NATURALISMEN I ENGLAND.

Det er min Hensigt i Englands Poesi fra de første Aartier af dette
Aarhundrede at forfølge den stærke, dybt begrundede og følgerige
Strømning i engelsk Aandsliv, der frigjort fra de klassiske Former og
Vaner frembringer en den hele Litteratur beherskende Naturalisme, fra
Naturalismen fører til Radicalisme, fra Opstand mod nedarvet litterær
Convenients stiger til mægtig Revolte mod religiøs og politisk Reaction
og som i sig bærer Spirer til alle frisindede Ideer og alle frigjørende
Bedrifter, som den europæiske Cultur siden da har virkeliggjort.

Den Periode af skjøn Litteratur, jeg vil skildre, er en blomstrende
rig, med høist forskjelligartede, hyppigt hverandre fremmede eller
hverandre fjendske Aander og Skoler, hvis indbyrdes Sammenhæng ikke
umiddelbart opdages, men først viser sig for det kritiske Blik; og dog
har Perioden sin Enhed, og det Billede, den afgiver, er af Historien
selv sammenhængende componeret, hvor broget og bevæget det end er.

I.

Først og fremmest har denne Gruppe af engelsk Litteratur visse
Charaktermærker, der ere fælles for den hele europæiske Aandsretning
i denne Periode, fordi de frembringes af samme Aarsag. Napoleon
truede Europa med et Universalmonarchi. Dels instinctmæssigt dels med
bestemt Bevidsthed bøiede alle de truede Folkeaander for at undgaae
Overvældelsen sig ind imod deres egne Livskilder. Nationalitetsfølelsen
vækkes og svulmer i Tydskland under Frihedskrigen, i Rusland flammer
den iveiret med Landets gamle Hovedstad, i England begeistres den for
en Wellington og Nelson og hævder i blodige Slag fra Nilen til Waterloo
det gamle engelske Herredømme over Havet, i Danmark fremkalder Kanonaden
fra Slaget paa Rheden en ny Folkeaand og en ny Poesi. Det er denne
Nationalfølelse, der overalt hos Folkene leder dem til at fordybe sig
i deres egen Historie og egne Sæder, i deres Sagn og Eventyrkredse.
Kjærligheden til det Folkelige fører til Studiet og Gjenfremstillingen
af det egentlige saakaldte »Folk«, de lavere Samfundsklasser, som det
18de Aarhundredes poetiske Dannelse endnu ikke havde bearbeidet. Ja
Reactionen mod Verdenssproget bringer endog Dialekterne til Ære.

I Tydskland førte, som jeg tidligere har skildretSe Den romantiske Skole
i Tydskland S. 291 ff., Nationalitetssværmeriet til Begeistring for
Tydsklands Fortid, for Middelalderen, dens Tro, dens Overtro og dens
Samfundsorden. I Italien finder med Manzonis Hymner en tilsyneladende
Tilbagevenden til Katholicismen Sted. Den dogmatiske og asketiske
Religion hævder sig her som Poesi og Moral; den bliver fra en Tro til
et kunstnerisk Motiv. Manzonis religiøse Begeistring er den samme som
den, der ledsagede Paven tilbage til Rom og indgav Alexander Ideen
til den hellige Alliance. I Frankrig, der skjøndt det selv havde
fostret Napoleon, tvunget af Tidsaanden betraadte et lignende Spor
som Tydskland, vendte den litterære Bevægelse sig mod Akademiet, mod
den saakaldte klassiske ↄ: abstract kosmopolitiske Litteratur og
man gik bag om Ludvig den Fjortendes Tidsalder tilbage til det 16de
Aarhundredes Digtere, til Du Bellay og Ronsard, ja til de stakkels
groteske Poeter som Boileau havde haanet og fortrængt. (V. Hugos
Optræden, Sainte-Beuves første litteraturhistoriske Skrifter, Théophile
Gautiers Les grotesques.) I Danmark fulgte Aanderne ved Aarhundredets
Begyndelse i Hovedsagen den tydske Strømning. Man opponerede mod den
franske Cultur. Oehlenschlagers Digt Busten i Langelandsreisen antyder
den nye Bevægelses Charakter. Digteren antager først den Buste, han
finder i det fremmede Værelse, for Voltaires, og nu følge Versene: Saa
opdager han, at det er Ewalds Buste, for hvilken han staaer, og giver
sin begeistrede Taknemmelighed mod Digteren Luft. En omstændelig Analyse
af Hauchs Hamadryaden har ligeledes ført mig til det Resultat, at det
var den franske Aandsretning, især som denne tog sig ud gjennem tydske
Briller, hvilken den nye Skole vilde tillivsSe C. Hauch af G. Brandes.
Nyt dansk Maanedsskrift 1873, 3die og 4de Hefte.. Steffens bragte jo
desuden den tydske Culturstrøm med sig. Men i Bevægelsens andet og
ligesaa betydningsfulde Stadium omdanner den sig fra polemisk mod
Frankrig til polemisk mod det Fremmede overhovedet, særligt Tydskland,
der i vort Fædreland altid havde spilt Undertrykkerens Rolle, og
ved en besynderlig og dog naturlig Consequents bliver det selve den
Tilbagesøgen til det Folkelige, hvortil man efter Tydsklands Exempel
hengav sig, der fjernede stedse mere fra Tydskland. (Retningen mod det
Nordiske, Grundtvig).

Man gjenfinder i England de samme Grundtræk, der betegne Bevægelsen i
alle andre Lande. Man afrystede den franske Dannelse, der i det 18de
Aarhundrede havde behersket de høiere Samfundsklasser. Den klassiske
Retnings sidste Digter Pope skulde snart ikke mere staae som Mester
for den unge Slægt. Man ruskede den lille Mand i hans zirlige Paryk
og traadte i hans Haves velordnede Bede. Og nu saaes det ret, hvilken
mægtig Reserve den britiske Folkeaand besad i de friskere af Culturen
uudtømte Kongeriger, der laa afsides fra det politiske Livs Midtpunkt.
Irland, der i det 18de Aarhundrede havde frembragt en Tænker som Swift
og en Skribent som Goldsmith, sad inde med en Skat af deilige Melodier,
der saasnart en stor lyrisk Digter laante dem Ord, lød fra alle syngende
Læber i Europa. Waliserne samlede og udgave deres gamle Digtninge og
i Skotland, til hvis lavere Samfundslag de engelske Fabrikarbeideres
kuede Levevis endnu ikke var trængt hen, og hvor det af sin Fortid og
sin Hjemstavn stolte Folk fastholdt sine Folkesange, sin Overtro og
sin politiske Særaand, dukkede i Slutningen af det 18de Aarhundrede
Macphersons Ossian op som en Protest mod al forstandskold og regelret
Kunstdigtning. Dens Indflydelse var lige stor paa Alfieri og Foscolo
i Italien, paa Herder og Goethe i Tydskland og paa Chateaubriand i
Frankrig. Saa følger i England Percy's Samling af de engelske Folkeviser
og i Skotland Walter Scotts Samling af gamle skotske Ballader. Men
mellem disse to ligger en af hine litterære Strøm ninger fra Land
til Land og tilbage, som det er mit Hovedøiemed at paapege, og som
her paa en slaaende Maade træder for Dagen. Der sad, kort efter
at Percys Samling var udkommen, i Gøttingen en stakkels juridisk
Embedsmand, i trykkende Kaar, levende i et fortvivlet og demoraliserende
Dobbeltægteskab med to Søstre, i hvis Hus denne Bog en Dag dumper ned.
Den gjør et saadant Indtryk paa Bürger, at den fremkalder en Revolte i
hans Sind, og han plages af Lyst til at skrive Noget, der længe havde
været banlyst fra al god Kunstdigtning, men som han til Baggesen (se
Labyrinthen) betegnede som den egentlige »Poesi«: en Ballade. Saa
begynder han da paa sin berømte Leonore, udarbeidende den langsomt,
Uge efter Uge, og med en saadan Overbevisning om Betydningen af det
Skridt, han foretager sig, at hans Breve til hans Venner derom strømme
over af den heftigste Selvfølelse. Saa kommer denne Ballade ud og gaaer
snart Europa rundt. I Aaret 1795 gjør en ung Dame i Edinburgh en anden
juridisk Embedsmand bekjendt med den, og denne unge Jurist, Walter
Scott ved Navn, i hvem der ligeledes stak en Digter og det en meget
større, debuterede i Poesien med en Oversættelse af denne Ballade og en
anden om Den vilde Jæger. Da disse Oversættelser modtoges med Bifald,
begyndte han at ansee sig for Digter. Og det er paa Grundlag af disse
Oversættelser og den af Götz v. Berlichingen, som Scott i 1799 udgav, at
den nationale skotske Romantik i hans Poesier reiste sig.

Her er altsaa oprindeligt i denne Litteratur et Pust af den
fælleseuropæiske Reaction mod det 18de Aarhundrede. Vi finde den levende
Nationalfølelse, der afløser Kosmopolitismen, i England hos Wordsworth i
Skikkelse af en poetisk beskrivende Patriotisme og hos Southey som hel-
og halvofficiel Forherligelse af Kongehuset og de nationale Bedrifter,
medens Scott og Moore formelig staae som digteriske Incarnationer af
de to andre Kongeriger. Den almindelige Tilbagesøgen til det Folkelige
repræsenteres først og fremmest af Wordsworth, der særlig fremstiller
de lavere og laveste Klassers Liv, Forkjærligheden for Middelalderen
først og fremmest af Scott, der forener en Antiqvars Forkjærlighed for
Minderne fra Fortiden med en Torypolitikers Lyst til at fremstille det
Nedarvede i den mest tiltrækkende Belysning. Den egentlige Overtroens
Romantik finder sin Digter i Coleridge, hvis forsætlige Naivetet og
Simpelhed er i nært Slægtskab med den Tieckske, og Coleridge er det
ogsaa, der som Repræsentant for Datidens tydske Philosophi nedlægger
en abstract videnskabelig Protest mod Oplysningsperioden. Hans Lære
er ganske uengelsk, rent apriorisk i Modsætning til den engelske
Videnskabs experimentale Charakter, den er conservativ, religiøs og
historisk, fordi den tidligere Philosophi havde været radical, vantro
og metaphysisk, det er en Schellingianisme, der fra først af søger at
bevare saa mange af det forrige Aarhundredes Resultater som muligt,
men som stedse mere haardnakket og mere bornert iler til den modsatte
Yderlighed af den, paa hvilken man i det forrige Tidsrum var strandet.
For Romantikens uordentligt phantastiske Retning staaer Southey med
sine østerlandske Epopeer som Repræsentant, og hvad endelig Romantikens
sønderrevne og lidenskabelige Helte angaaer, da fremtræde de i vildere
og mandigere Skikkelse hos Byron, medens Shelleys Aandetro og hans
Opløsen af alle faste Former i ætherisk Musik erindrer om Inderligheden
og Ubestemtheden hos Novalis.

II.

   Men disse Tidsalderens fælles og bredeste Grundtræk modificeres paa
en høist kjendelig Maade ved en Række af særligt engelske Træk, der uden
at forekomme andensteds gjenfindes hos de hinanden ellers mest ulige
Aander, som denne Periode af Englands Litteratur har at opvise.

   Disse Træk lade sig samtlige føre tilbage til eet Grundtræk: den
kraftige Naturalisme. Jeg sagde, at den første Bevægelse er den, at
Skribenterne blive nationale. Men det at blive national vilde i England
sige at blive Naturalist, som det i Tydskland betød at blive Romantiker,
i Danmark at blive Oldnordisk. De dyrke, studere, og tilbede allesammen
Naturen. Wordsworth, der ynder at bære sine Passioner tilskue som Ideer,
flager formelig med Ordet Natur og gjenfremstiller i grandiose Billeder,
men med smaalig Omhu, Bjerge, Søer og Floder, Bønder og Almuesmænd
fra Nordengland. Scotts Naturskildringer ere som bekjendt udførte paa
Grundlag af paa Stedet gjorte talrige Notitser og ere saa troe, at en
Botaniker vilde kunne lære Stedets Vegetation at kjende igjennem dem.
Keats er med alt sit Sværmeri for Antiken og den græske Mythologi en med
de skarpeste Sandser og den fineste universelle Sandselighed udstyret
Sensualist, der seer, hører, føler, smager og indaander alle Afarter af
Farvepragt og Fuglesang og Silkeblødhed og Druesaft og Blomsterduft, som
Naturen rummer. Moore er lutter aandiggjort Sandselighed. Den forvænte
og forvænnende Digter synes at leve omgivet af alle Naturens skjønneste
og mest udsøgte Eiendommeligheder. Han blænder vor Aand med Solglands,
døver den med Nattergalemelodier og drukner den i Sødme. Vi leve med
ham i en stadig Vision af Vinger, Blomster, Regnbuer, Smil, Rødmen,
Blussen, Taarer, Kys og atter Kys. Naturalisme, det er den virkelig
dybest liggende Tendens i Værker som Byrons Don Juan og Shelley's The
Cenci. Med andre Ord, paa engelsk Grund er Naturalismen saa stærk, at
den gjennemtrænger den romantiske Supranaturalisme hos Coleridge ikke
mindre end den høikirkelige Theisme hos Wordsworth, den atheistiske
Spiritisme hos Shelley, den revolutionære Liberalisme hos Byron og den
historiske Interesse hos Scott. Hos alle Digterne behersker den deres
personlige Tro og deres poetiske Retning.

Denne kraftige, saftigt mættede Realisme beroer paa forskjellige
gjennemgribende engelske Egenskaber. Først Kjærligheden til Land og
til Sø. Næsten alle de i denne Periode optrædende engelske Digtere ere
enten Landmænd eller Sømænd. Den engelske Muse var fra Arildstid af
en Ven af Herresædet og Forpagtergaarden. Wordsworths ægte engelske
Poesi svarer nøie til de vidtbekjendte Malerier og Stik, der skildre
engelsk Landliv med et Præg af Sundhed og Ligevægtens Ro og nu og da
med et evangelisk Skjær over Scenen, naar Landsbypræstens faderlige
Virksomhed eller Husandagtens opbyggelige Charakter bliver fremstilt.
Burns, Sangeren bag Ploven, Skotlands største digteriske Geni, viede
tidligt den skotske Digtning til Landet, og der er Sandhed i det
spydige Ord, at Scott i alle sine Epopeer kun skrev en rimet Reisebog
til Skotland. At allerede de Samtidige havde dette Indtryk kan sees af
Moores satiriske Spøg over, hvorledes Scott i sine Digte »gjør« det ene
Herresæde efter det andet.Should you feel any touch of poetical glow
We've a Scheme to suggest — Mr. Scott, you must know Having quitted
the Borders, to seek new renown, Is coming, by long Quarto stages, to
Town; And beginning with Rokeby (the job's sure to pay) Means to do all
the Gentlemen's Seats on the way. Now the Scheme is (though none of
our hackneys can beat him) To start a fresh Poet through Highgate to
meet him; Who, by means of quick proofs — no revises — long coaches May
do a few Villas, before Scott approaches. Moore: Intercepted letters
Nr. 7. Og hvilken Rolle spille ikke disse Herresæder i to saa polart
modsatte Digternaturers Existents som Byrons og Scotts. Newsteads
Navn er uadskilleligt knyttet til Byrons som Abbotsfords til Walter
Scotts. Det gamle Abbedi med dets middelalderlige og phantasirige
Architektur er Byron den nødvendige Folie for hans Pairstitel og Pantet
paa hans Hjemstedsret i England. Han afhænder det først, da han har
sagt sit Fædreland Farvel for bestandig. Walter Scotts Eiendom er vel
ikke saa gammel og ærværdig; men han kjøber sig Abbotsford, da det
Ønske om Landbesiddelse, der altid har været mægtigt i ham, bliver
uimodstaaeligt, og han indretter sig i den lykkelige Periode af sit
Liv, han tilbringer her, som havde han aldrig voxet op med anden Udsigt
for Øie end den at vise en gammel skotsk Godsbesidders kongelige
Gjæstfrihed og leve hans dristige Friluftsliv. Hans største Morskab er
den halsbrækkende Fornøielse at vade gjennem rivende Strømme, selv om
han ved at gaae 50 Skridt videre havde kunnet komme over en Bro, at ride
paa en Hest saa vild at den ikke kan rides af nogen Anden, og at drive
Laxejagt med Spyd ved Fakkelskin, snart gjennemblødt af Regn, snart
stivfrossen i Nattekulden. Hvilken Kjender af Byrons Liv mindes ikke her
hans Forkjærlighed for vilde Rideture og forvovne Svømmeexperimenter!

Ikke desmindre er der i de to Digteres Forhold til deres Grundeiendom
en Modsætning, som charakteriserer deres forskjellige Naturer. Byrons
Forkjærlighed for Newstead var begrundet i hans aristokratiske
Tilbøieligheder, Scotts for Abbotsford i hans historiske Instincter.
Som Walter Scotts Herresæde havde Ettrick Skoven til Baggrund, saaledes
havde Newstead den ved Robin Hood og hans lystige Mænd berømte Sherwood
Skov. Alligevel have disse Minder ingensomhelst kjendelig Indflydelse
udøvet paa Byrons Poesi, skjøndt han iøvrigt skildrer selve Abbediet
fortræffeligt i 13de Sang af Don Juan. Minderne fra Ettrickskoven gaae
derimod som et Omkvæd gjennem Scotts hele Digtning, ja det er endog ham
og ikke Byron, som (i Ivanhoe) kalder Sherwoodskovens Liv og Poesi op
fra de Døde. En anden engelsk Betingelse for Naturalismen er Digternes
Kjærlighed til de høiere Dyr og deres stadige Forhold til Dyreverdenen.
De have den Forkjærlighed for alle Husdyr, som er en Consequents
af deres engelske Sands for Hjemmet. De slæbe Hjemmet og Husdyrene
med sig, naar de reise. Næsten alle disse Skribenter ere Sportsmen,
fremfor Alt ivrige Ryttere. Man bør agte paa dette Træk for ikke, som
det altfor ofte gjøres, at se en individuel barok Eiendommelighed i
Træk, der ere rent folkepsychologiske Bestemmelser. Ikke for Intet
nedstammer denne Race fra to mythiske Helte med Hestenavnene Hengist
og Horsa. Vi gjenfinde ogsaa Byrons Kjærlighed til Heste, Hunde og
alleslags vilde Dyr, der saa tidt er fremhævet som en betegnende Særhed
hos den menneskesky Forviste ligesaa udpræget hos den i blomstrende
hjemlig Lykke levende Walter Scott. Mathews’s bekjendte Brev om Livet
paa Newstead viser os Byron som Yngling omgiven af et helt Menageri,
hvoriblandt en Bjørn og en Ulv; Medwins Meddelelser om hans Liv i
Italien skildre os hans Opbrud fra Ravenna i Aaret 1821 »med 7 Tjenere,
5 Vogne, 9 Heste, en Abe, en Bulldog, en Dogge, 2 Katte, 3 Perlehøner
og andre Fugle.« Sligt kan synes en rent personlig Særhed. Men man læse
blot til Sammenligning i Walter Scotts Biographi Beskrivelsen over
hans Flytning til Abbotsford. Den hele Forskjel er den, at Antiquarens
Marskandiserbutik her pudsigt blander sig med Menageriet: »Toget lignede
en Karavane, Vognene vare fyldte med gamle Sværd, Buer, Skjolde og
Landser, Hønsene havde man indkvarteret i gamle Hjælme, og selv Køerne
maatte i denne Procession bære gamle Faner, Standarter og Musketter. Ved
Siden af Toget løb et Dusin Bønderbørn, belæssede med Fiskeredskaber,
Net og Laxespyd og førende alle Afarter af Hunde ved Linen.« — Man
finder et Tegn paa den tungsindige Byrons Melancholi i hans Kjærlighed
til Hunden Boatswain og i den høitidelige Indskrift han lod sætte
paa sin Yndlingshunds Grav. Men man bør for at forstaae dette Træk,
betænke, at den levelystne Scott, da hans Yndlingshund Camp døde, lod
den høitideligt begrave i sin Have, medens hele Familien stod og græd om
Graven.

Dog endnu mere charakteristisk end Kjærligheden til Grundbesiddelse og
til Heste og Hunde og end de Vidnesbyrd, den sætter sig i den engelske
Poesi, er den engelske Forkjærlighed for Havet. Englænderen er et
Amphibium. En betydelig Gruppe af hele denne Periodes Naturskildring
er Marinemaleri. Det var en gammel, i hin Tid paany glorværdigt hævdet
Overlevering, at England var Havets Dronning; den engelske Digtning
var og blev Søens ypperste Skildrer og Fortolker. Der gaaer et Pust af
Havets Friskhed og Frihed gjennem dette Lands bedste Poesi; Havet selv
stod for dets Digtere som det store Frihedssymbol paa samme Maade, som
Alperne til alle Tider have gjort det for de frie Beboere af Schweiz.
Med Sandhed udbryder Wordsworth (Sonnets dedicated to Liberty I, XII):

Derfor dukker da ogsaa den længst begravne Aand fra Vikingetiden
op paany hos Landets ypperste Digtere i denne Tidsalder, i hvilken
den engelske Poesi i dette Aarhundrede synes at have culmineret.
Coleridges Digt Den gamle Sømand samler al Havets Rædsel og Gru, Byrons
Vikingefarter afspeile sig direkte i Childe Harold og Don Juan, Shelleys
Lidenskab for Sø og Seilads lever og aander i hans Rytmers Bølgeslag og
i alle dem af hans Sange, der forherlige Vind og Vove, først og fremmest
i hans Mesterværk Oden til Vestenvinden.

Overført paa Samfundet bliver Naturalismen, som allerede hos Rousseau,
revolutionær, og bag hin Kjærlighed til Grundbesiddelse og denne
Lyst til at udsætte sig for Havets Luner og beherske dem, der er
Naturalismens dybtliggende Aarsag, ligger hos Englænderen den endnu
dybere nationale Selvstændighedsfølelse, der under de bestemte
historiske Forhold i dette Tidsrum saa naturligt maatte føre de
bedste Aander til Radicalisme. Ingen Nation er gjennemtrængt af denne
Selvfølelse i den Grad som den engelske; man seer det bedst naar
Engelskmanden i Udlandet optræder mellem Fremmede; hans Titel som
Englænder melder ham »som en Fanfare«. Det er denne Selvstændighed, der
er gaaet over i den engelske Litteratur, som i afgjørende Øieblikke har
gjort dens Kunst til Charakterkunst, og den er det, som i den Periode vi
have for Øie gjør Udslaget og iværksætter Omslaget i Europas litterære
Bevægelse. Der udfordredes en Englænder til som Byron ene at stemme
den Strøm, der flød ud fra den hellige Alliance — en Englænder, først
fordi kun en engelsk Digter vilde have havt Charakter dertil, dernæst
fordi paa hin Tid kun Englands Digtere besad det udprægede politiske
Hang og den skarpe politiske Sands, der altid har udmærket denne den
første, ja maaskee eneste parlamentariske Nation. Der udfordredes
fremdeles en Englænder til med denne vilde Energi at kaste Handsken til
sit eget Folk. Kun i det nationalstolteste Folk kunde der findes store
Aander, som vare stolte nok til at trodse Nationen. Denne personlige
Selvstændighed hos Folkets fremragende Digteraander betinges ved en
ægte engelsk Eiendommelighed. Disse Digtere have saa godt som ingen
Theori, sjeldent nok en æsthetisk, aldrig nogen philosophisk; medens
f. Ex. Tydskerne Lessing, Goethe og Schiller alle indlægge sig de
betydningsfuldeste Fortjenester af Videnskaben, er der blandt det
engelske Digterfolk ikke en eneste Videnskabsmand. Ja, hvad der er det
mærkeligste, disse Skribenter conferere ei engang med hinanden. Goethe
og Schiller brevvexle i det Uendelige om de forskjellige Sujetters
Natur og deres rette Behandling, ja discutere tidt vidtløftigt nok
Nødvendigheden af en Strophe mere eller mindre; Heiberg og hans Skole
følge bestemte æsthetiske Principer, hvorom de ere komne overens, og
ere næsten lige saa kritiske som productive, men Scott og Byron og
Moore, hvem dog et hjerteligt Venskab forener, udføre hver for sig deres
poetiske Værker fuldstændigt isolerte, uden at give eller ønske et
Vink, et Raad, en Samtale med Broderdigteren angaaende det paabegyndte
Arbeide. Selv naar ganske undtagelsesvis en Paavirkning finder Sted, som
af Wordsworth og især af Shelley paa Byron, da foregaaer den saa at sige
hemmeligt, fuldstændigt ubevidst, og saaledes, at den af dens Gjenstand
enten ikke nævnes eller idetmindste ikke tilstaaes. En amerikansk
Forfatter har slaaende betegnet denne Egenskab hos Racen, naar han
siger: »Hver af disse Øboere er selv en Ø.«

Jeg berørte den politiske Sands og Interesse. Som der ikke er en blandt
disse Digtere, der er Videnskabsmand, saaledes er der næsten ikke en
iblandt dem, der ikke er Politiker. Den politiske Tendens er en direkte
Følge af den nationale Realisme. Forskjellige Overbevisninger kunne
skille disse Digtere politisk, men de tage alle Parti, Scott som Tory,
Wordsworth som Royalist, Southey og Coleridge først for saa imod den nye
Tids Frihedsprinciper, Moore for Irlænderne, Landor, Byron og Shelley
som Radicale for de Undertrykte i alle Folk og for selve de undertrykte
Nationer. Maa man undtage en enkelt Digter som Keats, der næsten kun
dyrkede l’art pour l'art, da maa man heller ikke glemme, at han døer 25
Aar gammel. I denne Virkelighedsinteresse ligger, at de rent litterære
Spørgsmaal (Klassicisme eller Romantik f. Ex.) aldrig i deres Livet
uvedkom­ mende Abstracthed her kunne faae den overdrevne Betydning, som
der samtidigt tillægges rent litterære Controverser i den tydske, den
danske, ja selv i den franske Litteratur. Kun er det morsomt hos disse
Digtere at see hvorledes Englænderens Trang til praktisk Indgriben
forener sig med Poetens phantastiske Hang. Scott drev sin Uvillie mod
Revolutionen til rent Don-Quichoteri. Han blev f. Ex. med en af sine
Venner, en Hertug, enig om, ifald Franskmændene skulde gjøre Landgang
i England, da at drage ud i Skovene og leve der som Robin Hood og
hans Mænd. Omtrent paa samme Tid var det, at Southey og Coleridge i
Ungdommens første jakobinske Hede forkyndte deres Bekjendte, at de
vilde udvandre til en ensom Egn i Amerika; Bredderne af Susquehanna
bleve valgte, fordi denne Flods Navn syntes de unge Mænd særligt smukt
og melodisk (pretty and melodical); der vilde de saa danne en Commune
Pantisokracy, hvor al Eiendom skulde være fælles og alle Mennesker
lige i Naturtilstanden. Landor, der iøvrigt ingenlunde skyede som
Soldat i Spanien at sætte sit Liv for Alvor ind paa Kampen for sine
Ideer, vilde som Yngling hjemme i Warwickshire fornye de arkadiske
Idyllers Tid; han svarer som Digter temmelig nøie til Socialisten
Owen. Shelley, der i Politiken havde saa fin en Modtagelighed, at man
bestandig mindes det Udtryk af ham, der findes i hans Julian og Maddolo:
Shelley, der forudfølte saa mangen politisk Revolution, der 50 Aar før
Parlamentsreformen gjennemførtes udkastede den nøiagtige Plan til den
i en politisk Brochure, og som i Dramet Hellas profeterede den græske
Opstands lykkelige Udgang paa en Tid, da den for Statsmændene stod som
haabløs, Shelley er rent Phantast, saasnart han kommer ind paa Kapitlet
om Menneskeslægtens tilstundende Guldalder. Man efterlæse hvorledes han
som Yngling skildrer den i Queen Mab: »Nordpolens Is smelter, Ørkenerne
opdyrkes, Basilisken slikker Barnets Fod, Vindene blive melodiske,
Frugterne ere altid modne. Blomsterne altid smukke. Løven leger med
Kiddet, Mennesket dræber og spiser intet Dyr, Fuglene flygte ikke
mere for Mennesket. Der gives ingen Rædsel mere.« Maa man ikke herved
mindes enkelte af den samtidige franske Socialismes vildeste Utopier:
Indførelsen af Phalansterier vilde efter den af Fourier udkastede Plan
i den Grad indvirke paa den hele Jords Økonomi, at tilsidst endog
Naturforholdene vilde blive radicalt forvandlede: en Nordlyskrone vilde,
befæstet ved Nordpolen, give Siberien Andalusiens Varme, Mennesket vilde
berøve Havet dets Salt og til Gjengjæld give det en Limonadesmag, og
Havuhyrer vilde som Søheste lade sig spænde for vore Skibe. Heldigvis
gjorde Dampmaskinen kort derefter dette Forspand overflødigt. Selv
Byron, den uden Spørgsmaal mest praktiske af disse Digtere, er dog
Digter ogsaa i sin Politik. Det er neppe tvivlsomt, at Grækenlands
Kongekrone har lokket ham som hans Anstrængelsers Maal.

Det er da ei min Mening at ville tilsløre, hvorlidet det fattes
ogsaa engelske Digtere paa Phantasteri i praktisk Retning. Der
gaaer dog ligefuldt et realistisk Træk gjennem deres Moral og deres
Livsbetragtning, som ikke findes saa udpræget hos noget andet Folk.
Der er flere Gran af sund Menneskeforstand opløst i deres Poesi end
i andre Digteres. Dem alle udmærker en levende Retfærdighedstrang.
Wordsworth arver den fra Milton, Byron og Shelley føle den saa
primitivt, som kunde de gjøre den gjældende mod en Verden. Den spiller
ingen Rolle hverken hos Byrons store tydske Forgjænger Goethe eller
hos hans rigtudrustede franske Efterfølger Musset. Ingen af disse har
nogensinde som han stævnet Fyrster og Regjeringer for Retfærdighedens
Domstol. Men hvad der især er eiendommeligt engelsk, det er at denne
Retfærdighed, hvorom Englænderne drømme, ikke som den, Schiller f.
Ex. tilbeder, er en apriorisk Idee, men et Barn af Nytten. Man vælge
for tydeligt at fornemme dette en saa luftig, saa idealistisk Digter
som Shelley og man vil se, at hans Moral er en ligesaa udpræget
Nyttephilosophi som Benthams og Stuart Mills. Der forekommer med Hensyn
til dette Punkt en slaaende Passus i et af hans Essays. Han siger i
2det Capitel af Speculations on Morals: »Hvis Nogen fremturer i at
spørge, hvorfor han bør fremme Menneskehedens Lykke, saa forlanger
han en mathematisk eller metaphysisk Grund for en moralsk Handling.
Absurditeten af denne Skepticisme er mindre aabenbar, men ikke mindre
virkelig end den at fordre en moralsk Grund for en mathematisk eller
metaphysisk Kjendsgjerning.« I Theorien: Den høieste Lykke for det
størst mulige Antal og i den dybe, praktiske Retfærdighedstrang, der er
dens psychologiske Ophav, ligger i Virkeligheden Udgangspunktet for den
engelske Poesies Radicalisme under den store europæiske Reaction.

III.

Da Englænderne paa engang ere det mest udholdende og det mest
foretagende Folk, den Nation, der hænger mest ved Hjemmet og den
mest reiselystne, den som langsomst foretager Forandringer og den
politisk mest frisindede af alle, spalte Aanderne i dette Land sig
naturnødvendigt i to store politiske Grupper, af hvilke den ene
betegner den conservative Fastholden, den anden det vovende Frisind.
Partidelingen har her ingen Lighed med Frankrigs. Er det end en
Overdrivelse med Taine at sige, at Frankrig kun har to Partier, de
tyveaariges og de fyrretyveaariges Parti, saa er denne Inddeling dog den
væsentlige, som de historiske Partinavne kun modificere. I England er
Spaltningen begrundet i selve Nationalcharakteren, og vi finde i denne
bevægede Periode af Landets Poesi Wordsworth som Repræsentant for den
ene Gruppe af Egenskaber, Byron som Type for den anden.

Men endnu dybere begrundedes i Aarhundredets første Dage Spaltningen ved
Datidens Hovedbegivenheds dobbeltsidige Natur. Denne Hovedbegivenhed
var Krigen mod Frankrig. Allerede om den tydske Frihedskrig brugte
jeg det Udtryk, at den vel var Opstand mod et frygteligt Tyranni, men
mod et saadant, der repræsenterede Revolutionens Ideer, og at den vel
var Kamp for Arne og Hjem, men paa Commando af de gamle reactionære
Dynastier, og kunde dette med Sandhed siges om Tydsklands Kamp, i hvor
langt høiere Grad gjælder det da ikke om England, hvis Uafhængighed var
uanfægtet, men hvis Interesser vare i høi Grad truede og som under hele
den langvarige Krigsperiode og endnu længe efter ikke som Tydskland
i Bevægelsens Spidse havde de mest frihedselskende Mænd, men havde
nedlagt den høieste Magt i Hænderne paa den stiveste og mest haardnakket
reactionære Toryregjering, som Englands Historie nogensinde havde seet.

Derfor er det, at Baggrunden for hele denne Periode af skjøn Litteratur
er saa mørk. De Skyer, der danne den, ere tunge og sorte, »sunbeamproof«
vilde Shelley kalde dem. England tager sig som Baggrund for det
Billede, jeg vil oprulle, ud som et Landskab i Natbelysning. Folkets
store Egenskaber vare vildledte: dets sjeldne Standhaftighed anvendt
til Bekæmpelse af Frihedstrangen hos et andet Folk, dets ædle
Frihedskjærlighed først brugt til Styrtning af det napoleonske Despoti,
for saa at misbruges til Reisning af alle de gamle møre Troner, som man,
dækket af Krudtrøgen fra Waterloo, tømrede op med en Hast som ellers
kun Skafotter. Folkets neutrale Egenskaber bleve opammede til slette:
Selvkjærligheden og Fastheden opfostredes til Adelshaardhjertethed og
Kjøbmandsegoisme, som den trives under Reactioner, Loyaliteten overfor
Konge huset hidsedes til Servilitet, og den folkelige Selvfølelse
æggedes til Nationalhad, som det udklækkes under lange Krige. Og
endelig overudvikledes Folkets s l e t t e Egenskaber. Den Kjærlighed
til ydre Decorum for enhver Pris, der er de moralske Instincters
Skyggeside, udvikledes til moralsk Hykleri og den Fasthængen ved en
etableret Religion, der er en praktisk og uspeculativ Aandsretnings
mindst tiltalende Ledsager, opildnedes dels til religiøst Hykleri
dels til Intolerancens Forfølgelseslyst. Ingen Tid var gunstigere for
Udviklingen af Hykleri og Fanatisme end denne, i hvilken Folket af sine
Førere direkte opmuntredes til at pukke paa sin Religiøsitet overfor
det fritænkerske Frankrig. Mest af alle lede Landets største Digtere
derunder. Det er nuomstunder blevet en Trivialitet at tale om den
»cant«, der fordrev Byron fra sit Hjem, og mangen mere forfinet Aand er
tilbøielig til at ville forklare som ærlig om end bornert Overbevisning,
hvad man tidligere rask væk betegnede som Hykleri. Men det er mig
umuligt at gaae ind paa denne Opfattelse. En Religiøsitet, der lægger
sig for Dagen som den engelske gjorde det mod Byron og Shelley, er ikke
Dumhed alene, den er et af megen Bornerthed baaret høist modbydeligt
Hykleri. Jeg vil anføre den udmærkede amerikanske Iagttager Ralph
Waldo Emerson's Anskuelser om dette Punkt, fordi Emerson som Amerikas
første Kritiker, som Englæn dernes største Beundrer og som Bedømmer
af sin egen Race har alt Krav paa Tiltro. Han siger: »Den engelske
Forstands Søvnighed med Hensyn til Religionen beviser hvor megen Fornuft
og Ufornuft der kunne forenes i een Hjerne. Englændernes Religion er
Phrase, deres Kirke en Dukke og enhver Kritik bliver tilbagevist med
Rædselshyl. I vente, at de i det gode Selskab ville lee af Pøbelens
Fanatisme, men de gjøre det ikke, de ere selv Pøbelen [...] Englænderne,
der i alle Ting hade Forandringer og fremfor Alt afskye dem i religiøse
Anliggender, holde fast paa den sidste Pjalt af det Kirkelige og hykle
paa en gruelig Maade. Englænderne — og jeg vilde ønske, det indskrænkede
sig til dem, men det er et stygt Hang, som ligger i det angelsachsiske
Blod i begge Verdenshalvkugler — hykle fremfor alle andre Folk.
Franskmændene overlade dem ganske og aldeles denne Industri. Hvad er saa
modbydeligt som de høflige Buk, man gjør for Gud i vore Bøger og Aviser!
Den populære Presse er skjændig i sit nøiagtige Maal af hellig Holdning,
og Dagens Religion er et Sinai, hvis Tordenkiler smeddes af de Rige
[...] Kirken er i dette Øieblik meget at beklage. Naar en Biskop træffer
sammen med en intelligent Mand, kan han kun hjælpe sig ved at drikke Vin
med ham.« Denne Skildring gjælder Tiden omkring 1830, man tænke sig da
selv, hvorledes Tilstanden tyve Aar tidligere var.

Først og sidst blev dog Folkets beklageligste Last, Hanget til
Undertrykkelse, formelig sat i System. Om ingen Periode gjælder det som
om denne, hvad man har betegnet som Britanniens Grundskade: England,
Skotland og Irland undertrykke i Forening de fjerne Kolonier, England og
Skotland gjøre fælles Sag for at undertrykke Irland, kue den irske Kirke
og holde irsk Industri og Handel nede, England samler sig for at trænge
Skotland tilbage, og i England selv undertrykker den Rige den Fattige og
den herskende Kaste alle de andre. Af 30 Millioner Mennesker var i dette
Tidsrum kun een politisk stemmeberettiget, og den, som blot vil læse
Udfaldene mod Englands Godsbesiddere i Byrons Bronzealderen, vil kunne
see, hvor skamløst de under Krigen berigede sig paa de andre Klassers
Bekostning og hvor hensynsløst deres hele Politik gik ud paa at kunne
vedblive hermed.

Denne Tilstand er det, som udøver en dels fordærvelig, dels i modsat
Retning begeistrende og ansporende Indflydelse paa Landets Skribenter.
De, i hvem den hellige Ild brænder svagt, slukkes tidligt og staae
som reactionære Støtter for den herskende Tilstand. De derimod,
hvis lynsvangre Aander vare anlagte til at gaae mod Vinden, udvikle
under Trykket af disse Forhold en Friheds pathos, der sætter den
politiske Atmosphære i Skjælven. For disse Digtere staaer England som
»et Gibraltar af Convenientser«, og de forlade deres Fædreland for
at angribe, bombardere og bestorme deres Hjem med alle Spottens og
Indignationens Projectiler.

Det er nødvendigt at gaae noget mere i det Enkelte med Hensyn til de
politiske Forhold i dette Hjem for ret at kjende den Jordbund, paa
hvilken Litteraturen spirer iveiret og for at forstaa de ikke-litterære
(politiske, sociale og religiøse) Principer, der spalte Digterne i
hinanden modstaaende Grupper. Paa Englands Trone sad ved Aarhundredets
Begyndelse (allerede siden 1760) Georg den 3die. Fra hans Barndom af
havde hans Moder stræbt at bibringe ham de overdrevne og uengelske
Forestillinger om Souverainitetens Betydning, der vare gjældende paa
Fastlandet, og det var i den Grad lykkedes, at den ene efter den anden
af de høie Lorder, der vare valgte til Prindsens Hovmestere, frasagde
sig dette Hverv, fordi deres Indflydelse blev modarbeidet. En af disse,
Lord Waldegrave, der ikke blot var en skarpsindig Iagttager, men en
hengiven Tilhænger af Huset Hannover, har givet et Charakterbillede
af sin Myndling, der er alt andet end indtagende; han skildrer ham
som jævntbegavet, men uden al Flid, som strengt retskaffen, men uden
den Aabenhed og Frimodighed, der gjør Retskaffenheden elskværdig,
som oprigtigt from, men stadigt opmærksom paa sin Næstes Feiltrin og
Synder, som bestemt, men stædig og fordomsfuld; han skildrer hvorledes
Forbitrelse og Vrede aldrig give sig Luft hos ham, men strax slaae
ind og øieblikkeligt kun afføde Forbeholdenhed og Forstillelse, for
siden hen at ytre sig med des større Virkning, og hvorledes den samme
Konge, der havde en saa haardnakket Hukommelse for enhver Uret, der
var tilføiet ham, besad en mere end kongelig Glemsomhed overfor de
Tjenester, som vare ham viste. Hans Aands fuldstændige Forbening i
Fordomme var dog maaske hans største Mangel som offentlig Personlighed
og som Regent. I sit private Liv var han jævn, ærlig, paalidelig og
indgjød sine Undersaatter stor Agtelse, skjønt Manglerne ved hans
Opdragelse aldrig bleve oprettede. Da han kom til Roret, havde han liden
eller ingen Kundskab hverken til Mennesker eller til Bøger, og hele sit
Liv var og blev han fuldstændigt uvidende med Hensyn til Litteratur og
Kunst; men det egennyttige Hof omkring ham bibragte ham snart en ikke
ringe Menneskekundskab, og han, mod hvem Store og Smaa, hvor han saa
hen, rakte Haanden ud, lærte snart at kjende hver Mands Pris og beregne
den Nytte, han kunde have af ham. Hans af Naturen gode Forstand blev
hverken styrket ved Studier eller Reiser eller Samtaler, men alle de
Detailspørgsmaal, der ikke udfordrede nogen finere Sjælens og Tankens
Dannelse, forstod han at sætte sig ind i og behandle med den Dygtighed,
der var nødvendig for en Regent, som allernødigst vilde indskrænke sig
til at være Konge af NavnMassey: History of England I, 59 ff.. Skulde
jeg paa en for Danske forstaaelig Maade med et eneste Ord betegne Georg
den 3die, da vilde jeg sig e: han var Englands Frederik den sjette.
Han var en virkelig patriarchalsk Regent og følte sig selv som sit
Folks Fader. Landet mistede under ham de nordamerikanske Colonier, som
Danmark under Frederik den sjette mistede Norge, uden at dette Tab eller
den ufornuftige Politik, der havde fremkaldt det, gjorde noget Skaar
i Monarchens Popularitet. Kong Georgs Husholdning var et Mønster paa
en engelsk Gentlemans Husliv. Tidligt op om Morgenen! var dets første
Princip. Det var tarveligt, ordentligt, økonomisk, ægte borgerligt
indrettet i enhver Henseende. Det var kjedsommeligt i en Grad, som
dets Historieskriver Thackeray »gyser« ved at overveie. Naar Kongen
selv var staaet rigtigt tidligt op en Dag og selv havde vækket sine
Pager, slog han paa sin Morgentur en Passiar af med Enhver, han mødte,
gik incognito ind i mangt et Hus og mangen en Hytte, gav snart et Barn
en Sølvskilling, snart en fattig Kone en Høne. En Dag traf han med
Dronningen en lille Dreng, med hvem de gave sig i Snak, indtil Kongen
sagde til ham: Knæl ned, det er hendes Majestæt Dronningen, med hvem du
taler! Men da den Lille haardnakket vægrede sig derved af pligtskyldigt
Hensyn til nye Benklæder, rørte denne tidlige økonomiske Sands den gamle
Georg saa stærkt, at han trykkede Drengen til sit Hjerte.

Dagene ved Hoffet gik hen med en slæbende Ensformighed, der jog de unge
Prindser langt bort fra Hjemmet og havde sin Del af Skylden for at de
artede sig saa slet. Om Aftenen spillede Kongen enten sin Tokkodilje
eller han havde sin Aftenconcert, hvortil han regelmæssigt nikkede,
medens Pagerne gabede sig ihjel ude i Forværelset.

De daglige Spadsereture foregik en famille paa Windsorvolden, medens
Folket samlede sig gemytligt rundt omkring og saae paa, og Drengene fra
Eton trykkede deres rødkindede Hoveder frem under Hobens Albuer. Musiken
spillede, og naar Friluftsconcerten var forbi, undlod Kongen aldrig at
tage sin trekantede Hat af og hilse Musikanterne med de Ord: Jeg takker
Dem, Gentlemen.

Hvilken Dansk maa ikke ved disse Scener tænke paa Frederik d. 6tes
Spadsereture og Seiladser som Storadmiral i Frederiksberg Have! Som
han vandt Georg d. 3die Hjerterne ved sin borgerlige Optræden og sin
luvslidte Frakke; ogsaa om Kong Georg gjælder det, hvad Orla Lelnnann
siger om Frederik d. 6te, at man »i Kongens Jævnhed (baade i Forstand og
Færd) og godmodige Deltagelse for Individernes Vel saa en Erstatning for
Statsmandens og Regentens Brøst« — og hvormange havde endda Øie for den
sidste! For det store Flertal af Englands Beboere var den gamle Georg en
mægtigt skarpsindig Statsmand og en vældig Souveræn — jeg vil blot minde
om et i sin Tid berømt Stik af ham (Gilray’s), hvor han er afbildet —
i gammel Paryk med en snever, gammel, grim Windsor-Uniform — som Konge
af Brobdingnag, holdende en lille Gulliver paa sin ene Haand, og med en
Operakikkert i den anden, hvorigjennem han iagttager Mandslingen. Hvem
tror man den lille Gulliver var? Han bar trekantet Hat og den lille graa
Marengo-Frakke. De fleste af mine danske Læsere ville erindre et lille
gammelt Billede, der i photographisk Gjengivelse for nogle Aar siden
gjorde megen Lykke. Det havde til Underskrift »Den høye elskede Familie«
og forestillede Frederik d. 6te med samt sin hele Slægt fra den største
til den mindste paa en Spadseregang. Er dette lille Familiemaleri,
der findes hos Miss Burney ikke det nøiagtigste Sidestykke dertil?
Hun beskriver en Eftermiddagspromenade i Windsor. »Det var virkelig
en rigtig nydelig Procession. Den lille Prindsesse Amelia, der netop
var bleven tre Aar gammel, gik ene og forrest med en ny Kjole paa af
fint Musselin, og med en smuk lukket Hat, hvide Handsker og Vifte, i
høi Grad henrykt over Paraden og uafbrudt dreiende Hovedet for at see
Enhver, hun gik forbi; thi alle de Spadserende stode op mod Husene fra
det Øieblik den kongelige Familie kom tilsyne, for at den kunde have
Passagen fri. Saa fulgte Kongen og Dronningen, ikke mindre glade over
deres lille Yndlings Fornøielse, Kronprindsen havde budt Lady Waldegrave
Armen, derefter kom Prindsesse Augusta, Arm i Arm med Hertuginden af
Ancaster, General Bude, Hertugen af Montague og Major Price, der som
Staldmester sluttede Toget.« Hvilket smukt Billede! udraaber Thackeray:
Medens Processionen langsomt drager forbi, spiller Musikcorpset sine
gamle Melodier og Sollyset falder over de gamle Fæstningsværker og
belyser den kongelige Standart, der hænger ned fra det store Taarn, de
mægtige Elmetræer og den loyale Mængde af Tilskuere, som det yndige Barn
kjærtegner med sit uskyldige Smil.

Dette er den hjemlige Idyl, hvortil udadtil svarer Kongens Lidenskab
for at undertrykke Nordamerika, bekjæmpe den franske Revolution,
tilintetgjøre den irske Kirke og lade Negerhandlen med alle dens
Rædsler vedblive at bestaae. Dog selv den hjemlige Idyl varede ikke
Aarhundredet ud. I Aaret 1788 havde Kongen det første Anfald af Afsind,
og allerede da drøftedes med uhørt Lidenskab i Parlamentet Prindsen af
Wales' Regentskab, der i Aaret 1810 blev definitivt fastslaaet. Oppo
sitionen mente dengang at have for lange Tider styrtet Toryregimentet,
ifald Prindsen blev udnævnt til Regent. Hans Charakter og Sæder vare
imidlertid hos Folkets store Flertal saa ilde berygtede, at hans
Tronbestigelse imødesaaes med Angst. Men netop som et Lovforslag
desangaaende skulde forelægges, saa Pitt sig istand til at forelægge
Parlamentet en Lægebulletin om Hans Majestæts umiddelbart forestaaende
Helbredelse, og Faren drev for denne Gang over. Prindsens Skuffelse
var stor, og han kunde des mindre skjule den, fordi han under Kongens
Sygdom havde lagt et alt andet end sønligt Sindelag for Dagen. Han
besad et vist Talent til at efterligne Gebærder og Stemmer, og det var
en af hans Hovedfornøielser under Faderens Sygdomsperiode at more de
gode Hoveder, de lystige og udsvævende Mænd og Kvinder, der udgjorde
hans stadige Kreds, med at copiere sin afsindige Faders Udseende og
Handlinger for dem. Man har i dette ene Træk hans Charakter, den
Mands Charakter, der saa længe paa Grund af en vis ydre Politur og
Anstand bar Navnet af »den første Gentleman i Europa.« Man maa beundre
den Færdighed, hvormed denne Mand forstod, om end blot for en kort
Tid, at vinde Tidens sjeldneste Aander. Han havde Burke og Fox og
Sheridan til Omgangsvenner. Vel sandt, det var neppe hans Meninger om
Forfatningsspørgsmaalene eller om Irlændernes Forhold, de brød sig om
at høre — hans Meninger om Sligt! Men han snakkede om Terninger med
Fox og med Sheridan om Vin; det var Punkter, hvor Narrens og Geniernes
Interesser mødtes, og Brummells Ven og Rival var mellem Tidens Dandyer
Autoritet i ethvert Spørgsmaal om hvilke Knapper der passede til en
vis Art Vest og hvilken Sauce der harmonerede med en vis Art Postei.
Og se ham saa vinde Moore et kort Minut! I dennes Brev til sin Moder
fra Juni 1811 (Memoirs I, S. 225) seer man tydeligt, at han er smigret
af Prindsregentens »hjertelige Familiaritet«. Og det Samme gjælder et
Øieblik om Byron; hans Forsoningsbrev til Walter Scott viser tydeligt,
hvor lidet ufølsom han var for Regentens Smigrerier i Anledning af
Childe Harold. Og nu Scott! I sin Egenskab af haardnakket Tory var
han altid Prindsregentens tro Mand, hvor ædel og brav han end var. Da
Georg den 4de som Konge ankom til Skotland, hvor han optraadte i en
Klanhøvdings Kostume med sine fede Lægge blottede og et skotsk Skjørt om
sin uhyre Vom — Slutningen af Byrons Bronzealderen spotter derover — gik
Walter Scott ombord i Kongens Jagt for at hilse paa ham, greb et Glas,
hvoraf Hs. Majestæt lige havde drukket, udbad sig den Naade at maatte
beholde det, lovede at det for evigt skulde gaae i Arv i hans Familie,
gik hjem, traf der et uventet Besøg, kastede sig i en Stol og — satte
sig paa sin Baglomme for altfor tidligt og smerteligt at mindes det
kongelige Erindringstegn. Han vedblev at være Georg d. 4de tro, selv da
Moore længst havde spækket ham med sine Vittighedspile, da Byron længst
havde gjennemhaanet ham med sine blodige Epigrammer, og da selv Brummell
paa en Spadseretour i Hyde Park havde betragtet ham fremmed gjennem sin
Lorgnet og spurgt Prindsens Ledsager: hvem er Deres fede Ven?»

Vor »fede Ven« var efterhaanden bleven ganske overordentlig fed.
Det Liv, han førte med Orgie paa Orgie havde givet ham en saadan
Embonpoint, at han ikke mere gad gaae. Naar han skulde kjøre ud,
blev et Bræt lagt ud af Vinduet, og herpaa lod han sig glide ned i
sin Vogn. Medens Væverne i Glasgow og Lancashire skreg til Himlen af
Hunger, foranstaltede han kjæmpemæssige Festligheder med uhørt Pragt og
modtog den landflygtige Bourbon som Ludvig d. 18de. Drengen er Fader
til Manden, siger Wordsworth. Georg d. 4de betegnede sin Indtrædelse
i Hoflivet ved en Stordaad, værdig hans tilkommende Liv. Han opfandt
et nyt Skospænde. Det var een Tomme langt og fem Tommer bredt. »Det
bedækkede, fortæller Samtiden, den hele Vrist og rakte ned paa begge
Sider af Foden.« Ved hans første Optræden paa et Hofbal læse vi at
hans Vams var af rosenfarvet Silke med hvidt Opslag, hans Vest af hvid
Silke, broderet med forskjelligfarvet Glands stof og prydet med en
Overdaadighed af eftergjorte Ædelstene. Hans Hat var smykket med to
Rækker af Staalperler, femtusind i Tallet, med en Knap og en Snor af
samme Metal og sat op med et krigerisk Snit.

Et krigerisk Snit! Det passede godt til det Hoved, som bar den. Dette
Hoved var, dengang da dets Besidder begyndte at holde Hus i sit nye,
prægtige Palads Carlton House, fuldt af løse Planer til at opmuntre
Litteratur, Videnskab og Kunster, og det kunde et Øieblik synes at være
Alvor, naar man ved Prindsregentens Bord kunde høre Walter Scott, Tidens
bedste Fortæller, med uindskrænket Loyalitet og Elskværdighed meddele af
sit uudtømmelige Forraad af morsomme og humoristiske Historier, eller
naar Moore i denne Kreds sang nogle af sine søde anakreontiske Sange,
eller Grattan, Irlændernes stolte Fører, bidrog til Underholdningen med
sin fantasirige og følelsesfulde Veltalenheds Liv. Men hvor snart veg
ikke disse Mænd Pladsen for et Selskab, der ganske anderledes passede
for Prindsen: franske Kokke, franske Dandsere, Jockeyer, Hofnarre,
Koblere, Skræddere, Boxere, Juvelerere og Fægtemestre. Med slige
Folk tilbragte han den Tid, han havde tilovers fra sine Elskerinder
og sine Drikkelag. Han viste sin kunstneriske Smag og Sands ved i
dyre Domme at sammenkjøbe sig hele Læs af chinesiske Snurrepiberier.
Neppe var da ogsaa Skjønaanden bleven Regent, før han brød med de
gode Hoveder blandt Whiggerne, hvis Selskab han havde søgt. Han slog
om og blev pludselig Tory. Det forekommer mig, at fire europæiske
Regenter i dette Aarhundredes første Halvdel staae i et iøinefaldende
Slægtskabsforhold til hinanden: Ludvig d. 1ste af Baiern, Friedrich
Wilhelm d. 4de af Preussen, Christian d. 8de af Danmark og denne
engelske Prindsregent. Det er de fire reaktionære Skjønaander paa
Tronen. Her som i Danmark optræder i Kongefamilien det litterære
Dilettanteri efter den patriarchalske Enfold. Rigtignok var det i
England forenet med de uhyggeligste Sæder og en næsten ubegribelig
Ladhed. I Aaret 1816 hensade i Newgate 58 Dødsdømte, oppebiende at
Prindsregentens Fornøielser og Adspredelser skulde levne ham Tid til
at underskrive Dødsdommen eller at benaade, og mange af dem havde
siddet saaledes ventende fra December til Marts. Forgjæves lød i
Parlamentet Brougham’s frygtelige Anfald »paa dem, der naar Fængslerne
vare overfyldte med Ulykkelige, ikke et Øieblik kunde opsætte deres
tankeløse Fornøielser for at gjøre Ende paa denne sørgelige Svæven
mellem Liv og Død.« Man efterslaa i denne Anledning Moore’s Satirer
i Twopenny Post-bag. Her viser det sig, at den elskværdige irske
Sangfugl havde Næb og Kløer. Man seer af Scotts Levnet (III, 342), med
hvilket roligt Smil Regenten i 1815 skjemter med de Vers af Moore,
der skildre hans Bord som overfyldt med Modejournaler paa den ene
Side og uunderskrevne Dødsdomme paa den anden! Disse Vers vare kun
altfor retfærdige og havde kun hjulpet altfor lidt. Allerede i en
Parlamentstale, holdt i April 1812, havde Castlereagh sagt: »Det er
umuligt for Hans kongelige Høihed at frigjøre sin Person fra den
overvældende Dynge af Papirer, som ere ophobede paa hans Bord«, og i
Moores Satire The insurrection of the papers hedder det:

Og herefter lader Regenten 4 Aar senere 58 Dødsdomme ophobe sig!

Jeg sagde, at han neppe var bleven beklædt med Regjeringens Insignier
før han brød med sine fordums Venner og blev Tory. Det store,
langvarige Toryministerium blev stiftet med Liverpool i Spidsen, en
seig Reactionær, men godmodig doven, fra hvem Forbitrelsen altid
gled over paa hans Colleger; han var som Førsteminister en Slags
constitutionel Konge med hæderlige Hensigter og moderate Evner. Han
nød, ligesom hans Collega Lord Sidmouth, det Privilegium hverken at
blive frygtet paa Grund af sin Charakterstyrke eller misundt paa
Grund af sit Talent. Den mest betegnende og mest udsatte Personlighed
i Ministesteriet var Lord Castlereagh, en middelmaadigt begavet,
men energisk Mand, hvem Wilberforce engang definerede som en Fisk i
Koldblodighed. Han havde et smukt Ansigt og en commanderende Stemme,
og hans ydre Habitus bar større Æresbevisninger tilskue, end der havde
været skjænket noget Underhusmedlem siden Robert Walpoles Dage. Han var
»den ædle Lord med det blaa Baand«. Han var fra først af absolutistisk
sindet, og hans Samkvem med Fastlandets uansvarlige Regenter havde
end mere bidraget til at udvikle de for en constitutionel Minister
betænkeligste Grundsætninger hos ham. Ingen Bevidsthed om hans
Forstands Sneverhed eller hans Opdragelses Mangler forhindrede ham fra
strømmevis at fremkomme med uformelige Sætninger og løse Argumenter.
Hans Skoledannelse var saa ringe, at han ikke formaaede at sætte to
Sætninger rigtigt sammen, og han vakte kun altfor tidt Husets Latter ved
sin Svada; men han stod med urokkelig Haardnakkethed mod alle Angreb,
uden at nogen ytret Mistanke eller Bitterhed syntes at rokke ham et
Haarsbred fra hans Vei, og overfor Parlamentet anslog han atter og atter
Absolutismens gamle »Vi alene vide«. Byron, Shelley og Moore flaae
ham ligeligt i deres Digte. Tilbage staaer endnu at nævne Kantsleren
Lord Eldon, Incarnationen af Torypartiets Doctriner, hvis Tanker Dag
og Nat vare optagne af hvad han kaldte at opretholde Constitutionen.
Den, der vilde hæve et eller andet gammelt Monopol, en eller anden
forældet Friheds-Hindring eller Indskrænkning, og end mere Den, der
vilde afskaffe en gammel, grusom Straffelov, lagde efter hans Opfattelse
Haand paa Constitutionen. Og ikke desmindre var han selv uafbrudt den
første til at suspendere sit eget Palladium, Loven, saasnart den stod
ham i Veien. At ophæve Habeas-Corpus Akten for en Tid, at kneble Pressen
o. s. v., slige gavnlige Amputationer vare efter hans Skjøn Liv for
Constitutionen, at indgyde den nyt Blod, det var Død.

Det var dette Ministerium, som i 1814 forbausede Alexander af Rusland
ved dets Iver for at gjenoprette de af Revolutionen rystede Principer.
Den russiske Keiser haanede det engelske Ministerium ved at beklage
dets reactionære Tilbøieligheder og søge Omgang med Oppositionens
Førere i London. Det første Intryk af den franske Revolution havde paa
Englands Regjering og Folk været sympathetisk. Modstanderne Pitt og
Fox enedes i at hilse den som en af de største og bedste Begivenheder
i Menneskehedens Historie. Men neppe var Blod blevet udgydt hinsides
Kanalen, før Befolkningens Masse, ja selv Oppositionens Flertal saa
alle sine Traditioner: Kongemagten, Religionen, Eiendomsretten i Fare,
og dannede et uhyre Ordenens Parti. Burke var blandt Whiggerne den,
der først med voldsom Heftighed fordømte Revolutionen og som særligt
fordømte sin Ven og Partifælle Fox for hans Forsvar for dens Aand.
De gamle Whigger sluttede sig til Burke. Pitt, der havde planlagt en
Række nødvendige Reformer, vovede end ikke at skride ind imod Englands
fordærvelige Valgsystem og tilstod paa given Opfordring, at hvorvel
han var dybt gjennemtrængt af Nødvendigheden af en Parlamentsreform,
var Tiden nu ikke gunstig til saa vovelige Experimenter. I enhver
frisindet Rørelse, selv i den uskyldigste og dybest berettigede,
begyndte man at spore den frygtede Jakobinisme. Da Wilberforce indledede
sin Agitation mod Slavehandelen, var han paa engang støttet af Regjering
og Opposition. Kun Kongen, Rhederne og Overhusets Aristokrater stode ham
imod. Men da han i 1791 anden Grang prøvede Stemningen, var den slaaet
saaledes om, at Abolitionisterne næsten bleve betragtede som Jakobinere,
og med 163 Stemmer mod 88 blev Loven om Slavehandelens Ophør forkastet.
Hertil kom det i England skrækindjagende Indtryk, Revolutionen havde
gjort paa Irland. Man hilste Budskabet om den, som Slaver og Heloter
hilse Budskabet om Frihed. Skjøndt det irske Folk, ført af den ædle, af
Byron saa begeistret besungne Henry Grattan, i Aaret 1782 havde faaet
sit Parlament anerkjendt som ligeberettiget med det engelske, var det
dog i kommerciel og religiøs Henseende fuldstændig undertrykt. Den
maadeholdne Thomas Moore bruger selv det Udtryk, at han som Barn af
katholske Forældre kom til Verden med Slavens Aag omkring sin Hals. Han
fortæller, hvorledes han som Dreng i 1792 blev taget med af sin Fader
til et Festmaaltid i Dublin i Anledning af Revolutionen, og hvorledes
Præsidenten udbragte følgende Toast: Gid Brisen fra Frankrig maa
bringe den irske Eg til at grønnes! Hos ham finder man den Bevægelse,
der gik igjennem den irske Ungdom, skildret. Han kjendte og beundrede
dens Fører Robert Emmet. Naar Emmet i den Dublinske Discussionsklub,
hvis Ledestjerne og Prydelse han var, i veltalende Ord skildrede den
franske Republiks Bedrifter, naar han med en Hentydning til Cæsar, der
svømmende over Rubicon, holdt sit Sværd i Veiret med den ene Haand, sine
Commentarer over Vandet med den anden, udbrød: »Saaledes vader Frankrig
gjennem et Hav af Blod i Storm; men medens det med den ene Haand svinger
Sværdet imod dets Undertrykkere, holder det i den anden Videnskabens og
Litteraturens Skatte uplettede af den blodige Strøm, hvorigjennem det
kjæmper sig frem« — da lyttede hans unge Landsmænd ikke blot til Talens
direkte Indhold, men efter enhver Digression eller Allusion, der kunde
drage Irland ind under det behandlede Sujet. Slige Hentydninger udebleve
da heller ikke. »Naar et Folk, udraabte han en Dag, der rask gaaer frem
i Kundskab og Magt, tilsidst bemærker, hvor langt dets Regjering er
seilet agter ud bag det, hvad Andet er der da at gjøre, end at trække
Regjeringen frem i Høide med Folket!« Den Dag var ikke fjern, da Robert
Emmet dyrt skulde bøde for saa dristige Ord. I 1798 exploderede det
opsamlede Sprængstof, og Castlereagh vaskede (efter Byrons Udtryk) sine
unge Hænder i Erins Blod. Det Raseri, hvormed Regjeringen gik tilværks
mod Rebellerne, var saa dyrisk og vildt, at neppe nogen Opstands
Undertrykkelse i den moderne Tid har ført saadanne Rædsler med sig. Jeg
kommer tilbage dertil sidenhen i Anledning af Moores irske Melodier.
Hadet til Revolutionen fortsatte sig som Had til Napoleon. Det gik over
alle fornuftige Grændser. Thackeray fortæller en Anekdote, der giver en
Forestilling om dets Grad. Jeg kom, siger han, fra Indien som Barn, og
vort Skib lagde an ved en Ø paa Veien hjem, hvor min sorte Tjener tog
mig med til en lang Spadseretur over Klipper og Høie, indtil vi naaede
en Have, hvor vi saae en Mand gaae op og ned. »Det er ham,« sagde den
sorte Mand, »det er Bonaparte. Han spiser tre Faar hver Dag og alle
de smaa Børn, han kan faae fat paa«, og Thackeray tilføier: der var
flere Mennesker i det britiske Rige end dette stakkels Calcuttatyende,
der havde en lignende Rædsel for den corsikanske Menneskeæder. Den
fremtræder lige stærkt i Wordsworth's Sonetter, i Southey’s Digte og i
Walter Scotts famøse Napoleonsbiographi. Napoleonskrigene indlede den
store britiske Reaction: Gjentagen Suspension af Habeas-Corpus-Akten,
Eduard d. 3dies gamle Høiforræderibestemmelse skærpet, Forsamlings-
og Petitionsret indskrænket, Pressefriheden snart forvandlet til et
tomt Ord. Især i Skotland bleve grusomme Love fra Fortiden fremsøgte
og høit dannede Mænd sendte som gemene Forbrydere til Australiens
Straffecolonier. Man vovede imod Republikanere og Lighedsmænd i England
at tale om Kronens Uindskrænkethed, om Parlamenter og Juryer som om
underordnede Bi-Magter. Der dannedes et altbeherskende Parti under
Feltraabet: Konge og Kirke!

Kongen selv var gal, Prindsregenten værre end gal og Kirken forhyklet.
Misvæxt, Oversvømmelse, Hungersnød indtraf i 1816. Nagende Hunger drev
rundt i Landet den lavere Befolkning planløs fra Hus og Hjem. Man
finder Stemningen udtalt i Shelley's Anarchiets Maske. I Leicestershire
ødelagde Arbeiderne i deres Fortvivlelse Kniplingsvæverierne og sloge
Væverstolene i Stykker. Det er til deres Forsvar, at Byron holder
sin første, smukke Parlamentstale. Man seer af Romillys Dagbøger,
hvor umuligt det var for de faa frisindede Mænd at faae den ringeste
Reform sat igjennem. Han, den almindelig hædrede og ærede Reformator
af Englands grusomme Straffelovgivning (den samme, der er bleven saa
bekjendt som Prindsessen af Wales' juridiske Støtte og som Lady Byrons
Sagfører), siger i sin Dagbog fra 1808: »Hvis Nogen ønsker at faae en
adæquat Idee om de ulykkelige Virkninger, som den franske Revolution
og de Rædsler, der fulgte den, have afstedkommet i vort Land, saa
lad ham blot forsøge en eller anden legislativ Reform efter humane
og liberale Principer. Han vil da opdage, ikke alene hvilken stupid
Rædsel for Forandringer, men hvilken grusom Aand der er faret i altfor
mange af hans Landsmænd.« Paa Romillys Forslag om Ophævelse af den
Lov fra Vilhelm d. 3dies Tid, hvorefter Butikstyveri blev straffet
med Hængning, svarede Lord Ellenborough, kraftigt secunderet af Lord
Eldon, med Beklagelse af »at en moderne Philosophi nu endog understod
sig til at rokke ved Aarhundreders vise Anordninger«, og det var ikke
Regjeringen alene, det var Parlamentsmedlemmer i Mængde, der vare som
besatte af Bøddeltilbøieligheden. Romilly fortæller selv, hvorledes en
af hans yngre Kolleger i Parlamentet besvarede enhver Forestilling og
Indsigelse med det stereotype »I am for hanging all«. Og dog skulde man
sandelig troe det i det 19de Aarhundrede var paa Tide at gjøre Ende paa
Hængelidenskaben i England, der endnu vidnede kun altfor ufordelagtigt
om det dybe Fond af Raahed i Nationen. Under Henrik d. 8de vare 72,000
Tyve blevne hængte, nu under Georg d. 3die hængtes gjennemsnitligt 2000
om Aaret, hvad fra 1760 til 1810 udgjør den smukke Sum af 100,000. I
Aaret 1817 blev Forfølgelsen af Tænke- og Skrivefriheden formelig sat
i System under Processerne mod den gamle Bogelsker Hone, der ved en
sjelden Forening af Sandhedskjærlighed og Kløgt for Retten den ene Gang
efter den anden tilintetgjorde ethvert Forsøg paa at faae ham dømt
for Blasphemi. Saa fulgte i 1818 Optøierne af den fattige Befolkning
i Manchester, hvor Rytteriet huggede ind og Soldaterne mishandlede de
ubevæbnede Folkeskarer. Indtrykket heraf er bevaret i Shelleys Digte fra
1819.

Visselig er da denne Litteraturperiodes politiske Baggrund mørk — mørk
af forskrækkede Philistres Angst for Frihedsbevægelsens Udskeielser
i Frankrig, mørk af stolte Toryers tyranniske Lyster og Høikirkens
Tryk, mørk af irske Katholikers og engelske Arbeideres Blod — og over
alt dette er paa Samfundets Tinde Kronen lagt om Vanvidet i Georg den
3dies Pande og Scepteret lagt i Haanden paa den slappe Utugt, der i
Skikkelse af Prindsregenten fylder Kongesædet som Stedfortræder for
den Bornerthed, der havde beklædt Tronen med hans Fader. Og det er
denne Trone, som Lord Eldon støtter med sine sex Kneblelove, hvortil
han har omdannet Englands ældgamle For fatning, og som forherliges og
lovprises i Castlereaghs ligesaa ugrammatikalske som frihedsfjendske
Parlamentstaler og i Southeys ligesaa umelodiske som vel betalte
Smigerhymner — indtil Skilsmisseprocessen mellem Georg d. 4de og
Caroline, med sin uhyre, alle Begreber overgaaende Skandale, udbredt
strømmevis som en Kloak fra Overhusets Talerstole, drukner Kronens
Glands og Hoffets Decorum i et Hav af Skarn — og Spaniens, Grækenlands
og Sydamerikas Slag i Slag paa hverandre følgende Revolutioner rense
Luften, og Castlereagh overskjærer sin Hals (en Gaasefjær, som Byron
siger) og England under Canning anerkjender de sydamerikanske Republiker
og forbereder Slaget ved Navarino.

Shelleys, Landors og Byrons Poesier have deres politiske Parallel i
disse Regjeringshandlinger af Canning. Men selve Cannings Taler ere
et Supplement til disse Digteres Værk. Castlereaghs leddeløse Taler
og hans flaue og magre Depecher — dobbelt magre fordi han som ægte
Forretningsmand af Metternichs Skole foretrak mundtlig Meddelelse —
afløstes direkte af Cannings frimodige og glødende Veltalenhed. Medens
Castlereagh som hans ham overlevende Colleger paa den forsmædelige
Congres i Verona kun gik ud paa under Skin af evangelisk Fred at
opretholde Taushed og Mørke i Europa, lyste nu Cannings Taler som
en Skovbrand i den hellige Alliances dybe Nat. Hans store politiske
Grundtanke var Folkenes Selvbestemmelsesret. Den 8de August 1827
døde han; men den 10de October samme Aar sloges Slaget ved Navarino,
der ligesom var den Dødes sidste Villie, og som for os nutildags
er det politiske Symbol paa den nye Aands Vaagnen i Europa.Miss
Martineau: The history of England during the thirty years peace I, II.
Massey: History of England during the reign of George the Third I—IV.
Thackeray: The four Georges. Reinhold Pauli: Geschichte Englands seit
den Friedensschlüssen 1814 und 1815. Emerson: English characters.

IV.

I Sommeren 1797 faldt Talen mellem Beboerne af en lille Landsby ved
Kysten af Somersetshire ofte paa to unge Mænd, der nylig havde opslaaet
deres Bopæl der, og som dagligt saaes spadserende sammen fordybede i
ivrige og uendelige Samtaler, hvori fremmede Ord og fremmede Navne,
uforstaaelige for de Forbigaaende, udtaltes under livfuld Spørgen og
Svaren. Den ene af disse to unge Mænd var 27 Aar gammel, han havde en
dyb Alvor i sine Miner, en uforstyrrelig Værdighed, ja Høitideliglxed
i sit Væsen, lignede mest en ung Methodistpræst og havde en monoton
og trættende Stemme. Hans et Par Aar yngre Ledsager, der talte med
uafbrudt Svada, urolige og hyppige Haandbevægelser, havde et stort rundt
Hoved, hvis Form tydede paa en mærkelig Intelligens, et glat Ansigt,
dybe lysebrune Øine med et inspireret og forvirret bekymret Blik og et
underligt Udtryk af slap Ubestemthed og gjennemgaaende Charaktersvaghed
af den Art, der ikke udelukker en pludseligt opblussende Styrke. Hans
Stemme var Musik, hans Veltalenhed syntes at fortrylle selv hans
forbeholdne Tilhører og Ven. Hvem og hvad vare disse to unge Mænd,
der slet intet Selskab søgte der i Egnen? Det var det Spørgsmaal,
Beboerne forelagde sig. Hvad Andet end Politik kunde det være, hvorom de
discuterede saa heftigt, og hvis saa var, hvad Andet kunde de da være
end Sammensvorne, end Jakobinere med Oprørsplaner! Snart rygtede det
sig, at den ældste af de to Venner, Mr. Wordsworth, i længere Tid havde
opholdt sig i Frankrig under Revolutionens Begyndelse og med stor Varme
havde delt Tidens sociale Begeistring, og at den yngste, Mr. Coleridge,
tidligt havde gjort sig bekjendt som ivrig Demokrat og Unitarier,
havde skrevet et Drama: Robespierres Fald, havde udgivet to politiske
Brochurer: Conciones ad populum, ja havde lagt en Plan til med nogle
Ligesindede at oprette en socialistisk Commune i det fjerne Amerika.
Hvad var det nødigt at tvivle mere? En kjærlig Sjæl i Nabolauget angav
Vennerne for Regjeringen i London, og denne ud sendte en Spion, der
skulde iagttage deres Spadseretures Maal og deres Samtalers Gjenstand.
Snart ankom en rødnæset Bardolph-lignende Politispion til den fredelige
Egn, fulgte upaaagtet de to Venner, og da han saa dem gaae med Papirer
i Haanden, betvivlede han ikke, at de »optoge Kort« over Landet. Han
tiltalte dem nu og da, og valgte sig sit Skjul i Buskene bag en Bænk ved
Kysten, deres Yndlingshvilested. Her laa han saa i Timer paa Lur. Først
troede han, at de to Sammensvorne vare komne under Veir med den Fare,
der truede dem; thi i deres Tale forekom ofte et Ord, han opfattede
som Spy-nosy (Spionen med Næsen), hvilket Ord han var tilbøielig til
at fortolke om sig selv; men snart overbeviste han sig om, at det var
Navnet paa en Mand, der havde skrevet en Bog og var død for lang Tid
siden. Man seer, at Vennerne have udtalt Spinoza paa Engelsk. Samtalen
dreiede sig næsten udelukkende om Bøger, og den Ene opfordrede den
Anden snart til at læse dette, snart til at lægge Mærke til hint. Men
Politimanden kunde ikke opfange et Ord om Politik og opgav snart skuffet
Forsøget for at vende sin Sporernæse andensteds hen.

I Virkeligheden var her intet Truende at opdage; den
politisk-revolutionære Rus havde de to Venner for længe siden sovet ud,
og selv hin Spinoza, der spillede saa stor en Rolle i deres Samtaler,
havde de lært at kjende paa anden Haand og discuterede ham uden at
forstaae ham, endsige tilegne sig ham. Det var Coleridge, som gjennem
Schellings første Skrifter havde lært Substansphilosophien at kjende, og
som nu indviede sin philosophisk ulærde Ven i den nyerhvervede Visdom.
Men Spinoza var i disse Samtaler kun Symbol paa en mystisk Naturcultus;
Jakob Bøhmes Navn lød fredeligt sammen med hans. Det gjaldt her ikke
Videnskab, men Poesi, og var der under disse lange Discussioner Tale om
en Revolution, saa var denne Revolution en rent litterær og poetisk,
med Hensyn til hvilken de to ensomt Boendes Ideer ud fra forskjellige
Udgangspunkter paa en slaaende Maade stemte overens. Hvad der i disse
Samtaler fuldbyrdedes, det var intet Andet og intet Ringere end det
bevidste litterære Brud med det 18de Aarhundredes Aand, som samtidig
foregaaer under forskjellige Former over hele Europa.

Coleridge havde en prøvende Natur, hvis Afsky for det franske klassiske
Pudder var bleven vakt allerede i Skolen, hvor en enkelt original Lærer
havde advaret sin opmærksomme Discipel mod Harper, Luther og Lyrer i
Stilen og fordret dem erstattede med »Pen og Blæk«, mod Muser, Pegasus,
Parnas og Hippokrene i Lyriken og stemplet Sligt som Parykmaner og
Conveniens. Coleridge negtede da Pope og hans Efterfølgere Digternavnet
og svor ved Bowles’ Sonetter; han talte mod Pope, som Oehlenschlägers
unge Venner herhjemme lidt senere talte mod Baggesens Poesi. Det
germaniske Naturel i ham var en født Fjende af Esprit, Epigram og
Pointer; det forekom ham, at den fra Frankrig stammende Skoles Fortrin
ikke vare af poetisk Art; de bestode efter hans Mening i rigtig og
skarp Iagttagelse af Mennesker og Sæder i en kunstig og forfinet
Samfundstilstand og i den slebne Form, som disse Iagttagelser modtog;
denne Form var en Art Viddets Logik, udfoldet i glatte og stærkt
epigrammatiske Vers; selv naar Sujettet var af en uvirkelig Natur,
henvendte Digteren sig til Intelligensen, ja selv i den sammenhængende
poetiske Fortælling var der sørget for en Pointe ved hveranden Linies
Udgang og det Hele tog sig ud som »en Sorites af Epigrammer«. Man fandt
efter Coleridge's Opfattelse med andre Ord her ikke poetiske Tanker,
men upoetiske overførte i et Sprog, man af Vedtægt kaldte poetisk; i
selve Undfangelsen af Digtet var intet Phantastisk, ja det bristede tidt
Digteren saa stærkt paa Phantasi, at det afhang af et stort eller lille
Begyndelsesbogstav, om Ordene skulde betragtes som Personificationer
eller som blotte Begreber; men medens Englands gamle store Digtere
som Spencer havde kunnet udtrykke de mest phantastiske Indfald i det
reneste og simpleste Engelsk, kunde disse nyere ikke udtale almindelige
Trivialiteter uden i det besynderligst slette og phantastiske Engelsk,
saa Resultatet saa ud som om Echo og Sphinx havde lagt deres Hoveder i
Blød sammen for at bringe det tilveie. Med Uvillie vendte Coleridge sig
bort fra hine Forsøg paa at dække Phantasiløshed ved forskruet Diction.
Hvor vidt denne gik, har man et Bevis paa i følgende Linie af Digteren
Donne i en Ode til Koppeindpodningen: »Vaccination! du himmelske Mø!
stig ned!«Inoculation! heavenly maid, descend! Men selv hos langt
bedre Poeter end denne, ja endnu i den bedste senere engelske Poesi
vedligeholdt hin Uvane at tage Abstractioner for Skikkelser sig altfor
længe. Hos Shelley optræde »Tvillingerne Vildfarelse og Sand­ hed«
(the twins Error and Truth) endnu som handlende Personer. Dette hele
rhetoriske System forekom Coleridge direkte at nedstamme fra den Vane at
skrive latinske Vers i Skolerne. I Modsætning hertil stod det for ham
som Idealet at udtrykke naturlige Tanker i en naturlig Stil, der hverken
var boglig eller plat, hverken lugtede af Lampen eller Rendestenen, og
de gammelengelske Ballader i Percy's Samling stode med deres Naturtoners
uforfalskede Folkelighed for ham som Veivisere. Ogsaa han ønskede at
lade saadanne Naturtoner klinge.

Her var det, at Wordsworth kom ham imøde med sine Grublerier og
Forsætter. Han var en af de Aander, der finde Behag og Sikkerhed i
afgjørende og stærkt forkastende Domme. Hans Mening om hele den engelske
Poesi siden Milton var den, at Folket efterat have frembragt denne store
Mand havde mistet sin poetiske Kraft og kun bevaret en Compositionsform,
saa at Poesien var kommen til at bestaae i en Sprogkunst og en Ordleg
og Digteren bedømtes efter sit Herredømme over Sproginstrumentet.
Derfor havde den metriske Stil fjernet sig mere og mere fra Prosaen.
Opgaven var at føre den tilbage til den, saa den kun ved den rytmiske
Form adskilte sig fra det daglige Sprog. Medens Coleridge sværmede for
Naturmelodier, var Wordsworth saa radical, at han theoretisk ikke kunde
nøies med mindre end en rimet naturlig Prosadialog.

Og til denne Naturalisme i Opfattelsen af Formen kom en lignende
i Opfattelsen af det poetiske Indhold. Det var en af Wordsworth's
Yndlingspaastande og en af hans heftigste Anker mod den herskende
litterære Skole, at der neppe var forekommet et eneste originalt
Billede af den ydre Natur eller een ny Beskrivelse af den imellem
Milton og Thomson. Selv udrustet med en høi Grad af Modtagelighed for
den materielle Naturs Phænomener gjorde han Raabet: Natur! Natur! til
sit Løsen — og med Naturen mente han Landet i Modsætning til Byen. Ved
Bylivet glemte Menneskene den Jord, hvorpaa de levede; de kjendte den
ikke mere, huskede vel de grove Træk af Markens og Skovens Physiognomi,
men ikke Naturlivets Enkeltheder, ikke dets vexlende Skuespil med deres
utallige, smilende, straalende, alvorlige og forfærdelige Scener. Hvem
kjendte mere Navnene paa de forskjellige Træer og vilde Blomster, hvem
kjendte Tegnene paa Veir og Vind eller vidste, hvad det betyder, at
Skyerne fare netop saaledes afsted, at Hjorden trykker sig saaledes,
eller at Taagerne rulle saaledes ned af Høiene! Wordsworth havde fra han
som Barn legede mellem Cumberlands Høie kunnet raade alle disse Runer.
Han var dybt fortrolig med enhver Art engelsk Natur i Vaar som i Vinter;
han var skabt til at gjengive, hvad han saa og følte og til at gruble
derover, før han gjengav det, skabt til med fuld Bevidsthed om hvad
han foretog, at fuldbringe den poetiske Reformation, som var begyndt
af den stakkels Chatterton, »den søvnløse Dreng«, og af Bondesønnen,
den Wordsworth i primitiv Begavelse saa langt overlegne Burns. Han var
vel kun et af de talrige Organer for den Kjærlighed til den ydre Natur,
der med Aarhundredeskiftet udbreder sig over Europa, men han havde en
stærkere og intensivere Bevidsthed om den Kjendsgjerning, at der gik et
nyt poetisk Pust hen over England, end nogen anden Mand i de forenede
Kongeriger.

Derom bleve da Vennerne enige, at man kunde dele den hele engelske
Poesi i tre Grupper, den poetiske Krafts og Ungdoms Tid fra Chaucer til
Dryden, den poetiske Goldheds Periode fra Dryden inclusive til det 18de
Aarhundredes Slutning, og Gjenfødelsens Tidsalder, som nu begyndte med
dem selv efter at være forudforkyndt af deres Forløbere; og ganske som
den nye Tids Mænd i Tydskland og Danmark søgte disse Ynglinge efter
store slaaende Betegnelser, der kunde udtrykke deres Forskjel fra dem,
de vilde bekjæmpe, og de fandt netop de samme som hine. De tillagde sig
selv Phantasi og dermed den egenlige skabende Evne; de skrev Side op
og Side ned til uklar Forherligelse af »imagination« i Modsætning til
»fancy«, som Oehlenschläger og hans Skole lovpriste Phantasien og i det
Høieste indrømmede Baggesen Lune. De havde Fornuft, Forgjængerne kun
Forstand, de havde Geni, hine kun Talent, de var Skaberkraften, hine
kun Kritiken. Selv en Aristoteles kunde som Ikke-Digter ikke drive det
til nogen høiere Titel end Talent. Ogsaa i England lod man det gaae ud
over Nureddin, og følte sig uendeligt overlegen over hans »naturløse«
Forsken.

V.

Wordsworth's egentlige Udgangspunkt var altsaa det, at Menneskene i
Bylivet og under dets Spredthed havde glemt Naturen: de vare blevne
straffede derfor, idet det selskabelige Samliv havde splittet deres
Kræfter og Evner ad og svækket deres Hjerters Modtagelighed for simple
og rene Indtryk. Blandt Wordsworth’s Hundreder af Sonetter er der
en, som med Hensyn paa denne Grundtanke er særligt betydningsfuld
(Miscellanous Sonnets, Part I, Nr. 35). Den begynder med en Klage over,
at Menneskeverdenen er altfor meget om os, og at vi som Følge deraf kun
see Lidet i Naturen, der træder os imøde som vort Eget. Saa følger:

Søen, der blotter sin Barm for Maanen, Vindene, der snart ville hyle
Timer igjennem, men som nu ligge sammenfoldede som sovende Blomster, alt
dette træffer os ude af Stemning. Det bevæger os ikke. Store Gud! Jeg
vilde hellere være en Hedning, opdraget i en forkastet Tro. Da kunde
jeg, naar jeg stod paa denne skjønne Slette, have Glimt, der vilde gjøre
mig mindre trøstesløs, kunde øine Proteus, naar han hævede sig op over
Havet eller høre den gamle Triton blæse paa sit snoede Horn.

Det er mærkelige Ord i Wordsworth’s Mund, mærkelige, fordi de vise, hvad
al sand Naturalisme i Grunden er, med hvor mange theistiske Klude den
end udstafferes: dybest inde er den i Slægt med det gamle Grækenlands
Naturopfattelse og fjendsk mod alle den nye Tids officielle Dogmer;
inderst inde er den stemplet med den Pan theisme, som vi i dette
Aarhundrede gjenfinde beherskende den poetiske Naturfølelse i alle
Litteraturer. Jeg har paavist den Pantheisme, der skjulte sig under
Tiecks romantiske NaturbetragtningSe den romantiske Skole i Tydskland
S. 147., den møder os her under Form af Menneskets selvforglemmende
og halvt bevidstløse Sammensmelten med Alnaturen som en enkelt Tone i
dens store Samklang. Den har fundet Udtryk i et lille eiendommeligt
DigtWordsworth: Poetical works, 1832, II, S. 16.:

En Slummer lagde Segl for min Aand, jeg havde ingen menneskelig
Bekymring. Min Sjæl var som en Ting, der ikke kunde føle Berøringen af
jordiske Aar. Den havde ingen Bevægelse, ingen Kraft, den hverken hørte
eller saa, men rullede med Jordens daglige Omløb sammen med Klipper og
Stene og Træer!

Fordyber man sig i den Stemning, hvoraf et Digt som dette er udsprunget,
da har man Symptomet paa et rent pantheistisk Ideesæt: det ubevidste
Liv er seet som det bevidstes Grund og Kilde, og alle Jordens Væsener
opfattede som sammenvoxne i Naturens Skjød lige til det Punkt, hvor
Bevidstheden begynder. En af Spirerne til det nye Aarhundredes Poesi
ligger i et saadant lille Digt; thi imod det civiliserede Menneske, som
det forrige Aarhundrede havde udviklet og lov prist, stillede den nye
Tid Mennesket som Naturvæsen i Kredsen af alle dets Slægtninge: Fugle
og vilde Dyr, Planter og Blomster. Christendommen bød at elske alle
Mennesker, den naturalistiske Pantheisme byder at elske det ringeste
Dyr. Jeg troer, at Hart-leap-well er mig kjærest af Alt, hvad Wordsworth
har skrevet. Dette simple Digt ̶ en Dobbeltromance — er et Indlæg
af gribendeV eltalenhed for et stakkels prisgivet og jaget Dyr, en
Hjort, det vil sige en Gjenstand, som de klassiske Digtere næsten kun
kunde afvinde culinarisk og gastronomisk Interesse og som Riddertidens
Beundrere, ja selv Scott, vilde give deres Helte at fælde i hundredvis.
Rørende trods sit ringe Sujet, stort og simpelt i sin Stil, er det et
ædelt Vidnesbyrd om den dybe Pietet mod Naturen, der er Wordsworths
Adelsbrev.

Denne Pietet er hos ham først og fremmest Ærefrygt for det Barnlige
og for Barnet, og denne Veneration for det Menneskevæsen, der i sin
Ubevidsthed staaer Naturen nærmest, er atter et af det nye Aarhundredes
originale Træk. I et lille Digt, som Wordsworth har stillet i Spidsen
for alle sine andre, siger han:

Mit Hjerte jubler, naar jeg seer en Regnbue paa Himlen. Saaledes var
det, da mit Liv begyndte; saaledes er det nu, da jeg er Mand; gid det
maa være saaledes, naar jeg ældes, hvis ikke lad mig døe! — Barnet er
Fader til Manden, og jeg vilde ønske, at mine Dage maatte blive knyttede
til hinanden en for en ved et Baand af naturlig Pietet.

                      Her er Ærefrygten for Barnet ført saa vidt

               og stillet saaledes paa Spidsen, at den erstatter

               Pieteten mod Alderdommen. Men, som jeg engang har udtrykt
det, Barnets Indsættelse

               i dets naturlige poetiske Rettigheder er kun eet af de

               mange Phænomener af Naivetetens Tronbestigelse

               i de europæiske Litteraturer. »Det 18de Aarhundrede, der
har sin Styrke

               i den ræsonnerende Forstand, sin Fjende i
Indbildningskraften,

               i hvilken det kun seer de forældede Traditioners

               Forbundsfælle og Livegne, sin Dronning i Logiken,

               sin Konge i Voltaire, sin Poesies og sin Videnskabs

               Gjenstand i det abstracte, det oplyste og

               selskabelige Menneske, sender Barnet, der hverken

               er selskabeligt eller oplyst eller abstract, ud af

               Dagligstuen og langt, langt ind i Ammestuen,

               hvor det kan høre Eventyr, Sagn og Røverhistori saa   er,
meget som det lyst                                                   er,

               vel at mærke, naar det sørger for som voxent Menneske at
have

               glemt alt dette Uværdige. I det nittende Aarhundredes
Samfund indtræder Reactionen«G. Brandes: Kritiker og Portraiter. S.
326.. Vi finde den her med dens yderste Consequenser, selv hos saa
reflecteret en Digter som Wordsworth. I en af sine Sonetter (Poetical
works II S. 165) skildrer han en Spadseretur, han paa en deilig Aften
foretager med en lille Pige, maler den milde Aftenstemning, kalder
den »stille som en Nonne, der i sin Tilbedelse neppe drager Aande« og
henvender sig saa til Barnet med de Ord: »Kjære Barn! kjære Pige, som
gaaer her med mig, hvis Du synes urørt af høitidelige Tanker, saa er din
Natur ikke derfor mindre guddommelig. Du ligger hele Aaret igjennem i
Abrahams Skjød og holder din Andagt ved Templets inderste Alter, da Gud
er med dig, naar vi ikke vide deraf.«

 Den theistiske Udgang er hos Wordsworth obligat, men som enhver
opmærksom Læser seer, kun paaklæbet Grundtanken om Barnets i og for
sig guddommelige Natur. I sin berømte Ode til Udødeligheden udfører
han denne Grundtanke med et saadant Sværmeri, at det endog var en saa
vidtgaaende Dyrker af Naiveteten som Coleridge for stærkt. Han tilraaber
her et sexaars Barn: »Du, hvis ydre Skikkelse synes at negte din Sjæls
Uendelighed, du bedste Philosoph, som endnu har bevaret din Arvelod, du
Øie blandt de Blinde, der døv og taus læser det evige Dybs Mysterium. Du
mægtige Prophet! du velsignede Seer, paa hvem de Sandheder hvile, som vi
hele vort Liv igjennem anstrenge os for at finde!«

  Vel modtage alle disse Udtalelser en Slags poetisk-philosophisk
Bortforklaring derved, at Bar nets Storhed føres tilbage til at det
staaer Livet før Fødselen og dermed Varslet om Udødelighed nærmere end
vi; men selv dette bør efter Coleridge’s næsten autoriserede Forklaring
ingenlunde opfattes som Wordsworth's bogstavelige Mening. Barnet æres
som Jordens Fostersøn, og Ynglingen, der dog stedse maa drage længere
bort fra »Østen« (Solopgangsstedet), er endnu »Naturens Præst«The Youth,
who daily farther from the East Must travel, still is Natures Priest..

   I talrige Digte kommer Wordsworth tilbage til den Modtagelighed han
som Yngling besad for ethvert Naturskuespil. I et af dem, der som næsten
alle hans Sager har en lang og slæbende Titel (Influence of natural
objets, in calling forth and strengthening the imagination in boyhood
and early youth) takker han Verdensaanden fordi den fra hans Barndom af
sammenflettede de Lidenskaber hos ham, af hvilke vort Sjæleliv bygges,
ikke med Menneskets ringe og lave Værker, men med høie Gjenstande, med
varige Gjenstande, med Liv og Natur.« Saaledes, siger han, rensedes hans
Følelsers og Tankers Elementer, til han følte en vis Storhed (grandeur)
i sit Hjertes Pulsslag. Man agte paa den fine og inderlige Natursands i
den følgende (i Originalen metriske) Skildring:

Og ikke var hint Samliv med Naturen mig karrigt tilmaalt. I
Novemberdage, naar Taagerne, der rulle ned i Dalene, gjøre en ensom Egn
end mere ensom, mellem Skove ved Aftenstid og midt under Sommernætters
Ro, naar jeg langs Kysten ad den skjælvende Sø gik hjemad i min
Ensomhed, nød jeg dette Samkvem. Jeg fornam det i Mark og Eng baade
Dag og Nat og ved Vandet hele Sommeren igjennem, og i den kolde
Aarstid, naar Solen var gaaet ned og Hyttens Vinduer, synlige i mange
Miles Afstand, skinnede gjennem Tusmørket. Jeg brød mig ikke om deres
Vinken. — Ja en lykkelig Tid var det for os alle; for mig var det en
Henrykkelsens Tid. Klart og høit slog Landsbyklokken sex, jeg styrtede
ud stolt og hoverende som en utrættet Hest, der ikke bryder sig om sit
Hjem. Skoede med Staal fløi vi da alle med hvislende Lyd hen ad den
blanke Is, i en fælles Leg, der efterlignede Jagten og Skovens Glæder:
det tonende Horn, det høit gjøende Kobbel og den jagede Hare. Saaledes
fløi vi afsted gjennem Mørket og Kulden og ei en Stemme var stum;
imidlertid kastede de steile Brinker Lyden tilbage; hvert løvtomt Træ
og hver isglat Klippe klirrede som Jern, medens de fjerne Høie sendte
ind i Larmen en fremmed, ikke overhørt Tone af Melancholi, og medens
Stjernerne i Øst stode gnistrende klare og i Vest Aftenens orangefarvede
Himmel tabte sin Glands. — Ikke sjeldent trak jeg mig da bort fra
Sværmen til en stille Bugt, eller jeg foer overgivent ad en Sidevei bort
fra den larmende Flok for at overskjære Reflexlyset fra en Stjerne,
et Billed, som stedse flygtede for mig, blinkende paa den glasklare
Flade, — og ofte, naar vi lode Vinden drive vore Legemer frem og alle de
beskyggede Skrænter paa begge Sider kom feiende gjennem Mørket, har jeg
midt under den susende Fart paa eengang bøiet mig tilbage paa min Hæl og
pludseligt standset — endnu fløi de ensomme Klipper forbi mine Øine, ret
som om Jorden synligt havde drejet sig for mig om sin Axe; og bag mig
udstrakte Bjergene sig i høitidelige Rækker, dog svagere og svagere, og
jeg stod fortabt i Skuet, til Alt var roligt som en Sommersø.

Jeg mener, at dette er et Naturmaleri, som søger sin Lige. Dog i et af
sine skjønneste og betydningsfuldeste Digte Tintern Abbey har Wordsworth
selv skildret sin Natursands i Udtryk, om hvilke han senere ikke med
Urette har paastaaet, at de gaae igjen i de berømteste og mest poetiske
Steder af Byron's Childe Harold, og som i ethvert Tilfælde utvivlsomt
have gjort Epoche i engelsk Poesi. Han siger:

Thi Naturen var da — efter at mine Drengeaars plumpere Fornøielser og
deres muntre Legemsøvelser og Lege vare forbi — Et og Alt for mig. Jeg
kan ei skildre hvad jeg dengang var. Det syngende Vandfald betog mig som
en Lidenskab: det høie Fjeld, Bjerget og den dybe og skyggefulde Skov,
deres Farver og deres Former vare mig dengang en Attraa, en Følelse
og en Kjærlighed, der ikke trængte til nogen ydre Tiltrækning, som
Tankerne over Skuet kunde føie dertil, eller til nogen Interesse, som
ikke laantes fra Synet.

Lad det virke komisk, naar Wordsworth i 1820 underholder Moore om Byrons
Plagiater fra ham og fortæller, at hele tredie Sang af Childe Harold er
grundet paa hans Følelser og Stil, og lad Lord Russell have Ret, naar
han i den Anledning tørt bemærker, at hvis Wordsworth var Ophavsmand til
Childe Harold, saa er det hans bedste Værk, man begriber dog let, at det
for Wordsworth maatte staae som om Hovedstederne i hin tredie Sang og
de skjønne Steder om Ensomheden i de tidligere Sange kun i antithetisk
og kunstlet Form indeholdt, hvad der hos ham var sagt naturligt og
simpeltSe Thomas Moore: Memoirs III, 161.. Det er ikke vanskeligt at
see en indskrænket og overstraalet Aands saarede Forfængelighed i disse
Udbrud, men det bør ikke glemmes, at Wordsworth virkelig først havde
anslaaet den Accord, som Byron med saa overlegent Talent varierte,
heller ikke at enkelte særligt slaaende og levende Vers af Wordsworth
øiensynligt ere forblevne i Byrons Erindring. Hvo kan f. Ex. læse denne
Linie i Childe Harold (3die Sang, 72 Strophe): »Og mig vare de høie
Bjerge en Følelse« uden at mindes de nys citerede Ord og hvo kan negte,
at Byron optager og beriger hin Stemning hos Wordsworth, naar han synger
(C. H. III, 65): »Ere ikke Bjergene, Bølgerne og Skyerne en Del af mig
og af min Sjæl, som jeg af dem? Ligger ikke Kjærliglieden til dem dybt i
mit Bryst, ren i sin Lidenskabelighed?«

Men medens Wordsworth i Tintern Abbey fremstiller denne sin Lidenskab
for Naturen som noget Forbigangent, der kun har varet et flygtigt
Øieblik under en Overgangsalder for strax at optages i Overveielse og
beherskes af Reflexion, er den hos Byron den blivende Følelse og den,
som udtrykker hans Væsen. Hos ham er Jeget i dets Forhold til Naturen
ikke indeklemt i den theistiske Spændetrøie, der er ingen dogmatisk
Dæmning opstillet mellem Naturen og ham, han føler sig i pantheistisk
Mystik som Et med den, og uden at nogen deus ex machina fører dem
sammen.

Den umiddelbare Lidenskab er da heller ikke det betegnende for
Wordsworth's Forhold til Naturen. Hans Særegenhed i Opfattelsen og
Gjengivelsen af Naturindtrykkene er af finere og mere sammensat Art.
Indtrykket bliver, skjøndt modtaget med friske Sandser, afdæmpet og
mildnet ved Reflexion derover. Det stemmer ikke umiddelbart Digteren til
Sang. Hvis han med Goethe kan sige: »Jeg synger som Fuglen, der boer i
Grenene«, da er det idetmindste ikke som Nattergalen synger, ikke nogen
rigt udstrømmende Kjærlighedssang, der vidner om Sjælens Hus og spotter
Nattestilheden, som den bryder og splitter. Wordsworth har selv skildret
Nattergalens Sang med lignende Ord (Poems of imagination Nr. X), saa
tilføier han:

Jeg hørte selv samme Dag en Skovdue synge og fortælle sin hjemlige
Historie til mig. Dens Stemme var begravet mellem Træerne, dog hørtes
den, naar Vinden bar paa. Den holdt ikke op, men kurrede og kurrede,
beilende med tungsindige og tankefulde Toner. Den sang om en Kjærlighed,
der ikke var uden Hvile, der langsomt begyndte, men aldrig endte, der
rummede alvorlig Trofasthed og indre Glæde, det var Sang — det var Sang
for mig.

Wordsworth har villet male sig selv i Linien »and somewhat pensively he
wooed«. Efter saa mange Digteres Sædvane har han søgt at hæve sin Praxis
til Theori og bevise, at al god Poesi maatte have hans egen Digtnings
Egenskaber. Al god Poesi, siger han, er den uvilkaarlige Overstrømmen af
mægtige Følelser, men dog er intet værdifuldt Digt blevet frembragt af
nogen Mand, der ikke foruden at besidde ualmindelig Følsomhed tillige
havde tænkt længe og dybt. Grunden er efter hans Mening for det Første
den, at Strømningen af vore Følelser stadigt bestemmes og styres af
vore Tanker, for det Andet den, at vore Tanker selv ikke ere Andet end
»Repræsentanter for alle vore tidligere Følelser« — et dybt og lykkeligt
om end ikke videnskabeligt tilfredsstillende Ord, der paa en træffende
Maade charakteriserer hans egen poetiske Reflexion.

   Denne bestaaer nemlig, nøiagtigt defineret, deri, at Naturindtrykket
opspares og gjemmes for ligesom at fordøies, tilgavns at tilegnes
og atter senere at kunne fremtages af Sjælens Forraadskammer og da
endnu engang at beskues og nydes. Den, der ret har forstaaet denne
Eiendommelighed hos Wordsworth har Nøglen til hans Originalitet. I
Tintern Abbey forklarer han, hvorledes denne Manddomsalderens stille
Tilegnelse af Naturens menneskelignende Stemninger er fulgt paa
Ynglingeaarenes umiddelbare og heftige Glæde over Naturskjønheden:

   Hin Tid er gaaet og med den alle dens smertefulde Glæder og al dens
svimlende Henrykkelse. Dog derfor hverken sørger eller klager jeg; andre
Gaver have fulgt dem, der, skulde jeg troe, ere rigelig Erstatning
for hint Tab. Thi jeg har lært at lytte til Naturen, ikke som i den
tankeløse Ungdoms Tid, men saaledes, at jeg ofte gjennem den hører
Menneskelighedens stille, sørgmodige Musik, hverken skurrende eller
barsk, men med fyldig Evne til at tugte og tvinge. Og jeg har da følt
et Noget nærværende, der betog mig med den Glæde, som ledsager ophøiede
Tanker [...] en Bevægelse og en Aand, der driver alle tænkende Væsener
og alle Gjenstande for alle Tanker, og som ruller gjennem alle Ting.For
I have learned To look on nature, not as in the hour Of thougtless
youth, but hearing oftentimes The still, sad music of humanity Nor harsh
nor grating.

Her har Wordsworth omskrevet sin Domaine, bestemt og mildt betegnet det
Omraade, som er hans. Hvilken Modsætning til Byron, der sjeldent eller
aldrig hørte den humane Røst i Naturen og allermindst nogensinde hørte
den klinge uden Skurren — han, som i Childe Harold endog kalder det hele
Menneskeliv for »den falske Tone« i Altets store Accord.

Men vi ere endnu ikke naaede til de mest eiendommelige Udtalelser i
Tintern Abbey. Det er dem, i hvilke Wordsworth skildrer det opbevarede
og opsparede Naturindtryks stille Virken paa Sindet. Han siger: »Disse
skjønne Former have under min lange Fraværelse ikke været mig hvad
Landskabet er for en blind Mands Øie; nei ofte har jeg i ensomme
Værelser og midt under Byers og Stæders Larm i trætte Timer skyldt dem
søde Sandseindtryk [...] ogsaa Glædesfølelser, jeg nu har glemt, men
saadanne, som maaskee ikke have nogen ringe Indflydelse paa hin bedste
Del af en god Mands Liv: hans smaa navnløse, uerindrede Handlinger af et
godt og kjærligt Hjerte.«

Og han udvikler, at han skylder disse Naturindtryk endnu en anden og
mere ophøiet Grave, det lykkelige og klare Sind, der betager Livets
Byrder deres Tryk, og slutter sin Tankerække med den Forvisning, at der
i dette nydelsesrige Øieblik, da han gjenseer de kjendte Steder, er ikke
blot øieblikkelig Fornøielse, men »Liv og Næring for kommende Aar.«

Atter og atter kommer denne Vending tilbage hos ham. Jeg vil som særligt
prægnant anføre Digtet Nr. XV i Poems of imagination, hvori Digteren
fortæller, hvorledes han paa en ensom Vandring nærved en Sø pludseligt
opdagede en hel Hærskare af gyldne Narcisser, der svajede og dandsede
for Vinden, saa tæt ved hverandre som Stjernerne i Melkeveien og i endnu
muntrere Bevægelse end de pladskende Bølger, langs hvilke de voxte:

Jeg stirrede og stirrede, men anede lidet, hvormeget Udbytte dette Syn
havde bragt mig. Men ofte, naar jeg ligger tankeløs eller grublende paa
mit Leie, glimte disse Blomster frem for hint indre Øie, som er vor
ølæde i Ensomheden, og da fyldes mit Hjerte med Glæde og dandser i mit
Bryst omkaps med Narcisserne.

Intet kan være den lyriske Digters sædvanlige Liv i Nuet mere modsat
end denne Lyrikers bevidste Opbevaring af Nuet til fremtidigt Brug.
Han charakteriserer sig selv som en Samlernatur, han sammenhober sig
formeligt Vinterforraad af lyse Sommerøieblikke, og der er noget Sandt,
noget Almenmenneskeligt, som altfor mange Mennesker overspringe og
forsømme i dette; men fremfor Alt er der heri noget nationalt: det
undrer En ikke, at den engelske Naturalisme begynder med økonomisk og
husholderisk at danne sig en Kapital og et Lager af Naturindtryk.

   Vi kjende Alle de Stemninger, som kunne føre dertil. Mangen en af os
har foran en vid ubegrændset Udsigt over det blaa, i Sollyset spillende
Hav følt, at en daglig Adgang til et saadant Naturskue maatte udvide
Sjælen og feie alt Smaaligt ud af dens Kroge, har beklaget at maatte
forlade Stedet og har klamret sig til Indtrykket for forsætligt at
kunne fornye dets Virkning. Eller man har med deilige Landskaber for
Øie, især naar man levede i dem paa Reiser og med den Vished, at man
vanskeligt saa snart igjen vilde kunne nyde deres Skjønhed, bestræbt
sig for at forholde sig saa passiv som muligt for ret at lade Billedet
brænde sig ind i Ens Erindring. Man har ogsaa tidt instinctmæssigt
vendt tilbage til det smukke Minde, som Sjælen overhovedet uvilkaarligt
søger tilbage til alle lyse Erindringer i dens Billedrække for at
hente Kraft og Livsmod fra dem. Men stærkere Impulser have hos os
Andre overdøvet disse. Vi have ikke kunnet nedsylte dem for Fremtiden
eller stedse tygge Drøv paa dem paany. Samfundslivet, Verdenslarmen og
Lidenskabernes Liv have gjort os det umuligt at finde vore dybeste og
mest inspirerende Glæder i Minder om Solglimt paa Blomster eller om
sammenvoxede Kjæmpetræer. Anderledes gik det til i den engelske Digters
Sjæl, hvis Livskald det var paany at vække Interessen og Sandsen for
alle hine elementære Stemninger og Indtryk. Hans praktisk uvirksomme
Sjæl vegeterede i disse Naturdrømmerier, og det lader sig ikke negte, at
denne stadig tilbagevendende Syslen med de simpleste Naturindtryk har
holdt hans Sjæl fri og ren til at kunne føle Skjønheden i dens simple
og jordiske Former uden Phantasteri og uden Ophidselse. Hvor sjelden er
ikke denne Evne! hvor ofte fattes den hos de aller største og bedste
Aander! hvor hurtigt gik den i engelsk Poesi ikke atter tabt! Den
aabenbarer sig skjønnest og fyldigst i de faa poetiske Kvindeskikkelser,
hvis Omrids ere givne i Wordsworth’s Smaadigte. Hans fortællende Digtes
Helte ere af langt mindre Værd, dels bestemte til at vække Interesse for
Landbefolkningen og de laveste Classer, dels skildrede i den Hensigt
at fremkalde en moraliserende Virkning. Men de faa let henkastede
Kvindefigurer, der ere sete med samme rolige og dog forelskede Blik,
hvormed Wordsworth saae paa Træer og Fugle, ere Naturen selv. De ere
selve den engelske Kvindenatur, og Ingen har truffet dens Lineamenter
med sikrere Haand end han. Man læse et af disse SmaadigteShe was a
phantom of delight. Poet. W. II. S. 13. i min Prosa-Oversættelse: »Hun
var et Ideal af Ynde, da hun første Gang straalede for mit Blik, et
elskeligt Syn, skabt til at smykke et enkelt Minut; hendes Øine vare
som svagt glimtende Stjerner, hendes lokkede Haar var dunkeltlysende,
og Alt hvad hun var og bar syntes Ran fra Vaaren og den muntre Daggry:
en dandsende Form, et smilende Billede, som man søgte, undredes over og
fulgte.

Jeg saae hende paa nærmere Hold. En Aand var hun, men ikke mindre
en Kvinde, hendes Bevægelser i Huset lette og sikre og hendes
Fjed jomfrueligt, raske; et Aasyn, i hvilket søde Erindringer og
lige saa søde Løfter mødtes; en Skabning, ikke for lys og god til
Menneskenaturens daglige Brød, til forbigaaende Sorger, uskyldig List,
Ros, Dadel, Elskov, Kys og Taarer og Smil.

Og nu seer jeg med klart Blik den sande Puls i dette Drivværk, et Væsen,
der ud- og indaander Tanker, der lever paa Reisen fra Fødsel til Død med
fast Forstand, med rolig Villie, med Udholdenhed, Forsorg, Behændighed
og Kraft, en fuldendt Kvinde, ædelt anlagt til at advare, at vederkvæge
og at herske, og dog endnu bestandigt en Aand, og endnu bestandigt klar
og lys med noget af en Engels Lethed i sit Væsen.«

Hvis mit Øie ikke skuffes, da har man her et ægte naturalistisk Ideal af
den engelske Kvindetype, og man kan berede Wordswortli en Triumph ved
at sammenligne denne Skildring med de kvindelige Idealer, som Englands
største Digtere i den

                   nærmest følgende Tid morede sig med at tegne.

                   Tag Shelleys Fremstilling af Blomsternes og
Insekternes ætheriske

                   Beskytterinde i hans Digt Mimosen! Billedet af den
feagtige Skjønhed er yndigt som Alt, hvad der kommer fra Shelleys

                   Pen; hendes Ømhed for Planterne, hendes rørende

                   Medlidenhed med alle de smaa stygge og foragtede

                   Dyr, »hvis Hensigt, skjøndt de gjorde Skade, var

                   uskyldig« giver hendes Alfevæsen menneskelige

                   Træk — men et Menneske er hun dog ikke, hun

                   saa lidt som Shelley’s Feen fra Atlas eller

                   Epipsychidion’s utydelige Heltinde. Shelley var som

                   Lærken, han har besunget, en Foragter af Jorden
(scorner of the ground). — Eller tag de lidenskabelige østerlandske
Heltinder i Byrons tidligste poetiske Fortællinger, Medora, Gulnare,
Kaled! De naae ikke den skjønne Simpelhed her. De optræde altid kun i
den høieste Lidenskabelighed, deres Elskov, Hengivelse og Besluttethed
gaae over alle Grændser. De ere digtede for en Læseverden, hvem det
bedøvende Byliv i Londons Menneskemasse og den stadige Sysselsættelse
med Verdensbegivenhederne havde meddelt en Art nervøs Trang til de
heftigste aandelige Pirringsmidler. Men for Wordsworth stod det fra
først af som en smuk og lønnende Opgave at levere Beviset for, hvor dybt
Menneskenaturen kan sættes i Bevægelse, røres og gribes uden Anvendelse
af grove eller voldsomme Stimulantser. Han indsaa vel, at den der var
vant til skrigende Farver, let vilde være ude af Stand til at afvinde
Værker nogen Smag, hvis Originalitet bestod i en mild og naturtro
Colorit, men han besluttede at tvinge Læserens Forventninger til et
Digts Virkemidler tilbage i det naturlige Spor.

VI.

Man forstaaer ikke Wordsworth's poetiske Styrke og Begrændsning tilbunds
uden et Blik paa hans Levnet. Man forefinder da et særligt idyllisk
og beskyttet Liv. Han fødtes i den velhavende Middelstand (Faderen
var Sagfører), studerede i Cambridge, reiste, kom tilbage og arvede
allerede i 1795 fra en Beundrer af hans Genius 900 Pund, der tilligemed
hans Del af den Summa 8,500 Pund, hvilken en engelsk Lord udbetalte
Familien som en Gjæld, han var den afdøde Fader skyldig, satte Digteren
istand til at leve uden at vælge noget Fag. I 1803 blev han gift, i
1813 bosatte han sig i Rydal Mount ved »Søerne«. Han havde en Sinecura
som Stamp-Distributor med 500 Pund aarlig fra 1813-1842, da han opgav
den til Fordel for en af sine Sønner, i 1843 fulgte han Southey som
poet-laureate, og nød som saadan en Regjeringspension af 300 Pund aarlig
til sin Død. Den indtraf først i 1850, da han netop havde fyldt sit
80de Aar. Sikret fra alle Sider mod Livets ydre Omskiftelser betragtede
han dem med et protestantisk-philosophisk Blik. Et Levnet som dette
var ikke skikket til at opflamme Lidenskaben, den findes ikke heller
hverken i hans Liv eller i hans Poesi. I andre fremragende Skribenters
Levnet pleier der at forekomme en eller anden tungt veiende biografisk
Omstændighed, et eller flere Vendepunkter, en eller anden historisk
Kilde til Melancholi eller til Charakterstyrke eller til Productivitet,
hos Wordsworth findes Intet af den Art. Ingen medfødt Ulykke lammede
ham, intet Angreb paa Liv og Død æggede ham og gav hans Aand dens
Indsegl. Visselig blev han haanet og spottet af Kritiken, og det lang
Tid nok: fra 1800-1820 var hans Poesi traadt under Fødder, fra 1820-30
kjæmpende og efter 1830 almindelig anerkjendt. Men Oppositionen var
ikke dum og hidsig nok, Kampen ikke hed nok, Seiren ikke glimrende nok
til at give hans Levnet Farve og Glands, eller til at gjøre det til et
Stof for Sange. Hans inderste personlige Liv var da aldrig saa stærkt og
energisk, at det kunde absorbere hans Poesi eller give den Sujetter. Det
ledede ham meget mere til at see udad. Naturomgivelserne og den lille
uanseelige Menneskeverden, i hvilken han levede, fyldte og betog hans
Sind. Han var ikke som Byron for optaget af sit Eget til at have Sindsro
tilovers til at dvæle ved det Smaa og de Ringe, som han med Mildhed og
Medlidenhed fremstilte og beskrev.

Vistnok følte han sig som Centrum i sin Verden. Fra hans idylliske
og tilbagetrukne Hjem udgik fra Tid til anden Digtsamlinger eller
større Digte, ledsagede med oplysende Fortaler, der med lange Rækker
af Exempler oplyste Læseren om, at alle store Digtere havde været
miskjendte og forsmaaede af deres Samtid, at enhver Forfatter,
forsaavidt han er stor og original, er nødsaget til selv først at skabe
den Smagsretning, der kan nyde hans Værker, og at han vel har faaet
Veien brudt og banet af sine Forgjængere med Hensyn til Alt, hvad han
har tilfælles med dem, men i Alt hvad der særligt er hans eget vil være
i samme Situation som Hannibal mellem Alperne. (Fortale fra 1815). Han
vidste det vel, at ingen banebrydende Aand kan vente fuld Anerkjendelse
af andre samtidige Mænd end dem, der ere yngre end han selv. Men
Kritiken, der ei havde været voldsom nok til at gjøre ham krigerisk og
hensynsløs som Byron, gjorde ham selvopfyldt og arrogant. Hans Livs
Afvexling bestod deri, at han i sin beundrende Families Skjød modtog de
tilfældige Besøg af saadanne Beundrere, der vare paa Fodtur der i Egnen
og forsynede med Anbefalingsbreve. Dem underholdt han sig med paa en
kold og værdig Maade, stødte dem ikke sjeldent ved den Egoisme, hvormed
han uafladeligt priste, citerede og foredrog sine egne Værker, den
Ligegyldighed, han udviste for alt Andet, den pinlige Strenghed, hvormed
han af sine Omgivelser fordrede ethvert synligt Tegn paa Ærefrygt og den
Alvor, hvormed han repeterede det mindst betydende Ord, der var sagt til
hans Pris. Man finder en hel Del slaaende Anekdoter om hans Selvfølelse.
Thomas Moore meddeler (Memoirs III, 163) hvorledes Wordsworth en Dag,
da han spiste til Middag hos Lord Dawy pludseligt uden at noget Ord var
faldet, der kunde lede til denne Gjenstand, raabte fra den ene Ende af
Bordet til den anden: Dawy, veed De, hvorfor jeg lod Den hvide Due fra
Rylstone trykke i Quart? — Nei! hvorfor var det? — »For at vise Verden
min egen Mening om den.« — Wordsworth læste aldrig andre Værker høit
end sine egne. Den Dag, da Walter Scotts Rob Roy var udkom men, med et
Motto af Wordsworths Digt Rob Roys Grave, var Wordsworth netop tilstede
i en Familie, hvor Romanen var ankommen og med Forventning imødesaaes.
Han greb den, og man ventede, at han vilde forelæse de første Kapitler;
men istedenfor det gik han hen til Bogskabet, tog et af sine egne Bind
ud deraf og læste sit Digt høit for Selskabet. Emerson har bevaret
os Notitser, nedskrevne umiddelbart efter to Besøg hos Wordsworth,
der have Aars Mellemrum. Efter det første skriver han: »W. talte ilde
om Franskmændene, ikke bedre om Skotterne, ingen Skotte kunde skrive
Engelsk. Hans Mening om Franskmænd, Irlændere og Skotter syntes at være
formulerede i al Hast efter smaa Historier, der vare hændte ham eller
Medlemmer af hans Familie i en Diligence eller Postvogn. Hans Ansigt
opklaredes nogle Gange, ellers var hans Conversation ikke udmærket ved
nogen særegen Kraft eller noget særeget Sving. W. ærer sig selv ved
sin simple Troskab mod Sandheden, men man forbauses over hans Tankers
snevre Grændser. At slutte fra en enkelt Samtale gjorde han Indtryk af
en indskrænket og ægte engelsk Aand, som betalte Begeistringens sjeldne
Timer med den tørreste Prosa i andre.« — Efter sit andet Besøg (i 1833)
skriver han: »Wordsworth bragte sin Yndlingsgjenstand paa Tapetet,
at Samfundet ved overfladisk Cultur blev oplyst uden alt Hensyn til
den moralske Dannelse. Skoler nyttede ikke. Skolemestereren var ei
Opdragelse. Han vilde bringe mig og alle gode Amerikanere til at indsee,
at Moralen, det conservative Element maatte dyrkes. Han skjændte og
smeldte over Wilhelm Meister. Den var fuld af Utugt af enhver Art. Det
var som om Fluer parrede sig i Luften. Han var aldrig kommen videre end
til første Del og havde kastet Bogen fra sig, saa oprørt var han bleven.
Han citerede sine Sonnetter: En høihjertet Spaniers Følelser og De to
Stemmer og fremsagde sine Vers til Lærken.« Det forekommer mig, at man
har Wordsworth hel og holden som han gik og stod i daglig Omgang i denne
photographiske Notits: de haanlige Domme over alle fremmede Nationer,
Argumentet mod den moderne Cultur — det samme som Muhamedanerne i Asien
den Dag idag altid have paa rede Haand imod den — at den nemlig lader
sig forene med stor Immoralitet, Forherligelsen af den conventionelle
Moral som det conservative Element, (den sande Moral er det mest
radicale Element, der gives) den om Novalis erindrende Indignation over
Goethe og endelig Citaterne af hans egne Poesier som Finale! I 1843
traf Wordsworth en Dag for første Gang sammen med Dickens. Wordsworth
havde en stor Foragt for alle unge Mænd, og den fælles Ven, hos hvem
Sammentræffet havde fundet Sted, var derfor nysgjerrig efter at erfare
hans Indtryk af den store Humorist. Efter at have trukket sine Læber
iveiret paa en Maade der var ham egen, og efter at have svunget sit ene
Ben over det andet, saa man saae hans nøgne Ankler over hans Sokker,
svarede han langsomt: »Aa, jeg er ikke meget tilbøielig til at see
kritisk paa de Folk, jeg træffer, men da De allerede spørger mig, saa
vil jeg oprigtigt tilstaae, at jeg anseer ham for en meget snaksom og
meget almindelig ung Fyr — men forresten kan han være meget dygtig.
Forstaa mig vel, det er ikke min Mening at sige et Ord imod ham, for
jeg har aldrig læst en Linie af hvad han har skrevet.« Nogen Tid efter
rettede den fælles Bekjendt varsomt det Spørgsmaal til Dickens, hvordan
han havde syntes om Laureat-Poeten? »Syntes om ham! svarte Dickens.
Aldeles ikke. Han er en skrækkelig gammel Æsel«»Like him! Not at all.
He is a dreadfull old ass.« R. S. Mackenzie: Life of Dickens.. Læseren
vil visselig ikke underskrive saa peremptorisk en Dom. Men saa meget
staaer klart, at der maa have været noget for Taalmodigheden i høi Grad
Irriterende ved Wordsworth’s personlige Omgang. Naar han talte, siger
en af hans Samtidige, arbeidede han som en Hval og forkyndte Truismer
i Orakeltone. Ordet Truisme (Sandhed, der er for sand til at behøve at
siges) er betegnende for mere end hans mundtlige Production. Det rammer
hele den contemplative og didaktiske Side af hans Poesi. Der er i den
ingen særlig aandelig Kraft eller Lidenskab, men en Hamletsk Dvælen ved
de store Spørgsmaal om at Være eller Ikke-være. Fødsel, Død og Fremtid,
Menneskets Lidelser og Synder i dette Liv og dets Haab om et fremtidigt
Liv, Lidenheden af vor Videns hele Sphære og det skrækindjagende
Forhold, hvori vi staae til det Overnaturliges Verden — det er, siger
Masson de stadige og uundgaaelige Gjenstande for den almenmenneskelige
og særligt for Wordsworth’s Contemplation og Bekymring Se Masson:
Wordsworth, Shelley, Keats and other essays.. Men disse Tanker bevæge
sig ulykkeligvis, da de ikke tilhøre Midtpunktet men den yderste
Peripheri af vor Viden, ad Baner, der ikke føre nogensteds hen, ad gamle
opslidte og af dybe Spor gjennemfurede Veie, der gaae i en Ring, og som
man kan befare med rolig og værdig Melancholi, men uden Nytte eller
Udbytte for sig selv eller Andre. At Wordsworth bestandig paany udmunder
i denne vor Videns Peripheri, som Tilhængerne af de positive Religioner
betragte som vore Tankers naturlige Midtpunkt, har mere end noget Andet
bevirket, at hans Ry aldrig, hvor stort det end er i England, har kunnet
trænge synderligt ud over Landets Grændser.

Da Coleridge lærte Wordsworth personligt at kjende, havde denne allerede
skrevet nok til at man kunde danne sig en Dom over Beskaffenheden af
hans Originalitet. Hvad der rørte Coleridge i Wordsworth’s Poesi det
var Foreningen af dyb Følelse med hvad der syntes ham dyb Tanke, den
fine Ligevægt mellem Sandhed i Iagttagelsen og Indbildningskraft til
at modificere det Iagttagne, fremfor Alt Evne til at sprede en ideal
Verdens Atmosphære over Former, Situationer og Tilfælde, som Vanen havde
berøvet al Interesse for det almindelige Øie.

Wordsworth’s og Coleridge's første Samtaler dreiede sig da om hvad
der for dem stod som Poesiens to Hovedpunkter, Evnen til at vække
Læserens Sympathi ved tro Natursandhed og Evnen til at meddele Nyhedens
Interesse ved Indbildningskraftens omstemniende Farver. Den pludselige
Tiltrækning, Øiet og Sjælen føle ved Lys- og Skyggespillet i Naturen,
det nye og fortryllende Udseende, Maanelys eller Solnedgang kunne
give et forud bekjendt Landskab, syntes dem at angive Muligheden af,
hvorledes begge Elementer kunde forenes. Her havde man jo Naturens
egen Poesi, det gjaldt om at gjenfrembringe den. De vilde ikke direkte
efterligne Naturen men Naturens Poesi.

De besluttede at skrive en Serie af Digte, bestaaende af to forskjellige
Genrer. I den første skulde Hændelser og Handlende være overnaturlige
og det Fortrin, som tilsigtedes, skulde bestaae i den dramatiske
Sandhed i Skildringen af saadanne Sindsbevægelser, der naturligt vilde
ledsage Situationen, hvis den var reel. Og reel i den Forstand var
den jo for ethvert Menneske, der nogensinde paa Grund af ligegyldigt
hvilken Illusion troede sig under overnaturlig Paavirkning. Udførelsen
af denne Opgave tilfaldt Coleridge og der er for mig ingen Tvivl om
at det ligeledes er ham, der har stillet den. Enhver i europæisk
Litteratur nogenlunde bevandret Læser seer strax, i hvor nært Slægtskab
den staaer til de Opgaver, som stilledes og løstes af den tydske
Romantik. Eiendommeligt engelsk er det kun at Eftertrykket her
er lagt ikke paa det Overnaturlige eller Phantastiske, men paa
Natursandheden, saa at Romantiken her kun bliver en af Naturalismens
Former. I den anden Digtgenre skulde Sujetterne vælges ud af det
daglige Liv. Men Wordsworth, hvem denne Gruppe tilfaldt, foresatte
sig at meddele de jævneste og mest naturlige Begivenheder et Skjær af
noget Overordentligt, Nyt, ja Overnaturligt ved at udrive Sindet af
dets Vanesøvn og tvinge det til at rette sig paa den Skjønhed og de
Undere, den virkelige Verden upaaagtet udfoldede for den menneskelige
Sands. Han gjorde Forsøget første Gang i de Lyriske Ballader, der i
Fortalen betegnedes som et »Experiment«, nemlig det: om Gjenstande, der
efter deres Natur ikke vare skikkede til »ornamental« Fremstilling,
ikke alligevel skjøndt fremstillede i det daglige Livs Sprog kunde
interessere, og han fortsatte senere Forsøget i Hundreder af Digte
af høist forskjelligt Værd, hvis Helte og Heltinder alle tilhøre de
lave og laveste Folkeklasser, opvoxede i landlige Beskjæftigelser
og fremstillede i en Ramme af landligt Liv. Vi have i vor danske
Litteratur ingen Digtgruppe af denne Art. Derimod vil den, der med
Opmærksomhed studerer Wordsworth nu og da træffe paa en Form for
den poetiske Anekdote og paa en Fortællertone, der erindrer ham om
Runebergs Fänrik Stål. Selv i Rytme og Metrum er nu og da nogen Lighed;
det vilde være interessant at erfare om Runeberg overhovedet har
kjendt den engelske Digter; maaskee kommer den hele svage Lighed af
at Begivenhederne hos begge bestandig foregaae indenfor samme snevert
begrændsede Localitet, Egnen om de engelske ligesom Egnen om de finske
Søer. Forskjellen imellem dem er i ethvert Tilfælde uhyre. Hos Runeberg
den krigerske Baggrund og Stemning, den flammende lyriske Stil, den
patriotiske og historiske Begeistring, hos Wordsworth det stagnerende
Liv i landlig Fred, den rent episke Holdning og den fuldstændige
Klokketaarnspatriotisme, Kjærligheden til et Par Communers Liv og
Levnet. Hos Runeberg Soldatens Begeistring for Hæren, hos Wordsworth
Landsbypræstens Deltagelse for Menigheden.

Der gives imidlertid et enkelt dansk Digt, som paa en aldeles
overraskende Maade minder om Wordsworth’s Tone og Stil, kun at det
er langt mere dramatisk end Noget, han har frembragt, det er Henrik
Hertz’s Frugthandleren. Dette Digt har altid, længe inden jeg kjendte
Wordsworth, syntes mig at staae mærkværdigt alene iblandt Hertz’s
Poesier, saa mange Strenge de end anslaae. Dets Helt er som skabt til
at behandles af Wordsworth, dets Evne til at røre uden at forherlige er
netop eiendommelig for Søskolens Mester. Selvfølgelig har det imidlertid
ikke den Eiendommelighed, hvorpaa netop Wordsworth som saadan kjendes,
den, han selv betegner som Evnen til at give det Hverdagsligste et
næsten overnaturligt Skjær. Her et Exempel paa, hvorledes han bærer sig
ad dermed. Jeg vælger et Digt, der ganske sikkert er et af hans mest
betegnende, om jeg end langtfra vilde kalde det et fortrinligt Digt. Det
hedder Resolution and Independence. Digteren skildrer sin Spadseregang
en Sommermorgen, Duggens Grlimten, Fuglenes Sang, Harens Flugt over
Markerne, tænker paa, at han selv har levet ubetænksomt som Markens Dyr
og Skovens Fugle og hvorledes et saadant Liv engang kan hævne sig. Det
falder ham ind, hvormange betydelige Digtere, der ere endte i Jammer og
Nød og høist prosaiske Bekymringer med Hensyn til Fremtiden trykke hans
Sind. Da seer han pludseligt i denne ensomme Egn en gammel Mand noget
borte: »Han syntes mig den ældste Mand, der nogensinde bar graat Haar.
Som en uhyre Sten undertiden sees liggende paa den skaldede Top af en
Høi, et Under for Alle, der faae Øie paa den, fordi Ingen forstaaer,
hvorledes den kom derop og hvorfra, saa den seer ud som et sandsende
Væsen, som et Sødyr, der er kravlet derop fra Havet og nu hviler paa en
Klippe eller Sandbanke for at sole sig der — saadan saa denne Mand i
sin høie Alderdom ud, syntes ikke helt levende, ikke heller død, ikke
heller helt sovende. Hans Skikkelse var sammenkrummet, hans Hoved havde
under Livets Pilgrimsgang bøiet sig ned imod hans Fødder, ret som om et
eller andet frygteligt Tryk af Smerte eller Raseri eller Sygdom, der
var faldet over ham i længst forbigangne Tider, havde lagt en mere end
menneskelig Vægt paa hans Legem [...] Ubevægelig stod den gamle Mand
som en Sky, der ikke hører de høirøstede Vinde, naar de kalde, men som
sætter Alt i Bevægelse, naar den overhovedet værdiges at flytte sig.«

Hvor genial er ikke her Dobbeltlignelsen og hvor mystisk virker den
ikke! Oldingen ligner den uhyre Sten paa Høien og denne Sten seer
atter saa mægtig ud, at den synes som et Sødyr at have kravlet derop.
Med sjelden Kraft er herved Indtrykket af den høie Alderdom givet.
Den Gamle syntes »den ældste Mand«, der nogensinde havde levet. Vare
vi i Tydskland eller paa Romantikens Grund, vilde vi ikke forbauses
ved at erfare, at vi her havde Jerusalems Skomager for os. Men vi ere
i England, og vi føres af Wordsworth. Det viser sig da, at den gamle
Mand er et i høi Grad almindeligt menneskeligt Væsen, Iglesamler af
Profession, en Profession, der passer sig for gamle og svage Folk i
en vandrig Egn. Den gamle Mands fortrøstningsfulde, gudhengivne Tale,
hans Sindsro selv i den yderligste Ensomhed og Fattigdom beroliger
den unge Digter i hans Frygt for Fremtiden, og han beslutter, saa
tidt en lignende Frygt skulde reise sig i hans Sind, at mindes den
gamle Iglesamler. Dette er »ingen Odeflugt«, som Ewald etsteds siger,
men det er et godt Mønster paa Wordsworth’s Evne til at give det
trivielleste, mest naturalistiske Stof et vist phantastisk og storstilet
Præg ved Behandlingsmaaden. Denne Bestræbelse har i ikke faa af
Wordsworth’s Digte karrikeret sig selv, overalt nemlig, hvor hos ham
en mystisk-religiøs eller rædselsfuld Virkning foraarsages af en
eller anden simpelthen uhyggelig eller forunderlig Begivenhed, der
udrustes med det saakaldte Overnaturliges Virkekraft. Det er høist
puerilt, naar i Digtet The Thorn en Fortæller (hvis Stand eller Vil
kaar ikke angives, men om hvilken Wordsworth selv til Coleridge sagde,
at han havde tænkt sig ham som en gammel pensioneret og fuldstændigt
forvrøvlet Skibscapitain med en ekstatisk Rædsel, som gjaldt det en
Spøgelsehistorie, fortæller om en stakkels afsindig Pige, der om Natten,
klædt i en høirød Kjole, sidder og jamrer sig under en Tjørn. Og rent
parodisk bliver denne Retning i Wordsworth’s med saa stor Prætention
Publicum forelagte Peter Bell, der uden Shelley's Satire af samme Navn
visselig vilde være fuldstændig glemt; her er det nemlig en raa og
grusom Karls Forfærdelse over den overnaturlige Standhaftighed, hvormed
et stakkels Æsel taaler de grueligste Prygl hellere end at ville flytte
sig fra Stedet, der i Forening med en af Mørket ophidset Phantasi
frembringer Karlens moralske Omvendelse. Det viser sig, at Æslets
Udholdenhed havde sin Aarsag i, at dets Herre var faldet i Vandet paa
Stedet, hvor det stod, og at det vilde henlede Opmærksomheden herpaa.
Æslets moralske Storhed staar her i en glimrende Modsætning til Mandens
Æselsagtighed, og Wordsworth, som manglede al komisk Sands, forsømmer
ikke at fremhæve denne Modsætning. Og dette er ingen Tilfældighed, men
et Charaktertræk. Den nye Skole følte med sit Had til det Blændende
og sin Kjærlighed til det Simple og Jævne en virkelig Tiltrækning til
Æslerne, disse stædige, taalmodige og særligt miskjendte Naturproducter,
som stedse overstraaledes af mindre nøisomme Dyr. Coleridge lod sig
endog i sit bekjendte Digt Til et ungt Æsel, da dets Moder blev tøiret
i Nærheden af det henrive til det varme Udbrud: »Jeg hilser Dig som min
Broder«Innocent fool! thou poor despised forlorn! I hail thee brother.
og til det mere end philanthropiske Ønske i et andet Liv at kunne
skjænke Æslet en Græsgang i en overjordisk Fredens og Salighedens Dal —
da skulde dets glade Brægen klinge skjønnere i hans Øren end den sødeste
Musik. Det kan ikke undre, at Spottefuglen Byron strax fik fat i hin
Broderhilsen og gjorde sig lystig over den i sin første Satire: English
bards and scotch reviewers. For Coleridge var denne extreme Naturalisme
dog ikke naturlig, han var selv den første til at gjøre sig lystig over
sine Extravagancer. Wordsworth derimod, som af Naturen var anlagt paa
Consequents og tilmed af en stridbar Charakter, førte som Digter den
rent litterære Naturalisme ud i dens sidste og yderste Consequentser.

   Han valgte sig næsten gjennemgaaende Sujetter af Landboernes og
særligt af de lavere Folkeklassers Liv, og det ikke for som det forrige
Aarhundredes Franskmænd selv poleret og sleben at nyde det Uslebne
som Contrast og med en Følelse af Overlegenhed, men fordi han mente,
at Hjertets væsentlige Lidenskaber hos disse Klasser fandt en bedre
Jordbund og naaede større Modenhed end hos de Dannede og fordi de, som
underkastede en ringere Tvang, talte et jævnere Sprog. Han mente, at
Menneskehjertets Grundfølelser hos Landboeren fremtraadte mere enkelte
og elementære og derfor lettere lode sig iagttage end under Bylivet. Han
var endelig overbevist om, at Samlivet med Naturens skjønne og blivende
Former i Forening med de landlige Beskæftigelsers nødvendige og stadige
Charakter maatte gjøre alle Følelser mere varige og stærke. Man finder
da her i Aarhundredets Fødselsstund Spiren til den mere end et halvt
Seculum varende og vidtudbredte, fra Land til Land sig forplantende
æsthetiske Grundanskuelse, der i Tydskland, Frankrig og Skandinavien
fører til Bondepoesi og Bondenovelle, i adskillige Lande til særlig
Forherligelse af Almuesproget. Idet man botanisk anatomerer denne Spire,
lærer man Plantens Naturhistorie tilbunds at kjende.

Wordsworth's Udgangspunkt er rent topographisk. Stedbeskrivelse i
dette Ords videste Forstand er endnu mere eiendommelig for ham end
for Scott. Hans Livs Opgave var at skildre engelsk Natur og engelske
Naturer saaledes som han kjendte dem Ansigt til Ansigt. Og da han
kun vilde skildre hvad han var absolut fortrolig med, saa kom han
til den Theori, at det var enhver Digter nødvendigt at knytte sig
stadigt til en eller anden Plet af Jorden, og sammenknyttede selv
sit Digternavn med Nordenglands Søer, hvis Omgivelser gjennemgaaende
afgive hans Digtes Sceneri. Han gik endog saa vidt, at han betegnede
den Enkeltes Fødested som det Sted, der passede bedst til Skueplads
for hans Virksomhed hele Livet igjennem. Saaledes blev han særligt
engelsk Naturmaler og saaledes fik hans Skildringer en rent local
Interesse. Den store engelske Kunstdommer John Ruskin har med Rette
kaldt Wordsworth Periodens store poetiske Landskabsmaler. Medens Byron
atter og atter fløi bort fra Hjemmet for at skildre Grækenlands og
Orientens Natur med fremmede og glødende Farver, medens Shelley gyste
for Englands Klima som dødbringende for hans zarte Constitution og
atter og atter forherligede Italiens Kyster og Floder, medens Scott
besang Skotland, og Moore aldrig blev træt af at lovprise det grønne
Erins Skjønhed, stod Wordsworth ene som den fuldblods Englænder, dybt
rodfæstet i Landet og sammenvoxet med selve dets Jordbund lig en gammel
Eg med hundrede Rødder. Hans Ærgjerrighed var den at være en ægte
engelsk beskrivende Digter. Naar han da fordybede sig i den Egn, i
hvilken han havde hjemme, spadserede, seilede, gik i Kirke og tog mod
Beundrerbesøg, saa var det med den aller omstændeligste Kundskab til de
lavere Klassers Liv der i Egnen og til det landlige Liv overhovedet.
Han har det samme Blik derfor som en god og værdig engelsk Landsbypræst
af den Art, han selv har skildret i Excursionen. Hans Specialitet, det
er alle de sædvanlige Sognebegivenheder og Sogneulykker, som hændes i
en landlig Egn i England: et længst forsvundet Sognebarns Tilbagekomst
til Egnen, hvor hans Hjem er forsvundet og hvor han finder alle sine
Kjæres Navne paa Kirkegaarden (The brothers), en stakkels forført og
forladt Piges Skjæbne (Ruth), et idiotisk Barns natlige Ridt efter Lægen
og Faren vild paa Veien (The idiot boy), det overraskende Eventyr,
en blind lille Dreng har bestaaet uden at komme til Skade (The blind
highland boy), en gammel ypperlig Faders Sorg over sin vanslægtede Søn
(Michael), en i hele Egnen elsket Diligencekudsks beklagelige Forfalden
til en lille Svir og paafølgende Afskedigelse fra Embedet (besunget
i fire Sange under Navnet: The waggoner). Det eneste U-engelske i
Maaden, hvorpaa disse Begivenheder, selv de lettere og lystigere iblandt
dem, meddeles, er den fuldstændige Mangel paa Humor i Fremstillingen.
Istedenfor Humor har Wordsworth, som Masson ypperligt har udtrykt det,
»et haardt velvilligt Smil«. Men dyb og alvorsfuld er til Gjengjæld
den Pathos, hvormed han fortæller de tragiske og alvorsfulde blandt
disse simple locale Historier. Har den i al sin Renhed og Ægthed ingen
pythisk-skjælvende eller moderne-glødende Charakter, saa virker den
des stærkere paa Menneskeslægtens Flertal, der ynder, at Digteren ikke
hæver sig altfor stærkt over deres Niveau og som føler det Velgjørende
og Helbredende ved den Sympathi, der er dens Ophav. Det er en Sympathi,
der ligner Præstens eller Lægens, og som, skjøndt mindre mild end
professionel, griber ved sit fuldendte Udtryk.

Ingensteds forekommer dette Udtryk mig skjønnere end i saadanne Digte
som Simon Lee og Den gamle Tigger fra Cumberland. Det første Digt er en
Anekdote om en gammel Jæger, der i sin Ungdom havde været den flinkeste
med Horn og Hund, tilfods og tilhest, men som nu paa sin gamle Alder var
bleven saa svag, at Digteren en Dag traf ham med Møie arbeidende paa saa
let en Gjerning som at opgrave en mør og raaden Rod af et gammelt Træ.
»I er overanstrengt, gode Simon Lee, giv

     mig Eders Hakke, sagde jeg til ham, og ved dette

     Ord modtog han glad min tilbudte Hjælp. Jeg

     slog med Hakken, og med et eneste Hug løsnede

     jeg den indfiltrede Rod, paa hvilken den gamle

     Mand saa længe og saa frugtesløst havde arbeidet. Der kom Taarer
i hans Øine, og Tak og Pris syntes at strømme fra hans Hjerte saa
hurtigt, som jeg aldrig havde troet det muligt. — Jeg har hørt om
uvenlige Hjerter, der gjengjældte venlig Hjælp med Kulde. Ak Menneskenes
Taknemmeliglied har langt oftere efterladt mig i Sorg!«I've heard of
hearts unkind, kind deeds

With coldness still returning;

Alas! the gratitude of men

Hath oftener left me mourning.

   Faa Digtere have vist den skjønne Pietet som Wordsworth mod de uden
egen Skyld Unyttige, Menneskeslægtens ydmyge »Venerabilia«. Den gamle
Tigger er et Exempel fremfor alle. Wordsworth skildrer hvorledes han,
kjendt af Alle, gaaer omkring fra Hus til Hus der i Egnen: »Jeg har
kjendt ham fra min Barndom; og da var han saa gammel, at han ikke synes
ældre nu. Han vandrer afsted, en ensom Mand, saa hjælpeløs af Udseende,
at den reisende og muntre Rytter ikke sorgløst slænger sin Almisse til
ham ned paa Jorden, men standser — for at han sikkert kan lade sin
Mynt falde ned i den gamle Mands Hat, og ikke heller da taber han ham
af Syne, men endnu, naar han har givet sin Hest Tøilen, passer han med
et Sideblik paa den gamle Tigger og vender sig halvt tilbage. Og naar
Bomkonen om Sommeren dreier sit Rokkehjul i sin aabne Dør og seer den
gamle Tigger komme langt borte, saa forlader hun sit Arbeide, og løfter
Bommen for ham, for at han kan komme forbi. Og Postdrengen! naar hans
raslende Hjul komme bag paa den Gamle paa Skovveien, saa slaaer han
Smæld ad ham, og hvis den gamle Mand ikke efter denne Advarsel forandrer
sin Gang, saa dreier Drengen uden Støi op mod Veisiden og kjører venligt
forbi — uden nogen Ed paa sine Læber eller nogen Vrede i sit Hjerte.
Betragter ikke denne Mand som unyttig! I Statsmænd, som ere saa rastløse
i Eders Kløgt, I som altid have en Kost i Eders Haand for at feie alt
Fortrædeligt ud af Verden! I Stolte, som i Eders Overmod see hen til
Eders Talenter, Eders Magt og Kundskab, kalder ham ikke en Byrde for
Jorden! Det er Naturens Lov, at ingen, ikke den ringeste og laveste
af alle skabte Ting, ikke den enfoldigste eller den mest skyldige af
alle existerer uden at medføre noget Godt — der er et Aandedrag og et
Pulsslag af det Gode, et eget Liv og en Sjæl uadskilleligt forenet
med enhver Livsform [...] Hvorsomhelst den gamle Tigger gaaer hen,
tvinger en mild Nødvendighed de Andre til Kjærlighedshandlinger, og
Vanen udfører Fornuftens Gjerning, og forbereder dog den Efterglæde, som
Fornuften ynder. Og saaledes finder Sjælen sig uden Tvang ved denne søde
Fornemmelse af Glæde umærkeligt ledet til Dyden og deri sande Godhed
[...] Den velhavende Mand, der sidder i sin egen Dør — og der lig Pæren,
som hænger over hans Hoved, trives i Solskin, den kraftige og unge, den
lykkelige og tankeløse, de som leve beskyttede og som blomstre blandt
andre Væxter af deres egen Art — alle see i ham en taus Paaminder, der
nødvendigvis paatvinger deres Sind en forbigaaende Selvlykønskningstanke
[...]«

Man læse dette Digt i Originalens pragtfulde femfodede Jamber, og man
vil tilstaae, at er det end en Prædiken, saa er det dog en Prædiken in
optima forma. Der laae jo nemlig i denne samme Naturalisme, der i sin
senere Udvikling følgerigtigt og logisk udviklede sig til Humanisme
og Radikalisme, fra først af et Hang til Moraliseren og evangelisk
Religiøsitet. Den opsøgte de Simple af Hjertet, de Fattige, de i
Verdens Øine Ringe — det var stemmende med Evangeliets Moral. Den
vragede en forfinet Civilisation og vendte den Ryggen for til sine
Helte at kaare Fiskere og Bønder — den fulgte forsaavidt Evangeliets
Exempel. Og saaledes forenedes hos Wordsworth ganske consequent
Naturdyrkelsen med det i England saa høist populære moraliserende og
protestantisk-christelige Element. Man vrage heller ikke helt hans
moralske Læredigte. Der er mange Gange en egen Storhed i Maaden, hvorpaa
den simple Lære er udtrykt. Jeg finder en sand Høihed i de Ord, hvormed
det i Laodamia forkyndes den sørgende Hustru, at hun istedenfor at kræve
sin Husbond tilbage, bør give Afkald paa ham for gjennem Kjærligheden
at lutres til et høiere aandigt Liv: Learn by a mortal yearning to
ascend Towards a higher object. — Love was given Encouraged, sanctioned,
chiefly for that end; For this the passion to excess was driven, —
That self might be annulled; her bondage prove The fetters of a dream,
opposed to love.

Ja selv den abstracte Ode til Pligten, der indeholder en rent Kantisk
Begeistring, har genialt-absurde Linier, sublime som et af Kirkefædrenes
Paradoxer. Det er til Pligten at Digteren raaber: »Du holder Stjernerne
fast i deres Baner og ved Dig er det, at de ældste Himle ere friske og
stærke«Thou dost preserve the Stars from wrong And the most ancient
Heavens, through Thee, are fresh and strong.! Dog fra alle den Art Digte
vil Læseren hurtigt vende tilbage til Wordsworth's egentlige Omraade,
hans Idyller.

Endnu et Blik paa disse Digte og paa den Theori, de af Digteren ere
bestemte til at hævde. Det er utvivlsomt, at Wordsworth har tillagt
Skildringen af det landlige Liv en større Betydning for Poesien
overhovedet end der tilkommer det. Hans Omgivelser vare vel skikkede
til at fremkalde en saadan theoretisk Overvurdering hos ham. Naar han
til sine Helte har kunnet anvende shepherd-farmers fra Cumberland og
Westmoreland som Modeller, saa ligger dette i, at disse Mænd, som
paa den ene Side ere uafhængige nok til ikke at arbeide for Andre og
paa den anden Side dog ikke hævede over Nødvendigheden af at arbeide
eller over en tarvelig Simpelhed, frembyde almindeligt poetiske
Egenskaber. At Landlivet i og for sig skulde forbedre, er en Overtro;
det kan fuldt saa vel sløve. Coleridge har f. Ex. oplyst, at hvis man
i England sammenligner Maaden, hvor Fattiglovene udøves i Liverpool,
Manchester og Bristol med Maaden, hvorpaa man paa Landet fordeler
Fattigunderstøttelsen, saa falder Sammenligningen ganske ud til Byernes
Fordel. Men Wordsworth har fremdeles overvurderet den Betydning, som
Skildringen af de landlige Beskjæftigelser har for hans egen Poesi.
Ikke blot ere Hovedpersonerne i mange af hans bedste Poesier (som
Ruth, Michael, the brothers) ikke udtrykkeligt Bønder eller Landboer,
men mangen en Gang har han i Kraft af sin naturalistiske Lidenskab og
sit dermed beslægtede Hang til at moralisere gjennem Forherligelse
af de laveste Samfundsklasser knyttet Navnet paa en eller anden
uanseelig eller lav Profession til Evner og Egenskaber, som det er lidet
sandsynligt at finde knyttede til den. Det er et Paradox, som Wordsworth
med en vis Forkjærlighed prædiker i sit Digt Excursionen, at der er
store Digtere skjulte i de laveste StænderOh! many are the Poets that
are sown By Nature; Men endowed with highest gifts, The vision and the
faculty divine; Yet wanting the accomplishment of Verse [...]

               The Excursion I. The wanderer.; det tilfredsstiller
ogsaa hans evangeliske Instincter at tænke sig Talentets Uafhængighed
af Formue og gode ydre Livsvilkaar; lad være det er uafhængigt deraf;
men vilde det dog ikke være urimeligt i et Digt at give Poeten
Skorstensfeierprofessionen og saa i en nøiagtigt opfunden Biographi
forklare, hvorledes det gik til at han paa engang blev Digter, Philosoph
og Feier. Slige Særsyn kan kun den virkelige Levnetsbeskrivelse
retfærdiggjøre. I Poesien virker en saa vidt dreven Naturalisme stødende
som altfor lidet typisk. Og hvad Forskjel er der paa dette Tilfælde
og de mange, hvor Wordsworth lægger en Bissekræmmer, en Iglesamler,
en Bonde Tanker i Munden, som det maa forbause at høre udtalte fra
saadanne Læber? For at retfærdiggjøre og tilfulde at forklare sine
Charakterer nødes da Wordsworth til at indføre en Mængde tilfældige
underordnede Omstændigheder af den Art, der ere nødvendige til at
etablere Sandsynligheden af en Kjendsgjerning i det virkelige Liv, men
som vi med Fornøielse vilde skjænke en Digter. Den smaalige Hensyntagen
til Sandsynligheden, den smaalige Ængstelighed i Motiveringen er i høi
Grad trættende hos Wordsworth, især i de lange Overgange og Beskrivelser
i Excursion, hvilke Byron vittigt har stemplet som et evindeligt: »Her
gaae vi op, og her gaae vi ned, og her gaae vi rundt«Or Wordsworth with
his eternal: Here we go up, up, and up, and here we go down, down, and
here round about, round about! Look at the nerveless laxity of the
Excursion. What interminable prosing!

                                       Byron .

Men Wordsworth's Valg af sine Æmner fører ham til en Eiendommelighed i
sproglig Henseende, der turde betegnes som denne Naturalismes yderligste
litterære Consequents. Det var Wordsworth’s Paastand, at det Sprog, som
taltes af den Klasse, han skildrede, saa snart det blot blev renset
for sine Pletter, var det bedste, som gaves, fordi Mænd og Kvinder af
Almuesklassen paa Landet vare i stadigt Samkvem med de Gjenstande, fra
hvilke vort Sprogs bedste Del oprindeligt var afledet og fordi de paa
Grund af deres Synskredses Ensformighed og Sneverhed vare mindst udsatte
for den sociale Forfængelighed, der leder til at søge og udarbeide sine
Udtryk. Da dette Sprog er det bedste, vil det, mener Wordsworth, være
umuligt for nogen Digter at sætte nogen bedre Udtryksmaade istedenfor
det, og det ganske ligegyldigt om han skriver i Prosa eller i Vers.
Og saaledes kommer da Wordsworth til sit be- kjendte og interessante
Paradox, at der hverken er eller kan være nogensomhelst væsenlig
Forskjel mellem Prosasprog og metrisk Composition. Hvis han herved blot
agtede at nedlægge en Protest mod alle de kjedsommelige og ynkelige
Sprogforvridninger, hvortil Rimnød og Mangel paa rytmisk Evne have
drevet kun altfor mange selv blandt fremragende Digtere, saa vilde
man af Hjertet applaudere. Jeg for min Del er fuldkomment villig til
at underskrive det Kapitel i Théodore Banvilles PoetikPetit traité de
poésie franϛaise. S. 56., der har til Overskrift: Licentia poetica og
til Indhold: Der gives ingen. Men Wordsworth vil have sin Sætning ganske
anderledes forstaaet. Han hævder at Sproget ikke blot i store Partier af
ethvert godt Digt nødvendigvis i alle andre Henseender end den metriske
maa falde sammen med Prosa, men at det endog ganske maa stemme overens
med Prosastilen i de mest interessante Partier af de aller bedste Digte.
Thi, siger Wordsworth, hvor sandt og levende Digterens Sprog end er, saa
levende og saa sandt som Dens, der virkelig er i den digtede Situation,
kan det dog aldrig blive; med andre Ord, det kan aldrig overgaae, kun
i det Høieste nærme sig til Virkelighedens prosaiske Udtryk. Med ægte
engelsk Haardnakkenhed hævder han sin Doctrin overfor de Angreb, som
fremkom allevegnefra. Man havde som et Mønsterdigt efter den nye Poetik
fabrikeret denne burleske, men fra Prosasproget visselig ikke afvigende
Strophe: I put my hat upon my head

     And walked into the Strand,

        And there I met another man,

        Whose hat was in his hand. Dette er ikke Poesi, siger man.
Indrømmet svarer Wordsworth, men det er heller ikke som Prosa hverken
interessant i sig selv eller ledende til noget Interessant og derfor
ude af Stand til at sætte Følelser og Tanker i Bevægelse. »Hvorfor
bevise, at en Abe ikke er nogen Newton, naar den ikke engang er noget
Menneske?« Og mod den almindelige Mening, som han charakteriserer
omtrent med de Ord, at en Forfatter ved at skrive paa Vers gaaer ind paa
et formelt Engagement om at han vil imødekomme visse aandelige Vaner,
give visse Klasser af Ideer Plads i sin Bog og omhyggeligt udelukke
andre, stiller han saa hin Overbevisning om den gode Poesies og den gode
Prosas Identitet, der, grundet paa Lede ved den poetiske Affectation,
førte ham til i sin poetiske Frembringen snart stærkt at selvbegrændse,
snart rent at trivialisere sin i saa mange Maader mønsterværdige og
mesterlige poetiske Stil.

Til den Forherligelse af Landalmuens Sprog, fra hvilken Wordsworth gaaer
ud og som ikke er uden Analogi med den Dyrkelse af Almuesproget, der
hertillands er gaaet ud fra Grundtvig, er først og fremmest at svare,
at en Bondes Sprog, renset, som Digteren fordrer, for Provindsialismer
og reguleret efter Grammatikens Regler ikke vil være forskjelligt fra
enhver anden forstandig Mands, kun at Bondens Begreber ere færre og
mindre klare. Dernæst vil han paa Grund af sin ringe Udvikling kun dvæle
ved enkeltstaaende Kjendsgjerninger, hentede fra hans snevre Erfaring
eller overleverede Tro, medens den Dannede seer Tingenes Sammenhæng
og søger almindelige Love. Wordsworth mener at Sprogets bedste Del
afledes af de Gjenstande, der omgive Bonden og sysselsætte ham. Men de
Forestillinger der dreie sig om Føde, Ly, Sikkerhed, Velvære ere paa
ingen Maade Sprogets bedste Del. Det nytter heller ikke med Wordsworth
af dette Sprog kun at fordre en vis Grad af Lidenskabelighed for at
stemple det med Ærestitelen poetisk; thi Lidenskaben skaber ingen nye
Tanker og intet nyt Ordforraad, den sætter kun det Indhold, som haves,
i forøget Activitet, og den formaaer ingenlunde at gjøre Talesproget
til Poesi, da den neppe nok formaaer at gjøre det til Prosa. Det er jo
nemlig allerede en besynderlig naturalistisk Forvexling af Wordsworth
at han bruger Ordene Talesproget og Prosaen iflæng. Den gode Prosa er
allerede renset for de tomme og meningsløse Gjentagelser, de usikre og
stammende Talemaader, som Halvdannelse og Forvirring aldrig undlade at
føre med sig, og af hvilke Wordsworth desværre kun har optaget altfor
mange i sine Digte overalt, hvor han indfører dramatisk Diction. Det er
den usalige Forkjærlighed for den aller platteste Naturefterligning,
der i hans Digte afstedkommer de pludselige og pinlige Overgange
fra en høi og ædel Stil til en fuldstændigt udistingueret. Se f.
Ex. The blind highland boy. Poesi har efter Wordsworth's Definition
sin Oprindelse i Sindsbevægelse, erindret i Ro. Den gaaer ud paa
Efterligning af Naturens Sprog med det ene Forbehold, at, da det er
Digterens Hverv at meddele Fornøielse, ikke Sandhed ligefrem, saa
benytter han Verseformen, som bereder Læseren en Rækkefølge af smaa
behagelige Overraskelser ved Rytme og Rim. Metret virker ved stadigt at
vække og tilfredsstille Nysgjerrigheden, men paa saa simpel en Maade,
at det ingen selvstændig Opmærksomhed tiltrækker sig. Det paavirker,
omtrent som en kunstigt tilberedt Atmosphære eller som Vin under en
beaandet Samtale, Bevidstheden mægtigt men ubemærket. Ved dets stedse
tilbagevendende Regelmæssighed dæmper og mildner det Fortællingens
lidenskabelige eller gribende Indhold og ved sin Tendens til at afklæde
Talen dens Virkelig hedspræg kaster det over Compositionen en Slags
Halvbevidstlied om dens Uvirkelighed. Men iøvrigt kan, mener Wordsworth,
selv den bedste Poesi i ingen Henseende være forskjellig fra Prosa.
Han glemmer at opkaste sig det Spørgsmaal, om der ikke omvendt gives
en Mængde af Udtryksmaader, Constructioner og almindelige Sætninger,
som ere paa deres Plads i en Prosameddelelse, men som vilde virke i høi
Grad stødende i Poesi, og om der ikke i ethvert pathetisk Digt uden alt
Kunstleri kan forekomme en Bygningsmaade og Ordning af Sætningerne eller
en Benyttelse af Talens Figurer, som i Prosastil vilde være umulig.

Den eneste Mening, i hvilken en stor Del af den bedste Poesi kan siges
at ligne det virkelige Sprog er den, at dens Udtryk ere saadanne, som
nogle faa af de mest Gjennemdannede ved meget sjeldne Leiligheder vilde
anvende. I daglig Samtale flakker Talen løst omkring, i den offentlige
Tale samler den sig til fast Tankesammenhæng, og i den skrevne Bog
vinder den udarbeidede Sætning sig naturligt fremad gjennem mange
Snoninger. I Verset endelig kan Formen ikke være for udsøgt og for fast.
Her gjælder den Lære, som Théophile Gautier i sit herlige Digt Kunsten
har prædiket: Oui l'oeuvre sort plus belle

D'une forme au travail

Rebelle,

Vers, marbre, onyx, émail! Point de contraintes fausses!

Mais que pour marcher droit

Tu chausses,

Muse, un cothurne étroit! Dog hvor meget der end lader sig sige mod
denne Wordsworth’s Poetik eller »Prosaik«, som den rettere kunde hedde,
en Lære, der af de Samtidige i Begyndelsen optoges, som var den enstydig
med Hexenes gamle Sang i Macbeth »fair is foul, and foul is fair«,
den har for os Efterlevende en høi Grad af Interesse som et præcist
og utvetydigt Udtryk for det første litterære Extrem af den engelske
Naturalisme.

VII.

   Vi have et Øieblik tabt Coleridge af Sigte. Da Wordsworth og han
fordelte de nye Digtgenrer imellem sig, tilfaldt der, som alt berørt,
ham den Wordsworth’s lige modsatte Opgave at behandle overnaturlige
Stoffer paa naturlig Maade. Han løste den i de Bidrag, han gav til de
Lyriske Ballader og overhovedet i den lille Cyclus af Digte, hvortil
hans betydelige Digternavn er knyttet.

   Samuel Taylor Coleridge var et Landbarn og en Præstesøn, født i
October 1772 i Devonshire. Fra 1782-90 gik han i Skole i Christ’s
Hospital i London, og fra denne hans Skoletid er det, at

        hans Venskab med en anden engelsk Romantiker,

        hans varme Beundrer Charles Lamb, skriver sig.

        1791-93 studerede han i Cambridge uden Udsigter og uden
Hjælpemidler,

        hvorpaa han i et Anfald af Fortvivlelse, foranlediget enten ved
Gjæld

        eller ved ulykkelig Kjærlighed pludseligt forlod

        Universitetsstaden og lod sig under Pseudonymen

        Silas Titus Cumberback indskrive i det 15de lette

        Dragonregiment[...] being at loss, when suddenly asked my
name, I answered Cumberback and verily my habits were so little
equestrian, that my horse, I doubt not, was of that opinion [...].
Det synes paa ingen Maade at have været Ærgjerrighed, der bragte ham
til, som nogle Aar tidligere vor Ewald, at forsøge sin Lykke som
Soldat, men udelukkende Mangel paa Erhverv. Han blev da ogsaa kun fire
Maaneder Dragon. Thi da han en Dag paa Væggen under sin Saddel havde
skrevet dette latinske Klageraab Eheu quam infortuni miserrimum est
fuisse felicem! og da hans Capitain ved denne Leilighed opdagede hans
Dannelsestrin, gjorde denne hos hans Familie de nødvendige Skridt for
at han kunde vende tilbage til Cambridge. Herefter er det at det korte
Tidsrum falder, i hvilket han optraadte som antiorthodox Demokrat og som
Følge deraf nødtes til at slaae sig enhver Tanke om Universitetscarrière
af Hovedet. Jeg har allerede nævnt hans og Southeys fælles Forherligelse
af Robespierre (første Akt af denne Oprørsmands »Fald« var skrevet af
Coleridge, anden og tredie af Southey) og tillige hans vilde Communist-
og Nybyggerplaner. Medlemmer af det lille Udvandrerselskab, de stiftede,
vare kun Coleridge, Southey, en ung Kvæker ved Navn Lovell og en vis
Yngling ved Navn George Burnet, der var Skolekammerat af Southey. Men
Guden Hymen havde valgt det Aar 1795 til at bringe disse samfundstruende
Planer til at strande. Coleridge var reist til Bristol for at holde
offentlige Foredrag og udfoldede der al den Veltalenhed, der hos ham,
omtrent som hos den ligeledes mundtlig saa bedaarende Welhaven, synes
at have suget Kræfterne fra hans poetiske Værker. En ung Dame der i
Byen vandt hans Hjerte og endnu samme Aar blev Coleridge viet til Sara
Fricker, medens hendes Søstre Edith og Mary Fricker ombyttede deres
Efternavne med Navnene Lovell og Southey, og — Reisen til Amerika endte
som Børnenes hos Chr. Winther. Hvorledes skulde Coleridge, der hele
sit Liv igjennem var uden Villie, have kunnet udføre en saa længe lagt
Plan! Han, som aldrig har faaet Andet udført end det, han ikke havde
besluttet eller som efter dets Natur ikke lod sig beslutte! I Aaret
1796 blev han, som dengang endnu var lidenskabelig Unitarier, af nogle
andre Philanthroper »overtalt« — han bliver altid overtalt — til at
udgive et Ugeskrift kaldet the watchman (Vægteren), der skulde give 32
Sider stort Octav for den moderate Pris af 4 Pence og hvis flammende
Subskriptionsindbydelse bar Devisen »Kundskab er Magt«. I den Hensigt
at samle Abonnenter dertil foretog han, ung og hed som han var, en
Agitationsreise nordpaa fra Bristol og Sheffield og Landet rundt,
prækende i alle de større Byer paa Veien som ulønnet Lægprædikant i blaa
Kjole og livid Vest, uvillig til at adoptere en mere præstelignende
Dragt for at ikke saa meget som »en Lap, der mindede om den babyloniske
Kvinde«, skulde klæbe ved ham. Den Skildring, han har givet af denne
sin Odyssee, maler os den unge engelske Romantiker som han var og blev:
uklog paa alt Verdsligt, skiftevis begeistret for enhver religiøs og
philosophisk Halvhed, men sprudlende humoristisk i Opfattelsen af de
Andres og sin egen Latterlighed. Han aabnede sit Felttog i Birmingham og
rettede sit første Angreb paa en streng Calvinist,

  en Lysestøber af Profession. Han var en høi, skummel

  Mand, hvis Længde saa meget overgik hans Bredde,

  at han havde kunnet tjene til Ildrager i sit eget Støberi. »Og dette
Ansigt! udraaber Coleridge, jeg har det for mig i dette Øieblik. Det
slattede, sorte, garnlignende Haar, skinnende af Fedt, afklippet i en
lige Linie langs med de sorte Stubber af hans krudtlignende Øienbryn,
der saa ud som en sveden Efterslæt af forrige Uges Barbering: Hans
Frakkekrave bagved i fuldstændig Overensstemmelse med det tykke og
klæbrige Tougværk, som jeg tænker han kaldte sit Haar, og som med en
Krumning indefter ved Nakkeleddet — den eneste Tilnærmelse til en
Bøining i hans Ansigt — sank ned bagved hans Vest, medens Ansigtet,
magert, mørkt, haardt med stærke lodrette Furer, gav mig en utydelig
Forestilling om En, der saae paa mig gjennem en slidt Strygerist,
lutter Sod, Fedt og Jern. Men han var en af de ægte Fuldblods — en
sand Elsker af Friheden og der, som jeg var underrettet om, til Manges
Tilfredshed havde bevist, at Mr. Pitt var et af Hornene paa det andet
Dyr i Aabenbaringen, det, der talte som en Drage [...]« I en halv Time
udfoldede Coleridge sin hele Veltalenhed for ham, beviste, beskrev,
lovede og profeterede, begyndte med Nationernes Uafhængighedstilstand og
endte med det tusindaarige Riges nære Komme, Voxstabelmanden lyttede med
udholdende og prisværdig Taalmodighed, skjøndt en vis Lugt, der ikke var
ambrosisk, røbede hans Gjæst, at han var kommen paa en Støbedag. Endelig
tog han Ordet: »Og hvad, Sir, ville Omkostningerne blive?« — »Kun fire
Pence, Sir, for hvert Nummer, som udkommer hver ottende Dag.« — »Det
løber dog op til en Slump Penge inden Aarets Udgang. Og hvormeget var
det, De sagde der blev givet for Pen gene?« — »To og tredive Sider, Sir,
stort Octav, tæt trykt.« — »32 Sider! Gud bevare mig, med Undtagelse af
hvad jeg foretager mig paa Familiens Vegne paa Sabbathen, saa er det
mere, end jeg nogensinde læser, Sir! hele Aaret igjennem. Jeg er saa
fuldt som nogen Mand i Brummagem, Sir! for Frihed og Sandhed og alle den
Sort Ting, men i dette her' Tilfælde — De ta'er det ikke ilde op, Sir! —
maa jeg meget bede mig undskyldt.« —

Saaledes endte Coleridge's første Forsøg paa Rekruthverving i Kampen mod
den hellige Treenighed. Hans andet i Manchester overfor en statelig og
velhavende Bomuldgrosserer førte kun til, at denne maalte ham fra Hoved
til Fod og spurgte ham, om han havde en Factura paa Tingen. Coleridge
rakte ham Subscriptionsindbydelsen, og efter at han mumlende havde ladet
sine Øine glide hen over den første Side og endnu hurtigere over den
anden og sidste, krammede han den sammen mellem sine Fingre og sin anden
flade Haand, gned og glattede saa betænksomt og eftertrykkeligt den ene
Side mod den anden, stak den i sin Lomme og vendte med et »Overløbet
med de Artikler!« Coleridge Ryggen for at trække sig tilbage til sit
Comptoir. — Efter disse mislykkede Forsøg opgav Coleridge den Tanke
at vinde sine Abonnenter enkeltvis, men kom ikke desmindre hjem fra
denne mindeværdige Tur med næsten 1000 Navne paa sin Subscribentliste.
Dog — allerede det første Nummer kom — paa ægte Coleridge'sk Manér —
for sent; det andet, der indeholdt en Afhandling mod Festdage, jog 500
conservative Abonnenter paa Flugt, og de følgende Numre, der vare fyldte
med Udfald mod fransk Philosophi og Moral og mod dem, der plæderede
til de Fattige og Uvidende, istedenfor for dem til de Velhavende og
Ansete, bragte de øvrige, jakobinske og demokratiske, Abonnenter til at
sige Bladet af. Coleridge synes, idet han selv meddeler dette Factum,
end ikke at ane, hvor naturlig en Straf for al hans Halvhed dette
var — en Halvhed, der bestod i aldrig at ville tage sin egen Tankes
Consequentser. Halv var han i det Politiske, halv i det Religiøse; da
han som gammel Mand tænker tilbage paa denne Tid, udbryder han selv:
»Min Hjerne var med Spinoza, skjøndt hele mit Hjerte var med Paulus
og Johannes«, og han skynder sig med at forelægge Læseren de rigtige
Beviser for Guds og Treenighedens Existents, som han i sin Ungdom ikke
har været Mand for at hitte paa.Se Biographia literaria vol. I, Afdel.
II, S. 208—9 Da Ugeskriftet ikke oplevede mere end en halv Snes Numre,
blev Coleridge Journalist, skrev først imod Ministeriet Pitt, men snart,
da hans Anskuelser mere og mere droges i conservativ Retning, strengt
ministerielt, og særligt efter Schweiz's Besættelse af Franskmændene
som ivrig Franskhader. Saa antifranske vare hans Artikler i Morning
Post, at de endog tiltrak sig Napoleons Opmærksomhed, og Coleridge som
deres Forfatter blev en særlig Gjenstand for Førsteconsulens Vrede.
Hans Frihed vilde endog under hans Ophold i Italien været udsat for
Fare, hvis han ikke itide var bleven advaret saavel af den preussiske
Minister Wilhelm v. Humboldt som af selve Cardinal Fesch gjennem
en underordnet Embedsmand. Aaret 1797, det samme, hvori han lærte
Wordsworth at kjende, blev i poetisk Henseende det afgjørende Aar i hans
Liv, hans »annus mirabilis«. I dette Aar var det, at han forfattede
sin vidtberømte Ballade Den gamle Sømand og det i Englands Poesi
Epoche gjørende Digtfragment Christabel. Christabel er Indledningen
til en Romanzecyclus, der aldrig blev fortsat, og uden Tvivl det
tidligste engelske Digt, der er gjennemtrængt af den i streng Forstand
romantiske Aand, og som Indtryk paa de samtidige Digteres Hjerter. Det
uregelmæssige og dog velklingende Metrum paavirkede Scott saa stærkt,
at han tilegnede sig det i sit første romantiske Digt The lay of the
last minstrel. Han tilstaaer frit, hvormeget han skylder »det skjønne
og tantaliserende Brudstykke Christabel«, hvilket han som alle Tidens
andre Digtere havde lært at kjende i Manuscript, siden Coleridge læste
det høit i alle Selskaber hele 20 Aar igjennem, inden det saa Lyset som
offentlig Eiendom. Byron lærte Digtet at kjende paa samme Maade som
Scott. Og da han inden han hørte det, i et af sine Digte (Beleiringen
af Corinth, Afsnit XIX) havde skrevet nogle Verslinier, som frembøde
Lighed med nogle Vers i Christabel, benytter han senere Leiligheden til
i en Note at sige nogle Ord til dette »vilde og mærkværdigt originale og
skjønne Digts« Ære. At dog ikke Alle delte disse Digteres og Wordsworths
end større Beundring, kan sees af Moores Levnet og Breve. Baade han selv
og Jeffrey tage stærke Forbehold med Hensyn til Digtets Affectation. (Se
II, 101, IV, 48 af Moores Memoirs.) For os Danske, der gjennem Tieck og
Schlegelerne og senere især gjennem Ingemann ere blevne saa grundigt
indviede i hin poetiske Manérs Mysterier, har Brudstykket umuligt en
saa stor Interesse. Den grændseløse Naivetet i Fortællemaaden, og det
hele forsætligt Barnlige i Anlægget og Tonen er for os hvad Hvedebrød
for Bagerbørn. Digtets høieste Fortrin er, fraseet dets søde og fulde
Melodi, den eiendommelige Magi, hvormed den onde Fees Væsen er givet,
det eiendommeligt Dæmoniske, der ingensinde tidligere i engelsk Poesi
var fremtraadt med en Virkekraft som her. Det fortjener at erindres,
at er end Digtets første Del skrevet 1797, er ikke blot dets anden Del
forfattet, men uden Spørgsmaal ogsaa en Overarbeidelse foretaget i Aaret
1800, det vil sige efter at Coleridge paa en Reise sammen med Wordsworth
til Tydskland havde lært den moderne tydske Poesi, dens middelalderlige
Forudsætninger og dens nyeste Tendentser at kjende. Hans andet Capo
d'opera, Balladen Den gamle Sømand, der er endnu mere søgt naiv i
Dictionen og udstyret som de middelalderlige Folkeballader, der kjøbes
enkeltvis i Smaagadernes Boder, med en prosaisk Indholdsfortegnelse i
Margenen, er blevet det mest populære af Coleridge's Digte, skjøndt
det ved sin Fremkomst blev angrebet med Bitterhed. Paa en grændseløst
affecteret Indledning (tre Bryllupsgjæster glemme deres Bestemmelse
over den gamle Sømands Fortælling, saa veltalende er han — og det paa
Gaden, som Falstaff siger) følger en gyselig Spøgelsehistorie paa et
Dødningeskib, hvis Rædsler alle afstedkommes derved, at en Sømand er
letsindig nok til at dræbe en Albatros, der har søgt Tilflugt paa
Skibet. Hele Mandskabet paa ham alene nær straffes med Undergang for
denne Ugjæstfrihed. Da Digtet var ungt, discuterede, som Swinburne
fortæller, den engelske Kritik meget levende det Spørgsmaal, om dets
Moral (den, at man ei bør skyde Albatrosser?) ikke var saa overveiende,
at den skadede Digtets phantastiske Side, medens Andre mente, at
Digtets Feil stak i dets Mangel paa Virkelighedsmoral, og i vore Dage
har dette Punkt givet Anledning til et lignende Ordskifte mellem
Freiliggrath og Julian Schmidt. Den moderne Kritik skjænkede saa vist
gjerne Balladen og dens Digter »Moralen«, hvis den poetiske Kjærne deri
lod sig finde. Jeg tilstaaer ikke at kunne finde den, og mener med
et Exempel at kunne oplyse, hvor Grundmangelen stikker. Der findes i
Digtsamlingen Zeitlosen af den tydske Lyriker Moritz Hartmann et længere
Digt, der, skjøndt det ikke forkynder sig som affødt af Coleridge's
Den gamle Sømand, ved første Blik viste sig for mig som en direkte
Efterligning deraf. Det bevæger sig i samme metriske Form, og Sujettet
er absolut beslægtet. Dets Titel er Der Camao (Zeitlosen S. 177). Fuglen
Camao, der i dette Digt svarer til Albatrossen hos Coleridge, blev i
Middelalderen pleiet i ethvert Hus paa Pyrenæerhalvøen og behandlet med
en paa en almindeligt udbredt Overtro hvilende Ærefrygt. Denne Fugl
sagdes nemlig ikke at kunne trives i et Hus, hvis Glands var plettet
ved Husfruens Skyld; den døde, saasnart der ved hendes Troløshed kom
ringeste Plet paa Husherrens Ære. Sædvanlig hang dens prægtige Bur i
Husets Forhal. I Hartmanns Digt fortæller nu den gamle afsindige Mand,
der her svarer til den sindssyge Sømand hos Coleridge, hvorledes han
som Page opflammedes af den vildeste Lidenskab for sin Herres Hustru,
og hvorledes han pintes af Fuglens Sang til Ære for hendes Kydskhed,
hvem den skyldte sit Liv, hver Gang han afvist paany styrtede ud fra
hendes Værelser, fortvivlet over hendes Kulde. Hans Herre vender hjem
fra Krigstog og har sin Ven, en ung, deilig Sanger og Helt, i Følge
med sig, hvem Slottets Frue viser det hjerteligste Venskab og hvem
Pagen snart omfatter med Skinsygens hele Had. Ude af sig selv angiver
han de to Unge, men hans Herre svarer ham roligt, at Camao lever og
netop i dette Øieblik synger til Estrellas Ære. Da beslutter han i
blodgjerrigt og skinsygt Raseri at hævne sig og dræber Fuglen; Vasco
ihjelslaaer sin Hustru — og fra nu af flakker Forbryderen rastløs og
afsindig uden nogensteds at kunne finde Sjælero om fra Land til Land.
Der Camao kan ikke med Hensyn til Sprogbehandlingens Eiendommeliglied
og Virtuositet i fjerneste Maade stilles ved Siden af The ancient
mariner, men hvad den digteriske Kjerne angaaer, staaer det ikke blot
høit over sit engelske Forbillede, men kritiserer ovenikjøbet paa en
fuldstændig fyldestgjørende Maade Coleridge's Ballade og den hele
affecteret romantiske Ideekreds, den betegner. Her er Drabet af Fuglen
en virkelig menneskelig Handling, udført af et virkeligt menneskeligt
Motiv; her er Straffen over Drabsmanden ikke nogen Grille, men en
retfærdig og naturlig Consequents af hans Ugjerning; her er den Ulykke,
Fuglens Drab bringer over Vasco's Hustru og ham selv, ved en virkelig
Aarsagsforbindelse knyttet dertil, medens Sømændenes Undergang i Kraft
af Ugjæstfriheden mod Albatrossen tager sig ud som en Art Vanvid; her
viser endelig Forskjellen sig klart mellem en sand poetisk Optagen af
den overtroiske Forestilling og den romantiske Behandling af samme. I
begge Digte beroer jo Alt paa en Overtro, og Hartmann er langt fra at
ville underkaste denne en rationalistisk Kritik; men han paadutter ingen
Anden den, hans Digterværks Skjønhed er ganske uafhængig af, om Læseren
i Ordets vulgære Forstand troer paa Camaos magiske Indflydelse eller
ikke, medens den romantiske Forskruethed netop præker Ærefrygten for det
Magiske og Uforklarlige som Summen af al Levevisdom og al Poesi. Dog
staaer Den gamle Sømand end ikke høit sammenlignet med en senere Tids af
Romantikens Svøb udviklede Poesi, saa staaer dette Digt dog langt over
de fleste af den tydske Romantiks beslægtede Productioner. Digtet er
trods alt sit romantiske Skinvæsen inspireret af Havet, det virkelige
naturlige Hav, hvis vexlende Stemninger, hvis ængstende og truende Alvor
det skildrer. Den friske Brise, det fraadende Skum, den uhyggelige Taage
og den hede, kobberfarvede Aftenhimmel med sin blodige Sol, alle disse
Elementer ere Naturens, og de paa Havet Forslagnes hele Jammer,

           Hungersnøden, den nagende Tørst, der bringer

           dem til at suge Blodet ud af deres egen Arm, de

           blege Ansigter, den frygtelige Dødsrallen, den

           rædselsfulde Forraadnen, alle disse Elementer ere

           Virkelighedens og skildrede med en Englænders

           hele naturalistiske Kraft. Meget engelsk er ogsaa det Træk,
at Coleridge selv paa det Fortræffeligste kunde see Skyggesiderne ved
en Produktion som hans berømte Ballade. Den nationale Grundegenskab,
Humoren, stiller ham i denne Henseende mærkværdigt aandsfrit. Man høre,
hvad han selv har meddelt om sin

          Selvkritik. En poetisk Dilettant udtrykte til en

          af hans Venner det Ønske at blive indført hos

          Digteren, men betænkte sig, da der øieblikkeligt

          gaves ham Adgang dertil, af den Aarsag, at han

          »maatte tilstaae, han var Forfatter til et forbistret
strengt Epigram over Den gamle Sømand, hvilket han vidste havde
foraarsaget Coleridge stor Ærgrelse«. Digteren forsikrede sin Ven, at
hvis Epigrammet var godt, vilde det kun forøge hans

          Lyst til at gjøre Bekjendtskab med Forfatteren

          og udbad sig det forelæst. Og da viste det sig

          til hans ligesaa store Overraskelse som Morskab

          at være et Par Spotterier, som han selv havde

          skrevet og indrykket i Morning Post. Føier man nu hertil, at
Coleridge selv skrev tre Sonetter for, som han siger, at gjøre Nar af
den nye Retnings affecterede Simpelhed og klynkende Egoisme, Sonetter,
hvis svulstige Fraser udelukkende vare tagne af hans egne Digte, saa
lader det sig ikke nægte, at han med en sjelden Aandsoverlegenhed har
stræbt at holde sig fri for hin Fortabthed og Hildethed i en Doctrin,
som var den tydske Romantiks svageste Side.

Alligevel var det fra Tydskland, at hans Aand fik sin kraftigste og
væsenligste Næring. Han var den første Englænder, der trængte ind i den
tydske Litteraturs af Fremmede endnu ubetraadte Skove og det omtrent
samtidigt med at Mme de Staël brød de romanske Folkeslag Veien derind.
Paa samme Tid som han frembringer sine nysnævnte berømteste Digte,
begynder han at studere Tydsk, og Schiller og Kant tiltrække ham først.
I 1798 foretager han saa med Wordsworth en litterær Opdagelsesreise
til Tydskland. I Hamburg opsøge de to unge Mænd Patriarchen Klopstock,
der roste Bürger, men ellers talte koldt og ilde om den yngre Skole i
Litteraturen, og netop om Coleridge's Guder, om Kant og om Schiller,
hvis Røvere han erklærede ikke at kunne læse, men som til Gjengjæld
underholdt dem desmere om Messiaden og sin Indignation over de slette
engelske Oversættelser af dette Digt. Coleridge gav sig i Tydskland til
at studere Gothisk, læste Mestersangerne, Minnesangerne og Hans Sachs,
og udgav ved sin Hjemkomst Schillers Wallenstein, som Benjamin Constant
ikke længe efter skulde bearbeide for den franske Scene. Saa er det,
at han bosætter sig ved hine »Søer« i Nordengland, hvor Wordsworth og
Southey noget tidligere havde opslaaet deres Pauluner, og efter hvilke
den litterære Skole, de efter de Samtidiges Opfattelse udgjorde, fik
Navn. Navnet betyder imidlertid ei stort meer end om man 1830 havde
villet kalde Hauch, Ingemann, Wilster og Peder Hjort Soranere. De
engelske Digtere af Søskolen vare fuldt saa forskjelligt anlagte som de
nævnte Lectorer i Sorø. Men Kritiken slog Coleridge bestandig sammen
med Wordsworth og Southey, fordi det vidstes, at han stod i venskabelig
og intim Forbindelse med disse Mænd, fordi han aldrig forsømte nogen
Leilighed til at rose dem, saa lidt som de nogen Leilighed til at rose
ham, og fordi han og de øvrige Lakister engang hvert Fjerdingaar i
Quaterly Review bleve krandsede med friske Laurbær og Synderen Byron
samtidigt fugtlet med friske Skorpioner. Heraf var Følgen, at Wordsworth
og Southey næsten aldrig vare under Kritikens Vandfald uden at han, som
dog næsten aldrig lod høre fra sig, tillige blev alvorligt dyppet. Den
Omstændighed, at Søskolen, omtrent som Prærafaeliterne og Nazarenerne
i Malerkunsten, gik ud paa at være lutter poetisk Fordybelse, lutter
Barnesind og Barnetro, lutter præstelig Blidhed og Salvelse aabnede en
skarp og bidende Kritik en stadig Adgang til Spot og Løier mod Den,
der for Alle maatte staae som Skolens Theoretiker. Som Yngling havde
Coleridge i sit Digt Ild, Hungersnød og Slagteri ladet alle Rædslerne
en efter en besvare ethvert Spørgsmaal om hvo der bød dem at rase, med
dette frygtelige Omkvæd om Pitt: The same! the same!

Letters four do form his name

He let me loose, and cried: Halloo!

To him alone the praise is due. Nu var han Mr. Pitt’s tro Journalist
og han som alle Søskolens andre Medlemmer en streng Tory, de liberale
Ideers Fjende saavel paa Statens, som paa Kirkens Omraade, hvad Under
da, at han i Flæng med de Andre fra det liberale Parties Side var udsat
for partiske og uophørlige Angreb! Og dog vilde det have været saa let
og saa naturligt at skjelne ham som Digter ud fra alle de Andre og give
ham den Ære, der tilkom hans Originalitet. De ganske faa Digte, han
i Løbet af et temmelig langt Liv har skrevet, hævde sig ved Sprogets
udsøgte Melodiøsitet; deres Harmonier ere ikke blot fine og iørefaldende
som Shelleys, men contrapunktisk sammensatte og rige, af en egen tung
og vægtig Sødme; hver Linie har en Honningdraabes Smag og Vægt. I Digte
som Love eller som Lewti sikkert de sødeste af hans Poesier, i en
østerlandsk Phantasi som Kubla Khan, der udsprang af en Drøm, hører man
Coleridge's Nattergalerøst fløite og lokke, hvisle og synge med alle den
ypperste Sangfuglstemmes vexlende Cadencer.

Shelley er, som Swinburne slaaende har sagt, naar han med Hensyn
til Sprogets Harmonier sammenlignes med Coleridge, hvad en Lærke
er i Sammenligning med en Nattergal. Men Coleridge's Poesi er
ligesaa uplastisk som den er melodiøs og ligesaa lidenskabsløs som
vellydsmættet. Den er rent romantisk-phantastisk, det vil sige, at
den hverken fremstiller et energisk levet personligt Sjæleliv eller
gjenfremstiller Iagttagelser fra den omgivende Verden. Det er i den
sidste Henseende interessant, at Coleridges store Reise til Syden blev
aldeles uden Frugt for hans Poesi; det eneste, han hjembragte fra den,
Hymnen Før Solopgang i Chamounidalen, hvor han aldrig satte sin Fod, er
omskrevet efter den i vor Litteratur velbekjendte Digterinde Friederike
Brun’s Beskrivelse af Dalen. Hans historiske Sands var ligesaa ringe
som hans Localsands. Han siger selv: »Den kjære Sir Walter Scott og
jeg vare nøiagtigt men harmonisk modsatte deri, at enhver gammel Ruin,
Høi, Flod eller Træbul i hans Sind fremkaldte en Hærskare af historiske
og biographiske Ideeforbindelser [...] hvorimod jeg troer, at jeg selv
kunde gaae over Sletten ved Marathon uden at føle mere Interesse for
den end for enhver lignende Slette [...] Charles Lamb har skrevet et
Essay om en Mand, der levede i Fortiden — jeg har tænkt paa at tilføie
et om en Mand der overhovedet ikke levede i Tiden, men udenfor den
eller jævnsides med den«Specimens of the table talk of the late Sam.
T. Coleridge vol. II, 225.. Hans Poesi er derfor i Ordets bogstavelige
Forstand Drømmebilleder; det af hans Digte som de bedste Kjendere sætte
høiest, componerede han isøvne under en Drøm.

Hans eget Liv var saa villieløst og planløst som en Drømmendes. Af
Naturen indolent blev han med Aarene mere og mere tilbøielig til
Opsættelse, og hans Opsættelsessyge (Englændernes procrastination)
optaarnede stedse flere Vanskeligheder paa hans Vei, som hans
Arbeidskraft ikke var stor nok til at overvælde. For at søge Lindring
for legemlige Lidelser tyede han til Opium, men forfaldt snart til
Opiumsspisning, der yderligere forøgede hans Mangel paa Evne til at
fuldføre nogen Plan. Efter et vandrende Liv med vexlende Ophold i sine
Venners Huse, under hvilket han skiftevis holdt litteraturhistoriske
Forelæsninger og gav Bidrag til Tidsskrifter, gav han sig som uskikket
til at lede sit eget Liv fra 1816 af i Huset hos en Læge ved Navn
Gillmann og levede i Highgate hos denne Mand og under hans Herredømme
i en frivillig Adskillelse fra sin Familie, hvilken han overgav til
Vennen og Svogeren Robert Southey's Forsorg. Paa Opiumsrusen fulgte nu
en Katzenjammer med Anger og Selvbebreidelse og stedse mere orthodox
Religiøsitet. Hvad han i denne Periode skrev har gjennemgaaende til
Formaal at gjendrive hans Ungdoms Kjætterier og hævde i Dogmatiken
Treenigheden, i Politiken den engelske Statskirke mod alle kritiske
AnfægtelserOn the constitution of Church and State according to the idea
of each. — Lay Sermons.. Emerson har efter et Besøg hos ham malt os
ham som »gammel og fuld af Fordomme« ophidset over den Uforskammethed,
den Haandfuld Priestleyanere beviste ved at vove at negte Paulus’s i
Aarhundreder uantastede Treenighedslære, og spækkende sin Tale med
allehaande Gammelmandstrivialiteter. Atten Aar gik hen for ham under
Drømmerier, Conversation og Forfatten af opbyggelige Afhandlinger,
medens han bestandig havde langt mindre Indflydelse som Frembringer end
som Stimulus. Han æggede og pirrede Andre til Production; boende ikke
langt fra London og paa Grund af sit sprudlende Conversationstalent
uafladeligt søgt af de bedste Skribenter levede han som Tilskuer til
Livet under Samtaler med Mænd som Charles Lamb, Wordsworth, Southey,
Leigh Hunt, Hazlitt, Carlyle, netop i de samme Aar, under hvilke
Aanderne af den hans modsatte Retning, Shelley og Byron med ildfuld
Kraft udtalte sig mod den politiske og sociale Ordning, om hvis
Fortrinlighed han var overbevist. Medens han villieløs og Disciplin
underkastet som et Barn lod sit Liv conservere af Andre, og selv
conserveret stedse mere uddannede sig til Conservativ, udviklede de to
store Frihedsdigtere, kastede ud fra deres Hjem og henviste alene til
deres egen personlige Energi, den høieste Selvstændighedsfølelse, der
endnu i Poesiens Historie var kommen til Udbrud, og opreves, da hverken
nogen Anden eller de selv gjorde Noget for at conservere deres Liv,
længe før Tiden i lidenskabelige Kampe for saa at bortrives af en tidlig
Død. Den personlige Undersøgelse og den personlige Frihed vare for dem
et lige saa dyrebart Klenodie som Church of England var det for ham.

VIII.

Vistnok er det langtfra, at Coleridge og Søskolens øvrige Medlemmer
skulde have kaldt sig andet end varme Venner af Frihed; den Tid var
forbi, da de Reactionære kaldte sig anderledes: Coleridge har skrevet
et af sine smukkeste Digte, Oden France som en Hymne til Friheden og
kræver her Skyer, Bølger og Skove til Vidne paa, at han altid har
elsket den, og Wordsworth, der udtrykkeligt har tilegnet den to store
Grupper af sine Digte, betragter sig endog som dens givne Talsmand.
Efter en flygtig Læsning kunde man antage disse Digtere for fuldt saa
frihedselskende som Moore eller Shelley eller Byron. Men selve Ordet
Frihed betyder i hines Mund noget Andet end i disses. Man maa for at
forstaae det analysere det med de to simple Spørgsmaal: Frihed — for
hvad? Frihed — til hvad?

Frihed er disse conservative Digtere et bestemt endeligt Gode, som
England har og som Europa mangler, Retten for et Land til at regjere
sig selv uden Enevoldshersker, fremfor Alt uden nogen Enevoldshersker
af en fremmed Stamme. Det Land, der har dette Privilegium, er frit.
Ved Frihed forstaaes altsaa i denne Leir Frihed for fremmed politisk
Despoti; om Frihed til Noget er saa at sige i den ikke Tale. Man kaste
et Blik henover Wordsworth’s Frihedssonetter og see, hvad det er han
besynger. Det er de europæiske Folkeslags Kamp mod Napoleon, der
betegnes som en Art Antichristen. (»Djævlen paa sin Flammetrone« kalder
Scott ham.) Digteren sørger ved Spaniens, ved Schweiz's ved Venedigs,
ved Tyrols Erobring af de Franske. Han besynger den tapre Hofer, den
brave Schill, den forvovne Toussaint L'ouverture, der have vovet at byde
Voldsmændene Spidsen, og ikke mindre Gustav den 4de Adolf af Sverrig,
der med romantiskridderlig Evneløslied havde tilkastet Napoleon Handsken
og forkyndt sit Sværmeri for en Bourbonistisk Restauration. Kort efter
skulde jo ogsaa Victor Hugo og Lamartine som Legitimister besynge hans
Søn Prinds Gustav af Vasa. Fra Napoleon gaaer Hadet og Afskyen over
paa Frankrig. I en af Sonetterne (Inland within a hollow vale I stood)
fortæller Wordsworth, hvorledes Canalen mellem England og Frankrig et
Øieblik havde forekommet ham smal som en Indsø og Angest grebet ham for
at England kunde været landfast med hint fortabte Land; da styrker den
Tanke ham atter, hvor stor den engelske Folkesjæl er, og hvor ringe den
franske. I en anden Sonet glæder han sig ved Tanken om hvor betydelige
Hænd og betydningsfulde Bøger England har frembragt og studser ved at
Frankrig i Modsætning hertil ei har frembragt »et eneste betydeligt
Bind, ikke en eneste Mesteraand . . . men har lige stor Mangel paa Bøger
og paa Mænd.«

 Derfor vender han da atter og atter tilbage til England; hans Sonetter
ere een lang Kjærlighedserklæring til dette Land, for hvilket han føler
»som en Elsker og et Barn«, dette Land, som er det eneste, paa hvilket
nu »alle Jordens Forhaab- ninger hvile«Sonnets dedicated to Liberty.
I, XVII og XXI.. Han følger i sine Digte sit Land finder dets Kampe,
han lovsynger som Southey enhver af dets Seire og hans Frihedssonetter
udmunde derfor ogsaa høist betegnende i den store pompøse Taksigelsesode
for Slaget ved Waterloo. Vi spørge os nutildags, hvad det var for
en Art Frihed, Waterloo bragte; men vi forstaae fuldt vel, at den
Gruppe af Digtere, hvis Helte vare selve Nationalheltene Pitt, Nelson
og Wellington, hvis Lovsange gjaldt den engelske Forfatning i dens
Egenskab af at være Friheden selv og England som Mønsteret for alle
Stater, vandt en Popularitet hos Folkets store Flertal, som det endnu
den Dag idag ikke er lykkedes deres store poetiske Modstandere at
naae op til. For hine var Folket et Ideal, som det var, disse stræbte
at tvinge deres Folk til at rette Blikket mod et ikke naaet, ja end
ikke erkjendt Ideal; hine smigrede Folket og lønnedes med Laurbær,
disse opdroge og tugtede Folket og stødtes ud af dets Skjød. Medens
Æresposten som Poeta laureatus tilbødes Scott og beklædtes saavel af
Southey som af Wordsworth, har det engelske Folk endnu den Dag idag ikke
aflagt et eneste offentligt Vidnesbyrd om hvad det skylder Shelley og
ByronFørst i disse Dage har Disraeli som Præsident for Byron Memorial
Committee stillet sig i Spidsen for Indsamlingen til en Statue af
Digteren, som skal reises paa en af Londons Pladser.. Aarsagen er den,
at deres Frihedsbegreb var saa forskjelligt fra Søskolens. For dem var
Frihedsideen ikke realiseret i et Land eller i en Forfatning, forelaa
overhovedet ikke som en færdig Ting, for dem var Kampen for Frihed
ikke heller realiseret i en dybt egoistisk Krig mod en revolutionær
Erobrer. De følte det dybt, hvor stor en Ufrihed, politisk saavel som
aandelig, religiøs saavel som social, der kunde trives under en saakaldt
»fri« Forfatning. Lidet oplagte til Lovsange over hvor herligt vidt
Menneskeheden og særligt deres Landsmænd vare komne, følte de under det
saakaldte Frihedsregimente et dybt og brændende Frihedssavn, Savn af
Frihed til altfor Meget — til at tænke uden Hensyn til Dogmer og til
at skrive uden at krumme Ryg for en offentlig Mening, til at handle
som det stemmede med deres inderste Individualitet uden at underkastes
Control af dem, der fordi de selv ingen Personlighed besadde, vare
de mest høirøstede og ubarmhjertige Dommere over de Charakterfeil,
der vare knyttede til Selvstændighed, Originalitet og Geni. De saa,
at den herskende Kaste under »Friheden« hyklede og løi, udsugede og
plyndrede, tøilede og tvang, bastede og bandt fuldt saa galt som den
enkelte Selvhersker gjorde det med sin Enevoldsmagt, og uden som han at
have den store Aands Myndighed og Geniets Undskyldning. For Søskolens
Digtere var Tvangen ikke Tvang, saasnart den var engelsk, Tyranniet ikke
Tyranni, saasnart det var constitutionelt monarchisk, Obscurantismen
ikke virkelig Obscurantisme, saa snart den udgik fra en protestantisk
Kirke. De radicale Digtere kaldte Tvangen for Tvang, selv naar den svang
Englands egen Fane over sit Hoved og mødte med den engelske Cocarde
til Politiskilt, de udstrakte hines Uvillie mod absolute Konger til
Kongerne overhovedet, de ønskede ikke blot Jorden befriet fra katholske
Præsters Regimente, men overhovedet fra Præsteformynderskab. Da de saae
Digterne af den modsatte Skole, der i Ungdommens Hede vare gaaede fuldt
saa vidt som de selv, give sig til at forherlige Englands Toryregjering
med en Renegatgruppes hele Iver, da kunde de ikke betragte dem som
andet end som Frihedsfjender. Derfor sørger Shelley i sin Sonet til
Wordsworth over at han »har svigtet Sandhed og Frihed«, derfor fristes
Byron atter og atter overfor Southey til at »skjære ham op som et
Græskar«, og derfor er der overhovedet i disse Digteres Lidenskab for
Friheden et helligt Raseri, en ædel Ild, hvoraf ingen Gnist er at finde
i Søskolens platoniske Kjærlighed til den. Naar Shelley synger til
Friheden: »Men skarpere er dit Glimt end Lynets Blinken og hurtigere dit
Fjed end Jordskjælvets Trampen! Du døver Oceanets Raseri, din Stjerne
blinder Vulkanerne, Solens klare Lampe er en Lygtemand mod dit Lys«,
da føler man, at denne Frihed ikke er en Ting, som lader sig gribe
med Hænder eller give som Grave i en Constitution eller registrere i
en Statskirke, men er Menneskeaandens evige Fordring, dens umistelige
Krav til sig selv, den himmelske Ild, Prometheus nedlagde som Gnist i
Menneskehjertet, da han dannede det, og som det har været de største
Digteres Grjerning at puste op til den Flamme, der er Kilden til alt
Lys og al Varme for dem, som føle, hvor gravmørkt og stenkoldt Livet
vilde være uden den. Denne Frihed er det, som i hvert nyt Aarhundrede
dukker op med et nyt Navn, som i Middelalderen forfølges og udryddes
under Navnet Kjætteri, i det 16de Aarhundrede forfægtes og bekjæmpes
under Navnet Reformation, i det 17de Aarhundrede dømmes til Baal og
Brand som Trolddom og Atheisme, i det 18de Aarhundrede bliver til et
Evangelium under Form af Philosophi for under Revolutionen at blive til
en Magt i Skikkelse af Politik, og som endelig i vort eget Aarhundrede
af Fortidens Repræsentanter stemples med det nye Øgenavn: Radicalisme.

Den Frihed, Søskolens Digtere prise, var et bestemt concret Indbegreb
af Friheder, ingen Frihed. Hvad de revolutionære Digtere derimod
forherlige, var vel i og for sig den sande Frihed, men de opfattede
denne Frihed saa abstract, at de i det Enkelte altfor hyppigt skjød
ud over Maalet. I Svækkelsen af al bestaaende Regjering saa de kun
Svækkelsen af slet Regjering, i undertrykte Folkestammers halv
barbariske Oprør saa de den evige Friheds Morgenrøde. Shelley var saa
abstract, at han ansaa Slaget for vundet, hvis han med eet Slag kunde
udrydde alle Konger og Præster, og Byron lærte først sent ad Erfaringens
Vei, hvor faa republikanske Dyder de i Frihedens Navn sammensvorne
europæiske Revolutionsmænd besad. Søskolens Mænd vare sikrede mod
de radicale Digteres ædelmodige Vildfarelser og Anticipationer, men
Efterverdenen har havt større Nydelse og Udbytte af Frihedskjærlighedens
Udskeielser hos disse end af hines fra alle Sider begrændsede og
omhegnede Frisind.

IX.

Her er Stedet til at unde den Mand en Plads, som var Byrons og Shelleys
værste Fjende og Coleridges bedste Ven og som i det Hele staaer
Coleridge nær som fremragende engelsk Romantiker, hvor langt hans
Productioner end i Indholdsværd staae tilbage for Vennens.

   Robert Southey, født 1774 i Bristol, var Søn af en Lærredshandler der
og beholdt hele sit Liv igjennem Præget af at være kommet til Verden
i snevre Kaar og med en snever Horizont for Øie. Efter en kort Tid at
have studeret i Oxford blev han som Søskolens øvrige Digtere grebet
af Revolutionsaanden og forfattede i 1794 et høist jakobinsk Poem Wat
TylerSom Indskrift til det Værelse, hvor Kongemorderen

Martin havde siddet fængslet, forfattede han paa den

Tid følgende Linier:

For thirty years secluded from mankind

Here Martin lingered. Often have these walls

Echo’d his footsteps, as with even tread

He paced around his prison. Not to him

Did Nature’s fair varieties exist;

He never saw the sun’s delightful beams;

Save when through yon high bars he pour’d a sad

And broken splendour. Dost thou ask his crime?

He had rebell’d against the King, and sat

Jn judgment on him; for his ardent mind

Shaped goodliest plans of happiness on earth

And peace and liberty. Wild dreams! but such

As Plato loved o. s. v.

 Herpaa forfattede dengang Canning følgende ganske morsomme Parodi:
Indskrift paa

 den Celle i Newgate, hvor Mrs. Brownrigg, Lærlinge-Mordersken, sad

indespærret:

For one long terme or ere her trial came,

Here Brownrigg linger’d. Often have these cells

Echo’d her blasphemies, as with shrill voice

She screamd for fresh geneva. Not to her

Did the blithe fields of Tothill, or thy street,

St. Giles, its fair varieties expand;

Till, at the last, in slow-drawn cart she went

To execution. Dost thou ask her crime?

She whipp’d two female ’prentices to death

And hid them in the coalhole. For her mind

Shaped strictest plans of discipline. Sage schemes!

Such as Lycurgus taught o. s. v.. Da ogsaa han havde opgivet sine
Udvandringsplaner og havde faaet sin Miss Fricker, bosatte han sig i
London 1797. Fra 1807 af nød han en Statspension af 150 Pund aarlig.
Efter Digteren Pye's Død blev han Poeta laureatus med 300 Pund aarlig.
Denne Stilling, som medførte Forpligtelse til at besynge alle de det
kongelige Hus vedrørende Begivenheder, blev først af Prindsregenten
tilbudt Walter Scott, der spurgte sin Velynder Hertugen af Buccleugh om
Raad. I Hertugens Svar hedder det: »Hvorledes kunde De udholde paa en
kongelig Fødselsdag at høre en Hob hæse og kvækkende Chorister aflire
Deres Vers i Recitativer til Opbyggelse for Biskopper, Pager, Hofdamer
og Livgardister! o skrækkeligt, tre Gange skrækkeligt!« Scott afslog
da den tiltænkte Udmærkelse, men foreslog Southey til den som loyal og
trængende Digter. I største Delen af sit Liv var han henvist til at
leve af sin Pen og skrev saaledes nødtvungen Meget. Flittig som han
var, økonomisk og prydet med alle gode huslige Egenskaber efterlod han
sig en Kapital af 12000 Pund. Romantiken var hos ham som hos Tydskerne
saa langt fra at udelukke de borgerlige og spidsborgerlige Dyder,
at den tvertimod paa det Bedste forligtes med dem. Den havde jo nu
engang saa lidt med Livet at gjøre. Til Gjengjæld forhindrede hans
ærbare Philisteri ham ingenlunde i at lade sin Phantasi foretage de
vildeste østerlandske Flugter. Der var i Southeys første Periode, den
frisindede, øiensynligt noget Smukt og Varmt ved hans Begavelse. Han
havde Begeistring og han havde Mod. Hans Epos Joan of Arc fra 1797 er
et Digt, som fremgaaer af ligesaa inderlig en Følelse for Frankrigs
Heltinde som den Schiller fem Aar senere lagde for Dagen i sit Drama
Jomfruen fra Orleans. Som Schillers Digtning er Southey's et Modstykke
til Voltaires Pucelle, ja den decente engelske Poet forsikrer endog i
sin Fortale, at han aldrig »har gjort sig skyldig i at kaste et Blik«
i dette Digt. I Joan of Arc er Southey endnu ikke Romantiker. Han
kaster nu og da sit Blik fremad lige til sin Samtid. I tredie Sang
forherliger han Madame Roland som den heroiske Kvinde, der blev Martyr
for Fædrelandskjærligheden, i tiende Sang Lafayette, hvis Navn »Friheden
bestandig vil elske«, og selv i Fremstillingen af Jeanne’s Bedrifter
er ganske anderledes end hos Schiller enhver Appel til det Magiske
undgaaet. Paa et afgjørende Sted i Digtet, hvor Jomfruen udspørges om
sin Tro, aflægger endog hun og gjennem hende Digteren en saa ærlig
Bekjendelse til Naturen, at man tilfulde føler, hvorledes ogsaa for
Southeys Vedkommende den i Datidens engelske Poesi Alt beherskende
Naturalisme er den Grundvold, hvorpaa han staaer.

Kvinde, siger en Præst til Jeanne d'Arc, Du synes at lade haant om
vor Kirkes hellige Forskrifter, og hvis jeg ret forstod dine Ord,
siger Du, at Ensomheden og Naturen lærte dig religiøse Følelser og at
Messer og Syndsforladelse og Brugen af Vievand nu ikke mere kjendes af
dig. Hvorledes kunde Naturen lære dig sand Religion? Naturen kan lære
at synde, men Præsten alene kan lære Anger og byde St. Peter aabne
Himmelens Porte og udløse Sjælen af Skjærsilden [...]

Pigen svarer: I den hellige Kirkes Fædre! hvis en simpel Pige som
jeg skulde fare vild paa disse vanskelige Punkter, saa henfører ikke
Brøden til selvraadig Forstand, der sætter sin egen Styrke over den
himmelske Visdom. Sandt er det, at jeg i lang Tid ikke har hørt Lyden
af den høittonende Messe eller ført det hellige Vand til skjælvende
Læber: dog Fuglen, som sendte sin muntre Sang som en Hilsen til Solens
Morgenstraale syntes mig at kvidre en sødere Tak til Himlen i sin
vilde Lykkes Melodi end der nogensinde klang gjennem de Kirkebuer, som
Mennesker have hvælvet; alligevel plukkede jeg aldrig tankeløst de
modne Klaser af Vinranken uden at min des den Gud, som skjænkede mig
dette ublodige Maaltid. I have sagt mig, ædle Herrer, at Naturen ene
lærer Mennesket at synde. Hvis det er Synd at opsøge det saarede Lam,
at forbinde dets Saar, at bade dem med mine Taarer, saa er det Synd,
hvad Naturen lærte mig! nei I Fædre! nei! Det er ikke Naturen, som kan
lære En at synde: Naturen er lutter Godhed, lutter Kjærlighed, lutter
Skjønlied! I de grønne Skoves rolige Skygge er der ingen Last, der
bringer Harmens Rødme til at stige op i Kinden, der er ingen Elendighed,
ingen ulykkelig Moder, som bleg og forhungret hænger over sine sultne
Børn med et saadant Blik, saa mat, saa jammerfødt, at det en Dag med
fordømmende Veltalenhed vil anklage de Mægtige paa Jorden! [...]Southey:
Joan of Arc, Book III.

Den opmærksomme Læser vil alene i dette lille Declamationsnummer kunne
spore ikke blot Efterklangen af den revolutionære Lidenskab hinsides
Kanalen, der her er omsat i engelsk Naturdyrkelse, men ogsaa den unge
Digters Mangel paa Evne til at give sit Sujet en virkelig Tids- og
Localfarve. Frankrig og Middelalderen ere ham, hvad senere Østerland
og Sagnverdenen skulde blive ham, et Costume, hvorunder han lader sine
engelske og protestantiske Ideer agere. Der udfordredes dog imidlertid
et vist Mod til paa hin Tid, da Nationalhadet mod Frankrig var saa
levende, at forherlige Fjendens nationale Heltinde, og Digtet er trods
dets Tørhed saavel i Følelse som i Farve et Værk, som gjør en ung Digter
Ære; men den Aand, der her bar hans Evner oppe, skulde hurtigt forsvinde
af hans Poesi.

Jo mere Ungdommens uegennyttige Begeistring for Menneskehedens store
Opgaver og Drømme ebbede i hans Sjæl, des mere følte han Trangen til at
bøde paa denne Tørke ved at befrugte den med en Strøm af rent udvortes
Romantik. Han var efterhaanden naaet til et vist Herredømme over
Sprogets Midler, formaaede at skrive løst byggede, men melodiske og i
al deres Vaghed og Monotoni ret stemningsfulde Stropher. I denne bløde
og smidige Form udrystede han saa al Arabiens Overtro og alle Orientens
mest phantastiske Drømme, og af Blandingen fremgik hans to Hovedværker
Kehamas Forbandelse og Thalaba, Ødelæggeren. Betningen mod Østerland er
en fælles romantisk, vi finde den samtidigt hos Oehlenschläger, og da
Bevægelsen naaer Frankrig hos Hugo (Aly og Gulhyndi — Les orientales).
Men hvad der særligt maatte lokke de engelske Digtere til Orienten var
det farveløse protestantiske Liv i Hjemmet med dets strenge og kolde
Decorum. Dog der udfordredes en Irlænder, Thomas Moore, en Colorist med
celtisk Blod i sine Aarer til om saa blot tilnærmelsesvis at forstaae
et Folk og en Sagnverden som det gamle Persiens og til i det engelske
Sprog at gjenfremstille Østens Natur i en Stil, der er som overstrøet
med Juveler og barbariske Ornamenter. Lalla Rookh er intet Mesterværk
og er meget for europæisk og humant i Charakterer og Reflexioner, men
Thalaba er saare mat i Sammenligning med Lalla Rookh og saa decent som
en engelsk Præken. Dette Digt, som i sin Tid nød en vis Navnkundighed,
lider under den skrigende Modsigelse mellem Sceneriets brogede Flitter
og Følelsernes nøgterne Ærbarlied. Vi ere paa den ene Side i en Verden,
der ikke er mindre eventyrlig end tusind og een Nats; men tillige i
en Verden, hvor der uafbrudt doceres Monotheisme og philanthropisk
Moral. Heltens Levnet ledes af det allerspecielleste Forsyn. Skal han
forlade sin Pleiefaders Hus saa skeer der intet Ringere end at en Flok
syriske Græshopper, forfulgte af en Fugleskare, sendes hen over Huset,
en af Fuglene taber ud af sit Næb en Græshoppe, der falder ned for
Thalabas Fødder, og paa dens Pande staaer med fine Skrifttegn at læse:
»Naar Solen bliver formørket ved Dag, da reis, Du Søn af Hodeirah!«
(3die Sang, Strophe 32). Men paa samme Tid som Digteren bruger et saa
eventyrligt Maskineri kan han ligesom i Joan of Arc ikke lade være at
sikre sin Læser mod Stedets og Tidens vildfarende religiøse Meninger.
Alle hans Hovedpersoner ere Rationalister overfor deres østerlandske
Religion og mangle saa lidt som muligt i at være gode Protestanter.
Da Græshopperne komme, siger Thalabas Pleiefader Moath: »Troer du
mon, at det er en Skaal Vand, som med Præste-Mummespil er bleven sat
op paa en eller anden syrisk Moskee, der har ledet dem hid fra det
fjerne Khorasan? Nei Allah ene, som bestemte hin Slægt til Menneskets
Straf og Plage [...]« Det er umuligt for en indfødt Araber at udtrykke
sig med mere Kritik. Og saaledes gjennemgaaende. Southey opdynger
phantastiske Motiver, for saa, naar han selv bliver kjed deraf eller
synes, at Læseren kan trænge til en Lære, selv at slaae dem sønder og
sammen med en eller anden evangelisk Text. Thalaba har paa sin Finger en
Talisman, som beskytter ham mod de onde Aander. Derfor gaaer alle den
onde Aand Lobabas Bestræbelser ud paa at franarre ham Ringen. Engang
forsøger han f. Ex. at drage den af hans Finger, medens han sover.
Men en eller anden af de gode Genier udsender en Vespe, der stikker
Thalaba i Fingeren lige over Ringen, saa det bliver umuligt at drage
den over det opsvulmede Sted. Paa lignende Maade krydses bestandig hans
Planer. Endelig lykkes det den frygtelige Troldmand Mohareb at besnakke
Ynglingen. Efterat Troldmanden mere end een Gang er bleven overvundet
af ham, haaner han ham, fordi han ei ved aaben Kamp, men kun ved en
Talisman har kunnet beseire sin Fjende, og driver dette saa klogt og
saa vidt, at Thalaba kaster Ringen i en Afgrund. Saa gaaer Kampen løs
paany. Man venter, at han nu vil maatte bøie Knæ, værgeløs som han
staaer der mod overnaturlig Magt. Men nei! Thalaba seirer ligefuldt.
Hvorledes og Hvorfor ? En Stemme fra Himlen forkynder det: Fordi ikke
Ringen var den sande Talisman, den virkelige Talisman »er Tro«. (5te
Sang, Str. 41). Men hvortil da det hele Apparat? Digteren leder os
gjennem Huler under Jorden, hvor afskaarne Menneskehoveder maa kastes
for de Slanger, der bevogte Indgangene, hvor Lyset kun kan holdes, naar
Vandreren anbringer det i den afhuggede Haand af en henrettet Morder o.
s. v., kort sagt igjennem en Verden, hvor det gaaer ganske anderledes
til end i det britiske Rige. Men det Hele er kun Ballet, pludseligt
skeer en Sceneforandring: den østerlandske Garderobe forsvinder og
Souffleuren læser en Troesartikel høit. Saa begynder Balletten paany.
Scenen forestiller et Gjæstebud med overdaadige Retter, med pragtfulde
Vine i gyldne Kar, Vine, rosenrøde »som Morgengryet« og safranfarvede
»som Aftentaagerne«, og andre som Rubin og Ambra. Hvad nytter al denne
fristende Herlighed? Thalaba er altfor god en Muselmand til at lade sig
forføre. »Men Thalaba tog ikke Drikken. For han vidste vel, at Propheten
havde forbudt denne Drik, Syndernes Moder. Og heller ikke trængte
Gjæsterne mere ind paa ham for at paanøde ham den flydende Ild, thi i
Ynglingens Øie læste de en uforanderlig Beslutning.« Ret beseet er »Øde­
læggeren« Medlem af en engelsk Maadeholdsforening; som ægte tea-totaler
vil han kun drikke Kildevand og »spise Vandmeloner« dertil. (6te Sang,
Str. 24.) Saa fyldes Scenen af Figurantinderne. »Da ordnede en Trop af
Kvinder sig til Dands. Deres Ankler vare ombundne med Bracelet-Klokker,
hvis Melodier ringede i Takt. Gjennemsigtige Gevandter viste det
graadige Øie deres ukydske Lemmer, som de med Færdighed vred i enhver
uhøvisk Stilling.« Man ængste sig ikke, Thalaba er en ivrig Modstander
af det arabiske Polygami og vor unge reisende Englænder væbner sig med
Tanken om sin Forlovede i Hjemmet. »Thalaba stirrede, men i sit Hjerte
bar han en Talisman, hvis velsignede Alchymi forvandlede den urene
Scenes løse Indtryk til dydige Tanker. Oneizas Billede svømmede for
hans Øie, hans egen arabiske Piges Billed.« — Thalaba fødes i England
næsten samtidigt med at Aladdin skabes i Danmark. (Kehama er fra 1801,
Aladdin fra 1804, Thalaba fra 1810.) Hvor fiskeagtig staaer han ikke
i Sammenligning med sin danske Broder! — Han naaer Maalet, han bliver
gift med »sin egen arabiske Pige«. For at det Hele kan være tilgavns
asketisk og religiøst, døer hans Brud samme Nat. For at Alt paany kan
faae et østerlandsk Sving, tvinges Thalaba af det arabiske Fatum til at
dræbe en ung uskyldig Pige ved Navn Laila. For at endelig Alt kan ende
tilgavns evangelisk, slutter han med i en pathetisk Sørgetale at tilgive
den Troldmand, der er Skyld i alle hans Ulykker, den samme, hvem han
hele sit Liv igjennem har opsøgt for at hævne sin Faders Drab og som
endelig nu er ude af Stand til at undflye ham. »Gamle Mand! jeg dræber
Dig ikke, sagde Tbabala. Det Onde, Du har gjort mig og mine, medfører
selv dets egen bitreste Straf.« O Thalaba! du taler som en Bog, men som
en af de Bøger, man lukker. Lad os lukke den og kaste et Afskedsblik paa
dens Forfatter. Selv Thackeray, der overroser Southey som Charakter, maa
om hans Hovedværk tilstaae, at det vel turde være muligt at i Kampen
mellem Thalaba og Tiden er det den sidste »Ødelægger«, der har beholdt
Valpladsen. Jeg gad vide hvor mange nulevende Engelskmænd, der have læst
dette Digt. For Efterslægten er og bliver Southeys Navn kun bekjendt ved
hans hysteriske Udfald mod Byron og dennes guddommelige Contrahug. Vi
have Southeys Domsvision at takke for Byrons og for den sidstes Skyld
tilgive vi ham gjerne baade Kehama og Thalaba. Og dog — hvor meget tomt
Phantasteri disse Digte end indeholde: til Naturbeskrivelserne strækker
dette sig ikke saaledes som hos Romantikerne i Tydskland. Selv midt
under al denne romantiske Forvildelse fornegter Englænderens ædrue og
naturalistiske Anlæg sig ikke. Hvor smuk er ikke strax Digtets første
Strophe med dens Skildring af Ørkennatten, hvis milde Tonefald Shelley
som Yngling efterlig­ nede i sin Queen Mab! How beautiful is night! A
dewy freshness fills the silent air No mist obscures, nor cloud, nor
speck, nor stain

Breaks the serene of heaven: In full-orb'd glory yonder Moon devine

   Rolls through the dark blue dephts.

   Beneath her steady ray

   The desert-circle spreads Like the round ocean, girdled with the sky

   How beautiful is night!

Karavansangen i 5te Akt af Aladdin giver ikke et skjønnere Billede af
Maaneskinnet paa Ørkenens Sand. Og af saadanne Billeder er der hos
Southey ikke faa. Naar han skildrer den frygtsomme Antilope, der hører
de Vandrendes Skridt og som staaer stille tvivlsom, hvorhen den skal
vende sig i det usikre Skjær, eller Strudsen, som i sin blinde Hast iler
lige mod dem, medens de ubevægelige Taager udbrede sig over Ørkenen ved
Nat, (IV Sang, Str. 19) saa er dette ikke et Sceneri i tydsk-romantisk
Stil, men et naturtro Billede fra Østen, adført paa Grundlag af engelsk
Iagttagelsesaand.

 Der er blevet aflagt varmere Vidnesbyrd til Fordel for Robert Southeys
Charakter af hans Samtidige og Venner end ret let om nogen anden Mand af
et saa tvivlsomt politisk og literært Renommée. Han var for Wordsworth
en paalidelig Ven, for Coleridge den bedste og mest trofaste Støtte og
hvad der ikke falder mindst tungt i Vægtskaalen Walter Savage Landor
hædrede ham trods sit stikmodsatte politiske Standpunkt med et Venskab,
der først sluktes ved Døden og som har sat sig talrige Mindesmærker i
Landors Imaginary Conversations. Da Emerson 15de Mai 1833 har spist
til Middag hos Landor skriver han: »Jeg spiste med Landor — han pinte
mig med Southey — men hvem er Southey?« Man seer, at Landor har stræbt
at gjøre Proselyter for sin Ven. Endelig har Thackeray, hvor han søger
om Typen for en engelsk Gentleman, ikke betænkt sig paa at nævne den
fattige, flittige og hjælpsomme Robert Southey som Mønsteret paa en
saadan.

 Men intet Vidnesbyrd til Fordel for hans personlige Charakter vil kunne
redde hans litterære. Den er stemplet af hans Lovsange over Englands
Kongehus, og af hans Denunciation af Byron. At han som Søskolens øvrige
Medlemmer stillede sig koldt og fjendtligt til dette nye og hensynsløse
litterære Phænomen, var naturligt. Men at han — selv en Digter —
hidsede den dannede Pøbel mod en anden og saa uendeligt større Digter
med den perfide Anklage for Immoralitet og Irreligiøsitet, det er en
Forbrydelse, som Historien ikke tilgiver og som den straffer ved kun
at opbevare Southeys Navn i en Note til Byrons Virksomhed. Da Don Juan
kom ud, skrev Southey: »Jeg er ikke blind for, at Publikum er særligt
intolerant mod litterære Reformforsøg 8...] Men jeg vilde ønske, at den
litterære Intolerance fremgik af en sundere Dømmekraft og angik Værkets
Moralitet hellere end dets Composition, Aanden snarere end Formen. Jeg
vilde ønske, at den var rettet mod de monstrøse Blandinger af Rædsler
og Bespottelser, af Usædelighed og Ugudelighed, hvoraf engelsk Poesi i
vore Dage er bleven besmittet. I mere end 50 Aar har engelsk Litteratur
udmærket sig ved sin moralske Renhed, Virkning af og atter Aarsag til
en Forbedring af Folkets Sæder. En Fader kunde uden nogen Fare have
givet sine Børn enhver ny udkommen Bog i Hænde, hvis den ikke paa
Titelbladet bar et eller andet synligt Tegn paa, at den var bestemt til
Forsyning af utugtige Huse. Det gjaldt kun om, at Værket bar en hæderlig
Forlæggers Navn eller blev sendt fra en hæderlig Boghandler. Dette var
i Særdeleshed Tilfældet med Poesien. Det er ikke længer saaledes, og
ve den, fra hvem Forargelsen kommer! Jo større Forargerens Talent er,
des større er hans Brøde og des længere vil hans Skam vare. Hvad enten
Loven i sig selv er ude af Stand til at raade Bod paa et Onde af denne
Betydning eller den bliver bragt til Udførelse med Slaphed og med en
saadan Uretfærdighed, at Forargerens Berømthed sikrer ham Ustraffethed,
saa bør dog enhver betænke, at saa fordærvelige Værker hverken vilde
blive offentliggjorte eller skrevne, hvis de mødte den Modstand, de
burde, i den almindelige Følelse. Enhver, som kjøber slige Bøger eller
lader dem komme over sin Tærskel, forøger Ondet og bliver forsaavidt en
Medskyldig i Forbrydelsen. Offentliggjørelsen af en usædelig Bog er en
af de værste Krænkelser, der kan begaaes mod Samfundets Velvære. Det er
en Synd, for hvis Følger ingen Grændse kan drages, og som ingen senere
Anger kan modvirke. Thi hvilke Samvittighedsnag Forfatteren end maatte
lide, naar hans Time kommer, og komme maa den, det vil Intet nytte.
Den jammerfulde Anger paa et Dødsleie kan ikke udslette eet Exemplar
af Bogen [...] Mænd med syge Hjerter og fordærvet Indbildningskraft,
som have dannet sig et System af Meninger, der passer til deres egen
sørgelige Opførsel, Mænd, der gjøre Oprør mod det menneskelige Samfunds
helligste Forskrifter og der hade den aabenbarede Religion, som de
trods alle deres Bestræbelser og Pralerier ere ude af Stand til helt
at forholde sig vantroe overfor, arbeide paa at gjøre Andre ligesaa
elendige som sig selv ved at inficere deres Sjæle med en aandelig
Edder. Den Skole, de have dannet, kan mest passende benævnes den
sataniske Skole; thi skjøndt deres Frembringelser aande Belials Aand
i deres slibrige Partier og Molochs Aand i de modbydelige Billeder
af Grusomheder og Rædsler, som de søge en Glæde i at fremstille, ere
de dog mest eiendommeligt betegnede ved en satanisk Hovmodets og den
frække Ugudeligheds Aand, der ligefuldt forraader den usalige Følelse af
Haabløshed, der er forenet med den [...]«

Jeg har anført saa lang en Prøve paa denne bibelske Veltalenhed, fordi
den er saa typisk for Forfatterens Race. Der er i denne moralske
Suppe Kraftextract nok til at forsyne et helt Dusin ledende Artikler
i anti-fritænkerske Organer, og ethvert kraftigt Udbrud af en mægtig
Partiaand har culturhistorisk Værdi. Men var det ikke som en Nemesis
over Southey at en Boghandler i Aaret 1821, samme Aar som han affyrede
denne Salve, skulde falde paa at gjøre sig en Indtægt ved hemmeligt at
optrykke hans gamle oprørske Wat Tyler, saa at Digteren maatte henvende
sig til Domstolene for at faae Oplaget undertrykt og Ophavsmanden
straffet, — og at Lord Eldon da svarede med at afvise Sagen, fordi han
ikke ansaa det for rigtigt at understøtte nogen Forfatter i hans Ret
med Hensyn til direkte skadelige og Sædeligheden nedbrydende Producter!
Samme Aar var det saa, at Southey i Anledning af den gamle sindssvage
Kong Georg den 3dies Død skrev sit lange triste Hexameterdigt The vision
of judgment et Digt som det ikke blot paa Grund af Sujettes Lighed
men ogsaa paa Grund af Overensstemmelsen med Hensyn til Benyttelsen
af det Overnaturlige er interessant at sammenligne med Victor Hugos
legitimistiske Digt VisionenG. Brandes: Reactionen i Frankrig S. 279..
Charakteristisk nok apotheoserede Southey den stakkels gamle Georg
den 3die for de eneste Dyder, han havde besiddet og som Southey selv
forstod, de huslige og borgerlige Dyder: at han var tro mod sin Kone,
god mod sine Børn o. s. v., Egenskaber, der lige saa lidt udgjøre en god
Konge som en god Digter. Saa var for Byron Maalet fuldt. Den krænkede
Apollo reiste sig i sin Vrede, med ubeskrivelig Humor greb han den
stakkels Marsyas ved Øret og flaaede ham levende i sin Domsvision.

X.

   Lad os fra Southey vende Blikket mod en bedre Mand end han, mod
den Digter, der formede den eiendommeligt britiske Romantik paa
Folkenaturens og Historiens Grund, der ikke som Søskolens Mænd
maatte gjøre sig til Renegat for at blive conservativ i religiøs
og politisk Henseende, men som var det uden Had eller Uvillie mod
Aanderne af den modsatte Retning, ren og rolig af Naturel, ædel og
fast af Charakter, poetisk saa sprudlende rigt begavet, at han mere
end en Snes Aar igjennem forsynede alle Europas Lande med en sund og
underholdende Læsning, og saa dybt original i sit Syn paa Menneskeracer
og Verdenshistorie, at hans Indflydelse paa Europas Historieskrivning
ikke blev ringere end den han udøvede paa Romandigtningen i alle
civiliserede Lande.

  Walter Scott fødtes i Edinburgh den 15 August 1771 som den niende Søn
i en gammel adelig Familie. Faderen var Jurist og synes med sin strenge
Ordenssands at have havt nogen Lighed med Goethes Fader; Sønnen har
malt ham, siges der, som den gamle Kjøbmand i Rob Roy. Her herskede
i Familien en stærk monarchisk Tradition — først som Hengivenhed for
Stuarterne, saa for Huset Hannover — og den stengeste Kirkelighed.
Den lille Walter var sund og stærk, indtil i hans andet Aar det høire
Ben pludselig blev lamt. Den rolige Aandsligevægt, hvormed han hele
sit Liv igjennem bar denne Lamhed staaer i en mærkelig Contrast til
den Lidenskabelighed, hvormed hans store engelske Rival omfattede sin
beslægtede Vanskjæbne. Han voxede op i Sværmeri for den fordrevne
Kongefamilie og for Folkesangene med deres Meddelelser om Høilændernes
og Skotternes gamle Kampe; allerede i den spædeste Alder kunde han
lange Stykker udenad af hin Ballade om Hardiknut, hvormed han i 1815
skulde aflokke Byron Taarer. Alt hvad der var Anekdotagtigt især i Rim
og Balladeform lærte han med Lethed, derimod bemærkes det udtrykkeligt,
hvad der allerede antyder Charakteren af hans senere Production, at
Aarstal og almindelige Principer tilegnede han sig kun med Vanskelighed.
Den lille halte Dreng, der bestandig red omkring paa en Pony, som ikke
var større end en almindelig Slagterhund, var en Kjender af Percy’s
Samling af gammelskotske Digte og Fragmenter, ja hvad mere mærkeligt
er, han samlede paa gamle Digte som andre Børn paa Mønter eller Segl
og havde 10 Aar gammel flere Bind fulde. Hele sit Liv igjennem vedblev
han ogsaa at være en Balladejæger. Hans Sands var ligesaa tidligt
opladt for Naturomgivelserne som for Poesien. Han standsede og dvælede
ved enhver Ruin, ethvert Mindesmærke, ja ved enhver gammel Sten; men
han betragtede ikke Naturen med Wordsworth's eiendommelige Inderlighed
for dens egen Skyld blot som Natur; den havde for ham en overveiende
historisk og poetisk Interesse. En Gruppe gamle sammenvoxede Træer kunde
ikke i og for sig vække den Andagt i hans Sind som i Wordsworth's; men
hed det sig: Under dette Træ har Karl den 2den hvilet — eller: Dette
Træ er helliget ved Erindringen om Mary Stuart — da skar han Grene af
Træet til Minde om sit Besøg paa Stedet og glemte det aldrig. Femten
Aar gammel lærte han de maleriske skotske Høilande at kjende, der
skulde faae saa stor en Betydning for hans Poesi ved at forsyne hans
digtede Skikkelser med et nyt og Europa ubekjendt Sceneri. Fra det
Øieblik af da han var bleven sig bevidst som Digter, studerede han
Naturen aldeles som en Maler optager Studier. Vilde han beskrive en Egn,
reiste han expres derhen, noterede paa det Nøieste Bjergenes Udseende,
Skovenes Beliggenhed og Form, selv Skyernes Charakter i det givne
Øieblik, ja ofte de enkelte Blomster og Buske, der stode paa Veien eller
ved Indgangen til en Hule. Det poetiske Blik paa Naturen, han havde
tilfælles med Romantikerne i Tydskland og Danmark, udelukkede ikke den
kraftigste Realisme og Præcision i Skildringen; medens Oehlenschläger
længe har kunnet hjælpe sig med »Kjærminder« og Roser, kjendte Scott
hver Høi, hver Dal, hver Bæk, hver Klippe, hver Sten, hver StiSe Marmion
Canto IV, Str. XXIII, hvor han selv bruger disse Udtryk., og den hele
skotske Flora.

Endnu var Scotts Digterkald dog ikke blevet ham klart, han uddannede sig
til en flittig og stadig Jurist, der skrev sine Akter med den zirlige
Juristhaand og de juridiske Snirkler, hvormed han senere skulde bringe
saa mange poetiske Værker paa Papiret. Trods sin Vanførhed besad han et
sundt, smidigt og kraftigt Legeme og var saa øvet i legemlige Idrætter,
at han engang en hel Time igjennem paa en ensom Vei forsvarede sig
med sin Stok imod tre Karle, der overfaldt ham. Men hvad der er høist
betegnende for hans aandelige Construction: Denne Sundhed var ikke
forenet med nogen tilsvarende Finhed i Sandseorganerne. Han manglede
næsten helt Lugtesandsen, og hans homeriske Appetit var alt Andet end
Lækkersultenhed; han kjendte hele sit Liv igjennem ikke god Vin fra
slet, og kunde ingen Forskjel smage paa daarligt og fint tilberedt
Mad — et Punkt, hvori han danner den mest udprægede Contrast til sin
yngre Samtidige Keats. I Forholdet til det andet Kjøn var han saa
kold, at han paa Grund af denne Kulde maatte udstaae Drillerier af
sine Kammerater; ikke desmindre nærede han i Ynglingeaarene romantiske
Følelser for en ung Dame, der ægtede en Anden, men beherskede sig
saa fuldkomment, at Ingen anede noget derom. Han kom hurtigt ud over
denne Smerte og efter en kydsk og rolig Ungdom ægtede han 26 Aar
gammel en fransk protestantisk Dame (Miss Carpenter) hvis Fader var
død under Revolutionen. Vinteren 1796—97 tilbragte han under den
almindelige Frygt for en Landgang af Franskmændene med at oprette
Frivilligregimenter, og da han var Fyr og Flamme for Sagen, udnævntes
han til et af Regimenternes Kvartermester og Secretær. Jeg har allerede
berørt hans første Oversættelser fra Tydsk. Han, som saa længe havde
været et levende Magasin af Sange, Ballader og Fortællinger, udgav nu
i 1803 en Samling af skotske Folkeviser (Minstrelsy of the Sottish
Border), som han helligede sit Fødeland, »Albions bedre Halvdel«; den
3die Del Nyere Efterligninger indeholder Digte af Udgiveren selvNetop
samme Aar debuterede i vor Litteratur Oehlenschläger (Digte, 1803)
ligeledes med en Samling Omdigtninger af gamle Folkeviser.. En Kritik
af Bogen havde den prophetiske Bemærkning, at den indeholdt Stof
til hundrede Romaner. Med al sin Troskab mod det engelske Kongehus
følte han sig dog bestandig som Skotte, ja der er ingen Tvivl om
at selve det skotske Racepræg er det afgjørende Grundlag for hans
Originalitet. Allerede den poetisk-historiske Interesse, der kommer
til Gjennembrud hos ham, er skotsk. Intet Fællesmærke har været saa
udpræget hos Skotterne gjennem alle Tider som en heftig og lidenskabelig
Nationalfølelse. Hint Ord »perfervidum ingenium Scotorum«, der fra
Middelalderen af og i Aarhundreder var den staaende Talemaade om
Skotlands Beboere har oprindeligt ingen anden Betydning. Se vi et
Øieblik bort fra den indre Partispaltning i Landet, som ikke omstøder
Følelsen af Fællesskab, saa finde vi ikke let i noget andet Land en
saadan Fornemmelse af Samhørighed som hos dette lille Folk, hvis
Rige er landfast med et andet betydeligt større, der taler samme
Sprog og har Regimentet derover. Ogsaa Englænderen har en levende
Nationalfølelse, men den er langt mindre fremtrædende og skarp; den er
af rent positiv Natur og har til Indhold alt det Meget og Forskjellige,
der efter Englænderens Opfattelse udmærker hans Folk. Skotlænderens
Nationalfølelse derimod er uafbrudt aarvaagen, bestandig paa sin Post,
fordi den i det Væsentlige er af negativ Natur. Naar Englænderen siger:
Jeg er en Engelskmand, saa mener han nøiagtigt dette, som han siger;
men naar Skotten siger eller tænker: Jeg er Skotte, saa betyde disse
Ord i hans Mund saa meget som: Jeg er ikke nogen Englænder.Masson:
Scottish Influence in British Literature. For ret at forstaae denne
Følelse maa man betænke Skotternes Faatallighed i Sammenligning med
deres mægtige Naboers Antal. Naar man veed, at endnu i Aaret 1707
Skotlands hele Befolkning ikke naaede op over een Million, saa begriber
man, at en dyb Følelse af Sammenhold, Haardnakkenhed og defensiv
Stridbarhed var nødvendig for at den mindre talrige Race ikke skulde
see sin Eiendommelighed overskyllet eller fortrængt søndenfra. Saaledes
kom man da til paa en særligt eftertrykkelig Maade at beundre og elske
det ru og mørke Skotland i Modsætning til det grønne og frugtbare
England, til at omfatte dets Høider, Enge, Sumpe og Taager med en
næsten polemisk Fædrelandskjærlighed. Det kan da ikke undre, at da
der i dette Land fødes en stor episk Digter og det tilmed paa en Tid,
da Nationalfølelsen hele Europa over bryder ind i Poesien, bliver det
Skotland, som frembringer de første og kraftigste Producter af den
historiske og folkepsychologiske Romantik. Hvad laa mere nær for en
Digter i dette Land end at fordybe sig i Høilændernes eiendommelige
Sæder og skildre dem med deres effectrige Costume, hvad var naturligere
for den Mand, hvis blotte Navn syntes at stemple ham som en Incarnation
af hans snevrere Fædreland, end at tye tilbage til Fortiden, dens
Monumenter og Minder for ligesom at bøde paa sine Landsmænds ringere
Tal og Betydning i Samtiden ved at skildre deres Fortidsliv og deres
historiske Bedrifter!

Hvad der udmærkede den skotske Nationalfølelse var da først dens
Charakter af Fællesskabsfølelse: Provindsnationen var mere substantiel,
rum mede ikke saa skarpe individuelle Modsætninger som Hovednationen.
Scott har mange Steder skildret denne energiske Slægtskabsfølelse
hos sine Landsmænd, ingensteds skjønnere end i 3die Del af Fængslet
i Edinburgh, hvor denne sunde og smukke Følelse giver den stakkels
Bondepige Freidighed til at henvende sig om Hjælp til Hertugen af
Argyle ganske som til en Paarørende. Men den skotske Nationalfølelse
havde endnu et andet Grundtræk, nemlig det, at den i sit Væsen var
en Particularisme, og som saadan umodern, traditionel og derfor i
Slægt med alle gamle Traditioner. Heraf hos Scott den overdrevne
Ærefrygt for Kongemagten og dens Attributer. Da han var Medlem af
Commissionen for Undersøgelsen angaaende de gamle skotske Kronregalier,
satte Fundet af disse ham i en saa levende og andægtig Bevægelse, at
han, da en af Embedsmændene vilde prøve Diademet paa en ung Dames
Hoved, ei kunde lade være at skrige: Nei, for Guds Skyld, nei! —
Den første store Particularisme drog fremdeles en Hærskare af nye
Particularismer med sig. Paa samme Tid som ikke ret mange Folk havde
Skotternes Samhørighedsfølelse, havde endnu færre deres Splittethed i
Partier og Leire. Individets Følelse af den Pligt at gaae op i en fælles
Substans begyndte ikke først ved Staten, men ved Stammen, Clanen, ja
Familien.

Derfor træffe vi da ogsaa hos Scott som Balladesamler en særlig
Forkjærlighed for de Ballader, der behandle Bedrifter, som Digterens
Stammefrænder eller Forfædre have udført. Og derfor har han i sin
Egenskab af Skotte den mest fremtrædende Familiefølelse. Han var en
mønsterværdig Søn, han var en exemplarisk Ægtefælle, han var — som hans
Breve til den ældste Søn udvise — den kjærligste Fader; han var en god
Opdrager af sine Børns Legeme og Sjæl, der nærmest kun stillede den
gammelpersiske Fordring til dem, at de skulde sidde godt til Hest og
tale Sandhed; men selv i disse Følelser er han ingen ret moderne Aand.
I hans Privatliv som i hans Poesi gik Slægten ham forud for Individet.
Han havde en Broder, Daniel Scott, som forfaldt, og som uden nogensinde
at have begaaet noget directe Uhæderligt dog gjorde Familien Skam. Han
skaffede gjennem Correspondance denne sin forfaldne Broder en lille
Ansættelse i Vestindien, men kaldte ham i Brevene til hans Foresatte
bestandig kun sin »Slægtning«, forlangte ligeledes af ham, at han aldrig
maatte angive for Nogen, hvor nært dette Slægtskabsforhold var, vilde
paa ingen Maade see ham, da han var vendt tilbage til Skotland, eller
nævne hans Navn eller overvære hans Begravelse, da han døde, eller bære
Sorg for ham. Det er den Art Feil, som følge med de stærkt conservative
Dyder. Men det vil ikke undre Nogen, at den Mand, der ellers saa mild
i sin Følelse ofrede saa meget paa Slægtens Alter, ikke kunde blive
Individualitetens Digter, men med eet Slag blev kastet tilbage i
Fortiden, da Byron opstod.

I Aaret 1802 stiftedes Edinburgh Review, og Scott gav fra Begyndelsen
af Bidrag til dette Organ, hvis Hovedredacteur var hans Landsmand
Jeffrey, der som Kritiker spiller saa stor en Rolle i Datidens Digteres
Liv, skjøndt en vis djærv Forstand uden Smidighed og uden Skole var
hans eneste kritiske Gave. Dette Medarbeiderskab varede dog kun i 7
Aar, da Scott i Aaret 1809, misfornøiet med Edinburgh Review's altfor
liberale Holdning i det katholske Spørgsmaal og opirret over Jeffrey’s
nedsættende Anmeldelse af Marmion, grundlagde Quaterly Review. I 1805
udkom Scotts første episke Digtning Den sidste Minstrels Sang. Den
gjorde overordentlig Lykke, man glædede sig over denne Tilbagevenden
til Folkepoesien og til Naturen; især bleve Naturskildringerne høiligt
beundrede; Pitt udtalte, at Scott efter hans Mening paa flere Steder
havde naaet Malerkunstens Virkninger, og hans Modstander Fox var
undtagelsesvis enig med ham i dette Punkt. Havde Scott allerede blot
ved sin personlige Elskværdighed som Embedsmand været saa populær, at
Wordsworth i Aaret 1803 fandt, at hans Navn var nok til som med et
Trylleslag at aabne En alle Døre i hans Embedsdistricter, saa blev han
nu ligesaa yndet som Digter. I kort Tid afsattes 30,000 Exemplarer.
Det var det 16de Aarhundredes Tilstande, der her fremstillede med
tilnærmelsesvis historisk Nøiagtighed traadte Læseren imøde; Skildringen
af de høilandske Sæder interesserte saa meget, at det Bifald, hvormed
de modtoges, bragte Digteren paa den Tanke at forsøge noget Lignende
i Prosa, en Tanke, der senere hen legemliggjort fik Navnet Waverley.
Foreløbigt var Interessen vakt for Middelalderen, Riddervæsenet,
Kongeherligheden, Lehnstroskaben og den skotske Nationaleiendommelighed.
De fodreisende Englændere begyndte at gjøre romantiske Valfarter til
Ruinerne af de gamle Borge og til Valpladsen ved Killiecrankie, hvor
deres Landsmænd i det 17de Aarhundrede vare blevne slagne af Uhyrerne
med Tartanerne og de nøgne Lægge.

 Hidtil havde Scott skrevet om Aftenen og langt ud paa Natten; nu da
hans egentlige Virksomhedsperiode begynder, henlagde han sin Arbeidstid
til den tidlige Morgen. Han var oppe før 5, gik først ned i sine Stalde,
hilste paa sine Heste og Yndlingshunde og saae til alle sine Husdyr,
saa satte han sig til at skrive, og arbeidede saa let og rask, at han,
naar han mellem 9 og 10 mødte til Frokost næsten altid allerede »havde
knækket Halsen paa sit Dagværk«. Kl. 12 forlod han sit Arbeidsværelse
og tilbragte Resten af Dagen med sin Familie og sine Gjæster. I de
friske Morgentimer var det da, at han udarbeidede alle de Værker, som
nu fulgte, medens Byron eiendommeligt nok skrev alle sine Poesier om
Natten. Det er, selv hvor de to Digtere staae hinanden nærmest, som
kunde man føle den lyse eller mørke Undfangelsestimes forskjellige
Stemning hvile over Værket.

Og nærmest kommer Scott netop Byron i det Digt, han nu i November 1806
begyndte, Marmion eller Slaget ved Flodden Field. Med Hensyn til sin
Fabel staaer denne Digtning Scotts øvrige ganske nær; det er atter det
16de Aarhundrede, atter Skotland, atter Livet paa Borgen og ved Hove,
som skildres. Men Digtets Helt er en saadan, at han direkte danner
Overgangen til de Byronske Helte, ligesom det hele Værk er skrevet i de
lette og flydende, men noget enstonige firfodede Jamber, som Byron i
sine poetiske Fortællinger hyppigst har benyttet. Marmion er en stolt
og uforfærdet Ridder, men af en forbryderisk Natur. Han har bortført
en ung, deilig Nonne, Constanze af Beverley, der følger ham overalt i
Mandsdragt som hans Page; men hurtigt kjed af hende vil han med Magt
tiltvinge sig en anden ung Adelsdames Haand, skjøndt han veed, at denne
elsker en Anden. Drevet af skinsyg Fortvivlelse gjør Constanze et
Attentat paa Marmions Liv; og med kold Grusomhed overgiver han hende
som undvegen Nonne til Klosterets Straf. Abbedissen dømmer hende, og i
en romantisk Rædselsscene af den Art, Byron pleier at ynde, men tillige
at udmale med langt ringere Skaansel for Læserens Nerver, bliver hun
levende indmuret i en underjordisk Hvælving. Her er hos Scott ikke megen
Tale om sjælelig Motivering; Rustningernes Pragt og Klosterets Mørke
og de gamle Slottes nøiagtigt gjengivne Architektur er ham mere værd
end de fine Bevægelser i Sjælen; men ligefuldt har han i Marmion givet
Noget, der for os nu tager sig ud som en Prototyp til Griauren og særlig
til Lara. Ogsaa Giaurens Elskerinde lider en skrækkelig Død, ogsaa Lara
ledsages overalt af en hengiven Kvinde i Pagedragt, og der forekommer i
Marmion en Scene, hvor Digtets Helt offentlig beskjæmmes, som har nogen
Lighed med den, hvor Lara's Fortid pludselig forekastes ham med Foragt.
Klinger det ikke næsten allerede Byronsk:

Marmion, hvis Hjerte og hvis Blik altid forbleve lige faste i de værste
Farer, Marmion, hvis Sjæl ikke selv fra hans Konge taalte et overmodigt
Blik, hvis Commandostemme i Leiren klang befalende til den tapreste af
de tapre, følte nu baade Tanken og Mælet svigte; han slog sit Øie ned
og en Rødme foer over hans Pande. Saa mægtigt blev hans Samvittighed
ramt.Marmion Canto, III. Str. XIV.

De Ord, hvormed hans Samvittighedskval er malt: »Høisindede Sjæle, hvis
Stolthed og Kraft er medfødt, føle dybest dine Kvaler, o Samvittighed!
Uslinger frygte for Svøben, men du er de Tapres Bøddel«High minds of
native pride and force

Most deeply feel thy pangs, Remorse!

Fear, for their scourge, mean villains have,

Thou art the torturer of the brave!. disse Ord ere som et Varsel om det
berømte Sted i Giauren, hvor Aanden, der ruger over Jammer og Skyld,
sammenlignes med den af Flammer omgivne Skorpion, der fortvivlet vender
sin Giftbraad mod sin egen Hjerne.

Og som der er nogen Lighed mellem Marmions og Laras Situation og
Charakter, saaledes døe de ogsaa paa samme Maade, ramte i aaben Kamp,
ubøiede i Døden, ugudelige indtil Livets sidste Øieblik.

Men hermed er ogsaa Ligheden ude; den er netop stor nok til at gjøre
Byrons Eiendommelighed klar. For Scott er Marmions Personlighed ikke
Hovedsagen, han benytter den kun til om den at gruppere Skikkelser og
Situationer af sit Fædrelands Fortid; han behøver Heltens Laster for at
faae sin simple Handling i Gang; men de interessere ham ikke i og for
sig og han fremstiller dem fuldkomment upersonligt. Naar Byron derimod
skizzerer sine første forbryderiske Helte, da vil han fremfor Alt vække
Interesse for dem. Allerede deres Aasyn fremkalder Opmærksomhed og
Deltagelse hos Enhver, der seer dem, og bibringer Forestillingen om
Stolthed, Skyld, Had og Trods; de slaae intet Øieblik i deres Liv som
Marmion Øinene ned for en Anklager; de leve som hin Sagnets Skorpion:
trindt om Flammer og forinden Død. Uden at tinde Trøst i Himlen eller
paa Jorden trækker deres Hjerte sig sammen i Stolthed og i Kval, indtil
det ophører at banke. Var Marmion end en haardhjertet og selvkjærlig
Ridder, saa er hans sidste Tanke og sidste Ord dog »England«, han er
knyttet til et større Hele end sit eget egoistiske Liv. Anderledes
Byrons tidligste Helte: de leve fuldstændigt i deres eget Indre, der
udgjør ligesom en helt tillukket Verden for sig selv, og Digteren har
sørget for glimtvis at lade Publikum ane en lignende mørk og afsluttet
Verden i hans egen Sjæl. Hans Individualitet skimtes bag den digtede;
man føler bag Værket et Hjerte, som har lidt, og som søger en Lindring
i halve Tilstaaelser og dunkle Udbrud; Fremstillingen er med eet Ord
i aller fuldeste Forstand personlig, og dermed er en Revolution i den
engelske Digtemaade indtraadt.

I Scotts rent episk formede Digt var det ikke Hovedpersonen, men
Begivenhederne, som især gjorde Lykke, fremfor Alt Slagmalerierne i
sidste Sang, der af den begeistrede Kritik erklæredes for de bedste
siden Homer. Og var Digtet nu vel skikket til at vække Beundring
hos Scotts jævne Landsmænd, saa var det ikke mindre egnet til at
behage ved Hove. Byron havde Ret, da han til Prindsregenten sagde,
at Scott ret forekom ham at være en Digter for Fyrster, de vare
aldrig blevne mere glimrende skildrede end i Marmion og Jomfruen
fra Søen. Jeg gad endog vide, om der ikke i Marmion findes direkte
Hentydninger til Prindsregenten og hans Hustru. Den første kunde neppe
uden Sindsbevægelse læse Skildringen af Kong James’ Optræden i den
pragtfulde HofdragtFor royal were his garb and mien

   His cloak, of crimson velvet piled,

   Frimm'd with the fur of martin wild;

   His vest of changeful satin sheen,

   The dazzled eye beguiled. Marmion V, 8., og den fra Hoffet forstødte
Prindsesse af Wales, hvem Scott havde lært personligt at kjende, da
han i 1806 første Gang feiredes som Løve i London, og til hvis Parti
han som Tory sluttede sig, kunde paa sig anvende Digtets Skildring af
den forladte Dronning Margaretes ensomme Liv, medens den ridderlige og
letfærdige Monarch tilbringer Tiden med sine Elskerinder. Begyndt i 1806
udkom Marmion i 1808, og da Scott Aaret efter anden Gang kom til London,
fik han der en Modtagelse, som vilde have fordreiet Hovedet paa enhver
Anden. Han spillede sin Løverolle med en Godmodighed og et Humeur, som
ikke hyppigt findes hos den, der i en Verdensby er Øieblikkets Helt. Det
siges, at han engang, da han havde underholdt et helt Selskab med sine
Fortællinger og Indfald, og sent paa Natten efter Gjæsternes Bortgang
var bleven alene med nogle fortrolige Venner, med spillende Lune brød ud
i dette Citat af Shakespeare: »I veed, jeg er kun Snedker Snug og ingen
Løve vild«, og saa beskeden var og blev han, at han, da Talen faldt paa
Burns, heftigt sagde, at han ei fortjente at nævnes paa samme Dag som
Burns.

Men var Scott tam og mild som Løve, saa var han des mere gram som Tory.
Hans Reise til London havde særlig til Øiemed at skaffe Medarbeidere til
Quaterly Review; den skulde redigeres i strengt conservativ Aand, og det
var især Spørgsmaalet om Katholikernes Emancipation, der satte Scott i
Bevægelse. Hans Tankegang var den, at naar en religiøs Sekt efter sit
Væsen var nøie forbundet med en udenlandsk Magts politiske Bestræbelser,
og underkastet den aandelige Indflydelse af et Præsteskab, der i Kløgt
og Virkekraft ikke havde sin Lige, saa kunde man ei fortænke Staten i,
at den ikke vilde kalde dens Tilhængere til sine Embeder. »Naar En vil
gaae med et Par Pund Krudt i Lommen, sagde Scott, og jeg er godmodig
nok til ikke derfor at fordrive ham fra mit Hus, saa behøver jeg dog
vel ikke at give ham Plads ved Ilden.« Han vedligeholdt hele sit Liv
disse Anskuelser; thi endnu faa Aar før sin Død sagde han en Dag til
sin Svigersøn: »Jeg holder Papisteriet for saa lav og forfærdelig en
Overtro, at jeg neppe vilde have givet mit Samtykke til Ophævelsen af de
pinlige Straffe, der til 1780 vare i Brug. Men nu, da man har taget den
babyloniske Dame Plasteret fra Munden, veed jeg ikke, hvorfor man gjør
saa mange Ophævelser med Hensyn til at give hende Sæde i Parlamentet.«
Man begriber, at den engelske Almenhed trængte til Digtere som Moore,
som Byron og Shelley, naar man hører en Mand af Scotts Aandsadel og
Dannelse udtale sig med en saa skammelig og grusom Bornerthed.

I 1810 udkom Jomfruen fra Søen. Det var det største succès, Digteren
endnu havde opnaaet. Den herlige Skov- og Fjeldfriskhed, der
gjennemstrømmer dette smukke Værk, dets milde Varme, dets sande
Følelse, der ingensteds stiger til stormende Lidenskabelighed,
det hele Naturbillede, der ikke som hos Wordsworth forstyrres af
Fattighussympathier og Prækeri, virkede betagende paa Læseverdenen.
Digtets Popularitet var saa stor, at Postbefordringsindtægterne paa
de Sceneriet nærmest liggende Stationer fordoblede sig. Man maa tage
sin Tilflugt til Kjendsgjerninger af Scott's eget Liv for at finde
et Sidestykke til saadant et Factum. Da hans Roman 01dgranskeren kom
ud, hvoraf der i to Dage solgtes 6000 Exemplarer, rygtede det sig, at
Scott havde opkaldt Dandie Dinmonts to Hunde »Peber« og »Sennep« efter
nogle Hunde som en Forpagter i Liddlesdale havde givet disse underlige
Navne. Denne Mand, hvis Navn var Davidson og som iøvrigt aldeles ikke
var portraiteret i Romanen, blev derved saa bekjendt, at Folk gjorde
Reiser for at see ham, ja en fornem Dame, der ønskede et Par Hvalpe
af de berømte Hunde, og ikke vidste hans Navn, adresserede Brevet til
Dandie Dinmont — og det kom ham ihænde. The Lady of the lake blev neppe
modtaget med ringere Varme. Et Brev fra den skotske Capitain Adam
Fergusson underrettede f. Ex. Digteren om, at han i Portugal paa Forpost
havde læst hans Digtning høit, udsat for Fjendens Kugler, selv knælende,
medens Mandskabet laa plat udstrakt paa Jorden, og at der, da han læste
Beskrivelsen af Slaget i sjette Sang, havde hersket en lydløs Taushed,
kun afbrudt af et tordnende Hurra, naar en fransk Kugle slog ned i
Jorden ved Siden af.

Hvad finder en moderne og fremmed Læser nutildags i dette Digt? Først
Nationalpræget, Forherligelsen af de nationale og feudale Minder og
Sæder, af Kongemagten og Clantroskaben i klare, levende, uskyldige
Sange, saa Naturskildringer, dugfriske som Christian Winthers — ingen
Psychologi. Her er en gammel Barde ved Navn Allan, en romantisk Olding,
halvt Druide, halvt Prophet ved Navn Brian, romantiske Drømme, der
gaae i Opfyldelse og Prophetier der slaae ind. Men dette er taget med
som folkekjært, ikke som mystisk. Der er ikke Spor af det Uhyggeliges
Romantik, som Scott selv var den sidste til at ville troe paa. Hvor
stor en Moro han end kunde have af sine Aande- og Spøgelsehistorier,
han selv var lige modsat de tydske Romantikere meget langt fra at være
underkastet Indtryk af det Gyselige og Hemmelighedsfulde. Han fortæller
etsteds, at han en Aften, da han kom til et Landsby-Værtshus fik den
Besked, at ingen Seng var ledig. — Er der slet ingen Plads, hvor jeg kan
sove? — Nei, den eneste Seng, som er fri, staaer i et Værelse, hvor der
ligger et Lig. — Er Personen død af en smitsom Sygdom? — Nei. — Godt,
saa giv mig den anden Seng. — Saa lagde jeg mig ned, siger Scott, og har
aldrig tilbragt en mere uforstyrret Nat. — Man tænke sig Novalis eller
Hoffmann i en lignende Situation!

Det er da langtfra, at den romantiske Duft i Jomfruen fra Søen skulde
have noget Ufrisk ved sig. Hvad der gjør Digtet mindre interessant for
os nu, er ikke dette, men det theatralske Arrangement i Skildringen af
Sæder og Skikke. Heller ikke Scott har helt formaaet at omseile den
romantiske Epopees værste Skjær: Balletten, hvorpaa Southey strandede.
Der sker f. Ex. i Digtet Opbud til Krig og nu fortælles omstændeligt,
hvorledes dette gik for sig, idet en Yngling løbende bærer Budstikken
omkring. Her er Alt for Theatervirkningens Skyld stillet paa Spidsen:
Den unge Mand træffer først en Ligfærd og tager den vaabendygtige Søn
bort fra Faderens Lig, saa møder han en Brudeskare og tager Brudgommen
bort fra Bruden. Man seer ligesom Processionen gaae over Scenen og den
grelle Effect, da Budbringeren kommer ilende ind fra Coulissen. Det
gaaer til som paa Theatret: Paa et Stød i en Pibe fyldes tomme Dale
og Høie med Hundreder af bevæbnede Mænd; en Haandbevægelse — og de
forsvinde atter; det er Massevirkninger, og man føler, at Masserne,
ikke Individet, er Digteren Hovedsagen. Han vil først og fremmest med
grelle og tydelige Træk fremstille sit Lands skjønne Sæder: den Fremmede
modtages i Hytten uudspurgt, den ene Fjende deler af Courtoisi sin Plaid
med den anden, da han trættes — dernæst vil Digteren overraske sin
Læser ved uskyldige Effectmidler, Forvandlingsscener og deslige: den
høilandske Fører, der ledsager Fitz-James afslører sig pludselig som
den frygtede Clanhøvding Rodrick Dhu og Fitz-James sig selv tilsidst
som ingen Ringere end Kongen selv. Men hvor sund, hvor let, hvor
glad, hvor bredtstrømmende flyder ikke denne Lovsang over Skotland og
Skotter! Kongen behersker ærekjær som en Konge hos Calderon sin egen
Lidenskab, og Høilændere og Sletteboere, Mænd og Kvinder have alle
Hjertet paa rette Sted. Man nyder Indblikket i en harmonisk Verden og
man savner ikke Wordsworth's straffende og moraliserende Psychologi.
Vil man i Virkeligheden have et lærerigt Modstykke til The Lady of
the lake, da læse man Wordsworth's paa en Ballade i Percy's Samling
grundede Epos Den hvide Daa fra Rylstone, der ligeledes begyndtes 1809,
og som er det Digt, i hvilket Poeten fra Rydal Mount, der vel følte
sig ansporet til Concurrence, kommer Scott's Territorium nærmest.
Det vil neppe falde Nogen ind at negte, at Følelsen er langt dybere
hos Wordsworth. Med sit Had til alle blændende Dyder og glimrende
Laster har han valgt sig en Helt, der, skjøndt lydig Søn og modig
Riddersmand, af Pligthensyn negter at følge sin Fader og sine Brødre,
da de reise Oprørsfanen mod Dronning Elisabeth af England, og som
forstødt og miskjendt uden at kunne dele sine Slægtninges Fare maa
opleve deres Nederlag og forsmædelige Straf. Han har udrustet sin Helt
med Resignation, Fasthed, Hjertensgodhed og en Nazarensk Religiøsitet,
men hvor Meget er her ikke af det forlorent Dybsindige, det affecteret
Halvovernaturlige, det Sentimentale og Salvelsesfulde? Scott seer paa
Naturen og de gamle Sæder med en Jægersmands Øie, Wordsworth med en
Moralists. Wordsworth’s tunglastede Fragtskib bevæger sig langsomt,
dvæler og dræver paa Veien, Scotts Digterbaad løber for fulde Seil kun
efterladende lette Bobler i Læserens Phantasi, men som der i Digtets
3die Sang staaer om Baaden — den løb saa hurtigt, at da den nærmede
sig den modsatte Bred, »var endnu ingen af de Bobler bristet, som den
havde dannet i hele sit Kjølvands Længde; de vuggede sig endnu alle
paa Bølgefladen.« Man vil let forstaae, at Scotts Poesier med deres
Forkjærliglied for de ridderlige Dyder, for Dristigheden og Modet
selv hos oprørske Clanhøvdinge, Sørøvere, Zigeunere, Smuglere o. s.
v., kort sagt med alle de Sympathier, der danne Overgangen til Byrons
Forkjærliglied for det Forvovne og Vilde, havde en Side, fra hvilken de
vare Søskolens moralske og christelige Digtere høiligt imod. Jeg har med
Hensyn hertil fundet et høist charakteristisk Sted hos ColeridgeLetters,
conversations and recollections I, 193., hvor han beskylder Scott for
at arbeide »den for­ dærvede Attraa efter Pirringsmidler ihænde ved at
fremstille den Lastefulde og Infame sympathe- tisk, saa snart den Djævel
blot er forvoven,« og slutter med disse høist gnavne Ord: »Ikke tyve
Linier af Scott ville naae til Eftertiden, de staae ikke i Relation til
Nogenting.« Prophetien er ikke gaaet i Opfyldelse.

Aaret 1811 bragte de to første Sange af Childe Harold og kort derefter
et inderligt Brev til Scott fra Byron med ærlig ment Undskyldning for
det taabelige Angreb i English Bards og Scotch reviewers. Den unge
hidsige Poet havde her overhobet sin ældre Collega med Spottegloser ikke
blot fordi hans Yndlingshelt var en Blanding af »Vildttyv, Røver og
almindelig Kjæltring« men fordi Scott modtog Honorar for sine Skrifter,
skrev for Løn og »arbeidede for sine Brødherrer«. Noget som Byron i sin
første Ungdom, hvor haardt han end trængte, af Fornemhed vægrede sig ved
— indtil han efter sin anden Bortreise fra England lærte at gjøre sig
sine Arbeider tilbørligt indbringende. Han fortrød sin Overilelse mod
Scott ligesaa varmt som alle sine andre Overilelser at samme Art, og den
kortvarige Spænding mellem de to store og elskelige Mænd afløstes nu
af det hjerteligste Forhold. — Men paa Scotts Production havde Childe
Harold en dybt indgribende Indflydelse. Med klart Blik saae han, at han
i den poetiske Fortælling ikke kunde rivalisere med Byron og besluttede
at slaae ind i en anden Kunstform, den, hvori han snart skulde staae
uden nogen Rival i Europa. De Udtalelser om hans Bevæggrunde hertil
og overhovedet alle de Udtalelser om Byron, der findes spredte i hans
Levnet og staae som Vidnesbyrd om hans ædle Humanitet, ere af den mest
elskværdige Aabenhed. I Aaret 1821 sagde han til en Ven: »Jeg har længe
opgivet at skrive Vers. Jeg havde været Seirherre paa denne Løbebane og
vilde ikke opleve den Tid, da jeg havde maattet blive tilbage for en
Anden. Klogskab mindede mig om at stryge Seil for Byrons mægtigere Geni.
Havde jeg været begjærlig efter Digterry og skinsyg derpaa, vilde jeg
maaskee med ligesaa meget Mod som det, Byron udfoldede ved sin Optræden,
have indladt mig paa Tvekampen, eller jeg vilde have sat Publicum i
Forundring og Skræk, idet jeg i egen Person opførte den døende Fægters
Rolle; men jeg tilstaaer heller med den Aabenhed, De i tyve Aar har
kjendt hos mig, at jeg ikke følte mig stærk nok.« Og da han Aaret før
sin Død blev udspurgt, hvorfor han havde opgivet Verset, sagde han
ligefrem: »Fordi Byron har slaaet mig,« og til Spørgerens Indvending, at
han for sin Del kunde ligesaa mange Steder udenad af Scott’s Digte som
af Byrons, svarte han: »Det kan være; men han har slaaet mig af Marken
ved sin Beskrivelse af de lidenskabelige Følelser og sin dybe Kundskab
til det menneskelige Hjerte.« Maatte dette end i første Øieblik være en
bitter Følelse for Scott, saa kunde han med Rette søge Opreisning i den
Tanke, han en anden Gang har udtalt: »Havde jeg Aarsag til at tage mig
det nær, at hans Genies Udfoldelse syntes at stille mig i Skygge, saa
maatte jeg trøste mig med, at Naturen til Gjengjæld havde udrustet mig
med langt større Anlæg til sand Lykke.«

Med Waverley der udkom anonym i Februar 1814 begyndte da den lange
Række af anonyme Romaner, der gjorde Scott og hans Fædreland berømte
over hele den civiliserede Verden. Deres Fremtræden falder sammen med
den nationale Stoltheds Opblussen ved Fredsslutningen med Frankrig og
de haabefulde Udsigter for Fremtiden. Disse Værker ere ikke som de
ypperste Digteres, som Goethes og Byrons, Producter af forskjellige
Udviklingstrin og Dannelsesstadier, ikke heller af dybt indgribende,
personligt oplevede Hændelser, men fuldbaarne Frembringelser af en
uudtømmelig Fortællergave og et ualmindeligt charakteriserende Talent.
De betegne i to Retninger et overordentligt Fremskridt — med Hensyn
til Opfattelsen af det Historiske og med Hensyn til Fremstillingen af
det borgerlige Liv. Medens det 18de Aarhundredes Historieskrivere,
hvis Ideal laa i deres egen Tid, havde opfattet deres Kald som et
mere oratorisk end digterisk, og med abstract Forstandighed havde
syslet med de politiske og civilisatoriske Spørgsmaal uden Blik for
Climaternes og de geographiske Situationers Indflydelse og uden Syn paa
de ethnographiske Aarsager, da Folket som Folkeslag overhovedet ikke
spillede nogen Rolle i deres Bevidsthed — gik Walter Scott som historisk
Romanforfatter fremfor Alt ud paa at give en farvet Fremstilling af
den bestemte Tidsalders og det bestemte Lands Eiendommelighed og var
saa meget mindre fristet til at lade sine Helte optræde i sin egen
Tids Costume, som han inderst inde i sin Sjæl langt foretrak Fortidens
brogede og colorerede Liv for sit eget Aarhundredes farveløse Færd og
glatte Raisonnementer. Chateaubriand havde faa Aar forud i Martyrerne
gjort det første Forsøg paa at maale enhver Tidsalder med dens eget
Maal og gjengive Oldtidens Physiognomi i levende Malerier. Men Walter
Scott er dog den egentlige Opdager og Gjennemfører af hin »Localfarve« i
Digtningen, der blev Grundlaget for Romantismens hele Poesi i Frankrig
og som fra først af inspirerede Hugo, Mérimée og Gautier. Ja ikke
nok med at han med sin historiske Sands blev en hel Digterskoles
Veiviser, han udøvede ved sine fordringsløse Romaner den største
Indflydelse paa det nye Aarhundredes Historieskrivning. Det skal ikke
glemmes, at det var Walter Scotts Ivanhoe, som bragte Augustin Thierry
paa den Tanke, at der bag Clovis’, Carl den Stores og Hugo Capets
Bedrifter laae som de sande Aarsager til Begivenhederne Racekampen
mellem Normanner og Saxer og Sporene af en frankisk ErobringG. Brandes:
Den franske Æsthetik i vore Dage S. 168.. Denne Digter, hvis Blik for
det enkelte moderne Menneskes Sjæleliv ikke var dybt, og som overfor
den moderne individualistiske Tid var paa mange Maader bundet og
hildet ved nationale, monarchiske og religiøse Fordomme, besad i Kraft
af sin mægtige Naturalisme, saasnart han stod overfor Menneskene som
Clan, som Folk, som Stamme eller Race det skarpeste Opdagerblik for
Natursubstansen i dem. Han, som var vant til i sin Tanke at tumle med
Modsætningen mellem Skotter og Engelskmænd, fandt let og som ved en
pludselig Inspiration Betydningen af Racemodsætningen mellem Angelsaxer
og Normanner, og hans Skildringer have derved en ligesaa stor Betydning
for Folkepsychologien som Byrons have det for den Enkeltes Psychologi.
Men hertil kommer disse Bøgers store Fortrin som Skildringer af alle de
borgerlige Samfundslag i udprægede og typiske Repræsentanter. Medens
man i det forrige Aarhundredes Romaner (Fielding's f. Ex.) tumler fra
een Værtshusscene til en anden, aabenbarer det borgerlige Liv sig hos
Scott i hele sin troskyldige Bredde. Og Værdien heraf forøges endnu
ved den realistiske Energi, hvormed Individet er malt. Englænderne
have altid sat Pris paa den Evne hos Digteren, at kunne skildre med
haandgribelige og øiensynlige Enkeltheder, saa at Skikkelsen tegner
sig for Læserens Øie. Deres drøie, sunde Forstand glæder sig ved det
kraftigt anskuelige Udtryk. De ønske helst det poetiske Billede udført
med saa kraftige Farver, at man seer det for sig, som var det et Vaaben,
malet paa et Skilt. Denne Forkjærlighed kom Scott som Romanforfatter
imøde. Man tilgav ham gjerne hans Beskrivelsers og hans Samtalers
græsselige Bredde, fordi den tydelige Anskuelse derigjennem indvandtes,
enten ved Addering af Træk efter Træk eller ved uendelig Gjentagelse
af de samme Charaktertræk. Er hans Fremgangsmaade trættende, saa er
han dog ligefuldt en af de største Charaktertegnere, som har levet. En
Kvindeskikkelse som Diana Vernon i Rob Roy eller som Jeanie Deans i
Fængslet fra Edinburgh, en historisk Personlighed som Ludvig den 11te i
Quentin Durward staaer paa Høiden af hvad Romandigtningen har naaet.

Men der var fra først af en stor Mislighed ved disse Romaners
Frembringelsesmaade, en Mislighed, som i den følgende Tid gik i Arv
til en hel Klasse af talentfulde Romanforfattere: det ukunstneriske
Hurtigskriveri, der med kolossale Honorarer for Øie drev Digtningen
fabrikmæssigt som en Industri. Allerede i Aaret 1809 var Scott traadt
i Forbindelse med Forlæggerfirmaet Ballantyne, der trykte og udgav
Quaterly Review for ham som Romanforfatter gik han formeligt i Compagni
med sin Bogtrykker og Forlægger, et Firma, som desværre var langt
mere entreprenant end forsigtigt. Han skrev nu med en fabelagtig
Hurtighed. Guy Mannering blev skrevet og samtidigt trykt i 25 Dage,
og snart drev han det til gjennemsnitligt at levere 12 Bind om Aaret;
at have 40 trykte Sider færdige før Middag var ham kun et almindeligt
Formiddagsarbeide. Afsætningen svarede til den uhyre Produktion: af Rob
Roy blev 10000 Exemplarer udsolgte i 6 Uger, af de senere Romaner var
Salget endnu mere rivende; for ved et Tal at tydeliggjøre, hvilken Grad
af Udbredelse Bøgerne naaede, vil jeg blot meddele, at i Aaret 1822
alene udgav Scotts Forlægger 145,000 Bind gamle og nye Romaner af ham.
Honorarerne steg med Afsætningen: for de to første Udgaver af Napoleons
Levnet modtog Scott 18,000 Pund, og hans aarlige Indtægt i Honorarer var
til 1826 intet Aar ringere end 200,000 Kroner dansk. Han anvendte disse
Penge til Udvidelse af sin Eiendom Abbotsford og til Opførelsen af en
formelig Borg, hvor han med fyrstelig Gjæstfrihed optog den Hærskare
af Gjæster, der oversvømmede hans Hus og for lange Tider ad Gangen
slog sig til Ro der. Hans Navnkundighed og Popularitet var i uafbrudt
Stigen. Under sit Triumphophold i London 1815, hvor man i ham ei blot
hyldede Digteren men Patrioten, Edinburgh’s Æresborger, der havde gjort
sig bekjendt ved sit glødende Had til Napoleon, blev han indført hos
Prindsregenten, der overøste ham med Naade. Man har fra dette Besøg en
Anekdote, der dog giver en Art Forestilling om ved hvilken Art af Vid
det var, at Tronfølgeren en kort Tid kunde vinde og bestikke. Der var
Aftenselskab bos Prindsregenten, og Scott havde som Æresgjæst uafbrudt
maattet fortælle, medens Prindsen bestandig skjemtende stræbte at lede
ham paa Glatis for at faae ham til at tilstaae Forfatterskabet til
Waverley-Romanerne. Scott bøiede behændigt af, og gav sig for at undvige
Spørgsmaalene til at fortælle en sand Historie om sin gamle Bekjendt
Overdommer Braxfield, der paa sine Retsrundreiser pleiede at overnatte
bos en rig Godsbesidder, der ligesom Dommeren var lidenskabelig
Skakspiller og ofte lod et Parti henstaa uafgjort fra det ene Aar
til det andet. Godseieren begik en grov Forbrydelse og det tilfaldt
Braxfield at udtale Dødsdommen over sin Ven og Medspiller. Han satte
den sorte Hue paa sit Hoved og oplæste Dødsdommen, der endte med de
Ord »at du skal hænges ved din Hals, til du er død.« Han sagde disse
sørgelige Ord med al mulig Pathos, saa tog han den skjæbnesvangre Hue
af og med et fiffigt Smil og Nik til sin Spillekammerat tilføiede han:
»Og nu Donald, min Gut, tænker jeg at have gjort dig skakmat for evigt!«
I det samme Øieblik udraabte Prindsregenten: Høit leve og endnu engang
høit og tredie Gang høit Forfatteren til Waverley! og endnu et Glas
for Marmions Forfatter! og med et Blik paa Scotts for legne Ansigt og
afværgende Miner tilføiede han: Og nu Walter, min Gut, haaber jeg at
have gjort dig skakmat for evigt! — Fængslet i Edinburgh en af Perlerne
blandt Scotts Værker, udkom i 1818; den hævede Digteren til hans Ryes
Høieste. Da fulgte i December 1819 Ivanhoe og ledsagedes af en uhyre
Bifaldsstorm. Over hvor faa og ringe Virkelighedselementer Scott
formaaede at forme sin poetiske Verden sees bedst ved denne mesterlige
Roman. En Hr. Skene, der kom hjem fra en Reise i Tyskland, fortalte
Scott en hel Del om Jødernes Tilstand der, deres særegne Dragt og Sæder,
og den Haardhed, hvormed de bleve behandlede. Det var Scott nok til
derpaa at bygge en saa herlig Skildring som den af Isaac og Rebecca. Var
han i sit private Liv høist bornert med Hensyn til Spørgsmaalet om de
fra Kirken afvigende Troesbekjenderes politiske Rettigheder, saa gjør
det ham som Digter des større Ære, at han med en saadan Fordomsfrihed
kunde gjøre en Jødinde til Heltinden i sin Roman og udruste hende med
en saa uopnaaet ideal og dog natursand Skjønhed. — Aaret 1823 bragte
Quentin Durward, i hvilken Scott for første Gang betraadte fremmed
Grund og som forøgede hans engelske og amerikanske Navnkundighed med en
ligesaa stor i Frankrig, Tydskland og Italien. Hr. Skenes Dagbøger fra
Frankrig vare Scott nok til at give Digtet den beundringsværdige Farve,
det har. — Hans Navn var nu i Alles Munde og kjendt selv af de mest
ulærde Mænd blandt hans Landsmænd. Under den forfærdelige Trængsel, der
i London opstod ved Kroningsfesten, var Digterens Liv især paa Grund af
hans Lamhed udsat for Fare. Midt paa en Plads var der draget et Spalier
af skotske Gardedragoner og Scott tiltalte en af Underofficiererne og
bad om at maatte træde ind i det aabne Rum bagved. Manden svarede kort,
at han havde streng Ordre, Sagen var umulig. I det Samme raabte en af
Digterens Ledsagere, der saae en ny Menneskeskare komme: Sir Walter
Scott, tag Dem i Agt! Neppe hørte Dragonen dette Navn, før han raabte:
Hvad? Sir Walter Scott! Han gaaer overalt frit igjennem! og idet han
vendte sig til sine Kammerater, sagde han: Gjør Plads, Folk, for Sir
Walter Scott, vor store Landsmand. Folkene svarte: Sir Walter Scott! Gud
velsigne ham! — Saaledes modtog den franske Hær i Africa Horace Vernet
med Trommehvirvler, Fanfarer og de samme militaire Æresbevisninger,
der vistes en Overgeneral. Jeg kan ikke tænke mig nogen større Triumph
for en Kunstner end denne Hyldest af den menige Mand. I 1826 indtraf
Krisen i Digterens Liv. Forlæggerfirmaet Ballantyne, hvori han var
Parthaver, gik Fallit og det viste sig til den økonomiske og i sine
Privatanliggender yderst nøiagtige Scotts Forbauselse, at Gjælden beløb
sig til den uhyre Sum af 117000 Pund. Han bar sin Ødelæggelse som en
Mand. Den kongelige Bank sendte en Deputation til ham for at sige ham,
at den i enhver Henseende stillede sig til hans Raadighed. Han modtog
ikke dens Tilbud. Anonymt blev en Gave af 30,000 Pund ham tilbudt, han
afslog Alt. Han besluttede med Heltemod at gjøre det fortvivlede Forsøg
paa med sin Pen at betale den uhyre Gjæld og ikke unde sig Rast eller Ro
før han havde indløst de Forpligtelser, Andres Letsindighed og Uorden
havde læsset paa hans Skuldre. Men det kan heller ikke undre Nogen, at
fra nu af synker hans Productioners Værdi stedse mere. Den stakkels
Skribent afsluttede Contract om Bøger — saa og saa mange Romaner at
levere i et Aar — hvis Indhold, ja hvis Titelblad han ikke kjendte.
Netop i denne ulykkelige Tid, faa Maaneder efter Falliten, mistede han
sin høit elskede Hustru; hans Forretninger tillode ham end ikke at sidde
ved hendes Dødsseng. Han skrev og skrev, af Romanen Woodstock et halvt
Bind i fire Dage, medens Creditorerne stormede ind. Han, som havde seet
sit Hus fuldt af Gjæster fra Morgen til Aften, levede nu en Eneboers
Liv. Capitain Basil Hall skildrer det nedslaaende Indtryk det gjorde
paa ham, da han kom ind til Scott, og saae den Mand, der pleiede at
sidde tilbords med sin Hustru overfor sig og omringet af Slægtninge og
Fremmede, sætte sig ved Bordet, og Tjeneren bringe et Couvert til Een. —
Han foretog endnu nogle Reiser, bl. A. en for at foretage Archivstudier
til Paris, hvor en Deputation fra »Les dames de la halle« overbragte
ham en Kjæmpebouquet; han udgav sine samlede Værker — Afsætningen af de
ni første Bind var 35,000 Exemplarer om Maaneden — han betalte en Del
af sin Gjæld; han saae med Sorg England begive sig ind paa Reformernes
Vei — i 1830 udraabte han: England er intet Opholdssted mere for ærlige
Mennesker, siden disse nye Reformer faae Raaderum — han foretog syg,
svækket og lammet i en Del af Ansigtet sin sidste Udenlandsreise, under
hvilken han endnu i Neapel samlede alle de gammelitalienske Ballader og
Sange, han kunde opspore, sammen; han ilede syg hjemad for at døe i sit
Fædreland og udaandede i September 1832 netop et halvt Aar efter Goethe.
Han havde hele sit Liv igjennem været en oprigtig, mildt rationalistisk
Troende, fuldstændig uberørt af sit Aarhundredes prøvende og dristige
Videnskab. I 1825 sagde han en Dag: »Jeg haaber, der gives faa
Mennesker, som negte Guds Tilværelse, ja jeg troer, at Ingen nogensinde
har haft en saa afskyelig Anskuelse.« Samtidigt indrømmede han, at
Helvedes Ild og Sphærernes Musik kunde være billedlige Udtryk, ligesom
han jo med Glæde og uden Indignation modtog Tilegnelsen af Byrons Kain.
Han var i religiøs Henseende som i politisk og poetisk endnu ikke naaet
til Personlighedens Frigjørelse fra de tilfældige Traditioner, i hvilke
den fra Fødselen af er holdt bunden. Ogsaa paa dette Punkt overlod han
den yngre Digterslægt en uløst, men af Historiens Gang tydeligt betegnet
Opgave.

See vi fra vor Tids Høide tilbage paa det andet Tidsrum af hans
Digtning, Prosa-Perioden, og den hele lange Rækkefølge af Romaner,
saa er det En ikke muligt at see dem i samme Lys, hvori de stode for
hans Samtid. Vi begribe, at de maatte tilfredsstille, da vi forstaae,
at de aldrig vakte Anstød, altid kunde hilses med Glæde, ikke blot
som poetiske, men som moralske. Men netop dette er Aarsag til, at de
have mindre Interesse for os. Man kan i de moderne Litteraturer uden
Overdrivelse opstille den Lov, at en Skribent maa gjælde for umoralsk
og maa vække Anstød idetmindste hos een Generation af sin Samtid, hvis
han ikke allerede skal forekomme den ham nærmest følgende Generation
triviel og bornert. Manglerne ved Scotts Romaner falde os nu i Øinene.
De fornøie Læseren ved Charaktertegningens Dygtighed og Dialogens
Liv, men de tilfredsstille ikke Forstanden, de sætte ikke i nogen høi
Grad Følelsen i Bevægelse, de spænde ikke engang Nysgjerrigheden.
De ere sjælfulde, men ideeløse. Det gjaldt, føler man, for Scott
som patriotisk Digter, efter at Macpherson og Burns havde henledet
Opmærksomheden paa Skotland, om at holde denne Interesse vedlige.
Derfor skriver han saaledes, at han aldrig kan jage nogen Læser,
selv den Bornerteste paa Flugt. Han, hvem en Kunstners Sandser vare
negtede, berører Kjønsforholdet paa saa skaansom en Maade, at erotiske
Skildringer næsten ere udelukkede. Og han, hvem Moralen var vigtigere
end Kjærligheden til Kunsten, gjenfremstillede ikke de gamle Tider
anderledes end med saa stærk en Mildnen af deres brutale Elementer,
at den historiske Sandhed i høi Grad lider derunder. Den Kunstgenre,
han indførte og som betegnede et saa betydeligt Fremskridt fremfor
den ældre Roman, er i vore Dage paa sin Side forældet; han har over
hele Europa indseet, at den historiske Roman med alle sine Fortrin
var en Bastardart, snart saa belæsset med historisk Materiel, at den
poetiske Udvikling staaer stille, snart saa fri i sin Omdigtning af
Historien, at de reelle og de tildigtede Elementer i Forening frembringe
en høist uharmonisk Concert. Hvor stødende er f. Ex. ikke den Maade,
hvorpaa i tiende Capitel af Fængslet i Edinburgh’s 3die Del historiske
og opdigtede Repliker af Hertugen af Argyle ere nittede sammen!
Hertil kommer, at det er blevet os stedse mere klart, hvor afvigende
det Totalbillede, der her gives, er fra den fjerne Tids virkelige
Charakter, der hyppigt slet ikke vilde forstaaes eller dog slet ikke
vække Sympathi, ifald den fremstilledes usminket som den var. Scotts
Talismanen og Korsfarerne ere Leiebibliotheksromaner om Korstogenes
Eventyrlande og eventyrlige Bedrifter, næsten ligesaa uvirkelige
som Tasso’s Det befriede Jerusalem, men skrevne med langt ringere
poetisk Talent og uden Tasso's samvittighedsfulde Kunstnerkjærlighed
til Udførelse og Stil. Hvor kunde det være anderledes hos en Digter,
der som Scott skrev uden nogensinde at gjennemlæse endsige rette det
nedskrevne Blad, uden Trang til at sammentrænge og uden at stille
alvorlige Fordringer til sig selv med Hensyn til Korthed og Composition.
Han stiller endnu færre Fordringer til sin Læser med Hensyn til
Agtpaagivenhed og Finhed i Opfattelsen. Han gjentager sig og lader
sine Personer gjentage sig, snakker med midt i Fortællingen, peger
med Fingeren og forklarer, og nøies ikke med at lade Personligheden
optræde med et bestemt Præg, men lader den selv i Nødstilfælde gjøre
Bede for sit Væsen med Udbrud som: »jeg taler nu med Rolighed, skjøndt
det strider imod min Charakter« eller med Repliker, i hvilke den
Talende selv uddrager Moralen af sine slette Handlinger af Frygt for
at Læseren skal oversee den og forføres. (Læs f. Ex. George Staunton's
hele Skriftemaal til Jeanie Deans, et Mønster paa slet Stil og falsk
Psychologi). Overfor saa store Mangler i Detaillen nytter det ikke,
at Compositionens Grundtræk i de bedste Romaner ere fortræffelige og
gjerne samle sig til en eller flere store dramatiske Katastropher. En
Bog, der skal beholde sit Ry et Aarhundrede igjennem, maa ikke blot være
poetisk anlagt, men kunstnerisk gjennemført paa hvert enkelt Punkt,
Noget, hvortil Scott fra det Øieblik af, da han begyndte at skrive i
Prosa, aldrig gav sig Tid. Selv den mest dramatiske Scene, Scott har
forfattet: den herlige og gribende Retsscene i Fængslet fra Edinburgh,
hvor Jeanie med blødende Hjerte, men ædel Sandhedskjærlighed aflægger
Vidnesbyrdet mod sin egen Søster, taber Halvdelen af sin Virkning ved
den Bredde og Skjødesløshed, hvormed den er fortalt. Af Thomas Moores
Memoirer seer man, at Bogens Hovedindhold: den unge Pige, der negter
at aflægge Vidnesbyrd for sin Søster i Retten, og derefter foretager
den lange Reise for at bønfalde om hendes Benaadning, er en factisk
Begivenhed, som i et anonymt Brev blev Scott meddelt. Han har havt det
skarpeste Blik for denne Begivenheds sædelige Skjønhed, men meget lidt
for dens dramatiske Charakter. Havde Scott besiddet kun halvt saa meget
Talent, men dobbelt saa stor Dannelse og Selvkritik, da vilde han vel
ikke have gjort den larmende Opsigt, han vakte, men have frembragt
Værker af høiere og varigere VærdOm bildende Kunst synes han ikke at
have havt noget Begreb. For at give et Billede af den gamle Puritaner
i Fængslet i Edinburgh siger han følgende Uhyrlighed: »Det var et
Maleri, i hvilket Rembrandt syntes at have udført de lyse Partier, men
Michel Angelos livfulde kraftige Pensel den skarpe Contour«. Han følte
det selv, at det var hans Dannelses Lacuner, der forhindrede ham i at
naae det Høieste paa Digtekunstens Omraade. Der findes etsteds i hans
Dagbog et lille mærkeligt Resumé af hans Levnet: »Hvor forunderligt
har mit Liv ikke formet sig! Min Dannelse er halv, min videnskabelige
Opdragelse blev forsømt eller overladt til mig selv. Saaledes stoppede
jeg mit Hoved fuldt af en Masse dumt Tøi og blev en Tid lang miskjendt
af mine Jævnaldrende. Dog kom jeg frem og gjaldt for en klog og dygtig
Fyr til deres Beskjæmmelse, som havde holdt mig for en Drømmer [...] Og
nu maa jeg styrte vingeskudt ned fra min Stoltheds Høide, blot fordi
det falder Londonerbørsen ind at gjøre sig gal, og jeg arme skikkelige
Løve trænges nu haardt derfor af Bjørne og Oxer.« Det hævner sig i dette
Aarhundrede paa en Digter at være uberørt af den hele moderne Videnskabs
Gang. Kan han ikke som Byron ved en Intuition ane Alt hvad Videnskaben
søger og fastslaaer, saa falde hans Værker ud af de Dannedes Hænder for
at gribes af dem, der kun søge Underholdningslecture, eller de bevares
og indbindes af de Dannede — for af dem at bortskjænkes som Fødselsdags-
og Confirmationsforæringer til deres Sønner og Døtre, Neveuer og
Niècer. Det er denne Lod, som er bleven Scotts. Den Digter, som i vort
Aarhundredes andet og tredie Tiaar beherskede det litterære Marked, som
paavirkede alle Europas Lande og som i Frankrig havde Efterlignere som
Mérimée og Hugo og den ældre Dumas (Les Mousquetaires), i Italien en
Discipel som Manzoni, i Tydskland Aandsbeslægtede som Fouqué, i Danmark
Beundrere og Elever som Poul Møller, Ingemann og Hauch, er i vore Dage
ved Tidens stumme, men lærerige Kritik bleven Yndlingsdigteren for
Drenge og Piger omkring Fjortenaarsalderen, en Digter, som alle Voxne
have læst og ingen Voxen nogensinde læser.

XI.

I Keats’s beundringsværdige Fragment Hyperion forekommer der en Scene,
hvor hele den styrtede Gudeæt ligger overvunden i en dyb Klippehule
under Jorden. Man er ved at holde Raad, og Titanernes Grud, den gamle
Saturn, slutter sin modløse Tale: »Her ere I, overvældede, sparkede
og slagne. O Titaner, skal jeg sige: Reiser Eder! — I stønne. — Skal
jeg sige: Bøier Eder! — I stønne. Hvad kan jeg da? O vide Himmel! O Du
min aldrig sete kjære Fader! Hvad kan jeg? [...] Siger mig det, alle I
Broderguder, hvor­ ledes vi kunne føre Krig og styre vor Harme [...]«
Da reiser først Oceanus sig, Havets grundende og tankefulde Gud, og
ryster sine nu tørre Lokker og begynder med den mumlende Røst, som
hans Tunge fra først af opfangede fra Skummets Skvulp mod Sandet og
byder de af Lidenskaber Stungne at søge Ro og Trøst i den Tanke, at de
falde ved Naturens Lov, ikke ved Tordenens eller Jupiters Kraft. »Store
Saturn! du har styret Atom-Universet godt, men Kongemagten har blændet
dit eget Øie, saa at een Vei til Sandhed har været dunkel for dig, ad
hvilken jeg har vandret til evig Klarhed. Vid først, at som du ei var
den første af Magterne, saaledes er du ikke den sidste; det er ikke
muligt. Du er hverken Begyndelsen eller Enden. Fra Chaos og det fædrene
Mørke kom Lyset som den første Frugt af hint indre Oprør og hin mørke
Gjæring, der modnede sig selv til underfulde Formaal. Modenhedens Time
kom, og med den Lys, og Lyset virkede avlende paa dets egen Frembringer
og vakte den hele uhyre Stofmasse til Liv. I selve hin Time bleve vore
Forfædre Himlen og Jorden aabenbare; saa fandt du, den Førstefødte og
vi, Giganternes Slægt, os selv styrende nye og skjønne Riger. Men nu
følger den smertelige Sandhed: [...] Mærker det vel! Som Himmel og Jord
ere skjønnere, langt skjønnere end Chaos og det tomme Mørke, skjøndt de
en Gang vare Herskere, og som vi bag dem skue Himmel og Jord, faste og
skjønne i Skikkelse og Form, i Villie og Handling og tusind andre Tegn
paa et renere Liv, saaledes skrider nu en ny Fuldkommenhed frem lige
bag vore Hæle, avlet af os og skjæbnebestemt til at overgaae os, som
vi i Hæder overgaae hint gamle Mørke; heller ikke ere vi mere erobrede
derved end det formløse Chaos's Herskermagt engang erobredes af os. Sig,
gaaer den tunge Muldjord vel i Rette med de stolte Skove, den har næret
og endnu nærer med større Gavmildhed end sig selv? Kan den fornegte de
grønne Lundes Herredømme? eller skal Træet være skinsygt paa Duen, fordi
den kurrer og har snehvide Vinger, hvormed den kan flyve hvorhen den
vil efter Lyst og Lune? Vi ere saadanne Skovens Træer og vore skjønne
Grene have avlet ikke blege ensomme Duer, men gyldentfjædrede Ørne,
der svinge sig høit op over os i deres Skjønhed, og som maa regjere i
Kraft heraf, thi det er den evige Lov, at den første i Skjønhed skal
være den første i Magt. Ja i Kraft af denne Lov kan en anden Slægt
bringe vore Erobrere til at sørge som vi nu. Have I seet den unge Havets
Gud, som har fordrevet mig fra mit Rige? Have I seet hans Vogn, der
flyver gjennen Skummet, draget af ædle vingede Skabninger, han har
frembragt? Jeg saae ham glide hen over de beroligede Vande med saadan
en Glød af Skjønhed i sit Øie, at det bragte mig til at byde mit hele
Rige et tungt Farvel [...]« Saaledes taler Oceanus. Og da de faldne
Guder, enten overbeviste eller harmfulde tie, bryder een, paa hvem ingen
tænkte, en Gudinde: Clymene, den lange Taushed, og med hektiske Læber
og milde Blik taler hun saaledes frygtsomt blandt de Stolte: »O Fader
jeg er her den ringeste Stemme og al min Kundskab er den, at Glæden er
forsvunden og at Kval har sneget sig ind i vore Hjerter for, frygter
jeg, at blive der for evigt. Jeg vilde ugjerne varsle ilde [...] dog
lader mig fortælle min Sorg, sige, hvad jeg hørte og hvorledes det
bragte mig til at græde og indsee, at vi have mistet alt Haab. Jeg
stod paa en yndig Kyst, hvorover en sød Brise blev henaandet fra et
duftende og stille Land med Træer og Blomster. Kysten var fuld af rolig
Glæde, som jeg af Sorg, saa rig paa Glæde i sin lune bløde Varme, at jeg
fornam en Tilbøielighed til ligesom at rette en Bebreidelse mod denne
sorgløse Egn i Sange om vor Jammer og Musik om vor Kval, og jeg satte
mig ned og tog en Conchylie med aabne Læber og mumlede ind i den og
dannede en Melodi ̶ ak ikke mere at kalde Melodi! thi medens jeg sang
og med fattig Kunst lod den dumpe Skals Echo strømme over i Brisen,
kom fra en skovbevoxet Strand overfor mig, fra en Ø ude paa Søen, med
den nu skiftende Vind, en Fortryllelse, som paa een Gang druknede mine
Sandser og vakte dem til Live. Jeg kastede min Muslingskal bort ned paa
Sandet og en Bølge fyldte den, lige som min Sands blev fyldt med den
nye, velsignede, gyldne Melodi. Der var levende Død i hver Strøm af
Lyd, i hvert Bundt af henrykt henhvirvlende Toner, der sank en efter
en og dog alle paa een Gang lig Perler, der pludseligt falde fra deres
Snor; og saa en ny og atter en anden Sang, hver lig en Due, som forlader
sin Olivenkvist, med Vinger af Musik istedenfor af tause Fjær; de kom
svævende om mit Hoved og gjorde mig syg af Glæde og Sorg paa een Gang.
Dog Sorgen overvældede mig og jeg holdt mig for mine beruste Øren, da
der gjennem mine skjælvende Hænders Lukke trængte en Røst sødere, sødere
end alle Melodier, og utallige Stemmer raabte : »Apollo, ung Apollo!
morgenlyse Apollo! hil dig, ung Apollo!« Jeg flyede, det fulgte mig og
raabte »Apollo!«« —

Keats har aldrig skrevet noget saa smukt som dette Sted, og det er
ligesaa tankedybt som deiligt. Jeg stiller det ikke i Spidsen for hvad
jeg har at sige om ham alene som Prøve paa hans Poesies Storhed og
Fylde, men som Indledning ikke blot til hans, men til den hele yngre
Digterslægts Optræden efter at Søskolen og Scott havde erobret det
poetiske Scepter. I de regjerende Guders Navn er den menneskelige Aand
altid fordømt til Ubevægelighed og Stillestaaen. Fremskridtet behøver et
Tronskifte. Wordsworth og Scott vare som mægtige Titanguder, hvis Glands
blegnede for den unge Slægts, og Keats selv var den straalende Fugl, der
hævede sig høit op i Luften fra Wordsworth’s gamle storbladede Steneg.
Var ikke Byron den nye Havets Gud, der befoer Lidenskabens Vande med
en Skjønhed i sit Øie, som bragte Tidens største digteriske Genius til
at forlade sit Rige, sikker paa ei at kunne bestaae i Væddekampen? Og
løde ikke Shelleys Melodier saa sødt berusende og uhørt dristigt gjennem
Luften, at de endnu den Dag idag trænge igjennem overalt, skjøndt man
med Clymene holder for sine Øren og saa længe som muligt vægrer sig
ved at laane de nye Toner villigt Øre? Det nytter ikke Noget, thi fra
alle Sider høre vi nu Raabene: Apollo! morgenlyse Apollo! — De gamle
Guder indtoge som i Digtet en forskjellig Holdning. Scott, den ædleste
af dem alle, strøg, som vi have seet, Flag for Byron med en Adel og
Mildhed som har føiet en Krands til hans mange andre, Wordsworth trak
sig knurrende tilbage til sine Søer med en Plagiatbeskyldning mellem
sine Læber, Southey spyede Galde og Gift — og imens indtoge de nye, unge
Guder deres Troner og slyngede Solstraalerne som Glorier om deres Isse.
Keats var den aller yngste af de unge og udrustet med eiendommelige
Attributer og et eget Rige, i hvilket Ingen af de andre gjorde noget
Indgreb. Han er et af de mange Exempler paa, hvorledes de fineste og
sjeldneste Organismer kunne opdukke i grove ydre Forhold og udfolde sig
næsten uden Begunstigelse af Omstændighederne. Denne Yngling, der død
i sit 26de Aar har efterladt sig Mesterværker, som Ingen der har læst
dem, kan glemme, og hvis Navn Shelley i sin Adonais har skrevet ind
blandt sine Stjerner, var Søn af en Londonerhyrekudsk og opdraget som
Apothekerlærling. For de fleste af den ældre Slægt var han ubekjendt.
Wordsworth — den eneste ældre, mod hvem hans Blik stadig var vendt,
og med større Ærefrygt, end nogen Anden af de unge følte for ham, —
selv Wordsworth viste sig kold. Da Keats en Aften hos Maleren Haydon,
hvor Veteranen fra Rydal Mount var tilstede, blev opfordret til at
foredrage den skjønne Hymne til Pan af hans Endymion's første Bog, hørte
den graahærdede Digter den til Ende uden Afbrydelse og bemærkede saa
blot, at det var »et smukt Stykke Hedenskab«. Det var det, og Ære være
Keats derfor! Men Wordsworth vilde neppe sige noget Smigrende dermed.
Saaledes lød da den vægtigste Stemme fra den gamle Digterskole. En
anden lød fra Tidens kritiske Oldermænd. Den var skrattende og hæs.
Baade Quarterly og Blackwood Review gjennemhaanede Endymion paa den
taabeligste Maade. Det blev sagt Forfatte ren, at han »gjorde bedre i
at vende tilbage til sine Apothekerkrukker« og man erindrede ham om, at
»en forsulten Apotheker dog er bedre end en forsulten Poet.« Braadden
stak og smertede visselig dybt, hvor roligt den unge Digter end i Breve
udtaler sig om den forsmædelige Adfærd, der var vist ham. Det er høist
usandsynligt, at den Tradition, der strax dannede sig mellem Keats
Bekjendte, om den nedbrydende Virkning, som disse Artikler havde paa
hans Helbredstilstand, skulde, som det nu altid paastaaes, savne al
Grund. Dræbt af en Artikel, som det hedder i Byrons Don Juan, blev Keats
visselig ikke, og hans Udtalelser godtgjøre i ethvert Fald tilfulde,
hvor dyb en Foragt han nærede for de nævnte Udgydelser imod hans Kunst
og Person; men hans Ærgjerrighed var heftig, hans Sind modtageligt for
Indtryk og hans Legeme havde Dødens Spire i sig; intet Under da om
hadske Anfald udenfra rystede en Organisme, der indenfra blev bestormet
af tærende Lidenskab og tærende Sygdom.

Keats fødtes i October 1795, mistede 9 Aar gammel sin Fader, sattes
af sin Moder i en god Skole og mistede hende til sin ubeskrivelige
Sorg endnu som Dreng. Hans Udseende svarede til det Indtryk man nu
faaer af hans Poesi. Medens den ætheriske og kvindelige Shelley havde
en slank, fin og smalskuldret Skikkelse og en skinger Røst, havde den
ægte jordiske og tungfodede Keats til en noget vel lille Underkop et
bredt kraftfuldt Bryst med stærke Skuldre og en dyb alvorlig Stemme.
Hans lille Hoved var omgivet af tykke brune Lokker, Øinene store,
glødende mørkeblaae og glimtende ved stærk Sindsbevægelse, Munden
smukt formet, men Underlæben saaledes fremspringende, at det gav
Ansigtet en udfordrende og krigerisk Charakter. Grundtrækket hos ham som
Dreng var da ogsaa en lille engelsk Grævlingehunds Haardnakkethed og
Bestemthed, et Træk som lod slutte, at han snarere vilde udmærke sig ad
den krigeriske Løbebane end ad den litterære. Han viste tidligt et stort
personligt Mod og var en Mester i Legemsøvelser; kort før han fik Tæring
afpryglede han en uhøflig Slagtersvend i regelmæssig Boxerkamp. Han kom
ud af Skolen 15 Aar gammel og fra sit 15de til sit 20de Aar fik han ved
sine Slægtninges Hjælp en Plads paa et Apothek i Edmonton som Hjælper
hos en ret dygtig Chirurg, der efter Tidens Skik forenede en Læges og
en Apothekers Bestilling. I 1816 begyndte han som Student at besøge
Hospitalerne i London, men opgav snart Medicinen for Litteraturen. Efter
nogle Aars Samliv med en Del af de unge Mænd i Datiden, hvis Interesser
grupperede sig om Kunst og Poesi, og som bare Landets litterære Fremtid,
ramtes han af den Sygdom, der alt havde dræbt hans Moder og yngre
Broder. Den udvikledes under Bekymringen for, hvor ledes han skulde
skaffe sig sit Livsophold og under den bestandig mere trykkende Følelse
af Trang. Den fremskyndedes af en dyb og gjengjældt, men paa Grund af
Keats’s Fattigdom haabløs Lidenskab for en ung engelsk-ostindisk Dame.
Den nødvendiggjorde hans Adskillelse fra hende paa en Reise til Syden.
Den dræbte ham i Rom.

Jeg finder, naar jeg kaster Blikket hen over den ikke-litterære Del af
Keats’s Levnet kun tre biographiske Hovedfacta: Udsigtsløsheden med
Hensyn til hans Udkomme, den dybe og haabløse Lidenskab for hende,
uden hvem Livet var ham Intet, og endelig den tærende Sygdom. I Aaret
1820 efter de første Anfald af Brystsygen synes han at have boet i Hus
sammen med sin Elskedes Familie, men med den sørgelige Bevidsthed om
Nødvendigheden af at foretage en eller anden stor Forandring med sit
Liv for at undgaae den absolute Trang. Han tænkte paa Sydamerika, paa
at ledsage en eller anden Indiafarer som Læge o. s. v. Da var det, at
nye og afgjørende Symptomer paa Sygdommens Fremskridt viste sig. En
Reise til Italien blev foreskrevet. Han, som under andre Omstændigheder
vilde have følt det som den høieste Lykke at skulle see det Land, hvis
Natur han altid havde længtes efter og hvis Guddomme han havde opvakt
fra de Døde, skriver nu: »Rei­ sen til Italien vækker mig hver Morgen
ved Dag­ gry. Jeg skal forsøge paa at foretage den, skjøndt det er med
samme Følelse som skulde jeg marchere mod et Batteri.« Ombord paa Skibet
skriver han med Hensyn til sin Kjærlighed: »Hvis mit Legem kunde komme
sig af sig selv, vilde denne Sag forhindre det; selve den Ting, jeg mest
ønskede at leve for, vil blive en Hovedanledning til min Død [...] Jeg
ønsker mig Døden hver Dag og Nat for at blive befriet fra disse Lidelser
og ønsker saa atter Døden bort, da Døden vilde tilintetgjøre selve disse
Lidelser, som ere bedre end Intet. Land og Hav, Svaghed og Tæring ere
store Adskillere, men Døden er den store Adskiller for bestandig [...]
Jeg tænker sjældent paa min Broder og Søster i Amerika; men Tanken om at
skulde forlade Miss ** er skrækkelig fremfor alt Andet; en Følelse af
Mørke kommer over mig ved den; jeg seer uafladeligt hendes uafladeligt
forsvindende Aasyn.« Og i et andet Brev skriver han: »Overbevisningen
om at jeg ikke mere skal gjensee hende vil dræbe mig. Min kjære Brown,
jeg skulde have havt hende, mens jeg var rask, og jeg var ikke bleven
syg. Jeg kan ei udholde at døe — jeg kan ei udholde at forlade hende. O
Gud, Gud, Gud! Alt hvad jeg har i mine Kufferter, som erindrer mig om
hende, gaaer igjennem mig som et Spyd. Det Silkefoder, hun syede i min
Reisehue, brænder mit Hoved. Min Indbildningskraft er gyseligt levende
med Hensyn til hende — jeg seer hende — jeg hører hende. Der er Intet i
Verden, som har tilstrækkelig Interesse for mig til at adsprede mig fra
Tanken om hende endog blot et Øieblik [...] Jeg kan ikke sige et Ord om
Neapel; jeg føler mig ikke i ringeste Maade berørt af de tusind nye Ting
rundt omkring mig. Jeg frygter for at skrive til hende. Men det vilde
være mig kjært, om bun vidste, jeg ikke har glemt hende. O Brown! jeg
har glødende Kul i mit Bryst. Det overrasker mig, at det menneskelige
Hjerte er istand til at udholde og bære saa megen Elendighed. Blev jeg
født for at ende saaledes?«

Paa den sidste Dag i November 1820 skrev han sit sidste Brev. En kyndig
Læge, en fortrolig Ungdomsven af Keats, Dr. Clark bevarede hans Liv
endnu Vinteren over. I Neapel havde han modtaget et hjerteligt Brev fra
Shelley, der indbød ham til at komme til Pisa, hvor han skulde modtage
enhver Art Pleie og Hjælp. Han modtog ikke Tilbudet. Efter nogle Ugers
kvalfulde Lidelser kom en Tilstand af Resignation og Ro med Hvile og
Søvn. Han ønskede at et Brev fra hans Elskede, som han ikke vovede at
læse, sammen med en Pung og et Brev fra hans Søster skulde lægges i hans
Kiste og bestemte, at paa hans Grav de Ord skulde skrives: Her ligger
En hvis Navn blev skrevet i Vand. Berøringen af Shelleys magiske Stav
stivnede Vandet til Is og lod Navnet staae som indridset i Krystal for
alle følgende Tider [...] time’s monthless torrent grew A scroll of
chrystal, blazoning the name Of Adonais.

 Shelley: Fragment LXXVII. On Keats.. Keats's Poesi er den engelske
Naturalismes stærkest duftende Blomst. Den havde jo allerede,

    da han opstod, havt en lang og kraftig Væxt.

    Dens Løsen var, som vi saa, først bleven formuleret af Wordsworth og
af ham bragt saaledes

    i Methode, at han inddeler sine Digte i Grupper,

    svarende til Livets forskjellige Aldre og til Sjælens forskjellige
Evner.

    Den fik hos Coleridge Rygstød i en halvt Schellingsk
Naturphilosophi, den

    optraadte seirrig hos Scott som et af Fædrelandskjærligheden baaret

    Menneske- og Landskabsstudium, som historisk Begeistring og som
Geniets

    Opdagerblik for Racernes gjennemgribende Betydning. Den opstaaer
endelig baade hos Moore og

    Keats som rig og pragtfuld Sensualisme, baaret

    af Organismer, hvis Sandser besidde en Modtagelighed for
Yderverdenens Skjønhedsindtryk, mod

    hvilken Mennekenes sædvanlige Paavirkelighed synes

    sløv og stump. Men hos Moore er Sandseligheden,

    medens den kunstnerisk aabenbarer sig i en varm

    og glimrende Colorit, ensidigt rettet paa det Erotiske og af en let

    og legende Natur. Hos Keats er den omfattende, gediegen og tung, paa
ingen Maade særligt erotisk, men alsidig og i denne sin Alsidighed et
beundringsværdigt Extrem af den fællesengelske Naturalisme. Denne førte
hos Wordsworth til een, allerede skildret, Yderlighed; hos Keats er den
drevet til en ganske anden og poetisk langt mere værdifuld.

Blandt alle Englands Digteraander var Keats mest af en Artist.
Han var den mindst dogmatiske af dem alle. Hans Poesi har ingen
Støtte i Fædrelandskærligheden som Scotts og Moores, prædiker intet
Frihedsevangelium som Shelleys og Byrons, den er ren Kunst og bæres af
Indbildningskraften alene. Det hørte til hans Yndlingssætninger, at
den sande Digter ingen Lære eller Mening kunde have, ingen Moral, ja
intet Selv. Og hvorfor? Fordi Digteren i lige Grad glæder sig ved Lyset
og Mørket og har lige saa megen Fornøielse af at undfange en Jago som
en Imogen. Om alle Digtere, der have glemt sig selv over Gjenstandene
for deres Phantasi, gjælder det, at de i Productionens Timer have lagt
deres private Eiendommelighed og Forkjærlighed saa vidt muligt tilside;
men om Keats gjælder det i den høieste Grad. Ryddede de andre deres
Arbeidskammer for en Del af deres private Forhaabninger, Sværmerier
og Principer, de gjorde det dog ikke saa fuldstændigt som han. Hans
Arbeidsværelse var som en af hans Beundrere har sagt det om ham, »en
Malers Atelier med lidet andet Bohave end Staffeliet«. — Men selve hin
Keats's poetiske Indifferentisme overfor Anskuelser og Principer var
selv en Livsanskuelse og et Princip, nemlig den poetiske Pantheismes.
For den consequente poetiske Pantheist ere alle Former, alle Skikkelser,
alle Livsytringer paa Jorden, i hvilke Phantasien fordyber sig, kjære og
lige kjære. Keats anerkjender for Digteren ingen Sandhed af den Art, der
reformerer og udelukker; men han nærer en næsten religiøs Tro paa selve
Indbildningskraften som Sandhedskilde. Det hedder i et af hans Breve:
»Jeg er ikke vis paa Noget uden paa at Hjertets Følelser ere hellige og
at Indbildningskraften er sand. Hvad den griber som Skjønhed maa være
Sandhed, hvad enten det har existeret saaledes forhen eller ei — thi jeg
har samme Mening om alle vore Lidenskaber som om Kjærlighed; de ere alle
paa deres Høidepunkt Skabere af væsentlig Skjønhed. Indbildningskraften
kan sammenlignes med Adams Drøm: han vaagnede og fandt at det var
Sandhed.« Han udfører videre Forskjellen mellem denne Art Sandhed og
den, hvortil man naaer ad Grubleriets Vei og udraaber saa disse Ord,
der indeholde Nøglen til hans hele Poesi: »Dog hvorom Alting er, o hvor
langt heller et Liv i Sandseindtryk end et Liv i Tanker!« (O for a life
of sensations rather than of thoughts!) Han levede for en stor Del et
Liv i passive Sandseindtryk, i Fornøielse og Smerte gjennem Sandserne.
»Tag, siger Masson, en Physiologi og gjennemgaae de saakaldte Klasser af
Sandsninger en efter en — de Sandsninger, der ere knyttede til de blotte
Muskeltilstande, dem, der ere forenede med saadanne Livsprocesser som
Blodomløb, Ernæring, Aandedræt og elektrisk Forbindelse med omgivende
Legemer, Smagssandsningerne, Lugtfornemmelserne, Berørings-, Hørelses-,
Synssandsningerne — og man vil tinde at Keats var usædvanlig begavet
med dem alle.« Han var f. Ex. overordentlig modtagelig for Ganens
Fornøielser. En af hans Venner fortæller, at han har seet Keats en Dag
bedække sin Tunge med Cayennepeber for, som han sagde, bedre at nyde
den behagelige Smag af en Slurk kold Claret derefter. »Siden vi tale om
Fornøielser, siger han selv i et Brev, saa skriver jeg i dette Øieblik
med den ene Haand og holder med den anden en Ferskenkjerne til min
Mund.« Det kan derfor ikke undre, at Billeder hentede fra denne Sphære
ere hyppige hos ham. I hans med Kette berømte Ode til Melancholien
hedder det om denne Guddom, at den har sit Alter i selve Glædens Tempel,
skjøndt useet af andre end den, der med »kraftig Tunge kan sprænge
Glædens Drue mod sin fine Gane«, og i en af Keats’s sidste Sonetter
beskriver han Dødens Komme med de betegnende Ord, »at hans Sjæls Gane
mister sin Smag.« Det forstaaer sig, at Høre- og Synssandsen forsynede
ham med endnu mangfoldigt flere Udtryk end de underordnede og mindre
ædle Sandser. Han besad en Musikers Kjærliglied til Musik og en Malers
Blik for Lys- og Farvenuancer. Saaledes forstaaes det, at han for alle
de forskjellige Arter af Lyd og Vellugt og Smag og Berøringsfornemmelser
var i Besiddelse af et Ordforraad, som man skal lede om hos de største
Digtere, og saaledes sees det, at han i sin medfødte Organisation havde
et System af Anlæg, som blot behøvede at sigtes og formes for at udvikle
sig til den høieste Evne til at opfange og gjengive al Skjønhed i
Naturen.

At kunne gjengive den var fra først af hans Drøm, og han, der om sig
selv afgav det Vidnesbyrd, at han slet ingen »Meninger« havde — und­
tagen med Hensyn til Kunsten, sluttede sig lidenskabeligt til den
Revolution, Wordsworth og Coleridge havde afstedkommet i Bedømmelsen af
det forrige Aarhundredes Digtere. Spenser var hans Afgud, den klassiske
Kunstdigtning hans Rædsel og i Digtet Søvn og Poesi har han nedlagt
en æsthetisk Troesbekjendelse, der ikke kunde afgives i voldsommere
Udtryk. Efter at have skildret Englands gamle poetiske Triumpher,
udbryder han: »Kunde Alt dette gaae iglemme? Ja, et Frafald, avlet af
Taabelighed og Barbari, bragte Apollo til at blues over dette sit Land.
Mænd bleve ansete for vise, der ei forstode hans Herlighed; med et klyn
kende Barns Kraft rokkede de omkring paa en Gyngehest og antoge den for
Pegasus. Hvilke sørgelige Sjæle! Himlens Vinde blæste, Oceanet rullede
sine svulmende Bølger — I følte det ikke! Den blaa Himmelhvælving
afslørede sin evige Barm og Sommernattens Dug overdryssede Morgenen
med Kostbarheder, Skjønheden var vaagen! hvorfor vare I ikke vaagne!
[...] I gik med en stakkels affældig Standart mærket med det flaueste
Motto, hvorpaa med brede Bogstaver stod skrevet det ene Navn Boileau!«
Saa længe før Stormen i Frankrig reiser sig mod dette stakkels gamle
Navn, støder Keats i Krigstrompeten imod det; Théophile Gautier har
ikke nævnet det med større Indigna­ tion end han. Det maa vel være
denne Passus, hvis energiske Stil minder En om Kaulbachs Maleri i
München, hvor Paryktidens Kunstner slumrer med Lededukken i sin Arm, der
har givet Anledning til Byrons stadige Udfald mod Keats som Angriber
af Pope. Men Keats har aldrig offentliggjort en Linie mod Pope og
naar Grevinde Guiccioli i sit naive Værk om Byron kommer tilbage til
disse Angreb, der skulle have opbragt hendes Elskede, saa er dette kun
elskværdigt kvindeligt Eftersnakkeri. Derimod har Keats rimeligt nok
indbefattet Pope blandt de ovenfor Udpegede, hvis Øre var lukket for
Havets og Vindenes Musik og som sov over sig, naar Morgenen udfoldede
sin Skjønhed.

Han var ikke af dem. Analysere vi Keats’s Eiendommelighed, finde vi som
alt berørt Grundlaget for den i den alsidige Sandselighed. Læs i Oden
til Nattergalen denne Strophe:

O havde jeg en Drik Vin, der var kjølnet lange Aar igjennem i en dyb
Hule under Jorden, og som smagte af Blomster og Grønt, af Dands og
provencalske Sange og solbrændt Lystighed! o havde jeg et Bæger fuldt af
det varme Syden, af den sande, den blussende Hippokrene, med Perlebobler
vinkende paa Banden og purpurplettet Mund, saa at jeg kunde drikke og
tabe Verden af Syne og forsvinde som Du i Skovenes Skygger!

Og sammenlign hermed disse Linier af Endymion:

Smag disse saftige Pærer, som den alvorsfulde Vertumnus har sendt mig
[...] her er Fløde, dyb og rig under sin sneglimtende Flade, sødere
end den som Amalthea afskummede for Jupiter som Dreng, og her hvile
uformørkede af nogensomhelst Berøring et Bundt af duftende Blommer, rede
til at smelte mellem Gummerne paa et Barn.

Til den forfinede og rige Smagssands svarer Lugte- og Følesandsens
ideale Finhed. I Isabella, et Digt, der efter Boccacio behandler samme
Sujet som H. C. Andersens Eventyr Rosen-Alfen, staaer der paa det Sted,
hvor den unge Pige griber sin Elskedes afhuggede Hoved:

Og hun viklede det ind i sit Silkeskjærf, der duftede sødt af den
Dug, som samles fra de kostbare Blomster, der plukkes i Arabien, og
en guddommelig Vædske strømmede med forfriskende Vellugt ned over det
gjennem det kolde Slangerør.

I Lamia staaer der, hvor Gjæsterne indfinde sig til det unge Pars
Bryllup:

Da i Forværelset enhver Gjæst med Fornøielse havde følt den kolde fulde
Svamp blive trykket af tjenende Slaver mod hans Hænder og Fødder, og
vellugtende Olie paa sømmelig Vis blive udgydt over hans Haar, saa gik
de alle ind til Festen i hvide Kjortler og stillede sig selv i Orden
omkring Hynder af Silke.

I en af Epistlerne findes følgende i sin sandselige Billedrigdom
utroligt concise Linie om en Svane: »Du tilkyssede dig din daglige Føde
fra Najadernes perlebeduggede Hænder«Kissing thy dayly foods from Najads
pearly hands..

Det er unødvendigt at gjøre Læseren opmærksom paa de enkelte Finheder i
disse Brudstykker, der endda tabe saa meget ved Oversættelsen i Prosa.
Men idet jeg nu gaaer over til Synssandsens Territorium, kommer jeg
først til Keats’s egentlige Felt, skjøndt Synssandsen i hans Poesi
aldrig paavirkes alene. Skulde jeg sammenligne hans Naturmaleri med
Wordworth’s, vilde jeg sige: denne fører os ud i den egentlige Flora,
men med Keats træde vi ind i et Drivhus: en mild, fugtig Hede slaaer
os imøde, brogede Blomster og saftdryppende Frugter møde vort Øie og
slanke Palmer, gjennem hvis Grene ingen ublid Vind formaaer at suse,
bevæge svagt nikkende deres lange brede Vifter. Han har skrevet en Sang
til Efteraaret, som er typisk for hans Naturbeskrivelse. Han viser,
hvorledes det sammensværger sig med den modnende Sol om at signe og
betynge Vinrankerne, der løbe hen under Straataget, om at bøie de
mosgroede Æbletræers Grene under Æblernes Vægt, om at fylde alle Frugter
med Saft helt ud til Skallen, om at faae Græskarret til at svulme og
om at udfylde Hasselnødden med søde Kjærner, og saa skildrer han med
Mesterhaand Efteraaret som Person. »Hvo har ei ofte seet Dig midt i dit
Forraadskammer! Stundom kan den, der søger dig udenfor Huset, finde
dig siddende sorgløs paa en Kornlades Gulv med Haaret blidt løftet af
den Vind, der renser Kornet for Avnerne, eller sundt sovende ved en
halvtafmeiet Fure, søvndysset af Valmueblomsternes Duft, medens din
Segl endnu en kort Stund sparer den nærmeste Række Ax og under dens
sammenfylkede Blomster en Frist.«

Det er Keats umuligt at nævne Navnet paa noget Begreb eller nogen Tanke
uden at han strax fremstiller dem i legemlig eller plastisk Form. Hans
talrige Allegorier have et Liv og en Ild, som vare de udførte i Sten af
det 16de Aarhundredes bedste italienske Kunstnerhænder. Han siger om
Melancholien: »Den dvæler hos Skjønheden — hos Skjønhed, som maa døe og
hos Glæden, hvis Haand stadig er ved dens Læbe, bydende Farvel.« Han
siger om Digtekunsten: »den er en uudtømmelig Strøm af Lys; den er den
høieste Styrke, den er Magt selv, halvt slumrende paa sin høire Arm.«

Saaledes see vi Keats's digteriske Evne vinde stedse mere og mere i
Omfang. Hans Udgangspunkt og Udgangspunktet i de smukkeste blandt hans
mindre Digte (som Oden til Nattergalen) er Skildringen af en rent
legemlig Tilstand, som Mathed, Nervøsitet, Opiumsdøsighed, Tørst,
Forsmægten; paa denne Baggrund af Sensibilitet hæve saa Sandsebillederne
sig frem, tydelige og runde, omtrent som Reliefer paa et Skjold. Jeg
veed ikke hvorfor, men Ordet Sammensveisning er flere Gange kommet
mig paa Læben ved Tanken paa Keats's Billeder. De have noget vist
Fuldtlødigt og Færdigt ved sig, som om de paasveisedes en Flade. Man
agte nøie paa, hvorledes Skikkelserne langsomt hæve sig frem i de
Brudstykker, jeg nu vil citere. Det er den første og tredie Strophe af
den skjønne Ode to Indolence: »En Morgen saa jeg tre Figurer for mig
i Profil med bøiede Nakker og foldede Hænder. Den ene gik med roligt
Aasyn bag den anden i bløde Sandaler og hvidt Gevandt; de gik forbi
lig Figurer paa en Marmorurne, naar man dreier den rundt for at se
Figurerne paa den anden Side; de kom igjen; og som om Urnen endnu engang
blev dreiet, vendte de først sete Skygger tilbage [...] De gik tredie
Gang forbi mig og under Gangen vendte hver af dem et Øieblik sit Hoved
imod mig; saa svandt de og jeg brændte efter at følge dem og sukkede
efter Vinger; thi jeg kjendte de tre; den første var en yndig Pige, og
Elskov hendes Navn; den anden var Ærgjerrighed, bleg om Kind og altid
aarvaagen med trætte Øine; den sidste, hvem jeg elsker des mere, jo
flere Bebreidelser hun overhobes med, var den stolte og strenge Mø
Poesien.«

Dog det er først i de Par færdigblevne Sange af Hyperion at det lykkedes
Keats at beherske sine Kunstmidler fuldt og virkeliggjøre det Ideal
af plastisk sandselig Bestemthed, der svævede for hans Øie. Her er
Reliefet svundet for Statuen og for Statuer af en Stil, som havde Michel
Angelos Meisel været med i Spillet ved deres Fødsel. Lad være man føler
Studiet af Milton, jeg tilstaaer, at for mig er dette mere end Milton.
Allerede Sujettets Natur drev Billederne ud i det Colossale. Man læse
disse Ord om Gudinden Thea: »I Sammenligning med hende vilde den høie
Amazone have syntes en Dværg i Væxt; hun vilde kunnet gribe Achilles i
Haaret og bøie hans Nakke, eller med en Finger standse Ixions Hjul.«
Eller man læse denne Beskrivelse af Hulen, hvor Titanerne have samlet
sig efter deres Fald: »Det var en Hule, hvor intet krænkende Lys kunde
speile sig i deres Taarer, og hvor de kunde føle deres egne Sukke men
ikke høre dem for den mægtige Brølen af tordnende Vandfald og hæse
Strømme, der styrtede ned i uafbrudt Masse uvist hvorfra. Klippe ragede
frem ved Siden af Kilppe, og Fjelde, der saae ud, som om de lige vare
vaagnede af en Søvn, reiste Pande ved Pande deres uhyre Horn og dannede
saaledes med tusind kjæmpemæssige og lunefulde Former et passende Tag
over denne Kvalernes Rede. Istedenfor paa Troner sadde de paa den haarde
Flint eller laae paa Leiet af den ru Sten og paa Skiferlag blandede med
stivnende Jern. De vare ikke alle samlede her, Nogle martredes i Lænker
og Nogle flakkede om. Cæus og Gyges og Briareus, Typhon og Dolor og
Porphyrion med mange flere af de kjækkeste til Angreb vare indespærrede,
hvor de neppe kunde drage Aande, og fængslede i et mørkt Element, der
holdt deres sammenbidte Tænder end mere sammenpressede og deres Lemmer
indelukkede som Metal-Aarer i Bjerget, sammentvungne og sammenskruede;
der laa de uden en Bevægelse undtagen den af deres tunge Hjerter, der
hævede sig i Smerte og atter med en feberagtigt kogende Malstrøm af Blod
gjennem alle Pulse trak sig sammen i frygtelig Kamp.«

Det var ikke for meget sagt af Byron, som tilforn havde været saa streng
mod Keats, at Digtet Hyperion »virkelig syntes inspireret af Titanerne
og var sublimt som Æschylos.« Man har ogsaa nu tilstrækkelige Prøver paa
Digterynglingens Phantasikraft; hvor søde hans Melodier end ereMan agte
f. Ex. paa Vellyden i hans Alfesang: Shed no tear! o shed no tear! The
flower will bloom another year Weep no more! weep no more! Young buds
sleep in the roots white core. o. s. v., saa er det dog ved den, han
staaer som engelsk Digter. Han danner med sin Poesies rent kunstneriske
Charakter Overgangen fra de conservative til de fremskridtselskende
Poeter, men dog med et tydeligt Hang til Fremskridtet, et Hang, hvorpaa
hans sværmeriske Venskab for Examiners radicale Redacteur Leigh Hunt er
et talende Symptom. Han følte hvad han skrev, naar han i Forbitrelsen
over det Liverpool-Castlereaghske Regimente i sit Digt Til Haabet
udbrød: »0 lad mig see vort Land bevare sin Sjæl, sin Stolthed, sin
Frihed, og ikke Frihedens Skygge« og Navnene Wilhelm Tell, William
Wallace og fremfor alle Kosciusko forekomme atter og atter nævnte med
høieste Beundring i hans Vers. Hvad han havde udviklet sig til, ifald
han havde naaet Mandsalder, lader sig ikke sige. Da han skrev sine
sidste og skjønneste Sange, var han jo endnu et verdensfremmed Barn.

Det bør ikke glemmes, at han skrev dem under store Kvaler og uden
nogetsomhelst Otium til Arbeid. Jeg troer det er derfor, de ere saa
skjønne. Lad Skribenten længe nok holde sit Privatliv ude fra sin
Production, lad ham som Keats neppe nævne sin dybeste Lidenskab i sine
Værker, det vil ikke feile, at intet Værk har det Liv, den Farve, den
guddommelige Tunge af Ild paa sin Pande, som det, der er udført, medens
den, som skrev det, ikke blot har skrevet, men levet og lidt. Hverken
Bekymringen for Brødet, eller Brystsygen eller Lidenskaben for den
ostindiske Pige have direkte sat noget Stempel paa Keats’s Arbeid; men
af al denne Gift for ham har han suget Næring for det.

Saa sank han i sin tidlige Grav, og neppe begravet opstod han fra de
Døde i det Klagedigt, som Shelley lod tone over hans Grav. Han ophørte
at existere som Keats, han forvandledes til en Mythe, til Adonais, til
alle Musers og Elementers skjønne Yndling, og mythevorden førte han fra
da af i Slægtens Bevidsthed en dobbelt Existents.

»Han lever, han er vaagen — det er Døden, som er død, ikke ham. Sørg
ikke for Adonais! [...] Han er blevet Et med Naturen. Hans Stemme høres
i al dens Musik lige fra Tordenens Døn til Sangen som lyder fra Nattens
søde Fugl [...] Han er nu en Del af den Elskelighed, som han engang
meddelte en Tiltrækning mere. Han har nu sin Del i den plastiske Kraft,
hvormed den store Aand driver nye Skarer af Væsener ind i den Form, de
skulle bære [...] Alle de, som kun vandt et ufærdigt Ry reiste sig fra
deres himmelske Troner, da han kom, den blege Chatterton reiste sig, fra
hvem Præget af hans ædle Dødskamp end ikke var veget, og Sidney reiste
sig, som han fægtede og faldt, som han levede og elskede, ophøiet i sin
Mildhed, en Aand uden Plet [...] og mange flere: Du er bleven en af
vore, raabte de, det var paa Dig at hin kongeløse Klode ventede, der saa
længe har kredset blind i sin uopnaaede Majestæt, ene, taus, midt i en
Himmel, fuld af Sang. Indtag din bevingede Trone, du Aftenstjerne blandt
vor Skare«Shelley: Adonais, Strophe 41—43.! Der gives neppe i Poesiens
Historie et Sidestykke til denne Elegi. Den er Skikkelsens umiddelbare
Forklarelse efter Døden, og en poetisk Forklarelse af rent naturalistisk
og rent humanistisk Art. For Shelley laa Keats’s sande Apotheose i disse
Ord: Han er bleven Et med Naturen (He is made one with Nature).

XII.

I November 1825 skriver Walter Scott i sin Dagbog: »Thomas Moore her
[...] I hans Væsen er mandig Aabenhed, parret med fuldkommen Anstand
og god Opdragelse. — Intet Spor af Poet eller Pedant [...] Hans Ansigt
er ikke usædvanligt, men hans Træk ere saa livlige, især naar han
taler eller synger, at de ere langt interessantere end regelmæssig
Skjønhed kunde gjøre dem. Jeg huskede, at Byron baade mundtlig og i
sin Dagbog saa tidt har nævnt Moore og mig i samme Aandedræt og med
samme Art Agtelse, at jeg var nysgjerrig efter at see, hvad vi kunde
have tilfælles, da Moore stedse har levet i den elegante Verden, jeg
paa Landet og med Forretningsmænd, ogsaa ofte med Statsmænd, da Moore
er en Lærd, jeg ikke, han en stor Musiker, medens jeg ikke kjender en
Node, og da han er en Demokrat, jeg en Aristokrat, ikke at tale om, at
han er en Irlænder, jeg en Skotte. En Ting have vi dog tilfælles, og
det er et vigtigt Lighedspunkt: vi ere begge to godmodige Fyre, der
heller nyde Øieblikket end anstrenge os for at holde vor Løveværdighed
vedlige, og vi kjende begge Verden nok til af vort Hjerte at foragte
saadanne høinæsede Personer, der i deres litterære Vigtigmageri minde
om den Mand, Johnson mødte i et Værtshus og som forestillede sig selv
som den store Twalmly, Opfinder af de sluseformige Strygejern [...]
Det vilde være en glædelig Tilvæxt i min Lykke, om Thomas Moore havde
en Landeiendom to Mile fra mig. — Vi tog sammen i Theatret, og da
Huset heldigvis havde et godt Publicum, modtog det Thomas Moore med
Henrykkelse. Jeg kunde have omfavnet dem, thi de betalte min Gjæld for
den smukke Modtagelse, jeg fandt i Irland.«

Med disse hjertelige og humoristiske Ord har Skotlands store Digter
draget Parallelen mellem sig og Irlands nationale Digter. Ligheden
mellem deres Stilling som anerkjendte og beundrede Organer for de to til
England knyttede, afhængige Riger lader Forskjellen imellem dem træde
skarpere frem. Den beroer allerførst paa Forskjellen imellem Skotlands
og Irlands Situation overfor den herskende Stamme. Skotlands Stilling
var underordnet; men den var lovlig ordnet og Skotter havde Sæde i det
engelske Parlament. Irlænderne derimod, som dels ved en langt dybere
Raceforskjel, dels for Flertallets Vedkommende ved en langt betydeligere
religiøs Uensartethed adskilte sig fra deres engelske Herrer, vare
sex hundrede Aar igjennem blevne beherskede af en Regjering, over
hvilken de ikke havde mere Control end Hinduerne eller Singaleserne
over deres. Landets protestantiske Parlament residerede i det katholske
Irland som en fjendtlig Besætning i et erobret Land. Det var en Bande
Dictatorer, der regjerede i en fremmed Magts Navn med fuld Frihed til
at undertrykke, men som selv øieblikkeligt bleve vundne ved Bestikkelse
eller undertrykte ved Voldshandlinger, ifald de gjorde det fjerneste
Forsøg paa Opposition. Den irske Protestant var i Virkeligheden ikke
bedre stillet end sin katholske Landsmand, han kunde kun kjøbe sine
Herrers Gunst for Opofrelsen af sit Lands Interesser og nød kun det ene
sørgelige Privilegium at være paa een Gang Slave og Tyran.

Den engelske Race har havt den Lykke, at saavel dens Dyder som dens
Feil have sikret den Overlegenhed i Kampen for politisk Selvstændighed
og Magt; dens Egoisme og dens Hovmod ere næsten komne den ligesaa
stærkt tilgode som dens ædruelige Kløgt og dens Handlekraft. Den irske
Stamme derimod synes omtrent paa samme Maade som den polske baade ved
sine Dyder og Laster at være fordømt til politisk Afhængighed. Uden at
glemme, at den overvundne Races Charakter altid bagvaskes i Seierherrens
Skildringer tør man paastaae, at Irlændernes Lethed, Livlighed, Ynde
og Ild, deres urolige Heroisme, deres ustadige Ridderlighed, det
frihedselskende og i visse Tilfælde oprørske Instinct, der hos dem
forenes med Forkjærlighed for Kongemagtens Pragt og Pomp ere et slet
Grundlag for et roligt og uafhængigt Statsliv. De mangle den moderne
Tids borgerlige Dyder, og de, som de besidde, høre Fortiden til:
deres Religiøsitet staaer paa Randen af den blindeste Overtro, deres
Trofastlied bestaaer som deres Brødres i Bretagne i en rent feudal
Troskab mod Landets gamle Aristokrati, og deres glimrende Mod er
af udisciplineret og opbrusende Natur. Endelig har den langvarige
Undertrykkelse sat sit Stempel paa deres Sjæle. De mangle Selvtillid,
forfalde let til Forstillelse og ikke mindre let til Dorskhed; de ere
altfor uforsigtige før Faren og altfor let skræmmede i det Øieblik den
kommer; de forstaae ikke at bruge Friheden, naar den i korte Tidsrum
undes dem, fordi man kun ved lang Praxis lærer at benytte den med
Fasthed. Der gives uerfarne Folkeslag som uerfarne Individer. Irlænderne
have en Side, fra hvilken de ere beslægtede med Franskmændene, for
hvem de altid havde næret en levende Sympathi, en anden seet fra
hvilken de minde om Polakkerne, og en tredie, fra hvilken de synes
orientalske. Blandt de sidste af Moores Irske Melodier findes et Digt
The Parallel, der besvarer et Skrift mod Irlænderne, der vilde bevise,
at de oprindeligt vare Jøder, med at drage Parallelen mellem Irlændernes
Skjæbne og det jødiske Folks. Like thee doth our nation lie conquer'd
and broken And fall'n from her head is the once royal crown; In her
streets, in her halls, Desolation hath spoken And »while it is day yet,
her sun hath gone down.«

Og selve Racen har et østerlandsk Præg. »Irlænderne, siger Byron
etsteds i Anledning af Moore, rose sig af deres orientalske Oprindelse
og virkeligt taler deres Indbildningskrafts Vildhed, Ømhed og levende
Farver, deres Mænds ildfulde og exalterede Sindelag, deres unge Pigers
Skjønhed og asiatiske Ynde til Gunst for denne Mening.« Det er let
at forstaae, hvilket Bytte en Folkestamme med disse Grundtræk maatte
afgive for et seigt og grusomt engelsk Tyranni, og et hurtigt Blik ud
over Irlands Historie under Thomas Moores Opvæxt er nødvendigt for
at forstaae, at denne mildtanlagte og bløde Digteraand bliver den
første, som fører Englands i Naturbeskuelsen hvilende Digtning over
i Frihedsideernes Leir og giver den politiske Poesi Signalet. Han
fødtes i Mai 1778 og det er i de første Ynglingeaar, han oplever de
Rædsler, som følge. Fra det Tidspunkt af, da den engelske Regjering
ved Lord Camden's Udnævnelse til Vicekonge af Irland (1795) antydede
sin Opgivelse af den humanere Politik fra 1782, antog det over hele
Landet udbredte patriotiske Selskab »De forenede Irlændere« (United
Irishmen), som hidtil havde søgt Irlands lovlige Emancipation ved
lovlige Midler, en ny Charakter, man satte sig Irlands Løsrivelse fra
England som Maal og drømte om Oprettelsen af en irsk Republik. Selve
den irske Befolkning var jo imidlertid splittet i hinanden fjendske
Racer, og et glødende Had stillede i de lavere Klasser Protestanter
og Katholiker mod hinanden. For at gjøre Ende paa de Uroligheder og
Optøier, som dette indre Fjendskab foraarsagede, dannede Regjeringen
et protestantisk Gensdarmeri paa 37000 Mand, hvem det under Paaskuddet
af at søge om skjulte Vaaben var tilladt at fængsle, martre og dræbe
Enhver, der af en eller anden Slyngel eller Fjende blev angivet som
mistænkt. Hundreder af Uskyldige, hvis hele Brøde var at bekjende deres
Fædres Tro bleve pidskede til de Intet mere kunde føle, tvungne til at
staae paa eet Ben paa en spids Pæl, eller halvt hængte (ↄ: tagne ned
kort efter Hængning) eller skalperede ved Spring fra Beghætten. Hertil
kom over hele Landet udbredte Dragonader med fuldkommen Frihed til Rov,
Plyndring, Voldtægt og i Tilfælde af Modstand Mord. Officierer af Rang
pralede af, at i vidtstrakte Egne var der intet Hus, hvor ikke Kvinderne
vare bievne skjændede, og paa den Indvending, at Irlænderinderne maatte
have været meget lidet strenge, var Svaret at »Bajonetten fjernede al
Knibskhed«Massey: History of England IV, 302. Min hele Fremstilling
er grundet paa engelske Patrioters Skildring.. Man vil ikke undre
sig over, at Fortvivlelsen drev mange af de roligste og sindigste
Irlændere over i Armene paa det hemmelige Selskab, som hvis Udsending
Lord Edward Fitzgerald (hvis Levnet Moore med saa varm Begeistring har
skrevet) gik over til Frankrig for at forhandle med Greneral Hoche
om en Landgang af de Franske samtidigt med det almindelige irske
Oprørs Udbrud. Folkets gamle koldblodige Fører Grattan, som Intet
vilde have med de Fremmede at gjøre, trak sig tilbage lige fortvivlet
over de Herskendes og de Undertryktes sidste Planer. Der dannede sig
nu i Irland hemmeligt et formeligt Directorium efter det franskes
Mønster, som stod i Forhandlinger med Frankrig om Laan af Penge og
Troppeunderstøttelse, da alle Planer pludseligt strandede paa en enkelt
katholsk Irlænders Forræderi. Hans Navn var Reynolds og fortjener at
huskes; der er for mig ingen Tvivl om at det er ham, Thomas Moore
har havt for Øie, hvor han skildrer det nedrige Forræderi, der i
Ildtilbederne bringer Oprørshøvdingen i Muhamedanernes Vold. (Se Laila
Rookh: The fireworshippers). Edward Fitzgerald laa tilsengs, da Tropper
trængte ind i det Hus, hvor han var skjult, for at arrestere ham. Der
var sat en Pris af 1000 Pund paa hans Hoved. Skjøndt liggende og alene
væbnet med en Daggert forsvarede han sig mod tre fuldtbevæbnede engelske
Ofiicierer, gav den ene to, tre, den anden fjorten Saar, indtil den
tredie med et Pistolskud afvæbnede ham, og han førtes i Fængsel. Han var
bekjendt med

          den franske Revolutions bedste Mænd, en Ven af

          Thomas Payne og gift med en deilig Datter af

          Philippe Egalité. Han stod i stadig Brevvexling

          med Frankrig og kun ved sin Død i Fængslet

          undgik han Henrettelse. Moore har, skjøndt levende

          i Kredse hvor Fitzgerald betragtedes som en landsforrædersk
Galning, havt Mod og Selvstændighed nok til at lade hans Heroisme
vederfares al Ære. — Ved det Slag, Regjeringen havde ført mod Opstandens
Hoved, var Udsigten til en Overrumpling tilintetgjort, men mod de
spredte Rebeller rundt omkring i Landet fik den Leilighed til at vise
sig i al sin Grusomhed og alt sit Raseri. Beleiringstilstand med
Krigsretter blev indført og Juryernes Medlemmer betegnes af engelske
Historikere som »en Bande uvidende og blodtørstige Slyngler, der ved
Tortur og Løfter om Tilgivelse først tvang katholske Vidner til at
aflægge falske Vidnesbyrd mod de Anklagede for saa at udøve enhver
Skjændsel imod dem.« Den første fornemme Mand, der faldt som Offer
for denne Procedure, var en fredelig Tilhænger af Irlands lovlige
Reformparti (Sir Edward Crosbie) der blev hængt og derefter lemlæstet.
Det var ikke Religionsforskjellen, der opflammede disse Bødlers
Grusomhed; thi alle »de forenede Irlænderes« bedste Førere (Fitzgerald,
O’Connor, Harvey, Thomas Emmet) vare Protestanter, der med ædel
Uegennyttighed toge sig af deres katholske Landsmænds retfærdige Sag,
nei det var Saxerens gamle Racehad mod den celtiske Stamme.

     Til sit Hovedredskab valgte Regjeringen en Mand, der var bekjendt
som en saa uvidende og hidsig Partimand, at enhver Grad af Voldsomhed
lod sig vente af ham, og udnævnte ham i 1799 til high sheriff. Det var
en lille Landeiendomsbesidder ved Navn Thomas Judkin Fitzgerald. Hans
Plan var fra først af den at indynde sig hos sine Foresatte ved at gribe
Enhver, hvem han faldt paa at mistænke for Deltagelse i Oprørsplaner,
for ved Pidskeslag og Trusler om øieblikkelig Hængning at fravriste ham
Tilstaaelser og Anklager mod Andre. Saa stor en Rædsel ledsagede ham ved
hans Ankomst til Irland, at de stakkels Bønder, der vidste sig overladte
til hans Godtbefindende, faldt paa Knæ for ham paa hans Vei. Her et Par
Exempler paa hans Fremgangsmaade, valgte blandt de mange, der kom for
Dagen under den Proces mod ham for Overtrædelse af sin Embedsmyndighed,
ved hvis Slutning han naturligvis med Glands blev frikjendt. Han modtog
en fattig Sproglærer, ved Navn Wright, der paa Efterretningen om at han
var »mistænkt« indfandt sig hos ham, med de Ord, at han skulde »falde
paa Knæ for at høre sin Dom.« »Du er en Rebel, sagde han til ham, og
skal have 500 Pidskeslag og saa skydes.« Da den stakkels Mand var
uforsigtig nok til at bede om Henstand og fremstamme Ordet »Forhør«,
blev han øieblikkeligt overgivet til sine Bødler. Dog endnu før disse
kunde gribe ham, kastede hans Dommer sig over ham, greb ham i Haaret,
slog ham og stak ham med sin Kaarde. Da han havde faaet 50 Pidskeslag,
kom en engelsk Major til og spurgte hvad Wright havde gjort. Man svarte
med at række ham en fransk Billet, der var fundet i Forbryderens Lomme
og som man ikke kunde forstaae. Det viste sig at være en Undskyldning
for ei at kunne komme i rette Tid til en Undervisningstime. Majoren
forsikrede Dommeren om, at dette var en fuldstændig uskyldig Seddel;
men ikke desmindre fortsattes Pidskningen til Offerets Indvolde vare
synlige gjennem det sønderflængede Kjød. Saa fik Bøddelen Befaling til
at anbringe sine Tænger paa de Dele af Legemet, Pidsken ikke havde
ramt. — Dette Tilfælde var et af dem, som vakte mest Opsigt i Processen
mod den irske Overdommer, en Proces, siger Massey, der ikke vilde have
været complet, hvis ikke en protestantisk Præst som Vidne til Gunst
for den Anklagede havde aflagt Ed paa at denne vidtbekjendte Blodhund,
der hele Irland over hed Pidske-Fitzgerald, var en mild og human Mand.
Man havde fra Begyndelsen af til Bedste for ham forfatningsstridigt
indført Torturen ved Lov. Han havde da let ved at slaae alle Anklager
af Marken. Med uhørt Raahed pralede han som Anklaget af i en Mang
foldighed af Tilfælde at have anvendt langt voldsommere Pidskning,
end i dem, man nu gjorde Væsen af, og fortalte selv om en Mand, der
havde skaaret Halsen over paa sig for at undgaae Torturens Rædsler og
den Vanære, der knyttede sig til dem. Det fortjener at bemærkes, at
han til Løn for sine Fortjenester fik en speciel Pension, og efter at
Castlereagh havde iværksat Unionen med Irland udnævntes til »Baron af
det forenede Kongerige.« Jeg anfører endnu kun et enkelt Exempel paa
Fremgangsmaaden under Oprørets Undertrykkelse for at Læseren ret levende
kan have for Øie, under hvilke Indtryk det var, at den unge Thomas
Moore, da 18 Aar gammel, modnedes til Mand. En Efteraarsaften i 1798
gik Gensdarmer, førte af en vis Whollaghan, ind i et Hus i Landsbyen
Delbary, der tilhørte en Arbeidsmand Dogherty, som var mistænkt, og
spurgte om der var nogle blodige Rebeller der? De eneste Mennesker
i Huset vare Doghertys Kone og en syg Dreng hendes Søn. Whollaghan
spurgte, om Drengen var Dogherty’s Søn, og paa Svaret »Ja« raabte han:
»Saa skal du døe, din Hund.« Drengen bad for sig. Under en Strøm af
Skjældsord forsøgte Underofficeren to Gange at fyre, men Geværet slog
Klik. En Kammerat rakte ham da et andet Gevær, Moderen kastede sig
foran sit Barn, men Kuglen knuste Drengens Arm. Da han faldt, forlode
Morderne Hytten. Men Whol laghan vendte tilbage og da han saae Moderen
bøiet over Sønnen, raabte han: »Hvad, er den Hund endnu ikke død?« — »Aa
Gud, Herre, sagde den stakkels Kone, han er død nok.« — »Jeg er bange
for, han ikke er det, svarte Whollaghan, lad ham faae dette endnu!«
fyrede saa for fjerde Gang og Drengen faldt død tilbage i sin Moders
Arme. — Da Whollaghan blev anklaget for Overskridelse af sin Myndighed
og Sagen oplyst, støttede Forsvaret sig derpaa, at den Anklagede og
hans Ledsagere »vare blevne udsendte med almindelig Ordre til at skyde
hvem de behagede.« Domstolen var ikke af den Mening, at en saadan
Ordre havde noget Usædvanligt eller Ufornuftigt ved sig. Den fandt,
»at den Anklagede havde skudt og dræbt Thomas Dogherty, en Rebel«, men
frikjendte ham for »at have villet begaae nogetsomhelst hadefuldt eller
forsætligt Mord.«

Ved saadanne Midler var det, at Roligheden blev gjenoprettet i Irland
og Folket modnet til den Act, hvori Castlereagh med koldt diplomatisk
Skarpsyn saa den eneste Udvei af det irske Uføre, Dublinerparlamentets
fuldstændige Ophævelse og Sammensmeltning med Londonerparlamentet. Den
Modstand, det alene gjaldt at overvinde, var selve det irske Parlaments;
men da det saa grundigt corrumperet som det var endnu ikke viste sig
tilstrækkeligt mygt, faldt Castlereagh, der var Chief secretary for
Irland og som i sin Egenskab af Irlænder og Protestant ikke synes at
have næret nogen høi Mening om Protestanterne blandt sine Landsmænd,
paa det simple Middel at kjøbe det tilstrækkelige Antal Medlemmer af
Oppositionen en for en. I hver Depeche, han sendte hjem fra Begyndelsen
af 1799 til Unionen blev vedtaget 1800, gjentog han uden at trættes
sit Forslag, og modtog som Svar derpaa efterhaanden af Regjeringen
halvanden Million Pund Sterling, der anbragtes paa den virksomste Maade.
I deres Fortvivlelse fandt de faa irske Patrioter i Parlamentet paa at
forsøge det eneste Middel, der syntes at kunne være af nogen Betydning,
nemlig den af Nationen endnu bestandig forgudede, men saa længe tause
og nu farligt syge Grattans pludselige Gjenopdukken i Parlamentet i
det Øieblik Unionsforslaget kom for. Med ægte irsk Hang til dramatisk
Effect blev Sagen sat i Scene. Da en Plads i Parlamentet faa Dage forud
var bleven ledig, blev Grattan i al Stilhed valgt, den paagjældende
Flækkes Patron, en Mr. Tighe, red i Carrière til Dublin for at forkynde
Resultatet. Han ankom Kl. 5 om Morgenen, Grattan, der var udtæret af
Sygdom, blev taget ud af Sengen, viklet i et Sengetæppe og baaret
til Parlamentsbygningen i en Bærestol. Forhandlingerne havde varet
15 Timer i Træk og hele Natten igjennem, da Huset Kl. 7 om Morgenen
foer iveiret af sin Halvslummer ved Synet af Grattans spøgelseagtige
Skikkelse paa dets Tærskel. Det var Manden fra 1782, den Mand, der havde
gjort Irlænderne til et Folk, der som sit Folks døende Samvittighed
steg op fra Graven for at nedlægge den sidste Protest til Fordel for
dets Uafhængighed. Han sluttede sin Tale med de Ord, at han, om han
laa døende paa Jorden, vilde bruge sit sidste Aandedræt til Indsigelse
mod et Forslag som det forelagte, og da Skatkammerkantsleren Corry
vovede at besvare disse Ord med en Beskyldning for Landsforræderi,
svarte Grattan med en Udfordring, som faa Dage efter fulgtes af en
Pistol-Duel, i hvilken Corry til sin Lykke blev saaret i Armen; havde
han seiret, var han sikkert bleven revet i Stykker af Befolkningen.
Men selv Grattan kunde Intet udrette mod de Vaaben, Regjeringen havde
anvendt. Den Veltalenhed , hvis Glands og Fasthed Moore har sammenlignet
med Ædelstenens og som Byron har tillagt ikke blot alle de Fortrin,
Demosthenes besad, men ogsaa dem, der fattedes ham, fandt intet EchoAn
eloquence rich, wheresoever its wave Wander'd free and triumphant, with
thoughts, that shone through, As clear as the brooks stene of lustre,
and gave With the flash of the gem its solidity too. Moore: Shall the
harp then be silent. Ever glorious Grattan! the best of the good! So
simple in heart, so sublime in the rest! With all which Demosthenes
wanted endued, And his rival and victor in all he possess'd.

                     Byron: The irish avatar.. Den Dag Unionen blev
vedtaget, vare Gallerier og Tribuner fulde af en ængstelig og spændt
Folkeskare. Men Castlereagh, som var sikker nok paa Afstemningens
Udfald, oppebiede Resultatet ubevægelig og med et Smil paa sine Læber.
Da Speakeren med langsom Stemme sagde: »Ville de, som ere for Unionen,
række Hænderne i Veiret!« og saae Haand ved Haand hæve sig langsomt
og skamfuldt, blev han først et Øieblik staaende stiv som en Statue,
saa raabte han: »Unionen er vedtagen« og kastede sig med et Udtryk af
Væmmelse og Indignation tilbage i sin Stol. Men under disse stormfulde
Debatter, i hvilke det af Irlands første Mænd forkyndtes, at Modstand
og Opstand nu var Pligt, uden at Nogen dog tænkte paa at handle som han
talte, sad der paa Tribunen en Yngling med bleg Hudfarve og straalende
Øine, i hvem de Andres tomme Ord var levende Liv og som i sit Hjerte
svor, at han vilde blive sit Fædrelands Befrier. Denne unge Mand var
Irlands ædleste og ypperste Søn Robert Emmet, Den, hvem efter min
Overbevisning Verden skylder Takken for Alt, hvad der findes af Kraft og
Ild i Thomas Moore’s henrivende Irske Melodier.

Den sjeldne irske Digter, der kom til Verden samme Aar som
Oehlenschläger, var Søn af en lille Vinhandler i Dublin, havde en brav
Fader, en kjærlig og dygtig Moder (ivrig Katholikinde), og tilbragte en
lykkelig Barndom i sin Families Skjød. Han var fra den tidligste Barndom
af en ualmindelig begavet og særligt talentfuld Dreng. Han reciterede,
spillede Komedie, skrev Vers og sang med en udmærket smuk Stemme, som
han bevarede hele sit Liv igjennem. Læser man hans egen Skildring af
sine Drengeaar, føler man overalt, hvor tidligt hans eiendommelige
Digternaturel, som er Improvisatorens og den egentlige, den syngende
Lyrikers, bryder igjennem. Han besad den samme Gave, der udgjør Bellmans
Storhed, Gaven til i sin Production at sammensmelte Sang og Musik til et
Hele og i Forening dermed Skuespillerens og Sangerens Evne til at gribe
ved Foredraget. Han var lille, betydeligt under Middelhøide med brune
Krøller om Hovedet, og da han var Barn, har han lignet en lille Cupido.
Hans Pande var stor og straalende, saa interessant, at den maatte sætte
en Phrenolog i Henrykkelse. Hans Øine var mørke og smukke, af den Art,
siger Leigh Hunt, som man tænker sig vilde tage sig ud under en Krands
af Vinløv, hans Mund var fin og munter med Smilehuller, hans Næse lidt
opadgaaende, sandselig, og med et særeget Præg, som om den indaandede
Duften fra en Fest eller en Frugthave. Men den hele lille Mand gjorde
et Totalindtryk af Liv og Activitet omtrent som passede han godt til
paa de gamle Irers Vis at deltage i et rask lille Indhug tilhest — han
var altid høist ærekjær og i sin Ungdom et hidsigt Blod, der udfordrede
Jeffrey for den første Kritik, han fik over sig, og senere Byron for
hans Spot (i English bards o. s. v .) over den ublodige Duel, hvortil
hin første Udfordring gav Anledning.

Men trods dette krigerske Element i Blodet er det høist sandsynligt,
at Moore under mindre alvorlige og rystende Omgivelser og uden at lære
Undertrykkelse og Tyranni at kjende paa aller nærmeste Hold aldrig
havde hævet sig til nogen større Høide i Poesien end en elskværdig
Anakreontikers. Hans Temperament drog ham i denne Retning. Men det blev
ham forundt at gjøre Mere for sit Land, end nogen anden Mand havde gjort
for det, mere endnu end Burns havde gjort for Skotland, at knytte dets
Navn, dets Minder, dets Lidelser, den blodige Uret, der var tilføiet
det, og dets Sønners og Døtres skjønneste Egenskaber til udødelig Poesi
og Musik.

   Kun 15 Aar gammel kom han til Dublineruniversitetet, og det politiske
Gjæringsstof som begyndte at gjennemsyre hele Irland, aabenbarede sig
paa den Tid ogsaa indenfor Universitetets Mure, idet en Yngling, hvem
en stor og sørgelig Skjæbne var forbeholdt, snart tiltrak sig baade
sine Medstuderendes og Professorernes Opmærksomhed i høieste Grad, den
nysnævnte Robert Emmet, hvem glimrende Studier i de mathemathiske og
physiske Fag i Forening med en politisk Veltalenhed af den høieste Rang
og den sjeldneste Renhed allerede ved Sextenaarsalderen havde givet
et Ry. Jeg har berørt hans Taler i Discussionsklubben »Det historiske
Selskab« og det dybe Indtryk de gjorde paa den jævnaldrende, men saa
langt blødere og mindre udviklede Moore. Skjøndt advaret mod uforsigtigt
at lade sig see paa Gader og Stræder sammen med Emmet, følte Moore sig
snart draget til ham ved en hjertelig Beundring og et inderligt Venskab.
Intet Under! Det var Irlands unge Nationalhelt, hvem Irlands unge Digter
i de første Ungdomsaar mødte paa sin Vei. Ingen af dem anede da den
andens tilkommende Storhed, men det Instinet, som sammenknytter Aander,
der svare til hinanden, førte dem sammen længe nok til at Sangeren
kunde modtage Indvielsen af Helten. »Hvis man spurgte mig, siger Moore,
hvem der af alle de Mennesker, jeg har kjendt, har syntes mig at forene
de største Evner med den største sædelige Høihed, saa vilde jeg ikke
betænke mig paa at nævne Robert Emmet«Th. Moore: Memoirs of Lord Edward
Fitzgerald..

Robert Emmet fødtes i 1780; hans ældre Broder Thomas var en af
Hovedmændene under Revolutionen 1798 og blev, da den strandede, først
fængslet, saa forvist. Roberts tidligste Følelser vare Had til det
engelske Tyranni og Kjærlighed til Irlands Martyrer. Han lagde allerede
som Dreng en Charakterstyrke for Dagen, der var et Varsel om den
Sjælsstorhed, han skulde udfolde som Yngling. Allerede i Tolvaarsalderen
studerede han med Lidenskab Mathematik og ChemiMadden: United Irishmen,
their lives and times.. En Dag gav han sig, umiddelbart efter at han
havde foretaget et chemisk Experiment til at løse et mathematisk Problem
af den største Vanskelighed, og da han i sin Distraction førte sin
Haand til Munden forgiftede han sig med et Kviksølvsublimat, som han
faa Øieblikke i Forveien havde benyttet. De heftige Smerter, han strax
følte, lærte ham at kjende den Fare, hvori han svævede. Imidlertid
gjorde han af Frygt for at man for Fremtiden skulde forbyde ham saa
farlige Experimenter intet Anskrig, men gik ned i sin Faders Bibliothek,
opslog i en Encyclopædi Artiklen Gift, fandt, at opløst Kridt var
anbefalet som Modgift i Tilfælde som hans, huskede, at han havde seet et
Stykke Kridt i Vognskuret, gik derned, fandt det lukket, sprængte Døren,
tog Kridtet, drak Kridtopløsningen og gav sig roligt til at fortsætte
Løsningen af sin mathematiske Opgave. Da hans Lærer næste Morgen saae
ham ved Frokosten med et saa forandret Ansigt at han neppe var til at
gjenkjende, tilstod Emmet ham, at han havde tilbragt Natten i gruelige
Pinsler, men tilføiede, at han i det Mindste havde havt den Nytte af sin
Søvnløshed, at han havde faaet sin Opgave løst. — En Dreng, som har Mod
og Fatning af denne Art, er bestemt til som Mand at blive Forbillede for
Mange.

Han blev det, først og fremmest for Thomas Moore. Den Simpelhed og
Jævnhed, der var udbredt over hans Væsen og som var forenet med den mest
fintfølende Hensyntagen, veg i det Øieblik, den Streng, som satte hans
Følelser i Bevægelse, berørtes, for Præget af en Aandsoverlegenhed, som
maatte fængsle en vordende Digter. »To Mennesker, siger Moore, kunne
ikke være mere forskjellige fra hinanden end denne unge Mand var det før
og efter at han havde reist sig for at tale. Det Blik som faa Øieblikke
forinden syntes træt og næsten livløst, straalede pludseligt med hans
Evners hele Kraft. Hans Ansigt, hans Gestus og hans hele Holdning antoge
Charakteren af Inspiration. Om hans Veltalenhed kan jeg kun dømme efter
mine Ungdomserindringer, men jeg har aldrig siden hørt Noget, der
syntes mig at have et mere ophøiet eller renere Præg.« Moore bemærker
ogsaa, at Emmet lige saa fuldt beherskede sine Omgivelser ved sit Livs
udadlelige Renhed og sit Væsens Blidhed og Ynde som ved sine Kundskaber
og sin Veltalenhed. Da i Aaret 1797 Bladet The Press blev grundet af de
irske Førere O’Connor, Brødrene Emmet og flere, var Moore ikke lidet
begjærlig efter at see et eller andet Product af sin Muse i dette Blads
patriotiske og meget læste Spalter. Men hans Moders stadige og i de
Tider langtfra ugrundede Ængstelighed for ham indjog ham paa den anden
Side Bekymring for at gjøre noget Skridt, hun vilde tage sig nær, og han
besluttede at debutere anonymt. Han indsendte en Efterligning af Ossian,
der gik glat igjennem uden at vække nogen Opmærksomhed, saa betroede han
med skjæl- vende Haand til Postkassen et Brev, »Til Trinity College’s
Studenter«, rigt krydret med »Landsforræderi«, som han selv bemærker,
en vittig Satire over Castlereagh, der saa længe han levede var den
aldrig opgivne Skive for Moores Vid. »Jeg ventede neppe, siger Moore, at
Brevet vilde blive trykt, men se, næste Aften, da jeg som sædvanlig sad
i min Kakkelovnskrog og udfoldede Avisen for at læse den høit for mine
Forældre, saa stod der aller forrest i Bladet mit eget Brev og stirrede
mig lige ind i Ansigtet og var naturligvis noget af det første, mine
Tilhørere ønskede at høre.« Efter at have nedkjæmpet sin Sindsbevægelse,
læste han Brevet høit, havde den Tilfredsstillelse at høre det i høi
Grad rost af sin Fader og Moder, skjøndt begge betragtede det som »meget
forvovent«, da næste Dag Edward Hudson, den eneste i Hemmeligheden
indviede af Moores Venner, under et Morgenbesøg med et meget sigende
Blik hen­ kastede til Moore: »Naa saae Du — ?« — »Brevet var af Dig,
Tom« raabte Moderen, og man forstaaer, at nye Bønner om Forsigtighed
fulgte paa Tilstaaelsen.

»Et Par Dage efter hændte det, siger Moore, paa en af de lange
Spadsereture ud i Landet, som Emmet og jeg pleiede at foretage
sammen, at vor Samtale kom til at dreie sig om Brevet, og jeg gav
ham at forstaae, det var af mig. Da tilstod han mig med den næsten
kvindelige Blidhed han besad og som saa ofte findes hos saadanne
determinerede Aander, at han under Læsningen af Brevet, hvor meget han
end havde billiget dets Indhold, ikke kunde andet end beklage, at den
offentlige Opmærksomhed saaledes var bleven hendraget paa Universitetets
Politik, hvad jo kun, hvis Autoriteterne bleve aarvaagne, kunde hindre
Udbredelsen af hvad vi begge betragtede som »den gode Aand«, der nu i
al Stilhed brød sig Vei. Hvor drengeagtig jeg end dengang endnu var,
kunde jeg dog ikke lade være at blive slaaet af det mandige Syn, jeg
bemærkede, at han havde paa, hvad Mænd burde gjøre under saadanne
Omstændigheder og til saadanne Tider, nemlig ikke tale eller skrive
om deres Hensigter, men handle. Han havde aldrig tidligere, saavidt
jeg husker, i Samtale med mig sigtet til Existentsen af det hemmelige
Selskab »United Irishmen«, heller ikke gjorde han mig nu eller
nogensinde siden noget Forslag om at gaae ind deri, en Hensyntagen,
som jeg for en stor Del tillægger hans Kjendskab til den omhyggelige
Ængstelighed, hvormed man vaagede over mig hjemme [...] Han var helt
igjennem en ædel Skabning og saa rig paa Indbildningskraft og Hjertets
Ømhed som paa mandig Forvovenhed.« Det er tydeligt nok, at Robert Emmet
med al sin hjertelige Velvillie mod Moore godt har følt, at han ikke var
af det Malm, hvoraf en Mand maa være gjort, der skal sætte sin Fremtid
og sit Liv paa Spil i en Revolution. Men han holdt af den unge Digter og
søgte ham ofte; han har sikkert mærket, hvilken sjelden Klangbund hans
Ideer og Drømmerier fandt i den Harpe, Thomas Moore bar i sin Sjæl. Han
pleiede at sidde ved Moores Pianoforte, medens denne spillede Melodierne
i Buntings irske Samling, og Moore bevarede endnu som gammel Erindringen
om, hvorledes Robert Emmet en Dag, da han spillede Melodien »Let Erin
remember the day« med Lidenskab udraabte: »0 gid jeg stod i Spidsen for
tyve tusind Mand, der marcherede efter den Melodi!«

Det var i Aaret 1797 kort før den store irske Sammensværgelses
Opdagelse. Saa foregik den og med den alle dens Rædsler. En af dens
første Følger var en fuldstændig Inquisition, som afholdtes indenfor
Universitetets Mure. Studenterne kaldtes enkeltvis op ved Navn og
forhørtes. De fleste vidste Lidet eller Intet om Førernes Hensigt; der
var kun nogle faa, deriblandt Robert Emmet, hvis pludselige Udeblivelse
lærte deres Kammerater, hvor dybt de havde været indviede i de forraadte
Planer. Den døde Taushed, der daglig fulgte deres Navne, hver Gang de
raabtes op, gjorde et rystende Indtryk paa Moore. Han selv viste sig
under sit Forhør som den brave lille Student han var, han erklærede den
frygtede Lord Fitzgibbon i Ansigtet, at han ikke vilde aflægge den Ed,
der afkrævedes ham, uden under det Forbehold ei at ville besvare noget
Spørgsmaal, som kunde lede en Kammerat i Ulykke, og udholdt med mandig
Fatning de Vredesudbrud, som fulgte. Da han ikke havde været Medlem af
»United Irishmen« og i Virkeligheden ingen Kundskab havde til Selskabets
Planer, frigaves han hurtigt.

I de Aar, som nu følge, falder Moores første Optræden som Digter.
De Rædsler, som ledsagede Oprørets Undertrykkelse, afgave ham intet
Stof for Poesi; dertil stod han dem altfor nær. Emmet var bortreist,
Paavirkningen fra ham for en Tid lang ophørt, politisk Digtning
overhovedet umulig i Irland. Den unge Digter, der af Naturen var
anlagt paa Frembringelsen af en lys og let Poesi, fulgte da den Vei,
som laa aaben for hans Anlæg og hans Aar, han bearbeidede først de
anakreontiske Sange, udgav dem ikke 20 Aar gammel med en Tilegnelse til
Prindsregenten, som da var de Liberales Haab, og optraadte i 1801 med et
Bind Poems of Little, især erotiske Digte, ungdommeligt sandselige og
lidt frivole i deres Art. Den irske Frivolitet minder meget om den, som
er saa hyppig i Svenskernes erotiske Digte og har samme Charakter af at
være en Nationaleiendommeliglied.

Efterat Moore i nogle Aar havde flagret om i Londons bedste
Kredse, yndet og søgt for sine selskabelige Talenter og sin hele
irske Sociabilitet, tvang hans Formueløshed ham til i 1803 at
reise til Bermuda i Amerika for der at tiltræde en Plads som
Admiralitets-Registrator. Han passede, som man kan tænke, slet ikke
til denne Plads, lod den ogsaa efter en kort Tids Forløb udfylde af en
Stedfortræder, og blev, da denne udviste svigagtigt Forhold og bedrog
Staten for en større Sum, uden egen Skyld kastet i en ganske lignende
Ulykke som Scott, erholdt som denne hjælpsomme Tilbud fra mange Sider,
afviste ligesaa ærekjært som Scott alle disse og betalte sin Grjæld ved
nogle Aars Sparsommelighed og samvittighedsfulde Flid. Hans amerikanske
Reise varede fra October 1803 til November 1804. Han hjembragte fra
Amerika de i andet Bind af hans Værker samlede amerikanske Breve og
Poesier, hvis Naturskildringer ere lige fremragende ved Farveglad og
Portraitlighed. Som ægte engelsk Naturalist har Moore større Ambition
med Hensyn til Ligheden end til Coloriten og han er ikke lidet stolt af
de mange Vidnesbyrd han fra Indfødte og Reisende har modtaget om disse
Beskrivelsers graphiske og geographiske Naturtroskab. Den bekjendte
engelske Reisende Capitain Basil Hall (den samme som besøgte Scott paa
Abbotsford og som syg modtog Byrons Pleie i Venedig) paastaaer, at
Moores Oder og Epistler give den smukkeste og nøiagtigste (most exact)
Beskrivelse af Bermuda, som gives, og viser hvorledes den sikkert
smukkeste Sang derimellem Canadian Boat Song, saavel hvad Melodien
som hvad Texten angaaer, er grundet paa de Sange, der virkelig synges
paa Skibene der, dog saaledes, at Moore liar bortkastet Alt, hvad der
ikke var smukt og charakteristisk i disse Sange. Og Moore fortæller
selv, hvor nøie hans Beskrivelser selv af Landskaber og Træer holdt
sig til Virkeligheden. I Anledning af Linierne ’Twas there, in the
shade of the Calabash Tree With a few, who could feel and remember
like me modtog han omtrent 25 Aar efter fra Bermuda et Bæger, dannet
af en af Frugtskallerne paa det Calabas-Træ, der var ment, og hvori
man havde fundet hans Navn indridset. Den exotiske Natur i hine
Egne virkede befrugtende paa en Digteraand, som netop var anlagt
til at modtage yppige og festlige Naturindtryk; de demokratiske og
republikanske Institutioner, hvortil han blev Vidne, fandt derimod
langt mindre Modtagelighed og Sympathi hos den forfinede Digter, paa
hvem den begyndende Verdensreaction mod det 18de Aarhundrede allerede
var ifærd med at gjøre sin Virkning. Hans Epistler om de amerikanske
Samfundstilstande have kun Øie for Bepublikens Skyggesider. Han havde
Audients hos Præsidenten; men Jeffersons skjødesløse Klædedragt —
blaa Strømper og Slæber paa Fødderne — skjæmmede, som man mærker, i
hans Øine Billedet af den Mand, der havde udkastet den amerikanske
Uafhængighedserklæring. Fremfor Alt forfærdedes han ved at træffe den
franske Philosophi, der for ham som ægte Barn af sin Tid var lutter
Gift og Synd, saa udbredt i den unge RepublikAlready has the child of
Gallias school The foul Philosophy, who sins by rule, With all her
train of reasoning, damning arts, Begot by brilliant heads on worthless
hearts [...] Already has she pour’d her poison here O'er every charm
that makes existence dear. Epistelen: To the Lord Viscount Forbes.. Det
var, skriver Moore mange Aar senere, »den eneste Periode af mit Liv,
i hvilket jeg har følt mig selv skeptisk med Hensyn til Sundheden af
den frisindede politiske Tro, som hvis Bekjender og Advocat jeg næsten
bogstavelig kan siges at have begyndt mit Liv og efter al Sandsynlighed
vil ende det.« Det kunde et Øieblik synes, som om Barndoms- og
Ungdomsindtrykkene fra den mishandlede Fødeø vare begravne under
anakreontiske Stemninger, Reiseerindringer og det muntre fashionable Liv
i Londons høieste, lethenlevende Kredse.

Da udkom i Aaret 1807 de første Bind af Moores Irske Melodier — hans
Adkomstbrev til Udødelighed. Alt, hvad hans stakkels Land havde følt
og lidt i de lange Forsmædelsens Aar, dets Smerter og Sukke, dets
begeistrede Opsving, dets krigerske Kjækhed og dets Smil gjennem Taarer,
Alt skimtes her spredt imellem Sange, der ere skrevne ned i sprudlende,
halvtvemodigt Letsind og erotisk Sværmeri. Det var en Krands, flettet af
Vemod, Begeistring og Ømhed, en duftende Sørgekrands, som bestemt til
at hædre en Afdød, der her blev slynget om hans Fædrelands Pande. Ikke
at Irlands Navn tidt eller gjerne er nævnet; der forekommer overhovedet
i disse Digte saa faa Navne som muligt — det var utrygt at nævne irske
Egennavne. Men snart forherligede den Syngende sin Elskede i saadanne
Udtryk, at man anede Erins Træk under hendes; snart talte den elskende
Kvinde med en Høihed, saa man følte ingen jordisk Kvinde var ment,
og Udtrykkets Mystik forøgede som i de gamle christeligt allegoriske
Lovsange den poetiske Virkning. — Hvad var der skeet i Mellemtiden
mellem Moore’s letfærdige Digtes Fremkomst og disse beundringsværdige
Poesiers Undfangelse? Det er en lang og sørgelig Historie. De besvare
selv hint Spørgsmaal ved at neddysse Svaret. Allerede det fjerde Digt
i Samlingen begynder: Oh! breathe not his name, let it sleep in the
shade Where cold and unhonour’d his relics are laid Sad, silent, and
dark be the tears that we shed As the night-dew th a t falls on the
grass o’er his head. Der var da altsaa En, hvis Navn ikke burde nævnes,
hvis Levninger laa vanærede i Graven og hvem tunge, tause Taarer kun i
Nattens Mørke turde begræde.

I Digtet, som følger derefter, hedder det atter uden Nævnelse af noget
Navn: When he, who adores thee, has left but the name Of his fault and
his sorrows behind, Oh! say wilt thou weep, when they darken the fame Of
a life, that for thee was resign’d? Yes weep, and however my foes may
condemn, Thy tears shall efface their decree; For Heaven can witness,
though guilty to them, I have been but too faithful to thee. At den af
Helten Tilbedte er Irland, sees ved første Blik; men som et Sørgeslør er
atter kastet over ham, hvis Ry blev formørket af hans Fjender, og som,
skjøndt kaldet skyldig af dem, kun var altfor trofast mod sin Elskte.

Man blade endnu noget længere frem i Samlingen og man støder paa et
Digt, der er nøie knyttet til de to anførte, og som med milde Farver
maler den Unævntes efterladte Brud: She is far from the land where
her young hero sleeps, And lovers are round her, sighing But coldly
she turns from their gaze, and weeps, For her heart in his grave is
lying. She sings the wild song of her native plains, Every note which
he lov’d awaking Ah! little they think, who delight in her strains,
How the heart of the Minstrel is breaking. He had liv’d for his love.
for his country he died, They were all that to life had entwin’d him
Nor soon shall the tears of his country be dried, Nor long will his
love stay behind him. Oh make her a grave where the sunbeams rest, When
they promise a glorious morrow; They’ll shine o’er her sleep, like a
smile from the West, From her own lov’d island of sorrow. Læseren har
alt anet, at den unge Helt, over hvem saa rørende Klagetoner løde,
ingen anden var end Moores fordums Universitetsven Robert Emmet. Det
forekommer mig utvivlsomt, at det er hans Skjæbne, der gav Moore den
Inspiration, som fremkaldte de ypperste Frihedspoesier blandt de irske
Melodier. Medens som Følge af Revolutionen 1798 den ældre Emmet blev
holdt fængslet paa Fortet St. Georges og derpaa forvist, lykkedes det
Robert at undgaae Fængsling, men han benyttede strax og udelukkende
sin Frihed i den Sags Tjeneste, der havde bragt hans Broder i Ulykke,
og hvortil han havde indviet sit Liv. Han reiste i 1802 til Paris og
havde en Sammenkomst med Førsteconsulen, der iøvrigt gjorde det Indtryk
paa ham, »at han ikke bekymrede sig mere om Irland end om Republiken
og Friheden«, og flere Sammenkomster med Talleyrand, hvis Væsen ikke
behagede ham mere, for gjennem Aftaler med dem at forberede Oprettelsen
af en uafhængig irsk Republik, støttet paa Alliance med den franske. Det
var i det Øieblik, da det ved Freden i Amiens en kort Tid gjenoprettede
gode Forhold mellem Frankrig og England stod paa Nippet til at brydes.
Bonaparte synes en kort Tid at have tænkt alvorligt paa en Landgang i
Irland — endnu paa St. Helena beklagede han jo at han ikke var gaaet til
Irland istedenfor til Ægypten — og Robert Emmet ankom i November 1802
til sin Fødeø med bestemt Løfte om, at den franske Armees Landsættelse
skulde finde Sted i August 1803. Med rastløs Dristighed bragte han paany
en Sammensværgelse over hele Irland istand. Efter hans Overbevisning
var Revolutionen af 1798 strandet, fordi den havde savnet en Operations
basis i Hovedstaden. For ham gjaldt det fremfor Alt om at bemægtige sig
Dublin, særlig Slottet, hvis Porte stode aabne lige til om Aftenen.
Dag og Nat vaagede han over Forberedelserne til Oprøret; en Mængde
Huse vare leiede i Dublins forskjellige Kvarterer, hvor der uafbrudt
fabrikeredes Vaaben, Kugler og Krudt; han havde selv bestandig en lille
Stab af femten Personer om sig, næsten alle Almuesmænd, der arbeidede
under hans Opsigt, og han nød den Smule Hvile, han undte sig, i et af
Krudtmagasinerne, udstrakt paa en Madras. Skjøndt mere end 1000 Personer
vare indviede i Sammensværgelsen, fandtes der dog ingen Forræder imellem
dem og den blodtørstige Øvrighed havde ikke den fjerneste Anelse om hvad
der forberedtes. Emmets Formue gik fuldstændigt med til Indkjøbene,
men de Arbeidere, der tjente ham, modtoge ingen Betaling for deres
Gjerning, »de arbeidede, sagde en af dem, hvem Forfatteren af United
Irishmen traf som Olding, ikke for Penge, men for Sagens Skyld; de havde
stor Tillid til Robert Emmet, de kunde have givet deres Liv for ham.«
Da indtraf i Juli Maaned et af hine uforudseelige Tilfælde, som ingen
menneskelig Beregning kan forebygge: et af Krudtmagasinerne sprang i
Luften og dræbte to Mænd, af hvilke den ene udaandede i Robert Emmets
Arme. Den næste Dag underrettede et protestantisk Blad Regjeringen om at
den sov paa en Mine. Man maatte, ufærdig som man var og uden at oppebie
Franskmændenes Ankomst bryde løs, hvis man ikke vilde udsætte sig for
en Tilintetgjørelse uden Kamp. Den 23de Juli stod en ædel og mandig
Proclamation til Irlands Befolkning, forfattet af Robert Emmet selv,
opslaaet paa Gaderne i Dublin; men da Aftenen kom, og han i Spidsen
for en Skare forsøgte Slottets Overrumpling, maatte han med Bitterhed
føle, hvor upaalidelige hans Landsmænd vare i et farefuldt og afgjørende
Øieblik. Alt som man nærmede sig Slottet, fortyndedes Skaren omkring
ham stedse mere; da man stod for dets Port, var der neppe en Haandfuld
Trofaste tilbage og alt Haab om et heldigt Udfald slukt overfor den nu
aarvaagne og velbevæbnede Fjende. Det lykkedes i den første Forvirring
Førerne at undkomme til Wicklows Bjergegne og her samledes de allerede
næste Dag i en afsides beliggende Dal for at raadslaae. De fleste vare
overbeviste om, at Intet endnu var tabt: et Signal — og Irland vilde
reise sig som een Mand o. s. v., Robert Emmet alene havde mistet alle
Illusioner og viste med Klarhed sine Venner, at en fortsat Stræben i
dette Øieblik og med Stridsmænd, som de udisciplinerede Oprørere af gave
dem, kun vilde føre ny Blodsudgydelse over Landets allerede saa haardt
prøvede Befolkning. I det Øieblik, man skiltes, opfordrede man fra alle
Sider Emmet til at flye; en enestaaende Leilighed frembød sig dertil med
Fiskerbaade, som tilhørte Insurgenterne. Da var det, at Robert Emmet
med nogen Forlegenhed erklærede, at han absolut endnu engang maatte til
Dublin for at tage Afsked med en Person, der var ham saa kjær, at han
ei kunde forlade Irland for mange Aar uden et Gjensyn med hende. »Han
maatte see hende, om han saa skulde døe tusinde Gange derfor.«

Soldaterne søgte ham overalt, hans trofaste Husholderske, en ung modig
Pige, blev forgjæves prikket med Bajonetter over hele Legemet og
underkastet »Halvhængningen«, hun vilde Intet røbe om hans Opholdssted.
Endelig fandt man ham, lammede ethvert Flugtforsøg ved et Pistolskud
i Skuldren og arresterede ham. Da den Major, der bemægtigede sig ham,
vilde undskylde Skuddet, svarede han kort, at Alt var tilladt i Krig
(all is fair in war).

Et Par Dage efter sin Fængsling skrev Robert Emmet et Brev til den unge
Pige, for hvis Skyld han havde udsat sit Liv. Det var Miss Sarah Curran,
Datter af den berømte Advocat, hvis Navn saa hyppigt forekommer i
Byrons Poesier, de irske Anklagedes ufortrødne og begeistret veltalende
Forsvarer i 1798, en af Landets mest ansete og anerkjendte Mænd. I hans
Hus havde Robert Emmet som ganske ung færdedes meget; men da Curran
opdagede hans og Datterens varme Interesse for hinanden og frygtede,
at Emmets politiske Retning skulde tilintetgjøre hans Fremtid, havde
han skilt de to Unge ad, og det var mod hans Vidende de bestandig havde
vedligeholdt Brevvexling med hinanden. Fangevogteren, der lod sig give
en stor Sum for at bringe Emmets Brev til dets Adresse, bragte det strax
til Statsadvocaten. I sin Angest for at have compromitteret den, han
elskede, skrev Emmet øieblikkeligt til sine Dommere, og da han vidste,
hvor stor Frygt man nærede for hans Veltalenhed, tilbød han selv at
erklære sig skyldig for Retten og tilmed ikke sige et eneste Ord til
sit Forsvar, hvis man til Gjengjæld vilde lade være at inddrage hans
Breve til Miss Curran i Processen. Forgjæves, næste Dag allerede lærte
en Husundersøgelse den fortørnede Curran det inderlige Forhold, som
bestod mellem Emmet og hans Datter. Om selve Sagens Udfald var der ingen
Tvivl; den Anklagede kjendte sin Skjæbne. Da Fængselsdirecteuren en Dag
overraskede ham, flettende en Haarlok, som Miss Curran havde skjænket
ham, saae han op og sagde: »Jeg fletter den for at kunne have den hos
mig paa Skafottet.« Paa hans Bord fandt man en yderst omhyggeligt udført
Pennetegning: hans eget Portrait, slaaende ligt, Hovedet skilt fra
Kroppen, Legemet udstrakt ved Siden af.

Processen begyndte Kl. 10 om Morgenen. Efterat Statsadvocaten i sin Tale
havde forsikret, at denne Sammensværgelse ingen anden Virkning havde
havt end yderligere at lade Irlands Kjærlighed til dets Konge komme
til Udbrud, bad Robert Emmet til Svar kun om at følgende Paragraph af
den provisoriske Regjerings Manifest, sem han havde redigeret, maatte
blive læst høit: »Fra nu af er al Brug af Pidskning og Tortur forbudt
paa Irlands Grund og kan ikke under noget Paaskud gjenindføres.«
Derefter fulgte en Tale af en modbydelig irsk Renegat, det forhenværende
Medlem af Oprørspartiet Lord Plunket, der som offentlig Anklager
overvældede Emmet med Haansord. Saa reiste denne sig og holdt med den
visse og nære Død for Øie en Forsvarstale, som endnu den Dag idag enhver
Irlænder kjender. Han sagde, at hvis han, naar han var bleven erklæret
for skyldig, kun skulde lide Døden, vilde han ikke have trættet de
Tilstedeværendes Opmærksomhed; men den Dom, som overgav hans Legeme til
Bøddeløxen, vilde tillige overgive hans Navn til den offentlige Menings
Dadel, og derfor vilde han tale. Til Dommerens støiende Afbrydelse
svarede han med fuldkommen Ro: »Jeg har hørt sige, Mylord, at Dommerne
undertiden betragte det som en Pligt at høre med Taalmodighed og
tale med Humanitet,« og forsatte sin Tale med saa høi Røst, at man
tydeligt hørte den ved Retssalens ydre Døre og dog uden at der var det
ringeste overdrevent eller declamatorisk i hans Foredrag; hans Stemme
var tverimod, siger Madden, som hørte ham, moduleret med den største
Finhed, han gik frem og tilbage mod Skranken med visse Bevægelser, der
vare ham eiendommelige og som besadde en særegen Ynde. Tredive Aar
efter tale Vidnerne til denne gjennemtrængende Veltalenhed endnu ikke
uden Sindsbevægelse om den Gratie og den Høihed, hvormed han trodsede
sine Dommere. En Correspondent til Times, der absolut fordømmer selve
Oprøret, siger i sit Brev om Emmet: »Men det maa jeg tilstaae: han var
stor midt i sine Vildfarelser; da han paa Processens Dag, i det Øieblik
Graven aabnede sig for at modtage ham, rystede selv Rettens Mure ved sin
Veltalenheds Energi og Glands, saae jeg hin Snog, som hans Fader havde
næret ved sin Barm (Lord Plunket) zitre under hans Blik og hint Udskud
af Menneskeheden, der dømte ham, (Lord Norbury) blegne og skjælve paa
sin Stol.«

Emmet endte med disse Ord: Mylords, I vente utaalmodigt Eders Offer.
Alle de Rædsler, hvormed I have omgivet mig, have ikke formaaet at isne
det Blod i mine Aarer, hvorefter I ere saa begjærlige, og om faa Timer
vil det skrige om Hævn til Himlen; men Taalmodighed endnu. Jeg har kun
faa Ord at sige; jeg gaaer til min kolde og stumme Grav; mit Livs Lampe
er næsten slukt. Jeg har for mit Lands Skyld skilt mig fra Alt, hvad
der var mig dyrebart i dette Liv, fra min Sjæls Idol, mine Følelsers
Gjenstand. Min Bane er tilende; Graven aabner sig for at modtage mig,
og jeg synker i dens Favn. Jeg har kun een Begjæring at stille ved min
Afsked fra denne Verden, det er at den vil skjænke mig sin Tausheds
milde Gave. Lad ingen Mand skrive min Gravskrift, thi da ingen Mand,
som kjender mine Bevæggrunde, nu vover at forsvare dem, saa lad ikke
Fordom eller Uvidenhed sværte dem. Lad dem hvile i Mørke og Fred. Lad
mit Minde synke i Glemsel og min Grav forblive uden Indskrift, indtil
andre Tider og andre Mænd kunne vise min Charakter Letfærdighed. Naar
mit Land indtager sin Plads mellem Jordens Nationer, lad da og ikke før
da min Gravskrift blive skreven. Jeg har talt ud.»

Dommen faldt og lød paa, at Robert Emmet skulde først hænges, saa
halshugges endnu samme Nat Kl 1. Klokken var 11, da han blev ført
tilbage til sit Fængsel. Han standsede paa Veien foran et Cellegitter,
bag hvilket en af hans Venner sad, og sagde til ham: Jeg skal hænges
imorgen. — Man undte ham ikke Ro de sidste Timer. Man kjørte ham ti
engelske Mil ud i Landet af Frygt for at han skulde blive udrevet af
Fængslet med Vold. Først da befriede en menneskekjærlig Fangevogter ham
fra Jernene, som man havde lagt om ham med en saadan Brutalitet, at
Blodet sprang ud af hans lemlæstede Lemmer, og den samme Mand gav ham
Noget at spise; thi fra Kl. 10 om Morgenen af, da Processen begyndte,
havde han ingen Næring faaet. Saa faldt han i en kort dyb Søvn, vaagnede
og benyttede de faa Øieblikke, han havde tilbage, til at skrive Breve,
et til sin Broder i Amerika, et til Miss Curran’s Broder og et til hende
selv, da han blev afbrudt af en Ven, som ønskede at see ham sidste
Gang. Roberts første Ord til ham var, hvorledes det gik hans Moder, og
Vennen maatte da dybtnedbøiet meddele ham, at hun var død to Dage forud
af Græmmelse. Med Ro havde hun seet den ene af sine Sønner forvist for
Irlands Skyld, med Fasthed havde hun bestandig opmuntret Robert paa
hans Vei, men da hun saae den Søn, der var hendes Livs Stolthed, ikke
tre og tyve Aar gammel indviet til en saa frygtelig Død, brast hendes
Hjerte. Robert modtog Efterretningen med Fatning og svarte: »Det er
bedre saaledes«. I Brevet til Miss Currans Broder skriver han: »Jeg har
aldrig for min egen Skyld ønsket Embeder eller Æresbevisninger; jeg
vilde ikke have bekymret mig om Ros af Nogen, men jeg havde ønsket i
Sarahs straalende Ansigt at kunne læse, at hendes Mand var agtet.« Hans
Haandskrift i dette Brev er saa fast og regelmæssig som nogensinde.
Kl. 1 blev han hentet til Skafottet. Saa stort var det Herredømme,
hans Væsens Blidhed og Ynde udøvede over alle raa Naturer, at en af
Fangevogterne, da han ført af Sherifferne og fulgt af Bøddelen gik ud af
Fængslet, sagde ham Farvel med strømmende Taarer; Emmet, hvis Arme vare
bundne, bøiede sig og kyssede Manden paa Kinden, og denne Mand, som tyve
Aar igjennem var bleven hærdet og vænnet til Fængselsscener, faldt uden
Bevidsthed om for hans Fødder. Ved Skafottets Fod gav Robert Emmet en
af sine Venner det Brev, han havde skrevet til Miss Curran, men Vennen
blev arresteret og Brevet kom aldrig til sin Adresse. Han tog selv sit
Halstørklæde af og hjalp til med at lægge Strikken om sin Hals. Bødlen
viste det afskaarne Hoved til Folket og raabte med høi Røst: Dette er
Hovedet af Robert Emmet, en Forræder. — Ikke en Lyd hørtes til Svar.

Næste Dag stod i Regjeringsbladet London Chronicle: »Han forblev til
det sidste Øieblik den Samme, som han viste sig at være under Retssagen
igaar, lagde samme Blanding af Nonchalance og Frækhed for Dagen, og
syntes at spotte de frygtelige Omstændigheder, hvorunder han befandt
sig. Intet kunde mindre ligne den sande Christens Ro. Gud bevare os
for Folk med slige Principer! Ikke desmindre have vi aldrig seet et
Menneske døe som han [...] han var en afgjort Vantro, og til Præsten,
som ledsagede ham, sagde han: Jeg takker Dem for den Uleilighed, De gjør
Dem; men den er unyttig; mine Ideer om dette Punkt have allerede længe
været meget be stemte, og dette er ikke et Øieblik, i hvilket jeg kan
forandre dem.« Saaledes talte den officielle Presse; det undertrykte
Irland tav om sin treogtyveaarige Yndlings Skafot og tro mod hans Bud,
satte det ingen Indskrift paa hans Grav.

Men da Moores irske Melodier kom ud, da hørte man med Et i disse
Sange et helt Folks Smerte og Indignation stige og synke, hviske
og raabe, klage og mumle som Havets Bølger og med et Naturelements
uimodstaaelige Magt. Der var snart ikke og er den Dag ikke en Bonde paa
Irland, som ikke kjender Sangen: When he who adores thee. I Amerika
læses Robert Emmets sidste Tale endnu den Dag idag i alle Skoler. Den
er Evangeliet for Rebellionen mod England. Men underligt nok: ikke
Robert Emmets heroiske Død gjorde ham saa berømt hos hans Landsmænd
som hans rørende Kjærlighedshistorie. Hans Brud stod for det irske
Folk som Heltens Enke og var Gjenstand for en stille Ærefrygt. Hendes
Ulykke forøgedes end mere ved at hun levede i en engelsksindet Kreds,
der vel beklagede Robert Emmet, men mente at han havde fortjent sin
Skjæbne. Hendes Udseende var, siger Admiral Napier, der saae hende i
Italien, »en vandrende Statues«. Hun døde faa Aar efter paa Sicilien
»langt fra det Land, hvor hendes unge Heros sover.« Washington Irving
har skildret hende i sin smukke Skizze Det knuste Hjerte i The sketch
book. Men hendes skjønneste Monument er Sangen She is far from the
landMadden: United Irishmen. — Robert Emmet (Anonym, men forfattet af
Mme d’Haussonville)..

Dog den Enkeltes Ulykke er jo i Melodierne kun et Symbol paa det hele
Folks og en Personification af den almindelige Smerte. Vi komme til
Sange, i hvilke det er som om alle Irlands Sønner og Døtre jamrede
over den sørgelige Udgang af den store franske Revolution og af de
Forhaabninger, alle Folk, men dette mere end noget andet, havde sat til
Republikens Varighed og Seir. En saadan Sang er den rørende ’Tis gone
and for ever the light we saw breaking med dens vilde Klage over at
hin første Frihedsstraale, som Menneskeheden har velsignet, atter er
forsvunden og i sin Forsvinden ligesom har gjort Trældommens og Sorgens
Nat dybere og mørkere end den var, men dybest og mørkest for Erin. Moore
hæver sig til den høieste og ædleste Flugt i en Strophe som denne:
For high was thy hope, when these glories were darting Around thee,
through all the gross clouds of the world; When Truth, from her fetters
indignantly starting, At once, like a Sun-burst, her banner unfurld.
Oh! never shall earth see a moment so splendid! Then, then — had one
Hymn of Deliverance blended The tongues of all nations — how sweet had
ascended The first note of Liberty, Erin, from thee! Og Digtet slutter
med Forbandelser over Undertrykkerne, som »ved Dødens rygende Alter
lig Furier kjærtegnede Frihedens unge Haab og døbte det i Blod.« Andre
Digte ere mere truende, skjøndt Truselen overalt er poetisk og dulgt.
Læs f. Ex. Sangen: Lay his word by his side: »Læg Sværdet ved hans Side,
det har tjent ham altfor vel, til at det ikke skulde hvile nær hans
Hovedgjærde nu; læg det ubrudte Sværd hos den aldrig undertvungne Mand.
Dog det er, som hørte jeg en stille Røst fra Graven, et svagt Echo af
den, som engang gav Krigsløsenet »Sprænger Eders Lænker«, og den hvisker
fra Graven, hvor vor Heros sover: Skjøndt vor Høvdings Sol er sunket for
stedse, saa lad dog ikke hans Sværd slumre paa saa uhæderlig Vis, det
har Seirens Liv i sig endnu. Skulde en Fremmed, uværdig til at svinge
sligt Vaaben, vove at røre dig, mit eget stolte Sværd, da bliv i din
Skede, som en forseglet Talisman eller vend tilbage til din Herre, der
ligger fri i sin Grav; men hvis du gribes af en Haand, der paa Valen har
lært den ædle Brug af et Værge som dig, da spring, naar Friheden stævner
dig, med Glimt som et Lyn frem af din mørke Skede igjen.« — Det Digt,
som direkte er rettet mod Prindsregenten, er det strengeste og mest
liøisindede af dem alle. Han er vel ikke nævnt deri, men man forstaaer
først Digtet, naar man veed, at det er ham, som er ment. Det er Sangen
When first I met thee, warm and young. Erin taler her som Kvinde, hun
skildrer sin gode Tro til den unge Kongesøn, sin Tillid til de Løfter
han gav som ung og varm, sin Fastholden ved sin Tro, endog da hun saa
ham forandres; hun vilde, selv da. hun hørte om hans Feil, se Glimt af
fremtidig Hæder i dem — men nu da Ungdommens Tid er flygtet fra ham og
ingen af den modne Alders Fortrin er traadt i Stedet, nu da de, som
engang elskede ham, skye ham og selv hans Smigrere foragte ham, nu vilde
Erin ikke give en af sine rene Taarer for al hans skyldbetyngede Pragt.
Men der vil komme den Tid, da selv hans sidste Venner forlade ham, og da
han forgjæves vil strække sine Arme ud efter hende, som han har mistet
for bestandig, da vil hun sige: »Gaa, gaa! det er unyttigt at forbande
og Svaghed at dadle dig; Had kan ikke ønske dig værre end Skyld og Skam
have gjort dig«Go — go — ’tis vain to curse ’Tis weakness to upbraid
thee Hate cannot wish thee worse Than guilt and shame have make thee..
Wordsworth skrev Kjærlighedserklæringer til England, da det var seirrigt
og stort, Scott besang Skotland paa en Tid, da dette Land var begyndt
i lykkelig Blomstring at hævde sin Plads ved Siden af Søsterriget,
men Moore sendte sine brændende Sange til et Land, der laa ydmyget og
blødende for sine Bødlers Fødder. Han siger i Digtet Remember thee:

Huske Dig! ja saalænge der er Liv i dette Hjerte, skal jeg aldrig
glemme dig, fortabt som du er; mig kjærere i din Sorg, dine Taager og
dine Regnskyl end Resten af Verden i dens solklareste Stund. — Var Du
Alt, hvad jeg ønskede Dig, stor, hædret og fri, Jordens første Blomst,
Havets første Perle, jeg vilde da hilse Dig med stoltere, lykkeligere
Pande, men o! kunde jeg elske dig dybere end nu? — Nei dine Lænker, som
rasle, dit Blod, som strømmer, gjøre dig kun mere smerteligt kjær for
dine Sønner, hvis Hjerter, som Ungerne fra Ørkenfuglens Rede, drikke
Kjærlighed i hver Livsdraabe, der flyder fra dit Bryst.

I hele sin Production mindes da Moore ogsaa Irland. Hans store
østerlandske Digt Laila Rookh, der udkom i 1817, er udført efter de
samvittighedsfuldeste Studier; der er her ikke en Lignelse, ikke en
Beskrivelse, et Navn, et Træk af Historien eller en Allusion til en
Romance, som ligger indenfor Europas Horizont, og som ikke viser
Digterens Fortrolighed med Østens Liv og Natur. Men ikke desmindre
begyndte Sujettet først at faa Interesse for Moore, da han saae en
Mulighed til at benytte Kampen mellem Ildtilbederne og Mahomedanerne som
et Paaskud til at prædike Tolerance i Overensstemmelse med den Lære,
han havde givet sine Landsmænd i Digtet Come send round the wine i de
irske Melodier. Ogsaa Læserens Interesse vaagner først i det Øieblik,
han aner Irland og Irer bag disse Gheber med deres fremmede Costume. The
fire-worshippers er derfor Digtningens eneste helt vellykkede Parti.
Selve Navnene Iran og Erin flyde efterhaanden sammen for Læserens Øre.
Moore siger selv, at den Aand, som havde udtalt sig i de irske Melodier,
først følte sig hjemme i Østen, da han kom til »Ildtilbederne«, og
virkelig synes dette skjønne Digt, hvis Helt er en ædel og ulykkelig
Rebel, og hvis Heltinde lever i en Kreds, hvor hun altid hører ham
omtale med Afsky, direkte inspireret af Mindet om Robet Emmet og Sarah
Curran. Der er Lighed i mange Enkeltheder: Hafed har kort før han kalder
Gheberne til Oprør, flakket landflygtig om i Udlandet; Hinda maa under
sin Hjerteangst for Hafed daglig høre om det Blodbad, som anrettes
blandt Rebellerne (»rebel carnage«). Og da Hinda dræber sig selv af Sorg
over Hafeds Død paa Baalet, istemmer Digteren en Sang over hendes Lig,
af hvilken hele Stropher, hvis Navnet Iran blot erstattedes med Erin,
vilde kunne føies til Sangen She is far from the land uden at man vilde
føle et fremmed Element. Det hedder f. Ex.: Nor shall Iran, belov’d of
her Hero, forget thee — Though tyrants watch over her tears as they
start, Close, close by the side of that Hero she’ll set thee Embalm’d in
the innermost shrine of her heart. Ja saa vidt gaaer Analogien mellem
Stemningen i de irske Melodier og den, som hersker i denne asiatiske
Epopee, at nogle Linier af denne Digtning uden Modification knude bruges
til Motto for den Samling af alle Documenter vedrørende det irske Oprør,
der for en Snes Aar siden udkom med Titelen: Rebellion book and black
historyDe lyde: Rebellion! foul dishonouring word, Whose wrongful blight
so oft has stain’d The holiest cause that tongue or sword Of mortal ever
lost or gain’d. How many a spirit, born to bless, Hath sunk beneath that
with’ring name Whom but a day’s, an hour’s success Had wafted to eternal
fame!.

   Det var Moores polemiske Stilling som Irlænder, der gjorde ham
det umuligt at see den store Politik i samme Lys, hvori den stod for
Søskolen og Scott. Han sendte en Hagl af Vittighedspile imod den
hellige Alliance. I de Lord Byron dedicerede Fabler, han bar helliget
det fromme Fyrsteforbund, driver han med elskværdig Dristighed Gjæk
med den hele europæiske Reaction. Han drømmer f. Ex. at Czar Alexander
giver et pragtfuldt Bal i et Ispalads, han har ladet opføre paa Nevaen,
(saaledes som Keiserinde Anna engang gjorde det) og at alle »de hellige
Gentlemen«, der vise saa øm Bekymring for Europas Vel paa de store
Congresser, ere budne sammen der for at undersøge, hvorledes den
menneskelige Bevidstheds Strøm paa samme Maade som Floden kan holdes
fast og gjennemisnes, indtil den bliver istand til at bære »selv de
tungeste Konger, nogen Sonet eller Ode har prist.« Madame Krüdener har
givet sit prophetiske Ord paa at der ingen Fare er derved, og at Frosten
vil vare bestandig. Da begynder pludseligt fra alle Lofter og Vægge
en ildevarslende Dryppen. Czaren dandser vel endnu sin Polonaise, men
han har al Møie med at holde sig paa Benene, Preussen, skjøndt vant
til slibrige Veie, er meget nær ved at tumle; men neppe er den spanske
Fandango begyndt, før en glødende Solopgang sender sine Flammestraaler
gjennem Paladset. Man frelser sig under et almindeligt »sauve qui peut«.
Men alle Decorationerne i Isen, de flakte Ørne, de kongelige Vaaben,
tydske Rovfugle og franske Lilier, Alt smelter og opløser sig i Vand. —
Hvorfor, spørger Moore, ville Monarcherne ogsaa gjøre deres Kaprioler
i Paladser uden Grundvold? — Man seer, at han har stillet sangvinske
Forhaabninger til den da lige udbrudte spanske Revolution.

I en anden Fabel fortæller han om et Land, hvor der existerede et
løierligt Forbud mod Indførelsen af Speilglas. Af hvad Aarsag? Fordi
Kongefamilien der regjerede i Kraft af sin over ordentlige Skjønhed,
ligesom Folket adlød, fordi det var et Dogme, at det var grimt. Ikke
at finde Majestætens Næse smuk var Høiforræderi; at finde sin Nabo
kjønnere end Folk i visse høie Stillinger var saare brødefuldt og da
man ingen Speile havde, »kjendte man ikke sig selv«. Da sørge nogle
skjændige Radicale (some wicked Radicals) for at der paa Kysten strander
et med Speile ladet Skib — og man begriber Følgen. — I en tredie Fabel
vender han tilbage til sit gamle Symbol »Ildtilbederne«; men mindre
tolerant end i Laila Rookh lader han disse, da man har ansat et Corps
Lyseslukkere til at forhindre dem i den fredelige Udøvelse af deres
Cultus, til en Afvexling gjøre kort Proces med Slukkerne og kaste dem
paa Hovedet ind i den Ild, de ikke vilde lade brænde i Fred.

Moores satiriske og humoristiske Hovedværk The Fudge family in Paris,
der sprudler af Vittigheder over det nysoprettede, bovlamme bourbonske
Regimente, vender sig tillige med modig Pathos mod England. Det hedder
her: »Medens tapre Hjerter og sanddru Aander nu allevegne tjene til Ofre
for de foragtelige og faa, er England overalt den almindelige Fjende af
Sandhed og Frihed, hvor de end gløde, og overalt den første Hjælper,
naar Tyrannerne slaae løs«; og England mindes om, at Forbandelser stige
fra alle Sider over den Magtsyge og det selviske Hovmod hos det, som
overalt kun søger sit Eget og træder al fremmed Eet under Fødder. Man
gjennemlæse særligt det fjerde og syvende Brev med deres Spotterier over
Prindsregentens Ladhed og Fedme, og med deres frygtelige Invectiver mod
Castlereagh, som kaldes »hin Incarnation af al Forraadnelsens Smitte
og Stank, som Irland gav England til Skjænk, ligesom det slagne Lig
opsender Pest imod sin Morder«; her findes ogsaa de mest hensynsløse
Udfald mod de allierede Konger, »denne Bande af Vampyrer, der suge
Blodet ud af det slumrende Europa.«

Det lyder meget slemt og meget farligt, Afstanden fra den ældre
Digterslægt er tydelig nok, Springet herfra til Shelley og Byron synes
ringe. Men i Virkeligheden er det meget stort og alle disse Udfald
ikke saa alvorligt mente, som de synes. Det var ingen irsk Home-Ruler,
som her talte Irlands Sag; thi Moore vilde ingenlunde have sin Fødeø
løsrevet fra England, kun have den bedre og retfærdigere regjeret. Det
var ingen Republikaner, der her udtalte sig saa djærvt mod Kongerne, men
en oprigtig Monarchist, der ønskede slette Konger afløste af gode. Det
var endelig ingen Fritænker, der gjorde alle de voldsomme Udfald mod den
hellige Alliances Hykleri, men en, om end oplyst, dog oprigtigt troende
Katholik, der paa een Gang lod sine Børn opdrage til Protestanter og
selv skrev en tyk Bog «Travels of an irish Gentleman in search of a
Religion» til Forsvar for den katholske Læres Hoveddogmer. Med al
sin tilsyneladende Ubundenhed holdt Moore sig indenfor de Grændser
og iagttog de Hensyn, som den Kreds, hvori han levede, paalagde ham.
Whiggernes Førere havde, strax da han kom til London, modtaget ham
med aabne Arme, og Moore var og blev den erklærede Whigdigter, der i
en lang Række af satiriske og humoristiske Breve, rimede Feuilletoner
kunde man kalde dem, behandlede Dagens Spørgsmaal og de parlamentariske
Begivenheder med glimrende Vid og prægtigt Salonlune i Whigpartiets
Aand.

XIII.

Han var af Naturen anlagt til Munterhed og Lykke, ikke til ensom Kamp.
Han var skabt til som de gamle irske Barder at sidde høithædret ved
liøie Herrers Bord og korte dem Tiden med Sang. Han bærer i den Grad
Præget af en Lykkens Yndling, at han tidt, naar han er mest alvorlig,
dog synes halvt at spøge, lige modsat Byron, der selv naar han spøger,
er alvorlig, ja mørk. Moore leger med sit Æmne og kjærtegner det, Byron
sønderdeler det og vender sig fra det med Lede. Begge de to Venner leve
i Skuet og Gjenfremstillingen af den ydre Natur, men naar Byron seer
paa den, synes selv Solen at formørkes derved, medens Moore med sin
Forkjærlighed for Rosenrødt og Lys i Lys og Glimmer ligesom selv skaber
»en Morgensol, der staaer op om Middagen«.

Heri ligger ogsaa, at man faaer et ensidigt Billede af Moore, naar man,
som vor Plan førte det med sig, fortrinsvis studerer ham som politisk
Digter. Han er tillige en Erotiker og en af de største, sikkert den
mest musikalske, som nogensinde har levet. Kun hans utroligt fine Øre
for Musik kan tilnærmelsesvis forklare den Trolddom, der er i hans
Sprogbehandling. En lokkende, blussende Sandselighed og en brændende
Ømhed har i hans erotiske Poesier fundet Udtryk, hvis iørefaldende
Velklang drager som Toner fra Elverhøi. Lad Shelleys engelske Beundrere,
vante til finere og den Profane mindre let fattelige Harmonier, kun
kalde disse Sange altfor søde (oversweet)Et Udtryk, jeg i en mundtlig
Discussion har hørt anvendt.; erotisk Lyrik kan ikke være for erotisk;
»dans l'amour trop n'est pas assez.« Lyder det ikke som en mozartsk
Melodi, som en af Heltens eller Zerlinas Arier i »Don Juan«, naar det
hedder: The young May-moon is beaming, love, The glow-worm’s lamp is
gleaming, love How sweet to rove Through Morna’s grove, When the drowsy
world is dreaming, love!

Det forekommer mig, at Sange af Mozart og Moore beholde deres Værd,
selv om Verden efter dem har havt en Schubert og en Shelley. Ingensteds
afspeiler de store engelske Digteres Eiendommelighed i denne Periode
sig skarpere end i deres Erotik, paa samme Tid som den hele Periodes
Naturalisme påa dette Omraade sees i sin skarpeste Modsætning til
Overnaturlighederne i den tydske og franske Reactionsperiodes
Skildringer af ElskovSe G. Brandes: Den romant. Skole i Tydskland. S.
222 ff. og Reactionen i Frankrig. S. 241 ff.. Hvad Byron siger om sin
skjønneste Kvindeskikkelse, at hun var »Naturens Brud og Lidenskabens
Barn« (Don Juan II, 202) og hvad han udtaler om Don Juan’s og Haidée’s
Elskov: »Hos Andre er det en kunstig Tilstand, en Opiumsdrøm fremkaldt
ved altfor megen Ungdom og Læsning, i dem var det deres Natur eller
deres Skjæbne« (ib IV, 19), det gjælder om de erotiske Skildringer
i hele dette Tidsrum. Men kun i Don Juan har Byron malt en lykkelig
Elskov. Hans erotiske Digte ere lutter Kval og Klage. Det vidunderligste
af dem alle When we two parted har Hulken i selve sin Rytme og udtaler
Adskillelsens hele Smerte allerede i den Maade, hvorpaa Rytmen i den
sidste Strophe modificeres. Der er endnu en vis Lidenskabens Ro i de
første Linier: When we two parted

   In silence and tears,

   Half broken hearted

   To sever for years,

   Pale grew thy cheek and cold,

   Colder thy kiss;

   Truly that hour foretold

   Sorrow to this. Men al Kjærlighedens Jammer er udtalt i disse
Slutningsliniernes korte og stødende Tonefald: In secret we met —

   In silence I grieve,

   That thy heart could forget,

   Thy spirit deceive.

   If I should meet thee

   After long years,

   How should I greet thee? —

   With silence and tears. Den Byronske Erotiks eiendommeligste Omraade
er Elskovens Kval. Hos Keats er Erotiken, som det var at vente,
tungtaandende, hed, sensuel og svælgende i Duft og Toner. Man læse denne
mesterlige Strophe: Lift the latch! ah gently! ah tenderly — sweet! We
are dead if that latchet give one little clink! Well done — now those
lips, and a flowery seat — The old man may sleep, and the planets may
wink; The shut rose shall dream of our loves and awake Full-blown. and
such warmth for the morning take, The stock-dove shall hatch his soft
twin-eggs and coo, While I kiss to the melody, aching all through.

Shelleys Erotik er hyperaandig og hypersandselig paa een Gang. Den
minder om Correggios. Hos Shelley som hos Correggio smelter Udtrykket
for den høieste Hengivelse sammen med Udtrykket for den heftigste
sandselige Rus; hvad han skildrer er den erotiske Dødskamp. Man læse f.
Ex. den indiske Serenade: Oh lift me from the grass!

 I die, I faint, I fail!

 Let thy love in kisses rain

 On my lips and eyelids pale.

 My cheek is cold and white, alas!

 My heart beats loud and fast:

 Oh press it close to thine again,

 Where it will break at last. og man sammenligne hermed den fuldstændigt
eksta­ tiske Slutning af Epipsychidion: Our breath shall intermix,
our bosoms bound And our veins beat together; and our lips With other
eloquence than words, eclipse The soul that burns between them; and the
wells Which boil under our being’s inmost cells, The fountains of our
deepest life, shal be Confused in passions golden purity As mountain
springs under the morning sun. [...] One hope within too wills, one will
beneath Two overshadowing minds, one life, one death, One heaven, one
hell, one immortality And one annihilation!

                    Woe is me The winged words on which my soul would
pierce Into the height of Love’s rare universe Are chains of lead around
its flight of fire — I pant, I sink, I tremble, I expire! Er Byrons
Territorium den ulykkeligt eller ensomt Elskendes Kval, saa er Shelleys,
som man seer, den tykkelige Elskovs Smerte, Selvtilintetgjørelsen i den
lykkelige Kjærligheds Ekstase. Men netop fordi begge de store Digteres
erotiske Omraade er saa snevert afgrændset, har ingen af dem skrevet
mange erotiske Digte eller havt et Centrum for sin Production paa dette
Felt.

Moore derimod er født Erotiker som Christian Winther er det. Han har
den erotiske Phantasi, som de andre Digtere den erotiske Passion, og i
Poesien er Indbildningskraften, ikke Lidenskaben den skabende Magt. Han
elsker Alt, hvad der er smukt, fint, udsøgt, blødt og lyst for dets egen
Skyld uden at behøve nogen Folie eller Modsætning dertil. Han meddeler
aldrig nogen begivenhedsrig Fortælling, opstiller aldrig nogen mægtig
Contrast, undergraver aldrig med nogen dyb Reflexion. Han elsker Træets
Blomster, ikke dets Rødder. De Gjenstande, der fængsle ham, fængsle ved
første Indtryk, de ere skjønne og blændende, de. glimre for Sandsen, de
henrive Øiet og Øret mere end Hjertet, de ombyttes med andre med samme
Egenskaber, det er en evig Glimten og Flagren. Men alle centralterotiske
Digtere have Sommerfuglenatur. Der gives i dette Punkt ingen mere
slaaende Contrast end den mellem Wordsworth og Moore. Den første valgte
med Flid Sujetter, der ere ringe og frastødende, ja hæslige i sig
selv, for at udruste dem med en moralsk og aandig Skjønhed; den anden
afskyer Menneskelivets smudsige Enkeltheder, viger tilbage fra alle
dets skarpe Calamiteter og omgaaer Moralen med et Wielandsk Smil og
Buk. Nødes han til at tage det Uskjønne med, da kaster han gjerne først
et blødt og glimrende Slør derover. Man har bebreidet hans Stil dens
Overbebyrdelse med prægtige Adjectiver, dens Tilbøieliglied til at lade
enhver Følelse tabe sig i en Lignelse, dens hele urolige Glimren og
Glitren — man har kaldt den kunstig i Sammenlig­ ning med Wordsworth's.
»Kunstig! udraaber en af hans irske Beundrere, og det naar ethvert
Menneske kan nyde Moore1s Digte, medens man maa skabe sig en ny Smag
for at nyde Wordsworth's!« Behøves der, maa man vel spørge, Studium og
progressiv Smag til at nyde det Naturlige og kun almindelig Følelse
til at glæde sig over den kunstige Skjønhed? Wordsworth og Coleridge
vare Digtere for Digtere, Moore var Digter for et Folk. Hvad man kan
indvende mod ham, følger kun af hans naturlige Begrændsning, den, at han
er Musiker og Colorist, ikke Tegner; han er ude af Stand til at tegne
eller beskrive en hel Gjenstand, han maler kun abstracte Egenskaber ved
skjønne Gjenstande. Han forherliger en Blussen, et Smil, en Stemmes
Velklang hele Stropher igjennem, han giver snarere en Fortegnelse over
Skjønheder, end en skjøn Contour, og tager man Voltaires gamle line
Definition paa Kjærlighed: »Naturens Stof, som Indbildningskraften har
broderet«, saa finder man i Moores erotiske Poesier ofte Broderiet saa
pragtfuldt og overdaadigt, at det neppe lader Stoffet skinne igjennem.
Men derfor er og bliver det dog Naturens.

Og det er ikke mere end billigt at tilføie, at i Moore’s bedste og
beundringsværdigste Digte er hin Billedluxus fuldstændigt forsvunden.
Hvor den ægte irske Vemod har beherket hans Sjæl, har den pustet al
Flitteren bort og naaet et evigt Udtryk. Take back the Virgin page og
især The last rose of summer ere ligesaa simple i Stil som fuldendte
i Metrum. Disse Digte have slet ingen Lignelser. Og ikke en eneste
Lignelse findes heller i den lille yndige Sang, der, trods sin Korthed,
for Irland har faaet en Nationalepopees Betydning, det simple Digt om
den unge deilige Pige, der smykket med sjeldne Ædelstene og end mere
udsat ved sin fuldendte Skjønhed trygt gik gjennem Irland fra den ene
Ende til den anden, sikkert stolende paa, at dets Sønner elskede Æren
høiere end Kvinder og gyldne Skatte. (Rich and rare o. s. v.). Om den,
der har skrevet en saadan Sang, kunde Byron med Sandhed sige de hædrende
Ord: Moores irske Melodier ville gaae til Efterverdenen med deres Musik;
og begge ville vare saalænge som Irland eller som Musik og Poesi.

Moores Levnet var lykkeligt. Han giftede sig, 31 Aar gammel, med en
smuk og elskelig Pige (Miss Dyke), og levede i et fuldstændig harmonisk
Ægteskab med sin trofaste »Bessy«. Hans Kaar vare vel ikke altid gode,
men fra det Øieblik af, da hans Ry var almindelig anerkjendt, havde han
en rigelig Indtægt af sine Skrifter. Han, som i sin Humoreske Grand
dinner of Type &amp; Co. har ladet de rige Boghandlere — lig Oldtidens
Krigere, der efter Døden drak Mjød af deres Fjenders Kranier — drikke
deres Vin af fattige Skribenters Hjerneskaller, havde personligt ingen
Grund til at klage over sin Forlægger. Denne tilbød ham f. Ex. 3000 Pund
for Laila Rookh, før han saae en Linie af Digtet, og gav ham 4,200 Pund
for hans fortræffelige Biographi af Byron. Moore blev ligeligt feiret
af Irlændere og af Engelskmænd. Man gjorde 1818 Festmaaltid for ham i
Dublin, hvor han hyldedes af Alt, hvad der udmærkede sig i Litteratur og
Politik, og da han i 1822 kom til Paris, gjorde den britiske Adel der
et Festmaaltid for ham. Først Alderen bragte ham Gjenvordiglieder, et
svækket Helbred og Sorg af hans Børn. Han døde i 1849.

XIV.

Paa den Tid, da England udadtil gik den hellige Alliances Ærind,
indadtil undertrykkede Katholikerne og styrtede de lavere Klasser i
Nød ved sin Begunstigelse af Landadelen, reiste stedse flere og flere
Englændere bort fra deres Fædreland for som Frihedens vandrende Riddere
ligesom at minde Europa om, at England til alle Tider havde gjaldt for
Folkefrihedens fødte Beskytter. Saadanne Englændere vare General Wilson,
der under Bolivar befriede Sydamerika, og Admiral Cochrane, der først
i den brasilianske og senere i den græske Frihedskrig gjorde sit Navn
berømt. Til denne Klasse af Mænd hører Walter Savage Landor, den særeste
og stolteste Aand i Tidsalderens poetiske Litteratur.

Landor fødtes 30 Januar 1774 i Warwick, som Barn af en høiadelig
Familie og som Arving til fyrstelige Rigdomme. Han studerede i Oxford,
opholdt sig 1802 i Paris, vendte tilbage, solgte største Delen af sine
Familiebesiddelser for at kjøbe Jord i et andet Grevskab, hvor han efter
Tykke indførte alle mulige Arter af Forbedringer og Forskjønnelser og
stræbte at sikre sine talrige Forpagtere en langt bedre Existens end den
lavere Klasse i England ellers nogensinde førte. Han gav 70,000 Pund ud
til disse Reformforsøg, som han satte iværk med mindre Menneskekundskab
end Begeistring for Menneskevel. Hans philanthropiske Iver blev af
hans Undergivne misbrugt paa en skammelig Maade; man benyttede sig
af hans Høimod og Uegennyttighed til at bedrage ham i den størst
mulige Stil. Oprørt over sine Forpagteres Utaknemmelighed og slette
Opførsel besluttede han at sælge alt sit Jordegods, selv de Godser, der
havde været i hans Families Besiddelse i 700 Aar, for at leve som fri
Verdensborger. Han udførte dette Forsæt i 1806.

Det spanske Oprør mod Napoleons Tyranni brød ud. Landor reiste til
Spanien, udrustede for egne Midler et helt lille Troppecorps og kjæmpede
i Insurgenternes Rækker. Han modtog i den Anledning en offentlig
Takskrivelse af den øverste Junta og Titel som Oberst i den spanske Hær.
Ved Kong Ferdinands Restauration sendte han Kongen sit Diplom tilbage
med en Skrivelse, i hvilken han erklærede, at han, skjøndt Spaniens
Sag hengiven for stedse, ikke kunde have noget Berøringspunkt med »en
Meneder og Forræder« som dets Konge. Man har i dette ene Træk Mandens
Temperament — fremfusende og hensynsløst som det var, men stolt og
stort. Der slog en Soldats Hjerte i denne Digters Bryst.

1815 bosatte Landor sig i Italien og blev der mere end 30 Aar i Træk.
Først 1857 tog han stadigt Ophold i England (i Byen Bath). Han forblev
hele sit Liv igjennem en Dødsfjende af Tyranniet i alle dets Skikkelser
og Former og en lidenskabelig Kjæmper og Talsmand for Frihed paa alle
Omraader. Til sin Død var han politiske Flygtninges og Forfulgtes
trofaste Understøtter. Den indtraf først i hans 90de Aar 1864.

Hans lange ærefulde Liv indbefatter en stor litterær Production; han
har skrevet dobbelt saa Meget som Byron og mangt et Værk, som man ikke
nærmer sig uden med Respect. Men hans Poesi blev i den hele Periode, vi
gjennemgaae, uforstaaet og upaaskjønnet; Landor skrev uden noget Forhold
til et Publicum, uden af Kritiken at modtage anden Opmuntring end den
at blive kaldt stiv og kold og mindes om, at hans Engelsk lignede
Oversættelser fra et fremmed Sprog, han opnaaede aldrig Skygge af
Popularitet og nød ikke en eneste litterær Triumph. En halv Snes Aar før
sin Død begyndte han at beundres og nu omtrent begynder han at virke.

Kommer man fra Moore til Landor, da er det som kom man fra vuggende
Bølger iland paa fast Grund. Landors Hovedegenskab er en mandig Fasthed;
han rager høit op i sin Samtid som Digter, men han er endnu større som
Mand. Han er saa lidt læst, at man desværre næsten ikke kan forudsætte
Noget af ham bekjendt og ikke finde noget Støttepunkt for Udtalelser
om ham i Læserens Erindring eller Phantasi, og han er ikke let at
beskrive. Hans Fasthed fandt sit mest paafaldende Udtryk i en for
Mange skræmmende Selvfølelse. Der forekommer hos ham Sætninger som
denne: »Hvad jeg skriver, er ikke skrevet paa Skifer; og ingen Finger,
end ikke Tidens egen, som den dypper i Aarenes Skyer, kan ud­ slette
det igjen«Landor: Imaginary Conversations: Landor. English Visiter
and Florentine Visiter., eller Svar som dette paa Kritiken over hans
Imaginary Conversations: »Jeg har nu skrevet mere end hundrede af
disse Samtaler; lad den dygtigste i Banden af mine Kritikere tage de
ti daarligste af dem, og hvis han i ti Aar kan gjøre noget saa Godt,
saa vil jeg give ham et varmt Franskbrød og en halv Pot stærkt Ø1 til
Frokost.« En ringere Mand vilde en saadan Arrogance have gjort komisk,
Landor skjæmmer den ikke; engang imellem klæder den ham endog. Den
minder En undertiden om Schopenhauer’s i sig selv ikke uberettigede,
men ustyrlige og fordringsfulde Følelse af sit Værd; kun at Landor i
sit Væsen var og blev den fornemme, fint dannede Gentleman af adelig
Fødsel, medens Schopenhauer med sin fuldkomne Tilsidesættelse af
Høflighedens Bud var og blev en stor Plebeier. Dog oftere minder hans
sære Temperament med dets Voldsomheder i stor Stil og dets Productioner
i endnu større om en Mand, hvis Navn er for stort, til at det skulde
nævnes letsindigt men som, skjøndt Landor uendeligt overlegen i Aand,
visselig vilde have erkjendt en Aandsbeslægtet i ham. Den ensomme og
barske Michel Angelo mener jeg.

Der var noget Strengt i Landors Natur, den Strenghed, som urokkelig
Fasthed og fuldstændig Sanddruhed mod sig selv og Andre medfører. Læser
man ham efter Moore føles denne Strenghed ovenpaa det Bløde som en vis
velgjørende Haardhed. Digtet Hyperbion i Hellenics er et godt, ægte
Landorsk Exempel paa den. »Hyperbion var blandt Apollos faa Udvalgte,
og Menneskene hædrede ham en Tid lang og i ham Guden. Men Andre sang
ligesaa høit; og Drengene raabte lige saa høit Hurra for dem. Hyperbion,
som blev mere vred, end en Skjald burde blive, talte til Apollo og
sagde: O Phøbus, hører du det raa Skraal fra Marken af den Pøbel, som
sværger paa, at den har kjendt dig lige siden du vogtede de hvide Oxer
for Admet? Jeg hører det, sagde Guden, grib du den første af dem og
hids ham iveiret over Menneskenes Hoved og du skal høre dem raabe til
din Ære af Fryd. Haardnakket og stolt var Hyperbion, Laurbærkrandsen
om hans Pande havde daarligt kjølet den. Da han derfor hørte dem synge
ved sin Port og saa Nogle ridse hans Medbeilers Navn paa Muren, foer
han ud og greb den usle Sanger, som var Skarens Høvding; han sparkede
og slog fra sig, men forgjæves; Hyperbion favnede ham med kraftig Arm
og rullede med den venstre et Hampereb op, hvorpaa der allerede var
en Løkke; det brugtes til at holde Kalven Morgen og Aften, mens dens
Moders Yver blev malket; og baade Ko og Kalv vare nu paa Marken. Med
al sin Styrke slæbte han Fyren afsted og halede ham op i et Pinietræ,
hvor han døde. Men en Nat, ikke længe efter, saae han den usle Sanger
isøvne; da bad han Apollo oplyse sig, om der maaskee havde været noget
Urigtigt i det, han havde gjort? Du har handlet ret, Hyperbion! sagde
Guden, ganske som jeg handlede med Marsyas nogle Aar før du blev født;
men bedre havde det været om du havde forstaaet mine Ord rigtigt; thi nu
ville de Andre falde over dig under det Paaskud, at du har overskredet
Loven. Min Mening var, at du skulde hæve ham iveiret til de høie Steder
i din Sjæl, og vise dig des større ved at du taalte liam. Nedslaaet stod
Sangeren; men Phøbus sagde: Vær ved godt Mod, Hyperbion! hvis Rebet
ikke er blevet saa slidt, at det ikke mere kan holde Kalven, saa er
den største Skade den, at du, da du halede ham iveiret, har gnedet det
saare, saare voldsomt imod det gamle Pinietræ, og Barken af Pinietræer
lukker sig aldrig igjen.«

Sjeldent har en Apollo udtalt sig mindre blødsødent om Middelmaadigheden
i Kunsten. Landors Foragt for den havde sin Grund i hans alvorsfulde
kunstneriske Fordringer til sig selv. Han er den engelske Prosas
strengeste Stilist; ikke Stilist i den Mening, at han besad sjelden
Sprogvirtuositet — ingen engelsk Digter er mindre smidig end han —
men saaledes forstaaet, at han udførte alle sine Skikkelser, de mest
dagligdags og de mest ærværdige, Fortidens saa vel som Samtidens, i
den samme simple attiske Stil. Med overveiende Forkjærlighed for det
Heroiske og Sublime gav han sine Dialoger, den Kunstform, han særligt
dyrkede, en gjennemgaaende Høihed og Ko og meddelte uvilkaarligt
deres Grunddiction et Præg, der er græsk ved sin ædru Skjønhed og
romersk-engelsk ved sin Stolthed og Bestemthed. Hans Stil er ren,
correct, concis, og med sit antike Stempel egner den sig særligt til
Fremstilling af Skikkelser fra det gamle Hellas og det gamle Rom.
Athens Agora, Roms Senat og Forum, leve i hans Dialoger med deres egen
Tids Liv. Den moderne Conversation derimod laa langt mindre godt for
hans Pen; Samtalerne fra den nye Historie lykkes ham kun helt, hvor
Situationen er af den Art, at Landors skjulte Indignation giver Talen
Liv og Ild. Vil man see Landor i hans Friskhed og Glands, da læse man
hans Roman i Brevform Pericles and Aspasia, et Værk af samme Art som
Wielands Aristippus, men forfattet i en ganske anden Aand og Stil. Hvor
Wieland er yppig og coquet,der har Landor en mandig Ynde; hvor Wieland
er blødagtig, der er han adelig og stolt. Denne Brevvexling er snarere
meislet end skrevet; den forherliger Perikles som den republikanske
Type for ædel Menneskelighed og politisk Visdom, den fremstiller i
Aspasia ikke Hetæren, men en Incarnation af hellenisk Skjønhed og
Finfølelse, af hedensk Kvindelighed og af aandsfri antik Forstand og
Dannelse. Jeg behøver ikke at sige, at den ikke rummer et Stænk af
Lefleri; alt hvad der er Smaat og Uværdigt synes at ligge udenfor Bogens
og dens Forfatters Horizont. Men Bogen trætter ved sin gammeldags og
altfor vidtløftige Brevform og jeg henviser den utaalmodigere Læser
fra den til Landors Mesterværk, Dialogen mellem Epicurus, Leontion
og TernissaLandor: Works vol. I. S. 497.. Den staaer sikkert kun ved
sit mindre vægtige Tankeindhold, men visselig hverken i Henseende til
Ynde eller Charakteristik eller Samtalens Naturlighed tilbage for en
Dialog af Platon. Den middelaldrende elskværdige Philosoph spadserer
frem og tilbage i sin yndefulde Have med to ganske unge græske Piger i
Samtale om Dagens lette og Livets alvorsfulde Begivenheder, og der er
en Duft af Atticisme, en ædel og behersket Sandselighed, en kydsk og
henrivende Gratie udbredt over den hele Scene, først og fremmest over
alle de Smaatræk, der skildre de to unge Piger, særligt den Sextenaarige
med hendes Blanding af Undseelighed og elskelig Ligefremhed. Jeg
betænker mig ikke paa at sige, at Landor her har skabt det kvindelige
Sidestykke til Platons unge Mænd, at han har opdaget den unge græske
Pige, som Platon forsømte, som Tragoedien kun fremstilte i pathetiske
og heroisk-tragiske Situationer og af hvem kun enkelte af de skjønneste
Relieffer havde opbevaret os den ydre Contour. Det lønner Umagen at
følge denne Samtales Slyngninger. Den begynder med et fint Naturmaleri,
og med en Forherligelse af den Ensomhed, der er Den nødvendig, som vil
leve og frembringe aandigt, og allerede her skimter man i Epicurus’s
Skikkelse Omridsene af Landors, der havde den samme Forkjærlighed for
et tilbagetrukket og mod al Yderverdenens Støi og Larm velbefæstet
Liv. (Se Indledningen til Dialogen Southey and Landor, Works I, 57).
Saa følger den af Epicur med den fineste Humor holdte Discussion med
Ternissa, den yngste af Pigerne, om hvorvidt Mythen om Boreas, Zethes
og Calais bør opfattes bogstaveligt eller ei medens den ældre unge
Pige Leontion skjelmsk har Ternissa tilbedste for hendes Lettroenhed.
Saa glider Samtalen, alt imedens den legende bevæger sig om det friske
Vinløv og de nys hidbragte Oliventræer, over i den rørende og dybe
Underholdning om Frygten for Døden, under hvilken Epicurs mandige
Værdighed og Ro begeistrer de unge Piger til de heftigste Udbrud mod
dem, der forfølge og nedsætte ham som Atheist. Det viser sig endog,
at Leontion har skrevet et helt Hefte fuldt til hans Forsvar som
Gjendrivelse af Theophrastus’s Angreb. Epicur viser hende med mild
Høihed, hvor unyttige Forsvar mod slige Angreb ere og forklarer hende,
hvorfor han aldrig vil kjæmpe eller rivalisere med Nogen. »Jeg vilde
ikke kappes selv med Mænd, der vare istand til at kappes med mig [...]
med hvem skulde jeg kappes? med de ringere? Det var uhæderligt. Med de
større? det var frugtesløst«I would not contend even with men, able to
contend with me [...] Whom should I contend with? the less? it were
inglorious. The greater? it were vain.. Atter her skimtes Landors eget
Aasyn. Thi dette var nøie den Mands Tankegang, der faa Aar før sin Død
forsynede sin sidste Bog med disse fire Linier som Motto: I strove with
none, for none was worth my strife Nature I loved, and after Nature,
Art; I warmed both hands before the fire of life; It sinks, and I am
ready to depart. »Den første Linie indeholder paa een Gang Bekjendelsen
og Retfærdiggjøreisen af den udvortes Arrogance hos ham, som smaa Sjæle
fandt det saa vanskeligt at føle Overbærenhed med eller holde af. Den
anden Linie erklærer hvad der var den første Gjenstand for hans dybe
Studium og hvad der var dets anden Gjenstand, som supplerede den første.
Den tredie Linie udtaler den ædle Philosophi, som opretholdt og nærede
hans Aand under saamegen Miskjendelse og Modgang, og den sidste viser
ham med den rolige Værdighed, der stemte med Mandens Charakter, rede
til, naar Timen kommer, at samle sit Klædebon om sig og gaae bort«Jeg
citerer disse Linier fra en Artikel The centenary of Landors birth i The
Examiner for 30 Jan. 1875, forfattet af den høit begavede unge Digter
og Kritik er Edmund W. Gosse, der blandt os især fortjener at nævnes
som en af de fineste fremmede Kjendere af den dansk-norske Litteratur..
Ligheden mellem disse Linier og

Epicurus’s Udtalelser er paafaldende. Leontion fortsætter Samtalen. »De
Gamle, siger hun, ere alle imod Eder, thi selve Navnet Lykkephilosophi
er en Udfordring til dem. De kjende ingen anden Art af Fornøielse, end
den, som baade har sat Blomst og Frø, og hvis visnede Stamme ganske
sikkert har et bedrøveligt Udseende. Hvad vi kalde tørt, det kalde de
sundt; Intet maa beholde nogen Saft i sig; deres Fornøielse bestaaer
i at tygge hvad der er haardt, ikke i at smage hvad der er saftigt
og velsmagende.« Landor, der selv af Byron (se Fortalen til Vision
of Judgment) maatte høre ilde for sine Digtes Frivolitet, udleder
tydeligt nok, som Stuart Mill noget senere gjorde det, sin egen hedenske
Lykkephilosophi fra Epicurs. Imedens springer Samtalen tilhøire og
venstre, dvæler snart ved Ternissas Rødmen ved Erindringen om Statuerne
af Satyrer og Fauner i Badeværelset, snart ved Leontions kvindelige
Indvendinger mod Aristoteles og Theophrast, indtil den ægte græsk,
erotisk og epikuræisk ender med Epicurs og Ternissas Opførelse af
Scenen mellem Peleus og Thetis og med det Kys der vexles imellem dem.
— I denne Dialog staaer Landor paa sin Kunsts og sin rolige Humanismes
Høide. Men gaae vi nu til de moderne Dialoger, da lære vi Soldaten
i ham at kjende, den altid væbnede, altid kampberedte Skribent, der
under tusind forskjellige Forklædninger blotter og rammer enhver Form
af Løgn og Undertrykkelse, der ægger ham til Angreb i hans Egenskab
af Hedning, Republikaner og Philanthrop. Hans 125 Opdigtede Samtaler
bevæge sig, udførte med forbausende Lærdom, over hele Jordens Kreds,
fra London til China, fra Paris til Sydhavsøerne og gjennem hele
Historiens Længde fra Cicero til Bossuet, fra Cromwell til Petrarcha,
fra Tasso til Talleyrand for i ethvert Land og i enhver Tidsalder at
nedlægge en energisk Protest mod Tyranni og tale et sværdskarpt Ord
for Frihed. Vi belure Keiserinde Catharina med hendes kjæreste Hofdame
i det Øieblik Mordet paa hendes Ægtefælle foregaaer — Dialogen staaer
ikke meget tilbage for Vitet’s i hans uforlignelige historiske Scener,
Idealerne for den Art Fremstilling. Vi høre Ludvig den 18de passiare om
Politik med den fine, overlegne Talleyrand og bemærke, hvorledes den
ubetvingelige Lyst til ret mange Fasaner og Fasanæg som den røde Traad
slynger sig gjennem hans bourbonske Majestæts politiske Projecter. Vi
see General Kleber i sin Stab med sine Officierer i Ægypten og høre
Forbitrelsen over Bonapartes Frihedshad som dæmpet Mumlen klinge gjennem
deres Tale. Vi overvære Kotzebue's Mord og høre fra Sandt's Læber hans
Selvfrikjendelse under Forsøgene paa at bevæge Kotzebue til at forlade
den Bane, han var slaaet ind paaSe Landor: Works I, 515, II, 189, I, 48,
II, 4.. Det hørte til Landors politiske Katechismus, at Undertrykkeren
burde falde for Sværdet. Han har hele sit Liv prædiket Mord paa Tyranner
og skyede end ikke med Voldsomhed direkte og offentligt at udtale Ønsket
om Napoleon den Tredies Mord. Han var en Ven og Aandsbeslægtet af de
store europæiske Revolutionsmænd, der med Mazzini i Spidsen havde svoret
Folkenes Undertrykkere et hensynsløst Had. Men det er ikke blot som
Politiker, at han skyder ud over Maalet; Hovedmassen af hans historiske
Dialoger lide æsthetisk under den for tydeligt udtalte Tendens; man seer
hvert Øieblik Digteren selv stikke Hovedet frem. Skildrer han f. Ex.
Catharina af Rusland i hint frygtelige Øieblik kan han ikke lade være at
benytte Leiligheden til gjennem Prindsesse Daschkoff's Mund at vise os
Ugudeligheden af Voltaires Charakter og Immoraliteten af hans Pucellé
for saaledes at lade Læseren skimte den franske Aands slette Indflydelse
i Rusland. Thi med al sin Aandsfrilied er han Datids-Englænder nok til
at udlede alt Slet mellem Himmel og Jord fra Frankrig og til aldrig at
fremstille en Franskmand uden i et latterligt eller foragteligt Lys.
Nedskriver han Ludvig den 18de's Samtaler med Talleyrand, kan han ikke
dye sig for at gjøre Satiren saa blodig, Ludvigs Dumheder saa plumpe,
Talleyrands Holdning overfor sin Herre saa ironisk, at Ingen troer
paa den historiske Sandhed. Landor trænger til at høre Englænderne og
Wellington rose, han trænger til at faae Ludvigs Usselhed tydeligt
paavist, og hans Pen er ustyrlig nok til at lægge baade Lovprisningen af
England og Spotten over Ludvig i Munden paa den fine franske Hofmand.

Han kunde have lært en god Del med Hensyn til den satiriske Kaardes Brug
af sine forhadte Franskmænd. Men han foragtede i lige saa høi Grad deres
Poesi som deres Politik og havde ikke mindre Ringeagt for Voltaire som
Skribent end som Charakter. Hans egen Samtale med Abbé Délille (Works
I, 90) viser os ham som Kritiker af den franske Tragoedie, talende
et endnu haardere Sprog end Lessing og som Lessing uden Blik for den
franske Aands store stilistiske Evne. Det gjør et underligt Indtryk at
høre en Mand med den størst mulige Grovhed bebreide en anden, at han er
altfor poleret. Man vil let forstaae, at han med dette Omdømme om den
klassisk-franske Poesi var en stor Ringeagter af Pope, en lidenskabelig
Beundrer af Milton og en erklæret Tilhænger af den Wordsworth’ske Reform
i engelsk Poesi. Næsten alle de mange litterærhistoriske og kritiske
Samtaler, der forekomme blandt Dialogerne, gaae ud paa at forherlige
Wordsworth og Southey som Digtere og bebreide Læseverdenen dens Mangel
paa Skjønsomhed overfor en saa sjelden PoesiSe f. Ex. Dialogen Southey
and Porson, I. 16, I, 68 smlgn. I, 340 og Udsigten over de engelske
Digtere i Miscellaneous CXVI.. Ogsaa Keats og Shelley priser han i varme
Udtryk og beklager, at han ikke lærte Nogen af dem at kjende personligt,
især at en usandfærdig Historie om Shelleys Forhold til hans første
Hustru holdt ham tilbage fra at besøge Shelley i Pisa. Han siger om
Shelley, at han forenede Digterens Ild med Philosopliens Taalmodighed og
Tolerance og mener at han i Ædelmodighed og Godgjørenhed overgik enhver
levende Mand (I, 341). Men saa snart Talen falder paa Byron, udtaler han
sig ganske som en Søskole-Poet. Den Mand, som mente, at han »med Pennen
i sin Haand havde mere Magt i sine to Fingre end Parlamentets to Huse
besad«Se Slutningen af Dialogen mellem Landor og Marchese Pallavicini.
kunde aldrig glemme Byron hans Spottegloser over Gebir. Heller ikke
kunde han, der trods alle politiske og religiøse Divergentser nærede
et saa besynderligt Venskab for Southey, glemme de Stød, som Byron
havde tilføiet hans beundrede Beundrer. Vistnok var den egoistiske og
rastløse Side af Byrons Væsen ham imod, men det var dog mest Forholdet
til Southey, som paavirkede ham og gjorde ham blind for mange af Byrons
bedste Egenskaber. Overhovedet skjæmmer Southey Landors Liv, og Forsters
lange ulæselige Fremstilling af hans Levnet er dobbelt ulæselig, fordi
Brevene fra og til en saa uinteressant Personnage som Southey indtage en
uforholdsmæssig Plads deriJohn Forster: Life of W. S. Landor. 2 voll..
Men Southey havde i Landor's Øine den store og i ethvert Fald sjeldne
Dyd at han var den ene af de to Personer, der havde læst og kjøbt Digtet
Gebir, da det kom ud. De Quincey, som var den anden, fortæller, at han
i sin Ungdom blev udpeget paa Oxfords Grader som eneste Læser af dette
Digt i Oxford. Man begriber altsaa, at Southey, som ikke blot kjøbte og
læste, men roste det og som senere i Quarterly Review anmeldte Landors
ikke morsomme Count Julian med Hæder, maatte synes den til Beskedenhed
lidet tilbøielige Digter en Mand med høist ualmindelige Evner.

Ikke desmindre var Gebir med al sin heftige Republikanisme et stivt
og daarligt Digt, der bærer tydelige Spor af at det — en høist
charakteristisk Grille af dets sære og urimelige Forfatter — først var
skrevet paa latinske Vers. Landors Vers vedblev hele hans Liv igjennem
at være en Smule latinske. Selv Gosse, der beundrer dem, er saa god at
indrømme, at Charakteren af Landors Vers ligesom Smagen af Oliven er
tilstrækkeligt ualmindelig til at det ikke behøver at være noget Tegn
paa Affektation, at man ikke synes om dem. Det er i hans Prosa alene, at
hans Styrke maa søges.

Men en Digter, hvis Vers mangle Udtrykkets Gratie og lyriske Flugt, hvis
Dramer hverken bleve spilte eller læste, og som først fandt sit rette
Felt i den brede, men aldrig til noget Skuespil forbundne eller i noget
Skuespil indlemmede Prosa-Dialog fra alle Verdens og Historiens Egne,
var, hvor ædle hans Synsmaader end vare og hvor skarp hans Radicalisme,
ikke den Mand, som kunde tilveiebringe et frisindet Omslag i Europas
offentlige Mening. Han frastødte ved Særheder og Griller, som f. Ex.
den, at tage Neros Brand af Rom i Forsvar som hygieinisk Foranstaltning
(Works I, 41) eller den, at betegne Pitt som en Middelmaadighed og
Fox som en Charlatan, eller den allerværste at raade Grækerne til i
deres Kamp med Tyrkerne at opgive Brugen af Ildvaaben og vende tilbage
til deres gamle Vaaben, Buen; han var for sær og ensom til at faae
Beundrere og Efterlignere; han var altfor upopulært anlagt til at
trænge igjennem hos den store Mængde, upopulær ved sine Dyder som ved
sine Feil, ved sin vilde Mandhaftighed som ved sin utæmmede Arrogance.
Og kunde han end aldrig som Moore indlade sig paa en Accommodation,
aldrig blive Whigdigter, saa formaaede han til Gjengjæld ikke at forme
sin Radicalisme saaledes poetisk, at den kunde rive en Læseverden med
sig. Ved sin dybe Forstaaelse af den moderne Tids store religiøse,
politiske og sociale Bevægelse hører han hen i Gruppe med de to yngre
og større Mænd: Shelley og Byron, og han tjente Ideen som en brav og
stolt republikansk Soldat. Men han var ikke kaldet til Høvding, og
han formaaede aldrig at underkaste sig og elektrisere en Hærskare af
AanderEn satirisk Brochure, han udgav 1836, Letters of a Conservative,
in which are shown the only means of saving what is left of the English
church gjorde intet Indtryk..

   Han som var den ældste af de tre helt frisindede Poeter, overlevede
dem begge og levede saa længe, at han blev samtidig med den yngste
Slægt af engelske Skribenter: Browning blev hans Ven, Swinburne’s
inderlige Beundring forsødede de sidste Aar af Oldingens Existens, og
ham blev Swinburne’s Atalanta tilegnet med hjertelige Ord. Saaledes
synes hans store Skygge med sin ene Haand i Wordsworth’s, sin anden i
Swinburne’s Haand at omspænde Englands hele poetiske Udvikling i de
sidste firsindstyve Aar.

XV.

Ifald man i Aaret 1820 havde spurgt en retskaffen og velbelæst
Engelskmand: Hvem er Shelley? da vilde han, hvis han var istand til at
give et Svar, uden Tvivl have svaret:

Det skal være en daarlig Poet med afskyelige Meninger og af en mere
end tvivlsom Charakter. Quarterly Review, der ikke løber med Sladder,
siger om ham, at hans Liv er »sammensat af lav Hovmod, kold Egoisme
og umandig Grusomhed« samt at det fremherskende Charaktermærke i hans
Poesi er dens fuldstændige Mangel paa Mening. Han har nylig udgivet
et Drama, Prometheus, hvis Vers i Revuen betegnes som en melancholsk
forfjamsket Prosa, der er bleven tummelumsk, og Pressen er enstemmig,
thi i Litterary Gazette staaer der om Bogen, at var man ikke underrettet
om det Modsatte, vilde man antage det for afgjort, at Forfatteren var
ligesaa gal som hans Principer ere latterligt slette, da hans Poesi er
en Melange af Nonsens, Lapseri, Armod og Pedanteri». Her staaer det:
»Dette stupide Vaas af en Deliriumsdrømmer« — og med hviskende Bøst
vilde Manden maaskee have tilføiet: Der er gaaet meget slemme Rygter
om ham, Litterary Gazette, der altid har været streng imod Religionens
Fjender, ymter Noget om Blodskam. »For saadan en Mand vilde det være
en fuldkomment simpel Ting at berøve en tillidsfuld Fader hans Døtre
og leve i Blodskam med alle Medlemmerne af en Familie, hvis Sædelighed
var ruineret ved Forførerens nedrige Sophisteri.« Selv om disse Udtryk
nu ere noget stærke, er det neppe troligt, at de ere ufortjente; thi
Blackwood Magazine, det eneste Tidsskrift, der har behandlet denne
Poet nogenlunde naadigt, siger om hans Prometheus, at der »umuligt kan
existere en mere pestførende Blanding af Gudsbespottelse, Oprørsaand og
Sand- seliglied« — og De har vel hørt Campbells udmærkede Vittighed om
Bogen: «Den løsbundne Prometheus, det troer jeg, hvem vilde vel la’e den
binde!«

   Og havde man 2 Aar senere, da denne saa ufordelagtigt bedømte Digter
var død, henvendt sig til hans Forlægger for at høre om hans saa stærkt
angrebne Poesier ikke i det mindste havde fundet Kjøbere, da vilde
Forlæggeren ganske sikkert have beklaget den daarlige Forretning og
oplyst Spørgeren om. at der i Shelleys hele Levetid ikke var blevet
solgt 100 Exemplarer af noget af hans Digte (Queen Mab og Cencierne
midtagne) ja at selv 10 Exemplarer vilde være for meget sagt for
Adonais’s og Epipsychidion's Vedkommende.

Hvor ganske anderledes vilde Svaret lyde nu, hvis Nogen nutildags
spurgte, hvem Shelley var — dog nutildags er der i England ikke mere
Nogen, der spørger.

Den 4de August 1792 blev Englands største Lyriker født. Paa samme Dag,
som i Paris Revolutionens Høvdinge Santerre, Camille Desmoulins og
Andre holdt Møde i et Hus paa Boulevarden for at træffe Aftaler, der
faa Dage efter skulde styrte Monarchiet i Frankrig, fødtes i Field
Place, i Sussex i England en smuk lille Dreng med mørkeblaa Øine, hvis
Liv skulde blive af større og varigere Betydning for Menneskeaandens
Frigjørelse end Alt, hvad der i Frankrig skete i Augustmaaned 1792. Hans
Navn blev — ikke fuldt 30 Aar derefter — indristet paa den Gravsten paa
den protestantiske Kirkegaard i Rom, under hvilken hans Aske hviler:
Percy Bysshe Shelley, og derefter er tilføiet disse Ord: Cor cordium.

Cor cordium, Hjerternes Hjerte, det var de simple og dybe Ord, i hvilke
Shelleys unge Hustru indbefattede hans Væsen, de sandeste og dybeste,
der kunde siges om ham.

Han fødtes i en gammel adelig og anseet Familie. Hans Fader var Baron
og Besidder af en betydelig Formue, en borneret Mand, Tilhænger af alt
Bestaaende blot fordi det bestod. Men Uregelmæssighed var ligefuldt
traditionel i Shelleys Slægt som Vildskab og Voldsomhed i Byrons.
Bedstefaderen, en urolig eg excentrisk Mand, havde bortført tre Kvinder,
og to af hans Døtre bleve atter bortførte — Træk, hvorom man mindes ved
Begivenhederne i Sønnesønnens Liv paa samme Maade som man ved saa mangen
en Handling af Byron mindes om at et Fond af utæmmet og hensynsløs
Lidenskabelighed var hans uomtvistelige Fædrene- og Mødrene-Arv. Dog,
Uregelmæssigheden var kun den ydre og lidet betydende Side af Shelleys
Natur og Existens. Den var kun et Symptom paa den dybe Modtagelighed
og Sensibilitet, der tidligt møder Betragteren af hans Liv. I Skolen
oprøres han selv mishandlet over de Mishandlinger, hvorfor de svagere
og yngre Disciple efter engelsk Vis vare udsatte af de større og af
Lærerne. Ingen synes som han at have været udseet til Offer for den Art
Brutalitet som for alle de Brutaliteter, der mødte ham siden; thi Alt
hvad der var lavt og dumt og smudsigt havde en naturlig Antipathi imod
ham, og han gik aldrig paa Accord med Noget eller Nogen af den Art.

Man har en tydelig Forestilling om det Indtryk, han ved sin første
Udtræden i Livet modtog, naar man læser et vercificeret Fragment, der
efter hans Død fandtes paa en Lap Papir:

Ak, dette er ikke, hvad jeg troede Livet var: Jeg vidste vel, at der var
Forbrydelser og onde Mennesker og Elendighed og Had, heller ikke haabede
jeg at slippe igjennem urørt af Lidelser, men i mit eget Hjerte saae jeg
som i et Speil de Andres.

Han væbnede, siger han, sit Hjerte med et trefold Pandser af rolig
Standhaftighed. Men forud for den passive Modstandskraft hos ham
gik den lidenskabelige Indignation. Dette Hjerte, som han væbnede
med Udholdenhed, var for sværmerisk og brændende til ikke at nære
Angrebsplaner bag sin Pingmur. I Indledningen til Revolt of Islam mindes
han den Time, da hans Aand først vaktes af sin Søvn:

Det var en frisk Maimorgen, da jeg gik hen over det dugglimtende Græs og
græd, jeg vidste ikke hvorfor, indtil der fra den nære Skolestue hævede
sig Stemmer, der ak kun vare et Echo fra en Verden af Kvaler, af den raa
og skurrende Strid mellem Undertrykkere og Undertrykte. Da knyttede jeg
mine Hænder og saae mig omkring, og da Ingen var nær nok til at spotte
mine strøm mende Taarer, saa sagde jeg uden at skamme mig: Jeg vil være
vis og retfærdig og fri og mild; thi jeg er træt af at see de Selviske
og Stærke bestandig tyrannisere, uhindrede og uimodsagte. Jeg holdt da
mine Taarer tilbage og blev blød og kjæk.

   Den Slægt, der fødtes samtidigt med den første franske Republik
og under samme Stjerner, var tidligt modnet til Kritik af den
hele bestaaende Tradition. Shelley, der allerede i Skolen saae
Undertrykkelseslyst og paataget Religiøsitet følges ad, og i hvis
Hænder meget tidligt de franske Encyclopædisters og Humes, Godwins og
andre engelske Fritænkeres Skrifter faldt, raisonnerede allerede som
halv Dreng over Menneskeslægtens Historie, Formaal og Vildfarelser
ungdommeligt, men frit, i det 18de Aarhundredes Aand.

   Hvad hans Kammerater senere huskede om ham var det Brud paa skyldig
Pietet og Loyalitet, at han »talte Ondt om sin Fader og Kongen.« Han gik
mellem Drengene under Navnet »gale Shelley« eller »Atheisten Shelley«,
og saaledes blev for første Gang det hadefulde Ord knyttet til hans
Navn, der hele hans Liv igjennem skulde forblive koblet til det, for at
da atter dertil enhver Forhaanelse og Forsmædelse kunde hægtes.

    Jeg kan ikke dvæle ved de Facta i Shelleys Liv, som Enhver, der har
hørt hans Navn, er idetmindste overfladisk bekjendt med: hvorledes han
som 18aarig Student havde den snurrige Vane at skrive sine politiske og
sociale Tvivlsmaal ned i Brevform og sende disse Breve til forskjellige
mere eller mindre bekjendte men ham ubekjendte Personer, hvem han bad
gjendrive de og de Argumenter, som han for sin Part ikke var istand til
at finde Bevisgrunde imod, hvorledes af disse Breve, der for største
Delen vare Excerpter af Humes og de franske Materialisters Værker en
lille nu forsvunden anonym Brochure Atheismens Nødvendighed fremgik,
der endte med et Q. E. D. og som Shelley i det naive Haab at indvirke
reformerende paa sin Samtids Bevidsthed indsendte til Biskoppernes
Overret. Hvad der fulgte er ligeledes bekjendt. Han blev angivet som
Forfatter, bortjaget fra Universitetet, udvist af sit Fædrenehjem. Vi
tro ikke mere nutildags, at nogen alvorlig videnskabelig Overbevisning,
hvorledes den end lyder, bør hidføre beskjæmmende Straf for den, der
bekjender sig til den; men dobbelt urimelig bliver den Straf, der
ramte Shelley, derved, at han i Virkeligheden i sin Brochure, hvis
Hovedindhold udgjør Noterne til Queen Mab, ikke er mere Atheist end f.
Eks. Ørsted er det i sin bekjendte Bog Aanden i Naturen. Han har paa
hin Tid endnu ikke nogen consequent og sammenhængende Livsbetragtning,
han er kun klar over det ene Hovedpunkt, at han hverken er en Tilhænger
eller nogensinde vil kunne blive en Tilhænger af nogen positiv Religion.
Men iøvrigt forenes materialistiske Indtryk fra hans Lecture hos ham med
en sværmerisk Pantheisme, som han aldrig opgav. Da Trelawny i Shelleys
Dødsaar spurgte ham: Hvorfor har De kaldt Dem selv en Atheist? svarede
derfor Shelley: Jeg brugte Ordet for at udtrykke min Afsky for Overtro;
jeg tog det op som en Ridder, i gamle Dage tog en Handske op for at
trodse Uretfærdighed.

Shelley var voxet op, høj og spinkel, smal over Skuldrene, Trækkene
uregelmæssige, men Munden ualmindelig skjøn, attraaende og klog,
Øiet kvindeligt og næsten seraphisk i sit Blik, Udtrykket uendelig
omskifteligt og vexlende, snart som var han kun 19, snart som var han 40
Aar gammel. I de 10 Aar, han endnu havde tilbage at leve i, blev hans
Udseende mandigere, dog gjorde det imellemstunder et halvt drengeagtigt,
halvt kvindeligt Indtryk. Man vil maaskee erindre Trelawnys Forbauselse
under hans tidt citerede første Møde med Shelley. Var det muligt, at
denne mildtudseende skægløse Yngling kunde være det Uhyre, der laa i
Krig med Verden og som af sine Rivaler blev denunceret som Grundlægger
af en djævelsk Skole i Litteraturen? Paa hin Tid vexlede hans Udtryk,
hvis herskende Charakter var Raskhed og Bestemthed mellem Alvor, Glæde,
rørende Sorg og ligegyldig Træthed. Det har hyppigt stemt med Ordene
i hans Digt til Edward Williams: »Af Had er jeg stolt, tilfreds med
Haan; Ligegyldighed, der engang saarede mig, er nu selv bleven mig
ligegyldig«. løvrigt saae han, for at bruge et Udtryk af en af hans
Ungdomsvenner, overnaturligt intelligent ud, og Mulready, en dengang
berømt Portraitmaler, erklærede det for umuligt at male Shelley, han var
»altfor deilig«.

Det er da som en Yngling af den beskrevne Natur, exalteret som en Poet,
modig som en Helt, blød som en Kvinde, sky og rødmende som en ung Pige,
let og rask som Ariel bos Shakespeare, at man maa tænke sig Shelley gaae
ind og ud bos sine Venner. Mrs. Williams sagde om ham: Han kommer og
gaaer som en Aand. Ingen veed naar og hvorhen.

Hans Helbred var hele hans Liv igjennem utaaleligt svagt og vilde
rimeligvis slet ikke have slaaet til, hvis han ikke havde iagttaget den
allersimpleste Diæt; fra sit 20de Aar af adopterede han med tvivlsom
Nytte Vegetarianismen. Han havde Hang til Tæring, ban led bestandig
af nervøse og Krampe-Anfald, saa heftige, at han kunde rulle sig paa
Jorden af Smerter og jevnlig brugte Opium for at dulme Smerterne: i
Perioder, hvor han led mere end ellers, kom Opiumsflasken ikke ud af
hans Haand. Medens han i 1816 besøgte Hospitalerne i London og studerede
Medicin for at kunne pleie de Fattige, blev han selv alvorligt syg og
en fremragende Læge spaaede ham Døden af Svindsot. Ligefuldt rettede
hans Bryst sig nogle Aar derefter. Under hans Besøg hos de Fattige i
deres smittebefængte Landsbyer paadrog han sig en farlig Øienbetændelse;
den kom igjen i 1817 og atter igjen i 1821, saa han, saalænge den
stod paa, ikke kunde læse. Saa dyrt bødede han for sin exalterede
Menneskekjærlighed, for den Philanthropi, det var ham en Religion. Denne
Philanthropi ledsagede ham overalt. Da han boede i Marlow i England,
forvandlede han med sine sparsomme Indtægter alle Omegnens Fattige til
sine Pensionister, de kom ugentlig til ham og tik deres Lønning; han sad
ved deres Senge, naar de paa Grund af Sygdom ikke kunde komme. Engang
kom han barfodet ind til en af sine Naboer paa Landet. Han havde foræret
en fattig Kone sine Sko. Af egen Drift gav han Afkald paa næsten hele
sin Arv til Fordel for sine Søstre og det strax efter hans Fordrivelse
fra Oxford, og da hans Formue senere omtrent beløb sig til 1000 Pund
aarlig, gik næsten al hans Indtægt bestandig direkte i andre Menneskers
især fattige Skribenters Lommer, hvis Gjæld han betalte og hvis Udkomme
han sikrede dem med en Velgjørenhed og Ædelmodighed, der langt overgik
hans Evne.

 Man kjender Historien om hans første Ægteskab. Af misfornøiet og
overdreven Ridderlighedsfølelse bortførte han, 19 Aar gammel, en lille
Skolepige paa 16 Aar, der elskede ham lidenskabeligt, og som beklagede
sig over sin Faders Mishandlinger. Han vilde tvinge hende til at
gaae i Skole (!) og ikke tillade hende at elske Shelley. Efter nogle
Stevnemøder løb Shelley bort med Harriet Westbrook til Skotland og
giftede sig i Edinburgh med hende. Overfor de mange og haarde Angreb,
Digteren i den Anledning var Gjenstand for, turde den Ytring af Rossetti
være paa sin Plads, at just ikke mange kristne unge rige Baroner vilde
have giftet sig med en forhenværende Hotelværts Datter, der selv tilbød
at følge dem som deres Elskerinde. Dette Ægteskab var sluttet af for
umodne Bevæggrunde til at blive lykkeligt. Det opløstes som bekjendt,
da Shelley i 1814 lærte den 17aarige Mary Wollstonecraft Godwin at
kjende, og fattede den uimodstaaeligste og pludseligste Lidenskab
for hende. Hun, der var en Datter af Kvindeemancipationens første
berømte Forfægterinde og af den radicale Forfatter til de Skrifter,
der i Shelleys tidligste Ungdom havde havt saa dyb en Indflydelse paa
ham, gav ham sin Kjærlighed frit og varmt, og var idet hun gav ham
sit Ja i Overensstemmelse med sin egen Morallov. Begges Anskuelse af
Ægteskabet var altfor ideal til at den ikke skulde være ble ven anseet
for frivol og pøbelagtig af PøbelenSmlgn. G. Brandes: Den romantiske
Skole i Tydskland. S. 121 ff.. Men den var i Nutidens Virkelighed
uigjennemførlig og upraktisk. Skjøndt derfor gjensidig Kjærlighed og
ingen religiøs eller social Formalitet var dem begge det virkeligt
hellige og stærke ægteskabelige Baand, besluttede de Aaret efter af
praktiske Grunde og for deres Børns Skyld at lade sig vie. De forlode
England sammen, først paa en kortere Reise gjennem Frankrig, der næsten
helt blev tilbagelagt tilfods, senere paa de større Reiser, under hvilke
Shelleys Navn blev knyttet til Byrons, medens den engelske Presses
Raseri ligeligt faldt over dem begge, ja gik saa vidt, at Rygtet gav
deres skjønne og mandige Venskab en infam Fortolkning. Anledning til en
sand Explosion tog Southey af den ubetydelige og uskyldige Omstændighed,
at Shelley i det lille Bjerghus paa Montanvert ved Chamounidalen under
en lang Række af vammeltfromme Udgydelser om Naturen og Naturens Gud,
havde sat denne lille høist uorthographiske Hexameterlinie: είμι
ϕιλάνϑρωπος δημωκράτικός τ΄ άϑεός τε.

                            Percy B. Shelley. Paa Dansk: Jeg er en
Philanthrop, en Demokrat og en Atheist. Southeys ovennævnte Manifest
mod Byron tog sit Udgangspunkt heri. Dette er med faa Ord Ouverturen
til Shelleys Levnet og Poesi. Cor cordium blev han med Rette kaldt.
Det vil sige, at hvad han forstod og følte, det var Tingenes Midte og
Kjerne, deres Aand og Sjæl, og at de Følelser, han gav Udtryk, vare
hine allerinderligste, for hvilke Ordet synes for grovt og som give sig
Luft i Musik eller som hos ham i Vers, der ere ligesaa musikalske som
rigt harmoniserede Melodier. Den tilbagetrængte Vemod i Shelleys Lyrik
minder om Shakespeares, Spinderskens lille Sang i The Cenci, f. Ex.
om Narrens Sange i Hvad I vil eller om Desdemonas og Ophelias Viser.
Men i stærkeste Strid hermed synes den Eiendommelighed hos Shelley
at staae, som rimeligvis Enhver, der kun kjender ham af Anthologier,
vil have paa Læben, den nemlig, at de berømteste af hans lyriske
Poesier have et Thema, der ligger udenfor Følelseslivet, ja udenfor
Menneskeverdenen, handle om Vind og Skyer, om de ydre Elementers
bevægede Liv, om Vandenes og Vindenes umaalelige Frihed og stormende
Styrke. Det er meteorologiske og kosmiske Poesier. Men der ligger ingen
Modsigelse i, at den mest inderlige Lyriker tilsyneladende er den mest
udvortes. Vi finde Aarsagen udtalt i en lille Afhandling af Shelley,
der fører Titlen Om Kjærlighed. Han skildrer Kjærlighedens Væsen som en
uimodstaaelig Trang til Sympathi. »Hvis vi tænke, ville vi forstaaes,
hvis vor Indbildningskraft former, ville vi, at vor Hjernes luftige
Børn skulle gjenfødes i Andres Hjerner, hvis vi føle, ville vi ikke,
at Læber af ubevægelig Is skulde svare Læber, der zitre og brænde med
Hjertets bedste Blod. Dette er Kjærlighed. At opdage en Aand, der
vil vurdere vor, en Indbildningskraft, der vil gaae ind paa de fine
og skarpe Eiendommeligheder, som vi have havt Glæde af at opelske og
udfolde i Stilhed, det er det usynlige og uopnaaelige Punkt, hvortil al
Kjærlighed stræber. Derfor er det, at i den forladte Tilstand, hvor vi
ere omringede af Mennesker, og disse dog ikke sympathisere med os, elske
vi Blomster, Græs, Vandene, Himlen, Vindens Veltalenhed og Bølgernes
Melodi med en Henrykkelse lig den, hvormed vi følge Stemmen af En vi
elske, naar hun synger for os alene.«

I en Note til Feen fra Atlas siger Mrs. Shelley ligeledes, at det
var Forvisningen om, hverken at finde Sympathi eller Bifald hos
sine Landsmænd, der — i Forening med en Sky for ved Fordybelse i
Lidenskaberne at aabne sit eget Hjertes Saar — bragte ham til at søge
Glemsel i Phantasiens luftige Flugt.

Men hin dybe Trang til en Sympathi, som den omgivende Menneskeverden
negtede ham, var det da ogsaa, som gjorde hans Opfattelse af Naturen
til en aldrig før set ildfuld Attraa efter Naturen, og som gav den
dens dybe Originalitet. Uhørt var Sligt i engelsk Poesi. Popes stive
Kunstskole var bleven afløst af Søskolen. Pope havde parfumeret Luften
med Affektation, Søskolen havde slaaet Vinduerne op for Bjergenes
og Søernes friske Atmospliære. Men Wordsworth’s Naturkjærlighed var
lidenskabsløs, hvad andet han saa i Tintern Abbey havde sagt. Naturen
var ham en Forfriskning og et Stof til protestantiske Reflexioner.
Hin ringeste Blomst, der gav ham Tanker, som ofte laa altfor dybt for
TaarerTo me the meanest flover that blows can give Thoughts that do
often lie too deep for tears.

                       Poet. W. III, 322., den tog han i sit Knaphul og
pyntede sig med og betragtede den nu og da med med stille Værdighed,
pønsende paa en Sammenligning. Shelley kaster sig ud i Naturen, da
Menneskeverdenen lukker sig bag ham. Derfor føler ikke han som Andre den
udenfor sig som kold eller ligegyldig eller grusom. Dens stenhaarde Ro
overfor Menneskets Ve og Vel, dens guddommelige Følelsesløshed overfor
vort Liv og vor Død, vore korte Triumpher og lange Kvaler, er Mildhed
for ham i Sammenligning med Menneskeverdenens Dumhed og Raahed. Han
haaner i Peter Bell den 3die Wordsworth, fordi han elsker Naturen som en
Art moralsk Eunuch, der aldrig har vovet at løse dens Belte; han selv
elsker den, som man elsker en Elskerinde, han forfølger dens hemmeligste
Skridt som dens Skygge, hans Puls banker i hemmelighedsfuld Sympathi med
Naturens, han ligner selv som sin Alastor Vindenes og Luftens Aand med
lysende Øine, frisk Aandepust og lette Fødder.

Han kaldte Dyr og Planter sine elskede Brødre og Søstre, og med sin
dybe Modtagelighed og sin zitrende Sensibilitet sammenligner han sig
blandt Dyrene med Kamæleonen, blandt Planterne med Mimosen. I et af sine
Digte taler han om Kamæleonerne, der leve af Lys og Luft som Digterne
af Elskov og By, og som skifte Farve efter hver Solstraale tyve Gange
om Dagen, og sammenligner Digternes Existens paa denne kolde Jord med
det Liv, som Kamæleonerne vilde føre, hvis de fra deres Fødsel af vare
indespærrede i en Hule under Havet. I et andet verdensberømt Digt
fortæller han, hvorledes Mimosen voxer i Haven og Vinden nærer den med
Sølvdug, og hvorledes den lukker sig under Nattens Kys. »Og enhver
af Blomsterne var gjennemtrængt med det Lys og den Duft, dens Naboer
udstraalede, lig unge Elskende, hvem Ungdom og Elskov gjøre dyrebare
for hinanden, svøbte i og fyldte med hinandens Atmosphære. Men Mimosen,
der kun kunde give ringe Vidnesbyrd om den Kjærlighed, den følte fra
Bladet til Boden, modtog mere end alle de andre, elskede mere end
nogensinde. Thi Mimosen har ingen smuk Blomst, straalende Farver og
Vellugt forundtes ikke den, den elsker som Elskoven selv — dens dybe
Hjerte er fuldt, den attraaer hvad den ikke har — det Skjønne.«

   Endnu eiendommeligere, endnu personligere fremtræder Shelley s
inderste Væsen, hans Hjertes Hjerte, saaledes som de tungeste Skjæbner
formede og prægede det, i den deilige Elegi over Keats, forfattet under
den brændende Indignation, der greb Shelley over det lave og hadske
Angreb i Quarterly Review. Idet jeg gjengiver disse fine og melodiøse
Stropher i et andet Sprogs Prosa, mindes jeg vel, at Shelley etsteds
i sine Essays har sammenlignet dette med den Idræt at kaste en Viol i
en Smeltedigel for at faae fat paa dens Farve og dens Duft. Shelley
skildrer, hvorledes alle Tidens Digtere indfinde sig til Klagesangen
over den Døde. »Midt iblandt de Andre kom en skrøbelig Skikkelse, et
Phantom blandt Mennesker, ene, uden Ledsager, som den sidste Sky af en
udaandende Storm. Han havde, troer jeg, skuet Naturens nøgne Elskelighed
og Skjønhed som en anden Aktæon, og flygtede nu med svage Skridt bort
over Verdens øde Vidder, og som rasende Hunde forfulgte hans egne Tanker
paa hans stenede Vei ham, deres Fader og deres Bytte. En Aand som en
Parder, skjøn og hurtig, en Elskov under Trøstesløshedens Maske, en
Kraft, omgjordet med Svaghed, en døende Lampe, en faldende Regn, en
bristende Bølge — ja, er den ikke bristet, mens vi tale om den? — Hans
Hoved var omvundet med gjennemblæste Stedmodersblomster og visnede
Violer, hvide, brogede og blaa; og et let Spær med en Cypreskogle til
Top. omvundet med en Efeufletning, der endnu dryppede af Skovens Dug,
zitrede, alt som hans Hjertes Banken rystede den svage Haand. Af denne
Flok kom han sidst, glemt og ene — et af Hjorden forladt Raadyr, ramt af
Jægerens Pil. Alle reiste sig og smilte gjennem Taarer ved hans Klage.
Vel vidste den ædle Skare, hvo der nu i en Andens Skjæbne begræd sin
egen. Men da han med et ukjendt Lands Betoning sang sin Sorg, betragtede
den sorgfulde Urania den Fremmedes Aasyn nøie og mumlede: Hvo er Du?
Han svarede ikke, men med en pludselig Haandbevægelse blottede han sin
brændemærkede og blodige Pande, der var som Kains og Christus’s — ak, at
det skulde være saa!«

Med Aktæon sammenligner han sig her, hvem Skuet af Naturens nøgne
Skjønhed har sønderrevet; tydeligt nok udfordredes der hans kraftige
Villie til med saa zart og skrøbeligt et Legeme ikke at gaae tilgrunde
under de Visioner og Hallucinationer, der hjemsøgte ham. Mangen en
Gang har det været ham, som om de Syner, der paatrængte sig hans
Indbildningskraft, kunde sprænge hans Hjerne, og naar han da i fremmed
Land, i Exilet, søgte Lindring i Ensomheden, var det at han oplevede
Natur-Indtryk, som det, der er fastholdt i de henrivende »Linier,
skrevne i en nedslaaet Stemning nær ved Neapel«, Linier, der kunne
betragtes som en Mikrokosme af Shelleys hele Poesi. Han skildrer ikke
Landskabet, han skildrer overhovedet aldrig. Han beskriver ikke Tingenes
ydre Former og Farver, men han fornemmer med den yderste Modtagelighed
hvad jeg kaldte Tingenes Aand og Sjæl.

Med faa Strøg giver han Billedet af Golfen: Solen er varm, Himlen
blaa, Bølgerne dandse hurtigt og let, blaae Øer og snebedækkede Bjerge
farves af Dagens gjennemsigtige Purpur. Bølgerne kastes mod Kysten som
opløst Lys i Stjerneskudsregn, og en Tone stiger fra Oceanets afmaalte
Svulmen, ak — udbryder han — hvor sødt, hvis nu et andet Hjerte delte
min Bevægelse! »Ak, jeg har hverken Haab eller Sundhed, hverken Fred
forinden eller Bo foruden eller Betragtningens Tilfredshed eller By
eller Magt eller Kvinders Elskov; jeg seer Andre, hvem disse Goder
omringe, de leve smilende og kalde Livet en Glæde, ak, mig blev dets
Kalk tildelt i et andet Maal. Dog nu er selv Fortvivlelsen mild, ligesom
Vindene og Vandene ere, jeg kunde lægge mig ned som et træt Barn og
bortgræde dette Bekymringens Liv, som jeg har baaret og endnu maa bære,
til Døden som en Søvn vilde stjæle sig over mig, og jeg i den varme Luft
vilde føle min Kind blive kold og høre Søen aande sin sidste Monotoni
henover min døende Hjerne.«

Disse sidste Ord blev en Propheti. Men endnu mere prophetiske ere disse:

Nogle ville klage, naar jeg er død, som jeg klager, naar denne søde Dag
er gaaet, de samme hvem mit fortabte og altfor tidlig ældede Hjerte nu
krænker med sine ubetimelige Klager; thi jeg er En, hvem Menneskene ikke
elske men dog ville savne, ulig denne skjønne og glædelige Dag, der,
naar Solen gaaer ned over dens pletfri Hæder, vil leve som en Glæde i
Erindringen endnu.

Selv i Prosa vil Udtrykkets uendelige Simpelhed og Hjertelighed være
bevaret. Han, over hvis døende Hjerne grusomme Bølger saa snart skulde
slaae sammen, føler med den mildeste Vemod sit Væsen opløse sig i
Naturens velgjørende Elementer, og sammenligner sin Udaanden med den
deilige sydlandske Sommerdags. Han elskede Naturen ikke alene i dens
ophidsede Tilstande som Byron, men simpel af Hjerte, som han var,
elskede han dens ædle Simpelhed, dens hellige Enfold.

Dog, dette Træk er ikke det mest charak teristiske. Hertil kommer et
andet: Selv titanisk og gigantisk anlagt elsker han Naturens titaniske
og gigantiske Skjønhed, og atter her paa en ganske anden Maade end Byron
gjør dette. Det er ikke Naturens haandgribelige og let tilgjængelige
Poesi som Blomsternes eller Skovens, han besynger, nei, hans storladne
Sjæl beruses især af det Store og Fjærne, af Rummets brede Bevægelser
og Klodernes Dands gjennem Himmelrummet. I denne Fortrolighed med
Naturens store Skikkelser og store Bevægelser ligner Shelley Byron, men
han ligner ham som en blond Genius ligner en tilsvarende brunet, som
Ariel ligner Morgenstjernens flammebringende Engel. For Byron samlede
Søens Poesi sig i Skibbrudets Poesi, i Uveirets og Hvirvelvindenes Kamp
og Rasen, i Havets Raab efter mere og mere Bytte. For Byron samlede
Himlens Poesi sig i Forestillingen om Stormens Tuden og Tordenens
Tonefald og Lynildens Knitren. Han lever med og i den tilintetgjørende
Natur. Den berømte Passus i fjerde Sang af Childe Harold: »Rul, du
dybe mørkeblaa Ocean, rul frem!« jubler over hvorledes Havet feier
Flaaderne bort fra sit Bryst og skyller Keiserriger ned i sit Dyb, og
lader en Boble stige op paa sin Flade som eneste Vidnesbyrd om, at et
Menneske sank. Denne Passus er som et Præludium til den gigantiske og
pragtfulde Syndflods vision, der kaldes »Himmel og Jord«, og som er en
Tilintetgjørelseslystens DithyrambeSwinburne, der i sit lille mesterlige
Essay om Byron paapeger det Naturomraade, han har tilfælles med Shelley,
har ladet den Modsætning, som trods Ligheden findes, uomtalt..

Læs saa derefter Shelleys berømte Digt »Skyen«. Man hører alle Naturens
elementære Kræfter lege og spøge deri i løsladt Munterhed, med titanisk
Fryd, med kjæmpemæssig Velgjørenhed og Gavmildhed mod Jorden. Hvilken
stormende Friskhed i Skyens Sang om, hvordan den bringer de tørstige
Blomster friske Byger fra Søerne og Strømmene, hvorledes den kaster
lette Skygger over Bladene, der ligge i deres Middagsdrømme. Kaad er
den, naar den svinger sin Pleil af piskende Hagl eller naar den spreder
Sne paa Bjergene nedenunder, for hele Natten trygt at kunne sove paa
den hvide Snepude i Blæstens Favn, eller naar den lader Hvirvelvindene
slaae dens Banner ud, saa Vulkanerne mørkues og Stjernerne skjælve;
overmodig, naar den med Tordenlatter flyver forbi, stolt, naar den
blodige Solopgang med Meteorer til Øine springer op paa Hyggen af
dens seilende Damp, og stille bliver den, sammenrullet i sin luftige
Rede, naar Aftenens høirøde Kaabe falder ned fra Himmelhvalvet og den
klare Sø nedenunder udaander sin brændende Higen efter Kjærlighed
og Hvile. Den føler sin Vælde, naar den som en uhyre Bro soltæt og
mørk hænger fra Forbjerg til Forbjerg, den nyder sin Seir, naar den
Triumphbue, hvorigjennem den flyver med Orkan, Ild og Sne, er den af
Millioner Farver sammenvævede himmelske Bue. Men bestandig leger den
som et Barn; feie Solstraalerne den bort fra Himmelhvælvingen, saa leer
der kun deraf, og med Latter stiger den paany fra sit Intet og river
Luftens blaa Kuppel ned igjen. — Det er ikke blot Modsætningen til
Byrons mørke Lidenskab, der slaaer i denne Skyens storartede Barnlighed
og Gavmildhed og Alkjærlighed, det er desuden et Træk, jeg her kun
accentuerer for senere at vende tilbage dertil, denne Poesies primære og
primitive Charakter, der gjenkalder de ældste ariske Hymner, Vederne og
de homeriske. Byron er i Sammenligning hermed rent moderne. Naar Skyen
taler om hin Mø klædt i hvide Luer, som de Dødelige kalde Maanen, der
skinnende glider hen over dens Bomuldsflade, og hvis usynlige Fod med
lette Trin, som kun Englene høre, bryder Væven i dens Telts tynde Tag,
eller naar den synger om den blodige Solopgang med Meteorøinene, da har
Digteren i Kraft af sin Phantasis Urfriskhed rykket Læseren tilbage til
den Tid, da Natursynene i fuld Nyhed formede sig til Mythologier.

Men for Shelley vare disse Natursyn ogsaa evigt nye. Han levede imellem
dem paa en anden Maade end nogen Digter før eller siden har gjort.
Dette hans korte Liv af 29 Aar er næsten helt blevet tilbragt under
aaben Himmel, Søen var hans Lidenskab, han seilede bestandig, og
liggende i sin Baad er det, at han har skrevet sine skjønneste Digte,
medens Solen brændte og brunede det sjælfulde Ansigt og de fine Hænder.
Lidenskaben for Søen var hans Liv og blev hans Død. Alt hvad der havde
med Baade og Seilads at gjøre, havde en Tiltrækning for ham. Han blev
helt Barn derved. Det kunde more ham i det Uendelige at lave Smaabaade
af Papir og see dem seile; en Dag, da han intet Papir mere havde hos
sig, tog han en 50 Pds. Note og satte den ud paa Kanalen i en Have som
Baad. Svømme kunde han ikke. Da han under sine uophørlige Dag og Nat
fortsatte Seiladser med Byron paa Genfersøen engang var paa Nippet til
at kuldseile, afslog han al Hjælp, sad fuldkommen rolig og ventede
Døden. »Mine Følelser, skriver han, vilde have været mindre pinlige,
hvis jeg havde været alene, men jeg vidste, at min Ledsager vilde have
forsøgt at frelse mig, og jeg følte mig dybt ydmyget ved Tanken om, at
hans Liv kunde blive udsat for at bevare mit.« Men faa Aar efter var
det end ikke med pinlige Følelser, han tænkte paa en saadan Død. Da
han, nogle Maaneder før han døde, en Dag var lige ved at drukne, men
blev frelst af Trelawny, sagde han blot: »Det er en stor Fristelse;
hvis gamle Kjærlinger have Ret, kunde jeg i dette Minut have været paa
en anden Planet.« I Italien levede lian bestandig i fri Luft, snart paa
de lange Rideture med Byron i Venedig, Ravenna og Pisa, snart i Robaad
paa Arno og Serchio, eller i Seilbaad paa det toskanske Hav. Det er
ogsaa værd at mærke, hvorledes Baaden er en Yndlingslignelse hos ham. Og
digtede han ei tilsøes, da i ethvert Fald i fri Luft. Prometheus skrev
han i Rom, liggende oppe paa Caracallas Bades bjerglignende Ruiner,
og det var paa disse svimlende høie med Blomstertykninger begroede
Buer, at han fandt Inspirationen til Digtet i Roms klare Himmel og
Foraarets kraftige, næsten bedøvende Opvaagnen i dette herlige Klima.
Livets Triumph skrev han dels siddende paa Husets Tag i Lerici, dels
i Baad under den mest overvældende Hede og Tørke. Men Shelley havde
Salamandernaturen og levede først ret under stegende Sol.

Det var liggende i en Lund ved Arnoen nær ved Florents, at han skrev sit
mægtigste Digt, Oden til Vestenvinden.

De første Stropher gjenkalde Vindens Efteraarspust, der driver de døde
Blade afsted, gule, sorte, blege, hektisk røde, som pestramte, og dens
Foraarspust, der fylder Dal og Høi med levende Farver og Vellugt, en
Susen, der har sit Echo i Sonetternes dybe Omkvæd: Hør, o hør! Og
minder det ikke atter om de gamle Mythologier, naar han synger om de
løse Regnskyer, der nedrystes paa Vindens Flade fra Himlens og Havets
sammenslyngede Grene, om Stormens Lokker, der spredes over den luftige
Flade som det lyse Haar, der løfter sig fra en ildfuld Mænades Hoved!
Men Vestenvindens og Shelleys hele Sjæl er i dette Slutningsudbrud:
»O, løft mig som en Bølge, et Blad, en Sky! jeg falder paa Livets
Torne, jeg bløder. En Vægt af tunge Timer har lænket og nedbøiet En,
der var dig altfor lig — utæmmelig og hurtigfodet og stolt. Gjør mig
til din Lyre, som Skoven er det, hvad gjør det, om mit Løv falder som
dens! Dine mægtige Harmoniers Tumult vil aftvinge os begge en dyb
Efteraarstone, sød skjøndt sorgfuld. Vær du, o frie Aand, min Aand, vær
mig, du voldsomt stormende! Driv mine Tanker, naar jeg er død, over
Universet som visne Blade, at de kunne kalde ny Væxt tillive, og spred,
besværget ved dette Digt, mine Ord blandt Menneskeheden som Aske og
Gnister fra en uudslukket Arne! Vær en Prophetis Trompet over den uvakte
Jord! o, Vind, naar Vinteren er kommen, kan da Vaaren være fjern?«

Man sammenligne denne Ode med det deilige Sted i 3die Sang af Childe
Harold, hvor Byron raaber: »0, kunde jeg samle Alt, hvad der er stærkest
i mig, Elskov, Had, Lidenskaber, Haab og Fortvivlelse i et eneste Ord og
dette Ord var Lynet!« eller med det Sted, hvor han ved Genfersøen under
det rasende Uveir tilraaber Natten: »0, lad mig nyde dit Uveirs Kamp,
jeg, som er en Del af Stormen og Dig!« og man har i et prægnant Exempel
Modsætningen mellem en alt omfattende og en alt udfordrende Digteraands
Sværmen med Naturen. Shelley vil ikke som Byron fravriste den dens
Tordenkile. Han elsker den ikke som sit Vaaben, men som sit Instrument,
sit Plekter, elsker den uskræmmet af dens uhyre Proportioner, fortrolig
med dens kjæmpemæssige Storhed, følende sig i Verdensaltet som i
sit Hjem. Allerhelst tumler hans Phantasi med Verdenskloderne, han
tiltrækkes af deres Skjønhed og Liv som andre af Forglemmigeiens og
Rosens.

Hvilken mægtig, verdensbeherskende Phantasi er der ikke i det Digt, han
nedskriver ved Efter­ retningen om Napoleons Død:

Hvad ilive? og saa kjæk, o Jord, er du ei altfor kjæk? Hvad springer
du frem som i gamle Dage i Glandsen af din Morgenglæde, du den sidste
af Flokken i Stjernefolden? Ere Lemmerne ikke stille, naar Sjælen er
flyet, og kan du bevæge dig, nu Napoleon er død? Hvorledes? Er ikke dit
bankende Hjerte blevet koldt, er en Gnist endnu ilive paa din Arne? Du
varmede jo dog dine gamle Fingre over Gløderne af hin ildfulde Aand, o
Moder! kan du smile nu han er død? — Jeg er endnu ilive og endnu kjæk,
jubler Jorden, stedse mere og mere kjæk. De Døde fylde mig titusinde
Gange mere med Hast og Ild og Lyst. Jeg var skyet og vranten og kold
som et frossent og sammenrullet Chaos, til mit Hjerte ved Aanden af hin
mægtige Døde paany blev varmt.

Med sin Sjæls Øie saae Shelley Kloderne i Verdensrummet dreie sig
besjælede, glødende indadtil, lysende udadtil i Natten, hans Blik
loddede de dybe Afgrunde, hvor grønne Verdener gled hverandre forbi,
Vandrestjerner med glimrende Lokker, kolde og klare Ismaaner. Han ligner
dem ved de Kugler af Dug, der om Morgenen fylde Blomsternes Kalke, han
seer dem rulle Verden efter Verden fra Tilblivelse til Undergang som
Bobler paa en Flod, gnistrende, bristende og dog udødelige, bestandig
vævende nye Væsener, nye Love, nye Guder, lyse eller mørke, som
Kjortler, de kaste over Dødens nøgne Ribben. Han seer dem som Raphael
malte dem i Kom i Santa Maria del Popolo, hver behersket og ført af sin
Engel, og i Kraft af sin Phantasis poetiske Magtfuldkommenhed anviser
han den stakkels afdøde Keats en saadan ledig Throne, en kongeløs Sol.
Hans Atlasbjergets Fe har sit Hjem i Ætheren. Som Arion paa Delfinens
Ryg rider hun paa Skyen syngende gjennem Luften og leer, naar hun
hører Ildkuglernes brølende Susen bag sig. Her spiller Shelley med
Himmellegemerne som en Jongleur med sine Kugler, i Prometheus aabner
han dem som Botanikeren aabner en Blomst. I fjerde Akt skildres Jorden
gjennemsigtig som Krystal og alle dens Lag over hverandre, dens Bølger
af Ild, dens uhyre Kilder, hvoraf Havet dies, dens Forsteninger,
begravne Trophæer og Ruiner og Byer, og Shelleys Genius svæver udenom
den, indaander Skovenes stærke Duft og seer det smaragdgrønne Lys,
Bladene kaste tilbage, og hører Sphærernes vilde Musik. Men Jorden er
ham ikke et Aggregat; den er en levende Aand, i hvis ubekjendte Indre
en evigt uhørt Røst slumrer, hvis Stumhed bliver brudt, naar Prometheus
løses.

Da Jupiter er styrtet i Afgrunden, istemme Jord og Maane en jublende
Vexelsang, en Hymne uden Mage. Jorden jubler over sin Befrielse
fra Gudetyranniet, Maanen udsynger sin brændende ekstatiske
Kjærlighedserklæring til Jorden, skildrer, hvor stum og stille den
bliver, naar Jordens Skygge falder hen over den og dækker den, og hvor
fuld af Kjærlighed den da er til den deilige Jord. Dens Goldhed ophører,
levende Blomster groe frem paa dens Flade, den hører Musik i Sø og Luft,
medens vingede Skyer svæve rundt om den, tunge af den Regn, hvorom
dens unge Knopper drømme, og den jubler: det er Kjærlighed, Alt er
Kjærlighed.

   Hans Phantasi opløser hele Naturlivet og glæder sig med et Barns
Naivetet over hvert enkelt Element. Feen glæder sig f. Ex. over Ilden:
»Menneskene vide slet ikke rigtigt, hvor smuk Ilden er. Hver Flamme er
som en kostbar Ædelsten, opløst i evigt bevæget Lys, og disse Ædelstene
tilhøre os alle«. Og Feen elsker Søvnens Skjønhed: »En stor Fornøielse
var det for Feen at see Menneskene ligge i alle Søvnens Former: Her
laae to Tvillinger, to Søstre — her en Yngling, som græd i Drømme, her
to Elskende uskyldigt sammenslyngede, hvilende i deres løse Lokker,
der sneg sig hen over begge som Efeu over en Stamme, og her laa rolig
Alderdom med hvide Haar og foldede Hænder«. Shelley føler med Floderne,
der elskes af Søerne og forsvinde i deres Leie, synger om Naturens Død
og Ligbegjængelse i Efteraar og Vinter, mindes Blomsterne, der kastes
over Adonis, skildrer Sommerens og Skjønhedens Gudinde, der som en
kvindelig Balder holder Havernes Blomster vedlige og maler Horaernes
vilde Kjørsel over Himlen. (Arethusa, Apollo, Pan, Autumn, Sensitive
Plant, Horaerne i Prometheus unbound).

Ethvert Livselement har han stemplet med et poetisk Ord — de udstrakte,
og ensomme Egne, hvor vi nyde den Glæde at troe det vi see er
grændseløst, som vi ønske vor Sjæl skulde være det (Julian og Maddalo) —
Tiden, den umaalelige Sø, hvis Bølger ere Aar og have Braksmag af Saltet
af menneskelige Taarer — Sneen og alle Former af den straalende Frost.

Man læse det Digt, hvori de sidste Ord forekomme. Det resumerer elegisk
hans Elskov til Naturen. Det hedder Song og er rettet til Glædens Aand.
Han klager over, at den har forladt ham, at den kun elsker dem, der ikke
trænge til den, at En som han aldrig kan vinde den tilbage igjen, at den
skræmmes af Sorg og flyer for Kummer. »Kummerens Suk synes at bebreide
dig, du ikke er nær, og Bebreidelser vil du ikke høre«. Og han slutter:

Se, jeg elsker Alt hvad du elsker, du Glædens Aand, den friske Jord i
sit nye Løv og den stjernerige Nat og Efteraarsaftenen og Morgenen, naar
de gyldne Taager fødes. Jeg elsker Sne og alle Former af den straalende
Frost, jeg elsker Bølger og Vind og Storm, næsten Alt, hvad Naturens
er og som ikke er plettet af Menneskets Elendighed. Jeg elsker rolig
Ensomhed og saadant Selskab, der er stille, viist og godt. Mellem dig
og mig, hvad Forskjel er der da? [...] o, tag endnu engang Bolig i mit
Hjerte!

Men ud af disse elegiske Stemninger stiger Shelleys Aand i Kraft af sin
herlige Frihedsbegeistring med Lærkeflugt snorlige iveiret. Hans Ode
til Lærken, der betegner Overgangen til hans Frihedsdigte, er skrevet
under en Rus af befriet og jublende Stemning. Neppe overtraf i ældre
engelsk Litteratur nogen lignende Sang den bedste af Wordsworth’s Sange
til Lærken, der er saa typisk for Søskolens Aand og Poesi. »Overlad
Nattergalen dens skyggefulde Skov; et Pige af straalende Lys er dit«,
og hvori disse for hin conservative Digter saa betegnende Ord: »Du,
Type for den Vise, der svæver over Jorden, men aldrig flyver bort som
Trækfugl, trofast mod de to beslægtede Punkter Himlen og Hjemmet«Type of
the wise, who soar but never roam True to the kindred points of Heaven
and Home..

Gaa nu til Shelleys Lærke, som syngende stedse stiger og stigende stedse
synger. Her er det som om alle Vinde ringede med Melodier, som gled vi
ind og hvirvledes ned i et Hav af evige morgenfriske Toner. Det er den
rene Frihedsfølelses yngste klareste Triumphsang af Glæde og Lykke.
Den danner Overgangen til den lange Række af Frihedssange, den store
Gruppe, i hvilke Shelleys Genius er de kommende Revolutioners stormende
Herold. Hans Frihedssang er et eneste langt Krigsskrig, klædt i vexlende
Melodier. Som Oder til Friheden og dens Forsvarere — Digte saa skjønne
og store som Marseillaisen — som politiske Satirer mod Tilstande og mod
Personer, som aristophanisk Komoedie over Uvæsenet og Latterligheden
hjemme, som mythisk eller historisk Tragoedie er hans Poesi kun det
samme mægtige Klageraab over Uretfærdigheden og Hykleriet, det samme
mægtige Opraab til alle dem i hans Samtid, der endnu havde en Gnist af
Indignation i Brystet.

Allerede strax efter sit første Ægteskab var han optraadt som
politisk Agitator. Han reiste til Dublin for at fremme Katholikernes
Emancipation, forfattede en ungdommelig Adresse til det irske Folk,
hvori han bønfaldt det om at undgaae de Voldsomheder, der havde plettet
den franske Revolution, og var saa naiv, at han fra sin Balkon paa
Hotellet kastede den ned for Fødderne af de Forbigaaende, der syntes ham
at see ud som om de vare stemte til at modtage Opraab. Hvor barnligt
baade han og lians unge Hustru toge Sagen, kan sees deraf, at han en
Dag, da han spadserede med Harriet, ikke kunde negte sig den Fornøielse
at putte Adressen ned i Hætten paa en Dames Kaabe, hvorover hans unge
Brud var — efter eget Sigende — nær ved at døe af Latter. Han var
tilstede ved flere Møder og talte en Gang en hel Time i O’Connels
og andre Celebriteters Nærværelse. De Samtidiges Vidnesbyrd er saa
enthusiastisk, at han, hvis man kan slutte deraf, var endnu større som
Taler end som Digter.

Den næste Gang Shelley stødte sammen med det regjerende Parti, havde
Sammenstødet en helt anden tragisk Charakter. Harriet var død, og
paa Forlangende af hendes Fader blev der for Kantslerretten indledet
en Undersøgelse om, hvem der besad flest intellectuelle og moralske
Betingelser for Opdragelsen af Shelleys Børn, den forhenværende
Værtshusholder Westbrook eller Forfatteren til Queen Mab og Alastor, der
denunceret som Atheist var mistænkt for at ville opdrage sine Børn til
Atheister.

Lord Eldons Dom faldt ud til, at Shelleys hele hidtidige Opførsel havde
været i høieste Grad umoralsk, at han, langt fra at skamme sig herover,
meget mere gjorde sig til af de fordærveligste Principer og anbefalede
disse til Andre, at Børnene følgelig skulde berøves ham for bestandig,
dog saaledes, at han havde at sørge for dem med en Femtedel af sin
Indtægt. Børnene bleve overgivne til en Præst af Høikirken. Shelleys
Smerte var saa frygtelig, at end ikke nogen af hans nærmeste Venner
nogensinde senere vovede at omtale Børnene for ham.

I Digtet til Lord Eldon udraaber han: »Jeg forbander Dig ved en Faders
krænkede Kjærlighed, ved Haab, der længe vare opelskede og altfor nyligt
ere mistede, ved ædle Følelser, Du aldrig har forstaaet — ved det falske
Hykleri, der nu skal hænge ved deres uskyldige Læber som Gift paa en
aaben Blomst, ved den mørke Tro, der solformørkende skal dække deres Vei
fra Vuggen og til Graven — og ved min Fortvivlelse, der bringer en Fader
til at jamre og raabe: Mine Børn ere ikke længere mine; Blodet i deres
Aarer er mit, men Tyran, deres besmittede Sjæle er dine.« — Og i Digtet
til William Shelley, hans lille Søn med Mary, hedder det: »De have taget
din Broder og din lille Søster, de have gjort dem nskikkede til Selskab
for mig og Dig [...] Til en dræbende Tro og en Forbrydelsens Sag have de
bundet dem som Slaver fra Barnsben af, og de ville forbande mit Navn og
dit, fordi vi ere frygtløse og frie [...] Dog frygt ei, at Tyrannerne
ville regjere bestandig eller Præsterne af den onde Tro, de staae paa
Bredden af Tidens rasende Strøm [...] den skummer og svulmer, og jeg
seer deres Vaaben og Sceptre flyde som Vrag paa Evighedens Vande.«
Slagen af Rædsel for at blive ogsaa dette sidste Barn berøvet var det,
at Shelley forlod sit Fædreland for aldrig mere at vende tilbage. Men
paa samme Tid som Lordkantsleren brændemærkede Shelley som en Mand, der
var mindre skikket til de mest elementære sociale Pligter og Rettigheder
end nogen anden Mand i England, forberedte han sig selv til at vise, at
han var en af de faa dalevende Mænd, der vare bestemte til Udødelighed.

Stemplet som en Forbryder forlod han England, og overalt hvor han i
Udlandet mødte Engelskmænd, var han frygtet og hadet af dem som i
Stand til enhver Forbrydelse. Da han nogle Aar efter paa Posthuset i
Pisa spurgte efter et Poste-restante-Brev og angav sit Navn, raabte
en engelsk Officier i portugisisk Tjeneste: Hvad, er det den fordømte
Atheist Shelley! og slog ham med et Næveslag til Jorden. Han opsøgte
senere denne Officier for at udfordre ham, men fandt ham aldrig.
Shelley havde, som ovenfor berørt, tidligt udarbeidet en Brochure om
Parlamentets Reform, der udkom 1817, saa god og sund, at den Reform,
Toryerne tiltraadte og udførte i 1867, i alt Væsentligt stemmer med
»Atheistens og Republikanerens« halvtredsindstyve Aar gamle Plan. Han
vilde hverken have almindelig Stemmeret indført paa een Gfang eller
Monarchi og Aristokrati af­ skaffet. Han udtaler sig ofte nok mod
altfor forhastede Forandringer. Hans Radicalisme var kun den at være
50 Aar forud for sin Samtid. Udsat for al Bornerthedens Forfølgelse
var det, at han nu slyngede sine Frihedsdigte mod England. Hans
politiske Poesier ere skrevne med hans Blod. Han havde Lov til at kalde
Castlereagh og Sidmouth »to blodløse Ulve, hvis tørre Struber hyle, to
Snoge, sammenviklede til een«. Man maa ikke glemme, at Castlereagh, at
Sidmouth, at Eldon ikke vare ham Mænd, men et Princip, Reactionens store
skjæbnesvangre Princip, som hans Liv og hans Lykke var bleven ofret. Han
siger:

Jeg mødte Mordet paa min Vei, det saae ud som Castlereagh, saa kom
Hykleriet som Krokodille, det lignede Lord Sidmouth. Da Alle flyede,
var der en afsindig Pige tilbage, hendes Navn var Haab, sagde hun, men
hun saae mere ud som Fortvivlelse, og hun raabte ud i Luften: Min Fader
Tid er svag og graa af at vente paa bedre Dage. See, hvor idiotisk han
staaer, famlende med sine rystende Hænder. Han har mistet alle sine Børn
undtagen mig. Jammer, o Jammer!

Dog var det ikke blot i lyriske Stridsdigte, at Shelley i disse Aar
nedlagde sine politiske og sociale Ideer og Lidenskaber. Han forfattede
i Aaret 1818 to meget eiendommelige episke Digt­ ninge Julian and
Maddolo og Rosalind and Helen. Det første giver en levende Skildring
af hans Samliv med Byron i Venedig og er et af de mange Vidnesbyrd om
hans ædle og brændende Begeistring for Byrons Poesi. Digtet indeholder
en Fremstilling af de to Venners Besøg paa en Sindssygeanstalt udenfor
Venedig og af de Stem­ ninger, dette afføder hos Shelley. Han »hvem en
Vildfremmeds Taarer kunde hærje som Draaberne en Sandsten og som kunde
sørge over Kvaler, Andre ikke see«, maatte nødvendigvis føle en dyb
Medlidenhed med de Ulykkelige, man paa hin Tid endnu lagde i Lænker
og straffede med Svøbeslag. Hvor lidet Begreb man dengang havde om
Sindets Sygdomme og med hvilket Barbari Patienten blev behandlet sees
bedst, naar man læser, for hvilken Behandling en Sindssyg i Georg den
3dies Samfundsstilling endnu 1788 var udsat. Kongens Sygdom viste sig
især i en uafbrudt Snakkelyst, men var ikke ledsaget af nogensomhelst
Tilbøielighed til Voldsomheder. Ligefuldt blev han strax fra først af og
forblev hele Tiden uafbrudt snørt i Spændetrøie, indespærret, berøvet
Brug af Kniv og Gaffel og overladt til sine Pagers Lune, der behandlede
ham som en Ting, puffede og stødte ham og gav ham grove Ord. Efter sin
Helbredelse huskede Kongen tydeligt Alt, hvad der var hændet ham under
hans Sindsforvirring og saaledes vides det nu. Det maler Shelleys blide
og menneskekjærlige Charakter, at han, som ikke anede, at man i Frankrig
under Revolutionen havde begyndt at behandle de Sindssyge humant, taler
folen kjærlig Behandling af de Ulykkelige: Methinks there were A cure
of these with patience and kind care If music can thus move [...] Det
andet Digt Rosalind and Helen, der giver et stort Totalbillede af al den
Elendighed, som Fordom og Intolerance have ført over Menneskeslægten,
synes mig langtfra forstaaet og vurderet efter Fortjeneste. Det forsøger
at fremstille en sand Mikrokosme af de Godes og Frisindedes Lidelser paa
Jorden, som de fremkaldes af forældede Institu tioner og menneskelig
Ondskab i Forening. Her skildres en Familiefader, Kryster overfor de
Stærke, Tyran overfor de Svage, haard, selvisk, falsk, løgnagtig og
havesyg, sin Hustrus Bøddel, sine Børns Plageaand — naar Børnene høre
hans Fodtrin nærme sig, forstummer al Tale og de blive blege. Han døer,
og Rosalinde, Moderen, vaander sig under, at maatte see Børnene ubevidst
glæde sig over Faderens Død og selv at maatte føle den som Lindring.
Den Døde var høist orthodox. Det viser sig, at han i sit Testamente
har fastsat, at Børnene, hvis de vedblive at leve sammen med deres
Moder, intet skulle arve, da hun hemmeligt anseer den christne Lære for
falsk og han maa frelse sine Børn fra den evige Ild. Saa maa Moderen
da forlade sine Børn; »thi, siger hun, Du veed, hvad Fattigdom er i
disse Dage, det er Forbrydelse og Angst og Infami og hjemløs Mangel paa
frosne Veie, og Selvforagt — hvortil ingen Moder vilde dømme sine Smaa.«
Rosalindes Skjæbne tjener nærmest til at fremstille det ulykkelige
Ægteskabs Jammer og Kvindens Afhængighed af en slet og tyrannisk Mand,
og man føler Shelley’s Sorg over Tabet af sine Børn derigjennem. Helenes
Skjæbne spiller direkte paa de Forfølgelser, Digteren var udsat for
som Philosoph. Hele Fremstillingen af Lionels Liv og Ideer er ren
Selvskildring. Kunde noget Ord bedre male Shelleys Menneskekjærlighed
end dette: For love and life in him were twins

   Born at one birth. In every other

   First life, then love, its course begins

   Though they be children of one mother. Ung, rig og fornemt født
som han er, træder han med Begeistring ind i deres Rækker, som under
Revolutionen ville befrie Menneskeslægten fra Dogmernes Herredømme. Hans
Omgivelser speculere forgjæves over, hvad Hensigt han kan have dermed:
If he seeks Fame, fame never crowned

 The champion of a trampled creed, If he seeks Power, Power is enthroned

’Mid ancient rights and wrongs, to feed Which hungry wolves with
praise and spoil Those who would sit near Power must toil. Reactionen
indfinder sig: »Graahærdet Magt blev gjenindsat i sin Værdighed og
Dragen Tro reiste atter sit Hoved.« »Many then wept, not tears but
gall«. Snart fængsle hans Fjender ham, fordi han har udtalt Blasphemier
over deres Guder og han tilbringer lange Tider ene skilt fra sine
Kjære. Saa mødes han atter med sin Elskede og under Stjernehimlen feire
de deres Bryllup. — Rosalind and Helen er et Digt, som synes skrevet
i dyb Fortvivlelse; ingensteds er Shelley ogsaa gaaet saa vidt i sin
Krig mod alt Traditionelt. Jeg har tidligere vist, at »et af den unge
revolutionære Skoles Yndlingsthemaer var det, at Afskyen for

Blodskam kun beroede paa Fordom«Emigrantlitteraturen S. 71.. Saavel i
Rosalind and Helen som i Revolt of Islam, hvis Helt og Heltinde kun paa
Forlæggerens indtrængende Anmodning ophørte at være Broder og Søster,
spildte Shelley megen Veltalenhed paa dette uhyggelige, ogsaa Byron saa
stærkt sysselsættende Paradox, der skulde give Anledning til et saa
enfoldigt og oprørende Angreb paa den Sidstnævntes Minde.

I Aaret 1820 brød den store, alt berørte Skilsmisseskandale løs. Den
8de April 1798 havde Prindsregenten pour faire une fin ægtet den
28-aarige Caroline af Brunsvig. Han tog imidlertid Sagen saa lidt
høitideligt, at han allerede ved det første Møde i St. James, da
Prindsessen knælede for ham, til Gesandten Lord Malmesbury raabte:
»Harris! skaf mig et Glas Brændevin! jeg føler mig ikke rigtig rask!« og
da denne spurgte om ei et Glas Vand i saa Tilfælde var at foretrække,
løb bandende ud af Stuen uden at sige sin Brud et Ord. Han var fuld ved
Bryllupet og hikkede under Vielsen uafbrudt. Han viste meget hurtigt
Prindsessen ikke blot Ligegyldighed, Tilsidesættelse og en Utroskab uden
Grændser, men ogsaa den mest hensynsløse Raahed, lod hende indespærre,
omgav hende med Spioner og berøvede hende paa en falsk Anklage hendes
Datter, hvad der gav Anledning til stadige Scener ved Hoffet. Ulastelig
synes Prindsessens Adfærd ikke længe at have været. Hun var først kun
uforsigtig, men i mere fremrykkede Aar søgte hun Trøst og ikke altid
paa nogen værdig Maade, saa vi finde hende 50 Aar gammel bereisende
Europa med sin Kureer og Kammerherre, tidligere Kammertjener Bergami,
en italiensk Ruy Blas, hvem hun udnævner til alt Muligt, bedækker med
Ordener og elsker ømt. Da hun ved Prindsregentens Tronbestigelse vendte
tilbage til England for uden Videre at indtage Dronningesædet, var det,
at den ynkelige og foragtelige Fyrste besluttede at benytte sig af, hvad
han gjennem betalte Spioner vidste om sin Gemalinde, for at skille sig
af med hende. Hun bliver for Overhuset anklaget for Utroskab. Og nu er
det, at hele Skibsladninger af fremmede Hotelopvartere og Kammerpiger
blive landsatte i England under Befolkningens forbitrede Hujen for at
afgive Vidnesbyrd mod Dronningen. Jeg troer aldrig at have læst noget
saa Uanstændigt som denne ProcesThe trial at large of her Majesty
Caroline Amelia Elisabeth, Queen of Great Britain in the house of lords
on charges of adulterous intercourse. London 1821. 2 voll. »At Carlsruhe
her Majesty was one day found in Bergamis room; she was sitting upon his
bed, and he was in bed with his arms around the neck of her majesty.
She was surprised in this extraordinary situation by one of the femmes
de chambre, who was going into the room by chance [...] In that bed
was found a cloak, which her majesty was afterwards seen wearing; and
in that bed, also, certain marks were observed by one of the servants.
These marks, without his saying any thing farther at present, would
lead their lordships, perhaps to infer that which he wished them to
understand« (vol. I 145, cfr. II 487.) »What was the State of Bergami’s
dress at the time you saw him in the passage going towards the bedroom
of her royal highness?

   He was not dressed.

   When you say he was not dressed, what do you mean; what had he
on? He was not dressed at all.« (vol. I 484 cfr. vol. II 435). »On
the 12th of that month she arrived at Salona [...] A large bed was
provided in the inner room for her majesty; the outer room assigned for
Bergami had no bed. There was no access to the bed in the inner room
except through Bergami’s. It would be proved in evidence, that, in the
morning after her majesty had slept here, her bed had the appearance
of having been slept in by two persons. There was only one passage
to her majesty’s bed-room; that passage led from Bergami's room, and
in his room there was no bed.« (vol. I 136).. Det er Undersøgelser
om Sove kamres Beliggenhed og Senges Stilling, om en Dronning og
hendes Kammerherre observerede i allerdybeste Negligée, som Dag efter
Dag fyldte alle Englands Aviser, indtil — Anklagen pludselig toges
tilbage, dels paa Grund af Bevisernes formentlige Utilstrækkeliglied,
dels paa Grund af den grændseløse Høide, hvortil Foragten for Kongen
som Skandalens Ophav var stegen. I Anledning af denne Proces er det,
at Shelley skriver sin kostelige Satire Oedipus eller Swellfoot the
Tyrant ↄ: den podagristiske Tyran, et Forsøg i den politiske Komedie,
mindst saa vellykket som Prutz's Die politische Wochenstube. Handlingen
foregaaer i Bøotien. De engelske Bulls optræde her som Svin. Engelsk
Aand, Væsen og Magt betegnes derfor som Svineri og Tonen falder saa-
ledes: »Skatterne, denne sande Kilde til Svineri, jeg siger Svineri, thi
hvorledes kan der gives et bedre Udtryk til at betegne den Religion, den
Moral, den Fred og den Velstand, kort alt Det, der gjør Bøotien til et
Mønster for Nationer«. Den kronede Ægtemands Hykleri, Dronningens frække
Pukken paa sin Renhed, Castlereaghs og Sidmouths forløiede Holdning, Alt
er ramt med den sikreste Satire.

Men Shelleys Geni var ikke skabt til ret længe at dvæle ved Spotten
over Tidens Karrikaturer. Hans frie og himmelske Aand var som ingen
anden skikket til at stille den moderne Tids gigantiske Frihedsideal i
Straaleglands frem for Tidens Bevidsthed.

Fra hans Drengeaar af vare alle hans Be stræbelser i Grunden gaaede
ud herpaa. Han havde først skrevet store, høist musikalske og høist
formløse Digte, der ere lange Indlæg mod Konger og Præster, mod
Religionen, »der befolker Jorden med Djævle, Helvede med Mænd og
Himlen med Slaver«, mod Regjeringernes og Domstolenes Uretfærdighed
og Servilitet, mod det Oprørende i Tvangsægteskaber og i Kvindens
Udelukkelse fra Retten til frit Erhverv, mod Grusomheden i Slagtning
af Dyr, Indlæg mod alle Former af Undertrykkelse og Intolerance, og
hvis Formaal intet ringere var end at reformere Menneskeheden og lære
den de Midler at kjende, hvorved den kunde fjerne Aarsagerne til sine
Ulykker og naae en Tilstand, der i Sammenligning med den nuværende var
at betegne som en fuldstændig Guldalder.

 Han havde, som han selv barnligt udtrykker det, »en Lidenskab for at
reformere Verden«. Trods hans Afsky for didaktisk Poesi, var det, som
han siger i Fortalen til Revolt of Islam, hans Hensigt at give Læseren
en ædel Impuls, vække en brændende Tørst hos ham efter Fuldkommenhed.
»Den Panik, siger Shelley, der som en Epidemi greb alle Klasser under
den franske Revolutions Udskeielser, begynder lidt efter lidt at
vige for Sundhed. Man har ophørt at tro, at hele Generationer af
Menneskeslægten behøve at indskrænke sig til en Arv af haabløs Uvidenhed
og Elendighed, fordi et Folk, der havde levet som Bedragne og Slaver
i Aarhundreder, var ude af Stand til at styre sig selv med Visdom og
Ro som frie Mænd, saa snart som nogle af deres Lænker tildels bleve
løsnede. Hvis Revolutionen havde været i alle Henseender lykkelig, da
vilde Misregjering og Overtro tabe en stor Del af deres Krav paa vor
Afsky som Lænker, den Fangne kunde afryste ved den ringeste Bevægelse af
sine Fingre, i Stedet for at de i Virkeligheden med giftig Rust æde sig
ind i Sjælen.«

Saaledes besluttede da Shelley at føre Revolutionens Forsætter videre i
forklaret Skikkelse. Hans Sang blev en Prædiken, hans Indbildningskraft
aabenbarede ikke hans Iagttagelser, men hans Ønsker.

Indbildningskraften var nu imidlertid ogsaa efter hans System den i
Sandhed reformatoriske Evne. Han, hvem kras Uvidenhed har udskjældt
for Materialist, havde ikke forgjæves gaaet i Hume's og Berkeley’s
Skole og inddrukket den mest extreme Immaterialisme. For ham var Alt
kun Tanke, Tingene Lag af Tanker, Universet en uhyre Coagulation af
gamle, sammenløbne og størknede Tanker, Billeder, Forestillinger. Heri
ligger, at Digteren, hvis Fag og Hverv det er at skabe nye Billeder af
den Art, der gjør det stærkeste Indtryk paa Andre, bestandig reformerer
om paa Verden. Phantasien, siger Shelley, er den Evne, af hvilken
ethvertsomhelst Fremskridt, selv det ringeste, afhænger. Enten ved
med Blidhed at bringe de størknede Tanker i Strømning paany eller ved
med konvulsivisk Kraft at sprænge de traditionelle Forestillingers
Vane-Skorpe, optræder Digteren som den sande Reformator.

Philosophisk og uhistorisk anlagt, som Shelley i sine Ynglingeaar
er, søger han sig i den eneste Periode af sit Liv, han kom til at
leve tilende — den før Cencierne — intet Grundlag i Tid og Rum for
sine reformatoriske Syner, thi som Ønsker have de ingen historisk
Realitet. Men idet hans Figurer mangle denne Realitet, savne de visse
væsentlige Egenskaber, som kun de historiske og locale Forhold kunne
give, og de Egenskaber, de besidde, ere fortrinsvis Menneskenaturens
primære og primitive Træk. Ogsaa i Charakterdannelsen gaaer Shelley
tilbage til Slægtens Urhistorie. Personerne blive halvt mythologiske
Personligheder, gigantiske og ubestemte af Omfang, aandige af Skikkelse,
og ingen almindelig menneskelig Interesse kan knytte sig til dem,
fordi »Historien«, det i vulgær Forstand Interessante ved Digtningen,
rent foragtes og overspringes af Shelley. Heraf hans fuldstændige
Upopularitet. Medens en Walter Scott til alle Tider vil kunne vinde sig
Læsere blandt alle dem, der kunne læse, vil Shelley til alle Tider være
indskrænket til at skrive for the happy few.

   Det gjaldt for Shelley imidlertid kun om at møde Stoffer, hvortil
disse Evner netop svarede, for at yde det Høieste i Poesien. Denne Side
af hans Begavelse var fuldstændig græsk, ligesom Shelley overhovedet
ved Arten af sin Religiøsitet, ved sin hele poetiske og philosophiske
Dannelse var gjennemgræsk. »Vi ere alle Grækere«, siger han et Sted. Det
gjaldt om ham.

Dog heroisk og mythologisk og primitiv som hans Poesi var den græske
kun i sit Udspring. Det er derfor ogsaa kun med denne ældste græske
Poesi, at Shelley kan og maa sammenlignes. Som hans Lyrik gjenkalder
de homeriske Hymner, og ligesom hans politiske Komoedie saavel ved sin
hensynsløse Satire som ved Sangenes lyriske Flugt er Aristophanes lig
og Aristophanes værdig, saaledes blev han nu i det alvorlige Drama
Æschylos' side ordnede Rival. Hans Den løste Prometheus er det moderne
Modstykke til Æschylos' Den bundne Prometheus, hans Hellas, en Profeti
om Grækenlands Seir, det moderne Sidestykke til Æschylos' Perserne.
Jeg kan kun dvæle ved Prometheus. Dette storartede Digterværk kroner
al Shelleys Frihedsdigtning. Her forsøgte Shelley første Gang med Held
at skabe sin Poesies og sin Tidsalders herskende Type. Mange Typer jog
igjennem hans Hjerne, Hjobs, Tassos, den samme, der samtidig greb Byron
og Goethe. Det blev ved Prometheus. Over den samtidige engelske Poesies
Søer og Sletter hæve sig Byrons Alper med hans Manfred og Shelleys
Kaukasus med hans Prometheus. Siden Menneskeaandens Frigjørelse for
Alvor var begyndt, sysselsatte denne Type alle de store Digtere. Den
opstaaer omkring vort Aarhundredes Begyndelse i Goethes, Byrons og
Shelleys Hjerner. Goethes deilige Digt fremstiller den fra Gudetroen
løsrevne Menneskeaand i dens Arbeiden og kunstneriske Frembringen,
stolt af sin Hytte, som Guden ei har bygget, og dannende Skikkelser i
sit Billede. Goethes Prometheus er den formende og frie. Byrons haarde,
korte, ildfulde Vers skildrer Martyren, der lider med sammenbidte Tænder
i Tavshed, hvem ingen Tortur kan fravriste Tilstaaelsen, og som sætter
sin høieste Ære i ikke at lade sine Kvaler ane; denne Titan vilde aldrig
som den antike have ladet sig trøste af Oceanets Døtre eller have klaget
for dem — Byrons Prometheus er den trodsende og bundne.

Men Shelleys ligner ingen af dem. Han er den velgjørende Menneskeaand,
som kriger mod det onde Princip, som en uendelig lang Tid igjennem
undertrykkes af det og ei af det alene, men af alle andre Væsener, de
Gode med, der ere narrede til at antage det Onde for nødvendigt og
godt; han er den Aand, der kun en Tid — om nok saa lang — kan fængsles
og lænkebindes, men som en Dag til Universets Henrykkelse befries —
den seirrige, den løste, den af alle Himmellegemers forenede Jubelsang
hilste Prometheus.

Han er selv i sine Kvaler fuldstændig rolig; thi han veed, at Jupiters
Begjering ikke er Andet eller Mere end Periode i Verdenslivet. Herfor
vilde han ikke bytte den sorte Afgrund, hvori han forsmægter, for
vellystig Glæde ved Jupiters Hof. Da Furierne lee ham ind i hans evigt
søvnløse Øine, svarer han: Jeg tænker ei paa, hvad Ondt I gjøre mig, men
paa, hvor ilde I selv have det, da I ere onde. Hvor ganske anderledes
vilde en Byronsk Prometheus have svaret. Han er helt igjennem Kjærlighed
— til sine Fjender, til Menneskene. Og Trodsen har ikke lukket Titanens
Hjerte for Elskov. Han mindes i Kvalerne sin Brud, hende, der »naar
hans Hjerte strømmede over, var som en gylden Kalk, der opfangede den
ædle Vin«. Asia er den Titanen elskende Natur. Hun er Lysets Barn, en
levende Elskovsflammeskikkelse, hvis Læber, som Panthea synger, med
deres Kjærlighed tænde Aanden mellem dem, og hvis Smil gjør den kolde
Luft til Ild. Da saa Kvalernes og Uretfærdighedens Tid er omme, synker
Jupiter feig og foragtet, ynkeligt anraabende Prometheus om Naade, ned i
Afgrunden. Hen prometheiske Tidsalder begynder, og Luften forvandles til
et Ocean af evige og deilige Kjærlighedsmelodier, Jordens tunge, dumpe
Jubel vexler med Maanens henrivende Salighedssang, til Altet smelter
sammen i en Glædeshymne, som ikke Beethovens overgaaer i den niende
Symfonis Finale.

Jeg kan kun berøre, hvorledes Shelley nu efter at have kappedes med
Æschylos rivaliserede med Shakespeare og med et pludseligt Spring ind i
den historiske Virkelighed gav England, selv efter Byrons Vidnesbyrd,
den bedste Tragoedie, det siden Shakespeares Dage havde besiddet.
Cencierne minder mest om saadanne af Shakespeares Stykker som Lige for
Lige, skjøndt end ikke Shakespeare besad det glødende Had til Tyranni,
som har indblæst det sin Aand. Beatrice Cencis Navn er endnu den Dag
i Dag for Romerne det store Frihedssymbol. Den unge Pige, som værnede
sin Ære overfor sin skrækkelige Fader, hvis Voldsgjerning indirekte
understøttedes af Pavens og alle Myndigheders Corruption, staaer for
Romeren endnu som Heltinde og Martyr. Saa tidt der under Pavedømmets
Tryk i Tidernes Løb er kommen blot en Smule Lysning i Luften, er hendes
Navn og hendes Billede dukket op overalt i Rom. Shelley fortabte sig
her helt i Historien og glemte alle Theorier. Men dog er det mig klart,
at hvad der egentlig greb ham i denne tragiske Conflikt, var det dybe
Brud med al Tradition, som Faderens Forbrydelse her havde gjort til
Nødvendighed og til Pligt, samt den Anledning, den gav til at stille
de gjængse theologiske Begreber om Verdensstyrelsens Fadergodhed i en
grel Belysning. Beatrice siger: »Du store Gud, hvis Billede paa Jorden
en Fader er, forlader du mig virkelig?« og da hun spørges: »Er du ikke
skyldig i din Faders Død?« lyder Svaret: »Kræv heller den dømmende Gud
til Ansvar for, at han tillod en saadan Udaad, gjorde den unævnelig og
herøvede den al Tilflugt, al Opreisning, alle Følger undtagen den, du
har kaldt min Faders Død.« Foran Pinebænken siger hun:

Jeg græder Taarer, der brænde som Galde, ved i denne onde Verden, hvor
Ingen er sand, at see min egen Slægt opgive sig selv og ved at betragte
det elendige Liv jeg har levet, og dets elendige Udgang nu og den ringe
Retfærdighed, der undes mig og mine af Himmel og Jord — og hvilken
Verden vi udgjøre, Undertrykkeren og den Undertrykte.

Tydeligt nok har Foreningen af Energi og Godhed især tiltrukket Shelley
i Beatrices Skikkelse. I Dødsøieblikket, da Rædsel griber hende for at
gjenfinde Faderen efter Døden, under Jorden, i Himlen, udbryder hun
endelig:

Hvad om alle Ting var min Faders Aand, hans Øie, hans Stemme, hans
Berøring, hvad om han efter Døden skulde komme [...] og vikle mig
ind i sine Helvedes Arme og fæste sine Øine paa mig og drage mig
ned, ned, ned. Thi var ei han alene almægtig her paa Jorden og
allestedsnærværende, og boer ikke endnu hans Aand, skjøndt død, i Alt,
hvad der aander, og skaber Undergang, Haan, Nød og Fortvivlelse for mig
og mine!

Det var om dette Shelleys modneste og bedst componerede Værk, at
Litterary Gazette erklærede: »Cencierne er Tidens mest afskyelige
Frembringelse og synes at være et Product af en eller anden Djævel.«
Kritikeren haaber aldrig igjen at faae en Bog at see, der er saaledes
»stemplet med Besmittelse, Ugudelighed og Infami«.

Denne Modstand nedslog Shelley. Han mente denne Gang at have gjort sit
Bedste. Ikke at han forknyttedes, men han tabte Lysten til at producere.
Hans to sidste Leveaar ere blottede for større Arbeider. Han skriver
i November 1820: »Sikkert nok kan den Modtagelse, Publicum giver mig,
dæmpe enhver Mands Enthusiasme.« Hans sidste Breve vrimle af Udtalelser
om Kritiken:

April 1819: Hvad Kritikerne angaaer, saa antager jeg, at det ikke er
Andet end Skjældsord, og de ere ikke følte eller ærlige nok til at more
mig.

Marts 1820: Hvis nogen af Kritikerne skjælde mig ud, saa klip det ud og
send mig det. Hvis de rose, behøver Du ikke at gjøre Dig Uleilighed. Jeg
skammer mig ved den Tanke, at jeg kunde fortjene det Sidste af dem. Jeg
smigrer mig med, at det Første kun er en skyldig Tribut.

I 1821 er det, at han skriver Digtet over Keats med det frygtelige
Ildfald mod den Kritiker, som mentes at have dræbt ham: »Hed Skam skal
hemmeligt brænde dit Bryn, og Du skal skjælve som en banket Hund!«

Juni 1821: Jeg hører at Skjældsordene mod mig overgaae alle Grændser.
Jeg beder Dig, hvis Du finder en eller anden særligt krænkende Artikel,
at sende mig den. Hidtil har jeg leet deraf. Men vee de Slyngler, hvis
de engang skulde bringe mig ud af Ligevægt. Jeg har opdaget, at min
Bagvasker i Quarterly Review er den velærværdige Mr. Milman. Præster
have deres Privilegium.

August 1821: Jeg skriver Intet og vil sandsynligvis ikke skrive mere.

 Naar Byron paa denne Maade blev tirret af sine Fjender, da standsede
han et Øieblik i sit Arbeide og viste dem Løvens Klo. Med Shelley
var det anderledes. Hvad der i hans Peter Bell den 3die findes mod
Kritikerne er en overgiven Spøg i Sammenligning med Byrons blodige Haan
mod Southey og de Andre. Saa tidt han optraadte, vrimlede det litterære
Krapyl og Kryb under hans Fod. De saarede hans Hæl. Han kunde ikke knuse
deres Hoved. Thi saadanne Kreaturer have, som Swinburne har sagt, altfor
lidt Hoved til at man kan skjælne og knuse det. Byron havde desuden i
Europa erhvervet sig Ven ner og Beundrere i Tusindtal ved sin Poesi; han
delte Parnasset med Goethe, han havde begyndt at stemple Kontinentet
med sin Aands Præg. Shel- ley var altfor langt forud for sin Samtid. En
Fører, der gaaer 20 Skridt forud, drager endnu Flokken efter sig; men er
han 1000 Skridt forud for de Andre, da see og følge de ham ikke, og den
første den bedste litterære Krybskytte kan ustraffet skyde ham ned fra
et Baghold.

Moore var et Talent og virkede som saadant. Shelley var intet Talent,
hverken lidet eller stort, men en Genius, Sangens egen Genius,
med al Geniets Kraft, men tillige med Geniets hele Mangel paa
Virkelighedssands; han var udseet til endnu 50 Aar efter sin Død at
beherske Englands yngre Digterslægt, men han opnaaede ikke Tyvendedelen
af den kun talentfulde Moores Indflydelse paa sin Samtid. Byron var
Individualitetens Digter som Ingen før ham og som saadan i høi Grad
selvisk; Fordom og Forfængelighed kunde ikke helt udbrændes af ham
uden at ædle Dele vilde lide. Uforfængelig og uselvisk som Shelley
var, gik han ubetinget op i sine Idealer; han udfoldede sit Selv til
det omspændte Verdensaltet; men hvad der var en rent ideal Dyd hos ham
som Menneske, betingede og medførte en skjæbnesvanger Mangel i hans
Poesi, i ethvert Tilfælde i den Gruppe af Poesier, han frembragte i
sit altfor korte Livs første Periode. Den saa fuldkomment uselviske
Digter manglede længe al Selvbegrændsning. En skjærpet Formsands for
den store Composition i dens Helhed var ham i mange Aar negtet. Da han
begyndte som Digter, snublede han derfor over Tærskelen og der skal mere
end Geni til at bringe en saadan Indtræden iglemme hos Læseverdenen.
Hans Revolt of Islam var med alle sine skjønne Enkeltheder ubestemt og
vag, abstract og metaphysisk. Den var med sine skyggelignende blodløse
Skikkelser fremfor Alt saa bred og lang, at det blev en Opgave at
læse Digtet til Ende, og en Opgave, som kun løstes af Eaa. Lige til
Shelley skrev The Cenci synes han at have manglet enhver Sands for den
uendelige Tiltrækning og den uendelige Værdi, som det Individuelle
har. Selv Prometheus og Asia mangle i deres Egenskab af Typer enhver
Gnist af Individualitet, deres Navne ere kun Overskrifter over den
skjønneste Lyrik, England nogensinde har frembragt. Hvor tydeligt
The Cenci end viser, at Shelley vilde have kunnet indvinde Alt, hvad
der i denne Henseende fattedes ham, saa reves han dog bort, før han
naaede til at indløse de rige Løfter, han havde givet, og før Samtiden
havde faaet Øinene op for hvad den i ham besad. Og skjøndt hans mindre
lyriske Stykker efter min og Manges Over bevisning overgaae Alt, hvad
dette Aarhundrede har skabt i lyrisk Form, saa kunde dog heller ikke
disse Digte paavirke Tidsalderen, da de bedste af dem end ikke bleve
trykte i Shelley's Levetid. Saaledes kunde da han saa lidet som Moore
og Landor udføre den Bevidsthedsrevolution, som Europa trængte til og
ventede paa. Der udfordredes en Digter, der var lige saa individuel
som Shelley kosmisk, ligesaa lidenskabelig som Shelley ideal, ligesaa
skjærende satirisk som Shelley harmonisk og gratiøs til at udrette
det grove og herkuliske Arbeide at rydde op i Europas politiske og
religiøse Bevidsthed, vække de Sovende og støde de Triumpherende ned
i Latterdybet. Der udfordredes en Aand, som i lige Grad kunde vinde
Tidsalderens Interesse ved sine Laster og Dyder, sine Fortrin og Feil.
Shelley’s Instrument var en ædel Violin; det var en Lur, som behøvedes
til at rense Luften og give Kampsignalet.

Hvad der endnu staaer tilbage at fortælle om Shelley’s Liv er kun
lidet: Hans sidste Reise fra Livorno til Lerici, da han overfaldtes
af den uforudsete Storm, og hvorfra han aldrig kom levende iland —
de lange Dage, hans Hustru tilbragte i frygtelig Angst, søgende ham
langs ad den italienske Kyst — saa Fundet af det ukjendelige Lig. En
Forordning bestemte, at Alt, hvad der kastedes iland paa Kysten, skulde
brændes. Byron benyttede sig heraf til at give Shelley en græsk og
hedensk Ligfærd overensstemmende med hans Charakter. Paa Baalet strøedes
Røgelse, Vin, Salt, Olie som i det gamle Hellas. Det var en skjøn Dag
og et pragtfuldt Skue — det rolige Hav og Apenninerne i Baggrunden. En
lille Fugl kredsede om Baalet og var ikke til at jage bort. Flammen steg
høi og gylden. Legemet fortæredes, men til Alles Forundring forblev
Hjertet helt, og Trelawny snappede denne Reliquie bort fra den glødende
Ovn og forbrændte sin Haand derved. Asken nedlagdes nær Cestius’s
Pyramide i Rom, hvor Shelley havde fundet det saa skjønt at hvile.

Den Mand, der havde overgivet hans Legeme til Ilden, overtog hans
aandelige Arv. Vi have mødt hans Navn paa hver Side af Tidens Historie.
Vi see ham forberedt af Wordsworth, Coleridge og Scott, hadet af
Southey, misforstaaet af Landor, elsket af Moore, beundret, paavirket og
besunget af Shelley: Han spiller en Rolle i Alles Liv. I Virkeligheden
er det ham som giver Tidsalderens poetiske Litteratur dens endelige og
afgjørende Præg.

XVI.

Naar man træder ind i Thorvaldsens Museum, er det første Billedværk,
man har paa sin høire Haand, en Marmorbuste, som forestiller en smuk
ung Mand med fine og ædle Træk og med krøllet Haar, Busten af Lord
Byron. Man forefinder den samme Buste i Gibs i Salen Nr. XII og den
Portraitstatue, hvortil den efter Byrons Død blev benyttet i Salen Nr.
XIII. Stiller man sig foran Gibsbusten, der uden Sammenligning siger
mest, vil det første Indtryk være det af elegant og fornem Skjønhed;
i næste Øieblik vil man sikkert gribes af det Udtryk af Liv, der er
udbredt over den og som nærmest bestaaer i en urolig Zitren over Panden,
som kunde der lægge sig Skyer over den og Lyn udgaae fra disse Skyer, og
i noget Voldsomt ved Bryn og Blik. Denne Pande har Uimodstaaelighedens
Præg.

Naar man betænker Afstanden mellem Thorvaldsens og Byrons Naturer,
naar man erindrer, at Thorvaldsen sikkert aldrig har læst en Linie af
den engelske Digter, og naar man tilmed veed, at Byron ikke viste sig
fra sin fordelagtigste Side for Thorvaldsen, maa man høilig beundre
Resultatet af hint Møde mellem de to store Mænd. Busten giver om end
nødvendigvis en svag og meget ufuldstændig, dog en sand og skjøn
Forestilling om en Hovedside af Byrons Charakter, der laa Thorvaldsen
uendelig fjernt. Det Omraade, paa hvilket han er størst, er Idyllens;
vil han fremstille Alexanders Indtog i Babylon, lykkes Hyrderne,
Faarene, Fiskeren, Børnene, Kvinderne, det hele festlige Optog ham bedre
end Helten selv; thi det Heroiske er ikke i samme Grad hans Sag; hvor
meget mindre da det krigerske Naturel i den sammensatte og moderne Form
deraf, man har betegnet som dæmonisk! Og dog har han anet Byron. Han
har i Busten (ikke i Statuen) sat ham et Mindesmærke, der skjøndt det
hverken tilfredsstillede Grevinde Guiccioli eller Thomas Moore, dog er
saavel Digteren som Kunstneren værdigt. Ifald han havde kjendt Byron
personligt, vilde Værket formodentlig være blevet endnu fortrinligere,
have havt et Træk af det Aabne og Sympathetiske, der har slaaet Enhver,
som kjendte Byron nøie. Dette kom nu ikke frem. Men det lykkedes den
danske Kunstner bag det mørke Udtryk, som han antog for paataget, at
trænge ind til det virkelige, dybt originale Stempel af Smerte, Uro,
Geni, ædel og frygtelig Kraft.

Det er sikkert nok denne Byron, Byron, som man kjendte ham fra Museet,
med hvilken den yngre Slægt i Danmark er voxet op. Men med Billedet
fulgte tillige haardnakket Anekdoten om Besøget i Thorvaldsens Værksted
og dennes Udbrud: »Han vilde nu engang være saa ulykkelig«Thiele:
Thorvaldsen i Rom I, 342., og man undrede sig uvilkaarligt over at en
saa stor Mand ikke skulde være fuldstændigt naturlig. Saaledes kom vi
fra først af i et skjævt eller usikkert Forhold til Byron. Og i de 50
Aar, der ere hengaaede siden den store Digters Død er Slægten kommet
i et lignende fremmed Forhold til ham. Han er saa langt fra at være
vore Dages Helt. Hvad der endnu langt mere end hans poetiske Storhed
bragte vore Bedstefædre og Bedstemødre til at sværme for ham, det har
netop stødt den nulevende Generation tilbage fra ham, Legenden om
ham, den hele Tradition, hvormed hans Historie er overgroet og som
forhindrer os fra at see den, Theaterhelten i ham, hvis Halstørklædes
Knude var Mønster, Romanhelten, der ikke kunde skille sig fra sine
Pistoler, og hvis Elskovseventyr bleve ligesaa navnkundige som hans
Vers, endelig Aristokraten, hvis høie Hang var ham selv saa værdifuld,
men hvis Titel ikke længer virker imponerende paa en mere demokratisk
Efterslægt. Vor praktiske og positive Tidsalder ringeagter den Figur
som Byron snart satte sin Ære i at være, snart i Virkeligheden var:
Dilettanten. Det var ham en Æressag at drive sin Kunst som Amateur og
Dilettant. I Fortalen til sine første Poesier bemærker den unge Digter,
at hans Stilling og hans Bestræbelser gjøre det høist usandsynligt, at
han nogensinde paany vil gribe Pennen. I April 1814 beslutter han paa
Høiden af den Hæder, hans første poetiske Fortællinger have skaffet ham,
aldrig mere at skrive Poesi og at undertrykke Alt, hvad han allerede
havde forfattet. En Maaned efter digter han Lara, og da Jeffrey har
kaldt Heltens Charakter altfor udarbeidet, skriver han (i et Brev fra
1822): »Hvad mene Kritikerne med udarbeidet? Lara skrev jeg, mens jeg
klædte mig af, naar jeg kom hjem fra Baller og Maskerader i det Svirens
Aar 1814.« Man føler, at han udtrykkeligt betoner den skjødesløse
Productionsmaade og den Planløshed, den har til Følge, fordi han fremfor
Alt vil være Verdensmand og ikke Digter af Fag, men hvad hans Geni
forbød ham at være: Dilettant i Poesien. Og som han nu med Vold og Magt
vilde være Dilettant paa et Omraade, hvor han aldrig kunde blive det,
men hvor det nutildags undertiden støder os tilbage, at han ikke i
høiere Grad respecterede sit Kald, saaledes var han omvendt uomtvistelig
Dilettant paa et Felt, hvor han selv paa ingen Maade vilde være det,
som Politiker nemlig. Hvor megen praktisk Sands han end, saa snart det
kom til politisk Handling, altid lagde for Dagen, var hans Politik
dog i sin Grund Følelses- og Eventyrerpolitik, hvad enten han deltog
i Sammensværgelser som Carbonari i Havenna, eller som Feltherre stod
i Spidsen for Missolunghi’s Sulioter. Byrons første Handling, da han
besluttede at gaae til Grækenland var at lade gjøre forgyldte Hjelme
til sig og sine Venner med sin adelige Devise som Indskrift. Vore Dages
Politiker er den, som lægger bestemte Planer, fastholder og udvikler dem
Aar efter Aar og som endelig udfører dem haardnakket og hensynsløst uden
Heltens Apparat, men med Heltens Fasthed.

Endelig har den hele Række af Byrons Beundrere og Efterlignere trængt
sig frem imellem ham og os, fordunklet Billedet og blandet Indtrykket af
den store Afdøde. Man har paaduttet ham deres Egenskaber og tillagt ham
Skylden for deres Feil. Da Reactionen i Litteraturen indtraadte mod dem,
der havde forstaaet ham halvt og slet, mod de Sønderrevne, de Blaserte
og Interessante, saa førte den efterhaanden til, at det store Navn blev
skudt tilside med alle de mindre, som for­ trængtes. Det havde fortjent
en bedre Lod.

George Gordon Byron fødtes den 22 Januar 1788 af en lidenskabelig og
ulykkelig Moder, der kort iforveien havde forladt en raa og hensynsløs
Mand. Denne Mand, Capitain Byron ved Navn, der som Gardeofficier nogen
Tid havde gjort Tjeneste i Amerika, havde allerede i sin Ungdom ved sit
vilde Liv gjort sig almindelig kjendt under Navnet den gale Jack Byron;
han blev retslig anklaget, da han bortførte Marquis’en af Carmarthens
Hustru; Processen endte med Skilsmisse; han ægtede Marquisen, satte
hendes Formue overstyr og behandlede hende saa slet, at hun faa Aar
efter døde af Græmmelse. Med sin lille Datter Augusta reiste han saa
tilbage til England og giftede sig udelukkende af pekuniære Hensyn
med en rig skotsk Arving Miss Catharina Gordon, der blev Moder til
det Barn, hvis Ry endnu beskjæftiger Verden. Strax efter Brylluppet
begyndte Capitain Byron at valte med sin anden Hustrus Formue som med
sin førstes, og i Løbet af et Aar havde han bragt den ned fra 24000 Pund
til 3000. Hun forlod ham i Frankrig og fødte i London sit eneste Barn.
Ved Fødselen blev Barnets Fod forvredet eller beskadiget.

To Aar efter drog Moderen med sit Barn til Aberdeen i Skotland, hvorhen
Capitain Byron i det Haab at pumpe Penge af sin Hustru under en Pause i
sine Udsvævelser fulgte dem. Mrs. Byron optog ham nogen Tid godmodigt
i sit Hus, senere vedblev han endnu længe at besøge hende, indtil han
for at undgaae sine Creditorer vendte tilbage til Frankrig, hvor han
kort efter døde. Da Efterretningen om hans Død naaede til hans Hustru,
der aldrig havde ophørt at elske ham, udbrød hun i saa lidenskabelige
Klageskrig, at de hørtes over hele Gaden. Kun i forskjellig Form og
Grad findes da hos begge Byrons Forældre som fælles Charaktertræk en
stærk Lidenskabelighed, forenet med en stor Mangel paa Selvbeherskelse.
Og gaaer man tilbage opefter i begge Slægter finder man samme Træk,
i Moderens Familie som Selvmords- og Forgiftningsforsøg, i Faderens
snart under Form af heltemodig Forvovenhed, snart i Skikkelse af
vild Brutalitet. Byrons Bedstefader paa fædrene Side, Admiral John
Byron, almindelig kaldt »hardy Byron«, den kjække, deltog i Søkrig
mod Spanierne og Franskmændene, gjorde Opdagelsesreiser i Sydhavet,
seilede Jorden rundt og oplevede Farer, Eventyr og Skibbrud uden Tal;
den Eiendommelighed, at han aldrig kunde gjøre nogen Reise uden at
overfaldes af heftige Storme, skaffede ham hos Matroserne Tilnavnet
»Foulweather-Jack«. Byron sammenligner sin Skjæbne med hans. Hos
Digterens Grandonkel William træder Slægtmærket uhyggeligst frem. Han
var en udsvævende Slagsbroder, hvis Livs afgjørende Begivenhed var
den, at han efter en Trætte dræbte sin Nabo Mr. Chaworth i en Duel
uden Secundanter. Kun som Pair af England undgik han at blive dømt for
Mord, og levede skyet som en Spedalsk paa sin Eiendom Newstead. Hans
Omgivelser hadede ham; hans Hustru skilte sig fra ham; Egnens Overtro
fortalte de urimeligste Mordhistorier om ham.

Uroligt Blod havde Digteren da i sine Aarer. Men dette urolige Blod
var tillige høiadeligt Blod. Paa mødrene Side var han beslægtet med
Stuarterne og kunde føre sin Familie tilbage til Kong Jacob den anden;
paa fædrene Side nedstammede han — dog med et enkelt illegitimt Led i
Stamtræet, en Omstændighed, Byron selv aldrig nævner — fra en gammel
norormannisk Adelsslægt, hvis ældste bekjendte Ahne Radulphus de
Burun deltog i Englands normanniske Erobring. Og da den nysnævnte
Grandonkel mistede sin eneste Søn og i 1794 sin eneste Sønnesøn, var
der al Udsigt til at hans Eiendom Newstead og med den hans Pairs-titel
og Pairsrettigheder vilde tilfalde det lille Barn, som han aldrig
havde seet, men som han pleiede at kalde »den lamme Dreng, der boer i
Aberdeen.« Den lille lamme Dreng voxede da ogsaa op med denne Udsigt
for Øie. Stolt og umedgjørlig var han af Natur. Da han en Dag som
ganske lille fik Skjænd, fordi han havde plettet sin nye Bluse, svarede
han intet Ord, men bleg som Døden greb han sig med begge Hænder foran
i Brystet, og rev i et af sine (senere ikke sjeldne) Anfald af stumt
Raseri Blusen i Stykker fra øverst til nederst. Moderens Opdragelse
var af den Art, at hun snart overøste Barnet med Skjældsord, snart
med de heftigste Kjærtegn, snart lod det høre ilde for den Uret, dets
Fader havde gjort mod hende, snart endog for dets Legemsfeil. Hun har
saaledes sin Del af Skylden for, at denne Legemsfeil strax kastede en
mørk Skygge over den lille Geordie's Sind; han hørte sig kaldt Krøbling
af sin Moders Læber. Ved orthopædiske Maskiner og Bandager havde man
forværret Ondet; Foden smertede og den stolte lille Dreng anvendte
al sin Villieskraft paa at skjule denne Smerte og Besværligheden ved
Grangen. Undertiden taalte han ingen Hentydning til sin Vanførhed,
undertiden kaldte han sig selv med bitter Humor for Klumpfod. Uden at
vise nogen Skoleflid kastede Drengen sig, saasnart han kunde læse, over
historiske Bøger, dog især over Reisebeskrivelser; Grunden til hans
Længsel efter Østerland blev paa denne Maade lagt i hans allerførste
Aar. Han siger selv, at han ikke 10 Aar gammel havde læst mere end
sex store Værker over Tyrkiet, desuden Keiser og arabiske Eventyr.
Hans Yndlingsroman som lille Dreng var Zeluco af John Moore, hvis
Helt ved Moderens slette Opdragelse efter Faderens Død bringes til
at hengive sig til ethvert Lune, og hvis Temperament tilsidst bliver
»saa fængeligt som Krudt«. Barnet saae sig i Speil i denne om William
Lovell mindende Romanhelt. Blandt de Egenskaber, der skulde spille en
afgjørende Rolle i Digterens Liv viste den lidenskabelige Tiltrækning
til det andet Kjøn sig allerede hos Barnet. Kun fem Aar gammel blev
han saa heftigt forelsket i en lille Pige, Mary Duff, at han, da
han 11 Aar efter erfarede hendes Giftermaal, blev som lynslagen ved
Efterretningen. Til Stoltheden, Lidenskabeligheden, Melancholien og
den phantastiske Reiselængsel kom som det afgjørende Charaktertræk en
brændende Sandhedskærlighed, en naiv Oprigtighed, der alt som Barn
gjorde sig gjældende hos den, hvem den Lod var forbeholdt som Mand at
optage Kampen med Samfundshykleriet i Europa. Hans Trods var kun en
af Formerne for hans Sandhedskærlighed. En Anekdote fra hans Barndom
viser, hvor tidligt Sandheden brændte ham som en Glød paa Tungen. Da
Tjenestepigen en Dag havde taget Barnet med i Theatret for at see
Shakespeare's Taming of a shrew, og man var kommen til det Sted, hvor
Catharina siger »Det er jo Maanen«, og Petruchio for at tæmme hende
svarer »Hvor Du lyver! det er jo den kjære Sol«, sprang den lille
Geordie indigneret over denne Usandhed op og raabte til Skuespilleren:
»Og jeg siger Dem, Sir, at det er dog Maanen.«

Da George var 10 Aar gammel, døde hans Grandonkel. Barnets første
Bevægelse var at løbe ind til sin Moder og spørge om hun ingen
Forandring kunde bemærke paa ham, siden han var bleven Lord. Da næste
Morgen Eleverne i Skolen bleve raabte op og hans Navn under hans
Kammeraters Jubel blev ledsaget af Titelen Dominus, var Indtrykket saa
dybt, at han brast ud i Taarer og ikke kunde faae det sædvanlige Svar
»Adsum« over sine Læber. Hans heftigste Glæder vare tidligst og længe
Forfængelighedens Triumpher. Men for at forstaae denne Sindsbevægelse
maa man erindre, hvad Lordværdigheden i England betød og betyder.
Adelige i streng Forstand ere i dette Land ikke mere end omtrent 400
Personer, altsaa omtrent saamange som der er Fyrster i Tydskland, og
Lorden, der i sit Baroni er udrustet med en næsten uindskrænket politisk
og social Indflydelse, ansees neppe ringere end en regjerende Fyrste, og
i Almindelighed svarer hans Rigdom til hans Rang; dette var dog her ikke
Tilfældet; thi Byron var formueløs og Newstead Abbedi forfaldent og dybt
forgjældet.

   I Efteraaret 1798 begav Mrs. Byron sig paa Reisen til Newstead med
sin lille Søn. Da de kom til Bomhuset foran Newstead, lod Moderen som
om hun ikke kjendte Stedet og spurgte Konen ved Bommen, hvem Parken og
Slottet tilhørte. Konen svarte, at den sidste Eier af Abbediet var død
for nogle Maaneder siden. — Og hvem er hans Arving? spurgte hun i sin
Lykke. — Det skal være en lille Dreng, som boer i Aberdeen. — Da kunde
Tjenestepigen ikke længer holde sin Glæde tilbage. Hun kyssede den lille
George, som hun havde paa Skjødet og raabte triumphe- rende: »Og ham er
det, og Gud velsigne ham!«

1801 blev Drengen sat i Skole i Harrow, en af de store engelske
Nationalskoler, meget yndet af Aristokratiet. Undervisningen (i
Græsk og Latin) var tør og pedantisk og virkede ikke synderligt paa
Byron, der gjerne stod paa en spændt Pod med sine Lærere, medens han
knyttede sværmeriske Venskabsforbindelser med sine Kammerater. »Mine
Skolevenskaber, siger han i sin Dagbog fra 1821, vare Lidenskaber;
thi jeg var altid voldsom.« Han var som Ven altid ædelmodig og helst
Beskytter. Da Peel, den senere Minister, en Dag blev ubarmhjertigt
pryglet af en større Dreng, hvis Fag han var, blev hans Plageaand af
Byron afbrudt med en Bøn om at turde faae Halvdelen af de Kammeraten
tiltænkte Slag. Da den lille Lord Gort af en yngre Lærer var bleven
brændt med et glødende Jern i Haanden til Straf for at han havde
ristet hans Franskbrød daarligt, og Drengen, da Sagen blev undersøgt,
haardnakket vægrede sig ved at nævne Gjerningsmanden, tilbød Byron ham
at blive Fag hos ham istedenfor hos Læreren med det Løfte, at han saa
ikke behøvede at frygte for Mishandling. »Jeg blev hans Fag, siger
Lord Gort (se Grevinde Guiccioli's Memoirer), og var yderst lykkelig
over at have faaet saa god og ædelmodig en Herre, der bestandig
forærede mig Kager og Slikkerier og altid bar over med mine Feil.«
Til sin Yndlingsfag, Hertugen af Dorset har Byron i sine Hours of
idleness henvendt smukke Vers til Erindring om Skolelivet. Naar Byron
i Ferietiden var hjemme, vedblev Moderen sin ustyrlige Færd overfor
ham, men istedenfor at være bange for hende, kunde han ikke lade være
at lee af den lille tykke Kones Lidenskabelighed. Ikke nok med at hun
slog Tallerkener og Kopper i Stykker; stundom drev hun ogsaa Sønnen
paa Flugt med Ildrageren og KnivenForholdet mellem Moder og Søn er af
D’Israeli, Englands nuværende Førsteminister, skildret i Romanen Venetia
paa en saa sand og levende Maade, at jeg med Forandring af de opdigtede
Navne (Cadurcis, Plantagenet, Morpeth o. s. v.) til de rette anfører en
sammentrængt Scene af denne Bog. Vi tænke os en Formiddag paa Herresædet
Annesley i Nærheden af Newstead, da en Postvogn kommer kjørende ind i
Gaarden, ud af hvilken stiger en lille og meget før Dame med et rødligt
Ansigt og iført en Dragt, der paa en eiendommelig Maade forener det
Lurvede med det Spraglede. Hun er ledsaget af en Dreng paa mellem 11 og
12 Aar, hvis Udseende i høi Grad danner Contrast til Moderens: han er
bleg og slank med langt lokket Haar og store lyse Øine, hvis Glimt nu og
da paa en behagelig Maade oplive et Ansigt, der i Almindelighed har et
sky og utilfreds Udtryk. Det er et første Besøg. Man kommer ind træt og
varm efter Kjørslen.

En skrækkelig Reise! udbrød Mrs. Byron, viftende sig, idet hun tog
Plads, og i den Grad hed! George, min Skat, buk for Fruen; har jeg ikke
altid sagt dig, at du skulde bukke, naar du kom ind i en Stue? Buk
for Mrs. Chaworth! — Drengen gav et Slags fortrædeligt Nik; men Mrs.
Chaworth tog saa hjerteligt imod ham, at hans Træk opklaredes en Smule,
skjøndt han forholdt sig ganske taus og sad paa Randen af sin Stol som
et Billede paa haardnakket Ligegyldighed. — En yndig Egn, Mrs. Chaworth,
sagde Mrs. Byron [...] Annesley er et deiligt Sted, meget forskjelligt
fra Abbediet, men skrækkeligt ensomt er her. Det er en stor Forandring
for os, der komme fra en lille By og alle vore venlige Naboer. Meget
forskjelligt fra Dulwich — er det ikke, George? — Jeg hader Dulwich,
sagde Drengen. — Hade Dulwich, raabte Mrs. Byron, naa det maa jeg kalde
Utaknemmelighed mod alle de kjære Venner. Desuden, George, har jeg ikke
sagt dig, at du ikke maa hade Nogen? Aa De troer ikke, Mrs. Chaworth,
hvad Møie det koster at opdrage det Barn, men naar han vil, kan han
være saa artig som Nogen. Kan du ikke, George? — Lord Byron smilte
haanligt, satte sig helt tilbage i den dybe Stol og svingede frem og
tilbage med sine Fødder, der ikke mere naaede Gulvet. — Jeg er sikker
paa, at Lord Byron altid er artig, sagde Mrs. Chaworth. — Naa, George,
sagde Mrs. Byron, hør blot hvad der blev sagt. Hør hvad Mrs. Chaworth
siger. Pas nu paa aldrig at give Fruen Anledning til at skifte Mening.
— George krummede sin Læbe og vendte halvveis Ryggen til Selskabet. —
George, min Skat, sig Noget! Har jeg ikke altid sagt dig, at naar du
var ude i Besøg, skulde du nu og da lukke Munden op. Jeg holder ikke af
snakkesalige Børn, men jeg holder af Børn, der svare, naar der bliver
talt til dem. — Ingen har talt til mig, sagde Lord Byron i en tvær
Tone. — George, min Skat, du veed, du lovede mig at være artig! — Hvad
har jeg da gjort? — Lord Byron, sagde Mrs. Chaworth afbrydende, holder
De ikke af at see Billeder? — Nei mange Tak, sagde den lille Lord i en
mere høflig Tone, jeg holder af, at man lader mig i Fred. — De maa ikke,
bedste Mrs. Chaworth, bedømme ham efter som De seer ham nu. Han kan være
saa rar, naar han vil. — Rar! mumlede den lille Lord mellem Tænderne. —
Hvis De blot havde seet ham i Dulwich af og til i et lille Theselskab,
han var ligefrem Selskabets Perle. — Nei, jeg var ikke, sagde Lord
Byron. — George, sagde hans Moder igjen i en høitidelig Tone, har jeg
ikke altid sagt dig, at du ikke maa sige imod? — Den lille Lord hengav
sig til en undertrykt Brummen. — Man spilte en lille Comoedie sidste
Jul, og han spilte ganske deiligt. Nu skulde De ikke troe det efter den
Maade, hvorpaa han sidder paa sin Stol. George, min Skat, jeg fordrer,
at du er artig. Sid som en Mand! — Jeg er ingen Mand, sagde Lord Byron,
jeg vilde ønske, jeg var. — George, sagde Moderen, har jeg ikke altid
sagt dig, at du ikke maa svare mig? det passer sig ikke for Børn at
svare [...] George, kan du høre hvad jeg siger, raabte Mrs. Byron med
et Ansigt saa rødt som Skarlagen. — Alle Mennesker kan høre, hvad De
siger, Mrs. Byron, sagde den lille Lord. — Kald mig ikke Mrs. Byron,
det er ikke Maaden at tale til sin Moder paa, jeg vil ikke kaldes Mrs.
Byron af dig. Jeg har næsten Lyst til at reise mig og give dig et godt
Dunk. O Mrs. Chaworth, sukkede hun, og en Taare trillede ned ad hendes
Kind. Vidste De hvad det vil sige, at opdrage det Barn! — Kjære Frue,
sagde Mrs. Chaworth, jeg er vis paa, at Lord Byron ikke har andet Ønske
end at gjøre, hvad De helst vil have. De har vist misforstaaet ham. —
Ja hun misforstaaer mig altid, sagde den lille Lord i en blødere Tone
og med vaade Øine. — Saa, nu begynder han, sagde hans Moder og begyndte
selv at græde paa det Forskrækkeligste, da i det Samme Erindringen om al
hans Uartighed paany dukkede op i hendes Bevidsthed og hun foer op for
at gribe til sin sædvanlige sidste Tilflugt: at give ham et godt Dunk.
Hendes behændige Søn, der var vant til disse Storme, undløb, stillede
en Stol foran sin Moder, hvorover hun nær var falden, og nu løb de
rundt om Stuen. I sin Fortvivlelse snappede hun en Bog og vilde kaste
den i Hovedet paa ham, men med et satanisk Smil bøiede han Hovedet, saa
Bogen fløi ud gjennem en Rude. Hun gjorde endnu et desperat Angreb og
i sin Forskrækkelse frelste den lille Lord sig kun ved at hvirvle Mrs.
Chaworth’s Sybord hen foran hende. Saa faldt hun over Bordbenet og fik
et hysterisk Anfald, medens Lord Byron stod bleg og trodsig i en Krog..

   Tænker man sig, at efter en Scene af denne Art en ung guldhaaret
Pige traadte ind af Døren og med et Blik formildede den trodsige Dreng,
saa har man en Situation, som sikkert ofte er indtraadt paa Annesley
hos Familien Chaworth (Slægtninge af den Mand, hvem Byrons Grandonkel
havde dræbt i Duel), naar Moder og Søn vare der i Besøg og Husets unge
Datter Mary Ann Chaworth et Øieblik lod sine Øine hvile paa George. Hun
var 17 Aar gammel, da Byron var 15. Han elskede hende lidenskabeligt
og skinsygt. Paa Ballerne, hvor hun glimrede, maatte han, der ved sin
Lamhed var forhindret fra at dandse, med kvalfulde Blikke see hende i de
Andres Arme. En Aften hørte han endelig, hvorledes hun til Kammerpigen,
som bragte Talen paa Byron og hans Udsigter, sagde: »Troer Du, jeg
bryder mig noget om den lamme Dreng?« — han slugte Smerten og trak
sig tilbage. 13 Aar senere skrev han linder strømmende Taarer i Villa
Diodati ved Genfersøen Digtet Drømmen, som behandler dette Forhold —
oversat paa Dansk af Poul Møller — og som leverer Beviset for, hvor dybt
denne Ungdomsskufifelse gik ham til HjerteHøist charakteristisk for
Moderen er den Maade, hvorpaa hun to Aar efter at Byron havde maattet
opgive sine Forhaabninger, meddelte ham, at Mary Chaworth var bleven
gift. Hun fik Efterretningen, da hun netop havde Besøg. Byron! raabte
hun, jeg har en Nyhed til Dig. — Godt, hvad er det? — Hent først et
Lommetørklæde, du vil faae Brug for det. — Byron gjorde det. Da Moderen
saa fortalte ham, at Miss Chaworth var bleven gift, stak han hurtigt
Lommetørklædet i Lommen og sagde med tvungen Ligegyldighed og Kulde: Er
det det Hele?, medens en stærk Bleghed udbredte sig over hans Ansigt.
Til Moderens Bemærkning, at hun troede, han vilde have sunket sammen af
Sorg, tav han og ledede Samtalen over paa andre Gjenstande. Jo mindre
han kunde have en Fortrolig i Moderen, des mere maatte han føle Drift
til at betroe Papiret sine Følelser og Sorger..

Forholdet mellem Moder og Søn blev stedse unaturligere, altsom Byron
med mere og mere rolig Ironi mødte Moderens Anfald af Raseri. Det
kom til saadanne Scener, at Moder og Søn engang hver for sig samme
Aften sendte Bud til Apotheket med den Anmodning, at hvis den anden
Part skulde forlange Gift, der da maatte blive udleveret en uskadelig
Mixtur istedenfor. Have de truet hinanden med Selvmord? Det er med en
trist Humor, at den unge Byron i sine Breve taler om de Udflugter, ved
hvilke han nu og da frigjør sig for Scenerne i Hjemmet, Udflugter,
om hvilke han ikke lader Nogen forudane det Ringeste, af Frygt, som
han siger, »for det sædvanlige moderlige Krigshyl.« I 1805 kom Byron
til Universitetet i Cambridge og tilbragte der sin Tid mindre med
Studiet af Universitetets Discipliner end med alle urolige Arter af
Legemsøvelser, hvortil han allerede fra Barndommen af for at raade Bod
paa sin Legemsfeil havde hengivet sig med Iver. At ride, svømme, dykke,
skyde, boxe, spille Cricket og drikke, det var Færdigheder, som han
satte sin Ære i at tilegne sig til Fuldkommenhed. Dandy’en begyndte
at spire i ham, og i ungdommeligt Overmod morede han sig nu med at
gjøre sine Udflugter sammen med en kjøn ung Pige, der fulgte ham i
Mandsklæder, snart som hans Page, snart som hans yngre Broder, under
hvilken sidste Benævnelse han var kaad nok til at forestille hende for
en fremmed Dame i Badestedet Brighton. Newstead Abbedy havde været
leiet ud. Saasnart det blev ledigt, flyttede Byron derind. Det var et
virkeligt gammelt gothisk Abbedi med Refectorium og Celler, grundet alle
rede i 1170 med Park og Sø og Ringmur og en gothisk Brønd i Gaarden.
Her levede han med sine Kammerater et af ungdommelig Trods mod alle
Regler fremgaaet Svirebroderliv, holdt i en Stil og stemplet af en
Originalitetssyge, hvortil genial Ungdom, der endnu ikke er bleven sig
Opgaver og Formaal bevidst, saa ofte i Historien er seet at forfalde.
Man stod op Kl. 2 om Middagen, fægtede, spillede Fjerboldt, skjød med
Pistoler, og efter Bordet gik til den gudfrygtige Omegns Forfærdelse
en Hjerneskal fyldt med Burgunder rundt. Byron havde, da hans Gartner
tilfældigvis var kommen til at opgrave et gammelt Munkekranie, i et
Anfald af Lune ladet det fatte i Sølv, og han og hans Venner fandt
nu en drengeagtig Morskab i, forklædte som Munke med Tonsurer, Kors,
Rosenkrandse o. s. v. at benytte det som BægerDen nuværende Eier af
Newstead har af religiøse Grunde ladet det begrave.. Man maa dog ikke
i dette Træk alene ville see en ungdommelig Cynisme af den Art, som
saa tidt f. Ex. hos unge Medicinere kan forenes med megen Livslyst; en
Charakter som Byrons har sikkert følt en Art bitter Pirring i under
Drikkelaget at have et saadant Memento mori for Øie. I de Linier,
Byron har skrevet til denne Drikkeskaal, hedder det, at Berøringen af
Menneskelæber altid maa være den Afdøde kjærere end Ormenes Bid. Af
altfor stor Freidighed udsprang hans Extravagancer dog ikke. Han havde
ikke blot den Tungsindighed, der hos fremragende Naturer i den første
Ungdom saa gjennemgaaende er en Følge af med endnu uprøvede Evner og
Kræfter at befinde sig Ansigt til Ansigt med lutter Spørgsmaal; han
havde den Melancholi, som hans særegne Naturanlæg, hans Opdragelse,
hans heftige Lidenskabelighed maatte medføre. Der fortælles fra denne
Periode af hans Liv et Par Anekdoter, hvorover hans Biographer pleie
at blive rørte. Den første angaaer hans Hund. Han satte i 1808 paa sin
Yndlingshunds Grav en høist misanthropisk Indskrift, hvori han hævede
den paa den samtlige Menneskeheds Bekostning, og gjorde samtidigt et
(senere tilbagetaget) Testamente, hvori han fordrede at begraves ved
Siden af denne Hund som hans eneste Yen. Det andet Vidnesbyrd om hans
Følelse af Forladthed er Maaden, hvorpaa hans Fødselsdag 1809 blev
feiret. Paa den Dag fyldte han sit 21 Aar og blev efter de engelske
Love myndig. Denne Dag betragtes ellers efter engelsk Skik som den
høieste Festdag; den feires i Adelsstanden med Dands, Illumination,
Fyrværkeri og Beværtning af alle Godsets Beboere. Byron var saa fattig
at han kun for Aagerrenter formaaede at skaffe sig Penge til at lade
den traditionelle hele Oxe stege og give et Bal for sine Folk. Ingen
Vognrække med høie Fremmede holdt den 22de Januar 1809 for Slottets
Port, hverken Moder, Søster, Formynder eller Slægtninge indfandt sig,
han tilbragte Dagen paa et Hotel i London. I et af hans Breve fra 1822
hedder det: »Har jeg nogensinde fortalt Dem, at den Dag jeg blev myndig,
spiste jeg til Middag Skinke og Æg og drak en Flaske Ale dertil. Det
er min Livret og Livdrik; men da jeg ikke kan taale nogen af Delene,
bevilliger jeg mig dem kun engang hvert 4de, 5te Aar paa høie Festdage.«
Det er selvfølgelig morsommere at være rig end fattig, og mere smigrende
for Selvfølelsen at blive lykønsket af Slægt og Frænder end at føle sig
hjemløs og ene, men i Sammenligning med de Vanskeligheder og Afsavn
og Ydmygelser, som enhver ung moderne Plebeier har at kjæmpe med ved
Begyndelsen af sin Bane, ere denne unge Patriciers Gjenvordigheder dog
virkelig for Intet at regne. De faae deres Betydning derved, at de
tidligt henviste Byron, der som Aristokrat saa let kunde være gaaet op
i Stands- og Slægtsfølelser, til de Hjælpekilder alene, som den enkelte
isolerede Personlighed besad.

Det var ingen af Datidens store politiske Begivenheder, intet Indtryk
af Begeistring eller Harme over de historiske Katastropher, hvorpaa
Tiden var saa rig, der udrev Byron af det regelløse og planløse Liv
paa Newstead. Saadanne Begivenheder som Fox'es Død, som det for Eng
land saa vanærende Bombardement af Kjøbenhavn lode den Personlighed
urørt som Yngling, hvem enhver politisk Hændelse, Daad og Udaad, skulde
gjennembæve som Mand. Det var en privat litterær Gjenvordighed, der
frembragte det første Vendepunkt i hans Liv. Medens Byron fra Sommeren
1806 til Sommeren 1807 boede i den lille By Southwell, havde han udført
sine første poetiske Forsøg og hos de yngre Medlemmer af en borgerlig
Gjenbofamilie, Pigot ved Navn, fundet levende Deltagelse for disse.
I Marts 1807 kom Samlingen ud under Titlen Hours of idleness. Blandt
disse Digte er der intet meget betydeligt; de iblandt dem, som varsle
om et energisk Følelsesliv tabe sig i en lang Række Skoledrengepoesier,
dels Oversættelser og Efterligninger af de i Skolen læste klassiske
Digtere og af Ossian, dels sentimentale og stilistisk umodne Venskabs-
og Kjærligliedsdigte. Nogle faa angive os Nulevende, der jo have let ved
at være bagkloge, i tydelige Omrids Byrons senere Personlighed og Stil;
i Digtet To a lady der er rettet til Mary Chaworth findes et Par ægte
Byronske Stropher: If thou wert mine, had all been hush’d: —

This cheek now pale from early riot: — With passions hectic ne’er had
flush’d

But bloom’d in calm domestic quiet. [...] But now I seek for other joys:

To think would drive my soul to madness; In thougtless throngs and empty
noise

I conquer half my bosom’s sadness. Men i Virkeligheden fortjente Digtene
kun liden Opmærksomhed; og da de nu vare forsynede med drengeagtige og
smagløse Anmærkninger, udstyrede med en fordringsfuld Fortale og paa
Titelbladet bare Ordene »en Mindreaarig« føiede til Forfatternavnet,
var der i denne Digtsamling Materiale nok, som kunde ægge til Spot og
Satire. I Januar 1808 bragte da Edinburgh Review, Datidens kritiske
Høiesteret, en (en rimeligvis af Lord Brougham forfattet) yderst haanlig
Kritik af disse Digte. »Mindreaarigheden, hedder det heri, pranger paa
Titelbladet, endog paa Bindet [...] Var Lord Byron bleven dømt til at
præstere et Qvanturn Poesi og isteden derfor havde indleveret dette
Bind, er det sandsynligt, at Retten vilde have ladet Mindreaarigheden
gjælde som Undskyldning. Men nu o. s. v.« Og Kritikeren fortsætter:
»Maaskee er Meningen den at tilraabe os: Se saaledes kan en Mindreaarig
skrive! dette Digt har sandt for Dyden et ungt Menneske paa 18 Aar
forfattet, og dette andet er af en ung Fyr paa 16! men langt fra at
undre os over, at et ungt Menneske gjør meget middelmaadige Vers, troe
vi snarere, at af ti velopdragne Drenge i England, gjøre de ni Vers og
den tiende bedre Vers end Lord Byron [...] Vi maa give ham at betænke,
at det at de sidste Stavelser rime sig og at Versefødderne ere rigtigt
talte paa Fingrene — Noget, de endda ikke altid er hos ham — ikke er
Indbegrebet af Alt, hvad der fordres af en Digter. En Smule Phantasi
hører ogsaa til [...] o. s. v. o. s. v.« Artiklens Raad til Byron er
da det at opgive Poesien og anvende sine Evner og sit Otium bedre. Som
Henvendelse til Aarhundredets største engelske Digter fra En, hvis
Fag det var kritisk at prøve og vurdere Aanderne, var Artiklen trods
dens delvise Berettigelse unegteligt en grov Bêtise. Men for Byron var
den det Bedste, som kunde hænde ham. Den slog ned i hans Sjæl som en
Udfordring, den saarede hans Forfængelighed dødeligt og vakte hvad der
skulde overleve den: hans Stolthed. En Ven der kom til ham, lige efter
at Tidsskriftet var kommet ham i Hænde, forsikrer, at han havde et saa
vidunderlig skjønt Udtryk af Trods og Stolthed i sine Øine, at ingen
Kunstner, der skulde fremstille en krænket Guddom, havde kunnet finde
en Model af mere frygtelig Skjønhed. Overfor Omverdenen skjulte han,
hvor bevæget han var; i et Brev fra d-e Dage beklager han, at lians
Moder har taget sig Artiklen saa overordentlig nær, erklærer, at den
hverken har forstyrret hans Ro eller hans Appetit, og bemærker kun,
at disse Papirkugler have lært ham at staae for Skud; men mere end ti
Aar efter skriver han: »Jeg husker endnu meget levende det Indtryk
Edinburgher Kritiken gjorde paa mig; det var Raseri og det Forsæt at
trodse og hævne mig, men ingenlunde Nedslaaethed eller Fortvivlelse.
En ubarmhjertig Kritik er Gift for en begyndende Forfatter og denne
slog mig til Jorden — men jeg sprang op igjen [...] fast bestemt paa at
gjøre deres Ravneprophetier tilskamme og paa at det ikke skulde være
sidste Gang de hørte fra mig.« Saaledes kom da ude fra Omverdenen af
den Impuls, der for første Gang samlede den unge Mands lidenskabelige
og spredte Sjæleliv til een eneste Følelse og et enkelt Forsæt. Med
fast Beslutning og seig Udholdenhed satte han sig til at arbeide, sov
om Dagen, stod op efter Solnedgang for at have mere Ro og skrev flere
Maaneder itræk Nætterne igjennem indtil Morgenens Frembrud sin første
navnkundige Satire.

XVII.

   Navnkundig er den og blev den med Rette; dog ikke paa Grund af dens
Vid og Lune, thi den har hverken Lune eller Vid, ikke heller paa Grund
af det Træffende i dens Udfald; thi den har næsten kun blinde Hug
tilhøire og tilvenstre, men paa Grund af den Kraft, den Selvfølelse,
den uhørte Dristighed, som ligger bag den og her fik Luft. Angrebene
havde for første Gang givet Byron et Sandseindtryk, der snart skulde
blive hans constante, den Følelse i hvilken han først helt fornam sig
selv, og det var denne: Ene mod Jer Alle! Denne Sandsefornemmelse
var Livselixiren for ham som for Historiens andre store stridbare
Naturer. »Mig skulde man kunne haane ustraffet! Mig troer man at kunne
knuse! Mig som ene er stærkere end dem Alle,« det er det Thema, som
har sunget for hans Øren, mens han skrev. Edinburgherne vare vante
til, at naar de i en saadan Recension sloge en lille Dusindigter til
Jorden som en Flue, eller af Vaade skjøde en stakkels lille Sangfugl
ned, den Paagjældende da græmmede sig i Stilhed, eller ydmyget gav sin
egen mangelfulde Begavelse Skylden, saa at Kritiken i ethvert Fald
fulgtes af en dyb Taushed. Men nu vare de stødte paa den, hvis uhyre
Styrke og Svaghed det netop var aldrig at give sig selv Skylden for en
Vanskjæbne, men med Lidenskab at kaste den over paa Andre. Ogsaa denne
Gang fulgtes Kritiken af en lialvandetaarig Taushed. Men da gik det som
der staaer i Victor Hugos Digt: Tout à coup au milieu de ce silence
morne Qui monte et s’accroît de moment en moment S'élève un formidable
et long rugissement, C’est le lionHugo: Les châtiments. La caravane..
Og Billedet er det rette. Thi denne ikke smukke, ikke gratiøse, ikke
vittige Satire er mere Brøl end Sang. Den Digter der har Nattergalens
Strube fryder sig, naar han første Gang hører, at hans Stemme har
VellydRet aldrig kan jeg glemme Den allerførste Gang, Da jeg min egen
Stemme Fik høre, at den sang. Chr. Winther: Til Een, Nr. 139.; den
grimme Ælling sporer sin Svanenatur, da den kastes ud i sit Element; men
Løveungens Brøl overrasker den selv og lærer den, at den nu er voxet op
til Løve. Man søge da ikke i English bards and scotch reviewers efter
Kaardestød, givne med en fast og sikker Haand; disse Saar ere ikke
slagne af en Haand, men huggede af en Klo — dog ex ungve leonem! Man
søge ikke her om Kritik, Maadehold og Fornuft; har det saarede Rovdyr
Skjønsomhed og Takt, naar en Kugle, der skulde dræbe det, kun har saaret
det flygtigt? Nei Rovdyret seer sit eget Blod flyde, der staaer Blod
for dets Øine og det vil udgyde Blod til Hævn. Det søger ikke heller
den, som fyrede, alene; naar En af Skaren har saaret den unge Løve, da
ve Skaren! Alle Englands Digternotabiliteter, de berømteste, de mest
feirede, Enhver, der var vel anskreven i Edinburgh Review, og Enhver,
som skrev deri, blive i denne Satire behandlede som Skoledrenge af en
tyveaarig Yngling, der nylig selv ikke havde været andet end Skoledreng.
De løbe Spidsrod, den ene efter den anden, engelske Poeter og skotske
Recensenter iflæng. Der forekommer her mangt et bidende Ord som ikke er
sagt hen i Luften. Det tomme Phantasteri i Southey's Thalaba og denne
Forfatters unaturlige Productivitet, de Beviser, Wordsworth's Digte
levere for Sandheden af hans Lære, at Vers kun er Prosa, Coleridge’s
Ammestuebarnagtighed, og Lystenheden hos Moore snærtes med Hidsighed og
Haan. Paa Scott's Marmion gjøres et Angreb, som minder om Aristophanes’s
Invectiver mod Euripides’s Helte. Men den store Masse af disse Udfald
ere dog saa uskjønsomme og ubesindige, at de i den følgende Tid bragte
deres Forfatter langt flere Ærgrelser end dem, hvem de gjaldt. Byrons
Formynder Lord Carlisle, hvem Hours of Idleness nyligt havde været
dediceret, men som havde undslaaet sig for at indføre sin Myndling i
Parlamentet, Mænd som Scott, Moore, Lord Holland, der senere hørte
til Byrons bedste Venner, vare her overfusede uden Grund, ud fra rent
urigtige Forudsætninger og med en colossal Kritikløshed, der kun har
sit Pendant i den forbausende Redebonhed, hvormed Byron, saasnart han
kom til bedre Indsigt, gjorde Afbigt og søgte at udslette Virkningerne
af sine gamle Vildfarelser. Han stræbte nogle Aar senere for gjæves at
bringe den engang trykte Satire ud af Verden ved at tilintetgjøre dens
femte Oplag helt.

Foreløbig gjorde den imidlertid stor Opsigt og skaffede sin fatter den
Forønskede Opreisning.

Byron havde i Begyndelsen af 1809 taget Ophold i London dels for at
give sin Satire i Trykken, dels for at indtage sit Sæde i Overhuset. Da
han ingen havde, til hvem han kunde henvende sig om Ledsagelse derind,
maatte han mod Skik og Brug introducere sig selv. Hans Ven Dallas har
beskrevet Scenen. Da Byron traadte ind, syntes han at blive endnu
blegere end sædvanligt, og hans Træk havde Udtrykket af Krænkelse og
Uvillie. Kantsleren, Lord Eldon gik ham smilende imøde og sagde ham
nogle forbindtlige Ord. Med et stivt Buk berørte Byron til Svar Lord
Eldons udstrakte Haand med sine Fingerspidser. Da Kantsleren saae sin
Imødekommen saaledes forsmaaet, gik han tilbage til sit Sæde; Byron
kastede sig skjødesløst paa en af Oppositionens tomme Bænke, blev der
nogle faa Minutter, reiste sig og gik. Han vilde blot markere sin Plads
og vise, til hvilket Parti han hørte. »Nu da jeg har indtaget mit Sæde,
sagde han til Dallas, vil jeg reise udenlands.« I Juni 1809 forlod han
England.

   Længe havde han — som han i et Brev til Moderen fra 1808 siger —
følt »at hvo der kun har seet sit eget Fædreland, aldrig kan bedømme
Menneskene fra et friere eller alment Standpunkt; thi, siger han,
man lærer af Erfaring ikke af Bøger; Intet er saa belærende som den
sandselige Betragtning af Gjenstanden selv.« Han reiste først til
Lissabon (Digtet Huzza, Hodgson!) og Beskrivelsen af Cintra i første
Sang af Childe Harold stammer fra dette korte Ophold, saa galoperede
han med sin Ledsager Mr. Hobhouse til Sevilla og besøgte derefter Cadiz
og Gibraltar. Intet af Sevillas pragtfulde og historiske Mindesmærker
gjør noget Indtryk paa ham; men her som i Cadiz optage Kvinderne ham
ganske. Han er ungdommeligt smigret ved de Avancer der gjøres ham af
smukke spanske Damer og medtager fra Sevilla som Reliquie en tre Fod
lang Haarlok. Gibraltar er ham som engelsk By selvfølgelig »et fordømt
Sted«. Men saa uberørt som han er af de historiske Minder, saa stærkt
begynde nu Landenes politiske Forhold at beskjæftige ham, og Spaniens
til England sysselsætter ham først. De to første Sange af Childe Harold
vise at han kun havde bitter Haan for Englands hele Udenrigspolitik;
han spotter dets saakaldte Seir ved Madrid, hvor Englænderne havde
5000 Faldne uden at tilføie de Franske nogen væsentlig Skade og han er
dristig nok til at kalde Napoleon sin Helt. Fra Spanien gik Reisen til
Malta, hvis Fortidsminder, der senere henrykte den gamle syge Walter
Scott, atter lode ham fuldstændig kold. Den historisk-romantiske Sands
fattedes ham ligesaa fuldt som den romantiske Nationalfølelse. Hans
poetiske Tanker og Længsler dreiede sig hverken om Englands grønne Enge
eller om Skotlands taagede Højlande, men om Genfersøen i dens evige
Farvepragt og det græske Archipelagus. Ham sysselsatte ikke hans Folks
historiske Bedrifter, ikke Kampene mellem den røde og hvide Rose, men
Nutidens Politik og blandt Fortidsminderne kun Erindringerne om de store
Frihedskampe. De gamle Statuer vare ham kun Sten, han fandt de levende
Kvinder skjønnere end alle de antike Gudinder (Pottemagerarbeide, som
han kalder dem i Dun Juan), men han faldt i Tanker paa Marathonmarken
og har i begge sine Epopeer forherliget den i udødelige Vers. Og da han
i sit sidste Leveaar kom til Ithaka viser han Førernes Tilbud om at see
Øens Monumenter tilbage med de Ord til Trelawny: »Jeg hader antiquarisk
Vrøvl. Troe de Mennesker da, at jeg ingen lyse Øieblikke har og er
kommen til Grækenland for at sammensmøre endnu flere Taabeligheder.«
Den praktiske Frihedspathos slugte tilsidst endog den poetiske hos ham.
Med Byron er den romantiske Sentimentalitet forbi, med ham oprinder den
moderne Aand i Poesien og derfor var han en Mand, der virkede ikke blot
for sit Land, men for Europa, og derfor er han en Sanger for dem, der
tilhøre den Tid, hvori de leve.

Paa Malta var Byron stærkt fængslet af en ung deilig Dame, hvis
Bekjendtskab han gjorde der, en Mrs. Spencer Smith, som af politiske
Grunde forfulgtes af Napoleon, og der udviklede sig mellem ham og hende
et sværmerisk Venskab, der har efterladt sig Minder i en hel Række af
Byrons Poesier. (Childe Harold II, 30. To Florence. Lines written in
an Album. Stanzas com- posed during a thunderstorm. Stanzas written in
passing the Ambrasian Gulf). Fra Malta gik Reisen gjennem Vestgrækenland
til Albanien »vilde Mænds trodsige Amme«, som han i Childe Harold kalder
Landet, hvor »Ulven streifer og Ørnen hvæsser sin Klo og Mænd huse, der
ere vildere end Ulv og Ørn.« Hvor charakteristisk er det ikke for Byron,
at hans første Reise gjaldt Egne, der laa udenfor al Civilisation,
og hvor Individualiteten kunde udvikle sig frit uden Hensyn til
nogensomhelt conventionel Skranke. Det var et Valgslægtskab som drog ham
til disse Naturscener og disse Mennesker. Det gik ham som den unge Mand
i Wordsworth's Ruth: Whatever in these climes he found

Irregular in sight or sound

Did to his mind impart

A kindred impulse, seemed allied

To his own powers and justified

The workings of his heart.

Han, der i lige Linie stammer ned fra Rousseau, føler sig heftigt dragen
til alle de i »Naturtilstanden« levende FolkHan har skildret Rousseau
i en Strophe, der synes skrevet om ham selv: Here, the self-torturing
sophist, wild Rousseau, The apostle of affliction, he who threw
Enchantment over passion, and from woe Wrung overwhelming eloquence,
first drew The breath, which made him wretched; yet he knew How to make
madness beautiful, and cast O’er erring deeds and thoughts a heavenly
hue Of words, like sunbeams, dazzling as they pass’d The eyes, which
o’er them shed tears feelingly and fast.

Childe Harold III, 77.. Albaneserne ere næsten endnu den Dag idag
saa vilde som deres pelasgiske Forfædre, og Næveret og Blodhævn
gjælder endnu imellem dem som eneste Retsorden. Det første Skue af
Mænd og Kvinder paa Kysten i de prægtige Costumer, med høie Filthuer
eller Turbaner, med sorte Slaver, med pragtfuldt sadlede Heste, med
Trommehvirvler og Muezzin-Raab fra Minareterne var, da Solen lige gik
ned og lagde sine Straaler over det Hele, som et Syn af tusind og en
Nat. Janina viste sig at være en endnu betydeligere By end Athen.
Det var i Nærheden af denne By, at de Reisende i en Nat, som Byron
har besunget, mistede deres Fører og at han ene mellem Bjergene med
Hungersdøden for Øie imponerede sine Reisefæller ved det urokkelige Mod,
som var hans mandige Særkjende i alle store Farer.

Dagen efter Ankomsten blev Byron indført hos Ali Pascha, den tyrkiske
Bonaparte, hvem han trods hans Grusomhed og Vildhed altid havde
beundret. Ali modtog ham staaende, var yderst venlig, bad ham hilse sin
Moder og sagde, hvad særligt smigrede Byron, at han paa hans smaa Øren,
hvide Hænder og lokkede Haar kunde kjende hans fornemme Fødsel. Besøget
hos Ali har afgivet Motivet til vigtige Scener i 4de Sang af Don Juan;
Lambro og endnu flere Byronske Figurer ere tegnede efter ham, som jo
iøvrigt senere blev skildret af Hugo i Les orientales. Ali behandlede
Byron ganske som et forkjælet Barn og sendte ham vel tyve Gange om
Dagen Mandler, Frugt, Sorbet og Sukkergodt. Sikret mod Landets talrige
Røverbander ved det bevæbnede Følge, Ali medgav ham, reiste Byron nu
gjennem Albanien, og hans vilde Følgesvende fik ham saa kjær, at de,
da han nogle Dage laa syg af Feber, truede med at slaae Lægen ihjel,
hvis han ikke helbredte ham; som Følge heraf flygtede Lægen — hvorpaa
Byron kom sig. Det var paa denne Tur, medens man overnattede i en Hule
ved Artagolfen, at Byron blev Vidne til den Nattescene — Udførelsen af
den pyrrhiske Vaabendands under Sang — der har givet Anled ning til
Skildringen i Childe Harold II 67 og til

      den skjønne Sang Tamburgi, Tamburgi! I Athen

      gav Byrons Indignation over den engelske Plyndring af
Parthenonssculpturerne ham Anledning til

      Digtet Minervas Forbandelse og en flygtig Forelskelse i en af den
  engelske Consuls Døtre ham

      Motivet til det lille Digt Pigen fra Athen, hvis

      Heltinde i hele sit følgende Liv, endnu da hun

      var en lille bleg Matrone, blev overrendt af

      engelske Turister. 3die Mai foretog Byron sin

      bekjendte Svømmetur over Strædet ved Dardanellerne fra Sestos til
Abydos i

      en Time og ti Minutter, af hvilken han hele sit Liv igjennem var

      saa stolt, og som han omtaler i Don Juan. Alt

      hvad han saae og oplevede i disse fremmede Egne

      skulde iøvrigt faa Aar efter afgive ham poetisk

      Stof. I Konstantinopel saae han en Dag Hundene

      æde Kjødet af et Lig og denne af ham selv oplevede Scene har
afgivet et Motiv til Skildringen

      af Rædslerne i Beleiringen af Korinth og senere i Don Juan til
Skildringen af dem, som Ismails Beleiring fører med sig. Og da han efter
en Reise i Morea

      vendte tilbage til Athen, synes han selv at have

      oplevet det Kjærlighedseventyr, der ligger til Grund

      for Giauren. (Marquis’en af Sligo’s Brev til Byron

      taler herfor). Udenfor al Tvivl er det i ethvert

      Tilfælde, at han en Dag, da han vendte hjem fra sit Bad i Piræus,
mødte en Trop tyrkiske Soldater, der bar en i en Sæk indsyet ung Pige,
som skulde kastes i Havet, fordi hun havde staaet i Kjærlighedsforhold
til en Christen. Med Pistolen i Haanden tvang Byron den hele vilde Skare
til at vende om og udvirkede dels ved Bestikkelse dels ved Trusler
Pigens Frigivelse.

Det brogede Reiseliv formaaede dog ikke at give hans Sind den Ligevægt,
som fattedes det. Hans sidste Breve fra Reisen vise den yderste
Melancholi. Formaalsløshed og deraf følgende Livslede synes at knuge
ham til Jorden. Sorgen over at være dybt i Gjæld, over med en rystet
Sundhed og et febersvækket Legeme at staae ene uden Venner gaaer gjennem
alle hans Udtalelser. Han venter hjemme kun at modtages af Creditorer. I
Virkeligheden modtoges han af Efterretningen om sin Moders Sygdom. Han
ilede til Newstead for at see hende endnu en Gang og ankom Dagen efter
hendes Død. Kammerjomfruen fandt ham om Aftenen siddende ved Liget og
hørte gjennem Døren hans Hulken. Paa hendes Opfordring til ham om at
beherske sin Smerte svarede han med Taarer: »Ak, jeg havde kun en eneste
Ven og hun er død.« Men dog kunde han i sin overdrevne Sky for at Andre
skulde see hans Smerte ikke overtale sig til at følge sin Moder til
Jorden. Han stod ved Slotsporten, til Liget var forsvundet. Saa kaldte
han paa sin Page, lod sine Fægtehandsker bringe og tog med krampagtig
Heftighed sin sædvanlige Boxertime. Dog det overgik hans Kræfter, han
kastede Handskerne og ilede ind paa sit Værelse. — Umiddelbart herefter
hensank han i en Paroxysme af Melancholi, under hvilken han paany
testamentarisk bestemte, at Lord Byrons Krop skulde begraves ved Siden
af hans Hunds.

Neppe var Byron landet, før hans Ven Dallas spurgte ham, om han ikke
bragte nogle Vers hjem med fra sin Reise. Den kritikløse Byron viste
ham da ikke uden Stolthed Hints from Horace, en ny Satire i Popes Stil,
og da Vennen, med Rette ikke synderligt opbygget ved Gjennemlæsningen,
spurgte, om han ikke havde Andet, kom Byron frem med hvad han kaldte
en »Del mindre Digte og en stor Mængde Spenser-Stanzer,« det var de to
første Sange af Childe Harold. Paa Vennens indstændige Bøn bleve disse
først givne i Trykken.

For os Nulevende smelter Indtrykket af disse to Sange let sammen med
Erindringen om de to (sex til syv Aar senere) sidste, men man maa
strengt holde de to Indtryk ude fra hinanden, hvis man vil stille sig
Byrons Udviklingsgang klart for Øie. Der er et ligesaa stort Spring fra
Childe Harold's første Halvdel til den anden, som fra den til Don Juan.
— De Stanzer, Byron viste Dallas, ere velklingende, følte og nu og da
pompøse; her klinger for første Gang Sang og Musik fra de Læber, over
hvilke rig Vellyd skulde strømme uafbrudt saa længe de drog Aande. Men
vi have her dog kun den svage Skizze til det Digterphysiognomi, der
ti Aar senere var kjendt af hele Europa. Digtets talrige og kraftige
Naturbeskrivelser ere her endnu Hovedsagen, de lyriske Partier i
Sammenligning hermed forsvindende i Volumen, og for et overfladisk
Blik kunne disse Stanzer tage sig ud som en ung fornem og livstræt
Englænders Reiseindtryk, kun at disse have modtaget et forædlende Præg
ved Stilens strenge Idealisme; thi Childe Harold er et ligesaa udpræget
idealistisk Digt som Don Juan er realistisk. Her findes i Stemningen
et vist sørgmodigt Graat i Graat; Byron er her endnu ikke den, som
springer fra een Følelse til en anden, helst dens modsatte Extrem,
for at paaføre dem alle Vold og sønderrive dem des voldsommere, jo
stærkere han spænder dem. Men skimte vi end kun Digterens Physiognomi
i halv Profil, see vi end ikke Glimt af Satirikerens braaddede Lune
eller af hans snart cyniske snart spøgende Smil, saa have vi dog
her i Ynglingens varme og høitidelige Pathos det store Ego i dette
Aarhundredes Poesi. Der er et Jeg i dette Digt, som behersker hver
Enkelthed, et Jeg som ikke smelter hen i nogen Følelse, ikke gaaer
op i nogen Sag. Medens de andre Digterpersonligheder kunde antage
luftige, flydende, chrystalliserede Former, snart bleve usynlige bag
en fremmed Personlighed, snart forvandlede sig til kosmiske Væsener,
snart gik helt op i de Sandsninger, de modtoge udefra, staaer der
her et Jeg, der gjennem Alt forholder sig til sig selv og vender
tilbage til sig selv, og det et bevæget, lidenskabeligt Jeg, om hvis
Sindsbevægelse hver enkelt nok saa ringe Strophes Bevægelse vidner som
den enkelte Conquilles Susen erindrer om Oceanets. Childe Harold (i
det første Udkast Childe Burun) forlader efter en slet tilbragt Ungdom
med Hjertet fuldt af Spleen et Land, hvor han ingen Venner og ingen
Elskede efterlader sig. Han har den ungdommelige Lede ved Livet, som
tidlig Overmættelse af Nydelser og en til Melancholi anlagt physisk
Organisation fører med sig. Der er i ham intet Spor af Ungdommens
freidige Munterhed, eller af dens Lyst til Fornøielser og By, han
troer at være færdig med Alt efter at have prøvet Lidet, og Digteren
smelter saa fuldstændigt sammen med sin Helt, at han aldrig endog blot
et Minut hæver sig op over ham paa Ironiens Vinger. Alt dette, som
imponerede Samtiden saa stærkt, er temmelig lidet tiltalende for en
moderne kritisk Læser; den tragiske »Pose« er stærkt fremtrædende og
den Tid, da Blasertheden var interessant, er forbi. Men Ingen, hvis Øie
er øvet, kan heller oversee, at Masken her — thi her er en Maske — naar
den kritisk fjernes, aabenbarer et alvorligt og lidende Aasyn. Masken
var en Eneboers; kast den bort, og der staaer en ensom Natur tilbage!
Masken var tragisk Melancholi; riv den af og der ligger ægte Tungsind
bag den! Harolds muslingebesaaede Pilgrimsdragt er vel kun en Domino paa
Maskeballet, men den dækker en Yngling med ildfuld Følelse, med skarp
Forstand, med mørke Livsindtryk og med sjelden Frihedskjærlighed. I
Childe Harolds bedre Jeg er intet Uoprigtigt; for Alt hvad han tænker
og føler, vil Byron selv staae inde. Og hvis den, som kjender Byrons
egen Livsførelse i den nærmest følgende Periode skulde finde en Contrast
imellem den digtede Personligheds gammelagtige Tungsind og den virkelige
Personligheds ungdommelige og nydelsessyge Letsind, da kommer denne
Uoverensstemmelse alene deraf, at Byron, som i Digtekunsten endnu fulgte
den abstract idealistiske Retning, ikke formaaede at lægge hele sit
Væsen for Dagen i Childe Harolds første Sange; det er vel Altsammen ham;
men der er i ham endnu en helt anden Verden, som han først i Don Juan
formaaede helt at faae med og fuldstændigt incarnere i sin Digtning.
Selvskildringens Ufuldstændighed maa ikke forvexles med Forstillelse
eller Affektation.

I Februar 1812 optraadte Byron i Parlamentet med sin Jomfrutale til
Fordel for den fattige Arbeiderbefolkning i Nottingham, der havde slaaet
de Vævemaskiner, der gjorde den brødløs, i Stykker, og mod hviken nu
de strengeste For holdsregler vare foreslaaede. Talen er ungdommelig
og rhetorisk men levende og varm; det laa ret for Byron at tale til
Fordel for den forhungrede og fortvivlende Masse og med megen sund
Forstand viser han sine Landsmænd, at en Tiendedel af den Sum, hvormed
de beredvilligt havde sat Portugiserne istand til at føre Krig, vilde
være tilstækkelig til at afhjælpe den grændseløse Nød, som man nu
vilde bringe til at forstumme ved Fængsel og Galge. Byrons levende og
haardnakkede Had til Krig er et af hine »Gran af sund Menneskeforstand«
der altid forekomme opløste i hans Poesi og det besjæler ogsaa de første
Sange af Childe Harold. Byrons anden Parlamentstale gjaldt Katholikernes
Emancipation; den behagede lidet, men er særdeles god; man seer af
den, at det var et af Modstandernes Argumenter, at skulde man give
Katholikerne Religionsfrihed, kunde man ligesaa gjerne give Jøderne
den — et Argument, som Byron besvarer med megen Logik. I hans Papirer
findes med Hensyn til denne Tale følgende ungdommelige og humoristiske
Udtalelse: »Da begge Partier i Emancipationsspørgsmaalet omtrent stode
lige, sendte man i al Hast Bud efter mig og kaldte mig bort fra et Bal,
som jeg, tilstaaer jeg, temmelig ugjerne forlod for at emancipere fem
Millioner Mennesker.« Det er denne Art spøgende Ytringer af Byron da
— i Stil med hans Notits om Ægteskabet: Hvor det maa være behageligt
at være gift og boe paa Landet; man har en smuk Kone og kysser hendes
Kammerjomfru — som, fordi de saa lidet svare til det Childe-Haroldske
Tungsind have været dumme Mennesker Bevis nok paa, at han ikke mente det
alvorligt med Noget. Han var simpelthen meget ung, noget lapset, ansaa
det for en Skam at udtrykke sig sentimentalt og havde altid til Motto
den hellige Bernhards gamle Ord: Plus labora celare virtutes quam vitia!

Jomfrutalen gjorde ganske overordentlig Lykke og kom lige tilpas til
at gjøre Reclame for de to første Sange af Childe Harold, der udkom to
Dage efter at den var holdt. Digtets Virkning var overvældende; med eet
Slag var Byron bleven en Berømthed, Londons nye Løve, Stadens legitime
Hersker for Aaret 1812. Hele Verdensbyen, det vil sige: Alt det i den,
der var skjønnest, finest, mest dannet og mest glimrende laa for den
23aarige Ynglings Fødder. Havde Childe Harolds første Sange havt de
sidstes Egenskaber, den dybe Originalitet og den ærlige Kraft, som
besjæler disse Mesterværker, da havde de sikkert ikke opnaaet denne
larmende Popularitet. Stor Ærlighed og stor Originalitet vinde aldrig
med eet Slag Massernes dunst. Men netop det Tilsløretinteressante, det
Uklartblaserte i disse Geniets første Forsøg gjorde Indtryk paa Hoben:
den Energi som skimtedes virkede des stærkere fordi den udtrykker sig
en Smule theatralsk. Det var Dandyvæsenets Blomstringstid, hvor under
den bekjendte Brummells Auspicier det egentlige Londoner high-life
udfoldede sig med en Overdaadighed og Letfærdighed som ikke siden Karl
den andens Dage. Selskaber og Baller, Theaterbesøg, Spil og Gjæld,
Kjærlighedshistorier, Forførelser og deraf følgende Dueller det var
Aristokratiets Livsindhold. Og Byron var Dagens, ja Aarets Helt. Hvilken
Gjenstand for Beundring og Tilbedelse var ikke han for et Samfund som
kjedede sig og led under sin egen Tomhed! Saa ung, saa smuk og saa
brødefuld! thi Ingen kunde tvivle paa at han jo var et ligesaa mauvais
sujet som sin Helt. Byron besad ikke Scotts Koldblodighed og Ligevægt
overfor Fristelser og Smiger. Han lod sig glide med den Strøm som bar
ham oppe. Kunstneren i ham trængte til at gjennemleve alle Stemninger
og viste ingen fra sig. Med Lethed vedligeholdt han sit Digterry; thi
med korte Mellemrum fulgte de poetiske Fortællinger, Giauren (Mai 1813),
Bruden fra Abydos (December s. A.), Korsaren (færdig Nytaarsdag 1814),
af hvilken der paa een Dag solgtes 13000 Exemplarer; den bitre Ode til
Napoleon i Anledning af hans Abdication viste, at Byron ikke helt tabte
den samtidige Politik afsyne for Poesi; saa skreves i 1815 Parisina og
Beleiringen af Korinth. Det Nye, det Fremmedartede og den exempelløse
Lidenskabelighed i disse Productioner reve det afspændte Londonerselskab
hen. Han var Phænomenet, hvorpaa Alles Øine hvilte. Unge Damer skjælvede
i Selskaberne af Glæde ved Tanken om, at han mulig vilde tage dem
tilbords og zitrede samtidig for at spise en Bid, da det vidstes, at
han ei holdt af at see Kvinder spise. Man hengav sig ængstelig til den
Forhaabning, at han vilde skrive et Par Linier i Ens Stambog. Hans
Haandskrift alene var en Skat. Man spurgte hinanden om hvor mange græske
og tyrkiske Kvinder, Kjærligheden til ham havde bragt Døden og hvor
mange Ægtemænd han havde dræbt. Hans Pande og Blik saae ud som lutter
Forbrydelse. Han bar ikke Pudder, hans Haar var vildt som hans Sindelag.
Forskjellig fra almindelige Dødelige i enhver Henseende var han ligesom
Korsaren af en Tarvelighed uden Grændse; forleden hos Lord den og
den havde han ved en Diné ladet elleve Retter gaae forbi og forlangt
Biscuit og Sodavand. Hvilken Géne for Husfruen, der var saa stolt af sin
Anretning! og hvilken Abnormitet i et Samfund, hvor kraftig Appetit er
Nationaldyd!

Saaledes see vi Childe Harold i Person forvandle sig til Don Juan.
Den ensomme Pilgrim blev Salonløve. Fuldt saa meget som Byrons Poesi
gjorde naturligvis hans høie Rang, hans Ungdom og sjeldne Skjønhed
Indtryk i Damekredsene. I Walter Scotts Levnet findes om Byrons Ydre
denne Ytring: »Jeg troer at have seet de bedste Digtere i min Tid og
mit Land, men skjøndt Burns havde de skjønneste Øine, saae dog Ingen
i den Grad ud som det man tænker sig ved en Digter som Byron. Hans
Billeder give ingen Forestilling om ham; Lyset er der vel, men det er
ikke tændt. Byrons Ansigt var Noget, hvorom man kunde drømme.« Det
er bekjendt at en af Englands berømteste Skjønheder, da hun første
Gang saae ham, udbrød: Dette blege Ansigt er min Skjæbne. Kvinderne
havde altid optaget meget af Byrons Sjæleliv, Hentydningerne i Childe
Harold gave Andledning til det Rygte, at han paa Newstead havde havt
et formeligt Harem, skjøndt dette Harem i Virkeligheden synes at have
bestaaet af en eneste Odalisk; om hans Reiseeventyr i Forhold til
Kvinder dannede sig latterligt overdrevne Historier; som Følge af alt
dette blev han nu formelig bestormet af Kvinderne; hans Bord laa dagligt
fuldt af Breve fra ham bekjendte og ubekjendte Damer. En kom til ham
forklædt som Page, formodentligt for at ligne Kaled i Lara, og mange
flere kom uforklædte. Om den Hvirvel, hvori han levede, faaer man et
Begreb, naar man hører ham fortælle Medwin, at han efter sit Bryllup i
sin Kones Dagligstue en Dag traf tre gifte Damer paa een Gang, »hvilke
han — for at bruge hans egen Udtryksmaade — alle kjendte som Duer fra
samme Slag.«

Det var et Liv i Forfængelighedens Triumpher, fuldt at tomme Nydelser;
for Byron var det idetmindste bedre end Ro; thi Ro er, som han i Childe
Harold siger, Helvede for stærke Hjerter. Var hans Hjerte iøvrigt her
nogensinde med i Spillet? Jeg troer det ikke. Det Kjærlighedsforhold,
som i disse Aar optog Byron og som fik en Betydning for hans senere
Skjæbne, har som opbevarede Breve vise, kun været ham en Malstrøm i
Malstrømmen og fristende som saadan, men har ladet hans Hjerte ganske
koldt. Lady Caroline Lamb, en ung Dame af den høieste Adel, gift med
den senere som Lord Melbourne bekjendte Statsmand havde længe næret
et brændende Ønske om at lære Childe Harolds Digter at kjende. Hun
var en vild, phantastisk, urolig Natur, der ingen Art Tvang taalte og
hurtigt fulgte enhver Indskydelse, forsaavidt aandsbeslægtet med den
tre Aar yngre Digter; hun var slank og smukt bygget med blond Haar og
en blid Stemme; hendes Manerer udøvede skjøndt de syntes affekterte
og excentriske en heftig Tiltrækning; kort sagt hun hørte til den Art
»Bakchantinder, enthusiastiske Kvinder«, som i Adam Homo synge: Ved at
splitte hans Hjerte

   Faae vi Del i hans Smerte;

   Ved at rase derinde

   Maae vi Geisten dog finde. Mens vi vildt ham omdandse,

   Af hans Laurbær og Krandse

   Snoe vi selv os et Smykke,

   Som maa Alle henrykke. Hun har spillet en lignende Rolle i Byrons
Liv som Fru v. Kalb i Schillers.I Lady Morgan's Memoirer findes nogle
livfulde Notitser af Lady Lamb om hvorledes hendes Bekjendtskab med
Byron blev stiftet: „Lady Westmoreland lærte ham at kjende udenlands.
Hun foretog sig at præsentere ham. Kvinderne kvalte ham formelig. Jeg
hørte Ingenting om ham, til en Dag Rogers (for han og Spencer og Moore
vare allesammen mine Tilbedere) sagde: De skulde kjende den unge Digter,
og han tilbød mig Manuscriptet til Childe Harold. Jeg læste det og det
var nok. Rogers sagde: Han har en Klumpfod og bider sine Negle. Jeg
sagde: Om han var saa grim som Æsop, saa maa jeg kjende ham. Jeg var
en Aften hos Lady Westmoreland og Damerne vare alle forrykte i Hovedet
over ham. Lady W. førte mig hen til ham. Jeg saae alvorligt paa ham og
dreiede mig om. Min Mening om ham, var, som jeg skrev i min Dagbog:
gal — slet — og farlig at kjende. En Dag eller to gik hen; jeg sad med
Lord og Lady Holland, da han blev meldt. Lady Holland sagde: Jeg maa
præsentere Lord Byron for Dem. Lord Byron sag de: Det Tilbud er blevet
gjort Dem tidligere; maa jeg spørge, hvorfor De vragede det da? Han
bad om Tilladelse til at komme og besøge mig. Han gjorde det næste
Dag. Rogers og Moore stode i Nærheden af mig, jeg sad paa Sofaen. Jeg
kom just hjem fra en Ridetur. Jeg var uordentlig og hed. Da Lord Byron
blev meldt, fløi jeg op, ud af Værelset for at vaske mig. Da jeg kom
tilbage, sagde Rogers: Lord Byron, De er en lykkelig Mand; Lady Caroline
har siddet i alt sit Smuds med os to, men da De blev meldt, fløi hun
ud for at gjøre sig smuk [...] Fra det Øieblik af og i mere end ni
Maaneder levede han næsten i Melbourne-House. Han var Midtpunktet for
al Lystighed, idetmindste tilsyneladende [...] Hele bon ton i London
samledes her hver Dag. Der var intet saa fashionabelt. Byron bestræbte
sig for at drive dem alle paa Flugt." — Det forekommer mig, at disse
med stenographisk Nøiagtighed opbevarede Ytringer give et fortræffeligt
Billede af Londoner high life. Forholdet vakte saa megen Opsigt, at den
unge Dames Moder ikke rastede før det ved Datterens Reise paa et Besøg
til Irland blev afbrudt. Byron tilskrev da Lady Lamb et Afskedsbrev,
hvoraf denne senere tillod Lady Morgan at tage Afskrift, et Brev som er
typisk for Byrons Stil i hans umodne Geniperiode og i hvilket jeg ikke
troer, at nogen Psycholog vil finde Kjærlighedens Sprog. Det minder
nærmest om Hamlets skruede Billet til Ophelia: »Hvis Taarer, som Du saae
og som Du veed, jeg ikke lettelig udgyder — hvis den Sindsbevægelse,
hvormed jeg skiltes fra Dig — en Sindsbevægelse, som Du maa have lagt
Mærke til under hele denne nerverystende Sag, skjøndt den først blev
synlig, da Afskedsøieblikket nærmede sig, hvis Alt, hvad jeg har sagt
og gjort og endnu er rede til at sige og gjøre, ikke tilstrækkeligt har
bevist, hvad mine virkelige Følelser ere og altid maa vedblive at være
imod Dig, min Elskede, saa har jeg intet andet Bevis at tilbyde [...]
Er der Noget paa Jorden eller i Himlen, der vilde have gjort mig saa
lykkelig som at gjøre Dig til min Hustru alt for længe siden? Du veed
jeg vilde med Glæde opgive Alt paa denne og hin Side Graven derfor, og
naar jeg gjentager dette som et Omkvæd, kan jeg da misforstaaes? Jeg
bryder mig ikke om, hvem der faaer dette at vide eller hvad Brug der
bliver gjort af det — det er til Dig og Dig alene, at disse Ord ere
rettede, til Dig selv. Jeg var og er Din, frit og helt, til at adlyde
Dig, hædre Dig, elske Dig og flygte med Dig, naar, hvorhen og hvorledes
Du selv vil eller lyster at bestemme.«

Det kan ikke undre Nogen, at Byron faa Maaneder senere iværksatte
et Brud; hans Kjærlighed kan aldrig have været andet end den Art
Reflexkjærliglied, der som i et Speil gjør alle Flammens Bevægelser
efter uden egen Ild. Paa et Bal, hvor Lady Lamb kort derefter traf
sammen med Byron, greb hun i sin Fortvivlelse over hans Ligegyldighed
det første skarpe Redskab hun kunde finde, Nogle sige en stor Sax, Andre
(Galt) et itubrukket Geléeglas og skar sig dermed i Struben. Efter
dette mislykkede Selvmordsforsøg gav hun (efter Grevinde Guiccioli's
Paastand) først en ung Lord »de utroligste Løfter«, hvis han vilde
udfordre og dræbe Byron, og indfandt sig saa dog selv kort derefter
hos Byron, »ingenlunde i den Hensigt at skjære Halsen over paa sig
eller ham.« De Ord, hun, da hun ikke traf ham, efterlod paa hans Bord,
foranledigede Epi­ grammet »Remember thee!« som findes blandt Byrons
Digte. Syg efter Hævn greb Lady Lamb nu til Pennen og forfattede Romanen
Glenarvon, der udkom paa det for Byron alleruheldigste Tidspunkt nemlig
lige efter at hans Hustru havde forladt ham, og som blev et af de værste
Gjæringselementer i Stemningen imod ham. Bogen har dette Motto af
Korsaren: »Han efterlod et Navn, knyttet til een Dyd og tusinde Laster«
og skildrer Byron som en Dæmon af Forstillelse og Ondskab, udrustet
med alle hans Heltes sletteste Charaktermærker. Alligevel har hun —
maaskee for at undskylde sig selv — ikke kunnet lade være at meddele
Billedet elskværdige Træk. Et Sted staaer der: »Hvis hans Væsen havde
været af den Art, at han havde tilladt sig Nogetsomhelst, der lignede
de Friheder eller den Familiaritet, der er saa hyppig hos Mændene, da
var hun maaskee bleven forskrækket og advaret. Men hvad skulde hun
have flyet? Visselig ikke det grove Smigreri eller de letfærdige og
letsindige Forsikringer, som alle Kvinder snart vænne sig til, men en
Opmærksomhed, der strakte sig til hendes mindste Ønsker, en paa een Gang
fin og smigrende Respect, en Ynde, en Blidhed, der er ligesaa bedaarende
som sjelden. Og alt dette forenet med alle Phantasiens Kræfter, med en
Intelligens og et Vid, som ingen Anden har besiddet i lige Grad.« Under
Byrons senere Ophold i Venedig blev Glenarvon oversat paa Italiensk, og
Censor lod forespørge hos ham, om han havde noget imod, at Bogen udkom,
da den i saa Fald vilde blive undertrykket; Byron svarede med at udgive
den paa sin Bekostning. Lady Lamb forekommer i Byrons Historie kun endnu
een Gang og paa en forunderlig Maade. Da Byrons Lig var blevet ført
til England fra Grækenland og Ligtoget langsomt begav sig tilfods fra
London til Newstead, kom midtveis en Herre og en Dame ridende imod det,
og Damen spurgte, hvem der blev begravet. Da hun hørte Svaret, sank hun
besvimet af Hesten. Det var Glenarvons Forfatterinde.

Byrons letsindige og vilde Londonerliv fik en foreløbig Afslutning ved
hans Levnets mest skjæbnesvangre Begivenhed, hans Giftermaal. Stor
Agtelse for Kvinden havde hans Livsførelse ikke givet ham; men Kvinden,
som han elskede hende, var den hengivne, selvopgivende Skabning, som han
i alle sine Digtninge med Forkjærlighed har malt. Og nu vilde Tilfældet,
at han til Brud skulde faa en seig og kraftig engelsk Charakter. Miss
Anna Isabella Milbanke, eneste Barn af en rig Baronet, havde fængslet
Byron ved sit simple og beskedne Væsen, lokket ham ved Udsigten til
for hendes Medgift at kunne sætte Newstead istand, irriteret ham ved
et Afslag, da han beilede til hendes Haand, interesseret ham ved kort
derefter af egen Drift at begynde en Venskabsbrevvexling med ham, og
hun gav ham nu endelig sit Ja som Svar paa et Beilerbrev, der blev
skrevet i det uforsvarligste Letsind og afsendt, fordi en Ven, hvem han
forelæste det, fandt, at det var »smukt skrevet«. Af lutter slette,
dels forfængelige, dels philistrøse Hensyn styrtede Byron sig ind i
et Ægteskab, der ikke endte værre end det var til at forudsee. Under
Forlovelsestiden var han forholdsvis i en munter Stemning. »Jeg er
meget forelsket, skriver han til en Veninde, og saa taabelig som alle
ugifte Herrer i denne Situation,« og et andet Sted: »Jeg er nu den
Lykkeligste af alle Dødelige, da jeg for otte Dage siden er bleven
forlovet. Igaar traf jeg den unge F., ogsaa den Lykkeligste af alle
Dødelige; thi han er ogsaa blevet forlovet.« Saa barnagtige ere alle
Brevene fra den Tid, at Byrons eneste alvorlige Bekymring synes den,
at han ikke kan udstaae blaa Kjole og at det er Skik at lade sig vie i
en saadan. Dog alt som Brylluppet nærmede sig, blev han mere og mere
ilde tilmode, hans Forældres Forhold havde tidligt indgydt ham Angst
for Ægteskabet. Sine Følelser under Vielsen har han skildret i Drømmen
og i Samtalerne med Medwin siger han, at han skjælvede og gav forkerte
Svar. »Sirupsmaaneden«, som Byron kalder den, gik ikke hen uden Skyer.
»Jeg tilbringer min Tid [paa Landet hos Svigerforældrene], skriver han
til Moore, i en skrækkelig Tilstand af Ensformighed og Stagneren og er
udelukkende beskjæftiget med at spise Kompot, med at slentre omkring,
med kjedeligt Kortspil, med Læsning i gamle Almanakker og Aviser,
med at søge efter Muslingeskaller ved Stranden og med at iagttage
Væxten af nogle forkrøblede Stikkelsbærbuske i Haven. Og nogle Dage
senere: Jeg lever her meget comfortabelt og hører hver Aften paa den
fordømte Monolog, som gamle Herrer kalde Underholdning, til hvilken
min Svigerfader hver Aften har hengivet sig med Undtagelse af en, da
han spillede Violin. De ere imidlertid meget elskværdige og gjæstfri.
Bell er rask og ved uforandret Elskværdighed og godt Lune.« Pegasus
følte sig ikke helt vel i Aaget. Imidlertid, det unge Par reiste snart
til London, indrettede sig glimrende, holdt Equipager, gav Selskaber
o. s. v. saalænge, indtil Byrons Creditorer indfandt sig. De 10000
Pund Medgift svandt som Dug for Solen; 8000 Pund, der netop tilfaldt
Byron i Arv, gik samme Vei. Han maatte endog sælge sine Bøger. Murray
tilbød ham 1500 Pund i Honorar for at han kunde beholde dem, men af
falsk Stolthed sendte han Anvisningen sønderrevet tilbage. Herefter
fulgte otte UdpantningerEmigrantlitteraturen S. 73 staaer feilagtigt:
tre., endog Ægtesengene bleve tagne i Beslag, da Møbler og Vogne vare
bortførte. Under disse Forhold var det, at Lady Byron i December 1815
fødte sin Datter Ada.

Det var selvfølgelig ikke faldet den unge forvænte Arving ind at slige
pecuniære Forhold forestode hende. Ikke desmindre var deres Samliv i
Begyndelsen godt. De kjørte ud sammen og den unge Hustru ventede med
stor Taalmodighed i Vognen, mens hendes Mand gjorde Visit. Hun skrev
Breve for ham, copierede Digte og afskrev f. Ex. Beleiringen af Korinth.
Imidlertid manglede det ikke paa smaa Rivninger. Den unge Kone synes
at have havt den Vane ved Spørgsmaal og Tiltale uafbrudt at forstyrre
Digteren, naar han skrev, hvilket foranledigede ham til Udbrud af ondt
Lune, som hun fandt høist upassende. Dernæst havde hun aldrig seet en
Heftighed og Uregelmæsssighed som hans; engang saae hun ham i Raseri
kaste sit Uhr ind i Kaminen og støde det istykker med Ildtangen,
en anden Gang affyrede han for Spøg eller af Vanvare en Pistol i
hendes Værelse. Hertil kom Skinsyge. Hun vidste, i hvilket Ry for
Kjærlighedshandeler han stod og særlig om Forholdet til Lady Lamb, hvis
nære Slægtning hun var. Endelig havde Byron havt den ulykkelige Ide at
lade sig vælge ind i Bestyrelsen for Drurylanetheatret og man begriber,
med hvilke Øine hans Hustru saae det bestandige Forretningsforhold til
Skuespillerinder, Sangerinder og Dandserinder. En Personlighed, der stod
i Tjenesteforhold til Lady Byron, det Fruentimmer, han har skildret i
A sketch gav sig til at spionere og opbrød Byrons Gjemmer og Breve.
Til Syvende og Sidst er her endnu et mørkt Punkt, hvortil jeg kommer
tilbage.

En Maaned efter Barnets Fødsel forlod den unge Hustru efter fælles
Bestemmelse det urolige og uhyggelige Hjem for at tilbringe nogen Tid
hos sine Forældre; men neppe var hun ankommen dertil, før hendes Fader
lod Byron vide, at hun ikke vilde komme tilbage. Endnu, medens hun var
underveis, havde hun tilskrevet ham et Brev (som nu er trykt), hvis
Overskrift lyder »Dear Duck« (Søde Putte!) og hvis Underskrift er lige
saa kjælen. Man begriber da Byrons Overraskelse. Han svarede Faderen,
at han i denne Sag selvfølgelig ikke kunde anerkjende hans faderlige
Myndighed, men maatte have sin Hustrues Erklæ ring; den faldt lige
lydende ud. 1830 erklærede Lady Byron offentligt, at hun kun havde
skrevet sin Mand saa kjærligt til i den Tro, at han var sindssvag, og at
hun, hvis denne Antagelse havde stadfæstet sig, vilde have holdt trofast
ud med ham, hvis ikke, paa ingen Maade vilde leve sammen med ham.

I et Novellefragment, forfattet af Byron i 1817, hedder det i
Overensstemmelse hermed: »Paa Dage efter reiste hun til Aragonien med
sin Søn for at besøge sine Forældre. Jeg fulgte hende ikke strax, da
jeg havde været i Aragonien før [...] Medens Reisen stod paa, modtog
jeg et meget kjærligt Brev fra Dona Josepha, der underrettede mig om
hendes og min Søns Velbefindende. Efter hendes Ankomst til Slottet
tilskrev hun mig et endnu kjærligere Brev, der i meget ømme og endog
temmelig overgivne Udtryk anraabte mig om strax at reise til hende. Jeg
forberedte mig netop til at forlade Sevilla, da jeg modtog et tredie
Brev, dette fra hendes Fader, der i de høfligste Udtryk opfordrede mig
til at ophæve mit Ægteskab. Jeg svarede lige saa høfligt, at jeg ikke
vilde gjøre noget saadant. Et fjerde Brev ankom fra Dona Josepha, i
hvilket hun meddelte mig, at hendes Faders Brev var skrevet paa hendes
udtrykkelige Ønske. Jeg spurgte med omgaaende Post om Grunden. Hun
svarte med Expres, at da Grunde ikke havde Noget med den Sag at gjøre,
var det unødvendigt at give nogen — men at hun var en forurettet og
fortræffelig Kvinde. Jeg spurgte da, hvorfor hun havde tilskrevet mig
de to foregaaende, kjærlige Breve, der opfordrede mig til at komme til
Aragonien. Hun svarede, at det var fordi hun troede, jeg var gal, og at
jeg blot havde behøvet at begive mig paa Reisen alene, saa vilde jeg
uden Vanskelighed være kommen til min Svigerfaders Slot og der have
fundet den ømmeste af alle Hustruer og — en stram Spændetrøie.«

Saasnart Byrons Hustru havde forladt ham, var han i Verdens Dom med eet
Slag bleven en anden. Som han en Morgen efter Childe Harolds Udgivelse
var vaagnet og havde fundet sig berømt, saaledes vaagnede han en anden
Morgen og fandt sig anseet for infam og behandlet som fredløs.

Hvorledes gik det til? Aarsagerne ligge for Dagen. Aarsag var først
og fremmest Misundelsen, ikke hin Gudernes Misundelse, som de Gamle
ansaae for Kilden til de Stores Undergang, men Menneskenes smudsige og
lave. Han stod saa høit; han var saa stor; med alle sine Feil var han
intet Øieblik sunket til den spidsborgerlige Respectabilitets Niveau;
i Tillid til sit Geni og sin Lykke havde han altid forsmaaet at vinde
sig beskyttende Venner og været ligegyldig for, hvor mange Fjender han
skabte sig paa sin Vei. Til at tælle vare de allerede længe ikke mere.
Misundelsen var først og fremmest hans Collegers, og blandt Misundelsens
forskjellige Afarter er Skribent-Misundelsen en af de giftigste. Han
havde haanet dem og kaldt dem Decadenceforfattere, berøvet Nogle af dem
deres Navn og gjort Andre det umuligt at vinde et Navn — hvorfor skulde
han forgudes og beundres og de altid forgjæves ordne deres Lokker til
at modtage en Krands, som udeblev? Hvilken Lyst at rive ham ned fra
Berømmelsens gyldne Trone og tilsøle ham i det Skarn, hvori de stod!

   Han var længe mistænkt og hemmeligt hadet i det religiøst og
politisk orthodoxe Selskab. De Par Stropher i Childe Harold, der i de
forsigtigste Udtryk vove en Tvivl om et Gjensyn efter Døden, vare blevne
mødte med forkjætrende Raab og en hel Bog Anti-Byron skrevet imod dem.
Hans fire Linier til Prindsesse Charlotte, der med Overskriften Til
en grædende Prindsesse bleve trykte sammen med Korsaren og som trøste
Prindsessen i Anledning af Prindsregentens politiske Omslag, bragte
det hele mægtige Toryparti i Fyr og Flamme imod ham. Men hidtil havde
han som ved et usynligt Pandser været beskyttet af sin »prestige«;
hvad Under, at man rettede den offentlige Mening imod ham nu, da hans
Privatliv aabnede en Breche!

   Lady Byron og hendes Familie levede selv følgelig ganske efter
Selskabets Hjerte og det var ikke vanskeligt at gjøre Den til et
Monstrum, hvem en saadan Hustru saae sig tvungen til at forlade.
Rygterne begyndte, Bagvaskelsen fødtes, formedes, fik Fødder at gaae
paa, Vinger at flyve med og svulmede mens dens fløi. Dens Stemme steg
som det skildres i Basile's berømte Arie fra en Hvidsken til en Susen,
fra en Susen til en øredøvende Larm som en Torden mellem Bjerge. Hvo
kjender ikke denne Concert, til hvis Iscenesættelse Gemenheden slaaer
sig sammen med Enfoldigheden, og under hvis Opførelse Uvidenheden synger
i Chor med den bevidste Nederdrægtighed, medens Skadefryden jublende
slynger sine skarpeste Triller ind i Harmonien!

Misundelsen mod Byron gik i Hykleriets Tjeneste og virkede i dets
Sold. Det civiliserede Hykleri har langt ind i det 19de Aarhundrede,
i den religiøse Reactions Tidsalder, været den sociale Magt, hvis
Autoritet kun ved sine Midlers Art, men ingenlunde ved deres
Udstrækning og Virkekraft staaer tilbage for den, det 16de Aarhundredes
Inquisitionstribanal besad. Saaledes bliver da, som Byron i Childe
Harold siger, »den offentlige Mening en Almagt, hvis Slør bedækker
Jorden med Mørke, indtil Ret og Uret blive Tilfældigheder og Menneskene
blegne for at deres egne Domme skulle blive altfor klare og deres frie
Tanker Forbrydelser og Jorden faae altfor meget Lys.« Og saaledes blev,
som han i Don Juan udtrykker det, »Hykleriet en Vælde, som han maatte
have 40 Præsters Kraft til værdig at besynge«Opinion an omnipotence —
whose veil Manties the earth with darkness, until right And wrong are
accidents, and men grow pale Lest their own judgments should become too
bright And their free thoughts be crimes, and earth have too much light.

                                Childe Harold IV 93.

                                Oh for a forty-parson power to chant Thy
praise, Hypocrisy! oh for a hymn Loud as the virtues thou dost loudly
vaunt Not practise! Oh for trump of cherubim!

Don Juan X 34.. Det kunde ikke være anderledes i en Tid, der
frembyder saa mange Analogier med den Epoche, der betegner den
antike Livsanskuelses Opløsning, en Tid, i hvilken en gammel
theologisk Verdens- og Livs-Anskuelse, paa alle Punkter undergravet og
gjennemhullet af Videnskaben, ude af Stand til at hævde sig ved sin
egen indre Sandhed nødes til at klamre sig til det høiere Selskabs
conventionelle Moral, og stive denne op til det Yderste for dog at have
en Støtte, og i hvilken den kirkelige Autoritet og den spidsborgerlige
Conservatisme staae som to Vaklende, der støtte hinanden. Kaster man
Blikket ud over Europas Psychologi i Aarhundredets Begyndelse, da tager
det sig formeligt ud, som om alt det Hykleri, der havde spiret hos de
franske Emigranter, der var steget og steget i den tydske Romantik, og
som havde taarnet sig op under Reactionen i Frankrig nu styrtede ned
over den ene Mands Hoved.

Den ædle Macauley siger i Anledning heraf: »Jeg kjender intet saa
latterligt Skuespil som det britiske Publicum under et af dets
periodiske Anfald af Moralitet. I Almindelighed gaae Bortførelser,
Skilsmisser og Familietrætter hen uden at vække Opmærksomhed. Vi læse
Skandalen, tale om den en Dags Tid og glemme den. Men een Gang hvert
sjette eller syvende Aar bliver vor Dyd krigerisk. Vi kunne ikke taale,
at Religionens og Sædelighedens Regler blive saaledes krænkede. Vi
maa danne et Bolværk mod Lasten. Vi maa vise de Letfærdige, at det
engelske Folk kjender Vigtigheden af de huslige Baand. Følgelig bliver
en eller anden ulykkelig Mand, der i ingen Henseende er mere fordærvet
end hundrede andre, hvis Overtrædelser ere blevne behandlede med megen
Mildhed, udpeget som Syndebuk. Hvis han har Børn, blive de tagne fra
ham; har han en Livsstilling, bliver han fordrevet fra den; de høiere
Klasser hilse ham ikke, de lavere hysse og pibe af ham. Han bliver en
Art Pidskedreng, ved hvis Straf og Smerter man paa samme Tid straffer
alle Ugjerningsmænd af hans Art. Vi tænke saa med indre Velbehag paa
vor egen Strenghed og sammenligne med megen Stolthed Englands høie Trin
af Moralitet med Pariserletfærdigheden. Tilsidst er da vor Forbitrelse
tilfredsstillet. Vort Offer er ruineret eller har græmmet sig ihjel, og
vor Dyd lægger sig til at sove igjen for de næste syv Aar« Macauley:
Essays.. Vare Aarsagerne til Byrons Fald af compliceret Natur, saa var
Midlet des mere enkelt, det eneste virksomme, der i saadanne Tilfælde
gives: Pressen. Allerede i Anledning af hans Vers til Prindsesse
Charlotte havde Bladene grebet til de laveste Bagvaskelser imod ham,
og der var i flere af dem en staaende Rubrik for smudsige Udfald mod
den store Digter. Nu kunde Angrebene paa hans Privatliv tumle sig frit
i Kraft af den Anonymitet, som trods al den Unatur og Corruption den
medfører, er herskende i den engelske Presse. Anonymitetens Betydning
er i Virkeligheden kun den, at den usleste Stymper, som neppe formaaer
at holde den Pen, hvormed han lyver, kan sætte den offentlige Menings
moralske Trompet for sin Mund og i Tusinder af Exemplarer lade den
krænkede Dyds Stemme komme tilorde. Og ikke nok med at den enkelte
Anonyme bliver Almenhed i de mange Exemplarer, han kan tilmed som anonym
antage Hundreder af Skikkelser, skrive under alle mulige Mærker og i et
Dusin forskjellige Aviser; og vilde een eneste Smører være nok til at
forsyne en hel Presse med lave Udfald mod en enkelt i den offentlige
Menings Øine fredløs Mand, hvorledes maatte da ikke Angrebene hagle
ned over Byron, hvis Fjenders Navn var legio! Han erindrede senere
kun faa af de Skjældsord, hvormed Pressen overfaldt ham. Han blev
kaldt Nero, Apicius, Caligula, Heliogabal og Henrik den 8de, det vil
sige, han blev beskyldt for alle Former af lav Grusomhed, af vanvittig
Raahed, af dyrisk og unaturlig Vellyst, han blev afmalet med alle de
Farver, Lumpenheden har paa sin Palet. Af alle hine Beskyldninger var
den frygteligste den, der allerede da gik Pressen rundt og som satte
Brændemærket paa det ham dyrebareste Væsens Pande, Beskyldningen for
at leve i Blodskam med sin Søster. Og til alt dette ingen Mulighed for
Svar. Hvo kan slaaes med Gadesnavset, som besudler En!

Rygterne fore fra Mund til Mund. Da Skuespillerinden Mrs. Mardyn
optraadte paa Drurylane-Theatret umiddelbart efter Skilsmissen, blev hun
hysset og pebet ud af Scenen, fordi den rent ud af Luften grebne Sladder
havde udbredt sig blandt Tilskuerne, at denne Dame, med hvem Byron i
Alt havde talt et Par Gange, stod i et Kjærlighedsforhold til ham. Han
selv kunde aldrig gaae ud uden Fare. Han blev paa Gaden og paa Veien til
Parlamentet, hvor Alle lode som om de ikke kjendte ham, insulteret af
den dannede Pøbel.

Da intet Forsvar var muligt, maatte han, saa stolt som han var,
bøie Hovedet og vige Pladsen. Han følte, som han siger, »at naar de
Bagvaskelser, man hvidskede og udtalte, havde Grund, saa passede han
ikke mere for England; havde de ingen Grund, saa passede England ikke
mere for ham.« Den 25de April 1816 indskibede han sig for aldrig mere
at vende levende tilbage. — Fra dette Øieblik daterer Byrons sande
Storhed sig. Edinburgherkritiken havde første Gang vakt ham til aandelig
Bedrift. Dette nye Slag slog ham til Bidder. Der er absolut og aldeles
ingen Sammenligning mulig mellem hvad Byron har skrevet før og efter
hvad han opfattede som sin store Ulykke. Denne Ulykke sendtes ham af
Historiens Genius for at rive ham ud af en bedøvende Forgudelse, og for
at fjerne ham fuldstændigt fra hele den slappende Sammenhæng med det
Samfund og den Samfundsaand, mod hvilken det var hans historiske Kald
med mere Held og mere Kraft end nogen Anden at fremmane Oppositionen.

XVIII.

   Da han anden Gang var bleven en hjemløs og ensom Pilgrim, optog han
sin Ungdoms Reise digt paany. Han føiede tredie og fjerde Sang til
Childe Harold. Han satte sig tilbage i sin Ungdoms Stemninger; men
hvilken Fylde havde de ikke i Mellemtiden vundet! Den Accord, der fra
først af ansloges i Childe Harold, det var Ensomhedens, Melancholiens og
Frihedstrangens Treklang. Hver enkelt af dens Toner var nu bleven mange
Gange saa klar og saa fuldtklingende.

Gjennem Værkets første Halvdel gik Ensomhedens Stemning som Betingelse
for Kjærligheden til Naturen; allerede der hed det, at det at sidde
paa Klipperne, at drømme over Floderne, langsomt at vandre gjennem
ubetraadte Skove eller stirre ned i Afgrunde og Vandfald, det var ikke
Ensomhed, men Samliv med Naturen; derimod at flakke om i Menneskesværmen
og høre dens utaalelige Støi uden at elske Nogen eller elskes af Nogen
iblandt den, det var at være tilgavns alene (Ch. H. II, 25, 26). Men
disse Udbrud vare Erindringer om skjønne Barndomsindtryk fra Skotlands
Bjergegne, eller det var Drømmerier som fremkaldtes ved Synet af
Eremitens Bolig paa Athosbjerget; det var endnu, som Ensomhedsstemningen
hos Wordsworth, en Kjærlighed til Naturen, der beroede paa Sky for en
ubekjendt og fremmed Menneskeverden. Forskjellen mellem Følelsen hos
Wordsworth og Byron var kun den, at Wordsworth havde Landbarnets og
Landskabsmalerens stumt rugende Dvæ len ved Naturindtrykket, Byron
Stadbeboerens higende og nervøse Kjærlighed til det, og at Wordsworth
søgte til Naturen i dens Ro, medens Byron elskede den mest i dens Vrede
(Ch. H. II, 37). I Værkets anden Halvdel er Ensomhedsfølelsen en anden.
Der er en dyb Forskjel paa den Trang til ensomt Samliv med Naturen,
Harold føler som uerfaren Yngling, og den, han fornemmer som Mand, efter
at hans første Jordomseiling om Menneskene og Tingene er tilende. Ikke
Sky for Menneskene, men Lede ved dem drev nu Digteren til at elske den
stumme Natur. Et helt stort Samfund, det herskende Samfund i en hel stor
By, der for det fremmede Øie syntes saa humant, saa fintfølende, saa
rettænkende og ridderligtsindet, havde vendt sin Vrangside ud imod ham
og Vrangen er lærerig, men ikke smuk. Han havde lært hvad Venskab man
viser den Faldne og at den eneste Factor, paa hvilken den, der vil lægge
Planer for sin Fremtid, med Sikkerhed kan regne, er de Andres Egoisme og
Følgerne af den. Saaledes blev han anden Gang ene med sig selv; og den
Poesi, han nu skrev, er ikke for selskabelige Naturer. Men hvo der om
saa blot for kort Tid har lært at vende Menneskene Ryggen, kjendt Ønsket
at leve i Fred for dem, følt Trangen til at forlade sit Hjem eller reise
bort fra sit Land for at undgaae Skuet af Ansigterne og opsøge Skuet af
fremmed Himmel og Jord, hvo der paa en somme Veie har følt Synet af et
sig nærmende Menneske som Indtrædelsen af en smudsig Plet i hans frie
og rene Synskreds, i ethvert saadant Menneskes Sjæl ville disse lyriske
Udbrud finde Echo. Childe Harold er ene. Han har lært, at han mindst
af Alt er skikket til at gaae i Trop med andre Mennesker, ude af Stand
til at underkaste sine Tanker fremmede Tankers Herredømme eller til at
give Magten over sin Sjæl til Aander, mod hvilke hans gjør Oprør. Hvor
Bjergene stige, der føler han sig blandt Venner, hvor Havet ruller, der
er hans Hjem; det Digt, Naturen skriver med Solstraaler paa Søen, er ham
kjærere end en Bog i hans Fødelands Sprog. Blandt Mennesker føler han
sig som den vilde Falk, naar man har klippet dens Vinger. Men skjøndt
han flyer fra Verden, hader han den ikke derfor; det er hverken af
Misfornøielse eller af Trods, at hans Sjæl samler sig dybt i sin Kilde;
den frygter for at skumme over i Mennesketrængselen, hvor i et Øieblik
et Menneskes hele Lykke kan sættes til »saa at alt hans Blod forvandler
sig til Taarer«. Er det da ikke bedre, siger han, at være alene og
saaledes blive en Del af Alt omkring En, naar dog Synet af høie Bjerge
er ham en velgjørende Følelse, medens Byernes Summen er ham en Tortur,
og naar Fjeldet, Himlen og Havet ere en Del af hans Sjæl, som han af
dem, og det at elske dem hans reneste Lykke? Mindst ensom i Ensomheden
aner hans Sjæl i den et uendeligt Liv, en Sandhed, som gløder den ren
for Jeget. Harold har ikke elsket Verden, heller ikke elskede den ham.
Han er stolt af aldrig at have smigret dens urene Aande, aldrig at have
bøiet Knæ for dens Guder; aldrig at have lagt sin Kind i Folder til et
Smil, han ikke mente, og aldrig at have været noget Echo, naar Mængden
raabte; han var en iblandt dem, ikke en af dem. Men han vil som aaben
Fjende skilles fra den Verden, han ikke elskede, og som gjengjældte ham
det med Renter. Han troer, siger han, hvad hans egen Erfaring end har
lært ham, at der gives Ord, som have samme Vægt som Gjerning, Haab, der
ikke skuffer, sand Barmhjertighed, og to eller en, som er hvad de synes
Childe Harold, tredie Sang passim..

 Saaledes strømmer Ensomhedens Stemning over i Melancholiens. Ogsaa
denne Streng var anslaaet i de første to Sange; men deres Melancholi var
den rent ungdommelige Utilfredshed. En forspildt Ungdom laa bag Childe
Harold og som den phlegmatisk melancholske Hamlet mellem Graverkarlene
stod han ved Achilles’s Grav og overveiede med et Dødningehoved i
sin Haand, hvad Livet og dets bedste Ry var værd, medens han, som da
endnu ikke havde smagt Hæderens Sødme, i Virkeligheden ikke attraaede
Noget saa lidenskabeligt som Ry, det paa Skrømt og med tilraisonneret
Philosophi forsmaaede og ringeagtede Ry. Nu har han nydt det og lært,
hvor lidet nærende en Føde det er. Hans Hjerte er som et sønderbrudt
Speil, der istedenfor eet Billede optager det samme tusindfold, og som
umuligere kan glemme, jo stærkere det er brudt. Selv knækket søger
han da i Naturen til det, som ved Modsætningen kan lindre hans Kval,
det frie, aabne Hav, hvis Skummanke han allerede strøg som Barn og
der kjender ham som Hesten sin Rytter og Herre; han elsker Havet,
fordi dets Flade er den eneste, der ikke kan knækkes, ja end ikke
rynkes eller fures, den eneste, der endnu den Dag idag seer ud som
den saa ud i Tidernes Morgen. Men Alt i Naturen minder ham om Kval
og Kamp. Den fjerne Torden er ham som en Stormklokkelyd, der vækker
alt, hvad der havde lagt sig til Hvile i ham. Selv den yndige stille
Nemisø forekommer ham ikke at ligne noget Fredeligt og Mildt; den synes
ham »rolig som et kjært Had« (IV, 173). Hans Melancholi er nu helt
cholerisk. Kunde han samle al sin Lidenskab i eet Ord og vilde dette
Ord udtalt forfærde og splintre som Lynet, han vilde, siger han, ikke
betænke sig paa at udtale det. Alt hellere end Ro! er hans Løsen: Ro
er Helvede for livfulde Hjerter; der gives en Ild i Sjælen som een
Hang tændt, uudslukkelig søger at stige i stedse vildere Flammer.
Det er en Feber, som er skjæbnesvanger for Enhver, der nogensinde
kjendte den. Den er det, siger han, som gjør de Gale, og dem, der gjøre
Menneskenes Børn gale: Erobrerne, Stifterne af Sekter og Opfinderne af
Systemer, Sophisterne, Digterne og Statsmændene, alle de Urolige, som
røre altfor stærkt op i Sjælens hemmelige Kilder, de Misundte og saa
lidet Misundelsesværdige. Deres Aande er Tumult, deres Liv er Storm,
som bærer dem til Undergang, og dog ere de saa skabte for Striden, at
døer den hen, saa døe de selv som en Flamme, der ingen Næring fik. Ak,
udbryder Harold, vi visne fra vor Ungdom af og stønne saa afsted gjennem
Livet, syge — syge — ingen Løn vundet, ingen Tørst slukket, endnu paa
Gravens Band viser det Blændværk sig, efter hvilket vi fra først af
forgjæves have jaget, for silde, altfor silde. Elskov, By, Ærgjærrighed,
Havesyge — Alt er Et, Alt lige forfængeligt og lige forrykt, intet værre
end det andet; thi det er Alt Meteorer med forskjellige Navne, og med
Dødens sorte kvalmende Bøg gaaer Lyset ud. — Ak vort Liv er kun Unatur,
et Væsen, som ingen Plads har i Tingenes Harmoni, et uhyre kjæmpemæssigt
Gifttræ, hvis Bod er Jorden, hvis Løv og Grene er en Himmel, hvorfra i
forpestede Dugdraaber Sygdom, Ulykker, Trældom og Død, al den Jammer vi
see og al den, vi ikke øine, uophørligt dryssende falde ned! Udaf alt
dette rugende Mismod som Tanken om den almindelige Jammer (Verdenssmerte
kalde Tydskerne det med et besynderligt Udtryk) uundgaaeligt lægger over
Sjælen, var allerede i Childe Harolds første Sange Frihedskjærligheden
som Digtets tredie Grundstemning den eneste forløsende Magt, den eneste,
som angav en praktisk Opgave for Livet. Allerede i Portugal havde Harold
udraabt: O kunde disse Volde omgive et frit Folk, og til Spanierne
sunget: Op I Spaniens Sønner! Eders Gudinde, Ridderæren kalder. Allerede
dengang tilraabte han det undertvungne Grækenland, der bestandig saae
sig om efter Hjælp Udefra: »Vide I det ikke, I arvelige Livegne, at
den som vil være fri, maa selv slaae Slaget? Haabe I paa Gallerens
eller Moskovitens Magt? Den kan maaskee styrte Eders stolte Tyran,
men aldrig tænde Frihedens Ild paa Eders Alter! Nei, før Lacedæmons
Helte staae op af Graven, før Thebens Epaminondas atter reiser sig,
før Athens Sønner have modige Hjerter paany og græske Mødre atter føde
Mænd, før er Trældommens Tid ikke omme! Men hans Frihedskjærlighed
dengang var af rent politisk Natur, det var den frifødte Englænders
Harme over at see de fremmede Folkeslag ude af Stand til at afryste
et Fremmedaag, hans eget Folk aldrig havde baaret og umuligt kunde
tænkes at ville bære. Nu opfatter han Frihed i Ordets vide og fulde,
almenmenneskelige Forstand. Nu føler han det, at den frie Tanke er
Udgangspunktet for alt aandigt Liv. Lader os kun gruble kjækt, siger
han: det vilde være en lav Opgiven af Fornuften at opgive vor Ret til
Tanken — vort sidste og eneste Tilflugtssted. Det skal idetmindste altid
blive mit. Skjøndt fra vor Fødsel af denne guddommelige Evne er lænket
og martret, sammenkrummet, indespærret og holdt fangen, og opdraget
i Mørke af Frygt for at Sandheden skulde skinne altfor klart paa det
uforberedte Sind — Straalen bryder dog ind; thi Tid og Kunst ville
helbrede de BlindeYet let us ponder boldly — 't is a base Abandonment
of reason to resign Our right of thought — our last and only place Of
refuge; this, at least, shall still be mine: Though from our birth the
faculty divine Is chain'd and tortured — cabin'd, cribb'd, confined,
And bred in darkness, lest the truth should shine Too brightly on the
unprepared mind The beam pours in, for time and skill will couch the
blind.

                                      Ch. H. IV 127 smlgn. Don Juan IX
24.. Og han vil ikke blot gruble, han vil handle. Han anraaber Tiden,
den store Hævner, han minder den om at han med Ro og Stolthed har
udholdt Verdens Had — og han har kjendt alle Hadets ArterFrom mighty
wrongs to petty perfidy Have I not seen what human things could do? From
the loud roar of foaming calumny To the small whisper of the as paltry
few, And subtler venom of the reptile crew [...]

 Ch. H. IV, 136. — og han slutter med Bønnen: O lad mig da ikke have
baaret dette Jern forgjæves i min Sjæl!

Naar han da nu atter reiser fra Land til Land, da svinder hans
personlige Sorg sammen ved Skuet af Boms uhyre Ruiner og som hin
Sulpicius, hvis Følelser Chateaubriand tilranede Helten i sine Martyrer,
føler han sin Skjæbnes Lidenhed i Sammenligning med den, som har
bortmeiet Grækenlands ByerO Rome! my country! city of the dead The
orphans of the heart must turn to thee Lone mother of dead empires! and
control In their shut breasts their petty misery.

                                   Ch. H. IV, 78.

                                   Wandering in youth I traced the path
of him The Roman friend of Rome's least mortal mind The friend of Tully.

  Ch. H. IV, 44 smlgn. Reactionen i Frankrig S. 199.. Og naar han ikke
nøiet med den blotte Tankes Frihed vender Blikket udad og sysselsættes
af de store politiske Kampe, da gjentager han ikke blot de gamle Opraab
til de Faldne, som naar han tilraaber Venedig, at Staden har druknet
Aarhundreders Hæder i Slaveriets Dynd og at det var bedre den selv var
sunket i Havet end at opleve slig Skjændsel; nej han vender sig kjækt
mod de Mægtige, mod Seierherrerne ved Waterloo, dem han spodsk betegner
som Napoleons Aber, og han seer fra Kampenes politiske Yderside hen til
deres sociale Kjærne. Vistnok, siger han, har Frankrig tilsyneladende
forgjæves taarnet Ruin paa Ruin af ældgamle Fordomme, der have levet
siden Tidernes Fødsel, og vel see vi nu Fængsler og Troner reise sig
igjen af alt dette Grus. Men det vil ikke vare. Thi Menneskeheden har
endelig lært sin egen Styrke at kjende. Og har Frankrig end beruset sig
i Blod til det spyede Forbrydelser — dog Frihed! gaaer dit sønderrevne
Banner lig Tordenstormen imod Vinden og dine Trompetfanfarer klinge
selv hendøende saa fuldt som om Echoet af dem aldrig skulde svinde. Har
Frihedstræet end nu mistet sine Blomster og er Barken end saaret af
Øxen, dog vil en ny Vaar, o Frihed, bringe dig en mindre bitter Frugt!
Da har ogsaa jeg ikke levet forgjæves. Thi der er det i mig, som vil
overleve Tid og Tortur og aande, naar jeg har udaandet, noget Ujordisk,
som de Andre ikke ane, men som vil bevares som den erindrede Tone af
en forstummet Lyra! (Ch. H. III , 82. IV, 97, 136). Saaledes smelte i
dette skjønne Digt Ensomhedens, Melancholiens og Fri hedskjærlighedens
Grundstemninger sammen, og saaledes udvides og uddybes Digterens
Sjæleliv stedse mere, medens Digtet rykker frem fra Sang til Sang.
Wordsworth havde forvandlet sit Jeg til Organ for England, Scott og
Moore havde givet Skotlands og Irlands Følelser Luft i deres Sang;
men Byrons Jeg er det almenmenneskelige, dets Sorger og Forhaabninger
hele Menneskehedens. Da dette Jeg ret kraftigt og mandigt har trukket
sig sammen i sig selv og fordybet sig i sin ensomme Sorg, udvider dets
Smerte sig til Sorgen over al Menneskelivets Jammer, Jegets haarde og
egoistiske Skal bliver sprængt og den dybe Frihedsbegeistring aabner
sig Vei for at omfatte og løfte hele Digterens SamtidI Martensens
Den christelige Ethik S. 228 hedder det om Byron, hvis Sprog den
høiærværdige Forfatter, der citerer Engelsk paa Tydsk, ikke synes at
være mægtig: „Men tage vi ham i hans Helhed, maa det visselig siges,
at hans Tro paa det politiske Frihedsideal langtfra var saa stærk som
hans Foragt for den Verden, der er saa slet, at intet Frihedsideal deri
kan blive virkeligt, intet sandt Fremskridt komme istand,“ en Ytring
der hverken lader sig forsvare eller i det paagjældende Skrift forsøges
forsvaret. Byron skal der gaae op i Kategorien „Pessimisme“. I Gr.
Thomsens Disputats Om Lord Byron, et i en høist speculativ Stil affattet
Stykke Arbeide, hedder det mere sundt: De unge Digtere [i Frankrig]
bleve sig føret ved Kjendskabet til Byrons Poesi selve Revolutionens
Princip, den frie Tanke [udhævet i Texten] klart bevidste S. 233.. Saa
holder Digteren da sin Gudstjeneste og samler sin Sjæl i Andagt. Han
vrager alle »Afgudshuse«, gothiske Kirker saavel som græske Templer,
og ligesom de gamle Persere byggede deres Alter paa de høieste, Jorden
overskuende Bjerge, saaledes boier han sit Hoved i Naturens store Kirke,
den som bestaaer af Jord og LuftCome and eompare

  Columns and idol-dwellings, Goth or Greek With Natures realms of
  worship, earth and air, Nor fix on fond abodes to circumscribe thy
  pray'r.

  Ch. H. III, 91..

XIX.

Efter at have besøgt Valpladsen ved Waterloo, reiste Byron langs Rhinen
ned til Schweiz, hvor han tog Ophold ved Genfersøen. I en af Pensionerne
der traf han sammen med den fire Aar yngre Shelley. Shelley havde i
sin Tid sendt Byron Queen Mab, men det Brev der fulgte med, var gaaet
tabt og saaledes havde ingen Correspondance udviklet sig heraf; han var
fjorten Dage tidligere ankommen til Stedet med Mary Godwin og med en
Halvsøster til denne Miss Jane Clairmont, der allerede i London havde
været lidenskabeligt betaget af Byron. Byrons naturlige Datter Allegra
er Frugten af den kortvarige Forbindelse, der nu fandt Sted mellem ham
og den unge Dame.

 Under Samlivet med Shelley modtog Byrons Aand nogle af de stærkeste
og dybeste Indtryk, for hvilke han var modtagelig. Det første store
Indtryk var det af Shelley's Personlighed og Livsanskuelse. For første
dang i sit Liv stod Byron overfor en helt moderne og helt emanciperet
Aand. Med al sin geniale Evne til at tilegne sig hvad der stemmede med
hans Natur havde han kun modtaget en halv, litterær og philosophisk,
Dannelse og bestandigt mere maattet lade sig lede af Sympathier end
af Overbevisninger. Nu traadte Shelley ham imøde, gjennemglødet af
en Apostels Begeistring, længst ude over alle Tvivl, som en sand
Humanismens Præst. Hverken det adspredte Liv i Londons Salon'er eller
det knugende Tryk af tunge Skjæbner havde undt Byron Sindsro til at
gruble synderligt over metaphysiske Problemer eller over Menneskehedens
Reform; han havde været altfor sysselsat med sig selv. Nu mødte han
lige paa det Punkt i sin Digterbane, da Jeget i ham begyndte at tøe
op, den Aand som døbte med Ild. Hans Sjæl aabnede sig helt for den nye
Paavirkning, og i en Bække af de Skrifter, han nu fuldførte, spores den
meget tydeligt. De mange pantheistiske Udbrud i tredie Sang af Childe
Harold ere uden Tvivl alle Frugter af Samtalerne med Shelley, fremfor
Alt er det skjønne Sted om almægtig Elskov som Naturens Aand (III, 100)
et Udtryk for Shelleys Lære om Kjærlighed og Skjønhed som mystiske,
Verden omspændende Magter. I en af sine Dagbogsnotitser gaaer Byron i
disse Dage endog saa vidt i Shelley'sk Pantheisme, at han betegner den
Stemning, der omgiver Clarens og Meillerie, Sceneriet for Rousseau's
Héloise som en, der er »af høiere og mere omfattende Art end Sympathien
med en enkelt Lidenskab; det er, siger han, Følelsen af Kjærlighedens
Existents i dette Ords høieste og mest udstrakte Betydning og af vor
egen Deltagen i dens Goder og Hæder; det er Universets store Princip,
som her er mere fortættet tilstede end andensteds, og i hvilket vi,
skjøndt vi vide, at vi have Del deri, tabe vor Individualitet, medens
vi gaae op i det Heles Skjønhed.« En yderligere Paavirkning af Shelley
lader sig eftervise i Aandescenerne i Manfred og især i dette Dramas
tredie Akt, hvis Omarbeidelse foretoges paa hans Baad. Endelig havde
Kain, selv om Shelley, som han paastaaer, ingen direkte Del har havt i
denne Digtnings Composition, ganske sikkert ikke faaet det Præg, som
Digtet har, hvis man kunde tænke sig Shelley ude af Byrons Liv.

   De to Digtere besøgte Chillon og den hele Omegn i Forening og
saaledes modtog Byron det andet store Indtryk, som skulde indvirke
produc tivt paa ham, Indtrykket af Alpekjæden. Det var en Lise for
ham, der saa nylig havde indaandet Dunsten af Londons Selskabssale,
at lade Øiet hvile paa den evige Snee, skyhøit over Menneskevrimlen
at betragte Alpernes snebedækkede Skalper. Hans poetiske Forgjænger
Chateaubriand afskyede Alperne; deres Storhed virkede trykkende paa
hans Forfængelighed; Byron følte sig hjemme imellem dem. Manfred, hvis
sandeste poetiske Værd maa søges deri, at det er et Alpelandskab og et
Alpelandskab uden Mage, er directe fremgaaet af Naturindtrykkene. Taine
har ladet sig henrive til det stærke Udtryk, at Byrons Alpeaander i
Manfred kun ere Theaterguder; men Taine kjendte, da han skrev dette,
ikke selv Schweiz. I ingen Omgivelser ligger Overgangen nærmere end
her til at personificere Naturen. Selv en almindelig Reisende fristes
dertil. Jeg erindrer, at jeg en Aften paa Rigi Kulm stod og betragtede
de smukke Søer ved Bjergets Fod og de smaa Skyer, der langt nede ved
deres Speil dreve afsted over dem. Da rullede paa een Gang langt ude fra
Horizonten en lille hvid Klump. Da den et Minut efter naaede Pilatus,
var den en uhyre Taagemaase. Med rivende Fart bredte den sig over
Himlen og kastede sin Skykaabes milevide Flige ud til begge Sider. Den
sænkede sig ned over Søernes Flade, indhyllede Klippespidserne, red
paa Bjergryggene, fordybede sig i Kløfterne, spredte saa endnu engang
sine Flanker, hvirvlede som Bøg mod Himlen, sank som Bly over Byerne,
udslukte alle Farver og flød som Graat i Graat. Sneens Hvidhed, Træernes
Grønt, Solskyernes tusinde Glimt og Farver oversvømmedes i et Øieblik
og var borte. Blikket, som nylig streifede frit hen over den umaalelige
Flade, heftede sig uimodstaaeligt tiltrukket alene ved den uformelige
Masse, der hastigt flyvende og mægtig som en Klode i dens tidligste
Tilstand foer ind imod Beskueren. Det var som himmelske Hærskarer, som
hundrede Tusinder af luftige Ryttere, der i sluttet Trop kom susende paa
vingede, lydløse Heste uimodstaaeligere end nogen jordisk Hær, sporløst
udslettende Alting bag sig som Asiens Horder eller Attilas Hunner. En
Nordbo maatte uvilkaarligt tænke paa Vanernes Tog. I det Øieblik Skyen
naaede Kulmens Rand, tabte de Ydersstaaende sig for Synet, flere og
flere bleve borte i den, saa slyngede den sig klam og tætfavnende om
hver Enkelt, lukkede Munden til paa En og lagde sig om Brystet. — Det er
Natursyn af denne Art, som have afgivet Materialet til de Aandesyner,
som overfalde Manfred. Passus for Passus af Byrons Dagbøger er gaaet
over i hans Digt og ikke sjeldent ere Udtrykkene i deres første løse
Formning nok saa gribende som i Digtet. »Ankom til Grindelwald. Spiste
til Middag. Red op til den høiere Gletcher — lignede en frossen Orkan.
[I Manfred staaer for Versets Skyld: en frossen Storm]. Stjernelyst.
skjønt, men en Pokkers Sti [...] en Smule Lyn, men Dagen i det Hele saa
skjøn som den Dag, hvorpaa Paradis blev gjort. Gik gjennem hele Skove af
visnede Graner, alle visnede, Stammerne skrællede og barkløse, Grenene
livløse; dette gjort af en enkelt Vinter — deres Udseende erindrede mig
om mig og mine.« Alle disse Udtryk forekomme let omformede i Digtet.

Men hvor rige paa Udbytte nu end Byrons og Shelleys fælles Udflugter
vare, saa bleve de dog paa mange Maader forbitrede dem. Deres reisende
Landsmænd plagede dem overalt med deres Nysgjerrighed og trængte endog
med utrolig Frækhed ind i Byrons Hus. Bleve de holdte ude derfra,
stode de med Kikkerter langs Kysterne og Veiene for at gjøre deres
Iagttagelser, kiggede over Havemuren og bestak Hotelopvartere, som
senere i Venedig Gondolførere, for at erfare Skandale. At Byron og
Shelley levede iflæng med to Søstre var det første Rygte, man bragte
i Omløb, og alt som de to Digtere i Folkesnakken forvandledes til
Incarnationer af Djævelen, antoge disse Rygter en stedse mere modbydelig
Charakter. Man kan da ikke undre sig over, at da Byron en Dag paa Coppet
traadte ind i Mme de Staëls Dagligstue, faldt en engelsk Dame, en gammel
gudfrygtig Romanforfatterinde, Mrs. Hervey i Afmagt ved Synet, som om
hun, siger Byron, havde seet selve »hans sataniske Majestæt« komme
anstigende.

Hvis vi ret ville forstaae Aarsagen til denne os nu saa latterlige
Rædsel for Byrons Person, da føres vi til det sidste store Indtryk,
Byron under sit Ophold ved Genfersøen modtog, nemlig det af en bestemt
Bagvaskelse, der var bleven udspredt om ham i England, hvis Beskaffenhed
og Udbredelse nu først blev ham klar. Det er den samme, som Mrs. Beecher
Stowe for faa Aar siden meddelte Verden at have modtaget som fortrolig
Meddelelse af Lady Byron, »medens en himmelsk Glands omgav denne Dames
ætheriske Ansigt«, Historien om det forbryderiske Forhold mellem Byron
og hans Søster, Mrs. Leigli. Denne Historie var i Aarenes Løb bleven
til en saa fix Idee hos Lady Byron, at hun, som et 1869 udgivet Skrift
Medora Leigh udviser, end ikke tog i Betænkning at meddele en Datter
af Augusta Leigh, der i Nød henvendte sig til hende, at hun ikke var
en Datter af Oberst Leigh, men af Lord Byron og hans Halvsøster. Hun
erklærede samtidigt, at hun stedse skulde sørge for hendes Underhold,
Noget hun senere ganske forsømte at gjøre. — Om denne Beskyldning har
Byron i det Øieblik, han forlod England, øiensynlig Intet eller saa
godt som Intet vidst. Han har vel neppe læst alle Avisartikler imod
sig. Han siger selv: »Først temmelig længe efter min Afreise blev jeg
underrettet om mine Fjenders hele Fremgangsmaade og Sprog. Mine Venner
burde have sagt mig meget, som de fortiede for mig.« Først i Schweiz fik
han gjennem en Ven Alt at vide. Herved forstaaes ogsaa først ret de fra
Schweiz til Augusta rettede Poesier. Saaledes hedder det i Ch. H. III,
55: »Og et mildt Kvindehjerte var forbundet med ham ved stærkere Baand
end dem, Kirken knytter. Ren var denne Kjærlighed. Den bestod Prøven af
det dødeligste Fjendskab og blev end fastere hærdet i en Fare, der mere
end alt Andet overmander Kvindehjerter. Hendes Hjerte var fast og hans
tungt, da han sendte hende denne Hilsen fra den fjerne Kyst.« Stanzerne
til Augusta indeholde lignende Udtryk og Linien: »Skjøndt bagvasket
kunde du aldrig vakle« (i det andet af Digtene til hende) viser, at
ogsaa hun vidste om disse skjændige Rygter.

Først nu er ogsaa det i Schweiz indtrufne pludselige Omslag i Byrons
Stemning imod Lady Byron forklaret. Han der i den første Tid efter
Skilsmissen siger »at han neppe troer, der findes et muntrere, bedre,
elskværdigere, behageligere Væsen end hendes« og som gav sin Voldsomhed
og Ubetænksomhed al Skylden, seer nu kun Skyggesiderne ved hendes
Charakter, og det er under det nu skildrede overvældende Indtryk,
at han begynder den stygge Krig mod en Kvinde, der ellers maatte
synes saa uværdig, og udkaster det haarde Portrait af hende som Dona
Inez i første Sang af Don Juan. Det afgjørende og i Sandhed knusende
Bevis mod Lady Byron kom for Dagen i October 1869 i Quarterly Review.
Der blev nemlig syv Breve og Billetter trykte, som Lady Byron efter
Katastrophen har skrevet til Mrs Leigh, og som strømme over af Ømhed
og kjærlige Forsikringer. Det hedder heri, at det er hende »en stor
Trøst« at vide, at Mrs. Leigh er sammen med hendes Mand; hun maa vel
nu give Afkald paa Retten til at kalde »sin dyrebareste Augusta« sin
Søster, dog haaber hun, at dette ikke vil gjøre Skaar i den Godhed,
Mrs. Leigh altid har næret for hende. »I dette Punkt idetmindste (!),
skriver hun, er jeg Sandheden selv, naar jeg siger, at hvilken end
min Stilling maatte blive, existerer der Ingen, hvis Omgang er mig
dyrebarere eller mere kan bidrage til min Lykke. Disse Følelser ville
under ingen Omstændigheder kunne forandres. Skulde du fordømme mig, vil
jeg dog ikke elske dig mindre for det.« Saaledes har Lady Byron skrevet
til den, hvem hun mange Aar efter har stemplet som den Skyldige, der
drev hende ud af hendes Mands Hus. Ja, hvad mere er, den venskabelige
Brevvexling mellem Lady Byron og Mrs. Leigh varer lige til Byrons Død.
Endnu Byrons sidste ufuldendte Brev begynder med de Ord: »Min kjæreste
Augusta! For faa Dage siden modtog jeg Din og Lady Byrons Beretning om
Adas Helbredstilstand.« Og nu skulde vi troe, at Lady Byron hele sit
Liv igjennem har betragtet Augusta, der vedblev at være det forsonende
Mellemled mellem Ægtefællerne, som den unaturlige Forbryderske, der var
medskyldig i hendes Livs Ulykke. Hvilket Chaos af Løgn og Vanvid!

Vanvid er det rette Ord; thi, siger Quarterly Review, ligesom Lady Byron
fra først af ikke kunde finde nogen anden Forklaring for sin Mands
Handlemaade end Afsind, saaledes kunne vi nutildags ikke forklare os
hendes anderledes end ved Sindssygdom. »Men der er en mærkelig Forskjel
mellem hendes og Byrons Sygdom. Han overdrev paa sygelig Maade sine
Feil, hun sine Dyder. Hans Monomani bestod i at ville være en umulig
Synder, hendes i at ville være en umulig Helgeninde. Han gjorde i sine
afsindige Stemninger alt muligt for at sværte sit Ry, og hun tog hans
Selvanklager, der ofte kun vare daarlige Vittigheder og Mystificationer,
for fuldt Alvor. Hendes Hallucinationer derimod gik ud paa at undergrave
deres Navn og Rygte, der stode hende nærmest og som burde have været
hende dyre barest. Hvilken af disse Aandsforvildelser var vel her den
farligste og mindst elskværdige!«Quarterly Review Oct. 1869. Smlgn. Karl
Elze's udmærkede Skrift Lord Byron S. 179..

   Byrons sidste Indtryk i Schweiz var da Trykket af den forfærdelige
Bagvaskelse, hvorunder han vaandede sig. Hans Tanker dreiede sig
selvfølgelig atter og atter om den, og paa Kunstnervis gav han sig
til at digte sig dybere og dybere ind i den. George Sand har etsteds
i et Brev til Sainte-Beuve skildret sin Natur og Digter-Naturen i det
Hele med et Par raske Træk. Talen er om Philosophen Jouffroy, der har
ønsket at præsenteres for hende, men hvem hun nærer nogen Frygt for
som en altfor streng og altfor lidet aandssmidig Moralist. »Jouffroy,
skriver hun, er øiensynligt en Mand, som hvis Talen kom paa at spise
Menneskekjød, vilde udbryde: Det er aldrig faldet noget virkeligt
Menneske ind at spise Menneskekjød! De derimod med Deres videre Blik
vilde sige: »Der skal gives Mennesker, som virkelig spise Menneskekjød!«
jeg derimod vilde ganske sikkert tænke: »Hvordan mon Menneskekjød
vilde smage!«« — dybe Ord, der i sig indeholde en Definition paa
Digterens Væsen i Modsætning til Iagttagerens og til Moralistens. Den
stærke Trang til at tillade sin Indbildningskraft og sin Reflexion
ethvert Experiment, til at gruble og phantasere over hvad Menneskene
i Almindelighed frygte og skye, var i høi Grad udpræget hos Byron.
Den bekjendte Anekdote, der har vakt saa stor Forfærdelse, at han
engang med en lille Kniv i Haanden udbrød: Jeg gad vide, hvorledes En
er tilmode, naar han har begaaet et Mord! har ingen anden Betydning.
Det fristede ham at gruble sig ind i den Skyldbevidsthed, der fulgte
med en forbryderisk Kjærlighed ikke mindre end at digte sig ind i
den, der følger paa Mord. Hans tidligste Helte som Giauren og Lara
have begaaet et hemmelighedsfuldt Mord, og det er bekjendt nok, at
man uden videre paaduttede Byron denne hans Heltes Forbrydelse, ja
at selv den gamle Goethe af Folkesnakken lod sig forlede til i sin
Anmeldelse af Manfred at berette som »høist sandsynlig« den barnagtige
Ammestuehistorie om at Byron i Florents (hvor han komisk nok i Alt har
været een Formiddag) havde havt en Kjærlighedshistorie med en ung Kone,
hvem Manden dræbte, og hvis Død Byron atter hævnede ved at berøve hendes
Drabsmand Livet. Ganske som man tidligere troede at finde Beviset for
hans Mordgjerninger i Laras tragiske Miner, saaledes har man i vore
Dage villet see et Bevis for hans Incest i Manfreds Fortvivlelse og i
Kains Ægteskab med sin Søster. Det kan ikke undre, at Byron og Moore
engang paatænkte at forfatte en phantastisk Biographi af Lord Byron, i
hvil ken han skulde have forført saa mange Medlemmer af det ene Kjøn og
myrdet saamange Medlemmer af det andet, at man kunde haabe at stoppe
Munden paa alle øvrige Anekdotsamlere ved Overbydelsen. De opgave
kun Planen af Frygt for at Publicums Naivetet skulde tage Spøgen for
Alvor. Mangen Samtale mellem Shelley og Byron har da rimeligvis af let
forstaaelige Grunde dreiet sig om Kjærlighed mellem Broder og Søster,
saameget mere som det samme sterile Problem ogsaa sysselsatte den yngre
Digter. Byron irriterede især den Omstændighed, at de Fromme toge saa
stærkt paa Vei i den Anledning, da de dog selv dogmatisk foredroge, at
Menneskeheden som nedstammende fra et eneste Par havde formeret sig
gjennem Sødskendeparring. Derfor accentuerer han i Kain, at Kain og
Adah ere Sødskende og lader Lucifer forklare Adah, at hendes Elskov
til sin Broder ikke er Synd, men at den hos Efterkommerne vil være
det, hvortil Adah meget logisk svarer: Hvad er Synd, som ikke er Synd
i sig selv? hvad gjør en ydre Omstændighed til Sagen? Af alle de nu
antydede psychologiske Elementer fremgik Manfred og Kain som Producter.
Det første af disse Værker er det mindst betydelige af de to og taaler
visselig ingenlunde den Sammenligning med Goethes Faust, hvortil det
indbyder og som saa tidt er anstilt. Goethe selv siger, at der kunde
holdes en smuk Forelæsning over den, men den er nu holdt ofte nok,
neppe nogensteds med større Originalitet og Talent end af Taine. Kun i
et enkelt Punkt hæver Manfred sig over Faust. For Kritikeren angiver
Intet en bedre Værdimaaler for et Værks forskjellige Partier end den
Omstændighed, hvad det er han efter Aars Forløb har bevaret i sin
Erindring af et Digt, og jeg veed med Vished, at det Eneste, jeg efter i
et Aarti ikke at have læst Manfred, fandt i min Erindring, var Scenen,
hvor han, som dog dømmer sig selv saa strengt, i sit Dødsøieblik, efter
at have afvist Abbeden og hans Trøst, med fast Stolthed og dyb Foragt
viser de onde Aander bort, med hvem han Intet har tilfælles og som han
aldrig har givet ringeste Magt over sig. Modsætningen til Faust, der
sælger sig til Mephistopheles og synker i Knæ for Jordaanden, er her
frappant. Den engelske Digter har havt et Ideal af selvstændig Manddom
for Øie, hvortil den tydske ikke har hævet sig, og hans Helt er ligesaa
typisk Mand som Goethes Helt er Mennesketypen. Ene i Døden som i Livet
er han uden Samkvem med Helvede som uden Forhold til Himlen. Han er sin
egen Anklager og sin egen Dommer. Hele Byrons mandige Moral ligger heri.
Paa de ensomme Høider hinsides Snelinien, hvor menneskelig Svaghed og
Blødhed ikke mere trives, der aander hans Sjæl først let, og Alpeland
skabet danner sig naturnødvendigt til Ramme om den med dets strenge
Vildhed beslægtede Hovedperson. Men i Manfred kommer kun den selviske
Side af Byrons Digtersjæl frem. Hans dybe, almenmenneskelige Sympathi
udtaltes for første Gang helt i Manfreds dramatiske Modstykke, Kain.
Kain er Byrons Troesbekjendelse ↄ: Bekjendelsen af alle hans Tvivlsmaal
og al hans Kritik. Naar man betænker, at han hverken som Shelley og
Tydsklands store Digtere ad Reflexionens Vei havde tilkjæmpet sig en
fri, human Verdensanskuelse, eller som vore Dages Digtere havde en
videnskabelig Naturkundskab og en videnskabelig Kritik af de bibelske
Oldskrifter bag sig som Forudsætning for alle Grublerier og Drømmerier
over Fortidens og Nutidens Livsbetragtning, saa maa man med Beundring
studse over den Energi og Alvor, hvormed han her greb alle de største
Livsproblemer.

Som privat Personlighed var Byron visselig ligesaa ufærdig i sit
Fritænkeri som han var dilettantisk i sin Politik. Hans klare Forstand
oprørtes ved Tro paa det Absurde; men han var som de fleste store Mænd
i Aarhundredets Begyndelse ↄ: før Religions- og Naturvidenskabens
Udvikling, paa een Gang skeptisk og overtroisk. Han havde faaet Lede ved
Religionen alt som Barn; Moderen slæbte ham regelmæssigt i Kirke, og
han hævnede sig ved at stikke hende med Knappenaale, naar han kjedede
sig for stærkt. Som Yngling opirredes han ved den engelske Kirkes stive
Bogstavtro med dens 39 Artikler og skrev i sit Memorandum, at det var
ligesaa unyttigt at forbyde Fornuftundersøgelsen som at tilraabe en
Vaagen: Vaag ikke, men sov! Troen paa et evigt Helvede var ogsaa altid
Gjenstand for hans evige Løier. Han skriver til Moore 1822: »Husker De
Frederik den Stores Svar paa Klagen fra den Bondemenighed, hvis Præst
havde præket mod Helvedkvalernes Evighed. Det lød saaledes: »Hvis mine
troe og kjære Undersaatter i Schrausenhausen foretrække at blive evigt
fordømte, saa staaer det dem frit for.«« Og frygteligt var det for
Byrons Landsmænd i Don Juan at see »gammel Rhum og sand Religiøsitet«
anførte som de bedste Beroligelsesmidler for ophidsede Gemytter. Han
afskyede vel Præsterne og udraaber hos Trelawny: »Naar have Præsterne
beskyttet Geniet? naar En af deres sorte Bande vover at tænke, bliver
han trommet ud som Sterne eller Swift« og hos Moore udbryder han: »De
Skurke af Præster have gjort Religionen mere Skade end alle de Vantroe«.
Men med alle sine Vittigheder og alle sine Udfald var han usikker. Han
vovede ikke at give de Resultater, hvortil Shelley's Reflexion havde
ført ham, sit Minde, og han lod sin lille uægte Datter opdrage i et
Kloster, for at ikke Barnet skulde paavirkes af Shelleys og hans Hustrus
fritænkerske Samtaler. Et smukt og charakteristisk Brev fra Shelley er
et afgjørende Vidnesbyrd om Byrons Usikkerhed. »Lord Byron, skriver han,
har læst et eller to Breve fra Moore for mig, hvori Moore taler meget
venligt om mig, og jeg kan kun føle mig smigret ved Bifald fra en Mand,
hvis Overlegenhed over mig jeg er stolt af at erkjende (!). Men Moore
synes at frygte min Indflydelse paa Byron i religiøs Henseende og at
tilskrive den Tone, hvori Kain er holdt, en Paavirkning fra mig [...]
Jeg beder Dem forsikre Moore, at jeg ikke har den ringeste Indflydelse
paa Lord Byron i saa Henseende; hvis jeg havde, vilde jeg visselig
anvende den til af hans Sjæl at udrydde Christendommens Blændværk, der
tiltrods for hans Fornuft stadig synes at kunne vende tilbage og ligge
i Baghold for Sygdommens og Ulykkens Timer. Kain var undfanget for
mange Aar siden og begyndt før jeg saae Byron i Ravenna. Hvor lykkelig
skulde jeg ikke have været, om jeg havde kunnet tilskrive mig om og kun
indirecte nogen Del i dette udødelige Værk!«

Vi see saaledes, at Byron som Privatmand ingenlunde var naaet til en
principfast Livsanskuelse. Men desto mærkeligere er det at iagttage,
hvorledes i hans poetiske Production hans Geni river ham med sig, gjør
ham stor og seirrig i sin Argumentation og lader ham med en Sikkerhed
uden Mage ramme de afgjørende Punkter. Og hvilken Revolution skete ikke
i europæisk Poesi, som i 1821 sad til Halsen i Bibeltro og religiøs
Fordummelse, da Kain kom ud som et Budskab om Oprør; Indtrykket kan kun
sammenlignes med det, som Strauss's Leben Jesu 14 Aar senere frembragte
i den videnskabelige Verden. De store tydske Digtere havde i deres frie
Hellenisme ladet Bibelen ligge »links«. Her reiste sig en anden, mindre
frigjort Digter, der sad indeklemt i Dogmeburet, men gik rundt deri som
et fanget Rovdyr ruskende i Burets Stænger. Kain er ikke skrevet med
Inspirationens zitrende Hast, Stykket stormer og tordner ikke. Byron har
her forstaaet at gjøre, hvad der for voldsomme Sjæle er det Vanskeligste
og Indbegrebet af al Moral: at canalisere sin Lidenskab, det vil sige
at frugtbargjøre dens blinde Strømme. Stykket er et Grublerværk. Det
er et Værk af langsomt borende og hulende Reflexion, af sønderdelende
Skarpsindighed og splintrende Tænkerevne. Intetsteds gjælder som her
om Byron, hvad Goethe lader ham sige som Euphorion i anden Del af
Faust: Das leicht Errungene — das widert mir — Nur das Erzwungene —
ergötzt mich schier. Men Aandens hele hamrende og knusende Maskineri,
der her tilsyneladende virker saa behersket, er sat i Svingning af
en antændt og mægtigt brændende Indbildningskraft, og inderst inde
er her en Sjæl som hulker. Byrons Tro er kommen ham til Hjælp lige
saa vel som hans Vantro. Med fuld poetisk Naivetet gaaer han ind paa
den gammeltestamentariske Legende, som den foreligger. Han behandler
Sagnfigurerne ikke som Symboler, men som Realiteter, og han er ærlig,
idet han gaaer saaledes tilværks. Det falder ham let; thi hans Skepsis
bevæger sig ogsaa indenfor hans Digtning bestandig paa Traditionens
Grund og har den til Forudsætning. Tilmed var han gammeltestamentarisk
i sin Aandsretning og sit Sjæleliv. I hans Indre dirrede Klageraab som
Jobs, da han fik Trøst og Tilrettevisning af sine Venner, i hans Hjerte
lød dumpt ved Dag og Nat et Hævnraab som Davids. De »hebræiske Melodier«
ere Vidnesbyrd om, hvor naturligt det jødiske Klædebon passede for hans
Følelses Former.

Idet Byron nu altsaa med fuld Troskyldighed gaaer ind paa Traditionen
og foreløbigt krumbøier sin Fornuft under dens Aag, see vi i hans Digt
den menneskelige Fornuft vride sig under dette Aag, reise sig imod det,
martres af Braadden og stampe mod Braadden. Og hvad der gjør dette
Skuespil end mere tiltrækkende er, at hin menneskelige Fornuft er ung og
nyfødt. Paa den sande Digter virker Solens Opgang saa stærkt, som saae
han den gaae op paa Skabelsens første Dag; hos Byron havde alle Tvivl og
Spørgsmaal en saadan Friskhed, at de kunde lægges den første Spørger og
Tvivler i Munden. Til at forme disse Tvivlsmaal og Klager udfordredes
der intet Ringere end den hele lange Række af menneskelige Generationer,
der havde sukket og vaandet sig under Livets Grusomhed og nedarvede
Legenders Absurditet. Men idet Aartusinders ophobede Vaande, idet den
stedse forøgede Kval ved at føle den frie Menneskefornuft sammenskruet
paa Troens Pinebænk, her er lagt den første Rebel i Munden, udtales Alt
af ham saa oprindeligt og naivt, som var Millioners Tankearbeide alt
udført af den først tænkende Hjerne. Denne mægtige Modsigelse er den
første, som griber i Digtet.

Den Del af Dramet, i hvilken dels alle de indre Uoverensstemmelser i den
jødisk-christelige Tradition, dels dens Uoverensstemmelse med Fornuften
blottes, det krypt-polemiske Parti deri er vel for os nutildags af
temmelig ringe Interesse; Menneskeheden har gjort saa mange Skridt
frem siden 1821, at al den Spidsfindighed, der anvendes paa kritisk at
kløve første Mosebogs Theologi for os omtrent tager sig ud som Polemik
mod Troen paa Varulve. Men i Virkeligheden er denne Polemik jo kun
tilsyneladende at tage bogstaveligt. Det kunde selvfølgelig ikke være
Byrons Hensigt at skrive gudsbespotteligt; det vilde være Vanvid at
fordriste sig til en Kritik af det høieste, altomfattende Væsen. Hvad
Kain bekjæmper er i Virkeligheden kun den Tro, at Naturens Orden er af
ethisk Natur, at det Gode istedenfor at være Menneskelivets Formaal
skulde være Menneskelivets Forudsætning. Men man maa erindre, at det
menneskelige Sprog er fuldt af Ord, som Fortiden har dannet og som
Eftertiden er nødt til at bruge, da Sproget ei har andre, skjøndt den
fortolker dem om og om. Saadanne Ord ere f. Ex. Sjæl og Legeme, Evighed,
Salighed, Paradiset, den første Fristelse, den første Forbandelse o.
s. v., og Byron har i sit Digt beholdt alle Genesis's Udtryk Renan
siger herom: Supposé même que, pour nous philosophes, un autre mot
fut préférable, outre que les mots ab straits n'expriment pas assez
clairement. la réelle existence, il y aurait un immense inconvénient a
nous séparer par notre langage des simples qui adorent si bien à leur
manière. Le mot Dieu étant en possession des respects de l'humanité,
ce mot ayant pour lui une longue préscription et ayant été employé
dans des belles poésies, ce serait renverser toutes les habitudes du
langage que de l'abandonner. Dites aux simples de vivre d'aspiration à
la vérité, à la beauté, à la bonté morale, ces mots n'auront pour eux
aucun sens. Dites leur d'aimer Dieu, de ne pas offenser Dieu, ils vous
comprendront à merveille. Dieu, Providence, immortalité, autant de bons
vieux mots, un peu lourds peut-être, que la philosophie interprêtera
dans des sens de plus en plus raffinés mais qu'elle ne remplacera jamais
avec avantage. Etudes d'histoire religieuse S. 418.. Saaledes virker
hans Drama ved denne anden tankevæk kende Modsigelse, at alle de gamle
theologiske og barbariske Ord ere beholdte, saa at der bestaaer en
uafbrudt indre Strid mellem Digtets Aand og dets Bogstav. Denne anden
Modsigelse ryster de Læsere, som den første har skræmmet op.

Men til Opvisningen af den almindelige Theismes Fladhed svarer i
dette Drama den lidenskabelige Udtalelse af Mennesketilværelsens
uendelige Jammer. Ikke Pessimisme, som man med et tomt og intetsigende
Ord har kaldt det, men den dybe Følelse af den ubortdisputerlige
menneskelige Elendighed ligger til Grund. Langt dybere i Byrons Sjæl end
Bitterheden mod den Verdensmagt, som kun skaber for at ødelægge, ligger
Nødvendighedsfølelsen af Alles grændseløse Medlidenhed med Alle, den
dybe Medfølelse med al den Kval, hvorpaa det er umuligt at raade Bod,
men som det er umuligt ikke at fornemme. Kain er en Tragoedie om det
Grundtragiske, at Mennesket fødes, lider, bliver skyldigt og døer. Byron
motiverer den bibelske Legende: Adam er tæmmet, Eva er kuet, Abel er en
blød og lydig Dreng; Kain er den unge Menneskehed, som grubler, spørger,
attraaer og fordrer. Han skal deltage i Takkebønnen. Hvorfor prise og
takke? For Livet, skal jeg da ikke døe? For Livet, har jeg da ønsket
at leve? For Livet, er jeg da endnu i Edens Have? — Men hvad Ret lider
jeg? For Adams Brøde? Hvad angaaer Adams Brøde mig? Hvorfor fristedes
han til at forsee sig? Af hvad Grund plantedes Træet, om ikke for hans
Skyld? Hvorfor sattes det som det skjønneste midt i Haven i hans Nærhed,
hvorfor friste Uskyldigheden ved at pirre dens Nysgjerrighed? Var det
godt, fordi Gud vilde det? Er det et Svar? — Kan den Gode skabe det
Onde og hvad Andet har han skabt? Og hvis det Onde fører til det Gode,
hvorfor da ikke strax gjøre det Gode. I tusindfold Elendighed har han nu
mangfoldiggjort sig selv og endda er han salig. Hvorledes kan man være
lykkelig, naar man er det alene; salig, naar man er den eneste, der er
det? Og ene er han, den ufattelige, utilintetgjørlige Tyran. — Vi ere
Intet overfor ham. Vel! Da vil jeg idetmindste ikke hykle Tilfredshed
med mit Intet og ikke synes fornøiet med min Kval. Krig af Alle mod
Alle og mod alle Ting og Død for Alle og Sygdom for de Fleste og Tortur
og Bitterhed, det er Frugterne af det forbudne Træ. Er Menneskets Lod
saa ikke elendigt? Eet Gode gav Skjæbneæblet kun: Fornuft. Men hvo kan
være stolt af en Fornuft, der er lænket til en legemligt trællende
Masse og til elendige Behov i et Væsen, hvis høieste Lyst er en sød
Selvfornedrelse, et enerverende og smudsigt Blændværk. Ikke Paradiset
men Døden fik vi i Arv paa denne usle lille Jord, Sædet for Skabninger,
hvis høieste Lykke skulde have bestaaet i at leve blinde i Uvidenhedens
Eden, hvorfra Kundskab var banlyst som Gift. Og nu Tanken, at al denne
Elendighed skal forplantes og nedarves! At skue de første Taarer og
gysende begribe, hvilke Have der ville flyde! Var det da ikke bedre at
slynge det spæde Barn mod Klippen og dræbe det strax for at standse
Jammerens Kilde i dens Udspring? Var det ikke uendeligt bedre, om Barnet
aldrig var blevet født? Hvorfra faaer Nogen Mod til at sætte Børn ind i
en saadan Verden? Og for denne Existens skal jeg opsende Takkebønner.

Dette er Stemningen i Kains Sjæl, da han tvinges til at skride til
Offer, og udviklet er den bleven hos ham ved Lucifers Tale. Thi Lucifer
foretrækker Marter for Kryberi med Hymner og Harper. Denne Lucifer er
ingen Djævel. Han siger selv: »Hvo vilde gjøre det Onde for det Ondes
Skyld! Ingen; men det er Surdeien for alt Levende og Livløst.« Han er
heller ingen Mephistopheles; paa en enkelt svag Spøg nær er han strengt
alvorlig. Nei denne Lucifer er virkeligt Lysbringeren, Videnskabens
Genius, Kritikens stolte og trodsige Aand, Menneskets bedste Ven,
styrtet fordi han ei vilde krybe eller lyve, men ubøielig fordi han
er evig som sin Fjende. Han er Frihedens Aand. Men eiendommeligt nok!
Han er ikke den klare og aabne Kamp for Friheden; men Friheden som den
besjæler Sammensvorne og Conspiratorer, mørk og skummel, vandrende
lydløst ad forbudne Veie, en Frihedstrang som den, der i 1821 besjælede
alle Europas fortvivlende unge Frihedsmænd.

I sin Bog Retfærdigheden i Revolutionen og Kirken udraaber Proudhon til
Ærkebispen af Besangon: »Friheden, det er Eders Antichristen, o kom
Satan, du af Præsterne og Kongerne Bagvaskede, lad mig omfavne dig, lad
mig trykke dig til mit Bryst! Dine Værker, o du mit Hjertes Velsignede,
ere ikke altid smukke eller gode; men de alene give Universet en Mening.
Hvad vilde Retfærdigheden være uden dig? Et Instinet. Fornuften? En
Vane. Mennesket? Et Dyr.« Den saaledes forstaaede Satan er ikke andet
end den frie Kritik og var Byrons Poesi bleven opkaldt efter den havde
den kunnet bære Navnet »den sataniske« uden Skam. Ved Lucifers Hjælp
bliver Kain et Aandedrama; thi Lucifer fører sin Discipel gjennem
Rummet, viser ham alle Verdener med deres Beboere, Dødens Rige og de i
Fremtidens Taager hvilende, endnu ufødte Slægter. Af Kain fordrer han
hverken blind Tro eller blind Underkastelse. Han siger ikke: Tvivl paa
mig og du synker — tro og du bæres oppe! Han gjør ikke Troen paa sig til
Betingelse for Kains Redning og fordrer hverken Knæfald eller Tak. Han
aabner Kains Øine.

Saa vender da Kain tilbage til Jorden og den første Rebel lader den
første Drabsmand alene som Bytte for sine fortærende Tvivl. Der skal
ofres, og han skal vælge et Alter. Hvad ere Altrene ham? Sten og
Grønsvær. Han som afskyer Lidelsen, vil ikke slagte uskyldige Dyr til
en blodtørstig Guds Ære, han lægger Frugter paa sit AlterShelleys
Indflydelse er paa dette Punkt øiensynlig.. Abel beder sin fromme Bøn
efter Snoren. Han skal ogsaa bede. Hvad skal han sige? »Gud, behøver
Du Ofre for at stilles tilfreds, saa tag mit! holder Du af Blod, maa
Du søge Abels. Han, der reiste dette Alter, er som Du gjorde ham. Han
begjærer Intet, som man vinder ved Knælen.« Da slaaer Lynet ned i
Abels Offer og den himmelske Ild slikker begjærligt dette Alters Blod,
medens Kains foragteligt væltes af Vinden. Har Gud da frydet sig ved
Mødrenes Smerte, da Lammene førtes fra dem for at slagtes, glædede
han sig ved at see de stakkels Dyrs Kval under den fromme Kniv? Kains
Blod koger, han vil styrte hint Alter, men Abel hindrer ham deri og
holder ham tilbage. Vogt dig, din Gud elsker Blod! — og besnæret af
sin Harme, sine Kvaler, sin Skjæbne falder Kain i den Snare, Jehova
har udspændt for ham, og begaaer det første Drab uden at vide hvad et
Drab vil sige, og bringer saaledes selv den Død ind i Menneskeverdenen,
hvis blotte Navn, da den blev spaaet Menneskeheden, havde hensat ham
i en Tilstand af Rædsel. Gjerningen er fortrudt før den er gjort; thi
Kain, som elsker alle Mennesker, elsker inderligt Abel. Men saa følger
Forbandelsen, Straffen, Forviisningen og Kainsmærket. Dette Kainsmærke
er Menneskehedens: Kvalens og Udødelighedens Tegn. Byrons Drama skildrer
Kampen mellem den lidende og søgende Menneskehed paa den ene Side og
hin Lynets, Stormens og Hærskarernes Gud paa den anden, hvis svækkede
Arme nødes til at slippe Taget om en Verden, der vrider sig løs af hans
Favn. For at udrydde den Verden, der fornegter ham, kan han lade Blodet
flyde strømmevis og Baalene tændes i hundredevis af sine Præster; men
Kain stiger uskadt op af Baalets Aske og pidsker disse Præster med
udødelig Foragt. Kain er den tænkende Menneskehed, der en skjøn Dag
sprænger Himlens gamle Hvælving og øiner Millioner af Kloder i deres
Frihed rullende høit over Jehovas buldrende Tordenvogn. Kain er den
arbeidende Menneskehed, der i sit Ansigts Sved stræber at frembringe et
nyt og bedre Eden, ikke Uviden­ hedens, men Kundskabens og Harmoniens,
og som naar Jehova forlængst er syet i sit Ligklæde, endnu vil leve og
trykke den gjenfundne Abel til sit BrystSmlgn. Leconte de Lisle: Poemes
barbares. Kain..

Kain blev tilegnet Walter Scott, som fandt, at Byrons Muse aldrig før
havde taget en saa ophøiet Flugt og forud forsvarede Digteren mod
Angreb. Men Kains Udgivelse i England blev ikke desmindre opfattet
og udraabt som en formelig Nationalulykke. Allerede, da Manuscriptet
indsendtes, trængte Murray paa for at opnaae Forandringer og Byron
svarte: »De to Steder kunne ikke forandres uden at jeg lader Lucifer
tale som Biskoppen af Lincoln, hvad ikke vilde være i den førstnævntes
Charakter.« Strax efter Udgivelsen blev Bogen eftertrykt og Murray
henvendte sig til Lord Eldon for at opnaae hurtigst mulig Beskyttelse af
sin Eiendomsret. Han blev afvist og i disse Udtryk: «Retten erkjender i
Overensstemmelse med alle andre Retter her i Landet, at Christelighed er
Grundvolden for alle engelske Love. Ogsaa Beskyttelsen af Boghandlernes
Eiendomsret hviler paa denne Grund. Men den foreliggende Bog, der har
til Hensigt at nedsætte den Del af den hellige Skrift, hvortil den
svarer, er ikke af den Art, at der kan tilstaaes Boghandleren nogen
Skadeserstatning for Eftertryk.« Kain ansaaes da altsaa — ligesom
Southey's Wat Tyler — for et saa forbryderisk Digt, at overfor det endog
Eiendomsretten ikke mere gjaldt.

Imidlertid skrev Moore til Byron: »Kain er vidunderlig, frygtelig, vil
aldrig blive glemt. Hvis jeg ikke feiler, vil den synke dybt ned i
Verdens Hjerte.« Historien har stadfæstet denne Dom.

XX.

   Da Strømmen af reisende Englændere henad Efteraaret 1816 begyndte
at oversvømme Schweiz, kunde Byron ikke udholde Opholdet længere og
begav sig med sin Ungdoms Reisefælle Hobhouse paa Vei til Italien. I
Milano var det, at en af Samtidens fineste og mest skeptiske Iagttagere
Henri Beyle traf sammen med Byron og det er et stærkt Bevis paa det
overordentlige Indtryk hans Personlighed gjorde, at han betog endog
denne Mands Aand, der altid var paa sin Post mod at forføres til utidig
Begeistring og som hurtigt opdagede hvad der i Byrons Holdning var
tvungent. Han siger: »Jeg traf sammen med Lord Byron i La scala Theatret
i Minister de Brême's Loge. Jeg blev slaaet af hans Øine i det Minut han
hørte Sextetten af Meyerbeers Elena. Jeg har aldrig i mit Liv seet noget
saa Skjønt og saa Udtryksfuldt. Endnu den Dag idag viser dette sublime
Hoved sig pludseligt for mig, naar jeg tænker paa, hvilket Udtryk en
stor Maler burde give Geniet. Jeg havde et Øiebliks Enthusiasme [...]
Aldrig kan jeg glemme hans Træks guddommelige Udtryk; det var den
klare Bevidsthed om Magt og Geni.« Fra Milano kom Byron til Venedig,
hans Yndlingsstad fremfor alle andre, som han har forherliget i fjerde
Sang af Childe Harold, i Marino Falieri, i De to Foscari'er, i Oden
til Venedig og endelig i Beppo, der blev skrevet paa Stedet. Aldrig
havde hans Sind været saa nedtrykt som i dette Øieblik og aldrig havde
han trængt mere til Glemsel. Italiens henrivende Clima og bedaarende
Atmosphære slog ham for første Gang varmt imøde. Han var 29 Aar gammel.
Med sine skjønne Kvinder, sine letfærdige Sæder, sit hele sydlandske
Liv indbød Venedig til en Sandsernes Tummel og Rus. En brændende Trang
til Lykke og Nydelse laa i hans Natur og hans Trods var hidset til det
Høieste. Man troede ham dog istand til enhver Udsvævelse, han kunde da
lige saa godt virkeligt give sine reisende Landsmænd Noget at skrive
hjem og de gamle Fruentimmer Noget at daane over; de daanede og skrev jo
dog, hvad han saa gjorde.

Det første Byron foretog sig i Venedig var at tage sig en Gondol, en
Gondoliere, en Loge i Theatret og en Elskerinde. Den sidste fandt han
let; han havde indlogeret sig hos en Kjøbmand hvis unge 22aarige Hustru
Marianne Segati skildres som en Antilope med store mørke Øine. Hun og
Byron bleve saa forelskede i hinanden, at Byron lod Hobhouse reise til
Rom alene. »Jeg vilde være reist med, skriver han, men er forelsket
og maa vente til det er ovre«. Den unge Kone trak ham med om i al
Karnavalsglæden. Han levede ganske paa Venetiansk, sværmede Nætterne
igjennem, iagttog — af Frygt for at blive corpulent — sin sædvanlige
Fastediæt, levede kun af Planteføde og maatte drikke sin Yndlingsdrik
Rhum med Vand i store Kvantiteter for at holde Livsaanderne oppe. Thi
paa samme Tid fuldendte han Manfred. Det giver et trist Billede af den
daværende Planløshed i hans Liv, at han blot for at have en Modvægt
mod Adspredelserne og give sine Dage et Tyngdepunkt, daglig tilbragte
Timer med i Klosteret St. Lazarus at lære Armenisk af Munkene. Han lod
sine Rideheste bringe til Venedig, og som Formiddagen var helliget
til Armenisk, saaledes Aftenerne til Legemsøvelser, navnlig Ridning.
Med Shelley og andre Venner lod han sig i en Gondol sætte over til
Lidoen, hvor man saa red frem og tilbage. Et Minde om Byrons Samtaler
under disse Rideture er bevaret i Shelley's: Julian og Maddolo. Han
og Shelley see ved Solnedgang paa en af Øerne et vinduløst uformeligt
Taarn, der hæver sig mørkt frem i Relief paa den flammende Himmel bag
det. De høre Klokken derfra ringe med sin hæse Jerntunge. »Det vi see,
sagde Byron, er Galehuset, og nu er det den Tid, da de Afsindige hver
fra sin Celle ved Klokkeringning kaldes til Vesper. Og det, udraabte
han, er vor Menneskelod. Lig denne mørke og skrækkelige Klokke maa
Sjælen i sit solbelyste Taarn sammenringe vore Tanker og Længsler til
at samles rundt om det sønderrevne Hjerte og til at bede som gale Mænd
gjør — hvorom? de veed det ikke selv«. Ingen Lignelse maler bedre Byrons
Liv paa dette Tidspunkt. Visselig vare da hans Længsler og Lyster som
Afsindige, der kun een Gang daglig ringedes sammen af Daarekistens
Klokke. Med Møie løsrev han sig, efter i Venedigs usunde Luft at have
paadraget sig en hidsig Feber, saa længe fra Marianne Segati, at han paa
en kort Udflugt kunde besøge Ferrara og Rom; men efter hans Tilbagekomst
forsvandt den heftige Lidenskab, da Byron opdagede, at hun solgte de
Smykker, han gav hende, og overhovedet gik ud paa at gjøre sig sit
Forhold til ham indbringende. Under sit første Ophold i Venedig havde
han fortrinsvis søgt det gode Selskab, der især samledes i den litterært
dannede Grevinde Albrizzis Salon; nu trak han sig helt tilbage fra den
gode Tones Herredømme. Han leiede til sig og sit Menageri et prægtigt
Palads ved den store Canal; dette Palads blev snart til et Harem, og
Yndlingssultaninde deri blev en ung Kvinde af Almuen Margarita Cogni,
der, da hun var gift med en Bager, blev tituleret Byrons Fornarina
paa det Kobberstik, hans Forlægger lod gjøre af hende. Hendes Ansigt
var af det skjønneste venetianske Snit, hendes Skikkelse maaskee lidt
for stor, men derfor ikke mindre skjøn og fuldkomment passende for
Nationaldragten. Hun havde den venetianske Almues hele Naivetet og
Pudserlighed, og da hun hverken kunde læse eller skrive, kunde hun ikke
plage Byron med Breve. Hun var skinsyg, rev Masken af fornemme Damers
Ansigt, naar hun saae dem sammen med Byron og kom til ham, naar hun
lystede, uden at bryde sig om Tid, Sted eller Personer. I et Brev siger
Byron om hende: »Da jeg gjorde hendes Bekjendtskab, havde jeg en Liaison
med en fornem Dame, der var uklog nok til at true hende. Margarita, som
blev udæsket af Damen, slog sit Hovedklæde tilbage og svarte paa sin
deciderede venetianske Maneer: I er ikke hans Kone, og jeg er heller
ikke hans Kone. I er hans Elskerinde og jeg er hans Elskerinde. Eders
Mand er et Fæ og min Mand er et Fæ. Hvad Ret har I saa til at skjælde
mig ud? Er det min Skyld, naar han synes bedre om mig?« — Efter at have
fuldført dette Mesterværk af Veltalenhed gik hun sin Vei og overlod
det til Damen at tænke over hendes Ord. Tilsidst indstallerede hun
sig formelig hos Byron som donna di governo, reducerede ved streng
Orden hans Udgifter til Halvdelen, og spadserede i en Kjole med Slæb
og med en Fjederhat paa — Pragtgjenstande som det havde været hendes
høieste Ønske at opnaae — rundt i Paladset, pryglede Pigerne, aabnede
Byrons Breve, grublede for at lære sig Alphabetet og om muligt opdage
Damebrevene iblandt dem. Med al sin Voldsomhed elskede hun ham; hendes
Glæde, da hun saae ham vende uskadt hjem fra en farlig Seiltour, var »en
Tigerindes, der faaer sin Unge igjen«, og da Byron ved hendes stedse
stigende Uregjerlighed nødedes til at fjerne hende, kastede hun sig,
efter at have søgt at saare ham med en Kniv, i sin Harme og Fortvivlelse
ud i Canalen ved Nattetid. Hun blev fisket op i rette Tid og sendt hjem,
og Byron nedskrev vidtløftigt hendes Historie til Murray; han vidste,
at hans Breve til Forlæggeren ganske som trykte Sager eller offentlige
Aktstykker gik fra Haand til Haand og Fornøielsen ved hans Udskeielser
var kun halv for ham, medmindre han tillige havde sikret sig Forargelsen
over dem i England.

Man seer det allerede af det citerede Brev; han gik ikke op i det
tøilesløse venetianske Liv; han afvandt det en komisk og humoristisk
Side. Det var da ogsaa langt fra, at det blev spildt for hans Udvikling
som Aand og som Digter; medens hans Venner hjemme vare trøstesløse over
at han saaledes satte sin Værdighed paa Spil og sin borgerlige Agtelse
overstyr, udsprang af det vilde og lystige Carnevalsliv mellem Kvinder
af Almuen og under Italiens leende Sol en ny realistisk Stil i hans
Poesi. I sin Ungdoms Digtninge havde han vemodig og smertesønderrevet
skildret Livets Ebbe, i Beppo reiste paa een Gang Livets Springflod
sig. Det var Humorens Realisme, Livets Virkelighed opløst i Latter og
Skjemt. Der havde i hans tidligste Pathos været nogen Mono toni og
en Del Maniererthed. Her skjod hans Genius Ham, Monotonien brødes af
uafbrudt vexlende Themaers og Tonarters Gjennemkrydsen af hinanden og al
Maneer var som pustet bort af ærlig Latter. Der havde i hans tidligste
Satirer været en god Del Bidskhed og en betydelig Mangel paa Gratie og
Lune. Nu da hans eget Liv en kort Stund havde antaget Charakteren af en
Fastelavnsleg, kom Gratien af sig selv dandsende og snoende sig gjennem
hans Stropher, medens Lunets Bjælder ringede Takten dertil. Beppo er
selve Carnevalet i Venedig — hint gamle Thema, hvilket Byron som en
anden Paganini fandt paa sin Vei, løftede iveiret paa Spidsen af sin
guddommelige Violinbue, og nu udstyrede med en Uendelighed af kjække
og geniale Variationer, med et overdaadigt Broderi af Perler og gyldne
Arabesker. Han havde lige i de Dage faaet et engelsk komisk Digt om Kong
Arthur og Ridderne af det runde Bord i Haanden, forfattet af Diplomaten
John Frere, der her havde efterlignet Italieneren Berni’s Omarbeidelse
af Bojardo's Den rasende Roland, det første Digt, i hvilket Ottaverimet
er brugt. Det vakte Lysten hos Byron til at forsøge noget Lignende og af
Efterligningen fremgik den nysnævnte kunstneriske Spøg, hvis fuldkomne
Originalitet udslettede enhver Erindring om et Forbillede. Her havde
han fundet den Form han kunde bruge, det Vaaben, som laae for hans
Haand: Ottaverimet med dets trefold sammenrimede Sextet, til hvis Masse
Slutningsrimet føier snart et Facit, snart en Spøg, snart en sproglig
Overgivenhed, snart en susende Vittighedspil. Hvad Digtet handler om?
Om ligesaa lidt som Alfred de Musset's Namouna eller Paludan-Müllers
Dandserinden, der 16 Aar efter (1833) skreves som Efterligninger deraf.
Handlingen er Intet: At en Venetianer reiser bort fra sin Kone og bliver
saa længe borte, at hun længst har antaget ham for død og længst er saa
godt som gift paany, da han pludselig efter at være solgt som tyrkisk
Slave kommer hjem og klædt som Tyrk finder sin Kone paa et Maskebal
med sin mangeaarige Efterfølger under Armen. Han staaer efter Ballets
Slutning ved Døren til sit Hus, da Parret stiger ud af Gondolen. Da
alle tre ere komne sig lidt af den første Overraskelse, forlange de tre
Kopper Kaffe og nu udspinder sig følgende Conversation. Laura siger:
Beppo! Gud, hvor dit Skjæg er voxet! hvor kunde det dog falde dig ind at
blive saa længe borte? Er du virkelig bleven Tyrk? og har du et Harem?
og er det sandt at de spise med Fingrene istedenfor med Gaffel? Hvilket
Shawl du dog bar om Hovedet! det faaer jeg, det er klart. Og er det
sandt at de aldrig spise Svinekjød? — Dette er al den Forklaring, Manden
faaer eller æsker; han laaner, da han ikke kan gaae ud i sit Costume,
foreløbigt et Par Benklæder af sin Efterfølger, Lauras Cavaliere ser
vente, og Historien ender med fuld Harmoni. Den er i og for sig af
underordnet Betydning; men den var Byron Forskolen til hans Mesterværk
Don Juan — det eneste af Byrons Værker, der indeholder og rummer Livets
hele vide Ocean med dets Storme og dets Solskjær, dets Ebbe og dets
Flod.

Byrons Venner gjorde det ene Skridt efter det andet for at bevæge ham
til at gaae tilbage til England og saaledes løsrive ham fra det Liv,
han førte; Overtalelserne vare frugtesløse; istedenfor at vende tilbage
solgte han (for 94,000 Pund) Newstead Abbedi, som han i sin Ungdom havde
erklæret aldrig at ville skille sig af med, og saa bestemt var han paa
ikke nogensinde at ville vende tilbage, at han endog med Skræk tænkte
paa Muligheden af at blive ført hjem som Lig. Han skriver: »Jeg haaber,
Ingen vil tænke paa at conservere og balsamere mig for at bringe mig
hjem. Mine Ben vilde ikke kunne finde Ro i nogen engelsk Grav og mit
Støv ikke kunne blande sig med Landets Støv. Den Tanke, at En af mine
Venner kunde være saa slet at bringe mit Lig til Eders Land, kunde
endnu paa Dødssengen gjøre mig rasende. Ikke engang Jere Orme vil jeg
fodre«. Da indtraf en Begivenhed, som paa en uforudseet Maade gjorde
Ende paa den polygamiske Existens, Byron førte i Venedig, og som fik
en afgjørende Betydning for hans Liv. I April 1819 blev Byron i et
Selskab hos Grevinde Ben zoni forestillet for den unge sextenaarige
Grevinde Teresa Guiccioli født Grevinde Gamba, der lige da var bleven
gift med den nogle og tredsindstyveaarige Grev Guiccioli, som allerede
to Gange havde været Enkemand. Forestillingen fandt Sted imod begges
Ønske; den unge Grevinde var træt og ønskede kun at komme hjem, Byron
var uvillig til at gjøre nye Bekjendtskaber, begge gave kun efter af
Høflighed mod Værtinden. Men fra det første Øieblik af, de talte sammen,
kastedes en Gnist i begges Sjæle, der aldrig blev slukt. Grevinden
siger: »Hans vidunderligt skjønne og ædle Træk, hans Stemmes Klang,
hans Væsen og det ubeskrivelige Trylleri, der omgav ham, gjorde ham
til et Phænomen, der var overlegent Alt, hvad jeg før havde seet. Fra
den Aften af saaes vi dagligt under mit Ophold i Venedig«. Efter faa
Ugers Forløb maatte Teresa med sin Mand vende tilbage til Ravenna.
Denne Afsked rystede hende saaledes, at hun den første Dag flere Gange
faldt i Afmagt og derefter i saa heftig en Sygdom, at hun halvdød kom
til sit Hjem. I de samme Dage mistede hun sin Moder. Greven besad en
Række Landsteder og Slotte mellem Venedig og Ravenna, og fra hver af
disse Stationer rettede Teresa de lidenskabeligste Breve til Byron,
hvori hun udtalte sin Fortvivlelse over Adskillelsen og bønfaldt ham
om at komme til Ravenna. Rørende er den Skildring, hun efter Ankomsten
giver af Forandringen i hele hendes Følelsesliv. Medens hun tidligere
kun havde drømt om Fester og Baller, har, siger hun, hendes Kjærlighed
nu saaledes forvandlet hendes Væsen, at hun overenstemmende med Byrons
Ønske undgaaer alle Selskaber og i dyb Ensomhed kun sysselsætter sig
med Læsning, Musik, Ridning og huslige Beskjæftigelser. Hun blev af
Længsel og Græmmelse farlig syg; en tærende Feber syntes at nage paa
hendes Liv og Svindsotssymptomer indfandt sig. Saa begav Byron sig da
paa Veien. Han fandt Grevinden sengeliggende med Hoste, Blodspytning og
virkelig som det syntes Døden nær. Han skriver: »Jeg frygter meget, at
hun er brystsyg. Saaledes gaaer det med enhver Sag og enhver Person,
for hvem jeg føler sand Hengivenhed. Men hvis der tilstøder hende
en Ulykke, saa er det forbi med dette Hjerte — dette er min sidste
Kjærlighed. De Udsvævelser, hvortil jeg før har hengivet mig og hvoraf
jeg er hjertelig kjed, have idetmindste havt det Gode, at jeg nu i
Ordets ædlere Mening kan føle Elskov.« Over Grevens Væsen mod den unge
Fremmede vare alle forundrede; han var yderst høflig, hentede Byron
daglig i en Vogn med sex Heste for og kjørte, efter Byrons Udsagn, rundt
med ham »som Whittington med sin Kat.« Byron følte sig i sin Elskedes
Nærhed yderst lykkelig; al hans Ungdomsfølelsers Poesi var med denne
hans eneste fulde og lykkelige Kjærlighed vendt tilbage. Det yndige
Digt Stanzas on the Po, der vidner om saa dyb og ridderlig en Følelse
og som ender med Anraabelsen om at døe ung, var den første Frugt af
den nye Lidenskab. For fuldt Alvor og af hele sit Hjerte elskede han,
og elskede som en Yngling uden i mindste Maade at staae udenfor sin
Følelse eller forsøge paa at hæve sig ud over den. Da i August Grevinden
nødsagedes til nogen Tid at ledsage sin Mand paa en Reise til hans
Godser, besøgte han daglig sin Elskedes Hus, lod hendes Værelser aabne,
læste i hendes Yndlingsbøger og føiede Randbemærkninger til dem. I et
Exemplar af Corinna har man fundet disse Ord: »Min elskede Teresa —
jeg har læst denne Bog i din Have — min Elskede, Du var fraværende,
ellers kunde jeg ikke have læst den. Det er en af dine Yndlingsbøger, og
dens Forfatterinde var min Veninde. Du kan ei forstaae disse engelske
Ord, og Andre ville heller ikke kunne forstaae dem — det er Aarsagen,
hvorfor jeg ikke har kradset dem ned paa Italiensk. Men Du vil kjende
hans Haandskrift, der elskede Dig lidenskabeligt, og Du vil gjætte, at
han, siddende med en Bog, der er din, kun kunde tænke paa Kjærlighed. I
dette Ord, som er skjønt i alle Sprog, men skjønnest i dit — amor mio
— er min Existens nu og for Fremtiden indbefattet [...] Tænk paa mig
undertiden, naar Alperne og Oceanet skille os, men det vil aldrig skee,
med mindre Du ønsker det«. Man behøver ikke at sammenligne Udtrykkene
her med Afskedsbrevet til Lady Lamb for at føle, at dette er en sand og
inderlig Elskovs Sprog. — Da i September Greven blev kaldt til Ravenna i
Forretninger, tillod han sin unge Hustru og Byron frit at nyde hinandens
Selskab i Bologna og senere at reise sammen til Venedig, hvor de boede
under eet Tag, idet Grevinden tog Ophold i Byrons Landsted, La Mira.
Hun skriver efter Byrons Død i et Brev til Moore om hine Dage: »Men
jeg kan ikke dvæle ved disse Erindringer om Lykke — Contrasten mod
det Nærværende er altfor frygtelig. Hvis en salig Aand fra den fulde
Nydelse af himmelsk Lyksalighed blev sendt ned til Jorden for at lide
al dens Elendighed, kunde Lidelsen ikke være større end den, jeg har
følt fra det Øieblik af, da hint skrækkelige Ord naaede mit Øre og jeg
for stedse mistede Haabet om at gjensee ham, fra hvem eet Blik var mig
mere end al Jordens Lykke.« Den unge Kvinde, hvem Verden skylder at
Byron ikke gik tilgrunde i uværdige Adspredelser, havde fra det Øieblik
af da hun tog Ophold paa hans Landsted compromitteret sig for stedse i
sine Landsmænds Øine. Datidens italienske Moralcodex — fortræffeligt
fremstilt i Stendhals italienske Fortællinger — tillod den unge Kone at
have en Amico, ja betragtede endog denne som hendes egentlige Husbond,
men kun paa det Vilkaar, at den ydre Form, hun nu brød, blev iagttaget.
Det var ikke Letsind, der bevægede hende til at udsætte sig for den
offentlige Menings Dadel; men hun saae sit Forhold til Lord Byron i et
poetisk Lys. Hun betragtede det som sin Livsopgave ved sin Kjærlighed
at udløse en ædel og høitbegavet Digter af uædle Forholds Baand og
gjengive ham Troen paa ren og opofrende Elskov. Hun haabede at virke
paa ham som en Muse. Hun var jo pur ung og ualmindeligt skjøn. Hun
var ganske blond med mørke Øine, lille men med en deilig Buste. Den
amerikanske Maler West, der paa Villa Rossa ved Pisa malte Byron, har
givet følgende Billede af hende: »Medens jeg malte, blev Vinduet,
hvorfra jeg fik Lys, pludselig formørket, og jeg hørte en Stemme raabe:
E troppo bello. Jeg vendte mig om og saae en deilig Kvinde, der bøiede
sig ned for at see ind, da Jorden udenfor var i Niveau med Vinduet.
Hendes lange gyldne Haar hang ned over hendes Ansigt og Skuldre, hendes
Skikkelse var fuldendt skjøn og hendes Smil fuldstændiggjorde et af de
mest romantisk-udseende Hoveder, jeg nogensinde har seet, især som det
viste sig med en Glorie af Sollys bag sig.« Jo mere magtpaaliggende det
nu var og maatte være Grevinden ikke at blive anseet for en af Byrons
mange Elskerinder, des mere ønskede hun at føre hans Poesi op i høiere
og renere Sphærer end den, hvori den nu bevægede sig.

   En Aften, da Byron sad og bladede i Manuscriptet til Don Juan, hvoraf
to Sange vare færdige før hans Bekjendtskab med Grevinden begyndte,
traadte denne hen bag hans Stol, pegede paa det Sted, hvor han holdt og
spurgte ham, hvad der stod. Det var netop den 137te Strophe i første
Sang, og Byron svarte paa Italiensk: »Din Mand kommer«. »0 Gud, kommer
han?« raabte Grevinden og foer forskrækket iveiret; hun troede han mente
hendes egen Mand. Men dette Træf gav hende Lyst til at lære Don Juan at
kjende, og da hun havde læst de to første Sange i fransk Oversættelse,
bønfaldt hun, kvindeligt forfærdet over Indholdets Cynisme, Byron om
ikke at fortsætte Digtet. Han lovede øieblikkeligt sin »Dictatrice«
Alt, hvad hun forlangte. Dette var den første umiddelbare Indflydelse
Grevinde Guiccioli fik paa Byrons Production — dette visselig ingen
god — men hun tog snart sit Forbud tilbage dog paa det Vilkaar, at
intet Slibrigt maatte forekomme i det endnu Uskrevne, og Samlivet
med hende satte sig snart en lang Række af skjønne og varige Minder
i alle de Værker, der nu udgik fra Byrons Pen. Den Maade, hvorpaa i
Don Juan Sløret var revet fra alle Illusioner, den skaanselløse Spot
som dreves med Sentimentaliteten, saarede Grevinden som Kvinde, fordi
det hører til Kvindens Væsen ikke at ville have det sidste Slør revet
bort fra de Blændværk, der, saalænge de vare, forskjønne Livet. Men
stræbte Grevinden nu at lede Byron bort fra den Art Productioner, der
nedslaae Troen paa Menneskene og Menneskelivets Værd, saa bevægede hun
med sin romanske Naturs Sands for det Sublime og som lidenskabelig
italiensk Patriot sin Elskede til at vælge Sujetter, der kunde hæve
hendes Landsmænds Aand og vække deres Begeistring for hendes Fædrelands
Befrielse fra Fremmedaaget. Det var paa hendes Ønske at Byron skrev
Dantes Propheti og oversatte de berømte Vers af Dante om Francesca af
Riminis Elskov og det var under hendes Indflydelse, at han forfattede
de to venetianske Dramer Marino Falieri og Foscari’erne, Dramer,
der skjønt skrevne paa Engelsk, ved Stil og Sujet i Virkeligheden
snarere tilhøre den romanske end den engelske Litteratur, ligesom
de factisk ikke tilhøre den engelske, men den italienske Scene. Det
er lidenskabelige politiske Tendensstykker, hvis Formaal var ved de
stærkeste Virkemidler at opflamme de sløvede italienske Patrioter til
at reise sig mod Undertrykkelsen som een Mand. Umiddelbart under det
første Indtryk af sit Kjærlighedsforhold til Grevinden skrev Byron
Mazeppa, hvis Elskede bærer hendes Navn, og direkte er endelig hendes
Personlighed gaaet over i de to skjønneste og bedste Kvindeskikkelser,
Byron i denne Periode frembragte: Adah i Kain og Myrrha i Sardanapal.
I Grevinde Guiccioli fandt Byron det kvindelige Ideal virkeliggjort,
som altid havde foresvævet ham, men som det i hans første poetiske
Fortællinger ikke var lykkedes ham at fremstille paa naturlig Maade.
Han har selv etsteds til Lady Blessington aflagt en naiv Bekjendelse om
den Vanskelighed, hvori han følte sig stedt, og om Maaden, hvorpaa han
dannede sine Idealer. »Jeg holder, sagde han, meget af fyldige Kvinder,
men disse have sjeldent smukke, slanke Fingre, som de svare til Idealet
af en Kvinde; jeg maatte altsaa for at tilfredsstille min Phantasi selv
skabe mig Kvinder og unge Piger, der forenede Alt, hvad man ellers ikke
finder samlet. Jeg holder fremdeles kun af simple naturlige Kvinder,
men saadanne ere i Reglen ikke dannede og ikke fortrolige med den fine
Anstands Former, og de fine og dannede ere igjen ikke naturlige. Derfor
har jeg udtænkt mig de græske Piger, der med ubevidst Gratie og Naivetet
tillige forene den høieste medfødte Tankernes og Følelsernes Finhed.«
Den Blanding, der saaledes fremkom var ligesaa umulig som smuk, havde
saa godt som intet Virkelighedspræg og svarede forsaavidt ganske til
Charakteren af de Helte, som disse Kvinder tilbad. Alle Byrons episke
Compositioner fra Giauren af til Beleiringen af Korinth er Roman tik,
dog med et stærkt personligt Præg. Lidenskaben er hos begge Kjøn
forgudet. Alle disse Helte ere for at bruge et Udtryk af Giauren, Vrag,
som Lidenskaben har hærjet, men som hellere ville omtumles i dens Storme
end leve hen i døsig Stilhed; de elske ikke med den kolde Elskov, som
avles i et koldt Klima, men deres Hjerter udsende »Lavaflammer«. Den
mest udprægede af disse nu saa stærkt antiquerede Byronske Helte er
den ædle Sørøver, Korsaren, der er stolt, lunefuld og fuld af Haan mod
Menneskeheden, hevntørstig indtil Grusomhed, pint af Samvittighedsnag og
saa ædel og høisindet, at han heller underkaster sig de mest barbariske
Pinsler end han ihjelslaaer en sovende Fjende. Den interessante Bandit
med de hemmelighedsfulde Ansigtstræk, med sin Theaterholdning og sin
uindskrænkede Ridderlighed mod Kvinder er det Byronske Sidestykke til
Schillers Karl Moor. Til hans Mandsideal passede en Konge i et lovbundet
Land, omringet af Hoffets Regler, kun slet; en saadan fattedes de
romantiske Bedrifter, det frie Liv ved Kysterne og paa Havet; saa tog
Byron da en Sørøverhøvding. og føiede til de Egenskaber, der fulgte af
dennes Profession, sin egen Sjæls zarteste Egenskaber: Korsaren, der
er vant til at vade i Blod gyser tilbage for den unge Sultaninde, som
elsker ham, da han opdager den lille Blodplet paa hendes Pande — ikke
fordi en Conrad kan tænkes at ville gyse for saa lidt, men fordi Byron
selv vilde have følt en Gysen ved et saadant Syn. Kort sagt alle disse
Digterens Ungdomsheroer og Heroiner have kun vundet Mængdens Bifald i
saa høi en Grad, fordi de — som det slaaende er blevet sagt om dem —
stadigt bevæge sig der, hvor de ikke have Led. Publicum henryktes ikke
mere over Lidenskabens Glød i de lyriske Partier og over de løse (næsten
altid under Correcturen indsatte) poetiske Perler end over det Umulige,
der laa i Bevægelser, som faldt udenfor Menneskenaturen. Det var en
Beundring af samme Art som den, der ydes den dristige Akrobat, som
udfører halsbrækkende Kunster under naturstridige Forvridninger af sit
Legem.

Men enkelte Træk i disse Figurer naae dog det Dybere i Byrons Ideal,
der nu kom til Udbrud. Conrads Ubøielighed under Lidelser antyder
allerede Manfreds; han vil saa lidet kaste sig paa Knæ, som Kain vil
knæle for Lucifer eller Don Juan for Gulbeyaz. Medlidenheden med de
Laverestillede, der aldrig forsvandt af Byrons Sjæl, er allerede, om
end nærmest som »Had mod Herrerne«, levende hos Lara, og Kjærligheden
til Grækenlands Befrielse bryder igjennem i Giauren som i Beleiringen
af Korinth. Mærkværdigt nok endte jo Digteren selv sit Liv som en
Befalingsmand over vilde Mænd i Stil med dem, han har besunget.
Vikingeblodet i hans Aarer undte ham ikke Ro, før han selv var bleven
en Vikingekonge som hine Normanner, fra hvem han stammede ned. Og ere
end alle disse Desperado'er (Renegaten Alp, der fører Tyrkerne mod sine
egne Landsmænd, ikke mindre end Lara, der ligger i Krig med sine egne
Standsfæller) subjectivt idealistiske Phantomer, eet reelt Grundtræk
er der dog i alle disse Skikkelser, det, der bliver det herskende i
alle dem, som slutte sig til dem: det Tragiskes Realisme. Humoren i
Beppo er den Form, under hvilken Realismen overvælder det Theatralske
og Maniererte i hans Idealisme. Følelsen for den menneskelige Lidelse,
der i Byrons pathetiske Poesi efterhaanden opsluger Interessen for
alt Andet, er den Form, i hvilken Følelsen af Livets Virkelighed
gjennembryder og tilintetgjør det Romantiske hos ham. Den var efter
Bruddet med England bleven mere skjærende og sand end nogensinde før.
Fangen i Chillon havde skildret de Kvaler, den ædle Bonnivard led, sex
Aar i Træk bundet til en underjordisk Pille med en Lænke saa kort, at
han ikke kunde lægge sig ned paa Jorden, medens han saae sine Brødre,
der paa samme Maade vare lænkede til de nærmeste Piller, døe uden at
kunne række dem en hjælpende Haand. Nu fulgte i samme Spor Mazeppa:
Ynglingen bunden paa Ryggen af den vilde Hest, der med dryppende Manke
og rygende Flanke farer gjennem Skove og over Stepper, medens han selv
med Kval bag sig og Rædsel foran sig, bortreven fra sin Elskede fortæres
af Tørst, af Saar og Skam. Hidtil havde Byron især opsøgt det for Kjød
og Blod Forfærdeligste; selv hvor Lidelsen som hos Bonnivard frembød
en aandig Side og Sujettet gav Anledning til Skildringen af en heroisk
Charakter, havde han med Forkjærlighed udmalet den rent physiske Kval.
Nu da hans Begeistring vaktes for Italiens store Martyrer, blev hans
Opfattelse af det Tragiske adlet. I The prophecy of Dante skildrer han
Digterlod i disse Ord: »Mangen En er Poet, der ikke kaldes saaledes; thi
hvad er det at digte? At skabe Godt og Ondt ved altfor megen Følelse
og Aand, at klatre op til Himlen med overjordisk Mod, at være en ny
Prometheus for nye Mennesker og da for sent opdage, at Verden lønner
den, der bringer de himmelrante Graver, med Pinsler, og at Gribben nager
hans Bryst, mens han ensom hænger paa Klippen over Havet«, og Byron
lader den store som han selv uretfærdigt landsforviste Digter udbryde:
»Det er dette, som truer Aander af min Rang, i Livet Marter og Kamp
uden Ende, et Hjerte, der fortærer sig selv, og en ensom Død«. Allerede
tidligere havde han behandlet Tasso. Blot en flygtig Sammenligning
mellem Goethes Tasso og Byrons Tassos Klage viser, med hvilken Lidenskab
Byrons Phantasi opsøgte den haabløse Lidelse. Goethe tager Tasso som
ganske ung, som elskende, som digtende og stiller ham ved Hoffet i
Ferrara i skjønne Kvinders Kreds, hvor han lykkelig-ulykkelig beundres
og saares. Byron tager Tasso ene, knust, udespærret fra Verden,
indespærret i Vanvidscellen uden at være vanvittig, et Bytte for sin
fordums Velgjørers Barbari: »Jeg elskede Ensomhed, dog anede jeg aldrig,
at ak hvor mange Aar for mig vilde rinde hen fjernt fra alt andet Liv
end de Gales og deres Bødlers. Var jeg som de, saa var min Aand for
længe siden begraven og raadnet som deres. Men hvo saae nogensinde, at
jeg foer op eller skreg! Vi lide maaskee mere i en saadan Celle end en
Skibbruden paa det øde Hav. Han har endnu Verden for sig — min Verden
er neppe saa stor, som Rummet engang vil være for min Kiste. Bukker han
under, saa kan han dog see iveiret, hans døende Øie kan endnu anklage
Himlen — jeg vil ikke slaae mit Øie op i Vrede, om end et Fængsel
omskygger det med sin Gru«. Goethe havde af Hoffet i Ferrara, et Hof,
som Lucretia Borgia besøger, et Hof, hvor al Renaissancetidens vilde
Lidenskab og vilde Grusomhed trives, gjort et smaatydsk Weimar, paa alle
Punkter styret af det 18de Aarhundredes mest fintfølende Humanitet,
Byrons Blik tiltrækkes magnetisk af Ferrara-Hertugens oprørende Barbari,
han forstaaer hin inhumane Periodes Grumhed, og hans Digt forvandler
sig til en Anklage mod fyrstelig Uret færdighed og Magthavertyranni. —
En endnu heftigere anklagende, men altfor overspændt Charakter antog
Skildringen af tragiske Lidelser endelig i Dramaet Foscarferne, hvor
Faderen nødes til at dømme sin Søn, hvem han elsker, til alle Torturens
Kvaler og hvor Sønnen, Dramaets Helt, kun forlader Pinebænken, hvorpaa
han fra Stykkets første til dets sidste Scene er udspændt, for at døe
af Græmmelse og Sorg over Exilet. Denne Tragoedie er som Byrons øvrige
skrevet paa Trods aldeles efter de aristoteliske Regler og strengt i
den franske Tragoedies Maneer; han er saa overbevist om, at denne Vei
er den ene rette, at han endog fordrister sig til det komiske Paradox,
at England til da intet Drama besad. Man har undret sig en hel Del
over, at Byron, der saa fuldt som alle denne Epoches andre engelske
Digtere var udpræget Naturalist, det vil sige foretrak Skoven for Haven,
Naturmennesket for Salonmennesket og Lidenskabens oprindelige Udtryk
for dens tillærte Sprog, kunde sværme saa stærkt for Pope og for den
lille Gruppe af Digtere, der som Samuel Rogers, Grabbe og Campbell
endnu bevarede de klassiske Traditioner, at han drev Sværmeriet til
Efterligning af Fortidens dramatiske Stil. Byrons Modsigelseslyst var
den første Aarsag: At Søskolen, som han foragtede, altid i overdrevne
Udtryk, rev ned paa Pope var i og for sig Grund nok for ham til at hæve
Pope til Skyerne, kalde ham den første af alle Englands Digtere, ja
Menneskehedens Nationaldigter, hvem han gjerne paa egen Bekostning vilde
opreise et Monument i Westminsterabbediets Digterkrog, fra hvilken han
som Katholik var udelukket. Hertil kom Skoleindtrykkene fra Harrow, ved
hvilke Byron hele sit Liv igjennem hængte, og i Harrow var Pope altid
bleven opstillet som Mønsterdigteren — saa Byrons hele Kritikløshed, der
bragte ham til at prise Grillparzers Sappho paa samme Tid som han lader
Lady Blessington forstaae, at Shakespeare skylder sin lave Herkomst
Halvdelen af sit Ry — saa den Omstændighed, at Pope var forvoxet og
trods sin Forvoxethed havde et smukt Hoved, at han var Dissenter. at
han var det aristokratiske Selskabs Digter og at hans Forvoxethed for
ham var Kilden til en satirisk Forstemthed, lutter Ting, hvormed Byron
sympathiserte — endelig det med hans normanniske Afstamning følgende,
levende Hang til Rhetorik i de romanske Nationers Maneer. Ved sin
æsthetiske Forfægten af Fortidens System paa samme Tid som han i alle
andre Henseender tilhører Fremskridtet, har Byron en vis Lighed med
Armand Carrel, der ligeledes frisindet til det Yderste i alle politiske
og religiøse Spørgsmaal, bekjæmpede den nye Skole i Litteraturen. Da
de begge paa de fleste aandelige Omraader indtoge Frankrigs Standpunkt
i det 18de Aarhundrede, laa det nær for dem ogsaa at følge det hen
til det eneste Punkt, paa hvilket det havde beskyttet Stagnationen,
det litterære. Vist er det imidlertid, at denne theoretiske Grille
indvirkede ufordelagtigt paa hans italienske Dramer. De bestaae
af Monologer og Declamation. Byrons Geni og Grevinde Guicciolis
Fædrelandskærlighed i Forening have ikke formaaet at meddele dem mere
end et almindeligt poetisk Pust.

Men under Udarbeidelsen af Kain og Sardanapal blev den unge Grevinde
virkelig, som hun havde haabet, en Muse for Byron. I hele Kain er Adah
det Bedste. Medens Byrons Mandscharakterer, som man tidt har bemærket,
alle ligne hinanden, ere, hvad man mindre hyppigt har havt Øie for,
hans Kvindeskikkelser af høist forskjellig Art. En kvindelig Kain er
Adah ikke, skjøndt hun er den Hustru, der ene passer for ham; Kains
kvindelige Modstykke findes i den stolte, trodsige Aholibamah i Himmel
og Jord. Men som Kain seer Tilintetgjørelsen overalt, saaledes Adah
Grøden, Kjærligheden, Spirekraften, Lykken. Cypressen, der udstrækker
sit Løv over den lille Enochs Hoved, er Kain et Sorgens Træ; Adah seer
kun, at det skygger over Barnet. Da Kain har udtalt sine fortvivlede Ord
om hvorledes alle Verdens Onder og Ulykker skulle forplantes gjennem
Enoch, siger Adah: »O Kain, se paa ham, se, hvor fuld af Liv, af Kraft,
af Skjønhed og af Glæde han er, hvor lig mig og dig — naar du er god!«.
Med saa lidt er Adah gjort, at alle hendes Repliker tilsammen ikke vilde
optage et Octavblad. Da Kain skal vælge mellem Viden og Kjærlighed,
siger hun: »Vælg Kjærlighed, Kain!« Da Kain har dræbt Abel og staaer
alene forbandet, og skyet som Morder, besvarer hun hans Udbrud »Forlad
mig!« med Ordene: »Alle have jo forladt dig«. Og denne Charakter har
Byron skabt næsten uden at fjerne sig fra Bibelordet, blot ved nu og da
at lægge det i en andens Mund. I Genesis siger Kain, da han forbandes
af Herren: »Denne Straf er mere end jeg kan taale o. s. v.« Hos Byron
staaer Kain, da Engelens gruelige Forbandelse er falden, stum, men Adah
aabner sin Mund og siger: »Denne Straf er mere end han kan bære; se, du
driver ham ud af Landet og han maa skjule sig for Guds Aasyn; urolig og
landflygtig vil han være paa Jorden, og hvo som træffer ham, vil slaae
ham ihjel« — ordlydende de Ord, som Bibelen lægger i Munden paa Kain;
men Byron skimtede med Geniets Blik i denne ene Replik, i denne lille
gammeltestamentariske Lerklump Conturerne af et helt Menneskes Former,
og med et simpelt Tryk af sin Haand formede han den til Statuen af den
første elskende Kvinde.

Den anden Skikkelse i hvem man — og endnu stærkere — føler den unge
Grevindes Paavirkning, det er den græske Slavinde Myrrha i Sardanapal.
Af Byrons historiske Tragoedier er denne den bedste. Med sorgløs
Menneske- og Verdensforagt har den stolte Sardanapal hengivet sig
til Livsnydelse. Krigsry forsmaaer og ringeagter han, han gider ikke
kjøbe et saakaldt stort Navn for tusind sagesløse Menneskers Blod, han
ønsker ikke som sine Forfædre at tilbedes i Templerne som en Gud. Hans
ligegyldige Høimod gaaer til Uklogskab. Da Sværdet er blevet fravristet
den oprørske Ypperstepræst, giver han ham det igjen med de Ord: Tag
dit Sværd tilbage og vid at jeg foretrækker dit Krigervæsen for din
Præsteværdighed og forøvrigt ikke holder af nogen af Delene. Hans
Manddomskraft synes svækket i et Nydelsesliv, da Myrrha, den græske
Pige, hans Yndlingsslavinde, beslutter at frelse ham;, hun beder ham
aflægge sin Ligegyldighed og væbne sig til Forsvar mod sine Fjender. Hun
lider lige saa stærkt under at elske ham som under at være Slavinde.
»Hvorfor elsker jeg ham? Mit Lands Døtre elske kun Helte. Mit Lands!
hvad er mit uden mine Lænker! Men jeg elsker ham — det er den sidste
Ring i den lange Kjæde, at elske den, som man dog ikke kan agte. I mine
egne Øine er jeg sunken, siden jeg elsker denne Fremmede. Og næsten end
mere elsker jeg ham, siden jeg seer, hvorledes hans egne Barbarer hade
ham«. Men da tilsidst Fjenderne nærme sig Kongeborgen og da Sardanapal,
efter at have vraget det plumpe Sværd som for ubekvemt for hans Haand og
den tunge Hjælm som for besværlig for hans Hoved, styrter sig barhovedet
og letbevæbnet ind i Slaget og strider som Helt, da triumpherer Myrrha
som om Skammens Last var væltet fra hendes Bryst: »Det er ingen Skam,
nei ingen Skam at have elsket ham. Hercules var vanæret, da han bar
Omphales Kvindedragt og Teen — men han, der paa een Gang springer op som
Hercules, han der i blødagtig Yppighed blev opdraget til Mand og som
fra Orgiet styrter sig ind i Slaget som var Valpladsen et Elskovsleie —
han fortjener vel en græsk Pige til Elskerinde, en græsk Sang til sin
Pris og en græsk Grav til Monument« — prophetiske Ord om Digteren selv.
Og gjaldt det ikke om Digteren som om hans Helt, at han havde kjendt
tusinde Kvinder, men ikke eet Kvindehjerte før nu! Myrrha: Du spørger om
hvad du ikke kan kjende? Sardananapal: Og hvad da? Myrrha: Et Hjertes
sande Værd, Kvindehjertets Værd. Sardanapal: Jeg kjendte tusind og atter
tusind. Myrrha: Hjerter? Sardanapal: Ja. Myrrha: Ikke eet! Maaskee
erfarer du det engang.

Som Myrrha viste den unge italienske Grevinde sin Elsker mandigere
Formaal end Livsnydelsen, som Myrrha hævede hun ham op af en Tilværelse,
som ikke svarede til Storheden af hans Aand. — Vi. forlode de Elskende
i Landstedet La Mira ved Venedig, hvor Byron bl. A. forfattede de
Memoirer, han forærede Thomas Moore som et Arvegods for dennes lille
Søn og som paa Byrons Families Foranstaltning bleve opbrændte af aldrig
retfærdiggjorte Grunde. Men det tilsyneladende fredeligt ordnede Samliv
mellem det unge Par skulde ikke blive af lang Varighed. Greven vilde
pludseligt ikke taale det mere, Teresa vilde ikke opgive Byron. og det
kom til en Separation imellem Ægtefællerne, ved hvilken Grevinden med
sin Families Billigelse gav Afkald paa Formue og Samfundsstilling;
der blev kun sikret hende en ubetydelig Aarpenge, og det var en af
Separationens Bestemmelser, at den kun havde Kraft paa den Betingelse,
at hun blev boende i sin Faders Hus. Her pleiede da Byron regelmæssigt
at tilbringe Aftentimerne hos hende og holdt af at høre hende spille
og synge Mozartske eller Rossiniske Melodier for ham. Hans Dagbog fra
Januar—Februar 1821 bestaaer næsten ufravigeligt af disse Ord: »Red
ud — skjød med Pistoler — spiste til Middag — gik ud, hørte Musik og
snakkede Nonsens — kom hjem — læste«. Saalænge Grev Guiccioli endnu stod
som truende Bussemand, havde Byrons Kjærlighedsforhold ikke manglet det
Element af Fare og Spænding, der var ham Livets Kryderi. Den eneste
Garanti for ikke at blive myrdet paa sine Rideture saae han i, at han
altid havde Pistoler i Sadlen og at hans Sikkerhed i Skydning var
bekjendt og frygtet, og den eneste Garanti for ikke at blive myrdet
hjemme, deri, at Grev Guiccioli efter hans Mening var altfor gjerrig
til at ville give de 20 Scudi ud, som var Prisen for en dygtig Bravo.
Nu traadte en ny og ædlere Ophidselse istedenfor den anden. Italien
befandt sig i en dump Gjæring. Efter at det napoleontiske Herredømme
var styrtet, optraadte nemlig i Kirkestaten og i Neapel den gamle
Legitimisme med det utroligste Overmod. Ethvert velgjørende Spor af det
franske Regimente skulde udryddes og istedenfor de franske Reformer
den hele gamle Misregjering gjenindføres. Det utaalelige Tryk af den
fra den hellige Alliance udgaaende Reaction drev Italienerne til at
indgaae en vidt forgrenet Sammensværgelse, og efter Frimurernes Mønster
dannedes Carbonariernes store hemmelige Forbund, der snart strakte
sig over det hele Land. Gjennem sin Elskede blev Byron indført i de
Sammensvornes Kreds. Den hele Familie Gamba tilhørte Carbonarierne,
og Teresas Broder Pietro, en enthusiastisk Yngling paa 20 Aar, der
havde fattet et beundrende Venskab for Byron og senere fulgte ham
til Grækenland, var en af deres ivrigste og dybest indviede Førere.
Carbonarismen forekom Byron som Politikens Poesi. Han havde følt sig
afskrækket af det træede parlamentariske Liv hjemme i England, men i
denne Form tiltalte Politiken hans Indbildningskraft. Han opnaaede en
høi Grad som Carbonari og blev Fører for en Afdeling ved Navn Americani.
Han leverede de Sammensvorne Vaaben og tilbød den constitutionelle
Regjering i Neapel 1000 Louisd'orer som sit Bidrag til Kampen mod den
hellige Alliance. Imod de østerrigske Voldsmænd vise hans Breve et
sandt Raseri. Hvor han end boede, var han det østerrigske Politi en
Torn i Øiet, hans Breve bleve aabnede, den italienske Oversættelse
af Childe Harold forbudt i de italiensk-østerrigske Lande, og han
vidste, at Politiet ophidsede til Snigmord paa ham. Ligefuldt red
han hver Dag alene og roligt sin Tur. Hans Følelser ytrede sig ved
denne Leilighed som ellers halvt som heltemodig Stoicisme, halvt som
drengeagtig Overgivenhed. Er det ikke drengeagtigt elskværdigt, naar
han med store Bogstaver sætter foran i sine Breve: »Den østerrigske
Regjering Usselrygge! de østerrigske Politiembedsmænd Hallunker! Jeg
veed, at de lukke mine Breve op og læse dette! derfor skriver jeg det.«
Da de haardeste Straffe vare fastsatte for den, som havde Vaaben i sit
Hus, lod han alle de Sammensvornes Vaaben i Romagna'en ophobe i sit,
der saaledes forvandledes til et helt Arsenal, medens hans Skabe og
Skuffer vare fulde af deres Proclamationer og Edsformularer. Han tænkte
med Rette, at man neppe vilde vove en Husundersøgelse hos en Pair af
England.

Det var imidlertid lettere at fordrive end at fængsle ham. Og det skete
meget simpelt derved, at Greverne Gamba pludseligt fik Befaling til
at forlade Landet inden 24 Timer. Da det var fastsat i Separationen,
at den unge Grevinde skulde tvinges til at gaae i Kloster, ifald hun
forlod sin Faders Hus, var man sikker nok paa ved denne Leilighed
at blive Byron qvit. Slutningen af Teresas Brev til Byron, da hun
erfoer denne Befaling, lyder: »Byron, jeg fortvivler, hvis jeg skal
forlade dig uden at vide, naar vi skulle see hinanden igjen — er det
din Ville at jeg skal lide saa forfærdeligt, da er jeg besluttet paa
at blive. Man vil indeslutte mig i et Kloster; men da kan du ikke
hjælpe mig [...] Jeg veed ikke, hvad man siger til mig. Min Ophidselse
overvælder mig — og hvorfor? ikke for Farens Skyld, som truer mig, men —
derpaa kalder jeg Himlen til Vidne — ene fordi jeg maa forlade Dig«Det
store Værk Lord Byron jugé par les témoins de sa vie som Grevinden i
1868 udgav, afgiver skjøndt æsthetisk og psychologisk værdiløst, et
rørende Vidnesbyrd om Styrken og Dybden af hendes Kjærlighed. Løsningen
al den Gaade, Verden kalder Byron, er for hende givet med det ene
Ord: Han var en Engel, ikke mere, ikke mindre, skjøn som en Engel,
god som en Engel, Engel i Et og Alt. Bogens 1100 Sider ere inddelte
i Kapitler efter hans Dyder; hun helliger hans Menneskekjærlighed
eet Kapitel, hans Beskedenhed et andet o. s v. Kapitlet om hans Feil
godtgjør paa det klareste, at han ingen havde. Til hans aandelige
Portrait føies det physiske. Hans Stemmes, hans Næses, hans Læbers,
Skjønhed behandles hver i sin Rubrik. Ufatteligt er det, hvorledes
den skjændige Bagvaskelse har kunnet udbrede sig, at Lord Byron var
halt eller hans Fod en Klumpfod. Feilen ved hans Gang var saa ringe,
at det var umuligt at. see, hvilken Fod det var, som ikke var normal,
og her forelægges en Attest fra hans Herligheds Skomager, der endnu
besidder de Trælæster, hvorover hans Sko i Newstead bleve gjorte og
hvoraf det sees hvor høist ubetydelig Vanførheden var. Ufatteligt er
det ligeledes, hvorledes den usle Bagvaskelske har kunnet finde Gehør,
at Lord Byron tilsidst blev noget skaldet i Tindingerne; ganske vist
blev han noget blottet for Haar, men det kom kun af, at han yndede at
lade sig barbere i Panden. Ubegribeligt er det, at man har kunnet sige
den dumme Usandhed, at hans Ben tilsidst blev noget tynde. Ganske vist
blev de noget tyndere end de tidligere havde været, men var det ikke
naturligt hos en Mand der tilbragte næsten al sin Fritid tilhest? — Naar
man betænker, at denne Bog er udgivet 44 Aar efter Byrons Død, kan det
ikke negtes, at den Lidenskab, han indgjød, var dyb og varig..

Den store Formue Byron ved sit Ægteskab var kommen i Besiddelse af, de
Summer, Salget af Newstead indbragte, og de 20,000 Pund, der i Aarenes
Løb udbetaltes liam i Honorarer af Murray, havde sat ham istand til at
vise en storartet Velgjørenhed. Da det rygtede sig, at Byron tænkte paa
at reise fra Ravenna, indgave alle Egnens Fattige, der havde nydt godt
af hans Velgjørenhed, et Bønskrift til Cardinallegaten om at det maatte
tillades ham at blive. Men netop i Befolkningens Sympathi med ham laa
jo for Begjeringen Faren. Han ombyttede da Ravenna som Opholdssted med
Pisa; dog da den toscanske Begjering var ligesaa bange for Byron og
Gamba'erne som Kirkestatens, fulgte snart en ny Udvisning, og man begav
sig til Genua, Byrons sidste Station før Grækenland.

XXI.

I Tidsrummet fra 1818 til 1823 udarbeidede Byron Don Juan. Saasnart
Begyndelsen af Manuscriptet kom til England, regnede det fra Venner og
Kritikere, der fik det at see, ned med Forfærdelsesudbrud over det, med
Anraabelser om Bortskjæring og Sløifning saa hist, saa her, med Ak og
Vee over Digtets Immoralitet. Immoralitet! det var den store Beskyldning
som Byron ved hvert Skridt i sit Liv maatte høre og som forfulgte
ham efter hans Død; under Paaskud af Immoralitet bleve hans Memoirer
brændte, og under Paaskud af Immoralitet Westminsterabbediet lukket for
hans Statue. Byron svarer i et Brev til Murray: »Hvis man havde sagt
mig, at Poesien ikke duede noget, saa havde jeg slaaet mig til Ro, men I
sige det Modsatte og snakke mig saa om Moralitet — det er første Gang,
jeg har hørt det Ord af Folk, der ikke var Hallunker og ikke brugte det
som Middel til Skurkestreger. Jeg paastaaer, at mit Digt er saa moralsk,
som noget Digt kan være, og ville de gode Folk ikke see Moralen deri,
saa er det deres Skyld, ikke min. Af deres fordømte Beskjæren og Kappen
af vil jeg ikke vide Noget. Naar De vil, kan De udgive Digtet anonymt,
det er maaskee, naar Alt kommer til Alt, det bedste; men jeg vil fægte
mig frem imod Alle og til alle Sider som et Pindsvin.« Saa gled da Don
Juan af Stabelen, gratiøs og letseilende som en engelsk Lystyacht,
pynteligt udrustet med Kanoner og Ammunition, skabt til at befare Livets
vide Ocean og til at kunne give alle Bygmesterens Fjender det glatte
Lag.

   Dette Digt, der maatte udkomme anonymt, ja uden engang at bære
nogen Boghandlers Navn paa Titelbladet, som i den blodigste Dedication
blev helliget Southey, og der, som Byron siger, vanskeligere kom
ind i en engelsk Dagligstue end en Kamel gjennem et Naaleøie, er
det eneste Digt, som i vort Aarhundrede kan og maa sammenlignes med
Goethes Faust: thi det og ikke det sammenlignelsesvis ubetydelige
Manfred er Byrons Verdensdigt. Til sit trodsige Motto har det disse
Shakespeareske Repliker: »Troer Du, at fordi Du er dydig skal der ikke
mere gives Kager og Vin? Det skal der ved Sancte Anna og Inge færret
skal brænde Jer i Munden« — et Motto, der kun lover Forargelse og
satirisk Skjemt; men ligefuldt var det med berettiget og prophetisk
Stolthed, at Byron skrev: »Forlanger I et moderne Epos, saa har I Don
Juan, det er saa godt et Epos for vor Tid som Iliaden for Homers.« Det
blev Byron, som gav, hvad Chateaubriand havde indbildt sig at give i
Martyrerne, den moderne episke Digtning, der hverken lod sig opføre
paa den christeligt-romantiske Grundvold, som Chateaubriand vilde
det, eller paa en enkelt Nations Folkeliv, som Scott havde forsøgt
det. Den lykkedes for Byron, fordi hans Grundvold ingen ringere var
end vort Aarhundredes hele kosmopolitiske Cultur. Hans Juan er ingen
romantisk Helt, han hæver sig hverken ved Intelligents eller Charakter
synderlig høit over Gjennemsnittet, men han er en Yndling af Lykken,
en sjeldent smuk, stolt, kjæk og yderst heldig Mand, der ledes langt
mere af sin Skjæbne end af Forsæt og Plan. Saaledes passer han til Helt
i et Digt, der skal omfatte Menneskelivet og hvor det ikke gik an, at
Helten valgte sig et særligt Felt. Thi for dets Spillerum og Rækkevidde
var alt fra første Færd ingen Grændse dragen. Digtet stiger og synker
som baaret af solbelyste og stormslagne Bølger, og kastes fra een
Yderlighed til en anden. Paa den ildfulde Kjærlighedshistorie mellem
Juan og Julia følger Skibbruddet med al dets Hungersnød og Dødskval, paa
Skibbruddet den pragtfulde og smeltende Samklang af ungdommelig Elskov
mellem Juan og Haidee, Livets høieste, frieste, sødeste Potents som
saligt Liv — en nøgen og deilig Gruppe som den af Amor og Psyche, men
besjælet — over dem græske Nætters Maanelys, foran dem det vinfarvede
Hav, hvis melodiske Skvulpen ledsager deres Elskovsord, som Ramme
Grækenlands fortryllende Clima, og endelig for deres Fødder al Østens
asiatiske Pragt: høirødt Atlask, Guld, Krystal og Marmor. Og som alt
dette følger paa den yderste Livsfare og Afmagt, saaledes følger paa
Festen i Haidees Palads: for Haidee Kval, saa hendes Hjerte brister,
for Juan en braaden Pande, snærende Baand og Salg som Slave. Men som
Slave sælges han til Serailet, og nu følger den pudserlige Forklædning
som Pige, hans Indførelse hos Favoritsultaninden og den vidunderlige
Nattescene i Serailet med al dens Glød og Duft, al dens overgivne og
sandselige Spøg. Umiddelbart herfra føres vi til Ismails Beleiring,
til Menneskeslagteri i gigantisk Stil og alle en ideeløs Krigs og en
raa Soldateskes Grueligheder, skildrede i et Omfang og med en Energi,
hvormed det aldrig før var skeet i noget Lands Poesi. Saa reise vi
med Juan til Catharina af Ruslands Hof ind blandt Østeuropas lakerte
Barbarer, styrede af en genial Messalina, og derfra til England,
til Stratenrøve riets, Moralens, Plutokratiets og Aristokratiets,
Ægteskabets, Dydens og Hykleriets forjættede Land.

Dette raa og grove Omrids angiver blot det nøgne Schema for Digtets
Omfang. Men ikke blot omfatter Digtet med saadan Alsidighed Livets
Extremer, men liver af disse Yderligheder er atter opfattet yderligt.
Digteren har paa hvert Punkt ladet sin Indbildningskrafts Sonde gaae
tilbunds i Situationen, saavel i den psychologiske som i den udvortes
reelle Situation. Goethes antike Naturel førte ham til, hvor det var
muligt, at holde Midten, og selv i Faust, hvor han med skrækkelig Alvor
afslører Menneskelivet, løfter han Sløret med nænsom Haand. Ofte miste
dog hans Værker herved Livets høieste Spænding; det fulde Luftrum
til at udbrede deres gigantiske Vinger faae Livets og Dødens Genier
sjeldent hos ham. Byron vil aldrig berolige sin Læser, aldrig skaane
ham. Han er selv ikke rolig, før han har sagt Alt, det sidste Ord om
Sagen; han er en Dødsfjende af enhver Idealisme, der abstraherer og
derved forskjønner, hans hele Kunst peger kun ud mod Virkeligheden
og mod Naturen og tilraaber Læseren: Kjend dem! — Tag den første den
bedste Charakter, Julias f. Ex. Hun er 23 Aar gammel, henrivende, uden
at vide det svagt forelsket i Juan, fornøiet med sin 50aarige Mand,
men dog — uden at vide det — svagt ønskende, at han lod sig dele i to
paa 25. Først strider hun haardt for sin Dyd, saa giver hun tabt; men
endnu har hun ikke begaaet noget lavt eller komisk. Saa viser Byron os
hende i en extrem Situation, da Manden overrasker Parret, og vi opdage
pludselig et nyt Lag i hendes Sjæl. Hun lyver, hun bedrager, hun spiller
Comoedie med en Tungefærdighed uden Mage. Hun var da altsaa ikke god og
elskværdig, som hun viste sig først? Vi have altsaa taget feil? Men nei!
Byron viser os et endnu dybere Lag i hendes Sjæl, da hun skriver det
berømte Afskedsbrev til Juan, et følt og kvindeligt Brev, en af Værkets
Perler. Sjælekampen udelukker da ikke Hengivelsen, Kjærligheden ikke
Løgnen, Løgnen ikke den høieste Sjælslinhed og Skjønhed i Momenter. Og
nu dette Brev, hvor bliver det af? Juan læser det med vaade Øine paa
Skibet — da afbrydes dets rørende Sammenligning mellem Maaderne, hvorpaa
Mand og Kvinde elsker, af Søsygen; Juan faaer Ondt med Brevet i Haanden
— stakkels Brev, stakkels Julia, stakkels Juan, stakkels Menneskehed!
Thi er ikke Menneskelivet saadan? Og endnu engang stakkels Brev! Da
under Havsnøden Mandskabet i Baaden elendigt og forkommet har fortæret
den sidste Ration, da Folkene længe med graadige Øine have betragtet
liverandres udtærede Skikkelser, og da det besluttes, at man skal trække
Lod om, hvo der skal slagtes for at blive spist af de Andre, se da
findes i Baaden intet andet Papir end Julias poetiske og elskovsfulde
Brev, og man vrister det fra Juan for at skjære det i Firkanter og
numerere det. Det er en af dets numererede Firkanter, som bringer
Pedrillo Døden. Gives der da virkelig paa Firmamentet en Klode, hvor
Elskovens Sværmeri og de kannibalske Instincter findes Side om Side, ja
mødes paa samme Kvadrattomme Papir? Byron svarer, at han kjender en: det
er Jorden.

Umiddelbart herefter føres vi til Haidee. Hvad ere alle Byrons tidligere
græske Piger mod denne! Umodne og usikre Forsøg. Aldrig var i moderne
Poesi et vildt Naturbarns Elskov bleven skjønnere skildret. Goethes
ypperste unge Kvinder Gretchen og Clärchen ere smaa Borgerpiger,
og deres Holdning har med al sin Adel det smaaborgerlige Præg;
man føler, at deres Digter var en Frankfurter-Borgersøn, for hvem
Naturen aabenbarede sig i den lavere Borgerstand ligesom Dannelsen
i det smaatydske Hofliv. I Byrons skjønneste Kvindeskikkelser er
intet Borgerligt; ingen borgerlig Sæd og Skik har tillempet den frie
Naturlighed i dem. Man føler, naar man læser om Juan og Haidee, at
Byron stammer ned fra Rousseau; men hvor føler man ikke ogsaa, at hans
høie og uafhængige sociale Stilling i Forening med hans store Skjæbner
havde givet ham et ganske andet frigjort Blik paa Menneskenaturen end
Rousseau besad. »Og saaledes gik de Haand i Haand over de blanke Stene
og Muslingskaller og gled paa det faste glatte Sand; og i de vilde,
hule Klippeskjul, der see ud som udspændte af Stormen, hvilte de sødt
Arm i Arm, blidt betvungne af Aftenens Purpurtrylleri. — De saae op
mod Himlen, hvis flydende Flammer fløde hen som et rosenfarvet Ocean,
de saae, hvorledes Bølgerne hvilte i deres Glands og hvorledes Maanen
dukkede frem paa Himlens Flade, de hørte den milde Vind og de trætte
Søer, og naar de da saae hinanden ind i Øiet, fløi deres Læber som to
Flammer sammen i et Kys — et langt, langt Kys, et Henrykkelsens Kys,
et Elskovens og Skjønhedens Kys, der i een Gløden samler alle Soles
Straalers Kraft [...] Hvo tænkte paa Ed og Skrupler, ikke Haidee; om
Forlovelser og Ægtepagter havde Ingen nogensinde fortalt hende Noget.«

Hvilken Læser føler ikke her med Berusning, især naar han kommer fra
den franske Reactionslitteraturs grændseløse og modbydelige Hykleri
med det Erotiske, den friske Strøm af ungdommelig Lidenskabs Varme,
Digterens ildfulde Begeistring for den naturlige Skjønheds Adel og hans
dybe, uudgrundelige Spot over Pænemandsmoralens Philisterier! Gives der
da en Verden — en regelmæssig Verden, i hvilken 2 og 2 er 4, en dyrisk
Verden, hvor alle de laveste og mest afskyvækkende Instincter hvert
Øieblik kunne bryde frem — i hvilken der tillige glimtvis, minutvis,
dagvis, maanedsvis, i evige Øieblikke og Aar fore komme saadanne
Skjønhedsaabenbaringer i Menneskelivet? Ja, svarer Byron, der gives en,
og det er den, som ligger aaben for os Alle. Og nu hurtigt herfra til
Slavemarkedet, til Serailet, til Slaget, til systematisk Myrderi og
Voldtægt og Spidden af spæde Børn paa Bajonetten!

Saa store Modsætninger indbefatter dette Digt. Men det er ikke
en sandselig, satirisk-humoristisk Epopee som Ariosts, det er et
lidenskabeligt politisk Tendensdigt, fuldt af Harme, Haan, Trusler
og Opraab, med lange, gjentagne, gjaldende Stød i Revolutionens
Krigslur.But by and by I'll prattle Like Roland's horn in Roncesvalles
battle.

Don Juan X 87. Byron skildrer ikke blot Rædslerne, han commenterer
dem. Da han efter Ismails Indtagelse bar citeret Slagteren Suwarows
Seirsrapport til Catharina, siger han: »Han skrev denne Vise, Text,
Melodi og Accompagnement af Rallen, Hyl og Skrig; den lader sig ikke
synge, dog skal den aldrig glemmes; thi jeg vil præke, til Stenene reise
sig imod Jordens Tyranner. Lad det aldrig kunne siges, at vi endnu krybe
for Troner, men lærer af vor Skildring, o I vore Børnebørn, som komme
efter os, hvordan Tiden var, før Verden blev fri!« Sammenligner man paa
dette Punkt Don Juan med Faust, det forrige Aarhundredes største Digt,
da føler man, at det brede historiske Pust i Don Juan fuldt vel har den
Kraft som den philosophiske Aand, der besjæler Faust. Og sammenstiller
man det i sin Phantasi et Øieblik med dets russiske Affødning Puschkin's
Eugen Onägin og dets danske Affødning, Paludan-Müllers Adam Homo, da
føler man i det engelske Digt Naturens og Historiens Havbrise des
stærkere i Modsætning til Verdenstonen og den politiske Uformuenhed
i den russiske Digtning og til det snevert moralske Synspunkt i den
talentfulde danske Epopee. I Don Juan findes Natur og Historie som i
Faust Natur og Metaphysik; her er Menneskelivet udfoldet i sin Brede,
som i Faust sammentrængt i en Personification, og det hele Værk er
Foster af en Indignation, der for alle Tidens Stores Øine her skrev sit:
Mene, Tekel, Upharsin.

Først i dette Værk var Byron helt sig selv. Grundigt erfaren kjendte han
nu Verdensløbet godt nok til at have aflagt al umoden Idealisme. Han
vidste nu, hvad Gjennemsnitsmennesket bestod af og lod sig lede af i
sit Liv. Misanthropisk har man kaldt ham i Anledning af hans skjærende
Spot derover; jeg seer ikke rettere, end at han har givet det rette
Svar herpaa, naar han siger (IX 21): »Hvorfor kalde de mig Misanthrop?
fordi de hade mig, ikke jeg dem.« Vist er han cynisk nu og da, men
det er hvor Naturen selv er cynisk. Har han vel Uret, naar han siger
(V 48): »Nogle tale om en Appel til Lidenskaben, andre til Følelsen,
atter andre til Fornuften [...] men ingen Klang virker dog mægtigere
paa Menneskehedens Følelser end den af hin altformildende, almægtige
Klokke, Sjælens Stormklokke, Middagsklokken!« Har han Uret, naar han
ubarmhjertigt viser (IX 73), hvor forfængelig og selvisk Elskov er,
eller gaaer han for vidt i Bitterhed og Satire, naar han i sin Skildring
af Familielivets Lykke (III 60) siger: »Vist er en smuk Familie en smuk
Ting (forudsat at Børnene ikke komme ind til Desserten) og vist er det
skjønt, at en ung Hustru selv ammer sine Børn, forudsat at det ikke
gjør hende mager« — ak saalænge alle smukke Ting her paa Jorden have
deres Vrangside, nytter det lidet at ville forbyde Digteren at vise
den frem, hvor dybt end Moralisten maa sukke derved. Og disse Steder
ere sikkert de mest udpræget cyniske i Digtet, ligesom overhovedet de
bitre Rousseauske Udfald mod Civilisationen, hvis Glæder opsummeres som
Krig, Pest, Despoters Hærjen og Kongers Svøbe, altid ere ledsagede af
brændende Kjærlighedserklæringer til Naturen (Se især V III 61— 68).
»Man siger i anonyme Artikler om mig, udraaber han (III 104), at jeg
ingen Religiøsitet besidder; [...] mine Altre ere Bjergene og Havet,
Jord, Luft, Stjerner, Alt hvad der udspringer fra det store Hele, der
har frembragt og atter vil modtage Sjælen.« Men det forstaaer sig, at
stemmende med det theologiske Ritual var denne Naturreligiøsitet ikke.
Som et Omkvæd fra Childe Harold vender Forherligelsen af Tankens Frihed
tilbage. Det hedder (XI, 90) I may stand alone, But would not change
my free thoughts for a throne. Snart forekomme de blodigste Udfald mod
Theologiens Forestillinger om Syndens. Oprindelse, snart bidende Satire
over Orthodoxien og den gjængse Lære, at Sygdom og Modgang gjøre from.
Om Synden hedder det (IX 19): »Himlen er over os Alle, som Cassio siger,
lader os derfor bede! Vi have Sjælesorg behov, siden Eva gled ud og Adam
faldt og derved væltede alle Mennesker ned i Graven, og desuden alle
de arme Bæster, Fiske og Fugle. At Spurven falder, skyldes en særlig
Forsynsgjerning, hedder det; og dog vide vi ikke noget om, hvad den har
forbrudt; hvem veed! maaskee sad den paa den Gren, hvoraf Eva brækkede
Æblet«. Man seer, hvor meget friere og dristigere Tonen er bleven siden
Kain. Og om Hospitalsorthodoxien hedder det (XI 5, 6 ): »Jo flere Stød
Sygdommen giver mig, des mere orthodox bliver jeg bestandig. Det første
Anfald beviste mig Guds Guddommeliglied (som jeg iøvrigt aldrig har
betvivlet, saa lidt som Satans Existens), det andet Jomfruens mystiske
Jomfruelighed, det tredie Syndefaldet, det fjerde opstillede med eet
Stød Treenigheden for mig paa saa urokkelig en Grund, at jeg andægtig
ønskede, der vare fire, istedenfor tre. for at jeg kunde have des mere
at troe paa.«

Byron var nu kommen til det Punkt i sit Digterliv, at han ikke mere
saae, hvorledes han skulde kunne faae sine Sager trykte. Hans Forlægger
var ængstelig og trak sig efterhaanden helt tilbage. De første Sange af
Don Juan kunde jo end ei finde en Boghandler, der vovede at tage dem i
Commission. Han siger selv, da han (Don Juan X I, 56) sammenligner sin
Skjæbne med Napoleons, »Juan var mit Moskva, Faliero mit Leipzig og Kain
synes mit Mont St. Jean; Dosmernes Belle-Alliance kan nu reise Hovedet,
da Løven er falden.« Jeg har allerede fortalt, hvad Southey vovede at
sige i Fortalen til sit Spytslikkerdigt Domsvisionen. Han opfordrede som
ægte Angiver Staten til at skride ind mod Salget af Byrons Skrifter;
thi at det var paa Byron Angrebet var myntet skjulte han ikke i sin
Svarartikel paa Byrons Gjensvar. Triumpherende udbryder han her: »Jeg
har givet denne Skoles Medlemmer til Pris for den offentlige Afsky som
Fjender af deres Fædrelands Religion, af Samfundsordenen og den huslige
Moral. Jeg har givet den Navnet den sataniske Skole, et Navn, hvortil
dens Grundlægger og Høvding svarer. Jeg har af min Slynge kastet en
Sten, som har truffet dens Goliaths Pande. Jeg har naglet hans Navn til
Galgen til Skjændsel og Vanære for ham, saa længe som det huskes. Tag
det ned, hvo som kan!« Saaledes skrev den holdte og betalte Skribler,
der som Byron siger, havde løiet sig til LaureatpoetSee Udfaldene mod
Southey Don Juan I, 205, III, 80, 93 IX, 35, X, 18., og hvis Navn i
Virkeligheden var at søge paa det moralske Atlas's Botany Bay. Byron
svarte med sin beundringsværdige Satire The vision of judgment. Georg
den Tredie ankommer her som hos Southey til Himlens Port og forlanger
at lukkes ind. Men St Peter er ingenlunde rede til at komme hans Ønsker
imøde. Dørvogterens Laas og Nøgler ere rustne; der er saa lidt at
gjøre; siden 1789 gaae alle Mennesker ad Helvede til. Cheruberne ville
gjøre Plads for den gamle Mand; thi Englene ere allesammen Tory'er.
Men Satan indfinder sig som Anklager og han og Michael disputere nu om
Retten til den Døde. Hver af dem føre Vidner og blandt disse bringes af
Asmodeus Southey, som begynder at læse sine Værker høit og vedbliver
saa ustandseligt dermed, at Alle, baade Engle og Djævle, tage Flugten
og den gamle Konge i Forvirringen og Hurlumheien slipper ind. I sin
Fortvivlelse over Foredraget slaaer St. Peter Southey i Hovedet med
Nøglerne, han synker først tilbunds — som hans Værker, saa flyder han
atter ovenpaa — som han selv »thi alle bundfordærvede Ting ere af lutter
Raadenskab saa lette som Kork.« Det hele lille Mesterværk, af hvilket i
vor Litteratur Paludan-Müller har taget Motivet til sidste Sang af Adam
Homo, følger Punkt for Punkt Southey's Digt, som det parodierer. Men
Vanskeligheden var at faae det trykt. Murray vilde ikke tage det, heller
ikke nogen anden Londonsk Forlægger. Og under disse Forlegenheder var
det, at Byron gjorde sit uklogeste litterære Skridt, det der skadede ham
mest i det engelske Publicums Øine. En talentfuld men ikke fremragende
Skribent, den radicale Digter Leigh Hunt, hvem Byron for at at gjøre
en oppositionel Demonstration i sin Ungdom sammen med Moore havde
besøgt, da han var bleven sat i toaarigt Fængsel for Fornærmelser mod
Prindsregenten og som nu var lieret med Shelley, fik Lyst til at grunde
et radicalt Tidsskrift i Forening med Shelley og Byron. Shelley selv
holdt sig af Beskedenhed tilbage, men saa snart han havde stillet Hunt
det i Udsigt, at han mulig kunde faae Byron til Medarbeider, forlod
Hunt med Kone og Børn England, opgav Alt, hvad han havde for og hvoraf
han levede og kom nu pengeløs og hjælpeløs til Italien, hvor Byron
ædelmodigt gav ham og hans Familie Husrum under sit Tag. Imidlertid
viste det sig snart, at personlig Sympathi var umulig mellem disse to
Mænd af saa forskjellig Art og Værdi; Byron følte sig saaret ved Hunts
Familiaritet, Hunt sig stødt ved Byrons Overlegenhed. Men Hovedulykken
var, at Byron ganske ruinerede sig i Englændernes Omdømme ved Alliance
med en saa meget ringere Mand. Forgjæves advarede Thomas Moore ham,
idet han afslog at levere Bidrag til det projecterede Tidsskrift og
skrev: »Ene kan De tage Kampen op mod Verden, hvilket vil sige Noget, da
Verden som Briareus er en Gentleman med mange Hænder, men for at kunne
det — maa De staae alene. Husk at de usle Huse om Peterskirken næsten
tage Synet ganske bort fra den.« Men Byron havde engang givet sit Ord
paa at hjælpe Hunt og vilde ikke nu træde tilbage. Han anede dengang
ikke, at Leigh Hunts første Gjerning efter hans Død skulde være at
skrive tre Bind for at besudle hans MindeMed Rette sammenligner Thomas
Moore ham med Hunden, der fik Lov at boe i Løvens Bur: Though he roar'd
pretty well — this the puppy allows — It was all, he says, borrow'd —
all second-hand roar; And he vastly prefers his own little bow-wows To
the loftiest war-note the lion could pour [...] Nay, fed as he was (and
this makes it a dark case) With sops every day from the lion's own pan,
He lifts up his leg at the noble dear's carcass And — does all a dog,
so diminutive, can.. Han gav da Hunt Domsvisionen og Himmel og Jord,
det skjønne Verdensundergangsdigt, som i vor Litteratur har fremkaldt
Paludan-Müllers Ahasverus. Dog Tidsskriftet, som først skulde hedde
The Carbonari, men som man af Politik gav det matte Navn The Liberal
vakte en saadan Forfærdelse og Uvillie, at det fristede et kummerligt
Liv og gik ind allerede efter fjerde Hefte. Saaledes var Byron omtrent
udespærret af Litteraturen, og Veien til Handling og virkelig Kamp for
sine Ideer den eneste, der factisk endnu stod ham aaben.

Men først fik hans revolutionære Pathos Luft i Don Juan og
Bronzealderen. Shelley tiltroede Byron den Ærgjerrighed og den Evne
»at blive sit undertrykte Fædrelands Frelser«. Med Urette; thi for den
engelske Oppositions seige og langsomme Frihedskamp passede han ikke.
Det var heller ikke blot Englands politiske Nød, der sysselsatte og
greb ham, men i sin Uvillie over al Undertrykkelse og sit Had til alt
Hykleri opkastede han sig til Talsmand for den lidende Verden. Hans Blod
kogte, naar han tænkte paa Slaveriet i Amerika, paa Mishandlingen af den
fattige Befolkning i Irland, paa de italienske Patrioters Martyrium.
Hans Sympathier havde altid tilhørt den franske Revolution. Han havde
først beundret Napoleon; men da han saae, hvorledes Tidens Helt sank til
at blive en Konge, atter udslettede »de opvaagnede Menneskerettigheder
og omgikkes med gemene Konger og Snyltegjæster« og endelig i
Fontainebleau foretrak at lade sig fængsle for at give sig selv Døden,
angreb han med frygtelige Haansord sit fordums Ideal. Der er i Byrons og
Heines Forhold til Napoleon megen Lighed; thi begge haane deres Lands
saakaldte Frihedskamp imod ham; men den Ulighed er der, at den engelske
Digters ubøielige Stolthed og Frisind umuliggjør ham den Fortabelse i
kvindagtig Beundring, hvortil den tydske Digter forfaldt. Napoleons
blodige Krigshæder kunde ikke imponere Den, der har udtalt de skjønne
Ord at det er bedre at aftørre een eneste Taare end at udgyde Have af
Blod (Don Juan VIII, 3), og som ikke beundrede nogen anden Kriger end
den, der kjæmpede for Frihed som Leonidas og Washington. Han havde længe
svunget sin Svøbe over Prindsregentens Hoved og mangen god Gang ladet
Slaget falde over hans svære Krop. »Irland døer af Hunger, hedder det,
Georg veier 14 Lispund« og i det Epigram hvor han sammenligner ham med
Karl den 2den og Henrik den 8de udbryder han: Karl (ↄ: hovedløs) for
sit Folk, Henrik (ↄ: hjerteløs) for sin Kone! Nu gik Byron selve sit
Land under Øine. Han angreb alt Usandt, alt Hadværdigt deri lige fra
Traditionen om den jomfruelige Dronning (vor halvkydske Elisabeth hedder
det D. J. VIII, 81) til den mest moderne bon ton. »Jeg er altfor stor en
Patriot, siger han, til at jeg ikke hellere skulde fortælle ti Løgne om
Franskmændene, end sige blot eet sandt Ord om dem — saadanne Sandheder
er Landsforræderi« (VII, 22 ). Han vover at tillægge Preusserne en stor
Del af Æren for Waterlooseiren, at kalde Wellington Villain-ton (som
Béranger) og lade ham høre at han med alle sine Ordener og Pensioner
ingen anden Fortjeneste har indlagt sig end »at lappe Legitimitetens
gamle Krykke«. Han vover endelig med en anden Alvor og Pathos end Thomas
Moore i dennes satiriske Breve at lade England vide, hvor afskyet dets
oprørende Torypolitik har gjort det hos alle Jordens Folk. »Jeg har
ikke stor Aarsag til at elske hin Plet af Jorden, der bærer en Nation,
som kunde have været den ædleste af alle, men skjøndt jeg skylder den
lidet mere end min Fødsel, føler jeg en Blanding af Ærefrygt og Sorg
overfor dens synkende By og fordums Storhed [...] Ak kunde mit Folk
fuldt og sandt vide, hvor afskyet dets store Navn nu er Verden over,
hvor længselsfuldt hele Jorden venter paa den Stund, der skal lægge
dets Bryst blot for Sværdet, hvorledes alle Nationer ansee England for
deres værste Fjende, ja for værre end den værste Fjende, den een Gang
elskede falske Ven, der forhen rakte Verden Frihed og nu gad lænke
Folkene baade paa Legeme og Sjæl. Kan Den prale af sin Frihed, der kun
er den første Slave? Folkene ere i Fængsel — men Fangevogteren, hvad er
han? Ikke mindre et Offer for Slaa og Bolt. Er det usle Privilegium at
dreie Nøglen til for den Fangne maaske at kalde Frihed?« (X, 67, 68 ).
Byron stod nu paa den Høide, at intet conventionelt Hensyn kunde binde
ham, han forfulgte »Middelmaadighedernes Ministerium«, som han kalder
det, endog ud over dets Medlemmers Død. Han under ikke Castlereagh
Ro i Graven, fordi, som han siger i en af Fortalerne til Don Juan,
det Undertrykkelsens og Hykleriets System, med hvilket hans Navn var
identisk, varede ved langt udover hans Død. Han afskjæde Legitimiteten
og de til Væmmelse gjentagne Phraser om det Havet beherskende Britannias
Trefork og dets lykkelige Forfatning, om de høie Heltekeisere og det
fromme Russerfolk. Paa Pengene — siger han efter Napoleons Fald — staae
nu atter »de samme legitimt-stupide Ansigter«. Hvo kunde ogsaa andet
end væmmes naar man saae den Forgudelse, som dreves med Europas raaeste
Folk, og naar man rundtom hørte den følsomme. Kosaks sentimentale
Afskedssang til sin Pige, hvis Begyndelsesord »Schöne Minka« endnu
den Dag idag ikke ere glemte; de nævnes f. Ex. i tredie Sang af Adam
Homo. — Saa bliver det da Byron, der i Europa aabner den radicale
Opposition, der i Midten af Tyverne udbryder imod den politiske Romantik
og den hellige Alliance, som jo ikke var Andet end Europas politiske
Hykleri sat i System. Han kaldte den hellige Alliance for den himmelske
Treenigheds Abekat, der gik ud paa at smelte tre Narre sammen til een
Napoleon. Han haanede den coquette Czar Alexander, den ypperste »Valser
og Barbar« og brændemærkede den hyklerske Congrespolitik, med hvilken
»de tyve Hanswurster i Laibach vilde afgjøre Menneskehedens Skjæbne«. »0
Wilberforce, synger han, du ædle Mand, der befriede Negerslaverne, se
dig om paa vor gamle Halvkugle, her er endnu en Del at gjøre for dig.
De Sorte ere frie — spær nu de Hvide ind! Spær ham ind, den skaldede
Pralhans Alexander og send de hellige tre Konger til Senegal og spørg
dem saa, hvordan det smager at faae Pryglesuppe til Middag.« — Hvilket
Sprog! Hvilke Toner under Dødsstilheden i det undertrykte Europa! De
skar igjennem den politiske Atmosphære og gjenløde vidt og bredt; intet
Ord af Lord Byron faldt jo uhørt til Jorden, og de talløse Flygtninge og
Forfulgte, Undertrykte og Sammensvorne over hele Europa fæstede deres
Øine paa den ene Mand, der under Intelligensernes og Charakterernes
almindelige Synken til et lavt Niveau stod opreist, skjøn som en
Apollo, modig som en Achilles, stoltere end Europas Konger tilsammen.
Han, den overalt ukrænkelige Pair af England, blev Organ for den
stumme Forbitrelse, der kvalte Europas bedste og mest frihedselskende
Aander, idet han uhindret og ustraf fet løslod sin revolutionære Vredes
frygtelige Udbrud.

Han havde selv defineret Poesi som Lidenskabpoetry, which is but passion
D. J. IV. 106.. Hans egen blev lutter beaandet Lidenskab nu. Hør hvilken
Torden der nu rullede hen over Europa: »Den Tid vil komme, da Alt hvad
vi have oplevet, vil synes Fabel, og naar man da hører Historikerne
tale om Troner og om dem, som sad derpaa, vil det være som vi nu stirre
paa Mammuthdyrsknogler, undrende os over, hvilken Oldtid der vel var
Vidne til Sligt. — Sæt, Georg den 4de blev udgravet! Et Fremtidsmenneske
vilde slet ikke forstaae, hvad vi gave saadant et Dyr at æde. — Dog
lige meget! Gud skjærme Kongen og Kongerne! for hvis han ikke vil, saa
tvivler jeg paa, at Menneskene ville det mere. Jeg synes at høre en
lille Fugl synge, at Folket lidt efter lidt vil blive den stærkeste.
Den trægeste Hest bliver vild, naar den stedse maa trælle, naar den
føler Seletøiet skjære sig altfor dybt ind i dens saarede Kjød. Og
selv den stakkels Pøbel bliver engang kjed af at følge Jobs Exempel.
Først knurrer den blot, saa bander den ogsaa, og saa — som David greb
Slyngen mod Kjæmpen, griber den de Vaaben, Fortvivlelsen rækker — og saa
bliver der Krig. Det gjør mig ondt, jeg har aldrig prist den; men det
har jeg nu indseet, at Revolution alene kan rense Jorden fra Helvedes
Besmittelse. — Krig sværger jeg da Enhver (idetmindste i Ord, maaskee
engang i Daad) som bekriger Tanken, og af alle Tankens Fjender ere og
vare Tyranner og Sykophanter altid de værste. Jeg veed ikke, hvo der vil
seire; men om jeg kunde vide det, vilde jeg dog ikke vakle; det skulde
intet Baand kunne lægge paa min ærlige, svorne, ligefremme Afsky for
ethvert Despoti i ethvert af Jordens Folk.« (VIII, 137 IX , 39 VIII, 50,
51 IX, 24).

Han havde spaaet Revolutionen: han havde med Smerte seet Carbonari'ernes
Planer strande. Endelig var den udbrudt, denne Revolution; »fra Andernes
Toppe til Athos' Klippespids« vaiede samme Banner. Han var udstødt
af Litteraturen i England. Han blev drevet fra By til By i Italien.
Han havde længe sagt, at en Mand burde gjøre mere for Menneskeheden
end skrive Vers. Mangen en Gang havde han talt med en Ringeagt som
Shakespeare's Hotspur om Kunsten som om Flitter. Nu trængte Alt sig
sammen for at drive ham til Handling. Hensynet til Grevinde Guiccioli
var det eneste, som endnu holdt ham tilbage. Han tænkte paa at deltage
i Creolernes Frihedskrig, han forhørte sig ivrigt om Tilstandene i
Sydamerika og allerede hans Ode til Venedig havde jo sluttet med Ordene:
»Bedre, langt bedre end at forsumpe her var det at døe ved Thermopylæ,
hvor engang Leonidas faldt; bedre var det at seile bort over Dybet og
bringe Dig Amerika een fri Mand endnu!«

Dog Tiltrækningen til det Land, der først havde begeistret ham til
Sang, var stærkest. Han vristede sig løs fra sin Elskede, hvem han ikke
vovede at udsætte for et Felttogs Farer og Strabadser. Philhellenernes
engelske Comité havde optaget ham blandt sine Medlemmer, og han bragte
rige Pengemidler fra Comitéen med sig. I Livorno modtog han endnu
paa Afreisens Dag den første og sidste Hilsen fra Goethe, den gamle
Mesters bekjendte Sonet til Byron. Fem hele Maaneder opholdt Byron sig
paa Cephalonia, beskjæftiget med indtrængende at sætte sig ind i de
græske Anliggender og bestormet af de forskjellige Høvdinge, der laa
i Partistrid med hverandre, om at slutte sig til hver enkelt af dem.
Fordelingen af Krigsmateriel, Skyts og Penge gav Anledning til en uhyre
Correspondance, som han med Jernflid besørgede. Endelig traf Byron
sit Valg mellem de græske Anførere og bestemte sig for at gaae til
Maurocordato i Missolunghi. Under Opholdet paa Cephalonia vare allerede
de for hans Ærgjerriglied mest smigrende Tilbud blevne rettede til ham.
Grækerne heldede overveiende til den monarchiske Regjeringsform, og
efter Trelawnys Overbevisning, som kjendte Forholdene, vilde man, hvis
han havde oplevet Congressen i Salona have tilbudt ham intet Ringere end
den græske Krone.

Da Byron steg i Land i Missolunghi blev han modtaget næsten som
en Fyrste. Skytsets Salver og larmende Musik hilste ham, den hele
Befolkning var i vild Begeistring strømmet sammen paa Stranden, og i
det for ham indrettede Hus ventede Maurocordato ham med en glimrende
Forsamling af græske og fremmede Officierer. 5000 Mand laa i Byen. Byron
tog 500 Sulioter, der ved Marco Bozzari's Død vare bievne høvdingløse,
i sit eget Sold. Selv udvalgte han sig den farligste Post, ret som
ønskede han Døden. Han vilde selv overtage Befalingen over de Tropper
der skulde sendes mod Lepanto, og haabede ved Mod og Daadskraft at bøde
paa hvad der manglede ham i militær Erfaring; den egentlige strategiske
Ledelse skulde besørges af en Generalstab. Han havde her Anledning til
at forbauses over den mægtige Virkning, som personlig Uforfærdethed
og personlige Fortrin gjøre paa halvvilde Folk; ved Intet imponerede
han sine Sulioter, der selv vare daarlige Skytter, saa meget som ved
sin Skydefærdighed og sin Ligegyldighed for Farer. Han selv var bleven
et større Menneske. Vel kunde han endnu have dybe Anfald af sin gamle
Melancholi, men Hæderens lyse Bane laa aaben for hans Øine. Vidnesbyrd
om hans Stemning er det deilige Digt, maaskee det skjønneste, han har
skrevet, som han forfattede paa sin 36aarige Fødselsdag. Sammenligner
man det med de fortvivlede Linier han nedskrev den Dag, han fyldte 33
Aar, føler man ret Forskjellen. Det indeholder med Anelsen om hans
nærforestaaende Død det mandigste Forsæt. 'Tis time this heart should be
unmoved

Since others it hath ceased to move Yet, though I cannot be beloved,

     Still let me love!

My days are in the yellow leaf;

The flowers and fruits of love are gone The worm, the canker and the
grief

   Are mine alone! [...] But 'tis not thus — and ’tis not here Such
thoughts should shake my soul, nor now Where glory decks the hero’s bier

    Or binds his brow.

The sword, the banner, and the held,

Glory and Greece, around me see! The Spartan, borne upon his shield,

   Was not more free. [...] Seek out — less often sought than found —

A soldier's grave, for thee the best; Then look around, and choose thy
ground,

   And take thy rest.

   Byrons allerførste Tanke var, som det kunde ventes af ham, at bidrage
til at raade Bod paa det frygtelige Barbari, hvormed Krigen blev ført.
Han frigav nogle tyrkiske Officierer og sendte dem til Jussuf Pascha med
et i værdige og skjønne Udtryk affattet Brev, hvori han beder ham til
Gjengjæld vise Menneskelighed mod de fangne Grækere, da Krigens Ulykker
endda ere frygtelige nok. Saa rettede han af al Magt sin Opmærksomhed
paa den Opgave, han havde stillet sig, og her viste sig da klart hans
praktiske Blik i Modsætning til hans Omgivelsers poetiske Drømmerier.
Medens de øvrige Englændere i Comitéen i deres philanthropiske Idealisme
vilde begynde med at civilisere Grækenland ved at grunde en fri Presse,
skrive Avisartikler o. s. v., var hos Byron Carbonaro'en nu ganske
svunden for Realpolitikeren. Med Fasthed og Kraft støttede han sig
overalt kun paa de reelt foreliggende Forhold, først og fremmest
paa Grækernes fælles Tyrkerhad. Han troede, at man regnede sikrere
dermed end ved at gjøre Regning paa deres republikanske og liberale
Tendentser. Stanhope vilde grunde Skoler. Byron fordrede og fordelte
Kanoner. Stanhope stræbte ved Missionærer at indføre protestantisk
Christendom. Byron, der saae, at denne Taabelighed vilde fjerne hele den
græske Geistlighed fra Opstanden, vilde kun indføre Geværer og Penge.
Endelig ophørte han nu med ethvert fjendtligt Udfald mod de europæiske
Regjeringer. Han, som havde oplevet, hvor ynkeligt Carbonarismen var
strandet paa den organiserede Magt, vilde fremfor Alt see at opnaae
Grækenlands Anerkjendelse af Stormagterne.

Men desværre var hans Helbred ikke hans store Planer voxent. Han
foretog i Missolunghi sine sædvanlige Rideture rundt om Byens Volde
og for at indvirke paa Indbyggernes Phantasi lod han, naar han red,
en Livvagt af 50 Sulioter følge sig til Fods; de vare saa ypperlige
Løbere, at de med Geværet i Armen løb ved Siden af hans Hest, selv
naar den gik i det stærkeste Trav. Paa en af disse Rideture blev han
gjennemblødt og vilde ikke ile directe hjem derefter. »Tog jeg saadanne
Hensyn, sagde han, vilde jeg kun afgive en daarlig Soldat«. Dagen
efter fulgte frygtelige Convulsioner — tre Mænd vare neppe istand til
at holde ham — og Smerterne vare saa skrækkelige, at han sagde: »Jeg
frygter ikke Døden, men disse Smerter kan jeg ikke bære«. Under den
afmagtlignende Tilstand, der fulgte, styrtede en Trop oprørske Sulioter
ind i hans Værelse, svang deres Sabler og forlangte Opreisning for en
formentlig Tilsidesættelse. Byron reiste sig op i Sengen og med en
mægtig Villiesanstrengelse, stedse roligere, jo mere de raste og skreg,
beherskede han dem ved Blik og Miner og sendte dem bort.

Han havde tidligere skrevet til Moore: »Hvis noget Saadant som Feber,
Overanstrengelse, Hunger eller Lignende her skulde gjøre Ende paa Deres
Broder i Apollo — saa tænk paa mig ved Deres Vin og Sang. Jeg haaber,
at den gode Sag vil seire; men det veed jeg, at Ærens Bud skal af mig
blive holdt saa nøie som min Melkediæt«. Den 12te April maatte Byron
atter gaae tilsengs, og Feberen forlod ham ikke mere. 18de April var det
Paaskedag, som Grækerne pleie at feire med Kanontorden og Geværsalver
paa Gaderne. Men af Hensyn til sin Velgjører forholdt Befolkningen
sig ganske stille. Den 19de April var hans sidste Levedag. Han laa i
Delirium, troede, han commanderede, og raabte: Frem, Fremad, Mod! Da
han atter kom til sig selv, bad han sin Kammertjener høre sin sidste
Villie. Han sagde: Gaa til min Søster og sig hende [...] gaa til Lady
Byron og sig hende [...]; men hans Stemme svigtede, og man hørte kun
enkelte Navne: Augusta — Ada — . »Nu har jeg sagt dig Alt«, sagde han.
»Ak, Mylord, svarede Tjeneren, jeg har ikke forstaaet et Ord af hvad
Deres Herlighed har sagt mig«. »Ikke forstaaet mig! svarte Byron med et
trøstesløst Blik, hvilken Ulykke! nu er det for sent!« — Endnu hørtes
kun enkelte Ord af hans Mund: Stakkels Grækenland! stakkels By! mine
stakkels Tjenere! saa have hans Tanker vendt sig til hans Elskede; thi
han sagde paa Italiensk: »Io lascio qualche cosa di caro nel mondo«.
Endelig henimod Aften sagde han: »Nu vil jeg sove« — og det var forbi.

Den store Mands Død ramte hele Græken land som et Tordenslag. Folket
stod overfor dette Tab som overfor en frygtelig Naturbegivenhed, hvis
Følger ikke lode sig beregne. Samme Dag udkom følgende Decret: Den
provisoriske Regjering for Vestgrækenland.

   Paaskefesten idag er fra en Glædesfest bleven forvandlet til en
Sorgens og Kummerens Dag. Lord Noel Byron har i Eftermiddags Kl. 6
efter en 10 Dages Sygdom ophørt at leve. [...] Jeg forordner herved: 1)
Ved Daggry imorgen skulle 37 Kanonskud affyres fra det store Batteri,
et Tal, der svarer til den høie Dødes Leveaar. 2) Alle offentlige
Bygninger, ogsaa Domhusene, forblive lukkede i 3 Dage. 3) Alle Boder
med Undtagelse af Apothekerne forblive ligeledes lukkede, og der holdes
strengt over, at ingen Art af Munterhed, hvormed Paaskefesten ellers
feires, bliver givet tilkjende. 4) Almindelig Landesorg i 21 Dage. 5) I
alle Kirker skal Sørgegudstjeneste afholdes.

   Givet i Missolunghi d. 19 April 1824.

                               A. Maurocordato. Der behøves intet andet
Vidnesbyrd om det Indtryk, Budskabet om Byrons Død gjorde paa alle dem,
der støde ham nær. Den græske Befolkning løb klagende gjennem Graderne
under Raabet: Han er død, den store Mand er død! — Liget blev bragt til
England og Geistligheden negtede det en Plads i Westminsterabbediets
Digterhjørne. Men »høit hævet over Englands Dadel og Grækenlands Pris«
gik hans Minde Jorden over.

I Ruslands og Polens, Spaniens og Italiens, Frankrigs og Tydsklands
Aandsliv satte de Spirer Frugt, som han med ødsel Haand havde udstrøet.
Frøet blev til Blomster og Dragetænderne til stridbare Mænd. De slaviske
Nationer, der sukkede under et brutalt Tyranni og som af Naturen havde
Hang til Melancholi tilligemed oprørske Instincter, tilegnede sig med
Lidenskab Byrons Poesi, og Puschkin's Onægin, Lermontow's Vor Tids
Helt og Mickiewitz's Wallenrod vise, hvor dybt deres Digtere følte sig
grebne. De romanske Folkeslag, hvis skjønne Clima og hvis søde Synder
han havde besunget, og som netop nu reiste sig til Opstand, oversatte
og studerede med Begeistring hans Værker. De emigrerede spanske og
italienske Digtere optoge hans Feltraab, i Spanien selv dannedes
Myrtheselskabet, i Italien undergik Giovanni Berchet fremfor Alle Byrons
Indflydelse, og den er ikke mindre kjendelig hos Leopardi og Giusti. I
Frankrig var det øieblikkelige Indtryk af Byrons Død dog kjendeligst.
Der laa kun faa Uger mellem denne Begivenhed og Chateaubriands Overgang
til Oppositionen, og Chateaubriands første Gjerning efter sit Fald
var at indmelde sig i den græske Comité. Hugos Orientales var ingen
Flugt til Orienten, som de tydske Digteres; Dig teren lagde Veien over
Grækenland og dvælede længe ved Frihedskrigens Helte. Delavigne besang
Byron i et ypperligt Digt, Lamartine føiede en sidste Sang til Childe
Harold, Alfred de Musset prøvede paa at løfte den store Digters Arv, og
selv Lamennais talte snart et Tungemaal, hvori mangt et Ord og mangen
en Vending mindede om Sproget i Byrons Invectiver. Tydskland var endnu
politisk for langt tilbage til at have Landsforviste og Udvandrede
blandt sine Digteraander; men med stille philologisk Begeistring havde
dets Lærde seet det antike Hellas' Gjenopstandelse i Grækenlands
Reisning, Digtere som Wilhelm Müller og Alfred Meissner skrev skjønne
Digte til Byrons Ære og indenfor Landets Grændser gaves der her i
Litteraturen Aander, der med Grund følte sig som exilerede og banlyste,
og i hvem Byrons Poesi slog des mægtigere ned: Forfatterne af jødisk
Herkomst særlig Borne og Heine, og Heine's bedste Poesi, fremfor Alt
Deutschland, ein Wintermährchen fortsætter Byrons Værk. Romantismen i
Frankrig og Liberalismen i Tydskland nedstamme begge i lige Linie fra
Naturalismen i Byrons Poesi.

Naturalismen i det engelske Aandsliv begynder hos Wordsworth som
landlig Kjærlighed til den ydre Natur, som Opsparen af Naturindtryk
og som Pietet mod Dyret, Barnet, Bonden og de Enfoldige af Hjertet.
Den forvilder sig hos ham forbigaaende ind i en cul-de-sac af plat
Naturefterlig ning. Den nærmer sig hos Coleridge og end mere hos
Southey den samtidige tydske Romantik, følger denne ind i Legendens og
Overtroens Verden, men holder sig ren for dens værste Udskeielser ved
sin naturalistiske Behandling af det romantiske Stof, ved sin aabne
Sands for Land og Hav og alle Virkelighedens Elementer. Naturalismen
bliver folkepsychologisk og historisk hos Scott og skildrer med levende
Farver Mennesket som Barn af en Race og af en Tidsalder; den erobrer
hos Keats hele Sandseverdenen og holder sig her et Øieblik neutral
midt imellem Hvilen i Naturbeskuelse og Prædiken af Naturevangelium
og naturlige Rettigheder. Den bliver erotisk og liberalt politisk hos
Moore, hvem Skuet af hans Fødeøes Jammer driver over i de frisindede
Ideers Leir. Den optræder hos Landor som fri hedensk Humanisme, men for
afskrækkende og stolt til at kunne vinde Europa. Den forvandler sig hos
Shelley til et pantheistisk Natursværmeri og en poetisk Radicalisme,
der raader over de ypperste digteriske Midler; men dens kosmiske og
abstracte Charakter bevirker i Forening med Digterens altfor store
Forspring for sin Samtid og hans tidlige Død, at Sangen taber sig uhørt
og uden at Europa aner, hvilken Digter det besidder og mister. Men som
Achilles reiser sig efter at have brændt Patroklos's Lig, med saadan
Vælde hæver nu efter Shelley's Død Byron sin Stemme. Den europæiske
Poesi strøm mede i en dorsk og rolig Flod, og den, som gik langs
ad Flodens Bred, fandt Lidet at lade Øiet dvæle ved. Da opstod som
Fortsættelse af Strømmen denne Poesi, hvem Grunden saa tidt svigtede
under Foden, at den styrtede sig i Cascader fra Fald til Fald — og Alle
betragte en Flod paa det Sted, hvor dens Bølger danne et Vandfald. Her
hos Byron saae man Floden skumme og syde, hørte den risle som Musik og
syngende sende sin Ode mod Himlen. Her stod Vandet — gyseligt skjønt — i
Raseriets hvide Fraade, hvirvlede sig i Malstrømme, splittede sig selv
og Alt, hvad der stod det i Veien, ja udhulede i Længden selv Klipper.
Og midt i Vandfaldet stod der, som Byron har skildret det i Childe
Harold (III 72), en deilig Iris, en pragtfuldt straalende Regnbue,
Harmoniens og Fredens og Frihedslykkens Tegn, usporlig for Mange, men
synlig for Enhver, der har Solen over sig og stiller sig rigtigt. Den
varslede om bedre Dage for Europa.

# Rettelser til Reactionen i Frankrig.

S. 20 L. 16 jer bort læs jer — 68 L. 8 f. li. Vinet læs Monod — 153 L.
1 bringer læ s tvinger — 271 L. 17 denne læs den — 298 L. 7 30 læs 20 —
337 L. 11 f. n. Januar læs Juni — 342 L. 13 15 décembre læs 15 septembre
— 349 L. 4 f. n. fugle frie læs fredløse

# Rettelser til Naturalismen i England.
