FORORD.

Disse Forelæsninger have vakt en ufortjent Opmærksomhed, som af deres
Forfatter kun kunde betragtes som smigrende og kjærkommen, ifald de
ikke samtidigt i adskillige Kredse havde fremkaldt en mindst ligesaa
ufortjent Uvillie, under hvis Tryk det ikke er let at arbeide i et saa
lille Samfund som vort. For at fjerne hvad der i denne Uvillie skriver
sig fra Misforstaaelser, fra Fordreielser og Overdrivelser, forsætlige
og uforsætlige, har jeg mod min tidligere Bestemmelse besluttet mig til
at udgive disse Forelæsninger saa hurtigt efter at de ere holdte, for
idetmindste ikke at blive ilde omtalt for hvad jeg ingensinde hverken
har sagt eller ment.

G. B.

Hr. Professor H. Brøchner tilegnes dette Skrift med Taknemmelighed og
Venskab af Forfatteren.

INDLEDNING.

Idet jeg begynder denne Række af Foredrag, føler jeg en Trang til at
anmode om Deres Overbærenhed. Det er første Gang jeg taler fra dette
Sted, og jeg medbringer alle Uerfarenhedens Mangler. Mine Evner og mine
Kundskaber ere lige ufuldkomne. Meget af hvad der herved kan støde Dem
vil, tænker jeg, blive rettet ved Tid og Øvelse. Med Hensyn derimod til
mine Grundanskuelser, mine ledende Principer og Ideer forlanger jeg
ingen Overbærenhed som helst som helstA . Hvad der i denne Henseende
maatte støde Dem, vil ikke blive forandret. Jeg anseer det for en Pligt
og for en Ære at hylde de Principer, til hvilke jeg bekjender mig,
Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir.
Efter disse faa Ord, sagte eengang for alle, udbeder jeg mig Deres
Opmærksomhed for hvad jeg har at sige.

Den centrale Gjenstand for disse Foredrag er den Reaction, som det
19de Aarhundrede i sine første Aartier førte mod det 18des Litteratur
og denne Reactions Overvindelse. Denne historiske Begivenhed er
efter sit Væsen europæisk og kan kun forstaaes ved en sammenlignende
Litteraturbetragtning. Det er derfor en saadan jeg vil forsøge, idet
jeg bestræber mig for paa eengang at forfølge visse Hovedbevægelser i
den tydske, franske og engelske Litteratur, som i dette Tidsrum ere de
vigtigste. Den sammenlignende Litteraturbetragtning har den dobbelte
Charakter at nærme det Fremmede til os saaledes, at vi kunne tilegne os
det, og at fjerne vort Eget fra os saaledes, at vi kunne overskue det.
Man seer hverken hvad der ligger Øiet altfor nær eller altfor fjernt.
Den videnskabelige Litteraturbetragtning rækker Dem ligesom en Kikkert,
hvis ene Side forstørrer og hvis anden Side formindsker. Det gjælder
om at bruge den saaledes, at vi med den corrigere det naturlige Syns
Illusioner. Hidtil have de forskjellige Nationer i litterær Henseende
staaet hinanden temmelig fjernt og kun i ringe Grad vist sig i Stand
til at tilegne sig hinandens Frembringelser. Vil man have et Billede
af Forholdet som det er eller var, maa man tænke sig den gamle Fabel
om Ræven og Storken. De husker, at Ræven bød Storken til Gjæst, men
den anrettede alle de lækre Sager, den frembar, paa en flad Tallerken,
saaledes at Storken med sit lange Næb næsten Intet kunde faae fat paa.
De husker ogsaa, hvorledes Storken hævnede sig. Den anrettede sine
flydende og faste Spisevarer i en høi langhalset og smalhalset Vase,
hvori vel Storkens lange Næb, men ikke Rævens spidse Snude kunde trænge
ned. Saaledes have i lange Tider de forskjellige Nationer vexelvis
været Ræv og Stork for hinanden. En stor Del af det æsthetiske Studiums
Opgave er og har været at anrette Storkens Kjøkken paa Rævens Service og
omvendt.

Et Folks Litteratur fremstiller, naar denne Litteratur er fuldstændig,
dets Anskuelsers og Følelsers hele Historie. Store Litteraturer, som
Englands og Frankrigs, indeholde saaledes et tilstrækkeligt Antal
Documenter, til at man ud fra dem kan bestemme, hvorledes det engelske
og franske Folk i enhver historisk Periode har tænkt og følt. Andre
Litteraturer, som f. Ex. den tydske, der først ret begynder midt i
forrige Aarhundrede, ere formedelst deres Ufuldstændighed meget mindre
interessante. Endnu mere gjælder da dette om en saa sen Litteratur
som vor egen. At studere det danske Folks hele Følelsesliv igjennem
den er ikke muligt; dertil har den altfor store Lacuner. Der gives
lange Tidsrum i vor Litteratur, der ikke have givet sig tilkjende
ved noget poetisk eller psychologisk Manifest eller Mindesmærke af
nogen Betydning. Er der ellers i saadanne Tider blevet tænkt og
følt, saa vides det ikke nu. Men dernæst har det været vort lille og
afsidesbeliggende Fædrelands Uheld, at det ikke paa første Haand har
frembragt nogen stor europæisk Aandsbevægelse. Vi have ikke givet Stødet
til de store Forandringer, vi have undergaaet dem, naar vi ellers have
undergaaet dem. Vi faae f. Ex. Reformationens Ideer fra Tydskland,
Revolutionens fra Frankrig. Vor Litteratur er som et lille Kapel i en
stor Kirke, den har sit Alter, men Hovedalteret findes ikke her. Altsaa
ikke nok med, at der er Tider, om hvilke man ikke veed, hvorledes man
da har tænkt og følt; der er Tider, hvor man har tænkt og følt men paa
anden Haand, svagere og mattere end andensteds. Saaledes skeer det
da undertiden, at een af de store europæiske Bevægelser naaer os, en
anden ikke. Eet Løsen griber os, et andet ikke. Ja undertiden, naar vi
slet ikke have været med i Actionen, hvis brede Bølger først naaede
vore sandede Kyster som flade og matte, hændes det, at vi komme med i
Reactionen.

Et saadant Tilfælde troer jeg har fundet Sted i dette Aarhundrede. Det
har været mig paafaldende, og det er dette Indtryk som har foranlediget
mig til de Undersøgelser, som ville blive Gjenstand for mine Foredrag.

De vide Alle, hvilken uhyre revolutionær Bevægelse, der i Slutningen
af det 18de Aarhundrede brød ud over Verden, og hvilke Følger den
andensteds medførte i Politik og Litteratur. Nu vel! denne Bevægelse er
jo i alt Væsenligt slet ikke naaet til os. For at tage et Exempel: eet
af Revolutionslitteraturens Slagord var den frie Tanke. Men denne frie
Tanke, der andensteds optraadte i saa dristige Former og hidførte saa
gigantiske Resultater, kommer til os kun i den ynkeligt afblegede Form
af theologisk Rationalisme. Hegel har sagt de smukke Ord: »Saalænge
Solen stod paa Firmamentet, og saalænge Planeterne dreiede sig om
Solen, var det ikke blevet seet, at Mennesket havde stillet sig paa den
rene Tanke, man kunde sige stillet sig paa Hovedet og havde søgt at
omforme og opbygge hele Virkeligheden efter sit Hoved. Alle tidligere
Revolutioner havde havt locale Formaal, først denne vilde omskabe
Menneskeheden.« Man kan ikke nægte, at vi Danske iagttog Decorum, vi
stillede os ikke paa Hovedet. Men da nu denne mægtige Action, fremkaldt
af den menneskelige Tankes Seirsbevidsthed, den rene Tankes Fanatisme,
som enhver stor Strøm, der gaaer over sine Bredder, havde fremkaldt
Modforholdsregler og Reaction, da kom vi med i Reactionen. I alle vore
litterære Bevægelser i dette Aarhundredes Begyndelse, i Oehlenschlägers
Poesier, i Grundtvigs Prædikener, i Mynsters Taler og Ingemanns Digte er
der et stærkt Element af Reaction mod det 18de Aarhundrede. At en saadan
Reaction kom, var berettiget og naturligt. Men hvad jeg vilde forsøge at
vise Dem som uberettiget og unaturligt, det er, at denne Reaction endnu
vedvarer hos os saalænge efter at den andensteds forlængst er ophørt og
overvunden.

Lad os forstaae hinanden. Reaction som saadan er langtfra eet med
Tilbageskridt. Langtfra! Tvertimod! en sand, supplerende, corrigerende
Reaction er Fremskridt. Men en saadan Reaction er kraftig, kort og
stagnerer ikke. Efter i nogen Tid at have bekjæmpet den foregaaende
Periodes Excesser, efter at have fremdraget, hvad den trængte tilbage,
optager en følgende Periode den foregaaendes Gehalt, forsoner sig med
den og fortsætter dens Bevægelse. Dette er hvad her ikke er skeet. Naar
en Stok er bleven bøiet til een Side, gjør man den ret ved at bøie
den til den anden Side — men man bliver ikke ved dermed. Hin Reaction
mod det 18de Aarhundrede fortsætter sig sendrægtigt, trevent, med
Afbrydelser, men den synes ikke at ville tage nogen Ende, og Følgen
er, at vor Litteratur er sunken sammen i en Døs, der snart begynder
at forundre os selv. Det er derfor jeg fik Lyst til at skildre Dem,
hvorledes en Reaction ja den samme Reaction andensteds har faaet Ende.

Hvad jeg vil skildre Dem er en historisk Bevægelse, der ganske har et
Dramas Charakter og Form. De sex forskjellige Litteraturgrupper, som det
er min Agt at fremstille for Dem, have fuldstændig Charakteren af sex
Akter i et stort Drama. I den første Gruppe, den franske af Rousseau
inspirerede Emigrantlitteratur, begynder Reactionen, men her ere de
reactionære Strømninger endnu overalt blandede med de revolutionære.
I den anden Gruppe, Tydsklands halvkatholske romantiske Skole, er
Reactionen i Stigen, den gaaer videre, den holder sig fjernere fra
Friheds- og Fremskridtsbestræbelserne i Samtiden. Den tredie Gruppe
endelig, som dannes af Forfattere som Joseph de Maistre, som Lamennais i
dennes orthodoxe Periode, som Lamartine og Victor Hugo i den Tid, hvor
de under Restaurationen endnu vare Legitimisternes og de Clericales
bedste Støtter, betegner den heftige, den triumpherende Reaction. Byron
og hans Omgivelser danne den fjerde Gruppe. Denne ene Mand frembringer
Omslaget i det store Drama. Den græske Frihedskrig udbryder, et frisk
Pust farer hen over Europa, Byron falder som Helt for den græske
Sag og hans Heltedød gjør et uhyre Indtryk paa alle Continentets
Forfattere. Kort før Julirevolutionen slaae da alle Frankrigs store
Skribenter om, de danne den femte Gruppe, Frankrigs romantiske Skole,
og den nye liberale Bevægelse betegnes ved Navne som Lamennais, Hugo,
Lamartine, Musset, George Sand o. m. fl. Og da nu Bevægelsen fra
Frankrig gaaer over til Tydskland, seire de liberale Ideer ogsaa i dette
Land, idet den sjette og sidste Gruppe af Forfattere, jeg vil skildre,
inspireres af Frihedskrigens og Julirevolutionens Ideer og, ligesom de
franske Digtere, i Byrons store Skygge see Frihedsbevægelsens Fører.
De vigtigste af disse unge Forfattere ere som Heine, Börne og senere
Auerbach af jødisk Afstamning.

Jeg troer, at vi af dette store Drama kunne uddrage en Lære for os
selv. Vi ere nemlig denne Gang som sædvanlig en 40 Aar tilbage for
Europa. For længe siden har i hine store Hovedlandes Litteraturer
Revolutionsstrømmen optaget sine Bifloder og sprængt de Diger, der
opkastedes paa dens Vei, den er bleven ledet ind i Tusinder af Canaler.
Vi arbeide endnu paa at standse den og opholde den i Reactionens Sump.
Men vi have kun opnaaet at standse vor Litteratur.

Det vil vel neppe være vanskeligt at opnaae Enighed om, at den danske
Litteratur ingensinde i dette Aarhundrede har befundet sig i en saadan
Hendøen som i vore Dage. Den poetiske Production er saagodt som
fuldstændigt standset, og intet Problem af almindelig human eller social
Natur formaaer at vække nogen Interesse eller fremkalde anden Discussion
end Dagspressens og Døgnlitteraturens. En stærk original Productivitet
have vi ikke nogensinde besiddet, nu er en næsten fuldstændig Mangel paa
Tilegnelse af fremmed Aandsliv traadt til, og den aandelige Døvhed har
som Døvheden hos den Døvstumme medført Stumhed.

Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter
Problemer under Debat. Saaledes sætter f. Ex. George Sand Ægteskabet
under Debat, Voltaire, Byron og Feuerbach Religionen, Proud’hon
Eiendommen, den yngre Alexander Dumas Forholdet mellem de to Kjøn og
Emile Augier Samfundsforholdene. At en Litteratur Intet sætter under
Debat er det samme som, at den er ifærd med at tabe al Betydning. Det
Folk, som frembringer den, kan da længe nok troe, at al Verdens Frelse
vil komme fra det, det vil see sig skuffet i sin Forventning; det bliver
ikke mere et saadant Folk, som styrer Udvikling og Fremskridt, end Fluen
gjorde det, da den mente at drive Vognen frem, fordi den nu og da gav
dens 4 Heste et ubetydeligt Stik.

I et saadant Samfund kan mange Dyder være bevarede, det krigerske Mod
f. Ex., men disse Dyder kunne ikke holde Litteraturen oppe, naar det
intellectuelle Mod er sunket og forsvundet. Al stagneret Reaction er
tyrannisk, og naar et Samfund efterhaanden har udviklet sig saaledes,
at det under Frihedens Maske bærer Tyranniets Træk, naar der til den
offentlige Ytring af enhver hensynsløst frisindet Anskuelse eller
Skildring er knyttet en Adgangsformening fra Samfundet, fra den agtede
Del af Pressen, fra en stor Del af Statens Embeder, saa vil der
naturligvis udfordres langt ualmindeligere Betingelser end ellers til
at danne den Art Evner og den Art Charakterer, paa hvilke i et Samfund
Fremskridtet beroer. Ifald et saadant Samfund nu udvikler en Art Poesi,
da kan man ikke altfor meget undres over, at dens væsentligste Indhold
bliver det at forhaane Samtiden og skamme den ud. En saadan Poesi vil
atter og atter kalde Samtidens Menneske Usling, og man vil maaskee
opleve, at de Skrifter, som berømmes og kjøbes mest (Ibsens »Brand« f.
Ex.) blive dem, i hvilke Læseren først med en Art Rædsel, senere med en
Art Vellyst ret maa føle, hvilken Orm han er, hvor ussel og hvor modløs.
Man vil maaskee ogsaa opleve, at Ordet Villie bliver Stikordet for en
saadan Slægt, at den raaber med Villies-Dramer og Villies-Philosophier.
Man forlanger det, man ikke har. Man raaber paa det, som man bitrest
savner. Man raaber med det, hvorefter Efterspørgslen er størst. Men man
vilde trods Alt tage feil, ifald man pessimistisk mente, at der i en
saadan Slægt var mindre af Mod, Besluttethed, Begeistring og Villie,
end i Gjennemsnittet af saamange andre. Der er lige saa meget Mod og
Frisind, men der behøves mere. Thi naar Reactionen i en Litteratur
trænger de nye Tanker tilbage, og naar det Samfund, af hvilket den
er udgaaet vel at mærke ikke, som det engelske f. Ex., daglig har
maattet høre sig beskyldt, forhaanet ja forbandet for sit Hykleri og
sin Convenients, men tvertimod er overbevist om sin Frisindethed og
dagligt i den Anledning faaer et Røgelsekar svunget under sin Næse, da
udfordres der hos dem, der maaskee ellers kunde bibringe Litteraturen
nyt Blod, særegne Egenskaber og særegne Vilkaar. En Soldat behøver intet
ualmindeligt Mod for at turde skyde paa Fjenden dækket af en Jordvold,
men har man først ført ham saa slet, at han ingen Dækning finder, da
undre man sig ikke over, at Modet forgaaer ham.

En Combination af forskjellige Aarsager har bevirket, at vor Litteratur
i ringere Grad end de større har arbeidet i Fremskridtets Tjeneste.
Selv Omstændigheder, der have begunstiget Udviklingen af vor Poesi,
have her været os i Veien. Jeg vil saaledes fremhæve et Træk af
Barnlighed i Folkecharakteren. Vi skylde denne Egenskab vor Poesies
næsten enestaaende Naivetet. Naivetet er den i eminent Forstand
poetiske Egenskab og man gjenfinder den hos næsten alle vore Digtere
fra Oehlenschläger over Ingemann og Andersen til Hostrup. Men Naivetet
er ikke nogen revolutionær Tilbøielighed. Jeg vil dernæst fremhæve
vor Litteraturs stærkt abstracte Idealisme. Den handler ikke om
vort Liv, men om vore Drømme. Denne Idealisme har som Idealismen og
Virkelighedsskyen i alle Litteraturer sin Aarsag i, at vor Poesi
udviklede sig under en politisk ussel og nedbrudt Tilstand som en Art
Trøst i den reale Gjenvordighed, som en Art aandelig Erobring, der
skulde trøste for de materielle Tab. Men den har bevaret en sørgelig
Mangel som Minde derom.

Det hænder undertiden den Danske i Udlandet, at en Fremmed efter nogle
Samtaler om Danmark retter det Spørgsmaal til ham: »Hvorledes kan man
lære Deres Lands Bestræbelser at kjende? Har Deres Samtids Litteratur
udviklet en eller anden haandgribelig og letfattelig Type?« Den Danske
vil være i Forlegenhed med Svaret. De vide Alle saa omtrent, hvilken
Art og Klasse af Typer det var, som det 18de Aarhundrede testamenterede
til det 19de. Lad os nævne et Par af Hovedrepræsentanterne for et
enkelt Lands Vedkommende, for Tydsklands. Der er Nathan den Vise,
Oplysningsperiodens Ideal, det vil sige Tolerance, ædel Humanitet og
gjennemført Rationalisme. Man kan neppe sige, at vi have fastholdt
dette Ideal eller ført det videre, som det f. Ex. skete i Tydskland
ved Schleiermacher og siden ved saa mange Andre. Det er Mynster, som
var vor Schleiermacher, men De veed, hvilken Afstand der er mellem
Schleiermachers Liberalitet og hins Orthodoxi. Og Skridt for Skridt
have vi fjernet os fra Rationalismen uden at optage den eller føre den
videre. Clausen var een Gang dens Ordfører, men han er det ikke mere.
Heiberg følges af Martensen og Martensens »Speculative Dogmatik« afløses
af den »Christelige Dogmatik«. I Oehlenschlägers Digtninge hersker endnu
et rationalistisk Pust, men Oehlenschlägers og Ørsteds Slægt avler
Kierkegaards og Paludan-Müllers.

Det 18de Aarhundredes tydske Litteratur overgav os endnu mange andre
poetiske Idealer. Der er Werther, Sturm und Drang-periodens Ideal, det
vil sige Naturens og Lidenskabens Kamp mod det vedtægtsmæssigt ordnede
Samfund, fremdeles Faust, selve den nye Tids og dens Erkjendelses Aand,
der, utilfreds med hvad Oplysningsperioden har indvundet, aner en
høiere Sandhed, en høiere Lykke og en tusindfold høiere Magt, der er
dernæst Wilhelm Meister, den humane Dannelses Type, der gaaer Livets
Skole igjennem og fra Lærling bliver til Mester, som begynder med at
jage efter Idealer flygtende fra Livet, men som ender med at finde
Idealet i Virkeligheden og for hvem disse to Betegnelser smelte sammen.
Der er Goethes Prometheus, som lænket til sin Klippe udtaler Spinozas
Philosophi i begeistrede og sublime Rhytmer. Der er endelig Marquis
Posa, Revolutionens ægte Incarnation, Frihedens DApostel og Prophet,
Type for den Slægt, der gjennem Oprøret mod alle domfældte Traditioner
vilde gjøre Fremskridtet muligt og Menneskeheden lykkelig. et er med
saadanne Typer bag sig, at vor danske Litteratur begynder. Fører den dem
videre? Man kan ikke sige det. Thi hvorpaa vilde Fremskridtet beroe? Det
beroer paa hvad der siden skete. Det er ikke blevet trykt i denne Form,
men jeg skal fortælle Dem det. En skjøn Dag, da Werther som sædvanlig
gik og fortvivlet sværmede for Lotte, faldt det ham ind at Baandet
mellem Albert og hende dog betød altfor lidt, og han erobrede hende
fra Albert. En skjøn Dag blev Marquis Posa træt af at præke Frihed ved
Philip den 2dens Hof for Tyrannens døve Øren, og han jog ham sin Kaarde
gjennem Livet —, og Prometheus reiste sig fra sin Klippe og ryddede
Olympen, og Faust, som var sunket i Knæ for Jordaanden, bemægtigede sig
hans Jord og undertvang den med Damp, med Elektricitet, med methodisk
Forskning.

Lad os see, i hvilken Skikkelse vor begyndende poetiske Litteratur
første gang giver sig Form. Denne Skikkelse er Aladdin og Aladdin vil
sige Poesiens og Naivetetens Ret til at være og Ret til at seire. Det
er en Poesi om Poesi, Poesien som hævder sin egen Ret, Poesien som seer
sig selv i Speil og undrende skuer sin egen Skjønhed, Noget hvormed
den ikke kan blive ved under Straf af at blive en slap og vellystig
Narcissus. Og endnu et Træk: Aladdin er Geniet, og med den guddommeligt
begavede Aands hele sublime Dristighed detroniserer Oehlenschläger
Faustfiguren, gjør Faust til en Noureddin og lader denne Faust ende som
en Wagner. Jeg tilbageholder ethvert Udbrud af min næsten uindskrænkede
Beundring for dette Digt og fortsætter kun min Tankegang. Aladdin er
Geniet, men hvad Art Geni? Hvad er det for Genier, paa hvilke dette
Billede passer? Paa Aander maaskee som Oehlenschläger selv eller som
hans Samtidige Lamartine, men visselig ikke paa Aander som Shakspeare,
som Leonardo, som Michel Angelo, Beethoven, Goethe og Schiller, Hugo og
Byron, allermindst paa Napoleon, der maaskee mest umiddelbart har givet
Anledning til Aladdin. Thi Geniet er ikke den geniale Lediggjænger,
men den geniale Arbeider, og de medfødte Gaver ere kun Værktøiet, ikke
Værket.

Saa følge Figurer som Oehlenschlägers nordiske Helteskikkelser, Hakon,
Palnatoke, Axel, Hagbarth, Idealer af Kraft og Kjærlighed, der uden at
være frembragte med en saadan Phantasiens Styrke, at de blive antike,
dog staae Samtiden altfor fjernt til at have et virkeligt Forhold til
den. I al deres Skjønhed ere de for abstracte og ideale til mere end
ufuldkomment at afspeile den Tid, i hvilken de bleve til, og deres
praktiske Virkning paa Sindene er allerede derved stærkt begrændset,
at de jo forkynde sig som Fortids-Idealer. Det er ikke den moderne
Tids Sjælsindhold som i dem bliver formet; med Bevidsthed skrues
Psychologien tilbage og en Udrensning af alt egentligt og utvetydigt
Moderne forsøges. Det er lærerigt at sammenligne dem med Heltene paa et
samtidigt Theater, Victor Hugos. Disse staae maaskee poetisk tilbage.
Men man føler stærkere Pustet af en ny Tid naar man seer Victor Hugos
fnysende Plebeier skride over Scenen. Derfor blev ogsaa V. Hugos første
Tragoedier allesammen forbudne af den bestaaende Regjering, Noget som
aldrig er hændet een dansk, en Eiendommelighed, man kan udlægge efter
sine Sympathier enten som Tegn paa vor Poesies rent digteriske eller som
Tegn paa dens rent virkelighedsløse Charakter. Endnu ganske anderledes
abstracte, ja saa at sige blodløse blive Typerne i en Litteraturgruppe,
der slutter sig til Oehlenschlägers dramatiske Arbeider og behandler
vor Middelalder, efter at hine have behandlet vor Oldtid. Jeg mener
Ingemanns Romaner. Den Livserfaring og det Livsstudium, hvorpaa disse
Bøger ere grundede, Per yderst ringe. De beholde et andet Værd; men
til Livet have de lidet eller intet Forhold, skjøndt de høre til de
Bøger, der iøvrigt have havt størst praktisk Virkning. De tilhøre en
fra Skotland indført uheldig og nu opgiven Genre, den historiske Roman,
som frembragt af en fuldblods Tory var udgaaet fra en Aandstilstand,
der havde alle sine Idealer i Fortiden ligesom vor. aa en saadan
Aandstilstand prelle alle Aarhundredets store Begivenheder af. Den
græske Frihedskrig, hvis Udbrud andensteds giver Signalet til saa
uhyre litterære Begivenheder, som i Frankrig og Tydskland bliver hele
Skolers Bane og fremkalder nye Skoler, som bringer et helt Kuld af
Forfattere til at slaae om og træde i Oppositionens Tjeneste, efterlader
sig næsten intet andet Spor i Danmarks Poesi end hine berømte Linier
i »Kong Salomon og Jørgen Hattemager«: »Hvad mener Hr. Baronen vel om
Grækernes Affairer?« En Begivenhed som Revolutionen i Juli 1830 sætter
sig hos saa djærv, saa liberal en Aand som Poul Møller intet andet Minde
end hint forresten saa smukke og saa charakteristiske Digt »Kunstneren
mellem Oprørerne«, et Digt, der ved sin Loyalitet, sin æsthetiske
Ligegyldighed for Omverdenens Begivenheder, sin ubegrændsede Foragt
for alle Samfundsbevægelserne maler hele Epochen herhjemme. For Poul
Møller vare Revolutionerne virkeligt personificerede i »to frisindede
Drenge og en lam Redacteur«. Byrons det halve Aarhundrede beherskende
Poesi, som ved hans Heltedød forplantes Verden over, naaer ogsaa til
os, men kun Drapperiet tiltaler her, Tankerne og Typerne vogter man sig
vel for at tilegne sig. En af vore ædleste og skjønneste Digternaturer,
Biskopsønnen Frederik Paludan-Müller, tilegner sig Versemaalet, Rhytmen,
Stemningsvexlingen, den barokke Skiften mellem Pathos og Ironi i de
Byronske Epopeer, men kun for at benytte denne Form som Indklædning for
hele det traditionelle Tanke- og Følelses-Sæt. Han helder den gamle
Vin paa de nye Flasker og udvikler sin Poesi lidt efter lidt til et
begeistret Indlæg for asketisk Moral og den stiveste Orthodoxi. — Ifald
man tænkte sig et Land af Danmarks Størrelse bestyret som en Art China
og imaginerede sig en Lov, ifølge hvilken i en vis given Tid ingen
andre end theologiske Candidater skulde have Stemmeret i Litteraturen
eller faae Lov til for deres Landsmænd at bearbeide Indtrykkene udefra,
saa vilde det være et interessant Spørgsmaal at undersøge, hvori vel
en saadan Litteratur, forfattet af theologiske Candidater, vilde blive
forskjellig fra en stor Periode og Gruppe af vor.

Det synes som om det ikke skulde lykkes os at udtrykke noget Typisk i
anden Form end den abstract idealiserede og den abstract karrikerede.
Efter alle hine positive Figurer følger en Række negative Billeder.
Heiberg samler Charaktertrækkene fra alle sine Vaudeviller til et
Billede af den kjøbenhavnske Spidsborger i »En Sjæl efter Døden« og
Paludan-Müller skriver sit Mesterværk »Adam Homo«, strengt taget den
eneste virkeligt typiske og for en Fremmed lærerige danske Roman.
Den indeholder al den europæiske Reactionstids Slaphed og Usselhed
samlet som i en Essents. Adam Homo er Mennesket i Almindelighed, lad
saa være, men Mennesket fra Christian den 8des Tid. Samtidigt taber
den importerede philosophiske Bevægelse sig herhjemme, den begyndende
Hegelske Skole standser, Heiberg afløses af Kierkegaard og Lidenskaben
for at tænke af Lidenskaben for at troe. Den philosophiske Bevægelse
ophører foreløbig uden at have afsat nogen Bog endsige noget Værk, og
den ethisk religiøse Bestræbelse, som begynder, faaer sin Parallel og
sin Fortsættelse indenfor Poesien. En Gruppe skjønne, men barnlige
Bondenoveller, vort Aarhundredes Hyrdescener, følge den religiøse
Strøm. Men høiere og høiere stiger Enthousiasmen for positiv Religion
og asketisk Moral. Man overbyder hinanden i at optaarne Idealer, ud fra
hvilke Virkeligheden kun øines som et fjernt sort Punkt.

Hvori er Strømningen udmundet? I Skikkelser som Paludan-Müllers Kalanus,
der i Ekstase opbrænder sig selv paa Baalet, og som Ibsens Brand, hvis
Moral gjennemført vilde føre Halvdelen af Menneskene til at sulte ihjel
af Kjærlighed til Idealet.

Og der ere vi endte. Intetsteds Europa over saa exalterede Idealer
og ikke mange Steder et plattere aandeligt Liv. Thi man maa dog være
yderligt naiv for at troe, at vort Liv svarer til hine Typer. Saa stærk
har Strømningen været, at selv en saa revolutionært anlagt Natur som
Ibsens er bleven inddraget i den. Er »Brand« Revolution eller Reaction?
jeg skal ikke kunne sige det, saa meget har dette Digt af begge Dele.

Det forrige Aarhundredes to store Grundtanker vare disse: i Videnskaben
den frie Forskning, i Poesien Humanitetens frie Udfoldelse. Hvad der
ikke bliver i denne Strøm, det glider ned ad Decadencens og tager
Veien til Byzants. Thi udenfor denne Bevægelse ere alle Bevægelser
byzantinske. I Videnskaben byzantinsk Skolastik, i Poesien Legemer og
Aander, der ikke ligne Legemer og Aander, ensformige og abstracte.

Giv en Sirius-Beboer, der kun har gjennemlæst vor klassiske moderne
Poesi, et Par moderne udenlandske Dramer ihænde, f. Ex. Alex. Dumas's
»Le fils naturel«, Emile Augiers »Le fils de Giboyer« og »Les
effrontés«, og han vil gjøre Bekjendtskab med utallige Samfundstilstande
og Samfundsproblemer, som han ikke kjendte, fordi de, skjøndt de
existere i vort Samfund, ikke existere i vor Litteratur. Thi til det
moralske Raseri svarer som Modstykke det moralske Snerperi. Hvad
have vi gjort af hint første Opsving, da man herhjemme som overalt
ved Aarhundredets Begyndelse første Gang skimtede en Poesi bag de
3 Enheder, en Guddom bag Treenigheden, en Kjærlighedens Lykke bag
det conventionelle Ægteskab, en Sandhed bag Dogmerne, en Lighed
bag Kasteadskillelsen og Standsinddelingen, en Frihed høit over
Convenientsens og Selskabets og Samfundsmoralens Tvang!

Oehlenschläger emanciperede vor Poesi fra Nytteperiodens Moral. Han
seirede skjøndt efter en Kamp og Poesien blev fri. Heiberg bragte
Logiken i ligesaa stor Ære som den, hvori Poesien stod, han emanciperede
den æsthetiske Kritik fra Følelsesraisonnementet og erobrede et nyt
Terrain for Philosophien. Saa kom de første Fordringer paa politisk
Frihed. Men Bannerførerne i Litteraturen svarte: Hvad raabe I paa
politisk Frihed, den sande Frihed er Villiens egen indre Frihed; at
vinde den er jer altid tilladt, og den anden er, naar hin er givet, uden
al Betydning.

Og man skrev store metaphysiske Afhandlinger om Villiens Frihed,
Determinisme og Afsindighed; men man opnaaede dog ikke at berolige
Gemytterne og vi fik politisk Frihed. Mon ikke Betingelsen for et
Fremskridt paany vilde være det, at Løsenet atter blev Frihed:
Aandsfrihed, at man istemmede: vi ville den frie Tanke og den frie
Humanitet. Det vil da ikke nytte, at man svarer: »Hvad raabe I paa
Frihed, I have jo al den, I kunne ønske,« og man mener den politiske
Frihed. Man vil ikke erklære sig tilfreds med den. Det er ikke saameget
ydre Love, der behøve at forandres, om end ogsaa de, som det er den hele
Samfundsbetragtning, som den yngre Slægt fra Grunden af maa omforme og
oppløie, før en ny Litteratur kan skyde op. Hovedarbeidet vil blive
gjennem en Mangfoldighed af Canaler at lede de Strømninger, som have
deres Udspring i Revolutionen og Fremskridtsideerne, herind og at
standse Reactionen paa alle de Punkter, hvor dens Opgave historisk er
endt.

 EMIGRANTLITTERATUREN.

Det var Franskmændene, som ved det 18de Aarhundredes Slutning
revolutionerede de politiske Tilstande og Sæderne. Det var Tydskerne,
som reformerede de litterære Ideer. Frankrig har fra Arilds Tid af
frembudt Modsætningen af at være et Land, der paa samme Tid, som det
i alle ydre Forhold holder af Forandring og, naar det giver denne sin
Tilbøielighed Luft, sjeldent forstaaer at holde Maal eller Grændse,
i litterær Henseende er i høi Grad stabilt, anerkjender Autoriteter,
underholder et Akademi, sætter Maal og Grændse over Alt. Man havde
i Frankrig styrtet Regjeringen, hængt og forvist de ilde sete
Aristokrater, indført Republiken, ført Krig med Europa, afskaffet
Christendommen, indført Dyrkelsen af et høieste Væsen, afsat og indsat
en halv Snes Fyrster, før man faldt paa at ville Alexandrinerverset
tillivs, før man vovede at røre ved Corneille's og Boileau's Autoritet
eller tvivle paa, at Overholdelsen af de tre Enheder i Dramet var
absolut nødvendig for at redde Smagen. Voltaire, der ikke har Respect
for Meget mellem Himmel og Jord, respecterer Alexandrinerne. Han
vender op og ned paa hele Traditionen, han bruger Tragoedien som et
Angrebsvaaben imod de Magter, hvis bedste Støtte den før ham havde
været: Kongemagten og Kirken, han udelukker i flere af sine Sørgespil
Kjærligheden, som hidtil var anseet for Hovedsagen i en ret Tragoedie,
han efterligner den af hans Landsmænd ringeagtede Shakspeare, men han
vover ikke at berøve Verset en Fod, at forandre det Ringeste i den
overleverede Rimstilling eller at lade Handlingen vare mere end fire og
tyve Timer eller lade Begivenheden foregaae paa to forskjelligt benævnte
Steder i et og samme Stykke. Det koster ham mindre Overvindelse at
slaae Kongerne Scepteret af Haanden og Præsterne Masken fra Ansigtet
end at respectere den traditionelle Dolk i Melpomenes Haand og den
traditionelle Maske for hendes Ansigt.

Det blev et andet Folk end det franske, det Folk, hvilket Voltaire
haanligt havde ønsket mere Aand og færre Consonanter, som reformerede
Litteratur og Poesi. Det var Datidens Tydskere, de skikkelige Folk,
om hvilke man i Frankrig neppe vidste mere, end at de drak deres Øl,
røg deres Pibe og spiste deres Surkaal i Kakkelovnskrogen, at de
fredelig lode sig plage af en Snes stupide Smaatyranner, at de uden
nogensomhelst urimelig Lighedsiver i dybeste Ærbødighed gave deres
Foresatte Titler som »Rath« og »Graf« etc., at de kun førte Krig for at
faae Bank, at de ellers levede patriarchalsk med deres Ægtehalvdele,
der som sande Rugemaskiner stedse frembragte Børn i stadig Tilbedelse
af Frembringeren, dem var det, som i Ideernes Verden gjorde større
Erobringer end Franskmændene foretoge paa Jorden, idet de skjænkede
Verden en ny Metaphysik, saa dyb og saa rig, som den ikke var seet siden
Aristoteles's og Nyplatonikernes Tider, en ny Poesi, den skjønneste,
siden Shakespeares Tid, og dem var det, som grundlagde en ny Behandling
af Historien, Mythologien og Poesien; thi hos dem havde intet Andet
været frit end Tanken alene.

Af Tydskland er derfor den Litteratur stærkt paavirket, som ved
Aarhundredeskiftet udviklede sig i Frankrig, ligesom overhovedet Folkene
først nu ret begynde at træde i uafbrudt aandelig Forbindelse med
hverandre. De store Omvæltninger, Republikens og Keiserdømmets Krige,
der tumlede alle Europas Folkeslag mellem hverandre, lærte dem paa
samme Tid at kjende hverandre. Men grundigst paavirket af de fremmede
Omgivelser blev dog den Klasse af Mennesker, der ved alle hine store
Begivenheder saa sig tvunget til et fast og langvarigt Ophold udenfor
Fædrelandet. Den Indflydelse af en fremmed Aand, som var flygtig og
forbigaaende paa Soldaten, blev varig og betydningsfuld paa Emigranten.
Den franske Emigrant nødtes til at lære det fremmede Sprog paa en mere
end overfladisk Maade, om ei af anden Aarsag saa for i det fremmede
Land at kunne give Undervisning i sit eget Sprog. Fra intelligente
franske Emigranter udbredte da en ny Aand sig over Frankrig, og heri
ligger det, at det nye Aarhundredes Litteratur i dette Land begynder som
Emigrantlitteratur.

Emigranten er efter sit Væsen oppositionel. Men hans Opposition har en
forskjellig Charakter, eftersom det er Rædselsherredømmet eller det
absolute Keiserdømme, mod hvilket han opponerer, og hvis Magt han har
undflyet. Meget ofte har han undflyet dem begge, og hans Bevæggrunde
til Opposition ere da af blandet Natur; han har f. Ex. Sympathier
for Revolutionen i dens første Skikkelse og en heftigere Uvillie mod
Keiserdømmet end mod Terrorismen; men af hvad Natur end Blandingen er,
vil man allerede paa dette Punkt kunne ane den dobbelte Strømning i
Emigrantlitteraturens Productioner. Umiddelbart reagerer den mod det
18de Aarhundredes Litteratur, dens Overdrivelser og dens Udskeielser,
men ligefuldt er der i Frembringelserne en Understrøm, som fortsætter
Hovedstrømningen fra det 18de Aarhundrede; saaledes overalt: hos
Chateaubriand, hos Sénancour, hos Constant, hos Mme de Staël, og det
er paa dette fine Vexelforhold mellem Reaction og Fremskridt jeg fra
NBegyndelsen af vil bede Dem om at være opmærksom. aar man taler om det
18de Aarhundredes Aand er det almindelig Voltaires Navn, der kommer
En paa Læben; det er ham, der samler, resumerer og repræsenterer den
hele Tidsalder: forsaavidt Emigranterne reagere imod ham, kunne de
siges at betegne Reaction mod det foregaaende Aarhundrede. Men der er
jo blandt det 18de Aarhundredes Forfattere en, der i Storhed næsten
er Voltaire lig og hvis Virksomhed strækker sig langt ud over hans
egen Levealder; ham er det, som inspirerer Emigrantlitteraturen og til
hvem den trods al udenlandsk Paavirkning paa ethvert Punkt lader sig
føre tilbage, og forsaavidt den nedstammer fra Rousseau og fortsætter
Rousseau, kan den siges at fortsætte det foregaaende Aarhundrede og
Revolutionen. Til Rousseau vise i Virkeligheden næsten alle det 19de
Aarhundredes store litterære Bevægelser tilbage. Fra ham udgaae i
Tydskland Herder, Kant, Fichte, Jacobi, Goethe, Jean Paul, Schiller
og Tieck, i Frankrig Saint-Pierre, Robespierre, Chateaubriand, Mme
de Staël, Diderot og George Sand; fra ham udgaaer i England En, hvis
Navn tæller som Hundredes: Byron. Medens Voltaire især virker paa
Aanderne i Almindelighed, er Rousseaus Indflydelse aldeles overveiende
paa de fremragende Talenter, paa Forfatterne. Skiftevis have efter
deres Død hine to store Mænd behersket Eftertiden. Voltaire afgav ved
Aarhundredets Begyndelse Scepteret til Rousseau, saa indtraf efter 1848
en Periode, i hvilken Voltaire paany har fravristet Rousseau Herredømmet
over Sjælene, i Frankrig idetmindste, og i dette Lands mest fremragende
moderne Skribenter, som Ernest Renan f. Ex., finder man den dobbelte
Aandsretning endelig sammensmeltet, Rousseau's Aand multipliceret med
Voltaires. Men i Rousseau’s Skrifter alene er det, at næsten enhver
af de store fra Udlandet kommende Strømninger, som ved Aarhundredets
Begyndelse fra Tydskland og England bryde ind over Frankrig, have deres
Kildespring, og Rousseau er det, hvem det skyldes, at den Litteratur,
som af Franske frembragtes i Udlandet, under al sin Opposition imod den
Aand, af hvilken det absolute Keiserdømme fremgik, bevarede et Forhold
til det 18de Aarhundrede og havde oprindeligt franske Forudsætninger at
støtte sig til.

I. [Chateaubriands Le génie du christianisme og Rousseaus La nouvelle
Héloïse]

Lad os tage et enkelt af de reactionære Hovedværker til Exempel.
Hvad det 18de Aarhundrede havde villet tillivs var med eet Ord
Middelalderen. For det var Middelalderen kun et andet Ord for Barbari
og Fanatisme; dets Exempel paa det Rædselsfulde var en Autodafee, paa
det Latterlige et Korstog. Deraf kom det, at man nu med Reactionens hele
Renegat-Begeistring vilde gjenindføre det Middelalderlige overalt, i
Stat, i Kunst, i Poesi og Religion. Samme Aar som Napoleon afsluttede
Concordatet med Paven og gjenindførte den christelige Cultus i Frankrig,
udgav Chateaubriand sit store Skrift »Le génie du christianisme«,
et af Reactionens første og reneste Producter, der i Strid med den
af Forfatteren tidligere, i hans Bog om Revolutionerne, udtalte
Overbevisning søger at gjøre Christendommens Sandhed indlysende ved
at paavise dens Skjønhed og derigjennem dens Brugbarhed for Poesi og
Kunst. Chateaubriand anstiller en vidtløftig Sammenligning mellem de
hedenske og de christelige Forfattere, foretrækker Tasso for Homer og
Saint-Pierre for Theokrit, og godtgjør, som man spottende har sagt, paa
en overbevisende Maade de religiøse Ideers Anvendelighed i Balletter
og Pantomimer. Han er ligesaa orthodox og bibelfast i Naturlæren som
i Æsthetiken. Men ligefuldt er det i dette Værk, i Bogens berømte og
glimrende Episoder, Atala og René, at det Nye brød frem.

Ved René vil jeg dvæle og forsøge en Paavisning af, at denne Hovedtype,
som paa saa mange Maader for os nutildags gjenkalder de fremmede
Litteraturer, er fransk i sin Afstamning og revolutionær ved sin
Herkomst og sin hele Charakter.

Det betydeligste Værk, Rousseau som Digter har frembragt, er »La
nouvelle Héloïse«. Det er denne Bog, som iøvrigt har en fjern Forgjænger
i Abbed Prévôts fortræffelige Fortælling »Manon Lescaut« og nærmere
Forudsætninger i Richardsons engelske Romaner, hvis Ideer som Frøkorn,
der bæres af Vinden, forplante sig til Tydskland og fremkalde »Werther«.
Wertherskikkelsen voxer, omdannes og bliver til Faust, og paany strømme
hine Tanker og Følelser tilbage over Frankrigs Grændse, og paa fransk
Grund kaldes Floden René.

Hvad var vel det Nye i Rousseaus »Héloïse«? Hans Stikord vare Natur
og Lidenskab, Natur og Dyd. Heri er der for os ikke noget Nyt. Bogens
Sujet er en Kjærlighedshistorie, og man havde i Frankrig skrevet mange
saadanne før. Det Nye bestaaer for det Første deri, at det er Rousseaus
»Héloïse«, som tager Livet af Galanteriet og dermed af den hele
classisk-oratoriske Periodes Opfattelse af Følelserne. Denne Opfattelse
er den, at alle ædle og fine Følelser ere Civilisations-Producter og
Elskov fremfor alle. Det er klart nok, at en vis Cultur er fornøden,
før en Følelse som Kjærlighed kan opstaae. Før den kvindelige Kjole var
til, var der ikke Kvinder, men kun Hunner, og før der var Kvinder, var
der ingen Kjærlighed. Ud fra denne i sig selv rigtige Tanke var hin
Tid, som man kalder Ludvig den Fjortendes, nu kommen til det Resultat,
at Alt, hvad der tilhyllede den nøgne Passion, ret egentlig adlede den
og gav den sit Værd. Jo mere tilsløret og omskrevet, jo mere forberedt
og antydet den var, des mindre brutal. Hin Tids Sæder og hin Tids
Litteratur var jo et Product af selskabelig Dannelse, og denne Dannelse
var kun de høieste Kredses.

Mændene fra Ludvig den 13des Tid havde travet i Regn og Slud,
pantserklædte paa jernklædte Heste ad opblødte Veie mellem Bjerge
og Floder. Derfor foretrak de og deres Sønner, da de forlod deres
gamle, afsides beliggende Ridder- og Røverborge for at begive sig til
Versailles, en regelmæssig Have for den vilde Skov, en udsøgt Etiquette
for Soldaterlivets Sprog, og i Tragoedien, i Dramaet og den lyriske
Poesi en sleben Form og civiliserede Følelser for Natur og Lidenskab.
Man naaede under denne Bestræbelse til en i Aandens Historie ukjendt
Høide. Vil man have et Exempel, da læse man en Roman som »Prindsessen
af Clèves«. Det er umuligt at finde større Finfølelse og en renere
Sands for Menneskenaturens Adel og de Former, hvortil denne Adel
forpligter. Eller man gribe, for at tage en fuldkommen Contrast til »La
nouvelle Héloïse« Marivaux's Theater. Medens man hos Crébillon fils
finder hint Samfunds geniale og dumdristige Frivolitet afbildet uden
Sky, giver Marivaux dets allerfineste Blomst, dets maniererte Ynde à
la Parmeggianino, dets hele Dannelse og Aand saa fuldstændigt og saa
typisk, at man kan gjenkjende Charakteren, da Alfred de Musset saa mange
Aar efter i sine smaa Comoedier gjenoptager Skildringen. De Elskende hos
Marivaux ere to Væsener af samme Opdragelse og vel at mærke af samme
Stand. Vi finde ikke her som i vort Aarhundredes Comoedier og Romaner
hine Patricierinder, der elske en Plebeier, eller Skikkelser som Lakaien
Ruy Blas, der nyder en Dronnings Gunst. Forklæder hos Marivaux en Gang
imellem Herren sig som Tjener, og Frøkenen sig som Soubrette, opdage de
strax hinanden igjennem Forklædningen. Disse to Væsener ere fremdeles
halvt naturlige, halvt kunstige; de ligne, som Paul de Saint-Victor har
sagt, hine Blomster, hvis Safter opstige fra Naturens Skjød, men hvis
Kronblade Gartnerens Kunst ved Krydsning har tegnet med vilkaarlige
Mynstre. De bære ikke Paryk, men deres Haar ere pudrede. De bære
Paradekaarder, men de forstaae at bruge dem. Deres Samtale er en stadig
Forsøgen og Undflyen, Avanceren og Retireren, lutter Hentydninger og
Halvheder, tusinde Omveie, maskerede Tilstaaelser og undertrykte Suk:
en Stil af Sølv og Silke. Tilstaaelsen svæver paa disse unge Pigers og
Enkers Læber, men den holdes tilbage i det Øieblik den vil undflye.
Elskerens Attraa taber sig i saa dyb en Følelse af Respekt, at han hvert
Øjeblik stammer, forplumrer sig og tier. Den fine Dame hos Marivaux
behøver heller ikke en udtalt Erklæring. Ligesom hun selv er behersket
og vogter sig for som en Skuespillerinde at give sin Lidenskab til Pris,
saaledes forstaaer hun et halvt Ord, en Skjælven i Stemmen og vender
sig bort fra Lidenskabens Superlativer, dens Skrig og Selvforglemmelse
som fra et stygt og blodigt Skuespil. Stykket staaer da halve og hele
Timer stille paa samme Punkt. Disse Naturer ere altfor zarte og følsomme
for os. De forekomme os besynderlige og absurde, vi see paa dem med
Curiositet, som man seer paa Mimoser blandt Planterne, men Mimoser
ere ikke unaturlige, kun besynderlige, og hine Personer ere skjøndt
maniererte ikke affecterte, thi deres Væsen er dem naturligt, og de
vilde være affecterte, ifald de busede paa. Det franske Ord Marivaudage
viser at Marivaux's Maneer har en stor Originalitet. Det er ikke enhver
maniereret Kunstner, hvem det lykkes at berige Sproget med et Ord ved at
testamentere det sit Navn.

Man har rettet mange forskjellige Beskyldninger imod hin Tidsalders
Kunst og Poesi. Man har sagt: den er ufolkelig, følgelig er den
umoralsk; thi i vore Dage er man tilbøielig til at sammensmelte disse to
Begreber. Men man bør ikke glemme, at indtil vore Dage har al udmærket
Kunst i Verden havt en aristokratisk Oprindelse, den, der opstod i Athen
ikke mindre end den, der opstod i Florents, medens de store demokratiske
Samfund som Nord-Amerikas endnu ikke have frembragt nogen Art af Kunst.
Man bør ikke forfalde til det Pedanteri at nedsætte al den Poesi, hvis
Modsætning naturnødvendigt maa behage Menneskene i vor Tid og vore
Samfund. En anden Indvending mod Kunsten paa Ludvig den 15des Tid er
den, at den er conventionel. Men den er ikke derfor at ringeagte. Al
Kunst i Verden er conventionel; naar Conventionen ikke støder os, ligger
det kun i, at vi have den altfor nær paa Livet til at stødes af den. Det
Conventionelle hos Marivaux strækker sig over hele hans Tidsalder.

Hin Tidsaand stempler et helt Aarhundrede. De gjenfinder den hos Mozart
i en Figur som Zerlinas, der ingenlunde er en Bondepige i Træsko, eller
af den Art som vore norske Bondenovellers, men coquet og allerkjæreste
med høihælede Sko og røde Hæle, med Schæferhat over Armen og en let Sky
af Pudder omkring sit Hoved. De gjenfinder den fremdeles i Watteau's
fortræffelige Malerier. De landlige Festers Maler, som han kaldtes,
har med fuldendt Geni forherliget og foreviget hin Tids lette Erotik.
Men vend, efter at have hørt Zerlina's Duet, efter at have betragtet
et Maleri af Watteau eller seet et Stykke af Marivaux, tilbage til
Deres Værelse og opslaa »La nouvelle Hélöise«, saa vil De føle en
Sphære-Forandring.

For Rousseau er Galanteriet latterligt. Som han i Alt foretrækker
Naturtilstanden, saaledes ogsaa i det Erotiske og Elskov i
Naturtilstanden er for ham en Lidenskab, uimodstaaelig og voldsom. Hvor
langt ere vi ikke her fra hine Marivaux’s delicate Sjælsstemninger
og zirlige Gestus, fra hine Scener, i hvilke den Knælende selv under
Knæfaldet ikke glemte en ulastelig Holdning, mens han trykte Spidsen af
en Handske til sine Læber! Saint-Preux, saa ridderlig og saa sædelig
som han er, er en Elektrisermaskine, ladet med Lidenskab, et Bytte for
Passionen, declamerende, voldsom, selvforglemmende, og hint første
Kys i Clarences Bosquet fremkalder et sandt Delirium, en Skjælven, en
Tilstand i Ild, som var Lynet slaaet ned, og idet Julie bøier sig mod
Saint-Preux og kysser ham, daaner hun paa Stedet og falder i en Afmagt,
der ikke som Paryktidens er et Coquetteri, men en Følge af Lidenskabens
altovervældende Magt hos det unge sunde Naturbarn.

Det andet nye Træk hos Rousseau er dette, at Saint-Preux og Julie ikke
ere Jævnlige. Hun er en fornem Mands Datter, han en fattig Huslærer,
en Plebeier. Som i »Werthers Leiden« er her med Elskovspassionen
forbunden den demokratiske Plebeiers Villie til at kjæmpe sig iveiret.
Man seer hvor megen Ret og Uret Napoleon havde, da han hin Dag
under sit Møde med Goethe bebreidede ham, at han i »Werther« havde
combineret Kjærlighedshistorien med Harmen over at være udstødt af det
aristokratiske Selskab. Man føler Taktikerens sikre Blik i denne Anke,
men man vil af det Anførte see, i hvor nær Forbindelse strax fra først
af Passionens Optræden i Litteraturen har staaet med det demokratiske
Elements. Med eet Ord Passionen selv er demokratisk, den aristokratiske
Erotik udvikler sig strax til Galanteri.

Det tredie betydningsfulde Træk i denne Bog er dette, at som Lidenskaben
træder istedenfor Galanteriet og Standsforskjelligheden istedenfor den
aristokratiske Kaste-Lighed, saaledes træder den moralske Følelse, en
af sædelig Overbevisning udsprungen Hævden af Ægteskabet istedenfor
den Ærbarhed, hvis eneste Aarsag var en aristokratisk Stolthed, en
Respect for sig selv, der i den aristokratiske Litteratur tjente som
Dyd, naar der ellers fandtes nogen Dyd. Dette Ord havde hidtil ikke havt
Cours. Det blev et Løsen for Rousseau og hans Skole, et Løsen som ikke
staaer i nogen Strid med det andet Feltraab: Natur, siden Dyden netop
for Rousseau er en Naturtilstand. Man har sagt, at i Frankrig havde
Ægteskabsbruddet under Ludvig den 13de været en Morskab, under Ludvig
den 14de en Regel, og at det under Regentskabet var blevet en Pligt.
Rousseau bød da Tidsaanden Spidsen ved at skrive en Bog til Ægteskabets
Forherligelse. Alligevel er han saa meget smittet af sin Tidsaand, at
Bogens Heltinde falder; men iøvrigt har Bogen den Lighed med »Werther«,
at ogsaa her den egentlige Elsker gaaer glip af Pigen, idet Heltinden
forenes med en »Albert«, der er ligesaa ulastelig som uinteressant. Det
er lærerigt at see en Type som Wolmar omdannes fra den ene Litteratur
til den anden uden at miste sit Præg; efter at have spillet Alberts
Rolle i »Werther«, dukker han op i vor egen Litteratur som Eduard i
»Forførerens Dagbog«.

Og saa endnu et Træk, det sidste. Løsenet »Natur« maa opfattes aldeles
bogstaveligt. For første Gang fremtræder paa Fastlandet den egentlige
Naturfølelse i Romanen og afløser Kjærligheden til Saloner og Haver.
Hvilken Afstand fra Sceneriet hos Marivaux og Watteau!

I hvilke Omgivelser stiller paa Ludvig den 15des Tid Poesi og Malerkunst
sine Personer?Hettner: »Litteraturgeschichte des 18ten Jahrhunderts«
passim. Hvad man under Ludvig den 14de havde tilstræbt i Bygningskunsten
var det Imponerende. Man ofrede endog ethvert Hensyn til Velvære og
Comfort for den kolde Pragtsyge og den stive Etiquette. Hvo der har
seet Ludvig den 14des Soveværelse i Versailles vil indrømme, sjeldent
at have seet et mere utaaleligt beliggende Sovekammer. Nu afløses de
ubeboelige og majestætiske Sale af »les petites maisons«, som enhver
Verdensmand da besad dem, i hvilke den lette Conversation og den yppige
Letfærdighed fandt sig lige vel tilpas. Derfor forsvinde i Architekturen
de store, simple Forhold, de rene og klare Massevirkninger. Stenens
Haardhed og Tyngde fornegtes, Liniens Strenghed brydes, Alt bliver rundt
og bølgende, alle Linier blive udsvævende og skeie ud. Barokstilen naaer
baade i Bygnings- og i Billedhuggerkunsten sit Høidepunkt. Overalt
forekomme uendeligt gjentagne Amorer og Gratier, ganske som paa Prent
i Voltaires »poésies fugitives«. I Haverne omfavner den bukkefodede
Pan slanke, hvide Nympher ved det kunstige Vandspring. I Malerkunsten
opstaae hine landlige Billeder, hvis fjerne Forbillede er Rubens's
Kjærlighedshave, men som istedenfor dennes brede Livsglæde og svære
Figurer have ligesom henaandede og fine Skikkelser i coquette Dragter og
istedenfor Rubens's djærve Sandselighed erotisk Leg, Leflen og Hvisken,
en Baggrund af skyggefulde Gange med stille Skjul, med yppige Statuer og
friske Grønsværtæpper.

Under Ludvig den 14de havde hele Dragten været stiv; man bar store
Opslag og Kraver, selv Kjole- og Vesteskjøderne vare afstivede,
Halskraven og Manchetterne stive, saa at ingen Fold kunde forandres;
den ubekvemme Allongeparyk nødvendiggjorde en gravitetisk Holdning.
Under Regentskabet gik Alting ud paa Tvangløshed og Lethed. Skjødernes
stive Foer forsvandt, istedenfor den store Allongeparyk traadte det
pudrede Haar, stivt friseret, saa at ingen nok saa hastig Bevægelse
kunde bringe det i Uorden; overalt i Dragt og Væsen paatog man sig
en vis Skjødesløshed. Man opholdt sig i Boudoirs. Som Thee og Caffe
indførtes fra Østerland, saaledes ogsaa den østerlandske Sopha, der
giver Crébillon fils Titlen til hans mest bekjendte og mest berygtede
Fortælling. Den bløde Lænestol fortrænger den høie, ubekvemme, i Ryggen
aldeles lige Armstol. Bohavet bestaaer af svære Silkegardiner, som
vellystigt dæmpe Lyset, af store Speile i Guldrammer, af rigtforzirede
Stueuhre, af yppige Malerier og snørklede Meubler. Hele Værelset dufter
af vellystig Parfume.

Lad os herfra kaste et Blik paa Sceneriet i »La nouvelle Héloïse«.

De veed hvor Rousseaus Statue nutildags staaer. Det er paa en lille Ø,
der ligger i Genfersøen, hvor dens Sydspids borer sig ind i Génève.
Denne Egn er en af de deiligste i Verden. Gaaer De lidt forbi Øen over
endnu en Bro seer De tydeligt Rhonen styrte sig brusende og skumhvid som
et Trollhättafald ud af Søen. Nogle Skridt endnu, og De seer dens hvide
Strøm løbe sammen med Arves graalige Snevand. Floderne løbe ved Siden af
hinanden, bevarende hver sin Farve. Langt borte seer De Montblancs hvide
Snespids mellem to mægtige Alperygge. Henad Aften blive disse Bjergrygge
mørke og over dem sees Sneen paa Montblanc glødende som blege Roser. Det
er som om Naturen havde samlet alle sine Modsætninger her. Selv i den
mildeste Aarstid mærker man, naar man nærmer sig de brusende hvidgraa
Bjergstrømme, en isnende Kulde. Paa en eneste Spadseretour føler man i
Læ hed Sommer, faa Skridt videre barskt Efteraar med bidende Vind. Man
gjør sig intet Begreb om Luftens kolde Friskhed og Styrke her. Kun Solen
minder om Syden og Stjernernes stærke Tindren ved Nat. Det seer ud som
hang de løse i Luften. Og Luften selv er, som var det et stærkt massivt
Legeme, man indaandede.

Seil da op ad Søen til Vevey! Bag Vevey Alpeskrænterne med de sydlandske
friske Træer og Vinhaver. Hinsides Søen de mørkeblaa uhyre Klippemure,
der lukke Udsigten ogsaa til Søens Sider, alvorlige, truende, mens
Solen leger med Lys og Skygge ned ad Bjergsiderne. Ingen Sø er blaa
som Genfersøen. Seiler man paa en smuk Sommerdag ned ad den, ligner
den blaat Atlask, der changerer i Guld. Dette Land er et Feeland, et
Drømmeland, hvori mægtige Bjerge kaste deres sorteblaa Skygger ned i
et himmelblaat Vand under en tindrende, straalende Sol, der mætter
Luften med sine Farver. Seil saa lidt længere op ad Søen til Montreux!
Klippefæstningen Chillon, hint Fængsel, i hvilket Middelalderens
barbariske Grusomhed har samlet alle sine Pinselsredskaber, ligger ude
i Vandet. Dette Vidnesbyrd om vilde, voldsomme, frygtelige Lidenskaber
ligger her i en Natur, som kan kaldes fortryllet. Her er Søen aaben,
Skuet mindre aparte, Climaet mere sydlandsk end ved Vevey. Man seer som
et hemmelighedsfuldt Blaalys, i hvilket Himlen, Alperne og Lemansøen
smelte sammen. Gaa saa nogle Skridt videre til Clarens og stands i hin
Kastanielund, som den Dag idag kaldes »Bosquet de Julie«. Den ligger
høit oppe paa en Udpynt; fra den seer De Montreux ligge inde i Bugten
lunt og gjemt; kast et Blik omkring Dem og De vil forstaae, at det var
fra dette Sted, at Naturfølelsen udbredte sig over Europa. Thi De staaer
her i Rousseaus Fødeegn og paa Skuepladsen for hans »Nouvelle Héloïse«.
Det var dette Sceneri, som fortrængte Regentskabstidens.

II. [Goethes Werther]

»La nouvelle Héloïse« udkom 1761. 13 Aar efter forfattede i et andet
Land, i meget forskjellige Omgivelser, et ungt Geni, som Intet havde
tilfælles med Rousseau, paavirket af hans Roman og hans Ideer, en lille
Bog, som besad alle »La nouvelle Héloïses« Fortrin og mange flere og
ingen af dens Mangler, en Bog, som satte ikke Tusinder men Millioner
Gemytter i Bevægelse, meddelte hele Generationer en levende Begeistring
og en lidenskabelig Længsel efter Døden, drev et ikke ringe Antal
Mennesker til Sentimentalitet, til Fortvivlelse, til Ørkesløshed og til
Selvmord, og som havde den Ære at blive forbudt som irreligiøs af den
landsfaderlige danske Regjering. Denne Bog er »Werther«. Saint-Preux
skiftede Costume og iklædte sig den berømte Wertherdragt, den blaa
Kjole og den gule Vest, og Rousseau's »belle âme« gik over i den tydske
Litteratur som »Die schöne Seele«. 1774 udkom da denne Bog, hvis
Slutningspaginer ikke ere opfundne af nogen Digter. De ere med den Ret,
enhver frembringende Aand har til at tage sin Eiendom, hvor han finder
den, ordlydende afskrevne efter et Manuscript, der fremstiller den unge
Jerusalems Endeligt. De kan finde Manuscriptet i Kestners Bog om Goethe
og Lotte. Kun eet eneste Ord har Goethe forandret som vulgært eller
skurrende i Tonen. I Manuscriptet staaer »Barbiergesellen trugen ihn«.
Bogen ender saaledes: »Handwerker trugen ihn, kein Geistlicher hat ihn
begleitet.« I sin skjærende Korthed udtrykker denne Sætning, at et Liv
er endt, der i Strid med sig selv og med Samfundet, dødeligt saaret i
sine Sympathier og sine Bestræbelser, er bukket under. Haandværkere
bar ham; thi det borgerlige Samfund holdt sig pharisæisk tilbage;
ingen Geistlig ledsagede ham; thi han var Selvmorder og havde brudt al
kirkelig og religiøs Forpligtelse. Men han elskede Menigmand og omgikkes
de Udannede, derfor fulgte disse ham til Graven.

Hvad er »Werther«? Definitioner udtømme ikke et digterisk Mesterværks
uendelige Rigdom, men man kan sige med et Par Ord, at denne en
lidenskabelig og ulykkelig Elskovs Historie har sin Betydning derved,
at den ikke blot udtaler et enkelt Individs tilfældige Lidenskab og
tilfældige Ulykker, men er behandlet saaledes, at en hel Epoches
Lidenskaber, Længsler og Kvaler have fundet deres Udtryk deri.
Denne Bog fremstiller det fulde Hjertes Ret og Uret overfor det
forstandigt ordnede Hverdagslivs trivielle og stivnede Regler, dets
Uendelighedstrang, dets Frihedstrang, der føler Livet som et Fængsel
og alle Samfundets Skillemure som Fængselsvægge. Alt hvad Samfundet
byder er, som Werther siger, at male Fængselsvæggene for Individet,
at male dem perspectivisk med frie Udsigter til vide Horizonter. Men
Væggene selv brydes ikke ned. Derfor denne Renden Panden imod Væggen,
denne lange Hulken, denne dybe Fortvivlelse, som først lindres ved et
Pistolskud i Hjertet. Hvad her er fremstillet er ei som i »La nouvelle
Héloïse« Dydens og den deistiske Religiøsitets Overvinden af Naturdrift
og Passion, men Lidenskabens Fatalisme; med fatalistisk Nødvendighed
gaaer i denne Hjertets Tragoedie den regelløse og tøilesløse Lidenskab
tilgrunde.

De veed, hvilken Strøm af sentimentale Productioner denne Bog affødte,
hvormange taaredrivende Romaner i Octav der nedstamme fra den, hvorledes
dens Følelse snart blev fortættet til det massiveste Føleri, som hos
Clauren, hos Lafontaine, hos vor Rahbek, snart fortyndet til det
subtileste platoniske Sværmeri, som i Ingemanns tidligere Dramaer og
Romaner, se især den ligefremme Efterligning af »Werther« i »Warners
Vandringer«. Men »Werther« selv er uden Skyld heri; thi Fortabtheden
i Følelsen er kun Bogens ene Side. Ud fra denne, midt i al denne,
fremsprudler en saa sund Naturfølelse og Livsfølelse, saa kraftig og
revolutionær en Vrede over Samfundets Convenients, de aristokratiske
Fordomme og Forretningslivets Pedanteri, at Hovedindtrykket af Bogen er
og bliver den Trang til Oprindelighed og Poesi, som den fremstiller,
vækker og tilfredsstiller. Hvilket Fremskridt er her ikke gjort siden
»La nouvelle Héloïse«! Kun usikkert er i Rousseau's Roman den kvindelige
Hovedfigur tegnet. Her, som næsten overalt, mangler i den franske
Poesi Kvindeligheden Naivetet. Julie er en klassisk Forgjængerinde
for Heltinderne i Balzac's Romaner. Hvor uendeligt staaer hun ikke
tilbage for sin Navne, den virkelige Héloïse, i Lidenskabens Sandhed og
Ægthed, hvor følt er ikke hvert Ord hos denne, Udbruddene af Kjærlighed
saavelsom Udbruddene af Religiøsitet, og hvor kolde ere ikke Julies
Perioder! Hvert Øieblik forfalder hun til Declamationer om Dyden og om
det høieste Væsen, som hun philosophisk benævner Livets Kilde. Hun har
Sætninger som denne: »I den Grad ere alle menneskelige Anliggender et
Intet, at naar det Væsen undtages, der existerer ved sig selv, gives
der intet Skjønt uden det, som ikke er«, hun mener vore Chimærer. Julie
raisonnerer og declamerer. Hvor naiv og naturlig tager ikke den kraftige
Charlotte sig ud i Modsætning til hende, for Exempel i hin første
Situation, da hun skjærer Brødet til sine smaa Sødskende. Naar der hos
hende er noget, som gaaer ud over det Naturliges Linie, da synder hun
ikke ved Declamation, men ved et Stænk af sentimentalt Sværmeri, som i
den Scene hvor Werther's og hendes Tanker mødes, idet hun taus med sin
Finger skriver Ordet »Klopstock« paa den fugtige Rude. Iøvrigt er der i
denne Bog en endnu renere, dybere, genialere Følelse for Naturomgivelsen
og Landskabet end hos Rousseau; Forskjellen i Naturopfattelsen er
betinget deraf, at en stor litterær Begivenhed forefalder i Mellemtiden,
Udgivelsen af »Ossian«, der gjorde et saa uhyre Indtryk. De veed,
hvorledes den skotske Barde smeltede selv Bonapartes haarde Hjerte, saa
at denne langt foretrak ham for Homer. Dengang troede man endnu paa
»Ossians« Ægthed, og den Tid var endnu ikke indtraadt, da man vendte
sig bort fra disse Digte med samme Ærgrelse og Væmmelse, som et Selskab
føler, naar det i en Have har ladet sig henrive til Sværmeri af en
Nattergals Toner og saa opdager en i Buskene skjult forvorpen Krabat,
som var Nattergalen. Den stakkels Macpherson var denne Bedrager. Det var
ham, som fortrængte Homer. Saaledes fortrænges ogsaa her i »Werther«
den sunde homeriske Naturanskuelse, som raader i Bogens første Halvdel
efterhaanden af de urolige ossianske Taagebilleder, som svare til den
stigende Sygelighed, til Lidenskabens Uro og Phantasteri.

De føler maaskee allerede, hvilke nye Charaktertræk Hovedfiguren har
indvundet ved at passere Rhinen. Saint-Preux var endnu, som Navnet
allerede antyder, det ridderlige Ideal. Det er Goethe, den moderne
Tids Digter, som gjør det af med det ridderlige Ideal. Jeg vil blot
gjøre Dem opmærksom paa, hvorledes i hans Helte alle Riddertidens
Egenskaber, først og fremmest det physiske Mod, hvis Fremstilling aldrig
forfeiler sin Virkning paa naive Læsere, er fuldstændig skudt tilside.
Saaledes i »Werther«, i »Wilhelm Meister«, i »Faust«. Werther er ikke
en Ridder, men en Grubler, en Poet, en Phantast. Lad os dvæle endnu
nogle Øieblikke ved denne Skikkelse. Werther er en Syg; hvad er det, som
han inderst inde feiler? Han er urolig og feberagtig, men lad os vel
forstaae det, hans Uro er Anelsens, Uvishedens, de slet begrændsede og
uindskrænkede Længslers, men ikke Fortvivlelsens eller Haabløshedens.
Han tilhører en Tid, som aner og bebuder, ikke en Tid, som opgiver og
fortvivler. Vi ville faae at see et Modstykke til ham i Chateaubriand's
René. Grundkilden til Werthers Ulykke er Misforholdet mellem Hjertets
Uendelighed og Samfundets Skranker. Tidligst vare Litteraturens Helte
Fyrster og Konger, deres Kaar stod i Overensstemmelse med deres
sjælelige Høihed. Contrasten mellem et Indre og Ydre, mellem Attraa
og Magt var ukjendt. Og selv da Litteraturen udvidede Kredsen af sine
Foretrukne, holdt den sig til dem, som aristokratisk Fødsel og Rigdom
havde stillet høit over Livets lave Møie og Besvær. Goethe har i
»Wilhelm Meister« angivet Aarsagen: »O trefold Lykkelige«, siger han,
»ere Lykkelige, siger han, ereA de, som deres Fødsel strax stiller
paa Menneskehedens Høider, som aldrig have beboet, aldrig engang
gjennemreist den ydmyge Dal, hvori saamange retskafne Sjæle tilbringe et
ynkværdigt Liv. Neppe ere de til, før de stige ombord paa Skibet for at
foretage den fælles store Reise, de benytte sig af hver gunstig Vind,
medens de Andre, som ere nødte til at bære sig selv, svømme møisommeligt
bagefter, drage liden Fordel af Vindens Gunst og tidtnok, naar deres
Kræfter ere udtømte, finde en rædselsfuld Død i Bølgerne.« I veltalende
Ord er her en enkelt af Livets Fordele, Rigdommen, prist; Goethe, der
mange Gange i sine Skrifter, saaledes navnlig i »Wilhelm Meister«,
udelukkende af Kjærlighed til det Skjønne tyede til Samfundets høieste
Kredse, har med Smerte følt, at en Plebeiers Liv er en Krig, og det den
sørgeligste Krig af alle, den for Udkommet, at han er nødsaget til at
tænke paa Penge, til bestandig at tage Økonomien med paa Raad og at hans
Kone er tvungen til at være en Husholderske, selv om hun iøvrigt er en
Muse. Derfor taler Goethe saa utvungent om Rigdommens Fortrin. Og hvad
der gjælder om denne, om det mest vulgaire af Livets udvortes Goder, det
gjælder med endnu mere Styrke om alle de andre ydre Former af Lykke og
Magt.

Det er nu ved Aarhundredeskiftet at vi første Gang støde paa denne
Modsigelse: et Individ, der i Aandens Verden staaer som en Gud og en
Konge, som føler for Alt og gjennem Følelsen optager det hele Alliv i
sig, som attraaer Sandheden, men ikke kunde naae den, uden med det Samme
at naae Alvidenheden, i hvis Hjertes Fordringer der ligger Kravet paa
en Almagt; thi en Almagt maatte han have for at kunne omdanne den kolde
haarde Verden til en Verden efter sit Hjerte, og som paa samme Tid er
— hvad? er f. Ex. som Werther Legations-Secretair med nogle hundrede
Rigsdaler om Aaret, indespærret Halvdelen af sin Dag i sit Comptoir,
det vil sige i sin lille Samfundsrubrik, udespærret endog af det høiere
Selskab, og sættende Livets hele Salighed og Fylde i Besiddelsen af et
enkelt Pigebarn, hvem saa den første den bedste Philister tager bort
for hans Næse, og saaledes, at han selv i Rettens, i Moralens, i det
Fornuftiges Navn maa indrømme denne Philisters Berettigelse, ja maaskee
endog tilstaae at den Anden vil blive en bedre Ægtemand og gjøre Lotte
lykkeligere end han. Hvad er dog dette? passer Kjærligheden da ikke for
Ægteskabet, Individet ikke for Samfundet, Hjertet ikke med Hovedet? Er
der en gruelig Disproportion i Tilværelsens store Maskineri og er den
ved at gaae ud af sine Fuger? Snart hørte man den knage og briste, da
hin Tid kom, da alle Mure nedbrødes og alle Former sprængtes, da alt
Bestaaende styrtedes overende, da alle Standsforskjelle med eet Slag
forsvandt, da Luften fyldtes med Krudtrøg og Marseillaisens første
Toner, da Rigers hundredaarige Grændser flyttedes og omflyttedes, Konger
halshuggedes og afsattes, en tusindaarig Religion afskaffedes, Troner og
Altre splintredes mellem hverandre, en korsikansk Artilleri-Lieutenant
proclamerede sig selv som Revolutionens Arving, erklærede alle Baner
aabne for Talentet, og da man saa en fransk Værtshusholders Søn bestige
Neapels Trone og en forhenværende Grenadeer gribe Sverrigs Scepter og
bemægtige sig Norges.

Som sagt, der er Anelsens og den uklare Uros Higen i Werther. Uhyre
Omvæltninger ligge imellem ham og den næste moderne Type, René. I »René«
er Anelsens Poesi afløst af Skuffelsens. Istedenfor Utilfredsheden
før de store Katastropher træder Utilfredsstillelsen efter. Efter
Opsvinget Nedslaaetheden. Alle hine gigantiske Omvæltninger havde ikke
formaaet at bringe Menneskeaandens Krav og de ydre Forhold i Harmoni med
hinanden. Alle hine skjønne Drømme om Frihed og Lighed vare skyllede
bort i en Syndflod af Blod og Rædsler. Kampen for Individets Menneskeret
havde ført til det brutaleste Verdens-Despoti. Saa møde vi da igjen
Aarhundredets unge Mand, hvor er han forandret! Han er bleg, hans Pande
er rynket, hans Liv er ørkesløst, hans Haand er knyttet. Udstødt af et
Samfund, som han forbander, fordi han ikke i det kan finde sin Plads,
see vi ham flakke om alene i den nye Verden, i Urskovene blandt vilde
Stammer. Et nyt Element er indtraadt i hans Sjæl, som ikke fandtes i
Werthers: Melancholien. Werther var syg, men ikke melancholsk, René er
fortabt i en ørkesløs Kval, hvorover han ikke kan blive Herre, han hader
Menneskene og sig selv.

III. [Melankoli og misantropi hos Molière og Shakespeare]

Paa dette Tidspunkt er det, at Melancholien og Misanthropien begynder at
blive et poetisk Element, men for at forklare hvad jeg hermed mener, maa
jeg gaae noget tilbage i Poesiens Historie. Litteraturen har ganske vist
skildret Misanthroper før. Jeg vil til Sammenligning fremdrage nogle
Skikkelser hos Molière og Shakspeare. Forskjellen mellem disse og den
moderne Tids vil da blive Dem klar.

En af Molières interessanteste Figurer og jeg tilstaaer den af alle hans
Charakterer, som er mig personlig kjærest, er Alceste, Misanthropen.
Gjenstanden for Alcestes Indignation og Forbitrelse er hele det System
af Hensyn, af Indrømmelser, af smaa og store Løgne, hvorpaa den
saakaldte selskabelige Omgang beroer. Han har ganske vist Uret heri.
Uden den Fiction, som den conventionelle Høflighed frembringer, vilde
Livet være endnu meget hæsligere end det er. En fin og elskværdig
Philosoph har sagt: »Da Skjønheden ikke existerer har man opfundet
Kunsten, og da Godheden og Hjerteligheden ikke existerer har man
opfundet Høfligheden.« Og er der alvorlig talt ikke Aarsag nok til at
bære en Smule Maske? hvor Mangen er der, som ikke hellere vilde være
helt ukjendt end helt kjendt, og er der ikke et Flertal, som det, om
ikke af andre, saa dog af æsthetiske Grunde, vilde være baade Synd
og Skam at demaskere, da deres Maske er saa meget smukkere end deres
Ansigt? Men jeg taler selv som Philinte i Stykket, og jeg maa ikke
glemme de glimrende og veltalende Svar som Alceste giver. Alceste hader
Menneskene, fordi han deler dem i to Klasser, den ene udgjøre de Lave og
Ondskabsfulde, den anden bestaaer af dem, der ere artige og opmærksomme
mod hine Ondskabsfulde og Lave, og som derved muliggjøre deres Færd.
Han sætter den feige Hensyntagen, den af Frygten udsprungne Falskhed i
lige Linie med de værste og mest berygtede Laster. Han er saa forbitret
paa Feigheden, der ikke vil see det Foragtelige hvor det findes, at han
rent glemmer den anden store Verdensmagt, Dumheden, der virkelig ikke
seer den, hvor den findes. Han skummer over at see den Nidding, med hvem
han har Proces, og hvis Kjeltringeagtighed al Verden kjender, vel seet,
vel optaget, ja beskyttet overalt. Han siger Oronte op i Ansigtet, at
hans Vers ere slette. For at stille Charakteren i det rette Relief har
Digteren nu ladet Alceste være dødelig forelsket i en ung Coquette af
den fineste og ved sin Elskværdighed farligste Art. Hun tumler med ham
som med et Barn, driller og trodser ham paa alle Maader, tiltrækker og
tirrer ham til det Yderste; hvert Ord hun siger er en Braad som stikker
ham, og enhver af hendes Handlinger skjærer ham i Hjertet. Det er hans
Forbandelse at han paa een Grang maa elske hende og fortvivle over
hende. Kan man tænke sig en værre Skjæbne for en Misanthrop, end den
at tilbede en saadan Kvinde og være Boldt for alle hendes Luner! Det
skulde synes saa, men mon man ikke ogsaa skulde kunne vende den hele
Betragtning om?

En Mand der bedre end nogen Anden forstaaer sig paa Skuespil og Theater,
Hr. Edmond Thierry, Directeur for Théâtre français, sagde til mig Dagen
efter en Opførelse af »Le Misanthrope« i Anledning af en Bemærkning jeg
gjorde om en Skuespiller, der efter min Opfattelse spillede Rollen for
slebent: »Finder De oprigtigt talt at Alceste er misanthropisk og at
Navnet passer? jeg for min Part troer, at hvis Celimène ikke var coquet,
saa vilde Alceste ikke være mere misanthropisk end jeg er.« Dette var
en Spøg, men den skjuler en Sandhed. Det er Omstændigheder og Forhold,
en Stilling midt i et fordærvet Hofliv, et pirreligt og ærekjært Sind,
en sandhedskjærlig Charakter, som i Forening med tilfældige personlige
Ulykker frembringe Alceste's Misanthropi som Resultat. Han er Misanthrop
af Raisonnement, ikke af Temperament. Netop herved er han saa ægte
fransk en Frembringelse. I en tydsk Melancholiker vilde Grundlaget være
»Gemyt«, i en engelsk Melancholiker er Grundlaget Humor, i en fransk
Melancholiker er Grundlaget Raisonnement, det vil sige analyserende
Forstand. Alceste er et Product af hin classisk-oratoriske Tid i
Frankrig, over hvilken man først ved det attende Aarhundredes Slutning
kom ud. Han er meget nærmere ved Boileau end det skulde synes. De seer
her et Exempel paa en Tidsaands og en Folkeaands overvældende Magt over
Individet. Naar man taler om Boileau's og Forstandstragoediens Tidsalder
i Frankrig, kunde det ved første Øiekast synes en Modsigelse, at
Molière, Modpolen til Boileau, Racines Antipode, tilhører samme Tid. Man
kunde i det Mindste mene, at hans dybeste og mest fortræffelige Figurer,
den naive Agnes i »Fruentimmerskolen« og den melancholske Alceste i
»Misanthropen« dannede en Undtagelse. Men der gives Aandslove, der ere
ligesaa ubrødelige som Naturlovene. Jeg har et andet Sted paavist i
hvilken Grad Agnes's Naivetet er fremraisonneret af Digteren, jeg skal
nu paavise Dem det Samme om Alceste's Melancholi. Tag som Modsætning en
af Shakspeare's Misanthroper, Jacques f. Ex. i »Som Jer behager«. Der
har De Misanthropen af Temperament. Jacques er en Digternatur, vemodig
og blød. Vil De høre, hvorledes han beskrives:

De seer ham rørt til Taarer over det saarede Dyrs Lidelser. Det er ikke
gjennem Raisonnement, ikke gjennem Forstanden, at han indigneres over
Menneskenes Slethed og grusomme Raahed, han føler umiddelbart, at hans
Sjæl er af samme Natur som Dyrets. Dyret er ham et Barn af samme Moder
som han selv. Han er i sin Følelse Pantheist. Hvilken Afstand fra hin
classiske Tids Anskuelse i Frankrig, da selv Cartesius ansaa Dyret
for en Maskine og betragtede dets Skrig som rent mekanisk frembragte
ved Slaget, ganske som Skrigedukkens ved Trykket. IModsætning hertil
foregriber Jacques de mest fintfølende moderne Poeters Naturbetragtning,
f. Ex. Shelley's. De veed, at Shelley som Yngling stiftede en Forening
af unge Mænd, der ud fra den Anskuelse, at det var et utilladeligt og
forbryderisk Barbari af Menneskene at spise Dyrene, forpligtede sig til
udelukkende at leve af Planteføde.

Ikke desmindre er Jacques saa lidt som Alceste en Type paa den moderne
Melancholi. Hver af dem udtrykker kun et almenmenneskeligt Mismod i den
Form, som er dem naturlig efter deres forskjellige Nationalitet. Den
ved det 19de Aarhundredes Begyndelse opstaaende Art af Melancholi har
ikke Charakteren af en rent personlig Sygdom, den er ikke heller blot
national, det er en kosmopolitisk Epidemi, i sit Væsen beslægtet med de
religiøse Sygelighedsformer, som i Middelalderen saa ofte udbredte sig
over Europa.

IV. [Chateaubriands René]

Vil man forstaae denne Aarhundredets Sygdom, maa man først lægge Mærke
til, at dette i den store Mand, der kan betegnes som Aarhundredets
Storhed, og i hvem det fra først af incarnerer sig, Bonaparte
nemlig, ligesom udslynger hele sin Handlekraft og efter denne uhyre
Kraftanstrengelse falder tilbage som lammet paa Villien. Saa er det,
at hin store Skare af urolige og ørkesløse Aander træde frem paa
Skuepladsen, og en og samme Grundform varieres i det Uendelige. Den
første, den mest fremragende af disse Skikkelser er René. Usynligt for
ham selv er Herskerseglet blevet sat paa hans Pande.

I ham spirer al den Egoisme, som er Melancholiens først fremtrædende
nye Element, al hin stolte Overlegenheds-Følelse, den Selvforgudelse,
alle de Luner og Uvornheder, ja selve hint Høiheds-Vanvid, hvormed
saamange af Aarhundredets store Mænd have forbauset og forarget deres
Samtid. Hvorledes, vil man sige, kommer dette fra »René«? Paa den
Snes Blade, af hvilke Skriftet bestaaer, forekommer jo næsten ikke
andet end de tungsindigste Selvanklager. Men »René« skildrer kun
Sygdommens første Stadium og Bogen er bleven fortsat og udviklet, først
i det Brev som findes fra René i »Les Natchez«, dernæst saa at sige i
hele Læseverdenens Phantasi. René er hint første Stadium, Uroens og
Udvælgelsens, René er Øieblikket i hvilket den udkaarne Natur paa samme
Maade som den hebraiske Oldtids Propheter første Gang hører Stemmen som
kalder ham og angst trækker sig tilbage, fortvivlet krymper sig sammen
og seer sig om efter en Udvei til Flugt, svarende ligesom Propheten:
»Herre, tag ikke mig, men en Anden, min Broder, jeg er for ringe, jeg
er en Mand, som ei forstaaer at belægge mine Ord.« Den Udkaarne venter,
at see en Anden følge Kaldet, han seer omkring sig, men Ingen opstaaer,
og Stemmen vedbliver at tale til ham. Overalt seer han det seire, som
han afskyer og foragter, og det ligge under, for hvilket han vilde ofre
Alt, ifald blot en Anden vilde føre ham til Ofret, men med Undren og
Rædsel seer han, at ingen Anden føler som han, han flakker rundt for
at finde sin Overmand, thi som St. Christopher vil han kun tjene den
Stærkeste, men han finder ham ikke, og da griber den Tanke ham, at naar
ingen Anden opstaaer, naar han ingen Støtte og Fører finder, da ligger
det i, at det er ham, som er Manden, og dannet til Fører og Støtte for
andre svagere Aander. Saa følger han Kaldet, han seer at Tiden til at
drømme og til at tvivle er forbi og Tiden til at handle kommen. Bag
ham ligge Tvivlens og Selvmistillidens lange Tider, med et Slag er han
forvandlet. Den Solstraale har ramt ham, som for bestandig broncefarver
hans Physiognomi, i hvilket ingen Rødme mere sees stige eller forsvinde.
Han gaaer ud af Krisen, ikke som Werther ved et Selvmord, men ved
en Beslutning og med en forhøiet Følelse af sig selv. Han venter og
vakler ikke mere, han byder og han vil. Her er et Øieblik, i hvilket
hans Sjælstilstand er skjøn og sand, men Misforholdet mellem hvad han
attraaer og hvad han evner forstyrrer strax hans Sjæls kortvarige
Harmoni. Han veed at Guden er med ham og i ham, og han kan neppe mere
skjelne imellem sig selv og Guden. Han tilbeder sig selv, idet han
tilbeder Guden. Han veed jo, at hans Tanker og hans Tale er inspireret
og hvor er Grændsen imellem det, som er af ham, og det, som ikke er af
ham, han holder endog mere af de Vildfarelser end af de Sandheder han
frembringer; thi hine tilhøre mere egentligt ham selv og han føler sig
i høiere Grad som Ophav til dem. Mængdens Virak gjør ham ør i Hovedet.
Hans Fjender ere ikke hans, men Sagens, det Godes Fjender, og alle
Midler ere gode imod dem. For sig selv fordrer han Alt, Folkets Gunst,
Kvindernes Kjærlighed, alle Livets Laurbær og Roser, og det falder ham
ikke ind, at han skulde være forpligtet til at vise Gjengjæld. Han lader
sig elske uden at elske igjen. Er han ikke en priviligeret Natur, en
Apostel, der farer som en Flygtning gjennem Livet, en flyvende Ild, som
oplyser, fortærer og forsvinder. Han siger som Chateaubriand i et Brev
til en af sine Elskerinder: »Mit Liv er kun en Hændelse, tag af denne
Hændelse Lidenskaben, Hvirvelen og Ulykken, jeg skal give Dem mere deraf
paa een Dag, end Andre i lange Aar.« Saaledes talte den første René
endnu, da han var 64 Aar gammel. Og mærk det vel, den Mand, der taler
saaledes, er i al Oprigtighed og uden Hyklen den samme, der optræder
som Troens Ridder og Christendommens begeistrede Forsvarer, thi ham er
Alt tilladt; han er den Udkaarne og som den pythiske Præstinde halvt
vanvittig i Følelsen af sit Kald.

Der er paa engang noget Guddommeligt og noget Satanisk ved ham, en
egen Tilintetgjørelseslyst.Sainte-Beuve: »Causeries du lundi« om
Chateaubriand. Den Form hvorunder han elsker, er den at forstyrre, at
fortære. Han forfører ligesom ved overnaturlige, ved giftige Midler,
kaster Runer, giver Trylledrikke. Det unge aabne Hjertes, den unge og
friske Elskovs fortryllende Magt er ikke den, hvormed han bedaarer.
René skriver Ord som disse til sin indianske Hustru: »Ja, Celuta, hvis
Du mister mig, vil Du leve som Enke, thi hvo kunde omgive Dig med den
Flamme, jeg bringer med mig, selv naar jeg ikke elsker,« og et andet
Sted: »Der udgaaer fra dette Hjerte Flammer, som mangle Næring, som
kunde fortære Skabningen uden at blive mætte, og som kunde fortære
Dig selv.« Jeg gjør ikke Chateaubriand ansvarlig for de Ord, han
lægger René i Munden, men, se tilbage, og De vil finde hin det forrige
Aarhundredes Lucifer Voltaire uskyldig som et Barn i Sammenligning.
De veed hvilken rørende Ømhed han udfoldede mod sine Elskerinder, en
Ømhed, der i ingen Henseende tabte sig selv i de Tilfælde, hvor han
blev plumpt forraadt. Se frem, og De vil i Kierkegaards Forfører kun
finde en bredere Udførelse af hvad der i Omrids er givet her. Føi nu
til Egoismens Tilintetgjørelseslyst Ligegyldigheden for Alt hvad der
foregaaer udenfor Helten, den dybe Livslede og den uundgaaelige Lede ved
sig selv, som end ikke den oprigtigste Selvbeundring kan holde borte,
saa har De Typens Grundtræk. Kjender De Billedet, ligner det Originalen?
Eller er der nogen af Dem, som ikke skulde have truffet en af de
utallige Copier? Hos En er eet Træk, hos en Anden et andet fremtrædende.
En reiser sig i overmenneskelig Stolthed som hin engelske Lord, der gav
Verden sit Speilbillede i »Cain« og »Manfred«, en Anden faaer af sine
philosophiske Studier kun saa Meget ud, at han er en Gud, saaledes som
den tydske Digter, der skrev »Buch der Lieder«, saa tidt har tilstaaet.
En kaster sig paa den Rolle at være Guddommens Prophet, lader sig dyrke
som en Pave og lader endnu som Olding unge Kvinder komme til sig for
at kysse hans rystende Hænder. For en Fjerde bliver Tungsindet det
absolut bestemmende, Pantet paa hans Kald, Kilden til hans Livsførelse
og til hele hans Forfattervirksomhed. Og dette Tungsind berøver ham alt
praktisk Blik til at bedømme Virkeligheden. Den ringeste Begivenhed,
der hænder ham, svulmer op til noget Betydningsfuldt, noget Afgjørende
og ligesom Forudbestemt, hvortil han atter og atter vil vende tilbage,
medens det Samme for en mindre tungsindig Betragtning vilde svinde
ind til en ren Bagatel. De kjender alle disse nære og fjerne, ægte og
vanslægtede Brødre og Sønner af René. Typen omfatter et Spand af Aar,
og jeg beder Dem fremfor Alt ikke at forvexle den med en anden Type,
som følger den og som vi Alle kjende. René personificerer en Slægt,
som sagde til sig selv: før mit 25de Aar vil jeg være i Besiddelse af
denne Pige, være en stor Digter, en stor Kunstner eller døe. Den næste
Slægt er den i hvilken Sætningen lyder: før mit 25de Aar vil jeg have
et Embede, før mit 30te Aar vil jeg være Minister. Længselen efter et
sikret Udkomme og en sikret Indflydelse er traadt istedenfor alle de
uvisse og ideale Længsler hos en Slægt, i hvilken Individet uden Sværmen
og uden Tvivl sætter sig sit bornerte Formaal og naaer det. Naar hine
Andre syntes haarde og tørre, da var det paa det andet Stadium, efterat
de havde dræbt Tvivleren og Drømmeren i deres Hjerte, disse vare det fra
Fødselen af og have ingen Krise gjennemgaaet.

Efter alt det jeg nu har sagt vil det lyde underligt naar jeg fortæller
Dem, at René er sat paa sin Plads i »Génie du Christianisme« i ren
reactionair og catholsk Interesse for at godtgjøre, hvad troer De?
Hvor nødvendig den christelige Religions Trøst er for visse Lidelser
og hvor nødvendigt det er at gjenoprette Nonneklostrene, da kun i
Klosteret findes Frelse for visse Forvildelser. De maa nemlig vide,
at René's Grundulykke er den, at være lidenskabeligt elsket af sin
egen Søster, der for at overvinde sin Passion tager Sløret og døer i
Kloster. Hvor smukt lyder det ikke! Men føler De ikke Raffinementet?
Saa forførerisk, saa uimodstaaelig er hin René, at han endog ikke
raster, eller hvad jeg vilde sige, at Digteren ikke raster, før han har
indgydt Renés egen Søster en unaturlig Elskov til sin Broder. Atter
her seer De, hvorledes den reactionaire Tendents er hvirvlet ind i den
revolutionaire Bevægelses Malstrøm. Thi er der Noget som den saakaldte
sataniske Skole senere syntes at have Hævd paa, saa var det det, efter
at have forherliget Passionen som Natur, med Sympathi at skildre den,
selv hvor den gaaer imod Naturen. Lad mig nævne Dem et Par analoge
Træk. Et af den unge revolutionaire Skoles Yndlingsthemaer var det, at
Afskyen for Blodskam kun beroede paa Fordom. Det var en af Mérimées
Yndlingssætninger i hans Ungdom. Man beraabte sig desuden paa Bibelens
Autoritet, eftersom Menneskeslægten jo efter den bibelske Tradition
fra først af havde udbredt sig gjennem Blodskam. Byron's Cain er gift
med sin Søster. Det var jo desuden høieste Mode at fremstille sig
som en Smule Djævel. Chateaubriand, der har skildret sig selv i René
og hvis Forhold til sin Søster i ydre Henseende svarer til René's,
blev i Virkeligheden ingenlunde elsket af denne anderledes end som en
Broder, og det turde være høist sandsynligt, at der her ligger Nøglen
til Forstaaelsen af en af den sidste Tids uhyggeligste og pinligste
litteraire Begivenheder. De husker sikkert Alle den oprørende Anklage,
som Mrs. Beecher-Stowe for to Aar siden udslyngede imod Byron's Minde.
Et forbryderisk Forhold imellem ham og hans Søster skulde have givet
Anledning til Skilsmissen fra hans Hustru. At efterspore Sandheden i
denne Sag er umuligt; Thomas Moore brændte jo Byron's Papirer. Men selv
om man med fuldkommen Ro hører paa Fru Stowe og, hvad der allerede
er en stor Indrømmelse, antager, at baade hun og Fru Byron tale den
rene Sandhed, hvad foreligger da? Der foreligger en Ytring fra Byron
til hans Kone om at et saadant Forhold bestod. Nu var Fru Byron, som
De veed, en i høi Grad dydig og enfoldig Puritanerinde, der havde
seet sin Mand begaae alt det, som efter hendes Mening maatte være det
mest Oprørende paa Jorden. Hun vidste, at han drak og svirede, at han
tilbragte hele Nætter udenfor Huset, at han intet Hensyn tog hverken
til sit Navn eller til sin Rang, at han havde maattet gaae alene ind i
Parlamentet, fordi han ikke kunde faae en eneste af sine Standsfæller
til at indføre sig, at han i sine Skrifter gjennemhaanede den ene
hellige anglicanske Kirke og satte de sorteste Forbrydelser i den
skjønneste Belysning, ja saavidt var hendes Mand gaaet, at der tre Gange
var skeet Udpantning hos det unge Par, og endog hendes egen Ægteseng
var bleven beslaglagt. Hvad Under da at hun tog sin Mand paa Ordet,
da han en Dag formodentlig mere end almindelig irriteret over hendes
Enfoldighed og hendes Prædikener sagde til hende: ja, jeg er Djævelen —
buh! — min Klumpfod er i Virkeligheden en Hestefod, og jeg lever i det
skjændigste Forhold til min egen Søster.

De seer, at Chateaubriand har givet Byron Exemplet i »René«. De
seer, hvorledes dette Revolutionspoesiens Product skyder frem af det
reactionaire Værk, hvori det findes, og hvorledes i dette begge de store
Strømninger ere blandede sammen. Men som De vil bemærke: Understrømmen
er en alt Andet end christelig, ja alt Andet end religiøs. Grundfølelsen
er overalt en egen vild Egoisme, en Art Nydelsessyge af den uhyggeligste
Art, som bestaaer i at blande Ideen om Død og Ødelæggelse, et vist
satanisk Raseri ind i den ellers saa blide og saa naturlige Følelse af
Lyst og Lykke. René skriver til Celuta: »Jeg har trykket Dig til mit
Bryst midt i Ørkenen, jeg havde ønsket at kunne dræbe Dig med en Dolk i
hint Øieblik for at fæstne Lykken i din Barm og for at straffe mig selv
for at have skjænket Dig denne Lykke.«

Og Atala, den blide, fromme Atala, denne yndefulde unge christne
Indianerpige, som under saa store Fristelser holder sin stormende,
sin hedenske Elskers Attraa i Tømme og som sit hellige Løfte tro døer
som Jomfru i uplettet Renhed, hun udbryder i sin Dødsstund: »Der var
Øieblikke, hvor jeg ønskede tilligemed Dig at være den eneste levende
Skabning paa Jorden, andre, hvori jeg, naar jeg følte en Guddom standse
mig i min skrækkelige Attraa, havde ønsket Tilintetgjørelse over denne
Guddom, naar da blot jeg, knuget til dit Bryst, havde kunnet rulle med
Dig fra Afgrund til Afgrund mellem Ruinerne af Gud og Verden.«

V. [Den nye sjælstilstand]

Som der i Legemverdenen til visse Tider opstaaer hidtil ukjendte
Sygdomme, saaledes ogsaa i det aandelige Liv. Hvad jeg søger at
skildre Dem er den Aandstilstand, paa een Gang kraftig og usund, det
eiendommelige Opsving og den eiendommelige Sjælesygdom, som betegner
Begyndelsen af vort Aarhundrede. Grundtrækket i denne Sjælstilstand
var givet med Menneskeaandens store Revolution. Alle de Sjælesygdomme
som udbryde under den kunne opfattes som Symptomer paa to store
Begivenheder: Individets Emancipation og Tankens Frigjørelse.

Individet emanciperes. Ikke længer tilfreds med at forblive paa det
Sted, der er ham anvist eller hvor han er født, ikke nøiet med at
drage sin Fure paa sin Faders Mark, føler Manden for første Gang ved
Demokratiets Begyndelse i Ordets bogstavelige Forstand den hele Verden
ligge aaben for sig. Hvilket Fremskridt i Sammenligning med alle
foregaaende Tider! Det synes paa een Gang som om Alt var blevet muligt
og Ordet Umulighed havde tabt sin Mening, som om f. Ex. Trommestikken i
Soldatens Haand ved en Række hurtige Metamorphoser kunde forvandles til
en Marechalsstav eller til et Scepter. Men paa samme Tid som Muligheden
saaledes er taget til, er Kraften ingenlunde voxet i samme Grad,
allermindst Selvbeherskelsens Kraft. Heraf den ubændige Attraa og den
ubændige Melancholi. Og paa samme Tid som Alt er blevet muligt, synes
det som om Alt var blevet tilladt. Al den Magt, som Individet tidligere
havde afhændet, som det frivillig havde overdraget sine Guder og sine
Konger, tager det nu tilbage. Ligesom det ikke mere tager Hatten af for
den forgyldte Vogn, hvis Forgyldning det selv har betalt, saaledes bøier
det sig ikke mere for noget Forbud, hvis rent menneskelige Oprindelse
det kan gjennemskue. Paa ethvert Forbud har det et Svar beredt, et Svar,
som er et Spørgsmaal, et frygteligt Spørgsmaal, Begyndelsen til al
menneskelig Kundskab og al menneskelig Frihed, Spørgsmaalet »Hvorfor«.
Og saaledes seer De, at selv hine Forvildelser af Phantasien, jeg
nævner, den megen Syslen med Forbrydelsen endog hvor den er unaturlig,
kun er et Træk, kun er en Forvildelse af hin Individets saa mægtige og
saa betydningsfulde Hævden af sig selv.

Og Tanken frigjøres. For første Gang føler det enkelte emanciperede
Individ sig ikke som Led eller Deel af et større Hele, men som
Mikrokosme, det vil sige som et Væsen, hvilket, skjøndt enkelt
indbefatter en lille Verden, der i formindsket Maalestok afspeiler
hele den store. Ligesaa mange Individer, ligesaa mange Speile i hvilke
Verdensaltet opfanges. Men paa samme Tid som Tanken saaledes har faaet
Mod til at erkjende ikke stykkevis, men paa en Alt omfattende Maade,
er Evnen ikke voxet med Modet og nu som før raver Menneskeheden i det
uendelige Mørke og begriber Intet af sin Tilværelses Hemmelighed.
Hvortil fødes vi, hvorfor leve vi, hvad fører det Hele til? Man er ikke
rykket Svaret paa disse Spørgsmaal nærmere. Kun Følelsen af Savnet,
kun Utaalmodigheden over Uvidenheden er voxet. Saaledes føler man
Sandheden af et Billede Alfred de Musset har anvendt: »Evigheden ligner
en Ørnerede, ud fra hvilken alle Aarhundrederne flyve som Ørneunger for
hvert efter sin Tour at gjennemfare Universet. Nu er det vort som er
kommet til Redens Rand; det stirrer ud, men man har klippet dets Vinger
og det venter Døden skuende ud i det uendelige Rum, ud i hvilket det
ikke formaaer at slynge sig.«

VI. [Sénancours Oberman]

I den skarpeste Modsætning til den selv under Fortvivlelsen og
Livsleden saa stolte og bydende René, staaer den næste mindeværdige
Variation af Tidsalderens Type, Obermann. »Obermann«, et Værk der
blev skrevet selvsamme Aar som »René«, er ligesom denne Bog forfattet
under Landflygtighed, næsten under et Eremitliv, af en lidenskabelig
Atheist, en dybtfølende Stoiker, Etienne de Sénancour. Man kunde kalde
»Obermann« den franske »Werther«, den har hvad Selvmords-Epidemien
angaaer i Frankrig spilt en lignende Rolle som »Werther« i Tydskland,
men Udtrykket er vildledende, thi »Obermann« indeholder ingen
Kjærlighedshistorie. Var René den Udkaarne, saa er Obermann den
Forbigaaede. Hans Aand er ligesaa omfattende, hans Følelse ligesaa
dyb som Renés, men Englen som mærker denne gaaer ham forbi. I »René«
gjenkjende Aarhundredets Herskernaturer sig selv, men »Obermann« er
Majoritetens Historie ↄ: ikke den vulgaire, men den dybtbevægede og
begavede Mængdes, der danner ligesom de udkaarne Aanders Chor. Bogen
begynder: »Man vil i disse Breve finde Udtalelser af en Aand, som føler,
ikke af en Aand, som arbeider.« Alt ligger heri. Hvorfor arbeider han
ikke? Det er vanskeligt at forklare. Kortest er Svaret: Fordi han er
ulykkelig.

Denne Bog er skrevet for Ulykkelige. Hvo der har oplevet og erfaret
Noget, vil have kjendt et stort Antal af disse Mennesker, som synes
skabte for Livets Skyggeside og som aldrig komme til at boe i dets Sol.
Lykken gaaer dem forbi, og den glemsomme Fama, hvis Hukommelse er saa
overfyldt med Navne, har altid saa vanskeligt ved at udtale deres Navn,
at de synes døde, medens de endnu leve. Hyppigst naae de end ikke frem
paa Offentlighedens Skueplads. Der er som Hamlet siger foruden de mange
fortrinlige Egenskaber, en egen »Last« i deres Natur, der standser
Delenes Sammenspil. I det saa fint complicerede Uhr brister nu en lille
Fjeder, nu et lille Hjul og Maskinen staaer for lange Tider stille. Hvo
der har bragt et nok saa lille Værk for Lyset og som husker tilbage,
veed, hvilken næsten utrolig Mængde af gunstige Omstændigheder der har
maattet indtræde, hvilket utroligt Antal af smaa og store Hindringer,
han har maattet overvinde, hvor nøie han har maattet passe paa Tiden,
hvor ivrigt han har maattet benytte Leiligheden og Øjeblikket, hvor
mange Gange han har staaet i Begreb med at opgive det Hele, hvor mange
Anfald af Haabløshed og Modløshed han har beseiret, blot for at naae
dette ringe Maal; det ringeste levende fødte Værk indbefatter titusinde
Triumpher. Og hvilken Combination af Omstændigheder udfordres ikke,
for at det saa ikke døer lige efter Fødselen! Ligesaa mange som for en
levende Organisme. Værket maa finde ligesom et aabent Sted, i hvilket
det passer ind, Interessen derfor maa ikke krydses af andre stærkere
Interesser, Strømmen maa ikke gaae i modsat Retning, Talentet maa ikke
overstraales af et større Talent. Det maa ikke minde om noget Tidligere,
det maa ikke ved et Tilfælde ligne noget Andet, og det maa dog paa en
eller anden Maade knytte sig til noget allerede Bekjendt og følge en
Vei, der allerede er banet. Det maa endelig komme i den rette Belysning.
Der er Værker, som uden at være blødagtige blive blødagtige i Belysning
af en samtidig Begivenhed eller samtidig Frembringelse. Der er Værker
som blive gammeldags, Værker der blive fattige og ligesom blege.

Man kan sige, at Hemmeligheden ved at trænge igjennem er som en Art
Trolddom for visse Naturer.

Man seer f. Ex. to lige rigt anlagte Naturer, sande Sølvnaturer kunde
man kalde dem og hver af dem har desuden som Tilgift sit lille Guldkorn.
Men den ene gjemmer sit Guldkorn skjult som et Punkt i Sølvbarren,
den anden overtrækker hele Sølvkuglen dermed; thi eet Guldkorn er
tilstrækkeligt; det at vide at benytte det er Talentet, Eog Talentet
er et andet Ord for Lykken. ller der er to Naturer af næsten lige
ædelt Metal. Den ene hører, synes det, til de i Verdens Øine Udkaarne,
den anden til Mængden og seer man nøiere til, opdager man endog med
Forbauselse, at den reneste, den ædleste af disse to Naturer er den, som
maa staae i Skygge og som trænges tilside. Men ved et nøiere Studium
forstaaer man, at en Smule uædelt Metal, en Smule Kobber eller Erts,
langt fra at skade den rene Sølvmynt eller svække dens Glands, giver den
Subsistents og Fasthed, og muliggjør dens Cours. Det rene Sølv bliver
netop paa Grund af sin Renhed og Blødhed ubrugbart.

Man vil da let forstaae, at de antydede Variationer af Menneskenaturen,
snart en altfor fin og sammensat Charakter, snart en altfor ensartet,
snart en, der sønderbryder sig selv, snart en, der sønderbrydes af
Omverdenen, danne en Gruppe for sig selv. Snart er det deres Mangler,
snart er det deres Fortrin, som vende sig imod dem. Kan noget tænkes
ulykkeligere? Og dog kan man med Sandhed sige, at selv disse Forurettede
have deres Lykke.

De vedblive at være ene, at være sig selv og bevare i denne Ensomhed
deres hele Interesse. Ingen Virak stiger dem bedøvende til Hovedet,
ingen Ros enerverer dem; mangler deres Blomstringstid de kraftige, de
blussende Farver, som kun Sollysets Kjærtegn fremkalde, saa bevarer
Stammen længere sin Friskhed og sine Safter. Livets Strenghed styrker
deres Natur. De nyde den Lykke at leve ukjendte. De nyde den Beroligelse
aldrig at blive overvurderede, dumt forgudede og saa strax efter,
som det altid gaaer, forladte, ja forhaanede. Thi saaledes hævner
Menneskeslægten sig paa den, der et Øieblik har aftvunget de Andre
Beundring. De behøve aldrig at smile til en Dosmers Compliment, aldrig
at bestænkes af en Slyngels Hadskhed som de, der altid staae som Skiver
for Anerkjendelsen og for Hadet. De beholde endog Retten til at føle
sig de Foretrukne overlegne, til at nyde Misforholdet mellem deres Værd
og den Anerkjendelse, de høste. En smuk Lod er dem forundt, naar de
forstaae at drage Nytte af deres Stilling og Forhold, og forvandle det,
som skulde nedslaae, til det, som maa styrke og opretholde. Miskjendelse
er en bitter men kraftig Drik. De seer paa den anden Side ogsaa let her
i Spiren alle hine Miskjendthedens Karrikaturformer, som vi Alle kjende,
den hele Cohorte af Klynkere, af Misundere, de af utilfredsstillet
Forfængelighed Vanvittiges store Bande, der er ligesaa utaalelig som
deres, der svømme i mættet Forfængelighed.

Men hvo kan trods alle hine Karrikaturer uden Rørelse betragte denne
Skare af ædle Aander, som have levet ved Siden af Livet og som aldrig
have glimret, af elskende Hjerter, som aldrig bleve elskede tilbage,
hin Elite, hvem Leiligheden, Lykken og Berømmelsen aldrig besøgte!
»Obermann«, en tung, bred, alvorlig, slet skreven Bog udviser selv i
sin Forfatter en Natur af samme Art som Helten er. Men den er ligefuldt
interessant som godt og gyldigt Document. Vil De høre nogle Ord af
Bogens Helt: »Ak hvor Mennesket er stort saalænge det er uerfarent,
hvor det vilde være rigt og frugtbart, hvis ikke Næstens kolde Blik
og Uretfærdighedens tørre Vindpust udtørrede vort Hjerte. Jeg trængte
til Lykke. Jeg var født til at lide. Hvo kjender ikke hine mørke Dage
henimod den koldeste Aarstid, paa hvilke selve Morgenen bringer en
Fortætning af Taagerne og kun begynder at sprede Lys ved nogle mørke
Linier af en brændende Farve paa de sammenhobede Skyer. Tænk paa hint
Taageslør, hine orkanagtige Vindstød, hint blege Skjær, denne Piben
gjennem Træerne, der give efter og skjælve, hin lange Tuden, hvis
sønderrivende Lyd ligner rædsomme Klager; det var mit Livs Morgen. Ved
Middagstid koldere og stadigere Storme, henimod Aften tættere Mørke, og
Menneskets Dag er tilende.«

For en Natur med denne Melancholi er hele det ordnede Liv utaaleligt.
Hint Tidspunkt i Livet, et af de vanskeligste og pinligste af alle,
det, i hvilket den unge Mand skal vælge sin Livsstilling, vil være et,
hvorover han aldrig kan komme. Thi Valget af en Livsstilling vil sige
Afkald paa den uendelige Frihed, paa den egentlige Menneskelighed og
Indsnevring i en Baas som Dyrets. Standspræget er en Bornerthed, en
Endelighed, en Latterlighed. Det er Friheden for alt Standspræg, som
Kvinderne skylde en Deel af deres Skjønhed og af deres Kjøns Poesi.
Hvor skulde da en Natur som Obermanns kunne vælge en Stand! Paa een
Gang for dyb og for svag for Virkeligheden hader han Intet mere end
Afhængigheden. Indbegrebet af al jordisk Pine er ham repræsenteret i
Uhret. At skulle skjære sine Stemninger i Stykker efter Klokkeslet,
som Arbeideren, som Forretningsmanden, som Embedsmanden maa, det er at
berøve sig selv det eneste Gode som Livet med al dets Gjenvordighed
byder: Uafhængigheden, Friheden.

Obermann kan derfor ikke leve ensomt nok. Han boer ene, skyer baade Byer
og Landsbyer. Ret sig selv er han kun naar han fra den Schweitzerdal, i
hvilken han boer, stiger op paa de høieste Bjerge i den ødeste Udørk,
»paa Vidderne«, ene og uden Fører, glemmende Menneskene og Tiden.

Vil De see ham i disse Omgivelser. »Dagen var hed, Horizonten taaget,
Dalene fulde af Damp. Gletschernes Skjær fyldte den lavere Atmosphære
med deres lysende Gjenskin; men en ukjendt Renhed syntes eiendommelig
for den Luft jeg indaandede. I denne Høide ingen Uddunstning fra de
lave Steder, intet jordisk Lyspunkt som forstyrrede eller delte Himlens
uendelige og mørke Dybde. Dens tilsyneladende Farve var ikke mere det
blege og klare Blaa, Sletternes blide Hvælving, nei Ætheren tillod
Synet at tabe sig i en Uendelighed uden Grændse og midt under Solens og
Gletschernes Glands at søge andre Verdener og andre Sole som om Natten.
Umærkeligt hævede Gletschernes Dampe sig og dannede Skyer under mine
Fødder. Sneens Glands trættede ikke mere mine Øine og Himlen blev mere
mørk og mere dyb. Mont-Blancs Sne-Kuppel hævede sin urokkelige Masse
over dette graa og ubevægelige Hav, over disse sammendyngede Taager, i
hvilke Vinden borede sig ind og som den løftede i umaadelige Bølger. Et
sort Punkt viste sig i disse Afgrunde; det hævede sig hurtigt, og kom
lige imod mig. Det var Alpernes mægtige Ørn. Dens Vinger vare fugtige
og dens Øie vildt; den søgte et Bytte, men ved Synet af et Menneske
gav den sig til at flygte med et uhyggeligt Skrig, og styrtede sig ind
i Skyerne. Dette Skrig blev tyve Gange gjentaget, men med tørre Lyd
uden nogen Efterdønnen; de lignede ligesaa mange isolerede Skrig i den
almindelige Taushed. Saa sank Alt tilbage i den absolute Stilhed, som
om Lyden selv havde ophørt at existere, og som om den Eiendommelighed
ved Legemerne at de lyde og klinge havde været udslettet af Universet.
Aldrig kjendes Tausheden i de larmende Dale; det er kun paa de kolde
Høider, at Ubevægeligheden hersker, denne stadige Høitidelighed, som
ingen Tunge kan udtrykke, og som Indbildningskraften ikke naaer. Uden
de Erindringer, Mennesket medbringer fra Sletterne, vilde han heroppe
ikke kunne troe, at der udenfor ham gaves nogen Bevægelse i Naturen;
selve Skyernes Bevægelse synes ham uforklarlig; ja lige indtil Dampenes
Forandringer synes de ham blivende selv under Forandringen. Da ethvert
nærværende Øieblik forekommer ham fast, har han kun Visheden, men
ingenlunde Følelsen af, at alle Ting følge efter hinanden; Alt synes ham
evigt stivnet. Jeg vilde ønske jeg havde bevaret sikrere Spor af mine
Sandsninger i hine stumme Egne; Indbildningskraften kan i det daglige
Liv neppe gjenkalde sig en Orden af Tanker, som alle Omgivelser synes at
fornegte og bortstøde. Men i saadanne energiske Øieblikke er man ikke
istand til at beskjæftige sig med den Tid, som kommer, eller med andre
Mennesker og nedskrive Notitser for den og for dem. Man tænker da ikke
med Henblik paa en kunstig Convenients, paa den Ære, man vil høste for
sine Tanker, ja ei engang med Henblik paa det almene Vel. Man er mere
naturlig, man tænker ikke engang for at benytte det nærværende Øieblik,
man commanderer ikke sine Ideer, man kræver ikke af sin Aand, at den
skal fordybe sig i et Stof, opdage skjulte Ting, sige Noget, som hidtil
ikke har været sagt. Tanken er ikke mere activ og regelbunden, men
passiv og fri. Man drømmer, man hengiver sig, man er dyb uden Vid, stor
uden Begeistring, energisk uden Villie.«

De seer ham, denne Lærling af Jean-Jacques, den Energiske uden Villie,
thi Ordet passer paa Obermann, siddende ensom i Jean-Jacques Natur.
»René« havde udvidet Kredsen af Naturindtrykkene. Istedenfor en Sø
i Schweitzeralperne, nogle Bosquetter og Skovbouquetter, hvormed vi
begyndte i »La nouvelle Héloïse«, gav »René« og »Atala« os de colossale
Urskove, Kjæmpefloden Missisipi og dens Bifloder, den tropiske Natur
i dens hele lysende og skrigende Farvepragt, dens hele blændende og
duftende Overdaadighed. Denne Natur svarer til en Figur som René. I
denne Natur havde Chateaubriand landflygtig flakket om, og dens Præg tog
han med sig. I Bjergnaturens øde Taushed og Stumhed er Obermann paa sin
Plads.

Udenfor Livet, der hvor Livet glipper, føler han sig hjemme. Kan han da
holde Livet ud? Eller vil det gaae ham som Werther, at han en Dag kaster
det fra sig?

Han gjør det ikke, han søger sin Styrke i en stor Beslutning, een Gang
for alle resignerer han paa Nydelse og Lykke. »Lad os«, siger han,
»betragte »Lad os, siger han, betragteA alt det som betydningsløst, der
forsvinder og forgaaer, lad os i Verdens store Spil søge en bedre Lod.
Af vore kraftige Beslutninger alene vil maaskee en eller anden Virkning
vedvare.« Han vil da leve, men naar han beslutter sig til ikke trodsigt
at lægge Haand paa sig selv, saa er det ikke af Ydmyghed, men i Kraft af
en endnu høiere Trods. »Mennesket er forgjængeligt,« siger han, »det kan
»Mennesket er forgjængeligt, siger han, det kanA være, men lad os gaae
tilgrunde under Modstand, og hvis det store Intet er os forbeholdt, lad
os da ikke handle saaledes, at dette kan synes en Retfærdighed.«

Men hvorlænge varer det ikke, inden Obermann kommer til denne Ro!
Hvormange lidenskabelige Indlæg leverer han ikke til Fordel for
Berettigelsen af Selvmord, og De maa ikke undre Dem over dette, thi
Selvmords-Epidemien i Litteraturen er endnu et af de Symptomer, jeg
har omtalt paa Individets Emancipation. Det er en af Formerne, den
negative og den mest radicale for Individets Frigjørelse og Løsrivelse
fra hele den Samfundsorden i hvilken det fødes ind. Betænk ogsaa,
hvad Agtelse for Menneskelivet hine Tider, i hvilke Napoleon aarligt
ofrede sin Ærgjerrighed Blodofre i tusindvis, kunde fremkalde. »Det er
en Forbrydelse,« siger Obermann, »det hører »Det er en Forbrydelse,
siger Obermann, det hørerA jeg overalt, at forlade Livet; men de samme
Sophister, der forbyde mig Døden, udsætte mig for den, eller sende mig
i den. Det er en Hæder at give Afkald paa Livet, naar Livet er godt,
det er en Retfærdighed at dræbe den, som vil leve, og den samme Død,
som det er Pligt at søge, naar man frygter den, den skulde det være en
Forbrydelse at tilføie sig selv, naar man ønsker den. Under tusinde
Paaskud, snart spidsfindige, snart latterlige, lege I med min Existents,
og jeg alene skulde ingen Rettigheder have over mig selv! Naar jeg
elsker Livet, skal jeg foragte det, naar jeg er lykkelig, sende I mig
Døden, og naar jeg vil døe, forbyde I mig det og paabyrde mig et Liv,
som jeg afskyer.

Ifald jeg ikke kan berøve mig Livet, tør jeg heller ikke udsætte mig
for en sandsynlig Død og alle Eders Helte ere da kun Forbrydere. Den
Befaling, I give dem, retfærdiggjør dem ikke. I have ikke Ret til at
sende dem i Døden, hvis de ikke have havt Ret til at give deres Samtykke
dertil. Ifald jeg ikke over mig selv har denne Ret til Døden, hvem har
da givet den til Samfundet? Har jeg afstaaet, hvad jeg ikke besad?
Hvilket vanvittigt Samfundsprincip have I opfundet, som forklarer, at
jeg til min Undertrykkelse har afstaaet en Ret, som jeg ikke besad til
at undslippe fra Undertrykkelsen?«

Jeg har engang for mange Aar siden i en Afhandling om den tragiske
Skjæbne lagt lignende Ord i Selvmorderens Mund: »Den, der sukker under
Existentsens Lidelser, kan anklagende vende sig imod sin Skjæbne og
sige: hvorfor blev jeg født, med hvad Ret, hvorfor spørges vi ikke? Var
jeg bleven spurgt, og havde jeg vidst hvad det var at leve, jeg vilde
aldrig have givet mit Samtykke dertil. Vi ere Alle som Mænd, der mod
deres Villie presses til Matroser, men den Matros, der er bleven presset
og uden sit Samtykke ført til Skibet, han anseer sig ikke for forpligtet
til at blive derpaa; naar han seer sit Snit vil han desertere. Indvender
man, at jeg har nydt det Gode i Livet, og derfor nu maa taale det Onde,
da svarer jeg: De Livets Goder, den Barndommens Lykke f. Ex., som jeg
nød, og ved hvis Modtagelse jeg siges at skulle have givet mit Minde til
at leve, disse Goder modtog jeg lidet anende, at det var Haandpengene,
derfor binde disse Haandpenge mig ikke. Jeg vil ikke bryde Skibets
Mandstugt, ikke myrde mine Kammerater eller lignende, jeg vil kun det
Ene, jeg har Ret til, Friheden, da jeg aldrig har forpligtet mig til at
blive.«

De begriber, at jeg ikke agter at indlade mig paa Spørgsmaalets
Realitet. Hvorvel jeg ikke troer at man kan anføre Andet mod
Berettigelsen af Selvmord end Pligterne mod andre Mennesker, saa
betvivler jeg for min Part ingenlunde, at dette Argument er fuldkomment
tilstrækkeligt og fyldestgjørende. Iøvrigt overlader jeg ganske
Moralisterne dette Spørgsmaals Besvarelse. Jeg skildrer Dem kun rent
historisk og naturvidenskabeligt en Sjælstilstand som historisk har vist
sig og documenteret sig i Litteraturen. Thi »Obermann« og »Werther« ere
ikke de eneste Bøger fra hin Tid, i hvilke Selvmordet retfærdiggjøres.
Ogsaa René skriver til sin Hustru: »Celuta, der gives Fristelser saa
haarde, at de synes at anklage Forsynet og at maatte helbrede for
den Mani at ville existere.« Sainte-Beuve udbryder: »Man mærke Man
mærkeA dette utrolige Udtryk »den Mani at ville leve« brugt som for
at insultere Kjærligheden til Livet. Den saa instinctmæssige og saa
universelle Følelse, der gjør, at for enhver Dødelig, selv om han er
ulykkelig, Livet kan siges at være sødt og kjært, som bringer ethvert
Væsen, der eengang er født, til at elske og længes efter »Dagens søde
Lys«, den kalder han en Mani.« — Paa samme Maade sætter lidt senere
Arthur Schopenhauer det som den høieste Dyd at overvinde hvad han kalder
»Villien til Livet«.

For at slutte: Forfatteren af »Obermann« formede sin Type efter sig
selv og sit Talent, hans Helt ender med den Beslutning at ville være
Forfatter. »Hvad Udsigt til Held vil jeg have?« siger han. »Hvis
det ikke er nok at sige noget Sandt og stræbe at udvikle det paa en
overbevisende Maade, vil jeg intet Held have, det er vist. Gaaer kun
først, udbryder han, I som forlange Øieblikkets Hæder, Selskabssalens
Hæder, gaaer først, alle I som ere rige paa Ideer, der vare en Dag, paa
Bøger, som tjene et Parti, paa Fif og Midler, som gjøre Effect. Gaaer
først I forføreriske og forførte Mennesker; thi det gjør mig Intet, I
passere hurtigt og det er godt, at I have Eders Tid. Jeg for min Del
troer ikke at det er nødvendigt at blive paaskjønnet i sin Levetid.«

Disse sidste Ord male hele denne Race af Aander, der ude af Stand til at
glimre, hader Glimmer, med dens Ensomhedsfølelse, med Bitterheden mod de
Foretrukne og Samtiden, og med Troen paa engang at blive paaskjønnet af
en retfærdig og ubestukken Eftertid.

VII. [Constants Adolphe]

Den, der i Litteraturens Historie bevæger sig fra en Variation af et
vist Tidsrums Type til en anden, bærer sig ad som Naturforskeren, der
forfølger en og samme Grundforms Omdannelse, f. Ex Armens til Been, til
Pote, til Vinge, til Luf gjennem forskjellige Arter i Zoologien. Den
næste Variation af Grundtypen, paa hvilken jeg vil gjøre Dem opmærksom,
er Benjamin Constants »Adolphe«. Adolphe er mindre glimrende end René,
mindre resigneret end Obermann, men han fremstiller den samme urolige,
ubesluttede Slægt. Ogsaa han er i Familie med Werther, men han er Barn
af Skuffelsens Tidsalder ligesom »René. Adolphe« tilhører som »René« og
»Obermann« Emigrantlitteraturen. Alle disse Bøger, der arve Rousseau
paa Følelsessiden, staae i den skarpeste Modsætning til Regimentet
i Frankrig; hvad der i Paris regjerer, det er Tallet og Sabelen; i
Litteraturen den klassiske Odestil og den exacte Videnskabelighed. Her
er det Følelser, Drømme, Sværmerier og Reflexioner. »Adolphe« tilhører
fremdeles til en vis Grad Reactionslitteraturen. Der er mangen en
Parallel at drage mellem Chateaubriand og Constant. Hin er blændende og
denne sleben; men der er mange Analogier. Constants Bog om Religionernes
Aand svarer, om end ganske anderledes frisindet og oplyst, nøie til
Chateaubriands Bog om Christendommens Genius. De første Afsnit af
den, som ere skrevne ganske i det 18de Aarhundredes Maneer, svare til
Chateaubriands Skrift om Revolutionerne. Men hvad der paa dette Punkt er
eget for alle de reactionære Førere kommer ogsaa frem hos Constant.

Chateaubriand udbryder hvert Øieblik: »Alt er mig ligegyldigt, jeg
troer paa Intet«; fordetmeste tilføier han pligtskyldigst »undtagen i
Religionen«, undertiden glemmer han det. Den Form hvorunder hos Constant
Religionen anbefales er ligeledes en saadan, hvorunder Religionsløsheden
skimtes og bag den et Dyb af Melancholi. I »Adolphe« findes følgende
Passus: »Hvad der overrasker mig er ei, at Mennesket trænger til en
Religion; hvad der undrer mig er, at det nogensinde troer sig stærkt
nok, tilstrækkeligt i Ly for Ulykken til at vove at forkaste en: det
burde, synes jeg, i sin Svaghed være tilbøieligt til at paakalde alle;
thi er der i det tætte Mørke, som omgiver os, noget Lysskjær, som vi
kunde ville støde tilbage, er der, midt i den Hvirvel, som river os med
sig, nogen Gren, som vi skulde vove at vægre os ved at klamre os til?«

De seer, han er vissere paa at Hvirvelen end paa at Grenen findes.
Forklaringen ligger nær. Der var efter Voltaire's Forstandsperiode en
nødvendig Reaction at foretage, den som i sit Princip var angivet af
Rousseau, den tilbagetrængte, den aldrig adspurgte og overhørte Følelses
Reaction. Det gjaldt om at gjenoprette den harmoniske Ligevægt mellem
Menneskesjælens forskjellige Evner og Magter, som var bleven forstyrret
ved den kritiske Forstands absolute Enevælde. Men da Revolutionen, og
det vil i dette Tilfælde sige Actionen, ingen Maade havde holdt, hvor
var det da at vente, at Reactionen vilde holde Maade, eller indskrænke
sig til hvad den med fuldkommen Ærlighed og Sanddruhed kunde kjæmpe for!
Voltaire havde ikke blot været kritisk, men var, tvungen af Tidernes
Ugunst, bleven polemisk. Det gjaldt for ham om med alle Vaaben, endog
med forgiftede, at komme de rent ydre, rent brutale Autoriteter tillivs,
som paa hans Tid hindrede, ja umuliggjorde det aandelige og materielle
Fremskridt. Nu vare alle hine Autoriteter faldne og Slægten savnede
en Autoritet. Der gives indre Autoriteter. Det Sande, det Rette, det
Gode ere saadanne. Men da Mængden var altfor lidt udviklet til at
nøies med slige eller til at føle sig tilfreds under saadanne frie
ydre Institutioner, der uden Paaberaabelse af nogen for Fornuften ikke
gjennemsigtig Myndighed kun vilde virkeliggjøre disse Idealer, da man
endelig havde erfaret, hvilke Misbrug der kunde drives med alle de rene
Fornuftprinciper som Frihed, Lighed og Broderskab, var det naturligt,
at ikke blot hver Enkelt af Massen holdt sit Hoved udstrakt til at
modtage ethvert kraftigt ydre Aag, der vilde ave de Andre paa samme
Tid som ham selv, men at ogsaa et Flertal blandt de bedst Begavede
kom til at optræde som Forkjæmpere for Autoriteter, dels geistlige
dels verdslige, som de selv kun støttede for Principets Skyld, men
med halv eller ingen Tro og med stedse vaklende Tillid. Vaklende
var Tilliden af den simple Grund, at det for dem som ægte Sønner og
virkeligt fremragende Sønner af det unge 19de Aarhundrede var umuligt
med oprigtig Tro at støtte sig til en Stamme, som deres Fædre havde
oversavet. Deri ligger det, at Chateaubriand's Tro paa Legitimiteten
er ligesaa løs som Constant's Tro paa Religionen i Almindelighed. Man
var ilde tilmode. Det gamle Hus var afbrændt. Man havde endnu ikke
begyndt at opføre det nye. Feilen var den, at man istedenfor kjækt at
forsøge derpaa, tyede ind i den gamle Bygnings Ruiner og begyndte at
sammensanke og paany at opmure dens usle og halv forbrændte Materiale.
Under dette Foretagende følte man sig da uophørlig fristet til Idrætter,
som laae ganske udenfor Planen; thi snart fristedes man til at gribe
helt nyt Materiale, som man blandede med det gamle for at give Bygningen
Fasthed, snart stod man i Begreb med helt at opgive det utaknemmelige
Arbeide, man havde for, og gav da i Fortvivlelse de gjenopførte skjøre
Mure et Spark, saa Stenene sprang imellem hverandre. Ingen Gruppe af
conservative Forfattere har vel nogensinde ført en mere lidenskabelig
Polemik mod Samfundet, saaledes som det er ordnet paa Traditionernes
Grund, end netop Emigrantlitteraturens. Kampen mod Samfundet er da
ogsaa det egentlige Livsprincip i Benjamin Constant's Roman »Adolphe«.
»Adolphe« er en Kjærlighedshistorie. Men den fremstiller ikke som
andre Kjærlighedshistorier Kjærligheden alene i dens første Opvaagnen
i Illusionernes Morgenrøde, men den leverer saa at sige dens hele
Biographi, skildrer dens Væxt, dens Hensygnen, dens Død, ja den
forfølger den over paa den anden Side af Graven, og viser, til hvilke
SFølelser den forvandles. aaledes er »Adolphe« mere endnu end »René«
Desillusionens og Skuffelsens Poesi. Det er selve Livets Blomst, som
her bliver berøvet sine Blade et for et, og paa det Omhyggeligste
botaniseret. I denne Henseende danner Bogen den skarpeste Contrast til
»Werther«. I Sammenligning med den synes »Werther« naiv. Det er den
Blomst, hvis Duft bliver en dræbende Gift for Werther, som »Adolphe«
koldblodigt piller fra hinanden.

Costumet er endnu engang skiftet; den blaa Kjole og den gule Vest viger
for vor triste, farveløse sorte Dragt og dens Ligfarver.

Men Enthousiasmen, der forlader Manden, bevares hos Kvinden. »Adolphe«
er Kvindernes »Werther«. Aarhundredets Sygdom har her gjort endnu et
Skridt. Den har fra Manden af udbredt sig til Kvinden. I »Werther« var
Manden syg, melancholsk, fortvivlet. Men Charlotte staaer sund, fast og
uanfægtet, til Gjengjæld en Smule kold og ubetydelig. Nu er det hendes
Tour, nu er det hende, som elsker og fortvivler.

Den Slægt af unge Mænd er opstaaet, som tager til Mundheld: Lad
Oldingene elske! vi Unge, vi, som roe paa Ærgjerrighedens Galeier,
have ikke Tid, ikke Lyst, ikke Sindsro dertil. Det er den selvsamme
Kamp som Werther kjæmper mod Samfundet i sin Kjærligheds Navn, der
her i »Adolphe« kjæmpes af Eleonore. Og Resultatet er ganske ligesaa
tragisk. Saaledes bliver denne Roman det første Forbillede for en
hel efterfølgende Litteratur, de psychologiske Studier. Det er
Behandlingsmaaden af det Erotiske, som her er ny. Langt borte i det
Fjerne øine vi den Tid, da Amor, som i Voltaire's Poesier fremstilledes
i Skikkelse af det elskværdige Barn, vi alle kjende fra Thorvaldsens
Basreliefer. For Voltaire var Amor Fornøielsens Gud, »Les ris, les jeux
et les plaisirs« vare hans Ledsagere. For Rousseau er han Lidenskabens
Gud. Hos Goethe skildres han endnu langt mindre som en velgjørende
Dæmon; man forstaaer vel, naar man læser Goethe, hvad Schopenhauer
mente, da han skrev, at Amor, overalt forfølgende sin egen Villie, intet
Hensyn tager til Individernes Ulykker. I »Faust«, den nye Tids første
Digt, er Amor forvandlet fra et skalkagtigt Barn til en stor Forbryder.
Faust og Margarethe elske hinanden, det vil sige: Faust forfører
Margarethe og forlader hende, og Gretchen's Kjærlighedshistorie bliver
Døden for hendes Moder, hendes Broder, hendes Barn og hende selv. Thi
hun, den skyldfrie og elskelige Pige, dræber sin Moder ved den Sovedrik,
hun indgiver hende for at Faust kan besøge hende om Natten, Faust og
Mephistopheles i Forening støde hendes Broder ned, da han vil hevne
Søsterens Ære. Af Frygt for Skammen dræber Gretchen sit nyfødte Barn,
saa kastes hun i Fængsel og saa bliver hun halshugget. Goethes Lidenskab
for det Sande har her bragt ham til at give et andet Billede af Amor
end det, paa hvilket han sees som Drengen i Gratiernes Rosenkrands. Og
ikke blot i sine Følger, men i sit Væsen er Kjærligheden hos Goethe
skjæbnesvanger og skjæbnebestemt. I »Valgslægtskaberne« har han studeret
de hemmelighedsfulde og uimodstaaelige Sympathier og Antipathier, af
hvilke Sjælenes indbyrdes Tiltrækning bestemmes, ligesom Stoffernes i
Chemien. Denne Bog indeholder en Slags naturphilosophisk Betragtning
af Lidenskaben; Goethe efterviser dens Opstaaen, dens magiske Magt
som dunkel Naturkraft, dens Grunden i vor Sjæls ubevidste Dybder. Der
var da gjort et Forsøg paa at forstaae Sympathien som Elskov, idet
den var paralleliseret med Sympathien som vi forefinde den udenfor
Menneskeverdenen; men der var endnu et Skridt at gjøre. Man havde
indbefattet Elskoven i en stor Synthese; det næste Skridt var at man gav
sig til at analysere den selv. Dette Hverv tilfaldt hin reflecterende,
urolige, til alle Sider speidende Slægt. Hvor forskjelligt man end
hidtil havde opfattet Kjærligheden, dens Aarsager og dens Følger, om een
Ting havde man været enig, nemlig om at tage Følelsen som noget Givet,
noget, man vidste hvad var, det vil sige, som noget Enkelt. Først nu
begyndte man at betragte den som noget Sammensat og at forsøge paa at
opløse den i sine Elementer. I »Adolphe« og i hele den Litteratur, som
slutter sig til denne Bog, er nøie agtet paa hvormange Dele, hvormange
Gran af Venskab, af Hengivenhed, af Forfængelighed, af Ærgjerrighed,
af Beundring, af Respect, af sandselig Tiltrækning, af Illusion,
af Indbildning, af Skuffelse, af Had, af Lede, af Enthousiasme, af
forstandig Beregning o. s. v., der for hver af de tvende Parters
Vedkommende er i det mixtum compositum, de benævne deres Kjærlighed.
Ved en saadan Analyse af Følelsen tabte den sin overnaturlige Charakter
og ophørte at forgudes. Istedenfor dens Poesi fik man dens Psychologi.
Det gik som naar man retter Kikkerten paa en Stjerne, dens Straaler
forsvinde, man seer blot det astronomiske Legeme; men hvor man før i
Maanelyset kun saa en blank og lysende Skive med et altid uforandret
Physiognomi, der øiner man nu en Mangfoldighed af Bjerge og Dale. I det
Øieblik man virkelig vilde erkjende Følelsen, fæstedes Opmærksomheden
nødvendigvis langt mindre paa dens første Opvaagnen, som alle Jordens
Digtere fra Arildstid havde besunget og forgudet, end paa hvad der
senere hændte, dens Varighed, dens Ophør. I de Tragoedier, som hos de
forskjellige Folkeslag ere ligesom dette Folks Hymner til Kjærligheden,
følger de Elskendes Død hurtigt paa Kjærlighedens første Blomstring.
Romeo seer Julie, de tilbede hinanden og efter nogle Dage og Nætter
tilbragte i den syvende Himmel ligge de begge som Lig. Spørgsmaalet om
Troskab i Tiden kommer end ikke frem. I vor danske Elskovs-Tragoedie
»Axel og Valborg« synes der vel ikke at være Tale om Andet end Troskab.
»Axel og Valborg« har jo som Forudsætning de Elskendes lange Forlovelse
og er netop derved saa national. Men »Axel og Valborg« er Troskab under
Adskillelsen, ikke Troskab i Samlivet. Troskaben er her den ydre, det
elskende Hjertes Fastholden ved sin Gjenstand, og der opstaaer slet
Fintet Spørgsmaal om den indre, Hjertets Fastholden af sin Elskov.
Den første er naturlig, ja nødvendig for Hjertet, den anden staaer
det ikke i Hjertets Magt ved en Beslutning at bevare; den bevares og
opgives ufrivillig. Det er Problemet om Troskabens Betingelser, der
nu dukker op i Litteraturen. Paa hvilke Betingelser er Lidenskaben
varig, paa hvilke ikke? Constant har herom skrevet en Roman, som vilde
have vundet Kierkegaards Bifald. Her er kun to Personer og ikke det
ringeste Sceneri. De husker Kierkegaards satiriske Udfald mod Sceneriet,
»Markerne og Køerne«, som Frater Taciturnus kalder det. Alt foregaaer
her efter indre Love, og Læseren iagttager den dobbelte Sjælehistories
Forløb lige indtil dens Slutning, paa samme Maade som Tilskueren
ved et naturvidenskabeligt Forsøg iagttager de i Karret indelukkede
Stoffers Gjæring og denne Gjærings Resultater. Hvem ere da hine to
Personer? ørst og fremmest hvem er han? Vi kjende allerede nogenlunde
Helten. Han er endnu meget ung, i den første Ynglingealder, men som
René og Obermann er han tidlig gammel. Han bærer paa en Utilfredshed,
hvilken han slæber efter sig som en Kugle ved Benet. Ligesom de Andre
hører han til Generationen af hine Sønner, hvem deres Fædre ingen
Gjerning havde levnet at udføre. Skjøndt han aldrig er bleven aandeligt
mættet, er han dog ikke hungrig, skjøndt han Intet har oplevet, er
han allerede ude over AltGustave Planche: »Notice sur Adolphe«.. Det
Tilkommende har ingen Interesse for ham, thi han har forgrebet det Alt
i sin Phantasi og det Forbigangne har gjort ham gammel, thi han har
levet nogle Aarhundreder i sin Tanke. Han har attraaet alt muligt,
men han har Intet villet, jo mere afmægtig han føler sig, des større
Dimensioner antager hans Forfængelighed, thi Forfængelighed er overalt
det Materiale, hvormed de Evne- og Villieløse forgjæves søge at stoppe
Hullerne i deres Villie eller deres Talent. Han ønsker at elske og at
blive elsket, thi han vil bruge Kjærligheden som en Styrkedrik for sin
Selvfølelse. Han vil opnaae en kraftigere Fornemmelse af sit Værd. Han
vil stige i sine egne og de Andres Øine. Han attraaer ikke en skjult
eller fredet Lykke; han trænger til at foretage en Erobring, til at
nævnes som den Lykkelige, til at fremkalde Opsigt og Misundelse gjennem
en iøinefaldende Triumph og Skandale. Saaledes faaer han første Gang
Anvendelse for sine Kræfter og Kjærlighedens Lykke bliver for ham det,
endelig engang at føle sin Villie, idet han bøier en anden Villie ind
under sin.

Og hvem er saa hun? En hel ny Kvindetype optræder her i Litteraturen,
en Type, som den store Romanforfatter Balzac senere tilegner sig og
varierer med en saadan Bevidsthed om dens typiske Charakter og med en
saadan Genialitet, at han kan betragtes som dens Skaber, en Type som
fra ham af gaaer over i den dramatiske Poesi og som behersker hele det
moderne franske Theater, men som bedst benævnes med det Navn, den har
faaet hos Balzac, Kvinden paa tredive Aar.

Den kraftige prometheusagtige Slægt, som Goethe tilhørte, havde
frembragt sin kraftige Type i Faust, den udviklede Mand, den
fuldstændigt udstyrede Aand, der efter at have endt sin Skolegang
gjennem Studierne, efter at have gjennempløiet alle Videnskaber, paa
Høiden af sin Manddomsalder føler en Tomhed i sit Hjerte, en Tørst efter
Ungdom, Friskhed og Naivetet, kaster sig ud i Livet og forelsker sig i
et Barn. Det er hendes Enfold og Uskyld, som beseirer og beruser ham og
som han vil rive til sig.

Den ulykkelige Slægt af Fortumlede og Forviste, af Hjemløse og
Emigranter som Constant tilhører, gjenfremstiller sin ideale
Personlighed i en Type som Adolphe, der gammel fra Vuggen af, kold
og tør i sit Hjerte, i alt sit Mismod begjærlig og ærgjerrig, men et
rent Barn i Alder og Erfaring, i Elskoven søger stærke Sandsninger
og rystende Indtryk, Kundskab til Livet, til Lidenskaberne og til
Kvindehjertet, Kampe og Farer at bestaae, en Overlegenhed med eet
Ord hos Kvinden. En saadan Overlegenhed frembyder den helt unge Pige
ikke, der er opvoxet under sin Moders Øine i et borgerligt Hus. Den
Triumph at vinde hende tilfredsstiller ikke. Men ved denne Overlegenhed
i Aar og Erfaring paa Kvindens Side skifter hele Følelsen og hele
Forholdet Charakter; thi den traditionelle Skildring forudsatte jo
altid, at Kvinden var nogle Aar yngre end Manden. Den barnlige og
uskyldige Opfattelse var den, at Elskov forenede to Væsner, som vare
saaledes forud bestemte for hinanden, at han alene følte Kjærligheden,
naar han saa hende, og hun alene, naar hun saa ham. Naar Øjeblikket
indtraf, elskede de saa hinanden lykkeligt og uforstyrret for hele
Livet. Og det forstod sig af sig selv, at den Styrelse, der havde
skabt dem for hinanden udelukkende, og sørget for at de traf hinanden
i det rette Øjeblik, ogsaa sørgede for, at alle de forskjønnende
mindre Biomstændigheder vare æsthetisk i deres Orden, saa at f. Ex.
Aldersforholdet var smukt og harmonisk, Bruden nogle faa Aar yngre
end Brudgommen, kort sagt, det Hele i Orden efter Opskriften. Fra det
Øieblik af, da en af Hovedtyperne i en Litteratur bliver en Elskerinde,
der er flere Aar ældre end sin Elsker, indtræder i Opfattelsen af
Følelsen en Revolution. Vi gjenfinde den store Afstand overalt: i
Balzac's Romaner, f. Ex. i »La femme de trente ans«, i »La femme
abandonnée«, i »Le message«, hos George Sand i saa forskjellige Bøger
som »François le Champi« og »Lucretia Floriani«, og Aldersforholdet var
af samme Art mellem de to berømteste litterære Par i den nyere franske
Litteratur, Mme de Stael og Benjamin Constant, George Sand og Alfred
de Musset. Aldersforskjellen omstyrter Betragtningen af Elskoven som
Samfundsmagt. Lidenskaben synes, idet den sammenknytter to hinanden saa
ulige Væsner, at være noget mindre Ordnet, mindre Regelret og mindre
Lykkeligt, men mere Forbigaaende. Den lader sig ikke mere forvexle med
Forspillet til et borgerligt Bryllup. Den synes at opstaae under visse
Betingelser, naar to, paa en vis bestemt Maade construerede Væseners
Baner komme til at krydse eller overskjære hinanden, og den synes ikke
at give noget Billede af en stor Tilværelsesharmoni.

Men da det er Kvinden, der fra nu af begynder at fremstilles i
Kamp med det bestaaende Samfund og da hun ikke kan føre denne Kamp
som ganske ung, afløses som sagt den unge Pige som Heltinde af den
udviklede Kvinde. Ret for Alvor bemægtiger denne Kvindetype sig
vel ikke Litteraturen før hos Balzac. Forud maa der gaae tre store
Begivenheder, Saint-Simonismen med sine humanistiske Tilbøieligheder,
Juli-Revolutionen, der bragte en vis Etiquette i Kvindernes Vilkaar og
Stilling til at briste og George Sand's Optræden; thi George Sand's
historiske Rolle er den, at hun for sig alene stræbte at føre den samme
Frihedskamp for Kvindernes Vedkommende, som Revolutionen af 89 havde
givet Stødet til for Mændenes alene. Revolutionen førte til en Lovbog,
hvis første Paragraph lyder: »Alle Franskmænd ere lige for Loven«,
men denne Paragraph glemmer rent de franske Kvinder. Kvindens Sag kom
tilorde i Litteraturen. Man har kaldt den trediveaarige Kvinde Balzacs
Opfindelse; men med Urette, han gjorde kun et Fund. Hun havde længe
sukket under sin tilsidesatte og forladte Stilling; i Lidenskabernes
Alder havde man anvist hende Resignationen, hun havde længe ventet paa
sin Maler eller sin Digter; da saa hun og Balzac BalzaeA fandt hinanden,
blev det som et elektrisk Stød. Han opdagede en hidtil ukjendt Verden,
i hvilken alle Følelser, Lidenskaber og Tanker havde en kraftigere
Charakter end i det ganske unge Hjerte. Og paa samme Tid dannede hans
Heltinder ham et Publicum, et udsøgt Publicum trods dets lette Rynker,
et taknemmeligt Publicum, der paaskjønnede ikke mere at blive overseet
og som levede op paany derved, at det vandt en ny Interesse, endelig
et Publicum, der for Alvor tog sig af sin Digters Berømmelse. Hvorfor?
Ganske simpelt, fordi der er uendeligt mange flere Kvinder paa 30 end
paa 20 Aar, som læse. Det blev da disse Kvinder, som optoge Romanen
og Skuepladsen indtil den Grad, at Typen endog trængte ind i Scribes
Theater. Vi have seet den hos os i »La bataille des dames«.

Jeg pleier ved enhver Type tillige at skildre dens Karrikaturform.
Jeg nævnte Dem Selvforgudelsens ved René, Føleriets ved Werther,
Miskjendthedens ved Obermann. Karrikaturen af Kvinden paa 30 Aar hos
Balzac er Kvinden paa 40 Aar hos hans Efterlignere. Der kom en Dag,
da Kritiken bittert beklagede sig over at see Ungdom og Skjønhed
detroniseret i den poetiske Litteratur. Jules Janin nedskrev paa sin
lette Maade denne Klage i Form af en Anklage mod Balzac, hvem han
beskylder for at være Aarsag i alle de Forelskelser, som falde Kvinderne
ind efter Trediveaarsalderen. Han kalder ham den fyrretyveaarige Kvindes
Christopher Columbus.

              »Kvinden fra 30 til 40 Aar«, siger han, »var »Kvinden fra
  30 til 40 Aar, siger han, varA fordum et Territorium, der betragtedes
  som tabt for Passionen, det vil sige for Romanen og Dramaet, men
  nutildags, takket være Opdagelsen af hine smilende Egne, hersker den
  fyrretyveaarige Kvinde alene i Drama og Roman. Denne Gang har den nye
  Verden helt undertrykt den gamle Verden og Kvinden paa 40 Aar beseirer
  den unge Pige paa 16. em banker? raaber Dramaet med sin dybe Stemme.
  Hvem er

Hvder? skriger Romanen med sin fine Røst. Det er mig, svarer skjælvende
det 16de Aar med sine Perletænder, med sin Barm af Sne, med sine blide
Linier, med sit friske Smil, med sit milde Blik. Det er mig. Jeg har
den Alder som Junie hos Racine, Desdemona hos Shakspeare, Agnes hos
Molière, Zaire hos Voltaire, Manon Lescaut hos Abbé Prévôst, Virginie
hos Saint-Pierre. Det er mig, jeg har den samme smukke, flygtige og
fortryllende Alder, som alle de unge Piger hos Ariost, hos Lesage,
hos Byron og Walter Scott. Det er mig, jeg er Ungdommen som haaber,
som er uskyldig, som uden Frygt kaster et Blik, der er ligesaa skjønt
som Himlen, ind i Fremtiden. Jeg har alle de kydske Tilbøieligheders,
alle de ædle Instinkters, Stolthedens og Uskyldighedens Alder. Giv mig
Plads, kjære Herre. Saaledes taler den smukke Alder paa 16 Aar til
Romanforfatterne og Dramaturgerne; men strax svare Romanforfattere og
Dramaturger: Vi ere beskjæftigede med din Moder, mit Barn, kom igjen om
en Snes Aar og vi skulle see om vi kunne gjøre Noget ud af Dig. r gives
nuomstunder i Drama

Deog Roman ikke Andet end Kvinden paa 30 Aar, som vil blive 40 Aar
imorgen. Hun alene kan elske, hun alene kan lide. Hun er saa meget
mere dramatisk, som hun ikke har Tid til at vente. Hvad ville I, at vi
skulle kunne gjøre ud af en lille Pige, som ikke kan Andet end græde,
elske, sukke, smile, haabe, skjælve? Kvinden paa 30 Aar græder ikke, hun
hulker, hun sukker ikke, hun hyler, hun elsker ikke, hun fortærer, hun
smiler ikke, hun skriger, hun drømmer ikke, hun handler! Det er Dramaet,
det er Romanen, det er Livet. Saaledes tale, handle og svare vore store
Dramaturger og vore berømte Fortællere.« af de

Enmest begavede og aandfulde Kvinder, der har levet, Mme Emile de
Girardin, tog Balzac i Forsvar og sagde meget rigtigt: »Er det Balzac's
Skyld at Trediveaarsalderen nutildags er Kjærlighedens Alder? Balzac er
nødt til at male Lidenskaben hvor han finder den, og nutildags finder
man den ikke i et Hjerte paa 16 Aar.« Vi see imidlertid, hvor meget
ældre denne Kvindetype er, end man senere hen i Frankrig antog, og
for at forstaae den uden al Karrikatur i dens Renhed og i dens sande
Betydning, ville vi studere den i dens første Form.

VIII. [Benjamin Constants psyke]

Vi vende da tilbage til »Adolphe«, og for bedre at forstaae den kaste
vi et Blik paa denne Bogs Forfatter. Constant fødtes 1767 i Lausanne.
Han var fra Barndommen af aldeles ualmindeligt udrustet. Naar man i
»Adolphe« maaskee ikke ganske forstaaer den overordentlige Tiltrækning,
Helten udøver, ligger det i, at Constant, der benyttede Erindringer af
sit eget Liv til Bogens Composition, undsaa sig ved at fremhæve Adolphes
fængslende Egenskaber for stærkt. Men Adolphe er i den Grad Constant
selv, at man saa at sige først fatter denne Types Tilblivelse, idet
man studerer Forfatterens Ungdom. Det gaaer med Adolphe som med René,
til hvis Forstaaelse Chateaubriands egne Udtalelser om sig selv give
Nøglen. Vil De høre en Stump af et Brev som Constant skriver som Barn
til sin Bedstemoder, og De vil forbauses over den Ynde, den Finhed,
den Fuldmodenhed, De finder hos ham; han var 12 Aar gammel da. »Jeg
havde tabt alt Haab om Brev, kjære Bedstemoder! jeg troede Du havde
glemt mig. Jeg sagde til mig selv: det er mine Fættere, der boe hos
Bedstemoder, som have fortrængt mig af hendes Erindring. Ganske vist
ere de elskværdige, ere Oberster, ere Capitainer o. s. v., og jeg er
endnu Intet. Imidlertid elsker jeg hende og forguder hende ligesaa
meget som de. Du seer, kjære Bedstemoder, hvilken Sorg din Taushed har
forvoldt mig. Hvis Du altsaa interesserer Dig for mine Fremskridt, hvis
Du vil, at ogsaa jeg skal blive elskværdig, lærd og forstandig, saa
skriv mig undertiden til, og fremfor Alt elsk mig trods mine Feil. Mig
fattes kun Beviserne paa dit Venskab, jeg har i Overflod alle de andre
Hjælpekilder, og jeg har den Lykke, at man hverken sparer paa Omhu
eller paa Penge for at dyrke mine Talenter, hvis jeg har nogle, eller
for at bøde paa Mangelen af dem ved Kundskaber. Jeg vilde meget gjerne
kunne fortælle Dig noget Tilfredsstillende om mig, men jeg frygter for,
at intet Tilfredsstillende lader sig sige uden om det Legemlige. Jeg
har det godt og voxer stærkt. Du vil maaskee sige, at er det Alt, saa
er det ikke værdt at leve. Det tænker ogsaa jeg, men min Letsindighed
omstyrter alle mine gode Forsætter. Jeg vilde ønske, man kunde forhindre
mit Blod i at circulere med saa stor Hurtighed og give det et mere
regelret Omløb i en bestemtere Takt. Jeg har prøvet, om Musiken ikke
kunde gjøre denne Virkning paa mig; jeg spiller Adagio'er, Largo’er, som
kunde dysse 30 Cardinaler i Søvn. De første Takter gaae godt, men jeg
veed ikke, ved hvilken Magi de saa langsomme Melodier altid ende med
at gaae prestissimo. Det gaaer mig lige saadan med Dandsen, Menuetten
ender altid med Bukkespring. Jeg troer, kjære Bedstemoder, at Ondet er
incurabelt og at det vil modstaae selv Fornuften; jeg burde dog allerede
have en Gnist af Fornuft, thi jeg er 12 Aar og nogle Dage; imidlertid
mærker jeg Intet til dens Herredømme. Naar dens Morgenrøde er saa mat,
hvad Styrke vil den da have til 25 Aar.

Veed Du, kjære Bedstemoder, at jeg kommer i Selskab to Gange om Ugen.
Jeg har en smuk Frakke, Kaarde ved Siden, Hat under Armen, een Haand
paa Brystet, en anden i Siden. Jeg holder mig rank og giver den store
Dreng, saa godt jeg kan. Jeg seer, jeg hører, men hidindtil kan jeg ikke
sige, at jeg misunder de Voxne deres Fornøielser. De see Alle ud, som
om de just ikke holdt altfor meget af hinanden. Imidlertid — Spillet og
Guldet, jeg seer rulle, foraarsager mig nogen Sindsbevægelse. Jeg gad
vinde af 1000 Aarsager, som de Andre kalde Luner og Griller.«

Hvad siger De til denne Gratie uden Varme, til denne Forstand, der
smigrer, til denne Blaserthed fra Fødselen af, hvem det rullende Guld
alene foraarsager nogen Sindsbevægelse? Man aner den fremtidige Spiller.
Man spørger sig selv, om denne Mand ikke med en vis Ret vil kunne sige
om sig selv, hvad Andre med mindre Ret have sagt om sig, nemlig, at han
aldrig har været Barn. Føler De, hvor gammel han er født, hvor ganske
han til enhver Tid vil være ude over enhver af sine Sindsbevægelser,
og hvorledes han vil trænge til stærke Sindsbevægelser, aner De den
mærkværdige Blanding af Sensibilitet Dog Egoisme i Charakteren, Evnen
til at adskille sig fra sig selv, fordoble og raillere sig? et er den
samme Charakter, der hos Ynglingen vil føre til Udbrud som dette: »Jeg
morer mig over alle disse Forlegenheder, hvori jeg befinder mig, som om
de vare en Andens,« eller til Constants Yndlingsmundheld, naar han var
vred: »Jeg raser, jeg gaaer fra Forstanden af Raseri, men i Grunden er
det Hele mig meget ligegyldigt.«

Det er den samme Mand, der, da han havde rettet et Bønskrift til Ludvig
den 18de, hvori han undskyldte sit Frafald til Napoleon i de 100 Dage og
forsikrede Kongen om sin altid uforandrede Loyalitet imod Bourbonerne,
om Aftenen i et Selskab svarede Den, der bragte ham den Efterretning,
at han var tilgivet og at hans Bønskrift havde overbevist Kongen, disse
gyldne Ord: »Det troer jeg, det havde nær overbevist mig selv.«

I erotiske Sager begynder han som en sand Cherubin, og han begynder
tidligt. 20 Aar gammel sagde han: »I min Ungdom, da jeg var 16 Aar.« Og
han flagrer fra Kvinde til Kvinde. Først forlader han Mme de Charrière
for at gifte sig, saa bliver han skilt fra sin Hustru, saa lærer han Mme
de Staël at kjende, saa gifter han sig igjen — med en Anden.

Damerne gave ham Navnet »L‘inconstant«. Den Rolle, Kvinderne have spilt
i hans politiske Løbebane, er uhyre. Alle hans Feil have de faaet ham
til at begaae. Det var en Kvinde, Mme de Staël, som bragte ham til at
skrive hine hans første Artikler under Revolutionen, der bleve udlagte
som royalistiske og som han bittert fortrød. Det var en anden Kvinde,
Mme Récamier, der bragte ham til at optræde med en Voldsomhed overfor
Napoleon lige efter dennes Tilbagekomst, som gav hans Tilslutning til
Keiseren Charakter af et Forræderi. Hans første mere notable Forbindelse
er den med Mme de Charrière, en fortrinlig Forfatterinde; hun var i
Parenthes 25 Aar ældre end han. Det var hos hende at han, siddende
ved det samme Bord, hvorved hun skrev, begyndte sit store Værk om
Religionen, der skulde gjenindføre den religiøse Aand i Frankrig. 30
Aar senere fuldendte han det i den Tid som Talerstolen i Kammeret og
Spillehusene i Paris levnede ham til Arbeid af anden Art. Men nu, i hans
20de Aar, blev det begyndt. Og symbolsk og charakteristisk nok: det
første Afsnit skrev han paa Bagsiden af en Pakke Spillekort, og alt som
han skrev Kortet færdigt, skjød han det over til Mme de Charrière.

Ligesom Hovedindtrykket af »Adolphe« er det Hjertesuk: »Gid jeg kunde
elske!«, saaledes er Indtrykket af Bogen om Religionerne det: »Gid jeg
kunde troe!«

Studer ham i hans Ungdom medens han endnu aabenbarer Mennesket, ikke
spiller Rollen, og De vil kunne gribe hans religiøse Følelse i dens
oprindelige og ægte Form. Han skriver som ung i et Brev til en Veninde:

            »Jeg føler mere end nogensinde Altings Intet, hvorledes Alt
  lover og Intet holder, jeg føler hvormeget vore Kræfter staae over
  vore Vilkaar og hvor ulykkelig denne Disproportion maa gjøre os. Mon
  ikke Gud, Ophavsmanden til os og vore Omgivelser, er død før han har
  faaet endt sit Værk, saa at Verden egentlig er et opus posthumum?
  Han havde de smukkeste og største Projecter af Verden og de største
  Midler til at udføre dem. Han havde allerede sat flere af disse Midler
  i Bevægelse, ligesom man reiser Stilladser for at bygge, og midt i
  dette Arbeide er han død. Nu er saaledes Alting opført med Hensyn
  til et Maal, som ikke mere existerer, og vi i Særdeleshed, vi føle
  os bestemte til Noget, hvorom vi ingen Idee kunne gjøre os. Vi ere
  som Uhre, paa hvilke der ingen Skive eller Visere ere, og hvis Hjul,
  som ikke mangle Intelligents, dreie sig til de ere opslidte, uden at
  vide hvorfor og stedse sigende: Jeg dreier, altsaa har jeg et Maal. —
  Farvel kjære og spirituelle Hjul, som har det Uheld at staae saa høit
  over det Uhrværk, af hvilket De er en Del, og som De forstyrrer! Uden
  Selvros: det er ogsaa mit Tilfælde.« andet Sted siger han:

Et»O hvor Fyrsterne ere ædelmodige og høimodige; der har de nu igjen
givet en Amnesti, hvorfra Ingen er udelukket uden alle de, som have
gjort Oprør. Det minder mig om en Psalme, der forherliger den jødiske
Guds Bedrifter. Han har dræbt dem og dem; thi hans guddommelige
Godhed varer evigt; han har druknet Pharao og hele hans Armee; thi
hans guddommelige Godhed varer evigt; han har slaget alle Ægypternes
Førstefødte med Døden; thi hans guddommelige Godhed o. s. v. o. s. v
.« e »Dsynes mig ikke demokratisk. Jeg troer som De, at der paa Bunden
af Revolutionsmændenes Sjæle er Svig og Raseri. Men jeg holder mere af
Svig og Raseri, der omstyrter Fæstninger og afskaffer Titler og andre
Dumheder af den Art, og som sætter alle de religiøse Drømmerier paa lige
Fod, end af den Art Svig og Raseri, som vil bevare og canonisere hint
elendige Misfoster af Jødernes barbariske Stupiditet, podet ind paa
Vandalernes barbariske Uvidenhed.« o mere man tænker over »Jdet, des
mere opgiver man at begribe et »cui bono« (et »til Fordel for hvem?«)
i denne Dumhed man kalder Verden. Jeg forstaaer hverken Maalet eller
Architekten eller Maleren eller Figurerne i denne laterna magica, af
hvilken jeg har den Ære at udgjøre en Del. Vil jeg forstaae det bedre,
naar jeg er forsvunden fra denne trange og mørke Globus, paa hvilken
det morer jeg veed ikke hvilken usynlig Magt at lade mig dandse med
eller imod min Villie? Det veed jeg ikke. Men jeg er bange for, at det
forholder sig med denne Hemmelighed som med Frimurernes, der kun i de
Uindviedes Øine er noget værd.« aner hvilken Baggrund af Skepsis der
ligger bagved al

DeConstants Enthousiasme. sse Ord passe godt for den samme Mand, der i

Diet af sine Breve om Tydskland siger: »Jeg skjænker Dem alle Tydsklands
komiske og lyriske Poeter; thi jeg bryder mig ikke om Poesi, hverken i
dette Sprog eller i noget andet.« n det er ogsaa den samme Mand, som, da
han 1830 fik

Meet Brev fra en af sine Venner, i hvilket der stod: »Her spilles et
frygteligt Spil, vore Hoveder ere i Fare, kom og bring os Deres!«,
øieblikkeligt kom. nstant pleiede at sige, at

Cohan mente, at ingen Sandhed var fuldstændig saalænge man ikke tog
dens Modsætning op i den. Det lykkedes ham altfor stadigt, derfor
var han trods alle sine ædle Drivfjædre og sine høihjertede Opsving
dybest inde en Ruin. Han har den sørgelige Ære at frembyde den mest
fuldstændige Type paa denne Art contradictoriske Naturer: han er paa
een Gang oprigtig og løgnagtig, veltalende og tør, varm og udslukt,
romantisk og antipoetisk, ikke til at gribe. s nu »Adolphe« og

LæAphorismerne i »Enten-Eller«!

 IX. [Goethes kvindeskikkelser og Constants Eleonore]

Benjamin Constant har ikke i Frankrig undgaaet Beskyldningen for
Germanisme. Født i Schweitz tilbragte han sin Ungdom først i England,
senere i Weimar, hvor dengang en Pleiade af alle Tydsklands største
Aander straalede. Han kjendte Goethe og levede i hans Kreds. Han
oversatte Schillers »Wallenstein« paa Fransk og forsynede den som
Indledning med Studier over det tydske Theater, der vise, i hvilken
Grad den tydske Aandsretning havde paavirket ham. Des interessantere er
det at see, i hvilken Modsætning hans egen poetiske Production staaer
til den tydske. Lad os tage Goethe til Exempel, i hvis Kvindeskikkelser
den tydske Poesi har naaet sin høieste Fuldendelse rimeligvis for
Aarhundreder, paa samme Tid som det eiendommelig germaniske Sjæleliv i
dem er bleven præget renest. Vil De et Øieblik tænke paa Gretchen og
Clärchen. Det er to Modsætninger, den ene en blidere og frommere Natur,
den anden en dristigere og mere enthousiastisk. Men Grundpræget i deres
Sjæl er det selvsamme. Det er to Børn. De gaae begge op i en eneste
Følelse, deres Væsen er uden al Sammensætning, fuldstændigt enkelt,
simpelt, enfoldigt. De elske begge første Gang og denne eneste Gang. De
hengive sig begge og udenfor Ægteskabet med fuldstændig Tillid, uden
al Modstandskraft, ja uden den ringeste Villie til Modstand, den Ene
af dyb kvindelig Hengivenhed, den Anden af høi kvindelig Begeistring.
De fatte ikke, at de gjøre noget Urigtigt, de tænke ikke. Deres hele
Væsen, deres Villie og deres Tanker strømmer dem afhænde, de vide ikke
selv hvorledes. Deres Hjerte er blødt som Vox til at modtage et Indtryk,
men engang modtaget slettes det ikke ud og bliver staaende som præget
i Guld. Intet kan sammenlignes med deres Sjæles Uskyldighed, Renhed og
Retskaffenhed. De ere trofaste af Instinkt, de begribe ikke, at man
kunde være Andet. De have ingen Moralitet, men de have alle Dyder;
thi man er moralsk med Bevidsthed, men god af Natur. De betragte sig
ikke som den Elskedes Lige. De see op til ham; for dem er det, som om
det gamle Sagn var bleven virkeligt, at Gudernes Sønner nedstege til
Menneskenes Døtre. De husker Gretchen forbauset og overvældet af al
Faust’s Viden, De erindrer Clärchen, knælende som et Barn for Egmont,
da han kommer i sin fulde Pragt. De tabe sig helt i den Elskede, gaae
op og forsvinde i ham. Det er ikke to jevnbyrdige Personligheder, som
række hinanden Haand og forpligte sig til hinanden, det er et fortumlet
og beundrende Barn, som klynger sig til en Mand. Han er hendes Liv, men
i hans Liv er hun en Episode. Hans Blik omspænder og overskuer hele
hendes Væsen; men hun kan i ingen Retning overskue ham, derfor endnu
mindre gjennemskue eller bedømme. Hun kan hverken see hans Grændser
eller hans Mangler. Hvorhen hun seer, seer hun ham som noget Kolossalt
og Gigantisk, der rykker hende imøde fra alle Sider. Derfor i denne
Kjærlighed ingen Kritik, ingen Frigjørelse for Aanden, ingen Brug af
Forstanden. Han er den Store, den Herlige i Almindelighed, som Faust,
der veed at tale om Alt og har Svar paa alle Spørgsmaal, som Egmont,
hvis Navn, Heltens og Befrierens, er paa Alles Læber og hvem hele Staden
kjender. Her er, siger jeg, ingen Frigjørelse for Aanden; thi denne unge
Pige har ikke Aand i Betydning af Forstand, hun er lutter Sjæl. Naar
hun udfører Handlinger, der synes at kræve Villie eller en vis mandig
Besluttethed, naar f. Ex. Clärchen — forbauset og indigneret over, at
Bruxelles’ Borgere saa koldt og saa feigt see deres egen Helt, Egmont,
blive ført i Fængsel og maaskee til Døden — naar hun træder ud paa
Torvet og forgjæves søger at opildne disse sløve Sjæle ved flammende
Ord, da dannes Baggrunden for denne Handling af den unge Piges naive
Tro paa, at hendes Elskers Liv maa være ligesaa vigtigt for de Andre,
som for hende selv; da hun kun seer ham i Verden, begriber hun neppe,
at de Andre kunne tænke paa Andet. Disse unge Piger træde som ægte
Producter af deres Race ind i den samme store Familie, hvortil Ophelia
og Desdemona høre.

I afgjort Modsætning til dem staaer nu det nye Kuld af Kvinder. Her var
Væsenets Kjærne Inderlighed, Gemyt, Natur. Man seer dem som Desdemona og
Ophelia i de Naturomgivelser, der svare til deres Væsen, saaledes som
Desdemona viser sig for Phantasien under det Piletræ, om hvilket hun
synger, og Ophelia med Blomsterne i sit Haar. I den anden Kvindetype er
Alt Bevidsthed, Aand, Lidenskab og Villie, activ Charakter.

Eleonore er i det Øieblik, da Adolphe lærer hende at kjende, ikke
nogen ung og uerfaren Pige, hvem en første Elskov griber. Det er en
Kvinde, hos hvem enhver opstaaende Følelse tegner sig paa en Baggrund
af Erfaring, af alvorlig og smertelig Erfaring, der i alle Retninger
har oppløiet Sjælen. Dette Fond af Erfaring er det første nye Træk:
thi Erfaring forudsætter Aandsudvikling og Forstand. Der skal mere til
at have erfaret Noget end det simpelt hen at have gjennemgaaet Noget.
Eleonore har givet Afkald paa alle det fredede og betryggede Livs Goder
og Glæder. Af fornem Herkomst og født i Rigdom har hun forladt Familie
og Hjem for at følge Den, hun har foretrukket, som hans Elskerinde. Hun
har valgt mellem hele Verden og ham. Hun har isoleret sig fuldstændig,
for ubetinget at kunne ofre sig for ham og hun har begyndt med at
vise ham de største Tjenester, med at redde hele hans Formue. Hun
har snart seet sig udpeget som en Gjenstand for Haan og Foragt, ved
hvert Skridt hun har gaaet, har hun seet sig ramt af fornærmende, af
uforskammede Øiekast, den ene Kvinde har vist hende til den anden med
Fingren.Planche: »Notice sur Adolphe«. Enhver, selv den Usleste, har
vidst sig i sin Ret til med et Blik eller et Ord at fæste Skammens
Brændemærke paa hendes Pande. Det ene Hus efter det andet har lukket sig
for hende paa det fremmede Sted hvor hun boer; snart har hun seet sig
næsten udelukkende indskrænket til Omgang med Mænd, Venner af hendes
Elskede, og deres Tone overfor hende har, skjøndt ærbødig, undertiden
været tvivlsom. Men hun, som een Gang for alle har sat sit Liv paa et
eneste Kort, har fra den første Dag samlet al sin Sjæls Styrke til
Modstand, hun har sagt til sig selv: »Har jeg feilet ved saaledes at
binde mig til denne Mand, saa vil jeg hæve mig og bøde paa Feilen ved
den strengeste Troskab. Skulde en brændende Begeistring, en Hengivenhed,
hvis Opofrelse ingen Grændse kjender, ikke have nok i sig selv, og kunne
opretholde Den, der skulde synes at maatte synke sammen under Verdens
Misbilligelse og Foragt? Lad dem haane og udpege mig saa Rødmen stiger
op i mit Ansigt, jeg vil ikke bøie min Nakke eller slaae mine Øine ned.
Lad mig undvære Alt, deres Gjæstfrihed og deres Fester, deres Agtelse og
den indbyrdes Smiger, ved Hjælp af hvilken Selskabet kitter sig sammen,
mit Liv har i en eneste Følelse en større Fylde end deres i al dets
løiede Glands.« Dette Element af Villie er det andet nye Træk.

Paa dette Punkt har hun holdt sig i Aaringer, indtil den Grad har hun
troet paa Elskoven og troet paa ham. Da er det at den første Tvivl om
hans Bestandighed griber hende, og hendes hele Bygning styrter sammen.
Vedbliver han at paaskjønne saamegen Hengivenhed, forstaaer han hvad hun
lider og vil han holde hende skadesløs for det, elsker han eller handler
han kun som en Mand af Ære, er han trofast, eller er han kun for stolt
og velopdragen til at vise sig utaknemmelig og ligegyldig?

Det er ikke uden Taarer, at hun stiller sig disse Spørgsmaal, det er
ikke uden den dybeste Jamren, at hun selv giver Svaret. Fra nu af er
hun forbi, tilintetgjort og knust; thi den Tro paa Elskoven, der var
hendes eneste Støtte, er splittet for alle Vinde, og den Troskab,
hvori hun satte sin Ære, er bleven et meningsløst Ord. Hvis hun ikke,
endnu ung, skal synke ældet og rynket i Graven, maa hun kunA; ændret
ordlyd i B og senere udgaver gjenvinde Livet ved at gjenvinde sin Tro
paa Kjærlighedens Almagt, paa at den verdslige Kløgt og den smudsige
Egoisme, der sminker sig op som Dyd og Religion, ikke ere de stærkeste
og ikke beholde Ret. I dette Øieblik er det, at hun møder Adolphe.
Han nærmer sig med en Attraa, i hvilken hele Tørsten efter Livet og
dets Indhold er samlet, han drages til hende som til den, i hvem han
paa hemmelighedsfuld Maade føler, at Skatte af Lidenskab, af Ømhed og
Begeistring, af Aand og Erfaring ere sammenhobede og ligesom nedgravne.

De seer, hvorledes Partiet strax fra først af er stillet; hans Længsler
og hendes Savn, hans Forfængelighed og hendes Fortvivlelse, hans Ungdom
og hendes Skuffelser, gribe ind i hinanden som to Hjul i samme Uhrværk.

De forudseer let den Enthousiasme, med hvilken Lidenskaben i det første
Øieblik vil flamme iveiret, den fulde og mægtige Akkord som vil klinge,
den jublende Symphoni der vil høres, som var Seir og Frelse for alle
Tider vundet for dem Begge. Ifald De vil analysere hendes Følelse,
finder De deA; ændret ordlyd i B og senere udgaver i den en ny og
ganske eiendommelig Blanding, en Begeistring som næsten er fanatisk,
thi den skal i hvert Øieblik kunne dræbe den altid paany frembrydende,
tilbageskuende Jalousi, en Tro, der næsten er krampagtig, fordi den ikke
er grundet paa den sunde naturlige Tillid, men paa Villien til at troe
trods Alt, trods det, allerede een Gang at være sveget, en Troskab, der
vaander sig under bestandig at maatte bevise sin Tilværelse, fordi den
er fremgaaet af Utroskab mod en Fortid, og endelig i Elskoven selv en
Indtræden i den af et Element i Kvindenaturen, som vi ikke tidligere
have seet optaget i denne Følelse, noget af en ældre Søsters eller en
Moders Kjærlighed. Dette Element fandtes ikke hos Gretchen og Clärchen.
Hele denne potentserede Lidenskabelighed er det tredie nye Træk.

De indseer sluttelig let, at Harmonien her ikke kan være endelig, om
den endog kan være langvarig, at et Tidspunkt vil komme, hvor disse to
Naturer, saa uensartede og saa lidet forstaaende hinanden, med Rædsel
ville opdage Unaturligheden af deres Forening og hvor Omgivelsernes
frygtelige Magt vil føles. De ville til det Yderste skjule Opdagelsen
for hinanden, de ville af Ømhed for hinanden, af Stolthed overfor
Verden, gjøre Alt for at mane Sandheden bort, men de ville kun opnaae
til Pinsel for sig selv at fortsætte en Usandhed, paa hvilken Ingen af
dem af sit hele Hjerte mere troer.

Denne Kjærlighedens Opløsningsperiode er Romanens egentlige Gjenstand.
»Adolphe« har vundet en uhyre Anerkjendelse, og dens typiske Charakter
blev saameget mere paaskjønnet, som enhver ung Mand fandt en
Tilfredsstillelse i at erklære Adolphes Historie for et tro Portrait af
sin egen; thi selv Andreas Blegnæb siger jo hos Shakspeare: »Der var
ogsaa engang En, som tilbad mig.« Mangen En har læst denne Bog under
Samvittighedskvaler, om hvem man, som Constant med sædvanlig Finhed
siger i Fortalen, har Grund til at antage, at hvis hans Forfængelighed
havde været mindre urolig, vilde hans Samvittighed have ladet ham i Ro.
Ligefuldt lader det sig ikke negte, at Adolphe er en Type. Men langt
mere betydningsfuld end han er dog den kvindelige Hovedfigur Eleonore,
især som hun fremtræder i sit andet Stadium. Thi i hende har den nye
Tids paa een Gang kraftige og sygelige Litteratur fundet sin Dronning,
som den fandt sin Konge i René.

Længe før Balzac, længe før George Sand, optræder da her Kvindens Kamp
i Litteraturen, hendes Kamp med det Bestaaende og med Samfundet, og
Eleonore kommer til at repræsentere denne Kamp, fordi hun er støbt
over Aarhundredets mægtigste Kvindeskikkelse, over den Kvinde, der
kjæmpede den største Kamp, som nogensinde i Verdenshistorien en Kvinde
har kjæmpet med rent aandelige Vaaben, med eet Ord over Mme de Staël.
Thi den Kjærlighedshistorie, som fortælles i »Adolphe«, er den som
virkelig fandt Sted imellem Benjamin Constant og Germaine de Staël.
Ganske vist var dennes ydre Forhold andre end Eleonores; men det er
denne store og sjeldne Kvinde, hvis personlige Livskamp var en Kamp med
selve Datidens Verdensbehersker, og hvem Napoleon med smaaligt Had og
uædel Frygt forfulgte, forviste, censorerede og underkastede alle de
Plager, for hvilke et brutalt Despoti kan udsætte det geniale Individ,
denne Kvinde er det, som giver Constant den nye Kvindetype.

Thi Kvindens Optræden i Litteraturen som Aand, som Bevidsthed, er
kun det første Skridt til hendes Optræden som Geni. Alt sees Mme de
Staëls Turban at glimre i Horizonten. Den samme Kvinde, som først
bliver delagtig i Mandens Lidenskaber og Kampe, bliver snart delagtig
i hans Geni og i hans Hæder. En kort Stund endnu, og Kampen følges af
Triumphen, og hin samme Kvinde, der bukker under som Eleonore, krones
som Corinna paa Capitol.

X. [Constants Adolphe]

Tilbage staaer kun at gjøre Rede for Finheden af den psychologiske
Analyse i »Adolphe« og at vise til hvilket Resultat den fører. »Adolphe«
begynder, hvad der ikke kan undre, naar man kjender Constant’s egen
Charakter, med det Indtryk: dette er en Erobring, som er mig værdig, og
han indbilder sig som kold Iagttager at kunne gjøre Studiet af Eleonores
Charakter for i Ro og Mag at lægge sin Slagplan, men snart kommer han,
hvis Sensibilitet netop er ligesaa stor som hans Egoisme, under en
Magi, der helt betager ham og som i den Grad forøger hans naturlige
Frygtsomhed, at det er ham umuligt at faae Mod til den Erklæring,
som han har lovet sin Forfængelighed at gjøre hurtigt og raskt. Han
skriver, men Eleonore afviser og flyer ham. Denne hendes Modstand og
Kulde fremkalder hos ham en Underkastelse og en Ømhed, der snart gaaer
over til en Art af Cultus. Saaledes var Eleonore aldrig bleven elsket,
thi hvormegen sand Hengivenhed hendes Beskytter end havde vist hende,
var der dog en svag Nuance af Overlegenhed i hans Væsen overfor hende.
Han kunde have stiftet en hæderligere Forbindelse end denne. Han sagde
det vel ikke; men det, der ikke siges, existerer ligefuldt. Derfor er
det Ærefrygten hos Adolphe, som fra først af fortryller Eleonore. Hun
hengiver sig og han bliver som svimmel af Henrykkelse og Lykke. Det
første Skaar i Henrykkelsen gjøres derved, at Eleonore, da Greven har
forladt Byen paa nogen Tid, ikke mere kan afsee Adolphe, end ikke nogle
Timer. Vil han forlade hende, søger hun at holde ham tilbage; gaaer
han, spørger hun, naar han kommer igjen. Først føler han sig smigret
og lykkelig ved en saa grændseløs Hengivenhed, men snart er hans Tid
saaledes optagen, at han ikke har Hen Time, hvorover han er Herre. Han
maa afslaae ethvert selskabeligt Forslag, der gjøres ham, afbryde alle
sine Bekjendtskaber. Han føler vel ikke dette som et Tab, men han vilde
have foretrukket ikke at skulle indfinde sig paa Klokkeslet, og at
kunne komme efter Tid og Lyst. Hun, som før var et Maal, er nu bleven
et Baand. vor ere I Ohenne, alle I skjønne Romaner, i hvilke Elskeren
aldrig havde Andet at bestille end at elske, i hvilke han elskede
fra Morgen til Aften, stod op om Morgenen for at elske, elskede hele
Dagen og tilbragte en søvnløs Nat af Kjærlighed! Det er et kraftigt og
realistisk Træk i »Adolphe«, at Elskeren føler Tabet af sin Tid som et
Tab. g det nytter ei, at han tilerobrer sig sin Tid, naar han dog taber
sin Sindsro igjennem Sympathien; thi udebliver han engang imellem,
berøver Tanken om hendes Sorg derover ham al den Tid, han vinder, paa
samme Tid som han dunkelt føler sig irriteret ved i den Grad at være
undergiven et andet Menneskes Herredømme. Kommer han saa til hende, ilde
tilmode over at være kommen meget hurtigere igjen, end det var klogt
af Hensyn til hendes Rygte og hans Beskæftigelser, finder han hende
ulykkelig over at han er udebleven altfor længe. Han har lidt to Timer
under Forestillingen om hendes Venten, han maa nu lide to andre Timer,
før han kan stille hende tilfreds. Alligevel føler han sig lykkelig,
siger sig selv, at det er sødt at blive elsket saaledes, men trøster sig
dog egentlig ubevidst med, at Uensartetheden i deres Vilkaar tidligt
eller sent maa gjøre Ende paa Forholdet.

Først lider han nu den Smerte ikke at kunne være ærlig; thi Greven
kommer tilbage og han er nødt til at bedrage ham. Saa lider han den
Smerte, at see Eleonore opofre Alting for hans Skyld, og paa een
Gang opgive sit Hjem og sin Formue. Og denne Smerte er dobbelt, dels
egoistisk, thi han fortvivler ved at see sin Frihed lammet ved det
Offer, hun er lykkelig ved at bringe ham, dels sympathetisk, thi han
seer Samfundet kaste sig over hendes Rygte med et hyæneagtigt Raseri.
Alt hvad hun ved Aars ulastelige Opførsel har vundet, taber hun paa een
Dag. Hendes Stolthed vaander sig, og hans Hengivenhed bliver til Pligt.
Der er fra nu af imellem dem en hemmelig Lidelse, som de ikke betroe
hinanden.

Adolphes Charakter begynder at fordærves. Paa samme Tid som han kjæmper
i Duel med En, der har omtalt Eleonore ilde, skader han selv ufrivillig
hendes Rygte; thi han søger en Art Trøst for den Afhængighed, i hvilken
han lever, ved overalt at raillere over Kvinderne og over dem, som
underkaste sig deres Despoti, og disse Ytringer fortolkes. Han, som ikke
kan modstaae en Taare, sætter en Ære i overalt at tale med Haardhed og
Foragt om Kvinden.

Andre have lidt den Ulykke at elske, uden at elskes igjen; han lider den
modsatte, at elskes, uden længere at elske. Saameget han bestræber sig
for at vise ret megen Glæde hvergang han seer Eleonore, gjennemskuer
hun ham, og det kommer til en af disse frygtelige Scener, af hvilke Mme
de Staël beredte Constant saamange, i hvilken Eleonores stormfulde Sjæl
giver sig Luft med en Bitterhed, som ligner Hadets. Men Omgivelserne
stræbe at fjerne Eleonore. Adolphes Fader vil ikke, at hans Søn skal
spilde sin Ungdom paa dette Forhold, og en simpel Ridderlighedsfølelse
bringer da Adolphe til at flygte med hende. De tilbringe nogen Tid i en
blid Sindstilstand, som ligner Kjærlighed. Eleonore bringer nye Ofre,
som det er Adolphe en Pine at modtage. Snart lider hun under det, ikke
at blive elsket, som Adolphe under det, ikke at elske, snart beruser
hun sig saaledes i sin Kjærlighed, at hun seer den dobbelt og antager
den for begges. De leve begge som i en Slags Erindring om deres fordums
Lykke, der er stærk nok til, at Adskillelsen kan synes dem smertelig, ja
utænkelig, men for svag til at Samlivet kan være dem til nogen Glæde.
De ømme, men dog matte Ord, med hvilke Adolphe nu bevidner Eleonore sin
Kjærlighed, ligne de tørre, farveløse Blade, som endnu ud paa Vinteren
kunne være blevne hængende paa en eller anden forlængst afbladet Gren.

Saaledes gjør han ikke engang Den lykkelig, der gjør ham saa ulykkelig.
Hvergang hun troer at have vundet nye Rettigheder, føler han sig lagt
i nye Lænker. Hendes Lidenskabelighed gjør deres Samliv til et stadigt
Uveir. Jeg husker disse Ord i en Biographi af Constant: »Det Aar havde
Constant det godt, Mme de Staël var i Rusland.«

Eleonore arver sin Fader og trænger ikke mere til Adolphes Beskyttelse.
Verden mistænker ham nu endog for at drage Fordel af deres Venskab,
og man hader ham, fordi han forspilder hendes Rygte ved altid at sees
i hendes Nærhed, medens han selvfølgelig ikke kan forklare, at det er
hende, som ei kan leve uden ham.

Hans Liv løber bort mellem hans Fingre, han holder ingen af de Løfter,
hans Ungdom har givet; thi som det allevegnefra siges til ham, mellem
ham og en Fremtid i hvilkensomhelst Retning er der en uoverstigelig
Skranke, og denne Skranke er Eleonore. Han beslutter da at bryde; men
selv denne Beslutning vender sig imod ham, thi fra det Øieblik af, da
han har fældet den Dødsdom over hende, hvis Udførelse han er for svag
til ikke at opsætte, fra dette Øieblik af taber al Bitterhed sig i hans
Sjæl og han nærer Følelser saa blide overfor hende, at hun misforstaaer
og troer sig frelst.

I en sidste Kraftanstrengelse søger hun at vinde ham ved at vække hans
Jalousi, men Alt er nu forgjæves, fra alle Sider trænge Omgivelserne paa
og forestille Adolphe Bruddet som den naturligste Sag af Verden, som en
Pligt mod hans Fader, mod hans Fremtid, ja mod den ulykkelige Skabning,
til hvem han er kjædet, og hvem han opriver. Man spiller Eleonore et
Brev ihænde, gjennem hvilket hun erfarer Adolphes Hensigter. Hun faaer
en dræbende Feber og døer, men bevarer sin Kjærlighed til Adolphe lige
indtil sit sidste Aandedræt.

Fra det Øjeblik af, da han har sin Frihed, føler han den som lutter
Tomhed, han veed ikke mere, hvad han skal gjøre med den, han længes
tilbage efter alle sine Baand.

Constant har udtrykt Bogens Moral som saa: »Den mest lidenskabelige
Følelse kan ikke kjæmpe mod Tingenes Orden, Samfundet er altfor stærkt.
Det gjør den Kjærlighed, som det ei har bekræftet og sanctioneret,
altfor bitter. Ve da den Kvinde, som søger sin Støtte i en Følelse, som
Alt forener sig om at forgifte og mod hvilken Samfundet, naar det ei er
nødt til at respectere den som legitim, væbner sig med Alt hvad der er
slettest i Menneskets Hjerte for at nedslaae alt det, som er godt.«

XI. [Madame de Staëls Delphine]

Byron siger om »Adolphe« i sine Memoirer: »Jeg sender Dem hermed
»Adolphe«, den indeholder mørke Sandheder, men efter min Mening er den
et altfor sørgeligt Værk til at den nogensinde kan blive populair.
Jeg læste den første Gang i Schweitz paa Opfordring af Mme de Staël.«
Hun selv siger et Sted om denne Bog: »Jeg troer ikke paa, at alle
Mænd skulde være Adolphe, men kun de forfængelige Mænd.« Byrons Ord
ere mærkelige nok, thi er der Noget, hvortil Byron i sine Udtalelser
lidenskabeligt vender tilbage, saa er det til Umuligheden af at finde
Lykken i Ægteskabet, og er der Noget, som »Adolphe«, der jo indeholder
»mørke Sandheder«, vil bevise, saa er det Umuligheden af at finde Lykken
udenfor Ægteskabet. Hvor er da Lykken i det moderne Samfund? Det var til
dette Spørgsmaal, at alle hine store Aander i Aarhundredets Begyndelse
bestandig kom tilbage, og det er dette Spørgsmaal, som uafbrudt sætter
Mme de Stäel’s Sjæl i Bevægelse, og som udgjør Grundtrækket i alle
hendes Skrifter. Allerede i sit Skrift om Lidenskabernes Indflydelse
stiller hun Lidenskaberne i Forhold ikke til Begrebet Pligt, men til
Begrebet Lykke, og undersøger den høiere eller ringere Grad i hvilken
de gjøre Indgreb i vor Lykke, og det Ideal, som eftertragtes baade i
»Delphine« og i »Corinna«, er Lykken i Kjærligheden. Usandsynligheden
af at finde den i Ægteskabet, som det moderne Samfund har ordnet dette,
Umuligheden af at finde den udenfor det ere faste Grundtanker, og den
Kamp, som hos Forfatterinden stadig forekommer mellem den huslige Lykke
og den ædle Ærgjerrighed eller den frie Lidenskab, er egentlig kun
Udtryk for en lang Elegi; hverken Geniet eller Lidenskaben lade sig
forene med den huslige Lykke, og hvad Geniet og dets Ledsager, Hæderen,
angaaer, da er dets Bane kun et Nødanker, som gribes af Kvinden, naar
hun er bleven ramt til Døden i alle sine Forhaabninger og alle sine
Drømme. For Mme de Staël er Hjertet Alt, selv Hæderen er hende kun et
Middel til at erobre Hjerter, hun siger selv: »Idet jeg søgte Hæderen,
har jeg altid haabet, at den vilde bringe Folk til at elske mig.« Et
andet Sted siger hun: »Lad os ikke unde vore uretfærdige Fjender og
vore utaknemmelige Venner den Triumph at have nedslaaet vore aandelige
Evner. De reducere Den til at søge Hæderen, der saa gjerne havde nøiedes
med Følelserne.« Det var ogsaa først da hendes Ungdom blegnede at
hendes Hæder begyndte. Men hvorledes kan Hæderen være et Nødanker? Er
vel dette en Udvei, som staaer til Enhvers Raadighed? Man maa vide, at
Mme de Staël kun troede paa en yderst ringe Forskjel mellem Geniet og
det almindelige Menneske. Denne sværmeriske Tilhængerinde af Ligheden
ansaa ogsaa i Henseende til Evner Menneskene for væsentlig lige, og det
er denne dybe Følelse af Lighed, som giver Aarhundredets Melancholi
hos hende et særegent Præg. Denne Melancholi er nemlig ikke blot den
almeen menneskelige, den, som beroer paa, at to Mennesker, der elske
hinanden, altid med fuld Vished kunne sige til hinanden: Enten vil jeg
opleve den Dag, da Du ligger som et Lig, eller Du den Dag, da jeg ligger
som et Lig. Det er ikke heller den samme egoistiske Melancholi, som
er et af Tidens Charaktermærker; det er en sympathetisk, som har sin
Grund i Revolutionstidens Lighedsideer, det er Sorgen over Uligheden
i Menneskenes Vilkaar, som faaer en rent individuel Nuance ved dette
Genies eiendommelige Moderlighed og Hjertelighed. Datter af den ædle
Necker, med en reformatorisk Begeistring som Fædrenearv, deltager hun
først med den reneste Enthousiasme i Bevægelsen af 89 det vil sige
Borgerrevolutionen, da med Aaret 93 fjerde Stands Revolution begynder
og Rædselsherredømmet indtræder, er det at hun flyer til Coppet ved
Genfersøen, og det er i denne fredeligt smilende Egn, at hun lever i
en Stilhed, som kun afbrydes ved Guillotinens dumpe Slag i det Fjerne.
Da senere Terrorismen er vegen for Despotiet, kalder dette alle hendes
Evner i Vaaben. Samme Aar som Napoleon afslutter Concordatet med Paven
og gjengiver Geistligheden dens gamle Inflydelse, udgiver hun, den
protestantiske Forfatterinde, »Delphine«, der blev opfattet som det
mest umoralske og skjændige Indlæg for Berettigelsen af Skilsmisse.
I »Corinna« endelig, som udkom paa en Tid, da det var Forfatterinden
umuligt at faae endog blot en Bladartikel trykt paa fransk Grund, see vi
det kvindelige Geni i fuld Kamp med Samfundet.

Mere end een Gang har jeg brugt dette Udtryk »Kamp mod Samfundet«, og
vi have bestandig seet den skildret som frugtesløs. Hvad er da dette
Samfund, og hvad betyder denne Individets Kamp? Er Samfundet da Andet
end et Udtryk for Individernes forenede Villie, og er der da ikke mere
Fornuft i den end i det enkelte tilfældige Individs? Det er vanskeligt
at definere hint Ubestemmelige, som man betegner som Samfundet. Det er
en Combination af Love, af Vedtægter, af Anskuelser og Antagelser af
den mest forskjellige Herkomst, nogle naturlige eller dog forklarlige,
andre absurde, nogle af ny Dato, andre fuldstændig forældede, der næsten
alle uden Undtagelse, dels paa Grund af Menneskenaturens Ufuldkommenhed,
dels paa Grund af Majoritetens Bornerthed, beroe paa en falsk eller dog
mangelfuld Indsigt i Menneskevæsenet.

Samfundsregelen har for det første den Mangel, at den er almindelig,
det vil sige, eens for Alle, men alt Almindeligt fordrer utallige Ofre.
Regelen er som en Prokrustes-Seng, paa hvilken det enkelte Individ
rækkes og strækkes, tilhugges og kappes, saalænge til det passer.
Saaledes er f. Ex. Sproget noget Alment. Vi bruge Alle det samme. Deraf
følger, at Enhver, der vil udtrykke sig i Sproget og som besidder nogen
Originalitet, er tvungen til uophørlige Ofre. Da han ikke selv kan skabe
sit Udtryk, men forefinder det, nødes han til snart at slaae af, snart
at overdrive, snart at gribe ved Siden af. Ikke i eet blandt tusinde
Tilfælde besidder Sproget et Udtryk for den Nuance af Følelse, den
ganske eiendommelige Sandsning, den særegne Drift, som han vil udtale.
Al vor Tale er en Tilnærmelse til det, vi mene, unøiagtig, mat og flau.
Heraf saamange store Skribenters Tilbøielighed til ved Ordlaveri,
ved bizarre Vendinger eller Lignelser at give deres Sprog en mindre
almindelig Charakter.

I Samfundet bliver dette det Almenes Herredømme til Tyranni. Hvor
særegent end Individet er beskaffent, det behandles ligesom alle de
Andre. Det geniale Individ er stillet som en Skoledux i en ussel Klasse.
Han maa atter og atter høre den gamle Lectie om, atter og atter høre den
gjentage; det er nødvendigt for Fuxens Skyld, som endnu ikke kan den, og
endnu mindre kan undvære den.

De samme religiøse Fordomme, de samme moralske Regler, de samme
selskabelige Tvangsbestemmelser som for Fuxenes Skyld ere blevne
repeterede nogle hundrede Aar, maa Duxen underkaste sig som de Andre.
Hvilken Kilde til Kjedsomhed, til Fortvivlelse og til frugtesløst Oprør!

Om Samfundet gjælder hvad Schiller siger i sit Epigram, »at hver
enkelt af dets Medlemmer taget for sig, kan synes nogenlunde klog og
forstandig, men at det hele Samfund, naar det optræder in corpore,
bliver til et uhyre Dummerhoved.« Enhver Magt er tyrannisk i samme
Grad, som den er dum, og Individet fødes som dens Undersaat. Medens det
Naturlige vilde være, at Individet formede sig selv sine Anskuelser og
sine Principer om de høieste Ting, gav sig selv Love for sin Opførsel
og efter Evne søgte Sandheden med sin egen Hjerne, forefinder Individet
ved sin Fødsel først en færdig Religion, i ethvert Land en forskjellig,
dets Forældres, som længe før det selv føler eller tænker religiøst,
bliver det indpodet; saaledes kvæles i Spiren al religiøs Productivitet,
eller kvæles den ikke, saa ve Individet! det er en Handske kastet til
Samfundet. Saaledes forefinder Individet en færdig offentlig Moral, og
denne Moral understøttes af en færdig offentlig Mening. Da een Part af
Menneskeheden maa betragtes som vilde Dyr, en anden Part som sande Aber
og den aldeles overveiende Majoritet som Dosmere og Ignoranter, er det
let at see, i hvad Forhold til Sandheden den offentlige Moral og den
offentlige Mening i Almindelighed vil staae.

Mme de Staëls »Delphine« bærer det modløse og resignerte Motto: »En Mand
bør forstaae at trodse den offentlige Mening, en Kvinde at underordne
sig den«, et Motto, til hvilket Bogens Indhold svarer, men som dens
Aand og selve dens Udgivelse ligefuldt modsiger. Jeg har allerede sagt,
at den udkom i Concordatets Aar; den angriber det uopløselige Ægteskab
og de kirkelige Løfter netop i det Øieblik, da Lovene om Ægteskabet
skjærpedes og da Kirken gjenvandt sin gamle Magt.

Bogen svarer til sit Motto, forsaavidt som den igjennem sin Heltindes
Skjæbne lærer, at den Kvinde, der selv efter nok saa ædelmodig og nok
saa langvarig en Opofren af sit eget Vel, og om det saa blot var for at
forhindre sin Elskedes Undergang, træder i Opposition mod Samfundet,
redningsløst maa gaae tilgrunde. Den modsiger dette Motto, forsaavidt
som den skrigende Uretfærdighed i denne Skjæbne taler stærkere end
nogen Declamation mod det Bestaaende om Samfundets Usselhed og om
Urimeligheden af den Magt til at kue og ulykkeliggjøre, som Menneskenes
Kortsynethed og Umandighed have tildelt forældede Institutioner, under
hvis Tryk Delphine knuses. Hun skildres strax fra Begyndelsen af som et
høiere Væsen, ren, hjertensgod, livfuld og ved selve sin Renhed hævet
over Samfundets pharisæiske Moral. Ingen Scene maler skjønnere Delphines
Charakter end den, hvor hun, da den ulykkelige, ilde omtalte Mme de R.
træder ind i Tuileries-Salen, og da alle Damerne øieblikkeligt reise sig
fra deres Stole og gaae over paa den anden Side, saa et stort aabent
Rum danner sig om den udpegede Stakkel, ene skrider hen over Gulvet og
sætter sig ved Siden af den, paa hvem alle de andre Kvinder kappedes om
at kaste den første Sten.

Ved en Række af næsten djævelske Opspind og Intriguer lykkes det en
af Bogens Hovedpersoner, en kvindelig Talleyrand, at fjerne Delphine
fra hendes Elskede og at forene ham med et Delphine antipodisk Væsen,
den kolde og devote Mathilde, der af den Forraadte ovenikjøbet, uden
at Nogen aner det, modtager den uhyre Medgift, ved Hjælp af hvilken
Ægteskabet bringes istand. Da Bedraget opdages og alle Intriguerne
ligge aabne for Synet, ere Mathilde og Léonce forenede og forenede til
det unaturligste Par, som nogen Virkelighed og nogen Roman kan opvise.
Omkring dette Par ere i Bogen nogle andre ligesaa afskyelige Ægteskaber
og ligesaa ulykkelige Kjærlighedshistorier grupperede for at sætte
Hovedtanken i det rette Relief; Henri de Lebensei, hvis Skikkelse er et
idealiseret Portrait af Constant, kan ikke forenes med sin Elskede før
efter hendes Skilsmisse fra en Mand, med hvem hun efter sine egne Ord
ikke kunde leve uden at give Afkald paa Alt, hvad der maatte findes i
hendes Sjæl af Godt og Ædelt, og M. de Serbellane staaer i et ligesaa
haabløst Forhold til Thérèse d'Ervins som Delphine til Mathildes
Ægtemand.

Som et saa rent og opofrende Væsen er Delphine fremstillet, at Tanken
om Muligheden af en Forening med Léonce, der nødvendigvis vilde gjøre
Indgreb i hans Hustrus Lykke, af hende vises tilbage med en Energi,
der bevirker, at hun aldrig tillader ham endog blot at dvæle ved denne
Tanke. Tvertimod hun beroliger ham, hun henviser ham til en dybere Moral
og Religion end den, hvori han som et Barn af det nylig bortgangne
18de Aarhundrede lever: »Léonce, jeg troede ikke hos Dem at finde en
saadan Ligegyldighed for de religiøse Ideer; jeg vover at gjøre Dem
Bebreidelser derfor. Deres Moral er kun grundet paa Æren; De vilde
have været meget lykkeligere, om De havde antaget de simple og sande
Principer, som underkaste vore Handlinger under vor Samvittighed og
befrie os fra ethvert andet Aag. De veed det: den Opdragelse, jeg har
modtaget, har, langt fra at trælbinde min Aand, snarere gjort den
altfor uafhængig. Det er muligt, at endog overtroiske Forestillinger
passe bedre for Kvindernes Bestemmelse end Aandsfrihed; disse svage og
vaklende Væsener trænge i alle Retninger til Støtte, og Kjærligheden
er en Slags Lettroenhed, der maaskee er tilbøielig til at forene sig
med alle andre Arter af Lettroenhed og Overtro; men den ædle Beskytter
af min Ungdom havde Agtelse nok for min Charakter til at ville udvikle
min Fornuft, og aldrig har han forlangt af mig, at jeg skulde antage
nogen Mening uden at have gjennemtrængt den eller tilegnet mig den med
min egen Fornuft. Jeg kan da tale med Dem om den Religion, jeg elsker,
som om enhver anden Gjenstand, hvilken mit Hjerte og min Forstand frit
have prøvet, og De kan ikke tilskrive det, jeg vil sige Dem, paabudne
Vaner eller Barndommens ureflecterede Indtryk […] Sæt Dem da ikke,
Léonce, imod den Trøst, som den naturlige Religion skjænker os.« Hører
De Efterklangen af Rousseau, Reactionen mod Voltaire i disse Ord, som
Neckers Datter lægger sit andet Jeg i Munden?

Men Handlingen udvikler sig og snart lader den unaturlige Forbindelse
sig ikke mere opretholde, den unaturlige Ulykke sig ikke mere udholde.
Henri de Lebensei skriver det Brev for at tilraade Skilsmisse, der blev
Romanens Ulykke og der faldt som en Brandfakkel midt ind i den clericale
Leir. Han siger til Delphine: »Den, som De elsker, er Dem bestandig
værdig, Frue; men hverken hans eller Deres Følelse formaaer Noget mod
den Situation, hvori en ulykkelig Skjæbne har stillet dem begge. Der
staaer kun eet Middel tilbage til at gjenoprette Deres Rygte og til
at gjenvinde Lykken. Saml for at høre mig alle Deres Kræfter. Léonce
er ikke uigjenkaldeligt knyttet til Mathilde. Léonce kan endnu blive
Deres Ægtefælle; Skilsmisse vil om en Maaned blive vedtaget af den
constituerende Forsamling.« De erindrer, at Bogen fremkom paa en Tid,
da det katholske Ægteskab blev gjenindført i Frankrig. Jeg uddrager
endnu nogle Steder af hans Brev: »De, der fordømme Skilsmisse, hævde, at
deres Anskuelse er mest moralsk; var det saa, burde de sande Philosopher
antage den; thi Tankens første Formaal er at lære vore Pligter at kjende
i deres hele Udstrækning; men jeg vil i Forening med Dem undersøge, om
de Principer, der bringe mig til at bifalde Skilsmisse, ikke stemme
overeens med Menneskets Natur og med de menneskekjærlige Hensigter,
vi bør tillægge Guddommen. Uopløseligheden af uharmoniske Ægteskaber
gjør Livet til en Række af haabløse Ulykker. Man siger vel, at det
her kun gjælder om at trænge ungdommelige Tilbøieligheder tilbage,
men man glemmer, at Ungdommens tilbagetrængte Tilbøieligheder blive
Alderdommens evige Sorger. Jeg negter ikke alle de Ulemper, der ere
forbundne med Skilsmisse, eller rettere alle de Ufuldkommenheder i
den menneskelige Natur, der gjøre Skilsmisse nødvendig; men midt i et
civiliseret Samfund, der Intet har imod Convenients-Ægteskaber eller mod
Ægteskaber, som stiftes i en Alder, i hvilken det er umuligt at forudsee
Fremtiden, et Samfund, hvis Love hverken kunne straffe de Forældre,
der misbruge deres Autoritet, eller de Ægtefæller, som opføre sig slet
imod den anden Part, i et saadant Samfund er Loven, idet den forbyder
Skilsmisse, kun streng imod Ofrene, hvis Baand den paatager sig at snøre
fastere til, uden dog at kunne indvirke paa de Omstændigheder, der gjøre
dem lette eller frygtelige at bære. Den synes at sige: Jeg kan ikke
sikre Eders Lykke, men jeg skal idetmindste garantere Varigheden af
Eders Ulykke.«

I saa veltalende Udtryk er i denne Roman formuleret hvad man da og
senere har kaldt Mme de Staëls Angreb paa Ægteskabet. I Virkeligheden
er det, som De vil see, kun et Angreb paa den bindende og kuende Magt,
som Samfundet, der jo fra først af blev civiliseret af Geistligheden
paa en Tid, da al aandelig Magt var Kirkemagt, har givet Ungdommens
første Følelsesindtryk i de katholske Lande ved Lovgivningen, i de
protestantiske Lande ved Opinionen, hvis strenge Justits der spiller
samme Rolle som Ægteskabslovene hist. Protesten gaaer ud fra, at
Ægteskabet kun da er, hvad det kaldes, et sædeligt Ideal, naar de to
Mennesker, der i et givet Øieblik af deres Liv love hinanden Troskab
og uafbrudt Samliv for Resten af deres Dage, virkeligt kjende og elske
hinanden, og den gjør Rede for den uhyre Vanskelighed, som det er for
Mennesket at lære sig selv og et andet Menneske tilbunds at kjende. Naar
et Ægteskab maa have den gjensidige Forstaaelse til sin Grundvold, saa
existerer det jo i Virkeligheden ikke, naar denne mangler. Skal ikke
ethvert Forhold være et Sindbillede paa noget Levende, ikke et Gravmæle
over noget Dødt? Kan et helt Liv bygges snart paa en Rus, snart paa
en Løgn, snart paa et af Frygten fremtvunget Ja? I alle de Tilfælde,
hvor Ægteskabet ikke hviler paa en bedre Grundvold, er dets Hellighed
chimærisk og beroer derpaa, at et Ideal er givet ud for en Virkelighed.

Delphine lader sig imidlertid ikke overtale; Bogens Løsen tro, at en
Kvinde maa underkaste sig Opinionen, beslutter hun endog at lægge
en, uanseet Léonces Ægteskab, afgjørende Hindring mellem sig og ham.
Da hans Hustru døer, har hun taget Sløret. Den samme Kamp mod et som
helligt betragtet Løfte vender da nu paany tilbage, kun i en anden
Form. Atter denne Gang er det Henri, som taler Oppositionens Sag,
men nu til Léonce: »Er De istand til at høre et modigt, gavnligt,
energisk Raad, et Raad, som frelser Dem af Ulykkens Afgrund? Skulde De
formaae at tage et Parti, der ganske vist saarer Alt, hvad De hidtil
i Deres Liv har skaanet, Opinionen og Vedtægten, men der stemmer med
Moral, Fornuft og Menneskelighed? Jeg er født Protestant, jeg er — det
indrømmer jeg — ikke bleven opdraget i Ærefrygt for de vanvittige og
barbariske Institutioner, der af saa mange uskyldige Skabninger fordre
Opofrelse af alle naturlige Tilbøieligheder; men bør man have ringere
Tillid til min Dom, fordi ingen Forudindtagenhed paavirker den? Den
stolte, den ædle Mand bør kun adlyde den universelle Moral. Hvad betyde
disse Pligter, som have deres Udspring i tilfældige Omstændigheder, som
afhænge af Lovenes Luner eller af Præsternes Villie, og som underkaste
et Menneskes Samvittighed andre Menneskers Dom, Mennesker, der allerede
længe have trællet under fælles Fordommes og navnlig fælles Interessers
Aag? Frankrigs Love løse Delphine fra det Løfte, som ulykkelige
Omstændigheder have fravristet hende; kom og lev med hende paa den
fædrene Jordbund! Hvad skiller Eder? Et Løfte, hun har aflagt til Gud?
Tro mig, det høieste Væsen kjender for godt vor Natur til nogensinde
at ville modtage uigjenkaldelige Forpligtelser. Maaskee er der Noget i
Deres Hjerte, som vægrer sig ved at benytte de franske Love, Love, som
have fulgt paa en Revolution, De ikke elsker? Min Ven, denne Revolution,
som mangen Voldsdaad ulykkeligvis har besudlet, vil af Eftertiden blive
skattet for den Frihed, den har skjænket Frankrig; hvis der paa den kun
skulde følge forskjellige Former af Trældom, da vilde disse Formers
Regimente danne den skammeligste Periode i Verdenshistorien; men hvis
Frihed udgaaer fra den, da er Lykke, Ære, Dyd, Alt, hvad der er ædelt i
Menneskeslægten, saa inderligt knyttet til Friheden, at Aarhundrederne,
som komme, altid uden Strenghed ville bedømme de Begivenheder, som
hidførte Frihedens nye Tidsalder.«

Saavidt kjæmper Bogen imod bestemte Institutioner, paa hver Side kjæmper
den desuden imod det hele vidtforgrenede Væv af gjængse og faste
Meninger, af Fordomme, hvormed de fleste Mennesker ere pandsrede Lag
over Lag, af Anskuelser, som ikke maa røres, fordi de indenfor saa og
saa mange Kvadratmiles Omfang ansees for hellige. I sin tidligste Ungdom
forefinder i det moderne Samfund Individet ligesom et uhyre compliceret
Costume af Fordomme, som han skal trække paa. »Hvorledes«, spørger han,
»er »Hvorledes, spørger han, erA det nødvendigt, at jeg ifører mig
denne hullede Kappe? kan jeg ikke slippe for denne gamle Pjalt? er det
uundgaaeligt, at jeg skal sværte mig i Ansigtet eller bære denne fromme
Faaremaske? — Skal jeg forpligte mig til at mene, at Polichinel ikke har
nogen Pukkel, skal jeg troe, at Pjerrot er høiærværdig og ansee Harlekin
for en Alvorsmand? Maa jeg slet ikke kigge nogen af dem op i Ansigtet og
ikke skrive i nogen Haand: »Jeg kjender Dig, smukke Maske!«? Er der slet
ingen Naade? Der er ingen Naade, ifald Du ikke vil prygles af Polichinel
og sparkes af Pjerrot og smage Harlekins Brix.«

Lad os tage en enkelt Fordom, den, som i alle Lande uden Undtagelse
gjør det til en Forbrydelse for Individet at fraskrive sin Nation det
Indbegreb af Dyder, som saa og saa mange canoniserede Polichineller hver
Dag fortælle den, at den besidder, hvad de staae sig meget vel ved at
gjøre. Det er saadanne Fordomme, som det er vanskeligt for et enkelt
Individ at trænge igjennem. Det var saadanne Fordomme, mod hvilke Mme de
Staël optog Kampen.

Der gives en eneste stor Idee, som er den farligste af alle for den
despotiske Magt, som hvert enkelt Samfunds fastslaaede Anskuelser og
Vedtægter udøve. Det er ikke Ideen om det Logiske. Thi hvorvel man
skulde troe, at Logiken, ifald man slap den ind i det hele Magazin af
Fordomme, som til en bestemt Tid regjere et bestemt Land, vilde foretage
samme Ravage iblandt dem som en Tyr i en Glasboutik, virker den absolute
Logik dog aldeles ikke paa Menneskenes Flertal. Nei! mere end noget
Andet vækker og forbauser det Mængden, ifald man er istand til at gjøre
det relativt for den, som forekom den absolut, det vil sige, til at vise
den, at det Ideal, som den antager anerkjendt af Alle, kun betragtes
som Ideal af saa og saa mange sammenarbeidede Gemytter, medens andre
Folkeslag eller andre Stammer have et helt forskjelligt Begreb om det
Tilbørlige og Skjønne, at fremdeles den Kunst og Poesi, som mishager
den, ansees for den første af hele Racer, medens dens egen, som den
anseer for den første i Verden, af alle andre Folkeslag sættes meget
lavt, og at det endelig ikke nytter at mene, at alle de andre Folkeslag
feile i deres Dom, eftersom netop alle de andre Folkeslag, hvert for sig
mene, at alle de andre Folkeslag feile i deres Dom. Skulde jeg derfor
med et eneste Ord charakterisere Mme de Staël’s Fortjeneste af det
franske Samfund, dets Cultur og dets Litteratur og dermed af Europas, da
vilde jeg udtrykke mig saaledes: Hun gjorde, især i sine to Hovedværker,
»Corinne« og »Om Tydskland«, Frankrigs, Englands, Tydsklands og Italiens
humane og litterære Anskuelser og Synsmaader relative for Beboerne af de
forskjellige Lande.

Lad mig igjennem et Exempel forklare Dem hvad hermed menes. Man finder
f. Ex. hos en Nation en Gruppe af forskjellige Idealer, Pligter og
Dyder, der alle af denne Nation ansees for absolut gyldige. Seer
man imidlertid nøiere til, bliver man istand til at føre alt dette
tilbage til en enkelt Grundanskuelse og eftervise dens rent locale
Oprindelse. Forblive vi saaledes ved vor egen Nation, forefinde vi
et Ideal af Velvære, som er knyttet til Begrebet »et Hjem«, et ægte
nordisk-germanisk Begreb, hvis engelske Benævnelse »home« er gaaet over
som Ord i de romanske Sprog, der selv intet tilsvarende Ord besidde. Til
Hjemmet svarer Begrebet »Hyggelighed«, et uoversætteligt Ord, som har
sit Udspring i Glæden over at kunne sidde lunt og veltilpas inden fire
Vægge. Oprindelsen til dette Ideal er let nok at finde; en Nation, som
lever under raae climatiske Forhold, i en kold og barsk Natur, finder
den samme Glæde ved Tanken om at kunne sidde varmt ved Arnestedet,
mens Sne og Regn forgjæves pidske mod den veltillukkede Rude, som en
sydeuropæisk eller østerlandsk Race finder ved Tanken om at kunne
sove under aaben Himmel, det vil sige under den varme og pragtfulde
Stjernehimmel, og kunne tilbringe den svale Nat med Dands, Spil og Sang
i det Frie. For Den, som lever i den kolde Natur, knytter Ideen om Huset
sig snegleagtigt til Ideen om Mennesket. Det svenske Ord »Varelse«,
som betyder »et Væsen«, er det samme Ord som det danske »Værelse«, der
betegner Stedet, hvor man opholder sig. Man kan ikke tænke sig Væsenet
uden Opholdsstedet. Saaledes betyder det tydske Ord »Frauenzimmer«
ordret ikke en Kvinde, men et Kvindeværelse, hvilket svarer til, om vi
Danske kaldte en Mand for et Karlekammer.

Men nu indtræder det Interessante, at en Nation ikke nøies med saaledes
at danne sit Ideal af Menneskevæsen, af Velvære og Lykke som rent
localt, men heraf udleder et helt stort Indbegreb af Pligter og Dyder,
som den betragter som almeengyldige; den anseer sig selv som den
første Nation, fordi den overholder disse Pligter og besidder disse
Dyder — hvad der er naturligt nok, siden de ere afledede af dens egne
Eiendommeligheder — og den laster desuden alle de Nationer, hos hvilke
de fattes. Hjemmet holder f. Ex. Familien sammen, følgelig priser den
Nation, som har »Hjem«, Familielivet fremfor Alt, og laster Sydboerne,
fordi Familielivet hos dem ikke spiller samme Rolle. Et Ord som »Arnen«
faaer en Ærværdighed, som det aldrig kunde faae under Troperne, Ordet
»huslig« kommer til at betegne Kvindens høieste Dyd og strengeste Pligt,
og denne Race vil mindst af Alt lade sig sige, at alle disse dens store
Idealer, Hjemmet, Hyggeligheden, Husligheden, Familielivet, lade sig
udlede af en eneste, grumme simpel, grumme lav climatisk Nødvendighed,
Nødvendigheden af kunstig Varme. Uden kunstig Varme, i Sollysets fulde
Pragt vise alle hine skjønne Idealer, Pligter og Dyder sig — ikke usande
men relative.

De forstaaer nu hvad jeg mener med at Mme de Staël gjorde de
forskjellige Nationers Fordomme relative for dem.

XII. [Ferney og Coppet — Voltaire og den landflygtige Madame de Staël]

Mme de Staël var som skabt til sin historiske Mission. Hun besad den
mest overordentlige Grad af Livfuldhed. Man kan i Almindelighed dele
de reformatoriske Aander i 2 Klasser; til den første hører den Art
Opdagere eller Opfindere, der bringe et enkelt betydningsfuldt Værk
til Verden og saa roligt lade det staae hen, indtil det forstaaes og
anerkjendes, maaskee først efter deres Død. Til den anden Klasse høre
de Aander, hvis Evne er den at elektrisere, hvis Begavelse er endnu
mere mundlig end skriftlig, hvis Ord som Lysstrømme skyde sig hen
over det, hvorom de tale, og som ei blot gjøre Indtryk paa Andre, men
gjøre Andre productive. Mænd som Steffens eller som Orla Lehmann høre
til denne Klasse. De Mennesker, som have kjendt Mme de Staël, have
altid erklæret Beundrerne af hendes Skrifter: »Skrifterne ere Intet,
De skulde have hørt hende tale«. Hendes Styrke var Conversationen; i
det Punkt i det Mindste var hun ægte fransk. En af hendes Kritikere
ender saaledes: »Naar man hører hende, er det umuligt ikke at bifalde
hende; hvis hun havde sagt dette og ikke skrevet det, havde jeg aldrig
kunnet kritisere hende,« og en stor Dame Mme de Tessé sagde om hende:
»Hvis jeg var Dronning, vilde jeg befale Mme de Staël altid at tale til
mig.«Sainte-Beuve: »Madame de Staël«.

Og til Evnen til at elektrisere knytter sig hendes anden store Evne,
Evnen til at herske. Hun var en Herskernatur. Det var ikke for Intet at
hun blev Bonapartes Rival. Ligesom han udvidede hun uophørligt sit Rige
gjennem en stedse stigende Mangfoldighed af ophøiede Ideer, af sunde og
dybe Følelser og af misundelsesværdige Venskabsforbindelser. Paa Coppet
holdt hun et formeligt Hof. Fra alle Lande samledes udsøgte Aander i
Skarer omkring hende. Der kunde man, hvis man var heldig, paa samme Tid
have truffet Constant, som hun kalder »le premier esprit du monde«,
A.W. Schlegel, den berømte Stifter af den romantiske Skole i Tydskland,
den bekjendte Historiker Sismondi, hvis litteraire Virksomhed er baaren
af de samme Ideer, som den romantiske Skole i Frankrig senere kjæmpede
for, den tydske Digter Zacharias Werner, Skjæbnetragoediernes Opfinder,
den danske Digter Adam Oehlenschläger, kort sagt Samtidens første Mænd.
Enhver søgte til Coppet, som man et halvt Aarhundrede før var tyet til
det lige i Nærheden liggende Ferney. Thi her var det jo, at Voltaire
ligesom Mme de Staël landflygtig, bosat udenfor Frankrigs Grændse, men
saa nær denne Grændse som muligt, i sit Livs sidste Periode samlede
hele Europa omkring sig. Det har noget Tiltrækkende for Phantasien, at
sammenligne den Virksomhed som udstraalede fra Patriarchen i Ferney
med den, der udbredte sig over Frankrig og Omverdenen fra Coppet's
unge og aandfulde Herskerinde. Tiden i Ferney er i enhver Henseende
den straalende Periode i Voltaires Liv, fra Ferney af var det, at han
som Frihedens, Retfærdighedens og Tolerancens Apostel og Talsmand
udførte Bedrifter saa store, som de endnu aldrig vare blevne udøvede
af nogen Privatmand, hvis eneste Vaaben var en Pen. Her var det at han
tilbragte tre Aar af sit Liv med Processen for Jean Calas. Jean Calas,
68 Aar gammel, protestantisk Kjøbmand i Toulouse, hvis yngste Søn var
gaaet over til Katholicismen og derved bleven fremmed for sin Familie,
havde den Sorg, at hans ældste Søn, et letsindigt og udsvævende ungt
Menneske, selv tog Livet af sig. Øieblikkelig udspredte den katholske
Geistlighed blandt Pøbelen, at Faderen selv havde kvalt sin Søn af Had
mod den katholske Religion, som Sønnen sagdes den næste Dag at have
villet antage. Hele Familien blev lagt i Lænker, den Hængtes Lig blev
udstillet og gjorde det ene Mirakel efter det andet. Samtidig indtraf
Tohundredeaarsdagen for Bartholomæusnatten i Toulouse. I fanatisk
Ophidselse dømte 13 Dommere, trods alle Beviserne mod Anklagens Sandhed
og uden Skygge af Bevis for Brøden, Oldingen til at blive levende
radbrækket. Det skete, men endnu paa Hjulet forsikrede han om sin
Uskyld. Alle Børnene bleve under Skin af Benaadning indespærrede i et
Kloster og tvungne til at antage den katholske Tro. Da skrev Voltaire
i Ferney sit berømte Skrift om Tolerancen og satte Himmel og Jord i
Bevægelse for at faae Processen revideret. Han henvendte sig til den
offentlige Mening i hele Europa, han tvang Statsraadet i Paris til at
fordre Actstykkerne indsendte fra Parlamentet i Toulouse. Man negtede
det, man trak Sagen i Langdrag. Endelig efter tre Aars utrættelige
Kampe tvang Voltaire Sagen igjennem. Dommen i Toulouse blev erklæret
for falsk, den Henrettedes Ære reddet og en Skadeserstatning tilstaaet
Familien. Naar man vil vise Retfærdighed mod Voltaire, bør man vel
erindre, at det er i denne Periode at Ordet »écrasons l'infâme« bliver
Formelen under alle hans Breve. D'Alembert D'AlambertA skriver til ham
og bebreider ham hans Misanthropi og den glødende Harme, der berøver ham
hans Sindsro og gaaer igjennem alle hans Skrifter, han forsikkrer ham,
at han, d’Alembert d'AlambertA , bevarer sit Humeur ved Hjælp af en vis
Philosophi. Voltaire svarer: »I 3 Aar, saalænge jeg førte Processen om
Calas, er intet Smil kommet over mine Læber og jeg vilde have skammet
mig derover, ifald det var skeet.«

I Ferney var det fremdeles at Voltaire optog hele Familien Sirven.
Faderen var Calvinist, Datteren var med Vold bleven kastet i et Kloster.
Da hun blev afsindig, løslod man hende, hvorpaa hun druknede sig i
en Brønd i nogen Afstand fra Faderens Hus. Sag lægges derpaa an mod
Faderen, Moderen og Døtrene for Mord paa den afdøde Nonne. De blive
Alle dømte til Døden. Hele denne ulykkelige Familie veed intet andet
Asyl i Europa end Voltaires Huus. De flygte til ham; Moderen døer paa
Veien af Sorg. Atter her tvinger Voltaire ved den Magt, der laa i
hans Veltalenhed og hans Begeistring, skjøndt landflygtig, de franske
Domstole til at tage Sagen op paany og hele Familien blev frikjendt. 3
Aar efter modtog Voltaire paa Ferney Etalonde. To unge Mennesker, de la
Barre og Etalonde, bleve i 1765 anklagede for at have gaaet forbi en
Procession uden at tage Hatten af, og denne Del af Anklagen var sand,
samt for at have kastet et Crucifix i Vandet, og denne Beskyldning var
falsk. De la Barre og Etalonde bleve begge først underkastede Tortur,
derpaa blev de la Barre levende radbrækket. Han besteg modig Skafottet
og sagde blot: »Jeg havde ikke troet man vilde dræbe et ungt Menneske
for saa ringe en Ting.« Etalonde, som blev dømt til at faae sin høire
Haand og sin Tunge afskaaret, flygtede til Ferney, og hos Voltaire
vovede Ingen at røre ham.

Endnu engang lykkedes det fra Ferney Voltaire at frelse et Menneskeliv.
Paa en falsk Anklage for Mord var et ungt Ægtepar, Montbailli, blevet
dømt til Baalet. Manden blev først radbrækket, saa brændt, men Konens
Opbrændelse blev udsat, fordi hun var frugtsommelig. I Mellemtiden
erfarer Voltaire om Sagen, seer med sit Lynblik dens Skjændighed,
forfatter en Appel til det franske Ministerium, beviser at Manden er
bleven henrettet uskyldig, og frelser Konen fra Baalet.

Og som han tog sig af de Anklagedes Liv, saaledes tog han sig af de
Dødes Ære. En af de sidste Efterretninger, som Voltaire modtog paa
sin Dødsseng var den, at den Proces, han havde anlagt i Anledning af
Justitsmordet paa General Lally, var vunden og den Dræbte frikjendt.
Og i samme Periode var det, at Voltaire fik Tid til fra Ferney af at
virke lidenskabeligt for Livegenskabets Ophævelse i Frankrig, Tid til
at opdrage og udstyre Corneilles forældreløse Niece, som han tog i
Huset, Tid til at forvandle Ferney fra en ussel Flække til en virksom og
velhavende By, som de fremmede Monarchers Velvillie paa hans Anbefaling
ophjalp, og Tid til at skrive sin Bog om Nationernes Aand og Sæder,
Commentaren over Bibelen, sin historiske Fremstilling af Christendommens
Oprindelse, sin philosophiske Dictionær og alle de andre Hovedværker,
i hvilke han forfulgte det ene Maal at undergrave den christelige
Dogmatik, der forekom ham Roden til al Overtro, til Geistlighedens Magt
og alle de Nederdrægtigheder, denne foranledigede. I Ferney var det
ogsaa, at han byggede Kirken med den berømte Indskrift: »Deo erexit
Voltaire«. Imidlertid forsømte han ei Selskabslivet. Han lod i Ferney
opføre et Hustheater og lod de første Skuespillere komme til sig. Alt
hvad Europa besad af Aand og Dygtighed søgte til ham.

De seer, med hvilken Hæder Navnet Ferney straaler i Historien. Det Ry,
som udgaaer fra Coppet, kan vel ikke maale sig dermed, men har dog sin
Storhed og sin Skjønhed. Ogsaa denne Gang var det Retfærdighed, Sandhed
og en Frihedskjærlighed af den ædleste Art, som gik ud fra Exilet. Hele
dette Aarhundrede igjennem har jo hvert af de tre store Hovedlande sendt
sin største Forfatter i Landflygtighed; flakkede Lord Byron ikke hjemløs
Europa rundt? Døde Heinrich Heine ikke i Paris? Tilbragte Victor Hugo
ikke 20 Aar paa Jersey? Geniets Magt voxer under Forfølgelsen.

Mme de Staël bar sin Del af den. Hun lærte ogsaa den Art Forladthed at
kjende, som følger med at være i Oppositionen. Hun har selv fortalt,
hvorledes allerede i Paris, en Dag da hun ventede Middagsselskab hos sig
om Eftermiddagen, efter at En af hendes Parti havde angrebet Regjeringen
om Formiddagen, det ene Afbud indfandt sig efter det andet, indtil hun
sad alene med al sin Mad. Og senere i Landflygtigheden, hvorledes blev
hun da ikke forladt, hvilken politisk Storhed vovede at besøge hende?
Enhver var forhindret, saa ved en Forretning, saa ved en Sygdom. »Ak«,
siger hun et Sted, »hvor »Ak, siger hun et Sted, hvorA er jeg træt af
al denne Feighed, der forklæder sig som Brystsyge!« Talleyrand, hvis
Navn hun i sine Velmagts Dage havde faaet udslettet af de Emigreredes
Liste, var altfor utaknemmelig, til at han skulde have villet røre en
Finger for paa en Tid, da hun var aldeles fortvivlet af Hjemve, at
udvirke en Tilladelse for hende til at vende tilbage til Paris. Hun
hadede ham ikke derfor, hun hadede Ingen, hun tilgav Alle, men hun har
givet et sandt og træffende Billede af ham, idet hun har skildret hans
Charakteer som Mme de Vernon's i »Delphine«. Hendes dybe Melancholi
giver sig Luft i Slutningen af et af hendes Breve til ham: »Farvel, er
De lykkelig? trænger De med en saa overlegen Aand ikke undertiden ned
til Grunden af Alt, det vil sige til Ulykken?« Det var under Ulykken, at
hendes Stoicisme faldt sammen; en Jamren undslipper hende over at være
bagvadsket og forfulgt, hun ønsker at døe. »Af alle de Evner, jeg har
modtaget af Naturen«, lader hun Corinna sige, »er Naturen, lader hun
Corinna sige, erA Evnen til at lide den eneste, jeg har udøvet helt.«
Og det er Exilets Sørgmodighed, med hvilken hendes Livlighed bestandig
kjæmper. Paa sin Dødsseng sagde hun: »Jeg har altid været den Samme,
livfuld og sørgmodig, jeg har elsket Gud, min Fader og Friheden.«

Thi med en anden Tidsalders Frihedskjærlighed er hun frihedskjærlig som
Voltaire. Idet hun reagerer mod ham, fortsætter hun hans Værk. Hendes
første Skrift: »Litteraturen betragtet i sit Forhold til Samfundet«, som
udkom Aar 1800, har den Grundtanke, at den sociale Frihed nødvendigvis
maatte føre til en litterair Reform, og at det vilde være en Absurditet
om det Samfund, i hvilket den politiske Frihed var erobret, skulde
besidde en af Regler lænkebunden Litteratur. »Gid vi kunde finde«,
udraaber hun i sin Ungdoms Hede, »et »Gid vi kunde finde, udraaber
hun i sin Ungdoms Hede, etA philosophisk System, en Begeistring for
det Gode, en kraftig og retfærdig Lovgivning, der for os kunde være,
hvad den christelige Religion har været for Fortiden!« Skinsyg over
hendes begyndende Berømmelse, agtpaagivende som Troens Ridder, var
Chateaubriand strax paa Spil og anmeldte hendes Bog. De andre Kritikere
havde spottet hendes Melancholi og blandt andet forsøgt at slaae
hende med Grækerne, som jo ikke vare melancholske. Chateaubriand
benyttede Leiligheden til at slaae et Slag for positiv Religion. »Mme
de Staël«, siger han, »tilskriver »Mme de Staël, siger han, tilskriverA
Philosophien hvad jeg tilskriver Religionen.« Og henvendende sig til
hende fortsætter han: »Deres Talent er kun halvt udviklet, Philosophien
kvæler det. De synes ikke at være lykkelig, men hvorledes skulde
Philosophien kunde raade Bod paa Sørgmodigheden i Deres deresA Sjæl?
kan man frugtbargjøre en Ørken med en anden Ørken?« Og han udtømmer
sig i lignende dumme Floskler, som tidlig røbe den Frygt for at blive
overstraalet af Mme de Staël, der med god Grund aldrig forlod ham.
»Delphine« udkom, Oppositionen blev stærkere. Tidens mest bekjendte
Kritiker skrev: »Intet er farligere og mere umoralsk end de Principer,
som udbredes i dette Værk. Glemmende de Anskuelser, i hvilke hun er
opdraget, og sin Families protestantiske Lærdomme, foragter Necker's
Datter Aabenbaringen, og har i dette meget slette Værk, som er forfattet
med megen Aand og Talent, skrevet et langt Forsvar for Skilsmisse.
Delphine taler om Kjærligheden som en Bacchantinde, om Gud som en
Kvæker, om Døden som en Grenader og om Moralen som en Sophist.« — Store
Ord, men de samme store Ord som Fremtiden bestandig maa høre af den
tandløse Fortid, hvis svære Skyts altid er ladet til Mundingen med
Orthodoxiens vaade Krudt og Bornerthedens Papirkugler. De dræbe ikke
Værket, men kunne let gjøre det af med Forfatteren. 1803 blev Mme de
Staël tvungen til at forlade Paris. Hun gik først til Tydskland, saa til
Italien. Derefter bosatte hun sig i Schweitz, hun, Pariserbarnet, som
første Gang hun saa Genfersøen udbrød: »O, hvor meget smukkere var ikke
Rendestenen i rue du Bac!«

Først udkom nu et Decret angaaende Pressefriheden, som bestemte, at
intet Værk kunde trykkes uden at have været undersøgt af Censorer, men
derefter fulgte af særligt Hensyn til Mme de Staël et andet Decret,
som afgjorde, at naar Censorerne havde tilladt Udgivelsen af et Værk,
kunde Politiministeren undertrykke det helt og holdent, ifald han
fandt det rigtigt, en Lov, der, som De seer, ophæver al Lov. Da Bogen
»Om Tydskland« skulde trykkes, fik Mme de Staël Lov til at nærme sig
Paris i en Omkreds af 40 franske Mile for at paasee Udgivelsen. Hun
flagrede rundt om sit elskede Paris i den foreskrevne Afstand, som et
Møl flagrer om Lyset. Eengang vovede hun sig med Livsfare endog derind.
Hun vilde maaskee gjensee den kjære Rendesten. Imidlertid gjennemsaae
Censorerne Værket, rettede og slettede og gav det lemlæstede Værk deres
imprimatur. 10,000 Exemplarer bleve trykte. Men i det Øieblik, da
Værket skulde udkomme, sendte Politiministeren sine Gensd’armer ind i
Boghandelen, efter at have sat Skildvagter ved alle Udgange, og udførte
nu paa Napoleon’s Befaling den Heltedaad, at sønderhakke de 10,000
Exemplarer, hvorpaa man æltede Massen til en Deig og gav Boghandleren
20 Louisd’orer i Erstatning. Samtidig erholdt Mme de Staël Ordre til at
udlevere sit Manuscript, det vil sige 6 Aars Studier og Forhaabninger,
og forlade Frankrig inden 24 Timers Forløb. I det Brev, Politiministeren
i denne Anledning sendte hende, hedder det: »De skal ikke søge Aarsagen
til den Befaling, jeg har tilkjendegivet Dem, i den Taushed, De har
iagttaget med Hensyn til Keiseren i Deres sidste Værk, det vilde være en
Vildfarelse; han kunde ikke finde nogen Plads deri, som var ham værdig.
Men Deres Exil er en naturlig Følge af den Bane, De stadig har fulgt
i de senere Aar. Det har forekommet mig, som om Luften i dette Land
ikke var Dem tilpas, og vi ere lykkeligvis endnu ikke reducerede til at
maatte søge Forbilleder i de Folkeslag, som De beundrer. Deres sidste
Værk er ikke fransk.«

Der har De Ordet, som fælder hende, »ikke fransk«. Det er dette Værk,
Bogen »Om Tydskland«, fra hvilket hele den nye Epoche i Frankrigs
Litteratur kan dateres, det Værk, som for første Gang principielt
og ikke blot leilighedsvis bryder med al den forældede Tradition i
fransk Litteratur, og som paa ethvert Punkt aabner nye Livskilder,
dette Værk er det som Landets aandelige Politibetjent understaaer sig
i at kalde ikke fransk. Og føler De Ironien? »Dette Lands Luft synes
ikke at smage Dem,« altsaa skal De bort. Det vil sige: Fordi Du har
vovet at elske Friheden høiere end Despotiet, selv naar Despoten er
en Verdensbehersker, fordi Du har fordristet Dig til paa en Tid, da
Alt var Undertrykkelse, i »Corinna« at skildre Geniets souveraine
Uafhængighed og forviist fra Paris har ladet Dit Ideal blive kronet paa
Capitol, fordi Du endelig, Du, et svagt Væsen, en Kvinde, har havt det
dumdristige Mod paa en Tid, da Frankrigs Navn fylder Universet, da dets
Ørne glimte i Glorien af tusinde Seire og Nationerne ligge lænkebundne
for dets Fødder, paa en Tid, da den franske Nationalforfængelighed er
beruset til Afsindighed, at erklære dette Folk op i dets Øine, at dets
aandelige Liv er udtørret, at dets Poesi er ussel og at dets Philosophi
er vissen, fordi Du af brændende Kjærlighed til Dit Land, af glødende
Iver for at løfte det op af dets aandelige Fornedrelse viser det det
dybt foragtede Tydskland som et Land, hvis Poesi langt overstraaler dets
eget, det forhadte England, Napoleons »troløse Albion«, som et Land,
der har en anderledes sund og ægte Kjærlighed til Frihed end det, og
det døende Italien, den underkuede franske Provinds, som et Land, hvis
Naturlighed i Sæder og hvis uhyre Overlegenhed i Kunst ere Mønstre,
som stille Udviklingen nyere og ædlere Formaal end dem, der indeholdes
i den dumme Selvforgudelse og den aandelige Dovenskab, derfor skal Du
stemples som unational, Dit Lands Cocarde rives fra Din Pande, Dine
Bøger tilintetgjøres, endog Dine Haandskrifter sønderrives og Du selv
med et Kobbel af Angivere og Spioner i Dine Hæle jages som et Dyr over
Grændsen og være borte inden 24 Timer.

Hun flygtede. Hun kom til sit Gods ved Génève, men man troe blot ikke,
at hun her var fri. Præfecten i Génève betydede hende, at det var hende
forbudt at fjerne sig længere fra Génève end i en Omkreds af 4 franske
Mile. Og saa godt blev der passet paa hende, at, da hun engang forglemte
Ordren, blev hun øieblikkelig indhentet og ført tilbage af Gensd’armer.
Men var hun ellers en Fange, paa Coppet var hun en Dronning. Vi have
i vor egen danske Litteratur Oehlenschlägers Beskrivelse af sit Besøg
hos Mme de Stäel i Aaret 1808. Hvorvel Oehlenschläger ikke synes at
have havt nogen ret Forestilling om den egentlige Sjælestorhed hos den
Kvinde, hvis Gjæst han var, beskriver han dog meget smukt sit Ophold og
sin Værtindes Person. »Hvor aandfuld, vittig og elskværdig Fru Staël

              var,« siger han, »det var, siger han, detA veed hele
 Verden; jeg har intet Fruentimmer kjendt med saameget Geni som hun,
 men derfor havde hun ogsaa noget Mandigt i sit Væsen, var temmelig
 firskaaren og havde et markeret Ansigt. Smuk var hun ikke, men hendes
 brillante brune Øine havde dog noget meget Tiltrækkende, og det
 kvindelige Talent: at vinde og med Finhed beherske og selskabeligt
 forene Mænd af de forskjelligste Charakterer, besad hun i høi Grad.
 Ogsaa hendes Hjertes Tilbøielighed var i høi Grad kvindelig, det har
 hun bevist i »Delphine« og »Corinna«. Rousseau har ikke skildret
 Forelskelsen med mere Ild. Hvor hun kom, drog hun (de skjønne, unge
 Damers Tilstedeværelse uagtet) alle Mænd af Hoved og Kundskaber i sin
 Nærhed. Betænker man endnu, at hun var overordentlig rig, gjæstfri
 og næsten hver Dag gjorde prægtige Selskaber, saa undrer vist Ingen
 sig over, at hun som en Dronning eller Fee drog Mændene til sig i sit
 Trylleslot. Man skulde næsten troe, at det var for at betegne dette
 Herredømme, at hun altid nsad og legede med en lille Løvkvist i Haanden
 under Maaltidet. En saadan maatte Tjeneren hver Dag lægge hen ved
 hendes Tallerken, thi den var hende ligesaa uundværlig som Skee, Kniv
 og Gaffel.« seer hvorledes denne lille Haand følte sig

Deskabt til Scepteret. Og hun var stolt som en Dronning. Da efter saa
mange Aars Forfølgelser, Fangenskab og Forvisning tjenstvillige Aander
nærmede sig hende og underhaanden lod hende vide, at et nok saa svagt
Omslag i Anskuelse eller Overbevisning vilde skaffe hende Tilladelse til
at vende tilbage til Frankrig, og da man i bestemtere Form sagde: »Skriv
blot, sig blot et lille Ord om Kongen af Rom, og alle Hovedstæder ville
blive aabnede for Dem,« svarede hun: »Jeg ønsker ham en god Amme.« dog
var hun dengang nærved at bukke under. Ikke nok

Ogmed, at hun havde Sorgen over selv at være forviist eller over at være
forraadt af saamange fordums Venner, hun havde den Kval at see enhver af
hendes virkelige Venner, der vovede at besøge hende, straffet derfor med
Landsforvisning og saaledes den, at see sig selv, en Exilets Orest, som
hun kalder sig, udbrede Ulykke som en Smitte. Visselig maa da Borgfruen
paa Coppet kaldes ligesaa ædel i sine Bestræbelser som Philosophen i
Ferney; hun var mindre lykkelig og mægtig i sine Bestræbelser, men ved
sit Kjøn og sine Lidelser næsten endnu mere interessant. Han formaaede
at udrette Meget for Andre, hun havde sin Nød med at værge for sig selv.

XIII. [Italiens poesi]

Mme de Staël begynder sin Forfattervirksomhed med en Række
enthousiastiske Breve over Jean-Jacques, skrevne med den samme
datterlige Lidenskab for Rousseau, som hun hele sit Liv igjennem
nærede for sin Fader. De seer, hvorledes hun selv fører sin aandelige
Herkomst tilbage til den samme store Mand, hvis Indflydelse vi have
eftersporet paa saamange store Aander. Kort efter fremstiller hun
i sin Bog, »Essay sur les fictions«, sin Poetik. Denne Poetik har
følgende Løsen: Ingen Mythologi, ingen Allegori, intet phantastisk
eller overnaturligt Feeri, nei, hvad der bør raade i Poesien er den
rene Natur. I dette Skrift roser hun Constant. Her synes hun endnu ikke
ret at gjøre sig Rede for den store Modsætning imellem Poesien som
Psychologi og Poesien som Phantasi, eller for de forskjellige Racers
forskjellige Opfattelse af Poesien, over hvilken hun senere blev saa
klar, at man kan betegne Forstaaelsen af denne Forskjel som en af hendes
Forfatterskabs betydeligste Tanker; thi det er en af dem, som mest af
Alt bidrog til at gjøre Franskmændenes nationale Poetik relativ for
Nationen. Franskmændene ere nemlig vante til at sætte Poesiens Væsen i
den paa Iagttagelse grundede dybe Kundskab til Menneskehjertet, den,
der aabenbarer sig i Værker som Molière's »Misanthrope« og »Tartuffe«.
Og som Franskmændene grunde Poesien paa Iagttagelsen, grunde Tydskerne
den paa Følelsens Inderlighed og Englænderne den paa en uregelmæssig,
springende, mellem Rædsler og sædelige Idealer omtumlet Phantasi, der
ikke har mere tilovers for Naturen end for det Overnaturlige, men som
aldrig bruger dette sidste uden som dybsindigt Symbol.

En Poesi som den, der udstraaler fra Italiens Natur og Folk, falder helt
udenfor disse Opfattelser. Det er i Corinna, Improvisatricen, at Mme de
Staël vil incarnere den egentlig poetiske Poesi i Modsætning til den
psychologiske, : Poesien, som Ariosto forstaaer den, i Modsætning til
Shakspeare's, Molière's og Goethe's. Ufrivilligt kommer hun imidlertid
ligefuldt til at gjøre Corinna halv nordisk. Hvo der ikke har kjæmpet
den møisomme Kamp for at forstaae en helt fremmed Races Synsmaade, veed
ei hvor vanskeligt det er i dette Punkt at løsrive sig fra de medfødte
Stammefordomme. Det er dertil nødvendigt at indaande samme Luft, at leve
en Tid lang i de samme Naturomgivelser som den fremmede Race. Uden de
Reiser, hvortil Mme de Staël ved sin Landsforvisning blev tvungen, vilde
det have været hende umuligt saaledes at udvide sin Intelligents.

Jeg troer i al Beskedenhed at kunne tale med derom af Erfaring. Jeg tør
sige, at det først under ensomme Spadseretoure i Omegnen af Sorrent
lykkedes mig, at faae Shakspeare paa en saadan Afstand, at jeg kunde
overskue ham og virkeligt forstaae ham og derigjennem hans Modsætning.
Jeg mindes en enkelt, i denne Henseende for mig betydningsfuld Dag.
Jeg havde tilbragt tre Dage i Pompeii. Af Templerne der interesserede
Isistemplet mig mest. Her, tænkte jeg, stod det Hoved af Guden, der nu
er flyttet til Museo nationale, hvis Læber ere aabne og i hvis Nakke
der findes et Hul. Jeg gik ned i den underjordiske Gang bag Alteret,
hvorfra Præsterne gjennem et i Hovedet anbragt Rør lod Gudinden give
Orakelsvar. Den Betragtning paakom mig, at det trods al deres Snedighed
og trods Mængdens Overtro, maa have været saare vanskeligt at give
Templet en mystisk Charakter i dette Clima. Thi Templet er et lille
smukt Hus, der lyser i en klar Sol: ingen Afgrunde, intet Mørke,
ingen Rædsel. Selv om Natten har Templet staaet klart i Maane- eller
Stjerneskin. Selve Climaet forhindrer Opstaaen af Mystik og Romantik.
Jeg kom til Sorrent; Veien gaaer langs Havet, hugget ind i Bjergets
Side, snart bugter den sig ud i Havet, snart tilbage, og da danner
Bugten forneden en mægtig Kløft, fyldt af Oliventræer. Egnen er paa
engang stor og smilende, vild og fredelig. De nøgne Klippesider tabe
deres Strenghed, belyste af en saa blændende Sol, og i alle Kløfter
skinne snart Orangetræernes glandsgrønne Blade, snart Oliventræernes
fine fløielsgraa Løv rundt om hvide Huse, Villaer og Smaabyer. Paa
den anden Side ligge saa de hvide Byer, som strøede med en Sukkerskee
op ad Bjergenes skovbevoxede Sider, lige til den allerøverste Rand.
Havet var indigoblaat, nogle Steder staalblaat, Himlen uden en Sky. Og
overfor, i Havet, laa den henrivende skjønne Klippeø Capri. Intetsteds
sees et saadant Sammenspil af Linier og Farver. Andensteds kan man
udsætte Noget, selv paa det Skjønneste: Vesuvs Linier f. Ex., stige
lidt for blødt, lidt for indsunket i Veiret. Men Capri! Som en Rhythmes
Musik er der i den takkede Klippes Conturer. Hvilken Balance i alle
Linier! Hvor er Alt paa engang stolt og fint, kjækt og yndefuldt!
Dette er den græske Skjønhed. Intet Gigantisk, intet Imponerende for
Hoben, men den fuldendte Harmoni i det skarpt Begrændsede. Fra Capri
seer man Sirenernes Øer, forbi hvilke Odysseus seilede. Saaledes saa
Homers Ithaka ud, kun var der maaskee mindre skjønt thi det af Grækere
befolkede Neapel er det eneste levende Vidnesbyrd om Grækenlands
Oldtidsclima; Grækenlands egen Natur er nu kun et Lig af hvad den var.
Det begyndte at blive mørkt, Venus lyste stærkt og Bjergenes kraftige
Sider og Kløfter begyndte at antage den phantastiske Charakter, som det
hører Mørket til at give. Men Charakteren blev ikke hvad vi Nordboer
kalde romantisk. Igjennem det fine Olivenløv blinkede endnu Havet, delt
af Blade og Grene, med sin stærke blaa Farve. Da følte jeg, at der er
en Verden, den, som Neapels Golf repræsenterer, som Shakspeare ikke
kjender, fordi den er stor uden Rædsel og deilig uden romantiske Taager
og uden Alfespøgeri. Jeg forstod først nu ret Malere som Claude Lorrain
og Poussin, forstod at deres classiske Kunst svarer til en classisk
Natur og forstod ved Modsætningen endnu dybere et Værk som Rembrandts
Radering »De tre Træer«, der staae som besjælede Væsener, som nordiske
Personligheder i den stride Regn paa den sumpede Mark. Jeg forstod, hvor
naturligt det er, at et Land som dette ikke har frembragt en Shakspeare
eller trængt til en Shakspeare, fordi Naturen selv her har paataget
sig det Hverv, som Digterne maae udfylde i Norden. Poesi af den dybe,
psychologiske Art er som kunstig Varme en Livsfornødenhed hvor Naturen
er umild. Hernede har Poesien, ligefra Homer til Ariosto, kunnet nøies
med at være et Speil, klart, simpelt og uden Fordobling for den klare
Natur. Den har ikke stræbt ned i Menneskehjertets Afgrunde. Den har ikke
stræbt i Dybder og Huler at finde de Ædelstene, som Aladdin søgte, som
Shakspeare fandt, men som Solguden her med fulde Hænder kaster ud over
Jordens Overflade. »Corinna eller Italien« er Mme de Staëls ypperste
poetiske Værk. I denne paradisiske Natur oplodes hendes Øie for Naturen.
Hun foretrak ikke mere sin Rendesten i Paris for Nemisøen. Og her i
dette Land, hvor paa saamangt et Sted, f. Ex. paa Forum, en Kvadratalen
har en større Historie end hele det russiske Rige, her oplodes hendes
moderne, revolutionære og melancholske Sind for Historien, for Antiken
med dens simple og strenge Ro. Her endelig i Rom, der er som Europas
Karavanserai, gik de forskjellige Nationers Eiendommeligheder og
Ensidigheder fuldstændig op for hende. Igjennem hende blev hendes Nation
sig for første Gang bevidst med sin Særegenhed og sin Begrændsning. Thi
i hendes Bog møde England, Frankrig og Italien hinanden og forstaaes —
ikke indbyrdes, men af Forfatterinden og af hendes Heltinde Corinna, der
er halvt Englænderinde og halvt italiensk. Corinna er i Digtekunstens
Verden ligesom et Forbillede for hvad Elisabeth Browning blev i den
virkelige Verden. Da jeg en Dag i Florents standsede foran et Hus,
hvorpaa der staaer den Indskrift paa Italiensk: »Her boede Elisabeth
Barrett Browning, som med sine Digte knyttede et gyldent Baand mellem
England og Italien« da bragte Forfatterinden af »Aurora Leigh« mig til
at tænke paa Corinna.

Corinnas Liv gaaer hen under den dobbelte Inspiration af Geniet og af
Kjærligheden. Men fra det Øieblik af, da Lidenskaben griber hende med
sin Glenteklo, nytter Geniet hende Intet, og hun bliver Lidenskabens
værgeløse Bytte. Hun elsker en ung Englænder, Oswald Lord Nelvil, en
gjennemført Type paa alle Nordens Fordomme og Dyder. Han elsker hende
igjen. Men han finder ikke i Corinna den svage, frygtsomme Kvinde,
der tvivler om Alt undtagen om sine Pligter og sine Følelser, som han
i England, hvor de huslige Dyder udgjøre Kvindernes Hæder og Lykke,
fordrede af sin Brud. Han siger som Thomas Walpole: »Hvad skulde man
gjøre med saadan En i et Hus!« Forøvrigt har han alle Dyder, den mest
glimrende Uforfærdethed og den ømmeste Hengivenhed. Rom bliver denne
Kjærlighedshistories Ramme. Dens Marmor, dens Horizonter svare til disse
dybe Følelser og store Tanker. Beskrivelsen af Rom frembyder sig som
af sig selv, thi for at holde sin Elskede tilbage, for at udsætte hans
Bortreise, gjør Corinna sig til hans Veiviser gjennem alle Vidunderne
i den evige Stad. Og herved vinder Fortællingen en ny Storhed, thi
disse to Elskendes Navne, der, som Sainte-Beuve har sagt, ikke som
andre Elskendes indridses i Træernes Bark, men indskrives paa de evige
Ruiners Vægge, knytte sig til Historien og blive en levende Del af dens
Udødelighed.

XIV. [En ny opfattelse af antikken]

Rom er det eneste Sted paa Jordkloden, paa hvilket Verdenshistorien
fremtræder ligesom synligt, idet de paa hinanden følgende Epocher
have afsat deres Monumenter lagvis over hinanden. Man seer undertiden
en enkelt Bygning, f. Ex. et af Husene i Nærheden af Vestatemplet,
i hvilken Grundvolden og de forskjellige Stokværk tilhøre fire
forskjellige Tidsaldre, den romerske Oldtid, den romerske Keisertid,
Renaissancen og vor egen Tid. Den egentlige antike Tidsalder er den,
i hvilken Corinna først indfører sin Ven, kun maa det bemærkes, at
hun seer paa Ruinerne, han paa hende. Men paa dette Punkt er Bogens
Betydning den, at indføre en ny Betragtning af Antiken i den franske
Litteratur.

Af de to classiske Hovedfolk var det egentlig kun Romerne, som vare
blevne forstaaede i Frankrig. Der flyder romersk Blod i Franskmændenes
Aarer. Der gaaer et sandt romersk Pust igjennem Corneille's Tragoedier.
Det var da intet Under, at den store Revolution optog romerske Sædvaner,
Benævnelser og Costumer. Mme Roland danner sin Aand ved Læsningen af
Tacitus. Det er Ord, som Corneille har lagt i Munden paa en af sine
Helte, der vare de sidste, som Charlotte Corday skrev. De sidste Linier
i hendes sidste Brev til sin Fader, der er udstillet paa Archivet i
Paris, lyde saaledes: »Tilgiv mig, min kjære Fader, at have bestemt
over min Skjæbne uden Din Tilladelse, jeg har hævnet mangt et uskyldigt
Offer, husk dette Vers af Corneille: »Le crime fait la honte, et non
pas l’échafaud.« Det er imorgen Kl. 8, at jeg faaer min Dom.« Og hvad
Kunsten angaaer, da gjenfrembragte Revolutionstidens store Kunstner
David det gamle Rom i sin Kunst: Brutus, Manlius ere hans Helte.

Men paa Forstaaelse af Grækerne havde det altid skortet; Franskmændene
selv svævede vel endnu i den Indbildning, at deres classiske Litteratur
fortsatte den græske og overgik den; men siden Lessing skrev sin
»Hamburgische Dramaturgie« var det ikke mere nogen Hemmelighed for
det øvrige Europa, at Racine's Grækere lignede Ingenting undtagen
Franskmænd, at Racines galante og ridderlige Achilles, der titulerer
Iphigenia Madame og beklager sig over de Saar, hendes smukke Øine have
slaget, havde større Lighed med den unge Prinds af Condé end med sin
helleniske Navne; man havde endt med i hin Agamemnons evige Familie at
opdage en Mængde forklædte Marquis’er og Marquiser, og det nyttede ikke
Noget, at man paa Théâtre français skiftede Costume og siden Talma's Tid
lod Grækerne optræde i antike Dragter istedenfor med Paryk, Pudder og
Paradekaarde; fra det Øieblik af, da Kritiken vaagnede i Tydskland, blev
den franske Opfattelse af Antiken en Gjenstand for den europæiske Spot.

Det er Mme de Staël, som har Æren for i sin Bog »Om Tydskland« at have
fortalt Frankrig om den dristige Spotter Lessing, der havde vovet at
forsage sit Vid paa selve den store Spottefugl, hans egen Lærer og
Mester, Voltaire, et Vid, hvis Braad en personlig Krænkelse, som det
kan sees af Strauss's Skrift om Voltaire, gjorde endnu hvassere end
sædvanligt. I »Corinna« baner hun Veien herfor, idet hun, endnu uden al
Polemik, meddeler Franskmændene de Resultater, som det nye Studium af
Antiken havde hidført i Tydskland.

Ogsaa i dette Land havde en rent fransk Opfattelse gjort sig gjældende,
den Anskuelse af Hellenismen, som lægger sig for Dagen i Wieland's
fine og letfærdige Romaner, »Agathon« og »Aristippos«. Men den nye
Tid oprandt. Det var en fattig tydsk Skolelærer, Winkelmann, som,
ledet udelukkende af den reneste og mest originale Begeistring, efter
Trængsler og Gjenvordigheder uden Tal skaffede sig frem til Rom, for
at kunne studere Antiken, som fremdeles mod sin Overbevisning og trods
sine Venners Uvillie antog den katholske Religion for at kunne blive
der, og der endelig faldt som Offer for sin Kjærlighed til Kunsten, idet
han paa en gruelig Maade blev myrdet af en Skurk, der vilde bemægtige
sig hans Samling af kostbare Medailler og ædle Stene. Ham var det,
som i en lang Række af Skrifter, ligefra Sendebrevet til den tydske
Adel indtil sin store Kunsthistorie, aabnede sine Landsmænds Øine for
den græske Harmoni. Hans hele Forfattervirksomhed er en stor Hymne
til den gjenfundne, gjenopdagede Antik. Ved hans talrige Feilgreb vil
jeg ikke dvæle; de, som kjende hans Skrifter, vide, at Apollo fra
Belvedere og den mediceiske Venus i Forening med Laokoons-Gruppen
nødvendigvis maatte komme til at staae for ham som Culminationen af
den græske Kunst, eftersom intet Kunstværk af den store Stil endnu var
opdaget paa den Tid. Hele den germaniske, antikiserende Kunst falder
jo nemlig inden Opdagelsen af Venus fra Milo. Selv Thorvaldsen saa
den først som gammel. Men trods denne Grundmangel og en Mangfoldighed
af historiske Unøiagtigheder staaer Winkelmann som den, fra hvem det
store Pust udgik, som besjælede Lessing, Schiller og Goethe. Lessing
følger efter ham med sin Kritik. Udrustet med en kritisk Sands, der
søger sin Lige, drager dette beundringsværdigt anlagte Menneske de
første Grundrids til en Videnskab om Kunst og Poesi paa Basis af den
winkelmannske Kunstanskuelse. Enhver, der er hjemme i Goethe's Levnet,
veed, hvilken uhyre Indflydelse disse to Tvillingaander, Winkelmann og
Lessing, havde paa hans kunstneriske Opdragelse. De erindrer maaske
den ubeskrivelige Begeistring, som fylder hans og hans Jevnaldrendes
Hjerter, da Lessing's »Laokoon« kom ud. Husker De Udbruddet: »Wir
hielten uns aller Übel erlöst«, og for første Gang bryder den nye
Opfattelse af Antiken, storartet og genial som den er, ud i Goethe’s
lille sprudlende Mesterværk: »Götter, Helden und Wieland«. Jeg citerer
exempelvis nogle Repliker; Wielands Skygge staaer med Nathuen paa
og er lige bleven slaaet aldeles flad i Discussionen med Admet og
AlcesteAlceste, da Hercules træder op.

Her har De fra Goethe's første Kraftperiode den nye Opfattelse af
Antiken stillet op som Modsætning til Wieland's forfranskede, og De
har paa samme Tid hans poetiske Troesbekjendelse, der af de Samtidige
blev kaldt den store Hedning. Det er Spinozas Philosophi sat frem som
dristig Spøg. Man kan dog ingenlunde sige, at Goethe blev staaende ved
denne djærve naturalistiske Opfattelse af Antiken. Da han først havde
ladet sin ungdommelige Lidenskab rase ud i »Werther«, i »Götz« og i sin
begeistrede Afhandling om den gothiske Bygningskunst, vendte han selv
med en heftig Reaction Gothiken og Lidenskabeligheden Ryggen, og idet
han nu vender tilbage til Grækerne, er det deres Ro og deres Klarhed,
Grækenlands simple og sunde Fornuft, der begeistrer ham. Med en stigende
Uvillie mod Christendommen, der især giver sig Luft i de venetianske
Epigrammer, forener sig en saa yderligt gaaende Uvillie mod Gothiken og
den hele christelige Kunst, at Goethe f. Ex. paa et Sted som Assisi, der
er saa rigt paa de skjønneste christelige Minder, ikke var at bevæge
til at besøge en eneste Kirke eller et eneste Kloster, men udelukkende
fordybede sig i Beskuelsen af de faa og lidet betydende antike Ruiner.
I denne Sindstilstand var det, at han skrev sin »Iphigenia«, det Værk,
der kan betragtes som Typen for hele den germanisk-gothiske Stammes
Reproduction af Antiken. I dette Værk, der spiller saa mægtig en Rolle
i dette Aarhundredes Kunstanskuelske, at det baade for den tydske
Æsthetik under Hegel og for den franske Æsthetik under Taine staaer
som en Art Mønsterkunstværk, i Rang med hvilket Hegel kun sætter
Sophokles's »Antigone«, i dette Værk gjenfinder De den samme Aand som i
alle Schiller's helleniserende Digte, »Die Götter Griechenlands«, »Die
Künstler«, »Die Ideale«, »Das Ideal und das Leben«. De husker Linien: og
denne Betegnelse af Gudernes Liv:

Det er denne aldeles ensidige Opfattelse af Antiken, som udvikler sig
af den i »Götter, Helden und Wieland«, og det er endelig denne Aand,
som De gjenfinder i Thorvaldsens hele Værk. Thi her er den Gruppe af
Aander og Ideer, i hvilken Thorvaldsen hører ind. I nogle af hans
ældste Basreliefs, »Achilles og Briseïs« f. Ex., findes et lignende
djærvere Forhold til Antiken, som det hvormed Goethe begyndte. Men i
alle de senere Værker findes ogsaa det samme Ideal af fredelig og dæmpet
Harmoni, som afløste den kraftige Tendents.

Jeg behøver ikke vidtløftigere at skildre Dem hele denne nye, den
germaniske Races Opfattelse af Antiken, som for første Gang indføres
i Frankrig ved »Corinna«, thi det er denne Opfattelse, som De, mine
Tilhørere, allesammen have, forsaavidt De have nogen, det er den, De
have indsuget gjennem Samtaler gjennem Aviser, gjennem Læsning af tydsk
og dansk Poesi og gjennem Deres Besøg i Thorvaldsens Museum. Det er den
Opfattelse, som hertillands gjelder ikke blot for den danske og den
tydske, men for den absolute, det vil sige for den sande.

Men den Anskuelse, som jeg her vilde vove for første Gang at udtale, det
er den, at Winkelmann's, Goethe's og Thorvaldsen's Grækenland er næsten
ligesaa falsk som Racine’s og Barthélemy’s i »Den unge Anacharsis«.
Thi medens Racine's Stil er for forfinet, for salon- og hofmandsagtig
til at være græsk, er Goethe's og Thorvaldsen's, som falder sammen med
Winkelmann's Kunstanskuelse, tiltrods for disse to store Mænds hele
Samtiden overstraalende Genialitet, for udrenset, for vandklar og for
kold til at være græsk. Den Tid vil komme, troer jeg, da man ikke vil
finde Goethe's Iphigenia synderlig mere græsk end Racine's Iphigenia, da
man vil opdage, at den tydske Iphigenias sædelige Værdighed er ligesaa
tydsk, som den franske Iphigenias gracieuse Finhed er fransk. Og saa
staaer da kun det Spørgsmaal tilbage, om man er mest græsk, naar man
er tydsk eller naar man er fransk. Jeg veed vel, at det vil forekomme
en Del af Dem som et himmelraabende Paradox at helde til den sidste
Mening, jeg veed vel, at jeg løber Panden mod en Mur af germaniske og
gothiske Fordomme, jeg kjender den fastslaaede Overbevisning, at af de
to europæiske Culturstrømme er den Ene latinsk, fransk, spansk, den
Anden græsk, tydsk, nordisk, og jeg veed, at man lader sig bestikke af,
at den tydske Poesi med Goethe i Spidsen er antikiserende og tildels
græsk, at Tydskerne have havt Winkelmann, der opdagede Antiken, og at de
tydske Philologer have forklaret os Grækenland, medens Frankrig derimod
har havt Racine, som gjorde de græske Heroer til Hofmænd, og Voltaire,
der betragtede Aristophanes som en Gjøgler.

Men dog har jeg, naar jeg i Anledning af de to Iphigenier stillede mig
selv det Spørgsmaal: Hvo ligner Grækerne mest: Franske eller Tydske ? —
dog har jeg svart mig selv: de Franske.

Man ligner et Folk, ikke naar man efterligner det, men naar man bærer
sig ad som det. Jeg indrømmer Vanskeligheden ved at drage Analogier
mellem moderne og antike Folkeslag. Men dog forekommer det mig, at
Forholdet mellem de moderne Englændere og Franskmænd svagt minder om
det mellem de antike Ægyptere og Grækere. England og Ægypten have
samme Art af stivt og roligt Fremskridt, thi det er en fuldstændig
Taabelighed at troe, som det ofte siges, at Ægypten stod stille;
Franskmændenes Letbevægelighed derimod, ja endog deres indre hadefulde
og oprivende Kampe minde om Grækerne, der altid laae i indbyrdes Feide.
Og sammenligne vi Franskmænd med Tydskere, da finde vi, at Frankrig har
en Folkeaand, der, som Grækernes, aldrig er plump (lourd), vi finde
en udpræget Forkjærlighed for Form og Farve, og paa den ene Side for
Lethed og Elegance, paa den anden Side for Passion og Lidenskab. Det er
langtfra at jeg vil sætte Franskmændene i Rang med Grækerne. Afstanden
er saa stor, at jeg for min Part næsten er tilbøielig til at betegne
den som ikke til at maale. Jeg hævder kun Franskmændene en Æresplads
i Grækernes Nærhed, naar man vil paastaae, at Tydskerne staae dem
nærmere. Frankrig er intet Hellas, det veed jeg, men at sammenligne
Tydskland, denne tilrøgede, øldrikkende gamle Jomfru med det yndefulde,
klare og formfuldkomne Hellas, hvilken Absurditet! Tydskland, som kun
har formaaet at tilegne sig een af de græske Guder, Pallas Athene,
og som har givet hende Briller paa Næsen, Tydskland, som aldrig har
frembragt noget Kunstværk, undtagen i Musiken, thi selv »Faust« er
intet Kunstværk, men et Agglomerat af uensartede Ting! Tydskerne ynde
Begrændsning og Maal i alle praktiske Foretagender, derimod ynde de
hverken at begrændse Tanken eller Phantasien. Derfor triumphere de,
hvor den plastiske Form forsvinder: i Metaphysik, i lyrisk Poesi og i
Musik, men derfor have de ogsaa Hypotheser i Videnskaben, Formløshed
i Kunsten, intet Drama i deres Litteratur og ingen Farver i deres
Malerkunst. Frankrig derimod, som praktisk aldrig forstaaer at begrændse
sig, har den helleniske Kjærlighed til Form og Grændse i alt Aandeligt.
Franskmændene ligne Grækerne, idet de bære sig ad som de gjorde. Man
ligner aldrig i ringere Grad en original Natur, end naar man efterligner
den. Den germaniske Stamme frembyder det enestaaende Exempel paa en
poetisk Litteratur, der er udsprungen af Kritik og Æsthetik; vor egen
Litteratur har ganske samme Charaktermærke. Vi havde Metriker før vi
havde Digte. Vi fik en kritisk Poesi af Holberg, før vi fik en poetisk
af Oehlenschläger, vi fik en negativ Tragoedie af Wessel, før vi fik
en virkelig tragisk Litteratur, og vi fik det kritisk og philosophisk
bevist, at Vaudevillen var omtrent den høieste Kunstform, samtidig
med at vi fik de to, tre første Vaudeviller. Af denne den germaniske
Races Tilbøielighed til at forstaae, før den frembringer, forklares
det let, at Tydskerne forstode Grækerne langt bedre end de Franske og
efterlignede dem i Kraft af denne Forstaaelse, uden derfor at komme til
at ligne dem.

Og — i Parenthes — ligesom Tydskernes Reproduction af Antiken er tydsk,
saaledes er den danske Gjenfødelse af Antiken dansk, og ikke græsk ↄ:
for dansk til at være egentlig græsk, og for græsk til at være ægte
dansk og virkeligt moderne; man føler det aldrig stærkere, end naar man
seer et Arbeide af Thorvaldsen hænge ved Siden af et antikt Basrelief,
naar man f. Ex. i Charlottenborgs Figursal sammenligner Medaillonerne
fra Christiansborg Slot med Parthenons-Metoperne, eller naar man, som i
Museet i Neapel, seer et Basrelief fra den friskeste græske Tid anbragt
ved Siden af Thorvaldsens skiønneste Basrelief, hans »Nat«.

Stiller man sig da foran »Natten« og stræber man et Øieblik, som jeg
har gjort det, at glemme femten Aars begeistrede, men ogsaa næsten
blinde Sværmeri for Thorvaldsen, da vil det maaskee gaae En og Anden
som det er gaaet mig, at han har maattet tilstaae sig selv, at denne
Kvindefigur, hvis milde Ynde er saa tiltalende, ingenlunde kan siges
helt at svare til sit Navn. Den Stil, hvori den er holdt, er et Product
af en Utilbøielighed til at være sig selv, det vil sige moderne,
og en Bestræbelse for at være det Umulige, det vil sige antik, og
Resultatet er blevet en Slags forfinet og spinklere Atticisme, gjennem
hvilken Kunstnerens Nationalcharakter svagt og ubevidst bryder frem.
Thorvaldsens »Nat« er kun Natten, hvori der soves; den burde hedde
Søvnen, ikke Natten, Nattestilheden, ikke Natten. Thi Natten, som en
Græker vilde tænke sig den, Natten, hvori der elskes, og Natten, hvori
der myrdes, Natten, som skjuler alle Vellyster og alle Forbrydelser
under sin Kaabe, denne Nat er det ikke. Det er Natten, den milde
Sommernat, paa Landet. Og denne idylliske Aand, denne milde og fredelige
Stemning er det, som i dette Product af den fællesgermaniske Renaissance
af Antiken nærmest udgjør det eiendommeligt Danske. Den særegne landlige
Skjønhed, der er udbredt over denne Figur, er ligesaa dansk som den
strenge Værdighed og Sædelighed hos Goethes »Iphigenia« er tydsk.
Thorvaldsens Kunst er ligesom Goethes her Udtryk for en Reaction mod
den fransk-italienske Barokstil, men for en trods al dens Berettigelse
ensidig og ikke frugtbar Reaction. Thi selv hvor Roccoco-Stilen er mest
absurd, har den dog det Fortrin, at den fremfor Alt ikke vil gjentage
det Gamle, det Antike, ikke gjøre det om, som een Gang er gjort, men
at den, ofte grimt og forvredent, men altid heftigt, personligt,
ildfuldt, vil hitte paa noget Nyt, hitte paa Noget selv, frembringe
noget Originalt. Derfor er Bernini, trods alle sine Synder mod Sandhed
og Skjønhed, dog i sine bedste Værker, som »Den hellige Therese« i
»Santa Maria della Vittoria« i Rom og i sin »San Benedetto« i Subiaco,
saa stor, at man begriber den Begeistring, han vakte, og at han langt
overstraaler mangen moderne antikiserende Billedhugger, der aldrig
frembringer noget Forvredent, men heller aldrig noget Originalt.

Thorvaldsen afbrød med en voldsom Tilbagevenden til det Antike Konstens
hele Udvikling siden Grækernes Tid. Det er umuligt at see paa hans
Kunst, at der nogensinde har levet en Billedhugger, som hed Michel
Angelo. Men hvad Thorvaldsen følte sig beslægtet med i Antiken var det
Samme, der tiltrak den ældre Goethe i den græske Kunstform: dens blide
Ro og stille Høihed.

De veed nu, hvilken Opfattelse af Græciteten det var, som kom til
Orde i Frankrig gjennem Mme de Staëls »Corinna«. Det var naturligt og
nødvendigt, at den kom frem efter den franske Forvridning af det antike
Regelsystem; men hvad jeg har forsøgt paa at godtgjøre Dem, det er, at
heller ikke denne nye Opfattelse af Antiken er mere end relativ, at den
ikke er absolut.

De store Nationer komme forholdsvis let til Selvforstaaelse; thi de
erfare af de fremmede Folkeslag den uhildede Dom, som det er saa
vanskeligt at fælde over sit Eget. De Fremmede ere, som Mme de Staël
siger, »la postérité contemporaine«, det vil sige: Eftertiden allerede
som Samtid. Men i en lille Nation som vor er det endnu mange Gange mere
nødvendigt end ellers for Kritikeren selv at kunne see paa det, med
hvilket han er opfødt, uden medfødte Fordomme, paa samme Tid, som han
bevarer det fortrolige Kjendskab til Gjenstanden, som ingen fremmed
Dommer ret let kan erhverve.

XV. [Madame de Staëls Corinne]

Mme de Staëls Forfattervirksomhed kan bestandig sees fra to Sider. Den
falder ligesom i to Dele, en mandlig og en kvindelig Virksomhed, den
philosophiske og den digteriske, Ideerne og Følelserne. En særegen
Inderlighed i Følelsens Behandling røber overalt, at Forfatteren er
en Kvinde. Naar engang det Øieblik kommer, da man forsøger paa at
skrive Kvindens Psychologi, og naar man vil forsøge paa at bestemme
den kvindelige Phantasies og den kvindelige Aands Eiendommelighed
til Forskjel fra den mandlige — og saa langt staaer Psychologien
tilbage, at der endnu ikke er gjort det ringeste Forsøg derpaa —
ville Mme de Staël’s Skrifter blive en af de værdifuldeste Kilder.
Det Kvindelige røber sig maaskee først i Maaden, hvorpaa den mandlige
Hovedfigur er tegnet. Til enhver af hans fremtrædende Egenskaber
anfører Forfatterinden dens Aarsager, hans ædle Charakter forklares ved
hans Opdragelse, hans aristokratiske Herkomst og hans Stolthed, hans
Tungsind forklares ved Englænderens »Spleen« og ved hans ulykkelige
Forhold til en Fader, hvem han tilbeder, som Mme de Staël tilbad
sin, og til hvis Skygge han staaer i det samme Afhængighedsforhold
som Søren Kierkegaard stod i til sin afdøde Faders: kun Eet lader
Forfatterinden henstaae uforklaret, og det er hans physiske Mod. At
udsætte sit Liv er ham i den Grad let og elementært, som for os Andre
at skrive orthographisk. Det er et curiøst og gjennemgaaende Træk, at
kvindelige Romanforfattere næsten ufravigeligt udruste deres Helte
med det forvovneste Mod, et Mod, der aldrig er tilkjæmpet, men staaer
ligesom abstract udenfor Personligheden, paa samme Tid som det er
en af talrige store Forfattere bemærket Kjendsgjerning, at det i de
moderne Samfund især er Kvinderne, som forhindre Mændene fra at vove,
og som Kvinderne ligesaa gjennemgaaende vise de feigeste offentlige
Personligheder (de Præster, der salvere deres Liv under Epidemier, de
Krigshelte, der angribe Fjenden paa Papiret) den største, undertiden
mest hysteriske Beundring og Hyldest. Forklaringen synes at være den, at
Mandsmodet er den Egenskab, der som den høieste Potents af det Mandlige
bliver et Slags Ideal for Kvinden, men et Ideal, som hun ei forstaaer,
som hun ikke kjender igjen i Virkeligheden, og som hun derfor skildrer
helst og daarligst.

Hvad jeg her har sagt gjælder om Oswalds heltemodige Adfærd under
Branden i Ancona, hvor han under de rædselsfuldeste Omstændigheder
bliver hele Byens Frelser. Han alene forsøger med sine Englændere
koldblodigt dens Slukning og iværksætter denne. Han befrier de i
Ghettoen indespærrede Jøder, som Befolkningen i sin Fanatisme vil lade
brænde som Sonofre. Han vover sig ind i det brændende Galehus, ind i
Værelset, hvor de mest rasende Fanger opholde sig, behersker og befrier
de af Luer omspændte Vanvittige, løser deres Lænker og lader end ikke
en Eneste af de Modstræbende tilbage. Den hele Scene er fortalt med en
i Sandhed grandios Phantasi. Men, som sagt, det er i det Psychologiske,
at der spores nogen Svaghed. Da det imidlertid gjælder om at skildre
Indtrykkene af denne Handling paa Corinnas kvindelige Hjerte, tager
Mme de Staël sin fulde Opreisning. Oswald havde ved en Bortreise over
Hals og Hoved undflyet al Taksigelse, men da han paa Tilbageveien atter
kommer til Ancona med Corinna, bliver han gjenkjendt, og Corinna vækkes
om Morgenen ved Skrigene: »Leve Lord Nelvil, leve vor Velgjører!« Hun
begiver sig ud paa Pladsen, og hun, Digterinden, hvis Navn er berømt
Italien over, er hurtig kjendt og modtaget med Henrykkelse af den
forsamlede Mængde. Mængden anraaber hende om at være dens Ordfører og
at tolke dens Taknemmelighedsfølelse for Oswald. Hvor forbauset bliver
han ikke, da han træder ud paa Pladsen og seer Corinna i Spidsen for
Folkehoben. »Hun takkede Lord Nelvil i Folkets Navn og gjorde det
med saamegen Ynde og Adel, at alle Anconas Indbyggere vare henrykte
derover.« Og, tilføier Forfatterinden med kvindelig Finhed, hun sagde
vi, idet hun talte om dem. »De har frelst os, vi skylde Dem Livet.«
Dette vi er en Perle. Og, hedder det videre, da hun nærmede sig for i
deres Navn at tilbyde Lord Nelvil den Krands af Ege- og Laurbærblade,
som de havde flettet til ham, greb en ubeskrivelig Bevægelse hende, hun
følte sig ligesom frygtsom, idet hun nærmede sig Oswald. I dette Øieblik
kastede den hele Befolkning, der i Italien er saa letbevægelig og saa
enthousiastisk, sig paa Knæ foran ham, og ufrivillig sank Corinna paa
Knæ idet hun tilbød ham Krandsen. Det er i Skildringen af de kvindelige
Følelser, at Mme de Staël har sin Styrke, Følelserne hos et kvindeligt
Geni, der lider Geniets hele Martyrium.

Af Alt rører den huslige Lykke og den kvindelige Renhed hende dybest.
Hvor dybt føler hun ikke, da hun læser denne Indskrift paa en romersk
Hustrus Sarkophag: »Ingen Plet har besudlet mit Liv fra Brylluppet af
indtil Baalet, jeg har levet ren mellem Brudefaklen og Baalets Fakkel.«
Men denne Hymens Lykke var ikke hende forundt, Corinna saa lidet som
Mignon, disse to Længselens Børn, der hver for sig i den franske og
i den tydske Litteratur personificere Italien. Corinna er den sidste
Ætling af hine Italiens ædle og ensomme Sibyller, om hvilke Traditionen
overalt fortæller saa meget. Hun skabtes til at lide, hun, som selv
siger at vor arme menneskelige Natur ikke kjender det Uendelige ad anden
Vei end igjennem Lidelsen. Men før hun gaaer under som det sidste Offer
paa den antike Arena, smykkes hun som Ofret og føres i Triumph.

Da vi lære hende at kjende, træffe vi hende under Optoget til Capitol,
simpelt, men malerisk klædt, med antike Cameer i Haaret, med det
fine røde Shawl slynget turbanlignende om sit Hoved, som paa Gérards
bekjendte smukke Portræt af Mme de Staël. Det er det Costume, som
svarer til Corinna; hun, de farverige Egnes Barn, har endnu ikke tabt
Farvesandsen, har endog i det stive, regelrette England bevaret friske
Sandser og Kjærligheden til hin Treenighed af skjønne Ting: Guld, Purpur
og Marmor.

Og som alle Periodens andre store Typer ville vi hidsætte hende i de
Omgivelser, der svare til hende og hvori hun hører hjemme som René
i Urskovene, Obermann paa Høialperne og Saint Preux ved Genfersøen.
Corinnas Skikkelse er bevaret for Efterverdenen i det bekjendte Maleri,
af hvilket Kobbere sees overalt: Corinna, som improviserer paa Cap
Misene.

Hendes vulkanske og straalende Natur hører hjemme i denne straalende
og vulkanske Egn. Neapels Golf synes at være eet stort, sunket Krater,
omringet af smilende Byer og skovbeklædte Bjerge; omsluttende sit Hav,
der er endnu langt mere blaat end Himlen, ligner den et smaragdgrønt
Bæger, fyldt med en Vin som skummer og hvis Rande og Sider smykkes med
Vinløv og Ranker. Inderst inde ved Landet straaler Havet dybt azurblaat,
længere ude er det vinfarvet, som allerede Homer kaldte det, og over
dette lyser en Himmel, der ikke, som det almindelig troes, er mere blaa
end vor, men som snarere er mere bleg, kun at dens Blaat har som et
Underlag af hvid Ild, der lyser hvidligt og blaaligt glødende. I denne
Egn satte de Gamle Helvede. I Avernersøens Grotte var Nedgangen dertil,
dette kaldte de Helvede, dette Paradis. De have ment, at den vulkanske
Oprindelse og Omgivelse viste, at Tartaros var nær. Overalt de vulkanske
Former. Et stort Bjerg har en Side som om det var skaaret igjennem med
en Kniv. Det halve Bjerg er faldet ned i Jordskjælv. Cap Misene, Landets
yderste Pynt, der paa den ene Side lukker Golfen med Nisidas lille
Klippeø foran sig, Procida og Ischia bag sig, bestod eengang ikke som
nu af to adskilte Høider, men var Et. Vesuvs to Kratere fremkom ved det
Udbrud, der slugte Pompeii. Overalt Frugtbarhed og Ild. Faa Skridt fra
Solfataras Svovldampe, der stige op mellem Lavagruset, ligge Marker, som
helt bestaae af tindrende røde Valmuer, andre med store blaa Blomster,
stærkt duftende lodne Mynter, Urter, der naae En til midt paa Livet, en
Rigdom, en Mylr, en Frugtbarhed og Yppighed, som om denne bugnende Fylde
kunde skyde op igjen paa en eneste Nat, hvis man fældede det Hele. Og
hertil kommer den overvældende Vellugt: et Krydr, som aldrig mærkes i
Norden, en uhyre Symphoni af Millioner forskjellige Planters Duft.

Det er hen ad Aften, at Corinnas Selskab drager ud paa Cap Misene. Man
seer derfra ind over den store By, man hører ligesom i den dumpe Larm
dens Hjertebanken. Overalt for Ens Øie flamme efter Solnedgang Lys, i
alle Veienes Spor ligge de; tvers over Veien langs op ad Bjergsiderne
springe og flyve de klare Flammer i Luften, mange større end Sølvdalere
eller Specier; de, som flyve høiere oppe, ligne ganske løsrevne og
bevægelige Stjerner. Alle disse Flammer, der bevæge sig i lange Spring
og slukkes et Secund efter hvert Spring, ere Sydens lysende Insekter.
I Mørket hensætte disse Tusinder af Flammer En i »Tusind og een Nat«.
Overfor lyser, seet fra Cap Misene, den høirøde Lavastrøm ned ad Vesuvs
mørke Side.

Her er det, at man bringer Corinna hendes Lyre, og hun besynger først
Pragten af denne Natur, Storheden af de Minder, der knytte sig til den,
til Cumæ, hvor Sibyllen boede, til Gaeta, som ligger bagved, hvor Cicero
udaandede for Tyrannens Dolk, til Capri og Bajæ, som bevare Mindet om
Tibers og Neros Rædselsgjerninger, til Nisida, hvor Brutus og Portia
sagde hinanden det sidste Farvel, til Sorrent, hvor Tasso, undsluppen
fra Galehuset, ussel, forfulgt, med uredt Skjæg og sønderrevne Klæder
bankede paa sin Søsters Dør, der end ikke strax kunde kjende ham igjen,
og som saa ikke kunde tale for Taarer. Her er det, hun ender med en
Elegi om al Jordelivets Kval og al Jordelivets Lykke.

Og vil De høre, hvorledes Corinna taler, naar hun er inspireret, midt
i denne Natur, hvor Skjønheden er bygget paa Undergangen, hvor Lykken
aabenbarer sig som en flyvende, hurtigt slukket Flamme, og hvor Vulcanen
bestandig truer Frugtbarheden.

Hun siger: »Jesus tillod en svag og maaskee angrende Kvinde at bade hans
Fødder med de kostbareste Salver; han stødte dem tilbage, der raadede
hende til at opbevare denne Vellugt til en nyttigere Brug. »Lad hende
kun gjøre det, sagde han, thi jeg er kun kort Tid sammen med Jer.« Ak!
Alt hvad der er godt og sublimt paa denne Jord er kun kort Tid sammen
med os. Alderen, Svagheden, Døden udtørrer snart den Dugdraabe, som
falder ned fra Himlen og som hviler paa Blomster. Lad os da blande Alt,
Elskov, Religion, Geni og Solen og Vellugten og Musik og Poesi; der
gives ingen anden Atheisme end Kulde, Egoisme og Lavhed. Det hedder:
»Naar To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, saa vil jeg være midt
iblandt Eder.« Og hvad er det, o min Gud, at være forsamlede i dit
Navn, hvis det ikke er at nyde din skjønne Naturs ophøiede Gaver og ære
Dig derfor og takke Dig for Livet og fremfor Alt at takke Dig, naar et
Hjerte, der ligeledes er skabt af Dig, møder og svarer vort.«

Saaledes taler hun under sin dobbelte Inspiration paa Høiden af sit
Liv, forsøgende paa at flette Geniet og Kjærlighedens Lykke sammen.
Men kun et Øieblik lykkes det hende at vikle Myrthen og Laurbærgrenen
ind i hinanden, de springe tilbage, rive sig fra hinanden, og Corinna
forvandles fra den begeistrede Sibylle til endnu en af de mange
fortvivlede og sønderbrudte Aander, gjennem hvilke Aarhundredets Genius
protesterer mod det Samfund, der, som hine tilsyneladende sikre Byer, er
undergravet af vulkanske Flammer, Flammer, som aldrig beroliges, men som
give sig Luft i den ene Revolution eller Eruption efter den anden hele
vort urolige og ulykkelige Aarhundrede igjennem.

XVI. [Bekæmpelsen af nationale og protestantiske fordomme]

Man kunde kalde Corinna et Digt om Nationalfordomme. Oswald
repræsenterer alle Englands, Greven af Erfeuil alle Frankrigs, og det
er mod Fordommene hos disse to, paa hin Tid Europa's stærkeste og
mest selvtillidsfulde Nationer, at Corinna kjæmper af hele sin Sjæl
og med sin poetiske Aands Begeistring. Denne Kamp er ikke koldblodig,
thi Corinna's hele Lykke afhænger af, hvorvidt det vil lykkes hende
at bringe Oswald til at opgive sine medfødte Fordomme saa vidt, at
han kan blive lykkelig med en Kvinde som hende, hvis Liv paa ethvert
Punkt staaer i Strid med hvad der i England betragtes som det eneste
Tilbørlige for en Kvinde. Men idet Corinna saaledes søger at udvide
Oswald's Blik og smidiggjøre hans stive og i de tilvante Fuger bestandig
tilbagespringende Aand, iværksætter hun samtidig Læserens Opdragelse.
Paa Følelsernes Omraade fortsætter hun den samme Gjerning som vi have
seet hende ifærd med paa Ideernes. Hun skizzerer de første Grundrids
til en Racepsychologi, endog for de intimeste Følelsers Vedkommende.
Hendes Landsmænd forsøgte dengang, omtrent som Tydskerne nutildags, i
forfængelig Overbevisning om, at de alene repræsenterede Civilisationen,
at udslette alle andre Landes Nationalfarve. Dybest inde er det derfor
hendes Agt at vise dem, at deres Maade at tage Følelserne paa kun er en
een blandt mange ligeberettigede og stundom mere berettigede.

Greven af Erfeuil er en mesterlig udført Type paa alle franske Dyder
i Forening med den hele nationale Letsindighed og Tomhed. Men da Mme
de Staël selv er Protestant og da den protestantiske Aandsretning
overhovedet næsten til alle Tider har vist sig uendelig meget mere
hovmodig og ufordragelig end de katholske Landes, da endelig Bogens Helt
er en stiv høikirkelig Englænder, er Bogens egentlige Braad vendt imod
den hele tykke protestantiske Bornerthed.

Lad os tage en enkelt Følelse, f. Ex. Elskov. Den nordiske Opfattelse af
den skildres i Oswalds Person. Intet ligner hans første Befippelse, da
han seer Corinna uden nogetsomhelst Hensyn til hendes Kjøn, i Italien
blive elsket og beundret som Geni. Den Art offentlige Existents for en
Kvinde forekommer ham i høi Grad stødende (shocking). Han er vant til
at betragte Kvinden som en Art Husdyr, og kan i Begyndelsen slet ikke
forsone sig med den Tanke, at man kunde være tilbøielig til at tilgive
en Kvinde den Forbrydelse at have Geni. Han føler sig ligesom ydmyget
og irriteret derved, hans Hovmod begriber, at den egentlige absolute
Tilbedelse af Manden, der for en ret Englænder staaer som Hustruens
høieste Dyd, og som sikrer den ægteskabelige Tryghed, vanskelig vil
kunne ventes af saa fri en Aand. Og da hun endelig elsker ham og
med en Lidenskab, i Sammenligning med hvilken Alt blegner, hvad han
har seet eller hørt om, og som er saa uegennyttig, at den bringer
hende til at sætte Alting paa Spil for hans Skyld uden at fordre det
Mindste, saa glemmer han hende, hendes Geni, hendes Sjæleadel og
hendes aandelige Storhed, ligesaa snart han atter staaer paa engelsk
Grund, paany indaander engelske Taager og Fordomme og træffer et ungt
uskyldigt Pigebarn paa 16 Aar, der er som skabt til Hustru efter den
engelske Recept, tillukket, uvidende, uskyldig, taus, den incarnerede
Familiepligt med blonde Haar og blaa Øine.

Det er paa et andet Punkt, at hun rammer den franske Opfattelse af
Elskoven. Hun efterviser, hvorledes alle gode Følelser i Frankrig
inficeres af een Last, den af Forfængelighed udsprungne Frygt
for Samfundet. Den franske Elskov er, mener hun, næsten lutter
Forfængelighed. Alle Følelser og det hele Liv regjeres af Viddet, af
Lysten til at tage sig ud og af den Frygt, som kan charakteriseres
ved de Ord: »Hvad vil man sige til det?« I den Henseende samstemmer
Mme de Staël fuldstændig med en nær efter hende følgende Forfatter,
den skarpsindige og originale Henry Beyle, der pleier at betegne
Franskmændene som de livligt Forfængelige (Les vainvifs) og som
paastaaer, at alle deres Handlinger dicteres af Betragtningen Qu’en
dira-t-on, det vil sige, af Frygten for det Latterlige.

Det franske Folk er ligesom det danske vant til at være meget stolt
af sin udviklede Sands for det Komiske, saa stolt, at det navnlig er
formedelst den, at Frankmændene beskedent betegne sig selv som Verdens
mest spirituelle Nation. Corinna paastaaer, at det er denne Sands og
den tilsvarende Frygt for det Latterlige, som i Frankrig dræber al
Originalitet i Sæder, i Costumer, i Sprog, som berøver Phantasien al
Frihed og Følelsen ethvert naturligt Udbrud. Al medfødt Følelse og
Aand forvandler sig til Epigrammer istedenfor til Poesi i de Lande,
hvor Frygten for at blive Gjenstand for Viddet eller Spotten bringer
Enhver til selv først at gribe dette Vaaben. »Skal man«, indvender
hun mod Erfeuil, »da bestandig leve for hvad Samfundet siger om En?
Det, man tænker og det man føler skal da aldrig være Ens Ledestjerne?
Hvis det var saaledes, hvis vi stadigt og bestandigt burde efterligne
hinanden indbyrdes, hvorfor er der da blevet en Sjæl og en Aand til
Hver? Forsynet kunde da have sparet sig denne Luxus.«

Hun glæder sig da nu ved at beskjæmme det nordiske Puritanerhovmod
og den franske Forfængelighed og Frygt for det Latterlige med den
ligefremme Naturlighed, som det italienske Folk selv i sin Fornedrelse
har bevaret. »Hvorledes«, siger Oswald til Corinna, da han taler om
England, »har De kunnet forlade hin Kydskhedens og Sædelighedens
Helligdom og gjøre dette sunkne Land til Deres Adoptivfædreland?«
Corinna svarer: »I dette Land ere vi beskedne, hverken stolte af os
selv, som Englænderne, eller fornøiede med os selv som Franskmændene.«
Hun tegner med fine og sande Træk den rørende Naivetet, hvormed Følelsen
i Italien giver sig tilkjende: Ingen stiv Reserverethed som i England,
intet Coquetteri som i Frankrig. Kvinden vil her kun behage den, hun
elsker, og bryder sig ikke om, at hele Verden faaer det at vide. Een
af hendes Venner kommer efter nogen Tids Fraværelse tilbage til Rom
og lader sig melde hos en fornem Dame. Tjeneren kommer ud og svarer:
»Prindsessen modtager ikke i denne Tid, hun er i daarligt Humeur, hun er
inamorata,« paa Dansk: hun er forelsket. Hun viser hvor skaansomt, hvor
ædelt Kvinden bedømmes i Italien og hvorledes hun selv i Galanteriet
bevarer en vis Uskyld. En fattig Pige dicterer paa offentlig Gade et
Kjærlighedsbrev til sin Elsker, og Skriveren nedskriver det med største
Alvorlighed, dog aldrig uden af sit Eget at tilføie alle de officielle
Formler, som det er hans Profession at kjende. Den stakkels Soldat eller
Arbeider modtager saaledes et Brev, i hvilket mange ømme Forsikringer
befinde sig i en Ramme af »Høistærede Samtidige!« og »Deres med Agtelse
ærbødige« o. s. v. Corinna's Skildring er her fuldkommen sand. Jeg
har ved et Tilfælde selv seet den Slags Breve. Og paa den anden Side
er Lærdom hos Kvinden i Italien intet usædvanligt. En Franskmand, der
kalder en kundskabsrig Kvinde en Pedant, faaer i Bogen Svaret: »Hvad
ondt er der i, at en Kvinde kan Græsk?«

Corinna mangler da heller ikke Blik for, at den officielle Hævden af
Pligt og Moral i Norden er baseret paa den største Raahed med Hensyn til
alle de Tilfælde, i hvilke Samfundsloven eengang er brudt. Hun viser,
hvorledes Manden i England intet Løfte og intet Forhold respecterer,
uden det som statsretligt er ført til Protokols, og hvorledes der i
det strenge England til Helligheden af Ægteskabet, til det ulastelige
Liv i Hjemmet svarer den skamløseste og mest bestialske Prostitution,
som den personlige Djævel svarer til den personlige Gud. I Modsætning
hertil siger hun med kvindelig Forsigtighed og Blufærdighed, men dog
med Bestemthed, som saa: »De huslige Dyder udgjøre i England Kvindernes
Hæder og Lykke, men hvis der er Lande, i hvilke Kjærlighed træffes
udenfor Ægteskabets hellige Baand, saa er blandt disse Lande det,
hvor der tages mest Hensyn til Kvindens Lykke: Italien. Mændene have
der dannet sig en Moral for de Forhold, der falde udenfor Moralen,
et Hjertets Tribunal.« Det Tribunal. DetA er dette Tribunal, som fik
Domskraft ved Middelalderens Kjærlighedshoffer, det er dette, som slaaer
Byron saa stærkt, da han i Italien træffer et det engelske aldeles
modsat, men iøvrigt fuldstændigt Moralsystem. Og som altid forsøger
hun ogsaa her at føre disse mildere Sæder tilbage til Landets milde
climatiske Forhold. Hun vover at sige: »Hjertets Forvildelser indgyde
her meer end andensteds en overbærende Medlidenhed. Har Jesus ikke sagt
til Magdalene: »Meget vil blive tilgivet hende, fordi hun har elsket
Meget?« Disse Ord ere blevne udtalte under en ligesaa smuk Himmel som
vor, denne samme Himmel anraaber for os om Guddommens Barmhjertighed.«

Selv Protestant lærer hun da sine Troesfæller at forstaae den italienske
Katholicisme: »Da Katholicismen her ikke har havt nogen anden Religion
at kjæmpe med, har den faaet en Charakter af Blidhed og Overbærenhed
som intet andet Sted, medens derimod Protestantismen i England for
at tilintetgjøre Katholicismen der, har maattet bevæbne sig med den
største Strenghed i Principer og i Moral. Vor Religion formaaer ligesom
den antike at besjæle Kunstnerne, at inspirere Poeterne og udgjør saa
at sige en Del af alle vort Livs Nydelser, medens Eders, idet den
indordnede sig i et Land, i hvilket Forstanden spiller en meget større
Rolle end Indbildningskraften, har antaget en Charakter af moralsk
Strenghed, som den for bestandig vil beholde. Vor taler i Kjærlighedens
Navn, Eders i Pligtens Navn. Skjøndt vore Dogmer ere absolute, ere vore
Principer liberale, og vore absolute Dogmer lempe sig efter Livets
Omstændigheder, medens Eders religieuse Frihed uden nogensomhelst
Undtagelse sætter sine Love i Respect.« Hun viser, hvorledes man derfor
i de protestantiske Lande bestandig nærer en Frygt for Geniet, for
Aandens Overlegenhed. »Man gjør det med Urette, siger hun, thi denne
Overlegenhed er efter sit Væsen yderst moralsk. At forstaae Alt gjør
meget overbærende, og at føle dybt indgyder en stor Godhed.« «Hvorfor er
Geniet en Ulykke? Hvorfor har det forhindret mig i at blive elsket? Vil
han hos en anden Kvinde finde mere Aand, mere Sjæl, mere Ømhed end hos
mig? Nei, han vil finde mindre, og han vil være tilfreds, thi han vil
finde sig i Overensstemmelse med Samfundet. Hvilke unaturlige Glæder,
hvilke unaturlige Kvaler det skjænker! Overfor Solen og Stjernehimlen
føler man kun Trangen til at elske hinanden og føle sig hinanden værdig,
men Samfundet, Samfundet, hvor gjør det Hjertet haardt og Aanden
letsindig, hvor bringer det En til at leve blot for hvad man vil sige
om os! Hvis Menneskene en Dag mødte hverandre, hver for sig befriede
fra det Tryk, som Alle udøve paa hver Enkelt, hvilken ren Luft vilde
da trænge ind i Sjælen, hvormange nye Ideer, hvormange sande Følelser
vilde da ikke forfriske! — Modtag da min sidste Hilsen, o mit Fødeland!«
udbryder Corinna i sin Svanesang til Ære for Rom — og man føler den
Landsforvistes Bitterhed og Selvfølelsen overfor Napoleon i disse Ord:
»Du har tilladt mig Hæderen, Du frisindede Nation, der ikke forviser
Kvinderne fra dit Tempel, Du, som ikke ofrer det udødelige Talent paa en
forbigaaende Skinsyges Alter, Du, som altid har Bifaldsraab for Geniet,
naar Du seer det stige, Geniet, denne Seierherre uden Overvundne, denne
Erobrer uden Bytte, der øser af Evigheden for at berige Tiden!«

Det er paa Basis af dette Grundrids af Modsætninger mellem et katholsk
og et protestantisk Følelsesliv, at Modsætningen mellem den dobbelte
Kunstanskuelse hæver sig. Og paa dette Punkt er Bogens Betydning den,
at føre et energisk Slag imod den hele protestantiske Hovmod og den
kunstneriske Uforstand, som betegner Oswald, i hvem hver Blodsdraabe er
gjennemtrængt af engelsk Nationalbornerthed.

Midt i dette plastiske og musikalske Folk, der er saa godmodigt, saa
barnligt, saa ubekymret om sin Værdighed og saa umoralsk i Ordets
engelske Forstand, føler han, som er vant til at sætte Livets Betydning
i Opfyldelsen af et vist Øbegreb af Pligter og Værdighedsregler, sig
fuldstændig deplaceret. Han mangler al artistisk Sands; han anlægger
snart en litterair, snart en moralsk, snart en religieus Maalestok paa
Kunsten, stødes overalt og kan Ingenting forstaae. Han opdager nogle
Basreliefer paa Peterskirkens Døre. Hvad ligner hans Forundring, da
han seer, at de forestille Ovids Metamorphoser! Det er jo det rene
Hedenskab. Corinna fører ham hen i Colosseum, og hans eneste Indtryk er,
ligesom Oehlenschlägers, Følelsen af at staae paa et uhyre Rettersted og
den moralske Indignation over de Ugjerninger, som her udøvedes mod de
Christne. Han træder ind i det sixtinske Capel, og, ukyndig som han er
i Kunstens Historie, bliver han i høi Grad oprørt ved at see, at Michel
Angelo har understaaet sig i at male Gudfader selv i Person med et
bestemt begrændset menneskeligt Legeme, som var det en Jupiter eller en
Zeus. Han forarges ligeledes ved i Michel Angelo’s Propheter og Sibyller
Intet at finde af den ydmyge christelige Aand, som han venter at træffe
i et christent Capel.

Ethvert af disse forskjellige Punkter er afluret Livet. Italien er,
ligesom de sydlandske Partier af Europa overhovedet, et Sted, som
forudsætter en artistisk, eller, som vi Danske pleie at sige, æsthetisk
Disposition hos den Besøgende. Man pleier at inddele det menneskelige
Liv i tre forskjellige Sphærer, den praktiske, den theoretiske og den
æsthetiske. Den praktiske Betragtning af Skoven er den, om Egnen er
sund, eller den forstmæssige, som anslaaer den i Brænde, den theoretiske
er Botanikerens, som studerer Vegetationens Charakter videnskabeligt,
den æsthetiske eller artistiske endelig er den, som blot har Øie
for hvorledes Skoven tager sig ud. Det er denne sidste Sands, som
mangler Oswald. Han har ingen Øine, hans Forstand og hans Moral have
berøvet hans Sandser deres Friskhed. Derfor formaaer han ikke at glemme
Indholdet over Formen, derfor vækker Colosseums Arena ingen anden
Betragtning hos ham end den praktisk-moralske Erindring om alt det Blod,
som her med Urette blev udgydt. I Corinna's Hævden af den modsatte
Betragtningsmaade vil De føle Indflydelsen fra Tydskland, Paavirkningen
fra hendes Omgangsvenner, Brødrene Schlegel, det første Pust af den
vaagnende romantiske Aand i Tydskland. Thi hvad Romantiken, hvor
forskjelligt den end opfattes i de forskjellige Lande, bestandig hævder
er, at det Skjønne er sit eget Formaal eller, som det i Tydskland hed,
»Selbstzweck«, en Tanke man henter fra Kants »Kritik der Urtheilskraft«,
en Bestemmelse ved Skjønheden, der nu bliver sat som Opgave for Kunsten.
Paa Fransk udtryktes dette i Formlen »l‘art pour l'art«, og paa Dansk
seer De denne Anskuelse første Gang fremtræde i Oehlenschlägers Digte,
f. Ex. i »Poesien forsvarer sig« eller i Digtet »Morgenvandring« i
»Langelandsreisen«.

Men det er ikke blot Kunsten, det er Befolkningen og Livet i Italien,
som for at forstaaes og vurderes maa sees med artistiske Øine. Intet
er almindeligere end i Syden at træffe Englændere eller Tydskere
eller Franskmænd, som ud fra deres nationale Synspunkt finde Alt at
laste. Tydskerne finde, at Kvinderne mangle den skye Blufærdighed,
det Jomfruelige, som de ere vante til at betragte som Skjønhedsideal.
Englænderne stødes ved Manglen paa Renlighed og Orden, Franskmændene ved
at Conversationen er saa ringe og Prosaen saa slet.

Corinna viser, at Kvindens Skjønhed, som i Italien ikke er af en
moralsk, men af en plastisk og malerisk Art, fordrer et Øie, som er
modtageligt for Farve og Form og ikke svækket ved Læsning af Sort paa
Hvidt. Hun stiller den italienske Improvisation i Modsætning til den
franske Conversation og finder i denne et Æqvivalent. t forstandigt
EFolk, som Englænderne, dyrker Forretningslivet og det praktiske Liv, en
følelsesfuld Nation som den tydske dyrker Musik, et spirituelt Folkefærd
som det franske converserer, det vil sige, faaer sine Indfald gjennem
Samtaler og Samlivet med Andre, et phantasifuldt Folk som Italienerne
endelig improviserer, det vil sige, stiger naturligt fra de sædvanlige
Følelser til Poesi. Corinna siger: »Jeg føler mig som Digter, saasnart
min Aand hæver sig, saasnart den i endnu høiere Grad end ellers foragter
Egenkjærlighed og Lavhed, endelig saasnart jeg føler, at en skjøn
Handling nu vilde være mig let; da er det at mine Vers ere bedst. Jeg
er Digter, naar jeg beundrer, naar jeg foragter, naar jeg hader, ikke
af personlige Grunde, men paa hele Menneskehedens Vegne.« Og hun nøies
ikke med at forsvare den lette Nattergalesang, som er hvad Italienerne
forstaae ved lyrisk Poesi. Hun forklarer den overdrevne Vægt, som den
italienske Prosa lægger paa Formen og den hele rhetoriske Prang. Dels
elsker man overhovedet Formen i Syden, dels var det naturligt, at da
man skrev under et geistligt Regimente, som forbød enhver alvorlig
Behandling af noget Emne, da man altsaa var vis paa ikke at kunne
opnaae nogen Indflydelse Dpaa Tingenes Gang igjennem sine Skrifter, saa
skrev man for at vise sin Færdighed i at skrive, for at glimre med sine
skjønne Perioder, og Veien blev Maalet. et andet Punkt hvorover Oswald
stødtes var Michel Angelo's Fremstilling af Guddommen og Propheterne i
det sixtinske Capel.

Han finder ikke i Jehovas mægtige Mandsskikkelse den usynlige, rent
aandelige Magt, til hvilken den nordiske Protestantisme har forvandlet
de gamle Asiaters lidenskabelige Nationalgud, og hvor findes vel i alle
disse stolte Mands- og Kvindeskikkelser, hvormed Michel Angelo har fyldt
Loftet i sin »prometheusagtige« Lyst til at forme Mennesker, hvor findes
i disse trodsige, begeistrede, fortvivlede og kjæmpende Skikkelser den
Ydmyghed, det Sagtmod, han ventede at træffe! Corinna giver her sine
Landsmænd en Lære, der saamange Aar efter kan gjøres Behov ogsaa udenfor
Frankrig, især udenfor Frankrig, især i Lande som vort, i hvilket der er
ført saamegen barnagtig Tale om christelig Kunst og christelig Æsthetik.

Det lidenskabelige og voldsomme Angreb, som af S. Kierkegaard i
hans sidste Periode blev gjort paa den saakaldte christelige Kunst,
var naturligt for en Mand, der, som Kierkegaard, var blottet for al
kunstnerisk Dannelse; han underskyder bestandig Renaissancetidens Malere
sin protestantiske, ja sin individuelle Opfattelse af Religionen og
forarges saa over, at de med denne Opfattelse i Baggrunden af deres
Bevidsthed kunne male som de gjøre. Han veed ligesom Oswald ikke at
Renaissancetidens Malere staae i et andet Forhold til deres Emner end
vore Dages, at medens vor Tids Maler søger at trænge ind i sit Emne
og studere det som Archæolog, som Psycholog eller som Ethnograph, tog
Maleren fra Renaissancetiden sit Emne som det forelaa og gjorde ud af
det hvad han havde Lyst til, det vil sige, hvad der stemmede med hans
selvstændige og originale Individualitet. Heri ligger Forklaringen af
hvad der hos de gamle Mestere undrer og støder den nordiske Beskuer saa
stærkt. Thi ganske som et lille Indbegreb af Emner hentede fra Iliaden
og Odysseen forsynede hele den græske Billedhuggerkunst, Malerkunst
og theatralske Kunst med Sujetter (det er altid den samme Historie om
Helena og Paris, om Atreus og Thyestes eller om Iphigenia og Orestes),
saaledes er det ogsaa en Snees af det gamle og det nye Testamente
uddragne Sujetter (Syndefaldet, Loth og hans Døtre, Christi Fødsel,
Flugten til Ægypten, Lidelseshistorien), som igjennem trehundrede
Aar sætte alle Italiens Meisler og Pensler i Bevægelse. Kun disse
Sujetter bestilles, kun i disse Sujetter er i den egentlig strenge
Tid Studiet af det Nøgne tilladt. Og medens nu Udviklingen foregaaer,
forblive Emnerne de samme. Den gamle Tids fromme og naive Tro afløses
af Renaissancetidens begeistrede Humanisme og frodigt opblomstrende
Hedenskab; men endnu bestandigt er det Madonna og Magdalena, som man
maler, kun med den Forskjel, at den byzantinske Tidsalders stive
Himmeldronning forvandles til en idealiseret Bondepige fra Albano, eller
at Andrea del Verrocchio's rædselsfuldt udtærede, pjaltede, hulkende
og skindmagre Magdalena forvandles til Correggio's yppige og sunde,
smilende og forføreriske Pigebarn, hvis foregivne Anger synes endnu et
Coquetteri, eller endelig, at alle hine korsfæstede og stenede Martyrer
og Apostle, der see ud som om de havde været levende begravede eller
vare blevne kogte i Olie, forvandles til Figurer som San Sebastian hos
Giorgione eller Tizian, den smukke, af Sundhed og Skjønhed straalende
Page eller Cicisbeo, hvis blændende Hudfarve end mere fremhæves ved et
Par Blodsdraaber, der dryppe ned fra en mellem Ribbenene zirligt anbragt
Pilespids.

Oswald maa da af Corinna lære, at hele hint Chor af unge Heroer, der
sidde rundt om Michel Angelo's store Malerier i Loftet (En, som ligner
den græske Achilles med Hænderne foldede over sit Knæ, En, der bøier
sig som for at undgaae et Slag, En, der løfter sin Arm som for at
parere, En, der med Vælde drager i det gjennem Bronceskjoldet førte
Skjærf, Flere, der med Anspændelse af alle Kræfter spænde Hænder og
Fødder imod deres Hammer, vride sig og sparke mod Loftets Architektur),
han maa lære, at alle disse Figurer, der, skjønne som de homeriske
Helte, med Skjønheden forene en vildere Energi og en mere mandig
Villie, ere ligesom Michel Angelo’s menneskeblevne Tanker. Thi Michel
Angelo decorerer ikke med Ornamenter eller med Blomster, men med
Menneskelegemer, og enhver af hans Tanker antager Form af en lidende
Heros, som de antike Kunstneres Tanke Formen af en lykkelig Gud. En
lidende Heros er vel saa meget værd som en salig Gud. Oswald maa lære
at beundre hin Liberalitet hos den italienske Katholicisme, der under
Renaissancen tillod enhver Kunstneraand at udfolde sig med den fuldeste
Frihed, med den mest uhindrede Originalitet, selv om Kunstneren i
sine Værker fremstillede et aldeles individuelt Menneskeideal, eller
brugte de christelige og jødiske Sujetter som Former, som Paaskud til
at fremstille sin egen, sin rent personlige Religion. For hin Tids
Kunstnere var Kunsten Religion, og Linier og Farver de Former, hvorunder
de tilbad.

Og saaledes komme vi da til det tredie Punkt, som stødte Oswald,
da han saae Ovids Metamorphoser afbildede paa Peterskirkens Døre,
Forargelsen over den katholske Kirkes Sammenblanding af Christeligt og
Hedensk. Dette Træk er gjennemgaaende. Overalt er det hedenske Materiale
benyttet og beholdt. Alle de gamle Basiliker og Kirker ere byggede
af lutter antike Tempelsøiler, et simpelt Kors christner overfladisk
Obeliskerne, Colosseum og Pantheon. En gammel, daarlig Statue af Jupiter
Stator faaer et Par Nøgler i Haanden, bliver Sanct Peder og faaer sin
Taa kysset af, Menander's og Posidippos's fundne Statuer tilbedes
Middelalderen igjennem som Helgene. Det er dette undertiden naive,
men altid liberale Forhold til det Hedenske og til det Humane, som
Katholicismen skylder den kunstneriske Glands, hvormed den evigt vil
straale i Verdenshistorien, en Glands, som Protestantismens kunstneriske
Bedrifter ikke ville fordunkle.

Man kan betragte Neapel som Italiens Natur, Rom som Italiens Oldtid
og Toscana som Italiens Renaissance. I Toscana var det, at Mennesket
gjenfødtes efter sit Syndefald, Naturfornegtelsen. Her dannedes de
første italienske Republiker. Her vil de Mennesket paany, og Husene
skjøde sammen og dannede en lille, stolt, ubetvingeligt frisindet Stat,
en By og dens Omegn. Saa stege Taarnene og Spirene i Veiret, ranke som
en fri Mands Holdning, Paladserne begyndtes og befæstedes, Kirkerne
fuldendtes, og Kirken var en Nationalskat, et Vidnesbyrd om Rigdom,
Udholdenhed og Kunstsands, en uhyre Værdi i Kappestriden om Fortrinet
mellem Stat og Stat, mellem Staten Siena og Staten Florents, endnu langt
mere end en Bolig for »vor allerhelligste Frue«. Man gjorde uendelig
meget Mere til Ære for Siena end til Ære for den gode Gud.

En Kirke i Toscana er med sine Mosaiker paa Guldgrund, som den i
Orvieto, eller med sin Façade af hvidt, udhugget Marmor, der ligner
en ung Skjønheds Kniplingsdragt, som Kirken i Siena, med sin attiske
og elegante, zirlige og zarte Form og sin Rigdom af Kunstskatte i det
Indre, endnu langt mere et Juvelskrin end en Kirke. Først sent lærer en
Nordbo som Oswald at nyde en Kirke som et Kunstværk, først sent formaaer
han at suge dens Skjønhed ind gjennem alle Porer, og naar Præsterne
svinge Røgelsekarrene, eller naar en eller anden Operamelodi yppigt
slynger sig imod Hvælvingerne, da at fryde sig som en ung Italienerinde,
der intetsteds morer eller glæder sig som i Kirken.

Men da forstaaer han ogsaa, hvori det laa, at Italien under
Renaissancetiden frembragte den store Kunst. Hin Tids Italien tager
Christendommen, afklæder den dens Askese, dens Rædsel, dens hele
jødisk-asiatiske Væsen, og omskaber den til en blomstersmykket,
myrrhaduftende Mythologi, og som Rom engang forvandlede den græske Eros
til Barnet Amor, saaledes forvandler nu anden Gang Italien den voxne
østerlandske Gud til et Barn; det giver den rent aandelige Religion et
sandseligt Legeme, spænder den for Kunsten og lader den trække alle
de bildende Kunster i et Triumphtog gjennem Verden. Protestantismen
derimod, som udgaaer fra nordlige Stammer, hos hvilke Forstanden er
skarp og Sandserne sløve, som derfor ikke heller har kunnet udvide
sig til noget romansk eller sydgermanisk Folk — thi de romanske
Folk gjøre uden Overgang Springet fra Katholicisme til Humanisme.
— Protestantismen feier alle de skjønne Albanerinder, der holdt et
smilende Barn mod Brystet, ned af sine Altre under det Paaskud, at
de ere Madonnaer, kalker alle de brogede Billeder over og feirer de
kalkede Vægges Triumph. Den viser sig magtesløs til at frembringe en
original religieus Architektur, thi alle de store Kirker skrive sig
selv i de protestantiske Lande fra den katholske Tid. Naar derfor, som
det nutildags skeer i de romanske Lande, den katholske Tro svinder bort
og ud af den katholske Kirke, naar Inquisition og Fanatisme blive til
Sagn, naar det stygge Dyr i Sneglehuset døer, da staaer endnu Skallen,
deilig snoet, tilbage. Der bliver dog staaende pragtfulde Kirker,
Statuer, Malerier i hundredetusinde Tal; der bliver dog altid Michel
Angelo's Capel og Raphael’s sixtinske Madonna og Kirker som Peterskirken
eller som Domerne i Milano eller i Pisa. Men hvis vi — med al Agtelse
for hvad Protestantismen som Overgangsled i Menneskeaandens Historie
har virket for hele det indre og sædelige Liv, med Ærefrygt for mange
af dem blandt dens Monumenter, der ikke ere for det ydre Øie — om saa
blot per impossibile satte den Mulighed, at der engang vederfaredes
Protestantismen den samme Skjæbne, som nu overgaaer Katholicismen i
Italien, hvilke decorative eller architektoniske Seværdigheder restere
da? Den mærkeligste vil være en Blækklat paa Wartburg, den styggeste
Seværdighed Kirker, saa hæslige som Johanneskirken paa Nørrebro, der til
den Tid maaskee vil være forskjønnet ved Alderens ærværdige Mos.

Lad mig, for nærmere at forklare Dem dette Katholicismens liberale
Forhold til Kunsten, som er et af de Hovedpunkter, hvortil Corinna i
sine Samtaler med Oswald bestandig vender tilbage, nævne Dem et bestemt
Exempel. Jeg dvæler noget ved dette Punkt, fordi vi her staae ved det
andet Hovedpunkt, ved hvilket Paavirkningen paa Mme de Staël fra hendes
tydske Omgangskreds spores, og hvor vi atter fornemme Pustet, men denne
Gang stærkere, af den sig nærmende romantiske Aand med dens Lede til
Protestantismen, som phantasiløs og kunstløs, som tør og kold og med
dens stedse stigende Kjærlighed til Katholicismen, hvis fortrolige
Forhold til Kunsten og Phantasien er saa ganske efter dens Hjerte.

Jeg tager da som Exempel og Bevis paa min Paastand et enkelt katholsk
Kunstværk: Marcuskirken i Venedig. Første Gang man seer den studser man
et Øieblik udenfor over dens østerlandske Façade, dens lyse Kupler,
dens underlige Buer, som hvile paa korte, sammenknippede, over hinanden
optaarnede Søiler af rødt og grønt Marmor, man kaster fra Pladsen af et
Blik paa de ydre couleurte Mosaiker paa Guldgrund og træder saa ind. Det
første Indtryk er: »Hvad er dog dette, det er jo lutter Guld, Guldkupler
og Guldvægge.« De fine Guldmosaikstifter, hvoraf alle Billedernes
Baggrund bestaaer, danne en eneste Guldflade. Falder en Solstraale ned,
frembringer den lyse, tindrende Guldpletter paa den mørkere Guldgrund
og hele Kirken flammer. Det af Ælde bølgeformige Gulv er sammensat i
Mosaik af rødt, grønt, hvidt og sort Marmor. De rødlige Marmorsøiler
have Capitæler af forgyldt Bronce. De smaa Buevinduer have hvidt og ikke
broget Glas, thi broget Glas vilde ikke klæde til denne Pragt, det er
godt for fattige Kirker. Søilerne afløses af uhyre, firkantede vel 6
Alen tykke Piller af grønligt Marmor, der bære Halvbuer i Guld, og hver
Kuppel hviler paa fire slige gyldne Halvbuer. De mindre Søiler, der bære
Altrene, Chorene o. s. v., ere af grønt og rødspættet Marmor, sommetider
af Alabast. og da gjennemsigtige. Alt det lavere beliggende Marmor er
for det Meste høirødt, f. Ex. alle de Sæder eller Bænke, der gaae rundt
om Pillerne og langs ad Siderne. Den hele Kirke har, som naturligt er i
denne By, i hvis Malerskole Formen saa ganske er Farven underkastet, en
rent malerisk, ingen architektonisk Charakter. Som den staaer der med
sine forgyldte Ornamenter, sine deiligt indlagte Stole, sine fuldendt
skjønne Broncer, sine gyldne Statuetter, Candelabre og Capitæler ligner
San Marco en deilig, hvilende Haremsskjønhed, tungt belæsset med Guld,
Perler og funklende Diamanter, med den rigeste Brocade, der dækker
hendes mauriske Løibænk.

Men staaer mit Referat til Troende? Er det ikke mig, den profane
Beskuer, der seer paa alt dette med profane Øine? Er Kunsten her ikke
alligevel blot Middel? Har det Hele ikke af fromme Bygmestere faaet en
ganske anden Indvielse end den rent kunstneriske? En Kritiker gjør sig
selv disse Spørgsmaal, og jeg saae mig om efter et Svar i paalidelig
Form, da jeg lige over Kirkens Hovedindgang opdagede en Indskrift,
Kirkens eneste. Jeg læste den med Spænding; den er paa Latin. Der
staaer: »Ubi diligenter inspexeris artemque ac laborem Francisci et
Valerii Zucati venetorum fratrum agnoveris tum tandem judicato«. Paa
Dansk: »Naar Du opmærksomt har betragtet og overveiet al den Kunst og
alt det Arbeide, som vi to venezianske Brødre, Franciscus og Valerius
Zucatus her have udført, da først bedøm os, ikke før.«

Hvad vil dette sige? Det er en Advarsel fra Kunstnerne mod forhastet
Kritik. Tænk Dem et Øieblik Indskriften over en protestantisk Kirke og
sammenlign saa. Saa helt, saa fuldstændigt er en Kirke her opfattet som
Kunstværk, at Indskriften over dens Hovedindgang istedenfor at være en
Opfordring til den Bedende, en Hilsen til den Troende, en Velsignelse
eller et Skriftsted, er en Bøn til Betragteren om med værdige, med
indviede Blikke, at beskue den hellige, af Religionen helligede Kunst.

XVII. [Europæisk reaktion]

Det er da bestandig Katholicismens Parti, som Corinna, den kunstelskende
Digterinde, tager overfor den protestantiske Oswald. Katholicismen
lister sig ind i Hjerterne ad mange Veie. Den er saa snedig, at
den Ingen støder bort, men frembyder Enhver netop den Side af dens
Væsen, som kan tiltale ham. Det var dens Skjønhedsside, dens nære og
varme Forhold til Phantasilivet og Kunsten, som i dette Aarhundredes
Begyndelse efter Oplysningsperiodens Forstandsprosa gav den et ikke
ventet Opsving. Derfor er det, som De have seet, ogsaa fortrinsvis paa
Phantasiens og Kunstens Vegne, at Corinna lovpriser den italienske
Katholicisme. Imidlertid har hun jo tilmed, som Citater af hendes
Roman have lært Dem, overordentlig meget tilovers for denne Religions
moralske Overbærenhed og Liberalitet, og hendes hele Stilling til den
er forsonlig, ja mere end forsonlig, hun har, naar hun forsvarer den,
Udtryk, som røbe Anerkjendelse og Beundring. De begriber, hvilken
Opposition der heri ligger skjult mod hele det 18de Aarhundredes
Frankrig, der med Voltaire i Spidsen havde forfulgt og forhaanet
Katholicismen, og som uden synderlig Kjærlighed til den protestantiske
Orthodoxi, dog altid havde ytret en lydelig Forkjærlighed for
Protestantismen med dens Uafhængighed af Pavemagten, dens gifte Præster
og dens Uvillie mod Munkelivets Askese.

Denne Velville mod Religionen var i Frankrig noget Nyt. Den skrev sig
ogsaa fra Tydskland af. De protestantiske Lande havde ingen Grund
havt til den Overdrivelse, hvormed man i Frankrig angreb Religion og
Kirke.Gervinus: »Geschichte des neunzehnten Jahrhunderts«. Man tilstod
Tro og Overtro idetmindste en poetisk Gyldighed. Frederik den Store
selv, som gjør sig til Voltaire's Apostel i Tydskland, viger tilbage
for Holbachs Lære. I England hævede den skotske Philosophi sig imod
den franske Sensualisme, der oprindeligt var kommet til Frankrig fra
England, og i Tydskland stiller Kant sin Pligtlære mod Epicuræismen og
vækker Fichte og Schiller.

Den amerikanske Frihedskrig og Revolutionens første Dage har ganske vist
overalt sin Indflydelse. I Italien besynger Alfieri den amerikanske
Frihed og Bastillens Fald, i England begeistres Coleridge og Southey, i
Skotland Burns, Campbell, Montgommery, i Tydskland endelig hele Skaren
af Klopstocks Tilhængere og Fichte, der betegner sig selv som Elev af
Rousseau. Ja i Aaret 1795 gaae to unge Mennesker, hvis Navne senere
skulde blive verdensberømte, ud paa en ensom Mark og plante i naiv
Begeistring over Revolutionen et Frihedstræ. Deres Navne vare Schelling
og Hegel.

Men da nu i Frankrig de religieuse og politiske Overdrivelser
fremtraadte, der vare at vente efter Litteraturens theoretiske
Overspændthed hos Encyclopedisterne, faldt først i Italien Alfieri fra,
han bliver Franskhader og benytter Voltaire's gamle Skjeldsord mod de
Franske »Tigeraben«.

I England og Skotland staaer snart den udpræget conservative Walter
Scott i Midten og Spidsen af Litteraturen. I Tydskland trække Klopstock
og Wieland sig tilbage i Afsky for Terrorismens Rædsler. Goethe opgiver
sin Virksomhed som Statsmand, og medens Frankrig nu ombytter sin
litterære Tidsalder med en politisk, trækker Tydskland sig tilbage til
sine litterære Interesser.

Den hele Litteraturgruppe, hvis Udfoldelse og Dannelse vi have fulgt,
udvikler sig, skjøndt fransk, udenfor Frankrig. Til Forstaaelse af
den er det nødvendigt bestandig at have for Øie det korte og voldsomt
gjennemagiterede Tidsrum, i hvilket den gamle Statsorden blev opløst,
Legitimiteten sprængt, de herskende Stænder slaaede til Jorden og den
positive Religion ryddet tilside af Mænd, der oftere gjennem en polemisk
Philosophi end gjennem en rent videnskabelig Dannelse havde befriet
sig fra dens Aag, og som derfor ved en ikke altid ærlig Angrebskrig
havde ægget alle dem, der klarere eller dunklere følte en Uretfærdighed
i alle de Beskyldninger, der rettedes mod den gamle Tilstand, og
hvis aandelige og sædelige Trang, hvis hele Følelsesliv ikke fornam
nogen Tilfredsstillelse ved den nye. Jo mere abstract og upraktisk
Humanitets- og Fremskridts-Ideen havde vist sig, des nærmere maatte
et Omslag i Sympathier og Stemninger ligge. Omslaget kom, Reactionen
begyndte. Jeg har skildret Dem, hvorledes Reactionen i sin første
Form altid kun var betinget, hvorledes revolutionære Ideer uophørligt
blandes med de Tanker, der vende sig reagerende mod Voltaire. Det
første Træk er kun det at tage Rousseau's Vaaben og rette dem imod
hans Modstander. Fra Begyndelsen af indeholder den Litteratur, hvori
Reactionen kommer tilorde, baade sunde og usunde Retninger. Jeg har i
min Skildring lagt an paa, saa meget som muligt, af Emigrantlitteraturen
at fremdrage de sunde Partier eller idetmindste de Værker, i hvilke
Reactionen endnu ikke er en Underkastelse under Autoriteter, men den
naturlige og berettigede Hævden af Følelse, Sjæl, Lidenskab og Poesi i
Modsætning til Forstandskulde, exact Beregning og en af Regler og døde
Traditioner omspændt Litteratur, som den, der under Keiserdømmet førte
sit matte og blodløse Liv paa Frankrigs egen Grund. Chateaubriand bryder
igjennem med sine Episoders bevægede Lidenskabelighed og kraftige.
farverige Naturmalerier, Sénancour frembringer et Værk, i hvilke
den senere Tids Romantikere see de Følelser, ligesom forbilledligt
udtalte, der besjæle dem, Constant giver i sit eneste poetiske Skrift
Samtiden et Mønster paa psychologisk Skildring og et Vink om, hvor
mange gode Følelser og Kræfter der ofres paa den moderne Samfundsordens
Alter. Ret bliver den franske Emigrantlitteratur sig dog først sine
Bestræbelser og sin gode Aand bevidst gjennem Mme de Staël. Det er denne
Kvinde, hvis Skikkelse behersker hele Gruppen. I hendes Skrifter er alt
det samlet, som var berettiget og ædelt i Emigranternes Production:
de reactionære og revolutionære Tendentser, der hos Gruppens andre
Medlemmer splitte deres forskjellige Virksomheder og Værker, samles hos
hende til een Bestræbelse, der hverken er reactionær eller revolutionær,
men reformatorisk.

Den Litteratur, hvortil hun støtter sig, den, til hvis Skildring jeg
nu gaaer over, er, som jeg har vist Dem, den romantiske Litteratur i
Tydskland. Men den hele Gruppe af Skrifter, jeg har tilladt mig at give
det fælles Navn: Emigrantlitteratur, kan betegnes som en Art Romantik
før Romantiken, det vil sige: før den romantiske Skole i Frankrig, som
den bebuder. Den staaer i nær Berøring med den germaniske Aand, og deri
ligger det, at Mme de Staël i sin Bog »Om Tydskland« kalder Rousseau,
Bernardin de Saint-Pierre og Chateaubriand for Tydskere uden at vide
det.

Men saa besynderligt gaaer det til i Begyndelsen af dette Aarhundrede
med dets Folkeblanding, at medens disse romantiske Personligheder med en
vis Ret betegnes som tydske, staaer hele den Litteratur, der imidlertid
har udviklet sig i Tydskland i saa stærk en Modsætning til hvad der
hidtil havde været betragtet som det germaniske Aandslivs Særkjende, at
den med Grund betegnes som romantisk, og »romantisk« vil i Virkeligheden
sige »romansk«. Den germaniske Stammes Poesi havde hos Shakspeare, hos
Milton og hos Schiller fulgt et Kald til at dømme og forbedre Verden.
Nu derimod slog den i Tydskland under de fortvivlede og nedværdigende
politiske Forhold ind paa en Vei, der førte bort fra Nutiden, fra det
folkelige og offentlige Liv.

Overalt hvor det praktiske Forhold til Samfundet var uundgaaeligt: i
Historieforskning, i Statslære, i Religion, greb man med Forkjærlighed
Fortidens, især Middelalderens Stoffer og Former, søgte tilbage til
Mystikerne fra det 14de Aarhundrede, til Riddertiden og Katholicismen.
Alt antog katholske og romanske Former i den romantisk-romanske Skole.
Man eftergjorde i Tydskland efter det spanske Drama, fortrinsvis efter
Calderon, Snørkler og Former, som vare aldeles ensartede med dem, man
nys havde forkastet og spottet i det franske Drama. Man bekjæmpede hvad
der mindede om det gamle Rom hos de nyere Franske, men kun for at sætte
de romanske Folkeslags phantastiske Middelalder istedenfor deres Oldtid.
Heri ligger det, at denne Skoles Tendentser saa let blive tilegnede i
de romanske Lande. løvrigt forstaaer det sig af sig selv, at snart mere
og mere det særligt Tydske, Inderligheden og Sværmeriet, det, som har
sin Kilde i »Gemyttets« Dybder, i Forening med Uhygge og Spøgelsefrygt
blandede sig ind i og besjælede alt det fra først af Romanske.

Tydsklands store Aander delte sig nu i to Skoler. Den ene, den
fremadskridende, sluttede sig til Fichte og Schiller, den anden, som
efter de store politiske Revolutioner længtes efter Fred, den rent
artistiske, der ikke vilde indrømme, at Kunsten havde noget Formaal
udenfor sig selv, den middelalderligt sindede og derfor halvt katholske,
samlede sig om Schelling og Brødrene Schlegel og hyldede Goethe, hvis
Poesi med sit Had til den politiske Virkelighed, med sin Natursymbolik,
med sin Forkjærlighed for den bildende Kunst og med sin Udmunden i »det
vestøstlige Diwan’s« østerlandske og ørkesløse Drømmerier stod som dens
naturlige Forgjænger og Veiviser.

 DEN ROMANTISKE SKOLE I TYDSKLAND.

Efter at have skildret Dem den reformatoriske og oppositionelle Side
af Mme de Staëls ædle og betydningsfulde Forfattervirksomhed, har jeg
i stedse tydeligere og tydeligere Træk, deriblandt især Sympathien for
Katholicismen hos Neckers protestantiske Datter, vist Dem en Indflydelse
paa hende af den egentlige reactionære Art, stammende fra de bekjendte
Førere for den romantiske Skole i Tydskland, der udgjorde Mme de Staëls
nærmeste Omgangskreds.

Det er da til Fremstillingen af den nye Gruppe, at jeg nu gaaer over.
Dog Ordet Skole passer endnu bedre end Ordet Gruppe. Thi en Gruppe
opstaaer ved den naturlige ufrivillige Association af Skribenter,
der have Formaal og Aandsretning tilfælles, men en Skole dannes,
naar saadanne Skribenter med Bevidsthed forene sig under Ledelsen af
en eller anden bestemt formuleret Doctrin. Man havde denne Gang en
saadan Doctrin, og det er for en stor Del denne Læres reactionære
Charakter, som slaaer denne Skole med Ufrugtbarhed og gjør Studiet af
den mindre tiltrækkende end Sysselsættelsen med saamange andre Grupper
af Litteratur. Thi der er kun een Ting paa Jorden, som meddeler en
Gruppe af litterære Værker og Bestræbelser, saa vel som de enkelte
Digtere eller Skribenter den Egenskab, man betegner ved Ordet Liv og
denne anden Egenskab, som følger deraf, Egenskaben Frugtbarhed, det er,
at disse Værker ere Kanaler og disse Aander Organer, gjennem hvilke
den eneste levendegjørende Tanke, Menneskeslægtens store Friheds- og
Fremskridtstanke strømmer. Alle de med Talent udarbeidede Værker,
gjennem hvilke denne Strøm ikke gaaer, visne hurtigt, ligesom Planter
man har underbundet saaledes, at Livssafterne ikke kunne stige iveiret,
og alle de hæderlige, begavede, ærværdige og velærværdige Aander, som
frembringe den Art Værker, spilde deres Kræfter paa den taabelige
Gjerning at faae hin Strøm til at strømme tilbage og opad mod sin Kilde.

Det var Bestræbelsen i Tydskland paa hin Tid. Og deri ligger det, at
jeg for min Part ikke kan tillægge denne tydske Skole det samme store
aandelige og poetiske Værd, som i Almindelighed er bleven tillagt den
her i Danmark, hvor alle vore store Digtere, Oehlenschläger, Grundtvig,
Ingemann og Heiberg, tilhøre en Sidegren af den, og hvor den udmærkede
Mand, der i saa lang en Aarrække har foredraget Æsthetiken fra dette
Katheder, har været saa dybt greben af denne Skoles Poesi, som han er,
og saa nøie forbunden med dens første Mænd. Dog har han rigtignok langt
mindre været det gjennem en Forkjærlighed for Skolens tilbageskridende
Tendentser, end gjennem en Sympathi for alt det Nye og Følelsesfulde,
som Skolen bragte frem, og for den ungdommelige og poetiske Begeistring,
hvormed den blev forplantet hertillands, hvormed den henrev Ungdommen
paa en Tid, da der endnu fandtes en Ungdom i Danmark.

I. [Antikkens genfødsel]

Man kan fra den ene Side betegne den tydsk-romantiske Skole som en Art
katholsk Renaissance, fra en anden Side er den forholdsvis frisindet.
Men som katholsk Renaissance staaer den i den skarpeste Modsætning til
Renaissancen af det Antike. Den antike Renaissance foregaaer ligesom
i to Tempoer, den falder i to Afsnit, Renaissancen hos de romanske
Nationer og det engelske Folk, og Renaissancen hos de germaniske
Nationer.

Den første Gjenfødelse af den frie menneskelige Aand er den, som
i Italien betegnes ved Navne som Leonardo, Michel Angelo, Tizian,
Correggio og Giordano Bruno, og i England ved Navnene Shakspeare og
Bacon. Den italienske Begeistring for den classiske Tidsalder forplanter
sig til Frankrig og fremkalder der Litteraturen under Ludvig den 14de;
Racine støtter sig til det græske Theater, og Molière bearbeider Plautus
og Terents.

Som alle store aandelige Bevægelser kommer ogsaa denne hedenske
Renaissance senere til de germaniske og gothiske Nationer. Den
betegnes, som jeg har vist Dem, ved Navnene Winkelmann, Lessing,
Goethe, Schiller og Thorvaldsen. Igjennem sine tre betydeligste
Digteraander, Lessing, Goethe og Schiller, river den tydske Poesi sig
fuldstændigt løs fra ethvert Forhold til positiv Religion. Haand i
Haand med Lessings Kamp for den nye germaniske Opfattelse af Antiken
gaaer hans hele glimrende Feide imod Orthodoxien, repræsenteret af
den høiærværdige og høist komiske Hauptpastor Götze. Han udgiver
Reimarus's Fragmenter over Bibelen, der i Tydskland fuldstændigt
udføre samme Gjerning som Voltaires Commentar til Bibelen i Frankrig,
han ender sin antitheologiske Virksomhed med det lille Mesterværk
»Die Erziehung des Menschengeschlechts«, i hvilket han skildrer de
forskjellige Aabenbaringer som Stadier i Menneskeslægtens Opdragelse til
Fornuftreligion, og da han døer, og da der af Striden mellem Mendelssohn
og Jacobi fremgaaer det Forfærdelige, at Lessing har levet og er død
som Spinozist, forestaaer der Læseverdenen i Tydskland samtidigt den
Overraskelse, at selv Jacobi er af den Mening, at al gjennemført
Philosophi nødvendigvis maa føre til Spinozisme og Pantheisme. Han
søger at redde sig selv derfra ved at anvise Erkjendelsen en anden Vei
end Demonstrationen, nemlig den umiddelbare Vished gjennem Følelsen.
Men Pantheismen laa fra nu af i Luften, og fra det Øieblik af, da
Goethe efter sin første Læsning af Spinoza, betaget og henrevet,
betegner sig som Spinozist, og det for ingensinde mere sit lange Liv
igjennem at blive Spinoza utro, fra dette Øieblik af er den nye Tids
Aand sat paa Tronen i den tydske Litteratur og under et Chor af de
skjønneste Poesier, under en Illumination af philosophiske Tanker, der
i den nyere Tid aldrig før var seet saa glimrende og saa rig, feirer
nu denne den nye Tids Aand i Tydskland sin Formæling med Antikens
paany tillivekaldte Skjønhed, ligesom Faust i Tidsalderens berømteste
Digterværk høitideligholder sit Bryllup med Helena, der i Digtet staaer
som den græske Oldtids Symbol.

Hos Schiller gaaer paa en lignende Maade den revolutionære moderne Aand,
der allerede giver sig Luft i »Die Räuber«, og som incarnerer sig i
den nye Tids Apostel Marquis Posa, Haand i Haand med den ved Hadet til
Middelalderen styrkede Begeistring for den græsk-hedenske Oldtid. Hvad
ere vel alle hine antikiserende lyriske Digte, som jeg har nævnt, »Die
Götter Griechenlands« og de andre, eller de rent antikt componerede
Ballader, som »Die Kraniche des Ibykus«, Andet end Producter af den
samme Uvillie mod Middelalderen, der havde inspireret Goethe sine
stolteste og deiligste Digte, hint »Prometheus«, i Anledning af hvilket
netop Lessing havde erklæret sig for Spinozist, eller »Die Diana der
Epheser« eller »Die Braut von Corinth«! Ja saa vidt gaae baade Goethe
og Schiller i deres bestandig stærkere og strengere Fastholden ved
det antike Kunstideal, at begge ende med gjennem Kjærligheden til den
strenge, regelmæssige Kunstform at gjøre et Skridt henimod den Skole,
mod hvilken de allerførst reiste Opposition, nemlig mod den klassiske
Litteratur i det romanske Frankrig. Goethe oversætter Voltaires
»Mahomet«, Schiller oversætter Racines »Phædra«, og saaledes mødes
gjennem disse to største tydske Digteres Bestræbelser Opfattelserne af
det Klassiske i Frankrig og i Tydskland med hinanden.

II. [Romantikkens reaktion imod antikkens tilbagekomst]

Men som det var at vente: den saa yderlig gaaende og i Virkeligheden
for en moderne Germaner saa lidet naturlige Tilbøielighed til at være
antik og klassisk, der gik saa vidt, at man endog indkaldte Racine
og Voltaire for at holde Styr paa Kotzebue og Iffland, fremkaldte
en heftig Reaction. Antiken var saa streng, man længtes efter noget
Farvet og Broget; Antiken var saa plastisk, man længtes efter noget
Inderligt og Musikalsk; Antiken var saa græsk, saa kold, saa fremmed,
hvem kunde udholde at læse Goethes »Achillëis« eller Schillers »Die
Braut von Messina« med sine høitidelige, antike Chor! Havde man da ikke
selv en Fortid? Man længtes efter noget Hjemligt, efter noget Tydsk.
Antiken var saa aristokratisk, og man havde drevet sit Sværmeri for
det Klassiske saa vidt, at man paany havde bragt den gamle Hofpoesi
fra Ludvig den 14des Tid til Ære, men burde Kunsten ikke være for alle
Klasser, burde den ikke sammensmelte Høie og Ringe? Man vilde noget
Enfoldigt, noget Folkeligt. — Den klassiske Bestræbelse var endelig saa
ædru: Lessings lyse Fornuftreligion var i Boghandler Nicolais Hænder
bleven til den samme flade Forstandsrationalisme som i Slutningen af
forrige Aarhundrede slog saa godt an her i Danmark, Goethes Pantheisme
kunde ikke varme Massernes Hjerte, Schillers »Die Sendung Moses« maatte
jo være enhver Troende en Forargelse, og »poetisk« var jo endelig,
naar Alt kom til Alt, ikke det Samme som »ædru«; man vilde sværme, man
vilde beruses og begeistres, man vilde paany troe som et Barn, føle en
Ridders Sværmeri og en Munks Ekstase, man vilde rase poetisk, man vilde
drømme melodisk, man vilde bade sig i Maaneskin og mystisk fornemme
Aandernes Svæven i Mælkeveien. Man vilde høre Græsset groe og forstaae,
hvad Fuglene sagde. Dybt ind i Maaneskinsnatten føres vi af Tieck, i
Maaneskinnet hvorom det hedder: dybt ind i Skovensomheden, hvorom det
hedder: ind i Skoven, hvor den lille blaa Blomst voxede, den mystiske
Blomst, som Skolens poetiske Høvding Novalis besang i sine Romaner og
Digte.

Man vilde, sagde jeg, noget Enfoldigt. De kjender Novalis skjønne Digt
»Poesie«:

Det vil sige: naar man ikke mere troer i abstracte Videnskaber om Tal
og Figurer at have Løsningen af Livets Gaade, naar de, som elske og som
synge, vide mere end de Høilærde, naar man i Eventyr og Digte finder
Forklaringen af den evige Verdenshistorie, da svinder alt det forkerte
Væsen bort for et eneste hemmeligt Ord.

De seer let Overgangen til Bjergprædikenens sublime Udbrud. Hvad er
dette Andet end en Tilbagevenden til hint: »Salige ere de Fattige
i Aanden!«. »Alt det forkerte Væsen«, det vil sige: alt det, som
Revolutionen i Frankrig med sine dumdristige Tanker havde villet
afskaffe gjennem gigantiske og blodige Omvæltninger og Krige, alt dette
vil svinde bort som i Drømmen, som i Eventyret, saasnart et hemmeligt
Ord bliver nævnt, saasnart vi blive til Børn igjen, saasnart vor Visdom
paany bliver enfoldig og uskyldig istedenfor kold og haard. — Er det
nu ogsaa blot ganske vist? Nytter det Noget at række os de Klæder, vi
bar dengang vi vare 6 Aar gamle? Kunne vi faae dem paa? ville de ikke
revne i Ryggen, i Ærmegabene, overalt? Ville vi være hjulpne, naar vi
istedenfor alle hine Ideer, der lugte af Blod og Krudt, have faaet
Ideer, der lugte af Ammestuen? Eller har Heine Ret, naar han i sin Bog
om den romantiske Skole siger, at den ligner den gamle Kammerjomfru, om
hvem Eventyret fortæller, at hun en Dag i sin Herskerindes Fraværelse
bemægtigede sig den Elixir, som hun havde bemærket at denne benyttede
som en Foryngelsesdrik, og at hun, da hun, istedenfor som denne kun at
tage nogle Draaber, drak en stor, lang Slurk, ikke blot paany blev ung,
men blev til et ganske lille Barn.

Man vilde, sagde jeg dernæst, noget Folkeligt. Og De seer let her
i Spiren Oprindelsen til hele den folkelige Bestræbelse i dette
Aarhundrede, der hos os f. Ex. gaaer ud fra Grundtvig, paa hvem
Skolens Doctriner havde gjort saa stærkt et Indtryk, da de heroppe
forkyndtes gjennem dens nordiske Apostel, Steffens. Hvad er sørgeligt
som den dybe Kløft, Avantgardens altfor raske Fremadskriden, og de
mindst begunstigede Klassers Udespærring fra al høiere Dannelse har
afstedkommet mellem de Dannede og de Udannede i alle Folkeslag, og hvad
er naturligere og bedre end at Videnskabsmanden og Kunstneren af al
Magt bestræber sig for at afføre sig al fagmæssig Fornemhed og vænner
sig til om muligt at iklæde sine Følelser og Tanker den simpleste, den
lettest fattelige Form? Men bør man derfor glemme, at Veien gaaer opad,
bestandig opad, at »excelsior« er Løsenet, som det hedder i Longfellow's
deilige Digt, og er der Fornuft i den Bestræbelse at ville kalde
Avantgarden tilbage for ikke at overanstrenge Efternølerne eller endog
at ville hugge den ned for at hele Hæren kan forblive samlet?

Man vilde, sagde jeg endelig, have Ende paa Efterligningen af det
Antike. Man begyndte at føle, at man netop gjennem Efterligningen
lignede dem mindst. Allerede i »Corinna« var med udtrykkelig Henvisning
til en Afhandling af Friederich Schlegel i Tidsskriftet »Europa« den
Anskuelse udtalt, at da Grækernes og Romernes religieuse Følelser, da
deres hele aandelige Disposition ikke kan være vor, er det os umuligt
at frembringe Noget i deres Aand, at opfinde saa at sige paa deres
Terrain. »Man kan efterligne dem i Kraft af Studium, men hvorledes
skulde Geniet kunne bevare sin hele Svingkraft under et Arbeide, hvor
det trykkes af Hukommelsesværk og Lærdom? Saaledes er det ikke ved de
Sujetter, der tilhøre vor egen Religion. Kunstnerne have overfor disse
Emner en personlig Inspiration, de føle hvad de male og de male, hvad de
have seet. Livet selv tjener dem da til Model, naar de ville fremstille
Livet, medens de, naar de forsøge paa at hensætte sig i Oldtiden, maae
frembringe deres Værker, ikke efter det Liv, de see omkring sig, men
efter Bøger og Statuer.«

Atter dette lyder jo meget smukt og er til en vis Grad slaaende rigtigt,
men Sophismen skjuler sig i Ordene: »vor egen Religion«; thi hvilken er
vor egen Religion? Skolens Førere vare fødte Protestanter og de vidste,
de maatte vide, eller de burde have vidst, at den lutherske Reformation
havde faaet en Arving: Revolutionen, dens ægte Søn, som havde kastet
den fædrene Kalot og sat en rød Hue paa sit Hoved, og hvis Øxe havde
fældet alle de Dogmer, ved Roden af hvilke Øxen kun var bleven lagt af
Reformationen. Man frygtede Sønnen saa stærkt, at man endog gik af Veien
for Faderen, om man end vel vidste, at han nu var bleven gammel og at
han efter Saturn's Exempel gjerne havde ædt sin egen Søn, hvis hans
orthodoxe Tænder ikke havde været for svage og Sønnen for stærk; man
betragtede da Protestantismen og Revolutionen som et Par og vendte sig
til det eneste ret paalidelige Medlem af Familien, til Bedstefaderen,
den gamle Katholicisme, hos hvem man følte sig saa sikker med Hensyn til
revolutionaire Anfægtelser, som havde Religion i Overflod, hele Boutiken
fuld af Dogmer, der vare saa deiligt ekstatiske, saa herligt frie for
det ringeste Gran af Forstand og Fornuft og der, som Heine siger, havde
den allerskjølmeste og mest ideale Dame, Madonna siddende ved Kassen,
der med sit overjordiske Smil lokkede Kunderne ind.

Vi have allerede seet, hvilket Indtryk den katholske Kunst under
Renaissancen gjorde paa Mme de Staël; den gjorde et ikke ringere paa
Romantikerne. De husker, hvorledes Tieck sværmede for Correggio. Men
snart kom man efter, at hin Renaissancekunst dog var altfor hedensk;
man anede, som Heine siger, at de stolte Lænder paa Tizian's Venus
protesterede fuldt saa grundigt som de bekjendte Theses paa Kirkedørene
i Wittenberg. Man bemærkede med Forargelse at Correggio havde fyldt
Nonneklosteret San Paolo’s Vægge i Parma med de mest fortryllende
nøgne, unge Legemer, som forestillede en Adonis, en Juno, man saa
med Beklagelse, at Raphael aldrig en eneste Gang havde indladt sig
paa at fremstille Spægelsen eller Martyriet og at der ikke fandtes
en eneste Pidskning eller Korsfæstelse fra hans Haand. Man gik da
tilbage til de førraphaeliske Malere, man gik Leonardo og alle det 15de
Aarhundredes Kunstnere forbi og man standsede først dybt nede i det
14de Aarhundrede og gjenfandt Udtrykket for hvad man følte i hin Tids
spiritualistiske Helgenskikkelser, disse Riddere af den bedrøvelige
Skikkelse, hvis fromme Hoveder sidde skjævt paa Kroppen og hvis magre
Arme og lange tynde Been synes at indbefatte ligesaamange Protester
mod Legemlighed og Sandselighed, hvis Helgeninder endelig kun bestaae
af en Glorie, et forklaret Ansigt og en vid Kaabe, der, rummelig som
en Sæk, ikke lader nogen Legemsform ane under den. For de bedste
af Romantikerne blev nu imidlertid en virkelig stor Kunstner: Fra
Angelico da Fiesole Idealet. Hvo kunde ville nedsætte denne over al
Beskrivelse beundringsværdige Maler, hvis kunstneriske Geni er ligesaa
stort og overordentligt, som hans Sjæl var ren, dyb og ædel! Han, den
stille Munk i San Marco-Klosteret, levede og aandede virkeligt i den
katholske Troes høieste Ekstase. Med en Engels Renhed forener han en
brændende Aands ildfulde Inderlighed og en dybtskuende Aands Evne til at
charakterisere. For ham var Katholicismen Natur, for ham var den Alvor.
Men Natur var den ikke for den hele Skare af langhaarede og barhalsede
præraphaelitiske Malere og Digtere, der fandt Tilværelsens Gaade løst i
hans Billeder.

Efter Revolutionen af 89 gaaer det ikke mere an at ville male paa
Guldgrund. Horizonten er aaben.

Men man blev heller ikke staaende her. Italiens Kunst var endnu altfor
klassisk, altfor antikt besjælet. En stor, lys Kirke som St. Peter
var altfor lidt mystisk, altfor meget egnet til, som Lamartine siger
i Indledningen til »Graziella«, naar engang al positiv Religion er
forsvunden fra Jorden, vedblivende at være Menneskehedens Tempel. Man
vendte sig da til sine hjemlige Minder, til den Stil, som de nordiske
Barbarer med deres dybe Inderlighed i Følelse og med deres større Hang
til Overtro og Rædsel havde frembragt, og hele den nye Bestræbelse
bliver gothisk. Den gothiske Stil opstod paa en Tid da Livet syntes
et anticiperet Helvede. I det 11te Aarhundrede havde man af 70 Aar
Hungersnød i de 40. Efter at den ene barbariske og vilde Folkestamme
efter den anden havde hærjet, plyndret, udsuget og skjændet Europa's
ulykkelige Stater, efterat man ved Aar 1000 i den skuffede Forventning
om Christi Gjenkomst havde ophørt med alt Arbeide, alt Kjøb og Salg,
efter at de sidste Levninger af Oldtidens ædle Kunst vare blevne slaaede
sønder og sammen, de sidste Rester af Oldtidens ædle Videnskab glemte,
efter at de barbariske Høvdinge, som nu vare forvandlede til Lehnsherrer
og Borggrever, ved Tyveri, ved Røveri, ved Mishandling havde opnaaet
at gjøre Jorden til en virkelig Jammerdal for Folkene, der yderligere
hærjedes af Pest, af Spedalskhed, af Epidemier, som Uvidenheden om de
simpleste Sundhedsregler fremmede, da man var naaet til et Standpunkt
som Kannibalernes og maatte træffe Forholdsregler imod at man spiste
Menneskekjød, da med eet Ord Menneskeheden var sunken saa dybt som det
var muligt i Middelalderens rædselsfulde Kloak, da hævede den gothiske
Kunst sig.Taine: »Philosophie de l’art«.

Midt i al Rædselen og Modløsheden aabenbarede der sig hos Menneskene
ligesom hos Syge, der længe have været naglede til Leiet, ligesom hos
Fanger, der længe have siddet indespærrede i et mørkt og fugtigt Hul, en
nerveus Exaltation, som aldrig før var fremtraadt i Verdenshistorien.
Den mandige Charakter, som Phantasien havde havt i den græske Oldtid,
forsvandt, man drømte, græd, knælede, følte Trang til en uendelig Ømhed,
til en Henrevethed bort fra alt Jordisk, Indbildningskraften fik Luner
og Sværmerier som aldrig før.

Paa dette Grundlag reiser den nye Bygning sig. Det Menneske, der træder
ind i den nye Kirke, har Hjertet fuldt af Kvaler, han veed af Erfaring,
at Jordelivet er idel Prøvelse og Jammer, at den eneste Trøst vilde være
dets Korthed, hvis ikke Helvedes evige uendelige Pinsler ventede alle
Andre end de Udkaarne. Det gjælder da kun om at blive en Udkaaret, det
gjælder da om at fylde sin Sjæl med Billedet af Frelsen, af den lidende
Christus, der vrider sig paa sit Kors, af alle de flaaede, sønderrevne
og ristede Martyrer. Disse Billeder møde ham i Kirken. De passe ikke til
Solens fulde og glade Lys, derfor er hele Kirkens Indre barricaderet
mod Solstraalerne og som Livet selv fuldt af Mørke og af Skygger. Lyset
falder kun ind gjennem de smaa røde og grønne Ruder, som Draaber af Blod
og som Pletter af Edder (det minder om Lidelsen), men tillige gjennem
Rosen med en Farve som Purpur, med en Pragt som Glandsen af Amathyster
og Topaser i en overjordisk Illumination, og dette minder om Paradiset.

Kirkens Korsform er allerede symbolsk, man vanker om i det hule
Marterredskab. Oldtidens sunde, simple Søile er vegen for den monstreuse
Pille, der stræber opad saa høit, at den glemmer sit jordiske Fodfæste.
Alle Formers Rigdom, Besynderlighed og Extravagance svarer til den
sygelige Phantasies Unatur og Uro. Formaalet er overalt at forbause og
blænde. Men det Paradoxe i Følelsen røber sig overalt i Bygningen, dens
Udtryk. Det Hele staaer for Fald. Uden de Støttepiller, der anbringes
mod Væggene, vilde Bygningen falde sammen. Den smuldrer uophørligt
bort, og der udfordres hele Corps af Murere til at bøde paa dens
uafbrudte Synkensammen til Ruin. Det gjennembrudte Stenbroderi, hvormed
adskillige af de skjønneste Kirker ere decorerte og som symbolsk paa en
spøgelseagtig Maade udtrykker den tunge Materies Besjæling af Aand og
Forvandling til Aand, kan ikke holde sig oppe ved sin egen Magt, men er
en architektonisk Løgn; thi det vilde falde, hvis det ikke var naglet op
til en Jernbeklædning, hvis Rusten ligefuldt gjør uophørlig Reparation
nødvendig.

Er ikke i denne symbolske Kunst alle hine kunstneriske Absurditeter,
Løgnen og Faldefærdigheden af denne fra alle Sider kunstigt støttede
og opstivede Architektur, selv et stort, et lærerigt Symbol? Ikke
desmindre var det til denne af en helt anden Tidsaand udsprungne Kunst
at Romantikerne viste tilbage, og var det ikke betegnende nok, at den
naive Oehlenschläger, da han første Gang traf sammen med Skolens Førere,
i hvem han ventede at finde en Gruppe magre og enthousiastiske Asketer,
med Beundring, Ansigt til Ansigt med Hovedmanden, saa (efter sine egne
Ord) »et ironisk fedt Ansigt glindse sig sangvinisk imøde?«

Ikke desmindre var han, som De vil see, især i egen Indbildning,
meget indviet i Skolens artistiske Sympathier. Af et Brev fra den
Tid, om jeg husker ret til Mynster, seer man at Oehlenschläger og
hans Søster paastode at finde meget Mere i Albrecht Dürer end andre
Mennesker kunde finde. Det forstaaer sig af sig selv, at Dürer
med sin folkelige og naive Trohjertethed, men især formedelst sin
Mystik, sine Hjorte med Kors mellem Takkerne og alt sit symbolske
Krimkrams tilgavns blev kanoniseret af de tydske Romantikere. Men
Oehlenschläger og Dürer! Gulnares, Alis og Gulhyndis Digter og Dürer!
Det er endnu en Elskværdighed af Oehlenschläger, at han indbildte sig,
han sympathiserede med Dürer.

Jeg har sagt Dem, at Aanderne i Tydskland paa hin Tid skilte sig i
to Skoler. Een var fremadskridende og sluttede sig til Fichte og til
Schiller. Det var denne Skole, som egentlig begeistrede Mme de Staël’s
store rige Hjerte. Det var paa den, hun tænkte, da hun i sin Beundring
for Tydsklands Idealisme og Enthousiasme skrev sin Bog »De L'Allemagne«,
som Tacitus i sin Tid skrev sin Bog »De Germania«, for at vise sine
Landsmænd et stort Exempel paa sædelig Renhed og aandelig Friskhed. Det
var denne Skole, som afgav Frihedskrigens Ynglinge og som Tydskland
skylder Kleist's, Körner's og Uhland’s Digte. Den anden Skole, den
romantiske, begynder derimod, som sagt, med at slutte sig til Goethe.

Ikke desmindre udgaaer der fra dens Mænd trods denne Tilslutning en
betydelig Opposition mod Goethe. Han var dem for det Første for kold.
Novalis betegner »Wilhelm Meister« som et statsoekonomisk Evangelium
og vil i »Heinrich von Ofterdingen« levere dens Modstykke. Goethe var
dem endelig for antik: naar Mignon og nogle andre romantiske Skikkelser
undtoges, betød hos Goethe Handlingen for det Meste simpelt hen hvad
den var, og som Heine har sagt: Hvad der betegner »Odysseen« som et
ikke-romantisk Digt, det er, at denne Historie om en Mand, som reiser,
i Virkeligheden ikke betyder Andet, end en Historie om en Mand, som
reiser, og f. Ex. aldeles ikke er et Sindbillede paa Sjælens Fart
gjennem Vildfarelsens Labyrinther eller Lignende. Fra nu af skulde
Anelsen altid pege ud over Ordet, Ideen altid gribe ud over Formen, som
hos Jacob Böhme, hos Dante og de gothiske Bygmestere.

Da man flyede Virkeligheden og Livet, blev Ørkesløsheden et Ideal. Det
traf sig saa heldigt, at Friederich Schlegel under den lidenskabelige
Stræben bort fra den græsk-romerske Oldtid kom til at udføre sin eneste
sande, men denne Gang ogsaa store, videnskabelige Bedrift; han grundede
Sanskritstudiet SankritstudietA og aabnede dermed den europæiske Cultur
en hel ny Bane. Han lagde Grundvolden først til een hel ny Philologi,
der udviklede sig parallelt med den klassiske som indisk-østerlandsk,
dernæst til en anden hel ny Philologi, der medomfattede den klassiske:
den sammenlignende Sprogvidenskab, Philologien som Naturvidenskab.

Men foreløbigt var det nu kun Hinduens Ørkesløshed, som blev Idealet:
det comtemplative, det rent vegetative Liv. Det er i Virkeligheden
dette, som forherliges i Schlegel's »Lucinde«. Det er dette samme Ideal,
som senere tilegnes af den romantiske Skole i Frankrig og som Théophile
Gautier forherliger i Romaner som »Fortunio«. Det er dette Ideal, som
bestandig foresvæver Æsthetikeren i »Enten-Eller«, dette ægte Product af
den romantiske Skole, der, som Kierkegaard selv, er opfødt med Læsning
af Tydsklands romantiske Digtere, og der siger som saa: »Min Tid deler
jeg saaledes, den halve Tid sover jeg, den anden halve drømmer jeg. Naar
jeg sover, drømmer jeg aldrig, thi at sove er den høieste Genialitet.«
Dog, jeg behøver ikke at gaae saa langt frem i Litteraturhistorien.
For den, der studerer Litteraturens Historie i Sammenhæng, er der ikke
saa stort et Spring, som det skulde synes, tilbage fra Forfatteren af
»Forførerens Dagbog«, denne Halvbroder til Tieck's »William Lowell«
og til den gamle store Driver, den geniale østerlandske Lediggjænger
Aladdin.

Endnu et Træk: Hadet til Fremskridtet og til den virkelige Verden
førte til, at Sjælen i denne Poesi og Æsthetik blev Hanget til det
Phantastiske og det Vidunderlige og at Mythe og Eventyr fra nu af
bleve de kanoniske Arter.G. Brandes: »Kritiker og Portraiter« om H.C.
Andersen. Alle de gamle Folkeeventyr og Legender samles, friskes op
paany og efterdigtes ofte saa fortræffeligt som af Skolens første Digter
Tieck i »Der blonde Ekbert« eller i »Historien om den skjønne Magelone
og Grev Peter af Provence«.

Da Handlingens Drivfjeder, Troen paa Fremskridtet, er tagen ud af
Menneskets Hjerte, opstaaer i Dramaet Skjæbnetragoedierne med deres
symbolske Skygger, fatalistiske Taabeligheder og fjantede Overtro og
de dramatiske Satirer antage gjennemgaaende Marionetspillenes Tone
(endogsaa hos os betegner Heiberg sine første Stykker som Marionetspil).
Man bliver mere og mere barnlig: af Frygt for Salonen og Selskabssalen,
der regjerede det 18de Aarhundrede, tyer man til Børne- og Ammestuen.
Her fødes den rette romantiske Poesi.

Man bliver endelig mere og mere katholsk. Man havde begyndt med
i sin Frygt for den hedenske Aand at udbasune Shakspeare som den
største Digter, men snart fandt man en meget større i Calderon, med
hvis mystiske Andagt Shakspeare's Frisind og Realisme ikke kande
sammenlignes. Selv Heiberg sætter Calderon over Shakspeare. Og her vare
katholske Underligheder og Bornertheder i hundredetusinde Tal. Tilsidst
drog et Flertal af Skolens Førere den eneste logiske Consequents af
Retningen. I Berlin var under Friederich Wilhelm den 2den en Hofreaction
af Hoffromhed fulgt paa Frederik den Stores franske Dannelse, og her
indlogerede en Del af Romantikerne sig. Andre, som Stolberg, Daumer
og F. Schlegel, gik over til den katholske Religion og tog Tjeneste
i Metternich's, i Pavens og Jesuiternes Sold. Og i Wien træffe vi da
»Lucinde«'s Forfatter, det vil sige Tydsklands største Libertiner i
Litteraturen, sammen med sin omfangsrige Ledsagerinde, Dorothea Veit,
beskjæftiget med i Indernes Religion og Kastevæsen at finde Forbilledet
for de katholske Dogmer og det katholske Hierarchi, og med at hævde
det absolute Monarchi som den eneste religieuse Statsform, bedende,
prædikende, syngende Psalmer, indtil han en Dag overraskes af en Død,
som var ham værdig, idet han aad sig ihjel i en Gaaseleverpostei.

Ved Masseovergangen til Katholicismen endte Skolen med at demaskere sine
Tendentser. Det Skjønhedsideal, man havde forfulgt, var ikke den friske,
evigtunge Skjønhed, som Renaissancetiden erobrede. Det var en Skjønhed,
der mindede om Skjønheden hos Middelalderens indespærrede Nonne, hvorom
Sagnet fortæller, aandig som hendes Indvielse og dog saa sandselig, at
den fristede Ridderen til i erotisk Vanvid at forfølge hende. Nonnen
flyede for Ridderen helt ind i Kirken, men han fulgte hende, og hun
vidste ikke mere nogen Udvei til at undflye hans Favntag. Da aabnede
hun endelig tilsidst sin lange Kjole og viste ham sit Bryst, halvt
fortæret af et rædselsfuldt Kræftsaar. Romantikerne saae ikke Saaret hos
den Skjønhed, de forfulgte; de bemægtigede sig den ligefuldt. Men vi,
som ikke mere betragte denne Skjønhed med hines betagne og forelskede
Blikke, vi see Kræftskaden i dette Skjønhedsideal.

III. [Tyskland og Hindustan. Panteisme. Skæbnetro og metafysisk æstetik]

Det var intet Under, at der kom et Øieblik i Tydsklands Historie,
da man med Liv og Sjæl begyndte at omfatte og tilegne sig det gamle
Indiens Aand og Cultur. Thi dette store, dunkle, drømmerige og tankerige
Tydskland er i Virkeligheden det moderne Indien, ligesom Frankrig med
den store Begrændsning, jeg viste Dem, det moderne Hellas. Intetsteds
har i Verdenshistorien den skuende Contemplation, den egentlige, fra
al empirisk Forskning løsrevne Metaphysik naaet en saa høi og saa
omfattende Udvikling som i det gamle Indien og i det moderne Tydskland.
Derfor var det for den nye Tids Franskmænd, da de opdagede det vage og
rige tydske Aandsliv, som om de vare blevne forflyttede til Hindustans
formløse og mægtige Natur, besynderlige Aandeverden og paa eengang rene
og feeagtige Poesi. Indien drager de tydske Digtere til sig; som det
hedder hos Heine:

Analogierne mellem Indien og Tydskland frembyde sig talrige og som af

Ansig selv.

Det dybest liggende fælles Træk er vistnok Hanget til den abstracte
Speculation. Schellings intellectuelle Anskuelse, hans Skuen af alle
Ting i Gud, Hegels Grundidee, at det Høieste i Livet er gjennem Selvets
Fordybelse i Abstractionen at føle sig som Et med Guddommen, svare
til gammelindiske Anskuelser og Systemer. Den intuitive Erkjendelse
hos Schelling var allerede Indernes Ideal, og naar Hegel siger, at
Menneskets Erkjendelse af Gud er Guds Erkjendelse af sig selv, saa er
denne Tro paa Guddommeliggjørelsen af hvert enkelt Individ igjennem den
abstracte Tanke som grebet ud af en gammel Inders Hjerte. Hvad Datidens
tredie store Philosoph Arthur Schopenhauer angaaer, da er han med fuld
Bevidsthed rent indisk, ligesom en forsinket og landsforvist Beboer af
det gamle Hindustan, hvor de Philosopher, der betegnedes som Nastika
(Atheister), 2000 Aar forud havde foregrebet hans Nihilisme.

Med Hanget til Speculation forener sig Hanget til Poesi. Som Tydskland,
saaledes har Indien aldrig kunnet udvikle nogen klassisk Prosa. Selv de
philosophiske Systemer ere i Indien forfattede paa Vers, og iøvrigt:
samme Mangel paa dramatisk Anlæg som i Tydskland, samme formløse
Yppighed, samme lyriske Rigdom, der umuliggjør en plastisk Form og en
activ, kraftigt bevæget Handling.

Med den omfattende Speculation er fremdeles hos begge disse store
Folkeslag en Egenskab forbunden, om hvilken de ligeledes have været ene,
den mærkværdige Universalitet, den forbausende Evne til at forstaae og
til at tilegne sig alt Fremmed: Inderne faae deres Bogstavskrift og
deres Astronomi fra omboende Folkeslag, Phoenicier og Babyloner, de
modtage efter al Sandsynlighed fra Grækenland baade stærke dramatiske og
stærke philosophiske Impulser, og hvad Tydskerne angaaer, da ere de som
bekjendt Jordens største Oversætterfolk og Tydskland den store Kjedel, i
hvilken Alverdens Tanker og Opdagelser, Moralsystemer og Poesier blive
sammenkogte.

Et fælles Træk er fremdeles Opfattelsen af det Sædelige eller, for
at tage et bestemt Exempel, Opfattelsen af Kvinden, fremfor alt
Hustrubegrebet, der i Indien er aldeles germanisk. Mme de Staël
beskriver i sin Bog »Om Tydskland« Landets Kvinder paa følgende Maade:
»De tydske Kvinder have en ganske særegen Tiltrækning, en rørende
Klang i Stemmen, blonde Haar, en blændende Hudfarve; de ere beskedne,
men mindre frygtsomme end Englænderinderne; man seer, at de mindre
hyppigt have truffet Mænd, der vare dem overlegne. De søge at behage
ved deres Følelse, at interessere ved deres Indbildningskraft, de ere
fortrolige med Poesiens og de skjønne Kunsters Sprog. De coquettere
med deres Begeistring, som de franske Kvinder med deres Vid og deres
Aand. Den fuldkomne Redelighed, der udmærker Tydskernes Charakter, gjør
Kjærligheden mindre farlig for Kvindernes Lykke, og maaskee nærme de sig
denne Følelse med mere Tillid, fordi man har beklædt den med romantiske
Farver for dem og fordi Ringeagt og Utroskab der ere mindre at befrygte
end andensteds. Kjærligheden er en Religion i Tydskland, men en poetisk
Religion, der kun altfor gjerne tillader Alt hvad Hjertet kan undskylde.

Man kan med Grund opholde sig over nogle tydske Kvinders Latterligheder,
idet de uophørligt ophidse og exaltere sig indtil det Affecterte, saa at
deres sødladne Udtalelser udslette Alt, hvad en Charakter kan have af
Udpræget og af Skarpt (de piquant et de prononcé). De ere ikke frimodige
som de franske Kvinder, men de ere derfor ikke falske, kun formaae
de hverken at see eller at bedømme Noget med Sandhed, de mangle al
Virkelighedssands og de virkelige Begivenheder passere forbi deres
Øine som et Phantasmagori. Naar det hænder dem at være letsindige, saa
bevare de endnu et Skjær af den Sentimentalitet, som holdes i Ære i
deres Land. En tydsk Dame sagde til mig med et melancholsk Udtryk: »Jeg
veed ikke hvori det ligger, men de Fraværende svinde ligesom bort af
min Erindring.« En fransk Pige vilde have udtrykt den samme Tanke mere
muntert, men Meningen vilde have været den samme.

Deres omhyggelige Opdragelse og deres naturlige Sjælerenhed gjør det
Herredømme, de udøve, let og blidt. Ikke desmindre træffer man sjeldent
hos tydske Kvinder den aandelige Hurtighed, der besjæler en Samtale og
sætter Ideer i Bevægelse.«

Læs nogle indiske Dramaer som »Sakuntala« eller »Lervognen« og De vil i
Opfattelsen af det Kvindelige, i Blidheden og i det Begreb om Kvindens
Afhængighed af Manden, der i Indien endog førte til en saadan Yderlighed
som Hustruens Opbrænden sammen med Mandens Lig, finde Analogier af
slaaende Art med Værker som Tieck’s »Genoveva« og Kleist's »Käthchen von
Heilbronn«. og Hovedanalogien opstaaer ved begge de to Landes ensartede
og saa eiendommelige Form af Philosophi Dog Religieusitet. I begge
den samme begeistrede Pantheisme. De veed, at da Grækenland var gaaet
tilgrunde, hørte hin Skipper, der en Nat seilede langs de græske Kyster,
det Raab lyde ud fra Strandbreddens Skove: »Den gamle Pan er død!« Men
nei, den gamle Pan var ikke død, han slumrede kun. Og han vaagnede op i
Italien under Renaissancetiden, han blev anerkjendt og hyldet som den
levende Gud i Schelling’s, i Goethe's, i Hegel's Tydskland.

Saa dybt ligger Pantheismen i den tydske Natur, at den romantiske Skole
i Virkeligheden, trods alle sine katholske Tendentser, er ligesaa
pantheistisk som Hölderlin og Goethe, ja Pantheismen bliver Baandet
som forener denne Skole med Frihedens og Fremskridtets Aand før den og
efter den i Tydskland. Saaledes seer De atter her som i den foregaaende
Gruppe, hvorledes den nye Tids Aand er saa mægtig, at den bryder sig
sin ustandselige Bane midt imellem alle de reactionaire Diger, alt det
Mudder og alle de Sten, som ophobes paa dens Vei. Ja, den nye Skole er
fra en vis Side seet endnu mere pantheistisk end den antikiserende. Thi
den indiske Aand havde en ganske anderledes pantheistisk Charakter end
den græske. Naar den antike Græker stod ved et pragtfuldt Vandfald, som
f. Ex. det ved Tibur i Nærheden af Rom, da personliggjorde han hvad han
saa. Hans Øie drog Conturer af skjønne, nøgne Kvinder, Stedets Nympher,
i Cascadens faldende Strømme, Skumstøvet var deres flagrende Haar, han
hørte deres overgivne Pladsken og Latter i Vandets Rislen og i den
hvirvlende Lyd af Skummet, der sprøitede imod Klippen.

Med andre Ord: den antike Betragter personliggjorde den upersonlige
Natur. Den antike Digter forstod ikke Naturen, hans egen Personlighed
var ham altfor stærkt iveien, den afspeilede sig overalt for hans
Øie. Han saa ikke andet for sig end Personer. Lige omvendt en stor
moderne Digter som Goethe eller Tieck, hos hvem det hele Følelsesliv er
pantheistisk. Han upersonliggjør sit eget Jeg for at forstaae Naturen.
Overfor Vandfaldet sprænger han sit snevre Selv. Han føler sig glide,
falde, omhvirvles med disse skummende Vande. Hans Væsen strømmer ud af
Jegets snevre Skranker eller Ring og flyder bort med disse Strømme. Hans
elastiske Bevidsthed udvider sig, han optager den ubevidste Natur i sit
Væsen, han glemmer sig selv over hvad han seer, ligesom den, der hører
en Symphoni gaaer op og forsvinder i det han hører. Og saaledes overalt.
Som hans Væsen strømmer med Bølgerne, saaledes flyver og klager det med
Vinden, seiler med Maanen over Himlen, føler sig som Et med det formløse
Alliv. »Jo mere han betragter Naturen, des mere guddommelig finder han
den, guddommelig indtil i dens Klipper og Planter.Taine: »Histoire de
la littérature anglaise« vol. 4 pag. 384. I den Skov, der synes livløs,
aander hvert Blad og Safterne stige umærkeligt op gjennem de massive
Stammer og Grene indtil ud i de fineste Kviste. De fylde Luften med
Dampe og Vellugt, og denne lysende Luft, disse grønne Kupler, denne
lange Colonnade af Stammer, denne tause Jordbund arbeide og omdanne
sig, udføre et Værk, og Digterens Hjerte behøver kun at lytte for at
høre deres dunkle Instincters Røst. De tale til hans Hjerte, ja endnu
mere: de synge, og de andre Væsener gjøre som de, ethvert med sin egen
korte eller lange, sammensatte eller simple Melodi, som aabenbarer den
indre Structur af det Legeme, som frembringer denne Klang. Denne Melodi
respecterer Digteren, Han tager sig i Agt for at forvanske den ved i
den at indblande sine Ideer eller sin Betoning. Al hans Omhu gaaer ud
paa at bevare den urørt og ren. Saaledes formes hans Værk som et Eccho
af den universelle Natur, et gigantisk Chor i hvilket Guder, Mennesker,
Fortiden, Fremtiden, alle Historiens Epocher, alle Livets Trin, alle
Tonetrinene i Livets Scala uden Forvirring danne en Accord, en Symphoni,
i hvilken Musikerens bøielige Geni ikke aabenbarer sig personligt paa
anden Maade end derved, at han bag denne umaadelige Harmoni lader skimte
den Gruppe af ideale Love, som frembringer den og den indre Alfornuft,
som holder hele Harmonien sammen.«

Det er denne Pantheisme, som Goethe hævdede i det bidende Epigram:

Det er denne Pantheisme, han udfoldede i »Faust«, det er denne som
Romantikerne fortsatte, de, om hvem jeg sagde, at de vilde høre Græsset
groe, at de vilde forstaae hvad Fuglene sagde og at de vilde bade sig i
Maaneskinnet.

Men Romantikernes Doctrin fik dog egentlig først sin rette philosophiske
Grundvold ved Schelling. Medens Fichte i Spidsen for Fremskridtspartiet
i Aaret 1808 med sine glødende »Taler til den tydske Nation« vender
sig udad mod Virkeligheden for at løsrive Folket fra det franske Aag,
betegner Schelling's Philosophi den yderligste Tilbagegaaen indefter.
Han kalder selv sit hele System for Reaction mod Forstandtidsalderens
Oplysning og Afklaring.Gervinus: »Geschichte des 19ten Jahrhunderts«.

Som Goethe flygtede til det fjerne Orient, saaledes Schelling fra den
forstyrrende Yderverden til den fjerneste Fortid og fandt der Sandhedens
og Livets Kilder. I Modsætning til Oplysningsperiodens Mening, at
Menneskeheden langsomt havde arbeidet sig fremad og opad fra Barbari
til Cultur, fra Instinct til Fornuft, erklærede han Menneskeheden for
sunket, det vil sige sunket fra en Tilstand af høiere Dannelse, i
hvilken den nød en Opdragelse, som foretoges af høiere Væsener, af en
Aandeslægt. Saa skete der et Fald, og i den faldne Periode viste der
sig kun faa saadanne Lærere, høiere Væsener, Propheter, Genier som
Schelling selv, der arbeidede paa hint fuldkomne Livs Gjenoprettelse.
De, mine Tilhørere, vide, at Videnskaben har givet Revolutionsmændene
Ret og Schelling Uret, og at vi, som leve i Charles Darwin's Tidsalder,
ikke mere antage Muligheden af en oprindelig paradisisk Tilstand og et
Fald. Darwin’s Lære vil slaae den orthodoxe Moral til Jorden, ganske som
Copernicus’s Lære slog den orthodoxe Dogmatik til Jorden. Copernicus’s
System berøvede det orthodoxe Himmerig sit physiske Sted, og saaledes
vil engang Darwins’s Lære berøve det orthodoxe Paradis sit.

Men dette var som sagt dengang ikke erkjendt, og Schelling viste tilbage
til Urverdenen, hvor Sagnene om Guder og Halvguder syntes ham historiske
Kjendsgjerninger, og saaledes kom han da til at prise Mythologien som
det største af alle Kunstværker, der var modtageligt for en uendelig
Udlægning, og en uendelig Udlægning vil sige en vilkaarlig. De seer her
i Spiren den hele Grundtvigske Mythefortolkning med dens uvidenskabelige
og upaalidelige Behandling af Mytherne. Den udgaaer fra en Schellingsk
Idee, som med saamange andre Ideer blev importeret hertillands af
Steffens, hvis Foredrag jo som bekjendt gjorde et saa ualmindeligt
Indtryk paa Grundtvig.

Men Bortvendelsen fra Samfundsinteresserne finder et endnu bestemtere
Udtryk i Schellings Fordybelse i Naturen, en Bevægelse, som allerede
Goethe havde gjort, men som rigtignok havde bragt ham til at gjøre en
Række storartede Opdagelser, hvortil Schelling aldrig gjorde Mage.
Ligesom det efter Mystikernes Forestilling var Guds Imagination,
som tænkende skabte Verden, saaledes var det for Schelling alene
den tilsvarende Kraft i Mennesket, som formaaede at give Menneskets
aandelige Frembringelser ideal Virkelighed.

Det er da denne væsentlig æsthetiske Kraft, den saakaldte intellectuelle
Anskuelse, det vil nærmest sige den efter Fornuftlove virkende
fuldstændige Phantasi, om hvilken Schelling, der her øiensynligt er
under Indflydelse af Tidens æsthetiske Kritik, paastaaer og hævder, at
den alene baner Vei til Philosophi, Vei til Indsigt i Identiteten af
det Ideelle og det Reelle. Ja, selve denne intellectuelle Anskuelse var
ikke blot Veien, den var Maalet. Og denne Sammenblanding af Redskabet
og Værket betegner Indtrædelsen af en total, en almindelig Forvirring
i den romantiske Poesi og Videnskab, idet Videnskaben snart drives
med Kunstens Midler, saa man phantaserer i Hypotheser istedenfor at
forske, snart omvendt Poesien og Kunsten drives med Philosophiens og
Religionens Midler, saa Digterværkerne blive rimet Speculation, hvis
Helte ere bestøvlede Ideer, og Kunstværkerne forgjæves søge at dække
Mangelen paa legemlig Form med den katholske Andagts og Kjærligheds
Kaabe. Man indbildte sig, at denne nye Naturphilosophi for evigt skulde
gjøre alt Erfaringsstudium af Naturen overflødigt, men vi, som leve i
en Tidsalder, hvor den empiriske Naturforskning har forvandlet Jordens
Udseende og beriget Menneskelivet gjennem Opdagelser og Opfindelser uden
Mage, vi, som have seet Naturphilosophiens uendelige Afmagt, vi vide,
at de reactionære Tendentser ogsaa her førte til Nederlag, og at Livet
selv paatog sig at gjendrive Vildfarelsen. Men hvad der i denne Theori
for os især har Betydning og Interesse, det er den kraftige Hævden af
den Oguddommelige Phantasi som Skabningens Kilde og af den menneskelige
Phantasi som Kilden til al kunstnerisk Frembringen; thi her staae vi ved
Modertanken til »Aladdin«, her føle vi med Haanden det Hjerteslag, som
driver Blodet helt ud i den Extremitet af det store germaniske Legeme,
som i Aaret 1803 betegnedes ved Navnet Kjøbenhavn. g atter her staae vi
endelig ved en Analogi med indiske Forestillinger. Thi den Anskuelse,
at der til Grund for Alt ligger en uafbrudt frembringende, ligesom
gjøglende Phantasi, at den sande Verden er en Skinnets Verden, i hvilken
en guddommelig Ironi, den samme Ironi med hvilken Romantikerne Tieck,
Schlegel og Solger have saa travlt, bestandig tilintetgjør sine egne
Frembringelser, ligesom Havet opsluger enhver af sine egne Bølger, denne
Anskuelse er i sin Kjerne beslægtet med den bekjendte indiske Lære om,
at Alt er Skuffelse og Skin.

Først med Hegel indtræder paany den antike Anskuelse. Hegel vender i
sin »Phänomenologi« og sin »Logik«, som en moderne Aristoteles, tilbage
til Reflexionen og Forstandspleien, til den methodiske Tænkning. Hans
græske Aandsretning lægger sig skarpt og afgjørende for Dagen, først
i »Æsthetiken«, hvor den klassiske Kunst egentlig bliver den eneste
skjønne, medens den symbolske endnu ikke er skjøn og den romantiske ikke
mere er skjøn, dernæst i »Retsphilosophien«, maaskee Hegels fortrinligst
udarbeidede Værk, i hvilket den harmoniske Samstemmen af Indre og Ydre,
den græske Idee om Staten som Sædelighedens Bærer, ophæver og optager
hvad Hegel betegner som »Moraliteten«, ↄ: Kants kategoriske Imperativ og
Samvittigheden.

Dog, hos Hegel forsvinder som bekjendt derfor ikke Pantheismen; det
er kun paany en græsk Pantheisme, som hos Goethe, der afløser den
østerlandske, Tankens Pantheisme, som afløser Forestillingens. Det
er som sagt da ogsaa Pantheismen, vi gjenfinde under den romantiske
Skoles Katholicisme. Men ikke nok hermed: ogsaa alle de andre gamle
hedenske Strømninger fortsætte under den deres Løb. Fremtrædende er
Sandseligheden, dog ikke mere stolt og fri som hos Goethe, men ægget
og hidset, som i Fr. Schlegels »Lucinde«, spækket med philosophiske
Floskler og med en forloren Dybsindighed. Den optræder som Forherligelse
af Kjødet, dens Frivolitet er en saadan, til hvilken man har raisonneret
sig med pedantisk Grundighed, og den opstaaer nødvendigt som Modsætning
til alle de fromme Lader, man ellers gjerne bar til Skue. De veed,
hvorledes selve den fromme Schleiermacher kom til at røbe sin Sympathi
for den frie Sandselighed i sine »Vertraute Briefe über die Lucinde«.

Og overhovedet fik man først sent Græciteten fra Halsen. Brødrene
Schlegel skreve hver sit Drama, der skulde være antikt, og selv de mest
fjantede Skjæbnetragoedier, som f. Ex. Werners »24de Februar«, ere blot
uægte Børn af Sophokles’s »Ødipus«; kun at den græske Skjæbnetanke her
er dreven ud i det rent Parodiske. I Stykket fremstilles, hvorledes Alt
minder Heltinden om Forbandelse og om tidligere Brøde, naar det blot
skeer paa den ulykkelige 24de Februar. Det gaaer saa vidt, at da paa den
Dag en Høne bliver slagtet, udraaber hun: »Den skreg mig imøde, Hønen,
som en Forbandelse, den mindede mig om min Fader, da han laa rallende
i Døden.« Lignende Taabeligheder findes i Müllners »Den 29de Februar«
og i Grillparzers »Die Ahnfrau«. Spor af denne Skjæbnetro, der iøvrigt
udgaaer fra Tieck, kan De finde hos et saa extravagant Medlem af Skolen
som den danske Ingemann. De husker hans Kullemand med Skjæbnebogen
i »Valdemar Seir«. Men iøvrigt er, som De kan tænke, Ingemann meget
fjendsk mod Skolens Pantheisme, og hele hans lange, ulæselige Digt »De
sorte Riddere« er rettet imod den.

En sund, god Side af Skolens Bestræbelser var den, som gik ud paa at
udvide den snevre Kreds af Æmner, som de antike Stoffer afgav og at
udvide Blikket saavel for det Eiendommelige hos de fremmede moderne
Nationer, som for det Charakteristiske hos den egne Nation. Saaledes
blev Skolen patriotisk, og patriotisk i alle Lande. Men iøvrigt opstod
allerede nu i Tydskland den samme Tilbøielighed til Excurser ind i
fremmede Lande, som senere greb den franske Romantik under Victor
Hugo. Forgjængeren var Herder med sin beundringsværdige Sands for de
forskjelligste Folkeaanders Productioner. For ham var Verdenspoesien
en stor Harpe, paa hvilken hvert Folk havde sin Streng. A.W. Schlegels
kritiske og oversættende Virksomhed fulgte. Hans berømte »Forelæsninger
over den dramatiske Litteratur«, der fremkomme umiddelbart før de
Allieredes Indmarche i Paris, forklare efter Lessings Mønster den
antike Poesi og Shakspeares Skuespil, men indeholde ligeledes efter
Lessings Exempel de bitreste og voldsomste Angreb paa den franske Smag
og det franske Theater. Det er interessant at sammenligne denne Bog med
dens samtidige Modstykke, Mme de Staëls »De l'Allemagne«. Schlegel er
ligesaa misforstaaende og hadefuld overfor Frankrig som Mme de Staël
forstaaende og sympathetisk overfor Tydskland. Han har ikke Haansord
nok for Corneille og Racine, og han behandler »Tartuffes« udødelige
Digter med en Ringeagt, der er altfor taabelig til ikke at falde tilbage
paa den, som udslynger den. Imidlertid forklarede han med fin Sympathi
saavel Shakspeares som navnlig Calderons helt ukjendte Poesi for sine
Landsmænd. Hans Opfattelse af disse Digtere har imidlertid een stor
Mangel ved Siden af eet stort Fortrin.

Fortrinet er det, alt Alt kommer til sin Ret, hver mindste
Eiendommelighed. Da han senere udfører sine fuldendt mesterlige, aldrig
nok beundrede Oversættelser af Shakspeare og af nogle af Calderons
Stykker, føler man hvilket Fremskridt Forstaaelsen af moderne Poesi
har gjort, siden Schiller i sin Oversættelse af »Macbeth« tilskar
Stykket efter antikiserende Fordomme og tog alt det Realistiske og
Djærve bort. Men Mangelen er hos Schlegel den samme som hos hele
Skolen, den samme der hos os i Danmark fra Skolen af strækker sig
udover den følgende Tid, den, at Opfattelsen af Poesien her bestandig
er stemplet af den germaniske Eensidighed, det vil sige er til den Grad
æsthetisk-metaphysisk, at den empirisk-historiske Opfattelse fortrænges
og ikke kan komme til sin Ret.

Man har det ene absolute Mønster efter det andet. Som Grækerne og
Aristoteles havde været ansete for de absolute Mønstre i Frankrig under
Ludvig den 14de, saaledes blev nu f. Ex. Shakspeare det absolute Mønster
i Poesi, eller (som hos os i Kierkegaards »Enten-Eller«) Mozart det
absolute Mønster i Musik. Den historisk-paalidelige Opfattelse, der i
sin empiriske Ædruelighed ingen absolute Mønstre kjender, skydes aldeles
tilside. Ethvert Værk bliver Type, Type paa en Digtart, en incarneret
Kategori. Saaledes er f. Ex. hos os for Heiberg »St. Hansaftensspil«
»den fuldkomneste Realisation af det umiddelbare Drama i lyrisk Form«.
Man troer at Digtarterne og Digterværkerne skyde ud af hinanden som
Grenene paa et Træ, istedenfor at studere dem i deres Sammenhæng med
Culturen, med det hele Liv. Man troer f. Ex. at Tragoedien har en
sammenhængende Historie paa langs, ↄ: at den græske Tragoedie staaer
i en Art directe Slægtskabsforbindelse med den engelske, istedenfor
at forstaae, at Tragoedien ikke avles af andre Folkeslags Tragoedier,
men fremgaaer af de Omgivelser, af den Cultur, den hele psychologiske
Sphære, midt i hvilken den bliver til.

Imidlertid: man fik alle Bomme slaaede ned, hele Verden laa aaben for
Digterens Øine, han havde Lov til at vælge sine Æmner, hvor han havde
Lyst. Vi have denne begeistrede Troesbekjendelse i vor egen Litteratur i
Oehlenschlägers smukke Digt »Digterens Hjem«. De husker Ordene:

I hvilken Grad alle de nye Anskuelser maatte slaa ned i denne vort eget
Lands største Digter er let at forstaae:

Romantikerne anpriste Phantasien over Alt i Verden, den var den høieste,
den egentlig guddommelige Gave. Hvem kunde dette gribe som ham, hvis
Evne netop var den rige, sprudlende Phantasi, der afløste Baggesens
og det 18de Aarhundredes Evne til Conversationen. Romantikerne priste
Mytheverdenen som den høieste, den ægte. Der sad nu netop han med
en hel ny Mytheverden, som med en Skat, der blot behøvede at hæves.
Romantikerne raabte: »Vi maa finde en ny Mythologi, der for os kan være
det samme som den antike for Grækere og Romere.« Det er Ord af Fr.
Schlegel og Novalis, jeg citerer. Men de søgte forgjæves eller fandt
kun Katholicismens gamle Myther. Han alene behøvede ikke at søge, han
alene sad inde med Skatten, ham faldt Appelsinen ned i hans Turban, han
fandt den klare Lampe uden Møie, medens de Andre brød deres Hoveder med
at tilveiebringe et stadigt Lys ved at rive den ene Svovlstik af efter
den anden. Romantikerne troede paa en høiere Fortidstilstand, hvorfra
Slægten var sunken, og overfor ham stod netop et Folk, hvis Fortid langt
overstraalede dets Nutid, som ønskede at glemme denne mørke Nutid, og
hvis Trang det var at see sig selv forherliget gjennem Forherligelsen af
sine Barndomsdrømme og sin Ungdoms Bedrifter.

Saaledes skete det da, at Skolens Doctriner i ham, den ikke Tydske,
vakte en friskere, en rigere og mere betydningsfuld Poesi end hos nogen
poetisk anlagt Aand i Landet selv, og saaledes forklares det, hvorledes
der kun udfordredes et Ord af Steffens for til Overraskelse for denne og
alle Andre at løse Fortryllelsen, der bandt hans Tunge.

Hermed slutter jeg hvad jeg vilde betegne som en Introduction til den
tydske Romantiks Historie.
