REACTIONEN I FRANKRIG.

Et vist Indbegreb af Ideer og Værker, Personligheder, Handlinger,
Følelser og Stemninger, som opstaae eller virke i Frankrig i Begyndelsen
af det 19de Aarhundrede, danner for mit Øie en naturligt sammenhørende
Gruppe af sociale og litterære Phænomener, der alle ordne sig om
Gjenoprettelsen af en falden Storhed. Denne faldne Storhed er
Autoritetsprincipet.

Ved Autoritetsprincipet forstaaer jeg det Princip, i Kraft af
hvilket det enkelte Menneskes og Folkenes Liv hviler paa Respect for
Traditionen. Autoriteten er en Magt og virker som Magt ved sin blotte
Existents, ikke ved Grunde. Den anvender som Virkemiddel Tvang og Frygt.
Den beroer paa Sindenes frivillige eller ufrivillige Underkastelse under
det Givne.

Autoritetsprincipet kan hævdes i Kirke og i Stat, i Samfundet og i
Familien, ja i den menneskelige Erkjendelse som Erkjendelsens og
Vishedens Princip. Det blev paa den Tid, hvis Aandsliv jeg vil skildre,
hævdet paa alle disse Omraader. Det var paa den Tid, hvis Aandsliv jeg
vil skildre, styrtet og kuldkastet paa dem alle. Det er for at forstaae,
hvorledes det paany blev fremdraget og fastslaaet, hvorledes det blev
befæstet og hvorledes det endnu en Gang blev sprængt, nødvendigt at see,
hvorledes og i Kraft af hvilke Principer det under Revolutionen blev
fældet.

Det var ikke paa een Gang blevet angrebet paa alle aandelige Omraader;
men det havde vist sig, at dets Bestaaen i alle de forskjellige
Livssphærer afhang af dets Bestaaen i den Sphære, der blev anseet for
den høieste: Kirkens. Thi det var Kirken, der som Autoritet meddelte
Autoriteten paa alle de øvrige Omraader (f. Ex. til Kongedømmet af Guds
Naade, til Ægteskabet som Sacramente o. s. v.). Med Kirkens Autoritet
stod og faldt derfor Autoritetsprincipet i alle de afledede Autoriteter.
Da den kirkelige Autoritet var undergravet, drog den alle de andre
Autoriteter efter sig i sit Fald.

Ikke at den enkelte Mand, som i det 18de Aarhundrede kraftigere og
med mere Held end nogen anden havde virket for Tankens Emancipation
fra Kirke og Dogmer, havde forudseet en saadan Virkning af sin
Stræben. Langtfra! Voltaire vilde ingen ydre Omvæltning. I hans lille
Fortælling »Le monde comme il va« bliver den vise Babouc vel først
meget oprørt ved Skuet af Fordærvelsen i den store By Persepolis og
seer meget klart, hvor langt Alting er fra at være som det burde, men
lidt efter lidt faaer han ogsaa Øie for de slette Forholds gode Sider,
og da det afhænger af hans Rapport til Engelen Ituriel, om Byen skal
tilintetgjøres eller skaanes, er han absolut imod dens Ødelæggelse,
ja der tænkes tilsidst end ikke af Engelen paa nogen Reform af
Persepolis's Sæder, da »om Alt end ikke er godt, det dog i ethvert Fald
er taaleligt«. Man kan neppe kalde dette Raisonnement revolutionært,
og Voltaire er, idetmindste til Tider, af samme Mening som Babouc. Man
erindrer ogsaa, at Voltaire bestandig søgte til Fyrsterne, ikke til
Folkene for at faae sine Ideer omsatte i Handling og ofte nok erklærede,
at Kongernes og Philosophernes Sag var een. Da derfor Holbach og hans
Medarbeidere lode sig forlyde med, at der »blandt hine Magthavere
af Guds Naade, hine Guddommens Repræsentanter neppe engang hvert
tusinde Aar fandtes en, der besad den mest almindelige Retfærdigheds-
eller Medlidenhedsfølelse eller de simpleste Talenter og Dyder«,
kunde Voltaire ikke styre sin Harme. Hans Brevvexling med Kongen af
Preussen indeholder ogsaa de heftigste Vredesudbrud over »Système de la
nature«. Han kjendte ikke sig selv igjen i disse Disciple og i disse
Consequentser.

Ikke desmindre er det Voltaire, der udgjør det nedbrydende Princip
under hele Revolutionen, ligesom Rousseau er den forenende og samlende
Aand. Thi Voltaire havde knækket Autoritetsprincipet i Kraft af den
individuelle Tankes Frihed, Rousseau havde fortrængt og erstattet det
ved den almindelige Følelse af Broderskab og Solidaritet. Revolutionen
satte Punkt for Punkt Alt i Værk hvad disse to store Aander havde
forberedt; den exequerede deres Testamente; den individuelle Tanke
blev til nedbrydende Bedrift og den sociale Følelse til samlende
Constitution. Voltaire var Indignationen, Rousseau Begeistringen.

I.

Da Autoriteten principielt er kirkelig og religiøs, saa er en
Charakteristik af Revolutionens Forhold til Kirke og Religion under
dette Forholds forskjellige Phaser den uundværlige Betingelse for at
begribe den aandelige Reaction, der fulgte. Thi da denne gaaer ud paa
Gjenoprettelsen af Autoritetsprincipet, begynder den saavel historisk
som logisk med Kirkens Restauration.

Revolutionen var i sit Væsen fuldt saa meget af religiøs som af politisk
Natur. Den var Kronen paa det store philosophiske Værk, som det 18de
Aarhundredes fritænkerske Skribenter havde opført. Det er Revolutionen
af 1789 som vi skylde hin Menneskeaandens største Erobring fra Fordom og
Vold, Samvittighedsfriheden, den religiøse Tolerance. Ingen Paastand er
mere usand end den, der ofte er bleven fremsat af katholske Skribenter,
at det er den christne Kirke, til hvem Menneskeheden staaer i Gjæld
for dette uvurderlige Gode. Sandheden er, at Kirken til det Yderste
modsatte sig enhver Fordring i Retning af Samvittighedsfrihed. I
det Øieblik, da Revolutionen begynder, ere alle Forberedelser til
det store Sammenstød mellem Autoritetsprincipet paa den ene Side
og Individualitets- og Solidaritetsprinciperne paa den anden Side
trufne. De to Hovedkjæmpere Philosophien og Kirken ruste sig til Kamp.
Alle Førerne, alle Ridderne og Væbnerne der skulle udfægte den store
Tournering staae paa deres Poster, ubekjendte for hverandre, ubekjendte
for Verden, som de snart skulle fylde med deres Navne. De ere af høist
forskjellig Herkomst og have en høist forskjellig Fortid. Det er
Adelsmænd som Mirabeau, Geistlige som Maury, Fauchet og Talleyrrand,
Læger som Marat, Advocater som Robespierre, Digtere, Philosopher,
Talere, Skribenter som Chénier, Condorcet, Danton og Desmoulins, en
hel Hærskare af Talenter og Charakterer. Kirken samler sine Vaaben
til en fortvivlet Kamp, som forud er tabt, Revolutionen rykker frem,
først usikker og med Vaklen, saa truende, saa uimodstaaelig og snart
seiersdrukken. Saasnart Rigsstænderne blive sammenkaldte, er Kamppladsen
aaben, Skrankerne falde paa begge Sider og den store Kampdommer,
Verdenshistorien giver Signalet til Sammenstødet.

Hvad er strax efter Stændernes Sammenkaldelse den geistlige Stands
første og enstemmige Forlangende? At faae »den katholske, apostoliske
og romerske Religion« anerkjendt som Nationalreligion, som den
eneste, der skulde have Tilladelse til offentlig Cultus. Og dog
var der Republikanere og ikke faa blandt den lavere Geistlighed;
men til den Frihed, de fordrede, regnede de ikke den religiøse. De
demokratiske Abbeder declamerede vel imod Inquisitionen, kaldte den
menneskeæderisk og tigeragtig, men de advarede mod Tolerancen. Den
revolutionære Abbed Fauchet, den samme, der efter Bastillens Indtagelse
velsignede Nationalgardens trefarvede Uniformer og skabte Tricoloren
som Nationalflag, betegner Tolerancen haanligt som »den almindelige
Tolerantisme« og spaaer, at, hvis den blev indført, vilde det kun lede
til alle gode Sæders fuldstændige Forfald. Han gaaer saa vidt, at han
vil negte dem, der ikke bekjende sig til noget Religionssamfund, Retten
til at gifte sig »da man ikke kan ansee saadanne Mennesker for bundne
ved deres Ord«.

Da Stænderne træde sammen som Nationalforsamling, tvinges Geistligheden
snart til Indrømmelser, men selv naar Misstemningen imod den kommer
til Orde, ender Oppositionen bestandig med at iklæde sig de mildeste
og hensynsfuldeste Former. Da f. Ex. i Februar 1790 Garat havde brugt
det Udtryk om Præsteordinationen, at den var et borgerligt Selvmord, og
en Række Geistlige, hvoriblandt Abbed Maury og Biskopperne af Nancy og
Clermont i Forbitrelse herover fore i Veiret, raabte paa Gudsbespottelse
og indgav et Forslag om at den katholske Religion skulde erklæres
for Nationalreligion, saa blev Forslaget vel forkastet, men paa en
saadan Maade, at man føler Demokratiets Frygtsomhed og Usikkerhed i
Motiveringen af dette Skridt. Det vilde, hed det, være en Krænkelse af
Religionen og af de Følelser, der besjælede Forsamlingen med Hensyn til
den, at forudsætte endog blot en Tvivl herom. Man vovede endnu ikke at
sige, hvad man mente, og saaledes saa man endnu en Forsamling, hvis
Flertal bestod af Fritænkere, deltage i Processioner og overvære den
katholske Gudstjeneste. Kun to Maaneder senere kom da Forslaget om at
erklære Katholicismen for Nationalreligion frem paany, denne Gang efter
Maury's rasende Invectiver imod Forslaget om Kirkegodsernes Inddragning
under Staten. Det blev denne Gang stillet af en Geistlig, Dom Gerle,
der senere som Jakobiner viste sig meget ivrig for at bringe denne sin
første offentlige Optræden i Forglemmelse. Mirabeau svarede med en
Apostrophe til det Vindue i Louvre, som han fra Tribunen havde for Øie,
»det samme«, raabte han, »fra hvilket en fransk Monarch, der blandede
de verdslige Interesser med Religionens aandelige Interesser, affyrede
den Arquebuse, der gav Signalet til Bartholomæusnatten«. Og dog bøiede
man atter denne Gang af og gik udenom Sagen, idet man erklærede, at
Religionens Majestæt og den Ærefrygt, man skyldte den, ikke tillod, at
den blev Gjenstand for en Forhandling. Hele Høire afholdt sig fra at
stemme, og en Protest blev ovenikjøbet nedlagt, underskrevet af 297
Medlemmer, hvoraf 144 af Kleresiet. Man var vaklende og sagde sig selv
imod. Adelen, der 100 Aar før havde tiljublet Ludvig d. 14de Bifald,
da han tilbagekaldte det Nantiske Edict, var gjennem Paavirkningen af
det 18de Aarhundredes Litteratur bleven saaledes omstemt, at den, da
den forhandlede som Stand, i rent Voltairisk Aand havde udtalt sig
for almindelig Tolerance; men dog havde den ligesom uvis tilføiet, at
den katholske Kirke burde være Folkekirke. Borgerstanden, der tildels
var jansenistisk og derfor i Virkeligheden langt mindre frisindet,
havde som Stand udtalt sig paa lignende undvigende Maade. Men efter at
Nationalforsamlingen var traadt sammen, var Standpunktet principielt
et saa bestemt, at enhver Uvished i Grunden forud var udelukket.
Thi et af Forsamlingens første Skridt er som bekjendt Erklæringen
af Menneskerettighederne, og imellem disse Menneskerettigheder er
udtrykkelig Frihed til at tænke selv i religiøse Anliggender stillet.
Artikel 10 i Erklæringen lyder nemlig: »Ingen bør foruroliges for sine
Meningers, end ikke for sine religiøse Meningers Skyld, forudsat at hans
Tilkjendegivelse af disse ikke forstyrrer den lovlige Orden«. Paven
svarede med at betegne denne Frihed som »en monstruøs og vanvittig Ret,
der kvæler Fornuften« (sic), og hermed skulde det synes som om de to
Leires Stilling til hinanden var bestemt.

Man sporer, hvorledes Situationen klarer sig, da Talen i den
constituerende Forsamling kommer paa Tolerancen. I Forslaget til
Erklæringen af Menneskerettighederne var en Artikel formuleret
saaledes: »Gudsdyrkelsen hører under Politiet; følgelig tilkommer det
Samfundet at regulere den, at tillade een Cultus og forbyde en anden.«
Mirabeau angriber denne Artikel paa det Voldsomste: »Jeg vil ikke præke
Tolerance, siger han. Den mest uindskrænkede Religionsfrihed er i mine
Øine en saa hellig Ret, at Ordet Tolerance som Udtryk for den næsten
selv synes mig tyrannisk, da selve Existentsen af en Autoritet, der har
Magt til at tolerere, altsaa ogsaa til ikke at gjøre det, er et Attentat
paa Tankens Frihed.« I et følgende Møde gaaer han videre endnu: »Man har
talt om en herskende Cultus; hvad mener man med herskende? jeg forstaaer
ikke dette Ord og udbeder mig en Definition deraf. Mener man en Cultus,
som undertrykker de andre? Men har Forsamlingen da ikke banlyst Ordet
Undertrykkelse? Eller er det Fyrstens Religion, man mener? Fyrsten har
ikke Ret til at herske over Samvittighederne eller til at regulere
Meningerne. Eller mener man Flertallets Cultus? En Cultus er en Mening.
Denne eller hin Cultus er et Resultat af denne eller hin Mening. Men en
Mening danner sig ikke ved Sammentælling af Stemmer. Tanken tilhører os,
er uafhængig og lader sig ikke binde«.

Man seer, hvorledes Modet til at udtale sin Anskuelse i religiøse
Anliggender begyndte at prøve sine Vinger.

Lad os see et andet Exempel paa, med hvilken Fart man saavel i som
udenfor Forsamlingen fra en frygtsom Begyndelse hævede sig til
Bevidsthed om den store aandelige Revolution, der foregik. Man maa for
at forstaae det erindre, at i denne Forsamling var Fortidens Parti,
bestaaende af Erkebiskopper og Bisper, Prindser, Hertuger, Marquis'er
og Baroner i Forening med nogle Deserteurer af tredie Stand endnu meget
mægtigt. Alle disse Mænd, der opholdt sig i Salens høire Side, troede
endnu neppe paa Revolutionen og affærdigede tidt og mangen Gang de
alvorligste Angreb med et Bonmot.

I October 1789 staaer for Nationalforsamlingens Skranke en besynderligt
udseende Deputation i lange Klæder og med østerlandske Træk. Det er
Jøder fra Elsass og Lothringen. De anraabe paa deres Troesfællers Vegne
om Barmhjertighed. »Høibaarne Forsamling«, sagde de, »I den Eviges Navn,
der er Ophav til al Retfærdighed og Sandhed, i Guds Navn, som har givet
alle Mennesker lige Rettigheder og Pligter, i Menneskehedens Navn, der
gjennem Aarhundreder er bleven krænket ved den vanærende Behandling,
som de ulykkelige Efterkommere af det ældste af alle Folk have lidt i
næsten alle Jordens Egne, er det, at vi komme for at besværge Eder at
værdiges at tage vor beklagelige Skjæbne under Overveielse. De, som
overalt ere forfulgte, overalt fornedrede, og dog altid underdanige,
aldrig oprørske, de, som hos alle Folk ere en Gjenstand for Indignation
og Foragt, medens de burde nyde Tolerance og Medlidenhed, Jøderne kaste
sig for Eders Fødder og tillade sig at haabe, at I midt under de vigtige
Arbeider, som optage Eder, ikke ville ringeagte deres Klager, at I med
nogen Interesse ville høre de frygtsomme Indsigelser, som de vove at
nedlægge ud fra Dybet af den Nedværdigelse, hvori de ere begravne […]
Gid en Reform, som vi hidtil uden Nytte have ønsket og som vi anraabe om
med Taarer i Øinene, maa være Eders Velgjerning og Eders Værk!«

Clermont-Tonnerre tager sig med Varme af dette rørende Bønskrift. Men
man troer ikke, hvilke Paafund Geistligheden hittede paa for at negte
en Ret, der i Grunden maatte betragtes som allerede givet. Abbed Maury
reiser sig. Han har et bredt, forvovent Ansigt, de syv Dødssynder i
sit Ansigt, som man sagde om ham, en bestemt Mund, Øine, som skinne af
Forstand, Falskhed og Sophisteri, den Art Sophisteri, der indeholder
Forbauselse over, at noget Menneske kan falde paa at kalde det for
Sophisteri. Han er fræk og koldblodig. Det er ham, som faa Maaneder
senere, da Befolkningen paa Gaden omringede ham under Raabene: »Til
Lygtepælen med ham!« svarede: »Troer I, kjære Venner, at I ville
see bedre for det?« Han siger: »Hvem vil endnu i vore Dage tale om
Forfølgelse eller Intolerance! Jøderne ere vore Brødre. Men at kalde
Jøderne Borgere, det vilde være det Samme som at indrømme, at Englændere
og Danske uden at have faaet Indfødsret og uden at ophøre med at være
Englændere og Danske kunde blive Franskmænd«. Han dvæler ved Jødernes
Aagertilbøielighed og de øvrige Laster, man tillagde dem. »Dette Folk,
fortsætter han, har gjennemlevet 17 Aarhundreder uden at blande sig med
de andre Folkeslag, de have kun drevet Handel med Penge; ikke En iblandt
dem har forstaaet at adle sine Hænder ved at styre et Plovjern eller
dyrke et Stykke Jord.«

Naar man nu veed, at det paa det Strengeste var Jøderne forbudt at
besidde den ringeste Smule Grund, ja at de, naar de gik ind i en
By, maatte betale samme Accise som Svinene, vil man see, at denne
Argumentation ikke er uigjendrivelig. Men Hadet mod Jøderne var endnu
saa stort, at Ingen havde Noget at udsætte paa den. Man frygtede for, at
Jøderne skulde gjøre hele Elsass til en jødisk Coloni, hvis man gav dem
Borgerrettigheder. Ja en ellers meget revolutionær Deputeret fra Elsass
bemærkede endog, at han ikke indestod for Roligheden i sin Provinds,
ifald Forslaget om Jødernes Ligestilling gik igjennem.

Stemningen var flau. Man følte, at Forslagets Skjæbne var afgjort.
Ikkun een eneste Deputeret vover at nedlægge Protest. Det er en endnu
helt ubekjendt Mand, Advocat af Fag, en af dem, som da endnu holdt
sig i anden Række og pleiede at sidde skjult bag de fremtrædende
Personligheder, der endnu for største Delen tilhørte de tilforn
priviligerede Stænder. Hans Ansigt er almindeligt og ikke meget
livligt, men uhyggeligt blegt. Han er simpelt, men særdeles renligt og
omhyggeligt klædt, og hans Haar sidder smukt. Allerede hans Ydre antyder
hans Respect for sig selv og hans Lidenskab for Orden. Præsidenten
nævner hans Navn, som Ingen lægger Mærke til: Maximilien Robespierre.
Han bestiger Tribunen og siger kort og skarpt: »Jødernes Laster ere en
Følge af den Fornedrelse, hvori I have holdt dem. De ville blive gode
Mennesker, saasnart de have nogen Nytte af at være det.«

Men han er den eneste i hele Forsamlingen, der taler for Forslaget.
Charakteristisk nok indbefattede det Protestanter, Skuespillere og Jøder
under Et. De to første Klassers Menneskerettigheder bleve anerkjendte;
men da Mirabeau indsaa Umuligheden af Forslagets Fremme for Jødernes
Vedkommende, lod han Behandlingen af dette Punkt blive udsat paa
ubestemt Tid. To Aar gaae hen. I Aaret 1791 fornye Jøderne deres
Ansøgning. Men hvilken Forandring i Tonen! Slavens ydmyge Bøn er
bleven til Mandens bestemte og skarpe Fordring. Man appellerer ikke
mere til de Herskendes Naade, men støtter sig til en Bevisførelse. Jeg
anfører Slutningen: »Hvis der var en Religion, hvis Bekjendere ikke
kunde være Borgere, mens Bekjenderne af andre Religioner kunde være
det, saa vilde disse være herskende Religioner; men der gives ingen
herskende Religion, da alle have lige Rettigheder. Hvis man negter
Jøderne Borgerrettigheder, fordi de ere Jøder, straffer man dem,
fordi de ere fødte i en bestemt Religion. Men i saa Fald existerer
der ingen Religionsfrihed, siden Tab af Borgerrettigheder er knyttet
til denne Frihed. Saameget er vist: idet man har hævet Menneskene
til religiøs Frihed, har man ogsaa havt til Hensigt at hæve dem til
borgerlig Frihed; der gives ingen Halv-Frihed, saa lidt som der gives en
Halv-Retfærdighed.«

Faa Aar tilbragte i Revolutionens Atmossphære havde givet disse Pariaer
Selvfølelse og Stolthed. Denne Gang gik Forslaget igjennem uden Debat.

I den constituerende Forsamling kom det Had til den positive Religion
og dens Præster, som Philosopherne havde meddelt deres Tidsalder ikke
endnu til Udbrud i Ord. Det bekjendte Ord: »I Herrer af Kleresiet! nu
barberer man jer bort, og hvis I spræller alt for galt, blive I skaarne
midt over«, lød fra Tilskuerpladsen ikke fra Salen. Forbitrelsen gav sig
foreløbig Luft i Gjerning. Alt Kirkegods og Klostergods blev erklæret
for Statseiendom. Voltaire havde givet sine Disciple det Hverv »at knuse
den infame«. De troende Katholiker saa i den constituerende Forsamlings
Beslutninger et Forsøg paa at udføre hvad han havde ment med dette
Hverv. I et rettroende Skrift fra 1792 »Conjuration contre la religion
catholique et les souverains« hedder det: »Aldrig har Christi Kirke
havt saa mange Fjender at bekjæmpe paa een Gang. Det synes som om det
hele Helvede er sluppet løs for at hidføre dens Ruin […] Philosopherne
ville afskaffe den christelige Religion ikke blot i Frankrig, men i hele
Europa, ja i hele Universet.« Der ligger ingen Overdrivelse i disse
Ord. Kun er det interessant at mindes, at Philosopherne for at opnaae
dette Resultat havde henvendt sig til de store Landes Regenter, til
Friedrich af Preussen, til Catharina af Rusland og andre, men at det var
ud fra Folket, at Slaget blev ført, ifald man ved Folket vil forstaae
Middelstanden. Paven tog da ikke feil, da han om den constituerende
Forsamling i en Tale til sine Cardinaler sagde, at Franskmændene havde
gjort sig til Slaver af en Forsamling af Philosopher og havde glemt, at
de Nationer ere de lykkeligste, som adlyde deres Konger.«

Præsterne, der, som bekjendt have fundet hvad der fattedes Archimedes:
det Punkt udenfor Jorden, i den anden Verden, hvorfra de kunne sætte
denne i Bevægelse, begyndte allerede nu at fanatisere Provindserne. I
Arras bares et Billede om, hvor Maury og Royalisterne vare afmalede
paa den høire Side af den Korsfæstede, de Revolutionære paa den anden
Side under den onde Røver. Et sandt Oprør fandt Sted i Nîmes ved
Efterretningen om at en Protestant, Saint-Étienne var bleven valgt til
Præsident for Nationalforsamlingen.

Den constitutionelle Ordning af Kirkens Forhold opnaaedes ved en
Alliance mellem Voltairianerne og Forsamlingens Jansenister. Disse
sidste vare ganske vist gode Christne, men det politiske Udslag af
den jansenistiske Fatalisme var i ingen Henseende forskjelligt fra
Voltairianismens politiske Consequentser. Jansenisterne hadede som
religiøse den jordiske Storhed og godkjendte som Fatalister den
menneskelige Elendighed, de havde som ægte Bourgeois Lighedsfølelse
opadtil og Ulighedsfølelse nedadtil, ganske som Voltairianerne. De
stemmede da fuldkomment overeens med disse angaaende Inddragningen
af Kirkens Rigdomme. Hertil kom, at den Mængde Skandaler, hvortil de
høiere Geistliges Liv gav Anledning, opbragte deres Moralitet. Det var
saaledes f. Ex. bekjendt, at Mlle Guimard, Biskop Jarantes Elskerinde,
bortgav geistlige Embeder i Operacoulisserne, at Erkebispen af Narbonne
i et af sine Abbedier havde et helt Harem, at Cardinalen af Montmorency
offentligt levede sammen med en Abbedisse, ja at Bernardinerne i
Abbediet Granselve havde en hel lille By med eget Damekvarteer og med
altid dækkede Borde indrettet til deres Orgier. (Livet der er beskrevet
af et Øienvidne, den royalistiske og clericale Skribent Montgaillard i
andet Bind af hans »Histoire de France)«. Havde man nu nøiedes med at
bemægtige sig Kirkens Øverstes Rigdomme, saa havde man tvunget dem til
enten at give efter eller tilstaae, at deres Opposition var foraarsaget
af Havesyge. Men man rørte ved deres Disciplin og skaffede dem saaledes
et Paaskud til Modstand. Enhver Modification af Cultus'ens ydre Former
gav dem Anledning til at udskrige, at Religionen var rokket i sin Grund.
De lavere Geistlige vovede da saa godt som aldrig at aflægge Ed paa
Constitutionen. Gjorde En det, saa blev den ringe Løn, han modtog af
Staten, sammenlignet med Judas's Blodpenge, og det skjøndt det tidligere
fandtes ganske i sin Orden, at Biskopperne besadde Paladser og Haver
og havde enhver Art Livsnydelse til deres Raadighed, medens den lavere
Geistlighed paa samme Tid blev formeligt udhungret.

Den eneste, der uden at være hverken Voltairianer eller Jansenist,
deltog i Discussionen om Kirkens Constitution, var Robespierre. Han
fremhævede Rousseaus »civile Religion« (»Contrat social« 4,8) hvis
Dogmer ere »Existentsen af en mægtig, intelligent og alvidende Guddom,
et tilkommende Liv, de Retfærdiges Belønning, de Ondes Straf, den
sociale Contracts Hellighed og Statens Love«. Han var en Ordenens Mand,
ingen Troende. Religiøsitet bestod for ham i Opfyldelsen af de sociale
Pligter. Kleresiet betragtede han som Magistratspersoner, som verdslige
Embedsmænd. Han anraabte med Rousseausk Følsomhed Forsamlingen om at
understøtte de gamle og svage Præster og bad dem særligt sørge for dem,
der vare over 70 Aar gamle og som hverken havde Pension eller Sportler;
men Forslaget afsloges. Hans Tid var endnu ikke kommen.

Den nye Tingenes Orden gav paa Landet Anledning saavel til pudsige som
til brutale Scener. Man finder i Camille Desmoulins' Bladartikler en
meget humoristisk Skildring af en Landsbypræsts ufrivillige Afsked fra
sit Sogn. Ved Kirkens Dør finder han en Søndag efter Gudstjenesten til
sin Overraskelse en uhyre, fuldt pakket Flyttevogn med alle hans Sager,
ovenpaa Vognen sidder grædende hans Javotte, »Gouvernanten«, til hvem
Skolemesteren siger Farvel med en Taare i Øiet. Han sættes ind i Vognen
under Raabene: Farvel, Farvel, Deres Velærværdighed! og afsted gaaer
det, tiltrods for at han skjælder og smelder, saalænge han endnu kan
see sit Klokketaarn. Men paa andre Steder blev Eden aftvunget Præsten
med Bajonetten for Brystet, ja en enkelt Gang blev han staaende paa
Prædikestolen dræbt med et Geværskud. Blev der nu imidlertid saaledes
begaaet enkelte Overgreb mod de ubeedigede Præster, saa var dette dog
for Intet at regne mod, hvad der fra disses Side skete. De skildrede
for Landbefolkningen den civile Constitution, der i Virkeligheden ikke
havde rørt ved Religionen, som en Djævelens Gjerning. De lærte, at det
var Dødssynd at tage Sacramentet af en Præst, der havde aflagt Ed til
Regjeringen, at de Børn, som de af disse Præster Viede fik, vare at
betragte som Bastarder, ja at Guds Forbandelse hvilede over ethvert
saadant Barns Vugge. Snart blev en constitutionel Præst forfulgt med
Stenkast i Kirken, snart en anden hængt i Chorets Lysekrone. De Kirker,
Nationalforsamlingen havde ladet lukke, bleve aabnede med Øxeslag. I
enkelte Departementer droge morderiske Bander af Pilegrimme anførte
af Præster over Markerne med Geværer og Spyd i Haanden. Værst gik det
dog til i Bretagne. Naar der den simple Bonde var gaaet mange Mile fra
sit eget Sogn for at høre en rigtig ↄ: ubeediget Præst og saa ved sin
Hjemkomst saae en halv Snees af sine Byesbørn gaae ud af sin egen Kirke
efter i al Mag at have hørt den nysankomne Præst, var hans Had saa
levende, at han troede sig berettiget til enhver Voldsomhed, hvortil han
blev ophidset fra kirkelig Side.

Da nu den lovgivende Forsamling traadte sammen, var der ingen Stænder
mere. Adelen havde emigreret, og den høiere Geistlighed anraabte i
Exilet om de fremmede Hoffers Bistand. Den lavere Geistlighed var
fanatisk contrarevolutionær og ophidsede den uvidende Mængde mod
Friheden. Det Sprog, som nu føres i Forsamlingen, er himmelvidt
forskjelligt fra det tidligere. Den staaende Anklage mod Religionen er
den naivt formulerede, at den ikke stemmer med Constitutionen, og imod
Geistligheden, at den udelukkende gaaer ud paa at faae sine Eiendomme
og sit Gods tilbage. Præsternes Løgne og Voldsgjerninger have irriteret
Stemningen til det Yderste. Hvis et Par forsonlige Stemmer lade sig høre
som Digteren André Chénier's, der ytrede, at Præsterne ikke forstyrre
Staten, naar den ikke beskjæftiger sig med dem, eller som Talleyrand's,
der sagde, at da ingen Religion var en Lov, burde heller ingen Religion
være en Forbrydelse, saa er det dog nu den Voltaireske Indignation, der
for lang Tid alene har Ordet.

Denne Tid er Girondinernes Periode, og Girondinismen er det historiske
Udtryk for Voltaires Aand. Girondineren er Individualist til det
Yderste, liberal i dette Ords moderne Forstand, det vil sige, at han
gjør det fra Samfundet udskilte Individ og dets Fornuft til eneste
Dommer over dets Omgivelser og sig selv. Den individuelle Fornuft føler
sig ikke opfordret til at vise Samfundsreligionen og dens Bærere noget
Hensyn.

Girondinernes berømte Fører Vergniaud redigerer en Proclamation, hvori
det hedder: »Oprørske Præster forberede en Reisning imod Constitutionen,
disse Despotismens frække Drabanter anraabe alle Troner om Guld og
Soldater for at gjenerobre Frankrigs Scepter.« Som Minister for det
Indre siger Roland: »Oprørske og hyklerske Præster, der dække deres
Planer og Lidenskaber med Religionens hellige Slør, betænke sig ikke
paa at ophidse Fanatismen og væbne deres vildledte Medborgere med
Intolerancens Sværd.« Ja paa Forslaget om at landsforvise Præsterne
taler Vergniaud halvt i Spøg, halvt i Alvor, som kunde man ikke være
bekjendt at tilføie Udlandet et saadant Onde, som man afstedkom ved
at sende det denne Present. »I Almindelighed«, siger han, »gives der
ikke noget mere Umoralsk end at sende et Nabofolk de Forbrydere, for
hvilke et Samfund vil befrie sig selv.« Han trøster sig imidlertid med,
at de ville blive modtagne som sande Helgene i Italien og »at Paven i
den Foræring af saamange levende Helgene, som vi sende ham, vil see et
beskedent Forsøg paa at udtrykke vor Erkjendtlighed for alle de Arme, de
Ben og de Reliqvier af døde Helgene, hvormed han gjennem Aarhundreder
saa rigeligt har betænkt vor fromme Lettroenhed.«

Ja, tilføier Girondineren Isnard, den senere Præsident for Conventet:
»Lad os sende disse Pestbefængte til Roms og Italiens Lazarether.«
Han udvikler, at naar en Præst er fordærvet, er han det aldrig halvt,
at det at tilgive Forbrydelsen er det Samme som at deltage i den, at
der maa gjøres en Ende paa Tingenes Tilstand som den er, og at det
er Revolutionens Fjender, der selv tvinge den til at knuse dem. Han
udraaber for første Gang det frygtelige Ord, der senere fandt saa
mangedobbelt Ekcho: »Der behøves ingen Beviser.« Der behøves ingen
Beviser ↄ: at Præsten bør udjages af Frankrig, saasnart der overhovedet
klages over ham.

Og da der nu ytres Frygt for ved disse Foranstaltninger at afstedkomme
Borgerkrig, holder den bekjendte Girondiner Guadet, Discipel af Holbach,
en beroligende Tale, hvori han bl. A. siger: »Enhver veed, at Præsten
er lige saa feig som havesyg, at han ikke kjender andet Vaaben end
Overtroens og at han, som kun er vant til theologiske Klopfægterier,
er for Intet at regne paa en Valplads.« Det viste sig snart, hvor
fuldstændigt den gode Mand og hans Meningsfæller toge feil i dette
Punkt og med hvilken Lidenskab Præsterne gik i Spidsen under den
blodige Borgerkrig, som fulgte. — Snart gaaer det nu saavidt, at
Talerne gjøre formelige Undskyldninger, naar de ere nødsagede til at
underholde Forsamlingen om disse Gjenstande. I en Tale af François de
Nantes, hvor han vel at mærke optræder som Ordfører for et Udvalg.
hedder det: »Vi kunne kun trøste os over den Nødvendighed, hvori vi
befinde os, at maatte underholde Dem om Præsternes Cultus, ved det
Haab, at de Forholdsregler, til hvilke De ville gribe, snart ville
sætte Dem istand til aldrig mere at høre Tale derom.« Den hele Tale
er et Væv af Drøiheder, som jeg forbigaaer. Høie og ringe dele denne
Stemning. En af Ludvig den 16des Ministre, den grove og voldsomme,
lidenskabeligt revolutionære Cahier de Gerville, sagde en Dag, da han
gik ud af Statsraadet, til sin Collega Molleville, der i sine Memoirer
har opbevaret Ordet: »Jeg vilde ønske, at jeg kunde have det fordømte
Utøi af Præster fra alle Lande imellem mine Fingre for at knuse dem
alle paa een Gang.« Men med stille Værdighed kom Revolutionsaanden til
Orde i en Epistel, som Republiken sendte til Paven og som man havde
overdraget en Kvinde at forfatte. Den er stilet til »Fyrst-Biskoppen
af Rom«. I Republikens Navn skriver Madame Roland til Paven: »Du den
romerske Kirkes Ypperstepræst, Du Fyrste for en Stat, som glider ud af
dine Hænder, vid, at Du kun kan bevare Stat og Kirke ved en uegennyttig
Bekjendelse af hine evangeliske Principer, der aande det reneste
Demokrati, den ømmeste Menneskekjærlighed og den fuldkomneste Lighed,
og som Christi Statholdere kun have forstaaet at besmykke sig med for
at forøge en Herskermagt, der nu falder sammen af Ælde. Uvidenhedens
Aarhundreder ere forbi.«

Ord som disse tage sig ud som Perler imellem Blykugler, naar de
holdes ved Siden af, hvad ellers blev sagt og skrevet. Den rolige
Overbevisnings Tid er omme, de løsladte Lidenskabers Tid er begyndt. Og
Lidenskaberne følge Overbevisningernes Spor. Hadet til Katholicismen
naaer sin Høide. Dette Had staaer i een samlet Flamme over Frankrig. Det
er Klubbernes gyldne Tid.

Cordeliererne havde deres Klub i en Klosterkirke. Chateaubriand har
som Øienvidne beskrevet den i sine Memoirer. Alle Malerierne, alt det
udskaarne Arbeide, Tapeter og Billeder vare revne ned, kun det blotte
Skelet af Kirken stod tilbage. I Kirkens Chor, hvor Regn og Blæst
trængte ind igjennem de ituslaaede Ruder i Rosen, var Præsidentens
Sæde. Hans Bord dannedes af Høvlebænke, der vare stillede ved Siden af
hinanden. Paa dem stod en Række røde Huer, og Enhver, som vilde tale,
tog først en rød Hue paa. Bag Præsidenten stod en Statue af Friheden
med sønderbrudte Marterredskaber i sin Haand. Tømmerværk, itubrukne
Bænke og Kirkestole, Stumper af ituslagne Helgener afgave Sæder og
Skamler for den store Hob af støvede og vildt udseende Tilskuere i
hullede Carmagnoler (saadan kaldtes deres Trøier) og med Spyd paa
Skuldrene eller de nøgne Arme over Kors. Talerne udtrykte sig drøit og
ligefrem, enhver Ting blev nævnet ved sit rette Navn. Et cynisk Ord
og en cynisk Gestus vakte Bifald. Modstandere afbrød dem, undertiden
afbrødes de ogsaa af de smaa, mørke, skrigende Ugler, der havde boet
under Klostertaget og som nu fløi ud og ind gjennem de itubrukne Vinduer
i Haab om at finde nogen Føde. Præsidentens Klokke formaaede ikke at
bringe dem til Taushed, undertiden skjød man efter dem, og de faldt
blødende og sprællende ned i Forsamlingen. Her talte Danton, Marat og
Camille Desmoulins, den elskværdige og vittige Camille, der gjaldt
for saa moderat, at han maatte forsvare sig imod Beskyldningen for
Skinhellighed og som endnu for Revolutionstribunalet førte Sansculotten
Jesus i Munden. Han havde sine private Grunde til Had mod Præsterne.
Da han i December 1790 vilde giftes med sin elskede Lucile, uden Tvivl
en af Revolutionens skjønneste og reneste Kvindeskikkelser, og da hans
Forening med hende kun manglede Præstens Stadfæstelse, var der ingen
Præst, som vilde vie ham, fordi han i en Bladartikel havde sagt, at
Mahomeds Religion var ganske ligesaa evident som Jesu Religion. Han
nødtes da til at kalde sine Ord tilbage og gaae til Skrifte for at blive
gift. Men nu tog han sin Revanche. I sit Blad »Le vieux Cordelier« skrev
han: »Man har sluttet Capitlet om Præsterne og om alle Religioner,
naar man har sagt, at de ligne hverandre deri, at de alle ere lige
latterlige, og naar man har anført, at Tartarerne spise den store Lamas
Excrementer som de største Lækkerbidskener. Der gives ikke saa usselt
et Løghoved, at det jo har været æret som Jupiters Lige. Mongolerne
tilbede en Ko, som er Gjenstand for lige saa mange Knæfald som Guden
Apis […] vi have ikke Lov til at ærgre os over alle disse Dumheder, vi,
som saa længe i vor Enfoldighed have ladet os narre til at troe »que
l'on gobait un dieu comme on avale un huître««. Hos Cordeliererne gik
Loustalots indflydelsesrige Avis »Les révolutions de Paris« fra Haand
til Haand. I Fasten 1792 stod der i Anledning af Markedsløierne at
læse i den: »Paa den Tid, da der var en herskende Religion i Frankrig,
taalte de kronragede Gjøglere ingen Concurrence i den stille Uge. Det
var dengang kun dem tilladt at give Forestillinger. Nu er Concurrencen
fri. Naar Taskenspilleren imidlertid stiger op paa sin Fjællebod, er han
klædt i et pudserligt Hovedtøi og en Mantille, som gjør ham bemærket
i Folkemængden udenom ham; men naar Forestillingen er tilende, tager
han Costumet af. Præsten derimod fortsætter sin Rolle udenfor Scenen
og beholder til daglig Brug Masken paa […] Naar ville de rødme over
at være Menneskeslægtens Harlekiner?« Fra nu af bliver den staaende
revolutionære Benævnelse af Præsterne Theophager (ↄ: Gudspisere).
Kort efter bringer samme Blad en Artikel, hvori det foreslaaes at
anvende samme Forholdsregel mod Præsterne som Johanne af Neapel indførte
for berygtede Fruentimmer: »Man bør indelukke dem i et Hus, hvor de
saa kunne præke og bede, saa meget de have Lyst til, for dem, der
komme og besøge dem; men det forbydes dem at gaae ud, for at de ikke
skulle forpeste Befolkningen.« Dette skreves i April. I Marts havde den
lovgivende Forsamling i den forøvrigt menneskekjærlige Hensigt at skaane
de Dødsdømte for enhver Art physisk Tortur vedtaget en vis Maskine til
Udførelsen af Dødsdomme, som først blev forsøgt paa Lig, men som snart
blev bragt i Anvendelse paa de Levende. Den fik Navnet Guillotine,
og man føler noget af dens skarpe Stil i den sidst anførte Artikel.
Voltaires Vin er her bleven til Galde og Gift.

Overfor Cordelierernes Club stod Jacobinernes med meget forskjellig
Charakter. Dens Aandsretning var tung, alvorlig og pedantisk. Den
stillede sig under Rousseaus Auspicier som Cordelierernes under
Voltaires. Den var organisatorisk og formalistisk, derfor følte
uafhængige Naturer som Camille Desmoulins eller fremfusende Naturer
som Danton sig ikke hjemme i den. Jacobinernes første Program var rent
Rousseausk: Kjærlighed til Lighed, Had til Fortidens conventionelle
Uligheder, hertil kom kold og beregnet revolutionær Fanatisme,
Herskesyge og paa Bunden af det Alt Kjærlighed til Reglen, det vil sige
til Samfundets Ordning efter Rousseaus Principer.

For den, der betragter de historiske Phænomener litterært, er i
Revolutionens Historie intet mere Paafaldende end den Klarhed, hvormed
alle de Handlende og Optrædende føre deres Ytringer eller Handlinger
tilbage til det 18de Aarhundredes Litteratur. Man skulde sige, at de
ikke aspirerede til anden Ære end den at omsætte færdige Theorier
i Praxis. Ved Mirabeau's Grav blev det sagt til hans Hæder, at han
om Philosopherne havde ytret: »De have skabt Lyset, jeg vil skabe
Bevægelsen,« og der gives knap en Passus i »Le contrat social«,
der ikke under Revolutionen enten er gaaet over i en Lov, eller i
en offentlig Erklæring, eller i en Avisartikel, eller i en Tale i
Nationalforsamlingen, eller endelig i Republikens Constitution.

De vigtigste af dens Definitioner (Magten som udstrømmende fra Folket,
Loven som Product af den almindelige Villie) forekomme ordlydende
i Erklæringen af Menneskerettighederne. Saasnart hos Jacobinerne
Associationstanken dukker op, føre de den øieblikkeligt tilbage til
Rousseau og bruge alle hans Stikord. I en Artikel i »La bouche de fer«
skriver Abbed Fauchet: »Sublime Rousseau! følelsesfulde og sanddru Aand!
Du er en af de første, der har forstaaet Retfærdighedens evige Orden. Ja
ethvert Menneske har Ret til Jorden og bør have til Eiendom, hvad han
behøver til sin Existents. I den associative Pagt, der ifølge Naturens
og Billighedens souveraine Decreter skaber et Folk, giver Mennesket sig
helt hen til sit Fædreland og modtager sig helt af dets Haand.« Og med
næsten ganske samme Vending udtrykker Saint-Just sig i sin Tale for
Ludvig den 16des Død: »Samfundspagten er en Contract mellem Borgerne
og ikke en Contract med Regjeringen. Man har ingen Forpligtelser med
Hensyn til en Contract, man ikke har indgaaet.« Dog Robespierre er den,
der som Jacobinernes Chef overalt giver den Rousseauske Aandsretning
dens typiske Udtryk. Hans første offentlige Skridt var Besvarelsen af
det Prisspørgsmaal, Akademiet i Metz havde udstedt om »Den Fordom,
der delagtiggjør de ved Loven Dømtes Familie i disses Vanære«; han
havde vundet Prisen, og ikke nøiet med at have bekjæmpet Dødsstraffens
Accidentser havde han i Anledning af Guillotinens Indførelse paa det
Heftigste udtalt sig mod Dødsstraffen selv. Som man seer kunde Ingen i
Theorien give Følelsen mere Raaderum end han. Han var den første Fjende
af Girondinernes Rationalisme, og derfor see vi ham paa det Tidspunkt,
da disse gik videst i Voltairesk Retning, indgive en Adresse til
Jacobinerne, i hvilken han erklærer, at Revolutionen staaer under Guds
Førelse, ja i Virkeligheden er en Gjerning af Forsynet. Han føler en
Trang til at give sin revolutionære Pathos et Udtryk, der henfører den
til hvad man kaldte den naturlige Religion.

Rousseau havde i »Den savoyardiske Præsts Troesbekjendelse« sagt, at
hvad enten Materien er evig eller skabt, om der er et passivt Princip
eller ikke, er saa meget dog vist, at Alt er Et og forkynder en eneste
Intelligents, og han havde tilføiet: »Dette Væsen, som vil og som kan,
som selvvirksomt bevæger Universet og ordner alle Ting, det kalder jeg
Gud.« Robespierre skriver i 1792: »Jeg afskyer saa meget som Nogen
alle de ugudelige Sekter, der dække Ærgjerrighed. Fanatisme og alle
Lidenskaber med den Eviges Navn, som har skabt Naturen og Menneskeheden.
Men det er langt fra mig at sammenblande ham med hine Imbecile, som
Despotismen har brugt til Redskaber. At anraabe Forsynet og udtale
Ideen om et evigt Væsen, der væsenligt indvirker paa Nationernes
Skjæbne og som paa en ganske særegen Maade synes mig at vaage over den
franske Revolution, det er ikke et tilfældigt Indfald af mig, men mit
Hjertes Trang, Ytring af en Følelse, der er mig nødvendig, og som i
Forsamlingen, hvor jeg er overgivet til enhver Art Lidenskaber og usle
Intriguer og omringet af saa talrige Fjender, til enhver Tid har holdt
mig opreist. Hvorledes havde jeg, ene med min Sjæl, kunnet staae mig i
Kampe, der udfordre mere end menneskelig Kraft, ifald jeg ikke havde
hævet min Sjæl til Gud!« Ord som disse tillade ingen Tvivl om, at hans
Religiøsitet var oprigtig, og bestandig beraaber han sig paa samme Mand
som sin Lærer. Da han i Forsamlingen af sine Fjender blev opfordret til
Selv-Ostracisme, udstrakte han Armen mod Rousseaus Buste, der prydede
Salen. »Hvor skulde jeg vel begive mig hen, udraabte han. Hos hvilket
Folk vilde jeg finde Friheden oprettet, og hvilken Despot vilde vel give
mig Asyl? Himlen har maaskee tiltænkt mig med mit Blod at skulle betegne
den Bane, der vil føre mit Land til Lykke. Jeg vil da gjøre det med
Sværmeri«.

Det var ikke denne sværmeriske Stemning, men den Voltaireske
Indignation, der i Midten af Aaret 1792 blev den herskende i den
lovgivende Forsamling og i Frankrig. 19 August 1792 udstedtes det
Decret, der fastsatte Deportation for enhver ubeediget Geistlig.
Hver Dag fandt Arrestationer af disse Geistlige Sted, og saa fulgte
Septembermyrderierne. De gik først og fremmest ud over de fangne Præster
og havde i sidste Instants det forbitrede Had til Katholicismen til
Aarsag. Abbed Barruel skriver: »Disse Bødler hørte ikke alle til Folkets
Bærme. Til de Præster, man myrdede, raabte en Mand: »Kjæltringer,
Mordere, Uhyrer, usle Hyklere! Hævnens Dag er endelig kommen. I skal
ikke mere bedrage Folket med Eders Messer og Eders lille Stykke Brød paa
Altrene.« Beundringsværdigt er imidlertid det Mod og den Standhaftighed,
som de fleste af Præsterne udviste. I Carmeliterfængslet foretrak uden
Betænkning 172 Præster at skydes for at aflægge Ed paa Constitutionen.
Rørende er det at læse Skildringen af de Præsters Resignation, der
vare indespærrede i Abbediet: »Vi sendte fra Tid til anden nogle af
vore Kammerater til Taarnvinduet for at faae at vide, hvad Stilling
de Ulykkelige, som man i Gaarden ofrede, indtog, og for efter deres
Beretning at beregne, hvilken vi gjorde bedst i at indtage. De meddelte
os, at de, som strakte Hænderne ud, led længst, fordi Sabelhuggene
sløvedes, før de naaede Hovedet.« (Jourgniac de Saint-Méard). — I Alt
bleve 1480 Mennesker myrdede; Tallet er ganske vist stort. Men det er
paa den anden Side ikke uden Interesse at bemærke, at Antallet af alle
de Mennesker, der bleve henrettede lige fra Revolutionens Begyndelse til
dens Ophør, efter Michelets Beregning ikke udgjør fyrretyvende Delen af
det Tal, der faldt alene i Slaget ved Moskau.

Det Had, der ytrede sig saa fanatisk i Septemberdagene, havde ikke lagt
sig, da Conventet traadte sammen. Lad os see, hvad et Conventsmedlem
skriver, læser og siger med Hensyn til Spørgsmaalet om Præster og
Religion. Conventsmedlemmet Lequinio forærer sine Colleger en Bog, han
har forfattet og tilegnet Paven. Dens Titel er »Les préjugés détruits«.
Heri hedder det: »Religionen er en politisk Lænke, opfundet for at styre
Menneskene og som kun har tjent til at sikre nogle Individers Nydelser
ved at holde alle andre i Tømme.« Udfaldene mod Præsterne overgaae her i
Voldsomhed og Uhøviskhed Alt, hvad tidligere var fremkommet. Blandt de
svageste Ting, der siges om dem, er den paa hin Tid i utallige Former
varierede Udtalelse: »Naar de ere ærlige, ere de Imbecile og Gale;
fordetmeste ere de frække Bedragere, sande Menneskeslægtens Mordere.«
Man maa tye til Kierkegaards »Øieblikket« for at finde Parallelsteder.
Det er Datidens Litteratur. Og man maa ikke antage Lequinio for en
Undtagelse, om han end tilsidst drev sin Krig mod Fordommene saa vidt,
at han inviterede Skarpretteren til Middag hos sig i sin Families Skjød
for at overvinde Fordommene mod Bødlen. Thi hvad staaer der vel i den
Avis, som Conventsmedlemmet læser om Morgenen, inden han begiver sig hen
i Forsamlingen. I »Les Révolutions de Paris« for December 1792 hedder
det i Anledning af, at Midnatsmessen er bleven feiret i Paris: »Naar
man ved høilys Dag paa vore offentlige Pladser foreviser dandsende
Marionetter eller Taskenspillerkunster af forskjellig Art, saa er der
ikke synderlig Ondt i det; man maa have Lov til at more Børn og Ammer.
Men at samle sig om Natten i mørke Kamre for at synge Hymner og tænde
Voxlys og brænde Røgelse til Ære for en Bastard og en utro Hustru,
det er en Skandal, et Attentat paa den offentlige Sædelighed og som
fortjener Politiets Opmærksomhed og strenge Indskriden.« Louis Blanc har
i sin Revolutionshistorie 8de Bind S. 35 misforstaaet denne Artikel,
som om den utro Hustru og Bastarden skulde betyde Marie Antoinette og
Dauphin'en. Han har overseet, at der i Originaltexten findes tilføiet en
Note, hvori det hedder, at »Grundlæggerne af de tre vigtigste Religioner
have været Bastarder«. De tidligere anførte Udtalelser glødede vel af
Forbitrelse, Had og Haan, men de vare endnu ikke raa. Det var Hævnskrig,
udstødte af den saa længe bagbundne og martrede menneskelige Fornuft.
I Ord som disse skurrer Raaheden. Og endnu en Forandring er indtraadt.
Den tidligere Undertrykte røber stor Lyst til nu paa sin Side at optræde
som Undertrykker. Handling fulgte her hurtigt paa Forsæt. »Man hengav
sig«, siger Mercier i »Le nouveau Paris«, »til Nedbrydelsen af den
gamle Cultus ikke med Fanatismens Raseri, men med en Spot, en Ironi,
en saturnalsk Lystighed, som maatte forbause Iagttageren.« Der blev
holdt formelig Razzia i alle Kirker. En Deputation meddelte Conventet,
at den havde tilladt »den brune Marie« (et mirakelgjørende Billede)
at lægge sig til Ro efter al den Uleilighed, hun havde havt med i
1800 Aar at holde Verden for Nar.« Altrene bleve plyndrede tilbedste
for Republikens Nationalskat. Her er et Brudstykke af en Rapport: »I
Nièvre-Departementet findes ingen Præster mere. Man har skilt Altrene
ved de Dynger af Guld, som nærede den præstelige Forfængelighed. Tredive
Millioner i værdifulde Effecter ville blive førte til Paris. Allerede
ere to Vogne, belæssede med Kors, med Guldbispestave og to Millioner
myntet Guld, ankomne til Mynten. Tre Gange saa meget følger den første
Convoi.«

Undertiden standsede Vognene udenfor Conventets Dør, og Sække og Poser,
fulde af Guld og Sølv, bleve opstillede i Forhandlingssalen. I en anden
Rapport hedder det ironisk: »Man har anklaget mig for at have lagt mig
ud med Religionen. Jeg har dog pænt spurgt ad, før jeg handlede, og 3
til 400 Helgene bade om Forlov til at maatte gaae i Mynten. Ved disse
Leiligheder faldt der Ord som disse: I, som fordum vare Fanatismens
Redskaber, I Helgener og Helgeninder, I Salige af alle Slags, viser Jer
endelig som Patrioter, kommer Fædrelandet til Hjælp og Marche i Mynten!«

I en tredie Rapport ønske Commissairerne sig til Lykke med Resultatet
af »deres philosophiske Apostolat« i Departementet Gers. »Folket var
modent og den sidste Dag i den tredie Decade blev bestemt til at
høitideligholde Fanatismens Afskaffelse. Hele Folket var forsamlet paa
en landlig Plads til et broderligt Gilde. Efter et spartansk Maaltid
ilede man rundt i Byen, nedrev alle Fanatismens Symboler og traadte
dem under Fødder. Derpaa kom man kjørende i en Skarnagervogn med to
mirakelgjørende Jomfruer, med Kors og Helgene, der nylig havde modtaget
Overtroens Røgelse. Disse latterlige Ranglerier bleve kastede paa et
Baal, der var bedækket med Adelsbreve, og Ilden blev tændt under en
utallig Folkemængdes Jubel. Carmagnolen varede hele Natten rundt om
dette philosophiske Baal, der fortærede saa mange Vildfarelser.

I en fjerde Rapport hedder det: »64 ubeedigede Præster levede sammen i
et Hus, der tilhører Folket. Jeg lod dem gaae gjennem Byen til Fængslet.
Denne nye Slags Uhyrer, som man endnu ikke havde udsat for Befolkningens
Blikke, gjorde en fortræffelig Virkning. Raabene »Leve Republiken!«
gjenlød rundt om denne Flok Dyr (ce troupeau de bêtes). Vær saa god at
betyde mig, hvad jeg har at gjøre med disse fem Dusin Dyr, som jeg har
stillet til Skue for den almindelige Latter. Jeg lod dem escortere af
Skuespillere.«

Forhandlingerne angaaende Loven om Religionsfrihed, der udkom 3 ventôse
Aar III vare alle holdte i samme Tone. Hvor Meget der end splittede
Conventets Medlemmer angaaende andre Spørgsmaal, om Katholicismen vare
de uden Undtagelse enige. Hvor stor end Kløften er mellem Stemningen
under og efter Rædselsregjeringen, med Hensyn til Katholicismen
existerer der ikke nogen Forskjel i Stemning. Da i Kraft af Loven nogle
Kirker vare blevne aabnede paany, meldte Ugeskriftet »Den philosophiske
Decade« dette under Overskriften »Skuespil« i følgende Udtryk: »Den 18de
og 25de i denne Maaned opførtes paa flere Steder i Paris en Comoedie,
hvis Hovedperson, udstafferet med en grotesk Klædedragt, udfører flere
Extravagancer for Tilskuere, som ikke lee deraf. Da vi ikke pleie at
tale om de Stykker, der gjenoptages paa Theatret, naar de ikke frembyde
noget Nyttigt eller Interessant, ville vi ikke sige Noget om dette.«

Mirabeau havde sagt, at det gjaldt om at »dekatholisere« Frankrig.
Man seer, at dette Arbeide gik sin Gang. Fra Communerne indkom den
ene Ansøgning efter den anden om at blive frie for deres Navne, der
gjennemgaaende vare en eller anden Helgens, og faae Lov til at antage
et selvvalgt. Saaledes blev Saint-Denis, hvis hovedløse Helgen aldrig
har existeret, kaldt Franciade. Rundt om i Provindserne fulgte man
Paris's Exempel. Intet, der kunde erindre om Kongedømmet af Guds
Naade, blev skaanet. En ærværdig, hvidskjægget Elsasser ved Navn Ruhl,
Medlem af Velfærdsudvalget, havde i 1793 sat sig i Besiddelse af den
mirakelgjørende hellig Ampulla med den himmelske Salvningsolie, som
en Due havde bragt ned fra Himlen ved Clovis's Kroning, og begav sig
med den i Triumph, fulgt af en stor Flok Mennesker, til Kongepladsen
i Rheims, hvor Øvrighed og Embedsmænd allerede havde forsamlet sig om
Ludvig den 15des Billedstøtte. Her holdt han en Tale imod Tyranni og
Tyranner og endte med at slynge den hellige Ampulla saa voldsomt i
Hovedet paa Louis le bien-aimé, at den sprang i hundrede Stykker, og den
hellige Olie endnu engang drev ned ad Herrens Salvedes Kinder.

Træk som disse, Ord som de anførte vise tilstrækkeligt og med den
Anskuelighed, som ipsissima verba have, hvor fuldstændigt det paa
dette Stadium var lykkedes Revolutionen at knuse Autoritetsprincipet.
Det er ikke for Intet at Adelsbrevene opbrændes paa samme Baal som
Kirkens Helgene, eller at Vantroen overfor den hellige Ampulla drager
Forhaanelsen af Kongemagten efter sig. Fra det Øieblik af, da den
religiøse Autoritet er styrtet, er Autoritetsprincipets Tryllekraft
brudt i alle Sphærer.

Det er knækket; men hvad vil man erstatte det med? Hvilket Princip
skal være dets Afløser? Er det Voltaire eller Rousseau, som vil seire,
Frihedens eller Broderskabets Princip? Hvert for sig indbefatte de
Lighedens, kun forskjelligt forstaaet. Da Mystikeren Saint-Martin kort
før Revolutionen opstillede sin hemmelighedsfulde Lære om den hellige
Treenighed (Ternaire): Frihed, Lighed og Broderskab, der altid havde
existeret og evigt vilde existere, anede han ei, at der imellem disse
Principer kunde udvikle sig en Spaltning og en Kamp. Voltaire siger
etsteds: »Man har gjort fuldstændig Ret i at lade Treenigheden udgjøre
een Gud; thi var der tre, vilde de komme op at slaaes«. Saint-Martins
Ternaire udlod i 1793 de Modsætninger, den skjulte i sit Skjød.

I April Maaned 1793 udkom den nye Erklæring af Menneskerettighederne,
som Robespierre havde forfattet og faaet Jacobinerne til at vedkjende
sig som Program, og i samme Maaned forekom midt under den voldsomme
Strid mellem Robespierre og Vergniaud den modsatte Leirs Project til
en Constitution, forfattet af Condorcet, Barère, Thomas Payne, Pétion,
Barbaroux, Sièyes o. fl., redigeret af Condorcet.

Lægger man disse to Udkast ved Siden af hinanden, da har man i Spiren
de to Doctriner, som Kamp om Herredømmet i Fremtiden var forbeholdt,
Liberalismen og Socialismen, hin stammende fra Voltaire, denne fra
Rousseau. Da begge de to Programmer Punkt for Punkt definere samme
Gjenstande, falder Modsætningen i Øinene med en Klarhed som ellers
ingensteds.

For at undgaae Misforstaaelse, er det nødvendigt strax at bemærke,
at om egentlig Socialisme er der under Revolutionen ikke Tale. Dens
Gjerning var at befrie Kapitalen fra uretfærdige Tynger og Byrder,
ikke at begrændse Kapitalens Magt. Dette viser sig allerskarpest i
den Kjendsgjerning, at det første Vidnesbyrd, som efter Bastillens
Indtagelse det seierrige Bourgeoisie betegner sit nye Herredømme
ved, er Udstedelsen af en ForordningBastil om, at Bogtrykkerne
skulle bære Ansvaret for enhver Brochure og ethvert Flyveblad, der
offentliggjøres af Skribenter »sans existence connue«, uden notorisk
bekjendte Existentsmidler. Denne Forordning udfærdiges d. 24 Juli 1789,
altsaa nøiagtig ti Dage efter Erobringen af Bastillen; man seer da,
at Bourgeoisiet sørgede for at trække Stigen op efter sig, saasnart
det var oppe. Dets første Gjerning er, efterat det selv har erobret
sig sin Plads ved Hjælp af Pennen, at slaae Pennen ud af Haanden
paa Proletariatet. (Smlgn. Lasalle: Arbeiterprogramm). Men medens
Girondinernes Udkast først og fremmest værner om den individuelle Ret:
om Samvittigheden, om den frie Tanke (»les franchises de la pensée«
som man dengang sagde), om Arnens Ukrænkelighed, Lighed for Loven, om
Forholdsmæssighed mellem Brøde og Straf, betoner Jacobinerne paa alle
Punkter Menneskenes Solidaritet og Broderskabets Pligt. Condorcet siger:
»Frihed bestaaer i Magt til at gjøre Alt, hvad der ikke strider mod
Andres Rettigheder«, Robespierre tilføier til sin Definition: »Friheden
er den Mennesket tilkommende Magt til efter Godtbefindende at øve
alle sine Evner« disse Ord: »Den har Retfærdigheden til Regel, Andres
Rettigheder til Grændse, Naturen til Princip og Loven til Beskytter.«
Medens Girondinerne gjøre Eiendomsretten til en absolut og individuel
Ret, gjøre Jacobinerne den til en relativ og social, uden dog i mindste
Maade praktisk at forgribe sig paa den. Robespierre siger endog: »Jeg
vil først foreslaae Eder nogle Artikler, der ere nødvendige til at
fuldstændiggjøre Eders Theori om Eiendomsretten. Lad dette Ord ikke
forskrække Nogen! I Sjæle af Skarn, der kun agte Guldet, jeg vil ikke
røre ved Eders Skatte, hvor uren end deres Kilde mon være. I burde vide,
at den agrariske Lov, hvorfor I ere saa bange, er et Skræmmebillede, som
Slyngler have opstillet til at forfærde Tossehoveder med; man behøvede
visselig ikke en Revolution for at lære, at en høi Grad af Misforhold
mellem det, som den Ene og det, som den Anden besidder, er Kilde til
mange Onder og mange Forbrydelser; men vi ere ikke mindre overbeviste
om, at Formueslighed kun er en Chimære.« Modsætningen er ligefuldt
tydelig nok. For Condorcet er Samfundet et System af Garantier, for
Robespierre et sympathetisk Baand mellem Individerne. Den første siger:
»Der finder Undertrykkelse Sted, naar en Lov krænker de Rettigheder, som
den bør garantere«, den anden siger: »Der finder Undertrykkelse Sted mod
det hele Samfund, naar et enkelt af dets Medlemmer bliver undertrykt.«
Girondinerne opstille Ikke-Interventionsprincipet. Jacobinerne lære:
»Menneskene fra alle Lande ere Brødre, og de forskjellige Folk bør
hjælpe hverandre af al deres Evne som Borgere af samme Stat. Den, der
undertrykker en eneste Nation, erklærer sig for en Fjende af dem alle.
De, som føre Krig mod et Folk for at standse Frihedens Fremskridt og
tilintetgjøre Menneskerettighederne, bør forfølges af alle Folkeslag,
ikke som almindelige Fjender, men som Mordere og oprørske Briganter.«

Det Girondinske Udkast er den rene Rationalisme; man kjender Voltaire
igjen i hans Sønners Værk. I Bjergets Erklæring derimod banker et
Hjerte. Det hedder f. Ex. deri: »Franskmand er enhver Fremmed, om han
end kun har boet i Frankrig eet Aar, ifald han adopterer et Barn eller
underholder en Olding.« Selve Stilen minder om Rousseau.

Girondinerne bekæmpede enhver Depotisme, der havde menneskeligt Aasyn,
men de ydede til Gjengjæld ingen Beskyttelse mod Forholdenes Despoti. De
gik bestandig kun negativt, aldrig positivt tilværks. For Robespierre
derimod stod det klart, at det ikke nyttede Noget, at indrømme den
Værkbrudne, at han har Ret til at blive helbredet, naar man ikke
helbreder ham, og at det er en Haan høitideligt at sikre den Lamme
Retten til at gaae. Han anede, at den frie Concurrence var en Løgn i det
Øieblik, Deltagerne i den ved Løbets Begyndelse vare saaledes situerede,
at den ene sad paa en fortræffelig Hest, medens den anden maatte løbe
paa bare Fødder.

Det er denne samme »Følelse af Sociabilitet«, (som Rousseau bestemte
den) der foranlediger Robespierres betydningsfulde Indskriden i Kampen
mellem Revolutionen og den positive Religion. Da Revolutionen først
eengang havde gjort Indhug i Kirkerne med Øxen i Haanden, syntes
Bevægelsen at skulle blive uimodstaaelig. Man besteg de skrøbeligste
Stilladser oppe under Kirkens Hvælving for at udskrabe Paveansigter,
som hundrede Aars Spindelvæv havde skjult. Helgenerne kastedes ned fra
deres Nicher. Commissairens Lampe blev baaret om i Kjældrene og kastede
sit Lys paa de Dødes blege Ansigter, medens Alterstumperne ophobedes
»som uformelige Stene i et Stenbrud«. Præsidenterne for de revolutionære
Comiteer bare Fløielsbenklæder, der vare skaarne ud af Bispekaaber, og
Skjorter, der vare gjorte af Chordrengenes Messesærker. Mærkeligt nok
optræde pludseligt nogle faa atheistiske Sværmere (Anacharsis Clootz af
tydsk Oprindelse, Chaumette og Hébert) og rive hele Mængden med sig i
Kirkestormeriet. Mærkeligt nok, siger jeg, fordi man i det Hele under
Revolutionen hører lige saa lidt til Atheisme som til Socialisme. I
Almindelighed finder man hos de revolutionære Deputerede i stereotypt
gjentagne Vendinger Voltaires og Rousseaus fælles Religion: Troen
paa Gud og Udødelighed. Saaledes ogsaa i alle Samtidens Skrifter.
Thomas Paynes »Fornuftens Tidsalder« er et godt Exempel. Selv saa
hensynsløst frivolt et Digt som Parnys La guerre des dieux prædiker
samme Lære. Camille Desmoulins skriver i et Brev: »Min kjære Manuel!
Kongerne ere modne (mûrs), men den gode Gud (le bon Dieu) er det
ikke endnu. Mærk, at jeg siger den gode Gud ikke Gud, som er ganske
forskjellig fra ham.« Dette Standpunkt er Tidens; dens Opgave var
ikke at underkaste Gudsbegrebet en Kritik, men at frigjøre det fra de
positive Religioners Legender. Heri ligger det, at Atheisternes Optræden
i Nationalforsamlingen fører den revolutionære Bevægelse ud over dens
egentlige Maal og foranlediger Udskeielser, som maatte skade og nedsætte
Revolutionen i Samtidens Øine. For paa ret eftertrykkelig Maade at
ramme Katholicismen fik Clootz en Biskop ved Navn Gobel bevæget til i
et Brev til Conventet at afgive en Erklæring, som begyndte: »Citoyens
représentants! Jeg er Præst, det vil sige Charlatan. Hidtil har jeg
været en ærlig Charlatan, jeg har kun bedraget, fordi jeg selv var
bedragen o. s. v.« Den endte selvfølgelig med at han nu havde omvendt
sig til Philosophien. Det var Chaumette, den sværmeriske Enthousiast,
der havde faaet Pidskestraffen afskaffet i Opdragelsesanstalterne og
som havde ophævet Prostitutionen, der fik Communen til at decretere at
Notre-Dame for Fremtiden var helliget »Dyrkelsen af Fornuften«. Der
blev i Kirken opreist et Tempel med Indskrift »A la philosophie«, hvis
Indgang smykkedes med Buster af Philosopher. Da det første Gang blev
aabnet, traadte en ung Skuespillerinde, Mlle Candeille, forestillende
Friheden ud deraf, og en Hymne til Friheden af Marie-Joseph Chénier,
til hvilken Republikens Componist Gossec havde sat Musik, blev sunget
til hendes Ære. En anden Gang blev Mlle Maillard fra Operaen, en smuk
og statelig Kvinde, med den røde Jakobinerhue over det udslaaede Haar,
med en himmelblaa Kaabe over sine hvide Skuldre som Fornuftens Gudinde
baaren høit paa en med Egeguirlander omslynget Bærestol ud fra den
çi-devant Kathedralkirke, ledsaget af Hornmusik, Mænd i røde Huer og
talrige Conventsmedlemmer, ind i Conventets Forsamling, hvor Præsidenten
trykkede et Kys paa hendes Pande. Men disse i og for sig uskyldige
Ceremonier bleve travesterede ved paa pøbelagtig Vis at efterlignes
af Pøbelen. Courtisaner lode sig bære i Triumph som Fornuftgudinder.
Kirkerne bleve Drukkenskabens og Orgiernes Sæde. Kirken Saint-Eustache
blev ligefrem forvandlet til Kro. Forklædte Præster ophidsede, som Abbé
de Montgaillard meddeler, til Udskeielserne. Den hellige Genevièves
Reliquier bleve brændte op, Træhelgener, Breviarer, Bønnebøger, gamle
og nye Testamenter brændtes paa Grève-Pladsen i saadanne Masser, at
Baalet steg til Husenes anden Etage. Grebne af Hvirvelen udnævnte selv
Jabobinerne Clootz til Clubbens Præsident. Da er det, at Robespierre
protesterer og ved sin personlige Overlegenhed driver Revolutionen ud
af den Bane, den var slaaet ind paa. Netop fordi han næsten i ingen
Henseende er forud for sin Tid, forstaaer han den som ingen Anden, og
fordi han forstaaer den, griber han det politisk Rigtige, det, som
kan forstaaes af Tiden. Det er ham, som med Blikket heftet paa Europa
bevæger Conventet til at udstede det Decret, at det franske Folk
anerkjender Existentsen af det høieste Væsen, ligesom det var ham,
der bevægede Jacobinerne til at indgive en Adresse til Conventet om,
at Forsamlingen skulde gjøre sit for at gjenoprette Troen paa Gud og
Sjælens Udødelighed. Det er Robespierre som fører de heftige Kampe for
disse to Ideer, ligeligt vendende sig polemisk mod Christendommen og mod
Pantheismen, som han stedse frygtede og aldrig forstod. Først angriber
han Kirkestormerne: »Den, siger han, der vil forhindre, at Messen bliver
læst, er ligesaa fanatisk som den, der læser den. Der gives Mennesker,
som troe at kunne danne en Religion af Atheismen. Enhver Philosoph,
ethvert Individ kan i den Henseende have hvilken Mening, han lyster;
den, der vilde regne ham det til Last, vilde være forrykt; men endnu
mere forrykt vilde den Lovgiver være, der vilde antage et saadant
System. Nationalconventet afskyer det. Conventet er ikke nogen Bogmager,
ikke nogen Forfatter af metaphysiske Systemer. Det er et politisk og
folkeligt Corps.« Han retter imod Encyclopædisternes Disciple sin
Sætning, at Ideerne Forsyn og Retfærdighed er een og samme Idee; han
udslynger imod dem det paa den Tid frygtelige Ord, at »Atheismen er
aristokratisk.« Og da han i Mai 1794 bestiger Tribunen for at opfordre
Conventet til at højtideligholde Festen for det høieste Væsen, vender
han sig efter nogle begeistrede Ord til Ære for Rousseau ligesaa
bestemt imod Christendommen. »Fanatikere, haaber Intet af os! At kalde
Menneskene tilbage til den rene Dyrkelse af det høieste Væsen, det er at
give Fanatismen Dødsstødet. Alle Fictioner forsvinde overfor Sandheden
og alle Galskaber falde for Fornuften […] Hvad have Præsterne at gjøre
med Gud? Præsterne forholde sig til Moralen, som Charlatanerne forholde
sig til Medicinen.« I Overeensstemmelse med det hele Aarhundredes
Indbildning, at det er Præsterne, som have opfundet Religionerne, siger
han: »Præsterne have gjort Gud til en Ildkugle, en Oxe, et Træ, et
Menneske, en Konge. Det høieste Væsens sande Præst, det er Naturen,
dets Tempel Universet, dets Cultus Dyden.« Han viser fremdeles at
Præsterne overalt have støttet Despotismen: »Det er Jer, som have sagt
til Kongerne: I ere Guds Billeder paa Jorden, det er fra ham, at I
have Eders Magt, og Kongerne have svaret Jer: Ja, I ere i Sandhed Guds
Sendebud; lad os forene os om at dele Byttet og Viraken.«

Følgen af disse Dobbeltbestræbelser var Conventets Manifest til alle
Jordens Folkeslag, at det anerkjendte fri Gudsdyrkelse og at det
fordømte »Philosophismens Extravagancer lige saa fuldt som Fanatismens
Forbrydelser«. Det hedder heri: »Eders Herrer ville sige Eder, at
det franske Folk har proscriberet alle Religioner, og at det har sat
Dyrkelsen af nogle Mennesker i Stedet for Dyrkelsen af Guddommen; de
afmale os for Eder som et afgudisk og vanvittigt Folk. De lyve. Det
franske Folk og dets Repræsentanter respectere Frihed til enhver Art
Cultus og proscribere ingen Art deraf.« Saa decreteres der da et bestemt
Antal af religiøse Fester. Robespierre holder Talen desangaaende. Han
siger: »Du skal skjænke dit Navn til en af de skjønneste af disse
Fester, o du Naturens Datter, du Lykkens og Hæderens Moder, du Verdens
eneste legitime Souverain, som Forbrydelsen har stødt fra Tronen, du,
hvem det franske Folk har gjengivet din Magt og som til Gjengjæld
skjænker det et Fædreland og sædelig Alvor, ærværdige Frihed! Og du
skal dele vort Offer med din udødelige Søster og Ledsagerske, du blide
og hellige Lighed! Vi ville ogsaa feire Menneskeheden, som nedværdiges
og trædes under Fødder af Fjenderne af den franske Republik. En skjøn
Dag vil det være, paa hvilken vi kunne høitideligholde Festen for
Menneskeslægten, naar det franske Folk ud fra Seirens Skjød kan indbyde
den uhyre Menneskefamilie til sig, hvis Ære og hvis ufortabelige
Rettigheder det forsvarer. Vi ville ogsaa forherlige alle de store Mænd,
fra hvilken Tid og hvilket Land de end ere, som have befriet deres
Fædreland fra Tyranniets Aag og grundet Frihed ved forstandige Love.«

Det er i Kraft heraf, at Festen for det høieste Væsen, som Robespierre
kaldte for den skjønneste Dag i sit Liv, blev afholdt. Her var det, at
han paa sin Magts Tinde, men omringet af sine Dødsfjender, umiddelbart
før sit Fald optraadte som Profet. Det hele Arrangements Naivetet har
noget rørende Burlesk. Med en Bouquet af Blomster og Hvedeax i Haanden
vandrede han, for den Dag udnævnt til Præsident, i Spidsen for hele
Conventet gjennem Paris til Festhøien paa Marsmarken. Conventet var
paa sin Gang omgivet af et trefarvet Baand, der blev baaret af Børn,
Ynglinge, Mænd og Oldinge, smykkede efter deres Alder respective med
Violer, Myrter, Eg eller Vinløv. Ethvert af Conventsmedlemmerne bar et
trefarvet Skjærf og en Bouquet af Ax, Blomster og Frugter. Da Conventet
havde taget Plads øverst paa Høien, foregik en efter alle Øienvidners
Udsagn om end theatralsk dog i høi Grad imponerende Scene. Anraabelsen
af den Evige blev udsunget af Tusinder af Stemmer. De unge Piger strøede
Blomster, de unge Mænd svang deres Vaaben og svor at frelse Frankrig
og Friheden. En Ceremoni i Tidens naive Smag kronede Festen. Maleren
David havde paa Festpladsen opført en Gruppe af Uhyrer: Atheismen,
Egoismen, Uenigheden og Ærgjerrigheden, hvilke slemme Væsener fra nu af
for evigt skulde være udryddede af Verden. Robespierre greb en Fakkel
og svingede den imod de terpentinbesmurte Monstra; de brændte op, og
en uforbrændelig Statue af Visdommen viste sig i deres Sted. Ved en
besynderlig Skjæbnens Ironi var denne Statue bleven fuldstændigt sværtet
af Flammerne og Røgen.

Festen for det høieste Væsen er et naivt, men uhyklet Udtryk for
det 18de Aarhundredes Religiøsitet. Robespierre havde fuldstændig
Ret i at beklage, at Rousseau ikke oplevede denne Dag; det havde
været en Fest efter hans Hjerte. Og saa fast et Fodfæste havde disse
Ideer i Forsamlingen, at de bleve staaende, da Robespierre faldt. Den
civile Religion, som blev decreteret af Conventet, skyldtes ikke ham.
Man gik, langt fra efter hans Død at vende om, stedse videre ad den
begyndte Vei. Den republikanske Kalender blev indført. Da, som det hed i
Motiveringeu, den christelige Æra havde været »Løgnens, Bedrageriets og
Charlataneriets Tid«, blev den christne Kalender afskaffet, Tiden regnet
fra 1792, Ugen inddelt i 10 Dage og Forslag indgivet om at erstatte
Dagenes Helgennavne med Navnene paa Agerdyrkningsredskaber og nyttige
Husdyr.

Snart fremkom ligefremme Katechismer for den nye Religion. Det hedder i
en saadan (»office des décadis en discours, hymnes et prières en usage
dans les temples de la Raison« ): »Frihed. du Menneskets høieste Lykke
paa Jorden, helliget vorde dit Navn hos alle Jordens Folk! Til os komme
dit heldbringende Rige og gid det styrte Tyrannernes Regjering! Gid
din hellige Cultus maa erstatte Dyrkelsen af hine foragtelige Afguder,
hvis Alter du har kuldkastet![…] Jeg troer paa et høieste Væsen, der
har skabt Meuneskene, frie og lige, der har dannet dem til at elske
hverandre og ikke for at de skulde hade hverandre, der vil æres ved
Dyder og ikke ved Fanatisme, og i hvis Øine den skjønneste Gudsdyrkelse
er Dyrkelsen af Sandhed og Fornuft. — Jeg troer paa alle Tyranners nære
Undergang, paa Sædernes Gjenfødelse, paa alle Dyders stigende Udbredelse
og paa Frihedens evige Triumph.«

En Troesbekjendelse som denne er ikke uden Storhed. Men desværre
bekjendte man samtidigt sin nye Tro paa andre Maader. Man vilde rydde
Kirkerne til den nye Religion, og Afskaffelsen af Søndagen blev af
praktiske Grunde snart det store Livsspørgsmaal. Man kom hurtigt til
det Punkt, at Enhver, der feirede Søndagen, var mistænkt, og det var
farligt at være mistænkt da. Voldsomme Forsøg paa at forhindre Søndagens
Festligholdelse udgjorde under Conventet en ny Form af Tyranni, der,
hvorvel mere undskyldelig end det Tyranni, den afløste, ikke gav det
noget efter i Raahed og Uforstand.

Endnu under Directoriet, der fornemmer de første Spor til en reactionær
Bevægelse i Samfundets lavere Lag, var der, som man seer af en Samtidigs
Memoirer, Deputerede, som fik Nervetilfælde, naar de blot hørte Ordet
Præst, og Nedbrydelsesværket fortsattes med Lidenskab. »Enhver« ,
siger Laurent, »der havde en Draabe revolutionært Blod i sine Aarer,
arbeidede med feberagtig Iver paa Christendommens Ødelæggelse.« Man
betænkte sig ikke paa i officielle Rapporter at betegne de Troende
som »imbecile«. Directoriet selv siger i en Proclamation af Aar 6
angaaende Valgene, at man maa fjerne »de ulykkelige Fanatiserede, som
Lettroenheden forblinder, og som kunde falde paa paany at kaste sig for
Præsternes Fødder.«

I Virkeligheden var Geistligheden vedbleven at være Revolutionens
frygteligste Fjende. Den blodige Krig i Vendée var for en stor Del
dens Værk. Rædslerne der overgik alt Tænkeligt. Et Sted blev den
constitutionelle Præst dræbt ved Stenkast af hylende Kvinder, et andet
Sted revet i Stykker ligeledes af Kvinderne. Af den republikanske
Præsident Joubert savede man Hænderne, før man slog ham ihjel. I en af
Byerne begravede man sine Fjender levende, saa de republikanske Tropper,
da de drog ind, saa Arme, hvis Hænder krummede sig om Grønsværet,
stikke op af Jorden. Der var selvfølgelig Uret paa begge Sider, kun
maa det ikke glemmes, at det var den rasende Modstand af den dømte
Fortids Tilhængere, der styrtede Frankrig ind i Rædselsregimentet, og
at Biskopperne, naar de kaldte Folket til Vaaben, vare langt værre end
Revolutionsmændene, da de vilde gjenindføre alt det, som havde gjort
Revolutionen nødvendig. Hvorom Alting er, saa indsaa Revolutionsmændene
snart, at deres Fremgangsmaade hidførte det modsatte Resultat af det,
man havde ønsket og ventet. Betegnende nok er det de Commissairer,
der bleve sendte til Vendée, der først tage Ordet for fuldstændig
Adskillelse af Kirke og Stat. I deres Øine var det det eneste Middel
til at berolige Sindene og frede Landet. Allerede til den lovgivende
Forsamling havde en Præst stillet det Forslag, at Staten ikke mere
skulde lønne nogen Cultus. Men man var da for lidenskabelig til at
ville lade være at tage Parti. Man haabede, som det ofte blev udtalt,
ved Hjælp af almindelig Undervisning »at tilintetgjøre alle Sekter«.
Man indbildte sig, at Dogmernes Tid var omme, at den Tid var kommen,
da, som Amerikaneren Jefferson har skrevet, Christi vidunderlige
Undfangelse i en Jomfrus Skjød vilde blive sat i Klasse med Minervas
underfulde Undfangelse i Jupiters Hoved. I en Rapport under Conventet
hed det: »Snart vil man kun lære hine absurde Dogmer, disse Frygtens og
Vildfarelsens Børn at kjende for at ringeagte dem. Snart vil Sokrates's,
Marcus Aurelius's og Cicero's Religion være Verdens.« Og da Madame
Roland i sine Memoirer kommer til at bruge Ordet Katechismus, anseer
hun det for nødvendigt at forklare det for Efterverdenen. Hun skriver:
»Med den Fart, hvormed Verden nu gaaer frem, er det sandsynligt, at de,
som læse dette, ville spørge, hvad dette Ord betyder, jeg vil derfor
forklare dem det.« »Au train dont vont les choses, ceux qui liront ce
passage demanderont peut-être ce que c'était que cela, je vais le leur
apprendre.«

Man havde ikke betænkt, at Massen af Folket ved sin Uvidenhed var
uimodtagelig for Revolutionsmændenes Opraab og af gammel Vane tilbøielig
til, saasnart Leilighed atter viste sig, at give sig Geistligheden i
Vold. Det føltes snart. General Clarke skriver i et Brev til Bonaparte
af Aar 1800: »Vor Religionsrevolution er mislykkedes for os. Man
er atter bleven romerskkatholsk i Frankrig. Der behøves 30 Aars
Pressefrihed til at fælde Romerbispens aandelige Magt.« Disse Ord træffe
Sømmet paa Hovedet; kun at man maa sætte 300 istedenfor 30 og føie
tvungen, gratis og absolut verdslig Undervisning til Pressefriheden.

At der ikke heri ligger nogensomhelst Undskyldning for den religiøse
Restauration er dog ligesaa sikkert. Hvilke Udskeielser der end nu
og da i Praxis fandt Sted, Frankrigs lovmæssige Stilling var paa den
Tid, da Concordatet blev indgaaet, fuldkommen Religionsfrihed. Paa
Conventets Præsteforvisninger og Directoriets ufuldstændige Tolerance
var retsligt en fuldkommen Sikkerhed for alle Religionsbekjendelser
fulgt, idet Præsteeden var falden bort og blevet afløst af et simpelt
Løfte om at ville adlyde Loven, og idet enhver Præst blev underholdt
ved frivillige Bidrag af sin Menighed, uden at Staten blandede sig
deri. Selvfølgelig vare disse Bidrag ikke synderlig rigelige, og mangen
en Prælat længtes tilbage til Fortidens fede Kjødgryder og til den
Alliance mellem Scepteret og Røgelsekarret, som Robespierre engang
havde skildret. Bonaparte havde Valget mellem at udvikle den Spire til
religiøs Frisindethed og Frihed, som var skudt saa kraftigt iveiret,
eller at benytte den religiøse Fanatisme og den geistlige Vinde- og
Herskesyge som et Redskab for sin Magt. Han betænkte sig ikke, stillet
som han var mellem en sikker Fordel paa den ene Side og et stort og
ædelt Princip paa den anden. Hans Magtsyge valgte for ham. Laurent:
»Histoire du droit des gens« Tome XIV. Carlyle: »History of the french
revolution« I—III. Louis Blanc: »Histoire de la révolution française«
I—XII. Chateaubriand: »Mémoires d’outre-tombe« I—II.

II.

En Octobernat i Aaret 1801 blev en lukket Vogn, escorteret af Vagt
hemmeligt ført ind i Paris. Hvad skjultes vel i denne Vogn? Var det
en Forbryder, var det Smuglervarer? I Vognen sad en gammel Mand, en
Præst, Pavens Legat til General Bonaparte (Caprara var hans Navn),
og den Smuglervare, som paa denne Maade i Mulm og Mørke bragtes ind
i Paris, var Concordatet med Rom, Gjenoprettelsen af den christelige
Cultus i Frankrig. Man vovede ikke at lade en Præst i en saadan Mission
holde sit Indtog ved høilys Dag. Ved den første Consuls betænksomme og
forsigtige Foranstaltning blev Sagen derfor opsat til Nattetiden. Ikke
at man frygtede Voldsgjerninger, man frygtede kun Smil. »Man vovede ikke
at sætte Paris's lattermilde Befolkning paa en saadan Prøve.« Thiers:
Histoire du consulat et de l'empire Tome III 211.

Da efter utallige Forsøg paa at naae til en Overenskomst, under hvilke
det hvert Øieblik syntes, som om Underhandlingernes Traad skulde rives
over for stedse, Concordatet endelig var sin Afslutning saa nær, at
Bonaparte i April 1802 kunde modtage Cardinalen officielt, stødte man
paa en lignende Vanskelighed. Det er kirkelig Skik, at der foran en
Legat i overordentlig Mission bliver baaret et Guldkors. Cardinalen
udbad sig derfor, at dette Kors, den Dag, han begav sig til Tuilerierne
skulde bæres foran ham af en Officier, klædt i Rødt og tilhest. Men man
frygtede, siger Thiers, at give Pariserbefolkningen et saadant Skuespil.
Thiers ibid. 342. Man kom overens om at gjøre med Korset som et halvt
Aar tidligere med Cardinalen, nemlig at kjøre det foran ham i en lukket
Vogn.

Endelig 8 Dage derefter, Paaskedag 18 April 1802 (28 germinal Aar 10)
blev efter at Concordatet om Morgenen var blevet opslaaet paa alle
Gadehjørner i Paris og efterat den første Consul samme Morgen for at
forherlige Dagen havde undertegnet Freden til Amiens, det store Tedeum
sunget i Notre-Dame til Forherligelse af den christelige Cultus's
Gjenindførelse eller som det hed i det officielle Sprog: Revolutionens
Forsoning med Himlen. Programmer for Ceremonien vare i Forveien omdelte.
Med et stort og udsøgt Følge begav den første Consul sig til Kirken,
han havde i Forveien personligt ladet alle de høiere Embedsmænds Fruer
anmode om at indfinde sig i Toilette. De fulgte Madame Bonaparte; selv
var han ledsaget af sin hele Stab, af alle sine Generaler og af alle
de Mænd, der havde betydeligere Embeder inde. De Vogne, der havde
tilhørt det gamle Hof, bleve ved denne Leilighed paany tagne i Brug,
Bonaparte kjørte til Kirken i det gamle Monarchies Equipager og med dets
hele Etiquette. Artillerisalver forkyndte Verden denne Privilegiernes
Gjenopstaaen fra de Døde og dette første Forsøg i Retning af Kongemagt
og Kongeherlighed. Tropper af den første Militærdivision stode en haie
lige fra Tuilerierne til Notre-Dame. Erkebispen af Paris modtog den
første Consul ved Kirkens Dør og rakte ham Vievandet. Han blev ført hen
under en Tronhimmel paa en ham forbeholdt Plads. Senatet, det lovgivende
Corps og Tribunatet vare opstillede paa begge Sider af Altret. Kirken
fyldtes snart af Uniformer, Toiletter og Liberier. Liberierne, der vare
forsvundne under Revolutionen, vendte tilbage sammen med Ornaterne. Bag
Førsteconsulen stode hans Generaler i Gallauniform, »mere lydige end
omvendte«, som Thiers betegner dem. De gjorde sig Umage for i deres
Ydre at vise, hvad virkelig var Tilfældet, nemlig, at de vare der imod
deres Villie, og at den hele Ceremoni forekom dem latterlig og uværdig.
Deres Holdning var, hvad man fra modsat Side har betegnet som »lidet
sømmelig«. Imod den stak den første Consuls Holdning af. Han stod
iført sin røde Consuluniform, ubevægelig med strengt og lukket Ansigt,
alvorlig og kold, uden at dele hverken de Gjenstridiges Distraction
eller de Troendes Andagt. Paa hans Kaardefæste lyste den berømte Diamant
»Regenten«. Han havde til denne Høitidelighed ladet den indfatte der
som Symbol paa, at Magtens Insignier nu vare gaaede over fra Kronen til
Sværdet. Man saa paa ham, at denne hans Gjerning ikke var en Troesact,
men en Villiesact, og at han var fast bestemt paa at sætte sin Villie
igjennem.

Samme Morgen som dette Tedeum blev afholdt, bragte paa Bonapartes
udtrykkelige Befaling Moniteuren en Anmeldelse af et Værk, der i anden
Udgave blev tilegnet ham selv som Kirkens delelse, som den første Consul
gjorde om den Tractat, han havde undertegnet, og dog var det i denne
Forsamling, at Bonaparte havde sine mest afgjorte Tilhængere. Selv
Thiers, hvem jeg anfører, fordi han i sin Beundring for Bonaparte, kun
giver yderst mangelfuld Kundskab om Concordatets Historie og gjerne
fortier alt hvad der kan sætte denne Begivenhed i dens sande og skarpe
Lys, maa bruge saadanne Ord som: »Medlemmerne sadde mørke og stumme,
som om de havde seet et af Revolutionens mest heldbringende Værker gaae
tilgrunde for deres Øine. Intet gjorde Brud paa denne Scenes tause
Kulde. Man tav, man skiltes ad uden at sige et Ord, uden at udtale en
Mening.« Det gik endnu værre i det lovgivende Corps; det nedlagde sin
Protest mod Restaurationen ved til Forsamlingens Præsident at vælge
Dupuis, Forfatteren af det bekjendte Værk Origine des cultes, der gaaer
ud paa at fremstille Christendommen som en paa Astronomien grundet
Fabel (det samme, der er parodieret i den bekjendte lille Piece af
Vinet om Napoleon som Allegori paa Solen). Napoleon, der dog allerede
følte sig i sin næsten uindskrænkede Magt, vovede ikke at præsentere
Concordatet alene til det lovgivende Corps; han gav det de saakaldte
organiske Love med ifølge, hvis afgjort gallikanske Aand skulde skaffe
det deres Stemmer, som frygtede den ultramontane Indflydelse fra Rom.
Ikke destomindre antog Corpset det først, da alle dets mest energiske
Medlemmer vare blevne udstødte deraf. Hvad Tribunatet angaaer, saa
fandt der en sand Opstand Sted, og der udfordredes intet Mindre end
et nyt Statscoup, en Reduction af dets Medlemsantal til 80, for at
knække dets Modstand. De eneste Tilfredse vare i første Øieblik det
jublende Kleresi, dog med Undtagelse af alle de i Kraft af den nye
Tingenes Tilstand afskedigede Bisper og Præster, der havde aflagt Ed paa
Republikens Constitution, og den store uvidende Bondebefolkning, der
hverken kunde læse eller skrive, og som længtes efter sin Søndag og sin
Kirkestads.

Selv fra Førsteconsulens allernærmeste Kreds udgik det ene Forsøg efter
det andet paa at rokke hans Beslutning, da den rygtede sig. Det 18de
Aarhundredes Aand rørte sig mægtigst hos de Mænd, som ved Geni eller
Talent vare de første i Landet, og det var netop dem, der udgjorde
Bonapartes stadige og daglige Omgang. De hørte alle til de moderate
Revolutionære og vare alle Disciple af Voltaire. Lærde som den berømte
Astronom Laplace, som Mathematikerne Lagrange og Monge fortalte daglig
Bonaparte, at han stod i Begreb med at nedværdige sin Regjering og
sit Aarhundrede. Hans gamle Vaabenbrødre, tilstaaer Thiers, frygtede,
skjøndt saa hædrede af Alle, den Latterlighed, som syntes at vente
dem ved Altrenes Fod. Selv hans Brødre, der omgikkes Tidens bedste
Skribenter, bestormede ham med Bønner om ikke ved et Skridt, der i den
Grad stred imod Tidsaanden, at sætte sin uhyre Magt paa Spil.

Saa stærke Udtryk vise, hvor sikker man var paa, at Christendommen
maatte betragtes som død, hvad da ogsaa de tidligere anførte Ord af Mme
Roland bevise.

Var det religiøs Overbevisning, der bevægede en Aand som Bonapartes til,
trods alle berettigede Hensyn og Forestillinger, i dette Hovedpunkt
at handle det hele intelligente Frankrig imod? Visselig ikke. Talrige
Udtalelser af ham vise, at han selv befandt sig netop paa deres Side,
han vilde bekjæmpe, hyldende Voltaires og det hele 18de Aarhundredes
saakaldte oplyste Deisme. Man har for at skildre Bonaparte som troende
anført hans Udtalelser til Monge: »Min Religion er meget simpel,«
sagde han til ham. »Jeg betragter dette saa store, saa sammensatte,
saa prægtige Universum og siger mig selv, at det ikke kan være Product
af Tilfældet, men maa være et Værk af et ubekjendt, almægtigt Væsen,
der staaer lige saa høit over Mennesket som Universet staaer over vore
skjønneste Maskiner.« Men Voltaire selv vilde have udtrykt sig ganske
saaledes. Bonaparte fortsatte: »Men denne Sandhed er altfor kortfattet
for Mennesket; det vil om sig selv og om sin Fremtid vide en Mængde
Hemmeligheder, som Universet ikke siger det. Religionen fortæller da
hver Enkelt, hvad han føler Trang til at vide. Ganske vist negter den
ene Religion hvad den anden slaaer fast. Men jeg slutter ikke heraf som
Volney, at ingen af alle Religionerne duer Noget, men snarere, at de
alle ere gode.« Lessings Nathan fører ganske dette Sprog. Det staaer i
Overensstemmelse hermed, naar Bonaparte til Monge sagde: »I Ægypten var
jeg Mahomedaner, jeg maa være Katholik i Frankrig. Jeg troer ikke paa
Religionerne, men paa Ideen om en Gud.«

Han havde tidligere ved en Tale, han holdt i December 1797 i
Directoriets og alle de offentlige Myndigheders Nærværelse, henregnet
»Religionen« tilligemed Kongemagt og Lehnsmagt til »de Fordomme,
det franske Folk har at overvinde«. Han var uden Skrupler i Ægypten
optraadt som Muselmand. I hans Proclamation til den arabiske
Befolkning hedder det: »Ogsaa vi ere sande Muselmænd. Er det ikke os,
der have tilintetgjort Paven, som sagde at man skulde føre Krig mod
Muselmændene?« Nu brugte han vel om den samme Pave saadanne Udtryk som
»den hellige Fader« (officielt) eller »det gode Lam« (privat), men
naar Underhandlingerne gik istaa paa Grund af de romerske Chicaner, da
anvendte han i Breve Udtryk som »den gamle Ræv« om Paven, og kaldte
Præsterne, eller som han da sagde, »la prêtraille« for »imbecile
Vrøvlehoveder«.

Hans Optræden under Forhandlingerne med Rom vidner i lige saa høi
Grad for hans politiske Snedighed som mod hans Orthodoxi. Da Consalvi
i Juni 1801 skulde reise til Paris, var han uforsigtig nok til i et
Privatbrev at udtale, hvor ængstelig han var tilmode ved saaledes at
skulle vove sig ind i Løvens Gab, det nylig mod Religion og Præstestand
saa høist fjendske Arnested for Revolutionen. Der gaves imidlertid
en Art Odins Ravn, der for Bonaparte gjentog alle den Art private
Skriftemaal. Denne Ravn fandtes paa Posthuset, hvor Brevet blev aabnet.
Bonaparte indrettede da Cardinalens Modtagelse i nøie Overensstemmelse
med det Indtryk, han herigjennem fik af hans Personlighed. Det var
Aften, da Consalvi ankom til Paris, men allerede til næste Morgen blev
hans Audients berammet, saa han hverken kunde faae Tid til at hvile
sig efter Reisens Anstrengelser eller til at raadføre sig med Pavens
Afsendinge. Han blev tidligt om Morgenen kjørt til Tuilerierne og ført
ind i et lille tomt Værelse, der saa ud som Forstuen til Førsteconsulens
Audientsværelse. Efter temmelig lang Venten aabnedes der ham en lille
Dør, og gjennem denne træder han til sin Forbauselse ind i en lang Række
af pragtfulde Sale, hvor alle Statens høiere Embedsmænd, Senatet, den
lovgivende Forsamling, Generalerne og Generalstaben ere forsamlede. I
Gaarden seer han en hel Del Regimenter opstillede til Revue. Det var
efter hans eget Udtryk den pludselige Overgang fra en Hytte til et
Palads. Al den blændende Pragt og al den frygtindjagende Myndighed,
som kunde stille Consularmagten i det mest imponerende Lys, var her
med Ostentation lagt for Dagen, og da Cardinalen endelig i den sidste
Sal naaede til de tre Consuler, der sadde omgivne af et glimrende
Følge, gik Bonaparte ham imøde og sagde i en kort og bydende Tone: »Jeg
veed, hvorfor De er kommen. De har fem Dage til Underhandlinger. Hvis
Tractaten til den Tid ikke er undertegnet, er Alt forbi.« I første
Øieblik blev Consalvi ganske vist fortumlet, men snart lykkedes det ham
at vinde Tid og med den romerske Statskunsts hele Finhed og Kløgt at
lægge Bonaparte saa mange Vanskeligheder i Veien, at denne under en af
de voldsomme Audientser, som fulgte, med ligesaa megen Hidsighed som
Hovmod udbrød: »Hvis Henrik den 8de, som ikke havde Tyvendedelen af min
Magt, har kunnet forandre Religionen i sit Land, hvormeget mere kan jeg
da ikke gjøre det! Jeg vil forandre den, ikke alene i Frankrig, men i
hele Europa. Rom vil komme til at græde Blod, naar det er forsilde.«

Med en saadan Ringeagt udtalte selve Religionens Gjenopretter sig om den
Magt, han vilde gjenopreise.

Kan man da undre sig over, at det var Latteren og atter Latteren, der,
ligesom dengang da Julianus Apostata 1500 Aar tidligere havde gjort
et lignende Forsøg, overalt var den frygtede eller virkelige, men i
Regelen uadskillelige Ledsager af enhver Handling, der stod i Berøring
med Restaurationen af den gamle Cultus. Da Bonaparte i Statsraadet
oplæste Pius den 7des første Breve, i hvilket Paven paany tog »sin
kjære Søn Talleyrand« til Naade, lød en halvkvalt Latter fra alle de
Tilstedeværende. Ja Bonaparte formaaede undertiden end ikke selv at
bevare sin Alvor. Den Dag, da Cardinal Consalvi, klædt i det romerske
Purpur, overgav ham en Afskrift af Concordatet under en offentlig
Audients, fik Førsteconsulen pludselig et saa convulsivisk Latteranfald,
at hele Forsamlingen stod som lynslagen. Ja endnu flere Aar efter var
han saa lidet opbygget af kirkelige Handlinger og saa lidet istand til
overfor dem at beherske sit Ansigt — han som ellers i en saa ualmindelig
Grad forstod at holde sine Miner i Tømme — at han, da Paven i 1804
salvede ham til Keiser, under hele Ceremonien til de Omkringstaaendes
Forbauselse gabede uophørligt. Saa forstod Carl d. 10de som ægte Bourbon
bedre at holde Alvoren vedlige, da han i 1825 blev salvet. Uden at
fortrække en Mine eller endog blot at drage et Smil lod han hele sin
Overkrop blotte og først Issen, saa Brystet, saa Stedet mellem begge
Skulderblade, saa disse selv og begge Armleddene salve. Man føler
Fremskridtet siden Keiserdømmets Dage.

Alt hvad der stod i Forbindelse med Gjenoprettelsen af den geistlige
Myndighed og Gjenindsættelsen af den katholske Cultus, stod i saa
skjærende en Strid med de Sæder og Ideer, som ved Revolutionen vare
blevne de herskende i Frankrig, at man ved slige Ceremonier neppe kunde
troe sine egne Øine; Usandsynligheden af, at de foregik, syntes saa
stor, at man ikke kunde overtale sig til at tage dem for Alvor. Jeg
anfører som Bevissted Ord af et Øienvidne og et saadant, som visselig
ikke kan ansees for forudindtaget mod Religionen, nemlig de Pradt,
Erkebiskop af Malines. Han siger: »Hvis et eneste Menneskes Latter
havde givet Signalet, stode vi i Fare for at geraade ind i de homeriske
Guders uudslukkelige Latter. Her laa Skjæret, hvorpaa man kunde strande.
Lykkeligvis havde Politiministeren Fouché sørget for Alt, og Paris
beholdt, takket være ham, sin alvorlige Mine«. De Pradt: Histoire des
quatre concordats 2 Tome S. 212.

Kunde i Virkeligheden Noget være mere burlesk end den Situation, der
nærmest har givet Anledning til dette Udsagn: Pavens Besøg i Paris. En
Pave i Paris! det var, siger Erkebispen, en kilden Historie efter Alt,
hvad der i de sidste 15 Aar var foregaaet der og midt iblandt »en lystig
og af Philosophien endnu stærkt paavirket Befolkning.« For at afholde
Paven fra at reise, havde man endnu i sidste Øieblik lagt de førnævnte
Proclamationer fra Ægypten frem paa hans Bord. Men det var for sent til
at rokke hans Beslutning. Man stille sig blot Sammenkomsten mellem de to
Magthavere levende for Øie. Napoleon begav sig til Fontainebleau for at
tage Paven imod. Efter at de første Høfligheds- og Hjertelighedsytringer
vare udvexlede, kjørte de begge til Slottet i samme Vogn. Glæden
straalede ud af Napoleons Ansigt, og da han steg op ad Trappens Trin med
Paven i Haanden, syntes ethvert af hans usædvanligt livlige Øiekast at
sige: »Seer I mit Bytte, jeg har ham.« Ved en pudserlig Uagtpaagivenhed
aabnedes Festtoget af en Afdeling Mameluker til Hest. Skuet af disse
muhamedanske Rytteres mørkebrune Ansigter hensatte En i Phantasien
til Mekka. Man skulde snarere troe, at det var en muhamedansk end en
Christen Ypperstepræst, som holdt sit Indtog. Selve Pavens Ansigt
røbede den Forlegenhed, han følte over paa een Gang at være hensat i et
Verdenshjørne, hvor Alt var ham nyt. Man saa godt, at hans Fod, skjøndt
den blev kysset af mange Mennesker, ikke traadte paa Jorden med nogen
fuldstændig Tryghed eller Tillid til Grunden. Det fuldkomment geistlige
Hof, han førte med sig, som straalede i alleslags biskoppelige Skrud, og
det fuldstændigt militaire, der kom det imøde, helt skinnende i Pandser
og Plade, dannede en eiendommelig Contrast. Man havde kunnet troe, siger
Erkebisp de Pradt, at man pludselig var bleven henflyttet til Japan
i det Øieblik, da den geistlige Keiser aflægger den verdslige Keiser
Besøg.

Hvad var Aarsagen til, at den første Consul fastholdt og gjennemførte en
Plan, der ved første Blik kunde synes saa upopulær og upolitisk? Svaret
er simpelt. De Planer, som Bonaparte bar paa, lode sig ikke forene med
Opretholdelsen af Republikens Ordning af Forholdet mellem Stat og Kirke.
Han, som netop nu gik ud paa at give Republiken Dødsstødet, maatte
ramme den i dens Hjerte, i dens Principer. Han indsaa, at det aldrig
vilde lykkes tilgavns at knække den borgerlige Frihed, med mindre man
tillige knækkede den aandelige og Tankens Frihed, og han bekymrede sig
kun lidet om, hvad enten han satte Frankrigs Udvikling et Aarhundrede
tilbage i Tiden eller ei, hvis han derved muliggjorde sin Enevælde
eller fremmede sine egoistiske Formaal. Med den kirkelige Autoritet
var den monarchiske Autoritet under Revolutionen bleven styrtet. Det
gjaldt om at gjenoprette Autoritetsprincipet. Det gamle Monarchies
Etiquette vendte at sig selv tilbage i det Øieblik, da Religionen paany
blev en Magt i Staten. Man har betegnet det som Napoleons største og
vanskeligste Bedrift, at han i Frankrig rehabiliterede Magtideen, som
Revolutionen havde miskjendt og haanet. Se Guizot i Revue des deux
mondes 15 Febr. 1863. Man har sagt, at Ingen saa naturligt og dristigt
som han har udfoldet Instinctet og Gaven til at herske. Man har kaldt
ham den personificerede Magt. Men man burde tilføie, at fra det Øieblik
af, da han ikke vilde nøies med at være Magten i Kraft af sit Geni og
af den nye Samfundstilstand, der gav Geniet Forrang for Privilegiet,
men vilde gjenoprette det absolute Monarchi, støttede han sig ikke mere
til den Magtidee, der smelter sammen med Retsideen og er et Udtryk
for Fornuften, men til Autoritetsideen, der virker ved at blænde og
antages blindt, og fra det Øieblik af maatte han have Kirken med sig.
Da Wieland i 1808 spurgte Keiseren, hvorfor han ikke havde tilpasset
den af ham restaurerede Cultus mere efter Tidens Aand, lo Keiseren og
svarede: »Ja min kjære Wieland! for Philosopher er den rigtignok ikke
gjort. Philosopherne troe hverken paa mig eller paa min Cultus, og for
de Folk, som troe derpaa, kan man ikke gjøre Mirakler nok, saa lidt som
man kan lade dem beholde for mange.« Det er neppe muligt tydeligere at
charakterisere Autoriteten som »prestige«. Ved andre Leiligheder brugte
han det Ord, som i den paafølgende Litteraturperiode blev Stikordet,
idet han betegnede Religionen som Ordenen. Johannes Müller skriver i
1806 til sin Broder: »Keiseren talte om alle Religioners Grund og deres
Nødvendighed og sagde, at Mennesket trænger til at blive holdt i Orden.«

Med Hensyn til denne Religionens Opfattelse som Ordenen synes der at
være nogen Lighed mellem Napoleon og Jacobinerne, ligesom overhovedet
Napoleons Restaurationsforsøg frembyder en bestemt Analogi med
Robespierre Bestræbelser for at gjenoplive den religiøse Følelse. Som
Politiker troer Robespierre paa Religionens ordnende og regulerende
Magt, og som Politiker i en Tidsalder, hvor den uhyre Majoritet af de
Dannede staaer paa Deismens Grund, frygter han Atheismen som et for
Tidens Ideer fremmed Princip. Men den Orden, han ønsker, er kun den
uindskrænkede Tolerances, og den Orden, hvorfor han kjæmper, er den,
hvorpaa han troer. Han var ærlig. Hvem kunde ville sige noget Lignende
om Bonaparte?

Bonaparte indsaa, hvilket uvurderligt Redskab i en Regjerendes Haand den
overleverede Religion og Cultus var og besluttede derfor en Alliance med
Præstestanden, som han for alle Tilfældes Skyld allerede som Seierherre
i Italien havde smigret og caresseret. Han vidste vel, at det store
uvidende Flertal i Frankrig som i alle andre Lande maatte være vedblevet
med at hænge ved den nedarvede Religion, og at de Lærdomme, som det
18de Aarhundredes Philosopher havde udbredt, umuligt endnu kunde være
trængte ned til Befolkningens laveste og bredeste Lag. Han har aabent
selv i tidligere Tid tilstaaet sine Formaal. I Aaret 1800 udbrød han
midt i sit Statsraad: »Med mine Præfecter, mine Gensdarmer og mine
Præster er jeg istand til at gjøre Alt, hvad jeg vil.« Præsten er ham
en Politiembedsmand som de øvrige, kun i forskjellig Uniform. I de
Notitser, han dicterede Montholon, udleder han uden Videre Concordatet
af det Ønske, han nærede om at knytte Geistligheden til den nye Tingenes
Orden og at bryde det sidste Baand, som bandt den og dermed Landet til
det gamle bourbonske Dynasti. Han havde grundigt overveiet det Valg, der
stod ham aabent mellem Katholicisme og Protestantisme. Han indrømmede
sine Raadgivere, at Øieblikkets Tendentser fuldstændigt gik i Retning
af Protestantisme. »Men, sagde han: Er Protestantismen Frankrigs gamle
Religion? Hvorledes kan man i et Folk skabe Vaner, Smagsretninger,
Erindringer, som det ikke har. En Religions Hovedtiltrækning (le
principal charme d'une religion) ligger i Erindringen. Jeg hører aldrig
i Malmaison Kirkeklokken i den nærmeste Landsby uden at blive bevæget.
Og hvem kunde i Frankrig føle sig rørt i en protestantisk Kirke, hvorhen
Ingen er gaaet som Barn, og hvis kolde og strenge Udseende saa lidet
passer til Folkets Sæder. »Desuden, sagde han til Las Cases, naaede
jeg med Katholicismen meget sikrere til alle mine store Resultater.
Udadtil bevarede Katholicismen mig Paven, og med min Indflydelse i
Italien og mine Stridskræfter der mistvivlede jeg ikke om tidligere
eller senere ved et eller andet Middel at faae Herredømmet over denne
Pave, og fra det Øieblik af hvilken Indflydelse! hvilken Løftestang
for den offentlige Mening rundt om i Verden! […] Hvis jeg var vendt
tilbage fra Moscau som Seierherre, skulde jeg let have faaet Paven
til at glemme Tabet af sin verdslige Magt, jeg havde gjort ham til et
Afgudsbillede; han skulde altid være blevet hos mig. Paris var da blevet
den christelige Verdens Hovedstad, og jeg havde styret den religiøse
Verden lige saa fuldt som den politiske Verden […] Mine Concilier
havde da repræsenteret Christenheden, Paverne havde kun været deres
Præsidenter.«

Man agte ogsaa paa den Argumentation, hvoraf Portalis, Concordatets
officielle Forsvarer og Talsmand betjener sig. For at bevise, at det
ikke er muligt at indføre en ny Religion, men at man maa gjenoptage
den gamle, siger han: »I helt gamle Dage, i Uvidenhedens og Barbariets
Tider have overordentlige Mennesker kunnet kalde sig inspirerede og
efter Prometheus's Exempel hente Ilden ned fra Himlen for med den at
besjæle en ny Verden. Men hvad der er muligt hos et Folk, som bliver
til, er det ikke hos gamle medtagne Nationer, hvis Vaner og Ideer
det er saa vanskeligt at forandre.« Han begynder som man seer med at
appellere til Vanens Autoritet. Og han fortsætter: »Man troer kun paa
en Religion, fordi man antager den for en Guds Værk. Alt er tabt,
saasnart man lader Menneskehaanden skimtes.« At dette Sprog ikke er
Troens, behøver ingen Bevisførelse. Hvad Portalis beraaber sig paa, det
er de mislykkede Forsøg paa at erstatte den positive Religion med en
revolutionær, en »Fornuftreligion« som Rousseaus og Robespierres. Disse
Forsøg vare mislykkede, skjøndt den nye Lære ikke behøvede at laves, men
i Virkeligheden levede i de dannede Klassers Sind, mislykkede, fordi
det, umiddelbart efter at man havde styrtet al ydre Autoritet, var
umuligt at give den Overbevisning, som deltes af de Dannedes Flertal,
en rent udvortes Autoritet, som den, der var kuldkastet. De bare ingen
Frugt, fordi deres Ophavsmænd miskjendte den Sandhed, at Menneskeaanden
uophørligt omformer sine religiøse og sædelige Ideer, og ikke begrebe,
at den frigjorte Aand nødvendigvis da endnu hurtigere end forhen maatte
føle sig i Strømning fremad mod en fuldkomnere Klarhed, der vilde tvinge
den til strax paany at bryde enhver dogmatisk fastslaaet og begrændset
Form. Men nu fordi den indenfra valgte Form havde vist sig uholdbar
at ville gjenoptage de endnu uendeligt mere uholdbare gamle stivnede
Traditions-Former, det var visselig en besynderlig Argumentation. Der
var da intet Andet tilbage end at beraabe sig paa den umiddelbare Nytte,
som deraf kunde drages. Atter og atter kommer Portalis derfor tilbage,
ikke til at Religionen er sand, men til at den er nyttig, at den er
nødvendig, at man ikke kan regjere uden den, at Moralen uden religiøse
Dogmer vilde være »som en Retfærdighed uden Domstole«. Det er klart,
at Dogmet om den evige Ild, saalænge der troes paa det, er et kraftigt
Redskab i den Herskendes Haand. Ja Portalis er aaben nok til med rene
Ord at sige: »Spørgsmaalet om denne eller hin positive Religions Sandhed
eller Falskhed er kun et rent theologisk Problem, der er os fremmed.
Religionerne have, selv om de ere falske, idetmindste den Fordel at
sætte en Skranke for Indførelsen af vilkaarlige Lærdomme. Individerne
have i dem et Troescentrum. Regjeringerne ere beroligede med Hensyn
til de engang kjendte Dogmer, der ikke forandre sig. Overtroen er, saa
at sige regulariseret, omhegnet og indskrænket indenfor Grændser, som
den ikke kan eller ikke vover at overskride.« »La superstition est
pour ainsi dire régularisée, circonscrite et resserrée dans des bornes
qu'elle ne peut ou qu'elle n'ose franchir.«

Med fin Tvetungethed forsøgte Bonaparte at fremstille Restaurationen
i forskjelligt Lys for de forskjellige Partier. For Katholikerne blev
den skildret som en Handling, hvortil kun Constantins og Karl den
Stores Fortjenester af Kirken frembød Mage, for Philosopherne som en
Act, hvorved Kirken fuldstændig blev Staten og de verdslige Myndigheder
underkastet, »Det er en Vaccine mod Religionen,« sagde Napoleon til
Philosophen Cabanis; »om 50 Aar vil der ikke mere være nogen Religion
i Frankrig.« Saa meget er afgjort, at han ikke har tvivlet om ved
Forsoningen mellem Kirke og Stat at sikre sig en lydig og hengiven
Forbundsfælle. I hvilken Grad han heri skuffede sig selv, er bekjendt.
Dog dette har kun lidet at sige. Men i hvilken Grad han ved denne sin
Trods mod Tidsaanden, denne Udfordring til Revolutionen, som han skyldte
Alt, denne Haan imod alt det Største og Bedste, den havde bragt eller
indvundet, forgiftede sit Fædrelands Aandsliv og derved lammede dets
igjennem saa heltemodige Anstrengelser erhvervede Cultur, det har først
Eftertiden sandet og sande vi hver Dag mere, den Dag idag maaskee dybere
end nogensinde. Bittert maatte han snart selv fortryde, at han, ledet af
en kortsynet Politik, havde allieret sig med de laveste og mest uvidende
Elementer i Folket imod de ædleste og bedste. De Pradt fortæller, at
han atter og atter har hørt Napoleon gjentage, af »Concordatet var
hans Regjerings største Feil«. Om Hertugen af Enghiens Justitsmord
blev det bekjendte Udtryk brugt: »Det var mere end en Forbrydelse, det
var en Feil.« Om Concordatet kan man vende Ordene om. Det var mere end
Napoleons største Regjeringsfeil, det var den største Forbrydelse, som
dette mægtige Geni i sin hensynsløse Despotisme har begaaet. Thiers:
Histoire du Consulat. — Lanfrey: Histoire de Napoléon Ier. — Mignet:
Histoire de la Révolution Tome II. — De Pradt: Histoire des quatre
concordats. — Portalis: Discours et rapports sur le concordat.

III.

Kan man forstaae, at alt det Skete skulde betragtes som uskeet, at alle
de uhyre Anstrengelser skulde være spildte? Naar man betænker, hvad det
var lykkedes at udrette, maa man forbauses. En Emancipationsbevægelse,
der var begyndt i Renaissancetiden med den varme Begeistring for den
klassiske Oldtid, som i England ved Newtons Geni havde faaet en ny
Anskuelse af den ydre Verden til Grundstøtte, og som der efterhaanden
havde erobret Naturvidenskaberne, afsat en ny Philosophi som sit Product
og Frimureriet som sit Vidnesbyrd, var som en springende Gnist ved
Voltaires Aand bleven overført til Frankrig. Her var det Vidunderlige
saa skeet, at faa Aartier efter at Corneille havde digtet Polyeucte
og Racine Athalie, faa Aaringer efter at Bossuet havde præket den
absolute Lydighed og Pascal med Ildbogstaver nedskrevet Bekjendelsen af
sin Tro paa den absolute Absurditet, havde under den mest uomtvistede
Enevælde en Haandfuld Mænd, fordetmeste landflygtige eller forfulgte,
formaaet at vinde først de høiere Stænder, Nationens Elite, dernæst
Prindser og Prindsesser, der snart bleve Konger og Keiserinder, endelig
hele Middelstanden, saa at den nye Sandhed, der fødtes i Ringhed, men
alt i Vuggen blev hyldet af mægtige Konger, af Preussens Friedrich,
af Østerrigs Joseph og Ruslands Catharina, snart beherskede hele den
imidlertid opvoxede Slægt, ja vandt sig Tilhængere mellem Abbeder og
Præster.

Med athletisk Kraft havde den menneskelige Tanke reist sig i sin Frihed.
Alt, hvad der bestod, maatte retfærdiggjøre sin Bestaaen. Man grundede
efter Aarsager der, hvor man før havde bedt om et Mirakel. Man fandt en
Lov, hvor man før havde troet paa et Under. Aldrig før var der blevet
tvivlet, arbeidet, undersøgt og oplyst saaledes i Verden. Man havde ikke
Magtens Vaaben men Spottens, og med Haan og Spot anfaldt man da først.
Paa Voltaires raffinerede Haan fulgte saa Rousseaus plebeiiske Vrede.
Aldrig før var der bleven spottet, undermineret og declameret saaledes
i Verden. Den menneskelige Tanke, der i Aarhundreder paa alle Omraader
havde maattet trælle som Livegen, som man havde beruset med Legender
og sunget i Søvn med Psalmer og Talemaader, hørte som et Hanegal og
sprang lysvaagen op. Og nu skulde Alt hvad Aandens Heroer havde tænkt og
dens Martyrer lidt for, kunne feies tilside som ubrugbart og unyttigt!
Hvad der havde bragt saa mange af de ædleste Hjerter til at banke, hvad
der havde indgydt dem Mod paa Valpladsen og paa Skafottet, al denne
Begeistring skulde nu kunne knuges sammen paany som Aanden i Eventyret i
et Jernskrin, og Skrinet kunne lukkes for bestandigt med en Keisers og
en Paves forenede Segl!

De bestemte Aarsager, der gjorde det muligt, lade sig paavise. Rundtom i
de fornemme Familier paa Landet var under Revolutionen Moderen med sine
Døtre forbleven katholsk, da Faderen, hvordan han end ellers var sindet,
med Franskmændenes bekjendte moralske Feighed altid ansaa Religionen
for et gavnligt Baand paa Kvinden. Damerne havde broderet et Klæde til
Alteret, protegerede Præsten, gav ham Penge til hans Fattige og Syge
og forsømte aldrig nogen Messe. Nu var Messen forbudt. Den arbeidsomme
og stille franske Bonde og hans Husstand havde, lige til Revolutionen
kom, været vant til at see op til Præsten, til Monsieur le curé, som
til et Slags jordisk Forsyn, været vant til at hilse ham dybt, naar
han gik forbi og til at spørge ham om Raad; han havde døbt Børnene,
han havde meddelt dem den første Communion, han havde viet Jacques til
Fanchette, han havde givet den gamle Moder den sidste Olie. Man læste
ikke i Bondehuset, dyrkede hverken Litteratur eller Philosophi eller
Musik. Hver en Følelse i Sjælen, der hævede sig op fra Plovfuren og de
trillende Jordklumper omkring den, tog Veien til Kirken. Hvor ringe
den var, var den dog en Festsal i Sammenligning med Husmandshuset; den
var hellig, man knælede i den. Nu var Kirken lukket. Hvo der har seet
Almuesmænd i Frankrig eller Italien bede, seet den rørende Andagt i Øine
saa alvorlige og saa klare som en Hunds, begriber, hvad det for Bonden
vilde sige, at der ikke mere skulde være Messe eller Præst. Endelig
Søndagen. Bonden er imod enhver Forandring, hvis Nytte ikke øieblikkelig
synes ham indlysende. Og nu skulde Søndagen sløifes. Havde man hørt
Mage? Hvem var nogensinde faldet paa noget lignende? Hvem kunde falde
derpaa uden disse Herrer i Paris! I meget mere end tusinde Aar havde man
holdt Søndag, maaskee lige siden Verdens Skabelse, Vor Herre selv havde
jo holdt Søndag, og nu skulde Ugen have ti Dage og kaldes Decade, som
Ingen vidste hvad var. Man vilde altsaa endogsaa afskaffe den gode Gud.

Man føie hertil Virkningen paa de yngre og endnu ufordærvede Præster.
Frayssinous, der blev saa berømt som katholsk Apologet under
Restaurationen, fortæller, hvorledes han selv og en Ven af ham, der
ligeledes var Præst, midt under Rædselsperioden trods alle Trusler
om Proscription vedbleve at udøve deres præstelige Functioner og for
at prøve og styrke sig, for at gjøre sig fortrolige med den Død, som
ventede dem i det Tilfælde, at de bleve opdagne, skiftevis gik hen og
overværede Henrettelserne paa det permanente Skafot i Rodez.

Man tænke sig unge, begeistrede Præster som disse eller som de skildres
i Lamartines Jocelyn samles i Stilhed med deres Menighed Søndagmorgen i
Huler under Jorden, i kolde og fugtige Kjældere, der næsten kunde minde
om de første Christnes Katakomber. Man taler sammen om de trange Tider
for Kirken, trøster hverandre, hører en Præken, modtager den indviede
Hostie og gaaer bort med vaade Øine og opløftet Sind. Den fornemme Dame
og den simpleste Bondekone have her følt sig som Medlemmer af samme
Menighed paa en ganske anden Maade, end da de vare adskilte ved hele den
Afstand, der skiller den øverste Kirkestol fra den sidste.

Selve Berøvelsen af Kirkegodset blev fremdeles et Gode for Kirken.
Mangen en Præst, som Vellevnet havde fordærvet, saa sig pludselig
indskrænket til den evangeliske Fattigdom. Hvis Savnene tirrede
og æggede Mange, saa lutrede de Andre. Den Sag, for hvilken et
Menneske lider, bliver ham kjær. Den usikre, halvphilosophiske Præst,
der tidligere (som Barante fortæller det om det 18de Aarhundredes
Geistlighed) i Grunden rødmede ved at bekjende de christelige Dogmer,
følte sin Selvagtelse stige, alt som den Sag, han tjente, forfulgtes.
Biskop Lecoz skriver 1801: »Den Religion, som Frelseren grundede uden
Rigdommens Hjælp, vil han ogsaa vedligeholde uden denne Hjælp, der er
ham uværdig. Da han kaldte sine 12 Apostle, hvortil kaldte han dem da?
Til Nydelse af Eiendom eller af Ære? Nei, men til Arbeide, til Møie, til
Lidelse. Hvis altsaa vi Jesu Christi Tjenere nu ere nær ved at befinde
os i denne apostoliske Tilstand, bør vi da knurre derover? Nei, lad os
snarere glæde os over denne dyrebare Berøvelse af ydre Goder, og lad os
takke Herren, der har gjenopvakt hin gamle Tingenes Tilstand, som de
frommeste af hans Børn aldrig have ophørt at ønske tilbage.«

Saa glemme man ikke den uhyre Alliance, Kirken modtog derved, at den
nu lige med Et kunde tilegne sig Revolutionens eget Princip og i dets
Navn erobre sig Sympathier. Hele Situationen var forandret fra det
Øieblik af, da den saa længe som muligt frihedsfjendske Kirke, tvunget
af Nødvendighed, skrev Frihed paa sin Fane. Nu, da den selv havde Brug
for Friheden imod Undertrykkelsen, nu talte den i Frihedens Navn, og
det saa bevægeligt, at alle de, som hørte Krokodillen græde, tog den
for et lille, værgeløst Barn. Den liberale Katholicisme blev til, hvor
slemt end disse Ord skurre og hvine imod hinanden. Kirken fravristede
Revolutionen dens bedste Vaaben og gav sine Tilhængere det i Haanden
— foreløbigt vel at mærke, indtil den havde gjenerobret sin gamle
Magt, thi da vee Friheden! Men nu var Paven pludselig bleven liberal:
Religionsfrihed hed det. Selv da Jesuiterordenen paany blev oprettet,
vilde Jesuiterne, som alle vore Dages saakaldte Liberale, »den gode og
sande Frihed«, forstaaer sig Frihed for dem. Hvor ærligt man mente det
med denne Paaberaabelse af Friheden, viste sig, saasnart man var kommen
til Magten. Da Napoleon i 1808 forlangte, at Paven skulde tilstede
Religionsfrihed, svarede han: »Da denne Artikel staaer i Strid med
Kirkens Canon og Concilier og i Strid med den katholske Religion, og
paa Grund af de frygtelige Følger, den vilde have, i Strid med Statens
Rolighed og Lykke, have vi forkastet den.« De naive Katholiker, der toge
det bogstaveligt med denne Tale om Friheden, som Lamennais for Exempel,
fik snart Kjærligheden at føle. Men selv da Lamennais i 1830 blev ramt
af en pavelig Bulle, gav man hans Elev Montalembert, der skilte sig
fra ham og blev Katholicismens kraftigste Forsvarer i Midten af dette
Aarhundrede, Lov til vedblivende at foredrage den liberale Katholicisme,
som man først nu iaar for nogle Maaneder siden, da man slet ikke mere
kunde bruge den til Noget, banlyste i en af de mest indignerede Buller,
man nogensinde har seet. Faa af dem, der dengang læste den i Aviserne,
have maaskee forstaaet, hvor meget denne Bulle egentlig sagde.

Man erhvervede sig altsaa Bistand ved Opraab i Frihedens Navn. Men til
de mange Bedre, som i Omslagets Øieblik under Consulatet paavirkedes
heraf og som den brutale Behandling, Paven senere under Keiserdømmet
var udsat for, indgav forøgede Sympathier for Kirken, kom under
Begivenhedernes følgende Udvikling, da den Bourbonske Restauration
fandt Sted, alle de Mange, der til alle Tider hylde Magthavernes
Religion, alle Tilhængerne af Rævens Morale hos Holberg: »Scrupuleer
ikke udi Religionen, men holdt Dig blindt til den herskende Tro!« Fra
de Herskendes Side føres jo i religiøse Anliggender aldrig Kampen med
Grunde mod Grunde. Man besvarede ikke de Opponerendes Argumenter med
Argumenter, men med Berøvelse af Suppe og Steg. Flertallet af de Mænd,
der uden Formue havde forberedt sig til Embedsveien og som ikke kunde
overvinde en uimodstaaelig Lyst til hver Dag at spise baade Formad og
Eftermad, vare fødte eller erhvervede, men fuldkomment paalidelige
Støtter for Kirkens Restauration. Ingen, der er over 25 Aar gammel, vil
undre sig over, hvor mange Tilhængere Orthodoxien fik fra det Øieblik
af, da den fra at være en Latterlighed avancerede til at blive et
Levebrød.

Føi saa hertil Frygtens store Parti, alle dem, der henlevede i Angst for
den røde Republik og som i Religionens Gjenopreisning først og fremmest
saae et Bolværk imod den. Herfra rekruteredes Autoritetsprincipets Hær
aller stærkest. Katholikerne bleve pludseligt fra et kirkeligt Samfund
til et politisk Parti.

Et Omslag i Tilstande er altid forberedt ved et Omslag i Stemninger og
fremkalder endnu vissere Stemninger, der svare til den nye Tilstand. De
Stemninger og Ideer, der forberedte Concordatet, fik ved dets Afslutning
fuld Frihed til at komme til Orde, andre ensartede vare en Følge deraf,
og idet disse Stemninger og Ideer nu ytrede sig i Litteraturen, opstod
en litterær Bevægelse, der svarer til Concordatet og saa at sige
oversætter det i Litteraturens Sprog. Det er denne litterære Bevægelse,
vi ville følge. Hvad jeg i denne samlede Række af Studier ønsker at
give, er en nogenlunde fuldstændig Psychologi af vort Aarhundredes
første Halvdel. Denne Psychologi vilde have en følelig Lacune, ifald vi
sprang Restaurationens litterære Bevægelse over. Lad være, at Stoffet
ikke er lønnende, ikke meget indbydende eller rigt, det har fra vort
Synspunkt ligefuldt sin store Værdi og Betydning.

Fra hvilken Kreds gik den litterære Bevægelse ud? Ifald den havde
kunnet udgaae fra Landbefolkningen, vilde den maaskee have faaet noget
Naivt og Rørende ved sig, og var den udsprunget fra den i Lidelser
prøvede Geistlighed, havde den maaskee tiltrukket sig Opmærksomheden
ved Inderlighed og Følelse; havde den endelig kunnet udgaae fra dem,
der efter Eneherskerens Exempel af verdslige Hensyn sluttede sig til
Kirken, vilde den have baaret Ideeløshedens Præg. Men Intet af alt dette
er Tilfældet. Alle hine Grupper dannede den nye Litteraturs Publicum,
afgav dens Sangbund og Echo, men ingen af dem var productiv. Den
nykatholske Retning i Litteraturen var en Retning uden Naivetet og uden
Følelsesinderlighed. Men den var ikke ideeløs. Med stor Sikkerhed og
Resoluthed hævder den den Idee, Revolutionen absolut havde kuldkastet,
Autoritetsideen. Førerne ere snarere politiske Aander end religiøse
Aander, de ville ikke saa meget frelse Sjælene som frelse Traditionen.
Man fordrer i deres Kreds Religionen som Middel mod Anarchiet. Man
beraaber sig saa haardnakket paa Autoriteten, fordi man er bankerot paa
alt Andet end ydre Autoritet.

Den litterære Bevægelse udgaaer fra spredte Punkter, og ingen af de
Mænd, der indlede den, kjende fra først af hinanden. Under Revolutionen
flakker f. Ex. Chateaubriand om i Amerika, de Maistre i Schweitz og
Bonald udkaster sit første Skrift i Heidelberg. Saasnart den aandelige
Reaction begynder, vende Emigranterne hjem og Autoritetsprincipet hævdes
i Litteraturen af Mænd, hvem Napoleons Overtagelse af Magten kalder
tilbage til Frankrig og der som Chateaubriand og Bonald foreløbigt
slutte sig til ham i Egenskab af Kirkens Restaurator, men kun for
kort efter enten allerede under hans Regjering eller efter hans Fald
at slutte sig med langt større Varme og langt mere Overbevisning til
Bourbonerne, hen til hvilke deres eget Princip drager dem med al
Consequentsens Magt. Napoleons Plan: ved Concordatet at vinde Kirken for
sig og berøve Bourbonerne Geistlighedens Sympathi glippede fuldstændigt
for ham og maatte glippe. Snart var det aaben Krig mellem Paven og ham,
og snart viser den litterære Bevægelse, hvis Opstaaen falder sammen med
Concordatet, sig som aabenbart bourbonistisk og legitimistisk.

Dens første Ophavsmænd føle sig naturligt dragne til hinanden, gjøre
Bekjendtskab og stifte snart en formelig Skole. De have adskillige
vigtige fælles Charaktertræk, som da ogsaa findes selv hos Skolens
senest tilkommende Disciple som Lamennais, de Vigny, Lamartine og Hugo.
De ere alle uden Undtagelse Adelsmænd og ved personlige Baand knyttede
til de legitime Dynastier. De Maistre var Minister. G. Brandes: Den
romantiske Skole i Tydskland 364 ff. Bonald havde som Yngling hørt
til Ludvig den 15des Musketerere og havde i Kongens sidste Dage været
den, der daglig kom til Kongens Seng for at faae Feltraabet at vide.
Han havde nemlig selv havt Kopperne og stod saaledes ikke i Fare for
at blive smittet. Den første Gang, da han efter Ludvig den 15des Død
kom for at udbede sig Feltraabet af den nye Konge, tilkastede Marie
Antoinette den unge Musketer et velvilligt Blik og henvendte nogle
Ord til ham. Hint sidste Blik af en døende Konge, der efterlod et
næsten tilintetgjort Monarchi og dette første Blik af en ung, skjøn og
haabefuld Dronning, der gik saa store Lidelser imøde, gik aldrig ud af
Bonalds Erindring. Disse Blik bleve Ledestjerner for hans Liv. — Hvad
Chateaubriand angaaer, da indgav han sin Dimission til Napoleon i det
Øieblik, da han erfarede Hertugen af Enghiens Domfældelse, og tog fra
da af det Parti, som han gjennemførte til 1824, at være Bourbonernes
trofaste Tjener; det var en Rolle, han spillede saa alvorligt, og som
saaledes var ham paatvungen af Omstændighederne, at han udførte den
til Fuldkommenhed. Hvad den næste Generation angaaer, da har Lamartine
i Fortalen til sine »Meditationer« fortalt, hvorledes han som ung
Gardeofficier galopperede ved Siden af Ludvig den 18des Vogn, naar denne
drog fra Paris til Versailles eller St. Germain. De Vigny var ligeledes
kongelig Officier og ivrig Royalist, og blev, som en af Revolutionen
1830 overrumplet royalistisk Digter, den desillusionerede Conservative,
som hvilken hans senere Skrifter male ham. Se Stuart Mill's Afhandling
om De Vigny i Dissertations and discussions I. Victor Hugo endelig har
tilstrækkeligt ofte skildret, hvor stor en Indflydelse royalistiske
Barndomsindtryk og især Paavirkning af hans Moder som lidenskabelig
»vendéenne« udøvede paa hans første Optræden.

Begavelser af første Rang ere denne Skoles theoretiske Ledere ikke. De
ere kraftigt despotiske Naturer, der elske Myndighed, fordi de fordre
Lydighed, og Autoritet, fordi de kræve Underkastelse, eller forfængelige
Aandsaristokrater, der hellere ville hylde et Paradox end gaae i Trop
med den hele Flok af Skribenter, der have dyrket Fornuften, eller
endelig undtagelsesvis Romantikere, der bevæges til Taarer ved Tanken
om den Tro, de ikke mere besidde, men gjøre fortvivlede Forsøg paa at
tilegne sig. De ere Kamphaner som De Maistre og Lamennais, Inquisitor-
og Prælatnaturer, Stædigheden selv som Bonald og Chateaubriand og tale
som de tale mere af Stædighed end af Overbevisning. »Moi catholique
entêté,« siger Chateaubriand om sig selv. Det er Ordet: stædig, ikke
hjertegreben.

Deres Styrke overfor de Samtidige ligger i deres Talent; thi
ulykkeligvis er Talentet en saadan Magiker, at det en rum Tid kan
opretholde en hvilkensomhelst Sag. Chateaubriand er Skolens Colorist,
De Maistre dens Paradoxmager, Bonald dens dogmatiske og skematiske
Doctrinær. Snart drager den det Bedste af hvad Frankrig fik af unge
opadstræbende poetiske Talenter til sig. Den fastholder dem vel kun
kort i sin Ring, men de begynde deres Baner under dens Auspicier.
Skolen faaer da sine Digtere og med dem sin Popularitet, der føiet til
den Autoritet, dens Tænkere besad, nok kunde fremkalde et kortvarigt
Skin af at dens Sag var bleven causa victrix, saa meget mere som den
Bourbonske Restauration realiserede dens politiske Idealer. Efter et
Par Aars Forløb skete det saa, at alle dens bedste Mænd med Faner og
klingende Spil gik over i Modstandernes Leir. Skolen opløste sig i Kraft
af sin indre Unatur. Det Princip, som holdt den sammen, Traditionens
og Autoritetens Princip, der havde taget sig ud som en uovervindelig
Fæstning, viste sig undermineret, hult, skjulende et uanet Sprængstof i
sit Skjød; man opdagede, at man havde taget Position paa et Krudttaarn.
Man skyndte sig at forlade det, før det gik i Luften.

Sylvain Maréchal skriver i en Bog, som udkommer Aar 1800 (Pour et contre
la Bible): »En meget udpræget religiøs Reaction charakteriserer dette
første Aar af det nittende Aarhundrede.« Den charakteriserer mere end 20
af de følgende og i langsomt udviklede og let stagnerende Lande fulde
70.

Den litterære Reaction imod det 18de Aarhundredes Aand begynder ikke
som særligt religiøs. Jeg har anvendt en Række Forelæsninger til
at vise, hvad den i sin Spire var. Jeg brugte der det Udtryk, at
Reactionen i den Gruppe af litterære Productioner, jeg har betegnet som
Emigrantlitteratur »endnu ikke er en Underkastelse under Autoriteter,
men den naturlige og berettigede Hævden af Følelse, Sjæl, Lidenskab og
Poesi i Modsætning til Forstandskulde, exact Beregning og en af døde
Traditioner omspændt Litteratur.« G. Brandes: Emigrantlitteraturen
S. 225. Dette er Litteraturreactionens første Stadium, det som jeg
charakteriserede med disse Ord: »Det første Træk er kun det at tage
Rousseaus Vaaben og vende dem imod hans Modstander Voltaire.« Ibidem.
Man nøies ikke her med Voltaires kolde Deisme, man opstiller imod
den Rousseasu fyldige og ubestemte Sentimentalitet. Man gaaer i
hans Spor, man bygger videre paa Grundlag af hans Følelsesfylde og
Indbildningskraft. Et Blik henover Revolutionens Udviklingsgang har
vist os, at denne Litteraturbevægelse allerede under Revolutionen
er historisk ligesom forud antydet ved Robespierres Forsøg paa at
stille Rousseau som Dæmning imod Nedbrydelsen af det Følelsesliv, der
havde været saa stærkt knyttet til Kirkens Tradition og Autoritet,
at det truede med at gaae tilgrunde med Kirken. Jeg ønsker særligt
Opmærksomheden henledt paa Simpelheden af de Elementer, hvortil jeg i
den første Række af disse Foredrag førte Bevægelsen tilbage: Følelsens
Reaction imod Forstanden. I sin Oprindelse var det store religiøse
Omslag netop dette. Det var ikke Christendommens Guddommelighed, der
avlede Reactionen, men den rent abstracte Trang til at troe, og denne
Trang var i sin Spire den endnu mere abstracte Trang til at føle og lade
Følelsen komme til Orde. Bevægelsens Historie er Historien om, hvor
frygteligt vildledt denne Trang efterhaanden blev.

Som nu Reactionens første Stadium var at lade Rousseau reagere,
saaledes blev Bevægelsens andet Stadium det at reagere mod Rousseau.
Næsten i enhver Bog, man vil tage i Haanden af Bonald, af De Maistre
eller af Lamennais vil man finde Udgangspunktet taget i lidenskabelige
Bestræbelser for at gjendrive Rousseau eller rettere for at haane og
tilintetgjøre ham. Paa det første Stadium opstillede man Følelsens
Princip imod Forstandsherredømmet, paa dette andet Trin opstiller man
Autoritetsprincipet som det absolute imod alle tidligere Principer,
Følelsesprincipet inclusive. Overgangen fra det ene af disse Trin
til det andet skeer saaledes, at man søger at hævde og gjenindsætte
Autoriteten gjennem en Appel til Følelsen. Det er det, som skeer
i Ballanche's: Du sentiment considéré dans ses rapports avec la
littérature et les arts 1801, og det er det, som navnlig foretages i
Chateaubriands Génie du christianisme 1802.

Man finder nu i Rousseau den farligste Type for det 18de Aarhundredes
Aand. En kort Charakteristik af Angrebene paa ham, der gaae i alle
Retninger, vil vise hvad sandt og hvad falsk, der laa i dem.

Først det politiske Angreb. Det er ofte gjentaget i hele vort
Aarhundrede og bør ikke glemmes, at det forrige Aarhundrede manglede
al historisk Sands. En af dets berømmeligste Repræsentanter d'Alembert
ønskede endog Erindringen om alle tidligere Tider ryddet bort. Imod
Rousseaus og det 18de Aarhundredes naive Tro paa, at den abstracte Tanke
uden Hensyn til Historie og Virkelighed kan reformere Tilværelsen,
vendte man sig nu paa alle Omraader polemisk. Den forrige Periode havde
troet, at Alt var godt, naar man blot fik en skreven Constitution, som
ophævede Alt, hvad man ansaa for Misbrug, og fastslog hvad man ansaa
for Ret. Den havde betragtet dette Stykke Papir, eller, som man dengang
kaldte det, disse Lovens Tavler som Landets virkelige Constitution.
Herimod retter De Maistre sin Sætning: »Mennesket kan ikke lave en
Constitution, og en legitim Constitution kan ikke være skreven.« Han har
heri halvveis den mest lysende Ret og halvveis den mest latterlige Uret.

Han aner den store Sandhed, som i moderne Politik kan betragtes som
indvunden, at et Lands sande Forfatning bestaaer af Landets virkelige
Magtforhold, som de foreligge, Magtforhold, som ikke ændres, fordi
politiske Dilettanter omskrive dem paa et Blad Papir — en Sandhed,
der med genial Anskuelighed er udviklet i Lassalles to Brochurer
Über Verfassungswesen og Was nun? For De Maistre har Autoriteten
selvfølgelig altid en ubetinget Souverainitet. Enhver Opstand synes ham
en Forbrydelse, men med sit Blik for Realiteter troer han ikke paa den
skrevne Constitution som Skranke. Om Skranken mod Tøilesløsheden siger
han: »det er Sædvanen, eller Samvittigheden, eller en Pavekrone eller en
Dolk, men det er altid et Noget;« den skrevne Constitution alene er ham
intet Reelt.

Hans latterlige Vildfarelse ligger i Maaden, hvorpaa han motivererer
sit Had til Constitutionen. Han mener, at hvad der er skrevet, hvad der
er forudseet og fastslaaet ved menneskelig Klogskab er at betragte som
et Indgreb i det guddommelige Forsyns Raaderum. »Det er Næsvished mod
Gud, ikke at have Tillid til det Uforudsete, og enhver Regjering, der
er constitueret ved positive Love, er en Usurpation af den guddommelige
Lovgivers Autoritet.« Den factisk existerende Constitution betragter
han derimod som værende af guddommelig Natur, da han fra sit orthodoxe
Standpunkt hævder, at det er Gud, som giver Folkene deres Væremaade. Mod
Folkets Souverainitet stiller han da ligesom Bonald og Lamennais Guds
Souverainitet og havner saaledes i Theokratiet.

Rousseaus politiske Ideer vare visselig høist ufuldkomne, og det var let
at see, hvilke Farer, der skjultes i dem. Hans Grundsætning, at Ingen er
forpligtet til at adlyde de Love, i hvilke han ikke har samtykt, knuser
ikke blot Autoriteten som Autoritet, men ogsaa den Autoritet, der kun er
Fornuftens Form, og gjør al Regjering umulig. Hans anden Grundsætning,
at Souverainiteten ligger hos Folket, kan, hvis Folket defineres paa
ensidig Maade, føre til Majoritetstyranni og gjøre al Frihed umulig.
Hans tredie store Grundsætning, at »alle Mennesker ere lige«, kan
misforstaaet føre til Nivellering istedenfor til Retfærdighed. Der
var da Angrebspunkter nok for en Discussion, ført ud fra den moderne
Tids Principer. Hegel indlod sig i sin Tid paa en saadan ved en ny
Definition af Folkesouverainiteten, der indadtil blev bestemt som
Statens Souverainitet Hegel: Werke 8ter Band, Philosophie des Rechts
367., og Heiberg, der gjerne sætter de Hegelske Tanker paa Spidsen,
har i sin Afhandling Om Autoritet givet Hegels Idee den paradoxe
og reactionære Form, at »om Borgerne ved Statens Udvikling komme i
Besiddelse af flere Goder eller ikke, er aldeles ligegyldigt, thi Staten
er ikke til for Borgernes Skyld, men Borgerne for Statens.« Heiberg:
Pros. Skrifter, 10de B. 335. Selv om man nu har en meget udpræget
Uvillie mod Sætninger af denne Art, har man dog den Sympathi med disse
Indsigelser, som en moderne Tankegang kan vente. Hin Tids Opposition
imod Rousseau er derimod grundet ikke paa Tanke eller Fornuft, men paa
den rene Autoritetstro, og den er tilmed af saa uredelig Art, at den
altid opsøger en eller anden løsreven Sætning af Rousseau, som læst med
god Villie lader sig forstaae, men som paa Grund af sin forvovne Form
temmelig let lader sig gjøre til Vanvid.

Bonald haaner f. Ex. Rousseau, fordi han har sagt: »Et Folk har
altid Ret til at forandre sine Love, selv sine bedste; thi dersom
det vil skade sig selv, hvo har da Ret til at forhindre det deri.«
Sætningen er uforsigtig, men den forekommer mig rigtig; den godkjender
i Virkeligheden ikke Tilbageskridtet, den afviser kun den fremmede
Indblanding, der vilde gribe det som Paaskud, og man føler sig
pinligt overrasket, naar man seer, at Aarsagen, hvorfor Bonald er saa
forbitret paa disse Ord, er den, at det er Gud, ikke Folket, hvem
Lovgivningsmagten tilhører.

Man angriber dernæst med megen Ild og Heftighed Rousseau's
Samfundsbegreb. Det lader sig forstaae, at Rousseau med Blikket rettet
paa det Samfund, han havde for Øie, kunde komme til at indbilde sig, at
et Samfund overhovedet kunde undværes; men denne Vildfarelse i Forening
med hans Phantasteri om en tabt, lykkelig Naturtilstand, havde ført ham
til Sætninger som denne: »Mennesket er født godt og Samfundet fordærver
det« og til det komiske Paradox, som gaaer igjen i alle Bøger fra
Restaurationstiden, gjennemboret af saamange Argumenter, som der gaaer
Naale i en Naalepude: »Det Menneske, som tænker, er et fordærvet Dyr.«
Paa saadanne Punkter har Angriberen da i Reglen let Spil.

I sin Ivren mod Samfundet lod Rousseau sig forlede til at sige:
»Samfundet følger ikke af Menneskets Natur. — Alt, hvad der ikke ligger
i Naturen, fører Ulemper med sig, og det borgerlige Samfund mere end
alt det Øvrige.« — »Samfundet!« udraaber Bonald ikke uden Veltalenhed,
som om Samfundet bestod i vore Huses Mure eller vore Byers Volde, og
som om der ikke overalt, hvor der fødes et Menneske, var en Fader, en
Moder, et Barn, et Sprog, Himlen, Jorden, Gud og Samfundet.« Han lærer
da sin Samtid, at det første Samfund var en Familie, og at i Familien er
Magten ikke kaaret ved Valg, men resulterer af Tingenes Natur. Imod den
Lære, at Samfundet er opstaaet ved frivillig Overenskomst og er Product
af en Contract, stiller han sin, at Samfundet er paabyrdet (obligée) og
Resultatet af en Magt, det være sig Overtalelsens eller Vaabnenes Magt.
Mod den Paastand, at Magten fra først af har modtaget Loven af Folket,
stiller han den, at der ikke engang existerer noget Folk, før der er en
Magt. Mod den revolutionære Grundsætning, at Samfundet er Broderskab og
Lighed, stiller han sin patriarchalsk-despotiske Lære om, at Samfundet
er Faderlighed og Afhængighed. Magten er hos Gud og meddeles af ham. —
Atter her er den energiske Paaberaabelse af den historiske Virkelighed
og dens Magtforhold slaaende sand, paa samme Tid som ved en Sophisme
uden Mage det legitime Kongedømme af Guds Naade udledes af Respecten for
Historie og Virkelighed.

Man retter endelig af al Magt et Slag mod Rousseau's Opfattelse af
Staten som en Contract. Man fremstillede denne Opfattelse som en
Taabelighed, ja som et forbryderisk Paafund. Og dog fremgaaer den saa
naturnødvendigt som noget af det 18de Aarhundredes hele Overvurdering
af den bevidste Side i Menneskelivet og Mangel paa Blik for det
Ubevidste. Hvor langt mere retfærdigt har ikke senere Hegel dømt
Rousseau. Han fremhæver den Fortjeneste hos Rousseau at have opstillet
et Princip, »hvis Indhold var selve Tanken«, Villien nemlig, som
Statens Princip, og bemærker, at hans Feil kun var den, ved Villien
alene at forstaae den enkelte, den bevidste og vilkaarlige Villie,
hvilket saa fører til »die weiteren, bloss verständigen, das an und
für sich seyende Göttliche und dessen absolute Autorität und Majestät
zerstörenden Konsequenzen.« Hegel: Werke 8ter Band 314. — I »Den
sociale Contract« havde Jean-Jacques forsøgt at finde Regjeringernes
og Lovenes Principer i Menneskets og Samfundets Natur, denne taget i
ren abstract Almindelighed. Men allerede Montesquieu har sagt: »Jeg har
aldrig hørt Tale om offentlig Ret, uden at man omhyggeligt har forsøgt
at finde, hvad der er Oprindelsen til Samfundene, Noget, der forekommer
mig aldeles latterligt. Hvis Menneskene ikke dannede et Samfund, hvis
de skyede eller flyede hverandre, maatte man spørge om Grunden, og
søge, hvorfor de holdt sig skilte; men nu fødes de alle knyttede til
hverandre. En Søn fødes hos sin Fader og holder sig til ham; det er
Samfundet og Aarsagen til Samfundet.«

Hvis Barnets Forhold til Moderen som endnu nærmere blot indsættes
istedenfor Forholdet til Faderen, saa synes den hele Argumentation mig
at være fuldkomment sand. Rousseau vilde imidlertid uden at tage Hensyn
hertil vise, i Kraft af hvilke Principer Menneskene havde forenet sig
med hverandre, hvilket Maal de havde sat sig med denne Forening, og
hvilke de bedste Midler vare til at naae dette Maal. Nu er det ganske
vist uomtvisteligt, at Samfundet kun existerer ved sine Medlemmers
Overenskomst. Denne Overenskomst eller Contract er da ganske sikkert
det rationelle Princip for dets Existents, men denne Contract indgaaes
stiltiende, er altid underforstaaet, har altid existeret, er følgelig
ikke reel. Ganske paa samme Maade hedder det i Geometrien, at en Kugle
frembringes derved, at man dreier en Halvcirkel om sin Axe. Denne
Definition er fuldstændig sand, men har Intetsomhelst at gjøre med de
materielle Betingelser for en bestemt Kugles Existents. Aldrig i Verden
er en Kugle bleven støbt derved, at man dreiede en Halvcirkel rundt om
sin Radius.

Vil man fastholde denne Lignelse, saa har man i et præcist Exempel
Eiendommeligheden ved det 18de Aarhundredes Tankegang paa det sociale
Omraade, ja ved dets hele Aandsliv. Dette Aandsliv er analytisk og
abstract, det tenderer mod Geometrien og Algebraen og forsøger at
begribe Virkelighedens mest vanskelige og mest sammensatte Forhold
ved Hjælp af Abstractionen. Overfor denne Svaghed vinder Bonald en
let Seir ved at beraabe sig paa Magtprincipet. Han stiller overfor
Rousseau's opløsende Theorier sine absolutistiske Postulater: »Gud er
den souveraine Magt over alle Væsener, Gudmennesket er Magten over hele
Menneskeheden, Statens Overhoved er Magten over alle sine Undersaatter,
Familiens Overhoved er Magten i sit Hus. Da al Magt er skabt i Guds
Billede og stammer fra Gud, er al Magt absolut. Ganske ligesom Bonald
tager den bekjendte Haller sit Udgangspunkt i Angreb paa Le contrat
social i sin Restauration der Staatswissenschaft.

Man bekjæmper dernæst Rousseau paa det moralske Omraade. Rousseau havde
bestræbt sig for i Moralen at gjøre »den indre, uskrevne Lov«, hvorom
Antigone taler, til Lovgivningens Kilde. Han havde sagt: »Hvad Gud vil,
at Mennesket skal gjøre, det lader han ikke Mennesket vide gjennem et
andet Menneske; det siger han det selv og skriver det i dets Hjertes
Dyb.« Hvis dette nu forholdt sig saaledes, hvad betød saa Tradition
og Autoritet og paa anden Haand meddelte Aabenbaringer! »Dersom
Menneskets«, svarer derfor Bonald, »var nødsaget til at følge denne
indre Lov, vilde det være villieløst som en Sten under Tyngdeloven; kan
det derimod lade være at følge den, saa behøves her en Autoritet, som
kan gjøre det opmærksomt paa disse Love, og som lærer det Lydighed imod
dem.« Saaledes er da ogsaa i Moralen Principet fra den indre Følelse
lagt over i den udvortes Autoritet.

Polemiken mod Rousseau gaaer saa vidt, at Bonald f. Ex. declamerer Side
op, Side ned i Anledning af Philosophens Opraab til Mødrene om selv at
die deres Børn. Man skulde troe, at Rousseau her idetmindste havde gjort
de strenge Moralister det tilpas. Intet mindre! Hint Opraab beviser,
at Jean-Jacques har betragtet Menneskene blot som Dyr. »J. J. Rousseau
gjorde det i Naturens Navn til en Pligt for Kvinderne, selv at give
Die til deres Børn, ganske som Dyrenes Hunner gjøre det og af samme
Aarsag[…] Fædrene og Mødrene, der af Philosophien kun bleve betragtede
som Hanner og Hunner, betragtede da Børnene kun som deres Unger.«
Bonald: Du divorce, considéré au 19me siècle relativement à l'état
domestique et à l'état public de société. Udg. af 1817 S. 29 og 31. Og
hvorfor er saa Bonald saa forbitret? Øiensynligt fordi han frygter, at
Rousseau skal berøve Religionen noget af dens Autoritet ved at udstede
et Fornuftbud, som den ikke direkte har givet. »Rousseau«, siger han,
»har formodentlig troet at gribe Religionen i at oversee en Pligt; men
maaskee har netop Religionen, der saae videre end han, frygtet Alt,
hvad der kunde tjene unge Ægtefolk som Grund eller Paaskud til at leve
adskilte fra hinanden, endog blot øieblikkeligt.« Den katholske Kirkes
moderlige Omsorg for Ægtefællernes Lykke og Menneskeslægtens Formering
skal da altsaa ved Polemiken mod Rousseau vise sig i sit klareste Lys.

Vi saae, til hvilke Misforstaaelser af Samfundsideen det 18de
Aarhundredes abstracte og mathematiske Tankegang ledte. I en ganske
lignende Misforstaaelse havde man i Kraft af den samme Tankegang gjort
sig skyldig overfor Poesien. I sin Beundring for det mathematiske
Raisonnement og for den Sikkerhed, hvormed man ad den mathematiske
Slutningsfølges Vei naaede til Opdagelsen af abstracte Sandheder,
ønskede man at meddele Sproget saa vidt muligt det mathematisk-exacte
Udtryks Charakter. Jeg behøver her kun at minde om Condillacs bekjendte
Definition af en Videnskab som »une langue bien faite«, det vil sige:
et fuldstændig klart og fuldstændig nøiagtigt Sprog. Man lagde kun i
ringe Grad Mærke til, at saasnart det gjælder om at gjengive Indtryk,
der ikke ere de samme hos Alle, og som hos selvsamme Person kunne
skifte fra det ene Øieblik til det andet, udfordres der et bøieligt,
let omprægeligt Sprog, der modtager sin Aand og sin Charakter af den,
det taler det. Videnskabsmændene begyndte da at haane hvad man kaldte
Poesien og Stilen, og forsikrede, at Tankerne var Alt og Formen saa
godt som Intet. Barante, der lige ved det nye Aarhundredes Begyndelse
første Gang byder hin Tidsalder Spidsen i et litterærhistorisk Skrift,
siger herimod slaaende: »Naar Chimène siger til Rodrigue: Gaa, jeg
hader Dig ikke, saa er det klart, at hvis man underkaster disse Ord
en kold Analyse, er det det Samme, som om hun sagde: Gaa, jeg elsker
Dig, og dog vilde hun, ifald hun sagde disse sidste Ord, være en ganske
anden Charakter, vilde glemme Hensynet til sin Fader og tabe baade
sin Blufærdighed og sin Ynde.« Poeterne, der i Grunden gik ud fra
samme Opfattelse som Videnskabsmændene og vare lige saa langt som hine
fra at fatte Stilen som Tankens umiddelbare Produkt, gave sig til at
fabrikere Stil i og for sig og talte om Stilen, som man taler om Musik
til en Text. De betragtede Kunsten at skrive som en rent mechanisk
Kunst, og man saa den beskrivende Skole med Delille i Spidsen forsøge
paa at sætte de mest upoetiske Sujetter som Botaniken, Astronomien,
Physiken og Søfarten i Stil. Jeg sigter herved til virkeligt existerende
Digterværker af Boisjolin, Gudin, Aimé Martin og Esménard. Ja, Cournand
skrev endog et Digt i fire Sange om »Stilen« og Stilarterne. Man
betragtede Poesien som en kunstig Form, der meddeltes den abstract
færdige Tanke. Det var herimod, at allerede Buffon havde rettet sin
træffende Sætning »le style c'est l'homme méme«, Stilen er Manden, en
Sætning, der sidenhen, saa tidt Ordet Stil bliver nævnt, kommer frem
som staaende Trivialitet, aldrig citeret oftere end af dem, der hverken
ere Mænd eller have Stil. Det eneste vittige Ord, der er bleven sagt om
Buffons Sætning, skyldes Mme de Girardin. Hun viser, hvorledes enhver af
George Sands Romaner bærer Præget af en eller anden Personlighed, for
hvem Forfatterinden har sværmet. »George Sands Natur, der skiftevis har
vist sig kold og illusionsberøvet med Salonheltene, frisk og smilende
med Kildernes og Lyngens Sanger, poetisk med Digteren, republikansk med
Advocaten, viser sig nu moralsk og religiøs med den politiske Præst
[Lamennais], hvad forleden Dag gav en Spøgefugl Anledning til at sige:
Det er især naar Talen er om kvindelige Forfatteres Værker, at man
maa udraabe med Buffon: Stilen, det er Manden.« Le Vicomte de Launay:
Lettres parisiennes Tome I 89. Det 18de Aarhundredes Digtere gik i deres
Opfattelse af den poetiske Stils Natur ud fra deres egen Fremgangsmaade.
Da deres egen Poesi ikke var et Naturproduct, men deres Sprog et Product
af Arbeide efter visse Pegler for Udtrykkets Noblesse, for Valget
af Metaphorer og Brug af Mythologi, troede de, at Sproget og Tanken
oprindeligt opstode uafhængigt af hinanden.

Naar da Bonald imod dem retter sin Lære om, at Sprog og Tanke ikke kunne
skilles ad, den Grundsætning, hvorpaa han i sit Hovedværk La législation
primitive bygger sit hele System, saa har han selvfølgelig Ret. Men
det gaaer med denne Sætning som med alle Restauratorernes andre: den
orthodoxe Syge, hvoraf Forfatteren lider, bringer ham til at strække og
forvride enhver sand Tanke saaledes, at der bliver et rent Monstrum ud
af den. »Løsningen af Intelligentsens Problem, siger Bonald, kan gives
i denne Formel: Det er nødvendigt, at Mennesket tænker sit Ord, før
det siger sin Tanke. Det vil sige, at det er nødvendigt, at Mennesket
veed Ordet, før det siger det, hvilken indlysende Sætning udelukker
enhver Mulighed af, at Mennesket selv kan have opfundet Ordet.« Der
slap det ud. Saaledes er det, at Bonald naaer til denne de Reactionæres
Yndlingssætning i dette Aarhundrede, at Sproget oprindeligt er givet
Menneskene af Gud. Man finder den hos os hos S. Kierkegaard i den
Yttring, at det selvfølgelig ikke gaaer an at lade Mennesket selv have
fundet paa Sproget (Om Begrebet Angest). Hvorfor ikke? Fordi Gud har
aabenbaret det, fix og færdigt.

Det er mod Lockes og Condillacs sunde Lære om Sprogets og Ideernes
successive Erhvervelse, at Bonald stiller dette sit Axiom om
Nødvendigheden af Sprogets og Ideernes primitive Aabenbaring. Paa
dette Grundlag hviler hos ham intet Ringere end Dogmet om Guds
Existents, hvormed alle de øvrige følge. Hvorhen man end vender sig,
man ender altid der. Da ingen af Restauratorerne have Begreb om
Videnskab, da de alle ere gode Hoveder med den Dannelse, man faaer i et
Jesuitercollegium, er der ikke den videnskabelige Galmandssnak, som de
ikke føre. Philologien opofres ikke mindre end Politik og Samfundslære
paa Theokratiets Alter. Et mærkeligt Bevis paa Restauratorernes
Sammenhold er det, at Bonald i 1814 lod De Maistres Værk Sur le principe
générateur des constitutions politiques oplægge paany, altsaa antog
sig et Værk, der ivrede mod skrevne Constitutioner, da han dog ifølge
sin Theori om den direkte Aabenbaring af Ordet var kommeu til den
Overbevisning, at ethvert Bud fra de ti Bud af og nedefter maatte være
optegnet sort paa hvidt. Men Hovedsagen var for ham som for De Maistre,
at Constitutionen ikke gjorde den moderne Aand nogen Indrømmelse og at
Autoriteten stod uanfægtet af ethvert Frihedspust, saa tog man det ikke
saa nøie med at tage en principiel Modstander til Indtægt. Skulde man
ikke have lært en Smule Jesuitisme i Jesuitercollegiet!

Ikke nok med, at man selv havde gaaet deri, man vilde ogsaa have
Slægten derhen. Tredie Del af Bonalds »Législation primitive«
behandler særligt Opdragelsen og er særligt rettet mod Rousseau's
Émile. Han kan ikke tilgive denne Bog at have lært, at man ikke bør
give Barndommen en religiøs Opdragelse. Han citerer (med hellig
Alvor) som Exempel paa de skjæbnesvangre Virkninger af Rousseau's
Opdragelsestheorier, at »75 Børn i de sidste fem Maaneder ere blevne
dømte af Politiretten« for forskjellige Forbrydelser, og giver nu sine
egne Opdagelsesprinciper tilbedste. De gaae, som det var at vente,
ud paa at kvæle al Individualitet. »Vi behøve en stadig, almindelig,
ensformig Undervisning og følgelig en stadig, almindelig, ensformig
Lærer (perpétuel, universel, uniforme); der behøves altsaa et Corps,
thi uden et Corps gives der hverken Stadighed eller Almindelighed eller
Ensformighed.« Han viser saa, at gifte Lærere ikke kunne antages helt at
ville ofre sig til deres Gjerning, at det nytter lige saa lidt at vælge
ugifte, ifald de ikke staae under en religiøs Disciplin; »thi hvis de
offentlige Lærere vel ere ugifte, men tillige verdslige, kunne de intet
virkeligt Corps udgjøre, da de træde ind deri og ud deraf efter Lyst og
Lune, og ingen Familiefader desuden kunde vove at betroe sine Børn til
en ugift Mand, hvis Sæder ikke garanteredes af en religiøs Disciplin.«
Ved dette herlige Raisonnement er det da gjort tydeligt og klart, at
hele Undervisningen bør lægges under Geistligheden, være fortrinsvis
religiøs og tidligt vænne Børnene til Respect for den Autoritet, de
deres Liv igjennem skulle lyde.

Den haardnakkede Fremdragen af Autoritetsprincipet er da det
afgjørende, det herskende Træk i hele denne Litteraturgruppe. De
franske Restauratorer hævde det med saa meget mere Lidenskab end
Tydsklands, dels paa Grund af Raceeiendommeligheden, dels paa Grund af
den confessionelle Forskjel. Den reactionære tydske Litteraturbevægelse
grunder, som jeg har vist det Den romantiske Skole i Tydskland S.
29. i Subjectivisme; dens Princip er Selvraadigheden. Saa helstøbt
katholsk, saa autoritetsdyrkende som den franske Reaction, blev den
tydske Romantik trods alle sine katholske Taabeligheder og Abekatterier
aldrig. Den germaniske og protestantiske Individualisme stred bestandig
imod. Den franske Sociabilitet gav lettelig efter. Til Gjengjæld er den
helstøbte og fuldblodige Reaction nok saa interessant som den uvisse og
halve.

Endnu i det Øieblik, da Omslaget er nær, og den hele Skoles Opløsning
ikke langt borte, see vi Lamennais i sin Bog om den religiøse
Indifferents hævde, at ikke Følelsen, og lige saa lidet Forskningen,
men Autoriteten er Kjendemærket paa den sande Religion, »saa at
den sande Religion ubestrideligt er den, der hviler paa den størst
mulige synlige Autoritet«. Og strax fra Bevægelsens Begyndelse af,
gives alle Definitioner i samme Aand. For Bonald er Religionen det
rene Ordenspoliti. Jeg anfører som Bevis nogle Sætninger, jeg har
samlet i hans Skrifter: »Religionen, der er det almindelige Baand i
ethvert Samfund, strammer fortrinsvis det politiske Samfunds Knude;
selve Ordet Religion (religare) antyder tilstrækkeligt, at den er de
menneskelige Samfunds, Familiers og Staters naturlige og nødvendige
Baand. — Religionen bringer Orden ind i Samfundet, fordi den lærer
Menneskene, hvorfra Magten og Pligterne stamme. — Religionen indeslutter
væsenligt Principerne for al Orden. — Religionen vil triumphere, fordi
Ordenen, som Malebranche siger, er Aandernes ukrænkelige Lov.« — Ja
han udbryder i sin Glæde over den stigende Reaction: »Allerede see vi
rundt om i Europa alle med Rette berømte Skribenter indrømme eller
forsvare Nødvendigheden af den christelige Religion og stemple deres
Værker med Seglet af dens Udødelighed; thi lad Skribenterne mærke sig
det: alle de Værker, i hvilke Ordenens Principer ere negtede eller
bekjæmpede, ville sporløst forsvinde, og kun de, i hvilke de forsvares
eller respecteres, ville naae til Efterverdenen med Hæder.« Man seer,
at om Troesinderlighed, om Religiøsitet, om Følelse er her ikke Tale,
Religionen er Baandet, er Ordenen, er Autoritetsprincipet. Hvilken
Afstand fra Tydskland, hvor selv Maaneskinssværmeriet blev Religion!
Underligt nok faaer Bonald endog ved den stærke Hævden af Religionen
som Orden en ham sikkert meget ukjær Lighed med den Mand, han omtrent
afskyede mest af alle, med Robespierre nemlig, der jo ogsaa elskede
Ordenen med Lidenskab og vilde en offentlig Cultus for dens Skyld. Men
hvilken Forskjel i Ligheden, idet Robespierre ingen anden Orden ønskede
end den, der bevarede Revolutionens Erobringer og var et Udtryk for
Tanken i dens Frihed, medens Bonald ved Orden forstaaer Indbegrebet af
alle gamle Traditioner.

De Maistre mødes med ham paa dette Punkt. Han siger: »Uden Pave ingen
Souverainitet, uden Souverainitet ingen Enhed, uden Enhed ingen
Autoritet, uden Autoritet ingen Tro.« Han stiller Monarchiet over
al Kritik og Forskning, idet han lærer, at det er et Mirakel. Han
forherliger den brutale Myndighed som saadan, idet han theoretisk
lægger det militære Samfund ind under Corporalstokken, det civile ind
under Bøddeløxen. Den romantiske Skole i Tydskland S. 18 og 371. Det
sidste gjorde Robespierre praktisk, men kun da han ikke saa nogen
Frelse for Revolutionen uden i et Dictatur. Saaledes mødes da ogsaa De
Maistre med Robespierre. Han sætter Kronen paa Værket ved at lovsynge
Inquisitionen. Hvad det for disse Skribenter gjælder om at hævde, det
er da Autoritet og Magt. Magten kuldkastes i Staten ved »populære
Institutioner«, der udsætte for tvungent Ministerskifte, den trues
i Religionen, dersom Præstestanden stilles frit, eller som Bonald
kalder det »ved Presbyterianismen«, den omstyrtes i Familien i det
Øieblik Skilsmisse paa nogensomhelst Betingelse tilstedes. Nei! Konge,
Minister og Undersaat, Pave, Præst og Menighed, Mand, Hustru og Barn
det er uadskillelige Trekløvere, dannede i Treenighedens Billede. Som
uadskillelige sikre de Autoritetens og Ordenens store Grundtanker.

Saa have vi da ved paa mange spredte Punkter at jage vor Sonde ned og
allevegne møde samme Grundtanke fundet den nye Periodes herskende Idee.
Vi kunne kalde den med mange Navne: Det er Udvorteshedens store Princip
i Modsætning til den individuelle Følelses og den personlige Forsknings.
Det er Theokratiets store Princip, Guds Souverainitet i Modsætning til
Folkets, Autoritetens og Magtens Princip i Modsætning til Frihedens,
Menneskerettighedernes og de solidariske Pligters Principer. Og naar vi
nu kaste et Blik ud over Menneskelivets forskjellige Cadrer, saa træffe
vi ogsaa der overalt samme Løsen og samme hvide Fane. Ideen afpræger sig
paa alle Omraader.

I Staten bevirker den, at Retsprincipet viger for Magtprincipet, der saa
bestemmes som guddommelig Magt og bliver til Kongedømmet af Guds Naade.
I Samfundet fortrænger den Broderskabets Idee og erstatter den med et
halvt patriarchalsk, halvt tyrannisk Faderforhold, ligesom Lighedens
Idee viger for Afhængighedens. I Moralen udsletter den den indre Lov
og henviser til Concilier og Buller. Den definerer Religionen ikke som
Troen, men som Baandet, som hin »politiske Lænke«, Revolutionsmændene
netop havde udskjældt den for at være. Den hævder Uopløselighed i
Ægteskabet som i Staten. Den lærer, at Mennesket har faaet Sproget
directe fra Gud og dræber dermed i Fødselen Philologien for at bygge en
theologisk Pyramide over dens Lig. Den umuliggjør Erkjendelseslæren ved
at give Forskningen den størst mulige synlige Autoritet til Rettesnor.
Den forgifter den opvoxende Slægt ved at henlægge dens Opdragelse under
et en Jesuitergeneral blindt lystrende Corps af Halvmænd.

Og da denne Retning ikke længe efter dens kraftige Fremtræden faaer sin
Poesi, saa stempler den snart ligeledes Epopeen, Romanen, Digtet, Oden,
ja Theatret med sit Charaktermærke. Ogsaa i Poesien herske Lillierne.
Den nye Digterskole faaer Navn af den seraphiske,

Dens Helte, dens typiske Personligheder, blive Martyren som hos
Chateaubriand eller Propheten som hos De Vigny (Moïse). Digterne søge
deres Inspirationer i Bibelen og Milton. Digterinder som Fru de Krüdener
optræde som Prophetinder og gribe som saadanne virksomt ind i Tidens
Udviklingsgang. Oder og Meditationer dreie sig som hos Hugo og Lamartine
om Kongers Salvning og Kronprindsers Fødsel. Greven af Chambords er
neppe mindre end et Mirakel og bliver besunget Frankrig over. Med Korset
i Haanden jage Lamartine og Hugo den hedenske Mythologi ud af Lyriken.
Paa Theatret optræde de Tempelherrer og de Machabæere, vi kjende fra
Zacharias Werners Dalens Sønner og Machabæernes Moder. Det første Sujet
behandles af Raynouard, det andet af Guiraud. — Der gives ingen Følelse
i Menneskehjertet, intet District i den menneskelige Aand og ingen Afart
af Litteraturen som denne saa hurtigt paany mislykkede Restauration
ikke, før den forsvinder, faaer mærket med sit Aandspræg. Bonald:
Théorie du pouvoir I—III. La Législation primitive. Essai analytique sur
les lois naturelles. Du divorce. — Barante: Tableau de la littérature
française au 18me siècle. Lamennais: Essai sur l'indifférence en matière
de religion. — Laurent: Histoire du droit des gens Tome XVI.

IV.

Det er Chateaubriand's Le génie du christianisme, der betegner
Overgangen fra Reactionens første til dens andet Stadium, idet dette
Værk, som alt bemærket, søgte at hævde og gjenindsætte Autoriteten
igjennem en Appel til Følelsen.

Det Forsvar for Christendommen, som her leveredes, var af en
hidtil ukjendt Art, fordi det henvendte sig til Følelsen og
Indbildningskraften, ikke til Intelligentsen og Troen. Skriftet synes
ligesom overbevist om, at Intelligentsen nu var antichristelig og Troen
forsvunden.

Forfatteren selv havde faa Aar i Forveien været Fritænker, ja
Materialist. I en ham tilhørende Bog fandt Sainte-Beuve efter hans Død
Randbemærkninger tilføiede med hans egen Haand, der levere Beviset
derfor. Ved disse Ord »Gud, Materien og Skjæbnen er Eet« har han
tilføiet: »Det er mit System, det er det, jeg troer paa.« Hvor der i
Texten staaer følgende Raisonnement: »Du siger, at Gud har skabt Dig
fri. Det er ikke Spørgsmaalet: Har han forudseet, at jeg vilde falde,
at jeg evigt vilde blive ulykkelig? Ja utvivlsomt. I saa Fald er Eders
Gud kun en frygtelig og absurd Tyran« har han i Margenen sat: »Denne
Indvending er uigjendrivelig og styrter det hele christelige System
fuldstændigt overende. For Resten troer Ingen mere derpaa.«

Dette er Chateaubriands Ungdomsstandpunkt, men hans Moder døer og
efterlader den Bøn til ham, at holde fast ved hendes Tro. »Jeg græd og
troede«, siger han.

Selv omvendt eller halvveis omvendt ad Følelsens Vei forsøger han
nu at paavirke Andre paa samme Maade. Kunde man ikke mere vente at
finde intellectuel Modtagelighed for Christendommens Dogmer, saa kunde
man dog altid vente Sympathier for dens rørende og ophøiede Poesi.
Det var en original og tidssvarende Idee at forvandle Apologien til
Poetik. Han helliger Kirkeklokkernes mildt melancholske Klang et helt
Kapitel. Han beskriver den simple Landsbykirkes idylliske Ro. Han giver
Billeder og Lignelser, hvor man venter Beviser. Bonald brugte det
Udtryk, at i Bøger, der vare et Værk af Raisonnement som hans egne,
viste Sandheden sig som en Konge i Spidsen for sin Hær paa en Kampdag,
men i Bøger som Chateaubriands lignede den snarere en Dronning paa
hendes Kroningsdag, omgivet af hvad Pragtfuldt og Yndefuldt man blot
havde kunnet opdrive. Meningen er, at Chateaubriand snarere vil røre end
overbevise. I Privatsamtale udtrykte Bonald sig iøvrigt mere ligefrem.
Han sagde: jeg gav mine Piller som de var, han gav sine med Sukker.

Ingen Bog afgiver visselig en bedre Maalestok for hvor lidet dyb den
religiøse Renaissance var, end denne. Dens Synsmaade er den, som man er
bleven enig om at kalde den romantiske. Den vender sig mod Fortiden,
og da Romantikeren er et Phantasimenneske, seer han Fortiden i et
phantastisk Lys. Romantikerens Religion er en Paradereligion, et Redskab
for Politikeren, en Lyra for Digteren, et Symbol for Philosophen og en
Modesag for Verdensmanden.

Som de tydske, danske og franske Romantikere sværmer Chateaubriand
for det Mysteriøse og begynder sit Forsvar for Autoritetstroen med
at paaberaabe sig det Mysteriøse i Livet i ren Almindelighed. »Der
gives ikke andet Skjønt eller Sødt eller Stort i Livet end det
Hemmelighedsfulde. De vidunderligste Følelser ere de, som paa eengang
bevæge og forvirre os. Undseelse, kydsk Elskov, rent Venskab ere fulde
af Hemmeligheder […] Er Uskyldigheden, som i sit Væsen kun er en
hellig Uvidenhed, ikke det mest uudsigelige Mysterium? — Kvinderne,
Menneskehedens skjønnere Halvdel, kunne ikke leve uden Mysterier?
Springet herfra til Dogmerne i en positiv Religion synes stort.

Ganske paa samme Maade bruger De Maistre Mysteriet. Det gjælder for
ham blot om at vise, at en eller anden Institution er uforklarlig, saa
troer han at have bevist, at den er guddommelig. For arveligt Monarchi
og arvelig Adel lader der sig saaledes ikke anføre nogen rationel Grund
— Bevis nok for at de ere af Guds Naade. Hvad lader der sig sige til
Forsvar for Krig? Ikke meget, følgelig er Krigen et Mysterium. Seer man
nøiere til, begriber man, at denne Vending er nødvendig. Autoriteten
fordrer som sit nødvendige Modstykke Mysteriet. Saaledes siger Michaud i
Dedicationen af Digtet Le printemps d'un proscrit 1803: »Samfundet bør
have sin mysteriøse Side lige saa fuldt som Religionen, og jeg har altid
tænkt, at man undertiden burde troe paa Fædrelandets Love, som man troer
paa Guds Bud. Saavel i det daglige Liv som i Politiken er der Sager, man
udfører bedre, naar man ikke tænker paa den Aarsag, der bringer En til
at handle.«

Chateaubriands Skrift var glimrende og blændende ved sin Form. Uden
disse Egenskaber havde det ikke gjort den Opsigt, det vakte; det
indeholder Naturbeskrivelser, Stemningsudbrud og ganske enkelte
Bemærkninger af Værdi. Men dets litterære og poetiske Værd er dog
sammentrængt i dets Episoder Atala og René, der som Prøveballoner
udsendtes længe før Værket, og med dem have vi Intet at gjøre; dem have
vi paa sit Sted seet i deres historiske Betydning. Emigrantlitteraturen
S. 64—74.

Her ville vi kun i Forsvarsmethodens Charakter søge og levere Beviset
for Usandheden af den hele Retning, som det indleder. Foran Værkets
æsthetiske Parti er stillet et dogmatisk, der overensstemmende med
Bogens hele Maneer gaaer ud paa at opvise de christelige Dogmers
Skjønhed. Her nogle Exempler paa de urimelige Consequentser, hvortil
denne Hvor-skjønt!-Stil førte.

Om Communionen siger han: »Vi vide ikke, hvad man skulde kunne indvende
mod et Sacramente, der bringer En til at gjennemløbe en saadan Kreds af
poetiske, moralske, historiske og metaphysiske Ideer, mod et Sacramente,
der begynder med Blomster, Ungdom og Ynde og som ender med at lade
Gud nedstige til Jorden for at hengive sig til aandelig Næring for
Menneskene.« Hvad man skulde kunne indvende! ikke det Mindste, ifald det
er sandt.

Trods Skjønskranteriet gaaer Chateaubriand tilværks med det største
Pedanteri. Coelibatet betragtes først fra det moralske Synspunkt og
kaldes, saaledes undersøgt, endog den mest moralske Institution af alle,
saa helliges der det paany et nyt Kapitel med den letkomiske Titel
»Undersøgelse af Jomfrueligheden, seet fra det poetiske Synspunkt.«
Dette slutter med følgende utrolige Tirade: »Saaledes seer man, at
Jomfrueligheden, der hæver sig fra det nederste Led i Væsenernes Kjæde
[dens Betydning undersøges nemlig ogsaa hos Dyrene], strækker sig op
til Mennesket, fra Mennesket til Englene og fra Englene til Gud, hos
hvem den taber sig.« Og hertil var i Originaludgaven, som om dette ikke
var nok, endnu føiet: Gud er selv Universets store Ensomme, Verdenernes
evige Pebersvend (célibataire).

Det undrer maaskee, at Faderforholdet til Treenighedens anden Person
slet ikke kommer i Betragtning. Med des større Fynd kan Forfatteren
da hævde Jomfrueligheden for Frelserens Vedkommende. Han siger: »De
Christnes Lovgiver fødtes af en Jomfru og døde som Jomfru (vierge).« Og
hertil føier han saa disse Ord: »Har han ikke herved villet lære os,
at i politisk og naturlig Henseende var Jorden naaet til Fuldtallighed
med Hensyn til sine menneskelige Beboere, og at vi nu langtfra at burde
mangfoldiggjøre Slægten, meget mere fra nu af bør see at indskrænke
Indbyggerantallet.«

Man staaer maalløs ved at see Malthus udkomme som Facit af denne
christelige Romantik. Hvem havde vel troet at der var saa megen
Nationaløkonomi i Evangelierne!

I Anledning af Treenigheden staaer der: »Tallet 3 synes i Naturen at
være Tallet fremfor alle; det er ikke frembragt, hvorfor Pythagoras
kaldte det Tallet uden Moder. Man kan opdage en og anden dunkel
Tradition om Treenigheden selv i Flerguderiets Lærdomme. Gratierne havde
taget den til Grændse for deres Tal.«

Saaledes bæres hos Chateaubriand Treenigheden af Gratierne som
Kariatider.

Til dette Forsvar for de christelige Dogmer svarer et Forsvar som dette
for den christelige Ritus: »I Almindelighed kan man svare, at den hele
christelige Ritus er af den høieste Moralitet, om saa blot af den Grund,
at den er bleven udøvet af vore Fædre, at vore Mødre have staaet som
christne Kvinder ved vor Vugge og at Religionen har sunget sine Psalmer
over vore Fædres Kister og ønsket dem Fred i deres Grave.« Var det ikke
allerede i og for sig klart, at dette Forsvar lader sig anvende for
en hvilkensomhelst Religion, vilde hertil endnu ved denne Leilighed
komme, at det netop passer allermindst i et Tilfælde som dette, hvor det
gjaldt om at bringe Sønnernes Slægt til at rive sig løs fra Fædrenes
antichristelige Livsanskuelse.

Ikke mindre burleske ere de Beviser til Bedste for en Theodike, der i
Værket hentes fra Naturbetragtningen. Han siger: »Er en Krokodille, en
Slange, en Tiger mindre kjærlige mod deres Smaa end en Nattergal, en
Høne, ja en Kvinde?[…] Er det ikke lige saa miraculøst som rørende at
see en Krokodille bygge Rede og lægge Æg som en Høne og et lille Uhyre
komme ud af Skallen ganske som en Kylling? Hvor mange rørende Sandheder
indeholder ikke denne Contrast! hvor bringer den En ikke til at elske
Guds Godhed!«

Hvor Restaurationens Mænd komme ind paa Nogetsomhelst, der vedrører
Natur eller Naturvidenskab, der blive de regelmæssigt høikomiske. Hvo
der har Lyst, kan i Chateaubriands Anmeldelse af Bonalds Législation
primitive efterslaae hans Forfærdelsesudbrud over at have hørt en lille
Dreng besvare Lærerens Spørgsmaal: Hvad er Mennesket? med Svaret: Et
Pattedyr. Og i samme Aand udtaler De Maistre ofte, at den hele Chemi
trænger til en Reorganisation fra theologisk Side, og at det nok vil
lykkes en eller anden ærlig Lærd at vise, at det ikke er Maanen, men
Gud, der er Skyld i Ebbe og Flod, samt at Vandet, som er et Element,
ikke lader sig opløse i Ilt og Brint. Ja han mener, at Fuglene afgive
et levende Bevis imod Tyngdeloven. En af Personerne i hans Soirées de
Saint-Pétersbourg bemærker i den Henseende, at Fuglene overhovedet er
mere overnaturlige end de andre Dyr, hvad allerede viser sig i, at Duen
har den udsøgte Hæder at forestille den hellige Aand. At Krokodillen
lægger Æg, at Fuglene flyve, det er Mirakler for disse Mænd.

Efter Værkets dogmatiske Del er det, at den æsthetiske, som udgjør
dets Kjærne, følger. Her er det, at Chateaubriand bestræber sig for at
vise, at »af alle Religioner, der nogensinde have existeret, er den
christelige Religion den mest poetiske, den mest menneskelige, den
gunstigste for Friheden, Kunsten og Litteraturen, at den moderne Verden
skylder den Alt, fra Agerdyrkningen af til de abstracte Videnskaber,
fra Asylerne for Ulykkelige til de Templer, der byggedes af Michel
Angelo og prydedes af Raphael, at der ikke gives noget mere Guddommeligt
end dens Moral, intet mere Elskværdigt og Pompøst end dens Dogmer,
dens Lære og dens Cultus, at den begunstiger Geniet, renser Smagen,
udvikler de dydige Lidenskaber, giver Tanken Kraft, skjænker Skribenten
og Kunstneren de ædleste Former o. s. v.«

I 200 Aar havde den store Strid, om det litterære Fortrin tilkom de
Gamle eller de Moderne, strakt sig igjennem den hele nyere Litteratur,
et Stridsæmne, der allerede sysselsatte Corneille og Racine, der gav
Stødet til de første Oversættelser af klassiske Oldtidspoesier og
hvis Discussion lidt efter lidt havde ført til, at den moderne Aand
fattede sig sammen i Selvtillid efter det første overvældende Indtryk
af Antikens Herlighed. Det var denne tohundredaarige Forhandling,
som Chateaubriand nu optog paany i en ikke hidtil anvendt Form
som Discussion om Christendommens Værd for Poesien og Kunsten i
Sammenligning med de gamle Mythologiers. Paa den forunderligste Maade
skjødes det af ham tilside, at det dog ikke kommer an paa, om en
Religion er poetisk eller i hvilken Grad den er det, men om den har
Sandheden for sig eller ei. Og til hvilke Midler maa saa Chateaubriand
ikke tye for at documentere sine Paastande! Han sammenligner f. Ex. det
hedenske Tartarus æsthetisk med det christelige Helvede. Hvor meget har
ikke dette forud! »Torturernes Poesi og Kjødets og Blodets Hymner.«

Saaledes klirrer han poetisk med Helvedes Marterredskaber, bruger dem
som æsthetiske Rangler for det nye Aarhundredes gamle og sløve Børn og
bringer en Salonchristendom paa Mode til Brug for de høiere og afspændte
Samfundsklasser i Frankrig. I det 17de Aarhundrede havde man troet paa
Christendommen, i det 18de havde man fornegtet og udryddet den, i det
19de begyndte nu den Art af Religiøsitet, som bestod i vemodigt at
gaae udenom Christendommen, som man gaaer rundt om en Museumsgjenstand
og sige: hvor poetisk! hvor rørende og hvor deiligt! Man anbragte en
Klosterruin i sin Have og satte en Automat klædt paa som Eremit til at
passe paa Ruinen. Et Guldkors blev paany en Toilettegjenstand for en
Dame af det gode Selskab og man rørtes til Taarer ved Kirkeconcerter.
Man blev bevæget ved Tanken om, hvilken Trøst Religionen er for den
Fattige og Nødlidende. Man havde mistet den gamle Tids enfoldige Tro
og holdt sig til det Ydre, den katholske Kirkes poetiske, sociale og
politiske Indflydelse. Man sminkede Autoritetsprincipet, saa gammelt og
saa aflægs som det var, op med sentimental og poetisk Sminke, for at det
kunde see ungt og indbydende ud, men opnaaede kun at gjøre det forhen
saa frygtelige Princip til Latter.

Og som Constant nu skrev sin Bog om Religionerne i Huset hos sin Veninde
Mme de Charrière, saaledes Chateaubriand dette Værk hos sin opofrende og
fortrolige Veninde Madame de Beaumont, hun hjalp ham med Sammensøgningen
af de Citater, han havde Brug for til det. Til nogen Verdslighed synes
dog altsaa Skriftet at have levnet Rum i hans Sjæl.

Hvor declamerede ikke Chateaubriand senere under Ludvig den 18de mod de
gifte Præster, med hvilken Indignation ophidsede han ikke imod dem det
hele royalistiske og katholske Parti, hvor ivrigt sørgede han ikke for
at faae dem unddraget hver Skilling af deres Lønning til Straf for, at
de havde benyttet sig af Republikens Love og giftet sig som enhver anden
Borger! Og var han da ikke selv, »den ydmyge Levit«, som han i Fortalen
kalder sig, som Forfatter til Christendommens Aand en Slags Præst, ja
mere end en almindelig Præst, og var han ikke gift og mere end gift? Jeg
citerer dette Træk, fordi det er et af de tusinde Symptomer paa Noget,
der viser sig overalt i den hele kirkelige Restauration, og om hvilket
jeg ikke troer, at Ordet Hykleri skjøndt stygt er for grovt et Ord.

Saaledes er denne Bog og saaledes blev den til. Dens colossale
succès og dens uhyre Indflydelse give den en Betydning, som den ikke
vilde have ved sig selv. Den var Øieblikkets Bog, den indsmuglede
Antoritetsprincipet, som snart skulde bestige Tronen, i en Emballage af
Føleri. — Lad os da see dette Princip, udsondret fra Alt, hvad der kan
tilhylle det, i et andet af Tidens Hovedværker, i Bonalds berømte Bog Le
divorce, efter min Anskuelse det mest originale og mest interessante af
hans Skrifter.

Det indledes med en lang Jammerklage over, hvorledes Verden er kommen
til at see ud, siden Autoriteten er bleven kuldkastet. Den moderne
Philosophi, siger han, som fødtes i Grækenland, i hint Folk som evigt
vedblev at være Barn og som altid søgte Visdommen udenfor Fornuftens
Veie (sic!) begyndte med atheistisk eller deistisk (!) at fornegte Gud.
Humes og Cordillacs sensualistiske Lære har nu gjort Mennesket som er
»en Intelligents, betjent af Organer« til et Dyr, et blot Naturvæsen.
Den almindelige samfundsopløsende Aandsretning er trængt ind i Huslivet
og istedenfor det Forhold, som der i ældre Tid fandt Sted mellem
Forældre og Børn: Autoritet og Underkastelse, har Insubordinationen
indsneget sig i de unge Hjerter og Lighedsideer i de unge Hjerner, saa
at Børnene betragte sig som Forældrenes Lige, ja endog tillade sig at
kalde dem Du. Forældrene, som paa deres Side have Bevidstheden om deres
Svaghed, vove ikke mere at være Herrer, men aspirere til at være deres
Børns »Venner« eller »Fortrolige«, altfor ofte deres Medskyldige. Den
blødagtige Betragtning af Livet afspeiler sig i en ligesaa blødagtig
Betragtning af Døden. Man har foreslaaet at danne Vaser af Glas eller
Porcelain til Opbevaring af sine Forældres Aske og — o Rædsel! — en
Politiordonnants har tilladt en Moder paa Hedningevis at brænde sin
Datters Lig. Overalt har man foreslaaet og i nogle Stater gjennemført
Afskaffelsen af Dødsstraffen, dette Klenodie, »dette første Middel
til Samfundets Bevarelse« (ce premier moyen de conservation de la
société). Man har seet Regjeringer blive grebne af »den pludselige
Mani, som kaldes Philanthropien«. De saakaldte Naturvidenskaber —
»saakaldt« er godt —, der hellere burde hedde de materielle Videnskaber,
da de kun handle om Legemverdenen, fortrænge de høiere, de aandelige
Videnskaber, især den gamle Tids »høie Metaphysik«. I Poesien har den
spøgende og lystige Genre afløst den heroiske Tragoedie. I Romanerne,
der saa tydeligt afspeile en Tidsalders Charakter, ofredes tidligere
regelmæssigt Kjærligheden for Pligten [som i Kjærlighed uden Strømper].
Nu er det omvendt, og Rousseau har skrevet den Roman, »som mest af alle
har forvildet Kvindernes Phantasi og fordærvet deres Hjerter«, nemlig
Den nye Héloïse. Endog i Havekunsten har Autoritetsprincipet tabt sig:
»De engelske Havers landlige og raa Natur har afløst den pragtfulde
Symmetri i Le Nôtres Anlæg.«

Imod alle disse oprørende Frygteligheder er det nu, at Bonald retter
sit svære Artilleri. Imod alle disse Forsøg paa at opløse Samfundet
er det, at han stiller sit Forsøg paa at frelse Samfundet. Og der er
her eet Hovedpunkt, som det gjælder om at erobre. Samfundet hviler
paa Ægteskabet, staaer og falder med det. Revolutionen har tilladt
Skilsmisse. Men hvor Skilsmisse er mulig, der er Ægteskabet ikke
mere til. Det gjælder da om med een stor Kraftanstrengelse at faae
Skilsmisseretten ophævet. Denne Anstrengelse lykkedes ham kun altfor
godt.

Lad os da høre Bonalds egen Theori. Den er værd at lære at kjende. Er
hans Philosophi saare mager, saa er den saa meget mere curiøs.

En udviklet Fornuft, siger Bonald, begriber alle Væsener og deres
Forhold under disse tre almindelige Ideer: Aarsag, Middel og Virkning,
de mest abstracte, Fornuften kan opfatte. De ligge til Grund for enhver
Dom og danne Grundvolden for al social Orden. Ethvert Samfund bestaaer
saaledes af tre fra hverandre adskilte Personer, som man kan betegne som
de sociale Personer. Fornuften seer i Gud, som vil, den første Aarsag,
i Mennesket som udfører denne Villie Midlet, Ministeren, Formidleren,
og i den Tingenes Orden som kaldes Samfundet Virkningen, der resulterer
af Guds Villie og Menneskets Virksomhed. Denne Fornuft raader efter
Bonalds Anskuelse kun i Katholicismen. Han siger: »Religionen, som
stiller Gud i Spidsen for Samfundet, giver Mennesket en høi Idee om den
menneskelige Værdighed og en dyb Følelse af Menneskets Uafhængighed,
medens Philosophien, som overalt stiller Mennesket høiest, stadigt
kryber for Fødderne af et eller andet Idol, i Asien for Muhameds Fødder,
i Europa for Luthers, Rousseaus eller Voltaires (Le divorce 42).

Man seer, at Luther af Bonald uden videre stilles sammen med
Antichristne som Muhamed eller Voltaire. Dette er et staaende Træk
i den hele Periode, ligesom det, at Protestantisme og Usædelighed
slaaes sammen. Naar De Maistre taler om Reformationen, fortæller han
med den alvorligste Mine, at det halve Europa har skiftet Religion
for at en Libertiner af en Munk kunde gifte sig med en Nonne. I sin
Théorie du pouvoir (II 305) siger Bonald: »En hidsig og sandselig Munk
havde reformeret Religionen i Tydskland, en vellystig og grusom Fyrste
reformerede den i England[…] Charakteristisk er det, at Reformen blev
beskyttet i Tydskland af Landgreven af Hessen, der endnu medens hans
Hustru levede vilde gifte sig med Margrethe af Saale, i England af
Henrik den 8de, der vilde skilles fra Catharina af Aragonien for at ægte
Anna Boleyn, og i Frankrig af Margrethe af Navarra, en Fyrstinde af mere
end tvivlsomme Sæder. Saaledes gik Occidenten til Grunde ved Skilsmisse,
som Orienten ved Polygami.« I sin engelske Litteraturhistorie Oeuvres
Tome VI S. 75. siger Chateaubriand om Luthers Ægteskab: »Han giftede
sig saavel for at give et godt Exempel som for at befrie sig for sine
Anfægtelser. Den, som har overtraadt Reglerne, søger altid at trække
de Svage efter sig og at dække sig med Mængden; thi ved det store
Antals Samstemmen smigrer man sig med at bringe Andre til at troe
paa Retfærdigheden og Rigtigheden af en Handling, der ofte kun var
Resultatet af et Tilfælde eller en Lidenskab. Hellige Løfter bleve
krænkede paa dobbelt Maade: Luther ægtede en Nonne.«

Hvad der gjør disse heftige Udfald mod Luther og Lutheranismen
forstaaelige er, at man ligesom de tydske Romantikere med stor Klarhed
indseer, at Protestantismen med nødvendig Consequents fører til den
moderne Aandsretning, hvorfor man ræddes. Saaledes hedder det i
Lamennais's Essai sur l'indifférence: »Man har nu erkjendt, at Kirken
og dens Dogmer hvile paa Autoriteten som paa en urokkelig Klippe.
Derfor er det, at den hele Mangfoldighed af Sekterere, der ere uenige
om alle øvrige Punkter, forene sig om at oversave denne alle Sandheders
Grundpille. Lutheranere, Socinianere, Deister, Atheister ere de
forskjellige Navne, som angive de successive Udviklingstrin af samme
Lære; de forfølge alle med utrættelig Udholdenhed deres Angrebsplan mod
Autoriteten.«

Den eneste ægte katholske Fornuft hos Bonald seer da overalt de tre
sociale Personer: Magten, Ministeren og Undersaatten. De modtage i de
forskjellige Samfundssphærer forskjellige Navne. I det religiøse Samfund
kaldes de Gud, Præster og Troende, i det politiske Samfund Konge, Adel
eller Embedsstand, Folk eller Menigmand; i det huslige Samfund kaldes de
endelig Fader, Moder og Barn.

Den, som endnu ikke er fortrolig med Bonalds Maade at tænke paa, vil
rimeligvis studse ved denne sidste Sammenstilling; men det er Bonald
saa fuldkomment Alvor med at parallelisere Faderen med Magten, Moderen
med Ministeriet og Barnet med Undersaatten, at han endog bruger den
sidste Række af Betegnelser gjennemgaaende istedenfor den første;
thi, siger han, Fader, Moder, Barn passe paa Dyrene saa vel som paa
Menneskene, Benævnelsen Magt, Minister, Undersaat derimod udelukkende
paa intelligente Væsener; desuden, siger han et andet Sted, maa man
saavidt muligt stræbe at spiritualisere Mennesket og dets Forhold
overfor de Bestræbelser, der fra andre Sider gjøres for at materialisere
Menneskelivet.

Han begrunder sin Lære med sine sædvanlige Formler. Manden og Kvinden,
siger han, existere begge to; men de existere ikke paa samme Maade.
De ligne hinanden, men de ere ikke Lige (semblables, men ikke égaux).
Kjønnenes Forening er Grunden til deres Forskjel. Frembringelsen af
et Menneske er Formaalet for deres Forening. Faderen er stærk, Barnet
er svagt, Faderen activ, Barnet passivt. Moderen danner Mellemledet.
Hvorfor? Jo, siger Bonald, Faderen er et bevidst Væsen og kan ikke
blive Fader uden med sin Villie; Moderen kan derimod, selv med fuld
Bevidsthed, blive Moder imod sin Villie [altsaa passivt]. Barnet har
hverken Villien til at fødes eller Bevidsthed om, at det bliver født.

Det er da paa det modbydelige og tragiske Naturforhold, at Kvinden
ufrivilligt kan blive Moder, at Bonald bygger sin oprørende
Rangforordning mellem Kjønnene. Ja, han siger ordret (5te Udg. 71): »I
denne Gradation af deres Forhold ligger alene Løsningen af Spørgsmaalet
om Skilsmisse«, nemlig at der ingen bør tilstedes.

Og var nu dette forblevet en afsindig Theori som saa mange andre
forrykte Theorier, som intet Menneske falder paa at sætte i Værk, hvo
vilde da indigneres herover! Men man tænke sig, at det er paa Grundlag
af dette Skrift, at Ægteskabs- og Skilsmisselovene i Frankrig, de Love,
der bestaae endnu den Dag idag, 12 Aar efter at Bogen udkom, bleve
byggede.Louis de Viel-Castel: Histoire de la Restauration Tome IV, 487.
Dengang var, strax efter Bourbonernes Tilbagevenden, Bonalds Indflydelse
saa uimodstaaelig, at den stupide og clericale Nationalforsamling med
225 Stemmer imod 11 afskaffede Skilsmissen.

Man kan da sige, fortsætter Bonald med Hensyn til Opdragelsen, at
Faderen har eller er Magten til gjennem Moderen som Minister eller
Middel at udøve den reproductive og opretholdende Handling, hvis Maal
eller Undersaat Barnet er.

Forholdet mellem Mand og Kvinde i Ægteskabet bestemmes da simpelt
saaledes: Manden er le pouvoir, Magten, Kvinden er le devoir, Pligten.
Selve den hellige Skrift kalder jo Manden Kvindens Hoved eller Fornuft,
Kvinden Mandens Hjælp eller Minister, og betegner Barnet som Undersaat,
idet den altid indprenter det at være lydigt.

Kvinden ligner da Manden, som Manden ligner Gud. Manden er skabt i Guds
Billede, men er ikke derfor hans Lige. Kvinden er skabt af Mandens Kjød
og Blod, men er ham underordnet. Man seer, at Bonalds Theori stemmer med
Miltons i hans Paradis. »He for God only, she for God in him.« Paradise
lost IV. »Det huslige Samfund er et Samfund, hvor Manden medbringer
Styrkens beskyttende Evne, Kvinden Svaghedens Fornødenheder, han Magten,
hun Pligten.« Saaledes forvrænger Bonald Paulus's Lære, der for sin
Tid var det mægtigste og beundringsværdigste Fremskridt i Retning af
Kvindens Frigjørelse.

Hvad er da for Bonald Ægteskabet? Ægteskabet er den Forpligtelse, som
to Personer af forskjelligt Kjøn paatage sig til at stifte Samfund, et
Samfund, som kaldes Familie. Det er dette, som skiller Ægteskabet fra
ethvert andet Samliv mellem Mand og Kvinde. Med dyb Indignation omtaler
Bonald det vittige Ord af Condorcet, at hvis Menneskene have nogen
Forpligtelse mod de Væsener, som endnu ikke ere til, saa kan det ikke
være den at skjænke dem Existents. Tvertimod! Ægteskabet bestaaer netop,
for at Slægten kan vare ved. Heraf tør man efter Bonalds Anskuelse dog
ingenlunde slutte, at et barnløst Ægteskab, et saadant, der altsaa synes
at have forfeilet sin Bestemmelse, tør opløses; thi, siger han, idet man
hæver det første Ægteskab for at slutte et andet, bliver Frembringelsen
af Børn umulig i det første Ægteskab, uden derfor at blive sikker i det
andet. Saalænge Mand og Hustru ikke have Børn, er der dog en Mulighed
for at de kunne komme, og da Ægteskabet kun er grundet for de Børns
Skyld, som kunne komme, er der ingen Grund til at hæve det. Ægteskabet
er for Bonald det eventuelle Samfund, hvortil Familien som det actuelle
Samfund svarer: »Ægteskabets Formaal, lærer han, er ikke Ægtefællernes
Lykke.« Hvilket er da dette Formaal? Ægteskabet, svarer han, er til for
Samfundets Skyld. Religionen og Staten have i Ægteskabet kun de Pligter
for Øie, som det paalægger. Men naar Ægteskabet nu er til for Samfundets
Skyld, hvad er da Samfundets Formaal? Enhver vil indrømme, at man maa
brænde efter at faae dette Spørgsmaal besvaret. Hvad svarer da Bonald?
Han svarer med en conservativ Clericals hele rolige Fripostighed:
Samfundets Formaal er dets egen Bevarelse. La société a pour parvenir à
sa fin, qui est sa conservation, des lois. S. 107.

Hvilken Lære for alle de Tilhængere af Nyttephilosophien, der naivt
bilde sig ind, at Samfundets Formaal er dets Medlemmers Lykke og som
ligesaa barnligt have levet i den Illusion, at Institutioner overhovedet
ere til for Individernes Skyld, at Ægtefællerne f. Ex. ikke ere til for
Ægteskabets Skyld, men Ægteskabet omvendt for Ægtefællernes Skyld, og
som drage alle Consequentser af denne Tanke!

Idet Hensynet til Børnene opstilles som det absolute, viser Polygami,
Forstødelse af Hustruen og Skilsmisse sig for Bonald som lige
forkastelige. Han bemærker ogsaa, at Indførelsen af Polygami og
Indførelsen af Skilsmisse synes at skulle følges ad, siden Luther, —
denne Anecdote gaaer igjen i ethvert Bind fra Restaurationstiden —
der tillod Skilsmisse, ogsaa, om end i dybeste Hemmelighed, tillod
Landgreven af Hessen Polygami (p. 195). Han har, siger han, ikke
mere tilovers for det successive Flerkoneri end for det samtidige og
glemmer, at denne Indvending lige saa godt gjælder om Indgaaelse af et
nyt Ægteskab efter den ene af Ægtefællernes Død som om nyt Ægteskab
efter Skilsmisse. Overalt, siger han, hvor Skilsmisse er tilladt og
hvor en Kvinde altsaa i enhver Mandsperson kan see en mulig Ægtemand,
ere Kvinderne uden Kydskhed eller idetmindste uden Blu. Han anfører
England som Exempel — England. Tilstanden i England, hvor Skilsmisse
i visse Tilfælde er tilladt, sammenligner han med Tilstandene hos
visse vilde Folkeslag, hvor Ægtemanden lader sin Kones Medskyldige,
naar han overrasker ham, betale sig et stegt Svin, som de saa alle
tre fortære sammen. Overhovedet er England med sine forholdsvis
liberale Institutioner saavel for ham som for Lamennais det sande bête
noire. Lamennais siger f. Ex. om England, at man ingensteds finder
en Befolkning, der er saa sløvet, saa blottet for moralsk Sands, saa
fremmed for de intellectuelle Ideer og for Alt, hvad der opløfter Sindet
og adler Menneskets Existents. Progrès de la révolution et de la guerre
contre l'église p. 35.

Alt dette er Overdrivelser uden Sandhed og uden Logik. Men det, hvori
der baade er Logik og Sandhed og det, for hvis Skyld jeg fremdrager
disse Enkeltheder, det er Bonalds Opfattelse af Ægteskabsspørgsmaalets
inderlige Sammenhæng med det hele politiske Spørgsmaal. Han indseer,
at Republiken eller Demokratiet (thi han er saa forbitret paa
Republiken, at han udtrykkeligt vægrer sig ved at ville bruge dette Ord)
nødvendigvis maatte føre til Ægteskabets Opløselighed.

Han siger: »Skilsmissen blev decreteret 1792 og forundrede Ingen,
fordi den var en uundgaaelig og længe forudseet Consequents af det
Nedbrydelsessystem, som man paa hin Tid med saa megen Lidenskab fulgte,
men nutildags, da man vil gjenopbygge, nu træder Skilsmissen som Princip
ind i Samfundsbygningen og ryster denne Bygning helt ned i dens Grund.
Skilsmissen stod i Harmoni med det Demokrati, der har hersket altfor
længe i Frankrig under forskjellige Navne og Former. Saavel den huslige
som den offentlige Magt var overgivet til Undersaatternes Lidenskaber,
der var Uorden i Familien og Uorden i Staten; der var Lighed og Analogi
mellem de to Uordener. Men det seer Enhver, at Skilsmissen staaer
i directe Strid med Aanden i det arvelige og uopløselige Monarchi.
Beholde vi Skilsmisse, have vi Orden i Staten og Uorden i Familien,
Uopløselighed hist, Opløselighed her, altsaa ingen Harmoni. Fra den
Side, til hvilken Mennesket hælder, maa Loven reise det iveiret, og den
maa nutildags forbyde opløste Naturer Opløsning som forhen halvvilde
Barbarer Blodhævn.«

Saaledes lykkes det Bonald ud fra sit legitimistiske Statsprincip at
gjennemføre sin Ægteskabstheori. Han slutter, at Skilsmisse absolut
bør forbydes, og at den blotte Separation uden Tilladelse til nyt
Ægteskab tilstrækkeligt bøder paa alle de Ulemper, der kunne følge af
disharmoniske Forbindelser. Da disse Bonalds Ideer fik Lovskraft, opstod
i Frankrig den Tilstand, som hersker endnu den Dag idag og som har gjort
det franske Ægteskab til en Spot for hele Jorden, en Tilstand, som f.
Ex. umuliggjør det for den unge Pige, i det Tilfælde, at hendes Brudgom
paa Bryllupsdagen absenterer sig med hele hendes Medgift, nogensinde
at kunne blive gift paany eller faae legitime Børn; medens Loven har
fundet formildende Omstændigheder hos Mordbrændere og Drabsmænd, og
man, naar de have ført sig vel op et vist Antal Aar, kan give dem
fuldstændig Frihed, har den bedragne unge Pige ikke efter Bonalds Theori
og Frankrigs Love det Haab om Frihed som den, der har brændt en Familie
inde eller slaaet sin Fader ihjel.

I Conventets Project til en Civilret hed det:

Ægteskabet tilhører Friheden, det vil sige Samvittigheden.

Det opretter en Association, hvor Mand og Kvinde staae paa lige Fod.

Ægtefællerne regulere frit Betingelserne for deres Forbindelse.

Ægtefællerne have eller udøve lige Ret med Hensyn til Bestyrelsen af
deres Eiendom.

Skilsmisse finder Sted efter begge Ægtefællernes eller efter den ene af
Ægtefællernes Ønske.

Loven forbyder at stipulere nogensomhelst Indskrænkning i Retten til at
skilles.

Det synes, som om den store Skilsmissefrihed, der saaledes pludseligt
blev givet, ligesom al anden pludseligt erhvervet Frihed, i Begyndelsen
blev misbrugt, og at man f. Ex. med stor Letsindighed og uden synderligt
Hensyn til Børnene gav efter for flygtige Tilbøieligheder, der hverken
have den Ret eller den Værdighed, som virkelig Kjærlighed har. Analoge
Phænomener sees overalt i Historien, hvor Lænker brydes. Men dette
var nok for dem, der som Bonald ingen Tro havde til Friheden og ikke
troede paa anden moraliserende Magt end Tvangen, til at føre Alt
tilbage til den traditionelle Tilstand. Hvad kan være mere vist, end
at Idealet, som aldrig vil glemmes og som undertiden naaes, er, at
to Mennesker, der leve forbundne, elske hinanden til Døden, ja med
en Elskov, som varer udover Døden, men dette Ideal er Følgen af et
rigtigt og lykkeligt Valg, ikke af Tvangsforholdsregler. Paaskuddet
til disse var naturligvis Hensynet til Børnene, og angaaende dette
Punkt har Bonald sammentrængt sin Theori i denne slaaende og udmærket
velskrevne Sætning: »Da den ægteskabelige Forbindelse gjælder tre
Personer, Fader, Moder og Barn, kan den ikke ophæves, fordi de to
ere enige derom. Da Barnet er umyndigt, saa repræsenterer overfor
Ægtefællerne Samfundet Barnet og nedlægger som Barnets Repræsentant sin
Indsigelse mod Ægteskabets Opløselighed.« Enhver seer let, at denne
Argumentation for det Første betragter det som givet, at Ægteskabets
Opretholdelse for enhver Pris ubetinget er det, som tjener Barnet bedst,
hvad selvfølgelig er alt andet end givet, for det Andet gjør Hensynet
til Barnet til det absolute og altafgjørende, hvad selvfølgelig er et
kun ud fra Autoritetsprincipets Fornuften proscriberende Standpunkt
muligt Postulat, for det Tredie kun tager Hensyn til det indenfor
Ægteskab fødte Barn og betragter de øvrige som ikke-existerende,
medens en af den traditionelle Ordnings sørgeligste Consequentser
netop er, at ikke alle Børn staae med lige Rettigheder overfor deres
Forældre og derved overfor Samfundet. Bonalds Samfundsordning, der
tager Hensynet til Barnet som det absolute, har i vore Dage ført til,
at mere end 2 Millioner 800,000 Franskmænd som uægte Børn fødes i en
uforskyldt Ulighed overfor Forældrene, der i Frankrig er endnu større
end andensteds.

Dog, hvor inconsequent end i Enkeltheder Bonalds Theori kan være,
den er værdifuld, ja kostbar som en i alle Grundtræk consequent
Gjennemførelse af Aut oritetsprincip et paa Familiens Omraade. Han har,
hvad de Halvliberale aldrig have, et klart og gjennemtrængende Blik for
Sammenhængen mellem Revolutionens politiske og dens sociale Principer,
han kunde aldrig, som de, hvis Princip er Vrøvlet, skille de første fra
de sidste og oversee, at den traditionelle Opfattelse af Ægteskabet,
som man tildels endnu nutildags bevarer, hænger paa det Nøieste sammen
med den traditionelle Opfattelse af Staten, som man nutildags har
forladt. Sammenhængen kommer frem overalt, hvor Spørgsmaalet discuteres.
Da Abolitionisterne i Amerika fremsatte deres Theorier, forsvarede
Slaveeierne sig med, at hvad der fandt Sted i Slaveforholdet i ingen
Henseende var principielt forskjelligt fra hvad der fandt Sted i
Familien og Ægteskabet. Man seer ogsaa, at der har fundet lige saa
megen tom Declamation Sted imod Ret til Skilsmisse overhovedet som
der nutildags vilde finde Sted imod udvidet Skilsmissefrihed eller
overhovedet mod en forandret Opfattelse af hvad der gjør Ægteskabet
helligt og værdifuldt.

Overfor Autoritetsprincipet staaer paa dette Omraade som paa alle
andre Frihedsprincipet i dets forskjellige Former som Liberalisme
og Socialisme. Hvis vi lade de socialistiske Theorier, der senere
ville møde os hos Saint-Simonisterne, helt ude af Betragtning, saa
staaer overfor Autoritetsprincipet her den liberale Theori med sit
Princip Individualismen, som det er bleven udviklet af engelske og
franske, men især af amerikanske Tænkere. Det er dette Princip, der
ligger til Grund for Conventets ovenanførte Project. Grundtanken er
den, at ikke Familien, som det almindeligt siges, men Individet er
Samfundets Grundpille og at Individet er souveraint. Istedenfor den
legitimistiske Theori om Guds Souverainitet og den tvetydige Lære om
Folkesouverainiteten træder Læren om Individets Souverainitet. (Denne
Terminus er først bleven brugt af Amerikaneren Samuel Warren, af hvem
jeg til min Overraskelse seer at selv John Stuart Mill har laant
den). Mill: Autobiography 256. Individets Souverainitet sikrer, som
Ordet siger, ethvert Menneskes absolute Frihed, forbyder Enhver at
tilrane sig nogetsomhelst Herredømme eller nogensomhelst Control over
nogen Anden. Tilhængerne af denne Lære sige: Enten Formynderskab over
Individet, det vil sige Censur over Pressen, Politiorganisation af
Husspioner, Passystem, Tariffer, Forhindring af Skilsmisse, Love, som
regulere Mænds og Kvinders Følelsesliv og det hele System af vilkaarlig
Tvang udøvet paa Individets Frihed, eller Individets Souverainitet ↄ:
Pressefrihed, Talefrihed, Reisefrihed, Frihandel, Frihed i Forskning og
Følelsernes Frihed. Fra dette Synspunkt er det eneste mulige Forsvar
for en Friheden indskrænkende Lov det, at en foreløbig paatvungen
Ordning kun er den nærmeste Vei til en mere fuldkommen Ordning med
fuldstændig Frihed; thi Frihed er Individualismens Ideal. Mændene af
denne Skole betragte Statens Indblanding i Individernes Følelsesforhold
som uberettiget; de hævde, at det lovlige Baand, der sammentvinger
to Væsener af forskjelligt Kjøn, er enten overflødigt — ifald det er
deres eget Ønske at blive sammen — eller oprørende — ifald det omvendt
ikke er deres Ønske. De finde, at Samfundet begaaer en frygtelig
Uret imod Individer, af hvilke det ene afskyer det andet, ifald det
bringer dem til at forblive sammen og faae Børn af den Enes Attraa
og den Andens Afsky. De finde det oprørende, at Samfundet tvinger
en Kvinde til mod sit Ønske at føde en Drukkenbolt et Barn, et Barn
der fra det Øieblik af, det vaagner til Liv, besidder sin Faders
fordærvede Drifter og Lyster. De tage da ligesaa meget Hensyn til de
endnu ufødte Børn som Bonald til de fødte; de see ikke som han et Bevis
paa Kvindens Ufuldkommenhed, men et Bevis paa Samfundsordenens Raahed
deri, at Kvinden mod sin Villie kan blive Moder. De hævde i Kraft af
det Afhængighedsforhold, hvori alle Livssphærer staae til hverandre,
Usandsynligheden af, at et eneste Omraade af Menneskelivet skulde findes
at være fuldstændig rigtig ordnet paa det traditionelle Fundament,
medens alle andre Omraaders Ordning er bleven fundet fuldstændig forkert
og derfor bleven forandret fra øverst til nederst i de sidste hundrede
Aar. Dette er den Argumentation, der hyppigst anvendes af Mændene
af denne Skole. Se f. Ex. Stephan Pearl Andrews: Love, marriage and
divorce. New York. Smlgn. ogsaa Émile de Girardin: L'homme et la femme.
Det er i dette som i mange andre Tilfælde tvivlsomt, hvorvidt den rene
Liberalisme anviser den rette Vei til Maalet. Jeg charakteriserer her
kun Principet som Modstykke til Autoritetens. Intet er mig fjernere end
i en historisk Skildring at forsøge paa selv at opstille en Theori.
Hvad jeg selv personligt vil hævde, det er paa dette som paa alle andre
Punkter kun Forskningens ubetingede Frihed.

Hvis en Tænker i et katholsk Land udtaler sig frit om Messen eller
om andre af Kirkens Ceremonier, bliver han i Reglen betegnet som en
Spotter af Religionen i Almindelighed eller vel endog som Atheist. Den
Rettroende mener nemlig, at »Religionen« bestaaer i eller idetmindste
kun kan bestaae sammen med visse bestemte Ceremonier, med hvilke den i
hans Bevidsthed altid har været associeret. Han aner ikke, at Angriberen
har en meget høiere og renere Opfattelse af Religionens Idee end han
selv. Hvorfor ikke? Fordi han har bemærket, at de, hvem han hidtil
har seet vise mindst Agtelse for den ydre Cultus, hvortil han selv er
knyttet, vare uordentlige og usædelige Mennesker, som næsten vare istand
til enhver Forbrydelse. Han drager nu for tidligt heraf en almindelig
Slutning om alle dem, der ikke anerkjende Kirkens Cultus og Præster,
og da han altsaa ikke er udviklet nok til at skjelne de forskjellige
Klasser af Angribere fra hinanden, slaaer han den religiøse Philosoph
og Enthousiast i Hartkorn med det almindelige Slæng af gudsforgaaene
Kroppe. Han sammenblander den, der staaer over ham, med dem, der
staae under ham. Ganske saaledes gaaer det til, naar Talen er om den
traditionelle Opfattelse af Forholdet mellem Mand og Kvinde. Ordningen
af dette Forhold i et vist bestemt Land til en vis bestemt Tid er ikke
mere Ægteskabet, end Katholicismen i Spanien i det 17de Aarhundrede er
Religionen. Nogle staae under Ægteskabsinstitutionen som den er, Andre
staae over den, medens Flertallet i de civiliserede Lande befinder
sig aldeles i Niveau med denne Institution som den er, bearbeider den
offentlige Mening i Overensstemmelse med deres Synsmaade, og slaaer
begge Grupper af Anderledestænkende sammen til en, der saa prisgives til
den almindelige Foragt.

Det Samme som leder til Autoritetsprincipets Opstilling paa Religionens
og Statens Omraader, foranlediger ogsaa dets Opstilling med Hensyn til
Ordningen af Forholdet mellem Kjønnene.

Feilslutningen i religiøs Henseende bestaaer i den Antagelse, at Kirken,
fordi den gjennem Aarhundreder har havt et civilisatorisk Kald, er af
væsentlig Betydning for Existentsen af ophøiede Følelser og Tanker eller
at Kjærligheden til aandelige Sandheder ikke er Mennesket naturlig og
tiltager med Menneskehedens hele Udvikling, men at den maa bringes ind
i dem og vedligeholdes i dem ved en stadig Virksomhed af Biskopper og
Præster, Kirker, Kirkeforsamlinger o. s. v.

Med Hensyn til Forholdet mellem Mand og Kvinde er den tilsvarende
Taabelighed den at mene, at Menneskene ikke af Naturen elske Orden og
Harmoni i dette Forhold og i des høiere Grad, jo mere udviklede og
fintfølende de ere, at Mændene ikke af Naturen elske deres egne Børn
og deres Børns Moder, ikke af Naturen nære Agtelse for det andet Kjøn
og for sædelig Renhed, men at alle disse Dyder og Egenskaber først maa
fabrikeres, dernæst bevares i den menneskelige Sjæl gjennem Lovgivning,
og det medens Lovene mærkeligt nok kun frembringes ved den forenede
Virksomhed af alle disse Individer, som tagne hver for sig antages
blottede for alle disse Egenskaber og Dyder. Nei i den Grad er det
Modsatte Sandheden, at det kun er Kjærligheden til alle disse samme
Dyder og Goder, som bringer Menneskene til, ofte pinligt nok, med
Taalmodighed at udholde og underkaste sig alle de kunstige Ordninger og
Systemer, hvorunder de sukke, fordi de fra Barnsben af have lært, at en
Ordning som den givne var den eneste Sikkerhed for Opretholdelsen af de
Dyder og Goder, de have for Øie.

Da som Følge heraf ethvert Studium af Naturen og den menneskelige
Sjæl trænges tilbage eller umuliggjøres, opdrættes Sindene til uden
Prøvelse eller Undersøgelse at antage det for sandt, der støtter sig
paa Tradition eller Autoritet, medens Autoritetsprincipets Modstandere
beskyldes for at ville og begunstige Usædelighed.

Hvis man var gaaet ud paa at finde det mest fornedrende og fordummende
Princip af alle Principer paa Jorden, havde man ikke kunnet komme til
noget andet end Autoritetsprincipet.

Autoritetsprincipet leder consequent til saadanne Sætninger som:
Ægteskabet er til for Samfundets Skyld og Samfundets Formaal er at
bevare sig selv — eller med en lidt forskjellig Nuance: Ægteskabet
i dets traditionelle Form er helligt, fordi det er uundværligt til
Bevaring af sædelig Renhed. Og hvori bestaaer sædelig Renhed? i
Overholdelse af Ægteskabet i dets traditionelle Form.

Ad den Vei kommer man ikke længer. Man gaaer i en Ring og staaer stedse
stille paa samme Plet.

Hvis Autoritetsprincipets Modstandere derimod sige: Samfundets Formaal
er dets Medlemmers høieste Lykke, Ægteskabets Formaal er Familiens Vel,
saa er Undersøgelsen givet fri med Hensyn til, hvad dette Vel og denne
høieste Lykke er. Og dersom de videre sige: »Sædelig Renhed bestaaer i
den Art Forhold mellem Væsener af forskjelligt Kjøn, som i høiest Grad
bidrager til begges gjensidige Vel og Lyksalighed, hvis de fjerneste
Resultater af denne Forbindelse lige saa vel som de umiddelbare tages i
Betragtning«, og ifald denne Definition antages eller prøves, saa see vi
Horizonten aaben for os og Marken fri til ny radical og videnskabelig
Forskning, saavel physiologisk som psychologisk og økonomisk i et
Omfang, som Verden ikke før har kjendt den.

Orden og Harmoni! det er Stikordene hos Autoritetsprincipets Forfægtere.
Visselig Orden og Harmoni! Men hvad Verden nu har at lære og hvad
den vil lære, selv om det skulde tage Aarhundreder, det er at Orden
og Harmoni er Videnskabens Værk og aldrig er eller kan være et Værk
af vilkaarlig Lovgivning eller en paa Tradition og Autoritet støttet
Criminalcodex og offentlig Mening. Der gives ingen anden Ordning og
Orden af Samfundet end den, som beroer paa videnskabelig Indsigt i
Menneskets Organisation. Alle Samfund, Familiens saa vel som Statens,
ere til ikke for deres egen men for Individernes Skyld, for at
Individerne kunne opnaae visse store Formaal og Goder. Saadanne Formaal
ere sædelig Renhed, Børnenes Opdragelse, Kvindens Beskyttelse. Dersom
nu disse Formaal kun kunne naaes ad den Vei, som Autoritetsprincipet
anviser, ja da bør Frihed paa disse Omraader selvfølgelig, i Modsætning
til hvad den paa saa mange andre Omraader ansees for, betragtes som
en Forbandelse, udryddes og forfølges. Hvis disse Formaal derimod
muligvis kunne naaes ad andre Veie, muligvis bedre kunne naaes ad andre
Veie — og at negte en saadan Mulighed er svært —, hvis de endelig
maaskee saa godt som slet ikke ere naaede ad den traditionelle Vei, da
bør en af alle Hensyn uindskrænket, fri Undersøgelse finde Sted uden
ringeste Menneskefrygt for nogen Autoritet. Hvad jeg for min Del vil
constatere er kun det, at Autoritetsprincipet som saadant, der spærrer
Veien for enhver Discussion, er det sletteste, det dummeste, det mest
nedværdigende af alle og har dømt sig selv. Den, der ved at forhaane
eller forbyde den frie Undersøgelse paa nogetsomhelst socialt Omraade,
er Aarsag i — som han upaatvivlelig bliver — at en eller anden for hans
Medmennesker nyttig Hypothese — om saa blot en eneste — ikke vover sig
frem for Dagens Lys eller ikke bliver prøvet overfor Virkeligheden,
er en Forbryder, for hvem den strengeste Straf, ifald der var Ret
og Retfærdighed i Verden, ikke vilde findes for haard. Desværre er
rigtignok Majoriteten af alle civiliserede Mennesker Forbrydere af denne
Art, saa at Udsigten til at faae dem straffet visselig er ringe.

Bonald var en saadan Forbryder. Hans ydre Livsvilkaar vare imidlertid
ikke af den Art, at man kan see noget Spor af Eumenidernes Forfølgelse
under hans Livsbane. Han fødtes i Aaret 1754 og døde først i 1840
mæt af Hæder og Dage; han var først Militær, giftede sig tidligt,
blev saa valgt til Præsident for Administrationen i Departementet
Aveyron; han indgav sin Dimission, da Ludvig den 16de saa sig nødsaget
til at stadfæste Geistlighedens civile Constitution, og emigrerede
saa 1791. Da han i Heidelberg havde skrevet sin Magtens Theori, blev
næsten hele Oplaget tilintetgjort af Directoriets Politi. Et enkelt
Exemplar, som han havde sendt til Bonaparte, naaede lykkeligvis for
Forfatteren dog til sin Bestemmelse og var Skyld i, at denne strøg ham
af Emigrantlisten.

Han havde ikke for Intet lært Verden, at enhver Revolution begyndes af
Undersaatten, men endes af Magten, opstaaer paa Grund af, at Autoriteten
har været svag og har givet efter, og ender derved, at Autoriteten
kommer til Kræfter igjen. Han havde vist, at alle Uroligheder kun styrke
Magten, og spaaet, at Revolutionen, som begyndte med Erklæringen af
Menneskerettighederne, vilde ende med Erklæringen af Guds Rettigheder.
Da Bonaparte nu netop erklærede disse ved Concordatet, naaede Bonald
snart en anseet Stilling. Han vedblev vel kun at sværme for og drømme
om Bourbonerne, men valgte foreløbig at hengive sig til disse Drømme
i en Ansættelse, som Keiseren gav ham. Han blev conseiller tutélaire
ved Universitetet med 12000 francs om Aaret for Intet at gjøre.
Chateaubriand anmelder hans Bøger med dyb Beundring, De Maistre skriver
til ham efter Offentliggjørelsen af hans Recherches philosophiques: »Er
det fatteligt, at Naturen har moret sig med at udspænde to Strenge, der
samstemme saa fuldstændigt som Deres Aand og min. Hvis man nogensinde
trykker visse Sager, vil De finde næsten samme Udtryk, De selv har
brugt, og dog har jeg visselig Intet forandret.« De vare skabte til at
forstaae hinanden. Hvilken Anseelse Bonald var i Besiddelse af, seer man
f. Ex. af det rørende Brev, Napoleons Broder, Ludvig af Holland, skrev
til ham for at bønfalde ham om at opdrage hans ældste Søn. Han skildrer
heri først, hvor syg han selv bestandig er, hvor høit han elsker sin
Søn, hvor stærkt denne trænger til at dannes af en Mand i dette Ords
fulde Betydning for selv at blive en Mand. Saa siger han: »Efter at have
søgt overalt, har jeg, skjøndt jeg ikke kjender Dem personligt, tænkt,
at De er en af de Mænd, som jeg agter høiest. De vil da tilgive mig, at
jeg nu, da jeg har at vælge En, hvem jeg agter at betroe Mere end mit
Liv, henvender mig til Dem. Hvis den Lykke, som De uden Tvivl nyder i et
fredeligt Hjem, ikke har gjort Dem ufølsom for hvad Godt De kan udrette,
jeg siger ikke mod mig, et Individ, men mod et helt Folk, der er endnu
mere agtværdigt end ulykkeligt, og det vil sige meget — saa tag imod at
være Opdrager for min Søn.« Og han slutter i samme Tone med at forsvare
sig imod de Bagvadskelser af ham, som han tænker kunde være komne Bonald
for Øre. Med saadan Ydmyghed nærmede en Konge sig denne Mand — og
forgjæves, han afslog Opfordringen.

Et andet endnu mere paafaldende Træk viser, hvilken Indflydelse og Vægt,
man dengang tillagde saa despotisk sindede Autoritetens Mænd som ham.
En Dag modtog Bonald en Billet med Anmodning om at indfinde sig hos
Cardinal Maury. Denne var nu under Keiserdømmet blevet en anderledes
mægtig Mand, end da han holdt Taler mod Jødernes Borgerrettigheder i
Nationalforsamlingen. Da Bonald var ene med Cardinalen, rettede denne
det Spørgsmaal til ham, hvad han vilde sige, ifald Keiseren lod ham
anmode om at paatage sig Opdragelsen af Kongen af Rom. Et Øieblik
stod Bonald forbauset over saa megen Ære; saa gav han, siger man, det
afslaaende Svar: »Jeg tilstaaer, at hvis jeg nogensinde lærte ham at
herske, saa skulde det før blive alle andre Steder end i Rom.« Under
Restaurationen blev han da en af Hovedophavsmændene til, at Rom og dets
Aand: Autoritetsprincipet kom til at herske istedenfor til at blive
behersket. Han havde hele sit Liv igjennem bekjæmpet Pressefriheden. Han
endte med at faae hele Censuren under sig.

V.

Der fandtes i Frankrig under Keiserdømmet ingen Poesi. Napoleon var
Tidens eneste Digter. Rækken af hans Krige og Seirvindinger var een
stor Iliade, Felttoget til Rusland en gigantisk Tragoedie, hvormed
ingen, der var udarbeidet ved en Pult, kunde maale sig. Allerede under
Revolutionen var af beslægtede Aarsager Poesien forsvunden. Enkelte
Digtere skreve vel endnu Tragoedier i den gamle Stil, kun at de havde
forvandlet Voltaires philosophiske Tragoedie til en politisk og toge
Roms og Grækenlands Republiker til Indtægt for den nye franske Republik,
der fandt Forbillederne til sine Helte i hvad man kaldte Roms og Athens
Sansculotter; men den Interesse, der knyttede sig til Skuespillene, var
ringe i Sammenligning med den, som Nationalforsamlingens og Conventets
store Dramer frembød. Som i Oldtiden Gladiatorkampene tilintetgjorde
Interessen for de Skuespil, i hvilke Ingen virkelig blev dræbt, saaledes
bleve Slutningsscenerne af Conventets Debatter, i hvilke de Overvundne
førtes bort til Skafottet, frygtelige Concurrenter med Tragoediernes
femte Akt. Melpomenes Dolk kunde i Længden ikke rivalisere i Interesse
med Guillotinen. Hvem kunde poetisk fremkalde en Sindsbevægelse, der
svarede til den, som Tilskuerne følte ved Kongens og Dronningens
Anklagelse, Domfældelse og Død, hvem kunde paa Scenen spinde en
Intrigue, der var knyttet saa godt som Robespierres og Dantons mod
Vergniaud og Gironden, eller som Contrarevolutionens mod Robespierre!
Man har Vidnesbyrd om, at de Samtidige havde denne Følelse. Shakspeares
navnkundige Oversætter Ducis skriver til en Ven, der opfordrede ham
til at arbeide for Theatret: »Hvad taler Du til mig om Tragoedier!
Tragoedien er rundt om ude paa Gaden. Saasnart jeg sætter Foden udenfor
min Dør, gaaer jeg i Blod indtil Anklerne.« At der ikke laa nogen
Overdrivelse i disse Ord, viser et Brev fra Chaumette, som i 1793 sendes
til Øvrigheden i Paris, hvori der særligt klages over, at Nærsynede
bestandig vare udsatte for at træde i Menneskeblod.

Under Napoleon kom endnu den Omstændighed til, at man havde en Herre.
Forsøgte en enkelt Skribent som Raynouard at fjerne sig en Smule
fra de slagne Veie, blev han standset i sine Bestræbelser. Hans
Stykke »Stænderne i Blois«, der var bleven spilt i Saint-Cloud, blev
ved udtrykkelig Ordre fra Keiseren selv forbudt i Paris. Kanonerne
alene havde Ordet. Den Kanon, der plantet foran Invalidehotellet
bestandig forkyndte Seir paa Seir, overdøvede alle andre Røster. Og
alle ungdommeligt begeistrede Hjerter, alle de ildfulde Sjæle, der til
andre Tider vilde have givet sig Luft i Poesi, alle de, der følte hedest
for Friheden og Revolutionens Ideer, strømmede nu til Fanerne og søgte
ved at beruse sig i Krigshæder at glemme deres Længsel efter Frihed
og Poesi. Som en sjælfuld Sang i et Værelse afbrydes og ophører, naar
en uafbrudt Rumlen af svære Vogne ryster Gaden, saaledes sluktes det
aandelige Liv. Et Par Anekdoter fra Keiserdømmets Tid skildre Larmen
og Trykket. Man spurgte Metaphysikeren Sièyes: »Hvad tænker De i denne
Tid?« Han svarede: »Jeg tænker ikke.« Man spurgte General Lafayette:
»Hvad har De gjort for Deres Overbevisning under Keiserdømmet?« Han
svarede: »Jeg blev staaende opreist.«

Kun enkelte Kunstarter lode sig inspirere af Epochen: Malerkunsten
og Skuespilkunsten. Gérard malte Slaget ved Austerlitz, Gros de
Pestbefængte i Jaffa, Slagene ved Abukir og ved Pyramiderne. Talma,
der efter sit eget Udsagn en Aften, da han var sammen med Førerne for
Girondinernes Parti, første Gang havde forstaaet og lært at spille Roms
Republikanere, ikke som Drengene i den latinske Skole forestille sig
dem, men som Mænd, Talma lærte af Napoleon at spille Cæsarer og Konger.
Efter den bekjendte Tradition lod Bonaparte sig af Talma lære at indtage
keiserlige Stillinger. Det Omvendte er Sandheden. Det var af Napoleon,
at Talma lærte den Myndighed i Optræden, den korte befalende Tone,
de bydende Haandbevægelser, som han senere bragte paa Scenen. Under
sin sidste Sygdom laa han endnu fortæret af Feber og halvt vanvittig
og undersøgte i Speilet Sporene af Afsind og Rædsel paa sit Ansigt.
»Jeg har dem her, raabte han og slog sig for Panden; hvis jeg igjen
kommer til at spille, skal jeg gjøre det nøiagtigt saaledes, naar jeg
forestiller Karl den 6te som gal.« Saa lidenskabeligt elskede han sin
Kunst. Han reiste sig imidlertid aldrig mere, og med ham døde den eneste
af Ordets Kunster, der under Keiserdømmet havde blomstret.

Kun een Afart af Litteraturen vinder en Indflydelse, som den aldrig før
havde havt, den yngste af alle dens Arter, der hidtil ubetydelig snart
bliver en Magt, nemlig Journalistiken. Det bekjendte Dagblad Journal
des Débats bliver stiftet for at indlede Kampen mod Voltaire og give
Tidens herskende Ideer et Organ. Man brugte alle Midler. Ganske som
den Dag idag den clericale Presse i Frankrig betegner Voltaire som
»den elendige Preusser«, saaledes opsøgte man nu i Voltaires Breve de
Steder, der kunde stemple ham som Landsforræder. Man fandt da i Brevene
til Kongen af Preussen den platte Compliment: »Hver Gang jeg skriver
til Deres Majestæt, skjælver jeg som vore Regimenter ved Rossbach« og
haabede ved Hjælp af slige Citater at hidse Seirherren ved Jena imod
Philosopherne af denne Skole. Man gjorde ogsaa særligt gjældende, at
efter Samtidiges Vidnesbyrd havde Hovedaarsagen til den franske Hærs
Modløshed i Kampen mod Friedrich været den, at Officiererne nærede en
Slags fanatisk Beundring for Kongen af Preussen, der gik saavidt, at
de end ikke kunde tænke sig Muligheden af at slaae en Feltherre, der
repræsenterede alle de Ideer, som besjælede dem selv. Istedenfor nu
heraf at drage en Slutning til Fordel for hine Ideer, drog man tvertimod
en ugunstig Slutning med Hensyn til de Personer, der som Voltaire havde
udbredt dem i Frankrig, og stemplede dem som Landsforrædere. For at give
en Idee om Bladets Tone, anfører jeg disse Ord af Hovedredacteuren:
»Naar jeg siger det 18de Aarhundredes Philosophi, mener jeg Alt, hvad
der er falskt i Lovgivning, Moral og Politik.« — Endnu et andet Organ
var i den nykatholske Skoles Hænder, Mercure, der til Hovedredacteurer
havde Chateaubriand og Bonald. Imod disse mægtige Organer forsøgte de
Skribenter, der udgjorde Levningerne af det 18de Aarhundredes Armee en
Kamp, men Tiden bragte dem ingen Medbør.

Som tidligere de kjæmpende Magters hele Iver var gaaet ud paa at vinde
Publicum eller Folket for sig og deres Ideer, saaledes gik nu under
Despotiet alle Bestræbelser ud paa at vinde Magthaverens Person. Journal
des Débats forsøgte at vinde Keiseren imod Philosophien. Philosopherne
søgte at opbringe ham mod Journal des Débats. De Clericale pegede
paa Philosopherne og sagde: »Tag dig iagt for de Mænd, der skrive
saaledes. De ere Nedbrydere af Fag, de hade Dig, om saa blot fordi Du
er Architekt, og ville nedbryde den Bygning, Du opfører.« Philosopherne
hviskede ham fra den anden Side i Øret: »Veed Du, hvad de Mennesker i
den anden Leir ville? De ville narre Dig til at opføre et Hus, hvis
Nøgler de saa ville udbede sig til en anden. Ved at følge deres Raad
arbeider Du hen imod at gjøre Dig selv overflødig. Hører Du ikke, at
de bestandig raabe paa Orden. Snart vil Du være den eneste Uorden, som
er tilbage i Frankrig. Man vil da tvinge Dig til at fortrække, som
Architekten gaaer, naar Husets Herre tager sin Eiendom i Besiddelse.«

Det var utvivlsomt, som da ogsaa Fremtiden viste, Philosopherne, der
her havde Ret. Tilhængerne af den nykatholske Skole vare og bleve
inderligt knyttede til det gamle Dynasti. Deres Methode var den at
rose Delille, fordi han var i Unaade, og Chateaubriand, som især siden
Hertugen af Enghiens Drab indtog en fjendtlig Holdning imod Napoleon,
kort at vikle det politiske Spørgsmaal ind i de litterære Debatter.
Man priste Racine, men paa en saadan Maade, at det saaes, det var
Ludvig d. 14de, man mente; man hudflettede Voltaire, men saaledes
at man ramte det revolutionære Parti bag hans Ryg; man fremhævede
Lyssiderne ved det gamle Regimente under Paaskud af at skrive Fortidens
Historie, og beviste saa godt man kunde, at det hvilede paa Rettens
og Retfærdighedens Principer under Paaskud af at give et Cursus i
Philosophi.

Napoleon, der paa det Opmærksomste fulgte med Bladlitteraturen, tabte
tilsidst Taalmodigheden. En Note er bleven os opbevaret, som blev
tilstillet en af Napoleons Embedsmænd for at overgives til Keiserens
Privatcorrespondent, Mercure's Udgiver Fiévée, hvori ethvert Ord
er charakteristisk. Fremfor Alting er dog her Overgangen fra den
upersonlige til den personlige Udtryksmaade interessant. Hvem der er
Notens Forfatter, siges aldeles ikke i den; i Begyndelsen taler det
ubestemte, anonyme Væsen, man kalder Regjeringen, pludseligt føler
man, hvem der styrer Pennen, Løven viser sin Klo. Noten lyder: »Hr. de
Lavalette skal gaae til Hr. Fiévée og sige til ham, at man læser Journal
des Débats med mere Opmærksomhed end de andre Blade, da det har 10 Gange
flere Abonnenter, og at man deri bemærker Artikler, skrevne i en for
Bourbonerne aldeles gunstig Aand og følgelig med stor Ligegyldighed for
Statens Vel; at man har besluttet at undertrykke Alt, hvad der er altfor
ildesindet i dette Blad; at Systemet er at vente med stor Langmodighed;
at det imidlertid nu ikke er nok, at de ikke ere direkte fjendtlige;
at man har Ret til at fordre, at de ere det herskende Dynasti helt
hengivne og at de ikke tolerere men bekjæmpe Alt, hvad der kan give
Bourbonerne Glands eller hidkalde Erindringer, der ere dem gunstige;
at man imidlertid endnu ikke har taget et bestemt Parti; men at man er
tilbøielig til at lade Journal des Débats vedblive at komme ud, hvis man
forestiller mig Mænd, hvortil jeg kan have Tillid, og som jeg kan sætte
i Spidsen for dette Blad.« Man seer hvorledes Forholdene udviklede sig.
I Løbet af Keiserens Regjering trængtes Nykatholicismen mere og mere
tilbage fra den Gunst og Bevaagenhed, hvorover den fra først af kunde
glæde sig, og først under Bourbonerne triumpherede den absolut paany.
Strax efter Napoleons Tronbestigelse skrive Chateaubriand, Bonald og
De Maistre frit, Journal des Débats opmuntres til at føre sit Korstog
mod det 18de Aarhundredes Philosophi, Paven besøger Napoleon i Paris,
Geistligheden er hædret, Frayssinous præker frit. Henimod Keiserdømmets
Ophør ere Førerne for det katholske Parti tvungne til at tie, Journal
des Débats confiskeret, Paven Fange, Kleresiet Keiseren forhadt og
Prædikestolene lukkede for Frayssinous. Først efter 1814 foretages
samtidigt med den politiske Restauration en Fornyelse af den religiøse,
der yderligere befæster hvad ved Concordatet var begyndt.

Er det nu end ikke for Meget sagt, at der under Napoleon ikke gaves
nogen egentlig Poesi, saa er det dog ikke mindre vist, at der under
ham blev gjort et ikke betydningsløst Forsøg paa at give det 19de
Aarhundredes Frankrig, hvad Voltaire havde forsøgt at give det forrige i
Henriaden: hverken mere eller mindre end en stor national Epopee.

Opgaven var betænkelig, det kan ikke negtes. Paa en Tid, da Frankrig
fyldte Europa med Helte som Ney og Murat og alle det nye Keiserdømmes
Marechaller, da Napoleon forbandt alle Frankrigs aabne Vunder med
erobrede fjendtlige Faner, da Nutidens Bedrifter satte alle Fortidens
i Skygge, hvor da finde en passende Helt til et Epos og Bedrifter, som
kunde fængsle Læseverdenen!

Den Mand, som vovede et saadant Foretagende, var ingen ringere end den,
som først paa en opsigtvækkende Maade havde indledet Periodens litterære
Bevægelse, den af Alle, som var mest »en vue«, nemlig Chateaubriand.
Han følte ikke blot Tilbøielighed, men ogsaa en Slags Forpligtelse
til at skrive en Epopee. Han havde jo i sit første Værk paastaaet, at
den christelige Religions Legender overgik de hedenske Myther langt
i Skjønhed, at den bød Digteren Mere, at alle Charakterer: Fader,
Ægtemand, Elsker og Brud vare skjønnere og mere poetiske som christne
end som naturlige Mennesker. Det gjaldt for ham om at føie Exemplet
til Reglen, Beviset til Læresætningen, og for at godtgjøre Sandheden
af sin Paastand og Styrken af sit Talent, besluttede han at forfatte
et christeligt Epos. Han søgte da ikke sine Helte paa nogen af Europas
store Valpladse; Navne som Marengo og Austerlitz gjorde intet Indtryk
paa ham. I Overensstemmelse med den hele Aandsretning, han havde
indledt, valgte han sig ikke active, men passive Helte, overhovedet ikke
Helte, men Martyrer til Gjenstand for sin Fremstillingsgave og betitlede
saaledes sit Epos, der iøvrigt for os mere ligner en almindelig to Binds
Roman, siden det er skrevet i Prosa: »Martyrerne eller Religionens
Triumph«. For ret at forstaae dette Valg af Stoffet, maa man betænke,
at den Ideekreds, hvori Mændene af denne Skole levede, i Virkeligheden
ikke var Keiserdømmets, men de tilbagevendte Emigranters. Man havde
endnu ikke kommet sig af sin Rædsel over Revolutionens Gjerninger.
Man saa i Revolutionens Førere lutter Blodmænd, i det knuste Parti
lutter Ofre. Den egentlige Helt var for disse Mænd ikke Napoleon, den
foretagende Kriger, men Ludvig den 16de, den uskyldige Martyr. Hvad vare
de andet end Martyrer alle de christne Præster, der for deres Troes
Skyld vare blevne myrdede i Septemberdagene, alle de mod Kongemagten
af Guds Naade trofaste Mænd og Kvinder, der havde lidt Døden i Vendée!
Saa skyldfrie Ofre som Prindsesse Lamballe eller de unge Piger i Verdun
under Revolutionen og som Enghien i den seneste Tid, det var Heltinder
og Helte, som vare en Forherligelse værd, tusinde Gange mere end de, der
besudlede sig med Blod paa alle Europas Valpladser.

Allerede i Aaret 1802 havde Chateaubriand faaet Ideen til sit Epos,
i 1806 vare de første Sange færdige. Men Handlingen skulde foregaae
over hele den i Oldtiden kjendte Verden. Chateaubriand var ingen
magelig Natur, det var ikke hans Tilbøielighed at gjøre Værket færdigt
snarest muligt for saa let det lod sig gjøre at komme til at hvile
paa sine Laurbær. Han brød da af og reiste i Juli 1806 ud for at
besøge Grækenland, Orienten, Jerusalem, Ægypten, Carthago og vende
hjem over Spanien til Paris. Denne Reises nærmeste Formaal var da, som
han aabent tilstaaer i Fortalen til den senere udgivne Itinéraire at
fuldkommengjøre det paabegyndte Digt. Han siger: »Jeg har ikke foretaget
denne Reise for at beskrive den. Jeg havde en Hensigt med den; denne
Hensigt har jeg opfyldt i Martyrerne; jeg søgte Billeder, det var Alt.«

Det var imidlertid ikke Alt, hverken Alt hvad der laa i Chateaubriands
Hensigt med Reisen, eller Alt hvad han ønskede, man skulde see i
den. Chateaubriand er Childe Harold før den sande; Chateaubriand
er Restaurationens Byron. Ligesom hans René er de Byronske Heltes
Forløbere, saaledes er han selv paa sine Pilgrimsfarter en Forgjænger
for hin halv opdigtede, halv virkelige Harold, hvem Lysten til
Eventyr og Længslen efter Indtryk jager fra Land til Land. Men som
Restaurationstidens Byron kan han ikke som den engelske Lord, der
endnu følte Vikingeblodet i sine Aarer, nøies med ærligt at tilstaae
et saa enkelt Motiv til sine Farter. Det vilde lidet have været i
Restaurationstidens Aand, lidet have stemmet med Chateaubriands Rolle i
Tiden at drage til Jerusalem for at studere Landskaber, fylde sin Palet
med Farver og sin Skizzebog med Udkast. Naar Childe Harold taler om
sin Pilgrimsfart, tager han Ordet i overført Betydning, Chateaubriand
bruger det ganske bogstaveligt. Han meddeler Alle, at han reiser til det
hellige Land for at opbygges ved Skuet af de hellige Steder. Han bringer
Vand fra Jordans Flod med tilbage, og da senere Greven af Chambord
bliver født, har han det paa rede Haand, saa at det kongelige Barn kan
blive døbt dermed. Han siger selv: »Det kan synes underligt, nutildags
at tale om hellige Løfter og Pilegrimsfarter; men paa dette Punkt er
jeg som bekjendt uden Skam og har allerede forlængst stillet mig selv
i de Overtroiskes og Svages Rækker. Jeg vil maaskee blive den sidste
Franskmand, der er draget ud fra mit Land til det hellige Land med en
middelalderlig Pilgrims Ideer, Formaal og Følelser. Men har jeg end ikke
de Dyder, som fordum glimrede hos Herrerne til Coucy, Nesles, Chastillon
og Montfort, saa har jeg idetmindste Troen tilbage, og paa dette Mærke
vilde endda de gamle Korsfarere kjende mig som en af deres egne.«

Er det nu allerede et stærkt Stykke af en rent moderne Aand som
Chateaubriand at tillægge sig Pilgrimsfølelser og Pilgrimsformaal, da
de gamle Pilgrimme, saavidt vides, ikke reiste ud efter Billeder og
Indtryk til litterære Productioner, hvad skal man saa sige, naar man
i Chateaubriands efterladte Memoirer finder en Tilstaaelse om hvad
det fjernere Formaal var med denne Opsøgen af Billeder, som kaster
det grelleste Lys over hine sidst anførte Ord. Han haabede ved sine
Anstrengelser for at opnaae Berømmelse, ved sine Studier og Reiser at
vinde en Dames Gunst, i hvem han var forelsket. I og for sig betragtet,
er jo Intet mere naturligt. Han var endnu ung. Han var brændende
ærgjerrig og elskede med Lidenskab. Hvad Under, at han sagde til sig
selv: Ry, større Ry, med fuldere Ret erhvervet Ry for bedre at fortjene
hende, for at vise hende mit alvorlige Forsæt at gjøre mig værdig
til hendes Yndest. Hun synes tilmed at have været ærgjerrig paa hans
Vegne, at have ladet ham øine Besiddelsen af hende langt ude som en
Løn for nye Anstrengelser. Lad der endog være noget Middelalderligt
og om Riddertiden Mindende i dette Forhold! men hvilken Prælatsjæl
maa man ikke have for her at ville tale om Korsfart og Pilgrimsgang!
Chateaubriand siger i Mémoires d'outre-tombe: »Men har jeg ogsaa i
Reisebeskrivelsen sagt Alt om denne Reise, der begyndte i Desdemonas og
Othellos Havnestad? Gik jeg til Christi Grav med et angrende Sindelag?
En eneste Tanke fortærede mig; jeg talte med Utaalmodighed Øieblikkene.
Fra Dækket af mit Skib, med Øinene fæstede paa Aftenstjernen, bad
jeg den om Medbør for at komme hurtigt afsted, om Hæder for at blive
elsket. Jeg haabede at erhverve mig Hæder i Sparta, i Zion, i Memphis,
i Carthago og at bringe den med til Alhambra. Vilde man have bevaret
Erindringen om mig saa udholdende som jeg aflagde mine Prøver? […]
Hvis jeg hemmeligt nyder et Øiebliks Lykke, saa er den forvirret ved
Erindringen om hine Forførelsens, Fortryllelsens og Deliriets Dage.«

Saaledes taler Tannhaüser, da han er sluppen ud af Venusbjerget, men
Peter Eremita førte ikke dette Sprog, da han vendte tilbage fra den
hellige Grav. Den Dame, der havde sat Chateaubriand Stævne i Alhambra
var den unge Madame de Mouchy, der skildres af Samtidige som et Vidunder
af Skjønhed, Ynde og Finhed. Hun døde i Vanvid. — Chateaubriand var gift
lige siden 1792. Hans Ægteskab var maaske en Ubesindighed, men burde han
som den christelige Morals saa ivrige Talsmand ikke have respecteret
det, hvordan det saa var indgaaet? Han skildrer dets Stiftelse saaledes
i sine Memoirer: »Affairen blev drevet uden mit Vidende […] Jeg følte
mig i ingen Henseende skikket til Ægtemand. Alle mine Illusioner levede
endnu, Intet var udtømt i mig; mit Livs Energi var endog fordoblet ved
mine Reiser. Jeg var stadig plaget af Musen. Min Søster holdt af Mlle
de Lavigne og saa i dette Ægteskab en uafhængig Stilling for mig: Gjør
det da, sagde jeg. Hos mig er den offentlige Personlighed urokkelig, men
den private et Bytte for hvemsomhelst, der vil bemægtige sig den, og
for at undgaae en Times Fortrædeligheder kunde jeg gjøre mig til Slave
for et Aarhundrede.« Lykkeligvis følte han sig ikke altfor bunden. Som
hjemvendt Pilgrim skrev han da sin Epopee.

En Epopee i det 19de Aarhundrede! Der gives i vore Dage ikke mere Nogen,
som troer paa Muligheden deraf. En klarere Indsigt end den, nogen
tidligere Tid har besiddet i de historiske Betingelser for de store
Oldtidsepopeers Opstaaen har overbevist os om det Unyttige i nutildags
at ville kappes med Værker af den Friskhed og Naivetet som Iliaden og
Odysseen. Ligesaa lidt som nogen virkelig Digter nutildags kunde falde
paa at efterligne Vedahymnerne, Davids Psalmer eller Völuspà, lige
saa lidt forsøger Nogen nutildags at rivalisere med de uforgjængelige
Værker, hvori i Tidernes Morgen et Folk barnligt har ladet sin hele
Gude- og Sagnlære glide Tilhøreren forbi, som Grækerne have gjort det
i deres nationale Heltedigte, Tydskerne i Niebelungenlied og Finnerne
i Kalevala. De Epopeer, der som Virgils og Tassos, som Camoens',
Klopstocks og Voltaires efterligne hine gamle Folkeværker med Bevidsthed
og Studium og som have forvandlet det Miraculøse i dem til et dødt episk
Maskineri, have aldrig kunnet hævde sig i Rang med deres Forbilleder og
have Værd i samme Grad, som de i Tid og Aand staae dem endnu nogenlunde
nær. Jo mindre Naivetet de besidde, des koldere staae vi overfor dem.
De ikke mislykkede episke Digte, der ere skrevne i den nyere Tid, jeg
nævner som Exempel Goethes Hermann og Dorothea, eller i vore Dage
Hamerlings Der König von Zion, have ganske opgivet det episke Apparat.
Men dette var ingenlunde Chateaubriands Hensigt. Tvertimod! Det gjaldt
jo netop om at fordoble det, om at lade det christelige Apparat straale
i dets Overlegenhed over det antike.

Da han ikke er Versificator, beslutter han at skrive sit Værk i Prosa;
men hvor stor en Mester han end er i denne Kunstart, aner man allerede,
hvorledes han vil famle efter en Stil.

Alle mulige Paavirkninger krydse hos ham hverandre: Homer og Johannes'
Aabenbaring, Dante og Milton, Kirkefædrene og Suetonius. Handlingen
foregaaer paa Diocletians Tid, Halvdelen af de optrædende Personer ere
Hedninge, Halvdelen Christne. Helten Eudorus vinder en ung hedensk Piges
Hjerte, omvender hende og døer sammen med hende som Martyr i Colosseum
i Rom. Hendes Fader er Græker og Præst for Homer. Episoderne foregaae i
det gamle Gallien.

Jeg vil give nogle Exempler paa, til hvilken Maneer og hvilke
Overdrivelser Efterligningen af den homeriske Stil har ledet
Forfatteren. For det Første gjør han sine Grækere altfor troende, de
udtrykke sig med ligesaa barnlig Tro til Guderne som de homeriske Helte,
fra hvilke de ere skilte ved vel 1100 Aar. Hvo veed ikke, at hin Tids
Grækere vare fuldkomment skeptiske overfor deres Guder og mere end
halvveis Rationalister, selv naar de troede paa dem. Den unge græske
Pige træffer i en Skov Eudorus hvilende under et Træ. Han er ung og
smuk. Han staaer hurtigt op, da han bemærker hende. »Hvorledes, sagde
hun forvirret til ham, er Du ikke Jægeren Endymion?« — »Og Du, sagde
den unge Mand, ikke mindre forbauset, er Du ikke en Engel?« — Dette
er ikke Complimenter, men ment i fuldt Alvor. Dog saa let har neppe
nogensinde unge Elskende bogstaveligt anseet hinanden for Sagnfigurer
og overjordiske Væsener. — Cymodoce's Fader siger i samme Stil til den
unge Mand: »Min Gjæst, tilgiv min Frimodighed, jeg har altid adlydt
Sandheden, Datter af Saturn og Moder til Dyden.« Allerede paa Platons
Tid formaaede en Græker godt at nævne Sandheden uden at omtale hverken
dens Forældre eller Dydens Bedsteforældre.

Endnu et Par Vendinger, der see ud som oversatte fra Homer: Da den unge
Pige forbauses ved at see Eudorus, som hun ikke kjender, og vil vide,
hvem han er, siger hun: »I hvilken Havn er dit Skib løbet ind? Kommer Du
fra Tyrus, der er saa berømt for sine Kjøbmænds Rigdom? eller fra det
yndige Korinth, efter at have modtaget rige Gaver af dine Gjæstevenner«
o. s. v.

Alt dette gaaer endnu nogenlunde an i Dialogen, men hvad skal man sige,
naar Fortælleren selv, snart glemmende de 1500 Aar, der skille ham
fra sine Personer, slaaer ind i samme Taleform som de, snart atter
bruger Vendinger hentede fra Middelalderens Ridderromancer. I rent
homerisk Stil siger han f. E x.: Intet vilde have forstyrret Demodocus'
Glæde, ifald han havde kunnet finde en Husbond for sin Datter, der havde
behandlet hende med alt skyldigt Hensyn, efter at have ført hende til
et af Rigdomme opfyldt Hus. Og i Kjæmpevisetone hedder det om Velleda,
den galliske Druide: »fille de roi a moins de beauté, de noblesse et de
grandeur.«

Og taler nu Digteren undertiden i en Stil, som om han selv var den
sidste Homeride, saa tale til Gjengjæld hans Personer ofte, som
forudanede de den hele moderne Dannelse. Saaledes siger den christne
Biskop Cyril om de hedenske Myther: »En Tid vil maaskee komme, da
disse den barnlige Oldtids Usandheder kun ville være sindrige Fabler,
Gjenstande for Digternes Sange. Men i vore Dage forvirre de Aanderne.«
Hvilken oplyst Mand!

At gjennemgaae det hele Digt ligger ikke i min Plan. Det ligger endog
udenfor min Plan at stille det betydelige Talent, som Forfatteren her
udfolder, i dets fulde Lys. Jeg kan i det Høieste gjøre en Læser af
Bogen opmærksom paa Skjønheden af enkelte Scener som for Exempel den,
hvor den græske Familie ankommer i Besøg hos den christne, der netop
binder Neg paa Marken, eller paa Episoder som Velledas Død. Over det
første Sted er udbredt en egen religiøst-idyllisk Ynde; det minder om
Ruth's Bog og har dog en rent evangelisk Duft. Velleda har Chateaubriand
skrevet som Digter med sit Genies hele Ild og guddommelige Raseri. Jeg
kan kun give nogle Draaber af Værkets Saft; man maa saa bedømme hele
Frugten efter dem.

Jeg gaaer lige løs paa Chateaubriands Thesis, den christelige
Vidunderverdens Brugbarhed for Poesien. Man behøvede intet bedre
Bevis end hans Digt for, at den hele christelige Poesi i vore Dage er
een stor Anachronisme. Jeg tager først hans Helvede for mig, fordi
dette i Almindelighed er lykkedes Digterne bedre end Skildringen af
de Saliges Tilstand. Enhver kjender Dantes, Enhver veed, hvorledes
hos ham en hel Hærskare af forvovne Hoveder dukke op af Rædslernes
Vande og Luer, saa kraftigt tegnede, at de beherske det hele Digt. De
iblandt hans Fordømte, som man bevarer i Erindringen, det er de næsten
overmenneskeligt trodsige og stolte italienske Adelsmænd fra hans egen
Tid, Farinata for Exempel. Hvad Milton angaaer, da er som bekjendt ingen
Skikkelse lykkedes ham bedre end hans Satan, og ikke uden Grund har man
fundet Forbilledet til denne i hans Tidsalders energiske puritanske
Rebeller, der selv som overvundne ikke ophørte at byde Kongemagten
Trods. Enhver Tid digter sin Lucifer i sit Billede. Chateaubriand's
Oprører er da heller ikke Traditionens Djævel, nei det er en Djævel, som
har gjort den franske Revolution. Saasnart han og hans Hofstat lukker
Munden op, fare alle Stikordene fra Republikens Tider dem ud af Munden.
Skal Satan holde en Tale til sine Hærskarer, saa forbauses Læseren
ved at høre Toner fra 1790 klinge igjen deri. Efter nogle indledende
bibelske Phraser falder han over i Revolutionens Frihedshymners Stil,
som Chateaubriand ikke har undseet sig for til Fryd for Efterkommernes
vantrevne Slægt at vrænge efter.

Satan siger: »I Nationernes Guder, I Troner, I Nidkjære, I
uovervindelige Hære af Krigere, I høimodige Børn af dette stærke
Fædreland, Hæderens Dag er kommet.«

            Magnanimes enfants de cette forte patrie, le jour de gloire
est arrivé.

Saa var den franske Litteratur da naaet saavidt, at Marseillaisen blev
lagt i Djævelens Mund af Landets største Digter.

Og hvad er han saa denne Djævel? En Gnist af Liv faaer han kun ved at
parodiere Rouget de Lisle. Ellers er han den benløseste og blodløseste
Allegori, som tænkes kan. Se ham fare ned i sit Rige: »Hurtigere end
Tanken gjennemfarer han hele Rummet, der engang vil forsvinde [hvilket
Tankeexperiment!]; hinsides Chaos's brølende Rester naaer han til
Grændserne af hine Egne, der ere uforgjængelige som Hævnen, der dannede
dem, forbandede Egne, Dødens Grav og Vugge, hvor Tiden ikke udgjør
Ordenen, og som endnu ville existere, naar Universet er bortført som et
Telt, der er reist for en Dag […] han følger ingen Vei gjennem Mørket,
men draget af sine Forbrydelsers Vægt [!] synker han naturligt ned mod
Helvede.« Der staaer »naturligt«; mig forekommer han naturligst at minde
om Niels Klim. Alle Omgivelserne i hans Rige ere enten Allegorier, som
virke desmere komisk, jo mere Digteren har villet forfærde med dem,
eller Karrikaturer af Voltairianerne og Voltaire, der tage sig ud midt
i Epopeen som Stumper af arrige Avisartikler, der ved en Feiltagelse
ere komne ind deri. Døden skildres: »Et Spøgelse springer frem paa
Tærskelen af den ubønhørlige Port; det viser sig som en mørk Plet paa
Flammerne fra Fængslet bag det. Man skimter Helvedslysets gule Straaler
i Mellemrummene mellem dets Knokler. Det er Døden. Grebet af Rædsel
vender Satan Hovedet bort for at undvige Skelettets Kys.« Her er endnu
to andre Dæmoner: »Bundet med hundrede Knuder af Diamant [!] sidder
Fortvivlelsens Dæmon paa en Trone af Bronze og behersker Sorgernes Rige;
ved Indgangen til den første Forsal ligger Smerternes Evighed paa en
Jernseng; den er ubevægelig, selv dens Hjerte banker ikke. Den holder
i sin Haand et uudtømmeligt Timeglas. Den kjender og siger kun Ordet
»Aldrig«. — Omtrent saaledes sidder en Automat paa et Uhr og siger kun
Ordet »Kuk«.

Ligner dette nu ingen Verdens Ting, saa ligne den falske Visdoms Dæmoner
altfor latterligt. Vi saae, at alle Tidens religiøse Ideer kunde rummes
i Ordet Orden. Derfor fremhæves ogsaa Ordenen her i Helvede saavel som i
Himmerig. I Anledning af en indre Strid i Helvede hedder det: »Man vilde
have seet en frygtelig Kamp, hvis ikke Gud, som alene er Ophavsmand til
al Orden, selv i Helvede, havde bragt Larmen til Taushed«, og om den
falske Visdoms Dæmon staaer der: »Han dadlede den Almægtiges Værker,
han vilde i sit Hovmod indrette en anden Orden mellem Englene og i
den høieste Visdoms Rige; det er ham, som blev Fader til Atheismen,
det gyselige Spøgelse, som Satan selv ikke havde avlet, og som blev
forelsket i Døden.« Det synes mig høist eiendommeligt, at det netop er
en Forandring i Ordenen, ja i Rangforordningen ved det guddommelige Hof,
som denne allerbrandguleste Djævel har villet iværksætte.

Han taler. »Hans Stemmes falske Strenghed, hans tilsyneladende Ro
bedrage den forblændede Mængde: Helvedes Monarcher! I veed det, jeg har
altid været imod Voldsomheder, vi kunne kun seire ved Tankeudvikling,
Blidhed og Overtalelse. Lad mig mellem mine Dyrkere, ja mellem de
Christne udbrede hine samfundsopløsende Principer, der underminere
Rigernes Grundvold.« Man sammenligne nu blot disse Udtryk med dem,
med hvilke i Epopeen Datidens Philosopher beskrives. »Disse en tom
Videnskabs Disciple angribe de Christne, prise et stille Liv, leve
for de Stores Fødder og bede om Guld. Nogle af dem beskjæftige sig
alvorligt med at danne en Art platonisk Stat, hvor lutter forstandige
Mennesker skulle henleve deres Dage som Venner og Brødre. De grunde
dybt over Naturens Hemmeligheder. Nogle af dem see Alt i Tanken, andre
Alt i Materien, andre præke Republik, skjøndt de leve i et Monarchi.
De paastaae, at man bør omstyrte hele Samfundet for at gjenopbygge det
efter en ny Plan. Atter andre ville ligesom de Troende lære Folket
Moral […] Splidagtige med Hensyn til det Gode, enige om det Onde,
latterligt indbildske, antagende sig selv for sublime Genier opfinde
disse Sophister alle Arter af bizarre Ideer og Systemer. Hierokles gaaer
i Spidsen for dem, og han er sandelig værdig til at anføre en saadan
Bataillon […] Der ligger noget cynisk og skjændigt i alle hans Træk; man
seer, at hans uædle Hænder kun daarligt ville due til at føre Soldatens
Kaarde, men at de let vilde kunne holde Atheistens Pen eller Bødlens
Sværd.« Talen er om Rom og om Hierokles. Men at dette skal være Paris og
at dette skal være Voltaire, behøver ingen nærmere Paavisning.

Saavidt var det kommet i den franske Litteratur, at man beskyldte
Voltaire, der ikke een, men en halv Snes Gange havde slaaet de katholske
Bødler Sværdet af Haanden og kastet dem in effigie paa det Baal, hvorpaa
de vilde opbrænde uskyldige Stakler, for særligt at egne sig til
Bøddelhaandværket. Og saa dum var man bleven, at man, for ret at male
Djævelen sort, malede ham af som Atheist. Men hvad i al Verden end Satan
og alle hans Staldbrødre ere, Atheister hverken ere de eller kunne de
være. De have dog virkelig faaet Kjærligheden at føle. Paul Heyse har
skrevet det træffende Epigram:

            Bist Du schon gut, weil Du glaübig bist? Der Teufel ist
            sicher kein Atheist.

og herimod lader der sig virkelig Intet indvende.

Lad os da vende Blikket fra Chateaubriands Helvede til hans Paradis.
Det er altid en vanskelig Sag at skulle skildre Paradiset; Helvede
veed vi Alle hvad er; men hvad Paradiset angaaer, saa mangler man
Oplysninger; »on manque des renseignements«, som en fransk Dame sagde.
Det var dobbelt vanskeligt i en Tid som hin, da Parny saa at sige
forud havde skrevet Parodien paa ethvert Forsøg i denne Retning i
sin La guerre des dieux og da alle dannede Mennesker endnu havde
Hovedet fulgt af Brudstykker af dette gudsforgaaene Digt, som man
neppe vilde fordriste sig til at nævne paa dansk Grund, hvis ikke N.
M. Petersen, forført af den smukke Rolle, som Parny har tildelt de
nordiske Guder, og øjensynligt i Tillid til, at intet Menneske anede
hvad Digtet indeholdt, havde rost det og citeret flere Stykker af
det i Slutningen af sin nordiske Mythologi (S. 440). Glandsscenerne
deri, som Treenighedens Ankomst paa Olympen eller Gudernes Gjenbesøg
i den christne Himmel, høre til det Fortrinligste, noget komisk Digt
kan opvise, hvorvel Behandlingen ikke svarer til den grandiose Titel,
men er zirlig og fløielsagtig i det 18de Aarhundredes Poesies eller
nærmere i Fløiels-Breughels Maneer. Og dog betvivler jeg, at det er
lykkedes selv Parny's Kaadhed at gjøre den orthodoxe Himmel saa komisk
som Chateaubriands Begeistring gjør den. Her nogle Prøver: »I Centrum
af de skabte Verdener midt iblandt de utallige Stjerner, der gjøre
Tjeneste som Volde, Alleer og Veie, svømmer den umaadelige Guds By,
hvis Vidundere ingen Dødeligs Tunge kan fortælle. Den Evige lagde
selv dens tolv Fundamenter og omgav den med den Jaspismur, som den
højtelskede Discipel saa Engelen med Guldalenen maale. Beklædt med den
Høiestes Hæder er Jerusalem pyntet som en Brud for sin Brudgom […]
Stoffets Rigdom kappes her om Prisen med Formernes Fuldkommenhed. Her
hænge Galerier af Saphirer og Diamanter, der svagt ere efterlignede af
Menneskets Geni i Babylons Haver, her hæve sig Triumphbuer, dannede af
de mest glimrende Stjerner, her kjæde Buegange af Sole sig sammen, der
uden Ophør fortsætte sig gjennem Firmamentets Rum […]«

Himlen forlade et skrøbeligt Menneske sin Synd! men en stakkels indfødt
Kjøbenhavner minder dette mest om den Pragt, hvori Tivoli viste sig for
ham som Barn en Aften, naar der var Vauxhall. — Vi gjøre et Indblik i
den hellige Stad. Her samles og skilles Cherubernes og Seraphernes,
Englenes og Erkeenglenes, Tronernes og Fyrstendømmernes Chor; thi
disse Væsner, som dog syntes at kunne prisgives til Spøgen, siden de
hos Parny havde faaet saamange Prygl, holde deres høitidelige Indtog
paany. O honte, ô crime! on rosse les Puissances, On jet à bas dix mille
intelligences Qui figuraient dans les processions; De leurs gradins
les Trônes on renverse, On foule aux pieds les Dominations Et des
Vertus le troupeau se disperse. […] […] l'on jet à leur nez, Devinez
quoi? les têtes chérubines Aux frais mentons, aux lèvres purpurines.
Parny: La guerre des dieux 10de Sang. Ja de føle sig fra nu af saa
husvante paa Parnasset, at vi indnu træffe hele Armeen forsamlet i De
Vigny's Eloa (1823), og i Victor Hugos Oder (f. Ex. Livre I Ode 5,
Ode 9, Ode 10). Vi erfare, hvad de bestille, »Nogle bevogte Zebaoths
og Elohims 20,000 Stridsvogne, Andre vaage over Herrens Pilekogger og
over hans uundgaaelige Lyn, hans frygtelige Gangere, der bringe Pest,
Krig, Hungersnød og Død. Een Million af disse ivrige Genier regulere
Stjernernes Bevægelser og afløse efter Tour hverandre i disse prægtige
Beskjæftigelser som Skildvagter, der vaage for en stor Armee. Hos Parny
ere de langt mindre beskjæftigede: Viennent après les Dominations,
Trônes, Vertus. Principautés, Puissances, Esprits pesants, grosses
intelligences, Qu'on charge peu de saintes missions; Regardant tout,
mais à tout inhabiles, Les bras croisés, ils sont là sur deux files;
Propres sans plus à garnir les gradins, A cet emploi se borne leur
génie, C'est ce qu'au bal nous autres sots humains Nous appelons: faire
tapisserie.

Alle de Sager, som Englene passe paa, ligge hen som i et stort
Rustkammer for at benyttes ved given Leilighed. Vi see dem i en følgende
Skildring komme til Anvendelse. Det er, da Treenigheden har spaaet de
Salige Eudorus's Martyrium: »Da disse Kirkens Skjæbner bleve de Udkaarne
meddelte gjennem et eneste Ord af den Almægtige, afbrødes Sangen og
ophørte Englenes Gjerning. Der blev i Himlen en halv Times Taushed. Alle
de Himmelske sloge deres Øine ned mod Jorden, Maria lod fra Firmamentets
Høide et første Kjærlighedens Blik falde ned paa det zarte Offer, der
var hendes Ømhed betroet. Bekjendernes Palmer bleve paany grønne i deres
Hænder. Den ildfulde Eskadron aabnede sine glorværdige Rækker for at
give Plads for de nye Martyrer. Beseireren af den gamle Drage Michael
forbereder sin frygtelige Landse; rundtom ham bedække hans udødelige
Ledsagere sig med glimrende Kyradser, Skjoldene af Diamant og Guld,
Herrens Pilekogger, de flammende Sværd blive nedtagne fra de evige
Buegange [Lofter], Immanuels Vogn skjælver paa sin Axe af Ild og Lyn,
Cheruberne rulle deres fremstormende Vinger rundt og tænde deres Øines
Raseri (et allument la fureur de leurs yeux).« Det er halvt Maskerade og
halvt Ballet.

Gaae vi fra Attributerne til Saligheden selv, da beskrives den saaledes:
»De Udkaarnes høieste Gode er at vide, at dette umaadelige Gode er
grændseløst, de ere uophørligt i den liflige Tilstand, hvori en Dødelig
er, naar han lige har udført en dydig eller heltemodig Handling, hvori
et ophøiet Genie befinder sig, der undfanger en stor Tanke, eller et
Menneske, der føler enten en legitim [!] Kjærligheds Henrykkelse eller
et Venskab, der længe har været prøvet i Ulykken. Den Høiestes Skjønhed
og Almagt er Gjenstand for deres stadige Underholdning: o Gud, sige de,
hvor stor er Du!

Det er neppe lykkedes Chateaubriand at gjøre Saligheden synderlig
fattelig. Man føler nærmest Medlidenhed med den stakkels Gud, der hele
Tiden maa høre sin egen Lovsang. Han skildres saaledes: »Langtfra
Englenes Øie i Ildens og Lysets Rum fuldbyrdes Treenighedens Mysterium.
Aanden, der bestandig stiger op og ned fra Søn til Fader og fra Fader
til Søn, forener sig med dem i disse uigjennemtrængelige Dybder. En
Triangel af Ild viser sig da ved Indgangen til det Allerhelligste,
Kloderne standse af Ærefrygt og Skræk, Englenes Hosianna forstummer […]
Ildtriangelen forsvinder, Oraklet aabner sig, og man seer de tre Magter.
Baaret af en Trone af Skyer holder Faderen et Compas i Haanden, en
Cirkel ligger under hans Fødder, Sønnen sidder ved hans Høire, bevæbnet
med Lynet, Aanden hæver sig til Venstre som en Lyssøile. Jehovah gjør et
Tegn, og de beroligede Tider gjenoptage deres Løb.« Der forekommer Intet
om, hvormange Gange om Dagen, Ugen eller Maaneden denne pompøse Ceremoni
finder Sted. Maaskee er det i Mellemrummene mellem disse Fuldbyrdelser
af Treenighedens Mysterium, at Guddommen deler sig; thi undertiden synes
den delt: »Anraabt af Mildhedens og Fredens Gud til Bedste for den
truede Kirke lod den stærke og frygtelige Gud Himlen sine Planer vide.
Smlgn. Parny: Étaient-ils trois, ou bien n'étaient-ils qu'un? Trois en
un seul; vous comprenez, j'espère? Figurez-vous un vénérable père, Au
front serein, à l'air un peu commun, Ni beau, ni laid, assez vert pour
son âge Et bien assis sur le dos d'un nuage […] De son bras droit à son
bras gauche vole Certain pigeon coiffé d'un auréole […] Sur ses genoux
un bel agneau repose, Qui bien lavé, bien frais, bien délicat, Portant
au cou ruban couleur de rose De l'auréole emprunt aussi l'éclat. Ainsi
parut le triple personnage […] […] […] „Je fais ce que je veux. Je fais
n'est pas le mot propre et technique, Triple je suis sans cesser être
unique, Et je faisons vaudrait peut-être mieux. Mais vous cédez quelque
chose au plus vieux; Non pas, nous sommes du même âge, De moi pourtant
vous procédez. Je vous ai donc un moment précédé? On le croirait,
c'est assez l'usage. Point; mes enfants se trouvent mes jumeaux. Notre
amalgame est un plaisant chaos, Et je m'y perds“ […]

Til dagligt Brug sidder Sønnen uafbrudt ved et mystisk Bord, og 24
Oldinge, klædte i hvide Kjortler og med Guldkroner paa Hovedet, sidde
paa Troner ved hans Side. Nærved ham staaer hans levende Vogn, hvis Hjul
spye Ild. »Naar Folkenes Forventede værdiges at vise sig for de Udkaarne
i et helt og fuldstændigt Syn, saa falde disse ned som døde for hans
Aasyn, men han udstrækker sin Høire og siger til dem: Reiser Eder op, I
min Faders Velsignede! Seer paa mig, jeg er den Første og den Sidste.«

Det kunde synes, at om ogsaa denne Gymnastik den første Gang kan have
noget Tiltrækkende eller Overraskende for de Udkaarne, maa Fornøielsen
ved at styrte næsegrus ned som død og derpaa faae Lov til at reise sig
for at betragte bestandig det Samme, i meget høi Grad tabe sig ved
Vanen. Men man bør maaskee erindre, at vi ikke tør anlægge vor endelige
Erfaringsmaalestok paa disse overjordiske Glæder.

Og hermed lade vi Chateaubriand beholde sit Himmerige. Jeg troer
ikke, at det kan kaldes mindre besynderligt end Parny's. Eller hvad
er mest besynderligt, at Lammet som hos Parny kommer brægende ind,
eller at som hos vor Digter de hellige Oldinges Dragter blive hvidnede
i Lammets Blod? Jeg vil imidlertid ikke ophobe Exempler paa denne
Himmels Overnaturligheder, jeg vil hellere anføre et Par Træk, hvorved
den røber sig som moderne Arbeide. I psychologisk Henseende er det
saaledes interessant, at hvor vildt og vilkaarligt Alt i dette Himmerige
end gaaer til, som kunde det rystes fra hinanden ved en Nysen, kan
Digteren dog ikke undslaae sig for Paavirkning af den Tid, hvori han
lever. Selv i dette Himmerige er der Naturlove. Der staaer saaledes
udtrykkeligt om de Salige, at de ynde at lære de Love at kjende, efter
hvilke de tunge Legemer med saa stor Lethed fare igjennem Ætheren.
Dette Træk anticiperer ligesom Standpunktet i Byrons Kain. Dernæst er
det i æsthetisk Henseende interessant at see, hvorledes Chateaubriand
paa de Punkter, hvor han ikke laaner fra Apokalypsen eller Milton,
danner sine Billeder, de Billeder, ved Hjælp af hvilke han vil give en
Forestilling om Paradisets Pragt. Medens Dante, for at give et Begreb
om Himmeriges Lyshav, tyer til den religiøse Visions Aabenbaringer, til
den mystiske Roses Pragt, som Rosen i den gothiske Kirke svagt søger
at efterligne, saa nødes den moderne, bereiste, i positive Erfaringers
Verden opfostrede Chateaubriand til at tye til Indtrykkene fra sine
Udenlandsreiser. De himmelske Buegange sammenlignes med Babylons
Haver, med Palmyras Søiler i Ørkenens Sand. Da de Salige gjennemile
den skabte Verden, siges der om det Skuespil, der viser sig for dem:
»Saadan viser sig for de Reisendes Øie Indiens stolte Sletter, Delhis og
Cochinchinas rige Dale, hine Kyster, som ere bedækkede med Perler og som
dufte af Ambra, hvor de stille Bølger lægge sig til Hvile ved Foden af
blomstrende Kaneltræer.« Billedet er noget vel naturligt og realistisk
til et saa spiritualistisk Sujet. Man ømmer sig ved at skulle forestille
sig alle disse Erkeengle i cochinchinesiske Omgivelser. Men i slige
Træk hævner Naturen sig paa den, der troer at kunne sætte sig ud over
den eller frembringe noget Høiere end den. Da denne Retning senere i
Litteraturen fortsættes videre, see vi hos De Vigny, der skriver under
Ossians Indflydelse lige saa fuldt som under Miltons, Himmelrummets
Æther sammenlignet med de skotske Fjeldes Taager, ja da Lucifers
Skikkelse skimtes langt borte ude i Rummet af Engelen Eloa, sammenlignes
denne utydelige Form med en omflakkende Skotlænderindes viftende Plaid,
som den sees gjennem det svævende Net af de Skyer, der sænke sig over
Bjergenes Spidser. Der synes at være langt fra en Engel til en Plaid.

Det Sceneri og de Landskaber, der for denne Gruppe af Digtere staae som
de ideale, det er ikke som for de tydske Romantikere Potpourri- eller
Lobescowse-Landskabet G. Brandes: Den romantiske Skole i Tydskland,
174., nei lige omvendt i Overensstemmelse med Periodens hele Aand det
paradisiske Landskab, hvori den strengeste Orden hersker, symmetrisk,
architektonisk, abstraheret af en Abstraction af Claude Lorrain. Se f.
Ex. Begyndelsen til De Vigny's »Syndfloden«; jeg gjengiver Versene ved
Prosa: »Jorden var smilende og i sin første Blomstring —, Dagen havde
endnu det samme Lys, — der kronede Himlens Høider, — da Gud lod den
falde fra sine skabende Hænder for at forskjønne sit Værk. — Intet havde
forvansket Naturens Form, — og de regelmæssige Bjerges uhyre Architektur
— hævede sig med lige Trin imod Himlen — uden at Noget havde brudt en
Ring i deres Kjæde […] Flodernes Løb til Havet var reguleret — i en
fuldkommen Orden, der ikke var forstyrret. — Aldrig vilde en Reisende
under Træets Løv — langt fra Floden have fundet den blanke Muslingeskal,
— og Perlen beboede sit Krystalpalads; — enhver Skat hvilede i det
Element, hvor den blev til — uden nogensinde at overskride det himmelske
Forbud.«

I Overensstemmelse med denne Tendents mod det Ideale og Abstracte i
Landskabet bliver Sceneriet mere og mere forlagt til Himmelrummet.
Chateaubriand er endnu Mester for at skildre det jordiske Sceneri fuldt
saa vel som det himmelske; De Vigny pleier i sine ældste Digte ægte
seraphisk at lade Handlingen foregaae mellem Himmel og Jord; Victor
Hugos Ode Ludvig d. 17de foregaaer ved Himlens Porte, hans Vision i
Himmelrummet, i det himmelske Jerusalem, og »de tro Seraphers Vogn,
besaaet med Øine, glimrende af Gnister, med de larmende Flammehjul og
de fire Vinger, der dreie sig rundt«, spiller ogsaa en Rolle her, »hvor
Helgene og glorværdige Martyrer, tilbedende den ubekjendte Væsenhed
(Essence), under en brændende Sky beskue den mysteriøse Triangel« o.
s. v. Lord Byron, der ogsaa ynder Ætheren som Milieu, om end en mindre
theologisk Æther, og der ligesom De Vigny har gjort en Syndflodsstudie,
foretrækker dog anderledes urolige Landskaber og har først som Søens
Maler sin rette Horizont, Han fører Poesien fra de luftige Omgivelser
ned til dette friske og salte Element.

Det er da neppe lykkedes Chateaubriand at bevise hvad han vilde, den
christelige Inspirations poetiske Overlegenhed over den blot poetiske.
Overalt hvor han forsøger derpaa, blotter eller dømmer han sig selv. Jeg
skal endnu nævne eet, men et afgjørende Exempel.

Da hans Helt Eudorus seiler igjennem Megaras Golf med Ægina foran
sig, Piræus paa høire, Corinth paa venstre Haand, og seer alle disse
Byer, der tilforn vare saa blomstrende, nu ligge hen i Ruiner, fælder
en Græker, der er ombord paa Skibet, Taarer ved Erindringen om sit
Fædrelands fordums Storhed, og det skildres smukt, hvorledes den Enkelte
ligesom føler sin private Sorg svinde ind ved Skuet af de store,
overvældende Ulykker, der knuse hele Folkeslag. Eudorus siger saa:
»Denne Lære syntes at ligge over min unge Fornuft, og dog forstod jeg
den, medens de andre unge Mænd, der vare med ombord, vare uimodtagelige
for den. Hvoraf kom denne Forskjel? Af vore Religioner. De vare
Hedninge, jeg var Christen.« Saaledes forsøger Chateaubriand at hævde
den christelige Følelse denne udsøgte Sands for Naturomgivelserne og
for den Lære, de kunne give, en Sands, som Hedningen som Hedning skal
mangle.

Men nu træffer det sig saa uheldigt for Theorien, at hele dette Sted
ikke er Andet end en Oversættelse af et berømt, fra Oldtiden opbevaret
Brev fra Sulpicius til Cicero Ad familiares lib. IV epist. 5., altsaa
er forfattet af en Hedning. Det er da ikke skikket til Bevis for,
hvilke poetiske Følelser Hedningen maa mangle. Men dette Træk er
symbolsk. Saaledes udgives de positive Religioner bestandig for at
være i Besiddelse af visse overnaturlige Skjønheder og Egenskaber,
der skulle fattes Naturen som Natur, og dog er alt det i dem, der har
poetisk eller sædeligt Værd, kun afskrevet, kun oversat fra selve den
uforanderlige og uforbederlige Hedning Naturen. Som Feuerbach sagde det:
Theologiens sande Væsen er Anthropologi. Kaste vi da et Blik tilbage
over denne dristige Digtning, dette forvovne Forsøg paa at tvinge det
19de Aarhundredes litterære Smag tilbage til Johannes' Aabenbarings og
Dantes Standpunkt, saa lader det sig ikke negte, at dette Forsøg paa at
feire »Religionens Triumph« er mislykkedes. Hvad der duer deraf, det er
netop de rent menneskelige Partier, af hvilke vi i det Følgende ville
gjennemgaae et. Digterens egen religiøse Begeistring var altfor vaklende
til at Aarhundredets Tvivl og Kulde overfor Mirakelverdenen ikke skulde
have sat sig Spor i hans Product.

Han hyklede ingenlunde ligefrem; men han bedrog sig selv. Et Bevis
paa, hvor rørt han selv kunde blive ved Læsningen af sine »Martyrer«
er nylig kommen for Dagen i det fine og elskværdige (pseudonyme,
posthume?) Skrift: Les enchantements de Prudence af Mm de Saman, den
sidste unge Kvinde, der blev elsket af Chateaubriand, og der elskede
ham igjen. Hun fortæller heri først om hvorledes de i Sommeren 1828
pleiede at træffe hinanden paa Austerlitz-broen og spise til Middag
sammen i Jardin des Plantes i et ensomt Værelse der. »Han forlangte
Champagne for, som han sagde, at oplive min Kulde, og jeg sang da for
ham nogle Sange af Béranger: Mon âme, la bonne vieille, le Dieu des bons
gens etc. Han hørte dem henrykt.« Hun skildrer med varme Farver disse
Stævnemøder, Dans cet état, il était plus amoureux, plus vif; il me
disait que je lui donnais les plaisirs les plus charmants, m'appelait
séductrice, etc., et dans cet endroit solitaire, il faisait ce qu'il
voulait. Madame Saman: Les enchantements de Prudence, avec préface de
George Sand. 1873. S. 166 ff. og fortæller saa, hvorledes det hørte
til Chateaubriands største Glæder at høre hende, der i hele Skriftet
viser den fineste poetiske Sands, læse hans poetiske Arbeider høit for
ham. Især glædede det ham at høre sine Landskabsskildringer fra hendes
Læber. »Men undertiden, siger hun, tog jeg for at røre ham inderligere
Martyrerne frem, og læste de vise Bekjenderes Taler og Lovsange,
Fængslets og Pinslernes pathetiske Scener. Han kunde ikke holde sine
Taarer tilbage; en Dag græd han; jeg blev ved at læse; hans Graad steg
til Hulken; jeg vedblev og hans Hulken brød voldsomt frem, da jeg kom
til det Sted, hvor Eudorus hemmeligt har tilbudt at lade sig ofre for
sin Moders Frelse, der med altfor stor Svaghed havde elsket sine Børn.
Ved disse Ord kunde han ikke styre sig mere. Det var Sindsbevægelser,
der vendte tilbage til deres Kilde. Han var forgrædt, henreven, ramt fra
alle Sider i sin exalterede Sjæl. Han viste sig rørt og taknemmelig.
Han sagde mig, at han aldrig havde følt en saadan Nydelse. Han gav
mig alle de søde Navne, som man giver Muserne. Han fandt mig smuk.
Han roste især mine Øine, mit Blik. Han indbildte sig i sin Lidenskab
aldrig at have seet noget Lignende.« Hun var da en Snees Aar, han
netop 60 Aar gammel. Man seer af det anførte Citat, at endog saa kolde
Steder i Martyrerne som de hvidklædte Oldinges Taler have været følte
af Digteren selv; man røres ved denne unge og ædle Kvindes sværmeriske
Beundring for en Olding; han vinder ligesom i Værd for Læseren ved
selv i den Alder at have kunnet vinde en saadan Kvindes Elskov; men i
hvilket underlig blandet Selskab fremtræder dog ikke i dette Tilfælde
Hjertegrebetheden, der er saa sjelden hos Chateaubriand, at den her
næsten kan betegnes som et »Unicum«! Champagne, Bérangers Viser,
Kjærlighedserklæringer og Kjærtegn, Graad over Martyrerne, Opløsthed i
Hulken og nye Kjærlighedserklæringer! Hvilke Omgivelser for en orthodox
Epopee! hvilken kun altfor menneskelig Skrøbelighed hos en seraphisk
Digter, Ex-Minister og fordums Jerusalemsfarer! Chateaubriand: Les
martyrs, især Livre III og VIII. Mémoires d'outre-tombe. — Sainte Beuve:
Chateaubriand et son groupe littéraire sous l'empire. — Nettement:
Histoire de la littérature française sous la Restauration I—II.

VI.

Af Restaurationstidens Personligheder er der en egen Klasse, som
særligt skarpt betegner Perioden, det er de Omvendte. Denne Race maatte
nødvendigvis forekomme temmelig talrig, da en saa anstrengt troende Tid
fulgte paa en saa lidet troende. Laharpes Omvendelse havde allerede
under Revolutionen vakt megen Opmærksomhed. Chateaubriand selv var
omvendt. Hos de Omvendte seer man maaskee skarpest, af hvad Art den nye
Aand var, da den hos dem brydes med den gamle og overvinder den. Endelig
er den Omvendte altid lidenskabelig, helt fuld af sin Lære og har derfor
det mest udprægede Physiognomi. Gjælder det som Regel, at en Tidsalders
Aand afspeiler sig typisk i dens mest fremtrædende Charakterer, saa
gjælder dette dobbelt om den, hvis Charakter er den at være omvendt,
især hvis denne Personlighed er en Kvinde. Er det paa Grund af Kvindens
receptive Natur sjeldnere Tilfældet, at hun fører sin Tidsalder videre,
saa sees det derimod hvert Øieblik, at hun leverer det mest udprægede
og udtryksfulde Billede af dens Aand. Som Emigranterne gruppere sig om
Mme de Staël, som Romantikernes Førere samle sig om Caroline Schlegel,
saaledes finder Restaurationstidens Aand sit poetisk-religiøse Udtryk i
Mme de Krüdener.

I Mme de Staëls Roman Delphine forekommer der en Scene, hvor Heltinden
fortryller et helt Selskab ved sin gratiøse og talende Udførelse af
en vis fremmed Dands, Shavlsdandsen. Dette Træk var grundet paa noget
Oplevet. Det var den unge og yndefulde Baronesse de Krüdener, der
udmærkede sig blandt Andet ved sin Dands. Det hedder i Delphine: »Aldrig
har Ynde og Skjønhed frembragt en mere overordentlig Virkning paa et
talrigt Selskab. Denne fremmede Dands har en Tiltrækning, hvorom Intet,
vi have seet, kan give en Idee. Det er en rent asiatisk Blanding af
Indolents og Livlighed, af Melancholi og Livsglæde. Undertiden, naar
Melodien blev blidere, gik Delphine nogle Skridt frem med foroverbøiet
Hoved, med korslagte Arme, som om visse Erindringer eller Savn pludselig
havde blandet sig ind i en Fests hele Pragt, men snart begyndte hun
paany sin livfulde og lette Dands, indviklet i et indisk Shavl, der
fremhævede hendes Figur, faldt tilbage med hendes lange Haar og
gjorde hendes hele Skikkelse til et henrivende Maleri.« Jeg troer,
at Ordet asiatisk her er det betegnende Ord. Joubert skriver 1803 om
Mme de Krüdener: »Hun har Ynde og noget Asiatisk ved sig, Natur i
Overdrivelsen. Den yderliggaaende Sensibilitet existerer ikke let uden
Exaltation.«

Julie-Barbe de Wietinghoff var født 1764 i Riga i Lifland og paa engang
opdraget paa Fransk og Tydsk. Atten Aar gammel blev hun gift med den
20 Aar ældre Baron Krüdener, russisk Diplomat, der havde været 2
Gange gift og begge Gange havde ladet sig skille fra sin Kone. Hendes
Hjerte havde ingen Lod i denne Afgjørelse, men Partiet blev anseet
for glimrende og hendes Forfængelighed har følt sig tilfredsstillet
paa samme Tid som hendes Mand ikke var hende imod. Han synes at have
været forstandig, brav, gjennemdannet og kold, ved sin Stilling bundet
til alle Samfundets Convenientser. Hurtigt indføres hun ved hans Side
i det 18de Aarhundredes mest glimrende Selskab. Efter et Besøg ved
Joseph den 2dens Hof i Wien begiver Parret sig til Venedig, derfra hele
Italien rundt, da Hr. de Krüdener bliver kaldet som russisk Gesandt
til Kjøbenhavn. Strax efter Brylluppet var en ung og begavet Mand
Alexander Stakiew, hendes Mands Privatsecretair, bleven lidenskabelig
forelsket i hende, men saa stor var hans Beundring for De Krüdener og
for sin Kjærligheds Gjenstand, at ingen Stavelse kom over hans Læber.
Da han endelig skriftede sin Lidenskab, var det for Manden. Denne var
uforsigtig nok til at vise Brevet til sin Kone, der herved for første
Gang fik Vished om Stakiew's Følelser for hende, Følelser hun vel ikke
havde gjengjældt, men maaskee dog ved medfødt Coquetteri havde holdt i
Live. Visheden om at kunne fremkalde en saadan Lidenskab steg hende til
Hovedet. Stakiew havde fjernet sig, men al den Uro, som gjærede i hendes
unge kvindelige Hjerte, kom nu til Udbrud. Opfyldt af en brændende
Trang til at elske og blive elsket havde hun først forsøgt at finde
det Ideal, hvorom hun drømte, i sin Mand. Da han mere faderligt end
forelsket kun søgte at holde hendes Exaltation i Tømme, bøiedes hendes
Væsen tilbage i sig selv, og hun sørgede over at være, hvad man senere
har kaldt uforstaaet, men hvad hun kaldte ufølt. Stakiew's Lidenskab
var faret hende forbi som et Ildpust og havde ligesom optøet den ydre
Kulde, der bandt hendes Sensibilitet. Den maatte have et Afløb og neppe
ankommen til Kjøbenhavn, der som Opholdssted forekom hende at være det
skrækkeligste af alle — man erindrer, at dette foregaaer for 100 Aar
siden —, kastede hun sig ind i en Vrimmel af selskabelige, tidsspildende
og aandsfortærende Fornøielser, hvormed det letsindigste Coquetteri
til Høire og Venstre gik i Følge. Følgen af alle disse Balaftener og
private Theaterforestillinger var angrebne Nerver og et angrebet Bryst,
saa at et Vinterophold i Sydfrankrig blev forordnet af Lægerne. Men
allerede i Paris lever Mme de Krüdener op paany; i denne Intelligentsens
By føler hun sig pludselig slaaet af sin Uvidenhed, faaer litteraire
Interesser og opsøger Samtidens store Skribenter, Barthélemy, Forfatter
til Den unge Anacharsis, og Bernardin de Saint-Pierre, for hvis Paul og
Virginie hun bestandig havde sværmet. Hun dyrker St. Pierre og Naturen,
men har samtidigt hos sin Modehandlerinde en Regning paa 20000 francs.
I Sydfrankrig forelsker en ung Officier sig i hende, og efter nogen
Tids Kamp gjengjælder hun, nu mindre uerfaren end i Kjøbenhavn, hans
Kjærlighed. Under den første Revolutionstids Forfølgelser fører Hr. de
Frègeville (det var Officierens Navn) hende ud af Frankrig forklædt
som hendes Kudsk. Før hun gjenseer sin Mand, meddeler hun ham, at det
ægteskabelige Baand imellem dem er brudt. Han er rede til at tilgive.
Hun opholder sig i de følgende Aar rundt omkring i Europa adskilt fra
sin Mand og ikke mindre fra Hr. de Frègeville, men førende et Liv som
det, de galanteste Damer henimod Slutningen af det 18de Aarhundrede
tillod sig; det er nok at sige, at hendes Mand i sine intimeste Breve
fra 1793 til 1794 aldrig omtaler sin Kone. Det varede dog ikke længe,
før Ægtefolkene paany vare forenede. Hr. de Krüdener, som snart blev
russisk Gesandt i Berlin, viste sin Kone det største Venskab og den
mest fuldendte Opmærksomhed. Fra nu af begynder man hos Mme de Krüdener
at kunne finde Spor til den eiendommelige Art af Fromhed, der snart
skulde udvikle sig saa kraftigt hos hende. Hun havde aldrig været nogen
Skjønhed, men dog altid en Personlighed med sjeldent Udtryk og sjelden
Ynde. Den Simpelhed i Smag og Optræden, som ti Aar tidligere havde
gjort hende saa forførerisk, havde nu veget Pladsen for en Lyst til
at klæde sig mere eiendommeligt og bizart end smukt og simpelt, hun
dækkede sit endnu bestandig skjønne askefarvede Haar efter Tidens Mode
med en Paryk. Hendes Træk og hendes Hudfarve havde ikke mere Ungdommens
Friskhed. Paa dette Tidspunkt er det som sagt at hendes urolige, endnu
bestandig til stærke Sindsbevægelser trængende Hjerte aabner sig for
de første Glimt af religiøst Sværmeri. Jeg finder i et Brev fra hende
til hendes nærmeste Veninde disse Ord: »Skal jeg tilstaae Dig det, det
er i mit Hjertes Ydmyghed jeg taler, Du veed, at jeg ikke er hovmodig,
kan den Christne være det? Jeg troer, at Gud har villet velsigne min
Mand fra det Øieblik af, da jeg atter er vendt tilbage til ham. Der er
ingen Art af Goder eller Begunstigelser, som han ikke opnaaer. Hvorfor
skulde jeg ikke troe, at et fromt Hjerte, som beder til Himlen simpelt
og tillidsfuldt om at hjelpe det at bidrage til en Andens Lykke, maa
faae sin Bøn opfyldt?« — Nei, hvorfor skulde man ikke troe det, jeg for
min Part vilde gjerne troe, at det er Mme de Krüdeners Nærværelse, der
bringer Forsynet til at overhobe Baronen med Ordner, hvis man ikke med
stor Sikkerhed vidste, at det var en anden mindre romantisk Aarsag, der
havde bevæget Keiser Paul den Første dertil. Sagen var den, at midt
under en Fest, som Baronen gav i Berlin for det preussiske Kongehus
og Storfyrstinde Helene, ankom en Depeche fra Selvherskeren over alle
Russer, der befalede Krüdener øieblikkelig at erklære Preussen Krig.
Majestæterne vare endnu i Huset. I Stedet for imidlertid at splitte
Festen ved at vise de Dandsende dette Medusahoved, lod Gesandten roligt
sine Gjæster dandse, og da han som Politiker indsaa, hvor skjæbnesvanger
og uklog en saadan Krig vilde være for Rusland, skrev han istedenfor at
adlyde Ordren et fraraadende Brev til sin Keiser, vel vidende, at efter
al menneskelig Beregning var fra nu af Siberien ham vis til hans Død.
Selvfølgelig sagde han intet Ord herom til sin Kone. Det Usandsynlige
skete, Paul blev omstemt, og i sin Beundring for sin Ministers Mod og
Klogskab overøste han ham med Beviser paa sin Yndest. Man seer altsaa,
at der gives en anden Forklaring end Mme de Krüdeners. Fra nu af antage
hendes Breve en mere og mere religiøs og opbygget Charakter. Hun
betegner nu Religionen som sit Tilflugtssted mod Melancholi, hun taler
om de tusinde Kilder til Glæde, som udspringe fra den. Midt i alt dette
en ny Kjærlighedsforbindelse og et nyt Brud. Hun havde paany forladt
sin Mand, denne Gang imod hans Ønske og boer i Paris. Chateaubriand
forærer hende her det første Exemplar af sin Génie du christianisme,
som Mme de Staël finder paa hendes Bord. — Hun overraskes i Paris ved
Efterretningen om Krüdeners pludselige Død. Hun lukker sig inde, hun
sørger og angrer. Det havde været »hendes Yndlingsdrøm engang paany
at vende tilbage til ham, lette ham Aarenes Byrde og gjengjælde hans
uendelige Godhed.« Det varede dog ikke længe, før Mme de Krüdener
opgav sin Indesluttethed. Efter først i en lille Fortælling at have
efterlignet Saint Pierre's Maneer havde hun nu ikke foretaget sig noget
Ringere end at skrive en Roman. Dens Navn var Valérie; hendes Ungdoms
Forhold til Alexander Stakiew havde afgivet dens Indhold; jeg kommer
senere tilbage til den. Den er inspireret af Werther, sjælfuld, fint
og ypperligt skrevet. Det var imidlertid ikke Mme de Krüdener nok at
skrive en Roman, det gjaldt om at faae den læst og bemærket. Maaden,
hvorpaa hun greb dette an, viser, at hun paa dette Tidspunkt til Trods
for sine Tilløb endnu ikke havde forsaget Verden helt. Hun nøiedes ikke
med de almindelige Fif som at underkaste Bogen i Manuscript den ene
Kritikers Bedømmelse efter den anden, at læse den op i Selskab helt
eller i Partier, nei, det gjaldt for hende om grundigt at forberede sit
succes. Hun tilskrev da først en Ven i Paris, Doctor Gay, en ubekjendt
og forfængelig Læge, hvis Carrière hun havde lovet i Tidens Løb at tage
sig af, følgende Linier: […] »Jeg har en anden Bøn at bede Dem om: lad
en god Versemager gjøre nogle Vers til vor Veninde Sidonie (Sidonie er
Heltinden i Mme de Krüdeners første Fortælling). Over disse Vers, som
jeg ikke behøver at anbefale Dem, og som bør være saa smagfulde som
muligt, skal kun staae denne Overskrift: Til Sidonie. Man skal sige til
hende: Hvorfor boer Du i Provindserne, hvorfor berøver Dit tilbagetrukne
Liv os Din Ynde og Dit Vid? Kalder den Lykke, Du gjør, Dig da ikke til
Paris? Dine Yndigheder, Dine Talenter ville kun der blive beundrede, som
de bør beundres. Man har skildret Din fortryllende Dands, men hvo kan
skildre Alt, hvad der udmærker Dig! — Min Ven, det er til Venskabet,
at jeg betroer dette, jeg er ganske skamfuld paa Sidonie's Vegne, thi
jeg kjender hendes Beskedenhed. De veed, at hun ikke er forfængelig,
jeg har da mere væsentlige Grunde end en elendig Forfængelighed baade
til at bede Dem lade disse Vers skrive og til andet mere: Sig især, at
hun lever saa tilbagetrukket, og at man kun i Paris bliver paaskjønnet.
Sørg for, at man ikke gjætter paa Dem. Lad disse Vers blive trykte i
Aftenavisen. Det er sandt, at Sidonie er bleven skildret som dandsende
i Delphine. Læs det, det vil more Dem. Men der maa ikke staae, at det
er i Delphine, at man har skildret hende. Kun af Overskriften »Til
Sidonie« maa det kunne sees, til hvem Versene er. Vær saa god at betale
Avisen. Jeg haaber at kunne forklare Dem mine Bevæggrunde. Send mig
hurtigt den Avis, hvori det bliver trykt. Hvis Avisen ikke vil indlade
sig derpaa eller hvis det varer for længe, saa send mig Manuscriptet,
og man vil faae det indrykket i en herværende Avis. De forpligter
derved i høi Grad Deres Veninde, hun vil mundlig forklare Dem, hvorfor
hun har bedet Dem derom. De kjender hendes Skyhed, hendes Hang til
Ensomhed og hendes ringe Lyst til at blive rost, men det gjælder om at
gjøre hende en væsentlig Tjeneste.« 14 Dage senere nyt Brev om samme
Gjenstand, nye Forespørgsler, om Doctoren har læst Delphine. Bestandigt
samme Thema: »Mme de Staël har sagt til Sidonie, at hun har villet
skildre hendes Dands, og De kan finde det i første Bind. Hun har efter
Fleres Mening der malt Sidonie's Ansigt, hendes Maade at tale paa og
hendes Indbildningskraft, og saa har hun blandet sine egne religiøse
og politiske Meninger ind deri, thi Sidonie har en dyb Religiøsitet
og blander sig meget lidt i Politiken.« Nu følge nye Anvisninger med
Hensyn til Digtet. »Der maa vel staae, at man har skildret hendes Talent
til at dandse, men der maa ikke staae man, men simpelthen: En dygtig
Pensel malede Din Dands, den Lykke, Du gjør overalt, er bekjendt, Dine
Yndigheder ere blevne besungne ligesaavel som Dit Vid, og dog skjuler
Du dem uophørligt for Verden. Indgetogenhed, ensomt Liv, det er hvad Du
foretrækker. Der søger Du Lykken i Din Fromhed, i Naturen og i Studier
etc. etc. etc., se, kjære Ven, det er hvad jeg forlanger af Dem, jeg
skal senere forklare Dem hvorfor.«

Elegien ankommer, Mme de Krüdener kvitterer for Modtagelsen i følgende
Brev: »Det er ikke mere end billigt, kjære Doctor, at De selv faaer
en Afskrift af den yndige Elegi, De har skrevet for mig, jeg sender
Dem hermed en, jeg ønsker selv at beholde Deres.« Elegien lyder: »Hvad
søger Du i Dit ensomme Liv? Paris, som er besnæret af den Fortryllelse,
der udgaaer fra Dig, af Din Ynde, af de glimrende Gaver, som Himlen
har skjænket Dig, tilbyder Dig jo dog Hjerter nok, som Din fintfølende
Aand har lagt i Lænker. Vi saae Dig, vi flokkedes om Dig hin Dag, da Du
udøvede Elegancens forførende, Skjønhedens betvingende Magt, hin Dag, da
Du, vis paa Geniets Palme, ikke vragede de Lovprisninger, der tilfalde
Talentet. Allerede dengang fik en sindrig Sanger Dig til at smile, da
han vovede at føie sin spæde Stemme til de Vises Chor og udkastede
Billedet af Din magiske Dands; men svinder ikke Mindet om hine Festdage
for det Tordenslag, hvormed Himlen nu har ramt Dig? Forene vore Hjerter
sig ikke med Dine melancholske Tanker, have de ikke i taus Andagt sukket
ved Din Smerte? Vi ville ikke krænke Dig med afmægtig Trøst, denne
opstillede Tribut, som man yder en opstillet Sorg: Vi hørte Dig sukke
og vi sukkede med. — Vi sukkede med, og Du flyer! Hvorfor flyer Du?
Sørgefloret bedækker os, Kunsterne forstumme rundt om Dig, Elskoven
skjuler sig, og med den det hele livfulde Følge, der fordum udgjorde Din
Lyst og Din Hæder.«

Halvdelen af Elegien er endnu tilbage, men jeg bryder af. Brevet slutter
saa: »Jeg sender Dem denne Elegie, hvis antike Farve [!] og Skjønhed jeg
beundrer. Uden at ville tilegne mig andet af den end den Smerte, som De
rigtigt har iagttaget hos mig, og som De har villet formilde, har jeg
saameget Andet at sige Dem, kjære Doctor, langt mere smigrende for Dem,
men her er ikke mere Plads, og mit erkjendtlige Hjerte kan kun sende
Deres sublime og for Menneskeheden saa nyttige Kunst [!] min Tak.«

Doctor Gay lod det ikke blive derved, men gav sig saa til at rime sin
Prosa. Hans Veninde skriver til ham: »Sidonie har overdraget mig at
bevidne den elskværdigste af alle Venner hendes ømmeste Tak. Versene
vare yndige, de ere allerede trykte. Hvilken lykkelig Gave har ikke
den, som har skrevet dem! Hvor man seer, at han er Sidonies Ven! Hvor
han maler, hvad han vil sige! Det er Sjælen selv, som har ført Penslen
i hvert eneste Strøg, og det er en saa ophøiet Sjæl […] Sidonie har
ogsaa modtaget en Elegi i Prosa, som De maa kjende og som hun finder
yderst skjøn. Hvilket smukt Talent der ligger i denne ophøiede og
simple Maneer, og hvor maa man elske den Aand, der forstaaer at tale et
saadant Sprog. Man har forandret nogle Vers, meget lidt, de ere lykkedes
fortrinligt og have opfyldt Hensigten.«

Man seer, at Sidonie ikke nøiedes med at skrive Kladderne til Lovsangene
over sig, men ogsaa gik Renskriften efter. Iøvrigt troer jeg ikke, her
behøves nogen Commentar. Den utrættelige Doctor forfatter endnu flere
Digte, og nye Anmodninger om at plage alle mulige Kritikere følge. Hvad
den religiøst bevægede Historiker Michaud angaaer, der anvendte 30 Aar
af sit Liv paa at skrive Korstogenes Historie, da gjorde hans meget
nære Forhold til Digterinden enhver Opfordring overflødig. Han skrev
en varm Kritik. Endelig er da Mme de Krüdener saa vidt, at hun kan
skrive til sin Veninde: »Min Helbred er langt bedre, jeg har været otte
Nætter itræk paa Bal uden at føle nogen Ulempe deraf. Hvilken Lykke,
min Veninde, jeg kan ikke sige Dig, hvor feteret jeg er, og det regner
ned med Vers; Æresbevisningerne overvælde mig, man strides om et Ord
af mig som om en Gunst. Det er tusinde Gange mere end jeg fortjener,
men Forsynet ynder at overvælde sine Børn med Velgjerninger, selv naar
de ikke fortjene det[…] Jeg vilde betragte det som en Feighed ikke at
producere et Værk, som jeg antager for nyttigt og betragter derfor min
Reise til Paris som en Pligt, medens mit Hjerte, min Indbildningskraft,
Alt drager mig til Genfersøen.« Saa reiser hun da til Paris, og i
December 1803 udkommer Valérie. Alle Mme de Krüdeners Batterier holdt
parate til at give Bogen Salut. Ikke en eneste Effect gik tabt; alle
Kritikens Klokker klemtede. Som en dygtig General manglede hun ikke
selv paa Valpladsen; hun kjørte fra det ene Modemagazin til det andet
for incognito at forlange snart Skjærf, snart Hatte, snart Fjær, snart
Guirlander, snart Baand à la Valérie. Da nu Kræmmerne saae denne
fremmede, endnu smukke og meget elegante Dame komme kjørende i sin
Vogn for med en saadan Sikkerhed at forlange de Phantasigjenstande,
hun opfandt, gjorde de deres Yderste for at komme paa det Rene med
hvad det var hun ønskede og tilfredsstille hende. Naar de unge Piger i
Magasinerne bleve aldeles forbausede ved disse uhørte Forlangender og
benægtede disse Varers Existents, smilte Mme de Krüdener med saa megen
Godhed og beklagede dem saameget, fordi de endnu ikke kjendte Romanen
Valérie, at hun snart havde gjort dem til ivrige Proselyter af sin Bog.
Med sine Indkjøb kjørte hun saa til en ny Boutik og opnaaede derved i
faa Dage en saa rasende Concurrence mellem Kjøbmændene med Hensyn til
Sager à la Valérie, at hendes Veninder, naar de paa hendes Angivelser
begave sig hen til de Handlende og spurgte om disse Varer, bleve
uskyldige Medskyldige i hendes Kunstgreb og ikke kunde Andet end afgive
deres Vidnesbyrd for hendes Triumph.

Mme de Krüdener skriver nu til sin Veninde: »Valérie's succès er
fuldendt og uhørt. Man sagde endnu forleden til mig: Der er noget
overnaturligt i dette Held. Ja min Veninde, Himlen har villet at disse
Ideer, denne renere Moral skulde udbrede sig i Frankrig, hvor den endnu
er mindre kjendt.«

Neppe er denne feberagtige Trang til at gjøre sig gjældende bleven
tilfredsstillet, neppe har dette raffinerede Hykleri faaet Tid til
at udfolde sig i sin fulde Blomst, før Mme de Krüdeners virkelige
Omvendelse indtræder. Hermed gik det saaledes til. En Dag i Aaret
1805 hændte det sig, at da hun i Riga sad i sit Vindue og hilste ned
til en af sine talrige Tilbedere, hvem hun havde udmærket i Skaren,
blev denne Mand ramt af et pludseligt Slag og faldt død om. Denne
Begivenhed henkastede hende i den yderste Melancholi. Under denne
hendes melancholske Tilstand skete det saa, at hun, som jo dog ikke af
Melancholi kunde rive sig løs fra Jordelivets uafviselige Fornødenheder,
en Dag sendte Bud til en Skomager for at han skulde tage Maal af hende
til et Par Sko. Manden kom, hun saa slet ikke paa ham, medens han tog
Maal. Pludselig bliver hun slaaet af det glade Udtryk i hans Ansigt.
»Er De lykkelig?« siger hun til ham. »Jeg er det lykkeligste Menneske
af Verden« var Svaret. Denne Skomager var en Opvakt, han hørte til
de mæhriske Brødres Menighed. Synet af hans Lykke virkede saa stærkt
paa hendes let bevægelige Hjerte, at hun atter og atter besøgte ham,
hos ham lærte flere og flere af de mæhriske Brødre at kjende og snart
var ligesaa opfyldt af Christendommens Sandhed som han. Med den samme
Lidenskab, hvormed hun havde omfattet alle Gjenstandene for sin Ungdoms
Kjærlighed, omfattede hun nu Gjenstanden for sin ældre Alders Følelser.
Fra nu af viser det religiøse Sværmeri sig ligeligt i hendes Ord og
Handlinger. Hendes hele tidligere Liv synes hende Vildfarelse og
Daarskab. Hun er kun Et, Kjærlighed til sin Frelser. »Der er ikke en
Tanke i mig, som ikke vil behage ham, tjene ham, ofre ham Alt, ham, som
forunder mig kun at ville udaande Kjærlighed over alle mine Medmennesker
og som i Fremtiden kun viser mig Glimt af Saligheden. O, hvis Menneskene
blot vidste, hvilken Lykke man nyder i Religionen, hvor vilde de da ikke
skye alle andre Bekymringer end den for deres Sjæl!«

Det er i denne Sindstilstand, at hun kort efter Slaget ved Jena
gjør Dronning Louise af Preussens nærmere Bekjendtskab. Nedbrudt af
Ulykkerne, som denne var, viste hun sig modtagelig for Mme de Krüdeners
glødende religiøse Veltalenhed. Denne opnaaede den største Indflydelse
paa hende og gjennem hende paa Kongen. Jeg anfører som Bevis disse Ord
af et langt senere Brev fra Dronningen til hende. »Jeg skylder Deres
fortræffelige Hjerte en Tilstaaelse, der, som jeg sikkert veed, vil
aflokke Dem Glædestaarer. Det er, at De har gjort mig bedre end jeg
var. Deres sanddru Tale, de Samtaler, vi have havt sammen om Religion
og Christendom, have gjort det dybeste Indtryk paa mig.« Med Dronningen
besøgte hun de Syge og Saarede paa Hospitalerne. Kort derefter traf
hun Dronning Hortense, der ligeledes følte sig stærkt tiltrukken af
hende, saa stærkt, at hun endog modtog hende hver Morgen som sin stadige
Gjæst. Umiddelbart derefter gjør hun Jung-Stilling's Bekjendtskab. Hans
religiøse Begeistring stemmede med hendes. Hun begynder nu at give
Exempel paa enhver Art af christelig Ydmyghed. I Carlsruhe stiger hun
op til de smudsigste Kvistkamre for at udføre Kjærlighedsgjerninger. Da
hun en Dag paa Gaden træffer en ung Tjenestepige grædende over at skulle
feie den, tager hun hende Kosten ud af Haanden og feier for hende. Hun
slutter sig nu til en Præst ved Navn Frédéric Fontaine, der er bekjendt
i Egnen for at kunne gjøre Mirakler, og træder gjennem ham ligeledes
i Forbindelse med en ekstasisk Bondepige, Maria Kummrin, der stod i
stadig Forbindelse med Serapher og Cheruber og som i sine clairvoyante
Tilstande gav Orakelsvar og propheterede. Denne Pige spaaede Mme de
Krüdener en høi Sendelse i Guds Rige og betegnede Fontaine, der iøvrigt
snart viste sig at være en ualmindelig Hykler og Slyngel, som hendes
Apostel. Mme de Krüdener skriver da nu med fuld Overbevisning til
sin Veninde: »Tænk at jeg i Ordets bogstavelige Forstand har oplevet
Mirakler. Du har ingen Anelse om den Lykke, de føle, der helt give sig
hen til Jesus Christus. Jeg har af hans Godhed og Barmhjertighed faaet
det positive Løfte, at han vil opfylde de Bønner, jeg retter til ham for
mine Slægtninge og Venner.«

Det lader sig ikke nægte, at de Udtryk, hvormed hun skildrer den nye
Flamme i sit Indre, have en betænkelig Lighed med Udtrykkene for slet
ikke himmelsk Kjærlighed. Om Gud hedder det: »Hvor skulde jeg kunne
sige, hvilken Ømhed der brænder i mit Hjerte, hvorledes mine Taarer
trille, hvilke Ord der skjælve i hele mit Væsen, naar jeg føler mig
saaledes elsket, jeg stakkels Jordorm! Nyligt sagde jeg til Gud: Hvad
kan jeg sige Dig, o Du min Høitelskede! (O mon bienaimé), o kunde jeg
raabe det ud over hele Verden, gjennem alle Himlene hvor høit jeg elsker
Dig! O kunde jeg føre ikke alene alle Mennesker, men alle de oprørske
Aander tilbage til Dig!«

Der findes et Billede i Vaticanet af en moderne Italiener, paa hvilket
en Nonne knæler for Christus, der besvarer hendes svømmende Blik med
de ømmeste Øiekast. Det faldt mig uvilkaarligt ind, da jeg læste Mme
de Krüdeners Udbrud under hendes religiøse Rus. Et andet Sted hedder
det: »Hvad det gjælder om er, at elske og bringe Andre til at elske
den elskværdigste (le plus aimable), den bedste, den ømmeste af alle
Fædre.« Under hendes religiøse Rundreiser, paa hvilke hun overalt præker
og omvender, har en ung Missionær sluttet sig til hende, en af de
Mange, af hvem hun blev skuffet; men strax efter hans Ankomst udmaler
hun deres fælles Gudstjeneste i Ord som disse: »Hvilken Aand! kan De
forestille Dem Lyksaligheden af vore Communioner? Intet afmaler den;
vi kunde ikke engang høre, hvad der blev sagt.« Det er umuligt at læse
dette, uden at mindes nogle Ord af en af hendes Ungdomstilbedere: »Lezay
paastaaer (siger Chênedollé), at Mme de Krüdener i de mest afgjørende
Øjeblikke med sin Elsker gjør en Bøn til Gud og siger: »Min Gud, hvor
jeg er lykkelig! Jeg beder Dig om Tilgivelse for dette Overmaal af
Lykke!« Og han tilføier: Elle reçoit ce sacrifice comme une personne
qui va recevoir sa communion.« Manuscript af Chênedollé, citeret af
Sainte-Beuve i Derniers Portraits, 290. Analoge religiøse Stemninger
findes iøvrigt hos alle Tiders Mystikere.

At hun personlig var overbevist om sin Villies Renhed og fuldstændig
oprigtig i sin hele Væremaade er dog hævet over al Tvivl. Ikke blot at
hun selv er omvendt, men Omvender-Lidenskaben syder i hendes Indre.
Atter og atter kommer den Tanke tilbage hos hende, at omvende endog
Djævelen og Helvedes Beboere (je ne puis m'empêcher de désirer que
l'enfer vienne à ce Dieu qui est si bon, etc.). Det forstaaer sig, at
hun maatte bære megen og haard Miskjendelse af dem, der ikke kunde troe
paa den Forandring, der var foregaaet med hende. Endog hendes egen
Moder foragtede hende og ophørte at skrive. Men ingen Miskjendelse
rokkede hendes religiøse Begeistring. I Reglen ledet af Maria Kummrin's
Spaadomme, Varsler og Syner, drager hun fra By til By. I Basel uddeler
hun religiøse Smaaskrifter til Soldaterne og omvender efter sin egen
Mening den halve Garnison.

Snart faaer hun ogsaa Spaadomsgave. Spaadomsgaven er paa denne Tid
hyppig. Saavel De Maistre som Bonald spaaede mange Aar i Forveien
Restaurationen og bleve høiligt anseete derfor. Hvor deres Prophetier
imidlertid antage et bestemtere Præg, gaaer det dem som det gamle
Testamentes: de slaae ikke ind. For blot at nævne nogle Exempler,
saa siger De Maistre i Anledning af Planerne til Oprettelse af et
Regjeringssæde i Nordamerika: »Man kan vædde ti mod en paa, at Byen
ikke vil blive bygget, eller at den ikke vil blive kaldt Washington,
eller at Congressen ikke vil komme til at residere der«, og alle
disse tre Ting skete. Saaledes spaaede han ogsaa, at Restaurationen
af Bourbonerne vilde skee i dybeste Fred uden Hjælp af de Fremmede,
at Souverainitetsideen og Adelsmagten vilde gaae styrkede ud af
Revolutionen etc. Naar adskillige af Bonalds Prophetier (i Théorie du
pouvoir) sloge noget bedre ind, da ligger det simpelt i, at den, som
spaaer det Forgjængeliges Ophør, nødvendigvis engang faaer Ret, og at
der er Ting angaaende Fremtiden, om hvilke der, som Hamlet siger, ikke
behøves nogen Aand fra Graven for at sige os dem. Mme de Krüdeners
Spaadomme fik imidlertid mere at betyde end nogen af Restaurationstidens
andre Propheters. I et Brev fra Strassburg til en russisk Hofdame havde
hun (October 1814) skrevet: »Vi skulle snart see det skyldige Frankrig
tugtet, det, som ifølge den Eviges Bestemmelse skulde have været
skaanet, ifald det havde vedblevet at underkaste sig Korset.« Hvorledes
kunde dette senere, efter Napoleons Tilbagekomst fra Elba, udlægges
anderledes end som en mystisk Forudviden derom! Hun havde fremdeles
skrevet: »Uveiret nærmer sig; de Lillier, som den Evige havde bevaret,
hint Symbol, der bestaaer i en ren, spæd Blomst, som et Jernscepter har
knækket, fordi den Evige vilde det saaledes, disse Lillier, der havde
burdet appellere til Guds Renhed og Kjærlighed, have vist sig for at
forsvinde.« Hvad kunde dette være Andet end en Spaadom om Ludvig d.
18des Flugt for Napoleon! Efterretningen om disse Prophetier fløi Europa
rundt, men naaede allerførst til Keiser Alexander, paa hvem de gjorde
det dybeste Indtryk. Stærkt plaget som han var af Samvittighedsnag,
stærkt svækket som han var af allehaande Udskeielser, befandt han sig
i høi Grad prædisponeret til en Paavirkning af religiøs Mystik. Paa
Reisen fra Wien gjorde han i Heidelberg personligt Mme de Krüdeners
Bekjendtskab. Snart var hendes Indflydelse almægtig over ham. De
indelukkede sig halve Dage sammen, bedende i Forening, læsende sammen
i Skriften, discuterende theologiske Problemer. Tiden før Slaget ved
Waterloo tilbringe de i Heidelberg med Psalmelæsning. Efterretningen
om de tabte Slag ved Ligny og Quatre-Bras 16de og 17de Juni træffer
Alexander midt i Davids Psalmer, der trøste ham over Nederlaget og
forvisse ham om hans Sags Retfærdighed. Han beder og faster. Den 18de
Juni leveres Slaget ved Waterloo; paa Efterretningen derom reiser
Alexander til Paris, men forlanger, at Mme de Krüdener strax skal følge
ham. Hans høieste Sorg i dette Øieblik er, at hans Broder Constantin
ikke ogsaa er omvendt. Vor Prophetinde besøger, før hun reiser fra
Heidelberg, de i Fængslet der sig befindende Dødsdømte, præker med
stor Virkning for dem og følger saa Keiseren, over hvis christelige
Hensigter hun er i den høieste Ekstase. I Paris naaer hendes Indflydelse
Høidepunktet. Keiseren besøger hende samme Aften, hun kommer; hendes
Bopæl bliver saaledes indrettet, at Keiseren hver Time paa Dagen
ved Hjælp af en hemmelig Dør fra sit Palais kan komme til hendes
Hus. Iøvrigt fristede ingen Adspredelse, ingen Fornøielse ham, hvem
Franskmændene faa Aar tidligere havde kjendt som saa verdslig. »Jeg
er Christi Discipel, sagde han, jeg gaaer med Evangeliet i Haanden og
kjender kun det.« Og hans Veninde skriver om ham: »Alexander er Guds
Udvalgte. Han vandrer ad Forsagelsens Veie.« Man maatte sikkert tye
til Udtryk hentede fra Johannes' Aabenbaring for at betegne, hvad hun
egentlig saa i ham: Noget som en Opretter af det tusindaarige Rige, en
Fredens Engel med Magtens flammende Sværd, Lysets blonde Fyrste eller
lignende, medens Napoleon for hende som for Adam Müller og Consorter
var Djævelen selv. Se Den romantiske Skole i Tydskland 359. Alexander
skulde gjenoprette Christendommen paa Jorden, udslette indtil det
sidste Spor af Revolutionen og alle dens Gjerninger. Til Gjengjæld
kjendte da Alexanders Ærefrygt og Taknemmelighed ingen Grændser. I
Begyndelsen af September fandt en storartet Revue over 150,000 Mand
russiske Tropper Sted for Alexanders Øine paa Camps des Vertus i
Champagne. Mme de Krüdener kunde ikke fattes der. Om Morgenen tidligt
allerede hentede Keiserens Vogne hende, og han modtog hende ikke som en
Yndlingsundersaat, men som et Sendebud fra Himlen, der skulde føre hans
Tropper til Seir. »Mest med blottet Hoved, eller med en lille Straahat
paa Hovedet, hvilken hun dog gjerne hang over Armen, med sine endnu
bestandig blonde Haar, der hang i Fletninger ned over Skuldrene, medens
en Lok nu og da faldt ned over Panden, iført en mørk og simpel Kjole,
der blev elegant ved den Maade, hun bar den paa, og som sammenholdtes
af et simpelt Bælte, saaledes ankom hun ved Daggry, saaledes stod hun
i Bønnens Øieblik for Fronten af de forbausede Tropper.« Sainte-Beuve
efter et Øienvidnes Beretning.

Under dette Samliv med Alexander er det da, at Mme de Krüdener undfanger
en Idee, som man kunde kalde oprørende, ifald den ikke kom fra en
stakkels fjantet Kvindes af gammelt Galanteri og ny Religiøsitet
forskruede Hjerne, Ideen til »den hellige Alliance«. Det er nuomstunder
afgjørende bevist, at det er hende, Europa og Civilisationen har havt
at takke for Ideen til den. En Mand, der er tilbøielig til langt at
undervurdere hendes Indflydelse, og som har Uret, hvor han benegter
den, Dronning Louise af Preussens høitelskede Broder, Storhertugen af
Mecklenburg-Strelitz skriver: »Mme de Krüdener har aldrig udøvet den
ringeste Indflydelse paa min englelige Søster af Preussen, ikke heller
paa Kongen, hendes Gemal, der bedømte denne sørgelig berømte Kvinde
fuldkomment rigtig. Hvad derimod Keiser Alexander angaaer, da havde hun
til Gjengjæld saaledes bemægtiget sig ham, at den hellige Alliance, som
Keiseren foreslog og satte igjennem, bør betragtes som denne Kvindes
Værk alene; vær vis paa, at jeg ikke vilde sige det, naar jeg ikke
vidste det positivt.«

Nogle Dage efter Ankomsten til Paris sagde Alexander til sin Veninde:
»Jeg forlader Frankrig, men før min Afreise vil jeg i et offentligt
Actstykke give Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand den Ære, vi
skylde ham for den Beskyttelse, han har forundt os, og indbyde alle Folk
til at slutte sig sammen i Underdanighed under Evangeliet. Han overrakte
hende hermed et Papir, det var Udkastet til Tractaten mellem de tre
Monarcher. Capefigue, som har seet det, skriver: »Jeg har liggende for
mig Originalen til denne Tractat, helt skrevet med Keiser Alexanders
Haand med Rettelser af Mme de Krüdener. Ordet »den hellige Alliance« er
skrevet af denne overordentlige Kvinde.« — Altsaa endog til Navnet er
hun Ophav. Hun valgte det med en Hentydning til Spaadommene om de sidste
Dage hos Propheten Daniel.

Naar man nu, som vi, har fulgt denne Kvindes Fortid, har seet, hvem
og hvad hun var, og naar man paa den anden Side har noget Begreb om
Revolutionen og hvad den var, saa synes det En ikke sandsynligt, at alle
hine apokalyptiske Reminiscentser og hellige Principer, formulerede
af den Kvindehaand, der 11 Aar før kjøbte Skjærfene og Hattene à la
Valérie, og af den samme Pen, der forfattede Elegien til Sidonie,
i Længden skulde have Kraft til at modstaae Revolutionens fornyede
Dønninger. Thi man maa ikke troe, at Revolutionen er forbi. Vi ere og
leve endnu midt i den. Hvor tre ere forsamlede i dens Navn, der er den
midt iblandt dem.

I Tractaten erklære »i den høihellige og udelelige Treenigheds Navn« de
tre Monarcher »høitideligt, at det nærværende Actstykke har til Hensigt
for Universets Aasyn at aabenbare deres urokkelige Beslutning om til
Regel for deres Færd, det være sig i Styrelsen af deres respective
Stater eller i deres politiske Forhold til enhver anden Regjering, kun
at tage den hellige Religions Forskrifter om Retfærdighed, Kjærlighed og
Fred, der langtfra blot at være anvendelige i det private Liv omvendt
bør have directe Indflydelse paa Fyrsternes Beslutninger som det eneste
Middel til at grundlægge de menneskelige Institutioner og raade Bod paa
deres Ufuldkommenheder.«

Det var Ordlyden. Hvad der fra først af var oprigtigt og velment af
det keiserlige Svaghovede, det blev med hykkelsk Kløgt accepteret af
hans kronede Brødre. Cætera qui nescit! Hvo veed ikke, hvad den hellige
Alliance kom til at betyde, Indvarslingen af den almindelige europæiske
Reaction med Brutaliteten til Indhold og Løgnen til Form. Det var i dens
Navn, at i vort Aarhundredes sørgeligste Aarti enhver selv den svageste
Stræben mod aandelig og politisk Frihed blev forfulgt eller kvalt.
Frivilligt sluttede sig til Alliancen den Magt, der havde den største
Interesse deraf, nemlig Paven. Uden smaalig Hensyntagen til sin Stilling
som den romersk-katholske Kirkes Hoved hævede Paven til Skyerne sine
Colleger: Alexander, den græske Pave, Kongen af Preussen, den lutherske
Pave, og Kongen af England, den anglikanske Pave. Paa Wienercongressen
fremlagde saa Pius et Restaurationsproject, i Sammenligning med hvilket
alle Fortidens Restauratorers Drømme blegnede og alle tidligere Forsøg
paa at føre de førrevolutionære Tilstande tilbage reduceredes til
Intet. Med et Pennestrøg var Revolutionens og Keiserdømmets Existents
udslettet. Det hellige romerske Rige skulde gjenoprettes, desuden hele
Middelalderens Samfundsorden, Tiender, Kirkegodser, Skattefrihed for
Geistligheden og Inquisition.

Resten af Mme de Krüdeners Liv frembyder ingen verdenshistorisk
Interesse. Hun blev stedse mere oprigtig og stedse mere fanatisk i sin
Tro; hendes Drift til at lægge den for Dagen i Gjerninger blev stedse
mere brændende hed. At hjælpe Fattige og Syge blev hende en Hjertesag
og Livssag. Men fra det Øieblik af, hun forsøger at tage Christendommen
praktisk, skifter hendes hele Stilling Charakter. Magthaverne,
Øvrighederne, alle de Store, der saalænge hun holdt sig til Hofferne,
havde gjort hende deres Opvartning, saae, saasnart hun henvendte sig
til Befolkningen, med sikkert Instinct en Fjende i hende. Snart drog
hun gjennem Schweitz i helligt-vanvittige Fest- og Triumphtog, snart
joges hun forfulgt fra By til By. I Basel rasede Præsterne imod hende
og fik hende fordrevet, i Baden, hvor hun under en Hungersnød udviste
en storartet Velgjørenhed, blev hendes Hus om­ ringet af Gensdarmer
og de, der havde søgt Tilflugt hos hende, splittede ad; fra Luzern
blev hun udjaget af Politiet; da hun forsøgte at naae ind i Frankrig
gjennem Elsass, blev Adgangen hende forbudt og Tilbagereisen til Baden
ligeledes forment hende. Med Politi blev hun endelig escorteret lige til
Rusland, saaledes, at hun af det Würtembergske Politi blev afgivet til
det Baierske, af dette til det Sachsiske, af dette til det Preussiske og
endelig af dette sidste til sit eget Lands. Alexanders Naade havde hun
for bestandig mistet. De Skildringer, hun i sine religiøse Tidsskrifter
og Brochurer havde givet af Samfundsuretten, af de Fattiges grændseløse
Nød og Magthavernes uretfærdige Undertrykkelser, vare overalt blevne
betegnede som Socialisme og Communisme; Christendom, som hun forstod
den, kunde ikke være Autoriteterne tilpas. Tilmed viste hun sig naiv nok
til uforsigtigt at udtale sin Begeistring for Grækernes Frihedskamp og
til paa en formentlig for Keiseren compromitterende Maade at lade sig
forlyde med, at han som Stifter af den hellige Alliance burde og maatte
gaae i Spidsen for et Korstog mod Tyrkiet. Forstødt af Alexander forlod
hun St. Petersborg og levede fra nu af som Selvplager og Missionær. Hun
led Nød, undertiden Sult, pinte sig selv, lindrede Andres Nød, hvor hun
kunde, og døde i 1824 under en Missionsreise paa Krim.

Et interessant Modstykke til den fransk-russiske Mme de Krüdener danner
den tydsk-russiske Sværmerske Fyrstinde Gallitzin, hvis Optræden falder
i Slutningen af det 18de Aarhundrede som Mme de Krüdeners i Begyndelsen
af det 19de. Man seer dennes Eiendommelighed skarpere, naar man kaster
et Blik paa Fyrstindens Liv. Hun er som Aand et rent tydsk Phænomen,
ligesaa enkelt som hendes yngre Samtidige raffineret og sammensat, paa
engang naiv og sentimental, en skjøn Sjæl og et svagt Hovede. Hendes
Mand er som Krüdener meget verdslig, en Ven og Beundrer af Diderot, der
først opfordrer Fyrstinden til at studere og indgiver hende Mod dertil,
men som senere finder en ivrig Modstander i hende. Ligesaa ligegyldig
for sit Kjøns Fortrin, som Mme de Krüdener var coquet, lader Fyrstinden
sit Haar afrage for at umuliggjøre sig Deltagelse i Selskabslivet og
trækker sig tilbage fra Verden allerede 24 Aar gammel. For ganske at
løsrive sig fra al Egoisme »bragte hun Gud af Kjærlighed Ofret af sin
Forstand«. Hendes Ubekjendtskab med Verden viser sig i et saadant lille
Træk som at hun, da hendes Søn ønsker at gaae i fremmed Krigstjeneste,
henvender sig først til den preussiske Overgeneral, senere til den
østerrigske for at opnaae Tilladelse til at medgive ham en Ledsager,
der kan beskytte ham imod Militærlivets uregelmæssige Sæder, og med
Forundring begge Gange modtager det Svar, at en Officier ikke kan
medbringe en saadan mandlig Gouvernante til Hæren. Hendes religiøse
Sværmeri betegnes bedst ved en Frembringelse som denne:

            Gebet der Liebe. Liebe! lehre uns beten, dass uns erhöre die
            Liebe. O der Liebe vereintes Gebet ist Quelle der Liebe,
            Quelle des ewigen Lebens und unaussprechlicher Wonne!
            Schwester rufe mir zu: »O Bruder! Bitten der Liebe Sende
            dem Vater für mich — ich sende Bitten der Liebe Täglich dem
            Vater für dich.« O Schwester! der Bitten nicht eine Kann an
            die Liebe, von Liebe, für Liebe gesendet umsonst seyn.

Tonen er hos hende trods al sin Inderlighed dog ligesaa
pietistisk-abstract som hos Mme de Krüdener mystisk-sensuel. Se
Katerkamp: Denkwürdigkeiten aus dem Leben der Fürstinn Amalia von
Gallitzin. Mynster 1828.

Hvad vi i Mme de Krüdener have for os er da en Aand, der fra først af er
saaledes udrustet, at den synes skabt til at udrette noget Betydeligt.
Thi den har et Fond af levende Følsomhed, en Sum af Livskraft, der synes
at kunne strække til for et Par Menneskeliv, ikke som sund Vegeteren,
men i Kraft af den indre Uro, der er dens Princip, og af den indre
Ild, der synes at kunne kaste Gnister til alle Sider uden Ophør. Der
er i hende et oprindeligt Fond af russisk Flygtighed og Bøielighed,
tydsk Sentimentalitet, fransk Formsands og »asiatisk«-sandselig Ynde.
Hun træder ud i Livet uden nogen solid Opdragelse bag sig og uden
noget alvorligt Forsæt foran sig, med en stærk Trang til Lykke, med
noget digterisk Anlæg, altsaa forud bestemt til et Liv i Illusioner.
Da hun seer sig omgivet af Beundrere, nyder hun svimlende denne
Tilfredssstillelse. Hun begynder da at betragte sig selv som et høiere
Væsen. Saalænge hun bevarer den materielle Troskab mod sin Mand, lever
hun i den Illusion, at hun er en Pligtens Heltinde. Da hun bryder
den, skifter hun Ideal og forvandles for sig selv til Idealet af den
skjønne Synderinde. Hun bruger etsteds om Genferda- merne det Udtryk,
at de hverken have Uskyldighedens Tiltrækning eller »Syndens Gratie«.
Hun har tillagt sig den sidste. Hun vedblev jo dog at besidde den
Del af Idealet, som bestaaer i at være den første i sin Art, unique.
Heri ligger det, at hun indbildte sig at medbringe Lykken (Ordener og
Titler) til sin Mand. Al Illusion bestaaer i en urigtig Sammenknytning
af Aarsag og Virkning, den religiøse Illusion som de andre. Men den
religiøse Illusion er dobbelt, den henfører Virkningen ikke til sin
Aarsag, men direkte til et ubestemt Ophav, Tilværelsens Midtpunkt —
første Illusion — og i Tilværelsens Midtpunkt anbringes saa dernæst
ikke, som det antages, Guddommen, men Individet selv — anden Illusion.
Vor Heltinde troer, at hendes Mand faaer Ordenerne directe fra Gud, men
Aarsagen, hvorfor Gud giver ham dem, det er hun selv og ingen Anden.
Hun er den sande Aarsag og Gud kun det Middel, hvorigjennem hun virker.
Sit verdslige Levnet vedbliver hun at føre, saalænge det endnu formaaer
at skjænke hende Illusioner. Men en Dame med Aand og Nerver trættes i
Længden ved dette Liv, ved den nye Tilbeders tilbageskuende Skinsyge
paa den forrige, og ledes tilsidst ved for 10de Gang at narre sig selv
og en Anden med de Ord: »Jeg elsker Dig og har aldrig elsket nogen
Anden.« Da alle Illusioner ved dette Levnet ere forbi, aabner der sig
for den Livstrætte Muligheden til en ny Illusion, der endog peger ud
over Graven. Det Slagtilfælde, der rammer hendes Tilbeder, betragter
hun med samme Øine, hvormed den hellige Augustin, Pascal eller Luther
have betragtet lignende Begivenheder. Det er et Vink, en Advarsel til
hende. Den glade Skomager er vis paa at høre til Guds Udvalgte. Da hun
erfarer Hemmeligheden ved hans Glæde, vil hun ikke staae tilbage, men
ogsaa høre til dem. Troen paa Gud er for hende Tilfredsstillelsen af
det Ønske at være udvalgt og foretrukken. Hun anseer sig for omvendt og
er paa Bunden af sin Sjæl den, hun var. Idet hun lægger Guddommen de
Ord i Munden, hvormed han forvisser hende om sin Ømhed, hvad gjør hun
da Andet end at skrive Epistlerne og Elegierne til Sidonie om igjen!
Echoet af hendes egen Selvtilbedelse naaer til hende som en Røst fra
Skyerne, og hun takker nu som fordum Gud for at være bleven saaledes
udmærket — af sig selv. Hvad hun attraaer er nu som før det at elskes.
Men ligesom Chateaubriand gaaer til sit jordiske Alhambra ad en Omvei
over det jordiske Jerusalem, saaledes lægger hun Veien til sit himmelske
Alhambra over det himmelske Zion. Forskjellen er kun den, at han vil
bedrage de Andre, hun bedrager sig selv. Hun er en Coquette ligesom han
og Lamartine; kun at de ere stolte Coquetter, medens hun er ydmyg.

Dog det afgjørende Træk, som betegner hende i Modsætning til dem,
ligger ikke i Charakteren, men i Intelligentsen og i selve hendes Natur
som Kvinde. Chateaubriand har som Mand idetmindste et svagt Begreb om
Videnskab, der gjør det umuligt for ham at lade sig narre af Mirakelmænd
og Landsby-Sibyller. Hun derimod er Kvinde og i Reactionsperioder
er Definitionen paa en Kvinde den: En Kvinde er et Præstebytte.
Uden videnskabelige Forudsætninger bliver hun, naar ganske enkelte,
ualmindeligt gunstige Omstændigheder undtages, lidt før eller lidt
senere, men i Regelen uundgaaeligt et Bytte for sin Begeistring,
der ikke veed, hvor den vil hen, for sine ubestemte Længsler, der
ikke vide, hvad de attraae, for sin Feighed, der skræmmes af Livets
Ulykker, endelig for alle sine Illusioner, og alle disse Magter:
Begeistring, Længsel, Frygt og Drømmeri aflevere deres Offer bundet
paa Hænder og Fødder som Bytte til Kirken, hvis Autoritet jo desuden
fra den tidligste Barndom af gjennem Opdragelsen er bleven indprentet
Sjælen. Saaledes gik det Mme de Krüdener. Af det aandelige Liv, som
hun tangerer, gaae de betydningsfulde Frihedskampe, den uafhængige
Forskning, Oplysningsiveren, Tænker-begeistringen hende uforstaaede
forbi; hvad hun forstaaer og tilegner sig af Tidsalderen, det er kun den
ene Side: Frivoliteten. Da Reactionen mod det 18de Aarhundrede begynder
og selvfølgelig begynder med at foreholde den forløbne Periode dens
Ugudelighed og Frivolitet, giver Mme de Krüdener den øieblikkelig Ret,
fordi hun føler sig truffet, fordi hun selv i hele sin Tidsalder ikke
har seet eller havt Øie for andet end Letfærdigheden og de hensynsløse
Sæder.

Reactionen tager til, og den faaer sin Poesi, en Poesi om alt det
Overnaturlige, som Digteren indbilder sin Læser at han troer paa.
Bøgerne fyldes med Troner og Fyrstendømmer, Cheruber og Serapher;
det er for Digterne tilsyneladende hellig Alvor dermed; det falder
dem kun end ikke ind, at noget Menneske kunde falde paa at tage det
for Alvor. Hvilket Epigram skrives ikke over den hele Fægten for
Traditionen, da der endelig kommer en Kvinde, som er naiv nok til at
tage Alt bogstaveligt, som troer den unge Pige, der fortæller at have
omgaaedes Engle, og den Mand, der vil have havt de overnaturlige Syner,
som det var Tidens høieste Mode at synge om! Digterne havde begyndt at
forherlige Miraklet og Propheten. Her kommer en stakkels naiv Magdalena
og tager dem paa Ordet og troer paa de Mirakler, der vises hende, og
forsøger sig selv i Prophetier. Man er netop rede til at ryste paa
Hovedet af hende og smile, da det viser sig, at Tidens Mægtige tage
hende for fulde. Hun bliver en Magt. Chateaubriand, som ikke troer paa
hende eller med hende, men som troer paa hendes Indflydelse, forsøger
at vinde hende for sine politiske Planer men bliver afvist. Hun vil kun
Et, gjengive Christendommen dens ved Revolutionen styrtede Autoritet.
For hende har Revolutionen kun udført een Gjerning, den at styrte den
hellige Tradition; hun for sin Del vil kun udføre een Gjerning, den
modsatte, den at gjengive Christendommen dens verdensoverskyggende
Herredømme. Alexander griber Tanken, Magterne adoptere den som klogt
politisk Middel. Saalænge hun kun vil hævde Christendommens Autoritet,
saalænge hun kun vil reformere og omvende Folkene fra oven af, og i
Forbund med Fyrsterne, staaer hun paa Ærens og Forgudelsens Tinde. Men
Omslaget skeer. Den religiøse Consequents tvinger hende til at forsøge
en Folkenes Omvendelse fra neden af ved at begive sig midt ud iblandt
dem, ved at drive Christendommen praktisk istedenfor theoretisk, og paa
de gamle Apostles Maneer. Hvilken Naivetet! Hun er saa naiv, at hun
mener, Magthaverne maa see disse Forsøg med ligesaa gunstige Øine som
hendes tidligere Bestræbelser. Hun begriber end ikke, at Autoriteten
frygter enhver alvorlig Sysselsættelse med dens eget Princip, naar
denne Sysselsættelse ikke er den officielle. Fra det Øieblik af,
hun virkelig optræder som Christen, behandles hun som Revolutionær.
Autoritetsprincipets Forfægtere see i den Følelse af Menneskenes
almindelige Broderskab, der leder hende, og i den Ekstase, hvormed
hun taler de Fattiges og Undertryktes Sag, et Bevis for at hun er —
Socialist og Communist. Og saaledes faldt det da i hendes Lod praktisk
at vise, hvad Christendommens Gjenindsættelse som Autoritet betød.
Man vilde netop kun have den som Autoritet, som Magt, som Orden. Man
brugte den som man benyttede Politiet, Hæren, Fængslerne for at holde
Alt i Ro og Autoritetsprincipet oppe. Fra det Øieblik af, da den blev
taget personligt og individuelt, og sat saaledes i Værk, at man kunde
frygte, den vilde afstedkomme sociale Bevægelser, fra det Øieblik af
var den Uordenen, og Autoriteterne befordrede den i Mme de Krüdeners
Person hurtigst muligt fra Grændse til Grændse. Charles Eynard: Vie de
Madame Krüdener Tome I-II.— Sainte-Beuve: Portraits de femmes. Derniers
Portraits. Jeg udkastede dette Afsnit i Sommer udenlands, og havde da
kun Eynards Biographi ved Haanden. Ved min Hjemkomst fandt jeg, at
et Par af de Steder i Mme de Krüdeners Breve, der havde slaaet mig
mest, netop ogsaa vare blevne bemærkede af Sainte-Beuve, uden at der
forøvrigt var nogensomhelst Overensstemmelse i Behandlingen. Der gives
i enhver Bog tre eller fire Steder, som enhver Kritiker, der nogenlunde
forstaaer sit Fag, altid vil lægge Mærke til og anføre. Saaledes
opstaaer undertiden Skinnet af, at den ene har benyttet den anden,
hvor det ikke er Tilfældet. Stuart Mill har i den Anledning skrevet:
Coleridge reminded one of his critics, that there are such things in the
world as springs, and that the water, a man draws, not necessarily comes
from a hole made in another mans cistern. En dansk Fremstilling af Mme
de Krüdeners Liv findes i Dansk Maanedsskrift 1862, 2det Bind, at C.
Carstensen.

VII.

Da de 100 Dage vare forbi og Ludvig d. 18de for anden Gang vendt
tilbage, udbredte en forunderlig blandet og vemodig Stemning sig
over Frankrig. Restaurationen frembød et dobbelt Physiognomi, det
var Gjenoprettelsen af et Dynasti, om hvilket man havde troet, at
Revolutionen for evigt havde udelukket det fra Frankrigs Trone, den
førte Tilstande tilbage, om hvilke man havde ment, at de udelukkende
hørte Fortiden til, og paa den anden Side var den Gjenoprettelsen af
lovlig Frihed i Modsætning til det frygtelige Militærdespoti, der nu i
saa mange Aar havde holdt Frankrig gispende under sin Voldsmagt. For
Litteraturen var den tilsyneladende idetmindste en Frihedsbebuder. Efter
15 Aars Forløb var en fri Debat af Ideer atter mulig. Den tunge Haand,
der havde hvilet knugende paa Pressen, trak sig bort. Seglet løstes fra
det Skrin, i hvilket de kjæmpende Aander og Systemer laae bundne, man
havde Lov til at discutere Alt: Revolutionen og Keiserdømmet, det 18de
og det 19de Aarhundrede, Fortid, Nutid og Fremtid.

Man havde Lov dertil, men havde man Lyst? Nei, Lysten var ringe.
Frankrigs Stemning var Stemningen efter en langvarig Sygdom eller efter
et tabt Slag. Ikke at man længtes efter Seire. I Slutningen af Napoleons
Regjering havde allerede Kanonen foran Invalidehotellet ikke mere vakt
noget Echo i Hjerterne. Man sagde til hinanden: Ak, det er kun en Seir!
Nei, man længtes efter Fred, som den Aareladte og Udtømte længes efter
Hvile. Man glædede sig, som naar en Choleraepidemi, der har hærjet en
By til det Yderste, endelig er ovre. Man begyndte paany at vænne sig
til Tanken om Livet. Mødrene havde hidtil med en vis Rædsel seet deres
Børn nærme sig til Ynglingealderen, det vil sige til den Alder, da de
bleve Soldater og snart efter til Lig. De begyndte nu at haabe paa,
at disse Børn havde Livet for sig. Børnene, der vare opvoxede under
Trommehvirvler og krigerske Fanfarer, og som alt i Skolen havde vænnet
sig til Tanken om en tidligt erhvervet Hæder og en tidlig Død, maatte nu
ligeledes see at vænne sig til Tanken om et Liv i Fredstid. Straadøden,
der forestod dem, syntes dem grim i Sammenligning med Døden som den
nylig havde vist sig for dem straalende skjøn i sit rygende Purpur,
de stode ligesom skuffede og gave sig til at gruble. De unge Mænd
endelig, der saa længe nødtvungent havde maattet lade alt personligt
Liv gaae op i Statslivet, Krigslivet og Fædrelandets Fællesinteresser,
hørte for en stor Del med Henrykkelse Budskabet om, at de nu turde
bryde Geledderne og at de ikke mere behøvede at gaae i Trit efter
Kalveskindet; de rystede Landeveienes Støv af deres Fødder, kastede
Uniformen, og søgte at udslette ethvert Minde om Disciplinen. Da de
komme lige fra Keiserdømmets Valpladser, fra Slagenes Bulder og Blodbad,
tye de til det rolige Naturliv, bort fra den larmende Menneskeverden.
Saaledes er Periodens Stemning, træt, men sammensat, fuld af Skuffelser,
Forhaabninger og Trang til personlige Drømmerier, ikke Stemning til
Handling, men til Mediteren og Contemplation.

Det er denne Folkestemning, som forklarer, hvorledes Lamartines
Meditationer kunde blive Tidens Yndlingspoesi. Efter Chateaubriands
Génie du christianisme havde ingen Bog vakt en saadan Opsigt i Frankrig;
i fire Aar solgtes 45,000 Exemplarer. I denne Bog fandt Perioden, saa
underligt det end nu kan synes os, en Tolk for sine Følelser og for
Alt, hvad der rørte sig inderst i dens Sind, et Billede af sine ideale
Længsler, der spillede i alle de skjæreste og skjønneste Drømmes Farver.
Disse Digte klang som Æolsharpetoner, men det var Tidens Aand, der greb
i Harpen. Det var vel ikke saameget Sange som Betragtninger, ikke saa
meget hjertelige som aandelige Harmonier; men man havde saa længe i
Livet havt nok af Bestemthed, bestemte Former og faste Skikkelser og
hjertegribende Følelser. Det mærkedes paa ingen Maade som en Mangel, at
her ikke fandtes nogen skærpet Lidenskab eller nogen Tilbøielighed til
at see Menneskelivets mørke og forfærdelige Side, overhovedet Livet som
det er. Deraf havde man i Virkeligheden havt nok. Efter en Tid, hvor
saa mange Instincter havde maattet kvæles, glædede man sig ved dette
rent poetiske Instinct, over denne saa melodiøse Digter, der, som han
sagde, havde en Accord for hver Følelse og Stemning. Man længtes efter
en saadan Hvile i Lyriken efter Philosophien, Revolutionen og Krig paa
Krig. Digtet om Søen gik Europa rundt, fordi det var saa længe siden,
at man overhovedet havde følt ved Naturen og betragtet den anderledes
end taktisk som Terrainform. Lamartine optraadte imidlertid i Tidens
Aand ikke blot som Stemningsdigter, men som en Troende og en Christen.
Grundtonen i hans Digte var christelig-monarchisk og bourbonistisk.

For os der senere have kjendt en Lamartine, der var Republikens
Præsident og Humanismens Apostel, er det interessant at iagttage
Digterens aandelige Udgangspunkter. I Mødrenehjemmet er Bibelen hans
stadige Børnelæsning. Han opdrages med Troen paa Kongedømmet af Guds
Naade. Som Yngling lever han under Paavirkning af Mme de Staël og
Chateaubriand, dog især den sidste. Han læser med Beundring Tassos Det
befriede Jerusalem; Ossian giver ham Forvisningen om, at sand Poesie
kan være ubestemt og taaget, Bernardin de Saint-Pierre er for ham som
for Madame de Krüdener ved sin Naturs fredelige Mildhed og Harmoni det
nærmeste Forbillede. Han optræder da offentligt fra først af som Elev
af Chateaubriand og Bonald. I sin Raphael fortæller han selv, hvorledes
han kom til at gjøre Bonalds Bekjendtskab. I hin Tid, da han i Chambéry
ved Alpernes Fod tilbad den unge skjønne Creolerinde, som han i sine
Digte har forherliget under Navnet Elvire, blev han af sin Veninde
opfordret til at skrive en Ode til Bonald, der var en nær Bekjendt af
hendes Hus. Lamartine paastaaer, at han kun kjendte dennes Navn og den
Nimbus, hvormed dette Navn som en christelig Lovgivers var omgivet. »Jeg
forestillede mig, siger han, at jeg skulde tale til en moderne Moses,
der af et nyt Sinais Straaler øste det guddommelige Lys, hvormed han
opklarede de menneskelige Love«. Maaskee har Bonald ogsaa foresvævet De
Vigny, da han kort efter forfattede sit Digt Moïse. Lamartine skrev da
til Bonald den Ode, der i Samlingen bærer Titlen Geniet, og hvori det
paa Tro og Love fortælles, at Bonald adspreder de berømte Sophisters
falske Klarhed o. s. v. og fører den moralske Verden fra Uordenen til
Ordenen selv. Dette magre Begreb om det Gode: »Ordenen« vender overalt
tilbage. Bonald svarede med at oversende den unge Poet et Exemplar af
sine samlede Værker. Lamartine læste dem med Begeistring, og naar han
sidenhen i Noten til denne Ode synes at ville fragaae, at han blev saa
dybt greben af dem som han blev, bør man skrive dette paa den senere
Erkjendelses Regning. Han siger her: »Jeg læste disse Skrifter med
det poetiske Sværmeri for Fortiden og med den inderlige Medlidenhed
med det Faldne, der saa let i Børns Indbildningskraft forvandler
sig til Dogme og System. Jeg bestræbte mig i nogle Maaneder for paa
Chateaubriands og Bonalds Ord at troe paa aabenbarede Regjeringer.
Senere udrev Tiden og den menneskelige Fornuft mig som alle Andre
af disse skjønne Illusioner, og jeg forstod, at Gud ikke aabenbarer
Mennesket Andet end dets sociale Tilbøieligheder, og at de forskjellige
Regjeringssystemer ere Aabenbaringer af Tidsalderen, Situationen,
Aarhundredet og Menneskeslægtens Laster og Dyder«. Lamartine antidaterer
meget betydeligt denne sin Indsigt. Hans Meditationer gaae i Regelen
alle i samme Retning som Oden til Bonald. Den, der betitles Gud,
er dediceret til Lamennais, Dithyramben over den hellige Poesi til
Bibelens Oversætter Genoude. Selv er han Medlem af Redactionen af
Bladet Conservateur, fra hvis Stiftelse Chateaubriand daterede den
udprægede Reaction i Europa. Da dette Blad gaaer ind, bliver han
tilligemed Lamennais og Bonald Stifter af det nye ensartede Organ Le
défenseur, der gaaer ud paa at bekjæmpe Constitutionalismen. Det falder
i hans Lod at skulle opfordre De Maistre til at give Bidrag. Det er
høist interessant at see, i hvilken Tone den nu dog 30aarige Lamartine
tiltaler Forfatteren af Bogen Om Paven: »Hr. Greve! jeg var meget syg,
da jeg modtog Deres venlige og smigrende Skrivelse tilligemed Deres
Værk. Jeg benytter de første tilbagevendende Kræfter til at takke Dem
paa eengang for Brevet og Bogen, men især for den smigrende Benævnelse
Neveu, med hvilken jeg hædrer mig overfor alle Deres Bekjendte; denne
Benævnelse alene er saa godt som et Ry, saa høit staaer Deres Navn
anskrevet hos alle dem, der forstaae et sandt og dybt Geni i dette
vildfarende og smaalige Aarhundrede […] Hr. Bonald og De, Hr. Greve,
og endnu nogle Mænd, som i stor Afstand følge Deres Spor, have grundet
en uforgjængelig Skole for høi Philosophi og christelig Politik, der
skyder Rødder især i den unge Generation.« I dette Brev betegner
Lamartine De Maistres Stilling i Litteraturen som den at være Høvding
for de første Skribenter og udleder Oppositionen imod ham af »de
latterlige gallikanske Prætentioner«, som han saa beundringsværdigt
har tilintetgjort. Hans Standpunkt er altsaa U1tramontanismen, ren og
skjær — dog vel at mærke kun hans theoretiske Standpunkt. I sin Poesi
er han ikke nær saa dogmatisk. Naar han f. Ex. betragter det som sin,
den christelige Digters Opgave at drive den hedenske Mythologi ud af
Parnasset, saa er det i Virkeligheden intet religiøst, men et rent
poetisk Instinct, der leder ham. De gamle Myther vare i Lyriken for
længe siden indskrumpede til Omskrivninger, og altfor latterlige til
at kunne virke skadeligt paa Nogens Religiøsitet. Det var dog virkelig
ikke nødvendigt at nedlægge en religiøs Protest imod Troen paa Apollo
og Amor. Nei, det, hvorved Lamartine virkede, det var, at han udtalte
snart de melancholske, snart de beroligende, snart de begeistrende
Ord, som Alle trængte til at høre. Man opdagede ikke, at han egentlig
ikke havde fundet eller sagt noget Nyt, man kjendte sig selv igjen i
denne sympathetiske Stemme. Man følte atter visse Fibrer bevæge sig
og leve i En, som under den almindelige Nedslaaethed havde syntes
følelsesløse. Han bragte de Strenge, som længe ikke mere havde givet
Lyd, til paany at lade Toner høre, og man henryktes over det Nye,
som laa i atter at bringe hine gamle Erindringer til at leve. I den
Modtagelsestale, som den store Naturforsker Cuvier holdt til Lamartine i
1830, viser han, hvorledes Mennesket i den dybe Nat, som omringer dets
Fornuft, trænger til en Fører, der kan rive det ud af Tvivlens sorte
Labyrinth og henrive det til Lysets og Tryghedens Egne. Han beskylder
Byron for i Universet kun at have seet et Tempel for det Ondes Gud og
hilser i Lamartine Haabets Sanger. Saaledes sammenblandede Frankrig
som en stakkels Reconvalescent Haabet med Troen, Trøsten med Dogmerne,
Livsmodet med Ultramontanismen i een stor Uklarhed, saa længe indtil
Forholdenes Magt splittede Taagerne og tvang saavel Forfatterne som
Publicum til at indtage bestemte Standpunkter. Foreløbigt var dette
for Lamartine en Triumphens og den begyndende Hæders Tid; denne Hæder
kom for ham ikke tidligt, han var 30 Aar gammel, men den faldt som de
første Straaler af den opgaaende Sol ind i hans æresyge Existents.
Man forestille sig ret levende en Salon fra den Tid, som den er os
beskrevet af Samtidige Villemain: M. de Féletz et les salons de son
temps., en Række Selskabssale hos en af Kongedømmets første Dignitarier,
General Foy f. E x., hvor henved 100 Personer ere forsamlede, og
hvor Lamartine, dengang Gesandt i Florents, er tilstede paa et af
sine korte Besøg i Paris. En Bevægelse af Beundring gaaer igjennem
Salen, da han træder ind, ung, rank og smuk, aristokratisk i Væsen og
Holdning. Man flokkes om ham, Damerne især; yndige Ansigter, prægtige
Toiletter, Smil og Smigrerier møde ham fra alle Sider. Man glemmer et
Øieblik at sige de tilstedeværende Deputerede Complimenter for deres
sidste Taler i Kammeret. Han, hvem man uden at have seet ham før, kan
kjende strax, overstraaler Alle. General Foy nærmer sig ham, trykker
hans Haand med Begeistring og forsikrer ham, at han, naar han vil,
kan blive en Prydelse for Kammeret, der længe har trængt til en saa
talentfuld Forsvarer af de ægte monarchiske Principer. Saa fremsiger
han med sin melodiske Stemme, der endnu aldrig har udtalt noget
politisk Stikord, en eller to af sine første Meditationer, Erindringen,
Begeistringen, Fortvivlelsen, Bønnen, Troen eller en anden Abstraction,
og fremkalder en Henrykkelse uden Mage og Udbrud i alle Nuancer af
Begeistring og Taknemmelighed. Benjamin Constant nærmer sig ham med
sin uigjennemtrængelige, alvorligt ironiske Mine, lykønsker ham til
at have opdaget denne nye Kilde til Poesi, og forsikrer ham, at han
kun i Schillers reflecterende Digte finder denne Høihed og Renhed
i Følelse og Udtryk. Damerne finde denne Parallel ganske særdeles
smigrende for Schiller, en obscur tydsk borgerlig Poet, hvis Navn
de akkurat erindre at have hørt nævne. Hvad er han mod Lamartine!
Forskjellige Omstændigheder forøge den Tiltrækning, hans Digte udøve:
først Forfatterens sjeldne og næsten kvindelige Skjønhed, saa Rygterne
om hende, hvem de fortrinsvis besynge og med et saa seraphisk Sværmeri,
med saa overjordisk en Renhed. Han skal have elsket og have mistet sin
Elskede ved Døden. Man fritter til alle Sider for at erfare Noget om
Sagens virkelige Sammenhæng. Hvem var hin Elvire, hvilket var hendes
virkelige Navn?

Alle hine Spørgsmaal ere af liden Interesse for os, der nu fordybe os
i disse Minder for at begribe hin Tid og dens Aand tilfulde. Men de
berøre et Punkt, der ogsaa for os har den høieste Interesse, nemlig
det: Af hvad Beskaffenhed er den erotiske Følelse i hine Digte og
overhovedet hos Lamartine, af hvad Beskaffenhed er den i den hele Gruppe
af Litteratur, hvoraf han er paavirket og hvori han udgjør et Led? Af
alle de Følelser, som Digtekunsten behandler, er den erotiske den, der
spiller den største Rolle. Hvorledes den opfattes og fremstilles, det
er et Moment af høieste Betydning til Forstaaelsen af Tidens Aand. Paa
Opfattelsen af det Erotiske kan man som paa det fineste Maaleredskab
spore Styrken, Arten og Varmegraden af en Tids hele Følelsesliv. Jeg har
tidligere skildret Galanteriets Overgang til Lidenskab hos Rousseau. Hos
Tydsklands store Digtere bliver denne Lidenskab lutret og humaniseret.
Hos Romantikerne bliver den til Maaneskinssmægten. I revolutionære Tider
skildres den i Kamp med bestaaende og ordnede Samfundsforhold, hos
moderne skeptiske Digtere som Heine er Kjærligheden undergravet af Tvivl
om dens Bestaaen:

            Doch wenn du sagst, ich liebe dich, ann muss ich weinen
            Dbitterlich.

I en forskruet, spiritualistisk, autoritetstroende og ordensgal Periode
som denne vil Kjærligheden umuligt kunne optræde naturlig og sund. Lad
os gjennemgaae de vigtigste Kjærlighedsskildringer, som Datiden har
efterladt, vi holde da med det samme en kort Revue over Hovedtyperne for
Mand og Kvinde.

Det første Par er Eudorus og Velleda i Martyrerne.

Helten i Martyrerne er saa meget mere interessant, som Chateaubriand
har meddelt ham mangt et Træk af sit eget udtryksfulde Physiognomi.
Dette gaaer saa vidt, at Chateaubriand og Eudorus begynde Fortællingen
af deres Levnet næsten med samme Ord og med samme Betragtning. Eudorus
siger: »Da jeg fødtes ved Foden af Taygetus's Bjerg, var Havets
sørgelige Mumlen den første Lyd, der ramte mit Øre. Mod hvormange
Bredder har jeg ikke siden seet Bølgerne brydes, som jeg beskuer her!
Hvem kunde for nogle Aar siden have sagt mig, at jeg skulde høre disse
Bølger, som jeg saa rulle op paa Messeniens smukke Sand, sukke paa
Italiens Kyster, paa Batavernes, Britternes og Gallernes Strande!« Og
ganske saaledes siger Chateaubriand i sin Reise i Italien: »Da jeg
fødtes paa Bretagnes Klipper, var den første Lyd, som ramte mit Øre, da
jeg kom til Verden, Havets Lyd, og paa hvormange Bredder har jeg ikke
siden seet de Bølger brydes, som jeg finder her! Hvem kunde for nogle
Aar siden have sagt mig, at jeg ved Scipios og Virgils Grav skulde
høre de Bølger sukke, som rullede op mod mine Fødder paa Englands
Kyster og Marylands Strande« etc. Begge ere de vidtforslagne og prøvede
Mænd som Odysseus og Æneas; det fælles Træk er Forundringen over sit
eget Livs Eventyr, Beundringen for det egne Selv, hvem høiere Magter
have ført igjennem saa mange Skjæbner. Dog endnu et Træk og et mere
betydningsfuldt er fælles; som Chateaubriand saaledes er Eudorus Helten,
der hidfører Christendommens Triumph paa Jorden. Chateaubriand gjentager
kun under Napoleon, hvad Eudorus gjorde under Galerius; og det er ikke
hans Skyld, at han ikke blev Martyr; Tanken om et Martyrium sysselsatte
ham i hans Ungdom; han udtalte oftere til Venner, at han ikke vilde
have veget tilbage for et saadant, ifald det var blevet fordret af ham.
Den Heros, der foresvæver ham som Idealet, det er da intet Mindre end
Offeret, der bøder for Tidens Irreligiøsitet og Frafald og som ved sin
Gjerning og sine Lidelser stiller den vrede Gud tilfreds. I den første
Udgave af Martyrerne betegnes Eudorus endog ligefrem som en Christus
af anden Rang. Det Udtryk bruges om ham, at den Evige forlangte »en
hel Hostie«. Paa dette Sted gik af theologiske Hensyn Ordet vel ud i
de senere Udgaver. Men i Slutningen blev Forestillingen sagtens ved en
Uagtsomhed staaende og gjør paa sit Sted en næsten komisk Virkning. Hvor
Eudorus martres, hedder det: »Ildstolen var beredt. De Christnes Lærer
præker Evangeliet med størst Veltalenhed, naar han sidder i en glødende
Stol. Serapher udbrede over Eudorus en himmelsk Dugg og hans Skytsengel
udfolder sine Vinger over ham. Han tog sig i Flammen ud som et lifligt
Brød, tilberedt for det himmelske Taffel.«

Her have vi da altsaa Grundforestillingen for Typen. Det første Offer,
den første Frelser, den første Hostie er ikke nok. Skjøndt Christen
finder Chateaubriand ikke, at Christi Martyrdød har virket og sonet
tilstrækkeligt. Der udfordres til Religionens Triumph endnu bestandig
Frelsere i mindre Format som Chateaubriand selv eller hans Helt Eudorus.
Ganske som hos de tydske Romantikere selv en Usling som Golo i Tiecks
Genoveva skal have en Lighed med Christus, Se F. L. Liebenberg: Bidrag
til den Oehlenschlägerske Litteraturs Historie I, 183. Genoveva »seer
Christus i ham«. saaledes Helten her. Denne Helt kan feile i sin Ungdom
og en kort Tid f. Ex. i det skjønne Neapel vandre ad Fordærvelsens Veie
(Chateaubriand vidste af egen Erfaring, at selv faste Principer ikke
værnede derimod), men han omvender sig, udstaaer alle Prøver og døer som
et lysende Exempel.

Hans Kjærlighedsforhold til Velleda er en af disse Prøver.

Velleda er sikkert den originaleste og mest betydningsfulde Kvindefigur,
som Restaurationsperioden har frembragt. Velleda er en ung gallisk
Pige fra det 3die Aarhundrede, og Chateaubriand har villet skildre den
franske Type i hende. »Denne Kvinde var overordentlig. Hun havde som
alle galliske Kvinder noget Lunefuldt og Tiltrækkende. Hendes Blik var
hurtigt, Udtrykket om hendes Mund en Smule haanligt og hendes Smil
eiendommeligt blidt og aandfuldt. Hendes Væsen var snart stolt snart
vellystigt. Der var i hele hendes Person en Blanding af Hengivelse og
Værdighed, af Uskyldighed og Kunst.« — Men Velleda er ikke blot national
fransk, hun bærer i høi Grad Præget af den Tid, da hun blev digtet, hun
er et Ideal fra 1809. Velleda er Præstinde, hun hører til Erkedruidens
Familie. For denne Tid er Kvindeligheden først fuldkommen, naar den
er præget af en religiøs Begeistrings Stempel. Som ægte Datter af det
18de Aarhundrede er Velleda derfor ikke heller et rent Naturbarn.
Hun er Naturbarn som Revolutionens andre Døtre var det. Det bemærkes
udtrykkelig om hende — ikke uden et let Anstrøg af Pedanteri — at hun i
Erkedruidens Familie var bleven »grundigt oplært i den græske Litteratur
og i sit Lands Historie«. Velleda er Druidernes sidste Præstinde som
Cymodoke den sidste Præstinde for Homer. Ligesom Corinna lidt tidligere
var Idealet for de unge Ærgjerrigheder blandt Kvinderne, saaledes
bliver Velleda det nu, og da Litteraturen ikke blot er et Udtryk for
Samfundet, men ogsaa mægtigt bidrager til at omforme Samfundet, saa see
vi Velleda fra Phantasiens Verden gaae over i Virkelighedens. Hvad er
Mme de Krüdener for Fronten af den russiske Hær Andet end en christelig
Velleda!

Vi lære den unge Præstinde at kjende, da hun siddende i en Baad paa
Havet under Storm udsynger Besværgelsessange over Havet og Stormen, over
hvilke hun omtrent som Fouqué's Undine har en Art Herredømme eller troer
at have det. Vi høre hende saa i en ildfuld Tale opfordre sine Landsmænd
til at gjenerobre deres Frihed og gribe til Vaaben imod Romerhæren. Vi
see hende som Teutatès' Præstinde hvæsse Seglen til Menneskeofring.
Hun er skjøn, som hun skildres, høi og rank, neppe bedækket af en
sort Tunica, der er kort og uden Ærmer, med Guldseglen hængende i sit
Staalbælte. Hendes Øine ere blaa, hendes Læber stærkt røde, om sit
fritflyvende blonde Haar bærer hun snart en Egegren, snart en Krands af
Verbena.

Hun har neppe seet Eudorus, før hun elsker ham. Men en saa simpel og
naturlig Lidenskab er ikke nok for denne Tid. Velleda maa endnu være
en Art Vestalinde og have afgivet Løfte om evig Jomfruelighed. »Jeg er
Jomfru, Seineøens Jomfru; hvad enten jeg bevarer eller overtræder mit
Løfte, døer jeg deraf, og Du er Skyld deri.« Hun behager vel Eudorus,
men han elsker hende ikke. Han staaer overfor hende omtrent som pius
Æneas overfor Dido, om hvem Digteren endog lader Eudorus minde sine
Tilhørere. Den Ulykkelige forsøger enhver Art Trolddom. Hun vil snige
sig ind til ham med Maanens Straaler. Hun vil flyve ind i det Taarn, han
beboer, vinde hans Kjærlighed under en fremmed Skikkelse, og vægrer sig
dog selv af Skinsyge ved Tanken. Eudorus deler ikke denne Lidenskab,
men føler sig i hendes Nærhed ligesom smittet af dens Atmossphære. Som
Christen gyser han tilbage for Fristelsen. »Vel tyve Gange var jeg,
medens Velleda udtrykte mig saa sørgelige og saa ømme Følelser, nær
ved at kaste mig for hendes Fødder, at forkynde hende hendes Seir og
gjøre hende lykkelig ved Tilstaaelsen af mit Nederlag. I det Øieblik,
jeg var ved at bukke under, skyldte jeg kun den Medlidenhed, som
denne Ulykkelige indgjød mig, min Frelse. Men denne Medlidenhed, der
i Begyndelsen frelste mig, var det, som til Slutning var Aarsag til
min Undergang; thi den berøvede mig Resten af min Kraft.« Der er rent
æsthetisk seet noget saare Uskjønt ved at høre en Mand udbrede sig
saaledes over de haarde Kampe, han har bestaaet for at hævde sin Dyd,
og Eudorus's Udbrud af Skam og Anger klæde ham ikke. »0 Cyril, siger
han, hvorledes skal jeg fortsætte denne Fortælling, jeg rødmer af Skam
og Forvirring.« Da endelig denne Ridder af den bedrøvelige Skikkelse
er kommen saa vidt, at han, efter at Velleda har forsøgt et Selvmord,
ligger for hendes Fødder, saa kan han ikke nøies med mindre end at sætte
hele Helvede i Bevægelse i den Anledning. »Jeg falder ned for Velledas
Fødder […] Helvede giver Signalet til dette frygtelige Bryllup; Mørkets
Aander hylede i Afgrunden, Patriarchernes kydske Ægtehustruer vendte
Hovedet bort, og min Skytsengel bedækkede sit Aasyn med sine Vinger og
steg op mod Himlen.« End ikke i Øieblikket formaaer denne triste Helt at
give sig hen. Han skammer sig som en Dreng, der fortærer et stjaalent
Æble med en Blanding af Fraadseri og Angst for Prygl. »Min Lykke lignede
Fortvivlelse, og den, som havde seet os midt i vor Lyksalighed, havde
taget os for to Skyldige, hvem man lige har forkyndt Dødsdommen. Fra
dette Øieblik følte jeg mig mærket med den guddommelige Vredes Segl. Et
tæt Mørke hævede sig ligesom en Røgsky i min Aand, som det forekom mig
at en Hær af oprørske Aander pludseligt havde taget i Besiddelse. Ideer,
der hidtil havde været mig ubekjendte, indfandt sig hos mig, Helvedes
Sprog strømmede fra min Tunge, og jeg udtalte de Gudsbespottelser, som
høres paa hine Steder, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel.«

Saaledes er da denne den christne Høvdings Kjærlighedsforstaaelse med
den hedenske Prophetinde skildret med Baal og Brand som Baggrund.
I Atala, der indeholder noget Beslægtet i Associationen af Lidelse
og Lyst, var dog dette saa lidet mente og følte Anathema endnu ikke
udslynget over den jordiske Kjærlighed.

Man gjenfinder denne Opfattelse i De Vigny's betydelige og skjønne
Ungdomsdigt Eloa, som skildrer, hvorledes Mørkets Fyrste forfører en ung
og deilig kvindelig Engel. Var Satan i »Martyrerne« en Revolutionær, saa
er han her ikke meget forskjellig fra de Gamles Eros. Uden at nævne hvem
han er, besnærer han ved sin Skjønhed og Veltalenhed Engelen og river
hende saa med sig ned i Afgrunden. Han skildrer selv sin Magt i disse
Ord, som man bør læse i Originalens Vers:

            Jeg er den, som man elsker og som man ikke kjender,
            Mit Flammeherredømme over Mennesket har jeg grundet I
            Hjertets Længsler og i Sjælens Drømme, I Legemets Attraa og
            hemmelighedsfulde Sympathier, I Blodets Skatte, i Øinenes
            Blik. Det er mig, som bringer Hustruen til at tale i
            Drømme Og den unge, lykkelige Pige til at føle en lykkelig
            Illusion, Jeg giver dem Nætter, der trøste dem for deres
            Dage, Jeg er den hemmelige Konge for hemmelig Elskov.

Saaledes omtrent synger Choret i Sophokles's »Antigone« til Eros:

            Eros, Alseirer i Kamp, Eros al Vældes Betvinger, I Nattens
            Blund hviler Du paa den unge Piges mildtblussende Kind.
            Du svæver vidt over Havet ind i Hyrdernes Hytter, Selv
            en udødelig Gud kan ikke undflye Dig, Og ikke Mennesket,
            Døgnets Barn, Og den Betvungne raser. Uskyld river Du hen
            til vilde Lysters Fordærv.

Idet Tiden nu er paa det Skraaplan som fører til at opfatte Eros som
Satan selv, saa forstaaer det sig, at ingen Tid har skildret den »sande«
Kjærlighed saa iskold, saa seraphisk, saa platonisk og saa afmægtig
som denne excellerer i at fremstille den. Lad os see hvorledes den
er opfattet hos Tidens Velleda, hos Madame de Krüdener selv i hendes
»Valérie«.

Hvorvel Valérie er en Efterligning af Werther, er den tillige et
Modstykke til Werther; det er Fortællingen om en ung Svensker, Gustav
Linar ved Navn, der af sin Moder tidlig lærte »at elske Dyden« og som
vedbliver at elske den til sin Død. Foruden Dyden elsker han tillige
Valérie, men Valérie er gift med Greven, hans Herre og Ideal, og er
selv et saadant Indbegreb af Fuldkommenheder, at det er umuligt at
løfte sine Øine til hende uden med en Respect, der umuliggjør enhver
Attraa. Alexander Stakiew havde tilstaaet Krüdener sine Følelser,
Gustav tier absolut overfor Manden I to paa hinanden følgende Udgaver
af sin »Französische Litteraturgeschichte« har Julian Schmidt begaaet
den Feil i Gjengivelsen af Valérie, at lade Gustav skrifte for Manden.
og meddeler heller aldrig sin Elskede, hvad han lider. Han tæres hen
af uforstaaet og uudtalt Eskov, og da han er altfor vel opdragen til
at skyde sig, døer han af Tæring. Hans Stil er denne: »0 min Ven,
hvilken Brøde af mig, at have hengivet mig til en saadan Lidenskab,
der maa ødelægge mig. Men jeg vil idetmindste døe elskende Dyden og
den hellige Sandhed; jeg vil ikke anklage Himlen for mine Ulykker som
saa mange af mine Lige gjøre; [Hvilket artigt Barn!] jeg vil uden at
beklage mig lide den Smerte, hvori jeg selv er Skyld og som jeg elsker,
skjøndt den dræber mig. Jeg vil nærme mig, naar den Evige kalder,
betynget med mange Feil, men ikke med Selvmord.« (II, 63) Denne Gustav
er ingen Mand; kvindelige Forfattere excellere som bekjendt ikke i at
skildre Mænd. De lade dem næsten altid gaae op i Hensynet til Kvinden.
Gustav er som sagt Skandinav, men vi have ingen Aarsag til at være
stolte af denne Landsmand, som mindst af alt udmærker sig ved nordisk
Kraft. Nationalfarven i Bogen indskrænker sig da ogsaa mest til den
fællesgermaniske Sentimentalitet, i hvilken Skildringen er neddykket og
til en Del svenske Navne, der naturligvis paa det Pudsigste ere stavede
forkert. Saaledes foranstalter Gustav for Valérie i Venedig en Fest,
hvis Decoration skal minde hende om hendes Ungdomshjem blandt Birke
og Graner. Med Overraskelse udbryder Valérie ved Synet: »Ah! c'est
Dronigor.« Med nogen Møie udfandt jeg, at dette skal være Dronninggaard.
— Særligt svensk kan Gustav ikke kaldes. Hvad der er smukt i Skildringen
af hans Charakter, det er det Skjær af den første Ynglingealders
humanitære Sværmeri, som er udbredt over hans Tilstaaelser. Er det
ikke smukt og følt, naar han, der troer at have iagttaget, at hos de
fleste Mennesker afløses Kjærlighedens Periode af Ærgjerrighedens,
siger, at den Hæder, de Andre ønske sig, ikke er den, der har foresvævet
ham som attraaværdig: »Den Hæder, jeg har drømt om, beskjæftigede
sig med Alles Lykke, som Kjærligheden beskjæftiger sig med en enkelt
Gjenstands Lykke. Den var en Dyd hos den, der bar den i sit Bryst,
inden Menneskene rundt omkring ham kaldte den Hæder.« Og han tilføier:
»Hvad har Hæderen tilfælles med Hobens smaalige Forfængelighed, med
den elendige Prætention paa at være Noget, fordi man jager efter det«.
Er det ikke underligt at tænke, at dette staaer i den Bog, hvis Ry
blev iværksat ved saadanne Midler, som anvendtes for at bringe Valérie
i Skuddet? — Overfor Gustav staaer Valérie udrustet med al den Ynde,
som en Dame, der var saa lidenskabeligt forelsket i sig selv som Mme
de Krüdener kunde meddele sit eget Contrafei. Hun er helt igjennem
Kvinde, medens den umandige Gustav, der selv indseer sin Lidenskabs
Ufornuftighed og Haabløshed, er fuldkomment ude af Stand til at udrive
sig af sine Baand, bryde af og begynde et Liv som Mand.

Saa maa han da nøies med saadanne ydmyge Ytringer af sin Tilbedelse som
at kysse et Barn, hvem hun først har givet et Kys, paa det Sted, der
berørtes af hendes Læber, eller som, da hun paa Ballet inde i Salen
lægger sin blottede Arm mod Ruden, staaende udenfor Huset at kysse
Glasset paa den anden Side, eller endelig som at trykke hendes Haand og
mærke Ringen, hun har faaet af sin Mand, eller daane og besvime i hendes
Nærhed, saa hun maa bade hans Pande med Eau de Cologne.

Der er overhovedet en let Parfume af Eau de Cologne over den hele
Fortælling. Hvor charakteristisk er det f. Ex. ikke, at den første
Tjeneste, om hvilken Valérie i Fortrolighed beder Gustav, er den,
hemmeligt at hente hende en Smule Sminke, som hendes Mand ikke gjerne
seer, at hun bruger. Med Eau de Cologne-Duften blander sig en Duft af
Anstand og Respect, der er saa stærk, at den næsten bliver En imod,
og en Overjordiskhed i Følelsen, som er dum og hæslig. Man tænke sig
f. Ex., at Valérie er frugtsommelig, da Gustavs Lidenskab begynder,
uden at denne Omstændighed har nogensomhelst helbredende Indflydelse
paa den, skjøndt han lever i hendes Nærhed, til hendes Søn bliver
født. Man sværmer sammen for Ossian og Clarisse Harlowe. Aldrig føler
Gustav ringeste Spor af Skinsyge paa Greven, saa lidt som denne Spor af
Skinsyge paa ham. Ja, Gustav døer med Grevens Haand i sin. Kort sagt:
Kjærligheden er her saa udrenset, saa naturløs og seraphisk, at den
med sin Voldsomhed ogsaa har mistet sin Poesi. Dette er, synes mig, af
dobbelt psychologisk Interesse, naar man veed, ved hvor lidet seraphisk
en Tilværelse denne Kjærligheds Digterinde havde forberedt sig til at
skrive sin Roman, og hvor godt hun selv havde vidst at forsone Elskovens
hellige med dens profane Side.

Vi gjorde denne Digression i Anledning af Lamartine og Elvire. Lad os
studere endnu dette Par og dette Forhold.

Digtene handlede om Kjærlighed, men om en Kjærlighed saa ren, at den
defineredes une prière à deux, en Dobbeltbøn. Den var udmalet med al
den ideale Forklarelse, som Døden skjænker Kjærlighedens Gjenstand:
Digteren presser sine Læber mod det Crucifix, som hans døende Elskede i
sit sidste Øieblik har kysset. Kaste vi nu fra Meditationerne et Blik
paa det Skrift af Lamartine, »Raphael« ved Navn, i hvilket han har
skildret sin Kjærligheds sande Historie, saa falder et nyt Lys over
disse vidtberømte Digte.

Elvire eller som hendes Navn lød Julie, er en ung, forældreløs Dame,
Creolerinde, 28 Aar gammel, der har »ægtet« en i Videnskabens Historie
berømt Olding for at have en Beskytter i Livet, men uden at staae i
andet Forhold til sin Mand end det, hvori en Datter staaer til sin
Fader. Hun er brystsvag og tæres hen. Tæringens Poesi begynder at komme
i Mode. I Savoien i Nærheden af Søen Bourget, som Lamartine saa skjønt
har besunget, hvor hun et Efteraar opholder sig for sin Sundheds Skyld,
træffer hun Bogens unge Helt, Raphael som han hedder, der iøvrigt kun
ved Navnet skiller sig fra dens Forfatter, der her har skildret alle
sine virkelige Forhold, ja sine Venner og Bekjendte med Nævnelse af
disses fulde Navn. Man kan iøvrigt ikke sige, at han har mishandlet
sig selv altfor slemt i Skildringen. Det hedder om Raphael, at hans
Følelsesliv var saa zart, at hans Kammerater spøgende sagde om ham, at
han led af Hjemvee efter Himlen. »Hvis han havde ført Penselen, da havde
han malt Madonna di Foligno, og havde han ført Meiselen, vilde han have
modeleret Canovas Psyche. Som Digter havde han skrevet Jobs Klageraab
til Jehovah, Herminias Stanzer i Tasso, Romeos og Julies Samtale i
Maaneskin af Shakspeare og Lord Byrons Skildring af Haydee.« Dette
behøvedes nu heldigvis ikke, da det var gjort af Andre; det lader sig
imidlertid neppe negte, at han, da han senere hen forsøgte sig i den ene
af disse Retninger, nemlig som Digter, dog lod en Del tilbage at ønske i
Sammenligning med sine Forbilleder, hvis Liv rigtignok ikke heller som
hans blev ført foran Speilet. Men lad os see ham elske, see, hvem han
elsker og hvorledes.

Først nogle Præliminarier. Det forstaaer sig, at en Tidsalder som denne
ikke kan behandle det Erotiske rent uden at blande Theologien ind
deri. Medens en moderne Digter, som Turgéniew f. Ex., aldrig spilder
et Ord paa theologiske Materier, høist som i »En besynderlig Historie«
skildrer den religiøse Fanatisme som en Vanvidsform, lader en Digter
som Lamartine sine Elskende gjennemgaae hele theologisk-philosophiske
Cursus med hinanden. De ere af forskjellig Anskuelse og hun ham
aandeligt overlegen; hun synes ogsaa at have været to eller tre Aar
ældre, hvilket i dette Tilfælde betyder saare meget, især da hun er
gift med en saa meget ældre Mand; thi det vil i Virkeligheden sige,
at de tilhøre to forskjellige Generationer, hun Revolutionens, han
Restaurationens Tidsalder. Medens i den gamle store Tid Faust, naar han
blev katechiseret af sin Gretchen, maatte afbøde et Omvendelsesforsøg
og stræbe at forklare den Elskede sin Vantro gjennem formildende
Omskrivninger, er her det Omvendte Tilfældet; det er her Faust, som maa
gjøre frugtesløse Forsøg paa at omvende sin Gretchen til Orthodoxien.
Elvira siger (Raphael 55): »Jeg, som er opdragen af en Philosoph og i
min Mands Hjem har levet midt i et Samfund af frie Aander, der have
revet sig løs fra Dogmerne og Ceremonierne i en Religion, som de have
oversavet, jeg har ingen Overtro, ingen Aandssvaghed, ingen af de
Skrupler, der bøie andre Kvinders Pande under et andet Aag end det,
Samvittigheden paalægger.« Er det ikke ham, der spiller Pigerollen, naar
han til en Aand som denne retter den ene Anraabelse efter den anden om
at vende tilbage til Katholicismens Moderskjød? »Jeg bønfaldt hende om
i en øm og kjærlig Religion, i Kirkernes Mørke, i den hemmelighedsfulde
Tro paa denne Christus, der er Taarernes Gud, i Knælen og Bøn at søge
den Lindring og de Trøstegrunde, som jeg selv i min Barndom havde
fundet deri.« Det lykkes kun halvveis Raphael at foretage Omvendelsen.
Imidlertid er han tilfreds med Resultatet. En strengere Orthodox end han
vilde neppe finde det beroligende. Bogen fremstiller Bevægelsen i Julies
Indre saaledes, at det er Kjærligheden, der lærer hende Troen paa Gud:
»Der er en Gud, siger hun, der gives en evig Kjærlighed, hvoraf vor kun
er en Draabe. Denne Draabe strømmer tilbage i det guddommelige Ocean,
hvoraf vi have øst den. Men dette Ocean er Gud. Jeg har seet ham, jeg
har følt ham, jeg har forstaaet ham i dette Øieblik gjennem min Lykke
[…] Ja, tilføiede hun med endnu mere Lidenskab i Blik og Tone, gid de
forgjængelige Navne maae døe, hvormed vi tidligere have benævnet den
Tiltrækning, vi føle mod hinanden. Kun eet Navn er Udtryk derfor, det
er Gud, det er ham, som nu har aabenbaret sig for mig i dine Øine. Gud,
Gud, Gud, raabte hun, som om hun havde villet lære sig et nyt Sprog.
Gud, det er Dig. Gud, det er, hvad jeg er for Dig. Gud, det er os.«
Hvis Elviras Mand, den gamle Philosoph, havde været tilstede ved disse
Hjerteudgydelser, vilde han have kunnet underrette de Elskende om, at
dette Sværmeri var saa langt fra at være christeligt, at det maatte
betegnes som ren Pantheisme. Jeg betvivler ikke, at han vilde have havt
Sindsro dertil; thi heller ikke han nærer den ringeste Grad af Skinsyge.
Han veed, at Julie og Raphael dagligt vexle Breve og kjender deres
Kjærligheds overjordiske Natur. Da Raphael ankommer til Paris, siger
han kun til ham: »Betragt det som om De havde to Venner istedenfor en i
dette Hus. Julie kunde ikke gjøre et bedre Valg af en Broder og jeg ikke
af en Søn.«

Paa en Maade har han heller ikke nogen egentlig Grund til Skinsyge, men
dette er et Kapitel for sig. Strax efter at Raphael første Gang har
tilstaaet sin Kjærlighed, giver Julie ham et Svar, der for bestandig
angiver Grændserne for deres Forhold. Hun siger: »Jeg troer kun paa
en usynlig Gud, der har skrevet sit Symbol i Naturen, sin Lov i vore
Instincter, sin Moral i vor Fornuft. Fornuft, Følelse og Samvittighed,
det er for mig de eneste Aabenbaringer. Intet af disse mit Livs tre
Orakler vilde forbyde mig at tilhøre Dem [man erindrer, at hun kun pro
forma er en Andens], min hele Sjæl vilde kaste sig for Deres Fødder,
hvis De kun kunde være lykkelig for denne Pris. Men skulde vi ikke troe
mere paa vor Elskovs Aandighed og Evighed, naar den forbliver i den
rene Tankes Høide, i Egne, der ere utilgjængelige for Forandring og
Død, end naar den nedværdiger og profanerer sig selv ved at stige ned
til de vulgære Sandsningers foragtelige Region.« Det er, som man seer,
den saakaldte platoniske Kjærligheds Theori, hvorom Plato aldrig har
vidst Noget og som vor Tid ikke pleier at betragte med Beundring. Da
den religiøse Reaction i Danmark begynder, docerer Ingemann den i sine
Ungdomsskrifter. Om Julie har udtalt den, eller den ikke maaskee snarere
skyldes Lamartine, der i alle sine tidligere Kjærlighedsforbindelser
havde praktiseret den, maa staae hen. Vi kjende dem alle, thi han,
som efter eget Sigende altid i saa høi Grad har været Herre over sit
Hjerte og sine Sandser, har i meget ringe Grad været det over sin Pen.
Vi vide da af hans »Confessions«, hvorledes han i Frostveir havde sine
Stævnemøder med den skjønne 16aarige Lucy og var kold som Vinternatten;
vi erindre den Sætning af Graziella: »Vi sov to Skridt fra hinanden,
jeg var beskyttet ved min kolde Ligegyldighed.« Men er det uvist, om
Julie har udtalt Theorien, saa bære hendes følgende Ord alt Præg af
Ægthed. Hun tilføier høitrødmende, at det Offer, hun fordrer af ham, er
nødvendigt — af Helbredshensyn, paa Grund af Lægeforskrift, hun vilde
gaae ud af hans Arme som en Skygge, som et Lig: »dette Offer vilde
ikke alene være Offeret af min Værdighed, men ogsaa Offeret af min
Existents.«

Det lader sig ikke negte, at denne sidste Passus staaer i en besynderlig
Strid med det Foregaaende, og at dette spiritualistiske Forhold
ved denne overmaade materialistiske Motivering taber en Del af sin
Overjordiskhed. Man føler sig, som var man steget ned fra den syvende
Himmel og følte atter Grund under sine Fødder. Saa følge da Scener som
de i Valérie, Selvmordsplaner, der blive til Intet, Nætter tilbragte i
ømme Samtaler paa hver sin Side af en lukket Egedør. Det Pinlige, det
Anstødelige og Unaturlige ligger kun i al den Opmærksomhed, som atter
i denne Kjærlighedshistorie uafbrudt er henvendt paa, at de Elskende
blive deres Løfter tro og at intet reelt Kjærlighedsforhold kommer
istand imellem dem. En eneste Gang, da der synes at være virkelig
Fare paafærde, ankommer — hvem? ingen anden end den ærværdige Olding
Hr. Bonald, hvis Theorier om Kvinden og Ægteskabet vi kjende, netop i
det afgjørende Øieblik i Visit hos Julie Kl. 12 om Natten og oplever
saaledes ikke denne Sorg at see sine Disciple som Rebeller mod Ordenen.
Saatidt Julie beklager Raphael, svarer han resigneret med Udbrud, i
hvilke han sammenligner hende og sig med Abailard og Héloise. »Har jeg
nogensinde syntes at begjære Andet end at turde dele denne Lidelse med
Dig? Gjør den os ikke begge til frivillige og rene Ofre? Er dette ikke
det Kjærlighedens evige Brændoffer, som fra Héloises Tid indtil os
maaskee aldrig var bleven frembudt til Skue for Englene.»

Naar man efter at have studeret »Raphael« atter læser Lamartines
Meditationer til Elvire igjennem, har man da en ny Nøgle til
Forstaaelsen af det Abstracte og Vage i denne poetiske Kjærlighed, som
er platonisk par ordre de médecin, medens den lader som om Legemverdenen
ikke existerede for den. Kun maa man fra Meditationerne til Elvire
subtrahere dem, der ere postdaterede og som i en helt anden Tone, der
minder om det 18de Aarhundrede, ere skrevne paa tidligere Stadier af
Lamartines Liv, som f. Ex. Meditationen »A Elvire«, der i Virkeligheden
er skreven til Graziella, fremdeles »Sapho« o. fl.

Lad dette nu være Exempler nok, lad os drage Resultatet og see hvad vi
have fundet. Vi toge en ganske enkelt Følelse, men en af dem, som enhver
Litteraturgruppe gaaer ud paa at fremstille og som enhver fremstiller
i eiendommelig Form og prøvede paa en Mængde forskjellige Punkter
kritisk Skildringen af den for at see, hvordan den var givet. Hvad fandt
vi saa? Vi fandt her som paa alle andre Omraader, vi have undersøgt,
Livets Naturside fornegtet eller skjult eller sværtet eller fremstillet
som en Gjenstand for Skam. Chateaubriand og Madame de Krüdener opsøge
Tilfælde, hvor Kjærligheden staaer som brødefuld og syndig og skildre
saa snart Helvedes Aanders Hyl over at Helten bukker under, snart
Troners og Fyrstendømmers Jubel over at det Skrækkelige ikke skeer. De
Vigny lader Satan tale som Eros, det vil sige Eros som Satan. Lamartine
sætter Kjærligheden som seraphisk, som frigjort fra Timelighedens Attraa
paa Tronen i sine Digte men skildrer den senere i »Raphael« som den
virkelig var, som platonisk imod sin Villie, hvad imidlertid forøger de
Elskendes Fortjeneste og afgiver Englene et Brændoffer, som disse siden
den stakkels Abailards Dage ikke skulle have lugtet saa sødt. Ender alt
dette saa en Understrøm af Hykleri. Eudorus, der lader saa utrøstelig
over Velledas Lidenskab, er ligefuldt hemmeligt smigret ved at hun har
overskaaret sin hvide Hals for hans Skyld. Han begræder sit Syndefald
i Udtryk som om det fristede ham anden Gang. Valéries Forfatterinde
bringer sin Heltindes sædelige Renhed tiltorvs og raaber med Kydskhed og
Forsagelse i alle Blade, medens hun paa den Tid, Bogen udgives, netop er
særligt uskikket til Lærerinde i Moral. Lamartine har privat en anden
Forklaring af sit Forhold til Elvire end den, Publicum nødvendigt maatte
danne sig efter Meditationernes ætheriske Sværmeri.

Man gik her som overalt ud paa at være overnaturlig og naaede under
denne Bestræbelse kun til snart at lemlæste snart at bortlyve Naturen.
Lamartine: Méditations poétiques. Nouvelles méditations poétiques.
Graziella. Raphael. Les confidences. Confessions. — Mme de Krüdener:
Valérie. — Chateaubriand: Les martyrs, især livre IX. og X. — Nettement:
Histoire de la littérature française sous la Restauration.

VIII.

Det er da ogsaa under disse Ideers ugunstige Auspicier, at den Digter,
der skulde blive Frankrigs største i dette Aarhundrede, først vandt sig
et Navn. Tidsaandens Magt tvinger ham bort fra den voldsomme, næsten
om de førshakspearske Digtere mindende Maneer i hans tidligste Romaner
(Bug Jargal, Han d'Islande), og han begynder sin poetiske Løbebane som
clerical Royalist i samme christelig-monarchiske Aand som Lamartine.
Det gjør et underligt Indtryk paa den yngre Slægt, der er voxet op i
Begeistring for Hugo som Romantismens litterært-revolutionære Høvding og
som den store landsforviste Republikaner, og der gaaer om med Stropher
af »Les orientales« og af den i rent æsthetisk Henseende langtfra nok
beundrede Digtsamling »Les châtiments« paa Læberne og i Hjertet, at
finde ogsaa ham i denne Leir og gjenfinde dens Løsen og Stikord i hans
første Ungdoms Poesier. Ikke at denne Skiften Standpunkt paa nogen Maade
geraader ham til Skam, ikke at den, som Uforstand og Lavhed saa tidt
har villet insinuere, har havt urene eller blot tilfældige Motiver.
Hugos Liv betegner den historiske Bevægelse, som den franske Litteratur
overhovedet i Aarhundredets første Halvdel har foretaget.

Han har selv paa den mest fyldestgjørende Maade i den sidste Fortale
til sine »Oder og Ballader« udtalt sig derom. Han siger: »Historien
falder gjerne i Ekstase over Michel Ney, der født Bødker blev Marechal
af Frankrig og over Murat, der født Stalddreng blev Konge. At deres
udgangspunkt var saa dunkelt, betragtes som en Adkomst mere til Agtelse
og forhøier Glandsen af det Punkt, hvortil de ere naaede. Af alle de
Stiger, der gaae fra Mørket til Lyset, er den, som det er vanskeligst og
mest fortjenstligt at gaae op af, sikkert den, at være født Aristokrat
og Royalist og blive Demokrat. At stige fra et Skur til et Palads,
det er sjeldent og smukt, om man vil; at stige fra Vildfarelse til
Sandhed, det er sjeldnere og mere smukt. Ved den første Stigning af
disse to har man ved hvert Skridt, man har gjort, vundet Noget og
forøget sit Velvære, sin Magt, sin Rigdom; ved den anden Opstigen
er det lige modsat, […] der maa man bestandig med materielle Ofre
betale sin aandelige Væxt[…] og hvis det er sandt, at Murat med nogen
Stolthed kunde lægge sin Postillonspidsk ved Siden af sit Kongescepter
og sige: det var dermed, jeg begyndte, saa kan man visselig med mere
billig Stolthed og med større indre Tilfredsstillelse pege paa de
royalistiske Oder, man har skrevet som Barn og Yngling og lægge dem
ved Siden af de demokratiske Digte og Værker, man har forfattet som
voxen Mand. Denne Stolthed er maaskee især berettiget, naar man, efter
at Opstigningen var tilende, paa det høieste Trin af Lysets Stige
har fundet Landsforvisning, og naar man kan datere denne Fortale fra
Exilet.«

Lad os da i disse Hugos første Oder mindre studere Digteren end den
Tidsalder, i hvilken de bleve til. De gjennemgaae hele Frankrigs
Historie fra 1789 til henimod 1825 og indeholde det hele System af
Synsmaader, der under Restaurationen var det officielle. I dem af
dem, der behandle Revolutionen, er der ligesom i de tilsvarende Digte
hos Lamartine to Ord, der forekomme hyppigere end alle andre, det
er Ordene: Bødler og Ofre. Man seer i Revolutionens Historie ikke
Andet. For Revolutionens ledende Aander gives der kun een Betegnelse:
Bødler, Conventet betegnes som skabt af Djævelen (Liv. I, Ode 4),
og hvor lidet Hugo end ellers ynder den hedenske Mythologi, kan han
dog ikke undvære Anarchiets »Hydra«, naar det gjælder om at skildre
Revolutionstilstandenes Sorthed. For Revolutionens Fjender derimod
er Betegnelsen Ofre den staaende, Vendéens Opstand forherliges i
hvert andet af Digtene, og der helliges dens Helte og Heltinder hele
Oder (f. Ex. La Vendée, Quiberon, Mlle Sombreuil). Skafottet staaer
bestandigt for Digterens Phantasi og er den stadige Gjenstand for hans
Forbandelser, naar han ikke selv, som i Oden »Le dévouement« (Liv. IV,
Ode 4), lader sig henrive til i egen Person at ønske Martyriet, »da
Martyrens Engel er den skjønneste af de Engle, der bringe Sjælene op til
Himlen«. I Chateaubriands Spor gaaer Hugo saa tilbage til den romerske
Oldtids christne Martyrer og skildrer i ikke mindre end fire Oder (Le
repas libre, l'homme heureux, Le chant du cirque, Un chant de fête
de Néron) Martyrernes kvalfulde Triumpher over den raa og vellystige
Grusomhed, for hvilken de udvortes talt bukke under, og Symboliken er
her den samme som hos Chateaubriand. Det er den rettroende Adelsmand
og Præst, hvis Død paa Valpladsen eller under Guillotinen billedligt
fremstilles under Form af Slagterierne paa det antike Circus. Til de
smukkeste af disse Digte hører det, som besynger en lille Kreds af
skyldfrie unge Piger, der efter en aarelang Fængsling bleve henrettede
uden Lov og Dom under Terrorismen paa en aldeles løs og falsk Mistanke
om at have vist Glæde ved Preussernes Indrykning i deres By (Les vierges
de Verdun). Hugo søger at sværte Conventets Tribunal end yderligere
end nødvendigt ved at paadigte Anklageren Fouquier-Tinville en uren
Tilbøielighed for sine Ofre og lade ham gjøre dem krænkende Tilbud,
men selv uden uhistoriske Tilsætninger var disse unge Kvinders Død saa
oprørende, deres Skjæbne saa tragisk og deres Optræden saa yndefuld
og værdig, at de vel havde fortjent et digterisk Mindesmærke, ja et
endnu bedre end det, de fik af Hugo. Hvo der interesserer sig for deres
virkelige Historie kan finde den fortalt efter Original-Manuscripter i
Cuvillier-Fleury's Portraits politiques 1851, 377 ff. Men er Digterens
Pathos nu fuldt berettiget i Tilfælde som dette, hvor Revolutionen
viste sig fra sin mørke og uretfærdige Side overfor Ungdom og Uskyld,
saa bliver den besynderlig skurrende og falsk, saasnart hans Doctriner
komme med i Spillet. Den Tone, hvori han taler om Kongedømmet og
Kongeherligheden, er rent ulidelig. I Oden »Ludvig d. 17de« opfordrer
Gud Serapherne, Propheterne og Erkeenglene til at neie sig for den
nysankomne Tronfølger: »courbez-vous, c'est un Roi«, ja, ikke nok
hermed, Gud selv tiltaler ham ved hans Titel, ikke ved hans Navn: »0
Roi!« og minder ham om, at Guds egen Søn var en Konge med Tornekrone
som han. I Digtet i Anledning af Greven af Chambords Daab hedder det
endnu stærkere: »Gud har givet os en af sine Engle, ligesom han i gamle
Dage gav os sin Søn«, og der mindes om, at det Vand af Jordans Flod,
som Chateaubriand har bragt hjem med, og hvormed Barnet døbes, er det
Samme, hvormed Jesus blev døbt; Himlen har, siges der, villet, »at
den beroligede Verden allerede paa Daabens Vand skulde kunne kjende
en Frelser«. I Digtet »Visionen« stævnes endelig det 18de Aarhundrede
for Guds Domstol, anklages, fordi det, »stolt af sine Videnskaber,
har leet af de Dogmer, som bevare Lovene og de gode Sæder«, og da
det frygtsomt udtaler et Haab om, at Fremtiden vil stille det i et
mildere Lys, udtales Fordømmelsesdommen over det, og »det skyldige
Aarhundrede« stødes ned i Afgrunden, forfulgt endnu i sit Fald af
Dommerens ubønhørlige Røst.

Dommene over Napoleon, der benævnes Buonaparte, svare til det Synspunkt,
under hvilket Revolutionen sees, han er Despoten, den blodige Soldat,
der har myrdet Enghien, og atter og atter gjentages det med Allusion
til Bourbonernes Vaaben, at Lillier er bedre end Laurbær. Som Ven
af Enghien og som fordreven Kongesøn forherliges den Søn af Gustav
d. 4de Adolph, der som fordreven Repræsentant for de faldne Troner
levede i Frankrig under Restaurationen (Liv. III Ode 5). Endelig hæves
naturligvis Bourbonerne selv til Skyerne. Alle deres Familiebegivenheder
(Fødsel, Daab, Død, Tronbestigelse, Salvning af en Bourbon) behandles
som verdensrystende Hændelser. I Anledning af den forkastelige Krig,
som Frankrig i den europæiske Reactions Tjeneste under Chateaubriands
Indflydelse førte i Spanien, forherliges Kongemagten ikke blot i og for
sig som et Vidunder, men Kongen skildres udtrykkelig som Krigsherre,
som støttende sig til Sværdets Magt, og det hedder, at Kongemagten
uundgaaeligt har Krigen til Ledsager:

Det kan da ikke undre, at alle disse Oder have Mottoer af Bibelen, af
religiøse Digte, men først og sidst af Chateaubriands Martyrer, hvilken
sidste Composition behersker Samtiden saa stærkt, at de yngre Digtere
endog sætte en Ære i at omskrive hele Sider af den paa Vers. Se f. Ex.
Émile Deschamps: Poésies, Udg. af 1841 S. 124 »Une page des martyrs«,
»Autre« etc. Og som Lamartine til Bonald rettede sin Ode »Geniet«,
saaledes dedicerer Hugo til Chateaubriand en Ode af samme Navn, hvori
det hedder om ham, at han lider »Geniets og Dydens dobbelte Martyrium.«
Til Lamartine ere flere af Digtene rettede — Hugo skriver, at han vil
staae paa samme Stridsvogn som han, Lamartine skal føre Landsen, han
styre Hestene — og disse Digte høre til de interessanteste, dels fordi
de ere overordentligt skjønne og vidne om Hugos paa engang ærbødige og
broderlige Forhold til den ældre Digter, dels fordi i dem jævnsides med
de religiøse og sociale Anskuelser æsthetiske Synsmaader bryde frem. I
alle Digtene lægger det sig for Dagen, hvor alvorligt den unge Digter
har opfattet sit Kald. Dette Kald betegnes overalt som Prophetens. En
Seer, en Folkenes Hyrde er Digteren, ja om Lamartine hedder det, at man
skulde troe, Gud havde aabenbaret sig for ham Ansigt til Ansigt. Men i
Digtene til denne sidste sees det skarpest, hvorledes Hugo opfatter den
nye Poesies Stilling og Forhold til det 18de Aarhundredes. Denne hans
Opfattelse har en slaaende Analogi med Maaden, hvorpaa ved Aarhundredets
Begyndelse hos os Oehlenschlæger og hans Venner opfattede deres Stilling
overfor Baggesen. Man gjennemlæse f. Ex. Digtet »Lyren og Harpen«
(Liv. IV, Ode 2). Lyren betegner den forgangne Epoches letsindige og
letfærdige Poesi, der opfordrer til Livsnydelse, besynger Jupiter, Mars,
Apollo og Eros og lærer en aandfuld Epicuræisme, i Harpens Toner derimod
klinger Opfordringen til at vaage og bede, til at tænke paa Livets Alvor
og paa Døden, til at støtte og hjælpe sin vaklende Broder. Digtet er
helliget »M. Alph. de L.«; allerede Ordet Harpe maatte lede Tanken hen
paa Lamartine. Man finder her i mere kunstneriske Former og med større
Dannelse den samme aandelige Bevægelse, der hos os aabenbarer sig i
Grundtvigs tidligste Digte.

Men denne Opposition mod Fortiden fører os til et Punkt, der fordrer
nogen Dvælen, nemlig den nye Skoles Stilling til Autoritetsprincipet i
Litteraturen, der jo netop fordrede Respect for Fortiden, dens Mænd og
dens Former.

Jeg har før bemærket Emigrantlitteraturen S. 31., at Franskmændenes
store politiske og sociale Revolution ikke havde strakt sig til den
litterære Form. Hvad Litteraturens Former angaaer, var der ingen
Nødvendighed for at gjenoprette Autoritetsprincipet; thi her var
det aldrig blevet fældet. Paa intet Punkt ere Franskmændene mindre
revolutionære end paa det litterære Omraade. Det franske Akademi er den
eneste Institution i Landet, der har holdt sig fra Richelieus Dage til
vore, og den har holdt sig med samme Navn og samme Formaal, ja med samme
Medlemsantal. I Litteraturen kaldtes Autoritetsprincipet Klassiciteten,
og langt fra at svækkes ved Revolutionen havde Klassiciteten snarere
vundet ny Styrke Under den. Revolutionen er en klassisk fransk
Tragoedie. Som alle andre franske Sørgespil drapperer den sine Helte
paa græsk og romersk; de efterligne i Stil og Sprog den romerske
Oldtids Republicanere, og det er charakteristisk nok Revolutionens mest
litterært udviklede og dannede Helte, Girondinerne, der optage det
antike »Du« og den antike Benævnelse »Borger«. Jacobineren nedstammer
i lige Linie fra Corneille og Racine: samme Togastil, samme oratoriske
Sving, samme Forkjærlighed for det Lakoniske og Sublime. Jakobineren er,
som han etsteds, jeg troer i en fransk Avisartikel, i Spøg er bleven
kaldt »et klassisk Dyr«. Med samme Lidenskab, hvormed Cromwells Soldater
forvandlede sig til gamle Hebræere, optoge deres Navne og sang deres
Psalmer, omskabte Revolutionens Franskmænd sig til antike Romere, og
naar Jacobineren David, Robespierres nære Ven, forlod sin Plads i den
lovgivende Forsamling for paa Lærredet at fremstille Horatierne eller
Brutus, der udstilledes 1791, kunde han uden videre tage sine Omgivelser
til Modeller; han behøvede som Maler ikke at gaae et Skridt ud af sin
Tid.

Ganske som den klassiske franske Tragoedie, da den opstod, havde
vraget at bygge paa Landets egen historiske Grund, og ved et Brud med
al Frankrigs historiske Tradition havde henlagt sin Scene til det
fjerne Rom i den fjerne, abstract forstaaede Oldtid, saaledes havde
Revolutionen uden Hensyn til de givne historiske Forudsætninger, til
Frankrig, som det var og forelaa, taget den fjerne, abstract forstaaede
Oldtid og dens under saa ganske andre Forhold opstaaede Republiker til
umiddelbart Mønster. De nye Graccher og Horatier copierede de gamle.
Mme Rolands Breve til Buzot have som tidt bemærket en romersk Høihed
i Stilen. Directoriets Damer toge snart Cornelia, snart Aspasia til
Mønster, selv i Klædedragt. I Napoleons tidligste Breve til Josephine
føler man sproglig Paavirkning af romerske Forbilleder, og selv da han
intet Forbillede mere behøver, er hans Udtryksmaade klassisk som hans
Profil. Ogsaa hans Smag var klassisk: man kjender hans Forkjærlighed
for »Reglerne« og for Corneille. Selv de Skribenter, der under hans
Regjering gjøre Tilløb til en Slags Opposition, som Raynouard, holde
sig strengt til det klassiske Spor. Den, der sammenligner Werner's
»Die Söhne des Thals« med hans »Les templiers« vil forbauses over
hvor forskjelligt et og samme Sujet kan opfattes. Ligesaa mystisk og
uforstaaelig, ligesaa overspændt og phantastisk som den tydske Digter er
i Behandlingen af sit Stof, ligesaa ordentlig og regelret er den franske
med sine reglementerede Alexandrinere, sin Konge og sin Dronning, sine
fem Akter og sine tre Enheder. Stykket er en Art Proces mellem Stat og
Kirke, Kongen plaiderer meget ordentligt sin Sag, Tempelherrerne derpaa
meget ordentligt deres, hvorpaa de blive meget ordentligt brændte —
ordentligt, thi vi see selvfølgelig saa lidt som muligt til det og til
hvad der gaaer forud for det, og høre det kun meddele i en af de lange
Slutningsberetninger, der allerede hos Euripides indeholde Katastrophen.
Og Verseformen er endnu her den samme, der blev decreteret af hin
Ulykkesstifter Boileau. Sætningens Mening, der halveres af Cæsuren,
ender med Verset, og Versene ligne hinanden som een Kommenskringle til
en Skilling ligner en anden Kommenskringle til en Skilling. De have
hverken Harmoni eller Fart eller Rhytme eller Rim; thi »larmes« og
»armes«, »époux« og »coups«, »souffrir« og »mourir« ere ikke Rim. Disse
Vers ere hvirvelløse Bløddyr og have ogsaa det tilfælles med Bløddyrene,
at de, hvis man skjærer dem over paa Midten, ikke synes synderlig mindre
levende for det.

Adskillige af de mest fremragende Prosaskribenter have da ogsaa i deres
Form en fuldstændig Lighed med deres mest forhadte Modstandere. Bonalds
kolde, demonstrerende Sprogform, hans Syge at ville føre Alt tilbage
til Formler, hans Prætentioner paa mathematisk sikker Bevisførelse
skildre ham tydeligt nok som Barn af det samme 18de Aarhundrede, der
har fostret Condillac, og som Produkt af den samme Tidsaand, han vilde
bekjæmpe. Forskjellen er kun, at Condillac er ligesaa klar og logisk,
som Bonald vilkaarlig og inconsequent. Men saavel denne Prosa som hin
Poesi har et fælles Charaktertræk, der behersker den hele Form, nemlig
Raisonnementet. Imod denne Hersker er det, at Litteraturen første Gang
gjør Revolution med Mme de Staëls Stemningsstil og Chateaubriands
colorerede Prosa. Stemning og Farve, det var de to store Landsforviste,
som længst havde været borte og først kom tilbage. Og besynderligt
nok er det ikke blot ved sit Talent, men ved selve sit System, at
Chateaubriand kommer til at staae som en Oprører mod Autoritetsprincipet
i Litteraturen, det Princip, han netop gjennem Litteraturen vilde hævde.
Thi siden Ludvig d. 14des Tid havde Poesien søgt sine Inspirationer
i den hedenske Oldtid og den hedenske Mythologi, og det var dette
Hedenskab, som her var blevet klassisk. Nu derimod opfordrede han
Digterne til at aabne deres egne og deres Landsmænds Øine og Øren for
Christendommens ganske modsatte Poesi og kom saaledes paa den religiøse
Overleverings Vegne i Strid med den litterære Tradition. Han er paa
eengang ny ved sine litterære Principer og forældet ved sine sociale og
politiske Ideer, en Skikkelse med Dobbeltaasyn, hos hvem alle de moderne
Stemninger bryde frem i poetiske Udtryk under en ubevægelig Maske af
Respect for alle Fortidens officielle Autoriteter. Det er især ved sin
Form at han er Romantikeren før Romantiken. Da derfor først Lamartine
saa Hugo efter hans Exempel forlade den hedenske Mythologi og optage
Stof af den christne, staaer Samtiden i nogen Tid uvis overfor dem,
ikke sikker paa, om den skal see en conservativ eller en regeltrodsende
Aand i disse Bestræbelser for at hævde Religionens Hellighed ad nye
Veie, indtil endelig lidt efter lidt den Spire til en Kuldkastelse af
Autoritetsprincipet, der laa i det litterære Udgangspunkt, udfolder sig
saa kraftigt, at den nye Skole skifter Physiognomi.

Det er interessant at forfølge Udviklingsstadierne i Victor Hugos
forskjellige Fortaler til sine Oder. I den første (af 1822) paa nogle
faa Linier erklærer den unge Digter, at sand Poesi kun kan bedømmes ud
fra de monarchiske Ideer og den religiøse Tro. Først det nye Aarhundrede
har, mener han, aabenbaret Verden den Sandhed, at Poesien beroer ikke
paa Ideernes Form, men paa Ideerne selv. I anden Udgave (fra samme
Aar) udvikler han saa videre, at hvad det gjælder om, er at erstatte
den hedenske Mythologis forslidte og falske Farver med den christelige
Theogonis nye og sande Farver. Det gjælder om at lade Oden tale det
strenge, trøstende og religiøse Sprog, som et gammelt Samfund, der
vaklende træder ud af »Atheismens og Anarchiets Orgier«, saa høiligt har
Behov.

Men hvad han især ønsker, det er, at man ikke vil tiltroe ham den
Prætention »at ville bryde en Bane eller skabe en Kunstform.« I
Fortalen af 1824 gjentages de samme Forsikringer og i høist betegnende
Udtryk, men man føler, at den unge Digter staaer overfor en Kritik, der
mistænksomt følger hans Vei og at Stikordet »romantisk« som ensbetydende
med Overtræder af Klassicitetens Regler allerede er blevet fæstet paa
ham. Han er ivrig for at godtgjøre sin litterære Orthodoxi: Hvad man
trænger til, er ei til Nyhed, men til Sandhed. Denne Trang er det,
han vil tilfredsstille. Smagen, »der ei er Andet end Autoriteten i
Litteraturen«, viser ham imidlertid netop, at Værker, der ere sande
med Hensyn til Indholdet, ogsaa bør være det med Hensyn til Formen.
Saaledes kommer han til Fordringen af »Localfarve«, som de klassiske
Skribenter neppe ganske have fyldestgjort. Smlgn. G. Brandes: Den
franske Æsthetik i vore Dage S. 22, Kritiker og Portraiter 227. Iøvrigt
burde man selvfølgelig »religiøst« følge de Regler, der vare paalagte
Sproget af Boileau. — Om Digteren lærer han, at han bør gaae foran
Folkene som en Lyssøile og føre dem tilbage til Ordenens, Moralens og
Ærens store Principer. Mangelen ved Ludvig »den Stores« Aarhundrede
er den, at Skribenterne da ikke anraabte Christendommen istedenfor de
hedenske Guder. Havde de gjort det, saa vilde, mener han naivt, »de
sophistiske Skrifters Triumph« i det 18de Aarhundrede have været langt
mere vanskelig. Hvad vilde der være bleven af Philosophien, ifald Guds
Sag var bleven forsvaret af Geniet istedenfor som nu alene af Dyden! Han
værger sig af alle Kræfter imod Benævnelsen romantisk. Han tilstaaer,
at han for sin Del »er fuldstændig uvidende om, hvad der forstaaes ved
klassisk og romantisk Kunstform«, og i Modsætning til alt det Vrøvl, som
paa hin Tid blev sagt derom, erklærer han den hele Inddeling for tom og
meningsløs med disse sunde Ord: »Det er anerkjendt, at enhver Litteratur
modtager et stærkere eller svagere Præg af det Folks Klima, Sæder og
Historie, hvis Udtryk det er. David, Homer, Virgil, Tasso, Milton og
Corneille, disse Mænd, der hver repræsentere en Poesi og et Folk, have
intet Andet tilfælles end Geniet«, kunne følgelig ikke deles i klassiske
og romantiske Aander. Han imødegaaer den Ytring, at den litterære
Revolution (øiensynligt Chateaubriands) er et Resultat af den politiske
Revolution. »Den nuværende Litteratur kan tildels være Revolutionens
Resultat uden derfor at være dens Udtryk. Revolutionens Samfund har
havt sin Litteratur, hæslig og taabelig som den. Hin Litteratur og
hint Samfund ere døde sammen og ville ikke mere leve op. Ordenen
gjenfødes fra alle Sider i Institutionerne, den gjenfødes ligeledes
i Litteraturen[…] Ligesom Revolutionen udgik fra Skrifter, saaledes
er den nuværende Litteratur det anticiperede Udtryk for det religiøse
og monarchiske Samfund, der uden Tvivl vil opstaae af hine Ruiner.«
Hugo skuffede sig: hin Litteratur var netop det nøiagtige Udtryk for
Samtidens Aandsliv, og de litterære Reformforsøg, som vakte saa stor
Bekymring, i Virkeligheden Forløbere for en litterær Omvæltning. Thi
de knækkede Troen paa Autoriteten som Autoritet, det vil sige paa
Boileau. Fra det Øieblik af, det engang var opdaget, at der var Pletter
selv i denne Sol, kunde Tvivlen ikke indskrænkes til de faa Punkter,
paa hvilke den først beskedent og forsigtigt havde vovet sig frem. Den
litterære Tradition var et Princip; det var at antage eller at forkaste.
I Hugos næstsidste Fortale til Oderne fra 1826 føler man, hvorledes
hans Reflexion, der bestandig dreier sig om hint Tidens Yndlingsbegreb
»Ordenen«, er ifærd med at drive ham bort fra de litterære Kyster og
ud paa det aabne Hav. Han har her opdaget, at Ordenen dog er noget
Andet end den Regelmæssighed, der opnaaes ved Tugt og Tvang. Med en
Sammenligning, der ligger nær for en Yngling, der som han er opdraget i
Nærheden af Versailles med Chateaubriands Skildringer af Nordamerikas
rige Landskaber som Barnelæsning, tænker han sig Haven i Versailles med
dens i regelmæssige Figurer udklippede Træer sammen med en Skov i den
nye Verden og udbryder: »Vi ville ikke sige: Hvor er her Pragten, hvor
Storheden eller Skjønheden, men simpelthen: Hvor er Ordenen og hvor
Uordenen?« Han indseer nu, at Regelmæssigheden kun angaaer den ydre
Form, men at Ordenen udgaaer fra selve Tingenes Grund og er en Følge
af den intelligente Fordeling af deres Elementer. »Man er, siger han,
ikke klassisk, fordi man slavisk følger de Spor, som Andre have paatrykt
Veien.«

Skridt for Skridt have vi saaledes fulgt ham ad den Vei, der fører ham
henimod Bruddet med det litterære Autoritetsprincip. Et Aar endnu, og
han ryster Aaget af sig, indvier den romantiske Skole i Frankrig og
erklærer i dens første Manifest, Fortalen til Cromwell, at der gives et
ancien régime i Litteraturen lige saa fuldt som i Politiken og at det
gamle Regimente ligger den unge Slægt som en Mare for Brystet. »Det 18de
Aarhundredes Slæb strækker sig endnu ind over dette Aarhundrede; men
skulde vi unge Mænd, som have seet Bonaparte, ikke holde os for gode
til at bære dette Slæb?«, og han taler om hin sminkede, pudrede med
Skjønhedspletter bedækkede Poesi, hin Litteratur med Fiskebensskjørter
og Falbelader. Nu retter han sine første Kølleslag mod Boileau. I Oderne
havde han endnu iagttaget den gamle sproglige Etiquette (han betegner
f. Ex. Conventet med Ordet »Senat«) og kun gjort enkelte forsigtige
Forsøg paa metrisk Fornyelse af den gamle Form, hvis Hensigt var at
gjøre Odestilen mindre stiv og tung. Nu gaaer han mere hensynsløst
tilværks, som nødvendigt var. Hvo veed ikke hvad hin Etiquette vilde
sige! Man havde en lille Samling af ædle Udtryk, af udkaarne Ord, en
Art Elite af Sproget, som ene havde Adgang til Poesien. Man sagde
ikke Kaarde, men Glavind, ikke Soldat men Kriger, og man omtalte ikke
Geværer og Knive, omtrent som man i dansk Poesi neppe anerkjender mere
end Roser og Lillier, Violer og Bukkar, og naar det kommer høit endnu
en halv Snees Blomster som Repræsentanter for de utallige Plantearter.
Følgen heraf var, at Ordforraadet var yderst indskrænket, at der af
ædle Rim kun gaves nogle Hundrede Par og at de samme Vendinger, der
stedse maatte gjentages, trak de samme Ideer og Følelser med sig. Den
poetiske Rhetorik var omtrent et Sidestykke til hvad den geistlige
Rhetorik er i vore Dage. Ophøiet kaldte man den høitidelige Tirade, der
omtalte Tingene saavidt muligt uden nogensinde at nævne dem ved deres
rette Navn, og atter kun de Ting, der saa lidt som muligt erindrede
Mennesket om dets jordiske Natur, om den legemlige og kropslige Side
af dets Væsen. Komisk var som Følge heraf enhver ligefrem og utvetydig
Betegnelse af Tingene, ifald den forekom i en Kunstform, der mentes
at have Privilegiet paa den høie Stil. Derfor vakte det samtidig med
Romantismens første Optræden gjorte Forsøg paa at indføre Shakspeare
i Frankrig saa stor Forfærdelse. Det er bekjendt, at »Othello«, da
Stykket i Alfred de Vigny's Oversættelse opførtes paa Odéon, altsaa for
et Studenterpublicum, det liberaleste og mindst snerpede i Paris, faldt
igjennem, fordi Ordet »Lommetørklæde« blev nævnt. Ved Opførelsen af
Lebruns »Cid« fremkaldte Ordet »chambre« (Sovekammer) en Mishagsmumlen,
og Mlle Mars negtede endnu langt senere at overtage Dona Sol's Rolle
i »Hernani«, med mindre enkelte saadanne Ord bleve strøgne. Det var
da ikke til at undres over, at Hugo i en Tid, hvor Autoriteten fra
alle Sider blev støttet og opretholdt, begyndte med at lempe sig efter
alle disse Regler, ja med at troe paa dem som paa virkelige Love for
Poesien og Sproget. Saa begyndte han at rokke lidt ved dem, at gaae
lidt udenom dem, at betvivle eller omfortolke dem en lille Smule dog
i dybeste Respect, indtil det ikke mere var ham muligt at overholde
dem og han kastede dem overende. Med slaaende Ord har han i et af sine
Digte Je suis le démagogue horrible et débordé Et le dévastateur du
vieil A B C D, Causons, etc., som jeg desværre nødes til at gjengive
høist ufuldkomment i Prosa, betegnet den Revolution, han endte med at
gjøre: »Ja, jeg er den frygtelige Demagog, den barbariske Ødelægger
af den gamle ABC, hvorom Du har hørt saa meget Slemt. Da jeg blege og
forlæste Barn kom ud af Skolen og første Gang aabnede mine Øine for at
betragte Naturen og Kunsten, var Sproget et Billede paa Monarchiet.
Sproget, det var Staten før 89. Der var Adel og simple Folk. Et Ord var
Hertug og Pair af Frankrig, et andet var Stodder. De skilte sig ad som
de Fodgjængere og Ryttere, der passere Pont-Neuf i to adskilte Rækker.
Ordene levede inddelte i Kaster. Nogle, de fine, omgikkes Phædra,
Jokaste, Merope, iagttoge Decorum og fik Lov til at kjøre til Versailles
i Kongens Kareter, andre, Tiggerflokken, Pøbelen, de Simple havde
hjemme i Dialekterne, ja levede paa Galeierne i Tyvesproget og havde
hverken Paryk eller Strømper. — Da kom jeg Røver og jeg raabte: Hvorfor
skulle de der altid være foran og disse andre altid bagved? og af mine
Lungers fulde Kraft pustede jeg paa det gamle, ærværdige Akademi, der
skjulte alle de ængstelige Lignelser under sine Skjørter, og pustede paa
Alexandrinernes Batailloner, der stode opstillede i Carré, saa at Ord og
Vers dandsede mellem hverandre. Jeg gav det gamle Lexicon en rød Hue paa
og raabte: Intet Ord er mere Senator, intet Ord er mere borgerligt. Jeg
fremkaldte en Storm paa Bunden af Blækhuset og blandede Ordenes sorte
Flokke med Ideernes hvide Sværme og sagde: Der gives intet Ord, hvorpaa
Ideen i sin rene Flugt, endnu frisk og fugtig af Himlens Azur, ikke kan
dale ned og hvile.«

Dog endnu er Hugo, selv naar han tvivler, ikke saa vidt. Han kalder
endnu selv sin Poesi for »Cavaleerpoesi« og stempler med dette om
den engelske Restauration mindende Ord sig selv som Restaurationens
priviligerede Digter. Men den Umulighed, hvorpaa han strander, er den,
at faae den religiøse og den litterære Tradition til at dække hinanden.
I Balladerne føles det især. Hugo fremdrager de gamle Minder fra
Middelalderen og Lehnstiden. Hvad kan være mere loyalt! Men Litteraturen
fra Ludvig d. 14des Tid havde fuldstændig brudt med Middelalderen og
dens Minder. Hvad kan altsaa være mindre klassisk! En af Balladerne
skildrer en Hexedands (La ronde du sabbat), en anden taler om Sylpher og
Feer, hele de gamle Legenders farverige Overtro lever op, man er ikke
langt fra Romantiken. Endelig er Tonen i disse Digte ikke klassisk, det
er her som i Tydskland og Danmark Folkesangenes Visetone, der afløser
den fornemme og boglige Stil. Denne Poesi har tilmed et nyt nationalt
Element (Le géant, le pas d'armes du roi Jean), den vender sig fra
Antiken til det gamle Frankrig. Ogsaa med Hensyn til det Nationale
var Chateaubriand den, der havde gaaet i Spidsen, hans Skildringer
af de gamle Galler i »Martyrerne« vare de første Forsøg i den Art og
paavirkede efter Augustins Thierry's egen Tilstaaelse endog den senere
Forfatter af »Merovingernes Tidsalders«, men selv dette Element, det
hjemlige, var nyt og fremmed i fransk Poesi og maatte staae som oprørsk
mod Traditionen. Snart blev med det gammelfranske Indhold alle de
gammelfranske Versformer fornyede. Atter her havde Chateaubriand gjort
Begyndelsen med den henrivende yndige Sang:

             Combien j'ai douce souvenance Du joli lieu de ma naissance!

der da ogsaa blev sunget over den Grav, han havde ladet sig hule i
Granitklippen ved St-Malo ude imod Havet, den Dag da han blev bragt
derhen som Lig. Og paa eengang klinge Tonerne fra Ronsards og Pleiadens
Tid igjen hos De Vigny, hos Brødrene Deschamps, hos Sainte-Beuve og hos
Hugo. I Mai 1828 har De Vigny i »Madame de Soubise« skrevet Stropher som
denne:

            La voyez-vous croître, La tour du vieux cloître? Et le grand
            mur noir Du royal manoir? Entrons dans le Louvre. Vous
            tremblez, je croi, Au son du beffroi? La fenêtre s'ouvre,
            Saluez le roi.

I Juni 1828 overbyder Hugo ham med de mesterlige Vers i »Kong Johans
Turnering«:

            Cette ville Aux longs cris, Qui profile Son front gris, Des
            toits frêles, Cent tourelles, Clochers grêles, C'est Paris!

Hvilken Kunstform! hvilken malerisk Klarhed, hvilken Korthed og Kraft!
Alexandrinerne forsvinde langt borte i Horizonten. Endnu et Skridt, og
»Orientalernes« Farvepragt udbreder sig for vort Øie.

Fra det Øieblik af, den religiøse og monarchiske Tradition paany blev
indpodet Litteraturen, syntes Autoritetsprincipet at have faaet en stor
og væsentlig Undsætning. Men snart viste det sig, at den christelige
Tradition ikke kunde trives sammen med den litterære. Den udviklede
sig indenfor den og under dens Vinger, ligesom i dens Skjød: men snart
staaer den som et oppositionelt Princip, og Autoritetsprincipet i den
litterære Form bliver ved Consequentsens Magt trængt tilside, ja sprængt
af den nye Aand, der kun syntes at ville hævde det reelle, det vil sige
det religiøst-politiske Autoritetspringip.

Vi have tilbage at see, hvorledes Autoriteten som reelt Princip kom til
at dele Skjæbne med Autoritetsprincipet som formelt og litterært. Victor
Hugo: Odes et Ballades. Cromwell. — A. de Vigny: Poésies complètes. —
Émile Deschamps: Poésies. — Antoni Deschamps: Poésies. — Raynouard: Les
templiers.

IX.

En mørk og taaget Dag for omtrent 30 Aar siden fulgte en lille Skare af
Venner en af Frankrigs navnkundigste Mænd til Jorden i Paris. Toget gik
mellem to Rækker af Soldater, der vare tilstede ikke for at vise Ære,
men for at holde Orden, til Fattigkirkegaarden, til »Fællesgraven«. Den
Døde havde villet det saaledes. Da Jorden var bleven kastet paa Kisten,
spurgte Graveren: »Er der intet Kors?« — »Nei« var Svaret.

Intet Mindesmærke viser da, hvor den Døde blev lagt, skjøndt hans Navn
var kjendt over hele Europa, og intet Kors betegner Graven, skjøndt den
Døde havde været Abbed og Præst, ja Kirkens første Stridsmand i lange
Tider. Det var Lamennais, der efter eget Ønske stedtes saaledes til
Jorden.

Félicité de la Mennais (først sent demokratiserede han sit Navn) er
ligesom Chateaubriand Bretagner og fødtes med sin Races Haardnakkethed
i Væsen og Charakter. Mændene fra denne Provinds udgjøre ligesom
Litteraturens Vendée, idet de med Ordet fortsætte den Kamp, deres
Fædre havde ført med Vaabenmagt. Han var som Yngling spinkel, mager
og feberagtigt livlig, mistede tidligt sin Moder og blev derved end
mere haard og absolut. Hans religiøse Kaldelse var længe tvivlsom; som
Yngling morede han sig mest med Musik og Mathematik, med Fløitespil og
Vaabenøvelser, ja, han havde en alvorlig Duel, der senere viste sig som
en Hindring paa den Vei, han betraadte. Han havde Kjærlighedshistorier
og skrev Vers. Her et Par fra hans tidligste Ungdom: On a vu souvent des
maris Jaloux d'une épouse légère, On en a vu même à Paris; Mais ce n'est
pas le tien, ma chère.

              On a vu des amants transis, Ainsi qu'une faveur bien
chère Implorer un simple souris; Mais ce n'est pas le tien, ma chère.
Han var saa lidet tilbøielig til at underkaste sig under den religiøse
Dogmelære, at han først i sit 22de Aar, da hans religiøse Overbevisning
havde modnet sig, modtog sin første Communion. Han begynder nu at give
sig af med theologiske Studier, og i 1808, 26 Aar gammel, modtager han
Tonsuren. Men idet han skal indvies til Præst, griber en saadan Rædsel
ham for det Løfte, han staaer i Begreb med at aflægge, at han udsætter
det afgjørende Skridt og i sin Melancholi og Tvivl udsætter og udsætter
det paany saalænge, at han først 35 Aar gammel bliver ordineret. Hans
Breve skildre hans Sjæls sønderrevne Tilstand i hele Mellemtiden; dette
stolte Hjerte vred og krympede sig ved at afgive Herredømmet over sig i
fremmede Hænder. Og blev det bedre, da Alt var afgjort og Løftet endelig
uigjenkaldeligt givet? Nei, langtfra. Det første Brev, han sender til
sin Broder strax efter at det var lykkedes fremmed Overtalelse at
aflokke ham Indvilligelsen til den Præsteordination, han frygtede saa
meget, skildrer med mørke Farver hans Sjælstilstand: »Jeg troer, skjøndt
man har paalagt mig at tie, een Gang for alle at kunne og burde lade
det komme til en Forklaring mellem os. Jeg er og kan fra nu af ikke
være Andet end yderst ulykkelig. Man kan ræsonnere derover saa meget
man vil, man kan vride sig saa meget man lyster for at bevise mig, at
det forholder sig modsat, saa er det dog temmelig usandsynligt, at det
vil lykkes at overbevise mig om, at en Kjendsgjerning, jeg fornemmer,
ikke er til. Al Trøst, jeg kan modtage, bestaaer da i det Godtkjøbsraad
at gjøre Dyd af Nødvendighed […] Jeg attraaer kun Glemsel i enhver
Betydning af dette Ord, og give Gud, at jeg kunde glemme mig selv!«

Under saa smertelige Fødselsveer fødtes hos Lamennais Troen paa hans
religiøse Kald. Han overvandt sin Fortvivlelse; han, der altid maatte
være Noget helt, om dette end var nok saa forskjelligt fra hans
foregaaende Standpunkt, blev helt og med hele sin Sjæl Præst. Han
følte sig i den Grad som saadan, at hans første Vredesudbrud, da Rom
i 1832 lod ham i Stikken, var dette: Jeg skal lære dem, hvad det vil
sige at udæske en Præst! Han havde en stærk Sjæl og en snever Aand,
han var født Partimand, skabt til voldsomt og blindt at tage Parti,
til med lidenskabelig Kjærlighed og veltalende Had at forfægte hvad
han i Øieblikket ansaa for den absolute Sandhed. Da han derfor mødes
med Tidsalderens herskende Idee, bliver han en Stridsmand for den som
ingen anden, den ivrigste, den consequenteste, den sandhedskjærligste
og mest uforfærdede Forfægter af det absolute Autoritetsprincip og den
absolute Underkastelse, det fordrer. Han, der selv under saa smerteligt
et Sindsoprør havde nedlagt Fornuft og Selvbestemmelse i Kirkens Hænder,
han den nykatholske Skoles eneste virkelige Geistlige, synes ligesom
ikke at ville unde de andre Mennesker bedre Livsvilkaar, end han selv
har kjendt. Naar han i et Sprog, der gjemmer Stormen i sig, forkynder
Myndighedens og Lydighedens Evangelium, føler man hos ham endnu mere end
hos nogen Anden den personlige Lidenskab mætte sig i den almindelige
Fordring og mærker, hvorledes Jeget ligesom hævder sig selv ved, da
det selv een Gang for alle har maattet bøie sig under Autoriteten, nu
at knække og bøie alle de andre Individers Villier og Tanker under den
Regel, som det gjør til sin, idet det optræder som dens Organ.

Voldsom og haardnakket selvstændig som han var anerkjendte han i den
egne Leir sandelig ingen Autoritet. Hans Udtalelser om Skolens øvrige
Førere afgive en smuk Blomstersamling af Haansord. Om Bonald f. Ex. en
Passage som denne: »Stakkels Menneskehed! — Jeg veed ikke hvorledes i
Anledning af Ordet »Menneske« Hr. de Bonald falder mig ind. Overgangen
er brat. Man siger, at det stakkels Menneske i den senere Tid er bleven
yderligt aandssvækket.« Om Chateaubriand: »Kongen og han, han og Kongen,
det er Frankrigs hele Historie […] Men begriber ikke, og han mindre
end Nogen, at Europa kan undvære hans Talenter. Han spaaer, at det vil
bekomme Europa ilde.« Om Frayssinous, der som Gallikanismens Høvding
var hans Modstander: »De antager ham for moderat, hvorfor? Fordi man
har gjort Dem opmærksom paa noget Koldt hos ham, som De antog for
Moderation, og saa var det kun størknet Had.« Det er Tonen i hans Breve.
Men ligefuldt laa der i hans kraftige og blindt ikke fremfusende, men
fremfarende Sjæl det Stof, hvoraf en Stridsmand uden Mage for Kirkens
absolute Autoritet lod sig danne, rigtignok som det til Slutningen viste
sig en Stridsmand, der bedre forstod at paatvinge de Andre Disciplinen
end selv at lade sig disciplinere til hvad hans redeligste Overbevisning
maatte forkaste.

I Tiden fra 1817 til 1823 udkom da i Frankrig et Værk, der i alle
disse Aar formaaede at sætte Sindene i Bevægelse og som blev omstridt
i en heftig Polemik, ja hvis Forfatter mellem 2det og 3die Bind maatte
tage Ordet til sit Forsvar; det var Bogen »Essai sur l'indifférence
en matière de religion« af Abbeden de la Mennais. I dette Værk samler
Restaurationsperioden ligesom for sidste Gang sine Kræfter til et
Hovedslag. Her træffe vi alle Tidens ledende Principer udtalte med en
Bestemthed og med en sidste Consequents, der ligesom tyder paa, at
Omslaget er nær.

Ved sin Aandsretning ja ved selve sin Titel danner dette Værk en
interessant Parallel til det Skrift, hvormed i Tydskland den religiøse
Renaissance i det 19de Aarhundrede indlededes: Schleiermachers
(i Aaret 1799) udgivne berømte »Reden über die Religion an die
Gebildeten unter ihren Verächtern«. Begge Bøger ere rettede mod samme
Gjenstand, den hos de Dannede herskende almindelige Ringeagt og
Ligegyldighed for Religionen. Begge forsøge nu, da Troen er slappet,
at gjenopbygge Religiøsiteten paa et nyt Fundament. Men her er det,
at Nationalitetsforskjellen hos Forfatterne kraftigt bryder frem. Den
sentimentale og inderlige Schleiermacher seer ingen anden Frelse for
Religionen end den med Opgivelse af alle dens Udenværker at føre den
tilbage til dens egen inderste Kjærne, Individets rent personlige
Følelse. Han forsøger at gaae tilbage til Menneskelivets Grund, til det
Dyb, hvorfra saavel Erkjenden som Handlen oprinder, til det personlige
Livs inderste Kilder. Han opfordrer sin Læser til at gjøre sig Rede for
den Sjælens primitive Tilstand, i hvilken Jeget og Gjenstanden smelte
sammen, og hvor der følgelig endnu ikke er Tale hverken om Anskuen af
Gjenstanden eller om Fornemmen af et fra Gjenstanden forskjelligt Selv.
Han betegner den som en Tilstand, man hver Gang oplever og dog ikke
oplever, da det hele Liv bestaaer i dens uophørlige Ophøren og Venden
tilbage. Den er, siger han, flygtig og usynlig som den Duft, der udgaaer
fra beduggede Blomster og Frugter, kydsk og zart som et jomfrueligt Kys
og hellig og frugtbar som en Brudgoms Favntag, ja den er ikke blot som
alt dette, men alt dette selv; thi i denne Menneskets Tilstand feires
Universets Formæling med den incarnerede Fornuft; i denne Tilstand er
Individet et Øieblik Verdens Sjæl og føler dens uendelige Liv som sit
eget. »Saaledes, siger Schleiermacher, er den første Undfangelse af
ethvert levende og oprindeligt Moment i Eders Liv beskaffen, hvilket
Omraade det endogsaa tilhører, og udaf et saadant voxer ogsaa enhver
religiøs Sindsbevægelse.« Reden über die Religion. 5te Auflage 50, 54,
56.

Som Følge heraf betegner han da Følelsen, forsaavidt den udtrykker
Individets og Altets fælles Liv paa den beskrevne Maade, som Fromhed.
Følelserne afgive »udelukkende Religionens Elementer«. Der gives da for
ham ingen Følelse som ikke er from, med mindre den udspringer af en
sygelig og fordærvet Tilstand. Ja han tilføier i en Anmærkning, at dette
endog gjælder om alle den sandselige Livsnydelses Følelser, forsaavidt
de ikke ere naturstridige eller vildledte. Saaledes søger da altsaa
Schleiermacher at frelse Religionen ud af dens Strid med Dannelsen
ved at gjøre den til Indbegrebet af alle høiere ja af alle sunde
Følelser. Som ægte Tydsker hævder han pantheistisk den brede Livsstrøm
gjennem alle Væsener som den hellige Flod, der er al Religiøsitets
og alle Religioners Kilde. Saaledes ophæver han ethvert bestemt
Troessystem; selv Troen paa Gud og Udødelighed synes ham ikke væsentlig
for Religionen og med Begeistring udraaber han: »Ofrer med mig ærbødigt
en Lok for den hellige forstødte Spinozas Manes! Ham gjennemtrængte den
høie Verdensaand, det Uendelige var ham Et og Alt, Universet hans eneste
og evige Kjærlighed; i hellig Uskyld og dyb Ydmyghed speilede han sig
i den evige Verden, hvis elskværdigste Speil han atter var; fuld af
Religion var han og fuld af hellig Aand.«

Man seer, at selv Oplysningsperioden ikke havde bibragt den positive
Religion et haardere Slag end dette Følelsessværmeri. — Og idet
Schleiermacher nu saaledes opløser Religionen i Følelse, splitter han
tillige dens Autoritet ved at give den til Pris for Individualiteternes
uendelige Mangfoldighed. Alle Dogmer, Regler, Forskrifter og
Grundsætninger forsvinde, idet han fordrer Alt tilegnet af den enkelte
Personlighed paa eiendommelig Maade. Han hævder nemlig, at »hvis En nok
saa fuldkomment forstaaer hine Grundsætninger og troer at have dem inde
med nok saa stor Klarhed, men ikke veed og ikke kan godtgjøre, at de ere
opstaaede i ham selv som Ytringer af hans eget Gemyt og oprindeligt ere
hans egne, saa maa man endelig ikke lade sig overtale til at troe, at et
saadant Menneske er fromt eller fremstille ham som religiøs; thi han er
det ikke, hans Sjæl har aldrig undfanget religiøst og hans Begreber ere
kun underskudte Børn, avlede af andre Sjæle, som han i hemmelig Følelse
af egen Svaghed har adopteret.«

Saa dybt protestantisk i dette Ords gode (ikke confessionelle) Forstand
er den religiøse Gjenfødelse i Tydskland i sit Udspring. Den proclamerer
den personlige Oprindelighed som den eneste religiøse Værdi og den
bestemmer Følelsesinderlighedens hele vidtudstrakte Omraade som
Religiøsitetens Rige. Følelsen som naturlig og sund er altid hellig,
aldrig særligt hellig.

I den skarpeste og lærerigste Modsætning hertil staae Grundsætningerne i
det nævnte Hovedværk af Lamennais, der udgjør det romanske og katholske
Sidestykke til Schleiermachers Taler, som den rene Udvortesheds Program.
De lyde:

At Følelsen eller den umiddelbare Aabenbaring ikke er det Middel, der er
skjænket Menneskene til Udfindelse af den sande Religion.

At Forskningens eller Discussionens Vei ikke er det Middel, der er
skjænket Menneskene til Udfindelse af den sande Religion.

At Autoriteten er det Middel, der er skjænket Mennesket til Udfindelse
af den sande Religion, saa at den sande Religion ubestrideligt er den,
som hviler paa den størst mulige synlige (!) Autoritet.

For at bevise disse tre mærkværdige og curiøse Postulater er det at
Lamennais har skrevet sine fire tykke Bind, hvis skrækkeligt hullede
Tankegang er denne:

Hvad det for os Mennesker gjælder om, er at finde et ufeilbarligt
Kjendetegn paa hvad der er sandt og usandt. Hvad vi søge er Vished.
Men hvor skulle vi finde den? Af vore Sandsninger kunne vi ikke udlede
den; thi vore Sandser bedrage os, siger Lamennais. At de selv indbyrdes
rectificere de Illusioner, som de fremkalde hver for sig, er et Factum,
han ikke omtaler. Vi ere efter hans Anskuelse saa meget mindre visse
paa, at der existerer et nødvendigt Forhold imellem vore Sandsninger og
Tingenes Realitet, som vi ikke engang ere sikre paa vor egen Existents.
Hvorledes vi, ifald vi ikke ere sikre paa den, overhovedet nogensinde
kunne blive sikre paa nogetsomhelst Andet, er et Spørgsmaal, han ikke
besvarer. Følelsen, den indre Overbevisning om en Tings Evidents, skal
være ligesaa skuffende som Sandsningen. Den uovervindelige Styrke,
hvormed et Princip paatvinger sig vor Aand, afgiver jo intet Bevis
for, at dette Princip er sandt. En Vildfarelse er altid mulig. At
man meget vel i Almindelighed kan indrømme sin Feilbarhed og ikke
desmindre ansee sig for vis paa Sandheden i en Mænde af enkelte
bestemte Tilfælde, bliver selvfølgelig ikke berørt. Nu kommer Touren
til Forskningen. Det paastaaes, at den fører til Tvivl om Alt, at de
høieste Axiomer ere ubevislige, og det hævdes, at vi overhovedet ingen
Sikkerhed have for, at Erindringen ikke skuffer os. Dette Angreb paa den
menneskelige Forskning lader sig forsaavidt ganske vist ikke afbøde,
som det naturligvis er umuligt at godtgjøre Erindringens Paalidelighed
uden derved, at man forudsætter Erindringens Paalidelighed. Men om
det indirecte Bevis, som al menneskelig Erfaring, Stadfæsten og
Forudseen leverer for denne Hypothese, mæler Lamennais ikke et eneste
Ord. Saaledes naaer han da foreløbigt til fuldkommen Skepticisme.
Men fuldstændig Skepticisme vilde jo imidlertid føre til fuldkomment
Vanvid. Allerede Selvopholdelsesdriften tvinger os til at troe og
til at handle overenstemmende med vor Tro. Det er da efter Abbedens
Anskuelse denne Mangel paa Evne til at tvivle eller Visheden om, at
man, hvis man tvivler, vil blive erklæret for uvidende, forrykt eller
gal af alle andre Mennesker, som danner Grundvolden for al menneskelig
Vished. Den almindelige Overensstemmelse (sensus communis) bliver da
for os Sandhedens Segl, og der gives intet andet. Mangel paa Enighed
avler strax Usikkerhed og Uvished. Et Princip, eller et Factum er mere
eller mindre tvivlsomt, eftersom det er mere eller mindre almindeligt
antaget og bevidnet. Hvad er altsaa for Lamennais Definitionen paa en
Videnskab? En Videnskab er en Samling af Ideer og Kjendsgjerninger,
hvorom man er enig. Ligesom vore Dages Erfaringsphilosopher, men ud
fra et forskjelligt Udgangspunkt, tillægger han selv Geometrien intet
andet Fundament end Enigheden. Hvis mangen en Vildfarelse i Videnskaben
er bleven antagen for sand, da ligger det efter hans Anskuelse i, at
Videnskaben kun strækker sig til et i Sammenligning med Menneskeheden
ringe Antal Mennesker. Hvad er, udraaber han, nogle hundrede Lærde
mod Menneskeslægten! og glemmer besynderligt nok, at Menneskeslægten
aldrig har stemt overens om en eneste videnskabelig Sandhed, før
Videnskabsmændene opdagede den, og overhovedet aldrig oprindeligt har
været enig om nogen Tro.

Han spørger saa: Naar to Personer ere uenige med hinanden, hvad gjør de
da, naar de forgjæves have søgt at overbevise hinanden? og han svarer:
de søge en Voldgift. Men hvad er en Voldgift? Det er en Autoritet, og
denne fastslaaer om ikke Vished saa dog Sandsynlighed til Gunst for
en af de omtvistede Anskuelser. Da Fornuftoverveielsen som saadan kun
skaber Tvivl, da det stærkeste Bevis imod Antagelsen af Noget altid
er dette: »Du er den eneste, der tænker saaledes«, saa naae vi til
Autoritetsprincipet som det eneste sande og afgjørende.

Consequent vilde denne Anskuelse føre til i Majoritetsafstemning at
see det sidste Vidnesbyrd om Sandhed. Men vi skulle jo, som man kan
begribe, havne i den katholske Religion. Det er ganske lærerigt at følge
de Volter ved Hjælp af hvilke Autoritetsprincipet, saaledes opfattet som
her, fører os lige i Armene paa den.

Lamennais begynder med at definere al Læren og Erkjenden som en Adlyden
af en Autoritet. Vi træffe her igjen Bonalds Theorier om at vi optage
Sproget paa deres Autoritet, der lære os det, og med det de Sandheder,
der ere nødvendige til Selvopholdelsen, Sandheder som Gud i sit mægtige
Ord har aabenbaret for ethvert Folk. Det intellectuelle Liv, hvis Lov
er Lydighed, er da kun en Deltagen i den høieste Fornuft, en fuldkommen
Samstemmen med det Vidnesbyrd, det uendelige Væsen har givet om sig
selv. Den guddommelige Fornuft, der meddeler sig ved Hjælp af Ordet,
er de skabte Intelligentsers Existentsgrund ligesom Troen er deres
væsentlige Existentsform. Vishedsprincipet og Livsprincipet er altsaa
Et.

Da Menneskeheden nu er skabt for Sandhed, kan den almindelige Fornuft
ikke fare vild. Anderledes den individuelle Fornuft, den kan oversvømmes
af Tvivlen. Skiller den sig fra Samfundet, døer den. Væ soli! udbryder
Lamennais, ve den Enkelte! Den Hovmodige, siger han, indbilder sig, at
man forlanger, han skal opgive sin Fornuft, naar man fordrer, han skal
bøie sig for Autoriteten. Langt fra! Autoriteten er kun den almindelige,
gjennem Vidnesbyrd aabenbarede Fornuft; »den besjæler og bevarer det
Universum, den har skabt. Uden den ingen Existents, ingen Sandhed, ingen
Orden.«

Det er da kun Autoriteten, der giver Vished angaaende Religionen.
»Religionen er ikke blot et System af Kundskaber, — den er desuden,
den er fortrinsvis en Lov.« Men ingen Lov uden Autoritet, disse to
Ideer svare til hinanden. Saaledes hviler Religionen nødvendigvis
paa Autoriteten og den sande Religion paa den største Autoritet. Den
defineres som »Systemet af de Love, der følge af Fornuftvæsenernes
Natur«, og til at lære disse at kjende skal Autoriteten følgelig være
det eneste Middel.

Lad os engang følge Sammenknytningen i dette Net af Sophismer for saa at
pille det fra hinanden.

Traaden er den: Intelligentsen udvikler sig kun ved Hjælp af Ordet
eller Vidnesbyrdet. Vidnesbyrdet existerer kun i Samfundet. Altsaa kan
Mennesket kun leve i Samfundet. Altsaa fandt der nødvendigvis Samfund
Sted mellem Gud og det første Menneske. [Man mærke Postulatet om en
Adam, Bonalds Theori om at Gud gav Adam Sproget, overhovedet Elementer
tagne fra den positive Religion som Autoritet, brugte som Bevis
for, at den positive Religion hviler paa Autoritet]. Nødvendigheden
af Vidnesbyrdet indeholder Nødvendigheden af Troen, uden hvilken
Vidnesbyrdet vilde være uden Virkning. Altsaa ligger Troen i Menneskets
Natur og er den første Livsbetingelse. Troens Vished afhænger af dens
Overensstemmelse med Fornuften ↄ: af Storheden af den Autoritet, som
aflægger Vidnesbyrdet. Altsaa er Guds Vidnesbyrd uendeligt vist,
eftersom det ikke er andet end Aabenbarelsen af den uendelige Fornuft
eller af den største Autoritet. Der er intet Vidnesbyrd muligt uden i
Samfundet. Altsaa er ingen Autoritet og Vished mulig uden i Samfundet.
Intet menneskeligt Samfund kan existere uden i Kraft af det Samfund,
der oprindeligt blev oprettet mellem Gud og Menneske i Kraft af de
Sandheder eller Love, hans Ord oprindeligt har aabenbaret. Altsaa kunne
disse Sandheder ikke gaae tabt i noget Samfund uden at dette Samfund
gaaer tilgrunde. De maa følgelig kunne gjenfindes i alle Samfund. Disse
for et Samfund nødvendige Sandheder bevares kun igjennem Vidnesbyrdet,
der ikke har Kraft eller Virkning uden ved Autoriteten. Altsaa: som der
ikke existerer nogen Autoritet uden i Samfundet, saaledes existerer
Samfundet ikke uden ved Autoriteten, og hvor der ikke er Autoritet, er
der intetsteds noget Samfund. Men nu gives der to Arter af Samfund; thi
Mennesket staaer dels i timelige Forhold til sine Lige, dels i evige
Forhold til Gud og sine Medmennesker. Disse to Samfund ere det politiske
eller borgerlige (timelige) og det aandelige (evige) Samfund. Følgelig
gives der to Autoriteter og disse to Autoriteter ere ufeilbare hver i
sin Orden.

Det seer jo overmaade logisk ud; ifald Ergo var nok til et Bevis, vilde
der ikke mangle Beviser. Men lad os prøve Argumentationen paa et Par
Punkter.

Jeget, siger Lamennais, kan ikke alene udvikle sig til Selvbevidsthed.
Det er sandt, og vi slutte deraf, hvad man deraf kan slutte, naar vi
sige, at Jeget følgelig har udviklet sig gjennem et Du. Det er en
Tanke, som fremfor Alle Feuerbach indtrængende har udtalt og varieret.
Men Lamennais, som til Udgangspunkt tager den gammeltestamentariske
Antagelse om et eneste enkelt Menneske, der existerer forud for hele
Slægten, bygger Læren om dette Menneskes Underholdning med Gud og Alt,
hvad deraf følger, paa denne Grund, der synker med Bygningen.

Lamennais vil fremdeles paavise det ufeilbarlige Kjendetegn paa
Sandheden. Dette Kjendetegn skal den almindelige Overensstemmelse være.
Men hvorpaa hviler denne Overensstemmelses Autoritet? Har den en Grund
eller er den et Factum?

Hvis den har en Grund, hvis den almindelige Fornuft bør afgive
Regelen for den individuelle Fornuft, saa er jo denne af Lamennais
saa forsmaaede og ringeagtede individuelle Fornuft i sidste Instants
den høieste Dommer over Sandheden. Thi dels er det den, der tillægger
den almindelige Overensstemmelse den saa høie Værdi, dels er det den,
som afgjør, hvorvidt der i hvert enkelt Tilfælde finder almindelig
Overensstemmelse Sted eller ei.

Hvis den almindelige Overensstemmelses Autoritet derimod er et Factum,
det vil sige en Sag, som simpelthen følger af vor Natur, saa er den
Vished, den indgyder os, i ingen Henseende forskjellig fra al anden
Vished. Men nu har Lamennais jo netop selv protesteret imod at udlede
Vished af en indre Følelse, ja endog bekjæmpet vor Vished om vor egen
Existents, da den Vished, vi behøve, er den ufeilbarlige — hvad i al
Verden skal da nu gjøre den ureflecterede Autoritetstro mere ufeilbarlig
end enhver anden Vished?

Lamennais' Argumentation mundede endelig ud i to ufeilbare Autoriteter.
Man hører allerede paa Ordet »ufeilbar«, at den katholske Kirke
ikke er fjern. Det brænder allerede. Ufeilbarheden insinueres som
en ligefrem Consequents af Autoriteten. Der er et Punkt, hvor alle
den kirkelige Restaurations Theoretikere mødes, et Punkt hvorom De
Maistre, som indleder den, er fuldkomment enig med Lamennais, som
afslutter den, hvor betinget end forresten (som hans Correspondance
udviser) den Tilslutning var, som han ydede sin nyeste Discipels
øvrige Paradoxer. Man maa erindre, at i det forrige Aarhundrede syntes
Pavemagten død. En Pave havde corresponderet med Voltaire og modtaget
Dedicationen af hans »Mahomet«. Paven havde selv afskaffet sine trofaste
Janitscharer Jesuiterne. Den religiøse Reaction indvarsles da ved at man
atter hævder, ja endog fra katholsk Synspunkt seet overdriver Pavens
Betydning. De Maistre havde sagt: Uden Pave ingen Autoritet; uden
Autoritet ingen Tro ↄ: uden Pave, ingen Tro. Saaledes bliver Pavens
Overhøihed Christendommens egentlige Kjerne og Princip, indtil Paven i
vore Dage (hos Biskop Ségur) forvandles til et Sacramente, til »Jesu
virkelige Nærværelse paa Jorden«.

Tankegangen hos De Maistre var denne: Der gives ingen Religion uden een
synlig Kirke, der gives ingen Kirke uden Regjering, ingen Regjering uden
Souverainitet og ingen Souverainitet uden Ufeilbarhed. Han appellerer
til Principet om Kongens Uansvarlighed. Den er for ham ganske det Samme
som Ufeilbarheden for Pavernes Vedkommende. Enhver Regjering, siger han,
er ifølge sit Væsen absolut, taaler ingen Opsætsighed; fra det Øieblik
af, da man har Lov til at sætte sig op imod den under Paaskud af, at
den er uretfærdig eller tager feil, existerer der ikke mere Noget, der
kan kaldes Regjering. Ja han søger gjennem Analogier at vise, hvor
fortrolig man i alle andre Livssphærer er med den Ufeilbarhedstanke,
som det hører til god Tone at stødes over, naar Talen er om Paven. Er
Søcapitainen ikke Souverain paa sit Skib og som Følge deraf at betragte
som ufeilbarlig? Gives der nogen Appel fra ham eller gives der nogen
Appel fra en hvilkensomhelst anden Høiesteret?

Dette skarpsindige Forsvar har ganske sikkert alle de Fortrin, som et
Forsvar for en forud tabt Sag kan besidde. Men at man maa betragte
Souverainen som ufeilbar, skjøndt han ikke er det, viser det, at Paven
som Kirkens Souverain virkelig er ufeilbar? At der altid maa være
en høieste Magt, som kan fordre den ydre Underkastelse, viser det,
at denne Magt ogsaa med Rette kan kræve Sindenes Tilslutning? Eller
er maaskee den ydre Underkastelse nok? De Maistre tilstaaer det i
Grunden. Han siger: »Hvad selve Dogmet om Pavens Ufeilbarhed angaaer,
da have vi ingen Interesse i at sætte det i Tvivl. Naar der frembyder
sig et af hine theologiske Spørgsmaal, som absolut bør underkastes en
Høiesteretsdom, saa er det ikke af Interesse for os, at det bliver
afgjort paa denne eller hin Maade, men vel, at det bliver afgjort
uopholdeligt og uden Appel.«

Lamennais, der som De Maistre naaer til to ufeilbare Autoriteter,
Statens og Kirkens, gaaer som den, der er en Generation yngre end sin
Lærer, endnu et langt Skridt videre ad den begyndte Vei. Da det i
Længden viser sig umuligt at fastholde de to Ufeilbarheder hver i sin
Sphære, betænker han sig ikke paa at afgjøre, hvilken af dem der i
Collisionstilfælde maa vige. Han drager selv den sidste Consequents,
idet han siger: »Den aandelige Myndighed repræsenterer Retfærdighedens
og Sandhedens uforanderlige Lov, den verdslige Magt derimod Styrken, som
tvinger de oprørske Villier til at underkaste sig denne Lov. Styrken
er nødvendigvis underordnet Loven, Staten underordnet Kirken. I modsat
Fald maatte man antage to uafhængige Magter, den ene Retfærdighedens
og Sandhedens Bevarer, den anden blind og derfor efter sin Natur
ødelæggende for Retfærdighed og Sandhed.« Du progrès de la révolution et
de la guerre contre l'église. En stolt og det 19de Aarhundrede værdig
Consequents!

Man lærer heraf, hvad Magt Lamennais vilde have den katholske Kirke
tillagt. Vi have endnu tilbage at see Slutningsspringet, hvorved det
bevises, at den katholske Kirke er selve den Autoritet, hvorom der
er talt saa vidt og bredt. Lamennais siger: »I Valget af en Religion
reducerer da Alt sig til at vide, om der nogensteds existerer en saadan
Autoritet, som vi have defineret, eller med andre Ord, om der existerer
et aandeligt og synligt Samfund, der erklærer (!!), at det besidder
denne Autoritet. Vi sige et synligt Samfund, fordi ethvert Vidnesbyrd
er udvortes [man erindrer, at den indre Stemmes Dom er forkastet], vi
sige dernæst, at dette Vidnesbyrd vilde levere det visse Bevis for den
Autoritet, hvorom her tales, fordi det vilde være Udtryk for den mest
almindelige Fornuft.« »Hvis der ikke gaves et saadant Samfund, vilde
den eneste sande Religion være Menneskeslægtens overleverede Religion
ↄ: det Indbegreb af Dogmer og Forskrifter, som ere helligede ved alle
Folks Tradition og oprindeligt ere aabenbarede af Gud.« »Hvis der
derimod gives et saadant Samfund, da udgjøre dets Dogmer og Forskrifter
den sande Religion.« — Fra det nu naaede Høidepunkt gaaer Resten af
Bevisførelsen af sig selv. »Siden Jesu Christi Tid har det christne
Samfund ubestrideligt altid besiddet den største Autoritet. Iblandt
de forskjellige Troessamfund tilkommer Præget af størst Autoritet
synligt den katholske Kirke. Saaledes sees det, at i den alene findes
alle de Sandheder, der ere nødvendige for Mennesket, i den alene det
fuldstændige Kjendskab til Fornuftens Pligter eller Love, i den alene
Vished, Frelse og Liv.«

Saaledes ere vi da lykkeligt løbne i Havn. Men ikke nok med, at vi ere
ankomne som Vrag; endnu i sidste Øieblik lide vi Skibbrud i Havnen. Thi
Lamennais tilstaaer i Værkets Slutning meget aabent, at alle Religioner
hvile paa Autoritet, og at ikke desmindre de oprindelige Traditioner i
dem alle med Undtagelse af een ere blevne mere eller mindre forvanskede
ved Tilføielser, der maa betegnes som Vildfarelser; men, siger han,
selve disse Vildfarelser ere atter kun blevne tagne for gyldige i Kraft
af Autoriteten og existere kun ved den.« Hvilken Tilstaaelse! Den vipper
hele Argumentationen overende.

Lamennais mærker dog Intet dertil. Med Bifald citerer han disse Ord af
en anden katholsk Forfatter: »Den katholske Religion er en Autoritetens
Religion, og derfor er den alene en Vishedens og Rolighedens Religion.«
Med Triumph beraaber han sig ogsaa paa det Udsagn af Rousseau, at »hvis
Nogen om Søndagen kunde bevise ham, at han i Troessager var forpligtet
til at underkaste sig en Andens Afgjørelse, vilde han om Mandagen lade
sig gjøre til Katholik, og ethvert consequent og sandhedskjærligt
Menneske bære sig ad som han.« Lamennais applauderer, sikker som han
er paa at have ført dette Bevis for, at Individet i Troessager bør
underkaste sig Autoriteten. Store Himmel hvilket Bevis! Et eneste Pust
og det ligger.

Et af to: Enten hviler den katholske Kirke paa den almindelige
Anerkjendelse af dens Sandhed eller den gjør det ikke. Hviler den
derpaa, saa er den jo almindelig anerkjendt og behøver intet Forsvar,
da den ingen Fornegtere har. Hviler den derimod ikke derpaa, saa er den
ifølge Theorien falsk, og intet Forsvar kan hjælpe den.

Men ikke nok hermed: Selve denne Lære, at den almindelige
Overensstemmelse afgiver Kjendetegnet paa det Sande, selv den maa jo
ogsaa bevise sin Sandhed ved at den er almindelig anerkjendt. Men lader
der sig nu tænke en mere blodig Skjæbnens Ironi end den, at den ikke
blot blev almindelig bestridt, men at Kirken selv i 1832 forkastede
denne Lære? Saaledes stod altsaa Lamennais pludseligt alene med den
Lære, at det var Summen af alle de Andre, der havde Ret. Lader der sig
tænke en mere latterlig Modsigelse? Ja, der lader sig tænke en, nemlig
den, som strax efter indtraf: at Lamennais som Kirkens lydige Søn,
bøiende sig under dens Autoritet, selv frafaldt og afsvor denne sin Lære
om Kirkens Autoritet som Sandhedens ufeilbare Kjendemærke.

Men vi behøve ikke at kaste Blikket saa langt frem som til 1832 for
at see, hvorledes Autoritetsprincipets Mænd kom i Strid med deres
eget Princip. Hvad man end forfægter, maa man først og fremmest have
Frihed til at tale. Det er det Guddommelige ved Friheden, at selv
dens Hadere trænge til den og nødes til at anraabe om den. Bladet Le
conservateur begyndte med paa det Ivrigste at hævde Pressefrihed og
var siden høiligt generet heraf. Man kunde ikke godt negte Andre en
Frihed, man havde fordret for sig selv; man kunde ikke godt — men man
gjorde det. Ganske lige saadan gik det med Hensyn til Spørgsmaalet om
parlamentarisk Regjering eller som man da kaldte det det parlamentariske
Prærogativ. Ved Begyndelsen af Restaurationen er det den katholske
og monarchiske Skole i Frankrig, der gjennem sine Bladartikler og
sine Talere kuldkaster det første Ministerium, som var udgaaet af
Kongemagtens frie Valg. Man vilde selv til Roret. Saaledes var det
da Autoritetsprincipets Skole, der i Frankrig først fastslog de
stik modsatte Principer: Pressefriheden i dette Ords mest udstrakte
Betydning og den parlamentariske Majoritets afgjørende Indflydelse. Man
undergravede selv den Grund, hvorpaa Autoriteten hvilede.

Hos den stolte og lidenskabelige Præst Lamennais er Udviklingen i
denne Retning til at controllere Punkt for Punkt. Chartet, som jo
paa det Nøieste hang sammen med Kongemagten, sikrede idetmindste
paa Papiret Religionsfrihed. Men denne Religionsfrihed opbringer
Lamennais, der jo veed, at kun een Religion er den sande. Det er
paa hin Tid, at det ynkelige Ordspil kommer i Mode, at Retten til
Samvittighedsfrihed er Retten til at være fri for at have Samvittighed.
Han og hans Tilhængere hævde da, at man bør følge sin Samvittighed. Det
gjør efter deres Mening Modstanderne ikke. Men de glemme, at der er en
Pligt, der gaaer forud for den at følge sin Samvittighed, det er den
at oplyse sin Samvittighed. Hvis det er umoralsk at handle imod sin
Samvittighed, er det det ikke mindre at danne sig en Samvittighed efter
falske og vilkaarlige Principer. — I Samvittighedens og Autoritetens
Navn protesterer da Lamennais mod Statens Confessionsløshed, der af
ham betegnes som »den politiske Atheisme«. Han udslynger Stikordet:
I Frankrig er Loven Atheist. Ja, han gaaer videre. Han viser i et
navnkundigt Brev, som han indrykkede i Bladet »Den hvide Fane« og
rettede til Biskop Frayssinous, at da det Folk, som det nu gjaldt
om at opdrage, var født i Blod, nær ved Ludvig den 16des Skafot og
Fornuftgudindens Alter, kunde kun Christus frelse det og Christendommen
opdrage det. Men al Opdragelse i Frankrig var efter hans Paastand
atheistisk. »Overdriver jeg, Monseigneur, naar jeg siger, at der i
Frankrig gives Opdragelsesanstalter, der staae i mere eller mindre
directe Forbindelse med Universitetet, hvor Børnene blive opdragne i
praktisk Atheisme og Had til Christendommen? I en af disse Lastens og
Irreligiøsitetens gyselige Huler har man seet 30 Elever gaae til Herrens
Bord, beholde den indviede Hostie og begaae en Helligbrøde, som Loven
fordum vilde have straffet, idet de med den have forseglet de Breve, de
have skrevet til deres Forældre […] En ugudelig, fordærvet, revolutionær
Race danner sig under Universitetets Indflydelse.«

Man var meget ilde tilmode over disse indiscrete Oplysninger og i høi
Grad generet ved disse Angreb paa Statens Grundlov fra en Leir, hvis
varme Understøttelse man troede at kunne gjøre Regning paa. Da Lamennais
nu som Følge heraf mødte stor Kulde og modtog Irettesættelser istedenfor
Tak, gik han endnu et Skridt videre.

Jeg har allerede vist, hvorledes hans Lære førte til i
Collisionstilfælde at ofre den verdslige Ufeilbarhed for den geistlige
Overufeilbarhed. Men dette var i Virkeligheden Et med at indrømme den
revolutionære og philosophiske Skole, at den havde Het i at forkaste
den ukrænkelige og uigjenkaldelige Charakter, som den monarchiske Skole
vilde tildele det legitime Kongedømme. Det var desuden at gjøre den hele
verdslige Magt afhængig af Paven. Alle Frankrigs Bisper svarede med en
Erklæring, i hvilken de hævdede den verdslige Magts Uafhængighed af
Pavestolen.

Saaledes var da Lamennais, Autoritetens Mand, nu baade brouilleret med
de geistlige og de verdslige Autoriteter.

Hans Optræden som Demokrat ligger denne Gang udenfor vor Ramme. Vi ville
her kun agte paa de Spirer til hans nye Retning, der fandtes i hans
gamle Autoritetstheori. Thi det er det høist Interessante ved denne
Theori, at den ingenlunde er af den gode, gamle, brutale Art, som de
Theorier, der opstode hos Bonald og De Maistre lige efter Revolutionen.
Reactionen er her langt mere rationel, altsaa langt mindre principtast.
Ethvert alvorligt Forsøg paa at begrunde Autoritetsprincipet er eo
ipso at give det et Dødsstød; thi Autoriteten hviler ikke paa Grunde.
Lamennais' Theori, der ved første Blik kunde synes saa absolutistisk,
var ved nærmere Betragtning i høi Grad populær. Den hele Bygning
hvilte paa Læren om Menneskeslægtens Autoritet. Men under hint Princip
om Menneskeslægtens Autoritet rørte sig et andet, og hvilket andet
vel end hint gamle Rousseauske, af Reactionens Mænd saa energisk
bekjæmpede Folkesouverainitetens Princip! Læserne mærkede det ikke
strax; Forfatteren følte det heller ikke; men det laa der, det slumrede
og en skjøn Dag vaagnede det og kjendtes igjen af Alle. — Lamennais
vilde erstatte Monarchiet med Theokratiet. Men Theokratiet var ikke
populært, i alt Fald kun populært, naar Ordet omskreves efter det gamle
Ordsprog: vox populi, vox dei, naar Guds Røst altsaa betød Folkets Røst.
Det praktiske Resultat af hans Lærdomme blev da kun Svækkelsen af den
verdslige Myndighed, der skulde underkastes den almindelige Fornufts
Dom; thi den almindelige Fornuft, der først var bleven personificeret
i den souveraine Kirke, personificeredes meget snart i det souveraine
Folk. Da Lamennais endte med at kalde Aanderne til Oprør i »Paroles d'un
croyant«, viste det sig, at han kun havde gjort den Frontforandring nu
at ville Theokratiet til Bedste for Folkene istedenfor tidligere til
Bedste for Fyrsten.

Julirevolutionen sikrer ham Pressefrihed, og den første Brug, han gjør
af den, er den at fordre Undervisningsfrihed og Kirkens Adskillelse fra
Staten. Han haaber saaledes at kunne bringe hele Undervisningen ind
under Kirken og faae den berøvet sit verdslige Præg. Da han i Slutningen
af 1830 grunder Bladet Avenir, er dets Program Adskillelsen af Kirke
og Stat. Alle Angreb besvarer han med Appel til Rom, hvis Program
nødvendigvis maa og skal falde sammen med Bladets; men Vaticanet tier
haardnakket. Sagen var, at Pavemagten ikke havde det Allerringeste
tilovers for Lamennais' Liberalisme og aldeles ikke følte sig oplagt
til at give Afkald paa Statens Tilskud til Kirken. Da nu Modstanderne
vedbleve at paastaae, at Lamennais' og hans Medarbeideres Meninger
ikke stode i Overenssteramelse med den katholske Orthodoxi, reiste i
Februar 1831 Lamennais til Rom for at spørge Paven, om det, som han
udtrykte sig, »var en Forbrydelse at kjæmpe for Gud, Retfærdighed og
Sandhed, og om han overhovedet burde fortsætte sine Bestræbelser«. Man
holdt ham i Rom hen med Snak og Udflugter lige til August 1832. Saa
udkom den Bulle, hvori han, Indifferentismens Forfølger, dømtes for
religiøs Indifferentisme. Det hedder her: »Af denne Indifferentismens
urene Kilde udstrømmer ogsaa den vildfarende og absurde Sætning eller
det Delirium, at man bør hævde og sikre Alle Samvittighedsfrihed […]
Men, som Augustinus sagde, hvilken værre Død gives der end Frihed
til at fare vild? Thi det forstaaer sig, at naar enhver Tøile tages
bort, der kan holde Menneskene indenfor Sandhedens Stier, saa styrter
deres Natur, der helder til det Onde, ned i Afgrunden […] Hertil
henhører ogsaa den afskyelige Frihed, for hvilken man aldrig kan have
Rædsel og Modbydelighed nok, som benævnes Boghandelens Frihed til at
offentliggjøre et hvilketsomhelst Skrift, en Frihed, som Nogle med saa
megen Iver vove at forfægte«. Atque ex hoc putidissimo indifferentisimi
fonte absurda illa fluit ac erronea sententia, seu potius deliramentum,
asserendam esse ac vindicandam cuilibet libertatem conscientiæ […] At
quæ pejor mors animæ quam libertas erroris? inquiebat Augustinus. Freno
quippe omni adempto, quo homines contineantur in semitis veritatis,
proruit jam in præceps ipsorum natura ad malum inclinata […] Huc spectat
deterrima illa ac nunquam satis execranda et detestabilis libertas artis
librariæ ad scripta quælibet edenda in vulgus, quam tanto convicio
audent nonnulli efflagitare ac promovere. Det var rene Ord for Pengene,
som man siger; Lamennais underkastede sig, og hans Blad gik ind. Det er
let at forstaae, at han følte det, som var der rakt ham et Malurtbæger,
let at begribe, at der nu ikke behøvedes mere end en Draabe for at
bringe det til at flyde over. Han stod fra nu af paa Springet til at
kaste sig over i Revolutionens Arme. Han gjorde kort Tid efter dette
Spring.

Men hvad der for os, der blive staaende ved det første Udviklingsstadium
hos Lamennais, er psychologisk interessant, det er at iagttage hvorledes
hans naive Autoritetstro undergraves, saasnart han i Rom faar Leilighed
til at see Helligdommen nærved. Han skriver privat fra Rom: »Paven er
from og vilde gjerne det Gode; men fremmed som han er for Verden, er
han fuldstændig uvidende saavel om Kirkens som om Samfundets Tilstand:
ubevægelig i det Mørke, der fortætter sig omkring ham, sidder han
og græder og beder; hans Rolle, hans Mission er at forberede og
fremskynde de sidste Nedbrydninger, som maae gaae forud for den sociale
Gjenfødelse, og uden hvilke denne enten vilde være umulig eller dog
ufuldstændig; derfor har Gud givet ham i Hænderne paa Mennesker, der
staae saa lavt, som det overhovedet er muligt at staae; æresyge,
gjerrige, fordærvede som de ere, paakalde de i deres fæiske Raseri
Tartarerne for i Europa at oprette hvad de kalde Ordenen.«

Er det ikke et mærkværdigt Træf, at ogsaa Lamennais skal ende med
at støde an mod dette Ord, der saa fuldstændigt havde opbygget den
hele Generation. Som Victor Hugo under sine Forsøg paa at hævde
Smagsautoriteten tilsidst føler sig tvungen til at kritisere og
udvide Begrebet Orden, saaledes nødes Lamennais under sin Kamp for
Katholicismen til det Samme. Med hvilken Vemod og hvilken Lidenskab
skildrer han ikke i sine Breve den Corruption, han har fundet blandt
hine »Ordenens« Piller i Rom: »Katholicismen var mit Liv, fordi den
er Menneskehedens Liv; jeg vilde forsvare den, jeg vilde drage den op
af den Afgrund, ned i hvilken den hver Dag synker dybere, Intet var
mere let. Bisperne have fundet, at det ikke var dem tilpas. Saa stod
da Rom tilbage. Jeg reiste derhen, og jeg saa den infameste Kloak, der
nogensinde har besudlet menneskelige Blikke. Tarquiniernes kjæmpemæssige
Afløbsrende vilde være for snever for saameget Skarn. Der hersker ingen
anden Gud end Egennytten; man vilde der gjerne sælge Folkene, sælge
Menneskeslægten, sælge de tre Personer i den hellige Treenighed, hver
for sig eller alle under Et, for et Stykke Jord og for nogle Piastre.«

Saaledes viste sig paa nært Hold for Lamennais den Magt, til hvis mest
uforfærdede Ridder han havde gjort sig. Hvad Under at han skiftede
Front! hvad Under at han ligesom de gamle Saxeres hedenske Præster, med
hvem Renan har sammenlignet ham, selv med et sikkert rammende Øxehug
nedhuggede den Guddom, til hvis Alter han havde kaldt den modstræbende
Verden!

Dog interessantere endnu end dette Klarsyn paa et enkelt Punkt ere
de Glimt af en høiere Erkjendelse i Almindelighed, der nu spores i
Lamennais' Breve. Indtil nu havde han søgt den absolute Sandhed, og dét
var Autoriteten, der skulde garantere ham denne. Nu naaer han med Et til
Relativitetsideen, den Idee, som grundigst og fuldstændigst gjør det af
med Autoritetsprincipet: »Jo ældre jeg bliver, des mere undrer jeg mig
over at see, at de Meninger, der have dybest Rødder i os, afhænge af
den Tid, hvori vi have levet, af det Samfund, hvori vi ere fødte, og af
tusinde ligesaa forbigaaende Omstændigheder. Tænk blot, hvilke Meninger
vi vilde have, hvis vi vare komne 10 Aarhundreder tidligere til Verden
eller i samme Aarhundrede i Teheran, i Benares, paa Otaheiti!« Smlgn.
G. Brandes: Den franske Æsthetik i vore Dage S. 97. Der er mere sand
Philosophi i disse Par Ord end i hele Lamennais' berømte Hovedværk.

Vi have ladet os drage et Par Aar for langt frem i Tiden ved at følge
Lamennais til det Punkt, hvor han foretog Overgangen til Demokratiet. Da
i 1823 »Essai sur l'indifférence« foreligger færdig, vil han endnu som
alle Restaurationstidens andre Theokrater ved Kirkens Autoritet styrke
Fyrstens.

Imidlertid døer denne Fyrste og Carl d. 10de bestiger Tronen. Han
bestiger den med al mulig Pomp og Pragt. Man fører ham til Reims for
at han kan blive salvet. Den 20 Mai 1825 fandt Salvningen Sted, og det
syntes som om al gammel monarchisk og clerical Overtro i den Anledning
var steget op af Graven. Det var saaledes en gammel Tro, at kronede
Hoveder vare istand til at kurere Kjertelsyge. Denne Mening var saa
uomtvistet, at under Ludvig d. 15de, der ogsaa gjorde Brug af dette
gamle Privilegium, en Dame fra Valenciennes, der havde ladet sig berøre
af Kongens Hænder og der i den Hensigt at gjøre sin Lykke havde indsendt
en Lægeattest for at hun nu var ganske fri for Kjertelsyge, fik det
Svar: »De Prærogativer som Kongerne af Frankrig nyde med Hensyn til
Helbredelse af Kjertelsyge ere blevne godtgjorte ved saa authentiske
Beviser, at de ikke trænge til at stadfæstes ved nye Vidnesbyrd.«

Det var under Ludvig d. 15de. Under Carl d. 10de viste man sig ikke
mindre rettroende. Jeg har fortalt, hvorledes det under Revolutionen
gik Ampullaen med den hellige Olie. Den blev slaaet i Smadder. Ikke
desmindre fandtes der nu en Troende, som paastod, at han, dengang da
Helligbrøden blev begaaet, havde opsamlet nogle Skaar med Draaber
af den hellige Olie og bevaret dem til nu. Præst og Kirkeforstander
anerkjendte Skaarene for ægte. Carl d. 10de lyksaliggjorde da en skjøn
Dag sit Land med Budskabet om, at han vilde lade sig salve med Clovis'
hellige Olie. Skaarene bleve føiede ind i en ny med Guld og Ædelstene
bedækket Ampulla, og de kostbare Draaber fortyndede med andre. Jeg har
alt i Anledning af Napoleons Kroning berørt, hvorledes Salvningen gik
for sig. Kl. 10 næste Morgen besteg Kongen en prægtig Skimmel og red
med et glimrende Følge og escorteret af en Trop Gardehusarer til St.
Marculphs-Hospitalet. Der ventede den første Livlæge og den første
Livchirurg i Spidsen for 121 Kjertelsyge. Kongen forrettede en kort
Bøn i Hospitalskapellet og gav sig saa tappert til Arbeidet med at
kurere dem. Den berømte Chirurg Dupuytren skammede sig ikke ved at være
behjælpelig og holde de Syges Hoved iveiret under Comoedien.

Høitideligheden blev besunget af Lamartine i en hel Cyclus af Digte
(Chant du sacre) og af Victor Hugo i en begeistret Ode. Men i Anledning
af denne mindeværdige Begivenhed blev der tillige skrevet en lille
Chanson, der snart skulde paadrage sin Digter en Retssag og en Dom.
Digtet hed »Karl den Enfoldiges Salvning« og var forfattet af Béranger.

I Victor Hugos Ode »Le sacre de Charles X« var Tonen, som den følgende
Strophe betegner den, troende, bibelsk og monarchisk:

            Mais trompant des vautours la fureur criminelle Dieu garda
            sa colombe au lis abandonné. Elle va sur un Roi poser encore
            son aile:

            Ce bonheur à Charles est donné! harles sera sacré suivant
            Cl'ancien usage,

            Comme Salomon, le roi sage, Qui goûta les célestes mets,
            Quand Sadoch et Nathan d'un baume l'arrosèrent Et,
            s'approchant de lui, sur le front le baisèrent,

            En disant: »Qu'il vive à jamais!«

Hos Béranger derimod var den respectstridig til det Yderste. Jeg anfører
et Par Stropher som Prøve:

Le sacre de Charles-le Simple.

            Français, que Reims a réunis, Criez: Montjoie et
            Saint-Denis! On a refait la sainte-ampoule, Et comme au
            temps de nos aïeux Des passereaux lâchés en foule Dans
            l'église volent joyeux. D'un joug brisé ces vains présages
            Font sourire sa majesté. Le peuple s'écrie: Oiseaux, plus
            que nous soyez sages; Gardez bien, gardez bien votre
            liberté.

            Aux pieds des prélats cousus d'or, Charles dit son
            Confiteor. On l'habille, on le baise, on l'huile, Puis, au
            bruit des hymnes sacrés, Il met la main sur l'Évangile. Son
            confesseur lui dit: »Jurez. »Rome, que l'article concerne,
            »Relève d'un serment prêté.« Le peuple s'écrie: Oiseaux,
            voilà comme on gouverne; Gardez bien, gardez bien votre
            liberté.

            De Charlemagne en vrai luron, Dès qu'il a mis le ceinturon,
            Charles s'étend sur la poussière. Roi, crie un soldat,
            levez-vous! »Non, dit l'évêque; et, par saint Pierre »Je te
            couronne: enrichis-nous. »Ce qui vient de Dieu vient des
            prêtres. »Vive la légitimité!« Le peuple s'écrie: Oiseaux,
            notre maître a des maîtres; Gardez bien, gardez bien votre
            liberté.

            Oiseaux, ce roi miraculeux Va guérir tous les scrofuleux.
            Fuyez, vous qui de son cortége Dissipez seuls l'ennui
            mortel. Vous pourriez faire un sacrilége En voltigeant sur
            cet autel. Des bourreaux sont les sentinelles Que pose ici
            la piété. Le peuple s'écrie: Oiseaux, nous envions vos
            ailes; Gardez bien, gardez bien votre liberté.

Med Undtagelse af Delavigne, der nedstammer directe fra det 18de
Aarhundrede, og som i sine »Messéniennes« aldrig skilte Revolutionens
Principer fra Nationalfølelsen, var Béranger den eneste Digter, der
havde holdt sig udenfor den herskende Gruppe af Aander og Talenter. Han
var født 1780, oplevede 9 Aar gammel Bastillens Indtagelse og forvandt
aldrig dette Indtryk saalidt som Indtrykkene af sin Børnelæsning
Voltaire. En Anekdote fra hans Barndom viser, hvor tidligt han havde
dannet sig sin Livsbetragtning. En Dag, da Béranger var 13 Aar gammel
og netop stod og lo yderst haanligt af sin Tante, der under et voldsomt
Uveir bestænkede Stuen med Vievand, hændte det sig, at Lynet pludseligt
slog ned i Stuen lige ved Siden af ham, saa han nogen Tid laa hen i
fuldstændig Lamhed. Man antog ham for død. Da han slaaer Øinene op, er
hans første Ord til hans gode og fromme Tante det triumpherende Udraab:
»Naa, hvad hjælper saa dit Vievand!« Anekdoten er sand og er med megen
Indignation fortalt af clericale Skribenter. I samme Aand var det, at
han nu gik løs paa Bourbonerne, og deres Vievand hjalp dem ikke Noget.

Men paa samme Tid som de gjorde sig latterlige, viste sig det
besynderlige Phænomen, at Napoleon fra forhadt var bleven poetisk, fra
en historisk Skikkelse bleven til en mythisk. Endnu medens han levede,
var han bleven til en Sagnhelt. Den pludselige Ubevægelighed, der hos
ham nødtvungent var fulgt paa en Virksomhed, der havde holdt hele Europa
i Aande, virkede mægtigt paa Sindene. Den fjerne ensomme Klippeø ude
i det store Ocean syntes ligesom kun at være Fodstykke for Helten.
Den virkelige Bonaparte forvandledes til en ideal Napoleon. Historien
afstod ham til Oden, Meditationen, Dithyramben, den krigerske Chanson
og Heltedigtet, kort sagt til Legenden. Selv hans fordums Fjender kunde
ikke holde et Udbrud af Beundring tilbage for denne Mand, hvem Alle
bestandig havde Øinene henvendt paa. Chateaubriand sagde dengang de
bekjendte Ord, at »Napoleons graa Frakke og Hat paa Enden af en Stok paa
Kysten ved Brest vilde være nok til at bringe hele Europa til at gribe
til Vaaben.« Og Ungdommen, som nylig havde været glad ved at turde bryde
sine Geledder og afryste den tyranniske Disciplin, længtes nu atter
efter Austerlitzsolen. Den havde, siger Musset, drømt om Moskaus Is og
Pyramidernes Sol. Nu syntes Jorden den tom. »Kongen af Frankrig sad paa
sin Trone og Nogle rakte ham deres Hat, og han kastede en Almisse i den,
og Andre rakte ham et Crucifix, og han kyssede det. Og naar de Unge
talte om Hæder, svarte man dem »Bliv Præster! og naar de talte om Ære,
svarte man »Bliv Præster! og naar de talte om Haab, om Elskov, om Kraft
og Liv, bestandig: Bliv Præster!« Alfred de Musset: Confessions d'un
enfant du siècle.

Saa bleve de da Præster. Hvorfor og hvordan de bleve det, kan man see
i de Romaner, der skildre Tiden, f. Ex. i Beyle's »Rouge et noir«. Men
det var Præsternes gyldne Tid. Allerede 7 Januar 1814, tre Dage efter
Chartet, var den famøse Ordonnants udkommen, der forordnede tvungen
Høitideligholdelse af Søn- og Festdage. Man skulde nu under Straf af
Pengebøde være katholsk. Selv Ikke-Katholske bleve tvungne til at
smykke deres Huse, naar Sacramentet blev baaret forbi. 7 Aug. 1814 blev
Jesuiterordenen høitideligt gjenoprettet. Al Undervisning blev lagt i
Geistlighedens Hænder. Man gik ud paa at knuse Universitetet allerede
af den Grund, at en stor Del af den studerende Ungdom havde deltaget i
Paris' Forsvar mod de Fremmede, altsaa i en Uafhængighedskamp.

Fra nu af begynder i den katholske Kirke en kortvarig Gjæring, til
hvilken Lamennais' Kamp med Gallikanismen hører, hvilken efter en
Snes Aars Forløb fører til et hidtil ukjendt Særsyn, det Særsyn, at
Katholikerne ere blevne enige. Katholicisme og Ultramontanisme bliver
Et. Og endnu et Særsyn af beslægtet Art, som ingen tidligere Tid havde
seet, oplever vort Aarhundrede. Den kirkelige Enighed udbreder sig
videre endnu end til de egentlige Troesfæller. Den protestantiske
Kirke strækker Haanden ud imod den katholske, som den engang havde
bekjæmpet som den babyloniske Skjøge. Kaste vi da et Blik ud over
Kirkens senere Udvikling, finde vi, at i vore Dage er Forskjellen
mellem den orthodoxe Protestantisme og Katholicisme kun et Skin, kun
Forskjellen mellem Bibelens eller Pavens Ufeilbarhed. Protestanterne
forkaste det 18de Aarhundredes Rationalisme og det 19de Aarhundredes
Kritik, gaae tilbage til det 16de og 17de Aarhundredes Bekjendelser
og finde dem ikke orthodoxe nok; Luther er gaaet dem for vidt.
Schleiermacher gjælder for vantro i det orthodoxe Tydskland, Bossuet
nævnes aldrig mere af Frankrigs Katholiker. Han gjælder for Kjætter,
fordi han ikke er ultramontan. Selv Montalembert nævner ham i sin »Des
intérêts catholiques au 19me siècle« med en vis Misbilligelse. Ikke
nok hermed: de katholske Polemikere hengive sig til Betragtninger
over Verdenshistorien, der føre til en Art Korstog imod de store
hedenske Genier, der have grundlagt Europas Civilisation, som f. Ex.
Pindar, Plato, Virgil, Se Saisset: La philosophie et la renaissance
religieuse. Revue des deux mondes 1853 Tome I. en Polemik, hvortil
Grundtvigs tidligste verdenshistoriske Fordømmelsesdomme i vor
egen Litteratur afgive et Sidestykke. Med Jubel udraaber derfor
Montalembert i det nysnævnte Skrift: »Løgnehistorien, Parodihistorien,
Declamationshistorien, som den forfattedes af Voltaire, Dulaure og
Schiller, der opdroge vore Fædre, vilde i vore Dage neppe blive
taalt i en Feuilleton.« Man behøver kun at gjennemblade Lamennais'
Correspondance for at faae det Indtryk, at Julirevolutionen for en stor
Del var foraarsaget ved Præstepartiets Adfærd. Navnlig viste Jesuiterne
sig som Galskabens Grenaderer. Missionærer udsendtes over hele Frankrig.
Deres brændende Tro skyldtes deres grove Uvidenhed. De omvendte
undertiden hele Regimenter paa een Gang, der saa førtes til Altrene af
deres Officierer.

Mariadyrkelsen tog et Opsving som ingensinde før. Den samme Bevægelse
foregaaer i vore Dage (kun hurtigere) med Troen paa Maria som i
Middelalderen med Troen paa Christus. Hun forvandles lidt efter lidt fra
et menneskeligt til et guddommeligt Væsen.

Følge vi for et Øieblik den religiøse Reactions Bevægelse ud over den
Periode, vi behandle, saa see vi, hvorledes man med Kjæmpeskridt gaaer
videre ad den betraadte Vei. Dogmet om Marias ubesmittede Undfangelse,
for hvilket Middelalderen i det 12te Aarhundrede var veget tilbage,
fastslaaes i vore Dage. Maria fortrænger umærkeligt Christus og bliver
Frankrigs Guddom, som hun tilforn var Italiens og Spaniens. Med Stolthed
forkynde Katholikerne, at Marias Aarhundrede er fulgt paa Voltaires
Aarhundrede. I en Lærebog, efter hvilken de katholske Præster opdrages,
Manuel de piété à l'usage des séminaires 7 éd. Paris 1835. hedder det:
»Man bør hædre den hellige Jomfru som den evige Faders Hustru, da han
med hende og i hende har avlet vor Herre Jesus Christus; man bør i hende
hædre alle de guddommelige og tilbedelsesværdige Fuldkommenheder, som
Gud har ladet gaae over til hendes Person, idet han med overordentlig
Overflod har meddelt hende sin Frugtbarhed, sin Visdom, sin Hellighed og
sin guddommelige Livsfylde.« I en Bog, som Erkebisp Malou har udgivet om
den ubesmittede Undfangelse, skildres Maria som paa een Gang Datter af
Gud, Hustru til Gud og Moder til Gud. Treenighedens Slægtskabsforhold
blive her saa indviklede, at Marie bl. A. bliver Datter af sin egen Søn.
I en Bog af Abbed Guillon: »Le Mois de Marie« fremstilles hun endog som
en Art Overgudinde, til hvem man derfor helst bør bede: »At være Guds
Moder, det vil sige at have en Art Almagt over selve Gud og, om det er
tilladt at sige saa, at bevare en Art Autoritet over ham.« Saaledes
havner Autoriteten tilsidst hos Madonna. Paa de gamle Scholastikeres
Vis giver man sig til hos Kirkens Fædre at samle Bevissteder for den
ubesmittede Undfangelse. En enkelt Geistlig ved Navn Passaglia har alene
samlet 8000. Ja Erkebiskop Malou erklærer at kunne levere ikke mindre
end 800,000 Beviser derfor. Man svimler. Føi hertil Reliquiedyrkelsen,
som fulgte omkring Midten af vort Aarhundrede; thi Reliquierne, der
under Revolutionen havde ophørt at gjøre Mirakler, gjøre paany Mirakler
for den Generation, der er opdragen af Jesuiterne. Man finder Jesu
hellige Kjole. Men tvende Byer gjøre Fordring paa at besidde den og
begge have deres Kjole anerkjendt som den ene sande af en Pave. Man
valfarter da til dem begge to. Görres jubler i sine historisch-polische
Blätter over Pilgrimsfarten til den hellige Kjole i Trier. Da den
hellige Jomfru aabenbarer sig i La Salette, vandre ikke mindre end
300,000 Pilegrimme til Stedet.

Endelig udmunder den religiøse Reaction da i Pias d. 9des Syllabus,
hin berømte Bulle, der stempler den frie Tanke som et Frihedens
Delirium, fordømmer borgerligt Ægteskab, Adskillelsen af Kirke og
Stat, Religionsfrihed, Pressefrihed og Talefrihed og fordømmer den
Vildfarelse, at Kirken skal forsone sig med »Fremskridtet, Liberalismen
og den moderne Civilisation«. Dog næsten endnu curiøsere end Syllabus
ere Forsvarsskrifterne derfor, den tydske Biskop Kettlers betitlet »Den
falske Frihed og den sande Frihed« og den franske Biskop Dupanloups »La
convention du 15 décembre et l'Encyclique du 8 décembre«, der forklarer
og retfærdiggjør Pavens Kamp mod »den frække Fornegtelse af alle de
store Sandheder, der udgjøre Grundvolden for det menneskelige Samfund«.
Man maa kun ikke troe, at disse Brochurer ere meget paafaldende i deres
Form eller fulde af iøinefaldende Taabeligheder. De ligne i Tone og
Indhold mest en moderat Artikel i en dansk liberal Avis.

Jeg har angivet de Resultater, hvortil den nykatholske Retning førte.
Men vel at mærke disse Resultater høre kun Historien, ikke mere
Litteraturhistorien til. Enhver Retning er altid historisk længe efter
at den har ophørt at være litteraturhistorisk. Dette er den kun, saa
længe den endnu har ikke blot Magthavere, Hertuger og Bisper, men
Aander og Talenter i sin Tjeneste. Det har den religiøse Reaction
efter 1830 ikke mere i Frankrig. Forskjellen paa Reactionen i 1820 og
paa den modbydelige og oprørende Reaction, der nu suger Marven ud af
det svækkede og ulykkelige Frankrig, er den, at medens den dengang
blomstrende Reaction havde næsten Alt hvad Frankrig besad af Aand og
Talent i sin Tjeneste og i sin Hær, saa har den nu ikke et eneste
litterært Navn at opvise. Heri ligger, at der ingen Grund er til at
fortvivle om Fremtiden.

Lad os da nu see, hvorledes Reactionen i Datiden blev beseiret: Den
angrebes for det første udenfra: Dagspressen bekjæmpede Obscurantismen,
Béranger sang sine Viser om den, en enkelt driftig Forlægger Touquet
udgav fra 1817—24 alene 31,600 Exemplarer af Voltaire (1,598,000 Bind)
og 24,500 Exemplarer af Rousseau. Touquet blev vel dømt af Politiet; men
dette vakte en saadan Forbitrelse, at Globe truede med et Massefrafald
fra Katholicismen. Touquet-Udgaverne oversvømmede da Landet paany. Den
klassiske Pamphletist Paul-Louis Courier gjennemhaanede Regjeringen
paa den blodigste Maade. Han samlede sin politiske Theori i Sætningen:
Folket skal paabyde Regjeringen den Vei, den skal gaae, som man angiver
Veien til en Kudsk, man betaler, og som skal kjøre os ikke hvorhen han
vil eller som han vil, men hvorhen vi ville kjøre og ad den Vei, vi
foreskrive ham«. Regjeringen tabte Proces paa Proces mod Courier.

En af de morsomste og for os nutildags interessanteste af hans
Pamphletter er den, i hvilken han udtaler sig mod Kjøbet af Chambord.
Den unge Hertug af Bordeaux, nuværende Greve af Chambord, var født
saa længe efter Faderens Død, at det betragtedes som en Himlens
Tilskikkelse. Lamartine, Victor Hugo og Musset besynge den vidunderlige
Begivenhed, og de to første sammenligne Henri med Bibelens Joas. Det
Forslag opkommer, at aabne en Nationalsubscription til Kjøbet af Slottet
Chambord, og sit Princip at chicanere tro, skriver Courier herimod fra
et Bondestandpunkt. Endelig giver snart den hele Historieskrivning med
Undtagelse af Michaud sig til at arbeide for Fremskridtets Sag. Thiers
begynder 1823 sin Historie, der gjør samme Virkning som Bérangers Sange.

Det havde hidtil altid været Skik i Frankrig, at Regjeringen
understøttede Litteraturen. Med Undtagelse af Napoleon havde alle
Frankrigs Regenter gjort det. Man ventede det af Bourbonerne, men det
skete ikke, med hvor sværmerisk en Sympathi end fra først af Digterne og
Forfatterne kom dem imøde. Paa de faa, som vare antidynastisk sindede,
hævnede man sig saa godt man kunde; for at straffe Béranger trak man
hans Rival Dèsaugiers til Hoffet; for at straffe Delavigne afsatte man
ham fra hans Embede som Bibliothekar.

Men værre end Angrebene udenfra vare de Spirer til Opløsning, der
viste sig inde i Autoritetsskolen selv. Vi have allerede seet, at
Lamennais stod paa Frafaldets Rand. Og som hos ham, saaledes opdagede
man snart hos alle de andre Spirerne til det Nye midt under deres
Forfægten af det Gamle. Lamartine vedblev vel at synge sine religiøse
Hymner; men den strenge Genferpræst Vinet opdagede snart, at denne
Religiøsitet kun tilsyneladende var Christendom, og at der under de
christelige Talemaader lurede en meget lidet orthodox Pantheisme. Se
Vinets interessante Studier over Frankrigs nyere lyriske Poesi.

Victor Hugo, der efter sin første Optræden skulde antages for mere
paalidelig, viste sig snart, ikke blot ved sine Digtes Form, men ved
deres Indhold, som en usikker Acquisition. Efterat hans kongeligsindede
Moders Indflydelse længe havde været overveiende hos ham, dukker, alt
som den Napoleontiske Legende er ifærd med at danne sig, Paavirkningen
fra Faderen atter op, og han, som var begyndt med at stave Bonapartes
Navn paa Italiensk, skriver 1827 sin første Ode til Vendômesøilen, i
hvilken den glødende Begeistring for Keiseren og Keisertiden hos ham for
første Gang giver sig Luft: den vakte megen Opsigt og stor Forundring.
Man forudanede fra nu af i ham den Digter, der tre Aar senere i
Fortalen til Hernani skulde definere Romantismen som »Liberalismen i
Litteraturen«.

Men hvad der allermest fremmede Autoritetsskolens Opløsning, det var
at Bourbonerne i 1824 havde gjort deres store og afgjørende Dumhed
overfor Litteraturen. Chateaubriand var paa den haanligste Maade bleven
udstødt af Ministeriet Villèle, og det netop i det Øieblik, da han havde
skaffet det Bourbonske Navn en Triumph ved den lykkeligt tilendebragte
spanske Krig, som han pleiede at kalde sin politiske »René«, det vil
sige sin Politiks Mesterstykke. Om Enkelthederne ved denne Afskedigelse
kan eftersees Guizot: Mémoires pour servir à l'histoire de mon temps,
Fremmedudgaven 263 ff. Man forhaanede Chateaubriand, den Mand, hvem
man paa en Maade skyldte Alt, ham, der havde lagt Grundstenen til
den hele Bygning, som man havde opført. Christelig Ydmyghed var ikke
Grundtrækket i hans Charakter, og han vendte ikke den høire Kind til,
naar man slog ham paa den venstre. I Juni 1824 gik han aabent over
til Oppositionen, blev dens Fører og overtog Ledelsen af »Journal des
Débats«. Han trak snart den hele seraphiske Digterskole, hvis Patriarch
han var, efter sig. Lafayette sendte ham et Laurbærblad. Constant
smigrede ham. Han begyndte at fraternisere med Béranger og blev besunget
af denne. Victor Hugo skrev en Ode til ham (Livre III Ode 2), der skulde
paa eengang forherlige og trøste, og hvori der forekom Ord som disse:
»Hvad vilde Du ogsaa ved et Hof?« eller: »Der gives intet Skjønnere end
et Laurbærtræ, som Lynet har ramt.« Hans Frafald gav Restaurationen et
Stød i Hjertet. Saalænge Restaurationstidens Skuffelser havde varet,
havde Frankrigs Digterskole været »immanuelisk« og seet en Skytsengel
ved hvert Menneskes Vugge og Baare. Med Chateaubriands Illusioner faldt
ogsaa alle de Andres, og istedenfor hin Skole traadte en anden, som
Southey gav Navnet »satanisk« og som tog imod det, en Skole med skarpt
Blik for det Onde og for alle Rædsler, med pessimistisk Aandsretning og
revolutionære Sympathier.

Men ind i den Sindsbevægelse, der var foraarsaget ved denne uforudsete
og betydningsfulde Begivenhed, greb en anden endnu betydningsfuldere
og følgerigere Begivenhed, der virkede Verden over: Efterretningen om
Byrons Død.

Denne Efterretning virkede saa meget des mægtigere som den bragte
Sympathierne for den første Frihedskamp, der havde fundet Sted siden
Revolutionen, til at slaae ud i lyse Luer. Et nyt Ideal dannede
sig i det menneskelige Sind. Med Napoleon var den positive Storhed
falden, de virkelige Helte for en Tid forsvundne fra Jorden. Den
menneskelige Beundring var tom som en Piedestal, hvis Statue er
bleven den berøvet. Lord Byron besatte paany den tomme Plads med sine
Heltes phantastiske Storhed. Napoleon havde afløst Werther, René og
Faust, Byrons prometheiske og desperate Helte afløste Napoleon. Han
stemte vidunderligt med Tidens Trang. Den orthodoxe Dogmatisme havde
i Aarhundredets Begyndelse overvundet den revolutionært-fritænkende
Dogmatisme og var nu paa sin Side undergravet og forældet. Hverken den
systematiske Fornegtelse eller den systematiske Religiøsitet havde
nogen Fremtid i dette Øieblik. Tilbage stod da Tvivlen som Tvivl, den
poetiske Radicalisme, de tusind smertelige og urolige Spørgsmaal om
Menneskelivets Maal og Værdi. Det var hvad Byron bragte.

Men han spurgte ikke neutralt. Det var Oprørsaanden, som spurgte
ud af ham og som gjennem hans Mund forenede de unge Slægter til et
verdensborgerligt Samfund. De istemmede med ham det varselsfulde Ord

            revolution alone can save the world from hell's pollution.

Hans Død blev langt mere end hans Liv virksom for Frihedens almindelige
Sag. Restaurationen havde ført Menneskene til et Høidepunkt af
dyrisk Underkastelse under Autoriteten, af slavisk Underkastelse
under Theologien, af undersaatlig Underkastelse under Magten, til et
Høidepunkt af Slaphed og Hykleri. Den var raaden indtil Marven, men
udadtil støttet til Overtro og Bajonetter. I England havde Bentham,
den radicale Philosoph, skamfuld over at see Reactionen seirrig selv i
det videst fremskredne Land, forsøgt at undergrave den ved at tale til
Menneskenes Interesser. Byron løslod alle Li­ denskaber. Det gjaldt
for ham ikke om at virke paa et enkelt Punkt, men om at revolutionere
Sindene, at vække Følelsen af Tyranniet. Alliancepolitiken troede for
altid at have lænket Revolutionsaanden, indbildte sig for evigt at
have overhugget det Baand, der bandt dette Aarhundrede til det 18de.
»Da knyttede denne ene Mand atter Traaden, som en Million Soldater
havde overrevet. Amerikansk Republikanisme, tydsk Fritænkeri, fransk
Omvæltningslyst, angelsachsisk Radicalisme, Alt syntes forenet i denne
ene Aand. Efter Revolutionernes Undertrykkelse, Pressens Knevling,
Videnskabens Selvunderkastelse traadte Indbildningskraftens Søn, den
fuglefrie Digter frem foran Brechen«, og kaldte alle kraftige Aander
til Vaaben endnu engang mod den fælles Fjende. Gervinus: Geschichte des
19ten Jahrhunderts, VIII, 172. Restaurationen overlever i Grunden ikke
ham. Autoritetsprincipet har aldrig havt en mere hensynsløs Modstander.
Lamennais: Essai sur l'indifférence. Progrès de la révolution et de
la guerre contre l'église. Correspondance par M. Forgues. Oeuvres
inédits par M. Blaize. — Schleiermacher: Reden über die Religion. —
Renan: Essais de morale et de critique. — Schérer: Mélanges de critique
religieuse. — Gervinus: Geschichte des 19ten Jahrhunderts. — Béranger:
Oeuvres complètes.

Reactionen i det franske Aandsliv begynder litterært i Følelsens Navn
med Madame de Staël og den hele Gruppe af Skribenter, der slutte sig
til hende, socialt i Ordenens Navn med Robespierre og den hele Skare
af Revolutionsmænd, der slutte sig om ham. Det Fælles for Madame de
Staël og Robespierre er, at de begge ere Disciple af Rousseau. Efter
Reactionen imod Voltaire følger saa Reactionen imod Rousseau. Paa Festen
for det høieste Væsen følger det store Indvielsestedeum i Notre-Dame, og
paa Madame de Staël følger Bonald. Følelsens Princip fortrænges, eller
benyttes som hos Chateaubriand til Støtte for Autoriteten, Ordenens
Princip identificeres med Autoritetsprincipet, der snart behersker alle
Sphærer i Livet og Litteraturen. Dette Princip er ligesom incarneret i
det første Hold af Reactionære, hvis Høvdinge ere De Maistre og Bonald.
Det faaer sit Heltedigt i »Martyrerne«, og Ordenens Idee behersker
Skildringen af Himmelen, af Helvede og stundom selv af det jordiske
Landskab. Principet faaer sit politiske Mindesmærke i »den hellige
Alliance«. Det Overnaturlige fortrænger det Naturlige af Poesien.
Til det seraphiske Epos svarer en seraphisk Lyrik og Erotik, desuden
seraphiske Pilgrimsfarter og seraphiske Varsler og Syner.

I intet Land havde Autoritetsprincipet været saa respecteret for
den litterære Forms Vedkommende som i Frankrig. Det hævdes da ogsaa
af den nye Digterskole. Men ulykkeligvis sees det snart, at det nye
reelle Princip, den christelige Tradition, staaer i levende Strid
med Litteraturens traditionelle Principer, og Autoriteten vakler
her. Paa lignende Maade er den hellige Alliances Opfinderinde bleven
lyst i Kuld og Kjøn af Magthaverne, saalænge det syntes, at hendes
Principer faldt fuldstændigt sammen med Magtens. I det Øieblik det
iagttages, at den christelige Tradition kan komme til at staae som et
urostiftende Princip overfor Autoriteterne, føle disse sig tvungne
til at sønderbryde det Redskab, de nyligt benyttede, og det religiøse
Broderskabs Tanke staaer i den følgende Tid som et revolutionært Princip
overfor Magten og underminerer den med en Theori. Mest resolut og mest
sammenhængende bliver under Restaurationstiden det politisk-religiøse
Autoritetsprincip udviklet og forsvaret af Lamennais; men det viser sig
snart, at der under hans Lære om den almindelige Fornufts Souverainitet
skjuler sig den revolutionære Theori om Folkesouverainiteten, og
Principet opløser sig selv. Paa samme Tid tvinges Fjenderne af Pressens
Frihed til at benytte sig af den som Middel, medens Modstanderne af
det parlamentariske Regimente selv forfægte det for at styrte et
Ministerium, der hindrer dem i at komme til Magten. Snart staae alle de
Personligheder, vi have seet optræde, ligefra Chateaubriand af til Mme
de Krüdener, fra Hugo af til Lamennais i Strid med de Magthavere, hvis
Sag de med saa megen Iver tjente, og i Strid med det Autoritetsprincip,
der havde behersket dem og Tiden. Saa falder da dette Princip for aldrig
at reise sig mere.
