I.

Det vil være mine Tilhørere bekjendt, hvorledes den første Række af
disse Forelæsninger er bleven modtaget. Den Reaction, som det er min
Agt at skildre og afsløre, har forsøgt at tilintetgjøre den Bevægelse,
der gik ud paa at byde den Stangen. Det er imidlertid langt fra, at der
er Udsigt til, at dette vil lykkes. Franskmændene have et Ordsprog, som
siger: Nul prince n’a tué son successeur.

De kjender Planen for det Arbeide, jeg har foresat mig. De veed, at jeg
vil skildre Aarhundredets Litteraturbevægelse, den spirende og stigende
Reaction først i dens Principer, saa i dens Gang til dens Culmination.
Jeg vil saa vise Dem, hvorledes den mødes af det fra forrige Aarhundrede
kommende frisindede Pust, der svulmer til en Storm og kaster Modstanden
overende. Her er mange Værker at charakterisere, mange Personligheder at
tegne. Min Opgave vil være at skildre Dem disse Personligheder og Værker
i Profil, i saa skarp og sikker en Profil, som det er mig muligt. Ingen
kan medtage Alt. Kraftigt at belyse det Hele, men fra een Side, saaledes
at Hovedtrækkene springe frem og falde i Øinene, det er mit Princip. Jeg
vil paa den ene Side stræbe at tage Litteraturhistorien saa psychologisk
som muligt, gaae saa dybt ned, som jeg kan, gribe de Sjælerørelser,
der længst tilbage, inderst inde forberede og frembringe den hvergang
foreliggende Litteratur. Dertil maa jeg bede Dem om at see saa uhildet
som muligt ind i Dem selv. Og jeg vil paa den anden Side forsøge at
fremstille Resultatet i saa udvortes og haandgribeligt plastisk Form
som muligt. Kunde det lykkes mig at give den dulgte Følelse og den
abstracte Idee, der overalt ligger til Grund, i en præcis og anskuelig
Form ligesom i Silhouet og Profil, da var min Opgave løst. Helst drev
jeg altid Principet helt ud i Anekdoten.

Først og fremmest fører jeg da overalt Litteraturen tilbage til Livet.
De vil allerede kunne see det deraf, at medens ældre Polemiker i vor
Litteratur f. Ex. den mellem Heiberg og Hauch, ja selv den berømte
Polemik mellem Baggesen og Oehlenschläger have holdt sig paa et
udelukkende litterært Gebet og ere blevne til Disputer om litterære
Principer alene, er Polemiken om mine Forelæsninger ei alene ved
Oppositionens Uforstand, men lige saa meget ved Skriftets Natur kommen
til at berøre en Vrimmel af religiøse, sociale, moralske Spørgsmaal. De
maa ikke troe, at jeg paa Grund af Alt, hvad der i Anledning af min Bog
er bleven discuteret, tillægger mine Forelæsninger en særlig Betydning.
Tvertimod, mit Skrift var en lille og i og for sig ikke meget betydende
Production. Men det kastede et nyt Princip ud paa Markedet, og der stod
et Slag omkring det. Det mest vulgaire Terrain, siger Victor Hugo,
vinder en vis Glands ved at blive Valplads: Austerlitz og Marengo ere
store Navne og smaa Landsbyer. Efter at have reduceret Forholdene tør
jeg vel anvende dette paa min Bog.

I denne min Opfattelse af Litteraturens Forhold til Livet ligger det,
at den Litteraturhistorie, jeg lærer, ikke er Salonlitteraturhistorie.
Jeg griber med saa kraftig Haand, jeg formaaer, ned i det virkelige Liv
og viser, hvorledes de Følelser, der faae deres Udtryk i Litteraturen,
opdukke i Menneskehjertet. Men Menneskehjertet er ingen stille Pyt og
ingen idyllisk Skovsø. Det er et Ocean med en undersøisk Vegetation
og frygtelige Beboere. Salonlitteraturhistorien som Salonpoesien seer
i Menneskelivet en Salon, en pudset Balsal, Møbler og Mennesker lige
polerede; Belysningen udelukker alle mørke Kroge. Lad den, som har Lyst,
tage Tingene fra denne Side, det er ikke min Sag. Som den, der vil
botanisere, maa gribe om Brændenælder saavel som om Roser, saaledes maa
den, der vil studere Litteraturen, vænne sig til med Naturforskerens og
Lægens uforfærdede Øie at see alle Former af Menneskevæsenet i deres
Forskjellighed og deres indre Sammenhæng. Om Planten stikker eller
dufter, gjør den ikke mere eller mindre interessant. — Jeg vil da
komme til at berøre Et og Andet, som Convenientsen ellers udelukker af
Samtale og Foredrag. Jeg beder Dem aldrig at stødes herover, men agte
vel og nøie paa, i hvad Aand dette skeer, agte paa den Alvor og den
fuldstændige Kulde, hvormed jeg omtaler de saakaldte brændende Sujetter.

Det er tydsk Litteratur, jeg nærmest vil komme til at behandle. Den
Opgave at skildre den tydske romantiske Skole i Sammenhæng er for en
Dansk en meget vanskelig og nedslaaende. Dette Stof er for det Første
overvældende stort, dernæst mangfoldigt behandlet af tydske Forfattere
og tilsidst ved Arbeidets Deling med en saadan Detaillærdom, at det
er umuligt for en Fremmed, hvem tilmed Kilderne langtfra altid ere
tilgjængelige, i udtømmende Kundskab at kunne hamle op med Landets
egne Børn, der fra Barndommen af alt ere hjemme i den Litteratur, han
i en Alder, hvor Massetilegnelsen er langt vanskeligere, skal lære
at kjende. Han maa da søge sin Styrke dels i den Bestemthed, hvormed
han anlægger og bevarer sit individuelle Synspunkt, dels i om muligt
at udvikle Egenskaber, der ere mindre fremtrædende hos Landets egne
Forfattere. En saadan Egenskab er her den kunstneriske, jeg mener Evnen
til at udvortesgjøre. Den tydske Natur er saa inderlig og dyb, at denne
Evne ikke er hyppigt forekommende. Dels er der endelig et Element, som
den Fremmede lettere opdager end den Indfødte, det er Racemærket, det
i den tydske Forfatter, der betegner ham som Tydsker. For den indfødte
Betragter bliver det at være tydsk og det at være Menneske altfor let
Et og det Samme, da han er vant til overalt, hvor han behandler et
Menneske, at have med en Tydsker at gjøre. Den Fremmede forekommer Meget
paafaldende, hvis Eiendommelighed den Indfødte overseer, fordi han er
vant til at see det, og især fordi han selv har det eller er det.

Jeg vil i det Hele sparsomt og kun momentvis komme ind paa den danske
Litteratur. I det Tæppe, jeg opruller for Dem, borer jeg kun nu
og da et Hul, hvorigjennem De seer de danske Forhold. Ikke at jeg
glemmer den danske Litteratur eller taber den afsigte. Tvertimod jeg
har den uafbrudt for Øie. Idet jeg forsøger at levere de fremmede
Litteraturers indre Historie, giver jeg paa ethvert Punkt indirecte
Bidrag til den danske Litteraturhistorie. Jeg maler den Baggrund, som
er nødvendig, for at vor Litteratur engang paa den kan springe frem
med sin Eiendommelighed. Jeg udarbeider den Underbygning, hvorpaa
efter min Overbevisning den moderne danske Litteraturs Historie maa
reises. Er Fremgangsmaaden den indirecte, saa er den derved saa meget
mere grundig. Dog vil jeg gjerne med faa Ord angive Dem, hvilket det
Resultat omtrentlig er, hvortil en Sammenligning mellem dansk og fremmed
Litteratur i denne samme Periode har ført mig. Jeg kan sammenfatte det
som i en Formel. Forholdet mellem Tydskland og Danmark her er det: Den
tydske Litteratur er i dette Tidsrum forholdsvis oprindelig ved sine
Tendentser og sit Indhold. Den danske fortsætter dels en særligt nordisk
Aare, dels bygger den paa Grundlag af den tydske. De danske Forfattere
have gjennemgaaende læst og tilegnet sig de tydske, hvorimod disse
aldrig have læst de danske Skribenter eller modtaget nogen Paavirkning
af dem. Steffens, som bibringer os Stødet fra Tydskland, er Schellings
absolute Lærling. Her har De som Bevissted et Stykke af et Brev fra
Steffens til Schelling: »Jeg er Deres Elev, helt igjennem Deres Elev.
Alt, hvad jeg kan yde, tilhører oprindeligt Dem. — Det er ikke en
forbigaaende Følelse, det er en fast Overbevisning, jeg har om, at
det forholder sig saaledes, og jeg skatter mig derfor ikke ringere. —
Naar jeg da engang har frembragt et i Sandhed stort Product, som jeg
gad kalde mit, og naar det er blevet anerkjendt, da vil jeg offentlig
fremtræde, med Begeistringens Varme nævne min Lærer og række Dem den
vundne Laurbærkrands«G. L. Plitt: Aus Schellings Leben. I. 309..

I dette Forhold til Tydskland ligge flere Conseqventser: I Tydsklands
Poesi mere Liv, i Danmarks tilsvarende Poesi mere Kunst. Det er
Tydskland, som graver Æmnerne op. Den Litteratur, som med Romantiken
begynder, lever og væver i de inderligste Stemninger, svælger i
Følelser, tumler med Problemer, skaber Former, som den selv uophørligt
slaaer itu. Den danske Litteratur modtager de af Liv sprudlende Stoffer
og Ideer, og det lykkes den ofte at give dem en mere sikker Form og et
meget klarere Udtryk, end de fik i deres Hjemstavn. (Man tænke f. Ex.
paa Heibergs Forhold til Tieck.) Dels anvender og bearbeider den dem,
dels fremstiller den beslægtede Tanker i gunstigere og mere plastiske
Stoffer som f. Ex. i det Materiale, den nordiske Oldtid afgav.

Saaledes skeer det, som jeg engang har skrevet: Paa dansk Grund fik
Romantiken mere Klarhed og mere Form. Den blev mindre natlig, den vovede
sig tilsløret ud i Solen. Den følte, at den var kommen til et ædrueligt
og besindigt Folk, der endnu ikke var blevet ganske enigt med sig selv,
om ikke Maanens Skin var unaturligt og sentimentalt. Den steg op af
Bjergenes Schachter, hvorfra Novalis i sine Bjergmandssange første
Gang havde manet den frem, og slog med Vaulundur paa Bjergets Side,
saa det revnede og lagde alle sine Skatte for Dagen i Dagens eget Lys.
Den følte, at den var kommet til en anden Natur, mere smilende, mild
og idyllisk, den rystede det Uhyggelige af sig, dens tykke, uformelige
Taager fortættede sig til slanke Elverpiger, den glemte Harzen og
Blocksbjerg, og en smuk St. Hans Aften opslog den sin Residents paa
DyrehavsbakkenKritiker og Portraiter p. 230..

Aladdin er et bedre og mere anskueligt Digterværk end Tiecks »Kaiser
Octavianus«. Men til Gjengjæld kunde Oehlenschläger ikke negte Tieck, at
Aladdin aldrig var bleven skrevet, ifald Octavianus ei havde existeret.
Heibergs »Julespøg og Nytaarsløier« er nok saa vittigt et Stykke, som
Tiecks aristophanisk-polemiske Satirer, men den hele Form, Theatret
i Theatret, Litteratursatiren, Blandingen af Sentimentalt og Ironisk
er laant fra Tieck, og hvad værre er, kun forstaaelig ud fra Tiecks
Principer. Der er med eet Ord mere Form i Oehlenschläger, Hauch, Heiberg
end i Novalis, Tieck, Fr. Schlegel, men der er mindre Indhold, det vil
sige mindre Liv, mindre directe Forhold til Livsrørelserne. Den tydske
Litteratur har altfor tidt været Medium. Man har hos os for ofte ladet
de store Livsproblemer ligge, sat dem tildørs udenfor Litteraturen, naar
man ikke formaaede at bringe dem i regulær-poetisk Form.

Psychologisk kan dette udtrykkes saaledes: Vore Forfattere have i
Regelen som Kunstnere været mere end de tydske, som Mennesker, som
Aander langt mindre. Dette Sidste gjælder ei blot om denne Periode,
men for hele dette Aarhundrede overhovedet og absolut. Sammenlign
Tieck og Oehlenschläger eller sammenlign et Øieblik i Deres Tanker
de Moderne: Lenau, Auerbach, Spielhagen, Paul Heyse med Blicher,
Hostrup, Andersen, Bjørnson, og De vil lægge Mærke til følgende:
hos den tydske Forfatter som Tieck eller Auerbach, (jeg tænker her
nærmest paa Tiecks ikke-romantiske Periode), er der i hver nok saa
lille Frembringelse, den være uplastisk, den være svag eller endog
forfeilet, udtalt en hel Livsbetragtning, og en, som ikke er grebet
ud af Luften, men en gjennem et Livs Erfaring og Reflexion modnet og
udviklet, præget af den hele forbausende mangesidige Dannelse, som
udmærker den tydske Aand. En Novelle af Tieck, en Roman af Auerbach
indeholder et poetisk-philosophisk Totalsyn paa Livet, og dette Totalsyn
er en Mands, selv naar det ikke altid er en Digters. En Tragoedie af
Oehlenschläger, et Eventyr af Andersen, en Vaudeville af Hostrup derimod
vil næsten altid udmærke sig ved udpræget digteriske Egenskaber, som
Phantasi, Lune, Lystighed, ungdommeligt slaaende og friske Træk, men
Grundanskuelsen er, naar den er poetisk, et Barns. Om en gjennem et
Forhold til Videnskaben indvunden og under Livets Gang bestandig mere
udviklet Livsbetragtning er saa at sige aldrig Tale. Til en egentlig
Udvikling findes der ofte ikke Spor. Digtere som Winther eller Andersen
ere ligesaa fuldkomne i deres første Arbeider som i deres sidste. Hos
Andre ophører den poetiske Production i en Alder, hvor man maatte
vente, den først ret skulde til at udfolde sig, som hos Hostrup og
Richardt. Talentet faaer undertiden med Aarene en vis Embonpoint som
hos Oehlenschläger. Undertiden bliver Idealet stedse mere magert som
hos Paludan-Müller. Hvor en Metamorphose finder Sted, bestaaer den
ikke i, at man efterhaanden skaber sig selv en Livsanskuelse; man
slaaer, efter i nogen Tid at have holdt sig paa Poesiens snævre Sti,
ind paa en af de to store Alfarveie, enten paa Spidsborgerveien eller
Kirkeveien. Slobrokken eller det sorte Ornat! det er næsten altid det
Costume, man bærer, naar man aflægger den poetiske Ungdoms Slængkappe.
Selv de yngste Forfattere hertillands gaae af Veien for Tidens Ideer.
Sammenligner De f. Ex. en af vore Yngre som Bergsøe med en af Tydsklands
Yngre som Spielhagen, da ligger Forskjellen ikke saa meget i den tydske
Forfatters unegteligt betydeligere Evner, nei Spielhagen er en Bergsøe
med Ideer — med vor Tids Ideer. Han er bevæget af alle Tidsalderens
Problemer, forløfter sig undertiden paa dem, men bringer dem altid
sin Tids Bevidsthed nærmere. Læg derimod Mærke til, hvad Bergsøe
polemiserer imod. Mod Adelsaristokratiet, som han spotter i sine Digte,
mod den katholske Religion, som han spotter i sine Romaner. Denne Kamp
har sin store Betydning i Livet, hvor disse Magter endnu spille en
kraftig Rolle; men det er hundrede Aar siden, at den i Litteraturen var
interessant. Disse Magter høre til Litteraturens Døde, og det er ikke
Umagen værd at slaae de Døde ihjel. Altsaa gjennemgaaende: de tydske
Forfattere have næsten overalt, hvor de i dette Aarhundrede kunne
sammenlignes med de Danske, en modnere og originalere Livsbetragtning og
ere som Personligheder større, hvad de end som Digtere er.

 En tredie Side af samme Sag er denne: De danske Forfattere have som
Regel det Fortrin at undgaae de Udskeielser af Smag og Phantasi,
hvortil de fremmede hyppigt forfalde. De standse itide, de undgaae
Paradoxet eller de forfølge det ikke ud i den yderste Conseqvents; de
have den Sikkerhed, som medfødt Ligevægt og medfødt Phlegma give, de
ere næsten aldrig cyniske, forvovne, blasphemiske, oprørske, vildt
phantastiske, helt sentimentale, rent abstracte eller rent sandselige;
de løbe sjeldent løbsk, de storme aldrig Himlen, de falde aldrig i
en Brønd. Dette er det, som gjør dem saa populære i deres Nation. En
sikker Smag og Elegance, som den, der ud mærker Heibergs Poesi og Gades
Musik, en sund og kraftig Natureiendommelighed, som den, der stempler
Oehlenschlägers og Hartmanns bedste nordiske Productioner, vil altid
af de Danske skattes som Udtryk af en ædel og behersket Kunst. Hvad
indeholder i Modsætning hertil Tydsklands romantiske Hospital ikke
for excentriske Personligheder? En brystsvag Herrnhuter med hektisk
Sandselighed og hektisk overjordiske Længsler — Novalis. En ironisk
Melancholiker med sygelige Hallucinationer og sygelige katholske
Tendentser. Jeg mener Tieck. Et poetisk­impotent Geni med Geniets
Trang til at revoltere og Afmagtens Trang til at underkaste sig et
udvortes Magtsprog — Friedrich Schlegel. En forvaaget Phantast med halvt
vanvittige Opiumsphantasier som Hoffmann. En fjantet Mystiker som Werner
og en genial Selvmorder som Kleist. Husk paa Hoffmann, fra hvem Andersen
udgik, og see, hvor sund, men ogsaa hvor nøgtern og rolig Andersen seer
ud ved Siden af sin første Mester!

Altsaa at der er mere Harmoni i de Danske, det er vist. Og at Den, der
sætter Harmonien, selv en fattigere, som det Høieste i Kunsten, maa
sætte den danske Litteratur i vort Aarhundredes første Aar meget høiere
end den tydske, er let at fatte. Enhver dømmer i slige Sager efter sit
Naturel og sin Smag. Jeg for min Part vil ikke lægge Dølgsmaal paa, at
min Synsmaade her er temmelig afvigende fra den gjængse. Det forekommer
mig, at vi for en stor Del have vundet hin Harmoni ved Forsigtighed,
ved Mangel paa kunstnerisk Mod. Vi ere ikke faldne ned, fordi vi ikke
ere stegne derop, hvorfra der var Fare for at falde. Vi have overladt
det til Andre at bestige Montblanc. Vi have undgaaet at brække Halsen,
men vi have ogsaa ladet de Alpeblomster staae, som kun blomstre paa
de høieste Bjergtinder og ved Afgrundens Rand. Jeg paatvinger Ingen
min Smag. Ethvert Forsøg derpaa vilde være et unyttigt Pedanteri. Men
hvad det synes mig, at vi ikke have skattet nok i Litteraturen, det er
Dristigheden, den Dristighed, der er det Samme som Forfatterens Evne
til hensynsløst at udtrykke sit bestemte kunstneriske Ideal. Denne
Dristighed, hvormed Forfatteren forfølger det for hans Retning Typiske,
er ofte det, som i Værket bliver Skjønhed. Lad mig forklare mig: Naar en
Retning som Romantiken f. Ex. anslaaer den phantastiske Streng, synes
den Forfatter mig interessant fremfor Alle, som driver Phantasteriet
op til den kjækkeste Høide — som Hoffmann. Jo mere vildt phantastisk
han er, des skjønnere er han, ligesom Poplen jo høiere den er og Bøgen,
jo bredere og mægtigere. Skjønheden ligger i den Dristighed og Kraft,
hvormed det Typiske er udtrykt. Den, der opdager et nyt Land, kan under
Opdagelsen strande paa et Skjær. Det er let at undgaae Skjæret og lade
være at opdage Landet. Vore Romantikere ere aldrig vanvittige som
Hoffmann, men heller aldrig dæmoniske som han. De tabe i betagende og
overvældende Liv og Energi, hvad de vinde i Læselighed og Klarhed. De
opnaae forholdsvis flere Læsere og flere Arter af Læsere, men de opnaae
ikke at vinde dem saa helt. Den kraftigere Originalitet afskrækker
Flere og fængsler stærkere. Vi have i vor romantiske Retning ikke
Fr. Schlegels dumdristige Usædelighed, men heller ikke hans geniale
Oppositipnsaand, og man tager hos os som givet og fast, hvad hans
Lidenskab bringer til at smelte, og hvad hans Kjækhed støber i nye og
barokke Former. Vi faae hos os heller ikke den katholske Tendents.
Det vil sige, vi faae Orthodoxi i den mest forhærdede Form, vi faae
Overjordiskhed og Pietisme, vi faae i Grundtvigianismen en Retning,
der glider ned ad det Skraaplan, som fører til Katholicisme; men her
som altid gjøre vi ikke Skridtet fuldt ud, springe tilbage fra de
yderste Conseqventser. Heraf følger, at Reactionen hos os er langt
mere snigende og skjult. Tilhyllet som Lasten er det, klamrer den sig
til Kirkens Altre, der altid afgave et Tilflugtssted for Forbrydere
af enhver Art. Man kan aldrig ret komme den paa Klingen, aldrig uden
videre overbevise den om, hvortil conseqvent dens Principer føre,
nemlig til Samvittighedstvang, Inqvisition og Despoti. Kierkegaard
er f. Ex. orthodox, i Politiken Absolutist, i Slutningen af sit Liv
fanatisk. Han undgaaer imidlertid hele sit Liv igjennem — og dette
Træk er ægte romantisk — at drage nogensomhelst ydre eller social
Conseqvents af sin Lære, ja man skimter knap Læren for Omsvøb. Tag i
Modsætning hertil en anden absolutistisk Orthodox, Joseph de Maistre,
en ligesaa ædel og oprigtigt troende Mand som Kierkegaard og med et
ligesaa menneskekjærligt Sind. Han driver alle sine Anskuelser ud i
deres klare Conseqventser, skyer intet Træk, der i lige Linie deriverer
sig fra hans Overbevisning. Som Kierkegaard er han en glimrende
begavet, gjennemdannet Aand. Men medens Kierkegaard, naar Talen er om
Virkeligheden, som en gammel Jomfru viger tilbage for »Udvorteshedens
Spektakel«, drager han kjækt alle praktiske Conseqventser. Det berømte
Afsnit om Bøddelen i sjette Samtale i »Soirées de Saint-Petersbourg«
lader i Tydelighed Intet tilbage at ønske. Bøddelen er »det sublime
Væsen«, »Samfundets Hjørnesten«; med ham »forsvinder al Samfundsorden«.
To Magter udkræves efter de Maistres Anskuelse i den moderne Stat for at
styrte de revolutionære aandelige Kræfter, som den franske Omvæltning
har sluppet løs, dem som ikke ville troe, og som ikke ville lyde: den
ene er Paven, den anden er Bøddelen. Paven paa den ene Side, Bøddelen
paa den anden, det er Samfundets tvende Grundpiller: hin rammer den
oprørske Tanke med sin Bulle, denne det oprørske Hoved med sin Øxe. Det
er en Nydelse at læse en saadan Udvikling. Her er Kraft og Conseqvents,
et fuldt Udtryk for en klar Tanke, en energisk og uhyklet Reaction. Og
de Maistre er sig lig paa alle Omraader, han er ikke som vore danske
Reactionære eller hvad jeg vilde sige Liberale politisk frisindet og
socialt reactionær, religiøst reactionær og politisk liberal eller
halvliberal: han hader den politiske Frihed, han spotter (i sine Breve)
Kvindens Emancipation, han forsvarer (i et eget Skrift) med Varme og
Fasthed den spanske Inqvisition og ønsker i sit Hjertes Renhed og med al
sin mandige Sjæls Alvor Kjætterbaalene gjenindførte, og skammer sig ikke
ved at sige det, da han tænker det. Se en saadan genial og fremragende
Mand, stor som Minister, stor som Forfatter, der opofrer hele sin Formue
hellere end at gjøre den ringeste Indrømmelse til Revolutionen, som han
hader, eller til Napoleon, som han afskyer, en saadan Mand, der uden Sky
forguder Skarpretteren som Ordenens uundværlige Hævder, planter Galgen
midt i sin Lovbog og rækker Kirken Øxe og Baal — det er et Physiognomi,
en stolt og kjæk Profil, som udtrykker en Aandsretning, og som man ikke
glemmer; det er en Type, som man glæder sig over, som Naturforskeren
fryder sig ved et udmærket Exemplar af en Race, hvoraf han hidtil kun
har truffet paa forjadskede og uklare Exemplarer, og det, at den Art
Individualiteter ikke forekomme i vor Litteratur er en Omstændighed, som
man praktisk kan regne os til Lykke, men som i ethvert Tilfælde giver
Litteraturens Historie en mindre plastisk Charakter.

Joseph de Maistre er den franske Reactions mest udprægede Romantiker.
Jeg vender tilbage til den tydske Retning. Overfor den Methode, jeg
følger, frembyder denne Periode af tydsk Litteratur tilsyneladende
en overordentlig Vanskelighed. Methoden bestaaer, som De veed, i
psychologisk at følge de dybere Bevægelser i Litteraturen fra Land
til Land og vise, hvorledes fra Tid til anden det flydende Materiale
sammenpresses, krystalliseres i en eller anden tydelig og fattelig
Type. Dette Typiske er det her mindre let at paapege, fordi det netop
er denne Poesies Eiendommelighed at være uden faste typiske Former.
Den er ikke plastisk, men musikalsk. Den franske Romantik frembringer
faste Skikkelser, den tydskes Ideal er ikke en Skikkelse men en Melodi,
ingen enkelt Form men en uendelig Higen, og skal den benævne sin
Længsels Gjenstand, vælger den Udtryk som »et hemmeligt Ord«, »en blaa
Blomst«, »Skoveensomhedens Trylleri«. — Men disse Betegnelser ere
Stemningsudtryk, og til enhver Stemning svarer en bestemt psychologisk
Tilstand. Opgaven er at føre enhver Stemning, Følelse eller Længsel
tilbage til den Gruppe af Stemninger, hvortil den hører. Tilsammen
danner denne Gruppe en Sjæl. Og med en kraftigt udpræget Eiendommelighed
staaer en saadan Sjæl i Litteraturen som Repræsentant for mange, der
levede uden selv at kunne skildre deres Væsen, men som gjenfandt deres
Væsen i Skildringen. Saaledes vil det maaskee lykkes mig at vise
Dem, at Charaktertypen ikke undslipper os, fordi Digteren giver sig
til at male Landskab paa Landskab istedenfor at fremstille kraftige
Personligheder, eller fordi han opløser sine Digte i den Grad i Musik,
at han tilsidst kun bruger Allegro eller Rondo som Overskrifter, men
at disse Landskabers ganske særegne Charakter og Naturen af denne
Ordmusik er et aldeles præcist Symptom paa en Sjælstilstand, der med
tilnærmelsesvis stor Nøiagtighed lader sig bestemme.

For ret at forstaae denne tydske Romantik maa man opfatte den under
fire Synspunkter: poetisk, socialt, religiøst og politisk. Paa det
poetiske Gebet løber den ud i hysterisk Andagt og blaa Dunst; paa det
sociale Omraade har den kun behandlet et eneste Forhold, et Forhold af
Privatlivet, det imellem Kjønnene og hyppigst med uordentlig og usund
Lidenskabelighed uddelt Slag i Luften. Den har her ikke Menneskeheden,
men kun nogle aristokratisk begunstigede Kunstnernaturer for Øie. Hvad
det religiøse Forhold angaaer, række alle de i Poesien saa revolutionære
Romantikere Halsen frem, saasnart de øine Aaget. Og i Politiken er
det dem, der dirigere Wienercongressen og forfærdige dens Manifester,
afskaffende Folkenes Tænkefrihed mellem en Kirkefest i Stephanskirken og
en Østersdiner hos Fanny Elsler.

Man sige længe nok, at det kun er de gode og sunde Elementer af
Romantiken, som vi have tilegnet os. Tro ikke dem, der sige saaledes!
Romantiken var forgiftet i sine Kilder. Troer man en Flod, der har
saadanne Bestanddele i sig ved sin Munding, førte Guld med sig ved
sit Udspring? Se, hvorledes disse Mænd ende, og begrib af den Bue,
de beskrive, hvad det var for Impulser, de gav. Hvad var han, den
Steffens, der kom herind og bragte os den Ild, han havde hentet fra
den tydske Himmel? En ærlig og blødagtig Natur med et Hoved fuldt af
Begeistring og Forvirring, lutter Følelse og efterfølende Phantasi, uden
Spor af Skarphed i Tanken eller Sammentrængthed og Prægnants i Stilen.
Det er bogstaveligt umuligt at læse hans saakaldte videnskabelige
Skrifter fra hans senere Tid, man drukner i tyndt Føleri og kvæles
af Kjedsommelighed. »Naar han, siger en tydsk Skribent, foredrog
Naturphilosophien fra preussiske Kathedre i sit feilfulde Tydsk, slog
hans mathematiske Beregninger ikke til og hans physiske Experimenter
uvægerlig feil, men han henrev sine Tilhørere ved den naivt barnlige
Andagt, der lyste ud af hans præstelige Foredrag.« Naivetet og atter
Naivetet! Han fornegter ikke sin Oprindelse. I sin gode Tid havde
han en uskyldig Morskab af paa naturphilosophisk Vis at gjenfinde
Menneskesjælens Kræfter i Stenene og menneskeliggjøre Geologi og
Botanik, saa Planterne toge sig ud omtrent som i Grandvilles »Fleurs
animées«. Men Julirevolutionen bragte kam rent fra Concepterne.
Pietismen, i hvis Arme han i de sidste tretten Aar havde befundet sig
vel, og for hvilken gamle tørre Dame han allerede havde brudt adskillige
Landser, opflammede ham til at slutte sin litterære Virksomhed med en
Række matte Angreb paa det unge efterrevolutionære Tydsklands Mænd og
deres Skrifter.

Han fulgte her kun den Vei, som hans Lærer Schelling var gaaet.
Schelling, der i Modsætning til Fichte og hans rene Jeg-Lære havde
krænget Aandens dunkle Naturside ud, og grundet Philosophien
ligesom Kunsten og Religionen paa den geniale Vision, den saakaldte
intellectuelle Anskuelse, havde den frie Vilkaarlighed i sit Princip, i
sin Læres Organ, den Vilkaarlighed, der er Romantikens Kjærne. Allerede
i sin »Bruno« (1802) havde han indflettet det senere saa betydningsfulde
Stikord »christelig Philosophi«, hvorvel han endnu hævdede, at Biblen
ikke paa langt nær i ægte religiøst Gehalt kunde sammenlignes med
Indernes hellige Bøger, et Standpunkt, som endog Gørres i Begyndelsen af
sin Forfatterbane forfægter. Da han som Novalis paa Tiecks Foranledning
fordybede sig i Jacob Bøhme og de øvrige Mystikere, begyndte han
mystisk at philosophere over »Naturen i Gud«, et Udtryk, som den
speculative Dogmatik som bekjendt senere har taget til Indtægt; men da
han kort derefter som Professor i München blev optaget i Adelsstanden,
udnævnt til virkelig Geheimeraad og Præsident for Videnskabernes
Akademi i det inderligt katholske og clericale Baiern, da begyndte
den senere saa meget omtalte »Aabenbaringsphilosophi« at spire i hans
Sjæl. Snart var Forvandlingen foregaaet. Ildmanden var bleven til en
Hofmand og Propheten til en Charlatan, der ved Hemmelighedskræmmeri,
ved vidunderlige Programmer om en Videnskab, »man hidtil havde anseet
for umulig«, ved aldrig at ville trykke, men blot meddele og aldrig
meddele helt, gjorde sig værdig til nogen Tid efter Hegels Død at
blive kaldt fra Baiern til Berlin for at række Statsreligionen i den
bestaaende christelig-germaniske Politistat en hjælpende Haand og lære
en Statsphilosophi, der efter hans eget Sigende ei vilde være Andet end
Christologi. Her var det saa, at den unge Generation, Hegels Disciple
af Venstre, faldt over ham og rev hans mystiske Spindelvæv i tusinde
Stykker.

Dog Schelling er endnu den mest rationelle; han selv bliver ivrigt
forkjættret af den af Kierkegaard beundrede Franz Baader. Denne
bebreider ham, at han stiller Treenigheden paa en logisk Balancerstang,
men især at han har gjort sig skyldig i det Fritænkeri at negte den onde
Aand som personlig Djævel. De øvrige romantiske Philosopher udtale sig
i Harmoni hermed. Schubert skriver »Drømmens Symbolik«, beskjæftiger
sig i fuldt Alvor med Drømmetydning — Romantikernes hele Poesi havde
jo Drømmen til Ideal — og svælger i Somnambulisme og Aandeseeri som i
de høieste Kilder til Kundskab. Seerinden fra Prevorst, som Strauss
charakteristisk nok begynder sin Virksomhed med at afsløre, spiller
i hin Tid en vigtig Rolle. Gørres endelig, han, hvem Heine kalder
den kronragede Hyæne, Forfatteren af »Den christelige Mystik«, den
Bog, som Kierkegaard læste med hellig Gysen, ruller sig i Martyrernes
Blod, nyder Helgenindernes Pinsler og Ekstase, skildrer i hvad Orden
Glorieudstraaling, Naglegab og Saaret i Siden vise sig paa de Helgener
og Helgeninder, som dermed benaades, og kaster sig, han, den fordums
Jacobiner, næsegrus ned for den ene saliggjørende katholske Kirke,
lovsyngende Fyrsternes hellige Alliance. Føi saa hertil Politikerne:
Adam Müller, der, som man træffende har sagt, repræsenterer Novalis’
blaa Blomst i Politiken og vil sammensmelte Stat, Videnskab, Kirke og
Theater til en vidunderlig Enhed. Haller, der skjuler sin Overgang til
Katholicismen for at beholde sine Embeder, og som i sin »Restauration
af Statsvidenskaberne« grunder disse Videnskaber paa Theokratiet, Leo,
mod hvem Ruge førte sin glimrende Polemik, som i samme Aand ivrer mod
Tidsalderens Humanitet og Sky for at udgyde de Radicales Blod, Stahl,
der i sin Retsphilosophi sammenligner Ægteskabet med Forholdet mellem
Christus og Menigheden, Familien med Treenigheden og den jordiske
Arveret med Retten til den himmelske Arv — læg Alt dette sammen, og
De vil føle, hvorledes Romantiken ender som med en sand Hexesabbath,
i hvilken Philosopherne spille de gamle Kjærlingers Rolle, under
Obscuranternes Tordnen, under Mystikernes vanvittige Hyl og under
Politikernes Raaben paa Politistat, Kleresi og Theokrati, medens
Theologien og Theosophien kaste sig over Videnskaberne og kvæle dem
under deres Kjærtegn.

Se saaledes er det, at Romantiken ender, og det er dens Kilder, som ved
Aarhundredets Begyndelse afgave Ungdomskilden for vor Litteratur.

 II.

Den, som ved Hjælp af Reiser og Bøger opnaaer et Indtryk af det
nuværende Tydskland, kan, naar han seer tilbage til det Tydskland, der
existerede for 80 Aar siden, ikke noksom forundres over Forskjellen.
Hvilken Afstand mellem nu og da! Hvem skulde troe, at dette realistiske
Tydskland engang har været et romantisk Tydskland!

Alle offentlige Ytringer, alle private Samtaler, ja selv Byernes
Physiognomier bære i vore Dage Præget af en afgjort Virkelighedssands.
Gaaer man en Gade ned i Berlin, møder man overalt det stramme,
uniformerede, med Hæderstegn bedækkede Militær. I Boghandlervinduerne
ligger overveiende Litteratur med et praktisk Formaal. Selv Bohave
og Smagsgjenstande ere paavirkede af den nye Aand. Intet kan see
mere plumpt og krigerisk ud end en Berlinsk Galanteriboutik. Paa
de Taffeluhre, hvor fordum en Ridder i Rustning knælende kyssede
sin Dames Fingerspidser, staae nu Uhlaner og Kyradserere i Uniform,
Spidskugler hænge ved Lommeuhrene som Nips, og Geværer i Pyramide
danne Lysestager. Det Metal, som er paa Moden, er Jernet. Det Ord,
som er paa Mode, er ogsaa Jernet. Hint Folk af Tænkere og Digtere er
for Øieblikket sysselsat med alt Andet end at digte og philosophere.
Selv høitdannede Tydskere ere nutildags uvidende i Philosophi — ikke
en af 20 tydske Studenter har i vore Dage læst det Mindste af Hegel
— Interessen for Poesi i metrisk Form er saa godt som slet ingen, de
politiske og sociale Problemer vække hundrede Gange mere Opmærksomhed
end Dannelsesproblemerne og Hjertets Gaader. — Og det er dette Folk, som
engang fortabte sig i romantiske Reflexioner og Drømmerier og saa sin
Repræsentant i Hamlet. Hamlet og Bismarck! Bismarck og Romantik! Sikkert
har den store tydske Statsmand især af den Grund formaaet at rive
hele Tydskland med sig, fordi han bragte Folket i sin Person alle de
Egenskaber, som det saalænge havde savnet og sukket efter. Med ham har
Politiken afløst Æsthetiken. Tydskland er bleven Et, Militærmonarkiet
har opslugt Smaastaterne og med dem alle deres feudale Idyller, Preussen
er bleven Tydsklands Piemont og har paatrykt det nye Rige sin regelrette
og praktiske Aandsretning, paa samme Tid som Naturvidenskaberne have
fortrængt eller reformeret Philosophien, og som den nationale Idee har
fortrængt eller modificeret Humanitetsidealet. Frihedskrigen 1813 var
overveiende et Product af Begeistring, Seirene i 1870 fortrinsvis et
Product af den forsynligste Beregning.

Den Idee, under hvis Stjerne det nye Tydskland staaer, er Ideen om
at indordne sig i et Hele. Den gjennemtrænger Livet og Litteraturen.
Udtrykket »In Reih' und Glied« (Titelen paa en samtidig Roman) kan i
denne Henseende betegnes som det almindelige Løsen. Man vil samle det
Spredte og udsprede den paa altfor faa Hænder opsamlede Cultur, man vil
grunde en stor Stat og et stort Samfund og fordrer Resignation af den
Enkelte til Bedste for Massevirkningen. Massevirkningen! Den finder
man overalt i Tidsalderens betydeligste Phænomener. Det er Troen paa
den, som ligger til Grund for Bismarcks Organisation og for Lasalles
Agitation, for Moltkes Krigskunst som for Wagners Musik. Det er Villien
til at opdrage Folket og samle det om fælles Maal, der ligger bag ved
Prosaskribenternes Forfattervirksomhed. Det at holde sig til Sagen og
Gjenstanden, hvad man i gamle Dage kaldte Objectivitet og Realisme,
have alle de Productioner tilfælles, der sikrest afspeile Tiden.
Massevirkningen betinges i Litteraturen af Forholdet til historiske
Ideer, af Troen paa Fremskridt og Frihed som historiske Magter. Den
Enkeltes Forhold til Menneskeheden, Selvets Opofrelse for Ideen staaer
i denne Litteratur i skarp Contrast til Romantikens Forgudelse af det
aiandrige Individ med alle dets Særheder og til Ligegyldigheden for alt
Historisk og Politisk. Romantiken var og blev jo fortrinsvis Salonpoesi
og dens Ideal det aandrige Compagni og den æsthetiske Thee (se f. Ex.
Samtalerne i Tiecks Phantasus).

Thi hvor ganske anderledes saa det ikke ud i Livet og i Litteraturen
tilforn! Overalt see vi det løsrevne Selv, i dets hjemløse
Vilkaarlighed. Det frie uhistoriske Selv det er Stjernen her. Hele Riget
var delt i en Mangfoldighed af Smaastater under 300 Souverainer og
1500 Halvsouverainer. I disse hersker det 18de Aarhundredes saakaldte
oplyste Despotisme med sine smaaligt forstenede Samfundsforhold.
Adelsmanden er Herre over sine Livegne, Husfaderen Jeronimus overfor
sin Familie; paa alle Kanter streng Justits og ingen Retfærdighed.
Ingen Opgaver i Virkeligheden for den Enkelte; derfor ingen Plads
for Geniet. Theatret bliver det eneste Sted, hvor den, som ikke er
fyrsteligt født, kan gjennemleve alle Menneskelivets Scener. Deraf
Litteraturens Theatermani. Da der intet Samfund er at virke i, faaer al
Virksomhed nødvendigvis Form enten af Kamp mod Virkeligheden eller af
Flugt fra Virkeligheden. Flugten forberedes ved Indflydelsen fra den
gjenopdagede Antik, ved Indtrykkene fra Winckelmanns Skrifter, Kampen
ved Indflydelsen fra Englands sentimentalt-melancholske Digtere (Young,
Sterne) og fra Franskmanden Rousseau, der æres som den Naturens Apostel,
der efter Schillers Udtryk »vil gjøre de Christne til Mennesker«. Hos
Ingen naaer Grækomanien en saadan Høide som hos Hølderlin. Hans hele
Forfattervirksomhed og hans hele Liv er kun en lang Længselsklage
efter det tabte Hellas. Om Tydskerne siger han, at de »staae som Gjæs
med platte Fødder i det moderne Vand og afmægtigt stræbe at flagre
op mod den græske Himmel«. Han kalder dem Barbarer, der ved Flid og
Videnskab og selv ved Religion ere blevne endnu mere barbariske. Han
jubler over Franskmændenes Seire, over »Republikanernes Kjæmpeskridt«,
haaner alle »det politiske og geistlige Würtembergs og Tydsklands og
Europas Lumperier«, spotter Tydskernes »bornerte Huslighed« og klager
over deres Følelsesløshed for fælles Ære og fælles Eiendom. »Jeg kan,
siger han, ei tænke mig noget Folk mere sønderrevet end de Tydske.
Haandværkere seer Du, men ingen Mennesker, Tænkere, men ingen Mennesker,
Præster, men ingen Mennesker, Herrer og Trælle, Unge og Satte, men ingen
Mennesker«. — Man veed, til hvilket Punkt derfor Interesseløsheden for
den politiske Virkelighed gik hos Periodens største Digteraand. Et
Par Anekdoter af Goethes Liv kunne tjene som Beviser paa, hvorledes
hos ham den udeltagende videnskabelige Interesse maatte træde i den
personlige politiske Interesses Sted. Om sin Deltagelse i Felttoget
mod Frankrig under Revolutionen bruger han det Udtryk, at han her
benyttede sin Tid til at studere »forskjellige Phænomener af Farvelæren
og det personlige Mod«. Efter Slaget ved Jena skriver Knebel om ham og
sig: »Goethe har hele Tiden været beskjæftiget med Optik. Vi studere
her under hans Veiledning Osteologi (Knokkellære), hvortil Tiden er
passende, da alle Marker ere bedækkede med Præparater«. Hans faldne
Landsmænds Lig begeistrede ham ikke til Oder, han skeletterede dem og
præparerede Knoklerne. Og da strax efter Julirevolutionen den 81aarige
Goethe modtog en Bekjendt med Udraabet: »Nu, hvad tænker De om den store
Begivenhed, Vulcanen er kommet til Udbrud«, og den Paagjældende svarte
med en Hjerteudgydelse om den kongelige Families Fordrivelse, afviste
Goethe Misforstaaelsen; han havde talt om den lige i Akademiet udbrudte
videnskabelige Kamp mellem Cuvier og Geoffroy de Saint-Hilaire.

Herved forstaaes ogsaa den store Fjernhed, hvori Goethe som Digter
holder sig fra Tidsbegivenhederne. At han ikke skrev patriotiske
Krigsdigte under Kampen med Napoleon, har imidlertid ogsaa sin smukke
Side, som man ikke maa overseeGottschall: Nationallitteratur I. 58.:
»At skrive Krigssange og selv sidde i min Stue, ligner det mig? Ude ved
Bivouakken, hvor man om Natten hører de fjendtlige Forposters Heste
vrinske, der havde jeg kunnet have Lyst dertil. Men det var ei mit
Liv og min Sag, men Theodor Kørners. Ham klæde hans Krigssange ogsaa
fortrinligt. Hos mig, der ikke har nogen krigerisk Natur eller krigerisk
Sands, vilde Krigssangene have været en Maske, der vilde klædt mit
Ansigt meget stygt. Jeg har i min Poesi aldrig været affekteret«. Den
stærke Trang til kun at behandle hvad han selv havde oplevet, førte
Goethe ligesom hans Discipel Heiberg til her at holde sig tilbage,
ligesom han jo overhovedet efter sit eget Sigende ansaa alt Historisk
for »det utaknemmeligste og farligste Fag«.

Den rene Humanitet er hans som den hele Periodes Ideal; Privatlivet
sluger Alt. Alle det 18de Aarhundredes og Oplysningstidens uhyre Kampe
blive overensstemmende med Tydskernes idealistiske Naturel indesluttede
i Individets Dannelsesproces. Men den rene Humanitet er ikke blot
Bortvendelse fra det Historiske, men overhovedet Interesseløshed for
Stoffet som Stof. I et af sine Breve til Goethe bemærker Schiller,
at to Ting udfordres af Digter og Kunstner, først at han skal hæve
sig op over det Virkelige, og dernæst at han skal blive staaende
indenfor det Sandselige. Og dette udvikler nu Schiller nøiere saaledes,
at den Kunstner, der staaer midt i ugunstige, formløse Forhold og
derfor forlader det Virkelige, let tillige forlader Sandseverdenen og
bliver abstract, ja, hvis hans Forstand er svag, endog phantastisk;
eller hvis han omvendt holder sig til Sandseverdenen, let bliver
staaende ved det, som blot er virkeligt, og hvis hans Phantasi
er ringe, bliver slavisk og vulgær. I disse Ord er ligesom det
Vandskjel angivet, der deler Samtidens tydske Litteratur. Paa den
ene Side falder den Goethe-Schillerske upopulære Kunstpoesi og dens
Fortsættelse i Romantikernes Phantasterier, paa den anden Side den
blotte Underholdningslitteratur, der staaer paa Virkelighedens
men en spidsborgerlig Virkeligheds Grund, og hvis bekjendteste
Repræsentanter ere Lafontaines borgerligt-sentimentale Romaner og
Schrøders, Ifflands, Kotzebues populærprosaiske Familiedramaer. At
denne Spaltning indtraadte, var en Ulykke for den tydske Litteratur.
Men kom end den gode Litteraturs Løsrivelse fra Virkeligheden først
frem i en afskrækkende Form hos Romantikerne, bør man dog ikke glemme,
at Spaltningen ligger meget længere tilbage, og at Kotzebue var ligesaa
fuldt allerede Schillers og Goethes Modpol som senere Romantikernes. En
Anekdote fra den Tid vil give Dem et levende Indtryk heraf:Goethe: Tag-
und Jahreshefte 1802. G. Waitz: Caroline II. 207. Gotschall I. 33.

En Dag i det tidlige Foraar 1802 var den lille By Weimar i største Oprør
over en i alle Byens Huse og Kjældre behandlet og fortolket Begivenhed.
Man havde længe vidst, at en særdeles Festlighed var i Gjære. Det hed
sig, at en meget berømt og anseet Mand, Præsident v. Kotzebue under
Haanden havde henvendt sig til Borgemesteren for at faae den af Communen
nys decorerede Raadhussal overladt. Byens fornemste Damer havde i en
Maaned ikke bestilt Andet end lade sye Costumer og prøve dem. Man
vidste, at Frøken v. Imhof havde givet 50 Guldgylden ud for sin Dragt.
Man havde til sin Forbauselse seet en Billedskjærer og en Forgylder
bære en mærkværdig Hjelm og en Fane midt over Gaden ved høilys Dag.
Hvad skulde disse Sager bruges til? Vilde man spille Comoedie paa
Raadhuset? Man vidste, at en uhyre Klokkeform af Pap, der skulde see
ud, som den var muret, var bestilt i Byen. Hvortil skulde den benyttes?
Snart var det ingen Hemmelighed mere. Kotzebue, den europæisk berømte
Forfatter til »Menneskehad og Anger« var, spækket med russiske Rubler
og et Adelsdiplom, vendt hjem til sin Fødestad Weimar for at være den
tredie i Goethes og Schillers Forbund. Det var lykkedes ham at faae
Indpas ved Hoffet. Nu gjaldt det for ham at faae Adgang til Goethes
Kreds, et Hof som det andet, og hvortil Adgangen var nok saa vanskelig.
Et sluttet Selskab, det, for hvilket Goethe har digtet sine udødelige
Selskabssange, kom een Gang ugentlig sammen hos Digteren. Kotzebue lod
sig foreslaae af Selskabets Damer, men Goethe føiede en Bestemmelse til
Selskabets Statuter, der udelukkede den Paatrængende. Saa besluttede
Kotzebue da for at hævne sig at feire Schiller paa en Maade, der, som
han haabede, tilgavns skulde ærgre Goethe. Denne havde netop strøget
nogle Personligheder mod Brødrene Schlegel i Kotzebues paa Weimars
Theater opførte Stykke »Die Kleinstädter«. Kotzebue vilde da for at
rivalisere med Theatret, give en stor Forestilling til Ære for Schiller
paa Raadhuset. Scener af alle hans Stykker skulde opføres, og tilsidst
skulde Digtet »Klokken« præsenteres og fremsiges. Naar Kotzebue da
som Mester med Skjødskind ved Digtets Ende slog Papformen itu med sin
Hammer, skulde ikke en Klokke, men Schillers Buste findes under Formen.
Man havde imidlertid gjort Regning uden Vært, det vil sige uden Goethe.
I Weimar fandtes kun een Buste af Schiller. Den stod paa Bibliotheket.
Da man den sidste Dag sendte hen for at udbede sig den tillaans, fik man
til sin Forbauselse Svaret, at da man endnu aldrig i Verdenshistorien
havde faaet en Gipsbuste tilbage fra en Fest i samme Stand, hvori
den udlaantes, maatte dette Forlangende desværre afslaaes. Og hvad
ligner den forbundne Armees Forundring og Raseri, da Tømmermændene,
som med Brædder, Pæle og Lægter kom anstigende til Raadhuset, fandt
Salen lukket og fik den Besked fra Borgemester og Raad, at da Salen
var ganske nyt indrettet og decoreret, kunde man ikke overlade den til
et saa tumultuarisk Foretagende. Dette er kun en Smaastadsanekdote og
Storm i et Vandglas. Men hvad der er mærkværdigt og udgjør Kjærnen i
denne Begivenhed, det er det Factum, at hele hin Kreds af de fineste
adelige Damer, Frøken Egloffstein, den skjønne Hofdame og Digterinde
Amalie v. Imhof, senere beundret af Gentz, der ved denne Leilighed
havde sin 50 Guldgylden at beklage og alle de øvrige adelige Damer, der
hidtil havde opretholdt Goethes Ry, nu i deres Harme faldt fra og fra
Goethes Leir gik over til Kotzebues. Ja Grevinde Einsiedel, hvem Goethe
bestandig havde udmærket, blev fra nu af hans Fjende. Saa lidet dybt
var den klassiske Dannelse trængt ind i disse de høieste, ved Aand og
Samfundsstilling fremragende Kredse, saa mægtig var endnu Den, der i
sine litterære Frembringelser forholdt sig direkte til det virkelige Liv
og greb sine Stoffer ud af Omgivelserne.

Var der da ikke en Tid, da Goethe og Schiller selv havde været
Naturalister? Ganske vist, de vare begge begyndte med en raa, uroligt
gjærende Virkelighedstrang. Begge havde de givet Naturen og Følelsen
frit Spillerum i deres første Productioner, Goethe i »Götz« og
»Werther«, Schiller i »die Räuber«. Men da »Götz« gav Anledning til
Ridder- og Røverromanerne, »Werther« til factiske og litterære Selvmord,
»Røverne« til Productioner som »Abällino, der grosse Bandit«, og da
det store Publicum kun gjorde ringe Forskjel paa Originalerne og
Efterligningerne, trak de store Digtere sig tilbage fra Concurrencen.
Deres Interesse for Stoffet tabte sig i Interessen for Formen. Studiet
af Antiken førte dem begge til at lægge udelukkende Vægt paa den
kunstneriske Idealitet. Et Publicum, der forstod dem, endsige et Folk,
der kunde forelægge dem Stoffer, stille Fordringer til dem, saa at sige
gjøre Bestillinger hos dem, forefandt de ikke. Dertil var det tydske
Folk endnu altfor langt tilbage. Da Goethe fra Weimar af forsøger at
gjøre Noget for Schiller, møder han overalt den Opfattelse, at denne
med sin bevægede og letfærdige Ungdom i Mannheim, med sin Fortid som
politisk Flygtning og navnlig med sin fuldstændige Armod er en Forfatter
med ikke heldige Antecedentser. Under Xeniekampen 1797 behandles de
tvende Digtere gjennemgaaende som »to Litterater af tvivlsom Begavelse«.
En af Hovedbrochurerne imod dem er rettet mod »die zwei Sudelköche
(Fuskere) in Weimar und Jena«. Det er Napoleons Anerkjendelse af
Goethe, det at han ønskede at see og tale med Manden, Ordet: »Voilà un
homme!«, som især styrkede dennes Anseelse i Tydskland. En preussisk
Stabsofficeer, som paa samme Tid ligger i Indkvartering hos Goethe,
har aldrig hørt hans Navn. Da den samlede Udgave af Goethes Skrifter
skal foretages, klager Forlæggeren i sine Breve bittert over den
ringe Afsætning. Digterens illegitime Svoger Vulpius, Forfatter til
»Rinaldo Rinaldini« glæder sig ved en meget bedre. Ja med et europæisk
Yndlingsstykke som Kotzebues »Menschenhass und Reue« formaaer Tasso og
Iphigenia saa lidet at kappes, at Goethe selv fortæller, de i Weimar
kun spilles engang hvert 3die, 4de Aar. Tydeligt nok har Publicums
Uforstand drevet de store Digtere bort fra den profane Vei til Hæder,
men da ogsaa omvendt den antikiserende Retning, de slog ind paa, været
stigende Aarsag til deres Upopularitet. I Goethes Liv findes egentlig
kun to store succés: »Werther« og »Hermann og Dorothea«, hvilken sidste
idylliske Digtning dæmpede Forbitrelsen over »Die Wahlverwandtschaften«,
der gjennemgaaende opfattedes som et Forsvar for Immoraliteten og et
Angreb paa Ægteskabet.

Hvorledes bære da nu de to store Digtere sig ad, idet de vende
Omgivelserne Ryggen? Goethe gjør sine egne Dannelseskampe til Gjenstand
for digterisk Formning og Behandling. Men da han, saalænge han fordyber
sig i den moderne Individualitet, aldrig kan naae de gamle Grækeres
Simpelhed og Skjønhed, udrenser han det Individuelle, bliver Symboliker
og Allegoriker, skriver »die natürliche Tochter«, i hvilken Personerne
kun ere betegnede efter deres Artsbeskaffenhed som Konge, Geistlig o.
s. v. forfatter de antikiserende Studier Achilleis, Pandora, Palæophron
og Neoterpe, Epimenides og anden Del af Faust. Han begynder at behandle
den græske Mythologi omtrent som den benyttedes i den klassiske
franske Litteratur, nemlig som et almenforstaaeligt Billedsprog.
Han behandler ikke mere som i første Del af sin Faust Individet som
Type, men opstiller Typer, der skulle gjælde for Individer. Hans egen
Iphigenia er ham nu for moderne. Den Retning mod Allegorien, som fjerner
Thorvaldsens Kunst fra Livet, griber stedse mere om sig hos ham. Paa
samme Maade hævder han i sine kunsthistoriske Skrifter bestandig, at
det ikke er Natursandheden, men Kunstsandheden, hvorom det gjælder,
og foretrækker som Kunstdommer idealistisk Maniererthed som den, der
findes i hans egne Tegninger (i hans Hus i Frankfurt) for keitet men
frisk Naturlighed. Som Theaterdirecteur gaaer han frem efter de samme
Principer: det Høitidelige og Værdige er ham Alt. Han allierer sig med
den conventionelle Stil hos Calderon og Alfieri, Racine og Voltaire.
Hans Skuespillere skulle som de antike præsentere sig som levende
Statuer; at vende Siden eller Ryggen til, at tale mod Baggrunden er dem
forbudt. Han lader paa Trods mod den moderne levende Mimik Skuespil
opføre med Masker. Han iværksætter trods den almindelige Opinion
Opførelsen af Wilhelm Schlegels »Ion«, en unaturlig Bearbeidelse af
Euripides' Drama, som skulde udgives for en Quasi-Original, og som
»Iphigenias« Exempel havde fremkaldt. Ja han gjennemfører, at Fr.
Schlegels »Alarcos« dette elendige Makværk, der synes skrevet af en
talentløs Skoledreng, gaaer over Scenen i Weimar, blot for at han kan
øve Skuespillerne i Vers-Recitation.Ueber den Alarcos bin ich völlig
Ihrer Meinung; allein mich dünkt, wir müssen Alles wagen, weil am
Gelingen oder Nichtgelingen nach aussen gar Nichts liegt. Was wir dabei
gewonnen, scheint mir hauptsächlich das zu sein, dass wir diese äusserst
obligate Sylbenmaasse sprechen lassen und sprechen hören. Goethe. I den
Grad ofrer han efterhaanden Alt for den ydre Kunstform.

Men er det nu saaledes end let at see, hvorledes Goethe har forberedt
Romantikens Ensidighed ved sin, synes det vanskeligere at efterspore det
Samme hos Schiller. Hans Dramer see jo ud som Prophetier om virkelige
Begivenheder. I »Røverne« gjærer allerede den franske Revolution
(Stykket skaffede som bekjendt senere »M. Gille« Titel som Æresborger
af den franske Republik), og som Gotschall har sagt »i Fiesko afspeiles
den 18de Brumaire, i Posa Girondinernes Veltalenhed, i Wallenstein den
cæsariske Soldateraand og i Jomfruen og Tell Frihedskrigenes Opsving«.
Men i Virkeligheden er det kun Schillers første Dramer, i hvilke han
uden Bitanke og Bihensigt lader sig inspirere af sit Stof. Ved alle de
senere føler enhver Kjender, i hvilken Grad Sujetterne ere grebne og
valgte ud fra rent formelle Synspunkter. En af vore første nulevende
Digtere gjorde mig engang i en Samtale opmærksom derpaa for »Jomfruen
af Orleans'« Vedkommende, hævdede, at den ikke er »oplevet«, ikke
forfattet ud fra stærke, selvoplevede Indtryk, men construeret. Og
Hettner har eftervist dette Forhold for dem alle. Fra Aaret 1798 af
fører Schillers Beundring for den antike Tragoedie ham til overalt
at søge Surrogater for den antike Skjæbnetro. Nemesisforestillingen
behersker »Polykrates's Ring«, »Dykkeren«, »Wallenstein«. Maria Stuart
er skrevet efter Forbilledet af Sophokles's Oedipus rex og Stoffet
valgt med det Hensyn for Øie at finde et Sujet, i hvilket den tragiske
Skjæbne som en Dom er fastslaaet forud, saa at Stykket kun analytisk
udvikler det, der fra først af er givet. »Jomfruen af Orleans«, der
synes saa romantisk, er valgt som Stof, fordi Schiller vilde have et
Æmne, i hvilket paa antik Maneer et umiddelbart Bud fra Guden greb ind
i den menneskelige Sjæl, saa man fik en umiddelbart sandselig Indgriben
af Guddommen, og det Menneske, der blev Guddommens Organ, paa ægte
Græsk samtidigt kunde bukke under for sin menneskelige Svaghed. Længe
havde Schiller, saa lidet musikalsk han var, i Overeensstemmelse med
denne sin abstracte Retning prist Operaen paa Skuespillets Bekostning,
og de Gamles Chor som langt mere imposante end den moderne tragiske
Dialog. I »Bruden fra Messina« giver han saa en Skjæbnetragoedie, der
i Et og Alt er en sophokleisk Studie. Ja ikke engang i »Wilhelm Tell«
er Synspunktet moderne, tvertimod paa ethvert Punkt rent hellenisk.
Stoffet er ikke dramatisk, men episk opfattet. Den Enkelte staaer ikke
med nogen udpræget Eiendommelighed. Det er kun et Tilfælde, der hæver
Tell ud af Massen og stiller ham i Spidsen for Bevægelsen. Han er, som
Goethe siger, »en Art Demos«. Det er derfor heller ikke store historiske
Modsætninger, som i Stykket bryde sig, der findes ingen Frihedspathos
i Rütli-Mændene, og det er ikke Frihedens eller Statens Idee, som
fremkalder Oprøret. Det er Privat-Ideer og Privat-Interesser, Indgreb
i Eiendom og Familie, som i de øvrige Dramer personlig Ærgjerrighed og
dynastiske Formaal, der afgive Handlingens eller rettere Begivenhedens
Drivhjul. Det gjælder for Bønderne udtrykkeligt ikke om Erobring af
nye Friheder, men, som det siges, om Opretholdelsen af gamle nedarvede
Sæder. Jeg kan med Hensyn til dette Punkt henvise til En, der overalt,
hvor han seer hen, seer med Geniets Blik, til Lassalle, der i sin
interessante Fortale til sit Drama »Franz v. Sickingen« udvikler denne
Anskuelse.

Saaledes see vi da, at selv naar Schiller, den politiske og historiske
blandt Tydsklands Digtere, mest synes at indlade sig med Historie
og Politik, gaaer han ligefuldt forholdsvis abstract og idealistisk
tilværks, og saaledes kan det vel betragtes som bevist, at hvad man
kalder Subjectivisme og Idealisme, Sky for Historien og den ydre
Virkelighed er hele Litteraturens Charaktermærke paa denne Tid.

Sit philosophisk-videnskabelige Udtryk fik denne Aandsretning i Fichtes
Videnskabslære. Det absolute Jeg fordrer, da det indeholder al Realitet,
at det Ikke-Jeg, som det sætter, skal staae i Overensstemmelse med det
selv og er kun den uendelige Stræben efter at overvinde sine Skranker.
Dette Resultat af Videnskabslæren er det, som slaaer ned i den unge
Slægt. Ved det absolute Jeg forstod man, som Fichte selv i Grunden, men
paa meget forskjellig Vis, ikke Guddommens Idee men det menneskelige,
det tænkende Væsen, og den nye Frihedstrang, Jeg'ets Eneraadighed og
Selvglæde, der med en enevældig Monarchs Vilkaarlighed lader den hele
ydre Verden forsvinde i et Intet overfor Selvet, denne Frihedsrus kommer
til Udbrud i en løierligt vilkaarlig, ironisk og phantastisk Skare af
unge Genier. Sturm- und Drangperioden, i hvilken den Frihed, man frydede
sig over, var det 18de Aarhundredes Oplysning, gjentager sig i finere og
mere abstracte Former, og den Frihed, man glæder sig ved, er det 19de
Aarhundredes Vilkaarlighed.

Fælles for alle Romantikernes saa vidt fra hinanden faldende
Bestræbelser og Productioner, for Wackenroders Klosterbroder med hans
sværmerisk-aandige Begeistring for Kunsten og den ideale Skjønhed og
for den sandselige Lucinde med sin Apotheose af Kjødet, for Tiecks
tungsindige Romaner og Eventyr, i hvilke et uberegneligt Fatum leger
med Mennesket, og for de Dramer af Tieck og de Fortællinger af
Hoffmann, der opløse alle faste Former i Lunets Capricer og Arabesker
— fælles for det Alt er den vilkaarlige Selvhævdelse eller Hævdelsen
af en Grundvilkaarlighed, der har sit Udgangspunkt i Kampen imod en
indsnevrende Prosa, i Nødraabet efter Poesi og Frihed.

Den første betydeligere Production, der møder os, er Tiecks William
Lovell. Denne Romans første Del, forfattet i Tiecks 21de Aar, udkom
1795. Nu og da anslaaes allerede her med Hensyn til Kunstsmagen de
Strenge, som den romantiske Skole senere spillede paa.

William Lovell kommer til Paris (som Tieck da aldrig havde seet) og er
naturligvis opfyldt af stor Modbydelighed for Alt, hvad han oplever:
(I. 49—52). »Byen er en grim, uregelmæssig Stenhob. I hele Paris har
man Følelsen af at være i et Fængsel. — Man taler og snakker hele Dage
uden en eneste Gang at sige, hvad man tænker. — Jeg er af Kjedsomhed
gaaet nogle Gange i Theatret. Tragoedierne bestaae af Epigrammer uden
Handling og Følelse, og Tirader, der tage sig ud, som naar paa gamle
Malerier Ordene hænge ud af Munden paa Personerne. Jo mere Skuespilleren
fjerner sig fra Naturen, for des større bliver han anseet. — I den store
verdensberømte Pariser-Opera faldt jeg i Søvn.« Det er de Indtryk,
som Lovell. der i Bogen er Englænder, har modtaget af Paris omkring
Revolutionstiden — den hele traditionelle tydske Foragt for fransk
Væsen og fransk Kunst, dobbelt komisk her, fordi den er lært udenad
efter Bøger. I Modsætning hertil udbryder Lovell i Theâtre français: »0
Sophokles, o guddommelige Shakspeare!«, og meget betegnende siger han:
»Jeg hader Menneskene, som med deres eftergjorte lille Sol [skal være
Fornuften] lyse op i enhver hyggelig Dæmring og forjage de elskværdige
Skyggebilleder, der boede saa trygt under det hvælvede Løvtag. I vor
Tidsalder er det blevet en Slags Dag, men den romantiske Nat- og
Morgenbelysning var skjønnere end dette graa Lys fra en skyet Himmel«.

Undtager man disse enkelte Stænk, synes Bogen ellers ved første Øiekast
ikke at have nogen af de Egenskaber, som man pleier at betegne som
de romantiske Frembringelsers: men i Virkeligheden viser intet Værk
bedre og sikrere end dette, hvori de romantiske Tendentser grunde.
William Lovell har laant sin Grundtanke og Brevformen fra en i høi
Grad usædelig fransk Roman af den materialistiske Skribent Rétif de
la Brétonne: Le paysan perverti. Det er ikke uden Betydning, at vi
strax her kunne føre en romantisk Production tilbage til den franske
Materialisme; det er i Virkeligheden fra den, at den mørke romantiske
Skjæbnetro stammer. Lovell er en Bog, hvis Læsning i vore Dage er
i høi Grad besværlig. Formen er trættende bred, alle Charaktererne
staae som i Taager. Bipersoner som den ædle gamle Tjener ere trivielle
Richardsonske Reminiscentser, og der findes hverken et drastisk Træk
eller en plastisk Situation. Bogens Fortrin, som er ligesaa tydsk som
dens Mangler, bestaaer i en udholdende og haardnakket psychologisk
Reflexion. Dens Helt er en Yngling, der lidt efter lidt langsomt og
sikkert føres til at opløse alle faste og substantielle Livsmagter, alle
overleverede og godkjendte Regler for Livet, paa en saadan Maade, at
han ender i en ren Forbryderexistents med den mest forhærdede Egoisme
til Grundvold. Man har Uret, synes jeg, i at undre sig over, at Tieck i
saa ung en Alder kunde skildre Sligt. Er det ikke netop i de tidligste
Ungdomsaar, at Ynglingen, hvis Blik endnu slet ikke formaaer at vende
sig udad, bestandig sysselsat med alt det Forunderlige, der viser sig
for hans Blik, naar han seer ind i sit eget Hjerte, uafladeligt maa
optrævle sig selv, undersøge sine egne Tilstande, see sig selv i det
Speil, som hans egen Bevidsthed rækker ham? Der gives for mange Gemytter
ingen mere selvkritisk Alder end Perioden omkring det 20de Aar. Man har
endnu saa god Tid i Livet, saa god Tid til at gjøre sig Rede for sig
selv; man tilbringer sine Dage med at lære det Instrument at kjende,
hvorpaa man hele Livet igjennem skal spille; man stemmer det, man agter
paa, hvorledes det er stemt. Den Tid er endnu fjern, hvor man rask væk
bemægtiger sig sig selv og benytter sig som Instrument, hvad enten det
nu er som Violin eller som Brækjern, eller som hvad det nu kan falde. Og
byder Omverdenen nu ved Omstændighedernes Beskaffenhed hverken Opgaver
eller Næring, og vedbliver Individet at leve af sit eget Blod, da maa
uundgaaeligt Reflexionssygen føre til, at Individualiteten opplukkes
eller udhules.

Det for Digteren, for Retningen, for Tidspunktet Eiendommelige er her
det Følelsens Phantasteri, hvori den selvkritiske Reflexion slaaer
over. Individet vover for Alvor at gjøre det tilfældigt bestemte,
umiddelbare Jeg, som har opløst Alt, hvad Vedtægt respecterer, til alle
Tings Norm og alle Reglers Ophav. Forvridningen af Fichtes Totaltanke
og den psychologiske Sammenhæng med den kan her ikke miskjendes. Man
læse følgende Vers af Lovell og den efterfølgende Reflexion: (Lovell
I. 178.) »Saaledes behersker min ydre Sands den physiske, min indre
Sands den moralske Verden. Alt underkaster sig min Vilkaarlighed;
ethvert Phænomen, enhver Handling kan jeg kalde hvad det behager mig;
den levende og livløse Verden hænger i Kjæder, som min Aand styrer; mit
hele Liv er kun en Drøm, hvis mangfoldige Skikkelser forene sig efter
min Villie. Jeg selv er den eneste Lov i den hele Natur og denne Lov
lyder Alt«. Man seer, at naar Friedrich Schlegel senere i sin Polemik
mod Fichte udraaber: »Fichte er ikke nok absolut Idealist, fordi han
ikke er nok Kritiker og Universalist; jeg og Hardenberg (Novalis) ere
det dog mere«, saa har allerede 10 Aar i Forveien, og længe før der
var Tale om Romantik og romantisk Skole, Tieck øinet den Vei, som den
nye Skole vilde slaae ind paa: Individualitetens Opgaaen i personlig
Vilkaarlighed og denne Vilkaarligheds Ophøielse til Livets og Kunstens
Kilde under Navnet Phantasi. Lovell fører denne Bane ud over alle
afstukne Grændser. Medens »Johannes Forføreren«, der i vor Litteratur
fuldender og afslutter denne Type, bestandig holder sig indenfor et vist
Schema, i Afstand fra det Ethiske, hvilket han betragter som en kjedelig
og fortrædelig Magt, og som han derfor heller aldrig angriber i Fronten,
lader Lovell som den alsidigere, dristigere anlagte, om end slettere
udførte Charakter, sig hverken skræmme tilbage af Forræderi, Drab eller
Giftmord. Han er den i den hele Periode varierede Don-Juan-Faust-Type
med en Tilsætning af Schillers Frants Moor. Selvbeskuelsens Blaserthed
har her ført til grændseløs Menneskeforagt og hensynsløs Bortfeien af
alle Illusioner, og der øines ingen anden Trøst end den, at Hykleriet
afsløres, og den hæslige Sandhed sees. I hvor dyb en Sammenhæng med
Meget af hvad Romantikerne siden frembragte staaer ikke en Udtalelse
som denne (I, 212): »Visselig er Vellyst vort Væsens store Hemmelighed;
selv den reneste og inderligste Elskov vil dukke sig i denne Brønd. —
Kun Letsind, kun Indsigt i Illusionen kan frelse os, og derfor er Amalie
Intet for mig mere, siden jeg indseer, at Poesie, Kunst og selv Andagt
kun er forklædt og tilhyllet Vellyst — — Intet uden Sandselighed er det
første bevægende Hjul i vort Maskineri — — Sandselighed og Vellyst er
Musikens, Maleriets og alle Kunsters Aand; alle Menneskets Ønsker flyve
om denne Pol som Myggene om det brændende Lys; — — derfor ere Boccacio
og Ariost de største Digtere, og Titian og den kaade Correggio staae
høit over Dominichino og den fromme Raphael. Jeg antager endog Andagten
for at være en afledet Kanal for den raa Sandsedrift, der bryder sig
i tusind mangfoldige Farver.« Man kunde troe, at denne Lovell, i hvis
Reflexioner Sandseligheden spiller saa stor en Rolle, var skildret som
en Natur, hvis Instincter ledede den paa Afveie. Lige omvendt! Han er
kold som Is, kold som Kierkegaards Skygge af en Forfører, der endog
i dette Træk er anticiperet her. Han begaaer ei sine Udskeielser med
Kjød og Blod, men med en phantastisk exalteret Hjerne. Han er et purt
Cerebralmenneske, en Nordtydsker af det reneste Vand. Og i et bestemt
Punkt er han tilmed allerede ved Anticipation romantisk i en uventet
Grad. Da han helt er udbrændt, da hver Gnist af Overbevisning er udslukt
hos ham, og alle hans Følelser ligge »døde og slagtede« omkring ham,
tyer han til Troen paa det Vidunderlige og sætter sin Lid til mystiske
Meddelelser, som en gammel Bedrager har foregjøglet ham Udsigten til.
Dette Træk, som charakteristisk nok ei findes i det franske Forbillede,
udfordredes for at supplere Figuren.

Saa udhulet er her Individualiteten, saa lidet veier den i sin egen
Haand, at den forekommer sig lige sand og usand i ethvert Moment; den
er bleven sig fremmed og har ligesaa liden Tillid til sig selv som
til nogen objectiv Magt. Den staaer udenfor, hvad den selv oplever.
Det forekommer den, at den spiller en Rolle, naar den handler. Lovell
fortæller, hvorledes han har forført en ung Pige, Emilie Burton: »Jeg
kastede mig pludselig ned for hendes Fødder og tilstod hende, at alene
en heftig Kjærlighed havde bevæget mig til mit Ophold i Slottet; jeg
sagde, at dette skulde være mit sidste Forsøg paa, om der gaves noget
menneskeligt Hjerte, der endnu vilde tage sig af mig, for igjen at
forsone mig med Livet og Skjæbnen. Hun var skjøn, og som i et Skuespil
spillede jeg min Rolle videre med en forunderlig Begeistring; Alt, hvad
jeg sagde, lykkedes mig, jeg talte med Ild og dog uden Affektation«
(Lovell II, 110); og senere hedder det: »At hun selv paa nogen Tid
har forspildt sin huslige Lykke, er hendes egen Skyld; at hun efter
den gjængse Synsmaade nu maa skamme sig for mange Mennesker, kan ikke
bebreides mig. Jeg gav en Rolle overfor hende, hun kom mig imøde med
en anden, og vi spillede saaledes med megen Alvor et Stykke af en
daarlig Digter, og nu gjør det os atter ondt, at vi saaledes have
spildt Tiden.« Altsaa et Spil, en Rolle var det Hele. Man har her
allerede udfoldet i en litterær Figur, hvad senere blev til et Livs
Virkelighed i Charakterer som Fr. Schlegels og Gentz's, og man har
her psychologisk charakteriseret, hvad kunstnerisk bestemt blev til
Romantikernes meget omtalte Ironi. Her i Charakteren den nøgne Egoisme,
der tager Livet som en Rolle, i Kunsten Misforstaaelse og Overdrivelse
af Schillers Grundtanke, at den æsthetiske Virksomhed er »en Leg«, et
Spil ↄ: en Virken uden ydre Formaal, saa at den sande Kunstform bliver
den, der hvert Øjeblik itubryder Formen, umuliggjør Illusionen og ender
i Selvparodien, saaledes som det skeer i Tiecks Lystspil. Der er her den
allernøieste Sammenhæng mellem Maaden, paa hvilken Helten handler og
Maaden, paa hvilken Comoedien skrives. Ironien er en og den samme. Alt
kan føres tilbage til den samme Selviskhed og Uvirkelighed.

For ret at forstaae den Sjælstilstand, som er skildret i »Lovell«, er
det ikke nok, at vi see dens fremtidige Conseqventser, vi maa her som
tidligere ved René see, hvori dette psychologiske Moment er begrundet,
og hvoraf det er betinget. Betinget er det ved den hele Selvraadighed,
i hvilken Tiden gjærer. Derfor mødes de forskjelligste Digteraander i
Typens Udformning. Som en Blaserthedens Titan hører Lovell hjemme i en
Slægt af Titaner.

Jean Paul, der er 10 Aar ældre end Tieck, 4 Aar yngre end Schiller,
begyndte, 2 Aar før »Lovell« blev anlagt, en Skildring af Racen i sin
»Faustiade« Romanen »Titan«. Jean Paul er i mange Maader Romantikens
Forløber; indenfor den romantiske Skole bliver han reproduceret af
Hoffmann, ligesom Goethe af Tieck. Han er Romantiker først og sidst ved
den grændseløse Vilkaarlighed, hvormed han som Kunstner gaaer tilværks.
Han har, som Auerbach har sagt det om ham, »Studiehoveder, Stemninger,
Charaktertræk, psychologiske Forviklinger, Billeder i Almindelighed
liggende færdige, som han vilkaarligt overfører paa givne Charakterer og
Situationer«, han skyder alle mulige nok saa uvedkommende Indfald ind i
sine Fortællingers elastiske Ramme. Dernæst er han Romantiker ved sin
grændseløse Selvraadighed; thi man hører ham og atter ham gjennem alle
hans Personer, hvad de saa hedde, fremdeles ved sin Alt beherskende og
ingen fast Kunstform respecterende Humor, endelig ved sin hele Stilling
som den antike Dannelses Antipode. Men hvad han saa end i Kunsten
var, saa var han i Livet ikke Virkelighedens, men Frihedens Mand,
dens lidenskabelige Forkjæmper, Fichtes Ligemand i begeistret Pathos;
han bekjæmper hverken Oplysningen eller Fornuften eller Reformationen
eller Revolutionen, han er overbevist om den historiske Værdi og den
fulde Gyldighed af de Ideer, som det er det 18de Aarhundredes Hæder
at have bragt frem og forfægtet. Derfor vender han sig advarende mod
Romantikernes tomme og demoraliserende Phantasteri.

I Titan forekommer den kraftigst udprægede af Jean Pauls Idealfigurer,
Roquairol, Idealfigurer siger jeg, fordi han som fortrinlig realistisk
Idyldigter frembragte en hel anden Art Charakterer. Roquairol er
en Prototyp for den Form, hvori Tiden støber sin Lidenskab og sin
Fortvivlelse.

Han er den rasende og dybt reflecterede Attraa, der bliver til
Phantasteri, fordi den er en Kraft, som Forholdene ikke tage i Brug,
og som ikke har de Evner i sig, hvormed man tilegner sig eller
gjennembryder og behersker Virkeligheden. Attraaen bliver saaledes en
Sygdom, der slaaer ind og som fører til Selvbeskuelse og Selvmord. Vil
De høre Roquairol skildre sig selv i et Brev (Titan, 3die B. 88 Zykel):

»See kun paa mig, jeg tager min Maske af, convulsiviske Bevægelser gaae
over mit Ansigt som paa Folk, der have taget Gift. Jeg har drukket mig
fuld i Gift, jeg har slugt Giftkuglen, Jordkuglen. — Jeg er som et
udhulet Træ, forkullet af en phantastisk Ild. Naar Jegets Indvoldsorme,
Vrede, Henrykkelse, Elskov og andre lignende igjen give sig til at
krybe om og fortære hinanden, da seer jeg fra mit Jeg ned paa dem, og
jeg skjærer dem i Stykker som Polyper og stikker dem ind i hinanden.
Da skuer jeg atter paa denne min Skuen, og da dette gaaer for sig
i det Uendelige, hvad har man saa af det Alt? Naar Andre have en
Troes-Idealisme, saa har jeg en Hjertets Idealisme, og Enhver, der
ofte har gjennemgaaet alle Følelser, paa Theatret, paa Papiret eller
paa Jorden, har den som jeg. Hvad nytter det til? — Ofte seer jeg paa
Bjergene og Floderne og Landet rundt om mig, og det er mig, som kunde de
i et Øieblik flagre fra hverandre og jeg med. — Der gives en kold, kjæk
Aand i Mennesket, hvem Intet angaaer, ikke engang Dyden, thi han vælger
den først, og han er dens Skaber ei dens Skabning. Jeg oplevede engang
paa Havet en Storm, hvor alt Vandet rasende og takket og skummende
splittedes og kastedes i Bølger, medens den stille Sol saa til foroven
— bliv saadan! Hjertet er Stormen, Himlen, det er Jeget! — Troer Du,
at Roman- og Tragoedieforfatterne, Genierne iblandt dem, der tusinde
Gange tilbunds have efterabet Alt, det Guddommelige og det Jordiske, ere
anderledes end jeg? hvad der i Virkeligheden holder dem og de Øvrige
oppe, det er Hungeren efter Penge og Ros. — Aberne ere Genierne blandt
Dyrene; og Genierne ere Aber i æsthetisk Eftergjøren, i Hjerteløshed,
Ondskab, Skadefryd, Vellyst og — Lystighed.«

Han fortæller, hvorledes han uden selv at føle Andet end en af
Kjedsomhed udspringende Drift har besnæret sin Vens Søster: »Jeg mistede
Intet — i mig er ingen Uskyld — jeg vandt Intet — jeg hader Sandsernes
Lyst — den sorte Skygge, som Nogle kalde Anger, foer bred afsted efter
Tryllelanternens flygtende, brogede Lystbilleder. Men er det Sorte
mindre optisk end det Brogede?«

Den, der omhyggeligt vil læse blot dette korte Citat af Jean
Pauls enorme fire Binds Roman, vil see, hvorledes atter her en
Forbindelseslinie imellem Livet og Kunsten er draget. Uvilkaarligt men
høist betydningsfuldt bruger Roquairol den frembringende Kunstners Natur
som Symbol paa sin, og Udtrykkene »udhulet af en phantastisk Ild« og
»Hjertets Idealisme« (det Samme, som jeg har kaldt Subjectivisme) ere
saa skarpt betegnende, som vare de valgte kategorisk. Ja saa bevidst har
Digteren været sig, hvad det var, han vilde skildre, at han (efterat
Roquairol har begaaet sin sidste og afskyeligste Forbrydelse, forvexlet
med Albano, Helten, at besøge dennes Elskede, Linda, om Natten) lader
ham døe paa et Theater, lader ham skyde sig selv under Udførelsen af en
Rolle, der ender med Selvmord, endnu til det yderste Øieblik levende
i Skinnets og Spillets Verden, forvexlende eller sammenblandende
Virkelighed og Phantasi. Blev ikke det at gjøre Virkeligheden
phantastisk eller poetisk et Løsen for den følgende Slægt? Det var den
Opgave, den satte sig, og som den stræbte at løse i al sin Production;
det er en Stræben henimod dens Løsning, som forklarer og undskylder dens
Forvildelser, hvor den skizzerer en Omformning af Virkeligheden som f.
Ex. i Schlegels »Lucinde«.

Det store Problem om Forholdet mellem Poesien og Livet, Fortvivlelsen
over deres dybe, bitre Disharmoni, den rastløse Famlen efter en
Forsoning, den er det, som ligger bagved den uhyre store Gruppe af tydsk
Litteratur lige fra Sturm- und Drang-Periodens Tid til Romantikens
Ophør. For at forstaae saavel »Lucinde« som »Lovell« maa man derfor gaae
tilbage. Begge forstaaes de bedre gjennem Jean Pauls »Titan«, Lovell
gjennem Titaniden Roquairol, Lucinde gjennem Titaniden Linda.

III.

Jeg har skildret Dem, hvorledes Romantiken fra sin negative Side:
Virkelighedsskyen og Vilkaarligheden var forberedt ved den ældre
Litteratur, ved Göthe og Schiller og vist Dem, i hvilke Livsforhold
dette havde sin Grund. De vil nu see, hvorledes Romantiken ogsaa omvendt
fra sin positive Side i allerhøieste Grad var forberedt ved hvad der gik
forud.

Lad os endnu et Øieblik blive ved Roquairol. Lad os see bort fra
den særegne Nuance af dæmonisk Phantasteri, som Charakteren her har
modtaget. Hvad udgjør saa dens Fond? Dens Fond er Lidenskab, det
vil sige, hvad Tydskerne kalde Lidenskabens »Freigeisterei«, dens
Frihedsfølelse og Omvæltningstrang. Men det er netop denne Følelse,
som var Udgangspunktet for den moderne tydske Litteratur i Goethes og
Schillers Ungdomsdigtninge. De bæres af en og samme Grundstemning:
Trods. De ere Udtryk for en og samme Opposition. De ere revolutionære
Udbrud og revolutionære Experimenter. Goethes »Die Geschwister«
experimenterer med Elskov mellem Sødskende. Hans »Stella« ender i
sin oprindelige Form som Forsvar for Dobbelt-Ægteskab, og paa samme
Vis skildrer Jean Paul i »Siebenkäs« Bigami som en Sag, Geniet har
Lov til at begaae, naar det føler sig trykket af den først indgaaede
Forpligtelse. »Götz« er det geniale Individs tragiske Undergang i Kamp
mod en slap og fordærvet Tidsalder. Schillers »Die Räuber« med sin
Vignet »In tyrannos« og sit Motto af Hippokrates »Hvad Lægemidler ei
helbrede, det helbreder Jernet, hvad Jernet ei helbreder, det helbreder
Ilden« er en Krigserklæring mod Samfundet. Karl Moor er den høihjertede
Idealist, der i »Castrataarhundredet« nødvendigvis maa gaae tilgrunde
som Forbryder. Schillers »Røvere« ere ikke Banditer, men Revolutionære.
De ville ikke plyndre, men straffe, de ville ikke Postsækken, men
Privilegierne tillivs, de udsondre sig fra Samfundet for at hævne sig
paa det for begaaet Uret. I Schillers »Røvere« (1781) leger Revolutionen
»Røvere«, 8 Aar før den bryder løs for Alvor. Endnu mere personligt
udtalt er Schillers Trods i de Digte fra hans første Periode, som han
skrev under Inspiration af sin Forbindelse med Fru von Kalb. De ere
omarbeidede og aldeles forvanskede i den gjængse Udgave. De maa søge
dem i den store fortræffelige historisk-kritiske Udgave, der endnu ikke
er sluttet. I det Digt, som senere fik Titelen »Der Kampf«, men som
oprindeligt bar Titelen »Freigeisterei der Leidenschaft« hedder det:

Saa pudsigt, som dette naive Sophisteri kan lyde, saa tvivlsomt det maa
synes, om Himmelen ikke skulde tillade sig at lege en lille Smule med
Menneskets Glæder, saa utvetydig er her Tendentsen, og som Hettner (3,
I, 375) slaaende har bemærket, siger Don Carlos næsten enslydende »Min
Elskovs Rettigheder ere ældre end Alterets Formler«. Thi Don Carlos,
som tre Gange blev omarbeidet, efter hvad der hvergang var Schillers
herskende Passion, har i sit andet Udkast Angrebet paa Ægteskabet til
Hovedtanke.

Til den unge Dronning Elisabeth var Charlotte von Kalb Forbilledet.
Denne Dame, som beherskede Schillers første Ungdom, var bleven tvungen
til Ægteskab af sine Forældre. I Aaret 1784 lærte Schiller hende at
kjende, og i 1788 drøftede de endnu den Plan for bestandigt at forene
deres Skjæbne. Det er i hendes Hus, at Schiller anbringer den ulykkelige
Hølderlin, da denne har maattet forlade sin Huslærerplads paa Grund af
sin Forstaaelse med Husets Dame Susette Gontard. Kort efter at Schiller
havde forladt hende, blev hun Jean Pauls Elskerinde. (Caroline Schlegel
kalder hende i Spøg Jeanette Pauline.) Han beskriver hende saaledes:
»Hun har to store Egenskaber, store Øine, som jeg endnu aldrig saa dem,
og en stor Sjæl.« Det er efter hans egen Tilstaaelse hende, hvem han har
stillet overfor Roquairol som Titaniden Linda. Om Linda hedder det i
Titan (118 Zykel), at hun maa skaanes ikke blot af Hensyn til sit zarte
Væsen, men i sin Sky for Ægteskabet, der gaaer meget vidt. Hun kan ikke
engang ledsage en Veninde til Alteret; hun kalder dette Retterstedet
for den kvindelige Frihed, det Baal, hvorpaa den skjønneste og frieste
Elskov bliver brændt, og siger, at Kjærlighedens Heltedigt der i det
Høieste kan blive til Ægteskabets Hyrdepoesi. Og det er forgjæves, at
hendes forstandige Veninde foreholder hende (125 Zykel), at hendes
Uvillie mod Ægteskabet umuligt kan have anden Grund end hendes Afsky for
Præsterne — at det ægteskabelige Baand jo kun betyder evig Kjærlighed,
og at enhver sand Kjærlighed maa ansee sig for evig — at man tæller
ligesaa mange, om ikke flere ulykkelige Kjærlighedsforbindelser som
ulykkelige Ægteskaber o. s. v. Fru v. Kalb selv skriver til Jean Paul:
»Hvorfor angle med det Ord forføre? Jeg beder Dem, skaan de stakkels
Tingester og ængst ikke mere Deres Hjerte og Deres Samvittighed. Naturen
er saamæn stenet nok. Jeg forandrer aldrig min Tænkemaade om denne
Gjenstand. Jeg forstaaer ikke denne Dyd og kan ikke erklære Nogen
for salig for dens Skyld. Religionen her paa Jorden er ikke Andet
end Udviklingen og Vedligeholdelsen af de Kræfter og Anlæg, som vort
Væsen besidder. Ingen Tvang skal Skabningen taale, men heller ingen
uretfærdig Resignation. Lad kun altid den kjække, kraftige, modne,
sig sin Kraft bevidste Menneskehed have sin Villie; men Menneskeheden
i vor Generation er ussel og jammerlig. Alle vore Love ere Følger af
den elendigste Ynkelighed og de usleste Behov og sjeldent engang af
Klogskab. Kjærlighed behøver ingen Lov.«

Der taler en stor og energisk Aand ud af dette Brev. Springet herfra
og til Lucindes Idee er ikke stort, men Faldet herfra og til Lucindes
platte Udførelse er dybt. Dog ret forstaaes disse Udbrud først, naar man
seer de selskabelige Forhold, fra hvilke de udsprang, og naar man veed,
at de ei ere enkelte, løsrevne og tilfældige Udfald, men betingede ved
de poetiske Naturers gjennemgaaende Forhold til Samfundet da. De tydske
Klassikeres Hovedkvarteer og Samlingspunkt var dengang Weimar. Aarsagen
til, at saa lille en By i et lille Hertugdømme blev det, lader sig uden
Vanskelighed paavise. Af Tydsklands to store Fyrster var Joseph den
2den altfor optagen af sine rationalistiske Reformbestræbelser, altfor
ivrig for Forstandsoplysningen til at have nogen Interesse tilovers
for den tydske Poesi, og den voltairianske Friedrich af Preussen var
som bekjendt altfor fransk i Smag og Aandsretning til at have nogen
Interesse for Tydsklands Poeter. Det blev da Smaahofferne, der toge sig
af dem; Schiller havde sit Tilhold i Mannheim, Jean Paul sit i Gotha,
Goethe var bosat i Weimar. I mange Tider havde den poetiske Production
i Tydskland ikke været centraliseret. Nu blev Weimar et Midtpunkt.
Goethe kaldte Herder og Wieland dertil og fik Schiller anbragt i sin
Nærhed i Jena. Weimar var da det Sted, hvor praktisk og theoretisk
Lidenskaben mest hensynsløst og fordomsfrit blev forgudet som poetisk
overfor Samfundets Convenients. »Ak! her er Kvinder!« udbryder Jean
Paul, da han kommer til Weimar, »her er Alt revolutionært dristigt, og
det at være Hustru betyder Intet.« Wieland tager sin tidligere Elskede,
La Roche, i Huset »for at leve op igjen«. Schiller foreslaaer Fru v.
Kalb en fælles Reise til Paris.

Goethe er den, som ved sin Ankomst til Weimar bringer hele Sturm- und
Drang-Perioden med sig. Man kan ikke tænke sig et eiendommeligere og
friskere Selskab end dette: Hertugen og Hertuginden 18 Aar gamle, Goethe
26 Aar, Hertuginde Amalia, Karl August's Moder, kun 36 Aar gammel og
fuld af ubunden Livslyst. I dette Hof bliver Goethe Sjælen, og med
Ungdommens Overmod hvirvler han denne Kreds med sig i Fornøielser,
Fester, Landpartier, Væddeløb og Maskerader, i en ofte »rasende«
Lystighed, en vild Naturglæde, der snart forklares snart »formørkes«
ved mere eller mindre letfærdige Kjærlighedshistorier. Jean Paul
skriver til sin Ven, at han kun mundtligt kan skildre ham Weimars
Sæder. Naar man betænker, at allerede det, at man løb paa Skøiter,
var Weimars ærbare Philistre en Skandale, vil man ikke undre sig over
den gamle Wielands arrige Udbrud, at det kun syntes at gjælde om »at
brutalisere den bestialske Natur.« Saa var det, at den blide og fine
Coquette, Fru v. Stein, 10 Aar i Træk blev Goethes Muse, Originalen
til Leonore og Iphigenia. Og stor blev Forargelsen, da Goethe optog
Christiane Vulpius »den lille Blomst, lysende som Stjerner, skjøn som et
Øie« i sit Hus og levede 18 Aar med hende, inden han legitimerede sin
Forbindelse. Schiller var gift med Charlotte v. Lengenfeldt, men hendes
Søster, Karoline, Schillers »Ideal«, med hvem han følte sig inderligere
beslægtet, skilte sig fra sin Mand og flyttede ind i Huset. Saaledes
begriber man, at Jean Paul under Indtrykket af Fru v. Kalbs Personlighed
her i Weimar kan udraabe: »Saameget er vist, en aandigere og større
Revolution end den politiske og ligesaa morderisk som denne banker i
Verdens Hjerte.«

Hvilken Revolution? Følelsens Emancipation fra Samfundets Vedtægter,
Hjertets respectstridige Pukken paa sin Ret til at betragte sin Lovbog
som Sædernes nye Codex og til at omstøbe Sæderne efter Sædeligheden,
undertiden efter Tilbøieligheden. Ud over dette vilde man Intet, tænkte
man ikke paa Noget. Praktiske eller sociale Reformer havde man ikke for
Øie. Det ægte Tydske viser sig her i, at man bestandig udvortes gjorde
dybe Buk for enhver Regel, fra hvilken man skulkede eller kneb ud. Ikke
blot hævder den ældre Goethe f. Ex. bestandig i direkte Udtalelser i
Samtaler de bestaaende Former af Kjønnenes Samliv som absolut nødvendige
for Culturen. Men gjennemgaaende gjælder det, at man i Bøgerne udtalte
revolutionære Ideer, som man selv mere eller mindre bifaldt, og saa ved
Slutningen tilbagekaldte dem, idet Helten enten tilstaaer sin Uret,
eller dræber sig selv, eller straffes for sin Trods eller ender med
at resignere (som Karl Moor, Werther, Tasso, Linda), ganske som de
kjætterske Forfattere i Middelalderen til Slutning tilføiede en Notits
om, at Alt, hvad der stod i Bogen, selvfølgelig burde forstaaes i
Overensstemmelse med den hellige almindelige Moderkirkes Fordringer.

 I denne Kreds af Weimars begavede Kvinder er det, at Madame de Staël
»Stormen klædt i Skjørter«, som man kaldte hende, under sit Besøg i
Tydskland træder ind. Hun staaer iblandt dem som en vild og fremmed
Fugl. Hvilken Forskjel paa hendes Tendentser og deres Sympathier!
Hos dem er Alt personligt, hos hende er Alt allerede socialt. Hun
er optraadt offentligt, hun slaaer drabelige Slag for store sociale
Reformer. Disse tydske Kvinder fra Humanitetsperioden ere, selv naar
de gaae videst, altfor idyllisk anlagte dertil. For hende gjælder det
om at omforme Livet politisk; for dem gjælder det om at gjøre Livet
poetisk. Den Tanke at kaste Handsken til en Napoleon havde aldrig
kunnet falde nogen af dem ind. Hvilken Brug af en Kvindehandske, af et
Kjærlighedspant! Ikke Menneskerettighederne, men Hjertets Rettigheder
er det, de forstaae, og de bekjæmpe ikke Livets Uret, men dets Prosa.
Forholdet mellem Samfundet og det geniale Individ antager ikke her
som i Frankrig Form af en Kamp mellem individuel, revolutionær Frihed
og social, traditionel Nødvendighed, men Formen af en Kamp imellem
den Enkeltes Ønsker som Poesi, og Politik og Samfundsregel som Prosa.
Deraf den romantiske Litteraturs uafladelige Lovprisning af Evnen og
Kraften til at ønske, et Thema, hvortil især Fr. Schlegel ofte vender
tilbage. Det er i Virkeligheden den eneste udadgaaende Kraft man har,
Afmagten selv opfattet som Kraft. De finder den samme Beundring for
Ønsket i »Enten—Eller«. »Det er derfor, at Aladdin er saa styrkende,
fordi dette Stykke har den geniale, barnlige Dristighed i de mest
forfløine Ønsker. Hvormange er der vel, der i vor Tid i Sandhed tør
ønske! o. s .v .« Barnlighed og atter Barnlighed! Men hvo kan undre
sig over, at Ønsket, Religionernes Moder og Daadløshedens Udtryk blev
Romantikernes Stikord. Ønsket er da Poesi, Samfundet Prosa. Først ud fra
dette Synspunkt forstaaes ogsaa Tydsklands store Digteres klareste og
mest lutrede Værker. Goethes »Tasso« med sin Kamp mellem Statsmand og
Digter, ↄ: mellem Virkelighed og Poesi, sin Skildring af Modsætningen
mellem de to, der supplere hinanden og kun ere ulige, »fordi Naturen
ikke formede een Mand af dem begge«, er trods sin krystalklare Form
og sin haardt tilkjæmpede Resignation et Product af den selvsamme
lange Gjæring, der afgiver den romantiske Skole alle dens Fermenter.
»Wilhelm Meister« har intet andet Sujet. Ogsaa dette Værk fremstiller
den langsomme, gradvise Forsoning og Sammensmelten af det poetiske
Ideal og den reale Virkelighed. Men kun de største Aander formaaede
at naae til denne Høide, den store Skare af fremragende, men uklart
stræbende Aander bleve staaende i Disharmonien. Og jo mere Poesien nu
blev sig bevidst som Magt, jo mere Digteren følte sig i sin Værdighed,
og Litteraturen blev til en lille Verden for sig med sine særegne
Fag-Interesser, des mere antog Kampen mod Virkeligheden den underordnede
Form af Kamp mod Philisteriet (see f. Ex. Eichendorffs Drama »Krieg
den Philistern«). Det bliver da ikke Poesiens Sag at hævde det evigt
Berettigede i Friheden overfor de ydre Forholds Tyranni, den hævder sig
selv som Poesi overfor Livets »Prosa«. Dette er den germaniske, den
tydsk-nordiske, det vil sige den litterært reflecterede Forstaaelse af
Poesiens Frihedsgjerning. »Man maa erindre, siger Kierkegaard, (Begrebet
Ironi S. 322), at Tieck og den hele romantiske Skole traadte eller
troede at træde i Forhold til en Tid, i hvilken Menneskene vare aldeles
ligesom forstenede i de endelige sociale Forhold. Alt var fuldkommet
og fuldendt i en guddommelig chinesisk Optimisme, der ingen fornuftig
Længsel lod utilfredsstillet og intet fornuftigt Ønske uopfyldt. Skik
og Brugs herlige Grundsætninger og Maximer vare Gjenstand for en from
Gudsdyrkelse; Alt var absolut, selv det Absolute; man afholdt sig fra
Polygami, man gik med spidspullede Hatte, Alt havde sin Betydning.
Enhver følte i Forhold til sin Stilling med nuanceret Værdighed,
hvormeget han udrettede, hvor stor Betydning hans utrættelige Stræben
havde for ham selv og det Hele. Man levede ikke qvækeragtigt letsindigt
uden Agtelse for Timer og Klokkeslet, slig Ugudelighed søgte forgjæves
at indsnige sig. Alt gik sin rolige, sin afmaalte Gang, selv den, der
gik paa Frieri; thi han vidste jo, at han gik i lovligt Ærinde og gjorde
et høist alvorligt Skridt. Alt skete paa Klokkeslet. Man sværmede i
Naturen St. Hansdag, man var synderknust store Bededag, man forliebede
sig, naar man fyldte sit 20de Aar, man gik i Seng Kl. 10. Man giftede
sig, man levede for Huslighed og for sin Stilling i Staten; man fik
Børn, fik Familiesorger; man stod i sin fulde Manddomskraft, blev
paa høiere Steder bemærket i sin velsignelsesrige Virksomhed, var en
Omgangsven af den Præst, under hvis Øine man episk fuldbyrdede de mange
skjønne Træk til et hæderligt Eftermæle, som man vidste, han engang med
et rørt Hjerte forgjæves vilde søge at fremstamme; man var Ven i Ordets
sande og oprigtige Betydning, en virkelig Ven, som man var virkelig
Cancelliraad.«

Jeg seer ikke, at der i denne Skildring er nogetsomhelst Historisk.
Naar jeg undtager, at man nu ikke gaaer med spidspullede, men med
rundpullede Hatte, seer jeg ikke, hvorfor den mindre godt skulde passe
paa 1873 end paa enhver anden Tid. Den slutter sig ikke bestemtere om
een Tidsalder end om en anden. Nei det Særegne ligger her kun i de
begavede Aanders, i Romantikernes Opfattelse af Spidsborgerligheden.
»De opfattede den philosophisk som Endeligheden, intellectuelt som
Indskrænketheden, ikke som vi moralsk, naar vi see den som det Usle.
Op imod den holdt de deres egen uendelige Længsel [...] Imod dens
Prosa satte de deres ungdommelige Poesi, som vi mod dens Usselhed vor
Mandsvillie«.G. Brandes: Kritiker og Portraiter 234. Som almindelig
Regel gjælder det da, at de flygtede fra Samfundet og Virkeligheden
med deres Længsler og Tanker. Undtagelsesvis forsøgte de, som allerede
antydet, dog nu og da, om end ikke at virkeliggjøre deres Ideer i Livet,
saa dog at skizzere, hvorledes de tænkte sig Gaaden løst, hvorledes
Virkeligheden skulde kunne omformes saaledes, at den gik op i Poesien
uden Rest.

Ikke at her er Glimt af Indignation eller Initiativ som hos franske
Forfattere paa dette Omraade f. Ex. hos George Sand, men man morer sig
med at udkaste revolutionære eller dog skandaløse Phantasier.

IV.

I Juni 1801 stod en ung Mand paa et Katheder i Jena for at disputere
for Doctorgraden. Man chikanerede ham af alle Kræfter, ja hvad der var
uhørt, man paatvang ham Opponenter. Den ene, en ellers flau Person,
forsøgte at slaae sig til Ridder paa ham og sagde: »In Eurem tractatum
eroticum Lucinda sagt Ihr o. s. v. «, hvorpaa Præses svarede ved tørt
at kalde Opponenten en Nar. Der blev Oprør og Skandale, og en af
Professorerne erklærede, at i 30 Aar havde et saadant Scandalum ikke
profaneret den philosophiske Skueplads. Præses svarede, at i 30 Aar var
Ingen bleven behandlet saaledes. Denne Præses var Friedrich Schlegel,
dengang saa frygtet for sine skrækkelige Meninger, at man undertiden
ikke tillod ham at overnatte i en By. Her har De et Brudstykke af et
Rescript fra det Churfyrstelige Hannoveranske Universitets-Curatorium
til Prorectoren i Göttingen 26 Septbr. 1800. »Skulde Broderen til
Professoren, den for sine »sittenverderbliche Schriften« berygtede
Friedrich Schlegel indfinde sig der for at opholde sig der nogen Tid,
saa er dette ikke at tilstede Samme, men man være saa god at betyde ham,
at han har at forlade Gøttingen.«

Det kalder man streng Justits. — Og al denne Larm for Lucinde!

Det er ikke ved digterisk Kraft, at Lucinde er et af Romantikernes
betydeligste Værker; thi hvormeget der end i denne Bog tales om Følelsen
for Kjødet er der ikke Kjød og Blod, ingen sand Plastik at finde i den;
ikke heller er det ved Tankens Dybde; der er mere Philosophi i de Par
paradoxe Blade, Schopenhauer har skrevet under Titelen »Metaphysik der
Liebe«, end i den hele pretentiøse Lucinde; det er ikke engang ved en
genial eller bakchantisk Naturjubel; sammenligner man den med Heinses,
i sydlandsk Livslyst glødende »Ardinghello«, seer man, hvor bleg og
doctrinær den er. Men Bogen har sit Værd som Manifest og Program. Dens
Hovedidee er at forkynde Livets Enhed og Harmoni, som den øiensynligst
og lettest fattelig aabenbarer sig i den erotiske Begeistring, der
giver den aandige Følelse et sandseligt Udtryk og omvendt aandiggjør
den sandselige Glæde. Hvad den vil skildre, er Forvandlingen af det
virkelige Liv til Poesi, til Kunst, til det frie Schillerske »Spil« af
Kræfter, til drømmende, i bestandig tilfredsstillet Længsel opgaaende
Phantasiliv, i hvilket Mennesket ikke har Formaal eller handler efter
Formaal, men er indviet i Naturens Hemmeligheder og »fatter Nattergalens
Klage og de Nyfødtes Smil, og hvad der betydningsfuldt er aabenbaret i
Blomsters og Stjerners hemmelige Billedskrift«.

Man forstaaer Intet af denne Bog, naar man som Kierkegaard med en Række
dogmatiske Kasteller i Ryggen kaster sig over den med Udraabet: »Det,
den vil, er den nøgne Sandselighed, hvori Aanden er et negeret Moment;
det, den modsætter sig, er den Aandelighed, i hvilken Sandseligheden er
et indoptaget Moment.« Man begriber neppe den Blindhed, som udfordres
til at skrive dette; dog, Orthodoxien giver gode Skyklapper. Og man
forstaaer ikke denne Bog tilbunds, saalænge man som Gutzkow i den
kun seer en Doctrin om den frie Kjærligheds Berettigelse eller som
Schleiermacher en Protest imod den abstracte Aandighed og en Afvisning
af den affecterte Fornægten og Bortfortolken af Kjød og Blod. Bogens
Grundtanke er selve den romantiske Lære om Identiteten af Liv og Poesi.
Dog, er denne alvorlige Tanke end Bogens Kjærne, saa er dens Form af
den Art, at den udtrykkelig er anlagt paa at høste Skandalens Laurbær.
Sympathetisk virker vel den Kjækhed og Trods, hvormed den udæskende Tone
er anslaaet, det Mod, hvormed Forfatteren af Overbevisning har udsat sig
for alle de Overfald, alle de personlige Forhaanelser og Bagvadskelser
af hans private Existents, som fulgte. Anerkjendelsesværdig er den
Sikkerhed, hvormed her paa et meget lille Rum alle de Anskuelser og
Stikord, som Romantiken udspredte, ere forenede, saa man med Lethed i
denne Bog kan see alle de Tendentser, som ellers ere fordelte paa mange
Hænder, udbrede sig vifteformigt fra et Midtpunkt. Men modbydelig er den
kunstneriske Afmagt, hvorom denne saakaldte Novelle, der i Virkeligheden
kun er et Udkast, vidner, de mange Tilløb, der ikke blive til Noget,
og den hele nerveslappe Selvforgudelse, der forsøger at skjule sin
Ufrugtbarhed ved at bringe en kunstig og usund Hede tilveie, for i den
at udruge sine Vindæg. Caroline Schlegel har opbevaret os følgende
bidende Epigram, der dengang blev forfattet imod Bogen:

Naar jeg undtager Ordet Synd, der ikke hører hjemme her, — thi Lucinde
forsynder sig først og fremmest mod Poesien og Kunsten — har jeg Intet
at indvende mod denne blodige Spot.

Allerdybest i Lucinde ligger atter Subjectivismen, Selvraadigheden som
den Vilkaarlighed, der kan blive til alt Muligt, til Revolution, til
Frækhed, til Dogmatisme, til Reaction, fordi den fra først af ikke
er knyttet til nogen Magt, fordi Jeget ikke arbeider i den eneste
Idees Tjeneste, der giver en Stræben Fasthed og Værd: Fremskridtets
og Frihedens. Vilkaarligheden, der i Kunsten bliver til den af Fr.
Schlegel opfundne »Ironi«, Kunstnerens Svæven over sit Stof, hans frie
Spil med Stoffet, i Poesien nærmere til Principet om den rene Form, der
bestandig persiflerer sit eget Indhold og bryder sin egen Illusion,
denne Vilkaarlighed bliver paa Virkelighedens Omraade til en Ironi, der
er de Høitbegavedes Væremaade, Aandsaristokraternes genialt-paradoxe
Maade at leve Livet paa. Denne Ironi er en Gaade for de Profane, »der
mangle Organet for den«. Den er »den frieste af alle Licentser« (et
Udtryk, som jo ogsaa hører Poesien til), fordi man ved den sætter sig
ud og bort over sig selv; men dog er den den mest lovbundne; thi den
er — hedder det — ubetinget og nødvendig. Den er en stadig Selvparodi,
uforstaaelig for de »harmonisk Platte« (et Udtryk, som stedse bruges af
Romantikerne om dem, der finde sig beroligede i en triviel Harmoni);
thi disse tage dens Alvor for Spøg og dens Spøg for Alvor. Ikke blot
ved Navnet har da denne Ironi en Grundlighed med den Kierkegaardske,
der ligeledes aristokratisk »gaaer ud paa at misforstaaes«. Det geniale
Jegs Umiddelbarhed, »Subjectiviteten«, er da Sandheden, om end ei som
Kierkegaard vil have dette forstaaet, dog saaledes, at Subjectiviteten
bar alle udvortes gyldige Bestemmelser i sin Magt og til Forargelse og
Forbauselse for Verden stedse ytrer sig i Form af Paradoxer. Ironien er
»den guddommelige Frækhed«. Den saaledes opfattede Frækhed er en alsidig
Mulighed. Den er Frihed for Fordomme, men den aabner, rent formel som
den er, en Horizont for den frækkeste Hævden af alle mulige Fordomme.
Den er lettere opnaaelig, siges der, for Kvinden end for Manden. »Som
den kvindelige Dragt, saaledes har ogsaa den kvindelige Aand det Fortrin
for den mandlige, at man ved en eneste dristig Combination kan sætte sig
ud over alle Culturens og den borgerlige Convenientses Fordomme og paa
eengang befinde sig midt i Uskyldighedstilstanden og Naturens Skjød.«
Naturens Skjød! Man hører, hvorledes Toner fra Rousseau gaae igjen
selv i denne kaade Fanfare. Det lyder, som blæstes Revolutionen ind,
i Virkeligheden er det kun Reactionen, som forkyndes. Rousseau vilde
»vende tilbage« til Naturtilstanden, da Menneskene nøgne løb om i de
store Skove og spiste Agern. Schelling vilde føre Udviklingen tilbage
til Urtiden, da Menneskeheden endnu ikke var falden ved Syndefaldet.
Schlegel blæser revolutionære Melodier i det store romantiske Underhorn.
Men, som der staaer i »Des Knaben Wunderhorn«: »Es blies ein Jäger
wohl in sein Horn — Und Alles, was er blies, das war verlorn.« Det
bliver ikke til Aandsfrihed, det bliver kun til høiere Nydelse. Alt,
ogsaa Vellysten, forvandles til Kunst. Som den romantiske Poesi er
Poesi i anden Potents, Poesi om Poesi, raffineret Poesi, saaledes
er Elskoven for Romantikeren raffineret Elskov, »Elskovskunst«. Den
høiere Sandseligheds forskjellige Grader ere her betegnede og satte
i System; jeg henviser til Bogen, der ikke som »Ardinghello« giver
yppige Malerier, men en tør, pedantisk Theori, hvis tomme Rammer det
overlades Læserens Erfaring og Phantasi at udfylde. Frækheden er
nærmere Dovenskab, den geniale Lediggang. Lediggangen betegnes som
»Uskyldighedens og Begeistringens Livsluft«. Drevet til sit Høieste er
Ørkesløsheden Vegeteren. »Det høieste, fuldendteste Liv er intet Andet
end ren Vegeteren.« Plantens Liv betragtes som det høieste Naturliv.
Man vender i den Grad tilbage til Naturen, at man vender tilbage til
Planten. Den hvilende Nydelse i det evigtvarende Øiebliks rene Vegeteren
vilde være det Høieste. »Jeg tænkte alvorligt, siger Julius til Lucinde,
paa Muligheden af en evig Omfavnelse. Jeg pønsede paa Midler til at
forlænge vor Samværen.« Men idet nu Genialiteten, der intet Slid og
Slæb behøver, og Vellysten, der i sig selv er den hvilende Salighed,
Intet have med Formaal eller Handling eller Nytte at gjøre, bliver
hint dolce far niente Livets Culmination, og Hensigten, der fører til
planmæssig Handlen, forfølges som latterlig og philistrøs. Hovedstedet
herom i Lucinde er dette: »Flid og Nytte ere de Dødsengle med det
flammende Sværd, der spærre Mennesket Tilbageveien til Paradiset.« Ja
det er det visselig! Flid og Nytte spærre Tilbageveien til alle de
Paradiser, der ligge bag os. Derfor ere de hellige for os! Nytten er
os selve det Gode, og hvad er Fliden i det Nyttiges Tjeneste Andet
end alle Dyders Indbegreb, hvad er den Andet end den Resignation
overfor adspredende Nydelser, den Begeistring og den Kraft, hvormed
det Gode erobres og iværksættes! Tilbageveien til Fuldkommenheden er
i Kunsten Tilbagesøgen til Kunstnerens geniale Vilkaarlighed, til det
Punkt, hvor han kan gjøre Et og ogsaa kan gjøre et ganske Andet, lige
Modsat; i Livet er det Lediggangens Tilbagevei, thi den, der er ledig,
gaaer tilbage, Tilbageveien til den nydende Vegeteren; i Videnskaben
er den Tilbageveien til den umiddelbare Tro, hvilken Tro af Schlegel
atter bestemmes som Religion, hvilken Religion atter føres tilbage
til Katholicisme. Hvad Natur og Historie angaaer, er den Tilbageveien
til det paradisiske Urfolks Tilstand.A. Ruge: Werke I. 329. Saaledes
forstaaes det ud fra selve Romantikens Grundidee — Tilbageveien — ,
at endog den himmelstormende Lucinde, som alle Romantikernes øvrige
Himmelstormerier ikke fik det ringeste praktiske Udslag. »Lad os gjøre
det om igjen radicalere«, staaer der hos Henrik Ibsen. Jeg vil hellere
roligt og lidenskabsløst sige: Lad os tage Problemerne op paany i nye
Former og behandle dem paa andre Maader, vi, som ere fast besluttede
paa, at vi ikke ville tilbage, men frem.

V.

Man træffer da altsaa i Lucinde i en Nød alle de Læresætninger,
som senere i Romantikens Historie udfoldes og exemplificeres. I en
Afhandling som den om »Vexeldriften« af Æsthetikeren i »Enten-Eller« er
Lediggangen sat i System: »Man paatage sig aldrig nogen Kaldsforretning.
Gjør man det, saa bliver man en slet og ret Peter Flere, en lille
bitte Tap med i Statslegemets Maskine; man ophører selv at være
Drifts-Herren[...] Om man end afholder sig fra Kaldsforretninger, bør
man dog ikke være uvirksom, men lægge Vægt paa al den Beskjæftigelse,
der er identisk med Ørkesløshed[...] I Vilkaarligheden ligger hele
Hemmeligheden. Man troer, det er ingen Kunst at være vilkaarlig, og
dog hører der et dybt Studium til at være vilkaarlig saaledes, at man
ikke selv løber vild deri, at man selv har Fornøielse der af [...]«
Ørkesløshed, Vilkaarlighed, Nydelse! her har De Trekløveret. De
finder det overalt paa den romantiske Mark. I en Bog som Eichendorffs
»Das Leben eines Taugenichts« er Ørkesløsheden og Formaalsløsheden
idealiseret og forherliget i en Person. Og Formaalsløsheden, det er et
Hovedpunkt, som man fremfor Noget ikke maa oversee. Formaalsløsheden,
det er et andet Udtryk for den romantiske Genialitet. »At have
Hensigter, at handle efter Hensigter og kunstigt væve Hensigter sammen
med Hensigter til ny Hensigter, denne Uvane er saa dybt indgroet i
det gudlignende Menneskes taabelige Natur, at han ordentlig maa sætte
sig det for og gjøre sig det til Hensigt, naar han engang vil bevæge
sig helt frit, uden al Hensigt, paa den indre Strøm af evigt flydende
Billeder og Følelser [...] o! det er sandt og vist, min Veninde,
Mennesket er af Naturen et alvorligt Bæstie« (Julius til Lucinde).

Selv den strengt christelige Kierkegaard siger i Anledning af disse
Udsagn: »For ikke at gjøre Schlegel Uret, maa man erindre de mange
Forkertheder, der havde indsneget sig i saa mangfoldige Livsforhold
og navnlig været utrættelige i at gjøre Kjærligheden saa tam, saa
vel afrettet, saa slæbende, saa dorsk, saa nyttig og brugbar som
noget andet Husdyr, kort sagt saa uerotisk som muligt [...] Der er
en saare indskrænket Alvorlighed, en Hensigtsmæssighed, en ussel
Teleologi, hvilken mange Mennesker dyrke som en Afgud, der kræver enhver
uendelig Stræben som sit retmæssige Offer. Kjærligheden er saaledes
Intet i og ved sig selv, men bliver først Noget ved den Hensigt,
hvormed den indordnes i den Smaalighed, der gjør Furore paa Familiernes
Privattheater.« Man tør maaskee slutte, at disse Udtryk af Kierkegaard
om den tamme, velafrettede, dorske og nyttige Husdyrs-Kjærlighed have
kunnet finde særlig Anvendelse i Tydskland, der paa den Tid sikkert
var den gammeldags Kvindeligheds Sæde. Tiecks satiriske Udfald i hans
Lystspil sigte undertiden i lignende Retning. Saaledes beklager i hans
»Daümling« en Ægtemand sig over sin Kones evindelige Strikkelyst,
der ikke lader ham i Ro, et Motiv, som næsten kun kan forstaaes i
Tydskland, hvor Damerne den Dag idag indfinde sig med Strikketøi i
Haanden endog paa offentlige Steder, som f. Ex. i Dresden paa Concerter.
Hr. Semmelziege siger hos Tieck:

Pudsigst bliver denne Satire, hvor den frivilligt eller ufrivilligt
kommer til at see ud som en Parodi paa den bekjendte romerske Elegi,
hvor Goethe trommer Hexametret paa sin Elskedes Ryg:

Overfor en saadan Dyrkelse af det Nyttige forstaaer man, at
Formaalsløsheden anbefales.

Men Formaalsløsheden hænger sammen med Lediggangen. »Kun Italienere,
hedder det, forstaae at gaae, kun Orientalere forstaae at ligge, men
hvor har Aanden udviklet sig zartere og sødere end i Indien, og i alle
Himmelstrøg er det Lediggangen, der adskiller Fornemme og Simple, og som
derfor er det egentlige Adelsprincip.«

Denne sidste Ytring er næsten nederdrægtig, men ved sin Cynisme saa
meget mere betegnende. Her har De Maaden, hvorpaa Romantiken stiller
sig til Menneskehedens Mængde. Det at have Raad til Intet at bestille,
det er for den det sande Adelsbrev. De, som drive de brødløse Kunster
og forsørges af Andre, Konger og Riddere som i Fouqués og Ingemanns
Romaner, Kunstnere og Poeter som hos Novalis og Tieck, det er dens
Helte. Den afsondrer sig fra Mængden. Den vil Intet udrette for den, den
har kun sine Foretrukne for Øie. Helten og Heltinden i »Lucinde«, det er
den geniale Kunstner og Genikvinden; det er Natur eller Kunst-Ægteskabet
mellem dem alene, som forherliges. Derfor spørger ogsaa Julius sin
Elskede, om hendes Barn, hvis det bliver en Pige, skal opdrages til
Portrait- eller Landskabsmaleriet. Kun som Medlem af Kunstnerlauget
har hun for Forældrene Interesse. Vi, som nutildags tørste efter
Virkelighed, vi ville have den Uret afskaffet, at Poesien kun fordeles
til Digtere og Malere. Vi ville have Kredsen af dens Yndlinge udvidet,
ja sprængt.

Man forstaaer da let, hvorfor Lucinde ikke kunde bringe noget socialt
Resultat. Men havde den end intet praktisk Udslag, og var den end for
marvløs til at kunne virke til nogensomhelst Art af Reform, saa laa der
dog en Praxis bag Bogen.

Lad os først kaste et Blik paa Bogens Figurer, saa paa de virkelige
Figurer, som staae bag dem.

Paa en Baggrund af den dybeste Foragt for al Virkelighedens Prosa og
alle Samfundets borgerlige Forhold tegne Bogens Hovedpersoner sig som
talende Silhouetter. Skriftet skammer sig ikke ved sin erotiske Lære,
det føler sig i sin Renhed hævet over Mængdens Dom: »Ikke blot den
kongelige Ørn tør foragte Ravnenes Skrig, hedder det; ogsaa Svanen er
stolt og bryder sig ikke derom. Den har ingen anden Bekymring end den,
at dens hvide Vinger ikke tabe deres Glands. Den tænker kun paa at
klynge sig til Ledas Skjød uden at lade sig skræmme, og udaande Alt,
hvad der er dødeligt i den, i Sang.«

Billedet er smukt og kjækt, men er det sandt? Leda og Svanen ere blevne
behandlede paa saa mange Maader.

Julius er en zerrissen ung Mand, naturligvis Kunstner, om hvem vi i
»Lehrjahre der Männlichkeit«, et Afsnit, der indeholder, hvad Flaubert
har kaldt »l'éducation sentimentale«, erfare som det mest betegnende
Træk, at han kunde spille Pharao med den tilsyneladende heftigste
Lidenskab og dog være adspredt og fraværende, i et Øiebliks Hede kunde
vove Alt og, saasnart det var tabt, vende sig ligegyldig bort. Kan
dette Charaktertræk nu end ikke aflokke os Beundring, saa maler det
dog taaleligt godt en nydelsessyg og udbrændt Natur, der uden kraftig
Drift til Handling søger Pirringsmidler i en slap og koldtfortvivlet
Lediggang. Hans Udviklingshistorie betegnes udelukkende af en Række
Kvindenavne. saaledes som meget unge Menneskers saa ofte gjør. De
paagjældende Kvinder skizzeres flygtigt som med en Blyant i et Album;
kun et af disse forberedende Billeder er mere udført, Portraitet af
en i orientalsk Vegeteren fuldstændig opgaaet Cameliadame, der som
Cameliadamen hæver sig ud af sin Sphære gjennem en oprigtig Forelskelse
og døer, da hun ikke bliver forstaaet eller troet. Hun gaaer ved
et Selvmord ud af Livet med en brillant Sortie og synes, som hun
skildres, siddende i sit Boudoir omgivet af store Speile, indaandende
Parfumer, med Hænderne i Skjødet at skulle levendegjøre Billedet af
den æstlietiske Bedøvelse og Selvfortabelse og Selvbeskuen, i hvilken
Romantiken gik op. Efter at have gjennemgaaet en Mangfoldighed af
alle lige dybt modbydelige erotiske Stadier lærer Julius endelig sit
kvindelige Modbillede Lucinde at kjende, af hvem Indtrykket ikke mere
udviskes. »Han traf i hende en ung Kunstnerinde [naturligvis!], der som
han lidenskabeligt tilbad det Skjønne og syntes at elske Ensomheden og
Naturen lige høit. I hendes Lidenskaber følte man altid et frisk levende
Pust. Hun drev Maleriet ikke som et Erhverv eller en Kunst [ei Alvor!
ei Nytte!], men kun af Lyst [Dilettanteri og Ironi!]. Hun henkaster kun
Vandfarveskizzer. Til Oliemaleriet havde hun

manglet Taalmodighed og Flid [ingen Flid!]. Lucinde havde et afgjort
Hang til

det Romantiske [naturligvis! hun er jo lutter Romantik]. Ogsaa

hun var af dem, der ikke leve i den almindelige

Verden, men i en egen selvdannet [...] ogsaa hun

havde med kjæk Beslutning sønderrevet alle Hensyn

og Baand og levede fuldkomment frit og uafhængigt.« Fra det Tidspunkt
af, da Julius lærer hende at kjende, bliver ogsaa hans Kunst mere varm
og besjælet. Han maler det Nøgne »i en Strøm af besjælende Lys«. Hans
Skikkelser syntes »besjælede Planter i Menneskeskikkelse«.

Let og melodisk i stedse vakt og tilfredsstillet Længsel flyder for
Julius og Lucinde Livet hen »som en skjøn Sang«. Handlingen foregaaer
som i et Atelier, hvor Staffeliet staaer nær ved Alkoven. Lucinde
bliver Moder, og herved er »Naturægteskabet« indviet. Det er Barnets
Tilblivelse, der constituerer det. »Hvad forhen forenede os, var
kun Elskov og Lidenskab. Nu har Naturen forenet os inderligere.«
Yed Barnets Fødsel faaer Parret »Borgerret i Naturtilstanden«,
formodentlig Rousseau's, den eneste Borgerret, det synes at have sat
Pris paa. Sociale og politiske Rettigheder ere ligesaa ligegyldige for
Romantikerne som for Kierkegaards Pseudonym hos os, der mener, man bør
være glad, at der er Nogen, som gider regjere, saa vi Andre kunne være
fri. Bag denne usikre Production laa der imidlertid en Virkelighed med
kraftigere Omrids. Heltens Ungdomsliv passede, som Fr. Schlegels Breve
udvise, temmelig nøiagtigt til Forfatterens. Berlin var dengang endnu
ikke pietistisk, men efter Samtidiges Vidnesbyrd et sandt Venusbjerg,
som Ingen ustraffet nærmede sig. Tronens Exempel helligede enhver
Frihed i Sæder. Begeistringen for Kunst og skjøn Litteratur afløste og
erstattede den nys saa mægtige officielle Moral, som man gik ud paa at
afryste.

I Efteraaret 1799, samme Aar, som Lucinde udkom, skriver Fr. Schlegel
til Schleiermacher: »Da Menneskene drive det saa galt med deres Væsen,
har Schelling faaet et nyt Anfald af sin gamle Enthousiasme for
Irreligionen, hvori jeg da af alle Kræfter styrker ham. Derfor har han
udkastet en epikuræisk Troesbekjendelse i Hans Sachs Goethes Maneer.«

Et saadant Digt fra en saadan Haand er et sandt Document om Tidsaanden.
Moden var revolutionær, Brystet stærkt blottet, Klæderne orientalsk
vide. Tonen blandt de mest fremragende unge Kvinder var yderst fri.
Ingen er mere omtalt for sin Skjønhed paa hin Tid end den unge Pauline
Wiesel, i hvis Boudoir Prinds Louis Ferdinand, den revolutionære Ungdoms
Catilina, gik ud og ind, hun om hvem en Samtidig skriver: »Jeg betragter
hende absolut som et Phænomen af den græske Mythologi«. Alexander
v. Humboldt gik 12 Mile tilfods for at see hende. Charakteristisk
for Tidsaanden er det, at det Forhold, hvorved Pauline Wiesel satte
sit Rygte paa Spil, ei fandt den ringeste Misbilligelse hos hendes
intelligente Veninder, f. Ex. ikke hos den iøvrigt saa absolut
ulastelige Rahel. Det er ikke langt fra, at denne misunder hende. Hun
skriver selv som ung Pige mismodig: »Lutter Midler til at leve, lutter
Anstalter dertil, og aldrig tør man leve, aldrig kommer jeg dertil, og
understaaer man sig engang dertil, saa har man den elendige Verden, den
hele Verden imod sig.«

Men Originalen til Lucinde var dog mere værd end sit Portrait og større
anlagt. Hun hørte til samme Kreds, til den Kreds af unge, aandfulde
Jødinder, der paa den Tid repræsenterede den frieste og høieste Dannelse
i Berlin, og hvis historiske Betydning er den, at de dengang endnu
udgjorde den eneste Kreds, i hvilken Goethes Ry var absolut sikret, og
en sand Cultus af Goethe fandt Sted.Köpke: Tiecks Leben. I, 193. De
mest begavede af disse unge Kvinder vare den klartseende, fintfølende,
Gnister sprudende Rahel Levin, senere Varnhagens Hustru, den skjønne,
opvakte og kundskabsrige Henriette, gift med Lægen Marcus Herz og
endelig Moses Mendelssohns kloge, selvstændige Datter Dorothea, som af
Føieliglied mod sine Forældre havde givet Banquieren Veit sin Haand, men
levede i et aandelig utilfredsstillet Ægteskab med ham. Ikke ved ydre
Skjønhed, men ved sit Vid og sine lidenskabelige aandelige Interesser
fængslede hun Friedrich Schlegel. Han var dengang 25 Aar, hun 32. I
hendes Væsen og Optræden var intet Sandseligt eller Frivolt, hun havde
store og brændende Øine, og en mandig Haardhed laa over hendes Træk.
I sine Breve til Broderen priser han hendes »gediegne Værd«, hun er,
siger han, meget ligefrem (einfach) og har ikke Sands for noget Andet
end Elskov, Musik, Vid og Philosophi. I Aaret 1798 skiltes Dorothea fra
sin Mand og fulgte Schlegel til Jena. »At forbinde os borgerligt, siger
han i et Brev fra den Tid, har egentlig aldrig været vor Agt, skjøndt
jeg allerede længe ikke har anseet det for muligt, at noget Andet
end Døden kunde skille os. Vel strider det absolut imod min Følelse
at ville udjævne og beregne Nutid og Fremtid, men hvis den forhadte
Ceremoni blev den eneste Betingelse for Uadskilleligheden, saa vilde
jeg handle efter Øieblikkets Bydende og tilintetgjøre mine kjæreste
Ideer.« Ingen Ven hjalp mere til at ordne Forholdet mellem Friedrich og
Dorothea end den ædle Schleiermacher. I ingen af Friedrichs Venner var
Lucinde slaaet ned som i ham. Han var dengang Præst ved Charité-Kirken
i Berlin. Allerede længe havde han med varm Sympathi, ja Beundring
fulgt Friedrichs Emancipationsbestræbelser. I sin Afhandling »Diotima«,
saavelsom i sin hvasse Bedømmelse af Schillers »Würde der Frauen«
havde Friedrich erklæret den traditionelle Opfattelse af Kvindens
Samfundsstilling Krig. Han havde haanet det almindelige Ægteskab, hvor
Ægtefællerne leve »i gjensidig Foragt for hinanden, hvor han i hende kun
seer hendes Kjøn, hun i ham sin borgerlige Stilling og begge i Børnene
deres Makværk og Eiendom«. Det gjaldt for ham om Kvindens sædelige og
aandelige Emancipation. Aand og Dannelse, forenet med Begeistring,
vare de Egenskaber, der i hans Øine gjorde en Kvinde elskværdig. De
almindelige Forestillinger om Kvindelighed haanede han. Med Forbitrelse
talte han om Mændenes Dumhed og Slethed, der af Kvinderne fordrede
Uskyld og Mangel paa Dannelse; saaledes bleve Kvinderne tvungne til
Pruderi, og Pruderi var Prætension paa Uskyld uden Uskyld. Sand Uskyld
kunde hos det andet Kjøn godt bestaae med Dannelse. Den var tilstede,
hvor Religion, Evne til Enthousiasme var det. At derfor et skjønt og
godt Fritænkeri passede sig mindre for Kvinder end for Mænd, det var kun
een af de mange almengjældende Platheder, der ved Rousseau vare komne
i Omløb. »Kvindens Trældom« var en af Menneskehedens Kræftskader. Hans
høieste litterære Ønske er, som han naivt udtrykker det, »at stifte
en Moral«. Som den første sædelige Rørelse i Mennesket betegner han
»Opposition imod den positive Lov og den conventionelle Ret«.

 Schleiermachers Fragment i Athenæum »Fornuftkatechismus for ædle
Kvinder« slaaer ganske ind paa denne Vei og fordrer af Kvinderne, at
de skulle frigjøre sig for deres Kjøns Skranker. Ja saa utroligt det
end lyder: det saa tidt citerede Fr. Schlegelske Fragment, at man
ikke kunde indvende noget Grundigt mod et Ægteskab à quatre, skriver
sig (som Haym har paavist) muligvis fra Schleiermachers Pen. Dets
Pointe er rettet mod de mange gemene og usande Ægteskaber, mod »de
mislykkede Ægteskabsforsøg«, som Staten i sin Forkerthed med Magt
søger at sammenholde, og hvorved Muligheden til ægte Ægteskaber for­
hindres. Som det i dette Fragment hedder, at næsten alle Ægteskaber
kun ere provisoriske og fjerne Tilnærmelser til et virkeligt Ægteskab,
saaledes siger Schleiermacher selv, at mange Forsøg ere nødvendige og,
at »naar man tager tre eller fire Par sammen, kunde der opstaae ret gode
Ægteskaber, ifald de maatte bytte«.

Den dybeste Aarsag til, at Schleiermacher strax personligt tog sig saa
varmt af Friedrich og Dorothea, laa i hans egne Livsforhold dengang. Han
nærede en stærk og gjengjældt Kjærlighed til Eleonore Grunow, der levede
i et barnløst og høist ulykkeligt Ægteskab med en Præst i Berlin.

Han fandt, at der løb megen Udannethed og Plathed, meget Philistrøst og
Pharisæisk ind med i Raseriet over Lucinde, som man nedrev paa samme
Tid, som man fornøiede sig kosteligt over Wielands og Crébillons lystne
Romaner. Det minder mig om Hexeprocesserne, siger han, hvor Ondskab
formulerede Anklagen, og den fromme Enfoldighed fuldbyrdede Dommen.

Og hvad der især bragte ham til voldsomt at tage det forfulgte Pars
Parti, det var, som han siger, at den Klage, som reistes over krænket
Decents, hos de Fleste kun var et Paaskud, for at slaae en Bro over til
Schlegels private Personlighed og komme den tillivs.

Dorothea besad en kraftig Sjæl i et svagt Legeme. Uden Vaklen bar hun
Alt, hvad hendes Brud med Samfundsnormen bragte over hende, privat
Forkjættring, offentlig Beskjæmmelse gjennem Hentydninger i Angrebene
paa Lucinde. Hun viste den mest udholdende Hengivenhed og den mest
opofrende Troskab mod den Mand, hun havde valgt. Hun deler ikke alene
hans Interesser og Bestræbelser, men taaler hans Urimeligheder og finder
sig uden Klage i den lunefuldeste Elskers Luner. Ja endnu mere: En
ualmindelig Aandsfrihed og Munterhed spreder alle Mismodets Skyer om
hende og Andre. Hendes Latter klinger lystigt ind mellem Schleiermachers
altfor subtile Reflexioner og Friedrichs transscendentale Ironi. Saa
fri hun iøvrigt er for kvindelig Sentimentalitet, gaaer hun helt op i
Beundring for sin Elskede, er med rørende Beskedenhed kun stolt af ham.
Da hun har forfattet Romanen »Florentin«, en Bog, hvori der, trods al
dens Svaghed, er mere skabende Evne end i nogen poetisk Frembringelse
af Friedrich selv, er hun fremfor Alt lykkelig og stolt over, at hans
Navn staaer paa Titelbladet som Udgiverens. Hun gjør selv mange Løier
med sin litterære Virksomhed. Med bankende Hjerte og rødmende Kinder
sender hun Schleiermacher sin Bogs første Bind til Gjennemsyn og smiler
over de mange røde Streger i Manuscriptet. »Pokker staaer altid i det,
der hvor Accusativ og Dativ skulde staae.« At ogsaa hun maatte give
sig til at skrive og digte, paa en Tid (henimod Aar 1800), da alle
Romantikerne, selv Schleiermacher og Schelling, begik poetiske Synder,
betegner hende som hørende til Romantikernes tydsk-litterære Kreds, og
i Virkeligheden er hendes Roman ogsaa et Udtryk for alle de herskende
Ideer, Efterligning af Wilh. Meister og Frants Sternbald, Forherligelse
af de harmonisk Dannede overfor de Gemene, af det frie Vagabondliv, af
Lediggangen og det skjønne Letsind, af Formaalsløsheden, der midt i den
prosaiske, reale Verden ingen Hensigter har. Men ikke desto mindre hæver
denne Kvinde sig op over denne Kreds. Ikke for Intet var hun den kloge
og ædru Mendelssohns Datter.

Hun vilde, siger hun, saare gjerne see en Kunstner i Friedrich, men
ret kjær vilde han dog først blive hende, naar hun saae ham som
dygtig Borger i en ægte Stat, ja det synes hende, som om alle hendes
revolutionære Venners Væsen og Villen passede til det Litterære, til
Kritik og al den Slags Tøieri (all dem Zeuge), som en Kjæmpe til en
Barneseng; hun siger, at gik det efter hendes Hoved, gjorde de som
Götz v. Berlichingen, der kun greb Pennen for at udhvile fra Brugen af
Sværdet.Haym: Die romantische Schule. 663 ff.

Vi see atter her, hvad der allerede var slaaende ved Fru v. Kalb,
hvorledes hos Kvinderne i denne Periode en mandigere og mere udelt
Kraft gjør sig gjældende end hos Mændene, og hvorledes de bestandig
ville bringe de Problemer ind for det sociale Forum, som Mændene ville
holde paa det litterære. De føle dybere Forholdenes Tryk, de ere mindre
svækkede ved boglig Overcultur, og de have mere praktisk Sands og Blik
end Mændene omkring dem.

Den første større Begivenhed, der hænder det nys forenede unge Par,
er, at Fichte kommer til dem. De veed, man havde anklaget ham for
som Professor at lære Atheisme. Caroline Schlegel skriver derom til
en Veninde: »Kun med Kummer kan jeg skrive til Dig om det, hvorom
Du spørger mig, om Fichtes Sag. Tro mig, den er meget slem for alle
Venner af en ærlig og frimodig Adfærd. Hvad Du skal tænke om den første
Anklage, der kom fra en bigot Fyrste og hans dels katholske, dels
hernhutiske Baadgivere, vil Du omtrent selv indsee [...] Men saa hidser
man Fichte ved allehaande Beretninger fra Weimar om, at hans Sag staaer
slet o. s. v. til han erklærer, han vil tage sin Afsked, ifald man
giver ham en Irettesættelse og indskrænker hans Lærefrihed [...] Alle
Hoftjenere og alle Professorerne, som Fichte har overstraalet, skrige nu
over hans Dristighed, hans Ubesindighed. Han bliver forladt, undgaaet.«

I et Brev, som paa eengang er forfattet af Friedrich, Schleiermacher
og Dorothea, siger denne sidste: »Det gaaer meget godt med Fichte her,
man lader ham i Fred. Nicolai har ladt sig forlyde med, at man ikke i
ringeste Maade vil bekymre sig om ham, kun maa han ikke holde offentlige
Forelæsninger; det vilde ikke blive godt optaget. Jeg kommer ganske
fortræffeligt ud af det med Fichte, og overhovedet jeg føler mig saa
vel tilpas i dette Philosoph-Convent, som havde jeg aldrig været vant
til noget Ringere. Kun har jeg en vis Angst for Fichte, dog det ligger
ikke ved ham, men mere i mine Forhold til Verden og til Friedrich — jeg
frygter — dog maaskee tager jeg feil. Skrive kan jeg ikke et Ord mere,
Kjære, thi mine Philosopher løbe uophørligt op og ned af Gulvet, saa jeg
er nær ved at blive svimmel.« Her har De en lille Interieur-Scene af
Dorotheas Liv i Berlin. Ja man befinder sig saa vel sammen, at Fichte
fatter Planen til, at man for bestandig skal forene sin Existents.
Han skriver, at han arbeider paa at bevæge Friedrich til at blive i
Berlin, og at faae Wilh. Schlegel med sin Kone til ligeledes at flytte
derhen. »Reusserer dette, da danne begge Schlegelerne, Schelling, som
ogsaa maatte bringes til at flytte herhen, og vi een Familie, leie et
stort Logis, holde een Kokkepige o. s. v.«Caroline I. 254, 259, 261.
Det blev ved Projectet. Brødrene Schlegels Damer kunde ikke komme ud
af det sammen. Men kommer det nu ikke som et Pust fra en anden Verden,
naar man midt under al denne Omsorg for Fichte og Indignationen over den
Uret, som skeer ham, finder Ord som disse i Dorotheas Breve: »Jeg takker
din Moder hjerteligt for det kjære Helgenbillede. Jeg har det altid
liggende for mig. Det synes mig, at jeg selv ikke havde kunnet vælge mig
nogen anden Helgen, hun passer ret for mig. Billederne og de katholske
Sange have rørt mig saaledes, at jeg har besluttet, at naar jeg bliver
Christen, vil jeg absolut blive Katholik.«Caroline I. 293. Ingensteds
føler man vel tydeligere end her den romantiske Aandsretnings religiøse
Confusion. Man seer, at Katholicismen da spiller ganske samme Rolle som
Grundtvigianismen senere her.

Dog Dorothea er ikke det eneste Kvindeportrait i Lucinde. Under sine
Læreaar lærer Julius en udmærket Kvinde at kjende, som skildres
saaledes: »Ogsaa denne Sygdom som alle forrige helbredede og
tilintetgjorde det første Syn af en Kvinde, der var enestaaende i
sin Art, og som for første Gang ramte hans Aand helt og i Midten.«
Hun havde valgt og havde givet sig hen; hendes Ven var ogsaa hans og
levede værdig hendes Kjærlighed. Julius var den Fortrolige, han kjendte
derfor nøie, hvad der gjorde ham ulykkelig og dømte med Strenghed om
sit eget Uværd. Derfor trængte han al Elskov tilbage i sit Inderste og
lod Lidenskaben rase, tære og brænde der; men hans Ydre var aldeles
forvandlet, og saa godt lykkedes det ham at give sig Skin af den
barnligste Ligefremhed og Uerfarenhed, og en vis broderlig Haardhed,
at hun ikke fattede den ringeste Mistanke. Hun var munter og let i sin
Lykke og skyede altsaa Intet, men gav sit Vid og sit Lune frit Spil,
naar hun fandt ham uelskværdig. Overhovedet laa i hendes Væsen enhver
Høihed og enhver Finhed, enhver Guddommelighed og enhver Caprice, men
Alt var fint, dannet og kvindeligt. Frit og kraftigt udviklede hun hver
enkelt Enkelthed, som var den kun til for sig alene, og dog var den rige
dristige Blanding af saa uensartede Ting ikke forvirret; thi een Aand
besjælede den, et levende Pust af Harmoni og Kjærlighed. Hun kunde i
samme Time efterligne en eller anden komisk Taabelighed med en dannet
Skuespillerindes Overgivenhed og Finhed, og forelæse et ophøiet Digt
med en ukunstlet Sangs henrivende Værdighed. Snart morede det hende at
glimre og spøge i Selskab, snart var hun helt Begeistring, og snart
hjalp hun med Raad og Daad, alvorlig, beskeden og venlig som en øm
Moder. En ringe Begivenhed blev, ved hendes Maade at fortælle den paa,
saa henrivende som et skjønt Eventyr. Alt omgav hun med Følelse og Vid,
hun havde Sands for Alt, og Alt kom forædlet fra hendes formende Haand
og hendes sødt talende Læber. Intet Godt og Stort var for helligt eller
for almindeligt for hendes lidenskabeligste Deltagelse. Hun forstod
enhver Antydning og besvarede ogsaa det Spørgsmaal, som ikke blev gjort.
Det var ikke muligt at holde Taler overfor hende, det blev af sig selv
til Samtaler, og under den stigende Interesse spillede paa hendes
Ansigt en altid ny Musik af aandfulde Blikke og elskelige Miner. Ja
Blik og Miner troede man endog at see, naar man læste hendes Breve, saa
gjennemsigtigt og sjælfuldt skrev hun, hvad hun havde tænkt som Samtale.
Hvo der kun kjendte hende fra denne Side, havde kunnet troe, at hun kun
var elskværdig, at hun maatte fortrylle som Skuespillerinde, og at der
kun fattedes hendes bevingede Ord Versemaal og Rim for at blive til en
fin Poesi. Og dog viste netop denne Kvinde ved enhver Leilighed Mod og
Kraft til det Forbausende, og dette (Forholdet til Modet og Kraften) var
ogsaa det høie Synspunkt, ud fra hvilket hun dømte om Menneskers Værd.

Der er mere Ros end Malerkunst i dette Portrait. Saint-Beuve vilde
have grebet det anderledes an. Men Originalen til dette Billede er den
Kvinde, der siden Udgivelsen af hendes Brevsamling med Titel »Caroline«,
næsten som en Dronning kun gaaer under dette sit Fornavn, og som man
lettest kalder saaledes, fordi hun har havt saa mange Efternavne,
at man ei ret veed, hvorledes man skal betegne hende. Hun er født
Michaelis, en Datter af den bekjendte tydske Philolog, blev først
gift med en Dr. Böhmer, efter hans Død med A. W. Schlegel og endelig
tilsidst med Schelling. Hun staaer ved sine to sidste Forbindelser i
Midtpunktet af den hele romantiske Kreds, der let ordner sig om hende.
Hun var dens egentlige Muse. Calderons og Ariost’s geniale Oversætter
Gries kalder hende den aandrigste Kvinde, han har kjendt, Steffens
og Wilh. v. Humboldt bruge lignende Betegnelser. Om flere af sine
Afhandlinger skriver A. W. Schlegel, at de tildels skrive sig fra
en aandfuld Dames Haand, der besad alle Talenter til at glimre som
Skribentinde, men hvis Ærgjerrighed ikke var rettet derpaa. Schelling
skriver ved hendes Død: »Havde hun end ikke været det for mig, som
hun var, havde jeg som Menneske maattet begræde hende, sørge over, at
dette Mesterværk af Aand ikke mere er til, denne sjeldne Kvinde med
mandig Sjælsstyrke, med det skarpeste Vid, forenet med det blødeste,
ømmeste, elskovsfuldeste Hjerte. Noget Saadant kommer ikke igjen.«
Hendes Portrait er vidunderligt: indtagende, fint, maliciøst og dog
smeltende. Hun er ganske i Leonardos Stil. Dorothea er langt mere af eet
Stykke.

Caroline var født 1763, og er 21 Aar gammel, da hun første Gang bliver
gift. A. W. Schlegel lærer hende at kjende under sin Studietid i
Gøttingen, og bliver forelsket i hende; hun afslaaer at ægte ham.
Forbindelsen blev snart afbrudt, men fortsat gjennem Brevvexling, da A.
W. Schlegel 1791 overtog en Huslærerplads i Amsterdam, hvor adskillige
galante Forbindelser, deriblandt een alvorligere Kjærlighedshistorie
bragte Forholdet til Caroline til at træde i Skygge. Imidlertid havde
denne indviklet sig i et Net af de besynderligste Forhold. 1792 havde
hun begivet sig til Mainz og levede i Georg Forsters Hus, Da denne
beundringsværdige og geniale, men altfor sangvinske Mand, Humboldts
Lærer, lige udmærket som Naturforsker og Skribent, indlod sig paa
revolutionære Foretagender og søgte at udbrede den franske Frihed i
Rhinegnene, delte Caroline med Iver hans Sympathier og Bestræbelser og
indlod sig med de republikanske Klubmedlemmer i Mainz. Hun mistænktes
tilmed særligt, om end med Urette, for igjennem sin Svoger, Custines
Secretair, at have staaet i Forbindelse med Fjenden. Da Mainz bliver
tilbageerobret af de tydske Tropper, bliver hun arresteret og tilbringer
flere Maaneder i et barbarisk Fængsel, delende Stue med 7 andre. Fra
sit Fængsel skriver hun nu til Schlegel om Bistand. Hendes Situation
er endnu værre og mere compliceret, end den synes. I Mainz har hun i
Fortvivlelse over, at hendes hedeste Ønsker vare slaaede feil (hun
havde haabet, at den mandige og energiske Tatter skulde tilbyde hende
sin Haand) kastet sig hen til en tilfældig Tilbeder, en Franskmand, og
Følgerne af denne Forbindelse ville uundgaaeligt compromittere hende
for bestandigt, ifald hun ei i rette Tid befries fra Fængslet. Ved
Wilhelms Connexioner og hendes egen Broders Iver lykkes det at faae en
Løsladelsesordre udstedt, og med den rolige Ridderlighed, der var ham
eiendommelig, stiller Wilhelm nu den af Alle forladte Caroline under
sin yngre Broder Friedrichs Beskyttelse. Det er under disse saa lidet
fordelagtige Omstændigheder, at Friedrich lærer hende at kjende. Han
er ikke forudindtaget for hende, han er ei langt fra at føle Ringeagt.
Og under saadanne Forhold er det, at han skriver: »Denne Enfold og
denne formeligt guddommelige Sands for Sandhed havde jeg aldeles ikke
ventet.«Caroline I. 347, »Hun gjorde et meget levende Indtryk paa mig;
jeg ønskede heftigt at turde stræbe efter Meddelelse og Yenskab fra
hendes Side, men da hun syntes at ytre nogen Deltagelse, saa jeg meget
bestemt, at det blotte Forsøg vilde føre til de heftigste Kampe, og
at hvis Venskab var muligt mellem os, det kun kunde være den sildige
Frugt af mange forkerte Bestræbelser [...] ethvert egennyttigt Ønske
blev da opgivet. Jeg satte mig i det simpleste, enfoldigste Forhold til
hende, en Søns Ærefrygt, en Broders Aabenhed, et Barns Ligefremhed, en
Fremmeds Fordringsløshed.« 1796 gifter A. W. Schlegel sig saa med sin
stærkt compromitterede Veninde. Hendes Kreds dannes af alle Samtidens
bedste Mænd. Hun staaer i stadig Forbindelse med Goethe, Herder, Fichte,
Schelling, Hegel, Tieck, Schleiermacher og Hardenberg. Goethe er netop
da i intim Forbindelse med den unge Skole. Den er lige ved at dannes, og
de forskjellige Medlemmer af den have deres første Stævnemøder i Jena.
Hun spiser Frokost med Goethe, til Middag med Fichte og er snart kun alt
for uadskillelig fra Schelling.

Som et Exempel paa Styrken og Finheden af Carolines Dømmekraft hidsætter
jeg følgende Brudstykke af et Brev fra hende til Schelling (1ste
Marts 1801): »Du vil dog vel ikke, allerkjæreste Ven, af mig have
Noget at vide om, hvorvidt Fichtes Aand rækker, skjøndt Du synes at
ville høre min Mening derom. Mig har det altid forekommet, som om han
med al sin uforlignelige Tænkekraft, sin faste Slutningsmaade, sin
Klarhed og Nøiagtighed, sin umiddelbare Anskuelse af Jeget og sin
Opdager-Begeistring dog var begrændset, kun tænkte jeg, det kom af, at
den guddommelige Indgivelse fattedes ham, — og naar Du har gjennembrudt
en Kreds, ud af hvilken han ikke kunde komme, saa skulde jeg troe, at
Du ikke saameget har gjort dette som Philosoph — hvis Benævnelsen her
skulde være urigtig brugt, maa Du ikke skjænde paa mig derfor — men mere
forsaavidt som Du har Poesi og han ingen. Den ledede Dig umiddelbart til
en productiv Tilstand, ligesom det var Iagttagelsens Skarphed, der førte
ham til Bevidsthed. Han har Lyset i dets klareste Klarhed, men Du ogsaa
Varmen, og hint kan kun lyse, denne frembringer. Er dette nu ikke fint
seet af mig? ret som man gjennem et Nøglehul seer et uhyre Landskab.«

Om Hegel findes her etsteds den morsomme Ytring, der lidet svarer til
den almindelige Forestilling om Philosophen: »Hegel macht den Galanten
und allgemeinen Cicisbeo« (II. 239).

Med Lidenskab deltager Caroline i alle den romantiske Skoles
Bestræbelser, forfatter, corrigerer, anmelder anonymt, snart selv
skidvende, snart virksom paa anden, tredie, fjerde Haand. Den
politisk-revolutionære Lidenskab, der udmærker hende fremfor Mændene,
gaaer nu nødtvungen med til litterære Skjærmydsler og Intriguer. Vi see
hende saaledes anmelde Schlegels »Ion« anonymt, men temmelig drillende,
see Schlegel ligeledes anonymt besvare og imødegaae denne Recension,
og saa endelig Caroline kalde Schelling til Hjælp, der i en tredie
anonym Recension som Carolines Ridder under en Form af udsøgt Finhed
lader det gaae endnu værre ud over Schlegel, mens han skriver ham til,
at han haaber, det ei vil blive taget ilde op. Det er ogsaa Caroline,
som fordærver Forholdet mellem Schiller og Schlegel, bevirker Bruddet
imellem dem, og ved sine utallige ofte yderst vittige, men ubillige
Løier med den Schillerske Poesi, bestandig hidser Brødrene mod Schiller,
der paa sin Side ei kan frikjendes for med en vel fornem Oldermandsmine
at have afvist dem, da de begyndte deres Forfatterbane. Schiller kalder
bestandig Caroline »Dame Lucifer«. Hendes svageste Side kommer frem i
hendes smaalige Had til den stakkels Dorothea Veit, hvem hun forfølger,
et Had, som forstyrrede det ellers saa skjønne Forhold mellem de to
Brødre, der tillige vare de fortroligste Venner, og som nær havde skilt
dem fra hinanden. Vil man høre i hvad Tone, hun taler om Dorothea?
»Friedrich har nu selv seet Alarcos og har umiddelbart derefter sat sig
paa en Vogn for at ile til Frankrig, hvor han har isinde at lade sig vie
republikansk. At blive druknet i Loire kaldtes under Robespierre noces
républicaines, og Halvdelen af dette Par undte jeg gjerne et saadant
Bryllup.« Hendes skjønneste Egenskaber komme frem overfor hendes Datter,
det vidunderlige Barn, Augusta Bohmer, hvis Navn vil staae uudsletteligt
indskrevet i Tydsklands Litteraturhistorie, skjøndt hun kun er 15
Aar gammel, da hun døer. Man læse hendes Domme over Friedrich, over
Dorothea, hendes versificerede Breve til Tieck eller Schleiermacher,
og man vil forbauses over hendes fine og mærkværdige Begavelse. Hendes
Død foraarsagede en Vending i Carolines Liv. Schelling, der maaskee
havde været noget indtaget i Augusta, traadte ved hendes pludselige
og sørgelige Bortgang Moderen nærmere. Han var dengang ganske ung,
i sine første Arbeiders Hede, blussende af Lidenskab, straalende af
Geni, Goethes Yndling. De havde en dyb fælles Sorg og gjensidig Trøst
Behov. Forholdet antog Charakter af den mest glødende Kjærlighed. At
Romantikernes gemene Modstandere lode forfatte en Brochure, hvori det
paastodes, at Schelling med sin forrykte Naturphilosophi og de Cure,
han havde foreskrevet, var den, som havde taget Barnet af Dage — en
Udtalelse, som beroede paa lutter løgnagtigt Opspind, kunde kun forene
dem yderligere. Det er i Svaret paa denne Brochure, at Schelling bruger
de voldsomme Udtryk om sine Modstandere, der citeres i Indledningen til
Lassalles »Capital und Arbeit«. Carolines Forhold til Schlegel havde
længe været koldt, han og hun levede i forskjellige Byer. Havde Caroline
været skinsyg, vilde hun have havt adskillig Aarsag til Klage. Senere
indlod Schlegel sig i et Kjærlighedsforhold til Tiecks Søster, Sophie
Bernhardi, der for hans Skyld lod sig skille fra sin Mand. Hans sidste
Ægteskabsforsøg med en Datter af nationalisten Paulus mislykkedes som
bekjendt, og endte med Skilsmisse.

Da Schelling og Caroline vare blevne hinanden saa uundværlige, at
Baandet maatte løses, gav Schlegel med fuldkommen Ridderlighed sit
Samtykke. Det kom til Skilsmisse, og som Caroline siger: »vi løste et
Baand, som vi altid havde betragtet os selv som Herre over« — die wir
unter uns nie anders als wie ganz frei betrachtetenCaroline II. 237.
— og et nyt Ægteskab, der fra begge Sider var absolut lykkeligt, blev
indgaaet.

Høist interessant for Skolens Theorier og disses Overensstemmelse med
Førernes Liv er det at see, hvorledes Schlegel tager denne Carolines
Beslutning. Han ikke blot giver sin Indvilligelse, men han vedbliver
at staae i aldeles venskabelig Brevvexling med Schelling, og de to
Mænd understøtte gjensidigt hinanden i Litteraturen med Raad og Daad.
Ja Caroline vedbliver at staae i den venskabeligste Forbindelse med
Schlegel, længe efter at hendes Forhold til Schelling ikke mere er nogen
Hemmelighed for ham. Hun skriver f. Ex. i Mai 1801 til Schlegel: »Afgjør
engang følgende Trætte mellem Schelling og mig. Due disse Hexametre
(af Schelling) Noget? Jeg finder de sidste Linier keitede, men han
forfægter, at de ere gode.« Med Mme de Staël besøger Schlegel endog
senere Parret i München.

Saaledes formaaede nok saa stærke personlige Brydninger og Spaltninger
ikke at skille dem, der vare forbundne ved et Fællesskab i Ideer og
en fælles Kamp for disse. Man betragtede den personlige Frihed som
uafhændelig og respecterede den som saadan hos Andre, ligesom man
fordrede den for sig selv.

Heri er paa den ene Side noget Smukt og Frit, paa den anden noget
Stødende. Man maa beklage, at de, der hørte sammen, havde saa mange
Omveie nødig for at finde hinanden, men man forstaaer ret godt
Charaktererne og deres Forhold. Dommen er bleven besørget af de
Paagjældendes Samtid.

Men endnu en anden Lære lader sig uddrage heraf, end den om
Romantikernes omskiftelige Tilbøjeligheder og fuldkomne Aandsfrihed
overfor sociale Baand, nemlig den: at deres Kvinder i Virkeligheden
stod over dem selv, og at de kun have formaaet at drage dem ned til
sig. Vi see den kraftige, energiske Dorothea, hun, som saa stærkt føler
Smaaliglieden af alle Romantikernes litterære Tendentser, langsomt
forvandles, see hende modstræbende beundre Lucinde, saa selv forfatte
Romaner i den almindelige Skure, saa endelig følge Friedrich til Wien og
blive katholsk med ham. Eller se den fine, enthousiastiske, staalhaarde
Caroline, der som ganske ung Enke paa et Par og tyve Aar forsøger at
revolutionere Rhinlandene; hun er da saa besluttet, at hun allierer sig
næsten med hvemsomhelst og udsætter sine Kjærestes Liv og Velfærd med
den yderste Hensynsløshed. Friedrich skriver dengang med Forfærdelse til
Wilhelm: »Det vil jeg aldrig kunne tilgive hendes Hjerte, at hun var
istand til at lokke Dig, hendes Ven, ind i denne Hvirvel af elendige
Farer og usle Mennesker.« Og se hende saa nogle Aar efter forvandlet,
recenserende, skrivende anonymt for og imod sin egen Mands slette
Dramer, helt opgaaet i litterære Intriguer. Saa kommer igjen i Øieblikke
ligesom et Pust fra den gamle Tid ind i hendes Sjæl. Og man føler,
hvorledes hun er omdannet. Hun skriver i October 1799 til sin Datter
først en Masse Familiebegivenheder. Referatet om disse ender saaledes:
»Hofraad Hufeland er kommen tilbage med Kone og Børn.« Saa følger:
»Luseri er det Alt! Buonaparte er i Paris. O, Barn, betænk, det gaaer
Alt atter godt. Russerne ere bievne fordrevne fra Schweitz — Russerne
og Englænderne maae i Holland capitulere med Skamme. — Franskmændene
trænge frem i Schwaben. Og nu kommer ovenikjøbet Buonaparte. Glæd Dig
dog med mig, ellers troer jeg, at Du blot forstaaer Fjas og slet ingen
alvorlige Tanker har.« — Saa følger i samme Aandedræt litterært Nyt.
»Tieck er her, og vi er meget sammen. Hvad de Mennesker dog Alt hitte
paa, det troer Du ikke. Jeg skal sende Dig en Sonnet mod Merkel; han har
rendt rundt i Berlin og fortalt, at Hertugen havde givet Schlegelerne
en Irettesættelse paa Grund af Tidsskriftet o. s. v. Saa satte Wilhelm
og Tieck sig forleden Aften ned og lavede en forrykt Sonnet til ham.
Det var en Fest at see paa, hvordan de fire brune Øine sprudede Funker
mod hinanden, og med hvilken vild og gal Lystighed denne retfærdige
Malice blev begaaet. Jeg og Dorothea laa næsten paa Gulvet af Latter.
Hun forstaaer rigtigt at lee, hvad vist vil være hende en Anbefaling hos
Dig. Merkel kan sige, at han er et leveret Uhyre. Deraf vil han ikke
komme sig igjen. Et morderligt Spektakel vil det blive fra alle Sider
[...] Schelling rykker nu frem i Litteraturtidenden med sit fulde Skyts.
— Dog disse Stridigheder angaae ikke Dig, men Russerne og Buonaparte
angaae Dig meget.« Man skulde sige, at hun bestræber sig for at holde de
store Interesser vaagne hos Datteren, nu da de ere ifærd med at døe ud
hos hende selv. Saa er det, hun bliver gift med Schelling og filtret ind
med alt det Bestaaende i den store clericale Rede Baiern.

Mange store Mænd have forgjæves stræbt at bringe de Kvinder, de elskede,
til at dele deres Interesser. Men jeg veed ingen værre Anklage mod
begavede Mænd og intet kraftigere Symptom paa deres Svaghed end det, at
de langtfra at hæve de Kvinder, som have hengivet sig til dem og fulgt
dem, have draget dem nedad, have berøvet dem deres høieste Interesser og
bedste Sympathier, og givet dem smaa og smaalige derfor. Denne Anklage
rammer og maatte ramme Romantikerne. De have behandlet de store Kvinder,
gode Guder skjænkede dem, som de store Ideer, de modtoge i Arv, de have
berøvet dem det store frisindede, sociale og politiske Præg og gjort dem
først romantiske og litterære, saa christelige og saa katholske.

VI.

Det var meget langt fra, at de forbundne Romantikere med Tilfredshed
saa »Lucinde« komme frem. Vi have seet, hvorledes Caroline snart lod
sit satiriske Lune spille imod den, og A. W. Schlegel, Schelling,
Steffens og de Andre betragtede den mellem sig som et enfant terrible,
hvorledes saa end officielt deres Udtalelser løde. A. W. Schlegel
siger vel i en Sonnet til Friedrich: ligesom han, da Kotzebue i
Anledning af Bogen mod Friedrich skrev sit Lystspil »Den Hyperboreiske
Æsel«, svarede med den vittige Satire »Ehrenpforte des Präsidenten v.
Kotzebue«, men privat kaldte han Bogen »en taabelig Rhapsodi«. Tieck
benævnede den en besynderlig Chimære, og selv Schleiermacher søgte
at fragaae sit Forfatterskab til Brevene om Lucinde, da senere den
protestantisk-rationalistiske Retning hos ham fik Overvægt over den
sandseligt-mystiske. Ikke desmindre eller rettere saameget mere er
det af Vigtighed for os at kaste et Blik paa disse Breves Natur, hvis
Formaal det er at fremstille Lucinde ei blot som en uskyldig, men som en
god og hellig Bog, der retfærdiggjøres ved ædle Kvinders Sysselsættelse
med den og Begeistring for den. Den ene af disse Kvinder, hvis Breve laa
til Grund, var Schleiermachers Søster Ernestine, den anden hans Elskede,
Eleonore Grunow.

At gjennemgaae Brevene enkeltvis har nutildags ikke mere nogen
Interesse. Vi ville kun fastholde de mest fremspringende Punkter.
Da Lucinde er Romantikernes eneste Forsøg i social Retning, og
da Belysningen af Ægteskabet overhovedet næsten er den eneste
sociale Opgave, hvormed Litteraturen i dette Aarhundredes Begyndelse
sysselsætter sig — kun Goethes »Wanderjahre« tager som Rousseaus
Romaner, men i endnu større Omfang de sociale Problemer under Behandling
— saa har det sin Betydning at sammenligne de forskjellige europæiske
Hovedlitteraturers Udtalelser om dette Punkt. Schleiermachers Skrift
er rettet mod Snerperiet. Strax i Begyndelsen hedder det: »Nær havde
jeg troet, at Du nylig var bleven en Snerpe. I saa Tilfælde vilde jeg
bede Dig ved næste Leilighed at indskibe Dig til England, hvorhen jeg
havde Lyst til at forvise hele Racen.« Og et helt Afsnit af Bogen er
rettet mod den falske Skamfølelse, der udelukker den rette Blu og
afstedkommer saamange unyttige Ulykker. »Den ængstelige og indskrænkede
BlufærdighedBriefe uber die Lucinde, p. 64 og 83., der nu er Samfundets
Charaktermærke, har sin Grund i Bevidstheden om en stor og almindelig
Forkerthed og om en dyb Fordærvelse. Hvad skal det tilsidst blive til?
Det maa bestandig gribe videre om sig; naar man i den Grad gjør Jagt
paa det Ublufærdige, vil man til Slutning indbilde sig at finde noget
Saadant i enhver Ideekreds, og al Tale og al Selskabelighed maa høre op.
[...] Den fuldkomne Fordærvelse og den fuldendte Dannelse, ved hvilken
man vender tilbage til Uskyldigheden, gjøre begge Ende paa Undseelsen;
hin dræber saavel den sande som den falske, for denne ophører Undseelsen
at være Noget, hvorpaa der maa anvendes særlig Opmærksomhed og lægges
særlig Vægt.«

»Overlæg kun, kjære Barn, om ikke alt Aandigt i Mennesket begynder med
en instinctagtig ubestemt indre Drift og først lidt efter lidt ved
Selvvirksomked og Øvelse udarbeides til en i sig fuldendt Gjerning.
Førend det kommer saavidt, kan der jo slet ikke tales om et blivende
Forhold mellem indre Bevægelser og bestemte Gjenstande. Hvorfor skulde
det være anderledes med Kjærligheden end med alt det Øvrige? Skulde den
maaskee, der er det Høieste i Mennesket, strax ved det første Forsøg
være fuldkommen? skulde det at elske være lettere end den simple Kunst
at spise og drikke? Ogsaa i Kjærligheden maa der gives »foreløbige
Forsøg«, af hvilke der ikke fremgaaer noget Blivende, men af hvilke
ethvert bidrager til at gjøre Følelsen bestemtere og herligere. Ved
disse Forsøg kan Forholdet til en bestemt Gjenstand kun være noget
Tilfældigt, i Begyndelsen ofte kun en Indbildning, og altid noget høist
Forgjængeligt — ligesaa forgjængeligt som Følelsen selv, der snart
viger for en klarere og inderligere. Saaledes finder Du det ganske vist
hos de modneste og mest dannede Mennesker, der smile over deres første
Kjærlighed som over en barnlig og løierlig Begyndelse og ofte leve
ganske ligegyldige hen ved Siden af den formentlige Gjenstand. Efter
Sagens Natur maa det ogsaa være saaledes, og her at fordre Troskab
og ville stifte et varigt Forhold var en ligesaa skadelig som tom
Indbildning.«

Schleiermacher advarer derfor mod, hvad han kalder Hjernespindet om den
første Kjærligheds Hellighed. »Tro blot ikke, at Alt beroer paa, om den
bliver til Noget. De Romaner, der forfægte dette og lade Kjærligheden
mellem de samme to Mennesker udvikle sig fra den første raa Begyndelse
til den høieste Fuldkommenhed i eet Træk, ere ligesaa fordærvelige,
som de ere slette, og de, der skrive dem, forstaae sig i Almindelighed
ligesaa slet paa Kjærligheden som paa Kunsten. — Naar den meer eller
mindre ubestemte Længsel efter Kjærlighed retter sig paa en bestemt
Gjenstand, opstaaer derved nødvendigvis et bestemt Forhold, idet der
gives et Punkt, paa hvilket den størst mulige Tilnærmelse finder Sted.
Naar I have naaet dette og følt, at det ikke er det rette, paa hvilket
I kunne blive, hvad er der da Andet at gjøre for Jer, end at I atter
fjerne Jer fra hinanden? Kun efter at et saadant Forsøg er fuldendt
som Forsøg, kan Erindringen derom og Reflexionen derover virke til
nærmere Bestemmelse af Længsel og Følelse og saaledes forberede et
andet, bedre Forsøg. Skulde heri vel ligge en Forpligtelse til atter at
anstille dette Forsøg med det samme Subject? Hvori skulde den ligge?
Jeg for min Del finder dette lige saa naturstridigt som Kjærlighed
imellem Broder og Søster. Giv Dig altsaa heri uindskrænket Frihed, og
sørg kun for at fastholde en ren Sands og en fin Følelse for, hvad der
er et saadant Forsøg, for at Du ikke skal fastholde og sanctionere et
saadant, der ikke er eller skal blive til mere, ved Hengivelsen, der
efter sin Natur burde begrunde en sand og varig Kjærlighed. Et saadant
Misgreb, der er Følge af og Aarsag til de usaligste Skuffelser, er
det Skrækkeligste, der kan hænde Dig, og vid, at dette egentlig er
at lade sig forføre. Dog naar Du har grebet den sande Kjærlighed og
føler Dig paa det Punkt, ud fra hvilket Du kan fuldkommengjøre dit
Gemyt og forme dit Liv skjønt og værdigt, saa vil af sig selv enhver
Tilbageholdenhed og enhver Sky for Foreningens sidste og skjønneste Segl
synes Dig Affectation og Snerperi. Det farligste er kun, at ethvert
Forsøg efter sin Natur tilstræber dette Punkt. Mættelsespunktet er
kun at finde ved Overmættelse. Den sunde Følelse vil imidlertid, saa
ofte Forsøget nærmer sig dette Punkt, føle en hellig Sky, der er noget
meget Høiere end et fremmed Magtbud, eller hvad man almindeligt kalder
Blu og Tugt.« Sunde og forstandige Reflexioner! men hvor betegnende
er hele dette Grubleri over Følelsen ikke for den Nation, Forfatteren
tilhører. En Italiener sagde engang til mig: Hvad der mest forbauser
os i de germaniske Nationers Følelsesliv, det er dog Maaden, hvorpaa
de opfatte og dyrke Kjærligheden. Hos dem er Kjærligheden en Religion,
Noget, hvorpaa et godt Menneske bør troe. Og denne Religion har sin
Theologi. De levere dens Philosophi, dens Metaphysik, hvad veed jeg.
Vi elske »simplement«, som Franskmændene sige.« Denne Replik faldt mig
ind ved Læsningen af Schleiermacher. Hvormegen Skarpsindiglied er her
ikke udfoldet, for at bevise, at Menneskene, naar de elske, ei bør lade
sig forstyrre af falske Theorier, og hvilken klippefast Tro paa den
Kjærlighed, der skal »fuldkommengjøre og fuldende Gemyttet«, ligger ikke
til Grund! Det er lærerigt til Sammenligning at biddrage beslægtede
Udtalelser af andre Nationers store Forfattere; Nationalpræget springer
stærkere frem.

George Sand, hvis første Romaner repræsentere den samme Bevægelse
i Frankrig, som Lucinde indleder i Tydskland, siger i »Jacques« og
»Lucretia Floriani« gjennem Hovedpersonerne som gjennem en Maske
følgende: »Paul og Virginie kunde stadigt og uforstyrret elske hinanden.
Thi de vare to Børn, opdragne af samme Moder. Vi komme fra altfor
forskjellige Egne. [...] For at to Væsener altid skulde forstaae
hinanden og forblive forenede ved en uforanderlig Kjærlighed, maatte en
ensartet Opdragelse have dannet dem som Børn, og de samme Troeslærdomme,
det samme sjælelige Vaner, ja det samme ydre Væsen findes hos dem begge.
Men vi forpinte Affødninger af et stormfuldt og fordærvet Samfund,
der saaer som en Stedmoder overfor sine splittede Børn og i sine
Vildhedsperioder er mere grusomt end den vilde Tilstand, med hvilken
Ret undre vi os efter saa store offentlige Spaltninger over Hjerternes
uafbrudte Skilsmisse og Umuligheden af inderlig Harmoni?«

De seer, at George Sand er langt mindre sikker end Schleiermacker
paa Sandsynligheden eller Muligheden af, at Individet træffer den
saakaldte »Rette«, til hvem Kjærligheden »fuldender Gemyttet«. Jacques
siger: »Ægteskabet er nu og altid efter min Mening en af de mest odiøse
Institutioner. Jeg tvivler ikke paa, at det vil blive afskaffet, hvis
Menneskeslægten gjør noget Fremskridt henimod Retfærdighed og Fornuft;
et mere menneskeligt og ikke mindre helligt Baand vil da erstatte
dette og vil formaae at sikre Børnenes Existents uden for bestandig at
lænkebinde Forældrenes Frihed. Men Mændene ere altfor raae og Kvinderne
altfor feige til at forlange en mere ædel Lov end den Jernlov, som
behersker dem. For Væsener uden Samvittighed og uden Dyd passe tunge
Lænker. De Forbedringer, som nogle ædle Aander drømme om, er det umuligt
at virkeliggjøre i dette Aarhundrede; disse Aander glemme, at de ere
hundrede Aar forud for deres Samtidige, og at førend man forandrer
Loven, maa man forandre Mennesket.« — Paa Bryllupsdagen siger Jacques
til sin Brud: »Samfundet vil nu dictere Dig en Edsformular. Du vil
maatte sværge at være mig tro og at være mig lydig, det vil sige aldrig
at ville elske nogen Anden end mig, og at lyde mig i Alt. Den første
af disse Eder er en Absurditet, den anden er en Lavhed.« George Sands
Tankegang i alle disse Bøger er den, at det, efterat Kjærligheden er
ophørt, vedblivende at opretholde dens ydre Skin gjennem Kjærtegn o. s.
v. er den egentlige Immoralitet i Elskov. Jacques siger: »Jeg har aldrig
bearbeidet min Indbildningsskraft for paany at tænde eller gjenoplive en
Følelse i min Sjæl, som ikke mere fandtes der; jeg har aldrig paalagt
mig selv Elskov som en Pligt, Bestandighed som en Rolle. Naar jeg har
følt Elskoven slukkes i min Sjæl, har jeg sagt det uden at skamme mig
derover og uden Samvittighedsnag.« Og endnu mere indtrængende udbryder
Lucretia Floriani: »Af alle disse Forelskelser, som jeg barnligt og
blindt havde givet efter for, syntes ingen og ingen Forbindelse mig saa
dadelværdig som den, jeg tiltrods for mig selv forsøgte at lade vare
udover dens Tid.«

Den franske Forfatterinde seer saaledes den stadige Kjærlighed til En og
Samme som en kun paa visse Betingelser existerende Mulighed, og hendes
Opfattelse af Elskoven er ikke som Schleiermachers den, at den er den
høieste Dannelsesmagt, men den, at den som uimodstaaelig Naturmagt,
som hele Sjælen fyldende Lidenskab er skjøn, ja det Skjønneste i
Menneskelivet. Institutionerne bør rette sig efter dens Natur, da den
ikke kan forandre sin Natur efter Institutionerne. Som Discipel af
Rousseau taler hun Naturens Sag.

Vil De da endelig med mig kaste et Blik i et Skrift af en samtidig
engelsk Forfatter af samme Aandsretning: Shelley's »Queen Mab«, og
vil de navnlig agte paa de Anmærkninger, hvormed han har forsynet
Digtet, da vil De see en tredie Nuance af Oppositionen mod den herskende
Tankegang. Shelley siger: »Den Samfundstilstand, i hvilken vi betinde
os, er en Blanding af feudal Vildhed og ufuldkommen Civilisation.
Først nylig har Menneskeheden indrømmet, at Lyksalighed er Ethikens
eneste Maal, som alle andre Videnskabers, og forkastet den fanatiske
Idee at ville korsfæste Kjødet af Kjærlighed til Gud.« De seer, han
gaaer som ægte Englænder ud fra Nytte- eller Lykke-Principet som det
høieste. »Kjærlighed, siger han, er en uundgaaelig Følge af Iagttagelse
af Elskværdighed. Kjærlighed visner under Tvang; dens eiendominelige
Væsen er Frihed; den kan hverken trives sammen med Lydighed eller med
Skinsyge eller med Frygt; den er renest, fuldkomnest og grændseløsest,
hvor dens Dyrkere leve i Tillid, Lighed og aaben Hengivelse.« »Mand
og Kvinde burde saalænge ved­ blive at være forenede, som de elske
hinanden; enhver Lov, der forpligtede dem til Samliv endog blot et
Øieblik efter, at deres Tilbøielighed var udslukt, burde ansees for et
utaaleligt og høist uværdigt Tyranni. I hvilken Grad vilde man ikke
see et afskyeligt Formynderskab over den individuelle Frihed i en
Lov, der gjorde Venskabets Baand uopløselige trods den menneskelige
Aands Luner, Ubestandighed, Evne til at feile og Evne til at blive
fuldkomnere. Og hvor meget tungere og utaaleligere ere da ikke Lænker
paa Elskoven end paa Venskabet, da Elskov er heftigere og lunefuldere,
mere afhængig af Indbildningskraftens zarte Eiendommelighed og mindre
istand til at tilfredsstilles ved sin Gjenstands øiensynlige Fortrin!«
»Elskoven er fri. At afgive det Løfte evigt at ville elske den samme
Kvinde er ikke mindre taabeligt end at love evigt at ville hænge ved
den samme Tro.« »Det nuværende Tvangssystem har i de fleste Tilfælde
kun den Virkning at skabe Hyklere eller aabenlyse Fjender. Mennesker
med Finfølelse og Hjertensgodhed, der ulykkeligvis ere forbundne med
En, som de umuligt kunne elske, tilbringe deres Livs skjønneste Tid
med ufrugtbare Bestræbelser efter at synes anderledes, end de ere.
Den Overbevisning, at Ægteskabet er uopløseligt, fører i høieste Grad
de Sletteste i Fristelse; de hengive sig hensynsløst til Bitterhed og
alle det huslige Livs smaa Tyrannier, da de vide, at deres Offer ikke
kan appellere til Nogen.« »Prostitutionen er en direkte Frembringelse
af Ægteskabet og de Vildfarelser, der følge deraf. Kvindelige Væsener
blive udelukkede fra Samfundets Sympathier og Fordele af ingen anden
Grund, end fordi de lyde en naturlig Tilbøieligheds Bud [...] Har
en Kvinde adlydt en Drift, der følger af den aldrig feilende Natur
(sic!), erklærer Samfundet hende Krig, evig og skaanselløs Krig; hun
maa være den føielige Slavinde, hun tør ikke gribe til Repressalier.
Samfundet tilkommer Retten til Forfølgelse, hende den Pligt at taale
den. Hun lever et Skammens Liv; den høie og bitre Haanlatter spærrer
hende enhver Tilbagevenden. Hun døer som af en langvarig Sygdom; men
hun har feilet, hun er Forbrydersken — og Samfundet den rene og dydige
Matrone, der slynger hende som et Misfoster bort fra sin Barm. Coelibat
er en munkeagtig og evangelisk Overtro, ja selv en større Fjende af det
naturlige Maadehold end den aandløse Sandselighed. Det nager ved Roden
af al Lykke og fordømmer Halvdelen af Menneskeslægten til Elendighed,
for at nogle Faa kunne glæde sig ved et lovligt Monopol. Man havde ikke
kunnet udtænke et System, der optraadte med mere raffineret Fjendskhed
imod den menneskelige Lykke end Ægteskabet, om man var gaaet ud derpaa.
Jeg troer, at af Ægteskabets Afskaffelse vil et rigtigt og naturligt
Forhold mellem Kjønnene fremgaae. Jeg siger ingenlunde, at dette Forhold
vilde være et hyppigt vexlende; det synes mig tvertimod at fremgaae af
Forholdet mellem Forældre og Børn, at en saadan Forbindelse i Regelen
vilde være af lang Varighed og udmærke sig fremfor alle andre ved
Høimod og Hengivenhed. — I Virkeligheden danne Religion og Moral, som
de nuomstunder ere beskafne, en praktisk Elendighedens og Trældommens
Lovbog; den menneskelige Lykkes Genius maa rive ethvert Blad ud af den
forrykte Gudsbog, før Mennesket kan læse Skriften i sit Hjerte. Hvor
vilde den i Snørliv og Flitter oppudsede Moral skrækkes for sit eget
modbydelige Billede, naar den saa ind i Naturens Speil!«

Atter her altsaa Paaberaabelse af Naturen, men Synspunktet er dog ganske
forskjelligt. Shelley, den begeistrede og lidenskabelige Atheist,
seer Samfundets Grundulykke i den overleverede Religion; den «aldrig
feilendes Natur er den Guddom, han sætter i Bibelgudens Sted. Han
betragter Krav paa Lykke som Menneskets Ret, og som Englænder hævder
han uden mange psychologiske Grublerier den individuelle Frihed overfor
ydre Loves Tvang. Sclileiermacher advarer mod det Ufornuftige, fordi det
binder, naar det er begaaet; men han, den protestantiske Præst, hidser
kun indirecte til Opposition imod det. George Sand oprøres over det
Uværdige; i hendes, den franske Digterindes Moral spiller Æren den samme
Rolle som Fornuften i Schleiermachers, og det er hendes Ideal af mandig
Æresfølelse, Jacques, hvem hun lægger en Protest i den menneskelige Æres
Navn i Munden. Shelley endelig reiser sig som den personlige Friheds
Talsmand og Ridder. Han vil have Trældommen bort. Den snart landflygtige
engelske Frihedsapostel gaaer uden Tøven løs paa Institutionerne. George
Sand har aldrig directe angrebet Ægteskabet. I Fortalen til »Mauprat«
siger hun endog: »Det er mod Ægtemændene, jeg har udtalt mig, og spørger
man mig da, hvad jeg vil sætte i Stedet for dem, svarer jeg simpelthen:
Ægteskabet.« Shelley derimod, der strax opfatter enhver Ulykke politisk
og socialt, vil reformere Menneskene ad den ydre Lovgivnings Vei, i
Kraft af Overbevisningen om, at Staten i saa yderlig Grad som muligt bør
sikre Individet den fulde Udøvelse af sin Frihed som Borger.

De seer let, at af disse tre Repræsentanter for en og samme Sag
er Schleiermacher den mest reflecterte og mest tilbageholdne. For
ham er Gemyttet og dets Inderlighed det Høieste, som Hjertet er
det for George Sand, og Lyksaligheden er det for Shelley. Hver af
de tre store Skribenter fremstiller sit Folk, og man forstaaer ved
Sammenligningen bedre Charakteren af denne hele Bevægelse, som i
Aarhundredets Begyndelse tog sine første Tilløb, men som hverken kan
vinde Ro eller Form eller hidføre gode og beroligende Resultater, førend
Kvindens Frigjørelse i aandelig og social Henseende er naaet saa vidt,
at hun staaer selvstændig overfor Manden og gjennem Litteraturen og
Lovgivningen varetager sit eget Tarv.

VII.

Den fine og redelige Schleiermacher anvendte al sin Skarpsindighed paa
at faae noget Helt og Fornuftigt ud af Lucinde i sine Breve om Bogen.
Han læste sin egen Anskuelse ud af den. Men hans egen Position var
falsk. Han vilde forsøge paa at forholde sig til Virkeligheden under
Omtalen af en uvirkelig Bog; han vilde forgjæves bygge en fri og høiere
Moral paa et Skrift, der istedenfor, som det udgav sig for, at godtgjøre
Livets Omformning til Poesi, i Virkeligheden kun gav nogle aandrige
Personers Phantasterier og Reflexioner over det Poetiske i en forviltret
Virkelighed.

Lad os ret fastholde Hulheden af denne tomme Idealisme. Den er et for
de forskjelligste Forgreninger af Romantiken fælles Charaktermærke.
De husker, at Goethes Prometheus tilraaber Zeus: »Troer Du, jeg vil
flye ud i en Ørken, forlade Livet, fordi ikke alle Blomsterdrømme
modnedes?« Saaledes taler en Prometheus, saaledes en Goethe. Men hvor
forstaaeligt er det ikke, at der i denne følelsesfulde Ungdom uden
Handlekraft uddannede sig en Gruppe, som »fordi ikke alle Blomsterdrømme
modnedes« af fortvivlet Misfornøielse med det Virkelige griber ud i
den tomme Luft, jager efter Phantomer og med egensindig Trods vil
legemliggjøre dem, en Ungdom, der prædiker, at Kunst og Poesi og deres
Element og Organ, Phantasien, er det eneste Væsentlige og Levende, men
alt Øvrigt, Liv og Virkelighed, som plat Prosa er uden Betydning for
Geniet og overhovedet af det Onde? Dyrkelsen af Poesien er bleven en
ny Dionysoskultus. Denne Tids Ynglinge ere dens Præster.Hettner: Die
romantische Schule 49.

Og dog var det saare langtfra, at disse den nye Læres Præster begyndte
bacchantisk eller vildt. Tvertimod, det første Physiognomi, der her
møder os, er det blideste og uskyldigste, maaskee det reneste og
mildeste, der overhovedet forekommer i moderne Litteratur. Det er
Wackenroder’s ædle og blege Aasyn.

Sit første Udtryk fik den romantiske Kunstbegeistring i en zart og
passiv Production, forfattet af en sværmerisk Yngling, der river sig
op i Spliden mellem sin brændende Kjærlighed til et Liv for Kunsten
og en udvortes Tvang, der med Fadermyndighedens Magt bøier ham ind
under praktiske Interessers Aag, saa han døer med udtømte Kræfter
i sit 25de Aar. Hans Liv var som det milde, lune Vindpust, der en
Foraarsdag opvarmer Luften og lokker de første Blomster frem. Tieck
og han vare de fortroligste Venner. Hans Breve til Tieck, hvem han i
høieste Grad beundrer, vidne om en næsten pigeagtig Kjærlighed til den
mere fremtrædende Ven.

Paa ethvert Bibliothek vil De finde en lille, fint trykt, elegant
udstyret Duodez-Bog fra 1797 uden Forfatternavn, men med Titlen
»Herzensergiessungen eines kunstliebenden Klosterbruders«, med et
sværmerisk Hoved af Raphael til Vignet, en Tegning, paa hvilken han
med sine store Øine, sine yppige Læber og sin slanke Hals seer ud
som en aandfuld og christeligt exalteret Venusdyrker, der vil døe af
Brystsyge. Under Billedet staaer ikke Raphael simpelthen, men »Der
göttliche Raphael«; det er Romantikens Raphael. Denne lille, zirlige
Bog, den er ligesom Romantikens og det romantiske Vævs allerførste
Celle. Omkring den leire sig de senere Productioner. Dens Spireevne har
vist sig beundringsværdig stærk, saa lidet den end selv er Foster af en
energisk Frembringen. Det er en Bog, som indeholder lutter vedbendagtigt
sig rankende Stemninger, lutter passive Indtryk, men afbildede i saa
klart og rent et Vox, at Præget blev kraftigt og bestemt. Det er,
som Titlen siger, Hjerteudgydelser, en Strøm af inderlig og religiøs
Begeistring for Kunsten, og det er skrevet i den jævneste Stil med faa,
simple Ideer, uden Theori og uden Æsthetik. Det er da ikke Product
af nogen stor eller nogen betydelig Aand, men det har een Dyd: det
er selvstændigt. For Klosterbroderen er det eneste sande Forhold til
Kunsten Andagt og de store Kunstnere udkaarne og benaadede Helgene. Hans
Beundring overfor dem er et tilbedende Barns.

Flere Gange have i dette Skrift Tieck og Wackenroder samarbeidet.
Men fra Wackenroders egen Haand skriver sig i Klosterbroderens
Hjerteudgydelser den simple Selvbiographi, som tænkes forfattet af
en ung Musiker, Joseph Berglinger, en Skikkelse, der i sin Finhed
og Blødhed har ikke ringe Lighed med den Joseph Delorme, under hvis
Træk Sainte-Beuve som ung, begyndende Romantiker skildrede sig selv.
Berglinger er Wackenroder. Som hin kjæmper han for at blive Kunstner
imod en Faders Villie, og samtidig bestaaer han en endnu haardere Kamp
mod sig selv om sit Forhold til Kunsten. Hvad der piner ham, hvad der
mærkværdigt nok her paa Tærskelen møder den begyndende Romantik som
Skyggen af dens Skjæbne, det er Frygten for ved altfor udelukkende
Opgaaen i Kunsten at blive udygtig til Livet. Det er det, som Riickert
saa mesterligt har udtrykt i disse Ord:

Og det er det, som Joseph udtrykker saaledes: Kunsten er en forførerisk,
forbuden Frugt; den, der engang har smagt dens inderste, søde Saft
er uigjenkaldelig tabt for den virksomme, levende Verden. Overfor
Virkeligheden staaer den »blødagtiggjorte« Kunstnersjæl som raadvild.
Udaf disse pinlige Sindstilstande rives Joseph kun, hvergang en herlig
Musik hæver ham høit over alle Jordelivets Plager; men han kastes
frem og tilbage i Stemninger, og saaledes siger han »vil min Sjæl vel
bestandig ligne den svævende Æolsharpe, i hvis Strenge der aander et
fremmed, ubekjendt P ust, og hvori vexlende Luftninger tumle sig, som de
lyste.« Wackenroder forstod og elskede Musiken over alle Kunster. I sine
efterladte »Phantasier over Kunst« priser han den derfor over alle de
andre.

Wackenroder var af samme Complexion som Novalis, men udrustet med
endnu mindre Modstandskraft overfor Livets Storme. Han var godmodig og
lettroende til det Yderste, og med denne ægte romantiske Lettroenhed
fandt han Mysterier og Vidundere overalt. Denne Tilbøielighed til det
Dybsindige og til det Mystiske gik hos ham saa vidt, at den ofte var
Gjenstand for hans dog ligeledes mere eller mindre mirakeltroende og
hallucinerede Kammeraters Spot og Spøg. Jeg skal herom fortælle Dem en
Anekdote af den Art, som kun forekommer i Romantikernes Levnetsløb; thi
man forstaaer ikke disse Folks Theorier, naar man ikke har seet dem i
deres Dagligstue og ved deres Skrivebord. Wackenroder var en meget ivrig
Collegiegjænger og forsømte aldrig uden Nødvendighed nogen Forelæsning.
Hans mindre samvittighedsfulde Venner benyttede en Dag en Time, da han
var paa Universitetet, til at sætte en Hund, der tilhørte dem, op i
hans Værelse. De bandt den i en opretsiddende Stilling paa Stolen foran
hans Arbeidsbord. Begge Forpoterne lagde de paa en vældig Foliant, som
de havde opslaaet foran den. Det kloge Dyr, der var vant til saadanne
Kunststykker, gjorde en ganske overraskende Figur der paa Stolen. De to
kaade Venner skjulte sig derpaa i et tilstødende Kammer for at oppebie
Følgerne af deres List. Tidligere end sædvanlig vendte Wackenroder
tilbage for at hente et Hefte, han havde glemt. Slagen af Overraskelse
bliver han staaende; hans Blik er faldet paa Hunden og dens dybsindige
Stilling. Han kastede endnu et sky Blik paa Dyret og stak saa lydløst de
glemte Blade til sig. Frygten for at forsømme sin Pligt og Bekymring for
ved et længere Ophold muligt at forstyrre det mirakuløse Syn drev ham
bort. Hurtigt og sagte forlod han Værelset.

Om Aftenen, da ingen Samtale ret vilde komme istand, brød han Tausheden,
og med en meget sigende Mine udbrød han: Venner, jeg maa meddele Jer en
mystisk Begivenhed. Vor Stallmeister (det var Hundens Navn) kan læse.
(Köpke: Tiecks Leben I. 177.)

Er det ikke, som oplevede man en Scene af Tiecks »den bestøvlede
Kat« eller af Hoffmanns Fortælling om Hunden Berganza, er det ikke,
som om disse Bøger, der synes saa barokt uvirkelige, kun oversatte
Romantikernes Privatliv. Saaledes siger jo f. Ex. Katten i »Kater
Murr«: »Intet tiltrak mig i min Mesters Værelse mere end det med Bøger,
Skrifter og alleslags sælsomme Instrumenter bedækkede Skrivebord. Jeg
kan sige, at dette Bord var den Tryllekreds, ind i hvilken jeg følte
mig manet, og dog fornam jeg en vis hellig Sky, der forhindrede mig i
ganske at hengive mig til min Drift. Endelig en Dag, da min Mester var
fraværende, overvandt jeg min Frygt og sprang op paa Bordet. Hvilken
Vellyst da jeg nu sad midt i Papirerne og Bøgerne og rodede i dem.« —
Behændigt opslaaer Katten nu med Poten en temmelig tyk Bog og forsøger
at forstaae Skrifttegnene; tilsidst synes den, at en ganske særegen
Aand kommer over den. I det Samme overraskes den af sin Mester, der med
Udraabet: »Det forbandede Dyr!« løber hen til den med løftet Ris, men
i det Samme farer tilbage med det Udraab: »Kat, Kat, Du læser! ja det
kan, det vil jeg ikke forbyde Dig. Hvilken Dannelsesdrift der dog er Dig
medfødt!«

Jeg spørger Dem, om dette synes forunderligt i en Æventyrroman, naar
man har seet, hvad der kunde hænde i Virkeligheden. Seer De ikke,
hvorledes Phantasteriets Regnbue udspænder sig over hele den romantiske
Gruppe lige fra dens første mildt alvorlige Forudforkynder indtil
dens sidste dæmoniske Manierist, fra Wackenroder til Føreren for dens
Arrièregarde Hoffmann. Naar jeg nu siger Dem, at Tiecks Levnet vrimler
af lignende Feiltagelser og Hallucinationer, vil De ane, at intet nok
saa Phantastisk lader sig finde i Romantikernes Skrifter, som deres
Febersyner ikke foregjøglede dem i det virkelige Liv.

Høist interessant er det nu at see ikke blot den Indflydelse, som
de Wackenroderske Stemninger og Følelser udøve paa Tieck, men ogsaa
den Del, som han selv, paavirket af den jevnaldrende Ven, tager i
Wackenroders Production. Det første Punkt, der her slaaer os, er det, at
Tieck, der tilforn kun i Frembringelsens befriede Øieblikke frit legende
med sit skjønne Talent havde kunnet hæve sig ud af den mørke Rugen i
William Lovellske Stemninger, af Wackenroder lærte at troe paa Phantasi
og Kunst som Livsmagter og saaledes opnaaede den eneste faste Støtte for
en Verdensanskuelse, som han nogensinde fik. Det andet Hovedpunkt er,
at han, som den forholdsvis afhængige, der følger i den andens Spor,
stiller alle Wackenroders Tendentser paa Spidsen og driver dem ud i
exalterede, men naturlige Conseqventser.

Det er i de Partier af Hjerteudgydelserne, hvor Tieck har medarbeidet,
at den katholske Tendents træder utilhyllet frem. Det er en Tilføielse
af Tieck, naar Maleren Antonio her ikke blot tilbeder Kunsten, men ogsaa
»Gudsmoder og de ophøiede Apostle«, og naar det hedder, at den sande
Kjærlighed til Kunsten maa være »en religiøs Kjærlighed eller en elsket
Religion«. Men allermærkværdigst som Document er dog det Actstykke, som
trods Tiecks senere Benægtelse antages at skrive sig fra hans Haand,
det hvori en ung Mand, der som Discipel af Durer er kommen til Rom for
at studere Kunsten skildrer sin Omvendelse til Katholicismen. Den skeer
i Peterskirken. »Den fulde latinske Sang, der stigende og synkende
gjennemtrængte Musikens svulmende Toner ligesom Skibe, der gjennemseile
Havets Bølger, hævede mit Sind stedse høiere og høiere i Yeiret. Og
idet Musiken paa denne Maade havde gjennemtrængt mit hele Væsen og
gjennemrislede alle mine Aarer, hævede jeg mit indadvendte Blik og saa
mig om — og det hele Tempel blev levende for mine Øine, saa drukken
havde Musiken gjort mig. I dette Øieblik ophørte den, en Pater traadte
frem foran Høialteret, hævede med en begeistret Haandbevægelse Hostien
og viste den til hele Folket — og alt Folket sank i Knæ, og Basunerne og
jeg veed ikke hvad for almægtige Toner skingrede og drønede en ophøiet
Andagt ind i Marv og Been — da var det mig, som om alle de Knælende
bønfaldt om min Sjæls Frelse alene, og jeg blandede min Bøn med deres.«
Jeg lægger en ganske særegen Vægt paa dette Sted, fordi det afgiver et
afgjørende Bevis, som den ellers næsten ufeilbare Hettner har overseet,
for at Hanget til Katholicisme var dybt rodfæstet i den romantiske
Skoles Princip. Hettner ligesom Julian Schmidt tilskriver det en altfor
stor Betydning, naar A. W. Schlegel som gammel i det bekjendte Brev til
en fransk Dame udleder den katholske Tendents af en simpel »prédilection
d’artiste«. Thi Sagen er, at denne Kunstnerforkjærlighed havde sin
dybere Grund i Begyndelsesretningen bort fra det Rationelle.

Forholdet til Katholicismen er imidlertid ikke den eneste Tendents
hos Wackenroder, som øieblikkeligt gribes og føres videre af Tieck
og Skolen. I Pliantasierne over Kunst priser Wackenroder Musiken som
Kunsternes Kunst, som den, der fremfor alle forstaaer at fortætte og
opbevare Menneskehjertets Følelser, og som den, der lærer os »at føle
selve Følelsen«. Hvad følte den romantiske Skole Andet! Dette optager
Tieck. Naar Wackenroder fremhæver Musikens Overlegenhed over Poesien,
og Musikens Sprog som det rigere af de to, i hvem maatte dette da vel
slaae ned som i Tieck, hvis Digte mere vare Udtryk for de Stemninger,
i hvilke man skriver Poesi, end virkelig poetiske Producter, snarere
Kunststemninger end Kunstværker! Tieck gaaer videre end Wackenroder.
Af Musiken udsondrer han igjen Instrumentalmusiken, thi kun i denne er
Kunsten virkelig fri, befriet fra alle Yderverdenens Skranker. Derfor
betegner ogsaa senere den gjennemmusikalske Hoffmann Instrumentalmusiken
som den mest romantiske af alle Kunster, og som et mærkeligt Bevis
paa den Sammenhæng, der altid er mellem en Tidsalders store aandelige
Phænomener, paa hvorledes Romantikerne med al deres formentlige
Vilkaarlighed og virkelige Ubundenhed, ubevidst lede en dem beherskende
historisk Nødvendighed og fulgte dens Strøm, kan det fremhæves, at det
netop er paa denne Tid, at Beethoven frigjør Instumentalmusiken og hæver
den til dens største Høide. Idet nu Begeistringen for den musikalske
Stemningsinderlighed overføres paa Digtekunsten, bliver for Tieck den i
Stemninger og Klingklang opgaaende Poesi den sande, »den rene Poesi«.
Man havde jo vendt den stoflige Virkelighed Ryggen. Legemlighed,
fast Plastik, endog blot plastisk Formning af Sjælstilstande er da
Romantikerne umulig. De eftertragte den ikke engang. Det legemligt
Formede er dem grovt og plat. Enhver physiognomisk Bestemthed opløser
sig da i dissolving views. Man frygter for at tabe i Uendelighed og
Dybde, hvad man muligt kunde vinde i Begrændsning og Form.

Paa dette Punkt mødes alle Skolens Mestre. Først og fremmest træffe
vi her Novalis. Hans Hymner til Natten og hele hans Lyrik overhovedet
var Nattens og Dæmringens Poesi, hvis Halvlys ingen faste Contourer
taaler. Hans Psychologi gik, som han sagde, ud paa at udgrunde Sjælens
anonyme, ubevidste Kræfter. Derfor gaaer hans Æsthetik ud paa, at vort
Sprog atter maa blive musikalsk, atter Sang, og derfor lærer han,
at i egentlige Digte gives ingen anden Enhed end Gemyttets, altsaa
ikke Tankens eller Handlingens. »Man kunde, siger han, tænke sig
Fortællinger uden Sammenhæng, dog med Association som Drømme; Digte,
der blot vare velklingende og fulde af skjønne Ord, men ogsaa uden
Mening og Sammenhæng, hvori høiest enkelte Stropher vare forstaaelige
som Brudstykker af de mest uensartede Ting. Denne sande Poesi kan
høiest have en allegorisk Betydning i det Store, og en indirecte Mening
som Musik.« — Og hvor stemmer ikke dette med Fr. Schlegels Theorier!
Han, hvis Væsen var rent fragmentarisk, hvis Liv gik hen i Luner, hvis
Villie aldrig formaaede at fastholde nogen Plan, og hvis Levnetsløb
ligner en Arabesk, der begynder med en Thyrsusstav og ender med et Kors,
som bestaaer af en Gaffel og en Kniv, han siger: »Arabesken, denne
Liniens harmløst musikalske Vuggen sig i sig selv, er den menneskelige
Phantasies ældste og oprindeligste Form. Dens Contourer ere ikke mere
bestemte end Aftenhimlens Skyer.«

Ordet er slaaende, ifald det kun ei forstaaes om Phantasien overhovedet,
men om Romantikernes Phantasier. Tiecks Lyrik ligner Goethes, som Skyer
i Horizonten ligne faste Snebjerge. Overfor den romantiske Lyrik staaer
Betragteren som Polonius overfor Skyen i Hamlet: »Den seer næsten ud
som en Kamel. — Ja paa Ære den ligner en Kamel. — Jeg synes, den ligner
en Væsel. — Bagtil seer den ud som en Væsel. — Eller som en Hvalfisk?
— Præcis som en Hvalfisk.« Hos Novalis er Kunstformen endnu i Digtene
høist solid og bestemt, hos Tieck udviskes og svømmer Alt i Formernes
Taage og Damp, der skal svare til det Anelsesfulde og hemmelighedsfuldt
Inderlige som Indhold. Kunstværket fastholdes i sin første embryoniske
Tilstand som Taagekugle. Phantasien i denne elementære Tilstand betegnes
som Urpoesi. For at den bestemt begrændsede Digtekunst kan føres tilbage
til Urpoesien, maa den faste bestemte Kunstform opløses og sammenæltes.
Ligesom Tieck hos de store Digtere foretrak, hvad de havde skrevet paa
en Tid, da deres Form endnu ikke var udviklet — han tilstaaer f. Ex.
selv, at intet Shakspearesk Stykke har gjort det Indtryk paa ham som
»Perikles« — saaledes frembragte han selv Værker som »Genoveva« og
»Octavian«, i hvilke den episke, den lyriske og den dramatiske Kunstform
er sammenhakket til Ragout. Hos os optages denne brogede Blanding af
alle Former. Den passer meget godt til Sujettet i Oehlenschlagers »St.
Hans-Aften-Spil« og tildels i »Aladdin«, undertiden fører den ogsaa
til et meget ugunstigt Resultat som i Hauchs »Hamadryaden«. End ikke
til den rene Stemningslyrik er der hos Tieck Form nok tilbage. I den
Grad mangler under hans romantiske Periode hans Talent Concentration.
Saameget han taler om Musiken og om Sprogets Musik, er hans rhythmiske
Begavelse i høi Grad ufuldkommen. Hans Øre synes ikke at have været
skarpt. I dette Punkt overgaaes han uendeligt af A. W. Schlegel. Se f.
Ex. dennes vidunderlige Oversættelser af de indlagte Sange i Shakspeares
»Hvad I vil«. Men om Tieck som om Romantikerne overhovedet gjælder det,
at de i Reglen med al deres Pukken paa melodisk Form kun have opnaaet
melodisk Virkning, naar de have gjenoptaget de sydlandske Metrumsformer,
til hvis bestemte Schema de kunne klamre sig. De udfylde Sonnet- og
Canzone-Rammerne, som Damerne Canevas med Broderi. Dog ikke blot Metrum
tage de fra Spanien og Italien, alle mulige techniske Smaafif. Med
stor Naivetet indlade de sig paa at give et Stemningsmaleri ved Hjælp
af Assonantser og tragisk-klingende Vocaler. Afvexlende tage de alle
Alphabetets Selvlyde og Medlyde i deres Tjeneste; 40 fuldtklingende
A-Lyde efter hinanden anvendes til at sætte Læseren i godt Humør, nogle
Snese af mørke, sørgmodige U-Lyde indjage ham en gavnlig Skræk. Saaledes
f. Ex. i Tiecks melancholske U-Romanze om den gamle Ridder Wulf, hvem
Fanden tager. For den tragiske Virknings Skyld bliver her endog »begann«
til »begunnte«. Naar Læseren saa har faaet sit Nervesystem en halv Times
Tid fuldstændig bedøvet af disse Udgange: »Unke — Sturme — hinunter —
begunnte — verdunkeln — verschlungen — Wulfen — Münze gulden — grossen
Kluften — rucke Drucke — thuen, Zunften — lugen — bedunken — erschluge
— anhube — mit tiefen Brunsten — vielen Unken, die heulen und wunken
— zu dem Requiem des todten Wulfen, den der dunkle Satan mit vielen
Wunden — erschluge«, naar han ikke mere har Andet i Ørene end u-tu-tu,
da er han paa Høidepunktet, Sproget er bleven Musik, og han flyder hen i
Stemning.A. Ruge: Werke I. 361. Allermest komisk bliver denne Vocalmusik
i Dramaet. I Friedrich Schlegels »Alarcos«, dette Arsenal af Assonantser
og Alliterationer ender Helten undertiden to, tre Sider itræk med lutter
a'er eller u'er. o. s. v. Burg, Lust, Muth, Schutz, Kund, Brust, Furcht,
und, Ruhms, thun, Burg, uns — Man har ligesaa meget, naar man faaer
Assonantserne alene, som naar man faaer hele Resten med. Da Alarcos blev
opført i Weimar, og man brød ud i en stormende Latter, reiste Goethe sig
op fra sin Plads i Parquettet og raabte med tordnende Stemme »Man lache
nicht!«, og samtidig gav han Politiet et Vink om, at Enhver der lo,
skulde smides ud. Vi Andre, som læse Alarcos, ere glade, at der Ingen
er, som kan kaste os ud.

Aarsagen, hvorfor Romantikerne nu underkaste sig al denne metriske
Tvang, er let at finde. De mange kolde tvungne Verseformer ligge
selvfølgelig bekvemt for Den, der med ydre metrisk Virtuositet forener
fuldstændig Mangel paa metrisk Opfinderevne. Men Sonetterne, Terzinerne
og Ottaverimene skjule kun daarligt Indholdets Formløshed. Naar
Taagen er saa tyk, at man kan skjære i den med en Kniv, saa skjærer
Romantikeren den i 14 Stykker og kalder den en Sonet.

I de frie Versformer naaer Formløsheden og Prosaen sit Høieste. Hvad
siger De f. Ex. til disse Vers af Tiecks Romerreise: Hertil har den
bekjendte radicale Kritiker, Arnold Ruge, i sin Tid føiet følgende
Supplement:

Dog sin høieste Conseqvents naaer denne Retning mod at ophæve Sproget
til Bedste for Musiken egentlig først, hvor Tieck gaaer saa vidt at
give selve Musiken eller de musikalske Instrumenter Ord. Undertiden
bliver dette komisk. Saaledes f. Ex. hvor i Sternbald (første Udgave)
Instrumenterne tale, og Fløiten sig er:

Sit klassiske Udtryk fik denne Tankegang i det Digt, der afslutter
»Phantasus«, og hvis Thema efter Calderonsk Mønster varieres i det
Uendelige:

Denne overjordiske Elskov, der i Modsætning til den jordiske slet
ikke kan bruge Sproget som Organ, finder i Tonerne sit adæquate
Udtryks middel, og Sproget bruges kun til at fordømme sig selv og
til at erklære, at det viger for Musiken. I den Grad forfines og
kvintessentieres efterhaanden den romantiske Stemning.

Saa er der da kun eet Skridt tilbage, det som Tieck gjør i sit Lystspil
»Die verkehrte Welt«, nemlig at bruge Sproget udelukkende efter dets
musikalske Beskaffenhed. Foran Lystspillet findes her en Symphoni
som Ouverture, og i sin fuldkomment musikalske Ubestemthed naaer
Fremstillingen her en virkelig klassisk Originalitet. Til en saadan
Omskriven af Musik ved Ord, havde man før den Tid ikke kjendt Mage, og
Forsøget staaer derfor endnu den Dag idag som absolut typisk. Thi den,
der har Mod til at vove sin Galskab helt ud, han opnaaer netop derved
at denne Galskab, i hvilken der er Methode, faaer en kraftig og levende
Charakter.

            Symphoni.

         Andante i D-dur.

Vil man more sig, kommer det ikke saameget an paa, paa hvilken Maade
det skeer, som derpaa, om man i Virkeligheden morer sig. Alvoren søger
tilsidst Spøgen, og atter trætter Spøgen og søger Alvoren; dog hvis man
iagttager sig selv for nøie og lægger for megen Hensigt ind deri, saa er
det let ude med den sande Alvor, som med den sande Lystighed.

                 Piano.

Men høre saadanne Betragtninger hjemme i en Symphoni? Hvorfor skal man
begynde saa sat? o nei, alvorlig talt nei! jeg vil hellere strax lade
alle Instrumenterne klinge imellem hverandre.

               Crescendo.

Jeg behøver jo kun at ville det, dog ganske vist med Forstand; thi ikke
strax eller pludseligt reiser Stormen sig, den melder sig, den voxer,
saa vækker den Deltagelse, Angst, Frygt og Lyst, medens den ellers kun
vilde afstedkomme tom Forbauselse og Skræk. Er det svært at spille fra
Bladet, saa er det dog sværere strax at høre fra Bladet. Men nu ere vi
allerede dybt inde i Tummelen. Slaaer I Pauker! klinger I Trompeter?

              Fortissimo.

Ha, hvilken Tummel, hvilke Attaquer, hvilken Kampvrimmel af Toner?
Hvorhen løbe I? hvorfra komme I? De styrte sig som Seierherrer gjennem
den tykkeste Trængsel, hine falde, døe hen; de, der komme saarede,
matte tilbage og søge Trøst og Venskab. Der traver det frem som
snøftende Heste, der orgler det dybt som Torden mellem Bjerge, der
bruser det, larmer det som et Vandfald, der fortvivlende, søgende sin
Tilintetgjørelse styrter sig over de nøgne Klipper og raser dybere,
stedse dybere ned og ikke finder nogen Stilstand, ikke nogen Ro. [...]

         Violino primo solo.

Hvorledes? Det skulde ikke være tilladeligt og muligt at tænke i Toner?
og at musicere i Ord og Tanker? o livor slet stod det sig da ikke med os
arme Kunstnere! hvilket fattigt Sprog! hvilken endnu fattigere Musik!
Tænke I ikke mange Tanker saa fint og aandigt, at disse i Fortvivlelse
redde sig over i Musiken for endelig at finde Ro? Hvor ofte efterlader
en hengrublet Dag ikke kun en Summen og Brummen, der først senere hiiver
ophøiet til Melodi? [...] Forte.

Alt er færdigt, Decorationen opstillet, Souffleuren tilstede; der komme
heller ikke flere Tilhørere. Forventningen er vakt, Nysgjerrigheden
spændt; kun faa tænke nu paa Stykkets Ende og paa, at de da ville sige:
Hvad var saa det Hele! Pas paa! thi det maa I, for ikke at stille Alt
paa Hovedet, men passer heller ikke altfor meget paa, for ikke at see og
høre Mere, end man har villet vise Jer — Pas paa! men pas paa den rette
Maade paa! hør efter og giv Agt! giv Agt og hør! hør! hør!! hør!!!Tieck
V. 285.

De seer, at Kierkegaard med sin bekjendte Afhandling om Don Juan,
i hvis Slutningschor man tro er at kunne gjenkjende Commandantens
Trin, kun videre forfølger den af Tieck anlagte Retning, og De vil let
see, i hvor nær en Sammenhæng alle Hoffmanns Omskrivninger af Musik
i Stemningsudbrud og Aandesyn i »Kreisleriana« staaer med den første
Opfattelse af det romantiske Ideal hos Tieck. Tilsidst udebliver da
Parodien ikke, idet Hoffmann i Kater Murr endog sætter Katteklagerne og
Kattemusiken i Vers og glosserer dem. Det er i denne absolut musikalske
Type af Poesi, at det Wackenroderske Kunstideal naaer sin høieste og
sandeste Udformning. Den kraftige Naturpantheisme, der hos Goethe er
plastisk, og som hos ham ytrer sig i Formningen af »den ephesiske
Diana«, er her bleven musikalsk. Som en stærk samlet Strøm bruser
igjennem Tiecks Ungdomsskrifter under Fromheden, under Sandseligheden,
under Reminiscentserne fra Wackenroder og Goethe i brede Bølger den
romantiske Pantheisme. Det hedder f. Ex. (Sternbald p. 227): »Man lytter
og sporer begjærligt efter sin Fremtid, efter alle de Fremtoninger, der
i brogede Tryllegevandter skulle fare forbi os; da er det, som vilde
Skovstrømmen tydeligere udtale sin Melodi, som blev Blomsternes Tunge
løst, for at deres Hvidsken kunde rinde forbi som forstaaelig Sang. Nu
begynder Elskoven at skride frem paa fjerne Fløitetoner, det bankende
Hjerte vil flyve den imøde, det Nærværende er som ved et mægtigt Ord
manet fast, og de glimrende Minuter vove ikke at flye. En Cirkel af
Vellyd holder os indesluttet med magiske Kræfter, og en ny forklaret
Tilværelse kaster som gaadefuldt Maanelys sit Skjær ind i vort virkelige
Liv.« Og et andet Sted (p. 274): »0 afmægtige Kunst! Hvor lallende og
barnagtige ere ikke dine Toner mod den fulde, harmoniske Orgelsang,
der vælder op fra de inderste Dybder, fra Bjerg og Dal og Skov og
Strømglands i bølgende, stigende Akkorder! Jeg hører, jeg fornemmer,
hvorledes den evige Verdensaand med mestrende Fingre griber i den
frygtelige Harpe med alle dens Lyd, hvorledes de mangfoldigste Former
avles ved hans Spil og udbrede sig over den hele Natur med aandige
Vinger. Mit lille Menneskehjertes Begeistring vil da ogsaa gribe ind
og kjæmper sig træt og mat i Kampen med den Høie [...] Den udødelige
Melodi hvirvler sig iveiret, jubler og stormer bort over mig.« — Livet
og Poesien gaae her op i Musik.

Det har til alle Tider i enhver Kunstart været en stor Fristelse for
Kunstneren at vise sit Herredømme over Materialet derved, at han trodser
sit Materiale paa samme Tid, som han bruger det. Der kommer et Punkt i
Billedhuggerkunstens Historie, hvor man harmes over, at Stenen er saa
tung og vil tvinge den til at udtrykke det Svævende og Lette, eller man
efterstræber det Maleriske som Renaissancetidens Manierister. Saaledes
stræbe Romantikerne her at drive Sproget over til den Side, hvorfra det
er beslægtet med Musiken, at bruge det mere med Hensyn til, hvordan det
lyder, end med Hensyn til, hvad det betyder. Ligesom alle Forfattere
nutildags med mere eller mindre Held bestræbe sig for at male ved Hjælp
af Ordet, saaledes vilde Romantikerne musicere. At de netop faldt paa
denne Ensidighed, er let at forklare. De husker deres Polemik mod
Hensigten, deres Forguden af Ironien. Derfor ønske de ikke at staae ved
deres Ord, at være bundne af det. De bruge det ironisk saaledes, at de
kunne tage det i sig igjen. De ville ikke have det staaende legemligt,
corporligt udenfor sig, pegende mod en Hensigt og et Maal. Ligesom de
ved at opfatte Friheden abstract som Vilkaarlighed opnaaede at komme
tilbage til et Punkt, hvor de kunde gjøre saaledes og anderledes efter
Behag, saaledes opnaaede de ved at opfatte Sproget abstract som Lyd, at
gjøre det til det pure Stemningsudtryk uden Tendents ↄ: uden Retning
mod Liv og mod Handling. De undgik ikke derved at tendere, det undgaaer
Ingen, men da de ikke havde Frihedens Tendents opad og fremad, sank de
ind under Nødvendighedens Tyngdetendents, nedad og tilbage. Men idet de
nu den ene Gang efter den anden kun lode Ordet optræde for at takke af
og erklære sig incompetent i Sammenligning med Musiken, er det let at
forstaae, at Musikerne paa deres Side under Indflydelse af den herskende
Tidsaand stræbte at udtrykke det romantiske Kunstideal i deres Kunst
ved selve de Midler, hvortil Poeterne bestandig under deres egen Afmagt
havde henvist.

Af de Componister, hvem dette lykkes, er Weber uden Sammenligning den
Betydeligste. Han følger Romantikerne lige i Hælene med Hensyn til
Valget af sine Sujetter. I »Preciosa« forherliges det ubundne Vandre- og
Vagabundliv, ligesom i Tiecks »Frants Sternbald« og Eichendorffs »Leben
eines Taugenichts«. I »Oberon« føres vi ind i den hele Alfeverden,
der stammer fra Shakspeares »Sommernatsdrøm«, det Stykke, der som
bekjendt afgav Udgangspunktet for alle Tiecks phantastiske Lystspil.
I »Freischütz« endelig griber han ligesom Romantikerne i deres senere
Periode til det Folkelige som Kunstmiddel, benytter Folkemelodier,
ligesom Romantikerne i Tydskland og Danmark Folkeviser, optager
som Romantikerne Folkesagn og Folkeovertro. Den, der overværer en
Forestilling af »Freischütz« paa et tydsk Theater, vilde, selv om han
var døv, intet Øieblik kunne tvivle paa. at han havde en romantisk Opera
for sig. Han seer den mørke Kløft mellem Fjeldene, hvor Naturaanderne
boe, Spøgelsernes Dands i Maaneskinnet, en Decoration og en Befolkning,
der minder om den hellige Antonius's Fristelser paa nederlandske
Malerier, endelig den vilde Jagt, hvis Skygger ved Hjælp af en Art
Lanterna magica med en mærkværdig skuffende Effect farer igjennem
Luften. Dog, det Interessante fremkommer rigtignok først for den ikke
Døve, der iagttager, hvorledes Componisten stiller sig til alle disse
Udvortesheder. Thi han vil føle, at Weber med mere Genialitet end
Romantikerne behandler sit Materiale analogt med den Maade, hvorpaa
de behandle deres. Ogsaa Weber driver sin Kunst ud i et af dens
Extremer. Ligesom Romantikerne ere tilbøielige til at tage Sproget
abstract som Lyd og Rhythme, saaledes er han tilbøielig til at tage
Musiken abstract, det vil sige ogsaa som Rhythme. Saaledes er f. Ex.
Samiels Motiv mere rhythmisk end melodisk, og gjør derved en grovere,
mere udvortes, men mere malende Virkning. Som Romantikerne musicere i
Poesien, saaledes maler da han i Musiken. Medens Beethoven giver et
rent Sjælemaleri, intet Ydre fremstiller, kun sin egen Sjæl, giver
Weber Charakteristiker. Han støtter sig bestandig overfor sine Sujetter
til udpræget ydre Physiognomier, til Noget, man allerede paa Forhaand
danner sig en Forestilling om, som f. Ex. Alferne. Naar man undtager
Pastoralsymphonien, maler Beethoven kun Indtrykket. Weber maler Tingen
selv. Han efterligner Naturlydene. Han lader Violinerne suse, for at
skildre en Susen i Træerne. Idet Maanen begynder at skinne, betegnes
og males dette i en Accord. Naar han da rhythmisk giver dumpe Slag
istedenfor Strømme af Toner, altsaa benytter sin Kunsts Midler abstract,
naar han barnligt eller folkeligt holder sig til Viseformen og den
simpleste Harmonisation, altsaa bruger sin Kunsts Midler naivt, naar han
for at opnaae en vildt phantastisk eller uhyggelig eller spøgelseagtig
Virkning, lægger Instrumentet udenfor dets naturlige Leie eller
naturlige Omfang (ved f. Ex. at give Clarinetterne dybe Toner) og altsaa
bruger sine Midler saa barokt og bizart, som det ikke før var forekommet
i Musiken, da er han i Et og Alt en Romantiker, der med sin større
Genialitet og sine til Formaalet langt bedre passende Virkemidler danner
det nødvendige musikalske Supplement til de romantiske Digteres Poesier.
(Smlgn. George Sand: Mouny Robin, Indledningen.)

VIII.

Wackenroders Bog, der danner Udgangspunktet for Romantikens Forhold til
det Musikalske og Musiken, danner paa samme Tid Udgangspunktet for dens
Forhold til Kunsten. Som Winckelmanns første kunstbegeistrede Skrifter
fremkaldte Lysten til Studiet af den antike Kunstverden, saaledes vakte
Wackenroder paa sin Side Kjærligheden til den tydsk-middelalderlige
Kunst og dens Tidsalder. Med naiv Begeistring begynder han med
at omskrive og oversætte saadanue Brudstykker af Vasaris gamle
Kunstnerbiographier, som gaae ud paa at skildre de berømte italienske
Mesteres Storhed og sjælelige Høihed. Han forherliger f. Ex. Leonardo,
dog ikke efter hans Eiendommelighed, ikke som dette bestemte Individ
eller gjennem kunstforstandig Kritik, men under Titlen: »Mønsteret
paa en kunstrig og tilmed høilærd Maler, fremstillet i Leonardo da
Vincis Liv«, og Afhandlingen indledes med disse sværmeriske Ord:
»Den Tidsalder, da Malerkunsten gjenopstod i Italien, har bragt Mænd
til Verden, til hvem vor Tid med Rette burde see op som til Helgene
i Glorien.« Hvor overordentlig lidet helgenagtigt Italiens store
Kunstnere under Renaissancen netop efter Vasaris Skildring af deres
Levnetsløb levede, det oversees helt. Lige i sin allerførste Spire er
den romantiske Kunstanskuelse forgiftet af Følelsesreactionen, og idet
Kritikeren folder sine Hænder for at tilbede, glemmer han at aabne sine
Øine for at see.

Mellem disse Stykker indfletter Wackenroder nogle Linier, der bære
Overskriften: »Længsel efter Italien«, hvori den Opfattelse af Italien
første Gang kommer frem, som senere bliver den gjennemgaaende og
obligate. Det at længes efter Italien og at elske Italien bliver som
bekjendt en aldeles bestemt Paragraph i en ægte Romantikers Katechismus.
Den ægte Romantiker foragter Enhver som aandløs, der ikke priser Italien
og Rom. I Poesien gav denne Længsel sig Luft i Masser af lyriske
Digte, som opspæde og udtvære Mignon's guddommelige og ligesaa malende
som poetiske Sang (Mignon nøies med at sige: »Die Myrthe still und
hoch der Lorbeer steht«, disse Digte udtale sig i Superlativer), og i
Litteraturen i det Hele opkom det Italien, som jeg troer, man bedst og
kortest kunde kalde Leopold Robert's Italien, — skjøndt dette Udtryk
endnu er for bestemt — et Land, som aldrig har existeret paa andet
Landkort end det romantiske. Det virkelige Italien med dets kraftige
Farver og levende Bevægelse findes ikke her. Farven er erstattet
ved idealistiske Former, Bevægelsen forstenet, for ikke at bryde et
Sammenspil af skjønne og bølgende Linier. Italien blev for Romantiken
det Samme som Dulcinea for Don Quichote, Idealet, om hvilket man paa
et Par flaue, almindelige Betegnelser nær saa at sige ikke vidste
Noget. Naar et bestemt, virkeligt Land skal være Længslernes Maal og
Skjønhedens Hjemstavn, saa taber det ved denne Forfremmelse efterhaanden
i Skildringen al sin virkelige og levende Skjønhed. Dog, det er jo
heller ikke den virkelige og levende Skjønhed, som den senere Romantiker
elsker i Italien, det er Italien som Ruin, det er Katholicismen som
Mumie, det er den forkrøblede Folkeaand, der hermetisk indesluttet af
en dels stupid, dels nederdrægtig Geistlighed har holdt sig uoplyst og
naiv, det er her som overalt det Forbigangnes matte og ulevedygtige
Poesi.

Dog, Forherligelsen af Italien og af de fromme eller for fromme ansete
italienske Malere er kun den Stige, ad hvilken Klosterbroderen stiger
op til Lovprisningen af sit egentlige Idol, Albrecht Dürer. Sværmeriet
for denne Tydsklands Kunstapostel knytter sig til Begeistringen for det
gamle Nürnberg. Da Tieck og Wackenroder i Fællesskab i Aaret 1793 havde
begivet sig paa Reise igjennem Tydskland, havde Nürnberg været deres
Hovedvalfartsted. Jo oftere de saae Byen, med des større Deltagelse,
ja Andagt, vendte de tilbage til den. »I sin hele Fylde traadte her
det tydske Kunstliv dem imøde. Hvad de hidtil dunkelt havde anet,
var her for længe siden blevet til levende Virkelighed. Hvor rig paa
Mindesmærker af alle Kunstarter var ikke denne By med St. Sebaldus- og
St. Lorents-Kirkerne, med sine Værker af Albrecht Dürer, Vischer og
Krafft. Her var Haandværket ved Kunstsands og ivrig Flid blevet adlet
til Kunst. Her var hvert Hus et Mindesmærke om Fortiden, hver Brønd,
hver Bænk et Vidnesbyrd om Fædrenes stille, simple og tankerige Liv.
Endnu havde ingen bleg Overkalkning gjort Husene ens. De prangede
stateligt med brogede Billeder, der vare laante af Digtninge og Sagn.
Ottnit og Siegmot, Dietrich og andre gammeltydske Helte stode udskaarne
som Beskyttere og Vogtere over Dørene. Der hvilede over den gamle,
ærværdige Rigsstad med dens Vidundere og Underligheder en Duft af Poesi,
som Politikens og Oplysningens Trækvind paa andre Steder forlængst havde
bortblæst.«Köpke: Tiecks Leben I. 159.

Middelalder, gamle Huse, gamle katholske Kirker, gamle Niebelungenhelte
over Dørene, jeg skulde troe, det var Noget for to unge, »angehende«
Romantikere. I en Slags Kunstrus gjennemgik Vennerne Kirkerne og
Kirkegaardene, de stode ved Albrecht Dürer's og Hans Sachs's Grave,
og idet en svunden Verden nu steg op for deres Blik, blev det gamle
Nürnbergs Liv af sig selv til en Kunstroman for dem. Det Afsnit i
Hjerteudgydelserne, som fører Titlen »Albrecht Dürer's Æresminde«,
bliver det første Foster af disse Stemninger og samtidigt et Udtryk
for den unge Mands varme Nationalfølelse. »Da Albrecht førte Penslen,
da var Tydskeren endnu en eiendommelig og udpræget Charakter paa
Verdensskuepladsen, og hans Billede gjengiver, ikke blot udvortes,
men ogsaa inderligt, denne tydske Charakters alvorlige, ligefremme og
kraftige Væsen trofast og tydeligt. I vore Dage er dette Præg gaaet
tabt i Kunsten som i Livet. Den tydske Kunst, der indenfor Nürnbergs
Ringmure var en from, husligt opdraget Yngling, er nu blevet til en
Ver-densmand, der tilligemed det Smaastadsagtige ogsaa har mistet sin
Eiendommelighed.« — Og dog er denne Nationalfølelse i Kunsten ikke
Grundfølelsen hos Wackenroder, den hviler i en mere omfattende. Først og
sidst prækes i den lille Bog imod al Intolerance i Kunsten. Udløsningen
fra al Regeltvang, begrundet paa den dybe og ægte Skjønhedsglæde,
forkyndes i et Sprog, der viser, hvor modtagelig og mimoseagtigt
sensibel det nye Kunstevangeliums Forkynder er. »Den, siger han,
hvis finere Nerver overhovedet ere bevægelige og modtagelige for den
hemmelige Tiltrækning, der ligger skjult i Kunsten, hans Sjæl vil ofte
der, hvor en Anden ligegyldig gaaer forbi, blive inderlig rørt, han vil
blive delagtig i den Lykke: i sit Liv at finde hyppigere Anledning end
andre Mennesker til vederkvægende indre Bevægelser og Stemninger.«

Disse indre Bevægelser og Stemninger fremkaldtes, som jeg har vist
Dem, naturligst og lettest ved den musikalske Behandling af Poesien
og Musiken selv, langt mindre naturligt ved fast bestemte legemlige
Kunstformer.

Have vi nu Ret i den Opfattelse, at det er i den absolut musikalske Type
af Poesi, at det Wackenroderske Kunstideal naaer sin sande og høieste
Udformning, saa begriber man let, hvorledes det maatte gaae, da Tieck
efter Wackenroders Død med Benyttelse af dennes efterladte Papirer
besluttede at skrive en Fortælling, i hvilken Klosterbroderens Længsler
og Doctriner skulde vinde levende Skikkelse og personlig Form. Den
tydske Malers Brev fra Rom til Vennen i Nürnberg blev Spiren til den nye
Kunstner-Roman, der efter sin Helt, en gammeltydsk Maler fra Dürers Tid,
fik Titlen: »Frantz Sternbalds Vandringer, en gammeltydsk Fortælling.«
Charaktertegningen blev ubestemt og svag, Handlingen gik aldeles op i
Samtale, Begivenhederne spille — frit og phantastisk som Drømme, der da
ogsaa atter og atter forekomme, — med de matte Conversationsfigurer,
der udgjøre Skriftets Helte og Heltinder, og selv disse Begivenheder
afbrydes hvert Øieblik af de indlagte, pligtskyldigt-improviserede
Sange, der bedst betegnes ved den Ytring af Sternbalds Ven Florestan, at
man i Ord og Vers maatte kunne forme sig en hel Samtale af lutter Toner.
Hvor Begivenhedernes Traad bliver allertyndest og Versenes Silke spindes
allerfinest, udfylde endelig Musiknumre Pauserne. En primitiv Musik,
Valdhorn eller Skalmei, foredrages, ja saa hyppigt, at Forfatteren
senere i Zerbino selv gjør Løier med sin Overflod paa Valdhornmusik.

Det er derfor unægteligt en fin og slaaende Dom af Goethe, som vi
gjennem et af Carolines Breve (I. 219) erfare. Goethe har sagt: »man
burde egentlig heller kalde Bogen musikalske Vandringer paa Grund af de
mange musikalske Fornemmelser og Stemninger; Alt var i Bogen undtagen
Maleren. Skulde det være en Kunstnerroman, saa maatte dog overmaade
meget Andet end Kunst komme paa Tale i Bogen [...] han savnede den
rette Gehalt, og det Kunstneriske kom til at tage sig ud som en forkert
Bestræbelse [...] der var imidlertid mange smukke Solnedgange deri«.
Endnu langt skarpere og mere gjennemtrængende er dog Carolines egen
Dom. Hun skriver: »Om første Del kun saa Meget, at jeg bestandig er
tvivlraadig, om Tieck ikke i Sternbald med Forsæt har villet skildre
Kjærligheden til Kunst som en forkert Bestræbelse, der falder daarligt
ud ligesom i Wilhelm Meister, men i saa Fald findes aabenbart en anden
Mangel — der turde da være for lidet af det Menneskelige i Bogen. Den
anden Del har ikke givet mig noget Lys desangaaende. Det er samme
Ubestemthed, det fattes paa gjennemgribende Kraft — man haaber bestandig
paa noget Afgjørende, paa at man et aller andet Sted vil see Frants
gjøre et betydeligt Fremskridt. Gjør han det? Her er atter mange smukke
Solopgange og Foraarsstemninger; Dag og Nat vexle flittigt, Sol, Maane
og Stjerner stige op, Fuglene synge; alt dette er meget artigt, men dog
tomt, og hvilken smaalig Vexlen af Stemninger og Følelser i Sternbald,
smaaligt fremstillet! Af Vers er der næsten altfor mange, og de fare
saa løst ind og ud af hinanden som de sammenknyttede Historier og
Begivenheder, i hvilke der tilmed findes mange fine Spor af al Slags
Efterligning.«

Men naar der da ikke er nogen Handling i denne Bog, hvad handler den da
om? Først indeholder den Kunstbetragtning, dernæst Naturbetragtning.

Først møde vi uendelige Reflexioner og Doctriner om Kunst og Poesi,
gjennemtrukne med udvandede lyriske Digte, der alle ligne hinanden paa
et Haar. Et enkelt stort Digt om Arion udmærker sig blandt Bunken og
betegner Bogens Aand. Alle de tre romantiske Koryphæer A.W. Schlegel,
Tieck og Novalis have forherliget Arion. P.L. Møller forherligede ham
senere paa Dansk. De begriber, i hvilken Grad Sagnet om Digteren som
Naturens Herre, begeistrende selv Havuhyrerne, baaret af Delphiner,
uangribelig, uovervindelig og tilsidst udødelig i Mindet, maatte røre
deres Hjerter. Arion var jo deres Symbol, deres Helt. Al deres Poesi
er i visse Maader jo kun Forsøg paa at udlægge Sagnet om Arion, og
hvad er efter dem vel alle de Ekcho- og Efterklangsbøger andet, der
forherlige Digtere, Kunstnere, Skuespillere, Troubadourer, heltemodige
og uimodstaaelige Tenorer! Narcissus burde være Titelbilledet for alle
den Art Bøger. Hvad er altsaa Indholdet her? Trivielle Gjendrivelser af
den trivielle Indvending mod Kunsten, at den ikke er nyttig, triviel
Forklaring af, at Kunsten bør være national, »da vi nu engang ikke ere
Italienere, og en Italiener aldrig vil føle tydsk«, Hymner til Albrecht
Dürer; det er endog i Beundringen for ham, at de to Elskende første
Gang mødes, som Werther og Lotte i Begeistringen for Klopstock; det
er Stemninger, som dem, der hos os komme til Orde i Sibberns første
»Gabrielis« og i Oehlenschlägers »Correggio«. Visse bestemte Træk
af Correggio ere endogsaa forud givne her f. Ex. det Motiv, at en
Kunstner i Madonnabilledet fremstiller sin egen Hustru og endydermere
Kunstnerens Sorg over at skulle skilles ved sin Frembringelse. En lang
Ordsymplioni til Ære for Strasburger-Dom følges af bitre Sidehug til
»de umodne raa Stenmasser i Mailand og Pisa og den usammenhængende
Bygning »Domen i Lucca««. Fremdeles Begeistring for Till Uglspil, som
i de satiriske Litteraturcomoedier for Hans Wurst, fordi disse Herrer
menes at repræsentere Phantasi og Ironi. Beundring for den Dürerske
Hjort med Korset mellem Takkerne og for den »sande, fromme og rørende«
Maade, hvorpaa Ridderen foran den strækker sine Been. Dette Billede er
visseligt deiligt og naivt, men latterligt er det at see det godtgjort,
at af alle de Maader, hvorpaa en Knælendes Been kan anbringes, er denne
Maade at strække dem paa dog den allerchristeligste.

Atter og atter kommer den Tanke tilbage, at al sand Kunst maa være
allegorisk, det vil sige marvløs og blodløs. De fleste af Digtene ere
Allegorier, Hoveddigtet er en lang Allegori om Phantasus, uden Gnist af
Phantasi i elendige Vers:

Vi have Reminiscentser af denne Spot over de prosaiske Menneskers
Udfald imod Phantasien rundtomkring i Andersens Eventyr. Dette Digt
foredrages i Maaneskin. Som et idealt Sujet for Malerkunsten skildres
dette Billede: »En Pilegrim i Maaneskin som Allegori paa Menneskeden.«
— »Er vi maaskee Andet end vandrende vildfarende Pilegrimme? Kan Noget
oplyse vor Vei uden Lyset fra oven?« Vi have stærke Spor af denne
Aandsretning endnu hos Hauch, i den stadige Henpegen paa det Hinsides, i
Forkjærligheden for Eremit- og Pilegrimsfigurerne.

Dog paa dette Standpunkt af Romantiken sprudler trods den blodløse
Spiritualisme endnu en ubehersket Sandselighed i Veiret. Tizian og
især Correggio lovprises af Frants, da han er bleven helt udviklet som
Maler, langt over alle andre Kunstnere. Især prises Correggio. Om ham
hedder det: »I det Mindste skulde efter ham Ingen understaae sig til
at fremstille Elskov eller Vellyst, thi for ingen anden Aand har det
Glorrige i Sandseverdenen aabenbaret sig som for ham.«

Snart blev dette Standpunkt som bekjendt opgivet og ved Conseqventsens
Magt et andet indtaget. Brødrene Sulpize-Boisserée fra Kölln opholdt
sig i Paris, da Fr. Schlegel i 1802 studerede der. Schlegel holdt
Privatforelæsninger for dem, og de gammeltydske Malerier i Louvre
erindrede dem om nogle gamle Malerier i deres Fødeby, som den herskende
akademiske Smag havde bragt i Forglemmelse. Senere lykkedes det dem
at frelse et temmeligt stort Antal af fremragende Kunstværker, hvoraf
allerede 1808 en Samling fremgik, der fik den største Betydning for
Kunsthistorien. Den Omstændighed, at under de Napoleontiske Krige
saamange Klostre bleve aabnede, rømmede og ophævede, blev af en
væsentlig Indflydelse paa Kjendskabet til den gamle forglemte Kunst.
I Fr. Schlegels Afhandling om Raphael i »Europa« sammenstiller han
den ældre førraphaeliske Periode med den følgende: »Fra denne nyere
Skole, hedder det, der betegnes ved Raphael, Tizian, Correggio, Giulio
Romano, Michel Angelo er Kunstens Fordærvelse oprindeligt at udlede.«
Denne Sætning bliver betragtet som saa indlysende, at Schlegel end ikke
finder det nødvendigt at forsøge en Begrundelse, ja to Sider derefter
tilstaaer han endog, at han slet ikke kjender Michel Angelo af Selvsyn.
Man har her den romantiske Frækhed i dens Blomst. Dette Monstrum
af en Kunstkritiker, der for desbedre at forgude de gamle hellige
Klostermalerier, udleder Kunstens Fordærvelse fra Raphael, Correggio,
Tizian og Michel Angelo, tilstaaer uden mindste Blu, at han end ikke
selv har seet det aller Ringeste af denne Kunstens største Aand. Han
finder Dommen over ham i sin sædelige Bevidsthed, uden smaalig Erfaring.

Dog vi behøve ikke at gaae saavidt frem. Allerede her i Sternbald
gaaer Klosterbroderfromheden med sin hele andægtige Smægten igjen
i et Heldøreri uden Mage. Det var dette, som irriterede Goethe.
Det Standpunkt at ville gjøre Fromheden til Grundlag for den sande
Kunstvirksomhed, det Standpunkt, som hele Gruppen af de nytydske
nazarenske Malere snart gav sig til at realisere, var en uafbrudt
Gjenstand for hans Spot. Han brugte bestandig det Udtryk om Nazarenerne,
at de sternbaldiserede.

Direkte mod Romantikerne retter han da paa denne Tid det Skrift,
han udgav til Minde om Winckelmann. Det hedder her: »Skildringen af
det antike mod denne Verden og dens Goder rettede Sindelag fører
os umiddelbart til den Betragtning, at saadanne Fortrin kun ere
forenelige med et hedensk Sind. Hin Tillid til sig selv, hin Virken i
det Nærværende, den rene Ærefrygt for Guderne som Stamfædre, Beundringen
for dem næsten kun som for Kunstværker, Hengivelsen i en overmægtig
Skjæbne, og den paa Eftermælets høie Betydning, altsaa atter paa denne
Verden beroende Udsigt ud i Fremtiden, alt dette hører saa nødvendigt
sammen, danner et saa uadskilleligt Hele, forener sig til en af Naturen
selv tilsigtet Tilstand af det menneskelige Væsen, saa at vi iagttage
en uforstyrrelig Sundhed i Nydelsens høieste Øieblik som i Opofrelsens
eller Undergangens smerteligste. — Dette hedenske Sindelag lyser frem
af alle Winckelmanns Handlinger og Skrifter. [...] Denne hans Fjernen
sig fra enhver christelig Tænkemaade, ja hans Uvillie imod den maa man
have for Øie, naar man vil bedømme hans saakaldte Religionsforandring.
Winckelmann følte, at man for i Rom at være en Romer, for inderligt at
væve sig sammen med Livet der, nødvendigvis maatte bekjende sig til
hin Menighed, hengive sig til dens Tro, rette sig efter dens Skikke.
Denne Beslutning blev lettet ham derved, at den protestantiske Daab
ikke havde formaaet at indvie ham som en grundigt født Hedning til
Christen. . . . Ganske vist sætter der sig en Art Plet paa Enhver,
der forandrer Religion, fra hvilken det synes umuligt at rense ham.
Menneskene skatte den udholdende Villie saameget des mere, jo mere de
alle ere delte i Partier og bestandig have deres egen Sikkerhed og Ro
for Øie. Udholde skal man der, hvor Skjæbnen snarere end et Valg har
stillet os. — Var dette nu den ene, meget alvorlige Side, saa lader
Sagen sig ogsaa see fra en anden, fra hvilken man kan tage den lettere
og muntrere. Visse Tilstande i Mennesket, visse moralske Pletter, som vi
ingenlunde billige, have en særegen Tiltrækningskraft for vor Phantasi.
[...] Personer, der ellers maaskee kun vilde forekomme os mærkværdige
eller elskværdige, synes os nu forunderlige, og det lader sig ikke
negte, at Religionsforandringen mærkeligt har forhøiet det Romantiske i
Winckelmanns Liv og Væsen for vor Indbildningskraft.«

Man begriber, at disse Ord bragte Romantikerne, der dengang alle
stode paa Springet til at gaae over til Katholicismen, i den høieste
Forbitrelse. Fra nu af var det forbi med Goethe-Dyrkelsen. Tieck var
i Rom, og det Rygte udbredte sig, at han var ifærd med at antage den
katholske Tro, som hans Kone og Datter i ethvert Tilfælde antog. Fr.
Schlegel er da lige paa Nippet til at foretage Skridtet. Han opholder
sig i Kölln og holder Forelæsninger, paa samme Tid som han paa alle
mulige Steder: i Kölln, Paris, Würzburg, München o. s. v. ansøger om
en fast Ansættelse. »Paa ret klækkelige Betingelser,« skriver han i
Juni 1804, »var jeg endog gaaet til Moskau eller Dorpat. Dog,« siger
han, »vilde jeg foretrække Rhinen.« Mon fordi Egnen der er katholsk?
Nei. »Laxen er her uovertræffelig, ligeledes Krebsen, desuden Vinen.«
Da han senere afgjort gaaer over til Katholicismen, er som bekjendt
Metternichs pecuniære Tilbud det afgjørende Motiv. Lax, Krebs og Vin
lod han sig da bringe til Østerrig. Nu bliver han som rasende over
Skriftet om Winckelmann, om hvilket han udtaler sig med grændseløs
Foragt. Men allermorsomst er det dog at see, hvorledes dette lille
Arbeide falder som en Bombe ned mellem de rigtige politiske Reactionære
i Wien. Gentz, som allerede da nærmede sig det Standpunkt, hvorpaa han
stod, da han 1814 skrev til Rahel, at han var bleven »uendelig gammel og
uendelig slet«, og som han charakteriserer saaledes: »Jeg maa skildre
Dem den Skikkelse, min Verdensforagt og min Egoisme nu har antaget. Jeg
beskjæftiger mig, saasnart jeg kun kan kaste Pennen, med intet Andet
end med Indretningen af mine Værelser, og studerer uden Afbrydelse
paa, hvorledes jeg kan skaffe mig bestandig flere Penge til Meubler,
Parfums og ethvert Raffinement i saakaldt Luxus. Min Appetit til Maden
er desværre borte. I dette Fag driver jeg endnu kun Frokosten med nogen
Interesse.« — Gentz skriver 1805 saaledes til sin værdige Ven, Adam
Müller. »Hvad der har frapperet mig overordentligt i Deres Brev, det
er Deres Dom over Goethes nyeste Producter. Jeg kjender dem begge, men
havde ikke vovet at udtale mig saaledes om dem. At jeg tænker om dem som
De, kun endnu noget mindre gunstigt, vil jeg ikke negte. Noterne til
Rameau ere kun trivielle og platte. Endnu den Dag idag at vaase saaledes
om Voltaire og d'Alembert, er dog virkelig ikke en Goethe tilladt.
Afhandlingerne om Winckelmann ere atheistiske. Et saa bittert, lumsk
Had til Christendommen havde jeg aldrig tiltroet Goethe, om jeg end fra
denne Side længe ventede mig noget Ondt af ham. Hvilken uanstændig,
cynisk, faunagtig Glæde synes han ikke at have følt ved den Opdagelse,
at W. egentlig var »en født Hedning«, og af den Grund har været saa
ligegyldig mod alle christelige Religionspartier. Nei! fra disse to
Bøger reiser Goethe sig i mit Omdømme ikke saa let igjen«.Briefwechsel
zwischen Gentz und Adam Müller. 48.

Saaledes seer De, at Goethes Afhandling naaede lige til sin Adresse,
og at Romantikernes Kunstbetragtning fornam som et Slag i Ansigtet i
det Øieblik, Goethe stillede sin imod den. Ved den Naturbetragtning,
som svarer til denne Betragtning af Kunsten, maae, vi endnu dvæle.
Naturbetragtningen drager, som baade Goethe og Caroline antydede, i
»Sternbald« Interessen bort fra Personer og Handling.

Jeg har tidligere skildret, hvorledes Rousseau gjenopdagede
Naturfølelsen. Som Sainte-Beuve etsteds har sagt i Anledning af
Rousseaus Par Ord om Svalen, der byggede Rede paa hans første
Hjem: »Denne Svale var det, som i Litteraturen spaaede Sommerens
Komme«. Det er denne Naturfølelse, der, som jeg har vist det, gaaer
igjen i »Werther«. Den Metamorphose, den nu undergaaer, er den,
at Naturbetragtningen, der hos Rousseau havde været følsom, hos
Romantikerne bliver phantastisk. Derfor deres Tilbagesøgen til Legender
og Eventyr, til Folkeovertroen med alle dens Alfer og Kobolder. Goethe
havde sagt: »Natur hat weder Kern noch Schale, Alles ist sie mit
einem Male«, Romantikerne vilde kun holde sig til Kjernen, til det
hemmelighedsfuldt Inderlige, som de søge at faae frem, efter først
at have lagt det ind. Det anelsesfulde Sind speiler sig i Naturen og
seer lutter Anelser. Tieck danner som bekjendt Ordet Waldeinsamkeit
(Vennerne paastode, at det maatte hedde Waldeseinsamkeit). Romantiken
raaber med zitrende Stemme ind i Skoveensomheden, og Ekcho bringer den
lutter zitrende Gjenklang tilbage. Alexander v. Humboldt har vist,
hvorledes Oldtidens Mennesker egentlig kun fandt Skjønhed i Naturen,
forsaavidt den var smilende, venlig og Menneskene nytti g. Omvendt
Romantikerne: For dem er Naturen uskjøn, forsaavidt den er nyttig, og
de finde den skjønnest i dens Vildhed, eller naar den indjager uvis
Angst. Nattens og Bjerggrubernes Mørke, den Eensomhed, i hvilken den
paniske Skræk berører Sindet med sin Gysen, er Romantikeren kjær, og
den Tieckske Fuldmaane straaler saa ufravigeligt derover, som var
den en Theatermaane af oliet Papir med en Lanterne i Ryggen. Jeg
siger den Tieckske; thi han er blandt alle disse unge Skribenter det
uomtvistelige Ophav til det romantiske Maaneskinslandskab, i hvilket
man maa tænke sig alle Figurerne fra hans Skrifter anbragte. Det synes
mig heller ikke vanskeligt at forklare, hvorfor det netop bliver ham,
som opfinder Skoveensomheden, den maanebeskinnede Tryllenat og Resten.
Tieck er født i Berlin, den af alle større Byer, hvis Omegn vel omtrent
afgiver de færreste skjønne Naturindtryk. Aldrig troer jeg at have
seet et fattigere Landskab end det, som dannes af disse brandenburgske
Sandstepper, paa hvilke de tynde lange Grantræer staae stivt i Geledder
som preussiske Soldater. Som Rousseau i en paradisisk skjøn Natur
— Egnen omkring Genéve og Montblanc — blev directe, umiddelbart,
sentimentalt betaget af Naturen, saaledes fik Tieck i en naturløs
Egn den sygelige Hovedstadslængsel efter Skov og Bjerg, som affødte
Phantasteriet overfor Naturen. Det kolde og dagklare Berlin med sin
moderne nordtydske Rationalisme vakte Urskovslængsler og Tilbøieligheder
til en Urpoesi.

   Vil De overbevise Dem om Sandheden heraf, da gaa til Tiecks eget
  Levnet. Læs i hans Biographi Fremstillingen af Opholdet i Halle
  1792:Köpke I. 139. »Hvor meget anderledes, rigere og

venligere traadte ikke Naturen ham imøde i den grønne Saaledal end paa
de flade Heder om Berlin. Med dobbelt Magt greb ham hin Følelse af
uendelig Længsel, som indtil den smerteligste Ophidselse fyldte hans
Hjerte, naar han om Foraaret streifede igjennem Skoven. Da vendte hin
Naturdrukkenskab tilbage, en hemmelighedsfuld Magt syntes at drive ham
frem. Intetsteds dvælede han hellere end paa den saakaldte Høltybænk i
Nærheden af Giebichenstein. Herfra oversaa han Flod og Dal. Hvor ofte
saa han ei Solen synke bag Aftenskyerne og Maanen i tusinde gyldne
Straaler speile sig i de blidt bevægede Bølger og drømmerisk blinke
gjennem Buske og Grene! Her har han hvilet mangen Sommernat og drukket
Natur i fulde Drag.«

   Føler De den Udespærredes Naturlængsel i Skildringen, et Syn paa
  Naturen, der til Baggrund har Synet af Brosten?

   Og med endnu bestemtere Træk er den Tieckske Naturopfattelse knyttet
til hans personlige Naturindtryk i Beskrivelsen af den Aften, som fulgte
paa den anstrengende Fodvandring, Tieck og Wackenroder i Fællesskab
foretoge i Fichtelgebirge:Köpke I. 163. »Wackenroder, der var uvant
med saadanne Strabadser, kastede sig strax paa Sengen. Men Tieck var
for bevæget; han kunde efter Alt, hvad han paa den Dag havde oplevet,
ikke sove. Naturaanderne vaagnede op. Han aabnede Vinduet. Det var den
mildeste, herligste Sommernat. Maanelyset flød i fulde Straaler ned over
ham. Der laa den for ham, den maanebeskinnede Tryllenat, Naturen med
sine ældgamle og evigt unge Eventyr og Vidundere. Atter svulmede hans
hele Hjerte. Til hvilket fjernt, ubekjendt Maal drog det ham ikke med
uimodstaaelig Kraft! Mildt og beroligende klang et Valdhorns svævende
Toner igjennem Natten. Han følte sig vemodigt bevæget og dog uendelig
lykkelig.«

De seer: end ikke Valdhornet fattes. Hvad der fattes, det er det
bestemte bekjendte Maal. Saaledes ogsaa i Sternbald, hvor den
omflakkende, kun af Længsler og anelsesfuld Begeistring ledede Maler,
som han selv siger, stedse glemmer sit egentlige Maal. »Man kan, siger
en af Bogens Personer, ikke glemme sit Maal, fordi det fornuftige
Menneske allerede forud har indrettet sig saaledes, at han intet Maal
har.« Føler De ikke, i hvilken Grad denne bestemte Art af Naturfølelse
og den Vilkaarlighed, hvorpaa jeg bestandig har gjort Dem opmærksom,
staae i Sammenhæng og fremgaae af hinanden?

Lad os da see, hvad det er for Landskaber, Frants Sternbald forstaaer og
maler, og hvorledes det er, han maler og forstaaer dem:

Et Sted hedder det (p. 45) »Frants vilde til at tegne Landskabet, men
den virkelige Natur syntes ham tør mod dens Speilbillede i Vandet.«
Alle faste Omrids, alle bestemte Contourer det er den tørre Prosa,
Speilbilledet i Vandet, det er Billedet i 2den Potents, romantisk
Raffinement, Reflex og Reflexion. — Et andet Sted (p. 336) siger
Frants: »Jeg gad male eensomme, gyselige Egne, møre itubristede Broer
mellem to steile Klipper over en Afgrund, gjennem hvilken en Skovstrøm
skummende bryder sig Vei: vildfarende Vandringsmænd, hvis Gevandter
flagre i den fugtige Vind, frygtelige Røverskikkelser, der springe
frem af Hulveien, anholdte og plyndrede Vogne, Kamp med de Reisende.«
Pure Theatercoulisser, mellem hvilke der opføres Melodrama! — Og i
hvad Aand skal Naturen opfattes? »Undertiden, siger Frants, kjæmper
min Indbildningskraft og giver sig ikke tilfreds, før den har udtænkt
og iværksat noget Uhørt. Yderst selsomme Skikkelser vilde jeg da
male i en forvirret, næsten uforstaaelig Forbindelse, Figurer, der
vare sammensankede af alle Dyrearter og forneden endte i Planter:
Insekter og Orme, som jeg vilde paatrykke en vidunderlig Lighed med
menneskelige Charakterer, saa at Sindsstemninger og Lidenskaber ytrede
sig forunderligt og dog frygteligt o. s. v.« Store Himmel, hvilket
Landskab, hvilken Lobscowse af Rariteter! Hører De ikke allerede her
Hoffmann komme anstigende med sin Armee af 10,000 Grimacer, troer
man ikke at see Noachs Ark for sig, kun at Elephanten staaer paa
Hovedet paa en Snabel, der ender som en Hornfisk, medens Hundens
Been ere fire Asparges o. s. v.? Er det ikke her som i Freischütz
den hellige Antonius's Fristelser, malt af Teniers eller endnu bedre
af Höllen-Brueghel med den hele Hexesabbath? For den ægte Romantiker
tager Naturen med sin Mylr af levende Former og Væsener sig ud som
et Legetøisskab, og dette Legetøi snakker og pludrer som Legetøiet i
Andersens Eventyr. Læs f. Ex. endnu denne Skildring af et romantisk
Landskab i Novalis's: Heinrich v. Ofterdingen: »Paa en Høi saae de et
romantisk Land, der var oversaaet med Byer og Borge, med Templer og
Gravsteder, og som forenede al de beboede Sletters Ynde med Ørkenens
og steile Klippeegnes frygtelige Tillokkelser. De skjønneste Farver
vare tilstede i de lykkeligste Blandinger, Bjergspidserne glimrede som
Fyrværkeri i deres Is- og Sneedække. Sletten smilte i det friskeste
Grønt. Horizonten smykkede sig med alle Nuancer af Blaat, og fra Havets
Mørke vaiede utallige brogede Vimpler fra talrige Flaader. Her saa man
et Skibbrud i Baggrunden, foran det et muntert Gjæstebud, hist det
skrækkeligt skjønne Udbrud af en Vulkan, en Jordrystelses Ødelæggelser
og i Forgrunden et elskende Par under skyggende Træer skjænkende
hinanden de sødeste Kjærtegn; til Siden et frygteligt Slag og midt i
det et Theater fuldt af de latterligste Masker; paa den anden Side i
Forgrunden et ungdommeligt Lig paa en Baare, som en utrøstelig Elsker
fastholdt, og de grædende Forældre ved Siden af; i Baggrunden en
elskelig Moder med sit Barn ved Brystet og Engle hvilende ved hendes
Fødder og kiggende frem af Grenene over hendes Hoved.«

Hvilket Potpourri! Over alt dette ligger saa det uundgaaelige,
lysegule Skjær fra alle Elskendes Ven og Velynder, Beskytter og
Røber, Romantikernes høieste Trøst og Guddom: Manden i Maanen; det er
Romantikernes sande Frelsermand. Hans runde Physiognomi, hans høire og
venstre Profil have al den Tydelighed, som et romantisk Physiognomi
overhovedet modtager. Det er hans gule Livree, som alle Romantikens
Riddere bære. Og en større Maaneskinsridder end Frants Sternbald skal
man søge om.

Jeg vilde ønske, siger han, at jeg kunde gjennemstrømme hele Verden
med Elskovssang, røre ved Maaneskinnet og Morgenrøden, saa at de gav
Gjenklang af min Kval og Lykke, saa at Melodien greb Træer, Grene, Blade
og Græs, og de alle spillende min Sang maatte gjentage den som med
Millioner af Tunger. Og derpaa synger han sagte. Mondscheinliedp. 248.

Her er Alt! Maanens flimrende Flammer, Buske med blinkende Hoveder,
Bølger der rulle Fuldmaaneansigtet, Aander, som springe paa Bølgerne,
Nat som hos Novalis, Natblomster, Nattergal, ja en Nattergal, hvis Toner
atter flyde som blændende Maanestraaler.

Og aldeles stereotypt vender dette tilbage. Et Sted (p. 48) har Frants
en Drøm: »Han malede ubemærket Eremiten, hans Andagt, Skoven med dens
Maaneskjær, ja det lykkedes ham endog, og han kunde ikke begribe
hvorledes, at bringe Nattergalens Toner ind i Maleriet.« O musikalske
Malerkunst! Havde Goethe saa ikke Ret i at finde mere Musik end Maleri i
Bogen?

Hvor høist charakteristisk er det nu ikke at see Den, der saaledes
har svælget i en fattig og gold Naturs phantastiske Grimacer føle sig
ganske ilde tilpas, naar han staaer overfor et rigt og yppigt Landskab,
der sprudler af Sundhedens Saft og Kraft som Syd-Englands. De veed,
at Shakspeare aldrig har havt en inderligere og mere lidenskabelig
Beundrer end Tieck. De begriber, i hvilken Grad det var hans Ønske
engang at staae midt i den Natur og midt i de Omgivelser, i hvilke hans
store Lærer og Mester havde tilbragt sit Liv, og hvorfra han havde
indsuget sine første Indtryk. Han ventede sig selvfølgelig Meget. Men
ak! hvilken Skuffelse! I Shakspeares Natur følte Shakspeares indbildte
Aandsbeslægtede sig ilde tilpas. Hvad der udmærker Syd-Englands
Landskab, er en næsten utrolig Frodighed og Kraft. Men Grøden er for
Romantikeren upoetisk, fordi den er nyttig, fordi den har et Formaal;
kun den Blomst er romantisk, der aldrig sætter Frugt. Man fatter
da Skuffelsen. Ingensteds seer man saa mægtige, saa bredtskyggende
Egetræer, ingensteds saa høit og saftigt Grønsvær. Saa langt Øiet
rækker, seer man det uendelige grønne Græsteppe strække sig ud over
bølgende Høie og fede Enge, hvor det prægtige Hornkvæg græsser og tygger
Drøv. Hvide, gule, blaa Markblomster og Kornblomster afbryde massevis
Farvens Ensformighed og udaande en Duft, som Luftens stadige Fugtighed
gjør saa frisk, at den aldrig bedøver. Hele denne Vegetation er frisk,
ikke som Sydens formfuld og plastisk. Den vandrige, vædskerige Plante
varer ikke længe, Livet strømmer flygtigt og rask igjennem den. Om
Træer og Planter ligger den fugtige Luft som en lysende Damp, hvis
bløde Flor i Almindelighed fanger og mildner Solstraalerne, og over den
lyseblaa Himmel glider som i Danmark bestandig et Skylag. Er Himlen
imellemstunder fuldkommen klar, og lykkes det Solen et Øieblik uden
nogen Gjennemfart gjennem Taager at naae til Jorden, da lyse Hegn- og
Dugdraaberne paa det friske, saftige Græs og paa de utallige brogede
Blomsters silke- og fløielsagtige Kronblade mere end Perler og Guld.
Hvad gjør det, at dette Græs er bestemt til at fortæres? Hører det
ikke netop til dets Skjønhed, at det seer saa nærende ud? Hvad gjør
det, at de frugtbare Agre ere dyrkede med alle Agerdyrkningskunstens
fortrinligste Redskaber, eller at Kvæget er passet og pudset med den
sindrigste Omhu, seer ikke Dyre- og Planteverdenen netop derved saa
kraftig, nærende og velnæret ud? Det er ganske vist ikke Ørkenens eller
Oceanets eller Schweitzerlandskabets ophøiede Skjønhed. Men skulde
denne Natur ikke have sin Poesi? hvo har en Aftenstund opholdt sig i
Parkerne ved Kew med deres uhyre gamle Ege og har ikke følt sig stærkt
fristet til at give Alfedandsen fra »De lystige Kvinder i Windsor«
eller »Sommernatsdrømmen« disse Omgivelser til Sceneri! Det var i disse
Omgivelser, at Shakspeare digtede dem. Man aner, med hvilke Øine han
saa paa dette Landskab. — Med hvilke Øine betragter Tieck det? »Endelig
ønskede hanKöpke I. 376. at lære England udenfor London at kjende.
Hvorhen kunde denne Udflugt gaae, om ikke til Shakspeares Fødested?
Først til Oxford. Men heller ikke Naturen kunde Tieck afvinde nogen
Smag. Det var et yppigt grønt, et herligt dyrket Land, hvorigjennem
de kjørte; men det var en lavet, tilskaaret Natur [ingen Urpoesi!]
Oprindelighedens Charakter havde den tabt. Den manglede Umiddelbarheden,
hin Hellighed, som han kaldte det, der tiltaler Gemyttet, og som saa
ofte havde rørt ham i Hjemmets fattige Egne. Ved Industrien var den
bleven berøvet sin digteriske Duft.«

Det er da altsaa klart, at der i den hjemlige Natur maa have været
Noget, der kom hans personlige Aandsretning imøde. Den phantastiske
Naturbetragtning vilde ikke have naaet en saadan Høide netop i dette
Land, hvis der ikke i selve Naturen her var noget Phantastisk. Tydeligt
nok er den tydske Natur kommen den phantastiske Betragter i Møde paa
Halvveien. Jeg har tidligere gjennem en Skildring af italiensk Natur
vist Dem, af hvilken uromantisk Art dens høieste Skjønhed er. Jeg vil
trods Schwartzwald, og trods Bloksbjerg heller ikke ligefrem indrømme,
at den tydske Naturs Skjønhed er phantastisk; thi som Taine har sagt:
Kunstens Skjønhed er kun phantastisk, Naturens er mere end phantastisk;
thi det Phantastiske er kun en Sygdom i vor menneskelige Hjerne. Men
den frembyder Tilknytningspunkter for en vis Art Phantasteri. Især maa
man mærke, at det charakteristisk tydske Landskab er uden Berøring med
Havet og mangler det vide befriende Pust, som Havet giver. Disse Flod-
og Bjerglandskaber have aldrig den aabne frie Horizont, hvortil vi ere
vante. Men lad mig for ikke at udtrykke mig almindeligt, gaae lige løs
paa Sagen, paa selve den Natur, i hvilken Tieck længst og stadigst
levede, Egnen omkring Dresden, det saakaldte sachsiske Schweitz. Lad
mig med faa Ord skildre Dem, hvordan den for mig seer ud, og lad mig
saa vise Dem, hvordan den seer ud for en romantisk Digter. Jeg behøver
heller ikke her at tale ubestemt og vagt; thi jeg har kjendt flere
romantiske Digtere personligt, og jeg har for flere Aar siden netop
gjennemreist denne Egn med en ung tydsk Digter af den romantiske
Retning.

Jeg har nylig for at opfriske Erindringen atter tilbragt nogle Dage i
den klare Bjergluft, skuende ud over Böhmens Klippeland og Høisletter,
der ligne et Hav, af hvilket skarptrandede Bjerge dukke op som Øer,
med uoverskuelig Rigdom af Marker og granbevoxede Fjelde. Man gaaer
gjennem Uttenwalder Grund op paa Bastei. Dalen er indesluttet af høie,
lagvis optaarnede phantastiske Sandstensfjelde med Graner klyngende
sig ind i hver Revne. Tidt ligger den øvre Del af Bjerget truende helt
ud over den lavere og synes at ville falde ned. Mange underlige Luner
af Naturen forekomme: Porte, endog tredobbelte Porte i Klippen. Naar
man stiger op paa Bastei, har man paa venstre Haand det vidunderlige
Landskab, i hvilket de steile Klipper ligne uhyre Gravstene som paa
en Jødekirkegaard, et forfærdeligt, tragisk Landskab, passende til
Decoration for de døde Nonners Dands i »Robert le diable.« Fra Bastei
har man endelig lige for sig den uhyre Slette med sine steile Klippeøer
— Klippefæstningen Königsstein ligger paa en saadan — med lige, sikre
Linier, haarde, uden ringeste malerisk Skjønhed. — Kuhstall er en uhyre
Rundbue, som Klippen danner. De seer, at denne Natur bestandig tager
sig ud som dannet af Menneskehaand, som Kunst, som Product af Phantasi.
Udsigten deroppe fra var, da jeg sidste Gang saa den, forunderligt
imponerende i det skjønneste Sollys. Over de vældige Granskove, der
bedækkede de underliggende Høider, og hvis Toppe saae ud som Filt
eller Uld, laa et kraftigt blaagrønt Skjær tragtformet stigende op
langs de omliggende Bjerge. De böhmiske Landsbyer laae gruppevis
fordelte, skinnende som Puder i Solen; langt borte Basaltbjerge, nærmere
pyramideformige, firkantede eller obeliskagtige Klipper. Stod et enkelt
Løvtræ nede mellem Granskovene, tindrede dets da i Efteraaret gulige
Løv i de mørke Omgivelser som Guldpletter. Ellers var der intet andet
Gult end Lavarterne langs nogle Klippesider. Disse Klipper saae ud,
som om Kjæmper i Tidernes Morgen havde sloges med dem, ligesom Børn
slaaes med Sten eller havde stablet dem ovenpaa hverandre i Leg. Fra
Vinterbjerget see Bjergene ud som Levninger af Cyclopernes By. Man seer
f. Ex. en vældig Bjergside, steil og glat som en Mur, grandækket midt
i et Landskab af umaadelig Vidde. Prebischthor endelig er maaskee det
skjønneste af det Alt. Atter der har Klippen dannet noget Phantastisk:
en aaben Port; en uhyre aldeles lige Klippebjælke, har lagt sig som
Overligger over to Klippetaarne. Man kan sidde oppe under den og har
da to Landskaber for sig, et under Buen tilvenstre og et aabent paa
høire Haand. Da jeg ved Aftentid sad der, var det første haardt, koldt,
strengt; over det andet, i det andet gik Solen ned, rød og glødende. Det
første Landskab var som Dur, det andet som Moll, det første havde intet
Øie. det andet lyste og straalte.

Se her har De en nøiagtig Rapport om, hvordan Naturen for mig tog sig
ud, altsaa om hvordan den seer ud, betragtet af en kold og ædruelig
Realist. Den tydske Romantiker, med hvem jeg første Gang fulgte, syntes
mig mindre bevæget ved Skuet, end jeg selv. Idetmindste sagde han i
Dagens Løb Lidet eller Intet. Men da vi ud paa Natten skulde til at
stige ned af Bjerget, da blev hans Phantasi paa engang levende. Det var
helt mørkt, og Mørket virkede stærkt paa hans Nerver. Det forekom ham,
jo mere Mørket faldt paa, som om flere og flere af Naturaanderne kom
frem. Og da vi nu i det Fjerne opdagede de første oplyste Punkter, Ruder
i de Huse, som laae langs Bjergene, men hvis Omrids man paa Grund af
Mørket ikke kunde see, var det ham, som om Ruderne sad i selve Klippen,
som havde Klippen hævet sig, og man kunde see ind, hvis man gik nær
nok hen. Disse Ruder vare ham som store Øine, hvormed Bjergaanden saa
ud paa os; det var ham, som om disse store Skovskrænter betragtede os.
Han var i en uhyggelig og barok, ægte romantisk Stemning, og jeg kunde
ikke følge ham. Men jeg fik ved denne Leilighed praktisk og personligt
à brûle-pourpoint et Indtryk af, hvorledes en tydsk Romantiker fra
den gode gamle Tid saa paa Naturen, hvorledes den først ved Nattetid
blev Natur for ham, hvorledes han ikke saa paa den, men ved Siden af
den og om bagved den, og ved at iagttage hvormeget Mere og tillige
hvormeget Mindre min Ledsager følte overfor Landskabet end jeg, begreb
jeg Berettigelsen og Ensidigheden, Unaturligheden og Poesien i den
romantiske Naturbetragtning.

 IX.

Har De nogensinde staaet i et Speilkabinet, seet Dem selv og alle
Gjenstande fordoblede i det Uendelige ovenover, nedefter, til alle
Sider? I saa Fald har De en Forestilling om den Svimmel, man undertiden
kan føle overfor den romantiske Kunstform. De husker den pudsige Effect,
det gjør, naar i Holbergs Ulysses v. Ithacia Personerne bestandig gjøre
Løier med, hvad de selv ere og forestille, naar Ulysses foreviser
sit lange Skjæg, der er groet ud i det Tiaars-Felttog, naar der paa
en Coulisse staaer skrevet: »Dette skal være Troja«, og naar Jøderne
tilsidst bryde ind og trække de Klæder af Skuespilleren, som han har
laant til at spille Ulysses i. Skuespilkunstens Virkning beroer som
bekjendt paa Illusion, og Illusion er en for mange Kunster fælles
Bestemmelse. Saaledes illuderer en Statue og et Maleri ligesaa fuldt som
et Theaterstykke, og Illusionen beroer paa, at man et Øieblik antager
Stenen for Menneske og den malte Flade for en Virkelighed, der gaaer i
Dybden, ligesom man hvert Øieblik glemmer Skuespillerens Person over
hans Rolle. Denne Illusion er imidlertid kun fuldstændig i Momenter. Den
rent Udannede kan vel et Øieblik helt lade sig skuffe: Saaledes skjød
en indisk Soldat i Calcutta den Skuespiller, der spilte Othello, med
det Udraab: »Aldrig skal det siges, at i min Nærværelse en Neger har
myrdet en hvid Kvinde!« Men hos den Dannede er Illusionen kun momentvis
tilstede, saa igjen et Øieblik ophævet o. s. v. Den kommer og gaaer,
kommer i det Øieblik, Tragoedien bringer En Taarer i Øinene, gaaer i det
Øieblik, man trækker sit Lommetørklæde frem og betragter sin Nabo. I
denne Illusion er nu Kunstværkets Virkning samlet som i sin allerfineste
Spids. Illusionen er Kunstværkets Reflex i Tilskuerens Sind. Illusionen
er det Skin, det Spil, hvorved det, som i Sandhed er uvirkeligt, bliver
Virkelighed, bliver Alvor for Tilskueren.

I det simple, ligefremme Kunstværk er ingen særlig Opmærksomhed helliget
Illusionen. Der sigtes ikke til den, Intet er gjort for at styrke den
eller give den en særligt pirrende Charakter, end mindre er noget gjort
for at slaae den itu.

Det er imidlertid let at see, at Illusionen kan faae noget saadant
Pirrende og Piquant i alle Kunster. Naar f. Ex. paa et antikt Basrelief
en Herme eller et andet Gudebillede af Sten er fremstillet, naar et
Maleri forestiller et Maleratelier eller et Værelse, hvori der hænge
Malerier, saa er det ligesom stærkere antydet, at Basrelief et ikke selv
vil gjælde for Sten, at Maleriet ikke selv vil være Maleri, og af samme
Art er Virkningen, naar i en Comoedie en eller anden af Personerne f.
Ex. udbryder: »Antager Du mig for en Theateronkel?«

Endnu skarpere Lys falder der over Theaterillusionen, eller rettere
endnu mere bringes den i Glemme, naar i et Stykke selve de optrædende
Personer udføre en Comoedie, som i Shakspeares Hamlet eller
Sommernatsdrømmen. At de, som ikke deltage i dette Skuespil, ogsaa
spille Comoedie synes da besynderligt eller umuligt. Illusionen er da
her kunstigt forøget og dog samtidigt formindsket, idet Opmærksomheden
henledes paa den. Det er tydeligt nok, at denne Leg med Illusionen er
slaaet stærkt ned i Tieck og maatte gjøre det. Da det er Illusionen, som
gjør Kunsten til Virkelighed og Alvor for Beskueren, er det gjennem Brud
paa Illusionen, at han ret for Alvor føler Kunsten som frit vilkaarligt
Spil.

Tieck driver da ironisk Gjæk med Alt, hvad man pleier at lade uomtalt
for ikke at forstyrre den. I »Der gestiefelte Kater« spørger Kongen
Prinds Nathanael: »Men sig mig, naar De boer saa langt borte, hvorledes
gaaer det da til, at De kan tale vort Sprog saa flydende?« Nathanael:
»Tys!« Kongen: »Hvad?« Nathanael: »Tys, tys — ti dog stille, ellers
mærker Publicum dernede dog tilsidst, at det er i høi Grad unaturligt.«
— Strax efter bemærker saa en af Tilskuerne: »Hvorfor kan Prindsen
ikke heller tale et fremmed Sprog og lade det oversætte af sin Tolk?
— det er noget forbandet dumt Tøi.« Denne Tilskuerens Bemærkning er,
som De let forstaaer, polemisk, rettet imod den platte Fordring til
Naturlighed i Kunsten, der repræsenteredes af Iffland og Kotzebue. Denne
Fordring kom især til Orde i den franske Misforstaaelse af Aristoteles,
i Læren om Rummets og Tidens Enhed. Hertil havde Schlegel efter Lessings
Exempel bemærket, at naar man allerede gjorde det store Spring, at ansee
Brædderne for Verden, kunde man sagtens gjøre det mindre med og nu og
da lade Brædderne betyde forskjellige Steder. Romantikerne anprise
derfor ogsaa uafladeligt og som et høiere Kunsttrin end vort nuværende
det primitive Shakspeareske Theater, hvor en Seddel paa Coulissen
simpelthen angav Stedets Beliggenhed. De, der forfægtede Naturlighed i
Kunsten, ønskede dengang Coulisserne erstattede af faste Vægge; Schlegel
mener, at naar man allerede vil have tre Vægge paa Scenen, bør man
gjøre Skridtet fuldt ud og ogsaa forsyne den med en fjerde Væg ud imod
Tilskuerne.

Det er af Trods mod dette Philisteri i Kunstbetragtningen, at Tieck
morer sig med at sætte Tilskuerne op paa Scenen og lade Stykket
i Stykket foregaae for deres Øine, forsynet med deres kritiske
Bemærkninger. De laste, de rose; snart dadles en Scene som overflødig,
snart prises Digteren, fordi han har havt det Mod at bringe Heste
paa Scenen. — Et andet Sted optræde i det kongelige Slot den Lærde
og Hanswurst i en Disput for Kongens Trone. »Min Paastand«, siger
den første, »er den, at det nylig udkomne Stykke: Der gestiefelte
Kater er et godt Stykke.« »Det er det, jeg negter«, siger Hanswurst
— hvortil en forfærdet Tilskuer udbryder: »Hvordan! Stykket selv
forekommer i Stykket.« Ja i »Die verkehrte Welt« gaaer det værre til
endnu. Pludselig som Skaramuz rider igjennem en Skov paa sit Æsel,
bryder et Tordenveir løs. Troer De, han søger Ly? Ingenlunde. »Hvor
Pokker«, raaber han, »kommer Uveiret fra, derom staaer der jo ikke et
Ord i min Rolle. Hvad er det for Dumheder? og jeg og mit Æsel blive
gjennemblødte. Maskinmester! Maskinmester! aa, hold dog op i Pokkers
Navn!« Maskinmesteren kommer ind og undskylder sig med, at Publicum har
ønsket Theatertorden, og at han har imødekommet dets Ønske. Skaramuz
bønfalder Publicum om at forandre sit Forsæt. Det nytter ikke, det vil
have Torden. »Hvorledes? i et blidt historisk Skuespil?« Det tordner.
»Det er ganske simpelt«, siger Maskinmesteren: »Jeg har her stødt
Kolophonium, det puster jeg igjennem et Lys, saa bliver det Lyn, i
samme Øieblik bliver der ovenpaa rullet med en Jernkugle.« — Videre
kan Spillet med Illusionen ikke drives uden derved, at der paany i det
Stykke, som de spillende Tilskuere see, bliver spillet Comoedie for
andre Tilskuere. »Tænk hvor vidunderligt«, udbryder Dumrianen Scævola:
»Vi her ere Tilskuere, og deroppe sidde Folkene nu ogsaa som Tilskuere.«
Saaledes stikke Stykkerne inden i hinanden som Æsker. — Endelig løftes
Galskaben op i 3die Potents, idet der pludseligt i det nye inderste
Skuespil atter forekommer en Scene, hvor der opføres et Skuespil. Vil
De tænke Dem denne Forvirring? Tænk Dem »Jeppe paa Bjerget« skrevet
saaledes, at Jeppe sad og saa »Hakon Jarl«, men for Hakon og Thora
spilledes »Aprilsnarrene«, og for Hans og Trine som Tilskuere opførtes
atter »Hamlet«. Prøv et Øieblik paa, om De, hvis De paa det inderste
Theater saae en Scene af det sidste Stykke, kunde have hele Sammenhængen
in mente? »Det er for galt«, raaber Scævola. »Se, Kammerater, vi sidde
her som Tilskuere og see et Stykke, og i dette Stykke sidde atter
Tilskuere og see et Stykke, og i dette tredie Stykke bliver et Stykke
atter spillet for hin tredie Klasse af Aktorer«, og forklarende tilføier
han ægte romantisk: »Man drømmer ofte paa lignende Maade, saa det er
forskrækkeligt, og mange Tanker spinde sig saaledes bestandig videre og
videre ind i det Indre. Begge Dele kan man ogsaa blive gal over.«

Men Musiken mellem Akterne indeholder Digtningens Nøgle. Den muntre
Allegro siger: »Veed I ogsaa, hvad I vil, I , som søge Sammenhæng i alle
Ting? Naar den gyldne Vin blinker i Glasset, og den gode Aand derfra
stiger op i Eder, naar I fole Liv og Sjæl dobbelt fuldt, og alle jert
Væsens Sluser ere aabne, hvad tænke I da, hvad formaae I da at ordne?
I nyde Eder selv og den harmoniske Forvirring.« — Og Rondoen siger:
»Saa ofte Philosophen maa undre sig og ikke begriber en Ting, udbryder
han: Deri er ingen Forstand. Ja Forstanden, som ret vil gaae tilbunds
i sig selv, siger, naar den har udforsket sit eget inderste Væsen og
har iagttaget sig selv: deri er ingen Forstand. . . . Dog, hvo der med
Fornuft foragter Fornuften, han er atter fornuftig. Mange Vers ere en
Prosa, som er bleven gal. Megen Prosa er kun gigtlamme Vers. Hvad der
ligger mellem Poesi og Prosa, er heller ikke det Bedste — o Musik,
hvorhen vil Du? I Dig er heller ingen Forstand.«

I sine kritiske Skrifter motiverer Tieck selv sin Fremgangsmaade
derved, at han sætter det romantiske Lystspils Formaal i at vugge
Tilskueren helt ind i en drømmende Stemning. »Midt i Drømmen«, siger
han, »pleier Sjælen ofte ikke selv at troe paa sine Phantomer; men
sover den Drømmende videre, bringer den uendelige Mængde af nye magiske
Skikkelser Illusionen tilbage, fastholder os i den fortryllede Verden,
bringer os til at tabe Virkelighedens Maalestok og overleverer os
tilsidst fuldstændigt til Ubegribelighederne.«

Musiken er det ureflecterede Dyb, til hvilket den trætte Phantasi
vender tilbage, naar den har beskuet sig selv uendelig fordoblet
i sit Speilkabinet. — Kunstværket ligner her en af de udskaarne
Elfenbenskugler, som man undertiden seer paa fremmede Kunstsamlinger, i
hvilken atter en udskaaret Kugleskal ligger løst, der indeslutter en ny
o. s. v.

Vi gjenfinde Speilkabinettet med dets Reflexionsfordobling, psychologisk
anvendt i vor egen Litteratur af S. Kierkegaard. Som den tydske
Romantiker ironisk svæver over sit Skuespil med dets chinesiske
Æskespil af Scener og Figurer, saaledes fjerner den danske Psycholog
sig bestandig mere og mere fra sit Stof ved at putte een Forfatter ind
i den anden. Hør ham i Forklaringen til »Afsluttende Efterskrift«:
»Mit Forhold er end yderligere end en Digters, der digter Personerne
og selv dog i Forordet er Forfatteren. Jeg er nemlig upersonligt eller
personligt i tredie Person en Souffleur, der digterisk har frembragt
Forfattere, hvis Forord atter er deres Frembringelse, ja hvis Navne
ere det. Der er saaledes i de pseudonyme Bøger ikke et eneste Ord af
mig selv; jeg har ingen Mening om dem uden som Trediemand, ingen Viden
om deres Betydning uden som Læser, ikke det fjerneste private Forbold
til dem, som dette da er umuligt at have til en dobbelt-reflecteret
Meddelelse. Et eneste Ord af mig personligt i mit eget Navn vilde være
den anmassende Selvforglemmelse, der forskyldte med dette ene Ord,
dialektisk seet, væsentligen at have tilintetgjort Pseudonymerne.
Saalidet som jeg i »Enten-Eller« er Forføreren eller Assessoren,
saalidet er jeg Udgiveren Victor Eremita, netop lige saa lidet: han er
en digterisk­virkelig subjectiv Tænker, som man jo gjenfinder ham i
»In vino veritas«. Jeg er i »Frygt og Bæven« lige saa lidet Johannes
de silentio, som den Troens Ridder, ban fremstiller, netop lige saa
lidet, og atter netop lige saa lidet Forfatter af Forordet til Bogen,
hvilket er en digterisk-virkelig Tænkers Individualitets-Replik. Jeg
er i Lidelses-Historien (Skyldig? — Ikke-Skyldig?) lige saa lidet
Experimentets quidam som Experimentatoren, netop lige saa lidet, da
Experimentatoren er en digterisk-virkelig subjectiv Tænker og den
Experimenterede hans Frembringelse i psychologisk Conseqvents. Jeg
er saaledes det Ligegyldige ↄ: det er ligegyldigt, hvad og hvorledes
jeg er [...] Jeg har fra Begyndelsen meget godt indseet og indseer,
at min personlige Virkelighed er et Generende, som Pseudonymerne
pathetisk-selvraadigen maatte ønske bort, jo før jo heller, eller gjort
saa ubetydeligt som muligt, og dog igjen ironisk­opmærksomme maatte
ønske at have med som den frastødende Modstand; thi mit Forhold er
Eenheden af at være Secretairen og ironisk nok dialektisk redupliceret
Forfatter af Forfatteren eller Forfatterne.« De forstaaer det jo nok.
Saa forskjellige Aarsagerne end ere, er Phænomenet dog meget analogt
med det foregaaende. For at holde sig det store Publicum fra Livet,
for ei at give sit eget Hjerte til Pris, stiller Kierkegaard saa mange
Forfattere som muligt mellem Publicum og sig. Jeg tilstaaer, at for
mig er hans Fremgangsmaade Kunstleri og en Art Reminiscents af den
romantiske Ironi. Thi saa meget Kierkegaard ved sit Indhold er ude over
Romantiken, saa bunden til Romantiken er han ved sin Kunstform. Jeg
er ei saa ubevandret i Kierkegaard, at jeg jo nok forstaaer, han ikke
selv kan bære Ansvaret eller ville bære det for, hvad hans opdigtede
Personer, Forføreren og Assessoren, sige — det er en selvfølgelig Sag;
men det er pur Indbildning at troe, at Kierkegaard virkelig skulde have
formaaet at frembringe sine Forfattere paa anden Haand, altsaa f. Ex.
ikke blot digte Helten i Forlovelseshistorien, men digte ham saaledes,
som Frater Taciturnus maatte digte ham. Dette er det rene Spilfægteri.
Flere af Kierkegaards ydre Forfatterpseudonymer, som f. Ex. Constantin
Constantius og Frater Taciturnus kunne neppe skjelnes fra hinanden,
og man mærker ikke paa den indre Pseudonym, at han er digtet af netop
denne ydre. Tredie Afsnit af »Stadierne« var, som en Optegnelse af
Kierkegaard viser, oprindeligt bestemt for »Enten—Eller«. Naar det i
»Afsluttende Efterskrift« (S. 216) siges, at neppe den opmærksomste
Læser i »Stadierne« skal finde et eneste Udtryk, et eneste Sving i
Tanken eller i Sproget, som det var i »Enten—Eller«, da røbe disse Ord
en stor Selvforblændelse. Begge Værker røbe i hver Linie, at de skrive
sig fra samme Forfatter, og samme Tanker forekomme tidt næsten med samme
Ord. Saaledes har Assessoren i »Stadierne« ganske samme Opfattelse af
Aladdin som Æsthetikeren i »Enten—Eller«: »Det, hvorved Aladdin er stor,
er hans Ønske, at hans Sjæl har Marv til at begjære«. (»Stadierne« 2den
Udg. S. 87.)

Til denne Reflexionsform svarer nu hos Romantikerne de allervildeste
Luner med Hensyn til Fremstillingens Orden. I »Den forkerte Verden«
begyndes med Epilogen og endes med Prologen; i slige Træk viser
Phantasien sin ubundne Frihed. Frater Taciturnus fremstiller, hvad
der er hændt ham for et Aar siden og samtidigt, hvad der er hændt ham
i dette Aar. Dette nedskriver han saaledes, at han om Formiddagen
hver Dag beretter hvad der er hændt den Dag for et Aar siden (hvilken
Hukommelse!) og ved Midnat hvad der er hændt samme Dag, hvilket
naturligvis gjør det næsten umuligt at rede de to Begivenhedstraade ud
fra hinanden. I Hoffmanns »Kater-Murr« skriver Katten sine Memoirer paa
et Papir, som tilfældigvis paa den anden Side indeholder Manuscript,
nemlig dens Herres, Kapelmester Kreislers Optegnelser. Begge Sider af
Papiret aftrykkes nu regelmæssigt, saa vi vexelvis med Afbrydelser midt
i Sætninger og Ord faae de to hinanden aldeles uvedkommende Historier,
der findes paa For- og Bagsiden af Papiret imellem hinanden. Videre
synes Vilkaarligheden, Lunefuldheden, Legen med Productionen ikke
godt at kunne gaae. Og dog gaaer Opløsningen af den faste Form langt
videre. Man bliver i den romantiske Skole ikke staaende ved at opløse
Kunstformen; man opløser selve den menneskelige Personlighed, og det paa
mangfoldige Maader.

Novalis er den, der gjør Begyndelsen. I Heinrich v. Ofterdingen
synes Helten bestandig at kjende Alt, hvad han erfarer, i Forveien.
»Alt, hvad han saa og hørte, syntes kun at skyde nye Slaaer i ham
tilside og aabne nye Vindner i ham.« Men forunderligst gribes han
dog, da han i Eneboerens, Greven af Hohenzollerns, Hule finder en
hemmelighedsfuld Bog, og i denne Bog, uden endnu at kunne tyde den,
opdager sin egen Tilværelses Gaade, som denne Tilværelse har begyndt
allerede før hans Fødsel og strækker sig ind i Fremtiden efter hans
Død. Da Novalis's Roman er Allegori og Mythe, da han vil gjøre et
enkelt Individ til Bærer af Gemyttets hele evige Historie, bruger han
som Middel dertil overensstemmende med en af Menneskehedens ældste
Hypotheser at fremstille ham som tilhørende flere Generationer efter
hinanden, saa at Fortid og Fremtid stedse som Erindring og som Anelse
spille ind i hans nuværende Existents. Han tænker sig ikke en egentlig
Sjælevandring, men Tiden har for ham, Romantikeren, der bestandig kun
forholder sig til det Evige, en saa underordnet Betydning, at ligesom
han ingen Forskjel anerkjender mellem en naturlig og en mirakuløs
Begivenhed, saaledes kjender han ingen mellem Nutid, Fortid og Fremtid.
Saaledes strækkes Individualiteten ud i Længden over et helt Spand af
Verdenshistorien. Vi have den romantiske Benyttelse af Præexistentsen
i vor egen Litteratur i Heibergs »De Nygifte«. De husker, hvorledes
Moderen fortæller sin Pleiesøn om Sønnens Død:

Her har De hos Heiberg den skjønneste, den mest poetiske Benyttelse af
Præexistentsen. Men Romantiken bliver ikke staaende derved. Den nøies
saa lidet med at kaste Individualiteten tilbage i Fortiden, som med
at føie et følgende Livs brede pragtfulde Paafuglehale til den. Snart
flækker den Jeget igjennem paa langs, snart opløser den det i dets
Bestanddele. Den flækker Jeget og fordeler det i Rummet, som den ved
at strække Jeget fordelte det i Tiden. Den respecterer jo hverken Rum
eller Tid. Selvbevidsthedens Væsen er Selvfordobling. Men det Selv er
sygt, som ikke formaaer at overvinde og beherske denne Fordobling. Vi
saa det hos Roquairol og Lovell. Ingen Ulykke og Jammer er større end
den sygelige Selvbetragtning. Man skiller sig i den ud fra sig selv,
seer paa sig selv som Tilskuer og har snart den rædsomme Følelse, som
Cellefængslernes Beboere have, naar de see hen til den lille Glasglug
i Døren og opdage Opsynsmandens Øie fæstet paa dem. Ens eget Øie er
i denne Tilstand blevet En skrækkeligt som en Andens. Hvad der mest
bringer denne Tilstand til at vare, er dels den religiøse og moralske
Følelse, at man ei vil slippe sig selv afsyne, men arbeide med sig selv,
forbedre sig selv, dels den naturlige Videbegjærlighed overfor det
Ubekjendte; man betragter sig selv som et Land, hvis Kyster kjendes,
men hvis Indre først skal opdages. Denne Opdagelse sker langsomt og
umærkeligt i det sunde Menneskes Liv. En skjøn Dag seer den stakkels
Fange op fra sit Arbeide hen til Gluggen, og han mærker, at Øiet er
forsvundet. Han aander, han lever først nu. Hvilken end hans Gjerning
er, nok saa stor eller nok saa ringe, hvad enten han er guddommelig
eller blot nyttig, Michel Angelo eller Proppeskjærer, fra det Øieblik
af vil han have en Følelse af Ligevægt og Enhed i Sindet. Han føler, at
han er een og hel. Hos sygelige, til Handling udygtige Naturer viger
Øiet aldrig bort fra Glasset, og vedbliver denne Tilstand, er Individet
paa Randen af Mani. Men denne Tilstand holde Romantikerne fast. Saaledes
opstaaer det romantiske visionære Dobbeltgjængeri, hvis Udgangspunkt er
givet i Jean Pauls »Leibgeber-Schoppe« (ↄ: i Reflexionen over Fichtes
Jeg), og som strækker sig gjennem næsten alle Hoffmanns Fortællinger,
og naaer sit Høidepunkt i hans Hovedværk »Elixire des Teufels«. Man
finder det overalt hos Romantikerne, hos Kleist i »Amphitryon«, hos
Achim v. Arnim i »Die beiden Waldemar«. Hvad der interesserer Hoffmann
i Individet, det er ikke Personligheden, men dens Speilbillede eller
Dobbeltbillede. For ham er Jeget kun en Maske over en anden Maske, og
han morer sig med at skalle disse Masker af. Hvad vi saae antydet hos
Roquairol, det er realiseret hos ham.

Lader os et Øieblik dvæle ved Helten i »Djævlens Elixirer«, Broder
Medardus; thi denne Skikkelse er typisk. Det er umuligt i Korthed at
gjengive denne Bogs hemmelighedsfulde Gru, De maa selv læse den. En
mere rædsels- og vellystdrukken Bog har den romantiske Skole, der dog
saa tidt har forsøgt sig i denne Retning, ikke frembragt. I et Kloster
opbevares en vel tilproppet Flaske med Djævle-Elixir, der har hørt til
den hellige Antonius's Efterladenskaber. Man tillægger dens Indhold
magiske Virkninger. En Munk, der har drukket af den, faaer i Kraft af
den en Veltalenhed, der i kort Tid gjør ham til Klosterets berømteste
Prædikant. Dog er denne Veltalenhed ikke from eller sund, men af en
verdslig, uhyggeligt betagende og dæmonisk Art. Broder Medardus drikker
af Flasken: en deilig Kvinde, hans Skriftebarn, forelsker sig i ham,
og Længslen efter det verdslige Livs Glæder og Henrykkelser driver ham
ud af Klosteret. Han træffer en ung Mand, Grev Viktorin, slumrende i
en Skov paa Randen af en Afgrund, kommer halvt ved et Tilfælde til at
styrte ham ned og bliver nu af Alle antaget for at være ham. »Mit eget
Jeg var blevet til et lunefuldt Tilfældes grusomme Spil og flød hen i
fremmedagtige Skikkelser, svømmede uden Hold som paa et Hav af alle de
Begivenheder, der brusede ind over mig. Jeg kunde ikke selv tinde mig
igjen! Aabenbart blev Viktorin styrtet i Afgrunden ved det Tilfælde, der
ledede min Haand, ikke min Villie — jeg træder i hans Sted.« — og ikke
nok med dette Vidunderlige, han tilføier: »men Reinhold kjender Pater
Medardus, Præsten i Capucinerklostret, og saaledes er jeg for ham, hvad
jeg er. Men det Forhold til Baronessen, hvori Viktorin staaer, kommer
over mit Hoved, thi jeg er selv Viktorin. Jeg er det, som jeg synes, og
synes ikke det, som jeg er; mig selv en uudgrundelig Gaade ligger jeg i
Splid med mit eget Jeg.«

I sin egen Skikkelse træder Medardus nu i Forbindelse med Viktorins
Elskerinde Baronessen, der ikke mærker noget til Forvexlingen. Betaget
af alle verdslige Ønsker som han er, er han elsket af alle Kvinder,
svælger i Sandsenydelser og begaaer efterhaanden for at opnaae sine
Hensigter en hel Kjæde af de skrækkeligste Forbrydelser og Mord.
Rædselsfulde Visioner true ham hvert Øieblik og jage ham fra Sted til
Sted. Tilsidst bliver han imidlertid angivet og kastet i et Fængsel.
Her naaer nu Forvirringen og Reflexionen sit Høidepunkt. »Jeg kunde
ikke sove. I de underlige Reflexer, som Lampen kastede paa Vægge og
Loft, grinede alleslags fortrukne Ansigter mig imøde, jeg slukkede
Lampen, skjulte mit Hoved i Straapuden, men græsseligere klang da de
andre Fangers dumpe Stønnen og Raslen med deres Lænker.« — Han synes
at høre Dødsrallen af dem, han har dræbt. Da hører han tydeligt under
sig en sagte afmaalt Banken. »Jeg lyttede, men Bankningen vedvarede,
og derimellem lo det selsomt op fra Gulvet. Jeg sprang op og kastede
mig paa Straaleiet, men imidlertid bankede, lo og stønnede det videre.«
»Endelig raabte det sagte, sagte men med hæslig, hæs, stammende Stemme
i eet væk: Me-dar-dus, Me-dar-dus. En Isstrøm udgjød sig over alle
mine Lemmer. Jeg opmandede mig og raabte: Hvem der! Hvem der!« — Til
Slutning banker og stammer det lige under hans Fødder: »Hihihi — hihihi
— Brü-der-lein, Brü-der-lein Me-dar-dus . . . ich bin da . . . bin da
— ma-mach auf . . . auf, wir wo-wollen in den Wa-Wald gehn.« Da troer
han til sin Rædsel at kjende sin egen Stemme. Tilsidst hæve nogle Stene
i Gulvet sig, og han seer sit eget Ansigt i Munkekutten. Denne anden
Medardus er fængslet som han, har tilstaaet, er dømt til Døden. Nu gaaer
Alt som i en Drøm; han veed ei, om han selv er Helten i de Begivenheder,
han troer at have oplevet eller om det kun er en levende Drøm. »Det
er mig, som havde jeg drømmende hørt Historien om en Ulykkelig, der
som et Legetøi for dunkle Magter blev slynget hid og did og drevet fra
Forbrydelse til Forbrydelse.«

Han bliver frikjendt, hans Livs lykkeligste Tid er kommet, han skal
forenes med sin Elskede. Det er Bryllupsdagen. »I det Øieblik opstod
en dump Larm paa Gaden, hule Stemmer raabte imellem hverandre, og den
drønende Raslen af en tung, langsomt rullende Vogn lod sig høre. Jeg
ilede til Vinduet. Der stod netop foran Paladset den af Rakkerknegtene
trukne Vogn, paa hvilken Munken sad baglænds, foran ham en Capuciner,
der høit og ivrigt bad sammen med ham. Han var vanziret af Dødsangstens
Bleghed og det strittende Skjæg; dog vare den græsselige Dobbeltgjængers
Træk mig kun altfor kjendelige. Ret som Vognen, der et Øieblik var
blevet standset af den sig trængende Folkemasse, atter rullede videre,
kastede han det stive forfærdelige Blik fra de funklende Øine op paa
mig og lo og hylede op: Brudgom, Brudgom — kom op paa Taget — saa vil
vi brydes med hinanden, og den, som støder den anden ned, er Konge og
tør drikke Blod. Jeg raabte: Forfærdelige Menneske! hvad vil Du mig? —
Aurelia omfavnede mig, rev mig med Magt bort fra Vinduet og raabte: For
Guds og den hellige Jomfrues Skyld . . . De fører Medardus, min Broders
Morder til Døden . . . Leonard — Leonard! Da bleve Helvedsaanderne i
mit Indre vaagne og steilede iveiret med den Magt, der var skjænket dem
over mig brødefulde, forrykte Synder. — Jeg greb Aurelia med Raseri, saa
hun foer sammen: »Ha, ha, ha — afsindige, taabelige Kvinde — jeg — jeg,
din Elsker, din Brudgom er Medardus, er din Broders Morder. Du, Munkens
Brud, vil hyle Fordærvelse ned over din Brudgom? Ho, ho, ho — jeg er
Konge — jeg drikker dit Blod.« — Han støder hende ned, en Blodstrøm
flyder over hans Haand. Han farer ned paa Gaden, befrier Munken, uddeler
Knivstik og Slag til høire og venstre, og flyer ind i Skoven. »Kun den
Tanke at flye som et hidset Dyr stod fast i min Sjæl. Jeg stod op, men
neppe var jeg gaaet nogle Skridt, før et Menneske sprang op paa min Ryg
og slyngede sine Arme om min Hals. Forgjæves søgte jeg at ryste ham af,
jeg kastede mig ned, jeg trykkede mig ind mod Træerne. Alt forgjæves,
Mennesket fniste og lo haanligt. Da brød Maanen klart lysende gjennem de
sorte Grantræer, og Munkens dødblege, græsselige Ansigt, den formentlige
Medardus's, Dobbeltgjængerens Ansigt stirrede paa mig med et græsseligt
Blik som op fra Vognen. Hihihi — lille Broer — du maa bære mig, nu er
jeg altid hos dig, jeg kan ikke løbe, jeg kommer lige fra Galgen, de
vilde radbrække mig.« — Denne Situation fortsættes i det Uendelige, men
jeg bryder af. Indtil Bogens Slutning er man uklar over Begivenhedernes
sande Betydning og Handlingernes moralske Charakter, i den Grad har
Phantasteriet her opløst Personheden.

Det er bekjendt, i hvilken Grad Ingemann hos os har fulgt Hoffmann paa
denne Bane. Han exploiterer f. Ex. det Rædselsfulde, der kan ligge i
den Forestilling paa en Kirkegaard ved Nattetid at raabe tre Gange paa
sit eget Navn. Se hans Eventyr »Sphinxen« og andre i den saakaldte
Callot-Hoffmannske Maneer. Dog, som allerede sagt, Romantiken nøies
ingenlunde med saaledes at strække og at flække Jeget, at fordele det i
Tid og i Rum, den opløser Jeget i dets Bestanddele, tager Stykker ud af
det, føier Stykker til det, tumler det med fri Phantasi. Dette er et af
de Steder, paa hvilke Romantiken er dybest. Her staae vi ved Romantikens
Psychologi. Den er sand og dyb; men ensidig. Romantiken dvæler paa dette
Punkt altid ved Tingenes Natside, ved Nødvendigheden, indeholder intet
befriende eller opløftende Træk.

 I gamle Dage betragtede man Jeget, Sjælen, Personligheden som et
Væsen, hvis Egenskaber var dets saakaldte Evner og Kræfter. Ordet: Evne
og Kraft betyder jo imidlertid kun, at jeg har Muligheden til visse
Begivenheder, at see, at læse o. s. v. Mit sande Væsen bestaaer ikke
af Mulighederne, men af disse Begivenheder selv, af mine virkelige
Tilstande. Det Virkelige i mig, det er en Serie af indre Begivenheder.
Mit Jeg dannes for mig af en lang Række Billeder og Ideer, der for
mig staae som indre. Af dette Jeg taber jeg stadigt og dagligt Noget.
Glemselen sluger uhyre Partier deraf. Af alle de Ansigter, jeg igaar
og iforgaars saa paa Gaden, af alle disse Sandsninger, der vare mine,
har jeg idag neppe en eller to tilbage. Gaaer jeg endnu længere
tilbage dukker kun en eller anden særligt kraftig Sandsning og Idee
som et fremragende Punkt, en enkelt Klippespids op af Glemselens
Syndflod. De Ideer og Billeder, vi have tilbage af vort foregaaende Liv,
sammenholde vi kun ved Hjælp af disse Ideers Association, ved Hjælp af
den Eiendommelighed de have, i Kraft af visse Love at hidkalde hinanden.
Hvis vi ikke havde Talrækken, ikke Aarstallene, ikke Almanakken, hvortil
vi kunne knytte vore forskjellige Erindringer, vilde vi kun have en
yderst ringe og utydelig Forestilling om vort Jeg. Men saa solid
som denne lange indre Kjæde kan synes, og den styrkes, den vinder i
Sammenhængskraft for hver Gang vi i Erindringen gjennemløbe den, saa
hænder det dog dels, at vi i Rækken indføre Led, som i Virkeligheden
ikke høre til den, dels at vi af Rækken udrive Led, som tilhøre den, og
henføre disse til en anden Række.Taine: De l'intelligence Tome II. 169
ff.

Det Første: at vi indføre nye, fremmede Led i Erindringen, skeer i
Drømmen; i Drømmen troe vi at have gjort Meget, vi aldrig have gjort.
Dernæst skeer det overalt, hvor en falsk Erindring opstaaer. Den, der
har seet et Klæde flagre i Mørket og troer at have seet et Spøgelse, har
en saadan falsk Erindring. Størstedelen af Myther og Legender især af de
religiøse Legender dannes paa denne Maade.

Det Modsatte finder Sted overalt, hvor vi ikke addere Led til Jegets
Kjæde, men omvendt subtrahere dem fra. Saaledes tillægger under
Hallucinationen den Syge en fremmed Stemme de Ord, han hører, eller
giver sit indre Syn en ydre Virkelighed, som Luther gjorde, da han
paa Wartburg saa Djævelen i Stuen. I Galskaben endelig forvexler
Personligheden sig som bekjendt tidt ikke blot delvis men helt med en
ganske anden.

Altsaa i fornuftig Tilstand er Jeget et Kunstproduct, et Product af
Ideeassociationer. Jeg er saa sikker paa min Identitet, fordi jeg
1) associerer mit Navn, denne Lyd: Navnet, med Kjæden af mine indre
Hændelser, og fordi jeg 2) holder alle Leddene i denne Kjæde sammen
ved de Associationer, i Kraft af hvilke de fremkalde hinanden. Men
da Jeget saaledes ikke er et medfødt, men et erhvervet Begreb, da
Jeget beroer paa en Idee-Association, som Søvn, Drømme, Indbildninger,
Hallucinationer og Galskab stedse angribe, og som stedse maa hævde sig
i Kamp med alle disse Fjender, saa er det efter sit Væsen udsat for
alle mulige Anfægtelser. Som Sygdommen stedse ligger og lurer paa vort
Legeme, saaledes staaer Vanvidet stedse ved Jegets Dør, og nu og da høre
vi det banke paa Døren.

Det er denne sande psychologiske Betragtning, som endnu ikke var
Romantikerne bekjendt i videnskabelig Form, men som de have forudanet.
Drømmen, Hallucinationerne, Afsindet, alle de Magter, der opløse Jeget
og knytte dets Ringe fra hinanden, ere deres inderste Fortrolige. Læs f.
Ex. hos Hoffmann Fortællingen om »Der goldne Topf«, og hør, hvorledes
Stemmerne klinge ud af Æblekurve, hvorledes Enebærbuskenes Blade og
Blomster tone og synge, hvorledes Klokkestrenge forvandle sig til
Slanger for Øiet o. s. v. Den grelle, besynderlige Virkning fremkommer
her især derved, at det er paa en Baggrund af Livets aller platteste
Prosa, Pakker af juridiske Aktstykker, Thee- og Kaffekander etc., at
Spøgelserne rykke os ind paa Livet. Alle Hoffmanns Personer antages, som
Andersens Justitsraad i »Lykkens Kalosker«, — et Studie efter Hoffmann
— af deres Omgivelser snart for drukne, snart for afsindige, da deres
Hallucinationer af dem selv bestandig behandles som Virkelighed.

Hoffmann har i sine Hovedpersoner kun skildret Skikkelser efter sit
eget Mønster. Hele hans eget Liv opløste sig i Stemninger. Man seer
af hans Dagbøger, med hvilken Grundighed og Ængstelighed han holdt
Bog over dem: f. Ex. »Stemning til det romantisk Religiøse; exalteret
humoristisk Stemning, spændt indtil Vanvids-Ideer, hvilke ofte trænge
sig ind paa mig; humoristisk­ærgerlig, musikalsk-exalteret, romantisk
Stemning; høist ærgerlig Stemning, romantisk og capriciøs indtil Exces;
ganske exotisk Forstemning, meget exalteret, men poetisk ren, høist
comfortabel, steil, ironisk, spændt, høist gnaven, høist caduk, exotisk,
men miserabel; senza entusiasmo, senza esaltazione, slet og ret.«

Man seer ligesom for sit Øie Aandslivet udbrede sig og splitte sig
vifteformigt i musikalsk Stemning og Forstemning. Man vilde allerede af
dette Stemningsregister ane, at Hoffmann som en ægte Natsværmer først
pleiede at gaae til Ro henad Morgen, efter at have tilbragt Aften og Nat
paa en Vinstue. Han døde af Rygmarvstæring.

Efterat Romantiken nu saaledes har opløst Jeget, hvilke phantastiske
Jeger danner den saa ikke, snart ved Addition snart ved Subtraction!

Tag f. Ex. Hoffmanns »Klein Zaches«, dette lille Utydske, hvem en Fe
har skjænket den Gave, »at Alt, hvad i hans Nærværelse en Anden tænker,
siger eller gjør af Fortræffeligt, bliver skrevet paa hans Regning,
saa at han i Selskab med velskabte, dannede og aandrige Personer ogsaa
bliver anseet for velskabt, forstandig og aandrig, ja overhovedet
altid gjælder for den Fuldkomneste af enhver Art, med hvilken han er
i Conflict.« Da Studenten oplæser sine smukke Digte, er det ham, som
faaer Complimenterne derfor, da Musikeren spiller, da Professoren gjør
sine physiske Experimenter, er det ham, som høster Æren og Takken. Han
voxer i Storhed, han bliver en mægtig Mand, bliver Førsteminister,
indtil han tilsidst ender sine Dage ved at drukne i en Toiletgjenstand.
— Den symbolsk-satiriske Snært ufortalt har Digteren her moret sig
med at paaføre Individet Eiendommeligheder, som tilkom Andre, altsaa
med at ophæve Individets Form og Begrændsning. I lignende satirisk
Øiemed, med sindrigere men plumpere Benyttelse anvender Hostrup dette
Motiv i sit Lystspil »En Spurv i Tranedands«, hvor der bestandig af
Enhver tillægges den pudserlige Skrædersvend de Egenskaber, som den
Paagjældende personligt skatter høiest. Og som Romantiken nu her morer
sig med Additionen, saaledes har Subtraction fra Individualiteten da
nødvendigvis ogsaa sin store Tiltrækning for den. Den berøver Individet
Eiendommeligheder, som ellers netop synes at høre mest organisk sammen
med det; dem løsriver den og deler saaledes Individualiteten, som
man deler lavere Organismer f. Ex. Orme i større og mindre Halvdele,
der begge leve. Den berøver f. Ex. Individet dets Skygge. I »Peter
Schlemihl« af Chamisso knæler jo Manden i den graa Frakke ned for Peter
og vikler med beundringsværdig Behændighed hans Skygge fra Hovedet
til Foden løs fra ham og fra Græsset, ruller den sammen og stikker
den til sig — og Fortællingen lærer os, hvilke Gjenvordigheder en
Person, der har mistet sin Skygge, maa udstaae. Chamissos Laurbær
tillade ikke Hoffmann at sove. I den fine lille Historie »vom verlorenen
Spiegelbilde« lader Helten sit Speilbillede blive i Italien hos den
bedaarende Giulietta, der har fortryllet ham, og vender uden samme
hjem til sin Kone. Da hans lille Søn en Dag pludselig opdager, at han
intet Speilbillede har, taber Barnet det Speil, det har i Haanden,
og farer grædende udaf Stuen. Snart derpaa træder hans Kone ind med
Forundring og Skræk i alle Miner. »Hvad har dog Rasmus fortalt mig om
Dig?« »At jeg intet Speilbillede har, ikke sandt, min kjære? svarede
Spikher med tvungen Latter og anstrengte sig for at bevise, at hvorvel
det var taabeligt at troe, man kunde miste sit Speilbillede, betød det
dog Alt i Alt ikke Stort, da ethvert Speilbillede dog var en Illusion,
da Selvbetragtning førte til Forfængelighed, og et saadant Billede
ovenikjøbet spaltede Ens eget Jeg i Sandhed og Drøm.«

Her, seer De, er Speilkabinettet saa vidt udviklet, at Speilbillederne
bevæge sig paa egen Haand og ikke rette sig efter Hovedpersonen.

Dette er meget morsomt, meget originalt og phantastisk; da det staaer
En frit for at indskyde, hvilke Værdier man vil, under Skyggen og
Speilbilledet, kan det endog kaldes ganske dybsindigt. Jeg vil heller
ikke dømme men charakterisere. Jeg giver ikke og vil ikke give Værkerne
Skudsmaal og Digterne Charakter, jeg angiver Dem en historisk Retning,
der i mange Aar har været vor Dannelses Fundament, og jeg viser Dem,
hvad den gaaer ud paa, og hvortil den fører.

 Idet Romantiken med indre Nødvendighed opløser Kunstformen, idet
Hoffmann lader Værkets Partier følge hulter til bulter, saa Bladets
Forside indeholder een Historie, Bladets Bagside en ganske forskjellig,
idet Tieck danner Dramaer efter Kugleskalstheorien for ikke at virke
alvorligt paa Læseren, og idet Kierkegaard i sin Production stikker den
ene Forfatter ind i den anden efter det chinesiske Æskemønster, i Kraft
af en Theori om, at Sandheden ei lader sig meddele uden indirecte, en
Theori som han selv ender med at træde under Fødder — er Romantikens
kunstneriske Standpunkt Antikens stik modsat. Og idet Romantiken
metaphysisk-sentimentalt strækker Personen ud over flere paa hinanden
følgende Slægter og lader ham leve før og efter sin Død, idet den for at
opnaae en rædselsfuld Virkning flækker ham og lader ham møde sig selv
i Døren, idet den fremstiller ham som en Drømmer ved høilys Dag, en
Hallucineret og en Afsindig, idet den humoristisk tillægger ham andre
Menneskers Egenskaber og berøver ham hans egne, phantastisk kniber
snart en Skygge, snart et Speilbillede fra ham, har dens phantastiske
Reflexion, dens reflecterende Phantasteri ogsaa psychologisk indtaget
det stik modsatte Standpunkt af det antike; thi i den antike Tid var
Kunstværket og Personligheden af een Støbning. Deri er denne Stræben
conseqvent — som Klassicitetens Modpol, som Romantik.

Men er Mennesket nu end mangfoldigt ved Naturnødvendighed og af
Naturen splittet og delt, saa er det eet ved Frihed. Frihed, Villie,
Beslutning gjør Mennesket helt. Er Mennesket end som Naturfrembringelse
kun en Gruppe, der holdes mere eller mindre forsvarligt sammen ved
Associationer, saa er Mennesket som Aand en Individualitet, og i Villien
samle alle Aandens Elementer sig og løbe ud som i Eggen af et Sværd.
Romantiken har da kun skildret og forstaaet Mennesket med Genialitet fra
dets Naturside og Natside. Til Aandens Samling, Enhed og Frihed er den
saalidet paa dette Punkt, som paa noget andet naaet.

X.

Er De nogensinde steget ned i et Bjergværk, har De af en Mand med en
Fakkel ladet Dem hidse ned i en underjordisk Schacht, og ved Faklens
usikre Skjær seet Dem om i Gruben? I saa Fald vil jeg spørge Dem, om
De har Lyst til en lignende Fart, og om De vil betroe Dem til min
Fakkel. Den Schacht, jeg vil opfordre Dem til med mig at nedstige
i, er det tydske Gemyt, en Grube saa dybtliggende, saa dunkel, saa
eiendommelig som nogen anden. Jeg vilde gjerne skildre Dem, hvilken
Charakter dette Gemyt faaer paa Romantikernes Tid, vise Dem, hvilken
Form og Beskaffenhed, det antager hos den af Romantikerne, der fremfor
alle er Gemyttets Digter, Novalis nemlig. Hvad Tydskeren forstaaer
ved Gemyt, lader sig ikke direkte gjengive paa noget andet Sprog.
Gemyttet, det er Tydskerens Domaine. Det er den indre Arne, den indre
Smeltedigel. I de berømte Ord i »Wanderers Sturmlied« i disse Ord har
Goethe skildret Gemyttet og dets Betydning for Digterens Liv. Hos den,
som har »Gemyt«, tager Alt Retningen indefter, Gemyttet er Aandslivets
Centripetalkraft. Inderlighed bliver Adelsbrevet for den, der sætter
Gemyt som det Høieste i Menneskelivet. Som Romantikerne i Alt gaae
til Extremer, saaledes ogsaa i Opfattelsen af Gemyttet. Alt hvad der
i Gemyttet er rugende og hemmelighedsfuldt, dunkelt og uforklaret,
drage de frem paa det simpelthen Sjælfuldes Bekostning. Goethe er
dem Digteren fremfor alle, ikke paa Grund af sin plastiske Kraft,
men paa Grund af det Stemningsfulde, Dæmonisk-Mystiske, der omsvæver
Skikkelser som Harpespilleren og Mignon, paa Grund af den frugtbare
Stemningsinderlighed i hans Smaadigte. Lessing og Schiller ere derimod
Ikke-Digtere og forfølges med Spot og bidende Kritik, fordi disse lyse
Hoveder med skarp Energi forfølge en Retning udefter. Thi Begeistring,
Sjælskraft og slige Egenskaber ere ikke Gemyt. Gemyttet bliver inde,
naar Begeistringen drager Sværdet og begiver sig ud paa sine Togter. Den
største Digter er den, som har det rigeste Gemyt.

Den Forandring, som nu foregaaer med Gemyttet hos Romantikerne er
den, at den Goetheske Sjælevarme bliver til Hede, naaer Koge- eller
Smeltepunktet og i sin Gløden fortærer alle faste Former og Skikkelser
og Tanker. Digteren sætter sin Ære i den hedeste, den lidenskabeligste
Følelse, hvormed han brænder inde. Novalis sætter altid hele sit Væsen
ind. Den dybeste, den hensynsløseste Følelse er hans Princip.

Novalis var 17 Aar gammel, da den franske Revolution brød ud. Skulde man
kortelig angive denne store Bevægelses Idee, da er det den, at omstyrte
alt blot Traditionelt og ved et Brud med al Historie grunde den hele
Mennesketilværelse paa den rene Fornuft. Revolutionens Tænkere og Helte
lade saa at sige den hele udvortes Verden gaae tilgrunde i Fornuften,
for at lade den reise sig ud fra Fornuften igjen. Skjøndt Novalis er
døv for alle Tidens politiske og sociale Opraab, skjøndt han er blind
for alle Tidsalderens Fremskridtsbevægelser, skjøndt han ender i den
uhyggeligste og modbydeligste Reaction, er han ligefuldt greben af sin
Tid, uden at vide det helt igjennem bestemt af dens Aand. Mellem ham,
den stille indadvendte kurfyrsteligt-loyale Assessor og hine barbenede
Stakler, der ilede fra Paris til Grændsen, syngende Marseillaisen og
svingende Tricoloren, er der den Grundlighed, at saavel han som de ville
lade hele den ydre Verden gaae tilgrunde i en indre Verden. Kun er denne
indre Verden for dem Fornuften, for ham Gemyttet, for dem Fornuften med
dens Fordringer og Formler: Frihed, Lighed, Broderskab, for ham Gemyttet
med dets natligtdunkle, underfulde Verden, i hvilken han smelter Alt,
for paa Kjedelens Bund at finde som Nedslag, som Gemyttets Guld: Nat,
Sygdom, Mystik og Vellyst.A. Ruge: Werke I. 247 ff.

Saaledes tilhører han sin Tid, selv under den lidenskabeligste Polemik
imod sin Tid og dens Ideer. Saaledes staaer han i den mest polære
Modsætning til alle lyse og skjønne Ideer i den Tid, af hvis Aand han
mod sin Villie er besat.

Hvad der hos Fichte og hos Revolutionsmændene er den klare,
altbeherskende og altomsluttende Selvbevidsthed, det er hos ham den
altopslugende Selvfølelse, der stiger til Vellyst; thi den nyere Tid
gaaer ham saaledes til Hjerte, at den er som sammenvoxet med hans
Nerver, og han føler den i vellystig Spænding. Hvad der hos dem er den
abstracte, Alt forfra begyndende Frihed, det er hos ham det vilkaarlige,
Alt forflygtigende Phantasteri, der opløser Naturen og Historien i
Symboler og Myther, for frit at kunne tumle alt det udenfra Givne og
frit at kunne svælge i Selvfornemmelsen. »Lige stærkt fremtræder hos
Novalis Mystiken, der er den theoretiske Vellyst, og Vellysten, denne
praktiske Mystik.« (A. Ruge.) Tieck talte med Begeistring om Musiken,
der lærer os at føle selve Følelsen. Novalis indeholder Commentaren
til disse Ord. Han, hvis Princip er den hensynsløse Følelse, vil føle
sig selv og lægger ikke Dølgsmaal paa, at han søger denne Selvnydelse.
Derfor er Sygdom ham kjærere end Sundhed. Thi den Syge føler bestandig
sit eget Legeme, medens den Sunde ikke mærker Noget til det. Pascal og
efter ham Kierkegaard have nøiedes med at betegne Sygdommen som den
Christnes naturlige Tilstand, Novalis gaaer langt videre. Sygdommen er
ham det høieste, det eneste sande Liv: Leben ist eine Krankheit des
Geistes. Livet er en Aandens Sygdom. Hvorfor? Fordi Verdensaanden kun
i levende Individer føler, fornemmer sig selv. Og som Novalis priser
Sygdommen, saaledes priser han Vellysten. Hvorfor? Fordi Vellysten intet
Andet er end en exalteret sygelig Selvfølelse og en svævende Kamp mellem
Lyst og Smerte. »I det Øieblik«, siger han, »da Mennesket vilde begynde
at elske Sygdommen og Smerten, laa maaskee den mest henrivende Vellyst
i hans Arme, og den høieste positive Lyst vilde gjennemtrænge ham [...]
Begynder ikke overalt det Bedste som Sygdom? Halv Sygdom er et Onde.
Hel Sygdom er Lyst og det den høiere.« Saaledes taler Novalis ogsaa
om en mystisk Kraft, »der synes at være Lystens og Ulystens Kraft«,
»deren begeisternde Wirkungen wir so ausgezeichnet in den wollüstigen
Empfindungen zu bemerken glauben.«

Til denne vellystige Sygelighedsfølelse hos Novalis svarer i Pietismen
Syndsbevidstheden, denne aandige Sygdom, der tillige er en Vellyst. Om
denne Sammenhæng har Novalis den klareste Bevidsthed. Han siger: »Den
christelige Religion er den egentlige Vellystens Religion. Synden er det
mest Pirrende med Hensyn til Kjærlighed til Guddommen; jo syndigere et
Menneske føler sig, desto christeligere er det. Ubetinget Forening med
Guddommen, det er Syndens og Kjærlighedens Formaal«, og et andet Sted:
»Det er mærkværdigt nok, at ikke for længe siden den Association, som
finder Sted imellem Vellyst, Religion og Grusomhed, har gjort Menneskene
opmærksomme paa deres inderlige Slægtskab og deres fælles Tendents.«

Og som Novalis nu foretrækker Sygdom for Sundhed, saaledes foretrækker
han langt Natten for Dagen »med dens frække Lys«.

Hadet mod Dagen og Dagslyset er gjennemgaaende hos Romantikerne. Jeg
paaviste det i William Lovell. Novalis gaaer kun videre ad denne Vei
i sine berømte Hymner til Natten. At han elsker Natten, er let at
forstaae. Da Natten skjuler Omverdenen for Selvet, driver den Selvet
ligesom ind i sig selv. Selvfølelsen og Natfølelsen ere da Et og det
Samme. Og Natfølelsens Vellyst er Rædselens Stemning: først en Angst,
fordi det i Mørket forekommer Mennesket som mistede det sig selv, idet
Alt forsvinder omkring det, saa en sygeligt-behagelig Gysen, fordi
Selvfølelsen heftigere dukker frem af denne Angst.A. Ruge: Werke I. 264
ff.

I et af sine Fragmenter kalder Novalis Døden en Brudenat, en
Hemmelighed, fuld af søde Mysterier og tilføier dette Distichon:

Og saa dybt er denne Tænkemaade grundet i den romantiske
Livsbetragtning, at i Werners Drama »Korsbrødrene« Helten kort før sin
Død paa Baalet siger:

Liv og Død ere for Novalis kun »relative Begreber«. De Døde ere halvveis
levende, de Levende halvveis døde. Først ved denne Betragtning faaer
Tilværelsen for ham sit rette Krydderi. Det hedder i den første af
Hymnerne til Natten: Bort vender jeg mig til den hellige, uudsigelige,
hemmelighedsfulde Nat. Fjernt ligger Verden som sænket i en dyb Grav:
øde og ensomt er dens Sted. I Brystets Strenge dirrer dyb Vemod [...]
Finder Du ogsaa Behag i os, mørke Nat? [...] Kostelig Balsam drypper
fra din Haand, fra Valmueknippet. Gemyttets tunge Vinger slaaer Du ud.
[...] Hvor fattigt og barnagtigt tykkes Lyset mig nu, hvor glædelig og
velsignet Dagens Afsked. Mere himmelske end hine blinkende Stjerner
synes os de uendelige Øine, som Natten aabner i os. Videre skue de
end de blegeste blandt hine talløse Hærskarer, uden Trang til Lyset
gjennemskue de et elskende Gemyts Dybder, hvad der fylder et høiere
Rum med usigelig Vellyst. — »Priset være Verdensdronningen, den høie
Forkynderinde af hellige Verdener, Pleierinden af salig Kjærlighed! hun
sender mig Dig, Du, min søde Elskede, Nattens elskelige Sol. Nu vaager
jeg, thi jeg er Din og Min: »Du har forkyndt mig Nattens Livsevangelium,
gjort mig til et Menneske. Fortær med aandig Gløden mit Legeme, saa at
jeg let og luftig kan blande mig inderligere med Dig og Brudenatten vare
evig«.« Man føler den af Svindsot Fortæredes Attraa i dette hektiske
Udbrud. Saaledes hedder det ogsaa i Lucinde: »O evige Længsel! endelig
vil Dagens frugtesløse Smægten og forfængelige Blænden synke og slukkes
og en stor Kjærlighedsnat evigt føle sig beroliget.« I Tanken om en ikke
momentan, men evig Omfavnelse mødes begge de romantiske Natsværmere.

I denne Begeistring for Natten ligger Spiren til den religiøse Mystik.
Hos Justinus Kerner og Jung Stilling gaaer Mystiken over til Aandetro
og Spøgelsefrygt. I enkelte af de senere Romantikeres Skrifter, som f.
Ex. i Achim v. Arnims »Die schöne Isabella von Egypten« ere Halvdelen
af de optrædende Personer Spøgelser. Clemens Brentano, den romantiske
Skoles enfant perdu, i sin Ungdom uforbederlig Løgner, hvis største
Glæde var at røre Damerne til Taarer ved Beretninger om sine egne
aldeles opdigtede LidelserKöpke: Tiecks Leben I. 353 ff., gik i den
modnere Alder over til Katholicismen og tilbragte 6 Aar af sit Liv
med tilbedende Beundring af Nonnen Katharina Emmerich, der personligt
oplevede alle Frelserens Kvaler, der ligesom Middelalderens Helgene
blev Gjenstand for Stigmatisationens Mirakel, og som bar Mærkerne af
alle Frelserens Saar til Skue paa sit Legeme. Brentano forfattede med
utrættelig Flid den udførlige Fremstilling af hendes Legende.

Mystiken betegner Novalis selv som »ein wollustiges Wesen«. For ret at
forstaae dette Udtryk, maa man studere hans Hymner.

Endnu tydeligere fremtræder Ekstasen, det sandselige Jegs ekstatiske
Lidenskab i den syvende Hymne om Nadverens Sakramente:

Kun faa vide — Kjærlighedens Hemmelighed — føle Umættelighed og
evig Tørst. — Nadverens — guddommelige Betydning — er de jordiske
Sandser en Gaade. — Men hvo blot eengang — sugede Livets Aande —
af hede elskede Læber, hvem en hellig Gløden — i zitrende Bølger —
smeltede Hjertet, — hvis Øie oplukkedes, — saa at han maalte — Himlens
uudgrundelige Dybde, — han vil æde af hans Legeme — og drikke af hans
Blod — evindeligt.Wenige wissen — das Geheimniss der Liebe, — fühlen
Unersättlichkeit — und ewigen Durst. — Des Abendmahls — göttliche
Bedeutung — ist den irdiscben Sinnen ein Räthsel; — aber wer jemals —
von heissen, geliebten Lippen — Athem des Lebens sog, — wem heilige Glut
— in zitternden Wellen das Herz schmolz, — wem das Auge aufging, dass er
des Himmels — unergründliche Tiefe mass — wird essen von seinem Leibe —
und trinken von seinem Blute — ewiglich. — Wer hat des irdischen Leibes
— hohen Sinn errathen? — Wer kann sagen, — dass er das Blut versteht? —
Einst ist alles Leib — ein Leib, — im himmlischen Blute — schwimmt das
selige Paar. — O! dass das Weltmeer — schon erröthete, — und in duftiger
Fleisch — aufquölle der Fels! — Nie endet das süsse Mahl — nie sättigt
die Liebe sich; — nicht innig, nicht eigen genug — kann sie haben den
Geliebten. — Von immer zärteren Lippen — verwandelt wird das Genossene
— inniglicher und näher. — Heissere Wollust — durchbebt die Seele, —
durstiger und hungriger wird das Herz: — Und so währet der Liebe Genuss
— von Eiwigkeit zu Ewigkeit. — Hätten die Nüchternen — einmal gekostet,
— Alles verliessen sie, — und setzten sich zu uns — an den Tisch der
Sehnsucht — der nie leer wird. — Sie erkennten der Liebe — unendliche
Fülle, — und priesen die Nahrung — von Leib und Blut. Her har De et
glimrende Exempel paa Mystikens Væsen og Charakter. Den beholder alle de
religiøse Former, men den føler heltigjennem deres Indhold; den taler
samme Sprog som Orthodoxien og oversætter ved sig selv dette døde Sprog,
ombytter det med et levende. Heri ligger det, at den havde sin store
Betydning i Middelalderen overfor den stive, udvortes Skolastik, som den
fortærede i sin Gløden. Og saaledes blev den Deformationens Forløber.
Mystikeren behøver intet udvortes Dogme; i sin fromme Henrykkelse er
han sin egen Præst. Men da alle Tendentser i hans Sjæl gaae indefter,
tilintetgjør han ikke heller noget udvortes Dogme og ender med at
tilbede Præsteværdigheden hos Andre.

I mystisk-prophetiske Ord forkynder Novalis det hellige Mørkes nye
Herredømme:

   Endnu kraftigere ere Tankerne Nat — Død — Vellyst — Salighed vævede
  ind i hverandre i dette Digt, som findes over Kirkegaarden i Novalis's
  Roman.

Denne Mysticisme, der priser de Døde, som dem, der svælge i alle
Sandselighedens Glæder, er i Livet nødvendigvis Quietisme, det vil
sige Forherligelse af det rent vegeterende planteagtige Liv, ganske
som dette anprises i Lucinde. »Planterne«, siger Novalis, »ere Jordens
umiddelbareste Sprog; ethvert nyt Blad, enhver besynderlig Blomst er
en eller anden Hemmelighed, der trænger sig frem, og som, fordi den af
lutter Elskov og Lyst ikke kan bevæge sig og ikke komme til Orde, bliver
en stum rolig Plante. Finder man i sin Eensomhed en saadan Blomst, er
det da ikke, som var Alt omkring En forklaret, og som opholdt de smaa
befjædrede Toner sig helst i dens Nærhed? Man kunde græde af Glæde, og
afsondret fra Verden kun stikke Hænder og Fødder i Jorden, for selv at
skyde Rødder og aldrig forlade det lykkelige Naboskab.«

Hvilket Følelsessvælgeri! hvilken afsindig, om Ulysses v. Ithacia
mindende Situation!

»Blomsterne«, hedder det i et andet Fragment, »ere Børnenes umiddelbare
Billeder. [...] Saaledes er Barndommen i Dybden, nærmest ved Jorden,
medens Skyerne derimod maaskee ere Phænomener af den anden høiere
Barndom, af det gjenfundne Paradis, og derfor saa velgjørende dugge ned
paa hine.« Endog om Skyernes Barnlighed bliver der Tale i den romantiske
Jargon. Naiveteten gaaer tilveirs og raster ikke, før den har annecteret
ogsaa Skyerne. O Polonius! — Disse naive Skyer, de ere den romantiske
Poesies sande og egentlige Symbol.

Dog i Planterne og deres Modbilleder Skyerne er der for det romantiske
Gemyt endnu for megen Stræben, Tendents og Uro. Selv en Vegeteren er dog
endnu bestandig ikke den rene Bugen, ikke den rene Hvile, men indeholder
en Retning opefter i Plantens Stræben mod Lyset. Derfor er Plantelivet
ikke heller det høieste, Novalis gaaer endnu et Skridt videre end
Schlegel: »Det høieste Liv er Mathematik. Uden Enthousiasme ingen
Mathematik. Gudernes Liv er Mathematik. Ren Mathematik er Religion. Til
Mathematik naaer man kun ved Theophani. Mathematikeren veed Alt. Al
Virksomhed hører op, naar Viden indtræder. Videns Tilstand er Eudæmoni,
salig Ro, himmelsk Quietisme.«

Her staae vi ved Culminationen. Alt Liv er krystalliseret i
Mathematikens døde Former.

Paa dette Punkt er det rene Gemytsliv saa stærkt concentreret, at det
staaer stille. Det er, som om Sjælens Uhr havde ophørt at slaae. Enhver
ædel Stræben, enhver frisindet Retning udad til er trængt tilbage, kvalt
i Gemyttets dumpe Kjælder. Paa dette Punkt er det derfor, at Gemyttets
Inderlighed slaaer over i den krasseste Udvorteshed. Da al Evne til at
frembringe nye ydre Former er forsmaaet og dræbt, saa ere vi naaede
til det Vendepunkt, hvor alle faste ydre Former blot som saadanne
anerkjendes og des mere, jo fastere de ere, jo mere de nærme sig til
hin krystalagtige Forstening, jo bestemtere de drage Spændetrøien over
enhver Tendents, jo vissere det er, at de kun levne Rum for det rent
vegeterende Liv. Skridtet gjør Novalis i den mærkværdige Afhandling
»Christenheden og Europa«, som han skriver 1799, og som Tieck forgjæves
nu og da har bestræbt sig for at bringe i Forglemmelse. Heri hedder
det: »Det var skjønne glimrende Tider, da Europa endnu var et christent
Land, da een Christenhed beboede denne Verdensdel. — Med Rette modsatte
Kirkens vise Overhoved sig en fræk Uddannelse af de menneskelige Anlæg
paa den hellige Sandses Bekostning og utidige farlige Opdagelser paa
Videnskabens Omraade. Saaledes forbød han Tænkerne offentligt at
paastaae, at Jorden var en ubetydelig Vandrestjerne; thi han vidste vel,
at Menneskene med Agtelsen for deres Bolig og deres jordiske Fædreland
ogsaa tabe Agtelsen for deres himmelske Hjem og Slægt og foretrække den
indskrænkede Viden for den uendelige Tro og vænne sig til at foragte alt
Stort og Vidunderligt og betragte det som død Lovvirkning.«

Man bør ikke spørge sig selv, om det er Per Degn eller Novalis, man
hører. Man bør fatte Digterens Conseqvents. Poesien, som førte Schiller
til Hellas, fører ham til Inqvisitionen og bringer ham til som Joseph de
Maistre efter ham at tage dens Parti mod Galilæi.

Om Protestantismen siger han: »Denne store indre Spaltning, som
ødelæggende Krige ledsagede, var et mærkværdigt Tegn paa Culturens
Skadelighed — idetmindste paa den temporære Skadelighed af et vist
Culturtrin. Protestantismen adskilte det Uadskillelige, delte den
udelelige Kirke og rev sig formastelig ud af den almindelige kirkelige
Forening, ved hvilken og i hvilken alene den ægte varige Gjenfødelse
var mulig. Religionsfreden blev sluttet efter ganske feilagtige
og religionsstridige Grundsætninger, og ved Fortsættelsen af den
saakaldte Protestantisme blev noget absolut Modsigende: en permanent
Revolutions-Regjering indsat.« »Luther behandlede overhovedet
Christendommen vilkaarligt, miskjendte dens Aand, og indførte et andet
Bogstav og en anden Religion, nemlig Bibelens hellige Almengyldighed,
og derved blev desværre en anden, høist fremmed jordisk Videnskab
indblandet i Religionsanliggender, Philologien, hvis udtærende
Indflydelse fra den Tid af er umiskjendelig. — Nu blev da Bibelens
absolute Popularitet paastaaet, og nu virkede det tarvelige Indhold, det
raa abstracte Udkast til Religion i disse Bøger desto mere trykkende,
og vanskeliggjorde den hellige Aand den frie Bevægelse, Indtrængen og
Aabenbaring. — Med Reformationen var det ude med Christendommen. —
Til Lykke for den gamle Tilstand opstod nu en ny Orden, over hvilken
Hierarchiets døende Aand syntes at have udgydt sine sidste Gaver,
og som med ny Kraft rustede det Gamle og med vidunderlig Indsigt og
Standhaftighed, klogere end det nogensinde fordum var skeet, antog
sig det pavelige Regimente og dets mægtige Regeneration. Endnu var
aldrig noget saadant Selskab blevet seet i Verdenshistorien. Jesuiterne
aflurede Luther hans »demagogiske Kunster«, hans »Studium af det menige
Folk«. »Reformationen gav de Lærde en skuffende Følelse af deres Kald.
Af Instinct er den Lærde fra Arildstid af Geistlighedens Fjende; den
lærde og den geistlige Stand maa føre Udryddelseskrige, saalænge de
ere adskilte; thi de stride om een Plads. Resultatet af den moderne
Tænkemaade kaldte man Philosophi og regnede Alt dertil, hvad der var det
Gramle imod, især altsaa ethvert Udfald imod Religionen. Hvad der fra
Begyndelsen af var Personalhad mod den katholske Tro gik efterhaanden
over til Had mod Bibelen, mod den christelige Tro, ja endog mod
Religionen overhovedet«.

Man seer, med hvilken Klarhed Novalis har seet Fritænkeriet som
Protestantismens Conseqvents. »Ja endnu mere: Religionshadet udstrakte
sig naturligt og følgerigtigt til alle Gjenstande for Enthousiasme,
forkjætrede Phantasi og Følelse, Sædelighed og Kjærlighed til Kunst,
Fremtid og Fortid, stillede Mennesket med Nød og Neppe øverst blandt
Naturvæsenerne og gjorde Verdensaltets skaberiske Musik til den
ensformige Klapren af en uhyre Mølle, der dreven af Tilfældets Strøm og
svømmende paa den, var en Mølle i og for sig uden Bygmester og Møller
og egentlig et ægte perpetuum mobile. — Een Enthousiasme blev høi-
modigt levnet Menneskene, Begeistringen for denne herlige Philosophi
og for dens Præster. Frankrig var saa lykkeligt at blive Skjødet og
Sædet for denne nye Tro, som var sammenklæbet af lutter Viden. Lyset
var paa Grund af dets Lydighed under Mathematikens Love og dets Frækhed
blevet disse Menneskers Yndling. Høist mærkværdig er denne den moderne
Vantroes Historie og Nøgle til alle uhyre Phænomener i den nyere Tid.
Først i dette Aarhundrede og især i dets sidste Halvdel begynder den og
voxer i kort Tid til uoverskuelig Storhed og Mangfoldighed; en anden
Reformation, en mere omfattende og eiendommeligere var uundgaaelig og
maatte først træffe det Land, der var mest moderniseret og længst af
Mangel paa Frihed havde ligget i asthenisk Tilstand. — Under dette
Anarchi gjenfødes Religionen; et sandt Anarchi er dens Avlingselement.«
»Forekommer ikke Statsomvælteren den ægte Betragter som en Sisyphus? Nu
har han naaet Ligevægtens Spidse, og allerede ruller den mæg-Byrde atter
ned. Den vil aldrig blive deroppe, naar ikke en Tiltrækning mod Himlen
holder den svævende. Alle Eders Støtter ere for svage, naar Eders Stat
beholder Tendentsen mod Jorden!«

Med Begeistring spaaer han da om den nye Gemyttets Tid, der skal komme.
»I Tydskland kan man med fuld Vished paavise Sporene af en ny Verden.
— En Mangesidighed uden Lige, en glimrende Politur, vidtomfattende
Kundskaber og en rig, kraftig Phantasi finder man hist og her ofte
dristigt parret. En vældig Anelse om den indre Menneskeheds skabende
Vilkaarlighed, Grændseløshed, hellige Eiendommelighed og Evne til Alt
synes overalt at vækkes. Endnu er Alt kun Antydninger, usammenhængende
og raae, men de forraade det historiske Øie en universel Individualitet,
en ny Menneskehed, en elskende Guds og en ung overrasket Kirkes sødeste
Favntag og den inderligste Undfangelse af en ny Messias paa engang i
alle denne Kirkes tusinde Medlemmer. Hvem føler sig ei med sød Undseelse
i velsignede Omstændigheder? Det Nyfødte vil blive dets Faders Billede,
en ny gylden Tid med mørke uendelige Øine, en prophetisk undergjørende,
trøstende og evigt Liv tændende Tid — en stor Forsoningstid, en Frelser,
der som en ægte Genius, hjemmevant blandt Menneskene, kun vil blive
troet, ikke seet, og under talløse Skikkelser synlig for de Troende vil
blive fortæret som Brød og Vin, omfavnet som den Elskede, indaandet som
Luft, hørt som Ord og Sang og optaget med himmelsk Vellyst som død under
Kjærlighedens høieste Smerter i det henbrusende Legemes Indre.«

Er det ikke, medens jeg nu saalænge har underholdt Dem om al denne
Vellyst, Salighed, Religion, Nat og Død, om dette Mørke, der snart vil
bryde ind og fordunkle det klareste Solskin, gaaet Dem som mig, at
det i Deres Indre har raabt: Luft! Lys! Ja er det ikke som skulde man
kvæles? Ligner dette Gemyt saa ikke en underjordisk Bjergmandsgrube?
De kjender Novalis's Sympathi for Bjergmandslivet, i hvilket røde
osende Lygter skulle erstatte Dagens Lys. Og hvad kom der ud af
det Hele, hvilket Foster opstod af hin en elskende Guds og en ung
overrasket Kirkes Omfavnelser? hvad Andet end en nyfødt, en gjenfødt
Reaction, der i Frankrig gjenindsætter Katholicismen og efter Napoleons
Fald Bourbonerne, og som i Tydskland fører til hint afskyelige
Tyranni, der gav Pietismen den samme Indflydelse som Katholicismen
havde i Frankrig, jog de bedste Skribenter i Landflygtighed og
romantisk bevæget sysselsatte sig med Fuldendelsen af Køllner Dom, som
Julian, Romantikeren paa Thronen, i Oldtiden havde sysselsat sig med
Gjenopførelsen af Templet i Jerusalem. Digteren havde villet føre Alt
tilbage til den indre Verden. Den indre Verden optog Alt, Revolutionens
og Contrarevolutionens Kræfter. I den laa alle Aandens Løver bundne, i
den laa alle Historiens titaniske Magter indesluttede, ja bedøvede i en
Valmue-Atmosphære. Det blev Nat omkring dem, de følte Mørkets og Dødens
Vellyst, de levede endnu kun et Planteliv som Syvsovere, og forstenedes
til Slutningen helt. I den indre Verden laa alle Aandens Rigdomme, men
som døde Skatte og hvilende Masser, som sindrige efter Mathematikens
Love formede Krystaller omtrent som Guldet og Sølvet i Jordens og
Bjergenes Indre, og Digteren blev til en Bjergmand eller Bjergtagen, der
steg ned under Jorden og frydede sig ved Alt, hvad han saa.

Men medens han opholdt sig dernede, gik Alt paa Jorden i den ydre Verden
sin Gang. Den ydre Verden lod sig ei i mindste Maade anfægte af, at
Digteren og Tænkeren opløste den i den indre. Thi han opløste den jo
nemlig ikke grovt og udvortes som en Rousseau eller en Mirabeau, han
opløste den kun indvortes i en indre Verden. Da han altsaa paany steg
op fra Gruben, da hans Bjergtagning var tilende, da viste det sig, at
den ydre, den opløste Verden befandt sig meget vel, aldeles ved det
Gamle. Alting stod udvortes koldt og raat, det, som han i sit Hjerte
havde smeltet — og da den ydre Verden aldrig havde interesseret ham, og
da den syntes ham næsten ligesaa natlig og mørk og obscurantistisk og
søvndysset som hans indre, saa gav han den sin Velsignelse og lod den
staae.

Novalis var født 1772. Han kom til Verden i en meget orthodox Familie i
den lille By Weissenfels. Indtrædelsen i denne Familie gjorde endnu i
1799 et dybt Indtryk paa Tieck. Han siger: »Et alvorligt stille Liv, en
prunkløs, men sand Fromhed herskede her. Familien hyldede Herrnhuternes
Lære og levede og virkede i denne Retning. Den gamle Hardenberg, der
tidligere havde været en kraftig Soldat, en høi ærværdig Natur, stod
som en Patriarch i Midten af talentfulde Sønner og elskelige Døtre.
Forandringer og Oplysning vare ham i enhver Form forhadte; han priste
og elskede den gamle miskjendte Tid, og naar Leiligheden tilbød sig,
kunde han djærvt og hensynsløst udtale sine Anskuelser eller lue op i
pludselig Forbitrelse.«

Vil De have en Scene af Huslivet der? En Dag hørte Tieck den gamle
Herre dundre og skjælde i Sideværelset. Hvad er der hændt? spurgte
han bekymret et indtrædende Tyende. Ingenting, svarede denne tørt,
Herren giver Religionstime. — Den gamle Hardenberg pleiede at lede
Andagtsøvelserne og prøve de yngre Børn i Troessager, og herved gik det
undertiden stormfuldt til.

Af dette Hjem gik Novalis ud. Han var et indadvendt, i høi Grad
sygeligt Barn. I sin Ungdom, da han endnu ikke var gaaet op i Sværmen
og Grublen, var han en lidenskabelig Beundrer af de store Frihedsmænd
Fichte og Schiller, hvis Værker han atter og atter studerede, og hvis
Indflydelse spores i hans første Forsøg, og i politisk Henseende var han
da Republikaner. Senere gik Alt dette over. Fra Republikaner blev han
snart Royalist indtil Fanatisme. Hans første Ven blandt Romantikerne var
Fr. Schlegel. De kjendte hinanden fra Universitetsaarene. Da Schlegel
1797 besøgte Novalis i hans Hjem, fandt han ham fuldstændig knust. Han
havde næret en heftig, hele hans Væsen optagende Kjærlighed til en ung
mærkværdig Pige Sophie v. Kühn, og nu havde Døden pludselig berøvet
ham hende. Han fortvivlede, og det var under de Selvmordslyster og med
de Dødstanker, som dette Tab fremkaldte i hans Sjæl, at han skrev sine
Hymner til Natten. Det Overmaal af Fortvivlelse, hvortil han hengav
sig, tilligemed den barokke Omstændighed, at Sophie var kun 12 Aar
gammel, da han forelskede sig i hende, saa hans Elskov til hende falder
i Perioden fra hendes 12te til hendes 15de Aar, synes mig i høi Grad at
tale for det gjennemgaaende Sygelige og Unaturlige i Novalis's Anlæg. Og
hertil kommer endnu, at Aaret efter træffe vi ham forlovet paany, denne
Gang med en Datter af Bjergværksbestyreren v. Charpentier. Visselig
staaer, som La Rochefoucauld siger, vore Lidenskabers Styrke ikke i
noget Forhold til deres Varighed, men høist besynderlig bliver dog den
saa pludselige Trøsten sig med en Anden, naar man et Aar igjennem har
syslet med Tanken om Døden som sin eneste Glæde og Vellyst og talt,
som om Graven gjemte Ens Alt. End ikke den kummerlige Udflugt mangler,
at Julie synes ham den gjenfødte Sophie, Noget hvortil Romantikernes
Præexistentstheori aabnede en Udvei. Da Tieck i Sommeren 1799 kom til
Jena, traf han første Gang sammen med Novalis. A. W. Schlegel bragte
Bekjendtskabet istand, der hurtigt gik over til sværmerisk Venskab. En
skjøn Sommeraften vare Vennerne første Gang sammen. I bevægede Samtaler
aabnede de deres Hjerter for hinanden og drak Broderskab. Ved Midnat
traadte de ud i Sommernatten. Fuldmaanen, siger Köpke, laa magisk og
glandsfuld over Høiderne ved Jena. Henad Morgenen ledsagede de alle
Novalis hjem til Weissenfels. Tieck har i Phantasus sat denne Aften et
Minde. Tiecks Paavirkning, som da begynder, var det, som foranledigede
Novalis til Frembringelsen af sit Hovedværk »Heinrich v. Ofterdingen«.
Under Udarbeidelsen af dette rev Brystsygen ham bort. To Aar efter
hint Møde var han ikke mere. Han blev kun 29 Aar gammel, og denne
Omstændighed i Forening med hans store Originalitet og sjeldne Skjønhed
har kastet et poetisk Skjær over hans Skikkelse. Han, den nye Retnings
Johannes, lignede ogsaa i sit Ydre en Johannes. Hans Pande var som
gjennemsigtig, hans brune Øine glimrede med en ualmindelig Glands. I de
sidste tre Aar, han levede, saa man paa ham, at han var mærket til en
tidlig Død.

Saavel denne tidlige Død som denne særegne Art af Skjønhed har
foranlediget Kritiken til at sammenligne ham med den unge berømte
engelske Digter, der fødtes 20 Aar efter ham, Shelley nemlig. Endnu for
ganske nylig har i Revue des deux mondes en Forfatter, Blaze de Bury
fremhævet denne Analogi. Han siger: Shelley's Poesi nærmer sig meget
til Novalis's, og det er ikke alene ved physiognomiske Træk, at disse
to sjeldne Digtere ligne hinanden. Betragtning af Naturen, Divination
af dens mindste Hemmeligheder, en udsøgt Forening af Følsomhed og
Metaphysik, og hertil ingen Plastik, Speilbilleder og ikke Former, en
Stigen imod det Høieste, som ender i Tomhed, er fælles for dem.

Han fremhæver alle disse formelle Ligheder og tilføier ikke et eneste
Ord, som lader ane den uhyre reelle Ulighed, den polære Modsætning
imellem disse to tilsyneladende saa ensartet anlagte Digtere, af hvilke
den ene gaaer forud for, den anden følger efter det store Omslag i
Aarhundredets litterære Bevægelse, som det er min Opgave at skildre for
Dem. Og dog veed jeg ikke noget Middel til skarpere at fremhæve dette
Omslag end netop denne Modsætning.

Tillad mig at gjenkalde Dem Hovedtrækkene af Shelleys Liv. Adeligt
født bliver han sat i en fornem Skole, hvor strax fra hans Barndom af
Disciplenes Raahed og Lærernes Grusomhed opflamme ham til Modstand og
Vrede. Især vakte her det Hykleri, hvormed man førte Ordene Gud og
Christendom i Munden, medens man hengav sig til sine slette Lidenskaber,
hans fulde Afsky. Under det andet Aar af sit Ophold i Oxford forfattede
Shelley saa et Skrift »Om Atheismens Nødvendighed«, som han med naiv
Sandhedskærlighed indgav til Kirkens og Universitetets Forstandere.
Han blev stævnet for Consistorium, og da han vægrede sig ved at kalde
sine Anskuelser tilbage, blev han paa Grund af Atheisme udstødt af
Universitetet. Han reiste tilbage til sin Fader, og da denne modtog ham
med kold Foragt, forlod han for bestandig sit Hjem. Med saadanne Kampe
og saadanne Ulykker var hele hans Liv gjennemvævet. En Lungesvindsot,
som han i sit 20de Aar blev angrebet af, og af hvilken han efterhaanden
kom sig, efterlod en stor Legemssvaghed og Pirrelighed. Da han efter
sin første Hustrues Død ønskede at tage Børnene af første Ægteskab
til sig, bleve disse ham berøvede af Kantslerretten, fordi han i sin
»Dronning Mab« havde lært Usædelighed og Irreligiøsitet. Hvor han under
sin Omflakken i Udlandet traf paa Landsmænd, blev han paa det Raaeste
haanet og mishandlet af dem som Atheist. 29 Aar gammel endte han saa sin
pinte og hjemløse Existents, idet han under en Storm kuldseilede med sin
Baad i Golfen ved Spezzia. Byron brændte hans Lig.

I Modsætning til dette Liv er Hardenbergs en sand tydsk Smaastadsidyl.
Han blev 25 Aar gammel Embedsmand, Auditør som det kaldtes ved et
Saltværk. Senere udnævntes han til Assessor ved de kurfyrstelige Saliner
i Weissenfels, og hans Romantik forstyrrede ikke hans Liv. Han var som
Embedsmand yderst nidkjær, pligtopfyldende og ordentlig. Han levede
og døde som bosiddende Embedsmand og Borger, der ingen Udskeielse
begaaer og til Gjengjæld har Sit paa det Tørre. Republikanismen gik som
sagt tidligt af ham, og kun hans Naivetet forhindrer En i at betegne
ham som servil. Friedrich Wilhelm og Louise af Preussen benævner han
»et klassisk Menneskepar«, i disse »Geniers« Aabenbaring seer han
Varslet om en bedre Verden. Friedrich Wilhelm, siger han, er den første
Konge af Preussen; hver Dag sætter han selv sin Krone paa. En sand
Transsubstantiation er skeet; thi Hoffet har forvandlet sig til en
Familie, Tronen til en Helligdom, en kongelig Formæling til et evigt
Forbund mellem Hjerterne. — Republiken, siger han, har kun Ungdommens
Fordom for sig; den gifte Mand fordrer Orden, Sikkerhed, Ro, ønsker
at leve i en Familie, et regelmæssigt Husvæsen og et »ægte Monarchi«.
»For en Constitution kan man kun interessere sig som for et Bogstav.
Hvor ganske anderledes, naar Loven er Udtryk for en elsket, høiagtet
Persons Villie. Man tør paa ingen Maade opfatte Monarchen som den første
Embedsmand. Han er ikke Borger, derfor heller ikke Embedsmand. Kongen er
et til jordisk Fatum ophøiet Menneske.«

Vil De med saadanne Udtalelser sammenligne de Digte af Shelley, hvortil
Tyranniet i hans Fædreland foranlediger ham, ligesom dem, i hvilke han
forherliger de italienske Revolutioner og Grækenlands Frihedskrig, saa
har De den skarpeste Contrast, De kan finde. Og De har den antithetisk
paa næsten alle Punkter: Novalis priser Sygdommen. Shelley siger: Det
er vist, at Visdom er uforenelig med Sygdom, og at under Jordklimaernes
nuværende Tilstand Sundhed i Ordets sande og omfattende Mening ligger
udenfor det civiliserede Menneskes Rækkeevne. Novalis siger: Vi tænke
os Gud personlig, som vi tænke os selv personlige. Gud er netop ligesaa
personlig og individuel som vi. — Shelley siger: Der gives ingen Gud.
Denne Fornægtelse maa kun forstaaes som gjældende en skabende Guddom.
Hypothesen om en Verdensaltet gjennemtrængende og som Altet evig Aand
bliver uantastet. [...] Alle Religioner i Verden forbyde Prøvelse og
ville ikke tilstede noget Forstandsraisonnement; det er Autoriteten, som
forlanger, at man skal troe paa Gud; denne Gud selv er blot begrundet
paa nogle Menneskers Autoritet, der paastaae, at de kjende ham og ere
udsendte fra ham for at forkynde ham paa Jorden. »Det er umuligt at
troe, at den Aand, der gjennemtrænger Universet, avlede en Søn med en
jødisk Kvinde eller vrededes over Følgerne af en Nødvendighed, der er
lig ham selv. Den hele jammerlige Fabel om Djævelen, om Eva og om en
Midler tilligemed Jødegudens barnagtige Formummelser er uforenelig
med Astronomien. Hans Hænders Værk har aflagt Vidnesbyrd imod ham.«
Novalis priser Hierarchiet og lovsynger Jesuiterne. Shelley siger:
»Under mange Elendighedens og Mørkets Aarhundreder fandt Bibelens Lære
ubetinget Tiltro; men endelig opstode Mænd, som fik Mistanke om, at den
var Fabel og Løgn, og at Jesus langt fra at være en Gud, kun havde været
et Menneske som de selv. Men en talrig Menneskemængde, som drog og endnu
bestandig drager umaadelig Vinding af hin Mening som herskende Folketro,
sagde Mængden, at hvis den ikke troede paa Bibelen, vilde den blive evig
fordømt, og gav sig til at brænde, fængsle og forgifte alle fordomsfrie
og isolerede Forskere, der nu og da opstode. Denne Klasse undertrykker
dem endnu bestandig, forsaavidt Folket, der nu er mere oplyst, vil
tilstede det. — De samme Midler, der have støttet enhver anden Tro, have
støttet Christendommen: Krig, Fængsling, Snigmord og Løgn, Gjerninger af
exempelløs og utrolig Raahed have gjort den til, hvad den er. Det Blod,
som Bekjenderne af Barmhjertighedens og Fredens Gud have udøst siden
hans Religions Indførelse, vilde sandsynligvis være tilstrækkeligt til
at drukne alle de Tilhængere af andre Sekter, som overhovedet boe paa
Jorden.«

De seer af de anførte Citater, som kunde forøges med utallige andre,
at der mellem Novalis med hans indadvendte Gemytsliv og Shelley med
hans udadvendte Frihedstrang er den mest fuldstændige Modsætning.
Blaze de Bury finder imidlertid kun Ligheder; han bedømmer Shelley
yderst sympathetisk, og da hans Afhandling blev oversat paa Dansk,
havde man den Morskab i »Fædrelandet« at læse følgende: »Stakkels
Shelley! hans Existents var en Personification af den moderne Digters.
Han kjæmpede uden Ophør og indtil sin Død for Tankens og Phantasiens
Rettigheder imod Fordommene i en Tidsalder, der ikke havde noget ædlere
Barn end han, og som altid vægrede sig ved at anerkjende ham. Det maa
indrømmes, at Shelley havde studeret Spinoza, en Forbrydelse over alle
Forbrydelser i Fanatikernes Øine, og som hverken Bisperne i Exeter
eller Oxford eller Lordkantslerne tilgive [...] Man anklagede ham
for Gudsfornægtelse. De Retslærde, Aviserne, alle Storbritanniens
Sladdersøstre slyngede Forbandelsen imod den mystiske Drømmer«. Det
staaer at læse i »Fædrelandet« for November ifjor. Stakkels Shelley!
Hvorfor fødtes han ikke i Danmark! Da var det gaaet ham anderledes;
Bisperne for Sjællands og Aarhus Stift havde taget ham i Forsvar,
Aviserne havde velsignet ham, og han var i levende Live bleven rost i
»Fædrelandet«!

Her har De da de to Digtere, man har villet udgive for Tvillingaander.
I poetisk Hang staae de omtrent lige høit. I Henseende til poetisk
Skjønhed ere de nogenlunde hinandens Lige. Men det er ikke paa Skjønhed
alene, det kommer an i Litteraturen. Det er den Vildfarelse, vi altfor
længe have næret. Ingen af de to Digtere besidder den hele Sandhed; men
paa hvis Side er der vel mest?

Det kommer an paa, hvordan man mener, at Sandheden seer ud. For Novalis
var Sandheden Digt og Drøm, for Shelley var den Frihed. For Novalis var
den en fast og mægtig Kirke, for Shelley var den et kjæmpende Kjætteri;
for Novalis et Væsen, som beklædte Throner og Pavestole, for Shelley et
Væsen uden Myndighed.

For ret at gjøre Indtryk paa Menneskene, maa Sandheden, hvor ophøiet
den end er, blive Menneske, blive Kjød og Blod for dem. Jeg husker,
hvorledes jeg som Dreng en Dag læste en Biographi af Robinson Crusoes
Forfatter De Foe. De kjender maaskee hans Livs ublide Skjæbner. Han var
den bedste og retsindigste Sjæl, lidenskabelig i Alt, hvad han foretog
sig, de fattige Klassers Talsmand. Han tilbragte lange Tider af sit
Liv i Fængsler. Een Gang blev han for en Brochures Skyld dømt til at
stilles i Gabestokken, efter at begge hans Øren vare bievne skaarne af.
Dommen blev exeqveret. I Gabestokken stilledes paa den Tid Forbryderen
med Hovedet ud igjennem en Aabning, saa han ikke kunde bevæge det —
og nu overlodes det til Mængden at være Profos; man bombarderede den
Udstillede med raadne Æbler, Kartofler, Appelsiner og deslige. Men da
Dagen kom, og da De Foes blege, mishandlede, lemlæstede Ansigt drivende
af Blod viste sig i Gabestokken for den forsamlede Pøbelflok, da, saa
underligt det lyder, blev der en Dødstaushed. Ingen kastede noget Æble,
Ingen raabte et eneste forhaanende Ord. Man kjendte altfor godt De
Foe. Men En af Hoben lod sig hidse i Veiret og satte en Krands om den
Lemlæstedes Pande. — Jeg læste det som Dreng, men dette Billede brændte
sig ind i min Sjæl, og jeg tænkte dengang ved mig selv, at saaledes
maatte Sandheden rimeligvis see ud. Jeg tænkte: Hvis et Menneske
nogensinde fandt en saadan stakkels forhaanet og mishandlet Sandhed i
Gabestokken, da maatte det være et stort Øieblik i hans Liv, naar han
kunde nærme sig og lægge den Krandsen om Panden. — Det har Shelley
gjort, men Novalis ikke.

XI.

Jeg skildrede Dem det romantiske Gemyt som den dumpe Inderlighed uden
Stræben og uden Tendents, som den gloende Ovn, i hvilken Friheden
kvaltes, og enhver Retning udefter dræbtes. Dog, dette er ikke den fulde
Sandhed. En eneste Tendents udadtil er tilbage, den som man kalder
Længsel. Længselen, det er Formen for den romantiske Stræben, Moder
til al dens Poesi. Hvad er Længsel? Det er Savn og Attraa i Forening
i og for sig uden Villie eller Beslutning om at opnaae det Savnede og
uden Valg af Midler til at faae det i sin Magt. Og hvorpaa gaaer denne
Længsel ud? Ja paa hvad Andet end paa det, hvorpaa al Længsel og Attraa
i Verden gaaer ud, med hvor store eller hvor hyklerske Ord den end
drapperer sig? Paa Nydelse og Lykke. Romantikeren bruger ikke dette
Udtryk Lykke, men det er det, han mener. Han siger ikke Lykke, han siger
Idealet. Men man lade sig blot ikke skræmme af Ord. Det for Romantikeren
Eiendommelige er nu ikke hans Søgen af denne Lykke, men hans Tro paa at
denne Lykke er til. Han veed, den maa være ham forbeholdt, at den maa
findes et Sted, at den vil komme uforvarende over ham. Og da den nu er
en Himmelens Gave, og da han ikke selv er dens Skaber, kan han føre sit
Liv saa planløst, han vil, ledet alene af sin ubestemte Længsel. Det
gjælder kun om at fastholde Troen paa, at denne Længsel vil finde sin
Gjenstand. Og det er saa let at fastholde denne Tro. Thi Alt omkring
ham indeholder Varsler og Anelser om den. Det var Novalis, der gav den
det berømte og hemmelighedsfulde Navn: »Den blaa Blomst«. Men Udtrykket
maa selvfølgelig ikke forstaaes bogstaveligt. Den blaa Blomst, det er
et hemmelighedsfuldt Symbol, omtrent som Fisken for de første Christne.
Det er en Abbreviatur, et forkortet, sammentrængt Udtryk, i hvilket alt
det Uendelige er sammenfattet, hvorefter et smægtende Menneskehjerte kan
længes. Den blaa Blomst er Symbolet paa den fuldkomne Tilfredsstillelse,
paa den hele Sjælen udfyldende Lykke. Derfor skimtes den, længe før den
mødes. Derfor drømmes der om den, længe før den sees. Derfor anes den
saa hist saa her, og det viser sig at det var en Skuffelse; den øines et
Moment blandt andre Blomster og forsvinder; men Individet fornemmer dens
Duft, snart svagt, snart stærkere, saa han beruses af Duften. Om han da
end som Sommerfuglen flagrer fra Blomst til Blomst og dvæler snart ved
Violen, snart ved den tropiske Plante, søger og higer han dog bestandig
efter Et, den fuldkomne ideale Lykke.

Om denne Længsel og dens Gjenstand er det, at Novalis’s Hovedværk
dreier sig. Dette Værk maa vi studere og, for at forstaae det, see
hvorledes det opstaaer. Den første Forudsætning for denne Roman er
den moderne Tids Hovedroman »Wilhelm Meister«, og man kan tydeligt
forfølge den aandelige Proces, ved hvilken »Wilhelm Meister« langsomt
omsmeltes til »Heinrich v. Ofterdingen«. Wilhelm Meister handler ikke,
han dannes. Han stræber ikke, han længes. Han jager efter Idealer
og søger dem først ved Theatret, saa i Virkeligheden. Ogsaa Wilhelm
Meister er et Foster af Gemyt. Det er Gemyttet, som omspænder alle
de her optrædende Personer. Ikke blot at disse Personer selv ere
sjælfulde som i saamangen moderne engelsk Roman, af Dickens f. Ex.; men
der er ligesom Sjæl i den særegne dæmpende og fortonende Atmosphære
udenom Personerne, intet Træk staaer realistisk krast eller bestemt,
Gemyttets Børn have bløde Contourer. Heiberg har engang sammenfattet
den Goetheske Verdensanskuelse, hvortil han selv slutter sig, i denne
Sætning: Goethe er hverken umoralsk eller irreligiøs, som man siger,
men han viser, at der ingen absolute Pligtregler gives, og at vi bør
indordne vor Religion under vor Poesi og Philosophi. Det Originale
i Wilhelm Meister er da, at den stive Skole- eller Lærebogsagtige
Sædelighed, de spidsborgerlige Moral- og Retskaffenhedsregler her ere
omformede saaledes, at det Moralske ikke mere udgives for at være den
absolute Livsmagt, men sees som et betydningsfuldt Princip i Livet,
som en af flere berettigede og beherskede Magter, omtrent som for
Naturforskeren Hjernen ikke, hvor betydningsfuld den end er, staaer som
Et og Alt, men spiller sin Rolle i Forening med Hjertet, Leveren og de
øvrige Organer. Saaledes er f. Ex. i Wilhelm Meister Sandseligheden
ikke udskjældt som dyrisk, men fremstillet uden Pedanteri, som skjøn
og lokkende, i Philine, der stedse benævnes med saadanne Udtryk som
»Die angenehme Sünderin«, »Die zierliche Sünderin«. Den harmoniske
Dannelse indvindes af Wilhelm igjennem mange tvetydige Forhold; den
ædle og sikre Verdenstone, det medfødte Aristokratiske i en skjøn
Natur forherliges i Kvindeskikkelserne; den Overlegenhed og Frihed
i Væsen og Sind, som lykkelige og stærkt begunstigede Forhold give,
fremhæves med varm Sympathi i Skildringen af de adelig Fødte. At
det Ædle og det Adelige i denne Skildring mange Gange synes at løbe
ud paa Et, kan vel i vore Dage støde os, men havde jo da sin Grund
i det samtidige Tydsklands jammerlige og ufrie Samfundsforhold. Da
Bogen ikke er Virkelighedens, men Gemyttets Barn, er der i dens hele
ydre Præg noget Abstract. Meget er tilsløret, Meget forfinet, Alt
er saaledes idealiseret, at den ydre Verden staaer i Skyggen af den
indre. For det Første forekomme kun private Begivenheder og Personer.
Vi høre vel om Krig og kunne nogenlunde slutte os til, at det maa
være Revolutionskrigene, hvortil der sigtes; men noget Bestemt siges
ikke herom. Stedet angives ligeledes rent almindeligt, man kan gjætte
paa Mellemtydskland, men Localiteten holdes ubestemt, og Landskabet
gjør sig aldrig gjældende med nogen præcis Charakter, men klinger
kun med som svagt Accompagnement til Stemningen. I den Verden her
skildres, hvor Kunsten, bagvendt nok som det da gik til i Tydskland, er
Forskolen til Livet, ikke omvendt, er Verdensliv og Statsliv kun »en
Smule Theaterlarm bag Coulisserne«.Auerbach: Deutsche Abende. Ingen
af Personerne have et udvortes praktisk Øiemed, de drives afsted af
deres Længslers og Luners Strøm, de flakke frit omkring uden at bekymre
sig om Forholdenes Skranker eller Landenes Grændser, lutter »pasløse«
Existentser. Betydningsfuldt vidner om det Midtpunktsøgende i Gemyttet
et saadant Træk som, at Goethe undgaaer enhver psychologisk Yderlighed.
En saadan Yderlighed er Forbrydelsen, opfattet som criminel: Selv hvor
Goethe berører det Uhyggelige, som f. Ex. Elskov mellem Sødskende,
Harpespillerens Skjæbne, vil han kun det skal gribe, ikke at det skal
dømmes; han stiller det ikke for den moralske Domstol, end mindre for
den juridiske. Ja, det Allersmerteligste mister endog sin Braad ved
Meddelelsens Form. Harpespillerens Mund er lukket, hans Historie kommer
aldrig over hans Læber; først efter hans Død meddeles hans Skjæbne af en
rolig Fremmed.

I denne saa stærkt idealiserede Verden, der fra Digterens Haand har
modtaget et Skjønhedsstempel, er det nu, at Wilhelm flakker om uden
Plan men ikke uden Formaal, han søger efter Idealet: Idealet af en
Livsstilling, Idealet af en Kvinde, Idealet af Dannelse. Han er først
Kjøbmand, saa Skuespiller, saa Læge. Han elsker Marianne, saa Grevinden,
saa Therese, saa Nathalie. Han sætter Dannelsen først i Erfaring, saa i
aandelig Finhed, saa i Resignation, og han ender i anden Del med sociale
Reformplaner og Reformforsøg, der i sin Tid gjorde »Vandreaarene« til
et af de Værker, som de socialistiske Revolutionære ivrigst henførte
til deres Retning. Men det Særegne ved Bogen er, at Wilhelm bestandig
omformer sit Ideal. Han finder det ikke, han taber det saa at sige;
ikke som om han blev Spidsborger, men Ordet taber sin Mening for ham.
Det gaaer ham overfor Livet, som det tidt gaaer den unge Mand overfor
Philosophien. Han kaster sig over den, for i den at finde Oplysning om
Gud, om Evigheden, om Livets Formaal og om sin Sjæls Udødelighed, men
under Studiet tabe disse Ord den Mening for ham, hvori han tidligere
tog dem, han faaer et Svar paa sine Spørgsmaal, men et Svar, som lærer
ham, at disse Spørgsmaal maatte stilles anderledes. Saaledes gaaer det
Wilhelm i Virkeligheden med sin Længsel efter et forudfattet Ideal.
Andre have favnet Skyen for Juno, han lader Skyen fare og trykker Juno
til sit Hjerte.

Næst efter »Klosterbroderens Hjerteudgydelser« var det Goethes Meister,
der affødte Sternbald. Den er gjennemgaaende en Efterklang af dette
mægtige Værk. Strax da Meister kom ud, lagde Tieck Planen til den
først 41 Aar senere udkomne, høist interessante Novelle »Der junge
Tischlermeister« i hvilken Helten, en i æsthetisk Henseende næsten
altfor fint dannet Snedker, gjennemgaaer en med Meisters fuldkomment
beslægtet Udviklingsgang i Forhold til adelige Kredse, til Skuespilkunst
og Theater og med Theaterkjærlighedshistorier. Han opfører som ægte
Romantiker Shakspearske Lystspil paa et efter Shakspearsk Mønster
indrettet Salontheater og er Elsker saavel i Coulisserne som paa Scenen.
Foreløbig blev imidlertid denne Plan skudt tilside for Sternbald. Den
moderne Haandværker maatte vige Pladsen for Kunstneren fra Dürers
romantiske Tid. I denne Bog er Gemyttet sat paa Thronen, men som purt
Gemyt skilt fra Fornuft og Klarhed. Derfor er hele Bogen lutter Attraa
og Smægten. Saaledes hedder det her f. Ex. om Reformationen, at den
istedenfor en guddommelig Religionsfylde kun har avlet en fornuftig
Tomhed, i hvilken alle Hjerter smægte. Og saaledes bliver den milde
Sandselighed i Goethes Roman her til en brutal William Lovellsk Attraa.
Naar Helten seer ind i sig selv, seer han som Lovell »en uudgrundelig
Hvirvel, en henbrusende larmende Gaade«, og i anden Udgave følte Tieck
sig foranlediget til at bortskjære en Del af de altfor hyppige, lystne
Bade- og Drikkescener, mellem hvilke Helten i sin urolige Higen tumles.

 Dog Hovedsagen er, at her paa en ganske anden Maade end hos Goethe
Virkeligheden forfines og destilleres. Den fortyndes, til den gaaer op
i Stemningsduft, til Charakteren drukner i Landskabet og Handlingen
i Valdhornmusik. Det er i Sternbald Søndag hver Dag, og der raader
her en stadig Andagtsstemning med Ørkesløshed og Klokkeklang. Bogens
Livsanskuelse ligger i disse Ord af Sternbald: »Vi kunne i denne Verden
kun ville (ↄ: ønske, længes), kun leve i Forsætter, den egentlige
Handlen ligger hinsides«. Derfor handles her aldrig, de optrædende
Personer fare uplastiske som Cometer om som Cometer, deres Liv er Rækken
af deres tilfældigt og uforsætligt oplevede Eventyr; de ere altid paa
Reisen efter Idealet, og da dette jo altid antages for bosat i Nærheden
af Rom, ender Bogen der, forøvrigt uden Slutning, og den blev aldrig
senere fortsat. I samme Grad nu som Sternbald er mere drømmeagtig og
usammenhængende end Meister, i samme Grad sætter Novalis den over hin.
Thi, siger han: Kjernen i min Philosophi er, at Poesi er det absolut
Reelle, og Alt des sandere, jo mere poetisk. Digteren skal derfor
ikke idealisere, men trylle. Den sande Poesi er Eventyrets Poesi. Et
Eventyr er som et Drømmebillede uden Sammenhæng, og Eventyrets Styrke
er den, at være Sandhedens Verden absolut modsat og dog aldeles lig.
Den fremtidige Verden er, siger han, det fornuftige Chaos, det Chaos,
der kjæmper sig igjennem. Det ægte Eventyr maa derfor tillige være
prophetisk Fremstilling, ideal, absolut nødvendig Fremstilling. Den ægte
Eventyrdigter er Fremtidens Seer. Romanen er derfor ligesom den frie
Historie, ligesom Historiens Mythologi. Da Kjærligheden er den Form af
Sædeligheden, der betinger Muligheden af Magi, er den Romanens Sjæl,
Urgrunden i alle Romaner. Thi hvor sand Kjærlighed er, der forekomme
Eventyr, magiske Begivenheder.

Ud fra denne Novalis's Anskuelse om Poesiens og Romanens sande Væsen
er det let at forstaae hans Domme om Wilhelm Meister, som han i sin
tidligste Ungdom i høieste Grad havde beundret. I Wilhelm Meister bøies
jo netop Poesien ligesom i Tasso ind under Virkeligheden. For Novalis
er dette det Skjændigste af Alt, Synd mod Poesiens Helligaand. Ikke
tilintetgjøres eller begrændses skal Poesien i Romanen, men forherliges,
forklares.

Han beslutter da at skrive en Roman, som skal være det direkte
Modstykke til Meister. Ja han bestemmer med smaalig Omsigt, at endog
ved fuldkomment eens Tryk og Format skal Heinrich v. Ofterdingen
fremstille sig som Sidestykke til Goethes Bog. Det er jo den, som skal
fældes, dens verdslige Livsanskuelse, som skal beseires af Ofterdingens
mystisk-magiske. Han skriver til Tieck: »Min Roman er i fuld Gang — det
Hele skal være en Apotheose af Poesien. Heinrich v. Ofterdingen bliver
i første Del moden til Digter, i anden Del forklaret som Digter. Den
vil have mangehaande Ligheder med din Sternbald, kun ikke Letheden, dog
er denne Mangel maaske ei ugunstig for Indholdet.« Om Goethe og Wilhelm
Meister dømmer han saaledes: »Goethe er ganske praktisk Digter. Han er
i sine Værker, hvad Englænderen er med Hensyn til sine Varer: høist
ligefrem, net, bekvem og varig. — Han har som Englænderne en naturlig
økonomisk og en gjennem Forstand erhvervet ædel Smag. Wilh. Meisters
Læreaar er paa en vis Maade aldeles prosaisk og moderne. Det Romantiske
gaaer tilgrunde deri, ogsaa Naturpoesien, det Underfulde. Bogen handler
kun om sædvanlige menneskelige Ting, Naturen og Mysterierne ere
ganske glemte. Det er en poetiseret borgerlig og huslig Historie, det
Underfulde deri bliver udtrykkelig behandlet som Poesi og Sværmeri.
Kunstnerisk Atheisme er Bogens Aand. — Wilh. Meister er egentlig en
Candide, rettet imod Poesien«.

I Modsætning hertil vil da Novalis levere en Roman, i hvilken Alt
tilsidst opløser sig i Poesi, eller hvad der i hans Sprog er det Samme,
i hvilken Verden til Slutning bliver Gemyt. Thi Alt er Gemyt. »Naturen
er for vort Gemyt, hvad Legemet er for Lyset, hedder det i Bogen.
Legemet holder det tilbage, bryder det i eiendommelige Farver o. s. v.
Menneskene ere Krystaller for vort Gemyt«.

Det i Romanen indlagte Eventyr indeholder Nøglen til det Hele. Eventyret
skal vise, hvorledes den sande evige Verden bliver til, skildre
Tilbagebringelsen af det Elskovens og Poesiens Rige, hvori det store
Verdensgemyt »overalt bevæger sig og blomstrer uendeligt«. Da, som det
hedder i et af Novalis’s Fragmenter, den nuværende Himmel og Jord er af
prosaisk Natur og vor Tid en Nyttens Periode, maa en poetisk Dommedag
gaae forud, en Fortryllelse løses, inden det nye Liv kan blomstre
frem: Kong Arctur og hans Datter slumre indefrosne i deres Ispallads,
ligesom Aanden slumrer, naar den er bunden i Rettens strenge Former.
Befrielsen kommer fra Fabelen ↄ: Poesien og dens Broder Eros. Eros er
Barn af den geskjæftige urolige Fader »der Sinn«, Forstanden. Moderen
er det trofaste varme, smertebevægede Hjerte. Men Eros's Melkesøster er
Foster af en Utroskab fra Faderens Side. Hende har den yppige Ginnistan,
Phantasien, Maanens Datter født. Ved Siden af disse Skikkelser staaer
som Husaltrets Vogterinde Sophia, den himmelske Visdom. Fabel kalder
sig Sophias Guddatter. Men fjendtlige Magter vinde Overliaand i Huset.
Medens Kjærligheden og Phantasien gaae sammen paa Reiser, indvikler
Skriveren Tyendet i en Sammensværgelse. Skriveren er Prosaens Aand, den
indskrænkede, forstandsstolte Oplysning; han skildres som bestandig
skrivende. Naar Sophia da dypper det Skrevne i en Skaal, der staaer
paa Alteret, bliver stundom en lille Smule af det staaende, stundom
udslettes Alt. Rammer nogle Draaber fra Skaalen ham, falder en Mængde
Tal og geometriske Figurer ned, som han med megen Iver trækker paa
en Traad og binder sig til Prydelse om den magre Hals. Skriveren er
Novalis's Nureddin. Ved hans Anslag blive Faderen og Moderen bundne,
Alteret nedbrudt. Til Lykke er Fabelen undkommen. Den kommer først ned
i det Ondes Rige, hvor de dødbringende Parzer huse, men de formaae ikke
at gjøre den Noget. Den dræber det Onde, idet den giver dem til Pris
for Tarantlerne, det vil sige Lidenskaberne. Nu er Tid og Dødelighed
ophævet. »Hørret er spundet op, det Livløse er atter besjælet, det
Levende vil regjere«. I en almindelig Verdensbrand lider Moderen,
Hjertet, Flammedøden; i Baalet gaaer den tidligere Verdens glimrende
Stjerne, Solen, tilgrunde, Flammen drager mod Nord og smelter Isen om
Arcturs Palads. Eros og Fabel drage ind deri gjennem en forvandlet og
blomstrende Verden. Fabel har fuldendt sin Sendelse; thi hun fører Eros
til hans Elskede, Kongens Datter. Den strenge Ret har afstaaet sit
Herredømme til Poesi og Elskov.

Sophie spiller samme Rolle i dette Digt som Beatrice i Dantes.

Ligesom nu Verdensskjæbnen er fremstillet her som et Eventyr, saaledes
skulde i Romanen Menneskeskjæbnen fremstilles som en romanagtig,
tilsidst i Eventyr overgaaende Begivenhed. Saa dunkel, saa allegorisk
som denne Roman er, beroer det i den, som har Værd, dog derpaa,
at den saa fuldt som ethvert andet levende Digterværk er oplevet.
Forherligelsen af den gamle Mestersanger skulde gaae ud paa en
Forgudelse af Poesien; men denne Apotheoses Helt er Hardenberg selv.
Heinrich, der fødes til Digter, lever et stille Liv i Forældrenes Hus
i Eisenach, som Hardenberg i sit Fædrenehjem. En Drøm, der synes endnu
mere underfuld, fordi Faderen engang som Yngling har drømt en lignende,
lader ham forudane sit Digterlivs hemmelige Lykke og viser ham i Form
af en vidunderlig blaa Blomst hans Kjærligheds Maal. Nu træder han ud
i Verden. Med Moderen og i Selskab med Kjøbmænd drager han til sin
Bedstefader paa mødrene Side i Augsburg. Mange brogede Livsbilleder
træde ham imøde paa Veien; de ere bestemte til i Forening med hans
Ledsageres Fortællinger at udvide hans Synskreds og udvikle den Poesi,
der slumrer i hans Sjæl. Thi al deres Tale dreier sig om Poesi og
Digtere, de fortælle ham Arionssagnet og Folkeeventyr, i hvilke Digteren
stilles i Rang med Kongen, og philosophere overhovedet over Poesien og
Kunsten, ikke som Kjøbmænd fra Middelalderens mest barbariske Tid, men
som Romantikere fra 1801. En af dem giver f. Ex. følgende pantheistiske
Forklaring af Menneskets Drift til bildende Kunst: »Naturen vil selv
have Nydelse af sin store Kunstmæssighed, og derfor har den forvandlet
sig til Mennesker, i hvilke den nu selv glæder sig over sin Herlighed,
udsondrer det Behagelige og Elskelige ved Tingene og frembringer det for
sig alene paa en saadan Maade, at den paa mangfoldig Vis og overalt og
altid kan have og nyde det.«

Paa en Ridderborg møder Heinrich en østerlandsk Kvinde, der erindrer
ham om den krigerske Modsætning imellem Vesten og Østen, som den da i
Middelalderen bevægede Tiden. Det er interessant at sammenligne denne
Kvindes inderlige Sang med Victor Hugos brillante Digt »La captive« i
»Les Orientales«. Sujettet er beslægtet. Hugos gjenkalder den tydske
Sangs følelsesfulde

Naturens og Historiens Poesi træder Heinrich imøde i en Bjergmands og
en Eneboers Skikkelse. I Eneboerens Bog, der svarer til Kullemandens
hos Ingemann, er det, han finder sin egen Livsskjæbne optegnet. Endelig
ankomme de Reisende til Augsburg, og Heinrichs Bestemmelse synes hurtigt
at skulle opfyldes. I Klingsohr staaer den udviklede Digter for ham,
en Digter, hvis Udtalelser paa mange Maader minde om Goethes. Næsten
Alt, hvad denne Digter siger, er saa overraskende fornuftigt og sundt,
at man neppe begriber, at Novalis selv ei har kunnet tage sig Noget
deraf til Hjerte. Saaledes siger han: »Jeg kan ikke noksom anprise Jer
at følge Eders naturlige Lyst til at vide, hvorledes Alt skeer efter
Causallovene. Intet er Digteren uundværligere end Indsigt i enhver
Gjernings Natur og Bekjendtskab med Midlerne til at naae ethvert Maal
[...] Begeistring uden Forstand er unyttig og farlig, og Digteren vil
kun kunne gjøre faa Undere, ifald han selv studser over Undere [...] Den
unge Digter kan ei være for kold, for betænksom. Til den sande melodiske
Veltalenhed hører en omfattende, opmærksom, rolig Forstand.« Dog i eet
Punkt ere Klingsohr og Novalis aldeles enige, nemlig i, at Alt er og
maa være Poesi. »Det er ret slemt, at Poesien har et særskilt Navn, og
Digterne udgjøre et særegent Laug. Poesien er slet ikke noget Særligt.
Det er den menneskelige Aands eiendommelige Handlemaade. Digter og
tragter ikke ethvert Menneske i ethvert Minut?«

I Klingsohrs Datter Mathilde træffer Heinrich Gjenstanden for sin
elskovsfulde Længsel. Han er tilmode som ved Synet af den blaa Blomst.
Han synes at staae ved Maalet, som Novalis, da han havde fundet Sophie
v. Kühn. Da drukner den Elskede. I dyb Sorg forlader nu Heinrich
Augsburg. En Vision ganske af den Art, som Novalis selv havde havt ved
Sophies Grav, trøster ham, han seer den Afdøde og hører hendes Stemme.

I et fjernt Kloster, hvis Munke, Præster for Vedligeholdelsen af »den
hellige Ild i unge Gemytter«, synes at udgjøre en Art Aandekoloni,
lever han blandt Afdøde. Han gjennemlever de Stemninger, som Novalis
har givet Udtryk i Hymnerne til Natten. Men han dukker op igjen fra de
Døde. Et nyt vidunderligt Væsen har sluttet sig til ham. Hun erstatter
ham Mathilde. — Anden Del er kun udkastet: Hele Verden flakker Heinrich
rundt. Efter at have oplevet alt Jordisk skulde han »vende tilbage
til sit Gemyt som til sit gamle Hjem.« Her forandrer Verden sig til
et rent poetisk Aanderige. Verden bliver Drøm, Drømmen Verden. Han
finder Mathilde igjen, men Mathilde er ikke mere forskjellig fra Cyane,
hans anden Elskede. Denne Dobbeltkjærlighed var som Novalis's egen
kun een. Alle Tids- og Livsforskjelle ophæves nu i hans Gemyts Enhed.
Gemyttets, Kjærlighedens og den evige Troskabs Fest bliver feiret. Ved
denne Fest feirer Allegorien sine skjønneste Triumpher. Det gode og
det onde Princip træde op i Væddekamp og synge Vexelsange, ligeledes
Videnskaberne, ja endog Mathematiken. Indiske Planter blive besjungne.
Formodentlig har Lotusblomsten som mere eller mindre egnet til blaa
Blomst skullet spille en Rolle. — Slutningen er kun yderst let antydet.
Heinrich finder den blaa Blomst, det er Mathilde [...] Heinrich plukker
den blaa Blomst og forløser Mathilde fra den Fortryllelse, som har
overvældet hende; men hun mistes atter. Han stivner af Smerte og
bliver til en Sten. Edda (den blaa Blomst, Østerlænderinden, Mathilde)
[Firdobbeltgjængeri!] ofrer sig til Stenen, han forvandler sig til
et klingende Træ. Cyane omhugger Træet, og opbrænder sig med det,
han bliver til en gylden Vædder. Edda, Mathilde maa ofre den, og han
bliver atter Menneske. »Under alle disse Forandringer har han alleslags
underlige Samtaler.« Man troer det villigt. Det i vor Litteratur
til »Heinrich v. Ofterdingen« nærmest svarende Digt er Ingemanns af
Grundtvig beundrede »De sorte Riddere«. Hvor beslægtet Ingemanns
Stemningsliv under Udarbeidelsen var med den tydske Romantikers, kan
sees af hans Autobiographi. »Det store bevægede Verdensliv udenfor
mig agtede jeg i hele denne Periode kun lidet paa. Selv Flammerne
fra Moskau, den store Armees Undergang og Napoleons Fald vare mig
transitoriske Phænomener [...]; selv i Tydsklands Befrielseskamp saa
jeg kun det søndersplittede Folkeliv i Tvedragt med sig selv og de
ædleste Kræfter uden Enhed og Sammenhold i deres Inderste. Mellem
Ideelivet og Menneskelivet blev der mig et svælgende Dyb, som kun
Kjærlighedens og Poesiens himmelske Regnbue kunde lægge Broen over[...]
Jeg digtede mig ind i en Eventyrverdens Labyrinth, hvori Kjærligheden
var min Ariadnetraad, og hvori jeg med Livspoesiens Verdensharpe, hvis
Strenge Genien udspænder imellem Fjelde over Afgrundene, vilde dysse
Tilværelsens Uhyrer i Søvn og opløse alle Dissonantser og Gaader i den
forstyrrede Verdensharmoni.« Man veed, hvor grueligt Resultatet blev.

Det er tydeligt nok, at Novalis i »Ofterdingen« har naaet sit Øiemed
at frembringe Noget, der er Wilhelm Meister saa uligt som muligt.
Den blaa Blomst var jo Idealets Symbol. Her er Virkeligheden gaaet
helt op i Idealet, og Idealet gaaet helt op i Symbolet. Poesien er
revet fuldstændigt løs fra Livet. Ja Novalis mener, at dette er det
Rette. Saaledes siges der i Romanen om Digterne: »Store og mangfoldige
Begivenheder vilde forstyrre dem. Et simpelt Liv er deres Lod, og kun
gjennem Fortællinger og Skrifter maae de gjøre sig bekjendt med Verdens
rige Indhold og talløse Phænomener. Kun sjeldent tør under deres Livs
Forløb en Begivenhed paa nogen Tid drage dem ind med i sin raske Hvirvel
for ved nogle Erfaringer at underrette dem nøiere om de handlende
Menneskers Stilling og Charakter. Derimod bliver deres følsomme Sind
allerede tilstrækkeligt beskjæftiget af nære ubetydelige Phænomener.
— Da de allerede her paa Jorden ere i Besiddelse af den himmelske Ro
og ikke rives med af jordiske Begjærligheder, indaande de kun Duften
af de jordiske Frugter og ere frie Gjæster, hvis gyldne Fod kun træder
let, og hvis Nærværelse uvilkaarligt udbreder Vingerne i Alle [...]
Naar man sammenligner Digteren med Helten, finder man, at Digterens
Sange ei sjeldent have vakt Heltemodet i ungdommelige Hjerter, men at
Heltegjerninger vistnok aldrig have kaldt Poesiens Aand tillive i noget
Gemyt.« Her synes mig Grundvildfarelsen at stikke. Altsaa ikke for Livet
og dets Bedrifter er Poesien et Udtryk, nei Livets Bedrifter have til
Udgangspunkt Poesien. Den skaber Liv. Lad det gjælde om megen Poesi,
men er der en Poesi, om hvilken det aldrig kan gjælde, da er det vel
denne. Til hvilken Bedrift i al Verden skulde den vel kunne opflamme?
Til at forvandle sig til et syngende Træ eller til en gylden Vædder?
Her er jo nemlig slet ikke Tale om Bedrift, her er kun Tale om Længsel.
Alt det Bedste i Novalis's Poesie er kun et Udtryk for denne Længsel,
der strækker sig fra den rene Naturattraa til det høieste Sværmeri.
Lad mig for at gjøre Dem bekjendt med Noget af det Skjønneste, han har
frembragt, give Dem Exempler paa begge Dele.

Hvor nydelig er ikke i Romanen den Sang, i hvilken de unge Piger klage
over deres haarde Lod i Livet:

Her er den blaa Blomst, som De seer, kun den forbudne Frugt. Men med
hvilket sødt Skjælmeri er ikke Længselen udtrykt! I en helt anden
høitidelig og inderlig Stil er den kommet til Orde i dette Digt til en
Ven:

Her er Længselen omtrent som Korsfarernes, en Søgen ud i det vide
Fjerne efter et ophøiet Maal. Den blaa Blomst smelter sammen med den
blaa Horizont. Dens Farve antyder jo ogsaa Fjernhed. Lad os da endnu
engang rette vor Opmærksomhed paa den. I Spielhagens »Problematische
Naturen« siger En af Personerne: »De husker vel den blaa Blomst i
Novalis’s Fortælling? Det er den Blomst, som endnu ingen Dødeligs Øie
har skuet, og hvis Duft dog opfylder Verden. Ikke enhver Skabning
er fint nok organiseret til at fornemme dens Duft; men Nattergalen
er beruset af den, naar den i Maaneskin eller ved Morgengry synger,
klager og hulker, og det Samme var og er alle de taabelige Mennesker,
som i Prosa og Vers have klaget deres bitre Nød for Himlen, og endda
Millioner Andre, hvem ingen Gud har forlenet Evnen til at udtale,
hvad de lide, men som i deres stumme Kval see til Himlen, der ingen
Barmhjertighed har med dem. Ak fra denne Sygdom gives der ingen Redning
— ingen undtagen Døden. Den, der engang har indaandet Duften af den
blaa Blomst, har ikke en rolig Time mere i dette Liv. Som om han var en
ryggesløs Morder, som om han havde stødt Herren bort fra sin Dørtærskel,
saaledes drives han frem uden Rist eller Ro, hvormeget hans mødige
Lemmer end smerte ham, og hvor inderlig han end længes efter at lægge
sit trætte Hoved til Hvile. Vel beder han i en eller anden Hytte om
en Lædskedrik, naar Tørsten plager ham, men han giver det tømte Bæger
tilbage uden at takke; thi der svømmer et hæsligt Kryb i Vandet, eller
Bægeret var ikke rent. I ethvert Fald, Vederkvægelse fandt han ikke:
Vederkvægelse! hvor er det Øie, vi engang have skuet ind i for aldrig
mere at ville skue ind i et andet, mere ildfuldt, mere straalende!
Hvor er den Barm, vi engang have hvilet ved for aldrig mere at ville
høre et andet varmere, mere elskovsglødende Hjertes Banken? Hvor er
det, hvor?...« »Kjærlighed, svares der, er Duften af den blaa Blomst,
der, som De nys sagde, fylder den hele Verden, og i ethvert Væsen, som
De elsker af hele Deres Hjerte, har De fundet den blaa Blomst.« »De
løser alligevel ikke Graaden paa denne Maade, svarer Helten sagte og
sørgmodigt; thi netop den Betingelse, at vi skulle elske af vort hele
Hjerte, . . . den kunne vi ikke fyldestgjøre. Hvem af os kan elske med
hele sit Hjerte? Vi ere Alle saa trætte og udmattede, at vi ikke ere i
Besiddelse af det Mod og den Kraft, som udfordres til en sand, alvorlig
Kjærlighed, der ikke finder Ro eller Hvile, før hver en Tanke i vor
Sjæl, hver en Følelse i vort Hjerte, hver en Blodsdraabe i vore Aarer
tilhører den.«

Denne sidste Fortolkning er fin og smuk, den er ikke usand, men den er
ikke udtømmende. Den blaa Blomst er ikke blot i Kjærlighed, men i alle
Livets Retninger den fuldkomne og forsaavidt ideale, men rent personlige
Lykke. Da denne efter sit Væsen ei kan naaes, er Længselen efter den
den bestandige, urolige Higen fra Sted til Sted, som alle Romantikerne
skildre.

Mest typisk synes Fremstillingen mig i Eichendorffs Roman »Leben
eines Taugenichts« (1824). Denne Bog er forfattet 20 Aar efter
»Ofterdingen« af en dog kun 10 Aar yngre Forfatter, Joseph, Freiherr
v. Eichendorff, Discipel af Tieck, en af Romantikernes Ultra, et
fromt, elskværdigt Gemyt. Eichendorff var Østerriger af Nationalitet,
sydtydsk af Temperament, katholsk fra Fødselen af, og ender med,
fra sit ultramontane Standpunkt at gaae løs paa den hele tidligere
tydske Poesi som irreligiøs. Han seer med Ringeagt ned paa Schillers
Helte med deres »rhetoriske Idealitet« og paa Goethes Smaadigte med
deres »symbolske Naturpoesi«. I Modsætning hertil var, siger han,
Romantikens Idee Hjemvee, Længselen efter det tabte Hjem, ↄ: efter
en Alle omfattende Kirke. Men den har begaaet Frafald fra denne sin
Grundtanke. Med disse usunde Ideer forener Eichendorff en virkelig,
ægte poetisk Begavelse af stærkt lyrisk Natur, og Ingen har bedre end
han i musikalsk, sammentrængt Form givet et Billede af den romantiske
Skoles Længsler og Idealer. I den lille Bog »En Døgenigts Liv« summer
og klinger den hele oprindelige Romantik som indelukket i et Bur. Her
er Alt: Skovduft og Fuglesang, Reiselængsel og Reiselyst, særligt til
Italien, Søndagsstemning og Maaneskin, det ægte romantiske Landstryger-
og Dagdriverliv, en Uvirksomhed, »saa at Lemmerne ordentlig af den lange
Lediggang gaae af Led,« og det er ham, »som skulde han af Dovenskab
falde fra hinanden.«

Døgenigten er en ung, fattig Møllersøn, hvis Livs eneste Lyst er at
ligge under Træerne og see op mod Himlen, at sværme rundt med en Cither
paa sin Bag. at synge sværmeriske Viser til samme Cither, ubekymret om
alle denne Jords Herligheder, men saa skjønt, at alle Hjerter længes.
»Enhver, siger han, har sin Plads anvist paa denne Jord, har sin varme
Kakkelovn, sin Kop Kaffe, sin Kone, sit Glas Vin om Aftenen og er
saaledes ret tilfreds. Jeg føler mig aldrig ret tilpas.« Han tilbeder en
høi, fornem, deilig Dame, han har seet et Par Gange, og skriver hende
fra sit underordnede Stade i Livet (han er Gartner) en overordentlig
smuk og følelsesfuld Vise til:

Ved hendes Indflydelse forfremmes han til Skatteopkræver paa Slottet
og arver fra sin Forgjænger en prægtig rød Slaabrok med gule Prikker,
grønne Tøfler, en Nathue og nogle Piber med lange Rør. Iført sin nye
Herlighed, rygende af den længste Pibe, han kan finde, tilbringer han
nogen Tid i et stille Otium, rykkende alle Kartoflerne og Grøntsagerne
op af sin Have og plantende Blomster i Stedet, lyttende med Henrykkelse
efter fjerne Jagthorns- og Posthorns-Toner, hver Morgen ydmygt læggende
sin Bouquet paa et Stenbord, hvor hans Dame vil finde den, indtil
hun endelig forsvinder fra hans Horizont. Som han en skjøn Dag nu
sidder alene med sin Regnskabsbog og sin støvede Cither, falder en
Morgenstraale fra Vinduet netop blinkende over dens Strenge. »Det gav
en rigtig Klang i mit Hjerte. Ja kom kun hid, Du tro Instrument, vort
Rige er ikke af denne Verden.« Saa forlader han Regnskabsbog, Slaabrok,
Tøfler og Piber for at vandre ud i den vide, vide Verden, først til
Italien.

Døgenigten er nu den mest pudserligt keitede og barnagtige Mathis, man
kan finde; sjæleligt talt er han 10 Aar gammel og bliver aldrig ældre.
I enkelte delicate Situationer, hvor hans Uskyld fristes, er han kydsk
af Uerfarenhed, som en af H. C. Andersens Helte, Improvisatoren eller
O. T. Han aner aldrig, hvad der hænder ham. Alt foregaaer med ham uden
Indgriben fra hans Side. Omkring ham gruppere sig lutter Personer, der
drive ligesaa frie Bestillinger som han, Malere, der reise til Italien,
en Kunstner, der bortfører sin Dame, Musikanter, som drage fra By til
By og Studenter paa Fodvandring, syngende Studenterviser. Overfor dette
søgende og flakkende Liv tager det daglige sig selvfølgelig ud som et
evindeligt Einerlei. Da Helten kommer tilbage til sin Fødeby, finder han
den nye Skatteopkræver i sin Dør, iklædt den samme Slaabrok med Prikker,
de samme Tøfler o. s. v. Det er Situationen i Heibergs »Alferne« mellem
Grimmemann og Mannegrimm. Efter hele sit Liv igjennem at have søgt sin
blaa Blomst, finder han hende i sit Hjem, og den første Henrykkelse
skildres spøgende, næsten i H. C. Andersens Maneer saaledes: »Jeg var
saa vel tilmode over, at hun snakkede saa muntert og fortroligt med
mig, jeg havde kunnet høre paa hende lige til Morgenstunden. Jeg var
saadan rigtig fornøiet i min Sjæl og trak en Haandfuld Krakmandler op af
Lommen, som jeg havde bragt med fra Italien; hun tog ogsaa af dem, vi
knækkede dem nu og saae tilfredse ud i den stille Egn.«

Døgenigten er her en Repræsentant for den romantiske Søgen og Higen,
omtrent som hos os de unge Elskere ere det i Heibergs Ungdomsarbeider
»Dristigt vovet halvt er vundet« og »Pottemager Walter«. Han
repræsenterer de brødløse Kunster, den fuglefrie, unyttige Kunst, og
den uendelige Længsel. Den uendelige Længsel! Fasthold dette Ord, paa
den er det, den romantiske Poesi er bygget. Kast et Blik over paa
vor egen Litteratur, ogsaa her træffer De i en vis Periode den frie
Vandrelyst og dens Længsel gjort til Livsprincipet. Først Udvee, saa
Hjemvee. Tænk et Øieblik paa en Forfatter som Goldschmidt, hvis hele
Poesi i Virkeligheden har sin Kilde i Længsel, i »sugende Savn« for at
bruge et af hans egne Yndlingsudtryk. Eller gaa tilbage og tag saadanne
Tvillingaander som Poul Møller og Christian Winther, og De vil finde
samme Tendents og samme Type. Poul Møllers Type det er »Den krøllede
Frits«. Bondedrengens Sang: indeholder lutter Udvee.

Denne Sang vækker Vandrelysten i Heltens Indre, og han begiver sig paa
Vei for at opsøge »den ubekjendte Skjønne«. Han finder først Marie, saa
Sophie, og ægte romantisk ender Fortællingen midt i; thi denne Flakken
og Søgen kan fortsættes i det Uendelige, saa længe den ungdommelige
Længsel holder ud.

Den eneste egentlige Type, Chr. Winther har dannet, det er Folmer
Sanger i Hjortens Flugt. Denne Skikkelse, i hvilken Winthers hele
Poesi er personificeret, er i Et og Alt den romantiske Ubundethed i
Person. Grunden er her den romantiske Uro og Søgen, Vilkaarlighed og
Længsel, Trangen til at strække sig frit under Trækronerne og lytte
efter Kildevældets Tale, til ustadig og rastløs at vandre og flakke om
under Sang. Hans sidste Vise er et sandt Romantikens Program.

En fin elskværdig Sandselighed danner her det nye varierende Element
i Modsætning til den grovkornede Sundhed og Drøihed, som Poul Møller
har givet sin Frits med af sit Eget. Men lad os ret forstaae dette
romantiske Træk hos Poul Møller, netop fordi hans Sundhed forøvrigt
saa let bringer til at oversee det, og saalænge har bragt os dertil.
Med hans Begeistring for en Fortid, der var høist forskjellig fra det
Billede, han giver af den: med hans romantiske Kjærlighed til denne
Uvidenhedens og Trældommens Tid, hænger hans Had til alle liberale
Bestræbelser i Nutiden sammen. I hans Biographi hedder det (Pag. 96):
»Det var en Paastand, som han i sine senere Aar med comisk Alvorlighed
forfægtede, at alle liberale Agitatorer af Betydenhed vare Jøder«.
Dette gjælder som bekjendt næsten kun for Tydsklands Vedkommende, hvor
Heine, Börne og Herwegh, Lassalle og Karl Marx ganske vist ikke have
været forsigtige i Valget af deres Forældre. Og et andet Sted (Pag. 157)
siges der: »Han var overhovedet tilbøielig til at betragte de Liberales
Stræben som et Udtryk af lavere Naturtilskyndelser, saasom af Herskesyge
eller Egennytte, hildet i det Materielles Tjeneste, og derfor fjendtlig
mod sand Poesi, Kunst og andre af Livets høiere Interesser. Man seer
dette f. Ex. af den Forbindelse, han, som før omtalt, vilde finde mellem
Liberalismen og Judaismen, mod hvilken sidste han ingenlunde var gunstig
stemt.« Der ligger, synes mig, en god Klump Bornerthed i disse Ord. Føi
nu hertil hans daarlige Afhandling om Udødeligheden, hans »Kunstneren
mellem Oprørerne«, hans Ytringer om Kvindens Emancipation, at for en
Kvinde det at skrive er det Samme som at trumfe dygtigt i Bordet eller
med en rask mandhaftig Spytten beskrive Buer i Luften, at Mme de Staël
og George Sand ere aandelige Vanskabninger, at det er uskjønt, »ja
vederstyggeligt« for en Kvinde at skrive Digte — saa har De Billedet
af en endnu mere reactionær Romantiker end de tydske, og man kan ikke
undre sig over, at ogsaa for ham den evindelige Higen bliver Poesiens
Udgangspunkt. Hans Student reproduceres i Hostrups Studenter. Ogsaa de
flakke om:

Jeg kan ikke modstaae Lysten til at vise Dem, hvilke sygelige Former
denne hele Livet gjennemtrængende Længsel kan faae hos mindre sunde
romantiske Gemytter. Den bekjendte tydske Æsthetiker Frants Horn har
skrevet en Selvbiographi, i hvilken han fortæller, at allerede i hans
tredie eller fjerde Aar var han i Stand til poetisk Smægten og til
Anelsen om et tilhyllet Liv i det tilsyneladende Døde, samt at blandt
verdslige Sange tiltrak ham først og med uimodstaaeligt Trylleri et
barnligt-mystisk Folkevers. Hvilket troer De? intet Andet end det gode
gamle: Oldenborre flyv! flyv!

De andre Børn vare haardhjertede nok til at lee af dette Digt. Men
ham syntes det saa rørende. Den stakkels Oldenborre var et fader og
moderløst Barn. Faderen var i Krig, og »hvor kunde den ikke føre ham
hen!« Og Moderen? om hende »vare Efterretningerne endnu ubestemtere.«
I Pommern! og Pommern brændt! Hvilket Spillerum for Phantasien, og nu
tilmed den stakkels Oldenborre, der baaret af sine Savn, søgende fløi
ud i den vide, vide Verden. Sandelig, man bliver Barn igjen. Men lad os
fastholde Sagens Idee:

Individets Længsel efter den uendelige Lykke beroer, som jeg sagde,
paa den Tro, at denne uendelige Lykke maa være at finde for Individet.
Men denne Tro paa Lykken, den beroer paany paa Individets romantiske
Overbevisning om dets egen uendelige Vigtighed. Selve Udødeligheden er
jo kun en Følge af denne Individets kosmiske Vigtighed. Og denne Tro paa
Individets uendelige Betydning er ægte middelalderlig. Hele Videnskaber,
som Astrologien, vare dengang grundede paa den. Selv Himlens Stjerner
stode i Forhold til det enkelte Individs Skjæbne, beskjæftigede sig
ligesom med den. Himmel og Jord med Alt, hvad som derudi befandtes,
dreiede sig om Individet. Derfor savne Romantikerne Astrologien og
ønske den tilbage. Den blaa Blomst er i Astrologien Individets Stjerne,
som i Alchymien de Vises Sten (Smlgn. Hauchs Guldmageren). I sine
Forelæsninger »Über Litteratur, Kunst und Geist des Zeitalters« (1802)
siger A. W. Schlegel: »I den Mening, i hvilken man kan kalde Kepler den
sidste store Astrolog, maa Astronomien atter blive til Astrologi. —
Astrologien er ved en anmassende Videnskabelighed, som den ikke kunde
hævde, kommen i Foragt; men ved den Maade, hvorpaa Sagen er udført,
kan dens Idee ikke nedværdiges, en Idee, for hvilken uforgjængelige
Sandheder ligge til Grund. Stjernernes dynamiske Indvirkning, at de
ere besjælede af Intelligentser og omtrent som Underguddomme udøve
Skaberkraft i de dem underlagte Sphærer, det er ubestrideligt en
langt høiere Forestillingsmaade, end at tænke sig dem som døde,
mechanisk-regjerede Masser.« Og saaledes siger Heiberg i Brevet til
Buntzen: »Man maa indrømme, at Middelalderen med sin alchymistiske og
astrologiske Overtro, som dog var grundet i Troen paa Naturens og paa
Aandens Enhed [...] stod [...] i sand videnskabelig Aand høit over den
nuværende Tid med dens nygterne Forsagen af det Eneste, som det i sidste
Instans kommer an paa.« Og ganske paa samme Maade priser han Astrologien
som »grundet paa Middelalderens dybsindige Mystik«, i sin Afhandling om
Hveen. Naar selv Heiberg kunde prise de astrologiske Fordomme hos Tycho
Brahe, kan man saa undre sig over, at Grundtvig gav ham Ret i Antagelsen
af Jorden som Verdenscentrum? Romantik! Romantik!

Romantikerne vilde grunde en Livsanskuelse og en Poesi paa Savnet,
det vil sige paa Længsel, en Poesi, som hvilede paa Forestillingen
om det enkelte Individs uendelige Vigtighed. Den, der vil grunde sin
Livsbetragtning paa Savnet, er nu for saa vidt altid forstandigere, end
den, som vil grunde den paa Glæden, hvad enten det er paa den nuværende
eller paa den Vellyst og Salighed, som er ivente. Thi al den Glæde, vi
kjende, er undermineret af Sorg og Savn, og saa er det dog bedre og
vissere at bygge paa Savnet. Men Romantikerne bygge ikke paa Savnet
alene, men paa dets Tilfredsstillelse, de smægte hen, de flakke om i
Længsel efter den blaa Blomst, der vinker dem i det Fjerne.

Men Længsel er Uvirksomhed, næres og trives i Uvirksomhed. Den, som har
den romantiske Livsanskuelse bag sig, vil ikke grunde sit Liv herpaa
og ikke heller sin Poesi. Det er sandt, at vi maa bygge paa noget
Vist. Men under al den Uvished og Usikkerhed og Tvivl, hvoraf vi ere
omringede, er der Et, som er vist og ubortdisputerligt, det er Smerten.
Og som Smerten er vis, saaledes er ogsaa Lindringens og Befrielsens Gode
vist. Det er vist, at det er høist ubehageligt at være lidende, bunden
eller fængslet, det er vist, at det er en stor Vederkvægelse at blive
helbredet, at faae sine Baand løste, at faae sit Fængsels Dør slaaet
op paa vid Gab. Hic Rhodus, hic salta! Her er en Frihedens Gjerning
at gjøre, her er Mulighed for en Befrielsens Poesi. Man kan gaae med
Hovedet fuldt af Vaklen og Tvivl, hverken vide ud eller ind, om hvad man
skal troe, eller hvad man skal gjøre: i det Øieblik man paa sin Gang
opdager, at der er En, som har faaet sine Fingre i Klemme, at en eller
anden tung Dør er faldet i paa et Medmenneskes Haand, da er der ikke
mere Tvivl om, hvad man har at gjøre; man maa see at faae Døren op og
Haan­ den ud.

Og nu træffer det sig saa heldigt eller saa uheldigt, mine Tilhørere,
at der altid er nok, der have faaet Fingrene i Klemme, nok, der lide,
nok, der sidde i alle Arter af Fængsler, Uvidenhedens, Afhængighedens,
Dumhedens og Trældommens Fængsler. Dem maae vi have ud, og derom maa
saavel vort Liv som vor Poesi dreie sig. Romantikeren jager egoistisk
efter sin personlige Lykke og mener, at han selv er af uendelig
Vigtighed. Den nye Tids Barn vil ikke speide op til Himlen efter
sin Stjerne eller ud i Horizonten efter den blaa Blomst. Længsel er
Uvirksomhed. Men han vil virke. Han vil forstaae, hvad Goethe mente med
at lade Wilhelm Meister ende som Læge. Der er intet Andet for: vi maa
alle blive Læger, Digteren med.

XII.

I sin første Periode var Romantiken absolut upolitisk. Den forherliger
som hos Novalis det Bestaaende, den stiller sig underdanigt til
Konge- og Præstemagt, men i sin Poesi er den gjennemgaaende politisk
farveløs. Tiecks satiriske Lystspil have f. Ex. i deres ydre Form et
aristophanisk Tilsnit. Men hvorpaa gaaer deres Satire ud? Aldrig er
den rettet mod nogen politisk Personlighed eller Retning. I Korthed
kan man svare, at disse Lystspil polemisere mod Oplysningen. Hvad
var Oplysningen, og hvad forstod Tieck ved dette Ord? Hans Biograph
giver os Besked derom. Paa den Tid, siger han, vare de mest ansete
og navnkundige Mænd i Berlin, der hidtil havde ledet den offentlige
Mening, dannede under Frederik den Stores Regjering. De havde optaget
det 18de Aarhundredes herskende Anskuelser i deres Kjød og Blod. Det
var moralske, pligtopfyldende Mænd, der med stor Embedsiver, ofte med
Jernflid arbeidede i alle Videnskabens og Administrationens Fag. Hvad
enten de vare Medlemmer af Regjeringen, Theologer, Skolemænd, Kritikere,
Populærphilosopher eller Digtere, gik de ud paa at gjøre Religion og
Videnskab nyttig og ved ydre Forholdsregler at opdrage Menneskeslægten.
Da det for dem først og fremmest maatte gjælde om at popularisere, kom
de nødvendigvis til at opspæde og udtræde Stoffet; da de søgte det
almindeligt Forstaaelige, kom de ofte til at nivellere Høit og Lavt i en
gjennemgaaende Middelmaadighed. En vis ulastelig borgerlig Vandel blev
deres moralske Ideal, som i Sammenligning med den gamle Troesinderlighed
syntes ringe og fladt. De beraabte sig gjennemgaaende paa Lessing som
deres store Mand og mente at have Traditionerne fra hans Virksomhed
for sig. Man begriber let, at de vendte sig polemisk mod Goethe, som
Lessing selv havde gjort det, og at de overhovedet maatte have en høist
indskrænket Opfattelse af Phantasiens Betydning og Værd. For dem var den
den ydre Nyttes Træl, og havde kun Værd som Moralens Organ.

Spot over denne Publicums moralske Tendents finder De rundt omkring hos
Tieck. Saaledes f. Ex. i »Den bestøvlede Kat«. Katten, Hinze, gaaer
om Aftenen om i vemodige Tanker. Han begynder at synge en Jægersang,
en Nattergal slaaer i en nærstaaende Busk. »Den synger fortræffeligt,
siger han, denne Skovens Sangerske, hvor delicat maatte den ikke smage!
— Jordens Store ere dog ret lykkelige, at de kunne spise saamange
Nattergale og Lærker, de lyste, vi stakkels simple Folk maa nøies med
Sangen, med den skjønne Natur, med den ubegribeligt søde Harmoni. — Det
er fatalt, at jeg ikke kan høre Noget synge, uden at faae Lyst til at
spise det.«

Parterret tramper, Kattens uædle Tankegang oprører de brave Tilskuere.
Hinze lader da Nattergalen i Fred, men da en Kanin kort efter springer
forbi, fanger han den behændigt og kommer den i sin Pose. Det er
hans Agt at forære den til Kongen for at vinde dennes Hjerte for sin
Herre. Han siger nu: »Det Vildt er et Slags Sødskendebarn til mig,
ja det er Verdens Hang nutildags, Slægtninge mod Slægtninge, Broder
mod Broder!« Imidlertid faaer han Lyst til selv at spise Kaninen, men
betvinger sig og raaber: »Fy skam Dig, Hinze! — Er det ikke den Ædles
Pligt at opofre sig og sine Tilbøieligheder for sine Medskabningers
Lykke? Det er Endeformaalet, til hvilket vi ere blevne skabte, og
hvo der ei kan det — o det var bedre for ham, om hans Moder aldrig
havde født ham!« — Han vil gaae, men man klapper voldsomt og raaber
almindeligt Da Capo, han maa sige det sidste Stykke endnu engang, saa
bukker han og gaaer med Kaninen. Tilskuerne ere i den syvende Himmel af
Henrykkelse, som over en Tirade af Iffland. Af ligesaa litterær Natur
er Satiren i Tiecks »Daümling« (Tommeliden). Den er rettet mod den
antike Aandsretning i Litteraturen, særligt mod Goethe. De begriber,
at et Sujet som Tommeliden, tildels behandlet i den græske Tragoedies
heroiske Versemaal, maa frembyde adskilligt Pudsigt. Alle Trækkene
fra Middelalderens Folkeeventyr stilles i den antike Stils Belysning.
Saaledes hedder det f. Ex. om Syvmilestøvlerne: »Tro De mig, jeg kan
see paa disse Støvler, at de stamme fra den gamle Grækertid. Nei, nei!
saadant Arbeide gjør ingen Moderne, saa sikkert, simpelt, ædelt i
Tilsnittet, saadanne Sting! det er et Værk af Phidias, det lader jeg mig
ikke afdisputere. Se kun engang, naar jeg stiller den ene saaledes hen,
hvor ganske ophøiet, plastisk, i stille Storhed, ingen Overflod, intet
Broderi, ingen gothiske Bisager, Intet af hin romantiske Sammenblanden i
vor Tid, hvor Saal, Læder, Klapper, Folder, Sværte, Vox, Alt maa bidrage
til at frembringe Mangfoldighed, Glands og et blændende Væsen, som ikke
indeholder noget Idealt. Nutildags skal Læderet glindse, Saalen knirke,
naar man træder, elendigt Rimeri, som de Gamle ikke kjendte.« Man føler
Brugen af Goethes Yndlingsord i denne pompeuse Beskrivelse.

Ypperligst og vittigst forsvarer Tieck sig dog imod Beskyldningen for
overdreven Følsomhed. De iblandt os, der beundre Prosper Mérimée kunne
betragte Satiren som rettet mod dem. Tieck hævner sig paa sine Kritikere
ved at lægge deres Indvendinger i Munden paa Leidgast, en Menneskeæder,
der lige er kommen hjem, har lugtet Menneskekjød og nu beslutter at
spise Tommeliden og alle hans Sødskende til Frokost næste Morgen.
Foreløbigt skulle de bringes op paa Loftet. »Naar blot ikke Eders egne
tre Smaae vaagne!« indvendes der. »Hvorfor?« »For saa ere de fremmede
Børn sandelig ikke sikre. Jeres ere saa forhippede paa Menneskekjød, at
de nylig nær havde suget Blodet ud af mig selv.« »Er det muligt? den
Forstand og Dannelse havde jeg ikke tiltroet dem.« Hans Kone græder.
»Kone, lad være med den Følsomhed. Jeg kan ikke udstaae den blødagtige
Opdragelse; alle disse Fordomme, al denne Overtro og dette Sværmeri har
jeg altid forbudt at komme frem, ægte djærv Natur det er min Sag.«

I hvor mange Retninger denne Satire nu saaledes end gaaer, saa er den
dog i alle Retninger litterær. Ud over Litteraturen og ind paa Livets
Omraade naaer den aldrig. Iflland og Kotzebue, den antike Kothurnestil
og den spidsborgerligt bornerte Kritik, Tryllefløitens Text og Nicolais
Reisebeskrivelser, det akademiske Pedanteri og Litteraturtidenden, det
er de stadige Syndebukke. Engang imellem er det for at ramme Oplysningen
og dens Attributer nødvendigt at gaae et Skridt videre. Saaledes kommer
Kongen i »Den bestøvlede Kat«, som sætter den Hoflærde paa lige Trin
med Hofnarren, som lever for Soldaterliv og Gamachevæsen, som fryder
sig ved at høre Astronomiens store Tal remses op, og som giver hele
sin Gunst til Gjengjæld for en velsmagende Kanin, ganske vist ikke til
at stille Kongemagten i det gunstigste Lys. Men dette er skeet halvt
tilfældigt. Naar Loven her i Stykket kaldes »Popanz« (Skræmmebillede,
Bussemand), der som Mus maa krybe i et Musehul og bliver ædt af Katten,
og naar Hinze kort efter raaber: Leve tiers état! da er dette et ægte
Exempel paa det egentlige romantiske Vaas, fuldstændigt meningsløst,
Slag i Vandet efter Ingenting. — Kun i et eneste Stykke fra Tiecks
Ungdom »Hanswurst som Emigrant« er der en virkelig politisk Satire; thi
Hanswurst er her ingen Anden end Prindsen af Artois som Emigrant og
fattig Stymper, der maa ride paa sin Tjeners Ryg i Mangel af Ridehest.
Men dette Stykke blev hele Tiecks Liv igjennem utrykt.

Det er derfor let at forstaae, at Kotzebues Forsøg paa ad politisk Vei
at ramme Tieck maatte mislykkes. Da han i Aaret 1802 havde opnaaet
Adgang til Hoffet, stræbte han at hævne sig paa sin Modstander ved at
forelæse Kongen Paradescenen af »Zerbino« med Hentydninger. Men Kongen
overhørte disse, og det Hele havde ikke videre Følger. Tieck er meget
stolt og glad over at kunne bevidne sin fuldstændige Uskyldighed:
Stykket var skrevet allerede 1796 under helt forskjellige Forhold og
refererer sig udelukkende til Ungdomsindtryk. Og han har Ret til at være
stolt, forsaavidt personlig pasquilagtig Satire ligger langt udenfor
Digtekunstens Horizont. Men fraseet dette gjør denne Anekdote netop et
tragikomisk Indtryk. Himlen veed det, denne Poesi var ufarlig. Himlen
veed, der var ingen Aarsag for nogen Konge eller Regjering i Verden
til i ringeste Maade at bekymre sig om dens satiriske Udfald. Skade
kun, at den bedste satiriske Poesi ikke er den, som lader Alle trygge.
Aristophanes's Lystspil, hvormed man saa gjerne har villet sammenligne
Tiecks, vare betydeligt mindre ufarlige og uskadelige, og den Art
satiriske Værker som Molières Tartuffe eller Beaumarchais’s Figaro have
den Eiendommelighed, at de ikke foregaae paa Maanen og at de polemisere
mod Andet end de daarlige Poeter og den moraliserende Poesi.

Det var da ogsaa langt fra, at Romantiken vedblev at holde sig i denne
Afstand fra Samfund og Politik.

Aaret 1806 var det kritiske Aar for Preussen og Tydskland.Ruge: Werke
II. S. 60 ff. Landet var helt i den fremmede Erobrers Magt. Men derfor
dateres ogsaa alle de aandelige Reformbestræbelser fra dette Aar.
Man var naaet saa dybt ned i Ulykken, at en energisk Opadstræben var
uundgaaeligt nødvendig. Den ufortrødne og geniale Friherre v. Stein
begyndte Reorganisationen af det preussiske Samfund, Scharnhorst
omdannede Militærvæsenet, ja selv paa Universitetsdannelsen og den
studerende Ungdom kastede man et prøvende Blik og kaldte i 1808 Fichte
til Berlin. Denne Kaldelse var i flere Henseender mærkværdig. Ved den
vilde man vise, at en ny og anden Aand fra nu af skulde raade. Da
Fichte 1792 forfattede sit første Værk »Kritik af al Aabenbaring«,
vovede han kun at trykke det anonymt. Da han senere udgav sin Bog
»Tilbagefordring af Tankens Frihed«, vovede han end ikke at anføre
den By, i hvilken Bogen blev trykt. Den udkom i Heliopolis, ligeledes
anonymt. Da han endelig var bleven ansat i Jena, fik han sin Afsked paa
Grund af Anklagen for Atheisme. Nu, da det kneb, sadlede man pludselig
om og vendte sig til ham for at bringe en Reisning af Ungdommen
tilveie. De veed, at han med sine Taler til den tydske Nation overtraf
alle Forventninger. Det viste sig, ikke at have været nogen daarlig
Beregning at trykke den forfulgte Tænker den tydske Fane i Haanden.
Medens de franske Bajonetter blinkede udenfor Vinduet, og de franske
Trommer overdøvede hans Ord, holdt han paa Universitetet i Berlin de
mindeværdige Taler, der sloge Reveille for Tydskernes Øren, og som dreve
hine Bajonetter paa Flugt; thi fra disse Taler er det, at Omslaget i
Nationens Stemning dateres. I disse Taler blev den Fichteske Philosophi
til Begeistring, til Poesi, og hvad Under, om denne Poesi snart blev
som en Fakkel, ved hvilken mange andre poetiske Fakler tændtes,
som Körner's, Schenkendorf's eller Arndt's. Den længe forberedte
Frihedskrig brød da ud i 1813 og endte efter vexlende Omskiftninger til
Befolkningens Henrykkelse med, at Landet helt og fuldt blev gjengivet
sig selv. Napoleons Magt var knust. Det tydske Folk havde hævnet
Revolutionen paa den, der havde forraadt dens Sag. Forsaavidt kaldtes
Krigen med Rette »Frihedskrig«. Men snart maatte det vise sig, selv for
den mindst Indsigtsfulde, at denne Krig, ligesom Janus, havde et dobbelt
Ansigt. Frihedskrigen var Opstand mod et frygteligt Tyranni, men mod et
saadant, der repræsenterede Revolutionens Ideer. Den var Kamp for Arne
og Hjem, men paa Commando af de gamle Dynastier. Man havde bekjæmpet
det revolutionære Tyranni til Bedste for det reactionære Fyrstevæsen.
Og fremdeles: Selve den Begeistring, hvormed der var kjæmpet, indeholdt
to høist forskjellige Elementer, der vel i første Øieblik kunde
synes saaledes sammenblandede, at man ikke faldt paa at skille dem
ud fra hinanden, men som kun altfor snart røbede deres stik modsatte
Charakter. Paa den ene Side Forbitrelsen hos det ene Folk mod det
andet, Nationalfordommen, der er som sammenvoxet med Nationalfølelsen,
Beundringen for alt Tydsk, Hadet mod alt Fransk. Paa den anden Side
Begeistringen for Frihed, Villien til Uafhængighed, Kamp ikke blot i
Tydsklands men i Menneskehedens Navn for disse store almenmenneskelige
Goder. Allerede i Fichtes Taler kan denne Dobbelthed spores. Han havde
sagt, at kun det Folk, som var et Urfolk og forstod sin egen Aands
Dybder, sit eget Sprog, ↄ: sig selv, kunde være frit og være Verdens
Befrier, og, tilføiede han, dette Folk er Tydskerne. I disse Ord lurer
det germaniske Nationalhovmod, og snart fik dette Sædekorn Væxt. Den
frie og lyse, ungdommelige og sunde Frihedsbegeistring fik sit Udtryk
i Theodor Körners heltemodige Lyrik. Det var Schillerske Strenge,
som her bleve anslaaede, og den nye Tids levende Genius, som gjennem
dem greb alle Hjerter. Men Begeistringen for Fædrelandet blev hos en
Gruppe af andre Digtere til Sværmeri for det tydske Rige og den tydske
Keiser, ↄ: for Middelalderens Tydskland, og man gav sig til at besynge
Fortidens Herlighed. Max v. Schenkendorf sang med Vemod: og mindedes
med smægtende Melancholi den Tid, da Røverridderne fra deres Borge
beherskede By og Land. Han sang Hymner til de gamle Domkirker, rørte
med hellig Gysen om i Kapellernes Helgen- og Ridderben, og skrev et
Digt til Minde om Carl den Stores tusindaarige Fødselsdag. Ved Siden
af ham virkede Ernst Moritz Arndt, Tydsklands Grundtvig, en Grundtvig
med mere Frisind og mindre Theologi end vor. Hos ham blev Hadet mod
det Franske til fix Idee. Samtidig med at han skrev sine mandige og
kraftige Frihedssange, kaldte han hele den tydske Oldtid til Vaaben som
Reserve i Kampen mod den fremmede Hær. Den gammeltydske Mythologi og
de gammeltydske Bedrifter, Hermann og Teutoburgerwalds Urskove, Wodan
og Druiderne, de hellige Ege og den guddommelige urtydske Djervhed og
Grovhed med uredt Haar og to frygtelige Næver paa Skaft kom til Ære.
De uslebne Sæder skulde borge for den tydske Sædelighed. Arndt angreb
det franske Sprog og de franske Moder, ja forsøgte endog at indføre en
almindelig tydsk Nationaldragt. Han grundlagde »Burschenschafterne«, de
christelig-germaniske Studenterforeninger, der en Tid lang kunde synes
Frihedens Bærere, men hvis romantiske Aandsretning umuliggjorde enhver
virksom Arbeiden i Frihedens Tjeneste. Deres Ideal var Middelalderens
tydsk-romerske Rige med dets Keiser. Til Kampen for dette Ideal
forberedte man sig ved Legemsøvelser. Turnforeningerne supplerede
Studenterforeningerne. Arndt og Jahn, den saakaldte »Turnvater«,
begyndte paa Markerne om Berlin at indexercere den tydske Ungdom i den
Kraftgymnastik, der skulde gjøre den frisch, fröhlich, fromm, frei, og
Jahn optraadte efter Arndt's Exempel i Litteraturen med Skrifter, der i
et bundaffecteret Kraftsprog forsvare disse Bestræbelser til Bedste for
den tydske Idee mod alle Arter af Angreb.

Det varede dog ikke længe, før alle disse patriotiske Ideer og
Foretagender bleve tagne i Beslag af Reactionens Aand. Ikke den Frihed,
som det gjaldt om at erobre, men Tydsklands svundne Fortid blev
Gjenstand for Dyrkelse. Man begyndte at studere den tydske Historie
med en Iver, som ingensinde før, og med en særlig Tilbøielighed til at
udfinde det særligt Tydske. Man begyndte med Brødrene Grimm i Spidsen
at studere det tydske Sprog historisk og grammatisk, og man forelskede
sig paa dette Omraade som paa alle andre sygeligt i Fortiden og dens
Naivetet. Saa glimrende Resultater som disse Studier end have bragt
Videnskaben, saa sikkert er det, at de i Tydskland avlede de værste
Frihedsfjender imellem deres Dyrkere, Mænd, som overalt toge Parti for
Fortiden imod Nutiden.

Til det patriotiske Sværmeri kom saa det religiøse. Overfor
Franskmændenes Frivolitet havde man opstillet den særligt germaniske
Sædelighed, overfor Franskmændenes Fritænkeri stillede man den særligt
germaniske Christendom. Da Fjendens Religion var Menneskeheden, den
menneskelige Aand i dens Klarhed og Frihed, saa blev Nationalreligionen
Christendom, den christelige Aand i dens Dunkelhed og Tvang. Man troede
saaledes at blive mere religiøs, altsom man blev det mindre. Thi det
er en staaende Sandhed, en Formel, som gjælder for alle Tider og
alle Lande, at da sand Religion vil sige Begeistring for den levende
nærværende Aand og Idee, som Mængden endnu ikke fatter, vil Den, som er
opfyldt af Tidens levende Aand, synes irreligiøs, men være religiøs, Den
derimod, som er opfyldt af en forbigangen, en afdød Tids Aand eller Tro,
være i høi Grad irreligiøs, men synes og kaldes religiøs.

Frihedskrigens umyndige Aander bleve da romantisk stikkende i
Religion og Fædrelandskjærlighed. Man feiler, naar man troer, det var
Frihedsbegeistring, der bragte Sand til at myrde Kotzebue, det var
Moralitet og Patriotisme, der gav den unge bornerte Student Mordvaabnet
i Hænde imod den letfærdige Hofraad, der virkede i det russiske
Diplomatis Tjeneste mod Burschenschafternes Idealer. Der var Jesuiter
blandt Sands nærmeste Venner. Man faaer et klart Begreb om, hvad man
dengang forstod ved Frihed, naar man veed, at Mænd som Arndt og Görres
dengang gjaldt for Frihedshelte: Arndt, som senere med Forbitrelse
angreb, hvad han kaldte Industrialismen, ↄ: den moderne Tids Industri i
Modsætning til de gamle Haandværkslaug, som ivrede imod Maskinerne og
Dampen, der berøvede Fødderne deres Ret [til at gaae], Tapperheden dens
Arbeide, Bjerg og Dal deres Betydning, og som kjæmpede for Afslutning
af Adelsstanden med en »gylden Bog« og for Stamgodser og Majorater
som det eneste Værn mod Opløsningen af alt Fast i Samfundet og mod
Oversvømmelsen af Proletariat og Pøbel — fremdeles Görres, der dengang
endnu havde nogle Reminiscentser tilbage fra den Tid, da han redigerede
»Det røde Blad«, men der endte som Forfatter til den christelige Mystik
og med saa vild en Reaction, at han endog optraadte imod den reactionære
Pietisme i Preussen som ikke vidtgaaende nok, og nødte Leo til at tage
til Orde imod ham.

Et ganske eiendommeligt Udtryk fik i Poesien den af Frihedskrigene
udsprungne christelig-germaniske Reaction gjennem Baronen De la Motte
Fouqués Romaner. Han havde som Cavalleriofficier gjort Frihedskrigen
med. Fouqué er især den store Læseverden bekjendt igjennem sin yndefulde
lille Fortælling »Undine«, uden Tvivl efter Tiecks »Alferne« og maaskee
endnu mere end dette Eventyr, der hos os er blevet populært gjennem
Heibergs Bearbeidelse deraf i Lystspillet af samme Navn, det Skrift,
i hvilket den romantiske Naturpoesi lagde sit skjønneste og rigeste
Indhold for Dagen. Undine er den eneste virkelig levende og anskuelige
Skikkelse, som Fouqué har frembragt. Aarsagen, hvorfor den lykkedes ham,
var rimeligvis den, at han her gik ud paa at fremstille et Væsen, der
kun var halvveis Menneske, halvveis Naturelement, Bølge, Skum, Vandets
kjølige Friskhed og vilde Bevægelse, et Væsen, som det hedder, uden
Sjæl; thi saalænge Undine endnu ikke har givet sig hen til Ridderen, er
hun endnu i magisk Forbund med det urolige sjælløse Hav. Det er hende,
der stænker dets Skum mod Vinduet, og som lader det stige saalænge,
til det gjør Halvøen til en Ø, og Ridderen er en Fange i Fiskerhytten.
Fouqué, der var Digter uden at være Psycholog, fandt i dette Naturvæsen,
der repræsenterede et af Elementerne og derfor selv kun bestod af
et eneste Livselement, en Gjenstand for sin Phantasi, som denne var
fuldstændig voxen, og i hvis Billede Andersen senere skabte »Den lille
Havfrue«. Efter Brudenatten faaer Undine Sjæl og forvandles nu til Typen
af den lydige, ømme og følelsesfulde tydske Hustru. Ridderens Haardhed
imod hende dræber hende, efter at hun først i sin uendelige Godhed har
ladet Gaardens Brønd dække til med en uhyre Sten, for at lukke sin Onkel
Vandaanden Kühleborn den eneste Vei, ad hvilken han kunde stige op i
Slottet og hævne hende paa Ridderen. Da denne trods alle Advarsler er
hende utro, og da hans Brud i sit Overmod lader Stenen tage bort fra
Brønden, tvinges Undine af Skjæbnen til at svæve op gjennem denne og
bringe ham Døden i et Kys. Skjøndt dette Stof var ægte middelalderligt,
laant fra den hos Holberg saa hyppigt forekommende Paracelsus, der i sin
Theori om Elementaraanderne havde benyttet gammel Folketro som Grundlag,
og skjøndt Udførelsen i det Enkelte paa mange Steder er baade fromladen
og sødladen, havde Digtningen dog her til sit eget Bedste et friskt
hedensk Anstrøg. Undines Originalitet ligger i hendes hedenske Naturel,
som det ytrer sig inden Daaben, og ægte græsk er den Tanke, at ikke
Manden med Benraden henter den Døende, men at Naturaanden bringer ham
Døden i et elskovsfuldt Kys.

Men samtidig med at Fouqué i dette lille Eventyr nedlagde Alt, hvad
der var i hans Aand af oprindeligt og genialt, begyndte han under
Indtrykkene af det nationale Opsving den lange Række af Ridderromaner,
som indledes med »Der Zauberring« 1815. Denne Bog blev et Evangelium
for den romantiske Reaction. Adelen og Junkerne saae sig i Speil i alle
disse gamle Harnisker og Skjolde og frydede deres Øie ved Synet. Det var
intet virkeligt Historiemaleri, der her oprulledes. Den Riddertid, der
her blev skildret, var en aldeles phantastisk Tidsalder, i hvilken ædle
velvoxne Mænd med Sølvhjelme med og uden Fjederbusk, eller Jernhjelme
med forgyldte Glentevinger snart med op- snart med nedslaaede Vizirer,
iførte lysende Harnisker af Sølv eller matte Harnisker, indlagte med
Guld, foer afsted paa vælige, snart elegante, snart djerve Heste af
alle Racer og Farver, splintrende Landserne imod hinanden, dog siddende
som støbte i Sadlen, eller styrtende til Jorden, men reisende sig som
Lynet, dragende et tveægget Slagsværd. Ridderne ere stolte og tapre,
de trofaste Væbnere gaae i Døden for deres Herrer, de slanke Frøkener
uddele Kampprisen ved Tourneringerne og elske Ridderne »minniglich«. Alt
gaaer til efter Ærens Lovbog, ja efter den eller den bestemte Paragraph
i Ærens Lovbog. Alt er conventionelt. Først og fremmest den sødladne,
smægtende Stil, der gaaer ud paa at forherlige denne høiadelige Verden.
Kun Exempler kunne give Dem en Forestilling om den. Bertha sidder ved
en Aa, og hendes Billede sees i Vandet. »Bertha rødmede saa klart, at
det saa ud i Vandet, som om en Stjerne blev tændt deri.« »De sang saa
smukt og fornøiet — en Morgensang — at det var, som om den nedgaaende
Sol paany vilde staae op paa Grund af al den Længsel, der laa i Sangen.«
Forskjønnende Tillægsord tilføies overalt: »Ynglingens og den unge
Piges Hjerte brændte af yndig Nysgjerrighed.« »I den gamle Ridders
Øine trængte to store krystalklare Draaber sig frem.« En uhyre Vægt
lægges som hos os i Ingemanns Romaner paa Beskrivelsen af de pragtfulde
ridderlige Beklædningsgjenstande og Brugssager. »Han var smuk at see
til i sit Harnisk af det dybest blaa Staal, prægtigt indfattet og
overlynet med rige gyldne Zirater, med sit sortebrune Haar og zirligt
studsede Mundskjæg, under hvilket den friske Mund yndigt smilede, og
to Rækker perlehvide Tænder lod sig see.« En adelig Dame fortæller om
sine Ulykker og giver sig Tid til at indflette Beskrivelser som denne:
»Jeg gik bedrøvet op og ned i mit Gemak uden at ville høre Noget om de
Lege, til hvilke de andre adelige Jomfruer vilde indbyde mig den Aften,
og viste ærgerlig min Terne tilbage, da hun bragte mig en skjøn, med
Perlemoder indlagt Medestang med en lang Guldsnøre og Sølvkrog ind i
mit Kammer.« Mærke­ ligt er det, at man i en Verden, hvor man i den
Grad omgiver sig med Perlemoder, Guld og Sølv, finder det nødvendigt
udtrykkeligt at bemærke, at man har havt disse fornemme Materialier
i Hænde. Og Følelserne ere af samme Stof: Perlemoder og Guldtraad.
Ikke et eneste Pust af naturlig ubehersket Tilbøielighed, aldrig en
Handling, som stammer fra oprindelig ureflecteret Lidenskab. Alle
Følelser og Lidenskaber ere som Riddernes Skoleheste underkastede en
fuldstændig Dressur. Man veed altid forud, hvorledes Alting vil gaae.
Ridderne tale venskabeligt med hinanden, ja behandle hinanden med den
udsøgte Høflighed, som er priviligerede Væsener egen. Da lader den Ene
uforvarende et Ord falde, (om en Dame, om en Tournering) der gjør det
til en Nødvendighed for den Anden at udfordre ham paa Liv og Død. Uden
mindste smaaligt Nag eller Harme klæde de to Kjæmper sig nu i Vaaben,
svinge sig paa deres fnysende Gangere, Svendene slutte Kreds og holde,
hvis det er Midnat, Faklerne i Veiret, man hugger af bedste Evne løs paa
hinanden, og idet den Ene synker blodig til Jorden, kaster den Anden
med Broderømhed sig over ham, forbinder med udsøgt Saarlægekunst hans
Saar, giver ham sin Arm, og »høit tonende« vandre de begge i klirrende
Rustninger derfra. De seer let, at Menneskesjælens hele rige Liv her
forsøges voldsomt tilbageført til nogle faa conventionelle Elementer:
Æren, Troskaben, Kjærligheden med Knæfald i Tugt og Ære.

I Forening hermed staaer den dybeste Foragt for alle andre Stænder end
den priviligerede. Helten, Ridder Otto, er paa en Maskerade hos sin
Ven, den unge Kjøbmand Tebaldo. Her optræde nogle Gjøglere og opføre
forskjellige Scener. Blandt andre kommer en Krigsmand i Harnisk, der
bøier sig for Plutus, Rigdommens Gud, og siger følgende Vers: »Plutus
vilde netop give et sindrigt Svar, da foer Hr. Otto v. Trautwangen i
sin Vrede i Veiret og raabte: »Den Knægt der skjænder sit Harnisk,
og jeg vil bevise ham det paa hans Hoved, ifald han har Mod til at
møde mig.« »Halvt smilende halvt forskrækket saa Selskabet hen paa
den unge Forbitrede, medens Tebaldo med stor Harme jagede Gjøglerne
ud, forekastede dem den Nedrighed at nære saa skjændige Anskuelser
og for bestandig forbød de Bestyrtede sit Hus. Da vendte han sig
skamrød mod Otto og bad ham med de mest udsøgte og zirlige Ord ikke
at skyde Skylden paa ham, for at hint Pøbelpak havde indbildt sig at
hædre den rige Kjøbmandsstand ved en saa oprørende Sammenligning med
Vaabenhaandværket.« Ja, ikke nok hermed, samme Aften træffer Otto i
Værtshuset, hvor han boer, en vis Ridder Archimbald, med hvem han
faaer Lyst til at bytte Harnisk. »Jeg tænker, vi kunne passe Harnisk
med hinanden; thi vi ere begge af den gamle, høitydske Heltevæxt«,
og han faaer istedenfor sit Sølvpandser et sort. Herved synes en hel
Forvandling at foregaae med ham, hvad egentlig ei kan undre, naar man
husker, hvilken Rolle Costumeringen spiller her. I Virkeligheden ere
disse Riddere jo ikke Andet end udstoppede Rustninger, og man faaer
samme Indtryk af dem, som man modtager, naar man i Londons Tower eller
i Dresden træder ind i en af de Sale, hvor de tomme Rustninger holde,
ridende paa de tomme Hesterustninger. Hvad Rolle Pantseret spiller, kan
sees af en af Ottos tidligere Tvekampe, i hvilken Ridder Heerdegen, der
bærer et rustent Harnisk, bestandig ud af sin rustne Jernkurv raaber
med rusten Stemme: Bertha! Bertha! medens Otto ligesom med Sølvstemme
raaber ud af sin Sølvhjelm: Gabriele! Gabriele! Da Otto nu altsaa i den
nye Rustning den næste Morgen vender tilbage til Tebaldo, der netop
staaer og udmaaler kostelige Stoffer i sin Gaard, er han bleven endnu
saa mange Gange skjønnere og mandhaftigere, at den unge Kjøbmand næsten
skammer sig over at være til i hans Nærværelse. »Da slog Hr. Otto v.
Trautwangen Viziret i Veiret, og Tebaldo raabte, trædende et Skridt
tilbage i halv Forfærdelse: »0 Gud, hvormange Gange herligere er I nu,
end I var igaar, og jeg maa nu staae for Jer med Alenen i Haanden!«
»Dermed slog han det zirlige Kjøbmandsredskab imod en Pille, saa det
sprang i mange Stykker. Da det nu var sammensat af Elfenben og Guld,
mente alle Tjenerne, at dette kun kunde være skeet ved en Feiltagelse.«
De søge da at trøste deres Herre, men han hører ikke paa dem og beder
blot om at maatte opgive alt Kjøbmandsvæsen og følge Otto som Væbner.
Troer De ikke, at man den Dag idag kan gjenfinde disse Synsmaader i en
preussisk Cavalleriofficiers Adfærd overfor en Kjøbmand? I Virkeligheden
er dette en Poesi for Cavalleriofficierer. Det Eneste, som det er
lykkedes Fouqué at beherske psychologisk her i Bogen, det er Hestene,
og det af samme Aarsag som det lykkedes ham at gjøre Undine levende,
fordi Psychologien her kan nøies med det Elementære. De husker, hvilken
Rolle ogsaa hos os i Ingemanns Romaner de mælkehvide Dystløberhingste
og de sorte staalklædte Stridsheste spille. Naar Drost Peder Hessel
i en maarskindsbræmmet Skarlagenskappe og med en hvid Fjederbusk i
Hatten holder midt paa Veien paa en høi staalgraa Hingst, og der ved
Ridderens Side staaer hans lille sortsmudsede Væbner Claus Skirmen med
en vever urolig lille Nordbak ved Haanden, da ligger ogsaa her al den
Charakteristik, hvortil Digteren er istand, i den høie staalgraa Hingst
og den lille hurtige Nordbak; det er Drostens og hans Væbners livagtige
Portraiter.

Og saaledes her: Folkos Hest skildres som en slankhalset, letfodet
Hingst af sølvgraa Farve. »Da den kom i Gabrieles Nærhed, bøiede den
paa sin Rytters Vink Forbenene, foer saa med Vælde i Veiret og derpaa
med saa slanke Spring, at den næsten syntes at flyve, og de gyldne
Bjælder paa Sadel og Hovedtøi tonede yndigt, tilbage til sin Plads. Der
stod den lydig stille, et smykket Billede, og dreiede det fine, smidige
Hoved under de rige Tæpper ligesom smigrende og spørgende, om den havde
udført Alt rigtigt?« — Galanteri, Æresfølelse, Troskab! hvad er der
mere i Ridderne? — »Underligt stak overfor den Archimbalds Ganger af,
tigret med hvidt Skum, der steilende og sparkende truede med at sprænge
de Sølvkjæder, i hvilke to Væbnere af alle Kræfter søgte at holde den
tilbage. Dens Øine luede saa heftigt, at man vel kunde sammenligne dem
med brændende Fakler, og med det høire Forben huggede den vældigt i
Jorden, som hulede den sin stærke Rytters Fjende en Grav.« — Djærvhed,
brændende Kamplyst, ubændig Kraft! — hvad er der mere i Ridderne?

Ridder Otto faaer en Hest af sin Fader. »Ynglingen ilte ned og saa,
hvorledes der nedenunder stod en Mængde Stridsmænd med en lysebrun Hest
med gyldne Tøiler. Sid nu strax op, sagde Faderen til ham, og forsøg,
hvorledes et saa ædelt Dyr finder sig i at være jer Eiendom. Og den
unge Ridder Otto v. Trautwangen kastede Hesten med vældig Overmagt
snart hid, snart did, saa at Væbnerne forbausedes og vare af den
Mening, at denne ædle Fole vel maatte erkjende sin rette Rytter, og at
hans Magt over den maatte være af en særegen, ganske uhørt Betydning.
Fra Hesten sprang nu Ridderen med klirrende Sving og styrtede sig i
sin Faders Arme. Men Stridshingsten snøftede vildt imod Væbnerne, der
greb dens Tøiler, og huggede ind paa dem, til den brød sig sin Bane
og travede efter sin unge Herre, hos hvem den saa blev staaende, og
kjærtegnende lagde den sit Hoved paa hans Skulder.« — Ubetvingelighed
til den Forudbestemte kommer, han, hvis Magt over Hjertet ogsaa føles
som værende af »særegen, ganske uhørt Betydning«, og fra det Øieblik
af evig Hengivenhed og de ømmeste Kjærtegn! — hvad Andet og Mere er
der i den unge, knibske Ridderfrøken i det Øieblik, den rette Ridder
viser sig i Døren? — Søkongen Arinbjørn har været Skyld i, at Otto
i det afgjørende Øieblik ved Trolddom gik glip af sin Elskede og
Trylleringen. Han rider hen ad en øde Vei. Da kommer en vild, brun Hest
travende, som begynder en forbitret Kamp med Søkongens Hest og kaster
den til Jorden, endnu før Rytteren kan springe af, saa Alt ligger
hulter til bulter og den snøftende Hingst skaanselsløst hugger ind.
Saa klog, saa hengiven er denne Hest. Er det da underligt, at Otto
siger de ellers utrolige Ord om den: »At denne Hest seer saa lysebrun
ud, gjør den ganske særligt kjær for mig. Lysebrun er mig en rigtig
engleligt huld Farve; min salig Moder havde saadanne store lysebrune
Øine, og da Himlen saa ud af dem, forekommer den hele Earve mig som
en lysende Hilsen fra Himlen«. Saaledes culminerer da Ridderromanen i
Adelspsychologi eller Hestepsychologi, hvad i dette Tilfælde omtrent
kommer ud paa et. I »Trylleringen« holder, som man vittigt har sagt
det, Nuancerne i Charakteristiken af Riddere fra alle Verdens Hjørner
sig til Menneskehedens Urtyper og Solens Schatteringer. Man kan netop
kjende en Mohr fra en Finlænder. Og denne Bog følges af en Mængde
andre Romaner af samme Art, hvoriblandt »Islænderen Tjodulf's Farter«
er den bekjendteste, ligesom den forberedes af den store Trilogi,
Fouqué’s Hovedværk »Nordens Helt«, hvis første Del hedder Sigurd
Fofnersbane, anden Del Sigurds Hævn, tredie Del Aslaug. Det er, som De
seer, en dramatiseret Fremstilling af Vølsungasaga. Heine siger herom:
»Sigurd Fofnersbane« er et dristigt Værk, hvori den gammelskandinaviske
Heltesaga afspeiler sig med alt sit Kjæmpe- og Tryllevæsen. Dramaets
Hovedperson Sigurd er en uhyre Skikkelse. Han er stærk som Norges Fjelde
og ubændig som Havet, der bruser om Norge. Han har saa meget Mod som
hundrede Løver og saa megen Forstand som to Æsler.« Og dette Sidste kan
være Emblemet for alle disse den romantisk-ridderlige Phantasies Figurer
og Helte.

I Danmark bliver Ridderromantiken under Frederik den 6te royalistisk
og national: Dannerdrot, Dannerhof, Dannevang, Dannerdrost, Dannemand,
Dannekvinde. I Tydskland bliver den efter Frihedskrigen junkerlig
og national: »Den Fremmede havde seet sig vide om i Verden, men var
dog bleven ved at være en tro, from Tydsker, eller rettere var først
udenlands bleven det, fordi Afstanden viste ham, hvor dyrebart det gamle
Tydskland var.« (Der Zauberring). I begge Lande er Romantikens politiske
Tendents den samme.

XIII.

Der gives en Digtart, i hvilken Mennesket fortrinsvis fremstilles fra
den Side, fra hvilken dets Væsen er Frihed og Aand: det er Dramet. I
den lyriske Poesi er det Stemningen, som hersker, i den episke trænges
Charakteren tilbage ved den brede Udmaling af de Omstændigheder og
Magter, der bestemme den; men Dramets Gjenstand er Handlingen, og den
menneskelige Charakter som handlende og villende tvinger, fordi den selv
er lutter Form og Bestemthed, Digteren til at give sin Frembringelse
Bestemthed og Form. Dramet fordrer Klarhed og Aand; Naturmagterne maae
her, hvor Alt er motiveret, sees som Aandens Tjenere eller Herrer,
men de maa fremfor Alt forstaaes, de kunne ikke optræde som dunkle
og lysskye Despoter, der ingen Forklaring have at afgive over deres
Væsen og Bud. Tiecks tvende romantiske Dramer, Sørgespillet »Leben und
Tod der heiligen Genoveva« og Tiacts-Lystspillet »Kaiser Octavianus«,
ere egentlig kun Dramer af Navn. Shakspeares »Vintereventyret« og
»Perikles«, Calderons lyriske og musikalske Episoder, forledede ham til
en lyrisk­episk Formløshed uden Lige i Poesiens Historie. Mere stilløse,
mindre componerede dramatiske Digtninge end disse findes ikke. Hvad det
for Tieck kommer an paa er alene hvad han kalder Begivenhedens »Klima«,
dens Luft og Duft, dens Tone og Farve, dens Stemning og Afspeiling

 i Gemyttet, dens eiendommelige Belysning, der

 ufravigeligt er Maaneskinnets. Han lægger den

 tidlige Middelalders Mennesker den Stemning i

 Munden, i hvilken Læsningen af de gamle Legender har sat ham selv. Det
var en

 Art religiøs Sindstilstand, der havde bragt ham ind paa

 denne Vei. Schleiermachers Taler om Religionen

 havde netop gjort Indtryk paa ham. I den Tro

 at finde en Guldgrube af Latterligheder havde

 han opslaaet Jacob Böhmes »Morgenrøde«, og

 var fra en Spotter blevet til en begeistret Discipel. Endelig var han
lige da truffen sammen med

  Novalis og stod under hans Indflydelse.

        Gjennemgaaer man imidlertid »Genoveva« kritisk, finder man
  snart, hvad Tieck ogsaa tilstaaer, at Religionen heri, den Fromhedens
  Stemning, der

  skulde afgive den kunstneriske Enhed, ikke er

  Andet end den romantiske Længsel efter Religion. Netop dette var ogsaa
  Solgers Dom derom. Denne Længsel har sat sig talrige Vidnesbyrd i
  Stykket. Den gamle, troende Tid, der

   oprulles for os, sukker, ganske som Tiecks egen,

   efter en anden ældre, langt mere troende; ogsaa dens Religion er kun
Længsel efter Religion. Golo siger om den gamle Ridder Wolf, der for
ham repræsenterer den gode, gamle Tid: »Hvor kunde jeg ville spotte dit
barnlige Gemyt!« Genoveva skuer tilbage mod Fortiden; som Tieck selv
tilbringer hun alle sine Dage med Læsning i de gamle Legender; ja hun
siger endog ægte romantisk:

Den mandlige Hovedperson i dette Stykke, den larmoyante Kjæltring
Golo, er William Lovell om igjen, der ikke er bleven mere indtagende
ved at oppudses til dramatisk Figur i en middelalderlig Tragoedie.
»Octavianus«, som i sin allegoriske Maneer er stærkt paavirket af
»Heinrich v. Ofterdingen«, er om muligt endnu form- og sammenhængsløsere
end »Genoveva«. Stykket kan nærmest betragtes som et storartet Prøvekort
paa alle mulige nord- og sydeuropæiske Versarter og er i Virkeligheden
kun en trættende Række af omhyggeligt udpenslede Naturindtryk og
Naturstemninger.

I Indledningen til »Phantasus« har Tieck selv skildret, hvorledes
alle bestemte Indtryk af Omverdenen for ham flyde sammen i mystisk
Naturpantheisme:

Men hvad der saaledes gjælder om Skov og Bjerg hos Tieck, det gjælder
ligesaa fuldt om Menneskelivet; han drukner ogsaa her al Bestemthed og
Charakter i Naturmystikens farvede Bølger. Denne mystiske Pantheisme i
Dramet forbereder det romantiske Dramas christelig-mystiske Charakter.

Den tydske Romantik har efter Tieck frembragt to betydelige Dramatikere,
Zacharias Werner og Heinrich v. Kleist, og af disse to er atter den
Sidste mest fremragende, ja han er som Digter i Besiddelse af saa rige
Evner, at jeg for min Part er tilbøielig til at stille ham øverst blandt
alle Skolens Poeter. Han besidder fremfor Nogen en bestemt og plastisk
Form, han har en Pathos, som man ikke finder hos Goethe. Alt hvad han
har skrevet er sjælfuldt, inderligt og brændende sandseligt, og Formen
dog i de bedste Værker fast og uden Ornamenter. Kleist er Tydsklands
Mérimée, og et Studium af hans Eiendommelighed vil vise os, hvad den
tydsk-romantiske Aandsretning kunde gjøre ud af en Mérimée. Vi ville
see, hvorledes den bestemte præcise Form i hans Geni gjennembrydes af
det romantisk-poetiske Vanvid. Hvad vi her især maae agte paa er den
Maade, hvorpaa denne inderst inde saa energiske Digter kommer til at
fremstille den dramatiske Charakter. Da jeg skildrede Dem Romantikernes
Psychologi, viste jeg, hvorledes de ved at udstykke Individualiteten
kom til at lægge Hovedvægten paa Alt, hvad der sprænger dennes Form:
Drøm, Hallucination og Afsind. Det, der adskiller Kleists Charakterer
fra Romantikernes øvrige, er at de Intet have af det Udviskede eller
Svampede, som betegner dem; men hvad der er fælles for dem og de andre,
det er det Pathologiske i Grundpræget. I enhver Lidenskab griber
Kleist det Træk, ved hvilket den røber sin Familielighed med den fixe
Idee eller det villieløse Afsind, i enhver nok saa kraftig Aand jager
han sin Sonde ned i det syge Punkt, hvor Aanden taber sit Herredømme
over sig selv: Somnambulisme, dyrisk Betagethed, Distraction, Feighed
under Dødsangst. Tag en Lidenskab som Elskov, den er ganske vist ikke
af rent rationel Natur, men den har en Side, fra hvilken den kan
sees i Sammenhæng med Fornuft og Aand. Derfor skildrer Kleist den
gjennemgaaende og med beundringsværdig Energi som rent pathologisk,
som Mani. Da Käthchen v. Heilbronn første Gang seer Graf Wetter v.
Strahl, taber hun i samme Øieblik Alt, hvad hun har i Hænde, Bakken med
Forfriskninger, Vin og Bæger og styrter ligbleg med Hænderne foldede
ned for ham paa sit Ansigt, som om Lynet havde ramt hende. Greven siger
hende et venligt Ord og bereder sig kort efter til at ride bort; da hun
fra sit Vindue seer ham stige til Hest, springer hun, for at følge ham,
fra Vinduet 30 Fod ned paa Gadens Stenbro og brækker begge sine Ben.
Sex Uger ligger hun i Feber. Neppe helbredet reiser hun sig, samler en
Bylt og flygter fra sit Hjem for at opsøge Greven og følge ham »i blind
Hengivelse fra Sted til Sted, ledet alene af Straalen fra hans Aasyn,
der som et femtraadet Toug har slynget sig om hendes Sjæl, paa nøgne
Fødder, udsatte for enhver Flintesten, med den korte Kjole, der dækker
hendes Lænder, flagrende i Vinden, uden anden Skjærm end en Hat af
Straa mod Solens Stik og Uveirets Vrede. Hvorhen hans Fod vender sig,
gjennem Kløfternes Taage, gjennem øde Egne, som Solen svider, gjennem
sammenvoxede Skoves Mørke, skrider hun som en Hund, der har lugtet sin
Herres Sved, bagefter ham. Og hun, som var vant til at hvile paa bløde
Puder, og som sporede den mindste Ujevnhed i Lagenets Traade, naar
hendes Haand uagtsomt havde spundet den ind deri, hun ligger nu som en
Tjenestekvinde i hans Stalde og synker, naar Natten kommer, udmattet ned
paa det Straa, der er kastet under hans stolte Heste.«

Den brutale Energi i disse Ord af hendes Fader skildrer sandt. Greven,
der veed sig uden Skyld, søger paa alle Maader at fjerne hende. Da
han en Nat finder hende i Stalden, sparker han den unge Pige med sin
Fod, mere end een Gang løfter han Hundepidsken imod hende; han lader
hende opofre sig for hans Brud, der jager hende ind i et i lyse Luer
brændende Hus for at hente hans Billede til hende, ja endnu engang for
at hente Futeralet til dette Billede, og med den høieste Begeistring og
den dybeste Ydmyghed taaler hun Alt og udfører Alt. Det er i Käthchens
Billede, at Hertz i »Svend Dyrings Hus« har dannet sin zartere og
mattere Fremstilling af en Alt betagende, uigjengjældt Lidenskab. Jeg
kan ikke indlade mig paa det tydske Stykkes Composition, der i Flæng
indeholder meget Latterligt, meget Stødende og meget Sublimt, men De
vil allerede af det Anførte see, at denne Lidenskab, der indfinder sig
med en Pludselighed som et Slagtilfælde, der som en fix Idee fortærer
alle andre Forestillinger i Sjælen, og som, selv et Mirakel, ved en
Cherubs Hjælp udfører Mirakler, er drevet ud over det Naturliges og
Sundes Grændser. Jeg negter ikke, at der dog er noget Skjønt deri.
Det har tilfredsstillet Kleist, der nærede en saa brændende Afsky
for Phrasen, at fremstille en elskende Kvinde, hos hvem Alt det var
Sandhed og Virkelighed, der hos andre elskende Kvinder kun er Phraser.
At see ham og elske ham var Et — at følge den Elskede Jorden over — at
være ham mere hengiven end en Hund — at gaae i Ilden for ham: Det er
velgjørende at see alle disse Phraser blive til Virkelighed her. Men dog
hører det Alt til Pathologien. Hertil kommer den romantiske Motivering.
Käthchen forfærdes ved Synet af Greven, fordi hun en Nat har seet ham
i et Drømmesyn. Men medens dette Drømmesyn staaer paa, ligger Greven
dødssyg af Typhus, udstrakt som et Lig i sin Seng, og det forekommer
ham selv, som om han træder ind i Käthchens Kammer. Hendes Syn og hans
Drøm svare Punkt for Punkt til hinanden, saa Greven, da han erfarer
Sammenhængen, med Angst maa udraabe: De seer atter her Dobbeltgjængeriet
som Romantikernes Yndlingstanke i nær Forbindelse med Somnambulismen.
En lignende Rolle spiller Somnambulismen i Kleists herlige Drama,
maaskee Romantikens ypperste, »Prindsen af Homburg«, i hvilket alle de
vigtigste Charakterer staae som meislede ud i Sten. Repliken er kraftig
og klar, hvert Ord præget som en Medaille. De kjender Stykkets Sujet, i
ethvert Fald af Heibergs Kritik: Den unge Feltherre bryder Disciplinen
og seirer, efter at have ført Kampen paa en Maade, der er ham forbudt
i hans Instrux. Kurfyrsten fælder Dødsdommen. I den Tro, at den aldrig
vil blive exeqveret, tager den unge Helt den som en Formalitet, men
overrumples, da han seer, det er Alvor, saa pludseligt af Dødsangst, at
han paa den mest uværdige Maade tigger om sit Liv. Stykkets Værd beroer
paa den Genialitet, hvormed den indre Bevægelse er skildret, i Kraft af
hvilken han bliver sig selv igjen, og fordrer Dødsstraffen som sin Ret.
Men atter her er det Aandens Natside, som er grebet. Prindsen er nervøs,
syg og distrait. Ved Stykkets Begyndelse gaaer han i Søvne. Ved Stykkets
Slutning realiseres hans Vision. Han overtræder Ordren, ikke som Manlius
Torquatus's Søn af Ungdomsovermod og krigerisk Begeistring, men fordi
han, som i sin nervøse Distraction har Hovedet fuldt af Drømme, da
Instruxen bliver dicteret, Intet hører og altsaa slaaer til i Blinde.

Man seer af Kleist's Levnetsløb, hvor levende Schubert's Bog »Die
Nachtseite der Naturwissenschaft« har sysselsat ham. Denne Bog, som er
forfattet af den paa den Tid mest populære blandt Naturphilosopherne, er
et af Tidens mest forskruede Skrifter. Natsiden af en Planet er den Side
af den, som er bortvendt fra Solen, og som udmærker sig ved et svagt
phosphorescerende Lys, i hvilket Gjenstandene see mere paafaldende og
anderledes ud end i Sollyset. Deraf Navnet. I denne Bog raade Aander,
Nattevandrere, Spøgelser og Dæmoner som Jordens Eneherskere. Der gives
her en fuldstændig Theori af Aanderne. Mellem Aand og Legeme er der
tvende Mellemled: Sjælen og Nerveaanden, hvilken sidste, der isoleres
efter Døden, har Skikkelse og Farve og saaledes kan sees. Farven retter
sig efter Sjælens Beskaffenhed, ganske onde Aander ere grønne; naar de
forbedre sig, gaae de efterhaanden over i det Gule o. s. v.

Fra Begyndelsen af har, efter Schuberts Lære, Menneskets Ord havt
undergjørende Kraft. Ved Synden har det mistet denne Magt over
Naturen, og derved er der kommet noget Mørkt og Dæmoniskt ind i den
mirakelgjørende Evne som f. Ex. i de græske Oraklers og den hedenske
Trolddoms Tryllemagt. I Christus fornyedes den gamle naturlige
Underkraft. I sin dæmoniske Skikkelse er den paany opstaaet hos
Rosenkreutzere og Frimurere, de hemmelige Selskaber, der spille saa
stor en Rolle i Tidens Forestillinger, og den røber sig fremdeles i
Phænomener som den dyriske Magnetisme, Clairvoyance o. s. v. Adam
Müller siger om denne Bog: »Schuberts Bog synes mig ganske sikkert det
bedste Product af Naturphilosophien, og Forfatteren staaer ved Gemyt,
ved Retskaffenhed og i Særdeleshed ved Lærdom, om end ei ved polemisk
og kritisk Talent, høit over Schelling. Schubert betegner ganske vist
eiendommeligere og mere poetisk og ophøiet, men i Væsenet meget tydeligt
en tidligere Periode af min Dannelse, hvor jeg havde ønsket at lade
det Menneskelige, det Personlige i min jordiske Handlekraft gaae op i
Røg, for at berede den Gud, jeg tilbad, en sød Lugt, ja hvor jeg havde
ønsket at afføre mig mit Navn og min Individualitet, for at blive den
allerhøieste Martyr, den mest geistlige Geistlige.«Brevvexling med
Gentz, S. 98.

En Bog som denne var da i Alles Hænder, og selv en Aand som Kleist's,
fordybede sig som sagt med sine lyse Tanker i al denne pretentiøse
Daarskab. Men Mystiken var paa Dagsordenen, og det er vidunderligt at
see, hvorledes det mystiske Element, denne besynderlige Treenighed
af Vellyst, Religion og Grusomhed, dukker op overalt i denne Digters
Dramer. Saaledes f. Ex. i den mærkværdige Tragoedie »Penthesilea«.
Heltinden er Amazonernes vilde Dronning, som fører Krig baade med
Grækere og Trojanere og overalt er seirrig. Det er en Lov blandt
Amazonerne, at de i Krigen maae fange sig de Mænd, hvem de skulle
tilhøre, og efter Slagets Ende leve de da i Fryd og Gammen med dem.
Penthesilea er bleven greben af en ligesaa dødelig Kjærlighed til
Achilles som Käthchen til Greven af Strahl. Men hos hende faaer den
det modsatte Udtryk, den antager Skinnet af hadefuld Grusomhed. Hun
forfølger Achilles overalt i Slagene, hun vil see hans Blod. Elskede
Käthchen som en Hund, saa elsker Penthesilea som en fra et bakchantisk
Tog undsluppen Tigerinde. Hendes Elskov ytrer sig i saadanne Ord:

Det sidste Ønske, at see hans yppige Lemmer meiede af med Vognenes Leer,
er ikke ren Forstillelse. Det viser sig da ogsaa ved Digtets Slutning:
Amazonerne ere blevne slagne, og den afmægtige og saarede Dronning er
falden i Achilles's Hænder. Han elsker hende, og for ikke at volde hende
Sorg og Fortvivlelse, gjør han et Forsøg paa at indbilde hende, at hun
har seiret, og at han er hendes Fange. Men Sandheden opdages snart,
og nu udfordrer Achilles hende til Enekamp i den Hensigt, at lade sig
overvinde af hende og saaledes blive hendes Brudgom. Men da Penthesilea
modtager Udfordringen, forstaaer hun ei dens Mening, men geraader i en
Art Bersærkergang, kaster sig paa sin Hest og farer i Spidsen for hele
sit Hundekobbel imod ham. Langt borte fra seer han hende og ræddes, da
bøier hun sin Bue sammen, »saa at begge dens Ender kysse hinanden«,
sigter, og jager ham en Pil igjennem Halsen. Han styrter, men forsøger
rallende at hæve sig, da pudser hun hele sit Kobbel paa ham, alle
Hundene slaae deres Tænder i hans Legeme og hun som de, til Blodet
drypper af hendes Mund og Hænder.

Først længe efter kommer hun til sig selv og erfarer, hvad hun har
gjort. Hendes første Indtryk er Fortvivlelse, men saa siger hun:

Altsaa hun var ikke saa forrykt, som hun syntes. Her som før: Hvad der
hos de Andre, var Phrase, skal her blive til Virkelighed. Mangen En
siger, at hun kunde spise den Elskede op af Kjærlighed, men Penthesilea
gjør det. Kysset er beslægtet med Biddet. Hun siger: »Küsse, Bisse, das
reimt sich, und wer recht von Herzen liebt, kann schon das eine für
das andere greifen.« Og dog er dette endnu ikke den fulde Forklaring.
Vi have her endnu kun de to Led: Vellyst og Grusomhed. Men det tredie,
Religionen, fattes ikke. Den indfinder sig som Supplementfarven, naar
man ret betragter de to første. De husker Novalis's Ord, som jeg
citerede for Dem, »Nadverens guddommelige Betydning er de jordiske
Sandser en Gaade. Men hvo som engang sugede Livets Aande af hede,
elskede Læber, hvem hellig Gløden i zitrende Bølger smeltede Hjertet,
han vil æde af hans Legeme og drikke af hans Blod evindeligt.« Det
christelige Mysterium var paa den Tid en Gjenstand, der sysselsatte
alle Hjerner, blandt mange andre Kleists, til hvis nærmeste Venner
Tidens første Mystiker, den sindrige Sophist Adam Müller hørte. Det var
i Forening med Müller, at Kleist to Gange udgav et Tidsskrift, og han
glædede sig ved dennes særlige Protection, som vi f. Ex. see det af
Brevvexlingen mellem Gentz og Adam Müller, hvor der er saamegen Tale om
Kleist. Ingen Lovprisning er her Müller for høi. Man kan undres eller
stødes ved at see dogmatisk-mystiske Forestillinger klinge igjennem i et
hedensk Drama om en Amazondronning; men for at forstaae dette som mange
andre beslægtede Phænomener maa man ogsaa betænke det relativt Sande
og Berettigede i denne Mystik. Disse Mænd kunde ikke have de religiøse
Begreber i en Skutfe for sig uden Sammenhæng med deres Liv og deres
Gjerning. De beskjæftigede sig ikke med en Forestilling som Nadveren
en Formiddagstime to eller tre Gange om Aaret, den gjennemtrængte alle
deres Tanker, og de forsøgte at see Virkeligheden i Mysteriets Lys. De
finder i Friedrich v. Baaders samlede Værker (fjerde Bind, Anthropologi)
mellem mange smaa Afhandlinger: Om Ekstasen eller de i magnetisk Søvn
Talendes Henrykkelse, Om Seerinden fra Prevorst, 40 Sætninger af den
religiøse Erotik, ogsaa en Afhandling betitlet: »At alle Mennesker ere
i den sjælelige, gode eller daarlige Mening af Ordet Anthropophager«
(det er Menneskeædere), og Afhandlingen begynder: »Mennesket, nemlig som
Hjerte eller, som Skriften siger, som indre Menneske, i Modsætning til
det ydre, lever ikke af ydre Næring eller af legemligt Brød, men lever,
og det ikke i overført men i allerreelleste Mening, kun af andre indre
Mennesker, Hjerter eller personlige Væsener som af dem, der bespise ham,
og af deres Ord som Spise.«

Det religiøse Mysterium ender med at blive Centralideen selv for
Philosopherne. Henrik Steffens kan være et Exempel. Han, om hvem Julian
Schmidt træffende bemærker, at man ikke kan benegte »en vis medfødt
Servilitet i hans Charakter«, udtalte sig paa samme Tid, som han i
Breslau ledede Undersøgelser mod Demagogerne, et Hverv, fra hvilket han
skilte sig »i høi Orad i Strid med den sunde Menneskeforstand og den
naturlige Retsfølelse«Jul. Schmidt: Gesch. d. deut. Litt. II. 307.,
ogsaa trods sin Ungdoms naturphilosophisk-pantheistiske Anskuelser saa
reactionært som muligt med Hensyn til det Religiøse. Saaledes hedder
det i Skriftet: »Hvorledes jeg blev Lutheraner paany«: »Nadveren er
den høieste individualiserende Proces i Christendommen; ved Hjælp af
den sænker Forløsningens hele Hemmelighed sig i sin rige Fylde i den
modtagelige Personlighed. Naadens frugtbringende Strøm, der bølger
igjennem den hele Natur og Historie siden hine den store Gjenfødelses
Tider, og som modner os til en salig Fremtid, antager her Frelserens
Skikkelse, for at det, som er Alt i Alle, kan være helt tilstede [...]
Hvad den Christne vel troer, hvad der gjennemtrænger hans hele Liv, hvad
der overvinder Døden — men tillige trænger ham tilbage i Sandseligheden
og ligesom slumrer i ham, det bliver ved Forløserens saliggjørende
Nærværelse, der finder Sted for ham, helt for ham, her Vished, Nydelse,
Næring [...] Nadveren er mig den høieste, vigtigste, mest mysteriøse af
alle religiøse Handlinger, ja saa vigtig synes den mig, at for mig ved
den enhver Lære faaer den uudgrundeligste Betydning.«

Herved forstaaes ogsaa den uhyre Rolle, som dette Sacramente spiller i
Datidens christelige Mystik. Imellem de Hellige og den indviede Hostie
finder det inderligste Forhold, næsten Kjærlighedsforhold Sted. Jeg
henviser Dem til anden Del af Görres’ Mystik. De Troende spore Hostien
i en uhyre Afstand. For at begynde med det Helligste, siger Görres,
saa have Alle, der ere indtraadte i et høiere aandigt Livs Gebeter,
kunnet fornemme Hostien i den længste Afstand. En Mængde Exempler
anføres herpaa, og man seer af Fortalen, at alle de Kjendsgjerninger,
der anføres, for det Første ere bekræftede af Vidner uden Tal, dernæst
af de uforkasteligste, som tænkes kunde, enten Geistlige eller de
frommeste Lægfolk; for det Tredie have disse Vidner været i den
gunstigste Stilling for at kunne see og vidne. Saa erfare vi da ikke
blot, hvorledes den Hellige finder Hostien, hvor den saa er gjemt, men
hvorledes Hostien føler en Tiltrækning til de Fromme, saa den springer
fra Præsten ind i deres Mund. Ja undertiden føler Præsten, at den
voldsomt rives ud af hans Hænder, tiltrukken som Jernet af Magneten, og
omvendt tiltrækkes den Fromme af de hellige Gjenstande og føres gjennem
Luften til dem.

Intetsteds er det dog i Kleist's Drama mærkværdigere at see Mystiken
bemægtige sig et aldeles hedensk, tilmed meget letfærdigt Æmne, end
i hans »Amphitryon«, en Bearbeidelse af Molières bekjendte Lystspil.
De husker det delicate Sujet: I Amphitryons Skikkelse og under hans
Fraværelse besøger Zeus dennes Hustru Alkmene, der antager ham for sin
Husbond. Den virkelige Amphitryon kommer hjem, og nu opstaaer en Række
komiske Forvexlinger og pudsige Misforstaaelser mellem den virkelige og
fingerede Ægtemand, den virkelige Slave Sosias og Mercur som Sosias,
indtil den sande Sammenhæng opklares, og Amphitryon trøstes med, at
et Svogerskab med Jupiter ikke indeholder noget Vanærende, en Moral,
som det maatte ligge i Ludvig den Fjortendes Interesse at beskytte og
udbrede.

Paa ægte fransk Maneer er Stykkets Pointe opfattet som en Collision
mellem Ægtemand og Elsker, og da Alkmene angriber Jupiter for de haarde
Ord, som han (ↄ: Amphitryon) har sagt hende, svarer han ved at trække
sig tilbage bag denne Distinction:

Jupiter udtrykker sig, som man seer, med det mest udsøgte Hof-Galanteri,
og da ved Stykkets Slutning de Omstaaende gratulere den stakkels
Amphitryon, holder Sosias en Epilog, som slaaer det Hele hen i Spøg og
gaaer ud paa, at om den Art Sager er det bedst at tale saa lidt som
muligt.

Selvfølgeligt maa Kleist opfatte Sujettet fra en ganske anden Side.

Allerførst har øiensynligt her Dobbeltgjængeriet været det Tiltrækkende
for et romantisk Gemyt. Men dernæst øinede man her en Mulighed til
at spille svagt, men tydeligt, paa et af de vigtigste Mysterier i
den christelige Tro. Alkmene undfanger Herakles, ikke med sin Mand
og dog ikke i Ægteskabsbrud, altsaa ubesmittet; det Foster, hun skal
føde, er ikke Barn af et Menneske, men af en Gud. Derfor er i den
afgjørende Scene mellem Jupiter og Alkmene Jupiter pantheistisk udvidet
til Verdensaanden; han er ikke Grækernes letfærdige Olympier, men saa
guddommelig og aandig som selve Naturphilosophiens Absolute. Han siger
til Alkmene:

Og derfor tiltaler han da ogsaa Alkmene gjentagne Gange med Ordet: Du
Hellige!

Müller udgav Stykket med en begeistret og mystisk Fortale. I et af sine
Breve til Gentz skriver han: »Hartmannn har malet et stort, herligt
Billede, »De tre Marier ved Graven«, hvilket tilligemed Amphitryon
forkynder mig en ny Tid for Kunsten. Amphitryon handler jo ligesaagodt
om den hellige Jomfrues ubesmittede Undfangelse som om Kjærlighedens
Hemmelighed overhovedet«. Ja ogsaa Goethe følte det og sagde: »Stykket
indeholder intet Ringere end en Omtydning af Mythen i christelig
Retning, Marias Overskyggelse af den hellige Aand.«

De seer saaledes, at det ikke er en Grille af mig, naar jeg mener at
kunne see det Natlige i Naturen og det Natligt-mysteriøse i Religionen
gjennembryde Charakteren og Kunstformen hos denne Romantikens første
Dramatiker.Hvor dybt denne Tendents til det Mystisk-sensuelle gaaer, kan
her som overalt sees af den Hyppighed, hvormed det aabenbarer sig hos de
forskjelligste Forfattere. I Achim v. Arnims ypperste Arbeide: »Armuth,
Reichthum, Schuld und Busse der Gräfin Dolores« (1810) foregaaer
Grevindens Forførelse paa følgende Maade: Marchesen anstiller sig, som
om han i en Vision seer Guds Moder. »Han sagde, at han saa Guds Moder,
der trykkede Dolores til ham og holdt en Krands af Roser over hende med
de Ord: Følg mig efter! — Dolores trykkede sig forskrækket ind til ham
og mente, hun blev trykket op imod ham; hun følte hans Aande og mente,
det var den guddommelige Aande, og raabte: Jeg føler hende, jeg føler
hendes Aande; den er hed som Orienten og som en Moders Kjærlighed. — Ved
disse Ord raabte han: »Og jeg er hendes Søn« og styrtede krampagtigt hen
over Grevinden. Allerede ofte havde han talt til hende om en vidunderlig
Fornyelse af den hellige Mythe.« — Vi have den moderne Bevidstheds Dom
over denne Mystik i Paul Heyses mesterlige Roman »Kinder der Welt«
(Lorinser).

Kleist blev født 1776 i Frankfurt a. d. Oder. Hans Fader var Officier.
Nitten Aar gammel blev han Fændrik i Garden ved Potsdam og gjorde
Rhinfelttoget med. Senere tog han, da den militære Stand mishagede ham,
Afsked og drev med overordentlig Energi de forskjelligste videnskabelige
Studier, især Mathematik og Philosophi. Man seer ham helt fortabe sig i
Studiet af Kant, og fornemmer gjennem hans Breve den dybe Fortvivlelse,
han følte over det trøstesløse Resultat, hvortil den kantiske Philosophi
syntes ham at føre: »at den, der har grønne Briller, seer Tingene grønt,
og den, der har røde, seer dem rødt.« En stadig uafbrudt Melancholi
ledsager ham under alle disse Studier. Der er Øieblikke, hvor han er
ifærd med at opgive ethvert Haab om at naae Sandheden ad videnskabelig
Vei. I Dresden skriver han: »Intet var saa skikket til at føre mig
bort fra Videnskabens sørgelige Felt, som de i denne Stad ophobede
Kunstværker [...] men intetsteds fandt jeg mig rørt i mit Inderste, uden
i den katholske Kirke, hvor den mest ophøiede Musik forener sig med
de øvrige Kunster om voldsomt at bevæge Hjertet. Vor Gudstjeneste er
Intet. Den taler kun til den kolde Forstand; men til alle Sandser taler
den katholske Fest. Midtfor Alteret paa dets nederste Trin knælede en
simpel Mand, bedende med Inderlighed; ham pinte ingen Tvivl, han troede.
Jeg havde en ubeskrivelig Længsel efter at lægge mig ned ved Siden af
ham og græde. Ak, kun en Draabe Glemsel, og jeg var med Vellyst bleven
katholsk.«

Kleists Væsen var høist besynderligt og virkede trods hans Elskværdighed
frastødende paa de Fleste. Han havde den Vane at sidde grublende i
Andres Nærværelse, var som hans »Prinds af Homburg« forfalden til den
høieste Grad af Distraction, standsede undertiden ved et enkelt Ord
midt i en Samtale, stirrede hen for sig og syntes at underholde sig
med sig selv. Goethe siger om ham: »Hos mig opvakte Kleist, trods
det reneste Forsæt om oprigtig Deltagelse, kun Gysen og Afsky som
et af Naturen skjønt anlagt Legeme, der var angrebet af en ulægelig
Sygdom«. Da Lystspillet »Der zerbrochene Krug« paa Grund af den
vilkaarlige Actinddeling, Goethe underkastede det, faldt igjennem paa
Weimartheatret, skrev Kleist sine til Privatlivet sigtende Epigrammer
mod Goethe (om det »frühreife« Barn, der allerede har et Bryllupsdigt
færdigt paa Forældrenes Bryllupsdag) og sendte endog Digteren en
Udfordring. I alle hans Digtninge gjenfindes det sygelige Træk.
Endog i Kohlhaas, der er saa berømt for sin Bestemthed, ender Alt i
Drømmelivet. Tilsidst optræder en vidunderlig Zigeunerske, der er
Kohlhaas's afdøde Hustru, den syge, halvt afsindige Kurfyrste og andre
spøgelseagtige Skikkelser, der staae i den skarpeste Modsætning til
det friske Dagslys i Fortællingens Begyndelse. »Den hellige Cecilie«
fører os ind i Galehusets Mysterier, og Afsindigheden har her faaet
en Dosis Katholicisme i Tilgift. Temmelig tidligt forfaldt Kleist til
Brugen af Opium. Et dybt og opmandende Indtryk gjorde Fædrelandets
Ulykker under de napoleontiske Krige paa ham. Alt, hvad der gjøres,
især alt det romantiske Røre forekommer ham mat og elendigt. Fichtes
Taler til den tydske Nation ere ham en Væmmelse. Han haaner Fichte
som en Pedant uden Handlekraft. Dyb Foragt nærer han for Medlemmerne
af »Tugendbund« og deres frygtsomme Daadløshed. Han skriver sit Drama
»Hermannslaget«, for at opfordre sine Landsmænd til at behandle
Napoleon, som Hermann behandlede Varus. Mod den handlesvage Ungdom ere
disse Ord i Hermannslaget rettede: »De skrive for at befrie Tydskland
med Ciffre, sende med Livsfare hinanden Sendebud, som Romerne hænge,
forsamle sig i Tusmørke, spise, drikke og sove, naar Natten kommer, hos
deres Koner.« »Det Haab: Augustus døer imorgen, lokker dem bedækkede med
Skam og Skjændsel fra en Uge til en anden.« Han vil have en Krig, som
Spanierne førte den, med Mord og Edsbrud, med brændende Landsbyer og
forgiftede Brønde. Alt imellem komme saa Selvmordstanker frem. Engang
havde han nær dræbt sig med Opium. — I 1811 indtraf Katastrophen.
Gjennem Adam Müller var han bleven bekjendt med Fru Henriette Vogel,
en begavet Dame, der ligesom han led af Melancholi og indbildte sig
at have en ulægelig Sygdom. Mellem ham og hende var kun Venskab,
intet Kjærlighedsforhold. En Dag mindede hun ham om det Løfte, han
engang havde givet hende, at vise hende enhver selv den største
Venskabstjeneste. Han svarede, at han til enhver Tid var rede dertil.
»Velan, saa dræb mig. Mine Lidelser have ført mig saa vidt, at jeg
ikke mere kan udholde Livet. Det er ganske vist ikke sandsynligt, at
De gjør det, da der jo ikke mere gives Mænd paa Jorden.« Det var nok
for Kleist. I November 1811 kjørte han og Henriette sammen til en lille
Sø i Nærheden af Potsdam. De vare tilsyneladende lystige og dreve al
Slags Skjemt. De tilbragte Tiden der til den næste Dags Eftermiddag,
saa gik de ind i en Grube ved Søen, og Kleist skjød først sin Veninde
gjennem det venstre Bryst, saa sig selv igjennem Hovedet, efter at
de først sammen havde tilskrevet Adam Müllers Hustru et besynderligt
vemodigt-humoristisk Brev. Det lyder saaledes: »Himlen veed, min kjære,
fortræffelige Veninde, hvilke besynderlige Følelser, halvt vemodige,
halvt overgivne, der bevæge os til i denne Time, da vore Sjæle som to
muntre Luftskippere hæve sig over Verden, at skrive Dem til. Vi vare dog
ellers, maa De vide, bestemte paa ikke at afgive noget Kort p. p. c.
hos vore Venner og Bekjendte. Grunden er vel, at vi i tusind lykkelige
Øieblikke have tænkt paa Dem, at vi tusind Gange have forestilt os,
hvorledes De i Deres Godmodighed vilde have leet, naar De havde seet os
sammen i den grønne eller røde Stue. Ja, Verden er en underlig Ting!
— Det har sin Rigtighed, at vi to, Jette og jeg, som to tungsindige,
sørgmodige Mennesker, der altid have anklaget hinanden for deres Kulde,
have faaet hinanden af Hjertet kjær, og det bedste Bevis derfor er vel,
at vi nu døe med hinanden.« »Lev De vel, vor kjære, kjære Veninde, og
vær ret lykkelig her paa Jorden, som det meget vel er muligt at være
det. Vi for vor Del ville ikke vide Noget af denne Verdens Glæder og
drømme om lutter himmelske Enge og Sole, i hvis Skin vi ville vandre
om med lange Vinger paa Skuldrene. Adieu! et Kys fra mig, som skriver
dette, til Müller; han skal undertiden tænke paa mig og vedblive at være
en tapper Guds Stridsmand mod Djævelen Daarskab, som holder Verden i
sine Baand.«

  (Efterskrift med Henriettes Haand.)

»Dog hvordan alt dette er gaaet til,

En anden Gang jeg fortælle vil,

Da jeg har altfor travlt idag. Lever da vel! I mine kjære Venner! og
erindrer i Glæde og Sorg de to underlige Mennesker, der snart tiltræde
den store Opdagelsesreise.

                           Henriette.«

     (Atter med Kleists Haand.)

»Givet i den grønne Stue, den 21de November 1811. H. v. K.«

Saaledes sønderbrødes den saa skjønt anlagte Digterpersonlighed
omtrent som et af hans egne Kunstværker, ved mørke og uhyggelige
Natureiendommeligheder, der sløve Villien og tilintetgjøre Aandens
Spændkraft og Frihed.

I den anden navnkundige tydske Dramatiker, Zacharias Werner, var der
langt mindre at sønderbryde. Han passer fra først af fuldstændigt til
den romantiske Type. Han blev født af en sindssyg Moder, der indbildte
sig, at hun var Jomfru Maria og Sønnen Verdens Frelser. Denne Frelser
førte et i høi Grad forvorpent og usædeligt Liv, men gik af religiøse
Aarsager ind i Frimurerordenen, ved hvis Hjælp han mente, at en ny,
dybere Religiøsitet skulde udbrede sig over Verden. Han blev ansat som
Embedsmand i Warschau, giftede sig tre Gange og lod sig tre Gange skille
i Løbet af 6 Aar. En stor Indflydelse fik en Præst ved Navn Christian
Mayr paa ham, en Fanatiker, der for at iværksætte et Syn af Johannes’
Aabenbaring og opnaae en høiere Visdom slugte Størstedelen af en Bibel
og blev alvorligt syg deraf. Han var i alle Henseender en Særling,
skjød med Pistoler fra Prædikestolen efter dem af Tilhørerne, der faldt
i Søvn, indbildte sig, at han kunde frembringe virkeligt Kjød og Blod
ved Nadveren. Denne Mand vilde gjøre Werner til Medlem af et stort
hemmelighedsfuldt Selskab »Korsbrødrene i Orienten«, Werner gik først
med Lidenskab og Begeistring ind derpaa, senere blev han mistroisk, og
denne Mistro var medvirkende Aarsag til hans Overgang til Katholicismen.
Werner er Hovedrepræsentanten for den mystiske Poesi. Som saadan fik
han 1805 en Sinecure i Berlin, hørte nogen Tid til Mme de Staëls Hof,
hvor han blev meget beundret, begyndte efter sit Religionsskifte i Rom
det afsindigste Liv, dagligt delt mellem de mest dyriske Udsvævelser
og brændende Ekstase, mellem de gemeneste Sandsenydelser og Andagt og
Bøn. Som Præst i Wien holdt han saa under uhyre Tilløb Prædikener i
Abraham a Santa Claras Maneer, om hvilken Munken i Wallenstein kan give
Dem en Idee, fulde af den høieste Svulst og de platteste Cynismer og
Obscøniteter, af Forbandelser mod Kjætterne og Lovprisninger af den
hellige Rosenkrands.Jul. Schmidt II. 30. Hans Liv er Nøglen til hans
Skrifter, disse Skrifter, som i saa høi Grad imponerede de Samtidige,
og som nærmest interessere os som Sygdomssymptomer. Han besidder store
Egenskaber som Poet. Hans Vers ere altid høist melodiske og smigre
Øret som sydlandsk Kirkemusik. Charaktererne ere ofte dygtigt anlagte
(se f. Ex. Skildringen af Frantz af Poitou i 1ste og 2den Act af
»Tempelherrerne paa Cypern«), og Handlingen spænder og interesserer; men
det Heles Kjærne, den tredobbelte: Vellyst, Religion og Grusomhed, er
ildesmagende og usund. Hans første større Værk »Die Söhne des Thals«,
der atter falder i to Dele, hver paa 6 Acter, behandler Tempelherrernes
Orden. Frimureriet, der, som vi saae, beskjæftigede Schubert, der
spilte en Rolle allerede i Goethes »Wilhelm Meister«, og som havde
optaget saa stor en Del af Werners private Liv, har øiensynligt givet
ham Ideen. Den Indkapsling af een Form i en anden, som var saa yndet
af Romantikerne fra Begyndelsen af, har her antaget den Charakter,
at Skallerne bestandig sees som Hylstre uden om et Mysterium, der
søges, det hemmelige Selskabs Mysterium, til hvilket vi stedse trænge
mere og mere ind, men som samtidigt synes at vige længere og længere
tilbage. Tempelherreordenen har sine Hemmeligheder, og vi overvære den
omstændelige Indvielse af de Nyankommende i disse. Her bevæge vi os i
underjordiske Grave med colossale Skeletter, hemmelighedsfulde Bøger
og Forhæng, Sværd og Palmer o.s.v. Indholdet af disse Mysterier er:
»Af Blod og Mørke vælder Forløsning ud«. Men Tempelherreordenen er kun
en Datterloge, Moderlogen »Dalen«, som vi i Værkets anden Del lære at
kjende, er i Besiddelse af alle de høiere Mysterier og den høiere Magt.
Dennes dybeste Mysterium er atter kun Forsagelsens og Opofrelsens rent
negative Idee. Skjulte Stemmer synge »i en sanglignende, hul Tone«: For
at give en Forestilling om, i hvilken Grad Mysterierne her exploiteres
til Opera- og Ballet-Decoration, vil jeg blot nævne, at i 5te Acts
12te Scene, der bestaaer af 64 Linier, kun de 6 indeholde Replik, de
øvrige Anvisninger til Decorateuren og Skuespillerne om »en med Roser
bedækket mægtig Gravhøi, ved hvis fire Hjørner de transparente Billeder
af en Engel, en Løve, en Tyr og en Ørn ere anbragte,« om Dragterne for
»Dalens« Ældste, af hvilke nogle ere af Guldmor, andre af Sølvmor, andre
ildfarvede, andre luftblaa, andre vandgraa, andre blodfarvede, iøvrigt
om de Røgelsekar, Harper, Klokker, Kroner og Tornekroner, Korsfaner og
colossale Isisstatuer, som spille en Rolle.

Tempelherreordenen er geraadet i Forfald. Moderlogen beslutter derfor at
tilintetgjøre den, og »Dalen« dømmer dens Stormester, den vidunderligt
ædle og heltemodige Jacob Molay til Flammedøden, skjøndt han er aldeles
uskyldig i Ordenens Decadence, ja med yderste Energi har bekjæmpet
den. Erkebiskoppen, der leder Inqvisitionen imod ham, er overbevist om
Anklagens Uretfærdighed, elsker og beundrer Ridderen, — men han maa
lyde høiere Instruxer. Molay selv staaer overfor Baalet saa rolig som
Paludan-Müllers Kalanus, han elsker Døden, han betragter Opbrændeisen
kun som en Lutring. Alle rundt om ham have Medlidenhed og anraabe ham
om at unddrage sig Baalet ved Flugt, men som Kalanus modstaaer han alle
Opfordringer. Erkebispens Følelser for ham deles af de Øvrige, saa han
staaer omgivet af en hel Flok af sentimentale Bødler, der stege ham med
Beundring og Høiagtelse. De ere blødagtige og grusomme Hængehoveder
som Werner selv. Det modbydeligt Rørende er udbredt over alle Stykkets
Personer. Saaledes siger Molays gamle Vaabenkammerat, da han ei kan faae
Lov til at befrie ham ved Retterstedet, (»gutmüthig«):

Men Molay døer, saa skyldfri han end er. Det er her som hos Kleist det
christelige Mysterium, der spiller ind med i Dramet, og Molay æres som
en anden Christus af selve dem, som brænde ham. Da han er død, foregaaer
i Stykket følgende Vidunder: »Solens Straaler forgylde Egnen. Over
Dalhulens Port vise sig under det oplyste Navn Jesus Navnene Johannes,
J. B. Molay og Andreas, ligeledes i Transparent.« Alle Korsbrødrene
synke i Knæ. »Lang høitidelig Pause, under hvilken man ud fra Hulens
Indre under Ledsagelse af Harper og Klokkeklang hører Dalens Gamle, dog
i dumpe uforstaaelige Toner, synge det tredobbelte Hellig! efter den
sædvanlige Kirkemelodi.«

Martyriet er Werners Specialitet. Drab med Køller, Kogning i store
Kjedler, alle Pinebænkens Lidelsesstadier, det er hans Omraade. Han
svælger i disse Kvaler ganske som Görres, hvis Vellyst man ligesom
fornemmer, naar han i Mystikens første Del taler om Martyriets Mystik.
»Her blive Slagtofrene lagte paa Pinebænken, spændte paa Hjul og alle
deres Lemmer med Skruer vredne ud af Led [...] medens Lictorerne svide
deres Sider med Fakler eller gjennemfure dem med Jernkløer. Kjeder blive
da tidt snørte om Livet paa dem for at knække deres Ribben, med spidse
Rør blive Ansigt og Øine gjennemtrukne; Munden knust med Næveslag,
medens Nagler gjennembore den neppe mere Aandendes Fødder, og glødende
Ertsstænger, lagte paa de bløde Steder, brænde sig dybt ind o. s. v.«
I Werners »Attila« bliver en ung Mand, som Attila elsker, anklaget for
Mened og tilstaaer sin Brøde. Attila omfavner ham under glødende Taarer
og lader ham saa rive i Stykker af Heste. Attila er overhovedet skildret
som den blødagtigste Sværmer. Den sønderrivende Sentimentalitet, den
sværmeriske Bestialitet er romantisk fashion. Overfor Attila staaer
Paven Leo, en Skikkelse, der ligeledes synes undsluppen fra Görres’
Mystik, særligt fra det Kapitel, der handler om den ekstatiske Svæven
i forskjellig Høide. Thi medens han i Dramet beder en Bøn, hæver han
sig bestandig mere i Veiret, til han tilsidst staaer svævende paa
Taaspidserne. Han sympathiserer iøvrigt med Attila og virker elektrisk
paa ham.

I Werners »Die Weihe der Kraft« er det den religiøse Indvielses, man
kunde sige Ordinationens Mysterium, som er behandlet. Stykket aabnes
betegnende med Hardenberg'ske Bjergmænds Op- og Nedstigning i et
Bjergværk. Luther er her snarere skildret som en katholsk Helgen, end
som den protestantiske Reformator. Catharine af Boras Figur er pustet
op til Helgeninde-Høiden. Begge ledsages gjennem Stykket af en Engel,
Luther af Drengen Theobald, der i Virkeligheden er Kunsten som Seraph,
Catharine af Pigen Therese, der er Troen som Cherub. Faa Aar efter at
Werner saaledes havde forherliget Reformationen, skiftede han Tro og
skrev et Digt, i hvilket han tilbagekaldte dette Drama i Udtryk som
disse:

I Werners sidste Tragoedie »Makkabæernes Moder« behandlede han et Stof,
der var som skabt til at give alle Martyrlegendernes Pinsler Rum,
og som tilbød en Overflod af legemlige Kvaler og hellige Ekstaser.
Makkabæerinden Salomes Sønner skulle spise af Zeus's Offerspiser
eller henrettes paa den forfærdeligste Maade. Det komiske Motiv, at
det betragtes som Livssag, om Børn smage paa nogen Mad eller ei, er
behandlet med den høiest spændte Pathos. Salome opfordrer i henrykte
Ekstaser sine Børn, et for et, til at lade sig spidde, flaae, brænde
o. s. v. Antiochus beundrer høiligt Salome, ja, denne sentimentale
Overbøddel kaster sig endog paa Knæ for hende med Ordene: Og Salome
er selv sentimental nok til at velsigne ham. (4de Act, 2den Scene).
Sønnen Benoni faaer, efter ligeledes at have velsignet sin Morder,
Hænder og Fødder afhuggede, og bliver derpaa kogt i Olie. Derpaa høres
to stærke Øxeslag: det er Abirs Fødder, som blive huggede af, Juda
bliver martret o. s. v. Antiochus, den barbariske Konge, og Werner,
den ligesaa barbariske Digter, lader Børnene blive radbrækkede Led for
Led og saa Lemmerne afrive. Han skaaner os ikke for et eneste Ledemod.
Under alt dette føler Moderen, som tvinges til at overvære Alt, kun
Martyrfrydens høieste Vellyst, og da Antiochus nu anden Gang i sin
vanvittige Sentimentalitet bøier sig for hende »dybt bevæget« med
Ordene: saa lægger hun den høire Haand paa hans Hoved og siger »meget
høitideligt«: Tilsidst aabner Baggrunden sig: Marterredskaberne, den
uhyre Kjedel med kogende Olie, i hvilken Benoni ligger, præsenteres;
hans Hustru stirrer med Hovedet over Kjedlens Rand ned i den. Ved Siden
deraf et brændende Baal. Salomes Aand aabenbarer sig over Flammerne og
slukker Ilden.

Man tænke sig, at der var en Tid, da dette syntes Poesi. Goethe tog sig
altid varmt af Werner og opførte Arbeider af ham paa Weimar Theater. Han
skriver 1808 om ham til Jacobi: »Det forekommer mig gamle Hedning ganske
underligt at see Korset plantet paa min egen Grund og høre Christi Blod
og Vunder tale poetisk, uden at det er mig rent imod. Det er vi dog
det Standpunkt skyldige, til hvilket Philosophien har hævet os selv.
Vi have lært at skatte det Ideelle, selv om det fremstiller sig i de
besynderligste Former.«

Jeg troer ikke, at Nogen nutildags vil være tilbøielig til saa mild og
tolerant en Dom. Jeg troer, at os Nulevende er dette rent imod. Thi vi
have seet, hvortil det førte. Vi have seet, at denne »christelige Poesi«
var medvirkende til den værste aandelige Reaction, den nyere Tid har
kjendt. Man legede saa længe med det lutrende Baal, til man begyndte
at forherlige det. Der er kun et Spand fra Werner til Görres, som med
Lidenskab forsvarer Djævleuddrivning og Hexeprocesser, og der er kun
en Haandsbred fra Görres til Joseph de Maistre, der udtrykker sig som
følger: »I mangt et velregjeret europæisk Land siger man om den, der
stikker Ild paa et beboet Hus og ved samme Leilighed selv indebrænder:
»Det har han vel fortjent«; troer man, at et Menneske, der har gjort sig
skyldig i forskjellige theoretiske og praktiske (ↄ: religiøse) Infamier,
har gjort sig mindre vel fortjent til at blive brændt? — Naar man
betænker, at Inquisitionens Tribunal sikkert kunde have forhindret den
franske Revolution, veed man ikke ret, om den Souveræn, der uden videre
berøvede sig selv et saadant Vaaben, ikke vilde tilføie Menneskeheden et
skjæbnesvangert Slag«.

Saavist som Ruge har Ret i den Sætning, at Romantik vil sige den
Christendom, der ikke lader sig opløse i Humanisme, saavist er Joseph de
Maistre en ægte Romantiker.

Romantikens hele Historie stadfæster den Definition, som Ruge i sin
Tid gav: En Romantiker er en Skribent, som med vor Dannelses Midler
træder fjendtligt op mod Oplysningens og Revolutionens Tidsalder, og som
forkaster og bekjæmper den rene Humanitets Princip paa Videnskabens,
Kunstens, Moralens og Politikens Omraader.

XIV.

Görres siger i sin Christelige Mystik (II. 39), at som nærmest sig
frembydende Kjendetegn paa et i det gjenfødte Liv til høiere Harmoni
klarificeret Legeme maa den Vellugt gjælde, med hvilken det dufter. »Som
nemlig hæslig Lugt er Udtryk for et sygeligt og til Misklang sønderrevet
organisk Liv, saaledes vil dettes indre Harmoni vise sig i den fra det
udgaaende Vellugt. Den Talemaade »im Geruche der Heiligkeit zu stehen«
er derfor ingenlunde en blot billedlig, den er afledet af Erfaringen,
efterat det utallige Gange har stadfæstet sig, at en Vellugt udgaaer fra
Saadanne, der føre et helligt Liv.« Og han anfører utallige historiske
Exempler.

Ifald Görres har Ret, hvad jeg ikke betvivler, da maa de Personligheder,
jeg til Slutning vil skildre, have lugtet ganske fortræffeligt; thi
det er Personligheder, i hvilke Kirken og Görres have Velbehagelighed.
Jeg vil, for at afslutte og afrunde Billedet af den romantiske Gruppe,
charakterisere Dem de Mænd, der førte dens Principer over i Livet og
i Politiken. Jeg vælger som Repræsentant for Tydsklands Politikere
af denne Retning den iblandt dem, der i alle Henseender synes mig at
være den interessanteste, Friedrich Gentz.Briefwechsel zwischen Gentz
u. A. Müller. — Dr. K. Mendelssohn-Bartholdy: Fr. v. Gentz. — Aus dem
Nachlasse Fr. v. Gentz I-II.

Den Formens absolute Ligegyldighed mod Indholdet, som Romantiken havde
proclameret i Poesien, blev af Gentz praktiseret i Politiken. Som Kleist
er den tydske Mérimée, er Gentz den tydske Talleyrand. Som moden Mand
havde han kunnet sætte under sit Billede, hvad Metternich satte under
sit: Kun ingen Pathos! Han er den haandgribelige Personification af
den romantisk­ironiske Genialitet, »Lucindes« incarnerede Aand. Typisk
bliver han først efter sit 40de Aar, da paa de napoleontiske Kriges
og Omvæltningers Tid Diplomatiets Virksomhed fulgte, og da Løsenet
blev Reaction, det vil sige Ro, Ro for enhver Pris, Slukning af alle
Europas Ildebrande, Hvile, dyb Hvile for alle Europas Trætte og Syge
og Reconvalescenter, og da al Bestræbelse derfor som i en Sygestue
gik ud paa at bringe Urostiftere af Veien og saa lydløst som muligt
forhindre Larm og Spektakel. »Gentz forstod, siger Gotschall, at give
den officielle Publicistik hin usigelige Fernis, hin classiske Glathed,
hin olympiske Høihed, der urørt af de Dødeliges Skjæbner ikke lod
nogen Draabe Nektar og Ambrosia gaae tilspilde af Gudeskaalen, om saa
end Blodet flød i Strømme i de lavere Regioner. Denne fornemme Gliden
hen over de smaa Anstød, ved hvilke Nationer splittedes og knustes,
gav Datidens absolutistiske Congrespolitik et blidt gratiøst Udtryk.
Man hørte kun Pustet, ikke Knaldet; det var den lydløse Myrden med
en Vindbøsse.« Man repræsenterede udadtil Legitimitetens Princip. I
Virkeligheden var det Løgn og Hykleri; i Virkeligheden var man yderst
lidet legitim, naar Ens Interesser bød En det Modsatte. I saa Tilfælde
gik det ganske til efter Goethes Ord: »Ingen er mere legitim end den,
som kan hævde sig.« Den Sag, man forfægtede, var da ikke den gode. Men
selv en slet Sags Forsvarer faaer Interesse, ifald han besidder et
fremragende Talent. Og Gentz er lutter Talent. Med Rette siger Varnhagen
om ham: »Aldrig er det tydske Skolestøv blevet hvirvlet iveiret med
større Glands, aldrig har den pedantiske Kraft slaaet ud i yppigere
Fylde.«

Fr. v. Gentz blev født i Breslau 1764 af borgerlige Forældre, og naar
han senere hen svang sig op til de høieste Stillinger og levede i de
høieste Samfundskredse, saa skyldte han ikke sin Fødsel Noget, men
sin Dygtighed Alt. Han studerede i Kønigsberg, lagde sig med stor
Alvor efter Kants Philosophi og stod, dengang endnu en sværmerisk
Yngling, i et inderligt og platonisk Forhold til en ung ulykkelig Kone
Elisabeth Graun. 1786 kommer han til Berlin, faaer en Ansættelse først
som Geheimesecretair, saa som Krigsraad, og her gifter han sig af
ydre Hensyn med Datteren af en Finantsraad. I Berlin styrtede han sig
ind i en endeløs Kække af tøilesløse Udsvævelser og deltog i alle de
jammerlige Glæder, som dyrkedes ved Hoffet, hvor en modbydelig Blanding
af enerverede Syndere og fromladne Bedesøstre omgave den gamle Konge
Friedrich Wilhelm II.

Under dette Levnet overrumplede den franske Revolution ham. Dens
første Virkning var at tænde en ungdommelig Begeistring i hans Sjæl.
»Hvis denne Revolution skulde strande, skriver han, vilde jeg holde
det for et af de haardeste Ulykkestilfælde, der nogensinde have
ramt Menneskeslægten. Den er Philosophiens praktiske Triumph, det
første Exempel paa en Regjeringsform, der grundes paa Principer og
et sammenhængende System. Den er Haabet og Trøsten overfor saa mange
gamle Onder, under hvilke Menneskeheden sukker. Skulde denne Revolution
mislykkes, vilde alle disse Onder blive endnu mere ulægelige. Jeg
forestiller mig saa levende, hvorledes allevegne Fortvivlelsens Taushed
til Trods for Fornuften vilde tilstaae, at Menneskene kun kunne være
lykkelige som Slaver, og hvorledes alle store og smaa Tyranner vilde
benytte sig af denne frygtelige Tilstaaelse til at hævne sig for den
Skræk, som den franske Nations Opvaagnen har indjaget dem.«

Men snart bragte de Rædsler, den franske Revolution førte med sig,
ham til ganske at skifte Standpunkt. Han blev pludseligt den ivrigste
Forfægter af den gamle Tid. Kampen imod den offentlige Menings Overmagt,
»mod Daarskaben, der gaaer i Horder«, blev hans Livsopgave. Han er ikke
istand til, i den franske Revolution at see det nødvendige Resultat af
Aarhundreders Uret og Gljæring, han indbilder sig, at det er Overmaalet
af kold Forstandscultur, af Oplysning, der er Aarsag til Anarchiet.
Dette er et sandt romantisk Træk. »Menneskerettighederne«, som han i
sin første Afhandling: »Om Rettens Oprindelse og øverste Principer« saa
varmt havde forfægtet, synes ham nu kun som »elementære Forstudier« at
kunne være af Betydning for Statsmanden. Disse Rettigheders Theori var
ham, med Hensyn til Statskunsten, kun hvad Skytsets mathematiske Theori
er for Bombekastningen. Langsomt uddannes nu den egentlige reactionære
Anskuelse hos ham, som er den, at ikke Folket, men Regjeringen er
Hovedfactoren i Statslivet. Folkets Medvirkning under Lovgivningen
betragtes af ham som en blot Form, og Friheden skrumper ind til en
frisk, glad Lydighed. Under Omgang med Wilh. v. Humboldt, og under
Indtryk af Tidens æsthetiske Ideer om harmonisk Privatliv og Statsliv,
mildnes dog atter denne Ophidselse, og nu bliver den engelske Forfatning
Gentz's Ideal. Da Fr. Wilhelm III. bestiger Thronen, lader Gentz
sig endog henrive til at indlevere et Sendebrev til Majestæten, i
hvilket han med varme Ord opfordrer ham til at tilstede Pressefrihed —
Pressefrihed, som han selv ikke mange Aar efter betegner som Ophavet til
alt Ondt. Den loyale Goethe var høist forbauset over dette Forsøg paa
ligesom at ville »aftrodse« sin Souveræn Noget, og da Kongen ignorerede
Brevet, lod Gentz det hurtigt falde, og sørgede kun for at bringe det
i Forglemmelse. Fra nu af er det, at han bliver betalt af den engelske
Regjering; han sælger sig just ei, men han bliver regelmæssigt og
rundeligt betalt, belønnet for sin politiske Virksomhed i Englands
Interesse. Og han behøvede Penge. Haand i Haand med høit Spil, stadigt
forviltret Samliv med Skuespillerinder og Dandserinder, uophørlig
Nattesvir komme Anfald af Sentimentalitet og, som han skriver, »ein
halbes, zwar artiges, doch wüstes Leben« med hans egen Kone. April
1801 noterer han i sin Dagbog: »dyb Rørelse over en Hunds Død«. Under
en Reise til Weimar, hvor han træffer alle Tidens poetiske Storheder,
lærer han Digterinden Amalie v. Imhof at kjende, fatter en lidenskabelig
Kjærlighed til hende, og samtidigt de bedste Forsætter om at forbedre
sit Levnet. Men neppe hjemkommen til Berlin, skriver han: »Effekt af
Forsætterne i Weimar. 23. December tabte jeg Alt, hvad jeg havde, i
Hazardspil.« Han skriver endnu nogen Tid Breve paa 6 til 8 Ark til
Amalie v. Imhof, saa bliver han rasende forelsket i Skuespillerinden
Christel Eigensatz og glemmer Alt derover: »Maintenant, c'est le délire
complet«, hedder det i Dagbogen. Midt under alt dette forlader hans
Kone ham og ansøger om Skilsmisse. Gentz søger samme Aften at glemme
denne Gjenvordighed ved Trente et quarante. Da et længere Ophold i
Berlin imidlertid af mange Grunde nu er bleven ham pinligt, ja umuligt,
modtager han et Tilbud om Ansættelse i Østerrig og gaaer til Wien. Her
er det, at han lidt efter lidt overgiver sin hele Selvstændighed i
Metternichs Hænder.

Men før den Tid falder Gentz's store og geniale Periode. Den Sløvhed,
hvormed man i Wien fandt sig i det franske Supremati, i Nederlag og
Ydmygelser uden Tal og Maal, kaldte Alt, hvad der var i Gentz af
Genialt og Levende, af Slagfærdigt og Præsent, i Vaaben. Det brændende
Had mod Napoleon, som besjælede ham, og som frembragte hans aandelige
Livsgjerning, gjør ham under Ulykkerne og den almindelige Nedslaaethed
en kort Tid til det tydske Folks Demosthenes, kun at hans Lidenskab
alene gjaldt Uafhængighed, ikke Frihed. I Napoleon syntes den hele
Revolution ham concentreret. Han vilde end ikke vige tilbage for
et Middel som Snigmord imod ham. Af al Magt, rastløst arbeider han
paa en Alliance mellem de tydske Magter og paa en Reisning af det
tydske Folk. Dog efter sin Natur henvender han sig ei saameget til
Folket, som til de faa Udvalgte, i hvem han seer Folkets Skjæbne.
Hans Fortale til de politiske Fragmenter, hans Proclamationer og
Krigsmanifester, ere skrevne med kraftig Lidenskab, i en flydende,
pompøs, men mandig Stil, hvis rhetoriske Sving er bredt, men aldrig
smagløst. Selv Slagene ved Ulm og Austerlitz knuste ham ikke. Men
med dyb Sorg iagttager han i Preussen før Slaget ved Jena det hele
preussiske Væsens Elendighed. Medens Johannes v. Müller og Andre,
paa hvem han havde stolet, lade sig smigre og vinde af Napoleon og
falde fra, bliver han alene ubøielig og fast, og taler i det berømte
Brev til Müller med blodigt revsende Haan om dem, »hvis Liv er en
uophørlig Capitulation.« Men da i Aarene 1809 og 1810 Ævret var opgivet
i Østerrig, og som det almindeligt gaaer i Landene, Letsindigheden og
Nydelsessygen steg til sit Høieste med Nederlagene og Ulykken, var ogsaa
Gentz saa dybt nede i de bedøvende Nydelsers Hvirvel, at hans ødelagte
Formuesomstændigheder lode ham see Forbindelsen med Metternich som den
eneste frelsende Planke i Skibbrudet. Indflydelsen fra den Mand, som
Talleyrand kaldte »Ugepolitikeren«, fordi hans Synskreds ei rakte videre
end en Uge frem, og hvem en anseet Russer har kaldt »lakeret Støv«, var
ikke til Baade for en Charakter som Gentz’s. Fra nu af begynde i hans
Breve Klagerne at lyde over »en sjælelig Slaphed, Modløshed, Tomhed,
Indifferens«, som han før hverken kjendte eller anede, og som han
træffende betegner som »en Art aandelig Tæring.« Nu er det, han benævner
sig selv »helvedes blaseret«. »Tro mig, jeg er helvedes blaseret, jeg
har seet og nydt saameget af Verden, at man med Illusioner og Skuepenge
ikke mere udretter Noget hos mig.« »Jeg er ikke mere henrykt over Noget,
tvertimod kold, blaseret, haanlig, gjennemtrængt mere end tilladeligt
af Overbevisningen om alle Andres Taabelighed og min egen — ikke Visdom
— men Klarsynethed, og inderligt saa at sige djævelsk glad ved, at de
store Sager tilsidst tage saadan en latterlig Ende.« Saa slap er han
bleven, at den endelige Afgjørelse af Napoleons Skjæbne, som han tilforn
saa heftigt havde ønsket, lader ham i den Grad kold. »Jeg er bleven
uendeligt gammel og slet«, tilstaaer han, som tidligere anført, selv med
den elskværdige Friedrich-Schlegelske Frækhed, der aldrig forlod ham.
Paa denne Tid er det, at Dødsangsten begynder at blive permanent hos
ham, og fra nu af noterer han stadigt i sin Dagbog, om den paa et vist
Tidspunkt er i Tiltagende eller Aftagende. Alle et nervøst Fruentimmers
Svagheder have sat sig Vidnesbyrd i hans Breve. I denne Henseende er
især Brevvexlingen mellem ham og Adam Müller latterlig. De ere begge
lige bange for Torden, og Frygten for Uveir trækker sig igjennem alle
Brevene. Ja, undertiden er selv Virkningen af et Brev ham for stærk. Han
skriver til Mülller: »Deres Breve knuse (zerschmettern) mine blødagtige
Følenerver.« Dødsangsten var nærmere Frygt for at blive myrdet. Da
Kotzebue var falden for Sands Dolk, naaede denne Frygt for at blive et
Offer for den liberale Ungdoms Had sin Høide. Synet af en blank Kniv
kunde, som han selv tilstaaer i sine Breve, bringe ham til at falde i
Afmagt. Han skriver til Rahel 1814: »Nu er Gudskelov Alt ude i Paris.
Jeg er Gudskelov meget rask. Jeg er vexelvis i Baden og Wien, spiser til
Frokost vexelvis Briocher med fortræffeligt Smør og andre guddommelige
Kager, har erhvervet mig Møbler, over hvilke mit Hjerte hopper i Livet,
og frygter langt mindre for Døden.«

Han seer paa denne Tid hen til Görres, som til den Eneste, der endnu
forstaaer at skrive, og er selv ude af Stand til enhver Art Production.
Paa samme Tid staaer han socialt paa et saadant Høidepunkt, at han kan
negte sig hjemme for Souveræner. I hans Dagbog for 31te October 1814
staaer: Refusé le prince royal de Bavière, le roi de Danemark etc. Han
træffer sammen med Talleyrand og henrives til den høieste Beundring;
for at give denne Beundring en praktisk Retning, overrækker den kloge
franske Diplomat ham en Gave af 24,000 Gylden fra Kongen af Frankrig.
I Slutningen af 1814 skriver han i sin Dagbog: »Skuet af de offentlige
Anliggender er sørgeligt. [...] Da jeg imidlertid ikke har Noget at
bebreide mig, saa tjener det nøie Kjendskab til alt dette smaalige,
Verden regjerende Væsens beklagelige Gang langtfra at bedrøve mig, mig
kun til Amusement, og jeg nyder dette Skuespil, som gav man det for
min Privatfornøielse.« Taler Gentz ikke her som Jean Pauls Roquairol?
Livstræt, som han er, er enhver Rolighedsforstyrrelse ham absolut imod.
At opretholde det Bestaaende for enhver Pris, bliver hans Opgave. I 1815
betænker han sig end ikke paa at forsvare Pariserfredens Fortræffelighed
overfor Görres. Han var for klog og kold, for stor en Hader af Phrasen
til ikke at lade sin blodige Spot gaae ud over Burschenschafterne,
den gammeltydske Dragt og Declamationerne om Teutoburgerwald og det
velske Tant, men Sands Attentat blev grebet som Paaskud til at forbyde
de patriotiske Foreninger, da man sporede Mordanslag og Forbrydelse
overalt. Gentz fik Universiteterne stillede under Curatel og Pressen
kneblet. Han skriver nu om Pressefriheden: »Det bliver ved min Sætning:
til Værn mod Pressens Misbrug bør i et vist Antal Aar slet Intet
trykkes. Denne Sætning som Regel, med yderst faa Undtagelser, som en
Domstol af anerkjendt Capacitet har at fastsætte, vil i kort Tid føre os
tilbage til Gud og Sandheden.«

Da den græske Frihedskrig udbryder, sees det, at han trods sin
reactionære Iver dog er altfor forstandig til, som Adam Müller og de
Øvrige, for fuldt Alvor at troe paa Legimitetsprincipet og Kongemagten
af Guds Naade som aabenbarede Sandheder. I 1818 havde han skrevet til
Müller: »De er det eneste Menneske i Tydskland, om hvem jeg siger, at
han skriver guddommeligt, saa ofte han vil, og af al Frækhed i vore Dage
er der ingen, der forbauser og opbringer mig mere end den at ville maale
sig med Dem [...] Deres System er et sluttet Hele. At ville angribe det
fra nogensomhelst Side vilde være frugtesløst. Man kan kun være helt i
det eller helt udenfor det. Kan De bevise os, gjøre os begribeligt, at
al sund Videnskab, Indsigt i Naturen, Lovgivning og Samfundsforfatning,
ja endog Historie (som De etsteds paastaaer) er Værk af en guddommelig
Aabenbaring og kun kan udgaae fra en saadan, saa har De (hvad mig
angaaer idetmindste) vundet Alt; saalænge dette ikke lykkes Dem, staae
vi fjernt, beundre Dem, elske Dem ogsaa — men ere ved en uoverstigelig
Kløft skilte fra Dem«. Man maa vide, at Adam Müller endog af den
hellige Trefoldighed beviste, at ethvert paa et enkelt Princip hvilende
nationaløkonomisk System maatte være falsk. Han beviser saaledes
Nødvendigheden af »die Dreifelderwirthschaft«. Nu, da Grækenland reiser
sig, ytrer Gentz, at Legitimitetsprincipet, som opstaaet i Tiden, ogsaa
maa modificeres i Tiden, og udbryder i disse mærkværdige Ord: »Jeg var
mig stedse bevidst, at trods mine Fuldmagtgiveres Majestæt og Styrke
og trods de enkelte Seire, vi tilfægtede os, Tidsaanden dog tilsidst
vilde blive mægtigere end vi, at Pressen, saameget jeg foragter dens
Udskeielser, ikke vilde miste sin frygtelige Overlegenhed over al vor
Visdom, og at Diplomaternes Kunst saa lidet som Vold vilde kunne holde
Verdenshjulet tilbage.«

I sit 65 Aar fornam saa den opslidte, gigtsvage, lidende Olding et
dobbelt Sværmeri, der stod i den barokkeste Modsætning til hans Alder og
Aandsretning. Ynglingen dukkede op i ham igjen. Den ene Gjenstand for
hans Beundring var den da 19-aarige Dandserinde Fanny Elsler, for hvem
hans Begeistring og Lidenskab ingen Grændse kjender. I hans Breve hedder
det: »Jeg har ene og alene vundet hende ved min Elskovs Tryllekraft. Da
hun lærte mig at kjende, troede hun endnu ikke, at der gaves en saadan
Kjærlighed [...] Tænk Dem den Salighed, der ligger i en daglig helt
uforstyrret Omgang med en Person, hos hvem Alt henrykker mig, et Væsen,
der ei har nødig »som Venus at stige op af Havet«, i hvis Øie, hvis
Hænder, hvis enkelte Yndigheder jeg Timer igjennem kan fordybe mig, hvis
Stemme fortryller mig, og med hvem jeg fører uendelige Samtaler som med
den lærvilligste Elev — jeg opdrager hende med faderlig Omhu — en Elev,
der paa een Gang er min Elskede og mit Barn.«

Det andet Sværmeri, der overrumplede ham var det for Heines da lige
udkomne »Buch der Lieder«. Han kan længe nok kalde den forvovne Poet
»en forrykt Eventyrer«. Den gamle Reactionære kunde ikke modstaae
Trylleriet. »Dagligt, skriver han, vederkvæger jeg mig ved »Buch der
Lieder«. Med Prokesch bader jeg mig hele Timer i disse melancholske
Vande. Selv de Digte, der streife nær hen til virkelig Gudsbespottelse,
læser jeg ikke uden den dybeste Bevægelse og anklager mig ofte selv
for, at jeg saa ofte og gjerne læser dem.« Hans modtagelige Natur
kunde her ikke modstaae. Rigtigt har han betegnet sig selv som Kvinde.
Med en Vending, der erindrer om det hermaphroditiske Træk i Lucinde,
skriver han til Rahel: »Veed De, kjære, hvorfor vort Forhold er blevet
saa stort og fuldkomment. De er et uendeligt producerende, jeg et
uendeligt modtagende Væsen; De er en stor Mand og jeg den første
af alle Kvinder, som har levet.« Han var nu paa det Punkt, at han
blev forfærdet over et kraftigt Haandtryk; ja Synet af et krigerisk
Overskjæg kunde skræmme ham. Besøg af uskyldige Reisende indjog ham
Angst, fordi han saae forklædte Mordere i dem. I det sidste Aar blev
hans Holdning bøiet, hans Gang snigende og usikker. De klare og kloge
Øine, for hvilke han som Yngling var bekjendt, vare nu som tilslørede
og Blikket sky. I Selskab søgte han at give sig Contenance bag et Par
store sorte Briller. Da Fanny Elsler en Dag ved en Fest bragte ham et
Glas skummende Champagne, kredentsede hun ham det med det drillende Ord:
»Krukken gaaer saa længe tilvands, til den kommer hankeløs hjem.« Gentz
svarte: «Naa, mig og Metternich holder det vel ud.» I disse Ord ligger
Standpunktets Charakter og Dom. I religiøs Henseende var Gentz yderst
vaklende, snart lod han sig forlyde med, at Religionen kun var ham et
politisk Anliggende, snart gjorde han, der dog ikke udvortes gik over
til Katholicismen, denne paa romantisk Vis de yderste Indrømmelser. Ikke
blot at han ligger i Støvet for den katholske Mystiker Adam Müller, der
bogstaveligt betragter Napoleon som en Incarnation af Djævelen og f.
Ex. i et Brev til Gentz af Juli 1806 taler om, at det »for den Christne
gjælder om at overvinde den Bonaparte, vi have i os«, men vi læse f. Ex.
i hans Ansøgning til Keiseren af Østerrig om Ansættelse denne Motivering
af hans Udvandring fra Preussen: »endelig for ei at fortie Noget min
længe nærede Uvillie imod Protestantismen, i hvis oprindelige Charakter
og fremskridende ondartede Tendents jeg efter mangfoldig anstrengende
Prøvelse troer at have opdaget Roden til al vore Dages Fordærvelse og en
af Hovedkilderne til Europas Forfald.«

I politisk Henseende betegner han med skarp Bevidsthed den klare
Reaction, og han skyer ikke som andre hykleriske Reactionære Ordet. I et
Brev fra Verona 1822 fortæller han, at han ved en Diner hos Metternich
første Gang har seet Chateaubriand, der er yderst elskværdig og
smigrende imod ham: »Han sagde blandt Andet, at det var et mærkværdigt
Phænomen, som umuligt vilde undgaae Historiens Opmærksomhed, at for
fire, fem Aar siden en Haandfuld Mennesker — de lode sig tælle paa
Fingrene — havde hævet sig i Europa for at bekjæmpe Revolutionen, og
at det var lykkedes disse den Dag idag med Cabinetter og Armeer at
drage i Felten mod den fælles Fjende. Som den dristige Reactions Epoche
betegnede han i Frankrig Stiftelsen af le Conservateur, i Tydskland
Congressen i Carlsbad. Han seer med sangvinsk Mod ud i Fremtiden og
betragter det gode Partis Seir som vis. Al sand Kraft og alle sande
Talenter vare paa vor Side, concentreret i omtrent ti eller tolv
Hoveder. Intet vilde være os farligere end at anslaae de Revolutionæres
Angreb høit eller endog blot at frygte dem; de vare med al deres Larm
elendige Vrøvlere, og jeg kunde neppe forestille mig, hvor dybt saadanne
Folk som Benjamin Constant, Guizot, Royer-Collard nutildags vare sunkne
i den offentlige Mening, selv som Skribenter. Dette og Mere sagde han
iøvrigt uden Liv, med stor Kulde og Ro.«

Gentz anede, da han skrev dette, ikke, hvilken Overraskelse der
snart skulde være ham forbeholdt af denne Mand. To Aar efter
indtraf den Begivenhed, der betegner Vendepunktet i Aarhundredets
Litteraturhistorie, Grændseskjellet mellem Vandene, Chateaubriands
Udstødelse af Ministeriet og Overgang til den liberale Opposition,
hvis Fører han bliver. Det er denne Begivenhed, som tilligemed Byrons
samtidigt indtrædende Død kalder Liberalismen i Vaaben den hele
civiliserede Verden over.

Gentz kan ikke beherske sin Harme. Han skriver efter Chateaubriands
Artikel i Journal des Débats om Censurens Ophævelse til en Ven: »Jeg
underskriver ethvert Ord, som De siger om Chateaubriand. Ogsaa mig har i
lang Tid Intet rystet og oprørt saaledes, som denne virkeligt ryggesløse
Artikel. Det er et Værk af et Menneske, der, da det ikke vil lykkes
ham at forstyrre sine Fjender i deres Rolighed med Trommer og Piber,
endelig griber Faklen og stikker Taget over deres Hoveder i Brand. Da
man i Frankrig i dette Øieblik vover Alt, hvad man har Lyst til, saa
ligger der intet Uforklarligt i denne Beslutning; thi hvo der strax ved
det første Skridt paa Veien til en hævnsyg Opposition i den Grad kunde
krænke Pligt, Ære og Velanstændighed, som dette Utyske (Unhold) gjør paa
Trediedagen efter sin Afskedigelse, han maatte tilsidst, naar Følelsen
af hans Afmagt stedse mere og mere irriterede ham, gaae saa vidt som
han uden Fare for at blive indespærret (og hvor er den i hans Land!)
[desværre!] blot kunde vove.«

Men Gentz’s Vrede standsede ikke Begivenhedernes Gang, og snart laa den
Reaction, han repræsenterer, i sine sidste Krampetrækninger.

Et af Gentz's Breve fra 1820 lyder saaledes: »Hvad er Duller, hvad er La
Mennais, hvad ere (med Undtagelse af Bonald) alle vor Tids Skribenter
i Sammenligning med Maistre! Bogen »Om Paven« er efter min Følelse
den mest ophøiede og vigtige, der er udkommet i det sidste halve
Aarhundrede. De har ikke læst den, hvor kunde De ellers lade være at
tale om den! Følg De mit Raad, læs den ikke à bâtons rompus, ikke under
den Larm og de Adspredelser, hvoraf De stedse er omringet, men gjem
denne Lecture til et Tidspunkt, hvor De har stadig Ro og kan concentrere
Deres Tanker. Deres saakaldte Venner kjende den sikkert, men sige intet
Ord derom. Saadan Føde er alle disse lunkne, kritiske Sjæle for stærk.
Mig har den kostet mere end een søvnløs Nat; men hvilken Nydelse har jeg
ikke kjøbt derfor! Saa meget Dybsind i Forening med en saa forbausende
Lærdom, med et politisk Blik, som ingen Montesquieu nogensinde har havt
det, med en Burke's Veltalenhed, en undertiden til høi Poesi grændsende
Begeistring, dertil endnu alle verdslige Talenter, en Behændighed, en
Finhed, en Skaansel mod Personerne, imedens man træder deres Lærdomme og
Meninger i Støvet, en uhyre Verdenskundskab — og alt det for saadanne
Resultater, for en saadan Sag! Nei, nu troer jeg fuldt og fast, at
Kirken aldrig vil gaae under. Naar ogsaa blot een Dag hvert Aarhundrede
en saadan Stjerne lyser, saa maa den ikke alene bestaae, men seire.
Bogen har nogle svage Sider! jeg siger det, for at min Beundring ikke
skal synes blind; men de tabe sig som Pletter i Solen. Andre maa vel
før Maistre have følt, hvad Paven er, men sagt det har ingen Skribent
som han. Denne overordentlige Bog, af hvilken vor Tids elendige Slægt
neppe mere tager Notits, er Frugten af et halvt Liv. Forfatteren, en nu
mere end 70aarig Mand, har aabenbart arbeidet 20 Aar paa den. Man burde
opreise ham et Mindesmærke i en af de store Kirker i Rom. Alle Konger
skulde trænge sig hen til ham; og dog har han kun med Nød og Neppe,
efterat han havde sat sin hele Formue til, erholdt Titel af Minister
og saa Meget, at han kan leve meget indskrænket i Turin. Aldrig har et
Menneske havt større Ret end han til at sige til sine Børn:« » Hvilken
Mand! og hvor faa af de Samtidige vide endog blot, at han lever!«

Her er det Punkt, hvor den tydske Reaction peger over i den franske. For
at antyde mit Arbeides Retning og vise, hvilken Kurs vi holde, vil jeg
endnu flygtigt tegne Dem dette Hoved, det mest energiske i den franske
Reactionstid. Grev Joseph de MaistreJoseph de Maistre: Considérations
sur la France. — Soirées de Saint-Pétersbourg I-II. — Lettres et
opuscules I-II. — Du Pape. — Lettres sur l’inquisition espagnole.
Sainte-Beuve: Causeries du lundi Tome IV. blev født i Aaret 1754 i
Chambéry i Savoien i en Familie, som tilhørte den høie Embedsstand, og
i hvilken en streng og religiøs Aand var herskende. De Maistre opdroges
i saa absolut en Lydighed, at han endnu ved Universitetet i Turin
aldrig tillod sig at læse en Bog, uden at have skrevet til sin Fader
for at spørge om Tilladelse. Han fordybede sig fra Barndommen af i de
alvorligste Studier, og kunde syv Sprog, hvad der er en Sjeldenhed hos
en Franskfødt. 32 Aar gammel blev han gift og var den fortræffeligste
Familiefader. Da bankede den franske Revolution paa hans Dør, Savoyen
blev indlemmet i Frankrig, og han forlod sit Hjem for at blive sin Konge
tro. Han opholdt sig nu nogle Aar i Schweiz og omgikkes nogen Tid Madame
de Staël, der beundrede hans Geni, og hvem han bedømmer saaledes: »Jeg
kjender intet mere forrykt Hoved; det er den ufeilbarlige Virkning,
som den moderne Philosophi har paa enhver Kvinde; men hendes Hjerte
er paa ingen Maade slet: i denne Henseende gjør man hende Uret. Hun
er forbausende aandrig, især naar hun ikke stræber at være det. Da vi
hverken i Theologi eller i Politik just ere af samme Skole, have vi i
Schweiz givet Scener, man kunde døe af Latter over, dog uden nogensinde
at blive Uvenner.«

Det afgjørende Træk i De Maistres politiske Grundanskuelse er, at
han virkeligt og bogstaveligt troede paa Forsynets Regimente paa
Jorden. Thi vel træffer man ofte nok Mennesker, der sige, at de troe
derpaa, men det er sjeldnere, at man træffer nogle, der i alle deres
Handlinger eller alle deres Domme bære sig ad, som om de troede paa
Forsynet. For ret at faae Indtryk af denne hans Tro, bør man læse hans
»Considérations sur la France«, der udkom 1797, dette mærkværdige
Skrift, i hvilket han forudsiger Restaurationen endog i Enkeltheder. En
af hans Yndlingssætninger var: »Verden er fuld af retfærdige Straffe
og Dødsdomme, hvis Udøvere ere meget skyldige«. Han var af Naturen
ikke Handlingens men Betragtningens Mand, og som handlende og i sine
Principer for Handling ikke uden Moderation. Han siger f. Ex., at hvis
han var Minister for en Nation, der ikke vilde vide af Jesuiterne, vilde
han ikke raade til deres Tilbagekaldelse, men definerer saa rigtignok
Nationen som Foreningen af Souverænen og hans Aristokrati — en ikke
synderligt demokratisk Definition.

Kongen af Sardinien, som var bleven nødt til at tye ud paa sin Klippeø
og trængtes fra alle Sider, sendte i 1802 De Maistre som sin Gesandt
til St. Petersborg, og der blev han 14 Aar, smerteligt adskilt fra
sin Familie, lidende under alle de Begivenheder, som opfyldte Europa,
følende Stødet af enhver af Napoleons Seire, forladt, saa fattig at
han ikke engang havde en Pelts om Vinteren. Dog kalder han ikke, som
de tydske Reactionære, Bonaparte for en Djævel. Han skriver »Bonaparte
kalder sig Guds Udsending. Intet er mere sandt. Bonaparte kommer directe
fra Himlen, — som Lynet«. Ja han bestræber sig endog af Kjærlighed til
sit Land for, hvormeget det end koster ham, at opnaae en Samtale med
Keiseren og tale Sardiniens Sag. Det mislykkes, dog tager Napoleon, som
anerkjendte Geniet i alle Leire, ham ingenlunde hans Dristighed ilde op;
det gjør derimod hans eget Hof. Man er meget fornærmet, og lader ham
vide, at Cabinettet er blevet forbauset over det Skridt, han har gjort.
Med stolt Ironi svarer han: »Cabinettet er blevet forbauset! Saa er Alt
tabt. Forgjæves styrter Verden sammen, Gud bevare os for en uforudseet
Idee! Og det er det, som endnu mere levende overbeviser mig om, at jeg
ikke er Eders Mand; thi jeg kan love Eder at besørge hans Majestæts
Anliggender saa godt som en Anden, men jeg kan ikke love Eder, aldrig at
forbause Eder. Det er en Mangel i min Charakter, som jeg ikke kan raade
Bod paa«. Han sandede, hvad han etsteds har sagt, at det at stole paa
Standhaftigheden af et Hofs Velvillie, »bogstaveligt er det Samme som
at lægge sig paa en Møllevinge for at sove trygt«. Imidlertid nagede
mange Sorger Faderhjertet. Hans yngste lille Pige var ham helt fremmed.
I hans Breve forekommer om hende det rørende Ord, at naar han om Natten
overanstrengt af Arbeide ligger vaagen paa sit Leie, troer han »at høre
det græde i Turin«. Hans Søn deltager i Krigen mod Napoleon. »Ingen
veed, siger han, hvad Krig vil sige, naar han ikke har en Søn, som er
med«, »jeg stræber, saa godt jeg kan, at afbryde de Drømme om afhuggede
Arme og knuste Hoveder, som uophørligt pine mig; saa spiser jeg til
Aften som en Yngling, sover som et Barn og vaagner som en Mand, det vil
sige tidligt«.

Man seer, at denne Lovpriser af Baal og Bøddel havde et godt
menneskekjærligt Hjerte. Han mangler i sine private Udtalelser hverken
Humor eller Godlidenhed. Han havde, som Sainte-Beuve beundringsværdigt
har sagt om ham, »intet Andet af Forfatteren end Talentet«.

Elskværdigst viser han sig maaske i Brevene til sin DatterLettres et
opuscules I. 145.: »Du spørger mig, mit kjære Barn, hvoraf det kommer,
at Kvinderne ere fordømte til Middelmaadighed. Det ere de ingenlunde.
De kunne endogsaa blive ophøiede, men paa kvindelig Maade. Ethvert
Væsen bør holde sig paa sin Plads og ikke efterstræbe andre Fortrin end
dem, der tilhøre det. Jeg har her en Hund ved Navn Biribi, som er vor
Glæde: hvis den en Dag fik Lyst til at lade sig sadle og tøile for at
bære mig ud paa Landet, saa vilde jeg være ligesaa lidt fornøiet med
den, som med Din Broders engelske Hest, hvis den fik Lyst til at hoppe
op paa mine Knæ eller drikke Caffe med mig. Visse Kvinders Vildfarelse
bestaaer i at indbilde sig, at de for at være distinguerede maa være
det som Mænd. Hvis en smuk Dame for tyve Aar siden havde spurgt mig:
Troer De ikke, at en Dame kan være en stor General ligesaagodt som en
Mand, saa vilde jeg ikke have undladt at svare: Ganske vist Frue; hvis
De commanderede en Armee, vilde Fjenden kaste sig paa Knæ for Dem,
ligesom jeg gjør, og De vilde drage ind i den fjendtlige Hovedstad med
Trommer og klingende Spil. Hvis hun havde sagt til mig: Hvad forhindrer
mig fra at kunne ligesaa megen Astronomi som Newton? vilde jeg ligesaa
oprigtigt have svaret: Intetsomhelst, min guddommelige Skjønhed. Tag
Kikkerten, og Stjernerne ville ansee det for en stor Ære at blive
lorgneterede af deres smukke Øine og skynde sig med at sige Dem alle
deres Hemmeligheder. Se, saaledes taler man til Kvinderne baade i Vers
og i Prosa. Men den er brav dum, som tager det for gode Varer.« Han
viser nu, at Kvindens Kald er at føde og opdrage Mænd og fortsætter:
»Forresten, mit kjære Barn, bør man ikke overdrive Noget. Jeg troer,
at Kvinderne i Almindelighed ikke bør lægge sig efter Kundskaber, som
stride mod deres Pligter, men jeg er meget langt fra at troe, at de bør
være fuldkomment uvidende. Jeg vil ikke have, de skulle troe, at Peking
ligger i Frankrig, eller at Alexander den Store friede til en Datter
af Ludvig den 14de.« Og i et følgende Brev: »Jeg seer, Du er bleven
noget vred over mine impertinente Udfald mod de lærde Kvinder; vi maae
imidlertid nødvendigvis slutte Fred inden Paaske, og Sagen synes mig
saameget des lettere, som Du sikkert ikke har forstaaet mig rigtigt. Jeg
har aldrig sagt, at Kvinderne vare Aber, jeg sværger Dig til ved Alt,
hvad der er mest helligt, at jeg altid har fundet dem uden Sammenligning
smukkere, elskværdigere og nyttigere end Aber, jeg har kun sagt, og det
fragaaer jeg ikke, at de Kvinder, som ville være Mænd, kun ere Aber,
thi det at ville være Lærd er at ville være Mand. Jeg finder, at den
hellig Aand har vist sig i Besiddelse af megen Aand ved at indrette
det saaledes, hvor trist det end kan synes. Jeg bøier mig dybt for den
Frøken, om hvem Du taler, som har indladt sig paa et episk Digt, men
Gud bevare mig for at være hendes Mand, jeg vilde være altfor bange
for at see hende nedkomme i mit Hus med en eller anden Tragoedie eller
endog med en eller anden Farce; thi naar Talentet engang er i Fart, saa
standser det ikke saa let.«

»Det, som er bedst i Dit Brev og mest afgjørende, det er Din Iagttagelse
over Materialierne til den menneskelige Skabelse. Strengt taget er det
kun Manden, der er Aske og Støv. Hvis man vilde sige ham Sandheden i
Ansigtet, saa maatte han kaldes Skarn, istedenfor at Kvinden blev gjort
af et Dynd, der allerede var præpareret og hævet til Værdigheden Ribben.
Corpo di Bacco! questo vuol dir molto. Forresten, mit kjære Barn, kan
Du efter min Anskuelse ei tale formeget om Kvindernes Adel, end ikke
om de borgerlige Kvinders; der bør for en Mand ikke være noget mere
Fortræffeligt end en Kvinde, ganske som for en Kvinde o. s. v. [...] Men
det er netop i Kraft af denne høie Idee, som jeg har om disse sublime
Ribben, at jeg bliver alvorlig vred, naar jeg seer nogle, som ville
gjøre sig til primitivt Dynd. Det synes mig, at Spørgsmaalet hermed er
fuldstændigt klaret.«

Man undres ved at see den strengt orthodoxe Katholik spøge saa frit
med den bibelske Legende; men selv i Vittigheden og Spøgen fornegter
det reactionære Grundtræk sig ikke. Det er overhovedet eiendommeligt
for de Maistre, at en vis pirrende Vittighed hos ham gaaer Haand i
Haand med Udbruddets voldsomme og dæmoniske Energi, en Energi, der
blandt Andet ytrer sig i et saadant lille Symptom, som at Ordet à
brûle-pourpoint er hans Yndlingsord; det sigter som bekjendt ordret til
at brænde et Ildvaaben af paa selve Modstanderens Frakke. I »Soirées
de Saint-Pétersbourg« lader han sin Forbitrelse gaae ud over Baco; han
siger, og med en Indsigt, hvis Resultat den nyeste Naturvidenskab er
tilbøielig til at godkjende: »Baco var et Barometer, der meldte smukt
Veir, og da han meldte det, saa troede man, det var ham, der havde skabt
det.« I sine Breve siger han saa: »Jeg veed ikke, hvordan det gik til,
at jeg kom til at slaaes paa Liv og Død med den salig Kantsler Baco. Vi
have boxet med hinanden som to Boxere fra Fleetstreet, og har han end
revet mig nogle Haar ud af Hovedet, saa skulde jeg troe, at hans Paryk
ikke mere sidder paa sin Plads.«

Naar han kommer ind paa sine Yndlingsideer: at det gjælder om at holde
Staterne sammen med Straf og Tugt, har hans Vittighed undertiden næsten
en voltairisk Charakter, saaledes hvor han i anden Del af Soiréerne
taler om de Maader, hvorpaa man kan vedligeholde Corpsaanden. Hvilken
grændseløs Menneskeforagt ligger der ikke her i Spøgen! »Til at hævde
Æren og Disciplinen, siger han, i et Corps eller en hvilkensomkelst
Association ere priviligerede Belønninger end ikke saa virksomme som
priviligerede Straffe.« Han viser, hvorledes Romerne havde hittet
paa at gjøre den militaire Bastonnade til en Forret, idet Soldaterne
alene havde Ret til at blive bankede med Vinstokke. Ingen Mand, der
ikke var Militær, kunde blive banket med en Vinstok, og intet andet
Træ end dette kunde bruges til at banke en Militair. »Jeg begriber
ikke, at ikke en lignende Idee er opstaaet i en moderne Souveræns
Hjerne. Hvis jeg blev adspurgt angaaende dette Punkt, vilde min Tanke
ikke gaae tilbage til Vinstokken, thi slaviske Efterligninger nytte
Intet. Jeg vilde foreslaa Laurbærtræet.« Det udvikles nu, hvorledes et
stort Drivhus burde oprettes i Hovedstaden, bestemt udelukkende til at
frembringe det nødvendige Laurbærtræ til i Underofficierernes Hænder
at garve Ryggene paa den russiske Armee. Dette Drivhus skulde staae
under Inspection af en General, der var Ridder af St. Georgs Ordnen
idetmindste af anden Klasse, og som skulde bære Titelen »Overinspecteur
over Laurbærdrivhuset.« Planterne skulde ikke kunne passes, pleies
og beskjæres af Andre end af gamle Invalider af et uplettet Rygte.
Modellen til Stokkene, der alle burde være nøiagtigt ens, skulde
opbevares i Krigsministeriet i et rødt Etui; enhver Stok skulde hænge i
Underofficierens Knaphul i et St. Georgsbaand, og paa Drivhusets Fronton
skulde man læse: Det er mit Træ, som frembringer mine Blade.

De Maistres Hovedværk, Bogen om Paven, indeholder denne geniale
Reactionæres Anskuelser i en Sum. Han siger heri: »En stor og mægtig
Nation har nylig for vore Øine gjort den største Anstrengelse henimod
Frihed, som Verden har seet. Hvad har den opnaaet? Den har bedækket sig
med Latter og Skam, for tilsidst at sætte en corsikansk Gendanne paa
den franske Konges Throne.« Han viser, hvorledes det katholske Dogme,
som Alverden veed, forbyder enhver Art Revolte, medens Protestantismen,
der gaaer ud fra Folkets Souverænitet, lægger Afgjørelsen i den indre
Følelse, der skal skrive sig fra et vist moralsk Instinct (Pag. 160):
»Der er saamegen Analogi, saamegen Broder-Lighed, saamegen indbyrdes
Afhængighed mellem den pavelige og den kongelige Magt, at man aldrig
har rokket den Første uden at røre den Sidste«, og han citerer til
Bevis disse Ord af Luther: »Fyrsterne ere i Almindelighed de største
Narre og de mest topmaalte Skurke af Verden; man kan ikke vente sig
noget Godt af dem, de ere Guds Bødler, som han bruger til at tugte os
med.« (Pag. 174.) Han viser, at Protestantismen, der ikke respecterer
Kongemagten, heller ingen Respect har for Ægteskabet: »Havde Luther ikke
den Frækhed at skrive i sin Commentar til Genesis 1525, at med Hensyn
til det Spørgsmaal, om man tør have flere Koner, stiller Patriarchernes
Autoritet os frit, at Tingen hverken er tilladt eller forbudt, og at
han for sin Part ikke afgjør Noget, en opbyggelig Theori, der snart
fandt sin Anvendelse i Landgreven af Hessen-Cassels Hus.« De veed, at
Luther tillod denne Souveræn at gifte sig med to Koner paa engang.
— Han hævder det Paradox, at Mennesket af Naturen er Slave, og at
Intet er mere usandt end Rousseaus Sætning: Mennesket er født frit og
ligger dog overalt i Lænker. Tvertimod, Mennesket er født Slave, og
først Christendommen har paa overnaturlig Maade gjort det frit. Derfor
kalder han ogsaa den christne Kvinde et i Sandhed overnaturligt Væsen.
De begriber da, i hvilke Udtryk han taler om Voltaire, den Mand, »i
hvis Hænder Helvede havde nedlagt sin hele Magt«. Bogen culminerer
i hans Statstheori: »Monarchiet er et Mirakel, og istedenfor at ære
det som saadant, skjælde vi det ud for Despoti. Den Soldat, der ikke
dræber et Menneske, naar en legitim Fyrste befaler det, er ikke mindre
skyldig, end den, som begaaer et Drab uden Ordre.« De Stater, der have
indført Protestantismen, ere blevne straffede igjennem Berøvelse af
deres dyrebare Monarcher. Thi de Maistre har udregnet, at Fyrsternes
Regjeringstid er kortere i de protestantiske Lande end i de katholske.
Kun een Vanskelighed møder ham her, som han ikke kan forklare. Mine
Tilhørere, det er os, som volder ham den. Han finder, at i Danmark
alene blandt de protestantiske Lande leve Fyrsterne efter Reformationen
ligesaa længe som før den. »Danmark synes i Kraft af en eller anden
skjult, men sikkert for Nationen hæderlig Grund, ikke at have undergaaet
denne Lov om Regjeringstidens Forkortelse.« (Pag. 383.)

Den energiske Forsvarer af Fortidens System kunde i Slutningen af
sit Liv endelig ikke dye sig for at give den store Miskjendte,
Inqvisitionen, en Æresopreisning. Det skete i »Lettres à un gentilhomme
russe sur l'inquisition espagnole«. Han forsøger i denne Bog af al sin
Magt at vaske de Sorte saa hvide som muligt, men man maa ved Læsningen
mindes det dybsindige Ord, som den gamle Tiger siger i Indernes
Hitopadesa: »Ligefuldt — ligefuldt, siger Tigeren, er det Rygte, at
Tigrene æde Mennesker, svært at gjendrive.« Han oplyser her først en
stor Mængde Usandheder, der ere blevne sagte om Inqvisitionen, og viser,
at den aldeles ikke var nogen geistlig, men en verdslig Domstol. Det
Parti af Bogen, der har Interesse for os, er imidlertid det, hvor han
forsvarer Inqvisitionens Bedrifter. Han siger: I Spanien og Portugal
som andensteds lader man ethvert Menneske i Fred, der holder sig rolig;
hvad den Uforsigtige angaaer, der dogmatiserer eller forstyrrer den
offentlige Orden, da kan han kun beklage sig over sig selv. »Den moderne
Sophist, der i Mag converserer i sit Cabinet, bryder sig lidet om,
at Luthers Argumenter have frembragt Trediveaarskrigen; men de gamle
Lovgivere, der vidste, hvad disse ulykkesvangre Lærdomme alt kunde koste
Menneskene, straffede saare retfærdigt med Døden en Forbrydelse, der var
istand til at ryste Samfundet i dets Grund og at bade det i Blod.« »Det
er i Kraft af Inkvisitionen, at der i de sidste 300 Aar har været mere
Lykke og Ro i Spanien end i det øvrige Europa.«

Foran dette Skrift har de Maistre sat et Citat, der lærer, at alle store
Mænd have været intolerante, og at man maa være det. »Hvis man paa sin
Vei, har Encyclopædisten Grimm sagt, møder en skikkelig Fyrste, saa bør
man prædike Tolerance for ham, for at han kan gaae i Snaren, og det
knuste Parti faae Tid til at reise sig ved den Tolerance, der tilstaaes
det, og saa knuse sin Modstander, naar Touren kommer til det at herske.
Derfor er Voltaires Prædiken, der vaaser om Tolerance, en Prædiken, som
kun passer for Tossehoveder og dem, som lade sig narre, eller for Folk,
der slet ingen Interesse have i Sagen.«

Heri skjuler sig en grov Sophisme. Det seer et Barn, at enhver sand
Lidenskab umuliggjør Tolerance. Men er derfor Voltaires Princip en Løgn?
Nei, Knuden løses let og simpelt. I Theorien gjælder Intolerancens
Princip, i Praxis Tolerancens. Paa Theoriens Omraade ingen Pietet, ingen
Tolerance, ingen Skaansel! Thi Løgnen skal hugges sønder og sammen, og
Daarskaben skal sprænges i Luften, og Reactionen skal flaaes. Men nu
Løgneren og Tossen og den Reactionære? skal han maaskee ogsaa hugges
sønder og sammen eller flaaes eller sprænges i Luften? Han skal gaae sin
Gang. Praxis — det er Tolerancens Omraade.

Mit Hverv er endt. Jeg har fra mange Sider i den Hensigt at levere
en virkeligt productiv Kritik, og med den Bestræbelse at forlade de
udtraadte Veie og finde paa engang nye og sande Synspunkter, skildret
Dem den stigende Reaction i den tydske Romantik: den Reaction, der
i Frankrig naaer en saadan Høide, at Omslaget bliver en historisk
Nødvendighed. Og da Frihedens Lys først bliver tændt paa nogle faa
Punkter: i Grækenland, i Frankrig, saa flyver dette Lys fra Punkt til
Punkt, til Frihedens Bauner lyse fra alle høie Steder i Europa. — Saa
følge nye Reactioner og nye Frihedskampe.

Vi leve hertillands for Øieblikket i en Reactionens Tid. En saadan
følger altid paa uoverlagte og tøilesløse Frihedsbestræbelser. De veed,
at Phaeton, Apollons Søn, en Dag fik Lov til at kjøre Solgudens Vogn
og styrede den saa slet, at Solen afsved Alt og stak Byerne og deres
Paladser i Brand. Et Sagn fortæller, at enkelte af Oldtidens Folk
herover bleve saa forfærdede, at de gave sig til at anraabe Guderne om
evigt Mørke. Vi have paa Afstand været Vidner til Phaetons Kjørsel.
Og den, som er lydhør, fornemmer tydeligt Ordene: Mørke! mere Mørke!
i Raabene rundt omkring os. Gid vi i Tide vilde besinde os og vise os
forstandigere end hine Oldtidens Folk!

Efterskrift til Hr. Professor H. Brøchner.

   Kjære Hr. Professor!

Det er en Selvfølge, at dette Bind lige saa fuldt som det foregaaende
er tilegnet Dem. Det indeholder med mine Universitetsforelæsninger som
Grundlag Adskilligt, som ikke kunde finde Plads eller ikke vilde være
paa sin Plads i det mundtlige Foredrag. Det har været mit Haab under
Udarbeidelsen, at Mænd, som De, vilde finde Behag i denne Bog. En Bog er
for mig en Handling. De vil bedømme den som saadan.

De kjender Heines Ord, Hr. Professor!: »Sonderbar! und immer ist es die
Religion, und immer die Moral, und immer der Patriotismus, womit alle
schlechten Subjecte ihre Angriffe beschönigen! sie greifen uns an, nicht
aus schäbigen Privatinteressen, nicht aus Schriftstellerneid, nicht aus
angeborenem Knechtsinn, sondern um den lieben Gott, um die guten Sitten
und das Vaterland zu retten.« — Lykkeligvis opveies for mig en hel Pakke
af anonyme Artikler og Brochurer af et Ord fra Dem. Kjøbenhavn, April
1873.

Deres

            G. B.
