saadanne Følelser af Reli¬
gionen og Menneskeligheden, som kunde vise sig
kiendelig endog i Øinene; men de bør sielden
drives saa vidt, at det kommer til Graad. Saa¬
danne Forestillinger bør og meget sielden tages af
det Bedrøvelige og Skrækkende, af det, som


3)0
opvækker Frygt og Medndenhed. Kierlig¬
hed derimod, Glæde, Venskab, Taknem¬
melighed, og andre behagelige Passioner bør
være Kilderne til den Empfindtlighed, som man
opvækker. De, som handle anderledes, de,
som troe, at Religionen udkræver, at man ved
skrækkende Forestillinger skal bringe et Barn til
at græde heftig, ere et Slags aandelige Bødler,
der ere nok saa farlige som de, der ville indprygle
Videnskaberne, fordi de opvække Afskye og
Skræk for det, som er vigtigere end alle Viden¬
skaber, og som de skulde lære Menneskene at
elske. De svække Legemet og trette Forstanden,
uden i det mindste at forbedre Hiertet. En
Empfindtlighed, som kommer af saa uædel en
Grund, giør kuns Hyklere og Menneske=Hadere.
For des vissere at forebygge denne Misbrug, maae
jeg endnu legge dette til, at det i den almindelige
Opdragelse er sikrere at indskrænke sig alene til at
formindske Empfindtligheden i det, som angaaer
os selv; Den anden Empfindtlighed skal vist for¬
mere sig derved og voxe i Forhold til den Jndsigt,
som man har om det, som man er Gud og andre
Mennesker skyldig.
Empfindtlighed over det Skiønne i Natu¬
ren og Konsten er og en Passiøn, som befordret
meget alle Sindets Fuldkommenheder, og som
stelden kan misbruges eller skade Sundheden. Og


573
hvor mange store Hensigter kunde der ikke opnaaes
paa eengang, dersom man i Opdragelsen søgte
mere at opvække og skierpe denne Empfindtlighed?
Det i Underviisningen, som nu ofte er et Træl¬
doms Arbeide, skulde blive til Forlystelser. Man
kunde bruge det som Belønninger for tungere Plig¬
ter, og disse Belønninger, som bestode i Natu¬
rens, i Konstens, i Verdeus, i Menneskets
vellystfulde Betragtninger, skulde ikke fordærve
Sielen saaledes, som andre bevægende Grunde,
der tages af Lyst til det Velsmagende, det Mage¬
lige, det Glimrende, og andre Begierligheder,
som heller burde undertrykkes. Det Skiønne i
Naturen og Konsten, Verdens og Menneskets
Betragtning af Historien, rører alle, som ikke
ved en lang Vane have samlet sig en unaturlig
Smag. Denne Smag give nogle Mennesker
sig selv; En Metaphysikus og Lingvist har hen¬
uendt saa længe al sin Empfindtlighed paa abstracte
Begreb og Ord, at Tingene selv, hvoraf Begre¬
bene ere uddragne, og som betegnes ved Ordene,
tøre ham ikke meere. Men de fleste faae dog den¬
ne forvendte Smag ved en Opdragelse, som un¬
dertrykker den Naturlige; Læremaaden er ikke alene
Skyld deri; Den naturlige gode Smag under¬
trykkes nok saa meget ved de forkeerte Domme
om Skiønhed og Fuldkommenhed, som man
fører i den daglige Omgiengelse, Domme,


300
som ere grundede paa Vane, Moder, Capricer,
udvortes Anseelse, og sielden eller aldrig paa Na¬
tur eller Sandhed. Et ungt Menneske lærer
deraf snart at dømme om Tingene, ikke efter det,
han føler og fornemmer selv, og som gemeenlig
er det rigtigste, men efter det, som andre foresige
ham. Han antager eller lader i det mindste som
han antog disse fremmede og ofte ganske unatur¬
lige Følelser, og han giør det saa længe, indt
han virkelig antager dem. J stedet for den na¬
turlige Empfindtlighed, som er alle Mennesker med¬
født, og af hvilken Grundreglerne af det sande
Skiønne selv ere uddragne, vænner man sig til
en anden Empfindtlighed, og efter Tidernes og
Folkenes adskillige Smag antager snart en qvind¬
agtig, snart en pedantisk, snart en Modenart
og kielen Vellystlings Empfindtligheder. Føles
løse i Henseende til alt, hvad der naturligviis for¬
nøier, henrykkes vi af andre Ting, som vi før
ansaae med Ligegyldighed eller Afskye. Saa vist
er det, at Mennesket kan bestemme selv noget af
sine Begierligheder, og henvende Empfindtlighe¬
den, hvortil han vil; og ligesaa vist er det og,
at det koster Mennesket ofte mere Umage og Pine,
at give sig en slet og fordærvet Empfindtlighed,
end at forskaffe sig en god Smag.
Saa nyttigt som det er, at skiærpe den Emp¬
findtlighed, som opvækkes af det Skiønne og Fuld¬


301
komne i Naturen og Konsten, i Verdens og Men¬
neskets Betragtning, saa meget bør man paa den
anden Side søge at undertrykke den Empfindtlig¬
hed, som kommer af det naturlige Onde. En
alt for stærk Grad af saadanne Følelser svækker
Sindet og Legemet, og berøver dem begge den
Mandighed og Styrke, som der udkræves til at
opfylde Pligterne, og med et uforsagt Mod at
igiennemgaae Livets Besværligheder. Det er godt,
at give et ungt Menneske al den Følelse, som man
kan, af en skiøn Tanke, en skiøn Handling, en
vis Fuldkommenhed i Naturen eller Konsten; Det
Onde derimod, som Død, Sygdomme, Smer¬
ter, Hunger, Nøgenhed, Fattigdom, med
saa Ord, alle saadanne Ting, som opvække Væm¬
melse og Afskye, maae kuns forestilles ham,
saavidt de kunne tiene til at formindske hans na¬
turlige Empfindtlighed: En Empfindtlighed, som,
naar den er heftig, kan altid skade meget, og
som sielden giør os beqvemmere til at iagttage
Pligterne enten imod andre eller imod os selv;
Jmod andre, fordi den Ømhed over vore Lige,
som kommer af Medlidenhed alene, er meer en
Svaghed end en Dyd. Den bevæger den af
Kielenskab empfindtlige Rige kuns til at bortvende
Ansigtet fra den Elendige, til at skye hans Nær¬
værelse, og sielden til at hielpe ham. Den be¬
ordrer Ørkesløshed, Tiggerie og mange Laster


302
ved at give den af Ladhed nøgne og hungrige Bet¬
ler en Almisse, som man uden Barmhiertighed
har taget fra Arbeideren. Den holder Domme¬
ren tilbage fra at udøve en retfærdig Straf. Den
lader sig bevæge af Graad og Klage, i de Tilfæl¬
de, hvor man burde handle alene efter Grunde,
efter Love, og efter Fortieneste. Med faa Ord,
en Menneskelighed eller Godhed, om man kaa
kalde den saa, der ikke har andre Grunde end
Medlidenhed, nedbryder de tvende største Grund¬
pillere til Selskabets Flor, som er Retfærdighed
og Vindskibelighev. For Mennesket selv
troer jeg, at en høi Grad af Empfindtlighed over
det naturlige Onde er lige saa lidt nyttig. Hvo et
saa empfindtlig i Sygdomme og Smerter, hvo fryg
ter saa meget for Døden, som de Rige og Vel¬
lystige; og hvo holder tillige mindre Diæt? hvem
er det vanskeligere at afholde sig fra de Ting, som
foraarsage dem disse Smerter, af hvilke den miudste
er nok til at giøre dem utrøstelige? Hverken Læ¬
gens Raad eller deres egen Erfaring kan afholde
dem fra de Laster, som føre de smerteligste Syg¬
domme og den visse Død med sig, dersom de ingen
andre bevægende Grunde have end den Empfindt¬
lighed. Lad os beskrive disse ulyksalige Følger
nok saa t levende for et ungt Menneske. Mon
disse Beskrivelser skulde giøre mere Virkning paa
ham i Tiden, end Erfaringerne selv giøre det paa


303
andre? og sæt, at de giorde det, sæt, at vi gave
ham saa forskrækkelige Begreb om den Fatttgdom,
den Mangel, den Uformuenhed til at nyde alt,
hvad der ellers smager og fornøier os, om de
Sygdomme, de Smerter, og endelig Døden selv,
som ere Lasternes Følger. Dersom dette giorde
saa stærk Virkning paa ham, at han derfor alene
skyede Lasterne; hvorledes vilde vi da bære os ad,
naar vi en anden Gang skulde prædike for ham
om Tapperhed, om Nøisomhed, om Selvfornæg¬
telse, om Opofrelse for det Almindelige, om Høi¬
modighed, og den sande Ære, hvorledes vilde
vi lære ham i disse store Dyders Udøvelse at ikke
agte den Mangel af Ting, som fornøie Smagen
og Sandserne, det Tab af Beqvemmeligheder,
endog Smerter og Bøden selv; hvorledes, siger
eg, vilde vi lære ham noget af alt dette, naar
v nylig havde gjort ham saa empfindtlig derover?
Saa vist er det, at Frygt ikke er den Hoveddrift,
af hvilken Menneskene skulle regieres. Lad os der¬
mod gaae den anden Vei, lad os, i stedet for
at formere Frygten, kuns arbeide stedse paa at
formindske de Begierligheder, som angaae
Mennesket selv. Det er disse, som føre os til
de Laster, fra hvilke den største Frygt, det føle¬
ligste Onde siden ikke kan afskrække os. Det er
disse, som hindre de store menneskekierlige og sel¬
skabelige Drifter at frembryde, og Frygten, dersom


364
vi giorde den til Hovedgrunden i Opdragelse
skulle kuns hindre disse Drifter endnu mere e
Begierligheden.
Den Empfindtlighed, som kommer af se
danne Sandsernes eller Jndbildningens Forestill
ger, hvori Fornuften finder nogen Skiønh
og Fuldkommenhed, er sielden farlig, da i
Empfindtlighed derimod, som opvækkes ved b¬
sandselige Fornemmelser alene, er det meget of
Men hvor let end denne Empfindtlighed opvækk
troer jeg dog ikke, at den let kom til saa farlig
Grad af sig selv, dersom man lod Naturen vi
alene. Endog de farligste af alle sandselige ?
bøieligheder overskride sielden Maadeligh¬
Grændser hos de Folk, som have Naturen al¬
til Læremester. Hos andre derimod opirres
fremlokkes de ofte just ved det i Opdragelsen, si
skulde sigte til at undertvinge dem. Man læ
med et ungt Menneske i nogle Timer et Stykke
Sædelæren eller Historien, som handler
Maadelighed og Nøisomhed, om Foragt for Sn
gens og Øinenes Fornøielser, og man lover ha
at, dersom han hører dette med Agtsomhed, og
holder, hvad han har lært, i Hukommelsen,
man give ham en smuk Kiole paa og noget li
kert at spise; er det ikke ligesom man havde fo
sat sig at giøre selv til intet alt, hvad man ny
havde sagt? Man kan jo give ham disse Ting le


505
ge nok, uden derfor at have nødig at sige ham, at
det er det vigtigste, som han har at attraae, det,
for hvis Skyld han giør alt det andet, og uden
hvilket dette i sig selv ikke var værd at giøre. Jeg
tilstaaer, at, naar man først ved et forkeert Fore¬
drag har berøvet Kundskaben selv alle sine Beha¬
geligheder, og ikke ved en bestandig Frygt vil giø¬
re Arbeidet endnu mere kiedsommeligt, er det for¬
nødent at forbinde dermed saadanne fremmede og
af andre Ting laante Behageligheder; men man
burde dog ikke laane disse Behageligheder og Beløn¬
ninger af saadanne Ting, som Menneskene saa let
kunne misbruge, som Smagens Fornøielser,
pragten og Beqvemmeligheden. Man maae
neget ilde have behandlet saadant et Barns For¬
stand, dersom der vare slet ingen fornuftige For¬
nøielser til, som kunde giøre den samme Virkning,
dersom en lettere og behageligere Maade at fore¬
drage Tingene, et Exempel i Stedet for et van¬
skeligt Beviis, en Afvexling i de Ting, som man
lærer, noget Nyt, som Barnet ved en Leilighed
har havt Lyst til at vide, dersom disse Ting, siger
eg, slet ingen Virkning skulde giøre. Og naar
det end var saa, ere der dog andre Opmuntrin¬
ser, som kunne bruges med mindre Fare; der ere
Spadseregange, der er noget Nyt at see, der ere
Spil, som forskaffe Legemet en nødvendig Be¬
kieftigelse, o. s. v.


306
Jeg vil ingenlunde sige, at man med Magt
skal undertrykke de sandselige Begierligheder;
det opirrer dem kuns mere, og svækker Naturen.
Derimod troer jeg vist, at man gjorde meget vel,
om man vogtede sig for alle de Anledninger, hvor
uskyldige de end vare, som paa nogen Maade kun¬
de formere dem, og jeg undtager ikke herfra de
naturligste og efter Anseelse allerligegyldigste sand¬
selige Fornøielser. Naar der var intet deri, som
beskieftigede Forstanden eller Geniet, naar det var
en blot behagelig Fornemmelse for Øinene, Sma¬
gen og Følelsen, burde man aldrig give Børn
Anledning dertil, dersom man kunde undgaae det,
Hvis de derimod faldt derpaa af sig selv, maan
man ikke ganske forbyde, men kuns indskrænke
det; De ædlere Drifter og Empfindtligheder,
Sielen skulde derved kuns blive saa meget desstær¬
kere. Men denne Lærdom er uden Tvivl alt for
streng til at kunne udøves ganske i en Alder, d
det Sandselige gielder saa meget. Et ungt Men¬
neske af de største Jndsigter og de ædleste Drifter,
skulde kuns synes at være en Klods ved Siden af
en anden, som havde alle de udvortes Empfindt¬
ligheder, hvilke man saa falskelig anseer for Teg
til Genie. Den første skulde og maaskee i en Ver¬
den, hvor det er saa rart at en stor Siel bliver
sat paa en Plads, som giver ham Beskieftigelser,
der ere værdige nok for ham, føre et meget kied¬


307
sommeligt Liv iblant Folk, som agtede kuns alt,
hvad han holdt ringe, og foragtede det, som han
alene fandt at være godt. Han skulde tilsidst
maaskee, for at behage andre, antage en Smag,
som var ham unaturlig, eller og forfalde til de ne¬
drigste af alle sandselige Tilbøieligheder, til dem,
i hvilke de største Siele ofte have fortæret deres
Kræfter, naar de ikke fandt Leilighed nok til at
beskieftige sig. Vi maae derfor, troer jeg, end¬
og giøre noget af denne sandselige Empfindtlighed
uil en Videnskab eller Konst. Dog vi kunde spa¬
re os denne Umage. Man har for lang Tid
siden ikke gjort een Videnskab alene, men mange
deraf. Tonekonsten, Ridekonsten, Dansekonsten,
Kaagekonsten, og tusende andre, som gaae ud paa
at formere de sandselige Fornøielser, Pragten og
Beqvemmeligheder, havde allerede længe været
til. De stige hver Dag, og vi have ikke andet
at giøre end at vælge; men dette Valg er af mere
Betydenhed, end man troer.
Hørelsen er, om man saa kan tale, den
uskyldigste af alle Sandser. Dens Fornøielser
gavne Sindet paa mange Maader, og den for¬
dærver det meget sielden. Jeg taler her om de
Fornøielser alene, som Lyden og Tonen opvække,
og ikke om dem, som komme af Talen; Disse for¬
dærve Sielen ofte; men det er Tankernes og For¬
standens, ikke Talens Skyld. Tonekonsten er


308
den største og ædleste af alle de Konster, som er
opfundne for at fornøie Sandserne. Jeg vil her
ikke igientage, hvad jeg ofte ved andre Leiligheder,
har sagt og beviist af saa mange Erfaringer. Je
vil kuns sige, at man ikke kan anprise den nok;
at det var at ønske, at alle unge Folk, indtil Al¬
muen, lærte noget deraf; at Forstanden har alt for
megen Deel deri til at ansee den for en blot sand¬
selig Empfindtlighed alene; og endelig, at med
alle disse Fortrin, som den har fremfor andre
sandselige Fornøielser, maae man dog og deri læ¬
re at holde Maade. En alt for stor Tilbøielig
hed til den theatralske Musik gjorde Nero af en
fortreffelig Keiser til en Tyran. Saa fornødem
er det at holde endog de uskyldigste Tilbøielighe
der under Fornuftens Herredom; saa farlig er un¬
dertiden den ædelste sandselige Empfindtlighed.
Synets Forlystelser, skulde man vel tænke,
vare ikke mindre rene. Ja, naar jeg betænker paa
den ene Side, hvor nær denne Sands er be¬
slægtet med Fornuften, hvor værdig en Beskiefn,
gelse det er for en fornuftig Siel, at forlyste sig
at betragte Naturens og Konstens Fuldkommen¬
heder, hvor meget en velindrettet Skueplads baa
de fornøier og forbedrer, hvor forlystende og til¬
lige opbyggeligt et Syn det er, at see store Mænd
opleve igien i deres Marmor, og deres Handlin¬
ger saa lykkelig udtrykte ved Penselen eller Grav¬


309
stikken; Naar jeg betænker dette, da synes mig,
at Synets Fornøielser bør sættes langt over Hørel¬
sens, og at de fortiene den næste Rang efter dem,
som Talei og Digtekonsten, som Menneskets og
Naturens Historie forskaffe os. Men, naar jeg
derimod overveier paa den anden Side, at det er
denne Sands, som er Moder til Pragten, til
denne ødeleggende Pragt, som giør de Mægtige
saa forfængelige, saa gierrige og saa umættelige;
som udsuer og undertrykker Arbeideren; som hin¬
orer Ægteskaber og Børns Opdragelse; som giver
Menneskene en falsk Anseelse, forringer Fortiene¬
ster, og er Aarsag til saa mange Uretfærdigheder,
Bedragerier og Laster; Naar jeg betænker dette,
da synes mig, at de rareste Samlinger i vore Ca¬
binetter, de prægtigste Tapeter paa vore Vægge,
den fortreffeligste Smag i vores Bygningskonst,
og de uforligneligste Skuespil kunne ikke opveie
derimod. Det var bedre, at ikke have seet alt
dette, end at betale det saa dyrt. Pragt i Klæ¬
der og Boeskaber ere endnu uflere og farligere
Fornøielser; Dem kan man ikke nok indskrænke.
Og da det er de almindelige Begreb om Æren
mere, end det er Øinenes Lyst, som forføre Men¬
neskene til disse Forfængeligheder, saa kan man
ikke nok søge at rense disse Begreb. Man kan
ikke nok sige dem, hvor usel denne Ære er; at
mgen taler mere, naar de ere døde, om deres
Sneedorffs Skrift. 6 Bind.


3 1
prægtige Klæder, Carosser og Boeskaber; at det
er deres Tieneres og Haandverksfolks Forstand,
som man beundrer i disse Ting, og ikke deres
egen; at det foragteligste Menneske kan have disse
ligesaavel som det værdigste; og at, naar rige
Folk endelig ville efterlade sig noget, som kan¬
glimre i Øinene, maae de søge det i Ting, som
ere mere uforgiengelige, i Ting, som vidne, om
ikke altid om deres Viisdom og Menneskekierlig
hed, saa dog om en fornuftig Smag.
Smagen og Følelsen ere de nedrigste af
alle Sandser; Fornuften har ikke megen Deeli
deres Fornøielser, og den Umaadelighed, hvortil
de forføre Menneskene, er af alle den, som meest
fornedrer Sielen og fordærver Legemet. Man¬
maae meget vel vogte sig for, ikke at opvække hos
et ungt Menneske mere Empfindtlighed for disse
Ting, end der behøves til at vedligeholde Livet,
og Sundheden, og det er meget lidt. Sma¬
gen er maaskee lidt ædlere end Følelsen. Natu¬
ren har givet os den til en Vederqvægelse i vor
Arbeide, og uden Tvivl ogsaa til at giøre Forskiel
imellem det, som er gavnligt og skadeligt. J
troer derfor ikke, at man let bør tvinge unge Folk
til at spise det, hvorfor de have en virkelig Afskye,
eller forbyde dem saadant, som smager dem vel,
naar de kuns holde Maade, naar de have den for¬
nødne Bevægelse, og naar den gode Smag er en


411
naturlig Egenskab i Tingen selv; Naturen for¬
fører os sielden, men vi dræbe os selv ofte ved at
give skadelige Ting og unaturlige Sammenblan¬
dinger en behagelig og krydet Smag, som de
ikke have i sig selv. For saadanne Ting kunde
man ikke nok vogte Børn, ikke alene, fordi de
skade Sundheden, men og fordi de give deres
Smag en unaturlig Empfindtlighed; De falde
sielden derpaa af sig selv, og det er nok at ikke
lyde dem det. At spise derimod simple og uden
mange Kryderier vel tillavede Retter, Frugter og
andre velsmagende Ting, med Begierlighed, er
Ungdommen ingen farlig Tilbøielighed; Det er
kuns et Beviis paa en sund og stærk Natur. Det
er bedre at komme denne Natur til Hielp ved at
skaffe Legemet stærk Bevægelse, end at indskrænke
den ved mange Forbud og Diæt-Regler. Det
er nok, at man ikke opirrer Smagen, og formerer
Empfindtligheden ved søde og krydede Ting, og
ved mange Forandringer; Naturen skal da snart
sætte sig selv Grændser, og naar man i Ungdom¬
men, da Smagen er stærkest, ikke er vant dertil,
begierer man dem sielden siden. Følelsens Emp¬
findtligheder ere af alle de farligste. Et Menne¬
ske, som gierne vil ligge og sidde paa magelige
Stole og i bløde Senge, som hverken kan taale
Varme eller Kulde, som er bange for at støde eller
aare en Finger, som klager over den mindste Svie,


312
og hvis hele Siels Empfindtlighed, saa at sige
synes at være paa den yderste Ende af hver et
Seene, saadant et Menneske er ikke alene megt
ulykkelig selv, men og sielden skikket til at giør¬
noget Godt. Han er magelig, lad, frygtsom
forsagt, blødsindet, ustadig, særfindet, mistæn
kelig, og paa en nedrig Maade vellystig. All
Umaadeligheder i den Passion, som Naturen ha
givet Menneskene til deres Artes Vedligeholdelse
og til at bestyrke de selskabelige Forbindelser, en
gemeenlig bedrøvelige Virkninger af saadan et
unaturlig Empfindtlighed, som opvækkes ved e
kielen Opdragelse. Man maae derfor ikke tillade
at unge Folk sidde eller ligge mere, end der behe
ves til deres nødvendige Hvile, ikke give dem bl¬
de Senge, eller magelige Sæder, lære dem a
taale Kulde og Hede, Stød og Svie, og anfør
dem til saadanne Øvelser og Bevægelser, som kun
ne hærde og styrke deres Seener.


373
No. 291. og 292.
Mandagen, den 31de October, og Fre¬
dagen, den 4de Novbr. 1763.
D¬
a jeg havde fuldendt det sidste Blad, oplæ¬
ste jeg det for en Mand, til hvis Skiønsom¬
hed jeg har megen Tillid, og som jeg agter især
for hans ædle og fornuftige Empfindtlighed.
han har tient nogle Aar i Krigen, bivaanet ad¬
skillige Feltslage, og baade af Reiser, Bøger og
Omngang forhvervet sig megen Kundskab om
Verden.
Jeg spurgte ham, hvad han dømte om de
tvende Planer til den physiske og moralske Opdra¬
gelse; om han troede, at en Siel og et Legeme,
som havde faaet saadan en Dannelse, skikkede sig
ogsaa for en Standsperson og en formuende
Mand, som vilde giøre sig Livet behageligt, og
spille nogen anseelig Rolle i Verden? Jeg har
set, svarede han, mange Levemaader; og som
jeg er vant til at giøre mig fornuftige Betragtnin¬
ger over alt, hvad jeg seer, er det og faldet mig
ind undertiden, at giøre en Plan til saadant et
liv, som J taler om. Har J Taalmodighed,


374
sagde han videre, til at høre, hvilken Rolle i
agtede at spille, om jeg nogen Tid blev en formu¬
ende Mand?
Jeg har ikke alene Taalmodighed til at hø¬
Dem, svarede jeg, men vil og være Dem meg¬
forbunden derfor. Da han havde udtalt, ønsk
de jeg enhver af mine Læsere den Fornøielse,
have hørt ham selv. Personens Caracter og E
farenhed, saavel som den ham egne Maade at u¬
trykke sig paa, gav Talen en besynderlig Væg
som den ikke kan beholde i den nøiagtigste Beski
velse. Jeg vil imidlertid stræbe at følge mi
Original, saa godt, som jeg kan.
Dersom jeg var en stor Herre, sagde ha¬
vilde jeg bygge mig et meget beqvemt, men ik
et prægtigt Huus, i en sund og skiøn Egn; f
vilde ikke pryde det med mange kostbare Tapet,
eller meget prægtigt Boeskab. Jeg vilde il
holde mange Tienere, Heste, Hunde, eller Kokt
ikke have en stor Garderobbe af kostbure Klæde
eller mange skiønne Vogne. De Bekostningg
som andre øde paa saadanne Ting, vilde jeg at
vende paa et Chor af de beste Sangere; Jeg ø
skede og at have, som Voltaire, en Skuepla,
for mig selv. De beste Værelser i mit Hu¬
skulde være beklædte med skiønne Malerier.
nogle vilde jeg have forestillet store Handling,
af Historien, i andre store Mænds Portraite,


317
og atter i andre igien skiønne Udsigter. J min
Have maatte der ikke savnes noget af alt det, som
efter Climatets Beskaffenhed kunde frembringes
paa enhver Tid af Aaret. Jeg vilde søge mere
efter en dygtig Urtegæardsmand end efter en god
Kok eller Kammertiener. Jægere, Løbere og
heydukker holdt jeg ikke engang. En vis Emp¬
indtlighed i Henseende til Dyrene og Agtelse for
Mennesket tillod mig det ikke. Jeg veed ikke
engang, om jeg kunde overtale mig til at lade
mine Tienere bære paa deres Klæder noget kiende¬
ligt Mærke af deres Stand. I det mindste
maatte det ikke adskille dem alt for meget fra an¬
dre Mennesker. Derimod vilde jeg ikke have
andre i min Tieneste end saadanne, som forstode
noget af en nyttig Konst. Folk, som duede ikke
til andet end til Opvartning og Parade, kunde
jeg ikke taale om mig. Ved deres Nærværelse
bebreidede jeg mig kuns selv min egen Skrøbelig¬
hed, og en vis Misbrug af den menneskelige Na¬
ur. Mine Giester vilde jeg beværte med faa og
velsmagende Retter: Maaltidet skulde ikke vare
længe. Jeg vilde heller fornøie Folk paa andre
Maader, ved Promenader for Ex. og Concerter,
og i stedet for Baller og Spillepartier lade un¬
dertiden opføre en Opera eller et Skuespil. J
mine Huusselskaber vilde jeg ikke være saa bundet
f de almindelige Moderegler, at jeg ikke skulde


370
have Frihed til at tale om saadanne Ting, som
meest interesserede mig, og at jeg skulde f. Er¬
skamme mig ved at tale med nogen Passion om
det, som jeg holdt for at være sandt, skiøm,
billigt og anstændigt; at jeg ikke skulde have Til¬
ladelse til at blive empfindtlig, naar man sagde
noget, som kiendelig stødte den sunde Fornuft,
Ærbarhed og en god Smag; at jeg skulde væn
forbunden til at bede alle Folk, enten jeg kund¬
lide dem eller ei. Mit Hierte er alt for emp
findtlig til at taale saadan en Tvang. Jeg troe
ikke heller, at nogen kunde forlange det af mig¬
Saa længe det i Verden er tilladt formuende Folk
at udelukke dem, som enten ikke ere fornemme
eller galante nok til at pryde deres Selskaber,
hvorfor skulde jeg da ikke have samme Ret til
at udelukke saadanne af mit Huus, for hvilke
min Siel har mere Modbydelighed end for den
groveste Pøbel, Spillere, Dagdrivere, Fraad¬
sere; Folk, som hverden have fornuftige Grund¬
regler, eller en ædel Empfindtlighed, og hvis
hele Fortieneste bestaaer i deres Titler, Klæder og
Manerer.
Hele Formiddagen, sagde han videre, skulde
være bestemt til mine Forretninger, og jeg vilde
deri foreskrive mig selv en vis Orden, som skulde
nøde mig, endog mod min Villie, til at giøre
alting til sin rette Tid.? En af de første Befal¬


3! !
ninger, som jeg vilde give mine Folk, var, at
de ikke skulde adlyde mig, om jeg til den Tid for¬
langte noget af dem, som ikke henhørte til mine
sædvanlige Forretninger. Jeg veed af Erfaren¬
hed, lagde han til, at intet Menneske kan uden
saadan en Orden være fornøiet og lyksalig, og der
er intet, som holder mig mere tilbage, naar jeg
enskede undertiden at være en formuende Mand,
end Frygt for at ikke blive Herre nok af mig selv,
til at binde mig til saadan en Orden. Hvor me¬
gen Lyst jeg end har til Beskieftigelser, forlader
jeg mig dog ikke saa meget paa mig selv, at jeg
jo troer, at det i en fuldkommen Friheds Stand,
kunde falde mig ind at blive magelig og efterladen;
Derfra er kuns et Skridt til alle Laster, og for
et Menneske, som har ligesaa stor Formue, som
han har Frihed, er dette Skridt snart gjort.
Men om end saadan en Ladheds=Geist engang kom
over mig, skulde den dog vel ikke strax beherske
mig saa meget, at jeg jo for nogle Øieblikke kom
til mig selv igien, og i disse Øieblik vilde jeg vist
straffe alle dem, som havde føiet mig i mine Pas¬
sioner, saaledes, at ingen let skulde faae Lyst til
at giøre det igien.
Jeg vilde holde aaben Taffel Middag og Af¬
ten, ikke saa meget for Madens eller for Selska¬
bets Skyld, som for at forekomme alt for stor
Hengivenhed til Smagens Fornøielser, ved at


310
giøre det til en uforanderlig Lov i mit Huus,
der aldrig blev gjort nogen Anretning for mig sen
alene, uden naar jeg var syg. Den offentlig¬
skulde baade i Henseende til Spise og Drikki,
være saaledes indrettet, at den hverken kunde for
føre mig selv eller mine Giester til Umaadelighed,
J den Henseende vilde jeg og give mine Folk et
Forskrift, som de ikke skulde driste dem til a
overtræde meer end engang, om jeg end sel
befalede det. Til Giester indbød jeg ikke saa¬
danne Folk, som kom alene for at giøre mig Sel¬
skab ved Bordet. Det var just det Sted i mi
Huus, hvor man allermindst skulde komme for
Fornøielsens Skyld. De selskabelige Forlystel,
ser skulde, naar jeg havde Tid dertil, først be¬
gynde efter Maaltidet; og jeg indbød derfor ikke
andre dertil end saadanne, hvis Smag var saa
meget overeenstemmende med min, at de agted,
disse Forlystelser høiere end Smagens.
Mine Hoved Fornøielser, hvortil jeg vilde
bestemme Eftermiddagen, skulde bestaae i to Ting
Det første var, at see med mine egne Øine o
erfare selv saa meget, som jeg kunde, af alt,
hvad der er værd at vide, saavel i Naturens,
Virkninger som fornemmelig i det menneskelige
Liv; og det andet, at lære af Bøger og Sam¬
taler, hvad jeg ikke kunde erfare selv. For at,
nyde det første Slags Fornøielser, vilde jeg ofte


219
giøre Reiser og Spadsere=Farter til saadanne Ste¬
der, hvor jeg kunde see noget Merkværdigt, Na¬
turalier, Konststykker, Indretninger, og alle
Arter af menneskelige Beskieftigelser fra de fineste
og største indtil de allerringeste Haandverker. Jeg
troer, at dette kunde beskieftige mig temmelig
længe. Der blev vel adskillige Ting, som jeg
ikke begreb strax, som jeg havde Lyst til at see
mere end engang, nogle, som jeg vilde vide til
Grunde, og andre, som jeg selv kunde faae Lyst
til at forsøge. Men alle disse Ting, sagde han
videre, hvor meget jeg end troer, at de skulde
interessere mig, vilde jeg dog kuns betragte dem
som Maskiner og Decorationer paa den Skue¬
plads, hvor jeg agtede at søge den største Vellyst.
Jeg forestiller mig, at jeg ved saadanne Leilig¬
heder lærte at kiende Folk af adskillige Caracterer,
Gemytsarter, Gaver og Levemaader; at jeg
fandt undertiden Leilighed til at hielpe med min
Formue eller Credit en flittig men trængende Ar¬
beider, at opmuntre den forsagte Dyd og de
skiulte eller undertrykte Fortienester, at kiende
rare Genier, som manglede kuns Anledning og
Understøttelse for at øve og vise sig. Dette
skulde blive min største Vellyst; thi af alle For¬
nøielser kiender jeg ingen større, end dem, som
et empfindtligt Hierte finder i at forbedre og lyksa¬
liggiøre sine Lige. Dog, hvad siger jeg, min


300
Empfindtlighed er stor nok, for ikke at lade sig
nøie dermed; Jeg skulde maaskee med al den Høi¬
agtelse, som jeg har for Pligterne, være for svag
til at give mig al den Umage, dersom jeg ikke for¬
uden denne Vellyst søgte en anden, som rører
mig endnu mere: at blive elsket.
Fornøielsen af saadan en Handling, som vir¬
kelig forøger andre Menneskers Lyksalighed, og
fortiener deres Kierlighed, overgaaer saa langt i
mine Øine alle Videnskabernes og Konsternes
Fornøielser, at hvor høit jeg end agter disse, til¬
lad min naturlige Empfindtlighed dog ikke at opofre
dem noget Øieblik, som jeg troede, kunde bedre
ativendes til Menneskenes sande Nytte. Jeg vilde
maaskee forlade en lærd Mand og en Konstner,
som havde gjort en vis Videnskab til sin Hoved¬
beskieftigelse, men aldrig en formuende Mand,
om han fordybede sig i Videnskaberne saaledes,
at han indfluttede eller afsondrede sig fra Menne¬
skene, naar han kunde opmuntre og gavne dem
ved sin Formue eller Credit. Vet er de Formu¬
endes Sag, at udøve, hvad de, som dyrke Vi¬
denskaberne, opfinde, og ofte koster denne Udø¬
velse, Gierningen selv, en formuende Mand kuns
saare liden Møie. Det er ham lettere at giøre
Gierningen, end det er for Philosophen, Digte¬
ren og Taleren, at bevise, udtrykke, rose og
skidre den; Og i Belønningen selv, i den ind¬


381
vortes Følelse, hvor stor Forskiel er der ikke imel¬
lem den prægtigste Tanke og en god Handling?
For alt det, som er løit, rart, eller skiønt
i Videnskaberne, vilde jeg ikke forsømme saadan
en eneste Handling. De Øieblik, som jeg havde
bestemt til virkelige og nyttige Beskieftigelser, bleve
mig alt for kostbare til at fordrive dem med Læs¬
ning eller lærde Samtaler. Men jeg skulde derfor
ikke tabe noget af denne behagelige Tidsfordriv.
Jeg vilde bruge dertil al den Deel af Dagen, som
andre anvende paa en taabelig og kiedsommelig
Ceremonial, paa Beskieftigelser, som hverken
nytte eller fornøie, og som ingen anden Grund
have end de forudfattede Meninger, som man kal¬
der Mode, Skik, og Velanstændighed. Disse
usle og slaviske Grundregler lod jeg aldrig herske
over mig; Saa meget vilde jeg i det mindste bruge
de Fortrin, som min Stand og Formue gav mig,
at jeg i saa ligegyldige Ting ikke skulde lade mig
foreskrive Love af enhver Modenar. J den Deel
af Dagen, som jeg vandt ved at afskaffe eller for¬
korte saadanne kiedsommelige Ceremonier, vilde
jeg læse gode Bøger, og tale med lærde Folk. J
begge Henseender blev jeg maaskee lidt mere kræsen
end andre store Herrer. Jeg vilde ikke h-ve
et vidtløftigt men et udsøgt Bibliothek. Der
bleve mange Bøger, som jeg aldrig skiøttede om
at eie, og nogle Lærde, hvis Selskab jeg skyede


382
mere end den enfoldige Pøbels. Jeg kunde hver
ken lide dem som snakkede mig meget efter Munden
ikke heller dem som imodsagde Alting. Skiøn¬
somhed, Smag og Beskedenhed vare de fornem
meste Egenskaber, som jeg udkrævede af lærde
Mænd. Folk af megen Historisk Kundskab kund¬
jeg vel tilgive, om de ikke altid havde lige saa
megen Skiønsomhed og Smag; Men de maatn
være beskedne og ingen Ordgydere; Deres Om
gang blev mig ellers alt for besværlig, og paa er
Tid, da vi have saa mange Ordbøger og Catalo
ger, skulde jeg snart troe, at man ganske kunde
undvære dem. Den ufleste Grammaticus blev
mine Øine ikke saa ringe en Person, som en paa
staaende Philosoph og heftig Dogmatist. Da
monstrative Haarkløvere og Kiettermagere vilde jeg
skye som Videnskabernes og Religionens Skam¬
flikker og Selskabets Pest. Og den skiønneste
Geist, som misbrugte sine Gaver til at smigre for
Lasterne, vilde jeg agte mindre end den taabeligst
Leiligheds Poet. Nyttige og vigtige Sandheder,
behøvede ingen Sminke for at behage mig; De
skulde altid være mig kiere, paa hvilken Maad
de end bleve sagde. Men jeg holdt dog mere af
en smuk Ode end af den lærdeste Undersøgning,
som hverken nyttede eller fornøiede. En troe Tie,
ners eller taknemmelig Betlers ukonstlede Roet,
skulde fornøie mig mere, end en Tilskrift eller an¬


385
den Lovtale i den sædvanlige Stiil. Og dersom
nogle af de Lærde, hvis Roes andre store Folk
ilkiøbe sig, skulde faae i Sinde at beære mig med
saadanne Eftermæler, som dem, med hvilke de
have villet belønne deres Velgiørere, vilde jeg be¬
tale dem for at tie. Mod en værdig og fortient
Roes kunde jeg derimod ikke være uempfindtlig.
Den blev iblant alle timelige Belønninger, For¬
nøielser og Værdigheder en af dem, som jeg agtede
høiest, og denne Empfindtlighed, maae jeg tilstaae,
skulde ogsaa have nogen Deel i min Høiagtelse for
folk af Videnskaber og Smag.
Men der er en Lyksalighed, som er alt for
vigtig til at glemme den, en Lyksalighed, som
ikke er bundet til nogen vis Stand, uden hvilken
Livet har tabt de største af dets Yndigheder, og som
Fyrsten selv, naar han kiendte den, skulde mis¬
unde dem, der boe i de nedrigste Hytter. Denne
kyksalighed er mit Hierte ofte for empfindtlig til
at opofre, og det er den gode Huusfaders, den
elskede Vens og Hushonds Glæde, den Lyksa¬
lighed, med hvilken Kierlighed og Venskab kroner
Menneskene. J dens fulde Nydelse maatte min
hihed aldrig være mig til Hinder, eller og jeg
vilde aldrig være en stor Herre. Jntet Galan¬
terie kunde fornøie mig, naar jeg ikke baade elske¬
de selv, og blev elsket igien, og til at være for¬
sikret derom, udkrævedes en Forbindelse, som har


384
mere end en flygtig Kierlighed til Grund; en For¬
ening, som er stiftet ved et frit Valg, overeeusstem¬
mende med Fornuften og Samvittigheden, med
Lovene og Æren, og som vedligeholdes ved en
venlig og fortrolig Omgiengelse. Saadan en
Forbindelse blev mig altid saa hellig, at jeg vilde
ansee det for den skammeligste Misbrug af min¬
Fortrin, at kunne troe, at den forbandt mig min¬
dre end andre Folk. Endog i de Opofrelser selv,
som den undertiden udkræver, finder et empfindt¬
ligt Hierte en langt sødere Følelse end i en regelløs
Frihed. Midt i de største Adspredelser skulde dett
Hierte ikke aflade at bebreide mig. Det tillod
mig ligesaa lidt at glæde mig over mine Rigdomm
i den Tanke, at jeg kunde legge Underviisningens
og Opdragelsens Byrder paa andre. Jeg vilde
have mine Børn ofte hos mig, ikke alene for a
undervise dem, men og for at lege og skiemte med
dem. Jeg vilde give nøie agt paa alt det, som
angik dem, og jeg vilde holde mig saa meget mere
forbunden dertil, som jeg veed, at rige Folks
Børn staae mere Fare for at blive fordærvede end
andre. Alt det Gods, som jeg kunde efterlade
dem, skulde lidet trøste mig, dersom jeg ei haa¬
bede tillige, at forskaffe dem ved en god Opdra¬
gelse en sund Siel i et sundt Legeme.
Næst den naturlige Kierlighed kiender jeg
ingen sødere Forvindelse end Venskab; og naar


389
jeg tænker derpaa, frygter jeg kuns, at jeg skulde
tabe alt for meget ved at blive en stor Herre.
De almindelige Fordomme skulde jeg maaskee
have Mod nok til at overvinde. En Ven blev
mig altid kier, af hvad Stand han end var;
men hvor vanskeligt blev det mig ikke, som en
riig Mand, at kiende saadanne Venner i den
hob af Hyklere, som omringe de Store. Jeg
maatte derfore længe lade mig nøie med mine gamle
Fortroelige, og være meget forsigtig i at vælge
nye. Disse maatte jeg fornemmelig søge iblant
dem, som ikke søgte mig. Opvartninger maatte
jeg ikke forlange af dem, og en alt for stor Føie¬
lighed var mistænkelig. Alt dette kunde jeg
saa meget lettere finde mig i, som jeg har en na¬
turlig Modbydelighed for alt det, som man kal¬
der Ceremonier; Men dersom jeg af noget til¬
forladeligt Kiendetegn kunde slutte, at mine Ven¬
ner ikke vare oprigtige, eller elskede mig af Egen¬
nytte, troer jeg og, at jeg blev mere empfindtlig
derover, end nogen stor Herre kan blive ved alt det,
som man ellers kalder Mangel af Agtsomhed.
Jeg troer ikke, at det blev mig nok, at være
elsket som Fader og Ven, jeg vilde være det endog
som Herre; og hvor vanskeligt end dette er,
skulde jeg dog maaskee finde et Middel til at
blive det. Jeg har allerede sagt, at jeg i nogle
Ting vilde forlange mere af mine Tienestefolk end
SneedorffsSkrift. 6. V.


380
Opvartning; men denne blev dem og saa meg¬
des lettere. Med en større og fornuftigere Be¬
skieftigelse skulde de være meget mindre Slaver
end andre Tienestefolk, og de skulde nyde denmn,
Frihed ikke alene for deres, men og for min egen
Skyld. Jeg vilde indrette deres Tieneste saale¬
des, at de hverken bleve fordærvede selv ved Le¬
diggang, ikke heller fordærvede mig ved al fie
megen Omhyggelighed. En riig Mand giør
ofte selv ved saadanne Beqvemmeligheder til i
ulyksaligt Kreatur og til en virkelig Vanskab,
ning. Han har ikke den halve Brug af sin
Hænder og Fødder. J de ringeste Tilfælde veel,
han ikke at hielpe sig. Den mindste Fold paa en
Pude eller et Teppe giør ham utaalmodig. De
spilder hans Søvn og Fornøielse. Han maa
enten hvert Øieblik savne nogen Hielp, som ha¬
er vant til at faae af andre, eller og stedse vær¬
omringet af Folk, som give agt paa alt, hva
han siger og giør. Saadan en Slave vilde se
ikke være af mine Tienere; Jeg vilde før væn
Tiener selv. J det mindste vilde jeg i Nødsfal¬
kunde giøre mig selv al den Tieneste, som et Men
neske kunde have af sine Hænder og Fødder,
for at giøre det i Nødsfald, maatte jeg giøre d
undertiden, naar det ikke var fornødent.
Dersom jeg ikke havde andre Aarsager, hvorfo
jeg ikke vilde eie meget Boeskab, have mange Klo¬


30
r, holde et stort Bord, mange Opvartere og
Kokke, var den alene nok, at jeg frygtede at disse
smaa Ting skulde tilsidst faae saa stort et Herre-
dømme over mig, at en Tieners Fraværelse eller
Langsomhed, en liden Feil i Anretningen eller
Opvartningen skulde spilde, al min Fornøielse.
Saadan en uædel Empfindtlighed gjorde mig til
en elendig Slave, og undertrykte tilsidst alle de
ædlere Empfindtligheder af et ærekjert og menne¬
skeligt Hierte. Om jeg derfor blev nok saa riig
en Mand, vilde jeg endnu beholde min gamle
Feldtseng, som bestaaer af en Matelas og et
Leppe. Jeg vilde føre den med mig, hvor jeg
reiste. J mit Sovekammer og daglige Værelse
vilde jeg beholde mit forrige Boeskab; og en ær¬
lig gammel Tiener, som har fulgt mig i Krigen,
og som ikke er vant til at giøre andre end de for¬
nødneste Tienester, skulde være den eneste af mine
Domestiker, som fik Tilladelse at komme derind.
Saaledes, sagde han tilsidst, vilde jeg leve,
om jeg blev en riig Mand. I det mindste er
jeg nu, efter alt, hvad jeg har tænkt og erfaret
i Verden, overbeviist derom, at Rigdom giørde
mig ellers kuns ulykkeligere. Men, maaskee
hialp al den Overbeviisning intet, dersom mine
Omstændigheder pludselig forandrede sig. Penge
og Magt have en fortryllende Kraft til at giøre
de beste Forsætter til intet, og til at forrykke Ho


388
vedet paa de klogeste Folk, og fordærve de beste
Hierter. Jeg ønsker mig derfor ikke meget mere
end jeg har. Jeg har endog undertiden bedet
Gud bevare mig derfra; og det Ønske, tør jeg
sige, har været nok saa oprigtigt, som deres, der
begiere disse Ting allerheftigst.
No. 293.
Mandagen, den 7de November 1763.
D¬
et er ikke Under, om Fremmede beskylde vo¬
res Luft og Climat for visse Jndflydelser
som ikke giøre os Ære. Vi give dem selv ved
daglige Klagemaal over Naturen Anledning nok
dertil. Veiret, som er den jevnligste Anlednin¬
til vore Samtaler, har efter vor egen Tilstaael¬
en besynderlig Magt over vore Siele, og det
som er det værste, denne Magt er den samme
baade til alle Tider og paa alle Steder. J Da¬
lene er det for fugtigt, og paa Høiene blæser det
for stærk. Foraars=Luften tærer og giør Folk
døsige; Man har paa den Tid af Aaret, hedder
det, mere Lyst til at spise end til at arbeide, alt
er bedre skikket til at sove end til at tænke. Som¬


389
meren er meget foranderlig, og i nogle Aaringer
lader det, som vi havde slet ingen; Den er enten
for tør eller for fugtig, for heed eller for kold.
fteraaret har de samme Uleiligheder som For¬
ret, og Vinteren er reent utaalelig. Den
tillader os ingen muntre Beskieftigelser. En
bestandig vaad Luft og mørk Taage trykker og
betynger os nok, for ikke at forøge endnu mere
denne naturlige Tungsindighed ved dybe Betragt¬
ninger. Og til Bevægelser, Reiser, Spadsere¬
farter, dertil er Luften sielden klar, og Veiene
rene nok. Der bliver altsaa intet tilbage, hvor¬
med vi kunne fordrive denne ubehagelige Deel af
Aaret, uden Giestebuder, til hvilke man, for
Veirets og Gadernes Ureenligheds Skyld, maae
ade sig slæbe fra en Dør til en anden.
Disse Klager ere saa almindelige, at jeg
selv ofte har været nær ved at troe, at vi havde
en meget ulykkelig Stierne paa Himmelen frem¬
for andre Folk. Jeg indbildte mig endog at
have erfaret det. Naar jeg undertiden blev over¬
faldet af en vis Ulyst og Træghed, syntes mig,
at Luften var den Dag enten koldere eller varmere,
sugtigere eller tørrere, tungere eller lettere end den
pleiede. Det hialp ikke, at jeg baade havde
Veirglasset og andres Erfaringer imod mig. Min
egen indvortes Følelse syntes at være et Beviis,
der langt overgik alle andre, især naar jeg, ved


396
at legge Skylden paa Veiret, kunde paa engang
befrie mig fra alle de Bebreidelser, som jeg skulde
have gjort mig selv, dersom jeg havde troet, at
en overvindelig Træghed eller Ladhed var Skyld
deri. Jeg har af denne Aarsag undertiden hold
det for plat umueligt, som jeg siden fandt meget
let, naar en vis Nødvendighed, som i Begyn
delsen var mig ligesaa ubehagelig, som den kan
være for dem af mine Landsmænd, der klage aller
meest over Luften, drev mig til at anstrenge min
Kræfter. Et lykkeligt Jndfald og en munte
Samtale fordrev nogle gange disse mørke Forestil
linger, som jeg ansaae for Virkninger af Veiret,
og gjorde mig i en Hast saa oprømt, at jeg udet
stor Møie fuldendte det Arbeide, hvortil je
nogle Øieblik tilforn holdt mig ganske ubeqvem
Saaledes lærte jeg omsider, at ikke troe for me¬
get paa Veiret; og naar jeg siden fandt saadane
Ubeqvemhed hos mig, vogtede jeg mig vel for a
give Luften Skyld derfor. Jeg søgte heller Grun¬
den dertul i mig selv, og overlagde, om den var
Legemet eller i Sindet. Naar en legemlig Af¬
magt eller Svaghed gjorde mig uskikket, opsat
jeg Arbeidet, om det var mueligt, til en be¬
qvemmere Tid. J alle andre Tilfælde derimod
troede jeg, at jeg kunde overvinde mig selv; Jeg
ansaae min Træghed som en Virkning enten
af Ladhed eller Tungsindighed. Naar jeg meentt,


391
at den kom af Ladhed, tilstod jeg mig selv ingen
Frihed; og dersom jeg frygtede tillige, at jeg
ikke skulde være stærk nok til at overvinde mig
selv, paalagde jeg mig en vis Nødvendighed.
J de melankolske Timer skaanede jeg mig derimod
lidt mere; Jeg lagde undertiden et besværligere
Arbeide bort, for at søge friere og mere opmun¬
trende Beskieftigelser; men jeg var ikke ganske
ledig, fordi jeg havde merket, at det var langt
fra, at en lang Ørkesløshed forfriskede Sindet,
og gav det nye Kræfter, at jeg tvertimod var al¬
drig mindre skikket til at arbeide, end naar jeg
længe havde været ledig.
Vores naturlige Caracter har meget tilfæl¬
les med den Engelske; Denne Lighed er os be¬
kiendt nok, og et Beviis derpaa er, at Sammen¬
ligning naturligviis fornøier os. Vi ville gierne
være Engelske, og vi ere det virkelig, maaskee
lidt mere, end vi ønskede selv, naar vi ret be¬
tænkte os. Dette agtbare Folk er yderligt i Al¬
ting; Det forener i sin Caracter de meest selsom¬
me og stridige Egenskaber. Vøres almindelige
Caracter er derimod sig selv temmelig lig, og vi
maae derfor uden Tvivl nærme os mere til den
ene end til den anden af de Yderligheder, som be¬
stemme Engelændernes Caracter. Men have vi
og tillige undersøgt, om det altid er den beste Deel,
som vi have valgt? Engelænderne have en vis


392
Egensindighed, som giør dem stive og ubøielige,
til Slaver af deres Jndbildningskraft, Jndfald
og Temperament; men de ere og, fremfor noget
Folk i Verden, kiække nok til at overvinde, naa
de ville, alle Hindringer, baade i og uden for
dem selv. Medens den halve Deel af Nationen
synes at have Træghed nok, for at modstaae alle
nye Jndtryk, og at holde over det Gamle o
Antagne, for at bevare sig derved i en vis Hvile,
er den anden halve Deel fuld af Jld og Virksom¬
hed. Lad nogle stolte og magelige Landjunkere,
troe, at Rævejagten er den eneste Beskieftigelse
i Fredstider, som anstaaer en Adelsmand. Hvem,
vilde deraf giøre nogen fornærmelig Slutning om
en Nations Caracter, hvis Adel er den eneste i
Europa, som har aflagt de gamle Fordomme,
som giorde Vindskibeligheden foragtet, og blam¬
hvilken man tæller lige saa mange store Kiøbmænd,
som Anførere, Statsmænd og Philosopher? Det
gamle Pedanterie har vel, efter deres egne For¬
fatteres Vidnesbyrd, ingensteds rodfæstet sig mere,
end ved de Engelske Universiteter; men den sunde,
Fornuft har og ingensteds gjort dette Pedanterie,
en taprere Modstand. Nogle Prælater af den
Engelske Kirke troe maaskee endnu, at der er in¬
gen Salighed, uden for den Kirke som har Bi¬
sper; men hvilken Menighed i Christenheden har
tillige saa store Fortienester af Religionen, som


395
den Engelske? Beviis nok, at en tyk Luft og et
ubestandigt Veirligt ikke giør Feilene i et Folkes
Caracter mere nedvendige, end dets Dyder.
Forfatteren af et Engelsk Ugeskrift, kaldet
den Ledige, har bemerket hos sine Landsmænd
den samme Tilbøielighed til at give Luften og Vei¬
ret Skyld for visse Feil, som de ikke ville tilregne
sig selv. De, som have læst Molesworths Ef¬
terretninger, skulde ikke let kunde begribe, hvor¬
ledes en Engelænder, som selv var vant til den
foranderligste Luft, kunde klage saa meget over
Veiret i Dannemark. De skulde ikke troe, at
Climatet havde megen Deel i vores Caracter, saa¬
ledes som den beskrives af bemeldte Engelske Ge¬
sandt; thi for dem, som ville bestemme en Nations
Caracter efter Veirglasset, maae et Folk af saa
jevn og uforanderlig en Caracter, som de Danske
ere efter Molesworths Beskrivelse, i et Land,
hvor Veiret forandrer sig fra en Time til en an¬
den, være et meget uopløseligt Phoenomen. Mig
forvilder denne Erfaring ikke, efterdi jeg al¬
tid har anseet Luftens Virkninger for at være af
liden Betydenhed, naar det kom an paa at bestem¬
me en Nations Caracter, og jeg finder et nyt
Beviis for denne Mening i en Sammenligning
imellem de Danske og Engelske. Begge disse
Folk boe i Lande, som ligne hinanden meget i
henseende til Luften og dens Foranderlighed.


394
Jkke desmindre synes de Danske at være lige saa
bestandige, som Engelænderne ere foranderlige
Jeg vil her ikke undersøge Aarsagerne til denne,
Forskiel. Det er mig nor at slutte deraf, at det,
hvori begge Nationer adskilles, ikke er en Virk¬
ning af Luften. Forfatteren af den Ledige tæn¬
ker ligesaa om noget, hvori begge Nationer kom¬
me overeens.
Dersom Naturen og Climatet alene bestem¬
mede vores Caracter, var den uden Tvivl ganske,
anderledes. Uvirksomhed blev da lige saa lidt¬
vor Hovedfeil, som den ømme Empfindtlighed,
der giør, at vi saa ofte klage over Veiret. Na¬
turen følger visse Love i sine Forandringer; men
de menneskelige Bizarerier have ingen. Natu¬
ren, den vise Natur feiler ikke i sine Hensigter,
den danner Folkene efter Landene, og det er der¬
for ikke rimeligt, at de Nationer, hvis Lande
udkræve megen Arbeidsomhed, Nationer, som
have saa store Nødvendigheder, og hvis Flid har
saa mange Hindringer at overvinde, som de Nor¬
diske, at disse Folk, siger jeg, skulde af Natu¬
ren være mindre virksomme end andre, og saa emp¬
findtlige, at de tabte Modet ved den mindste For¬
andring i Luften. Hos nogle sydlige Folk kan
saadan en Empfindtlighed maaskee være en Virk¬
ning af Climatet; men hos os har den vist enten
politiske eller moralske Grunde, og er derfor saa


397
meget lettere at overvinde: Saaledes tænker En¬
gelænderen i det mindste om sin Nation.
Man har merket, siger han, at naar to En¬
gelænder møde hinanden, er deres første Samta¬
le om Regn og Soelskin. De ere meget beskief¬
tigede med at fortælle hinanden det, som enhver
allerede veed, at det er koldt eller varmt, mørkt
eller klart Veir.
Jblant den store Mængde af dem, som elske
selsomme Meninger, findes og nogle, som søge i
Climatet Grunden til de borgerlige Indretninger
i ethvert Land; som ansee Frihed og Trældom for
Virkninger af Luften; som ville bestemme Dyder¬
nes og Lasternes Middags=Linie, og sige os, un¬
der hvilken Grad af nordlig eller sydlig Brede
man finder Tapperhed eller Feighed, Videnskab
eller Vankundighed, o. s. v.
Den mindste historiske Kundskab om Verden
er nok til at fordrive disse Gisninger. De ad¬
skillige Regieringsformer ere sielden Virkninger af
et langt og dybsindigt Overlæg. De ere enten
bestemte ved Hændelser i Folkets Forsamlinger,
eller og udførte med en despotisk Magt i erobrede
kande. Lovene ere gemeenlig Virkninger af Om¬
stændighederne, og undertiden af Jndfald; Ver¬
ker af nogle faa Mennesker eller og af en eneste
Mand. Alle Nationer have forandret Caracter.
Slaveriet fordrages nu ingensteds med mere Taal¬


190
modighed end i de Egne, som fordum vare bebo¬
de af Frihedens allerivrigste Forfægtere.
Men at en Engelænder taler saa meget om
Veiret, som han giør, det er en naturlig Virl¬
ning af dets Ubestandighed. J de fleste Dele af
Verden indfalder tørt og fugtigt Veir til visse Ti¬
der; paa vores Øe derimod, kan ingen giette,
naar han legger sig, om han om Morgenen skal
finde en taaget eller klar Himmel, om han skal so¬
ve rolig eller blive opvakt ved en Storm. Vi
ønske derfor hinanden til Lykke med det gode Veir,
fordi vi ansee os som de, der ere befriede fra et
Onde, som vi frygtede; og vi beklage os over det
Onde, fordi det berøver os noget, som vi havde
ligesaa god Grund til at formode.
Undertiden skeer det og af en anden Aarsag,
som giør mine kiere Landsmænd endnu mindre
Ære. Vort Sindelav forandrer sig ofte med
Himmelens Farve. Naar vi ere muntre og op¬
rømte, erkiende vi det som en Virkning af So¬
lens Jndflydelse, naar vi derimod ere tungsindige
og nedslagne, give vi Luften Skyld derfor, og
ansee en Østenvind eller Taage for Aarsagen til
vores Fortredelighed.
Der er visselig intet mere ydmygende for et
fornuftigt Væsen, end at betragte saaledes sin
Siels Evner som Slaver af Luftens Jndskydelser,
og at tilstaae Veiret og Binden saa stort et Her¬


391
skab over de eneste Gaver, som Naturen har overladt
til vores frie Villie, Venlighed og Sindsrolighed.
At give Agt paa Himmelen, for at saae og pløie,
føde og klæde vore Legemer, det er at adlyde Na¬
turens Love; men at betragte Rolighed og Mun¬
terhed som en Gave af Solen, og at bede Sky¬
erne bevare os fra Melankolie; det er en Ne¬
trighed, som kommer af Dovenskab, det er Dag¬
nernes Overtroe.
Dersom de, som lade deres Jndbildnings¬
kraft beherske af saadanne barnagtige Fordomme,
beholdt deres daarlige Meninger for dem selv,
kunde man tillade dem, at indrette deres eget For¬
hold efter Forandringerne af Veirglasset; Men,
naar de tale alvorlig, og igientage det idelig, at
Sielene ere underkastede en Art af Ebbe og Flod;
at der ere Genier, som vaagne op om Foraaret,
og bliver modne til Efterhøsten; at andre opløfte
sig am Sommeren, og falde igien om Vinteren,
det er det samme, som at fortælle Børn Historier
om Hexe og Giengangere. Hvad er Virkningen
af saadanne Fordomme, Frygten overtaler Folk
til at handle, ligesom om alle Huse vare besatte
af Aander, og Ladhed forleder dem til at vente
hvert Øieblik en nye Jndskydelse.
Denne Empfindtlighed over Veiret er Virk¬
ningen af en Jndbildningskraft, som er fordær¬
vet ved Overdaadigheden. Det er alle Dage klart


398
Veir for den Maadelige, og alle Timer ere beqvem
me for den Arbeidsomme. Den som har Moed
nok til at øve og bruge alle sine Kræfter, kan snan
overvinde Veirets Jndflydelser. Han trodser,
baade Morgenens Taage og Aftenluften, baad
Østen og Søndenvindene.
Den Stoiske Sect brystede sig af, at kunr¬
hærde Menneskets Hierte mod alle Anfægtningn
baade af den onde og af den gode Lykke; at gien
det uempfindtligt baade til Vellyst og Smerte
Men det er en viis Roman. Der ere Graden a
Standhaftighed, som ere baade lettere at opriaa
og mere nødvendige. Ethvert Menneske, hvo
liden Tillid han end i den yderste Medgang elle
Modgang har til sine egne Kræfter, ka n dog
naar han vil, modstaae Luftens Anfald, og ha
har ikke nødig at giøre enten sin Forstand e ller Oy
til Slave af de foranderligste iblant alle i uennesk
lige Ting, af Veirets Afvexlinger.


399
No. 294.
Fredagen, den 11 November 1763.
J¬
eg var engang i et Selskab af Patrioter, hvor
der blev talt om adskillige Forbedringer i
Religionen, Staten, Videnskaberne og Sæder¬
ne. Enhver Tilstædeværende havde en eller fle¬
re saadanne Forbedringer at foreslaae, og efter
adskillige Undersøgninger bleve de omsider enige
i nogle, som det hele Selskab holdt for at være
af den yderste Vigtighed. J Begyndelsen syn¬
tes alle disse Forbedringer at være lige saa lette,
som de vare vigtige og fornødne. Det er jo no¬
get, sagde en af Selskabet, som alle Folk, der
have sund Fornuft, maae bifalde, saa snart de
høre det? Derom er ingen Tvivl, sagde en an¬
den; jeg tør endog sige, at mange allerede tænke
saaledes. Jeg kunde nævne dem, om jeg vilde,
svarede den tredie. Men hvorfor tale de da ikke,
raabte en af Selskabet? det er jo hverken en Chri¬
sten eller en Patriot tilladt at fortie Sandheder,
som ere saa vigtige.
Ja, kunde man kuns udrette noget dermed,
sagde en geistlig Mand, i det han løftede paa


400
Skuldrene; men det er endnu alt for farligte
Arbeide, og hvo som ikke vil lade sig forfølge og
forkiettre omsonst, giør best, at han, tillige mel
saa mange andre fornuftige og ærlige Folk, behol
der sine Tanker for sig selv, og haaber vedr
Tider. Saaledes tænker jeg, sagde han, i Hen
seende til Religionen og Kirkens Tilstand,
jeg holder for, at enhver Patriot bør giøre de
samme.
At sige, at man haaber bedre Tider, saa
de en anden, og dog ikke tilstaae, at der er noge
at forbedre i det Nærværende, det veed jeg ikke
hvorledes det kan bestaae tilsammen. Dersor
det er farligt, at dadle noget i vore Tiders Menn
ger og Sæder, maae det og være ligesaa farligta
tilstaae, at man haaber en bedre Tid. Jeg et
indrer mig, lagde han til, ved denne Leilighed e
besynderlig Tildragelse. En god ærlig Landsby
præst, som forstod saa lidt baade af Philosophie
og alle Religions=Stridigheder, at man skulde troe
at hans Uvidenhed alene giorde ham sikker nokso
alle Forkiettrelser, udrettede ved sine enfoldig
Prædikener, flittige Catechisationer, kierlige Om
gang, og opbyggelige Levnet saa meget Godt i si¬
Menighed, at hans Naboe=Præster bleve misun
delige over ham. De udspredte, at han var a
hemmelig Tilhængere af Jødedommets Vildfarel¬
ser. Jngen skal let kunne giette, hvorfor? Den


401
jode ærlige Mand havde sagt undertiden, at, der¬
som enhver Sielesørger forrettede sit Embede af
saa reent og oprigtigt et Hierte, som han burde,
troede han, at de Helliges og Frommes Tal
skulde med Tiden formere sig saaledes, at der
tilsidst bleve saa eller ingen ugudelige Men¬
nesker til. Dette havde hans Naboer udtolket
som en Mening, der stræeed aabenbare imod den
17 Artikel af den Augsburgiske Bekieudelse, hvor
de fordømmes, som udsprede den jødiske Lærdom
og Vildfarelse, at, førend de Dødes Opstandelse,
kulle idel Hellige og Fromme besidde Ver¬
dens Riger, og alle Ugudelige være ødelag¬
te og udslettede. Man kan lettelig forestille
sig, hvor bestyrtset den arme Mand blev, da han
hørte dette. Han havde ikke, i det mindsie nylig,
læst denne Artikel, eller og glemt den igien; Jø¬
dedommets Vildfarelser, saavel som alle andre
besynderlige Meninger om en almindelig forestaa¬
ende Forbedring, vare ham aldeles ubekiendte.
Hvad han havde tænkt og talt derom, havde hid¬
indtil kuns været en Virkning af en gudelig Jver,
uden Hensigt til noget Secterie eller Afsondring.
Han berlagede dem, som ikke havde den samme
Tillid til Forsynet, og det samme Haab om en
Forbedring i Kirkens Tilstand, som han; men
han fordømte dem aldrig, og tænkte ligesaa lidt,
at nogen skulde falde paa, at fordømme ham der¬
ift. 6. Bind.


402
for. Nu derimod begyndte han virkelig selv a
troe det, som hans Finder foregave, nemlig,
hans Mening var fordømt ved Kirkens offentlig
Bekiendelse, og her var da kuns to Ting at væl
ge; enten at forandre sine Tanker af Frygt for ef
minneskelig Myndighed; Dertil var den god
Mand baade alt for redelig, og alt for god Lu
thersk; eller at tilstaae, at der var noget i Kirken
offentlige Bekiendelse, som han ikke kunde antage
Han besluttede at giøre det sidste, og gav dervel
sine Fiender Anledning til en fuldkommen Tri
umph. De hørte ikke op at forfølge ham, førend
han blev nød til at nedlegge sit Embede. Hant
Efterfølger tog sig derfor vel vare for at tale og
nogen Forbedring i Kirkens Tilstand. Man sag
de vel, at han i Hiertet havde ingen Religion
J det mindste skulde man slutte det ef den Letsin¬
dighed, hvormed han talede derom, og af de
uchristelige Liv, som han selv førte; Men han va
orthodox, og lige saa tapper, som hans Herreds
brødre, til at fordømme alle dem, som ventede en
bedre Tilstand i Kirken.
Saa farligt, sagde denne gode Mand, kan
det undertiden være, at haabe bedre Tider. Jeg
tilstaaer vel, sagde han, at dette Exempel beviser,
kuus, at det kan være farligt i Religionen.
alle andre Henseender troer jeg ikke, at det er det
Jngen Stat har, saavidt jeg veed, ved Lovt


403
forbudet Folk, at ansee en Forbedring i alle dens
Indretninger som muelig; Man tillader, ønsker
og befordrer endog overalt saadanne Undersøgnin¬
ger; og saa længe en Patriot forlanger ikke meere
end Frihed til at fremsætte og bevise sine Tanker,
noer man nu overalt, at saadan en Frihed ikke kan
være den lovlige Myndighed til nogen Hinder.
De giøre den protestantiske Kirke Uret, min
Ven, svarede en ærværdig geistlig Mand, dersom
De troer, at den ikke tilstaaer sine Medlemmerslige
saa billig en Frihed, som Staterne; og jeg seer
dem alt for fornuftig an til at ville slutte noget af
det Exempel, som De har anført, til Kirkens
almindelige Tilstand. En protestantisk Lærer,
som troede, at det ikke var en privat Persom til¬
ladt at fremsætte sine Tvivl angaaende visse an¬
lagne Meninger, maatte jo af den samme Grund
fordømme de første Reformatorer, og enten mod¬
sge sig selv eller og blive Catholsk. Feilene og
Misbrugene af denne Kirke, det er sandt, vare
vel, især i Reformationens Tid kiendelige nok for
at indsee Nødvendigheden af den Forandring, som
de første protestantiske Lærere indførte; men skul¬
de disse vel, som vare Mennesker ligesaavel som
haven og Cardinalerne, og som ikke gave sig ud
for at have nogen umiddelbar Aabenbaring, skulde
disse redelige Folk, siger jeg, som vare Mennesker
ige saavel som andre, have troet selv, at de paa


404
engang havde indseet alle Feil i Kirkens Tilstar
og rettet alle Misbrug? skulde de almindeli¬
Fordomme, i hvilke de vare opdragne, det Mørke
i Videnskaberne, som omringede dem, ikke hav
skiult nogle af de herskende Vildfurelser; og den
i saa stor og pludselig en Forandring fornødn
Forsigtighed, skulde den ikke have nødt dem til at
skaane nogle af disse Vildfarelser, i Haab, at det
i friere og mere oplyste Tider skulde være en la¬
Sag for Efterkommerne, at rette dem? hvilken
fornuftig protestantisk Lærer, mener De vel,: de
kan eller tør nægte det? Den sunde Formuft, den
christelige Frihed, de Grundregler, paa hvilk
den protestantiske Kirkes Rettigheder og Sikken
hed beroer, saavel som den hele Kirkehistorie, til
lader og ikke at tænke anderledes. Jeg siger Kin¬
kehistorien; thi er der vel nogen protestantisk Kin¬
ke tilz, i hvilken ikke saadanne Forandringer og
Forbedringer virkelig ere skeede? Er der noge
Aarhundrede, af hvis Historie man ikke kan bev
se, at man i Kirken har til visse Tider nægtet,
fordømt, undertrykt og forfulgt saadanne Menin¬
ger, som til andre bleve anseete enten for sand
eller for ligegyldige? Det kan ligesaa lidt vær
nogen ubekiendt, hvad Videnskaberne og Religis
nen have vundet ved disse videre Undersøgninget
som det, desværre, er alle vitterligt, hvad di
have tabt ved Samvittighedens Tvang og Sand,
hedernes Forfølgelser.


405
Jeg taler her, sagde han videre, ikke om
alle critiske eller philosophiske Undersøgninger, som
derved ere blevne forhindrede, og af hvilke nogle
maaskee ikke fortiente saa megen Opmerksomhed;
men just derfor ikke heller saa megen Modstand
iller Forfølgelse. Jeg beklager kuns hvad det
Væsentlige i Religionen har tabt ved saadan en
uforruftig Tvang og Halsstarrighed! Det er, des¬
værre, bekiendt nok. Lad os kuns høre vore
Religionsspottere. Hvad er det, hvorover de
fornemmelig opholde sig? Er det ikke disse evige
Ordkrige, disse forargelige Stridigheder, disse skien¬
dige Forfølgelser, med hvilke man beskiemmer en
Religion, som er grundet paa Kierlighed, og giør
dens Vished og Sandhed selv mistænkelig, ved
at bruge Tvangsmidler og Trusler i Stedet for
Beviis? Er det ikke nogle menneskelige Lærdom¬
me og Skikke, nogle egenmægtige Forklaringer
over Skriften, som forføre dem til at forkaste
Grundsandhederne af Religionen, tillige med de
menneskelige Formularer, i hvilke de ere indklæd¬
te? Saa længe man agter disse menneskelige Bud,
enten lige med, eller, hvilket desværre ofte skeer,
høiere end Skriften, og giør ved saadanne Tillæg
Religionens Undersøgning uendelig vanskeligere
for Fornuften end den var, naar man lagde Skrif¬
ten alene til Grund, kunne vi ikke vente at bringe
mange af disse forlorne Mennesker tilbage igien.


409
Vi maae tvertimod frygte for at see deres Tal dag
lig forøges; at Kirken efterhaanden opfyldes en
ten med Hyklere og Mundchristne, eller og meg
aabenbare Gudsfornægtere; at Redelighed og Æn¬
barhed tilsidst uddøer, og Lasterne tage saalede
Overhaand, at endog den borgerlige Sikkerhed ikne
mere kan bestaae.
Det Forskrækkeligste i vore Tiders Fordæn
velse er, at Nidkierheden viser sig nu kuns imod,
dem, som bruge Videnskaberne til Religionen
Beskyttelse. Man spotter offentlig i Selskaber¬
ne med Religionen, Gudstienesten forsømmes,
Lærerne foragtes, de groveste Laster øves uden
Undseelse og til Trods for al Kirkecensur; Guds
foragteren, Spotteren, og alle forargelige Syn¬
dere, udøve ikke alene ustraffede og udadlede alle
deres Ondskaber; De forføre Sielene, forarg
Selskaberne, og fordærve Staten, og man tør
ikke engang udelukke dem fra Menigheden. Man
maae tillade dem at profanere Helligdommene selv
Saa lemfældig er Kirkedisciplinen i Henseende u¬
alt, hvad der meest skader og fordærver Religio¬
nen. En Philosoph derimod, som vil bruge Vi¬
denskaberne til at oprette den igien, til at redde,
dens Sandhed og Ære, skal sielden kunne ros
sig af saadan en Lemfældighed. Enhver Afvigel¬
se fra de antagne Lærdomme, var det end saadan
ne, som den største eller beste Deel af Kirkens Læ¬


404
rere selv ikke holdt saa vigtige eller beviislige, er
nok til at opvække saadanne Forfølgelser, ved
hvilke man afskrækker, om ikke ham selv, saa dog
andre fra saadanne Undersøgninger, ved hvilke de
vildfarende Mennesker engang kunde komme til
Sandhedens Erkiendelse. Ja det, som endnu
er mere, paa en Tid, da Sandhedens og Dy¬
dens Forfægtere have saa uhældig en Skiebne, tag¬
ler man midt i de protestantiske Menighederiselv
offentlige Prædikener og Skrifter, i hvilke der ta
les foragtelig om Dyd og gode Gierninger; og
den vigtige Lærdom om Christi Person og hans
forsonings Embede foredrages paa en Maade,
som strider baade mod Skriften og den sunde For¬
nuft. Jeg siger her, sagde han med nogen Hef¬
tighed, intet, som jeg jo vilde bevise, naar det
forlangtes, baade med Skrifter og med Vidnes¬
byrd.
J seer heraf, sagde han tilsidst, at jeg ikke
skiuler Kirkens Feil; men dette ønskede jeg tillige,
at de, som tale derom, vilde være saa beskedne,
at ikke legge al Skylden paa Geistligheden alene.
Den har sine Feil lige saavel som andre Stænder;
men i den protestantiske Kirke er dog Geistlighe¬
dens blinde Jver hverken almindelig eller mægtig
nok til at hindre nyttige Forbedringer, saa længe
kuns den verdslige Magt ikke blander sig deri.
Dette har, fra Christendommens første Udbredelse


408
af indtil vore Tider, været Kirkens største Skade
Verdslige og egennyttige Hensigter, personlig
Venskab eller Had har alt for kiendelig regiere¬
paa de fleste Kirkemoder, og havde saa megen Dee
i deres Fordømmelser og Bandsættelser, at Re
ligionen, desværre, kuns har været en Prætext,
og Geistligheden de Maskiner, ved hvilke de Mæ¬
sige udøvede deres Hævn. Dersom den redelig
og fortiente Barneveld ikke havde været en Arme¬
nianer, og Statholderen hans aabenbare Fiende,
skulde den hele Hollandske Kirke offentlig have be¬
kiendt sig til den Armeniauske Lærdom, hvilken
den beste Deel af denne Kirke endnu maaskee hem
melig antager. Nogle af de Anstødssteene, som
hindre en Forening imellem de tvende protestann¬
ske Kirker, skulde derved være blevne bortrydde
de, og vi skulde være kommen saa meget nærmer
til det Maal, som alle sunde Lemmer af bege
Kirker saa meget attraae. Saadan en overile
Nidkierhed af Folk, som ere fordybede i verdsli¬
Beskieftigelser, er saa meget farligere for Religit
nen end Geistlighedens Jver, som de første hverke
have Kundskab eller Tid nok til at undersøge,
som Protestanterne, ved at giøre saadan en Bru
af den verdslige Magt, berøve sig selv alle for¬
nuftige Grunde til at forsvare deres Frihed og
Sikkerhed mod den Romerske Kirkes herskesyt,
Grundregler.


409
Statsmændene have desuden de samme Aar¬
ager, som Geistligheden, til at behandle meget
lemfældig dem, som, af Nidkierhed for Sand¬
heden og Pligterne, kunde i en eller anden Post
vige fra de antagne Meninger. Det er Staten
meget mere angelegen, at letsindige Spottere og
Folk uden alle Grundregler, føres ved en grun¬
dig og billig Læremaade tilbage til Christendom¬
mens Antagelse, at de kiende Gud og Pligterne af
Skriftens klare Ord, end at de blive enige med
deres Medborgere i visse Talemaader, Skikke
og Ceremonier. Vi leve paa en Tid, da de
borgerlige Dyder tage meget af og Lasterne for¬
mere dem; Religionens Foragt er vel ikke den
tingeste Aarsag dertil, Lovene begynde efterhaan¬
den at tabe deres Myndighed, og den verdslige
Arm er neppe mere mægtig nok til at haandthæve
dem, som den almindelige Sikkerhed udkræver.
Man klager over Mangel af Patriotisme, over
Feighed og Troeløshed, over Betienternes Stolt¬
hed, Ærgierrighed, Magelighed og Forsømme¬
lighed; De nyttigste Stænder tabe efterhaanden
deres Grundregler; Dyden har længe været for
svag til at oprette dem igien, og Æren den for¬
maaer ikke heller meget mere. Var det ikke haardt,
om man paa en Tid, da man troer, at man maae
see igiennem Fingre med saa mange Uordener,
man da vilde bruge Magten alene mod dem, som


410
fortære deres Tid og Kræfter paa Undersogninger
ved hvilke Sandheden, Dyden, Religionen og
Æren kunde ophielpes igien, og om man vilde
forfølge christne Philosopher paa en Tid, da man
viser saa megen Skaansel mod slette Patrioter,
modtvillige, lade og troeløse Betientere, Bon¬
deplagere, og smaa Tyranner, som under Skin
af Lovene og Religionen trodse Øvrigheden og un¬
dertrykke deres Medborgere? Tusinde onde Hand¬
linger skulde øves ustraffede og mange gode Gier¬
ninger, de største Fortienester af Videnskabern,
og Religionen, ikke være nok til at skiule en Feil,
til at undskylde de mindste Vildfarelser! hvo vilde
vel forsvare, og hvem kunde fordrage saa haard
og saa umenneskelig en Tænkemaade?
No. 295.
Mandagen, den 14de November 1763.
S¬
panierne fandt en nye Verden, og denne
Opfindelse gav Anledning til mange nye
Erfaringer i Naturlæren, Lægekonsten, Jord¬
beskrivelsen, Handelen og Skibsfarten. Men
den største af alle Erfaringer, Menneskets Histo¬


411
vandt lidet ved disse Opdagelser. Jndbyg¬
gerne i den nye Verden vare Mennesker af den
zamle og fordærvede Art, enten vilde eller for¬
tielede Folk. De, som levede uden Selskaber,
orestillede Mennesket saaledes, som det er i den
allerraaeste Tilstand, naar det ligner de vilde
Dyr, og misbruger Friheden allermeest til at røve
g ødelegge; saaledes som Historierne under Navn
i Kiemper og de vældige Jægere, af Røvexe og
Skovtrolde, beskrive os nogle af de første Jnd¬
yggere i Asien og Europa. Hos de polerede
g selskabelige Folk derimod fandt man tillige med
ligdommene og Konsterne alle de Ulyksaligheder
g Laster, som ødelegge Rigerne; Ulighed, Over¬
saadighed, Tyrannie, Trældom, Vellyst, Feig¬
ed og Overtroe. Heri var ogsaa intet Nyt;
ntet, som man jo havde seet før i det gamle Ba¬
el, Ninive, Tyrus, Jerusalem, Rom og Car¬
lgo: Endog i de Laster, om hvilke man troer,
de ere alt for umenneskelige til at kunne ansees
er Virkninger af en almindelig Fordærvelse, dem,
m nogle mene at være opkomne ved Hændelser,
forplantede ved Exempler; Endog i dem lig¬
ede den nye Verden den gamle. Den havde,
gesaa vel som denne, vederstyggelige Afguder,
m bleve dyrkede ved Menneske-Offere, Krigere,
robrere, Despoter og Menneskeædere.


412
Den nye Verdens Rigdomme og Frugther
hed opvakte Europæernes Begierligheder;
kappedes om, at bemægtige sig Lande,
hvilke de ingen anden Adkomst havde end Over¬
magten og Krudets Opfindelse. Vore Lands
mænd kom for sildig til at finde et nyt Mexico eller
Peru; men de opdagede et Land, hvor der var
Mennesker, som ikke misbrugte den naturlige Fr¬
hed, og som ikke kiendte Lasterne. J de sande
Viises Øine maae denne Erfaring være baade ra
rere og vigtigere end alle de Opdagelser, som man
har gjort i den nye Verden. Vilde vi kiende
Mennesket, saaledes som det er af Naturen
vilde vi vide, hvad der er væsentlig i dets Carat
ter, og hvad der er tilfældigt eller vilkaarligt
hvorledes vi skulde have tænkt, dersom andre ikke
havde tænkt for os; hvor vidt de naturlige Dyde
kunne gaae; hvor vidt Lasterne ere nødvendige
hvad de naturlige Fornødenheder udkræve; hvo
mange Ting Menneskene kunde undvære; o
den naturlige Fællesskab er muelig; om Sikke
heden kan bestaae uden for de store Selskaber,
hvad et Menneske, som var ganske overladt ul
sig selv, vilde dømme om Religionen, om de sel
skabelige Forbindelser og om Lovene; hvilke Be
grev om Pligterne der ere os medfødte; hvor vig
det er mueligt at opfylde dem i en Tilstand,
hvilken Mennesket hverken tydelig indseer deres


413
Beviis, ikke heller kiender de bevægende Grunde,
som tages af Ære og Frygt; hvor vidt den ind¬
vortes Følelse af Pligternes Forbindtlighed, som
Fornuften endnu kan forklare, kan regiere Menne¬
sket endog i saadanne Tilfælde, da Egennytte
selv, da Gunger og Sult frister det til at over¬
nræde dem; og endelig hvo som vil vide, hvad
je Menneske, som ikke havde seet nogle af vore
borgerlige Indretninger, af vore Sæder, Kon¬
ster, Opfindelser, vilde dømme om alt dette,
skal ineppe finde i den hele bekiendte Verden et
folk, af hvilket han kunde lære saa meget, som
Grønlænderne. Dee Erfaringer, som vi
have af dette Folkes Sæder, ere fremfor alle an¬
dre beqvemme til at prøve baade de gamle Historie¬
striveres Efterretninger og Philosophernes Gis¬
ninger. Vi kunne vel, det er sandt, fra denne
Llstand ikke slutte meget til den, i hvilken vi
leve; men den kan dog oplyse os om mange Ting,
som ere vigtige for os at vide, endog i denne Til¬
sand. Og om det end ikke var det, fortiente
dog saa besynderlige Erfaringer i Menneskets Hi¬
storie vores Opmerksomhed fremfor utallige andre
Ling, med hvilke vore Ristorieskrivere og Natur¬
yndige beskieftige sig.
Jeg kan sige det af Erfarenhed. Saa ofte,
som jeg har talt med en af mine Venner, som
øie kiender dette Folks Tilstand, har jeg altid


114
lært noget af vores Samtale, som jeg forgieves
har søgt i andre Efterretninger. Jeg er bleven
bestyrket i visse Grundsætninger, som have koste,
mig megen Møie at udfinde ved Fornuftslutninger
alene; Jeg har med megen Fornøielse merket
hvorledes de Formodninger, som jeg uddrog a
disse Sætninger, kom overeens med Erfaringerne,
Jeg har lært at aflegge mange af Opdragelsen,
Fordomme; Jeg har fundet nye og stærkere Be
viis for saadanne Sandheder, som jeg holder for
at være af megen Vigtighed; Jeg er bleven mee
og meer overbeviist baade om Fornødenheden o
om Mueligheden at visse Forbedringer i Undet
riisningen og Opdragelsen; og endelig har,
seet, hvor store Fortrin den sunde Fornuft alen
giver et vankundigt Folk fremfor dem, som regit
res af Fordomme; og at det er disse Fordomm
alene, som skiule de vigtigste Sandheder for os
og som giøre os Pligterne saa vanskelige.
Saadanne Erfaringer ere altid meget vi
tige, og jeg troer ikke, at den sagde for meget
som paastod, at en nøiere Undersøgning af dem
Folkes Caracter var et Arbeide, som fortiente d
Lærdes Opmerksomhed mere end at opskiære Flue¬
og Jnsecter, at læse Overskrifter og rette Aarstal¬
Om der ikke vare andre Aarsager, som giord
det saa vigtigt, var den alene nok, at vi uder
en nøiagtigere Kundskab om den menneskelig


415
Natur, hvortil saadanne Erfaringer alene kunne
sede os, maae frygte for, at vi fordærve dette
serme Folkes Siele, deres Sæder og deres Til¬
stand i stedet for at forbedre dem. Jeg vil i
dette Blad anføre nogle faa Træk af Grønlænder¬
nes Caracter, som jeg ved Leilighed har be¬
erket,
Det er bekiendt nok af andre Efterretninger,
man merker hos Grønlænderne fast ingen af de
aster, som gaae i Svang hos andre Folk; og
det er let at begribe, hvorfor de, som komme af
ulighed og Overflødighed, ere ubekiendte iblant
Saadan en Uskyldighed er en nødvendig
ge af deres Tilstand. Men der, ere Laster,
n komme af Trang, af Mangel paa Nærings¬
midler, og Rum til at udbrede sig. Det hæn¬
r sig ofte i Grønland, at Fiskerierne og Jagten
ae saaledes Feil, at mange Familier lide me¬
n Hunger; af disse Familier boe 6 eller 8 til¬
sammen i et snevert Rum, hvor de have alting
fælles, og hvor de ofte uforvarendes, kunde
øre hinanden Skade, f. Ex. spilde deres Mad
r Tran, slaae deres Kar i tu; Det skeer og
eget ofte, men en Undskyldning er nok til at
sille den Fornærmede tilfreds. Man hører i
onse snevre Boeliger sielden eller aldrig Klammerier,
g endnu mindre Slagsmaal eller Mord. Hæn¬
er det sig i en dyr Tid, at en Grønlænder fan¬


416
ger en Hvalfisk, tilegner han sig den dog ikl
som en Eiendom; alle nærværende Familier bru¬
den med samme Frihed, som den, der har fan¬
get den. Endog det deraf, som holdes for læk¬
kerst og rarest, Skindet nemlig, og noget
Halen, opvækker ikke nogen Strid.
Naar vore Folk spørge dem, hvad Grun
de have til saadan en Opførsel, svare de: at d
saaledes altid har været Brug hos dem, at de
maae og bør saa være, og at det synes dem kun¬
forunderligt, at der ere Folk til i Verden, so
tænke og handle anderledes. De ansee Europ,
erne for Mennesker af en fordærvet Art, som e
langt ringere end de. Om en Grønlænder, so
forfalder til nogen Last, f. Ex. drikker Brænd,
viin, hvilket de kalde galgiørende Vand,
de, at han er bleven en Kablunuk, d. e. en E¬
ropæer. Da en Præst talede engang med no¬
Grønlændere om det første Menneske og de
Fald, svarede disse, at Adam kunde maaske har
været Fader til de onde Europæer, men ikket
dem, hvis Forfædre altid havde været skikkelt
Folk.
J slaae og tugte Eders Børn saa meget, si
de til de Fremmede, og de blive dog lige saa ond
som deres Landsmænd; Vi slaae aldrig vore,
de ere fromme. Grønlænderne forunde og v
kelig deres Børn den fuldkomneste Frihed,


417
bruge ingen Straf. De fortørnes endog meget
ver Europæerne, naar de undertiden straffe Ung¬
ommen, og sige, at de fortiente ikke, at have
jørn. Lige saa meget forundrer det dem, at
re Europæerne skiende paa deres Tienestefolk og
nderhavende. J behandle, sige de, Eders
Medmennesker som Hunde, fordi Grønlænderne
skielde aldrig saaledes, uden naar de tiltale deres
hunde. En Kone, som er urrig og opsætsig mod
endes Mand, bliver forskudt; og dette er fast
en eneste Grund til Skilsmisse, hvoraf dog ikke
ves mange Exempler. Saadan en arrig Kone
qve Grønlænderne lært at kalde en Fregat, siden
saae et af vore Skibe at skyde fra begge Sider
a Hollænderne. Til at betegne en Krigsmand
ler Soldat, have de, efter de Beskrivelser af
rigen, som de have hørt, opfundet et Ord, som
tyder i deres Sprog et grumt og glubende Dyr.
De Grønlænder, som have været i Danmark,
ulstaae, at der iblant vore Folk ere nogle, som
vergaae dem langt i Fromhed og Godgiørenhed,
sen at de fleste ere derimod meget onde. Det
dem vanskeligt at finde Ord til at beskrive for
eres Landsmænd hvad de have seet: Huse som
is-Bierge, beklædte med stribede Skjorter
Væggene; saaledes kalde de vore Tapetserier.
lære vel snart at finde Smag i vores Spise
Beqvemmeligheder; Men den store Ulighed i
needorffs Skrift. 6 Bind.


418.
Vilkaar støder dem meget. De holde det fo
grumt og umenneskeligt, at den Rigere nægter
den Fattige sin Hielp. Luften er dem i de store
Stæder ikke fri nok. Der var, sagde de, alt
for lidt Himmel i Kiøbenhavn, og ingen reen,
eller, efter deres Maade at udtrykke sig paa, stil¬
kelig Kulde.
Det er meget begribeligt, at der ere man¬
Ord i vort, Sprog, som ikke kunde udtrykkes
deres. Denne Mangel strækker sig ikke alene til
de udvortes Ting, men og til det Jndvortes i
Mennesket selv. Af de fleste saavel onde, som
gode moralske Egenskaber, ere endog Navnen
g Begrebene dem ganske ubekiendte. De hav
f. Ex. ingen Ord til at betegne egentlig det, son
vi kalde Synd, Falskhed, Hovmod, Fraad¬
serie, Overdaadighed, Fortvivlese, A
lighed, Ydmyghed, Tapperhed, Retfær¬
olghed, o.
Denne Mangel i Sproget, som er forbun¬
det med en unden Mangel ikke alene af Begreben,
selv, men og af de alleralmindeligste Erfaringer,
ved Hielp af hvilke man kunde opvække disse Be¬
greber, maae giøre det meget vanskeligt, at gin
dem rigtige Begreb om de Ting, som forekomme
i en Religion, der er givet og forplantet iblan
Folk af ganske andre Sæder. De almindeligst


419
Historiske Efterretninger ere for dem, som Be¬
skrivelser af en nye Verden; og de faa Ting, som
kunne udtrykkes i deres Sprog, forestille de sig
dog langt anderledes end noget poleret Folk. De
ere ikke vante til uegentlige Talemaader eller Fi¬
gurer. Det er langt fra, at jeg dermed vilde
sige, at Christendommen ikke burde prædikes for
dem. Med saa store Mangler have de maaskee
lige saa vigtige Fortrin for os. De have, det
er sandt, mindre Begreb om mange Ting, end
vore Børn, og alt det, som er sagt for andre
Folk, kan derfor ikke være sagt for dem; men de
have og mindre Fordomme, mindre urigtige
Begreb, og det, som er endnu mere, de have
ikke saa mange onde Lyster og Begierligheder.
Saa meget vanskeligere som det er for dem,
at troe visse Ting, saa meget lettere er det for
dem end for os, at giøre det, som Christen¬
dommen lærer. Hvor megen Forsigtighed ud¬
krævedes der ikke, naar vi ei vilde forøge disse
Vanskeligheder, og ikke prædike Religionen paa
en Maade, som forvildede deres sunde For¬
nuft ligesaa meget, som vore Sæder forarge dem?
Til at foredrage Religionen paa en beqvem Maade
or saadant et Folk, udkrævedes mange Under¬
øgninger, som vi søge forgieves i vore Systemer
baade af den naturlige og af den aabenbarede Re¬
gion, Undersøgninger, hvortil gode Efterretnin¬


4.20
ger om de Grønlandske Missioner kunde gi¬
meget, og hvorved Kirkens og Religionens T
stand hos os selv uden Tvivl merkelig skulde for
bedres.
En ung Grønlænder, som beklagede sin F¬
ders Død, spurgte engang en geistlig Mand, o
han meente, at han var evig fordømt, fordi ha
døde uden at blive døbt? Den Geistlige sagde Ja
Men min Fader, svarede Grønlænderen, var
dog, efter alles Tilstaaelse, en meget skikkeliger¬
Mand og langt frommere end Kablunukkerne
Desuden, lagde han til, havde baade han
hans Forfædre intet hørt om Christendommer
førend J kom her til Landet. Den Geistlige
reholdt ham derpaa, at der for de Danskes An
komst havde været andre Folk i Landet, af hvilke
de kunde være blevne underrettede om Christen,
dommen. Men de have aldrig talt derom, sagl
Grønlænderen; Hollænderne tale ikke om and
end om Spek og Fiskebeen; De sendte ingen La
rere til os, og af deres Kiøbmænds og Skipp,
res Forhold skulde man ikke slutte, at deres Ti¬
stand efter Livet blev bedre end vores.
Det er bekiendt nok, at dette Land har i
forn havt en stærk Colonie af Danske Folk. D
findes endnu adskillige Levninger af deres Bygnin
ger og Vaaben; men ikke de mindste Spor af de
res Tænkemaade og Sæder. Efterat have levet


421
mange hundrede Aar under Fremmedes Herskab,
og siden handlet med Fremmede, har dette Folk
uden mindste Blanding bevaret en Tænkemaade,
som er selsom og original nok til at adskille dem
fra alle andre Nationer i Verden, og dette hol¬
der jeg for det Allerforunderligste i deres Historie.
Jeg begriber let, hvorledes et Folk, som ikke
seer onde Exempler, kan længe bevare sin Uskyl¬
dighed; Men efter alt, hvad andre Folkes Hi¬
storie lærer, er det ubegribeligt, hvorledes en
Nation kan omgaaes længe med Fremmede uden
at antage noget af deres Fordærvelse, og endnu
mindre begriber jeg, hvorledes alle ved saadan
en Omgang giorte Jndtryk kunne igien saa aldeles
udslettes.
No. 296.
Fredagen, den 18de November 1763.
M¬
an har for lang Tid siden anmerket, at der
er intet vanskeligere i den menneskelige
Kundskab, end at kiende sig selv. Dersom
denne Vanskelighed kom af Forstandens Jndskrænk¬
ning alene, kunde den umuelig være større i den


422
Deel af Kundskaben, som angaaer os selv, end
den er det i de andre Dele, efterdi der er ingen
Ting til, hvorom vi have saa klare og sikre Er¬
faringer, som om det, der foregaaer inden i os
selv. Sielen er det eneste af alle Væsener, hvis,
indvortes Beskaffenhed vi kiende ved Hielp af en
umiddelbar Erfaring og ved en beskuende Kund¬
skab. Af alle andre Ting see vi kuns de ydersu
Skaller, deres Forhold, og Forbindelser. Vi
dømme om dem af deres Virkninger, uden nogen
Tid at kunde trænge ind til det inderste i deret
Væsen, til det, som er Grunden til alle de Bil¬
leder, som de opvække i Sielen. Disse bille¬
der af Tingene fattes af adskillige Personer og
til adskillige Tider paa saa forskiellig en Maade;
vi opdage ved nøiere Agtsomhed, og ved Hielp
af Forstørrelses=Glasset og andre Midler, som
vi bruge til at skierpe vore Sandser, saa mange
Ufuldkommenheder i de udvortes Erfaringer; vi
lade os saa tidt af Fornuften og Jndbildnings¬
kraften forlede til at troe, at vi virkelig erfare det,
som vi kuns indbilde os eller slutte os til. Saa
mange Vanskeligheder ere de udvortes Erfaringer,
underkastede, og disse Vanskeligheder skulde alle
ikke opveie imod dem, som der møde en forskende
Siel, naar den vil kiende sig selv; Dette Va¬
sen, hvis Egenskaber den kiender ved Hielp a
en umiddelbar Erfaring, uden Hielp af sandselig¬


123
Redskaber og Fornuftslutninger, hvis Kræfter
Sielen føler, saa ofte som den tænker, og hvis
Virkninger den erfarer i alle andre Erfaringer.
At kiende sig selv, kunde visselig, naar det
kom an paa Forstanden alene, ikke være nær saa
vanskelig en Sag, som at kiende de Ting, der
ere uden for os; Vanskeligheden maae derfor
komme af noget andet, som hindrer Forstanden,
og som giør den mere ufri i sine Virkninger, naar
den seer tilbage paa sig selv, end naar den tænker
paa andre Ting. Disse Hindringer, denne
Tvang og Ufrihed i Sielen, hvoraf skulde den
vel komme uden af de sandselige Forestillinger og
Passioner, hvilke, desværre, saa ofte herske
over Fornuften, skiønt ingen Tid mere, end
naar Sielen betragter og dømmer sig selv? De
hindringer, som møde Sielen i dens Betragtnin¬
ger over sig selv, kunne henføres til tvende Clas¬
ser, dem nemlig, som forblinde Fornuften i det,
som angaaer os selv, og de andre, som forvilde
den, naar vi ville dømme om vores Forhold til
andre Ting.
J den første Art af Betragtninger er det
den allerstørste Vanskelighed, at vi i det, som
vi kalde os selv, forestille altid et dobbelt Væ¬
sen, hvoraf det ene ikke er os selv, eller tilhører
os selv mindre end det andet. Af disse tvende
Væsener ansee vi ofte det, som mindst angaaer


424
os, for den væsentlige Deel; og undertiden ere
de begge saa stridige, at det ene modsiger og til¬
intetgiør det andet. En maadelig Eftertanke er
nok til at overbevise os derom, at det Væseni
os, som tænker, føler, begierer og afskyer, elsker
og hader, glæder og bedrøver sig, og som i alle
Afvexlinger kiender og erindrer sig selv igien, at
dette usynlige af Fornuften alene og ei med
Sandserne fattelige Væsen er egentlig det rette
os selv. Men hvor ofte glemme vi ikke dette,
igien? hvor sielden tænke vi saaledes, naar vil
tale om os selv? Aarsagen dertil er, at vi have,
sat dette Væsen et andet ved Siden, som bestaaers
ikke alene af den Deel af Materien, som vi kalde
vores Legeme, og som henhører til vores Væsen
saavidt det er et nødvendigt Redskab for Sielen
men og en Mængde af andre udvortes Ting, med
hvilke vi staae i nogen Forbindelse, og som høre
endnu mindre til vores Væsen, til det rette os
selv, end Legemet; vores udvortes Stand, nem¬
lig Formue, Beqvemmelighed, de Personer og
Ting, som os tilhøre, og det, som endnu er
mindre væsentlig end Tingene selv, blotte Navne,
og Ord ere ofte det eneste, som vi tænke, naar
vi nævne os selv. Hvor mange Mennesker eres
der ikke, som, naar de tale om sig selv, sielden
forstaae andet derved, end en Person af et vist
Kiøn, saa gammel, af den=Høide, Førelse og
ende,


425
Udseende, som man har lært at kiende af Speilet,
fød af den Familie, med saadant et Fornavn og
Stammenavn, som har den Titel, det Embede, saa
mange Jndkomster, boer der og der, o. s. v. Alle
disse Ting høre dog mindre til Menneskets Væsen,
end det Organiske i Legemet; De ere kuns dets
Skygger, Skygger, siger jeg, af det Legeme,
som selv ikke er den rette jeg selv, som hvert Øie¬
blik uddunster i Luften, og som vi fra en Tid til
en anden ikke kiende igien, saaledes, som vi
kiende det Væsen, der tænker i os, og som erin¬
drer sig selv i alle disse udvortes Forandringer.
Det er ikke min Hensigt her at opholde mig
med at betragte alle disse skadelige Følger, som
flyde af denne dobbelte Betragtning af os selv og
af den Overvægt, som den ringere af disse Perso¬
ner, den legemlige, udvortes og synlige os selv
eller og Skyggen deraf beholder i vore Betragt¬
ninger og Domme over os selv, til Fornærmelse
for det indvortes og bestandige Væsen, det rette.
os selv. Jeg maatte da igiennemgaae de vigtigste
Lærdomme baade af Religionen og Sædelæren;
hvilket jeg denne Gang overlader til Læsernes egen
Betragtning, for at undersøge andre Grunde til
vore Vildfarelser. Den dobbelte Betragtning
om os selv, som jeg allerede har merket, kan
med visse Jndskrænkninger bestaae tilsammen; Fei¬
lene bestaae kuns deri, at vi adskille Ting, som


420
ikke bør adskilles, og ansee den ringe Deel af or
selv for vigtigere end den, som er langt ædlere.
Derimod ere der andre Begreb, som ophæve hin¬
anden, et dobbelt Jeg, som er en virkelig Mod¬
sigelse. Saadant et Jeg indbilder man sig, naat
man siger, dersom jeg nu var ung, vilde jeg giøre,
det igien, som jeg har gjort; dersom jeg var en
Fruentimmer, vilde jeg ikke indbilde mig saa me¬
get af uun Skiønhed, som andre Fruentimmer
dersom jeg var i det Menneskes Omstændigheder,
vilde jeg opføre mig anderledes; dersom jeg var¬
saa riig, saa mægtig, saa æret, saa elsket, saa
sund, saa fornøiet, vilde jeg giøre det eller det
J alle saadanne Tilfælde forestiller man sig aaben¬
bare en dobbelt Person, under Egenskaber, der
lige saa lidt kunne bestaae tilsammen, som det
ikke er mueligt, at en kan paa en og den samme
Tid være baade ung og gammel, Mandfolk o
Fruentimmer, sig selv og en anden, riig og fat¬
tig, syg og frisk. Det er ikke nok, at vi forbinde
disse modstridige Begreb tilsammen i en Person;
men vi slutte endog fra den ene af de modsatte,
Omstændigheder til den anden, og det uden at
kiende undertiden mere end den ene. En gam¬
mel Mand f. Ex. som siger: dersom jeg nu blev
ung igien, vilde jeg giøre det eller det, forestiller
sig, uden at tænke derpaa, i dette Jeg en un¬
Person med alle Alderdommens Erfaringer, Jnd¬


g27
sigter og Tilbøieligheder; af saa modstridigt et Be¬
greb slutter han, at han vilde handle anderledes,
end han handlede i sin Ungdom, om han nu blev
ung igien, og denne Slutning er derfor og uden
Tvivl ligesaa falsk, som Grunden dertil; om han
10 Gange blev ung igien, er det rimeligt, at
han alle 10 Gange gjorde det samme. Ligesaa
urigtig tænker man ofte, naar man siger: det
vilde jeg have gjort, dersom jeg havde været frisk,
dersom jeg ikke havde været vred; og endnu let¬
tere kan man bedrage sig, naar man taler om Om¬
stændigheder, som man ikke har erfaret, og maa¬
skee ikke kan erfare, naar det heder f. E., det vilde
jeg giøre, dersom jeg var et Fruentimmer, der¬
som jeg var saa riig eller mægtig, dersom jeg var
i den Persons Sted. Den Gamle har dog været
ung engang; den Syge har været frisk, endskiønt
de have glemt igien hvad de vare, i det mindste
ikke forestille dem levende nok alt, hvad de tænkte
og følte paa den Tid. Men et Mandfolk har
aldrig værat et Fruentimmer; Den Fattige har
ikke forsøgt, hvorledes han vilde tænke, dersom
han var riig; og ingen har været den Person, som
han indbilder sig at være, naar han siger: Der¬
som jeg var i en andens Sted.
Disse Anmerkninger ere ligesaa frugtbare i
Sædelæren, som de foregaaende. En øvet Læ¬
ser skal selv, uden at behøve nogen Veiledning,


428
giøre mange vigtige Slutninger deraf. Jeg v
kuns nævne nogle af de fornemmeste. Det
Modsigelse, som vi saa ofte begaae i det Begreb
som vi giøre om os selv, naar vi slutte fra en
Tilstand til en anden, bør lære os, at vi sielden
kunne dømme noget med Vished om os selv, uden
for det Nærværende; at indskrænke daarlige Øn¬
sker; at hverken forlade os for meget paa vor ege,
Forstand og gode Forsætter, ikke heller give Lyk
ken og Skiebnen al Skyld for vore Feil og Mis¬
fornøielser; at troe, at den Forandring i vore
Vilkaar, som vi ønskede, ikke altid giorde os
bedre eller lykkeligere; at dømme lemfældig om
andre; ikke forbittres over Ungdommens Feil o¬
over de Svagheder, som Folk af andre Kiøn,
Vilkaar og Omstændigheder begaae; at ikke lette¬
lig troe, at vi selv, om vi havde været i deres,
Omstændigheder, skulde have gjort det bedre. Vi¬
kunne maaskee meget ofte have Ret deri, at vore For¬
ældre, vore Lærere, vor Øvrighed, at de Rige,
de Mægtige, de Skiønne, de, som ere ældre ellers
yngere, høiere eller ringere, end vi, handle i
nogle Henseende meget ufornuftig; Men det ers
derfor ikke sagt, at om vi havde været i deres
Sted, skulde vi have været saa meget fornuftigere,
saa meget bedre end de. Den Jeg, som man
forestiller sig i en andens Sted, kunde maaskees
ikke have havt den Jndsigt, og om han havde den


429
skulde han tillige have havt andre Passioner end
han nu har, og hvem veed ikke, at disse ofte ere
stærkere end Forstanden?
Disse sidste Slutninger blive endnu klarere,
naar vi betragte Sielens Domme om sig selv i
dens Forhold til andre. Alt, hvad der angaaer
os selv, tænkes og fornemmes af os med uendelig
mere Passion, end hvad der angaaer andre, og
denne Passion giør, at den san me Forstand døm¬
mer ofte om de samme Handlinger langt anderle¬
des, naar den betragter sig selv som Giernings¬
nanden, end naar den anseer en anden derfor;
anderledes, naar den er den handlende, end naar
den er den lidende Person; anderledes, naar den
skal raade, befale, formane, lære, straffe, end
naar den skal vælge, adlyde, giøre eller taale no¬
get selv. Dette er saa vist, at der ere mange
Tilfælde, i hvilke den største Forstand bliver lige¬
som reent blind, saasnart Tingen angaaer den selv,
og i hvilke den ikke var i Stand til at begribe de
allerklareste prartiske Sandheder, dersom den
ikke for nogen Tid, og i det mindste saa længe den
overlegger Sagen, forestilte sig at være en frem¬
med Person, og satte sig, som man siger, i en
andens Sted. Dette er Aarsagen, hvorfor den
store Lærer, som vidste saa vel hvad der var i Men¬
nesket, har indsluttet alle Pligter mod andre i den
Regel: Hvad J vile, at Menneskene skulle giø¬


430
re Eder o. s. v. Denne vise Lærdom er ikke ale¬
ne en moralsk, men og en politisk Regel.
Menneske, som har givet noget Agt paa sine Er¬
faringer, og som veed hvorledes Passioner kunde
forblinde Forstanden, uden at man bliver det vaer
skal vist have merket en kiendelig Forskiel hos si¬
selv og i sine Beslutninger, naar han har for
andret det Spørgsmaal: hvad han selv burde giø¬
re i et vist vanskeligt Tilfælde; til det: Hvad han
skulde raade en anden. Dette Spørgsmaal er
ikke saa saa snart gjort, førend man merker en
Stilhed og Frihed i Sindet, som sætter os i Stand,
til at indsee let og hastig det, som tilforn syntes
at være allervanskeligst. Det Sande, det Na¬
turlige, den rette, anstændige, billige, kloge og
forsigtige Maade at handle paa, viser sig, saa att
sige, af sig selv. Var det kuns altid saa let at
sætte det i Verk, og at bevare den samme Tænke¬
maade og Overberiisning, naar vi forandrel
Spørgsmaalet igien, og der handles nu ikke meerel
om, hvad andre, men hvad vi selv skulle giøre,
Et ustridigt Beviis, at Vanskeligheden i at kien¬
de de Sandheder, som angaae os selv, ikke ligger¬
saa meget i Forstanden, som i Passionerne, og at
dersom disse ikke vare, var der maaskee intet kla¬
rere, intet vissere til i Verden, end det af Siele¬
og Sædelæren, af Lovkyndigheden og Statskon¬
sten, som behøves til at forarbeide Menneskets


131
heden af alle de mathematiske
kyksalighed.
Videnskaber, som ere bygte paa de udvortes sand¬
selige Erfaringer, og paa vore Betragtninger af
den synlige Verden, skulde ikke kunne opveie der¬
simod. Den store Forskiellighed i de moralske og
spolitiske Lærebegreb er derfor uden Tvivl mere
grundet i Menneskenes adskillige Tilbøieligheder,
send i Tænkekrafternes Forskielligheder, og med
salle de Forblindelser af Sandserne og Passioner¬
ne, som hindre Fornuften mere i disse Videnska¬
sders Undersøgninger end i andre, er det hele men¬
neskelige Kiøn dog paa en forunderlig Maade enig
Grundsandhederne selv. Forskiellen viser sig
skuns i deres Anvendelse og Udøvelse, naar Kund¬
skaben skal sættes i Verk. Da tænker Domme¬
sten undertiden ikke meere saaledes, som han tænk¬
se, da han var Lovgiver, ikke mere, naar der
handles om hans egen eller hans Vens Sag, som
sda han talede til alle i Almindelighed. Fyrsten
g Herren har glemt hvad han har tænkt, da han
svar Tiener og Undersaat; og Læreren giør ikke
selv det, hvorom han nylig var saa overbeviist,
r sda han lærede og formanede andre.


432
No. 297 og 298.
Mandagen, den 21de, og Fredagen,
den 25de Novbr. 1763.
J¬
eg erindrer mig at have læst et Sted, jeg veed
ikke hvor, den Tanke: at, naar man indsaae
alle Tings Sammenhæng, skulde man finde, at
der var kuns en eneste stor Sandhed til. Dette
vilde man da kuns have forstaaet om den nøie For¬
bindelse, der er imellem de naturlige Ting, en
Forbindelse, som er saa stor, at hele Verden synes
at være bygt efter en eneste Grundregel, og Virk¬
ningerne af alle Kræfter at løbe sammen i et Mid¬
delpunkt; Men jeg troer, at Sandheden deraf
er endnu mere almindelig. Ved nøiere Under¬
søgning skulle vi uden Tvivl finde en forunderlig
Eenhed, ikke alene i Tingenes udvortes Forbin¬
delser og Harmonie, men og i deres indvortes
Kræfter og Egenskaber; denne Eenhed, som ellers
er saa vanskelig at forklare i de aandelige og usam¬
mensatte Væseners Natur.
Naar vi betænke, hvor mangfoldige Ting
der rummes i dette Middelpunkt af vort Væsen,
som vi kalde Sielen, synes denne alene at udgiø¬


133
re en Verden for sig selv. Et Kort saa stort, som
Overfladen af den hele Jord, skulde neppe være
stort nok for at udføre derpaa alle de Tegninger og
Malerier, som ere afbildede i en eneste menneskelig
Siel; og denne Siel, i hvilken der findes saa stor
en Mangfoldighed af Forestillinger, er dog selv
indsluttet i saa liden en Deel af Materien, som
det menneskelige Legeme er. En skiønsom Be¬
tragtning af vore Erfaringer er nok til at lære os,
at dens Væsen maae i det nundste være af en fine¬
re Art end de fineste af Legemets Dele; og hvor
ubegribeligt maae det da ikke forekomme os, naar
vi tænke saa utallige Ting i en udelelig Punkt? J
det høieste Væsen maae endnu en langt større
Mangfoldighed være forbundet med en langt ude¬
leligere og uopløseligere Eenhed; Alt det Mueli¬
ge paa engang, uden Forandring eller Afvexling,
evigt og uforanderligt. Hvor høit maae saadant
et Væsen ikke være opløftet over alt det, som kan
tænkes og fattes af os? af os, siger jeg, som
fatte alting stykkeviis, hvis hele Kundskab be¬
staaer i at opløse og sammensætte, og som ikke kien¬
de Tingenes Forbindelse nok, til at begribe vor
egen Siels Eenhed; denne Eenhed, om hvilken
vi dog overbevises af Erfarenheden, i det ethvert
Menneske i alle Forandringer af Forestillin¬
ger og Bevægelser kiender sig selv igien for en
eneste udelelig og fra andre adskilt Person?
jeedorffsSkrift. 6. Æ


For saa indskrænket et Væsen bliver det vel
altid umueligt at begribe fuldkommen, hvorledes
saa mangfoldige Kræfter og Egenskaber, som vi
erfare i vor egen Siel, kunne bestaae tilsammen
i et eneste udeleligt og uopløseligt Væsen. Men
vi kunne dog uden Tvivl ved nøiere Eftertanke
bringe det lidt videre i at forklare denne store
Hemmelighed. De fleste Egenskaber, som vi
bemerke i Aandernes Natur, ere aabenbare kuns
adskillige Virkninger af en og den samme Kraft.
Det er en og den samme Tænkekraft, som ved
Hielp af de udvortes og indvortes Sandser fatter
Tingene, frembringer dem igien, opløser, sam¬
menligner og forbinder dem. Sands, Jndbild¬
ning, Hukommelse, Forstand, Nemme og Skiøn¬
somhed ere altsaa kuns adskillige Maader, paa
hvilke denne samme Forestillingskraft virker.
Viisdom, Vittighed og Forudvidenhed ere dens
Egenskaber, og i et Væsen af en uendelig Tænke¬
kraft lade alle de Egenskaber, som man tillegger
denne Kraft, sig udtrykke med det ene Ord Alvi¬
denhed. Villiens Egenskaber staae i ligesaa nøie
en Forbindelse tilsamnien, og denne Kraft i Sie¬
len retter sig altid efter Forestillingskraften. Vo¬
res Begierlighed og Afskye kaldes efter de Fore¬
stillinger, af hvilke de ere Følger, enten sandse¬
lige eller fornuftige. Til de første henhøre Pas¬
sionerne. Godhed, Hellighed, Retfærdighed,


453
Dyder og Laster ere under utallige Navne kuns
Egenskaber af en og den samme Villie, hvilken i
det høieste Væsen kan, fordi den bestyres af den
fuldkomneste Forstand, ikke begiere andet end det
Beste. Villien retter sig altid efter Forstanden
sgavidt, at den ikke begierer andet end det, som
Forstanden forestiller sig som noget godt. For
at ville det Gode, behøves kuns at kiende det;
men til at sætte det i Verk, udkræves en nye For¬
mue, som synes at være endnu mere adskilt fra de
andre, end Villien er fra Forstanden. Denne
Formue er Magt til at virke, og til at sætte det
i Verk, som man tænker og attraaer. I de
endelige Væsener er denne Magt indskrænket ikke
alene af Forstanden og Villien, men og af Lege¬
met og de udvortes Ting; Den er i det høieste
Væsen noget nendelig større end al den Magt,
som vi forestille os i Skabningen, ikke alene, for¬
di dette Væsens Magt strækker sig til alle muelige
Ting, men og fordi det har den Magt af sig
selv, og fordi vi deraf kunne slutte, at saadant
et allerhøieste Væsen maae, som nødvendigt, evigt,
uforanderligt, endnu paa en langt høiere og fuld¬
komnere Maade være eet, end det Væsen, som
tænker i os.
Jkke desmindre lader det, som der saavel i
den uskabte Eenhed, som i de skabte Eenheder,
vare trende Egenskaber, hvilke Fornuften ikke vel


430
kunde forestille sig som eet. Disse Egenskaber
ere Forstand, Villie og Magt. J det høieste
Væsen kalde vi dem Alviished, Aigodhed o
Almagt. Men hvor adskillige end disse Egen¬
skaber synes at være for os, finde vi dog ved
nøiere Eftertanke saa stor en Forbindelse imellem
dem, at hvilken af dem vi sætte forud, er den enel
en nødvendig Følge af den anden. J nogle Til¬
fælde er denne Forbindelse klar nok, for ikke at
behøve mange Beviis, men i andre er den noget
dunklere.
At den Alvise tillige maae være algod, o
den Algode tillige alviis, det er to Sandheder,
som ikke ere vanskelige at bevise. Det Gode kan
ikke elskes, uden at kiende det, og det beste af alle
muelig. Ting ikke vælges, uden at sætte forud
en Tænkekraft, som kan sammenligne alle muelige
Fuldkommenheder. Den høieste Godhed kan
altsaa ikke tænkes engang uden Alvidenhed.
den menneskelige Siel synes Forstanden vel ikke
altid at svare til Godheden: men dersom det, som
man kalder Godhed, virkelig er det; thi hvem
veed ikke, at man ofte misbruger dette Navn. til
at betegne en vis Afmagt eller Svaghed i Villien.
Dersom det, som kaldes Godhed, siger jeg, vir¬
kelig er det, da er denne gode Villie forenet med
alt for stor en Virksomhed i Sielen, til at For¬
standen ikke og skulde vinde derved, og ved en for¬


431
doblet Flid voxe saaledes, at den blev stærk nok
til at opfylde Villiens gode Drifter.
At den Alvise nødvendig maae være algod,
det er og meget klart. At kiende det Gode, og
at elske det, ere, efter de Erfaringer, som vi have
i vor egen Siel, saa uadskillelige Virkninger,
at de yttre sig til een og den samme Tid, uden
at der er noget Øieblik imellem dem. Vi elske
altid det Gode, lige saa snart og saa vidt som
vi kiende det. Vi kiende det ikke altid, ikke
fuldkommen nok, for at elske det saa meget, som
det fortiener efter dets indvortes Værdie og efter
dets rette Forhold til andre Ting. Det ringere
Gode overveier formedelst de stærke Jndtryk, som
det giør paa vore Sandser, ofte det større; og
det Gode, som vi begiere, det, som vi holde for
det beste, er ikke altid det beste i sig selv. For
den Alvidende derimod kan intet synes at være det
beste, uden det, som virkelig er det, og den Al¬
vise maae derfor og nødvendig være algod.
Men Magten, er den og en nødvendig Føl¬
ge af Viisdom og Godhed? ere disse Egenska¬
ber uadskillelige fra Magten? Denne Forbindelse
synes at være noget vanskeligere at forklare. An¬
dre have allerede beviist, at den Mægtigste maae
nødvendig være den beste, og deres Beviis ere
uimodsigelige, saavidt der tales om Almagten.
Et Væsen, som formaaer Alting, trænger til Jn¬


438
tet; Det er sig selv nok; Det kan ikke blive fuld¬
komnere; Det taber Jntet ved andres Fuldkom,
menheder; Det kan ikke blive tret af at giøre vel;
Dets Magt tillader det ikke at være ledig og ubeg¬
skieftiget. Det kan altsaa ikke af Egennytte,
Misundelse, Magelighed eller Afmagt enten ska¬
de andre eller forsømme at giøre dem Godt, o
disse ere jo dog de fornemmeste Aarsager, hvorfor
Menneskene forsømme det? hvorfor de misbrug¬
Magten? Et Menneske, som slet intet behøved
eller begierede for sig selv, som var i høieste Grad
virksom, og som aldrig kunde blive tret, hvor
ypperlig skulde han ikke regiere, dersom han hav
de Magt til at giøre alt, hvad han vilde? Je
siger man, dersom han og havde ligesaa stor For
stand; Men er og den altid en Følge af Magten
Dette synes at være den største Knude; Forstanl
og Viisdom en nødvendig Følge af Magt! hv
skulde vel kunne bevise det? En uendelig sto
Magt uden Forstand er saa forskrækkelig en Tan
ke, og den blotte Muelighed af saadant et Væse¬
støder Fornuften saa meget, at vi holde det for ef
af de største Modsigelser og Umueligheder, end
skiønt vi ikke fuldkommen kunde bevise, hvori den
ne Modsigelse og Umuelighed bestaaer. Men E¬
farenhed, vil nogen maaskee svare, beviser jo dog
at Magten ikke altid er afmaalet efter Forstanden
Jeg tvivler meget, at man skal kunne anføre saa


859
dan en eneste Erfaring. Naar vi betragte et
Væsens Magt i dens hele Vide, og forstaae der¬
ved al den Formue, som det har til at virke, er
det vel ikke mueligt at nævne et Exempel af saa¬
dan en stor Magt uden Forstand. Løvens Magt,
det er sandt, er saa meget større end Menneskets,
som den Steen, der falder ned i en ret Linie, og
knuser Løvens Hoved, er større end Løvens Magt;
men ligesom Stenen med al den Magt ikke er far¬
lig for Løven, uden naar den falder just i en vis
Linie, saa er og Løvens Magt ligesaa indskrænket
i Henseende til Mennesket. Jmod et Tilfælde,
i hvilket Løven kan bruge sin større legemlige Magt
mod Mennesket, ere der tusinde, i hvilke Menne¬
sket ved sin Forstand er stærkere end Løven. Dette
samme Forhold er der imellem Løven og Stenen;
Løven har ved den Formue, som den besidder til at
bruge sine Kræfter efter sine egne Forestillinger,
en Magt, der er lige saa mange Gange større end
Stenens, som de Linier, i hvilke Løven kan be¬
væge sig, ere utallige mod den, hvori Stenen fal¬
der. Men Tyrannerne, hvad Magt have ikke
de? - - Meget mindre end man troer. For
det første er det aldrig ved en Persons egen Magt,
men ved Selskabet, at et Menneske regierer over
andre. Naturen har ungefær givet alle Menne¬
sker lige Kræfter, ligesom de ere hinanden lige i
de andre væsentlige Egenskaber. Et Menneske,


440
som uden Forstand misbruger Selskabets Magt
til at skade andre, har en Magt, der, i Henseen¬
de til en viis Regent, forholder sig, ligesom Lø¬
vens forholder sig til Menneskets, og Stenens til
Løvens.
J det høieste Væsen er denne Forbindelse end¬
nu klarere. Almagt uden Viisdom er ikke ale¬
ne et Begreb, som en fornuftig Siel mere afskyer
end den største Modsigelse; Men Modsigelsen et
endog temmelig klar. Et Væsen, som formaae¬
de alting uden at tænke, hvor lidt formaaede det?
er det ikke at sætte paa engang al Formue i et Væ¬
sen, og at nægte det tillige den største af alle For¬
muer? Aarsagen til den Vanskelighed, som vi fin¬
de i at betragte Viisdommen som en Følge af
Magten, kommer uden Tvivl deraf, at vi giøre
os gemeenlig saadanne Begreb om Magten, som
udelukke den vigtigste af alle Formuer, den, uden
hvilken ingen anden Magt var muelig, nemlig
Forstandens Magt. Naar vi bruge det Ord
Magt, forestille vi os altid en vis legemlig Magt,
og det er endda mere den Magt, ved hvilken Le¬
gemerne modstaae Bevægelsen, end den, som
opliver dem. Kunde vi see ind i Tingene til den
Kraft, som opliver og bevæger alle Legemer, skul¬
de vi uden Tvivl finde, at den var nærmere be¬
slægtet med Tænkekraften, end vi i Almindelig¬
hed troer, og at den Kraft, som opskyder i Træet,


441.
lignede noget den, som giør Løven saa meget mæg¬
tigere end Stenen.
Endog den Magt, som vi erfare i Legemet,
staaer i en meget nøie Forbindelse med Forstan¬
den. Et sundt Legeme, fuldt af stærke og mun¬
tre Livsaander, hvor meget giør det ikke til at
skierpe alle Sielens Kræfter? Saadan en stærk
Siel, som boer i et sundt Legeme, fatter hastig
og let, den beholder længe hvad den fatter, og
kan, uden at svækkes derved, længe fortsætte sine
Betragtninger. En stærk Siel er ikke frygtsom,
kielen, utaalmodig, mistænkelig, vredladen, mis¬
undelig, vellystig og vegelsindet. Disse Bevæ¬
gelser, af hvilke saa mange Laster opstige, og som
indskrænke saa meget baade Viisdommen og God¬
heden, komme af Sindets eller Legemets Svag¬
heder. Den store Misbrug af Magten, som
vi kalde Tyrannie, er gemeenlig en Virkning
af Frygt og Mistanke. De stærke Siele fryg¬
te intet; de have Tillid til sig selv, mistæn¬
ke ikke lettelig andre; de lade sig ikke let ind¬
tage af Tingenes udvortes Anseelse, og de
forstyrres ikke i deres Overlæg af Tilbøielig¬
pederne. De ere ædelmodige, tapre, bestan¬
dige og oprigtige; Saaledes erfare vi endog i
Mennesket selv, at Viisdom og Godhed ere Føl¬
ger af Magten.


442
Men Magten, er den og en Følge af Viis
dommen og Godheden? Dette maatte vel og
bevises, for at giøre os det saa ineget mere fatteligt
hvorledes Egenskaber, som synes at være saa ad
skilte, kunne være eet, og udgiøre et eneste udet
leligt Væsen. En stor Forstand er meget mægtig
og en god Villie er det endnu mere. Jeg sige
først, at en stor Forstand er meget mægtig. Nae
vi betænke, hvor store Ting den menneskelig
Forstand alene kan udrette ved faa Kræfter, og
hvad Konsten giør til at lette de største Byrder
er det ikke urimeligt, hvad en gammel Philosop,
sagde, at han vilde dreie Jordkuglen, derson
man kunde skaffe ham en Plads uden for den.
Menneske er ved dets Forstand alene meget mæg
tig, og en uendelig Forstand skulde ikke vær
uendelig mægtig? Jo, om vi og tilsidesatte all
de Begreb, som vi giøre os om Magten, son
om en fra Forstanden og Villien adskilt Egenskab
skulde dog Forstanden alene, en uendelig For
stand være nok til at bevise deraf en uendelig
Magt; og en uendelig Villie, den blev udet
Tvivl, naar vi kunde bringe alle vore Begreb i
en fuldkommen Tydelighed, ikke andet end Al
magten selv, saaledes som den beskriver sig i de
skabende Bliv.
Endog dette kunne vi nogenledes begribe af
vor egen Erfaring. Hvor meget giør ikke et


445
virksom Villle, og en brændende Begierlighed i
Sielen, til at formere, styrke og vedligeholde
alle saavel Sindets som Legemets Kræfter? En
Siel, som er indtaget af ædle Drifter, som bræn¬
der af Andagt, Menneskekierlighed og Ærelyst,
overvinder sig selv, og overgaaer alles Formod¬
ninger. De maadeligste naturlige Gaver blive,
ved en fordoblet Flid og Anstrengelse af Kræf¬
terne, til store Formuer og skinnende Fortienester.
Ved Hielp af saadanne Drifter er det, at nogle
faa Helte og Patriotex, undertiden et eneste
Menneske, have udrettet saa store Ting, og at
de smaa Nationer, en liden Hob af Græker og
Romere, have erobret og ødelagt de tægtigste
Riger. Et modigt og haabefuldt Sind forstær¬
ker ikke alene Kræfterne, det opholder og forlæn¬
ger Livet selv. Vi erfare det samme i Dyrene.
De Modigste ere stærkere end de andre, som have
større Legemer. En munter og virksom Begier¬
lighed har en skabende Magt, den er en Kilde
til nye Kræfter, hvilke Sielen paa en forunderlig
og for os skiylt Maade ikke alene meddeler sit eget
Legeme, men og indskyder, som ved en Art af
Sympatie, i andre Siele. Hvem veed ikke,
hvad Magt Exempler have? den Andagt, som
udbryder i en brændende Bøn; Det Mod, som
en Anfører viser for i Spidsen af sin Krigshær,
ere som Gnister, der udbryde i en Lue, hvilken,


444
uden at formindskes selv, antænder mange Lys.
Saa mægtig er den menneskelige Siel alene ved
Hielp af dens gode Bevægelser; og hvor uende¬
lig mægtig maae da ikke en evig og uendelig Kier¬
lighed være i det godgiørende Væsen, som er
Kierlighed selv?
Uendelige Eenhed, som i et eneste udeleligt
Væsen, uden mindste Adskillighed, indbefatter
alle de Fuldkommenheder, som min Siel ikke for¬
maaer at tænke anderledes end stykkeviis. Du,
for hvilken det er et, at kiende det Gode og at
elske det; hvis Godhed er fuld af Viisdom, og
som er viis alene til at giøre Godt! Din Al¬
magt ophæver ikke din Viisdom og Godhed;
Nei, ved din Vusdom selv er du almægtig, og
fordi du er almægtig, derfor er du og uendelig god.
Almagt er i dig Kierlighed, og Kierlighed Almagt.
J dig er ingen Egenskab den første eller sidste, in¬
gen Adskillighed, ingen Følge, intet Tal. Du er
ganske hvad du er. Dine Gierninger, store
Gud, bære et tydeligt Mærke af den Eenhed,
som hersker paa en endnu langt fuldkomnere Maade
i dit Væsen og i dine Egenskaber. Ethvert tæn¬
kende Væsen er et Udtryk deraf; den hele Natur
regieres ved et Vink, og sigter i alle sine Foran¬
dringer til et eneste Maal, som du alene kiender.
Til denne Hensigt, som er Skabningens Middel¬
punkt, løve alle de skabte Kræfter tilsammen.


449
den finder din Viisdom alting at være godt, din
Godhed alting elskværdigt, og alle Grundregler
udgiøre tilsidst en stor Sandhed, en høi Tanke,
som din uendelige Forstand alene kan fatte. Saa
sammenhængende kan ingen skabt Aand tænke, og
den kan derfor heller aldrig, store Gud, tænke
dig, saaledes, som du har udtrykt dig i Skab¬
ningen, meget mindre som du er i dig selv.
Al vor Kundskab er stykkeviis; vi sønderrive ikke
alene ved vore afbrudte Betragtninger Skabnin¬
gens sammenhængende Kiede; Vor svage For¬
nuft drister sig endog til at opløse det udelelige
Væsen. Men anderledes kan den jo ikke kiende
dig; og dersom disse Feil skulle afskrække os fra
et tænke paa det, som er det vigtigste i al vor
Kundskab, maatte vi jo stedse blive uvidende
derom? Din evige Godhed tillader dig derfor
ikke at fortørnes derover, at vi stykkeviis betragte
dig, snart i en Deel af Skabningen, snart i en
anden, og i enhver af dine Egenskaber for sig
selv. Men uundskyldelige vare vi, om vi af
vor egen Uformuenhed til at forbinde disse Egen¬
skaber tilsammen og til at fatte deres fuldkomne
Harmonie, sluttede til nogen Ufuldkommenhed i
dig selv og i dit Verk. Forhindre selv, gode
Gud, ved din bestyrende Viisdom, alle saa¬
danne din evige Godhed og Fuldkommenhed for¬
nærmende Feil! og da vi ikke kunne fatte dig


440
ganske, som du er, da vi ikke formaae at saml¬
alle dine Egenskaber tilsammen i et eneste harmo¬
nisk og med din uendelige Eenhed ganske overeen¬
stemmende Begreb; da vi svæve i en bestandi¬
Frygt for at adskille dine Egenskaber, og mis¬
bruge en af dem til at indskrænke eller ophæve en
anden; saa lær os at samle vore Tanker, og att
tænke dig ganske, om det er mueligt, i den Egene
skab, som af alle er den, hvilken vi mindst kunde
misbruge, og i hvis Betragtning vi staae mindse
Fare for at begaae skadelige og fornærmende Feil
Ja, du har lært os det, og denne Egenskab et
din evige Kierlighed. Du siger ingensteds, i
du er Alvidenhed, thi denne Tanke er os for høi;
den nedtrykte kuns eller opblæste vores Forstand.
Du siger ikke heller, at du er Almagt; thi uden
Godhed og Viisdom skulde denne Tanke kuns
forvirre Fornuften og forskrække os. Men
du siger, at du er Kierlighed, ikke kierlig alene,
som du er viis og almægtig, men Kierlighed selv,
J den ene Tanke føler min Siel dig ganske, som
du er i dig selv, og i din Skabning. J den
seer jeg din sidste endelige Hensigt, i hvilken din¬
Viisdom fandt Alting at være godt; Din Kier¬
lighed, en af din uendelige Viisdom bestyret Kier¬
lighed var det, som udraabte det første almægtige
Bliv, og den samme evige væsentlige Kierlighed
er det, som giør Viisdommen og Almagten utret


447
lig i at opfylde og bestyre alle Ting, indtil du
omsider i Evigheden opnaaer engang den sidste
endelige Hensigt, og fører den hele Skabning til
det Fuldkommenheds Maal, i hvilket det er din
evige Kierlighed værd, det Maal, som din Al¬
videnhed havde i Sigte, da du, efter at have
udført den første Plan til dit store Verk, sagde,
at Alting var godt.
No. 299.
Mandagen, den 28de November 1763.
S¬
tændernes indbyrdes Misforstaaelse er en af
de borgerlige Feil, som har giort megen
Skade i alle Regieringsformer. J Republikerne
og de indskrænkede Monarkier er den saa meget
farligere, som man i disse Statsforfatninger ge¬
meenlig savner en mægtig Magt, som er stærk
nok til at holde Stænderne i saadan en Ligevægt,
at de ikke undertrykke hinanden. Rom var ikke
saasnart bleven fri, førend Folket oprørte sig af
Misundelse over de Fortrin, som tilkom Senatet,
og som alle ikke kunde tilegne sig uden den yderste
Forvirrelse. Havde der da paa den ene Side


146
været en Tiberius Gracchus, en Marius, elle
en Cæsar, som vilde have stillet sig for i Spidset,
af det misfornøiede Folk; havde der været en Co¬
riolan, en Sylla, en Pompejus, som mel
Haardhed og Magt igien vilde have oprettet S¬
natets Myndighed, skulde Rom strax være ble¬
ven et Anarkie, d. e. en Stat, i hvilken alt¬
vilde være alting, og hvori der hersker e
Lighed, som ophæver al Orden; eller og en De
spotisme, d. e. en Stat, i hvilken alle ere intet
Til Lykke for Rom fandtes der paa den Tid
Byen en redelig Borger, som hverken smigrede
for Folket, eller søgte at giøre sig selv stor ved af
undertrykke sine Medborgere; Menenius Agrippe
holdt en Tale til de Misfornøiede, og han udret,
tede ved den bekiendte Fabel om Striden imellem
Maven og de andre Lemmer saa meget, at en
hver Borger gik rolig tilbage igien, og troede
at en Stat, grundet paa en fuldkommen Lighed
imellem alle Stænder, var lige saadan en Van¬
skabning, som et Legeme, der bestod af lutte
Maver.
Denne artige Lignelse er ofte bleven anført
det patriotiske Selskab, hvis Samtaler foruem¬
melig gaae ud paa at beklage de skadelige Følger
af en indbyrdes Misundelse og Uenighed imellen
de adskillige Stænder. Det er vel sandt,
saadan en Misforstaaelse ikke er nær saa farlig


449
et Monarkie som i en Republik; Man har i den
første af disse Former intet at frygte for den almin¬
delige Sikkerhed. Men Fredens og den offent¬
lige Roligheds Vedligeholdelse er hverken det
eneste eller det ypperste Øiemed af en Stat. Man
kan ved Magten tvinge Folk til at holde Fred,
og hindre dem fra at undertrykke hinanden; Men
man kan ikke paa den Maade giøre dem fornøiede,
virksomme, nidkiere og bestandige i deres Kald
og Forretninger. Dertil udkræves, at enhver
Stand kiender og føler sine Grundregler, hvilket
ikke er at vente, saa længe en Deel af Folket vi¬
ser liden eller ingen Agtelse for den andens Forret¬
ninger, og denne foragtede Deel igien hader og
misunder alle dem i Staten, som have nogen
mere udvortes Ære og Anseelse. Lemmerne af
det patriotiske Selskab tale jevnlig om disse tvende
Feil, som Hoved-Aarsagerne til Stændernes For¬
dærvelse; den Stolthed nemlig, hvormed nogle
Stænder ansee de andre, og den Misundelse,
hvormed disse hevne sig. Men i stedet for, at
man i andre Selskaber hører Folk af enhver Stand,
kuns tale om de andre Stænders Feil, Adelen f.
Ex. at opholde sig over Borgernes Misundelse
og Bøndernes Trodsighed, og disse igien at
klage over Adelens Hovmod, saa er enhver Lem
af det patriotiske Selskab derimod kuns beskiefti¬
get med at undersøge og udrydde sin egen Stands
rift 6 Bind. 8


450
Feil. Adelsmanden taler sielden om sin Stand,
Fortrin, han skaaner ingen af dens Forfængelig
heder, og det lader, som al hans Omhyggelighed
gik alene ud paa at forskaffe de andre Stænder
den billige Anseelse, som de kunne nyde uden af
omstøde deres Grundregler. Præsten er ligesaa
beskeden i at dømme om Adelen og de verdslig
Stænder. Man hører ham oftere klage over de
Lærdes Pedanterie, over Geistlighedens aandelig
Hovmod og blinde Religions-Jver, end over
Herremændenes Titler og Privilegier; og naar
enten han eller Kiøbmanden taler om Forfænge¬
lighed og Rangsyge, er det ikke deres Hensigt,
at ville have alle Værdigheder afskaffede, eller al
Forskiel ophævet iblant Folk; De laste kuns Folk
af deres egne Stænder, som løbe efter en frem¬
med Ære, og som, naar de opnaae lidt deraf,
ere stoltere af disse smaa Fortrin, end andre af de
høieste Værdigheder.
Ved saadanne Samtaler betiene de sig ofte
af den Fabel om Maven og de andre Lemmer. En
Herremand, som er saa stolt af sin Familie og
sine Titler, at han derfor foragter en nyttig Bor¬
ger i de andre Stænder, ligner Adelsmanden ved
en opfyldt Mave, som ikke saa snart er blevens
mæt, førend den foragter den Haand, som tilla¬
vede Spisen og rakte den til Munden. En Stat,
siger han, som er fuld af saadanne Herremænd,


171
r som et Menneske, der ved Fraadserie har for¬
dærvet sin Mave saaledes, at den ikke meere er
skikket til Fordøielsen. De andre Lemmer maae
arbeide stedse for at fylde saadan en fordærvet
Mave, uden at faae igien fra Maven de Nærings¬
safter, som behøves til at vedligeholde det hele
Legems Styrke og Førlighed. Jo mere Maven
opblæses, des mere tage de andre Lemmer af,
indtil det hele Legeme taber tilsidst sit naturlige
Forhold, og nogle tynde og smale Been ikke meere
ere i Stand til at bære den af en usund Fedme og
fordærvede Vædsker opblæste Bug. Den sande
Ære, som er Adelsmandens fornemmeste Grund¬
regel, og som den ved sit eget Exempel, bifald
og Opmuntring bør antænde og vedligeholde i de
andre Stænder, er den sunde Næringssaft, hvor¬
ved en oplyst, ærekier og vel opdragen Adelstand,
bliver lige saa nyttig for Staten, som Maven er
for de andre Lemmer; Da dens Vankundighed
derimod, Letsindighed, fordærvede Sæder, og
tsær den Hovmod og Foragt, hvormed den ofte
anseer Videnskaber og Fortienester, ere lige saa
mange onde Vædsker, hvormed den forgifter de
andre Stænder. En almindelig Forfængelighed
og Titelsyge er den usunde Fedme, hvormed dette
fordærvede Statslegeme belades, og som giør det
mere og mere uskikket til Virksomhed og Bevæ¬
gelse. Arbeiderne undertrykkes ved Udsuelse og


851
Foragt, deres Tal og deres Vindskibelighed tager
daglig af, indtil disse nyttige Stænder, som ere
Statens Seener og Been, ikke meere kunde bære
saa umaadelig en Krop.
Saaledes taler Adelsmanden; og Kiøbman¬
den skaaner ikke heller sin Staud. Det er slemt
nok, sagde han engang, at have en usund og for¬
dærvet Mave; men det var endnu værre, om alle
Lemmerne bleve til Maver. Hvad skulde fylde
disse Maver, naar der var ingen mere Hænde
til? De bleve, troer jeg, alle til Vindblærer,
og saadan en Vindblære er i mine Tanker enhvet
adelig Borger, enhver, som forlader en nyttig
Stand, for at søge en fremmed Ære; Det ef
en Haand eller en Fod, som vil være Mave, og
vi have nok, synes mig, i alle Stænder af saa¬
danne forhungrede Maver; Dersom vi faae mange
flere, spise de os alle op. J har maaskee Ret,
sagde han engang til Adelsmanden, til at beklage,
at nogle af Eders gamle adelige Maver ikke er
saa sunde, som de burde være; men hvoraf kom¬
mer den Usundhed, uden af Mangel paa Bevæ¬
gelse i de andre Lemmer? Deri ligner Staten og
saa det menneskelige Legeme. Lad Middelstan
den bevare sine Grundregler; lad den dyrke Vi¬
denskaberne, Konsterne og Handelen; og ikke
agte anden Ære, end den, som forhverves ved
Fortienester; lad den ved sin Vindskibelighed for


R95
skaffe sig saadan en Velstand, at den ikke har
nødig at leve af Betlerie; lad den ved sine egne
Fortienester forhverve sig saa megen Ære, at den
ikke behøver at laane al sin Anseelse af en Titel
eller af de Stores Gunst; de høiere Stænder skulle
snart blive nødte til at søge den samme Ære, der¬
som de vilde bevare deres Anseelse. Lad Hovedet,
Hænderne og Fødderne kuns arbeide, og Maven
skal snart blive sund. Men maaskee, sagde han
tilsidst, er Sygdommen allerede for, stor til at
kunne læges ved den paturlige Bevægelse; En
almindelig Fordærvelse i Verden udkræver en haar¬
dere Kuur.
Præsten tog, efter Sædvane, Anledning af
denne Samtale til at forestille, hvor megen Nytte
Religionen kunde giøre Staten, dersom man ret
benyttede sig af dens Sædelære, af denne fortref¬
selige Sædelære, som saa sielden foredrages, saa
ilde anvendes, og som ofte tilside sættes, medens
vi trætte om Ord og Meninger, som ere til ingen
Opbyggelse, og indvikle Religionen meere i Konst¬
ord og mystiske Talemaader. Skriften, sagde
han, bruger selv denne beqvemme Lignelse af Le¬
gemet til at udtrykke den nøie Forbindelse, som
der er imellem alle Stænder, og til at overtale
enhver til at være fornøiet med sine Vilkaar, at
iagttage Pligterne af sit Kald, at taale, elske,
agte og ære alle, som ere nyttige Lemmer af et og


454
det samme Legeme. Hvor mægtig og blomstrende,
sagde han, skulde den Stat ikke være, i hvilken
alle Lemmer vare ret overbeviste om de sunde og
fornuftige Sandheder, som Paulus foreholder den
Corinthiske Menighed i det 12 Cap. af det andet
Brev, baade de høiere og de ringere Stændet,
kunne lære deraf, hvilket der er det rette Forhold,
som Christendommen kræver af enhver. De bør,
siger Apostelen, alle betragte hinanden, som Lem¬
mer af et Legeme, hvis Hoved er Christus,
enten de ere Tienere eller Fri. De maae alle
have lige Omyyggelighed for ymanden, og
troe, at naar den ene Lem lider, lide de alle,
naar det gaaer en Lem vel, have de alle
Nytte deraf. Denne Formaning angaaer alle
Stænder. Foden, siger Apostelen videre, bør
ikke klage, fordi den ei er Haand, og Øret
ikke klage, fordi det ei er Øie. Dersom
det ganske Legeme var Øie, hvor blev da
Hørelsen? Enhver Lem skulde tabe selv ved saa
unaturlig en Forvandling, som skildte det hele
Legeme ved en fornøden Sands. Dette er en
Trøst for de ringere Stænder, og denne Trøst
bestaaer ikke alene deri, at det er en Orden, som
er stiftet af Gud, at de have Nytte af de andre
Lemmer; De have og i dem selv, naar de tænke
vel, Ære nok. Er Foden, siger han, ikke
en Lem af Legemet, foroi den ei er Haand?


455
Er Øret des mindre en Lem, fordi det ei er
Øie? Efter at have paa saa overbevisende en
Maade forekommet de ringere Stænders Misun¬
delse, og oprettet deres Mod, nedtrykker han ved
lige saa klare Beviis de Høieres Stolthed. Øiel,
heder det, kan ikke sige til Haanden, jeg ha¬
ver dig ikke behov, og Hovedet ikke heller
sige det til Fødderne. De Lemmer paa Le¬
gemet, som synes at være de skrøbeligste,
ere meget mere hvist fornødne. Dem, som
synes os meest skamfulde, dem tillegge vi
meest Ære; Dem, som lade ude, pryde vi
desmere; fordi de, som lade vel, have det
ikke behov.
Maatte dog de anseelige Lemmer af Staten,
sagde han videre, betænke, hvor meget den sande
Statskonst heri stemmer overeens med Christen¬
dommen, og hvad Ære, hvad Fordeel det hele
Statslegeme skulde vinde, dersom de brugte deres
Magt og deres Fortrin til at pryde disse skamfulde
og foragtede Lemmer af Staten, uden hvilke de
skiønnere ikke bestaae, dersom de ved deres egen
Agtelse og Opmerksomhed, ved smaa Ærestegn,
ved venlige Taler, ved en beskeden og christelig
Omgang, opmuntrede Bonden, Soldaten, Ar¬
beideren, dersom de ærede personlige Fortienester
i alle Stænder! Ja, ikke hele Staten alene, men


450
og de høiere Stænder selv skulde vinde meget der¬
ved; De skulde bringe det dertil, at de ikke meere
bleve misundte af deres nyttige og fortiente Med¬
borgere, og at de i deres vigtige Foretagender ikke
havde nødig at bekymre sig om Pøbelens Dom¬
me. Og de Lemmer af Staten, som ved Viden¬
skaber og Dyder have forhvervet sig indvortes
Prydelser, der trænge til ingen fremmed og laant
Anseelse, Prydelser, hvis ægte Glands dog til¬
sidst engang fordunkler alle udvortes Ærestegn,
med saa Ord, saadanne Lemmer, som de, om
hvilke Apostelen siger: at de lade vel i dem selv,
og have ikke anden Prydelse behov, hvor
meget skulde de endnu ikke kunne udrette til den
sande Æres, til Videnskabernes og Dydens Ud¬
bredelse i Verden, dersom de satte Priis nok paa
dem selv for ikke at agte anden Ære end den, at
være Selskabet til Nytte og Prydelse i den Stand,
hvortil Forsynet har kaldet dem? Maatte dog
sagde han tilsidst, denne sunde, christelige og
for Staten og Selskabet saa nyttige Tænkemaade
engang blive almindelig i Verden! ja, lagde han
til, den skulde blive det; naar Geistligheden lærer
mere at agte det Væsentlige af Religionen, og
baade i Lærdom og Levnet viser, at Guds Rige¬
bestaaer mere i Gierning end i Ord. Dermed
sluttede Præsten sin Tale, og Læseren seer deraf,
at denne Mand er lige saa oprigtig, som de andre


457
Lemmer i Selskaber, til at bekiende Feilene af
sin egen Stand.
No. 300.
Fredagen, den 2den December 1763.
E¬
n ufuldkommen Regel er bedre end ingen;
Dette er en stor og vigtig Sandhed, og hvis
den ikke var det, blev der intet sandt eller nyttigt
i den hele Sædelære, Lovkyndighed og Stats¬
konst; Der var ingen sand Videnskab eller Klog¬
skab til; Den menneskelige Forstand havde ingen
sikre Regler, og baade Husene og Staten skulde
snart blive fulde af Uorden og Forvirrelse. Hvo,
som selv har tænkt noget i de practiske Videnska¬
ber, skal let have merket, at der neppe er en
eneste Sandhed til, som i sig selv er uden al
Undtagelse. Jeg vil sige dermed, at de Grunde,
af hvilke deres Sandhed og Nytte bevises, ere
af den Beskaffenhed, at de ikke passe sig paa alle
Omstændigheder. Der ere endog de Tilfælde,
i hvilke de beste Regler have onde og skadelige
Virkninger, ligesom der ere andre, i hvilke La¬
sterne selv kunne have gode Følger. Enhver


458
Handling har i Almindelighed tvende Sider,
som ere saa adskillige, at, naar man vilde betragte
den paa den ene alene, kunde man bevise i Sæde¬
læren alt, hvad man vilde, giøre Laster til Dyder,
og Dyder til Laster, de største Statsfeil til Ma¬
ximer, og de fornuftigste Maximer igien til Stats¬
feil. Polygamie f. Ex. har nogle Fordele i Hen¬
seende til det menneskelige Kiøns Formerelse; og
naar man vilde ansee dem alene, uden tillige at
tage de Uordener i Betragtning, som den foraar¬
sager i Huusstanden og Børnetugten, kunde man
deraf snart sammensmedde et Beviis, som i det
mindste i de Lande, hvor Polygamie er tilladt,
skulde synes ligesaa grundigt, som mange af
dem, hvormed man paa andre Steder beviser
det, som er tvertimod. Krigen selv, hvor stort
et Onde den er, har ofte de fortreffeligste Virk¬
ninger til at omstøbe et fordærvet Folk; og den
Art af Tyverie, som Lovene tillod i Laccedæmon,
stod i en vis Forbindelse med det, som var godt
i Lovene selv.
Saa længe vi betragte Handlingerne paa een
Side, i en eneste Hensigt, og i en vis Omstæn¬
dighed alene, er der ingen Regel uden Undtagelse;
og naar vi begyndte først at giøre disse Undtagelser,
hver Gang vi syntes at have en Grund dertil,
blev der tilsidst ingen Viisdom, Orden eller Be¬
standighed i de menneskelige Ting. Vi opbygte


459
kuns for at nedrive, vi gave Love for at ophæve
dem igien, indtil vi i Videnskaberne fik flere Jnd¬
skrænkninger end Regler, og alle Love i Staten,
bleve tilintetgjorte ved Undtagelser. De ufuld¬
komneste Love og Regler vare bedre end saadan en
Forvirrelse. Der behøves f. Ex ikke megen Over¬
læg for at begribe, at Polygamie med alle de ska¬
delige Følger, som den haver, giør mindre Ondt
i et Land, hvor den er almindelig og længe har
været tilladt, og hvor Alting er indrettet derefter,
end den skulde giøre paa et andet Sted, hvor den
snart var tilladt og snart forbudet igien. Man
behøver kuns at erindre, hvad Forvirrelse det for¬
aarsagede, da man først forbød Geistligheden at
gifte sig. Ligesaa vist er det og, at Sikkerhe¬
den var meget større i Lacedæmon, hvor Tyverie
under visse Vilkaar var tilladt, og hvor de andre
Love vare indrettede derefter, end den skulde være
i en anden Stat, hvor man forbød den ved almin¬
delige Love, men tillød den undertiden enten ved
Undtagelser, eller og, hvilket er det samme, ved
Straffens oftere Eftergivelse.
Naar vi betænke, hvor meget der hører til
at bestemme saaledes de menneskelige Handlingers
Moralitet, ikke efter een Hensigt og nogle Føl¬
ger alene, men efter Overvægten af de onde eller
gode Følger; efter det, som i de fleste og kuns
meget sielden i alle Omstændigheder er godt; efter


400
det, som er, om ikke uden al Undtagelse, saa
dog de mindste Undtagelser underkast; Naar vi
betænke videre, hvor let den beste Forstand kan
tage feil i en Undersøgning, hvor det ofte kommer,
an paa mange Beregninger og paa at balancere
Fordelene og Uleilighederne af utallige Tilfælde,
hvor meget Forstanden i saadanne Undersøgninger
fristes af Passionerne, til at helde sig til den Side,
som behager dem meest; og endelig, hvor let denne
Forstand, naar den engang er forblindet af Pas¬
sionerne, kan enten glemme noget i Beregningen,
eller og ansee Fordelene paa den Side, til hvilken
den helder sig, for vigtigere, end de virkelig ere.
Naar vi betænke dette, siger jeg, kunne vi let
slutte os frem til disse vigtige Sandheder: at den
menneskelige Forstand flelden kan smigre sig med
det Haab, at finde selv den allerfuldkomneste iblant
alle muelige Bestemmelser af sine Handlinger; af
vi i de fleste Tilfælde maae holde os lykkelige nok,
om vi kunde finde en Regel, som er de mindst
Ufuldkommenheder og Undtagelser underkastet
og endelig, at dersom vi ikke lod os nøie dermed,
men vilde for enhver Uleiligheds Skyld for¬
lade Regelen, forfaldt vi tilsidst i den yderst
Forvirrelse, til en Tilstand, i hvilken al Sæ
delighed, at Forskiel imelem Ondt og God
ophørte.


401
Disse ere nogle af de allervigtigste Grunde,
paa hvilke de guddommelige og menneskelige Loves
Myndighed kan bygges. Uden Begreb af en
aabenbaret Religion og en guddommelig Lovgi¬
ver, skulde den menneskelige Forstand let kunde
forvilde sig saaledes i Undersøgningen af de almin¬
delige Menneskeligheds-Pligter, at der blev in¬
gen Regel af den naturlige Ret mere uanfægtet.
De verdslige Lovgivere selv skulde ikke være stær¬
ke nok til at forebygge den Forvirrelse, som For¬
nuftens Misbrug vilde foraarsage i Verden, naar
denne Fornuft slet ingen Ledere havde. Og om
de end ved Love kunde indskrænke andre, hvor¬
ledes vilde de da overvinde deres egne Tvivl og
Tilbøieligheder, dersom de ikke erkiendte en høie¬
re Magt, som indskrænkede dem selv i det mindste
saa vidt, at nogle Love for Sæderne bleve anseete
for uforanderlige, de nemlig, som vare grundede
paa en guddommelig Myndighed, og paa et
Baand af Religionen? Uden saadant et Begreb
af uforanderlige Love har intet Selskab staaet, og
midt i den største Ulighed af Sæder og Statsfor¬
fatninger har den Uforanderlighed været nok til
at opholde dem alle, og at giøre, at endog de
mindst fuldkomne blomstrede, saa længe de beva¬
rede den Høiagtelse for Religionen, hvorpaa
Pligternes Hellighed og Uforanderlighed var
bygget.


402
Den menneskelige Fornuft kan vel begribe, at
af alle Love, som have været grundede paa en gud¬
dommelig Myndighed, ere ingen, som skikke sig
saa vel for Mennesket i Almindelighed, som de
christelige; men vi tilskrev uden Tvivl denne For¬
nuft for meget, dersom vi troede den stærk nok til
at kunde bevise disse Loves almindelige Forbindt¬
lighed uden al Undtagelse i Henseende til Perso¬
ner, Tider og Omstændigheder. Den skulde sna¬
rere føre os paa den Tanke, at der ikke engang kun¬
de være saadanne almindelige Love til, og at et¬
hvert Menneske maatte til enhver Tid, og i enhver
Omstændighed, have sin egen besynderlige Lov for
sig selv. Men den kunde tillige ikke længe fort¬
sætte denne Tanke, ikke længe betragte dens be¬
drøvelige Følger, uden at kiende Nødvendigheden
af en almindelig og uforanderlig Regel, og uden
med den fuldkomneste Hengivenhed at underkaste
sig den, som Religionen foreskriver, endog i de
Tilfælde, hvor den syntes at have de meest driven¬
de Grunde til at undtage sig selv.
Men saa fornødent som det er, at Religio¬
nen foreskriver Mennesket nogle uforanderlige Lo
ve; saa vist er det og, at en almindelig Religion
ikke bør have mange saadanne Love, fordi der kun¬
ne ikke være mange Regler, som skikke sig til ad¬
skillige Tider og Steder uden al Undtagelse.
Saadanne Love kunde ikke angaae andet end det,


403
hvori alle Mennesker meget ligne hinanden, og
hvori Mangel af en almindelig og uforanderlig
Regel var saa skadelig, at man heller i nogle Til¬
fælde maatte taale visse Uleiligheder, end tillade
nogen Undtagelse. Saadanne ere de almindeli¬
ge Love af Sikkerheden, af Menneskeligheds Plig¬
terne, af Ægteskaber og Huusstanden. Den
christne Religion giver heller ingen andre, og de,
som den giver i disse Hensigter, ere grundede paa
Beregningen af det, som i de fleste Tilfælde er
Mennesket fordeelagtigt; en Beregning, som For¬
nuften vel ikke ganske overseer, men som den dog
kan fastsætte vidt nok for at finde paa Religionens
Side Fordele nok til at overveie de faa Uleilighe¬
der, som synes at følge deraf i visse Tilfælde.
Hvad Religionen ikke har bestemt, det er de
verdslige Lovgiveres Sag at bestemme, og den
lader dem Frihed nok, for ikke at misbruge Mag¬
ten til at løse de faa Baand, som den har paa¬
lagt Menneskene, og for ikke at undtage engang
deres egne høie Personer fra det, som Religionen
byder alle uden Forskiel.  Endog saadanne Und¬
tagelser, som Fornuften allermeest billiger, og
som Gud maaskee selv tillod, dersom hans iViis¬
dom fandt det tienligt at skrive en Lov for eth vert
Menneske især; Endog saadanne Undtagelser, siger
jeg, bør de største og af Lovene meest ubundne
Mennesker ikke giøre, for ikke ved et forarge ligt


404
Exempel at svække de guddommelige Loves Myn¬
dighed, og for ikke at give deres Underhavende
Anledning til at forlange ligesaa skadelige Undta¬
gelser fra de verdslige Love.
J Henseende til de Forvindelser, som Rel¬
gionen ei har bestemt, men overladt til de verds¬
lige Lovgivere at bestemme, maae Fornuften ikke
heller vente en anden Vished end den, som er
grundet paa Betragtning af det, som i Alminde¬
lighed og i de fleste Tilfælde er det sikkerste, det,
som er, om ikke altid det fuldkomneste, saa dog
de mindste Uleiligheder og Undtagelser underkast.
Saadant et Overslag bør anstilles, førend man
fastsætter noget. Man maae stræbe, saavidt det
er mueligt, at see alle Følger forud, for at legge
baade de onde og gode paa Vægtskaalen mod hin¬
anden, og see, paa hvilken Side Overvægten er.
Uden saadant et Overlæg blive Lovene ikke alene
meget ufuldkomne, men de have og sielden nogen
Bestandighed. Naar man betragter et Forslag
alene i en vis Hensigt, eller og mere paa een Side
end paa en anden, er det naturligt, at der møde
os siden ved dets Jverksættelse adskillige uvente¬
de Følger, som man dog baade burde og kundt
have seet forud. Disse Følger, som man ikke
ventede, og som derfor ikke heller kom i Bereg¬
ning i det første Overslag, giøre os strax vaklende
ved det første Forsøg; vi anstille et nyt Overlæg,


405
og begaae i dette Overlæg den samne Feil som i
det første, at betragte Tingen paa een Side alene,
Før saae vi alene paa Fordelene, nu see vi kuns
paa Uleilighederne, og disse, som sidst rørte vores
Indbildningskraft, bevæge os til at ophæve det,
som vi nylig havde besluttet, og som vi maaskee
skulde snart antage igien, lige saa snart som vor
Indbildningskraft bliver rørt af noget, som viser
os Tingene alene paa den gode Side.
Saa længe Menneskene opholde sig ved saa¬
danne eensidede og afbrudte Betragtninger, er det
umueligt, at bygge noget fuldkomment System i
Lovgiverkonsten, at vente nogen Bestandighed i
Lovene, og at forebygge de ugrundede Misfornøi¬
elser og Klagemaal, hvorved de beste Indretninger
kuldkastes. Aarsagerne til disse Feil ere adskilli¬
ge. Uvidenhed er vel den almindeligste, men ikke
den eneste, og maaskee ikke heller den farligste.
Der hører megen Kundskab til at giøre et fuldstæn¬
digt og rigtigt Overlæg af alle de Følger, som en
eneste Lov kan have i Henseende til det hele Stats¬
legeme; og hvorledes vilde man vente altid denne
Kundskab af Betientere, som ikke ere vante til at
undersøge Lovenes Grunde, som kuns veed, hvad
der er Brug i den liden Kreds, hvori de have
practiseret selv, og som, naar de endelig underti¬
den opdage en Grund eller høre den fremsætte af
andre, blive staaende derved, og troe, at der nu
ft. 6. Bind.


466
er intet mere at sige derimod, intet videre at over¬
legge i den hele Sag. De Betientere, som ere
best skikkede til at udøve Lovene i en vis Omkreds,
ere ofte allermindst skikkede til at undersøge dem,
fordi deres Begreb ere alt for indskrænkede dertil.
At forskaffe Betienterne den Jndsigt, som udkræ¬
ves til at giøre et fuldstændigt Overslag af en
Plan til en nye Lov eller Indretning, det er ikke
saa let en Sag endog i de Lande, hvor faadanne
Videnskaber dyrkes, og hvor alle Betientere, ind¬
til de ringeste, have Videnskaber, og endnu langt
vanskeligere maae det være i andre. Den natur¬
lige Følge af saadan en Feil er, at Betienterne
selv, de, som skulde understøtte Lovgiveren og oplyse
deres Medborgere, ere de første og heftigste til at
dadle Lovene, til at klage over de mindste Uleilig¬
heder, og til at forkaste de allersikreste Grundregler,
Men sæt og, at Betienterne havde Viden¬
skaber; Det er ikke enhver Theorie af Lovenes
Grunde, som giør Folk beqvemme til at oplyse
Lovgiveren, og ingen er mindre skikket dertil, end
den Theorie, som bryster sig af de meest ordentli¬
ge Beviis og Demonstrationer. De fleste demon
strative Systemer i Naturens Ret og Statskonsten,
ere just saadanne eensidede og afbrudte Betragt¬
ninger af de menneskelige Handlinger, med hvil¬
ke man kan bevise alt, hvad man vil. Man be¬
tragter i saadan en Demonstration kuns de Føl¬


401
ger af Handlingerne, som ere fordeelagtige for
den Mening, som man antager, uden at overveie
alle de Uleiligheder, som møde paa den anden
Side; og den Slutning, som man giør af saa¬
dan en eensidet Betragtning, er man endog dri¬
stig nok til at kalde et mathematisk Beviis. Saa¬
danne Beviis skikke sig til ingen Videnskab mindre
end til Sædelæren, fordi de menneskelige Handlin¬
gers Moralitet kan ikke bestemmes uden af deres
Følger. Disse Følger er meget adskillige efter
Tiderne og Omstændighederne. Vi kunne af
Gierningernes Natur ikke slutte os til dem alle;
Erfarenhed maae lære os mange; En historisk
Betragtning af det menneskelige Kiøn, saaledes
som det er i Almindelighed, maae komme os til
Hielp. Og naar vi have ved alle disse Hielpe¬
midler lært at kiende Handlingernes adskillige
Følger, maae vi tilsidst legge de onde og gode
paa Vægtskaalen mod hinanden. Saaledes kom¬
me vi omsider til at bestemme, hvad der, om ikke
i alle, saa dog i de fleste Tilfælde er mindst Ulei¬
lighed underkast; og en høiere Grad af Vished
er ikke muelig. Men denne Vished er og stor
nok til at bestemme os, og meget større end den,
som man indbilder sig at have fundet, naar man
efter et saa kaldet mathematisk Beviis har betrag¬
tet Handlingerne paa een Side alene.


408
Man er endelig bleven kied af de partiske
Afhandlinger, i hvilke man af philosophilke Grun¬
de vilde bevise snart at den Republikanske og
snart igien at den Monarkiske Regieringsform
var den beste, fordi man har indseet, at Beviset,
bestod alene i en partisk Opregning af den Regie¬
ringsforms Fordele, som man vilde forsvare, og
af en ligesaa uoprigtig Afridsning af de andres
Feil. Hvor er det mueligt, at man ikke ligesaa
vel indseer Utilstrækkeligheden af andre, som ere
bygte paa ligesaa svage Grunde? Et Beviis for
Ægteskabs Uopløselighed, for Livs-Straffers
Nødvendighed, for Livegenskab, o. s. v. grun¬
det alene paa en Betragtning af deres gode Virk¬
ninger, uden nogen Hensigt til de Uleiligheder,
som de foraarsage; Saadant et Bevuis, siger jeg,
dersom det var tilstrætkeligt, kunde man paa sam¬
me Maade bevise det, som var tvertimod, indtil
de umueligste Paradoxer i Sædelæren; at
Ægteskab, at Frihed, at Regiering selv vare
skadelige; thi hvor farligt kunde man ikke
forestille alt dette, naar det kom an paa alene at
opregne Tingenes Uleiligheder og Misbrug? Saa¬
dan en Methode, grundet paa eensindede og af¬
brudte Betragtninger, fører med al det Skin,
som den har af Overbeviisning, kuns til For¬
domme eller Tvivl, og begge disse Yderligheder
ere lige farlige i Sædelæren; Den ene fører


409
til Egensindighed og Uforanderlighed i det Gam¬
le og Antagne, og den anden er Aarsag til Usta¬
dighed, til idelige Undtagelser og Forandringer i
Lovene. Mangel af historisk Kundskab om Men¬
nesket og Verden har været Moder til disse nøgne
og afbrudte Systemer; og saa længe Historien ikke
forbindes paa en fornuftig Maade med Philoso¬
phien og Lovkyndigheden, bliver Videnskaben al¬
tid saa ufrugthar. Man har nogle saa alminde¬
lige Begreb om Mennesket, dem deler man, og
betragter dem stykkeviis. Man slutter noget
deraf, som maaskee er sandt i en vis Hensigt,
og under visse Vilkaar, men hvoraf intet kan
sluttes til det Hele, til Mennesket, saaledes som
det er, til Staten i den Tilstand, hvori den be¬
finder sig. Man bliver endog ved saadanne af¬
brudte Betragtninger mere uskikket til at giøre for¬
nuftige politiske Overslag, end man var, naar
man ikke havde vant sig dertil; og dette er Aar¬
sagen, hvorfor Folk, som have sund Fornuft og
nogen almindelig Erfaring i Verden, dømme ofte
bedre om Lovene end demonstrative Philosopher og
Lovkyndige.
Saa fornødent som det er, at anstille saa¬
dant et Overslag i alle politiske Undersøgninger,
og førend man beslutter noget, saa fornødent er
det og at sætte Grændser for disse Undersøgninger.
De fik aldrig Ende, dersom vi ikke vilde ophøre


470
dermed, førend vi havde fundet en Indretning,
som var uden alle Feil, og en Regel uden al
Undtagelse. Naar vi ere forsikrede, at vi i
vore Overlæg ikke have forglemt nogen vigtig Be¬
tragtning, og finde en kiendelig Overvægt af
Grunde paa den ene Side, (thi for enhver ringe
Fordeels Skyld bør man ikke ved Love indskrænke
Friheden), da maae alle de Uleiligheder, som end¬
nu kunde møde paa den anden Side, betragtes
som Jntet, og som det, hvilket man i de store
Beregninger kalder uendelig lidt. Nogle Men¬
neskers Misfornøielse, som ofte kommer af Ufor¬
stand, nogle private Folkes Tab, som ikke siel¬
den bestaaer i en Formindskelse af deres utillade¬
lige Fordele, bør ikke komme i Beregning en¬
gang, meget mindre afskrække os fra de Fore¬
tagender, som ere grundede paa store og al¬
mindelige Fordele. De Uleiligheder, som følge
af en Indretning, der i de fleste Betragtninger
er god, ere enten grundede i dens Natur eller og
Virkninger af Hændelser. De første afskrække
ingen viis Mand, fordi han har seet dem forud,
og af disse Uleiligheder er det altid een, at nogle
ville blive misfornøiede. Jblant de Vanskelig¬
heder, som komme af Hændelser, ere nogle,
som ere meget sædvanlige. En Mand, som af
Historie og Erfaring har nogen Kundskab om
Verden, har og seet dem forud, og betragtet


411
dem i sit Overslag; De komme ham derfor ikke
heller til at vakle. Meget uformodentlige Hæn¬
delser ere de eneste, som ikke kunne bringes i Be¬
regning; men naar der handles om Love og al¬
mindelige Indretninger, maae vi hverken bygge
paa de gode Hændelser, eller lade os afskrække af
de onde; Livet blev ellers en Drøm og Statskon¬
sten et Lykkespil.
Der er ingen, indtil de almindeligste og
allersikkerste Regler i Statskonsten, som jo hvert
Øieblik maatte indskrænkes og forandres, dersom
man vilde lade sig bevæge af saadanne Grunde.
Man har f. Ex. i de frugtbareste Lande frygtet
saa meget for at sulte ihiel, at man, ved at ind¬
skrænke Udførselen, har undertrykt Vindskibelig¬
heden, befordret Ladhed, formindsket Landets
Producter tilligemed Consumtionen og Folke¬
mængden, og tilstoppet de eneste Tilløbskilder,
igiennem hvilke Staten kunde vinde noget igien af
det, som den giver ud for fremmede Vare. Øi¬
nene ere endelig blevne opladte paa nogle Natio¬
ner; de have efter simple og fornuftige Grunde
ikke alene tilladt men og belønnet Udførselen af
saadanne Vare. En lykkelig Erfaring har hos
dem endnu mere stadfæstet Grundreglerne. En
større Afgang af Vare, flere Folk en, ivrigere Dyr¬
kelse af Landet og Mængde af Magaziner have fo¬
rebygget al den Mangel, som man kunde befrygte


472
ved en fri Udførsel. Saa stor en Overeens¬
stemmelse af Grunde og Erfaringer, bevæger an¬
dre Folk til at efterligne dem; men neppe er saa¬
dant et Verk begyndt, førend man hører nogle
skrige over en Forhøielse i Prisen, som rimelig¬
viis er en Virkning af andre Aarsager, og om
den end var en Følge af Udførselen, dog ikke
beviste andet end en Gevinst for Staten i dens
udvortes Handel med Fremmede; en Gevinst,
som er forbundet med en Forhøielse i Prisen af
de indenlandske Vare til Fordeel for Landmanden,
og som nøder de andre Stænder til mere Arbeid¬
somhed. Dersom saadanne Klager vare tilstræk¬
kelige til at kuldkaste Grundregler, der ere saa
simple og klare som de anførte, paa hvilke Grund¬
regler skulde man da bygge?
No. 301.
Mandagen, den 5 December 1763.
A¬
delsmanden og Kiøbmanden i det patriotiske
Selskab vare engang samlede paa et Sted,
hvor der blev talt meget om nogle Anstalter, som
sigtede til at forskaffe en anseelig Deel af Bonde¬


8 i3
standen Frihed og Eiendom. Nogle prisede disse
Anstalter, andre lastede dem. De første igien¬
toge, hvad saa mange Patrioter vidtløftig have
beviist, og hvad den sunde Fornuft begriber let
uden mange Beviis, at saadan en Forbedring i
Bondestandens Vilkaar var det nødvendigste og
vigtigste af alt, hvad der kunde giøres til et Folks
og en Stats Opkomst. Andre besirede disse i
sig selv klare Grunde med Jndvendinger, der
vare ligesaa forslidte; hvem, sagde de, vil be¬
tale Herremanden sin Eiendoms Ret? hvorledes
kan man erstatte Betienterne, hvad de tabe ved
saadan en Forandring? hvem skal forsvare Bon¬
den, naar han ingen Husbonde har? hvem skal
give ham Sædekorn, Besætning, udlegge Skat¬
terne for ham, naar han ikke kan betale? hvem
skal have Opsigt med ham og holde ham til Ar¬
beide og Vindskibelighed? Med disse og flere saa¬
danne Spørgsmaale vilde man bevise, at der var
intet saa urimeligt, som at paastaae, at det var
nyttigt for Staten, at Folk havde Frihed og
Eiendomme. Jeg maae ikke glemme at sige,
af hvilke Personer Selskabet bestod; Det var
lutter erfarne Folk, Folk, som beraabte sig paa
mange Aars Praxis og Routine. En gammel
Herremand, som passerer for den beste Jæger i
Provincen, og som ved Jagten har forhvervet sig
saadan en Kundskab om Landet, at der ikke er en


414
Bulk eller en Rævehuule i den hele Provinee,
som han jo kiender. De andre vare Amtsfor¬
valtere og Regimentsskrivere, Folk, som alle
havde stor Erfaring i Landvæsenet, og som for¬
sikrede, at Bondens og Landets Beste laae dem
saa meget paa Hiertet, at de talede alene af Over¬
beviisning, og uden nogen Hensigt til deres egen
Interesse. Der var i Selskabet kuns en eneste
Mand, som havde studeret; denne gode Mand
blev noget hidsig. J understaae Eder, sagde
han, at paastaae, at det er fordeelagtigt for Sta¬
ten, at Folk ikke have Frihed og Eiendomme.
Beviis det, mine Herrer, og jeg vil i Morgen
brænde alle mine Bøger; jeg vil paastaae mod
Plato og Aristoteles, mod Grotius og Puffen¬
dorf, mød det hele menneskelige Kiøn, at der
hverken er en naturlig Ret eller en Statsvidenskab
til. Vi bekymre os lidt om Eders Bøger, sva¬
rede den gamle Herremand; Jeg har og lært en
Smule Latin i min Ungdom; men det hialp mig
ikke meget; hvad Plato og Aristoteles, Grotius
og Puffendorf har sagt, kan maaskee have været
godt i deres Land; men disse Folk kiendte ikke
Dannemark; Dersom de havde eiet et Gods
her i Landet, skulde de have skrevet langt an¬
derledes.
Den Lovkyndige begyndte derpaa af alle
Kræfter at angribe Herremanden, han udpakkede


419
alle sine Beviis af den naturlige Ret, og citerede
hvert Øieblik en berømt Forfatter for at bevise,
at Frihed og Eiendom vare de tvende Grundpillere
i Staten; men til Ulykke var der iblant alle disse
Forfattere ikke en eneste Dansk Mand, og han fik
derfor ikke andet til Svar af den gamle Herremand
end dette: at fremmede Bøger og fremmede Pro¬
jecter havde altid været Dannemarks Ulykke.
Jeg merkede snart, at Sandheden vandt intet
ved denne Strid; og ønskede derfor meget, at
Adelsmanden og Kiøbmanden i det Patriotiske
Selskab vilde antage dem en Sag, som jeg vidste
laae dem meget paa Hiertet. De have begge,
skiønt paa en adskillig Maade, gode Gaver til
at overtale, og Kiøbmanden udretter ofte ved
Hielp af en naturlig Skiemtsomhed mere end Her¬
re manden ved al sin Fiinhed og Forsigtighed. Den
Sag, som De tale om, mine Herrer, sagde
han, er ligesaa vanskelig, som den er vigtig.
Der er paa begge Sider Grunde, som fortiene
at overveies; og naar man har overveiet dem
alle, er det ikke saa let at sige, paa hvilken Side
Overvægten er. Man kan med megen Viden¬
skab og Erfarenhed være tvivlraadig; og ingen
maae derfor tænke, at jeg foragter nogen, fordi
han ikke er af samme Mening som jeg." Ved
denne fine og lemfældige Fortale, hvori Herre-
manden, som er bekiendt for en stor Bondeven,


470
syntes at indrømme det andet Partie alt for ieget,
saae Kiøbmanden stivt paa ham, og da Adels¬
manden spurgte ham om Aarsagen dertil, svarede
han: Det faldt mig just ind i dette Øieblik, at
Pilatus maae have været en stor Statsmand;
Han spurgte, hvad Sandhed var; og dette
vil uden Tvivl sige saa meget, som at Sandhe¬
den i de fleste Sager er vanskelig at finde, at
der i den Sag, som man havde bragt for ham,
vare vigtige Grunde paa begge Sider; at der
iblant Jøderne kunde være mange fornuftige og
skikkelige Folk. Man havde ikke just nødig at
sige dem aabenbare i Øinene, at de havde Uret,
og foer med Usandhed; Det var nok, at man
paa en god Maade overtalede dem til at lade
Sagen falde og give en uskyldig Mand løs.
Det samme, lagde han til, har jeg og tænkt
undertiden; jeg vilde gierne give alle Folk Ret,
naar kuns det skeede, som jeg holdt for Ret.
Men det gaaer ikke saa let an. Pilatus beviser,
og med sit Exempel, at man ogsaa kan være alt
for forsigtig. Han gav saa meget efter i Be¬
gyndelsen, at han siden intet kunde udrette."
Kiøbmanden er selv et Exempel af denne store
Sandhed. Han har ved en særdeles Oprigtighed
og Rundtalenhed forhvervet sig Ret til at sige hvad
han vil, og meget, som man ikke tog vel op, om
en anden indklædte det i de fineste Ord. Adels¬


4!!
manden skulde ellers være bleven meget empfindt¬
lig over denne Tale; Nu derimod giorde den ham
kuns undseelig over sin egen Blødhed.Jeg
takker Eder, min Ven, svarede han, for Eders
Erindring; Den har maaskee vogtet mig fra at
fordærve en god Sag; J har Ret; Sandheder,
som ere saa klare, tabe kuns ved Omsvøb. Men
hvad skulde jeg giøre, skulde jeg igientage de
Grunde, hvormed man saa ofte har beviist Nyt¬
ten af Frihed og Eiendomme? skulde jeg be¬
kaabe mig paa alle Nationers Tilstaaelse? man
antager jo ikke, man hører ikke engang saadanne
Beviis? Jeg maatte altsaa forestille mig Sagen
som uafgjort, i det mindste iblant os, og fore¬
tage mig at bevise, at Sandheder, der ere bygte
paa saa almindelige Grunde, ere og Sandhe¬
der her i Landet; at man ikke behøver at kiende
et Land for at bevise, at Frihed og Eiendomme
ere lige saa nyttige her, som de ere andensteds;
og endelig, at en Dansk Herremand maae, naar
han tænker vel, tænke i denne Sag ligesom
Plato og Aristoteles, Grotius og Puffendorf.
See, sagde han videre med en Smiil, det var
det Nye, som jeg vilde bevise, og som jeg, for
ikke at støde nogen, forestillede som noget, der
endnu ikke var afgjort. Jeg vilde siden have
besvaret nogle af de Jndvendinger, som bleve
remsatte her i Selskabet; men jeg skulde og


478
deri maaskee have været for vidtløftig. J har
en besynderlig Gave til at være kort, vær saa
god og paatag Eder Sagen. Jeg veed, at
vore Tanker komme i Grunden meget overeens.
Jndvendingerne, svarede Kiøbmanden, ere
snart besvarede. Paa det første Spørgsmaal,
hvem der skal betale Herremanden sin Eiendoms
Ret? svarer jeg, at her ikke er Spørgsmaal, om
at tage nogen Ret fra Herremanden uden Gien
gieldelse. Det forbydes ved de famme Grund¬
regler, som handle om Eiendomme i Almindelig¬
hed. Her spørges kuns, hvad der bør skee, naar
Herremanden vil sælge og Bonden kan betale
hvoraf vi have adskillige Exempler; og da er Sva
ret, at saadanne Contrakter ikke alene maae til¬
lades, men og paa alle muelige Maader befordres
Visse Æretegn f. Ex. kunde aldrig bedre anven¬
des end til at belønne de Herremænd, som befor¬
drede saa nyttigt et Verk, og de kunde giøre det,
som Erfaringen selv viser, ikke alene uden deres
Skade, men og med Fordele. Her spørges
videre, hvad der er tienligt i Henseende til det
Gods, som ikke tilhører Herremændene, men
Publicum. Her kan Herremandens Ret i de
mindste ikke være til nogen Hinder, og for helt
Staten er ingen Summe at sætte i Ligning med
en stor Mængde af Familier, som ved Frihed og
Eiendomme opmuntres til en større Vindskibelighed


419
og bedre Brug af deres Grunde, og som derved
sættes i Stand til at befolke Staten med en talri¬
gere og dueligere Afkom.
Paa det andet Spørgsmaal: hvorledes man
kan erstatte Betienterne, hvad de tabe ved saadan
en Forandring? var meget at svare: Man kunde
f. Ex. paa den anden Side spørge, hvem der skulde
erstatte Bonden og Landet, hvad der i saa mange
Aar er tabt ved andre Indretninger? Man kunde
sige, at Betienterne ere for Bøndens og Landets
Beste, og hverken Bonden eller Landet for Be¬
tienternes Skyld. Man kunde sige videre, at
fordi visse Folk i nogle Aar have nydt visse store
Fordele, derfor er det ikke sagt, at de have for¬
hvervet dem et Hævd derpaa, især, naar det an¬
gaaer det Almindelige; men alt dette vil jeg forbi¬
gaae, og svare kort: at Betienterne kunne, ind¬
til videre Befordring, beholde alle de Jndkom¬
ster, som tilkommer dem efter Lovene; Kan en
ærlig Mand forlange mere?
Paa det tredie Spørgsmaal: hvem der skal
forsvare Bonden, naar han ingen mere Hosbond
har, svarer jeg: de samme, som forsvare Bor¬
geren. Og dersom Bonden ikke har saadanne
Forsvar allerede, bør man give ham dem. Det
forstaaer sig selv, at vigtige Forandringer udkræve
nye Indretninger. Det Forsvar, han faaer af
Herremanden, kommer mig, sagde Kiøbmanden,


480
lidt Cactogallinisk for; Det er som de smaa Høns
i denne Fabel af Svift, der gav sig under de
store Haners Beskyttelse, for at have den Ære
engang at blive opspiste.
Paa det fierde Spørgsmaal: hvem der skal
give Bonden noget, naar ham fattes Besætning,
Qvæg, Sædekorn? hvem der skal lægge Skat¬
ter ud for ham, svarer jeg kort og got: Jngen,
fordi Hensigten af saadan en Indretning er, at
sætte Bonden i den Stand, at han ikke behøver
det. Og hvorfor skulde det ikke være mueligt?
Bonden maae jo dog tilsidst betale det; og han
betaler mere, end om han betalede strax. Jeg
tilstaaer, at paa de Steder, hvor Bonden er for¬
armet, hvor han er vant til at stole paa saadanne
Forskud og Opsættelser, der skal Bonden selv end¬
og være saa taabelig at ansee det for en Lykke; han
skal troe, at han tabte selv ved Friheden; og det
skulde vare noget, førend Folk, hvis Tænkemaade
er saa fordærvet, blev vant til en ordentligere
Huusholdning: Men det omstøder ikke Grund¬
regelen; det beviser kuns, at man ved denne For¬
andring, ligesom ved alle andre, bør have Taal¬
modighed, og ikke tabe Modet eller forlade sin
Plan igien, om man ikke strax saae Nytten deraf.
Beviset er klart nok, og jeg vil endnu, sagde
Kiøbmanden, igientage det engang. Alt, hvad
Herremanden giver, foreskyder og udlegger, maae


481
Bonden dog betale tilsidst, eller og alle Herre-
mænd maatte blive ødelagte. Jeg siger, Bon¬
den maae betale det, om ikke een, saa en anden,
det maae dog tilsidst ud af Godset; thi hvorfra
skulde det ellers komme? Nu betaler Bonden det
i Utide, han maae ofte betale dobbelt for at faae
Opsættelse, han vænnes til en uordentlig Huus¬
holdning. Der er intet, som opmuntrer ham
til Flid, og han har ikke heller meget at frygte;
Det, som skulde være en Lykke for Bonden,
nemlig at faae en Gaard, anseer han ofte som en
Byrde, og det er derfor ikke heller stor Straf at
sætte ham derfra. En Bonde derimod, som har
Eiendom, har meget at miste, han har noget
baade at haabe og frygte, og i saadan en Tilstand,
er en vis Strenghed i at kræve Afgifterne til rette
Tid, fordeelagtig for Bonden selv. Overalt,
sagde han tilsidst, det er en grum Barmhiertig¬
hed, at ønske Folk elendige, for at kunne hielpe
dem, og ligesaa grum synes mig er deres Barm¬
hiertighed, som holde for, at Bonden bør intet
eie, for at der kan være andre, som betale
for ham.
Det femte Spørgsmaal: hvem der skal ha¬
ve Opsigt med Bonden, og holde ham til Flid og
Vindskibelighed? er det selsomste af alle. Om
man spurgte: hvem der skulde have Opsigt med
Borgeren, med Herremanden? hvor vilde man
ift. 6. B


482
da ikke lee, og det var dog ikke saa urimeligt.
Vore Borgere, i det mindste i de smaa Kiøb¬
stæder, synes mig, trængte nok saa meget til
Formyndere, som Bønderne. De forstaae i
det mindste Handelen ikke saa vel, som Bonden
forstaaer Agerdyrkningen; de fleste ere mere Bøn¬
der end Borgere, og Herremændene - - de
gjorde maaskee vel, om de undertiden spurgte
nogle af deres Bønder til Raads. Men dersom
de uden Formynderskab kunde regiere saa stor en
Eiendom, hvorfor skulde Bonden da ikke kunde
regiere en mindre? Saa længe han dyrker en an¬
dens Eiendom, og saaer paa en fremmed Grund,
er det ingen Under, at han behøver Opsigt; Her¬
remanden tiener ikke heller gjerne Staten omsonst.
Men giv Bonden selv en Eiendom, og han skal
ikke mere behøve Formynder end andre Folk, som
ere komne til skiels Aar og Alder; Han skal vide
ligesaa vel som andre, at sørge for sit eget Beste;
thi ingen Stat kunde bestaae, dersom man ikke i
det mindste kunde have saa megen Tillid til ethvert
fornuftigt Menneske.
Da Kiøbmanden havde endt sin Tale, be¬
varede Selskabet i nogle Minuter en almindelig
Taushed. Endelig raabte en: det er umue¬
ligt; og disse merkværdige Ord bleve strax igien¬
tagne af det hele Selskab. Kan nok være, sva¬
rede Kiøbmanden; thi jeg har merket, at der ere


485
mange flere Umueligheder, end jeg havde tænkt.
Jeg saae engang i Sommer, sagde han, 5 store
Horte æde Kornet op paa en Mark. Bønderne
klagede meget derover, og jeg spurgte derfor, om
det paa ingen Maade kunde forebygges; men
alle svarede mig, at det var umueligt. Sam¬
me Svar fik jeg forleden Dag, da jeg gik igien¬
nem Børsen, og saae en stor Mængde af Kuffer¬
ter overtrukne med Sælhunde-Skind, som vare
førte fra Danzig. Kunde man ikke giøre disse
Kufferter her? sagde jeg. Kunde man ikke be¬
klæde dem med Skindene af de Sælhunde, som
spise Fiskene op paa vore Søebredde, og som for¬
aarsage ligesaa stor Ødeleggelse i Havet, som
Hiortene paa Landet? Men hvem skulde skyde
dem, svarede man mig. Bønderne, svarede
jeg. Man kunde jo bygge Fiskerhuse for dem
ved Søebreddene., Landet vandt derved baade
flere Folk og flere Næringsmidler, og det er jo
bedre at formere Mennesker end Sælhunde?
Det er vel sandt, svarede en Jæger, men det er
ikke mueligt; og fra den Tid af, sagde Kiøb¬
manden, har jeg foresat mig, at ikke tale et Ord
mere, naar man siger, at nøget er umuengt.


484
No. 302.
Fredagen, den 9de December 1763.
E¬
n Mand, som, ved Hielp af en grundig og i
flere Videnskaber udbredet Kundskab, besid¬
der baade Upartiskhed og Jndsigt nok til at be¬
stemme Videnskabernes indbyrdes Forhold, har
foretaget sig at besvare det Brev, som jeg ind¬
førte i det 200 No. af Tilskueren. Ved
Giennemlæsningen deraf ønskede jeg, at have
faaet det tidlig nok, for at kunne have indført det
i bemeldte Blad, i stedet for det Svar, som
man der læser. Forfatteren tillod mig efter min
Begiering, at giøre hvad Brug deraf jeg vilde.
Den første var, at jeg viiste det til min Corre¬
spondent, for hvilken det egentlig var skrevet;
og da det havde den Virkning at opløse nogle af
de Tvivl, som adskillige Forældre kunne have til¬
fælles med ham, vil jeg, til disse Forældres nær¬
mere Opbyggelse, indføre det her.
Min Herre!
Jeg veed ikke, om det i No. 200 anførte Brev
er en Skiemt alene, som det synes at være, eller


N0)
om det indeholder virkelig et Spørgsmaal, som
man ønskede at opløse. Jeg har ofte tænkt at
ville bestemme Videnskabernes Rang; men i ste¬
det for at opfinde et System, som inddeelte dem
i adskillige Classer og Arter efter Forskielligheden
af Sielens Kræfter, eller af de Ting, som de
indeholde, vilde jeg heller anvise enhver sin Plads
efter dens virkelige Nytte. Jeg havde temmelig
gode Tanker om min egen Upartiskhed; og jeg
frygtede kun, at saadan en Afhandling skulde
være unyttig. Læge Folk, som de Lærde kalde
dem, dømme gemeenlig i deres Cirkel meget rig¬
tig om Tingenes Nytte og Vigtighed; Det var
altsaa unyttigt, at ville bestemme Videnskabernes
Rang for en ulærd Mand, som havde sund For¬
nuft. Og de Lærde, i det mindste de, som be¬
tales for at være det, de have allerede taget Par¬
tie, saaledes, at det ikke er mueligt mere at for¬
lige dem. Man kunde, siger man vel, giøre
i denne Sag det samme, som man fortæller om
Areopagus, hvilken gav Prisen til Themistoeles,
fordi enhver af hans Rivaler tilstod ham den næste
Rang efter sig selv; men i dette Tilfælde skulde
det ikke gaae saaledes til. Enhver vilde bestem¬
me den anden Plads for en Videnskab, som stod
i nøie Forbindelse med hans egen, og de Lærde
skulde derfor ligesaa lidt kunde forliges om den
anden Rang, som om den første. Desuden be¬


480
staaer Vanskeligheden ikke saa meget i at bestemme
Videnskabernes Rang, som i at overbevise og
forlige dem, der behandle dem. Og ville J
vide, min Herre, hvorvidt Forblindelsen, kan
gaae i den Sag, skal jeg bevise det med et merke¬
ligt Exempel; det er taget af Fortalen til en Fransk
Bog, kaldet: Afhandling om Nattergalen
Traue du Rossignol).
Jeg har anvendt tyve Aar, siger Forfat¬
teren, paa dette Verk. Folk, som tænke,
som de bør, have altid troet, at den største og
eneste Fornøielse, som man kan nyde i denne
Verden, er den, som man faler ved at giøre
noget, der er nyttigt for Fædrenelandet. Det
er den Hensigt, som man bør have i alle sine
Foretagender, og den, som ikke giør alt, hvad
han kan, til Selskabets almindelige Beste,
synes at have glemt, at han er fød ligesaa vel
for at gavne andre, som for at gavne sig selv.
Disse Betragtninger have bevæget mig til at ud¬
give denne Afhandling om Nattergalen. -
Forfatteren siger nogle Linier derefter: At den
Lyst til at befordre det almindelige Beste, som
har drevet ham til at udgive dette Verk, tillod
ham ikke at forglemme den Pligt, som paalig¬
ger en Skribent, at skrive med Frihed og Op¬
rigtighed.


181
Men veed J, hvad der meest rører mig i
denne Fortale? Det er, at den anføres som et
Exempel paa den største Forblindelse af en anden
Forfatter, som er endnu mere forblindet, og
som giør sig til af at have arbeidet tyve Aar paa
sit Verk, og som paa mere end et Sted giver til¬
kiende, at ingen for ham har gjort saa vigtige
Opdagelser i den allervigtigste af alle Videnska¬
ber. Jkke desmindre er den Bog, som han
har skrevet, endnu mere unyttig end Afhandlin¬
gen om Nattergalen. Den skulde omstøde alle
Grundreglerne af Religionen og Sædelæren, hvis
dette lod sig giøre alene ved at skrive i en smuk
Stiil, og med en glimrende Indbildningskraft.
J nægte dog vel ikke, høivise Lærere i alle
Faculteter, at dette er en af de største Forvildel¬
ser, som et Menneske kan falde til? Og dersom
nogen af Eder skulde læse mig med Fortrydelse,
vil jeg forlyste Eder med en smuk Citation:
Qvid rides?
Mutato nomine, de te tabula narratur.
Tillader mig at giøre Eder et Spørgsmaal:
Dersom det hændte sig, at nogen af Eder lærte
nyttige Ting paa en Maade, som var modbyde¬
lig for alle fornuftige Folk; Dersom J beviiste
vigtige Sandheder paa en Maade, som tiente kuns
til at opvække Tvivl hos alle dem, som havde sund


488
Fornuft, vare J da nyttigere for Verden end
Forfatteren af den Afhandling om Nattergalen,
eller den anden Skribent, som citerer hame Slut¬
ter ikke deraf, at jeg anseer Gaver til at behage,
til at røre og overtale, for de eneste nyttige og de
fornemmeste iblant alle; Det var jo at agte For¬
men meer end Materien. Hensigten af de Exem¬
pler, som jeg har anført, er kuns, at overtale
Eder, om det er mueligt, til lidt mere Beskeden¬
hed, ved at lade Eder forstaae, at Eders Viden¬
skab, uagtet alle dens Fordele, behøver Under¬
støttelse af en anden, og at dens Værdighed ophø¬
rer, saasnart den behandles paa en slet Maade.
Nu kommer jeg til Eder igien, min kiere
Correspondent, af hvilken jeg venter mere Føle¬
lighed. Har J ikke merket, at de Lærde, som
J spurgte til Raads, endskiønt de lignede hinan¬
den deri, at enhver roste sine egne Vare, kom
de dog ikke overeens i Maaden. Nogle roste de¬
res Videnskab for Ypperligheden af dens Gien¬
stand; Jblant disse vare f. Ex. nogle Theologer,
som ikke kunde giøre sig til af deres Methode.
Andre pralede af den Nytte, som deres Viden¬
skab havde i andre Videnskaber, som Metaphy¬
sikerne, hvilke troe, at man behøver Ontologien
til at forstaae de almindelige Begreb af enhver
Videnskab især. Lægerne og Geometrerne grun¬
dede deres Paastand paa den umiddelvare og kien¬


48
delige Nytte af deres Konst. Digterne anførte
Skiønheden af deres egne Verker, og Uvisheden
af mange Ting, som læres i Videnskaberne. Stier¬
nekigerne bryste dem af deres høie Jndsigter, og
den vidtløftige Omkreds, som de indbefatte. Man¬
ge agte deres Konst saa høit, alene fordi den er
vanskelig; Nogle holde dem bedre end andre,
fordi de have Alting af Naturen; Andre, fordi
deres Kundskab er Frugten af et møisommeligt
Arbeide. J have alle Ret, kan J sige til dem;
Eders Videnskaber ere høie, skiønne, nyttige;
men J forstaae ikke hinanden, og i stedet for at
oplyse mig, give J kuns tilkiende, at J selv ikke
ere oplyste nok, siden J spilde paa at forringe hin¬
anden den kostbare Tid, som J burde anvende
paa at understøtte hverandre. Der er ingen Vi¬
denskab til, som fortiener ganske at foragtes; Thi
de, som ikke have en umiddelbar Nytte, bruges
dog i andre. En Elskere af Antiqviteter giør intet,
som duer for sig selv; men det kan undertiden
bruges til at forbedre Historien, hvis Nytte er
upaatvivlelig. En blot Samler er ofte gavnlig,
han giør Arbeidet let for en Mand, som har Ge¬
nie. Enhver Videnskab bliver derimod foragte¬
lig, saasnart den behandles paa en Maade, som
støder den sunde Fornuft og den gode Smag.
Dersom vi ved Videnskabernes Opkomst havde
saaet Aristoteles Verker igien uden alle Commen¬


490
tarier, uden alle de Systemer, som man har
bygt paa hans Skrifter efter ham, skulde Philo¬
sophien have gjort en større og hastigere Frem¬
gang, end den har giort. De, som næsten i
to tusende Aar have beskieftiget sig med at om¬
støbe, forklare og fordreie denne store Mands
Læresætninger, have kuns hindret Videnskabens
Fremgang. De beraabte dem alle paa Philoso¬
phiens Nytte; men deres Berømmelser passede
sig ikke paa deres Philosophie. Det samme skal
skee i ethvert Aarhundrede, hos enhver Nation,
og i enhver Sect, som blindt følger en Forfatter
og en Methode. Vogter Eder derfor for at give
Eders Videnskab et udelukkende Fortrin for alle
andre; men foreener Eder imod dem, som ville
tyrannisere i Videnskabernes Republik, imod dem,
som til Trøds for dens Love ville indføre fordærve¬
lige Methoder! Lad være, at en lærd Mande
Arbeider ere lidet nyttige; førend J derfor angrib¬
dem, bør J først straffe dem, som foragte og
undertrykke Videnskaberne. Undertiden er det
vel fornødent, at angribe en vis Art af Beskief¬
tigelse, det er nemlig, naar en almindelig Fordær
velse i Smagen og Tænkemaaden, eller en her
skende Lyst til Bagateller, er nær ved at indtag
Eders hele Nation; Thi hvorledes skulde f. Ex. den
store Bygning af Videnskaberne nogen Tid kund¬
opreises, dersom et heelt Folk beskieftigede sig alem


491
med at tilhugge Zirater, eller dersom det faldt til
en anden Yderlighed, og frembragte ikke andet end
Handlangere. Det er godt, at igiendrive skade¬
lige Fordomme, og det er sandelig en af de verste
i Videnskaberne, at giøre det til Øiemerket, som
kuns er Middelet, og til Maalet det, som kuns
er Veien. Dersom et eneste Menneske tager
Feil deri, er det ikke fornødent at igiendrive ham.
Sæt f. Ex. at en giør Høvle eller Fiile; saa længe
han giør dem vel, er det ikke nødigt, at lade
ham hvert Øieblik høre, at hans Arbeide er til
ingen Nytte, uden saavidt Smeden og Sned¬
keren betiene sig deraf: Men, dersom en heel
Nation ikke gjorde andet end Fiile og Høvle, var
det godt at lade dem vide, at disse Redskaber ikke
ere gode for sig selv. Det var endnu verre, om
et heelt Folk troede, at det kunde ganske und¬
være dem, og om det, af Mangel paa gode
Redskaber og Materialier, giorde slette Arbei¬
der. J forstaaer mig vel, og seer deraf, at det
undertiden er fornødent at vestemme Videnska¬
bernes Rang.
Lad os komme til Sagen. J spørger: Hvad
Rang Videnskaberne bør have i Eders Søns Un¬
derviisning. Jeg har foretaget mig at afgiøre
det, endskiønt jeg ikke er gradueret. Dersom
jeg var det, vilde jeg med en myndig Tone og
uden videre Jndstevning dømme i Sagen; men


492
nu, da jeg ikke har den Ære at være det, maae
jeg bestyrke min Mening med Grunde. Det er
ikke mig, men dem, som J skulle troe.
For det Første beder jeg Eder undersøge vel,
om det og er sandt, at Eders Søn har Smag paa¬
Videnskaberne; har han den ikke, kan man give,
ham den. Men, dersom J har anseet det for
Lærvillighed, at han finder Fornøielse i at læse
Fabler om Hexe, og Historien af den skiønne,
Magdelone, da skal det med saa fordærvet en
Smag være vanskeligere, at give ham Lyst til go¬
de Ting, end om han aldrig har læst noget. Hvis,
J har ladet ham alt for længe spilde sin Tid paa¬
en ufornuftig og urimelig Læsning, er det meget
fornødent, at J lader ham lære Grundene af Vi¬
denskaberne uden Bøger; han skal ellers ikke vide,
at giøre Forskiel imellem dem og de Fabler, som
han har hørt i Ammestuen.
For det Andet vil jeg, at Eders Søn blev
førend han lærte noget mere, vant til at giøre Re¬
de for det, som han allerede vidste, at han lærte,
at bruge vel sine Sandser, og at fatte vel Menin¬
gen af de Ord, som ikke overgaae hans Begreb.
J denne første Underviisning behøver han ingen
anden Læremester end Eder selv.
Den første af de egentlig saa kaldede Viden¬
skaber, som jeg raader Eder at lade ham lære, et
Geometrien. En Geometer paa ti Aar? ville


455
J sige. Den høieste af alle Videnskaber er den
en Børneleeg? Ja, naar Læreren veed at lempe
sig efter Barnets Begreb. Pascal giorde selv
for sit tolvte Aar Opdagelser deri, og jeg troer,
at dersom et Barn ikke er ganske dumt, kan man
med en god Methode lære ham den i samme Alder.
Det er ikke uden Grund, at jeg begynder dermed.
Det er den eneste Videnskab, som Forstanden kan
fatte ganske uden Hielp af nogen foregaaende Vi¬
denskab. Desuden synes mig, at de første Stu¬
deringer bør være for Sindet det samme, som
Øvelserne ere for Legemet, ikke saa meget Midler
til at lære, som til at danne og udvikle sig. Naar
J f. Ex. lade Eders Søn lære at jegte, er det
ikke Eders Hensigt, at giøre ham til en Udfordrer,
men at forskaffe hans Legeme mere Styrke og Be¬
qvemhed. Den samme Nytte kan Forstanden
vente af Geometrien. Den styrker Tænkekraf¬
ten, den leder den paa Sandheds Vei, og lærer
den med Taalmodighed og Bestandighed at over¬
vinde de Hindringer, som møde os i Sandhedens
Undersøgning. Maalekonsten er en Skole for
Agtsomheden og Skiønsomheden, en practisk Tæn¬
kekonst. Vanskeligheden er kuns at finde en Læ¬
remester, som har den dobbelte Gave, at lære
Videnskaben i den Hensigt, og at giøre den let
for et Barn. Jeg troer, at jeg kan sige Eder,
hvorpaa man kan kiende, om Læreren er beqvem


494
dertil. Spørg ham, om han troer, at Viden¬
skaben er nyttig. Han skal maaskee blive vred
i stedet for at svare Eder, eller og med en haan¬
lig Mine sige nogle faa Ord, ligesom om hans
Værdighed ikke tillod at opholde sig ved saa for¬
nærmende Tvivl. Dersom han giør det, saa
troe kuns, at han ikke er skikket til at undervise;
thi for at være det, maae man ikke forundre sig
over noget Spørgsmaal, men høre dem alle med
Taalmodighed. Hvis han derimod besvarer Eders
Spørgsmaal med en vidtløftig Tale om Mathe¬
matikens Nytte i alle Konster og Forretninger
er det billigt at lade ham sige alt, hvad han veed
derom, saa længe han kuns ikke tillegger sin Vi¬
denskab en Nytte, som den ikke har, eller og glem¬
mer den fornemmeste. Dersom han sagde Eder
f. Ex., at man ikke kan giøre Fløiel, eller mal¬
Korn uden Mathematik; Dersom han gav det
det første Sted iblant de skiønne Konster, hvol
den kuns er et Hielpemiddel, da begriber J let, af
han tillegger den mere end den tilkommer; efterd
de skiønneste og nyttigste Maskiner ere opfundne
af vankundige Folk, og i vankundige Tider. Geo
metrien har beregnet og forbedret dem; den har
gjort dem leitere og behændigere; men den har
kuns opfundet meget faa. De, som have hiul¬
pet Konsterne ved Theorien, have ikke altid være
store Mathematiker; Det er hverken Descartes


4999
eller Newton, eller Leibnitz, som have opfundet
Ting af en umiddelbar Nytte. De giorde det,
som endnu var større, de skabte Videnskaben selv.
Den Nytte, som Mathematiken har i det borger¬
lige Liv, bør ikke være den bevægende Grund til
at lade Eders Søn lære den saa tidlig; thi det er
meget uvist endnu, om han nogen Tid bliver en
stor Geometer, og om han blev det, var det dog
ikke sagt, at han opfandt noget Nyt. Her spør¬
ges endnu ikke saa meget om den Nytte, som
Mathematiken giør Verden, som om den, hvil¬
ken den giør Forstanden. De borgerlige Nytter
af Mathematiken ere store; men de fleste Menne¬
sker have i deres hele Liv kun en eneste Anledning
til at betiene sig deraf; da de derimod alle behø¬
ve Agtsomhed og Skiønsomhed. Vil J vide
mere om Mathematikens Nytte, da læser Forta¬
len til Hr. Krafts fortreffelige Verk om Mekani¬
ken, og J skal der finde alt, hvad der med
Sandhed og Grund kan siges til Videnskabens
Ære.
Den anden Videnskab, som jeg vilde raade
Eders Søn, og som meget vel kunde bestaae med
den foregaaende, det er Historien. Men deri
vilde jeg og være meget kræsen i Henseende til Læ¬
rernes Valg. Af de sædvanlige Udtog og Metho¬
der lære Børn ikke andet end Ord. Det er for¬
underligt, at man paa en Tid, da der trykkes saa


490
meget, ikke skriver Romaner til deres Brug, ef¬
terdi det var at ønske, at de lærte at kiende Men¬
neskene, saaledes som de ere for sig selv, førend
de betragtede dem som hele Folk og Nationer;
ligesom det, for at kiende en Maskine, er fornø¬
dent at opløse den, og betragte hvert Stykke for
sig selv. Man giver et Barn et Udtog i Haan¬
den, hvori det læser, at den eller den Konge før¬
te Krig og sluttede Fred, førend det endnu veed,
hvad Krig eller Fred er. Et Barn læste engang
i en Historie, at en Mand var bleven ophøiet ved
Jntriguer. Han spurgte hvad det var; men i
Stedet for at sige ham det, satte man ham til ret¬
te, fordi han ikke vidste det, som ingen maaskee
endnu var i Stand til at forklare ham. Man
maatte i det mindste have anvendt nogle Timers
Forelæsninger paa at giøre ham det ret begribeligt,
hvad en Jntrigue var. Med faa Ord, jeg vil¬
de, at Historien skulde bruges til at lære Menne¬
sket en anden Logik, som man behøver hvert Øie¬
blik i Livet; den nemlig, som lærer os at dømme
om Visheden af Vidnesbyrd, om Følgerne af
vore Handlinger, om Menneskenes personlige Ca¬
racter o. s. v. Denne Logik maae vi bruge, saa
ofte som der ikke handles om Maal, Vægt eller
Tal. Historien burde altsaa være en Skole for
Sædelæren og Critiken. Der ere visse Ting, som
ikke kunne demonstreres. Hvorledes skulde man


491
f. Ex. af almindelige Grunde bevise, at der ere
visse søde Følelser forbundne med Dydens Øvelse,
med Velgiørenhed og den naturlige Kierlighed?
Man føler disse Ting, og man beviser dem ikke.
Videnskaben, siger J, nytter os altsaa intet deri?
Jo vist, den nytter meget, naar man bruger den
ret. Naar Eders Barns Hierte begynder at føle
nogle gode Bevægelser, da søg at indtage det ved
en munter Fortællelse af skiønne Handlinger, og
ved rørende Sange af dem, som have priset saa¬
danne Handlinger. Lad ham føle det Angenem¬
me, som der er i Uskyldigheden, og lære at skræk¬
kes for Lasterne. Søg i Smerterne selv at op¬
vække saadanne Forestillinger, som kunne udtrykke
Glædes Taare af hans Øine, og lær ham deraf
at kiende, hvor meget endog den ulykkelige Dyds
Fornøielser overgaae Lasternes glædeligste Trium¬
pher. See der, min kiere Ven, Fordelene af de
skiønne Videnskaber, hvilke man saa falskelig sam¬
menblander med den Konst at vælge Ord og sam¬
menrime en Lykønskning til et Bryllup. Lad
Eders Søn tidlig blive bekiendt med disse Viden¬
skaber; men lad ham lære at vælge. Poeternes
Læsning er meget farlig, dersom man ikke læser
dem med Forsigtighed. En græsk Forfatter har
i en Afhandling viist, hvorledes man skulde læse
Poeterne. Det var at ønske, at man skrev en
anden for at vise, hvilke man burde læse, og til
hvad Tid man skulde læse dem.
ft. 6.


498
De tre Slags Studeringer, som jeg her har
anført, skulle danne Eders Søns Forstand; og
dersom han ikke siden fik i Sinde at giøre Profes¬
sion af Videnskaberne, skulde han dog ikke fortry¬
de, at han havde havt saadan en Opdragelse
Hvis han derimod vil gaae videre, har han alle¬
rede gjort et Forsøg, hvoraf man kan slutte, til
hvilke Studeringer især han er best skikket. At
jeg derfor har foredraget de tre Videnskaber, det
er kuns skeet i Hensigt til deres Øiemerke, som
er, at beskieftige et muntert Barns Forstand.-
Men Religionen, siger J - Jeg har ikke talt
derom, fordi der handledes kuns om det, som
man egentlig kalder Videnskaber. Religionen er
for alle Stænder; og da J selv kiender og agter den,
saa skal J og være opmerksom paa de Øieblik,
hvilke J finder at være de beqvemmeste til at give
Eders Barn rigtige Begreb og gode Følelser der¬
af. J kan ikke begynde for tidlig derpaa, der¬
som J ellers forstaaer at tale saaledes, at J kan
fattes baade af Forstanden og Hiertet.


499
No. 303.
Mandagen, den 12 December 1763.
M¬
an har ofte bebreidet mig, at jeg i disse Bla¬
de kuns saa sielden talede om Skuepladsen.
Nogle Gange har jeg undskyldt mig med Mæng¬
den af de Ting, som faldt under min Betragt¬
ning; En Tilskuer har saa meget at give Agt paa;
han kan ikke sige Alting. Undertiden forestillede
jeg mig Vanskeligheden af saadant et Foretagen¬
de. Den Danske Skueplads, svarede jeg, træn¬
ger enten til Forbedring eller ei. At sige, at den
trænger til Forbedring, det er paa eengang at be¬
skylde vore Forfattere, vore Oversættere, vore
Acteurer og Actricer, baade dem, som uddele
Rolerne, og dem, som udføre dem. Det er at
begynde paa nye en borgerlig Krig. Siger man
derimod, at den ikke behøver Forbedring, da
har en Tilskuer paa saadan en Skueplads ikke an¬
det at giøre end at klappe, og min Tieneste var da
ganske overflødig. Om jeg skrev to Gange hver
Uge til Skuepladsens Berømmelse, kunde jeg der¬
ved ikke udrette nær saa meget som en anden med
et par stærke Næver. Det Skrald, som disse


500
foraarsage paa Skuepladsen, i det de slaae en Hvir¬
vel paa Trommen af hvert Øre, giøre mere til at
opvække Publici Opmerksomhed, end alle de Jnd¬
tryk, som et Skrift formaaer at giøre paa stille og
tause Læsere.
Mange have ladet sig nøie med disse Und¬
skyldninger, ifær med den sidste; Men andre ha¬
ve endnu havt noget at indvende: Snart søgte de
at opbringe mig mod en vis Fordærvelse i Sma¬
gen, som efter deres Mening skulde herske paa
Skuepladsen; Snart vilde de, at jeg, som pa¬
triotisk Tilskuer, skulde komme der oftere, for at
beundre vore egne Originalstykker, til Trods for
alle fremmede Oversættelser. De første af disse
Forestillinger giorde ikke stor Virkning paa mig.
Om der end havde været noget at dadle paa vores
Skueplads, og jeg havde troet, at det tilkom en
privat Person at dømme om saadanne Ting, vid¬
ste jeg dog, at der vare mange andre Ting, som
baade fortiente meere at dadles, og som man med
mindre Fare kunde dadle. Jeg siger, med mindre
Fare, fordi Philosopherne og Lovgiverne selv have
bemerket, at de store Misbrug ere meget lettere
at udrydde end de smaa, og at man med mindre
Fare kan angribe mægtige Laster, end dadle smaa
Feil; Der ere Lande, siger Forfatteren af l'Elsprit
des loix, hvor Folk, som ellers ansee de største
Ting med Ligegyldighed, oprøres for en Acteurs


501
Skyld. Jeg ønskede vel, endog, om det skulde
skee paa min egen Bekostning, at kunde overvin¬
de noget af mine Landsmænds Ligegyldighed; og
jeg maae tilstaae, at den heftigste Modsigelse ikke
giør mig saa meget ondt, som, naar jeg troer,
at Folk ere ganske uempfindtlige; Men jeg har
ønsket at kunne opvække og henvende denne Emp¬
findtlighed paa noget, som var vigtigere. Saa
længe jeg merker saa megen Ligegyldighed iblant
mine Landsmænd i Henseende til Opdragelsen, Vi¬
denskaberne, Lovene og Sæderne, kunde den stør¬
ste Jver paa Skuepladsen ikke fornøie mig. Det
bifald selv, hvormed man beærer disse Blade,
naar det ikke kommer af patriotiske Følelser, naar
det er Jndfaldene og Velklangen alene, som man
agter, klingrer i mine Øren ikke bedre, end naar
man klapper af en Ballet, eller roser et Skue¬
spil for Maskiuerne og Optogenes Skyld. Den
Tanke, at have opbygget undertiden min gode
Ven, Bonden i Selskabet, og min flittige Cor¬
respondent, Haandverkmanden, fornøier mig
uendelig mere, end naar man fortæller mig, hvor
lykkelig jeg i et vist Blad har været til at faae Folk
til at lee.
For at see vore egne Original=Comedier, og
klappe af dem til Trods for fremmede Oversættel¬
ser, behøver jeg ikke at gaae langt. Jeg finder
overalt nok af disse gamle Originaler, uden at have


502
nødig at søge dem paa Skuepladsen; Vore poli¬
tiske Kandestøbere, Leiligheds=Poeter, metaphy¬
siske Haarkløvere, Skolepedanter, stortalende
Officerer, stolte Herremænd, forfængelige Borge¬
re, alle disse levende Aftryk af Herman von Bre¬
menfeldt, Rosiflengius, Magister Stygotius,
Skolemesteren i Julestuen, Diderich Menschen¬
skræk, Jeppe paa Bierget, og den Rangsyge,
overbeviste mig nok om Holbergs Styrke i at ma¬
le, naar man sætter forud, at han vilde vise os
altid, hvorledes Folk ere, og aldrig, hvorledes
de burde være. Det lader vel, som disse Folk
havde tabt noget af deres Anseelse; men hvad
agte de, at man piber af dem i Selskaberne? de
giøre, som Horaf siger om den Gierrige: de klap¬
pe hiemme af sig selv. Det samme giøre de paa
Skuepladsen; de beundre sig selv i deres Origina¬
ler, og give de andre Tilskuere Signal til at klap¬
pe, i Fald de undertiden skulde glemme det. En
gammel Mand, som flittig besøger Skuepladsen,
forsikrer, at han har bemerket tvende Personer iblant
de første Klappere, af hvilke den ene ligner noget
Mester Herman, og den anden Rosiflengius, saa¬
ledes som han i sin Ungdom saae dem begge fore¬
stille paa den gamle Skueplads. Begge disse
nidkiere Patrioter klappe uden Afladelse af alle
vore gamle Originalstykker, og de ere ved den lan¬
ge Øvelse endelig blevne saa haardhudede, at de


903
have ingen Følelse mere. Lyden af deres Klap¬
pen skal være saa kiendelig og saa igiennemtræn¬
gende, at paa den Tid, da det var brugeligt at
stampe paa Skuepladsen, kunde disse to Mænd
alene, med deres 4 Hænder, overklappe alle Stam¬
perne, og trette alle Been paa det hele Parterre.
Jndholdet af det følgende Brev, som virke¬
lig er mig tilskrevet, kunde maaskee tiene til at
lette disse gode Mænd i det besværlige Embede,
som de have paataget sig, for at vedligeholde Æren
af den gamle Danske Skueplads, og til at fore¬
bygge det Tab, som Skuepladsen engang skulde
giøre, naar deres Hænder ikke længer kunde hol¬
de ud at tiene det Almindelige. Af Hoveder,
som ville arbeide for Skuepladsen, og som ere dri¬
stige nok til at indføre Nyeheder, have vi nok;
men Hænder, Hænder - - som kunde holde over
det: Gamle, og handthæve den rette Comiske
Smag, Hænder, som kunde klappe, dem faae
vi aldrig nok af. Bedre mange Hænder uden Ho¬
veder, end mange Hoveder uden Hænder --
Saaledes tænker og den Franske Maskinmager,
som har skrevet følgende Brev til mig, og jeg
venter derfor, at hans Forslag skal giøre mere
Lykke iblant os, end de Franske Bøger og Skue¬
spil; i Han foreslaaer en Maskine til at klappe.
En Maskine, vil man sige - - Jalret en vir¬
kelig Masrine, der er i alle Maaden som saadan


504
en Maskine bør være. En Maskine, kort at
sige, med Hænder uden Hoved. Her er Brevet:
Mein Herr Tulstuer!
En Fransk Maskinmager, som nylig er ankom¬
men her til Staden, giver sig den Frihed at med¬
dele Dem et Forslag, ved hvis Jverksættelse han
formoder at ikke udrette lidet til Publici Beqvem¬
melighed og Fornøielse. Jeg har ikke undladt,
strax efter min Ankomst, at besøge Skuepladsen,
som det beqvemmeste Sted til at faae nogen Un¬
derretning om Nationens Sæder, Smag og
Tænkemaade. Ved den Leilighed kunde jeg ikke
andet end legge Mærke til den store Umage, som
den unge og muntre Deel af Tilskuerne saa uop¬
hørlig giver sig, for at tilkiendegive sit frydefulde
og nidkiere bifald. Jeg ynkede strax de Hæn¬
der, paa hvis Bekostning dette skede, og for at
skaane dem herefter, har jeg af blot Tienstagtig¬
hed opfundet et meget konstigt Instrument, hvor¬
ved den samme Hensigt paa en langt behageligere og
lettere Maade kan opnaaes. Denne Maskine tænker
jeg at indrette saaledes, at ingens Øren derved
merkelig skulle besværes, og at den alligevel,
efter Landets Maade, skal klappe uden Ophør for
Baletterne, og i det mindste tredive Gange i hver
Act af Comoedien. Den skal endog, saafremt
det forlanges, kunne klappe ved Kundgiørelsen,


505
naar man nemlig, ved Enden af et Skuespil,
tilkiendegiver, hvilket Stykke næste Gang skal
opføres. J de koldeste Vinterdage kunde Jn¬
strumentet hvile, og Parterret selv, efter Behag,
gjøre sig en Bevægelse, for at varme Hænderne.
Det eneste, som med nogen Grund kunde udsættes
paa min Klapper, (Applaudisieur, saaledes
kalder jeg denne nye opfundne konstige Maskine)
er, at dens Klappen ikke altid kan svare saa nøie
til de Steder i Stykket, hvis livagtige, fine og
rørende Forestilling især fortiente saadant offentlig
bifald. Men kan vel denne Jndvending giøres
mig for Alvor? Den Franske Høflighed tillader
mig ikke at forklare mig tydeligere. Saa meget
drister jeg mig dog til at forsikre, at min Applau¬
disieur skal ikke klappe idelig for nedrig Skiemt,
Tvetydigheder, Eeder, Skieldsord eller Slags¬
maal. Om dens Upartiskhed kan endnu mindre
tvivles. Jeg er vis paa, at de Actricer, som ikke
mere kunne regnes iblant de Unge, ville høiligen
prise Opfinderen, og maaskee sætte ham en Ære¬
støtte i Coulisserne. Kort sagt, min Herre, der¬
som De, efter min Forhaabning, finder noget
Godt i denne nye Opfindelse, beder jeg dem tienst¬
ligen, at bekiendtgiøre den i Deres Blade. o. s. v.
P. S. Just da jeg vilde tillukke Brevet, faaer
jeg den Efterretning af en Ven, at han i Gaar
Aftes udlod sig i et Selskab om mit Forslag, og


500
at det havde den Lykke at behage alle Tilstædevæ¬
rende, to unge Personer alene undtagne, hvis
Navn skal være Klapifleng. Denne Tidende
satte saa meget Mod i mig, at jeg strax begyndte
paa Tegningen til min Maskine, hvilken jeg med
det første agter at fremlegge for Skuepladsens
Direction.
Forslaget har været lige saa lykkelig paa an¬
dre Steder. En Kiender af Skuepladsen, som
ellers bifalder meget Opfindelsen, har alene taget
sig den Frihed, at gjøre en liden Erindring derved.
Hans Brev til mig lyder saaledes:
Mein Herre!
Den Franske Machinists Opfindelse har mit fuld¬
komne bifald, og der fattes i mine Tanker kuns
en leden Fuldkommenhed, for at giøre den ganske
beqvem til at regiere hele Skuepladsen. Det var
at indrette den saaledes, at den kunde give en Lyd
fra sig, som lignede nogenledes den menneskelige
Stemme, naar man raaber Encore. Vor Skue¬
plads bør dog ikke ganske tabe det Fortrin, som
den hidindtil har havt fremfor alle Skuepladser,
i Europa, at en Tilskuer, som har sovet eller
snakket medens den første Forestilling skede, og
som først bliver opmerksom ved Klapningen, kan
have den Beqvemmelighed, at see saadan en Fore¬


907
stilling nok engang: Man har jo, som J vel
veed, et Slags Uhrverker med Giøge i, som
slaaer og kukker paa engang; Kunde man ikke
tage Mønster deraf til en Maskine, som ved Slut¬
ningen af de første Klapninger raabte Encore?
J Stedet for en Giøg kunde man, for at give
Opfindelsen mere Rimelighed, bruge Figuren af
en Papegøie, som til visse Tider kom frem af Ma¬
skinen. J ville maaskee indvende, min kiere Til¬
skuer, at saadanne Jgientagelser skikke sig vel for
en Arie, men bliver unaturlig, saasnart der han¬
dles om at føre en nye Scene op igien. Men jeg
svarer dertil, at det er ikke Ordene og Handlin¬
gerne, som man forlanger at høre eller see igien;
Det er kuns Processionerne og Dansene. Siig
ikke, at det strider imod Høflighed, og den skulde
dog væere vore Klapperes Hoveddyd, at udtrette
de Folk, som arbeide for deres Fornøielse. J kun¬
ne troe mig, at der iblant de allerberedvilligste Klap¬
pere ere mange, som ikke ere saa høflige. Hvad
skader det, sige de, at en Danser forspringer sig;
de Folk ere jo dog kuns skabte for andres Fornøi¬
elser? Eders Applaudisleur behøver derfor ikke hel¬
ler at være høfligere eller mere medlidende, o. s. v.
En god Ven, som jeg viiste dette Brev, for¬
talte derpaa en skiemtsom Tildragelse. En ung
Hofmand førte engang nogle Damer op paa det
Astronomiske Taarn i Paris, for at see en For¬


508
mørkelse i Solen; Man beklagede, da de kom,
at Formørkelsen allerede var forbi. Det skader
ikke, svarede den unge Cavaleer, Herr Cassini er
saa artig en Mand, at han, for at fornøie saa
skiønne Personer, lader gierne Solen formørkes
nok engang.
Jeg erindrer ikke, sagde min Ven, om dette
just var den unge Herres-Ord; men Meningen
var dog ungefær den samme. Maaskee han har
indbildt sig at være paa en Opera, og derfor for
Kortheds Skyld ikke sagt mere end Encore. Der¬
som Opfinderen af den klappende Maskine, lagde
min Ven til, kan forbinde den Fuldkommenhed
med alle de øvrige, at giøre den beqvem til at ud¬
trykke det ene Ord, tvivler jeg ikke paa, at den jo
finder Publici bifald i saa høi en Grad, at det
hele Parterre vil klappe af Applaudilleuren den
første Gang den viser sig paa Skuepladsen, for
siden at overdrage stedse til denne offentlige og pri¬
vilegerede Klapper det besværlige Emvede, at udde¬
le Publici Stemmer.


509
No. 304.
Fredagen, den 16 December 1763.
E¬
n Officeer, som havde megen Videnskab og
Erfaring, blev engang adspurgt, hvad han
agtede meest i Romernes Krigsforfatning. Man
ventede at høre hans Betænkninger om deres Vaa¬
ben, deres Krigsøvelser, deres Maade at opstille
og anføre en Krigshær; thi han kiendte den gam¬
le Krigskonst lige saavel som den nye. Men alt
dette gik han forbi. Romerne, sagde han, have
store Fortienester af det, som man egentlig kalder
Krigsvidenskab; Det er dem, som i Stedet for
de gamle Falanger have opfundet en Maade at
dele Armeen, som giør den meer skikket til alle
Slags Vendinger og Posteringer. Men med
alle disse Opfindelser agter jeg dem dog uendelig
mere for de Grundregler, Sæder og oeconomiske
Indretninger, som vare antagne i deres Krigs¬
stand. Jeg vil ikke tale engang om de første
gyldne Tider af Republiken, da Krigsstanden,
var saa agtet, at Borgerne alene forbeholdt sig
den Ære, at forsvare Fædrenelandet, da enhver
Soldat havde faste Eiendømme i Staten, og den


510
hele Krigshær bestod af Folk, som vare opdragne
i Ærens og Dydens Grundregler, saa fulde af
Nidkierhed for Fædrenelandet, at en Anfører kuns
maatte være bekymret for at styre deres ædle Fy¬
righed. Saadan en Krigshær maae man vel ikke
mere vente at kunne opdrage i vore Tider. Jeg
vil derfor ogsaa kuns tale om saadanne Indret¬
ninger, som bestod i de Tider, der lignede vores,
i Tider, da Vellyst og Overdaadighed havde for¬
dærvet Sæderne i de store Stæder, og da de Ro¬
merske Borgere selv gave hele Staten de forarge¬
ligste Exempler af Magelighed, Feighed, og Lige¬
gyldighed for alt det, som Ære og Kierlighed til
Fædrenelandet udkræve.
Det, som i de Tider bevarede endnu en god
Orden i Armeen, var, at den havde sin hele Oe¬
conomie for sig selv. Den laae ikke indqvarteret
i de store Stæder, men havde sine Leire, eller ret¬
tere at sige, sine egne Byer og Districter for sig
selv, paa Grændserne og i Provincerne. Denne
Indretning havde utallige Fordeele. Det unge
Mandskab blev født og opdraget i Armeen, de
saae og hørte fra Barns Been af ikke andet end
hvad der hørte til deres Stand, Opdragelse, Om¬
gang, alting stadtæstede dem i Grundreglerne af
deres Metier. De mange forskiellige Levemaa¬
der, som fandtes i de store Stæder, forvildede
ikke deres Begreber. De saae ikke de Riges Over¬


511
daadighed, det vellystige og magelige Liv, som
man førte ved Hoffet og i Stæderna, og de bleve
derfor ikke heller saa meget fristede til at fornægte
deres egne Grundregler for at antage de andre
Stænders Daarligheder og Forfængeligheder. De
Mægtiges Hovmod og de rige Borgeres Stolthed,
ydmygede ikke en duelig Krigsmand; han omgik¬
kes stedse med Folk, som agtede hinanden ikke
efter nogle ved Hoffet og i Byen antagne Manerer,
men efter deres Tapperhed og Duelighed. Carac¬
teren af en brav Officeer gieldte i alle de Selskaber,
hvor han kom, meer end en artig Hofmand og en
riig Borger. Levemaaden i de store Stæder er
kostbar. De Riges Overdaadighed forhøier Pri¬
sen paa alting; og Ærens Love nøde en Officeer
til at efterligne dem i en Yppighed, som ikke alene
overgaaer hans Formue, men og fordærver ham,
og undertrykker den sande Krigsgeist, som udkræ¬
ver Nøisomhed og Tarvelighed. Dersom man
ikke stedse forhøier hans Sold, ligesom Prisen og
Yppigheden stiger, maae han enten leve foragtet,
eller ødelegge sig selv, eller udsue sine Underha¬
vende. J de Romerske bestandige Leire, eller,
som man bedre kan kalde dem, i deres Krigs¬
Byer, var saadan en Forhøielse i Prisen, saa¬
dan Stigen i Yppigheden ikke at befrygte. Stan¬
dens Grundregler førte det med sig, at Tarve¬
ligheden blev æret i disse Byer paa en Tid, da


512
der var intet foragteligere i Hovedstaden. En
Officeer havde ikke nødig at giøre Bekostninger
over sin Formue for at ansees, og Soldaterne
fandt ikke den Anledning til at fordærves, som er
saa overflødig i de store Stæder. De havde deres
Boliger for dem selv, ikke prægtige eller mage¬
lige, men saa beqvemme, som det var fornødent
til at vedligeholde deres Gundhed og Styrke.
De levede ikke iblant Folk, som foragtede og ud¬
sede dem, som levede af deres Lafter, og nødte
dem til at røve og stiele for at samle igien det, som
de havde forødet i Kroer og Vertshuse. Hver
Soldat kunde i disse Byer have en Familie, en
mægtig bevægende Grund til Orden og Maadelig¬
hed; Hans Børn vare hverken ham selv eller
Staten til Byrde; De lærte hans Haandverk,
og forlangte ikke at komme i nogen anden Stand,
fordi de kiendte ikke meget til de andre. Armeen
vedligeholdt sig selv uden at udtømme de andre
Stænder. Det var hverken fordærvede Borgere
eller trælbaarne Bønder, som bleve lokkede eller
nødte til at gaae ind i en Stand, som de afskyede,
men en fri og munter Slægt, som var opdragen i
Krigens Grundregler, og som elskede deres Stand,
hvormed man recruterede efterhaanden den Ro¬
merske Armee. Alle disse Folk med deres Fami¬
lier vare under en bestandig Opsigt af deres Anfø¬
rere. Det var let at holde dem i Orden, ikke


513
alene, fordi de boede saa nær tilsammen, men og
fordi de saae ingen Exempler af en frækkere Leve¬
maade, og kiendte ikke de Leiligheder til Lasterne,
som gives i de store Stæder. Saa mange for¬
treffelige Virkninger, sagde bemeldte Officeer til¬
sidst, havde denne Indretning, og det er just det
i den Romerske Krigsforfatning, som jeg agter
høiere end alle deres Opfindelser i Tactiken.
Men saadan en Jndretning, svarede man
ham, er vel nu omstunder ikke meere muelig? En
stor Deel af Borgerskabet i de store Stæder skul¬
de tabe deres Næring, dersom man saaledes for¬
lagde Krigsfolket. De store Byer ere befæstede,
og de maae derfor have en anseelig Deel af Ar¬
meen til Besætning.
Jeg overlader, sagde Officeren, til dem,
som have en vidtløftigere Jndsigt i Staskonsten,
at besvare fuldkommen den første af disse Jndven¬
dinger. Saa meget vil jeg kuns sige, at man ikke
maae troe om mig, at jeg har saa blind en Jver
for min Stand, at jeg skulde ønske dens Opkomst,
om det end ikke kunde skee uden alle de andre Stæn¬
ders Ødeleggelse. Jeg veed, at Armeen er me¬
re for at beskytte og forsvare de andre Stænder,
end disse ere for Armeen; og jeg tilstaaer derfor,
at den Deel af Borger= og Bondestanden, som
lever af en for Staten nyttig Vindskibelighed, er
den allerførste Stand, hvis Beste bør tages i Be¬
skrift. 6. Bii


514
tragtning. Men, lagde han til, kan det sam¬
me og siges om dem, som nære sig af blot Høkerie,
om dem, som leve af Almuens Trang, Laster
og Liderlighed? at ikke giøre noget Skaar i saa¬
danne Folks Næring, skulde det være en vigtige¬
re Grundregel end en heel Stands Vedligeholdel¬
se? end at bevare Sundhed, Ordentlighed og
ode Sæder hos den Deel af Folket, paa hvilken
hele Statens Sikkerhed beroer? Lad der være f.
Ex. i en Bye 800 til 1000 Øltappere, jeg
tilstaaer det er mange Familier, og vel flere, end
der burde leve af saadan en Næring; men er den
Tieneste, som de giøre Staten, saa vigtig, at den
kan sættes i Ligning med 8 til 10 tusinde andre
Menneskers Beste, om man, uden at agte engang
den Tieneste, som de giøre Staten, betragtede
alene deres Mængde? Men jeg vil forlade, sagde
han, denne Jndvending, for at besvare den an¬
den, som synes at høre mere til min Metier.
Nogle store Byer ere befæstede. Det var
maaskee af mange Aarsager bedre, at de ikke vare
det; men disse Aarsager bleve for vidtløftige at
undersøge. Jeg sætter, at de endelig maae væ¬
re befæstede; de maae da have en stor Besætning,
og disse Folk maae leve inden for Byens Volde;
De kunne ikke, som Romerne, campere eller ha¬
ve en ganske Bye for sig selv, men de kunne
derfor dog være indqvarterede paa et særdeles Sted


319
i Byen; Man kan bygge dem Baraquer; En
Anstalt, som vel ikke har alle, men dog de fleste
Fordele af den Romerske Forfatning. Det er
fast umueligt, anderledes at indqvartere en Armee
i en stor Bye, uden at fornærme enten Borger¬
skabet eller Krigsfolket. En Soldat skal ikke
have store Beqvemmeligheder, det er vel sandt;
men naar han kommer fra en Post, hvor han har
udstaaet Nattevagt, Fugtighed og Kulde, maae
han dog have et tørt og varmt Tilflugtssted, og
saa megen Beqvemmelighed, som der udkræves
til Legemets nødvendige Forflegning og Hvile.
Man maae ikke legge saadant et Menneske med
vaade Klæder op paa et koldt Loft, og maaskee
under et aabent Tag. Vil man, at Soldaten
skal have Familie, og opføde sunde og friske Børn
til Statens Tieneste, gaaer det endnu mindre an.
Det er ikke Vellyst og Kielenskab alene, men og
en yderlig Elendighed, og Mangel af Nødtørftig¬
hederne, som fordærver Menneskene; i det mind¬
ste anstaaer det nogle forkielede Folk af en fordær¬
vet Middelstand meget ilde, at prædike en Stoisk
Moral for en Soldat, naar han har fordrevet en
haard Vinter-Nat under den aabne Himmel, me¬
dens de andre sov paa deres bløde Fierdyner. En
Soldat, som aldrig finder en tør og varm Stue i
sit Qvarteer, nødes til at søge den uden for i
Kieldere og Kroehuse, eller at drive om paa Ga¬


510
derne; og er det Under, om saadant et Menne¬
ske bliver fordærvet, om han forfalder til Lider¬
lighed, stieler og røver? Der er desværre alt for
liden Patriotisme og Enighed imellem Stænder¬
ne til at vente, om man kunde uden den strenge¬
ste Opsigt forskaffe Soldaten saadan Beqvemme¬
lighed, saa længe han indqvarteres hos Borger¬
skabet. Naar Jndbyggerne i en stor Bye paa
den ene Side ville undgaae denne Strenghed, og
man paa den anden ikke heller vil opofre Solda¬
tens Velfærd, er det beste Middel til at undgaae
begge Yderligheder, at bygge Baraquer. Men
alle disse Grunde vare maasker endnu ikke nok til
at overbevise Folk om Nytten deraf paa de Ste¬
der, hvor saadanne Indretninger ikke allerede va¬
re bekiendte. For en Dansk derimod behøver
man ikke at anføre mange Beviis. Det, som
enhver Jndbygger i Kiøbenhavn seer daglig for
sine Øine i de Anstalter, som ere gjorte for Søe¬
folket, er nok til at lære ham at ansee lige saadan
en Indretning for Armeen, for et af Regieringens
allerpriseligste Foretagender.
Man talte siden om andre af de Romerske
Indretninger, og især om det store Fortrin, som
en Krigshær af indfødte Landets Børn gav dem
fremfor de Carthaginensiske Folk, som leiede
Fremmede. Jngen kan nægte, sagde Officeren,
hvad den skiønsomme Polyde anmerker, at Forde¬


517
lene af saadan en indfødt Armee vare store nok for
at spaae Romerne den Seier, som de indlagde over
et Folk, der var rigere og mægtigere end de. Men
det var alt, lagde han til, en Følge af deres oeco¬
nønske Indretninger ved Armeen, af deres S
der og Tænkemaade. Der ere slette Folk i alle
Lande, og en Samling af saadanne Folk, om de
og vare fødte i Landet selv, giør ingen uovervin¬
delig Armee. En Krigshær af gode Fremmede,
er bedre end en anden, som bestaaer af fordærvede
Landsmænd. Det er hverken af de Bønder, som
opfødes i Trældom, som nødes til Tienesten, ikke
heller af de Borgere, som af Liderlighed og For¬
tvivlelse lade sig hvervel, at man samler ypperlige
Armeer. Gode Soldater maae ligesom gode
Søefolk fra Ungdommen af opdrages og anføres
til Tienesten. De maae elske deres Metier, og
hvorfor skulde de ikke kunne giøre det lige saavel
som Søefolkene? Skibsfarten fører dog nok saa
store Besværligheder med sig, som Krigen paa
Landet. Det er ikke de store og pludselige fore¬
kommende Farligheder, som nedslaae Menneskene;
men langsomme Lidelser, en stedsevarende Nød,
især Foragt, som knækker Modet paa Folk. En
Horger i det gamle Rom, en Soldat i Alexan¬
ers Armee leed til visse Tider nok saa meget Ondt,
som nogen Krigsmand nu omstunder; men det var
kuns i de store Nødvendigheds Tilfælde, saasnart


518
disse vare overstandne, var den, første Omsorg,
at Armeen ikke skulde lide Mangel. De vare
fra Ungdommen af ogvante til Krigen, og Æren,
den store borgerlige Anseelse, som de nød, opholdte
Modet af en Krigsmand midt under de største Li¬
delser. Han havde i sit Fædreneland et Huus, et
Hiem og en kier Familie, som han fegtede for, og
hvor han ventede, naar han engang kom tilbage,
med Seieren, at blive modtagen med en besynder¬
lig Høiagtelse. Da Rigdom og Pragt begyndte
at ansees mere i Rom end Fortienester, torde vel
en Soldat ikke meere maale sig med en velhavende
Borger; men han var dog uendelig mere agtet
end en Træl eller en Lakei. Det er ikke Officerer¬
nes Rang; men hele Standens Anseelse, som
vedligeholder dens Grundregler. Lad en Krigs¬
mand nyde den borgerlige Anseelse, som ham til¬
kommer, og Armeen skal strax faae et stort Tilløb
af de Lediggiængere, som nu tør foragte en Soldat.
Seer man ikke Krigsfanger selv at undløbe for at
komme tilbage igien til de Leire, hvor en Krigs¬
mand kan indlegge Ære? Æren er det første
Middel til at befolke Armeen, og Soldaternes
Giftermaale, hvortil udkræves en ordentlig
Huusholdning og egne Vaaninger, er det andet.
Skulde disse Midler ikke være tilstrækkelige, da
ere der endnu flere. Der fødes, især i de store
Byer, aarlig et anseeligt Tal af ulyksalige Børn,


511
Børn, hvis Forældre nødes af Armod eller Skam
til at forlade dem. Jeg taler her ikke alene om
dem, som ere ulyksalige Frugter af en ulovlig
Kierlighed, men og om saa mange andre, som
Mødrene forlade for at opamme fremmede Børn.
Naturen er efter al Formodning langt fundere og
stærkere i disse Børn end i de fleste andre, som
avles af forkielede Forældre i tvungne og ulige Æg¬
teskaber; Skulle vi for disse utidige Foftere bort¬
kaste de andre? Lad os forsøge at anvende de Pen¬
ge, som sendes ud af Staten for at kiøbe forløbne
og fordærvede Mennesker, paa at opdrage de Børn,
som vi daglig see vansmægte paa Gaderne i deres
betlende Pleiemødres Arme. De overlades til
Staten, den kan uden at indskrænke den faderlige
Myndighed, giøre med dem hvad den vil. Vi
kunne ikke alene giøre dem til gode Krigsfolk, men
og ved Hielp af lette og ikke meget kostbare Jnd¬
retninger opdrage i dem et bedre og dueligere Folk,
end vi ere selv. Vi kunne, ved at vænne dem tid¬
lig til Orden, Arbeide og Nøisomhed, give dem
Romernes og Lacedæmoniernes Geist. Den Art
Opdragelse, som dannede Curier og Fabritier, kø¬
ster meget lidt; den udkræver mere Opsigt end
Bekostning. En Planteskole for nogle Regimen¬
ter skal ikke kunde koste saa meget at vedligeholde,
som en Stiftelse for 8 eller 10 Junkere. Og der¬
som vi ikke vidste andre Veie til at samle saadan en


520
Sum; saa lad de Mødre, som vilde undtaget
fra den naturlige Pligt at opamme selv deres
Børn, lad de Pebersvenne, som have Formue til
at underholde en Familie, lad disse Folk be¬
tale det.
Endnu, sagde Officeren, er en Kilde tilba¬
ge for Krigsstanden; men den Kilde, lagde han
til, maae renses først; det er Bondestanden. Jeg
betragter her kuns dens Forbindelse med Krigs¬
standen. Om og den staaende Krigshær kunde
holdes vedlige paa andre Maader; saa behøver
dog enhver Stat foruden den et anseeligt Tal af
øvede og duelige Folk, som den kan bruge i Nød.
Trælbaarne Folk, uden Eiendomme, uden Følel¬
se af Ære og Frihed, blive aldrig gode Soldater.
Lad Bonden blive fri, lad ham lære tidlig at om¬
gaaes med Gevær, lad ham skyde undernden, i
det mindste Spurrerne, som æde hans Korn, og
vi skulde snart giøre vore Bønder til gode Solda¬
ter, om vinend ikke meere kunde giøre vore Bor¬
gere dertil.


521
No. 305 og 306.
Mandagen, den 19de, og Fredagen,
den 23de Decbr. 1763.
M¬
an misbruger ofte det Ord Opdragelse, snart
er det den udvortes Opførsel, snart
Underviisningen i Sprogene, og Videnska¬
berne; den sande Opdragelse er noget ganske an¬
det. Den er hverken Dansemesternes eller Fran¬
zoisernes Verk. Det Franske Sprog giør lige¬
saa lidt dertil, som det Latinske, og de store Sel¬
skaber ikke meere end de høie Skoler. Man kan
være artig, behagelig, veltalende, vittig, lærd,
og dog være, meget ilde opdragen. Hvorfor?
Fordi man kan være alt dette, og dog være en
unyttig, og dog være en skadelig Lem af Selska¬
bet, en slet Ven, Huusfader, Patriot og Em¬
bedsmand. Den sande Opdragelse maae giøre
os til Mennesker og Borgere. Det bør i det
mindste være Hovedsagen. Velanstændigheden
fortiener kuns at komme i Betragtning, saavidt
Dyden behøver den for ikke at mishage. Men,
dersom Fortienester tabe undertiden ved Mangel
af udvortes Behageligheder, da tabe de endnu
oftere derved, at man sætter større Priis paa det


522
er
Udvortes end man burde. Det er saa let at give
et ungt Meenneske den skiønne Anseelse, som smi¬
grer vor egen Stolthed, i det vi bedrage andre;
og naar han allerede besidder noget deraf, for at
giøre selv Lykke i Verden, hvad skulde da bevæge
ham til at søge denne Lykke ved møisommelige For¬
tienester? At giøre de udvortes Behageligheder
til Hovedsagen i Opdragelsen, det er at begynde
bag fra; det er at ville sætte Form og Skik paa
en Ting førend den endnu er dannet, det er at
giøre Mennesker til billeder og Støtter, at for¬
dærve den hele Tænkemaade ved at vænne unge
Folk til at ansee Bagateller for vigtige Ting, og
vigtige Ting for Bagateller. Det er ikke alene
at forsømme den vigtigste Deel af Opdragelsen,
men og at legge usvervindelige Hindringer i Veien
derfor. En Konst, som gaaer ud paa at lære
unge Folk at tale, førend de tænke; at sige andet
end de meene, at behage uden Dyder, og giøre
sig ærede uden Fortienester, er en af de ulykkelig¬
ste Konster, som den menneskelige Forfængelig¬
hed har opfundet, og ingen Opdragelse er bedre
end saadan een.
Opdragelsen bestaaer ikke i det udvortes Væ¬
sen, den bestaaer ikke heller i Kundskaben alene.
Der ere vel nogle vigtige Grundsandheder, som
tidlig maae indpræntes. Hukommelsen har og i
den Alder en vis Styrke, som maae bruges; Et


523
Barn kan lære meget, det kan begribe meere end
man troer, naar det foredrages paa den rette
Maade; men det var bedre, at det ikke lærte me¬
get, end at det lærte det saaledes, at baade Skiøn¬
somheden og Lysten tog af, ligesom Hukommelsen
tog til. Den største og vigtigste Kundskab kan
dog ikke forhverves førend Opdragelsens Tid er
forbi. Den læres ikke af Bøgerne alene, men
er en Frugt af Erfaring, Eftertanke, Betragt¬
ning og Samtaler. Dertil maae et ungt Men¬
neske tidlig anføres, og heller læse mindre, for at
tænke desmere.
Jeg har sagt saa meget i disse Blade om Op¬
dragelsen, at jeg tør haabe, at det ikke kommer
fornuftige Forældre mere saa fremmed for, om
jeg endnu til Slutning giver dem det Raad, at
bekymre sig mindre om det Udvortes og om Sko¬
levidenskaberne, mindre om det som deres Børn
lære i Almindelighed af Franzøiserne og Skoleme¬
sterne, for at henvende deres hele Agtsomhed paa
noget som er uendelig vigtigere, hvad er det?
Det er at forskaffe Villien en vis Færdighed
til at lade sig bøie under Fornuftens Herre-
dømme. Med et ungt Menneske, som tidlig har
forhvervet sig den Egenskab, kan man siden giøre
alt hvad man vil. Da et heelt Liv derimod ikke
er nok til at oprette siden, hvad der i de første
Aar er forsømt.


924
Villiens Bøielighed er Hovedsagen af Opdra¬
gelsen. Et Menneske, som ikke er Herre nok af sine
Fantasier og Begierligheder, for at kunne over
tale sig selv til at giøre hvad Fornuften og Plig¬
terne kræve af ham til enhver Tid, kan hverken
være meget lyksalig selv, eller Verden til stor
Nytte. Han maae enten af Ladhed og for at fyl¬
destgiøre sine Passioner, forsømme mange vigtige
Ting, eller og giøre dem med stor Ulpn. Ved
det første taber det Almindelige. Ved det sidste
lider han selv. De som have nogen vigtig Rolle
at spille i Verden, maae i de fleste Tilfælde be¬
stemme sig selv, og hvorledes ville vi vente at de
skulle opofre deres Magelighed og Vellyst for at
opfylde møisommelige Pligter, dersom de ikke ere
vante til at overvinde sig selv?
Det allervigtigste i Opdragelsen er derfor, at
skaffe Sindet denne Bøielighed. Sielen har
ligesaavel som Legemet i de unge Aar en besynder¬
lig Beqvemhed til at modtage alle Slags Jndtryk.
De Bøielser, som for en gammel og stiv Ryg ere
umuelige, blive ganske lette for dem, som fra
Barns Been af vænnes til at gaae paa Liiner og
at voltigere. Den samme Beskaffenhed har det
med Sielen. Forskiellen er kuns, at vi mere
sielden forsøge det, fordi vi i alle Henseender be¬
kymre os mere om Legemet. At plante og pode
Træer, og at tilride Heste, ere store og vidtløf¬


525
tige Konster, paa hvilke nogle Mennesker anvende
deres hele Levetid, medens vi tvivle, om Opdra¬
gelsen er en Videnskab, og om der udkræves lige¬
saa megen Konst til at danne et Menneske.
Man troer vel i Almindelighed, at Villiens
Bøielighed er en vigtig Deel af Opdragelsen. Men
man veed sielden hvori den rette Bøielighed be¬
staaer, og feiler derfor ofte i Midlernes Valg.
Jkke enhver Bøielighed er en Dyd. Der er en
vis Blødhed og Svaghed i Sindet, som giør, at
det viger for den ringeste Modstand, for enhver
Trudsel eller Tillokkelse. Denne Bøielighed er
en Last, en af Ungdommens Hovedfeil, og vi maae
derfor vogte os vel for ikke at formeere den ved
Opdragelsen. En Bøielighed, som udvirkes ved
Smigren eller Frygt alene, er en qvindagtig eller
slavisk Egenskab, hvorved Fornuften og Plig¬
terne vinde saa lidet, at et ungt Menneske bliver
derved meget mere uskikket til at handle efter sin
egen Overbeviisning, og til at følge fornuftige
Grundregler. Det lærer at opofre dem alle enten
for at øve sig i den Konst at behage, som det lærte
af en Franzvise, eller for ikke at see oftere et suurt
Ansigt af en vred Skolemester. En Art af Egen¬
sindighed, som følger visse Grundregler, er bedre
end saadan en Bøielighed, som berøver Sielen
sin naturlige Styrke, og giør den uskikket til alle
kiække og mandige Foretagender. Et ungt Men¬


526
neske, hvis bløde Sind er i Ungdommen endnu
mere blødgjort, enten ved smigrende Tillokkelser,
eller skræksomme Trudseler, er, naar han siden
kommer ud i Verden, som et Skib med udspændte
Seil, der har tabt baade Anker og Roer. Det
omdrives af hver Vind, og Seilene tiene kuns
til at befordre dets Undergang. Saa gaaer det
og med et Sind, som er vant til at bøie sig efter
alle udvortes Jndtryk. Det falder for den første
Tillokkelse, og skrækkes af den mindste Frygt.
Jndsigten hielper lidet, fordi man i Opdragelsen,
ikke blev vant til at følge den. Man handlede
stedse som andre vilde, og aldrig saaledes, som
man selv tænkte.
Sielen maae lære at bestemme sig selv efter
sine egne Begreb. Villien maae vænnes til at
lade sig bøie af Fornuften, ved Hielp af en ind¬
vortes og frivillig Drift, uden at regieres altid
af laante og fremmede Jndskydelser. Men, hvor¬
ledes, vil man sige, er det mueligt, at forskaffe
et Barn denne Færdighed? Fornuften kan jo i
den Alder ikke være oplyst nok, for at regiere sig
selv? Et fuldkomment Herskab over sig selv og i
alle Tilfælde er det vel ikke mueligt at give Børn
ved Fornuftsgrunde alene; Men hvilket Menne¬
ske har vel nogen Tid havt saadant et Herskab over
sig selv? Alle menneskelige Fuldkommenheder ere
indskrænkede. Men, fordi vi ikke strax kunde


327
opnaae den høieste Grad, skulle vi derfor aldrig
begynde? Et Barn kan ikke begribe mange Ting,
det er sandt, men her handles ikke om det Høie og
Dybe i Videnskaberne; her handles kun om almin¬
delige Pligter. Om Pligter, som den sunde For¬
nuft let indseer, naar de kuns fremsættes paa en
beqvem Maade, naar Forstanden ikke allerede er
indtaget af Fordomme, og forblindet af herskende
Tilbøieligheder. Disse Fordomme og Tilbøielig¬
heder maae have mindre Magt over Børn end
over andre Folk, eller og de Gamle maae selv
være Skyld deri. Et Barn har liden Jndsigt,
men det har derfor og mindre Pligter. Dette
burde man især betænke, og heller lade sig nøie
med en mindre Grad af Dyd, som kom af Over¬
beviisning, og af en frivillig Lydighed. Lad os
dog betænke hvad det er, vi giøre, naar vi ved
Tvang eller Tillokkelser, med Riis og Dukketøi
ville have Børn til at antage en vis Alvorlighed,
Stadighed, og høi Grad af Agtsomhed, som over¬
gaaer deres Alder; Lad os betænke, siger jeg,
hvad det er, vi foretage os. Vi ville ved barn¬
agtige Grunde giøre dem for Tiden til Mænd.
Vi see paa den udvortes Handling alene, som er
det ringeste, og for at faae dem til at giøre denne,
formere vi den barnagtige Frygt og Begierlighed,
det er: for at faae dem til at ligne udvortes
Mænd, giøre vi dem endnu mere til Børn, end


528
de ere, og Udfaldet deraf er, som jeg tilforn har
viist, at de, naar de skulde være Mænd, regie¬
res de endnu af barnagtige Grunde, af Vellyst
eller Frygt.
Lad os dog i Opdragelsen bekymre os mindre
om de udvortes Handlinger, og mere om Grund¬
reglerne. Lad os kræve mindre Fuldkommenhed
af et Barn, for at kunne bygge den, som vi
kræve, paa en fornuftigere Grund. En mindre
Alvorlighed, en ringere Grad af Agtsomhed. En
Slutning, hvori der er den mindste Guist af
Fornuft, som Barnet udleder selv af Grunde,
som det kiender, og den mindste gode Handling,
som det vælger selv af Overbeviisning, er en langt
større og vigtigere Fuldkommenhed hos et Barn,
end al den udvortes Adstadighed, som det anta¬
ger af Frygt, alle de viise Sprog, som legges
det i Munden, og alle de mandige Handlinger,
som det tvinges eller lokkes til.
For at give Villien en fornuftig Bøielighed,
og skaffe Sielen det Herskab øver sig selv, som er
Hovedsagen af Opdragelsen, maae vores Hoved¬
regel være, at ikke, uden yderste Nød, bruge
andre bevægende Grunde, end de, som tages af
Handlingernes naturlige onde eller gode Følger,
og som virke umiddelber paa Forstanden. Den
maae vi søge at oplyse, og vogte os vel for at
bruge enten Begierligheden eller Frygten, saale¬


949
des, at vi derved forøge disse Passioner. Det
er kuns at forebygge et Onde ved et andet som er
værre. Et Barn, som ikke allerede er fordær¬
vet ved onde Vaner, kan bringes vidt ved fornuf¬
tige Forestillinger, som ere lempede efter dets Be¬
greb. De vigtige Sandheder, de som have me¬
gen Jndflydelse paa Sæderne, og om andre bør
man endnu ikke bekymre sig saa meget, ere klare.
Ungdommen har endnu ikke den Tillid til sin egen
Jndsigt og den Paastaaenhed, som er en Virk¬
ning af en lang Fordærvelse i Tænkemaaden og
som forblinder Menneskene mere end Vankundig¬
heden. De fleste Passioner ere endnu ikke farli¬
ge, og Fornuften har altsaa i denne Alder kuns
to Fiender at overvinde. Det er Venyst og
Træghed. Den første Fiende blev ikke saa far¬
lig som den i Almindelighed er, dersom vi ikke for¬
stærkede den selv: For at give et Barn maadelige
Begierligheder, behøve vi ikke at indskrænke dem
med voldsomme Midler. Vi kunne forekomme
dem ved at vænne unge Folk tidlig til Nøisomhed,
og ikke lære dem at kiende de Ting, som formere
Begierlighederne, førend Sindet er bleven stærke
nok til at modstaae deres Tillokkelser, og førend
det er vant til at kunne undvære dem. Men det¬
te er en af vore største Feil. Vi lade os forlede
enten af Kielenskab eller af Forfængelighed, til at
giøre unge Mennesker tidlig bekiendt med alle disse
rift 6 Bit


130
Ting, som glimre i Øinene, fornøie Jndbild¬
ningen, og kildre Smagen og Følelsen, og naar
vi med alt dette Dukketøi har adspre det deres Tan¬
ker, forvildet deres Begreb, og forøget den sand¬
selige Empfindtlighed, vilde vi til visse Tider, og
naar det falder os selv ind, med Magt bringe
dem tilbage igien til en Adstadighed og Alvorlig¬
hed, som enten overgaaer deres Kræfter, eller
som vi maaskee kunde uden Tvang have bragt dem
til, dersom vi ikke selv først havde forvildet dem.
Nogle Forældre vilde endog forsvare denne Om¬
gang. Man maae tidlig, heder det, lade Børn
see, smage og nyde Alting, det rører dem siden
saa meget desmindre. En stor Deel af Fornøi¬
elser, tilstaaer jeg gierne, ophører ved Vanen;
men denne giør noget som endnu er værre, den
forvandler overflødige Ting til Fornødenheder, den
giør det til en Natur at begiere saa meget, den
formerer vores Trang, vore Lidelser, vore Be¬
kymringer, vore Fristelser, uden at forøge vor
Lyksalighed. Et forkielet Barn finder vel ikke
mere den Fornøielse ved alt hvad han nyder, som
et andet, der aldrig havde seet det før; men det
første Barn græder, bliver misfornøiet, og troer
at det er ulykkeligt, saasnart det mister noget der¬
af. Det giør det andet ikke. Et forkielet Barn
er altsaa dobbelt ulykkeligt. Det har mindre For¬
nøielse af det, som det nyder, og lider mere ved at


331
miste det. Man kan altid vænne sig til det, som
fornøier Sandserne; men det staaer ikke altid i
vores Magt at vænne os derfra. Jo tidligere vi
ere vante dertil, desmere lide vi selv, naar vi un¬
dertiden nødes til at undvære det. Desmindre
ere vi i Stand til at overvinde os selv, naar Fornuf¬
ten kræver nogen Opofrelse. Lad os derfor, af
hvad Stand og Formue vi end ere, vogte vore
unge Folk for alt det, som kan forøge de naturlige
Begierligheder, og formere den sandselige Emp¬
findtlighed. Lad os, siger jeg, i dette Stykke
sætte Kielenskab, Forfængelighed og Stolthed til¬
side. Lad os anvende mindre Omsorg og Be¬
kostning paa at klæde, spise og fornøie vore Børn,
paa at giøre dem til smukke Billeder og Figurer i
de Selskaber, hvor vi begaae selv alle de Daarlig¬
heder, som vi laste siden i dem. Lad os giøre det¬
te, og det skal være os let at regiere dem. Deres
Tanker skal være mindre adspredte, naar vi ville
undervise dem, og Villien mere bøielig. Det
skal ikke koste dem megen Umage, at handle efter
de faa Grunde, som de kiende, fordi der er intet
som afholder dem derfra. Med denne Lydighed
maae vi være fornøiede, og ikke forlange at de
skulle være Mænd for Tiden. Naar de først ha¬
ve forhvervet sig en Færdighed i at handle efter
visse gode Grunde, naar de have lært at undvære
de Ting, som Menneskene saa heftig attraae, som


932
adsprede Tankerne, opirre Begierlighederne og
nedtrykke Forstanden, da er det først Tid at væn¬
ne dem langsom og efterhaanden til at seed disse
Ting, førend vi sende dem ind i Verden, at ikke
en alt for hastig Forandrmg skal fordærve dem.
Deri forsee vi os og meget ofte. Vi sætte unge
Folk med eet af en stor Tvang i en yderlig Frihed.
Det er Aarsagen, hvorfor saa mange fordærves ved
Akademierne og paa Reiserne. Og kunde man
vel vente andet, naar et Menneske, som er vant
til at regieres alene af Myndighed eller Frygt, som
sielden vovede at tænke selv, endnu mere sielden
fik Tilladelse at handle efter sin Jndsigt, som i Al¬
ting blev bestemt af fremmede Jndskydelser, kan
man vente andet, siger jeg, naar saadant et Men¬
neske med eet forlader baade Forældre og Skoleme¬
stere, for at regiere sig selv?
Træghed er den anden Fiende af Fornuften.
Den er vanskeligere at overvinde. Naar Be¬
gierlighederne og de sandselige Empfindtligheder
end ikke hindre Forstanden i sine Virkninger, er
der dog i Naturen selv en Modbydelighed for det
Arbeide, som Pligterne udkræve. For at forar¬
beide vore egne Fuldkommenheder, og tiene an¬
dre, maae vi opofre undertiden endog de natur¬
lige og anftændige Fornøielser. Vi maae være
Herrer af os selv, ikke alene for at undvære Pragt,
Vellyst, Beqvemmelighed, tilligemed de Begier¬


755
ligheder, som vi have givet os selv; vi maae og
kunde overvinde de andre, som ere naturlige, vi
maae kunde taale Hunger, Kulde, Arbeide,
Smerte, Aarvaagenhed. Endog de menneske¬
lige Følelser selv, Kierlighed, Venskab, Nid¬
kierhed maae være under Fornuftens Herredøm¬
me. Men hvorledes lærer man unge Folk alt
dette? Man tilstaaer mig dog, at alle Videnska¬
ber, alle Sprog, alle Legemets Øvelser, hielper
ellers meget lidt, og at vinde den ringeste Grad
af dette Herskab over sig selv, giør et Menneske
mere beqvem til store Handlinger, end det hele
Latinske eller Franske Sprog, og alt hvad man i
Almindelighed lærer af en Skolemester og en Fran¬
zoise. Dette nægter vel ingen. Man frygter
kuns, at det er umueligt at lære unge Folk saadant.
Men er da den hele græske og romerske Historie
en Fabel. Er det Løgn alt hvad som fortælles
om Lycurgus, Aristides, Leonidas, Fabricius,
Decius, Regulus, Horatius, Cocles, og hun¬
drede saadanne Mænd? Vi forlange dog ikke nær
saa meget af vore unge Folk. Vi ville ikke, at de
for at handthæve Lovene, og tiene Staten, skulde
gaae selv i Landflygtighed; stikke deres Hænder
i en gloende Jid, styrte sig ned i Afgrunden,
kaste sig midt iblant Fienden, og giøre andre
saadanne forskrækkelige Handlinger, vi ville kuns
at de skulle være stærke nok for at ikke sætte Ret¬


954
færdighed tilside for Yndest eller Had, for af
ikke overtræde Lovene af Venskab eller Medliden¬
hed, for at ikke forsømme vore vigtige Forretnin¬
ger af Magelighed, og taale undertiden de almin¬
delige Uleiligheder, som Krigen og Søen fører
med sig. Dersom dette var saa umueligt, hvor¬
ledes kunde da noget af alt det, som man fortæl¬
ler os om Grækerne og Romerne, være sandt? og
hvortil nytter det da, at vi plage vor Ungdom for
at lære de Sprog, i hvilke der fortælles os saa
urimelige Ting.
Det er desværre, jeg tilstaaer det, i vores
Alder meget vanskeligere, at forskaffe unge Men¬
nesker en meget ringe Grad af disse Dyder, end
at lære dem deres Sprog, og uendelig vanskelige¬
re end det var for Grækerne og Romerne selv, at
giøre alle de store Ting, som deres Skribentere
fortælle. Det er her ikke Sted at opregne disse
Vanskeligheder. Den største iblant dem alle er
den, at Opdragelsen er ligesaa forsømt i vore Ti¬
der, som den var agtet da, og at den almindeli¬
ge Fordærvelse er stor nok, for at nedbryde hastig i
vore Selskaber alt hvad vi kunne opbygge i nogle
faa Huse. Men dersom ingen vil begynde før¬
end alle begynde, og enhver bie indtil hele Ver¬
den bliver forandret, bliver der aldrig noget af.
Vi har gjort saa mange ulykkelige Forsøg, hvoraf
Hensigterne vare mindre vigtige. Lad os engang


969
ziøre noget i Opdragelsen. Det er maaskee af
Mangel paa saadanne Forsøg, at de andre ikke
har været lykkeligere; thi Udfaldet af de beste An¬
Slagtkommer dog tilsidst an paa de Folk som skulle
udføre dem, og uden gode Mennesker hielpe alle
Rigdommer os intet. Lad os forsøge det, siger
jeg, saa mange gamle Nationers Erfaringer ere
for os, og om de alle slaae feil, tabe vi ikke me¬
get derved. Vi kunne ikke blive meget meere for¬
dærvede end vi ere.
Grundreglerne ere disse. Vi maae søge at
undertrykke og formindske saa meget, som vi kun¬
ne, alle sandselige Empfindtligheder, og give baa¬
de Legemerne og Sielene Styrke. Vor Træghed
er en Virkning af Svaghed og Vellyst. En
nøisom Siel i et stærkt Legeme eliker Arbeide og
Virksomhed. En vellystig Siel derimod, som
boer i en empfindtlig og forkielet Krop, kan ikke,
om den end vilde. For at skaffe Sielene og
Legemerne den rette Styrke igien, er det ikke
nok at vi vogte os for at give unge Foli saadanne
Begierligheder, som de ikke have af Naturen. Vi
maae ogsaa stræbe at forebygge dem, til hvilken
en svag Natur kunde forlede dem. Vi maae
ved en fornuftigere Omgang fra Fødselen af hær¬
de deres Legemer saaledes, at de kunne lade sig
nøie med de allernødvendigste Ting, at de kunne
endog taale Mangel og Smerte. Ved at for¬


530
skaffe Legemet denne Styrke, give vi Sielen til¬
lige en stor Magt, og det beroer paa os siden at
henvende denne Magt hvortil vi ville. Men for
alting ingen voldsomme Midler, ingen hastige og
pludselige Forandringer. Hvad, der er forseet,
eller hvad der maaskee i vore Tider er amueligt i
den physiske Opdragelse, det maae vi søge at op¬
rette ved den moralske. Denne giver os mange
Midlex i Hænderne, til at skaffe Fornuften en
Overvægt over Begierlighederne. Hvad vi ere
svagere end de Gamle i naturlige Kræfter og i
visse borgerlige Indretninger, det er vi stærkere
end de, ved Hielp af Religionen og Videnskaber¬
ne, naar vi kuns ikke misbruge den første til at
foragte de naturlige Midler, og forlade os saale¬
des paa Videnskaberne, at vi forsømme de dagli¬
ge Øvelser, og den Anvendelse deraf i Samtale
og Omgang, uden hvilken den almindelige Kund¬
skab lidet nytter.
I de gamle philosophiske Skoler kunne vi
lære den ypperlige Methode at oplyse Sindet ved
lette Samtaler, og at bøie Villien og undertvin¬
ge Begierlighederne ved daglige Øvelser. Jeg
har i disse Blade givet nogle Exempler af Under¬
viisningen, og vil nu til Slutning tale noget om
Øvelsen. De pythagoriske og stoiske Skoler
overgik deri de andre, af dem udgik ogsaa de stør¬
ste Mænd. Man beviste da ikke alene Nytten af


93!
Maadelighed og Afhold, men øvede og Menne¬
skene deri. Pythagoras tillod ikke sine Distiple i
deres Prøve=Aar at spise Kiød eller drikke Viin.
Deres Maaltider bestode af Urter, Brød og Vand,
de maatte ikke bære bløde og varme Klæder. Den
eneste sandselige Fornøielse, som man tillod dem,
var Musiken, og denne blev afvexlet med strenge
Legemets Øvelser, hvilke udgiorde det som de Gam¬
le kaldte Gymnastik. Heri vare alle de gamle Lov¬
givere og Philosopher paa en besynderlig Maade
overeenstemmende. Musiken og Gymnastiken vare
de to vigtigste Gienstande af den første Opdragelse.
Plato vilde ikke, at man skulde giøre meget andet i
de første Aar. Legemet maae have Tid til at samle
en vis Styrke, førend Sielens Kræfter anspændes.
Men de Gamles Gymnastik var og noget ganske
andet, end de Menuetter som vore Børn lære at
trippe, saasnart de kunne gaae. Den var en Sam¬
ling af alle de Øvelser, som tiene til at giøre Lige¬
met stærkt, bøieligt og beqvemt til alle Slags Be¬
vægelskr og Vendinger. En Konst som er ganske
uddød iblant os. Musiken blev brugt til at opmun¬
tre Sindet, og dæmpe de vilde Tilbøieligheder; og
naar Legemet, Sandserne, Jndbildningskraften,
med saa Ord, det Dyriske i Mennesket var saale¬
des tilberedt, bleve unge Folk sendte til Philoso¬
phernes Skoler, hvor Forstanden blev dannet med
fornuftige Samtaler, og hvor de lærte at kiende


750
Grundene af de Pligter, som ved de foregaaende
Øvelser vare gjørt dem lette.
Vi maae ikke troe, at det var Hittebørn, Bet¬
lere, og Tiggerunger alene, som bleve saaledes
opdragede, for at giøre deraf engang nogle forhær¬
dede og følesløse Mennesker, som man kunde op¬
ofre i Krigen eller paa Søen. Nei, det var Adels¬
mænd og Prindser, som bleve Raadsherrer, An¬
førere, Lovgivere, Keisere, Mynstre ikke alene
af Tapperhed men og af Fromhed og Menneske¬
lighed. Lad os høre noget af det, som Mare
Aurel fortæller om sin egen Opdragelse, og vi
skulle maaskee lære engang af denne store Mands
Exempel hvad Opdragelse er.
Af min Moder, siger han, har jeg lært
Gudsfygt og Gavmildhed, at vogte mig ikke
alene for at giøre men og for at tænke det Onde,
at lade mig nøie med ringe og maadelig Spise,
og at føre en ganske anden Levemaade, end rige
Folk pleie at giøre. Af min Hofmester har
jeg lært at taale Arbeide, og at være fornøiet
med meget lidt; at legge selv Haanden paa Ver¬
ket, at ikke blande mig i fremmede Ting, og
i let høre Angivelser. Af Diognetus, at
ikke spilde Tiden paa unyttige Ting, eller være
overtroisk, at heller sove paa en tynd Matelas
end bløde Senge, og andre saadanne Græske
Øvelser. Af Rusticus, at taale Jrettesæt¬


9 59
telser og Modsigelser, at være villig til at for¬
lade den, som havde gjort mig noget imod, at
høre og læse med Agtsomhed. Af ApoUiius,
at være Herre af mig selv, at ikke være ustadig,
men handle efter visse og sikre Grundregler, at
ikke foretage det mindste uden Grund, at være
altid den samme i Smerter, i Modgang og i
Sygdomme, og jeg har seet i ham, som i et le¬
vende Exempel, hvorledes man kan undervise
og regiere andre uden at være nogen Tid fortre¬
delig eller kuurvurren. Af Sexius, at kunne
være baade venlig og alvorlig uden Affectation.
Af Alexander, at ikke fortørnes over de Feil,
som andre kunne begaae i deres Tale og Opførsel,
og at see mere paa Tingen selv, end paa Maa¬
den, hvorpaa den forebringes. Af Fronto,
hvor megen Misundelse, List og Forstillelse
der følger med Tyrannie, og hvor lidt ædelt
der ofte findes hos dem, som kaldes Ædle. Af
Alerander, at høre selv alle, og ikke let under
Paaskud af Forretninger at vise nogen fra mig.
Af min Fader har jeg lært Sagtmodighed og
Bestandighed, at foragte en forfængelig Ære,
at arbeide med Lyst og Bestandighed, gierne høre
alle dem, som have noget at sige til det almin¬
delige Beste, at elske mine Venner, og ikke for¬
lange mange Opvartninger af dem; at over¬
legge Alting, og ikke lade mig bedrage af et


540
falsk Skin, at veere varsom og forsigtig uden
Frygt og Sinds Urolighed, at foragte Hyklerie;
at bruge den nærværende Rigdom og Overflø¬
dighed uden Stolthed, og saaledes at jeg ikke
savnede det, om jeg engang mistede noget deraf;
at hverken bekymre mig meget om den udvortes
Vurlighed, ikke heller ganske forsømme den; at
føre saadan en Diæt, at jeg ei behøver meget
Lægerne; at ære de Viise uden at foragte andre;
at ikke agte saa meget, hvad der giør mig selv
Ære, som hvad der er nyttigt for det Almin¬
delige; at ikke bekymre mig meget om Spise,
Klæder, mine Opvarteres Mængde og Anseelse."
Efter at have opregnet alt dette, og beviidnet sin
Erkiendtlighed mod sine Forældre og Lærere, tak¬
ker han tilsidst Gud, fordi han bevarede ham i
hans Ungdom fra Anledning til Forførelse, og
fordi han har lært, at en stor Herre kan føre et
maadeligt og tarveligt Liv, uden derfor at tabe
noget af den Anseelse, som behøves til at vedlige¬
holde hans Myndighed.
Jngen har bedre beskrevet de Gamles Op¬
dragelse. Jngen har bedre bevust, hvor store
Ting den udrettede, end Antonin. Saadanne
Caracterer ere ikke Virkninger af en blind Hæn¬
delse. De voxe ikke op af Jorden som Svampe:
J den første Christne Kirke agtede man og disse
Øvelser, som tiente til at undertvinge Tilbøielig¬


541
hederne og til at give Sielen Styrke til at efterleve
Christendommens høiere Grundregler. Da Kir¬
ken var plantet, ventede man ikke meere paa umid¬
delbare Gaver og Jndskydelser, som behøvedes
for at udcuste de første Redskaber til Christendom¬
mens Udbredelse. Man troede endnu mindre, at
en Religion, som prædikede i saa høi en Grad af
Troe, Hengivenhed og Menneskekierlighed, var
noget, som kunde læres af en Bog, og som
var færdigt, saasnart man kunde besvare visse
Spørgsmaal. Uden tidlige og daglige Øvelser i
Nøisomhed, Afhold og Selvfornægtelse troede
man ikke, at et Menneske kunde komme vidt i
den Christelige Fuldkommenhed. Vi veed hvor
meget disse Øvelser siden ere blevne misbrugte af
Munke-Ordenerne, men vi vide og, at nogle af
disse Ordener har just ved saadanne Øvelser dan¬
net store Mænd baade til Kirkens og Statens
Tieneste. Vi fornøie os med at fortælle saa mange
latterlige Ting om andres overdrevne Jver, men
kiende vi og nok til vor egen Feighed og Lunken¬
hedk. Hvad ville vi, siger den berømte Hr.
Saurin, svare en Romersk Catholsk, som til¬
talede en Protestant saaledes: Det skeer af Over¬
troe, siger J, at jeg i 6 hele Uger holder mig
fra at spise Kiød for at ihukomme min Forløseres
Lidelse og Død; og J, J overgiver Eder i
denne Tid, af en Reformations Geist, til Fyl¬


542
derie og Drukkenskab? Det skeer af Overtroe,
siger J, at jeg i den Tid lever eensom, faster,
afholder mig, og spæger mit Legeme. Og J,
Jhenbringer, af en Reformations Geist, en¬
deel af denne Tid i Selskaber, ved Spillebor¬
dene, og paa Skueplasen." Denne viise
Protestantiske Lærer havde ikke, som en anden
Skribent af hans Kirke, der har skrevet en Histo¬
rie af Jesuiter-Ordenen, fortalt det som noget daar¬
ligt og lastværdigt. At denne Orden vænner
deres unge Folk til at taale saadanne Ting,
som ere uvehagelige for Sandserne og Naturen
imod, at de øve dem i at dæmpe og undertrykke
endog uskyldige Begierligheder, f. Ex. naar
de sidde ved Bordet, og have en besynderlig
Lyst til en vis Slags Mad, tager man den bort,
og giver dem noget andet, som de ikke gierne
ville spise. Naar de fornøie sig meget over
en smuk Klædning, lader man dem iføre en anden,
som er slettere, o. s. v."
De som kiende noget til den menneskelige
Natur og til Indretningerne af Sparta og Rom,
og som har lært af de Græske og Romerske For¬
fattere andet end Gloser, begribe let, at saadanne
Øvelser ere vigtigere end alt, hvad der i Almin¬
delighed læres i Skolerne. Det er ved dem, at
Sielen vænnes til at undertrykke Begierlighederne
og til at opnaae det Herskab øver sig selv, som


345
giør den bøielig til Religionens og Dydens Tie¬
neste. Man kan anstille mange saadanne Øvel¬
ser med unge Folk uden Tvang, og uden enten
at straffe eller bedrøve dem. Man maae kuns
ikke kræve alt for meget paa engang, og ved Grunde
og Opmuntringer bringe dem til at giøre saadanne
Førsøg; Jeg har selv seet et Exempel af et Barn,
som man overtalede tii at giøre engang hver Dag
noget, som han ikke havde Lyst til, og til et lade
igien noget, som han gierne vilde giøre. Den
Berømmelse, som man gav ham, den Forun¬
dring, som man viiste ved at see ham giøre noget,
som man holdt for at være over hans Evne, og
Lyst til at ikke ansees mere for et Barn, var nok
til at bevæge ham, snart til at sætte en Kage bort,
for at gaae hen at bestille noget, som han i nogle
Dage ikke havde havt Lyst til, snart til at blive
hiemme, for at skrive et Brev, naar han aller¬
helst ville gaae ud at spadsere. Han blev suart
saa vant dertil, at han erindrede det af sig selv at
giøre hver Dag saadan en Gierning, hvor med
han meente at kunne bevise, at han enten allerede
var eller snart blev fuldkommen nok til at regiere
sig selv. Paa denne Maade bør og alle saadanne
Øvelser anstilles. Ved Tvang alene dæmpes
ikke Begierlighederne, de opirres kuns, og un¬
dertrykkes til en Tid for siden at bryde des hefti¬
gere ud. Det var just Hovedfeilen af den Romer¬


344
ske Kirke; Det som kuns var Hielpemidler og
Raad, giør den til Bud og Befalinger af lige¬
Myndighed med de guddommelige Love. Men
er det vel roesværdigere, om man ganske foragter
saadanne Raad, af hvilke dog Apostlerne selv og
deres Disciple have anpriset nogle?
Den Platoniske Philosoph Plotin fik af Kei¬
ser Gallien en Bye i Jtalien, hvor det blev ham
tilladt at giøre et Forsøg af de Platoniske Love.
Men dette Forsøg lykkedes ikke, fordi denne nye
Colonie blev besat med Folk, som ikke vare op¬
dragne efter de Socratiske og Platoniske Grund¬
regler. Saa vist er det, at de fuldkomneste
Love nytte intet uden Sæder, og at alle Forbe¬
dringer i Staterne udrette lidet, dersom man ikke
tillige begynder med at forbedre Opdragelsen. Vi
ere endelig komne saa vidt at vi tænke derpaa, at
vi tale og skrive derom, men hvor mange Forsøg
have vi, af hvilke vi kunne slutte noget med Vis¬
hed om Mueligheden af saadan en Forbedring?
Disse Forsøg ere og vanskeligere end man troer.
Forældrene skulde selv giøre det beste dertu, og
disse mangle snart Formue, snart Jndsigt, snart
Lyst eller Leilighed dertil. Fremmede kunne, om
de ville, ikke vove mange Ting. De almindelige
Fordomme, vores Kielenskab, Stolthed og For¬
fængelighed tillod det ikke. Hvad der opbygges
undertiden i Husene og den private Underviis¬


349
ning, det nedbrydes strax igien i Selskaberne.
Og at bringe unge Mennesker tidlig til at figurere
der, det er Hovedsagen af den nærværende Opdra¬
gelse. Theorien af saa vigtig en Videnskab er
saa nye, og den modsiger de herskende Fordomme
alt for meget til at vente, at man skulde giøre
mange Forsøg i den store Verden eller i de offent¬
lige Skoler. Ville vi have nye Erfaringer i den¬
ne Videnskab, da maae vi i Hospitalerne anlegge
Verksteder for Opdragelsen, ligesom vi der have
anlagt dem for Lægekonsten. Disse arme Børn,
som opvoxe paa Gaderne, og som Forældrene ka¬
ste fra sig, kunde bruges til saadanne Forsøg. Den
sande Opdragelse, som er en Skole af Arbeidsom¬
hed, Nøisomhed og Afhold, koster ikke mange Pen¬
Den udkræver vel, det er sandt, megen Vi¬
denskab og Taalmodighed af dem, som skal besty¬
re dem; men der fandtes maaskee nogle Philoso¬
pher, som af Kierlighed til det menneskelige Kiøn
og af Lyst til at prøve deres Grundsætninger, lode
sig overtale til at giøre saadanne Forsøg. Psam¬
meticus lod nogle Børn indslutte, for at vide, hvil¬
ket Sprog der var det ældste. Her handles om
Forsøg, som ere langt vigtigere. Lad nogle for¬
ulykkes, Tabet skulde ikke være stort. Disse arme
Børn vandt dog noget. Jeg vil ikke sige, at
man skulde giøre dem alle til store Genier, til
Vedundere i Lærdom eller Galanterie. Det var
ft. 6. Bind. Mm


546
hverken gavnligt for Staten eller Hensigten af saa¬
danne Forsøg. Men det troer jeg vist, at man
af disse vilde Skud af en fordærvet Stamme kun¬
de opelske en Slægt, som var bedre end den som
nu lever: arbeidsomme, tapre, nøisomme og re¬
delige Mennesker; Folk, med et Ord, som for¬
tiente Borgerskab i Sparta og Rom.
No. 307. og 308.
Mandagen, den 26de, og Fredagen, den
30de Decbr. 1763.
J¬
eg bliver ved mit Forsæt, at slutte disse Blade
med Aarets Udgang, og dette er altsaa den
sidste Gang, at jeg har den Ære at underholde
Publicum, som patriotisk Tilskuer. Naar jeg
betænker den Bevaagenhed, hvormed den Deel af
Publicum, hvis Yndest jeg agter meest, har beæ¬
ret mig, og det, som er mig endnu kierere end
al personlig Bevaagenhed, den Frihed, som jeg
har nydt, til at tale som jeg tænkte, maae jeg til¬
staae, at jeg ender dette Arbeide med langt mere
Fornøielse, end jeg havde ventet mig, da jeg først
lagde Haanden derpaa. Min Pligt mod det Al¬


94
mindelige byder mig at giøre denne Bekiendele,
for at opmuntre andre, som kunde have større Ga¬
ver og mere Lykke, til at fuldføre det, som jeg
kuns har begyndt. Med gode Hensigter og
nogen Bestandighed overvinder man tilsidst alle
Hindringer. Og har man end ikke den Lykke, at
udrette alt hvad man ønskede, giør man dog
Veien lettere for andre. Det er altid en stor
Trøst for dem, som tænke vel, og som ikke søge
alene deres egen Ære.
Dersom jeg fyldte dette Blad med en vidt¬
løftig Taksigelse til Publicum, skulde man maa¬
skee troe, at jeg sagde alt dette, meere for at rose
mig selv, end for at takke mine Velyndere. Jeg
vil derfor heller giøre noget, som baade er mindre
mistænkeligt og mere nyttigt. Jeg vil til Slutning
aflegge et kort Regnskab for det Tilskuer=Embede,
som jeg i tre Aar har forrettet. Jeg vil under¬
rette Læserne paa eengang om Hoved=Hensigterne
af mit Foretagende, og give dem et Udtog af min
Plan, hvorved det skal blive dem let at forbin¬
de tilsammen de Sandheder, som ere udstrøede i
et Verk, hvis Natur ikke tillod at følge en vis
Orden, hvilken jeg, for at vedligeholde Læsernes
Agtsomhed, ofte har maattet afbryde, og skiemtet
undertiden, for at være des vissere paa at blive
læst, naar jeg talede om alvorlige Ting.


940
Den Plan, som jeg udgav ved Skriftets
Begyndelse, beviser, at det ikke var min Hoved¬
hensigt at tale om nogle Feil mod Velanstændig¬
heden, om det Ligegyldige i Smagen og Sæder¬
ne, at skiemte, fornøie, og give Læserne to Gan¬
ge om Ugen noget i Haanden, hvormed de kunde
fordrive Tiden. Dette, troer jeg, er bleven sagt
tydelig nok i det første Blad, og dersom jeg end
havde sagt det endnu tydeligere, eller og strax alt
for kiendelig sat det i Verk, vare de følgende maa¬
skee ikke blevne læste. Nogle lastede den Plan,
som den, der ikke skikkede sig for saadant et Verk.
Andre meente, at jeg ikke nøie nok fulgte den.
Alvorlige Afhandlinger, sagde de første, Betragt¬
ninger over Religionen og de menneskelige og bor¬
gerlige Pligter skikke sig ikke for Ugeskrifter. Jeg
svarede: Hvem har givet den Lov? er det tilladt
at fornøie sine Medborgere to Gange om Ugen,
hvorfor ikke at opbygge dem? Det er ikke vanske¬
ligt at overtale Folk til at giennemlæse en stor Bog,
som er fuld af Skiemt og Spøg, og man behøver
derfor ikke heller at uddele saadanne Bøger Arke¬
viis. Af alvorlige Skrifter derimod er to halve
Arks Læsning om Ugen alt, hvad man tør forlan¬
ge af de fleste Læsere. En Præst maae kuns tale
en Time. Alvorlige Afhandlinger skikke sig alt¬
saa meget vel for Ugeblade; det kommer kuns an
paa, at Forfatterens Plan tillader saadanne Be¬


349
tragtninger. Min Plan tillod det ikke alene, den
udkrævede det endog. Jeg havde foresat mig, ikke
at fortælle, hvad der snakkes paa en Spadsere¬
gang eller ved et Theebord, men at tale om
saadanne Ting, som skikkede sig for Selskabet af
de fire ærværdige Patrioter, hvis Caracter jeg be¬
skrev i det andet og tredie Blad. Men hvorfor,
sagde de andre, forlade J undertiden Eders Plan,
for at skiemte? Det skeer, svarede jeg, for at
blive læst, og jeg mener at have naaet denne Hen¬
sigt, uden endda at forlade min Plan. Læserne
kunne nu selv dømme derom. Jeg vil forelegge
dem et Udtog af Tilskueren, og overlade til dem
at skiønne, baade hvorvidt jeg har opfyldt mit Løf¬
te, og hvor mange iblant dem der havde Taal¬
modighed nok til at høre mig, om jeg uden skiemt¬
somme Afvexlinger havde i tre Aar faret fort i saa
alvorlig en Tone.
Min Hensigt, sagde jeg i det første Blad,
var at udbrede Sandheder, som kunde forbedre
Tænkemaaden, Smagen og Sæderne, oplyse
Menneskene om deres sande Fordele, og giøre dem
nidkiere til at opfylde Pligterne i alle Stænder.
For at udføre denne Plan, haver jeg betragtet
Mennesket snart for sig selv, snart i Hensigt til
Staten, som Menneske og Borger i Almindelig¬
hed, og som Borger i en vis Stand. Min Hen¬
sigt var fornemmelig rettet paa de borgerlige For¬


550
bindelser. Lovene af det patriotiske Selskab ud¬
krævede det. Men jeg maatte have glemt den
vigtigste Grund af disse Love, dersom jeg havde
forbigaaet den store Sandhed, at man, for at være
en god Børger, maae være en god Mand, og
at de beste Love gavne lidet uden Sæder.
Denne Sandhed er Grunden til de fleste Betragt¬
ninger, den er Nøglen til det hele Skrift. Jeg
frygtede saa meget for, at ikke giøre den klar nok,
at jeg maaskee har talt alt for øfte derom. Men
jeg ansaae dens Forglemmelse for vore Tiders Hø¬
vedfeil, og jeg troede, at det var baade Lovgiver¬
nes og Lærernes fornemste Pligt at skaffe Verden,
først gode Mennesker, for ved Lovene siden at
giøre dem til gode Borgere.
Jeg betragtede Mennesket saaledes, som det
kommer til Verden, og fandt, at det var et me¬
get ubestemt Kreatur, begavet med Formuer til
at udvikle sig paa utallige Maader. At det er ikke
saa meget Naturen og Fødselen, som Opdragel¬
sen, Lovene og de Omstændigheder, i hvilke For¬
synet sætter Mennesket, som bestemmer dets Lyk¬
salighed og Skiebne (No. 4, 17.) Jeg igien¬
nemgik Hovedforandringerne af Livet, og under¬
søgte Virkningerne af Natur og Konst, af Viden¬
skab og Eenfoldighed, af Rigdom og Fattigdom,
af Overflødighed og Nøisomhed. Jeg overveiede
de bevægende Grunde til vore fri Handlinger,


991
hvorledes Dyd, Ære, Egennytte og Frygt re¬
giere Menneskene (25, 44, 155.) Midt i
den største Forskiellighed af Tider, Steder og
Indretninger, fandt jeg Lighed nok imellem Ho¬
vedeScenerne af Livet, for at kunne slutte fra
det Forbigangne til det Tilkommende, fra det
Gamle til det Nye. Alle slebne Nationers Hi¬
storie lader sig dele i tre Perioder, den naturlige
Uskyldigheds Stand, den, i hvilken Selskaber¬
ne voxe ved Konster, og den, i hvilken de igien
aftage 435, 30, 257, 258). Dyden
har altid gjort Menneskene store og lyksalige (25,
44, 94, 2807; men hverken Dyd eller Lyksa¬
lighed var et Verk af Menneskets Flid alene
(270). Det er Forsynet, som bestemmer Fol¬
kenes og Rigernes Skiebne (284); men det be¬
lønner altid den gode Brug af de Kræfter, som
det har givet Menneskene, og det straffer de for¬
dærvede Folk, enten for at forbedre dem selv,
eller for at styre det Onde i Verden (255,
284). Ved at igiennemgaae de adskillige
Scener af Livet, var det naturligt, at jeg fæste¬
de min Agtsomhed især paa dem, som røre os
meest (131, 132, 179). Jeg betragtede
den nærværende Tilstand af Verden. Fodspo¬
rene af den første Uskyldighed og Eenfoldighed
vare meget rare 1158, 295); Men der var
og mindre af den gamle Overtroe, Vildskab og


952
Grumhed. Religionens, Ærens og Hande¬
lens Grundregler have i nogle Henseende merke¬
lig forbedret Verden, især den Deel deraf, som
kaldes Christenheden (11, 12, 31, 277,
278). Men det er ikke saa meget Christen¬
dom og Fornuft, som det er Meninger og Va¬
ner, der underholde disse Grundregler 1179,
277. Herskende Fordomme og Passioner
have undertrykt baade Fornuften og Religio¬
nen. Rigdom, Pragt, Stolthed, Forfænge¬
lighed har fordærvet Sæderne (25). Baade
Sielene og Legemerne have tabt deres Styrke
12777. Vi glide langsom og uformerkt ned
i den Fordærvelses Afgrund, som opslugte saa
mange prægtige Stater i den gamle Verden
(251, 255), og vi have ikke Mod nok til
at gaae tilbage igien (277, 228) Slaviske
Efterfølgere af de Gamle i deres Pedanterier
og Misbruge, tænke vi sielden paa at efterlig¬
ne dem i det, som giorde dem til store og agt¬
bare Folk (268, 296). J det jeg undersøg¬
te de almindelige menneskelige Svagheder, og
opdagede Tidernes Feil, troede jeg, at jeg
ikke burde smigre for det Folk, for hvilket jeg
skrev. Alle Europæiske Folk have noget, af
den almindelige Fordærvelse; men enhver Na¬
tion har dog sine egne besynderlige Svagheder.
Vore Hovedfeil ere Stolhed, Magelighed og


775
Fordomme for det Gamle og Antagne (1727.
Med en daarlig Affectation af andre Folkes
Sæder, og med en skadelig Tilbøielighed til en
fremmed Pragt, forene vi ofte en stolt Foragt
for det, som er priseligt i deres Sæder og
Indretninger (5, 7, 178, 190, 199,
2827. Vi ere sielden fornøiede med vore Vil¬
kaar, og give Skiebnen og Luften Skyld for
det, som er en Virkning af vor egen Træghed
(293). Vore Siele synes at have for liden
og vore Legemer for megen Empfindtlighed
(208, 209). Men disse ere ikke Naturens
Feil. De ere os ikke mere medfødte end andre
Folk (208). Vi kunde overvinde dem, og
de almindelige Midler dertil ere: Opdragel¬
sen, Videnskaberne, Rengionen og Lovene.
Opdragelsen er altid, men især i vore Ti¬
der, en af de største Pligter, som paaligger Re¬
gentere, Forældre og Lærere. Dette har jeg ofte
erindret, fordi det er derfra, at vi skulle begynde
alle vigtige Forbedringer. Alle Stater have Man¬
gel paa Mennesker; men de trænge endnu mere
til gode Mennesker. Det er ikke nok at undersøge
Aarsagerne til Folkemængdens Aftagelse, og op¬
muntre Folk til Ægteskaber 185). Uden en
Forbedring i Opdragelsen og Sæderne er Folkenes
Formerelse hverken muelig eller nyttig (83, 66).
Jeg har ikke skaanet de herskende Fen, som for¬


994
dærve begge Kiøn (85, 92, 118, 127). Den første
Opdragelse beroer meest paa Fruentimret. Det
er ogsaa dette Kiøn, som giver Tonen i Selska¬
berne, der, hvor unge Folk faae den anden Op¬
dragelse f26, 27, 31, 927. Jeg har viist i
adskillige Blade, hvor meget dette elskværdige
Kiøns Forfængelighed fordærver Verden, og hvor
meget dets Dyder kunde forbedre den (27, 31,
37, 08, 185, 1807. Jeg har forestult i be¬
drøvelige Exempler de ulyksaligste Følger, som en
slet Opdragelse har for dem selv, og jeg har viist
paa de samme Steder, hvorledes de kunde giøre
deres Døttre lykkeligere (198, 217, 218, 220,
221, 223), til værdige Prydelser for Selska¬
bet 1198). Jeg har viist, hvor stor Ære og
Høiagtelse en god Moder fortiener, og at hendes
Forretning er en af de vigtigste, hvortil Forsynet
kan kalde et Menneske (65, 148, 149, 2391.
Det vigtigste i Opdragelsen kommer an paa For¬
ældrene selv, og jeg har sagt, hvad de kunne
giøre baade til at befordre og til at hindre den
152, 96, 144, 149, 1917. Det er saa langt
fra, at de Rige og Formuende bør unddrage sig
ganske fra disse Byrder, at de tvertimod have
større Pligter end andre. Disse Pligter ere end¬
og Grunden til deres Fortrin (57. Der er en
physisk og en moralsk Opdragelse, en privat og
en offentlig. Jeg har talet noget om dem alle


775
152, 305). Den physiske Opdragelses Hen¬
sigt er, at giøre Legemet til et beqvemt Redskab
for Sielen (2877; Den Moralskes, at danne
Forstanden og Hiertet (288). Jeg har ikke
alene givet Regler for Underviisningen (272,
273, 303), men og oplyst dem med Exempler
af adskillige Samtaler (41, 151, 152, 168,
169, 170, 201, 248, 305). Jeg har viist,
at Hovedsagen af den moralske Opdragelse, af
Hiertets og Sædernes Dannelse, er, at formind¬
ske de sandselige Empfindiligheder, og give Sielen
et fornuftigt Herskab over Tilbøielighederne (25,
51, 191, 279, 291, 290, 299). Dette
Herskab kan gaae meget vidt (286), og det er
deri fornemmelig, at Opdragelsen bestaaer. Men
just denne Opdragelse har de største Vanskelighe¬
der. Forældrenes Uvidenhed og Forfængelighed,
en daarlig Lyst til at bringe deres Børn tidlig frem,
og den fordærvede Tænkemaade, som er antagen
i Stæderne, ere de fornemmeste Aarsager dertil
279). Denne Tænkemaade er saa fordærvet,
at gode Forældre selv maae fortvivle om Muelig¬
heden af at kunne opdrage deres egne Børn i de
rette Grundregler (279, 305). Om Under¬
viisningen i Christendommen har jeg handlet i nogle
besynderlige Afhandlinger, og de fleste Betragt¬
ninger øver Religionen kunne bruges dertil. Den


950
offentlige Underviisning angaaer fornemmelig Vi¬
denskaberne.
Om disse, nemlig Videnskaberne, har jeg
talt mere end nogle maaskee troede, at det skikkede
sig for et Verk, som ikke var skrevet for lærde
Folk alene. Men er det ikke fra Videnskaberne
at vi skulle vente de første Forbedringer i Tænke¬
maaden, Smagen og Sæderne? Jeg veed vel,
at den beste Opdragelse maae giøres i Husene;
men det er dog Skolerne og Akademierne, som
skulle danne disse Huuslærere; Det er dem, som
skulle udbrede Kundskaben, og befordre Under¬
viisningen ved beqvemme Lærebøger og Methoder.
Man klager i alle Lande, at de ikke giøre det, og
mon vore Indretninger skulle være fuldkomnere
(193, 219)? Jeg mener, foruden de almin¬
delige Feil at have merket nogle besynderlige hos
os, og jeg overlod til upartiske Læsere, at døm¬
me, om jeg har havt Ret (32, 56, 110, 1917;
Men de maae dømme mig efter mine Hensigter.
Disse gik ikke videre end til de Videnskaber, som
giøre os til Mennesker, Borgere og Christne.
Jeg havde ikke foresat mig at dadle alle Fen, og
at advare mod alle hderligheder. Mit Øie var
kuus fæstet paa dem, som vare meest farlige for
os 1937. Vor Hovedfeil var lige saa lidt, at
giøre for meget af Modersmaalet, af det Sindrige,
Høie, Skiønne og Rørende, som at fordybe sig


77
i Undersøgninger af Sædelæren, Lovkyndigheden
og Statskonsten, saaledes, at det Græske og
Romerske Sprog, at Metaphysiken, Geometrien,
den gamle Historie og andre Videnskaber skulde
forsømmes derover. Jeg agter alle Videnskaber,
men jeg agter dem efter deres Nytte, og deres
største Nytte er, at giøre os til Mennesker, Christne
og Borgere (170). Et Sprog er mig, som
Sprog, ikke kierere end et andet 17, 8, 97. De
ere alle kuns Midler til at udbrede Kundskaben
(89, 159, 1637. Modersmaalet har i denne
Betragtning Fortrinet, og vi efterligne Græ¬
kerne og Romerne mere, naar vi dyrke det, end
naar vi fordærve deres Sprog (75, 119, 2417.
Det Danske har været forsømt, ingen nægter
det, og det første, som udkræves til Kundska¬
bens Udbredelse, er dog et dyrket Sprog. Jeg
har viist nogle af Modersmaalets Mangler og
Aarsagerne dertil 18, 10, 15, 42, 113). Jeg
har ønsket en større Jver i dets Dyrkelse, og jeg
har uden Tvivl sagt tidt nok, at det ikke var for
den Æres Skyld, at have et Sprog for sig selv,
og for at kunne sige noget Skiønt og Glimrende
deri. Min Hensigt gik ud paa noget, som var
langt vigtigere: at forbedre den almindelige Tæn¬
Lmaade, at bekiendtgiøre det Nyttige af Viden¬
skaberne, at foredrage Religionens Sandheder
paa en overbevisende og rørende Maade, at belønne


990
Heltene ved værdige Lovtaler, at forbedre Skue¬
pladsen 131, 123, 303), at give vore Lands¬
mænd en ædlere Empfindtlighed, at lære dem at
agte det Sindrige og det Rørende mere end det
Velsmagende og det Prægtige, og endelig at give
vore ulærde Medborgere og Fruentimmeret nogle
Bøger i Hænderne, som kunde opbygge i det de
fornøiede dem (80, 90, 93, 249, 260, 271).
Det var alsaa for Tingenes, for Tankernes, for
Sandhedernes Skyld, at jeg ønskede Sproget,
mere dyrket. Jeg agtede Tingene langt mere end
Ordene, og Videnskaberne mere end Sproget.
Men jeg troede tillige, at det, som man kalder
Ting, Videnskaber, Philosophie, Lærdom, Grun¬
dighed, ikke fortiente altid saa prægtige Navne
(14, 24, 81, 103, 207). Jeg vilde, at
man skulde dyrke enhver Videnskab i Forhold til
dens Nytte (200), ikke forsømme vigtige Ting,
for at fordybe sig i Bagateller, og lade det Nyt¬
tige af Naturlæren, Mathematiken, Sædelæren,
Lovkyndigheden, Stats- og Huusholdningskon¬
sten, Veltalenheden, og det Opbyggeligste af Hi¬
storien ligge (61, 82, 161), for at anvende
Tiden alene paa nogle Øvelser i Disputeerkonsten,
paa en almindelig Theorie af de Philosophiske Vi¬
denskaber, paa nogle smaa Undersøgninger i d¬
lærde Sprog og den gamle Historie (24, 38,
62, 191, 241, 240, 283). Hovedhensig¬


79
ten af de høie Skoler er dog, at danne Lærere og
Embedsmænd (110, 1217. J Henseende til
Ungdommens Underviisning mangler det os baade
paa Lærebøger (161, 194), Methode (193,
135, 230, 272, 303) og Anstalter (2677.
Jeg har sagt noget om dem alle. Der burde være
almindelige Skoler (235, 230), Skoler for
visse Stænder (83, 116, 267); Og alle disse
Indretninger underkastes et Collegium, som besty¬
rede Opdragelsen og Underviisningen til alle Stæn¬
ders og hele Statens Nytte (26715 For at
have gode Embedsmænd, maae man agte og be¬
lønne Videnskaberne (223, 240, 276), og
unge Folk bør ikke alene undervises i Skolerne;
de vør og have Lemighes til at øve dem (207
uden Frihed, Ære og Æmulation kan Viden¬
skabernes Rige ikke udbredes (1217. Alle Stu¬
derende bør derfor agtes (178). Man bør døm¬
me lærde Arbeider uden personlig Anseelse (145),
og troe, at intet er saa skadeligt for Videnskaber¬
nes Republik, som Myndigheds Fordomme og
Monopoler 145, 59, 60, 110).
Religionen har jeg overalt betragtet som
det største Middel til at oplyse, forbedre og lyksa¬
liggiøre Menneskene; men det er Jesu Religion,
saaledes som den læres af ham selv og hans Di¬
sciple. J den alene finde vi en sand og fuldstæn¬
dig Theorie af Gud, Mennesket og Verden, en


500
reen og kraftig Sædelære, og Grunden til den sande
Statskonst. Jesu Læremaade er ligesaa ypperlig og
ligesaa uforbederlig som hans Lærdomme. Jngen
Skole-Methode, ingen Kirke-Bekiendelse maae sæt¬
tes i Ligning dermed (77, 294). Det høieste i
Grækernes Viisdom, den Socratiske Philosophie
selv, fortiener kuns at prises, saa vidt den ligner
Jesu Lære (2717. J mine Afhandlinger om
Religionen har jeg fornemmelig foresat mig tre
Hensigter: at overbevise Fornuften om dens Sand¬
hed og Ypperlighed, at forbedre ved dens Hielp
Opdragelsen og Underviisningen, og endelig at
vise, hvor vigtig den er for Staten, hvor lyksa¬
lig den giør Menneskene her i Tiden, i det den
befordrer deres evige Beste (2527. De fleste
Religionsspottere fortiene ikke andre Jgiendrivel¬
ser, end at man beviser dem Umueligheden af
deres egne Grundsætninger. Det er Skiødes-
løshed og et fordærvet Sindelav, som forblinder
dem (173). Men redelige Folk kunde og tvivle,
og enhver Fornuftig har Ret til at kræve Beviis.
Jeg har undersøgt den Lærdom om Udødelighed,
om Straf og Belønning efter Livet (17, 40,
55, 115, 120, 129, 138), om Aarsagen til
det Onde (126, 106), om Forsynet 149, 238,
og Forsoniugen (128), om Bønnen og den ud¬
vortes Gudstieneste (1, 19, 33, 97). Jeg har
prøvet dem efter Fornuftens Grundsætninger;


501
men de vigtigste Beviser ere tagne af Skriftens
egen Betragtning, af dens Lærdoms Fortreffelig¬
hed i Sammenligning med alt, hvad Fornuften,
overladt til sig selv, har lært om Gud og Men¬
nesket (72, 73, 74, 143, 207), af Christ
Persons Fuldkommenhed, og hans ulignelige
Menneskekierlighed (202), hans ypperlige Lære¬
maade (231), og hans fortreffelige Sædelære
198, 174, 230), og den Viisdom, hvormed
han lærer at undgaae alle Fornuftens Yderlighe¬
der (270). Naar jeg har talt om Ungdommens
Underviisning, har Jesu egen Læremaade været
det Mønster, som jeg har fulgt baade i at bestem¬
me de almindelige Regler (272, 273), og i at
oplyse dem ved Exempler (168, 169). Re¬
ligionens Jndflydelse paa Staten har jeg be¬
tragtet fra adskillige Sider. Mine Hoved=Hen¬
sigter udkrævede det. Det er Religionen, som
renser Hiertet, som forbedrer Sæderne, som sty¬
rer og veileder Forstanden i de vigtigste Undersøg¬
ninger; det er den, som skal opfylde Mangelen
af de menneskelige bevægende Grunde (25, 174,
252) udrette det, som Lovene ikke kunne, og regiere
dem, som ere over Lovene (2527. Det er den,
som giver Menneskene Kræfter og Villie til at
opfylde gode Forsætter, og kroner vise og redelige
Hensigter med et lykkeligt Udfald (284). Jeg
par betragtet den guddommelige Regiering som


502
det fuldkomneste Mønster for den menneskelige
(189), og viist, med hvor stor Nytte Skriftens
Historie kan bruges til at dømme ret om den verds¬
lige. J det den beskriver os det merkværdigste
Folks Historie, bekiendgiør den tillige de Love,
efter hvilke Gud har dømt alle Folk i Verden
(35, 30, 255). Overalt findes indstrøede ad¬
skillige Betragtninger, som kunde opvække An¬
dagt og Følelse af Religionen (18, 42, 84, 85,
64, 67, 91, 111, 130, 136, 203, 297
Lovene formaae lidet uden Sæderne. Det
er min store Grund; men Sæderne beroe og me¬
get paa Lovene. Lovene kunne baade forbedre
og fordærve Sæderne, de ere begge saa nøie for¬
bundne, at det er ondt at sige, hvorfra man skal
begynde (267, 277, 278). Denne Forbin¬
delse har været Gienstanden af mange Afhandlin¬
ger. Jeg har undersøgt det Spørgsmaal, hvor¬
ledes et fordærvet Folkes Sæder kunde forbedres
11547. Jeg har forklaret nogle af Lovenes al¬
mindelige Grunde (25, 155, 165, 179), jeg
har advaret mod skadelige Fordomme i denne saa
vigtige Videnskab (177), de fornemmeste komme.
deraf, at man bygger mere paa Meninger end paa
Grunde, og snart sætter den historiske Kundskab
tilside, for at overgive sig til abstracte og enside¬
de Betragtninger (300). Jeg har talet om Lo¬
venes indbyrdes Forbindelse, og beviist, hvor


103
umueligt det er, at giøre nogen vigtig Forbedring
i en Deel uden at forvedre dem alle (2807. Jeg
har handlet om den Forsigtighed, som udkræves
baade i Undersøgningerne og i Udøvelsen, naar der
behøves Haftighed, og naar Bestandighed (280,
281, 300). Jeg har forklaret, hvad det er for
en Korthed og Tydelighed i Lovene, som fortiener
at prises (1777. Jeg har talet om Straffer og
Belønninger, og beviist den store Grundregel,
at faa Love og smaa Straffer, som vel holdes,
ere bedre end mange Love og store Straffer (257.
Frihed og Eiendoms Ret ere de to Hovedgrunde
til de borgerlige Love. Denne store Grundregel
har jeg paa akskillige Steder oplyst, og jeg har
ikke glemt at vise, hvor meget baade Lovenes Gi¬
velse og deres Holdelse beroer paa Betienternes
Jndsigt og Sæder (22, 25). Endog de ringe¬
ste have ofte en meget vigtig Jndflydelse (276,
2827. Foruden de almindelige Betragtninger
af Lovene har jeg og undersøgt Grundreglerne af
de adskillige Stænder.
Enighed imellem Stænderne er en natur¬
lig Følge af fornuftige Betragtninger af deres
sande Fordele og Grundregler (2997. Men
Fordomme og Egennytte forblinde ofte Fornuften
saaledes, at den end og misbruges til at sønderrive
dette Baand (2, 3, 213, 215, 299). Jeg
har søgt at opvække patriotiske Følelser i alle Stæn¬


504
der, og ønsket, at en almindelig Jver i at befor¬
dre det almindeligste Beste maatte stifte den fuld¬
komneste Fortrolighed imellem Regieringen og Fol¬
ket, (20, 22, 48, 108, 124) mellem
Adel og Borgere (23), Herremænd og Bønder
113, 69, 70), geistlige og verdslige Betientere
(180, 182, 252), den ervile Stand og Krigs¬
standen (89, 304). Al Ulighed i Meninger, al
Strid i Henseende til udvortes Fordele, er vel ikke
ganske at forebygge. Det var maaskee ikke heller
goot. Men maatte dog Religionen, det store
Baand, som forener alle fornuftige Skadninger
under den Allerhøiestes Regiering, ikke misbru¬
ges til at forstyrre den borgerlige Enighed (294).
Maatte den i det mindste lære os det, hvorfor den
fornemmelig er givet, at elske hinanden uden
Personers Anseelse, som Mennesker og Medbor¬
gere 188, 162, 237). Denne borgerlige Enig¬
hed har jeg søgt at befordre ved at betragte baade
enhver Stands Grundregler og deres indbyrdes
Forhold.
Adelens Fortrin ere grundede paa en Ulig¬
hed, som ikke kan ophøre i nogen Regierings¬
form, allermindst i Monarkier, uden at under¬
trykke Vinoskibeligheden, og indføre enten Anar¬
kie eller Despotisme (213, 214, 215). Mid¬
delstandens egne sande Fordele tillade ikke, at
alle i Fleng kunde giøre sig Haab om de høieste


505
Værdigheder (215). Det Fortrin, som nogle
saa nyde fremfor andre, er ikke grundet i Fami¬
liernes Ælde, men i deres Formue, og især i den
Brug, som de giøre deraf til at opdrage deres
Børn og tiene Staten, (5, 141). En Adels¬
mand har et Fortrin til Embeder fremfor sine
Medborgere; men disse have og Ret til at kræve
af ham besynderlig Fortieneste og en stor patrio¬
tisk Jver (234, 216). Det er Opdragelsen,
og ikke Fødselen, som forædler Menneskene (291,
295). Underriisningen bør indrettes efter Op¬
dragelsens Hensigt (29, 116, 2007. Staten
bør ved Stamgods og andre Privilegier forsikre
disse Familier om en anstændig Underholdning;
men de bør bruge Jndkomsterne deraf til Statens
Tieneste, og en retskaffen Adelsmand maae agte
Ære høiere end Penge (141, 215). Han er
den første til at opofre sig for Fædrenelandet, naar
det behøves (234), men han troer tillige, at det
er ikke nok at have Mod. En Adelsmand maae
besidde Videnskaber (214), han maae ære persom¬
lige Fortienester i alle Stænder (216). Der¬
ved alene bliver han værdig til sine Fortrin, der¬
ved overvinder han sine Medborgeres Misundelse
(57. Jntet borgerligt Selskab kan bestaae uden
nogen Ulighed. Der maae være Forskiel i Vær¬
digheder, i Formue, i Rettigheder; men alle bør
have Frihed og Eiendoms=Ret (214). En


506
Herremands Vasal bør ved Lovene være ligesaa
sikker som Herremanden selv. Man maae i det
mindste bestemme hans Afgifter.
Geistligheden skal ikke regiere; men den
dør nyde en vis borgerlig Anseelse, især i Mo¬
narkier. Religionens, Statens og Videnskaber¬
nes Beste udkræver det. J en Stat, hvor der
ere saa mange Grader af Værdigheder, taber Re¬
ligionen sin Agtelse, dersom dens Lærere ere alt
før dybt fornedrede. De bør i de Christelige
Stater være det samme, som Cenforerne i Rom
(146), og det er dem, som kunne giøre det meste
til Videnskabernes Udbredelse (6 1, 224). Men
det er Geistlighedens egen Tænkemaade og For¬
hold, som skal give dem den beste Ære. Deres
Myndighed bør være grundet paa Overbeviisning
og ikke paa Tvang (294). Christendommens
sande Grundregler tillode dem ikke at være trætte¬
kiere. De maae ikke forelske sig i Konstord og
Methoder (56, 77), men beflitte sig paa et ty¬
deligt og behageligt Foredrag, og for Alting forbin¬
de vel den Lærdom om Troe og gode Gierninger.
Det bør være deres Hensigt, at giøre deres Me¬
nighed til gøde Mennesker og Borgere, uden
hvilket de ei kunde være gode Christne. De maae
troe, at Gud dyrkes ikke ved lade Bønner og
ængstelige Bestræbelser, men ved sande Dyder,
og giøre Christendommen og de Evangeliske Sand¬


501
heder behagelige, ikke ved en falsk Trøst, ved Mis¬
brug af den Lærdom om Troen og Retfærdiggiø¬
relsen, men ved en mild og en venlig Omgiengelse,
og ved at foredrage den Christelige Sædelære paa
en Maade, som beviser Sandheden af Christi Ord,
naar han siger: mit Aag er gavnligt og min Byr¬
de er let (18, 39, 2747.
Borgerstanden er, saa længe den bevarer
sine sande Grundregler, Statens rette Styrke, og
det Baand, som forener de andre Stænder. Jeg
forstaaer ved Borgere de Folk i Stænderne, som
leve af en for Staten nyttig Vindskibelighed, af
Videnskaberne, Konsterne, Handelen og Heand¬
verkerne 1163, 283). Disse ere alle værdige
Lemmer af Staten, som ikke maae sættes i Lig¬
ning med Høkere og Aagerkarle, med Folk, som
leve af forbuden Handel (78), af deres Medbor¬
geres Fattigdom, Daarligheder og Laster (163,
164, 188, 263, 303.) De rette Borgere
ere i fornuftige Patrioters Øine langt agtbarere,
end nogle Overløbere og adelige Borgere, som
udgiøre en fordærvet Middelstand. Jeg har
ikke skaanet disse Folks Forfængelighed, fordi
jeg ansaae den for en af vore Hovedfeil, for Aar¬
sagen til Videnskabernes og Vindskibelighedens
Foragt (23, 116), til de fleste borgerlige
Pligters og Embeders Forsømmelse (240), til
en daarlig, kielen og letsindig Opdragelse, som


508
svækker Grundreglerne af alle nyttige Stænder
(215, 279), til en ødeleggende Pragt og Stolt¬
ved (205, 282), en almindelig Fattigdom og
Ustadighed i alle vore Foretagender (58). Disse
Skikkelige Folk, som de kalde sig, have et Sprog
for dem selv, som udtrykker den forfængelige Leve¬
maade, hvori de ligne fordærvede Adelsmænd
179, 134, 176, 195). Caracteren af en vær¬
dig Borger er forestillet i Kiøbmandens Person,
og jeg troer at den er agtbar nok for at vise, hvad
Ære Standen kan vente sig ved at følge dens sande
Grundregler (3, 58). Sund Fornuft, Ven¬
lighed, Orden, Bestandighed, Kierlighed til
Fædrenelandet, Høiagtelse for Videnskaber og
Fortienester, megen Kundskab om Statens sande
Fordele, og Foragt for forfængelig Ære, ere
Egenskaber, som caracterisere store Handelmænd,
og som giøre dem mere Ære end Titler og Ordener.
Foruden de almindelige Grundregler af Standen,
har jeg og handlet om nogle besynderlige Indret¬
ninger til Handelens og Vindskibelighedens Op¬
komst, om Handelskoler (83, 116), om Reiser
158), om den offentlige Credit (22), om Mo¬
nopoler 1165), om Hospitaler (53), om Aager
og Rente (262), om de store (244) og smaa
Kiøbstæder (227).
Bondestanden er vigtig i alle Lande, men
allermeest i dem, hvis Styrke beroer fornemmelig


509
paa Agerdyrkningen (213, 214, 215). Den
er ikke alene en nyttig, men kunde og være en
lyksalig Stand (13, 95). En god Bonde er
en agtbar Mand i det menneskelige Selskab,
jeg har beviist det med virkelige Exempler (69,
70, 109, 139, 197, 224, 241, 2747.
Men for at have saadanne Bønder, maae man
forunde dem de almindelige menneskelige og bor¬
gerlige Rettigheder, som ere Frihed og Eiendom¬
me (234, 301). Fornuftige Herremænd ind¬
see vel, hvor nøie deres eget Beste er forenet
med Bondens Velfærd (27. Men det er dog
for meget, at lade saa mange Menneskers Velfærd
beroe paa deres Medborgeres Jndsigter 13017.
Lovene maae i det mindste bestemme Afgifterne
127. Det er ikke nok, at skaffe Bonden Sikker¬
hed; man bør og oplyse og opmuntre ham. Naar
han ikke er alt for stor Slave, har han baade sund
Fornuft nok til at begribe mange vigtige Sandhe¬
der, og Menneskelighed nok for at føle Æren
(259). Jeg har viist Nytten og Fornødenhe¬
den af adskillige Skrifter til Bondestandens Op¬
lysning (250, 256), jeg har talet om Bønder¬
skoler (267), om Anstalter til at opmuntre,
befordre og belønne Agerdyrkningen 1275), og
overalt søgt at opvække saadanne Tanker, som
kunde giøre Bonden selv lyksalig og fornøiet i sin
Stand, og bevæge og overtale alle hans Medbor¬


stiske Tilsk,
970
gere til at vise ham den Agtelse og Kierlighed, som
ham tilkommer.
Saaledes har jeg midt i alle Afvexlinger
fulgt en vis Plan, som stemmede overeens med
de patriotiske Hensigter, der bevægede mig til at
optræde paa Skuepladsen. For at opnaae disse
Hensigter, maatte jeg for alting stræbe at vedlige¬
holde mine Læseres Agtsomhed. Jeg maatte søge
ikke alene at overbevise, men og at overtale. Det
er Grunden til min Methode. For at vedlige¬
holde Agtsomheden, har jeg beflittet mig paa Afvex¬
linger, og indklædt Sandhederne paa mange Maa¬
der. Samtaler, Fortællelser og Brevvexlinger
syntes mig at være de beqvemmeste til at giøre
Kundskaben baade tydelig og levende. Jeg har
brugt Beviser overalt, hvor jeg troede, at de be¬
høvedes, men jeg har søgt at indrette dem saale¬
des, at enhver Læser af en sund og øvet Forstand
kunde føle deres Styrke. Jeg har i nogle vigtige
Afhandlinger vildet endog været saa tydelig, at
Børn skulde forstaae mig. Dersom dette er at
være grundig, troer jeg, at jeg har været det.
Thi min Dristighed gik ikke saa vidt, at jeg ogsaa
vilde være forstaaet af det Slags Lærde, som siel¬
den forstaae hvad de sige selv. Nogle Sand¬
heder behøve ikke saa meget at bevises, som at
indskierpes ved overtalende Forestillinger. Disse
ere ofte de vigtigste. Naar jeg talede om saa¬


911
danne, talede jeg med Affect, fordi den, som
vil røre andre, maae i det mindste vise, at det,
som han siger, rører ham selv. Alt for heftige
Følelser af Religionen og Patriotisme, af Tan¬
kernes og Talens Skiønheder, høre ikke til det
Slags Yderligheder, som man i vore Tider har
at frygte for. Skulde nogen troe, at jeg, ved
at tale om saadanne Ting, har undertiden sat Læ¬
serne i alt for stor Affect, da maae de trøste sig
dermed, at der ere Skrifter og Taler nok, som
kunde køle denne Jver. Det er ikke saa meget
Hiertets som Jndbildningens, Sandsernes og
Vanens Empfindtligheder, der forvilde Fornuf¬
ten. Mod disse har jeg været streng nok. Det
alvorlige og venlige Sprog er det, som anstaaer
best en Lærer. Det er det, som jeg taler helst.
Og jeg har baade Agtelse for Menneskene, og
Taalmodighed nok til at tale det endog med Børn.
Men der ere Feil, som man forgieres søger at
rette ved Venlighed og Overbeviisning. Her¬
skende Fordomme, som komme af Myndighed,
Stolthed og Forfængelighed, til dem udkræves
skarpere Lægedomme. Stolte Herremænd, og
rangsyge Borgere, opblæste Lærde og forfængelige
Modenarrer ville uden Tvivl klage over mig, og
sige, at jeg har skierpet Satiren alt for stærk imod
demu; men jeg agter det ikke, fordi de kunne aldrig
have saa stor Ret til at klage over mig, at jo Fæ¬


912
drenelandet har endnu langt større Ret til at klage
over dem.
Jeg er et Menneske, og jeg kan feile. Jo
mindre jeg attraaer for mig selv, des heftigere er
jeg maaskee, naar der handles om visse Grund¬
regler, som jeg er indtaget af. Denne Heftig¬
hed kan maaskee undertiden have gaaet for vidt:
Men den har kuns eengang havt sin Grund i
noget, som angik mig selv. Den Overilelse har
jeg bekiendt og afbedet. Tillæget til det 56 No.
er et Verk af saadan en Overilelse. I det øv¬
rige veed jeg ikke, at jeg har sagt noget, som jeg
af Fortrydelse skulde tilbagekalde. Der kunde
desuagtet være Feil nok i mit Arbeide. Mine
egne Ufuldkommenheder ere vel Aarsagen til de
fleste og vigtigste; men Sproget er og Skyld i
nogle. J det mindste er det saa langt fra, at
jeg indbilder mig at kunne i det Danske udtrykke
alle Skiønheder af andre mere dyrkede Sprog,
at jeg reent ud maae tilstaae, at jeg begriber ikke
engang, hvorledes det skulde være mueligt. Jeg
har selv tilkiendegivet nogle af disse Feil, og Læ¬
serne kunne deraf dømme, at hvad jeg har sagt
om Sprogets Mangler, er ikke sagt i den Tanke,
at det skulde blive bragt til Fuldkommenhed ved
min Flid. Jeg indseer meget vel, at dersom det
Danske Sprog nogen Tid skal opnaae den samme
Fuldkommenhed og Styrke, som det Romerske


713
og Franske, vil der komme den Tid, da kuus me¬
get faa Blade af Tilskueren skulle bevare den Yn¬
dest, med hvilken de nu ere optagne. Men jeg
skal derfor ikke aflade at opmuntre andre til at
giøre det, som jeg ikke selv har kunnet, og til at
forskaffe Sproget, om det er mueligt, den gyldne
Alder, i hvilken mine egne Arbeider skulle blive
forglemte. Der er en anden Udsigt i det Tilkom¬
mende, som rører mig mere. Det er det Regn¬
skab, som alle skulle giøre for deres Talers og
Handlingers Følger, naar Dækket af den store
Skueplads falder engang. En Skribent har et
stort Regnskab at giøre, fordi han lever og virker
baade lige saa vidt og lige saa længe som han bli¬
ver læst. Skulde jeg have givet Anledning til
nogen Tanke, som kunde være mine Medborgeres
sande Lyksalighed til nogen Hinder, da vil jeg
ønske, at det maae blive kiendt og afskyet. Jeg
vil heller døe foragtet end efterlade mig nogen
Ære eller Yndest, som var bygt paa saa uædel
en Grund. De gode Virkninger tilskriver jeg
Forsynet. Det er den alene, som giver Vexten
til alt, hvad Mennesket saaer. Det er den,
som adskiller Klinten fra Hveden; thi den gode
og onde Sæd er alt for blandet i vores Natur til
at vi selv ganske kunne adskille dem.
Jeg forlader Skuepladsen, ikke for i Ørkes¬
løshed at fordrive den Tid, som jeg kan have til¬


574
overs fra andre Forretninger, men for at bruge
den til at iverksætte selv nogle af de Ting, som
jeg har foreslaaet eller ønsket. Naar enhver af
mine Medborgere vil giøre det samme, skulde maa¬
skee efterhaanden noget blive gjort af det, som
man nu holder for umueligt, og som stedse maae
blive anseet derfor, saa længe enhver ikke begyn¬
der for sig selv. Lad kun ingen af os bie, indtil andre
begynde, eller det bliver ham selv beleiligere; men en¬
hver giøre strax, hvad han kan. Det er det sidste og
høieste af alle mine patriotiske Ønsker, fordi jeg er vis
paa, at de alle snart bleve opfyldte, dersom en¬
hver, i stedet for at klage over Skiebnen, og
ønske bedre Tider, brugte kuns vel den
Leilighed, som han allerede har, til
at tiene det Almindelige.


Alphabetisk Register
over
Materierne,
som findes afhandlede eller berørte
af
den patriotiske Tilskuer.
A.
No.
Labenbarings (enguddommelig Nødvendighed 7273
Aabenbares, hvorfor Gud ikke vil oftere paa en for
alle begribelig Maade
74
Addisons Efterligning af den 139 Davids Psalme 39
Poesie over Firmamentet
67
Adelen misundes sine Fortrin
23
Adelens Brev paa Majorca til Kongen af Spanien 234
Adelsmanden i det patriotiske Selskab, hans Om¬
gang med Bonden i samme
9
Adelsmandens Dispute med en Lærd, om Lipsius el¬
ler Montesgien bør have Prisen
38
--- Brev til Præsten i Selskabet, om at
faae et ledigt Præste=Kald vel besat
54
-- - - Tanker om Adelens Studeremaade 116
Adelsmand (en gammel) hans Tanker om udenlands
Reiser for at studere
29
Udelsmands (en) Levnets-=Historie, som et Bidrag
til vor Alders Historie
141


No.
Afskeds-Tale (Jesu) til sine Diseipler
230 og 231
Aften (en detlig) Følelser derved
130
Akib, en Jødisk Rabbins, Tale i Anledning af Jn¬
qvisitionen i Portugal
3
Albert, Prinds af Brunsvig, beskrives af Jerusalem 285
Alexander den Stores Liv betragtes
94
Alvorlighed hos Tilskueren lastes af et Fruentimmer
og flere
122 og 133
Amme vil en Kone selv være
65 og 148.
Anders Nielsen i Kirte=Værløse tilstrives af Bonden
i Selskabet
259
Ant=Vorateuts 2: Hadere af alt Nyt
59
Arabellæ Brev, hvorfor der ikke ere Fruentimre i det
patriotiske Selskab
26
Armod nøder en Mand til at være Stratenrøver 140
Arve=Rettighed føder Kierlighed til Eftettommerne 108
Avertissement om den Upatriotiste Tilstuer
40
Avls=Karl, en vortløven, lyses efter
54
B.
Banqveroute, oversatte Breve i Anledning deraf
187
Baptista di Porta, hans Pyystognomte
171
Baron, en tydsk, med ham regner en Kiøbmand sig
i Slægt
58
Begravelse=Ceremonie kan blive Bevæggrund for vig¬
tige Pligter
276
Gen Halim, en Fortæling
181
Belønning kan ingen paastaae som en Skyldighed
for sin Tieneste imod Fædernelandet
5
-- Breve derom
6
Beskyldninger imod Forfatteren af I'Espritdes Lom
igiendrives
252
Beskrivelse over vore Provincer og Stæder ønskes
61
Beste, det almindelige, befordres ikke allene ved
gode Love, men ved god Tæntemaade og Sæder
22
Besværlighed (Emveds), de som tlage meest derover,
udrette ofte allermindst
103


No.
Betienteres (Stats=) fornødne Kundskab, og hvor¬
ledes de kunde faae den, samt bevæges til at op¬
fylde deres Pligter
2137
Bevæggrunde, Dydens, ere fire
44
Bierg=Prædiken (Jesu) betragtes
2 230 og 231
Blinds (en) Samtale med Tilskueren
167
Bodfærdiges (en) gudelige Tanker
84
Bonden i det patriotiske Selskab, hvorledes Adels¬
manden omgaaes ham
9
-kalder sine Børn Guds Gaver
95
hans Lyst til at læse og tænke
243
hans Brev til Anders Nielsen i Kirke=Værløse 259
-hans Forsøg til en Sædelære
250
-hans Hypochondrie over en Samtale med en
Herrnhutisk Lærer,
274
hans Ynske, at saae P. Hirzels Skrift om
den Socratiske Bonde oversat
275
hans Tanker om Aarsag til Europæ milde
Regieringsmaade
1 3
Bonde-Standen, noget derom
69 og 70
-Opdragelses-Anstalter for den, 53, 95
-burde øves i at bruge Gevær-
139
- hør have visse Eiendomme og bestemte
Pligter, som Opmuntring til Vindskibelighed
232, 233, 301
Forslag til en Lov=vog og Læge¬
Bog for Bønder, i korte Udtog
250
Bønnen, noget derom
271
- - Fader vor, Betragtning derover
33
Borgere (Plan til et Selskab af) et fransk Strift:
Socletet des Citolens, som anmeldes
150
-dette Selskabs Priis=Sporgsmaal betragtes 154
Borgers (en) Pligter, Samtale derom af Socrates 164
Borgerlig Uenighed
180
Borgerlige Skolers Oprettelse, Forslag dertul ? 234


No.
Børn, Lære=Regler for dem af en Fader
192
- Historie om et, som var 2 Aar og 3 Maa¬
neder gammelt
Bremenfeldts i Herman von) politisk Testamente, 172
Breve (Gellerts) Anmeldelse af sammes Oversættelse 193
Caffee=Huses Nytte
Calender for skikkelige Folk
i Henseende til Middagsstunden
Breve derom
Calas (Johan), en Huus-Omftændighed i hans Historie 282
Caracter, Sammenligning imellem Dyrs og Menneskers 171
oplyses ofte vest af den mindste Omstændighed
i Sæderne
Grønlændernes
1295
Carl den 1ste af Frankrig hans Liv betragtes
Celiantes Brev om sin Misfornøielse med Tilskuerens
Skrivemaade
Chinesisk Mandarins Critiqve over Tilstanden i Europa 131
Christ Føosels Tid betragtes
- - prosaist Lovsang derover -03, 04
Christendommens Aftagelse, Aarsag dertil
Christendom (den sande) Samtale derom 1e8 og 169
-dens Sandhed beviist af Cyrisa Persons
Yøperlighed
Citoiens (Plangnne Societet des) et fransk Skrift 150
dets Priis=Spørgemaal undersøges - 154
Coelies (et Fruentimmers) Opdragelses Historie for¬
tælles
198, 218, 220, 221, 223
Cleons Lyst at behage
Clitander og Polidor misunde Adelen sine Fortrin


Dag=Register af et Selskab, som kaldes Anti=Norateurs 59
Dag=Reise, (en moralsk Fortælling)
104
Danske Sprog har 2de ufuldtommenheder
113
-- Nations Tungheo, Aarsag derm 208, 209
61
Danskes National=Feil
Drøm (Evæ) af Milton
om Forfatternes Land.
191
-om de Viises Land,
199
Dydens Lytsalighed, Samtale derom
- dens Væsen, Bevæggrunde og Ungdommens
Beqvemhed til dens Plantelse, og Opmuntring,
ved Gellert
Dyrenes Evner
253 og 254
deres Gesandtskab ti Menneskene, for at
lære Sædelighed
deres og Menneskers Caracterers Sammen¬
ligning
Dyrkelse (Sprogets), og Breve derom,
7 og 8
Dødes Rige, en moralst Fortælling derom
7,
Samtale der imellem Tacitus og en
Fremmed 225 og 220
imellem Horatz og en
Fremmed. 241 og 242
Døv og Stum (en) er i Selskab med Tilskueren: 167
Eenhed i Sandhederne
g298
Edderkoppen og Lerken, en moralsk Fabel . 62
Embede vil en ung Person et antage, foror han holdt
2 f¬
sig ikke beqvem nok
16
Emund og Urse, en moralsk Fortælling
Epicuræernes Læremaade


Nko.
Epocher, i tre kan alle Nationers Historie inddeeles 35
Erklæringer hvorledes skal erholdes rigtige
I'Elprit des Loix, nogle Stykker deraf oversatte
Europæ Tilstand, Critsve derover af en Chinesisk
Mandarin
131 og 132
Regiaringsmaades Mildhed og Aarsag dertil
11, 12, 13
Europæer, som Folk der regieres af Meninger 277 og 278
Eubuli Brev angaaende No. 17 i Tilskueren
Eugens (en gammel Ungtaris) Betænkning om
Skuepladsen
Evæ Drøm, ved Milton
63
Evner, Dyrenes
53 og 254
Evner, Menneskets, ere af Naturen ubestemte
Extra-Skatten og Qvægsygen, Bondens Tanker derom 243
Fader vor, Betragtning derover
Fædernelandet skylde vi ald Opofrelse
-bør elskes
om Kierlighed til lærer den christelige
Reliion intet efter Grev Schaftesbury Jndven¬
ding, men igiendrives
Faders Lære-Regler for sine Børn
192
Fattiges almindelige Anstalter
Fattigdom og Rigdom, Syrachs Ord om Menneskets
Forhold i samme betragtes
Jester iblant Jøderne - og i den protestantiske Kirte 97
61
Feil, den nationale hos os
-i den offentlige Underviisning
193
Firmamentet, Poesie derover af Addison
15
Folk, hvilket er eller har været det lykkeligste


No.
166
Folkemangelens Aarsager undersøges
179
Forandringer, Hovedgrundene til alle
Forældres og Børns indvyrdes Forbindelses=Grunde
58
undersøges
Fordom, at Studeringer ere verdslige Betientere u¬
nødvendige
Forening imellem Partierne i den lærde Verden fore¬
59
slaaes
191
Forfatternes Land, en Drøm
81
Forglemmelsens Tempel
Formuende Mands beste Maade at giøre sig Livet
behagelig
Forlystelser (Sindets) bør forbindes med de selskabelige 268
100
Fornøielse, Hindring deri
Forretninger, de som meest klage detover, giøre oftest
103
mindst
Forsoningen, dens Nødvendighed og Ubegribelighed 128
Forstand, hvad er, derom dømmes forskiellig ? 117
Forsvars-Skrift for Jøder imod de Christne ? 162
16
Fortæning om Emund og Urse
181
-om Ben Halim
Forsynet, Poesie derover af L.
Fredens Slutning 1763. Opmuntring til Taksi¬
gelses=Festen i den Anledning
173
Fritænkeriets Historie
Frihes og Eiendom oør Bonden have 232, 233, 301
268
- i Omgang,
Fruentimmer=Selskab (et usynligt, og deres Prøver,
som deraf skal være Medlemmer
Tilskueren er Secretair i det
Ansøgning om Rang-Forordning for
Skiønheder, giores til det
165
dette Selskabs Ordens-Tegn


No.
Fruentimmer-Orden uddeles til et Fruentimmer - 249
Fruentimmer, hendes Shiebne i de Dødes Rige-
laster Tilskuerens Alvorlighed, som der¬
imod forsvarer sig med hendes 5 Tulbederes Dom 1
drukner sig, fordi hendes Kiereste var ble¬
ven utroe
melder, at hendes Søster selv vil være
Amme
(Selinde) agter Bøger mere end Spellet 183
(ædene) for æller sin Opdragelses Hi¬
storie
198, 218, 220, 231, 2
Fruentimmerets Portralter ved Pope
-- - de Unges puigter efter Moden 140
- Sammenligning imellem de Euro¬
pæiske og Tyrkiskes Tilstand, samt Middel til at
give dem hos os deres rette Værd
Fuldkommenheder, mange, findes samlede i Kiøden¬
havn
Fødsels=Smerter og Opdragelses-Møie, Trøstegrunde
derimød
Fødsel (Christi) besynges
3204
Gamle (de) vør efterlignes i Kierlighed til Fædrene¬
landet, Historien og Sproget
og i Sindets Forlystelsers Forbindelse med
de Selskabelige
Gellerts Opmuntring for Ungdommen
Breve, Anmeldelse af sammes Oversættelse 193
Geistlig Veltalenheds Nytte
19
Poeste og Tonetonst
taler om Forvedring i Kirten
Gifte sig, Brev derom fra en gammel Ungtari - 8a
-- vil en Søn med et fattigt Fruentimmer,
hvorom Faderen spørger Tilskueren til Raads 118


No.
224
Gravskrist over en patriotisk Landmand
Grund, uden tilstrækkelig bør intet antages, men
denne Sætning kan misbruges
Grundregler for Klædebragten
165
(de nyere) for Videnskaberne
-(Bondens) i det patriotiske Selskab 243
for de fornemste Stænder i Staten 213 og 14
Grunde til Forældres og Børns indbyrdes Forbin¬
delser
179
-- (Hoved) til alle Forandringer
295
Grønlændernes Caracteer
Guds Egenskabers Betragtning
297 og 98
Haandverkmand, Brev fra en
163, 188, 233
Haandverks=Laugs Afskaffelse, Tanker derom. . 165
Haandverkers og Konsters Opkomst, dertu foreslaaes
saadanne Selskabers Oprettelse
Haandverkmands (en) Godhed imod en Norsk
Soldat
Handelmand (en) spørger Adelsmanden, hvortil
han skal bestemme sin Søn
Havsnød, en Jndianers Trætte med sin Hustrue
derover
58
Henrich den 4de i Frankerig, som Exempel paa en
stor Konge
Herskab (et, spørger om en Tiener, og en Huus¬
Jomfrue forlanges
Hindring for en sand Fornøielse - Exempler 2 100
Hirschholms Amts Bønders Arvefæste. ? 232 og 33
Hirzels (H. C.) Skrift om den philosophiske Bonde
i Schweitz anføres
97, 273


No.
Historie, alle Nationers kan inddeeles i 3de Epo¬
cher - den Jødiske er den nøiagtigste
ibid.
-- Menneskets fra Skabelsen,.
- (en god) dens Egenskaber
(vor egen) derpaa burde legges Vind -
-af vores Alder (en Protocol som det pa¬
triotiske Selskab vil indrette)
Udtog deraf
3, 139, 141.
til at faae Kundskab om Mennestet, man¬
gle vi
om et Barn paa 2 Aar og 5 Maaneder ibid.
- Nødvendighed, iær et Udtog deraf for
161
Ungdommen
-(Fritænkeriets)
173
(alle Nationers) i et kort Begreb: et
Verk, Tilstueren havde Lyst at skrive - Jndholdet
deraf
257 og 58
Historier, Middelsort imellem dem og Romaner - ibid.
Historieskriveres Pligter - og Feil
ibid.
Hofmands (en) Skiebne i de Dødes Rige¬
57
Horatzes Ode om Nøisomhed
Hyrdestykke paa Kong Friderie den 5tes Fødsels¬
Dag 1761.
Jerusalems Beskrivelse over Prinds Albert af Bruns¬
vig, Udtog deraf
Jesu Bierg=Præditen og Afsteds- Taler betrag¬
tes
230 og 31
Jldens Opfindelse
264
Jndianer (en) er med Hustrue og Barn i Havsnød-
en mærkelig Strid derover
158
Jnoqvartering, hvoriedes bedre tunde indrettes for
Armeen


No.
Jnqvisitionen i Portugal, en Rabbins Tale i Anled¬
ning deraf
Intet (Brev fra) om de Studerendes Viltaar, som
Hindring for Videnskaberne
106
dette Ords adstillige Bemerkelser,
Jødes (en ærlig) Handling - Tulskuerens Forsæt i
Anledning heraf at skrive et Forsvars-Skrift for
Jøderne
Jøoiste Historie, ingen er nøiagtigere
og 36
- Folr, et Exempel paa Utatnemmenghed
imod Gud for hans Velgierninger
Taksigelses=Fest under Kong Josaphat. 2 idid.
296
Kiende sig selv er vanskeligt, hvorfor?
Kierlighed maae Gud ofte vise ved Straf
255
til Fædrenelander, Jndvending mod Nel¬
gionen i den Henseende giendrives
135
til Efterkommerne, som en Følge af Arve¬
rettighed
108
Kiøbstæders (de smaa) Næringsveie og Levemaade 227
Kiøbenhavn, der findes mange Fuldkommenheder
samlede, som i andre Stæder ere adskilte 2 244
Klagemaal af Folk, at de ikke veed, hvorledes deres
Børn skal komme frem
Klædedragters Forandring - Grundregler
31
- Brev herom fra Maren H. Datter 40
Klappe-Maskine for Stuepladsen, Forslag dertil af
en Franstmand
303
Klim (Niels) nogle Levninger af hans Haandskrifter 156
Kok, en forlanges
Kongens Fødsels-Dag (Friderich den 5tes) 1761,
det patriotiste Selskabs Tanter og Forsæt i den
Anledning


No.
Kongens Fødselsdag, Hyrdestykker i samme Hensigt 21
Fødsels=Dag 1762. Syngestykke paa
samme
1763. Ode til ham 2 229
Konge=Speilet (Speculum Regale) et Jslandsk Skrift 216
Konster og Haandverkers Opkomst ved dertil opret¬
tede Selskaber, Forslag dertil
Krigsmands (en) Skiebne i de Dødes Rige¬
Krigsstandens Nytte i Fredstider.
- Planteskole for den af Soldater=Børn 182
Krigsdyder hos den Danske, Norske, Franske og
Tydske Nation
ibid.
Krigsforfatning, det fornemste i Romernes
304
Kronprindsens (Christians) Fødsels=Dag. Ode til
ham 1702
105
- Pyriomn og Manughar, et rumsria
12
Digt i samme Anledning 1763
Knud den 2den af Dannemark, hans Liv betragtes 94
Kundskab, en ufuldkommen er bedre end ingen 272 og 73
Vø. Kiøbmandens Taler i Selskabet findes an¬
førte efter Materiernes Orden, hvorfor de
her for Vidtløftigheds Skyld udelades.
Laug (Haandverks), Tanker om deres Afskafelse 165
Landmand (en patriotisk) hans Gravskrift
224
Lægebog og Løvbog for Bønder, Forslag dertil . 256
Lægemidler, en Philosophs Opfindelse af moralske,
12
for naturlige Sygdomme
Lærde Verden, deri spaaes Forandring
-Stridigheder, Lyst dertil iblant os
145
Partier, Forslag til at forlige dem
159
Lærd (en) hans Siebne i de Bødes Rige


No.
Lærde skrive sielden vel - Maaden til at rette denne
Feil
119
Læremaade, Tanker om den mathematiske
14
Feil i den offentlige
193
Læremesteren (et Engelsk Skrift, tlie Preceptor) - 194
Lærer vil een være i Pyntekonsten
Læreregler (en Faders) for sine Børn
192
Levemaade, Tanker om den behageligste for en for¬
muende Mand
291 og 92
Livet ønskes af alle, bruges af saa
46
det evige betragtet
Lipfius, et Stykke af hans Skrift oversættes
38
Unnæi Beskrivelse over Europæerne, som Folk, der
regieres af Meninger
Love (gode) sammes Egenskaber
17.
lde beste) nytte intet uden de understøttes af en
god Tænkemaade og Sæderne 240, 276, 28o og 81
giver best Materie til Ugeblade for alle Slags
Folk
Lovkyndigheden, Dispute om Lipsius eller Mon¬
tesqvien deri bør have Prisen
Lovsang (Prosask) til Gud i Amedning af det On¬
des Oprindelse
-- over Chrin Fødser
203 og 204
Lovtaler
Lyksalighed (Dydens)
Lyst at behage, Cleen et Exempel
Majorca, dets Adel tilskriver Kongen af Spanien 234
Mand (en) kan opdage skiulte Ting
Mathematiske Læremaade, Tanker derom


Nro.
Meninger, deraf regieres Europæerne.  277og78
Mennesket, dets ubestemte Evner
-vi mangle saadanne Historier, som
kunde lære os at tiende det
agter mere paa det Onde det uder end
det Gode det nyder
dets høiere Bestemmelse end til det Nær¬
værende
38
dets Caracters Sammenligning med
Dyrenes
Menneskelig Natur, Samtale derom af Socrates: 152
- Yderligheder i at ophøie eller forringe den 174
Menneske=Vennen, et, Fransk Strut (n Ann ges
kiommes) Oversættelse deraf om Bondestanden 09 og 70
Metaphysiske Selskab, een deraf udsætter Præmie 54
Middagsstunden, Forslag til at giøre den lige ? 134
Miltons Fortælling om Evæ Drøm
42, 63
Misfornøiede ere nogle med Tilskuerens Skrive¬
maade
40, 122
Mode=Tidender for skikkelige Folk
- unge Fruentimmers Pligter derefter
186
Modersmaalet, deri merkes mere det heslige og
stiønne, end i et andet Sprog
bør derfor dyrtes
7 og 8
Modsigelser, den Lyst deri søges
Mødre (de gode) for dem indstiftes et Ordenstegn 65, 149.
Moralske Betragtninger over Veneris Gang forbi
Solen
Morten Schriblers og Popes forskiellige Smag i
Skrifter,
Misheim, Strid imellem en Provst og en Candidat
om nogle Stytker i hans Skrifter - Tilskuerens
Forslag tal Forlig imellem dem


No.
64
Nat (en Sommer=) beskrives
Nationer, alles Historie i et kort Begreb - 257 og 58
kan inddeeles i 3 Epocher
den Danske, Norste, Franste og Tyd¬
skes Krigsdyder
61
den Danskes Feil
Natur (den menneskelige), Socratisk Samtale derom 152
Yderligheder i at ophøie eller forringe den 174
Neger (en) hans Brev til sin Moder fra Vestin¬
"dien
Norsk Soldat (en) hans Troestab
-- en Haanoverismands Gooheo imod en 263
Nøisomhed, den sande og falske - Horazes Ode
derom
Nytte af Periodiske Strifter
-- af Caffehuuse
190
Nytaars Gratulations=Udgifter at spare
et glædeligt, deri hindre de fleste sig selv 100
Officeer (en) paastaaer Belønning for sin Tieneste i
Staten
eens Skiebne i de Dødes Rige
eens Tanker om den beste Maade at giøre
sig Livet behageligt for en formuende Mand 291og 92
eens Tanker om det Vigtigste i Romernes
Krigsforfatning, og Armeens bedre Jnoqvarte¬
ring hos os
eens Forslag mil en Plamtestole for Krigs¬
182
standen
Oldenvorgste Stamme, Ode derom


No.
Onde (det) som man lider, agtes mere end det
Gode, man nyder
126
det naturliges Nytte i Verden
166
(det moralskes) Oprindelse
Opamme vil en Kone selv
148.
Opera, Samtale derom
Opdragelse, noget derom
for Sindet og Legemet
den physiske
187 og 38
den moralske
289 og 90
paa Landet
dens Anstalter for Bønder
53
dens Grundregler
144
dens Møte, og Trøst derimod
239
den og Underviisning er Grunden til
pligternes Opfyldelse
Fordragsmaaden
272 og 7.
(Historie) af Coelie 198, 218, 220, 221, 223
Opofrelse skylde vi Fædrenelandet
Ordbog, see RealLexicon.
Ordenstegn (det usynlige Fruentimmer=Selskabs)
det uddeles til et Fruentimmer
149
Origenis Skrift mod Celsum, dets Fortrin til Reli¬
gionens Forsvar - Nogle Stytter deraf over¬
sættes
Paaske=Tanker af Præsten i det patriotiske Selskab 18
Passioner hindre Mennesket at kiende sig selv ? 296
Partier i den lærde Verden - Forslag til Forlig. 159
Patriotiske Selskab, Personerne det ere en Udels¬
mand, Præst, Kiøbmand og Bonde
Patrioten (en Oversættelse)
114
en uægte havde Kiødmanden værat Giæst hos 78


No.
Patrioter (ægte) derpaa er Adelen paa Majorca er
Exempel.
134
86
Pebersvenne, deres Straf
76
Pedanterie i alle Stænder
Periodiske Skrifters Nytte og Egenskaber
Philomele og Progne, en Fabel
Philosoph, dette Ords Bestemmelse
Pynosopyte, Salomons i hans Præd. B.
170
den sande, Samtale derom
270
den Platoniskes Fortrin
2.197, 275
Philosophisk Bonde i Schweitz.
Phiyniognomie, (sean Bapt. di Porta)
Pyridun og Manughar, et Persisk Digt paa Kron¬
prindsens Fødsels=Dag 1763
Planen, som den patriotiske Tilstuer har sulgt i det
hele Verk
7 og 308
182
Planteskole for Krigsstanden,
Pligter, unge Fruentimmers efter Moden
forsømmes ikke allene, men ogsaa holdes
umuelige
Grunden til deres Opfyldelse
2 267
Pøesien og Riim i samme
10, 15
den geistlige og Tonekonst
.19
for Poeter (et Skrift
157
Poetisk Beskrivelse over en Sommer=Nat
Polidor og Clitander misunde Adelen
Politiske Fabler af Sadi Musladin
210 og 11
Popes og M. Schriblers forskiellige Smag
Fruentimmer=Portralter
--Nygtets Tempel
157
Portugies, eens Brev om Fen i den offentlige Un¬
derviisning


No.
40
Portrait, Tulskuerens
217
- Fruemimmerets veo Pope
Præsten i Selskabet, hans Tanker findes anførte
under deres behørige Titler.
Præster, Beretning om nogle i et vist Amt
(en Landsbye=) tom i Fortred, fordi han haa¬
bede bedre Tider
Præstekald, Ansøgning fra en derom
194
Preceptor (the) et Engelsk Skrift,
Proces-Maadens Vidtløftighed lastes
177
Project om at spare Nytaars Gratulations=Udgift 9
-om en Klappe-Maskine for Skuepladsen 303
Protestantiske Kirkes Trang til Forbedring
294
Prøve for dem, som skal være Lemmer af det pa¬
triotiske Selskab af Fruentimmer
Psalmer, den 139 Davids forelæses, tilligemed Ad¬
disons Efterligning heraf
deres Forbedring i vor Kirke ønskes
Publici Brev, om sin Oprindelse og Skiebne, 2 101
Pyntekonsten, deri vil een være Lærer
Qvægsygen og Extra-Skatten, Bondens Betænk¬
ning derover i det Patriotiske Selskab
Dr¬
Racines Digt om Religionen, Oversættelsen
Rang=Forordning for Skiønheder, Forslag dertil 37
Rangstrid imellem Videnskabernes Dyrkere
90
Real=Lexicon, Forsøg dertil i det Danske Sprog 79, 195
Regel, en ufuldkommen er bedre end ingen
300
Regenteres sande Størhed,
(de store) Liv betragtes


No.
Regieringsmaade, den Europæiskes Muldhed og
Aarsag dertil
11, 12, 13
-- - ypulten er den deste
1 189
Religionen, den kan i visse Tilfælde allene trøste
os
136
de fleste Fen i den og Staten
149
til Forsvar for den har Origenis Skrift
mod Celsum et stort Fortrin
(See videre paa Chriftendom)
262
Renters Nedsættelse
Rum i Poesien
deres Unødvendighed.
2 40
Brev derom fra Maren Hans-Datter
Riigs (en) Skiebne i de Dødes Rige¬
80
Romaner, de fleste ere skadelige for Sæderne
-- Middelsort imellem dem og Historier,
Forslag dertil
Romere (de) burde tages til Mønster i at forene
Sindets Forlystelser med de selstavenge
-- det fornemste i deres Krigsforfatning. 2 304
Rosseau, hans Skrift (lume, om Børne=Under¬
viisningen betragtes
72 og 73
Rygtets Tempel ved Pope
Sabbaten og Høitiderne i det gamle Testament sig¬
tede til Menneskets eget Beste
Sady Musladin moralske og politiske Fabler: 210 og 11
Salomons Philosophie
Sandheder, Eenhed i samme
297 og 98
Saurins Tale til Videnskabernes Academie i Frankrig 271
Sæder, Aarsag til deres Forværvelse og Mioler der¬
imod
dorffsSkrift. 6 Bind.


No.
276, 280 og 81
æder udrette mere end Love
den mindste Omstændighed i samme giør
282
oftest meest til at bestemme Caracteren
deres Fordeel af Sprogets Dyrkelse -7, 113
Sædelære, Bondens Forsøg dertil
Sædelighed, Dyrenes Gesandtskab for at lære den
1102
af Menneskene
Selskab (patriotiske) dets 4 Medlemmer
Selskaber til Haandverkers og Konsters Opkomst,
Forslag dertil
Selskab (det upatriotiske) Avertissement derom 2 40
Selskabelighed og Forlystelser
137
dermed bør Sinosfornøielser og Frihed i
Omgang forenes
266
Selsomme (det) finder snarest bifald
Schaftsbury (Gr.) hans Jndvending imod den Chri¬
stelige Religion
Selinde, et Fruentimmer, agter Bøger høiere end
Speil
185
112
Sielen, dens Jndflydelser paa Legemet
dens Kræfters Tilvext ved Underviisning
i Skolen især i Verden
sammes evige Tilvext
T17
sammes Misbrug eller Forsømmelse er et
Selvmord.
120
dens Ubegribelighed
Udødelighed, derom har værer 3oe Systemer 129
dens Virkelighed
138
e. 1115
Sielevandring (Orans) en Jndiansk Riig¬
Sinds= fornemmelser (ubehagelige, derfra kan de
Dydigste ikke altid være fri
208
Forlystelser i Selskaber
209
Skakspillets Fortrin
Skat (en, hvormed de fleste vil blive fornøiede 205


No.
Nkiebne (Menneskets) Aarsagerne ere vanskelige at
opdage!
205
tittelige Folr, Calender for dem
i Henseende til Middagsstunden. 134
Breve derom
14
176
-- Mode-Tidender for dem
Skiulte Ting, dem kan en vis Mand opdage ? 50
Skoler (offentlige) for dem som bestemes til bor¬
gerlige Forretninger
235 og 36
Skoemager (en Fransk) bliver af Armod nød til at
være Stratenrøver.
140
Skrifter (periodiske) deres Egenskaber og Nytte - T
Stuepladsen, Engens Tanter om dens Fordedring 31
-- Brev derom
123
Betragtning derover, og Forslag til
en Klappe-Maskine
303
Socratisk Samtale om den menneskelige Natur 152
- -
om en Borgers Pligter
164
-om den sande Philosophie - 170
Solen, Veneris Gang forbi den, betragtet moralsk 49
Sommer=Nat (en) poetisk Beskrivelse derover . 64
Sølv, alt sit vil en Patriot give til Landets Tieneste 139
Soldat (en Norsk) hans Troeskab
ibid.
en Haandverkmands Godhed imed een 263
Soldater=Børn (Planteskole af dem) Tanker derom 182
Speculum Regale (et Jslandsk Skrift) anføres 216
Spil (Betragtning over) især Skakspillets Fortrin 269
Spisetid, Tilskuerens Forslag hertil
Spørgsmaal, som først efter nogle Aarhundrede skal
kunde besvares.
51
Sprogets Pyrkelse
1io, J, 113
- ivenskabernes Fordeel derveg
taten, yvilke ere dens fleste Fei
146


No,
215
ernes Oprindelse i Staten.
- de fornemste Grundregler
? 213 og 14
- alle have deres Pedanterie
76
116
Statens Forbedring, Tanker derom
Stoikernes Læremaade
98
Støtter (Ære=) burde opreises fortiente Mænd i ste¬
det for de fabelagtige Statuer
Stratenrøverie, dettil nødes en af Armod -, 140
Student (en gammel) paastaaer Belønning for sine
Meriter
en- forlanges
en søger Befordring
ivid.
- hvorfor ere ringe agtede: (et Skrift) 178
Studentere, deres Vilkaar som en Hindring for
Videnskaberne
121
Studeringer behøver ogsaa verdslige Embedsmænd 222
Studeremaade, Adelens og den almindelige betragtes 116
Sygdomme (natutlige) derfor har en Pytlosopy op¬
112
fundet moralske Lægedomme
Syngestykke paa Kong Friderte den 5tes Fød¬
sels=Dag 1762.
Syndefaldet, Samtale derom
248
Syrachs Ord om Menneskers Forhold i Fattigdom
og Rigdom
Taciti og en Fremmed, deres Samtale i de Dødes
Rige, om Forskiel paa hans og vore Tider 225 og 26
Taknemmelighed, Exempel derpaa
Taksigelses=Fest (Jødernes) under Kong Josaphat
den for Fredens Slutning 1763
Talers (hellige) Egenskaber- Premier for disse
Testament, Herman von Bremenfeldts politiske172


No.
Theages Samtale med ham om Dydens Lyksalighed, 41
om at ville det Gode er mere end at vide det 151
108 og 69
om den sande Christendom
201
om Opera
om Syndefaldet
248
Tiden (dens Fylde) i Henseende til Christi Føosel 2 98
-- dens rette Brug,
21104
Tider (at haabe bedre) er farligt
294
Tidender (Mode) for skikkelige Folk
176
Tilskuer (den patriotiske) hans Portrait - Celian¬
tes Misfornøielse med hans Blade
40
ligeledes et andet Fruentimmers
122
adskillige laste ham
133
-Critiqve over hans Blade
228
Tilskuere i Provincerne antages af det patriotiske
Selskab og gives Jnstrux
206
Tilstuere i Provmcerne, Efterretning fra dem ? 224
-Samtaler med en af dem
227
Tilskuere i Provineerne, Brev fra en af disse. - 240
Tilvext (en evig) har Sielens Kræfter
Tin, deraf vil en Mand lade forfærdige Kar med be¬
synderlig Opskrift, i stedet for sit Sølvtøi -
Tissots Anviisning for Landfolket til at bevare deres
Sundhed- noget oversat
Tobakspinder (en) klager over Statens Uskiønsom¬
hed paa hans Fortieneste
Trublets Tanker, nogle deraf oversatte
81
U.
Udenlands Reiser, en gammel Adelsmands Tan¬
ker derom
Udførsel af Landets Producter er næsten altid nyttig 300


No.
Uenighed imellem de borgerlige Stænder 180, 249
Ugeblade, dertil give Lovene best Materie
deres Egenskaber for at behage alle 2 191
Umueligt, det er vanskeligt at bestemme
-- saaledes ansees ofte Ppugternes Opsyldele 234
Underviisning (den offentsige, Fen i den
.193
- Forvedring deri
219
den og Oporagelse er Grund til Plig¬
ternes Udøvelse
(for Børn) betragtes  272og 73
Undskyldning (Dorskheds) med Veirliget
Ungdommen er meest beqvem til Dydens Plantelse 44
for den ønskes et skiønsomt Udtog af Hi¬
161
storien
Ungkarls (en gammel) Brev om at gifte sig
86
Universiteternes Mangel
110
Upartiskhed, betragtes
i 183
Upatriotiske Tilskuer, Avertissement derom
Vanskelighed, at kiende sig selv, hvorfor
296
- at bestemme, hvad der er umuelgt4,
Veirliget, derpaa skylder man, naar man er dorsk
og træg¬
Veltalenheo, holdes af en for ubetydelig
133
dens Nytte
93, 200 og 61
dens Forsvar
271
dens Tempel (et Digt)
119
Veneris Gang forbi Solen (betragtet moralsk,
Verden (den lærde) deri spaaes en Forandring - 5
Forslag til Forlig imelem Partierne i
den


No.
Videnskaber, Fordeel for disse af Sprogets Dyr¬
kelse
deres Forfremmelse og Undertryk¬
kelse
de have deres Perioder
71
Journal over deres nærværende Til¬
stand i Europa
deres Dyrkeres Rangstrid
deres Hindring ved de Studerendes
Vilkaar
deres nyere Grundregel
165
hvilke der ere de vigtigste, et Barn
200, 302
bør lære?
Wielands Caracter af gode Mødre
Vises (de) Land (en Drøm)
199
151
Ville det Gode er mere end at vide det
286
-derved kan man udrette meget
Vorde (dette Danske Ord) betragtes
Youngs Tanker af en Bodfærdig
Ynske s. Ønske
ÆE.
Ædderkop, see Edderkop,
Ædelmodighed
109
Ægypter, hos dem var Begravelses=Ceremonte en
vigtig Bevæggrund for Pligterne
Ærekiere Patrioter, Exempel herpaa er Adelen
paa Majorca


No.
Æren og Ærestegn, som en stor Bevæggrund for
Pligterne
Ærestøtter burde heller opreises for fortiente Mænd
i Staten, end vore fabelagtige Statuer
2 111
Ævige (den) en Oversættelse
Ævige Liv.


