Uge=Bladet
Thee=Bordet


Kiøbenhavn, 1762.
Trykt hos T. L. Borup, boende i store
Helliggeist=Strædet.


Imprimatur
J. P. ANCHERSEN. Dr.


Gunstige Patronesser,
Smukke Læserinder!
J¬
eg er Dem i høveste Maade for¬
bunden, for den Ære De beha¬
ger at legge paa min ringe Per¬
son, i det jeg undertiden maae være en
Medlem ved Deres Thee= og Caffe=Borde.
Denne Deres Godhed og Artighed er saa
stor, at jeg efter mine maadelige Vilkor
ey formaaer at vedderlegge; Det var og
forgieves om jeg til Vederlag vilde i Agt
tage den almindelige Maade, og igien ind¬
byde Dem til mit Thee=Bord, saasom jeg
ey er saa lykkelig at have en Kone, som
kunde giøre Dem Sælskab. Men at an¬
namme noget Got, og i sær af saa smuk¬
ke Hænder og yndige Givere, uden at
giøre Vederlag strider gandske imod min
Natur.


4


Til den Ende er jeg faldet paa at
udgive disse faa og korte Historier, at De
ved Deres Thee= og Caffe=Borde kunde
have noget Nyt og maaskee ogsaa noget
nyttigt at fornøye sig med og tale om;
ikke fordi jeg jo veed meget vel, at De
aldrig har Mangel paa Discourser, (hvil¬
ket jeg selv mangen Gang med Forundring,
har hørt paa,) men fordi jeg af Erfaren¬
hed veed, at De ere Elskere af nye Hi¬
storier. Man kand ey heller altid snakke
om eet og det samme.
Da jeg derfor har saa store og kien¬
delige Prøver paa Deres Nyfigenhed,
Fromhed og Ædelmodighed, har jeg ta¬
get mig den Friehed at dedicere eller at
tilskrive Dem og Deres Bevaagenhed den¬
ne liden Piece. Naar De nu vil legge
den Godhed til al den anden, og værdi¬
ge den Deres milde Beskyttelse, er baade
den og jeg sat i fuldkommen Sikkerhed,
for alle fiendtlige Anfald; thi hvem kiender
ikke de Smukkes Magt og Vælde? Ja
det samme, som Latinerne siger om Pen¬
ge, Pecunia Regina, Ɔ: Penge regierer
Verden, kand man og med al rette sige
om Dem, mit smukke Kiøn! De ere som


5


Fieren i Uhret, Sielen i Legemet og Mag¬
neten i Compasset.
Gode Venner har overtalt mig til at
skrive disse Historier, og den ædle Mada¬
me K** har selv behaget at kalde dem
Thee=Bordet, hvilket mine gunstige Læser¬
inder kand see i Slutningen af Historierne.
Smukke Læserinder! De kand sikkerlig
sette al Frygt til Side. De skal ey heri
finde det mindste anstødelige, og som stri¬
der imod Ærbarheds Regler; thi saadant
har jeg nøye og med Flid vogtet mig for,
eftersom jeg selv undertiden har været i
saadanne Sælskaber, hvori jeg til min stør¬
ste Ærgrelse har hørt formastelige Mand¬
folk at have overtraad Sømmeligheds og
Velanstændigheds Grændser, og frembragt
saadanne Historier, som har havt saa slet
og fordervelig en Virkning, at den største
Skiønhed derover har maattet skifte Co¬
leur, ja, tilsidst seet sig nødsaget til at
skiule det deyligste Ansigt med sin udslag¬
ne Vifte.
Dersom mine gunstige Patronesser vil
antage disse faa og ringe Blade som et


6


Beviis paa min Erkiendtlighed og tak¬
nemmelige Hierte; og dersom jeg hermed
kand have den Lykke at have været Dem
til nogen Slags Fornøyelse, har jeg naaet
mit Øyemeed og Haabet har ikke bedra¬
get den, som holder sig det for en Ære
at kalde og skrive sig med største Høy¬
agtelse
mine
gunstige Patroneser,
smukke Læserinder!
Deres
ydmygste Tiener.


Iste Historie.
En mærkelig Hændelse ved en
Spadsere=Gang.
J¬
eg gik engang en Aftenstund i Skoven,
ey allene for at spadsere, men og for
at tænke, og fornøye Sindet ved fore¬
kommende Ting. Mit gandske Følgeskab be¬
stod i min egen Skygge. Det var den be¬
hageligste Tid af Aaret, da alting, saa at
sige, faaer nyt Liv, og heele Naturen var
eenstæmmig i at udbreede Skaberens Ære,
det var midt i Maymaaned.
Skoven var iført sin nye lysegrønne Klæd¬
ning, hvis Flige blev bevæget ved en sagte
kiølende Aften=Vind, som gav en behagelig
Suusen fra sig; Markens og Engenes Pry¬
delse var u=udsigelig og, forestillede Øynene der


deyligste Syn, foruden den hiertestyrkende
og ret forfriskende Lugt; Solen, Verdens
store Lys var nær ved at dale, og ligesom
til Afskeed kastede sine purpur=røde Straa¬
ler ind under Toppen af Træerne; Kukke¬
ren igientog idelig sit eget Navn.
Solen gik under, og Fugle og Dyr
søgte til deres Hiem. Alting blev ligesom
begravet i en dyb Taushed, indtil den lifli¬
ge Nattergal med de sødeste Slag og for¬
tryllende Triller oplivede den heele Skove og
de mørke dybe Dale, som med det angenem¬
meste Echo ligesom svarede Nattergalens saa
Musicalske og paa tusinde Maader foran¬
derlige Sang.
Jeg satte mig ned, for ret i al Stilhed
at vilde fornøye mig. Jeg giorde mig ad¬
skillige Betragtninger over den Alviises Jnd¬
retninger, over Tidernes foranderlige Om¬
vexlinger, og hvorledes hver Aarets Tid med¬
bringer sine Herligheder; ja, jeg var saa
henrykt i at tænke, at jeg troer, jeg havde
blevet der til Dag, hvis jeg ikke havde ble¬
vet opvakt, af mine Tanker, og forstyrret i
min søde Roe.


9
Jeg hørte ikke langt fra mig nogle dy¬
be og huule Suk. Jeg blev gandske opmærk¬
som, og vendte alle mine Tanker derhen,
hvorfra jeg syntes Sukkene kom. J det sam¬
me hørte jeg en meget bevægende Røst at
frembringe disse Ord: At havde jeg ikke selv
seet det, havde jeg aldrig vildet troe det; jeg
er ulykkelig; O, Troeløse! O, Troeløse! der¬
paa blev det stille et Øyeblik. Jeg havde
ey Sind til længer at give Agt paa Nat¬
tergalen, men i dens Sted fik jeg strax den¬
ne væmodige og fortvivlte Sang at høre,
som langt fra ikke lignede Nattergalens i
Sødhed, skiønt den næsten blev udført med
en Nattergal=Stemme:
Fortvilte Øyeblik!
Da jeg i Skoven gik.
Min Glæde blev til Sorg forvandlet.
Meeneedere, hvor er den Eed, du svor.
Fy! nedrig Skarn! du har forrædersk handlet
Ach! Løgnere! hvorfor
Har du dit Hierte deelt
Da jeg har givet dig mit Hierte gandske heelt
Mon jeg kand taale det, Du for en anden
knæler?
Som mig mit Kiereste frastieler.


10
Ney denne dybe Dal
Og Philomela vidne skal
At Du er den, som Livet af mig tager.
Du var mig Livet før. Nu Døden bedre
smager.
Disse sidste Ord: nu Døden bedre smager,
blev igientaget med den bevægeligste og meest
Hierte=rørende Røst. De bleve zittrende
og meget matte udførte, og det lod som Dø¬
den allerede spillede paa de Læber, som frem¬
bragte dem, dette satte mit Sind i den hæf¬
tigste Bevægelse.
Det var imellem Dag og Nat, den Tid
man kalder Tusmørket, Haaret reyste sig
paa mit Hoved, og Beængstelse beknyttede
mig gandske.
Jeg stod op og hastede at gaae efter Ly¬
den. De hierte trængende Sukke, som jeg
hørte ved hvert Fied, var min Veyviiser.
Jeg kom da i hast til det fortredelige Sted,
som med sin Gienlyd havde fordobblet de for¬
tvivlte Sukke; men Naturen havde ligesom
med Flid indhægnet dette Sted med det
tykkeste Gierde af de hvasseste Torne=Buske.


11
Det var mig muelig at kunde trænge der
igiennem. Jeg maatte og gaae sagte og for¬
sigtig frem, at jeg ey skulde høres, ja Bu¬
skene vare saa lætte indviklede i hinanden,
at jeg ey engang kunde see der igiennem.
Jeg gik langs med dette levende Gierde i
Haab engang at finde en Aabning, den jeg
og omsider fandt.
Men ach, hvilket bedrøvelig Syn blev
jeg ikke vaer, lige over for mig var en stor
Høy meget steyl og brat, hvorpaa sad den
deyligste men tillige ynkværdigste Gestalt, et
Fruentimmer, som hvert Øyeblik havde i
Sinde, at styrte sig hovedkulds ned; men dog
ligesom ved en høyere Magt hver gang blev
holdt tilbage.
Hvad skulde jeg nu giøre, at redde den¬
ne Elendige var mit eeneste Ønske; men imel¬
lem hende og mig var en meget dyb Dal,
og dersom jeg havde vildet stige derned, kun¬
de jeg selv have staaet Fare for i saadan
Hast og Bestyrtelse at styrte min Hals i
tu, og jeg frygtede tillige for, at det arme
Menneske, som sad paa Høyen paa den an¬
den Side af Dalen, skulde faae mig at see,


12
og nedkaste sig strax saa Det hun mærke¬
de nogen.
Jeg besluttede altsaa i største Hast at lø¬
be uden om Dalen, og derved at komme
uforvarendes bag paa hende. Jeg løb, og
i Tankerne syntes jeg ved hvert Spring,
som jeg giorde, at see den Elendige at ned¬
tumle. Jeg ønskede intet heller end at Him¬
len dog vilde beskikke mig, som et Middel
til at redde saa deylig en Skabning. Efter
at jeg nogle Gange i saadan Hast havde
tumlet over Ende formedelst de opstaaende
Stubbe og Rødder af Træerne, kom jeg dog
endelig paa den anden Side af Dalen, og
til min største Glæde saae den Elendige end¬
nu siddende paa Høyen, (om man ellers
kand kalde det en Glæde at see en ædel og
fornuftig Skabning i saa farlig en Tilstand,
men i disse Omstændigheder gaaer det vel an)
Nu frygtede jeg alleneste for at hun skulde
blive mig vaer, og fornemme min Nærværel¬
se, førend jeg kunde komme hende saa nær,
at jeg kunde forvisse mig hendes Person, og
være i Stand til at gribe hende. Tiden,
Stedet og Omstændighedevne taalte ikke lang


13
Overleg; jeg maatte nu sætte en Prøve der¬
paa, og listede mig saa sagte som jeg meest
kunde, ja, jeg kom hende saa nær, at jeg
stoed tæt bag hønde, og, dersom hun ikke
havde været gandske uden for sig selv, kun¬
de hun lettelig have fornummet mig. Jeg
var altsaa færdig til at bemægte mig hende,
til hvilken Side hun havde vildet vende sig.
Derpaa gav hun tre dybe Hierte=Suk,
og udbrød med disse Ord¬
Om Himlen straffer Troløshed,
Saa troer jeg og tilfulde veed,
At den sig og paa den vil hævne,
Hvis Navn jeg vemmes ved at nævne.
Ja, gid du her var nu Tilskuere!
Du aldrig meer mig levende skal see.
Vel an! - - -
J det denne Ulyksalige vilde have styrtet
sig hovedkulds ned fra den høye Brink i den
dybe Dal og fæleste Afgrund, greb jeg hen¬
de under Armene. Hun gav et forskrecke¬
ligt Skrig fra sig, og derpaa daanede hun
i mine Armee. Det var det bedrøveligste
Syn at see: hun strakte sig, som den, der
opgiver Aanden. De matte Øyenlaage be¬


14
dækkede de i mine Tanker brustne Øyne;
de yndige Blomster, som Naturen nogen¬
sinde havde malet paa de deyligste Kinder,
falmede, og Døden ligesom med en sorte¬
blaae Farve overstrøg de fortvivlte Læber.
Jeg raabte paa hende, men uden Giensvar.
Jeg forsøgte at vilde reyse hende op, men
forgieves, hun var som en død. Omsider
erindrede jeg mig, at jeg havde noget lug¬
tende Vand, dermed bestænkede jeg hendes
Nakke, jeg kom og nogle Draaber i hen¬
des Næsebore, &c. ja, jeg kneeb hende i Næ¬
sen, men hun var følesløs. Jeg følte paa
de netteste Hænder, men de vare kolde som
Jis, og Næglene blaae. Ak! Himmel!
raabte jeg, hun er og bliver død. Hvilket
et forskrækkeligt Endeligt! Jeg kand dog al¬
drig være Aarsag dertil; Jeg vilde redde
hendes Liv, men hun døde i mine Arme.
Jeg kunde umuelig forlade hende liggende til
et Rov for Dyrene i Skoven om Nattetider,
og at bære hende med mig havde jeg ey Kræf¬
ter til. Jeg besluttede altsaa at blive hos hen¬
de til Dag, enten hun kom til Live igien eller
ikke. Jeg stænkede hende atter med Vand,
og brugte alle de Midler jeg viste.


15
Da hun havde lagt saaleds næsten en
halv Time, begyndte hendes Puls lidet at
gaae, og dernæst begyndte hun lidet efter li¬
det at tage efter Været. Jeg blev ret for¬
nøyet, og fattede et got Haab. Omsider
drog hun et meget dybt Suk, og slog Øy¬
nene op, som vare saa dunkle, som de kun¬
de være overdraget med den mørkeste Skye.
Jeg vidste endnu ikke, enten jeg turde tale
eller ikke. Hun gav sig ynkelig. Omsider
tog jeg Mod til mig, og spurgte, hvorledes
hun befandt sig. Strax blev hun gandske
forvirret og atter faldt i Besvimmelse, som
dog kun varede et halvt Qvarteer.
Da hun kom til sig selv igien, raabte
hun: AK! bundløse Fortvivelses Afgrund,
hvem har dog ført mig her hid paa Kan¬
ten af Fordervelsens Huule? Ak! grusomme
Dom! Ak! hvilket graadigt Rov=Dyr hav¬
de dog vildet opsluge mig! derpaa reyste hun
sig op, men som i Afsindighed, og af Af¬
magt faldt tilbage i mine Arme. Jeg spurgte
hende atter, hvorledes hun befandt sig, og at
hun ikke maatte forskrækkes for den, som ved
en høyere Drift og Magt havde havt den Lykke
at redde hende fra Fordervelsens Afgrund,


16
og revet hende ud af det graadige Rov=Dyrs
aabne Strube. Hun svarede: J hvem du er,
som taler, saa viid at jeg er ulykkelig, det er
nok; lad mig have Roe at opgive Aanden.
Derpaa faldt hun tilbage paa mit Bryst
og en meget dyb Søvn overvældede hende
næsten en Time.
Maanen var imidlertid kommen høyt op
paa Himmelen, og med sit Lys formindske de den
Skræk, som Mørket gemeenlig fører med sig.
Jeg kunde altsaa tydelig see den Elendige i
Ansigtet. Jeg gav nøye Agt paa alle hen¬
des Bevægelser og Lineamenter. Den fæle
blege Coleur begyndte alt meer og meer at
forsvinde, og hendes Ansigt fik igien efter¬
haanden sin naturlige Yndighed; de levende
Roser begyndte paa nye at udspringe paa de
bleege Kinder; Læberne bleve igien ligesom over¬
dragne med den deyligste Cinober=Farve; Fin¬
grene, som med Guld og Ædelsteene vare besatte,
fik igien sin naturlige Varme; Pulsen begyndte
at gaae sin ordentlige Gang. Af alt dette
mærkede jeg da at hendes Sind maatte være
sat i en slags Rolighed og Raserier havde Ende.
Fortsættelsen følger.


Thee=Bordet.
No. 2.
Slutning af Iste Historie.
Jeg tog ey heller Feyl i mine Tanker.
Da hun opvaagnede, rakte hun strax sine
Hænder op mod Himmelen, og takkede det
mildeste Forsyn, som havde beskikket hende
saa god en Skyts=Engel, som havde frelst
hende fra Fordervelsens bundløse Svælg og
forhindred hende fra at fuldføre sit saa for¬
tvivlte Anslag og desperate Forset. Jeg mær¬
kede, at hun ey endnu sandsede, at hun laae
i min Favn og op til mit Bryst; men i det
samme vendte hun sig om, og blev mig vaer,
og saae hvorledes hun havde sovet i mine
Arme. Hun blev gandske bestyrtset og for¬
virret, og vilde have reyst sig strax, og raab¬
te: Ak! Himmel, hvad er dette? Jeg sag¬
de da, min Hierte! De skal ikke alterere


18
sig over at De finder sig i mine Arme, Him¬
len har udseet mig som et Middel til Deres
Frelse, og ved Forsynets Hielp har jeg havt
den Lykke at redde Dem. Hun med den
største Undseelse nedslog Øynene, hvilket for¬
skaffede hende nye Yndigheder. De skal ik¬
ke undsee sig, min Smukke, sagde jeg, jeg
beder indstændig, at De ey undseer sig for
mig; thi jeg har hørt alle Deres Sukke,
og været Vidne til Deres fortvivlte Sang,
og seet Deres bedrøvelige Foretagende, og
lykkelig hindret Dem fra at fuldføre samme;
men De maa meere undsee sig og blues for
den, som seer langt grandere end noget Men¬
neske. Hun sukkede, og med Taushed bi¬
faldt det, jeg sagde.
Jeg vilde reyse hende op; men førend
jeg kunde forekomme det, faldt hun ned for
mine Fødder, og takkede mig, som hendes
Befriere paa det eftertrykkeligste og bevæ¬
geligste. Jeg vægrede mig, det meeste jeg
kunde, for at tage mod saadan en Høflig¬
hed af den deyligste Skabning, og maatte
bruge Magten for at lette hende op. Jeg
bad hende at følge med til Byen og forla¬


19
de dette fortryllede Sted. Hun havde nep¬
pe saa mange Kræfter tilbage at hun kun¬
de flytte Fødderne. Jeg kom hende til Hielp,
saa vidt jeg kunde.
Forlad mig, min Herre, sagde hun, at
jeg tager mig den Frihed at spørge om De¬
res Navn. Gierne tilladt, svarede jeg. Mit
Navn er B**. Jeg tog mig den Frihed
ligemaade at spørge om hendes, hun sva¬
rede: hvor kunde det være mueligt, at jeg
kunde dølge mit Navn for den, som har red¬
det mit Liv og forlænget mine Dage, end¬
skiønt min tilbagestaaende Leve=Tid vil bli¬
ve mig meget sørgelig. Jeg opholder mig
her paa Stedet under det fremmede Navn.
G** ellers er jeg en Daatter af en af de for¬
nemmeste og riigeste Familier i Riget, og mit
rette Navn er Frøiken S**. Jeg faldt i
den største Forundring, og spurgte fremdeles,
hvad der havde bevæget Frøikenen til saa
yderlig en Gierning. Hertil kunde hun nep¬
pe svare for Taarer, som nedtrillede strøm¬
viis af de deyligste Kinder, som noksom gav
hendes Fortrydelse tilkiende, og som bar Vid¬
ne om det ædelste og bøyeligste Gemyt. Jeg


20
bad hende da ikke at Umage sig med Fortæl¬
lelsen, naar det ikke kunde skee uden med saa
stor Væmodighed. AK! jo, min Herre, sag¬
de hun, De er den, som har frelst mig af
Angesten, De er og alene berettiget til at
vide, hvad og hvem der haver styrtet mig
i den. Jeg veed meget vel at mit fortvivlte
og umenneskelige Forset ikke paa mindste
Maader kand undskyldes, og endnu langt
mindre forsvares; men da jeg finder saa stor
Ædelmodighed hos Dem, min Herre, beder
jeg alleneste om den mildeste Dom, og at
De vil have Taalmodighed til at høre paa
min Skiebne.
Lad os sette os ned, sagde hun, thi jeg
er meget afmægtig. Vi satte os ned og der¬
paa fortalte hun mig sin egen Historie.


21.
IIden Historie.
Frøiken S** fortæller sit
Levnets=Løb.
J¬
eg har havt den Ære tilforn at sige Dem,
at jeg er en Datter af en fornemme
og anseelig Familie. Jeg maa og sige Dem,
at jeg var eeneste Barn, og følgelig blev
meget høyt, dog ikke paa en uordentlig Maa¬
de, elsket. Mine Forældre havde mig kier,
men giorde mig ingenlunde til deres Afgud.
De vare ikke saa forgabte i mig, at de jo
meget grant kunde see mine Ungdoms Feyl,
endog de allermindste, hvilke de rettede paa
den fornuftigste Maade, deels læmfældig,
deels skarp, alt efter Forseelsernes Størrelse.
De saae aldeeles ikke igiennem Fingre med
deres eeneste og kiereste Barn, de straffede
Lasterne, naar de fandt dem hos mig, og
ved alle Leyligheder stræbte at indprente mig
Dyden og at opmuntre mig til sammes Øf¬
velse. De lode ikke min Opdragelse og Un¬
derviisning komme an paa blotte og bare


22
fremmede. Min Fader var min Læremester
og min Moder min Læremesterinde. De
havde een og den samme Hensigt med min
Opdragelse, og den eene nedbrød ikke det
som den anden opbygte. De vidste at Børn
var en Himmelens Gave, hvilke vare For¬
ældene betroet for at danne dem til dens
Ære, af hvis Haand de havde annammet
dem, hvorfore de og med en utrettelig Flid
underrettede mig om mine Pligter imod det
høyeste Væsen, dernæst om mine Pligter i¬
mod mine Forældre, mig selv og andre; de
foregik mig og med deres eget Exempel, og
viiste mig hvorledes jeg skulde i Agt tage
mine Pligter som et fornuftigt Menneske.
Og saasom min Fader var en Mand, der
var ligefrem, og min Moders største Pry¬
delse var Ydmyghed, saa stræbte de og af
alle Kræfter og ved alle Leyligheder at fore¬
komme alle høye og indbildske Tanker hos
mig; men derimod viiste mig paa den beha¬
geligste Maade, at den sande Ære bestod i
Dyden og dens Øvelse, som de forestillede
mig med de meest levende Farver og Ex¬
empler.


23


Ja, min Herre, jeg skal fortælle Dem
et Jndfald, som jeg fik ungefær i mit sy¬
vende Aar: Jeg havde mærket at den største
Deel unge Mennesker af mit Kiøn bleve
kaldte Jomfruer, og jeg derimod Frøiken,
lille Frøiken, naadige Frøiken, o. s. v. Jeg
spurgte min Fader, hvad Forskiel der var
paa Frøiken og Jomfrue. Min Fader smii¬
lede ved dette Spørsmaal, dog saasom han
vilde forebygge alt det, som lugtede af Hov¬
mod, sagde han: Min Datter, Forskiellen
er enten liden eller ingen, dog skal Jomfrue
være noget meere fornemme end Frøiken.
Dette saa sindrige og forsigtige Svar hav¬
de den herlige Virkning, at jeg fattede rin¬
gere Tanker om mig selv, og derimod høy¬
ere Tanker om andre, og viiste mig altid
ydmyg for dem, som i mine Tanker vare
fornemmere end jeg. Ja, jeg var i mit ti¬
ende Aar, førend jeg vidste hvad Fortrin
jeg havde for mange andre, og ved hvilket
adeligt Privilegium jeg blev adskildt fra dem,
som kaldes Almuen, (endskiønt det er gemeen¬
lig det første man giver Børn af den Stand,
et Begreb om, saasnart de kand begynde at
skiønne.)


24
Det hendte sig da til min ubodelige Ska¬
de og største Hierte-Sorg, at min Fader,
min allerkiereste Fader blev haardt angreben,
af en farlig Sygdom, og da han fornam,
at hans Livets Lys snart skulde slukkes, kald¬
te han mig for sig ved Sengen, og gav mig
de sødeste, sundeste og kierligste Formanin¬
ger, som en retskaffen Fader nogensinde kun¬
de give sit Barn, og som blev mig forman¬
ge her at opregne, men som jeg en anden
Gang skal have den Ære at fortælle Dem.
Til Slutning sagde han: Min hierte
Datter og kiereste Barn! der som jeg var
forvisset om, at ingen efter min Død vilde
sige dig det, som jeg nu agter at aabenba¬
re dig, (taug jeg gandske stille;) men da jeg
let kand vide, at der ikke vil fattes dem
som idelig vil vidske dig det i Øret, kand
jeg ikke andet end sige dig, hvem du er, og
tillige give dig et kort og retskaffen Begreb
om din Stand.
Din Fader er en Adelsmand og du en
adelig Frøiken.
Adelstanden er en Stand, som er ad¬
skildt fra andre Stænder ved visse og store


25
Herligheder, hvormed de regierende og kro¬
nede Hoveder begaver dem, som enten i Krig
har aflagt Prøver paa en særdeles Tapper¬
hed, eller og dertil giort sig værdige ved en
eller anden vigtig Tieneste, som de kand ha¬
ve beviist det almindelige Beste.
Dine adelige Friheder og Herligheder
kand du selv læse af vores Adels=Brev, som
er over 200 Aar gammelt.
Men du maa ikke tænke at Fødselen ale¬
ne giør dig værdig til denne Stand, ney,
ved Dyden skal du distingvere dig iblant Al¬
muen, og ingenlunde have høye Tanker om
dig selv, eller begegne den allerringeste med
mindste Foragt; thi betænk, at hverken jeg
eller du har contribueret det allermindste til
vore Forfædres Bedrifter. Ja, hvad kand
en Bonde=Søn til at hans Fader avlede
ham til at følge Plougen.
Betænk ogsaa vel, at jo|høyere man
staaer, jo bedre kand man sees og betragtes,
og Tilskuerne paa en Skueplads giver meest
Agt paa den Acteur eller Actrice, som har
den fornemste Rolle at spille. Agter du der¬
fore, min kiere Datter! at spille din Rolle


26
vel paa Verdens store Skueplads, maa du
for al Ting legge Vind paa den deylige
Ydmyghed, og ziire dit adelige Vaaben med
den ædle Dyd, og aldrig begaae noget Stolt
eller Nedertrægtigt; thi det ene beskiemmer
Standen og vanærer Personen ligesaa vel
som det andet.
Endelig forestillede han mig min Moder,
som et levende Exempel paa Dyden, og i
hvis Fodspor jeg sikkert kunde træde.
Min Fader var træt af at tale, han
omfavnede mig og trykte mig tæt op til sin
Barm. Jeg græd og kyste hans Hænder.
Derpaa bød han mig at gaae bort. Jeg gik
bedrøvet ind i mit Kammer. Den Kund¬
skab, jeg fik om min Stand, giorde mig
ingenlunde høymodig, men meget meere klein¬
modig, saasom jeg mærkede at de største Her¬
ligheder havde og store Besværligheder, og
jeg vidste at Dyden fandt allevegne Mod¬
stand og hos den mindste Deel Bistand.
Min Fader døde to Dage derefter, og
min Moder faldt i en hidsig Feber og døde
paa den niende Dag. Hvad Sorg jeg fik,
og hvad Tab jeg giorde ved saa kiere og


27
retskafne Forældres Død, kand, min Her¬
re! bedre begribe, end jeg med Ord kand
fortælle.
Jeg var nu eene, og havde foruden mine
Anhær og adelige Vaaben, ogsaa arvet an¬
seelige Midler. En gammel ung Karl, som
beklædte et vigtig Embede, blev beskikket til
min Formynder. Jeg havde en Moster,
(jeg skulde vel have sagt Tante, men min
Fader pleyede altid at sige, at man burde
finde ligesaa god Smag i vor Moders Maal
som i vort Fædrelands Brød; han vilde
ey heller tillade at jeg lærte fremmed Sprog,
førend jeg kunde forstaae mit eget.) Min
Moster tog mig altsaa i hendes Huus, og
i sine Tanker og efter den almindelige Maa¬
de sørgede meget vel for min Opdragelse.
Til den Ende skaffede hun mig en Mame¬
selle, men ak! dennes Underviisning og Lære¬
Regler vare saa adskilte fra mine Forældres,
som Natten fra Dagen.
Her faldt jeg hende ind i Talen. Min
hierte Frøiken! sagde jeg, det er langt ud
paa Aftenen, lad os gaae saa sagte at vi
kand komme til Byen. Derpaa gik vi, og
underveys fortalte hun mig et kort Udtog af
hendes Levnet.


28
Jeg var, sagde hun, i min Mosters
Huus i syv Aar, og i den Tid leed baade
Ont og Got, men meest af det første. (Min
Mosters og Mameselles Portrait skal jeg ha¬
ve den Ære at give Dem ved en anden
Leylighed.) Jeg havde mange Tilbedere,
som unge Fruentimmer paa den Alder aldrig
har Mangel paa; men enten det var, fordi
jeg havde saa anseelige Midler, eller for min
Skiønhed eller gode Egenskabers Skyld, det
veed jeg ikke. Jeg vil alene sige Dem dette,
min Herre, at min Formynder var den for¬
trædeligste af dem alle. Han besad den
største Ondskab; han var gammel, men i
sine egne Tanker ung nok til at behage; han
var listig og vidste vel at vinde min Mosters
Hierte, dog yttrede han sig aldrig med sine Tan¬
ker for hende mig angaaende. Han var som
alle Elskere, høflig og artig imod mig i Begyn¬
delsen; men da alle hans Ansøgninger vare
forgieves, og alle hans forliebte Sukke fandt
ingen Gehør, brugte han omsider sin For¬
mynders Myndighed, men jeg var lige ube¬
vægelig. Og saasom den største Kierlighed,
og helst i Elskovs Sager, ofte kand forvand¬
les til det bitterste Had, saa gik det ogsaa


29
her. Da han endelig saae sig gandske be¬
draget i sit Haab, havde han Malice nok
til at giøre mig ulykkelig, og stræbe at be¬
skiemme mig. Han bildte min Moster ind
som var meget lettroende og tillige meget
hastig, hvorledes jeg tog imod hemmelige Op¬
vartninger om Natte=Tider, og dette bekræf¬
tede min Mameselle med ham, hvilken han
dertil havde underkiøbt.
Jeg vidste aldeles intet af alle de Sna¬
rer, man satte for mig. Min Moster lod
et Kammer indrette, som til en Fange, me¬
get lidet og mørk med Jern=Stænger i Vind¬
vet og for Dørren. Jeg spurgte hende en¬
gang, hvortil dette skulde være; men hun
svarede mig meget koldsindig, at det skulde
være et Sted til at giemme og forvare det
i, som unge, vilde og uregierlige Mennesker
ikke selv kunde eller vilde bevare. Jeg for¬
stod aldeeles ikke denne mørke Tale; men
saasnart Kammeret blev færdigt, begreb jeg
det tilfulde.
Da dette Arrest=Hul var i fuldkommen
Stand, sendte min Moster Bud efter min
Formynder; han kom. Jeg og min Mame¬
selle bleve kaldte ind i Stuen.


30
Fy! dit liderlige Skarn! sagde min Mo¬
ster til mig, vil du saaledes beskiemme din
heele brave Familie, og vanære dine For¬
ældre i deres Grav? Min Formynder
og Mameselle loe, hvilket skar mig i mit
Hierte.
De kand let begribe, min Herre! hvor¬
ledes jeg blev til Mode ved saadan Mod¬
tagelse; jeg skiftede vel tyve Gange Coleur.
See, sagde min Formynder, hendes Ansigt
røber og fordømmer hende selv, var hun u¬
skyldig, blev hun vel ikke saa tit rød og
bleg.
(Men, min Herre, den største Uskyldig¬
hed kand endog tabe sin Standhaftighed,
naar den bliver sigtet paa saa pludselig en
Maade.)
Jeg var gandske forvirret, og kunde ey
tale det ringeste Ord, og endnu mindre hav¬
de jeg Dristighed til at spørge om min For¬
seelse.
Min Moster gik mig i Møde, som hun
vilde have givet mig et Ørefigen, men det
som verre var, hun slog mig et Beeg=Plaster


31
for Munden at jeg ey skulde skrige. Derpaa
medhandlede de mig meget ugudeligt. Jeg
sukkede til Himlen i mit Hierte; thi andet
kunde jeg ikke giøre; min gode Samvittig¬
hed gav mig fuldkomne Kræfter til at ud¬
staae alt dette taalmodig, ja, jeg maa til¬
skrive Himmelens Medlidenhed og Beskier¬
melse, at jeg ikke fik et Slag og opgav
Aanden.
Da de nu efter Behag havde slaget og
forhaanet mig paa det allerskammeligste, luk¬
te de mig inde i dette mørke Hul. Min
Moster sagde i den største Bitterhed og Ar¬
righed: See nu om dine Opvartere, som
du har havt hos dig heele Nætterne, vil
komme og tilbede dig; send nu Bud efter
dem, at du kand have Sælskab i din Een¬
lighed, derpaa rev hun Plasteret fra Mun¬
den; men jeg kunde ikke sige meere end det¬
te: Jeg er uskyldig, og det staaer i Eders
Magt, hvorledes J vil medhandle mig.
Hvad? sagde min Moster, tør du beraabe
dig paa din Uskyldighed, og derpaa gav
mig et Ørefigen, saa jeg faldt til Jorden.


32
Min Formynder og Mameselle loe, og der¬
paa gik de bort, og lukte Dørren i Laas.
Jeg græmmede mig over denne forskræk¬
kelige Medfart, og mærkede alt for vel at
min Formynder og Mameselle vare Aar¬
sag dertil. Jeg sukkede indstændig til Him¬
melen om dens Bistand og Kræfter til at
udstaae saa uforskyldt en Lidelse. Den paa¬
følgende Nat var det mig umueligt at kun¬
de sove, deels formedelst mit slette Leye,
deels min jammerlige Tilstand, og saa ofte
jeg faldt i en liden Slum, vaagnede jeg
strax op i den største Forskrækkelse for vilde
og glubske Dyr, som jeg syntes i Drømme
at vilde opsluge mig.
Fortsættelsen følger.


Thee=Bordet.
No. 3.
Slutning af IIden Historie.
Om Morgenen derpaa kom min Moster
og Mameselle ind til mig. Jeg skielvede ved
deres Ankomst. Min Moster spurgte, om jeg
med det Gode vilde tilstaae, og bekiende min
Forseelse? Min hierte Moster, svarede jeg,
hvorledes skal den giøre Tilstaaelse og Be¬
kiendelse, som ey veed sig skyldig endog i
det allermindste. Ja, ja, svarede min Mo¬
ster, jeg skal nok dæmpe din Haardnakken¬
hed og bøye dit stive og frække Sind, og
derpaa gik de bort (min Mameselle spurgte
mig ellers meget spidsfindig, hvorledes jeg
befandt mig, og havde jeg sovet vel, skulde
det være hende hiertelig kiert.) Saaledes
kom de ind til mig engang om Dagen, og
vilde have min egen Tilstaaelse, men forgie¬


34
ves; thi jeg havde sat mig for, at jeg ingen¬
lunde vilde lyve mig paa, og saaledes be¬
skiemme mig selv; men derimod retfærdig¬
giorte jeg mig gandske, og krævede Himlen
til Vidne paa min Uskyldighed, endskiønt
jeg fik Øredaske og Bebreydelser hver Gang
jeg vilde forsvare mig, omsider taug jeg gand¬
ske stille, hvilket ey heller var til pas.
Jngen i Huuset vidste min slette Skieb¬
ne; thi min Moster og Mameselle bragte
mig selv det lidet jeg skulde have til Livets
Ophold; de indbildte baade Huusets Folk,
og de Fremmede, som besøgte os, at jeg var
upasselig.
Jeg havde en Pige, som jeg elkede me¬
get høyt, og hun iligemaade mig. Hun fat¬
tede Mistanke om, at det hang nok ikke rig¬
tig sammen med min Svaghed. En Dag
hendte det sig, at min Moster og Mame¬
selle drog paa Besøgelse. Min Pige obser¬
verede at min Moster tog Nøglerne af Stu¬
erne; thi der vare to Stuer, førend man
kom til mit Fange=Buur; men min Moster
glemte at forvare Nøglerne. Da de nu vare
borte, listede Pigen sig op il mig, men gav


35
et forskrekkeligt Skrig af sig, da hun saae
mig i saa ynkværdig en Tilstand. Hun fæl¬
dede de bitterste Taare over mig, da jeg for¬
talte hende, hvorledes de havde medhandlet
mig. Min Pige sagde, at hun vilde giøre
sig en Nøgel efter min Mosters Hoved=Nø¬
gel, og saaledes kunde hun om Natten liste
sig ind til mig, og tale med mig. Hun
giorde og saaledes, og hver Nat kom hun
ind til mig, og hver Gang havde noget med,
som jeg kunde forfriske mig paa; thi jeg var
saa afmægtig af Sorg, Hunger og Slag,
at jeg neppe kunde gaae over Gulvet.
Da jeg saaledes havde siddet i mit Fæng¬
sel næsten en fiorten Dage, kom min Pige
efter Sædvane ind til mig en Nat, hun saae
meere munter ud end hun pleyede. Jeg
græd, hvilket var min eneste Trøst og Til¬
flugt. Frøiken, sagde hun, giv sig tilfreds;
den unge Adelsmand Hr. D** som jeg veed,
Frøikenen har største Høyagtelse og Fortroe¬
lighed til, var hos Deres Moster i Aftes,
han spurgte nogle Gange efter Frøikenen u¬
den at nogen svarede, og da han blev no¬
get stødt derover, spurgte han nok engang
med en høyere Stemme, men fik det sæd¬


36
vanlige Svar, at Frøikenen var meget u¬
passelig, og at det tegnede ikke til Bedring.
Han mærkede af deres skiødesløse Svar,
at de ikke toge sig Frøikenens Svaghed ret
nær. Han fandt derfor Leylighed at tale
med mig, og bad mig indstændig at sige
ham oprigtig af hvad Beskaffenhed Frøike¬
nens Svaghed var; jeg aabenbarede ham
den heele Handel, som gik ham saa nær
til Hierte, at han blev som afsindig og vil¬
de strax have hævnet sig paa Deres Mame¬
selle. Jeg tyssede paa ham, og foreholdt
ham de farlige Følger, saadant kunde dra¬
ge efter sig. Han fattede derfor det Anslag,
at jeg skulde sige Frøikenen, at om det var
med hendes Villie, og hun turde betroe sig
til ham, vilde han den paafølgende Nat frel¬
se Frøikenen af sit Fængsel og flygte bort
med hende. Ak! Himmel! raabte jeg, skal
jeg da være Landflygtig, fordi nogle Skarn,
finder Fornøyelse i at forfølge mig? Ney,
jeg vil endnu ansee Tiden, maaskee min Mo¬
ster dog kand fatte et andet Sind, hun
kand dog umuelig holde mig indesluttet be¬
standig. Men, sagde Pigen, hun kand dog
piine og martre Frøikenen til Døde. Sandt


37
nok: sagde jeg, men jeg vil dog endnu ud¬
staae denne Piine en tre til fire Dage, i¬
midlertid kand du takke Hr. D** paa det
eftertrykkeligste.
Pigen gik med dette Svar. Hr. D**
blev meget utaalmodig, og jeg fandt ey hel¬
ler nogen Lindring i mit Fængsel, men det
blev haardere og strængere Dag fra Dag,
ja, min Moster sagde, at hun vilde piine
mig enten til Bekiendelse eller Døde. Altsaa
besluttede jeg at tage imod Hr. D** hans
Tilbud, og sagde til min Pige, at jeg var
følgagtig uaar og hvorhen Hr. D** vilde
føre mig, naar jeg kuns kunde blive befriet
af mit Fængsel, og han vilde opføre sig i¬
mod mig som en ærekiær og redelig Cavailler.
Pigen, giorde altsaa Anstalter til vor
Flugt, og samlede mine kostbareste Sager,
Ædelsteene og Guld, som beløb sig henimod
20000 Rdlr.
Nu var Natten kommen, som var be¬
stæmt til vores Reyse. Jeg svevede imellem
Haab og Frygt. Jeg ønskede at komme
fra mine Fienders Aasyn; men saae og hvad
Farligheder dette kunde føre med sig, saa¬


38
ledes at overgive sig til en Mandsperson,
paa hvis Ærlighed jeg vel ikke havde syn¬
derlige Prøver, men var dog imidlertid fuld¬
kommen overbeviist om, at han elskede mig.
Hr. D** havde imidlertid forskaffet en
Vogn, som han havde sat i Skoven uden
for Gaarden, og bundet Hestene til et Træe;
han havde ogsaa forskaffet baade sig og mig
Bønder=Klæder, at vi des bedre kunde væ¬
re ukiendelige. Om Natten Klokken tolv
kom min Pige ind til mig, og iførte mig
disse Bonde=Klæder. Jeg kunde neppe bare
mig for at lee, da jeg saae mig i denne
Dragt. Den skielmske Pige sagde ogsaa:
nu! lille Bondekone! Moster skal min Troe
lede forgieves efter Frøikenen i denne Dragt.
Derpaa tog jeg en kierlig og væmodig
Afskeed med min Pige, og overgav min hele
Førelse i Forsynets Haand. Hr. D** tog
imod mig uden for Gaarden; det var mørk
og han kunde aleneste kiendes paa Røsten.
Vi gik det stærkeste vi kunde, og havde nep¬
pe Tid til at tale et Ord. Jeg skielvede ved
hvert et Løv, som rørte sig i Skoven. Vi
kom omsider til Vognen, Hr D** agerede


39
selv Kudsk, og vi kiørte Nat og Dag af
lutter Omveye, at man ikke saa let skulde
spore os. Efter en besværlig Reyse baade
Nat og Dag kom vi omsider til den yder¬
ste Kant af Riget, der solgte vi baade
Heste og Vogn, og foregav at vi vilde seyle
til Rusland; men vi gik til denne Stad,
hvor vi nu en Maaneds Tid har opholdt
os, og levet ubekiendt under fremmede Nav¬
ne. Vi har hver sit Logement, og vi besø¬
ger hinanden som Fremmede; dog har vi ind¬
gaaet Ægteskabs=Løfter med de helligste For¬
bindelser, men vi vil ey fuldbyrde vores
Ægteskab, førend vi kand komme i rolig
Besiddelse af vort Gods og Midler.
J Aftes fik vi i Sinde at ville spadse¬
re ud i denne Skov, og satte hinanden Stæv¬
ne paa et vist Sted og ved en vis Tid; men
ak! denne Spadsere=Gang var Aarsag til
den elendige Tilstand, som De, min Herre,
fandt mig udi paa Høyen ved den dybe
Dal.
Min Kiereste var kommet først ud i
Skoven, jeg kom bag efter, men da jeg kom
til det fastsatte Sted, fandt jeg ham ikke.


40
Jeg saae mig da allevegne omkring, omsider
fik jeg Øye paa ham langt borte ved Strand¬
Bredden, hvor han stod og ligesom ventede
efter en Baad, hvori der sadde tre Menne¬
sker, to Roer=Knægte og et Fruentimmer.
Disse satte dette Fruentimmer i Land paa
det Sted hvor min Kiereste stod, og derpaa
roede bort igien. Min Kiereste Hr. D**
hilsede hende i Begyndelsen, som en Frem¬
med; men da de havde talt noget med hin¬
anden, omfavnede han hende som en Elske¬
re, ja det gik saa vidt at de satte sig ned,
og atter omfavnede han hende paa det kier¬
ligste. Nu kand De let begribe, min Her¬
re, hvorledes jeg kunde blive til Mode ved
dette Syn. Jeg tænkte strax at det var
een, som han havde sat Stævne, og at han
var bleven mig falsk og utroe; thi elskende
Personer fælder gemeenlig enten de mildeste
eller haardeste Domme. Min Kiereste pee¬
gede engang op til det Sted, hvor jeg var,
og hvor vi havde sagt hinanden at vilde
samles; Jeg havde forstukket mig bag Bu¬
skene at de ey kunde see mig. Derpaa rey¬
ste de sig, og spadserede saa sagte ved Strand¬


41
Bredden. Jeg skyndte mig bort og løb dy¬
bere ind i Skoven.
Dette var meer end nok til at bekræfte
min allerede fattede Mistanke, og det foru¬
roligede mit Sind saaledes at jeg blev gand¬
ske ude fra mig selv. At see den, som hav¬
de givet mig de kraftigste Løfter paa Ægte¬
skab, og til hvilken jeg gandske havde over¬
givet mig, saaledes at elske en anden, det
var alt for tungt for mig, som en ærlig og
oprigtig Elskere at bære. Min forrige haar¬
de Medfart hos min Moster randt mig ind
tillige, og jeg fattede den faste Slutning at
giøre en Ende paa mit kummerlige Liv.
Hvorfor jeg midt i mit Raserie løb omkring,
i Skoven, og omsider traf paa det Sted,
hvor De, min Herre, fandt mig i den be¬
drøveligste Tilstand; men Himlen skee Tak,
som ved Dem forhindrede saa fortvivlt, og
formasteligt et Foretagende, hvorfore jeg ik¬
ke noksom kand takke det mildeste Forsyn,
og dernæst Dem, som har reddet mit Liv.
Det var nu næsten to Timer over Mid¬
nat, og vi vare nu kommet til den yderste


42
Kant af Skoven, og havde kuns et par
Bøsse=Skud til Byen. Her toge vi Afskeed
paa det fortroligste med den Forsikring, at
jeg ikke maatte røbe hendes Person, hvem
hun var. Vi lovede hinanden at mødes
næste Aften paa den omtalte Høy ved Da¬
len. Derpaa skiltes vi ad, hun hastede til
Byen, og jeg gik tilbage igien i Skoven,
for at giøre mine egne Betragtninger over
denne sælsomme Hendelse, og over de man¬
ge Uleyligheder, som elskende Personer ofte
staaer Fare for at styrtes udi; men jeg fik
andet at bestille, end at tænke.


43
IIIdie Historie.
Et uformodentlig Overfald.
J¬
eg var neppe kommen tyve Skidt til¬
bage ind i Skoven, førend et Men¬
neske kom springende mig lige i Møde ud af
Buskene med den blotte Kaarde i Haanden.
Holdt! raabte han, ikke et Skridt længer.
Du Forræder! Du Skielm! Du Røver, som
har berøvet mig mit Allerkiereste, og skilt
mig ved al min Glæde i Livet. Her vil
jeg hevne mig paa dig, og du skal være et
Offer for min retfærdige Vrede. Derpaa
traadde han to Skridt tilbage, og sprang i¬
mod mig, ligesom han med eet vilde have
stukket mig igiennem, hvilket og gandske vist
havde skeet, dersom jeg ikke lige saa hastig
havde taget tre til fire Skridt tilbage.
Jeg, som gik i mine egne Tanker, blev
meget bestyrtset ved saa pludselig et Over¬
fald; jeg var ikke bevæbnet, men havde ale¬
neste en Stok i Haanden, hvormed jeg pa¬
rerede af for Stødene; thi til al min Lykke


44
for denne Gang, havde jeg lært lidet at
fægte, og min Contrapart derimod var saa
forbittret, at han ikke i sin Afsindighed kun¬
de i Agt tage alle sine Kunstgreeb, og be¬
tiene sig af alle Leyligheder. Da han nu
ret vilde gaae løs paa mig, og havde i Sin¬
de at jage mig igiennem, var jeg saa lykke¬
lig, at jeg slog Kaarden ud af hans Haand,
hvilken jeg i en Hast bemægtet mig; men
da han saaledes saae sig bedraget i sit onde
Forset, og ikke i Stand til at fuldføre sin
mordiske Gierning, kastede han sig som et
afsindigt Menneske ned paa Jorden.
Min Ven! sagde jeg, nu kand de selv
see hvad jeg kunde giøre, og hvor jeg kun¬
de bruge Repressalier; men De skal befinde
mig meere menneskelig end saa. Men om
jeg maae spørge, sagde jeg videre, hvad har
bevæget Dem til at overfalde mig saaledes,
da jeg ikke har den Ære at kiende Dem,
og endnu langt mindee veed at have fortør¬
net Dem? Dersom jeg vidste at de agerede
Røver eller Stiemand, skulde jeg i det rin¬
geste give Dem saa meget, at De ikke mee¬
re herefter skulde bruge saa skammeligt og


45
utilladeligt et Haandverk. Ney, raabte han,
jeg er langt fra ikke en Røver; men De,
min Herre, sagde han, har opført sig som
en Røver og det nedertrægtigste Skarn, i det
De har frarøvet mig mit Allerkiereste. De
har giort mig ulykkelig, og forført den uskyl¬
digste. Jeg beder derfor aleneste, at De,
om der er mindste Levning tilbage hos Dem
af Medlidenhed, og det, som man kalder
Mandhaftighed, vil uden videre Omstændig¬
hed jage min egen Kaarde i det Hierte, som
havde Mod nok, men slet Lykke til at i¬
giennembore Deres. Ney, min Ven, sva¬
rede jeg, det gaaer ikke an saaledes at slag¬
te Mennesker, og det er slet ingen Mand¬
haftighed. Ney, min Ven, sagde jeg videre:
jeg vil være meere ædelmodig end saa. Ak!
raabte han atter, stik mig dog ihiel paa
Stedet, og lev De imidlertid vel med den,
som har agtet Deres Person værdigere end
min.
Jeg blev meget underlig over denne Ta¬
le, og kunde ikke begribe hvad han egentlig
sigtede til, jeg mærkede vel, at han blev
regieret af de hæftigste Passioner, nemlig


46
Kierlighed og Vrede, men jeg vidste og til¬
lige at jeg aldrig havde gaaet nogen i For¬
kiøbet, og allermindst var hans Rival, hvor¬
fore jeg bad ham, at han skulde udlade sig
noget tydeligere, at vi paa begge Sider kun¬
de komme ud af denne Handel, som fore¬
kom mig som en Drøm. Ney, sagde han,
det var ey saa vel at det var en Drøm,
og derpaa greb han efter Kaarden, men for¬
gieves, og sagde i den største Forbittrelse:
Har du ikke, i hvo du er, forført den Uskyl¬
digste? har du ikke opholdt hende i Skoven,
til to Timer over Midnat? Har J ikke søgt
forborgne Afveye, for at fuldføre den skam¬
meligste Gierning? Jeg har jo selv været et
Vidne til Eders fortroelige Samtale, seet
Eders kierlige Afskeed, og med mine Øren
hørt, at J i Morgen Aften vilde samles
paa samme Sted? Jeg havde først i Sin¬
de at vilde have nedlagt dig med min Kaar¬
de for hendes løbske Fødder, og opofret
dig for hendes letfærdige Øyne, men jeg be¬
tænkte mig, og fattede det Forset, først at
ville hevne mig paa dig, du Forræder! og
dernæst paa den troløse og liderligste af alle
Mennesker, men da jeg havde saa slet Lykke


47
til det første, haaber jeg, at skulde være lyk¬
keligere til det sidste. Herpaa taug han; men
holdt stedse Øyne med Kaarden, som jeg
holdt i den ene Haand, imedens jeg holdt
ham i Brystet med den anden.
Jeg kunde let slutte mig til af alt dette,
at denne Person maatte være Frøiken S**
hendes Kiereste, som, da han havde seet os
gaae saa sagte i Skoven, havde forstukket sig
bag Buskene i Nærværelsen, for at høre og see
hvorledes vi forholdt os, for des bedre at
kunde hevne sig paa os i sin Vrede.
Jeg brød da over tvert og sagde: Hr. D**
--- Hvad? raabte han gandske bestyrtset,
da han hørte sit rette Navn, og faldt mig
ind i Talen, og hun, sagde han har ogsaa
aabenbaret mit Navn? o! den Forræderske!
o! Troløse! Ja, det er rigtig nok! jeg er for¬
raadt af den ærligste, og forladt af den elsk¬
værdigste. Ak, ak! ---
Ney, min Herre, sagde jeg, Deres Kie¬
reste og jeg er gandske uskyldig, og alle de
Bebreydelser og Beskyldninger, som De ud¬
øser imod hende og mig, passer sig aldeles
paa Dem selv. Paa mig? sagde han, ja,


48
paa Dem, svarede jeg, De ved Deres uar¬
tige og usømmelige Opførsel har bragt De¬
res Elskværdigste i de farligste Omstændig¬
heder og bedrøveligste Tilstand. Hvorledes
maatte vel en oprigtig Elskerinde blive til
Mode, naar hun saae den, til hvilken hun
gandske havde overgivet sig, paa det venligste
og kierligste at tage imod et andet Fruentim¬
mer, og at spadsere med samme uden at bekym¬
re sig det mindste om Deres Kiereste Frøiken
S** som De skulde møde paa det fastsat¬
te Sted. Hun saae al Deres Opførsel og
Utroeskab imod hende, hvilket hun, som et
skrøbeligt Fruentimmer ikke havde Kræfter
nok til at bære over med. Ja, det gik hen¬
de saa nær til Hiertet, at hun fik i Sinde
at forkorte sit eget Liv, og derfor begav sig
til den høye Bakke ved den dybe Dal for
der at nedstyrte sig; men Himlen skee Tak,
som forekom saa uhørlig en Gierning, i det
den beskikkede mig som et Middel til hendes
Frelse.
Fortsættelsen følger.


Thee-Bordet.
No 4.
Slutning af IIIdie Historie.
De ynkværdige Omstændigheder, jeg
fandt hende udi, er for vidtløftig at opreg¬
ne. Jeg havde den Lykke at gribe hende,
just da hun vilde have nedstyrtet sig. Hun
laae næsten en Time død, omsider kom hun
dog til sig selv igien, og samlede saa man¬
ge Kræfter at hun kunde gaae saa sagte,
som De selv har seet. Hendes fortvivlte
og ubetænksomme Gierning kand ikke forsva¬
res, men Deres Foretagende, som alene var
Aarsag dertil, kand endnu langt mindre und¬
skyldes. Nu maa De selv dømme, min
Herre, om De finder sig skyldig eller ikke.
Deres Kiereste Frøiken S** har fortalt mig
sit Levnets Løb, og altsaa kand det ikke hiel¬
pe, at De dølger noget for mig. Med faa


50
Ord sagt: jeg har frelst Deres Kiereste, og
ingenlunde forført hende.
Himmel! raabte han, hvad hører jeg?
Den Allerelskværdigste er uskyldig, og De,
min Herre, har handlet ædelmodig baade i¬
mod hende og mig. Jeg er aleneste skyldig,
dog paa en uskyldig Maade, og vil De ha¬
ve Taalmodighed at høre paa min Fortæl¬
lelse, skal De maaskee sande med mig, og
holde mig uskyldig.
Jeg kom først ud i Skoven til det Sted,
hvorom min Kiereste og jeg havde giort Af¬
tale at ville mødes paa, og da jeg ikke fandt
hende der, gik jeg ned ved Strand=Bred¬
den, for at divertere mig saa længe indtil
hun kom. Men hvilken forunderlig Hendel¬
se! Jeg saae trende Mennesker i en Baad
at roe lige imod Landet, det ene var et
Fruentimmer. Jeg biede indtil de kom til
Lands for at see, hvem de vare.
Saasnart de tvende Roer=Knægte havde
sat dette Fruentimmer i Land, roede de strax
bort igien.


51
Jeg gik nærmere til for at hilse hende,
og saasom jeg vel kunde see hun var frem¬
med tilbød jeg hende min Tieneste. Hun
med, det meest indtagende Væsen hilsede mig
igien, og aflagde tusinde Taksigelser for min
Artighed; men hun saae meget stivt og al¬
vorligt paa mig, som den der skulde kiende
mig. Jeg betragtede iligemaade hende paa
det nøyeste, og blev ligesom rørt i Hiertet.
Da vi saaledes nogen Tid havde staaet og
stirret paa hinanden, sagde hun omsider: min
Herre! maa jeg tage mig den Frihed at spør¬
ge om Deres Navn? Jeg, som ikke vilde
være mit rette Navn bekiendt, blev noget
forvirret, og gav mig det fremmede Navn
som jeg har antaget her paa Stedet. Ak!
svarede hun, jeg beder om Forladelse, min
Herre, jeg mærker nok at jeg har taget Feyl.
De er ellers min Broder meget liig. Ak!
Himmel! sagde hun sukkende, hvor underlig
tumler dog ikke Menneskene omkring.
Herover blev jeg endnu meere uroelig i
Sindet, og udbad mig Tilladelse at spørge
om hendes Navn. Mit Navn er, svarede
hun, Madame K** men jeg er fød Frøiken


52
D** Himmel! raabte jeg, min Søster!
og faldt hende om Halsen, og spurgte, hvor
kommer Du her? og hvorfra? Hvad Skieb¬
ne har tumlet dig i saa lang en Tid? Hun
blev som stum ved disse Ord, og kunde ikke ta¬
le formedelst en hemmelig Glæde, og tillige en
undseelig Forundring, omsider sagde hun:
hvad giver dem Rettighed til, min Herre, at
kalde mig Deres Søster, da De ikke har
samme Navn som jeg? Ak! jo, min kiereste
Søster, svarede jeg, mit rette Navn er
D**, og derpaa satte vi os lidet ned. Jeg
fortalte hende med faa Ord af hvad Aar¬
sag jeg havde givet mig det falske Navn.
Hun faldt i den største Forundring. Vi
omfavnede hinanden af den reeneste Kierlig¬
hed.
De kand lettelig forestille sig, min Herre,
sagde han til mig, hvor behagelig saa ufor¬
modentlig en Samling kunde være for Sød¬
skende, der ikke havde seet eller spurgt til
hinanden i to samfulde Aar, og helst da jeg
fandt min Søster levende, som i alle vores
Tanker var død; thi hun blev borte fra os
om Natte=Tider, og hendes Bortreyse eller


52
rettere Bortrøvelse lagde mine Forældre i de¬
res Grav for Tiden.
Jeg bad da min Søster at følge med
mig hen til det Stæd, hvor jeg ventede at
finde min Kiereste; men da hun ikke var
der, bad min Søster mig at følge hende til
mit Logement, og dernæst gik jeg hen, for at
see om min Kiereste var maaskee kommen
hiem, og vilde afbede min Forseelse; men
saasom jeg ikke fandt hende der, vendte jeg
tilbage igien til Skoven for at opsøge hende.
Jeg var da saa uhældig at finde hende
spadserende med Dem, min Herre, og saa¬
som Kierlighed er en farlig Passion, og som
let kand forvandles til den bitterste Vrede,
saa kunde jeg ingenlunde styre mig i min
Hastighed og Hevngierrighed. Men ak!
min Herre, sagde han til mig i det han om¬
favnede og kyste mig, jeg beder Dem dog
De vil have Medlidenhed med en ærlig men
tillige mistænkelig Elskere; jeg beder Dem
tusinde Gange om Forladelse for mit slette
Forhold imod Dem, som har fortient det
langt bedre.


54
Min Herre! svarede jeg, De skal finde
mig ligesaa færdig til at tilgive, som De
haver været til at bekiende. Jeg spurgte ham
da skiemtviis, om han ikke vilde stikke mig
ihiel, skulde han faae sin Kaarde igien, jeg
leverede ham den, hvilken han annammede
med den største Undseelse og Taknemmelighed.
Derpaa gik vi. Nu, sagde han, nu
staaer kun tilbage, hvorledes jeg skal forso¬
ne min Allerkiereste for mine skammelige For¬
seelser, og den Uret, jeg har giort hende. Jeg
spurgte ham smilende, om han turde lade
hans Kiereste komme til mig i Skoven, som
hun havde lovet, og dersom han ikke var
jaloux, vilde jeg drage Sagen i Rigtighed,
og mage det saa, at hun gandske vist skulle
tage ham til Naade igien. De behager at
skiemte, sagde han, ja jeg anseer Dem
saa ædelmodig, at De alene var værdi¬
gere til Frøiken S** og hendes ypperli¬
ge Dyder end jeg. Ney, sagde jeg, De
skal ikke have nogen Rival i mig, jeg vil
alene udbede mig Deres Venskab, og flat¬
tere mig af samme. Ak! svarede han, lad
os sette de fortrædelige Complimenter til


55
Side. Vi indgik altsaa et fast og ubrøde¬
ligt Venskab, derpaa toge vi Afskeed, jeg
bad ham skiemtviis at han ikke maatte hæv¬
ne sig paa den deyligste Frøiken S**, han
smilede og sagde: En Elskere maa skikke sig
taalmodig i Alting. Han bad mig at følge
med sig hiem; men saasom det var saa ti¬
lig, vilde jeg ikke giøre hans nylig hiem¬
komne Søster Uroe; men jeg maatte love
ham, at jeg Klokken 9 skulde gandske vist
giøre Sælskab ved Thee=Bordet, og høre
paa, hvorledes hans Søster havde tumlet
om i sine Landflygtigheds Aar. Derpaa
skiltes vi ad, han gik til Byen, og jeg atter
tilbage ind i Skoven.
Den behagelige Morgenstund gav mig
ligesom en fuldkommen Erstatning for den
forunderligste og møysommeligste Nat, jeg i
min heele Livstid havde havt.
Det var det behageligste Syn at see
Morgenstiernen i sin fulde Glands, som So¬
lens Forløbere at oprinde, og ligesom en
Herold at udraabe, at Solen dens Herre
var ikke langt bote, og at Mørket skulde


56
pakke sig af Jorderige. Mørket forsvandt
alt meer og meer. Phoebus eller Solen
blinkede ikke saa hastig med det mildeste Øye,
førend den toppede Lærke opsvingede sig til
Skyen, og med den lifligste Stemme bød
dens Ankomst velkommen. Det heele Siunge¬
Chor istemmede den lifligste Morgen-Sang,
saa at det store Rum imellem den høyeste
Skye og dybeste Dal blev opfyldt med den
sødeste Lyd og prægtigste Concert. Uglen,
som om Natten havde tudet, stak nu lige¬
som efter Ordre sin Pibe i Skiul ved Da¬
gens Komme, ja, ligesom skammede sig, da
den hørte den beste og meest harmonerende
Music af de andre Fugle. Dyrene krøb frem
af deres Leye, og saasnart Fuglene havde
endt deres Morgen=Lovsang, vare nogle be¬
skieftede med at bygge deres Reeder, og an¬
dre med at made og opklække deres Unger.
Hyrderne spillede paa deres Hyrde=Pibe og
Faarene brægede, men de spæde og lystige Lam
dandsede, og for lutter Spøg neppe kunde
gaae.
Jorden, som var vædet med den meest
væderqvægende Dug, glimrede imod Mor¬


57
genrødens Straaler, ligesom et hvert Græs¬
Straae kunde have været besat med Per¬
ler og Ædelsteene.
Blomsterne, som ved Nattens Kuld hav¬
de lukt sig sammen og ligesom sovet, udslo¬
ge nu deres Blade, som af Naturen paa
tusinde Maader vare skaterede, saasnart So¬
len med sin purpur=røde Mund ligesom ky¬
ste dem, og med en forfriskende Aande og
tempereret Varme oplivede dem paa nye.
Alt dette, som blev betragtet paa den
rette Maade, kunde fuldkommen fornøye et
Sind, og opvække en retskaffen Eftertanke
hos en fornuftig Tilskuere.
Mig syntes, at de Ufornuftige giorde de
Fornuftige til Skamme i mange Stykker,
baade i Lovsang og Duelighed, da mange
af de sidste har vel aldrig seet Solen op¬
staae, og endnu mindre ved dens Opgang
priiset Skaberen; ja, hvorledes mange med
Uglen tuder i Mørket, men neppe med Uglen
ere saa artige og tier om Dagen, uden naar
de med Uglen sover; hvorledes Dyrene par¬
rer sig selv; og aldrig overtræder Naturens


58
Lov; hvorledes Blomsterne vare udstafferede
og bare de prægtigste Klæder uden at bry¬
ste sig det mindste deraf, da derimod man¬
ge, som skulde passere for Fornuftige, kand
giøre sig til af en lumpen Klud, uden at
betænke Oprindelsen til deres Skul.
I disse Tanker blev jeg saa uformærkt
ført hen til det Sted, hvor jeg Aftenen til¬
forn havde reddet den ulykkelige Frøiken
S?1. Stedet gav mig Andledning til nøy¬
ere at overveye hendes Skiebne og fordøm¬
melige Opførsel. Ak, tænkte jeg ved
mig selv, hvad er dog forliebte og elskende
Personer ikke nogle usle Creature! Mistæn¬
kelighed er den Rust, som fortærer dem, og
Sindets Urolighed er deres Bødel. Ja,
det samme som en latinsk Poet har sagt om
Vrede, nemlig: at den er en kort Galenskab,
det samme kand og til deels siges om en hæf¬
tig Kierlighed, saa at Kierlighed og Vrede
ere vist nok de hæftigste Sinds=Bevægelser, og
ere i Stand til at styrte alle sine Undersaattere
i de yderste Elendigheder, saa at man kand
vel sige:


55
Hvortil kand Kierlighed og Vrede
Dog ikke Mennesker forlede?
En eneste suur Mine kand bringe Blodet
i Uorden i den heele Machine, og et venligt
Øyekast til en anden kand styrte Elskeren i
den dybeste Fortvivlelse. Er det dog ikke
beklageligt, at Fornuftige ikke bedre kand
være Herrer over deres Sinds-Bevægelser.
Frøiken S?? vilde have omkommet sig selv,
fordi hun saae hendes Kiereste at tage en
anden i Favn, som dog skeede i den største
Uskyldighed, og Hr. D vilde stikke mig
ihiel, og hævne sig paa hans Kiereste, for¬
di jeg spadserede med hende uden mindste
Fornærmelse. Jngen burde derfor beqvem¬
me sig til Elskov, førend de nogenlunde va¬
re Mester over deres Gemyts Beskaffenhed.
J det jeg saaledes udmattede mit Sind
med at tænke, og jeg desuden havde havt
en urolig Nat, blev jeg meget tung. Jeg lag¬
de mig ned for at hvile lidet; men jeg faldt
i en dyb Søvn.


60
IVde Historie.
En Drøm.
S¬
aasnart jeg havde tillikt mine Øyne,
og Søvnen overfaldt mig, begyndte
Drømme=Phantasien at spille for mine Øyne.
Jeg drømte, at jeg saae en Mand kom op¬
stigende af Dalen, og nærmede sig lige hen
imod mig. Han havde ingen Skiul paa
Hovedet, men et sølvgraa Haar beprydede
hans gamle og rynkede Jsse, og et Skiæg
saa hvidt som Svane=Duun hang ham midt
ned paa Brystet; han havde en lang sort
Kappe paa, som næsten bedækkede Fødder¬
ne, der vare gandske blotte; han saae me¬
get alvorlig og tankefuld ud, men midt i
hans Alvorlighed fremskinnede dog den mil¬
deste og ærligste Venlighed; han var run¬
ken, dog uden at Alderdommens Stræger
vanheldede hans Ansigt.
Han kom til mig, tog mig ved Haan¬
den, og sagde. Min Ven! kom, og følg
med migl jeg vil viise dig det, hvormed jeg


61
fornøyer mig selv i min Eenlighed; thi jeg
er en Eremit, og har unddraget mig fra
Verdens støyende Mængde og udvalgt Een¬
lighed til min Forlystelse.
Jeg, som af Naturen havde Lyst til Een¬
lighed, fandt denne Mand saa ærlig og lige
efter mit Sind at jeg uden mindste Frygt
stod op og fulgte med ham.
Jmedens vi gik, fortalte han mig Aar¬
sagen til hans Eremitiske og eensomme Levnet.
Jeg var, sagde han, næsten i mit ty¬
vende Aar, da jeg føelte Elskovs Kraft og
herskende Magt. Jeg blev gandske indta¬
get og forelsket i det deyligste Fruentimmer,
som der i mine Tanker kunde være under
Solen; det var ikke hendes Skiønhed alene,
som giorde mig forliebt, ney, men hendes
Dyder og ypperlige Forstand var det, som
i Særdeleshed bemestrede mit Hierte. Hun
elskede mig med samme Oprigtighed, som
jeg hende; thi den Kierlighed, som har Dy¬
den til Grund, er meere oprigtig end den,
som har Skiønhed, Stand og Rigdom for
Øyne. Vi elskede hinanden hemmelig, og


62
turde ikke yttre os dermed for vore Foræl¬
dre, som gandske vist vilde have anseet vores i
Kierlighed for Ungdoms Spøg og hastig i
Flyve=Hede. Hun var i sin blomstrende Al¬
der og feyreste Aar, da hun fik en nye Bey¬
lere og jeg en Rival til største Hierte-Sorg
for os begge. Hendes Fader var en gam¬
mel og myndig Mand, et Ord af hans Mund
var en Lov for hans Børn og Huusfolk,
og det mindste Nik var som den strængeste
Befaling. Frieren var en riig Kiøbmand,
hvorfor og Faderen ønskede at have saadan
en til Sviger=Søn. Hun satte sig vel der¬
imod med Hænder og Fødder, og med græ¬
dende Taare kastede sig ned for hendes Fa¬
ders Fødder, og med de bevægeligste Ord
bad, at han dog vilde have den Kierlighed
for sit Barn, og ikke overgive hende til den,
som hun ikke kunde fatte mindste Godhed,
og Kierlighed til; men alting var forgiepes;
Han var saa tyrannisk, at han med sin fa¬
derlige Myndighed tvang hende til at ægte
ham. Men hvad var Frugten deraf? Hun
græmmede sig saaledes, at hun døde fiire
Uger efter Sammenkomsten.


63
Jeg kunde end da med billighed finde
mig i, at min Kiereste saa skammelig blev
mig berøvet; men da hun døde, gik det
mig saa nær til Hiertet, at, da jeg be¬
tragtede hvorledes det ene Menneske tit og
ofte paa en hemmelig Maade er det andet
Menneskes Bødel, og paa en subtil Maade
dræber hinanden; fattede jeg det Forset gand¬
ske at unddrage mig fra al menneskelig Sam¬
qvem, og udvalgte denne eensomme Leve¬
maade til min Fornøyelse, og da jeg gik
bort skrev jeg en. Sædel og lagde den paa
Bordet af følgende Jndhoid;
Da mit Liv, min Lyst og Glæde
Døde, døde jeg ogsaa.
Jeg mit Tab vil nu begræde,
Og herefter ene gaae.
Ak! Forældre! tvinger ikke
Eders Børn til Elskovs Strikke,
J det vist fortryde skal;
Lær dem rigtig først at vælge,
Lad dem giøre saa et Val.
Det er farligt Børn at sælge.
Siden jeg skrev dette, sagde Eremiten, har
ingen seet mig uden i denne ukiendelige Dragt.


64
Jmidlertid vare vi komne til et over¬
maade høyt Bierg, der vare mangfoldige
Omveye at gaae op af, thi ligefrem kunde vi
ikke gaae. Her vil vi stige op, sagde Ere¬
miten, thi her har jeg ligesom mit Obser¬
vatorium. Jmedens vi gik op paa Bier¬
get, blev jeg vaer, at Eremiten smaaloe ved
sig selv, jeg spurgte om Aarsagen til hans
Latter, og hvorover han fornøyede sig, da
jeg syntes det var en besværlig Gang. Jeg,
svarede han, leer ikke just af Glæde, men
meget meere af Foragt, i det jeg tænker paa,
hvormange Omveye og undertiden krogede
Afveye de ofte maa søge, som vil blive no¬
get Stort og Høyt i Verdens Øyne, ja,
hvorledes mange, skiønt de ligesom gaaer i
Søvne kommer ligesaa høyt, og undertiden
høyere end de, der vaager Nat og Dag,
men som gaaer deres Gang ligefrem.
Fortsættelsen følger.


Thee-bordet.
No. 5.
Slutning af IVde Historie.
Efter en tung og besværlig Gang kom
vi omsider op paa Bierget, hvor vi satte
os. Da vi havde sat os ned, spurgte den
gamle Eremit mig ad, om jeg saae noget.
Ja, svarede jeg, jeg seer ligesom en stor
Stad, men det, som er det forunderligste,
sagde jeg, mig synes at jeg kand see ind i
Folkes Huuse, og alt hvad de foretager sig.
Det er sandt, svarede Eremiten, det er en
Herlighed, som mig er forundt, at, da jeg
lever uden menneskelig Samqvem og Om¬
gang, kand jeg dog fornøye mig med at
see og betragte hvad andre foretager sig.
See, sagde jeg, hvad monne det være
for en Samling af begge Kiøn, som jeg


66
seer i den Stue? Mig synes, de har en vig¬
tig Materie paa Bane at handle om. De
disputerer jo meget hæftig, og bruger meget
Snustobak, derimod sidder een i en Krog i
Stuen og tier gandske stille, det maa nok
være en enfoldig Stakkel, som en kand hamle
op med de andre?
Sandt nok, sagde Erimiten, man skul¬
de snart tænke, at de havde en Sag af stør¬
ste Betydenhed at afgiøre; men nogle har
den Gave at de uden Modsigelse kand dispu¬
tere en heel Time, og det, som er det lat¬
terligste, at de mangen Gang kand snakke
om intet. Men den, som sidder i Krogen
fortiener en bedre Carakter; thi han leer ad
de andre ved sig selv og tænker:
Den heele Tale er ikkun en Mundfuld Vær.
Nu spørger man: hvad Vind, hvad Klok¬
ken den er slagen?
Nu prøver man Tobak. Fortæl, hvad Nyt
her er.
Manillie er syg. Seel det var hele Sagen.
Men, sagde jeg til Eremiten, der seer jeg
i et andet Huus næst ved, hvorledes to trækkes


67
om et Barn, de har fat hver ved sin Arm, og
Barnet ligesom hænger midt imellem dem,
hvad vil det sige? Det er, sagde Eremiten,
Mand og Kone, som trækkes om deres Barn.
Barnet har forseet sig, hoorfor og Faderen
vil efterkomme sin Pligt og straffe det, men
den kiere Moders Hierte er alt for ømt til,
at hun kunde tillade at medhandle den u¬
skyldige Glut, (som hun kalder det,) paa saa
haard og barbarisk en Maade, hvorfore og
Barnet har saa fortreffelig en Skiønsomhed,
at saa ofte det forseer sig, tager det, strax
sin Tilflugt til sin kiere Mama, som den
der tager det i sin milde Beskyttelse, hvor¬
udover og Barnet sielden eller aldrig bliver
revset; men det er ikke værdt at see paa,
thi det er saa almindeligt
Men, sagde Eremiten, vend dine Øyne
over til den anden Side af Gaden, til det
Huus lige over for. Jeg giorde saa, og sag¬
de: der seer jeg en Mand, at ligge udstrakt
paa en Loybænk, han maa nok være død,
og det unge Fruentimmer, som sidder ved
Siden, og græder saa bitterlig, er nok ti¬
lig bleven Enke? Ney sagde Eremiten, det


4t
er en Datter af den døde Mand, som ligger
paa Loybænken.
Han var en af de rigeste Borgere i den
heele Stad, men derhos tillige den største
Gniere, ja, om jeg skulde sige det paa hans
Død, havde han forhvervet, sig sine meste
Midler paa en ulovlig og uretfærdig Maa¬
de. Han dode nu nylig og meget pludselig,
nemlig, just da han tog de ubilligste Renter
af en fattig Enke.
" Han var selv Enkemand, og har ef¬
terladt sig trende Børn, en Søn og ro Dol¬
tre, som eneste Arvinger til alle hans uret¬
færdige Midler.
Den yngste Datter er et meget dydigt
ungt Menneske, og det er just hende, som
sidder ved sin Faders Lig, og begræder hans
hastige Bortrykkelse.
Det er saa langt fra at hun glæder sig
over at hun er bleven Arving til saa ansee¬
lige Midler, at hun jo meget meere sørger
over at hun skal være det til den Capital,
som er samlet med Uret, og foroget med de


Fattiges Suk, som har været et Rov for
hendes Faders graadige Tænder og hundlø¬
se Svælg. Hun har derfor fattet det yp¬
perlige Forset at give den halve Deel af sin
Arve=Part til de Fattige, og at underholde!
den Enke, af hvilken hendes Fader tog den
sidste uretfærdige Skilling.
Det er priiseligt, sagde jeg, ja, sva¬
rede Eremiten, derfor gaaer det og hen¬
de vel, og hun bliver ingenlunde Arving til
de Fattiges Suk, som hendes Fader hav¬
de udpresset.  O i
Men, sagde jeg videre, der seer jeg
næste Kammer et Fruentimmer og en Mands¬
person, det er nok hendes Sødskende, de skri¬
ber jo? Ney, svarede Eremiten, det er vel¬
hendes Søster, men Mandspersonen er hen¬
des Sosters Kiereste. Aanden var neppe
sluppen ud af hendes Fader, forend hun
sendte Bud efter sin Kiereste, at han skulde
komme til hende, hvilket hun ikke tulrde til¬
forn, medens Faderen levede, Han kom,
og strax tog Deel i sin Kierestes Glæde.
Jndholdet af det Brep som de skriver, er,
at han skal forskrive hende de nyeste Moder


fra en vis Stad, og de prægtigste og kost¬
bareste Klæder, hun er og ret fornøyet over
den sidste Sørge-Forordning, som befaler
at sørge kort, hun har og i Sinde at reyse
til Hovedstaden, for i næste Vinter at bi¬
vaane alle Opera og Comoedier, og at giø¬
re en Figur i alle de galanteste Sælskaber,
endskiønt Kieresten er ikke vel fornøyet med
det sidste.
1 Det maa da nok være Sønnen, sagde
jeg, som sidder i det Kammer oven paa¬
Mig synes han har en Cirkul i Haanden og
seer meget tankefuld ud, han bærer nok Sor¬
gen indvortes? Jntet mindre svarede Eremi¬
ten, han giør nu sit Bestik, af hvad Veye
han herefter skal tage, men disse Veye ere
ikke just af de retteste. Han tænker paa hvad
Rang han skal kiøbe sig, han har en heller:
i Sinde at gifte sig saa snart; thi det kal¬
der han alt for tvungen en Levemaade; han i
agter og at kiøbe sig et Jorde=Gods. Men
veed du, sagde Eremiten og loe, hvad han i
meest speculerer paa? Ney, svarede jeg,
han kand ikke blive enig med sig selv, hvor¬
mange Kobbel=Hunde han skal holde, og om:


71
han skal lade sig nøye med at jage paa sit
eget, eller at drage om paa andres Vild¬
baner.
Men disse to sidste spiller saa længe om,
at den første maae underholde dem tilsidst.
See der, sagde jeg til Eremiten, pegen¬
de om i en anden Gade, der seer jeg en
heel Samling af det smukke Kiøn, og en
ung Mandsperson midt iblant dem, dog sy¬
nes mig, at han giør sig meest Umage for
at behage en af dem i Særdeleshed. Han
maa være en stor Kiendere af Skiønheder,
da han blant saa mange kan vælge saa rig¬
tig; det maae ellers være en vanskelig Sag,
at finde den Deyligste blant lutter Deylige?
Ja det er sandt, svarede Eremiten, men den
Mandsperson, som du seer der, har en lang
Øvelse, han er ey heller saa ung, som du
tænker; men saasom han aldrig har tænkt
paa noget Alvorligt, har en Alderdommen
bidt noget paa ham, som man siger. Hans
Hovedfornøyelse er at være i de Smukkes
Sælskab, skiønt til hans egen Skade; thi
han gaaer altid misfornøyet bort, saa at
han fortiener ald den Medynk, man kand


72
fatte over en ustadig forliebt Mandsperson;
thi han er snart dødelig forliebt i een, snart
i en anden, saa at man kand sige det sam¬
me om ham, som Poeten sagde om den for¬
liebte Damnon.:
Er Damon ikke værd blant alle at beklage?
Hver Skiønhed, som han seer, hans Hierte
kand indtage.
Han ikke komme kand iblant de Smukkes
Flok,
For Hertet saaret er, som en forhugget
Blok.
Af Kkierlighed i Gaar han til Lisete brændte.
I Dag en Sylvia hans Hierte saa andtændte
At Damon skiftede udi et halvt Minut
Vel tyve Gang Coleur, saa ilde var han
brudt.
Han synes Sylvia blant alle er alene
Den allerdeyligste; men see! en Dorimene
Kom for hans Øyesyn, nu er det galt igien.
Opstigelse han faaer. Ak! Damon daa¬
ner hen.
Den deylige Gestalt for Øynene ham svever,
Han paagner op igien.
Han zittrer og han
bever."


73
Han sværger høyt og dyrt at han ey leve
kand,
Hvis Dorimene ey ham værdiger til Mand.
Det varer dog kun kort. Saasnart han seer
en Phylles.
Forblindes han igien, og Øynene fortrylles,
Kort sagt: hver Skiønhed saa hans Øyne
stikker ud.
Han alle have vil; men neppe faaer en
Brud.
See der om i den anden Gade, sagde
Eremiten til mig og loe, seer du ikke der
noget mærkeligt i det fierde Huus fra Hiør¬
net? Jeg seer intet svarede jeg, undtagen en
gammel udlevet Kone at sidde og skrive med
Briller paa Næsen. Ney, sagde Eremiten,
hun er ikke Kone; men en Jomfrue over
firesindstyve Aar. Jeg maa ret lee over
det Jndfald hun har i sin høye Alderdom.
Veed du, sagde han, hvad hun skriver?
Ney, svarede jeg, men blev meget nysgier¬
rig. Hun har det Hierte, sagde han, at
hun selv kand skrive, hvad hun vil have ud¬
hugget paa sin Liigsteen, og Gravskriften
lyder saaledes:


7e
Min Brude=Seng blev Gravens Muld
J Himlen Bryllups=Gilde.
Tilsidst mig Døden slog Omkuld.
Da ingen anden vilde.
Hvad mon det være for en sær Karl,
sagde jeg, som spadserer paa det Kammer
med Pennen i Munden, og imellemstunder
skriver han et par Ord. Mig synes, han
seer saa bizar ud, som han vilde sluge Folk?
Det skal jeg sige dig, svarede Eremiten,
han er en Moralist, som paa en subtil Maa¬
de vil igiennemhægle Laster og Udyder i Al¬
mindelighed, men saasom det, desverre, er
kommen saavidt, at den største Deel af Men¬
neskerne tager Lasterne i Forsvar, og er deres
Uven, som er Lasternes Fiende, saa udret¬
ter den gode Mand næsten intet videre, end
han paadrager sig en hoben Ugunst; thi
Salt i et aabent Saar aarsager ikkun Svie,
Derfor han gjorde vel i fald han vilde tie;
Thi den, som faaer et Snært af hans mo¬
ralske Svøber,
Til Vrede vækkes op, men selv sig derved
røber.


75
Derpaa reyste Eremiten sig op, og lod
som han vilde viise mig noget af Betyden¬
hed, men i det samme syntes mig at han
nedtumlede af Bierget, og i det jeg vilde
gribe efter ham, syntes mig iligemaade, at
jeg faldt hovedkulds ned, hvorover jeg vaag¬
nede i den største Forskrækkelse, ja, jeg føl¬
te virkelig en Skræk i Blodet, og mine
Fødder vare Jiskolde.
Jeg paagnede, men vidste ikke, hvor
jeg var vendt, omsider kom jeg dog til mig
selv igien, og befandt, at jeg laae paa det
selv samme Sted, hvor jeg havde lagt mig,
jeg mærkede altsaa at jeg havde drømt. Jeg
saae paa mit Uhr, og Klokken var snart 9,
hvorfore jeg skyndte mig til Byen, for efter
Løfte at giøre min Opvartning hos Hr.
De, og underveys fornøyede jeg mig over
min Drøm, som stod mig saa livagtig for
Øyne, at jeg kunde erindre hvert Ord som
Eremiten havde talt.


76
Vte Historie.
Madame K ** fortæller sin
Historie.
J¬
eg var nepe kommen ind, af Døren,
førend Hr. D ** tog imod mig med
de kierligste Favnetag, og takkede mig for
det sidste og aflagde de høfligste Undskyldnin¬
ger for hans slette Opførsel imod mig. Jeg
bad ham for al Ting ikke meeere at tænke
derpaa eller tale derom, da jeg troede at
han var fuldkommen overbevist om, at jeg
havde tilgivet ham en Overiilelse. Ja svare¬
de han, det veed jeg vel, men Ærlighed kand
ikke erindre sig saa stor en Velgierning uden
at viise den største Erkiendtlighed og Tak¬
nemmelighed? Jeg har, sagde han, givet min
Søster Underretning om Dem, og hun læn¬
ges meget efter Deres behagelige Komme.
I det samme traade hun ind i Stuen,
og efter aflagde Complimenter, som fremme¬
de kand gjore hinanden, satte vi os til Thee¬
Bordet, som allerede stod tillavet.


77
Jeg maa først give Dem et Portrait
af dette elskværdige Fruentimmer: Hun
var en Skionhed, og det udvortes af hen¬
des Person var alene tilstrækkeligt til at op¬
vekke en ærbødig Høyagtelse for hende. Hun
var maadelig af Statur, og havde de yn¬
digste Sæder; den reeneste Kydskhed frem¬
skinnede af hendes Øyne, som vare levende
men uden Flygtighed; hun smilede under¬
tiden, men ikke tvungen for at behage;
hun kunde indtage, uden selv at vide det,
og uden at have beflittet sig derpaa, und¬
tagen paa en anstændig Maade.
" Nu, min Søster! sagde Hr. Dr? lad
os nu høre dine Tildragelser, og hvad Skieb¬
ne du har havt i den lange Tid. Gierne,
svarede hun, dersom jeg dermed kand være
Dem til nogen Fornøyelse herved Thee-Bor¬
det. (Dette sagde hun smilende og saae til
mig.)
Du ped sev, sagde hun til sin Broder,
at vi havde strænge Forældke, som undte
os kun megen liden Feihed. De giorde det
vel i en god Hensigt; men man kand og
derudi gaae for vidt; thi saa skadelig som


78
en alt for stor Frihed er for unge Menne¬
sker, saa slet en Virkning har og en alt
for stor Tvang, og den Fugl, som slipper
ud af Buuret, flyver gemeenlig først i Sna¬
ren.
Jeg havde næsten opnaaet mit femtende
Aar, og i den Tid havde jeg neppe været
to Gange i Skoven, endskiønt vi havde ik¬
ke ret langt til den. En Aftenstund, som
det var deyligt klart Maanskin, kom min
Pige ind til mig, og i steden for at hun
skulle have klædet mig af, sagde hun: Frøi¬
ken! lad os spadsere lidet ud i Skoven i
Aften, vi kommer dog saa sielden ud. Jeg
som ikke fattedes Lyst, og var paa den Al¬
der, da man ikke har Mangel paa Flyg¬
tighed, var strax færdig; men om mine For¬
ældre mærker det, sagde jeg, saa ere vi beg¬
ge ulykkelige. Ey! Snak! sagde Pigen, vi
vil bie indtil alle ere i Rolighed, og me¬
dens de Gamle sove, vil vi Unge vaage. Klok¬
ken var elleve, da vi listede os ud af en
Bagdør.
Nattens Dronning, Maanen, med sit
bleegskinnende dog milde Ansigt lokkede os


73
dybt ind i Skopen, saa at vi tilsidst kom
til Udkanten lige til Havet. Det var det
behageligste Vær, og vi satte os ned paa
en Klinte, for at fornøye os, og at see ud
paa Havet, som var gandske roelig og stil¬
le. Det var det behageligste Syn at see,
hvorledes den øverste Flade af dette ellers
saa urolige Element var ligesom jævnet og
planeret. Fiskene selv, Havets Jndbyggere,
udviiste og deres Glæde, i det de ligesom
leegede oven paa Vandet.
Men ak! vores Fornøyelse blev afbrudt
ved en Allarm i Skoven, og om sider kun¬
de vi høre en Lyd af Mennesker, som kom
alt nærmere og nærmere til os, men vi kun¬
de ikke forstaae deres Sprog.
Vi bleve bange, og vilde vende hiem;
men førend vi havde vel reyset os, saae vi
os omringet af tolv barbariske Mennesker,
som vist nok vare de ubarmhiertigste af alle
Mandfolk. De greebe os og slebte os ned
til Strand-Bredden, hvor de satte os i en
Chalouppe, uagtet ald vor Graad, Raaben
og Skrigen. De satte os for i Chaloup¬
pen og bandt os fast, og derpaa roede de


50
bort med os. Vi mærkede alt for vel, at
vi vare faldne i de grummeste Røveres Hæn¬
der, og vi turde neppe Sukke til Himme¬
len om Hielp, saasom vi selv havde styrtet
os i denne Ulykke. Vi ønskede at Havet
ville oplade sit Svælg og heller opsluge os
i den bundløse Afgrund, end at vi skulle
tilhøre disse U=mennesker. Den eene af os
saae paa den anden, og vi kunde læse Dø¬
dens Angest i hinandens Øyne.
Omsider holdt de op at roe, og toge
Aarerne ind, vi tænkte at vi vare komne til
Land, og saae os tilbage; men ak langt
anderledes.


Thee=Bordet.
No. 6.
Fortsættelse af Vte Historie.
Der laae et stort Skib, hvorpaa disse
Røvere som Katte klatrede op, og slæbte
os med sig med stor Hujen og Raaben ret
ligesom de ville føre os i Triumph. Capi¬
tainen paa Skibet gik os i Møde og hilse¬
de os meget mildt; men vi kastede os plat
ned paa Overdækket og kunde ikke giøre an¬
det end raabe og skrige, og et Smiil af saa
græsselig en Person var ingenlunde kraftig
til at stille os tilfreds, som var røvet fra
vort kiere Fædreland, Forældre og Venner.
Da vi bleve saaledes ved at hyle og græ¬
de, befoel Captainen en Slave, som kunde
tale vort Sprog, at skulle trøste og; men
det var og forgieves, thi denne Trøste-Tale


82
gik ey ud paa andet, end at jeg havde fun¬
det Naade hos Capitainen, og at han vilde
beholde mig selv iblant hans andre Fruen¬
timmer, og maaskee jeg skulde blive den for¬
nemmeste, naar jeg ville føye mig efter hans
Villie, hvilke Ord vare som Tordenslag i
mine Øren.
2Slaven gik bort, da han havde sagt det¬
te; men vi bleve lige utaalmodige.
Derpaa kom Slaven atter til os, og
forsikkrede os at vi skulde have hans Her¬
res Naade, og os intet Ont skulde veder¬
fares. Ak! Himmel, raabte vi, er det ik¬
ke allerede Ont nok at vi ere bortrøvede
fra det kiereste vi havde, ney beed Eders
Herre, sagde jeg, at han enten strax tager
Livet af os eller og sender os tilbage, anden
Naade forlanger vi ikke. Slaven gik med
den Beskeed; men kom strax igien, og sag¬
de, at vi vare hans Herre alt for kiere til at
han saaledes skulle miste Dem, og til Beviis,
paa hans Kierlighed og Høyagtelse for Dem,
sagde han til mig, forærer min Herre Dem
hans eget Portrait som er indfattet i Guld
og Ædelsteene; De maa ey heller fortørne


53
ham med deres Utaalmodighed, thi han er
et fromt Gemyt, endskiønt han er en Tyrk,
i det ringeste maae De forestille sig anderle¬
des. Disse Ord hviskede Slaven ud til os,
og derpaa forlod os.
Vi tvang vores Graad det meeste vi kun¬
de; men vort Hierte var færdig at briste
af Angest.
Da vi saaledes havde seylet nogen
Tid, og havde havt det deyligste Vær og
det klareste Maanskin, blev Himmelen i en
Hast overdraget med de mørkeste Skyer,
saa at Maanen mistede sit Skin, og en for¬
skrækkelig Storm reyste sig; Havet blev op¬
rort fra Bunden af, og der gik Bølger saa
store, som de høyeste Bierge.
Snart syntes vi at fare lige op til Skyer¬
ne, og snart ned i den dybeste Afgrund.
Havdyrene, de forskrækkelige Bæster, som
bleve tumlet hid og did af de oprørte Bøl¬
ger, gav en græsselig Brølen fra sig. Det
hvinede i Takkel og Tov, og det knagede i
hver en Pind i Skibet. Skibsfolkene vilde
vel stryge Seylene, men de vare saa udspii¬


84
lede af Vinden, at de ikke kunde tage dem
ind. Stykmanden selv blev forsagt, og over¬
gav Skibet til Vinden og Havet. Vi dre¬
ve altsaa derhen, hvor Vinden og Bølger¬
ne vilde fore os.
I denne forvirrede Tilstand raabte disse
barbariske Mennesker paa deres Prophet Ma¬
homet, hvilket var det eneste Ord, som vi
kunde forstaae af deres Bønner.
Vi sukkede til Himmelen, og tænkte, at
det enten var en Straf over disse ubarmhier¬
tige Menneske=Røvere, eller og at Himlen
havde bønhørt os, og tilladt Havet at skiu¬
le os i sin hvidskummende Favn, at vi en
skulde beskiæmmes af disse U=mennesker, og
falde i deres Vold. Men endskiønt vi til¬
forn havde ønsket os Døden, gruede vi dog
for den, nu vi saae den for Øyne. (Saa¬
ledes ønsker vi daarlige Mennesker, os tit
Døden, og naar den kommer vilde vi gier¬
ne flye langt fra den.)
Dog havde Forsynet ikke besluttet at Ha¬
vet skulle være vores Grav; men som det
Almægtigste Væsen har forunderlige Maa¬


85
der at redde de Ulyksalige paa, saa brug¬
te det og dette haarde Vær til vor Frelse.
Og det paa følgende Maade.
Da vi havde forloret Master og Sey
og andre Skibs=Redskaber, lagde Stormen,
sig, og saasom vi ingen Vey kunde kom¬
me, men flakkede hid og did den gandske
Nat, brød omsider Dagen frem, og da saae
Tyrkerne først, hvor de vare, nemlig ikke
langt fra den lille Øe Maltha, som er en 4
Torn i deres Øyne.
Og saasom Maltheserne hastig fik Øye
paa disse kierkomne Giester, sendte de strax
et Par Galejer ud for at byde dem Vel¬
kommen; men saasnart Tyrkerne mærkede
det, satte de sig til Modverge og tillavede de¬
res Canoner; men os, nemlig den Christne
Slave, som jeg sagde tilforn Capitainen
brugte som sin Tolk til os, og mig og min
Pige, lukte Tyrkerne ned i Rummet. Strax
derpaa hørte vi en forskrækkelig Skyden og
Kuglerne spillede paa begge Sider af Ski¬
bet som Hagelsteene, endelig hørte vi en yn¬
kelig Hylen og Tuden paa Overdækket.


86
Omsider kom nogle, og slog Laasen fra
det Rum, hvor vi sadde. Vi bleve altere¬
rede ved det bare Syn; de vare ikke klædte
som Tyrkerne, men vare overstænkede med
Blod, og holdt de blodige Sabler i Haan¬
den.
Ak! raabte vi fulde af Angest. Vi ere
uskyldige. Frygt ikke svarede de os i vort
eget Sprog, vi ere Eders Befriere. Der¬
paa førte de os op af Rummet, hvor vi
vare indsluttet.
Men ak! hvilket forskrækkeligt Syn saae
vi ikke! Overdækket flød med Blod, og Tyr¬
kerne svømmede i deres eget Blod. De
faa Tyrker som endnu levede, laae fængslet,
og den tyrkiske Capitain stod bunden op til
den afbrudte Mast.
Midt i denne Bedrøvelse kunde jeg dog
knap bare mig for at lee af den Christne
Slave, som af Spot og Glæde dandsede
og sprang over de dode Kroppe, ja, han
spyttede den tyrkiske Capitain lige i Ansigtet
og knæppede ham paa Næsen, og sagde at
han skulde tage Masten i Favn, i Steden
for mig, som han var saa forelsket udi.


17
Capitainen paa det maltesiske Skib spurg¬
te os, hvorledes vi vare faldne i disse Tyr¬
kers Hænder. Vi fortaalte ham den heele
Historie, hvorover han blev saa forbittret,
at han trak sin Dolk, og vilde have stuk¬
ket ham ihiel, men i det samme besindte
sig og sagde, at den Død var for god
Derpaa seplede vi til Malta, og gik i
Land ved det faste Castel St. Elmo, hvor
vi bleve imodtagne med Fryde=Skrig og al¬
le Glædskabs-Tegn over denne skiønne Fangst.
Tyrkerne fik strax deres Dom, at de skulde
parteres, hvilket de og bleve, og deres Le¬
gemer hængte omkring paa Murene til Zii¬
rater.
Vi bleve ogsaa andmedlte for Comman¬
danten, som tog meget artig imod os, og
da vi havde fortalt ham vor Skiebne, hav¬
de han den største Medlidenhed med os.
Commandantens Kone var og et Mynster
for alle Damer, hun var ydmyg og saa
omgiengelig, at hun tilbød os at blive hos
hende indtil Leyligheden gaves at komme til
Jtalien. Ja, hun vilde nødig have sluppet
os, men saasom hun var alt for artig til at


88
skille os ved den Fornøyelse at komme tilba¬
ge, var det langt fra at hun vilde forholde
os. Og da der gik et Skib til Neapolis,
forsynede hun os med fornødne Reyse=Klæ¬
der og forærede mig en Ring til en Almin¬
delse af hende og Malta. Commandanten
gav os Pas og Skudsmaal, som beviidne¬
de vor Uskyldighed. Commandanten og hans
Kone fulgte os om Bord, og efter aflagde
Taksigelser for al uforskyldt Artighed og
Godheds Beviisning imod os Fremmede,
toge vi en kierlig Afkeed.
Vi seylede fra Malta, og havde den øn¬
skeligste Vind. Nu var det først at vi li¬
gesom kom til os selv igien. Vi takkede
Himlen, som saa underlig havde reddet os
af saa mange og store Farer.
Min Pige bad mig vel tusinde Gange
om Forladelse, som den der var Aarsag til
alt dette. Jeg tilgav hende af mit Hierte
en Forseelse, som var begaaet i Uskyldighed.
Af dette kand vi lære at kiende det mil¬
de Forsyns Omsorg for os arme Mennesker,
sagde jeg, hvor got er det ikke for os at


85
vi undertiden bliver tumlet af de grumme
Modgangs Vinde paa Verdens uroelige
Hav, at vi desbedre kand skiønne og styre
vores usle Legems Baad, naar den føres af
de milde Medgangs Vinde. Hvorledes skiøn¬
nede vi vel paa det behageligste Soelskin,
naar de mørke Skyer ikke immellemstunder
bedækkede det blide Ansigt? Men hvad Er¬
statning og hvad Glæde, sagde jeg, skal jeg
vel give mine kiereste Forældre og Venner,
for den Sorg og Bedrøvelse, jeg har paa¬
ført dem? Paa hvad Maade skal jeg vel
forsone min Forseelse, og hvad Plaster skal
jeg vel legge paa saa kiere og saarede Hier¬
ter. Mig synes at jeg seer dem smelte hen
i Graad over deres forlorne Datter. O!
at Himlen dog vilde unde mig den Fornøy¬
else, at jeg for deres Fødder kunde afbede
min Forseelse, og at jeg herefter maatte væ¬
re dem til lige saa stor Fornøyelse, som jeg
nu har været dem til Bedrøvelse.
Ja, min kiere Philene, sagde jeg, (saa
hedde min Pige.) Du har vel været
Aarsag til ald denne Hendelse formedelst U¬
betænksomhed; men hvor mange Tieneste-Pi¬


90
ger lader sig ikke underkiøbe til at forføre
de uskyldigste Børn; hvad Leylighed giver
de dem ikke, og hvormange Kierligheds Bre¬
ve bærer de ikke imellem forliebte Personer?
Derfore kand fornuftige Forældre ikke være
forsigtige nok i at forsyne deres Børn i sær
Pigevørn med ærlige og troe Opvartersker,
om de endog skulle forøge deres Løn, at de
ikke selv paa ulovlige Maader skulle giøre
sig nogle Smaa=Sportler. Med saadan Ta¬
le fordrev vi Tiden, at vi ikke skulle høre
paa de ugugelige Skibsfolk, som tornede,
bandte og larmede ved hver Ting, de skulle
giøre. Vi fornøyede os og i et got Haab
at komime til de Jtalienske Kyster, men der
var endnu meere Ont og Got tilbage for
os, og efter Ordsproget var jeg ikke endnu
vugget nok i Verden.
Det blev Havblik, saa at vi laae næ¬
sten stille, hvoraf Skibsfolkene spaaede sig
intet Got, og de som nylig havde bandet og
larmet, begyndte nu at læse, synge og be¬
de. Ak! Himmel, tænkte jeg, hvor lidet
passer dette sig sammen!


91
De toge ey heller Feyl; thi der kom saa
forskrækkelig en Storm i et Øyeblik, saa at
vi syntes Havet aabnede sig og at vi kunde
see Bunden. Ja, endskiønt vi vare saa
nær at vi kunde see Landet og den yderste
Kant af Jtalien, var det dog umueligt at
bryde os igiennem Bølgerne; men Stormen
førte os af den rette Cours, og saasom den
mørke Nat overvældede os, vidste vi ikke ret
hvor vi bleve drevne hen.
Styrmanden sagde: at vi vare i det Jo¬
niske Hav, og der var han ikke Coursen
bekiendt, bad os derfor at berede os til den
visse Død; thi vi kunde let løbe an imod
Skiær og Klipper; hvilket og skeedte.
Jeg lagde mig plat ned paa Overdæk¬
ket og holdt mig fast i Tovene og overgav
mig til Himlens Villie, min Pige gik ned
i Rummet, og siden den Tid har jeg ikke
seet hende eller nogen af de andre. Skibet
foer igiennem Bølgerne, som Fuglen igien¬
nem Luften, og i denne forskrækkelige Fart
stødte det an imod en Klippe, og sloges i
tusinde Stykker, (som jeg siden har mær¬
ket; thi i den Angest jeg var bested, vidste


92
jeg kuns lidet til mig selv, og endnu min¬
dre, hvorledes det gik til.)
Men dette veed jeg at Forsynet førte mig
underlig igiennem Havet, som ventelig hav¬
de opslugt min Pige og alle de andre; thi
førend jeg vidste deraf, befandt jeg mig paa
Landet, liggende paa et Vrag af det sønder¬
slagne Skib, hvilket Vrag Bølgernes for¬
skrækkelige Magt havde ført tæmmelig høyt
op paa det faste Land.
Det var Nat, og jeg vidste ikke hvor
jeg var vendt, og til hvad Land Skiebnen,
havde ført mig. Jeg var vaad, kold og
udmattet; thi jeg havde holdt mig saa fast
ved Vraget, at mine Hænder og Arme va¬
re ligesom døde og folesløse. Omsider frem¬
brød den glædelige Dag, og Solen med sin ve¬
dergægende Varme ligesom oplivede mig. Jeg
lagde mig paa Vraget som havde opholdt
mig paa Havet, og paa mine Knæe takkede
Himlen, som paa saa underlig en Maade
anden Gang havde reddet mig fra den vis¬
se Død.
Da jeg havde fuldendet min Taksigelse,
begyndte jeg at see mig om, men vidste ikke


33
til hvilken Side jeg skulde vende mig paa
dette ubekiendte Land.
Jkke langt fra mig saae jeg en stor
Stad, som laae paa et høyt Bierg. Jeg
fattede det Forsæt at ville liste mig saa sag¬
te derhen, i Haab at faae noget at veder¬
qvæge mig paa; thi jeg var færdig at for¬
smægte.
Underveys mødte jeg en Mand, som drev
en Hiord Faar for sig, hvoraf jeg sluttede
at han var en Hyrde, dog lignede han ikke
de Jtalienske Hyrder, men meere en Tyrk,
af ham haabede jeg at faae nogen Under¬
retning. Jeg kastede mig ned for hans Fød¬
der, og bad ham at han vilde have Med¬
lidenhed med en ulyksalig, som havde lidt
Skibbrud, og at han vilde sige mig hvad
dette var for et Land; men han virrede med
Hovedet og reyste mig op, og den ene for¬
stod ikke den anden.
Jeg betegnede peegende til Havet at jeg
havde lidt Skibbrud og at jeg var nær ved
at omkomme. Han begreb mine Tegn, og
saa vidt jeg kunde see paa ham havde han


94
Mdynk over mig: han tog et Stykke Brød
frem af sin Hyrde=Laske og gav mig, han
malkede og et af hans Faar, og gav mig
Melken at drikke. Derpaa gjorte jeg atter
Tegn for Manden, og peegede rundt om¬
kring paa Jorden og op til Staden, lige¬
som jeg vilde spørge, hvad Landet og Sta¬
den heedte. Manden giorde de samme Tegn,
og sagde Livadia, og peegede op til Staden
og nævnede Lepanto. Ak! Himmel, tænkte
jeg, saa er jeg da ført hen til det Europæi¬
ske Tyrkie, (thi disse Navne kunde jeg end¬
nu erindre af Geographien og Landkortet,
som mine Forældre havde ladet mig lære,
hvilket er en smuk og nyttig Videnskab end¬
og for Pigeborn.) Jeg blev forskrækket for
de bare Navne, og turde knap gaae længer;
thi jeg havde havt Prøver paa, at alle Tyr¬
kerne vare ikke saa skikkelige som denne Stak¬
kels tyrkiske Hyrde, som gjorde mange Christ¬
ne til Skamme i Godgiørenhed.
Dog tog jeg omsider Mod til mig, og
forlod mig paa det milde Forsyn, som hav¬
de reddet mig; og saasom jeg umuelig kun¬
de opholde mig paa Marken, gik jeg ende¬


95
lig op til Lepanto, hvor jeg gik op af en
Gade og ned af en anden; thi jeg turde ik¬
ke driste mig til at gaae ind i noget Huus.
Da jeg saaledes nogle Gange havde
gaaet igienneme en Gade i Særdeleshed,
og havde i Sinde igien at gaae ud af
Staden, og heller omkomme af Hunger og
Sult, end at falde i de ugudelige Menne¬
skers Hænder, var der en Mandsperson,
som pikkede paa et Vindue efter mig, (thi
man kunde let see at jeg var en Fremmed,
og da jeg saae om til Vinduet vinkede han
ad mig; men jeg blev saa bange at jeg nær
havde seegnet ned i mine Knæe, og skyndte
mig bort, og saasom han mærkede min Be¬
styrtelse, kom han løbende efter mig, og til¬
talede mig paa tyrkisk, men jeg svarede ham
paa mit Sprog at jeg forstod ham ikke.
Derpaa spurgte han mig paa Jtaliensk,
hvem jeg var, og hvad jeg havde at for¬
rette: Min Herre, sagde jeg, det vilde være
dem til for stor Uleylighed om jeg vilde op¬
holde Dem dermed, jeg er ulyksalig, sagde
jeg, og da jeg horer, at min Herre kand
tale Jtaliensk og maaskee er selv af den sam¬


96
me Nation, saa beder jeg Dem at De vil
ynkes over den Allerulyksaligste.
Trin ind med mig i dette Huus, sagde
han, og Dem skal intet Ont vederfares; thi
jeg har selv lært at være ulykkelig.
Jeg forlader mig til Dem, min Herre!
sagde jeg, og fulgte med ham. Han ledsa¬
gede mig ind i en Stue, hvor vi vare ene
to, og derpaa bad han mig at fortælle min
Historie, og hvad Skiebne jeg havde havt,
hvilket jeg og giorde, og som et ædelt Ge¬
myt tog han Deel i min Skiebne. Han
bar og Omsorg for min Forflegning, det
beste han kunde.
Fortsættelsen følger.


Thee-Bordet.
No. 7.
Fortsættelse af Vte Historie.
Da jeg havde udtalt, spurgte han mig,
om jeg ville reyse med ham hiem. Jeg boer,
sagde han nogle Miile herfra, nemlig i Li¬
vadig, som er Hovedstaden i dette Land, og
har samme Navn. Jeg er gift, og driver
Handel, jeg har ingen Børn, men vil an¬
see Dem som min Datter, og saasnart Ley¬
lighed gives, vil jeg see Dem befordret til
Deres Fædreneland. Det er let at slutte,
hvor glad jeg blev ved saa ædelt et Tilbud.
Vi reyste næste Dag derefter, og under¬
veys fortalte han mig hvad Skjebne han hav¬
de fristet, og hvoraf han havde lært at øve
Medlidenhed mod de Elendige; thi, sagde
han, hvorledes kand de, som aldrig har for¬


98
søgt at være ulyksalig, være medlidende med
dem, som har kuns en tynd Lykke.
Jeg er fod, sagde han, i Calabrien i den
Stad Roccell, som tilhører Huuset Caraffa,
Staden ligger saa got som i Søen, hvor
der er en skiøn Coralle=Fangst.
Jeg var kuns tolv Aar gammel, da jeg
tillige med nogle andre paa min Alder ville
forsøge denne Fangst. Vi satte os i en
Baad, men der kom en stor Storm, saa
at vi kunde ikke styre Baaden og endnu min¬
dre bryde igiennem Bølgerne. Vi drev alt
længer og længere fra Landet. Der kom
da baade til vores Lykke og Ulykke en tyr¬
kisk Caper, hvilken tog os om Bord, og
reddede os vel af Havet, men for at føre
os i et evigt Fængsel og Slaverie.
Vi bleve altsaa bragte til Tripolis, hvor
vi bleve solgte, og hver af os fik sin Her¬
re, men den strengeste falt i min Deel. Jeg
leed meget Ondt, og udstod alt det som en
Christen Slave, der faaer en streng Herre,
kand lide og udstaae, undtagen dette, at
jeg aldrig forsøgte at løbe bort, i hvor vel


35
min Herre selv gav mig Leylighed dertil,
for at han kunde faae Sag med mig og ha¬
ve den Fornøyelse at see paa at jeg blev
mærket, og fik Slag under Fødderne; men
saasom jeg saae hvor ynkelig de andre bleve
medhandlet, som ville løbe bort, tog jeg mig
des bedre i Agt.
Da jeg saaledes havde tient denne for¬
trædelige Herre i 8 Aar, og han i den Tid
stedse havde befundet mig ærlig og troe, fat¬
tede han omsider Fortroelighed til mig, og
aabenbarede mig en Hemmelighed, at han
var bleven dødelig forliebt i en Christen Slav¬
inde, som var i en andens Vold, som in¬
genlunde vilde slippe hende, uagtet han hav¬
de tilbudt sig at give ham to Slavinder i
hendes Sted, og dertil 10000 Rolr. men
dette Tilbud var forgieves. Hvorfore min
Herre bad mig at søge Leylighed at komme
denne Slavinde i Tale og overtale hende til
at skifte Herrer og at tale paa hans beste.
Jeg fandt og Leylighed til at komme Slav¬
inden i Tale, men i Steden for at overtale
hende til at skifte Herre, overlagde vi at
forlade dem begge ved at undflye.


roo
Hertil fik vi beqvem Leplighed; thi saa¬
som min Herre troede mig best af alle sine
Slaver, maatte jeg og forrette de fleeste Er¬
inder uden Huuset. En Dag skulle jeg hen¬
te nogle Fiske ved Stranden hos hans Skip¬
per, der blev jeg vaer en liden Fiskerbaad
at ligge uden Laas. Jeg besluttede altsaa
at betiene mig af den til at seyle bort paa
tillige med Slavinden.
Jeg indbildte derfore min Herre, at jeg
endelig med stor Møye havde overtalt Slav¬
inden til at forlade sin gamle Herre, og
derimod priiste sig lykkelig, om hun kunde
vinde min Herres Gunst, og at jeg havde
gjort Anstalter til at fore hende bort den
næste Nat, og paa det at ingen skulle mær¬
ke at Slavinden var kommen i min Her¬
res Huus, skulle han selv giøre Anstalter
om Natten at tage imod hende, og giemme
hende i et forborgen Kammer.
Min Herre blev inderlig fornøyet over
denne Tidende, og bad mig ikke spare no¬
gen Umage, og sagde, at han og selv vilde
giøre Anstalter til hans kiereste Slavinde, og ta¬
geselvimod hende, saasnart hun kom; men han


101
fik længe at vente; thi da jeg havde faaet Slav¬
inden ud af sit Fængsel, skyndte vi os til
Havet, hvor jeg endnu fandt Baaden at
ligge. Vi traade i Baaden og hidsede det
lidet Seyl op, som laae i den, og derpaa
overgav vi os til Skiebnens Førelse. Vin¬
den førte fra Landet, saa at vi kom langt
ud paa Havet inden Dagen frembrød.
Noget op paa Dagen kom et Skib, sey¬
lende for fuld Vind lige bag efter os. Vi
bleve slagne med Dødens Angest, og hav¬
de i Sinde at ville styrte os i Havet i Tan¬
ke at det enten vare tyrkiske Søe=Røvere el¬
ler nogle, som vare sendte efter os; dog be¬
sluttede vi at oppebie vor Skiebne; men til
ald vores Glæde var det et Venedisk Skib,
som tog os om Bord til sig.
Men saasom Slavinden havde sine For¬
ældre i Livadia, i det Europæiske Tyrkie,
formaaede vi Venetianerne til at sætte os i
Land paa Livadia. Slavinden og jeg hav¬
de fattet Kierlighed til hinanden, og gjort
det Løfte aldrig at forlade hinanden indtil
Doden. (Thi Kierlighed er gemeenlig en
Virkning af en fælles Lykke eller Ulokke)


22t
Vi kom altsaa lykkelig og vel til Liva¬
dig, hvor Slavinden fandt endnu sine kire¬
ste Førældre, som næsten havde sørget sig til
Døde over deres kiere Datters Forlis.
Men hvor glade de blev, da de fandt
igien saa kier en Datter, kand en hver let
forestille sig. De bleve ligesom unge paa
nye af Glæde. De vare rige Folk, og drev
stor Handel, og af Erkiendtlighed imod mig
som deres Datters Befriere, gav de mig
hende til ægte, hvormed vi vare vel fornøye¬
de paa begge Sider.
Nogle Aar derefter døde hendes Foræl¬
dre og overlod os ald den Rigdom, som
de med deres Vindskibelighed og Ærlighed,
havde forhvervet sig, og nu skal De min
kiere Frøiken, sagde han til mig, snart ha¬
ve den Fornøyelse at see og hilse min Kone,
som jeg har ført fra Tripolis.
Da vi nu vare komne Livadig saa nær
at vi kunde see den, længtes jeg baade ef¬
ter at see denne Mands Kone, men og hem¬
melig frygtede at hun ikke var fornøyet med


1o3
det Meubel, som hendes Mand førte hiem
til hende; men langt fra.
Jeg fandt i hende den forstandigste, ar¬
tigste og venligste Kone, ja, da hun hørte
min Skiebne, brast hun i Graad og sag¬
de: Ak, min hierte Frøiken! hvor liig en
Skiebne har vi to dog ikke havt! og derpaa
fortalte hun mig hvorledes hun ligesom jeg
blev bortstiaalet.
Jeg var, sagde hun, tretten Aar gam¬
mel og efter min Alder var tæmmelig voxen,
og, om jeg selv skal sige det, sagde alle, som
saae mig, at jeg var et deyligt Barn.
Men som vi boede i denne Bye, som
er beboet af Christne, Tyrker og Jøder,
var der en Jøde, som stial mig bort ved
en utroe Piges Hielp, som engang skulle
hente mig hiem af Byen, men i Steden
for at følge mig hiem, gik hun hen til den¬
ne Jøde med mig. Han førte mig strax ud
paa et Tyrkisk Skib tilligemed min Pige,
i Tanke at ville sælge os begge i Constan¬
tinopel.


104
Men til min Lykke kom en maltesisk Ca¬
per, som ere Tyrkernes afsagde Fiender, og
bemægtet sig det tyrkiske Skib. Og da jeg
som et Barn græd og ville hiem til mine
Forældre, spurgte de mig, hvorledes jeg var
kommet paa dette Skib. Jeg sagde, at min
Pige havde lokket mig med sig, og da de
examinerede Pigen, tilstod hun, at Jøden
havde kiøbt hende dertil. Hvorpaa de bandt
Jøden til Masten, og pidskede ham gandske
nøgen og det saa længe, indtil han gik til
Bekiendelse, at han ville sælge os i Constan¬
tinopel. Paa denne Bekiendelse løste Mal¬
teserne ham fra Masten og kastede ham ud
i Havet. De ville og have givet min
Pige den samme Løn, men jeg bad for hen¬
de, saa at hun blev forskaanet fra at giøre
Jøden Sælskab.
Men denne min Glæde varede kuns kort,
thi der kom tvende Søe=Røvere fra Tripo¬
lis, som uagtet Maltesernes tappre Modvær¬
ge, bemægtet sig deres Skib og bragte os
til Tripolis; dog kom der ikke fleere af mal¬
teserne til Tripolis end to, hvilke ikke kun¬
de have den Lykke enten at omkomme ved


245
Sværdet eller at springe i Søen. Disse to
Ulyksalige bleve saa ynkelig medhandlet, at
det er mig umueligt at fortælle, de fik over
1000 Slag under deres Fodder, og bleve
brændte med gloende Jern, og endelig par¬
teret Led fra Led.
Jeg og min Pige bleve kiøbte af en Her¬
re, men saasom min Pige kort derefter vil¬
de have løbet bort med en Slave, blev hun
ynkelig medhandlet, saa at hun dog ikke und¬
gik Hævnens Riis, for den Sorg, hun hav¬
de gjort mine Forældre, hun døde og nogen
Tid derefter.
Min Herre derimod holdt meget af mig,
og saasom jeg var kuns et Barn dog tæm¬
melig vittig, fandt han tit Fornøyelse i at
leege med mig. Jeg kiendte ey heller hvor
ulykkelig jeg var, førend jeg blev noget
ældre.
Min Herre begyndte at giøre mig ad¬
skillige Anmodninger, men endskiønt han gjor¬
de mig alt det Got, som han kunde optæn¬
ke, kunde han dog aldrig bringe mig til at
elske ham, thi jeg havde den største Afskye
for ham.


105
Men saasom jeg saae paa ingen Maa¬
de at undgaae ham, saa faldt jeg paa at
giøre mig syg, og da han bar stor Godhed
for mig, lod han mig ordinere saa mange
Medicamenter, at jeg blev virkelig syg af
Medicamenterne, som ellers skulle have gjort
den Syge frisk. Jeg var saaledes syg næ¬
sten et heelt Aar, men uagtet at jeg kom mig
igien, stillede jeg mig dog an, som jeg var
syg, og paa denne Maade næst Himlens Be¬
skiermelse undgik jeg at foye min Herre i hans
ugudelige Begiering.
Saaledes kand Dyden aldrig fattes
for Vaaben at forsvare sig med i hvor stærk
den end bliver angreben. Ja, jeg stillede
mig saaledes an, lige indtil at min Mand
førte mig ud af mit Fængsel, og jeg slap
ligesaa reen og uskyldig fra disse fæiske Men¬
nesker, som jeg kom til dem.
Men at jeg kand komme til min egen
Historie igien, sagde Madame K?? da kand
jeg sige, at jeg savnede intet Got hos dis¬
se saa ædle Gemytter. Hr. K?? af hvil¬
ken jeg nu bær Navn, var en ærlig, from
og fornuftig Mand, og hans Kone gav ikke


1e7
sin Mand noget efter i disse saa herlige Dy¬
der og Egenskaber. Altsaa er det ingen
Under, at jeg fandt Fornøyelse i saa beha¬
gelig en Omgang.
De giorde mig ald optænkelig Fornøy¬
else, og bar saa stor Godhed for mig, som
jeg kunde have været deres Barn, hvorfore
jeg elskede dem, som mine Forældre, ja, de
kunde neppe taale, at jeg længtes efter mit
rette Hiem, saasom jeg hos dem manglede
ingen Ting.
Da jeg havde været hos dem næsten et
halvt Aar, skeede der et temmelig Skaar i
vores Fornøyelse; thi denne saa brave Ko¬
ne og dyrebare Veninde faldt i en Syg¬
dom og døde. Og, saasom hun altid hav¬
de elsket mig høyt, kunde hun ikke uden stor
Væmodighed sige mig det sidste Farvel, ja,
hun vilde endog giøre vel imod mig efter
sin Død, thi hun bad sin kiere Mand al¬
drig at slaae Haanden af mig. Hvilket var
det sidste Ord denne Ædle talte, da Dø¬
den allerede spillede paa hendes velsignede
Læber.


1o3
Jeg græd ligesaa bitterlig, som om hun
havde været min kiødelige Moder, og den
bedrøvede Mand, som selv behøvede Trøst i
saa stor en Sorg øver saa kier en Ægte¬
fælles Tab, maatte end og trøste mig. Ja,
hans Kones Død gik ham saa nær til Hier¬
tet, at han selv faldt i en Sygdom, hvor¬
over jeg blev saare utaalmodig, og frygtede
at jeg og skulle miste ham; men til min store
Glæde kom han sig igien, og som et for¬
nuftig Menneske lod han ikke Sorgen faae
saa stor Magt. Jeg stræbte og at fornøye
ham det beste jeg kunde.
Engang som vi sad og vare ret fornøye¬
de, og han talede just om, hvorledes han be¬
drog sin Herre i Tripolis, at han fik læn¬
ge at bie efter ham og Slavinden, kom just
een fra Lepanto, med et Brev, hvilket saa¬
snart han havde læst det, blev han meget
bedrøvet og uroelig i Sindet. Jeg spurgte
ham nogle Gange, hvad der var Aarsag til
hans Tungsindighed, men hver Gang fik ik¬
ke andet Svar end dybe Suk.
Omsider bad han mig, at sætte mig ned
paa Canapeen hos ham, hvilket jeg og gjor¬


tog
de, men jeg tænkte mindst paa, at hans
Bedrøvelse reyste sig for min Skyld.
Han sad længe lige som aandeklemt, og
lagde min Haand inden i hans, langt om
længe brød han sin Taushed og sagde: Dy¬
rebare Frøiken D kunde De vel afslaae
min Begiering, som jeg dog vil henstille til
Dem at opfylde? Ak! svarede jeg, og blev
gandske forvirret, hvorledes kunde jeg nægte
min Velgiørere noget, som jeg er forbun¬
den med Liv og Siæl, og som har gjort
saa meget for min Skyld, heldst da jeg
fuldkommen er overbeviist om, at Deres
Ædelmodighed er saa stor, at De ikke kand
begiere andet end hvad anstændigt og søm¬
meligt er. Got! sagde han, jeg vil da spør¬
ge Frøikenen, om De kunde være saa haard¬
hiertet, og betage mig all min Fornøyelse i
Livet. Min Herre, svarede jeg, og faldt i
Forundring, jeg begriber ikke Deres Mee¬
ning, De behager at udlade Dem noget
tydeligere.
Vel an! sagde han: Jeg vil da spørge
Frøikenen, om De kunde forlade mig, om
De saae Leylighed til at komme hiem til De¬


110
res Fædreneland, og saaledes skille mig ved
all den Fornoyelse, som jeg havde ventet
mig at nyde af Deres behagelige og umi¬
stelige Omgang? Ak! min Herre! sagde jeg,
De behager at sætte en farlig Prøve paa
min Erkiendtlighed. Men min Herre kand
let vide, hvad Jndtryk det ene Ord Fæ¬
dreneland kand giøre paa et landflygtigt
Menneskes Hierte. Jeg maatte være, sag¬
de jeg videre, det uskiønsommeste Skarn,
om jeg ikke med den største Taknemmelig¬
hed skiønnede paa Deres Godhed og Ædel¬
modighed, som langt overstiger mine Kræf¬
ter at vederlegge, saa at jeg skal være Dem
forbunden til evig Tiid; dog kand jeg ikke
nægte, at jo den naturlige Kierlighed, som
er imellem retskafne Forældre og Børn over¬
gaaer alting, og altsaa kunde jeg umuelig
betage mine kiæreste Forældre den Glæde,
som de vilde faae, om de kunde see deres
forlorne Barn igien. Jeg veed vel, at man
er sine Velgiørere næsten de samme Plig¬
ter skyldige, som sine Forældre, dog haaber
jeg at min Herre ikke tager mig det unaa¬
digt op, om jeg ville glæde de Hierter, som
jeg saa inderlig har bedrovet. For resten


111
har min Herre at byde og befale over sin
ringeste Tienerinde, og Deres Villie skal
være mig en Lov. --- Tie stille, min hier¬
te Frøiken, sagde han, og faldt mig ind i
Talen, saadanne Expressioner passer sig paa
Slaver og Livegne. Det være langt fra,
sagde han sukkende, at jeg nogen Tid skulle
være saa tyrannisk, at jeg skulle hindre saa
dydigt et Barn fra at efterkomme sine for¬
nemste Pligter, ney, sagde han, i det han
omfavnede mig, som en Fader sit Barn,
jeg skal stræbe at befordre Dem til Deres
Hiem, uagtet jeg vil tabe meest derved.
Dette Brev, sagde han, er just fra en
god Ven i Lepanto, som lader mig vide at
der er kommet et Skib fra Neapolis, og
vi vil i Morgen reyse til Lepanto, for at
tale med Skipperen, naar han agter sig
bort, og fra hvad Kant han er i Kongeri¬
get Neapolis.
Jeg kyste min Velgiørere paa Haan¬
den, og takkede for all den Godhed han
bar for mig; men endskiønt jeg havde Aar¬
sag til at glæde mig over denne Tidende,
var jeg dog ligesom vankelmodig, og mit
Sind gandske uroelig. Jeg vidste ikke selv


112
hvorfra saadan Sinds Bevægelse reyste sig
uden maaskee jeg blev sat i den Ueroelighed,
formedelst Hr. Kek min Velgiøreres Sorg
over min Bortreyse. Ja, det forekom mig,
ligesom jeg skulle blive hos Hr. Ke?.
Anden Dagen reyste vi og kom til Le¬
panto, og Hr. Ke? erkyndigede sig strax
om den Neapolitanske Skipper, hvilken han
ogsaa fandt, og bragte ham hiem med sig
til vort Logis.
Jeg spurgte Skipperen, hvad Kant han
var fra i Neapolis, han svarede: fra Abruz¬
3o; Got! min Ven, svarede jeg, saa er De
jo fra mit eget Land? Kand nok være, sag¬
de Skipperen. Men om jeg maa spørge,
sagde jeg videre, hvad Bye er De fra i
Abruzzo? Fra Guasto di Amone svarede
han. Endnu bedre! sagde jeg, saa er De
jo ikke langt fra mit Hiem? Har De da
ikke hørt hvorledes den Ædelmand og hans
Kone lever, som boer paa den Gaard For¬
Jo jeg har, svarede Skipperen, De havde en
Datter, som for nogen Tid siden løb bort med
hendes Pige, hvorover Forældrene græminede
sig saaledes, at de af Sorg døde kort derefter.
Fortsættelsen følger.


Thee=Bordet.
No. 8.
Slutning af Vte Historie.
Ak! Himmel! raabte jeg, saa ere mine
Forældre døde, og jeg har taget Livet, af
dem, som havde givet mig det; og da jeg
havde sagt disse Ord, faldt jeg i Afmagt
og besvimede.
Da jeg omsider kom til mig selv igien,
raabte jeg: Ak! mine Forældre! mine kiere¬
ste Forældre! Min Velgiører Hr. K** bar
i denne Tilstand den største Omsorg for mig,
han holdt paa mig, og med grædende Taa¬
re trøstede mig, og sagde, han vilde staae
mig i Forældres Sted, og foreholdt mig at
jeg ingenlunde var skyldig i mine Forældres
Død, og at Himmelen langt fra ikke vilde
straffe mig; men det var min Pige alene,


114
som var skyldig, og derfor havde hun og faaet
sin tilbørlige Løn, da Havet maaskee hav¬
de opslugt hende.
Skipperen faldt i den største Forundring
over denne Hendelse, og bad mig ikke at
regne ham det til Last, som han havde fortalt
efter min egen Begiering. Langt fra svare¬
de jeg, og da jeg var kommet noget til mig
selv, spurgte jeg ham om min Broder. Han
svarede, at ham var beskikket en Formynder
og at han vidste ikke andet end at han le¬
vede vel. Men saasom jeg mærkede at Skip¬
peren famlede i denne Fortællelse om min
Broder, frygtede jeg for at den var falsk
og derfor bad ham at sige den reene Sand¬
hed: Han undslog sig længe derfor, men
endelig sagde han, at da mine Forældre va¬
re døde, beskikkede min Broder en Forval¬
ter over Godset, og selv reyste udenlands;
og man vidste nu ikke hvor han var i Verden.
Derpaa spurgte Hr. K** Skipperen,
naar han agtede sig hiem, han svarede om
en Maaned og derpaa forlod vi ham og
reyste tilbage til Livadia.


115
Saasnart vi vare komne hiem til Liva¬
dia, falt jeg i en farlig Sygdom af Sorg
og Bedrøvelse deels over mine kiere Foræl¬
dres for tilige Død, og deels over min ee¬
neste Broder, som jeg havde faaet at vide
at han flakkede om i fremmede Lande, og
saasom jeg havde lært, hvad Farer der lig¬
ger i Veyen for unge Mennesker, saa sør¬
gede jeg meest for ham.
J denne Svaghed opvartede Hr. K**
mig, som han kunde have været min Fa¬
der og jeg hans Datter, ja, jeg saae tit og
ofte hvorledes Taarerne trillede ned af hans
Kinder, hvilket skar mig i mit Hierte, som
jeg dog mindst tænkte, at han skulle have
faaet saa stoer Deel udi.
Ved Himmelens Forsyn og min Vel¬
giøreres Omhue for mig blev det omsider be¬
dre med mig, og ligesom min Svaghed tog
af, tog min Velgiøreres Glæde til, saa at
jeg kunde læse den rene Fornøyelse af hans
Øyne over mit Velgaaende.
Da jeg var bleven gandske frisk og hav¬
de ved min Velgiøreres fornuftige Raison¬


116
nements faaet Bugt med Sorgen, som svæk¬
ker og forkorter det menneskelige Liv, spurg¬
te min Velgiørere mig smilende og sagde:
Nu min kiere Frøiken D**, er der endnu
meere i Jtalien, som kunde trække dem fra
Livadia, og formaae Dem til at forlade
mig? Ak! min Herre! svarede jeg sukkende:
Dersom jeg vidste hvor min eneste og kie¬
reste Broder var i Verden, kunde jeg end
og have det Hierte at reyse om det var tu¬
sinde Miile for at tale med ham. Det var
en lang Vey, sagde han smilende, og tog
mig ved Haanden; men da De nu ikke
veed, sagde han fremdeles, hvor Deres Bro¬
der er, kand jeg da overtale Dem til at
blive hos mig, som vil være Dem i Faders
og Broders Sted, paa det at jeg kand des¬
bedre opfylde mit Løfte, som jeg giorde min
Kone og Deres Veninde, nemlig at jeg al¬
drig maatte forlade Frøikenen, hvilket Løf¬
te mig synes at jeg best kand opfylde, naar
min kiereste Frøiken ikke vil afslaae min Be¬
giering, som er denne, at De vil agte mig
værdig til Deres Mand, efter at De nu
er overbeviist om min reene Kierlighed, og
vi kiender hinanden.


117
Jeg som andre Fruentimmer blev meget
undseelig ved denne Bekiendelse, som kom
fra saa redeligt et Hierte, og da han frem¬
bragte den paa en saa indtagende Maade,
kunde jeg hverken svare Ja, eller Ney, men
udbad mig tre Dages Betænkning til saa
vigtig en Sag.
Da denne Tid var til Ende kom Hr.
K** ind til mig, og sagde, at han kom
for at faae et behagelig Svar, jeg blev rød
i Ansigtet ved hans Komme; thi jeg be¬
tragtede ham nu som en Elskere og ey som
Velgiørere, jeg stod længe taus og turde
neppe resolvere.
Jeg mærker nok sagde han smilende, at
Frøikenen tænker paa den Ulighed, der er
imellem vor Stand. Ak! ney, min Her¬
re, svarede jeg, Himlen bevare mig, at jeg
skulde giøre saa daarlige Jndvendinger. Ney,
Fødselen giør vel Forskiel paa Mennesker,
men Døden ingen, og Dyden er det beste
Adelskab i Døden, hvorfore jeg heller vil
leve og døe hos en dydig Mand, i hvo han
end er, end hos en vanartig af min Stand.
Saa er der da intet i Veyen, som hindrer


118
min allerkiereste Frøiken fra at give mig sit
Hierte. Jeg kunde ikke forstille mig, som
mange af vort Kiøn beflitter sig paa; men
sagde: Min Herre, mit Hierte skal høre
Dem til, som den der har lagt det beste
Plaster paa det, da det var færdig af Sorg
at briste, og da jeg finder en hemmelig Til¬
bøyelse til at elske min dyrebare Velgiøre¬
re, skal Deres Villie være min.
Han omfavnede mig, og gav mig det
første Kys, og derpaa drak vi Bryllup uden
fleere foregaaende Formaliteter, vi elskede ik¬
ke paa romansk Maade, og giorde mange
Knæefald for hinanden, vi gav ikke vor
Kierlighed tilkiende ved Øyekast, falske Com¬
plimenter og Fortvivlelse; men saasom vi
kiendte hinanden, og Dyden lønner sig selv,
saa ægtede vi hinanden, og levede et kier¬
ligt og fornøyet Ægteskab. Dog havde vi
ingen Børn.
Da vi saaledes havde smagt de Sød¬
heder, Herligheder og Fornøyelser, som et
kierligt Ægteskab fører med sig. Maatte
jeg og friste og smage den bittre Skaal,
naar et saa kierligt Ægtebaand skal opløses;


119
thi efter otte Aars Ægteskab faldt min kie¬
reste Mand i en Sygdom, og da han mær¬
kede at den var til Døden, bar han Om¬
sorg for at han fik ald sin Rigdom samlet i
Juveler og Ædelsteene, og raadede mig at
reyse til mit Fædreneland, thi det kunde
være farligt for mig at være i dette fremmede
Land. Her kunde jeg vel vidtløftig fortæl¬
le vores høystbedrøvelige Afskeed; men da
man let kand forestille sig, hvorledes tvende
Ægtefælle ere til Mode, naar de skal adskil¬
les, saa vil jeg ikke opholde Dem dermed,
da jeg og ikke vel kand taale at tale der¬
om.
Min kiereste Mand døde og jeg udøste
de Taarer, som saa værdig en Mands Død
fortiente.
Min Mand havde og ved Skrivelse om¬
bedet sin Ven i Lepanto at bære Omsorg
for mig efter hans Død. Da jeg derfor
havde gjort alle Ting i Guld og Ædelstee¬
ne, og aflagt mine Tienestefolk saaledes, at
de ikke havde nødig at tiene, og havde gi¬
vet en anseelig Capital til de fattige Christ¬
ne i Byen, forlod jeg Livadia, og havde


126
kuns taget min egen Pige med mig; thi
saasom hun ingenlunde vilde forlade mig,
undte jeg hende den Fornøyelse, endskiønt
jeg havde sat mig for at reyse alene.
Vi kom da til Lepanto til min Mands
gamle Ven, som ret beklagede sin Vens og
min Mands Død, men da han fornam at
jeg var færdig at flyde bort i Taare, naar
han talte om min Mand taug han stille.
Denne Mand besørgede altsaa at jeg kom
paa et Venedisk Skib, da Skipperen love¬
de, at sette os i Land paa Abruzzo. Jeg
gik altsaa om Borde tillige med min Pige,
men ingen vidste at jeg bar næsten to Tøn¬
der Guld paa mig i Ædelsteene.
Min Pige kunde ikke taale Søen, men
fik ont og døde underveys, og uagtet mine
indstændige Bønner, var dog Skibsfolkene
saa haardhiertede at de opofrede hendes Le¬
geme til Fiskene, da jeg gierne havde givet
hende en anstændig Begravelse.
Denne sidste Seylads var den lykkeligste
af alle mine Reyser; thi vi havde en god
Vind, og fornam ikke til Søe=Røvere, und¬


121
tagen een; men saasom vi havde en staaen¬
de Vind og de hidsede alle Seylene, var vi
saa lykkelig at vi undgik denne farlige Giest,
ja mit Hierte begyndte at klappe i mit Bryst
og jeg sveedte Angstens Sveed; men jeg
glemte ey heller at takke Himmelen, som
reddede os saa vel.
Ja, endnu meere, at jeg var saa lykke¬
lig, at Skipperen af Frygt for Søe=Røver¬
ne glemte at sætte mig i Land ved Guasto
di Amone, saa at det ligesom var Himlens
Villie at vi skulle forfølges af Søe=Røvere,
paa det at Skipperen her kunde sette mig i
Land ved Atri, hvor jeg saa uformodentlig
skulle finde min kiereste Broder, som jeg saa
ofte havde sørget for, og som jeg tænkte at
være langt borte i fremmede Lande.
Derpaa endte Madame K?? sin Historie
og omfavnede sin kiereste Broder, og bad mig
som en Fremmed at forlade hende, om hunl i
saa lang en Fortællelse ikke havde frembragt
sine Ord i den Orden, som hun burde.


122
VIte Historie.
Frøiken S** og Hr. D**
fornyer deres Venskab.
D¬
a vi nu med Forundring havde hørt
paa Madame K** hendes Fortællelse
og forunderlige Skiebne, som hun med den
største Veltalenhed fremførte, og langt be¬
dre end jeg kand beskrive, var det bleven
Middag førend vi vidste deraf.
Hr. D** var meget utaalmodig og be¬
kymret over hans slette Skiebne og uforsig¬
tige Forhold imod hans Kiereste, Frøiken
So** Ak! sagde han, paa hvad Maade
skal jeg igien vinde saa dyrebar en Siels
Venskab? Paa hvad Maade skal jeg igien
tilveyebringe mig den Allerdydigstes Yndest,
som jeg saa ilde har forloret, og gjort mig
uværdig til? Hvorledes skal jeg igien glæde
det saa reene Hierte, som jeg saa uvidende
har bedrøvet, ja ligesom igiennemboret med
de skarpeste Piile? O! at jeg kuns torde


125
lade mig see af de Øyne, som saa uforskyldt
har fældet saa mange bittre Taare for min
Skyld? O! at jeg turde nedkaste mig for
de Fødder, som jeg havde ført hen til For¬
dervelsens Brink? Ja, i det jeg fandt min
kiereste Søster, mistede jeg min allerkiereste
Frøiken. O! jeg synes at jeg seer hende at
flyde bort i Taare, hvortil hun og har den
største Aarsag. Jeg var den som raadede
hende at flye fra sin fortrædelige Moster,
og nu, da hun har fulgt mig, tænker hun
at jeg er en Forræder og Meneedere. Jeg
veed at hun nu hader mig ligesaa høyt, som
hun tilforn elskedelmig. Ak! jeg Ulyksalige!
jeg vilde have ønsket, at jeg aldrig havde
kiendt saa ædel en Skabning. Ja, jeg øn¬
sker mig ikke Livet længer, naar jeg skal mi¬
ste min kiereste Frøiken S¬
Da han saaledes blev jo længer jo utaal¬
modigere, giorde vi os ald Umage for at
stille ham til freds. Hans Søster Mada¬
me Ke? faldt ham om Halsen, og med de
bevægeligste Ord stræbte at bevæge ham til
Taalmodighed.


124
Jeg forestillede ham Frøiken Skk hen¬
des mageløse Dyd og fortreffelige Forstand,
og sagde, at Frøikenen var saa fornuftig
og saa ædelmodig, at hun lettelig vilde til¬
give sin Elskere, som ikke havde gjort uden
hvad en Broder kand giøre, ja, naar hun
fik Sammenhængen at vide, skulle han u¬
den stoer Møye blive Eyere af det ædle Hier¬
te, hvorudi han tilforn har havt saa stoer
Deel.
Got nok, svarede Hr. De? sukkende,
men hvem skal give hende Underretning der¬
om? Og hvem skal føre hende ud af denne
fortrædelige Drøm?
Min Herre, sagde jeg, dersom De tør
betroe mig denne Handel, skal jeg drage,
Sagen i Rigtighed, og skal danne det ellers
saa bøyelige Hierte, at De skal finde Dem
fornøyet. Frøiken S?k lovede mig, sagde
jeg, at møde mig i Skoven i Aften, men
den Gang hun giorde dette Løfte, tænkte
hundikke paa dette forunderlige Udfald. Jeg
vil derfore gaae hen til Frøikenen, og for¬
tælle hende den heele Sag, der paa kand
De med Deres Søster komme noget efter,


125
da jeg haaber, at De skal finde Dem for¬
nøyet.
Hr. D omfavnede mig, og sagde mig
hvor hans Kiereste, Frøiken S?? boede;
thi det vidste jeg ey, Madame K?e forære¬
de mig og en liden Ring, som et Erkiendt¬
ligheds Tegn, for den Godhed jeg bar for
hendes Broder, og bad mig ikke at glemme
noget, som kunde være til hendes Broders
beste.
"Derpaa gik jeg, og Hr. De? med hans
Søster ynskede mig Lykke til mit Foretagen¬
de, ret ligesom jeg skulle have gaaet i den
vigtigste Ambassade.
Frøiken S"" hbrast i Grae saasnart
hun saae mig, og blev gandske forvirret over
min uformodentlige Komme, og spurgte hvad
der kunde være Aarsag til samme, saasom
vor sidste Aftale var at vi skulle modes i
Skoven om Aftenen.
Jeg maa først, svarede jeg, undskylde
min Dristighed, og dernæst bede min smuk¬
ke Frøiken ikke at alterere sig over min An¬
komst, saasom en god Ven, ja, en oprig¬


12s
tig Ven har formaaet mig til at forrette
dette Erinde, hvilket jeg vil giøre mig en
Fornøyelse af at kunde forrette efter Ønske.
Ak! sagde hun, skulle jeg vel have no¬
gen ærlig Ven paa dette fremmede Sted,
naar jeg undtager Dem, min Hr. Bo,
ney, sagde hun fremdeeles, og blev utaal¬
modig, jeg er den Ulyksaligste under Solen,
og fremmed i den heele Verden; jeg har flyg¬
tet fra min Moster, og fulgt med en Troe¬
løs. Jeg er forhadt af mine egne, og for¬
ladt af den Ærligste. Ak! jeg Elendige!
jeg har bygget paa en Skygge, og grundet
mit Haab paa en Boble. Jeg har villet
undgaae en mindre Ulykke for at styrte mig
i en større. Jeg greb efter Bestandighed,
men fik fal kaa Avner, som flyver, hvorhen
en hver Vind fører dem. Jeg kastede mit
Anker paa den i mine Tanker meest trøfaste
Bund, men ak! der var kun det lose Sand,
og nu maae min usle Baad ene flakke
om paa det vildsomme Verdens Hap, og
som gandske vist vil opsluge den midt iblant
de forskrækkelige Modgangs Bølger. Ak!
jeg Ulyksalige, raabte hun, og vreed sine
Hænder.


127
Jeg maatte omsider falde hende ind i
denne Vee=Klage, og sagde: Jeg beder dog
indstændig, at Frøikenen dog vil have lidt
Taalmodighed, og anhøre, hvad jeg har at
forkynde Frøikenen, som vist vil glæde sig
derover, og tilbagekalde alle disse haarde Be¬
skyldninger. -- -
Hvad? sagde hun, og faldt mig ind i
Talen. Hvad kand min Herre vel førtæl¬
le mig, som kunde være kraftigt til at for¬
aarsage nogen Glæde hos mig, som finder
sin største Glæde i at græde, og som har
taget ald sin Tilflugt til Sorg og Bedrø¬
velse.
Min hierte Frøiken, sagde jeg, lad mig
dog have den Fornøyelse at sige Dem, at
en Vildfarelse har bedraget dem begge to.
2. - 4 --
Ak! Himmel, raabte hun, og atter faldt
mig ind i Talen, en Vildfarelse, ney, mit
Syn har ingenlunde bedraget mig, og det
er alt for vist, at jeg er ulyksalig, ja, det
er min fortiente Løn for min Lettroenhed og
jeg vilde ønske at man vilde tage Exempel


228
af mig, og ikke saa hastig betroe sig til en
forliebt Elskere, som drives ikkun af de flyg¬
tige Elskovs Vinde fra et Sted til et an¬
det som bare Damp og Flyve=Sand.
Jeg vil, sagde hun videre, stræbe at gaae
min Skiebne imod med et uforsagt Sind,
og jeg vil overlade Hævnen til den, som
straffer alle Meneedere og Troeløse; og i det
hun sagde dette, satte hun sig sukkende paa
sin Canope, og taug stille, thi hun kunde
ikke tale meere formedelst Mathed og af Sorg.
Fortsættelsen følger.


Thee=Bordet.
No. 9.
Slutning af VIte Historie.
J¬
eg betiente mig da af denne Leylighed
og fortaalte Frøikenen, hvorledes det Fru¬
entimmer, som hun saae at komme i Land
og som Hr. D?? omfavnede og siden spad¬
serede med, var hans kiødelige Søster, og
at disse ved denne saa forunderlig en Hen¬
delse og Himmelens Styrelse saa uformo¬
dentlig igien bleve samlede efter en ti Agrs
Skilsmisse og Fraværelse. Jeg sagde hen¬
de og, hvorledes Hr. D havde opfort sig
imod mig, fordi han havde seet mig spad¬
sere med hende, og hvorledes han blev til
Mode, da han hørte Frøikenens Tilstand,
ja, at han end og i dette Øyeblik, da jeg
forlod ham, var færdig til at mistvivle om


130
at vinde Frøikenens Hierte tilbage, som han
saa uskyldig havde mist, ja, at han var fær¬
dig til at afbede sin Forseelse, dersom han
turde kuns komme for Frøikenens Øyne.
Ved disse Ord fik Frøikenen ligesom Liv
paa nye, og spurgte om Hr. Dek endnu
var den samme som for? Jeg forsikrede, at
det var hans eneste Ønske, at finde Frøi¬
kenen ligesaa uforandret som han selv var.
Er Hr. De? da ikke den troløse og
Meenedere, som jeg har erklæret ham for i
mit Hierte, spurgte Frøikenen.
Jeg: Han fortiener en langt bedre Ca¬
rakteer, og han er den ærligste Elskere under
Solen.
Frøik. Og det Fruentimmer, som jeg saa
uskyldig har hadet er hans Søster og ikke
min Rival?
Jeg: Jntet mindre, men hun er hans
kiødelige Søster.
Frøik. Og den elskværdige Hr. D: øm¬
sker mit Venskab?
Jeg: Han ønsker intet heller; thi uden
det kand han ikke leve.


131
Frøik. Og han har ikke forladt mig?
Jeg: Hvorledes kunde han forlade sig
selv?
Frøik. Og han hader mig ikke?
Jeg Langt fra, men frygter meere for
at have gjort sig forhadt.
Derpaa reyste Frøikenen sig op, ret li¬
gesdm en yndig Rose, naar den bliver for¬
frisket af en mild og vederqvægende Regn,
efterat den med Blomster=Knoppen nogen
Tid haver af Mathed hængt ned imod Jor¬
den formedelst en stærk og utaalelig Heede.
Ak! sagde hun, hvor har jeg dog ikke ha¬
det den Allerelskværdigste! hvor mange Be¬
breydelser har jeg dog ikke udøst over den
Allerærligste! O! hvor vilde jeg ikke ønske
at jeg i dette Øyeblik kunde afbede min For¬
seelse og i hans Arme tilbagekalde alle de Be¬
fkyldninger, som en blo Mistanke, og den
reene Kierlighed har udpresset imod den U¬
skyldigste. Min hierte Frøiken, sagde jeg,
jeg venter hvert Øyeblik at have Hr. De¬
og hans Søster her. O! en glædelig Ti¬
dende, raabte hun, O! et lyksaligt Øyeblik.


132
I det samme traadde Hr. D? og hans
Søster ind ad Døren.
Det er vel unødigt at fortælle, hvorkø¬
des disse saa yndige, dydige og forstandige
Personer toge imod hinanden, da enhver,
og i sær den, som har følet Kierligheds Virk¬
ning, nok kand forestille sig, saa behagelig en
Samling.
de turde neppe see pag hinanden af en
yndig Bluefærdighed, og det var ligesom en
hemmelig Undseelse i Førstningen forbod dem
at tale, derpaa forekom de hinanden med
at løbe hinanden i Mode og at kaste sig i
hinandens Barm. De græd af Glæde,
og den enes Taare vædede, den andens
Kinder.
Da de vare komne lidt til sig selv igien,
bade de hinanden om Forladelse for deres
Kierligheds Feyl, og det paa den allerbevæ¬
geligste Maade, og man kunde læse den op¬
rigtigste Fortrydelse tillige med den inderlig¬
ste Fornøyelse af begges Øyne.
Under alle disse Kierligheds Bevægelser
og Ophævelser stod Madame K og jeg


133
og saae paa hinanden og med Forundring
betragtede den reene Kierligheds, Kraft
og Virkning paa disse to forelskede Perso¬
ner. Ja Frøiken S?? kunde ikke sandse
at tage imod hendes tilkommende Sviger¬
Søster, førend denne første Heede var for¬
bi og overstaaet.
Men da hun, var bleven sig selv mæg¬
tig, tog hun imod Madame K, paa den
artigste Maade, og aflagde en behagelig Und¬
skyldning, fordi hun hidindtil ikke havde kun¬
det i agt tage Reglerne; men gjorde det sidst
som burde have været først. De bleve da
saaledes ved med en Deel Fruentimmer¬
Complimenter, som jeg her vil forbiegaae.
Jeg vil alene sige, at disse to bleve de
beste Veninder; thi saasom de vare lige dy¬
dige, og Dyden glæder sig altid i sig selv,
saa fandt De en inderlig Fornoyelse i hin¬
anden. Ja, Madame K-? blev hos Frøi¬
ken S?? saalænge de vare i denne Bye.
Derpaa fornyede Hr. De? og Frøiken
S" deres forrige Kierligheds Løfte, og for¬
bandt sig høyt og helligt, at de aldrig ville


134
forlade hinanden i Sorg eller i Glæde, i
Medgang eller i Modgang, men ville have
lige Deel i Lykkens ustadige Omvexlinger,
saalænge Himlen ville tillade det, og at in¬
tet uden Døden skulle være mægtig til at
opløse det Ægteskabs-Baand, som den ree¬
ne Kier ighed havde knyttet imellem dem.
Saaledes bleve disse to ædle Hierter i¬
gien forenede, som i en kort Tiid havde
været langt adskilte fra hinanden, og den
reene Kiertigheds Zld, som nogen Tid hav¬
de ligget under Mistænkeligheds Aske og næ¬
sten var bleven qvalt, begyndte strax at bry¬
de frem, da Mistanken blev ryddet af Vey¬
en, ja, den brændte endog iangt stærkere
nu end tilforn.
Vi kand da see heraf at Kierlighed er
mistænkelig og at Mistanken betager Kier¬
ligheden sin Sødhed. Hvorfore elskende
Personer maae vel vogte sig, at de ingen
Anledning giver til Mistanke, i fald de
vil smage Sødheden i den reene Kierlighed
og undgaae Sindets Uroelighed, som er den
største Plage for en Elskere.


135
Da det imidlertiid var bleven Aften,
skiltes vi ad. Madame K" blev hos Frøi¬
ken S?* for at giøre hende Sælskab, og
Hr. D?? og jeg gik hiem, efter at vi hav¬
de lovet at komme igien den følgende Dag,
da Hr. D!? maatte fortælle sin Søster
hvorledes det var tilgaaet med hendes For¬
ældre og ham, efter hendes Bortreyse.


136
VIIde Historie.
Hr. D** fortæller sine
Tildragelser.
D¬
a vi den følgende Dag bleve samlede,
var adame K. meget længselsfuld
efter at høre, hvorledes hendes kiereste For¬
ældre bleve til Mode ved hendes og hendes
Piges Undvigelse.
Fortæl mig uinekiere Broder, sagde
hun, hvorledes Du og mine Forældre ble¬
ve til Sinds, at jeg des bedre kand bede
Dig og Dem i deres Beav om den inder¬
ligste Forladelse; thi jeg veed, at jeg med min
Undvigelse forkortede mine Forældres Dage,
og for Tiden bragte dem i deres Grav.
Min kiereste Søster, svarede Hr. Die
den Elendighed og Hierte-Sorg, som din
Bortrøvelse paaførte os alle, er mig umue¬
lig at fortælle med alle sine Omstændighe¬
der; dog vil jeg fyldestgiøre din Begiering,
saavidt min Hukommelse vil tillade.


27
Til vores største Bedrøvelse savnede vi
Eder ikke, førend om Morgenen ved Thee¬
Bordet. Hvor bliver Leonorg, sagde min
Fader, mon hun og hendes Pige sover end¬
nu? Det er noget forskrækkeligt med de un¬
ge Mennesker, de ønsker at de kunde snue
til Middag, eller og sidde for deres Nat¬
bord den heele Formiddag. Spring op,
Lars, sagde min Moder til Tieneren, og
fornem, om de sover endnu, og spørg, om
de kand see at staae op, nu Klokken gaaer
til ni, eller om jeg skal vække dem.
(Dette var vel noget haart talt af Folk
af saa fornemme Stand, og lugtede tæm¬
melig borgerligt; men Søster veed, at vore
Forældre vare ikke kielne over deres Børn,
og at de midt i deres Adelskab, var gand¬
ske borgerlige.).
Tieneren gik, men var og den første,
som bragte os denne bedrøvelige Tidende,
at hverken Frøikenen eller hendes Pige var
at finde paa Kammeret. Det lod ey heller
til, sagde han, at de havde været der om
Natten; thi deres Seng stod endnu opreed.


23
i: Hvad? sagde min Fader, i det hans
Ansigt blev forandret, vil du kaadmundede
Knægt saaledes beskiemme min Datter? den
arme Dreng blev forbauset, og mærkede at
han havde fortalt sig.
Min Moder løb selv op paa Kamme¬
ret; men kom strax tilbage, og af hendes
bleege og falmede Kinder spaaede vi os in¬
tet Got. Hun, uden at tale det mindste Ord,
satte sig paa en Stoel, og derpaa faldt i
Afmagt
I denne Forvirring løb hver sin Vey,
for at lede efter de forlørne, og glemte min
Moder, som henfaldt i Besvimelse.
Vi søgte overalt i Huuset, men forgie¬
ves. Vi raabte snart paa Frøikenen, snart
paa hendes Pige, men uden Giensvar. Vi
ledte i Gaarden og i Haverne, ja min Fa¬
der befoel at man strax skulle trække Vaad
i Fiske=Parken i Haven, i Tanke at de
der kunde være druknede!
Da vi faaledes randsagede i hver en
Vrage, kom min Fader og jeg omsider til
Bag=Logen, hvoraf man af Haven kunde


135
gaae ud i den aabne Mark og Skov. Den¬
ne Loge stod imod Sædvane paa klem,
da den ellers pleyede at være tillukt.
Gandske vist, raabte min stakkels Fa¬
der, ere de gaaet ud heraf, og da vi kom
noget ud paa Marken, fandt vi et hvidt
Torklæde med Pigens Navn, hvilket end
meere bestyrkede os i de allerede fattede
Tanker.
Jngen af os tvivlte nu meere paa at
de jo vare undvigte; men hvorhen og til hvil¬
ken Side de havde vendt sig, kunde vi ik¬
ke udgrunde.
Vi vendte tilbage igien, saasom det var
forgieves at gaae længere frem, ligesom i
Blinde; tilmed faldt min kiereste Fader i¬
Afmagt, og hans gamle Been havde ikke
Kræfter nok til at bære ham. Han zittrede
og bevede, som Dødens Angest paa engang
kunde have overfaldet ham. Lad os sette
os, min Søn, sagde han sukkende, denne
Tildragelse vil vist forkorte mine Dage.
Jeg var utaalmodig og fældede de bit¬
terste Taare. Min Moder, som vi i den¬


las
ne Forvirring forlode allesammen i den far¬
ligste Tilstand, randt mig tillige i Tankex.
Men hvad skulde jeg giøre? Jeg kunde ikke
forlade min afmægtige Fader, dog onskede jeg
at komme min døende Moder til Hielp Mit
Hierte var saa beklemt, at jeg næsten ønske¬
de mig Døden heller, end at være Tilskue¬
re af denne ynkelige Tragoedie.
Ak! raabte min Fader, det er alt for
vist, min Datter er undvigt, og hendes Pi¬
ge har forført hende. Han forsøgte at rey¬
sei sig, men af Afmagt faldt tilbage igien
paa Jorden, og ønskede at Jorden dog vil¬
de have aabnet sig, og skiult ham, forend
denne Jammer skulle ramme, ham.
Jeg burde og gierne ville have trøstet ham;
men jeg kunde ikke finde paa noksom beqvem¬
me Ord, og naar jeg vilde tale, var min
Tunge, ligesom bunden med de stærkeste
Læiker.
J det samme kom Tieneren springende,
og bad, at vi for al Ting maatte komme
min Moder til Hielp. Hun laae plat paa


741
Gulvet, og enten var falden i Besvimmel¬
se eller og var allerede Død.
t Ak! Himmel, raabte jeg, som i Afsin¬
edighed. Hvormed har vi dog saa høylig
fortørnet dig, at du saa pludselig og paa saa
ynkværdig en Maade vil udslette en heel Fa¬
milie paa engang af de levendes Tal? Ak!
har dog mine Ungdoms Feyl været saa for¬
skrækkelige og store, at de kunde paaføre migden
haardeste Straf med at være et seende Vid¬
ne til ald denne Elendighed. Min kiereste Fa¬
der er trøstesløs og sukker efter Døden, og min
Moder er maaskee følesløs og allerede død.
Min Søster min eneste Søster, som jeg
elskte ved mit eget Liv, tager Livet af dem
begge, og han er alene Skyld i al denne
Ulykke.? - Nep, svarede jeg mig selv,
det kand jeg, dog aldrig troe, thi hun var
alt for dydig dertil; men en Furie har pla¬
get hendes Pige, og den giftigste Aand har
indblæst hende at, forføre og bortstiele min
eneste Søster." -- Ak! grusomme Skieb¬
nek hvor finder du dog ikke Fornøyelse i at
spille ligesom Bold med vi arme Mennesker.
-- 2 Mon jeg skal forlade min afmægti¬
ge og døende Fader, for at see det bedrøve¬


34t
ligste Liig, og græde over min allerede bort¬
rykkede Moder.
Jeg vilde gierne holde Livet i den ene
og ønskede at kalde Livet tilbage i den an¬
den. Jeg bød Drengen at blive hos min
Fader, og hastede at see min Moder.
Der var ligesom en Udørk i det heele
Huus, hvor jeg kom igiennem, indtil jeg
traf det fatale Sted, hvor min Moder var.
Her havde alt Pigerne omringet hende,
og hun laae paa Sengen udstrakt som en
død. Den ene saae paa den anden, uden
at kunde tale eller sandse, hvad best var at
giøre.
Jeg sendte strax Bud efter en Chirurgus,
som aabnede en Aare paa min Moders ven¬
stre Arm, hvilket og havde den herligste Virk¬
ning, at hun efter et par Minutter kom til
sig selv igien. Saasnart hun slog sine Øy¬
ne op, og saae mig staae ved Sengen, spurg¬
te hun mig om min Søster var fundet. Jeg
kunde ikke svare for Glæde over at høre de
Læber at tale, som jeg tænkte vare belagde
med en ævig Taugshed; men løb bort for


143
at see til min Fader, som jeg i denne høye¬
ste Fare maatte forlade.
J min Fraværelse havde dog Himlen
forundt ham saa mange Kræfter, at han
kunde gaae en Snegle=Gang; han mødte
mig imod al Formodning i Haugen og lee¬
nede sig ved Drengen. Jeg i mit Hierte
takkede det mildeste Forsyn, og tog min Fa¬
der under den anden Arm, og ledsagede ham
til sit Søve=Kammer.
Min Fader blev ogsaa aareladt, og jeg
bad denne Chirurgus, ikke at efterlade, om
han vidste noget, som kunde tiene til deres
Helbreds Conservatiøn.
Da jeg kom noget til mig selv igien, kun¬
de jeg ikke noksom takke Himmelen, der
gav mig Kræfter til at udstaae ald den Be¬
drøvelse, som jeg saae paa mine kiereste Foræl¬
dre, hvilke jeg hver Øyeblik frygtede for at mi¬
ste. Jeg sendte ogsaa Folk ud i Skoven,
for at søge og leede efter min kiereste Søster.
Jmod Aften kom de tilbage; men kun¬
de ikke give os nogen Underretning, undta¬
gen at en gammel Hyrde, som vogtede


144
Qvæg paa Marken, sagde, at han ved Mid¬
nats Tider hørte langt borte i Skoven en
ynkelig Skrigen, Hylen og Jamren; men
saasom han var gammel, og desuden ikke
kunde forlade sin Hiord, turde han ikke dri¬
ste sig til at gaae efter denne ynkelige Lyd;
men troede, at der enten skeedte et græsseligt
Mord, eller og at det var Spogelse.
Da mine Forældre horte dette, brast
min Fader i den hæftigste Graad, hvilket
var det smærteligste Syn for mig, at see,
at Taarene som Hagel=Steene og som den
stridigste Strøm nedstrømmede af den gam¬
le og afmægtige Mands blege og falmede
Kinder.


Thee=Bordet.
No. 10.
Fortsættelse af VIIde. Historie.
Omsider raabte han: O! lyksalige de
Forældre, som aldrig har Sorg af deres
Børn, lyksalige de Børn, som aldrig be¬
drøver deres Forældre, min Datter! ak!
min Datter, du er visselig bleven et Rov
for de vilde Dyr i Skoven, og Biørne har
mættet sig paa dit Blod. Men ak! mit
Barn, hvad har dog bevæget dig til at for¬
lade din Faders Huus om Natte-Tider,
for at omkomme i Skoven? Ak, min Dat¬
ter, min Datter! - - -
Min stakkels Moder, som i sine unge
Dage havde læst mange Romaner, sagde
sukkende: Intet er vissere, end at jo en for¬
rædersk Mandsperson har hemmelig baaret


146
Kierlighed til Leonora, og underkiøbt hendes
Pige til at forføre hende ud i Skoven, og
da denne Forrædere har villet friste Leonoræ
Dyd, har hun som et dydigt Barn sat sig
til Modværge; men dette U=menneske, i hvem
han end maatte være, har gandske vist en¬
ten dræbt hende, eller og flygtet bort med
dem begge.
Vi undsaae os for offentlig at lade lyse
efter dem, som nogle Deserteurer, for ikke
selv at underkaste os slette Menneskers Spot
og Vanære. (Da der findes desverre man¬
ge, som glæder sig inderlig over andres Ulyk¬
ke.) Men vi bare Sorgen hemmelig, og
mine Forældre græmmede sig jo længer
meere.
iin Det var dog umuelig at denne Handel
kunde dølges; men det rygtedes snart over
det heele Land, at Frøikenen af D? med
hendes Pige havde om Natten stiaalen sig
ud af hendes Forældres Huus, og var boxt¬
løben med en Mandsperson; men det, som
forekom os meest underligt i alt dette, var,
at ingen Mandsperson, der i Nærværelsen,
blev savnet, og med andre havde hun in¬
gen synderlig Kiendskab.


147.
Herremanden, vor Naboe, Bakonen af
8, kom til os paa den tredie Dag efter
min Søsters Undviigelse. Han havde aller¬
rede spurgt denne sørgelige Tildragelse; men
saasom han forgieves havde friet til min
Søster, og han desuden med min Fader
havde tabt en Prores, angaaende Jagten,
kom han meere for at glæde sig over os i
vor Bedrovelse, og hugge Saar i Saar,
end for at trøste de meest Bedrøvede.
Han fandt os alle med nedslagne An¬
sigter og forrigfulde Hierter. Min Moder
holdt Sengen endnu, og min Fader sad i
en Lehnestoel.
Ey! sagde Baronen, med en spodsk og lige¬
som triumpherende Miine, af hvad Aarsag fin¬
der jeg dem saa forsagte, kiere Naboer? Fruen
har maaskee været i Barsel=Siue i Nat og
derfor maa sove i Dag? Og De min Hr.
Dek, sagde han til min Fader, er vel ble¬
ven træt paa Jagten, og maa hvile Dem
i Deres Lehnestoel? End De, min Herr
Junker! vendte han sig til mig, De seer jo
saa flad ud, og hænger saa dybt med Næ¬
sen, som Deres Kiereste kunde have skienket


148
Dem Kurven? a propos, hvor er Deres
kiere Frøiken Datter? Skal hun snart gif¬
tes? Mig er sagt, hun er allerede forlovet?
Det er best at forsyne unge Piger med
Mænd, førend de skal nødes til at tage for
dem selv.
Da han saaledes havde udspyet den gif¬
tigste Galde i de ømmeste Saar, fløytede
han et Jagt=Stykke, og til Afskeed gjorde
os denne meest hiertetrængende men med hans
Grophed og store Ondskab overeensstemmen¬
de Compliment. Adien, sagde han, jeg maa
nu ud paa Jagt, og dersom jeg kand fin¬
de den forvildede Hind, skal jeg rigtig føre
hende til sit Hiem. Adieu!
Vi mærkede alt for vel, hvortil han sig¬
tede med disse Spotte=Gloser. Min Moder
sukkede, og jeg blev ligesom stum af Skam¬
fuldhed, Ærgrelse og Forbittrelse.
Ak! Himmel, raabte min Fader, kand
du dog overbære og fordrage sligt? Ney,
det strider imod det mildeste og retfærdigste
Væsen at kunde taale den Elendigste at be¬
spottes i sin Jammer.


149
Blodet begyndte alt meer og meer at kaa¬
ge i mit Bryst, og jeg blev ligesom rasende
af den billigste Forbittrelse.
Jeg klædte mig paa, og spendte min
Fægte=Kaarde om Livet. Hvorhen med den
Kaarde, spurgte min Fader. Jeg vil, sva¬
rede jeg, hævne den Spot, som os er veder¬
faret, og igiennembore det Hierte, som fandt
saa umenneskelig en Fornøyelse i at saare
mine bedrovede Forældres. Jeg vil hævne
mig paa den ubarmhiertigste, eller og falde
for den Ugudeligste. Ja, om jeg kand ha¬
ve den Lykke til mit Forset, skal al Ver¬
den tilstaae, at jeg haver skilt den ved den
unyttigste Byrde. - - -
Hvad! svarede min Fader, og rystede
med Hovedet, vil du og bedrøve dine For¬
ældre, og for Tiden føre dem til Graven?
Mon det tilkommer os usle Creature at hæv¬
ne os selv? Ney min Søn ikke saa. Vær
forvisset paa, at den mindste Misgierning
bliver ikke ustraffet. Lad os oppebie Hæv¬
nens Dag, som er uforbigængelig. Jngen
kand priise sig lyksalig, førend Jorden har
lukt sig til over ham. Vil du derfore min


150
Søn, bære Navn af min Søn, skal du
love mig at du aldrig vil hævne denne Spot.
Jeg maatte giøre min Fader det helligste
Løfte herpaa, hvilket jeg og har holdt.
Baronen af 3? gik endnu videre i sin
Ondskab, og stræbte at beskæmme os for
den heele Verden, endskiønt paa en meget
dum Maade; men han vidste at Menneske¬
ne vare meest tilbøyelige til at troe det verste.
Hertil betiente han sig af sin gamle Skyt¬
te, som gierne udskiød de Kugler, hans Her¬
re støbte, og som han tvende Gange havde
kiøbt frie fra Bolter og Jern. Denne Skyt¬
te holdt Baronen nogen Tid indelukt, paa
Gaarden, og lod det falske Rygte udsprede
at hans Skytte var flygtet bort med Frøi¬
kenen.
Endskiønt dette Rygte ey længei kunde
staae ved Magt i Naboelauget, saasom man¬
ge vidste at Skytten var paa Gaarden, saa
havde det dog bedre Virkning paa andre
Steder, og blev i en Hast udbredt over
heele Landet. Ja, en god! Ven, som boe¬
de over 20 Miile fra os, skrev os et meget


151
væmodigt Brev til, og tog den største Deel i
vor fælles Sorg over at Frøikenen var bort¬
viget med Baronens Skytte.
Mine Forældre, som vare af en gam¬
mel og anseelig Familie, og i stor Høyag¬
telse af alle, græmmede sig alt meer og meer
over, at de saaledes paa en uskyldig Maa¬
de skulle blive en Snak over heele Landet.
Min Moders Svaghed tog til Dag fra
Dag; thi Sorg over Børn trænger vist
nok ind til det inderste, og slaaer de farlig¬
ste Rødder i Blodet.
Hun dode faae Uger efter min Søsters
Undviigelse, og de sidste Ord hun talte,
raabte hun: Ak! min kiere Datter! vidste
jeg kun, om du var levende eller død, det
sidste er det visseste. Jeg tilgiver dig den
Sorg, du har paaført det Hierte, under
hvilket du har lagt. Jeg vil nu byde den¬
ne Verden Farvel, og tale med dig i den
anden. Min Søn, sagde hun til mig, jeg
har ikke som andre Mødre været øm over
mine Børns Opdragelse, nedbryd nu ikke
selv den Grundvold, som dine Forældre har


152
lagt hos dig til Dyd og gode Sæder. Til¬
giv din Søster sin Forseelse, og lad ikke af
at spørge efter hende. Vedligehold vor Stam¬
me, og lad ikke Navnet uddøe; men vær
for alting varlig og forsigtig i at vælge
dig en Kone.
Min Moder døde, og kort derefter maat¬
te jeg ligeledes begræde min Fader.
Da han saae min Moders Liig, udbrød
han sukkende med disse Ord: Jeg er mæt
af Livet, og ønsker ikke at leve et Øyeblik,
naar jeg skal lide Skibbrud paa mit gode
Navn og Rygte. Jeg har efterkommet en
Faders Pligt i at opdrage sine Børn, og
derudi har intet forseet mig, uden det kand
kaldes en Forseelse af en Fader at nægte si¬
ne Børn for stor Frihed, som er den visse
Fordervelse for mange.
Han fik et farligt og uformodentlig An¬
stød, og med stor Møye fik disse faa Ord
udtalt: Hævn dig aldrig paa Baronen, min
Søn, men opfør dig stedse som en ærekier
Cavaillier. Du er eneste Arving; men skul¬
le min forlorne Datter imod ald Forhaab¬


153
ning komme til Live igien, skal hun gaae i
halv Arv.
Faa Minutter derefter døde min Fader,
og min eneste Trøst og Tilflugt var at græ¬
de og bejamre vor Families totale Undergang.
Jeg var nu eene tilbage, og gik ligesom
i en Udørken. Jeg kiededes ved at være
hiemme, og naar jeg var ude, længtes jeg
efter det fortrædelige Hiem. Mine Foræl¬
dre og Søster, som næsten paa engang saa
pludselig bleve mig frarevne, stode mig sted¬
se i Tankerne.
Jeg fattede det Forset, at sette en For¬
valter over Godset, og selv at reyse Uden¬
lands, hvortil jeg længe havde havt Lyst,
men som min Fader aldrig ville give sit
Samtykke til, men altid sagde, at jeg end¬
nu var for ung til at udlades i den vild¬
somme og forføriske Verden.
Efter at jeg havde forsynet mig med en
tæmmeligi Guldbørs, begav jeg mig paa
min Udenlands Reyse, og tænkte, maaskee
jeg kand endog være saa lykkelig at finde


454
min Søster, endskiønt dette var et uvist
Haab.
Den første Stad jeg besaae var det sto¬
re Rom, imedens jeg opholdt mig her, hav¬
de Pasqvinus og Morpheus just en Nat
holdt denne Samtale:
Et Drog kand reyse Verden om
Ja, sendes til det store Rom;
Men kommer dog tilbage,
Den famme som han reyste bort.
Tit Pung og Næse varer kort,
Som mangen en maa klage.
Denne Samtale faldt mig meget beqvem,
saasom jeg vilde reyse Udenlands.
Jeg ved mig selv takkede disse to gode
Mænd for deres Erindring; og stræbte at
man ey skulle sige dette om mig. Min Pen¬
ge=Pung skulle jeg sparsom omgaaes, og
min Næse agtede jeg gandske vist at føre
udskadt tilbage.
Fra Rom reyste jeg til Svidserland; thi
jeg havde stor Lyst til at besøge Universitetet
i Genf. Jeg maatte altsaa tage Veyen over
de Alpiske Bierge og i sær over St. Got¬


135
hards Bierg; midt oven paa dette Bierg
var et stort Herbergere=Huus, og i Særde¬
leshed forskaffede dette Sted Øynene den
største Forlystelse af den herligste Prospeet
og Udsigt, og man kunde paa engang see
de 4 Aarets Tider paa de Alpiske Bierge.
Jeg kom til Genf, hvor jeg forblev næ¬
sten i to Aar, og i den Tid hørte jeg flit¬
tig de lærdeste Profesforer, og gik paa de
berømmeligste Exercice-Mesteres Øvelser.
Jmedens jeg opholdt mig i Genf, fik
jeg Brev fra min Forvalter, at alle Ting
stode vel til Hiemme, undtagen at min Sø¬
ster ikke endnu var funden; men Baronen
af 3" var omkommet i en Duel, og det
paa følgende Maade?
Baronen havde under Ægteskabs Løfte
besvangret den fattige Herremands Datter
af E? Hun var et meget vakkert og ungt
Fruentimmer, og oplært i alle de Viden¬
skaber, som kand anstaae og ziire et Fru¬
entimmer; thi endskiønt Forældrene vare ik¬
ke rige; andvendte de dog næsten ald deres
Formue paa deres Børns Opdragelse; Fa¬


156
deren ville heller holde en Hovmester til sin
Søn end tvende Tienere, og en Mameselle
til sin Datter i steden for fire Kammer¬
Piger.
Hvorledes disse kiere Forældre bleve til
Mode, kand enhver retdømmende let fore¬
stille sig, da de saae deres eneste Datter
og kiereste Pigebarn paa det høyeste beskiem¬
met, eftersom Baronen paa ingen Maade var
at overtale til at opfylde sit Ægteskabs
Løfte.
Jmidlertid kom deres Søn hiem, som
nogle Aar havde lagt ved Academiet i Flo¬
rentz. Han tænkte mindst paa at finde sin
kiere Familie i saa bedrøvelige Omstændig¬
heder; men over den Spot og Vanære Baro¬
nen havde tilføyet hans Søster og heele Fami¬
lie blev saa rasende, som en Løve, Unger¬
ne ere fratagne, og imod sine Forældres
Villie og Vidende ved et Brev udfordrede
Baronen for en Kaarde.
De mødte begge paa Pladsen til den
bestimte Tid, og den unge Herre af T??
havd. 4 Lykke i første Angreb at fælde


177
?Baronen og igiennembore det tyranniske
Hierte.
Baronen havde vel afsides posteret et,
par Secundanter, i fald man blev ham over,
legen; men disse kunde ikke saa hastig kom¬
me ham til Hielp, thi han svømmede i sit
Blod, førend han vel havde trukket ud. Men
de grebe Gierningsmanden des vissere.
Den unge Herre af P*? blev bragt i
Arrest, og efter Landets Lov, blev der strax
fældet Dods-Dom over ham. Her hialp
ingen Udflugter, han blev greben i Giernin¬
gen, hvorpaa der vare alt for mange og troe
Vidner.
Men da Sagen blev andraget for Re¬
gieringen og Hoffet, hvor den gamle Herre
af E endnu havde nogle troe Venner,
fik han ikke alleneste Livet og Friehed ud¬
virket for hans Søn; men al Baronens
Formue og Midler skulle endog tilfalde hans
af Baronen forskudte og beskæmmede Dat¬
ter til Erstatning for hendes berøvede Ære.
Ak Himmel! raabte jeg, i det jeg tænk¬
te paa min Faders Ord, hvor underlig


133
veed du dog ikke at giengielde! Jngen har
endnu undgaaet din straffende Hevn. O!
at jeg og kunde leve den Dag at høre,
min kiære Søsters Forræder ligeledes maat¬
te undgielde. Ak! hvor mange, tænkte jeg,
lader sig dog ikke forlede og forføre af de
nederdrægtigste Æreskiendere under det be¬
dragelige Løfte af Ægteskab. Det var der¬
fore at ønske, at en Deel vilde være min¬
dre lettroende, hvor Æren kand staae den
hoyeste Fare for at lide Skibbrud.
Fra Genf agtede jeg at reyse il Hoved¬
Staden i det Franske Rige, endskiønt jeg dog
ikke, som andre unge Cavallerer, var befængt
med disse forføriske Tanker, at ingen kunde si¬
ges, at have reyst udenlands, uden han i den¬
ne Stad havde lært de artigste Sæder, ga¬
lanteste Videnskaber, og, som det fornemme¬
ste, sat nogle 1000 over styr.
Jeg begav mig altsaa paa Reysen, og
fik en ung og lystig Person til Compagnon.
Vi kiørte næsten en halv Miil uden at vi¬
de, vi havde Mund; thi den ene ville, at
den anden skulde begynde at tale.


159
Nu var det min Reyse=Kammerat umue¬
1 ligt at kunde tie længer, og derfor brød den
1 lange Taugshed.
Jeg maae tilstaae, sagde han, at en vis
Skribent har givet os en temmelig rigtig
Beskrivelse over det smukke Kiøn i Svid¬
serland. De ere særdeles artige Fruentim¬
mer; men fører næsten en utaalelig Com¬
mando i deres Huuse.
Tænk engang, sagde han, jeg havde en
Vertinde i Genf, som, endskiønt hun var
J knap en 20 Aar, befoel sin gamle Mand,
i der gierne kunde have været hendes Fader
at være hiemme i sit Huus hver Aften for
" Klokken slog 9. Engang hendte det sig at
I den arme Mand biede nogle faae Minuter
a over den fastsatte Tid, men han blev saale¬
5 des modtagen af hans unge Herskerinde, at
han aldrig vovede det oftere.
Jeg maae sige, svarede jeg, at det var
i næsten en magelss Artighed af den unge
! Kone, at hun ikke kunde afsee sin gamle
Mand; men ønskede derimod altid at have
ham hos sig. Det var at ønske at alle un¬
ge Koner vare saa vel sindede imod deres


160
gamle Mænd, og at Mændene vare saa
lydagtige imod deres Koner, som denne gam¬
le Mand, saa bleve ikke saa mange Familier
ødelagte ved Adspredelse og Forsømmelse i
Huusvæsenet.
Det var og en artig Skik, sagde den
unge Person, som i gamle Dage var ved¬
taget i Svidserlænd, at, naar en Mands¬
person stial et Kys fra en Pige, maatte
han betale en vis Mulet; men Erfarenhed
har lært, at Pigerne ere der, saavelsom an¬
dre Steder, blevne saa ømhiertede, at de
nu aldrig angiver Gierningsmanden.
Mange gode Skikke, svarede jeg, gaaer
af Brug efter Haanden, saasom Verden
bliver jo længer jo galantere.
Jmidlertid vare vi komne til Skifteste¬
det, hvor vi skulle forandre Vogne. Min
Compagnon tog af en anden Vey, og jeg
forsatte min Reyse ene.
Fortsættelsen følger.


Thee=Bordet.
No 11.
Fortsættelse af VIIde Historie.
Da jeg vare kommen saa langt ind i
Frankerige, at jeg kun havde nogle faa Mi¬
le til Hovedstaden og jeg en Morgen gand¬
ske tidlig kiørte igiennem en Skov, hendtes
mig noget særdeles:
Jeg hørte noget fra mig i Skoven en
ynkelig Skrigen som af et Fruentimmer.
Jeg bød Kudsken at holde stille paa Veyen.
Jeg sprang af Vognen og gik efter den¬
ne ynkelige Lyd. Da jeg kom noget nær¬
mere, kunde jeg høre, hvorledes een bad for
sin Ære og Liv. Jeg løb endnu hastigere,
og saasom jeg havde et Par ladte Pistoler
ved mig, tog jeg een i hver Haand.


162
Jeg kom nu saa nær, at jeg kunde see
et Fruentimmer siddende paa sine Knæ med
sammenfoldede Hænder at bede, og en
Mandsperson at staae for hende med en ud¬
dragen Hirsfænger.
Jeg sprang i en Hast frem, og skiød den
ene Pistol af. Hvorpaa denne Mandsper¬
son forlod dette arme Fruentimmer, og sprang
paa en Hest, som ved Siden stod bundet
til et Træ.
Dette stakkels Pige=Barn daanede af
Forskrækkelse; men kom dog strax til sig selv
igien. Jeg spurgte hende hvad det var for
en Mandsperson, som saa hastig forlod hen¬
de ved min Ankomst, og af hvad for Aar¬
sag han vilde dræbe hende. Ak! min Her¬
re! sagde hun, i det hun faldt ned for mi¬
ne Fødder, jeg veed det ikke; men dette veed
jeg, at han var det nedrigste Menneske af
alle Mandfolk. Han havde ikke aleneste
Frækhed nok til at friste min Ære; men da
jeg ingenlunde kunde eller vilde høre og føye
hans saa ublue og umenneskelige Anmodnin¬
ger, havde han endog den Grumhed, at
han kunde have taget Livet af den Aller¬


163
uskyldigste, dersom De, min Herre, ikke hav¬
de været saa ædelmodig, og frelst et ulyksa¬
ligt Liv. (Dette sagde hun i den største
Væmodighed, og Taarerne trillede Strøm¬
viis ned af hendes blegnende Kinder.)
Jeg spurgte om hun vilde følge med mig
til Hoved=Staden. Ak! min Herre! sagde
hun, jeg er nylig flygtet derfra. Jeg blev
meget underlig og tillige nysgierrig efter at
vide, hvad dette var for et ungt Menneske,
og bad hende endnu engang at følge med
mig. Ak! min Herre! sagde hun, De er
min Befriere, og jeg skal evig være Dem for¬
bunden; men jeg tør neppe betroe mig til
en Mandsperson, som jeg aldrig tilforn har
seet. Jeg forsikrede, intet Ont skulde veder¬
fares hende, saa længe hun var hos mig.
Jeg anseer Dem saa ædelmodig, sagde hun,
at jeg haaber de har Medlidenhed over den
Ulyksaligste, og som er fremmed i den heele
Verden, uden Slægt og Venner og det
mindste Opholds=Sted.
Hun fulgtes med mig til min Vogn,
og jeg overlod hende noget af mit Reyse¬
Tøy, og underveys fortalte hun mig sin Skieb¬
ne.


164
Min Fader, sagde hun, har været grum¬
mere end en Parder, og min Moder ubarm¬
hiertigere end en Tiger. En Løvinde opam¬
mer sine Unger, og en Bavian siges at el¬
ske sin Afkom saa høyt, at den endog af
Kierlighed dræber dem i sin Barm.
Hvem der har avlet mig til Verden og
bragt den ulyksaligste for Lyset, kand jeg ik¬
ke sige; thi jeg er et af de saa kaldte ulyk¬
salige Hitte-Børn.
Man har sagt mig, at jeg blev funden
i en fornemme Mands Forstue, hvis Kone
nylig havde været i Barsel=Seng med en
Datter. Disse ædelmodige Mennesker for¬
barmede sig over mig, og optoge mig. De
lagde mig ved deres Ammes Bryst, som op¬
ammede mig tilligemed deres eget Barn. Vi
vare næsten lige gamle, og 2 Dage skillede
alene vor Alder, (thi jeg maa sige, at man
dog havde været saa forsigtig, at skrive mit
Døbe=Navn paa en Sæddel, som var fæ¬
stet paa mit Bryst tillige med min Alder.)
Vi voxte op tilsammen, og vi elskede
hinanden som Sødskende. Der blev ingen


165
Forskiel gjort paa mig og deres eget Barn. Vi
lignede næsten hinanden noget, og mange som
saae os, spurgte om vi vare Tvillinger.
Vi bleve oplærte i alt det, som ziirer og
pryder Ungdommen. Ja, jeg mindes end¬
nu, at mange, som saae os i vore spæde
og unge Aar, sagde, at vi bleve store Skiøn¬
heder.
Men ak! denne Skiønhed blev min For¬
dervelse, og min yndige Skabning styrtede
mig i Unaade hos mine beste Velgiørere.
Det hendte sig i vort femtende Aar, at
vi faldt i Smaa=Kopper. Jeg blev først
angreben af denne for alle Skiønheder saa
farlige Sygdom. Man bar den største og
ømmeste Omsorg for mig i min Svaghed,
og nægtede mig intet, undtagen at deres e¬
gen Datter min kiereste Veninde aldrig maat¬
te komme til mig, uagtet alle mine indstæn¬
dige Bønner.
Jeg var saa lykkelig ellev rettere ulykke¬
lig at denne for smukke Ansigter skrækkeli¬
ge Bussemand ikke efterlod sig de mindste
Spor og Kiendetegn hos mig; og efter 4
Ugers Svaghed blev det alt bedre og bedre.


266
Men jeg var neppe fuldkommen Restitu¬
eret, førend deres egen Datter og min kie¬
reste Veninde hlev besøgt af samme Giest,
som var langt grummere imod hende; thi
hun var ikke aleneste blind i nogle Dage,
men da Kopperne faldt af var hun sig selv
ikke meere liig. De røde Rosens Kinder
blev forandrede, og ald Skiønheds Blomster
affaldt med Eet, ja, hun var at ansee som
det deyligste Blomster der ved een eneste
Nattefrost var falmet.
Forældrene, som saae denne store og yn¬
kelige Forandring paa deres deylige og til¬
lige dydige Barn, sørgede inderlig derover.
De bleve og alt meer og meer koldsin¬
dige imod mig, hvortil jeg ingen anden Aar¬
sag vidste, end denne: At de hemmelig mis¬
undte mig mit smukke Ansigt; thi man kald¬
te mig ofte den smukke Helena, da mit rette
Navn var Lene, hvilket jeg ansaae for en
Spot; men jeg var nu kommen til den Al¬
der og Skiønsomhed, at jeg vidste at legge
Tømme paa Tungen, og tie for mine Vel¬
giørere, men jeg ansaae heller slige Spotte¬


167
Gloser for en Skrøbelighed, end for en vir¬
kelig Ondskab.
Men jeg mærkede alt for vel at mine
kiere Velgiøreres Kierlighed og Godhed for
mig formindskedes Dag fra Dag. Ja, man
befoel mig omsider at blive paa mit Kam¬
mer, indtil de sendte mig Bud at komme
for deres Aasyn. Jeg kunde saaledes sidde
ene paa Kammeret halve Dage, undtagen
naar min lille Veninde listede sig op til mig;
thi vores Venskab var ikke bleven svækket
ved vores ulige Skiebne. Hun misundte
mig ikke min Skiønhed, og jeg fandt in¬
gen Fornøyelse i hendes Gremhed, (hvilket
dog er noget rart iblant unge Fruentim¬
mer)
En Dag hendte det sig at jeg var i
Stuen og efter Sædvane hørte de Spotte¬
Gloser, som kunde have været empfindtlige
for en anden meere end for mig. Men da
der uformodentlig lode sig nogle Fremmede
anmelde, bød man mig strax at gaae paa
mit Kammer.


168
Jeg gik, men meget nedslagen i mit Ge¬
myt, og faldt paa de Tanker, at jeg maa¬
skee ikke maatte være i deres Datters Nær¬
værelse, at ikke hendes dybe Arr, skulle væ¬
re des kiendeligere, naar man tillige saae
mine glatte Kinder. Jeg brast i Graad og
tænkte: Ak, hvor uskyldig bliver du dog ik¬
ke forhadt! Ovorfor har dog Skiebnen væ¬
ret dig saa gunstig, paa den eene Maade,
og saa ugunstig paa den anden. Midt i
denne Graad kom min lille Veninde løben¬
de for at sige mig, hvad Fremmede vi hav¬
de; men da hun saae mig færdig at smælte
bort i Taare, studsede hun, og spurgte af
hvad Aarsag, hun skulle finde mig i denne
Tilsiand;
Akl min kiereste Veninde, sagde jeg,
det jeg omfavnede hende. Hvor ønskede jeg
ikke, at vi kunde skifte Ansigter, eller og
at Eders Arr vare indtrykte paa mine Kin¬
der, og at J igien havde min glatte Hud
Jeg kand ikke leve, naar jeg skal være ha¬
det af dem, som har elsket miig, og for¬
skudt af dem, som jeg bør takke for mit
Liv. Jeg var meget utaalmodig, og min


7e9
lille Veninde ville have trøstet mig, men
forgieves.
Til min største Ulykke fik jeg en ansee¬
lig Beylere, og da han gik deres egen Dat¬
ter forbi, bleve mine Velgiørere saa forbil¬
trede, paa mig, at de befoel mig at forlade
deres Huus. De havde nu længe nok og¬
draget et Hitte=Barn, og hapde beviist mee¬
re imod mig end af fremmede kunde forlan¬
ges. De kunde nu ikke beholde mnig længep,
sgasom jeg spildte kun deres Datters Lyk¬
ke og alle vare forgabte i mig. De gave
mig 100 Rolr. og befoel at jeg strax skul¬
le gaae bort og opsøge mig en anden Plads;
thi de havde ladet mig lære det, hvormed
kunde tiene mit Brød, og at jeg aldrig
meere maatte komme for deres Aasyn. i
JClilgJeg paa mine Knæ takkede mine Vel¬
giørere, og til Afskeed favnede min kiereste
tille Veninde, og det var neppe at vi for
Laare kunde sige det bedrovelige Farvel.
Jeg gik bedrovet bort, og jeg undsaae
mig ved at gaae til mine forrige Velgiø¬
reres Bekiendtere, som mueligt vilde tænke,


27
at jeg for nogen grov Forseelse var drevet
af deres Huus.
Den første Nat derpaa laae jeg under
aaben Himmel, og sukkede til Himmelen om
dens Hielp og Bistand. Jeg frygtede for
at gaae i et fremmed Huus, og jeg var
fremmed i den heele Verden. Denne Nat
fordrev jeg med Suk og Graad og var fær¬
dig at forbande alle Friere, som seer efter
Skiønhed alene. Ak, tænkte jeg, hvor
mange seer dog ikkun efter det udvorkes.
Min Veninde vigede mig slet ikke i Dyd
og Artighed; men nogle lumpne Arr kunde
afskrekke en letsindig Beylere.
1 Saasnart det blev Dag, gik jeg langt
bort i et andet Qvarteer af Staden, og
ønskede at finde en Fæste=Kone, som kunde
anviise mig en Tieneste. Da jeg gik i disse
Tanker, blev jeg vaer et Skildt over en
Dør, hvorpaa stod skreven: ger boer en
privilegeret Fæste-Rone. Jeg blev glad
og gik ind i Huuset; men til min Ulykke
boede der fleere Partier.


171
En tæmmelig smuk Madame mødte mig
i Forstuen, og da jeg spurgte efter Fæste¬
Konen, svarede hun, det var hende, jeg
talte med. Jeg bad hende da at ville for¬
barme sig over mig og skaffe mig en Tiene¬
ste. Gierne svarede hun, i det hun betrag¬
tede mig nøye, har J Lyst mit Barn, sag¬
de hun at tiene hos mig for Huus=Jomfrue,
kand J følge ind med mig. Jeg takkede i
min Uskyldighed, og blev ret fornøyet øver
at Skiebnen var mig nu atter gunstig.
Denne Madame anviiste mig et Kam¬
mer; som skulle være mit. Jeg bad hende
at forvare mine Penge indtil jeg fik mig li¬
det at giemme dem udi, gierne sagde hun,
og det lod som hun blev ret fornøyet der¬
over.
Men mod Aften fornam jeg alt for vel
hvorledes jeg var faren, og hvad Huus jeg
Ulyksalige var kommet udi. Jeg saae de
vederstyggeligste Gierninger at gaae i Svang,
og hvorover den døde Jord selv maatte suk¬
ke. Jeg skyndte mig paa mit Kammer og
bad Himlen at redde mig og min Ære ud¬
af dette Sodom.


177
Om Morgenen derpaa bad jeg min Ma¬
dame, om jeg maatte gaae hen i min forri¬
ge Tienneste at hente lidet Tøy, som jeg
hapde glemt, jeg skulle strax komme tilbage.
Hun ville ikke tillade det, men tilbød at la¬
de det hente, jeg takkede, og sagde at jeg
nok selv vilde gaae det Erinde, saasom det
var af Berydenhed. Hun ventede ikke at
jeg skulle blive borte, saasom hun havde ald
min Eyendom i Forvaring; Men jeg vilde
gierne overlade hende heele Verden, naar
jeg kuns kunde redde min Ære og Dyd,
Jeg slap ud af dette fordervede Huus,
og jeg fattede saadan en Afskye til denne
Stad, at jeg besluttede at forlade den.
Hvorfor jeg forlod den, og agter nu at
begive mig paa Landet, eller at søge Tiene¬
ste i et Kloster; men da jeg i Morges Ti¬
lig gik igiennem denne Skov, kom dette u¬
barmhiertige Menneske mig i Møde; han var
saa ublue at han en undsaae sig for den al¬
seende Himmel at friste min Dyd, og da
hans forgiftige Ord, som var indviklet i den
sødeste Hovning, ikke fandt mindste Gehor
hos mig, vilde han have stukket mig ihiel, der¬


173
som De, min Herre, ikke saa betimelig hav¬
6de reddet mig fra det ugudeligste Menneske?
Nu, min Herre, sagde hun, nu har De
a hørt min Skiebne, nu staaer det til Dem,
a om De vil ynkes over den Elendigste; der¬
t paa brast hun i en operflødig Graad.
Jeg trostede hende, og bad at hun vilde
give sig tilfreds, det er got, sagde jeg, at man
i imellem udstaaer nogen Gienvordighed. Og
i dersom hun ville opføre sig efter de gode Tan¬
ker, som jeg havde fattet om hende, skulle hun,
" have i mig en meere bestandig Velgiørere,
end de første. Jeg ville omgaaes hende,
som min Soster, og hun skulle aldrig mang¬
le, saalænge jeg levede.
O! et ædelt Hierte, raabte hun, jeg
)skal beflitte mig paa at viise min Taknem¬
melighed med at opføre mig som et dydigt
Fruentimmer kan anstaae.
Jeg tog hende altsaa med til Hoved¬
Staden, hvor jeg leyede Værelser for hen¬
i de og mig, og ved den daglige Omgang
fandt jeg hos dette deylige Hitte-Barn den
reeneste Dyd, vittigste Forstand og den ar¬


174
tigste Opførsel. Hun var munter og lystig,
og oplivede mig mange Gange, naar jeg
var meest sorrigfuld over min kiere Søsters
Undvigelse.
Da jeg reyste herfra, og havde beslut¬
tet at see mig endnu videre om i Verden.
Sendte jeg hende hiem til min Forvalter.
Det var knap at jeg kunde slide mig fra
hende, thi hun var ikke at trøste, men raab¬
te stedse: Ak! ædle Velgiørere, kom dog
snart Hiem, at jeg ikke skal døe af den ree¬
neste Længsel. Himlen ledsage Dem, sag¬
de hun, derpaa skiltes vi ad
Da jeg var i Madrit fik jeg Brev fra
min Forvalter, næsten af følgende Jndhold:
Min Herre!
"Jeg burde vel være Dem meget for¬
bunden for det artige lille Meubel, De
har tilsendt os fra Deres Udenlands Reyse,
men tvert imod. Ere der saadanne man¬
ge Udelands, ønsker jeg aldrig at komme,
fra denne Gaard. Jeg har ikke havt en
rolig Time, siden denne lille Hierte=Tyv


175
""kom her. Jeg er nu 60 Aar gammel,
"men aldrig tilforn vidste hvad Elskov var,
"eller kiendte dens hæftige Virkning. Jeg
"ville hade; men kand ikke. Jeg ville el¬
ske; men tør ikke. Jeg ville flye for den
indtagende Drage Dukke, men hun staaer
mig endog for Øyne i Drømme. O! du
lille Tyraninde! som saa grummelig hær¬
11
sker i mit Hierte. Vilde hun endda i det
ringeste unde mig et Smiil, var det mig
dog en Trøst i min Marter. Jeg døer
ja, jeg deer, faaer jeg ikke den deylige
Dukke. Forbarm Dem over mig, og
kom snart hiem, for selv at knytte et evigt
Baand imellem hende og mig, som lever
min Herre
Deres troe Forvalter.
Jeg mærkede alt for vel, at det maatte
være mit lille Hitte-Barn, som min Forval¬
ter var bleven saa dødelig forliebt udi, det
gjorde mig dog næsten Ont, at jeg saaledes
havde foruroliget det arme Skind i hans høye
Alder. Dog kunde jeg ikke andet end lee
af hans saa forlibte Expressioner og forryk¬
te Talemaader. Jeg lærte ogsaa heraf, at


2r6
de Gamle kand ogsaa være underkastede de
hæftigste og farligste Passioner, saa vel som
de Unge, jeg saae og af dette Brev, at Kier¬
lighed kand sette et Menneske ligesom gandske
uden for sig selv. Den gode Forvalter
skrev aleneste om sine egne Sager, og
meldede ikke et Ord, hvorledes det stod til
paa Gaarden og Godset, og om min So¬
ster ikke endnu var funden.
"Jeg frygtede virkelig for at han skulde
døe, eftersom mit lille Hitte=Barn ikke en¬
gang ville trøste ham. Jeg ynkede ham i
mit Hierte, og besluttede at reyse hiem end¬
og et halvt Aar førend min fastsatte Tilbage¬
reyse for ikke at opholde hans gamle men hæf¬
tige Kierlighed.
Jeg kom altsaa lykkelig og vel tilbage
fra min Udenlands Reyse efter at min Pung
var næsten bleven 10000 Rdlr. lettere.


Thee=Bordet.
No. 12.
Slutning af VIIde Historie.
Mine Huusfolk, og i sær mit lille leven¬
de Hitte-Barn toge imod mig med den stør¬
ste Glæde og inderligste Lykønskning; men
iblant mine Huusfolk savnede jeg den for¬
nemste, nemlig min gamle og troe Forval¬
ter, hvorfore jeg strax spurgte efter ham;
mit lille Hitte-Barn sagde smiilende, at han
var gaaet til Sengs; thi han havde næsten
været upasselig siden hun kom paa Gaar¬
den. Jeg kunde rigtig giette Aarsagen til
hans Svaghed, og gik ind til ham.
Han hlev saa fornøyet, da han saae
mig, at jeg ikke kunde viide han var syg.
Han sprang op af Sengen og bød mig tu¬
sinde Gange velkommen.


178
Jeg spurgte, hvorledes det stod til med
Helbredet? Gandske vel, sagde han, naar
jeg kun vilde curere den Svaghed, som in¬
gen Doctor eller Barbeer kunde helbrede.
Hvorledes, sagde jeg, jeg er jo ikke Doc¬
tor? Ak! naadige Junker, sagde han, der¬
som De kun ville tillade den deyligste Lene
at elke mig, blev jeg gandske helbredet.
Jeg kunde neppe bare mig for Latter,
og sagde, at jeg kunde ikke befale over Kier¬
lighed, og at elske var en frivillig Gierning.
Got nok, sagde han; men det staaer dog
i Junkerens Magt at giøre mig lykkelig med
at ægte Deres deylige Hitte-Barn.
Jeg gik bort og spurgte Lene om hun
kunde fatte Kierlighed til min Forvalter, og
dersom han anstod hende vilde jeg fuldbyrde
et Ægteskab imellem dem, og han skulle frem¬
deles blive min Forvalter. Hun blev no¬
get forandret over dette Tilbud, dog be¬
tænkte hun sig ikke længe, førend hun gav
Forvalteren det behageligste Ja.
De lever et kierligt Ægteskab, og mit
lille Hitte-Barn blev den dydigste Kone.


179
Jeg anviiste dem nogle Værelser paa Gaar¬
den, hvor de kunde boe, og mit lille Hit¬
te=Barn velsigner mig, saa ofte hun seer
mig. Min gamle Forvalter blev ligesom
ung paa nye over denne Lykke. Ja han el¬
sker sin Kone saa inderlig, at hans Kier¬
lighed gaaer næsten til Jalousie.
Og saasom han var en troe Forvalter,
som han og kaldte sig selv i sit Brev, for¬
øgede jeg hans Løn, efter at han fik Huus¬
holdning; thi det er bedre at lønne sine Folk
vel, end at de skal nødes til selv at giøre
sig Sportler. En ærlig Forvalter er saa
rar at finde som en sort Svane.
Men saasom jeg havde endnu ligesom
en Afskye til mit Hiem, besøgte jeg flittig
mine Naboer og i Særdeleshed fandt jeg
den sødeste Fornøyelse i at være hos min
kiereste Frøiken E 17,


180
VIIIde Historie.
Frøiken. S** fortæller de For¬
maninger, som hendes Fader
gav hende.
D¬
a vi anden Dagen bleve samlede og
vore to Fruentimmer havde fortaalt
hinanden deres Skiebne, havde vi intet
synderligt at tale om ved Thee-Bordet, (thi
det var ikke vor Maade at bruge de fra¬
værende som Sukker og Fløde til vores
Caffe og Thee, og allermindst at criticere
andres Forhold og Opførsel,), hvorfore jeg
bad Frøiken S?? at fornøye Sælskabet med
at fortælle os de Formaninger, hendes Fa¬
der gav hende, og som hun forhen i sin egen
Historie havde lovet at fortælle mig ved
Leylighed.
Gierne, svarede Frøikenen, dersom jeg
dermed kand være Dem til nogen Fornøy¬
else, og dersom jeg kand erindre dem efter
saa lang en Lid; dog vil jeg fortælle deraf


181
saa vidt min Hukommelse vil tillade, og
saa som her er ingen af vort Kiøn tilstede,
som kunde støde sig derover, og kalde dem
unyttige Formaninger af en Fader til en
Datter.
Vi bade Frøikenen ikke at bruge saa¬
dan en Fortale, saasom vi alle vare Ven¬
ner, og derpaa begyndte hun:
"Da nu min Fader fornam, at hans Tid
var snart omme, og at han skulle sige Ver¬
den Farvel, kaldte han mig for sig ved Sen¬
gen og sagde: Min kiereste Datter! Du
har været mig givet af Himmelen, og hvor
vilde jeg ikke ønske, om det var Himmelens
Villie, at jeg maatte leve, alleneste for at
opofre dig til den, af hvis Haand jeg har
annammet dig.
Jeg har dog i alt dette det gode San¬
vittigheds Vidnesbyrd, at jeg ikke har for¬
sømmet og efterladt min Pligt som en Fa¬
der at opdrage og formane dig indtil den¬
ne Dag.
Men saasom Du har været min største
Fornoyelse i Livet, saa foraarsager du mig


1182
og den største Bedrøvelse, nu jeg skal gaae
ud af Livet og forlade denne Verden, hvor
i du saa nylig er kommen, og ikke endnu
ret har lært at kiende. Men da jeg nu maa
forlade dig saa ung, frygter jeg for, at mine
Ord og Formaninger skal have været for¬
gieves; thi jeg kiender Verden alt for vel,
og veed, hvor let den med sine Daarlighe¬
der og Forfængeligheder kand forstyrre og
nedbryde den Grundvold, som jeg hidind¬
til har lagt i dit spæde Hierte, til at bli¬
ve et fornuftigt Menniske, og ikke være
som mange andre, der har kuns alene
den blotte menneskelige Gestalt og Skikkelse.
Og da Himlen har begavet dig med heele
og veldannede Lemmer, og Naturen har li¬
gesom viist sit Mesterstykke paa dig, at jeg
forud seer at du vil blive saadan een, som
man kalder en Skiønhed, saa vil jeg som
en Fader formane dig, min hierte og kie¬
reste Datter, at du ingenlunde maa hov¬
mode og giøre dig til deraf, men meget mee¬
re stræbe at forøge din smukke Skabning,
med smukke Dyder, thi betænk, mit Barn
hvor daarligt man ikke handlede og hvor
ilde det ikke vilde lade, om man giemte og


183
forvarede de ureeneste Ting i det prægtigste
og kostbareste Kar. Ak! min Datter, naar
en Skiønhed først er kommet saa vidt, at
den er indtaget af sig selv, staar den stoer
Fare for, og er nær ved at beskiæmmes. En
saadan Skiønhed, som er forelsket i sig selv
og i sit udvortes, legger sielden Vind paa
at forbedre det indvortes, saasom hun føder
og fornøyer sig selv med den søde Jndbild¬
ning, og tænker at hun er fuldkommen nok,
helst da hun ikke glemmer at forlange det
flatterende Speyls Samtykke og Tilstaael¬
se, og hun faaer ikke andet at høre end
Lov-Taler og hendes Skiønheds Berømmel¬
se af Hyklere, og saadanne, som seer kun
alene efter det udvortes og lader sig nøye
med de blotte Skaller.
tDerpaa fortalte min Fader mig følgen¬
de Historie, uagtet at han havde neppe saa
mange Kræfter at han kunde udføre, den;
men saasom han vidste at Børn med største
Agtsomhed hører paa Historier, og best kand
huske det, som meest kildrer deres Øren,
kunde han ikke efterlade at underviise mig,
endog paa denne Maade.


184
Der var engang, sagde min Fader, en
Mand, som hedde Eenfoldighed; han hav¬
de tvende Døttre, den eenes Navn var
Vittighed og den andens Napn var For¬
fængelighed. Vitrighed var noget ældre
end Forfængelighed, men der var ikke stor
Forskiel paa Alderen.
" Forfængelighed enede alt det som Na¬
turen kand tillegge en Skiønhed, hun hav¬
de de fineste og deyligste Lineamenter i sit
Ansigt og heele Machinen var af den nette¬
ste Skabning, som nogen vide seer:
Derimod havde Naturen været meget
sparsom imod Virtighed; thi hun besad ik¬
ke det allerringeste af noget udvortes, som
kunde behage og indtage Øynene.
Omkring Forfængelighed havde og al¬
tid opholdt sig en Sværm af Daarligheder,
som med deres dumme Lovsange ophøyede
hendes fuldkomne Skabning, og gandske for¬
vildet hende med deres utidige Berømmelser,
saa at Forfængelighed blev indtagen og
forgabt i sin egen Person, og virkelig ind¬
bildte sig at hun besad alle de Dyder og


185
Fuldkommenheder, som Daarlighederne til¬
lagde hende, hvorudover hun henfaldt til
saadan en urimelig og taabelig Hovfærdig¬
hed, at hun blev utaalelig for alle Fornuftige.
Men naar Daarlighederne saaledes snur¬
rede og sværmede omkring Forfængelighed,
i saadan Mængde som Bierne omkring et
Foraars-Blomster, var Dittighed gemeen¬
lig eene; thi hun var kuns af udvortes An¬
seelse imod hendes Søster, som en Nat¬
Viol imod en Tullipan, men just dette gav
hende Leylighed til i hendes Eenlighed at be¬
tragte sig selv og hendes Ufuldkommenheder
og derfore stræbte at oprette den udvortes
Mangel ved at forbedre det indvortes, og at
legge sig efter Dyden, som alle Fornuftige
ere Elskere af
Ved Fornuftiges Omgang og gode Bø¬
gers Læsning havde Pittighed ogsaa for¬
hvervet sig en temmelig Kundskab om smuk¬
ke Videnskaber.
Pittighed kom og meget sielden i hen¬
des Søsters Forfængeligheds og Daarlig¬
hedernes Sælskab; thi Vittighed maatte


186
altid taale Modsigelse af Daarlighederne;
da Forfængelighed derimod fik alle Daar¬
ligheders bifald og Samtykke, ja, de kap¬
pedes endog om at give Forfængelighed
Ret, førend hun endog begyndte at tale,
og vel havde opladt Munden.
Men Virkningen heraf var denne: at
Vittighed lærte, at hun vel maatte over¬
veye sine Ord, dersom hun ikke vilde igien¬
drives, saa at Dirtighed talede saa forstan¬
dig, at end og de største Daarer maatte
give hende Ret; da Forfængelighed der¬
imod altid sladdrede væk uden Forstand og
Eftertanke, saasom hun ikke var vandt til
at faae mindste Jmodsigelse. Herudover
kunde Forfængeligheds Fornuft, som altid
blev roest og ophøyet, aldrig forbedres, da
derimod Vittigheds Forstand, som altid
blev lastet og undertrykt, blev forøget og
skierpet.
Forfængelighed stolede paa at hun kun¬
de behage, og derfor aldrig lagde sig efter
den retteste og anstændigste Maade at beha¬
ge paa: hun henfaldt til en urimelig Stolt¬
hed over hendes i egne Tanker store Fuld¬


187
kommenhed; hun havde nogle utaalelige La¬
der og Gebærder, og begegnede alle hendes
Tilbedere, som dog var kuns Daarlighe¬
der, paa en slavisk Maade.
Birtithed derimod par uvis paa at
kunde behage, og derfor lagde sig efter det
meest indtagende Væsen; hun begegnede al¬
le med den andgenemme Ydmyghed og en
uskyldig Venlighed.
Engang hendte det sig ved en vis Lep¬
lighed at Monsieur Arrighed med Tilnavn
Forstandig, fik Øye paa Forfængelighed,
og saasom hun besad alle de udvortes Egen¬
skaber, som ere tilstrækkelige nok til at stie¬
le unge Menneskers Hierter, saa blev Mon¬
sieur Artighed strax slaget, og forliebt i
Forfængelighed, og saasom han var af den
fornemme og anseelige Familie, som kaldes
Riigdom, saa mødte ham ikke mange Van¬
skeligheder for at faae Adgang til Eenfol¬
digheds Huus for nærmere at komme i
Kiendskab og Venskab med den deylige For¬
fængelighed, Eenfoldigheds Datter.


145
Saaledes stod Eenfoldigheds Huus
aaben for Monsieur Artighed uden at Een¬
foldighed begreb den egentlige Aarsag til
hans flittige Besøgelser.
Men Monsieur Artighed havde sielden
den Lykke at kunde faae den smukke For¬
fængelighed i Tale, thi saasom hans Tale
var meere fornuftig end Daarlighedernes
saa havde Forfængelighed lige saa stor Af¬
skye til Artigheds Person og hørte med li¬
ge, saa stor Kiedsommelighed og Misfornøy¬
else paa hans fornuftige Discourser, som hun
fandt Behag i Daarlighedernes forargelige
Omgang, uriimelige Snak og uanstændige
Sladder, og naar hun endelig vilde værdige
Monsieur Artighed sin Nærværelse, fandt
og vandt han dog ingen anden Douceurer
hos sin deylige Forfængelighed, end en op¬
blæst Stolthed, Misfornøyelse, suure og
spodske Miiner, affecterede Geberder, tvungne
Lader, latterlige og barnagtige Talemaader
6. s. v. som strax røbede den heele Machine
indvendig.
Derimod tog Vittighed altid imod Mon¬
sieur Artighed med et muntert, roligt og


189
fornøyet Sind, og med den meest indtagen¬
de Høflighed og uskyldig Venlighed, og med
de fornuftigste Discourser fornøyede Mon¬
sieur Artighed saaledes at han mange Gan¬
ge sukkede og ønskede i sit Hierte at Pittig¬
hed havde tillige sin Søsters Skiønhed el¬
ler og at Forfængelighed havde sin Søsters
Dyd; thi han fandt sig altid fornøyet ved
Vittigheds Omgang, da han derimodk al¬
tid gik fra hans smukke Forfængelighed
med et uroeligt og misfornøyet Sind.
Da Monsieur Artighed i lang Tid saa¬
ledes havde sukket over Forfængeligheds U¬
rimeligheder, og forgieves ventet Forbedring
hos hende, sagde han omsider sukkende til
Pirtighed, da de vare eene: Dyrebare
Bittighed, hvor pilde jeg ikke ønske at De
foruden deres herlige Egenskaber ogsaa hav¬
de noget af Deres Søsters Skiønhed, hvil¬
ke Ord Pittighed optog med saadan en
anstændig og behagelig Lystighed, som et
Fruentimmer kand vise, der ikke har nogen
egentlig Hensigt, og svarede at hun var vel
fornøyet med sig selv, og ville stræbe at væ¬
re alle retsindige til Fornøyelse.


130
Men da Monsieur Artighed ikke fandt
andet Dag fra Dag end Koldsindighed og
et fiær Væsen hos sin smukke Forfænge¬
lighed, gik han hen til Vittighed, og sag¬
de reent ud, at han hadede hendes Søster
og derimod elskede hende, og dersom han
maatte nyde den Godhed og hun ville give
sit Samtykke, ville han beg ere hende af
hendes Fader.
Ved disse Ord blev Pittighed vel i
Førstningen noget forvirret, men saasom hun
ikke kunde vælge bedre end Monsieur Artig¬
hed med Tilnavn Forstandig og som tilli¬
ge var af den anseelige Familie Riigdom,
tog hun ikke i Betænkning at give sit Sam¬
tykke dertil. Hvorpaa Monsieur Artighed
og strax gik til hendes Fader og begierede
hans Datter Vittighed,
Faderen, som hedde Eenfoldighed, blev
ligesaa glad som forundret over dette Valg,
som han mindst havde gjort sig Tanker om,
og takkede ham vel tusinde Gange for dette
Tilbud, og var færdig strax at giøre Anstal¬
ter til deres Sammenkomst, og hemmelig
glædede sig at han saa let kunde faae sin


191
græmme Vittighed forsørget, da han nu
kuns havde sin deylige Forfængelighed til¬
bage, som han haabede snart at skille sig af
med, saasom der var saa mange Liebhabere
efter hende; thi saasom hans Navn var
Eenfoldighed, kunde han ikke ret giøre
Forskiel imellem det ægte og uægte.
Men det varede dog længe, indtil Een¬
foldighed saae sin smukke Datter Forfæn¬
gelighed forsynet med en Mand, dog blev
hun og omsider gift med een, som hedde
Rierlighed med Tilnavn Blind; men disse
sidste levede ligesaa elendigt og ulyksaligt et
Liv, som de første et fornøyet og lyksaligt,
og den stakkels Fader Eenfoldighed havde
ligesaa stor Sorg af de sidste, som han hav¬
de Glæde og Fornøyelse af de første.
Da min Fader havde fortaalt mig den¬
ne Historie, som jeg hørte paa med største
Opmærksomhed, gav han mig efterfølgende
Formaninger og sagde:
Du maa ingenlunde hovmode dig, min
Datter, af din Skabning; thi Hovmod
forderver og til intet giør al den Yndighed,


192
som følger med en Skiønhed. Og ligesom
det var daarligt at ville foragte sig selv for¬
medelst sit Legems naturlige Ufuldkommen¬
heder, saa er det og uanstændigt at giøre
sig til af sin Skiønhed, om man derudi
havde nogle Fortrin frem for andre; thi
hvad kand en Sort giøre til at den ikke er
født hvid. Tilmed har du endnu ikke havt
Børne=Kopper; men om denne for de Smuk¬
ke saa farlige og fordervelige Fiende engang
vilde faae i Sinde at angribe dig og efterla¬
de nogle fortrædelige Spor i dit Ansigt
har du langt fra ikke nødig at blues der¬
ved, og endnu langt mindre at skamme
dig ved dit eget Ansigt, thi det er Natu¬
rens Villie.
Fortsættelsen følger.


Thee=Bordet.
No. 13.
Slutning af VIIIde Historie.
Du maa og betænke, at ingen kand
være deylig blot og alene for sin udvortes
Skabnings Skyld, men naar Dyden er
samlet med Skiønhed, da har Skiønhed,
først en fortryllende Kraft til at indtage og
behage. Vil du derfore ikke som Forfæn¬
gelighed beskiemme din smukke Skabning,
maa du som Pittighed vedligeholde og for¬
øge den, ved at beflitte dig paa Dyden.
Du maa aldrig som Forfængelighed
søge Daarligheders Sælskab, og ingenlun¬
de laane dit Øre til Daarligheders Berøm¬
melse; men du skal holde dig nær til de For¬
nuftiges Omgang, og flittig rette de Feyl
hos dig selv, som bliver lastet hos andres


194
thi Daarligheders Roes nedbryder meere,
end de Fornufriges Lasten kand opbygge.
Du maa aldrig affectere en Skiønhed;
thi saadan een har altid noget utaaleligt og
modbydeligt hos sig, som aldrig kand væ¬
re kraftig til at vinde de Fornuftiges Hoy¬
agtelse.
Du maa vel betænke, at en deylig, naar
den ikke besidder Dyden tillige, er kuns at
ansee som et kunstigt og vel afpendslet Skil¬
derie, hvilket alene tiener til Øynenes For¬
lystelse, og alt, hvad man kand sige om et
saadant Skilderie, er, at det er vel gjort.
Da derimod en deylig og tillige dydig er
noget uforligneligt, og saadan een, som kand
kaldes en fuldkommen Skiønhed.
Disse Erindringer angaaende din ud¬
vortes Skabning, sagde min Fader, har jeg
vildet give dig, thi da jeg veed at et Fru¬
entimmer gemeenlig maaler sin Lyksalighed
ud efter Skiønheds Alen, saa maa du vi¬
de, at ingen Skiønhed er eller kand blive
lyksalig uden den tillige er dydig, og at in¬


195
gen dydig er grem fordi den mangler en
smuk udvortes Anseelse.
Jeg har vel kundet give dig mange flee¬
re Formaninger, sagde min Fader, men da
jeg frygter at du ikke kand gjemme flere af
det Slags i dit spæde Hierte, vil jeg for¬
bigaae dem, og alene bede dig at du flittig
overveyer den Historie om Forfængelig¬
hed og Dittighed.
Dernæst gav min Fader mig nogle an¬
dre Formaninger, som jeg allerede har
havt den Ære at fortælle Herr B?? og
som jeg nu vil igientage for de andre gode
Venner.
Saasnart Froiken S3 havde fortalt
os det øvrige af hendes Faders Formanin¬
ger, fik vi i Sinde at spadsere ud i, Sko¬
ven for at fornøye os, og derpaa gik vi
hiem, efter at vi havde lovet at samles næ¬
ste Dag hos Frøiken S?? og Madame
Ko? ved Thee-Bordet; da Frøikenen love¬
de, efter vores indstændige Begiering at
ville fortælle os hendes Mosters og Mame¬


196
selles Forhold imod hende; endskiønt hun
var neppe at overtale hertil, da hun efter
Kierlighed, som hun sagde, burde skiule sin
Mosters og andres Feyl; men vi forestille¬
de hende, at hun uden Velanstændigheds
Fornærmelse kunde giøre dette, saasom det
skeede imellem gode Venner; og om andre
end hørte det, kunde de deraf see Urime¬
lighedernes Fælhed, og afsige samme, om
nogen med saadanne vare besængte.


197
IXde Historie.
Frøiken S** fortæller sin Mo¬
sters og Mameselles
Opførsel.
M¬
in Moster, sagde Frøikenen, havde
næsten opnaaet sine tredsindstyve
Aar, og var sat i den eenlige Stand, efter¬
at hun havde oplevet tvende brave Mænds
Død; men endskiønt hun havde lagt saa
mange Aar tilbage, og udstaaet en tæmme¬
lig Sorg, skulde man dog ikke kunde mær¬
ke det paa hende. Hun gav ingen Skiøn¬
hed efter paa tredive Aar, og ingen Mun¬
terhed paa atten. Hun havde havt fire
Børn, hvis Død hun ofte begræd, end¬
skiønt de døde i den uskyldigste Alder, og
meget unge.
Men uagtet at min Moster nu gik me¬
re ned end op, og maatte vente at Livets
Fornøyelser og Beqvemmeligheder Dag fra
Dag vilde tage af, og at Verden ville for¬


198
lade hende, førend hun ville forlade Verden,
var det dog saa langt fra at hun tænkte
derpaa, at hun jo var omhyggeligere for
at skaffe sig nye Forlystelser. Hun kunde
endnu beqvemme sine Øren til Tilbedelser,
og hun kunde uden Modbydelse høre Hyk¬
lere at fordoble hendes Skiønheds Blom¬
ster, som dog tæmmelig begyndte at falme
for Alderdommens Kulde.
Jalousie havde næsten bemestret sig hen¬
des Hierte, og, om jeg skal sige reent ud,
havde hun den daarlige Indbildning, at al¬
le Mandfolk vare ligesom skabte for hende,
og forgabte i hendes Person. Kort sagt,
endskiønt min Moster havde forsøgt Verden
saa vel, og to Gange været gift, havde
hun dog nu saa megen Munterhed tilbage,
at hun ønskede, nok engang at træde ind
i Verden.
Naar jeg nu har sagt Dem dette for¬
ud, kand De let begribe, at alle de som
hun ansaae for sine Rivaler, var en Torn
i hendes Øyne.
Jeg kom i min Mosters Huus, da jeg
var ti Aar gammel, og indtil mit fiortende


199
Aar, havde jeg temmelig god Medfart;
min Moster kierede sig ey heller meget om
mig, saasom hun havde forsynet mig med
en Mameselle, hos hvilke jeg var gemeen¬
lig paa Kammeret, og kom ikke tiere til
min Moster end naar vi spiiste og drak Thee,
eller og undertiden naar der kom Fremmede.
Min Moster fornøyede sig med at spil¬
le paa Claveer, og i hvor gammel hun end
var, fandt hun dog en inderlig Behag i
nye Comoedie=Stykke og Arier, hun havde
ey heller Mangel paa dem, som giorde hen¬
de Presenter med samme. Ja, jeg undre¬
de tit paa, hvorledes hun som en gammel
Kone kunde finde saadan Behag i unge
Straten=Junkeres Discourser, som dog ikke
indeholdt andet end Giftermaal, Skiønhe¬
ders Berømmelser, Modernes Jagttagelse
o. s. v. og hvor hun kunde hiertlee over de¬
res Hoppen og Springen, og ikke tilstoppe
sine Ører for deres artige Vindslen og
Fløyten.
Min Moster havde Lyst til Verden, og
dersom jeg ikke havde vidst at hun var kiø¬
delig Søster til min Moder, kunde jeg al¬


200
drig have tænkt, at tvende Søstre kunde
være hinanden saa ulige; men paa et Træe
kand der voxe baade lige og krogede Grene!
Engang kom jeg uforvarendes over at
see nogle Kierligheds Breve til min Moster.
Jeg som et ungt Menneske blev nysgierrig
og tænkte at det var fra forrige Tider,
men da jeg saae efter Dag og Datum, var
det nylig skrevet, og det endda paa Vers,
jeg kand endnu huske Begyndelsen af et:
Allerkiereste &c.
Min Allerdeyligste! Din Skiønheds Svovel¬
Stikke
Mit Hierte haver sat i Lue og i Brand.
Du haver fængslet mig med Elskovs Baand,
og Strikke,
Jeg gierne er Din Træl, min smukke
Tulipan !
Dette var saa høvtravende og saa poetisk
at jeg ikke kunde begribe det, dog fattede
jeg saa meget deraf, at alle Forliebte ere og
gemeenlig Poeter tillige, og at denne unge
Adelsmands Expressioner passede sig bedre
paa ham, end paa en Kone over halvtre¬


201
findstyve Aar. Men jeg mærkede dog af
dette at den unge Adelsmand maatte være
forliebt i min Moster.
Jeg fandt og et andet Brev til min
Moster fra min Formynder, hvoraf jeg saae
at han og havde gode Tanker til hende.
Men jo ældere min Moster og jeg blev,
jo avindsygere blev hun, saa at jeg maatte
slutte, at hun var af den Tanke, at hun
tabte de Aar, som bleve lagte til mine; thi
da jeg ungefær var bleven femten Aar, kun¬
de hun neppe taale at nogen Mandsperson
saae paa mig, eller talede med mig.
Ja, jeg maatte ofte høre ved Thee=Bor¬
det, at jeg var lykkelig, at Naturen havde
begavet mig med saa stor Skiønhed, at jeg
kunde stikke Øynene ud paa alle dem, som
saae mig. o. s. v. Da min Moster nogle
Gange havde igientaget disse Ord, og hun
blev Dag fra Dag meere koldsindig imod
mig, tog jeg engang Mod til mig og sva¬
rede med den største Beskeedenhed, at jeg
takkede Himlen for saadan Gave, at være
vel skabt, og at jeg ogsaa ved sammes Bi¬


202
stand ville stræbe, at jeg aldrig skulde mis¬
bruge dens Gave, og at enhver gierne maat¬
te beholde sit Syn for mig, og at jeg in¬
genlunde vilde stikke Øynene ud paa nogen.
Min Moster, som maaskee ikke havde
ventet sig saadant et Svar, blev noget for¬
virret og sagde: Got! min Datter! men
tag dig kun i Agt, at jeg ikke skal komme
efter dig i nogen Elskovs Affaire; thi det
vilde bekomme dig ilde. Jeg har alt mær¬
ket, hvorledes disse unge Cavallierer og Snus¬
haner ved alle Leyligheder søger at indsnige
sig her, siden du kom i mit Huus; jeg veed
at saadanne har Snuder som de beste Stø¬
vere, og kand lugte et Pige=Barn, om hun
ikkun er femten Aar gammel, i hvad Huus
hun end er, og om hun sad inden ti Muu¬
re. Jeg siger dig nok engang tag dig i agt.
Jeg haaber, svarede jeg, at min hierte
Moster ikke tillader andre at komme i sit
Huus, uden saadanne, som opfører sig an¬
stændig, og som man kand tale og omgaaes
med uden at Æren derved skulle lide noget
Skaar og Forkleinelse.


203
Hvad? sagde min Moster, og blev iv¬
rig, tænker du, at du maa omgaaes og ta¬
le med alle dem, her komme? Ney, du maa
ikke engang see paa nogen, og langt mindre
tale med dem. Himlen bevare mig svarede
jeg, det er vel aldrig min hierte Mosters
Alvor? Jeg kand jo dog ikke sidde som et
Træe=billede, uden at svare, naar nogen
taler mig til, og det vilde jo lade urimeligt
at ville vende den Nakken, som vender mig
Ansigtet? En fornuftig kand jo gierne see
og tale uden derfor at begaae noget anstøde¬
ligt og usømmeligt?
Gak fra mig din knipske Tøs, sagde min
Moster, og blev vreed, jeg troer, du vil
raisonnere? Jeg veed nok, sagde hun vi¬
dere, hvad Tab jeg har gjort, siden du kom
i mit Huus. Jeg vil ikke tale om - - -
Ja din Formynder ? -, han holder jo
immer Øye med dig og ? - - Jeg er nu
ikke længer - -- See! der kommer Jun¬
ker i -- gak paa dit Kammer siger jeg,
og kom ikke meeere for mine Øyne i Dag.
Jeg gik gandske bedrøvet og tillige tan¬
kefuld bort. Og saaledes blev min Moster


204
jo længer jo vanskeligere, da jeg ikke ret vid¬
ste hendes Mening, uden for saa vidt, jeg
kunde giette mig til.
Min Mameselle, som var mig givet til
Læremesterinde, var et Menneske, som hav¬
de en rum Samvittighed, og vidste vel at
skiere Kaaben efter Været, og at gaae min
Moster under Øyne. Men hun var en slet
Veyviiser for unge Mennesker, thi i den
Sted hun burde have givet mig sunde og
gode Regler, og baaret Omsorg for min
Opdragelse, giorde hun dog ikke andet end
læste franske Romaner og Comoedier for mig,
dersom hun endda havde villet uddrage Mo¬
ralerne og Lærdommen af dem og forklaret
samme, kunde det dog have passeret; men det
var ikke hendes Sag. Derimod kunde hun
ret fornoye sig, naar noget forekom, som kil¬
drede de kiødelige Sandsør og kunde fornøye
et slet Gemyt. Hun skulle have informeret
mig i det franske Sprog, men jeg lærte at
læse og tale det uden Grund, som en Po¬
pegoye.
Min Dandse-Mester, min Tegne-Mester
og min Jnformator paa Claver havde nep¬


235
pe Roe for hende en Time. Hun var en
storre Elskere af Dands end jeg, hvorfore
hun og betienede sig af Danse-Mesteren og
fik mangen Springom.
Min Tegne-Mester maatte og snart teg¬
ne hende nogle smukke Mynstrer, snart nog¬
le artige Deviser: saasom to brændende Hier¬
ter, to Duer at næbbes, Cupido med Kaa¬
ger og Pile at skyde efter Venus. o. s. v.
Hun havde og gemeenlig nogle nye Styk¬
ker og Arier, som min Jnformator maat¬
te lære hende at spille paa Claveret, at
hun kunde faae den rette Tone; thi hun sang
gierne.
Jngen af mine Jnformatores havde
bedre Roe for min Mameselle, end han, som
skulle undervise mig i min Christendom; thi
ham kunde hun ikke fordrage ved sin Død.
Ja, hun yttrede sin Foragt saa kiendelig,
at hun endog sang midt under Læsningen
og i den Time han var hos mig saae sig vel
tyve Gange i Speylet eller og udaf Vinduet.
Og saasom hun ikke selv gad laant sine
Ører til at høre paa andre, som talede om


206
alvorlige Ting, saa kunde hun en heller taa¬
le at jeg ville læse i smukke og opbyggelige
Skrifter, men talte mig haant til og sagde:
Hvad? vil Frøikenen læse sligt? Hvem af
Deres Stand finder man vel med en Postil
og Taare=Perse for sig. Vil Frøikenen
maaskee ikke svare til sit Navn; men vil
forringe sine adelige Anhær og slaae en Streg
over sit adelige Vaaben? Ney, min gode
Frøiken, saadanne Bøger er kun skrevet
for Pøbelen.
Ved saadan en Omgang og Underviis¬
ning kunde det beste Gemyt have blevet for¬
dervet og bragt i Vildfarelse; men mine kie¬
re Forældres Formaninger havde slaget saa
dybe Rødder i mit Hierte at jeg aldrig kun¬
de forglemme dem, hvorfore jeg og stræbte
at følge dem, det beste jeg kunde. Jeg var
og allerede kommen til den Alder og Skiøn¬
somhed, at jeg kunde bruge den sunde For¬
nuft og giøre Forskiel imellem Got og Ont.
Min Mameselle var og saa nedertrægtig,
at hun gjorde mig end og tusinde Anmod¬
ninger om at tillade den unge Adelsmand,
som min Moster i sær yndede, at giøre mig


207
en hemmelig Opvartning, og da jeg reent
ud afslog saadan en utilladelig Begiering,
var hun saa uforskammet at hun bebreyde¬
de mig min Eenfoldighed og Barnagtighed.
Men min Mameselle vidste ey at jeg havde
seet Brev fra samme Adelsmand til hende,
hvori han gjorde hende de største Løfter
om hun vilde være ham behielpelig, og be¬
fordre hans Kierlighed, og faae mig over¬
talt. Jeg havde og faaet fat paa et andet
Brev til hende fra min Formynder i sam¬
me Materie; men saasom han var min For¬
mynder kunde han frit gaae ind til mig, end¬
skiønt alle hans Ansøgninger vare forgieves.
Da min Formynder og Mameselle, som
spillede under Dække med hinanden, saae at
min Dyd var uovervindelig, stræbte de at
giøre mig ulykkelig, som de begge vare i
Stand og oplagde til; thi da min Moster
havde stor Fortroelighed til dem, bildte de
hende ind, hvorledes den unge Adelsmand
gjorde mig hemmelige Opvartninger, naar
hun ikke var hiemme og tilstede. Derved
tænkte min Formynder at slaae to Fluer
med et Smæk, for det første at giøre mig


208
ulykkelig, naar min Moster fik at vide, at
den, som hun elskede meest, elskede mig, og
for det andet, haabede han at faae min Mo¬
ster forbittret paa den unge Adelsmand, og
altsaa blev han skildt ved sin Rival; thi
hans Forsæt var at ægte min Moster, naar
han fik Afslag hos mig.
Dette deres Forræderske Anslag fortalte
min Pige mig, som havde hørt deres Over¬
læg i Haven, men jeg vilde aldrig troe det;
men følede fuldkommen Virkningen af de¬
res Ondskab, da min Moster og de andre
medhandlede mig paa saa ubarmhiertig en
Maade, som jeg allerede har fortalt Hr. B?¬
og som var Aarsag til min Landflytighed.
Da Frøiken S?? havde til Ende bragt.
denne Fortællelse skildtes vi ad og lovede som
sædvanlig at samles den næste Dag.
Fortsættelsen følger.


Thee-bordet.
No. 14.
Xde Historie.
Frøiken S** fortæller en
Drøm.
D¬
a vi den efterfølgende Dag igien ble¬
ve samlede fandt vi den elskværdige
Frøiken S?? imod al Formodning i en me¬
get uroelig Tilstand, og gandske bedrøvet,
saa at hun neppe var at trøste, uagtet hen¬
des troe Veninde Madame K** anvendte
ald sin Veltalenhed. Hr. D** som en
Elskere, og jeg som en Ven, sparede en
heller nogen Møye for at stille hende tilfreds
og at slaae sit Sind til Roelighed.
Aarsagen til hendes Bedrøvelse var en
Drøm, som hun havde havt om Natten,


210
angaaende hendes Moster, og endskiønt vi
forestillede hende, at Drømme var ikkun
Phantasie og at man undertiden drømte om
dem, som man om Dagen havde talt om,
eller tænkt paa. Men det kunde ikke hielpe,
og Frøikenen blev lige utaalmodig, og sag¬
de, at hun vel havde talt om hendes Mo¬
ster om Dagen, men hendes Drøm var
dog alt for betydelig til at den kunde ansees
for blot og bar Drømme=Værk, og en Virk¬
ning i Blodet af en stærk Jndbildnings=Kraft.
Vi bade derfore Frøikenen at fortælle
os Drømmen, om vi kunde udlede noget
deraf; men dette sagde vi for at opmuntre
hende lidet, for Resten vare vi alle lige go¬
de Drømme=Fortolkere. Frøiken Sik bad
os da, at vi ville give vel Agt paa For¬
tællelsen.
Jeg drømte, sagde Froikenen, at jeg var
113
gaaet ud i Marken at fornoye mig, og forslaae
Tiden. Og i det jeg gik, syntes mig at jeg
kom til et Vand, som var ikke meget bredt,
saa at jeg tydelig kunde see alle Ting paa
den anden Side; men dette Vand var des
længere, thi jeg kunde ikke øyne den ene


211
Ende, men den anden Ende af Vandet grænd¬
sede til en Skov.
Paa den Side af Vandet hvor jeg gik,
var Jorden gandske bar, og Græsset var
ligesom afbrændt og svællet af Solens Hee¬
Derimod kunde jeg see den behagelig¬
de.
ste og deyligste Eng paa den anden Side
af Vandet, hvor jeg tillige saae en utallig
Vrimmel af Mennesker, som alle lode til at
være glade og fornøyede. Dette fortreffeli¬
ge Syn indtog og bedrog saaledes-mine
Øyne, at jeg ønskede i mit Hierte, at kun¬
de faae Deel i denne Herlighed og Lyksalig¬
hed. Men at gaae lige over Vandet var
umueligt; thi det var ligesom hundløs. Jeg
besluttede derfore at gaae omkring Vandet
ved den Ende, som grændsede til Skoven.
Jeg syntes da, at jeg kom ind i Skoven,
ved en temmelig lang Omvey; men her løl
utallige Veye, saa at jeg ey vidste, hvilken
der var den retteste. Skoven var desuden
tyk og mørk, og Greenene, som vare lige¬
som vævede i hinanden, og beklædte med u¬
tallige Lov, som hindrede Solens Straaler
at trænge sig igiennem. Jeg kom altsaa dy¬


210
bere og dybere ind i Skoven, og kunde hver¬
ken finde ud eller ind; Natten paakom des¬
uden, jeg travede i Blinde, og svedte tilli¬
ge Angstens Sveed. Til hvilken Side jeg
vendte mig, rev og stak jeg mig paa de spid¬
se og hvasseste Torne. Ja, i denne fæle Taugs¬
hed hørte jeg intet andet end Skrigen af de
forskrækkeligste Natte=Fugle, tilligemed Brø¬
len og Tuden af de grummeste og vildeste
Dyr. Forskrækkelse udpressede den kolde Sveed,
som trillede ned af mit Ansigt som de stor¬
ste og koldeste Regn-Draaber, mit Hierte
klappede i mit Bryst; jeg vilde løbe, men
Mathed havde betaget mine Been, saa at
jeg ingen Vegne kunde komme; mig syntes
og at jeg gik i idelige Moradser, hvoraf jeg
med den største Møye slap op igien; under¬
tiden syntes mig at jeg faldt ned i dybe Huu¬
ler og Graver, og maatte krybe op paa Hæn¬
der og Fødder.
Omsider syntes mig, at jeg blev saa ud¬
mattet, at jeg besluttede at sætte mig ned,
og oppebie min Skiebne. Jeg famlede der¬
fore i Mørke efter et Træe, og da jeg fandt
det, satte jeg mig ned med Ryggen imod


213
Bullen. Jeg sukkede til Himmelen om dens
Hielp og Redning, ja, jeg sukkede virkelig
saa dybt i Søvne, at min kiereste Veninde
Madame K"? vaagnede derved, hvilket hun
allerede har sagt mig.
Da jeg saaledes sad ved, dette Træe,
syntes mig at jeg saae et Glimt af et Lys,
og da jeg blev ved at see derhen, blev det
alt klarere og klaxere. Jeg tænkte at det
maatte være et Huus i Skoven, hvorfore
jeg stod op og gik efter Lyset, og det Haab
om at finde nogen, som kunde veyvise mig,
gav mig ligesom nye Kræfter.
Jeg fandt og en liden Hytte, hvor jeg
syntes der var Lys tændt. Jeg bankede paa
Doren, men hvor forbauset blev jeg ikke!
Der kom en Gestalt frem, som vel lignede
et Menneske, men skinnede som Solen i sin
stærkeste Glands.
Jeg vilde have gaaet tilbage; thi jeg blev
gandske beængstet, og kunde ikke tale et Ord;
men denne Gestalt eller Aand tog mig ved
Haanden og under Armene, i det jeg af
Angest var færdig at segne til Jorden, og


214
tiltalte mig med de venligste og meest ind¬
tagende Ord, og sagde: Min Datter!
Du er nok gaaet vild i denne Skov, og
vil spørge om den rette Vey? Ja, min
Herre, svarede jeg skielvende, jeg er næsten
omkommet af Vildfarelse, Skræk og Angest,
men turde jeg bede min Herre at lede mig
paa den rette Vey. Gierne, min Datter!
svarede Gestalten, og sagde smiilende: Det er
just min Fornøyelse at bringe alle Vildfa¬
rende paa den rette Vey, og i Særdeles¬
hed dem, som søger min Ledsagning; thi
mit Navn er Ledsagelsens Engel.
Derpaa tog Ledsagelsens Engel mig
ved Haanden, og i det vi gik underrettede
han mig om adskillige Ting.
Denne Skov, sagde Engelen, kaldes
Gienvordigheds Skov, og alle de, som
komme i den, staaer høy Fare for at løbe
vild og omkomme; thi i det de daarlige Men¬
vesker, saasnart de geraader i en og anden
Viderværdighed, vil selv og paa egen Haand
redde sig ud deraf, og opsøge den saa kal¬
dede Lyksaligheds Egn, styrte de sig sekv
i den største Elendighed midt i deres søde


215
men tillige falske Jndbildning om Lyksalig¬
hed.
Den Mark, sagde Engelen fremdeeles,
som du var udi, forend du gik ind i Gien¬
vordigheds Skov, kaldes Afholdenheds
Land, det er vel tørt, magert og ubehage¬
ligt, hvorfor og mange ligesom Du bliver
kiede deraf, og tragter efter den behagelige
Eng, som du saae paa den anden Side af
Vandet, og som jeg snart skal viise dig.
Men i hvor magert ubehageligt og tørt Af¬
holdenheds Land end er, har det dog sin
store Nytte. Der er ogsaa en Kilde midt
i Landet, som kaldes Taalmodigheds Vil¬
de; men denne Kilde findes kun af faa,
thi de vil heller endog ved farlige Omveye
igiennem Gienvordigheds Skov opsøge Lyk¬
saligheds Egn, end de vil giøre sig Uma¬
ge for at oplede Taalmodigheds Rilde.
Det Vand, som Du saae imellem Af¬
holdelsens Land og den falske Lyksaligheds
Egn, er den uendelige og bundløse Evig¬
heds Strøm, som opsluger og bortfører saa¬
vel dem, der vel har anvendt den korte Leve¬
Tid, som dem, der har misbrugt samme.


216
Næst ved Afholdenheds Land, sagde
Engelen videre, er der en anden Mark, som
kaldes Prøvelsens Land; midt i dette Land
staaer en stor Steen, som kaldes Prøve¬
Sreenen. Denne Prøve=Sreen har adskil¬
lige Sider eller Flader, hvoraf de otte ere
de største og kaldes med betydelige Navne:
Den første Side kaldes Hophed. Den
anden, Binghed. Den tredie, Rigdom.
Den fierde, Fartigdom. Den femte, Fel¬
bred. Den siette, Svaghed. Den syven¬
de, Gunst, og den ottende, Forfølgelse.
Foruden disse, er der endnu mangfoldige
andre smaa Sider eller Kanter. Paa dis¬
se adskillige Sider prøves Menneskene hver
paa sin Maade, efter Sidernes adskillige
Navne, ligesom en Guldsmed kand prøve
Metallerne, hver efter sit Slags, paa sine
adskllige ProveNale.
Men de fleeste Mennesker vægrer sig ved
denne Prøve, thi den er undertiden bitter
og haard, og derfore løber fra Prøve=Ste¬
nen, og i Steden for at de skulle flittig op¬
søge Caalmodigheds Rilde i Afholdenheds
Land, løber de af alle Kræfter blindt hen
efter den falske Lyksaligheds Egn. Men


217
de faa, som udstaaer deres Prøve, og ind¬
til Enden opholder sig i Afholdenheds Land,
og flittig besøger Taalmodigheds Rilde,
bliver omsider indladt i Fuldkommenheds
Land, hvilket Land er af saa ubeskrivelig
en Herlighed, at intet kand sættes i Ligning
dermed, og den meest veltalende Tunge maa
tie, og den klygtigste Pen maa legge sig.
Da vi saaledes havde gaaet et got Styk¬
ke Vey, kom vi omsider ud af Skoven til
den skiønne og grønne Egn, som jeg tilforn
havde seet. Denne Egn gav Øynene det
behageligste Syn; thi den var beprydet med
de deyligste Blomster af alle Slags Farver.
Denne saa indtagende Eng vrimlede og med
Mennesker i tusinde Tal af alle Stænder.
Hvad synes dig herom? sagde Engelen
til mig. Men da jeg stod henrykt i en dyb
Forundring, og dette fortryllende Sted li¬
gesom bandt min Tunge med Taugsheds
Lænker, sagde Engelen: Denne prægtige Eng,
som du her seer, er den falske Lyksaligheds
Eng, som du med saa stor Attraae tragte¬
de efter tillige med denne Vrimmel af Men¬
nesker. Alle de Blomster, som Du her seer,


18
ere Dellyster og den Mængde Mennesker,
som du seer at plukke disse Blomster, ere
saadanne, som gandske har overgivet sig til
Vellyster og utilladelige Forlystelser.
Jeg vilde gierne, om det var muelige,
sagde Engelen, opregne dig alle dem, som
her forlyster sig, hver paa sin Maade; men
jeg vil alene vise dig nogle af de nærmeste
og kiendeligste. See, sagde han, og peege¬
de omkring paa nogle af dem, der gaaer
en enfoldig og kælen Fader og strøer Vel¬
lystigheds Blomster for sin daarlige og van¬
artige Søn. Der pynter en Moder sin
spæde Datter med de samme Blomster, som
har gjort hende selv til en yndig? -- og
Moderen finder en inderlig Fornøyelse der¬
udi, at Datteren kand træde i hendes Fod¬
spor. Der springer Panartigheds Sønner
om med Letfærdigheds Døttre. Der gaaer
en Skindsyg, som og vil fornøye sig, og
bortslaae sine utidige og daarlige Griller,
uagtet hans Kone er den dydigste, og end¬
da har han hende mistænkt. Der gaaer
en gammel Daare, som ey kand blive kied
og mæt af at opsanke Ungdoms skiønne Blom¬


219
ster, hvilket Syn er næsten ligesaa latterligt
som det er tillige med de andre bedrøveligt.
Kort sagt: her gaaer Letfærdige, Tvetunge¬
de, Bedragere, Øretudere, Hyklere, Dob¬
lere, Drukkenbolte, Fraadsere, ec. &. som
alle hver paa sin Maade forlyster sig i den¬
ne falske Lyksaligheds Eng.
Men alle disse betænker ikke, hvor for¬
dervelige de Blomster ere, som de her op¬
sanker og fornøyer sig med, og hvor farlig
og falsk den Grund er, som de saa glædelig
dandser og springer paa; thi under dem er
en fæl og bundløs Afgrund, som ikkun er
overdraget med en meget tynd Skorpe-Jord,
hvorfore og mange midt i deres indbildte
Herlighed slipper igiennem denne falske Lyk¬
saligheds Eng, og bliver opslugt af det
under dem usynlige Svælg, og bortført af
den uendelige Evigheds Strom, som løber
ved Siden.
Akl Himmel! raabte jeg, det syntes mig
to sank ned og blev gandske borte. Ja, sag¬
de Engelen, det er saa, og disse tvende faae
deres velfortiente Løn; veed Du hvem de
vare? Ney, svarede jeg. Det var just din


220
Formynder og Mameselle, sagde Engelen.
Ak, min Herre, raabte jeg: Er der da in¬
gen Redning for dem? Kand de aldrig kom¬
me op igien? Ney, svarede Engelen, det
Sted, hvor de slap igiennem, blev strax
tillukt, og det bundløse Evigheds Dyb har
allerede opslukt dem. De har forlystet sig
saalænge med Dellystigheds Blomster, og
fornøyet sig med Underfundighed, og forført
de Alleruskyldigste, indtil den bidende Orm
med sine hvasse og skarpe Tænder afskar al¬
le deres Vellysters Blomster, og den na¬
gende Samvittighed begyndte at bebreyde
dem deres forargelige Forhold, og da de ik¬
ke kunde fordrage saadan Jrettesettelse, vil¬
de de dømme deres Dommer til evig Land¬
flygtighed, og med ald optænkelig Forlystel¬
se bortslaae saadanne fortrædelige Tanker
og da, de derfore sprang alt for lystig om
paa denne farlige og falske Grund, brast
Grunden og de bleve opslugte midt i deres
Forlystelse af Lvigheds Svælz.
Ak! Himmel, raabte jeg atter: Der sy¬
nes mig at en anden ogsaa midt i sin For¬
nøyelse begyndte at nedsynke, og allerede


221
har den ene Fod i det bundløse Evigheds
Svælg. Ja, mig synes det er min Moster.
Det er saa, svarede Engelen, og dersom jeg
ikke vil hielpe hende, gaaer hun den sam¬
me forskrækkelige Gang, som de andre.
Akl min Herre! sagde jeg, i det jeg faldt
ned for Engelens Fødder, hav Medlidenhed
over den Elendigste, og lad mig ikke være
et øyensynlig Vidne til min kiere Mosters
Undergang.
Ja, svarede Engelen, for Din Skyld
vil jeg giøre det, og da jeg seer at hun vil
blive omskabt til et fornuftigt Menneske her¬
efter, naar hun bliver reddet af denne Nød
og Angest, ja, jeg hører at hun sukker ved
sig selv og ønsker at hun endnu maatte leve
nogen Tid, for at forbedre sit uordentlige
Levnet, og at de Aar, som hun hidindtil
har anvendt til Daarligheder, maatte kom¬
me tilbage igien, som dog er en plat Umue¬
lighed. - - -
Ak! min Herre, raabte jeg, hun synker
alt dybere og dydere. O! red, O! red!
thi det er den høye Tid, og der er kun et


222
Skridt fra Tid til Evighed, og en Haand¬
Vending imellem Lyksalighed og Ulyksalighed.
Derpaa tragde Engelen ud) og just da
hun var paa Pynten af Evigheden, og nær¬
mest ved at gaae under, tog han hende un¬
der Armene, og, da han ligesom havde bragt
hende ind i Tiden paa nye, førte han hen¬
de hen til mig.
Men saa snart hun saae mig, syntes
mig, at hun blev gandske bestyrtset, dog
med de kierligste Favnetag bad mig tusinde
Gange om Forladelse, og derpaa forsvandt
hun for mine Øyne.
Mig syntes i Søvne at jeg var færdig
at daane over denne Tildragelse; men En¬
gelen tog mig ved Haanden og sagde:
Min Datter, nu har Du seet, hvorle¬
des det gaaer dem, som gandske overlader
sig til Vellyst og Glæde. Meget faa har
den Lykke som Din Moster, at blive red¬
det.
Saaledes har Du ogsaa villet opsøge
den falske Lyksaligheds Egn, da Du flyg¬
tede fra Din Moster, og tænkte at Lyksa¬


28
lighed bestod derudi at slippe ud af Dit
Fængsel; men betænk hvad Farligheder, Du
siden har villet styrte Dig udi, da Du vil¬
le have omkommet dig selv, dersom jeg ik¬
ke havde ledsaget Dig.
Sandt nok, at Du ikke fortiente saa
haard en Medfart hos Din Moster, men
det var kuns en Prøve paa et dydigt Barn,
endskiønt hun giorde det i en langt anden
Henseende. Men allermindst burde Du ha¬
ve betroet Dig saa hastig til et ungt Men¬
neske, som vel er en dydig Person, og for¬
tiener Din Kierlighed, men Ungdommen
kand dog ey udpælge den retteste Maade,
og deres Forfarenhed er alt for kort til at
giøre det fornuftigste Overlæg.
Hvorføre min Formaning er denne: At
Du ufortøvet skal reyse tilbage til Prøvel¬
sens Land, og stedse opholde Dig i Afhol¬
holdenheds Egn, paa det at Du aldrig
skal komme i Gienvordigheds Skov, og
gjøre et farligt Trin i den falske Lyksalig¬
heds Entz, og derved gaae gilp af det præg¬
tigste Fuldkommenheds Land; men hav
stedse dette Tanke=Sprog i Hiertet:
ie


224
Taalmodig staae
Hold Dig fra Lasterne.
Din Prøve.
Lad Verdens falske Skin
ey Dyden Dig
berøve.
Ald Verdens Alt dog kun et prægtigt
Intet er.
Flye langt fra Mængden, som opsanker
Blomster her.
Fra Tid til Evighed er kun et Skridt at
giøre.
Fuldkommenhedens Land e Mængden skal
tilhøre.
Derpaa forsvandt Ledsagelsens Engel
for mine Øyne, og jeg vaagnede op i den
største Forskrækkelse.


Thee=Bordet.
No. 15.
XIte Historie.
Frøiken S** og Hr. D** deres
Tilbagereyse og Bryllup.
D¬
a Frøiken S** havde fortalt os den¬
ne Drøm, tvivlede ingen af os paa,
at der jo var noget meere i denne Drøm,
end som Drømme i Amindelighed fører med
sig, endsk ønt man undertiden kand drømme
meget. J det mindste gav denne sælsomme
Drøm os dog Anledning til at overveye, at
det var ey heller den rigtigste Maade, de
havde begyndt deres Sager paa, og at det
lugtede alt for romansk saaledes at tage Flug¬
ten; Frøiken S** burde have anseet Tiden
lidt længere, og Hr. D** burde have be¬
giert hende ordentlig af hendes Moster.


226
Hvorfore vi vare alle af den Meening,
at det var best, at De denne Gang adly¬
dede Drømmen, og strax skrev Frøikenens
Moster til, afbedende Deres Forseelse, og
at tilkiende give hende Deres Opholds=Sted
tillige med Deres Ægteskabs=Løfte. Hvilket
De ogsaa giorde, og Hr. D?? satte sig strax
ned og skrev et Brev af folgende Jndhold:
"Medlidenhed over den Elendigste, og
"Kierlighed til den Elskværdigste har væ¬
"ret den Hoved=Nøgel, som aabnede Fæng¬
it
selet for den Alleruskyldigste. Deres lige¬
saa ugrundede som haarde Medfart med
"den dydigste har drevet os begge i Land¬
"flygtighed. Dersom De er kommen i Er¬
"faring om Deres egen Skrøbelighed, og
"erkiender en Overiilelses Feyl, og vil gi¬
"ve Deres Samtykke til at tvende foree¬
nede Hierter, som dog ikke uden ved Dø¬
den alene kand adskilles, maa træde i nær¬
mere Forening, ere vi færdige til at ven¬
"de tilbage, for paa vor Side at afbede en
Forseelse, som De dog selv gav Anlednin¬
gen til, og som reyste sig af Medlidenhed
og den reeneste Kierlighed, hvorpaa vi


227
"med første Post venter et forønsket Svar
N. N.
og forbliver
P. S. "Men dersom De endnu vil for¬
følge og hade Dyden, maa De vide at in¬
"gen Laas er dirkefrie for Kierlighed, og in¬
gen Vey er for trang for elskende Personer.
Vi brugte og denne Forsigtighed, at la¬
de Frøikenens Moster skrive til den nærme¬
ste Bye hvor de opholdt sig, og par Cou¬
vert at adressere Brevet til mig, at hun ik¬
ke skulle vide deres Opholds-Sted. Jeg
havde og en god Ven i samme Bye, som
strax skulde befordre mig Brevet, saa snart
der kom nogen.
Jmidlertid var Frøikenen meget bekym¬
ret, og med Længsel ventede paa den næste
PostDag, og sagde tit og ofte at ald hen¬
des Liv beroede paa denne Dag, og at hun
umuelig kunde leve, dersom hendes Moster
endnu var uforandret.
Endelig frembrød den forventede Dag,
da jeg havde den Fornøyelse at bringe Frøi¬
kenen og Hr. De? et behageligt Svar fra
Frøikenens Moster, af saadant et Jndhold:


24
"Mine Øyne ere endelig blevne oplad¬
"te, og min Forstand har omsider faaet
"Tilladelse til at yttre sine Kræfter. Sorg
"over Eders Bortreyse, og Græmmelse over
mit forrige uordentlige Levnet, samt en in¬
"derlig Fortrydelse over min slette Medfart¬
"med Dig, mit kiereste Barn, har lagt
mig paa Sengen, saa at jeg ønsker mig
Livet aleneste for at kunde bede Dig og
Hr. Dee om Forladelse, og at see to
saa værdige Personer forenede med Æg¬
"teskabs Baand. Min indstændige Be¬
"giering er derfore, at J ufortøvet vil ven¬
de tilbage og giøre Eders døende Moster
denne maaske sidste Fornøyelse. Jeg for¬
N. N.
bliver
P. S. "Eders Flugt er endnu forbor¬
gen, hvilken jeg med Flid har skiult, at den
"Skam ikke skulde overgaae Eder og mig,
"hvorfore J kand lade som J nogen Tid har
"været henreyst til Hr. D?e hans Landgods.
Af denne Skrivelse mærkede vi, at Frøi¬
kenens Moster maatte være meget haart an¬
greben, og at hun angrede sit forrige Forhold.
Frøikenen, som var det dydigste Fruen¬
timmer af Verden blev ligesaa bedrøvet som


229
glad ved denne Skrivelse, saa at vi med
Forundring ansaae, hvorledes disse to Sinds¬
Bevægelser ligesom førte Krig i det ædelste
Hierte.
Ak, raabte hun, i det hun kastede sig
paa Canopeen, min Moster, min hierte
Moster, mig synes at jeg hører allerede hen¬
des døende Sukke, o! kunde jeg dog være
saa lykkelig, at tale med min kiereste Moster,
førend Døden gandske tilspærrer de Læber
og aldeeles binder den Tunge, som endelig
har lært at tale ret. O! at Himlen vilde
dog unde mig den Glæde, at kunde kysse
hendes Hænder, førend den naturlige Var¬
me forlader dem, og jeg maa see dem kol¬
de og stive,
Dog, sagde Frøikenen, i det hun reyste
sig op i den største Hast, i alt dette glæder
jeg mig, at om end min kiere Mosters Leve¬
Traad ikke længer er spundet, døer hun dog
som et fornuftigt Menneske, der har forladt
den falske Lyksaligheds Eng, saa at om
det er mig ikke forundt at see hende meere
i Provelsens Land og i Afholdenheds Eng,
skal jeg dog tale med hende i det prægtige
Fuldkommenheds Land.


230
Vi trøstede Frøikenen det beste vi kun¬
de, og Hr. Dek omfavnede sin Elskværdige,
som og glædede sig over at hendes Moster
gav sit Samtykke til deres saa reene og u¬
skyldige Kierlighed.
O! sagde Frøikenen, da hun var kom¬
men lidt til sig selv igien, lad os pakke ind
jo for jo heller, og forlade dette Sted.
Vi gjorde os derfore strax færdige til
Reysen; thi saasom deres Boehave bestoed
i Guld og Ædelsteene, var det snart ind¬
pakket. Vi begav os altsaa paa Reysen den
følgende Nat. Jeg vilde vel have forladt
dem og taget Afskeed med dem, men disse
ædle og ærlige Venner, hvoraf man finder
kuns faa, vilde ingenlunde, at jeg maatte
forlade dem, men sagde, at jeg burde have
Deel i deres Glæde ligesaavel som i deres Sorg.
De reyste ligesaa ubekiendte fra denne
Bye, som de kom til den, uagtet man va¬
re meget nysgierrige for at vide, hvem og
hvorfra disse Personer vare.
k. Paa Tilbagereysen forefaldt intet af Be¬
tydenhed. Vi kom lykkelig og vel tilbage,
og vores meeste Tale gik ud paa, at vi alle


231
ønskede med Frøikenen, at vi maatte finde
hendes Moster iblant de levendes Tal. Vi
ønskede ogsaa at deres Flugt var ikke aa¬
benbaret; men der er stoer Vanskelighed ved
at skiule to Ling, nemlig Kierlighed og Armod.
Derfor var dog deres mindste Bekym¬
ring, og de overlod til enhver, hvad de vil¬
de sige derom, de vidste med dem selv at
de havde opført sig som dydige Personer,
paa deres Flugt, og alt det, Folk kunde si¬
ge derom, var, at det var noget romansk,
for Resten, sagde Hr. De, maa dog de
Snakke=Syge takke os, om de vare fornuf¬
tige, fordi vi har givet dem en liden Leylig¬
hed til at sette dem Munden i Gang.
Vi indrettede ogsaa vores Reyse saale¬
des at vi kunde komme til Frøikenens Mo¬
ster sildig ud paa Aftenen.
Det var ellers mærkeligt, at den sam¬
me lille Pige, som havde hiulpet Frøikenen
ud af sit Fængsel, var og den forste som
med tusinde Lykønskninger og Velsignelser,
tog imod os og lukte Frøikenen ind i sin
Friehed. Ja, den samme brave Pige kun¬
de neppe svare for Glæde; thi det første Frøi¬


232
kenen spurgte efter, var, om hendes Mo¬
ster var endnu levende, og da vi fik denne
behagelige Tidende, sprang Frøikenen af Vog¬
nen saa let som en Fugl.
Saasnart Frøikenens Moster blev under¬
rettet om vores Ankomst, befoel hun strax
at indlade os til sig.
Saasnart vi traade ind i Sove=Gemak¬
ket, styttede hun sig op i Sengen. Herr
De? og Frøiken S?? traade til Sengen,
og paa deres Knæe afbad deres Forseelse,
hvilken Mosteren var villig at tilgive dem,
og tilstod at hun selv havde været Aarsag
dertil, og at det tilkom hende at bede dem
om Forladelse, og sagde, at hun nu havde
naaet sit Ønske, og var fornøyet med Him¬
lens Villie enten hun skulle leve eller døe.
Derpaa lagde hun sig tilbage, og kunde ik¬
ke tale meere, men bød os god Nat.
Frøikenen begyndte at græde; thi hun
tænkte at det var nu ude med hendes Mo¬
ster; men Mosteren bød hende at give sig
til freds, hun vilde i Morgen tale meere
med os; thi for nærværende Tid sagde hun:
kand jeg ikke tale meere for Glæde.


233
Vi bød derpaa en god rolig Nat, og for¬
føyede os ind i en anden Stue.
Endskiønt vi vare gandske udmattede af
den lange og hastige Reyse, kunde vi dog
ikke slaae os til Rolighed den Nat, førend
vi af den lille og troe Pige blev underrettet
om, hvorledes det var tilgaaet der i Huuset
siden deres Bortreyse, og hvorledes Frøike¬
nens Moster og de andre forholdt sig, da
de savnede Frøikenen i sit Fængsel.
Da Frøikenens Moster, sagde Pigen,
saae at Frøikenen var undviget sit Fængsel,
(thi den Morgen gik hun just tiligere der¬
ind end hun ellers pleyede) gav hun et stort
Skrig fra sig og derpaa faldt i Besvimel¬
se. Jeg kom strax løbende for at komme
hende til Hielp, men hun faldt til Jorden
og laae som en død. Jeg i ald Stilhed,
kaldte Mamesellen ned, som faldt i den stor¬
ste Forundring over denne Tildragelse; men
langt fra ikke tog sig Frøikenens Flugt saa
nær til Hierte, som Deres Moster. Vi bar
hende ind paa Sengen og brugte alle de Mid¬
ler vi kunde optænke for Besvimelse, omsider
kom hun dog til sig selv igien, og befoel strax


234
at sende Bud efter Frøikenens Formyn¬
der. Han kom og efter et par Timers Tid.
Derpaa overlagde de alle tre, hvad der best
var at giøre, og hvorledes de skulle skiule
Frøikenens Flugt, og foregive at Froikenen
var reyst med Hr. D?? til hans Landgods;
thi den gamle Formynder var allerede ble¬
ven underrettet om, at Hr. D?? var ble¬
ven borte den samme Nat, saa at de slut¬
tede gandske rigtig at han havde været den,
som havde bortført Frøikenen.
Men Frøikenens Moster var meget utaal¬
modig og uroelig i Sindet, hvorfore den
gamle Formynder og Mamesellen gjorde For¬
slag til en Lystighed af Dands og Musiqve
for at opmuntre Frøikenens Moster, hvilken
Lystighed de og til deres egen Skade fik den
paafølgende Dag, og det saaledes:
Frøikenens Moster lod de nærmeste Ven¬
ner indbyde til et Bal hos sig, og da Giester¬
ne kom, brugte hun denne Undskyldning til
dem, som spurgte efter Frøikenen og Hr. D
at han havde taget hende med sig til sit Land¬
gods, at hun kunde faae nogen Forandring,
paa Luften, saasom hun i nogen Tid ikke hav¬
de befundet sig ret vel.


235
Frøikenens Mameselle og Formynder ud¬
viiste en hemmelig Glæde og Fornøyelse over
denne Tildragelse, og triumpherede ret lige¬
som de havde indlagt sig den herligste Sey¬
er over den stærkeste Fiende. Hvorfore Frøi¬
kenens Formynder af lutter Glæde tog saa
meget til sig, at man maatte bære ham ud
i sin Vogn, hvoraf han blev død udtaget.
Frøikenens Mameselle derimod fornøyede sig
saaledes med Dandsen, at hun gik dand¬
sende ind i den anden Verden. Aarsagen
hvorfore hun greb sig saa stærk an, var den¬
ne: Hende skeede efter egne indbildske Tan¬
ker en stor Tort, i det en anden fremmed
Mameselle blev hende fortrukket af en vis
Cavallier, hvorover Frøikenens Mameselle
ærgrede sig saaledes, at hendes Galde flød
over, og da hun ret vilde forcere sine Kræf¬
ter for at viise sin Færdighed frem for den
anden, som blev hende foretrukket, faldt han
i Afmagt og blev baaret død ud af Dand¬
sen. Hvorpaa den heele Lystighed ophørte,
og hver drog til sit Hiem.
Da Frøikenens Moster saaledes var ladt
tilbage i Eenlighed, fik hun derved Tid at
overveye Alting, og nærmere og nøvere at


236
randsage sin egen Opførsel, og da hun ret
lærte at kiende sig selv, blev hun saa han¬
ge for sig selv, at hun af Angest og Græm¬
melse blev saaledes angreben at hun maat¬
te gaae til Sengs, og vi havde neppe tro¬
et hende til Livet. (Jeg maa dog sige dem
dette, at Frøikenens Mameselle levede saa¬
længe, at hun bekiendte alle Ting, og sag¬
de at Frøikenen var uskyldig.)
Froikenens Noster har da saaledes væ¬
ret angreben siden den tredie Dag efter De¬
res Flugt, og i ald den Tid har hun me¬
get væmodig beklaget sin forrige Opførsel,
og allermeest bejamret, at hun skulde saale¬
des forgribe sig imod Dyden selv sin kiere¬
ste Søster-Datter. Dog, sagde Pigen, er
det ligesom det tegner noget til Bedring med
hende, og maaskee Himlen endnu imod al¬
les Formodning kand forlænge hendes Dage.
Vi faldt i den største Forundring over den¬
ne Tildragelse med Formynderen og Mamesel¬
len, og Hr. D? sagde, at dersom man ikke
vilde ansee ham for en Fanaticus, torde han
sige, at deres Endeligt og hastige Bortrykkelse
svarede rigtig til Frøikenens forhen havde
Drøm.


237
Det var næsten Dag, førend vi slog os
i til Rolighed, dog kunde Frøikenen ikke gaae
i til Sengs førend hun fik at vide hvorledes
hendes Moster befandt sig, og da Vaage¬
Konen berettede os at hun havde næsten i
to Timer sovet gandske roelig, hvilket hun
hidindtil i denne Svaghed ikke havde gjort,
1.
haabede vi en god Forbedring, og derpaa
begav vi os til Hvile.
Om Morgenen befandt vi til vores stør¬
ste Glæde Frøikenens Moster saa vel, at
hun kunde tale med os, og anhøre vore For¬
tællelser i sær Madame K?? hendes Histo¬
rie, hvorover hun ligesaa høylig forundrede
som glædede sig. Kort sagt: det blev bedre
Dag fra Dag med hende, og hun levede en
fornuftig og dydig Kone mange Aar deref¬
ter til vores største Fornøyelse.
Der blev og strax gjort Anstalter til
Frøiken S?? og Hr. D deres Bryllup,
og Frøikenen med sin Kiereste Hr. D?? tog
hendes Fædrene Gods i Besiddelse, og Ma¬
dame Ko? og jeg forblev hos dette saa lige.
dydige Ægte=Par; thi vi kunde ingenlunde
taale hinandens Skilsmisse.


233
Saaledes blev Dyden belønnet.
Den Ufornuftige blev forstandig, og
den største Straf fulgte paa de af¬
skyeligste Laster.
Vi tænkte idelig paa Frøikenens Drom,
og brugte den største Varlighed og Forsig¬
tighed i alle vore Forlystelser.
Vi fornøyede os meest med Jagten, og
at spadsere i Marken, og med at betragte
Jordens Frugtbarhed og store Herlighed, som
gav os de største og kiendeligste Prover paa
en høyere Kraft, som virkede alt dette.
Vi omgikkedes og særdeeles gierne med
Hyrderne, som levede saa fornøyede i deres
rolige og stille Hyrde-Stand, og mærkede
slet intet til ald den Bulder, som var rundt
om dem i den uroelige Verden.
Dog var der en Hyrde, som var ret at
beklage efter sine egne Tanker; hvorfore han
og bejamrede sig for os, hver Gang vi tal¬
te med ham. Aarsagen til hans Misfornøy¬
else skal jeg have den Ære at fortælle Dem:
Denne gamle Hyrde havde en smuk ung Dat¬
ter, som han gierne vilde have seet forsørget
og gift imedens han levede; men hun var


239
ingenlunde at overtale til Ægtestanden, uag¬
tet hun havde haft mange Friere af adskilli¬
ge Stænder, ja, endog dem, som vare over
hendes Stand. Vi trøstede denne gode gam¬
le Hyrde, at hans Datter, var vel ikke an¬
derledes sindet end alle andre af hendes Kiøn,
der dog engang lader sig overtale. Ney,
sagde Hyrden og sukkede, jeg maatte snart
tvivle om min Datter, at hun ikke er et ret¬
skaffen Fruentimmer; thi hun er hverken med
Gode eller Onde at formaae til Ægtestane
den. Vi maatte ret lee ad denne stakkels
Mand, og trøstede ham som sædvanlig at
hans Datter lod sig nok overtale. Hvilket
og skeede; thi da hun havde havt adskillige
Beylere, var hun saa fornuftig at vælge den
beste og retteste, saadan en som svarede til
hendes egen Stand, Sind, Alder og Dyd.
Vi fornøyede os ret over dette fornufti¬
ge Val, og Madame D forhen Frøiken
S¬ sagde, det var at ønske, at alle vilie væl¬
ge saa fornuftig, som denne lille Hyrde=Pige,
saa bleve mange Ægteskaber lyksaligere end de
ere; thi mange gifter sig med Standen i steden
for Manden, og med Guldet i steden for
Personen.


24o
Disse ædle Venner bade mig at jeg vil¬
de skrive disse faa Historier og Tildragelser,
hvilket jeg ey kunde nægte dem, uagtet at
jeg kiendte mine slette Gaver til at udpynte
en Historie.
Da jeg saaledes havde skrevet disse Hi¬
storier, syntes mig at Barnet burde have et
Navn, hvorfore jeg bad dem at nævne Bar¬
net. De loe ad mit Jndfald, og Mada¬
me Kr? som havde mange artige Jndfald,
svarede, at der laae ikke saa stor Magt paa
Barnets Navn som paa dets Naturel; men
saasom de fleeste af disse Historier, sagde hun,
er fortalt ved Thee-Bordet, saa kand man
jo kalde dem Thee-Border.
E ND¬ E.


