DEN ROMANTISKE SKOLE I FRANKRIG.

I.

I Aarene 1824—48 frembringes i Frankrig en stor og beundringsværdig
Literatur. Efter Revolutionens Omvæltninger, Keiserdømmets Krige og
Trætheden under Ludvig den 18des Regjering var der voxet en Ungdom
op, som med sjælden Iver og Begeistring kastede sig over den høieste
aandelige Kultur, der saa længe var bleven forsømt. Under Revolutionen
og Napoleons Krige havde Frankrigs unge Mænd havt Andet at gjøre end
at fornye Litteraturen og Kunsten. Folkets bedste Kræfter vare blevne
ledede ind i Politikens, Soldatervæsenets eller Administrationens
Kanaler. Nu blev en stor Sum af aandelig Kraft, der nylig havde været
bunden, løsladt og fri.

Restaurationens og Julikongedømmets Tidsalder kan samlet betegnes
som det borgerlige Samfunds afgjørende Optræden paa den historiske
Scene. Under Restaurationen begynder Historiens industrielle Peidode.
Det beroer for Frankrigs Vedkommende derpaa, at den nye Fordeling af
Nationalformuen, som var iværksat under Revolutionen og som det havde
været Napoleons økonomiske Mission at forsvare mod Europa, nu satte sine
Frugter. Vindskibeligheden og Samfærdslen vare blevne fri, Monopoler
og Privilegier vare faldne, det inddragne Kirke- og Klostergods, de
udstykkede og offentlig bortsolgte Majorater og Emigrantgodser vare
bievne fordelte paa mindst tyve Gange saa mange Hænder. Følgen var, at
den flydende, frigjorte Kapital nu begyndte at blive Samfundets Drivhjul
og derved Maalet for den Enkeltes Ønsker. Efter Julirevolutionen afløser
efterhaanden Pengemagten Adelsvælden og tager Kongemagten i Brug.
Den Rige optages i Adelsstanden, erhverver sig Pairsrettigheder og
bruger gjennem Forfatningen stedse mere den monarkiske Statsform til
sit Bedste. Saaledes bliver Jagten efter Pengene, Kampen om Pengene,
Pengenes Anvendelse til store industrielle og merkantile Foretagender
Tidens fremherskende sociale Træk, og denne Prosa, der stikker saa
stærkt af mod det foregaaende Tidsrums revolutionære og krigerske
Lidenskab, bidrager som Folie Sit til at give denne Tids poetiske
Litteratur sit romantiske, virkelighedsfjerue Præg. Kun en eneste af
Datidens fremragende Digtere, en af de største, Balzac, følte sig ikke
frastødt af Tidsalderen, men gjorde den nyfødte Kapitalmagt, den nye
Behersker af Sjælene, Pengene, til Helten i sin store Epopee; Tidens
andre Kunstnere fjærnede sig, hvor stærkt de end iøvrigt selv mange
Gange arbeidede med Vinding for Øie, i deres Sværmerier og Poesier saa
meget som muligt fra den nye Virkelighed.

Decenniet omkring 1830, der i litterær og kunstnerisk Forstand er det
mærkværdigste og frugtbareste Tidsrum, var i politisk Henseende en
glandsløs og farveløs Tid. Tiaaret grupperer sig om Julirevolutionen,
men denne danner kun en enkelt Blodplet midt i alt dette Graa.

Decenniets første Halvdel, Karl d. 1Odes Regjering, er den klerikale
Reaktions Tidsalder. Under Karl d. 10de betegne de tre Ministerier
Villèle, Martignac og Polignac ikke saa meget tre Stadier af Reaktionen
som tre forskjellige Tempo'er af den: Allegro, Andante og Allegro
furioso. Under Ministeriet Villèle opnaaede Jesuiterne en næsten
uindskrænket Magt. Klostrene gjenoprettedes; Love om Helligbrøde af
en rent middelalderlig Strænghed gjennemførtes, f. Ex. Dødsstraf for
Kirkeran; Uddelingen af Fattigunderstøttelse skete kun mod Forevisning
af Skriftemaalsbeviser; endelig forelagdes 1827 en Presselov, som var
bestemt til at bringe Modstanderne af de kirkelige Interesser til
fuldstændig Taushed, men som Pairskammerets Modstand tvang Regjeringen
til at tage tilbage. Nationalgarden opløstes, Censuren gjenoprettedes,
Ministeriet fik Flertal imod sig i Kammeret og veg Januar 1828.
Paa den altfor hensynsløse Klerikalisme fulgte under Martignac et
Indrømmelsernes Ministerium, der stræbte at sætte Jesuiterregimentet
nogle svage Dæmninger, men Følgen blev kun, at Kongen ved det første
Nederlag, Ministeriet led i Kamrene, greb Leiligheden til at give det
sin Afsked og indsætte Ministeriet Polignac, hvis Chef, den tidligere
Gesandt i London, var Manden efter hans Hjerte. Polignac troede paa
Kongedømmet som Guds Skygge paa Jorden, troede (og styrkedes ved Syner
i Troen paa) at have modtaget guddommelig Sendelse til at gjengive det
dets tidligere Nimbus. Men Regjeringen blev saa upopulær, at Tidens
eneste krigerske Daad, Algiers Erobring, blev koldt optaget af Folket
og ligefrem seet med Sorg af den stærke Opposition. Da Kammerets
Opløsning, trods Bispernes Hyrdebreve og Kongens personlige Indblanding
i Valgkampen, førte til Oppositionens Gjenvalg, var det, at Statscoupet
indtraadte. Saa fulgte Katastrofen, tre Dages Kamp, og Ministeriet
skylledes bort af Folkebevægelsens Bølger, der reve Tronen og Kongehuset
med sig.

Men skjøndt Tiaarets første Halvdel saaledes politisk talt var en
Reaktionens Tidsalder, havde den socialt og aandeligt betragtet et
helt andet Præg. For det Første avlede selve Trykket Frihedstrang.
Borgerstanden og den lærde Stand, som tilsidst ved Hjælp af
Hovedstadsproletariatet og Studenterungdommen styrtede Dynastiet,
havde under det hele Tidsrum befundet sig i stigende Utilfredshed og
Opposition. Følgen var bl. A., at den skjønne Litteratur, der fra
først af ganske parallelt med Politiken havde betegnet den historiske
Reaktion mod Slutningen af det 18de Aarhundrede, og der var begyndt
som Sværmeri for Katholicisme, Kongemagt og Middelalder, fuldstændig
skiftede Charakter. Chateaubriands Udstødelse af Ministeriet Villèle
havde jo givet SignaletSe Reactionen i Frankrig S. 346.. Og dernæst
havde Aandslivet i selve de høieste Samfundskredse, som bestemte
Skjønlitteraturens Tone og Stil, kun staaet i den mest udvortes
Forbindelse med den politiske Reaktion. Restaurationen var jo fra
een Side seet en Efterblomstring af det attende Aarhundrede i det
nittende, af Humanitetens Tidsalder i Industriens. Fra det pudrede Hof
udgik høvisk Sæd og Skik, fra den gamle Adels Saloner den Frisindethed
i religiøse og sædelige Spørgsmaal, der havde været det forrige
Aarhundredes Stolthed. Den nationale Overlevering, som de høieste
Kredse gik ud paa at hævde og fortsætte, havde bl. A. sin Styrke i det
anerkjendende Forhold til Alt, hvad der var af Aand, kom Literaturen
og Kunsten imøde med mangesidig Dannelse og vidtgaaende Sympathier, En
overbærende Skep sis i religiøs, en genial Ubundethed og fintfølende
Tolerance i sædelig Henseende, det var den Atmosfære, det gode Selskab
indaandede og udbredte om sig, og Ingen kunde være gunstigere og mere
befrugtende for en i fuld Grøde fremskydende poetisk Litteratur. Som
Reaktionens Tryk avlede Frisind i det Politiske, saaledes gav det bedste
Selskabs Dannelse Litteraturen aabent Rum for fri Føle- og Tænkemaade
udenfor Politiken og fordrede kun Finhed og Fuldendthed i Formen. Den
var altsaa istand til paa den heldigste Maade at give en begyndende
aandelig Bevægelse frie Tøiler eller, som Englænderne sige, at »starte«
den.

Julidynastiet blev grundet, det trefarvede Borgerkongedømme oprettet,
Louis-Philippe intrigeret op paa den franske Trone, vanskeligt stillet
som Konge af Revolutionens Naade.

Alt i det første Femaar af hans Regjeringstid aabenbarede hans
Regimentes afgjørende Eiendommeligheder sig. Først Mangelen paa Holdning
udadtil, uundgaaelig for en Kongemagt, der udelukkende støttede sig paa
den velhavende Middelstand. Den forsigtige og fredelskende Konge beredte
Frankrig Ydmygelse paa Ydmygelse. I Verdensfredens Interesse afslog han
den Trone, Belgierne tilbede hans anden Søn, og af samme Grund lod han
Østerrig uforstyrret undertrykke de italienske Revolutioner, der af
det franske Folk med Rette opfattedes som Julirevolutionens Døtre. Han
var ude af Stand til at hindre den polske Opstands Tilintetgjørelse og
Warschaus Overgivelse, der i Frankrig fremkaldte en formelig Folkesorg.
Landet tabte som Stormagt med hver Dag mere i Anseelse og Vægt. Hertil
kom, at det indadtil i lige saa høi skortede Regjeringen paa Værdighed.
Kongehusets uophørlige Pengefordringer, der næsten altid bleve afviste
af Kamrene, gjorde det pinligste Indtryk.

Louis-Philippe havde et Øieblik været populær, populær som Soldaten
fra Valmy og Jemappes, som Le Roi Citoyen, forhenværende landflygtig
Skolelærer, hvem Lafayette selv havde kaldt »den bedste Republik«. Men
han havde ikke Evne til at bevare den almindelige Yndest, hvor ivrigt
han end i Begyndelsen attraaede den. Han var en begavet, især en klog
Mand. Han førte et smukt Familieliv, var huslig, ordentlig; hans Sønner
besøgte de offentlige Skoler; han selv gik daglig, uden Ledsagelse,
i borgerlig Dragt med den berømte Paraply i Haanden gjennem Paris’es
Gader, altid beredt til at gjengjælde en Hilsen eller et »Leve« med
et venligt Ord og et Haandtryk. Men de smaaborgerlige Dyder, som han
saaledes lagde for Dagen, ere ikke dem, som Franskmændene sætte Pris
paa hos deres Herskere. Det Ord »Nous voulons un pouvoir qui monte à
cheval«, der i sin Tid blev udslynget mod Podagristen Ludvig d. 18de,
betegner en Følelse, der bidrog Sit til at styrte Louis-Philippe.

Og naar han sad til Hest, tog han sig ikke ud. Da han i Juni 1832
efter en af de utallige Tumulter i Paris havde erklæret Byen i
Beleiringstilstand, og holdt Revne over 50,000 Nationalgardister og
Linietropper, der dannede Spalier paa Boulevarden, red Kongen ikke i
Midten af Gaden, men først paa høire Side, hvor Nationalgarden stod,
hele Yeien bøiet ned over Hestens Side for at trykke saa Mange som
mulig i Haanden, og to Timer senere red han paa samme Maade tilbage
langs ad Linien; det saae ud, som om hans Ribben maatte knækkes. Dertil
smilte han i Et væk; hans trekantede Hat gled ham ned i Panden og gav
ham et ulykkeligt Udseende; han syntes med Øinene at bede om Velvillie
og Tilgivelse for at han havde erklæret dem Alle i Beleiringstilstand.
Hvilket Syn for en letbevægelig, fantasirig Befolkning! for en
Befolkning, hvis ældre Slægt havde seet Napoleon Bonaparte ride forbi
»med sit marmoragtige Cæsaraasyn, sine ubevægede Øine og sine unærmelige
Herskerhænder!«Et Udtryk af Heinrich Heine, der som Tilskuer overværede
Scenen og anstillede Sammenligningen.

Trods Kongens Popularitetsjagt var der et dybere Svælg mellem hans
Hof og Folket, end der havde været mellem det og Restaurationstidens
patriarkalske Kongedømme. Den gamle Adel holdt sig fjernt fra det nye
Hof, og Stænderne skilte sig ud fra hinanden; Landeiendomsbesidderne
saae med Uvillie og Had Børskongerne tilrive sig Magten; Legitimister
og borgerlige Optimater, Politikere og Kunstnere ophørte at omgaaes.
Restaurationstidens Saloner lukkedes een efter een; den aristokratiske
Munterhed og Naturlighed forsvandt med dem. Med det gamle Regime
begravedes tillige den storstilede Elegance, den gratiøse Frivolitet,
den fornemme Dames aandsfri Vid og ved Ynde mildnede Livlighed og
Kjækhed. I Stedet traadte i de rige Bankierkredse, som Kongehuset
protegerede og Kronprindsen før sit Giftermaal besøgte, engelske Sport-
og Klub-Vaner tilligemed en plump Tilbøielighed til materielle Nydelser
og en smagløs Luxus. Kongen havde fra først af været Voltairianer og
havde i sine Familieforbindelser hældet til Protestantismen; men urolig
for sin Trone, som han var, slog han hurtig om, ydmygede sig (iøvrigt
forgjæves) for at vinde Geistlighedens Beskyttelse, og snart blev
Hoffets Tone devot. Samtidig udviklede sig i den høiere Borgerstands
Kredse en halv ængstelig, halv affekteret Fromhed, grundet paa Frygten
for den fjerde Stand. Hykleriet, som den fornemme reactionære Litteratur
havde fremmet, begyndte at forplante sig til Bourgeoisiet og Fritænkeri
at ansees for en »Smagløshed« for Kvinden. Sæderne bleve ud vortes
strængere, fik et mere engelsk Præg, men bleve i Virkeligheden raaere;
Samfundets Omdømme blev tolerant overfor Millionærens Kunstgreb
og farisæisk overfor Kvindehjærtets Vildfarelser. »Den tidligere
Greneration havde«, som en af Tidens Historieskrivere bemærker, »ikke
unddraget den Præst, der forlod sin Kirke, eller den Kvinde, der
forlod sin Mand, den sociale Agtelse, i Fald kun Bevæggrundene vare
uegennyttige; nu blev det Tegn paa slet Tone at ønske Gjenindførelse
af Skilsmisse, endsige Præsternes Ægteskab.« Faubourg St. Honoré,
Finanskvarteret, gav Tonen an.

Intet Under, at Paraplyen snart blev dette Kongedømmes Symbol og Ordet
Juste-milieu, som Louis-Philippe en Gang fint havde brugt om den Bane,
der burde slaaes ind paa, Øgenavnet for alt Svagt og Uenergisk, for en
Magt uden Glands og uden Værdighed.

Tage vi da Tiaaret omkring 1830 under Et, forstaae vi let, at det
æsthetisk betragtet maatte synes trøstesløst.

II.

Paa denne Baggrund af Graat i Graat, paa denne Folie af
Restaurationstidens Kutter og Julikongedømmets Paraplyer, i dette
Samfund, hvor Kapitalmagten, stærk som Herkules, alt nyfødt, alt i
Vuggen, havde kvalt Livets hele ydre Romantik, paa denne Scene, over
hvilken en usynlig Finger med graa Bogstaver i Graat havde skrevet
Ordet Juste-milieu, er det da nu, at en flammende, lysende, larmende,
i alt Skarlagenrødt og Lidenskabeligt forelsket Litteratur springer
frem. Alle Betingelser vare jo forenede, der med Magt maatte drive unge
urolige Gemytter ind i romantisk Sværmeri, i glødende Foragt for den
offentlige Mening, i Forgudelsen af den tøilesløse Lidenskab og den
ubundne Genialitet. Hadet mod Bourgeoisiet bliver — som i Tyskland en
Menneskealder tidligere Krigsraabet mod Filistrene — det fælles Løsen.
Men medens Ordet Filister fremkalder Forestillinger om Kakkelovnskrogen
og Piben, minder Bourgeois om de økonomiske Interessers Herredømme.
Ved den naturlige Modsætning til Nyttelæren og Plutokratiet fik den
aandelige Strømning hos de allerede fremtraadte og end mere i de endnu
kun spirende Talenter en Svingning ind i den principielle Opposition mod
alt Bestaaende og Vedtaget, og samtidigt langt heftigere Fart. Kunstens
Religion, Begejstringen for Friheden i Kunsten, greb pludseligt alle
Hjerter. Kunsten var det Høieste, det Eneste, Lyset og Flammen; dens
Skjønhed og Dristighed alene gav Livet Værd.

De Unge havde i deres Barndom hørt om Revolutionens store Begivenheder,
havde oplevet Keiserdømmet og vare Sønner af Heltene eller Ofrene.
Deres Mødre havde undfanget dem mellem to Slag, og Kanontorden havde
ledsaget deres Indtræden i Verden. For Datidens begyndende unge Digtere
og Kunstnere gaves der da kun to Arter af Mennesker, de flammende og de
graa. Paa den ene Side den Kunst, der repræsenterede Blodet, Purpuret,
Bevægelsen, Dristigheden, paa den anden Side den korrekte, ængstelige,
respektable og farveløse Litteratur og Kunst. Alt rundt om dem i deres
Samtid forekom dem upoetisk, utilitarisk, geniforladt, graat; de vilde
vise denne Samtid deres Ringeagt og lægge deres Beundring for Geniet
og deres Had til Spidsborgerligheden for Dagen. Thi nu først ved det
borgerlige Samfunds Overtagen af Magten var Spidsborgerligheden bleven
en Magt.

Seet fra vore Dages Synspunkt er det, som om Ungdommen da havde været
yngre end Ungdommen ellers er, været rigere, friskere, mere glødende,
havt mere Salpeter i Blodet. Jeg tænker mig det saadan, at Frankrigs
Ungdom, som under Revolutionen havde omformet Landets politiske og
sociale Tilstand og gik op i denne Opgave, og som under Keiserdømmet
havde vovet Livet paa alle Valpladse i Frankrig, Italien, Tyskland,
Rusland, Ægypten, nu med samme Lidenskab kastede sig over Litteratur,
Poesi og de bildende Kunster. Ogsaa der var Omvæltninger at udøve, Seire
og Land at vinde. Under Revolutionen havde Ungdommen tilbedt Friheden,
under Napoleon Krigshæderen, nu forgudede den Kunsten.

For første Gang bliver i Frankrig Ordet Kunst, brugt om den skjønne
Litteratur, en staaende Betegnelse. I det attende Aarhundrede havde hele
Litteraturen stræbt at forme sig til Filosofi, og under denne Benævnelse
indbefattedes da ogsaa langt Mere, end man i vore Dage betegner med
dette Ord. Nu stræbte den hele Litteratur efter Navn og Værdighed af
Kunst.

Det beroede paa, at den abstracte og ræsonnerende Aandsretning,
der paa Klassicismens Tid fremtræder saavel i Tænkningen som i den
digteriske Frembringen, i det nye Aarhundrede langsomt var veget for
Kjærligheden til Concretion, til det Sandseligt-Anskuelige. Men denne
nye Forkjærlighed beroede atter dybere paa, at man foretrak Naturen,
den primitive, ubevidste, folkelige, endnu ikke civiliserede Natur for
det civiliserede Aandsliv. Hvorfor? Fordi en historisk sindet Tidsalder
havde afløst en rationalistisk. Man ønskede ikke at hedde Filosof, thi
man ansaa det for noget Høiere at have et oprindeligt Naturel end at
være en selvbevidst Tænker. Man forsmaaede det forrige, ja endog det
syttende Aarhundredes poetiske Litteratur, fordi den var rationel,
forekom blodløs og smagfuld, syntes frembragt under Hensyn til Vedtægter
og Regler, ikke vorden og voxet; thi medens det attende Aarhundrede
havde anseet Tænken og Gjøren for de høieste Funktioner, skattede det
nye Tidsrums Børn Vorden, Naturtilblivelse som den høieste Virken. Det
var en tydsk Idee, Herder's og Goethe's, som ubevidst fyldte Sindene og
samtidig indgav dem en Afsky for Regler og akademiske Grundsætninger.
Thi hvorledes kunde Kunsten som ubevidst, naturlovbunden Frembringelse
være udenfra givne Regler underkastet!

Der var kommen en Bevægelse i Sindene, som mindede om Renaissaneens.
Det var, som om Luften, man indaandede, beruste. I hin lange Tid,
medens Frankrig aandeligt havde staaet stille, vare de store Nabofolk,
Tydskere og Englændere, ilede det langt forbi, havde vundet Forspring
i Befrielsen fra gamle, hæmmende Overleveringer. Man vidste det, man
følte det med Ydmygelse, og denne Følelse gav den nye Kunstbegeistring
en Braad. Samtidig kom de hidtil ukjendte eller samtidige fremmede
Værker over Grændserne og revolutionerede de unge Sind; man læste Walter
Scotts Romaner, Byrons Corsar og Lara i Oversættelse, man slugte Goethes
Werther og Hoffmanns fantastiske Fortællinger. Og paa een Gang følte de
forskjellige Kunsters Dyrkere sig som Brødre. Man havde Musikere, der
studerede de fremmede og indenlandske Poesier, Digtere, der (som Hugo,
Gautier, Mérimée, Borel) forstode at tegne og male. Man læste Digte i
Malernes og Billedhuggernes Værksteder; den unge Elev i Delacroix's og
Devéria’s Atelier nynnede ved sit Staffeli en Ballade af Hugo. Enkelte
af de store fremmede Digtere som Scott og Byron paavirkede paa een
Gang Digterne (Hugo, Lamartine, Musset), Musikerne (Berlioz, Halévy,
Félicien David) og Malerne (Delacroix, Delaroche, Scheffer). Kunsterne
søge at overskride deres eget Omraade for at nærme sig en Søsterkunst.
Berlioz skriver Symfonierne Childe Harold og Faust, Félicien David
Ørkenen; Musiken bliver malende, Programmusik. Delacroix og efter
ham Ary Scheffer vælge sig Sujetter af Dante, Shakspeare og Byron;
Malerkunsten nærmer sig undertiden til Illustration af Poesi. Fremfor
alle Kunster var det Malerkunsten, som paavirkede de andre, særligt
Poesien, og i høi Grad til dennes Bedste. Den Elskede bad ikke mere som
paa Racines Tid sin Elskede om at »krone hans Flamme«. Man fordrede
anskuelige poetiske Billeder, og taalte ikke saadanne der frembøde et
Nonsens for Øiet. 1824 udstiller Delacroix sit om Byron erindrende
Grækerbillede Massakren paa Skios, 1831 et andet Billed, Biskoppen af
Lüttich, der illustrerer Scotts Quentin Durward, Mai 1831 sit Maleri
Friheden paa Barrikaden. Februar 1829 vækker Auber en Storm i den
store Opera med sit Værk Den Stumme i Portici, Meyerbeers Robert le
Diable følger 1831, Februar 1830 spilles Victor Hugos Hernani første
Gang paa Théâtre français, 1831 gjør Dumas’s Antony Furore. Samtidigt
opstaaer Hugo i Poesien, Delacroix i Malerkunsten, David d'Angers i
Billedhuggerkunsten, Berlioz og Auber i Musiken, Sainte-Beuve og Gautier
i Kritiken, Frédéric Lemaître og Marie Dorval i Skuespillerkunsten, og
i den udøvende Musikkunst Chopin og Liszt som de to store, tilsvarende,
dæmoniske Virtuoser. Alle som En forkynde de Naturens og Lidenskabens
Evangelium, og rundt om dem staae Grupper af unge Mænd, der dyrke og
opfatte Poesi og Kunst paa en med deres beslægtet Maade.

Hine Aander vidste det ikke altid, at de for Efterverdenens Gine vilde
staae som en naturlig Gruppe. Mange af de største iblandt dem følte
sig deres Liv igjennem fremmede for hinanden og mente at arbeide i
forskjellig Aand, ja i modsat Retning. De havde ikke helt Uret heri,
thi Grundafvigelserne imellem dem kunne være stærke. Men dog forbinde
fælles Fortrin, Fordomme, Formaal og Feil dem til et Hele. Og langt
hyppigere end det ellers er Tilfældet, følte de, som Betragtningen
er tilbøielig til at sammenfatte, sig ogsaa i deres Levetid inderlig
tiltrukne til hverandre, og mange blandt de Bedste lagde tidlig i
et givet Øieblik deres Hænder i hinandens og dannede et Forbund.
Gaaer man Forbindelsesleddene efter, finder man ligesom et Baand, der
sammenknytter hele Kredsen.

Naar man nu, mange Aar efter, i tør litteraturhistorisk Mening siger
disse Ord: »De dannede en Skole«, da gjør man sig det sjældent
tilstrækkeligt levende, hvad det vil sige. at i Litteratur og Kunst en
Skole stiftes. Der ligger en hemmelighedsfuld Fortryllelse i Sligt. En
enkelt fremragende Aand, der længe ubevidst og halvbevidst, tilsidst
bevidst har kæmpet sig løs fra Fordomme og frem til Klarhed, og gjennem
hvis Synskreds, da Alt var forberedt, Genialitetens Lyn har blinket, et
saadant Væsen udtaler, som Hugo i en Fortale paa nogle Snese Prosasider,
eller som Andre i et Digt, en Tale, nogle Tanker, der ikke vare
tænkte og sagte saaledes før, som maaske kun ere halvveis sande eller
utydelige, men som have den besynderlige Egenskab, at de trods deres
mere eller mindre bløde Former træde alle de overleverede Fordomme paa
Foden, saare alle de herskende Forfængeligheder, hvor de ere pirreligst
og ømmest, og samtidigt klinge som Lokketoner, som en Dumdristighed, som
et Løsen i en ny Slægts Øren.

Hvad skeer saa? Neppe ere hine Ord udtalte, saa følger, med en Hast og
Præcision som et Ekkos, fra de saarede Interessers og Forfængeligheders
Side et tusindtunget Svar, et Svar som hundrede Hundekoblers rasende
Gjøen. Og hvad skeer saa dernæst? Saa hænder det, at først En, saa
En til, saa endnu En kommer til den nye Retnings Talsmand, hver fra
sit Udgangspunkt, hver med sin Fortid, hver med sin Revolte, sin
Ærgjerrighed, sine Savn, sit Haab, sin Villie, og de vise ham, at det
Ord, han har udtalt, er Kjød og Blod i dem. Og som Nogle mødes med ham,
saaledes mødes Andre i hans Aand, i hans Navn. De, der nys vare lige
saa ubekjendte for hverandre som de endnu hver for sig ere ubekjendte
for Verden, og som længe vansmægtede aandeligt hver i sin Afkrog,
de træffes, og med en forunderlig Følelse mærke de, at de forstaae
hinanden, at de tale samme Sprog, som ellers Ingen i Samtiden taler.
De ere unge, og dog har enhver af dem allerede sit Livsindhold; den
Ene sine dyrekjøbte Nydelser, den Anden sine hærdende Lidelser, og af
dette Livsstof have de uddraget hver sit Maal af Enthousiasme. Deres
Sammentræf er elektrisk, de udvexle med ungdommelig Hast deres Ideer,
meddele hinanden deres Had, deres Sympathier og Antipathier, og disse
Væld af Følelser strømme sammen som Bække, der danne en Flod.

Dog, det Skjønneste ved denne Krystallisering af Kunstneraander til
en Skole, det er den Sky, den Ærefrygt, som de trods al Enighed i
Anskuelser og trods alt Kammeratskab nære for hinanden. Enhver er den
Anden et Venerabile. Det er dette, der af den udenforstaaende Skare
hyppig forvexles med det, man satirisk pleier at kalde »gjensidig
Beundring«. Men Intet er i Virkeligheden mere forskjelligt fra den
beregnende Hyldest, der vises i Forfaldsperioder, end den naive
Begeistring for hinandens Talent, som udmærker Aanderne, naar en Skole
danner sig. Hjerterne ere da altfor unge, altfor pure til ikke at
beundre for fuldeste Alvor. Unge productive Aander betragte hinanden
som noget Underfuldt, fra hvilket der forestaar Overraskelser. Den Enes
indre Værksted er jo for den Anden en med syv Segl lukket Bog; han aner
ikke, hvilken Form, hvilket Værk der næste Gang vil udspringe fra dette
Værksted, veed ikke, hvilke Nydelser den Anden har i Vente for ham.
De agte gjensidig i hinanden Noget, der for dem staaer som høiere end
Personligheden og den endnu i Heglen uudviklede Charakter, Talentet,
gjennem hvilket de Alle forholde sig til den Guddom, de dyrke, Kunsten.

Dog sjeldent har i Verdenshistorien ved noget kunstnerisk Gjennembrud
den indbyrdes Beundring antaget det Præg af Sværmeri og Forgudelse,
som hos Generationen af 1830. Alle hin Tids litterære Frembringelser
vidne om, at den unge Slægt havde drukket sig en Rus i Venskabets og
Broderlighedens Følelser. Hugo’s Digte til Lamartine, Louis Boulanger,
Sainte-Beuve, David d’Angers; Gautier's til Hugo, Jehan du Seigneur,
Petrus Borel; Musset's til Lamartine, Sainte-Beuve, Nodier, og fremfor
Alt Sainte-Beuve’s Digte til alle Skolens Bannerførere, endelig Madame
de Girardin’s Ar tikler, Balzacs Dedicationer, George Sands Lettres d'un
voyageur ere Vidnesbyrd om en oprigtig, brændende Beundring, der ikke
tillod Digternes og Skribenternes til Ordsprog blevne Misundelse mod
hinanden at komme op.

 De forherligede ikke blot, de inspirerede og understøttede hverandre;
det er snart en beaandende Paavirkning, snart en kunstnerisk Anvisning,
snart en technisk Haandsrækning, der knytter den ene af Periodens
Skribenter til den anden. Emile Deschamps viser Hugo Veien til poetisk
Behandling af den gamle spanske Romancero, Gautier skriver den skjønne
Tulipansonet i Balzacs Un grand homme de province à Paris og hjælper ham
med at dramatisere sine theatralske Æmner, Sainte-Beuve læser George
Sands Manuscripter igjennem for hende og staar hende bi med kritiske
Raad, hun og Musset lade i et givet Øieblik deres Inspirationer smelte
sammen, Madame de Girardin forfatter en Roman i Breve sammen med Méry,
Sandeau og Gautier, og Mérimée forbinder Realisterne Beyle og Vitet med
den egentlige romantiske Leir.

Den korte Stund, da de Alle mødes og forenes, er Litteraturens
Blomstringstid. Ikke mange Aar efter hviler Nodier i Graven, Hugo sidder
landsforvist paa Jersey, Alexander Dumas driver litterær Industri,
Sainte-Beuve og Gautier flettes ind i Prindsesse Mathildes Kreds,
Mérimée præsi derer ved Kejserinde Eugénies Kjærlighedshoffer, Musset
sidder ensom ved Absinthglasset, og George Sand trækker sig tilbage til
Nohant.

Hver for sig indgik de i modnere Aar nye Forbindelser og udvikledes
derved, men det Dristigste og Friskeste, om end ikke altid det Fineste
og Skjønneste, frembragte de i den Tid, hvor de havde deres første
Sammenkomster i hin Rue Notre-Dame-des-Champs, hvor Hugo og hans
unge, smukke Frue førte Hus for deres 2000 Francs Pension, eller paa
Tagkammeret hos Petrus Borel, hvor Værtens Hernani-Slængkappe delte
Væggen med en Skitse af Devéria og en Copi efter Giorgione, og hvor de
unge Romantikere samledes halvt siddende, halvt staaende, thi til et
mageligt Sæde var Pladsen for knap.

Disse unge Mænd følte sig som Slægtninge, som Sammensvorne; de
betragtede sig som Medvidere i en sød og styrkende Hemmelighed, og deres
Værker fik deraf en fælles Aroma, en Duft som den, ædle Vine have, naar
de stamme fra et Aar, i hvilket Vinhøsten lykkedes fortrinligt. Og denne
Bouquet fra 1830! med den kan ingen anden i dette Aarhundrede lignes.

Man søgte og fordrede i alle Kunster Brud med det Conventjonelle. Den
indre Flamme skulde gjennemgløde og frigjøre de musikalske Former,
fortære Linierne og Konturerne og forvandle Maleriet til Farvesymfoni,
endelig forynge Digte kunsten. Man søgte og attraaede i alle Kunster
Farve, Lidenskab og Stil, Farven saa stærkt, at Tidsalderens genialeste
Maler, Delacroix, forsømte Tegningen for den, Lidenskaben saa heftigt,
at Lyrik og Drama stode Fare for at fortabe sig i det Krampagtige,
Stilen med saa absolut en Kunstbegeistring, at hos Enkelte af de Unge
som de to Modpoler Mérimée og Gautier den poetiske Humanitet gik op i
bare Stil.

Man søgte og fordrede det Primitive, det Ubevidste, det Folkelige.
Vi have været Rhetorer! udraabte man; vi have aldrig forstaaet det
Oprindelige og det Ulogiske, aldrig Barbaren, aldrig Folket, aldrig
Barnet, aldrig Kvinden, aldrig Digteren!

Tidligere havde i Poesien Folket kun dannet Baggrunden. I Victor Hugo’s
Dramer betraadte den dybtfølende Plebeier, Hævneren og Gjengjælderen,
Scenen som Helt. Tidligere havde Barbaren talt som en Franskmand fra det
18de Aarhundrede (Montesquieu, Voltaire). Mérimée fremstillede i Colomba
og Carmen barbariske Følelser i deres naive Vildhed og Friskhed. Hos
Racine havde Barnet (i Athalie) talt som en Voxen i Miniature; Nodier
lagde med barnligt Hjerte Børnene uskyldige Ord i Munden. Tidligere
havde i fransk Poesi Kvinden hyppigst været bevidst og ræsonnerende
som en Mand. Saaledes hos Corneille, Moliére og Voltaire. Corneille
havde hyldet Dyden, Crébillon fils Letfærdigheden og Lasten, men Dyd og
Last vare begge bevidste og erhvervede. George Sand fremstilte derimod
ædle Kvindehjerters medfødte Adel og oprindelige Godhed. Madame de
Staël havde i Corinna forherliget den overlegne Kvinde-Aand som stort
seirrigt Talent. George Sand skildrede i Lélia det kvindelige Geni
som den mægtige Sibylle. Efter den gamle Opfattelse var Digteren (som
Racine og Moliére) en Hofmand, eller (som Voltaire og Beaumarchais) en
Verdensmand, eller (som Lafontaine) simpelthen en skikkelig Fyr. Nu blev
han Samfundets udstødte Stedbarn, Menneskeslægtens Ypperstepræst, ofte
fattig og overseet, men med Stjernen paa Panden og Ild paa sin Tunge;
Hugo priste ham i sine Digte som Folkenes Hyrde og de Vigny fremstilte
ham i Stello og Chatterton som det ophøiede Barn, der heller døer af
Sult end det fornedrer sin Musa ved almindeligt Arbeid, men som endnu i
Døden velsigner Menneskeheden, der for sent erkjender dets Værd.

III.

Romantismen var fra først af i sit Væsen en local Befrielseskrig. Man
sværmede for Middelalderen, som det attende Aarhundrede havde lyst
i Kulturens Ban, og for det sextende Aarhundredes Digtere, Ronsard,
du Bellay o. s. v., som Ludvig d. 14des klassiske Tidsalder havde
fortrængt. Man angreb den uægte Antikiseren, den kjedelige og ensformige
Galliseren og Moderniseren af alle Tidsaldere og Folk. Man udtalte
Feltraabet Localfarve. Ved Localfarve forstod man alt det for de
fremmede Nationer, for de fjerne Tider, folde ubekjendte Klimater
Eiendommelige, som endnu aldrig var kommet til sin Ret i fransk Poesi.
Man følte, at man havde været hildet i den Forudsætning, at et Menneske
uden videre var et Menneske, og at ethvert Menneske mere eller mindre
var en Franskmand. Men der gaves ingen Menneskehed i Almindelighed; der
gaves Racer og Stammer, Folkeslag og Claner. End mindre var Franskmanden
Universalmennesket. Det gjaldt om at arbeide sig ud af sig selv for at
forstaae og fremstille Menneskeverdenen. Med dette Løsen var Stødet
givet til Frankrigs hele Kunst og Kritik i dette Aarhundrede.G. Brandes:
Kritiker og Portraiter, S. 228. Og nu forsøgte man at opdrage sit
Publicum for dette nye Synspunkt. Man skrev ikke for at behage Publicum,
og det er dette, som giver Bøgerne fra denne Periode deres Værd. Derfor
vil den, der som jeg forfølger Hovedstrømningerne i Litteraturen, dvæle
ved mangen lidet læst og endnu mindre kjøbt romantisk Digtning, medens
han neppe vil mere end nævne en Digter som Scribe, der en Menneskealder
igjennem beherskede alle Europas Theatre.

Thi saasnart en Skribent ikke naaer ned til det Væsentlige i
Menneskesjælen, dens dybest liggende Lag, saasnart han ikke har vovet
eller ikke har formaaet at forfatte sit Værk hensynsløst, saasnart
han ikke har turdet fremstille sine Ideer nøgne som Statuer, ikke har
givet et Billede af Menneskenaturen, som den stillede sig for ham, uden
Retouche og uden Afkortning, men har spurgt sit Publicum til Raads, har
rettet sig efter dets Fordomme, dets Uvidenhed, dets Usandfærdighed,
dets platte eller sentimentale Smag, saa kan han have fundet den høieste
Anerkjendelse hos sin Samtid — og han vil i Reglen have fundet den —
kan have havt Talent, have vundet Laurbær og Guld — for mig existerer
han ikke, for Litteraturhistorien, som jeg tænker mig den, er hans
Værk værdiløst. Alle disse Fostre af Forfatterens Fornuftægteskab
med det tvetydige Væsen man kalder den offentlige Mening, alle disse
Litteraturbørn, som ere avlede under skelende Hensyn til Publicums Smag
og Moral, ere en Menneskealder senere kolde som Lig. De rummede ingen
virkelig Sum af Livskraft, ingen bunden Varme, kun Frygtsomhed overfor
et Publicum, som nu er dødt ud, kun Imødekommen af Fordringer, som
længst ere forstummede. Ethvert nok saa sjældent oplagt Værk derimod, i
hvilket en selvstændig Forfatter uden Bihensyn har talt som han har følt
og malt som han har seet, er og bliver et indholdstungt Document.

Kun tilsyneladende strider denne Fordømmelse af den af Hensynet til
Publicum bestemte Digtning mod Paavisningen af de sociale Omgivelsers
afgjørende Indflydelse paa Skribenten. Han kan visselig ikke stille
sig udenfor sin Tid. Men Tidsstrømningen er ikke enkelt; der gives en
Over- og Understrøm. Kun det, at lade sig drive af hin, er Svaghed og
fører i Fordærv. Med andre Ord: Der gives til enhver Tid herskende og
yndede Ideer og Former, som ikke ere andet end de længst uddragne og
efterhaanden forstenede Resultater af tidligere Tiders Liv, og der gives
en hel anden Klasse af Tilskyndelser, som endnu ikke have vundet Form,
men som ligge i Luften og som af en Tidsalders mest begavede Skribenter
fornemmes som de Resultater, der nu maa uddrages. Det er dem, som afgive
Bestræbelsernes forenende Element.

I Aaret 1827 gjæstede engelske Skuespillere Paris, og for første Gang
saae Franskmændene Shakspeares Mesterværker, Kong Lear, Macbeth,
Othello, Hamlet, beundringsværdigt spillede. Det var under Indtrykket
af disse Theateraftener, at Hugo skrev sin Fortale til Cromwell, der
opfattedes som den nye Litteraturs Program.

Den poetiske Befrielseskrig begyndte med et Stormløb mod den klassiske
franske Tragedie, de litterære Traditioners svageste og mest udsatte
Punkt. Hugo kjendte saare lidet til de talrige Anfald paa dens
Autoritet, som vare fremkomne rundt om i Europa, og for Den, som har
læst Lessings, Wilh. Schlegels og de engelske Romantikeres saa mange Aar
ældre Udtalelser imod den, frembyder Hugos Manifest i denne Henseende
lidet Nyt. Men det var naturligvis altid en Handling at føre Kampen
paa Frankrigs egen Grund. Betragter man ikke denne Fortale historisk,
ville de Kraftanstrængelser, der gjøres for at paavise det Unaturlige
i at sammentvinge den dramatiske Handling indenfor 24 Timer og en og
samme Søjlehal, synes Nutidslæseren næsten lige saa uinteressante som de
Urimeligheder, der bekjæmpes; men man maa huske, at Boileaus lovgivende
Myndighed den Gang endnu stod urokket i Frankrig.

Langt større psychologisk Interesse have de Partier, hvor Hugo udvikler
sin personlige Poetik, skjøndt han er saa meget Digter og saa lidet
Tænker, at han kun sjældent leverer en fyldestgjørende Bevisførelse.

Det gjælder for ham om at bekæmpe Tragediens abstrakte, antikiserende
Retning. Han gjør det besynderligt nok i Christendommens Navn og ved
Hjælp af en stor verdenhistorisk Oversigt, der er lige saa falsk
systematisk som nogen af hans Samtidige Cousin, om hvem den minder.
Han sondrer tre store Perioder: den primitive, hvor Poesien er lyrisk,
den antike Civilisations, hvor Poesien er episk, og Christendommens
Tidsalder, som er Dramets. Det Eiendommelige for den christelige
Tids Poesi, der identificeres med den moderne, skal være det, at
denne Digtning, som af Religionen har lært, at Mennesket bestaaer af
to Bestanddele, Legeme og Sjæl, af et dyrisk og et aandeligt Væsen,
giver begge de to tilforn hinanden udelukkende Elementer, det Ophøiede
og det Groteske, Plads i samme Værk. Tragedien behøver derfor ikke
gjennemgaaende at være liøitidelig, den tør udvikle sig til Drama.

Bekymre vi os nu mindre om, hvad Hugo siger, end om, hvad han egentlig
vil sige, finde vi, at Summen af denne temmelig taabelige Begrundelse er
en naturalistisk Protest mod det Abstractskjønne som Kunstens egentlige
eller høieste Gjenstand. Meningen er: Vi ville forlade Conveniensen,
vi ville ikke være forpligtede til at fjærne alt det fra den alvorlige
Poesi, som direkte minder om Legem verdenen. Man seer det af hans
Exempler. Dommeren skal turde sige: »Dømt til Døden — og lad os gaae hen
og spise til Middag.« Dronning Elisabeth skal turde bande og tale Latin.
Crom- well skal turde sige: »Jeg har Parlamentet i min Sæk og Kongen i
min Lomme.« Cæsar skal i Triumfvognen være bange for at vælte. Og han
kalder Napoleons Sætning: »Fra det Ophøiede til det Latterlige er der
kun et Skridt« for det Angstskrig, der indeholder Dramet og Livet i en
Sum.

Saa exalteret end Udtrykket er, saa er Meningen ligefrem: Han fremhæver
det Uskjønnes æsthetiske Værd. Og i mange Udtryk, snart saaledes, at
det Skjønne kun omfatter Formen i dens simpleste Forhold som absolut
Symmetri, i dens inderligste Harmoni med vor Organisation, hvorimod det
Hæslige er Led i en meget større Harmoni, vi ikke kunne oversee, snart
saaledes, at det Skjønne er fattigt, kun har en eneste Type, det Hæslige
tusind o. s. v. Læren blev af Modstanderne parodieret med Formelen »le
Laid c’est le Beau« (»Foul is fair«, som Hexene i Macbeth synge) og
bekjæmpet med de Indvendinger, der i vore Dage af Romantikerne selv
gjøres gjældende mod den yderliggaaende Naturalisme.

Var da denne franske Romantisme ikke simpelthen en let maskeret
Naturalisme? Hvad Hugo i den unge Slægts Navn fordrede var jo dog
kun Natur, sandhedskjærlig Gjengivelse, Localfarve og historisk
Farve; George Sand er jo kun Rousseau’s Datter, Forkynderinde af et
Natur-Evangelium; Beyle og Mérimée ere halvt brutale, halvt elegante
Naturdyrkere; Balzac bliver nutildags endog æret som Stifter af en
naturalistisk Skole.

Svaret er simpelt. Hugo's Løsen var vel Natur og Sandhed, men det var
tillige og fremfor Alt Contrastvirkning, malerisk Modsætning, Antithese
paa Grundlag af den middelalderlige Dualisme mellem Legeme og Sjæl og en
derpaa bygget duali­ stisk Romantik. »Salamanderen fremhæver Undinen,
Gnomen forskjønner Sylfen«, siger han. Han ønskede Natursandhed, men
han mente at opnaae denne ved Sammenbøjning af Naturens Yderender,
ved Sammenlægning af to Abstractioner: Skjønheden og Dyret, Esmeralda
og Quasimodo, Courtisanens Fortid og den reneste Elskov hos Marion de
Lorme, Blodtørst og Moderømhed hos Lucretia Borgia.

Naturen stod saa at sige i denne hans tidlige Ungdom for ham som den
store Ariel-Kaliban, som Summen af en overmenneskelig Idealitet og en
unaturlig Dyriskhed, altsaa som Addition af to Overnaturligheder. Det
var den tydsk-nordiske Romantiks Naturbegreb, der dog efterhaanden hos
Hugo veg for den storartede Pantheisme, der har fundet sit afgjørende
Udtryk i det skjønne og dybsindige Digt Le Satyre i Aarhundredernes
Legende.

Men denne Dobbelthed af Kjærlighed til Naturen og Sværmeri for det
Unaturlige lader sig forfølge langt ind i den nu opblomstrende
Litteratur. Alle disse Forfattere prise Naturen. Men hvad de afskye og
flye under Navn af det Hverdags, det Prosaiske, det Almindelige, det
er altfor ofte den simple nær liggende Natur. Kun den romantiske Natur
er dem kjær. Fra den haarde Virkeligheds Land tyer George Sand ind i
de skjønne Drømmes Rige, Théophile Gautier ind i den skjønne Kunsts.
George Sand lod i Lélia, Balzac i Père Goriot den ideale eller almægtige
Galeislave dømme Samfundet, ja Balzac skrev fantastiske Legender efter
Hoffmanns Mønster. Og som de i deres Skikkelser ofte skye det Simple
og Jævne, saaledes end mere i det sproglige Udtryk. Der udviklede sig
snart en pompøs Rhetorik, der langt overtraf de klassiske Tiders.
Det var de brændende og blændende Adjectivers gyldne Tid. Malende,
sværmeriske Tillægsord, der i overdaadigt Tal indfattedes i Stilen som
Juveler, aabnede hvert Øieblik uendelige Perspectiver. Forsaavidt kan
man sige, at denne Ungdoms Diction ikke mindre end dens Idealer var
ren Romantik. Men ogsaa kun forsaavidt. Hos Hugo, Skolens Stifter, var
Dobbeltkjærligheden til Natur og Unatur betinget ved en individuel
Eiendommelighed. Hans Øie var anlagt paa at see og finde Contraster,
hans Aand var saaledes bygget, at den rhetoriske Antithese var dens
Grundform. Allerede i Melodramet Inez de Castro fra hans Drengeaar
finder man som senere i hans Marie Tudor paa den ene Side af Scenen
Tronen, paa den anden Skafottet, Monarken og Bøddelen Ansigt til Ansigt.
Kort før Fortalen til Cromwell skreves, spadserede Hugo, som hans Hustru
fortæller, hyppig paa en af de ydre Boulevarder, Boulevard Montparnasse.
»Lige overfor Kirkegaarden havde den Gang Linedandsere og Gjøglere
opslaaet deres Barak. Denne Antithese af Markskrigeri og Begravelse
bestyrkede ham i hans Idee om et Theater, i hvilket Extremerne berørte
hinanden. og det var dér, at tredie Akt af Marion de Lorme faldt ham
ind, hvor Marquisen af Nangis’ sorgfulde og frugtesløse Forsøg paa
at frelse sin Broder fra Skafottet danner Modsætning til Narrens
Grimacer.« I selve Fortalen til Cromwell hedder det, hvor han forfægter
Nødvendigheden af at fremstille Handlingen paa den sande historiske
Lokalitet: »Skulde Digteren vove at lade Rizzio myrde andensteds end i
Maria Stuarts Kammer [...] eller at halshugge Karl den 1ste og Ludvig
den 16de andensteds end paa hine sørgelige Pladser, hvorfra man kan
see White-Hall og Tuilerierne, ret som om deres Skafot var udseet til
at danne Modstykket til deres Palads?« Digteren seer, trods alle sine
Paastande, ikke forstaaende paa Naturomgivelserne. Han seer dem ikke
indvirke formende, tildannende paa Menneskesjælen, han tager dem til
Indtægt som store Symboler paa Skjæbnens Omvexlinger fra Høihed til
Fald; han stiller dem op mod hinanden som Kulisser i et Melodrama.

Dybere seet — hvad ligger saa heri? Heri ligger en Eiendommelighed,
som til en vis Grad er bestemmende for store Grupper af den franske
Romantisme, og som jeg kortest kan udtrykke saaledes: Romantismen paa
fransk Grund er, trods sine mange fælleseuropæisk-romantiske Elementer,
i mange Maader et klassisk Fænomen, et Produkt af klassisk-fransk
Rlietorik.

Det gaaer underligt i denne Verden med Ordenes Brug. Da Ordet romantisk
blev indført i Tydskland, betød det nærmest det Samme som romansk;
det betegnede romanske Snirkler og Concetti, Sonetter og Canzoner;
Romantikerne sværmede for romansk Katholicisme og for den store romanske
Digter Calderon, hvis Værker de opdagede og oversatte og priste. Da
Romantismen en Menneskealder senere naaede Frankrig, betød Ordet efter
Sprogbrugen det stik Modsatte, den tydsk-engelske Aandsretning i
Modsætning til den græsk-latinsk-romanske, det germanisk-angelsachsiske
Præg. Det beroede simpelthen paa, at det Fremmede overhovedet virker
romantisk. Et Folk med ensartet Kultur som de gamle Hellener faaer en
klassisk Kunst og Poesi; men saasnart et Folk ud fra sin egen Kultur
opdager en anden, der forekommer det fremmed og eventyrlig, saa synes
denne Kultur det romantisk ↄ: den virker som en igjennem et farvet Glas
betragtet Egn. Romantikerne i Frankrig ringeagtede deres nationale
Fortrin, deres Litteraturs Klarhed og Forstandsgjennemsigtighed og
lovpriste Shakspeare og Goethe, fordi de ikke som Racine (og tildels
Corneille) udskilte Menneskelivet i dets abstracte Elementer, ikke
fremstillede isolerede, simplificerede Følelser og Lidenskaber, der
dannede dramatiske Modsætninger, men tvertimod uden nogen rhetorisk
Analyse kastede Menneskelivet en bloc i dets hele Complex op paa Scenen.
De vilde følge dette store Exempel.

Men hvad skete? Under deres Hænder, under Lamartines, de Vigny’s, George
Sand's, Sainte-Beuve's, analyseredes og sondredes Livets Virkelighed paa
Ny. Under Victor Hugo’s og Alexandre Dumas’ Hænder dannede som i den
klassiske Tragedie Extremerne symmetriske Kontraster. Orden, Maadeliold,
aristokratisk Finhed, et gjennemsigtigt og billedløst Sprog bestemte
hos Nodier, Beyle, Mérimée ganske som hos det attende Aarhundredes
Klassikere den poetiske Form. Den lette, frie, luftige Fantasi, der
blander alle den poetiske Opfindsomheds mest forskjelligartede Indfald,
forbinder Nært og Fjernt, Nutid og graa Oldtid, Virkeligt og Umuligt i
et og samme Værk, forener Guddommeligt og Menneskeligt, folkelige Sagn
og dybsindige Allegorier til et stort symbolsk Hele, denne egentlig
romantiske Poesi var dem nægtet. De saae aldrig Alfernes Dands og hørte
aldrig den spæde Musik dertil klinge over Engen. De vare Latinere,
de følte som Latinere, de digtede som Latinere, og Ordet Latinsk vil
sige Klassisk. Hvis man ved Romantik, som man plejer, forstaaer et
Overskud af Indholdet over Formen, et af forstandige Former ubehersket
Indhold som hos Jean Paul og Tieck, ja som hos Shakspeare og Goethe,
som i Sommernatsdrømmen og anden Del af Faust, saa ere alle de franske
Romantikere Klassikere. Mérimée er en Klassiker, Gautier en Klassiker,
George Sand en Klassiker, ja selv Victor Hugo er klassisk. Hugo’s
romantiske Drama var abstraherende, regelmæssigt ordnet, overskueligt,
rethorisk som en Tragedie af Corneille.

Og idet jeg nævner dette Navn, gjør min Tanke uvilkaarligt og nødvendigt
Overgangen fra Tidsalderens til Racens Fællescharakter. I Hugo, som
synes at bekjæmpe Corneille, lever Corneille op igjen.

Igjennem den franske Folkecharakter gaaer der mange Aarer: en Tvivlens,
Skjæmtens, Spottens Aare, Linien Montaigne—La Fontaine—Moliére—
Mathurin Régnier—Pierre Bayle o. s. v., en fuldblodig-gallisk:
Rabelais—Diderot—Balzac, og blandt andre ogsaa en Heltemodets og
Begeistringens Aare, den, som strømmede saa rigt hos Corneille og som
bryder frem paa Ny hos Hugo. Man sammenligne Hugo's hele pathetiske
Holdning med andre Digteres, og man vil neppe i Verdenslitteraturen
finde Nogen, om hvem hans Grandezza minder mere end om den gamle
Corneille. Der er noget Spansk i begges franske Rhetorik, og de modtoge
begge dybe Indtryk af Spanien, Corneille litterære, Hugo alt som Barn
personlige. Det Drama, hvilket Corneille skylder sit By, er Cid, i
hvilket et spansk Stof er behandlet i spansk Aand. Det Drama, med
hvilket Hugo trænger igjennem, er Hernani, spansk ved sit Stof og den
Calderonske Æres-Codex, over hvilken det er bygget. Men i begge disse
Dramer læres og drives den rene Heroisme. De ere Skoler for Helte.
Ikke Mennesket i dets Alsidighed, men det heroiske Menneskevæsen er
fremstillet hos Corneille; hos Hugo kun symmetrisk fuldstændiggjort med
Menneskenaturen i dens vilde Lidenskabelighed.

Lad os kaste et Blik paa dette Hernani, om hvilket den store Kamp mellem
Fremtidens og Fortidens Parti blev udfægtet. De ydre Omstændigheder ved
den første Opførelse ere tidt fortalte: At der var smeddet Intrigue
paa Intrigue mod det endnu uspilte Drama; at Tilhængere af den gamle
Skole under Prøverne lyttede ved Dørene, opsnappede Vers, som de
forvrængede, og fik en Parodi opført, før Hernani var spillet; at
Digteren maatte kjæmpe med Censuren om sit Stykke Vers for Vers, saa at
den ene Linie »Feige, taabelige og slette Konge!« gav Anledning til en
hel Correspondance; at endelig Skuespillerne og Skuespillerinderne vare
lige fjendske, saa kun en Enkelt gik med god Villie til sin Rolle. Som
bekjendt havde Hugo givet Afkald paa de betalte Klappere og i Stedet
betinget sig 300 Pladser for de tre første Aftener. De Trofasteste
blandt hans Trofaste, unge Mænd, som efter egen Tilstaaelse i den
urene Hensigt at ærgre den gode Borger tilbragte deres Nætter med at
skrive »Leve Victor Hugo!« i Rue Rivolis Buegange, hvervede de unge
Malere, Arkitekter, Poeter, Billedhuggere, Musikere, Bogtrykkere, der
efter deres af Hugo tildelte Devise »Hierro« vare rede til at staa som
Jern imod Fjenden. Fra Tæppets Opgang brød Stormen løs, og hver Aften,
Stykket opførtes, var der i Theatret en saadan Helvedeslarm, at det
kun med Møie spilledes til Ende. Hundrede Aftener i Træk blev Hernani
udpebet, og hundrede Aftener i Træk modtoges det med Stormklap af unge
Enthousiaster, der ikke bleve kjede af for deres Høvdings og Mesters
Skyld Aften efter Aften at høre de samme Vers og forsvare dem Linie
for Linie imod Modstandernes Had, Raseri, Misundelse og Overmagt. Det
synes en ringe Ting, og dog er det kun i Frankrig, at man nogensinde har
fundet en saadan Ungdom, en saadan Korpsaand, hvor intet ydre Korps var
til, en saadan Uegennyttighed og Hengivenhed for en Andens Sag og Ære.

Modstanderne kjøbte Loger og lod dem staae tomme for at Aviserne kunde
meddele, at Huset var tomt; Nogle vendte Ryg til Scenen, Andre gjorde
fortvivlede Miner, som om de ei kunde holde Stykket ud, fordybede sig i
Avislæsning, sloge Logedøre op og i, haanlo høit, hujede, skreg, peb,
saa et besluttet Forsvar var nødvendigt.

Der gives i Hernani ikke nogen Følelse, som jo er spændt til den er
bristefærdig. Helten er genial og ædel, som man i Tyveaarsalderen
forestiller sig Ædelmodighed og Genialitet. Han er saa genial, at han
lever som Røverhøvding, og han foragter i den Grad at handle klogt, at
han af lutter Sjælehøihed uafbrudt begaaer de uforstandigste Handlinger,
røber sig, lader sin Dødsfjende undslippe, atter og atter udleverer sig
selv. Han udøver som Høvding et uindskrænket Herredømme over andre Mænd;
men det synes at være ved sit Mod alene; thi alle hans Handlinger ere
naive som et Barns. Dog trods alt dette, hvor megen Realitet og hvor
meget Liv er der ikke i dette Stykke!

Denne politiske og ideale Bandit, der ligger i Krig med det ordnede
Samfund i sit Land og staaer i Spidsen for en trofast og begeistret
Bande, han minder jo om Digteren selv, der i litterær Forstand var
fredløs som han og der havde fordelt Parket og Galleri til en Skare unge
Mænd, hvis Udseende og Klædedragt neppe var mindre uregelmæssig end
hans Røverfloks. Fru Hugo beskriver den Tilskuerskare, der paa Hugos
Ind­ bydelse indfandt sig den første Aften, som »en Bande vilde og
besynderlige Væsener, skjæggede, langhaarede, klædte paa enhver Maade
undtagen paa Moden, i Uldtrøjer og spanske Kapper, i Robespierre-Veste
og Henrik den 3dies Baretter, og som viste sig midt i Paris ved høilys
Dag foran Theatrets Indgang med de forskjelligste Aarhundreder og de
forskjelligste Lande paa deres Hoveder og deres Rygge.« Deres Fanatisme
for Hugo var fuldt saa stor som Hernani’s Røverbandes for Chefen. De
vidste, at Hugo i et anonymt Brev var bleven truet med Døden, »hvis han
ikke tog sit skidne Stykke tilbage«, og hvor usandsynligt det end var,
at Truslen burde opfattes bogstaveligt, fulgte to af dem hver Aften Hugo
til og fra Theatret, og det skjøndt han og de boede i modsatte Udkanter
af Paris.

Mellem Hugos Papirer fra den Tid findes en nydelig Billet fra Maleren
Charlet, der documenterer de Unges Stemning: »Fire af mine Janitscharer
tilbyde mig deres Arme, jeg lægger dem for Deres Fødder og beder Dem om
fire Pladser til i Aften, hvis det ei er for sent. Jeg svarer for mine
Mænd. Det er Folk, som gjerne skar Hovederne af for at faae Parykkerne.
Jeg opmuntrer dem til at fremture i disse ædle Følelser, og lader dem
ikke gaae uden at give dem min faderlige Velsignelse. De knæle — jeg
udstrækker mine Hænder og siger: Unge Folk! Gud skjærme Jer. Sagen er
god, gjør Eders Pligt! De staae op, og jeg tilføier: Og nu, Børnlille,
pas godt paa Victor Hugo; thi Vorherre er vel en vakker Mand, men han
har saa Meget at gjøre, at vor Ven fremfor Alt maa regne paa os. Gaaer
da og gjører ikke den, I tjene, Skam. Amen.

  Deres med Liv og Sjæl hengivne

  Charlet.« Baaren af en saa sværmerisk Hengivenhed, i Kamp med en saa
fanatisk Modstand var det, at den romantiske Kunst stormede den første
fjendtlige Skandse og vandt sin første afgjørende Seir.

Disse Ynglinge hørte fra Scenen deres egen Trods og Uafhængighedsdrift,
deres Mod og Hengivenhed, deres ideale og erotiske Længsler stemte endnu
en Tone høiere, og deres Hjerter smeltedes ved hvad de hørte.

Det var jo i Februar 1830, fem Maaneder før Julirevolutionen, og den
platteste Materialisme gjorde Livet i Frankrig farveløst. Frankrig var
reguleret som Versailleshavens Gange, regeret af Oldinge, der ikke
beskyttede andre unge Mænd end dem, som i Skolen havde skrevet latinske
Vers til Fuldkommenhed og siden gjort sig værdige til Embeder og
Stillinger ved en ulastelig Korrekthed. Der sad de korrekte, velklædte,
i deres Halsbind og Fadermordere. Og nu som Contrast denne Ungdom
i Parkettet, En med et Haar, der naaede til Bæltet, og i purpurrød
Atlaskestrøie, En med en Rubenshat og bare Hænder. De hadede det
store borgerlige Filisterium, som Hernani hadede Karl den Femtes
Tyranni. De følte sig; ogsaa de vare frie Røvere paa Bjergene, fattige,
stolte, En med republikanske Drømme i sit Hjerte, de Fleste med en sand
Gudsdyrkelse af Kunsten. Dér stod de, næsten lutter Genier, Balzac,
Berlioz, Théophile Gautier, Gérard de Nerval, Petrus Borel, Préault
og maalte med Øinene deres Modstandere af samme Generation. Det følte
de, at de i det Mindste vare ikke Embedsjægere, ikke Stillings- og
Skillingsjægere, ikke Tiggere, ikke Protegerede som hine Andre; de
vare den Slægt, som faa Maaneder efter gjorde Julirevolutionen og i de
nærmest følgende Aar gav Frankrig en Litteratur og Kunst af første Rang.

Saaledes saae de paa Hernani. Og hvad saae de i den anden Hovedfigur,
Kong Karl af Spanien? Han er fra først af odiøs. Man troer ikke stort
paa denne kolde, kloge Herskers glødende Kjærlighed til Donna Sol, og
saa anvender han endda uværdige Midler, Magt og Vold, for at erobre
hende. Men Digteren har forstaaet at lade ham stige. Vi see stedse
tydeligere, hvorledes en stor Ærgjerrighed fylder hans Bryst.

Det var Carlos' Kæmpemonolog ved Karl den Stores Grav , som hin første
Aften afgjorde Dramaets Skjæbne, og denne saa ofte kritiserede og
spottede Monolog er i Virkeligheden en ung Mesters Værk. Det er, selv om
man ikke vidste det, let at see, hvor uhistorisk den er, hvor umuligt
Karl den Femte kunde tænke saaledes. Men den er interessant ved den
Troskab, hvormed den afspeiler 1830-Tidens politiske Tanker og Drømme,
og ved det politiske Geniblik, der røber sig i den. Det er den Art
historisk Blik, som man undertiden forbauses over hos Digtere; Schiller
har det i Fiesco, 21 Aar gammel. Hør Don Carlos" Skildring af Europa: En
Bygning med to Mennesker paa sine Tinder, to kaarne Høvdinge, som enhver
født Konge maa underkaste sig, Keiseren og Paven. Næsten alle Stater
ere arvelige og Herskermagten for saa vidt i Tilfældighedens Vold, men
Folket har gjennem Valget undertiden sin Pave eller sin Keiser, og
Ligevægten er gjenoprettet. Kurfyrsterne i deres Guldmor, Kardinalerne
i deres Skarlagen ere Midlerne, ved Hjelp af hvilke Gud vælger. »Lad en
Idee, som er undfanget af Tidernes Behov, en Dag komme for Lyset, saa
voxer den, stiger, blander sig ind i Alt, gjør sig til Menneske, griber
Hjerterne. Mangen en Konge knebler den og træder den under Fødder,
men lad den en Dag faa Indpas i Kurfyrsteraadet eller Conclavet, da
see Kongerne pludselig Ideen, der nys var Slave, reise sig over deres
kongelige Hoveder med Verdenskuglen i sin Haand eller den tredobbelte
Krone om sin Pande, og de føle den træde paa deres Nakker og tørre sine
Sandaler paa deres Hoved.«

Visselig er det ikke paa Karl den Femte, at Digteren her har tænkt;
det er paa en i Tiden langt nærmere Keiser, paa Napoleon, ham, om hvem
Hugo nys i Oden til Vendômesøjlen havde skrevet, at hans Sporer veiede
op mod Karl den Stores Sandaler. Man maa ikke glemme, at Sværmeriet
for Napoleon, der under Slutningen af Restaurationstiden og under
Louis-Philippe var gjennemgaaende, ikke betød, at man var Bonapartist,
men kun var Symbolet paa, at man tilhørte Oppositionen. Den Napoleon,
man forgudede, var ikke Frankrigs Despot, men Kongernes og Kongemagtens
Ydmyger. Keiseren betragtedes i Modsætning til Kongerne som det
personificerede Folk, og derfor hørte hin unge Slægt med Sindsbevægelse
det Sted i Monologen, hvor Karl udraaber: »I Konger, seer ned under
Eder; dér er Folket, et Ocean, der ofte knuser en Trone; et Speil, i
hvilket en Konge sjeldent seer sig forskjønnet.«

Det er, som man seer, revolutionære, rent moderne Reminiscenser og
Lignelser, der hvert Øieblik gjennemfaré Karl den Femtes Sind. Han
modnes lige overfor Graven til en Folkekeiser af den Art, hvorom den
nyere Tid saa tidt har drømt, og den heftige Ærgjerrighed i hans Sjæl
lutres gjennem Trangen til at løse uhyre Opgaver og udføre uhørt
Bedrift. Han, som fra først af var den ungdommelige Tilskuer saa
antipathisk, og som ved sin brutale Attraa stod saa dybt under sin
højsindede Rival Hernani og dennes stolte Elskerinde, ender med som
Keiser at give Afkald og skaane, og med eet Slag blive de to Elskende
ved Siden af ham smaa og ubetydelige i deres Lykke.

Med Haanden paa Brystet siger han stille til sig selv:

»Saa slukkes da, du mit unge, mit flammende Hjerte! Lad Hovedet herske,
som du bestandig har forstyrret! Din Kjærligheds Gjenstande, dine
Elskerinder, ak! det er fra nu af Tydskland, det er Flandern, det er
Spanien.« (og med et Blik paa Rigsbanneret tilføier han:)

»Keiseren ligner sin Ledsager Ørnen; i Hjertets Sted har han et
Vaabenskjold.«

En Replik som denne slog ned i hin ærgjerrige Ungdom, der var Stykkets
sande Publicum. Ærgjerrighedens Drama, Ærgjerrigliedens Tragedie rørte
dem lige saa dybt som Uafhængighedskampens Skuespil. De vidste som
Aander, at de historiske Formaal, de store Opgaver, den mandige Villie
kun leve ved at næres med Sjælens fineste Følelser, fineste Længsler og
Nydelser, der ofres og brændes paa Formaalets Alter — og derfor blev
ogsaa Carlos forstaaet.

Men femte Akt er dog ved sin rent lyriske Charakter som Vexelsang
mellem de Elskende Stykkets Juvel. Her kom Elskoven til Orde, som
Ungdommen følte den og ønskede den fremstillet. Denne Samtale paa
Brudekammerets Tærskel, som de Elskende aldrig skulle betræde, denne
Blanding af en Lykke, der er saa stærk, saa alvorlig, at den, som
Hernani siger, fordrer Broncehjerter, hvori den kan grave sig ind, og
af al Tilintetgjørelsens Rædsel, denne Sandselighed, der er kysk og
musikalsk hos hende, ren og glødende hos ham, salig hos begge, dette
overjordiske Sværmeri hos Donna Sol, og denne Trang til at glemme
Fortiden over Nuet og Freden i Nuet hos Hernani, det var Romantiken, som
Ungdommen den Gang fordrede den og tiljublede den med Torden-Applaus.
Hernani er som Drama høist ufuldkomment; det er et lyrisk-rhetorisk
Værk med meget Overspændt. Men det har det Fortrin, der er afgjørende:
en Menneskesjæl, der var selvstændig og betydelig, har udtalt sig
hensynsløst deri. Det er muligt, af et saadant Værk at udlede en
væsenlig Del af dets Forfatters Psychologi. Han er der med sit Geni,
sine Indskrænkninger, sin Charakter, sin hele Fortid. Vi have her hans
Ideer om Frihed og om Magt, om Ære og om Høihed, om Elskov og om Død.
Værket rummer dernæst ikke blot Victor Hugo og et Stykke Spanien fra
1519, men den samtidige unge Generation og et stort Stykke Frankrig fra
1830. Hernani er i en Essens fransk Ungdom fra Julirevolutionens Tid ,
et Billede af Frankrig, som seet i et romantisk Lys udvider sig til et
drømt og digtet Verdensbillede.

Fordyber man sig nu — i Stedet for i et enkelt Værk — i en hel
Litteratur, saa seer man paa denne Maade Skarer af Stemningsbilleder,
Tankebilleder, Portraiter og Verdensbilleder glide forbi Ens Øine. Man
kan prøve dem mod hinanden, see, hvor vidt de dække hinanden — saaledes
constaterer man først og fremmest Tidsalderens Charakter; man kan
dernæst lade dem drage sig forbi, som de følge paa hinanden i historisk
Orden, for gjennem de Forskjelle, der tindes imellem dem, at efterspore
den Lov, efter hvilken de forandres — da seer man ligesom de Pile flyve,
der vise de aandelige Strømningers Gang.

IV.

Fra 1824 af gaves der i en Udkant af Paris helt ude ved Arsenalet en
beskeden Salon, der gik under Navn af de smaa Tuilerier, den romantiske
Skoles Tuilerier nemlig, hvor den Gang Hugo, Dumas, Lamartine, Sainte
Beuve, Musset og Vigny næsten hver Søndag Aften traf hverandre. Værten
var en Mand, der ved sin Alder tilhørte den foregaaende Generation (han
var født i 1780), men som ved sin Aandsretning havde foregrebet den
gryende Litteratur og som derfor strax og uden Betænkning tog den under
sine Vinger. Det var Charles Nodier.

Som Barn oplever Nodier i Besanzon og Strassburg paa nærmeste Hold
Rædselsperioden; som Yngling skriver han Digte mod Napoleon, holdes
nogen Tid i Fængsel og forfølges som Mistænkt — brogede Skjæbuer
befrugte hans Fantasi. Atten Aar gammel har han alt som Filolog udgivet
et Lexikon over de franske onomatopoetiske Ord og som Naturkyndig
et Værk om Insekternes Følehorn og Høreorgan — sproglige Studier og
Naturstudier give ham Herredømme over Formen og aabne hans Øine for det
Skjulte og det Smaa. Hans første digteriske Forsøg, særlig hans Roman
Maleren fra Salzburg, en af de tidligste franske Wertheriader, tilhøre
den Gruppe af Skrifter, jeg har givet Navnet »Emigrantlitteraturen«, og
som i Frankrig betegne en Art Romantik før Romantiken ↄ: før den store
romantiske Skole, som den indvarsler og bebuder; men af Forfatterne
til hine Bøger er Charles Nodier den eneste, der vedbliver ikke blot
at leve, men at skrive samtidig med den næste Slægt; han alene var i
Stand til at arbeide Haand i Haand med den. Hans Liv havde været yderst
vexlende; han havde været alt Muligt, først Emigrant i Jurabjergene, saa
Bladredaktør i Illyrien, og var nu tilsidst Bibliotkekar i Paris.Nodiers
Ungdom er skildret og hans tidligste Værker ere charakteriserede i
Emigrantlitteraturen, 2den Udg., 121—131.

Nodiers mest iøinefaldende Eiendommelighed som Digter er den, at ban
bestandig er 10—20 Aar forud for Litteraturens Bevægelser. Hans Roman
Jean Sbogar — en Røverhistorie om en Art illyrisk Karl Moor — som han
udkastede 1812 i Illyrien og udgav 1818, er, skjøndt i og for sig
temmelig uvirkelig og uinteressant, mærkværdig derved, at Digteren her
saa længe før Proudhon, saa længe før den moderne Kommunismes Optræden
i Europa har lagt sin Helt enkelte af dens mest slaaende Sofismer i
Munden. Jean Sbogar skriver:

»Den Fattiges Tyveri fra den Rige vilde, hvis man gik tilbage til
Samfundstilstandens Oprindelse, kun være den retfærdige Tilbagevenden
af et Stykke Sølv eller et Stykke Brød fra Tyvens Hænder til den
Bestjaalnes.« »Giv mig en Kraft, som vover at antage Navn af Lov, og jeg
skal vise Eder et Tyveri, som antager Navn af Eiendom.« »Hvad er det
for en Lov, der kaldes Grundlov og bærer Lighedens Navn og Tegn paa sin
Pande? Er det den agrariske Lov? Nei, det er den Salgskontrakt, der,
affattet af Intriganter og Partigjængere, som haabede at blive rige,
overantvorder et Folk til de Rige.«

»Friheden er ikke saa sjelden en Skat: den findes i den Stærkes Haand
og i den Riges Pung. Du er Herre over mine Penge. Jeg er Herre over dit
Liv. Giv mig Pengene, saa beholder du Livet.«

Jean Sbogar er, som man seer, ikke en almindelig, men en filosofisk
Stratenrøver. Det mest realistiske Træk ved hans Skikkelse er det, at
han bærer Guldringe i Ørene, og selv dette Træk havde Fru Nodier paa
et Haar nær borttaget. Nodier rettede sig i Regelen blindt efter sin
Hustrus Smag og Ønsker. Men naar han en Gang imellem havde en oprørsk
Tilbøielighed og i den Anledning gjorde sin sædvanlige Underkastelse
gjældende, pleiede Madame Nodier at sige: »Glem ikke, at du aldrig
har villet ofre mig Jean Sbogars Ørenringe.« Man har paastaaet, at de
litterære Stridigheder i dette Ægteskab indskrænkede sig til Striden om
dem.

Denne lille Roman, som allerede var gaaet i Forglemmelse, da Napoleons
Memoirer udkom og viste, at Keiseren havde havt den med paa St. Helene
og læst den med Interesse, skriver sig fra Nodiers Overgangstid, før
han endnu havde udviklet sin egentlige Eiendommelighed. Den fandt
han først omtrent paa den Tid, da den egentlige romantiske Skole
dannede sig. Han stod saa at sige i Litteraturens aabne Dør og tog imod
den. Hans Bedømmelse af Victor Hugos Drengeroman Han d’Islande er et
lille Mesterværk af Kritik, Imødekommen, sympathetisk Forstaaelse og
Aandsoverlegenlied, og det var den, som fremkaldte det inderlige Forhold
mellem Digterne. Charakteristiken af Hugo er saa slaaende, at den, som
læser den nutildags, skulde tro, at Forfatteren havde kjendt alle Hugos
senere Arbeider, og der hørte en Del til at ane dem i Han d’Islande.

De Fortællinger, Nodier nu skriver, have en i den franske Litteratur
ganske enestaaende Ynde og Tiltrækning. De udmærke sig ved en
mimoseagtig Sensibilitet. De behandle helst Drenge- og Pigehjertets
første erotiske Rørelser; der hviler over dem som den første friske Dug
fra Sjælelivets Morgen; det minder om Skovbund i Foraaret. Man er som
bekjendt undertiden i Forlegenhed med at finde Værker af nogen Værdi i
fransk Litteratur, der lade sig anbefale til Læsning for ganske unge
Piger — den franske Litteratur er jo lykkeligvis ikke i første Linie
beregnet paa disse elskværdigste af alle Læsere — Fortællinger som
Nodier’s Thérèse Aubert eller de Noveller, der føre Titlen Souvenirs
de Jeunesse, danne Undtagelser. Kun bør man maaske frygte for at sætte
de unge Læserinder platoniske Griller i Hovedet; thi disse Bøger
ere lige saa smægtende som kyske; Kjærligheden er her vel endnu et
neppe kjønsbestemt Venskab, men den tager det lille Menneske helt i
Beslag. Det Tiltrækkende i det Følelsesliv, her skildres, beroer paa,
at ingen Erfaring endnu har gjort Sindet mistænksomt, og at ingen
falsk eller ægte Stolthed forhindrer Hjertet fra at røbe sig. Da alle
Novellerne beroe paa noget Selvoplevet, paa Barndomserindringer, er
Revolutionstidens Ængstelser den stadige, melancholske Baggrund og
Slutningen ufravigelig Adskillelse eller den Elskedes Død.

En barnlig Sensibilitet udgjør Grundlaget i Nodiers Charakter. Hele
sit Liv igjennem forblev han et stort uverdsligt Barn med en pigeagtig
Blufærdighed ikke blot overfor det urene, men overfor det voxne
Standpunkt.

Paa denne naive Friskhed i Følelsen hæver sig saa som en anden Etage et
ganske særegent Fantasteri.

Nodier besad en saa løs og vild Opfindelsesgave, at man skulde troe ham
et Bytte for stadige Drømmesyner eller Hallucinationer; han havde den
farlige Egenskab, der er fælles for en vis Type af Digteraander, den,
næsten ikke at kunne tale Sandhed. Man vidste aldrig bestemt og han selv
vidste aldrig nøiagtigt, om det, han fortalte, var Sandhed eller Digt.
Spøgen holder jo Midten imellem begge. Ingen Mand i Frankrig gjaldt for
mere underholdende end han; Ingen tog det mindre ilde op, naar man sagde
ham, at man ikke troede et Ord af, hvad han fortalte.

Paa en Reise, som Nodier og hans Hustru, Hugo og hans Frue foretoge
sammen i Sydfrankrig, kom de til et Værtshus i den lille By Essonne,
hvor de skulde spise Frokost. Det var der, at man havde paagrebet
Lesurques, der i 1796 var bleven henrettet som Morder, og hvis
Uskyldighed senere blev bevist. Nodier, som havde kjendt ham eller sagde
saa, talte om ham med en Sindsbevægelse, der bragte Taarer i Øinene paa
de to Damer, og Stemningen til Frokosten var fordærvet. Han seer paa Fru
Hugos vaade Øine og siger: »De veed, Frue, at man ikke altid er sikker
paa at være Fader til sit Barn, men har De hørt, at man undertiden ikke
er vis paa at være Moder til det?« — »Hvorfra har De det?« spørger
hun. — »Fra det Billard derinde.« — Der var et Billard i Naboværelset.
Man bad om en Forklaring, og med flydende Tunge fortalte Nodier, at
to Aar i Forveien havde en Vogn fuld af Ammer, der kom fra Paris med
Børn, som skulde opdrages paa Landet, gjort Holdt der paa Stedet.
For at spise Frokost i Mag havde Ammerne lagt Børnene fra sig paa
Billardet. Men medens de sad i Gjæstestuen, var der kommen Fragtmænd til
Værtshuset, som vilde spille. De havde taget Børnene bort og lagt dem
mellem hverandre paa Bænken. Da Ammerne kom tilbage, vare de i største
Forlegenhed med, hvordan de skulde kjende deres Pattebørn; de vare alle
nyfødte og lignede hinanden. Endelig tog de, efter at have sikret sig
det rette Kjøn, et i Bunken — og nu var der i Frankrig en Snes Mødre,
som udfandt Ligheder med en elsket Mage og med sig selv i et vildfremmed
Barn.

»Hvilken Historie!« sagde Fru Nodier. »Var Tøjet da ikke mærket?«

»Hvis I spørge om Sandsynligheden, finde I aldrig Sandheden,« svarede
Nodier uforbløffet og tilfreds med den tilveiebragte Virkning.

Han selv spurgte aldrig om Sandsynligheden. Dens Verden er ikke hans.
Han levede i Legendernes, de fantastisk-humoristiske Eventyrs og
Spøgelsehistoriernes Verden. Hvis en Fe overhovedet nogensinde har
staaet ved en Dødeligs Vugge, saa har hun staaet ved Charles Nodier's,
og han troede hele sit Liv igjennem paa denne Fe, han sværmede for
hende, som hun sværmede om ham og blandede sig ind i Alt, hvad han
skrev. Og var han end borgerlig og jordisk gift med sin Hustru, saa
betyder dette ideelt ikke mere, end at Dante var gift med Gemma Donati;
hans virkelige Brud og Beatrice, det var Feen Belkis, forhenværende
Dronning af Saba, som han (og efter ham Gérard de Nerval) saa tidt har
besunget.

Den Verden, hvori han lever, det er den, hvor Oberon og Titania opføre
deres romantiske Dandse, hvor Toner fra Tusind og een Nat klinge ind i
Arieis himmelske Orkester, hvor Puk reder sin Alfeseng i en Rosenknop,
medens alle Blomster dufte stærkere i Sommernatten. Det er en Verden,
hvor alle Figurerne fra det store, vaagne Liv forekomme, men grotesk
forstørrede eller grotesk formindskede efter Barnets Fatteevne og
Fantastens Behov.

Her er, siger Nodier selv etsteds, Odysseus, den vidtbereiste, men han
er svundet ind til Tommeliden, hvis uhyre Reise bestaaer i, at han
svømmer over Mælkespanden; her er Othello, den frygtelige Kvindemorder,
men hans Skjæg er fra sort bleven blaat, han er forandret til den
skrækkelige Rolf Blaaskjæg; her er Figaro, den smidige Knægt, der gaaer
de Fornemme saa kjækt under Øine, kun er han forvandlet til Hankat, men
den bestøvlede Kat er, om end mindre underholdende, psychologisk næsten
lige saa interessant som han.

Ingen af Frankrigs Forfattere i den romantiske Periode staaer i et
tydeligere Slægtskabsforhold til den tydsk-engelske Romantik end Nodier.
Hvo der ikke kjender ham, bør, for at danne sig en Forestilling om ham,
mindes Walter Scotts Spøgelsehistorier og Hoffmanns dristige Fantasier.
Men dermed er hans Eiendommelighed selvfølgelig ikke betegnet. Den
beroer paa, at Fremstillingen af det romantiske Stof hos ham ikke selv
er, hvad vi pleie at kalde romantisk, men derimod strengt attisk,
klassisk simpel, uden megen Farve, uden nogen Lidenskab, uden noget Slør
af Edinburghs Taager som hos Scott eller af Berlins Vinkjælderdunster
som hos Hoffmann. Hans Eiendommelighed som Stilist er den, at medens
rundt om ham de unge Romantikere sandseliggjorde Sproget og overalt
fortrængte Ideen med Billedet, skrev han sine vildeste romantiske
Indfald ned i Pascals og Bossuet’s klare og simple Sprog. Hvor ivrig
en Forfægter Nodier end var af den nye Retninger i Litteraturen,
saa forblev han i stilistisk Henseende conservativ og udtrykte det
nittende Aar- hundredes Fantastik i det syttende Aarhundredes strenge
og gjennemsigtige Udtryk. Dristig indtil Randen af det Afsindige i sine
Indfald er han forsigtig og klar i sin Form. En Eventyrdigtning af ham
ligner, som Prosper Mérimée træffende har udtrykt det, »en Skythers
Drøm, fortalt af en gammelgræsk Digter.«

Hans Ines de la Sierras er en Spøgelsehistorie, som forud for andre
Spøgelsehistorier har Æmnets fuldendte Skjønhed. Det Indtryk af
Rædsel, som den uforklarlige Aabenbaring vækker, er blandet med den
Tiltrækning, som denne Aabenbarings rørende Gratie udøver; det Yndige
og det Rædselsfulde i Ines de la Sierras' hemmeligheds fulde Skikkelse
neutralisere ikke hinanden, men virke i Forening med en eiendommelig
Magt, og denne Forening er overhovedet Hemmeligheden ved denne Digters
Effekter. Kun Skade, at Nodier har fordærvet den smukke Fortælling
ved en smaalig og usandsynlig Slutning, der bortforklarer Gjenfærdet
rationalistisk. Ikke den for 300 Aar siden myrdede unge Dandserinde
er det, som ved Midnat har aabenbaret sig i det øde Slot, men en ung
levende Spanierinde, der tilfældig bar samme Navn, og som ved en
Kombination af de eventyrligste og utroligste Omstændigheder har vist
sig dandsende og hvidklædt i Slottet. Der stikker en ægte latinsk
Rationalisme i denne Udvei, men den er saa at sige kun anbragt paa
Skrømt. En Fortælling som Ines de la Sierras udviser ellers netop paa
det Tydeligste Datidens poetiske Fremskridt fra det attende Aarhundrede,
der endog i Poesien var en saadan Fjende af det Overnaturlige, at
Voltaire ansaa sig selv for en reformatorisk Vovehals, da han i sin
Semiramis havde ladet Ninus's latterlige Gjenfærd ved høilys Dag hyle
nogle Alexandrinere ud igjennem en Theaterraaber.

Blandt Nodiers fantastiske Fortællinger synes La fée aux miettes mig
den ypperste. Den er ganske sikkert for stor og bred, thi man læser
ikke uden Vanskelighed et i vilde Arabesker sig snoende Fantasteri,
som optager 120 Sider i Kvartformat; ligefuldt føler man sig gjennem
store Partier baade fængslet og spændt. Rammen er den, at en stakkels
godlidende Sindssyg i Hospitalet i Glasgow fortæller sit Livs Eventyr;
men det eventyrlige Indhold bringer Rammen helt i Glemme. Alle
Menneskelivets Strænge berøres her skurrende og vildt. Det er, som
Livet selv gled En forbi, seet fra Vrangsiden af, seet fra Drømmens,
Visionens, Feberfantasiens ikke uberettigede Synspunkt.

I Granville i Normandiet lever den skikkelige Tømmermand Michel, god og
simpel af Hjertet. I Byen findes en lille gammel kvindelig Dværg, meget
skrumpen og hæslig, som indsamler Resterne af Skolebørnenes Frokost
og derfor kaldes »Feen, som samler Krummer«. Allerede for fire, fem
Aarhundreder siden saaes hun dèr i Byen, og levede den Gang paa samme
Maade, viste sig ogsaa stadig siden da med Mellemrum paa Ny. Hende
hjælper den unge Mand tidt med smaa Summer, og hun understøtter ham
til Gjengjæld med alskens vise Raad, taler altid, som var hun dødelig
forelsket i ham, og beder ham love hende Ægteskab, for at han saaledes
en Gang med Tiden kan komme til sine Penge igjen. Hun skjænker ham
sit Billede, et magisk Billede, der slet ikke ligner hende, men som
forestiller Feen Belkis, den samme, der i Oldtiden var Dronning af Saba,
og som Salomon elskede saa høit. I dette Billede af en deilig, magisk
straalende og tillokkende Kvindeskikkelse forelsker Ynglingen sig; hvor
han gaaer og staaer i Livet, møder hendes Navn ham, og vil han reise,
hedder Skibet Dronningen af Saba. Han vandrer om i Drømme om Belkis, som
vi Alle vandre om i Drømme om vor Chimære, vort Ideal, vor lixe Idee,
der for de Andre er Galskab.

Uskyldig anklaget for et Mord, der er begaaet i et Værtshus i samme
Værelse, i hvilket han sov, dømmes den stakkels Michel til Døden. Han
skal hænges, og føres under Pøbelens Hujen til Galgen. Da forkyndes det,
at efter gammel Regel Livet kan skjænkes den Dødsdømte, i Fald nogen ung
Kvinde vil forbarme sig over ham og tage ham til Mand. Og see, der er
Folly-Girlfree, den lystige, kjønne Pige, der altid har holdt af ham;
hun nærmer sig Skafottet, hun vil frelse hans Liv. Men han betænker sig.
Ogsaa han holder meget af Folly-Girlfree, hun er god og smuk, men han
elsker hende ikke, elsker kun Een, brænder hemmelig for et aldrig seet
Ideal, Feen Belkis. Han seer da ømt og taknemmeligt paa Folly, veier Pro
og Contra, og — udbeder sig at maatte blive hængt. Denne Overveielse med
Rebet om Halsen, dette »Bedre godt hængt end slet gift«, som Shakspeare
udtrykker det,Many a good hanging prevents a bad marriage.

         (What you will I, 5.) er her gjennemtrukket med en elskelig
Humor, med en naiv og ideal Livsfilosofi, der ikke glemmes, fordi den i
Øieblikke er gaaet igjennem enhver Mands Hjerne.

Michel er alt ved at række Halsen frem, da under Støi og Skrig Feen,
som samler Krummer, kommer styrtende med alle Byens Gadedrenge efter
sig og bringer Beviset for den Dødsdømtes Uskyld. Han ægter hende af
Taknemmelighed; men neppe har i Brudenatten Døren hermetisk lukket sig
mellem ham og hans ældgamle Hustru, og neppe har han lukket sine Øine,
før Belkis i sit Brudeslør nærmer sig hans Leie.

»Ak, Belkis, jeg er gift, gift med Feen, som

samler Krummer.«

»Jeg er Feen, som samler Krummer.«

»Ak nei, det er umuligt, du er jo næsten

lige saa høi som jeg.«

»Det kommer af, at jeg strækker mig.«

»Men dette pragtfulde, lokkede Guldhaar, som strømmer over dine Skuldre,
Belkis? Det har Feen, som samler Krummer, ikke.«

»Nei, for det viser jeg kun min Mand.«

»Men Feens to store Hugtænder, o Belkis, dem finder jeg ikke mellem dine
friske og duftende Læber?«

»Nei, det er en Luxus, som kun passer sig

for Alderdommen.«

»Og denne næsten dødbringende Salighed, som griber mig i din Favn,
Belkis? den følte jeg aldrig hos Feen.«

»Nej, det er ligefrem,« lyder det leende Svar,

»for om Natten er alle Katte graa.«

Og saaledes er hans Liv ved Dag og Nat delt mellem den vise, gamle Fe og
den skjønne unge Dronning af Saba, indtil han endelig finder Alrunen,
som synger, og, undsluppen fra Sindssygehuset, stiger til Feens og
Belkis' Himmel under Alrunens Sang.

Ikke sandt? det er Vanvid, men et underligt sjælfuldt Vanvid. Hvad er
denne Fe, som samler Krummer? Er hun Visdommen, er hun Resignationen
og Pligtopfyldelsen? Er hun den uforgængelige Taalmodighed, som slaaer
over i Geni? Er hun Trofastheden, som slaaer over i den Lykke, der er
Trofasthedens Løn? Hun er vel lidt af det Alt, og kan netop derfor
forvandle sig til Ungdom og Skjønhed og salig Lyst. Saadan omtrent er
det digtet eller drømt.

Paa sin Høide har Nodier’s Indbildningskraft et kaadere, overmodigere
Sving; den nøies da ikke med at skabe et regelløst Indhold, den
fremstiller det i en snaksom-barok, over selve Ind holdet spottende
Form. Ingen Franskmand er saa nær ved at have hvad Englændere og
Tydskere kalde Humor som Nodier. Undertiden er han som besat af
Fantasteri. Han vender da ikke blot i sin Fortælling op og ned paa de
daglige Forestillingers Verden, men han leger med sit eget Forhold
til Fortællingen, ironiserer over de Samtidige, henkaster tusinde
Hentydninger, filosoferer over Tilværelsens Illusioner, Alt i den
blotte Meddelelsesform. Han tager selv Bogtrykkerkunsten i sin Tjeneste
for ret at faae det Fantastiske frem, eller nøiere for at godtgjøre
sin Subjectivitets absolute Herredømme over Stoffet og ligesom ikke
paa et eneste Punkt, end ikke i det sidste haandværksagtige og
maskinmæssig frembragte Medium, at lade nogen Udvorteshed staae, hvori
ikke Fortællerens souveraine Personlighed gjør sit Lune gjældende. Han
har havt et helt Bogtrykkeri behov for at kunne udgive sin berømte
Fortælling om Kongen af Böhmen og hans syv Slotte. Han fordrer det, og
Bogstaverne blive saa lange, at de dække Siden, han byder, og de blive
bitte smaa, han skriger, og de reise sig i Angst, han bliver melankolsk,
og de falde om langs ad Linierne; de gaae over i Illustrationer, som
ikke kunne udskilles fra Texten; de vexle, latinske og gothiske Grupper
mellem hinanden efter Stemningen, undertiden staae de paa Hovedet, saa
man maa vende Bogen om for at læse videre, undertiden følge de Texten
saa nøie, at en Gaaen ned ad Trapper trykkes saaledes:

Derpaa

     gik

        vor

          Helt

            ganske

               nedslaaet

                        ned

                           ad

                         Trapperne.

Det er interessant i Nodier’s (af hans Datter forfattede) Levnet at
efterspore de faktiske Elementer, over hvilke han har formet sine
fantastiske Fortællinger. Kun sjeldent ligger som i «Ines de la
Sierras» noget Virkeligt, et Landskab, et gammelt Slot, til Grund for
Opdigtelsen. Nodier studerede Localiteterne paa en Udflugt, han med
sin Familie foretog til Spanien i 1827. Undertiden er Udgangspunktet
en Legende; en saadan ligger f. Ex. til Grund for Trilby, og det er
betegnende, at denne Legende fortælles Nodier af Walter Scotts og
Byrons franske Oversætter Pichot. Ideen til Smarra fik Nodier ved
at høre sin Portner i Paris, en gammel Invalid, der var for syg til
at kunne sove anderledes end siddende i en Stol, fortælle om sine
Mareridt og Drømmesyner. Modellen til Feen med Krummerne var endelig
en gammel Tjenestepige, der hørte til Nodiers Barndomserindringer fra
Fædrenehjemmet, og der pleiede at behandle hans 60aarige Fader som
letsindig Yngling. Den gamle Denise paastod, at hun før hun kom der i
Huset havde tjent hos en Hr. d’Amboise, Guvernør i Chateau-Thierry,
og da hun, naar hun kom paa dette Kapitel, i sine egne Oplevelser
indblandede Erindringen om de forunderligste Begivenheder og de mest
forældede Skikke, anstillede man for Morskabs Skyld Efterforskninger om
hin mærkværdige Guvernør. Stadens Archiver udviste, at der kun havde
existeret een Guvernør af dette Navn og at han var død allerede i Aaret
1557. Man seer, hvorledes af dette pudsige Træf Fortællingen om Feen har
dannet sig. Det ubetydeligste faktiske Element, et Landskab, en Legende,
en Drøm, en Løgn, et Fnug var nok for Nodier til deraf at forme sin Fee
og hendes Hofstat.

Den elskværdige, aandfulde Mand, hvis Hus i en Aarrække afgav
Samlingspunktet for den ved 1830 opdukkende litterære Generation, og
til hvem enhver Begynder, ethvert ungt Talent søgte ud for at finde
Protektion og om mulig faae Lov til at oplæse en Ballade eller et
Prosastykke for det udsøgte Selskab, der samledes i Huset Søndag
Aften, betegner Yderpunktet af det romantiske Fantasteri i Datidens
franske Litteratur. Det Fantastisk-Overnaturlige, som udgjorde Roman
tismens Grundvæsen i Tydskland, udgjør i Frankrig kun dens ene Pol.
Eller rettere: det er et enkelt Element i den franske Romantik, hos
nogle af dens mest navnkundige Repræsentanter et svagt og underordnet
Element, hos andre et stærkere fremtrædende, men det er et konstant
Element. Det kommer strax fra først af til Udbrud hos Victor Hugo i
hans Hexesabbaths-Ballader, det bryder kraftig igjennem i hans store
Aarhundredernes Legende, men opfattet historisk, idet Legenden her kun
er naiv Historie; det glimter frem selv hos den strengt rationelle
Mérimée, halvt bortforklaret i La Vénus d’Ille, klarere i La Vision de
Charles XI og Les arnes du purgatoire; det behersker som halvt serafisk,
halvt vellystig-blodigt Sværmeri Lamartine s La chute d’un ange; det
fylder Quinet's pantheistisk-taagede Ahasverus; det indfinder sig med
Alderen hos George Sand i de smukke Eventyr, hun nedskriver for sine
Børnebørn; det sysselsætter selv den plastiske Gautier i de talrige
Noveller, i hvilke han lader sig inspirere af Hoffmann, og det kroner
som Swedenborgsk Spiritisme selv Balzac's store naturalistiske Værk La
Comédie humaine med en Roman som Séraphitus-Séraphita, Dog hos Ingen
har det den naive Oprindelighed og den friske, digteriske Kraft som hos
Nodier.

V.

Det nye digteriske og kunstneriske Gjennembrud havde fremmede          .
og indenlandske Kilder Paavirkningen fra Udlandet er den mest          .
iøinefaldende                                                          .

Som alt berørt, blev paa een Gang det Fremmede, der skjøndt gammelt
hidtil var bleven holdt udenfor Frankrig, og det, der nu fængslede
Samtiden ved sin Nyhed, tilegnet og optaget af den unge Slægt med
en Iver, der stod i Forhold til den Grad, i hvilken det afveg fra
den tidligere Litteraturs Regelrethed. Der dannede sig for den unge
Skoles Øine et Farveskjær, i hvilket alle Straaler brødes paa en vis
overensstemmende Maade. De Straaler, som trængte igjennem, skiftede
Charakter med det Samme.

Først og fremmest var Shakespeares Navn tidligt i Romantikernes Mund
blevet det afgjørende Løsen. A. W. Schlegel havde brudt Veien for
Shakespeare; thi han havde i sine berømte Forelæsninger over dramatisk
Kunst og Litteratur, der ogsaa udkom paa Fransk, været den første til at
forherlige og forklare ham. Franskmanden Mercier, »Romantismens Profet«,
slog med Lidenskab ind i samme Tone, Villemain og senere Guizot fulgte
Sporet; Efterligninger og Oversættelser, de sidste mere tro end det
forrige Aarhundredes, gjorde deres til at popularisere den store Brittes
Navn og Kunst. Endnu i Begyndelsen af Tyverne var man ikke videre, end
at engelske Skuespillere, der paa Porte-Saint-Martin Theatret prøvede
paa at spille Shakespeare, bleve modtagne med en Regn af Æbler og Æg og
Raabene: »Tal Fransk! Ned med Shakespeare! Det var en af Wellingtons
Adjutanter!«Stendhal: Racine et Shakespeare S. 215. Men vi have seet,
at deres Efterfølgere kun faa Aar efter fik en glimrende Modtagelse. I
Mellemtiden falder blandt Andet Beyle's haardnakkede Kamp for at skaffe
Shakespeare den forskyldte Anerkjendelse og Udgivelsen af Bladet Globe,
der først tre Gange ugentlig, dernæst som Dagblad virkede som den yngre
Slægts Organ og med Bistand af dens ypperste Kræfter overordentlig
dygtigt ledede Felttoget for de nye Principer.

Beyle, der trods sin Paradoxi er et af Tidens klareste og mest originale
Hoveder, formulerer sin Beundring af Shakespeare skarpt uden dog
at gjøre sig skyldig i nogen Mangel paa Pietet mod Racine, hvem
han opstiller som dennes Modbillede. Han viser, at de Øieblikke af
fuldstændig Illusion, der under en Theaterforestilling kunne og skulle
indfinde sig, ere hyppigere hos Shakespeare end hos Racine, og at
den egentlige Fornøielse ved det tragiske Skuespil afhænger af disse
korte Illusionsmomenter og den Sindsbe vægelse, de i deres Intervaller
efterlade i Tilskuerens Sind. Hvad der mest hindrer Illusionens
Opstaaen, det er Beundringen for en Tragedies smukke Vers. Man maa
klare sig Spørgsmaalet: Hvad er Opgaven for den dramatiske Digter, at
give smukke Udviklinger paa velklingende Vers eller med Sandhed at male
Menneskets Bevægelse? Og han gaaer i sit Svar paa dette Spørgsmaal
videre end den romantiske Tragedie under Victor Hugo og Alexandre Dumas
senere bevægede sig, idet han absolut forkaster Verset som Form for det
tragiske Drama. Saasnart Tragedien søger sin Virkning ved at give et
nøiagtigt Maleri af Sindsbevægelserne, saa maa den, mener han, fremfor
Alt gaae ud paa med Klarhed at udtrykke Tanker og Følelser. Men denne
Klarhed forhindres af Verset. Han anfører Macbeths Ord »The table is
full« overfor Banquo’s Skygge, der sidder paa hans Plads, og hævder
at Kim og Rytme intet kunne føie til et saadant Udbruds Skjønhed.
Øiensynlig har senere Vitet, ikke Hugo, svaret til hans dramaturgiske
Ideal.

Beyle raader Ingen til at efterligne Shakespeare. Hvad man bør
efterligne hos ham er kun hans Evne til at studere den Verden, i hvis
Midte han levede, hans Kunst at give sine Samtidige netop den Art
Tragedie, de havde Behov; thi ogsaa nu, 1820, lever Trangen til en
vis Art tragisk Skuespil, selv om Datiden, skræmmet af Racines store
Ry, ikke vover at fordre det af Digteren. Kun naar man studerer og
fyldestgjør sin Samtid, er man i Sandhed romantisk. Thi »Romanticismen«
er den Kunst at skjænke Folkene de litterære Værker, som under deres
Anskuelsers og Vaners nærværende Tilstand formaaer at yde dem den
størst mulige Fornøielse, medens Klassicismen frembyder dem den
Litteratur, som foraarsagede deres Oldefædre den størst mulige Nydelse.
Racine har i sin Tid været romantisk, Shakespeare er romantisk, først
fordi han har fremstilt Englænderne fra 1590 de blodige Afgjørelser,
som Borgerkrigene havde medført, dernæst fordi han har givet en
Række mesterlige indtil det Fineste afskyggede Billeder af Hjertets
Bevægelser og Lidenskabernes Liv. Den romantiske Theori er da ikke
den at efterligne England eller Tydskland, men at hvert Folk skal
have sin særegne Litteratur, modelleret over dets særegne Karakter,
ligesom vi alle bære Dragter, der ere afpassede og syede til os alene.
— Som man seer, er for Beyle Romantiken næsten ganske ensbetydende
med Begrebet moderne Kunst. Eiendommeligt for den romanske Karakters
ovenfor berørte indgroede Hang til Klassicitet er det, at lian paa flere
Steder kommer tilbage til, at man bør være »romantisk« med Hensyn til
Ideerne, thi det er »Aarhundredets Fordring«, derimod bør man forblive
klassisk i Udtryksmaaden, i Sprog form og Vendinger; thi Sproget er en
vedtægtsmæssig Sag og derfor saa godt som uforanderligt. Man bør stræbe
at skrive som Pascal, Voltaire og La Bruyère.Racine et Shakespeare 115,
117, 218 Anmærkning.

 Med forskjellige Varianter formulere Globes betydeligste Medarbeidere
Definitionen af den sig fremad kjæmpende Romantisme i ret god
Overensstemmelse med hinanden indbyrdes og med Beyle. Paa den Tid,
da Hugo endnu var kongeligsindet, christen og conservativ, var Globe
allerede revolutionær, filosofisk og liberal. Den første som i Globe
gav sig til at give Romantismens Program var Thiers, der, som det i
Regelen skeer ved litterære og kunstneriske Gjennembrud, opstillede
Ordene Natur og Sandhed som Løsen. Han bekjæmper i den bildende
Kunst det Akademiske, det Symmetriske, fordrer i dramatisk Poesi
den historiske Sandhed, det Samme omtrent som man senere mente med
Localfarven. Duvergier de Hauranne bestemmer i en Artikel Om det
Romantiske Klassicismen som Rutine, Romantismen som Frihed, nemlig
som Frihed for de mest forskjelligartede Talenter (Hugo og Beyle,
Manzoni og Nodier) til at udfolde sig med deres hele Eiendommelighed.
Medens Ampére definerer Klassicismen som Efterligning, Romantismen som
Originalitet, forsøger en Anonym (efter al Sandsynlighed Sismondi) at
give en strengere Definition, idet han bemærker, at Ordet Romantisme
ikke er bleven dannet for at betegne de litterære Værker, i hvilke et
hvilketsomhelst Samfund har givet sig Udtryk, men kun den Litteratur,
der giver et tro Billede af den moderne Civilisation. Da denne efter
hans Overbevisning i sit Væsen er spiritualistisk, saa er Romantismen at
definere som Spiritualismen i Litteraturen. Med ungdommelig Voldsomhed
og i dristigere Udtryk optræder Barrikadernes senere Forfatter, den
tyveaarige Vitet, som Bestemmer af Romantismens Væsen. Den betyder
simpelthen Uafhængighed i Kunstanlig gender, individuel Frihed i
Litteraturen. »Romantismen er«, siger han, »Protestantismen i Litteratur
og Kunst« og tænker øiensynlig herved udelukkende paa Løsrivelsen fra en
pavelig Autoritet. Den er, fortsætter han, hverken en litterær Doctrin
eller en Partisag, men Nødvendighedens Lov, Forandringens, Fremskridtets
Lov: »Om tyve Aar vil hele Folket være romantisksindet; jeg siger hele
Folket, thi Jesuiterne ere ikke Folket.«

Der er, som Læseren seer, neppe en Nuanceforskjel mellem disse
Definitioner og den, i hvilken Victor Hugo havnede: »Romantismen er
Liberalismen i Litteraturen» og man vil ikke undre sig over at Globe
hilste Fortalen til Cromwell med Udbruddet: »Bevægelsen er nu naaet til
Hr. Hugo. I Virkeligheden bragte han den af sit Eget ikke stort Mere end
Seiren.Sammenlign Th. Ziesing: Le Globe de 1824 à 1830 passim.

Næst Shakespeare var Walter Scott den engelske Digter, hvis Indflydelse
var om ikke dybest dog tydeligst. Han banede sig Vei over Grændsen her
som overalt. Den store Skotte havde allerede tidligere i Tydskland,
Italien og Danmark fundet Beundrere, der besjælede af en levende
Nationalfølelse og med folkelige og sædelige Idealer for Øie ansloge
hans Romaners Tone. Waverley-Romanerne begyndte at udkomme 1814; alt
1815 efterlignes de af La Motte Fouqué i germanisk-junkerlig Retning,
1825— 26 udgives Manzoni's Promessi Sposi, 1826 begynder Ingemann til
Bedste for en barnlig Nationalfølelse og ikke mindre barnlig Royalisme
Udgivelsen af sine romantisk-historisk Fortællinger, i hvilke Walter
Scotts Aand forunderligt blander sig med Fiesole's Stil. Næsten strax
ved deres Fremkomst gjorde Waverley-Romanerne i Oversættelse stor Lykke
i Frankrig. Scotts Navn var saa populært, at Theaterdirektørerne i
Begyndelsen af Tyverne opfordrede Poeterne til at »arrangere« Skuespil
af hans Romaner. Det mislykkede Drama Emilia af Overgangstidens Digter
Sournet var en saadan Bearbeidelse af Walter Scott. Den unge roman tiske
Slægt følte sig iøvrigt mest tiltrukket af de Egenskaber ved Romanerne
som man i de protestantiske Lande ikke havde skattet høiest, det
malerisk beskrivende Talent og den middelalderlige Tone. Walter Scott
behagede i Frankrig, fordi man hos ham forefandt i rigt Udvalg Køllerter
og Buer, et broget Costume og gamle Borges romantiske Architektur.
Hans nøgterne Livsanskuelse, hans protestantiske Sædelighed, der vandt
ham Læsere i Tydskland og i Norden, oversaa eller misbilligede man.
Beyle var den første, der rettede skarpe kritiske Indsigelser mod
Scott. Han spaaer ham trods al den øieblikkelige Larm om hans Navn et
kun kortvarigt Ry; thi efter hans Mening har Scotts Talent snarere
bestaaet i Evne til at skildre Personernes Klædedragt og male deres
Ansigtsform end i Evne til at gjengive deres Følelsesliv og vise os
deres Lidenskaber. Kunsten kan og skal ganske vist aldrig efterligne
Naturen Træk for Træk; den er altid en smuk Usandhed, men Walter Scott
har været altfor usandfærdig; hans lidenskabelige Personer synes at
skamme sig for sig selv, de mangle Sikkerhed og Dristighed, de have
altfor faa naturlige Træk. Temmelig tidligt begyndte man da ogsaa at
bebreide Scott, hvad Balzac senere ofte gjør gjældende imod ham, at han
ikke forstod at skildre Kvinden og hendes Lidenskaber eller i alt Fald
ikke vovede at skildre disse Lidenskaber med deres Glæder, Kvaler og
Tugtelser i et Samfund, der lagde en overdreven Vægt paa den litterære
Ærbarhed.Se hos Beyle: Racine et Shakespeare 294, hos Balzac hans
egne Ord i Fortalen til La Comédie humaine og hans Alter-Ego, Daniel
d’Arthez’s Udtalelser i Les illusions perdues. De af hans Romaner,
der foregik i den mere moderne Tid, gjorde intet Indtryk; man holdt
sig til Ivanhoe, Quentin Durward, Den smukke Pige i Perth og et Par
andre. Hvad man især vurderede hos den fremmede Digter var, at han
havde erstattet begge de tidligere Former for den større Roman — den
fortællende, hvis Kapiteloverskrifter vare sande Udtog og i hvilken
Fortælleren stedse stak Hovedet i Veiret, og Brevformen, der klemte
alt Pludseligt og Lidenskabeligt ind imellem et »Kjære Ven!« og et
»Deres hengivne«, — med den dialogiserede, dramatiske Roman. De største
Talenter blandt de unge franske Digtere røbe Paavirkningen af ham.
Den blandt dem, der i moralsk Henseende stod England nærmest, Alfred
de Vigny skrev sin Roman Cinq-Mars, der foregaaer under Richelieu, et
underholdende, men nu forældet Arbeide, i hvilket Modsætningen af Godt
og Ondt overskygger alle andre Modsætninger og i hvilket Mangelen paa
Blik for Richelieu’s Statsmandsstorhed er paafaldende. Scotts alsidige
Charakteristik fattes i høieste Grad; i Steden for den er traadt et
lyrisk Element, Forherligelsen af ungdommelig fremfusende Ridderlighed,
den gammelfranske Bravoure. Samtidigt med De Vigny lod Prosper Mérimée
sig paavirke af den store Skotte og forfattede under denne Indflydelse
sin Krønike fra Karl den 9des Regjering (Fra Bartholomæusnattens Tid),
et Værk hvis Aandsretning ligger endnu fjernere fra Scotts. Mérimée
opsøger i Historien de stærke og voldsomme Lidenskaber for deres egen
Skyld, kun med det franskromantiske Bi-Øiemed at opirre Spidsborgerne
ved den uforbeholdne Skildring; hans Charaktertegning er mesterlig
skarp og knap, Fremstillingen kold, udført paa Trods mod al moralsk
Conveniens.

Det er bekjendt, at Alexandre Dumas senere hen i mange lette og
underholdende Romaner ̶ De tre Musketerer f. Ex. ̶ paa sin Vis tilegnede
sig Scotts farverigdom og historiske Stil. Mindre bekjendt er det
derimod, at Balzac, Begrunderen af den moderne franske Roman, ganske
som de Vigny og Mérimée følte sig tiltrukket af den i Romanens Historie
epochegjørende fremmede Mester. Han vilde træde i hans Spor uden at være
en blot Efterligner. Han mente i den beskrivende Genre, som Romantikken
paany bragte til Ære, ret vel at kunne kappes med Scott og tiltroede
sig Evne til at give Dialogen et ganske andet Liv. Hos Walter Scott
fandtes kun én Kvindetype; I Frankrig vilde den, der gav sig til at
forfatte historiske Romaner, kunne stille Katholi cismens glimrende
Laster og brogede Sæder overfor Calvinismens mørke Skikkelser i den
franske Histories lidenskabelige Periode. Saaledes var han sikret
mod Ensformighed. Endelig fattede han, hvis Aand stadig pønsede på
Kjæmpeværker og instinctmæssig søgte det systematisk Omspændende, den
Plan at fremstille ethvert Tidsrum fra Karl den Store til Datiden i en
eller flere Romaner, der skulde danne en sammenhængende Kjæde; det var
en lignede Idee som den, Freytag senere i sit Værk Die Ahnen har søgt
at virkeliggjøre for Tydsklands Vedkommende. Et Led i denne Kæde skulde
den første Roman være, som Balzac udgav under eget Navn, Les Chouans,
i hvilken Kampene i Vendée paa Revolutionstiden skildres, og som udkom
1829, netop samme Aar som Cinq-Mars og Chronique du règne de Charles
IX. Andre Brudstykker af det paatænkte store Værk ere de meget senere
ud- givne Bøger Sur Cathérine de Médicis og Maître Cornélius, en Roman,
i hvilken Balzac i lige- frem Kappestrid med Walter Scott lader Ludvig
XI, hvem den fremmede Digter efter hans Opfattelse havde gjort Uret,
spille en Hovedrolle. Disse Bøger, der i og for sig betragtede, have en
vis Værdi og indeholde livlige, grundige Charakterstudier, vise dog, at
hvis Balzac havde fastholdt sin Plan at kalde Fortiden tillive, vilde
hans Betydning i Aarhundredets Litteraturhistorie være bleven en ganske
underordnet; man havde simpelthen regnet ham til Walter Scotts Elever.

Ogsaa hos Victor Hugo fremkaldte de Scottske Forbilleder Ønsket om
at forfatte en stor historisk Roman. Han besluttede at give den til
Midtpunkt Paris’s gamle Kathedralkirke, hvis Overkalkning havde opfyldt
ham med Rædsel og for hvis historisk-monumentale Væsen han nærede et
ganske lignende Sværmeri som i sin Tid Goethe for Strassburger Dom og
Oehlenschläger for Roeskilde Domkirke. Efter Kontrakt med en Boghandler
skulde denne nu saa berømte Roman være afleveret i April 1829, Hugo
formaaede ikke at holde Kontrakten, fik først fem Maaneders Frist,
saa Frist til 1ste December 1830 mod at betale en Bøde af 1000 Francs
ugentlig, hvis Romanen ikke var færdig til da. Den 27de Juli havde han
sine Forarbeider i Orden og begyndte Nedskrivningen, Dagen efter indtraf
Julirevolutionen; Hugo’s Hus var udsat for Kugleregnen, under Flytningen
til et andet Hus gik en Bog med alle hans Optegnelser til Romanen
tabt. Han fik da tre Maaneders Frist endnu, lod sig negte hjemme paa
ubestemt Tid, lukkede sine sorte Klæder inde for ikke at kunne gaae ud,
iførte sig sin Arbeidsjakke, kjøbte sig en Flaske med Blæk og arbeidede
uden at gjøre eller modtage noget Besøg indtil 14de Januar 1831, da
Blækflasken var tom, og Romanen færdig. Kun en eneste Gang havde han i
Mellemtiden tilladt sig en Adspredelse, det var da han gik ud for at see
Karl den 1Odes Ministre blive dømte; men for ikke at overtræde sin egen
Bestemmelse havde han den Dag iført sig sin Borgervæbningsuniform.

Allerede fra Hugos tidligste Ungdom af havde han modtaget et dybt
Indtryk af Walter Scott. I en Anmeldelse af Quentin Durward, som
han skriver 21 Aar gammel, udtaler han den høieste Beundring for
Scotts historiske Sands, sædelige Alvor og dramatiske Form. Der findes
ligefuldt heri en Sætning, i hvilken han ligesom angiver det Skridt,
han selv haaber at kunne føre Kunsten videre. Den lyder: »Efter Walter
Scotts maleriske, men prosaiske Roman, staaer der tilbage at skabe
en anden Art Roman, der efter vor Mening vil være smukkere og mere
fuldendt. Det er den Roman, som paa een Gang er Drama og Epos, som vel
er malerisk, men tillige poetisk, vel er virkelig, men tillige ideal,
vel sand men tillige stor, og som indfatter Walter Scott i Homer.« De
sidste Ord, der paa ægte Hugo'sk Maade gjennem Overdrivelse fordærve
Virkningen, bør ikke hindre os i at anerkjende den unge Forfatters
Klarsyn for hvad han selv engang vilde kunne yde i Romanfaget. Han
synes at have følt, at hans Romaner vilde blive store Digte i Prosa,
store maleriske Legender snarere end Virkelighedsbilleder som Scotts.
Notre Dame de Paris, der var bestemt til at give et Billede af Paris's
Liv og Sæder i det 15de Aarhundrede, er et Foster af en storartet
architektonisk Fantasi. Hugo's Hang til det Mægtige og Kolossale har
her fundet en passende Gjenstand. Han besjæler denne Kirke, fylder den
med sin Aands Pust, saa den bliver et levende Væsen, og som man af en
enkelt Hvirvel undertiden kan gjenconstruere en Dyreform, saaledes
fremmaner hans Hjerne ud fra Kirken som Udgangspunkt det hele omgivende
Paris, som længst er forsvundet. Troens og Overtroens, Sædernes og
Kunsternes, Lovenes og Hjerternes Tilstand i hin gamle Tid er malt
i brede, kraftige Træk uden megen Skarphed men med en Art Magi, der
overvælder. Menneskeskikkelserne ere geniale Grundrids til Charakterer,
udførte i Epopeens Stil, i halvt overnaturlig Størrelse. Walter Scotts
ærbare og borgerlige Menneskelighed er erstattet af en farvedrukken
Kunstneraand, Walter Scotts fromme Sind er afløst af en storstilet
Lidenskabe­ lighed, der uden at beroliges peger hen paa den jernhaarde,
blinde Nødvendighed, hin άναγϰη, som er ridset paa Kirkens Væg og som
knuser os alle, Zigeunersken og Præsten, Skjønheden og Dyret, Phøbus og
Quasimodo, Aarhundrede efter Aarhundrede, under sin Jernhæl.

Endnu stærkere end Walter Scott betog Byron. Det var det heftige
Element af Liden skab i hans Digte og dets Sammenhæng med hans
Levnets Uregelmæssigheder, det var Childe Harold og endnu mere Lara,
den af Skjæbnens Finger mærkede Personlighed, der rugende over et
hemmelighedsfuldt Tungsind slæber sin Stolthed og sin Kval med sig fra
Land til Land, det var denne Typus i dens Byronske Former, fantastisk
forstørret ved Alt, hvad der klæbede af Mythe og Legende ved Digterens
Liv, som fortryllede den Ungdom, Hugo havde vakt eller samlet. Faa
vare de Kritiske, der som Beyle — iøvrigt en stor Beundrer af Byron —
hævdede, at han »som Forfatter til regelmæssige, dødeligt kjedsommelige
Tragedier« aldeles ikke var Romantikernes Høvding. Umiddelbart efter
hans Død havde allerede den hele Horde af franske Smaapoeter kastet
sig over de tvende Æmner Grækenland og Lord Byron, og var hele Aar
igjennem vedblevet at besynge dem med saamegen Iver og saa liden Evne
til Forstaaelse og Charakteristik af den Afdødes Eiendommelighed, at
Sainte-Beuve i Globe maatte nedlægge en Protest mod Misbrugen af Ordene
Byron, Frihed, Sørgehymne o. s. v. Saavel Hugo som Lamartine havde
ved Efterretningen om Byrons Død givet deres Følelser for ham Luft,
den første i en Artikel, den sidste i et Digt. Begge lægge paa dette
Tidspunkt under Skildringen af Byrons Digterpersonlighed Hovedvægten
paa hans Skepticisme og Pessimisme; Ingen af dem synes at have
modtaget noget dybere Indtryk af Byrons Manddomsværker; den friske og
bidende politisk-religiøse Satire i Don-Juan forblev i 1824 overhørt
og uforstaaet af dem som af saa mange andre. Men medens Hugo fremfor
Alt stræber at opvise Modsætningen mellem Byrons Poesi og det attende
Aarhundredes — »Forskjellen mellem Byrons og Voltaires Latter er den, at
Voltaire ikke havde lidt« — er for den blødagtige og halvveis troende
Lamartine Byron endnu den faldne Engel. Lamartines »Femte Sang af Childe
Harold«, i hvilken han stræber at anslaae de Byronske Toner, viser hvori
han troede at finde Ligheden mellem den engelske Lord og sig selv,
nemlig i den romantisk-heroiske Personlighed. Han benytter Byrons Maske
til gjennem den at give de Tvivl og de revolutionære Sympathier Udtryk,
der kun ganske glimtvis kom frem i hans poetiske Meditationer, men som
han snart skulde udtale i sit eget Navn. Rimeligvis har desuden Mindet
om Byron lokket saavel ham som Hugo til Østerland; den sidste nøiedes
med digteriske Farter, Lamartine satte en storartet Reise i Scene, til
hvilken han udrustede sig med fyrstelig Pragt. Saavel Lamartine som Hugo
modtoge imidlertid om ikke af Byrons sidste Værker saa af hans sidste
Bedrifter og hans Død et dybtvirkende politisk Indtryk.

Spor af Byronsk Paavirkning findes nu sikkert nok hos Flertallet af de
paa hin Tid debuterende franske Digtere, men saa betydelig og kraftig
var denne unge productive Slægts Originalitet, at Byrons Sønderrevethed,
der som smittende Exempel overalt viste sig forførerisk, og som har
udsaaet Efterligning og Affectation i saa mange Litteraturer, preller
af paa disse Aander. Kun én var der iblandt dem, i hvis Ører netop
disse Byron’ske Toner klang som Bud fra en beslægtet Aand, og det var
ejendommeligt nok den eleganteste og mest aristokratiske af dem og
den mest udprægede Pariser blandt dem allesammen, Alfred de Musset.
De fleste af disse fremragende Individualiteter fødtes udenfor Paris,
Victor Hugo og Nodier i Besanzon, George Sand i Berry, Balzac i Tours,
Gautier i Tarbes, Lamennais i Bretagne, Sainte-Beuve i Boulogne-sur-Mer
og disse bringe hver paa sin Vis et kraftigt Fond af Provinsialisme med
sig, der ikke lader sig gjennemtrænge af Byronsk Indflydelse, skjøndt
den, iøvrigt i yderst forskjellige Former, spores hos George Sand og Th.
Gautier. Mérimée, der fødtes i Paris, kjøledes tidligt altfor stærkt til
at paavirkes af Byrons poetiske Naturel, han berørtes mest paa anden
Haand gjennem Stendhal af det Negative i hans Væsen. Men der er Ingen i
hvem Byron slaaer ned som i hint blege, slanke Pariserbarn, der besidder
al den Svaghed og al den udsøgte Ynde, som i fornemme Slægter findes
hos de sidste Arvinger med hvilke Stammen døer ud. Byron havde som ægte
Englænder i Begyndelsen af sin Optræden været Spiritualist, aandig og
melancholsk; Sandselivet indtager kun ringe Plads i hans Ungdoms Poesi;
det er først i hans Manddomsalder, efter at han har besøgt Italien
og været bosat i romanske Lande, at hans Digtning, som Goethe’s i
Venedig, bliver sensuel og fræk og djærv. Musset omvendt tager i sin
tidlige Ungdom til Udgangspunkt den Art brutal Realisme, som undertiden
fremtræder i Byrons senere Arbeider og bliver efterhaanden mere og mere
aandig i sin Poesi. Han er paa sin Høide baade som Iagttager og som
Erotiker finere end Byron, hans Digtning har en rafaelisk Skjønhed,
som Byron hverken naaer eller søger. Han er den franske, svagere,
zartere, yndefuldere Byron, som Heine den tydske, mindre, kaadere,
vittigere Byron, som Paludan-Muller den danske, satiriske, orthodoxe,
loyalt-conservative Byron. Musset lider som en Yngling, klager som en
Kvinde, han er, som Billedhuggeren Auguste Préault engang kaldte ham,
»Frøken Byron«.

Shelley, hvis Navn først langt senere trængte ind i Frankrig, forblev
ganske ukjendt for hin Generation. Hvad Søskolen angaaer, da var
Sainte-Beuve, som tidligt var bleven indviet i det engelske Sprog og
som var den mest kritiske Aand blandt dem alle, den eneste, som følte
denne naturelskende og virkelighedssøgende Skoles Værd, som tilegnede
sig Noget af dens Væsen, og gjennem enkelte Oversættelser stræbte at
popularisere den. Brizeux, Bretagnes Digter, minder om Skolen, men har
ikke kjendt den.

Fra Tydskland var Paavirkningen mindre stærk end fra England, og
overfor dette Land er den frie Behandling af Indtrykkene endnu lettere
paaviselig. Tydskland saaes overskygget af de de gamle teutoniske Ege,
om dets Kilder og Floder svævede Alfer og Elverpiger med de hvide
Kjoler slæbende efter sig i det dugvaade Græs; i dets Bjerge boede
Troldfolket og ovenpaa dem holdt Hexene deres Sabbath. Tydskland var
Walpurgirnachtsdrømmenes Land. Af Goethe blev kun et eneste Værk stærkt
læst, nemlig Werther, i hvilket det exalterede Udtryk for Lidenskaben
henrykte. Werther forekom som en René, fordi man lærte ham — der dog
var saa meget ældre end René — at kjende efter Renéskikkelsen, og denne
Synsmaade berøvede ham sin Friskhed og nærmede ham til Childe-Harold
Typen. Faustfiguren mod­ tog et Tryk i samme Retning; denne mægtige
Skikkelse, der imponerede hele Europa, var de Franske fuldkomment
fremmed og blev aldrig opfattet efter sit Væsen. Den franske Poesi
havde aldrig dreiet sig om Forskeraandens Kampe og Lidelser. Og denne
tydske Doctor, der er naiv nok til at see Djævelen i en Pudelhund,
sentimental nok til at nære religiøse Følelser paa Margrethes Tærskel
og dog samvittighedsløs nok til at forlade den Forførte og dræbe hendes
Broder i en uærlig Duel, var altfor ufransk til at forstaaes. Hvilken
Art af Indvendinger Mændene af den klassiske Skole rettede mod Goethe’s
Faust, sees af Romantikernes Forsvarsartikler. »Hvor mange Mennesker,
hedder det i en Artikel af Duvergier de Hauranne, gjør ikke den blotte
Forestilling om en Pagt med Djævelen ufølsomme for dette Mesterværks
Skjønheder! De begribe ikke, at man lader en saadan Usandsynlighed gaae
upaatalt hen, og dog have de selv uden ringeste Indvending fra deres
Barndom af seet Agamemnon myrde sin Datter for at erholde Medbør!«
Man var vant til den klassiske Overtro, men følte sig frastødt af den
middelalderlige. Stort var ogsaa Antallet af dem, der uden at læse
Goethes Værker forkastede dem som uciviliseret Poesi. Romantikernes
stupide Angriber, det franske Akademis Sekretær, Auger fik endnu i 1825
Akademiets Medlemmer til at smile ved i et Udfald mod Romantikerne,
»disse Elskere af den skjønne Natur, der gjerne vilde give Apollo fra
Belvedere for en uhyrlig Statue af den hellige Christopher og som med
største Fornøielse vilde give Phèdre og Iphigénie bort for Faust og Götz
von Berlichingen,« at udtale disse sidste Titler med burlesk Betoning
som barbariske Navne. Romantikernes Beundring for Faust var imidlertid,
som allerede antydet, ufrugtbar. Skjøndt Gérard de Nerval oversatte det
store Dramas første Del til den gamle Goethe’s høieste Tilfredshed og
skjøndt Delacroix's Maleri af Faust og Mephistopheles, der ride gjennem
Luften, ligeledes vakte den gamle Digters og Kjenders Beundring, lader
der sig i Datidens franske Litteratur kun sparsomt (som hos Quinet)
paavise Indflydelse fra Goethe’s Faust.

Hvorvel Schiller ved sin Sammenhæng med Rousseau og sin blomstrende
dramatiske Rhetorik kunde synes lettere tilgjængelig for Franskmændene
end Goethe, slog han i kun ringe Grad an hos den yngre Slægt. Hans hele
Theater blev vel bearbeidet og opført, men det var umiddelbart før
at den egentlig romantiske Skole dannede sig, og Overgangsperiodens
halvromantiske Poeter, der efter Lyst og Lune tilskare hans Stykker
til regulære Tragedier i den herskende Smag, skamskændede hans Værker
istedenfor at aabne Forstaaelsen for dem. Af Jomfruen fra Orleans og
Don Carlos fabrikerede Soumet en »Jeanne d’Arc« og en »Elisabeth af
Frankrig«; Fiesco blev bearbeidet og mishandlet af Ancelot, Wallenstein
af Liadières; men hverken Klassikere eller Romantikere følte nogen
Tilfredsstillelse med Resultatet, og den strenge Beyle, der dog stræbte
at gaae til Kilderne, dømmer, at Schiller i altfor høi Grad har hyldet
den gamle franske Smag til at han har kunnet give sine Landsmænd den
Tragedie, der fordredes af deres Sæder. For Schillers virkelige Storhed
mangler han fuldstændigt Blik; han har øiensynlig været altfor uvidende
i Tydsk til at kunne nyde og forstaae Wallenstein og iøvrigt lod han som
mange andre blandt de Yngre sig ved sine Lovprisninger i saa høi Grad
lede af Hensynet til hvad der kunde formodes at ville ærgre Klassikerne
mest, at han priser Werners Luther som det nyere Drama, der kommer
Shakespeare nærmest og dets Forfatter som en langt større Digter end
Schiller.

Foruden Goethe gjorde af alle Tydsklands samtidige Digtere kun E. Th. A.
Hoffmann et dybere Indtryk. Ja for Franskmændene blev Hoffmann Tydskeren
par excellence. Tieck var for ubestemt, Novalis for hemmelighedsfuld til
at kunne finde et Publicum i Frankrig som f. Ex. i Danmark; men Hoffmann
forbandt med det uberegneligt Fantastiske, der var et fuldstændigt nyt
poetisk Element for Franskmændene, den skarpe Sikkerhed i Konturerne,
som tiltaler dem, og som erindrede dem om deres Landsmand, Lothringeren
Callot. Hoffmanns Kunstnermod, der vover at forfølge Capri een til det
Yderste, vandt dem for ham. Han var grel, han skyede ikke de stærkeste
Virkninger, og han var i al sin Vildskab smaaligt tydelig som et
Maleri af den hellige Antonius’s Fristelser, udført af Breughel eller
Teniers; han kom i Modsætning til Novalis Franskmændene imøde ved sin
Berlinerrationalisme, der er saa beslægtet med den franske: der var en
Slags Forstandsmethode selv i hans Galskab. Derfor fik han alene blandt
alle tydske Digtere Efterfølgere, næsten Disciple i Frankrig. Allerede
Charles Nodier røbede, som vi saa, stærk Paavirkning af hans Poesier;
senere er Gérard de Nerval i endnu langt høiere Grad denne Paavirkning
underkastet, og den er meget tydelig i Gautiers Noveller. Saa original
denne sidstnævnte Digter overhovedet end er, saa har han, der neppe
kunde et tydsk Ord, dog i forskjellige Perioder af sit Liv staaet under
tydsk Indflydelse. Som hans Ungdomsnoveller (Romans et Contes) minde om
Hoffmann, saa- ledes minder Mangt og Meget i hans Emaux et Camées om
Heinrich Heine. Goethes West-Oestlicher Diwan havde desuden i ganske
særlig Grad imponeret ham. Hvad der tiltrak ham hos Goethe, det var den
kunstneriske Uanfægtelighed, som fremtraadte i den tydske Digters senere
Leveaar.

VI.

Det var dog ikke Indtryk fra Udlandet, der bidroge mest til den store
poetiske Renaissance. Nei, det var Gjenfindelsen, Opdagelsen af en
national Storhed, hvis Tilværelse Ingen havde anet. Som Stødet gaves
til den italienske Humanisme ved den nye Tids Begyndelse, da de første
Statuer gravedes op af den Jordbund, der saa længe havde skjult dem,
saaledes var Stødet givet til en hel poetisk Revolution i Frankrig
fra Aaret 1819 af, da André Chéniers Poesier bleve fundne, samlede og
udgivne. Det faldt som Skjæl fra Samtidens Øine, da disse sjælfulde
ioniske Digtninge fulde 26 Aar efter deres Ophavsmands Død bleve
dragne frem for Lyset; alle de poetiske Afguder fra Keisertiden,
Delille og alle de naturbeskrivende Læredigtes Poeter faldt paa deres
Ansigter og gik i Stykker. Et Foraarspust fra det gamle Hellas, det
virkelige, egentlige Grækenland, trængte ind i Frankrig og befrugtede
Atmosfæren. Alexandrineren, der i det 18de Aarhundrede havde været
et saa slapt og kraftesløst, i det 17de Aarhundrede et saa stivt og
symmetrisk Vers, aabenbarede hemmelighedsfulde Harmonier, en fin og
smidig Fasthed, en dristig og sandselig Ynde, og da Cæsuren ikke
mere faldt regelmæssigt efter den sjette Fod, Meningen ikke mere
endte med Verset, en Mangfoldighed, som Ingen havde drømt om. Ideerne
og Følelserne vare moderne, men Aanden, i hvilken de kunstnerisk
fremstilledes, var antik. Der var i denne Blanding skjult det be­
vægende Princip, der kunde fremkalde en hel poetisk Evolution af samme
Art, som den, Ronsard i det sextende Aarhundrede ved at gribe et lig
nende Udgangspunkt havde indvarslet og sat i Værk. I denne Poesi mødtes
den nye Tids og Oldtidens Aand, og de havde sat hinanden Stævne langt
fra den Vei, ad hvilken den antike og moderne Poesi i Ludvig den 14des
Tidsalder havde søgt hinanden. Navnet Andre Chénier slukte med sin rene
Glands alle de hidtil lovpriste Poeters Navne. Fra Graven var en Aand
stegen op med Geniets Straaler om sin Pande, med Martyrglorien om sit
Hoved og viste den unge Slægt Veien ind til den nye Poesis forjættede
Land.

André Marie de Chénier var født i Constantinopel (Galata) 1762 af en
deilig, aandfuld og livlig Grækerinde — hendes Pigenavn var Santi
L’Homaka.Thiers var en Dattersøn af hendes Søster. Faderen var den
franske Generalkonsul i Tyrkiet, en fremragende Lærd. Allerede som
ganske lille Barn kom André til Frankrig og blev opdraget i en smuk
Egn i Languedoc. Han glemte sit Modersmaal, men da han i Skolen i
Paris begyndte at lære det paany, nemmede han det saa hurtigt, at han
sexten Aar gammel beherskede det fuldstændigt og fordybede sig helt i
dets Litteratur. Han var fuldt saa hjemme i den som i sit Fædrelands.
Tyve Aar gammel traadte han ind i Hæren som »adelig Cadet« (Cadet
gentilhomme) en Art Underlieutenant, laa med sit Regiment i Garnison
i Strasburg og benyttede sin Fritid til filologiske Studier; men
det aandsfortærende Garnisonsliv, det aandsforladte Samliv mellem
Officererne nagede ham; allerede efter et halvt Aars Forløb vendte han
tilbage til Paris, og da der paa dette Tidspunkt begyndte at udvikle sig
en Sygdom hos ham, hvis Helbredelse fordrede et strengt og roligt Liv,
tog han sin Afsked. Men diætetisk Afholdenhed og Uvirksomhed passede
kun slet for en Yngling der med alle en livfuld Ungdoms Lidenskaber
forenede en genial og rastløs Aands videnskabelige og kunstneriske
Hang. Han foretog med Yenner en toaarig Udenlandsrejse til Schweiz og
Italien med langt Ophold i Rom. Nye Sygdomsanfald, der ramte ham i
Neapel, forhindrede ham i at naae Grækenland, Reisens og hans Længsels
egentlige Maal. Da han i Begyndelsen af 1785 vendte tilbage til Paris,
fandt han i sine Forældres Hus Paris’s bedste Selskab forsamlet; der
lærte han Digteren Le Brun, Maleren David, Chemikeren Lavoisier at
kjende, desuden en Række af Diplomater og Øvrighedspersoner, hvis Navne
Revolutionen skulde gjøre bekjendte; han havde udenfor Hjemmet sin egen
fortrolige Kreds af høitbegavede unge Adelsmænd og endelig søgte han,
der i disse Ungdomsaar delte sin Tid temmelig ligeligt mellem Studier
og Adspredelser, Datidens mest letlevende og fritlevende Selskab, der
bestod af store Herrer (Hertugen af Montmorency, Fyrsten af Czartorisky
o. s. v.), fornemme Damer (Hertuginden af Mailli, Fyrstinden af Chalais
o. s. v.), Kunstnere, Digtere, Skribenter (som Beaumarchais, Mercier
o. s. v.) og endelig af unge smukke Courtisaner, (de af André besungne
Glycère, Bose, Amélie) — et broget Selskab, hvis Liv og Færd Rétif de
la Bretonne har beskrevet, og som udaandede under Faldøxens Hug. Paa
dette Tidspunkt gjorde André Chénier iøvrigt Bekjendtskab med en Mand,
hvem fælles Kjærlighed til Frihed og fælles Had til alt Rædselsregimente
strax gjorde til hans Ven, den italienske Digter Alfieri, der ledsaget
af Grevinden af Albany netop da indfandt sig i Paris, og samtidig lærte
han den Kvinde at kjende, der i talrige af hans Digte findes besunget,
lovprist og anklaget under Navnet Camille, hans Ungdoms Elskede Madame
de Bonneuil, til hvem en stormfuld og langvarig Lidenskab bandt ham.
Fire og tyve Aar gammel har André tidt paa hendes Landgods ligget paa
Knæ for hendes Fødder, naar hun til Harpen sang en af Datidens Romancer
om Elskovs Smægten og Fryd.

1 1787 udnævntes han til Gesandtskabsattaché i London, hvor han følte
sig i høi Grad ulykkelig over sin Isolerthed og Afhængighed, oplevede
der Revolutionens Udbrud, som elektriserede ham, og vendte, fuld af rige
Fremtidsforhaabninger tilbage til Paris. Bevidstheden om hans Digtergave
var alt tidligere opstaaet hos liam; nu begyndte han at anlægge og
udføre større digteriske Compositioner af høist forskjellig Art, men
alle strengt antike i Stilen. Alt tilforn havde den franske Litteratur
to Gange søgt tilbage til Antiken, første Gang i Ronsards Tidsalder,
da man udstyrede Oldtiden med den italienske Renaissances brogede
Flitter, anden Gang paa Ludvig den 14des Tid, da man udrustede den med
Hofprang og Ceremoniel; André Chénier, som havde ægte græsk Blod i sine
Aarer, der læste og skrev sit Modersmaal som Fransk og som, maaskee
ene i det hele Land hverken saa det gamle Hellas gjennem latinske Glas
eller gjennem Støvet fra det 17de Aarhundredes Parykker, sprængte uden
Anstrengelse, naivt som en ung Apollo, den Opfattelse af Antikens og
derigjennem af Poesiens Væsen, som herskede rundt omkring ham. Han
forstod, at Grækenlands Digtere havde talt og skrevet Folkesproget, og
at deres paa Selvindskrænkning hvilende Formfuldkommenhed var noget fra
Respekt for vilkaarlige, vedtægtsmæssige Forbud himmelvidt forskjelligt.
Han betegner i Forhold til det attende Aar hundredes Stil i Poesien en
lignende Reaction og Fornyelse som Thorvaldsen i Billedhuggerkunsten;
han var ligesom Thorvaldsen i talrige Enkeltheder en Efterligner og
Benytter af Antiken; han overgaaer ham i Følelsesbevægethed, i sandselig
Varme og i Pathos. Før 1789 viser André Chénier sig i sine Digte især
som Erotiker med et Anstrøg af Sensualisme, som Elegiker og Idyldigter.
Hans poetiske som hans menneskelige Væsen udvikledes, da den franske
Revolution brød ud og fyldte Luften med sin Torden. Han var bleven
opdraget i den filosofiske Aand, der efter Voltaires Virken raadede i
Aandsaristokratiet; han havde delt de Følelser, som bragte udmærkede
Franskmænd til at forfægte de nordamerikanske Fristaters Sag; nu hilste
han med den reneste Begeistring den Frihedens nye Æra, som han saa længe
havde attraaet at opleve. Han opfattede Friheden som den ubetingede
Tænkefrihed og Religionsfrihed. Tilstrækkelig belært »af de atten
Aarhundreder, som theologiske Taabeligheder have blodfarvet, uden
Agtelse for nogen Præstestand, hvilken Bekjendelse den end tilhører«,
overbevist om at Medlemmerne af enhver saadan Stand »have sammensvoret
sig mod Menneskehedens Lykke og Ro« vil han »knække det despotiske
og theokratiske Aag«. Han var uerfaren og ædelmodig nok til at troe
Iværksættelsen af dette Resultat muligt uden Brud paa den strengeste
Lovligheds Herredømme.

I Revolutionens første Aar helligede han endnu Poesien sin meste
Tid. Han havde fattet en forbigaaende Kjærlighed til en ung skjøn
Dame, Madame Gouy d'Arcy, hvem han har forherliget i en bekjendt
Elegi, men snart trængte Politiken alle andre Beskjæftigelser og
Lidenskaber tilbage. I 1792 rettede André, som anede det forestaaende
Rædselsregimente, i en Bladartikel et heftigt Angreb paa Jakobinerne.
Da hans yngre Broder, Revolutionstidens bekjendte Digter Marie-Joseph
Chénier, der spillede en Rolle i Jakobinerklubben, følte sig forpligtet
til at forsvare sine Samfundsfæller, optog André med stolt Hensynsløshed
den tilkastede Handske. Det lykkedes vel Venner af Brødrene at bringe
den pinlige Polemik imellem dem til en hurtig Afslutning; imidlertid
vedblev der endnu i nogen Tid at herske Spænding mellem dem. De havde
tidligere stedse været inderligt forbundne. Men for André som for
Oldtidens Romere maatte Blodets Baand briste, hvor det gjaldt en
politisk Idee. Han havde ved Revolutionens Udbrud modtaget sin Broders
Dedication af Tragoedien Brutus og Cassius og i Svaret paa denne
Tilegnelse med Datidens Naivetet erklæret sig for overbevist om at den
store Brutus havde udtrykt sig netop som i Dramet; han havde benævnet
Stykkets Helte »ædle Mordere, store Tyrandrabsmænd, som Nutidens
Ordgydere ikke mere forstaae«, havde kort sagt udtalt sig for Kongemord
hvor dette var nødvendigt. Men Processen mod Ludvig den 16de vakte hans
fulde Indignation, han ansøgte om at staae Kongen bi i hans Forsvar,
han skrev en Række af Forsvarsindlæg for ham, og det var André Chénier,
som da Dødsdommen var falden, førte Pennen for Ludvig og skrev det
smukke og værdige Brev, i hvilket Kongen anmodede Nationalforsamlingen
om Tilladelse til at appellere sin Dom til Folket. Det er (som Becq
de Fouquières har bemærket) betegnende, at tre af Europas ypperste
Digtere, André Chénier, Schiller og Alfieri, der alle i lige Grad
vare Modstandere af den gamle Absolutisme og der alle havde hilset
Revolutionen med Begeistring, i 1792 fattede den Plan at forsvare Kong
Ludvig. Marie-Joseph Chénier var en ringere og lettere Aand, der gjerne
fulgte Strømmen og der glædede sig ved den rundelige Popularitet, som
et Talent, der nøie passede til Samtiden, indbragte ham. André besad et
Mod, som paa given Anledning kunde stige til den trodsigste Stolthed, og
han var af det Malm, af hvilket Historien former Martyrer. Den aabenbare
Fare gjorde ham kun dristigere i sine Angreb paa de Magthavere, der i
hans Øine vanærede Frankrig. Han offentliggjorde under sit fulde Navn
sin haansprudende Hymne i Anledning af den Fest, Jakobinerne gav de
amnesterede Soldater af Regimentet Chateauvieux, der med Rette vare
bievne dømte til Galeierne for lave Forbrydelser. Og da Marat var bleven
fældet, da 44,000 Altre reistes for »Folkets Ven«, følte André Chénier
alene blandt Frankrigs Digtere sig tilskyndet til at lovsynge Charlotte
Corday. Det var dengang en modigere Handling end sidenhen. »O herlige
Pige! Grækenland vilde have beundret dit Mod, have hugget Marmorblok
efter Marmorblok løs paa Øen Paros for at reise din Billedstøtte ved
Siden af Harmodios’s og Aristogeiton's, og Chorene vilde i hellig
Begeistring ved din Grav have lovsunget Nemesis, den langsomme Gudinde,
der rammer den Slette i hans Magt. Men Frankrig strækker Hals under Øxen
og holder Mindefester for det slagtede Uhyre«.

Opholdet i Paris var siden Kongens Død bleven umuligt for André. Hans
Broder søgte et Tilflugtssted for ham i et lille afsides beliggende
Hus i Versailles. Her levede han nogen Tid i rolig Ensomhed, arbeidede
paa sit store Digt Hermes, som han alt i 10 Aar havde syslet med uden
at naae videre end til Udførelsen af nogle korte Brudstykker, og skrev
til Fanny (Madame Laurent Lecoulteux), en ung i Nærheden bosat Dame,
sine sidste Kjærlighedsdigte, der bære Stemplet af en i André Chéniers
Poesier ny Følelse, den usandselige Elskovs Melancholi. Et udmærket
kvindeligt Væsens sjeldne Adel og Ynde meddelte sig til disse vemodige
og kydske Vers. Dog det stille Liv i Versailles var i André Chéniers
Levnet kun den korte Stilhed før Orkanen.

Hans Bestræbelser for at forhindre en Dames Arrestation, til hvilken den
revolutionære Comité havde givet Befaling, bragte ham selv i Fængsel. I
Saint-Lazare anvendte han Tiden til at gjennemsee sine Manuscripter og
skrev her enkelte af sine skjønneste og mest storstilede Digte som de to
berømte til Hertuginden af Fleury, født Coigny, (La jeune Captive og det
der i Udgaverne bærer den urigtige Titel Mademoiselle de Coigny) og det
beundringsværdige Fragment, der begynder »Comme un dernier rayon«. Han
blev for Revolutionsdomstolen anklaget som »Folkets Fjende« og dømt til
Døden for at have »skrevet mod Fri­ heden og til Forsvar for Tyranniet«.
Dagen forud havde han digtet Versene: »Som en sidste Solstraale, en
sidste Luftning opliver en smuk Dag, der er tilende, saaledes prøver jeg
ved Skafottets Fod endnu min Lyre; maaskee kommer Turen snart til mig;
maaske vil, før Timen har tilbagelagt sine afmaalte tredsindstyve Skridt
paa Skivens blanke Flade, Gravens Søvn lukke mine Øines Laag. Maaskee
vil, før den sidste Halvdel af det Vers, jeg nu begynder, er skrevet
ned, Dødens Sendebud, den sorte Hverver af Skygger til Underverdenen,
fylde disse lange mørke Korridorer med mit Navn [...]« Om Aftenen den
7de Thermidor 1794 ↄ: Dagen før Robespierre's Fald, der indtruffet een
Dag tidligere vilde have frelst ham, besteg André Chénier Skafottet.
Endnu paa Karren skal han mismodigt have svaret Maleren Roucher, der
døde sammen med ham: »Ak! jeg har intet gjort for Efterverdenen«, men
efter Sagnet har han paa Skafottet slaaet sig for Panden med Ordene:
»Pourtant j’avais quelque chose là!«

Skjøndt André Chéniers Prosa-Artikler havde vakt ualmindelig
Opmærksomhed endog i Udlandet — Wieland lader ham hilse, Kongen af
Polen sender ham en Æresmedaille — havde han dog i levende Live intet
Digterry. Han havde ikke offentliggjort mere end to af sine Digte,
Hymnen til David i Anledning af Scenen i Boldthuset og den ironiske
Hymne til Regimentet Chateauvieux, og fra den Julidag af i 1794, da hans
Hoved skiltes fra Kroppen, var hans Navn forglemt og Erindringen om ham
forsvunden.

Saa hændte det sig en Dag i 1819, at nogle Pariserboghandlere, som
stode i Begreb med at udgive Marie-Joseph Chénier's nu ganske forældede
dramatiske Værker, fik det Tilbud at udfylde det sidste Bind med et
Tillæg Digte af en ubekjendt Broder til Chénier. De bade den bekjendte
Litterator Henri de Latouche at løbe disse Vers igjennem, og slagen
af deres Skjønhed begyndte nu denne Mand at spørge rundt efter flere
Haandskrifter af André. Saaledes bragte han efterhaanden den ene
lille gamle Pakke efter den anden, det ene lille gule Hefte efter det
andet for Lyset, foranstaltede med Forsigtighed og Smag et Udvalg og
revolutionerede ved sin Udgave den poetiske Bevidsthed i sit Fædreland.
André Chéniers Navn fløi Landet rundt, Ungdommen i Provindserne ikke
mindre end i Paris begeistredes for den nye poetiske Aabenbaring (man
se Skildringen af denne Enthousiasme i Balzac’s Roman Les deux poetes,
Indledningen til Illusions perdues).

Den længst afdøde Digter gjorde ikke blot al den Lyrik, der var
skreven i den sidste Menneskealder, forældet og umulig, men slog i
ideal Forstand selv Lamartine’s omtrent samtidigt udgivne første
Poetiske Meditationer rent af Marken. Thi denne Poesi foregik ikke
som Lamartine’s i Skyerne eller over Skyerne, men paa Jorden; den var
ren uden at være from, sjælfuld uden at være følsom, den havde intet
Forhold til det Uendelige og Abstracte, den var uden Mysticisme som uden
Irreligiøsitet.

Det var i André Chéniers første Værker en hedensk Yngling, der troede
paa Apolio og Artemis og især paa Afrodite, der her ved et Tilfælde
stod Ansigt til Ansigt med den serafiske Skoles Stifter, ingenlunde
spiritualistisk som han, men i Ordets antike Forstand epikuræisk. De
første Kvinder, han besang, var ikke aandrige og brystsvage Elvirer
som Lamartine’s, men varmblodige Elskerinder eller unge og smukke
Courtisaner fra Ludvig den 16des Dage; kun blev hans Sandselighed aldrig
vellystig end mindre frivol i Tidens Stil. Orgiet fremstod, naar han
skildrede det (som i den 28de Elegi), som et Basrelief fra Grækenlands
ædleste Tid. Den unge Kvinde med det udslagne Haar var udført med en
Stilens Kydsklied som en dandsende græsk Mænade, og ved Fremstillingens
ædru Klarhed forvandles Drikkelaget til et atheniensisk Bacchanal i
parisk Marmor. Den rene Skjønhed og en fuldendt Simpelhed prægede alt
dette Liv. Hint Hæslige, som Hugo senere skulde indføre i Lyriken og
hvis Tiltrækning Lamartine paa et givet Tidspunkt ikke mere modstod,
fattedes saa fuldstændigt som Andagt og Mystik.

Men ogsaa Manden, der i André Chéniers Manddomsværker og -Fragmenter
dæmrede frem, dannede en vækkende Modsætning til den Lyrik, der i 1819
vakte Begeistring. De Kvinder, han i uforglemmelige Digte forherligede,
vare Heltinder eller Dødsdømte fra Revolutionstiden. Der var en mandig
Pathos i hans Jamber, der gjenkaldte de gamle græske Jambedigteres, og
i Brudstykkerne af hans store Digt Hermes Udtryk for en Livsanskuelse,
der ved sin antike Sandhedskærlighed og sin videnskabelige Alvor dannede
den skarpeste Modsætning til det romantiske og fantastiske Sværmeri hos
Lamartine. For André er Stjernerne ikke Blomster paa Himlens Enge; de
ere simpelthen Verdener, der rulle i Ætherens Strømme; han nævner »deres
Vægt, deres Former, deres Afstande« og Lovene for deres Tiltrækning, som
han føler virke i sin egen Sjæl. Forsynet taler ikke ned fra dem til
Mennesket, Bønner stige ikke fra Mennesket op til dem, men Betragtningen
udmunder i et mægtigt Indtryk af Naturaltets Enhed og Lovbundethed.

André Chéniers Poesi, der paa saa mange Maader foregriber det 19de
Aarhundredes, — thi den er afgjort lyrisk og det attende Aarhundrede
frembragte i Frankrig ingen virkelig Lyriker undtagen ham — fornegter
dog ikke Indflydelsen af Tidsalderens to ledende Aander Rousseau
og Voltaire. Fra Rousseau stammer det Idylliske hos Chénier, hans
Hyrdescener, der vel have laant meget hos Theokrit, men som dog kun
have øst af denne Kilde, fordi Rousseau havde peget tilbage til
Naturtilstanden; fra Voltaire stammer den Lidenskab for Universalitet,
der bragte André til at søge sin Inspiration hos Newton og rivalisere
med Lucretius i et Læredigt om Naturen.

 Det er dog især ved rent kunstneriske, tildels endog rent techniske
Fortrin, at André Chénier virkede saa befriende og fornyende paa den
næstnæste Slægts Poesi. Alexandrinerverset var i hans Digte ikke mere
Racines; det var ved Overskjæring og Enjambements blevet et langt
smidigere, friere og mangfoldigere Vers; Cæsurer og Overgange vare
i hans dithyrambiske Poesier anvendte med endnu mere overraskende
Nyhed, og Resultatet var blevet en hidtil ukjendt lyrisk Lidenskab og
Flugt. Vel fandt man allerede hos Lamartine de fleste af hans metriske
Reformer forsøgte, men ligesom ubevidst og uden den Fasthed eller
Præcision i Formen, der fortryllede Ungdommen hos Chénier. Alle de, der
forstode at sætte Pris paa fast og plastisk Form, svore ved hans Navn.
De delte uvilkaarligt Datidens Skribenter i to store Grupper, en, der
stammede ned fra Madame de Staël, den meget talende, meget skrivende
Improvisatrice, som uden synderlig Bekymring for det Heles Udformning
i Enkelthederne havde udslynget en Hvirvel af Ideer og Ord, og den nu
sig dannende Skole, der med André Chénier som Forbillede opstillede den
strengeste kunstneriske Samvittighedsfuldhed som sit Princip.

Til de rent formelle Fremskridt i André Chéniers Poesier kom et stort
Fremskridt i Farvegivningen. Man havde hidtil i Verset foretrukket det
ubestemt abstracte, oversandselige eller følsomme Ord for det concrete,
sandselige og maleriske Udtryk, man havde f. Ex. sagt »Himlen i dens
Vrede«; André Chénier skrev »en sort og skyet Himmel«; man havde skrevet
»fine Fingre«, André Chénier sagde hellere »hvide og lange Fingre«. Og
til denne sandselige Klarhed i visse Betegnelser og Beskrivelser kom
Indførelsen af et nyt Clair-obscur i Udtrykket, af Ord og Vendinger,
der ved noget Gaadefuldt eller Hemmelighedsfuldt eller Fantasirigt,
pludseligt aabnede Udsigter og Fjernsyn.

Hvad man fra et menneskeligt mere end fra et kunstnerisk Synspunkt
mest savner i denne skjønne Poesi, det er Udtrykket for den personlige
Smerte. Denne Digtning er trods sin Ild og sin Franskhed for afmaalt,
for attisk. Det Hæslige er for systematisk udelukket, og til det
Hæslige, det Smudsige har Digteren ægte græsk regnet sine private
Lidelser, sin personlige Sorg og Melancholi. Kun gjennem nogle
Prosa-Optegnelser og Breve erfare vi f. Ex., hvormeget han i sin Tid led
under sin Afhængighed i London. Han giver ikke denne Lidelse Luft i sin
Poesi. Naar han nu og da tidligere har følt sig trykket af sin Armod
og den Tvang, den paalagde ham, saa har han kun givet denne Følelse
Udbrud ad en Omvei i saadanne Digte som Idyllen Friheden i Theokrits
Maneer, i hvilken Hyrden knækker sin Fløite, flyer Pigernes Dands og
Sang, forbander enhver Trøst, fordi han er Slave. Kun saaledes omskrevet
tillod Chénier sin Sorg at bryde frem i sin Digtning.Naar Sainte-Beuve
i sin Sammenstilling af André Chénier og Mathurin Regnier (i Bogen om
den franske Poesi i det sextende Aarhundrede) henfører Digtet Friheden
til Tiden efter Opholdet i London, beroer det paa en chronologisk
Feiltagelse. Becq de Fouquières har godtgjort Usandsynligheden af, at
André har været i London før 1790.

Det er umuligt at give et Begreb om André Chéniers Poesiers Natur
gjennem en Oversættelse, endnu mindre gjennem et blot Referat i Prosa.
Sprogkunst, Verskunst, Sprogfarve gaaer tabt. Men naar der ligefuldt
bliver en eiendommelig Skjønhed tilbage, kan Læseren slutte sig til
Originalens Værd. Jeg sammentrænger for at give et Exempel Digtet «Den
syge Yngling», der som Alt hos Chénier er gjort med næsten Intet og som
man dog aldrig glemmer. Det minder ved sin Composition om den tredie
Scene i første Akt af Racine's Phédre, der synes at have været det
fjerne Forbillede:

»Apollo, du frelsende Gud, du Livets og de lægende Planters Gud, hav
Medlidenhed med min Søn, mit eneste Barn, og med en sørgende Moder,
der kun har levet for ham og nu skal see ham døe! Du unge Gud, kom
hans Ungdom til Hjælp! Sluk den brændende Feber, som fortærer hans
skyldfri Liv i dets Blomst, og jeg skal med disse gamle Hænder hænge min
Onyxskaal ved Fødderne af din Statue og hver Sommer ofre en hvid Tyr ved
dit Alter.

Og du, min Søn, er du bestandig uden Barmhjærtighed? er du ubønhørlig,
vil du ikke tale? I tre Dage har du ikke spist, i tre Nætter ikke sovet.
Barn, vil du da døe? Skal din hvidhaarede Moder blive ene tilbage paa
Jorden, skal hun lukke dine Øine og forene din Aske med din Faders? Tal
min Søn, hvad Smerte fortærer dig? Den Sorg, man skjuler, er bitrest at
bære.

Moder, Farvel! Jeg døer, du har ingen Søn mere. Et brændende, forgiftet
Saar fortærer mig; jeg aander kun med Møie; jeg vil ikke tale; Farvel
[...] Sengen piner mig, Tæppet trykker mig; Alt tynger og trætter mig.
Hjælp mig! jeg døer. O vend mig om paa Siden! jeg forgaaer, hvilken
Kval!

Og hun rækker ham forgjæves en Lægedrik, som en thessalisk Kvinde ved
Tryllekunster har brygget. Men han taler. Han mindes Erymanthos’s
Bredder, Lundene med deres Løvværk, Vindenes friske Pust, som bragte
Vandet, Løvet og Linnedkjortlens Folder over Pigernes unge Bryst til
at skjælve, han mindes de lette, dandsende Pigers Skjønhed, endelig et
guddommeligt Ansigt. Han taler forvirret: disse Arme, disse Blomster,
dette Haar, disse nøgne Fødder, saa hvide og saa skjønt formede! jeg
skal aldrig gjensee dem mere! Han seer en ung Kvinde for sig, der med
langsomme Skridt gaaer til sin Moders Grav, han hører hendes deilige
Stemme; han spørger sig, om hun ogsaa vil besøge hans Grav.

Og Moderen erfarer, at det er af haabløs Elskov hendes Søn er syg: Men
sig mig, min Søn, hvad er det for en Jomfru du har seet paa Erymanthos’s
Bredder? Du er jo rig og du er jo smuk, eller du var det, før Smerten
havde bragt dine Kinders unge Blomster til at visne. Er det Eglaia,
eller den unge Irene med de lange lyse Fletninger eller skulde det være
den stolte Skjønhed, hvis Navn jeg daglig hører gjentage, paa hvem alle
de smukke unge Piger er skinsyge, og hvem, som man siger, Mødre og
Hustruer aldrig see uden Angst i Templer og ved Fester? skulde det være
Dafne?

O Guder, ti dog, Moder, ti. Hun er stolt, ubøielig som de Udødelige,
skjøn og frygtelig. Tusinde Elskere have tilbedt hende, og have elsket
hende forgjæves; som de vilde jeg kun have faaet et hovmodigt Afslag.
Nei lad hende aldrig erfare [...]

Og dog! o Kval og Død! min kjære Moder! du seer i hvilken Jammer jeg
gaaer tilgrunde. Gaa og find hende! Dine Træk, din Alder vil maaskee
minde hende om hendes Moder. Tag denne Kurv og vore smukkeste Frugter,
tag vor Eros af Elfenben, tag vor Onyxskaal fra Korinth; tag mine
Gedekid, tag mit Hjerte, tag mit Liv, kast det Alt for hendes Fødder;
sig hende, hvem jeg er, at jeg døer, at du ikke har nogen Søn mere; fald
for den gamle Mands Fødder, suk, bed og anraab i Himlens og Havets Navn
ved Guder, Templer, Altre og Gudinder, og vender du hjem uden at have
bøiet deres Sind, saa Farvel Moder! saa er mit Liv tilende.

Hun bedækker hans blege Pande med Kys og Taarer og iler bort skjælvende
af Frygt og Alder. Men snart kommer hun stønnende tilbage igjen og langt
borte fra hører man hendes Stemme: Min Søn, min kjære Søn! dn bliver i
Live. Hun sætter sig ved hans Leie. Og hende følger den gamle Mand med
et Smil og med ham kommer den unge Skjønhed, rødmende, med sænket Pande,
og kaster et Blik paa Sengen. Den Ulykkelige skjælver som fra Sands og
Samling; han vil skjule sit Hoved under sit Tæppe.

Ven, siger hun, i tre Dage har man ikke seet dig ved nogen Pest. Hvad
har du for? hvorfor vil du dø? Du er syg. Man siger mig, at jeg kan
helbrede dig. Lev og lad os udgjøre een Familie tilsammen. Lad min Fader
have en Søn og din Moder en D atter.« —

Det er umuligt at give en lidenskabelig Situation en simplere, mere
effektfri Løsning.

Et Grundlag af denne Art var det, den nye romantiske Skole fandt
at bygge videre paa: den ædleste Simpelhed i Sproget, Tegningens
Rigtighed, en græsk Rytmik i alle Overgange, Basreliefets skjønne
Linier, usammensatte Farver og strenge Form.

VII.

  Den Digter, der tidligst røber Paavirkning af Chénier var en af
Skolens kunstnerisk dristigste Aander, en af dens oprindelige Førere,
Alfred de Vigny, som lyrisk Digter en Mester uden Lyde. Kydsk, lys, ren
og streng som den er, har hans Poesi noget ved sig, der har fremkaldt
Billederne af en Svanes Seilen, af Elfenbenets Glans, af Hermelinets
Hvidhed paa alle Læber, der have søgt at betegne den. Han har den
strenge Kunst, den ædru Farve, det Sammentrængte og Udsøgte, som
ogsaa charakteriserer Chénier. Han har øjensynlig flygtet for, at
man skulde tilskrive disse Egenskaber en Paavirkning fra André. Thi
skjøndt han ingen Digtsamling har udgivet før 1819, har han dog i
senere Udgaver af sine Digte forsynet et Antal af dem, der tydeligst
synes at bære Præg af André Chénier’s Indflydelse med tidligere Datum,
der endog gaaer saa langt tilbage som til 1815. Men selv fraseet,
at enkelte Digte af André allerede da vare bievne offenliggjorte i
Chateaubriands Le génie du Christianisme og som Tillæg til Millevoye’s
Poesier taler al Sandsynlighed for, at Alfred de Vigny trods sin iøvrigt
saa strenge Karakter, ganske som Schack Staffeldt tiltrods for hans
ellers fremtrædende Karakterrenhed, har antidateret sine Digte for at
give sig et utilbørligt Skin af ubetinget Originalitet; thi de enkelte
Poesier, han offenliggjorde før sin første Digtsamling, ere langt
ringere end dem, der bære de tidligste (og langt tidligere) Aarstal, saa
meget ringere, at han endog senere har udelukket dem af sine samlede
Digte. André de Chéniers Indflydelse paa de Vigny er da uom tvistelig;
han har i sig optaget meget af den gjenopdagede Mesters Eiendommelighed
samtidig med, at han har frigjort sig fra den helleniske Arcliaisme, der
virkede hæmmende paa dennes frie Flugt. Digtet La Dryade, som han har
betegnet med Tilføielsen »Idyl i Theokrits Maneer«, er i Virkeligheden
en Idyl i Chéniers. Hvad der skiller de Vigny skarpest fra Chénier som
lyrisk Individualitet er den ubetingede Spiritualisme og den stolte,
stoiske Ensomhedsfølelse. Han har tegnet sit Idealbillede i saadanne
Digte som Moïse, Le colère de Samson og La mort du loup. Han er helt
tilstede i Moses’ smertelige Udraab: Jeg troer at høre hans stærke
saarede Selvfølelses Klage i Samsons Vrede over Dalilas Falskhed (hans
Dalila hed Marie Dorval, den store Skuespillerinde); tre Gange alt har
han tilgivet hende, men hun har været endnu mere skamfuld end forundret
over at see sig paa en Gang opdaget og tilgivet: Og jeg læser paa engang
hans Stoicisme og et Forsvar for hans Uproductivitet ud af Ordene i
Digtet om Ulven, der døer uden at udstøde et Skrig: Lad der være lidt
paatagen Stivhed i denne hans Holdning, men han har paataget sig den af
Stolthed, af aandelig Adel, af Trang til at sætte sit Sinds Renhed og
Strenghed et Monument i sine Vers.

Den Digter, som foretog den væsenlige Videreudvikling af Chéniers
lyriske Stil, var som Aand ganske uensartet baade med ham og de Vigny,
svulmende beruset af Selvtillid. Victor Hugo stod i den Lykkens Tid, da
Morgenrøden straalede om hans treogtyve Aar. Han har selv i et Digt (A
Mademoiselle J. i Les chants du Crépuscules) skildret den Seiersvished,
med hvilken han traadte ud i Livet som lyrisk Digter:

Dengang sagde jeg til Stjernerne: »0 min Stjerne, du skjuler dig
forgjæves bag et Slør, jeg veed det godt, at du glimrer deroppe,« og jeg
sagde til Floden: »Du er Hæderen, men se, jeg kommer, og hver af mine
Dage er en Bølge af din Strøm.« Jeg sagde til Skoven: »Du mørke Skov!
jeg har som du Melodier og Stemmer uden Tal,« til Ørnen sagde jeg: »Se
min Pande!« og til de tømte Bægere raabte jeg: »Jeg er fuld af brændende
Ideer, som Sjælene skulle beruse sig i» [...] Og medens jeg lyttede
til Alt udenfor mig, drukken af Blomsterduft og Harmonier, hørte jeg
hele Naturens Sang i mine Sandsers Oprør og Tumult [...] Jorden raabte
til mig: Digter! og Himlen svarede fra oven: Profet! Gaa, tal, lær og
velsign! Hæld Urnen med dine mægtige Tanker, gyd dem ud over Dale og
Fjælde, hæld dem i Ørnens og Svalens Reder!

Victor Hugo greb hint Vers, som André Chénier havde skabt, dette
gjennemsigtige Organ for den rene Skjønhed, og under hans Læbers Pust
straalede det i alle Regnbuens Farver. Forunderligt nok, atter denne
Gang var det Grækenland, fra hvilket Inspirationen kom, men denne Gang
det nye Grækenland. Under Indtrykket af den græske Frihedskrig begyndte
Hugo sine Orientalere. Men hvilken forskjellig Sprogbehandling! Ordene
malte 5 Ordene lyste, »forgyldte med en Solstraale« ligesom den deilige
Jødinde i Digtene; Ordene sang, som havde de et hemmeligt Accompagnement
af tyrkisk Musik.

Det var Goethe, som digterisk havde opdaget Orienten. Men dette
Østerland i West-östlicher Diwan var Oldingens Tilflugtssted. Han
greb det Hvilende, det Beskuende i den orientalske Livsbetragtning og
flettede tydske Lied’er ind deri. Rückert, den store Sprogkunstner,
fulgte siden dette Spor. Efter Goethes kom Oehlenschlägers Orient. Det
var Barnets, Eventyrbogens, Tusind og en Nats, halvt persisk og halvt
kjøbenhavnsk. Det var Drømmen om Aander i Lamper og Ringe, om Diamanter
og Saphirer i Skjæppevis, Fantasteriets uindskrænkede Herlighed, Alt
grupperet om et Par uforgjængelige, poetiske Typer. Saa fulgte Byrons
Orient. Det var en stor Decoration for Lidenskaben i dens Hensynsløshed
og Tungsind. Men Hugos Orient var et endnu ganske andet, det var det
brogede, udvortes, barbariske Østerland, Lysets og Farvernes Land.

Sultaner og Muftier, Dervischer og Khalifer, Hetmaner, Pirater og
Klefter — liflige Lyd i hans Øre, liflige Billeder for hans Øie. Tiden
ligegyldig, Oldtid eller Middelalder eller Nutid; Racen ligegyldig,
hebraisk, maurisk eller tyrkisk; Stedet ligegyldigt, Sodoma og Gomorrha,
Granada, Navarino; Troen ligegyldig: »Ingen,« hedder det i Fortalen,
»har Ret til at spørge Digteren, om han troer paa Gud eller paa Guder,
paa Pluton eller paa Satan eller paa Ingenting.« Han vil male. Han er
besat af en Genius, der ikke lader ham Ro, før Orienten, som han føler
den, staaer der paa Papiret.

Hvorledes kom han dertil? Et omhyggeligt Studium af hans østerlandske
Digte har lært mig det. De ere jo ikke blevne til i den Orden, hvori de
i Samlingen følge. Det førstskrevne Stykke er Nr. 23 Den erobrede By
fra Aaret 1824; saa følge i Aarene 1826 og 27 andre Digte, der behandle
Æmner fra Frihedskrigen, og først i 1828 har Digterens Fantasi ret faaet
Blod paa Tanden. Synskredsen udvider sig; alle de Elementer, der ved nær
eller fjern Ideforbindelse krystallisere sig om Tyrkerkrigen, komme til.

See vi paa det lille Stykke Den erobrede By, der udspringer af
Sindsbevægelsen i Anledning af Grækenlands Martyrium, da er
Overensstemmelsen med Udgangspunktet for den fransk-romantiske
Malerkunst paafaldende. I 1824 havde Eugène Delacroix udstillet sit
berømte Maleri Nedsablingen paa Skios, denne Rædselsscene, der var
saa ganske blottet for enhver vedtaget poetisk Retfærdighed, saa dybt
følt, saa frit og kraftigt malt, saa flammende i Farveglød. Aaret efter
er det, at Hugo begynder med sit lille Digt. Det synes en tro Slaves
underdanige Indberetning, afgivet med Hænderne korslagte over Brystet:

»0 Konge! Ilden fortærer og lyser, som du bød; den kvæler Befolkningens
Skrig; [...] Kvinder og Mænd, Fædre og Sønner falde for Sværdet; Ravnene
flokkes om Staden. Mødrene klagede, Jomfruerne skjælvede, græd og
skjændedes; vi bandt dem til Heste og lode dem slæbes ud af Teltene,
levende endnu, men brune og blaa af Slag og Kjærtegn [...] Smaabørn have
vi knust mod Fliserne; de som leve endnu, faae deres Rest. — Dit Folk,
o Konge! kysser Støvet under de Sandaler, som en Guldring fastholder om
din ædle Fod.«

Dette er den allerførste Tone, Hugo anslaaer i disse Digte; den er
skarp og grel, men helt godt er Digtet ikke, thi det er ikke rigtigt
sandt. Saaledes har hin Slave ikke talt, man sporer Digterens personlige
Indignation gjennem Rapporten. De Digte, der nu følge, Hovederne paa
Seraillet, Enthousiasme og Navarino bære yderligere Vidnesbyrd om den
oprindelige nygræske Inspiration, hvoraf Orientalerne fremgik. Men saa
gjør Digteren et stort kunstnerisk Fremskridt, han svinger sig over paa
Tyrkernes Standpunkt, digter sig ind i deres Sind. Paschaens Sorg er
det første, halvt ironiske Forsøg. Dervischer og Bombarderer, Odalisker
og Slaver, alle søge, hver fra sit Synspunkt, hvad vel Aarsagen kan
være, hvorfor Paschaen sidder stum og drømmende med vaade Øjne i sit
Telt. Men Aarsagen er ikke den, de formode, hverken at Favoritinden
har været utro eller at der har manglet et Hoved i Fellahens Sæk. Nei,
hans Yndlingstiger fra Nubien er død. — Dette er endnu kun et Tilløb.
Digteren er ikke endnu helt ude af sig selv, helt udenfor sit Væsen
som Privatpersonlighed; man sporer ham i en svag Spot, der forstyrrer
og opløser Billedet. Saa følger Digtet Tyrkisk Marche og vi ere helt i
Orienten.

De mesterlige Strofer ere indfattede i Omkvædet: »Min Daggert drypper af
levret Blod og

min Øxe hænger ved min Sadelknap«; men Indholdet er ellers ikke vildt;
det er alvorligt, fuldt af tyrkisk Pietet, og Tankegangen helt bestemt
ved Æresforestillinger, der ikke ere mindre følte, fordi de ere af en
anden Art end vore.

Marchen begynder: »Jeg lider kun den sande Soldat, Belials Rædsel.
Hans rummelige Turban gjør hans Pande dobbelt streng. Han kysser
ærbødigt sin Faders Skjæg, og elsker sønligt sin gamle Sabel.« Det
hedder videre: »Den, som holder af at snakke med Kvinder; den, som
ikke ved et Drikkelag kan nævne en smuk Hests Stamtavle; den, som
ligger paa Silkedivaner, som er bange for Solen, som kan læse, og af
Skrupler overlader al Cypervinen til de Christne — det er en feig Hund
og ikke en Soldat; ham seer man aldrig, naar Slaget gaaer løs, staae
opreist i de brede Stigbøiler med Sablen i Haand og spore sin Hest
dybt ind i Sværmen.« Her er ikke mere nogen græsk Stemning eller nogen
europæisk Ironi over tyrkisk Barbari; her er Digteren helt bleven
Dramatiker indenfor det tyrkiske Omraade, her er den sanddru Brutalitet
i Localfarven, som ingen nordisk Digter nogensinde har naaet i slige
Æmner; her er den rette mandige Barskhed i Tonen.

Dette er ikke Følelsespoesi, det er Toner i Dur, og der er Durklang i
alle disse Digte, selv hvor Kvinden og Kjærligheden har slynget deres
Rytmer ind i disse vilde og haarde. Der er grusomme og hjerteløse
Kvindeskikkelser som den jødiske Sultaninde, der altid fordrer nye
Hoveder af sine Medbeilersker, og der er fine og musikalske Evadøtre
som hin fangne Kvinde »La captive«, der længes hjem til sit Land,
men dog føler sig vel tilpas ved at lade Blikket glide hen over
Smyrnas Fepaladser og indaande Østens lune Luft Vinter og Sommer,
ved Dag og naar Fuldmaanen skinner paa Havet. Der er en saa yndefuld
Kvindeskikkelse som den, der fremtræder i Den arabiske Værtindes Farvel:
den Kjærlighed, som deri kommer til Orde, er vemodig i sin Følelse af
Uigjengjældtlied, undertrykt og kydsk, det er en Blanding af søsterlig
Omhu, barnlig Overtro og underkastende Tilbedelse, der aabenbarer sig i
en Form af ædel Stolthed og med en plastisk Ynde.

Fra det Øieblik af da Digteren fra Grækernes Leir har hensat sig til
Modstandernes, skyder hans Fantasi fri Fart. Fra Billeder af tyrkisk
Grusomhed glider den over til Udmalingen af tyrkisk Overtro (Les Djinns
— et metrisk Vidunder, hvor den vilde Jagts Nærmen sig til Huset,
dens Hentordnen over de rædselsslagne Beboeres Hoved og dens gradvise
Sig-Fjernen males gjennem Digtets langsomme Stigen fra Tostavelses- til
Tistavelses-Strofen og Synken tilbage til Tostavelses-Strofen igjen).
Fra tyrkisk Serailliv glider Indbildningskraften til de frie Beduiners
Teltleir i Ørkenen; fra Ørkenen, som den er nutildags, til Ørkenen som
den var, da Buonaberdi overskyggede den med sine Ørnes Vinger.

Uhyre Flader af Sand og Vand, Troppemassers Ordning og Bevægelse, hele
Byers Architektur, deres Beleiring og Stormløbene imod dem vise sig
for Hugos Digterøie, og ved en nærliggende Idee-Association hidføres
da i et givet Øieblik Billedet af kjæmpemæssige Undergangsscener fra
den bibelske Oldtid. Der har Hugo fundet sit pragtfuldeste, med hans
Personlighed mest beslægtede Stof. Hans Fantasi var altid ypperst anlagt
paa det Uhyre; Pegasus er altid i bogstavelig Forstand et deiligt
Monstrum, men hans Pegasus er det i aandelig Forstand.

Han skriver Digtet Udregnen fra Himlen, Samlingens første, digtet sidst.
Vi see den sorte, frygtelige Sky seile over Himlen. Hvorfra kommer den?
Hvorhen gaar den? Ingen veed det. Den seiler over Havet og spørger
Herren, om den skal tørre det ud med sin Ild. Nei, svarer Herren, og den
forfølger sin Bane for hans Pust. Over Middelhavets deilige Golfer, over
Ægyptens blonde Kornland glider Skyen, men Herren giver den endnu intet
Tegn til at standse. Over Ørkenen flyver den, over Ruinerne af det gamle
Babel. Den spørger: Er det her? Men den maa videre frem. Saa naaer den
ved Nattetid Rummet over de to yppige Søsterbyer Sodoma og Gomorrha,
hvor Alt er slumret ind under Svælgeri, i Nydelse og Vellyst. Og paa
Herrens Vink revner Skyen og aabner sit Ildsvælg. Hagl af Gnister,
Svovl strømme, Ildregn styrter ned, til Agat og Porfyr og Afguder og
Marmorkjæmper smelter som Vox, og Flammerne blænde og omspænde og
opbrænde alt Levende i Huse og paa Gader. Da sees henad Morgen den gamle
Babelruin strække sit Hoved op over Bjergryggen for at nyde Slutningen
af Skuespillet. Den kjender det, den har engang faaet Kjærligheden, der
tugter, at føle.

Dette er, som sagt, ingen Mol-Poesi og Beskyldningen for Kulde fattedes
ikke, saa meningsløs den end var; men det er seet, det er malt med en
Pensel som hin Gran, Heine vilde rive fra Norges Klipper og dyppe i
Ætnakraterets Luebølger for at skrive sin Elskedes Navn paa Himlen.
Disse »Orientalere« bleve Prototypen for den romantiske Lyrik. Digteren
vovede her at gribe det Smerteligste, ja det Hæslige, det Forfærdelige
(το δεινον som Grækerne sagde) og optage det i sin Lyrik i Tillid til
at hans digteriske Kraft vel skulde formaae at gjennemtrænge det Alt
med Poesi og faae alle disse Skygger til at staae gjennemsigtige og
lade alle disse mørke1 Punkter gaae op i et poetisk Lyshav. Han har
engang skrevet et Digt om Jordkloden, der kan anvendes paa denne hans
Lyrik; han skildrer den magre, stenede, karrige Jordbund, som kun
modstræbende giver Menneskeslægten Brød; her glødende Ørkner, hist oppe
Polar-Is; Byer, som Barmhjertighed, Fred, Tillid hændervridende have
forladt; Døden, et Spøgelse uden Øjne, der gjerne rammer de Bedste
først; Have, hvor Skibene gaae tilgrunde om Natten, Lande, hvor Krigen
brølende svinger sine Fakler og Folkeslagene styrte sig som rasende over
hinanden, og — slutter han — Alt dette udgjør en Stjerne paa Himlen.

VIII.

Neppe havde Hugo fuldendt Orientalerne før han begyndte paa en
Digtsamling, der udgjør den fuldstændigste Modsætning til dem.
Efteraarsbladene (Les feuilles d’automne) erobrede Lyriken et nyt
Jordsmon, et Omraade, der var lige saa personligt som Orientalernes
havde været upersonligt.

Hugo var, kun tyve Aar gammel, bleven gift. Han hjemførte sin Elskede,
Adèle Foucher, paa den ubetydelige Sum, der samme Aar var bleven ham
bevilliget af Ludvig den 18de i aarlig Pension; den Medgift, hans Hustru
bragte ham, bestod i 2000 Francs. Det unge Par førte da et tarveligt
Husliv i de Aar, der gik hen, indtil Hugos Pen — omtrent efter at
Hernani-Slaget var vundet — begyndte at indbringe ham Hundredetusinder,
der snart voxede til Millioner; men det tarvelige Hjem havde sin Lykke,
og da Hugo, 25 Aar gammel, optraadte som poetisk Revolu tionær, var
han alt længst en ung Familiefader med en Kreds af Rollinger omkring
sig. Efteraarsbladene bragte som sagt Tanker og Billeder fra hans Hjem.
Det var Minder om hans Barndom og hans kjære Døde, Erindringen om hans
Moders Ømhed, om Faderens krigeriske Skikkelse, om Napoleon, hvem han
ved Faderens Side som Barn havde seet. Han udøser sit Hjærte for nære
Venner, skrifter dem sit Tungsind og sine Tvivl under Livets haarde
Kamp. Enkelte Elskovsdigte, uforlignelige. Han gjenfinder sine første
Kjærlighedsbreve og læser dem med Vemod, med Savn af den første Ungdoms
Friskhed, som svandt. Han besynger sin unge Hustru, hende, til hvem
han har sagt »Altid«, og som har svart ham »Overalt«. Han maler sit
Hjems Poesi. Det var en Side af Livet, som næsten alle Verdens største
Digtere havde ladet ligge. Shakespeare havde intet Hjem, og hans Forhold
til sin Hustru var neppe nogen Omtale værd. Schiller og Goethe skreve
faa Digte til deres Hustruer og ingen om deres huslige Liv; hvad Byron
havde fundet det passende at meddele Verden om disse Forhold, havde kun
været lidet opbyggeligt. Oehlenschläger, hvis personlige og litterære
Stilling ellers frembyder saa mange Paralleler med Hugos, havde ikke ret
formaaet at hæve denne Livssfære til Poesi; hans Forhold til sin Hustru
er i Digtene mere ærligt end helt ridderligt, og hans Forhold til sine
Børn har i Digtene et Stænk af Faderforfængelighed; han taler i sine
Vers om sine Børn omtrent som kongelige Personer i offentlige Udtalelser
undertiden tale om deres; man føler, at han betragter dem som Væsener,
hvis Velfærd maa ligge Alle paa Hjærte. Victor Hugo har forstaaet at
holde sig fri af disse Skjær.

Gjennem Hugos Digte bevæger sig, udstyret med den højeste Skjønhed,
Billedet af den unge Moder, fulgt af sine fire Børn, af hvilke det
mindste endnu tripper med vaklende Skridt. »Hvis du nogensteds skulde
møde en Kvinde, hvis Pande er ren, hvis Gang er rolig, hvis Øine ere
blide, som har sine Børn ved Haanden og som, naar de møde en stakkels
Tigger, lægger en Almisse i det mindste Barns Haand [...] eller — hvis
Smædesnakken tumler sig om et Navn og du seer en Kvinde høre til i
Tavshed og tvivle og sige: Lad os vente med vor Dom! hvem af os kunde
man ikke bagvaske! o hvem du saa er, velsign hende! Det er hende, min
Sjæls Søster, mit Haab, mit Ly, min Tilflugt.«

Og saa klinger der dernæst gjennem disse Digte en Summen og en Kvidren
som af Smaabørns Lege, deres Larm og fugleagtige Skrig. Barnet springer
ind i Stuen, og selv den mørkeste Pande, selv det urene Aasyn klarer
op; Barnet blander sine Spørgsmaal ind i den alvorlige Samtale, og den
standser i et Smil; det aabner sin unge Sjæl for alle Indtryk og byder
Fremmede og Kjendte sin Mund til Kys.

»Lad Børnene blive! jag dem ikke ud af Digterens Arbeidsværelse, lad
dem kun le og synge, blande deres barnlige Støj ind i de indre Stemmers
Kor, mens den Skrivende drømmer ved sin Pult. Deres Pust jager ikke hans
Drømmes brogede Sæbebobler paa Flugt. Tror I, jeg bliver bange, naar jeg
midt under mine Syner af Blod og Brand seer disse lyse Hoveder glide mig
forbi, eller at Versene som en Fuglesværm tage Flugten for legende Børn?
Nei, nei! Intet Billede, fordrives af dem. Guldorientaleren udbreder i
deres Nærhed endnu rigere sine malede og ciselerede Blomster, Balladen
bliver friskere, Odens vingede Strofer stige mod Himlen med et endnu
mere brændende Aandedrag!«

En sørgelig Begivenhed gav i modnere Aar Digteren Anledning til at vende
tilbage til hin Ungdomstid i Smaabørnenes Kreds, hans ældste Datters
pludselige Død i 1843. I Februar samme Aar var hun bleven gift; i
September forulykkede hun under en Seiltur i en Baad paa Seinen. Hendes
Mand, Charles Vacquérie, kastede sig ud efter hende, og da alle Forsøg
paa at frelse hende viste sig frugtesløse, søgte han Døden i Bølgerne og
fandt den. Den hele Gruppe af Digte, som i Les Contemplations indledes
med Verset »0 jeg var som gal i det første Øieblik!« maa tages sammen
med Efteraarsbladene.

Her forekomme Smaascener, som i al deres Simpelhed ere lige saa
fortræffelig malte som dybt følte:

»Hun havde antaget den Vane i sin tidlige Barndom, at komme lidt ind
i min Stue hver Morgen. Jeg ventede paa hende som paa en Solstraale,
man haaber paa. Hun traadte ind og sagde: Goddag, lille Fa’er! tog min
Pen, lukkede mine Bøger op, satte sig paa min Seng, bragte mine Papirer
i Forvirring og lo — og pludselig gik hun, som en Fugl flyver bort.
Saa tog jeg, lidt mindre træt i mit Hoved, atter fat paa mit afbrudte
Arbejde, og alt mens jeg skrev, traf jeg ofte i mine Manuscripter paa en
eller anden vild Arabesk, som hun havde tegnet, og paa mangt et hvidt
Blad, som hun havde krøllet, og, jeg veed ikke hvorledes, paa saadant et
krammet Blad kom tidt mine blideste Vers til at staa.«

Saa ukunstlet er Fremstillingen, at selv i Prosaoversættelsen Noget af
den sjælfulde Poesi er bevaret. Eller man læse disse Brudstykker: »Da
hun var ganske lille endnu, og hendes yngre Søster et helt lille Barn,
hørte jeg hende paa Landet, hvor vi boede, altid om Morgenen lege ganske
sagte under mit Vindue. Hun løb om i Duggen uden at gjøre Støj, af Frygt
for at vække mig, og jeg — vovede ikke at lukke Vinduet op af Frygt for
at drive hende paa Flugt. — Hendes Brødre lo, Morgenen var ren og skjær,
Alt sang under det friske Løvtag, min Familie med Naturen, og Fuglene
omkap med mine Børn. Jeg hostede, man blev stille og høitidelig, og
hun steg med smaa Skridt op ad Trappen til mig og sagde med en meget
alvorlig Mine: Jeg har ladet Børnene blive dernede [...] Om Aftenen
sagde hun som den ældste: Fader! kom! vi bringer dig en Stol, fortæl
os en Historie, hvad? og jeg saa alle disse paradisiske Blikke straale
af Forventning. Saa ødslede jeg med Mord og Blodbad, gjorde Skyggerne
paa Loftet til Helte i min Boman, og bestandig lo disse fire uskyldige
Ansigter, som man leer i den Alder, over at høre, hvordan store, uhyre
dumme Kjæmper overvandtes af smaa, uhyre kloge Dværge, og medens jeg
fortalte, sad deres Moder og hørte dem skoggerle og drømte, og deres
Bedstefader, som læste i sin Krog, hævede undertiden Blikket henimod
dem, og jeg selv saa gjennem den mørke Bude et Stykke af Himlen aabne
sig.«

Gjennem Barnets Aftenbøn, den berømte Bøn for Alle, ikke blot for Fader
og Moder, men for de Fattige, de Forladte, de Slette udvider Familiens
Begreb sig til den hele store Menneskefamilie. Her i Les feuilles
d'automne har Menneskeligheden, som i « Orientalerne» Umenneskeligheden,
fundet sit poetiske Udtryk.

Naar Digteren sidder ene og lader sin Fantasi glide ned ad Drømmenes
Skraaplan, da tænker han først paa sine Kjære, seer sine Venner, En
for En, saa alle nærmere og fjernere Bekjendte, saa alle Ubekjendte,
Menneskeheden, levende og døde Byer med deres Befolkning, indtil Blikket
fortaber sig i Skuet ud over Tidens og Rummets dobbelte Hav, det
Endeløse og det Bundløse, ud over det Endeløse, der evigt ruller ned i
det Bundløse. Hint Uendelige, som Hugos store Forgjænger, André Chénier,
forsmaaede, hin religiøse Følelse, som ikke fandtes hos dette det
attende Aarhundredes Barn, træder, lutret for Reactionstidens Overtro,
ind i sine Rettigheder paany hos Hugo.

Digteren bestiger en Høi ved Kysten og hører derfra en dobbelt Stemme,
en fra Havet og en fra Landet. Hver Bølge har sin Mumlen, hvert enkelt
Menneske sin Røst, sit Suk, sit Skrig, og Bølgernes og Menneskenes
Stemmer smelte sammen til to uhyre, hjærtegribende Kor: Naturens Sang og
Menneskehedens Klage.

Her møde vi Uendeligheden ikke mere som det blot Monstrøse, der nu og
da træder op i Orientalerne, men som det Hav, hvor det er naturligt og
efter Leopardis bekjendte Udtryk sødt for Tanken at strande.

Den Digtsamling, der fulgte, Les chants du crépuscule (Tusmørkesangene),
er til Forskjel fra den foregaaende ikke mere helliget Privatlivet,
men overveiende politisk. Den fører saa at sige Dagbog over de sidste
Aaringers politiske Begivenheder. Som bekjendt har Victor Hugos
politiske Overbevisning undergaaet mange Modificationer — han er
begyndt med at hylde det legitime Kongedømme og har endt med at troe
paa den sociale Republik — men hvor stærk end hans Udvikling har
været, der har aldrig været nogen Slingring i den. Af sin Moder, en
varmhjertet Bretagnerinde, var han bleven opdraget i legitimistisk
Aand, af sin Fader, en General under Keiserdømmet, paavirket i
Bonapartistisk Retning, og saaledes gaaer det til, at hans første
Ungdoms, hans Drengeaars Ultraroyalisme hurtigt afløses af Beundringen
for Napoleon, der i Aarenes Løb var bleven en mythisk Skikkelse.
Fra 1830 af er Victor Hugo en Tilhænger af Fremtidsrepubliken; han
støttede det constitutionelle Kongedømme som Forberedelse dertil,
ja lod sig endog af Louis-Philippe udnævne til Pair af Frankrig og
modtog senere Kongens Bistand, da man paa Grund af en i sin Tid meget
omtalt Kjærlighedshistorie vilde udstøde ham af Pairskammeret. Paa
det Tidspunkt, vi dvæle ved, kan han nærmest betegnes som loyalt
oppositionel. Hans Digte forherlige Julidagene og deres Martyrer og
udtale Harme over Deputeretkammerets Vægring ved at lade Napoleons
Lig føre tilbage til Frankrig, et Forslag, som Kongehuset Intet havde
imod, og der sidenhen som bekjendt virkeliggjordes af Prindsen af
Joinville. Digtet mod Deutz, der for Penge udleverede Louis-Philippes
Regjering Hertuginden af Berry (A l’homme qui a livré une femme), rammer
dog indirekte ikke blot Thiers, men Kongen selv. Iøvrigt er dette en
ikke paa politiske, men paa sociale Sympathier begrundet Opposition.
Proletariatets Skuffelser over det ringe Udbytte, Julirevolutionen havde
bragt det, det dumpe Had mod de Velhavende, som gjærer i Masserne,
kommer til Orde, især i Digtet Raadhusballet (Sur le bal de l'hotel de
ville) med dets mesterlige Billede af de Kvinder fra Gaden, der pyntede,
smukke og halvnøgne ligesom Damerne, der kjøre til Ballet, »med Blomster
om Panden, Skarn om Fødderne, Had i Hjærtet« staa som Tilskuere, hvor
Vognene standse. Ubestemt Angst og Uro, advarende Ord til Europas Konger
om at skaffe sig Venner blandt Folkene itide, røbe, at Digteren har
Haanden om Tidens Puls.

I hvor levende et Forhold til Samtiden Victor Hugos Digtning stod,
viser ingen Omstændighed bedre end den, at Julikongedømmet lige saa
haardnakket forbød Opførelsen af hans Dramer, som Restaurationen havde
gjort det. Vistnok var Hernani bleven spillet, fordi Karl den 10de
vittigt svarede dem, der anraabte ham om at forbyde Stykket, at hvad
Theatret angik, var hans Plads blandt Tilskuerne som enhver Andens. Men
dog forbød han trods personlig Forkjærlighed for Hugo Marion de Lorme,
fordi man frygtede for, at Skildringen af Ludvig den 13des Forhold til
Richelieu skulde tydes som Haan over den af Geistligheden afhængige
Konge. Det er et af de smukkeste Træk i Hugos Historie, at han efter
Karl den 1Odes Fald mange Aar igjennem selv holdt Forbudet opret for
at forhindre, at Opførelsen skulde benyttes til Demonstrationer mod
den faldne Fyrste, paa hvis Ret han som Yngling havde troet, og hvis
Ulykke han for sin Del vilde skaane. Men til dette frivillige Forbud kom
nu fra Juliregjeringens Side et ulovligt, Forbudet mod Dramet Le roi
s’amuse. Under Processen sagde Hugo disse bidende Ord: »Ogsaa Bonaparte
var Despot, men han bar sig anderledes ad. Han anvendte ingen af de
Forsigtighedsregler, hvormed man nutildags borteskamoterer vore Friheder
en for en. Han tog Alt paa een Gang og med een Haand; Løven har ikke
Rævens Sæd og Skik. Den Gang, mine Herrer, var det stort. Man sagde: Paa
den og den Dag vil jeg holde mit Indtog i den og den Hovedstad, og man
holdt sit Indtog paa Dag og Time, som man havde sagt. Man afsatte et
Kongehus ved et Decret i Moniteur. Man lod alle Slags Konger sidde og
trænge sig op ad hinanden i Forværelserne. Havde man Lyst til en Sejle,
lod man Keiseren af Østerrig give Bronzen til den. Man ordnede — ganske
vist en Smule vilkaarligt — Skuespillerforholdene ved Théâtre français,
men Reglementet var dateret fra Moskwa. Den Gang var det stort, nu er
det smaat.«

Dette er i Grundtræk Hugos poetisk-politiske Fysiognomi i Begyndelsen af
Trediverne. Hans Holdning var en Førers og en Profets.

Imidlertid arbeidede hans yngre Venner sig rundt omkring ham frem til
Navnkundighed. Det var, som om Hugos Personlighed og Hus forplantede
Poesien. Næsten alle de, der kom der, aabenbarede sig efterhaanden som
Poeter. Hugo bad undertiden Sainte-Beuve at fremsige nogle Vers, og naar
han blev plaget fra alle Sider, maatte han, efter at have bedet den
lille Leopoldine og den lille Charlot om at gjøre dygtigt Spektakel,
mens han talte, give nogle af sine smukke og maniererte Digte til
Bedste. Svogeren Paul Foucher indførte den syttenaarige Alfred de Musset
i Huset. En Morgen gik han op til Sainte Beuve paa hans Tagkammer,
vækkede ham og sagde forlegen og smilende til ham: »Ogsaa jeg gjør
Vers.«

De Vers, han gjorde, ere blevne verdensberømte.

Hvis man i Frankrig spørger en Lægmand, en Mand af Folket, en Arbeider
eller blandt Skribenterne enten en Romantiker eller en Parnassien: Hvem
er Frankrigs største Digter i den nyere Tid? saa vil han upaatvivielig
svare: Victor Hugo. Spørger man derimod en Mand af den høiere Borger-
eller Embedsstand, en Lærd, en Verdensmand eller et Medlem af den
unge naturalistiske Skole, spørger man endelig Damerne, saa er
Sandsynligheden stor for, at de ville svare: Alfred de Musset. Hvorpaa
beroer denne Uenighed og hvad betyder den ?

Alfred de Musset debuterede i Januar 1830, nitten Aar gammel, med Contes
d’Espagne et d‘Italie: en Gruppe Sujetter af skandaløs Uanstændighed,
Æmner, hvis Enkeltheder ikke lade sig gjenfortælle. I de større
Compositioner (Don Paez, Portia etc.) Bedrag overalt, Hustruen, som
lyver for sin Mand, Elskerinden, som bedrager sin Elsker, Elskeren,
der afstaaer sin Dame til Andre, Grevinder, der ikke vide Andet om
deres Elsker, end at han har stukket deres gamle Mand ihjel — en brutal
Nydelse, som man slaaes om med Kaardestød, en sextenaarig Sandselighed,
som hverken kjender Hensyn eller Blu, en oldingeagtig Fordærvethed, som
bruger Elskovsdrikke og blander Vellyst med Dødens Rallen — deriblandt
en Række Sange, som sprudede Gnister af Lidenskab, Vildhed, Overmod.
Shakespeares to første Værker ere ikke mere sandselige end disse Digte,
og saa er Fyrigheden her endda paa een Gang raffineret og kaad. Dertil
en uophørlig Tilskuestillen af Vantro og Atheisme, som forunderlig
gjennembrydes af ubevidste Tilstaaelser af Svaghed og en nu og da
opdukkende Længsel efter Kirke og Kors.

Som Ekko af Bogen fulgte nogen Forargelse og megen Begeistring. Der
var en Del af Ungdommen, som studsede og blev opmærksom. Dette var
Romantik af en helt ny Art, en friere, mindre doctrinær end Victor
Hugos. Her var en endnu skarpere Trods mod Klassikernes Regler for
Versebygning og Stil, men denne Trods var overgiven og vittig, ikke
martialsk som Hugos. Et Element, som fattedes Hugo helt, men det mest
franske Element af alle, det man paa Landets Sprog kalder »Esprit«,
oplivede her Polemiken. Denne spottende, latterliggjørende Romantik
vederkvægede efter Hugos høitidelige, pathetiske Romantik. Ogsaa
her var det Spanien og Italien, som førtes frem; ogsaa her fandtes
middelalderlige Decorationer, Kaardestød og Serenader, men alt dette
behagede endnu en Gang saa meget med denne Tilsætning af Overgivenhed,
med denne spottende Finhed, denne Skepticisme, der neppe troede paa,
hvad den selv fortalte. Der var f. Ex. hin berygtede, over alle Grændser
uanstændige Ballade til Maanen, der paa een Gang udæskede Klassikerne
ved sin Strofebygning og Romantikerne ved det respektstridige Forhold
til sin Gjenstand, deres Yndling; det var en Ballade, der parodierede
sin egen Form, og hvis Digter syntes at gaa paa Hænderne og kaste Taakys
ud til alle Sider. Hugo havde paabudt Ærefrygt ved sin Helteholdning og
sine Kjæmpetrin; hans mægtige Rhetorik fremkaldte en ærbødig Forundring,
men denne utrolige Gratie i Flotheden, denne geniale Uforskammethed
i Skjælmeriet virkede befriende og dog betagende. Der var dette
djævleblændt Uimodstaaelige deri, over hvilket Kvinderne ere og i
dette Tilfælde vare de bedste Dommere. Han talte om Kvinderne, altid
om Kvinderne, og ikke som Hugo med tidlig Modenhed, med ægteskabelig
Troskab, med ridderlig Ømhed, med romantisk Galanteri — nei, lige
omvendt med en Lidenskab, et Had, en Bitterhed, et Raseri, der røbede,
at han foragtede og tilbad dem, at de formaaede at bringe ham til at
lide og skrige, og at han hævnede sig ved stormende Anklager og luende
Spot.

Ingen Modenhed, ingen Sundhed, ingen sædelig Skjønhed, men en Ungdom,
som sydede, en Intensitet af Liv, der var uhørt, og som ikke lader
sig beskrive bedre, end man kunde beskrive den høirøde Farve for hin
Biindfødte, som sagde: den minder altsaa om Lyden af en Trompet. Og
der var i disse Vers Noget af høirød Farve og Noget af en Fanfares
Klang. At Skjønheden er udødelig i Kunsten, det er sandt. Men der er
Noget, som i Kunsten er endnu mere udødeligt: det er Livet. Disse første
Digte levede. — Saa begyndte hans modne og deilige Værker at følge, og
Blikkene udvidedes for hans Fortrin. Han selv har i Digtet Après une
lecture fremstillet sin Poetik. Den lyder saaledes: »Den, som ikke, naar
den kvalte Brise sukker sin lange og ømme Klage fra Skovenes Dyb, føler
Driften til at gaae ud alene, hvorhen Veien fører ham, nynnende paa et
eller andet Omkvæd, mere gal end Ofelia var det med Rosmarinkransen i
sit Haar, mere svimmel end en Page, der er forelsket i en Fe og slaaer
Tamburin paa sin knuste Hat [...] Den, som ikke i de hede Nætter, der
faa Venus’ Stjærne til at blegne af Elskov, har maattet springe op uden
Grund, paa bare Fødder, gaae, bede, græde strømmende Taarer og folde
sine Hænder foran det Uendelige med Hjærtet fuldt af Medlidenhed med
ukjendte Kvaler — Lad ham smøre og rette, saa længe han gider, lad ham
rime, hvis han lyster, af al Livsens Kraft, lad ham flikke Antithesens
Flitterguld paa sine Pjalter og tilsidst blive baaret stoltelig til Père
Lachaise med Alverdens Dumrianer i Hælene paa sig: Stor Mand, hvis man
vil, men Digter? Nei og atter nei.« I Udfaldet mod dem, der pynte sig
med Antitheser, føres ligesom en Snært mod Victor Hugo og hans Skole og
røber sig den rene Lyrikers Overlegenhedsfølelse overfor den geniale
Rhetoriker; i selve Digtets Overstrømmen er et Sværmeri, en Begeistring
for Poesi og en digterisk Selv­ følelse, der minder om Goethes Wanderers
Sturmlied.

Og alt som Musset nu udviklede sig og naaede Skjels Aar og Alder,
aabenbarede han flere og flere Fortrin, som overstraalede Victor
Hugos. Han erobrede Læseverdenen ved sin dybe Menneskelighed. Han
tilstod sine Svagheder og Feil; Victor Hugo følte sig forpligtet til
at være ufejlbar. Han var ikke den underfulde Versekunstner som Hugo,
han formaaede ei som denne at hamre Sprogets Metal til Rette paa en
Ambolt og fatte Ordenes Juveler i Guld. Han skrev skjødesløst, rimede
omtrentlig, siettere endnu end Heine rimer, men han var aldrig Rhetor,
altid Menneske. Glæde og Kval havde hos ham en Sandhed, der syntes evig.
Kastede man et af hans Digte paa en Bunke af andre Digteres, virkede
det som Skedevand, Alt omkring det fortæredes som Papir, fordunstede
som Ord, det alene blev og brændte og klang i sin skjærende Sandhed som
Skriget fra et Menneskebryst.

Hvori laa det da, at ikke han men Hugo blev Litteraturens Behersker og
den unge Skoles Fører?

Det laa i, at man om ham kan vende Ordene i det sværmeriske og spotske
Digt, jeg citerede, om: »Digter, ganske vist, men stor Mand? Aldrig i
Verden?«

Hos Hugo fandtes politisk og religiøst, trods al Forskjelligheden af de
Standpunkter, han indtager i Løbet af sit lange Liv, en vis uafbrudt
Linie, en Udviklingsnorm, og fremfor Alt en aldrig svigtende Værdighed.
Som han i sin Poesi grunder sin Familie-Arne dybt, saaledes befæster han
stedse mere sine Overbevisninger om Samfund og Stat.

Musset begynder med en tilgjort Overlegenhed, han stiller den yderste
Vantro og den yderste politiske Indifferentisme til Skue. Bag denne
Vantro og denne Ligegyldighed skimtes imidlertid snart og aabenbarer
sig efterhaanden fuldt en umandig Svaghed. Læs hans maskerede
Selvbekjendelser i Confessions d’un enfant du siècle. Han er født paa
et ulykkeligt Tidspunkt; Alt var dødt. Napoleonstiden var omme, og
ret som om der ikke kunde gives Hæder udenfor Keiserdømmet, hedder
det, at Hæderens Tid var omme. Troen var udslukt; der var ikke mere to
smaa Stykker sort Træ i Korsform, foran hvilke man kunde folde sine
Hænder, og ret som om de, der ikke føle sig bundne til den katholske
Symbolik, derfor intet Hjærte og intet Sjæleliv have, omskrives dette
ved, at Sjælen var død. Det fortælles fremdeles, at Nogle, der indsaa,
at Hæderens Tid var forbi, fra Talerstolen sagde, at Frihed var endnu
skjønnere end Hæder, og at de Unges Hjærter ved dette Ord skjælvede som
ved en fjærn og frygtelig Erindring. »Men,« hedder det, »da de Unge gik
hjem efter at have hørt det, mødte de et Tog med tre Kurve, som man bar
til Clamart; det var Ligene af tre unge Mænd, der havde talt altfor høit
om Frihed« — og ret som om Blaserthedens Fortvivlelse var den eneste
Lære, en Mand kan uddrage af Martyrernes Død, hedder det, at ved dette
Syn krummede et underligt Smil deres Læber, og de styrte sig hovedkulds
ud i de afsindigste Udsvævelser.

Over dette Grundthema har Musset skabt en Række af sine ypperste
Mandskarakterer, selv den geniale Skikkelse Lorenzaccio. I sin Ungdom
formede han den berømteste af sine typiske Figurer, Rolla, derover.

I intet Digt træder skarpere end i Rolla det Usikre og Vaklende, det
Kvindagtige i Alfred de Mussets Livsanskuelse frem.

Indledningsafsnittet aabnes med den bekjendte Længselssang efter den
græske Oldtid med dens friske Skjønhed og efter den kristelige Oldtid
med dens rene Opsving og friske Tro, da de ærværdige Katkedraler
i Kölln og Strassburg, da Notre Dame og St. Peter knælede fromt i
deres Stenkjortler og Folkenes store Orgel istemmede Aarhundredernes
Hosiannah.

Saa følger den end berømtere Passus: »0 Christus! jeg hører ikke til
dem, hvem Bønnen drager til dine stamme Templer. Jeg staaer opreist
under din indviede Hvælving; thi jeg troer ikke, o Christus, paa
dit hellige Ord. Jeg er født altfor sent i en altfor gammel Verden.
Golgathas Søm kunne næppe mere holde dig paa Korset; dit himmelske
Lig er faldet sammen som Støv. Men lad det være mig, dette vantro
Aarhundredes mindst lettroende Barn, tilladt at kysse dette Støv med
Vemod!«

Saa følger Fortællingen: Jacques Rolla var den mest udsvævende unge
Mand i det udsvævende Paris. Han foragtede Alt og Alle: »Aldrig har
nogen Adamssøn baaret paa en dybere Foragt for Folk og for Konger.«
Rolla har kun en ringe Formue, men store Tilbøieligheder til Vellevnet
og Luxus. Vanen, som for de Andre er det halve Liv, er ham en Væmmelse.
Derfor tager han den lille Arv, hans Fader har efterladt ham, deler den
i tre Punge og spiser hvert Aar en Trediedel af sin Formue op med slette
Kvinder og under alskens Galskab, uden at gjøre nogen Hemmelighed af, at
han vil skyde sig en Kugle for Panden, naar det sidste Aar er forbi.

Og i Kraft af sine 22 Aar kalder Musset Rolla stor, uforfærdet, ærlig
og stolt. Hans Kjærlighed til Friheden — og ved Frihed forstaaes
Uafhængighed overfor enhver Virksomhed, enhver Livsopgave, enhver Pligt
— idealiserer ham i Digterens Øine.

Saa skildres Rollas Selvmordsnat i det berygtede Hus, Tilberedelserne
til Orgiet, den sextenaarige Pige, som bringes af Moderen selv,
og Digteren begynder sin gribende Sørgesang over Samfundets dybe
Corruption, over Moderen, som sælger sit Barn, over Fattigdommen, som
bliver Koblerske, over de lykkelig stillede Kvinders billig kjøbte
Strænghed og hyklede Dyd. Saa følger det Berømteste i Digtet, Apostrofen
til Voltaire: »Sover du fornøiet, Voltaire, og bugter dit hæslige Smil
sig endnu om dine kjødløse Læber? Man siger, din Tid er kommen. Over
os er den styrtet, den uhyre Bygning, som du undergravede Dag og Nat
i de firsindstyve Aar, du gjorde Cour til Døden. Trøst dig! Han, som
nu vil udaande her, han har læst dig.« Hvad har Voltaire med denne
jammerlige Ødelands Død at gjøre? Er den store Arbejder ansvarlig for
denne luddovne Vellystnings Selvmord? Er dette Verden, som Voltaire
drømte sig den, denne Verden af hjærneløse Galninger og villieløse
Kvinder? Voltaire, hvis Væsen var Forstand, hvis Hænders Smuds kun var
Krudtsværte, og hvis Liv var en villiestærk Kamp for Lyset? Er han Skyld
i denne Elendighed? Og hvorfor?

Fordi han ikke havde dogmatisk Tro.

Det er da altsaa Manglen paa dogmatisk Tro, som er Rollas Paaskud til
at leve som et Dyr og dø som en Dreng. Man seer, hvad der efter faa
Aars Forløb er blevet af den udfordrende Trods, med hvilken Digteren
optraadte. Trodsen har opløst sig i holdningsløs Tvivl, Fornægtelsen er
gledet over i haabløs Fortvivlelse.

Hvor sund, hvor kraftig, hvor sluttet tager ikke Hugos roligere Holdning
sig ud herimod, og forstaaer man ikke nu, at han trods Alt vedblev at
indtage den centrale Stilling i fransk Litteratur?

Det er ikke det fineste og udsøgteste poetiske Talent, der afgjør
Ledelsen i Litteraturen. Den tilfalder ikke Talentet, men den hele
Personlighed. Den, som paa et givet Tidspunkt føler Tidens Hjærte banke
i sit Bryst, rummer Tidens Tanker i sin Intelligens og har den faste
Villie at paatrykke Litteraturen Stemplet af disse sine og Tidsalderens
Følelser og Ideer — han er den fødte og den blivende Fører.

IX.

Nogle faa Aar ind i Trediverne — og man kan sige, at den af Hugo og hans
Venner ledede litterære Revolution havde seiret, men den havde seiret
som man seirer aandeligt. Et forsvindende Mindretal af Frankrigs mest
dannede Mænd og mest forstandige Kvinder indsaa, at Kampen var afgjort,
at Tragedien var død, at de aristoteliske Regler vare Misforstaaelser,
at Overgangstalenternes Tid var omme, at Casimir Delavigne var udtømt og
at kun Generationen fra 1830 vidste hvad den vilde i Litteraturen. Den
Omstændighed, at en ganske parallel Bevægelse var begyndt i Malerkunst,
Billedhuggerkunst og Musik viste dem klarere end nogen anden, hvor dyb
og uimodstaaelig Forandringen var. Men de, som indsaa dette, vare som
sagt et ringe Mindretal. Den gamle stive Litteratur fra Keiserdømmets
Tid havde for sig Alt, hvad der var i Frankrig af gammel Vane, af
Angst for Novationer, af Dumhed og Misundelse, fremdeles den hele
officielle Verden, den hele Presse med Undtagelse af et eneste Dagblad,
Journal des Débats, endelig Magten: alle Pladser, Stillinger, Embeder,
Pensioner gaves udelukkende til Mændene af den gamle Skole og man
fristede og forførte saaledes paa alle Maader den opvoxende Slægt.
Hertil kom endelig, at der var indtraadt nogen Træthed og Udmattelse
i den unge Leir efter den første, store Aandsanstrengelse. Man var
ung, man havde ventet blot at behøve een god Gang at løbe Storm mod de
gamle Fordommes Skandse for at tage den; nu saa man til sin Skuffelse,
at Truppen i decimeret Tilstand efter Stormløbet befandt sig- ved
Skandsens Fod som før; man tabte Taalmodigheden og Kamplysten. Man
havde vel villet finde sig i en haardnakket Dyst, som krævede Afsavn
og indbragte Saar og Skrammer, men paa det Vilkaar, at den førte til
en nogenlunde hurtig Seir, til en eklatant Triumf med Anerkjendelse
og Fanfarer. Men denne Strid, som trak sig ud i det Uendelige, denne
seige Spot fra Modstandernes Side, Fjendens rolige Ihændehaven af alle
indflydelsesrige Stillinger saavel for Litteraturens som Kunstens
Vedkommende, Publicums vedblivende Ligegyldighed for den nye Skole,
dets vedblivende Enthousiasme for de Udlevede, gjorde den unge Skare
betænkelig. Man spurgte sig selv, om man ikke i ungdommelig Heftighed
var gaaet for vidt, om ikke Hans Majestæt Publikum alligevel havde
Ret eller dog nogen Ret, og man begyndte at bede om Undskyldning for
sit Talent, søgte at faae Publicums Tilgivelse for det ved Hjælp af
Indrømmelser og Frafald. Man trak sig tilbage fra Vennerne for at faae
Adgang til denne eller hin fornemme Selskabskreds. En og anden tænkte
paa Akademiet og begyndte at indrette sin Optræden saaledes, at han ikke
forspildte sig Muligheden til endnu i yngre Aar at blive Medlem.

Et psychologisk Motiv af ædlere Natur bidrog til at opløse Gruppen,
nemlig Skribenternes Selvstændighedsfølelse. Man havde fra først af
forsøgt at holde Gruppen sammen ved altfor snevre Baand. Man havde
ikke nøjedes med at angive en Retning og et kunstnerisk Princip,
man havde søgt at formulere Dogmer, og de, der havde formet dem,
vare Digtere, lige saa ensidige som geniale Aander, ikke Tænkere med
et vidt og uhildet Blik. Hvor sociable end de romanske Folkeslag
overhovedet ere i Sammenligning med de germanske, saa kunde dog en
Association i strengeste Forstand paa disse Vilkaar umuligt finde Sted
i deres skjønne Litteratur. Videnskabsmænd kunne enes om en Methode,
men i Kunsten udfordres Personlighedens fuldstændige og ubetingede
Uafhængighed; kun naar den Frembringende helt er sig selv, ikke til
Bedste for et Sammenhold giver Afkald paa det Mindste af sin værdifulde
Eiendommelighed, formaaer han at frembringe det Ypperste, han kan yde
Verden. En absolut Individualisme er sikkert nok umulig i Kunsten;
der danner sig bevidst eller ubevidst, frivilligt eller ufrivilligt
altid Skoler og ligesaa vist som det er, at Individet maa have Lov at
udtale sig frit, ligesaa sikkert er det, at det kun i den kunstneriske
Continuitet, kun baaret og støttet af en kunstnerisk Tradition eller af
beslægtede Aander, store Forgjængere eller Samtidige formaaer at naae
det Høieste. Isolerede, forsprængte Genier sygne hen. Men hvor en Skole
har en enkelt anerkjendt Høvding, der gjælder det om, at han forstaaer
at meddele Frihed. Han raaa tillade Alt undtagen Karakterløshed og
Stilløshed. Men til at meddele Frihed var en Aand af Hugos Art ikke i
Stand, og de fanatiske blandt hans nærmeste Tilhængere forstøde Skolens
Lærdomme paa endnu langt snevrere Maade end han. I Løbet af ganske
faa Ungdomsaar udprægedes de mest fremragende af den unge Gruppes
Individualiteter stærkere end det kunde forudsees, saalænge de endnu
vare i Spiren, og denne Splittelse af de udprægede Individualiteter kom
den gamle klassiske Leir tilgode.

Endnu et Moment virkede opløsende og splittende. Julirevolutionen
drev et helt Antal af Ungdommens Bannerførere og Forkjæmpere fra den
litterære Leir over i Politiken. Det er i den Henseende betegnende, at
Bladet Globe i 1830 ophørte at være et litterært Organ og gik over i
Saint-Simonisternes Hænder. Dets Stiftere og og vigtigste Medarbeidere,
Mænd som Guizot, Thiers, Villemain, Yitet, bleve Parlamentsmedlemmer,
Embedsmænd eller Ministre. Og da Politiken i den moderne Tid gjør et
Navn saa langt mere bekjendt end Litteraturen, lokkede den selv Digterne
til sine Talerstole. Lyrikere som Hugo og Lamartine traadte under
Julikongedømmet ind i Politiken. De i Litteraturen tilbagestaaende
Forfattere følte sig ligesom overfløiede af de i Politiken indtraadte,
harmede sig nu og da over hines mere larmende Navnkundighed, ærgrede sig
undertiden over at see dem betragte deres eget Et og Alt, Litteraturen,
som en Udvei, der var god nok til at gribes i Nødstilfælde.

Et haardt Stød var det for den romantiske Kreds, da Sainte-Beuve,
Skolens altid kampberedte og altid enthousiastiske Herold, skilte sig ud
fra Hugos Generalstab. Det synes, som om han med sin Naturs underlige
Blanding af Ydmyghed og Uafhængighedstrang længe havde fortrudt den
underkastende Holdning, han i sine Digte havde indtaget overfor Hugo og
som om han halvt modstræbende var vedbleven med ufortrødent at svinge
Røgelsekarret for Skolens Chef. Han ærgrede sig over de Doser af Virak,
det var bleven Hugos Vane at vente eller fordre og var dog altfor
svag til at holde sin Tribut tilbage. Det var desuden som bekjendt
mindre Sværmeriet for Hugo end for Digterens unge Frue, der fastholdt
ham indenfor Trylleringen. Da det i Privatlivet kom til Brud mellem
ham og det Hugo’ske Hus, var Bruddet for Sainte-Beuve Signal til et
fuldstændigt Omslag ogsaa i hans litterære Sympathier for Orientalernes
Digter. Han var efter hele sit Anlæg saaledes beskaffen, at han ikke
betragtede Skoler, Systemer, Menigheder, Partier anderledes end som
Hoteller, i hvilke han tog ind og hvor han aldrig pakkede sin Kuffert
helt ud; han var dernæst altid tilbøielig til Satire eller Haan over
dem, han nylig havde forladt; han leverede derfor fra nu af kun skarp og
fortrinsvis nedsættende Kritik over Hugos Værker.

Alfred de Musset morede sig med endnu tidligere at markere sit Frafald.
En saa overlegen og saa fin Aand som hans kunde ikke være blind for
det Snevre og Ufuldkomne i Skolens Theorier, endnu mindre for den
Barnagtighed, hvormed de af enkelte Hedsporer sattes paa Spidsen. Da
Musset første Gang læste sine Digte høit hos Hugo i en Kreds af unge
Romantikere, var der kun to Steder, som fik Applaus. Det ene var det
Sted i Don Paez, hvor der staaer: »Brødre! raabte langt borte en gul og
blaa Dragon, der laa og sov i Høet« — »gul og blaa«, det henrykte, det
var hvad man kaldte Farve i Stilen — det andet var det Sted i Le lever,
hvor det hedder om Jægerdrengene: »Og paa deres grønne Ærmer saaes
Falkenes sorte Fødder.«

Dette elementært Maleriske var de unge Tilhørere kjærere end alle Udbrud
af Følelse, Lidenskab og Aand. Thi ved slige Træk skilte man sig fra
Mændene af den gamle Skole, hvem det kun var vigtigt, at man fik at
vide, hvad der skete, men ikke hvordan det saa ud. Dette, at den synlige
Verden existerede for Musset, var de unge Mænd Hovedsagen, men det
kunde ikke være det for ham, hvis Styrke laa paa ganske andre Punkter
og som ingen Drift følte til at rivalisere med Hugo eller Théophile
Gautier. Musset var dernæst først og fremmest en ung Aristokrat, en
Verdensmand og Dandy, der satte sin Ære i at drive Litteraturen som
en Fristundssyssel. Med langhaarede Litteratorer med Kalabreserhatte
vilde han ikke være Kammerat. Hans Forhold til Publicum havde fra først
af været noget usikkert; han havde søgt at forbause og drille det. Nu
kom det ham med største Velvillie imøde, rede til at tilgive ham Alt,
selv Balladen til Maanen, hvis han blot vilde vise det et andet Ansigt,
og ivrig for at godtgjøre sin Selvstændighed, indifferent overfor
Partierne, sky for Doktriner, endelig klassisk anlagt, beslægtet med
Mathurin Regnier og Marivaux som han var, gav han til en vis Grad efter
for den dumpe Pression. Han begyndte at vinde Læseverdenens Øre ved
at tale med humoristisk Ligegyldighed om sin egen og sine tidligere
Kampfællers krigeriske Bedrifter. I Digtet Raphael eller en fransk
Adelsmands hemmelige Tanker, erklærer han sig for træt af Striden;
han har, siger han, kjæmpet i begge de fjendtlige Leire; hundrede Ar
have givet ham et ærværdigt Udseende, og han sætter sig nu — han den
21aarige — som udmattet Veteran paa sin revnede Tromme. Racine og
Shakspeare mødes paa hans Bord og falde der i Søvn ved Siden af Boileau,
der har tilgivet dem begge. I et andet Digt skrev han: »I vore Dage
existerer Kunsten ikke mere, Ingen troer paa den. Vor Litteratur har
hundredetusind Grunde til at tale om Druknede, om Døde og om Pjalter.
Den er selv en Død, som vi galvanisere. Den gjør sin Gjerning, idet den
skildrer os Tøiter [...] den er selv en, og det den mest ødelagte, som
nogensinde har klistret sig over med Salver og Sminker.« Dette Udfald,
der øiensynlig var rettet mod den udskeiende Fantasi i Hyperromantikens
Productioner, var saa ungdommelig hensynsløst, at det maatte opfattes
som rammende den hele samtidige Digtning. Det var vel heller ikke
tilfældigt, at dette skreves samme Aar som Marion de Lorme udkom, dette
Drama, der med alle sine Mangler er saa kydsk, saa spiritualistisk
i sin Tankegang og saa christeligt i sin Aand, men som unegteligt
har en Courtisane til Heltinde. Samtidigt udtrykte Musset sig med
stedse stigende Blaserthed om Ungdommens Idealer. Næsten alle den unge
Skoles Digtere havde med Hugo i Spidsen taget Parti for det kjæmpende
Grækenland, Alfred de Musset skrev koket om sin Mardoche, at han »holdt
mere af Porten og Sultan Mahmud end af det brave lielleniske Folk, der
med sit Blod sviner det rene Marmor til paa Paros.«

Hvad var Aarsagen til denne Ligegyldighed og Cynisme?

Altfor hedt Blod, altfor lidenskabeligt et Hjerte og altfor tidlige
Skuffelser. Hans Tillid til Mennesker havde alt i hans tidligste Ungdom
faaet et ulægeligt Knæk, og af Mistilliden udsprang Bitterhed og Spot.
Det er neppe muligt at føre hans desperate Livsbetragtning tilbage til
en bestemt enkelt Begivenhed, fra hvilken den formelig skulde kunne
dateres. Men han har selv troet at kunne paavise dens Oprindelse. Han
var, som han under mange Former har antydet, i sin første Ungdom bleven
bedragen af en Elskerinde og en Ven. Det er sandsynligt, at han med sin
oprigtige og sanddru Karakter har følt sig dybt truffet af denne Smerte;
men han har uden Tvivl medens Saaret endnu var frisk, lagt det poetiske
Forstørrelsesglas over det og taget sin Kval poetisk i Beslag. Det var
Mode at have havt Elskovssorg og at forstaae at trøste sig derover. Og
dog har han lidt mere end mangen En, der læser hans kaade Ungdomsdigte,
vil troe. Men for ikke at vise sig saa blød som han var, for ikke at
blive Gjenstand for Cynikeres Spot, affekterede han nu selv en Tid lang
den yderste Haardhed og Kulde. En saadan affekteret Cynisme virker
pinligt som al Affektation. Taine har om Musset skrevet en bekjendt
Afhandling, hvis Kjærlighed til sin Gjenstand er ligesaa blind som
skjøn, og der kulminerer i Udbruddet: »Celui-là au moins n’a jamais
menti«. Hvis man henregner paatagen Overlegenhed og Hjertenskulde til
det Usande, kan man neppe fuldt ud underskrive denne Ytring.

Men snart skulde der indtræde et Vendepunkt i den forkjælede og
overmodige Ynglings Liv.

Den 15de August 1833 havde Rolla staaet i den dengang nylig stiftede
Revue des deux mondes. Faa Dage efter indbød Tidsskriftets Redaktør,
Schweizeren Buloz, sine Medarbeidere til en Middag i den bekjendte
Palais-Royal Restauration Trois frères provençaux. Gjæsterne vare mange;
der var iblandt dem en eneste Dame. Værten bad Alfred de Musset om at
føre hende tilbords; han blev forestillet for Madame George Sand.

Det var et smukt Par. Han slank og fin, blond med mørke Øine og den
skarpe, hesteagtige Profil, hun brunet, med et yppigt, bugtet, sort
Haar, med den smukke ensformige Olivenfarve, der paa Kinderne gled over
i en svag, broncebrun Rødme, store, mægtige, dunkle Øine — Arme og
Hænder af fuldendt Hvidhed og Skjønhed. Der syntes at bo en Verden bag
hendes Pande, og dog var hun ung og smuk og taus som en Kvinde, der ikke
gjør Fordring paa at kaldes aandrig. Hendes Dragt var simpel, kun noget
fantastisk; over sin Kjole bar hun en guldbroderet tyrkisk Trøie, og i
hendes Bælte hang en Dolk.

Jeg har i Paris 1870 hørt sige af en af de faa da endnu levende
Deltagere i hin Middag, at det var en Art bondesnu, pekuniær Beregning
af Buloz, som førte Musset og George Sand sammen. Han havde i Forvejen
sagt til sine Bekjendte: De skal have hinanden tilbords; alle
Fruentimmer pleie at forelske sig i ham, alle Mænd blive pligtskyldigst
forelskede i hende, de ville naturligvis forelske sig i hinanden
indbyrdes — sikke Manuscripter jeg da vil faae. Han gned sig i Hænderne.

Det var to høist uligeartede Væsener, der her toge Plads ved Siden af
hinanden ved Bordet. Anden Lighed var der neppe imellem dem end den, at
de begge vare Skribenter.

Hendes Væsen var en frugtbar, moderlig Natur. Hendes Sjæl var sund, sund
selv i sine revolutionære Udbrud, og besad en vis Rigdommens Ligevægt.
Hendes Søvn var god, og hun kunde taale at indrette sit Liv som hun
vilde, taale at arbeide næsten hele Natten igjennem ved Lys og nøies
med en lang Morgensøvn, som hun kunde commandere, og af hvilken hun
vaagnede styrket. Ingen stor Lidenskab, ingen Revolutions-Idee var gaaet
igjennem det 19de Aarhundredes Sind, som jo denne Kvinde alt havde huset
i sin Sjæl, og dog havde hun bevaret sin Friskhed, sin Sindsro, sin
Selvbeherskelse. Hun kunde skrive opmærksom og rolig sex Timer i Træk,
hun havde en Gave til indre Samling, der satte hende i Stand til med
Pennen i Haand at optegne sine Drømme med et helt Selskabs Samtale og
Latter omkring sig, som sad hun i den dybeste Ensomhed, og var saa strax
efter, naar hun deltog i hvad der skete, smilende, ordknap, hørende Alt,
opfangende Alt, forstaaende Alt, indsugende de Ord, der faldt, som en
Svamp indsuger Vanddraaber.

Og nu han! Han besad i langt høiere Grad Kunstnertemperamentet. Hans
Arbeide var en Feber, hans Søvn urolig, hans Drifter og Lidenskaber
ubeherskede. Naar han undfangede en Ide, sad han ikke stum og sfinxagtig
rugende over den som hun, nei han overvældedes og skjælvede «mere
svimmel end en Page, der er forelsket i en Fe», som det hedder i hans
Digt Après une lecture. Og begyndte han saa paa Udførelsen, var han
stadig fristet til i Fortvivlelse at kaste Pennen. Udførelsen gik
altfor langsomt, Forestillingerne trængte paa, søgte Udtryk, en rasende
Hjertebanken fulgte, og der behøvedes kun den ringeste Fristelse fra
Omverdenen, en Indbydelse til et Aftenselskab med Venner og skjønne
Kvinder, Forslag om en Kjøretur ud paa Landet eller lignende, saa flyede
han Arbeidet som man flyer en Fjende. Hun »strikkede« sine Romaner, han
skrev sine Værker i en kort, brændende, salig Ekstase, der næste Dag
veg for en Modbydelighed ved det Skrevne. Han fandt det slet uden at
gide skrive det om, thi han skelede til sin Pen med samme Had, hvormed
Galeislaven betragter sin Aare. Trods alt sit ungdommelige Overmod
vaandede han sig som i en stadig Kval, og Aarsagen var den, at der i
hans spinkle, bøielige Legeme var indesluttet en Kjæmpe af en Kunstner,
der følte langt dybere og voldsommere, levede langt mere og hurtigere
end det Menneskevæsen, i hvilket han var incarneret, kunde taale, og
undfangede større Syner end den Hjærne, som var hans Organ, kunde bringe
til Verden uden de haardeste Fødselskvaler. Naar derfor Digteren kastede
sig ind i al Slags Udskeielser, saa beroede det mest paa en Trang til at
bedøve den indre Lidelse, som Genialiteten i ham var.

Som han sad der, 22 Aar gammel, sine adelige Forældres forkjælede
Søn, boende i Forældrenes Hjem, med en Broders aarvaagne Kjærlighed
til Støtte, havde dette Barn, der Intet havde oplevet uden nogle
Elskovsæventyr, en 40aarig Mands Livserfaring, Mistænksomhed, Bitterhed
og Menneskeforagt, og hvor Erfaringen havde Huller, udfyldte han
dem med paatagen Ligegyldighed og Cynisme, Som hun sad der, denne
Kvinde med Fyrste- og Bohême-Blod i sine Aarer, Moritz af Sachsens
Dattersønnedatter, 28 Aar gammel, med de alvorligste Livsskjæbner
bag sig, løsrevet fra sin Familie, sin Formue, sit Hjem, skilt fra
sine to Smaabørn, der vare bievne i Nohant, uden Støtte hos nogen
mandlig Slægtning, henvist til Valgslægtskaber, levende et litterært
Zigeunerliv, gaaende ud i Mandsdragt, bærende et Mandsnavn og rygende
Cigaretter som en Mand mellem Mænd, var hun i Dybet af sin Sjæl naiv,
lidenskabsløs, enthousiastisk, god og saa modtagelig for alt Nyt, som
havde hun intet Særdeles oplevet og var aldrig bleven skuffet.

Han, der var saa oprindelig i sin Kunst, saa planløs i sit Liv, var som
Aand i mange Maader spidsborgerlig, bornert. Vi Mænd blive det let, især
hvem der som han er født i lykkelige Forhold og tidligt har lært at
respektere Sæd og Skik og frygte Latteren.

Hun derimod, der i rent technisk Henseende intet Revolutionært har ved
sig, men i Fremstillingens Art og Kunst følger de betraadte Baner, var i
aandelig Henseende næsten et Vidunder. Hun havde ingen Bornerthed. Hun
var uden Fordomme. Kvinder, hvis Skjæbner have bragt dem til at røre ved
Samfundets Kræftskader, som have seet Samfundsdommen under Øine uden at
maatte slaae Øinene ned, blive undertiden aandsfrie i en høiere Grad end
Mændene, fordi de have betalt denne Frihed dyrere. Hun saa originalt og
prøvende paa Alt, veiede det i Haanden og gav det i Reglen den Vægt, det
fortjente.

Han var hende overlegen i Dannelse. Denne exalterede Kunstner besad en
ubestikkelig Mandsforstand, skarp og smidig som en Damascenerklinge; den
kløvede hver en Frase, den traf paa, spiddede hver en Blære i Tanken
eller i Sproget paa sin Kaardespids, saa den brast.

Hun var som Kvinde tilbøielig til at lade Hjærtet tale først og høiest.
En skjøn og sværmerisk Lære, en ædel Utopi fortryllede hende, hun
havde som Kvinde Trangen til at tjene, søgte i sin Ungdom bestandig
med Blikket en Fane, der bares af Mænd med store, tapre Hjerter for
da at kjæmpe under den. Hendes Ærgjerrighed var ikke den, som feiret
Muse at give den fine Verden Concerter, hendes Attraa var at turde
røre Trommen som Regimentets Datter. Men saaledes kom hun paa Grund
af sin Mangel paa Forstandsdannelse til at dyrke og forgude uklare
Hoveder som Profeter, saaledes fremfor Alle den stakkels keitede, men
renhjertede Pierre Leroux, en Filosof og Socialist, til hvem hun mange
Aar igjennem saa op som en Datter til sin Fader. Musset havde den
aristokratiske Aands Overlegenhedsfølelse over­ for disse Profeter, der
ikke kunde skrive tyve læselige Prosasider; hun smittedes af deres Hang
til eftertrykkeligt og salvelsesfuldt Foredrag.

Endelig: hun var ham som Kunstner underlegen, skjønt hun som Menneske
var større og især stærkere end han. Hendes Kunstneraand fattedes
Mandens pludselige, hensættende Kraft, dette »Saadan skal det være«, der
ingen Grunde giver. Naar de i Forening betragtede et Maleri, følte han
uden at være særlig malerisk anlagt med eet Slag Billedets Fortrin og
Kunstnerens herskende Egenskaber og gjengav dem med et Par Ord. Hendes
Aand trængte ad en eller anden besynderlig Omvej langsomt og famlende
ind i Maleriet, og Udtrykket for hvad hun følte derved var hyppigt enten
ubestemt eller paradox. Hans Intelligens var skarp, nervøs, hendes
strømmende, tilbøielig til universel Sympathi. Naar de hørte en Opera
sammen, var det Udbruddene af sand og personlig Lidenskab, som sloge ned
i ham, det Individuelle, det Sære. Hun derimod grebes af Chorsangen, det
Fællesmenneskelige. Der behøvedes ligesom en Samling af Aander for at
sætte hendes Aand i Bevægelse.

De Bøger, hun havde skrevet, manglede Sammentrængtlied. Medens hver
Sætning, der sprang fra hans Læber, var en præget Guldmynt, stemplet
paa begge Sider og med ciselerede Rande, var hendes Stil ordrig indtil
Vidtløftighed. Det første, Musset uvilkaarligt gjorde, da et Exemplar af
Indiana faldt ham i Haanden, var med en Blyant at udslette tyve, tredive
overflødige Adjectiver paa de første Par Sider. Exemplaret kom siden
George Sand for Øie og man siger, at hun følte sig mindre taknemmelig
end irriteret.

George Sand havde et halvt Aars Tid før Parrets første Sammentræf følt
en vis Angst for at lære Musset at kjende. Hun havde først anmodet
Sainte-Beuve om at indføre ham hos hende, men i et Brev fra hende til
ham fra Marts 1833 hedder det i Efterskriften: Alt vel overveiet vil
jeg ikke have, at De skal indføre Alfred de Musset lios mig, han er i
høi Grad Dandy, vi vilde ikke passe for hinanden, og jeg havde mere
Nysgjerrighed efter at see ham end egentlig Interesse derfor. Men det er
uforsigtigt at ville tilfredsstille enhver Nysgjerrighed». Man sporer i
disse Ord ligesom Uro eller anelsesfuld Frygt.

Alfred de Musset paa sin Side havde som alle Skribenter en vis Sky for
Skribentinder. Navnet Blaastrømpe er sikkert bleven givet disse Damer af
en mandlig Kollega. Men ikke desmindre lader den store Tiltrækning, en
overlegen kvindelig Intelligens udøver paa den mandlige, sig ikke nægte.
Den Henrykkelse, der ledsager Aanders dybe Forstaaelse af hinanden, blev
her mange Gange fordoblet ved en pludselig opstaaende, lidenskabelig
Forelskelse.

Naar man seer historisk paa dette Forhold, falder det i Øinene,
hvor stærkt det er præget af Tidsaanden, af den om Renæssancetidens
Karnevalsstemninger mindende kunstneriske Rus, der havde bemægtiget
sig Sindene under Romantismens Herredømme i Frankrig. Kunstnernaturer,
hvis første Pligt det altid er, indenfor deres Kunsts Omraade at bryde
med nedarvet Konveniens, føle sig til enhver Tid fristede til ogsaa i
social Henseende at trodse Vedtægten; men Generationen fra 1830 var
ungdommeligere og naivere i denne Opposition mod det Hverdags end nogen
tidligere eller senere i Frankrig i de sidste Aarhundreder. I alle
Kunstnere stikker der Zigeunere eller Børn, Datidens Kunstnere gave
Zigeuneren og Barnet i deres Sjæl frit Spillerum. Det er eiendommeligt
at det første, som hine to udkaarne Væsener falde paa, saasnart de have
fundet hinanden og den første brændende Lyksalighedsekstase tillader
dem at aande frit, er det at forklæde sig for hinanden og i Forklædning
at have deres Bekjendte tilbedste. Da Paul de Musset for første Gang er
indbudt til Aften af det unge Par, finder han Alfred paaklædt og pudret
som en Marquis fra det forrige Aarhundrede, George Sand i Adrienne og
Fiskebensskjørt. Da George Sand giver sit første Middagsselskab efter
Bekjendtskabet med Musset, varter denne, forklædt som ung normannisk
Tjenestepige ukjendt op ved Bordet, og for at have en værdig Partner for
Æresgjæsten, den filosofiske Professor Lerminier, indbyder hun Debureau,
den uforlignelige Pjerrot fra Funambules-Theatret, som Ingen havde seet
udenfor Scenen, og forestiller ham som et anseet Medlem af det engelske
Underhus, der skal overbringe hemmelige Depecher til Østerrig. For paa
en Gang at give ham og Lerminier Anledning til at lægge deres Kundskaber
for Dagen, bringer man saa Samtalen paa Politik. Men forgjæves nævner
man Navne som Robert Peel, Lord Stanley o. s. v., den fremmede Diplomat
iagttager haardnakket, Taushed eller svarer kun med Enstavelsesord.
Endelig bruger En Vendingen »den europæiske Ligevægt«. Englænderen beder
om Ordet. »Vil De vide,« siger han, »hvorledes jeg under de nærværende
alvorlige politiske Forhold i England og paa Fastlandet opfatter den
europæiske Ligevægt? — Saaledes.« Og Diplomaten kaster sin Tallerken i
Veiret, saa den snurrer rundt i Luften, griber den saa med Virtuositet
paa Knivspidsen og lader den stadig dreie sig uden at komme ud af
Ligevægt. Man begriber de øvrige Gjæsters Forbauselse. Viser ikke et
saadant lille Træk Forbindelsen mellem Musset og George Sand i et eget
Skjær af Ungdom og Naivetet? Der falder et Glimt af Renæssancetidens
Stemningsliv hen derover, og man føler vel, at man befinder sig i
Romantismens Frankrig i Trediverne.

Det fortrolige Forhold mellem Alfred de Musset og George Sand har sin
vulgære Side, der er bleven tilstrækkelig udnyttet og som jeg ikke
vil dvæle ved: Enhver veed, at de i Fællesskab foretoge en Reise til
Italien, at han plagede hende med Skinsyge, hun ham med den uvante
Kontrol over hans Gjøren og Laden, at deres Samliv var lidet lykkeligt
og at han under sin Sygdom blev bedraget af hende og i den mest
nedslaaede Sindsstemning vendte ene hjem.

Men Forholdet har endnu en anden og interessantere Side, den
æsthetisk-psychologiske. Littera turhistorien kjender Forbindelser nok
mellem fremragende Mænd og Kvinder; men hvad der i dette Tilfælde er nyt
og usædvanligt, det er dette:

En mandlig Genius af høieste Hang, der alt har gjennemløbet et Stykke
af sin Kunstnerbane og dog endnu er helt ung — en kvindelig Genius,
saa betydelig, saa fuldstændig, at aldrig før i Verdenshistorien nogen
Kvinde havde vist sig i Besiddelse af saa rig en Skaberkraft — paavirke
hinanden under en Forelskelses Exaltation.

Vor Psychologi er endnu saa langt tilbage, at Forskjellen mellem
mandlig og kvindelig Indbildningskraft næsten ikke kan studeres, langt
mindre veed man, hvorledes de indvirke paa hinanden. For første Gang
mødes her i den moderne Civilisation den mandlige og den kvindelige
Digteraand, hver for sig udviklet til den høieste Skjønhed. Aldrig før
var Experimentet gjort i saa stor en Stil. Det er Kunstens Adam og
Kunstens Eva, der nærme sig hinanden og dele Æblet fra Kundskabens Træ.
Saa følger Forbandelsen, det vil sige Bruddet og de gaae hver sin Vei.
Men ikke mere som de samme. De Værker, de nu frembringe, have ikke mere
den samme Charakter, som før de traf hinanden.

Han forlader hende, sønderrevet, fortvivlet, bedraget, med en stor ny
Anklage mod Kvindekjønnet i sin Sjæl, overbevist om, at Falskhed! dit
Navn er Kvinde.

Hun forlader ham, smerteligt bevæget, først halvveis trøstet, saa
oprevet til sit Væsens Dyb, men snart tilfreds med at være ude af en
Krise, der pinte hendes rolige, frembringende Natur, med en ny Følelse
af Kvindens Overlegenhed over Manden, dobbelt overbevist om, at Svaghed!
dit Navn er Mand.

Han forlader hende med en ny Uvillie mod alle Sværmerier og Utopier og
Filanthropier, mere end nogensinde overbevist om, at for Kunstneren er
Kunsten Alt. Men ikke destomindre: Berøringen med denne store Kvindesjæl
har ikke været ufrugtbar. Først gjør Smerten ham sanddru. Han afstreifer
sin affekterede Egoisme, man vil ikke mere see ham stille en paatagen
Forhærdelse og Kulde tilskue. Saa gjør Indflydelsen af hendes Væsens
Aabenhed og Godhed, af hendes Sværmen for Idealer sig gjældende i de
Værker, der nu følge, i Lorenzaccio’s republikanske Begejstring, i
Andrea del Sarto’s hele Følelsesliv, maaske endog i den Protest, Musset
udslynger imod Thiers's Presselove.

Hun forlader ham, endnu mere overbevist end nogensinde om at
Mandsnaturen i sit Væsen er snever og egoistisk, mere end nogensinde
tilbøielig til at give sig almindelige Ideer i Vold: Hun helligede
Saint-Simonismen sit Talent i Horace, hun skrev Le Compagnon du Tour
de France til Bedste for Socialismen; hun skrev tilsidst i 1848
Bulletinerne for den provisoriske Regjering. Men ikke destomindre
fuldendte først Berøringen med dette prægede, formfaste Gfeni hendes
rene og klassiske Kunstform. Hun lærte at elske Formen, at søge det
Skjønne for dets egen Skyld. Og naar man har sagt, at en Sætning af
hende er »tegnet af Leonardo og sunget af Mozart« (et Ord af den yngre
Dumas), saa burde det have været tilføiet, at Alfred de Mussets Kritik
har ledet hendes Haand og dannet hendes Øre.

Efter Adskillelsen ere de begge som Kunstnere fuldt modne. Han er fra nu
af Digteren med det brændende Hjerte, hun Sibyllen med den profetiske
Veltalenhed.

I det Svælg, der aabnede sig mellem dem, kastede hun sin Umodenhed, sine
Tirader, sin Smagløshed, sin Mandsdragt, og var fra nu af helt Kvinde,
helt Natur.

I det samme Svælg kastede han paa sin Side sit Don Juan-Kostume, sine
Bravader, sin Beundring for Rolla, sin Drengetrods og var fra nu af helt
Mand, helt Aand.

X.

Alfred de Musset blev 47 Aar gammel, men med Undtagelse af tre yndige
smaa Dramer og nogle Digte falder hans hele Production før hans tredivte
Aar. Det er i de sex Aar, som gaae hen mellem hans Brud med George Sand
og til han naaer Trediveaarsalderen, at han skriver og udgiver hele
Rækken af sine beundringsværdige Arbeider.

Skjøndt han var bleven bedragen af George Sand, tager Lysten til
at dvæle ved Bedrag og Forræderi stedse mere af hos ham tilligemed
den paatagne Blaserthed. Man sporer i hans Værker, ja allerede i
Beskaffenheden af de Æmner, han vælger, Digterens personlige Kamp
for at aflægge sin lastefulde Maske og befrie sig fra selve Lastens
Tiltrækning. Den første store Composition, han udfører efter sin
Hjemkomst fra Italien, og hvortil Opholdet i Florents har givet ham
Ideen, er Dramet Lorenzaccio: Lorenzo af Medicis er Fætter til Alexander
af samme Slægt, Florents's dyrisk­grusomme og vellystige Hertug; han er
oprindeligt en ren, exalteret og daadskraftig Natur, hvis Beslutning
det tidligt er, efter Brutus’s Mønster at befri Verden for en Tyran.
For at naae sit Maal har han villet synes en hjerteløs Libertiner, har
gjort sig til Alexanders Følgesvend, Bedskab, Fornøielsesraad og Kobler.
Som Hamlet anstillede sig gal, har han paataget sig en feig og ussel
Vellystnings Maske for at berolige og sikre sig sit Offer. Men den
Forklædning, hvori han har hyllet sit sande Væsen, klæber ved ham som
en Nessusdragt; han er efterhaanden bleven næsten alt det, han blot har
villet forestille; mod sin Villie har han indsuget Fordærvelsen, som
han selv har bidraget til at udbrede i Hoffets og Stadens Atmosfære;
han væmmes ved sig selv, naar han betragter sit Liv. Men dog er han
miskjendt; thi gjennem Sletheden og den forstilte, daanefærdige Feighed
forfølger han sin Plan, i det rette Øieblik at myrde Alexander og
oprette Republiken.

Han fortæres af Menneskeforagt; han foragter Fyrsten, fordi denne
er en Buk og en Blodhund, Folket, fordi det lader sig regere af en
saadan Fyrste og fordi det tillader ham selv at gaa ukrænket og
ustraffet gjennern Florents’s Grader, Republikanerne endelig, fordi
de ere uden Handlekraft og uden politisk Blik. Det er hans Drøm at
rense sig for et helt Livs Urenhed ved en eneste Daad, en stor og
afgjørende, Fyrstemordet, og Digteren lader ham paa denne Maade lutre
sig: Lorenzo kaster sit forstilte Væsen fra sig, dømmer og straffer
som en Hævnens Engel. Mussets politiske Pessimisme røber sig i hvad
nu følger: Lorenzaccio høster ingen anden Løn for sin Bedrift end den
at falde for en Snigmorders Haand, der vil hæve den Pris, som er sat
paa hans Hoved, og Florents’ republikanske Førere ere altfor sløve og
upraktiske, Befolkningen selv altfor dybt sunken til at kunne drage
Fordel af Hertugens Mord; den lader sig roligt overrumple af den
næste Tyran. I den Ringeagt for Republikanerne, der skinner igjeunem,
have sikkert Indtryk fra 1830 Lod og Del. Musset havde jo selv engang
seet en Revolution, der pegede hen mod Republiken, ledes ind i det
monarchiske Farvand. I hans Stykke ere Republikanerne imidlertid
stillede i et mere ugunstigt Lys, end de fortjene. Lorenzaccio meddeler
dem ganske vist Aftenen før Drabet paa hvad Dag og hvad Klokkeslet han
vil dræbe Hertugen; men ere de at fortænke i, at de ikke træffe deres
Forberedelser? Da den, som fra Gaden raaber denne store Nyhed ind i
deres Huse, ikke er nogen anden end Hertugens Uadskillelige, hans
Medskyldige, hans Hofnar, hvad Under da, at de trække paa Skuldren
og ikke røre sig af Pletten! Man føler gjennem Mussets Uretfærdighed
i dette Punkt personlige Stemninger, der pege ud over Stykket. Dog
Hovedsagen har for ham været Fremstillingen af Lorenzos Charakter med
dens ædle Præg under den afskrækkende blaserte Maske. Lorenzo har et
idealt Element i sin Sjæl, som han ikke skammer sig over; han stræber
opad, han troer paa Bedriftens forsonende Magt. Det, som lutrer ham i
hans Død, er ikke som Rollas rene Kys en Tilfældighed, men en Handling,
der har foresvævet ham hele hans Ungdom igjennem.

I Le chandelier ere vi endnu i meget fordærvet Selskab, men ud fra denne
Baggrund løser sig som Hovedfigur den unge Skriver Fortunio med sin
dybe, grænseløse Pagekjærlighed til Jacqueline. Han misbruges af hende
og hendes Elsker, man lader ham tjene til Skjærmbrædt og Skalkeskjul for
en smudsig Kjærlighedsforstaaelse; han gjennemskuer Spillet og elsker
ligefuldt og er fuldstændig villig til at lade sig sende i den visse
Død for at dække den Elskedes hæslige Forbindelse med en anden. Denne
Page har en Helts Besluttethed og Mod, og hans Væsens Renhed virker
saa stærkt, at det rører og vinder Jacqueline, vinder ham hende fra
Clavaroche. Han er et Ideal af en ungdommelig Elsker.

Octave i Les caprices de Marianne er en letsindig og i mange Maader
fordærvet Yngling, som hverken kan eller vil elske nogen Kvinde for
Alvor, som end ikke vil anvende mere Tid paa at erobre nogen end han
behøver for at løse Seglet paa sin Flaske sydlandsk Vin, men han har
en Følelse, i hvilken han er naiv og troende som en Dreng, det er
Venskabet: han elsker sin Ven, den unge Coelio, saa ubetinget, at
han er rede til at døe for ham eller hævne hans Død, og saa trofast,
at han slynger den Dame, Coelio forgjæves tilbeder, hendes Gunst
tilbage i Ansigtet. Saa skeptisk han end er overfor Kvinden, saa helt
gaaer han op i sit Venskab: han er et Ideal af en Ven. Overfor ham
staaer som Modstykke hin Coelio, i hvem Musset, da han i dette Drama
delte sin Personlighed, nedlagte den anden Side af sit Væsen. Coelio
er den ungdommelige Elsker, hvis Kjærlighed er lutter tilbedende
Smægten, en Attraa saa tungsindig i sin Gløden, at den synes at
paakalde Døden, hvis den ikke tilfredsstilles. Der ligger som en Nimbus
af Shakespearesk Romantik om hans Hoved, hans Tale er Musik, hans
Forhaabninger Poesi. Han skildrer sig i Ordene: »Mig fattes Sindsro og
den stille Ubekymrethed, der gjør Livet til et Speil, i hvilket alle
Gjenstande et Øieblik afbildes og glide forbi. En Gjæld er for mig et
Samvittighedsnag. Elskov, hvoraf I Andre gjøre en Tidsfordriv, sætter
hele mit Væsen i Oprør.«

Man føler igjennem disse Mandsskikkelser, hvorledes Musset som Digter
modnes. Han har ikke mere Trang til blot at skildre Ungdommens sydende
Drifter eller Lidenskabernes vilde Spil med deres hele Følge af Løgn,
Bedrag og Vold; han dvæler længe og med Forkjærlighed ved den uskyldige
og dybe Følelse, som kun de ydre Forhold gjøre skyldig, ved den Elskov,
som i sit Væsen er ren og som kun ved sit Brud med Samfundsordenen
synes forbryderisk, ved det Venskab, som i sin Kjærne er lutter
heroisk Hengivenhed, selv hvor det fremtræder i en Koblerveltalenheds
nedværdigende Form, kort sagt ved Venskab og Elskov i deres Renhed, ved
de Livsmagter, man pleier at betegne som ideale.

Og som Mandstypen hos Musset stedse mere lutres, saaledes efterhaanden
Kvindetypen. Fra først af var Kvinden hos ham kun Dalila eller Eva.
Men hans stedse stigende Hang til at fremstille det aandigt Skjønne og
sædeligt Rene fører ham ogsaa i de kvindelige Figurer til en stedse
mere fremtrædende Idealiseren. Det er allerede eiendommeligt, at den
Kvindeskikkelse som han udfører umiddelbart efter det definitive Brud
med George Sand (i 1835) og til hvilken hun delvis har tjent som Model.
Madame Pierson i La confession d’un enfant du siècle er en i høi Grad
idealiserende Gjengivelse af Originalens Naturel. Hans Noveller, af
hvilke idetmindste tre: Emmeline, Frédéric et Bernerette og Le fils du
Titien høre til de bedste, hvis de ikke ere de bedste, vort Aarhundrede
har at opvise, røbe Digterens stedse tydeligere Drift til at idealisere
og forherlige Kjærligheden og derigjennem de kvindelige Charakterer.
Han tager f. Ex. Fysiognomiet af en eller anden lille Grisette, han
har kjendt, en godlidende, letsindig, letfærdig, munter ung Skabning,
og han giver denne Skikkelse en jomfruelig Ynde, som den forlængst
har tabt, og skaber af den en Mimi Pinson, eller han gjør den unge
Kvinde saa sjælfuld, saa naiv i alle sine Feilgreb og Feiltrin, saa
sanddru og fintfølende i sin Udtryksmaade og saa simpel i sin Død som
hin Bernerette, hvis sidste Brev faa Læsere have læst uden Taarer.
For ham som Erotiker er Elskov en saadan Enevoldsmagt, at han endog
underordner Kunsten under den. Det at være Elsker og Elsket bliver
tilsidst i hans Øine saa meget Mere end det at være Kunstner, at efter
hans Forestilling om det Ideale Kunsten i Grunden burde være indviet
og udelukkende tilegnet En, den eneste Elskede. I Novellen Titians Søn
standses Helten, en begavet Kunstnernatur, paa Udskeielsernes Bane ved
en høisindet Kvindes Kjærlighed og viser sit taknemmelige Sindelag
ved kun at ville male et eneste Billed, paa hvilket han samler al sin
Kraft og som alene skal bringe hans Navn til Efterverdenen, nemlig den
Elskedes Portrait. Til dets Ære skriver han en Sonet, i hvilken han
priser sin Elskerindes Skjønhed og hendes rene Sjæl, forklarer hvorfor
han aldrig med sin Pensel har villet forherlige nogen anden og erklærer,
at hvor skjønt end Billedet er, saa opveier det ikke eet Kys af dets
Model. Dog af alle Mussets Noveller er sikkert Emmeline den fineste.
Det er en lille Fortælling, som beroer paa det første ædlere, lykkelige
men kortvarige Kjærlighedsforhold, Musset oplevede efter Bruddet med
George Sand, og som i alt Væsenligt, lignede det i Novellen: En ung
Mand bliver lidenskabelig forelsket i en ung gift Dame, hvis indtagende
Væsen er udmalt med de zarteste Farver men paa Grundlag af den sikreste
Naturiagttagelse — kun Turgéniews duftigste Kvindeskikkelser give i
den nyere Literatur et Begreb om denne Kunst, men disse ere aandigere,
mindre reelle, sete med et mere forelsket Blik, fremstillede med ringere
kunstnerisk Djærvhed. Efter længe at have beundret hende uden Haab om
Interesse fra hendes Side, vinder han hendes Gjenkjærlighed og hun giver
sig hen til ham. Saa skilles de pludselig for bestandig, da hun er
for sanddru til at kunne bedrage sin Mand, Manden for fintfølende til
ikke at ville fjerne sig, da Vilkaarene ere som de er. I denne Novelle
forekommer et Digt, som den unge Elskende beder sin Dame at gjennemlæse
og der synes mig at være Blomsten af Mussets Erotik i hans Digtnings
anden Periode. Det taler den ideale Følelses Sprog. Det er det berømte
Digt: Si je vous disais, pourtant, que je vous aime. Alfred de Musset
har neppe skrevet en sjælfuldere Strofe end denne: J’aime, et je sais
répondre avec indifférence; J’aime, et rien ne le dit, j’aime, et seul
je le sais; Et mon secret m’est cher et chére ma souffrance; Et j’ai
fait le serment d’aimer sans espérance; Mais non pas sans bonheur — je
vous vois, c’est assez.

Samtidigt med disse yndefulde, ligesom paa Blomsterblade skrevne
Noveller forfatter Musset enkelte Smaadramer, i hvilke Elskoven sees som
den alvorlige, forfærdelige Magt, med hvilken der ikke kan spøges, som
den Ild, med hvilken der ikke kan leges, som den elektriske Gnist, der
dræber, og andre, i hvilke hans Vid og hans Verdenstone glimre i Stilens
sjælfulde, følelsesbevægede Væv.Hans Reise til Italien med George Sand
varer fra Efteraaret 1833 til April 1834. Han skriver i dette Aar:
On ne badine pas avec l’amour og Lorenzaccio, i 1835 Barberine (hans
ubetydeligste Skuespil), Le Chan- delier, Confession d’un enfant du
siècle og Mainatten, i 1836 Emmeline og II ne faut jurer de rien, i
1837 Un Caprice, Les deux maîtresses og Frédéric et Bernerette, i 1838
Le fils du Titien. Il faut qu’une porte soit ouverte ou fermée er fra
1845, Bettine fra 1851, Carmosine fra 1852. Af disse Skuespil er Un
caprice det mest afrundede og det, som har den mest sprudlende Dialog. I
ingen af Mussets Comoedier eller Proverber er den ydre og indre Form saa
fuldkommen, og Navnet Un caprice er med Rette iblandt de Navne paa hans
Værker, der ere indhugne paa hans Ligsten paa Père-Lachaise. I dette
Stykke bøies det ustadige erotiske Lune, Øiebliksforelskelsen, ind under
Ægteskabets Tugt. Manden er her frivol og lidet paalidelig, Kvinderne,
der holde sammen, have begge Hjertet paa det rette Sted og den ene af
dem har desuden en fortryllende aristokratisk Aandsoverlegenhed. Madame
de Léry er Pariserinden. Ingen har tegnet hende med den Genialitet som
Musset; han var paa Høide med hende. Hun er helt Verdensdame men ogsaa
helt Kvinde. Det Skjønne ved denne Skikkelse er, at man i den seer den
uforfalskede, ægte, friske, sande Natur bryde igjennem Salonlivets
høieste Forfinelse, som Natur trods al den glimrende og flitrende
Aandrighed og al den for tidlige og lidt livstrætte Erfaring, Natur selv
i Forstillelsen, Natur selv i den liden Comoedie, Madame de Léry som
Kvinde er Skuespillerinde nok til at kunne agere. Ak, udbryder Goethe
etsteds i sine Breve, hvor er det sandt, at Intet er eventyrligt uden
det Naturlige, Intet stort uden det Naturlige, Intet skjønt uden det
Naturlige og Intet etc., etc., etc. uden det Naturlige! Hos Mussets
Pariserinde er i den overlegne og overgivne Selskabstones Kunst Naturen
bevaret. En Caprice har en moralsk Idee. Men medens mange Digtere
fremstille og opfatte Elskoven som noget saa Fast og Solidt, at der kan
tages paa den, og den kan henlægges næsten som en Kampesten, er den for
Musset, selv naar han er sædeligst, bestandig kun Livets fineste og
allerstærkeste, men derfor ogsaa flygtigste Essents. Den kan dræbe, mens
den har sin fulde Kraft, og den kan fordampe,

I sine sidste Skuespil forherligede Musset med Forkjærlighed den Troskab
og Charakterrenhed hos Kvinden, som han troede paa uden selv at have
fundet den. Han havde vel allerede i Barberine efter et gammelt Sagn
tegnet Idealet af en trofast Hustru i Stil med Shakespeare’s Imogen.
Men Stykket var interesseløst. Han ender som Dramatiker med to fuldendt
herlige Kvindeskikkelser. I det lille Mesterværk Bettine har han løst
en af de for en Charaktertegner vanskeligste Opgaver saa let som man
løser en Sløife. Bettina træder ind, og hun har neppe sagt tre, fire
Repliker, før vi føle, at dette er en kraftig, kjæk, dybtfølende og
storttænkende Kvinde, mere end dette : et Geni, en Kunstnerinde, en
Triumfatrice, vant til at føle sig alle sine Omgivelser aandeligt
overlegen og vant til intet Hensyn at tage til smaalig Conveniens.
Det er hendes Bryllupsmorgen. Hun kommer syngende ind paa Scenen,
hvor Notaren venter, gaaer lige løs paa ham og siger til hans store
Forbauselse Du til ham: »Aa, er Du der, Notar, kjære Notar, kjære Ven,
har Du dine Papirligheder med Dig?« Hans Embedsværdighed existerer
saa lidt for hende, at hun ikke tager i Betænkning at lade ham see
sin Bryllupsglæde. Hendes Naturs muntre Godhed strømmer over ved den
ringeste Foranledning. Hun er ikke spirituel som en Verdensdame, men
fri, stor, fortrolig som en sand Kunstnerinde, og hendes Væsens ægte
Menneskelighed tager sig end skjønnere ud mod Baggrunden af den sædelige
Opløsthed, hendes kolde og fordringsfulde Brudgom repræsenterer.

Det skjønne lille Drama Carmosine viser paa Grundlag af en Boccacio'sk
Novelle, hvorledes den stærkeste og hedeste Beundrings-Elskov, som
udvortes Yilkaar adskille fra dens Gjenstand, kan helbredes ved høimodig
Godhed og Ømhed. Car mosine er en simpel Borgerpige, som elsker Kong
Pedro af Aragonien med en haabløs, fortærende Kjærlighed; hun vil
paa Grund af denne Følelse ikke give sin tro og sørgende Tilbeder
Perillo sin Haand; hun vil tie og døe. Men hendes Barndoms-Legekammerat
Sangeren Minuccio røber af Medlidenhed hendes Kjærlighed for Kongen og
Dronningen, og langt fra at vredes gaaer Dronningen ukjendt til hende
og mildner langsomt hendes Kval ved søsterlige og dronninglige Ord,
idet hun forklarer hende, at en saadan Kjærlighed, saa dyb og stor, er
altfor skjøn til at skulle udryddes af Hjertet, og at Dronningen selv
ønsker hende optaget blandt sine Æresdamer, saa hun kan see Kongen hver
Dag, thi man bliver bedre gjennem en saadan Kjærlighed, der beroer paa
Sjælens Opsving mod det Ædle: »Jeg selv, Carmosine, vil lære Dig, at man
kan elske uden at lide, naar man elsker uden at rødme derover; kun Skam
og Samvittighedsnag volde Sorg; Sørgmodighed er den Skyldiges Lod, og
din Tanke er visselig ikke skyldig.« Og Kongen kommer under Paaskud af
at ville besøge hendes Fader, og i Dronningens Nærværelse siger han til
hende:

»Det er da Eder, yndefulde Frøken, der, som vi høre, er syg og i Fare?
Eders Ansigt seer ikke ud dertil [...] I skjælver, troer jeg, er I bange
for mig?«

»Nei, Sire.«

»Nu, saa giv mig Eders Haand. Hvad vil det sige, smukke Barn? I, som er
ung og skabt til at glæde Andres Hjerte, I lader Smerten faae Magt over
Eder? Vi bede Eder, af Kjærlighed til os, at værdiges at fatte Mod og
sørge for, at I hurtigt bliver helbredt.«

»Sire, det er min altfor ringe Kraft til at bære en altfor stor Kval,
som er Skyld i mine Lidelser. Da I har kunnet beklage mig, vil maaske
Gud befri mig derfor.«

»Skjønne Carmosine, jeg vil tale som Konge og som Ven. Den store Elskov,
som I har baaret til os, har indlagt Eder den høieste Ære i vort Sind,
og den Æ re, vi til Gjengjæld vilde gjøre Eder, er den med egen Haand at
give Eder den Ægtefælle, vi have valgt Eder og som vi bede Eder modtage.
Og derefter ville vi altid kalde os Eders Ridder og i vore Turneringer
bære Eders Devise og Eders Farver uden derfor at udbede os Andet af Eder
end et eneste Kys.«

Dronningen til Carmosine: »Gjør det, mit

  Barn, jeg er ikke skinsyg.«

»Sire! Dronningen har svart for mig.«

I hvilken Verden foregaaer dette? I hvilken Verden har den Luft, man
indaander, en saadan Renhed, hvor trives en saadan Retsindighed, hvor
har Elskoven denne Ydmyghed, denne Glød og paa samme Tid denne Høihed,
og hvor mødes den af en saadan Ridderlighed, en saadan Troskab, en
saadan Frihed for Skinsyge og en saa uendelig Godhed? Hvor findes en
saadan Konge? Hvor gives der en saadan Dronning?

Svaret maa uden Vaklen lyde: I Idealets Land, ingen anden Steds.
Det er paa disse Kyster, at den kaade, cyniske Musset som Digter
tilsidst stiger i Land. Som Menneske havnede han langt fra disse Kyster.
Han gik til Grunde i Selvbedøvelse. Hans Væsens Uregelbundethed og
Udisciplinerthed blev hans Ulykke. Medens han i sine Poesier stedse blev
aandigere og stedse mere sædelig, sank han som Menneske stedse dybere i
mechaniske Udsvævelser. Han tabte tidligt Herredømmet over sig selv; en
Tid lang svang han sig igjennem Digtekunsten op over sit Livs Forfald;
tilsidst kunde heller ikke disse Vinger løfte ham mere.

Han havde haabet meget af Julikongedømmet, han havde af det eller under
det ventet sig et kunstelskende Hof, en frisindet Politik, en Fornyelse
af den nationale Ære og en Opblomstring af den skjønne Litteratur. Man
kan tænke sig, hvor bittert han blev skuffet. Det var ikke umuligt,
at et Hof med levende Sands for Poesi og skjønne Kunster, der havde
draget Alfred de Musset ind i sin Kreds, kunde have udøvet en gavnlig
Indflydelse paa ham, have tvunget ham til at holde paa sin Anstand og
forfinet hans Nydelser, ja, endog hans Udskeielser. Men Louis-Philippe,
denne iøvrigt saa slebne og dannede Freds-Monarch, havde kun liden
Sands for Poesien eller Indsigt i dens Væsen. Han forstod saa lidt
at vinde Alfred de Musset som Victor Hugo for sig. Musset, der var
Klassekammerat af hans Søn, Ferdinand af Orleans, havde i Aaret 1836 i
Anledning af Meunier's Attentat paa Kongen skrevet en Sonet. Den var
utrykt, men Hertugen af Orleans, hvem den var kommen for Øie, og som
fandt den fortræffelig, vilde absolut forelæse Hans Majestæt den. Kongen
erfoer ei engang, af hvem den var, thi før han kom til Underskriften,
blev han saa fornærmet over, at Digteren fordristede sig til at dutte
ham, at han ikke vilde høre mere. For at bøde paa Krænkelsen skaffede
da Hertugen Alfred de Musset en Indbydelse til Tuileriesballerne.
Den Dag, da Digteren blev præsenteret, saae han til sin Forundring
Louis-Philippe gaae lige løs paa ham, og hørte ham med et Smil og en
Mine, som blev han behageligt overrasket, sige : »De kommer lige fra
Joinville, jeg er glad ved at see Dem.« Alfred de Musset var for meget
Verdensmand til at røbe nogen Forundring. Han hilsede dybt og begyndte
at gruble over hvad de kongelige Ord vel kunde betyde. Han huskede da,
at Familien i Joinville havde en fjærn Fætter, som var Forst-Inspektør
paa Krondomænerne. Kongen, der ikke plagede sin Hukommelse med litterære
Navne, kjendte til Punkt og Prikke Navnene paa sine Domæners Besætning.
Elleve Aar i Træk gjensaa han hver Vinter med samme Fornøielse sin
formentlige Forst-Inspektørs Ansigt, vedblev at sende ham Smil og Nik,
som fik mangen Hofmand til at blegne af Misundelse og som gjaldt for
lige saa mange Hædersbevisninger, der ydedes Skjønlitteraturen, men saa
meget er afgjort, at Louis-Philippe aldrig har anet, at der under hans
Regjering i Frankrig levede en stor Digter, der bar samme Navn som hans
Forst-Inspektør.

Et Regimente, saa glandsløst som Louis-Philippe's, maatte blive Musset
en Gru. Hans krigeriske Svar paa Beckers Rheinlied tyder med sin stolte
og vilde Haan hen paa lyriske Muligheder hos ham, der under andre
politiske Vilkaar kunde have udfoldet sig. Nu følte han sig indskrænket
til at være Ungdommens og Elskovens Digter, og da Ungdommen svandt, var
han ude af Stand til Selvfornyelse. Hans Dyder styrtede ham i Fordærv
ikke mindre end hans Laster: Stolt og fornem som han var havde han
ingen Gnist i sig af den Ærgjerrighed, der medfører aandelig Økonomi,
ikke Spor af den Erhvervelyst, der tvinger til Flid, Intet af den
underordnede Egoisme, der bringer Skribenten til at sætte sit Eget
som det Vigtigste af alt i Verden. Han gjennemlevede Livet med en
saadan Begjærligbed og Hast, at han til fyrretyve Aar var træt som en
halvfjerd sindstyveaarig uden derfor at være beroliget eller viis. Hans
tidlige legemlige Udtømthed medførte den aandelige. Han havde Intet af
den ideale Egoisme, der bringer Skribenten til helt at leve for sin
Kunst, ikke Glimt af den sociale eller politiske Sands, der bringer den
frembringende Aand ind under Pligter mod Andre, han var i den Grad ude
af Stand til Selvbeherskelse, at den øieblikkelige Fristelse blev ham
uimodstaaelig; ubetinget formaalsløs som han i sin Egenskab af Digter
var, blev han ogsaa som Menneske ganske formaalsløs; han havde Intet,
som han vilde have frem, Intet, som han for enhver Pris skulde have
sagt, og han var en altfor ustyrlig, altfor lidet contemplativ Natur,
til at Selvudvikling i Goethe'sk Forstand kunde blive ham det Formaal,
der erstattede alle Tendenser. Da han døde i 1857, havde han allerede i
adskillige Aar overlevet sin Muse.

XI.

»Jeg troer«, siger George Sand i Indledningen

  til La mare au diable, »at Kunstens Sendelse er en Følelsens og
Kjærlighedens Sendelse og at Romanen i vore Dage burde erstatte de
barnlige Tiders Parabler og Fabler. Kunstnerens Maal burde være at vække
Kjærlighed til de Gjenstande, han skildrer, og jeg for min Del vilde
ikke rette nogen Bebreidelse mod ham, om kan forskjønnede dem en Smule.
Kunsten er ikke et Studium af den givne Virkelighed, men en Søgen efter
den ideale Sandhed«. Hvad den modne Kvinde her udtaler som Summen af
sin Æsthetik, det har foresvævet hende alt fra hendes Ungdom af. Hun
havde aldrig forstaaet Skribentens Kald anderledes end som en Aspiration
mod det Høieste, til hvilket Mennesket kan naae, eller rettere som
en Opløftelse af Sjælen over Samfundslivets Ufuldkommenhed, hvis
Bestemmelse var at give Sjælen vid Synskreds og derigjennem overlegen
Kraft til, naar den slog ned paa Jorden igjen, da efter Evne at bekjæmpe
de Fordomme, de Institutioner, den Sindenes Raahed og Hjerternes
Haardhed, hvorfra al hin Ufuldkommenhed udsprang.

I Indledningen til Le compagnon du Tour de France siger hun: Siden naar
er Romanen vel tvungen til kun at være et Maleri af det, som er, af
den haarde og kolde Virkelighed, som Samtidens Mennesker og Forhold
frembyde? Jeg veed ret vel, at den kan være det, og Balzac, en Mester,
for hvem jeg altid har bøiet mig, har skrevet La comédie humaine. Men
skjøndt jeg har været knyttet ved Venskabsbaand til denne berømte Mand,
har jeg dog seet de menneskelige Vilkaar fra et helt andet Synspunkt,
og jeg husker at have sagt ham: De skriver «den menneskelige Comedie».
Den Titel er beskeden. De kunde lige saa godt sige «Menneskedens Drama
eller Tragoedie«. — »Ja«, svarede han mig, »og De skriver for Deres Del
Menneskehedens Epos«. — »Den Titel«, indvendte jeg, »vilde omvendt være
altfor ophøiet. Men jeg vilde gjerne skrive det menneskelige Hyrdedigt,
den menneskelige Roman eller Digtning i Almindelighed. Kort og godt, De
vil og kan male Mennesket, som det viser sig for Deres Øie. Vel! Men jeg
føler mig kaldet til at male det, som jeg troer, det bør være». Og da vi
ikke concurrerede med hinanden, erkjendte snart enhver af os den andens
Ret.

Ytringen er fremkommen som Protest mod Beskyldningen for at ville smigre
de lavere Samfundsklasser gjennem forskjønnende Fremstilling; deraf dens
tilspidsede Form, deraf det doctrinære Udtryk som George Sand giver sin
Naturs Idealisme. Vistnok var hun fra først til sidst Idealist; men
dog var det ingenlunde Lysten til at skildre Menneskene, som »de bør
være«, der aabnede hendes Læber; det var Driften til at skildre hvad
Menneskene kunde være, dersom Samfundet ikke hæmmede deres aandelige
Væxt, fordærvede dem og tilintetgjorde deres Lykke, og Repræsentanterne
for »Samfundet« bleve derfor gjengivne uden nogen Skaansel. George
Sand vilde oprindeligt netop give et Billede af Livet som det er, af
Virkeligheden, som hun havde oplevet og iagttaget den; kun var det
den kvindelige Enthousiasmes Syn paa Virkeligheden, som hun gjengav.
Det Segment, hun saa, var et Stykke Jord med Himmel over sig. Hendes
Skarpsyn var en Lyrikers Skarpsyn.

Hin Tidsalder var den uhyre Productivitets: Victor Hugo, Balzac,
Alexandre Dumas skrev uafbrudt og ophobede det ene Værk paa det
andet, den sidste endte med en formelig Bogfabrikation, udgav fire
til fem Romaner ad Gangen, skrev med sine talrige Medarbeideres
Hjælp en anseelig Reol fuld af Bind om Aaret. Ogsaa George Sands
Frembringelsesdrift var overordentlig. Hendes samtlige Production udgjør
omtrent 110 tættrykte Bind. Om at give en Udsigt over dem alle kan der
ikke være Tale. Hvad der er mig magtpaaliggende, det er kun at fremhæve
Hovedpunkterne i de væsenligste Værker, Ideestrømningerne igjennem
dem, det blivende Udbytte af Bøgerne, selv naar deres Enkeltheder ere
forglemte.

De Livsforhold, der ligge bagved den første Gruppe af hendes Romaner,
ere bekjendte. Hun fødtes 1804, mistede tidlig sin Fader, havde en
lidenskabelig og urimelig Moder, en fin og forstandig Bedstemoder,
voxede op paa Gaarden Nohant i Berry som et Landbarn, der tumlede sig i
fri Luft elskede den fri Natur og omgikkes Bønderbørnene paa lige Fod.
Hun var demokratisk anlagt, men derfor ikke mindre romantisk anlagt.
Ligesom Chateaubriand i sin tidlige Ungdom dannede sig Billedet af
en idealt deilig Kvinde, om hvem han stedse drømte, saaledes formede
George Sand sig i sine første Fautasier Billedet af en Helt, hvem hun
reiste et Alter af Sten og Mos i et Hjørne af sin Have og hvem hun
med yppig Opfindsomhed tillagde talrige Bedrifter. Da hun tretten Aar
gammel blev sat i Kloster i Paris for der at opdrages, savnede hun
først smerteligt sit frie Landliv, saa kastede hun sig en Tidlang over
Religionen med Ildhu og Sværmeri. Dette Opsving afløstes endnu før
hendes Tilbagevenden til Nohant af Interessen for Skuespilkunst og
poetisk Læsning. Som voxen ung Pige læser hun i de landlige Omgivelser
første Gang Rousseau og føler sig fængslet, som man føler sig, naar Ens
eget Væsen oplades for En. Hun bliver Rousseaus Discipel for aldrig
at ophøre med at være det. Hans Natursands og Naturdyrkelse, hans
Deisme, hans Tro paa Ligheden og Kjærliglied til den, hans trodsige
Holdning overfor det saakaldte civiliserede Samfund tiltalte alle hendes
Instincter og anticiperede ligesom Følelser der slumrede i hendes Sjæl.
Læsningen af Shakspeare, Byron, Chateaubriand, der henriver hende og
lader hende føle sig ensom midt i Omgivelserne, meddeler hende den
første, abstracte Melancholi, der i unge lidenskabelige og sværmeriske
Sjæle pleier at gaae forud for de virkelige Skuffelsers Tungsind. Det
saaledes udviklede unge Væsen, der kraftigt, overlegent, rigt og i
sin Søgen uselvstændigt aldrig vilde kunne have havt nok i Samlivet
med en enkelt Mand, stod han end nok saa høit ved Charakter og ved
Evner, blev saa i 1822 gift med en Hr. Dudevant, en ganske almindelig
Landjunker, hverken værre eller bedre end Flertallet af hans Lige.
Han var raa og hidsig, fuldstændigt ude af Stand til at forstaae sin
Kone, men han havde øiensynlig kunnet være en langt mindre ufuldkommen
Ægtemand uden at dette havde givet det uundgaaelige Udfald et synderligt
forskjelligt Præg. Kun de første tre Aar af dette Ægteskab gik hen uden
Uro og Spaltninger. Allerede fra 1825 af synes George Sand at have
overseet sin Mand og med sin Naturs levende Hang til Sympathier at have
sluttet Venskabsforbindelser med andre Mænd, da hun i sit Hjem følte
sig krænket og aandelig mishandlet. Hr. Dudevant, der var Ægtemand nok
til at opbringes over sin Hustrus aandelige Uafhængighed, paa samme
Tid som han var en altfor ubetydelig Personlighed til at kunne drage
Fordel af den aandelige Uselvstændighed, der bragte hende til at søge
en Fører og Veileder, opfattede selv hendes uskyldigste Sympathier som
Overtrædelser af en Pligt. Al Fællesskabsfølelse mellem Ægtefællerne
opløstes efterhaanden under uophørlige ægteskabelige Rivninger og
Stridigheder. Selv de to Børn, der fødtes, kunde ikke holde Parret
sammen; 1831 drog George Sand alene til Paris.

Gjennem den senere førte Separations-Proces ligesom gjennem George Sands
Correspondance faaer man et tilstrækkeligt Indblik i dette Ægteskabs
Historie. Jeg har i Gazette des Tribunaux (30 Juli, 1 og 19 August 1836,
28 Juni, 12 Juli 1837) fundet begge Parters advokatoriske Indlæg. Det
var frygtelige, forsmædelige Anklager, den geniale Kvinde maatte finde
sig i at høre af sin Mands Advokat. Klædt snart i en sort Fløiels Jakke,
over hvilken hendes smukke mørke Haar faldt ned, snart efter Datidens
Mode i Hvidt med et blomstret Shavl om sine Skuldre, hørte George Sand
uden at fortrække en Mine de af Hr. Dudevant soufllerede Anklager, som
Advokaten slyngede hende i Ansigtet. Han beskyldte hende for allerede
tre Aar efter Ægteskabets Indgaaelse at have fattet en forbryderisk
Lidenskab for en anden Mand og have givet efter for den. »Hr. Dudevant
erfo’r snart, at han var forraadt af den han tilbad (!), men var
ædelmodig nok til at tilgive«. Advokaten oplæste et langt Brev fra hende
til hendes Mand, i hvilket hun tilstod og bebreidede sig adskillige Feil
og i hvilket hun udledte Misforholdet mellem dem fra en Forskjellighed
i Karaktererne, der ikke udelukkede Godhed og Elskværdighed fra hans
Side. Mod al Logik fik han ud af dette Brev deduceret en Selvanklage for
Utroskab. Han udviklede fremdeles, hvorledes Ægtefællerne fra 1825—28
havde levet i en frivillig Skilsmisse, hvorledes Madame Dudevant selv
efter i 1831 at have forladt sin Mand for at føre »et Kunstnerliv« havde
vedligeholdt en fredelig Brevvexling med ham og modtaget 300 Francs
om Aaret. (Han nævnte ikke, at hun havde bragt ham 500,000 Francs i
Medgift.) I Begyndelsen af 1835 vare Ægtefællerne endelig komne til
privat Overenskomst om at dele Børnene og Formuen imellem sig samt
at indrømme hinanden fuld Frihed, da George Sand pludselig endnu før
Overenskomsten skulde træde i Kraft, gjorde Brud paa den og ansøgte om
Separation. (I Mellemtiden havde nemlig Hr. Dudevant i Anledning af en
Strid om Sønnen villet slaae hende, ja i Vidners Overværelse grebet
sit Gevær for at fyre paa hende.) Trods Overdrivelserne i Ansøgningen
blev den, som Advokaten oplyste, afslaaet. Men nu var det Touren til
Hr. Dudevant at klage; han negtede Alt, hvad der bebreidedes ham, og
rettede mod sin Hustru de haardeste Beskyldninger; han paastod, at den,
der havde forfattet saa umoralske Skrifter som hendes, var uværdig
til at opdrage sine Børn; han beskyldte hende for at være indviet i
»alle de infameste Udsvævelsers Hemmeligheder«. Det var paa Grundlag
af disse efter Advokatens Mening fuldtberettigede Angreb at George
Sand nu paany ansøgte om Separation, og han kulminerede i Udbruddet:
»Det er altsaa Deres Anskuelse, Frue, at en Kvinde, hvis hun vil,
kan bortødsle Halvdelen af en Formue, fylde sin Ægtefælles Liv med
Græmmelse, og naar hun føler Lyst til endnu friere at overgive sig til
de tøilesløseste Udskeielser, har det simple og bekvemme Middel til sin
Raadighed, at angribe ham for Domstolene, idet hun paadigter ham en
odiøs Handlemaade!«

Det maa have været haardt for den stolte Kvinde at sidde som iagttaget
Tilhørerinde til sit Navns og sit Livs Besudling; det kan neppe have
lindret Pinen for hende, at hun umiddelbart derefter hørte sin Advokat
og Ven, Michel de Bourges, lovprise hende som Geni, gjøre Effekt ved
at oplæse stilistisk mærkværdige Prøver af hendes Breve og opregne
alle de Skjældsord saavel som alle de brutale Handlinger, i hvilke
hendes Mand havde gjort sig skyldig mod hende. Vel var hun vant til
at see sine Bomaner udskregne af Journalisterne som lige saa mange
skamløse Forsvarsindlæg for TJsædeligheden, men det maa have gjort
et uvant Indtryk paa hende at høre sit Privatliv saaledes stemplet.
Den offentlige Forhandling, med hvilken hendes Ægteskab sluttede,
giver imidlertid ligesom et Tilbageblik over dette selv og derigjennem
Præmisser til at forstaae den Indignation, der faaer sit første Udbrud i
Indiana, Valentine, Lélia og Jacques.

Disse Bøger have nutildags kun ringe kunstnerisk Interesse:
Karaktertegningen er i sin abstracte Idealisme svag, Handlingen
usandsynlig, som i Indiana, eller uvirkelig, som i Lélia og Jacques,
Foredraget er trods Stilens fuldttonende Harmoni ikke sjældent
overspændt og deklamatorisk, i Breve og Monologer nærmer det sig til
den lyriske Prædikens Form. Og dog slaaer der en Flamme op af disse
Ungdomsromaner, som endnu den Dag idag lyser og varmer. Og dog have
disse Bøger slaaet Toner an, hvis Echo sent vil forstumme. En Klagesang
og et Krigsskrig lyde ud derfra, og de føre Følelsesspirer og Tankekim
med sig, hvor de trænge hen, hvis Væxt kun Samtiden har kunnet hæmme,
men som i Fremtiden ville udfolde og udbrede sig med en Frodighed, om
hvilken vi nu kun formaae at danne os en svag Forestilling. Indiana
er det unge rige Hjertes første Udbrud af Bitterhed og Smerte. Den
unge Kvinde er lutter sjælfuld, ædelbaaren Finhed; hendes Mand,
Oberst Delmare en noget godmodigere Hr. Dudevant; Indiana’s kjærlige
og enthousiastiske Sind tyer saaret fra Manden til Elskeren. Bogens
Originalitet beroer paa Tegningen af dennes Charakter. Thi for ham
er endda Ægtemanden langt at foretrække. Raymon er den unge normale
Franskmand under Restaurationen, som Samfundet har tildannet ham, følsom
og beregnende, elskovssyg og egoistisk, gaaende saaledes op i Hensynet
til den offentlige Mening og Samfundsdommen, at han fra haardhjertet
bliver hjerteløs, fra upaalidelig bliver ussel, og tilsidst sees i sin
dybe Middelmaadighed bag sin glimrende Skal af Egenskaber og Talenter.
Strax i dette første Værk fremtræde flere Hovedtyper af Mænd hos George
Sand: den grovere Natur, hvem den Magt, Samfundet giver ham i Hænde, har
gjort brutal, og den svagere Natur, hvem medfødt Holdningsløshed og den
tilvante Hensyntagen til Samfundsdommen har gjort uvederheftig og feig.
Hun begynder altsaa fra først af paa Kvindevis med en livfuld Blottelse
af Mandsegoismen. Som Modsætning til den indfører hun saa allerede her
sit Mandsideal i Reserve-Elskeren, den tilsyneladende flegmatiske, men i
Virkeligheden glødende Ralph, der ordknap som George Sand selv, for en
overfladisk Betragtning stiv og kold (som hun) er lutter Selvopofrelse,
Ædelsind og trofast Elskov — en Skikkelse hun i Aaringer ikke bliver træ
t af at variere. Den bliver i Lélia til den overlegne og haardtprøvede
Treumor, Galeislaven, der dømmer Samfundet med stoisk Ro, i Jacques til
Hovedpersonen, der med næsten overmenneskelig Aandsliøihed dræber sig
for ikke at staa sin unge Hustrus Forbindelse med en anden i Veien,
i Léone Léoni til den rolige, mandige Don Aleo, som til det Sidste
tilbyder sig at ægte den stakkels Juliette, hvem en næsten magisk
Fortryllelse fængsler til den bundløst slyngel agtige Léone, dette
mandlige Modstykke til Manon Lescaut; i Le secrétaire intime er han den
uanseelige Tydsker Max med sin naive Godhed og sin poetiske Begeistring,
der er den af Alle hyldede Fyrstindes hemmelige Ægtemand, i Elle et
lui er han Englænderen Palmer, der er stillet op som Contrast til det
geniale og udsvævende Pariserbarn Laurent; i «Le dernier amour» har
han Navnet Sylvestre, en svagere Gjentagelse af Jacques. Alle disse
Skikkelser have Idealers ikke sjældne Feil at være blodløse. - Til
Gjengjæld er Raymonfiguren, der symboliserer Verden, Samfundsegoismen,
Forfængeligheden og Charaktersvagheden en helt igjennem ganske
anderledes vellykket Type. Allerede i Indiana har Raymon en kraftigere
Realitet end de øvrige Skikkelser, en langt bestemtere Steds- og
Tidsfarve. Forfatterinden henfører (i Cap. X) hans Karakters Umandighed
til Tidsalderens »forsonlige og eftergivende Hang«; hun betegner sin Tid
som »det stiltiende Forbeholds« Epoche; hun viser hvorledes Raymon, der
forfægter det politiske Maadehold, indbilder sig blot fordi han er uden
politisk Lidenskab ogsaa at være uden politisk Interesse og derfor at
staae over Partierne, medens han har altfor megen Fordel af Samfundet
som det er, til at ønske det forandret. Han er »ikke utaknemmelig nok
mod Forsynet til at bebreide det de Andres Ulykke«. Men ogsaa denne
Skikkelses talrige Descendenter i George Sands Romaner røbe et fint og
dybtgaaende Virkelighedsstudium, ligefra Digteren Sténio i Lélia og
Elskeren Octave i Jacques, næsten kun skizzerede, svage Charakterer,
med hvilke Lidenskaben spiller Bold, til de med mange individuelle Træk
udrustede Skikkelser, den sydlandsk letfærdige unge Sanger Anzoleto
i Consuelo, den sygeligt nervøse, forfinet egoistiske Fyrst Karol
(Chopin) i Lucretia Floriani og den ustadige og urimelige unge Maler
Laurent (Alfred de Musset) i Elle et lui. Indiana ender med at finde
Mandkjønnets hensynsløse Egoisme i alle Samfundets Ytringsformer, selv
i den Religion, som Mændene lære. De have gjort Gud til et Mandfolk
i deres Billede. Hun skriver til sin hyklerske Elsker: »Jeg tjener
ikke den samme Gud som Du, men jeg tjener min renere og bedre. Din
det er Mændenes Gud, en Mand, en Konge, Mandkjønnets Ophav og Støtte;
min det er Altets Gud, Skaber og Opholder af alle Væsener. Eders Gud
har frembragt Alt for Eder, min har skabt alle Arter for hverandre«.
Der er i disse Ord et Dobbelt: en dristig Kritik af den paa Kvindens
Underordning under Manden hvilende Samfundsorden og en uskyldig,
ungdommeligt tillidsfuld Deisme og Optimisme. George Sand blev ikke
længe staaende ved den. Blot et Par Aar senere slutter hun Lélia med et
Udbrud af vildt fortvivlet Pessimisme. I sin Dødsstund siger her hendes
Heltinde: »Ak Fortvivlelsen hersker og Lidelsen og Klageraab strømme ud
af alle Skabningens Porer. Bølgerne vride sig sukkende mod Stranden og
Vinden klynker og græder i Skoven. Alle disse Træer, der bøie sig og kun
løfte sig paany for atter at falde tilbage under Stormens Pidsk, lide
en frygtelig Marter. Ja der gives et eneste ulykkeligt, umaadeligt og
frygteligt Alvæsen, og den Verden, vi kjende, kan ikke omslutte det. Det
er usynligt tilstede i Alt og dets Røst fylder Verdensrummet med en evig
Hulken. Det er en Fange i det umaadelige Rum, det bevæger og tumler sig,
slaaer sit Hoved og sine Skuldre mod Himlens og Jordens Skranker; men
det kan ikke overskride dem; Alt trykker det, piner, knuser, forbander
og hader det. Hvad er det og hvorfra kommer det? [...] Andre have kaldt
det Prometheus, atter andre Satan, jeg kalder det Attraa — jeg Sibyllen,
den trøstesløse Sibylle, jeg, de henfarne Tiders Aand [...] jeg den
brustne Lyre, det stumme Instrument, hvis Toner de Nulevende ikke skulde
forstaae, men i hvis Skjød den himmelske Harmoni er sammentrængt; jeg
Dødens Præstinde, der vel føler, at jeg engang var Pythia, alt dengang
har grædt, alt dengang har talt, men ikke mere husker det lægende Ord!
[...] O Sandhed, Sandhed! for at finde dig er jeg steget ned i Afgrunde,
ned i hvilke et Blik vilde gjøre de tapre ste Mænd svimle af Rædsel
[...] men o Sandhed, du har ikke aabenbaret dig, i titusind Aar har
jeg søgt dig forgjæves. I titusind Aar har jeg nu som eneste Svar paa
mine kvalfulde Spørgsmaal hørt den afmægtige Attraas fortvivlede Hulken
lyde hen over denne forbandede Jord [...] I titusind Aar har jeg raabt
ud i det Uendelige: Sandhed! Sandhed! og i al den Tid har Svaret lydt:
Længsel! Længsel! Ulykkelige Sibylle, stumme Pythia, løb da Panden mod
din Hules Klipper og bland dit Blod, som ryger af Raseri, med Havets
kolde Skum!«

I et Udbrud som dette culminerer hine Ungdomsaars sjælfulde Melancholi.
Sammentrængt, som jeg her har givet det (det er i Originalen sex
Gange længere) giver det George Sands ungdommelige Selvfølelse, som
den efterhaanden udviklede sig, et lyrisk fuldendt Udtryk. Da hun
skrev Indiana, var hverken hendes Overlegenhedsfølelse eller hendes
Pessimisme saa udviklet. Hun forfattede den beskedne Fortælling som
medlidende Talsmand for Samfundsordenens Ofre men uden med Bevidsthed
at rette noget Angreb paa Institutionerne, end ikke paa Ægteskabet,
som hvis Angriber hun fra først af blev stemplet. Hun taler øiensynlig
den rene Sandhed, naar hun (i Fortalen fra 1842) siger, at hun endnu
længe efter at have skrevet Fortalen til Indiana under Indtrykket af
en Rest af Ærbødighed for det be staaende Samfund stræbte at løse det
uløselige Problem, som bestaaer i at finde et Middel til at forsone
de af Samfundet undertrykte Individers Lykke og Værdighed med en
Opretholden af selve dette Samfund. Hun er ligeledes i sin Ret naar hun
i Brevet til Nisard (det sidste i Lettres d’un voyageur) paastaaer kun
at have angrebet Ægtemændene ikke Ægteskabet som Samfundsindretning.
Hun optraadte jo ogsaa som en Fortæller og Psycholog, ikke som en
Reformator. Her som i Valentine var det Ungdommens Varme og lyriske
Flugt, deus sværmeriske Lidenskaber og begeistrede Protester der
udgjorde Romanens Indhold; det var lutter Sjælehistorie og kun faa
Personers; men dog var der i de skildrede Følelsers Væsen, i deres
ganske ufrivole og dog ganske samfundsstridige Charakter og end mere i
de indstrøede Reflexioner noget det gamle Samfund Underminerende. Det
var derfor ikke lutter Taabelighed, der ytrede sig i de brutale Angreb
fra det Bestaaendes Side, for hvilke disse Bøger og deres Forfatterinde
bleve gjorte til Gjenstand. Man anede at disse Følelser og Tanker
tidligere eller senere maatte omforme selve Samfundets Love. De have
begyndt at gjøre det og ville for hver Dag gjøre det mere.

Selve disse Bøgers Idealisme gjør dem i deres inderste Væsen
revolutionære. Thi idet kun den indre Verden existerer for
Forfatterinden, lader hun den udfolde sig frit uden Hensyn til om dens
Udfoldelse kommer til at sprænge den ydre, og idet hun med Forkjærlighed
maler exalterede Følelser, eller egentlig kun en eneste men uendeligt
forskjelligartet Følelse: Elskov, viser hun hvorledes dens Love og
Samfundets Love uophørligt krydse hinanden. Skjøndt hun ikke drager
Ægteskabets Nødvendighed og Uerstattelighed i vore Dage i Tvivl,
undergraver hun Troen paa dets Evighed. Vel sandt, hun angriber fra
først af kun Ægtemændene, men idet hun stiller den ideale Fordring,
viser den sig under den nærværende Samfundsorden uopfyldelig. Saaledes
omtrent undergraver senere Kierkegaard Christendommen, da han for at
begeistre Menneskene for den, fremsætter den idealt overspændte Fordring
til den Christne.

Den moderne franske Naturalisme, der ofte har maattet lide under mere
eller mindre grundløse Anklager for Immoralitet, har for at hævne sig
over disse dreiet. Beskyldningen for Usædelighed mod disse første,
sværmeriske Værker af George Sand. Naarsomhelst Emile Zola vender
tilbage til sine Indsigelser mod den idealistiske Roman, glemmer han
aldrig at gjøre opmærksom paa de Farer, som denne stadige Pegen ud over
de Hammer, i hvilke Individet er stillet, denne stadigt fremstillede
Trang til større sjælelig og aandelig Frihed, indeholder for Familie
og Sam fund. Han gjør sig til af, for sin Del aldrig at skildre den
uregelbundne Elskovslidenskab i et skjønt eller tillokkende Lys, men
altid at lade den pladske i Dyndet. Han kunde have tilføiet, at han
og hans Efterfølgere af Balzac’s Skole overhovedet aldrig have nogen
høiere Moral behov end den gjængse eller aabne Udsigt til noget andet
Samfund end det, som bestaaer. De have underkastet sig en voldsom
Selvindskrænkning, idet de have bundet sig til Skildringen af den
af dem iagttagne ydre Virkelighed med Udelukkelse af enhversomhelst
af denne Skildring uddragen Slutning. Herpaa beroer det, at ligesaa
dristige som de ere i Udmalingen af Samfundsforhold og Situationer, som
Litteraturen fordum sjeldnere har vovet at behandle, ligesaa frygtsomme,
ja intetsigende ere de som Tænkere og Moralister. De søge nødvendigvis
bestandig en Styrke i Paavisningen af deres Overensstemmelse med
de gjængse Moralbegreber; de rose sig af at kalde Last hvad alle
Andre kalde Last og at indgyde Afsky for Lasten. De ere ikke som hin
Synderinde George Sand. Men hvad det engang er paa Tide at sige, det
er, at netop denne deres »Moralitet« er deres poetiske Svaghed og netop
hin »Immoralitet« den stærke Side ved George Sands i Skildringen saa
langt abstractere og mere kydske Skrifter. Der forekommer ikke i den
realistiske Skoles tilsyneladende saa forvovne Bøger nogen Sætning,
der i sand Forvovenhed kan sammenlignes med denne, som George Sand i
Horace har lagt en af Hovedpersonerne i Munden og som med mønsterværdig
Korthed sammentrænger Lidenskabens Moralfilosofi i hendes Værker: »Jeg
troer, at man bør definere den Kjærlighed som en ædel Lidenskab, der
løfter og styrker os ved skjønne Følelser og Tanker — den Kjærlighed
som en slet Lidenskab, der gjør egoistisk og feig og prisgiver os
til alle det blinde Instinets Smaaligheder. Enhver Lidenskab er da
lovlig eller forbryderisk, alt eftersom den medfører det ene eller det
andet Kesultat, ligegyldigt om det officielle Samfund, der ikke er
Menneskehedens Høiesteret, undertiden legitimerer den slette Lidenskab
og banlyser den gode«.Man sammenligne de i Den romantiske Skole i
Tydskland S. 119 ff. anførte Citater af George Sand’s Roman Jacques.
Lélia og Jacques (1833 og 1834) betegne Høidepunktet af Digterindens
Byronske Verdenssmerte og deklamatoriske Hang. I Lélia vilde hun give
sit Ungdomsideal af den store, dybtfølende og usandselige Kvinde og
gav hende til Modbillede Søsteren Pulcheria, en yppig Courtisane. Hun
løste her sit Væsens tvende Sider ud fra hinanden og formede Lélia
efter Minervabilledet i sin egen Sjæl, Pulcheria ud fra sin egen Venus
dyrkelse og frembragte saaledes snarere store skizzerede Symboler end
Mennesker af Kjød og Blod. I Jacques tog hun Ægteskabsproblemet for sig
fra en ny Side, idet hun, der i Indiana havde skildret en brutal, i
Valentine en kold og sleben Ægtemand, her udstyrede Ægtemanden med de
Fuldkommenheder, der stod for hende som de høieste, og lod hans Lykke
strande paa selve hans Naturs Overlegenhed, hvilken hans ungdommeligt
ubetydelige Hustru ikke i Længden kan elske. Forfatterinden har her
forsøgt at styrke Indtrykket af sin egen Synsmaade ved at lægge den
forurettede Ægtemand den i Munden. Han undskylder selv sin Hustru :
»Ingen menneskelig Skabning kan befale over Kjærligheden og Ingen
er skyldig, fordi han føler eller mister den. Hvad der fornedrer
Kvinden, det er Løgnen; hvad der constituerer Ægteskabsbruddet, er
ikke den Time, hun tilstaaer sin Elsker, men den Nat, hun derpaa
tilbringer med sin Mand«. Jacques føler sig forpligtet til at vige
Pladsen: »Borel vilde i mit Sted roligt have banket sin Kone og ikke
have rødmet ved derefter at modtage hende i sine Arme, nedværdiget af
hans Slag og hans Kys. Der gives Mænd, som uden videre paa orientalsk
Manér slaae deres troløse Kone ihjel, fordi de betragte hende som en
lovlig Eiendom. Andre slaaes med deres Rival, dræbe eller fjerne ham,
og bede saa den Kvinde, de paastaae at elske, om Kys og Kjærtegn,
medens hun enten med Rædsel trækker sig tilbage fra dem eller med
Fortvivlelse giver sig hen. Dette er i den ægteskabelige Kjærlighed de
almindeligste Maader at handle paa, og mig forekommer det, at Svinenes
Kjærlighed er mindre lav og mindre grov end disse Menneskers«. Disse
Sandheder, der nu allerede for vor Dannelse staae som elementære,
vare for halvtredsindstyve Aar siden himmelraabende Sofismer. De ere
det Salt, der har bevaret dette Ungdomsskrift frisk tiltrods for alt
det Forældede i Opfindelsen og alt det Vidtløftige i den trættende
Brevform. Det dybeste Mærke, Romantismens Overspændthed har sat sig
i denne Bog er Slutningskatastrofen: Jacques veed intet bedre Middel
til at frigjøre Fernande end et Selvmord, der for hende maa tage sig
ud som en tilfældig Død. Her ere vi ude i den pure Uvirkelighed. Men
forøvrigt er Uvirkeligheden i denne Roman mere tilsyneladende end reel.
Den moderne Skole har let ved at paavise Mangelen af Stedsbestemmelser,
af virkelige Beskjæftigelser o. s. v .; Personerne have i George Sands
første Romaner ingen anden Sysselsættelse og ingen anden Interesse end
den at elske. Men den Virkelighed, her findes, er en indre, Følelsernes
Virkelighed. Ogsaa den har man i vore Dage bestridt. Det er Tonen
at finde Følelser, som de her skildrede, en saa heftig Fortvivlelse
over Samfundsordenen, en saa lidenskabelig, erotisk Ømhed, en saa
ren og glødende Venskabsfølelse mellem Mand og Kvinde, unaturlige
og uvirkelige.Emile Zola skriver om Personerne i Jacques (Documents
littéraires 222): »Jeg kan ikke udtrykke den Virkning, som slige Figurer
gjøre paa mig: de forvirre mig, de overraske mig, som havde de indgaaet
det Væddemaal at gaae paa Hænderne. Jeg forstaaer intet af deres Klager,
af deres evige Bitterhed. Hvad beklage de sig over, hvad vil de? De tage
Livet fra den forkerte Side, det er derfor ganske naturligt, at de ere
ulykkelige. Heldigvis er Livet et meget bedre Pigebarn. Man kommer altid
overens med hende, naar man har Godmodighed nok til at finde sig i de
ubehagelige Timer«. Zola tegner gjennem Karikaturen af George Sand sit
eget Portrait, eller rettere sin egen Karikatur; thi saa spidsborgerlig
er han visselig ikke. Men man maa huske, at George Sands Personer hæve
sig høit over Gjennemsnittet. Hun skildrer overlegne Naturer. Ja hun
har i disse første Bøger egentlig ikke gjort andet end at give sin egen
Følemaades Psychologi. Hun varierer kun uophørligt de Omstændigheder,
i hvilke hun anbringer sin egen Føle-Evne, og drager saa med genial
Selviagttagelsesgave og sikker Haand de psychologiske Consequenser.
Interessant er det at see hvorledes den stadige Higen efter at finde
en jævnbyrdig Mandsaand i disse Ungdomsskrifter leder hende til en Art
Selvfordobling i tvende Kjøn. Saa lidenskabeligt hun end forherliger
Elskoven, saa stærkt hun end lader den betage den store Kvindes og
den store Mands Sjæleliv, saa nære de dog begge, Jacques saavel som
Lélia, en større, idealere Venskabsfølelse til et ædelt Væsen af det
andet Kjøn, som forstaaer dem. I Sammenligning med denne Følelse af
dyb og gjensidig Forstaaelse synes Lélias Elskovsforhold til Sténio,
Jacques til Fernande kun Svagheder hos disse store Sjæle. Lélia har en
forstaaende Ven i Trenmor, Jacques en jævnbyrdig Veninde i Sylvia, Han
vilde elske hende, hvis hun ikke var hans Halvsøster eller rettere, hvis
han ikke maatte nære Frygt for at hun er det; men som Forholdet er, har
det en Skjønhed over sig, som et blot erotisk Forhold neppe kunde naae.
Jeg husker tydeligt, hvor mægtigt et Indtryk Forholdet mellem Jacques og
Sylvia gjorde paa mig, da jeg vel for femten Aar siden læste Bogen for
første Gang. Jeg saa det godt, at Jacques er til en vis Grad uvirkelig,
Sylvia ligeledes, thi hun er kun Jacques’ Fortrolige, som forstaaer ham;
men den ideale Strøm imellem dem har Virkelighed og den berørte mig
elektrisk. Denne Sylvia er opstaaet af den geniale Aands Nødraab ud i
den tomme Verden efter sin Lige; hendes Skikkelse er ganske vist ikke
mere end det store ensomme Hjertes Postulat; men hvad er Poesien andet!
Saa ufuldkommen Romanen end er, Forholdet mellem Jacques og Sylvia
giver den en skjær Poesi; det er, naar man møder det, som saae man over
Lidenskabernes lavtliggende Verden ind i en høiere, hvor renere, om end
ganske jordiske, Aander elske og forstaae hinanden.

Figurer som disse illustrere den levende Venskabsdrift, George Sand i
hine Dage besad og som saa ganske var i den romantiske Ungdoms Aand.
Hendes paa den første Romangruppe følgende Lettres d'un voyageur,
der begyndtes umiddelbart efter Afskeden fra Alfred de Musset i
Venedig og som spænder over de følgende Aar, giver et Indblik i hendes
Venskabsforbindelser og er overhovedet et af de Skrifter, i hvilke
Forfatterinden mest ligefrem har givet sit Sjæleliv til Pris, skjøndt
hun beflitter sig paa en Forbeholdenhed i alle personlige Anliggender,
der gjør Fremstillingen dunkel for den Uindviede. Man følger hende
her lige fra hendes Samliv med den kjønne og dumme italienske Læge
(Dr. Pagello), for hvem hun ofrede Musset og til hendes Sværmeri for
Everard (Michel de Bourges), hendes Advokat i Skilsmisseprocessen, der
inspirerede hende den smukke Roman Simon. Mellem disse Yderpunkter ligge
alle de gode og hjertelige Venskabsforbindelser med François Rollinat,
Jules Néraud og hvad de alle hedde, disse djærve og dygtige Mænd, med
hvem hun stadigt følte Drift til at vexle Tanker og Breve, med hvem
hun studerede, af hvem hun lod sig belære, og hvem hun i Romantismens
burschikose Stil tiltalte med det fortrolige Du — fremdeles alle de ægte
kunstneriske Kammeratskabsforhold til Franz Liszt, Grevinde d’Agoult,
Meyerbeer og mange Andre, Samtidens geniale Mænd og Kvinder.

I intet andet Værk er hun veltalende som her, i intet senere strømmer
hendes Foredrag i saa lange, lyrisk-rhetoriske Bølger. Intetsteds
kan man bedre end her studere hendes personlige Stil, den, som giver
sig tilkjende udenfor de dialogiserede Partier i hendes Romaner. Det
Fuldttonende er dens Hovedegenskab. Den ruller frem i lange fyldige
Rhytmer, ligelig i sin Synken og Stigen, syngende i sin Sværmen,
harmonisk endog i Fortvivlelsens og Selvopgivelsens Udtryk. Hendes
Væsens medfødte Ligevægt afspeiler sig i hendes Sætningers Ligevægt:
aldrig et Skrig, et Stød eller en Opfaren i Stilen; den har Sving, den
har Flugt med brede Vinger, men hverken Spring eller Hug eller Fald.
Den savner Melodi, men den har rige Harmonier, den savner Farve, men
den har Liniespillets fulde Skjønhed i sin Tegning. Aldrig virker hun
ved en uvant og dristig Ordsammenstilling, sjeldent eller aldrig ved
en uhørt Lignelse. Saalidt som hendes Foredrag har skrigende Lyd, har
hendes Billeder stærke eller skrigende Farver. Hun er romantisk ved
sin Enthousiasme, ved sin Given sig hen med hele sin Personlighed
i Følelser, der trodse Regel og Norm, men hun er i streng Forstand
klassisk ved Periodernes Regelbundethed, ved Formens abstracte Skjønhed
og Farvegivningens Ædruelighed.Selv Romantismens og George Sands
principielle Modstander, Emile Zola, nødes til om George Sand at tilstaa
: »L’âme romantique animait ses créations, mais le style restait
classique«. Documents littéraires 217.

Brevene fra Venedig og end mere de første efter Hjemkomsten til Frankrig
vise Enhver, der forstaaer at læse, hvor ydmyget George Sand følte sig
over Tabet af Musset, hvor dybt Savnet af ham gik hende til Hjerte, og
hvor arrangeret den en Snes Aar senere givne Fremstilling af Forholdet
er i Elle et lui. Der har visselig været Tider, hvor hun følte sig,
som skulde hun gaae tilgrunde af Længsel og Skam og Sorg. I Brevet til
Rollinat fra Januar 1835 finder jeg en betegnende, saavidt jeg veed,
hidtil overseet Passus, som har sin Ynde og rummer en Bekjendelse: »Hør
en Historie og græd! Der var engang en god Kunstner, som hed Watelet
og som raderede bedre end nogen anden Mand paa hans Tid. Han elskede
Marguerite Le Conte og lærte hende at radere lige saa godt som han selv.
Hun forlod sin Mand, sin Eiendom og sin Hjemstavn for at leve sammen
med Watelet. Verden forbandede dem, men da de vare fattige og beskedne,
glemte man dem. Fyrretyve Aar efter opdagede man i Omegnen af Paris, i
et lille Hus, som kaldtes Moulin-Joli, en gammel Mand, som graverede, og
en gammel Kone, som han kaldte sin Møllerske og som graverede ligesom
han, siddende ved samme Bord. Den første Lediggjænger, som opdagede
dette Vidunder, fortalte andre derom, og den fine Verden strømmede i
hobevis til for at see Særsynet: En Elskovsforbindelse, der havde varet
fyrretyve Aar, et Arbeid, der bestandig var bleven drevet med samme Flid
og samme Kjærlighed; to skjønne Tvillingetalenter. Det gjorde Epoche
[...] Lykkeligvis døde Parret af Alderdom faa Dage efter; thi Verden
vilde have fordærvet Alt. Den sidste Tegning, de raderede, forestillede
Moulin-Joli, Marguerites Hus [...] Den hænger i mit Værelse over et
Portrait, hvis Original Ingen her har seet. Et Aar igjennem har Den, som
har efterladt mig dette Portrait, siddet med mig hver Nat ved et lille
Bord og har levet af samme Arbeid som jeg [...] Ved Daggry forelagde vi
hinanden vort Arbeid til gjensidig Bedømmelse og om Aftenen spiste vi
ved det samme lille Bord og talte om Kunst, om Følelser, om Fremtiden.
Fremtiden har brudt sit Ord til os. Bed for mig, Marguerite Le Conte!«

Dette Sted turde være det eneste, hvor George Sand har talt som
skyldte hun i sin Egenskab af Digterinde Alfred de Musset noget.
Jeg har allerede antydet, af hvad Beskaffenhed hans Indflydelse har
været paa hende. Den har været rent kritisk, den har skjærpet hendes
Skjønhedssands, men direkte har hans kunstneriske Fremgangsmaade ikke
kunnet paavirke hende. For ligefrem stilistisk Paavirkning var George
Sand absolut uimodtagelig. Madame Girardins vittige Udbrud om hende:
»Det er især naar Talen er om kvindelige Forfatteres Værker, at man maa
udraabe med Buffon: Stilen, det er Manden« er netop lige saa falsk som
det er morsomt; thi skjøndt næsten enhver af George Sands Romaner bærer
Præget af en forskjellig mandlig Indflydelse, strækker denne Paavirkning
sig aldrig til Stilen. Hun gjør sig atter og atter til Organ for andres
Ideer, men hun efterligner aldrig en fremmed Skrivemaade. Dertil var
hendes poetiske Væsen altfor selvstændigt, og dertil var hun desuden
i altfor ringe Grad Kunstnerinde. Hun, der mundtligt var saa ordknap
og sen, var, naar hun skrev, en Improvisatrice; hun lod Pennen løbe
over Papiret uden at have samlet Forstudier, uden at have Forbilleder,
uden at forfølge bevidste kunstneriske Formaal og uden nogensinde at
bearbeide et givet Stof eller kunne overarbeide og fuldende en af Andre
angivet og halvfuldført stilistisk Vending — Momenter, paa hvilke
det rent tech niske Fremskridt i en Kunst beroer. Heri danner hun en
skarp Modsætning netop til Musset. Han var fra først af besjælet af
en kunstnerisk, en technisk Regeltrods, der altid blev hende ganske
fremmed. Han forværrede f. Ex. forsætligt Rimene i sine første Digte
for tilgavns at ærgre Klassi­ kerne. (Marquisen i L’Andalouse hed i det
første Udkast Amaémoni, hvad der udgjør et rigtigt Rim paa bruni, men
fik i den definitive Text Navnet Amaégui, som neppe rimer). Da hans
Frembringelseskraft var i Aftagende, tilegnede han sig hele syv Sider af
Carmontelle’s Proverbe Le distrait til Brug for sit svage lille Lystspil
On ne saurait penser à tout, og end ikke i sin bedste Tid forsmaaede han
den finere Benyttelse; jeg finder saaledes i Fyrsten af Ligne’s Værker
et stilistisk Forbillede for det ovenanførte skjønne Digt Après une
lectures.Talen er hos Fyrsten af Ligne om den ægte Krigers Egenskaber
som hos Musset om den ægte Digters. Det hedder her: »Si vous ne rêvez
pas militaire, si vous ne dévorez pas les livres et les plans de guerre,
si vous ne baisez pas les pas des vieux soldats, si vous ne pleurez pas
au récit de leurs combats, si vous ne mourez pas du désir d’en voir
et de honte de n’en avoir pas vu, quoique ce ne soit pas votre faute,
quittez vite un habit que vous déshonorez. Si l’exercice méme d'une
seule bataille ne vous transporte pas, si vous ne sentez pas la volonté
de vous trouver partout, si vous étes distrait, si vous ne tremblez pas
que la pluie n’empéche votre régiment de manæuvrer; donnez y votre place
à un jeune homme tel que je le veux« o.s.v. Maaden, hvorpaa Prosastilens
Bygning er overført i Verseformen hos Musset røber den kunstneriske
Genialitet næsten tydeligere end en helt fri stilistisk Opfindelse vilde
formaae det. Jeg har fundet Stedet ved Hjælp af et Vink af Emile de
Montégut. Hos George Sand er det umuligt at finde noget Lignende. Hun
formaaer ikke at tilslibe Andres raa Diamanter til Brillantsmykker for
sin Muse; hun lader Musen fremtræde i et simpelt hvidt Gevandt med en
vild Blomst i Haaret.

Ingensteds er hendes Stils eiendommelige Skjønhed mere hjertevindende
end i hint Brev til Rollinat. Landbarnets dybe Naturforstaaelse smelter
her hos denne Aandsrevolutionernes kvindelige Genius vidunderligt sammen
med den evige Higen og gjennem Attraaen mod Naturen og Attraaen efter
Lykken klinger det elskende Hjertes Sørgesang over de Skuffelser, det
har tilføiet og de Skuffelser, det har lidt. Her og i det følgende Brev
til Everard seer man saa dernæst, hvorledes George Sands politiske,
republikanske Tro spirer frem af de erotiske Ungdomsdrømmes og
Luftkastellers Ruiner. Fra først af er hun svag i Troen, altfor optaget
af sig selv. Vel sandt, den stakkels Poet »føler sig ilde tilpas under
Kongedømmets Paraply«, men Formen af Violernes og Jasminernes Kronblade
interesserer hende, Digter inden, næsten lige saa stærkt som de
sociale og politiske Former. Dog efterhaanden forfølger man, hvorledes
Begeistringens Gnist luer op i hendes Bryst. Hun misunder sine mandlige
Venner deres Tro og den Handlekraft, den avler, hun »som kun er en Poet,
det vil sige kun et lille Kvinde­ menneske«. I en Revolution vilde de
Andre for Alvor gaae ud paa at tilerobre Slægten Frihed, hun vilde kun
kunne lade sig slaae ihjel i det Haab, for første Gang i sit Liv at have
gjort nogen Gavn, var det saa end kun den at reise en Barrikade saa høi
som hendes Lig. Dog hun slutter: »Har nogen af Jer Brug for mit Liv i
Nutid og Fremtid? Hvis I blot ville love at stille mig i en Idees og
ikke i en Lidenskabs Tjeneste, saa er jeg villig til at lyde Eders Bud.
Ak! jeg siger Eder det forud, jeg duer kun til tappert og trofast at
udføre en Befaling. Jeg kan handle, ikke overveie, thi jeg veed Intet
og er ikke sikker paa Noget. Jeg kan kun lystre, naar jeg lukker mine
Øine og tilstopper mine Øren for ikke at see eller høre noget, der gjør
mig uvis; jeg kan marchere med mine Venner, som Hunden, der seer sin
Herre seile bort paa Skibet og som kaster sig ud i Vandet for at følge,
til den døer af Træthed. Havet er stort, o mine Venner! og jeg er svag.
Jeg duer kun til Soldat og jeg er ikke fem Fod høi. — Men ligemeget!
Dværgen tilhører Eder. Jeg er Eders, fordi jeg elsker og agter Jer.
Sandheden er ikke blandt Menneskene, Guds Rige er ikke af denne Verden;
men forsaavidt Mennesket overhovedet formaaer fra Guddommen at rane
den Straale, der oplyser Verden, saa have I ranet den, I Prometheus’s
Børn, I Elskere af den ubetvungne Sandhed og den ubøielige Retfærdighed!
Velan. Lad Eders Banners Farve være stærkere eller svagere, naar Eders
Hærskarer blot gaae ad den republikanske Fremtids Vei, saa i Jesu Navn,
der nu kun har een sand Apostel paa Jorden, [Lamennais], i Washingtons
og Franklins Navn, der jo ikke have kunnet gjøre Alt og som have
efterladt os et Hverv at udføre, i Saint-Simons Navn, hvis Sønner vove
sig i Kast med det ophøiede og frygtelige Samfundsproblem (Gud beskytte
dem!); naar blot det Gode skeer, og de, som troe, bevise deres Tro i
Gjerning [...] jeg er kun et stakkels Soldaterbarn, men tag mig med, tag
mig med!«

Der gives i Litteraturerne faa saa rene og dybt kvindelige Udbrud af
Enthousiasme. I den tydske Litteratur maatte man vel søge et Sidestykke
dertil i Bettina’s netop samme Aar udgivne Goethe’s Brevvexling med et
Barn, der er Foster af en ligesaa overstrømmende Begeistring; men hos
Bettina er Udtrykket ikke fuldt saa ægte som Følelsen; og selve denne er
snevrere, den blotte Skjønhedsglæde. Bettina er spirituel, hendes Stil
derfor facetterende og spids; men der er Storhed selv i Udtrykket for
den kvindelige Svagheds Enthousiasme hos George Sand.

Det varede nogle Aar inden de Stemninger, vi her see fødes hos hende,
sloge ud i Værker. Vi komme senere til dem. Her ville vi dvæle ved de
roligere, rent poetiske Fortællinger, der udfylde hendes Forfatterlivs
anden Periode.

Af disse sætter jeg i kunstnerisk Henseende den lille Novelle La
Marquise ubetinget høiest; den turde overhovedet rent kunstnerisk seet
være det Fuldkomneste, hun har skrevet. Jeg tænker mig den inspireret
af Erindringen om hendes gode og fine Bedstemoder. Den henriver ved en
Forening af det attende Aarhundredes Aand og Sæder med det nittendes
frygtsomme og sværmeriske Erotik. Det er en simpel Historie om en
fornem Dame fra l'ancien régime, der har giftet sig som man i hin Tid
giftede sig, taget sig en Elsker, som man i hin Tid tog sig en Elsker,
men som har faaet En, der kjeder hende tildøde, fordi ikke hendes
Hjerte valgte, men hele det gode Selskab sammensvor sig om at paadutte
hende denne Mand. Ung, uerfaren, skjøn, forsaavidt uskyldig som hun
aldrig har kjendt til Elskov, forelsker hun sig nu i en fattig, halvt
forkommen eller forfalden Skuespiller, der fra Scenens Brædder synes
hende en Incarnation af Manddom og Poesi. Hun seer ham upaaagtet udenfor
Theatret og forfærdes over hans forskjellige Udseende; han, hvem hendes
Interesse for ham ikke har kunnet blive en Hemmelighed, spiller kun for
hende og drømmer kun om hende. Saa have de for første og sidste Gang et
Stævnemøde en sildig Aftenstund efter Theatret, til hvilket Marquisen
indfinder sig mat efter en Aareladning om Formiddagen, Skuespilleren
i sit Theatercostume, som han ikke har faaet Tid til at skifte, med
Scenens Idealitet over sig endnu, inspireret, forskjønnet, adlet ved sin
Kjærlighed, der hæver ham saa høit over hans Livs sædvanlige Vilkaar.
Hun er ærbar, han fuld af Ærefrygt; hun er forelsket, henrevet som hun
er i en poetisk Illusion; han elsker hendes virkelige Væsen, brændende,
attraaende, men ridderligt, og Mødet ender efter en Storm af gjensidig
Lidenskab uden andet Kjærtegn end et Kys, hun trykker paa hans Pande,
mens han knæler.

»Nuvel!» slutter den gamle Marquise sin Fortælling, »troer De nu paa
Dyden i det attende Aarhundrede?« — »Frue,« svarer hendes Tilhører,
«jeg har ikke ringeste Lyst til at tvivle om den; imidlertid, hvis jeg
var mindre rørt. vilde jeg maaskee tillade mig den Bemærkning, at det
var meget forstandigt af Dem at lade Dem aarelade den Formiddag.« —
»I plumpe Mænd!» udbryder Marquisen, »I forstaae dog aldrig noget af
Hjertets Historie.«

George Sand har ikke skrevet noget mere Gratiøst; Skjælmeriet i denne
Slutning, der ogsaa præger den beslægtede, i lige Grad yndefulde og
dybsindige Roman Teverino, men sjeldent ellers kommer frem i hendes
Fortællemaade, er ganske i det attende Aarhundredes Aand, og Kunstformen
har her den sluttede Knaphed, som i Regelen er Betingelsen for at et
Værk kommer til Efterverdenen. La Marquise er skabt til at gaae over i
enhver Anthologi af franske Mesterværker.

I en hel Række af de Skrifter, der nu følge, fremstiller George Sand
Kvindenaturen, som hun forestiller sig den, naar den er ufordærvet,
nemlig kydsk og stolt, activ og handlekraftig, modtagelig for
Elskovslidenskaben, men staaende over den eller bevarende sin Renhed i
den. Gjerne tillægger hun Kvinden en sædelig Overlegenhed over Manden.
Men dog er ogsaa Mandsnaturen, som hun med Forkjærlighed skildrer
den hos sine Helte, i sit Væsen god, om end i de herskende Klasser
angrebet ved det nedarvede Hang til Tyranni over Kvinden og Almuen.
Rousseau’s Overbevisning om Naturens oprindelige Godhed og Samfundets
Fordærvelighed ligger bagved alle disse Fortællinger. Kvinder som
Fiamma i Simon, Edmée i Mauprat Consuelo i Romanen af samme Navn (til
hvem Madame Viardot til et vist Punkt har været Model) ere rene Udtryk
for den typiske unge Pige hos George Sand. Hendes Rolle er den at
inspirere, helbrede eller optugte Manden. Hun er uden Vaklen, hendes
Væsen er Fasthed, hun er Fædrelandskjærlighedens, Frihedens, Kunstens
eller Civilisationens Præstinde. Af de nævnte Romauer er Consuelo den
omfangsrigeste og mest berømte; den begynder mesterligt, men taber
sig ganske som flere af Balzacs, ikke at tale om Dumas' omfangsrigere
Værker i romantisk Fantasteri. Der laa jo i Tidsalderens Kunstanskuelse
en Fristelse til Overspændthed; det var ikke blot Victor Hugo, som
bestandig var udsat for at forfalde til det Uformelige.

Ved Siden af disse Bøger i hvilke den unge overlegne Pige er Heltinden,
staae nogle andre, i hvilke den modne Kvinde er Hovedpersonen og i
hvilke George Sand undertiden mere direkte har fremstilt sit eget
Naturel. Saadanne ere Le sécrétaire intime, et svagere Arbejde, og
Lucretia Floriani en af de mærkeligste Frembringelser, der er flydt
af hendes Pen. Om denne Bog kan med Sandhed siges: Non hic piscis
omnium. Den vil for de fleste Læsere tage sig ud som et afskrækkende
eller oprørende litterært Paradox; thi den vil godtgjøre Ærbarhed
ja Kydskhed hos en ugift Kvinde (en italiensk Skuespillerinde og
Skuespilforfatterinde), der har fire Børn med tre forskjellige Fædre.
Men det er en Bog, som har løst det vanskelige Problem, Forfatterinden
havde stillet sig, at give os Indblik i et Kvindenaturel, som er rigt
og sundt nok til altid at maatte elske, ædelt nok til aldrig at kunne
nedværdiges, og kunstnerisk nok anlagt til hverken at kunne beroliges i
en enkelt Følelse eller hentørres selv efter gjentagne Skuffelser.

Det er lykkedes George Sand at løse Problemet, fordi hun her simpelthen
leverede Nøglen til sit eget Væsen. Mere end En, som har hørt Rygterne
om Forfatterindens regelløse Liv, om hendes Forbindelser med Jules
Sandeau, Alfred de Musset, Michel de Bourges, Frédéric Chopin og en halv
Snes andre, har sikkert spurgt sig selv, hvorledes det gik til at saa
rene, i al deres Lidenskabelighed saa adelige Bøger som hendes kunde
udspringe af et saa uordentligt og efter de almindelige Forestillinger
uværdigt Levnet. Mangen En har følt, at den kunstneriske Nysgjerrighed,
den hun selv har defineret i Ordene, at hendes Tanke, naar Talen faldt
paa Kannibalisme, uvilkaarlig var: »Hvorledes mon Menneskekjød vilde
smage!«, var utilstrækkelig til en Forklaring. Smlgn. Naturalismen
i England S. 443. I Lucretia Floriani har hun leveret en udtømmende
Psychologi af sit Væsen, som hun i Trediveaarsalderen var; jeg vil
forsøge at reconstruere denne Psychologi af talrige spredte Steder i
Romanen: »Lucretia Floriani var — hvem skulde troet det? — af Naturel
saa kydsk som et lille Barns Sjæl er det. Det lyder meget underligt, det
tilstaaer jeg, om en Kvinde, der havde elsket saa meget og saa Mange.
Det beroede sandsynligvis paa, at hun var yderst kraftigt organiseret
i sensuel Henseende, skjøndt hun syntes af Is i de Mænds Øjne, der
ikke behagede hende. I de sjeldne Mellemrum, hvor hendes Hjerte havde
været ledigt, havde hendes Hjerne været uden Længsel, og hvis man for
bestandig havde holdt hende borte fra Synet af det andet Kjøn, vilde
hun have udgjort en fortræffelig Nonne, rolig og frisk. Det vil sige,
at Intet kunde være mere rent end hendes Tanker, naar hun var alene; og
naar hun elskede, var alt, hvad der ikke var hendes Elsker, i sandselig
Henseende for hende, som om det ikke existerede, tom Luft, det rene
Intet.« — Derfor siger Lucretia om Kjærligheden: »Jeg veed, at man
troer, den stammer fra Sandserne; men det gjælder ikke for de begavede
Kvinder. Hos dem gaaer den frem Skridt for Skridt. Den bemægtiger sig
først Hovedet, den banker paa Indbildningskraftens Dør; uden Guldnøglen
til den kommer den ikke ind. Naar den har gjort sig til Herre over
Fantasien, stiger den saa ned i vore Indvolde, sniger sig ind i alle
vore Evner og vi elske da den Mand, der behersker os, som en Gud, som
et Barn, som en Broder, som en Ægtemand, som Alt, hvad en Kvinde kan
elske.« For fatterinden forklarer, hvorledes den erotiske Illusion
bestandig paany kunde bemægtige sig Lucretias Sjæl, især hvorledes
hendes sidste heftige Lidenskab for Prinds Karol (til hvilken Chopin
er Modellen) har kunnet opstaae: »Den sidste Kjærlighed synes slige
rige Naturer altid den første, og saa meget er vist, at dersom Følelsen
lader sig maale ved Hjælp af Begeistringens Grad, saa havde hun aldrig
elsket saa højt. Den Begeistring, hun havde følt for andre Mænd, havde
kun været af kort Varighed. De havde ikke forstaaet at underholde eller
fornye den. Kjærligheden havde en Tid lang overlevet Skuffelsen; saa var
Ædelmodighedens, Omsorgens, Medlidenhedens, Hengivenhedens, med eet Ord,
den moderlige Følelses Stadium indtraadt, og det var nærmest et Under,
at Lidenskaber, der vare undfangne saa uforstandigt, havde kunnet leve
saa længe, skjøndt Verden, der kun dømte efter Skinnet, var forundret og
forarget over at see hende bryde saa hurtigt og saa ubetinget. I alle
disse Lidenskaber havde hun næppe otte Dage igjennem været lykkelig og
forblindet, og naar et eller to Aars absolute Hengivenhed saa fulgte paa
en Kjærlighed, som hun længst havde gjennemskuet som absurd og uværdig,
var da ikke dette en stor Opofrelse af Mod og Kræfter, langt større end
Ofret af et helt Liv vilde være til Bedste for et Væsen, hvem man ansaa
for Ofret værdigt?«

Vi forstaae hvorledes Lucretia bestandig har følt sig tiltrukket af
svage Mænd: Hendes uafhængige Karakter har i Forening med hendes
moderlige Instinct maattet drage hende til de Svage. Tanken om at blive
beskyttet har været hende utaalelig og hun har saa ofte, naar hun vilde
støtte sig til Væsener, der var stærkere end hun selv, følt sig stødt
tilbage af deres Kulde, at hun er bleven tilbøjelig til den Tro, at
Kjærlighed og Energi ikke lade sig forene uden i Hjerter, der have lidt
saa meget som hendes eget.

Vi see endelig hvorledes Forholdet til hendes Børn — og Lucretia er
ligesom George Sand den kjærligste, ømmeste Moder — maa indvirke
paa hendes Kjærlighedsliv: »Hun havde villet være en Moder for sine
Elskere uden at ophøre at være en Moder for sine Børn, og disse to
Følelser, der stadig laa i Strid med hinanden, endte altid deres Kamp
med Tilintetgjørelse af den mindst haardnakkede Lidenskab. Børnene vandt
altid Seier og Elskerne,der saa at sige vare tagne fra Civilisationens
store Hittebørnsanstalt, maatte nødvendigvis tidligere eller senere
vende tilbage til den.«

Lucretia omtaler endelig sit Forhold til Verdens Dom om hendes Charakter
og Levnet i et Sprog, der direkte lader sig anvende paa George Sand:
»Jeg har aldrig søgt Skandale. Jeg har kunnet afstedkomme Forargelse,
men uden at ville og vide det. Jeg har aldrig elsket to Mænd paa en
Gang; jeg har aldrig, end ikke i Tankerne, tilhørt mere end En i en
vis given Tid, saalænge min Lidenskab har varet. Naar jeg ikke elskede
ham mere, bedrog jeg ham ikke, jeg brød med ham. Jeg havde ganske vist
lovet ham evig Kjærlighed, men i god Tro; hver Gang jeg har elsket, har
det været saa helt og fuldt, at jeg har troet, det var første og sidste
Gang i mit Liv. De kan ligefuldt ikke kalde mig en ærbar Kvinde, men
jeg har selv den trygge Følelse af at være det [...] Jeg overgiver mit
Liv til Verdens Dom, uden at oprøres imod den, uden at finde at den
har Uret i sine almindelige Regler, men uden nogen Indrømmelse af, at
den har Ret overfor mig.«Lucretia Floriani S. 169, 67, 130, 126, 38.
Lucretia Floriani synes at udgjøre den skarpeste Contrast til den lille
Gruppe af fine og simple Bondefortællinger, som følger meget nær efter
denne Roman og som føre os helt op til Aaret 1848. I Virkeligheden er
Afstanden til La mare au diable, François le champi, La petite Fadette
mindre stor end den synes. Hvad der drog George Sand til Berry’s Bønder,
til hendes Hjemstavns landlige Idyller, det var det samme Rousseau’ske
Natursværmeri, som havde givet hendes Protester mod Samfundsordenen
Vægt og Sving. Hendes Secretair, Tydskeren Müller-Strübing, en af
de Mange, overfor hvem hun praktiserede Lucretia Florianis Maximer,
havde gjort hende opmærksom paa de Auerbach’ske Landsbyhistorier og
gav hende derved Stødet til den Del af hendes Production, der ved sin
Simpelhed og sædelige Renhed ikke mindre end ved sin Følelsesfylde har
skaffet hende den videste Læsekreds. Som Auerbach i Naturfromhedens
Apostel Spinoza havde fundet Indvielsen til at blive Bondens Digter,
saaledes fandt George Sand den i Naturforherligeren Rousseau. Ganske
vist ere hendes franske Bønder ikke »sande« i den Forstand, hvori
Balzacs ere det i Les paysans, de ere ikke blot opfattede med varm
Sympathi, som hans med levende Antipathi, men de ere elskværdige,
ømtfølende og fintfølende; de forholde sig til virkelige Bønder som
Theokrits Hyrder forholdt sig til Grækenlands. Ikke desmindre have
imidlertid disse Fortællinger et Fortrin, der udelukkende beroer paa
Stoffets Valg, og som Digterindens øvrige Romaner savne. De ere naive;
de besidde Naivetetens altid sjeldne, i fransk Litteratur dobbelt
sjeldne Tiltrækning. Alt hvad der var i George Sand af Bondepigen, af
Landbarnet, Alt det i hende, der var i Slægt med Planten, som groer,
med Brisen, som ikke veed, hvorfra den kommer og hvorhen den gaaer,
alt det Ubevidste, det Stumme, der var saa tydeligt i hendes ydre
Fremtræden, men som saa tidt i hendes Værker var ufrugtbargjort, fordi
det blev hærjet af Pathos og Declamation, det aabenbarede sig her i
sin simple Naivetet. La mare au diable (fra 1841) er blandt disse
Landsbyfortællinger Perlen. Den betegner Idealismens Culmination i den
franske Roman. George Sand har her i Virkeligheden givet, hvad hun i
hine ovenanførte Ord angav som sit Program, det nittende Aarhundredes
Hyrdedigt.

XII.

Overfor hende og hendes Digtning hæver sig nu i Samtiden den Mand,
hvis Kunst hun selv definerede som Modsætningen til hendes. Medens
hun, i dette Punkt ægte romantisk, med Uvillie vendte sig bort fra
Samtidens Samfundsorden, mere tilbøielig til at forbande og flye
den end til at forstaae og skildre den, følte han sig om ikke vel
tilmode saa dog fuldstændig hjemme i sine Omgivelser og betragtede
næsten fra første Færd af Samtiden og den nærmest foregaaende
Slægt som sin kunstneriske Eiendom, sin uudtømmelige Grube. George
Sand var en stor Menneskefremstillerinde, men næsten endnu mere
en stor Landskabsmalerinde, og hun fremstillede Menneskeheden,
som Landskabsmaleren fremstiller Planterne; hun viste, hvad der i
Menneskeheden bader sig i Lyset og taaler Lyset. Balzac’s Synspunkt
var det modsatte: hvad han opfattede og med Forkjærlighed malte af
Menneskeplanten, det var Roden. Paa ham passer hvad der i Victor Hugo's
Digt i Aarhundredernes Legende siges om Satyren: Il peignit l’arbre vu
du côté des racines, Le combat meurtrier des plantes assassines.

I den yppige, saftrige Provinds Touraine, »Frankrigs Have«, Rabelais’
Fødeegn blev Honoré de Balzac født en Foraarsdag 1799 — en sprudlende
rig, fuldblodig, varmblodig Natur, et Hjerte- og Hjernemenneske.
Plump og øm, drøi og fintfølende, som han var, anlagt til et Liv
i anelsesfulde Drømme og haarfine Iagttagelser forenede han i sit
meget sammensatte Væsen en tung og inderlig Følsomhed med et genialt
Speiderblik, en Forskers Alvor med en Fortællers gode Lune, en Opdagers
Udholdenhed og Fortabthed i sin Idee med en Kunstners Drift til at give
det Iagttagne, Følte, Opdagede eller Opfundne det nøgne og skamløse
Udtryk, var forsaavidt som skabt til at gjætte og forraade Samfundets og
Menneskehedens Hemmeligheder.

Kraftig var han bygget, middelstor, bredskuldret, blev med Aarene
korpulent, havde en svær athletisk Hals, af hvis kvindelige Hvidhed han
var stolt, sort Haar, saa haardt som Hestehaar, endelig et Par Øine,
der straalede som to sorte Diamanter, Løvetæmmerøine, Øine, der saae
igjennem en Mur, hvad der foregik i Huset, og der saae tværs igjennem et
Menneske og læste i hans Hjerte som i en aaben Bog. Hans Skikkelse lod
ane en Arbeidets Sisyfus.

Fattig og ensom kom Balzac som Yngling til Paris, drevet af et
uimodstaaeligt Kald som Forfatter og af Haabet om at vinde sig et Navn.
Faderen, der som alle Fædre høist ugjerne saa, at Sønnen, hvem ingen
beskyldte for at være et Geni, opgav den juridiske Løbebane for den
litterære, havde overladt ham aldeles til sig selv. Saa sad han da i sit
uhyggelige Tagkammer, uden at have nogen til sin Opvartning, forfrossen,
med sin Plaid viklet om Benene, med Kaffekanden paa den ene, Blækhuset
paa den anden Side og saa af og til ud over Tagene i den uhyre Stad, til
hvis Skildrer og aandelige Erobrer han af Skæbnen var kaaret. Udsigten
var hverken vid eller smuk, mosgroede Teglsten, snart beskinnede af
Solen, snart badede af Hegn, Tagrender, Skorstene og Skorstensrøg.
Værelset var hverken behageligt eller kjønt, den kolde Vind peb gjennem
Dør og Vindve. At feie Gulvet, banke sine Klæder, med største Sparsomhed
foretage de nødvendigste Indkjøb, det var de første Sysler, med hvilke
den unge Poet, som lagde Planen til en stor Tragoedie Cromwell, maatte
indvie hver Dag, Gud gav. Til Adspredelse en Spadseretur paa den
nærliggende Kirkegaard Père Lachaise, fra hvilken man overskuer Paris.
Fra dette høie Sted har den unge Balzac (som senere hans Rastignac)
maalt den vældige Hovedstad med sine Øine og ligesom æsket den til
Tvekamp, idet han tilbød den det trodsige Væddemaal, at den skulde blive
tvunget til at kjende og krone hans ubekjendte Navn.

Tragedien opgav han snart; hans Begavelse var altfor moderne, altfor
meget anlagt paa det Concrete til at kunne affinde sig med det franske
Sørgespils Regler og Abstractioner. Desuden gjaldt det for den unge
Eneboer, der kun paa Prøve havde faaet Orlov fra Hjemmet, om saa hurtigt
som muligt at sikre sig Uafhængighed.

Han gav sig ind paa et ilfærdigt Romanskriveri. Endnu havde han vel ikke
oplevet noget, der kunde give hans Frembringelser Lødighed og Værd, men
han havde en livfuld, evigt fødende Indbildningskraft og havde læst nok
til at kunne give dens Frembringelser en saadan taalelig Form, som var
den sædvanlige for Underholdningsstof. Allerede i Aaret 1822 udgav han
under forskjellige Pseudonymer ikke mindre end fem saadanne Romaner, i
Aarene 1823—25 følge endnu flere, som han til Trods for den Selvfølelse,
der ellers var ham naturlig, selv kun betragtede som Midler til Vinding.
Han skriver i 1822 til sin Søster: »Jeg sendte dig ikke Birague, fordi
den er et sandt litterært Svineri . . . i Jean Louis vil du finde en
Art Karakterer, men Planen er elendig. Disse Bøgers eneste For tjeneste
er, Kjæreste, de tusind Francs, som de indbringe mig, men Summen er kun
bleven givet mig i Vexler paa langt Sigt. Vil den blive mig betalt?«
Hvo der har gjennempløiet et Par af disse Balzac's Ungdomsskrifter,
vil ikke finde Dommen for haard. De have en vis Livlighed (»verve«,
som de Franske kalde det), det er alt det Gode, der lader sig sige om
dem. Hvorvidt den Fortjeneste, Balzac selv betegnede som deres eneste,
nogensinde blev en virkelig, er endog meget tvivlsomt, ikke blot fordi
de Skildringer, Balzac i sine Romaner giver af de Forlæggere, der
honorere med Vexler (man se Un grand homme de province à Paris) er
lidet smigrende, men fordi vi see, at han 1825 i Fortvivlelse over
sin fortrykte Stilling pludselig griber den Idee, foreløbig at opgive
Forfatterbanen og fortjene sig sit Brød som Boghandler og Bogtrykker.

Han, hvis Hjerne uophørlig undfangede Planer af enhver Art, fik det
Indfald at foranstalte Klassiker-Udgaver i Enkeltbind og følte sig
overtydet om, at man med saadanne hidtil ukjendte Udgaver kunde gjøre en
god Forretning. Denne i og for sig rigtige Tanke havde dog den Skjæbne,
som var forbeholdt alle Balzac's senere Forretningsspeculationer, den at
berige andre og foraarsage Ophavsmanden Tab. Nøiagtigt saaledes gik det
f. Ex. da han i 1837 i Genua tilfældigvis kom paa den Idee, at Romerne i
Oldtiden langtfra ikke havde udnyttet deres Sølvminer paa Sardinien. Han
meddelte en Genueser sit Indfald og besluttede at forfølge Sagen, men da
han Aaret efter foretog en vanskelig og tidsrøvende Reise til Øen for
at undersøge Bjærgværkernes Slakker, fandt alt, som han havde formodet,
og i Turin indgav Ansøgning om Autorisation til Udnyttelsen, viste det
sig, at hin Genueser strax havde skaffet sig Autorisationen og var paa
bedste Vei til at blive en rig Mand. Ganske vist vare mange af de i
Balzac’s Hjerne opdukkende praktiske Speculationer kun Hjernespind, men
dog røber ogsaa i dette Punkt hans Geni sig. Ligesom Goethe saa ganske
var en Natur i Naturen, at hans Digterøie ved den tilfældige Betragtning
af en Palme opdagede Hemmeligheden ved Planternes Metamorfose, en
og samme Urform i alle Plantens Dele, og som han ved den tilfældige
Iagttagelse af en halvsprængt Faarehjerneskal opdagede Grundlaget for
den filosofiske Anatomi, saaledes var Balzac saa fuldstændigt Opfinder
og Opdager i Smaat som i Stort, at han som de Synske efter Folketroen
havde en Forudfølelse af, hvor Rigdomme laa skjulte, og ligesom førte en
Ønskekvist med sig i Haanden, der af sig selv bøiede sig ned mod Guldet,
den anonyme, kjønsløse Helt i hans Værker. Det lykkedes ham rigtignok
ikke at løfte Skatten: han var en Troldmand, ingen Forretningsmand.

Allerede i dette første Tilfælde var hans Idee saa heldig, som den
var omfattende; han vilde paa een Gang være Skriftstøber, Bogtrykker,
Boghandler og Forfatter; thi han skrev selv Indledningerne til sine
Klassiker-Udgaver og var Fyr og Flamme for den smukke Plan. Men efterat
han havde overtalt sine Forældre til at overlade ham en stor Del af
deres Formue til hans Formaal, og efterat det var lykkedes ham at
grunde Skriftstøberi og Bogtrykkeri, samt at trykke gode, etbinds,
illustrerede Udgavér af Moliére og La Fontaine, viste det sig, at
de franske Boghandlere som een Mand gjorde Front mod den ukaldede
Collega, aldeles ikke vilde omsende hans Udgaver og roligt oppebiede
hans økonomiske Tilintetgjørelse for selv at optage og frugtbargjøre
hans Idee. Efter tre Aars Forløb var han tvungen til at sælge sine Bøger
som Makulatur og sit Bogtrykkeri med store Tab. Han oplevede selv sin
stakkels opfindsomme Bogtrykkers Lidelser i Eva og David. Han gik ud af
denne Krise ikke blot som en fattig men som en i den Grad gjældbunden
Mand, at han hele sit Liv igjennem uden Rast eller Ro maatte arbeide sig
igjennem dette Gjældsbjerg, for at tilkjæmpe sig selv Uafhængighed og
erstatte sin Moder hendes Formue. Men Gjælden, som han ikke formaaede at
bringe ud af Verden med noget andet Vaaben end Pennen, var ingen rolig
Fjende, den rullede og voxede uophørligt, da han længe kun kunde dække
een Forskrivning med en anden. Saaledes gjorde han Bekjendtskab med de
forskjellige Slags Pariser Aagerkarle, som han har skildret saa slaaende
i Gobseck og andre beslægtede Skikkelser, og Ordene »Min Gjæld! mine
Kreditorer!« bliver det staaende Omkvæd i hans Sind, og kommer igjen
selv i de fortrolige Breve til Venner og Veninder, i hvilke den plagede
Mands varme Hjerte udtaler sig frit. »Samvittighedsnag«, hedder det et
Steds i hans Romaner, »er ikke saa slemt som Gjæld, thi det kan ikke
sætte En i Gjældsfængsel.« Han lærte en kort Tid endogsaa Gjældsfængslet
at kjende, og hvor ofte maatte han ikke for at undgaae det, have mere
end eet Tilflugtssted, bytte Bopæl eller lade sine Breve komme sig i
Hænde under falske Adresser! Digter som han var levede han med sin Gjæld
som med en evig Kilde til Sindsbevægelse, følte daglig ligesom en Spore
til Flid i sin Indbildningskraft, naar Tanken paa Gjælden vækkede ham og
han, idet han slog Øinene op, saa sine Vexler springe som Græshopper ud
af alle Hjørner og over alle Møbler.

Med Kjæmpekraft begyndte han nu at arbeide og arbeidede saa at sige i
eet Træk sin Ungdom og Manddomsalder igjennem, indtil han, 50 Aar gammel
styrter sammen af Overanstrengelse, saa pludselig som den ramte Tyr paa
en spansk Arena. At Frembringelsen saa lidet blev ham en Nydelse og saa
ganske blev ham et Arbeid, beroede paa, at hans Fantasies ustandsede
Drift til Fremstilling ikke understøttedes af nogen medfødt eller
tidligt erhvervet stilistisk Færdighed. Han var ikke de samtidige
Digtere jævnbyrdig i Herredømmet over Formen. Han formaaede aldrig
at skrive et velklingende Digt (de, der findes i hans Romaner, ere
forfattede af andre, Fru de Girardin, Théophile Gautier, Charles de
Bernard, Lasailly), og ingen anden end han selv var Ophav til hint meget
spottede, hiatrige Vers, med hvilket hans Louis Lambert indleder sit
Heltedigt om Inkaerne:

O Inca! ô roi infortuné et malheureux!

Han, som skrev og forkastede saa mange pseudonyme Romaner før han
naaede til en Stil, bestod den mest haardnakkede Kamp for at faae den
franske Prosa i sin Magt, og det var en af hans Livs Sorger, at de unge
Romantikere, der fulgte Victor Hugo, længe ikke toge ham for fulde
som Kunstner. Den fintfølende, beundrende Gautier var den eneste, der
kom ham imøde med redebon Anerkjendelse; men intet lignede Balzac’s
Forbauselse, naar han saa den unge Gautier uden Forberedelse eller
Anstrengelse og uden at rette det mindste skrive en eller anden fra
Formens og Indholdets Side lige ulastelig Artikel paa Randen af en
Pult hos en Bogtrykker; han troede længe, at der stak noget under, at
Gautier havde haft sin Feuilleton færdig i Hovedet, indtil han forstod,
at der med Hensyn til Sprogbehandling gaves en medfødt Evne, som var
ham nægtet. Hvor har han arbeidet for at erhverve sig denne Evne! hvor
har han beundret Gautier, da dennes maleriske og plastiske Kraft blev
ham klar! Et besynderligt Bevis derfor lader sig endnu føre fra et
saa sildigt Aar som 1839, i hvilket Balzac til Beskrivelserne af de
kvindelige Hovedpersoner i sin Roman Béatrix» helt igjennem næsten Ord
for Ord har benyttet nogle, to Aar tidligere trykte, Artikler af Gautier
(om Skuespillerinderne Mademoiselle Georges og Jenny Colon)*). Man *)
Man sammenligne f. Ex.:

     G a u tie r. B alzac. Les cheveux . . . . s c i n t i l l e n t
Cette chevelure, au lieu d’avoir et se contournent aux faux une couleur
indécise, s c i n - jours en manifere de f i l i g r a n e s t i l l a
i t au jour comme des d 'o r b r u n i . . f i l i g r a n e s d ’or b
r u n i . . . L e nez, fin et m i n c e , d u n Ce nez d’u n c o n t o
u r a q u i l i n , c o n t o u r a s s e z a q u i l i n et m i n c e
, avec je ne sais quoi presque r o y a l . . . de r o y a l . . . Elle
ressemble s’y méprendre Ce visage, plus rond qu’ovale, å une . . . I s i
s d e s b a s - r e ­ ressemble &amp; celui de quelque lie fs é g in é
tiq u e s . . . belle I s i s d e s b a s - r e l i e f s

                               éginétiques. Une singularité remarquable
du Au lieu de se creuser la n u q u e col de Mademoiselle Georges, le
col de Camille f o r m e u n c’est qu’au lieu de s’arrondir c o n t o
u r r e n f l é q u i l i e l e s intérieurement du coté de la é p a u
l e s å, l a t e t e s a n s nuque, il f o r m e u n c o n t o u r s
i n u o s i t é , le caractfere le r e n f l é et soutenu, q u i l i
e plus évident de la force. Ce les é p a u l e s au f o n d de sa col
présente par moments des t e t e s a n s a u c u n e s i n u o- plis d
u n e magnificence a t h l é ­ s i t é , diagnostic de tempéra- t i q
u e . L’a t t a c h e d e s b r a s , ment a t h l é t i q u e , déve-
d’un superbe contour, semble 1 o p p é au plus haut point appartenir
h une femme colos- cbez l'hercule Farnése. L ’at- sale. Les bras sont
vigoureuse- t a c b e d e s b r a s a quelque ment modelés, t e r m i n
é s p a r cbose de formidable . . . Mais u n p o i g n e t d u n e d é l
i c a ­ ils sont trfes-blancs, trfes-purs, t e s s e anglaise, par des m
a i n s t e r m i n é s par un poi gnet m i g n o n n e s e t p l e i n
e s de d ’u n e d é l i c a t e s s e enfantine fo s s e t t e s. et des
m a i n s m i g n o n n e s f r a p p é e s de f o s s e t t e s .

sporer ved Sammenligningen, hvor gjerne Balzac har villet tilegne sig
noget af den anskueliggjørende Kraft, som Gautier’s distingnerede Ord
besad, og man forstaaer det dobbelt, naar man seer, hvor almindelige
og slappe de Betegnelser tage sig nd, som han tilfoier af sit eget
Ordforraad.

Paa Gautier’s Felt maatte han nødvendigvis ligge under. Og Aarsagen
er den, at han seer og føler paa ganske anden Maade. Gautier er en
Skribent af første Bang, men trods sine store poetiske Egenskaber som
Digter kold, undertiden fattig; han er et overordenligt, de bildende
Kunster tilhørende Talent, der har erobret sig et Omraade indenfor
Digtekunsten. Balzac derimod er som Skribent ganske underordnet, som
Digter indtager han det høieste Trin. Han kan ikke charakterisere
sine Skikkelser i faa, træffende Ord, fordi han ikke seer dem for
sig i en enkelt plastisk Situation. Idet de, fremmanede af hans
Fantasi, stige op for hans indre Øie, seer han ikke efterhaanden,
men paa en Gang deres Ydre paa forskjellige Stadier af deres Liv og
i forskjellige Dragter, han overseer deres Levnetsløb, han iagttager
den hele Rigdom af deres Bevægelser og Gestus og hører deres Stemmes
Klang i forskjellige Repliker, der hver for sig ere saa eiendommelige,
at de stille Skikkelsen paa dens to Ben hen for vore Øine. Ikke (som
hos Skribenten af Fag) et enkelt Billede, en enkelt, maaskee fin, men
tør Ideeassociation illustrerer Skikkelsen; nei, den er selv dannet af
hundredetusinde, ubevidst sammenstrømmende Ideeassociationer, rig som
Naturen selv, som det virkelige Menneske, der jo ogsaa fysiologisk og
psychologisk bestaaer som Enkeltvæsen ved en eiendommelig Blanding af
utallige legemlige og aandelige Elementer. Det er unyttigt at anføre
Exempler paa den uforlignelige Kraft, med hvilken Balzac formaaer
gjennem en Replik eller en Haandbevægelse eller ogsaa blot ved en
Særegenhed i Dragten, Husvæsenet eller lignende at faa Skikkelsen til
at staae levende for os; man maatte fylde en Bog med CitaterKun for
at forklare mig nøiagtigt anfører jeg et Exempel. Courtisanen Josepha
spørger den gamle, af Udsvævelser ødelagte Baron Hulot, en af Napoleons
Generaler, om det er sandt, at han har foraarsaget sin Broders og sin
Onkels Død, styrtet sin Familie i Ulykke og bedraget Staten for at
tilfredsstille sin Elskerindes Luner: „Le baron inclina tristement
la tête. — Eh bien! j’aime cela! s’écria Josepha, qui se leva plein
d’enthousiasme. C’est un brûlage général! C’est Sardanapale! c’est
grand! c’est complet! On est une canaille mais on a du cæur. Eh bien!
moi j’aime mieux un mangetout passionné comme toi pour les femmes que
ces froids banquiers sans times qu’on dit vertueux et qui ruinent des
milliers de families avec leurs rails [...] Ḉa n’est pas comme toi,
mon vieux, tu es un homme a passions, on te ferait vendre ta patrie!
Aussi, vois-tu, je suis prête à tout faire pour toi! Tu es mon pere, tu
m’as lancée! c’est sacré. Que te faut-il? Veux tu cent-mille francs? On
s’exterminera le tempérament pour te les gagner.“ — Hvor ere ikke her
med faa Ord den Talende og den Tiltalte malte!. Men Vanske ligheden for
Balzac laa i at han meget ofte stod raadvild over for de Rigdomme, som
hans Hukommelse og geniale Indsigt bød ham. Enten trængte han da alt for
mange, kun for ham selv gyldige Ideeassociationer sammen i to Ord (som
naar han siger om en uskyldig Dame, at »hendes Øren vare Slavinde- og
Moder-Øren«) eller han følte sig fristet til efter hinanden at opregne
alle de Iagttagelser og Indfald, der ved Fremførelsen af en digtet
Personlighed strømmede ind paa ham, og han fortabte sig i en bred,
beskrivende, ræsonnerende Stil, der ikke fik Læseren til at see noget
for sig, fordi i Balzac’s Aand den elektriske Ledning, der forbinder den
digteriske Hallucination med den digteriske Veltalenheds Organer, var
mangelfuld og til sine Tider ligesom afbrudt. Tidobbelt Arbeide maatte
da bede paa den af ham selv bittert følte Ubehjælpsomhed.

Da han nu i hine Medarbeiderskabets Dage aldrig havde nogen Medarbeider
til sine Romaner, ja aldrig engang havde nogen Skriver, forstaaer man
let, hvilken Resignation og hvilken Kraftanstrengelse der udfordredes
til i tyve Aar at frembringe de mere end hundrede større og mindre
Fortællinger og Skuespil, som fra nu af udgaae af hans Hjerne.

Medens Hugo skriver som Renaissancens Kunstnere malte, omgivet af en
Flok unge Beundrere og Elever, sidder Balzac alene paa sit digteriske
Værksted. Han under sig liden Søvn. Mellem 7 og 8 gaaer han i Seng,
staaer op ved Midnat og arbeider i sin hvide Dominikanerkutte med
en Guldkjæde om Livet indtil den lyse Morgen, iler saa, da hans
Konstitution trænger til Bevægelse, selv til Trykkeriet for at aflevere
det Skrevne og rette sine Correcturer. Det er ikke almindelige
Correcturer. Han behøver 8 til 10 for hvert Ark, netop fordi Udtrykkets
Sikkerhed fattes ham, saa han ikke strax formaaer at finde den endelige
Form, dernæst fordi han først har sin Romans Benbygning færdig og kun
lidt efter lidt opfinder Enkelthederne. Halvdelen, ja mangen Gang mere
end Halvdelen af sit Honorar giver han ud i Trykningsomkostninger,
uden at nogensinde den haardeste Trang kan bevæge ham til at lade sit
Værk komme ud, før det forekommer ham saa fuldendt som han kan gjøre
det. Han er Sætternes Fortvivlelse, men Correcturen er ham selv den
pinligste Bekymring. Det første Udkast sættes med store Mellemrum mellem
Afsnittene og med mægtigt brede Rande, og disse fyldes og overfyldes
efterhaanden, indtil det hele Ark med sine tilhøire og venstre, opad
og nedadgaaende Radier, Buer, Streger og Stjerner ligner Billedet af
et Fyrværkeri. Saa seer man atter den svære, uordentligt paaklædte
Skikkelse med den bløde, bulede Hat og de lysende Øine ile hjem fra
Trykkeriet, medens mangen En af Mængden, der aner Geniet i ham, ærbødigt
viger til Side paa hans Vei. Saa følge nye Arbeidstimer. Endelig slutter
endnu før Middagsmaaltidet enten et Besøg hos en smuk og aandfuld Dame
eller en Razzia hos Antikvitetshandlerne efter sjældne Møbler og gamle
Malerier den velanvendte Dag, og først henad Aften søger den energiske
Arbeider atter Hvile. »Undertiden,« fortæller Gautier, »kom han til
mig om Morgenen, stønnende, udslidt, svimmel af den friske Luft som
den fra sin Smedie undvegne Vulcan og lod sig falde ned paa min Sofa;
hans lange Nattevaagen havde udhungret ham, og han stødte Sardiner med
Smør til en Slags Pomade, der mindede ham om en hakket Ret fra hans
Hjemstavn, og som han smurte paa Brød. Det var hans Yndlingsspise.
Ikke saa snart havde han spist, før han faldt i Søvn med den Bøn paa
Læberne at vække ham om en Time. Uden at bekymre mig om hans Forskrift,
respekterede jeg denne saa vel fortjente Søvn og sørgede for, at ingen
Larm i Huset forstyrrede ham. Naar han da endelig vaagnede af sig selv
og saa Aftenskumringen lægge sine graa Skygger over Himlen, sprang han
op og overvældede mig med Skjældsord, kaldte mig Forræder, Tyv, Morder;
jeg var Skyld i, at han tabte titusind Francs, thi saa meget havde han
kunnet tjene paa en Roman, hvortil han i vaagen Tilstand vilde have
faaet Ideen — ikke at tale om andet og tredie Oplag; jeg var Skyld i de
frygteligste Katastrofer og utænkeligste Uordener; jeg havde ladet ham
forsømme Stævnemøder med Finantsmænd, Forlæggere, Hertuginder; han vilde
komme til at staae insolvent paa sine Forfaldsdage; denne skjæbnesvangre
Søvn vilde koste ham Millioner [...] jeg trøstede mig, idet jeg saae
hans friske Touraine-Farve vende tilbage paa hans Kinder.«

Naar man med Charles de Lovenjoul's bibliografiske Værk som Ledetraad
forfølger Balzac’s Arbeide fra Uge til Uge, naar man ved Hjælp af hans
Breve iagttager, hvorledes han uden nogensinde at lade sig forstyrre
af Pariserlivets Adspredelser, hvori han dog mange Gange deltog, og
uden at lade sig forskrække af sine Misunderes og Kritikeres literære
Geværsalver, med fast Haand Sten for Sten har opført sit Livsværks
Pyramide, kun bestemt paa at bygge den saa bred og saa høi som muligt,
saa gribes man af Agtelse for Manden og hans Mod. Den godmodige, fir-
skaarne, larmende Balzac var ingen Titan; han tager sig i hin Slægt
af himmelstormende Titaner og Titaniuder jordbunden ud, men han hører
til Kyklopernes Race; han var en vældig, med Jætte kraft arbeidende
Bygmester, og den grove, hamrende, murende Kyklop naaede tilsidst med
sin Bygning fuldt saa høit som Datidens to store lyriske Genier, Victor
Hugo og George Sand hævede sig paa deres Vinger.

Ævnerig som han var har han aldrig tvivlet paa sin Begavelse. En
Selvtillid, der svarede til Talentet og der kunde ytre sig som en Slags
naivt Praleri, men aldrig som smaalig Forfængelighed, bar ham de første
Aar igjennem alle Anstrengelser, og i Modløshedens Øieblikke, der ikke
fattes i noget Kunstnerliv, blev han, som hans Breve lade ane, trøstet
og styrket af tro fast, hemmelig Kjærlighed. En Kvinde, hvis Navn han
aldrig nævnede for sine Venner, om hvem han kun taler med Ærefrygt som
om »en Engel«, »en sædelig Sol«, og som var ham »mere end en Moder,
mere end en Veninde, mere end en Skabning kan være den anden«, holdt
ham ved Raad og Daad, ved opofrende Hengivenhed opreist i alle hans
Ungdomslivs Storme. Han har, seer man, allerede lært hende at kjende
1822, og tolv Aar igjennem (hun døer 1837) har hun forstaaet nu og da
»at rane Selskabslivet, Familien, Pligterne, alle Pariserlivets hæmmende
Forhold«, to Timer for, uden at nogen anede det, at tilbringe dem sammen
med ham.Hendes Navn var Fru de Berny, Brevene til Louise I og XXII,
Brevet til hans Moder 1. Januar 1836 og det til Fru Hanska Oktober 1836
vise i Forening tydeligt, at den Unævnte var Fru de Berny. Balzac, der
altid er overvættes heftig i sin Ros, maa, hvor han elsker, nødvendigvis
bruge de stærkeste Udtryk; men hvad der fortjener at paaagtes, det er
Følelsens Finhed hos den for Cynisme og Sandselighed udskregne Mand, den
Beundring og Taknemmelighed, der hos ham er Kjærlighedens Form.

XIII.

Hans første Forbillede som Forfatter var, som alt berørt, en Digter,
om hvem han sikkert ikke har mindet nogen og hvem han i sin Modenheds
Aar staaer uendelig fjernt, nemlig Walter Scott. Men han var en altfor
moderne Aand til at kunne holde fast ved den historiske Digtart. Han
havde ikke Hjemvee efter noget tidligere Aarhundrede, havde samlet en
mægtig Skat af Iagttagelser og søgte uvilkaarligt Stoffer, ved hvilke
han lettest og bedst kunde faae Brug for dem. Han følte dunkelt, at
Forfatteren af den historiske Roman, hvis han ikke simpelthen vilde
stikke de Modeller, han havde for sig, i gamle Costumer, med Magt
maatte skrue den Psychologi, han kjendte af Iagttagelse, tilbage til et
primitivere Standpunkt — et vanskeligt Experiment, tiltrods for hvilket
den digteriske Skildring af forgangne Tider næsten altid kun gjengav de
Samtidiges Sæder eller dog Synsmaader. Han var ikke skabt til møisomt
at samle Lærdom i gamle Krøniker, men til at gjøre sine Studier under
aaben Himmel paa sin egen Tids Terrain. Ægteskabets Fysiologi, Balzac’s
første opsigtvækkende Værk, gav i Tilslutning til Brillat-Savarin’s
uskyldige Bog Smagens Fysiologi en halvt lystig, quasi-videnskabelig,
helt igjennem brutal Analyse af den Samfundsindretning, der i den
franske Litteratur i umindelige Tider var bleven behandlet som Skive for
Vittigheden, Gjenstand for ironisk Hyldest og skaanselløs Undersøgelse,
og der her, opfattet som tragikomisk social Nødvendighed, blev forsvaret
og ved gode Raad beskyttet mod de opløsende Elementer, mandlige og
kvindelige Luner og Lidenskaber. Ægteskabet interesserer især Balzac som
to Egoismers Valplads; gjennem den grændseløse Verden af Sympathier og
Antipathier, der udgjør Ægteskabets Omraade, styrter han sig med en vild
Ornes Hensynsløshed, snuser og snøfter til alt. Det franske Ægteskab har
altid været en temmelig udvortes Institution; intet Under, at Balzac
ingen Ærefrygt nærer for dets Mysterier. Han udtaler sig om dem med
Molière’sk Djærvhed, dog langt mindre frisk, langt mere pessimistisk
og materialistisk end Molière. Bogen er fuld af gode, grove, subtile
Indfald, fuld af lystige Anekdoter, ofte yderst morsom ved Modsætningen
mellem det letfærdige Indhold og den Professor- eller Skriftefadertone,
hvori det foredrages af den ungdommelige Doctor i den ægteskabelige
Videnskab, men det er ligefuldt et umodent Product af en Forfatter,
som tidligt er blevet revet ud af alle skjønne Illusioner, og ganske
vist for Flertallet af kvindelige Læsere et modbydeligt Værk. Intet af
hvad der var i Balzac af høihjertet Tænkeog Følemaade er her kommet for
Dagen; kun hans Begavelse for den hensynsløse Analyse glimrer.

Det synes imidlertid, som om denne Bog, i hvilken hans Digteraare
aabnede sig, for lang Tid befriede ham for alt usundt Blod. Fra nu
af hæver hans Verdensanskuelse sig eller rettere den deler sig i en
alvorlig og en skjæmtende; hvad der i Ægteskabets Fysiologi endnu var
løbet sammen til et uhyggeligt Hele, den alvorlige Betragtning af
Menneskelivet og den sandseligt-cyniske Opfattelse deraf skiller sig ud
fra hinanden som Sørge- og Satyrspil. I et og samme Aar 1831 skriver han
sin første filosofiske Roman La Peau de Chagrin, der grundlagde hans Ry
som Digter, og begynder med La belle Impéria den lange Række af sine
Contes drôlatiques, en Samling Noveller i Renaissancetidens frieste
Stil, aandsbeslægtede med Dronning Marguerites og Brantômes Anekdoter
og sproglig nærmest inspirerede af Rabelais. I moderne Sprogform vilde
disse Fortællinger være smudsige og platte; ved det herlige, naivt
gammeldags Sprog, der i endnu høiere Grad end den strængeste metriske
Form adler Indholdet kunstnerisk, ere disse Apotheoser af det kjødelige
Liv blevne ægte Kunstværker, burleske som de Historier, der fortælles af
en af hine verdsligt sindede, muntre og nævenyttige Munke, med hvilke
alle Landes Folkesagn have saa travlt.

I en af de mesterligt skrevne Prologer til disse Novellesamlinger
fortæller Forfatteren, at da han i sin Ungdom havde mistet sin Arvelod
og befandt sig i den yderste Armod, raabte han som Brændehuggeren i
Fabelen, der havde mistet sin Øxe, til Himlen i det Haab at blive
bønhørt af den ædle Herre deroppe og faae en anden Øxe. Da blev af
Mercur et Skrivetøi tilkastet ham, paa hvilket de tre Bogstaver »AVE«
vare graverede. Han dreiede og vendte saalænge den himmelske Gave, til
han læste Bogstaverne baglænds »EVA«. Men hvad var Eva? Hvad andet end
alle Kvinder i en? Altsaa havde en guddommelig Stemme tilraabt ham:
»Tænk paa Kvinden, hun vil læge din Sorg, fylde din Taske, hun er din
Formue, din Eiendom. Ave, vær hilset! Eva o Kvinde!« Det vilde sige,
at det gjaldt for ham, ved ravgale og morsomme Kjærligheds historier
at vinde den fordomsfrie Læsers Smil. Og det er lykkedes ham. Aldrig
har hans Stil naaet en saadan Glands og et saadant Sving; Rubens har
ikke dristigere og rigere Farver og knap en saa herkulisk Overgivenhed
i sine Fremstillinger af kaade Fauner og drukne Bachantinder. Men der
er ganske vist næppe ti Linier, som lade sig citere eller læse høit. La
Peau de Chagrin er Balzacs første digteriske Dyst med sin Tidsalders
Virkelighed; det er en broget, livfuld Bog, rig paa Spirer og Skud, og
gjennem store, simple Symboler foregriber den hint omfattende Billede
af det moderne Samfund, som det tilnærmelsesvis var hans samlede Værker
forbeholdt at give. Rykkede ind i en besynderlig fantastisk Belysning
vise sig her det moderne Livs Yderligheder, Spillehuset og Modedamens
Dagligstue, det unge Talents længselsfulde og haabløse Fattigdom og
som Modsætning Journalisters og Courtisaners Orgier, endelig i de
kvindelige Hovedpersoner Contrasten mellem det at have »Verden« og
det at have Hjerte. Det hele er faa, til hinanden hægtede, i grelle
Farver skinnende Tableauer; der er mere Filosofi og Symbolik end
individuel Gestaltningskraft deri. Den unge Helt, der staaer i Begreb
med at tage sig af Dage i Fortvivlelse over sin Armod, faaer af en
ældgammel Marskandiser et Stykke tilberedt Æselsskind, paa hvilket
hverken Jern eller Ild bider og som sikrer sin Besidder Opfyldelsen af
ethvert Ønske, men som tillige for hvert opfyldt Ønske svinder nogle
Linier ind og til hvis Bestaaen hans Liv er knyttet. En overordentlig
Fantasis Overtalelsesgave har formaaet at gjøre det Overnaturlige i
dette dybsindige Symbol troværdigt. Balzac har forstaaet at give det
Fantastiske en Form, i hvilken det kan blande sig med den moderne
Virkeligheds Elementer. Aladdins Lampe gjør umiddelbart Mirakler,
saasnart den gnides, den erstatter endog hos Oehlenschläger den
naturlige Causalitet; anderledes Chagrinskindet; det udretter direkte
ingen Ting, det sikrer kun det lykkelige Udfald og trækker sig derved
stedse mere sammen. Det synes gjort af det Grundstof, af hvilket vort
Liv bestaaer. »Mennesket«, hedder det, »afkræftes ved to instinctmæssige
Handlinger, gjennem hvilke dets Livskilder udtømmes og udtørres. To
Verber udtrykke alle de Former, som disse to Dødsaarsager antage: At
ville og at kunne. At ville udbrænder os, at kunne tilintetgjør os«.
Det vil sige: vi døe tilsidst, fordi vi daglig dræbe os. Chagrinskindet
bliver, som vi, tilsidst tilintetgjort ved Villen og Kunnen. Med
virkelig Dybde viser Balzac gjennem den energiske Fremstilling af
Grunddriften i den dalevende unge Generation: at ville fornemme Livet
fuldt ud og over al Maade, hvilken Tomhed der gaber i Mætheden, og hvor
ledes Døden griner ud fra Attraaens Tilfredsstillelse. Ungdommelig,
frugtbar, tankerig og abstrakt-melankolsk som den var og som alle
Bøger, et Geni skriver før Enkelthedserfaringen, ere, maatte «La Peau
de Chagrin» gjøre Opsigt ogsaa udenfor Frankrigs Grændser. Goethe læste
den i sit sidste Leveaar. Hos Riemer (der naivt antager Victor Hugo for
Forfatteren) siger Goethe 11te October 1831: »Jeg læste videre i La Peau
de Chagrin. Det er et fortræffeligt Værk af nyeste Art, der udmærker sig
ved med Energi og Smag at bevæge sig frem og tilbage mellem det Umulige
og det Pinlige og som forstaaer at bruge det Underfulde meget consequent
som Middel til at fremføre de mærkværdigste Tænkemaader og Begivenheder,
hvorom der i det enkelte lod sig sige meget godt.« I et Brev fra
17de November 1831 skriver han fremdeles om Bogen: »Dette Produkt
af en ganske fortrinlig Aand tyder paa en ulægelig Grundfordærvelse
i det franske Folk, der vil gribe stedse dybere om sig, hvis ikke
Provindserne, der nu hverken kunne læse eller skrive, atter helbrede
Nationen, saavidt det er muligt«. (Goethe-Jahrbuch 1880. S. 289).

Romanen indeholder ikke lidet Selvbiografisk. Af egen Erfaring kjendte
Balzac den fattige Ynglings Følelser, der fra sit Tagkammer af i sit
eneste Par hvide Silkestrømper og Dandsesko balancerer over Gadens
smudsige Stene til Ballet, i dødelig Angst for at en forbirullende
Vogn skal overstænke ham og saaledes berøve ham Synet af den Elskede.
Interessantere er dog den Sum af indre Erfaring, der er nedlagt i Værket
og som lader sig opgjøre saaledes: Samfundet afskyer Ulykke og Smerte,
skyer dem som smitsomme Sygdomme, vakler aldrig mellem en Ulykke og en
Last. Hvor majestætisk en Ulykke end er, Samfundet forstaaer at forringe
den, at gjøre den lidt latterlig ved et vittigt Indfald; aldrig har det
Medlidenhed med den faldne Gladiator. Kort sagt, Samfundet synes Balzac
allerede nu, i hans Ungdom, blottet for enhver høiere religiøs eller
moralsk Idee; det trækker sig tilbage fra de Gamle, de Syge, de Fattige,
det hylder Heldet, Styrken og ganske særligt Pengene, det taaler ingen
Ulykke, af hvilken det ikke paa en eller anden Maade kan slaa Mønt.

Før Balzac havde Romanen væsenlig dreiet sig om en eneste Følelse,
Elskov. Han saa med sit Geniblik, at ingenlunde Elskov, men Penge var de
Samtidiges Guddom, og derfor er Penge eller rettere Mangelen paa Penge,
Trangen til Penge i hans Bøger Samfundets Midtpunkt og Hængsel. Dette
Greb var dristigt og nyt. I en Roman, i Poesi med fuldkommen Nøiagtighed
at angive Personernes Indtægter og Udgifter, overhovedet tale om Penge
som en Hovedsag, det var uhørt, og kaldtes af Mange prosaisk, raat; thi
det gjælder altid for raat at sige det, som alle mene eller tænke, og
som man derfor hidtil var enig om at skjule eller bortlyve, frem foralt
i en Kunst, der ofte nok er bleven opfattet som den skjønne Løgns.

XIV.

 Dog Balzac var endnu ung; ogsaa hans, saa tidligt vintervante
Digtersjæl havde sit Foraar; ogsaa han følte Kald til at gjøre
Kjærligheden og Kvinden til Midtpunktet i en Række Romaner. Han
behandlede det gamle Thema med en Oprindelighed, der lod det klinge helt
nyt, og de Fortællinger, i hvilke han med størst Held varierede det,
danne iblandt hans Værker en Gruppe for sig.

Det var ikke Skjønheden, mindst den plastiske Skjønhed, som han hyldede
hos Kvinden. Han følte overhovedet ikke Skjønheden mest levende gjennem
Kunsten som Medium. Allerede herved adskiller han sig fra et ikke ringe
Antal af sine Samtidige. En stor Del af den romantiske Digtning saavel
i Frankrig som i Tydskland og Norden var jo Poesi om Kunst. En i den
Grad kunstelskende Digter som Gautier (der snart blev Chef for en hel
Skole) hindredes f. Ex. ved sin Kjærlighed til Kunsten i Opfattelsen
af Virkeligheden. Han har selv fortalt, hvor skuffet han følte sig, da
han første Gang i Rioult’s Atelier skulde male efter kvindelig Model,
og det skjøndt Modellen var smuk og hendes Linier elegante og rene.
»Jeg har altid«, tilstaaer han, »foretrukket Statuen for Kvinden og
Marmoret for Huden«. Meget sigende Ord! Man tænke sig Gautier og Balzac
sammen i Louvre’s Antikmusæum, i det Allerhelligste, hvor Venus fra Milo
straaler i ensom Majestæt. For den plastiske Digter vil ud fra Marmoret
klinge den græske Kunsts skjønneste Hymne til den menneskelige Forms
Fuldkommenhed og han vil glemme Paris over Venus. Balzac derimod glemmer
Statuen, som han staaer i Begreb med at betragte, over den første den
bedste efter Datidens Mode klædte Pariserinde, der med sit Langshawl,
som fra Nakke til Hæl ikke slaaer en eneste Fold, med sin kokette Hat,
sine fine, Haanden afstøbende Handsker er standset foran Gudinden.
Han forstaaer med et Blik alle smaa Kunstgreb i hendes Toilette, hvis
Hemmeligheder ikke ere Hemmeligheder for ham.Sammenlign Th. Gautier:
Portraits contemporains S. 108.

Det er det første Træk: Ingensomhelst kunstnerisk Fortidsoverlevering
stiller sig imellem ham og Datidens Kvinde. Han studerede ingen
Statue, tilbad ingen Gudinde, dyrkede ikke den rene Skjønhed, men
opfattede Kvinden som hun den Gang gik og stod med hendes Kjoler,
Shawler, Handsker og Hatte, hendes Luner, Dyder, Fristelser og Feil,
hendes Nerver og Lidenskaber, med alle Sporene af Unatur, Sygelighed
og Træthed. Han holder af hende som hun er. Og han nøies ikke med
at studere hende i Forbigaaende, i Dagligstuen, ja i Sovekammeret;
han nøies ikke med at udforske hendes Sjæl; han forsker efter de
fysiologiske Grunde til de sjælelige Tilstande, efter Kvindelidelser,
Kvindesygdomme. Det svage og lidende Kjøns hele stumme Jammer bliver
mere end antydet.

Det andet Træk er dette: Balzac fremstiller som Kjærlighedens Gjenstand
ikke den unge Pige, ikke en Gang den ganske unge Kone; Hovedtypen
for hans Kvindeskikkelser er den, som man efter en af hans Romaners
Titel har kaldt den trediveaarige Kvinde. Han opdagede og udtalte den
simple Sandhed, at det kvindelige Kjøn i Nordfrankrigs Klima hverken
legemligt eller sjæleligt naaer sin høieste Blomstring til atten Aar.
Han skildrede Kvinden, som allerede har den første Ungdom bag sig,
føler dybere, tænker modnere, allerede har lidt Skuffelser og endnu
er i Stand til en hel Følelse. Hun er allerede brændemærket af Livet;
her et smerteligt Træk, hist en Rynke; men hun virker endnu med sit
Kjøns fulde Magt. Hun er tungsindig, hun har lidt, hun har nydt, er
uforstaaet eller ensom, ofte skuffet, endnu bestandig ventende, i
Stand til at indgyde de stærke, glødende Lidenskaber, der suge Næring
af Medlidenheden. Og eiendommeligt nok: hun er ikke betragtet fra den
jævnaldrende Mands Standpunkt; nei hun er opfattet og skildret, som
en yngre, i Livet endnu uprøvet Mand fra sit Synspunkt maa opfatte
hende. Den foraarsagtige Følelse, den brændende Attraa, den naive
Begeistring, en ungdommelig Erotiks ubevidste Idealiseren lægger en
Glorie om den ikke mere ganske friske Pande, forskjønner, forynger,
forguder denne med al Finhedens, den kvindelige Alvors og den ægte
Lidenskabs Gratie udstyrede Kvinde. Idealistisk (som hos George Sand)
bliver Fremstillingen aldrig, thi intet er fortiet af det, som Kvinder,
naar de tale om deres eget Kjøn, pleie at fortie og som selv George Sand
forbigaaer hos de Kvinder, for hvilke hun vil vække Sympathi. For George
Sand er Kvinden fremfor alt et aandeligt Væsen, en Sjæl; for Balzac er
hun en fysiologisk-psychologisk Kjendsgjerning, derfor hverken legemligt
eller sjæleligt uden Lyde. Enten er hans Idealiseren af Skikkelsen
rent udvortes (det Forklarende ved Belysningen, den erotiske Situation
f. Ex.) eller det er Lidenskaben hos den fremstilte Personlighed,
som for en vis begrændset Tid annulerer alt Andet og Tidligere, og
saaledes ved sin Skinnen igjennem idealiserer. Hustruens Kjærlighed,
Moderkjærligheden, den unge Piges undseelige Tilbøielighed bliver i
dette Tidsrum skildret af Balzac med samme Mesterskab som Elskerindens
frie Erotik.Se Le Message, La Grenadière, La femme abandonnée, La
grande Brétèche, Madame Firmiani, Une fille d’Eve og La femme de trente
ans, hvilket sidste Værk er en Samling oprindeligt ikke sammenhørende
Studier.

Den franske Kvinde fremtræder hos ham i fire forskjellige Epocher af
Historien.

Først paa Revolutionstiden. I et lille Mesterværk Le Réquisitionnaire,
en af de faa blandt hans Fortællinger, der udmærker sig ved en fuldendt
novellistisk Form, behandler han, med Rædselsperioden som Baggrund, en
Moders Kjærlighed til sin Søn. Den afsidesliggende lille By, Madame
de Dey’s eiendommelige Hus ere malte med faa Streger. Frygten for
den dødsdømte Søns Liv; Forventningen om hans Komme i Forklædning
som Soldat, der skal indkvarteres; den fra Time til Time indtil
den sene Aften forøgede Spænding, den unge Soldats tilsyneladende
hemmelighedsfulde Ankomst, efter hvilken han strax useet føres op paa
det for ham omhyggeligt istandsatte Kammer; Moderens fortvivlede Uro
og vilde Glæde, da hun hører hans Skridt over sig, og af Angst for at
forraade sig maa fortsætte sin Samtale nede i Dagligstuen; endelig
hendes Styrten ind i Værelset, og den frygtelige Opdagelse, at den
Nyankomne er en Anden, en virkelig Rekrut — alt dette, sammentrængt paa
et Ark, er udført med uforlignelig Magt og Sandhed.

Dernæst har Balzac skildret Kvinderne under Napoleons Herredømme.

Baggrunden er her den uhyre Stillen til Skue af krigerisk Pomp og Pragt,
Atmosfæren er den varme Brise af Beundring, der fra Kvinderne strømmede
de seirrige Krigere imøde, den hensynsløse og nydelsessyge Hast, hvormed
Livet levedes paa en Tid, da den unge Kvinde »mellem en første og en
femte Bulletin fra den store Armee kunde blive Brud, Hustru, Moder og
Enke«, og hvor Udsigten til en nær Enkestand eller en Dotation eller
et udødeligt Navn gjorde Kvinderne letsindigere og Officiererne mere
forføreriske. Revuen i Tuileriesgaarden 1813 og Aftenselskabet paa
Slaget ved Wagrams Tid (i La femme de trente ans og La paix du ménage)
male en Epoche og en Kvindetype.

Dog sit sande Omraade og sine skarpest iagttagne Kvindetyper
og Sjælehistorier naaer Balzac først i Fremstillingerne fra
Restaurationstiden. Hvor uforfærdet hans Øie og hvor haarde hans
Hænder end vare, hvor ganske han end var skabt til at skildre
Borgerkongedømmets nøgterne og uredelige Regimente, saa var han dog
Digter nok til under Julikongemagtens prosaiske Plutokrati at se
vemodigt tilbage til Restaurationstidens for nemme Elegance og friere,
muntrere Tone. Restaurationstiden havde endnu været aristokratisk, og
Balzac der selv, om end med Urette, regnede sig til Adelen, nærede en
ikke ringe Respekt for Aristokratiet; den adeligt fødte og opdragne,
smukke Kvinde, syntes ham Menneskehedens Blomst. Vel tilhører han den
Slægt, der sværmede for Napoleon; dette Navn forekommer paa hver tiende
Side i hans Romaner, og han drømte (som Victor Hugo) om i Literaturen
at kappes med Keiserens Verdensherredømme; han havde endog i sit
Arbeidsværelse en Statuette af Napoleon staaende, paa hvis Kaardeskede
han havde skrevet: »Hvad han har tilkjæmpet sig med Sværdet, vil jeg
erobre med Pennen«; men med alle sine Drømme, sine Svagheder, sine
forfængelige og forfinede Tilbøieligheder tilhørte han det legitime
Kongedømme, hvis Tid desuden faldt sammen med hans Ungdom og derfor
blev omfattet med varmere Følelser. I de forgyldte Statskarossers og de
gammelfranske Traditioners Tid havde, i Ly af den herskende Klerikalisme
og Letfærdighed, i de høiere Kredse frie Synsmaader og humane Sæder
kunnet trives; de forsvandt med Pengepungens Tronbestigelse. Det
Selskabsliv, der havde gjort den gode Tones Hovedstad saa navnkundig,
døde hen. Intet Under altsaa, at Balzac maler de skjønne Synderinder
fra Faubourg St. Germain med nænsom Haand og smigrende Farver. Vel var
en af den nye Tids ypperste Kvinder, den deilige Delphine de Girardin,
der havde en meget besøgt Salon, ham saa vel som Hugo og Gautier en
tro og klog Veninde, men mere end af hende har han sikkert for sin
Digtning lært af hine to Hertuginder, der for ham personificerede
Keisertidens Storhed og det gamle Regime’s lyse Finhed og som han strax
fra Begyndelsen af sit Forfatterliv af traadte nær, Madame Junot,
Hertuginden af Abrantés, hvem han i literær Henseende stod bi, og
Hertuginden af Castries, der først anonymt meddelte ham sin Interesse
for hans Skrifter, og til hvem en ikke gjengjældt Lidenskab en Tid lang
fængslede ham. Hun forekommer i hans Romanfølge Histoire des Treize
under Navnet Hertuginden af Langeais.

Ved Julikongedømmets nye Samfund, dets Kvinder og Kvindelidenskaber
rører Balzac i Begyndelsen af Trediverne selvfølgelig endnu ikke.
Det skeer først senere. Og man kan temmelig gjennemgaaende gjøre den
Iagttagelse, at han overfor det nye Stof og overhovedet med de modnere
Aar seer mere strængt og mere sort. Foraarspustet er forsvundet. I
mange Bøger er endnu bestandig Kvinden og Elskoven Midtpunktet. Men
Tilbøjeligheden er bleven Lidenskab og Lidenskaben er bleven Last. Faa
uegennyttige Følelser og uskyldige Sympathier; Beregning overalt, ogsaa
hos Kvinden, især hos Kvinden, endog i Kjærligheden, endmere, hvor der
kun bydes Surrogater for Kjærligheden. Courtisanen trænger i mange af
Romanerne Verdensdamen tilbage i Baggrunden, og undertiden findes mindre
Egennytte hos den første end hos den sidste. Egoismens og Lasternes
Afgrunde aabne sig for Læserens Øine.

XV.

Blandt de af Balzac i Aarene 1833 og 1834 udgivne Bøger, fortjene især
to at fremhæves, den fine og klassiske Fortælling Eugénie Grandet
og den mægtige, skikkelserige Roman Père Goriot. I det førstnævnte
Værk kappedes Balzac med Molière (Den Gjerrige), i det andet med
ingen ringere end Shakespeare (Kong Lear). Eugénie Grandet giver ikke
Maalestokken for Balzac’s Talent, skjøndt han længe fik Navnet af dens
Forfatter som en Art Ærestitel. Bogen interesserede ved den Omhu og
den Sandhedskjærlighed, med hvilken Provindslivet med dets Laster og
Dyder var gjengivet; den lod sig anbefale som Familielæsning, fordi
Heltinden var en kydsk og ædel ung Pige; den er dog især mærkværdig ved
den Genialitet, med hvilken Balzac har forstaaet at gjøre Havesygen og
Gjerrigheden, som de gamle kun afvandt en komisk Side, imponerende som
Laster. Han viser, hvorledes den som latterlig spottede Drift til at
ophobe Penge, lidt efter lidt dræber alle menneskelige Følelser, for
frygtelig og tyrannisk at løfte sit Medusahoved op over den Gjerriges
Omgivelser, og han bringer os tillige den Gjerrige menneskeligt
nærmere. For ham er den Havesyge ikke en Komoe- diespidsborger, men
en magtelskende Monoman, en forhærdet Sværmer, en Poet der ved Synet
af Guldet svælger i mættet Begjær og dog i vilde Drømme. Den Gjerrige
er sig kun mere intensivt end alle andre den Sandhed bevidst, at
Guldet repræsenterer alle menneskelige Kræfter og Glæder. I en saadan
Charakterskildring viser sig allerede Balzac’s Styrke, som er den,
uden at opsøge store, pralende Æmner, at frembringe en stor Virkning
med det Smaa, det af andre Oversete og Ringeagtede. Symbolsk opfattet
er Eugénie Grandet's Horizont ikke snever; men den var det i Forhold
til Balzac’s særegne Anlæg. I Père Goriot udvider Livsbilledet sig.
Ikke en afsides Provindskrog, men det uhyre Paris bliver her studeret,
ja som et Panorama rullet ud for Øiet, og Intet er mere her, som i La
Peau de Chagrin, almindeligt og abstract; enhver Samfundsklasse og
enhver Skikkelse indenfor den er udstyret med egne Træk. Jeg nævnte
Kong Lear, men de to koldhjærtede Døtres Forhold til Faderen udgjør,
saa dybt det end er anlagt og følt, kun i udvortes Mening Æmnet. Det
sande Æmne er den endnu forholdsvis ufordærvede Ynglings Indtrædelse
i Pariserverdenen fra sin Provinds, hans gradvise Opdagen af denne
Verdens sande Beskaffenhed, hans Skræk ved Opdagelsen, hans Vægren sig
ved at gjøre som de Andre, hans Fristelser, endelig hans Skridt for
Skridt, om end hurtigt, fuldbragte Opdragelse for det Liv, der føres
rundt om ham. Rastignac’s Charakterudfoldning hører til det Dybeste;
Balzac og overhovedet en moderne Romandigter har udført. Med stor
Kunst er det vist, hvorledes fra de forskjelligste Sider, hvor blot
ikke Hykleri eller Naivetet dicterer Ytringerne, den samme Opfattelse
af Samfundet og de samme Lærdomme træde den unge Mand i Møde. Hans
Slægtning og Beskytterinde, den yndige og fornemme Fru Beauséant, siger
til ham: »Jo koldere De beregner, des videre vil De komme. Betragt
Mænd og Kvinder kun som Postheste, hvem De kjører sønder og sammen til
næste Holdested [...] naar De har en sand Følelse, saa vogt Dem vel
for at røbe den, ellers bliver De Ambolt istedenfor Hammer [...] Finde
Kvinderne Dem først aandrig, saa ville Mændene troe det, naar De da ikke
river Dem alt for slemt ud af Illusionen [...] saa vil De ogsaa see,
hvad Samfundet er, en Samling af Dumrianer og Slyngler. Vær De hverken
blandt de første eller de sidste.« Og den undvegne Galeislave Vautrin
siger til ham: »Man maa enten bryde sig Vei gjennem Menneskesværmen
som en Kanonkugle eller snige sig ind i den som en Pest. Retskaffenhed
er til ingen Nytte. Sværmen bøier sig under Geniets Magt; man hader
det, man forsøger at bagvadske det, fordi det tager uden at dele; men
man bøier sig, naar det holder ud. Med ét Ord, man tilbeder det paa
Knæ, naar det ikke lykkes at begrave det i Skarn [...[ Jeg vædder paa,
at De i Paris ikke kan gaa to Skridt uden at støde paa rent djævelske
Kneb [...] Derfor er den retskafne Mand den almindelige Fjende. Men
hvem, troer De, er den retskafne Mand? I Paris er det den, som tier og
vægrer sig ved at dele«. Rastignac er hin Tids typiske unge Franskmand;
han er velbegavet, men aldeles ikke ualmindelig og har ingen anden
Idealisme end den, der beroer paa hans Tyveaars-Uerfarenhed. Greben og
rystet ved alt det, han daglig seer og oplever, begynder han at tragte
efter Lykkens Goder med stedse ringere Samvittighedsfuldhed, stedse
heftigere Attraa. Hvor værgede han for sig, da Vautrin første Gang
forelagde ham det bekjendte gamle Spørgsmaal, om han, hvis den blotte
Villies-Akt var nok dertil, vilde slaae en ham ubekjendt Mandarin i
China ihjel, naar han derved kunde opnaae den Million, han ønsker sig!
og hvor snart derefter ligger ikke »Mandarinen« rallende i Døds kamp.
Han siger sig først, som i Ungdommen alle Mennesker pleie van, at det
for enhver Pris at ville blive anseet eller rig er det samme som at
ville lyve, bedrage, give efter, smigre og krybe for dem, der have
løjet, bedraget, smigret, givet efter og krøbet. Saa slaaer han sig
disse Tanker af Hovedet med den Vending, at han ikke vil gruble, men
følge sit Hjertes Drift. Der kommer et Tidspunkt, hvor han endnu er for
ung til at beregne, men allerede gammel nok til at ubestemte Indfald
og taageagtige Drømme opstaae i hans Hjerne, hvilke ikke vilde have
efterladt noget altfor renligt Bundfald ifald man havde kunnet fortætte
dem chemisk. Hans Forhold til Verdensdamen Delphine de Nucingen,
Goriot’s Datter, fuldender hans Opdragelse. Han overskuer den Sum af
smaa og store Jammerligheder, af hvilke det høiere Selskabs Liv bestaaer
og bliver samtidig bearbeidet af Vautrin’s spotske Cynisme. »Endnu
to eller tre storpolitiske Overveielser«, siger Vautrin, »og De seer
Verden som den er. Den betydelige Mand tilfredsstiller, naar han blot
af og til opfører nogle smaa Dydsscener, ethvert af sine Luner under
Tossehovedernes Bifaldstorden i Parkettet [...] Jeg giver Dem gjerne Lov
til at foragte mig endnu i Dag, da De dog siden hen vil holde af mig. De
vil i mig finde de gabende Afgrunde, de store sammentrængte Følelser,
som Svaghovederne kalde Laster, men De vil aldrig finde mig feig eller
utaknemmelig.« Rastignac’s Øine aabne sig, han seer Omgivelsernes hele
Skinvæsen, seer, hvorledes Sæderne og Lovene kun ere Skjærmbrædter,
bag hvilke Frækheden handler frit. Overalt, overalt kun Skinværdighed,
Skinvenskab, Skinkjærlighed, Skingodhed, Skinhellighed, Skinægteskaber.
Med sjælden Magt har Balzac fastholdt det Øieblik i Ynglingens Liv,
hvor, som jeg engang har udtrykt det, hans Hjerte svulmer og bliver
underlig tungt og det er ham, naar han seer sig omkring, som havde han
en Brønd fuld af Foragt i sin venstre Side: »Medens han klædte sig paa,
hengav han sig til de tungsindigste og modløseste Overveielser. Han saa
Samfundet for sig som et Ocean af Skarn, i hvilket den, der blot satte
Foden ud deri, maatte synke indtil Halsen. Der begaaes kun smaalige
Forbrydelser i det gode Selskab, sagde han til sig selv. Vautrin er
større.« Saa, tilsidst, efter at han har maalt dette Helvedes Omfang,
indretter han sig husligt og hyggeligt deri og forbereder sig til at
stige til Samfundets Spidser, til den Ministerpost, som hvis Indehaver
vi i senere Romaner træffe ham igjen.

Næsten alle Balzacs Fortrin ere komne ham til Gode i dette stort anlagte
Værk. Hans næsten animalske Livlighed, hans uudtømmelige, skjærende
Suada stemmer vidunderligt overens med den Udtryksmaade, der er den
naturlige for det hele blandede, halvsjofle, plumptvittige, kaadt og
frækt geniale Bordselskab i Pensionen Vauquer. Der forekommer næsten
ingen ædle Skikkelser i Bogen, og der findes følgelig ingen Anledning
til at hengive sig til en smagløs Pathos; derimod har Læseren uophørlig
Leilighed til at glæde sig over den Øiets Sikkerhed og den Haandens
Fasthed, med hvilken Balzac sønderdeler en Forbryders, en Kokettes, en
Pengemands, en gammel misundelig Piges Sjæl. Den af Døtrene glemte og
fornægtede gamle Fader, efter hvem Bogen har Navn, er ganske vist en
ikke faldt vellykket Skikkelse. Fa’er Goriot er et Offer, og Balzac
udvikler overfor de Ofrede altid Sentimentalitet. Han kalder Goriot
smagløst for »Faderkærlighedens Christus«. Han giver desuden hans
Kjærlighed til sine Døtre en saa sandselig Charakter, at den i sin
Hysteri næsten bliver En ledMin Gud! Græde, hun har grædt ? — Ja med
Hovedet mod min Vest, sagde Eugéne. — O, giv mig den Vest, sagde Fa’er
Goriot.. Men dog har Romanen derved at denne gamle, forladte Mand, paa
hvis Hjerte hans egne Døtre træde, er anbragt i Bogens Midtpunkt, faaet
en Enhed og Fasthed som Composition, der virker høist vel gjørende.
Som i et Epigram spidser den hele Juvenalske Satire over Samfundet
sig til, da Delphine ikke vil besøge sin døende Fader, fordi hun, for
socialt at komme et Trin høiere op, absolut vil benytte den længe
ønskede Indbydelse til Ballet hos Fru Beauséant — dette Bal til hvilket
»hele Paris« kun styrter hen for med grusom Nysgjerrighed i Værtindens
Miner at udspeide Kvalen over hendes Elskers Forlovelse, der først
samme Morgen er bleven hende meddelt. Vi følge Delphine som hun i sin
Ekvipage ved Rastignac’s Side kjører til Ballet. Den unge Mand, der
godt føler, at hun var i Stand til at gaae over sin Faders Lig for at
vise sig paa dette Bal, men som hverken har Kraft til at bryde med
hende eller Mod til at mishage hende ved Bebreidelser, kan dog ikke
lade være at skildre hende Faderens sørgelige Tilstand med et Par Ord.
Taarerne komme hende i Øinene. »Jeg bliver styg af Graad,« tænker hun,
og hendes Øine blive tørre. — »Jeg vil pleie min Fader i Morgen, jeg
vil ikke vige fra hans Hovedgjærde,« siger hun. Og hun mener, hvad hun
siger. Hun er ikke ond, neppe engang slet, men hun er et levende Billede
af Samfunds-Disharmonierne, uadelig født, adelig gift, rig og berøvet
al Raadighed over sin Formue ved et usselt Ægteskab, nydelsessyg, tom
og ærgjerrig. Balzac’s digteriske Kraft var ikke tilstrækkelig til at
fremstille en Cordelia i Shakspeare’sk Simpelhed og Renhed, thi det
Ædles Himmelkreds er ikke hans; men han har forstaaet at forme en Regan
og en Goneril menneskeligere og sandere end den store Britte.

XVI.

En Dag i 1836 traadte Balzac i den høieste Oprømthed ind hos sin
Søster, svang med en Tambourmajors Armbevægelser sin tykke Stok med
Karneolknappen, i hvilken han paa Tyrkisk havde ladet indgravere en
Sultans Valgsprog »Jeg er Sønderbryder af Hindringer«, og raabte, alt
imens han med Tungen eftergjorde et Accompagnement af Militærmusik og
Trommehvirvler: »Gratuler mig, Børnlille, for jeg staar ganske simpelt
i Begreb med at blive et Geni.« Han havde undfanget den Ide at forene
alle sine allerede skrevne og tilkommende Romaner til et eneste Værk Det
menneskelige Skuespil (La Comédie humaine).

Planen var storartet og saa egen, at den endnu ikke var dukket op i
nogen Litteraturs Historie; den var et Foster af den samme systematiske
Aand, der i Begyndelsen af hans Løbebane havde indgivet ham Ideen
til en Aarhundreder omspændende Række af historiske Romaner; men det
var en langt interessantere og frugtbarere Plan. Thi hvis Værket
lykkedes, vilde det dels besidde en Illusionens Magt, som handlede
det om historiske Kjendsgjerninger, dels vilde det ikke blot være et
lille Udsnit af Livet, som symbolsk og kunstnerisk udvidedes til et
Speil- billed af det Hele, men det vilde kunne gjøre en berettiget
Fordring paa i videnskabelig Forstand at være en Helhed. Dante havde
i Den guddommelige Komoedie samlet Middelalderens Verdensanskuelse
og Livserfaring i et eneste Brændpunkt, hans ærgjerrige Medbeiler
vilde gjennem to til tre tusinde levende Skikkelser, der hver for sig
repræsenterede hundreder af andre, give alle de franske Samfundsklassers
og saaledes indirekte sin Tidsalders fuldstændige Psychologie. Man
kan ikke nægte, at Udfaldet blev et enestaaende. Balzacs Stat har
som den virkelige sine Ministre, sin Øvrighed, sine Generaler,
Finantsmænd, Industridrivende, Kjøbmænd og Bønder. Den har sine
Præster, sine Hovedstads- og Landsbylæger, sine Modeherrer, Malere,
Billedhuggere og Tegnere, sine Digtere, Skribenter og Journalister, sine
gammeladelige Familier og sin Retsadel, sine forfængelige og fordærvede
som sine elskværdige og ofrede Hustruer, sine geniale Skribentinder
og sine provindsielle Blaastrømper, sine gamle Jomfruer og sine
Skuespillerinder, endelig sin Hærskare af Conrtisaner. Og Illusionen
er overraskende, fuldstændig. Thi da Personerne stadig komme igjen fra
den ene af de talrige Romaner til den anden; da vi kjende dem paa de
forskjelligste Stadier af deres Liv; da de, selv naar de ikke optræde,
dog uafladelig komme paa Bane i de handlende Personers Omtale; da
Angivelsen af deres Udseende, Klædedragt, Opholdssted, daglige Levevis
og Vaner er saa omstændelig og nøiagtig som om en Modehandler, Læge,
Marskandiser, Børsmand eller Jurist havde leveret den, og Beskrivelsen
paa samme Tid er saa levende, at man synes at maatte kunde finde den
beskrevne Person enten i den bestemte Gade og det beteguede Hus, hvori
han boer, eller hos den Romanernes hele Aristokrati saa vel bekjendte
Dame, han pleier at gjøre Eftermiddagsbesøg — saa forekommer det næsten
absurd, at alle disse Væsener skulde være Hjernespind, og man tænker sig
uvilkaarligt Datidens Frankrig befolket af dem.G. Brandes: Kritiker og
Portræter. S. 486.

Og hele Frankrig. Thi han har efterhaanden beskrevet de forskjelligste
Byer og Egne i sit FædrelandIssoudun i Un ménage de garçon, Douai i Le
recherche de l’absolu, Alençon i La vieille fille, Besançon i Albert
Savarus, Saumur i Eugénie Grandet, Angoulème i Les deux poétes, Tours i
„Le curé de Tours, Limoges i Le curé de village, Sancerre i La muse du
département osv.. Langt fra at forsmaae Provindserne søgte han en Ære
i at godtgjøre sin Fortrolighed med deres stagnerende Livs Egenheder,
deres i Resignation udmundende Dyder og af Smaaligheden fremgaaende
Laster. Dog fremfor alt lever i hans Værker Paris, og hans Paris er ikke
det 400 Aar gamle Paris fra Notre Dame de Paris, endnu mindre Victor
Hugo’s ideale Paris, Aandernes og Oplysningens abstracte Jerusalem,
men den virkelige moderne By med al dens Glæde, Sorg og Skjændsel,
Nutidens lokkende Underværk, der lader Oldtidens syv langt bag sig,
den store Polyp med de hundred etusind Fangearme, der drager Nært og
Fjærnt ind til sig, den store Kræftskade, som tærer paa Frankrig. Hans
Tids Paris lever i hans Værk med sine snevre Gader, som han leverer
Rembrandt’ske Raderinger af, med sin Larm og sine Skrig, med sine
Gaderaab om Morgenen tidlig og sit uhyre Aftenkor af Stemmer, et Lydhav
som han gjengiver med en Musikers orchesteragtige Kraft, der — som
de Indviede i de antike Mysterier — synes at have spist Trommer og
drukket CymblerSe Indledningen til den iøvrigt hæslige Fortælling La
fille aux yeux d’or, i hvilken Pariserlivets Hast, Stemning og Rigdom
er gjengivet med en Ordkunst uden Mage.. Han kjender alt i Paris,
Husenes Architektur, Leiligliedernes Møbler, Formuernes Stamtavler,
de paa hinanden følgende Besiddere af Kunstgjenstandene, Damernes
Toiletter, Lapsenes Skræderregninger, Familiernes Processer, alle
Befolkningslagenes Sundhedstilstand, Næringsveie, Fornødenheder og
Ønsker. Han havde indsuget Byen igjennem alle Porer. Medens de samtidige
Romantikere bestandig længtes bort fra Paris’s taageslørede Sol og
moderne Spidsborgere til Spanien, Afrika, Orienten, var ingen Sol
ham kjærere end den, der skinnede ned paa Paris. Medens man rundt om
ham stræbte at fremmane en fjærn eller svunden Skjønheds Skygger,
virkede det Hæslige saa lidet afskrækkende paa ham som Nælden paa
Botanikeren, Slangen paa Naturforskeren eller Sygdommen paa Lægen. I
Faust’s Sted vilde han sikkert aldrig have manet den gammelgræske Helena
op af Graven, langt hellere havde han sendt efter sin Ven, den fordums
Forbryder, daværende Politipræfekt for Paris, Vidocq, for at lade ham
fortælle sig et eller andet Oplevet eller Erfaret.

Vel samler han en Uendelighed af enkelte Træk gjennem Iagttagelse,
og Opregningen af alt det Iagttagne virker i hans Indledninger ofte
trættende, forvirrende; længe beskriver han undertiden en Bolig, en
Skikkelse, et Ansigt, ja en Næse, og Læseren seer intet, kjeder sig
kun. Men saa kommer der et Punkt, hvor en glødende Fantasi omstøber og
sammensmelter alle de af den tro Hukommelse overleverede hverdagslige
Elementer som Benvenuto Cellini sammensmeltede Tallerknerne og Skeerne
ved Støbningen af sin Perseus. Goethe siger (Dagbog 26de Februar 1780):
»Ved Hjælp af Sammenlægning forstaaer jeg ingen Ting. Men naar jeg ret
længe har slæbt Brænde og Straa sammen og forgjæves har søgt at varme
mig, skjønt der ligger Gløder nedenunder og det ryger overalt, saa
slaaer dog tilsidst Flammen i et Nu sammen over det Hele.« Hos Balzac er
Røgen og Kvalmen endnu at spore i de beskrivende Partier af hans Værk,
men Flammen udebliver aldrig.

Thi han var ikke blot en Iagttager, men en Seer. Naar han om Natten
mellem 11 og 12 mødte en Arbeider og hans Kone, der gik hjem fra
Theatret, saa kunde han følge dem Gade op og Gade ned lige til det
Hus paa den anden Side af de ydre Boulevarder, som de beboede. Han
hørte dem udvexle deres Tanker først om Stykket, de havde seet, saa
om deres private Anliggender, medens Moderen trak sit Barn efter sig
ved Haanden. De talte om de Penge, de næste Dag skulde have betalt, og
gav dem i Tanken ud igjen paa tyve Maader, disputerede derom og røbede
under Skjænderiet deres Charakter — og Balzac hørte saa indtrængende
paa deres Klager over Vinterens Længde og Kartoflernes Pris og Tørvenes
Stigen, at han tilsidst levede med i deres Liv og, som det hedder i
hans Facino Cane, »følte deres Pjalter paa sin Ryg og gik med sine
Fødder i deres saaleløse Støvler«. Deres Ønsker, deres Fornødenheder
gik over i hans Sjæl og han gik som i en vaagen Drøm. I denne Sindets
Rus aflagde han alle sine Vaner og blev en anden end sig selv, blev sin
Samtid. Han digtede ikke blot, han levede sine Værkers Personer; de stod
efterliaanden saa levende for ham, at han talte til sine Bekjendte om
dem som om virkelige Personligheder. Han sagde, naar han foretog en af
sine Reiser til de Steder, han vilde skildre: »Jeg reiser til Alençon,
hvor Frøken Cormon lever, til Grenoble, hvor Doctor Bénassis boer.« Han
meddelte sin Søster Efterretninger fra sin opdigtede Verden: »Veed Du,
hvem Felix de Vandenesse gifter sig med? Med en Frøken de Grandville;
det er et godt Parti trods alle de Penge, Frøken de Bellefeuille har
kostet Familien.« Ja en Dag, da Jules Sandeau talte med ham om sin
syge Søster og Balzac nogen Tid adspredt havde hørt til, afbrød han
ham med de Ord: »Det er altsammen godt nok, kjære Ven, men lad os
vende tilbage til Virkeligheden, lad os tale om Eugénie Grandet.« Det
var nødvendigt, selv at føle Illusionen med en saadan Magt for at
kunne meddele andre den med en tilnærmelsesvis lignende Styrke. Hans
Fantasi havde den bydende Kraft, der ikke tillader nogen Tvivl at
opstaae. Man underkastede sig den ogsaa i det daglige Liv. Blandt de
hundrede Projecter, han fandt paa, for at komme ud af sin Gjæld, var
engang ogsaa dette at forvandle den nøgne Mark, der laa om den lille
Landeiendom «Les Jardies», som han havde kjøbt for at give sin Moder
et Pant, til uhyre Drivhuse, der, netop fordi intet Træ skyggede mod
Solens Brand, vilde behøve meget lidt Brændsel. I disse Drivhuse vilde
han plante hundredetusind Ananas, der naar de solgtes for fem Francs,
istedenfor som ellers for tyve, vilde give den lykkelige Eiermand en
aarlig Netto-Indtægt af 400,000 Francs »uden at han havde den mindste
Smule Manuscript at levere« — og med en saa overbevisende Veltalenhed
fremstillede han sin Plan, at hans Venner bogstavelig søgte ham en Butik
paa Boulevarden til Salget af Ananas’erne og drøftede Skiltets Form og
Farve med ham. En anden Gang troede han — jeg veed ikke ved hvilken
Slutning — at være kommen under Veir med, paa hvilket Sted Toussaint
Louverture udenfor Paris ved Seinen havde nedgravet sine Skatte, og
saa uimodstaaeligt fremstillede han sine Fortrolige Sandeau og Gautier
Sandsynligheden af at kunne opgrave dem der, at disse to dog ingenlunde
naive Venner Klokken fem om Morgenen, bevæbnede med Hakker, sneg sig
som Forbrydere ud af Paris, og begyndte at rode op i Jorden, hvor de
naturligvis intet fandt. For ingen Fantasi har Ordet Indbildningskraft
været saa passende.

Og denne Fantasi, der beherskede de andre, var hans egen Tyran. Den
lod ham ingen Ro, nøiedes ikke med Undfangelsen af Planer, med de
kunstneriske Drømmes søde men golde Glæder, den tvang ham til uophørligt
at holde sig i Udførelsens Stemning, i Vanen til at frembringe, uden
hvilken Inspirationen saa hurtig forflygtiges.

Naar han i sin Roman Cousine Bette med Henblik paa den geniale
Billedhugger Wenceslas Steinbock’s Dovenskab citerer dette Ord af
»en stor Digter«: »Jeg sætter mig til mit Arbeid med Fortvivlelse og
forlader det med Sorg«, saa er dette øiensynlig kun en quasi-beskeden
Form for Selvciteren. Og han tilføier: »Dersom Kunstneren ikke uden
Betænkning styrter sig ned i sit Værk som Curtius sprang ned i
Afgrunden, som Soldaten styrter sig ind i den fjendtlige Skandse, og
dersom han ikke arbeider i dette Krater som en Minearbeider, over
hvem Jorden er styrtet sammen; dersom han giver sig til at betragte
Vanskelighederne istedenfor at overvinde dem en for en [...] saa
bliver han Vidne til sit Talents Selvmord«. Den Productionsmaade, som
han skildrer, er hans egen, men er ikke den eneste, ikke en Gang den
høieste. Roligere, mindre moderne Kunstnere, have forstaaet at holde
Hovedet frit og Øinene uomtaagede oppe over Arbeidets sydende Krater.
De have derved bevaret en sikker Dømmekraft, der har hindret dem i
nogensinde at virke stofagtigt og kjedsom- meligt som Forfatteren til
Le curé du village og Le médecin de campagne. Men, det forstaaer sig,
en vis dunkel Gløden, noget Gribende og Fængslende, der er bleven de
moderne Nerver en Fornødenhed, fattes til Gjengjæld altfor tidt deres
Værker.

I den store Fortale til La comédie humaine udtaler Balzac sig om sin
Hensigt og sit Maal. Han begynder med at ytre sin Ringeagt for den
sædvanlige Historieskrivning. »Naar man«, siger han, »læser de tørre og
modbydelige Registre, som kaldes Historien, bemærker man, at Forfatterne
i alle Lande og til alle Tider have glemt at give os Sædernes Historie«.
Dette Savn vil han, saa vidt han formaaer det, udfylde; han vil levere
en Opgjørelse af Samfundets Lidenskaber, Dyder og Laster gjennem en
Sammentrængen af ensartede Charakterer til Typer, og saaledes med
megen Taalmodighed og Udholdenhed forfatte den Bog, som Rom, Athen,
Tyrus, Memphis og Persien »uheldigvis have forsømt at efterlade os«.
Man seer hvor lavt han anslog Historien. Ringheden af hans historiske
Kundskaber lettede ham Ringeagten. Han var i Virkeligheden heller
ikke sin Tidsalders Historiker, men, som han selv rigtig og slaaende
udtrykker det, dens Naturforsker. Han beraabte sig paa Geoffroy St.
Hilaire, der efterviste Compositionens Enhed hos de forskjellige
Arter. Han følte sig overfor Naturvidenskabsmændene som en Doctor i
Samfundsvidenskaben. »Samfundet gjør — alt efter Omgivelserne — lige saa
mange forskjellige Mennesker ud af Mennesket, som der gives Varieteter i
Zoologien. Forskjellen mellem en Soldat, Arbeider, Embedsmand, Advokat,
Lediggjænger, Videnskabsmand, Statsmand, Kjøbmand, Sømand, Digter og
Præst ere, om end vanskeligere at gribe, lige saa betydelige som de,
der skille en Ulv, Løve, Hest, Bavn, Hai, Sælhund og Ko fra hverandre«.
Analogien er ikke fuldstændig, dels fordi, som Balzac strax selv
indrømmer, i den sociale Verden Hustruen ingenlunde altid svarer til sin
Mand som Hun til Han, dels fordi det samme Individ her ikke sjældent kan
gaae over fra en Stand til en anden, medens i Naturen Overgangen fra den
ene Art til den anden er udelukket i Løbet af en individuel Existens.

Hvad Balzac egenlig mener og har Ret i at mene, det er, at hans
Betragtningsmaade af Menneskeverdenen i Reglen fuldstændig svarer til
Naturforskerens. Han moraliserer og fordømmer aldrig; han glemmer aldrig
som Andre enten af Væmmelse eller af Begeistring at skildre sandt;
der gives for ham som for Naturforskeren Intet, der er for smaat, og
Intet, der er for stort til at analyseres og forklares. Seet igjennem
Mikroskopet er Edderkoppen større og rigere organiseret end den største
Elefant; videnskabelig betragtet er den majestætiske Løve kun et Par
Kjæber, der gaaer paa fire Ben. Ernæringens Art medfører Tandens,
Kjæbebenets, Skulderbladets, Musklernes og Kløernes Form, og forklarer
Majestæten. Nøiagtig saaledes vil det samme, der iagttaget under
visse Forhold tager sig ud som en modbydelig og smudsig Forbrydelse,
anderledes opfattet vise sig som en formindsket Afstøbning af de store,
glimrende Laster, Historien taler om — og Balzac har Blik derfor.
Allerede i Eugénie Grandet forekommer der Vendinger, som vise det. Hvor
det Tidspunkt nærmer sig, da Eugénie maa tilstaae sin gjærrige Fader,
at hun ikke mere har sine Dukater, ja endog har foræret dem bort,
skriver Balzac: »Om tre Dage skulde et frygteligt Skuespil foregaae, en
borgerlig Tragedie uden Gift og Dolk og Blodsudgydelse, men grusommere
end noget Drama i Atridernes berømte Familie«. Det vil sige: Min
borgerlige Roman er mere tragisk end Eders klassiske Sørgespil. Paa
det Sted i Père Goriot, hvor Pensionsforstanderinden fortaber sig i
Jammerskrig over sine Pensionærers Bortdragen, siger Balzac fremdeles:
»Skjøndt Lord Byron har lagt sin Tasso en smuk Klagesang i Munden, naaer
den dog langt fra den dybe Sandhed, der laa i de Klager, som undslap
Madam Vauquer«. Det vil sige: Den smaalige Gemenhed, som jeg skildrer,
er, naar den opfattes energisk, interessantere end alle Eders ædle
Abstractioner. I César Birotteau’s Storhed og Forfald hentyder han ikke
blot i Titlen spøgende til Montesquieu’s berømte Bog om Romerriget,
men sammenligner med genial Dumdristighed sin detaillerede Skildring
af en brav Pariser-Parfumørs heldige Arbeiden og sørgelige Fallit med
den trojanske Krigs og den Napoleoniske Skjæbnes Omyexlinger: »Troja
og Napoleon ere kun Epopeer. Maatte denne Historie være et Epos om
borgerlige Skjæbner, paa hvilke ingen Digter har tænkt, saa blottede
for al Storhed synes de; Æmnet er ikke her en enkelt Mand, men en hel
Hærskare af Kvaler«. Det vil sige: Intet er i Poesien i og for sig lille
eller stort; jeg formaaer i en stakkels Frisørs Kamp for Tilværelsen at
læse et Heltedigt; jeg viser, at et uanseeligt Privatlivs Hændelser,
naar man sammenknytter dem med deres Aarsager og Principer, ere lige
saa vigtige og spændende, som de største Omvæltninger i Folkenes Liv.
Og da i Mesterværket Un ménage de garçon den snu og smukke Slagsbroder
Max Gilet er faldet i Duel, siger Digteren endelig: »Saaledes døde en
af hine Mænd, der ere i Stand til at udrette store Ting, naar de ere
stillede i gunstige Omgivelser, en Mand, der af Naturen var behandlet
som forkjælet Barn; thi den gav ham en Cæsar Borgia’s Mod, Koldblodighed
og politisk Sands«. Saa slaaende ere disse sidste Ord, at det synes
Læseren, som kjendte han nu først Max fuldstændigt, naar han seer hans
Væsen i Belysning af dette Navn.

Og som Lasten saaledes er Dyden hos Balzac altid et Product. Skjøndt
han har den Svaghed undertiden at blive sentimental og svulstig i sine
temmelig katholsk farvede Skildringer af Pligtopfyldelse og Veldædighed,
forsømmer han aldrig at vise hen til de forskjellige Kilder til Dyden,
det være nu Sandsernes medfødte Kulde, Stolthed, ubevidst Beregning,
nedarvet Adel i Tænkemaaden, kvindelig Anger, mandlig Naivetet eller
devot Forhaabning om Gjengjældelse i et tilkommende Liv.

For at faae det fulde Indtryk af, hvorledes hans digteriske Kræfter
voxede i den senere Periode af hans Liv, læse man Un ménage de garçon,
Cousine Bette og Illusions perdues.

Den førstnævnte Roman, en af hans mindre bekjendte og læste, giver
paa storladen Maade en lille Bys og en der og i Hovedstaden forgrenet
Families Psychologi. Hovedskikkelsen er en forfalden og raa Officier
af Napoleons Garde, oprindelig kraftig anlagt, den brutale, voldsomme
Egoisme i Person. Han er Oldtidens miles gloriosus (storpralende
Soldat), som her i Stedet for at være feig, er forbryderagtigt udviklet.
Den anden Roman, et af hans mest bekjendte og læste Værker, fremstiller
med uovertruffen Sandhed Erotismens tilintetgjørende Magt. Shakspeares
Antonius og Cleopatra har ikke behandlet dette Thema med større
Virtuositet og næppe med saa overbevisende Kraft. Les Illusions perdues
endelig er helliget Pressens Misbrug som demoraliserende Princip.

Titlen paa denne mærkværdige Roman er betegnende for Balzac. Paa en
Maade kunde det være Titlen paa hans samlede Værker. Men ingen anden
enkelt Bog af ham giver hans Anskuelse af den moderne Kultur paa saa
omfattende Maade som denne. Journalistikens fordærvelige Side er her
fremstillet som Natsiden af det offenlige Liv overhovedet. Som de fleste
store Skribenter, der ikke oplevede Oldingealderen, havde Balzac liden
Aarsag til at glæde sig over den Kritik, der i Pressen blev ham til
Del. Man forstod ham ikke: selv de Bedste som Sainte-Beuve vare ham for
ulige og stode ham i Tiden for nær til at kunne indsee hans Storhed,
og han paa sin Side levede alene, var mod al Parisersædvane langt fra
at gjøre noget Skridt for at faae sine Bøger roste og havde, som det
gaaer, vakt lige saa megen Misundelse som Opsigt. Han gav nu i Les
illusions perdues et Billede af Pressen, hvilket de Journalister, der
følte sig ramte, aldrig tilgav ham. Blandt disse var Jules Janin den
betydeligste; han var i Romanen just ikke hadefuldt men heller ikke
smigrende portræteret under Navnet Étienne Lousteau. Des pikantere
var det og er det endnu at læse hans Kritik af Bogen. Den udkom 1839
i Revue de Paris, et Tidsskrift, ved hvilket Balzac selv havde været
fast Medarbeider, men som efter at han havde vundet en Proces imod det
naturligvis lod ham behandle som fredløs. Kritiken er ondskabsfuld,
smaalig, vittig, og har ikke overlevet Romanen, som den ønskede at slaa
ihjel.

En ganske ung, fattig Provindspoet, smuk som en Gud, en svag Charakter
og et halvt Talent bliver af Departementets Muse, en elegant og
fornem Blaastrømpe, taget med til Paris. Et Kjærlighedsforhold
imellem dem stod i Begreb med at blive beseglet ved et fælles Ophold
i Paris, da Damen pludselig, efter at være optagen som jævnbyrdig i
den store Pariserverden, seer sig selv og sin Ridder med helt nye
Øine. Kulde og Brud fra hendes Side; Lucian bliver overstraalet af
en halvtredsindstyveaarig Dandy. Vi opleve nu en ny Variation af
Provindsboerens Opdragelse til Pariser. Det har været Lucians Hensigt
at debutere som Digter; han har skrevet en Roman i Walter Scotts Manér
og et Bind Digte, og han har gjort Bekjendtskab med en lille Kreds af
stolte og fattige Studerende, Elite-Aander, hvem Frankrigs Fremtid
tilhører. Men Fattigdommens, Resignationens, de anstrængende Studiers og
ideelle Forhaabningers Maaneder blive ham for lange, han længes efter
øieblikkelige Nydelser, efter Døgnets Ry, efter Hævn over alle dem, der
have ydmyget ham, da han endnu var det uerfarne Guds Ord fra Landet.
Den saakaldte »lille Presse« byder ham Muligheden til fuldstændigt
at tilfredsstille sin Attraa, hans Hoved svimler, og han styrter sig
hovedkulds, uden nogen Sag eller noget Princip, ned i Journalistiken.

Lousteau indfører ham i en stor Palais-Royal Boghandlers og
Avisbesidders Boglade. »For hver Sætning, som Boghandleren sagde,
voxede han i Lucians Øine, der saa Politiken og Litteraturen strømme
sammen i denne Butik som i et enkelt Punkt. Ved Synet af en udmærket
Digter, der i Samtalen gav sin Muse til Pris for en Journalist [...]
modtog den store Mand fra Provindserne en frygtelig Lære. Penge! Det
var Ordet, som indeholdt alle Gaaders Løsning. Han følte sig alene,
ubekjendt, kun ved den Traad, et tvivlsomt Venskabsforhold afgav,
knyttet til Lykken. Han anklagede sine sande, sine bekym­ rede Venner
fra det litterære »Cénacle« for at have malt ham Verden med falske
Farver og have forhindret ham fra med Pennen i Haanden at styrte sig
ind i det store Haandmænge«. Fra Bogladen gaa Vennerne i Theatret.
Lousteau er som Journalist overalt velkommen. Direktøren forklarer dem,
hvorledes en mod Stykket iværksat Kabale er bleven sprængt af hans to
smukkeste Skuespillerinders rige Beundrere ved Overbetaling. »I de
sidste to Timer opløste for Lucian’s Øre alt sig i Penge. I Theatret
som i Bogladen, hos Forlæggeren som i Redactionskontoret var der ingen
Tale om Kunst eller virkelig Fortjeneste. Han følte sig tilmode, som
om Møntens store Prægestok bearbeidede hans Hoved og hans Hjerte med
stedse gjentagne, dumpe Slag.« Hans litterære Samvittighed smelter, og
han bliver Litteratur- og Theaterkritiker ved en fræk og ideeløs Avis.
Elsket og underholdt af en Skuespillerinde synker han stedse dybere ned
i det Liv, som man fører, naar man har solgt sin Pen. Han løber over
fra de Liberale til de Conservative. Hans Fornedrelse faaer endelig sit
kraftigste Udslag i den Scene, hvor han, tvunget af sin Redaktør til at
skrive et ondskabsfuldt Angreb paa en ny, af ham selv beundret Bog, som
hans ædleste og største Ven (Balzac’s ideale Forfatter) har udgivet,
endnu før Artiklen er trykt, en Aften banker paa Vennens Dør for at faae
hans Tilgivelse. Ydre Elendighed støder til den indre. Hans Elskerinde
døer, og han er saa usselt stillet, at han for at kunne begrave hende,
maa skrive smudsige Viser ved hendes Dødsseng. Tilsidst modtager han af
hendes Kammerjomfru til Foræring den Louisd’or, hun lige paa forsmædelig
Maade har tjent, og som han behøver for at kunne tage hjem til sin
Provinds. Alt dette er rystende, men sandt, gyseligt sandt. I dette ene
Værk har Balzac opgivet Naturforskerens Upartiskhed. Han, der ellers
altid bevarer sin Sindsligevægt, har her pidsket med Skorpioner.

XVII.

Michelet daterer i sin Frankrigs Historie en ny Epoche i det franske
Aandsliv fra det Tidspunkt, da Kaffen blev almindelig Drik. Sagen er
stillet paa Spidsen, dog kunde man vel uden Overdrivelse paastaae, at
man i Voltaire’s Skrivemaade sporer en Inspiration af Kaffen som hos
tidligere Digtere af Vinen. Balzac's Maade at arbeide paa foranledigede
ham til at opfriske sine Kræfter under den anstrengende Nattevaagen ved
overdreven Kaffedrikken. Han ødelagde sig legemligt derved. En har sagt
det træffende Ord om ham: »Han levede af 50,000 Kopper Kaffe og døde af
50,000 Kopper Kaffe.«

Man sporer i hans Værker Arbeidets Rastløshed og Nervernes
Overophidselse; men det er sandsynligt at de, roligere udførte, ikke
vilde have erholdt eller bevaret dette Liv. En Verdensstads voldsomme
Mellemhverandre, den rasende Concurrence, Hjernearbeidets og Nydelsernes
Feber, den store Væverstols søvnløse Susen spores deri; Ilden fra alle
hine Arner og Lamper og Esser har meddelt dem sin Flamme. Han levede som
i sit Element med Arbeid for sig, bag sig, om sig, saae, som Sømanden
paa visse Reiser kun Hav, saa vidt hans Syn rakte, kun sit Arbeid.

I de sidste sytten Aar af hans Liv blev hans Flid afbrudt og oplivet
ved det daglige aandelige Samkvem med en langt fra Paris boende Dame,
hvem han afgav Beretning om hver Dag der gik. Romanen Albert Savarus
fremstiller i let Forklædning dette Forhold. Paa en Reise havde Balzac
gjort Bekjendtskab med Fru Hanska, en russisk Grevinde. En Brevvexling,
som begyndt 1833 kun afbrødes ved Parrets sjældne Sammentræffen et
eller andet Steds i Europa og som stedse blev inderligere, førte i
1850 til Balzac’s Giftermaal med den saa længe beundrede Dame, der da
i nogle Aar havde været Enke. Det er vanskeligt at bestemme hendes
Indflydelse paa Balzac’s Production, da man skylder hendes Paavirkning
saa forskjelligartede Værker som den Swedenborgske Roman Séraphita
og den fine, forstandige Fortælling Modeste Mignon. Skjønt Balzac
i Aaringer havde ønsket denne Forbindelse, opsatte han den dog for
at kunne indgaae den med Ære, af egen Drift, indtil hans Gjæld helt
var betalt. Han lod et smukt Hus indrette i Paris og begav sig som
lykkelig om end ikke længer ungdommelig Brudgom til Fru Hanska’s Gods i
Lille-Rusland. Dèr kom, endnu før Brylluppet i Berditchew var feiret,
en ved den mangeaarige Overanstrengelse fremkaldt dødelig Sygdom til
Udbrud. Ægteparrets Samliv var kort. I Marts 1850 stod Brylluppet, tre
Maaneder senere var Balzac et Lig. Man mindedes blandt hans Venner det
tyrkiske Ordsprog: Naar Huset er færdigt, kommer Døden.

Den kom, da Balzac stod paa sit aandelige Høidepunkt.

Aldrig havde han skrevet bedre, dybere Bøger end i de sidste Aar af
sit Liv. Han stod derfor ogsaa paa Høiden af sit By. Det var langsomt
steget. Da han havde skrevet en Snes Romaner uden endnu at have vundet
en mere udbredt Anerkjendelse, begyndte Talenterne af den yngre Slægt
at nærme sig ham og følge hans literære Løbebane med Deltagelse. Han
anbefalede dem Flid, ensomt Liv og (kun halvt for Spøg) Kydskhedsløfte,
hvis de vilde drive det til noget i Literaturen — han tillod Breve til
den elskede Gjenstand, »fordi de dannede Stilen«. Det undrede dem at
høre disse Baad af en Mand, hvis Bøger regelmæssig af Pressen modtoges
med et i alle Tonarter varieret Skraal over deres Immoralitet; de
vidste endnu ikke, at dette altid er den litterære Afmagts første og
sidste Injurie mod det, som i Litteraturen har Livskraft og Mandskraft.
Trods alle Angreb fik hans Navn stedse fuldere Klang; det var ved hans
Død nær ved at gaae op for de Samtidige, at de i Balzac havde en af
de sande store Skribenter, der præge en Kunstart med deres Aand. Han
havde ikke blot grundlagt Romanens moderne Form, men som ægte Søn af
et Aarhundrede, i hvilket Videnskaben trænger sig stedse dybere ind i
Kunsten, indvarslet en Methode at iagttage og beskrive paa, som kunde
tilegnes og anvendes af andre. Hans Navn var allerede i og for sig
stort; men den, som stifter en Skole, hans Navn er Legio.

At han dog i sin Levetid ikke naaede sit fulde Ry, det beroer blandt
andet paa to forskjelligartede Mangler ved hans Værker.

Hans Stil var usikker, undertiden plat, undertiden svulstig, og Manglen
paa Stil veier altid tungt, fordi det, der adskiller Kunsten fra
Ikke-Kunst, netop er den Udelukkelse og Banlysning af alt Omtrentligt,
som man kalder Stil. Denne Mangel var især de rhetorisk saa fint
følende Franskmænd en Forargelse. Men efter Balzac’s Død trængte hans
Værker ogsaa igjennem i Udlandet, og her blev hin vægtige Mangel
fundet yderst ringe og let. Hvem der forstaaer et Sprog godt nok
til at kunne læse det, men ikke nøie nok til at kunne paaskjønne
enhver sproglig Finhed, han tilgiver let stilistiske Synder, naar
sjældne og fængslende Egenskaber bøde paa dem. Men saaledes var netop
Europas store, romanlæsende Publikum stillet. De dannede Italienere,
Østerrigere, Polakker, Russere osv. læste med ublandet Fornøielse
Balzac og toge ringe Anstød af Brist eller Bræk i hans Formgivning.
Hermed skal dog ikke være sagt, at disse Lyder ikke ville skade hans
Værkers Bestaaen. I Tidernes Løb bestaaer intet Formløst eller kun
delvis Formet. Den uhyre Comédie humaine vil (som det 10,000 Stadier
lange Maleri, om hvilket Aristoteles siger, at det ikke mere vilde
være noget Kunstværk) af Eftertiden ikke blive opfattet som et enkelt
Digterværk, og Brudstykkerne af dette Hele ville kun opnaae Varighed i
Verdenslitteraturen i samme Forhold som de ere kunstnerisk fuldendte.
Som blot kulturhistorisk Materiale vil man efter Aarhundreders Forløb
næppe opsøge dem.

Til Formens Mangler kom hos Balzac det rene Idee-Indholds langt større
Svaghed. Han kunde ikke i levende Live blive fuldt anerkjendt, fordi
han kun som Digter var stor; man havde vænnet sig til i Digteren at
see en aandelig Fører, og Balzac var ingen. Hans blivende Mangel paa
Forstaaelse af sin Tids religiøse og sociale Frigjørelsesideer, der saa
tidligt grebe George Sand, saa mægtigt Victor Hugo og Lamartine og mange
andre, formørkede Indtrykket af hans store Evne som Menneskesjælens
Naturforsker. Hans politiske og religiøse Doctriner, der vare af
rent absolutistisk Beskaffenhed, virkede afskrækkende paa mange. I
Begyndelsen smilede man vel, naar den sensualistisk og reformatorisk
anlagte Romandigter beraabte sig paa den hvide Fanes Dogmatikere,
Joseph de Maistre og Bonald; lidt efter lidt saa man, at han var
fuldstændigt uklar. Hans Væsens stærke Sandselighed og hans Fantasis
tøilesløse Kraft første ham til Mystik i Videnskaben som i Religionen.
Den dyriske Magnetisme, der omtrent fra 1820 af spiller saa stor en
Rolle i Litteraturen, var som Forklaringsgrund til hvad der gik for
sig i Sjælene Gjenstand for hans særlige Forkjærlighed. I La Peau de
Chagrin», Séraphita», Louis Lambert defineres Villien som en Kraft lig
Dampen, som »et Fluidum, der efter eget Tykke kan ændre Alt, endog
Naturens absolute Love«. Balzac var til Trods for sin Aands moderne
Charakter, Romantiker nok til at tro paa Clairvoyance og til overhovedet
at helde til »de hemmelige Videnskaber«. Det er kun billigt at tilføie,
at han omvendt trods det Præg, han modtog af Romantikens Tidsalder
̶ som Victor Hugo sagde det ved hans Grav ̶ »«hvad enten han vidste
og vilde det eller ej, hørte til de revolutinære Skribenters stærke
Race.« Han var af Natur og Opdragelse anvist paa at forstaa Livets
Fylde og i denne Forstaaen nyde den. Men allerede som ung indviet i
Samfundsfordærvelsen, saa han sig forskrækket og ordenskjær om efter
Tøile og Bidsel for den for vildede Menneskehed og fandt ingen anden
end den en Gang oprettede Kirke. Derfor hos Balzac den tidt saa pinlige
Modsigelse mellem sandselige Instincter og asketiske Tendenser, især
hvor han reflekterer over Forholdet mellem de to Kjøn; det er denne
Kontrast, der gjør, at Romanerne Le lys dans la vallée, som han holder
for sit Mesterværk, og Les memoires de deux jeunes mariées virke saa
urent og ubehageligt. Deraf fremdeles den hos ham altfor hyppigt
forekommende Modsigelse mellem filosofiske Grundanskuelser og klerikale
Tendenser. I Fortalen til sine samtlige Værker erklærer han først, at
Mennesket i og for sig hverken er godt eller slet, og at Samfundet
altid kun gjør det bedre, ytrer sig altsaa ubevidst saa skarpt som
muligt mod Kirkens Grundanskuelse af Menneskenaturens Fordærvethed
ved Synden; faa Linier længere nede priser han Katholocismen som
»det eneste fuldstændige Undertrykkelsessystem af Menneskehedens
fordærvede Tendenser«, og fordrer, at den hele Undervisning skal lægges
i Geistlighedens Hænder. Overbevisningen om hine »fordærvede Tendenser«
førte ham saa til at betragte og skildre Menigmand, Tyendet, Bønderne
næsten kun som de Besid- dendes fælles Fjende (man see hans komiske
Pathos mod Tjenestefolk i Cousine Bette, hans Bønder i Les Paysans og
hans behagede sig selv i Udfald mod Demokraterne, de Liberale, de to
Kamre, den parlamentariske Regjeringsform overhovedet.

Med alle hans store og glimrende Fortrin fattedes der ham et Noget, for
hvilket de Franske ikke have noget Ord, men som vi kalde Dannelse; det
skortede ham paa rolig Dannelse, eller nøiagtigere: den Ro, som betinger
Dannelsen, havde hans rastløse, bestandig fantastisk frembringende Aand
aldrig nydt.

Men han besad hvad der for Digteren er vigtigere, et sandhedselskende,
i Dybet gaaende Geni. Den, som kun søger det Skjønne, han skildrer af
den menneskelige Vegetation kun Stammen og Kronen; Balzac har afbildet
den menneskelige Plante med dens Rødder, og det var ham fremfor alt
magtpaaliggende at udfolde Røddernes Nætværk, Plantens underjordiske
Liv, der betinger det overjordiske, i hele dets Originalitet for
Øiet. Hullerne i hans formelle og ideelle Dannelse kunne ikke hindre
Efterverdenen i at anerkjende hans Geni.

XVIII.

Side om Side med Balzac sees fra vore Dages Synspunkt en anden fransk
Forfatter, hvem i Datiden Ingen faldt paa at sidestille med ham og hvis
litterære Existens var ligesaa ubemærket og tilbagetrukken som Balzac's
var larmende og pladsoptagende. Af de Samtidige ydede mærkeligt nok kun
Balzac ham en fuld og ubeskaaren Anerkjendelse. Det er Henri Beyle.
Nutildags staaer for den yngre Slægt i Frankrig Beyle og Balzac som et
hinanden supplerende Par lige saa fuldt som Lamartine og Victor Hugo.
Sammenstillingen af de to Skribenter kan forsaavidt synes besynderlig
som den ene har skrevet en hundrede Romaner, den anden nogle faa og
kun to større; men disse sidste Bøgers Kvalitet er saa overordentlig,
at den sætter deres Forfatter i lige Rang med Ophavsmanden til den
moderne Roman, og blandt Beyle’s øvrige (biografiske, theoretiske,
kritiske, reisebeskrivende) Skrifter — han har i Alt efterladt en
Snes Bind — er der enkelte, som have udøvet en ligesaa stor litterær
Indflydelse som hans digteriske Production. Til Balzac forholder Beyle
sig som en reflecterende Aand forholder sig til en iagttagende, som en
Tænker i Kunsten forholder sig til en Seer. Vi see Balzac's Personer
ind i Hjertet, ind i den »Lidenskabens dunkle Purpurmølle«, der er
Drivkraften i dem; Beyle's Personer styres ud fra Hovedet, »det aabne
Lys- og Lyd-Rum«To Udtryk af Gottfried Keller.; det ligger i at Beyle
selv var en Logiker, som Balzac en sprudlende rig, animalsk Natur. Til
Victor Hugo forholder Beyle sig omtrent som Leonardo da Vinci forholder
sig til Michel Angelo. Hos Hugo opstaaer af en plastisk Fantasi en
Menneskehed, der overjordisk kolossal og muskuløs er fastholdt i
en evigt kjæmpende og lidende Stilling, hos Beyle oprinder af en
hemmelighedsfuld, sammensat og forfinet Intelligens en lille Række
af Mands- og Kvindehoveder, der ved deres dybe og gaadefulde Udtryk,
deres dragende, besnærende, søde og forbryderiske Smil virke og fængsle
magisk. Vistnok staaer Michel Angelo lige saa skyhøit over Victor Hugo
som Leonardo over Beyle, men ligesom Hugo nærmer sig til Stilen i Michel
Angelo’s Moses, saaledes har Beyle’s Hertuginde af Sanseverina et
Slægtskab med Leonardo’s Mona Lisa, og i Forholdet er der trods de store
Italieneres mægtige Overlegenhed ikke ringe Lighed. Beyle er Ideologen
blandt Datidens franske Skribenter som Leonardo Ideologen blandt
Renaissancens store Malere.

Vi ere allerede trufne paa Beyle som en af Høvdingerne i de
Forpostkampe, der vare rettede mod den vedtagne franske Tragoediestil og
mod den i den klassiske Leir hyldede Chauvinisme, der underkjendte de
fremmede Litteraturer blot som fremmede. Han var i hine Fægtninger en af
dem, der først brød Vei og skaffede Luft. Ingen tilføiede Keiserdømmets
Litteratorer føleligere Nederlag end denne Forfatter, der i visse Maader
helt og holdent var Keiserdømmets Mand. Allerede den Omstændighed giver
nemlig Beyle en fremragende Særstilling i den romantiske Gruppe, at han
er den eneste af 1830 Aarets store Skribenter, som har gjort Keisertiden
med. Ind i Tidsalderen rager med sin hele Production denne ene Mand,
der har seet Slaget ved Marengo og Indtoget i Milano, Slaget ved Jena
og Indtoget i Berlin, og som har oplevet Moskwas Brand og Tilbagetoget
gjennem Rusland. Han alene blandt dem alle har vexlet Ord med Napoleon,
ligesom han alene iblandt dem har omgaaedes Byron. Han er kun et Aar
yngre end Nodier, men medens denne som Forløber ikke var stort mere end
en Herold, hvis Fanfarer forkyndte og vakte, var Beyle som Forløber en
bereden Combattant med Spyd og Fane, en af de Uhlaner, der ganske ene
indtage en Stad. Som i Nodiers aandelige Liv den franske Revolution var
den store Kjendsgjerning, der beherskede Alt — han kunde ikke blive
træt af at skildre dens ledende Mænd og dens Ofre, dens Fængselsliv,
dens Sammensværgelser, dens hemmelige Selskaber o. s. v. — saaledes
var i Beyle's aandelige Liv Napoleons Løbebane og Fald den afgjørende
Kjendsgjerning. Marie Henri Beyle fødtes i Grenoble 23 Januar 1783 i
en Familie, der tilhørte det høiere Bourgeoisie, Retsadelen. Kun otte
Aar gammel mistede han sin Moder, følte Tabet og vendte i sine Tanker
bestandig tilbage dertil. Faderen var indesluttet, gav sig ikke af
med sine Børn, behandlede dem med den yderste Strenghed og overlod
Sønnens Opdragelse til fattige Geistlige, hvilke Drengen gav sig til at
afskye som Tyranner og Hyklere. Der udviklede sig tidligt mellem ham
og Faderen et sandt Had, som aldrig ophørte. Fra Morfaderen, en yderst
dannet Læge, og dennes Hus, blev der Drengen alt det Gode til Del, som
han i sin Barndom lærte at kjende, men saa strengt bleve ligefuldt
Faderens grusomme Ledetanker for Opdragelsen fulgte, at Henri i
Fjortenaarsalderen endnu ikke kjendte mere end to eller tre jævnaldrende
Børn. Denne Dreng, i hvem der laa Spirerne til den dybeste Originalitet,
i hvis Naturel en haardnakket Selvstændighed var et Grundtræk, hvis
Temperament medførte en heftig, efter ualmindelige Handlinger tørstende
Energi og i hvem et tidligt vakt, glødende Sandseliv allerede var i
Udbrud, blev underkastet et saa stærkt, saa vedholdende, saa ubøieligt
og ubetinget Opdragelsestryk, at den lidenskabeligste indre Revolte
maatte blive Følgen. Da Abbeder, som levede i stadig Angst for
Revolutionen og dens Følger, opdroge Drengen til Katholik og Royalist,
blev Ynglingen naturnødvendigt revolutionær, Bonapartist og Fritænker
i Ordets videstgaaende Mening. Men den uafbrudte Strid mellem hans
Slægtninges Villie og hans egne Ønsker avlede desuden Mistillid, en
Mistro til Menneskene saa dyb, at den aldrig mere udslettedes af hans
Sind. Og til Angsten for at bedrages eller holdes for Nar af Andre
til Bedste for deres Interesser kom snart Frygten for at skuffe sig
selv og derigjennem Vanen til bestandig at være paa sin Post, stadig
Selvpaapasning og Selvkontrol.

Der var i hans Væsen Noget, der lader sig udlede af den Provinds, i
hvilken han fødtes og i hvilken hans Familie bevislig havde været bosat
et Par hundrede Aar. Beboerne af Dauphiné ere livlige, haardnakkede,
raisonnerende, lige forskjellige fra Provençalerne i Syd og Pariserne
i Nord. Provençaleren giver sine Følelser et larmende eller veltalende
Udtryk, han bander og skjælder ud, naar han er vred eller krænket;
Pariseren er høflig, vittig, overfladisk og glimrende. Karaktererne
i Dauphiné have en særegen Haardnakkethed; de ere paa engang dybe og
fine; de gjemme paa en Krænkelse og hævne den, men give sig aldrig Luft
i Skjældsord. I Beyle’s Familie var det en Tradition, at Slægten paa
mødrene Side stammede fra Italien; Beyle’s Moder læste ogsaa Dante og
Ariosto i Originalsproget, hvad dengang var noget høist ualmindeligt for
en Provindsdame, og man kunde maaskee forklare hans egen lidenskabelige
Forkjærlighed for det italienske Væsen allerede deraf. Dauphiné var
jo forøvrigt lige til 1349 en fra Frankrig adskilt og i sin Politik
halvt italiensk Stat. Beyle indbildte sig desuden, at Ludvig den 11te,
der som Dauphin i flere Aar styrede Landet, havde meddelt Indbyggerne
Noget af sit omsigtige Geni, der altid var paa sin Post mod den første
Indskydelse. Hvor usandsynligt dette end er, saa er selve Antagelsen
charakteristisk.

Omgivelserne uddybede tidligt det Præg af Mistro, som Hjemmet havde
givet Henri Beyle. Da han endelig opnaaede den saa længe eftertragtede
Frihed, det vil sige: blev sat i en Skole som andre Drenge, ventede en
stor Skuffelse ham. Den lille stærke, tæt og svært byggede Dreng med
det livlige Blik og det talende Fysiognomi, der paa Grund af sin faste
Gang, sine herkuliske Lemmer og sit runde Hercules-Hoved i Skolen fik
Tilnavnet »det vandrende Taarn«, var tiltrods for det ironiske Træk
om Munden en Enthousiast. Han fandt i Skoledrengene ikke de muntre,
elskværdige og ædelsindede Kammerater, som han havde forestilt sig, men
istedenfor en Bande høist egoistiske Hvalpe. »Denne Skuffelse«, sagde
han, da han engang fortalte sin Ven Colomb derom, »har gjentaget sig i
Løbet af hele mit Liv«. »Jeg havde», fortsatte han, «heller intet Held
med mig overfor mine Kammerater; jeg indseer nu, at jeg dengang besad
en meget latterlig Blanding af Hovmod og Trang til at more mig. Jeg
besvarede de andre Drenges hvasseste Egoisme med mine spansk adelige
Æresbegreber, og jeg var halvt fortvivlet, naar de legede indbyrdes
og lode mig staae«. Man sammenligne disse Ord med den unge Fabrice’s
bitre Skuffelse (i La Chartreuse de Parme fra 1839), da han under
Slaget ved Waterloo beder Soldaterne, han møder, om et Stykke Brød og
affærdiges med en Vittighed : »Dette haarde Ord og den almindelige
Grinen, der fulgte, overvældede Fabrice. Krigen var da altsaa ikke
hint ædle og fælles Opsving af Aander, der elskede Hæderen over Alt,
saaledes som han havde tænkt sig den efter Napoleons Proclamationer!«
Man kan let forestille sig, hvilke Erindringer om vilde Udbrud af dyrisk
Egoisme Beyle havde samlet under sine Felttog; ud fra dem har han
øiensynligt formet Fabrice’s Erfaringer. Han har fra først af dannet sig
for idealt et Begreb om Kammeratskabsfølelsen mellem Skoledrenge som
mellem Soldater.

Omtrent fra 1798 af lagde han sig med Lidenskab efter Mathematik, og
det, som han sagde sine Venner, af den betegnende Grund, at han, der
afskyede Hykleri, fandt Hykleri i andre Videnskaber, men ansaa det
for umuligt i Mathematiken. En Del bidrog vel ogsaa til hans Iver det
straalende Ry, som netop paa hin Tid udgik fra den unge franske General
i Italien, hvem Mathematiken gjennem Artillerividenskaben havde ført fra
en Seir og Triumf til en anden.

Efter at have endt sine Studier ankom han til Paris den 10de November
1799 netop Dagen efter den 18de Brumaire. Han havde et Anbefalingsbrev
til Familien Daru, der var i Slægt med hans Forældre, og da Pierre
Daru efter Statscoupet blev udnævnt til Generalsecretær for Krigen og
Inspectør over Revuerne, knyttede han Beyle til sit Ministerium. Jeg
troer at finde en Erindring om hin Volontærstilling hos Daru i Julien’s
Ansættelse hos Grev de la Mole (i Rouge et noir). Colomb fortæller, at
Beyle en af de første Dage, da Daru dicterede ham et Brev, i Distraction
skrev »cela« med to l'er og modtog en spøgende, men derfor ikke mindre
ydmygende Irettesættelse derfor; det samme Træk findes nøiagtigt i
Romanen. Ikke desmindre var Daru øiensynligt en ganske anderledes
fintfølende og elskværdig Beskytter end Hr. de la Mole og han blev fra
først til sidst sin unge Protégé en trofast Hjælper. Det var et Spil
af Skjæbnen, at denne Mand, der ved Siden af sin eminente Begavelse
for den krigerske Administration besad fremragende litterære Talenter
og som ved sin Horats-Oversættelse og sin historiske Prosa er et godt
Udtryk for Keiserdømmets litterære Stil ligesom han overhovedet var et
Slags Midtpunkt for dets Litteratorer, næsten under alle sine Felttog
havde i sin nærmeste Nærhed en af Banebryderne for den følgende Periodes
Litteratur, naturligvis uden at ane den Begavelse hos sin Underordnede,
som denne selv heller ikke endnu kunde være sig fuldt bevidst.

Da Daru og hans yngre Broder under Carnot som Krigsminister havde
forberedt det mindeværdige Felttog i Italien Aar 1800, og efter Befaling
begave sig ned til Hæren, opfordrede Brødrene Beyle til at støde til dem
dernede uden at de dog endnu kunde give ham nogen bestemt Bestilling.
Den syttenaarige Yngling, der med sit i lige Grad energiske og poetiske
Temperament kun drømte om Bedrift og sværmede for den første Consul,
lod sig det ikke sige to Gange. Han pakkede en Snes originale Autorer
i sin Vadsæk, reiste til Genf, besteg der, uden nogensinde at have
lært at ride, en Hest, Daru havde efterladt som syg og der nu var
Reconvalescent, og red den 22de Mai, 2 Dage efter Napoleon, under mange
Vanskeligheder over Sanct Bernhard. I de første Dage af Juni naaede
han Milano, den By, hvor han skulde lære Livsglæden at kjende, og som
bestandig skulde spille saa mægtig en Rolle i hans Forestillingskreds;
han blev Vidne til den Storm af Jubel og Henrykkelse, der hilste
Afrystelsen af det østerrigske Aag, og den 14 Juni deltog han som
Amateur i Slaget ved Marengo. Efter nogle Maaneder at have været ansat
ved Intendanturen traadte han — som en pudsig Anmærkning til 5te Kapitel
af Rouge et Noir minder Læseren om — ind i det sjette Dragonregiment
som Vagtmester, blev ved Romanego udnævnt til Underlieutenant og som
saadan snart derefter til Adjutant hos General Michaud. Han udmærkede
sig i alle de følgende Træfninger, særligt ved Castel-Franco, baade
ved sit Mod og ved den Iver, Nøiagtighed og Forstand, hvormed han
udførte de forskjellige Hverv, der bleve ham overdragne. Vil man have
et nøiagtigt Billede af den unge Beyle’s Følelsesliv som Tilskuer til
Slaget ved Marengo behøver man øiensynligt kun at studere Fabrice del
Dongo's barnligt enthousiastiske og heroiske Stemninger som Tilskuer til
Waterlooslaget. Denne Skildring skylder utvivlsomt den tro Gjengivelse
af personlige Oplevelser en Del af sit uforlignelige Mesterskab. Hint
Tidsrum, der begynder med Ynglingens Ridt over Alperne og som ender med
hans Udtræden af Hæren efter Freden ved Amiens, var i Beyle’s Erindring
den fuldkomne Lykkes Tid i hans Liv, rig paa brogede, romantiske
Indtryk, en Tid, der rummede forvoven Bedrift, den første Duel,
ungdommelige Kjærlighedshistorier, Bivouaclivets og Salonlivets Poesi
i et deiligt Land, hvor de fremmede Seirherrer af en sorgløs, naivt
lidenskabelig Befolkning, hvem ingen Skrupler hindrede i at stille sin
Glædestørst, hilstes som Befriere og Helte.

Da han fra denne sin første store Udflugt vendte hjem til Grenoble, hvor
Alt var ved det Gamle og hvor hans Familie nærede Ærefrygt for Alt, hvad
han foragtede, medens den afskyede Alt, hvorfor han nærede Begeistring,
fik det unge Brushoved efter en Bække voldsomme Sammenstød Tilladelse
til at tage Ophold i Paris. Her studerede han Montaigne, Montesquieu og
det 18de Aarhundredes Filosofer, særlig Cabanis og de Tracy, hvem han
mange Aar senere skulde lære fortroligt at kjende, men hvis «Ideologi»
alt fra hans tidligste Ungdom af var Gjenstand for hans mest levende
Beundring. Han tog desuden Undervisning i Engelsk.

Dette rolige Studereliv, der varede et Par Aar, afbrødes ved en burlesk
Episode. I 1805 forelskede Beyle sig under et Ophold i sin Fødeby i
en ung og smuk Skuespillerinde der, og da han som gjenelsket ikke
kunde tænke sig at leve adskilt fra sin Skjønne, men denne snart
derefter blev ansat i Marseille, havde han intet andet Middel til
at følge hende derhen end det at indtræde som Commis i en større
Colonialvareforretning der i Staden. I det Aar, hans Lidenskab varede,
følte han sig lykkelig paa sin Kontorstol, men da Skuespillerinden
pludselig giftede sig med en Russer, vendte Beyle tilbage til Paris
og fulgte en Opfordring fra Martial Daru til at følge ham til Hæren.
Han havde netop gjenoptaget sine litterære Arbeider, men tog dog imod
Tilbudet, var med i Jenaslaget, deltog i Napoleons Triumftog ind i
Berlin og udnævntes til Intendant over Keiserens Domæner i Brunsvig. I
denne Stilling lærte han i de to følgende Aar noget Tydsk og nogen tydsk
Litteratur at kjende og udmærkede sig ved sin Tjenstiver. Han skulde
udskrive en Krigsskat paa 5 Millioner, istedenfor udskrev han 7; det var
hvad man dengang kaldte at have »le feu sacré«. Da Keiseren hørte derom,
spurgte han, hvilken Auditeur der havde gjort det og sagde »Det var
godt gjort«. Han indlagde sig iøvrigt Ære paa andre mere sympathetiske
Maader. I 1809 var han med Levnetsmidlerne og de Syge bleven efterladt
i en lille tydsk By, der saasnart Garnisonen havde forladt den, lod
Stormklokken gaae for at plyndre Magasinerne og angribe Hospitalet.
Officiererne tabte Hovedet, men Beyle lod Reconvalescenterne, de Saarede
og Syge, Alt hvad der kunde være oven Senge, bevæbne, stillede de
afmægtigste paa Post i Vinduerne, som han lod forvandle til Skydeskaar,
og foretog med de øvrige i broget Flok et Udfald, som spredte Opløbet.

Han fulgte Hæren til Wien, blev anvendt ved de Underhandlinger, der gik
forud for Napoleons Ægteskab med Marie Louise, udnævntes til Inspektør
over Kronens Mobiliar-Formue og Bygninger, havde som saadan Adgang til
Hoffet og blev forestilt for Keiserinden.

Efter et nyt Ophold i Milano opnaaede han i 1812 Tilladelse til at
gjøre Felttoget mod Rusland med. Han havde allerede i de tidligere
Campagner følt sin Æventyrlyst mere end tilfredsstillet, havde væmmedes
og lidt under Synet af de mange Lig og havde, naar hans Vognhjul skar
igjennem de Faldnes Indvolde trængt til at rive sig løs igjennem et
Fantasiliv og skrevet hjem efter poetiske Skrifter. Men Krigen fristede
ham stedse paany. Vi see ham, der senere skulde nedlægge saa fine og
dybe Iagttagelser over Folkepsychologi i sine Bøger, under den store
Armee's Overgang over Niemen studere Fysiognomiet og Temperamentet hos
de forskjellige Racer, af hvilke den bestod. Man føler hvilken Adgang
til de interessanteste og mest befrugtende Erfaringer Deltagelsen i
et saadant Tog og Synet af en saadan Hær maatte byde den tilkommende
Forfatter. Alligevel har han allerede i Smolensk nok. Han skriver
derfra: »Hvor et Menneske dog forandrer sig! Den Tørst efter at see,
som jeg i gamle Dage havde, er ganske slukt; siden jeg har seet Milano
og Italien, frastøder Alt mig ved sin Plumphed. Vil Du troe, at uden
nogensomhelst personlig Grund er jeg undertiden paa Nippet til at
fælde Taarer. I dette Ocean af Barbari ikke en Tone, der stemmer med
min Sjæl! Alt er grovt, skident, stinkende i bogstavelig og overført
Forstand. Jeg har kun havt en Smule Fornøielse ved at lade spille lidt
for mig paa et forstemt Piano af en Fyr, der er saa musikalsk som jeg
katholsk. Ærgjerrighed har ikke mere nogen Magt over mig; det smukkeste
Ridderbaand vilde ikke synes mig nogen Opreisning for hvad jeg døier.
Jeg forestiller mig de Høider, som min Aand beboer — hvor den componerer
Bøger, hører Cimarosa og elsker Angela i et smukt Klima — som yndige
Høie; langt fra dem nede i Slettelandet ligger de giftige Sumpe, i
hvilke jeg nu er sunket ned [...] Vil du tænke dig, at jeg har en stor
Fornøielse af at sysle med de officielle Documenter, der angaae Italien.
Jeg har havt to eller tre italienske Forretningsanliggender, der, selv
efter at de vare ordnede, have beskjæftiget min Indbildningskraft som en
Roman«.

Den samme Dobbelthed i hans Væsen, Trangen til at sysselsætte
Indbildningskraften under Driften til at handle og see Handlinger,
spores i hans Dagbog fra Moskwa. Under Branden skriver han: «Ilden
nærmede sig hurtigt det Hus, vi havde forladt. Vore Vogne blev, fem, sex
Timer staaende paa Boulevarden. Kjed af denne Uvirksomhed gik jeg hen
at see paa Ilden og blev en Time eller to hos Joinville [...] vi drak
en Flaske Vin som gav os tilbage til Livet. Jeg læste nogle Linier i en
engelsk Oversættelse af Paul og Virginie, som midt under den almindelige
Plumphed gjengav mig en Smule aandeligt Liv».

 Beyle blev under det forfærdelige Tilbagetog gjennem Rusland udnævnt
til Generaldirektør for Forsyningen af de tre Pladser Minsk, Witebsk og
Mohiloff, han indlagde sig særlig Fortjeneste ved Orcha idet han der
skaffede Hæren Levnetsmidler for tre Dage, de eneste Levnetsmidler, den
fik mellem Moskwa og Beresina. Den Koldblodighed og Fasthed, som fra
hans tidligste Ungdom havde været eiendommelig for ham, forlod ham ikke
her. Det er tidt fortalt, hvorledes han paa en af de værste Dage, da han
vel raget og omhyggelig paaklædt meldte sig hos sin Chef Daru, modtog
Complimenten »De er en modig Mand, Hr. Beyle, De har barberet Dem idag«.

 Han mistede paa Tilbagetoget Alt, sine Heste, sine Vogne, sin Bagage
og sine Penge, ja selv de Nødskillinger, med hvilke han havde anseet
det for rigtigst at forsyne sig, gik tabt. Ved hans Afreise havde hans
Søster erstattet alle Knapperne i en af hans Overfrakker med Tyve- og
Fyrretyve-Francs Stykker, der omhyggeligt bleve overtrukne med Klæde.
Ved hans Hjemkomst spurgte hun ham, om disse Penge vare komne ham til
Nytte. Med megen Møie huskede han saa, at han havde foræret en Opvarter
etsteds i Nærheden af Wilna denne Overfrakke som udslidt. Dette Træk er
betegnende, fordi Beyle, der i lige saa høi Grad var Diplomat som Poet,
paa eengang var yderlig forsigtig og yderlig glemsom.

Han traadte paany ind i sit Embede i Paris; han fulgte i 1813 Keiserens
Hovedkvarter til Mainz, Erfurth, Lützen, Dresden; han blev Chef for
Intendanturen i Schlesien. Saa tyede han med svækket Helbred ned
til Comosøen, til den Egn, hvor han bestandig søgte hen som til
Lyksalighedens Ø, og som sædvanlig udfyldte her et dolce far niente de
Pauser, en lykkelig Kjærlighed levnede ham. Han spillede endnu en Rolle
under Napoleons Forsvar i 1814; men med Napoleons Fald var hans Carriere
i udvortes Forstand forbi. Han mistede Alt, sin Embedsstilling, sine
Indtægter, sin Samfundsstilling, sine Udsigter, bar Tabet ikke blot uden
Klage, men med Munterhed, tog med filosofisk Ligevægt sit Parti og var
fra nu af Kosmopolit, Kunstelsker, Dilettant og Skribent.

Fra 1814 til 1821 beboede Beyle med en enkelt Afbrydelse i 1817 sit
kjære Milano. Han forlod det end ikke i de hundrede Dage, eftersom han
ansaa Napoleons Sag for tabt. Lidenskabeligt indtaget i den italienske
Musik og Sang som han var, tilbragte han lykkelige Aftener i La Scala
Theatret og lærte i Stadens ypperste Kredse, i Grev Porro’s Hus, i
Lodovico de Brême’s Theaterloge Italiens Digtere og Frihedsmænd,
Silvio Pellico, Manzoni o. s. v., desuden saa berømte Reisende som
Byron, Madame de Staël, Wilhelm Schlegel, overhovedet en hel Række af
Englands og Tydsklands mest fremragende Personligheder at kjende; af
en flereaarig Kjærlighedsforbindelse, i hvilken han med sin Evne til
at fornemme Lykken følte sig fuldstændigt lykkelig, blev han pludselig
udrevet, da i Sommeren 1821 det østerrigske Politis iøvrigt aldeles
grundløse Mistanke over Hals og Hoved fordrev ham fra Staden som
Carbonaro.

Han ankom sønderknust til Paris, og det var under det overvældende
Indtryk af sin Sindslidelse ved at være adskilt fra den Kvinde, der var
ham kjærest, at han gav sig til at skrive sin berømte Bog De l’amour.
Hidtil havde han kun udgivet sine Biografier af Haydn og Mozart, der dog
kun ere Bearbeidelser af italienske og tydske Skrifter, og sin Histoire
de la peinture en Italie, som i ydmygtstolte Udtryk blev Fangen paa
St. Helena tilegnet; ingen af disse Bøger havde gjort ringeste Opsigt,
den sidste erhvervede ham imidlertid Filosofen de Tracy’s Velvillie og
Venskab, og Beyle, der fra først af følte sig fuldstændig isoleret i
Paris, hvorfra en Del af hans gamle Omgangsvenner under Keiserdømmet
vare landsforviste, medens andre havde forskjertset hans Agtelse ved
Kryberi for de nye Magthavere, traf hos de Tracy Blomsten af Datidens
gode Selskab, Lafayette, Greven af Ségur, Benjamin Constant, medens han
samtidig i den berømte Sangerinde Giuditta Pasta’s og nogle lignende
Salon’er traf sammen med den opvoxende Slægt af Skribenter, Mænd som
Mérimée, Jaquemont o. s. v. Fra 1821—30 blev Beyle, fraseet nogle
Udflugter til England og Italien, boende i Paris; fra 1830 af og til sin
Død var han paany Embedsmand, Indehaver af en Art Sinecure som Consul
i Italien først et Aar i Triest, hvor han følte sig ilde tilpas, saa
Hesten af Tiden i Civita-Vecchia, hvor Opholdet næsten var enstydigt
med et Ophold i det nærliggende Rom. Han levede her under den Himmel,
han altid havde elsket og iblandt det Folk, han foretrak, meu kjedede
sig i sin Ensomhed og Ørkesløshed over al Maade. Han var en elskværdig
og kundskabsrig Cicerone for de Landsmænd, der opsøgte og behagede ham,
men han længtes bestandig tilbage til Paris, skjøndt han med en Best af
Keisertidens Soldateraand ikke mere betragtede sig som Franskmand siden
Louis-Philippe’s Regjering 1840 i Striden om det orientalske Spørgsmaal
uden Sværdslag havde givet tabt overfor Europa. I sine sidste Leveaar
var han sygelig. Han døde pludselig af et Slagtilfælde under en Orlov i
Paris.Som Følge af hans testamentariske Bestemmelse, der viser, hvilken
Tiltrækning Minderne fra Milano til hans Død havde for ham, kom der paa
hans Gravsten paa Montmartrekirkegaarden til at staae:

      ARRIGO BEYLE

        MILANESE

         SCRISSE

           AMÒ

          VISSE

      ANN. LIX M. II

   MORÌ IL XXIII MARZO

      M.D.CCC.XLII.

XIX.

Henri Beyle er uden Tvivl en af de mest sammensatte Aander i hin rige
Periode. Det Grundtræk, som skarpest skiller ham fra hans Omgivelser
blandt de franske Romantikere er det, at han i lige Linie stammer
ned fra det attende Aarhundrede, særlig fra dets strengt rationelle
og sensualistiske Filosofi, saa at der ikke i hans Sjæl, end ikke i
en nok saa kort Ungdoms- eller Overgangsperiode, findes Glimt af den
gjængse romantiske Pietet for de religiøse Traditioner; han er med en
Fasthed, der ikke svigter paa noget eneste Punkt hans Liv igjennem,
en filosofisk Modstander af Alt, hvad der i den store romantiske
Bevægelse var Reaction mod det attende Aarhundredes Aand. Han har aldrig
modtaget ringeste Paavirkning af Chateaubriand eller Madame de Staël
— han var hverken Colorist som den første eller veltalende som den
anden — aldrig ringeste Paavirkning af André Chénier eller Hugo eller
Lamartine, thi han manglede metrisk Sands og var hverken lyrisk eller
pathetisk; hans Forbilleder som Romantiker vare ikke indenlandske,
og hans Troskab mod de af Romantikerne i alle Lande dybt ringeagtede
Filosofer Condillac og Helvetius var ubrødelig ja urokkelig selv paa den
Tid, da Fordømmelsesdommen over dem var almen.

Han var og blev lidenskabelig Atheist; det vil sige der var i hans
Overbevisning om, at Verden ikke styres af nogen Gud Fader, ligesom et
Element af Fjendskab mod det Væsen, han ikke troede paa, en Vrede over
Jordelivets Rædsler, der fik Luft i det sørgmodigt vittige Ord: »Ce qui
excuse Dieu, c'est qu’il n’existe pas.« Han gik aldrig af Veien for
en Leilighed til at lægge sin Uvillie mod positiv Religion for Dagen.
Kom han engang til at skrive »den eneste sande Religion«, forsømte han
ikke i Parenthes at tilføie »(Læserens)« og berørte han nu og da den
christelige Moral, forsøgte han gjerne at reducere den til den Beregning
»ikke at spise Trøfler for ikke at faae Ondt i Maven«.

Som Moralfilosof (og som Privatmand) var han en udpræget Epikuræer. Han
anerkjendte ingen anden Drivfjæder til Handlinger end Egoismen, det vil
sige Trangen til Fornøielse og Frygten for Smerte, og behøvede efter
sin Opfattelse ingen anden til Forklaring selv af saakaldte heroiske
Handlinger, eftersom Frygten for Selvforagt ↄ: Frygten for et Onde er
tilstrækkelig til at kaste et Menneske i Vandet for at frelse en Anden.
(Se Beyle’s Udvikling i det høist interessante Brev af 28. Decbr. 1829).
Ved dydige Handlinger forstaaer han da Handlinger der ere besværlige for
den, som udfører dem, men nyttige for Andre.

Han var helt igjennem og udelukkende Psycholog; som iagttagende Tourist,
som Gransker af gamle Krøniker, som Roman- og Novelleforfatter kun
Psycholog. Han studerede bestandig kun Menneskesjælen og han er en af de
første Moderne, for hvem Historien som Videnskab reducerede sig til et
psychologisk Problem. Men Videnskaben om Mennesket var i Kraft af hans
Lykkemoral for ham Videnskaben om Lykken. Om Lykken dreiede alle hans
Tanker sig. Ved Charakter forstod han et Menneskes til Sædvane blevne
Maade at søge Lykken paa, og naar han blandt de forskjellige Racer
foretrak den italienske, var det fordi Italiens Mænd og Kvinder syntes
ham at gaae sikrest og ad den lige Vei til Lykken.

Som selvstændig, original og lidenskabelig Natur satte han som første
Betingelse for Lykken den at være sig selv og kun stole paa sig selv.
Igjennem hans Skrifter klinger i talløse Variationer den Opfordring til
Læseren: Nær Mistillid! Tro kun hvad du har seet, nær ikke Beundring
for Noget, der ikke morer dig selv, og antag paa Forhaand altid at din
Næste er betalt for at lyve! Hans i det Uendelige gjentagne Indvending
mod de Franske er den, at de ere altfor forfængelige til at kunne lære
Glæden at kjende, eller rettere, at de ikke ere modtagelige for høiere
Glæder end Forfængelighedens, hvilke han for sin Del skatter meget
lavt. Efter hans Opfattelse spørger Franskmanden uophørligt sin Nabo,
om han selv føler Fornøielse, er lykkelig o. s. v. Han tør ikke afgjøre
dette Spørgsmaal alene. Frygten for ikke at ligne de Andre, for hvad de
Andre ville sige om En er efter hans Opfattelse den herskende Følelse
i Frankrig. I Modsætning dertil nærede han selv, ikke nøiet med sin
medfødte Originalitet, en Frygt for at ligne Andre, der drev ham til
Bizarreri og Affektation. Han, som bestandig spottede Tanken paa Naboen,
som elskede og forherligede Aabenhed, Selvhengiven, Ligefremhed og
Naivetet, var stadig sysselsat med at passe paa sig selv, iagttage sig
selv, foreskrive sig selv saadanne Pligter som Trods mod en Anden, Hævn
over en Anden og varetage deres Opfyldelse. Den Tanke, hvad Næsten vilde
sige eller gjøre, plagede ham lige saa stærkt som den kunde plage den
ringeste Spidsborger, kun med den Forskjel, at naar Næsten spøgede i
Spidsborgerens Hjerne var det, fordi denne vilde efterligne ham, medens
Tanken paa Næsten, Næstens Spøgelse bestandig kun indgav Beyle Ideen
om at trodse det eller flye det. Der er i denne evige Opposition mod
Spidsborgeren noget ægte Romantisk. Ikke mindre romantisk er det Træk,
at denne Mand, som bestandig prækede og forherligede Naturlighed og
Ugenerthed, hele sit Liv igjennem bevarede en Lidenskab for at skjule
sig, forklæde sig og mystificere, idet han indesluttede sine personlige
Erfaringer og Meninger bag et sandt Hylster af Omsvøb og Drapperier.

 Han havde fra først af levet i en dyb indre Ensomhed. Med et
overstrømmende Fond af Følelse var han bleven bøiet tilbage mod sig
selv, havde alt som Barn mistet sin Moder, hadede sin Fader og var hadet
af ham, ansaa sig derfor tidligt for forskjellig fra alle Andre, vel
ogsaa for de Andre overlegen, men saaledes at han selv definerede sin
Overlegenhed som Forskjellighed.I et Brev fra 16. Juli 1813 hedder det:
Hvis den saakaldte Overlegenhed kun bestaaer i nogle faa Grader, gjør
den elskværdig og bringer de andre Mennesker til at søge En, se f. Ex.
Fontenelle. Hvis den er større, af­ bryder den ethvert Forhold mellem
Menneskene og Dig. Det er den ulykkelige Stilling hvori den overlegne
eller rettere sagt forskjelligartede Mand befinder sig. Om­ givelserne
kunne ikke gjøre noget til hans Lykke, Ros fra disse Mennesker vilde
efter kort Tids Forløb blive mig modbydelig og deres Kritik vilde pine
mig.

 Paa lignende Maade hedder det i fjerde Kapitel af La chartreuse de
Parme: Kammeraterne fandt Fabrice meget forskjellig fra dem selv, hvad
der stødte dem; han derimod begyndte at føle meget Venskab for dem. Han
var sig bevidst, at han som forskjelligartet ikke kunde regne paa nogen
almindelig Sympathi saa lidt som paa nogen almindelig Forstaaelse. Deraf
hans Forfatterønske at kunne skrive i et Sprog som kun forstodes af
nogle Udvalgte (une langue sacrée). Deraf ogsaa hans Ønske om at finde
en eneste Læser, enestaaende i enhver Be­ tydning af Ordet».»Un lecteur
unique, unique dans tous les sens«. Og derfor hans Underskrift under La
chartreuse de Parme: To the happy few.

Fra denne Kilde stammede ogsaa hans Hang til Skjulthed. Ikke blot har
han udgivet alle sine Bøger pseudonymt, med een Undtagelse under Mærket
de Stendhal (rimeligvis efter Byen Stendal i Preussen, Winckelmanns
Fødested), men i mange af Bøgerne (som i De l'amour f. Ex.) optræder
Forfatteren under en Hærskare af vexlende Pseudonymer. Enhver Mening,
han ikke selv gider staae ved, enhver Anekdote, der kunde aabne et
Indblik i hans Privatliv, tillægges ufravigeligt snart en Alberic,
snart en Lisio, snart »den elskværdige Oberst« saa og saa. Han har
i sine Skrifter tillagt sig lige saa mange Bestillinger som Navne:
snart er han Kavalleriofficier, snart Jernhandler, snart Toldbetjent,
snart Handelsreisende; han optræder snart som Mand snart som Kvinde,
og afvexlende som adelig og borgerlig, Englænder og Italiener. Gjerne
havde han skrevet i et Ciffersprog for Indviede. Der var i denne
Morskab ved at lede paa Vildspor øiensynlig noget af Diplomatens
Hemmelighedskræmmeri; men hertil kom i hans Privatcorrespondance den
næsten til Forfulgthedsmani overdrevne Mistænksomhed overfor Politiet.
Han havde jo i sin Ungdom lært baade Napoleons og det østerrigske Politi
at kjende og tænkte sig bestandig sine Breve opsnappede og aabnede.
Derfor underskrev han saa at sige aldrig et Privatbrev med sit Navn.
Jeg finder i hans Correspondance mere end 70 pseudonyme Underskrifter,
fra de besynderligste til de almindeligste Navne, Conickphile, Arnolphe
II, C. de Seyssel, Chopin d’Ornonville, Toricelli, François Durand
o. s. v., han underskriver sig snart Capitain, snart Marquis, snart
Ingeniør, snart med sin Alder, snart med sin Gade og sit Husnummer.
Grenoble kalder han Cularo, Civita-Vecchia Abeille. Det morer ham at
tilføie en fingeret Stedsbestemmelse til sit Navn som f. Ex. Théodore
Bernard (du Rhône), ja han undertegner endog et offenligt Forslag til
Juliregjeringen om et nyt Vaabenskjold for Frankrig saaledes:

                         Olagnier,

                  De Voiron (Isère).

Det var ham saa stor en Morskab at ukjende- liggjøre eller travestere
sig, at Sætningen «odi profanum vulgus et arceo» vel kan siges at ud-
trykke hvad der for ham personlig var Betingelse for Lykken. Hvori satte
han denne selv?

Øiensynlig fra først af i forvoven Handling og i lidenskabelig Elskov.
Den Gysen, med hvilken man henreven af en Sag eller en Mand sætter Livet
paa Spil, og den Skjælven, i hvilken lykkelig Kjærlighed sætter Sjælen,
var for ham Menneskelivets høieste Momenter. Hvor han i Indledningen til
La Chartreuse taler om Milano, siger han meget eharakteristisk: «Det
sidste østerrigske Regiments Afmarche betegnede de gamle Ideers Fald:
at udsætte sit Liv kom i Mode. Man saa, at for at være lykkelig efter
Aarhundreder af Hykleri og Fadhed maatte man elske Noget med en virkelig
Lidenskab og vide at sætte sit Liv paa Spil, naar Leilighed gaves.»

Disse to Lidenskaber: Kjærligheden til Krigen og Kjærligheden til
Kvinden vare hos Beyle kun to Udtryk for en og samme Grundlidenskab,
Kjærligheden til hvad han pleier at kalde »le divin imprévu«, det
guddommelige Uforudsete, denne Lidenskab, i hvilken han helt er Poet.
Hvorledes Krigen, særlig som Napoleon førte den, kunde tilfredsstille
dette Hang, behøver ingen Udvikling. Hvorledes Italien, særlig Italiens
Kvinder tilfredsstillede den, har man Beyles egne Ord for. I et Brev fra
Milano af 4. September 1820 hedder det: «Da jeg har tilbragt femten Aar
i Paris, er der Intet mig saa ligegyldigt paa Jorden som en smuk fransk
Kvinde. Og tidt fører endog min Modbydelighed for det Vulgære og det
Affekterede mig ud over den blotte Ligegyldighed. Saasnart jeg møder en
ung fransk Kvinde, og hun ulykkeligvis er vel opdragen, husker jeg paa
Stedet mit eget Fædrenehjem og mine Søstres Opdragelse; jeg forudseer
alle hendes Bevægelser og indtil de flygtigste Afskygninger af hendes
Tanker. Derfor holder jeg meget af det slette Selskab, da dér dog er
mere Uforudseet. Saavidt jeg kjender mig selv, saa er dette den Stræng
i min Sjæl, som Menneskene og Tingene i Italien have sat i Svingning.
Først og fremmest Kvinderne. Man tænke sig min Henrykkelse, da jeg i
Italien fandt, hvad ingen Reisende ved sin Fortælling havde berøvet mig
Fornøielsen af at opdage, nemlig at det netop var i det gode Selskab, at
der var mest Uforudseet. Disse mærkværdige Aander [Genier, siger Beyle]
lade sig kun standse af Mangel paa Penge eller af ren Umulighed; hvis
der endnu findes Fordomme, saa er det i de lavere Klasser.«

Hvad Beyle dybest elsker er da med andre Ord den hensynsløse Energi
i Bedrift som i Følelser, Energien, hvad enten den optræder som
Feltherrens geniale Uimodstaaelighed eller som Kvindens grænseløse
Ømhed. Derfor nærer han, den kolde og tørre Spotter, formelig Tilbedelse
for Napoleon.I sit (ikke afsendte) Brev til Byron siger han ligefrem
»le héros que j’ai adoré«. Og i et Brev fra 10. Juli 1818 skriver han,
rimeligvis med den eneste lyriske Vending der findes i hans tyve Bind:
»O St. Helena! du fra nu af saa berømte Klippe, du er Skjæret, hvorpaa
Englands Ære er strandet.« Han minder her om rene Lyrikere som Hugo og
Heine. Derfor elsker han Milaneserinden. Derfor forstaaer og skildrer
han som Skribent endnu langt bedre det femtende og sextende Aarhundrede
i Italien end den moderne Tid. Han gik længe om med den charakteristiske
Plan at skrive en Energiens Historie i Italien, og man kan sige at hans
efter gamle Haandskrifter copierede, bearbeidede eller efterdigtede
italienske Krøniker have leveret den italienske Energies Psychologi.

En Antydning er tilstrækkelig til at vise, at den samme Kjærlighed til
det Uforudsete, der havde draget ham til Krigen, senere da Krigsperioden
var afsluttet, gjorde ham til en Reisende, en Emigrant, en Kosmopolit.
Han taler etsteds i sine Breve, hvor han har faaet Reiseordre og nødig
vil bort, fordi ømme Baand binde ham til Stedet, udtrykkelig om den
Fornøjelse, han ligefuldt uvilkaarligt føler «saasnart der er Tale om at
reise og see Nyt.» Og ligesaa indlysende er det, at den samme Trang til
det Uforudsete, det vil sige det Personlige og Hensynsløse, det i dybere
Forstand Geniale, der drog ham til Kvinden og bragte ham til at elske
heftigere og ømmere end Andre, røber sig i den lidenskabelige Kjærlighed
til Musiken og den bildende Kunst, der gjorde ham til Enthousiast,
Dilettant, Cicerone og Biograf. Han elskede Cimarosa og Correggio,
Ariosto og Byron som man elsker en Kvinde. Man studere f. Ex. hans
Forhold til Byron. Overfor Verden bedømmer han ham strengt og koldt; i
sit personlige Samkvem med Byron optraadte han med Stolthed, disputerede
med ham om Napoleon o. s. v.; han lod endog det mest indtagende Brev fra
Byron, som denne sendte ham syv Aar efter deres Sammentræf, ubesvaret,
fordi det (i sit Forsvar for Walter Scott) syntes ham at have et Glimt
af Hykleri. Men man læse, i hvilke Udtryk han , hvor han intet Baand
lægger paa sig, skildrer sine Følelser ved det første Møde med Byron:
»Jeg var dengang forelsket i Lara. Fra det andet Øiekast af saa jeg ikke
mere Lord Byron som han virkeligt var, men som det syntes mig, at Laras
Forfatter maatte være. Da Samtalen i Logen var ved at gaae istaa, søgte
Hr. de Brême at faae mig til at tale; men det var mig rent umuligt, jeg
var altfor fuld af Frygtsomhed og Ømhed. Hvis jeg havde vovet, havde
jeg kysset Lord Byrons Haand og var bristet ud i Taarer [...] Af Ømhed
gav jeg ham det Raad at tage sig en Droschke.«Hovedstederne hos Beyle
om Byron ere Afhandlingen Lord Byron en Italie (Racine et Shakespeare
261) og Lettres à ses amis I 273 ff. II 71 ff. Andre Mænd end Beyle have
elsket Krig og Reiser, Kvinder og Kunst. Men det absolut eiendommelige
og saa overordentligt Moderne ved ham, er Driften og Evnen til midt
under Actionen og Lidenskaben at gjøre sig Rede. Han undersøger og
iagttager uafbrudt sig selv, har saa at sige bestandig Haanden om sin
Puls, constaterer med aldrig svigtende Koldblodighed sine Tilstande
og deres Aarsager og uddrager af disse Overilelser en Kjæde af almene
Ideer. Man følge ham i et Slag. Under Kanonaden ved Bautzen noterer han:
»Vi see mellem Kl. 12 og Kl. 3 meget godt Alt, hvad man seer af et Slag,
det vil sige Ingenting. Fornøielsen bestaaer i at man er en Smule [dette
en »Smule« er ægte Beyle’sk] bevæget ved den Vished, man har om at der
for Ens Øine skeer der noget Frygteligt. Kanonernes majestætiske Larm
bidrager meget til denne Virkning; hvis de peb eller fløitede, synes det
mig ikke, at Sindsbevægelsen vilde være saa stærk. En Piben kunde være
lige saa frygtelig, men aldrig saa skjøn.«

Eller man høre ham som forelsket. Han skriver:

 « Kjærlighedens Fødsel.

Hvad der skeer i Sjælen er følgende: 1. Beundringen. 2. Man siger til
sig selv: «Hvilken Glæde det vilde være at kysse hende, blive kysset af
hende o. s. v. 3. Haabet. Man studerer Fortrinene [...] Selv hos de mest
forbeholdne Kvinder blive Øinene røde i Haabets Øieblik; Lidenskaben
er saa stærk, Fornøielsen saa heftig, at den giver sig tilkjende ved
utvetydige Tegn. 4. Kjærligheden er født. At elske vil sige at have
Fornøielse af at see, at berøre, med alle Sandser og saa nær som muligt
at fornemme en elskværdig Gjendstand, der elsker os. 5. Den første
Krystallisation begynder. Man finder en Tilfredsstillelse i med tusinde
Fortrin at udsmykke den Kvinde, paa hvis Kjærlighed man er sikker; man
gjennemgaaer alle sin Lykkes enkelte Elementer med et uendeligt Behag
[...] Lad en Elskers Hoved arbeide i fire og tyve Timer og man finder
følgende: Ved Salzburg kaster man en afbladet Gren ned i Saltminernes
skjulteste Dybder; to eller tre Maaneder efter trækker man den op paany
bedækket med glimrende Krystaller: de mindste Kviste, de der ikke
ere tykkere end Kloen paa en Blaameise, ere overstrøede med en Uende
lighed af bevægelige og blændende Diamanter, saa man ikke mere kan
kjende den oprindelige Gren igjen. Hvad jeg kalder Krystallisation, det
er Aandens Virksomhed, der af Alt, hvad der fremstiller sig for den,
uddrager den Opdagelse, at den elskede Gjenstand har nye Fortrin. En
Reisende taler om Kjøligheden i Genua’s Orangeskove: hvilken Fornøielse
at nyde denne Kjølighed med hende! [...] Dette Fænomen stammer fra
Naturen, der befaler os at søge Fornøielse og lader Blodet stige os
til Hovedet, fremdeles fra den Følelse, at Fornøielserne voxe med
Fortrinene hos den elskede Gjenstand og endelig fra den Idee: hun er
min. Den Vilde har ikke Tid at gaae videre end til det første Skridt.
Han har vel Fornøielse, men hans Hjernes hele Virksomhed er optaget
af at forfølge det flygtende Rovdyr for at skaffe sig Næring [...]
Skjøndt nu altsaa den Lidenskabelige tillægger sin Elskede alle Fortrin,
kan Opmærksomheden dog endnu være adspredt, thi Aanden trættes ved
alt Ensformigt, selv ved den fuldkomne Lykke. Men hertil kommer saa
følgende, der fæstner Opmærksomheden:

6. Tvivlen fødes. Efter at ti eller tolv Blikke eller en hvilkensomhelst
anden Række af Handlinger have indgydt Elskeren Haab og styrket Haabet
[...] attraaer han yderligere Vidnesbyrd om sin Lykke. Han møder
Ligegyldighed, Kulde eller endog Vrede, hvis han lægger altfor stor
Sikkerhed for Dagen [...] Han kommer saaledes til at tvivle om den
Lykke, han lovede sig. Han bliver streng med Hensyn til de Grunde til
Haab, som han troede at have. Han vil trøste sig med Livets øvrige
Glæder; han finder at de ikke mere existere for ham. Frygt for en
skrækkelig Ulykke griber ham og samtidigt en dyb Trang til Overveielse.

7. Anden Krystallisation. Dennes Diamanter ere Bekræftelser af den
Tanke: Hun elsker mig. Hvert Kvarter af den Nat, som følger paa Tvivlens
Fødsel, siger Elskeren efter nogle Øieblikkes Fortvivlelse til sig
selv: Jo, hun elsker mig, og han opdager nye Fortrin hos hende. Men saa
bemægtiger Tvivlen sig ham atter, han sidder opreist, glemmer at drage
Aande, spørger sig: Men elsker hun mig virkeligt? Og midt under disse
sønderrivende og søde Overveielser føler den stakkels Elsker levende:
Samlivet med hende vilde være en Fornøielse, som intet Andet i Verden
kan opveie eller erstatte.«

Der gives faa saa fine og skarpe Analyser af en Lidenskab. Ikke med
Urette have Beyle's Redegjøreiser for hvad der under Lidenskaberne
foregaaer i Sjælen bragt hans bedste Kritikere som Taine eller
Bourget til at minde om Spinozas mesterlige tredie Del af Ethiken:
De Affectibus. Der var i denne Krigsmand, Administrator, Diplomat og
Elsker et stort Stykke af en Filosof. Han stræbte at opløse ethvert
Fænomen af Følelseslivet i dets Elementer, og paaviste til Gjengjæld
Sammenhængen mellem de Ideer og Sindsbevægelser, der i et sluttet
System bestemme de forskjellige Individers Anlæg og Charakter. Han
agtede paa Følelsernes forskjellige Styrke ikke mindre end paa deres
forskjelligartede Sammenkjædninger og Associationer; han stræbte at
føre Charakterernes Særpræg tilbage til de dybest liggende nationale
og climatiske Aarsager; han skizzerede en Racepsychologi; og uden
nogensinde at følge en streng videnskabelig Methode havde han en levende
Drift til at anvende videnskabelige Fremgangsmaader paa Studiet af
Sjælens Tilstande, han famler uafbrudt efter Talbestemmelser, efter Maal
og Vægt. Han skildrer etsteds en Konges Besøg i en lille By med Optog,
Te deum og Røgelseskyer i Kirken, Gevær- og Artillerisalver udenfor den,
og slutter: »Bønderne var ude af sig selv af Henrykkelse og Fromhed; een
saadan Dag tilintetgjør Virkningen af hundrede Numre jakobinske Aviser.«
Et andet Steds fortæller en landflygtig Revolutionær om hvorledes den
Opstand, for hvilken han stod i Spidsen, er strandet blot fordi han ikke
vilde lade tre Mennesker henrette og ikke vilde fordele blandt sine
Tilhængere syv, otte Millioner, der laa i en Kasse, til hvilken han
havde Nøglen. »Hvem der vil Maalet, maa ville Midlerne«, sva rer Beyle's
Helt, »hvis jeg istedenfor at være et Støvgran havde nogen Magt, saa
vilde jeg lade tre Mennesker hænge for at frelse fire Menneskers Liv.«
(Rouge et Noir I 105, II 45.)

 Det er tydeligt nok, at for Beyle bestod til Syvende og Sidst
Lykken i Klarhed. Det Maal, han bestandig efterstræbte var i sidste
Instans, Klarhed over sine indre Tilstande og en klar Indsigt i
Menneskesjælens Mechanisme. Han mente, at Medgang, lykkelig Kjærlighed,
Lykke overhovedet klarer Forstanden og skjærper Dømmekraften, ligesom
han omvendt var overbevist om at Intet bidrog saa meget til at gjøre
et Menneske ulykkeligt som Mangelen paa Klarhed. I et Brev fra Moskwa
1812 skriver han høist betegnende til en Ven: »Den Lykke, du nu har,
maa med Nødvendighed lede dig tilbage til den rene Bélismes [ↄ: til de
strengt Beyle'ske] Principer. Jeg læste for otte Dage siden Rousseau’s
Bekjendelser. Det er udelukkende af Mangel paa to eller tre Beyle’ske
Principer, at han har været saa ulykkelig. Denne Mani at see Pligter og
Dyder overalt har gjort hans Stil pedantisk, hans Liv ulykkeligt. Han
omgaaes tre Uger i Træk venskabeligt med et Menneske: Krak, Venskabets
Pligter o. s. v. Dette Menneske tænker to Aar efter ikke mere paa ham;
han søger og finder en melancholsk Forklaring deraf. Bélismen vilde
have sagt ham: To Legemer nærme sig hinanden, der opstaaer Varme og en
Gjæring; men enhver Tilstand af denne Art er forbigaaende. Det er en
Blomst, som man bør nyde med Vellyst.« Der er i disse Ord et Stykke
fortræffelig Livsfilosofi, der vilde røbe en ualmindelig aandelig
Ligevægt, ifald i Beyles eget Liv Praxis gjennemgaaende havde svaret
til Theorien. Men skjøndt han af Naturen var anlagt til en kraftig
Sensualist, i hvis mundtlige Ytringer en cynisk Drøihed var bleven
tilvant — han skræmmede ved sin Cynisme George Sand, da hun med Musset
paa Henreisen til Italien traf sammen med ham — og skjøndt han som
Tænker var, hvad han fordrede at Filosofen skulde være, klar, tør og fri
for Illusioner — han pleiede at sige, at en Stilling som Banquier var
den bedste Forskole til Filosofien — saa fandtes dog bag det robuste
Temperament og den tørre Logik en Kunstner-Modtagelighed for alle
Indtryk, saa pirrelig, saa kvindelig, at selv Bousseau neppe var mere
sensibel. Og Beyle bevarede denne Følsomhed til sin Død. Iblandt hans
efterladte Papirer fandtes et, hvorpaa der stod: »Min Ømfindtlighed er
bleven altfor levende; hvad der kun streifer Huden paa de Andre, det
saarer mig til Blods. Saadan var jeg i 1799, saadan er jeg endnu i 1840.
Men jeg har lært at skjule alt dette under en Ironi, som Hoben ikke
forstaaer.«

Sjældent har der levet en Aand, der med større Kjærlighed til det
Spontane og det Hensynsløse forenede flere Omsvøb og Hensyn, sjeldent
har en Aand været saa sandhedskjærlig og samtidigt saa stærkt maskeret,
saa glødende i sit Had til Hykleri og paa samme Tid saa lidet aaben og
ligefrem.

XX.

Før 1830 har Beyle af poetiske Arbeider ikke udgivet stort mere end
Romanen Armance (1827), en mislykket Bog, hvis Helt, en begavet ung
Mand, gjør den Kvinde, han elsker, ulykkelig, fordi han lider under en
legemligt-sjælelig Sygelighed, hvis Væsen ikke nøiere betegnes, men som
maa tænkes at være ensartet med den, der spiller en Rolle i Swifts og
Kierkegaards Levnet. Aaret 1830, der overhovedet betegner et Tidsafsnit,
gjør ogsaa Epoche i Beyle’s Forfatterliv. Han skriver eller udkaster i
dette Aar begge sine store Romaner, Rouge et Noir, der udkom 1831 og La
chartreuse de Parme, som først fuldendtes og udgaves i 1839 samtidigt
med den største af hans italienske Krøniker L’abbesse de Castro.

Begge disse Romaner behandle Tiden umiddelbart efter Napoleons Fald
og begge behandle den i samme Aand. Dem begge kunde man til Motto
give det Sted i Indledningskapitlet til Mussets Confessions d'un
enfant du siècle, hvor det hedder: »Og naar de Unge talte om Hæder,
svarte man dem: Bliver Præster! og naar de talte om Ære, svarte mam:
Bliver Præster! og naar de talte om Haab, om Elskov, om Kraft og Liv,
bestandig: Bliver Præster!«Smlgn. Reactionen i Frankrig S. 337.. Rouge
et Noir foregaaer i Frankrig, La Chartreuse i Italien, men i begge
Bøger er Hovedpersonen en ung Mand, der hemmeligt sværmer for Napoleon
og som vilde have følt sig lykkelig, ifald han havde kunnet kjæmpe og
udmærke sig under ham i Livets fulde Sollys, men som nu efter hans Fald
ikke har noget andet Middel til at gjøre Carrière end det at hykle og
som derfor efterhaanden udvikler en stedse større Virtuositet heri.
Baade Julien og Fabrice ere i Grunden anlagte til Kavalleri-Officierer
og ikke desmindre blive de begge Geistlige, den ene gjennemgaaer et
katholsk Seminarium, den anden bliver Biskop. Ikke med Urette har man
kaldt Beyle’s Romaner sande Haandbøger i Hykleri. Den Grundstemning, der
ligger bag Bøgerne, er den dybe Væmmelse og Harme, som det triumferende
Hykleri indgød deres Forfatter; han giver denne Stemning, for hvilken
han vil frigjøre sig, det mest fuldstændige Udtryk, idet han uden
at lægge ringeste Uvillie for Dagen skildrer Hykleriet som den hele
Datiden beherskende Magt, hvilken det for Enhver, der vil fremad,
var ubetiuget nødvendigt at hylde, og han stræber at hæve sig til
en moderne Macchiavelli’s Høide, idet han ikke sjeldent applauderer
sine Hovedpersoner, naar deres Forsøg paa uigjennemtrængeligt Hykleri
lykkes for dem, og idet han omvendt misbilliger dem, naar de lade sig
overrumple eller henrive og uforvarende vise sig som de ere. Noget
Tvungent og Pinligt er uadskilleligt fra denne ironiske Fortællemaade.F.
Ex. »Julien svarede meget godt paa disse Indvendinger; det vil sige,
hvad selve Ordlyden angik; men Tonen, hvori han talte, og hans Øines
slet skjulte Livfuldhed gjorde Hr. Chélan urolig. Dog maa man ikke tænke
altfor ringe om Julien; han fandt nøiagtigt de Udtryk, som en Hykler,
der gik paa Fløielspoter, vilde betjene sig af. Det var allerede ikke
daarligt i hans Alder. Hvad Tone og Haandbevægelser angik, saa havde han
jo levet med Bønder, havde aldrig kunnet studere de store Mønstre; men
neppe var det ham senere i Livet forundt at nærme sig disse Herrer, før
han blev beundringsværdig saavel med Hensyn til Haandbevægelser som til
det, han sagde.« Et andet Sted skammer Julian, der spiser til Middag
hos en brutal Fængselsdirektør, sig over det Selskab, hvori han er,
siger sig, at han maaske nok kan opnaae en lignende Samfundsstilling,
men kun ved at begaae Gemenheder som dem, de Nærværende have vænnet
sig til: O Napoleon! tænker han, hvor var det sødt, i din Tid at gjøre
sin Lykke ved at udsætte sit Liv i et Slag istedenfor som nu ved at
forøge en Ulykkeligs Lidelser! — Beyle tilføier: »Jeg tilstaaer, at
den Svaghed, Julien her lægger for Dagen, giver mig en ringe Mening
om ham. Han ligner her de Revolutionsmænd med gule Handsker, der
ville vende op og ned paa Alt, men ikke ville have den mindste Rift
at bebreide sig.« Da Beyle i Et og Alt var et Cerebralmenneske med en
rent filosofisk Iagttagelsesgave og en stedse levende Reflexion, saa
havde han kun ringe Sands for Yderverdenen og kun ringe Evne til at
gjengive den med dens Farver og Former. Det Eneste, der interesserer
ham, er hvad der foregaaer i Følelses- og Bevidsthedslivet, og som
han selv er Psycholog, fremstiller han næsten lutter Psychologer.
Hans Personer besidde i Reglen en Klarhed over hvad der foregaaer i
deres Indre, som langt overgaaer den erfaringsmæssige. Herpaa beroer
hans Romaners eiendommelige Construction. De bestaae fortrinsvis af
til hinanden kjædede, hele Sider ja mange Sider optagende Monologer.
Han udfolder sine Personers stumme Hjerneliv for os, ruller det op og
laaner den indre Samtale Ord. Monologen er hos ham aldrig det lyriske,
dithyrambiske Udbrud som den stundom kan være hos George Sand, nei den
er den tause Overveielses skridtvise, smaahakkede og dog kortfattede,
sammentrængte Spørgen og Svaren.

Det dybest liggende Træk hos Beyle’s Hovedpersoner, der alle, maalte med
den gjængse Morals Maalestok, ere i høieste Grad samvittighedsløse og
usædelige, er det, at de selv indenfra have skabt sig en Moral. Det er
det, som alle Mennesker burde kunne gjøre, men som kun de mest udviklede
Mennesker naae til, og herpaa beroer deres mærkværdige Overlegenhed
over andre Personligheder, som vi have truffet i Bøger eller i Livet.
De holde sig et idealt Forbillede, som de have dannet sig, uafbrudt
for Øie, stræbe at forme sig derefter og slaae sig ikke til Ro før de
have tilkjæmpet sig Selvagtelse. Derfor kan Julien, der henrettes for
at have begaaet et afskyeligt Mordattentat paa en forsvarsløs Kvinde,
endnu i sin Dødsstund trøste sig med, at han ikke har levet isoleret
paa Jorden, han har levet med »Pligtens« Idee for Øie. Det er tydeligt
nok at Beyle har taget det Charaktertræk, med hvilket han saaledes har
udrustet sine Helte, fra sit eget Væsen. I et af hans Breve fra 1822, i
hvilket han udvikler, at de store Hoteller ere ham forhadte paa Grund
af den Uartighed, man der viser de Reisende, hedder det f. Ex.: »En
Dag, hvor jeg bliver vred, er tabt for mig, men saasnart jeg seer at
man begaaer en Uforskammenhed imod mig, indbilder jeg mig, at man vil
foragte mig, ifald jeg ikke gjør mig vred.« Det er nøiagtigt den Maade,
paa hvilken Julien og Fabrice raisonnere. Saaledes tvinger Julien sig
til at lægge sin Haand kjærtegnende paa Madame de Rênal’s, saaledes
tvinger Fabrice sig til paa Trods at gjentage det sande, men haanlige
Udtryk, han ved Waterloo har brugt om de franske Soldaters Flugt. Julien
er fransk og gjennemreflecteret, Fabrice italiensk og naiv. men de
mødes i den Egenskab, man kunde kalde den moralske Productivitet. Som
Julien i Fængslet siger til sig selv: »Den Pligt, jeg havde foreskrevet
mig — med Rette eller Urette — har været som den faste Træstamme,
til hvilken jeg har støttet mig under Uveiret,« saaledes siger den
letsindige Fabrice, der bebreider sig en øieblikkelig Frygt (ligeledes
til sig selv): »Min Tante mener, at det, jeg mest trænger til, er at
lære at tilgive mig selv. Jeg sammenligner mig altid med et fuldkomment
Forbillede, der ikke kan existere.« Man finder denne samme aandelige
Overlegenhed og Selvstændighed hos Frøken de la Mole i Rouge et Noir
og hos Mosca i La Chartreuse. Mosca, der af de Samtidige naivt ansaaes
for udført efter Metternich som Model, staaer, skjøndt Minister ved et
lille legitimistisk Hof, ganske ligesaa aandsfrit overfor det System,
han tjener, som Beyle’s unge Hovedpersoner gjøre. Mosca sværmer endog i
Smug for Napoleon og har i sin Ungdom været Officier i hans Hær. Naar
han ifører sig sit store gule Ordensbaand, er det med en Vittighed paa
Læberne: «»Det tilkommer ikke os,« siger han, »at nedbryde Magtens
Prestige; det besørge de franske Aviser hurtigt nok; Ærbødigheds-Manien
vil neppe vare vor Levetid ud.«

Men hvad enten de skildrede Personligheder nu ere fremragende ved
Begavelse eller ikke, saa er den Maade, paa hvilken deres Aandsliv
fremføres, enestaaende. Vi see dem ikke blot ind i Sjælen, men vi see —
som hos ingen anden Forfatter — de psychologiske Love, i Kraft af hvilke
de handle eller føle som de gjør. Ingen anden Romandigter skaffer sin
Læser i samme Grad den Fornøielse, som ledsager fuldstændig Indsigt.

Madame de Rênal elsker Julien, der lever i hendes Hus som Børnenes
Lærer. Etsteds hedder det saa: »Med Skam og Skræk opdagede Madame de
Rénal, at hun elskede sine Børn endnu høiere, fordi de holdt saa meget
af Julien.« — Mathilde de la Mole piner Julien ved at betroe ham de
Følelser, hun tidligere har næret for enkelte af sine Tilbedere. Saa
hedder det: »Havde man heldt smeltet Bly ind i hans Bryst, vilde han
ikke have lidt saa meget. Hvorledes kunde den stakkels Fyr, elendig
som han følte sig, gjætte, at det var fordi hun talte til ham at
Frøken de la Mole fandt saa megen Fornøielse i at mindes sine gamle
Halvforelskelser?« Begge Steder illustrere en psychologisk Lov.

Julian har lige betraadt den geistlige Vei af ærgjerrige Grunde,
men med indre Modbydelighed. Ved en festlig Leilighed seer han i
Landsbykirken en ung Biskop knæle, omringet af lutter smukke unge Piger,
der synes ikke noksom at kunne beundre hans smukke Kniplinger, hans
yndefulde Manerer, hans fine og blide Fysiognomi: »Dette Skuespil fik
vor Helt til at miste hvad han endnu havde tilbage af Fornuft. I dette
Øieblik vilde han have sloges for Inquisitionen og det i god Tro«.
Den sidste Tilføielse »og det i god Tro« er især beundringsværdig.
Man parallelisere hermed et Sted i La Chartreuse: Mosca har under en
Opstand, som er fulgt paa Fyrstens Død — en Fyrste, hvem han grundigt
har foragtet og som hans egen Elskede har ladet forgive — maattet
stille sig i Spidsen for Soldaterne og i den unge, lige saa elendige
Fyrstes Navn maattet adsprede Hoben. I det Brev, hvori han meddeler
sin Elskede det Skete, hedder det: »Men hvad der er pudsigt, det
er, at jeg, i min Alder, har havt et Øiebliks Begeistring, idet jeg
holdt min Tale til Garden og rev Epauletterne af den Kujon, den havde
til General. I det Øieblik havde jeg uden Vaklen givet mit Liv for
Fyrsten; jeg tilstaaer nu, at det havde været en saare dum Maade at
blive af med det paa.« Begge Steder vise med sjelden Finhed, hvorledes
en kunstig Begeistring ligesom ved Smitte opstaaer og blænder. Ingen
Romandigter har nogensinde som Beyle fremstilt Forestillingernes og de
af dem fremkaldte Sindsbevægelsers indre Kampe. Hos ham seer man som
gjennem et Forstørrelsesglas eller som paa et Præparat, hvor de fineste
Aarer ved Indsprøitning af Farvestof ere gjorte tydelige, Vexel- og
Styrkeforholdene mellem Lykkes- og Ulykkesfølelserne hos Mennesker,
der lide og handle. Mosca har modtaget et anonymt Brev, der fortæller
ham, at hans Elskede har en Anden kjær. Meddelelsen, for hvis Rigtighed
Meget taler, nedslaaer ham først aldeles. Saa begynder han uvilkaarligt
som forstandig Mand og som Diplomat at gruble over, fra hvem Brevet
vel kan stamme. Han udfinder, at Fyrsten maa være dets Forfatter.
»Da denne Opgave var løst, blev den lille Glæde, som Fornøielsen ved
den øiensynlig rigtige Gjætning medførte, snart udslettet ved det
smertelige indre Syn af hans Medbeilers ungdomsfriske Skikkelse, der
paany vendte tilbage.« Beyle har ikke forsømt at notere den flygtige
Tilfredsstillelse ved Opdagelsen, som et Øieblik afbryder Skinsygens
Kvaler. — Kun faa Dage skille Julien fra den Dag, hvor han skal bestige
Skafottet. Han seer imidlertid i sit Fængsel hyppigt sin Elskede,
fra hvem han i Aaringer har været adskilt, og lever i sin Kjærlighed
næsten uden nogensinde at tænke paa det Forestaaende: »Ved en underlig
Virkning af denne Lidenskab, naar den er tilstede i høieste Grad og uden
nogensomhelst Forstillelse, delte Madame de Rênal næsten hans Sorgløshed
og blide Munterhed.« Denne sidste saa dristige Tilføielse synes mig af
den mest overraskende Dybde. Beyle har rigtigt følt og udtalt, hvor
energisk en hele Sjælen fyldende, lykkelig Lidenskab kaster alle mørke
Tanker (selv Tanken paa den visse Undergang) ud af Bevidstheden, saa
tidt de ville trænge sig ind; han har vidst, at Lidenskaben under sin
Brydekamp med Forestillingerne om tilstundende Ulykke overvinder dem
som absolut magtesløse, hvor den ikke formaaer at slaae dem ned som
utænkelige. Det er saadanne Steder hos ham, der ved Sammenligning lade
alle andre Romanforfattere tage sig fladbundede ud.

Hans Personligheder ere aldrig simple, ligefremme Mennesker, men han
forstaaer at meddele dem, ogsaa Kvinderne iblandt dem, et eget Præg af
Storhed. De have en vis forskruet og dog ægte Heroisme, visse Opsving,
der river hele Sjælelivet med sig, og naar det kommer til Stykket,
finere Følelser og fastere Hjerter end Gjennemsnitsmenneskeheden. Man
agte paa de Smaatræk med hvilke han charakteriserer sine Kvinder.
Om Madame de Rénal hedder det i Rouge et Noir: »Det var en af de
ædle og sværmeriske Sjæle, for hvilke det at see Muligheden til en
ædelmodig Handling og ikke udføre den er Kilden til et næsten lige
saa heftigt Samvittighedsnag, som det, der hos Andre følger paa en
begaaet Forbrydelse.« — Mathilde de la Mole siger: »Jeg føler mig
selv i lige Høide med Alt, hvad Dristigt og Stort der nogensinde har
existeret [...] Hvilken stor Handling har ikke i det Øieblik, da den
blev foretaget, syntes en Urimelighed! Det er først, naar den er
udført, at den synes Hoben mulig«. Med hvilket Mesterskab er ikke i
disse to ganske korte Citater tvende modsatte Former af kvindelig
Ualmindelighed, den hengivelsesfulde og den dumdristige tegnet! Man
føler, hvor sandt Beyle har talt, naar han i sit Brev til Balzac
definerer sin kunstneriske Fremgangsmaade saaledes: jeg tager en eller
anden Person, som jeg kjender godt, jeg lader ham eller hende beholde
sit Væsens Grundtræk, men saa udruster jeg dem i aandelig Henseende
bedre (ensuite je lui donne plus d’esprit).

Af de to Romaner er uden Sammenligning Rouge et Noir, der foregaaer
paa fransk Grund, den bedste; i La Chartreuse de Parme har man kun
undtagelsesvis den sikre Følelse af at have Virkelighedens Grund under
sine Fødder. Beyle har nu eengang formet sig sit eget Italien paa
Grundlag af sin Ungdoms fantastisk opfattede Erfaringer, og dette
Italien gjør paa os Moderne kun et lidet paalideligt Indtryk. Han viser
i sin Roman som i sine Afhandlinger, at italienske Gemytter paa Grund
af en levende Indbildningskraft ere langt mere plagede end franske af
Mistanke og Hjernespind, at til Gjengjæld deres Glæder ere heftigere
og mere varige, at de besidde en mere opladt Skjønhedssands og langt
ringere Forfængelighed. Undertiden overraskes man ved folkepsychologiske
Bemærkninger, der forudsat at de ere rigtige — hvad jeg troer — have
en ualmindelig Dybde. Det hedder saaledes etsteds om Hertuginden af
Sanseverino, at hun, der selv havde ladet et Giftmord begaae, blev ude
af sig selv af Kval, da hun hørte, at hendes Elskede truedes af Gift:
»Hun gjorde ikke den moralske Reflection, som vilde have ligget saa nær
for en Kvinde, der var opdraget i en af de nordiske, den personlige
Undersøgelse tilstedende Confessioner: jeg har selv først anvendt Gift
og straffes derfor nu ved Gift. I Italen synes saadanne Reflexioner
i lidenskabelige Øieblikke saa taabelige som i Paris under lignende
Omstændigheder en Brander vilde synes«. Hvad der dybest inde har tiltalt
Beyle ved det italienske Naturel var øiensynligt det rent hedenske Fond,
som ingen af Oldtidens eller Middelalderens Religioner havde kunnet
anfægte. Men saa dybsindig Racepsychologien her end mange Gange er, saa
tiltaler dog La Chartreuse de Parme en Nutidslæser mindre, fordi den
har langt mere end Rouge et Noir af Periodens rent udvortes Romantik,
Forklædninger, Drab, Fængselsscener, Flugtscener, Giftmord o. s. v. En
indre, dybere Romantik er derimod fælles for begge disse Bøger.

 Beyle er vel i mange Maader en høist moderne Aand; hans stadigt
tilbagevendende Spaadom: »Jeg vil blive læst omkring 1880« er nøiagtigt
gaaet i Opfyldelse; ikke desmindre er han imidlertid i sit Sjæleliv og
sin Charaktertegning en afgjort Romantiker. Kun er der det at mærke, at
hans Romantik er stærke Sjæles Romantik og kritiske Sjæles; den er det
Element af Sværmeri indtil Galskab og af Ømhed indtil Selvopofrelse,
der undertiden findes i ellers faste og rationelle Charakterer. Denne
Romantik virker i Beyles gjennemreflecterede Personligheder som det
fineste og stærkeste Sprængstof. Det er indesluttet i et fast, haardt
Legeme, men det bevarer der sin Kraft. Et Stød, Dynamiten sprænger
Glaskuglen og udbreder Død og Fordærvelse omkring sig. Se Julien,
Mathilde, Hertuginden af Sanseverino o. s. v. Af og til synes disse
Personligheder snarere at høre det af Beyle med saa megen Andagt
studerede 16de Aarhundrede end vore Dage til. Om Fabrice bemærker han
selv etsteds, at hans første Tilskyndelse var ganske i hint Aarhundredes
Aand, Mathilde lever efter Forfatterens egen Fremstilling helt i det
samme Aarhundrede i Frankrig. Men med den Energiens og de dristige
Handlingers Romantik, som slige Træk betegne, forener sig hos Beyle
netop den særegne Form af romantisk Sværmeri, som svarer til Aaret
1830 i Frankrig. Hans Julien, den geniale men af Restaurationstidens
Aand nedtrykte Plebeier, der føler sig overstraalt af den herskende
gyldne Middelmaadighed, fortæres af Hunger og Tørst efter Oplevelser
og Indtryk, bruger, da han er henvist til afmægtigt Had alle Midler,
for at hæve sig ud over sin oprindelige Samfundsstilling, men er
selv naar han i Øieblikket triumferer, bestandig paa Krigsfod mod
Omverdenen og evigt utilfredsstillet. Som oprørsk Melancholiker, som
hævnfnysende Plebeier, som den Ulykkelige der føler sig i Krig med
Samfundet (»l'homme malheureux en guerre avec la société« kalder Beyle
ham) er han en omtrent jævnaldrende men klogere Broder til de Samfundets
Stedbørn, Hugo tegner, Didier, Gilbert, Ruy Blas, til Alexandre Dumas’s
Ungdomshelt Bastarden Antony, til Musset’s Frank, George Sands Lélia og
Balzacs Rastignac.

Som Skribent betragtet stammer Beyle fra det syttende og attende
Aarhundrede. Han har dannet sig efter Montesquieu, han minder hist
og her om Chamfort, han er en Beundrer af Paul Louis Courier, der
ligesom han fra Militærstanden var gaaet over til Litteraturen og hvis
billedløse Sprogs forstandsklare og klassiske Renhed tiltalte ham i
liøieste Grad. Men naar Courier fremfor Alt lagde sig efter Stilens
Vellyd og fuldendte Gjennemsigtighed, naar han etsteds rosende siger
om en Oldtidsforfatter, at han vilde ladet Pompeius være den seirende
i Slaget ved Farsalus, dersom det havdet kunnet give Sætningen større
Runding, saa er hermed det Standpunkt indtaget der ligger fjernest
fra Beyles. Beyle havde som Stilist hverken Farve- eller Formsands.
Han hverken kunde eller vilde skrive for Øiet; Billedet var ham Intet
i Sammenligning med Ideen; han stræbte aldrig end ikke glimtvis at
nærme sig til Chateaubriands eller Hugos Skrivemaade. Og ligesaa lidt
henvendte han sig til Øret, naar han skrev; den poetiske Prosa var
ham en Rædsel; han hadede Stilen i Madame de Staëls Corinne og lod
haant om Foredraget i George Sands Romaner. Det var paa Trods mod den
poetiske Veltalenhed, at han til Balzac skrev de bekjendte Ord: »Da jeg
forfattede La Chartreuse læste jeg hver Morgen for at faae den rette
Tone og altid være naturlig, to til tre Sider i Code civil; jeg vil ikke
ved kunstige Midler bedaare Læserens Sind«. Man kan ikke som Digter
udtrykke sig med større og uforstandigere Ringeagt for det Kunstneriske.
Ikke desmindre har Beyle kunstneriske Egenskaber. Ere end hans Bøger
som Helheder elendigt componerede, saa at sige daarligt tegnede, saa
ere dog mangfoldige Enkeltheder udmalede med Mesterskab. Er hans Stil
end uden al Musik — hvad der iøvrigt er mærkværdigt hos en Tilbeder af
italiensk Musik som ham — saa vrimle de dog af uforglemmelige Sætninger.
Han besidder ikke den Kunst, at kunne skrive en Side, men han har det
Geni, som formaaer at stemple et Ord, at hensætte et Træk. I denne
Henseende er han George Sands Antipode, thi hos hende staaer Siden altid
langt over Ordet, hos Beyle Ordet uendeligt over Siden. For Balzac
nærede han en oprigtig Beundring, men den Balzac’ske Stil var ham en
Gru. Man seer det bedst af en Optegnelse i Mémoires d’un Touriste, hvor
han udtaler den Mening, at Balzac først har skrevet sine Romaner i et
fornuftigt Sprog, saa klædte dem paa i smuk romantisk Stil med Udtryk
som »det sneer i mit Hjerte« o. s. v. Han egen Stil har de Fortrin og
Mangler, som med Nødvendighed fulgte af hans filosofiske og aforistiske
Tænkemaade. Den er paa den ene Side tankerig og billedløs, paa den anden
Side uordentlig, skjødesløs og springende.For i et Overblik at have
for Øie, hvor slet og hvor godt Beyle kan skrive, læse man følgende:
»Ce raisonnement, si juste en apparence, acheva de jeter Mathilde hors
d’elle même. Cette âme altière, mais saturée de toute cette prudence
sèche, qui passe dans le grand monde pour peindre fidèlement le cæur
humain, n’était pas faite pour comprendre si vite le bonheur de se
moquer de toute prudence qui peut étre si vif pour une âme ardente«. Man
aner, hvad Beyle vil sige, skjøndt Sætningen fraseet dens stilistiske
Ubehjælpsomhed ikke engang er logisk rigtig. Saa følger umiddelbart
derpaa denne ved sit Dybsind og sit Vid lige overraskende Sætning:
»Dans les hautes classes de la société de Paris, ou Mathilde avait
vécu, la passion ne peut que bien rarement se dépouiller de prudence,
et c’est du cinquième étage qu’on se jette par la fenêtre«. Men den
har et stort og mægtigt Fortrin: den er besjælet af en sand horror
vacui; den er præget af en saadan Rædsel for det Tomme og det Vage,
at der neppe gives nogen saa indholdsrig og kjærnefuld Fremstilling
som hans. Beyle pleiede at sige, at kun Pedanter og Præster snakke om
Døden; han frygtede den ikke, men han betragtede den som en hæslig og
sørgelig Ting, om hvilken det sømmede sig bedst at tale saa lidt som
muligt. Da han i Aaret 1842 ramtes af den Død, han havde ønsket sig,
en pludselig og uventet, var hans Navn næsten ubekjendt for Publicum.
Der var kun tre Personer tilstede ved hans Begravelse og Ingen af dem
sagde et Ord; hvad der blev skrevet om ham i Pressen var, skjøndt
velment, lutter Vidnesbyrd om, hvor lidet forstaaet han var blevet
af dem, som paaskjønnede ham mest. Men siden da har hans Ry været i
bestandig Stigen. Man begyndte med at betragte ham som en Særling, som
en mere eller mindre affekteret Original; man var senere, selv naar man
indrømmede ham store Aandsgaver, tilbøjelig til at ansee ham for en
isoleret Skikkelse, en i sin Paradoxi ufrugtbar Aand. Jeg for min Del
seer i ham ikke blot en Hovedrepræsentant for Slægten fra 1830, men et
uoverspringeligt Led i Aarhundredets store Ideebevægelse; thi han har
som Psycholog havt en ikke ringere Efterfølger og Fortsætter end Taine
og som Digter en ikke ringere Efterfølger og Elev end Prosper Mérimée.De
bedste Artikler om Beyle ere Balzac’s Kritik over La Chartreuse,
Taine’s over Rouge et Noir, Mérimée’s Notits i Indledningen til Beyle’s
Correspondance inédite, lidt vidtløftigere i Portraits historiques,
Colomb’s biografiske Essai, Sainte-Beuves to Artikler i Causeries du
lundi T. 9, A. Bussière’s Artikel i Revue des deux mondes 15 Januar
1843, Zola’s i Les romanciers naturalistes og Paul Bourget’s i Revue
Nouvelle 15 August 1882. Alfred de Bougy’s Stendhal er kun Plagiat og
Vigtigmageri.

XXI.

De Nulevende, der i Victor Hugo’s Histoire d’un crime have læst de
haanlige Ord om Mérimée og som ere tilbøielige til i Hugo kun at see
den lyrisk-rhetoriske Republikaner, i Mérimée den fine og sarkastiske
Sekretær ved det andet Keiserdømmes Kjærlighedshoffer, have vanskeligt
ved at forestille sig, at disse to Mænd, hvem poetiske og politiske
Antipathier efterhaanden førte langt bort fra hinanden, som Ynglinge
tilhørte samme Leir og omgikkes paa fredelig, ja venskabelig Maade. Og
dog saa i Romantismens skjønne Foraarsdage den altskuende Sol engang
Mateo Falcone’s correcte Forfatter i Skjorteærmer og med Forklæde over
Vesten i Victor Hugo’s Kjøkken, hvor han, omgivet af hele Familien, gav
Husets Kokkepige en af et heldigt Udfald kronet Lection i Tilberedelsen
af Macaroni à l’italienne, og man fortæller, at Hugo en Aften — maaskee
stemt til Begeistring ved hine fortrinlige Macaroni — af Navnet
Prosper Mérimée dannede det slaaende og smigrende Anagram: M. Première
Prose.Victor Hugo raconté par un témoin de sa vie II 159; Eugéne de
Mirécourt: Mérimée 25.

Victor Hugo selv vilde visselig ikke nutildags lade denne Omskrivning
gjælde — han, der senere hen en Gang, da En roste Mérimée’s ædru Stil,
henkastede Ordet »den daarlige Maves Ædruelighed«; men man tager
neppe fejl i den Paastand, at hint Anagram ganske nøie udtrykker den
Anskuelse, som næres af den ældre Generation i Frankrig. For den
fyrretyveaarige, fintdannede franske Verdensmand overgaaer endnu den Dag
idag ingen Prosastil Prosper Mérimée’s.

 For Verdensmanden siger jeg; thi for vore Dages sandseligt og malerisk
anlagte Prosaister og deres Publicum er Udtrykkets simple Natur lighed,
dets Klarhed og Korthed om end anerkjendelsesværdige Fortrin dog
ikke de stilistiske Egenskaber, de sætte høiest. Den almendannede
Franskmand derimod ynder Fortælling og afskyer Skildring, han er (uden
at vide det) en doctrinær Tilhænger af Lessings Principer i Laokoon,
en ægte Rationalist, der fordømmer al romantisk og naturalistisk
Beskrivelsessyge, og der altid har sat Voltaire’s Skrivemaade himmelhøit
oveu Diderots. Hvo der uden at vanskeliggjøre Overblikket, byder saa
mange Kjendsgjerninger som muligt indenfor det snevrest mulige Rum,
svarer til den almindeligt Dannedes kunstneriske Ideal, ja virkeliggjør
det uden videre, ifald han som Mérimée med denne Sammentrængthed
forbinder den fuldstændige Selvbeherskelse i Tone og Stil. Den ældre
Slægt i Frankrig, for hvilken Ordet »Romantik« efterhaanden næsten
er blevet ensbetydende med Sværmeri og Svulst, begynder nutildags at
undre sig over, at man overhovedet nogensinde har regnet Mérimée til
Romantikerne; den indrømmer vel, at han deltog i de første romantiske
Felttog, men den betoner, at det halvveis skete af en Feiltagelse.
Da Jules Sandeau modtog Mérimée’s Efterfølger i det franske Akademi,
Louis de Loménie, fortalte han for at oplyse hvad Art Kampfælle Mérimée
havde været for Romantikerne, den gamle Anekdote om hin Gentleman,
der i Julidagene 1830 utaalmodigt rev Geværet ud af Haanden paa en
af Oprørerne, som ikke forstod at omgaaes med Vaaben, sigtede paa en
Schweizer i Tuileries-Vinduerne, skjød ham og derpaa høfligt besvarede
Insurgentens Opfordring til at beholde det Gevær, han saa fortræffeligt
forstod at bruge, med Ordene: »Mange Tak, men jeg er ellers Royalist«.
Paa samme Maade skal Mérimée egentlig altid have været en Klassiker,
og naar han i Begyndelsen af sin Løbebane næsten overbød Romantikerne,
saa var det blot, fordi han ikke kunde modstaa Fristelsen til at vise
dem, hvorledes de skulde skyde. Den Opfattelse, der ligger bag denne
spøgende Overdrivelse, er imidlertid alt andet end rigtig. Man kan
uden Vanskelighed godtgjøre, at Mérimée som Digter tiltrods for sin
Stils Tilbageholdenhed og klassiske Strenghed i mange Henseender er en
udpræget Repræsentant for den fransk-romantiske Aandsretning. Dette
hans Væsens almindelige Grundtræk træder des skarpere frem, jo mere man
fordyber sig i hans Naturs individuelle Eiendommelighed.

Prosper Mérimée (født 28 September 1803) nedstammer fra en
Kunstnerfamilie. Hans Fader var en dygtig, flersidigt dannet Maler,
der har skrevet en Bog om sin Kunsts Technik; hans Moder var en især
for sine Børneportraiter yndet Malerinde, der havde Fortællertalent
og var vant til ved morsomme Historier at faae Børnene til at sidde
stille, imedens de bleve malte. Det Por trait, som hun har udført af sin
eneste Søn, da han gik i sit femte Aar, giver en ligesaa fordelagtig
Forestilling om hendes kunstneriske Evne som om Barnets Ydre. Ansigtet
har en hos en saa lille Dreng ganske ualmindelig Art af Skjønhed, thi
der ligger Noget af Mandens Stolthed og intellectuelle Overlegenhed i
dette fornemme, af bløde Lokker indfattede Barnefysiognomi. Saa rent
og frit som Blikket er, saa skalkagtig er de klogtsluttende Læbers
Bølgelinie; Hovedets Holdning er en lille Fyrstes.En Afbildning
af Portraitet finder man i Maurice Tourneux: Prosper Mérimée. Ses
portraits, ses dessins, sa bibliothèque. Man forstaaer at denne Dreng
efter en Dag at have seet Forældrene, der havde anstillet sig vrede
paa ham, lee bag hans Ryg af hans angerfulde Taarer, fattede den
Beslutning »aldrig at bede om Forladelse«, et Forsæt, han som Mand
blev tro. Moderen, med hvem han boede sammen lige indtil hendes Død
i Aaret 1852, var en Kvinde af sjelden Charakterstyrke, hos hvem det
forrige Aarhundredes Dannelse havde avlet en saa udpræget Uvillie mod
al religiøs Tro, at hun ikke engang lod Sønnen døbe — en Omstændighed,
ved hvilken denne som moden Mand pleiede at dvæle med et vist satirisk
Behag. En from og elskværdig Dame, der førte hele sin Veltalenhed i
Ilden for at bevæge ham til at underkaste sig Daabsceremonien, gav han
Svaret: »Jeg giver efter, dog paa een Betingelse, og det er den, at De
bliver min Gudmoder; jeg faaer en lang hvid Kjole paa, og De bærer mig
paa Armen«.

Hans Livs ydre Skjæbner ere snart fortalte. Efter at have absolveret
de juridiske Pligtstudier, enhver ung velhavende Franskmand pleier
at foretage, debuterede han, 22 Aar gammel, med Glands som Digter,
førte i Kredse, der tilhørte den liberale Opposition, indtil sit
28de Aar et uafhængigt Ungdomsliv, under hvilket han delte sin Tid
mellem Litteraturen og Adspredelser, blev saa, da hans politiske
Venner kom til Koret, i 1831 udnævnt til som Efterfølger af Vitet, i
hvis Spor han allerede var traadt som Digter, at beklæde Posten som
Inspektør for Frankrigs historiske Mindesmærker. Han bestyrede sit
Embede med Iver og Indsigt. Talrige Reiser i Spanien og England, en
Reise til Orienten, to til Grækenland fuldstændiggjorde hans originale
Dannelse og berigede ham med de mest forskjelligartede Indtryk af
fremmede Charakterer og Sæder, navnlig fordi han med sine overordentlige
Sprogkundskaber bevægede sig i de fremmede Lande som en Indfødt. Hans
især i Frankrig sjeldne Sprogbegavelse var saa stor, at han talte
Engelsk, Spansk, Italiensk, Nygræsk og Russisk; Spansk endog i de
forskjellige Mundarter, deri indbefattet Zigeunerdialekten; han havde
studeret disse Sprogs Literaturer grundigt og beherskede desuden den
gammelgræske og romerske Litteratur som en Filolog. Efter at han paa
Embedsvegne havde offenliggjort flere lærde Meddelelser om sine Reiser
i Frankrig og som Historiker havde udgivet Studier over Episoder af den
romerske Historie, blev han 1841 i sin Egenskab af Archæolog optaget
i Académie des inscriptions; 1844 fik han Sæde i det franske Akademi.
Efter det andet Keiserdømmes Oprettelse blev han, der som mangeaarig
Ven af Grevinde Montijo stod den keiserlige Familie nær, og som i
Forening med Octave Feuillet længe udgjorde det nye Hofs eneste literære
Pryd, allerede i 1853 udnævnt til Senator, en Værdighed, til hvilken
han var for god og som med Rette skadede hans Anseelse, skjøndt han
næsten aldrig deltog i Forhandlingerne. Han oplevede endnu som dødssyg
Keiserrigets Sammenstyrtning og døde i Cannes den 23de September 1870.

Det indre Liv, der lægger sig for Dagen i hans Værker, er langtfra ikke
saa simpelt. Anlæggene hos denne Yngling, der atten Aar gammel traadte
ud i Verden, vare af en særegent compliceret Beskaffenhed. Han var meget
stolt, paa en Gang dristig og sky. Han havde en forvoven Aand og en
bly, forbeholden Charakter. For at skjule sin medfødte Undseelighed,
over hvilken hans Stolthed rødmede, viste han sig enten stiv og kold
eller frivol med et Anstrøg af Cynisme, der senere blev til Manér hos
ham i Samtale med Mænd. Ganske vist var han i sin tidlige Ungdom ikke
saa mistroisk og tilbageholdende som sidenhen ; men man tager feil,
naar man vil udlede hans Skepsis af en eller anden bestemt, enkelt
Skuffelse. Selvfølgelig blev han mange Gange skuffet og mange Gange
voldsomt udrevet af Illusioner; vi blive det alle; han blev bedragen i
Venskabsforhold, opofret i Kjærlighedsforhold — d’Haussonville (Revue
des deux mondes 15 Aug. 1877) fortæller det bestemte Tilfælde — han
lærte Verden at kjende og erfor, at Livet er en Krig og at Mennesket
ikke blot maa værge sig mod falske og upaalidelige Venner, hemmelige og
aabne Fjender, men ogsaa mod dem, der, som han siger i et Brev, »gjøre
det Onde for det Ondes Skyld«. Var han imidlertid ikke fra Begyndelsen
af traadt ud i Livet med Spiren til Mistro i sig, saa vilde ti paa
hinanden følgende Erfaringer af den bitreste Art ikke have helbredt ham
for sin Tiltro til Menneskene; thi den tillidsfuldt Anlagte har altid
tillige gjort ti modsatte Erfaringer, der opveie hine første. Men han
havde et ligesaa kritisk som poetisk Naturel, og den Grundsætning, der
gjælder for den videnskabelige Kritiker, at han kun fortjener Tillid
i samme Grad som han har havt Mistillid, bliver af slige Aander let
optaget som Regel for Livet. Man aner, hvor megen Pine den digteriske
Modtagelighed for Indtryk har voldt ham med hans saa stærkt udviklede
kritiske Sands.

Den kritiske Aandsretning er fremfor Alt sandhedskjærlig, og Mérimée
var det i høi Grad. Hans medfødte Dristighed tvang ham desuden til
uden Henblik paa givne Vedtægter at udtale Sandheden saaledes, som
han følte den. Man seer af hans Breve, hvor aaben han af Naturen var,
hvilket Hang han havde til at sige Sandheden uden nogetsoinhelst Omsvøb
og hvor utaalmodig han blev over conventionelle Løgne, ja selv over
mildnende og eufemistiske Udtryk. Den første Samling Lettres à une
inconnue er i denne Henseende særligt lærerig. Mérimée bliver i en
Kjærlighedsbrevvexling næsten grov, saasnart han mener at have grebet
den Elskede i en eller anden conventionel Anskuelse. Omendskjøndt han
med sin Frygt for Latteren og sin med Aarene tiltagende Skepticisme
hverken var anlagt til vandrende Ridder eller til Martyr, seer man ham
derfor endnu i sit halvtredsindstyvende Aar begaae en saadan ridderlig
Dumhed, som ellers kun pleier at forekomme i en Verdensmands første
Ungdomsaar. Da hans Ven, den berømte Libri, blev dømt, fordi han havde
misbrugt sin Stilling som Bibliothekar til at fjerne og sælge en Mængde
af de kostbareste Bøger i de franske Bibliotheker, tog Mérimée, som ikke
kunde tiltro Libri en saa uværdig Handling, hans P arti med en Iver,
der havde været en bedre Sag værdig, og kastede sig i en Artikel, hvis
glimrende Vid minder om Paul Louis Courier’s Pamfletter, (Revue des deux
mondes, 15 April 1852) over Undersøgelsescommissionen og Dommerne. En
Don Quichote af Faget havde ikke kunnet begaae en større Taabelighed,
og hvis, som Indviede mene, Madame Libri havde større Del i denne hans
Lidenskabelighed end Libri selv, gjør det ikke synderlig Forskjel.
Selv under Keiserdømmet og som Hofmand bevarede han sit Frisprog. Jeg
tænker ikke paa, at han i Regelen ytrede sig temmelig nedsættende om
Napoleon den 3die, thi dette geraader ham ikke til synderlig Ære, da
han officielt sluttede sig saa nær til hans Regjering; men selv i
Samtaler med den keiserlige Families Medlemmer forstod han at forene
Frimodighed med Finhed. Han fortæller f. Ex. i et Brev af 20 Juli 1859,
at Keiserinden efter den store Tale, som Napoleon ved sin Tilbagekomst
fra Italien holdt, har spurgt ham paa Spansk, hvordan han fandt Talen.
»Jeg svarede«, skriver han, »for at forene Hofmandstone med Ligefremhed:
Muy necesario! (meget nødvendig)«.

Denne Drift til hensynsløs Aabenhed hos Mérimée blev nu imidlertid
stærkt hæmmet ved Charakterens Stolthed og Skyhed. Han havde tidlig
lært, at den som naivt træder op for Offent ligheden med sit
Følelsesliv, ikke blot giver sig til Pris for Spottere, men æsker
Pakkets Medfølelse og Familiaritet; han var alt som Yngling fast bestemt
paa ikke at smide sit Hjerte for Hundene. Han behøvede fremdeles ikke
engang at være saa mistroisk, som han var, for at indsee, at de, der
rundt omkring ham saa barnligt og ligefrem stillede deres Følelser
til Skue, i Regelen meget vel vidste, hvad de gjorde, og hvorfor de
gjorde det. De Mange, der paa Offentlighedens store Marked udraabte
deres Ædelmodighed, deres Alvor, deres Kjærlighed til Sædelighed og
Religion, deres Patriotisme o. s. v. syntes ham bestandig at angle
efter Bifald eller at have en god Forretning for Øie. Han kunde jo
ikke selv oversee, hvor godt det i Regelen lønner sig at ytre ophøiede
Synsmaader og varme Følelser, og det faldt ham derfor vanskeligt at
forudsætte Uvidenhed om denne Kjendsgjerning hos de Andre. Han kunde
i ethvert Tilfælde ikke bekvemme sig til at bære sig ad som de; han
hørte til de Naturer, som ikke formaae at bringe det over deres Læber,
at de finde Dyden elskværdig og Lasten hæslig og som ere ganske ude
af Stand til at prise Trekløveret »det Gode, Sande og Skjønne«. For
at undgaae ethvert Compagniskab med de beregnende Følelsesmennesker
og for at spærre den profane Hob Indsigten i sit Følelsesliv greb han
den Udvei at dække sin vibrerende Følelse med en staalglat Ironi som
med et Pandser. Han vilde hellere synes værre end han var, end udsætte
sig for at forvexles med Mønstermenneskene. Han arbeidede under denne
Bestræbelse saa stærkt med sig selv, at Menneskevæsenets ganske simple,
allerfriskeste Naturlighed gled ham afhænde og der i dens Sted traadte
en endnu bestandigt naturlig, men raffineret simpel Grundtone. I Le vase
étrusque, den af hans Fortællinger, der giver det bedste Indblik i hans
oprindelige Sjæleliv, hedder det om Hovedpersonen Saint-Clair: «Han var
født med et ømt og elskende Hjerte; men i en Alder, i hvilken man altfor
let optager Indtryk, der vare hele Livet, havde hans altfor meddelsomme
Sensibilitet paadraget ham hans Kameraters Spotterier. Han var stolt,
ærgjerrig; han holdt paa Andres Mening som Børn gjøre. Fra den Tid af
gjorde han sig det til et Studium at skjule ethvert ydre Tegn paa hvad
han betragtede som en vanærende Svaghed. Han naaede sit Maal, men Seiren
kom ham dyrt til at staae. Han kunde for Andre dølge, hvad der foregik
i hans altfor ømt bevægede Sjæl; men ved at undertrykke enhver Ytring
af sine Sindsbevægelser, gjorde han dem kun tusinde Gange mere pinlige
for sig selv. I selskabelig Omgang fik han det sørgelige Ry paa sig at
være følelsesløs og letsindig; men naar han var ene, skabte hans urolige
Indbildningskraft ham Kvaler, der vare saa meget frygteligere, som han
ikke vilde betroe dem til Nogen». Det er umuligt i denne Charakteristik
at oversee den direkte, kun med noget for melancholske Farver udførte,
Selvskildring.

XXII.

Saaledes forberedt lærte Mérimée i sit nittende Aar den tyve Aar ældre
Henri Beyle at kjende hos den berømte Sangerinde Madame Pasta, der
fra Milano var flyttet til Paris, og nødvendigvis maatte Beyle udøve
en betydelig Indflydelse paa den saa meget yngre Aandsbeslægtede.
Det er vel ikke muligt direkte at paavise denne Indflydelse, da
Mérimée ikke har skrevet Noget, før han gjorde Beyle’s Bekjendtskab;
naar man imidlertid sammenligner de to Forfatteres Værker, er
Overensstemmelsen mellem flere af deres Eiendommeligheder iøinefaldende,
og Sammenligningen er saa meget des lærerigere som den bringer Prosper
Mérimée’s Særpræg til at træde frem med dets fulde Skarphed. En
Paavirkning af Mérimée paa Beyle anseer jeg for absolut udelukket, hvis
man da ikke ved Paavirkning forstaaer en Meddelelse af rent udvortes
Oplysninger; thi i saa Fald er Beyle ganske vist i Gjæld til Mérimée for
mangen kunsthistorisk Bemærkning i Mémoires d’un Touriste. Men iøvrigt
var Beyle øiensynligt den tidligst modne og færdige Aand. Naar da den
yngre af Vennerne i sin biografiske Notits over den ældre, stiller den
Sætning i Spidsen, at de trods deres Venskab hele deres Liv igjennem
neppe have havt to Ideer tilfælles, saa er denne tydelige Overdrivelse
rimeligvis foraarsaget ved Ønsket om at afværge den nærliggende
Anvendelse paa Mérimée selv af adskillige blandt hans Ytringer om Beyle.

Beyle og Mérimée ligne først og fremmest hinanden i deres Kjærlighed
til Kjendsgjerningen. Enhver, der har læst Mérimée, veed at hvad han
skildrer er den nøgne Kjendsgjerning, som kan paavises og præciseres,
den skarpt tegnede Enkelthed. Han holdt, som han i Fortalen til sin
Roman Chronique du règne de Charles IX tilstaaer, i Historien ikke
af Andet end Anekdoter og blandt Anekdoterne foretrak han dem, der
gav et Billede af en hel Tidsalders Sæder og Charakterer. Nøiagtigt
det Samme kan siges om Beyle. Ja Anekdoten er hans Tankes naturlige
Form; han tænker i Anekdoter. Med Anekdoter maler han Individet, med
Biografier Epochen. Hans Had til det Vage driver ham til den Form af
Historie, der synes ham mest konkret, den novellistiske Meddelelse af
en Kjendsgjerning, det lille, objectivt henstillede Drama. Og disse
Anekdoter, som han fortæller, ere i deres marvfulde Korthed slaaende,
aldrig dagligdags, men et betegnende Ud tryk for det Væsentlige.
Forsaavidt har Mérimée stor Lighed med ham, og naar en moderne Beundrer
af Beyle, (Paul Heyse etsteds i en af sine Noveller) roser dennes korte
italienske Historier, »i hvilken de stærke, hensynsløse Lidenskaber
optræde uden nogetsomhelst Selvbedrag med en — kold eller hed —
Ubetænksomhed, der i sidste Instans griber til Kniven« saa kunde disse
Udtryk uden et Ords Forandring anvendes paa Mérimée’s Noveller.

Ikke desmindre har den Historie, der meddeles, en saa forskjellig Mening
hos Beyle og Mérimée, at man med Lethed opdager Grændserne for den ældre
Skribents Indflydelse paa den yngre. Beyle’s fremherskende Egenskab er
Hanget til at forme almindelige Ideer. For Beyle er det Charaktertræk,
der træder frem i Begivenheden, altid kun Exempel; det illustrerer en
psychologisk Lov, det er Specimen af en almindelig Samfundstilstand
eller Raceeiendommelighed, som det er ham magtpaaliggende at oplyse.
Naar han f. Ex. overfylder sin Bog De l’amour med Anekdoter, saa skeer
det kun for paa en indtrængende og praktisk Maade at forklare hvad han
mener med de forskjellige Navne, som han giver Følelsens Afarter og
disse Varieteters Udviklingstrin. For at erhverve sig Læserens Samtykke
til de Slutninger han drager, leverer han i Anekdoterne sit Materiale.
I hans Romaner virker denne Tilbøie lighed til at almindeliggjøre
næsten forstyrrende. Altfor hyppigt forklarer han Læseren: »Saadan og
saadan har hun sig ad, fordi hun var en Italienerinde; en Pariserinde
vilde naturligvis have handlet ganske anderledes«. Hos Mérimée findes
aldrig Glimt af noget Lignende. Ingen Reflexioner eller Digressioner,
streng Nøiagtighed og Fasthed i Fremstillingen af det Factiske; ud
over dette Intet. Har han valgt sig sit Curiosum — hyppigst en Levning
af primitive Sæders Vildhed, som har tiltrukket ham i Nutiden som en
gammel Medaille tiltrækker Kjenderens Øie blandt moderne Skillemynt
eller som en gammel Bygning tiltrækker den Reisende midt i en moderne
By — saa gjælder det for ham kun om at lade det paa saa fremspringende
Maade som muligt hæve sig ud fra vore Dages almindelige Fladheds-
og Flauheds-Niveau; han nedbryder alt Biværk, der kunde hindre den
mærkværdige Levning fra Fortiden i at gjøre den fulde Virkning; men at
henføre den til det Almenbegreb, politisk, socialt eller religiøst,
af hvilket den bærer Spor eller hvoraf den er et Tilfælde, det falder
ham ikke ind. Totaloverblikket passer ikke for ham; Fugleperspectivet
overlader han til Andre. Han opsøger sig et Unicum i Virkelighedens
Verden, aftegner det og indpuster det under Gjenfrembringelsen noget
af sit eget Liv; men han holder Tilfældet rent som Unicum. Og som han
i sin Fremstilling er streng Realist, saaledes er han det ogsaa i sin
Opfattelse. Man see f. Ex. hvorledes han (i sine Portraits historiques
et littéraires) ivrer imod enhver symbolsk Forstaaelse af Don Quichote,
i hvilken han paa ingen Maade vil see Andet end en mesterlig Parodi
paa Ridderromanerne. Han udbryder: »Lad os overlade høitidelige tydske
Professorer Fortjenesten af den Opdagelse, at Ridderen af la Manca
er Poesiens og hans Vaabendrager Prosaens Symbol. En Commentator vil
altid i en genial Mands Værker opdage tusind smukke Intentioner, som
han ikke havde«. Hvor fint siger ikke i Modsætning hertil en Kritiker
som Sainte-Beuve om Don Quichote: »Denne Bog var et Leilighedsskrift
og er bleven en Verdensbog. Den har for bestandig erobret sig sin
Plads i Alles Fantasi. Enhver Læser har arbeidet med paa den efter
sin Lyst og har skaaret den til efter sin Smag. Cervantes tænkte ikke
derpaa, men vi tænke paa det. Enhver af os er den ene Dag Don Quichote,
den anden Sancho Pansa. Der findes mere eller mindre tydeligt hos
Enhver denne uensartede Forening af det exalterede Ideal og den sunde
Sands, der plumpt holder sig til Jorden. Hos Mange er det endog kun
et Aldersspørgsmaal; man sover ind som Don Quichote og vaagner op som
Sancho Pansa«. Beyle havde gjerne underskrevet disse Sætninger; Mérimée
holdt Skyen for almindelige Ideer tilbage.

Beyle og Mérimée vare i Kraft af deres Kjærlighed til Kjendsgjerningen
og dens knappe Form lige store Hadere af den klassisk-franske Rhetorik,
og hvad mere er de adskille sig begge fra næsten alle samtidige
Romantikere derved at de ikke vilde erstatte hin Rhetorik ved Lyrik.
Beyle har aldrig skrevet en Linie Vers; han manglede Øre for den
simpleste metriske Rytme; han betragtede tiltrods for alt det Sværmeri,
han indbildte sig at nære for Italiens Digtere, den metriske Form som
blot Hukommelsesmiddel, og fandt den derfor urimelig, hvor den ikke
tjente til at lære Ord udenad. Man finder en lignende Uvillie mod
Verseformen hos Mérimée. Han har en saadan Sky for Rimets blødagtige og
sværmeriske Musik, at de talrige Digte, der forekomme i hans Skrifter,
uden Undtagelse ere nedskrevne i Prosa; han lader selv oversatte
Digte tabe deres Charakter heller end at gjengive dem i bunden Stil.
Den Antagelse ligger tilsyneladende nær, at han ikke tiltroede sig
Herredømme over den metriske Form. Jeg troer snarere, at hans Stolthed
har været for kilden til at han kunde forelægge fremmede Øine et Digt
og taale Kritik derover. Da han som Breve til en Ubekjendt vise, var
i Stand til at skrive engelske Vers, saa kan det næppe have skortet
ham paa Færdighed i Sprogbehandlingen. Men han udviklede aldrig denne
Færdighed; Uvillien mod Hjerte-Udgydelser, Følelsens dybe Undseelighed
medførte samme Resultat som Mangelen paa Gehør hos Beyle.

Dog Mérimée gaaer paa dette Punkt som paa andre videre end sin Lærer.
Der var paa Bunden af Beyle’s Sjæl et lyrisk Hang; det kommer til
Udbrud i hans haardnakkede Sværmeri for Napoleon, for Italien, for det
sextende Aarhundrede, for Cimarosa og Rossini, Correggio og Canova,
i alle de Superlativer, der sprudle frem under hans Pen næsten ikke
mindre yppigt end under Balzac’s. Mérimée derimod nøies ikke med
at banlyse den lyriske Form fra sine Værker; han giver Afkald paa
Lyriken i og for sig; hans Væsen er tilmuret oventil. Den Prosa, han
skriver, er den mindst lyriske, der gives. Hvis den gamle Sætning:
»Man er ikke Digter uden Lyrik«, var sand, maatte man negte Mérimée
Digternavnet. Man sammenligne for at faae det fulde Indtryk af hans
digteriske Positivisme et Øieblik hans Fortællinger ikke med Beyle’s,
men med de samtidige første af George Sand. Skjøndt det, der i disse
Bøger fortrinsvis skildres er det unge Kvindehjertes Liv, den dybe
Blufærdighed, den Trang til Hengivenhed og den Modtagelighed for
Lidenskaben, som ingen Kvinde før med saadan Aandsoverlegenhed havde
afsløret for os, har George Sand dog dybt nede paa Bunden af sin Sjæl en
Sag; hun har en Forurettelse at hævne, en Forbitrelse at tilfredsstille;
hun seer ikke paa Kvindekjønnets Lidelser som rolig Iagttager; hun
stræber ikke at skjule, at hendes Hjerte har blødt. Mérimée derimod
har ingen Sag, ingen Theori, ikke ringeste politiske eller sociale
Tendens. Han sværmer ikke for Noget og troer ikke paa Noget, hverken
paa et filosofisk System eller paa en Skole i Kunsten eller paa en
Sandhed i Religionen, neppe engang paa et historisk Fremskridt. Han
forhærder sig i sin Verdensmands-Skepticisme overfor alle Reformatorer,
Missionærer, Verdensforbedrere og Menneskehedsforløsere; han svarer ikke
paa Spørgsmaalet, om han er enig med dem; han vender det døve Øre til.
George Sand viser, hvad det franske Ægteskab er, og spørger med dirrende
Stemme til Publicum: Hvad siger I saa, kan dette taales? Mérimée skriver
La double méprise og slutter Fortællingen uden at fortrække en Mine i
sit Ansigt.

George Sand hviler ud fra de stærke Sindsbevægelser, idet hun vender
tilbage til det primitivt Menneskelige og i simple, skjønne Træk snart
som i «Mauprat» tegner den trofaste Kjærligheds Magt og Lykke snart som
i Bondefortællingerne eller Jean de la Roche fremstiller det medfødt
Ædle i Menneskenaturen i enfoldige og gribende Idealer. Mérimée troer
ikke paa Idealet og har intet Talent til Idyllen. Der hviler en mørk,
brunlig Tone over Alt, hvad han maler, og Hjertets Opsving mod en
Renhed, som det elsker, eller et Heltemod, det beundrer, er fremmed for
hans Kunst. Inderst inde er George Sand en Lyriker. Hvad enten hun gjør
Kjærlighedslidenskaben til Helten i sit Værk, tilstaaer den enhver Ret
og skjænker den sin hele Sympathi, selv naar den besjæler en Uværdig
(som i den mærkelige og dybe Roman Valvèdre) hvad eller hun henrives
af Modet og Charakterstyrken hos de bedste af hendes eget Kjøn, hun
deler altid selv sine Personers Følelser og Lidenskaber, omtumles i
Stemninger, jubler, græder, sukker og smiler. Mérimée derimod stemmer
overens med Beyle i at give sit Følelsesliv et upersonligt dramatisk
Udtryk og overtræffer kun sin Forgjænger ved den høiere Kunst. Han
har gjort sig Umage for at indeslutte sin Følelse i sig selv, har
concentreret den saa stærkt som muligt, har paabudt den Taushed, den
ubetingede Taushed, som forlanges af den, der er indespærret i et
Cellefængsel, og har aldrig, uden Undtagelse aldrig, givet den Udtryk i
eget Navn. Kun gjennem fuldt ansvarlige Personligheder og selv saaledes
kun saare sparsomt kommer den til Orde. Herved opnaaer Digteren, at
disse Personligheders Fysiognomier faae Omrids af en hidtil useet
Skarphed og at de tale det mest kortfattede og mest energiske Sprog.
Saaledes har hans Følelse, jo mere inderlig og øm den oprindeligt var,
udadtil vundet en des stoltere Holdning. Der er intet Kvindeligt eller
Kvindagtigt i den. Mérimée skildrer ikke engang hos Kvinden det i
strengere og snevrere Forstand Kvindelige. Sandt og fint gjorde Beyle,
der i dette Punkt er ham saa modsat, i et af sine Breve gjældende
imod ham, at der fattedes hans Romaner »den ømme Finhed«.»Souvent
vous ne me semblez pas assez délicatement tendre; or il faut cela
dans un roman pour me toucher.« Hans Kvindeskikkelser ere i deres
Lidenskab mandige og consequente, næsten uden Undtagelse Charakterer;
selv de letsindigste eller letfærdigste af dem gaae med Fasthed og Ro
i Døden (Arsène Guillot, Julie de Chaverney, Carmen). Ingen af dem
have det Correggioagtigt Smeltende som Beyle formaaede at give sine
Kvindefigurer.

Naar Beyle er mere lyrisk end Mérimée og naar han har en dybere
Sands for det Kvindelige, saa beroer det fortrinsvis paa, at han
inderst inde var en fantasirig Enthousiast. Man behøver kun at skrabe
Forstandsmennesket hos ham, saa kommer Enthousiasten for Dagen. Derfor
holder Beyle ogsaa af at skildre Begeistringen som Stof, medens intet
Stof er Mérimée mere fjernt. Man sammenligne dem f. Ex. som Slagmalere,
man holde de to bedste Slagmalerier i Prosa, der overhovedet gives,
op mod hinanden, Mérimées berømte Par Blade Stormen paa Skandsen og
Beyle's ikke mindre berømte Skildring af Waterloo-Slaget. Modsætningen
er slaaende: Hos Beyle en Ynglings Begeistring for Napoleon og for
Krigeræren fremstilt med mild Ironi og dog med levende Sympathi, hos
Mérimée kun den mørke, sørgelige Side af Kampen, den halvt mechaniske
Storm paa en Redoute; det er Krigen som Krig, som han uden Hensyn til
Fædrelandskjærligheden, Begeistringen eller nogen anden høiere Følelse
end Soldater-Stoicismen og Udsigten til Forfremmelse, maler med saa fast
en Kunstnerhaand som Gérôme’s.

Beyle og Mérimée stemme overens i deres indenfor den romantiske Skole
særegne Holdning overfor Religionen. De franske Romantikere stode jo
saa lidt som de tydske oprindeligt i noget fjendtligt Forhold til
Katholicismen. Enkelte iblandt dem vare fra først af Troende, de øvriges
Forhold til Religionen var et Pietets- eller et Ligegyldigheds-Forhold.
Mérimée var som Beyle fra første Færd af grundhedensk i sin Tankegang
og sit Følelsesliv. Hans Fritænkeri havde endog lige saa fuldt som
Beyle's en lidenskabelig Charakter. Han var vel ikke naiv nok til som
Beyle at nære en Art Fjendskab mod den personlige Gud, men han delte
Beyle's Afsky for Religionens Repræsentanter. Imidlertid kommer hans
Uvillie mod Christendommen langt mere indirekte tilorde end hos Beyle,
der hvert Øieblik forraader sig. Han hader ikke som Beyle Katholicismen,
han smiler kun ad den. Aldrig viser han mere end Spidsen af en Finger
under sin sorte Domino. Det morer ham at skildre forliebte katholske
Præster, og naar en af hans Personer taler om Daaben, Skriftemaalet
eller en anden religiøs Ceremoni, indledes Repliken gjerne af denne
Parenthes: »med en meget devot Næsetone«; men i sit eget Navn udtaler
han sig i det Høieste saa forsigtigt og fint ironisk som i det Følgende:
»Det var en Bønnebog, som Madame de Piennes tog; og jeg vil ikke
nævne dens Titel, for det Første for ikke at forurette Forfatteren,
dernæst fordi man maaskee vilde anklage mig for at ville drage en eller
anden ondskabsfuld Slutning om den Art Værker i Almindelighed. Det er
tilstrækkeligt at sige, at den omtalte Bog var af en ung Mand paa nitten
Aar og særligt bestemt til at føre forhærdede Synderinder tilbage til
Kirkens Moderskjød, at Arsène var meget udmattet, og at hun ikke havde
kunnet lukke et Øie den foregaaende Nat. Da Pagina 3 var oplæst, hændte
der, hvad der vilde været hændt med ethvert andet Værk; det Uundgaaelige
skete, nemlig at Arsène lukkede sine Øine og sov ind.«

Hovedforskjellen mellem Beyle og Mérimée er dog atter her den, at
Beyle var langt mindre skeptisk end Mérimée. Han var en Materialist
af Encyclopædisternes Skole og som saadan dogmatisk, doctrinær. Han
havde sin Filosofi, paa hvilken han troede: Epikuræismen, sin Methode:
den psychologiske Analyse, sin Religion: Forgudelsen af Skjønheden i
Livet som i Musiken, i den bildende Kunst og i Litteraturen. Mérimée
har ingen Filosofi; man kan ikke være mindre doctrinær end han med sin
halvt stoiske, halvt nydelsessyge Sjælsstemning er det, og han har ingen
Religion, han tilbeder Intet. Han vogter sig for Begeistring som for
en Sygdom. Man føler det slaaende, hvor han i sin store Afhandling om
Grote’s Grækenlands Historie kommer til at tale om Leonidas og Slaget
ved Thermopylæ. Han fortæller, at han selv nogle Aar tidligere har
tilbragt tre Dage ved Thermopylæ og tilstaaer, at han »saa prosaisk
han end er« ikke uden Sindsbevægelse klatrede op ad den lille Høi,
hvor de sidste af de Trehundrede døde. Han lader sig imidlertid ikke
overvælde af Sindsbevægelsen. Han har undersøgt Persernes Pilespidser og
fundet, at de vare af Flint; i Sammenligning med Europæerne have disse
Asiater da været at betragte som stakkels Vilde. Hvis man har Aarsag
til at undre sig over Noget, saa er det over at de overhovedet kom
igjennem Passet. Han kritiserer Leonidas. Denne handlede meget uklogt
i selv at tage Plads paa det uindtagelige Sted og overlade det andet
Pas, der var langt vanskeligere at forsvare, til en feig Mand. Ganske
vist døde han som en Helt; men man forestille sig, hvis man kan, hans
Tilbagekomst til Sparta efter at han havde overgivet Barbarerne Nøglen
til Hellas. Mérimée’s Resultat er altsaa det, at Herodot har fortalt
Historien som Poet, og det som græsk Poet, der fremfor Alt vil stille
det Skjønne i Relief, og han opkaster sluttelig det Spørgsmaal, om man
kan sige, at Opdigtelsen her er mere værd end Virkeligheden. Af hundrede
Mennesker vilde de 99 sikkert uden Betænkning svare Ja. Mérimée gjør
det ikke. Han skriver i Aaret 1849, og med nyligt oplevede historiske
Tragoedier for Øie svarer han: »Maaskee, men det var ved det Misbrug,
der blev drevet med Thermopylæ, ved Foregjøglelse af den Lethed, med
hvilken tre hundrede frie Mænd kunde bekjæmpe tre Millioner Slaver, at
Italiens Talere fik drevet Piemonteserne til uden Forbundsfæller at
indlade sig i Krig med Østerrig«. Man sammenligne med denne Skepsis
hos Mérimée den begeistrede Troskyldighed, med hvilken Beyle copierer
den upaalidelige Krønike om Beatrice Cenci. 1830-Tiden var en Periode,
i hvilken Frankrigs ypperste Skribenter vare særlig paa deres Post
mod Chauvinismen. Den nys vakte Sands for de fremmede Literaturer og
deres Fortrin medførte ved en naturlig Reaction en voldsom Ringeagt
for den nationale Digtning og dens Klassikere, undertiden endog for
den franske Folkeaand overhovedet. Den romantiske Skoles tidligste,
temmelig uforstandige Stormløb mod Racine ere bekjendte; man definerede
den klassiske Litteratur som Litteratur for Skoleklasserne. Victor Hugo,
hvem det ellers ikke skortede paa Nationalstolthed, udraabte i Fortalen
til sine Orientalere: »De andre Folk sige: Homer, Dante, Shakespeare.
Vi sige: Boileau«. Hugo, der havde tilbragt sin Ungdom i Spanien,
behandlede i sine første Dramer (Inez de Castro, Hernani) spanske
Stoffer og beholdt den spanske Inddeling i Dage istedenfor i Akter.
Italien og Spanien vare overhovedet for de begyndende Romantikere de
forjættede Lande. Alfred de Musset skrev Contes d'Espagne et d’Italie,
Th. Gautier blev ikke kjed af at forbande Frankrigs kolde Klima og
farveløse Sæder, kaldte Spanien sit virkelige Fædreland etc. etc. Beyle
og Mérimée repræsentere begge i særegen høi Grad Oppositionen imod
Nationalforfængeligheden. I Beyle’s Mund var Ordet »fransk« næsten et
Skjældsord, han pleiede spotsk at kalde Franskmændene »les vainvifs«,
hans Bøger vrimle af Udfald som dette: Gives der noget mere komisk end
at tiltroe en parisisk Charakter nogen Dybde? Han kalder sit Fædreland
»det grimmeste Land paa Jorden, som Tossehoveder titulere det skjønne
Frankrig«.Le plus vilain pays du monde que les nigauds appellent la
belle France. Vi have seet, at han tilsidst endog fornægtede sin
Nationalitet. Mérimée, der omtrent var saa forelsket i de spanske som
Beyle i de italienske Sæder, havde det oprindelig romantiske Hang til
det Fremmede, det Exotiske; han saa desuden ganske som den ældre Ven et
af den franske Charakters Hovedtræk i den stadige Agtpaagivenhed paa
Næstens Dom (le qu’en dira-t-on), der tilintetgjør al Originalitet, gjør
Livet glædesløst og afgiver det bedste Grundlag for Samfundshykleriet.
Han skattede overhovedet sine Landsmænd temmelig ringe og bestræbte
sig ikke for at skjule det for dem. Men han endte modsat Beyle med at
bekjende sig til Patriotismens gamle Evangelium. Det faldt ham ikke
let, thi han hadede som Pesten alle patriotiske Talemaader, og der
udfordredes intet Ringere end Frankrigs fuldstændige Knusning til at
presse et Ord om Fædrelandskjærlighed ud over hans Læber. Men i et Brev
fra 13de September 1870 skriver han dog: »Jeg har hele mit Liv igjennem
stræbt at holde mig fri for Fordomme og være Verdensborger mere end
Franskmand; men alle disse filosofiske Drapperier nytte Ingenting. Jeg
bløder idag af alle disse dumme Franskmænds Saar, jeg græder over deres
Ydmygelser, og hvor utaknemmelige og absurde de end ere, jeg elsker dem
trods Alt«.

I sin Charakteristik af Beyle har Mérimée (efter Sainte-Beuve) fremhævet
som et af de mest fremspringende Træk Beyle’s Frygt for at blive
«duperet« (nærmest: narret paa Grund af Godtroenhed). »Deraf udsprang«,
siger han, »denne kunstige Forhærdelse, denne fortvivlende Opsøgen af
de lave Bevæggrunde til alle ædle Handlinger, og denne Modstand mod
Hjertets første Tilskyndelser, der efter min Mening var mere paataget
end virkelig hos ham. Den Modbydelighed og Foragt, som han nærede for
Sentimentalitet, bragte ham ofte til at forfalde til den modsatte
Overdrivelse til stor Forargelse for dem, der ikke kjendte ham nøiere og
toge det bogstaveligt, som han sagde om sig«. Denne Frygt for at blive
duperet med alle dens af Mérimée her opregnede Følger var idetmindste
ligesaa levende hos ham selv som hos Beyle; kun maatte han med sit
finere og svagere Naturel gjøre langt mere Vold paa sig for at anslaae
den cyniske Tone, der tilsidst blev ham ligesaa naturlig overfor Mænd
som den indsmigrende galante Tone overfor Damer. Ogsaa ham morede det
som ung at gjælde for et Uhyre af Immoralitet, og kun engang imellem,
naar et eller andet komisk Tilfælde, som f. Ex. en Provindsdames Angst
for at reise alene i Diligence med ham (Lettres à une inconnue I 72)
viste ham paa nært Hold, hvor daarligt et Rygte han havde paa sig,
ærgrede han sig et Par Dage igjennem over sin Uforsigtighed. Af lutter
Angst for at bære sig ad som de Forhyklede kom han selv til at hykle,
til at hykle Frivolitet og Haardhjertethed, og af lutter Frygt for at
blive holdt for Nar, førte han ikke blot Andre bag Lyset, men bedrog
sig selv for mangen ren og ligefrem Livsnydelse. Den Bedragne er tidt,
ikke blot i Theatret — som Gorgias sagde — visere end den Ikke-Bedragne.
Den, der ikke stadig frygter for at give sig Blottelser, har mere Mod,
frembringer Mere, og virkeliggjør fuldstændigere alle de Muligheder, som
slumre i hans Sjæl.

Hos Mérimée havde den evige Bekymring for at give sig Blottelser to
slemme Følger, som den ikke fik hos Beyle. For det Første gav den ham
i hans ældre Aar et Præg af officiel Stivhed. Som Medlem af Akademiet
og Senatet, som Keiserfamiliens Yndling og betroede Mand maatte han
snart figurere, snart holde Taler ved høitidelige Leiligheder, hvor
han i sit Indre bestandig moquerede sig over sin Holdning og sine egne
Ord. Beyle bragte sig aldrig i nogen Situation, hvor han behøvede at
tale med Ærefrygt om Ting, han ringeagtede, eller at sige Dumrianer
Complimenter. Han havde ikke for Intet skrevet disse Ord: »Naar jeg
seer en Mand bryste sig i en Selskabssal med flere Ordner i Knaphullet,
forestiller jeg mig uvilkaarligt det uhyre Antal af Lavheder, Platheder
og ofte sorte Forræderier, som han har maattet ophobe for at modtage saa
mange Attester derfor«. For det Andet skjærpede hin Bekymring Mérimée’s
Selvkritik som Forfatter saa stærkt, at den gjorde ham uproductiv.
Beyle's Motto havde været: Ingen Dag uden en Linie. Mérimée havde
altid skrevet lidt, men ophørte tilsidst næsten ganske med digterisk
Production. Han stillede saa store Fordringer til sig selv i Henseende
til Fuldendthed og Plastik, at han hellere holdt sig tilbage fra
Væddekampen med sit eget Ideal end udsatte sig for den Risico, som det
var for ham, hver Gang han paany forsøgte sig i den. Han vilde hellere
nøies med hvad han havde opnaaet end paany sætte sin Kunstnerære paa
Spil. Og han holdt sig des lettere tilbage, eftersom Tilbageholdenhed
overhovedet var et Charaktertræk hos ham og ingen tøilesløs, ubehersket
Productionsdrift tvang ham til den uafbrudte Frembringen. Beyle
bebreidede ham forgjæves hans »Dovenskab«; men blandt dens Aarsager var
en, som Beyle ikke forstod og som udgjorde Grundforskellen imellem dem.
Beyle var Psycholog og Poet, ingen Kunstner, Mérimée var Kunstner helt
ud i Fingerspidserne. Det er som Kunstner og alene som Kunstner at han
er stor, og det er paa hans kunstneriske Mesterskab, at Fremskridtet
fra Beyle til ham beroer. Det rige aandelige Materiale, som Beyle havde
bragt for Lyset, fik først hos ham uforgjængelig kunstnerisk Form. Hans
»Dovenskab« var for øvrigt langtfra absolut. Den yttrede sig i Studier,
i Monumentbeskrivelser, i Oversættelser fra Russisk og beskedne,
men strenge historiske Undersøgelser og Værker. Han var Filolog og
Archæolog, en Lærd og en Videnskabsmand. Hans Kunst er som en Oase,
der ligger midt i hans tørre Studier; den grændser paa alle Sider til
Videnskaben, og den glider lempeligt over i Historieskrivning; thi der
kommer et Øieblik, hvor Kjærligheden til Kjendsgjerningen og Lidenskaben
for Nøiagtighed og Præcision ikke mere tilfredsstilles af Fantasier
alene. Mérimée’s personlige Forfatterskabs Historie har her været den
samme som den romantiske Skoles. Han afspeiler i det Mindre en stor
Bevægelse; thi i Frankrig saavel som i Tydskland har den videnskabelige
Kritik og den strenge Historieforskning slaaet ind paa den Vei som
Romantikens literære Kritik brød for Poesien. Da denne opgav de fremmede
og middelalderlige Stoffer, gav Videnskaben sig til at behandle dem i
den Aand, som Poesien havde fremkaldt. Da nu hos Mérimée Digtningen
bestandig ligesom brød ud af Forskningen, da mange af hans Noveller, som
Carmen, La Venus d’Ille, Lokis, ligge ligesom i en Ramme af for Spøg
henstillede archæologiske eller sproglige Studier, var det forklarligt,
at Videnskaben efterhaanden fra Periferien af trængte ind mod Hjertet i
hans Production.

I Mérimée's Forhold som Videnskabsmand ligger den sidste Grundmodsætning
mellem ham og Beyle. Han indtager i Videnskaben ikke den hoieste Hang;
han har Andenrangs-Egenskaberne Grundighed og Paalidelighed, men
mangler den Gnist, der besjælede ham som Digter. Ikke desmindre har han
den sande Videnskabsmands Kjendemærke: han taler aldrig om hvad han
ikke forstaaer sig paa; han fremstiller aldrig løse Gisninger eller
aandrige Paradoxer; han gaaer frem Skridt for Skridt. Han kan blive
tør og træet; men han begaaer ingen Feil. Er Mérimée saaledes en ædru
Videnskabsmand uden Geni, saa er Beyle lige omvendt i Videnskaben den
geniale Dilettant, med alle Geniets men ogsaa med alle Dilettantens
Kjendemærker. Det vrimler i hans Bøger af vovede Paastande, ubevislige
Gisninger, af almindelige Udsagn om Nationer, hvis Sprog han ikke
var hjemme i, af Dilettantparadoxer som hint, der satte Werner’s
Luther høiest af alle tydske Dramer. Hans Afhandlinger ere ligesaa
underholdende og rige paa Indfald som Mérimée's kjedelige og tørre, men
Mérimée’s Resultater er byggede paa Klippegrund, Beyle’s altfor ofte paa
Sand.

Baade som Videnskabsmand og som Digter betegner Mérimée altsaa et
Fremskridt ud over Beyle. Han er en snevrere og fattigere Aand, men en,
hvis Indhold var bragt i en ganske anden Orden, og som var Herre over en
sleben kunstnerisk Form.

XXIII.

Mérimée’s Udgangspunkt som Dramatiker og Novellist er et literært
polemisk. Skjøndt han er anlagt til Iagttager, forfølger han ikke — som
Balzac f. Ex. — det Maal, at fremstille den Verden, han seer om sig, i
dens Bredde; han har ikke den Ærgjerrighed, at man skal kunne studere
hans Tids Cultur og Følelser i hans Værker; han vil trodse en herskende
Smag hos sine Landsmænd, vil drille eller oprøre dem og vælger i denne
Hensigt med Forkjærlighed Stoffer, som ligge det moderne dannede Samfund
fjernt.

Det var naturligt, at hans Uvillie først vendte sig mod den litterære
Sentimentalitet. Den sky og stolte Yngling var gjennemtrængt af den
Tanke, at en Forfatter har den Pligt at meddele Publicum sine Ideer,
men skylder sin Værdighed som Mand at beholde sine Følelser for sig
selv. Men med denne Tanke stod han i Datidens franske Litteratur
næsten ene. Siden Rousseau, der med sine Romaner og især med sine
Confessions havde brudt Banen for en Svælgen i halvsande Følelser
og en Meddelsomhed, som ikke holdt Noget tilbage, havde en Række af
Skribenter ligefra Chateaubriand til Lamartine og Sainte-Beuve skaaret
sig levende op til Publicums Fornøielse, indviet Læseverdenen i deres
Hjerters Historie, kort sagt paa alle Maader givet sig til Pris for
den vulgære Mængdes lave Nysgjerrighed. Og hvorfor? For at opnaae
dens Deltagelse. Mérimée er tusinde Gange for stolt til at ønske
den. For Himlens Skyld intet Skriftemaal! siger han til sig selv,
idet han første Gang tager Pennen i Haanden. For da ikke at blive
sentimental og elegisk skjuler han sig helt bag de Mennesker, han
skildrer, lader dem selv og deres Skjæbne raade og giver aldrig sin
Mening om deres Færd tilkjende. Beyle, der skyede Sentimentaliteten
lige saa stærkt, kunde ikke dye sig for bestandig at snakke med;
Mérimée gjør sig usynlig, uhørlig, usporlig. Men dette kan han efter
sit Væsen kun ved at indskrænke sig til Fremstillingen af sluttede og
faste Charakterer, der uden lang Vrøvlen eller vidtløftigt Raisonnement
følge deres Indskydelse, rives med af deres Lidenskaber og pludselig,
uforudseet skride til Handling. »For mig siger Mérimée’s sydamerikanske
Skibscapitain i Fortalen til Familien Carvajal, ere alle Tragoediehelte
en Slags flegmatiske Filosofer uden Lidenskaber, og hvis en af disse
Herrer slaaer sin Medbeiler ihjel i Duel eller paa anden Maade, tage
Samvittighedsskruplerne strax Livet af ham, og han bliver blødere
end en Vante. Jeg har staaet 27 Aar i Tjenesten, jeg har slaaet 41
Spaniere ihjel, og jeg har aldrig følt noget Lignende [...] Personer,
Følelser, Hændelser, Alt synes os usandt, naar vi læse disse Stykker
høit i Officiersmessen. Det er bestandig fyrstelige Personer, der
lade, som de vare forrykte af Kjærlighed, og som ikke engang vove at
røre Spidsen af Fingrene paa deres Prindsesser, men holde sig i en
Baadshages Afstand fra dem. Vi Sømænd gaae mere ufortrødent tilværks i
Kjærlighedssager.« Mérimée skriver da ikke for Spidsborgere, hvem den
ringeste nervøse Bevægelse bringer Taarer i Øinene, han henvender sig
til stærkere Nerver, der behøver kraftigere Rystelser for at bevæges.
Derfor ikke mere disse lange reglementerede Indledninger, Forberedelser
og Tragoedie-Varsler! Mennesker med Blod i Aarerne betænke sig ikke saa
længe, og de Nervesvage afgive ikke noget interessant Skuespil for Andre
end for de Blodløse. Naar en Kvinde elsker, hvad er saa naturligere,
end at hun siger det, sprænger alle Hensyn og gjør Afstanden saa kort
som muligt mellem den første Tilstaaelse, det første Kys og det første
Favntag? Naar en Mand hader, og hans Had er et Had som han selv er en
Mand, hvad er saa naturligere, end at han med et Stød eller et Skud gjør
Ende paa sin Plage og sin Modstanders Liv? Vil man ikke fremstille en
svækket, men en kraftig Menneskerace, bliver det idetmindste saaledes,
og heraf følger da hos Forfatteren Tilbøieligheden til at lade enhver
Følelse antage Charakter af skarp og voldsom Lidenskab, heraf følger
Trangen til at fordybe sig i det Grusomme og Barske, til at lade Døden,
haard og kold, ikke Tragoediedøden, men den virkelige Død i dens hele
Ubarmhjertighed sætte Kronen paa ethvert Værk, som udgaaer fra dette
Kunstnerværksted. Heraf med eet Ord det Atroce hos Mérimée.

Han er fortrolig med Døden. Hvis de gamle Betegnelser sloge til overfor
ham, vilde man kalde ham en stor Tragiker; men Mérimée troer ikke paa,
hvad aristotelisk opdragne Doctrinære pleie at kalde den tragiske
Forsoning. Han synes at sige med Schiller om de øvrige Digteres Frem­
stilling af den store Katastrofe: »Aber der Tod, Ihr Herrn, ist so
ästhetisch doch nicht.«

Allerdybest i hans Sind ligger Kjærligheden til det kraftige
Charaktertræk. Han elsker ikke som Balzac selve Kraften som Kraft
i Driften, i Lidenskaben; han elsker Kraften i Betydning af det
oprindeligt Dygtige i Charakteren og det energisk Afgjørende i
Begivenheden, og som naturligt er, han begynder med at opfatte og
gjengive den afgjørende Begivenheds Poesi, endnu længe inden han er
moden nok til at fremstille den sande og kraftige Charakters. Af alle
Begivenheder er Døden den mest afgjørende, og saaledes gaaer det til, at
han forelsker sig i Døden, vel at mærke ikke i Døden, som den opfattes
af Spiritualister eller Troende, ikke i Døden som lutrende Overgang,
men i det voldsomme, pludseligt indbrydende og barske Tilfælde, der med
store blodige Træk tegner en Afslutning. Han er som Sièyes for La mort
sans phrase.

Den Antagelse kunde ligge nær, at ligefuldt en vis Følelsesløshed,
et vist Hang til Grusomhed hos Mérimée som Menneske maatte ligge
bagved denne litterære Haardhjertethed. At imidlertid de extravagante
Ytringsformer af denne Egenskab, i Virkeligheden fra først af vare
foraarsagede af den nævnte polemiske Stemning mod den poetiske Brug af
det Rørende, lader sig næsten bevise ved direkte Udtalelser af Mérimée.
Jeg finder i hans Afhandling om hans Ungdomsven Victor Jacquemont denne
Passus: »Jeg har aldrig kjendt noget Hjerte, der i Virkeligheden var
mere følelsesfuldt end Jacquemont’s. Han var en kjærlig og øm Natur,
men han anvendte lige saa stor Omhu paa at dølge sine Sjælsbevægelser
som Andre paa at skjule deres slette Tilbøieligheder. I vor Ungdom
vare vi bievne stødte tilbage af den falske Følsomhed hos Rousseau og
hans Efterlignere, og der indtraadte, som det pleier at skee, en over
dreven Reaction. Vi vilde være stærke og vi gjorde os lystige over
Sentimentaliteten.«

Det forstaaer sig dog af sig selv, at dette Had til det Blødagtige
og Taaredrivende, der stikker saa stærkt af mod andre samtidige
Talenters hypersentimentale Ungdomsstandpunkt, og denne Forkjærlighed
for det Voldsomme og Brutale ikke beroede paa pur Modsigelseslyst.
For at maale Styrken af denne Mérimée’s Tilbøielighed behøver man
kun at kaste et Blik ud over hans Udviklingshistorie. Man maatte hos
enhver Anden vente at see en saadan Sympathi hæmmet i sit Frembrud
ved Ungdomstidens lettere og lysere Lune og i Alderdommen mildnet ved
aftagende Kraftfylde. Men ingen af Delene er Tilfældet hos Mérimée.
Hans Kjærlighed til de voldsomme Afgjørelser er ligesaa gammel hos
ham som hans Kjærlighed til Pen og Blæk, og det Afskrækkende eller
Rædselsfulde, som i hans Manddoms Værker, besjælet med Inderlighed og
Aand virker tragisk indsnevrer sig atter i hans Alderdoms Productioner
til det mørkt og frastødende Uhyggelige. Man seer i Clara Gazuls
Theater, den første Bog, som Mérimée, kun 22 Aar gammel, udgav, paa den
interessanteste Maade Ungdommeligheden stride med hin dybt indgroede
Forkjærlighed for det Voldsomme og Vilde. Overfladisk betragtet kan
denne Bog synes temmelig alvorlig. Den adskiller sig, skjøndt den
udgives for spansk, fra den spanske Skuespillitteratur ved mange af de
væsentligste Bestemmelser. Langt fra, som Kappe- og Kaardestykkerne
ensformigt at gjentage de samme Charaktertyper og de samme af Skinsygen
og den pirrelige Æresfølelse fremkaldte Situationer; langt fra at
ligne dem ved en fordomsfuld moralsk Etiquette, have de indbyrdes
meget forskjellige Dramer, hvoraf dette Theater bestaaer, skarpt og
individuelt charakteriserede Figurer. Istedenfor at vise overmenneskelig
Selvbeherskelse og Resignation, rives Personerne blindt med af deres
Lidenskaber og Drifter. Endnu mindre Lighed have disse Skuespil med
den store Gruppe af fantastiske og romantiske Eventyrdramer med eller
uden katholsk Beaandelse, i hvilke Calderons Poesi naar sin høieste
Giands og sine mest brogede Farver. Det er kun med enkelte tunge
spanske Dramer som Calderons E1 alcalde de Zalamea, Las tres justicias
in una, E1 medico de su honra», E1 pintor de su deshonra eller Moretos
E1 valiente justiciero, at enkelte iblandt dem, f. Ex. Ines Mendo,
stemme overens i Grundtonen. I Gjennemsnit er Bogen kun tilsyneladende
alvorlig. Den er fri, kaad, dristig, overmodig og gjennem den spanske
Skuespillerinde-Habit stikker ægte fransk Letsind og Satire igjennem.
Den sætter, som det hedder i Fortalen til En Kvinde er en Djævel,
adskillige Personer i Scene, som vore Ammer og Barnepiger have lært os
at betragte med Ærefrygt. Den haaber, at »de oplyste Spaniere« ikke
vil tage dette ilde op. Clara Gazul er da en lystig Bog; den gode
Dame, som har skrevet den, bærer ikke lange Skjorter. Men hvilken
løierlig Lystighed er ikke dette! En Lystighed, der morer sig med at
kaste med Knive, en Lystighed, til hvilken man skal see sig om efter
et Sidestykke, og hvortil man maaskee intet andet finder end en ung
fornøiet Panthers Spring eller Lege. Mérimée kan ikke godt ende uden
at slaae alle sine Hovedfigurer ihjel, og Dolkestødene følge næsten
marionetagtigt paa hinanden. Men han morer sig med umiddelbart efter
Katastrofen at bryde Illusionen over, idet han lader de Spillende reise
sig og en af dem takke Tilskuerne for deres Opmærksomhed, saa det Hele
bliver til Løier.

      »Dona Maria.

Hjælp hende! hun har taget Gift, hun er forgivet af mig. Jeg vil straffe
mig, som jeg har fortjent; Klosterbrønden er ikke langt borte. (Hun
løber ud).

          Fray Eugenio

        (til Publicum).

Tag mig det ikke ilde op, at jeg har foraarsaget disse to elskværdige
unge Damers Død, og vær saa god at undskylde Forfatterens Feil.«

Saaledes ender det lidenskabelige Stykke «L’occasion. Den vittigste
Kritik, der er skrevet over disse Stykker og denne Manér, er en Passus i
Alfred de Mussets Lettres de Dupuis et Cotonet: »Og saa har vi Spanien
med sine Castillanere, der skjære Halsen over paa hverandre, som man
drikker et Glas Vand, og med sine Andalusierinder, der hurtigere endnu
indlade sig paa en mindre affolkende Idræt, med sine Tyre, Toreadorer,
Matadorer o. s. v.«

 Den unge romantiske Skoles Spanien, til hvilket Musset med sin
Andalusierinde fra Barcelona, som man kan kjende paa det blege Ansigt og
den brune Hals, selv har givet Bidrag, var i Virkeligheden ikke blot hos
Mérimée saa varmblodigt og hurtigtlevende. Men Ingen havde den Morskab
af det som han. Og til denne hans Ungdoms-Manér er det, at de Stoffer,
han i sin Alderdom vælger, fuldstændigt svare.

 Hans sidste Novelle Lokis er Historien om en ung lithauisk Greve, der
i Kraft af en hemmelighedsfuld Afstamning af og til sporer et Rovdyrs
Instincter i sig, og som i Brudenatten bliver vanvittig og bider
Halsen over paa sin Brud. Hans Charakter er skildret med fin Kunst,
Galskabens Udvikling er anskueliggjort med et Par lette Træk, og det har
øiensynlig været en særegen Fornøielse for Mérimée at tegne den unge
Greves Skikkelse i dens hele Vildhed som Sidestykke til en uendelig brav
og tam tydsk Professor (Tydskeren i de franske Bøger før 1870), der
opholder sig som Gjæst i det grevelige Hus, hver Aften skriver Brev til
sin Forlovede, Frøken Gertrude Weber og saaledes meddeler Læseren den
gyselige Begivenhed. Men Slutningsindtrykket af denne Vampyrhistorie
er dog rædselblandet Modbydelighed, og Fremstillingens Mesterskab, den
Takt som er bevaret i Foredraget af Brutaliteten, den hele Elegance, med
hvilken der tumles med det Afskyelige, erindrer næsten om Skarpretterens
Glacéhandsker. Fortællingen er kun psychologisk interessant som
Vidnesbyrd om Styrken af en oprindelig Grundtilbøielighed hos dens
Forfatter.

Individuel og original var denne Mérimée’s Tilbøielighed ganske vist,
men ligefuldt er den øiensynligt nærbeslægtet med Tendensen i hele
den Skole, der af Southey var bleven stemplet som satanisk. Byrons
Indflydelse er umiskjendelig. Man var ved Aaret 1830 i Frankrig, som alt
tidligere i England, grundigt træt af Reactionstidens »immanueliske«
Poesi. Digtningens Scepter var fra Lamartines Hænder gledet over i
Victor Hugo’s, hvis Orientalere jo gav de blodigste Billeder af Krig
og Undergang. Lamartine selv, den tidligere seraphiske Digter par
excellence, slog i sit Digt La chute d’un ange ind i den sataniske
Retning. Og i Hugo’s Skole fandtes en ung Digter, der næsten samtidigt
med Mérimée og uden i ringeste Maade at være paavirket af ham,
behandlede gysenvækkende Æmner i smaa, kunstnerisk udførte Noveller; jeg
mener Petrus Borel, der døde saa fattig og uberømt. Hans Dina, la belle
juive lader sig parallelisere med Mérimées Rædselsnoveller. Den stakkels
Borel var en Sværmer, en glødende Enthousiast og Moralist, der med den
Pathos, som skjuler sig bag hans objective Fremstilling, vilde fremkalde
Læserens Harme over de Voldsgjerninger, han skildrede. Den fine, slebne
Mérimée anstiller sig ofte kun saa blodtørstig, fordi det morer ham at
forskrække Læseren og især Læserinden. Men en ægte romantisk Udfordring
til »Spidsborgeren« foreligger dog i begge Tilfælde.

Ikke ustraffet har Mérimée givet sit Talent den litterære Blodtørst i
Vold. Undgik han end i levende Live Nemesis, saa har Gudinden indhentet
ham efter hans Død. Da Loménie holdt Lovtalen over ham i det franske
Akademi, udtalte han til Slutning den Mening, at Mérimée stadig havde
savnet den huslige Arnes Fryd og vilde have været lykkeligere som
Familiefader »med fire eller fem Børn at opdrage«. Og da hans Veninde,
Grevinde Lise Przedrzerska gav hans visselig ikke for Offentligheden
bestemte Breve til hende i Trykken som Lettres à une autre inconnue,
bestemte hun Salgsudbyttet til Sjælemesser for sin antikirkelige Vens
Frelse.

XXIV.

Da Mérimée som Digter debuterede i spansk Forklædning, var man i den
klassiske dramatiske Litteratur kommet saa vidt, at Personerne i
et Drama som Brikkerne i et Skakspil havde deres bestemte Rolle og
foreskrevne Gangart. Der gaves en Konge, en Tyran, en Prindsesse, en
Sammensvoren, en Fortrolig i Almindelighed. Om Dronningen, som havde
dræbt sin Ægteherre, hed Semiramis, Clytemnestra, Johanne af Neapel
eller Maria Stuart, om Lovgiveren kaldtes Minos eller Peter den Store
eller Cromwell, det var ligegyldigt; deres Ord og Handlinger, Tanker
og Følelser vare altid de samme. En ung klassisk Digter, der havde
valgt et Stof af den spanske Historie, og som mødte Vanskeligheder hos
Censuren, fandt paa den Udvei, med et Pennestrøg at forlægge Handlingen
fra Barcelona til Babylon og fra det sextende Aarhundrede til Tiden
før Syndfloden, da »Babylone« havde samme Antal Stavelser og rimede
paa de samme Ord som »Barcelone«, saa at der næsten ikke var noget at
forandre.Guizot: Shakespeare et son temps, 294. Det Spanien, Mérimée
som Clara Gazul viser sine Læsere, er et andet end det, hvori hint
Barcelona laa. Og han nøies ikke med at formumme sig som Spanierinde.
Han sætter som ægte Romantiker Poesiens Hovedopgave i uden Overkalkning
eller Fernis at lade de forskjellige Folkeslags og Culturtrins sædelige
Tilstand komme for Dagen, saa at hvad man dengang kaldte »Localfarven«
træder rent og kraftigt frem. Han gjør sig derfor til Beboer af de
forskjelligste Lande og til Samtidig med de forskjelligste Tidsaldre.
Han føler som Maurer, Neger, Sydamerikaner, Illyrier, Zigeuner, Kosak
o. s. v. Han opsøger dog ikke alt det Fjerne med samme Forkjærlighed,
thi han skyer Civilisationen og Polituren. Som Théophile Gautier paa
sine Reiser besøgte ethvert Land paa den Aarstid, da dets Klima er
eiendommeligst, Afrika om Sommeren, Rusland ved Vintertid, saaledes
foretager Mérimée aandelige Udflugter til de Egne og til de Stammer,
hvor Ringeagten for Menneskeliv er koldest, Lidenskab og Sandselighed
hedest, Charaktererne haardest og vildest og de primitive Fordomme
mægtigst. Han indskrænker sig ikke til Nutiden. Han fordyber sig i
de middelalderlige Bondekriges Barbari; han fremmaner Billedet af
Karl den 9des Tid og ordner med energisk Kunst sin Fortælling om
Bartholomæusnatten som Katastrofe. Han er fortrolig med det fjortende
Aarhundrede i Spanien og det syttende Aarhundrede i Rusland som med det
gamle Frankrig og det gamle Rom. Som Archæolog og Historiker har han
studeret Indskrifter og Mindesmærker, Byg ninger, Smykker og Vaaben,
gjennemforsket Documenter og Manuscripter i de forskjelligste og for
almindelige Litterater utilgjængeligste Sprog og Dialekter. Saaledes
opnaaer han en for sin Tid overordentlig Troskab i sine Malerier.

Det er Lidenskaben for det oprindeligt Kraftige i dets nøgne Sandhed,
der giver ham den historiske Sands. Ogsaa for sine historiske Arbeider
opsøger han sig bestandig de voldsomste og forvovneste Charakterer
til Helte: Sulla, Catilina, Don Pedro den Grusomme af Castillien, den
første, falske Demetrius o. s. v. Har end hans samvittighedsfulde
Nøiagtighed som Lærd og hans Mistillid til Indbildningskraftens Rolle
i Videnskaben, gjort hans historiske Værker livløse, (bedst ere Don
Pedro I. og Épisode de l’histoire de la Russie iøvrigt lykkedes), saa
faaer Historien mellem hans Hænder dog altid Liv, saasnart han giver
sig til at udforme den digterisk. Efterat Vitet med sine mesterlige
Scènes historiques havde vist, hvorledes man i frie dramatiske Scener
kunde fremstille sanddru Historie, gav Mérimée i La Jacquerie Frankrig
Billedet af en meget tidligere og vildere Tid end den, hans Forgjænger
og Læremester havde underkastet poetisk Behandling. Digtets Aand har
han fortrinligt betegnet ved den som Motto ironisk anbragte Replik af
Mascarille hos Molière: »Jeg arbeider for Tiden paa at sætte hele den
romerske Historie i Madrigaler«. Beundringsværdigt har Mérimée forstaaet
at sætte sig ind i de Vedtægter og Taabeligheder, de Synsmaader og
Fordomme, af hvilke Bevidstliedsindholdet i liin fjerne Tid bestod. Jeg
vil fremhæve een Charakter: Isabella, Datter af Baronen d’Apremont, en
Type paa en ædel, elskværdig, ung Pige fra Feudaltiden. Hun er ren af
Hjerte og streng af Sæder; hun har Barmhjertighed med de Lidende og med
de Overvundne. Hun er god mod den kjække og trofaste Væbner, der for
hende gaaer gjennem Ild og Vand, hun beder sin Fader om at forære hende
denne Livegne, hun gjør ham til sin Staldmester til Tak for at han har
frelst hendes Liv, og hun broderer ham en Pung. Men han vover at elske
hende — saa er Alt ude. Hun overvælder ham med Forbitrelse og Haan,
hun bortstøder ham med Foragt, hun betragter sig som vanæret blot ved,
at han har vovet at løftet sine Øine til hende. Man tænke sig nu som
Modsætning en ædel Ingemannsk Jomfru, man danne sig selv et Billede af,
hvor fordomsfrit hun vilde see ned paa sin Tidsalder og skatte det ædle
Hjerte under den simple Væbnerdragt, og man fornemme Forskjellen mellem
en spiritualistisk-abstract og en uforfærdet historisk Gjengivelse af
en raa og kraftig Tid. Jeg vil endnu nævne en Situation: Scenen, der
foregaaer ved Nattetid foran en ensom Hytte i Skoven, til hvilken den
brutale engelske Friskarehøvding Si ward er redet med Isabella, som han
har bortført, efter at hendes Fader er bleven dræbt ved Overfaldet.
Det Hele er kun to Landsknegtes Samtale udenfor Døren, medens de holde
de sadlede Heste og udvexle deres Betragtninger over den Vold, som
Siward imidlertid inde i Hytten anvender mod Isabella. Indtrykket er
saa stærkt, at det meddeler et Tidsbillede. En Feil ved Værket er det
imidlertid, at Digteren i sin Sky for det Følsomme har ophobet saa mange
grusomme og afskyelige Handlinger, at hans Charakterers gjennemgaaende
Vildhed overskriger de sociale og individuelle Forskjelle. Ganske
anderledes hæve i hans Chronique du règne de Charles IX alle Skikkelser
sig ud fra Baggrunden. Her ere alle Charaktererne eiendommelige uden
derfor at være moderne; (en enkelt, George Mergy’s, har dog et vel
moderne Anstrøg); ja Digterens Opmærksomhed har her i saa høi Grad
været optaget af Enkelthederne, at hvert Kapitel ved sin plastiske
Composition udgjør et lille Hele, og Totalbilledet kun fremtræder som
en Mosaik af de udprægede Charakterer og Situationer. I den sidste af
hans historiske Digtninger Les débuts d’un Aventurier er det, der i
den falske Demetrius fængsler ham, alene den primitive Smidighed, den
kantede og friske Kosakeiendommelighed, derimod slet ikke de aandelige
Collisioner, som Bedraget afstedkommer, og som Schiller øieblikkeligt
fik Øie paa. Mérimée’s Stykke standser omtrent hvor Schillers begynder;
thi en bestemt Menneskegruppes Sæder til en bestemt Tid interesserer
ham mere end det abstract og fælles Menneskelige, og her som overalt
i hans historiske Poesi møde vi derfor ikke Livets Intelligens- eller
Følelsesside, men dets Charakterside, og see Charakteren hævde sig
i sin uopvristelige Sluttethed. Foregaaer Handlingen i hans Bøger i
den moderne Tid, da skildrer han Zigeuner- og Røverliv som i Carmen,
Blodhævn som i Colomba et rædselsfuldt Drab i Brudenatten som i La
Vénus d'Ille eller i Lokis. Foregaaer Handlingen desuden indenfor
selve det moderne Samfund, da fremstiller han enten Egenheder ved
de Stænder, som staae paa Kant med Samfundet, unge Dandserinders og
Skuespillerinders dristige Sprog og uregelmæssige Synsmaader, katholske
Præsters erotiske Anfægtelser, eller ogsaa nøies han med, hvad der
selv indenfor de priviligerede Stænders Liv har nogen Charakter, som
et inderligt Kjærlighedsforhold, der tilintetgjøres ved en Duel, et
Ægteskabsbrud, der fører til Selvmord, en eller anden dygtig Skandale,
som det er liam en ren Fornøielse at brænde af under Næsen paa et slapt
og hykkelsk Samfund. Han føler sig som Digter hjemme overalt, hvor han
møder den kolde Skjæbne, det stærke Tilfælde, de heftige Lidenskaber,
der, naar de seire, gjennembryde Samfundsforholdene, og naar de ligge
under, af Samfundsforholdene stemples som forbryderiske. Derfor var
ogsaa den nyere russiske Litteratur ham saa kjær; thi det er netop
Gjenstande, der ere beslægtede med hans egne Æmner, som behandles i de
Digtninge af Puschkin, han har oversat, Spar-Dame og Zigeunerne.

Der findes hos Mérimée to Eiendommeligheder, som gjøre ham utilbøielig
til at opfatte de skarpe Katastrofer i Menneskelivet som tragiske
Katastrofer, den ene er en vis Frygt for at selve den Skarpbed, som han
elsker, skal tabe sin Braad ved Indførelsen af et forsonende Element,
den anden er hans Vantro overfor et større sammenfattende Hele, der
kunde optage det enkelte Tilfælde i sig. Naar han stundom alligevel
virker ægte tragisk, saa er det mod hans Hensigt ved det modnere og
dybere Studium af Charakteren og ved hans med den større Livserfaring
stigende Interesse for de Tilfælde, i hvilke der viser sig en nødvendig
Sammenhæng mellem Charakter og Skjæbne. Naar i hans Roman fra Karl
den 9des Tid den ene Broder falder for den andens Haand, saa har her
den Symbolerne med sin Spot forfølgende Digter ligesom mod sin Villie
samlet Religions- og Borgerkrigens hele Taabelighed og Rædsel i et stort
tragisk Symbol. Naar i hans Novelle La partie de trictrac den stakkels
Officier, der en eneste Gang har spillet falsk, bliver saa ulykkelig i
Bevidstheden om sin Skam, at han seer den eneste Frelse i Døden, saa
former Fortællingen sig uvilkaarligt til en Æresfølelsens Tragoedie.

Han forsøger i et andet Mesterværk La double méprise at skildre det Væv
af Tilfældigheder, af hinanden krydsende og hinanden misforstaaende
Instincter, der gjør Livet meningsløst og selv det Sørgeligste ligesaa
fornuftstridigt som sørgeligt og hæsligt; men idet han fortæller den
pinlige Begivenheds indre Historie og idet man begriber, at det Absurde
maatte skee, ophører det at være absurd. Fortællingens Indhold er med
to Ord det, at en ung Kone, Julie de Chaverny, der er utilfreds i sit
Ægteskab, og som begynder at føle sin Utilfredshed som Ulykke, gjennem
en Kjæde af fine, overraskende, men som Jernringe sammenhængende
Sjælebevægelser og Sindstilstande føres til at hengive sig til en
Mand, hun i Virkeligheden slet ikke elsker, og tager sin Død derover.
Mérimées Kunst bestaaer her i den Sikkerhed, hvormed han tager Læseren
ved Haanden og leder ham igjennem alle hine Sindstilstandes Labyrinth
til et Resultat, der indtræffer ligesaa nødvendigt som fornuftstridigt.
Uovertræffelig er især Samtalen, i hvilken Darcy netop ved med
Beskedenhed og Humor nødtvungent at fortælle om sine Bedrifter ophidser
Julie til Sværmeri, samt hele Samtalen i Vognen, under hvilken Julie
ved hver Replik, ved hvert Ord, endnu mere ved sin Modstand end ved
sine Tilstaaelser rykker sin Undergang bestandig nærmere. Jeg fremhæver
denne klassiske Sætning, som alt det Foregaaende forbereder: »Den
stakkels Kvinde troede i dette Øieblik og med fuldkommen Oprigtighed, at
hun altid havde elsket Darcy, og i alle de sex Aar, i hvilke hun ikke
havde seet ham, med ligesaa stor Kjærlighed, som hun følte for ham i
dette Øieblik.« Mérimée har forstaaet, hvilken Almagt i Menneskelivet,
hvilken tragisk Drivkraft der ligger i den uundgaaelige Illusion. Af
den nødvendige, den uundgaaelige Illusion kan jo ikke blot Halvdelen
af al Menneskelivets Lykke, men ogsaa en betydelig Sum af menneskelig
Elendighed forklares.

Endnu nærmere kommer Mérimée det egentlig Tragiske, hvor det
Skjæbnesvangre synker ned i Charakteren og blander sig med den som en
Gift blander sig med Blodet. Saaledes i Novellen Carmen. Fra den Dag
af, da José møder Zigeunerpigen Carmen første Gang, gaaer hans Liv ud
af sit Spor, og med streng Nødvendighed forvandles han nu, skjøndt god
og brav af Sindelag, for hendes Skyld til Køver og Morder. Ja, Mérimée,
der som ung Romantiker vilde tage saa lang Afstand som muligt fra de
antikiserende Tragikere, kom i Colomba med sin moderne corsicanske
Heltinde den græske Tragoedie nærmere end nogen af de ærværdige Tragi
kere, der forherligede »Agamemnons aldrig uddøende Familie«. Ikke med
Urette har man sammenlignet Colomba med Elektra. Som Elektra gaaer hun
helt op i Tanken paa sin Faders uhævnede Død, som Elektra opflammer
hun sin Broder til Blodhævn og endnu mindre end den sofoklæiske unge
Pige er hun en abstract Tragoedie-Heltinde; thi hun bevæger sig
elskværdigt og naivt i sit Pandser af frygtelige Fordomme. Hun er paa
en Gang blodtørstig og barnlig, haardhjertet og pigeagtig; en umild
Gratie er Grundtrækket i hendes Væsen. Det er nutildags en let Sag
at see, hvor meget nærmere denne naturkraftige Datter af et lille,
sydlandsk Øfolk staaer de gammelgræske Kvindeskikkelser end alle hine
paa Kothurner gaaende Theaterprindsesser, der paa de franske Scener lød
Navnene Elektra, Antigone eller Ifigenia. Nærmest er hun dog maaske i
Slægt med de hedenske Døtre af en langtborte liggende nordisk Ø, med
Kvindeskikkelserne i de islandske Sagaer, der med en saa lidenskabelig
Haardnakkethed ruge over Familiehadet og regelmæssigt drive Mændene,
der holde igjen, ind i Blodhævnen. I denne Colomba, Mérimées berømteste
Frembringelse, feirer den romantiske »Localfarve« sin mest afgjorte
Triumf. Fortællingen har den mest uforfalskede Aroma af Bonapartes Fødeø
og der gaaer et Pust af corsicansk Aand igjennem den. Som et Bevis
for den Troskab, hvormed de corsicanske Sæder ere gjen givne, ikke
mindre end for den Lykke, Bogen gjorde, fortjener det at anføres, at
da Mérimée i Anledning af Libri-Processen i Retssalen ventede paa sin
Dom, traadte en Corsicaner blandt Tilskuerne, en forhenværende Bandit,
hen til ham og tilbød ham for det Tilfælde, at han skulde blive dømt,
Vendetta over Rettens Præsident. Der lod sig neppe føre noget bedre
Bevis for Ægtheden af Colombas Farve. Mérimée vilde imidlertid ikke
have været Mérimée, hvis han ikke (netop paa den Tid, da han udgav
Colomba) havde reddet sit Ry som Fjende af alle Theorier ved efter Evne
at gjøre sig lystig over hin famose Localfarve. I sin 1840 skrevne
Fortale til den anden Udgave af La Guzla, hans fingerede Samling af
illyriske Folkesange, fortalte han, at han »i det Naadens Aar 1827«
havde været Romantiker, havde sværmet for Localfarven og hyldet den
Anskuelse, at der udenfor Localfarven ikke gaves nogen Frelse. Ved
Localfarve havde han og hans datidige Kammerater forstaaet hvad man i
det syttende Aarhundrede kaldte »Sæderne«; men de havde været meget
stolte af deres Ord og havde indbildt sig at være Opfindere saavel af
Sagen som af Ordet. Begeistringen for Localfarven havde bl. A. indgivet
ham det levende Ønske at besøge Illyrien; han havde imidlertid af Mangel
paa Reisepenge maattet opgive det og var falden paa at beskrive sin
Reise i Forveien for saa at foretage den for Honoraret; da ogsaa denne
dristige Plan var bleven opgivet, havde han ved Hjælp af en Reisebog
og Kjendskabet til »fem eller sex slaviske Ord« fabrikeret sin »fra
det Illyriske oversatte« Balladesamling. Alle Mennesker havde troet
paa Mystificationen.Kun den gamle Goethe angav offentlig Mérimée som
Forfatter til de illyriske Poesier. Mérimée udtaler sig imidlertid
i et Brev ikke med Urette noget bittert om den Motivering, som den
store Digter gav sin Afsløring af Pseudonymet Hyacinth Maglanovich:
»Vi bleve opmærksomme paa, at i Ordet Guzla laa Ordet Gazul skjult«;
thi Mérimée der som alle de yngre Romantikere beilede til Goethe’s
Bifald, havde sendt ham Bogen med et Brev, i hvilket han betroede ham
sit Forfatterskab. En tydsk Doctor ved Navn Gerhart havde endog oversat
hans Guzla med to andre Bind slaviske Poesier paa Tydsk, og det endda i
Originalens Versemaal, som han havde kunnet skimte bag Mérimée’s Prosa.
Efterat han imidlertid saaledes havde gjort den Erfaring, med hvor stor
Lethed »Localfarve« lod sig fremstille, havde han tilgivet Racine og
Klassikerne deres Mangel paa denne Substans.

Man føler gjennem Spøgen og Vittigheden ret vel den fornemme Poets
Ærgrelse over, om end kun i Litteraturen, om end kun som Yngling, at
have havt en Fane og have tilhørt et Parti. Ren Sandhed siger dette
lystige Forord ikke; thi skjøndt Mérimées illyriske Prosa-Ballader ikke
ellers have mange glimrende Fortrin, saa ere de dog Frugter af et fint
og omhyggeligt Studium og nøie holdte i slaviske Folkevisers Stil. Uden
nogen Selvforringelse (»Kleinthuerei« som Tydskerne kalde det) kan
Mérimée nu engang ikke godt tale om sig selv. Hans Fortaler er, naar
han en sjelden Gang nedlader sig til at sætte sig i direkte Forhold til
Publicum gjennem en Fortale, af en skjødesløs, ligegyldig Beskedenhed,
der endnu langt mere end den videst drevne Selvfølelse isolerer den, der
benytter den som Form.

XXV.

Hans Væsens Form er den strenge eller spotske Forbeholdenhed. Den
aabenbarer sig tydeligst i den officielle Del af hans Forfatterskab,
i hans knappe, i Fagord sig bevægende Monumentbeskrivelser (Notes sur
le Midi de la France o. s. v.). Intet Ord om ham selv, intet Udbrud!
Ikke et eneste Reiseindtryk og ikke een paa Lægfolk beregnet Vending.
Hvilken Spas, saa grundigt at holde alle dem for Nar, der havde haabet
i Inspektøren over Frankrigs Mindesmærker at kunne gribe Dilettanten og
Novellisten!

Forbeholdenheden træder videre frem i den Tilbøielighed til at
mystificere, der findes hos det spanske Theaters og de illyriske
Balladers Digter. Den minder om Beyle, men har en noget forskjellig
Charakter. Hans Pseudonymitet var kun kortvarig, men var, saalænge
den stod paa, gjennemført. Det morede ham i høieste Grad at lade
Læseverdenen løbe April og selv blive udenfor Legen. Han forsømte intet
Middel til at gjøre sine Pseudonymers Existens troværdig. Ikke alene
deres Biografi men endog deres Portrait gav han deres Værker med paa
Veien, og for at fuldstændiggjøre Spøgen lod han til Originaludgaven af
Clara Gazul sig selv aftegne og stikke i Kobber, klædt som Spanierinde i
nedringet Dragt og med Mantillen over Hovedet.

Den, som narrer ved at tie, maa engang tale og den, som skuffer ved at
mystificere, nødes dog til at give sig til Pris, naar Hemmeligheden
røbes; men der er et Harnisk, som er kraftigere end baade Tausheden og
Mystificationen, og dette Harnisk har for Mérimée som for Beyle Ironien
været.

Han havde fra Begyndelsen af en satirisk Aare; thi hans lidenskabelige
Forkjærlighed for Charakterens oprindelige Energi medførte af sig
selv den spottende Holdning overfor Frasehelte. Et Skuespil som Les
mécontents indeholder saaledes den bitreste Satire, der vel nogensinde
er skrevet over Revolutionsmænd i Slaabrok og Tøfler. Legitimiske
Landadelsmænd — Mumier og Dumrianer — der kun have een Lidenskab, den at
høre sig selv tale, stifte en Boudoir-Sammensvær gelse mod det første
Keiserdømme, beslutte at uddele Skrifter blandt Almuen, give hinanden
hemmelige Signaler, udkaste Planer og kjævles om Forsædet i deres
Møder, men fare fra hverandre ved Synet af en Gendarm. Det langt senere
Skuespil Les deux héritages ou Don Quichotte, som sandsynligvis har
tjent Emile Augier til Forbillede for nogle af hans Dramer, indeholder
den analoge Satire over det sociale og kirkelige Hykleri, den politiske
Humbug, Uridderligheden og den marvløse Beregning hos en Ungdom, i
Sammenligning med hvilken Mérimée næsten følte sig fristet til at
betragte sig selv som en Idealist og Sværmer.

I disse dramatiske Værker, der allerede som Læsedramer røbe
en Ufuldkommenhed i Formgivningen, kommer dog den for Mérimée
eiendommeligste Art af Ironi ikke tilsyne. Han er her tilbøielig til
at lægge Farverne noget tykt paa; sin egentlige Styrke har han som
Novellist. Langt finere end i hans Dramer er Ironien i den elskværdige
Miniature-Novelle L’abbé Aubain, der afgiver et stort Bevis paa
Mangesidigheden af Mérimées Talent, siden han i den nærmer sig lige
til Edmond About, hvem han tilmed langt overtræffer i Elegance. L'abbé
Aubain er en lille Samling Breve, skrevne dels af en Dame, der antager
sig for elsket af en ung Abbed, dels af Abbeden, som gjør tvungne Løier
med Damens Kjærlighed til ham; vi lære to svage, men fintconstruerede
Væsener at kjende, der tyve for hinanden, for sig selv og for Andre,
og over hvis smaa slikvorne, men magelige Lidenskaber og hyklede
Selvbeherskelse Digterens stumme Satire svæver.

I en Novellette af denne Art findes ingen Fortæller; man seer altsaa
her saa lidet som i Skuespillene Forfatteren selv trække sig tilbage.
Tydeligst fremtræder dog den for Mérimée absolut betegnende Form
af Ironi, hvor vi have en Fortæller, men kun sporer ham derved, at
han stiller sig udenfor den Sindsbevægelse, han skildrer. Mérimées
Foredragsmethode bliver i Kraft af hans Væsens Forbeholdenhed den at
forøge Virkningen af det Fortalte ved en sig i Smaatræk forraadende
Ironi, og det enten saaledes, at han med et fint Halvsmil lader de
rørende Steder tale for sig selv, eller saaledes, at han indfatter
det Smertelige, det Oprørende eller Lidenskabelige i Omgivelsernes
Interesseløshed og Kulde som i en Ramme. Jeg vil give nogle Exempler.
Mérimée har i det lille Mesterværk Le vase étrusque, den eneste af
hans Noveller, hvor han med Sympathi behandler et Æmne fra den moderne
Tid, fortalt en Kjærlighedshistorie imellem to unge Væsener, der i
Hemmelighed elske hinanden. Efter et natligt Stævnemøde er den unge
Mand kommen hjem, og vi høre hans Monolog: »Hvor jeg er lykkelig! sagde
han hvert Øieblik til sig selv. Endelig har jeg truffet det Hjerte, som
forstaaer mit [...] Ja, det er mit Ideal, som jeg har fundet; jeg har
paa een Gang en Ven og en Elskerinde [...] Hvilken Charakter! [...]
hvilken lidenskabelig Aand! Nei, hun har aldrig elsket nogen Anden
end mig [...]« Og da Forfængeligheden blander sig ind i Alt paa denne
Jord, udbrød han snart: »Det er den smukkeste Kvinde i Paris,» og hans
Indbildningskraft udmalede ham al hendes Ynde.«

Saaledes vedbliver Skildringen endnu nogen Tid, indtil Mérimée afbryder
sig selv med den lille Bemærkning: »En lykkelig Elsker er næsten ligesaa
kjedelig som en ulykkelig Elsker.« Da endelig det skjønne Forhold mellem
de To har naaet sin høieste og rigeste Fylde, da Saint-Clairs saa
flygtige, men saa skjæbnesvangre Skinsyge paa hans Elskedes Fortid har
opløst sig i et Intet, en Misforstaaelse, og vi have været Vidne til en
Elskovsscene, som ikke den blødeste eller mest indsmigrende Digter kunde
male med større Inderlighed, en Scene, i hvilken Angerens Taarer blande
sig med Kys og Smil, hvorledes erfare vi saa sex Linier nedenfor, at Alt
i samme Nu er forbi og Saint-Clair Morgenen derpaa falden i Duellen? Vi
erfare det, som Sligt erfares i Livet:

»Nu,« sagde Roquantin til Oberst Beaujeu,

som han om Aftenen traf hos Tortoni, »er Nyheden sand?«

  »Altfor sand, kjære Ven,« svarede Obersten med en mørk Mine.

  »Fortæl, mig, hvorledes det gik til.«

  »Aa ganske ligefrem. Saint-Clair begyndte med at sige, at han havde
Uret, men at han vilde staae for Thémines' Skud, før han gjorde ham
Undskyldninger. Jeg kunde kun bifalde det. Thémines vilde have det
afgjort ved Lodkastning, hvem der skulde skyde først. Saint-Clair
fordrede, at det skulde være Thémines. Thémines skjød; jeg saae
Saint-Clair dreie sig helt omkring og falde død om. Jeg har ofte
bemærket denne underlige Omdreining, der gaaer forud for Døden, hos
Soldater, som bleve ramte af et Skud.«

  »Det er høist besynderligt,» sagde Roquantin.

«»Og hvad gjorde Thémines?«

»Han gjorde, hvad man ved saadanne Leiligheder gjør. Han kastede sin
Pistol i Jorden med en beklagende Mine. Han slog den imod Jorden saa
stærkt, at Hanen gik i Stykker paa den. Det er en engelsk Pistol fra
Manton. Jeg troer ikke, at han i hele Paris finder en Bøssemager, der
kan gjøre ham saa god en Pistol paany.«

Idet Mérimée skildrer os velvillige Bekjendtes Medfølelse ikke som
sentimentale Forfattere pleie, men som den er, træder det følelsesfulde
Forhold mellem de Elskende saa meget lidenskabeligere frem af den haarde
Ramme, hvori det er sat. Havde ikke allerede paa Mérimée’s Tid den Kunst
at anrette Champagne i Is været godt kjendt — han havde opdaget den.

Endnu et Par Exempler paa Digterens Evne til at holde sig udenfor den
Sindsbevægelse, han sætter i Scene og som han hos Læseren fremkalder.
Man see det Sted, hvor i Stormen paa Redouten Hovedangrebet fortælles:
»Vi kom hurtigt til Redoutens Fod; Palissaderne vare knækkede og Jorden
oprevet af vore Kugler. Soldaterne kastede sig over disse Ruiner med
Raabet: »Leve Keiseren!« og Raabet var stærkere, end man skulde tiltroe
Folk det, som allerede havde skreget saa længe.« Fortælleren er her
ikke Mérimée selv; han lader en Officier meddele sine første krigeriske
Oplevelser, men Fortælleren er ikke desmindre af hans Art; thi han
deler ikke de stormende Soldaters Begeistring. Langt fra at rose deres
Enthousiasme for Napoleon som patriotisk eller som forøgende Modet
kritiserer han koldblodigt deres Lungers Styrke.

Man bør ikke undre sig altfor meget over, at denne Stil, denne Tone,
der saa overraskende sikrer det Fremstilledes Objectivitet stedse paany
bliver opfattet som Symptom paa Hjertets Kulde. Den er det imidlertid i
Virkeligheden saa lidet som Valget af de gyselige Stoffer hos Mérimée
er et Symptom paa Grusomhed. Hvor ofte er ikke omvendt hin Foredragets
Ironi kun Sympathiens og Indignationens gjennemsigtige Slør! Man stu­
dere denne Ironi i den lille Novelle Tamango hvor allerede Stofvalget
kunde synes den overfladiske Læser Bevis paa Hang til det Oprørende;
thi hvad vækker Afsky som Slavehandelen og Slavepinerierne eller som
Skibbrud, Hungersnød og Drab? Og alt dette nu tilmed foredraget med et
ironisk Smil. Men man føler, hvad denne Ironi betyder, naar man læser en
Sætning som denne: »Capitainen gav den halvdrukne Negerkonge Haandslag,
og strax bleve Slaverne overgivne til de franske Matroser, der skyndte
sig med at tage de lange Trægafler, hvori Negerne havde holdt dem,
af Halsen paa dem og iføre dem Halsbaand og Haandlænker af Jern, en
Forandring, som afgiver et Bevis paa den europæiske Civilisations
Overlegenhed.«

Man mærker det endnu stærkere, naar man kommer til det Sted, hvor
Capitainen med vældige Pidskeslag søger at gjøre den smukke Negerpige
føielig: »Med disse Ord gik Capitainen ned i sin Kahyt, lod Ayché komme
og forsøgte at trøste hende; men hverken Kjærtegn eller Slag (thi
man taber tilsidst Taalmodigheden) for maaede at bringe den skjønne
Negerinde til at være medgjørlig.«

Man maa være stump for ikke at føle, hvorledes paa dette Sted selve
den rolige Kulde, der nøies med at constatere den Kjendsgjerning, at
saaledes ere Menneskene, og saaledes gaaer det til i Livet, netop
forøger det stikkende Indtryk af Voldshandlingen. Man lægger ikke
Fortællingen bort uden Rørelse. Hvad der først syntes koldt, sees kun
som det stivnede Udbrud af Kunstnersjælens indre Ild. Man begriber, at
der er en Sindsbevægelse bag disse Værkers saa ædrue og saa energisk
udprægede Former, og at det er denne Sindsbevægelse, der har præget dem
saa medailleskarpt ud.

I ingen af Mérimée’s Noveller sees Fortællingens ironiske Anlæg og
den dybe Følelse, der har frigjort sig fra alle Fordommes Svøb,
mere fuldendt sammensmeltede end i Arsène Guillot. Den fornemme og
christelige Dames Dydsetiquette danner her Modsætningen til det
Ubekjendtskab, i hvilket den stakkels allerede af Moderen solgte unge
Pige svæver om den hele moralske og christelige Samfundsvedtægt. I et
fortvivlet Øieblik springer hun ud af Vindvet, brækker et Ben og nogle
Ribben, og Novellen foregaaer ved hendes Sygeleie. I Fortællingens
Løb sørger som sædvanligt Ironien for at Medlidenhed og Rørelse ikke
overskride det kunstne riske Maal; henimod Slutningen, hvor Arsène’s Død
bliver skildret, bliver det dog Hjertet tilladt at tale uforstyrret,
og dets simple Sprog meddeler den døende Grisette en Ynde, der neppe
er ringere end den, som i Døden forklarer Musset"s Bernerette. Saa til
allersidst træder den kunstneriske Ironi paany ind i sine Rettigheder.
Thi denne Linie: »Stakkels Arsène, hun beder for os«, fint skrevet med
Blyant af en kvindelig Haand paa Arsène’s Gravsten, lærer os i al sin
Korthed, at den strenge Dame bukkede under for den samme Fristelse som
det udannede Barn, og at da Arsène var død som en Heltinde, arvede
hendes Beskytterinde hendes Elsker. Og dog er Ordet Ironi her næsten
for grovt. Man savner Ord til at betegne disse Afskygninger. Hin
svagtironiske, med Blyant skrevne Linie indeholder i sine sex Ord en
Mérimée’sk, det vil sige lakonisk, Toleranceprædiken.

D’Haussonville har meddelt en Ytring af Mérimée til Emile Augier om hans
lille 1869 for Keiserinden skrevne Novelle La chambre bleue, der viser,
hvorledes hin Fortællemethode, som fra først af sprang ubevidst frem af
hans Naturel, tilsidst blev bevidst Manér. Mérimée sagde: »Historien
har en stor Feil, som beroer derpaa, at jeg først havde isinde at give
den en tragisk Slutning og naturligvis altsaa begyndte at fortælle i en
spøgende Tone. Saa forandrede jeg min Idee og sluttede med en spøgende
Opløsning. Jeg skulde saa have begyndt forfra og fortalt Historien i en
tragisk Tone, men det kjedede mig og jeg lod den blive som den var«.
Den Form, som oprindeligt var en meget følsom og meget stolt Sjæls
stilistiske Udtryksmaade, blev mod Enden af Mérimée’s Liv en raffineret
og overdreven Benyttelse af Contrasten som kunstnerisk Virkemiddel.

XXVI.

  I et Brev fra 22. November 1821 skriver Maleren Mérimée: »Jeg har
en stor Søn paa atten Aar, af hvem jeg gjerne vilde gjøre en Advokat.
Han har saadanne Anlæg for Malerkunsten, at han uden nogensinde at
have copieret Noget, gjør Skizzer som en ung Elev«. Som saa mange af
de mest fremragende franske Romantikere opgav Prosper Mérimée aldrig
helt Sysselsættelsen med bildende Kunst; han malte Aquareller, men var
fremfor Alt en utrættelig og begavet Tegner. Hans Tegnetalent synes
nærbeslægtet med hans sprogligt stilistiske Færdighed. I Slægten fra
1830 supplere i stilistisk Henseende Prosper Mérimée og Théophile
Gautier hinanden. Omridset, den strenge Linie er Mérimée's, en blussende
Farve derimod Gautiers Styrke. Gautier synes snarere at skrive med en
Pensel end med en Pen; hvad han elsker, er Drapperierne og Belysningen.
Hans yppige Stil er venetiansk; det er lutter Brocade og Fløil, som han
overstrøer med Flitter og Pailletter. Mérimée’s simple, men til det
Yderste elegante Fremstilling er ensfarvet og mørkladen; han ridser
som med en Radernaal, men hans Stil har en Egenskab, som ingen nok saa
glimrende Sprogvæv kan overtræffe, den er gjennemsigtig: Skikkelser og
Charakterer sees i deres friske Vildhed som levende igjennem den. Alle
Konturer staae i trodsig Skarphed som paa et Maleri eller en Radering
af Jacques Callot, om hvis Manér han minder. En ung mandig Figur hos
Callot, der rask skrider frem med den lange Kaarde i Læderskeden
hængende ved Siden, med en opkrampet Fjærhat kjækt sat paa Skraa, med
den gule Vaabenfrakke om Livet, med vide Støvler, der folde sig smukt om
den kraftige Læg, og med blanke Sporer, der klirre under Gangen, og som
med stolt og udfordrende Holdning er Vidne til en eller anden Voldsdaad,
vilde f. Ex. afgive en udmærket Illustration til Chronique du règne de
Charles IX.

Mérimée’s Forbeholdenhed og Discretion giver sig sit sidste Vidnesbyrd
i hans Stils klassisk-elegante Strenghed. Hans Form er lys og glat som
blanktpoleret Jern; ingen Zirater, ingen Blomst, aldrig et eneste løst
Ornament, men hver Figur af drevet Metal, gjennemformet og sand, ligesaa
costumerigtig som levende. Ingen af Frankrigs samtidige Forfattere har
i sproglig Henseende vist den aristokratiske Conservatisme som Mérimée,
ikke Charles Nodier engang. Han har brugt Sproget som det gaves ham
ihænde, og han har sat sit Stempel paa hver Sætning, han har skrevet,
uden at benytte et eneste besynderligt Ord eller et eneste almindeligt
Ord paa en besynderlig Maade. Han har fremfor Alt skyet de almindelige
Udtryk og de abstracte Ord, der kaste et Slør over Tanken, bag hvilket
denne tager sig større og betydeligere ud. Hvad der fremfor Alt udmærker
ham, det er Udtrykkets Sikkerhed, Gaven til med det usmykkede Ord, hvis
Præg syntes udvisket, at fremkalde nøiagtigt den Forestilling, han
vil. Hugo skrev en anskuelig, pathetisk, Gautier og de, der sluttede
sig til ham, en sandselig, billedstraalende Stil, begge søgte at virke
ved Ord-Architektur. Hos Mestrene var denne Stræben i sin Ret. Men
deres Efterligneres og Elevers Forsøg erindre kun altfor tidt om hine
pragtfulde Aquaducter fra Romernes Tid, der med uhyre Bekostning og
Anstrengelse bleve udspændte fra Høidepunkt til Høidepunkt, fordi man
ikke vidste, at Vandet ved sin egen Kraft kunde stige op fra Dalen. Vi
beundre disse Mindesmærker; men vor Beundring vilde have været større,
om vi istedenfor dem havde fundet simple Rør, der holdt sig ved Jorden.
Det kunstige og løftede Udtryk er som Aquaducten, det simple Ord, der
gaaer lige til Maalet, som det uanseelige Rør, og Mérimée's Stil holder
sig som Røret til Jorden, har ingen unyttig Pragt og ingen unødvendig
Løftelse, ingen paa Opspiling spildte Kræfter. Den er ikke derfor en
Stil uden Ynde, men den har ingen anden Gratie end den tilstrækkelige
Krafts. Der er intet Ord for meget, og hver Sætning staaer i det Heles
Tjeneste. Det gamle Motto: »Ne quid nimis« synes at have været denne
Fortællerkunsts Løsen.

Det Maal, som Mérimée med denne Stil forfulgte, var øiensynligt det, ved
Afkald paa alt Biværk at gjøre sine smaa Kunstværker saa uangribelige
som muligt for Tidens Tand. Hans Bestræbelse erindrer om den, man
tilskriver Donatello. Man har forklaret Donatellos herlige St. Georgs
eiendommeligt samlede Holdning — de fast til Kroppen liggende Arme og
Hænder — deraf, at han paa Oldtidens Billedstøtter omhyggeligt havde
iagttaget, hvilke Legemsdele der havde lidt mest og hvorfor. Paa analog
Maade har Mérimée for at gjøre Tidssmagens Forandringer magtesløse
overfor sine Værker holdt dem fri for alt Udenværk, alle Udskeielser fra
Sagens Væsen.

Det var dog ikke hans Skrivemaade, som slog igjennem og blev den
nærmeste Eftertids. Det blev ikke ham, men Gautier, der som Stilist fik
en Skole, og jeg for min Del hører ikke til dem, der beklage, at en
rigere og sandseligere Stil har fortrængt hans eller at de nyere franske
Forfattere ikke blot ville skrive Sætningen klar og correct, men om
muligt meddele den en Melodi, en Farve, en Duft. Den Sprogbehandling,
der strækker sig fra Gautier over Flaubert og Brødrene Goncourt til Zola
og Daudet, har imidlertid ogsaa sin betænkelige Side, og den descriptive
Stils mest opsigtvækkende Bepræsentant i vore Dage har ikke manglet Øie
derfor. Jeg finder i en af Zola’s Feuilletoner følgende Betragtning:
»Det Værste er, at det er blevet min Overbevisning, at vor Tidsalders
Jargon, den Del af Stilen, der tilhører Moden og maa blive forældet,
vil gjælde for en af det franske Sprogs mest uhyrlige Stilarter. Det
lader sig næsten med mathematisk Sikkerhed forudsige. Hvad der især let
forældes, det er Billedet. Saalænge det er nyt, henriver og begeistrer
det; naar det saa er blevet anvendt to eller tre Slægtled igjennem,
bliver det en Trivialitet, tilsidst en Skamplet. Man se Voltaire med
hans tørre Sprog, hans kraftige Sætning uden Adjectiver, der fortæller
og ikke maler: han forbliver evig ung. Man se Bousseau, der er vor
Stamfader, med hans Billeder, hans lidenskabelige Bhetorik: han har
skrevet utaalelige Sider [...] Der forestaaer os altsaa en smuk Skjæbne,
os, der endnu have overbudt Rousseau, som male og synge vore Sætninger,
hugge dem til som Marmorblokke og fordre Tingenes Lugt af Ordene. Alt
det bemægtiger sig Folks Nerver, vi finde det udsøgt; ja vel. Men
Spørgsmaalet er kun det, hvad vore Børnebørnsbørn ville sige til det.
Deres Følemaade vil sikkert have forandret sig, og jeg er overbevist om,
at de ville staae forbausede overfor mange af vore Værker. Næsten Alt
deri vil være forældet«.

Forfatteren af denne vemodige Selvfordømmelse gaaer rimeligvis meget for
vidt. Hvis vore Efterkommere ikke ville bryde sig stort om vore Bøger —
hvad der er rimeligt nok — saa vil den Stil, hvori de ere skrevne, have
mindst Skyld deri; men i ethvert Tilfælde er hans Udtalelse mærkværdig
som et Vidnesbyrd fra en litterær Colorist til Fordel for Stilens
Rationalister, mellem hvilke Mérimée i dette Aarhundrede utvivlsomt er
en af de første. De bedste af hans Værker ere Monumenter. Sjeldent ere
i Verdenslitteraturen smaa Prosa-Arbeider bievne udførte i saa stor en
Stil. Det er Sagen selv, som staaer for En i det skarpeste Sollys uden
nogensomhelst Følsomheds-Taage omkring sig. Det vilde være urimeligt
at skatte den billedrige Prosaist mindre høit, fordi hans Billeder
tabe sig ved Gjentagelse; man kunde lige saa godt lægge en Componist
det til Last at hans Melodier ved at spilles paa alle Lirekasser blive
uudholdelige. Men det lader sig ikke negte, at en streng og billedløs
Stil som Mérimée's, der ikke har noget Vegetabilsk ved sig, overlever
den beskrivende Stilarts Frembringelser, omtrent som en Broncestatue
overlever et blomstrende Træ.

Oprindeligt gjaldt denne Digter forunderligt nok for en ren Naturalist.
Alfred de Musset har i sin Ungdom om Mérimée, hvem han naivt
sammenstiller med Calderon, skrevet nogle Vers, der paa en meget
interessant Maade gjengive det Indtryk, som hans Talent gjorde paa de
Samtidige; det forekom dem, som om han leverede blotte Afstøbninger af
det Virkelige: L’un, comme Calderon et comme Mérimée, Incruste un plomb
brulant sur la réalité, Découpe à son flambeau la silhouette humaine,
En emporte le moule, et jette sur la scène Le plâtre de la vie avec sa
nudité. Pas un coup de ciseau sur la sombre effigie, Rien qu’un masque
d’airain, tel que Dieu la fondu. »Ikke et Meiselslag« er et pudsigt
Ord om Tidsalderens mest energiske Stilist, men saa meget er klart,
at Alfred de Musset ansaa Mérimée for en fuldblods Naturefterligner.
Det beroer paa at der, som ovenfor berørt, fra Begyndelsen af var et
naturalistisk Element i Romantismen. Man følte dengang i den romantiske
Leir slet ingen Spaltning imellem Naturalisme og Romantisme. Vistnok
var Fjærbuskenes og Toledoklingernes Poesi En kjærere end den reale
Virkeligheds Liv; men ogsaa Virkeligheden lod sig fremstille poetisk,
naar den havde Farve og Charakter, Lidenskab og Flamme og exotisk Duft,
og det havde den hos Mérimée. Spirer til den senere Naturalisme findes
hos Mérimée som hos de andre Romantikere, kun at hos dem Kjærligheden
til Kunsten beherskede Naturefterligningen. Imidlertid er Mérimée
med sin Forkjærlighed for brutale Stoffer og med sin kunstige Kulde
ganske tydeligt en Forløber for den Smagsretning, der fremtraadte i
den følgende litterære Generation. I Taine’s Vie et opinions de M.
Graindorge (1867) findes en Linie, der er skrevet om det selskabelige
Liv, men har en større Rækkevidde: »Depuis dix ans une nuance de
brutalité complète l’élégance«. Man føler dette hos næsten alle det
andet Keiserdømmes større Skribenter, hos den yngre Dumas, hos Flaubert,
hvem man kunde kalde den næste Slægts Mérimée, endelig hos Taine selv,
der ganske i Mérimée'sk Aand fryder sig, naar han har »et smukt Mord«
at skildre og som lader sin Graindorge give Læseren nøiagtig Anvisning
paa den mest praktiske Methode til at skjære sin Hals over med en
Barberkniv»Quand Cromwell passe en Irlande, il marque le nombre et la
qualité des gens massacrés, et puis c’est tout. Et cependant quels beaux
massacres! Quelle occasion pour pénétrer le lecteur de la froide fureur
qui poussait les épées des fanatiques!« Taine: Essai sur Guizot..

Nutildags gjælder Mérimée for en Klassiker. Hans klare og gjennemsigtige
Form, hans Sky for lyriske Udskeielser, for Lignelser og Rhetorik synes
at sikre ham en Plads udenfor den romantiske Gruppe. Men vi have seet,
at i en vis Forstand ere alle franske Romantikere at betragte som
Klassikere, og det kun tydeligere klassiske Præg hos Mérimée giver ham
følgelig ingen Særstilling udenfor Skolen.

Naar man tilmed betænker, at han saa godt som Hugo og de Vigny har været
Walter Scotts Indflydelse underkastet, at han har et umiskjendeligt
Slægtskab med den Byronske Satanisme, at han, den ædru Tvivler, endog
har skrevet Sager som La vision de Charles XI i Hoffmann's Art, at han
var Beyle's umiddelbare Discipel, at han, ægte romantisk, næsten altid
fremstillede det Fremmede og Umoderne, saa vil man hos ham finde saa
mange for de franske Romantikere fælles Træk, at man i ham erkjender det
ægte Barn af hans Tidsalder.

Hans Skikkelse hæver sig, ogsaa uden at man tildeler ham en kunstig
Originalitet, tilstrækkeligt frem i den geniale Slægt fra 1830. De andre
sprængte i brogede Vaabenkjortler, med forgyldte Hjelme og vaiende
Faner ind paa Arenaen. Han er den sorte Ridder i den store romantiske
Turnering.

XXVII.

En af de første Dage i 1830 gik tre unge Mennesker ned ad en nys
afstukken Gade ved Champs Élysées i Paris henimod et ensomtliggende Hus,
det eneste i Gaden. Den ene, nittenaarig, lyshaaret, gik med hurtige,
fugleagtige Skridt, lidt foroverbøiet, med Manuscripter stikkende ud af
alle sine Lommer; det var den fine Fantast, den elskværdige Poet Gérard
de Nerval, hvis Hovedsysselsættelse det var at løbe Benene af sig for at
gjøre sine Venner Tjenester. Ved hans Side gik med værdig Holdning og
castiliansk Alvorlighed i sine Miner den blege og sortskjæggede Petrus
Borel, der som den ældste, allerede 22aarige var Midtpunkt for en hel
Gruppe af kunstsværmende Ynglinge; en Smule bagefter dem fulgte endelig
med nølende Skridt og megen indre Uro en olivengul, regelmæssigt deilig
ung Fyr paa 18 Aar, hvem Vennerne havde lovet at indføre hos Beboeren af
det ensomme Hus, Victor Hugo, i hvis Hjem de havde den af Mange misundte
Lykke at være gjerne sete.

To Gange gik den unge Gautier bag Nerval og Borel op ad Trappen,
langsomt som havde han Bly i sine Saaler; thi han kunde ikke faae
Veiret, følte den kolde Sved paa sine Tindinger og kunde høre sit
Hjertes Slag; men hver Gang de kom op til Døren og En vilde trække i
Klokkestrengen, fløi han, grebet af en overvældende Angst, i Firspring
ned igjen ad Trappen, fulgt af sine raabende og leende Beskyttere. Som
det pleier at gaae i Eventyrene, lykkedes det tredie Forsøg. Gautier
bad om Forlov til at sidde en Stund paa et af den øverste Afsatses
Trappetrin for at komme sig lidt eftersom han følte Benene dandse under
sig; da gik i det samme Gangdøren op og i en Lysstrøm som den, der
danner Glorien om Phøbus Apollo, aabenbarede sig imod den mørke Trappe
ingen ringere end Victor Hugo selv i al sin Hæder og Herlighed, ganske
borgerligt klædt med sort Frakke og graa Buxer, og lige saa omhyggeligt
barberet som den første, den bedste Filister. Han smilte ved Synet af
den betagne Yngling, men syntes ikke særdeles overrasket, thi han var
vant til at see unge Poeter og Malere rødme og blegne og stamme paa sin
Tærskel. Han stod øjensynligt netop i Begreb med at gaae ud paa Gaden
som en anden Dødelig, hvilket undrede Gautier mere end det vilde have
undret ham, om han var kjørt gjennem Byen paa en Triumfvogn trukket af
fire hvide Heste og med en Seiersgudinde foran paa Vognen, der holdt
en Guldkrands over hans Hoved. Han vendte imidlertid tilbage til sin
Stue og Théophile Gautier overværede som stum Tilhører Samtalen mellem
ham og hans to unge Venner. Selv var Gautier altfor forlegen til at
tale med; men fra denne Samtale daterer sig ligefuldt en Epoclie i hans
Tilværelse; thi fra hint Øieblik af og til sin Død var han Hugos svorne
Mand, hans brændende Beundrer, hans taknemmelige Elev, hans ufortrødne
Herold. Aldrig end ikke glimtvis, end ikke under mangeaarig Adskillelse
og den Afstand, modsatte politiske Retninger medføre, glemte han den
ubetingede Trofasthed mod den, han fra deres første Møde af ved sig selv
havde kaldt sin Herre og sin Mester.

 Anledningen til Besøget var Hernani’s første Opførelse paa Theâtre
français. Man kom for at hente nogle Pakker af de smaa, firkantede
røde Billetter med det paatrykte Hierro. Gautier, der havde læst
Orientalerne, var allerede begeistret for Stykket før han kjendte det.

 Han havde i det Kvarter, han beboede, længe været kjendt for sin
Extravagance. Han udæskede paa alle Maader hin abstracte Spidsborger,
der var de unge Romantikere saa forhadt. Han gik til daglig Brug i en
Trøie af sort Fløil og Sko af gult Læder med sit lange mørkebrune Haar,
der klædte hans matgule Hudfarve fortræffeligt, hængende helt ned til
Beltet, altid med bart Hoved, skjærmet af en Parasol eller Paraply, med
Cigaren i Munden, med rank og smuk Holdning i ungdommelig Majestæt uden
at bryde sig det Fjerneste om forargede Borgermænds haanlige Blik eller
lattermilde Gadedrenges Tilraab. Han trodsede med fuldkommen Foragt
deres Mening om ham.

Men til Hernanis første Opførelse følte han Nødvendigheden af, at gjøre
større Forberedelser. Han bestilte sig »den røde Vest« — hin Vest, der
skulde blive et af de navnkundigste Klædningsstykker i Verden. Det Røde
ved denne Vest var ikke det Røde, som Revolutionsmænd have valgt til
Symbol og som Politikere tænke paa, naar Farven nævnes, nei det var det
Flammerøde, der for Datidens unge Kunstnere var Emblemet paa deres Had
til det Graa. Det var et Stykke purpurfarvet Atlask, hvis Farvetoner
henrykte den unge Maler og Poet. Han saa paa det med de Øine, med hvilke
jeg tænker mig, at Veronese har betragtet et Stykke Silketøi. Da Gautier
var kommen i Besiddelse af Skatten, sendte han Bud efter sin Skrædder.
Han udviklede ham sin Plan: af dette Stof skulde der gjøres en Vest;
jo en Vest; den skulde have Form som et Kyrads, springe frem midt over
Brystet og hægtes i Byggen. »Hvis man,« fortæller Gautier, »blandt
de akademiske Fortegninger, der angive de forskjellige menneskelige
Ansigtsudtryk, opsøger en af dem, der have Underskriften: Forundring,
saa vil man kunne gjøre sig en Idee om den skrækslagne Skrædders Mine.«
— »Men saadan en Vest er ikke moderne,« indvendte han frygtsomt. —
»Den bliver nok Mode,« svarte Gautier. — »Men jeg kjender ikke dette
Snit. Det nærmer sig mere til Theaterstilen end til en daglig Dragt;
jeg er bange for at forskjære Stoffet.« — »Vær De rolig, jeg skal
skjære Dem et Mønster i Lærred.« — Og Vesten blev syet, og med rolig
Stolthed og overlegen Koldblodighed udholdt Gautier hin berømmelige
og stormfulde Theateraften det hele Artilleri af Filister-Kikkerter,
der under Fingerpegen rettedes paa ham. Hans Navn voxede sammen med
Legenden om den røde Vest, skjøndt han kun bar den hin ene Aften; man
vidste længe ikke andet om ham, end at han havde havt den paa — jeg
har selv i 1867 i Paris truffet Folk som troede, han gik med den endnu
— og den straaler den Dag idag i den franske Litteraturs Historie som
et barnligt Symbol paa hin enthousiastiske Ungdoms Kjærlighed til det
Lysende og Farverige i Livet. Men det egentligt Lysende og Flammerøde,
det var Kunsten, den rene Kunst. Den grændseløse, hensynsløse Kjærlighed
til Kunsten som Kunst har sjeldent fyldt et Hjerte som den fyldte
Gautier's. Han bevarede denne Kjærlighed til sin Død, men i sin Ungdom
følte han den med alle de Nydelser, den skjænker, al den Beundring, den
foranlediger, alt det Mod, den indgyder, og alt det Had, den indblæser.

Det var denne Kjærlighed, som gjorde, at han i dyb og ædel Beskedenhed
blev en Beundrer af Kunstnere, han der selv var en Mester. Han blev
Hugo’s Page, Balzac’s opofrende Ven. Han var Digter, men Beundringen
gjorde ham til Kritiker, og ingen havde som han Glæde af et godt
bygget Vers, et lysende Ord, et malerisk Udtryk, en kraftig Fantasi
og et dristigt Fantasteri. Han var Maler, før han blev Poet og Ingen
anerkjendte som han den mægtige, skjøndt famlende Originalitet hos
Delacroix, som affødte hin Coloritens Glands og Pragt, der overstraalede
alt Fortegnet. Med hvilken Lidenskab faldt han ikke derfor som Kritiker
over Scribes Platituder og Delavigne's reformatoriske Forsigtighed, over
flaue Vaudeviller og lidenskabsløse Tragoedier, han som tilbad Stilen og
som hellere, langt hellere end i Gymnase-Theatret at see et borgerligt
Lystspil overværede en Beriderforestilling i Circus, hvor man dog kun
skreg Hop! og He! og altsaa paa langt nær ikke begik saa mange Synder
mod Syntax og Metrik som Scribe. Med hvilket Raseri faldt han ikke over
Delaroche, da denne (som først sent udfoldede sit Talent) henrev de
Halvdannede ved sine slikkede Gjengivelser af Middelalderens Historie
og fik dem til at foretrække sin Middelalder for Hugo’s og Delacroix’s!
At sætte det forsigtige Talent over det hensynsløse og forfærdende
Geni, det var i Gautier’s Øine den egentlige Helligbrøde, og med sande
Tigerspring kastede han sig over disse Talenters Popularitet. Han kunde,
tilstod han selv senere, i hin Tid have ædt Delaroche raa og fundet ham
velsmagende.

Kunsten for Kunstens Skyld! Kunsten som sit eget Formaal! det var
Gautiers Løsen. Og at han elskede Kunsten (som man overhovedet elsker)
for den elskede Gjenstands egen Skyld (l'art pour l’art), vil sige,
at han elskede den uden Hensyn til dens saakaldte Moralitet eller
Immoralitet, Nationalitet eller Unationalitet, Nytte eller Unytte.

Ved denne sin Forgudelse af Kunsten betegner han et Udviklingstrin i
Romantismens Historie. Den litterære Renaissance var jo begyndt som
Andagt overfor Katholicismen og det legitime Kongedømme. Da Bevægelsen
med Hugo i sin Spidse tog sit andet store Tilløb, var det en Tid lang
som Begeistring for Kunsten blot som Kunst, men denne Begeistring
var hos Flertallet halvt ubevidst, skjulte sig under Sværmeriet for
Middelalderen, for det sextende Aarhundrede, de heftige Lidenskaber,
Localfarven o. s. v. Gautier var den eneste, som var sig hint latente
Princip helt og fuldt bevidst, og derfor er hans Navn enstydigt med
hele den Fase af Bevægelsen, under hvilken Poesien forfægter sin egen
Bet. Vel kunde det, naar man holdt sig til visse af Hugo’s Fortaler
(den til Orientalerne f. Ex.) see ud som om hans Poesi ikke vilde have
noget med Livets andre ideale Magter at bestille, men blot tilkjæmpe sig
selv sin Frihed; men Hugo selv var en altfor agitatorisk anlagt Natur
til at betragte denne Kamp som mere end den første, foreløbige Opgave.
Det var forbeholdt den Discipel, der laa Mesterens Hjerte nærmest, at
betragte denne Station som den endelige og sidste. For Gautier som for
de tydske Romantikere var Romantismen Kamp imod Nyttelæren, Proclamation
af Kunstens ubetingede Uafhængighed.

Théophile Gautier fødtes i Tarbes i Sydfrankrig d. 30 August 1811 i en
anseet, lidenskabeligt royalistisk Familie. Som Hugo og Dumas nedstammer
han fra en tapper Officier. Hugo’s Fader sloges som Major under Napoleon
med Fra Diavolo i Italien, som General og Provindsguvernør under Josef
med de tapre spanske Insurgenter, Dumas' Fader var en Athiet, som efter
Sagnet (rettere efter den yngre Dumas' Paastand) kunde kvæle en Hest
mellem sine Ben, bide en Hjelm igjennem med sine Tænder, og som ganske
ene forsvarede Broen ved Brixen mod en Forpost paa tyve Mand. Gautier’s
Bedstefader gjorde sit Navn berømt ved at være den første Mand ved
Angrebet paa Bergen-op-Zoom; han var af en kolossal Legemskraft, en
Kjæmpe, der altid levede i fri Luft, mest paa Jagt, som aldrig saaes
uden med Geværet over Skuldren og der pleiede at fyre det atter og
atter af i Luften, saasnart han var glad. Han blev hundrede Aar gammel.
Hos Th. Gautiers Fader, der ligeledes naaede en meget høi Alder, viste
den nedarvede Styrke sig især paa det intellectuelle Omraade. Han
havde meget forskjelligartede Kundskaber og en grundig Dannelse. Hvor
litterært anlagt og fordomsfri han var, viser bedst den Omstændighed,
at han følte sig i høi Grad tiltalt af Fortalen til Cromwell, ganske
billigede Sønnens poetiske Retning, ja var saa forelsket i hans
dumdristige Mademoiselle de Maupin at han, medens den blev skrevet,
undertiden lukkede Sønnen inde og sagde: »Nu kommer Du ikke ud, før Du
har skrevet nogle Sider Maupin«. Moderen, en majestætisk Skjønhed, der
siges at have havt bourbonsk Blod i sine Aarer, var enig med Faderen om
at forkjæle og forgude den af Naturen saa overdaadigt udrustede Søn. Han
var af dem, der ere skabte til at blive ikke blot sine Nærmestes, men
Manges Yndling, af dem, som hele Slægtled give Kjælenavn; thi han var
en stor Kunstner og et stort Barn. Hvor betegnende er ikke Forkortelsen
Théo, under hvilken han forekommer i hundrede og atter hundrede
Skrifter! Det er Beundringens Familiaritet, der har forkortet hans Navn.

For at fuldstændiggjøre de Træk i hans Af stamning, der synes betegnende
for hans Væsen, er den Tilføielse endnu nødvendig, at der utvivlsomt var
østerlandsk Blod i hans Slægt. Dette er høist interessant, fordi det —
ganske som Neger-Afstamningen oplyser meget af Voldsomheden og Kraften
hos Alexandre Dumas — paa en fysiologisk Maade forklarer det orientalske
Præg, som Th. Gautiers Personlighed og Production med Aarene antog. Han
var skabt til at bære Fez eller Turban, til at bevæge sig langsomt og
med Værdighed, og det var naturligt at han endte med i sin Production at
lægge saa faa Sindsbevægelser for Dagen som muligt.

Alt som lille Barn kom Théophile Gautier fra Sydfrankrig til Paris.
Det er et Tegn paa, hvor tidligt lians Eiendommelighed var udviklet,
at han i Skolen gjennemgaaende foretrak de Skribenter, der gik forud
for eller fulgte paa Sprogenes saakaldte Guldalder, for de klassiske og
correcte Forfattere. I fransk Litteratur læste han med Nydelse Villon og
Rabelais, medens han var fuldstændigt kold overfor Corneille og Racine;
i latinsk Litteratur læste han med Lidenskab kun Decadence-Tidens
Forfattere og Digtere, Claudian, Martial, Petronius og Apuleius
og efterlignede dem i sine latinske Vers i alle mulige Versemaal,
medens han derimod saa ned paa Cicero og Quinctilian med fuldstændig
Ligegyldighed. Det beroede først paa hans Kunstnerkjærlighed til en
coloreret, ordrig Stil; saa paa hans Had til alle de for Mængden
imponerende Almensandheder og loci communes, som nødvendigvis maa
forekomme hos enhver Forfatter, der skal betragtes som klassisk. En
Franskmand, der var saa vild og gal som Villon eller saa saftrig og
farverig som Rabelais, havde i hans Øine den uvurderlige Fordel at være
uberørt af det store Aarhundredes abstracte Politur; en Romer, der
havde afrikansk Blod i sine Aarer som Apuleius eller var af ægyptisk
Oprindelse som Claudian var ham nødvendigvis kjærere end den Augustæiske
Tidsalders smagfulde Talere og Poeter; thi han holdt af det stærkt
Charakteristiske, det Pikante og Paradoxe, gjøs ikke tilbage for det
Maniererte og Søgte, hvis det blot havde sin Ynde, og følte sig i
Litteraturen altid tiltrukket af en let Hautgoût. Drengens Forkjærlighed
for Sølvalder-Poeterne forlod ikke den modne Mand. Det var den, som fik
ham til at skrive den fortræffelige Samling Charakteristiker han udgav
under Navnet Les Grotesques, og hvori han paatog sig at rehabitere den
hele Gruppe af mindre Digtere, som Boileau i sin L’Art poétique havde
brændemærket og slaaet ihjel for desbedre at rydde Pladsen for de store
Forfattere, der havde overholdt Aristoteles’s Regler og Smagens Love.
De stakkels Fyre vare ulæste bievne liggende i Litteraturens Benhus med
et Vers af Boileau paa deres Pande. Som Fjende af al Regularitet og
Trivialitet tog Gautier sig af dem. Hans plastiske og maleriske Sands
fandt ingen Tilfredsstillelse ved Studiet af de værdige Digtere, der
havde siddet og skrevet med Alongeparykker paa Hovedet og Manschetter om
Haandleddene; men det morede ham at opsøge alle hine glemte og groteske
Poeter med deres eiendommelige Profiler og Grimacer, hos hvem man blandt
talløse Smagløsheder træffer paa talrige Bizarrerier, originale Glimt,
vidfulde og maleriske Vers, ja paa saa levende og ypperlige større Digte
som de bedste af François Villon’s og Théophile de Viau's. Var deres
Muse ingen Skjønhed, saa gjaldt dog om hende hvad Gautier etsteds har
skrevet om en indtagende Kvinde: Elle a dans sa laideur piquante

Un grain de sel de cette mer

D’où jaillit nue et provocante

L’âcre Vénus du gouffre amer. og saadan en stakkels Poet fra det 15de,
16de eller 17de Aarhundrede, der havde ligget fuld i Rendestenen eller
havde hugget sig gjennem Verden med sin Kaarde eller havde endt sit Liv
som Ørenring i Galgen, frembød ved sit Lune og sine Vers for hans Øie en
Silhouet, en livfuld og charakteristisk Profil, som fængslede ham og som
det morede ham at afridse.

Ud af Skolen blev den unge Gautier efter sit Ønske taget for at indtræde
som Elev hos Maleren Rioult. Han selv saavel som hans Slægtninge
overvurderede fra først af det Talent til at tegne og male, som han
lagde for Dagen. Det var i Virkeligheden kun at betragte som det
underordnede Supplement til hans aldrig før sete, epochegjørende
maleriske Evne som Skribent. Victor Hugo’s Optræden blev bestemmende
for hans Løbebane. Da denne satte Hernani’s Horn for sin Mund, fulgte
Gautier Kaldet og forlod Malerkunsten for Litteraturen. Fra sit
Atelierliv beholdt han imidlertid ikke blot Malerens Synsmaade; han
bevarede i sin mundtlige Ytringsform og paa de Steder hvor lian (som i
Fortalen til Mlle Maupin) udtaler sig med samme Frihed som mundtligt,
den overgivne og med selvlavede Kunstord spækkede Udtryksmaade, som
trives og blomstrer i alle franske Kunstner-Atelier'er.

Han debuterede som lyrisk Digter. Fem Maaneder efter Opførelsen af
Hernani og ulykkeligvis paa selve den Dag, da Julirevolutionen brød
løs, udgav han sine første Poesier, der selvfølgelig i hint Øieblik
skylledes bort af Tidsstrømmen, men som selv paa et roligere Tidspunkt
neppe vilde have vakt Opmærksomhed. Som Lyriker er Gautier upopulær;
han udmærker sig ved en fast og udadlelig Form, men hans Naturel er
altfor meget anlagt paa det Udvortes til at være virkelig lyrisk; han
mangler Inderlighed og Sjæl. Bedst er han i sine Ungdoms poesier, naar
han giver sin antikt hedenske, nærmest romerske Epikuræisme Udtryk, naan
han sætter Lykken i de tre Ting: »smukt Solskin, en Kvinde, en Hest«,
naar han (som i Digtet Le débauche) forherliger den aabne Livsglæde,
priser Farve, Sang og Vers, eller naar han (som i Le premier rayon de
mai) gjengiver den simple, næsten sandselige, men i ethvert Tilfælde
ganske usammensatte Lykkestemning ved at befinde sig i den Elskedes
Nærhed. Mesterligt og absolut typisk for Gautier er det lille Digt
Lapseri (Fatuité), hvis spøgende Titel paa den fineste Maade parerer
ethvert Angreb paa Indholdet. Det udtaler en kraftig Ynglings muntre
Overmod. Jeg citerer de to første Strofer: Je suis jeune; la pourpre en
mes veines abonde; Mes cheveux sont de jais et mes regards de feu, Et,
sans gravier ni toux, ma poitrine profonde Aspire à pleins poumons l’air
du ciel, l’air de Dieu. Aux vents capricieux qui soufflent de Bohême,
Sans les compter, je jette et mes nuits et mes jours, Et, parmi les
flacons, souvent l’aube au teint blême M’a surpris dénouant un masque
de velours. Det var først i sine modnere Aar, at Théophile Gautier
trængte afgjort igjennem som Lyriker. Émaux et Camées, en Samling af
Digte (alle i korte 8-Stavelses Vers), der ved sin Form svagt erindrede
om Et og Andet i Goethes West-Oestlicher Diwan og Heine’s Buch der
Lieder«, gav Digterens personlige Stil i lyrisk Poesi det mest udprægede
Udtryk. Behandlingsmaaden var ganske i Billedkunstens Aand. Digteren
forsøgte ved Farvernes Kraft og Sammensmeltning, Formens Fuldkommenhed
og Finhed, Rimenes strenge Renhed og sikkert afpassede Harmoni, kort
sagt ved et Mesterskab, der intet oversaa, end ikke det Mindste, at
levere digteriske Sidestykker til de Miniatur-Mesterværker i Agat eller
Onyx, som de Gamle have efterladt os, saavelsom til Renaissancetidens
italienske eller franske Emailmaleri paa Guldgrund. Han naaede i disse
Poesier, til hvilke man endnu kan henføre det som anstødeligt udeladte,
men over al Ros beundringsværdige Digt Musée secret — trykt i Bergerats
Théophile Gautier — en sproglig Skjønhed, der kan betegnes som ideal,
og med hvilken høist den sproglige Plastik i enkelte senere Digte af
Leconte Lelisle kan sammenlignes. Digtet L’art, med hvilket denne
Samling slutter, og der som sprogligt Kunstværk vel kan kaldes et
Mindesmærke, indeholder i Stenstil hans Kunstanskuelse. Han elskede
Kunsten, som han saa dybt forstod, saaledes, at han satte den over alt
Andet paa Jorden og han saa i den det eneste Blivende gjennem Tidernes
Skifte. Han var vel altfor tilbøielig til at gjøre Kunstværdien afhængig
af den i Kunstværket overvundne Vanskelighed, men kun fordi han troede,
at det var Kampen med Vanskelighederne som gjorde det færdige Værk
haardført og uangribeligt af Møl og Rust. Det hedder i Digtets Slutning:
»Alt forgaaer. Den kraftige Kunst alene er evig. Busten overlever
Staden, og den strengt skaarne Medaille, som Bonden finder i Jorden,
aabenbarer, at en Keiser har levet. Guderne selv døe; men de kongelige
Vers, de blive; de staae uanfægtede, fastere i deres Støbning end et
Bronceværk«. Man høre dette i hans Sprog: Tout passe. — L’art robuste

 Seul a l’éternité.

Le buste

 Survit a la cité. Et la medaille austère

 Que trouve un laboureur

Sons terre

 Révèle un empereur. Les dieux eux-mêmes meurent

 Mais les vers souverains

Demeurent

 Plus forts que les airains Det gjælder om Vers, som dem, han skrev .

XXVIII.

Vil man have et livfuldt og overgivent Billede af den unge romantiske
Zigeunerbande, der sluttede sig til Hugo, et Billede, der udmærker
sig ved sin kaade Selvparodi, saa læse man Théophile Gautier’s Les
Jeunes-France, der efter hans egen Opfattelse skulde give en noget
lignende Satire for Romantikernes Vedkommende, som Molière’s Les
précieuses ridicules havde leveret af en ældre Periodes litterære
Udskeielser; Skade kun at «Les Jeunes-France» er en talentfuld
Drengestreg, medens Les Précieuses er et modent Værk af blivende Værd.
Det unge Frankrig blev skrevet strax efter at Gautier var bleven optagen
i den romantiske Leir og giver, omtrent som Petrus Borels og Philothée
O’Neddy’s Poesier et Indblik i Datidens Ungdoms burschikose Liv. Det
er ikke betydningsløst, at Gautier har skrevet denne Bog, thi han var
og blev i Grunden til sin Død den ægte Kunstner-Zigeuner, altid lidt
paa Kant med Samfundet og dets Begreb om Respectabilitet, i sin Ungdom
levende det egentlige Bohèmeliv som Maler, Poet, Journalist og Reisende,
i sine senere Aar førende et Husliv med sine Søstre og sine Børn uden
nogensinde at tænke paa Ægteskab. Af hans Forbindelse med Kvinder var
den med Ernesta Grisi, Moderen til hans Døtre Judith og Estella, den
langvarigste. For Søsteren Carlotta nærede han ligeledes i lang Tid
meget varme Følelser, og det er for hende, at han har skrevet sine
Balletter. Var han en meget flagrende Elsker, saa var han til Gjengjæld
en yderst kjærlig Broder og Fader; han gav sine Døtre en mønsterværdig
Opdragelse og havde bl. A. den gode Idee at lade dem lære Sprog som
Japanesisk og Chinesisk, i hvilke Kundskaben var sjelden nok til at
kunne være en Kvinde, der stod alene, en Støtte. Det er bekjendt, at
denne Kundskab senere kom Judith Gautier tilgode.

Den Bog, som giver det fuldeste Indtryk af Théophile Gautiers Sjæleliv
som Yngling, er dog ikke Les Jeunes-France men den umiddelbart efter
dette Skrift forfattede Roman Mademoiselle de Maupin (1836). I denne
Bog syder hans Ungdoms Champagneskum. Det er en saare hedensk og paa
sine Steder saare uanstændig Bog — uanstændig som en Dialog af Crébillon
fils — , men der er Kræfter i den, og saa overdrevent det end er, naar
Swinburne kalder den »the golden book of beauty«, saa røber den dog
den ualmindeligste Skjønhedssands. Den var som et Afløb for Ynglingens
overstrømmende Livskraft.

Théophile Gautier havde oprindeligt været zart og spinkel og udmærkede
sig blandt Legemsidrætter kun i Svømning, men det var hans Ideal at
blive en Kraftkarl og han beundrede Athleter og Boxere langt over alle
Dødelige. Han tog da flere Aar igjennem Undervisning i Stokkefægtning
og Boxning, i Ridning og Roning saalænge til hans legemlige Tilstand
helt forandrede sig, og han havde den ubeskrivelige Triumf den Dag,
da Château-Rouge blev aabnet, at give et ganske nyt »Tyrkehoved«
(det vil sige: en Kraftmaaler) et Næveslag af 532 Punds Vægt, der er
blevet historisk. »Det er«, siger han med naiv Elskværdighed i sin
selvbiografiske Notits, »den Handling i mit Liv, af hvilken jeg er
stoltest« og man kan troe, at disse Ord ere bogstavelig mente. Thi
endnu som gammel pleiede han, naar man i et Selskab af Venner modsagde
hans Paradoxer og alle i Munden paa hinanden talte imod ham, at paabyde
Taushed ved med sin bløde, hæse Stemme at raabe overlydt: »Jeg er en
Kjærnekarl, jeg slaaer 530 paa et Tyrkehoved, og jeg skriver Lignelser,
der hænger sammen. Det er Indbegrebet af menneskelig Fuldkommenhed«.Moi,
je suis fort; j’amène 530 sur une tête de Turc et je fais des métaphores
qui se suivent. Tout est là.“ I Mademoiselle de Maupin sporer man paa
eengang den unge Dandy, der er istand til at give et frygteligt Næveslag
og den fine Kunstner »hvis Lignelser hænge sammen«, det vil sige hvis
Ord ere Billeder for Øiet. Men fremfor Alt sporer man dog her Digterens
rent antike og plastiske Naturel, ved hvilket han udskiller sig fra alle
sine Samtidige i hin rige Generation. Gautier har malt sig selv etsteds
i Bogen hvor han lader Helten skildre sit Væsen: »Jeg er et Menneske fra
de Homeriske Tider; den Verden, i hvilken jeg lever, passer ikke for
mig og jeg forstaaer Intet af det Samfund, der omgiver mig. Christus er
ikke kommen til Verden for mig, jeg er saa hedensk som Alkibiades eller
Fidias var. Jeg har aldrig plukket Passionsblomster paa Golgatha, og
den dybe Flod, der fra den Korsfæstedes Side strømmer ud over Verden
som et rødt Bælte, har ikke badet mig i sine Bølger. Mit oprørske Legem
vil ikke erkjende Aandens Overhøihed og mit Kjød finder sig ikke i at
spæges. For mig er Jorden ligesaa skjøn som Himlen, og jeg tænker, at
Formens Fuldkommenhed er den sande Dyd. Jeg holder mere af en Statue end
af et Fantom og af Middag end af Tusmørke. Tre Ting behage mig: Guld,
Marmor og Purpur, Glands, Fasthed og Farve. Det er det Stof, af hvilket
mine Drømme ere gjorte og alle mine Luftkasteller byggede [...] Aldrig
seer jeg Taage eller Damp for mig, aldrig noget Usikkert og Flydende.
Min Himmel har ingen Skyer, eller, hvis den har, saa er det faste, med
Meiselen udhuggede Skyer, dannede af de Marmorskjærver, der ere faldne
fra Jupiters Billedstøtte [...]; thi jeg holder af med Fingren at kunne
berøre hvad jeg har seet og at kunne forfølge Konturernes Runding til de
fineste Folder [...] Jeg har altid været saadan. Jeg seer paa Kvinderne
med en Billedhuggers Øie, ikke med en Elskers; jeg har hele mit Liv
igjennem bekymret mig om Flacon’ens Form, aldrig om dens Indhold. Hvis
jeg havde havt Pandoras Æske mellem mine Hænder, saa troer jeg, at jeg
ikke havde aabnet den«.

Théophile Gautier er en af de faa franske Romantikere, der frembyder
tydelige Paralleler med de tydske. Hans Novelle Fortunio er med sin
Forherligelse af Nydelsen og Lediggangen det franske Sidestykke til
Fr. Schlegels Lucinde og han minder om de tydske Romantikere ved sin
Ringeagt for det særligt Digteriske i Poesien. Han sagde en Dag til
Taine, der paa Hugos Bekostning ytrede Forkjærlighed for Musset: »Taine,
De synes mig at forfalde til den borgerlige Idiotisme. At forlange
Følsomhed af Poesien [...] det er slet ikke det, det kommer an paa.
Straalende Ord, Lys-Ord, med en Rytme og en Musik, det er Poesi. Det
beviser ikke noget og det fortæller ikke noget; Begyndelsen af Hugo’s
Ratbert f. Ex., der er ingen Poesi i Verden som det; det er Himalayas
Plateau. Hele Italien med alle dets middelalderlige Vaabenskjolde
er deri, og ikke Andet end Ord«. Han ligner Tieck i sin Kjærlighed
til den tankeløse, den rene Forms Poesi; men han adskiller sig som
god Romaner paa det Skarpeste fra ham derved at medens Tieck vilde
forflygtige Ordene til Toner, fortynde Digtningen til blot Stemning, til
Musik (»Liebe denkt in süssen Tönen, denn Gedanken stehn zu fern«)Den
romantiske Skole i Tydskland 143 ff. vilde Gautier omvendt faae Ordene
til at sprude Straaler og- Farver og fortætte Digtningen til Ordmaleri
og Ordplastik.

Derimod stemmer han fuldstændigt overens med de tydske Romantikere i
sit Had til Utilitarianismen. Hans Formel »L'art pour l'art« har sit
Udspring af dette Had. Denne Formel, som han i Fortalen til Mademoiselle
de Maupin for første Gang med Giands forfægtede, er fra een Side seet,
ubetinget gyldig.

Den er sand og ubestridelig i den Mening, at Kunsten ikke er underkastet
de samme Regler for det Tilbørlige, som med Rette beherske Livet,
langt mindre dem, som med Urette gjøre sig gjældende deri. Ligesom det
at staae nøgen i en Menneskesværm er en Ting, der meget vel skikker
sig for en Statue, men ingenlunde for en Mand eller Kvinde, saaledes
ere overhovedet Liv og Kunst himmelvidt forskjelligt stillede overfor
Moralbegrebet. Gautier stræbte derfor uafbrudt at kjæmpe Kunsten løs
fra den moraliserende Kritik. I den ungdommeligt voldsomme Fortale til
Mademoiselle de Maupin udbryder han til de nyttesøgende Kritikere: »Nei,
I Dumrianer, I kropknudede Kretinere, Kunsten laver ingen Havresupper,
en Sonet er ingen Klystersprøite og et Drama ingen Jernbane, lutter
høist nyttige Ting«. Om de evigt forargede Kritikere siger han: »Hvis
der i et Maleri eller en Bog er et eller andet nøgent Sted, søge
disse Folk lige dertil som Soen søger til Pølen [...]« og med en
Hentydning til Tartuffe fortsætter han: »For mig kan Dorine, den
kjønne Soubrette, gjerne gaae med sin smukke Hals ubedækket, jeg skal
ikke trække mit Lommetørklæde op af den Grund. Jeg betragter den,
som jeg betragter hendes Ansigt, og er den hvid og velformet, har
jeg min Glæde deraf«. Og for at værge sig mod den stedse fornyede
Beskyldning for Usædelighed skriver han: »En yderst komisk Varietet
af den dydige Journalist er Journalisten med kvindelige Slægtninge.
For at nedsætte sig som Journalist af denne Art maa man først forsyne
sig med adskilligt Husgeraad som to til tre legitime Hustruer, nogle
Mødre, saa mange Søstre som muligt og et fuldstændigt Assortiment af
Døtre og Gousiner. Saa maa man have en eller anden Bog at flaae, Pen,
Papir, Blæk og en Bogtrykker [...] Saa skriver man: Det er umuligt at
føre sin Hustru hen at see dette Stykke [...] Det er umuligt at give
denne Bog i Haanden paa en Kvinde, man agter [...] Deres Hustru maa
skjule sin Rødme bag sin Vifte, Deres Søster, Deres Cousine o. s. v.
(man kan indsætte de forskjellige Værdier, det gjælder kun om at have
kvindelige Væsener at raade over)«. Lader Gautiers digteriske Praxis
sig end ikke altid forsvare, saa havde han Ret i sin Theori. Poesien
har sin egen Sædelighed, den som følger af Skjønhedskjærlighedens og
Sandhedskærlighedens Væsen, der er dens eget Væsen, hvor tilhyllet og
indirekte det end ytrer sig, men den er ikke hunden ved vort Omgangslivs
selskabelige Hensyn. Poesien er i og for sig en sædelig Magt, ganske som
Videnskaben, Fysiologien f. Ex., er det, skjøndt heller ikke den binder
sig til hvad den gode Tone auseer for omtaleligt. Der gives usædelige
Poeter som der gives usædelige Læger, men deres Immoralitet har Intet at
gjøre med den Hensynsløshed, der følger af Kunstens som af Videnskabens
Opgave, og som udspringer af deres Natur.

Særligt skikket til at indprente denne Sandhed var et plastisk og
malerisk Temperament som Gautier, der ikke havde kunnet underkaste sig
de saakaldte moralske Fordringer til Digtekunsten uden at ofre sit hele
Talent. Hans særegne Gave er den at gjengive Sandseverdenen i Ord. Han
er den første, der i stor Stil ved sit Exempel har vist, at Lessings
Laokoon har en Lacune; thi han har beskrevet meget af det, som Lessing
holdt for ubeskriveligt. For Intet mangler han Ord, hverken for en
Kvindes Skjønhed eller for en Bys Fysiognomi, hverken for Smagen af en
Ret eller for Klangen af en Stemme. »Siden vi have ham«, sagde engang
Sainte-Beuve, »er Ordet »indicible« (usigelig) ikke mere fransk«. Han
havde den sædvanlige romantisk-klassiske Sky for sproglige Nydannelser,
men han har beriget det moderne Fransk med en Fylde af Ord fra det
femtende og sextende Aarhundrede, der med Urette vare gaaede af Brug og
med en Mylr af skarpt betegnende, techniske Udtryk. Som bekjendt vare de
franske Ordbøger hans kjære, stadige Læsning. Vistnok var han en ganske
paa det Udvortes anlagt Aand; men der udfordres stor Inderlighed og stor
kunstnerisk Alvor til i den Forstand at være udvortes. Vistnok gik han
i sin Poesi ikke ud paa at røre de følende Hjerter, men selv Goethe har
jo havt Stemninger, under hvilke han skrev: Ach die zärtlichen Herzen!
Ein Fuscher vermag sie zu rühren, Sei es mein einziges Glück, dich zu
berühren, Natur! Hans Roman Capitaine Fracasse, der undfanget i hans
Ungdom, først blev udført i hans senere Aar, giver det klareste Indtryk
af hans Prosa. Personerne deri sees som i Naturen med deres hele ydre
Form, med deres Klædedragt, deres Bevægelser, deres arcliitektoniske
eller landskabelige Baggrund.

Bogen aabnes med et Kapitel, der hedder Elendighedens Slot, og som
indeholder Skildringen af en omvandrende Skuespillertrups Aftensmaaltid
ved Lyset af to store, med Guldpapir overklæbede Theaterkandelabrer af
Træ i en ung fattig Barons forfaldne Fædrenekastel paa Ludvig d. 13des
Tid. Det er en Beskrivelse, som minder om det under Navn af Esthers
Bryllup berømte Rembrandtske Maleri i Dresden. Man seer Lyset modellere
Ansigterne og Skyggerne krybe opad Væggene. Der forekommer ikke et
sentimentalt Ord deri, men der er saa fin en Vemod i Stemningen, at man
forstaaer det Ord, Gautier sagde til Feydeau, der traf ham skrivende
derpaa: »Det er en nøiagtig Skildring af min Sjælstilstand«.

Et andet Kapitel beskriver under Overskriften Snestykke» (Effet de
neige) hvorledes Skuespillernes Karre drager afsted ved Nattetid gjennem
den høie Sne, hvorledes den iblandt dem, der pleier at spille Matamoren
(den storpralende Soldat) og som har fulgt Karren tilfods, savnes af
de Andre, hvorledes de søge ham og forgjæves raabe hans Navn af deres
Lungers fulde Kraft ud over den vide Snemark. Intet Svar. En af dem
bærer en Lygte, hvis røde Reflex bevæger sig over Sneen; vi see de lange
formløse Skygger, som følge Mændene over den hvide Grund. Truppens
sorte Hund ledsager dem hylende. Med Et tier Hunden og man fornemmer
den Dødsstilhed, som opstaaer, naar den faldende Sne dæmper alle Lyd.
Endelig troer den af dem, som har skarpest Øine, ved Foden af et Træ
at see en fantastisk Figur, underligt og ulykkevarslende stiv. Det er
ham, den stakkels Matamor. Hans Hyg er støttet mod Træet og hans lange
Ben strakte ud paa Jorden, halvt skjulte af den fygende Sne. Hans uhyre
Kaarde, som han aldrig lagde fra sig, danner mod hans Buste en saa
løierlig Vinkel, at man under andre Omstændigheder havde maattet smile
deraf. En nærmer Lygten til hans Ansigt og er nær ved at tabe den af
Skræk. Ansigtet, der er hvidt som Vox, seer ud som om Dødens benede
Fingre havde klemt Næseboerne sammen; Næseryggen lyser som den skinnende
hvide Rygplade paa en Blæksprutte; Huden er strammet over Tindingerne;
Sneflokke ligge paa Øienbryn og Øienhaar; de opspilede Øine stirre med
glasagtig Giands. Paa hver Ende af de store, spidse Moustacher glimter
en lille Isklump, hvis Vægt høier dem lidt. Den evige Tausheds Segl
har lukket Læberne, fra hvilke saa mangt et lystigt Praleri foer ud
over Tilskuerrummet, og Dødningehovedet skimtes gjennem det blege,
magre Ansigt, i hvilket Vanen til at gjøre Grimacer har gravet gyseligt
komiske Furer. »Ak«, siger en af hans Kammerater, »den stakkels Matamor
er død. Træt og forvirret af Snefoget har han et Øieblik søgt Ly under
dette Træ, og da han ikke har to Lod Kjød paa Kroppen, er han snart
bleven gjennemfrossen indtil Marv og Ben. For at gjøre mere Effekt i
Paris formindskede han daglig sin Ration og gjorde sig magrere end
en Mynde i Jagttiden. Stakkels Matamor! nu er du sikret mod alle de
Næsestyvere, Beimænd, Spark og Stokkeprygl, din Rolle forpligtede dig
til at modtage. Nu er du saa stiv som havde du slugt din lange Slire«.
Det Følelsesfulde i Situationen kommer her indirekte frem gjennem en
samvittighedsfuld Plastik.

Det var jo imidlertid naturligt, at dette Følelsesfulde kun sjeldent
aabenbarede sig i en Kunst som Gautiers og at han særlig med Aarene
fortabte sig i en Beskriven, der, saa fuldendt den end var i sin Art,
dog blev mere og mere sjælløs. Han havde en Lidenskab for at reise,
besøgte 1840 Spanien, 1845 i Hertugen af Aumales Følge Afrika. 1850
Italien, 1852 Constantinopel, Aaret efter Rusland til Novgorod o. s. v.
og alle disse Reiser har han beskrevet, ofte længe efter Hjemkomsten,
men i Kraft af sin fabelagtige Hukommelse for Tingenes Udseende med
en Nøiagtighed og Sandhed uden Mage. Kun har Læseren den Skuffelse,
at disse Beskrivelser omhandle Alt i Landene med Undtagelse af deres
Indvaanere. Da Madame de Girardin havde læst hans Tra los montes,
skal hun have sagt til ham: »Men, Théo, findes der ingen Spaniere i
Spanien?« og denne Kritik passer paa alle hans Bøger af den Art. Det
indre Menneske ophørte efterhaanden at existere for ham og selv det
ydre Menneske forsvandt tilsidst bag Costumet. I hans Samtaler med hans
Svigersøn Bergerat forekommer denne pudsige og betegnende Ytring: »En
Kongetiger er smukkere end et Menneske; men hvis Mennesket skjærer sig
en prægtig Dragt af Tigerskindet, saa er Mennesket smukkere end Tigeren,
og jeg begynder at beundre det. Paa samme Maade interesserer en By mig
kun ved sine Mindesmærker, der jo ikke er andet end Fællesresultatet
af dens Befolknings Aand. Hvad bryder jeg mig om denne Befolkning
er svinsk eller om Byen maaskee rummer et Indbegreb af alle mulige
Forbrydelser, naar man blot ikke slaaer mig ihjel, imedens jeg seer
paa dens Monumenter«. Man har her den rene Skjønheds- og Kunstdyrkelse
drevet ud i sin mest betegnende Ytringsform. Det Menneskelige, det
sjæleligt Bevægede, det Moderne, Livet selv tabte tilsidst al Interesse
for Grautier som Kunstner og Kunstelsker. Derfor gik ogsaa efterhaanden
hans hele Sands for den dramatiske Kunst op i Sandsen for Stilen,
Costumet og Decorationen. Han pleiede at sige, at en Skuespildigter
burde kunne faae sagt fra Scenen alt det, han vilde have sagt, blot med
fire Pjerrot’er, som han anbragte i forskjellige Situationer; thi det
gjaldt kun om at meddele »et Indtryk af Liv ikke Livet selv«; »Livet
selv er altfor grimt« pleiede han at tilføie.

Saaledes leverede han tilsidst saa at sige Kritiken over sig selv og
angav for alle Andre end hans blinde Beundrere, hvor hans Grændse laa.
Han opviste den svage Side af Løsenet L'art pour l'art: En Kunst, der
ikke dreier sig om anden Axe end Kunsten selv, bliver nødvendigvis
tilsidst gold og tom. Den rene Kunstbegeistring skaber en Galatea af
Marmor; Tidsalderens Tankestrøm alene er den guddommelige Aande, der
indblæser Statuen Liv.

At Gautier imidlertid med en Energi som ingen Anden emanciperede Kunsten
fra fremmede Fordringer og udviklede den saa eiendommeligt som han
gjorde, det var en stor og god Gjerning. Var det end ikke Vinding nok
for Kunsten, saa var det Gjerning nok for Enkeltmand. Man kan ligefuldt
paa ingen Maade sige at Gautiers Talent før hans Død blev forstaaet
og vurderet, som det fortjente; han havde sit Publicum blandt alle
kunstnerisk Dannede, men de blot litterært Dannede, ikke at tale om
den store Læseverden, forstode Intet af hans Fortrin. Hvor tidt har
jeg ikke i Frankrig af Videnskabsmænd hørt de taabelige Historier om
hvorledes Gautier skrev sine Bøger ud af Dictionnairerne uden Sands
for andet end Ordets Klang og Besynderlighed som Ord! Hvad der til en
vis Grad forklarer denne Uforstand er, at hos Gautier Feuilletonisten
efterhaanden i den almindelige Bevidsthed helt havde fortrængt Poeten.
Allerede i Aaret 1836 var han, der havde sagt Journalisterne saa bitre
Sandheder, traadt ind i Dagspressen for at fortjene sit Brød og fra
da af til sin Død — 36 Aar igjennem — var han uden nogen Afbrydelse
Journalist. Hans Lethed til at skrive kom ham her tilgode og han udførte
som Kunst- og Theaterkritiker et Herkules-Arbeide. Efter hans egen og
Bergerats overensstemmende, men dog rimeligvis overdrevne Beregning
vilde hans Værker, ifald man samlede alle hans Artikler, beløbe sig
til tre hundrede Bind. Han skrev først 19 Aar i Girardins La Presse,
senere under Keiserdømmet mest i Moniteur officiel. Jeg har læst alle
hans Theaterartikler, dem han kun modstræbende forfattede; de have
alene stilistisk Værd. Som Kunstkritiker indskrænkede han sig stedse
mere til Billedbeskrivelsen, hvori han var uopnaaet Mester. Trætheden
ved Haandværket, Ulysten til at skaffe sig Fjender, Medlidenhed med
Begyndere og Ubegavede, endelig en stor Godmodighed, og en ikke mindre
stor Ligegyldighed gjorde ham bestandig mere overbærende. Tilsidst roste
han næsten Alt og Alle med samme souveræne Flegma og i samme sikre,
farvede Stil. Det store Publicum kjendte ham blot som Kunstkjender,
Kunstbeskriver og Feuilletonist. Men paa Digtere og Skribenter havde
han samtidigt i al Stilhed en mægtig Indflydelse. Fra Théophile Gautier
nedstammer i lige Linie den udmærkede Prosaist Paul de Saint-Victor, den
Ufølsomste blandt de moderne Digtere Leconte de Lisle, den »sataniske«
Lyriker Baudelaire og endelig den hele Gruppe af unge Digtere, der under
Keiserdømmet forenede sig under Navnet »Les Parnassiens«. Saint-Victor
arvede Gautiers Farvesands og Formsands, hans Kjærlighed til den
bildende Kunst, Leconte de Lisle hans Evne til at identificere sig med
fremmede Culturer og hans orientalske Ro, Baudelaire hans Forkjærlighed
for en Følelsernes og Sandsningernes Haut-goût og de parnassiske
Lyrikere hans udadlelige Mesterskab i Versbehandling.

Men skjøndt han saaledes har virket langt ud over 1830-Tiden og sikkert
vil virke langt ud over sin Levetid, er hans Navn som faa Andres knyttet
til Romantismens tidligste kjæmpende Periode. Det er et betegnende
og rørende Træk, at den sidste, ufuldførte Artikel, han skrev, er en
Skildring af Theatrets Publicum under den første Opførelse af Victor
Hugo’s Hernani.

XXIX.

Medens Théophile Gautiers litteraturkritiske Arbeider, saa stor en Plads
de end indtage i hans hele Production, næsten allerede ere gaaede i
Glemme for hvad han paa andre Omraader har frembragt, har en Forfatter
blandt hans Samtidige, der ligesom han var baade Digter og Kritiker
og hvis Navn i begges Levetid hyppigt nævnedes sammen med hans, havt
en modsat Skjæbne. Den Rang, Sainte-Beuve efterhaanden tilkjæmpede
sig som Kritiker, var saa høi, at den for Efterverdenen har stillet
hans poetiske og større historiske Frembringelser i Skygge. Som Digter
besad han et fint og originalt Talent: men som Kritiker var han en
epochegjørende Aand, en af dem, der indvarsle en Methode og begrunde
en Kunstart. I en vis Mening kan han siges at være en mere udpræget
Fornyer paa sit Omraade end Periodens øvrige Skribenter paa deres; thi
der gaves moderne Lyrik før Victor Hugo, men der gaves ikke i streng
Forstand moderne Kritik før Sainte-Beuve. I ethvert Tilfælde har han
omformet Kritiken som Balzac Romanen. I sine sidste Leveaar naaede
han en ubestreden Autoritet, men dog er det først i den halve Snes
Aar, der er gaaet hen siden hans Død, at hans Betydning fuldt er gaaet
op for de Dannedes Bevidsthed ogsaa udenfor Frankrig. En udmærket
Kjender af fransk Litteratur, den tydske Historiker Karl Hillebrand
har betegnet ham som den hele Periodes ypperste Aand, en Ytring, der
kun kan synes urimelig, naar man betragter Kritiken i og for sig som
en lavere Genre end Dramet eller Lyriken; men denne Betragtningsmaade
turde være forældet: For Skribenten er den Kunstart den høieste, i
hvilken han fuldest kan lægge sit Væsen for Dagen, og gives der end
en Aandernes Rangforordning, er det høist tvivlsomt, om der gives en
Rangforordning mellem Kunstarterne, aller tvivlsomst, naar Kunstarten
eller Genren, er bleven omdannet af den frembringende Aand til dennes
eiendommelige, næsten personlige Organ. Saa meget er vist, at i Forstand
(ikke blot i Dømmekraft) stod Sainte-Beuve i Generationen af 1830
ubetinget høiest. Hans Eiendommelighed er denne: Han var en Aand,
der forstod og forklarede et overordentligt Antal andre Aander. Naar
jeg alligevel ikke kan indrømme ham en Overlegenhed over de øvrige
fremragende Personligheder i Gruppen, saa beroer det paa hans Evners
Begrændsning. Saa vidt hans Blik end var, han manglede Totaloverblikket;
sjeldent har en Historiker og Tænker været en mindre systematisk Aand.
Denne Egenskab havde ganske vist sin gode Side: Friheden for Systematik
holdt ham frisk til det Sidste, gjorde ham det muligt bestandigt at
skyde Ham, saa at han, der i 1827 vakte Goethes Opmærksomhed ved sine
første Artikler i Globe, endnu i 1869 med fuld Forstaaelse, med alsidig
Sympathi stod midt i, ja i Spidsen for den Kreds af yngre Videnskabsmænd
og Kunstnere, der dengang udgjorde Frankrigs kraftigste Adkomst til
europæisk Anseelse. Endnu i sit sidste Leveaar blev han derfor af alle
de bedste Aander opfattet som den naturlige General, under hvis Øine
»den unge Garde« helst vilde udmærke sig. Men Mangelen paa Evne til
Sammenfatten har paa den anden Side umuliggjort det for Sainte-Beuve
ikke blot at efterlade et enkelt Hovedværk, men overhovedet at naae
til de store Linier og den store Stil. Hans Øie var anlagt paa at see
Enkeltheder, betegnende, betydende Enkeltheder overalt, ikke Helheder.
Han saa disse Enkeltheder i stadig, skiftende Bevægelse, den Bevægelse,
som Livet er, og ved at eftergjøre alle disse Bevægelser i sin Aand
og med sin Pen gav han sine Billeder en hidtil useet Sandhed. Men han
formaaede ikke at beherske Detaillen med tilstrækkelig Overlegenhed,
manglede Sandsen for og Evnen til at udlede de lavere liggende Aarsager
af de høiere og atter disse af en enkelt. Han formaaede som Kritiker
kun at skildre det isolerede Individ og selv dette aldrig paa een
Gang samlet og sluttet, men snart seet fra en, snart fra en anden
Side, snart i en, snart i en anden Alder, snart i et, snart i et andel
Forhold til Omverdenen. Ja end ikke den enkelte Artikel formaaede han
at concentrere; han gjemte sine bedste Indfald i Bisætninger, sine
mest oplysende Tanker i Anmærkninger. Han smulede sit Livsbrød ud i
Krummer. Han nedlagde sit Guld, som Bønderne i gamle Dage gjemte deres,
i mørke Kroge, i Sprækker under Gulvet og i Væggen, paa Kistebunden og i
Strømpeskaftet; han formaaede ikke at støbe Statuer deraf.

Friheden for System, der var hans Styrke, bragte ham det store Gode, at
den befriede hans Skrifter for al søgt Symmetri. Intet, end ikke det
Ringeste har han ofret af hvad der i Øieblikket stod for ham som det,
der burde siges, for at give sit Arbeide indre Ligevægt, endsige for
at simplificere sin Fremstilling og sin Stil. Han havde Intet mod det
Sammensatte og Forviklede, det som ikke slutter. Men Mangelen af de
filosofiske Anlæg, som medføre Hang til Sammenfatten og Kjærligheden
til det Hele som helt, har bevirket, at man af hans Skrifter aldrig
modtager stærke, simple Indtryk. Vigtigt og mindre Vigtigt staaer
altfor tidt i samme Plan. Som Kunstner betragtet erindrer han om hine
japanesiske Malere, hvis høie Kunstværd i de senere Aar er blevet
anerkjendt i Europa; de overraske og begeistre, fordi der hos dem ikke
findes Spor af akademisk Symmetri; de tilfredsstille aldrig fuldt, fordi
de lade haant om Perspectivet, men de have i en useet Grad opnaaet
at gjengive det levende Liv. Charles Augustin Sainte-Beuve fødtes i
Boulogne-sur-mer d. 23 Dec. 1804. Hans Fader, en dygtig, fintdannet
Embedsmand, havde først 52 Aar gammel kunnet tænke paa at sætte Bo, hans
Moder var dengang benved de 40. Sainte-Beuve’s Forældre havde ikke været
gifte et Aar, før Manden døde, to Maaneder inden Sønnens Fødsel. Fra
denne af Sønnen aldrig sete Fader, der nærede en levende Interesse for
Litteratur, særlig for Poesi, og som efterlod sine Bøger gjennemtrukne
med Noter, Randgloser, Strøtanker, der i hele deres Aand og Form erindre
mærkværdigt om Sønnens, synes Sainte-Beuve at have arvet sit Anlæg til
kritisk Reflexion; fra Moderen, der paa mødrene Side var Englænderinde
og som tidlig lærte Sønnen Engelsk, stammer hans i Frankrig dengang
saa ualmindelige Forkjærlighed for engelsk lyrisk Poesi, for Bowles,
Crabbe, Cowper og især for Wordsworth og de øvrige Digtere af Søskolen,
hvem han saa tidt har oversat og citeret. Noget Gammelt og Sørgmodigt
i hans Temperament synes man med temmelig Sikkerhed at kunne udlede
dels af begge Forældres fremrykkede Alder, dels af Moderens nedtrykte
Sindsstemning, medens hun bar ham under sit Hjerte, da hun jo under sit
Svangerskab ramtes af sin Mands Sygdom og Død.

Som Barn var Sainte-Beuve tungsindig og frygtsom. Under Hjemmets
Paavirkning udviklede der sig hos den tolvaarige Dreng en næsten
uhyggelig Barnereligiøsitet; han gjorde med den mest

*) Man finder en Del af Faderens Strøtanker aftrykte som Tillæg til
Morands Udgave af Sainte-Beuve’s Breve til Abbeden Barbe. glødende
Iver Tjeneste som Chordreng ved Messen. Det var en kortvarig katholsk
Paroxysme, men den har tydeligt nok efterladt sig Spor, som senere lode
sig opfriske, og under hele sin Opvæxt bevarede Sainte-Beuve ikke blot
Pietet mod Christendommen, men et Hang til Syslen med religiøse Tvivl
og theologiske Overveielser. Det varede, indtil han som Student strax
søgte til det attende Aarhundredes Filosofer og til den sensualistiske
Filosofis dalevende Repræsentanter de Tracy, Daunou, Lamarck, ved hvis
Hjælp han hurtigt emanciperede sig fra Theologien. Hans Grundfond ved
Indtrædelsen i den voxne Alder var den rene Empirisme, og dette Fond,
der senere dækkedes af religiøse Stemninger og Velleiteter, dukkede paa
sin Side senere op og viste sig at være det blivende og afgjørende. Han
havde i Skolen udmærket sig i de historiske og filologiske Fag; men
trods sit Hang til Litteraturen gav han sig dels for sin Fremtids Skyld,
dels for at skaffe sig en Modvægt mod den blot rhetoriske Uddannelse til
at studere Medicin. Fra 1823—27 drev han med Iver og Interesse ved Siden
af litterære Sysselsættelser fysiologiske og anatomiske Studier. Han var
fattig, men aldrig nødlidende, desuden tarvelig og yderst flittig.

Den unge Mediciner var alt andet end smuk, hans store runde Hoved
var næsten for svært for Kroppen, Skikkelsen uden Elegance, Haaret
rød blond, paa eengang stridt og fint. Men i de blaa og lysende
Øine, der snart syntes store, snart smaa og som undertiden udvidede
sig forunderligt, glimtede tusinde Spørgsmaal, smilte den overlegne
Skalkagtighed, drømte en Attraa, der halvt sandselig, halvt poetisk,
vandt Hjerterne ved at insinuere sig. Som fattig og grim Student kjendte
han af det smukke Kjøn ikke stort andet end Synderinderne i det latinske
Kvarter. Han havde et sandseligt glødende, ufint Temperament, der søgte
umiddelbar Tilfredsstillelse, men som i Følge med Tilfredsstillelsen
fandt Ydmygelse og Samvittighedsnag, og besad lige saa udviklet
en drømmerisk, poetisk Indbildningskraft, der tilsløret af en fin
Melancholi tyede ind til Romantik og Mysticisme. Han havde maaskee noget
af den Stygges uvilkaarlige Rancune mod de Mænd, der ved deres blotte
Optræden erobre Kvindehjerter og dog selv noget af den Insinuantes
Uimodstaaelighed.

I Begyndelsen af 1827 skrev han i Globe to Artikler om Victor Hugo's
Odes et ballades, der gave Anledning til hans Indtræden i den romantiske
Leir. Hugo kom for at takke ham, men fandt ham ikke hjemme; da
Sainte-Beuve faa Dage senere præsenterede sig i hans Hus og traf
ham og hans Hustru ved Frokostbordet, lærte han paa een Gang de to
Personligheder at kjende, som skulde spille den største Rolle i hans Ung
domsliv. Han blev hurtigt den romantiske Skoles bestalter Kritiker. Det
gjaldt først og fremmest om at paavise den nye Skoles Sammenhæng med
ældre fransk Cultur, om at skaffe den nationale Forfædre. Sainte-Benve
løste Opgaven i sit fortræffelige kritiske Ungdomsværk Tableau de la
poésie française au XVIₑ siècle (1827—28) hvis Grundtanke var den, tværs
over den klassiske Periode at knytte Traaden fra Slægten af 1830 til
Ronsard, du Bellay, Philippe des Portes og de øvrige saa længe og saa
uretfærdigt forsmaaede Renaissancedigtere. Sainte-Beuve’s Bog er i hans
Forfattervirksomhed den nøiagtige Parallel til hvad Th. Gautier’s Les
Grotesques er i hans; den er ældre end dette Skrift, iøvrigt ligesaa
grundig og fint analyserende, som Les Grotesques er plastisk og bizar.

1829 fulgte Sainte-Beuves første Samling lyriske Digte, Josephe Delormes
Poesier, originale og maniererte Digte, som gjorde en ikke ringe
Opsigt. Fictionen var den, at de vare skrevne af en ung medicinsk
Student, der var død af Lungesyge; dog Sainte-Beuve skildrede under
det gjennemsigtige Pseudonym i Fortalen sig selv og sit eget Levnet.
Josephe Delorme er en Art Ætling af Obermann, fattig, rigtbegavet, rig
paa Medlidenhed med Menneskehedens Ulykker, en genial og glandsløs
Aand som sin Stamfader, men endnu mangfoldigere i sit Sjæleliv end
han; thi Josephe Delorme er paa een Gang Filosof og ulykkelig over sin
Vantro, ideal i sine Forhaabninger og sin Stræben og dog forfalden til
lave UdskeielserOm Obermann se Emigrantlitteraturen, 2den Udg. S. 100
ff.. Helten er her den almindelige desperate Yngling fra 1830, men
reduceret til mere borgerlige Proportioner end hos de andre Digtere;
hans Fortvivlelse er mindre storstilet og mere virkelighedstro. Hans
Digte, der formelt ere mærkværdige ved den Forkjærlighed, de røbe, før
Gjenoplivelsen af Ronsards og Charles af Orleans’ yndige, gammelfranske
Versemaal og for den af Sainte-Beuve (omtrent som af Wilhelm Schlegel)
yndede Sonetform, ere først og fremmest interessante ved den Realisme,
der allerede her bryder igjennem hos Forfatteren og som vel nu og
da kan lade sig føre tilbage til en Paavirkning fra Englænderne af
Søskolen, men som dog i Regelen ved sit dristige Sujetvalg (se f. Ex.
Digtet Rose) er ganske oprindelig og ganske fransk. Det ideale Element
er i Digtene repræ­ senteret ved Forfatterens formelige Henrykkelse
over det »Cénacle« (det vil sige den lille Kreds af Poeter og Malere)
i hvilket han er bleven indlemmet, og hvis Medlemmer forherliges snart
under et, snart En for En. Hans Ekstase over Vennerne overstiger alle
Grændser. Enkelte af disse Digte fandtes i Datiden saa søgte, at man
latterliggjorde dem, Les rayons jaunes havde i Virkeligheden vovet sig
til det Latterliges Grændse; andre fandtes platte; Guizot definerede
Joseph Delorme »un Werther jacobin et carabin« (Jacobiner og Mediciner);
men Alt i Alt kan Bogen siges at have gjort den ikke ringe Lykke, den
fortjente at gjøre.

Sainte-Beuve’s næste Digtsamling (Marts 1830) betegner i Forening
med hans Roman Volupté (1834) og de to første Bind af Port-Royal
den sentimentale og noget fromladne Periode i Forfatterens Liv. Les
Consolations er i Udtryk af hysterisk Beundring og med et Accompagnement
af christelig Ruelse tilegnet Victor Hugo, hvis Navn forekommer rundt
omkring i den, men Samlingen var i Virkeligheden fuldt saa meget
helliget Madame Hugo, til hvem det første Digt og flere andre ere
rettede, og som var Sainte-Beuve’s Ungdomskærlighed. Om hans Forhold
til hende handler med altfor stor Aabenmundethed en øiensynligt ganske
virkelighedstro Digtsamling, Le livre d’amour, som Sainte-Beuve lod
trykke, men ikke offentliggjøre, og af hvilken de vigtigste Digte ere
bievne optrykte i Pons’ uværdige Bog: Sainte-Beuve et ses inconnues;
desuden i Grunden alle Hovedpartierne af Romanen Volupté, hvor det er
let at gjenkjende Forfatterens Forhold til Victor Hugo og hans Hus i
Amaury’s Forhold til den anerkjendte politiske Fører, Hr. de Couaën og
hans Hustru. Sainte-Beuve selv og mange andre efter ham have antydet,
at den hele svagtkatholsk farvede eller fernisserede Gruppe af hans
Arbeider, som opstod under hans Sværmen for og med Madame Hugo, blev
direkte inspireret af hende, idet denne Dame, der forøvrigt i sine
modnere Aar har skrevet som ivrig Fritænkerske, i sin Ungdom var
alvorligt katholsk. Man har paastaaet, at Sainte-Beuve, under sin
Stræben efter at vinde hende helt, gik saa vidt i sin Forførelseskunst,
at han vænnede sig til at tale i hendes Sprog og føle liendes Følelser
efter. Jeg betragter denne Forklaring som falsk og er overbevist om at
Sainte-Beuve har bedraget baade sig selv og andre ved i sin ældre Alder
at tale om sine Ungdomsskrifter, som han gjorde. I et Brev, dateret
Juli 1863, skriver han til Forfatterinden Hortense Allart de Méritens
(Madame Saman): »Jeg har drevet en Smule christelig Mythologi i min
Ungdom, men den er fordampet. Den var for mig hvad Svanehammen var for
Jupiter hos Leda, et Middel til at faae Indpas hos de Skjønne og opnaae
ømmere Øieblikke. Ungdommen har Tid og bruger alle Midler«. Jeg lider
ikke den temmelig frivole Maade, paa hvilken han her bortforklarer et
Træk, der ganske simpelt udsprang fra det Bløde og Uselvstændige i hans
Ungdomsvæsen, der maatte drage ham til Katholicismen, og som uddybedes
af Tidsstrømmen, der i hint Øieblik, som det i Reglen gaaer, var ved at
blive en Modstrømning, inden den forsvandt. Hint Tidspunkt betegner den
filosofiske Spiritualismes Gjenfødelse. Sainte-Beuve var Tilhører ved de
Forelæsninger, som Jouffroy efter sin Afsættelse holdt paa sit Værelse i
Aaret 1828, og var desuden som næsten alle Datidens Yngre paavirket af
Cousin. Den nye Tids Filosofer omvendte ham foreløbig fra Sensualismen.
Mange af de Unge betragtede endnu Romantismen, som Hugo fra først af
havde betragtet den, nemlig som Reaction mod Klassikernes hedenske
Kunst og Litteratur, og desuden var en Fløi af den unge romantiske
Skole med sin Iver for Middelalderens poetiske Gjenfødelse saa nær
forbunden med den unge katholske Skole, der samlede sig om Lamennais
og Abbeden Lacordaire og som grundlagde Bladet Avenir, til hvilket og-
saa Sainte-Beuve leverede Artikler, at det ingen Under var om nogle
Stænk fra Nykatholikernes Vievandskoste faldt paa de unge Skribenter
og i de nye Bøger, der udgik fra den romantiske Leir. Lacordaire har
endog forfattet et Parti af Slutningen i Volupté, Skildringen af
Klosterlivet. Den Gudelighed, der raader i Les Consolations og som bl.
A. irriterede Beyle, der ellers var Sainte-Beuves oprigtige Beundrer,
og den Røgelsedunst, der fylder den sidste Halvdel af Volupté, erindrer
levende om tilsvarende Fænomener hos Romantikerne i Tydskland.

Romanen Volupté er trods sin Bredde og sin tungtaandende Gang en fin og
dybsindig Sjælehistorie. Det er Bekjendelser i Rousseau’s Manér, men
fremstillede i en Stil, der er rigere paa Billeder, mere farvemættet
og finere afskygget end hans og som helt igjennem har en vis lyrisk
Følsomhed omtrent som den lyriske Stil, Lamartine noget senere anvender
i Jocelyn, hvis Æmne, skjøndt mere kydsk, er beslægtet. Bogen er en med
dybe og skarpe Reflexioner gjennemdraget Skildring af et nydelsessygt
Ungdomsliv; den fremstiller Sjælens sandselige og dens ømme Drifter som
i lige Grad tilintetgjørende for Ungdomsfriskhed og Ungdomshandlekraft.
Fremfor Alt behandler den det blødagtige Venskab med unge Kvinder,
særligt unge Koner, paa hvilket begavede Ynglinge ikke sjeldent ødsle
saa megen Tid og Kraft. Jeg troer at Ordet »ødsle« stemmer bedre med
Sainte-Beuve's Mening end Ordet »spilde«; thi han har selv etsteds mod
en genial, men noget for haandfast og nuancefattig Skribent rettet den
Bebreidelse, at han har arbeidet for stærkt og for ensomt og har skadet
sig selv ved altfor sjeldent at søge det Selskab »som af alle er det
bedste, som faaer En til at spilde mest Tid og paa den behageligste
Maade af Verden, Selskabet med Kvinder«.

Bogens Helt Amaury er stillet mellem tre Kvinder; han elsker den ene,
der er gift med hans Lærer og Høvding, høiere end han vover at lade
hende forstaae, han opgiver den anden, sin Ungdomsforlovede, for den
førstes Skyld og samtidigt indlader han sig med den tredie, hvem han
afvexlende attraaer og ved Raahed og Ligegyldighed krænker, i en
Kjærlighedsintrigue, som hverken tilfredsstiller ham eller beskytter
ham mod brutale Udsvævelser med uværdige Kvinder. Videbegjærlig,
ærgjerrig og haardnakket flittig som han er, lammes han ved alle disse
Forhold i sin Aandskraft og seer tilsidst ingen anden Hedning end den
at underkaste sig den katholske Kirkes strenge Disciplin, fra hvis
Synspunkt han overseer sit Ungdomsliv og fremstiller det for Læseren.
Fortællingen giver sig altsaa selv som en Geistligs Skriftemaal og
har derved paa enkelte Steder faaet en ganske ulidelig Salvelse; de
Udbrud af Anger, de moralske og religiøse Formaninger, de Bønner og
Prædikenmotiver, der afbryde Fremstillingens Gang, udgjøre Bogens mindst
tiltrækkende Partier, men Romanens Kjærne holder Læseren skadesløs: Blik
ind i Sjælens Udviklings- og Sygehistorie, der beroe paa et ihærdigt
Selvstudium og røbe den tilkommende Kritiker, Syn paa Kvindenaturer,
der forraade det Feminine i Sainte-Beuve’s Naturel og varsle om hans
enestaaende Gave til som Kritiker at fortolke Kvindesjæle, det er
hvad der udmærker denne Bog. Vil man see nogle Prøver paa dens skarpe
Iagttagelse og sindrige Reflexion: »Hvor Ungdommen af Naturen er
utaknemmelig! Langt bort kaster den og med en haanlig Mine Alt, hvad
den ikke har givet sig selv. Den vil have Baand, den selv har knyttet,
Venner for sig alene, Væsener, den selv har valgt; thi den mener at
føle Skatte i sin Sjæl til at kjøbe Hjerter for, og Strømme i sin Sjæl
til at befrugte dem. Man seer den da give sig hen for Livet til Venner,
den igaar ikke kjendte, og ødsle Eder for Evigheden paa unge Piger, den
neppe har seet.« — »Hvor de menneskelige Venskabsforbindelser ere ringe!
Hvor de udelukke hinanden! Hvor de følge paa hinanden og jage hinanden
som Bølger! O Jammer! Dette Hus, hvori Du kommer Aften og Morgen, der
synes Dig som dit Hjem og bedre end dit Hjem, og for hvilket enhver
tidligere Venlighed ringeagtes, vær sikker paa, at dette Hus en Dag vil
have Uret, det vil blive undgaaet af Dig som et uhyggeligt Sted, og
naar din Vei tilfældigvis fører Dig nær hen dertil, vil Du gaae en stor
Om vei for ikke at see det. Jo mere begavet Du er, desto mere vil det
være saaledes.« — Her en kort Sætning, som enhver sanddru Natur, der
har følt den smertelige Nødvendighed af at fortie Noget, vil forstaae
og vil beundre Kortheden af: »Jeg søgte paa een Gang at udtrykke, hvad
jeg virkelig følte, og at synes at udtrykke, hvad jeg ikke følte, at
være ærlig ligeoverfor mig selv og skuffende overfor hende.« Her en
kort vemodig Livsbetragtning: »Et Troppecorps defilerer langsomt hen ad
en Vei, men Fjendens Skytter ligge skjulte paa begge Sider, anrette et
frygteligt Blodbad, og det kommer til Kamp. Naar da før Aften Troppens
Chef og en eller anden heldigt sluppen Bataillon, efter at have drevet
Fjenden paa Flugt, ankommer til den nærmeste By med en Lap af Fanen,
saa kalder man det en Triumf. Naar en eller anden Del af vore Planer,
vor Ærgjerrighed, vor Kjærlighed har lidt noget mindre end Resten, saa
kaldes det Hæder eller Lykke.« — Her endelig et fint lille Billede om
den skinsyge Kjærlighed: »I disse Øieblikke, da den attraaer Erobring,
da den ægges og forbitres over enhver Modstand, ja selv over enhver
kjærlig Følelse for Andre vilde jeg sammenligne den med hine asiatiske
Despoter, der for at bane sig Vei til Tronen kvæle alle deres Nærmeste,
alle deres Brødre.« Med Les Pensées d’Août afsluttede Sainte-Beuve sin
digteriske Løbebane. Det er den eneste af hans Digtsamlinger, der slet
ingen Lykke har gjort og det er øiensynligt den koldeste af dem, men
det forekommer mig, skjøndt jeg staaer ene med min Mening, som om hans
Originalitet først her bryder helt igjennem. Der findes her en i den
romantiske Skoles Lyrik enestaaende Realisme; ingen tidligere Digter
havde dristet sig til at optage saa meget af Dagliglivets Talebrug og
dets objective Verden i Lyriken. I Norden, hvor man end ikke nutildags
ret har Mod at give en Omnibus eller en Jernbaneperron Plads i et lyrisk
Digt, maa Poesier som disse næsten betragtes som Fremtidslyrik.

Der er her, som i Josephe Delormes Poesier, noget af den engelske
Søskoles Stil og Opfattelse omplantet paa fransk Grund. Her som i
England ædru og simpel Virkelighedsiagttagelse, her som hist en
Fremstillingsmaade, der støtter sig paa den Overbevisning, at der ikke
bør være nogen væsentlig Forskjel mellem Prosasprog og Sproget i metrisk
Composition. Men istedenfor hine engelske Poesiers underlige Mangel paa
intellectuel Pointe er her traadt en ægte fransk dramatisk Spænding.
Det er her et lille Drama, der afvikler sig indenfor en kort lyrisk
Fortællings Omrids.

Jeg fremhæver Digtet A Madame la Comtesse de T.. Grevinden, hvem det
er tilegnet, fortæller: Hun reiser paa Rhinen fra Köln til Mainz. For
at nyde Udsigten bedre er hun stegen ind i sin Vogn, der er anbragt
paa Dampskibets anden Plads og sidder nu der iblandt denne Klasses
Passagerere, Tjenestefolk, Arbeidere med deres Koner, fattige Reisende.
Da raaber et af hendes Børn: »Moder! Grev Paul er blandt Passagererne.«
Hun vender sig og seer vel ikke denne Bekjendt, men i en grov gammel
Arbeidsdragt en Mand med fine Træk og hvide Hænder, der synes forklædt.
Han sees stadig sammen med en simpel Londonsk Arbeiderfamilie; Manden
er en grov Karl, der uafbrudt spiser eller ryger sin Pibe, hans Hustru
er ved første Blik uanseelig, de have en omtrent fjortenaarig Datter
med sig, ret kjøn. Hun tænker sig først at den unge Mand, der synes en
politisk Flygtning, nærmest en Polak — det foregaaer i 1831 — føler sig
tiltrukket af den unge Pige; saa seer hun at det er Moderen, hvis Blik
bestandig hænger ved ham. Og denne Kvinde er ikke ung mere, om hun end
for faa Aar siden endnu har været meget smuk, hendes Holdning i den
tyndtslidte Kjole er elegant og hendes Haar pragtfuldt. Med en Omhu, der
ikke er Kjærlighed, men Ømhed mod den, af hvem man elskes, holder den
unge Mand Paraplyen over hende og samler Kaaben om hende, da det regner;
han kjøber dyre Druer til hendes Smaadrenge. Grevinden aner, at han i
den fjerne By, hvor han søgte Ophold, har fundet Venner i denne fattige
Forstadsfamilie. Men han skal som hun i Land i Mainz, medens de Andre
skulle fortsætte Reisen paa Skibet.

»Han steg ombord i Baaden. Jeg saa denne Jammer. Han kyssede de to
Smaadrenge, omfavnede Manden, tog Datterens Haand (og Barnet smilte
ondskabsfuldt, nysgjerrigt som en lille Eva); han trykkede hin Kvindes
to Hænder, idet han undgik hendes Blik.« Saa det sidste Klokkesignal.
Han iler over Broen og staaer paa Stranden. Alle vifte og hilse til
ham, Børnene, for hvem Alt er Leg, raabe med en Art Glæde Farvel. »Men
Kvinden, o Kvinden! Ubevægelig stod hun med hævet Arm og et rødt og
blaat Lommetørklæde i Haanden. Hun viftede ikke med det; hun syntes
livløs og hun havde vel fortjent, at Himlen havde forbarmet sig over
hende og forstenet hende [...] Jeg tænkte: Stakkels Sjæl, du Enke efter
en afsindig Kjærlighed, hvad skal dette blive til iaften, og imorgen
og bestandig! Denne plumpe, grove Mand, denne dybe Fattigdom, denne
Datter, som veed Alt og som ikke med noget overbærende Blik paa denne
Reise har udspeidet Alt, hvilken Skjæbne!« Næste Dag, slutter Grevinden,
da den unge Mand og jeg vare blevne Reisefæller, henvendte jeg de Ord
til ham: »De er meget ensom idag.« — »Ja,« svarte han koldt, »lige fra
London af har jeg i sex Uger reist sammen med de brave Folk.« Tonens
aristokratiske Overlegenhed stod i Strid med de velvillige Ord. »Og
seer De dem snart igjen?« — »Aldrig,» svarte han med et eiendommeligt
Smil; «jeg vil ganske sikkert aldrig faae dem at see mere; jeg tager til
Schweiz og derfra endnu meget længere bort.« — —

  Jeg gjør endnu opmærksom paa den lille geniale Composition Hr.
Jean, Skolelæreren. Det er en metrisk Fortælling om en fattig,
fader- og moderløs Landsbyskolelærer, der er bleven opdraget i en
Hittebørnsanstalt og en Dag pludselig erfarer, hvem hans Fader er:
ingen ringere end den berømte Jean Jacques Rousseau, der som bekjendt
lod alle sine Børn med sin Hustru Therese udsætte. Skolelæreren har
hidtil Intet læst af Rousseau. Nu begynder han derpaa og læser med
dyb Begeistring Émile og Héloise og alle de andre Værker. Han sporer
skarpere end nogen Anden baade den geniale Varme og den ringe Grad af
personlig Samvittighedsfuldhed deri, indtil han en Dag ikke kan modstaae
Lysten til at lære sine Forældre at kjende. Han reiser til Paris, finder
Huset, stiger op ad Trappen. Øverst oppe, hvor en Dør staaer halvtaaben,
hører han en skinger Kvindestemme skjænde. Det er der. Han træder ind og
prøver at finde en Indledning. Den gamle Mand, der sidder bøiet over et
Bord med Noder, hører paa ham med Ryggen til, uden at vende sig. Sønnen
stammer, men før han har faaet sit Hl rind forklaret, rammes han af et
stikkende, mistænksomt Blik og jages bort som Lurer og Speider. Han
føler sig for anden Gang forstødt af sin Fader, og det af den Fader, som
han paa Knæ havde villet tiltigge sig af Gud, og hvem han med Stolthed
vilde været bekjendt for Alle — for anden Gang forstødt af sin Moder,
hin Kvinde med det raa Ydre og det haarde Blik. Og han iler bort ud paa
Landet igjen for som ydmyg Skolelærer at føre nogle af de Sandheder ud
i Livet, som findes i hans Faders Skrifter og spottes af hans Levnet. I
hans Opdragelse af Børnene sætter den sande Kjærne i Rousseau’s Émile
Virkelighedsspirer.

Les Pensées d'Août udgaves i 1837. Fra nu af er Sainte-Benve udelukkende
Kritiker.

XXX.

Det var Sainte-Beuves egentlige og større Kald, der førte ham bort fra
Digtekunsten. Det førte ham ikke bort fra Poesien. Poesien blev fra nu
af en underjordisk Kilde, der meddelte hans kritiske Undersøgelser, selv
deres tørreste og alvorligste Egne, Friskhed og frodigt Liv.

Det er imidlertid interessant at see, ad hvilke Slyngveie den første
store moderne Kritiker langsomt modnedes til sit Kald. Da ved
Julirevolutionen det romantiske Cénacle opløste sig, var Sainte-Beuve
saa forsonet med Restaurationens herskende Mænd, at han stod i Begreb
med at blive udnævnt af Polignac til som Lamartines Gesandtskabssecretær
at ledsage Digteren til Grækenland. Han havde ikke havt noget imod at
modtage en for en ung Poet saa ønskværdig Post af Magthaverne. Han
nærede da uvilkaarligt nogen Bitterhed mod det nye Regimente, under
hvilket næsten alle hans litterære Venner avancerede politisk, og da
der i ham stadigt var et vist folkeligt og demokratisk Fond, (han
bortkastede Partiklen »de« foran sit Navn, skjøndt han arvede den
efter sin Fader) blev han snart en Slags Tolk for den naivtbegeistrede
Socialfilosof Pierre Leroux og forblev ved Bladet Globe selv da det fra
de romantiske Doctrinæres Hænder gik over i Saint-Simonisternes og som
deres Organ udkom med Mottoet: »A chacun selon sa vocation, à chaque
vocation selon ses oeuvres«. Han var (som Heinrich Heine) begeistret
for Père Enfantin og satte i en Artikel fra 1831 Saint-Simons religiøse
Skrifter høit over Lessings »Menneskehedens Opdragelse«.

Neppe havde han efter Opløsningen af den Saint-Simonistiske »Familie«
i 1832 skilt sig fra Saint-Simonisterne, før han nærmede sig Armand
Carrel, det republikanske Frankrigs litterære Høvding. Skjøndt han i den
Artikel, han i 1852 skrev om Carrel, har tilsløret sit nære Forhold til
ham, er det vist, at han tre hele Aar skrev i National, og det saavel om
Politik som om Litteratur. Han blev indrulleret blandt Republikanerne,
som tidligere blandt Saint-Simonisterne, Romantikerne og Royalisterne
og lærte ogsaa dem at kjende. Paa samme Tid indførte hans Ven Ampère
ham i L’Abbaye des Bois, hvor den gamle Madame Récamier tronede og hvor
Chateaubriand blev dyrket som Afgud. Da det i Anledning af en Artikel om
Ballanche, der syntes at røbe legitimistiske Sympathier, kom til Brud
mellem Sainte-Beuve og Carrel, nærmede han sig mere til Lamennais, der
iøvrigt havde søgt ham først. Han blev snart Lamennais’ Fortrolige og
Raadgiver. Hvad der interesserede ham ved Lamennais, det var dels den
demokratiske Flamme i den store Præsts Sjæl, dels dennes Grundtanke, at
det for at holde Demokratiets uimodstaaeligt stigende Strøm indenfor
sine Bredder var nødvendigt overfor dets saa mægtige og indenfor en
vis Begrændsning saa sande Princip at hævde et andet endnu mægtigere
Princip, det religiøse, der kunde tale med Myndighed til Folkene og
med ikke mindre Overlegenhed til deres Konger. Ja Sainte-Beuve var saa
betagen af Lamennais før dennes afgjørende Frafald fra Rom, at han endog
i en af sine Artikler rettede en betinget Bebreidelse mod ham for dette
Frafald; han mente, at Den ikke havde Ret til at optræde som antipavelig
Demagog, der saa nylig havde kjæmpet for at bøie Aanderne under den
bestaaende Kirkes Tugt.

De tre Aar 1834—37 vare de smerteligst bevægede i Sainte-Beuves Liv.
Hans Forhold til Madame Hugo løstes i det sidste Aar ved en pludselig
Krise, der samtidigt brød de Baand, der fængslede ham til den romantiske
Gruppe og tilintetgjorde hans religiøse Velleiteter. Han tyede til
Lausanne, hvor han i Aarene 1837—38 begyndte de Forelæsninger, af
hvilke hans store Værk Port-Royal opstod. Planen var tidligere lagt,
Begyndelsen tidligere skrevet; at Foredragene holdtes for et vel
protestantisk, men troende protestantisk Auditorium, bestemte til
en vis Grad deres Tone. Desuden kom Sainte-Beuve i Lausanne i intim
Berøring med den udmærkede refor­ merte Schweizerpræst Vinet, en af de
faa Mænd, for hvem han til sin Død bevarede Ærefrygt, og denne Mand der
var en streng og oprigtig Religiøs og samtidig en yderst fin og skarp
Kritiker af den franske Litteratur, interesserede Sainte-Beuve lige
stærkt som Charakter og som Aand. Vinet’s Betoning af Christendommen
som Inderlighed gjorde Indtryk paa hans aarvaagne theologiske Sands, og
naar han gik som opmærksom Tilhører, troede Vinet ham omvendt til sin
Tro. Ikke desmindre reiste Sainte-Beuve vantro fra Lausanne til Italien
og fra Italien tilbage til Paris, hvor han optog sin Virksomhed som
Kritiker i større Stil end nogensinde før, nærmest med den Forskjel, at
han, der var begyndt som Kampkritiker, nu optraade som forklarende og
belærende Skribent.

Han blev den høit ansete litterære Dommer i Revue des deux mondes,
indflydelsesrig, Verdensmand, søgt og yndet i aristokratiske Saloner,
gjaldt for en vel uafhængig, men rolig og værdig Forfatter; i Politik
nærmest høire Centrum. En Dame, til hvem han snart traadte i det ømmeste
Venskabsforhold, sikrede hans Stilling i den fornemme Verden. Det var
Madame d’Arbouville, Forfatterinde af nogle smukke og melancholske
Noveller, Enke efter en General, Nièce af Førsteministeren Grev Molé.
Sainte-Beuve tilbragte om Vinteren sin Fritid i hendes og hendes
Bekjendtes Huse, laa om Sommeren paa Landet hos hendes Slægtninge.
Han blev Grev Molé's Ven og litterære Raadgiver og tog ved given
Leilighed Parti for denne fintdannede Adelsmand af den klassiske
Skole mod sine egne gamle romantiske Forbundsfæller, naar de lode det
skorte paa Smag og Takt.Man se Sainte-Beuves Artikel om de Vigny’s
Optagelse i Akademiet, desuden det af ham selv meddelte Brev til
ham fra en Dame [Madame Hugo] om denne Optagelse. Han blev alt 1844
og uden at have lidt noget tidligere Nederlag optaget som Medlem af
det franske Akademi, beskyttet som han var i hint Øieblik af alle de
monarchiske og klassiske Saloner. (Man kan hos Madame de Girardin,
Sainte-Beuve's aandrige Fjende, læse et bittert Angreb paa ham i den
Anledning.)Lettres parisiennes IV. 170. Det Pikante ved Ex-Romantikerens
Indtrædelsesceremoni forhøiedes ved, at det tilfaldt Victor Hugo,
hvem Akademiet først havde optaget efter tre Afvisninger, at holde
Modtagelsestalen til ham.

Sainte-Beuve følte sig imidlertid lige saa lidt stavnsbunden til
denne nye Kreds som til de ældre, i hvilke han havde tilbragt sin
Ungdom. Revolutionen i 1848 splittede dette Selskab ad og da de
seirende Republikanere krænkede ham dødeligt ved Offenliggjørelsen
af en aldeles fjottet Anklage imod ham, følte han sig mere end
nogensinde isoleret.Man anklagede ham for at have ladet sig bestikke af
Julimonarchiets hemmelige Fond med en Sum af — 100 Francs. Det viste
sig at være Penge, der vare blevne udgivne til Istandsættelse af en
Ovn i Mazarinbibliotheket, hvor han var Bibliothekar. Han forlod for
anden Gang paa nogen Tid Frankrig, holdt i Liège de Foredrag, af hvilke
hans Bog Chateaubriand et son groupe littéraire fremgik, Foredrag, hvis
Indhold og Tone maatte gaae det monarchiske og katholske Parti meget nær
og som røbede en høi Grad af Desillusion.

Madame d’Arbouville døde 1850 og dermed var det private Baand, der
forenede ham med de gamle Partier bristet. Det demokratiske og
socialistiske Instinct, der havde draget ham til Saint-Simonisterne og
til Armand Carrel drog ham nu til det andet Keiserdømme. Han var saa
lidt som nogen anden Mand fra 1830 (den en kort Tid berømte, hæderlige,
men iøvrigt ringe begavede Dig ter Auguste Barbier fraregnet) fri for at
dele den almindelige Napoleonscultus, han betragtede Kejserdømmet som
en af Folket baaren, mod Bourgoisiets Herredømme rettet Imperialisme,
og i den bekjendte, meget angrebne Artikel Les regrets erklærede han
ikke blot sin Tilslutning til Napoleon III. men udtalte sig endog med en
underlig glemsom Haan om Orleanister og Legitimister. Han skrev først
i Le Constitutionnel, saa en Tid lang i Moniteur officiel, saa atter i
Le Constitutionnel, endelig i sit sidste Leveaar i Oppositionsbladet Le
Temps. Han var øiensynligt fuldstændig oprigtig, han søgte ingen Fordel
ved sit Omslag, han lod sig kun nu som altid uvilkaarligt paavirke,
for senere at kritisere des mere klarsynet og indsigtsfuldt. Med
Keiserens Person kom han kun flygtigt i Berøring, han sluttede sig til
»Keiserdømmets Venstre«, blev af Prindsesse Mathilde og Prinds Napoleon
behandlet og hædret som Ven, og han benyttede sit Venskabsforhold til
Prindsessen paa den smukkeste Maade, nemlig til en stilfærdig og ædel
Velgjørenhed i største Stil.

Først i denne sit Livs sidste Periode lykkedes det ham at udfolde
hele sit Talent. En ukritisk Digter har i Regelen Udsigt til at blive
slettere med Aarene, en Kritiker har i Regelen Udsigt til at blive
bedre, og Sainte-Beuve udviklede sig fra Aar til Aar lige til sin Død.
Hans Sandhedskærlighed, der fra først af havde været ligesaa levende som
hans Arbeidsdrift, men som tidt var bleven hæmmet af Hensyn, blev nu
bestandig mere meddelsom, medens Arbeidskraften holdt sig uforandret.
Han har skrevet omtrent halvtredsindstyve Bind, og der findes i dem
ikke en skjødesløs Linie, neppe en Unøjagtighed; men først i denne sin
sidste Periode fik Sainte-Beuve fuldt Mod til at føre det Frisprog, han
trængte til for at give sine virkelige Meninger paa det religiøse og
filosofiske Omraade Udtryk. Alt, hvad han havde trængt tilbage, siden
han i sin Ungdom studerede det attende Aarhundredes Filosofer, fik nu
Luft. Hans ringe Sands for Balzac’s saa meget grovere og Beyle’s saa
meget særere Væsen kan ikke bringe det Mod og den Fasthed i Glemme,
hvormed han nu i Litteraturen stod som den opvoxende Forfatterslægts
Talsmand og Fører. Det bør heller ikke glemmes, at han afslog at skrive
en Artikel om Napoleons Vie de César. Og i Senatet optraadte han, helt
alene, og med ikke ringere Fasthed som Klerikalismens overlegne og
hensynsløse Modstander. I Marts 1867 forsvarede han Renan og hans Jesu
Liv. I Juni samme Aar stod han, da man paa Grundlag af en Klage fra
Smaastadsmatadorerne i Saint-Étienne vilde udelukke al den Geistligheden
ubehagelige Litteratur (deri indbefattet Voltaire, Babelais o. s. v.)
af Folkebibliothekerne, ganske ene i det servile og klerikale Senat
som den frie Forsknings Talsmand og be geistret Hævder af den franske
Litteraturs Ære. Studenterne der i 1855 havde udhysset ham paa Grund af
hans Tilslutning til Keiserdømmet, hyldede ham i denne Anledning ved
en Deputation og et Leve. De løgnagtige Rygter, som bleve udspredte
af den klerikale Presse i Anledning af et lille Middagsselskab, han i
1868 ved en Tilfældighed kom til at give paa Langfredag, udpegede ham
formelig som Antichrist, som en gjenfødt Voltaire, og da han i Mai
1868 samlede sine sidste Kræfter for med svag Stemme men med uhørt
Dristighed i Senatet at forsvare Pressefriheden og angribe Lovforslaget
om de katholske Universiteter, var hans Navn bleven til en Fane, til
den frie Tankes Symbol. I Januar 1869 brød han med Keiserdømmet. Efter
fire Aars Sygdom og lang Tids frygtelige Lidelser, som han med stoisk
Standhaftighed udholdt, drog han den 13. October 1869 sit sidste Suk.

Sainte-Beuve har, som man seer, med sin ualmindeligt modtagelige
Natur undergaaet en hel Række af religiøse, litterære og politiske
Modificationer. Det var den Skole, han maatte gjennemgaae for at blive
Stifteren af den moderne Kritik. Men hvad man tør hævde ham, selv i
Meningsvexling, det er Ærlighed. Personlige Grunde have i store Ting
kun kunnet have ringe Magt over en Mand, hvis Væsen er saa sandt som
det, der lyser ud af hans Skrifter. Thi, som Franklin siger: Sandhed og
Ærlighed ere som Ild og Flamme. De have en vis naturlig Giands, der ikke
lader sig male.

XXXI.

Det største sammenhængende Værk, Sainte-Beuve har skrevet, er Port-Royal
(1840—59). Det er i sin Art enestaaende. Med den Ulyst til at bevæge sig
ad Forskningens store Landeveie og med det romantiske Hang til at dvæle
ved religiøst Sværmeri, der fra tidlig Tid betegnede ham, valgte han
sig Jansenismens Historie i Frankrig til Hovedæmne. Jansenismen var en
begeistret, aarvaagen, anstrengt og ildfuld Form af Religiøsitet, der,
skjøndt født og baaren paa Katholicismens Grund, dog havde en personlig,
det vil sige kættersk Lidenskab for Sandhed, der paa engang tiltrækker
Fornuften ved sin Frihed og Medfølelsen ved det Heltemod, hvormed den
trodsede Forfølgelse og Tvang. Jansenismen og dens Historie Port-Royal
naae begge deres høieste Oversigtspunkt i Pascal, hvis magre, sygelige
Skikkelse personificerer den overfor den blodrige, sundere begeistrede
Tydsker, der i Nabolandet mere end et Aarhundrede tidligere med større
Held havde ført en lignende Kamp mod Rom.

Sainte-Beuve havde alle Betingelser for at skrive Jansenismens Historie.
Han var ingen Troende, men han havde været det eller troet at være
det. Den Anskuelse, man selv nærer, er man sjeldent i Stand til at
overskue; den Anskuelse, man aldrig har næret, er man sjeldent i Stand
til at forstaae; man forstaaer bedst den Synsmaade, man engang har
delt og nu ikke længere deler. Og tvivler man, om Sainte-Beuve ogsaa
forstaaer disse middelalderlige Følelser, denne Trang til at forlade
Verden, denne den grebne Sjæls Strid med Naturen og angerfulde urolige
Tyen til Naaden, om at han ogsaa rigtig veed, hvad Aand der rører sig
under disse Prædikener og theologiske Afhandlinger, hvilke Hjerter der
banke under disse Snese af Nonnedragter, hvad Begeistring, hvad Andagt,
hvad Haab og Længsel, hvad for mystisk Sværmeri og hellig Ekstase der
skyder op paa dette lille indviede Terrain, da læse man blot de to
første Bind igjennem indtil Afsnittet om Pascal, hvor Forstaaelsen
allerede var lettere, fordi Skikkelsen var større og alt forud mere
bekjendt. Man gjøre sig blot fortrolig med de to mesterligt udførte
Portraiter, Sainte-Beuve giver af François de Sales og Saint-Cyran,
og see, hvorledes han af Ytringer, mundtlige og i Breve, af nogle
Afhandlinger og Prædikenstykker formaaer at danne to Skikkelser, saa
naturtroe og menneskelige, at man fører et Samliv med dem. Rundt omkring
sporer man, at Sainte-Beuve er be gyndt som Romanforfatter. Hvormange
Scener mellem dette Nonneklosters, dette Dueslags skyldfri Beboerinder
staae ikke levende som i en Roman! Og han bruger bestandig sin Fantasi
kun til at skildre, aldrig til at opfinde og forvanske.

Værkets Mangel er den, at de første Dele, som ere de mest underholdende,
savne historisk Stil. Man sporer nu og da paa en pinlig Maade den
forhenværende Underholdningsskribent. Sainte-Beuve bruger her kun
Port-Royal til Udgangspunkt. Det gamle Kloster er næsten blot hans
Kastel, hvorfra han gjør det ene Udfald efter det andet; han opsøger
Paralleler, hiddrager Analogier, snart fra Litteraturen, snart fra
det virkelige Liv, lærerige, men haartrukne og drøfter saaledes
i Forbigaaende ikke blot Corneille, Racine, Molière, Voltaire,
Vauvenargues, men endog ganske moderne Forfattere som Lamartine og
George Sand. I de senere Bind, hvor Fremstillingen er mere ædru og
historisk, savnes til Gjengjæld hine Episoders Tiltrækning, og Æmnet
er tiltrods for den kjærlige Omhu, hvormed det er behandlet, noget vel
specielt til i Længden at interessere.

Langt høiere end i dette sit formentlige Hovedværk staaer Sainte-Beuve
i den lange Række Bind, Causeries du lundi og Nouveaux lundis, der
indeholde de kortere Artikler fra hans Forfatterskabs mest fuldkomne
Periode. Disse Artikler ville sent gaae i Glemme. Ulbach skrev om dem
ved hans Død: »Jeg veed ikke hvad Tiden vil bevare af den Litteratur,
hvoraf vi nu ere stolte. Nogle Vers af Lamartine og Victor Hugo, nogle
Romaner af Balzac? Men saa meget er vist, at det vil være umuligt at
skrive Historien uden at opsøge Sainte-Beuve og gjennemlæse ham fra Ende
til anden.«

Sainte-Beuve har havt to Manerer. Han var i sin Ungdom især ved Studiet
af det sextende Aarhundrede, fra hvilket han som de andre Romantikere
optog adskillige Ord, kommet i Vane med at veie og vrage, forfine
og soignere det sproglige Udtryk saa stærkt, at han udsatte sig for
berettiget Kritik, om end ikke for en saa voldsom og haanlig, som den,
hvormed Balzac, der var ægget ved nogle spydige Artikler, i sin Tid
overfaldt ham. Denne Overforfinelse af Stilen tabte sig imidlertid,
da Sainte-Beuve blev Journalist. Som Littré sagde: »han kunde, da han
havde bundet sig til at levere en Feuilleton om Ugen, ikke mere faae
Tid til at fordærve sine Artikler«. Det er ikke let at charakterisere
denne som Staalet paa eengang smidige og skarpe Stil. Den er for det
Første i ingen Henseende paafaldende. En i Fransk ikke synderlig
forfaren Læser vil aldeles ikke opdage, at der her er Noget, man kunde
kalde Stil. Sætningerne følge paa hinanden urhytmisk, uden at samles
i Grupper, nonchalant, som Zouaverne marchere. Aldrig en pathetisk
Sætning, sjeldent et Udbrud, en enkelt Gang en Apostrofe »o Digter!«
eller lignende. Talen rinder som et mildt kruset Vand. Men den, der
læser med Opmærksomhed, henrives over Sprogets ædle Atticisme. Tonen
er ikke afgjørende, men ganske rolig og stille skeptisk. Jeg anfører
et Par Exempler, tagne allevegnefra. »Hvad er det da, som hersker hos
ham, er det det faste Grundlag eller det bølgende? Du troer, det er
det bølgende. Men er der ikke under dette en endnu fastere Grundvold?
Du troer, det er det faste. Men er der ikke under dette en endnu
mere bølgende Grund?« Om hvor mange Personligheder maa Psychologen
ikke spørge saaledes, men hvor faa Psychologer forstaae at stille
Spørgsmaalet saa sikkert og saa fint. Hvad man har kaldt det Bizarre
i hans Stil, er kun det tidt Overraskende i hans Brug af Billedet;
men Billedet selv er altid til Overraskelse rigtigt. Han har et Sted
skildret en stor, lidet mild eller blomstrende Bodsprædikant fra det
sextende Aarhundrede og meddelt, at de Samtidige, paa Grund af hans
tørre Strenghed, sammenlignede ham med Tornebusken. Noget senere
fortæller han om samme Mand et Træk af mægtig og ædel Indignation, og
tilføier da: »Man har kaldt ham en Tornebusk og en Busk uden Blomster;
man kan tilføie, at han undertiden var en brændende Tornebusk.« Vil man
høre, hvorledes denne bøielige Stil for mer sig som Spot og Satire?
Han skildrer det Sprog, som Nisard, en Tid hans Rival i Litteraturen,
anvender, og indslynger i megen bittersød Ros dette lille Træk: »En
Akademiker har fundet ham kraftig; flere Lærde finde ham yndefuld.«
Han siger om Cousin: »Det er en Hare med et Ørneblik.« Vil man have et
Exempel paa denne Stils Evne til at charakterisere, da læse man denne
Sætning om Musset: »Hvad han virker ved, er ikke et Lag af ovenpaa
hinanden lagte Farver, men ved at Virkeligheden, som han skildrer,
hist og her forgyldes som et Støvgran af Morgensolens Straaler og
pludselig flyver Blikket afsyne i en guddommelig Transfiguration.« Vil
man endelig have et Exempel paa, hvorledes denne ligelige og jævne
Stil taler Indignationens Sprog, da læse man følgende Stykke, der paa
samme Tid skildrer Manden. Talen er om et Værk, som Akademiet i et
Plenarmøde havde nægtet den Pris, hvilken den udvalgte Commission af
Kyndige havde tilkjendt det, fordi Værkets Grundanskuelse stod i Strid
med den officielle eklektiske Stats-Filosofi. Sainte-Beuve siger herom:
»Ja der existerer virkelig en meget lidet talrig Klasse af stille,
ædruelige Filosofer, der leve af meget Lidt, der ikke intriguere,
ene beskjæftigede med samvittighedsfuldt at søge Sandheden ved at
dyrke deres Aand og som holde sig borte fra enhver anden Lidenskab,
opmærksomme paa Verdens almindelige Love, sysselsatte med at lytte
til og forske i enhver Del af Naturen, i hvilken Verdens Sjæl og
Tanke aabenbarer sig for dem; Mænd, der ere Stoikere i deres Hjerte,
som forsøge at gjøre det Gode og at tænke saa godt og nøiagtigt de
kunne, selv uden Tiltrækningen af en individuel Belønning i Fremtiden,
tilfredse ved at føle sig i Overensstemmelse med sig selv og med Verdens
almindelige Harmoni — er det passende, spørger jeg, at stemple disse
Mænd med et hadefuldt Navn, at fjerne dem paa Grund af dette, eller
idetmindste kun at taale dem, som man naadigt amnesterer overbeviste
Vildfarende og Skyldige, have de ikke endnu hos os erobret deres Plads
og deres Krog i Solen, have de ikke, o ædle Eklektikere, som jeg
saa gjerne sammenligner med dem, I, hvis stadige fuldkomne moralske
Uegennyttighed og hvis uforanderlige Sjælehøihed under Guds Øie Verden
kjender, have de ikke Ret til idetmindste at stilles paa lige Fod
med Jer i Kraft af deres Læres Renhed, deres Hensigters Retsindighed
og deres Livs Uskyldighed? Det er dette endelige og det nittende
Aarhundrede værdige Fremskridt, som jeg gad see fuldbyrdet før min Død.«

Sainte-Beuves Reform af Kritiken var flersidig.

For det Første gav han den Grund under Fødderne, Historiens og
Naturvidenskabens Grund. Den gamle, saakaldte filosofiske Kritik tog det
litterære Aktstykke som faldet fra Skyerne, be dømte det uden Hensyn til
Ophavsmanden og anbragte det i en eller anden æsthetisk eller historisk
Rubrik. Sainte-Beuve gik gjennem Værket til Værkets Ophav, forstod bag
Papiret at opdage Mennesket. Han har lært Samtid og Eftertid, at man
Intet forstaaer, intet Skrift og intet Aktstykke fra Fortiden, før det
er lykkedes En at begribe den Sjælstilstand, fra hvilken det udsprang,
og danne sig Billedet af den Personlighed, der har frembragt det. Først
saaledes faae Documenterne Liv. Først saaledes faaer Historien Aand.
Først saaledes opfattet bliver Kunstværket gjennemsigtigt.

Sainte-Beuve's herskende Evne var Videbegjærlighed, og han havde den
Form deraf, som man kunde kalde den videnskabelige Nysgjerrighed. Den
ledede hans Levnet, endnu inden den ytrede sig frit i hans Kritik.
Først spores den kun lidet. Thi han begyndte overfor sine Samtidige som
Chateaubriand, Lamartine, Hugo, de Vigny og andre, med Lovprisninger,
han senere maatte indskrænke betydeligt, og gjennemgik saaledes den
modsatte Bevægelse af Théophile Gautier, der begyndte saa skarpt, men
efterhaanden forfaldt til en Overbærenhed uden Nerve. Men Sainte-Beuves
første ukritiske Ros stammer ligefuldt fra hans kritiske Drift. Den
overdrevne Ros kom af at han som ung stod dem, han bedømte, altfor nær;
men selve denne Omstændighed havde sin Grund i hans Videbegjærlighed.
Han, der dunkelt anede Afstanden mellem Bøgerne og Livet, før han
kjendte den, og som mindre end Nogen var anlagt til at repectere hvad
Forfatteren udgav sig for eller hvad Billede han vilde bibringe Mængden
af sig igjennem sine Skrifter, han droges ubevidst af sin Forskerlyst,
at sin psychologiske Finsands, af sin Tørst efter at see selv og se
nærved, af sin Lyst til at gaae udenom det Officielle og Givne løs paa
det Sande, som skjules, og paa de Smaa, som forklarer, til at gjøre
Alles personlige Bekjendtskab, medens hans selv ungdommeligt mente
kun af Begeistring for Ideerne at tye til Ideernes Væld. Her er i
Regelen et frygteligt Dilemma for Kritikeren: Kun om de Levende veed
han Sandheden. Slemt tager det sig nu ganske vist ud, naar Dødsfaldet
paa een Gang helt forvandler Kritikens Charakter som Tilfældet f. Ex.
er med Chateaubriands Død og Sainte-Beuves Kritik. Hans ældste Artikel
om Chateaubriand er kun Virak. Man føler under hvilket socialt tryk den
er skrevet, hvorledes Pietet og Respect, Sympathier og Forhold, Frygt
for skjønne Øines Vrede, Umuligheden af at saare en saa elskværdig Dame
som Madame Récamier ved en Dadel af hendes Husgud, har gjort den første
Skizze af Chateaubriand til et blot beundrende Referat. Hans store Bog
og hans senere Artikler om Chateaubriand ere derimod inspirerede af
en sand negativ Lidenskab, Lidenskaben for at afrive Masker. Paa sin
Høide kan Sainte-Beuve imidlertid siges at ramme Midten. Han undgaaer
at beundre og forklare Alt ved ædle Motiver, men han undgaaer ogsaa
at opsøge de lave. Han hverken priser eller sværter Menneskenaturen.
Han kjender den, og han har den ved Omgang med en Mangfoldighed af
Mennesker, ved uafbrudt kritisk Studium, ved den franske Finhed og ved
den parisiske Forfinelse mangfoldigt skjærpede Takt til at kjende den
igjen. Hvor han staaer høiest, kan han ved sin Aands Universalitet
minde om Goethe. Man er stundom fristet til at kalde ham »viis«; og
der gives neppe nogen anden Kritiker, om hvem man kunde fristes til
at bruge dette Ord. Han lader sig aldrig blænde eller bestemme af de
vedtagne Forestillinger, der knytte sig til et Navn, de være nu ophøiede
eller rørende eller nedsættende, men studerer Forfatterens Afstamning,
Sundhedstilstand, Formuetilstand, hans oprindelige Forestillingskreds,
hans Udviklingshistorie, opsnapper en Bekjendelse, der uvilkaarligt
er undsluppen ham, viser, at den støttes ved andre Udtalelser, at den
belyser og forklarer Mandens Handlinger; han skildrer ham i hans ædle
og lyse Øieblikke, han overrumpler ham i Negligée, han udforsker i
Kraft af sin mærkværdige »Evne til at finde en Naal i en Høstak« hvad
den Afdøde gjemte i den skjulteste Krog af sit Hjerte, veier med den
Naturforskers rolige Overlegenhed hans Tilbøieligheder til Godt og Ondt
mod hverandre, og bringer saaledes et troværdigt Portræt til Veie —
eller rettere en Række af hver for sig troværdige, men hinanden tidt
modsigende Portrætter. Thi saa stor Sainte-Beuve end er som Kritiker, er
der dog en Hovedvanskelighed, med hvilken Kritikeren har at kjæmpe, som
bestandig bliver omgaaet af ham, og det er denne: En samvittighedsfuld
Kritiker har i Regelen læst det Værk, han vil forklare og bedømme,
mange Gange og paa mange forskjellige Udviklingstrin, han er hver Gang
bleven slaaet af noget Forskjelligt og tilsidst har han seet Værket fra
saa mange Synspunkter, at det er ham umuligt uden Anvendelse af en Art
indre Vold at fastholde een Stemning og eet Synspunkt. Er Talen ikke om
et enkelt Værk, men om en Forfatter med en rig Productivitet og mange
Udviklingsstadier eller endog om en hel Skole i Litteraturen, stiger
selvfølgeligt Vanskeligheden ved at projectere Mangfoldigheden af de
Indtryk, man under ganske forskjellige sjælelige Tilstande har modtaget,
i et enkelt samlet Billed. En Bygning, man kun har seet en enkelt
Gang, halvt solbelyst, halvt dækket af en mægtig Slagskygge, bliver
staaende for Erindringen i tydelige Omrids med en vis bestemt Himmel til
Baggrund og i en eneste Belysning, men en Bygning, man har set til alle
Dagstider, i Halvmørke og i Maaneskin, fra alle Sider, fra Punkter af
forskjellig Høide, og ligesaa hyppigt indenfra som udefra, en Bygning,
hvori man har boet og hvis Rum har syntes En først større saa mindre,
alt eftersom man voxede til, en saadan Bygning er det vanskeligt at give
et enkelt rigtigt Billede af. Denne Vanskelighed, gaaer Sainte-Beuve
uden om ved bestandig at give nye Skildringer og Domme af en og samme
Gjenstand og saa overlade Læseren selv at uddrage sit Resultat. Med
fuld Føie valgte han til Motto for en Rækkefølge af sine Skrifter disse
Ord af Senac de Meilhau: »Nous sommes mobiles et nous jugeons des êtres
mobiles.«

Det sidste Led i denne Sætning, at nemlig ethvert menneskeligt Væsen,
vi bedømme, har været i bestandig Udvikling, forstaaer han som
ingen anden før ham. Han vexler Tone, saatidt han skifter Gjenstand
ja vexler Fremgangsmaade, saatidt som samme Gjenstand skifter
Charakter, indtil hans smidige Aand formaaer at gjøre alle den enkelte
Menneskesjæls Bevægelser under dens Udvikling efter.De to følgende
Sætninger af Port-Royal ere betegnende Exempler. I den første opgiver
han med overlegen Frimodighed at bringe Enhed tilveie mellem sine
Portræt-Udkast; i den anden seer man ham vaage over at faae alle Sider
af Sjælelivet med: C’est le M. de Saint-Cyran tout-à-fait définitif
et mûr, que j’envisage dèsormais, c’est de lui, qu’est vrai ce qui va
suivre; si quelque chose dans ce qui précède ne cadre plus, qu’on le
rejette, comme en avançant il l'a rejeté lui-méme. — Certes on peut
tailler dans M. de Saint-Cyran un calviniste, mais c’est à condition
d’en retrancher mainte partie vitale. Hans Fremstillingsform bliver
derfor ligesaa omskiftelig som hans Æmne; han blander uophørligt
Biografien med Kritiken, pakker saa mange nuancerende Betingelser og
Parentheser som muligt ned i sine Perioder, sammenruller Sætninger,
der mildne og dæmpe hinanden, anvender med Forkjærlighed techniske
Ord, der drage et langt Slæb af Idee-Associationer og Erindringer
efter sig, og benytter gjerne ubestemte Vendinger, der antyde meget
mere end de sige. Thi bevæger han sig end gjennem Biografiernes Mørke
med en Dykkers Sikkerhed, der gjennem Vandet seer den underjordiske
Vegetation, saa ynder han af mange Grunde en vis Ubestemthed i sin
Udtryksmaade om det Sete; hvor han taler om endnu Levende, tør han jo
kun antydningsvis berøre deres Privatliv, og de Døde have i Regelen en
Vagt af Efterkommere eller Slægtninge om Sandheden i deres Liv. Han
nøies da gjerne med at vise, at han aner eller kjender Mangt og Meget,
hvorved han ikke vil dvæle.

Med Aarene blev Sainte-Beuve mere dristig og mere fysiologisk i sin
Psychologi. Man høre ham selv forsvare sin Methode. Han skriver i et af
sine sidste Leveaar (9. Mai 1863) til en Kri tiker, der har bebreidet
ham visse negative Domme: »Kunsten — og især en rent aandig Kunst som
den kritiske — er et Instrument, som det er vanskeligt at tumle, og den
duer kun saa meget, som Kunstneren duer. Men naar det er indrømmet, var
det saa ikke nødvendigt at bryde med al denne forkerte Vedtægt, som
gjør at man bedømmer en Skribent ikke alene efter hans Hensigter, men
endog efter hans Prætensioner? Hvorledes! jeg skal være forpligtet til i
Fontanes kun at see den store, slebne, ædle, elegante Mester og tør ikke
see den lille, hidsige og sandselige Kumpan som han var? [...] Eller
for vore Dages Vedkommende — nu har jeg i 35 Aar levet i Villemain’s
umiddelbare Nærhed, der er et saa stort Talent, saa skjøn en Aand,
og som formelig flager med ædelmodige, frisindede, menneskekjærlige,
christelige, civilisatoriske o. s. v. Følelser, og jeg skulde ikke
i ham turde skildre den smudsigste Sjæl, den ondskabsfuldeste Abe,
der gives? Skal man i alle Evigheder blive ved at rose hans ædle,
ophøiede Følelser, som man uforandret gjør det rundt om ham, er det
Pligt at lade sig trække om ved Næsen og tage de Andre ved Næsen? Ere
da Skribenter, Historikere, Moralprædikanter kun Skuespillere, man
ikke har Lov til at studere udenfor den Rolle, de have arrangeret sig?
Tør man kun see dem paa Scenen? eller er det tilladt, dristigt om end
discret med Dissectionskniven at berøre de Steder, hvor Harnisket er
sammenføiet? at pege paa Sømmen og Systingene, hvor Overgangen er fra
Sjælen til Talentet? At rose dette sidste men ogsaa antyde Manglerne
i det Sjælelige, der spores i selve Talentet og i den Virkning, dette
i Længden frembringer? Vil Litteraturen tabe i Glands derved? det er
muligt; men Aandsvidenskaben vil vinde.«

Det første Skridt er altsaa dette: Fast Grund under Fødderne, ingen
falsk Idealitet! Det næste Skridt er, at Kritiken, fra at være opløsende
og udstykkende, hos Sainte-Beuve er bleven sammenfattende, om end med
den Begrændsning, som den store Kritikers Naturel medførte. Hans Kritik
giver en Organisme, et Liv ligesom Poesien. Den hugger ikke det givne
Stof til Smaasten eller Grus, den danner en Bygning deraf. Den tager
ikke Menneskesjælens Materiale fra hinanden, saa vi kun lære den døde
Maskine at kjende uden at vide, hvorledes den tager sig ud, naar den er
i Gang. Nei den fører os ind til Maskinen, medens den arbeider, saa vi
see den Ild, der driver den og høre den Larm, den gjør, paa samme Tid
som vi lære dens Sammensætning at kjende.

Saaledes er ved Sainte-Beuve’s Reform Litteraturhistorien , som før var
en Slags historisk Bividenskab, bleven en Veiviser for den egentlige
Historie, den mest sjælfulde, mest levende Del af Historien, fordi den
i Litteraturerne besidder det interessanteste og rigeste Materiale, som
Historien overhovedet har at tumle med.

Vi begyndte med at sige, at Sainte-Beuves kritiske Virksomhed ikke førte
ham bort fra Poesien. Vi kunne nu bestemtere paavise, at Kritiken, som
han i Slutningen af sit Liv, paa Høiden af sin Udvikling, udøvede den,
var traadt i det nærmeste Slægtskabsforhold til den nyere Tids Poesi.
Thi samtidigt med at Kritiken blev synthetisk, foretog — ligeledes paa
Grund af Naturvidenskabens gradvise Erobring af det moderne Aandsliv
— Poesien en beslægtet Bevægelse. Ved Aarhundredets Begyndelse gjaldt
Fantasien som fri Fantasi for den egentlige Digterevne; Opfindelsesevnen
som saadan gjorde Digteren til Digter; han var ikke bunden til Natur og
Virkelighed, var lige saa hjemme i den overnaturlige Verden som i den
kjendte. I Slægten fra 1830 repræsentere Digtere som Nodier og Alexandre
Dumas hver paa sin Vis denne Synsmaade. Men efterhaanden som Romantismen
udmundede i Virkelighedssands og Virkelighedsstudium, opgav Poesien
stedse mere sine fantastiske Farter paa kryds og tværs gjennem Rummet.
Den søgte fuldt saa meget at forstaae som at opfinde, og den nærmede
sig lierigjennem Kritiken. Romanen blev Psychologi. Romandigteren og
Kritikeren gaae i vore Dage i deres Skildring ud fra samme Udgangspunkt:
en Tidsalders aandelige Livsluft. I denne træde Skikkelserne frem. Den
ene vil fremstille og forklare et Menneskes Handlemaade, den anden
et skrevet Værk saaledes, at saavel Handlingen som Værket sees som
Producter, Mennesket med virkelig eller tilsyneladende Nødvendighed
frembringer, naar visse indre Anlæg og ydre Indskydelser forenes.
Grundforskjellen er kun den, at Digteren lader sine opdigtede Personer,
der dog i Reglen have Modeller i det virkelige Liv, tale og handle i
mulige Consequenser af det Givne, medens Kritikeren er fuldstændig
bunden af Kjendsgjerningerne, og hans Fantasivirksomhed indskrænker
sig til Reconstruction af den Sjælstilstand, der foraarsagede eller
betingede dem. Romanforfatteren slutter fra den iagttagne Charakter til
dennes mulige Handlinger. Kritikeren slutter fra det iagttagne Værk
tilbage til den til Grund liggende Charakter.

Kritiken i Betydning af Evne til ved mangesidig Sympathi at overvinde
sin Naturs oprindelige Indskrænkethed har været en Hovedevne hos
alle dette Aarhundredes største Digtere. Émile de Montégut har taget
Kritiken i denne Mening, da han engang kaldte den for den yngste Genius,
Cendrillon blandt Aanderne. »Kritiken«, skrev han, »er den tiende Muse.
Det var den, som var Goethes hemmelige Brud. Det var den, som gjorde
Goethe til tyve Digtere. Hvad er den tydske Litteraturs Grundvold Andet
end Kritiken? hvad ere de en gelske Digtere i vore Dage? Bevægede
Kritikere. Hvad var Italiens ædle Leopardi? En flammende Kritiker. Af
alle nyere Digtere have kun Byron og Lamartine ikke været Kritikere
og derved have de tabt Mangfoldighed og Afvexling og ere bievne saa
monotone som de ere.« Naar Kritiken tages i videre og egentlig Forstand,
bortfalder den sidste Restriction. Thi i Betydning af Evnen til at
underkaste det Bestaaende en Dom, har den været en inspirerende Magt
ogsaa for Tidsalderens store Lyrikere, den er det hos Hugo som hos
Byron, hos George Sand som hos Lamartine. Fra det Øieblik af da Poesien
ophører at afspærre sig mod Samtidens Liv og Ideer, fra det Tidspunkt
af, da de lyrisk-romantiske Digtere forvandle sig til Ideernes Organer,
sees ogsaa i deres Digtning Kritiken som et besjælende Princip. Den har
inspireret Hugo’s Les Châtiments som den inspirerede Byrons Don Juan.
Den viser Menneskeaanden Vei. Den planter Hegn og Fakler paa Veien. Den
bryder og rydder nye Baner. Thi det er Kritiken, som flytter Bjerge,
alle Autoritetstroens, Fordommenes, den ideeløse Magts og den døde
Overleverings Bjerge.

XXXII.

 Medens den romantiske Skoles Triumfer i Lyriken, Romanen, Novellen og
Kritiken snart stode som uomtvistelige, formaaede den paa et enkelt
Omraade ikke at virkeliggjøre de dristige Forhaabninger, med hvilke den
var traadt ud i Livet, og det var i den Kunstart, som man efter gammel
Æsthetik i hin Tid betragtede som den høieste, og som man underligt
nok i Reglen endnu betragter saaledes, nemlig i Dramet. Da Kunstarten
skattedes saa høit, føltes det forholdsvis ringe Held i denne Retning
des smerteligere. Den romantiske Skoles Skuespil gjorde aldrig nogen
egentlig Lykke og kom ikke til at udgjøre noget Theaters faste Stok.
Hugo’s bleve kun populære som Texter til italienske Operaer, Mérimée’s
bleve aldrig spillede; George Sand og Balzac opnaaede næsten kun succés
d’estime paa Scenens Brædder; af Alfred de Musset fandt først sildigt
et Par Smaating Veien op bag Lamperækken, medens Scribe med sine
Medarbeidere fyldte Hus i alle franske og ikke-franske Theatre. Og dog
har Skolen ogsaa paa det dramatiske Omraade meget betydelige Kræfter at
opvise.

Det ældste Forsøg, som indenfor dens Kreds blev gjort i dramatisk
Retning, var et høist originalt og ligefrem beundringsværdigt. Det
var de Dramatiske Scener, som Vitet i Aarene 1826—29 udgav, og som
han senere har samlet under Titlen La Ligue. Han havde det Indfald at
fremstille Begivenheder af Frankrigs Historie i dramatisk Form uden at
give Historien nogensomhelst Tildigtning, saaledes at han udelukkende
anvendte sin Fantasi til at levendegjøre den. Det er lykkedes ham
uforligneligt. Han har virkelig formaaet at fylde sine Værker med en
længst forgangen Tids Atmosfære og at meddele sine Skikkelser fra
det sextende Aarhundrede i alle deres Samtaler et saadant Præg af
Troværdighed, at man ligesom oplever Historien Time for Time, naar man
læser hans Bøger.

Ludovic Vitet fødtes 1802 i Paris, gjennemgik Normalskolen, deltog som
liberal i den politiske Bevægelse, var Medlem af Selskabet »Aide toi —
le ciel t’aidera« og skrev, som vi have seet, i Globe som lidenskabelig
Forfægter af Romantismen. I denne første Ungdomsperiode falder hans hele
historisk-digteriske Production, blot med Undtagelse af den betydeligt
svagere dramatiske Scenerække, han i 1849 udgav under Titlen Les états
d'Orléans. Hans Levnetsløb er meget enkelt. Han synes at have elsket
og at være bleven elsket af Grevinde Duchâtel. Da Julirevolutionen
bragte hans Venner til Magten og Grev Duchâtel indtraadte i Guizots
Ministerium, blev han udnævnt til Inspektør for Frankrigs historiske
Mindesmærker, en Plads, Guizot oprettede for ham. Fra nu af gik han over
i Politiken; han blev 1834 Medlem af Deputeretkammeret, 1836 Medlem
af Statsraadet, 1846 Medlem af Akademiet. Som Politiker optraadte han
conservativt og’ monarchisk, holdt sig fra 1851—1871 borte fra al
Berøring med de offentlige Anliggender og indtog først efter Krigen
paany en fremragende Plads under Thiers, indtil han i 1873 bortreves af
Døden.

Han er et godt Exempel paa hvorledes en stærk kunstnerisk Bevægelse,
naar den er i sit Frembrud kan inspirere selv saadanne Aander
Mesterværker, der ellers ikke ere skabte for Kunsten. Han blev efter
1830 som Skribent kun fremragende som Fagmand, som lærd Kunsthistoriker;
han forfattede, pudsigt nok, en Biografi af Grev Duchâtel; hans
litterære og historiske Essais ere saa tørre og kjedsommelige som
Mérimée’s.

Man vender derfor stadig paany tilbage til hans Ungdomsbøger Les
Barricades, Les états de Blois og La mort de Henri III. Disses
Hovedcharakterer, Kongerne Henrik d. 2den og d. 3die og Hertugerne af
Guise gjennem flere Generationer ere tegnede saaledes, at de taale en
Sammenstilling med Hovedpersonerne i Shakespeare’s »Historier«, (Henrik
d. 4de og Richard d. 3die ganske vist undtagne). Tidens Tænkemaade og
Sæder ere satte i Relief med en saa kraftig Haand, at man tvivler om
nogen Samtidig kan have kjendt dem bedre. Stænderne i Blois er vistnok
det ypperste blandt disse Værker. Og for at henpege paa noget Bestemt,
anbefaler jeg at læse de Scener, som fremstille Hertugen af Guise’s
Mord. Sjeldent har en Digter i et historisk Skuespil vovet i den Grad
at skyde al poetisk Vedtægt til Side. Det er endnu langt skjønnere og
mere virkelighedstro end Delaroche’s iøvrigt saa fortræffelige Maleri,
hvor Henrik d. 3die aabner Døren paa Klem og speider efter sin store
Fjendes Lig paa Gulvet. Vi have hos Vitet netop seet, hvorledes Kongen
Kl. 4 om Natten i sit Værelse har dyppet sjeldne spanske Dolke i Vievand
og skjælvende, uden at vove endog at nævne sin Uvens Navn, har fordelt
dem til sine Mignon’er. Vi have oplevet Scenen i Hertugens Værelse,
hvor hans Moder og hans Elskerinde forgjæves bønfalde ham om at vogte
sit Liv og ikke møde i Raadet næste Morgen. Nu indfinder han sig der:
en uhyggelig Følelse griber ham, hans Næse springer op at bløde, han
har glemt sit Lommetørklæde og sender En bort for at hente ham et. De
skotske Gardister spærre af Dumhed hans Bud Passagen for tidligt. Dog
de begribe deres Feil og han faaer Tørklædet. Men han er urolig, og
han, Kjæmpen, der uden Blegnen har mødt saa mange dragne Klinger, føler
sig ilde, faaer Ondt. Han er endnu fastende; det vil gaae over, naar
han spiser en Bagatel; han griber til den lille Bonbonniére han har
hængende ved sit Belte; den er tom. En sendes bort for at hente ham en
Smule Konfekt eller Frugt. Da kommer Révol ud fra Kongens Værelse med
Ordene: »Kongen ønsker at tale med Jer, Monseigneur!« Alle Raadsherrerne
tie og see paa hverandre. Hertugen reiser sig, vil tage sin Kappe paa;
den glider snart ned ad den ene Skulder, snart ad den anden; ubevidst
søger han at forhale sin Bortgang, for stolt til ikke at ville gaae,
var det end i Døden, men Menneske nok til at bæve et Minut paa Dødens
Tærskel. Han vil have endnu et andet Lommetørklæde, da det første er
blevet ganske blodigt; atter fjerner en af de Sammensvorne sig, mens de
øvrige staa som paa Gløder. Med fuldendt Mesterskab er her hin Uroens,
Utaalmodighedens og den taabelige Skamfølelses Stemning gjengivet, der
undertiden kan gribe os alle saa heftigt, at vi, blot for at komme ud
af en latterligt pinlig Situation springe som med lukkede Øine ind i
de dumdristigste Vovestykker. Atter udebliver den, der er sendt efter
Tørklædet; da taber den stolte Guise Taalmodigheden, og med Ordene:
»Jeg kan ikke lade Kongen vente længer« gaaer han ud gjennem Døren; den
falder i efter ham, og en halv Snes Officierer støde deres lange Dolke i
hans Krop.

Som man seer, gaaer Vitet i en Detail, som vilde være umulig paa et
Theater. Hans dramatiske Scener ere kun skrevne for at læses. De danne
derfor ikke heller egentlige Skuespil. Det beroede paa, at Vitet med
alt sit historiske Skarpblik manglede baade digterisk Lidenskab og
kunstnerisk Evne til at organisere. Da han aldrig formaaer at udvikle
Pathos, at stige til et Høidepunkt, ud fra hvilket alt andet vilde
tage sig ud som Forberedelse og Følger, kan han heller ikke naae til
egentlig kunstnerisk Gjennemformning. Der har i hans Væsen øiensynlig
været en vis ukunstnerisk Ængstlighed, Angst for at ændre endog blot det
Ringeste i Stoffet, det historiske Givne, Angst for at lade sin egen
Personlighed bryde igjennem. Han havde ikke individuel Eiendommelighed
nok til at kunne slaae kunstnerisk Mønt med Præg af hans Billed. At
han forstummede saa tidligt, har sin Grund i, at den Fantasi, der har
frembragt hans Værker, vel var mægtig, men ikke digterisk fri, hverken i
sine Iagttagelser eller i sin Fremstilling; den var tynget og hindret af
Lærdom, af Archivstøv. Denne saa smukke og vælige Pegasus stod tøiret i
et Bibliothek.

Det var Synd at sige dette om den romantiske Digters, der direkte
i Vitet’s Spor forsøgte at dramatisere historiske Stoffer og som
allerede et Aar før Victor Hugo (Februar 1829) slog igjennem med et
historisk Drama Henri III et sa cour. Det var Alexandre Dumas (født
1803), et sprudlende umiddelbart Talent, et kjæmpemæssigt Temperament,
der i Litteraturen har røbet ligesaa herculiske Anlæg som Faderen
i Republikens Krige. Fyrretyve Aar igjennem har han uden en Pause
skrevet Tragoedier, Lystspil, Dramer, Romaner, Noveller, Reiser og
Memoirer. Det vilde være urimeligt at lade haant om en saa uhyre
Opfindsomhed, en saa utrolig Frugtbarhed. Man sporer i disse Skrifter
det fransk-afrikanske Blod, noget af det sorgløse kreolske Sind og
noget af den sorte Kaces sandselige Ild. Han har med talrige, men ham
selv langt underordnede Medarbeideres Hjælp fyldt Theatrenes Scener,
Boghandlernes Hylder, Avisernes Feuilletoner med sine Productioner,
og Bogtrykkernes Presser have knaget og stønnet for at kunne holde
Skridt med hans Frembringelsesdrift. Hvad man maa beklage, er det lette
Verdensbarnssind, der bevirkede, at han ingen Udvikling gjennemløb. Kun
i sin første Ungdom var han Kunstner. I en romantisk Tidsalder begyndte
han romantisk, i en industriel Tidsalder fortsatte han industrielt. Med
Henrik den 3die og hans Hof opnaaede han, hvad Vitet ikke havde opnaaet
med dette Stof, nemlig at levere et livfuldt og spilleligt Drama, men
han trodsede her kun paa den mest overfladiske Maade den klassiske
Theaterconveniens. Han vovede at optage det gamle Hofs ydre Skikke: Paa
hin Scene, hvor Helten og hans Fortrolige i et Par hundrede Aar havde
samtalt med hængende Arme eller med Haanden paa Sværdfæstet, traadte
en Skare af Kong Henriks Mignon'er ind med Bilboquet’er, Datidens
Opfindelse, i Hænderne, og i Pauserne morede de sig med at puste
Smaapile ud af lange Pusterør. Men forøvrigt følte de og talte de som
unge Mænd fra 1828.

Dumas øvrige historiske Skuespil fra hans Ungdom (Napoléon Bonaparte
Charles VII chez ses grands vasseaux o. s. v.) have en ligesaa
overfladisk Psychologi, først senere lykkedes det ham, da han fandt
en Tidsalder, hvis Aand han kjendte og kunde beherske, at give saa
fortræffelige Billeder af en svunden Periode, som i de indtagende og
dramatisk høist virkningsfulde Skuespil Et Ægteskab under Ludvig d.
15de og Gabrielle de Belle-Isle, af hvilke især det sidste med sin
diskrete og let idealiserende Fremstilling af Regentskabstidens Sæder,
har poetisk Værdi. I Aaret 1831 allerede faldt det imidlertid i Dumas’s
Lod at give den unge romantiske Slægt en af de Typer, hvorefter den selv
opkaldte sig. Han skrev Antony.

Med alle sine Mangler har dette Stykke Noget ved sig, der gjør det bedre
end selv de bedste blandt Dumas’s øvrige Arbeider. Der er varmere Blod,
mere Menneskelighed deri end i de andre. Og naar det trods sin Naivetet
gjør et forholdsvis betydeligt Indtryk, saa er Aarsagen den, at Dumas
her har kastet sit eget Jeg med al dets lidenskabelige Voldsomhed, med
dets ungdommelige Enthousiasme og ridderlige Instincter op paa Scenen.
Antony er en Helt fra 1830 som alle Hugo’s, bredskuldret, løvemanket,
begeistret og fortvivlet, skabt til at kunne leve uden Mad og Søvn,
altid redebon til at skyde sig selv eller en Anden en Kugle for Panden.
Men den Furore, som Antony gjorde, beroede paa, at Dumas — hvad Hugo
aldrig vilde eller kunde gjøre — lod Handlingen foregaae 1830 og lod
Helten optræde i den samme sorte Frakke, som Tilskuerne bar. Romantismen
havde paa Scenen frivilligt indskrænket sig til Middelalderen. Her stod
den som samtidig, som moderne.

I selve Stykket forsvares Stykkets Sag. I fjerde Akt er en Samtale
indlagt, der sigter til Tidens litterære Kampe, og her siger en af de
Handlende, en Digter, der forsvarer Romantikernes Tyen tilbage til
Middelalderen: »Det lidenskabelige Drama maa nødvendigvis optræde som
historisk. Thi Historien meddeler de lidenskabelige Handlinger som
Facta. Hvis vi vilde forsøge midt i vort moderne Samfund at afsløre
det Hjerte, der banker under vor grimme og keitede sorte Kjole, vilde
Ligheden mellem Helten og Publicum blive altfor stor; Tilskueren, der
fulgte med Udviklingen af en Lidenskab, vilde raabe Holdt i det Øieblik,
den vilde til at overskride det Punkt, hvor den hos ham vilde have
standset; han vilde raabe: Det er galt, jeg føler ikke saaledes; naar
min Elskede bedrager mig, saa smerter det mig ganske vist, men jeg
dræber hende ikke og slaaer mig ikke ihjel. Og Raaben paa Overdrivelse,
paa melodramatisk Effekt vilde overdøve Bifaldet fra de faa Mennesker,
der føle, at Lidenskaberne i det nittende Aarhundrede ere de samme som i
det sextende og at Blodet banker ligesaa varmt under en Kjole af Klæde
som under et Pandser af Staal.«

Man begriber Bifaldslarmen efter denne Replik. Alle vilde høre til hine
Faa. Lidenskaben var paa Dagsordenen og man beviste sin Lidenskab ved
at applaudere. Antony er da i Virkeligheden ogsaa en Concert af rasende
Lidenskaber, efter hvis Mage man skal lede længe. Helten kommer efter
en flereaarig Reise tilbage til Paris og træffer sin Elskede gift. Han
frelser hende ud af en Vogn med løbske Heste, men modtager Vognstangens
Stød i Brystet og bæres saaret ind i Huset til hende. Antony er Bastard
og Hittebarn, derfor som Elsker født Oprører mod Samfundets Love: »Andre
Mennesker«, siger han, »have en Fader, en Moder, en Broder, finde Arme,
som aabne sig for dem, naar de lide; jeg har ikke engang en Gravsten,
paa hvilken jeg kan læse mit Navn og græde, jeg har intet Fædreland,
thi jeg har ingen Slægt. Alt var for mig indeholdt i eet Navn, og dette
ene Navn er det mig forbudt at udtales. — Hans Elskede minder ham om
Samfundets Fordringer, «Lad det være Love eller Fordomme, de ere nu
engang saaledes«. — »Hvorfor», svarer han, »skulde jeg underkaste mig
dem! Hvem har skaanet mig for en Ulykke, hvem kan rose sig af at have
vist mig en Tjeneste! Jeg har kun modtaget Uret, og jeg skylder kun Had:
Man har indbrændt min stakkels Moders Skam paa min Pande«.

Adèle elsker Antony, men vil flye ham. I sin Lidenskab overrumpler han
hende paa en Reise og bemægtiger sig hende med Vold i et Værtshus,
hvor hun opholder sig. Selv efter denne uværdige Handling vedbliver
hun at elske ham. Vi gjenfinde Parret i Paris. Dets Eventyr er blevet
bekjendt. Vi høre hykkelske Damer, der forene hemmelig Kjærlighed til
det Forbudne med ulastelig Iagttagen af Skinnet, sønderslide Adèles
Rygte. Deres Angreb besvares fra de gode Personers Side med harmfulde
Udgydelser mod Samfundet og dets Hykleri. Men Dramet nærmer sig sin
Afslutning: Ægtemanden, Oberst d’Hervey vender tilbage fra en Reise;
Antony opfordrer forgjæves Adèle til at flygte med sig; allerede høres
i Forstuen den fornærmede Ægteherres Skridt, da Elskeren drager sin
romantiske Dolk og støder Adéle den i Hjertet, idet han for at redde
hendes Ære tilraaber den Indtrædende: »Hun har afvist mig, og jeg har
myrdet hende«.

Naar man læser Stykket nu, tager det sig absurd og oprørende ud. Det
forekommer En, at man ikke vilde kunne see et saadant Stykke, ifald
det var nyt, uden at smile, hvor man skulde røres. Man spørger sig
nutildags, hvorledes det er gaaet til, at et udsøgt Theaterpublicum i
1831 ved den første Opførelse henreves til vanvittig Jubel derover; thi
man klappede, man græd, hulkede og raabte Bravo. Stykket understøttedes
ved Bocage's og Marie Dorvaks mesterlige Spil. Den begeistrede Ungdom
rev, fortæller Dumas, en smuk grøn Frakke itu paa hans Ryg, for at
bevare Stumperne som Reliquier, og selv om denne Anekdote ikke tør
tages altfor bogstaveligt, er det dog vist at Begeistringen gik over
alle Gfrændser. Forklaringen er den, at man aldrig leer af et Værk,
hvori Ens egne Stemninger og Følelser komme tilorde. Antony var ikke
blot Lidenskaben, der gaaer til Brutalitet, i Forening med en Ømhed saa
stor, at den hellere paatager sig Ansvaret for et Mord, end udsætter den
Elskede for Krænkelser og Haan; men Antony var tillige den paa Byronsk
Vis hemmelighedsfuldt udkaarne unge Helt, der kjæmper med Skjæbnens
Uretfærdighed og er større end sin Skjæbne. Ganske savnedes dog ikke i
Samtiden en overlegen Opfattelse. Bocage, som spillede Antony, fandt
Slutningsrepliken saa taabelig, at han gjerne vilde være fri for at
sige den. Han undlod det en Aften, og Tæppet faldt uden den. Men i det
samme gav Publicum sig til at raabe og skrige som besat. Man vilde have
sin Replik. Bocage havde forladt Scenen, og Madame Dorval, der laa
dræbt paa Theatergulvet lod da med megen Aandsnærværelse Tæppet gaa op
paany, reiste sig lidt i Yeiret og sagde med Ombytning af Pronominerne
smilende: »Jeg har afvist ham og han har myrdet mig«.»Je lui résistais,
il m’a assassiné«. Fortalt mig af et Øienvidne, Philarète Chasles.
En enkelt skarpt satirisk Stemme lod sig høre fra Periferien af den
romantiske Kreds. Hvis man i Jules Janin’s Histoire de la littérature
dramatique vil opsøge den lange og fortræffelige Kritik over Antony,
sikkert den bedste Kritik, som Janin nogensinde har skrevet, vil man
have Fornøielse af at see Latteren overvælde den delirerende Romantik.

Medens Antony var den romantiske Paroxysme, bragte Alfred de Vigny’s
eneste store dramatiske Succés Chatterton den romantiske Elegi paa
Scenen. Disse to Yndlingsdramer for Slægten fra 1830 svare til hinanden
som Cultus af Geniet svarer til Cultus af Lidenskaben, som Medfølelse
med den Lidende svarer til Begeistring for den Handlende, eller dybere:
som den germaniske Side af Romantismens Doppeltansigt svarer til den
romanske.

Alfred de Vigny (født 1799) havde ikke vundet Bifald med sit dygtige
historiske Drama La maréchale d’Ancre (opført 1834). Det laa vel i,
at han her i alt Væsenligt behandlede samme Art Typer, som Publicum
var fortrolig med fra andre romantisk-historiske Sørgespil. Elskeren
Borgia er f. Ex. ganske af samme Art som Hugos Elskere, ja endog ikke
synderlig forskjellig fra Elskeren hos Dumas trods de to Digteres
stik modsatte Naturel. Man sporer her tydeligt den Magt, med hvilken
en Skole afsætter sit Præg selv paa de mest forskjelligartede
Individualiteter.Man læse blot i Personlisten den følgende til
Veiledning for Skuespilleren givne Charakteristik af Borgia. Man finder
her Romantismens Yndlingsbestemmelser forenede som i et Signalement
og seer med Lethed, hvorledes dette i alt Væsenligt passer paa Victor
Hugo’s unge Helte, ja paa Antony: Montagnard brusque et bon. Vindicatif
et animé par la vendetta, comme par une seconde åme; conduit par elle
comme par la déstinée. Caractère vigoureux, triste, et profondément
sensible. Haïssant et aimant avec violence. Sauvage par nature, et
civilisé comme malgré lui par la cour et la politesse de son temps.
Chatterton (opført 1835) er ganske anderledes eiendommeligt for de
Vigny. Stykket indeholder en Idee, som han alt to Aar tidligere i sin
Novellecyclus Stello havde behandlet i tre forskjellige Varianter,
Ideen om den sande Digters ulykkelige og forladte Stilling i det
moderne Samfund. De Vigny gik ud fra den romantiske Forestilling om
Digteren som et høiere Væsen, ja som det høieste Væsen paa Jorden,
denne Forestilling, som ogsaa Tydsklands Romantikere havde været saa
gjennemtrængte af, og grebes nu af en dyb Medlidenhed med hans Lod
især som ung, hvor han mest trænger til Bistand og Paaskjønnelse men
sjeldent finder Hjerter, der forstaae ham, og Beskyttere, der sikre ham
et sorgløst Liv. Det Smukke ved denne de Vigny’s stadigt tilbagevendende
Opfordring til at give Digterne Brød er, at han ikke talte sin egen
Sag; thi han var af gammel grevelig Slægt og fra sin tidligste Ungdom
af uafhængigt stillet. Efter hans Opfattelse er Digteren en stakkels
Syg, der ganske er i sin Indbildningskrafts Vold. Han er »ude af Stand
til Alt, hvad der ikke er hans guddommelige Sendelse,« særlig ude af
Stand til at tjene Penge; han, kan ganske vist fortjene sit Brød som
Skribent, men hvis han gjør det, dræber han let det Bedste hos sig,
udvikler Dømmekraften paa Fantasiens Bekostning, og den himmelske Gnist
i hans Indre slukkes. Man bør da ikke lade den Gudsendte nedværdige sig
ved jordisk Arbeid; hans Hoved er en Vulkan, fra hvilken der kun da kan
udgaae »harmonisk Lava«, naar han er i Stand til at gaae ledig, saa
længe han lyster.Man se den typiske Indledning til Chatterton: Derniére
nuit de travail, du 29 au 30 juin 1834.

Der er, som en moderne Læser seer, noget Sandt og mere Overspændt i
Grundanskuelsen. Det Drama, der blev bygget over den, og som fremkaldte
Taarestrømme, appellerer saa stærkt til Medlidenhedeu, at det ingen
tragisk Virkning gjør, og det tager altfor lyrisk Parti for sin Helt til
at besidde den indre Ligevægt uden hvilken et Drama mangler Holdning.
Chatterton og den unge Kvækerinde, han beundrer, have i dette Stykke
forpagtet al aandelig Adel og sjælelig Høihed; rundt om dem raader kun
Prosa, Hjertenskulde, Raahed og Dumhed. Hvad Handlingen viser os, det er
hvorledes det spiritualistiske Geni undertrykkes af en materialistisk
Omverden; Livsopfattelsen nærmer sig til den, vi i Tydskland finde
hos Novalis, i Danmark hos Andersen og Ingemann; for Digtere af denne
Art har Goethe skrevet sin Tasso forgjæves. Vor Tid er træt af disse
Kunstnerdramer, som Oehlenschlagers Correggio indvarslede og som i
Tydskland repræsenteres af Holtei’s Lorbeerbaum und Bettelstab og andre
lignende Skuespil. Vi oprøres ikke mere med Chatterton, naar han, der er
»skabt til i Stjernene at læse den Vei, Herrens Finger viser os« hellere
tømmer Opiumsbægret end han modtager en upoetisk Stilling, der vil
indbringe ham hundrede Pund om Aaret. Ogsaa i dette Tilfælde fremkalder
hvad der for 50 Aar siden fra Scenen rørte alle Hjerter nu nærmest et
Smil og en Skuldertrækning.

Romantismen var i sin Kjærne for lyrisk til at kunne afsætte dramatiske
Værker af blivende Værd.

Det viser sig maaske tydeligst, naar man kaster Blikket hen over
dens største Lyrikers Theater. Victor Hugos Dramer lade sig i flere
Henseender parallelisere med Oehlenschlägers Tragoedier. Saavel hos
Victor Hugo som hos Oehlenschläger gives Skikkelserne kun i Omrids. De
mangle hos begge meget i at være hele, virkelige Menneskecharakterer,
men de bæres oppe af en mægtig Lyrik og en begeistret Pathos. Ganske
vist staae hos Hugo Personerne det reelle Liv noget nærmere, forsaavidt
der nyligere i Frankrig end i Danmark var udført Bedrifter som dem, der
fremstilles i disse Dramer: Hernani minder om de Friskarehøvdinger,
der i Vendée bøde Statsordenen Trods, Gilbert, der melder sig til
Skafottet for at hævne sin Elskede, gjør intet Mere end hvad mangt et af
Guillotinens ædle Ofre havde gjort, og naar Ruy Blas fra Lakai bliver
Statsminister, er Springet neppe større end Rousseau's fra den samme
lave Stilling til Stillingen som verdensberømt Forfatter. Men det nytter
ikke meget, da Digterens Forkjærlighed for det Ualmindelige, ja Uhyrlige
trænger Alt tilbage, der kunde gjenkalde den Virkelighed, med hvilken
vi ere fortrolige, og til Gjengjæld fremdrager Abnormiteter, der altfor
ofte kun synes ham selv ophøiede, Efterverdenen monstrøse. Han var saa
stærkt anlagt paa lyrisk Exaltation, at hvad der for ham simpelthen var
det Store gjennemgaaende synes os det Uhyre.

Hans Opfattelse af Menneskevæsenet er da ogsaa i hans Skuespil
fuldstændigt lyrisk, den minder i alt Væsenligt om Psychologien hos hans
iøvrigt saa uensartet anlagte Hival, Lyrikeren Lamartine. Forskjellen
er kun den, at medens Lamartine med sit umiddelbart harmoniske Væsen i
sine Digtninge ynder at skildre en fuldkomment ren og elskelig Natur,
som pludseligt kommer i Kast med Fristelser, et Øieblik bukker under for
dem og saa udsoner dette ene svage Øieblik ved lange Tiders Bod og Anger
(Jocelyn, Cédar i La chute d"un ange) fremstiller Hugo i sine Dramer med
Forkjærlighed Menneskesjælen, nedværdiget ved slette Lidenskaber, ved
alle Arter af Elendighed og Ydmygelser, ved Laster, ved Trældom, ved
Vanførhed, men saaledes anlagt, at den paa given Anledning henrives af
det Gode og da i Forbund med dette kjæmper mod den frygtelige Fortid,
den har afsvoret. Sjælen stræber op imod det Skjønne, den forstaaer
endog dets høieste Finhed og Ynde, men den føler sig selv uværdig til
de ædle Følelser, der røre sig i den; den kan ikke svinge sig op i hine
ubekjendte Egne og falder saa udmattet og overvunden tilbage til sin
første nedværdigende Tilstand.

Nogle Exempler ville oplyse dette hos Hugo constante Forhold: Triboulet
(Le roi s’amuse) er fordærvet ved at være Spottens samvittighedsløse
Organ og Gjenstand; men han elsker som Fader sin Datter med den reneste
Ømhed. Saa ranes hun fra ham, og han hjemfalder til Had og Hævnsyge.
— Marion (Marion Delorme) er en Courtisane, der hundrede Gange har
solgt sig, men hun gribes af Kjærlighed til en ung modig Mand og denne
Følelse lutrer hende helt. Dog da man har fradømt Didier Livet, bliver
hun i Rædselens Time paany Marion. Hun hengiver sig til Dommeren for at
frelse den, hun elsker, uden at forstaae, at Didier langt hellere vilde
døe end frelses saaledes. — Lucretia Borgia er avlet i Forbrydelse og
har levet i lutter Forbrydelse. Men denne udsvævende Giftblanderske
har en Søn, som hun elsker, og for et Blik af ham er hun rede til at
opgive hele sit foregaaende Liv. Dog, man krænker hende dødeligt, og
i sin Vrede griber hun til sit gamle Middel, indbyder sine Fjender,
giver dem Gift og dræber mod sin Villie Sønnen med dem. — Ruy Blas har,
tvunget af Fattigdom, maattet gjøre sig til Tjener hos en Adelsmand.
En Dronnings Kjærlighed gjør denne Lakai til Minister. Han er Pladsen
voxen, han udfører store og skjønne Planer, er paa Nippet til at blive
sit Fædrelands Redningsmand. Men hans Fortid reiser sig imod ham, og da
han seer sine Forhaabninger briste, hævner han sig som den, han var.
Han afslaaer at duellere med sin Herre, raner hans Kaarde og dræber den
Værgeløse med den.Smlgn. Madame de Girardin: Lettres parisiennes II, 31.

Det er, som man seer, altid en og samme Opfattelse af det Tragiske,
der ligger til Grund. Men Hovedsagen for Hugo er i alle disse Dramer
det Væld af lyrisk Pathos, som frembryder, saasnart den nedværdigede
Menneskesjæl i ædel Lidenskab hæver sig op af sit Dynd; den sande Kjærne
er overalt den Følelsens Hymne, under hvilken den skyldbetyngede Sjæl
synger sig ren.

Hugo har i et af sine berømteste Digte (Les chants du Crépuscule XXXII)
udført en Lignelse, som falder En ind, naar Tanken sysler med disse
Dramer. Der hænger, siger han, høit i Kirketaarnet en gammel Klokke; fra
først af var dens Metal blankt og purt; der stod kun Ordet Gud og under
det en Krone. Men Taarnet har faaet mange Besøg, og enhver Veifarende
har — en med sin stumpe Kniv, en med sit rustne Søm — ridset snart sit
profane Navn, snart et smudsigt Ord, snart en Dumhed og snart en Plathed
ind i Klokkens Malm. Støv og Spindelvæv bedække den nu, Rust er trængt
ind i Skaarene, besudler og fortærer den. Men hvad gjør det Klokken!
Selv naar Alting sover, selv i Nattens Mørke sukker Kirkeklokken, som
Vulkanen altid ryger; en klagende Bøn finder Vei gjennem Malmet. Ogsaa
i min Sjæl, slutter han, som fra først af kun bar Præget af sin ædle
Oprindelse, have flygtige Veifarende, Lidenskaberne, indridset profane
Navne og næsten udslettet det guddommelige Stempel. Men det gjør min
Sjæl saa lidet som det skader Klokken. Naar den sættes i Svingning, naar
en usynlig Haand rører den og byder den: Syng! da toner pludselig fra
Malmets skjælvende Indre, ud igjennem dets besudlede Overflade Hymnens
mægtige og henrivende Klang, og Støv og Rust og Skaar, Alt tilhobe, maa
klinge med i den store Harmoni.

Skjøndt Hugo her kun har villet skildre sin egen Digtersjæls Tilstand,
naar han sang, har han gjort mere; han har i et Sindbillede træffende
illustreret den Lyrik, som udstrømmer fra de ulykkelige og brødefulde
Aander, der give hans Dramer deres Interesse.

Men overstrømmende Lyrik og fuldttonende Pathos ere nu engang ikke
tilstrækkelige Elementer til Opførelsen af en dramatisk Bygning. Der
udfordres en dyb Grundvold af Fornuft og Sindsligevægt, i Mangel deraf
idetmindste en Grundvold af sund Forstand og sikker Smag.

Den fattedes Hugo, og uvilkaarligt udviklede, alt som Aarene gik, hans
Mangler som Dramatiker sig stedse mere. Det gik ham som saa mange andre
Kunstnere. Hvad der fra først af var Stil hos ham, blev efterhaanden
Manér. Han var snart paa Veie til ligesom kun at blive sin egen bedste
Elev, og han endte som Theaterdigter med at levere Parodien paa sig selv
— den eneste kraftige og farlige Parodi, som existerer.

Han havde altid manglet Sands for det Komiske og altid været tilbøielig
til at tage det Kolossale for det Ophøiede. Han hengav sig i en Grad,
som aldrig før, til denne sidste Tilbøielighed, da han skrev Les
Burgraves. Blot ved at læse Personlisten smiler man: Job, Borggreve paa
Heppenheff, 100 Aar gammel. Magnus, Søn af Job, 80 Aar gammel. Hatto,
Søn af Magnus, 60 Aar gammel. Gorlois, Søn af Hatto, 30 Aar gammel. Jeg
husker en samtidig Pariser-Karikatur af Borggreverne, paa hvilken man
seer dem fra Oldefaderen til Sønnesønssønnen fremstillede i Geled med
jævnt aftagende Høide og med jævnt aftagende Skjæg.

Den hundredaarige er den rørigste af dem alle; han repræsenterer den
gode, gamle Tid. Naar han taler til sin firsindstyveaarige Søn siger
han: »Unge Menneske!« og Hugo smiler ikke. Alle disse gamle Herrer
declamere om Kap med en Tigger paa 92 Aar, der viser sig ikke at være
nogen ringere end Frederik Barbarossa, der (omtrent som Olaf Trygvasøn i
Oehlenschlägers Væringerne) i tyve Aar har levet skjult for hele Verden,
men som har en Hævn at udøve over den ældste af Borggreverne, der som
Yngling har efterstræbt hans Liv. Usandsynlighederne og de romantiske
Absurditeter vrimle. For at kunne bringe en Gjenkjendelsesscene tilveie
har Hugo f. Ex. maattet lade en Kriger i et Slag kjæmpe med et glødende
Jern, hvormed han mærker en Modstander, hvem han i Mørket kun kan
skimte, men hvem han ønsker ved Leilighed at kunne kjende igjen.

Da dette gigantiske Misfoster af en overspændt Fantasi i Aaret 1843 kom
paa Scenen gjorde det Fiasco. Strax ved den første Opførelse begyndte
man midt i Stykket at pibe. En af Hugos Trofaste fløi til ham og
meddelte ham det Skete. Hugo, der var vant til som Napoleon altid at
kunne stole paa sin Garde, svarte som sædvanlig: Skaf blot nogle unge
Mænd! Det siges, at Sendebudet modfaldent og med nedslagne Øine svarede:
»Der gives ikke mere unge Mænd«. Den Slægt, til hvilken Romantismen
tretten Aar tidligere havde appelleret, var ikke længere ung, og hvad
værre var, den var træt; mere end en af dens Digtere havde trukket for
store Vexler paa den.

En Reaction var uundgaaelig, og den indfandt sig endnu samme Aar Den   .
fik sin Digter og den fik sin Muse                                     .

En ung, ubekjendt, grundskikkelig Mand, ikke udrustet med stærk Fantasi,
men med Sjæleadel, Alvor, Finhed og Smag, reiste fra den Provindsby,
hvor han var bleven opdragen, til Paris med et Manuscript i Lommen.
Hans Navn var François Ponsard, Manuscriptets Navn var Lucrèce. Det var
en Tragedie, hvis Æmne var taget fra Oldtidens Historie; det var det
gamle Sagn om Lucretias Kydskhed og Død. Stilen var ædru og streng;
den mindede om Racine’s. Man var træt af Romantikens Diction. Naar
Hugo skrev »Tonerne rislede fra Orgelet som Vandet fra en Sump« eller
»Taffelets Dug var den blege Kummers Liglagen« eller »Den gamle Kvinde
gik med bøiet og langsom Ryg«, saa havde mangen en stille Borgermand
allerede længe rystet paa sit Hoved. Men der var nu engang ingen
jævnbyrdig Rival paa Pladsen. Her indfandt sig en. Ved første Blik
syntes hans Stykke en ligefrem Fortsættelse af den gamle klassiske
Tragoedie. I sin Hede agtede man ikke paa, hvor modernt dette antike
Stof var behandlet, hvor meget Ponsard havde lært af Romantikerne, hvor
stærkt hans Drama var i Gjæld til Hugo for sin varme Colorit og hvor
svag den Nyankomnes Originalitet i Virkeligheden var.

Man saa kun, at dette Drama var sundt og simpelt. Man saa, det var
Lucretia! ikke Hugo’s rædselsfulde Lucretia, dette Uhyre af Blodtørst
og Sandselighed, men Roms Lucretia, Kydskhedens Symbol, et andet Navn
for kvindelig Renhed. Hun var Ægteskabet, Familien, Hjemmets Poesi,
som Antony og hans Aandsbeslægtede havde været Hittebarnsmoralen og
Vildskaben. Alt hvad der i Frankrig gaves af Klassisk og Katholsk,
Alt, hvad der i Schweiz kunde føre en protestantisk troende Pen gav
sig til at synge Lovsange. Nu havde Hugo fundet sin Overmand, Racine
sin Ligemand. Selv den kritiske Vinet istemte det store Halleluja. Han
faldt i Ekstase over Stilen hos Ponsard: »Denne Digter spinder Guld
som hans Lucretia Uld o. s. v.« Les Burgraves faldt igjennem d. 7de
Marts 1843. Den 22de April samme Aar opførtes Lucrèce første Gang under
stormende Bifald. Saa nær sammenkoblede Historien Romantismens sceniske
Nederlag og L’école du bon sens’ kortvarige Triumf. Den skikkelige
Ponsard maatte, hvis han vilde troe sine Kritikere, Janin og de andre —
Théophile Gautier og Théophile Dondey alene protesterte — indbilde sig,
at hans Ry var grundfæstet for alle Tider.

Foruden sin Digter havde den klassiske Reaction fundet sin
Skuespillerinde. I Aaret 1838 havde paa Théâtre-français debuteret et
ungt, rent uvidende Barn, en attenaarig Jødepige, der havde sunget til
sin Harpe paa Gader og i Kaféer, og det viste sig, at denne lille Pige
var en Muse.

Rachel betraadte Scenen, og det traf sig, at dette unge theatralske
Geni, det største kvindelige, som Frankrig nogensinde havde seet, besad
en udpræget Antipathi mod de Roller, de romantiske Dramer afgav, men
at hun med en saadan Alvor og Lidenskab opfattede det gamle klassiske
Repertoire, at hun — hvad Ingen havde troet muligt — gjengav hine gamle
Tragoedier deres Tiltrækningskraft, dem, den romantiske Skole med Haan
og Spot havde fordrevet fra Theatret. Hvad nyttede det, at Gautier
vred sine Hænder! Iphigenia, Merope, Emilia, Chimene, Fædra betraadte
atter Scenen, og det udrustede med en saadan Adel og Sandhed, at det
letbevægelige Publicum nu og da blev betaget af en Art Raseri mod dem,
der havde vovet at lade haant om disse gamle Nationalhelligdomme. En
Nation bliver, altid glad ved at erfare, at den ikke med Urette et Par
hundrede Aar igjennem har seet op til sine navnkundige Mænd og deres
Værker.

Rachel havde først afvist Titelrollen i Lucrèce, skjøndt den var skrevet
for hende. Men da Stykket havde gjort Lykke paa Odéon, overtog hun
Rollen. Et Øjenvidne har skildret mig Stemningen i Theatret første Gang,
hun spillede Lucretia, med disse Ord: »Man sad aandeløs af Forventning,
da Tæppet skulde gaae op. Det hævede sig, og vi saae Rachel som Lucretia
siddende ved sin Rok imellem sine Terner. Der var allerede forud stille;
men da hun løftede sit Hoved og aabnede sine Læber for til Slavinden at
sige de første Ord: Lève-toi Laodice!, blev der en saadan Stilhed, at vi
hørte Frugtsælgerskerne raabe med Appelsiner udenfor paa Torvet«.

I sin Begeistring for Rachel oversaa man, at den klassiske Formel
ikke blev levende, fordi et enkelt Geni en Tidlang indpustede geniale
Fortidsværker Liv, og i sin Glæde over Ponsard manglede man Blik
for, hvor forbigaaende hans Triumf maatte blive. L’école du bon sens
udviklede sig, hvad allerede Benævnelsen varsler om, aldrig til nogen
livskraftig, poetisk Skole. Ponsard selv var et Talent af anden Rang,
hans begavede Efterfølger Émile Augier, der tilegnede ham sine Poesier,
og hvis Ungdomsdramer ere skrevne i beslægtet Aand, forlod med Aarene
hans nøgterne Stil.Augiers Gabrielle er vel det smukkeste Skuespil,
som L’école du bon sens har frembragt. Hans Dramer La Jeunesse og La
pierre de touche ere øiensynligt fremkaldte ved Ponsard’s L’honneur et
l’argent. Har Skolen — hæderlig som dens Stræben var — end ingenlunde
fortjent de haanende Angreb, for hvilke enkelte intransigente yngre
Romantikere som Vacquérie og Théodore de Banville, have gjort den til
Gjenstand, saa er dens historiske Betydning dog kun den at markere det
Tidspunkt, paa hvilket det romantiske Drama havde overlevet sig selv.

XXXIII.

Man kan sammenligne det Arbeide, der fuldføres af en stor litterær
Skole som den romantiske i Frankrig, med Opførelsen af en hel By; kun
at man bygger, som altid i Litteraturen, paa en Grund, der alene ved
svage og utætte Dæmninger er beskyttet mod Glemselens Vande. Snart
opdages det, at der er Vand i Grunden; efterhaanden spores det, at
Vandet stiger stadigt høiere; tilsidst forsvinde de lavere Bygninger
og kun de høieste Monumenter rage, bestandig synlige i Veiret over
Lethestrømmens Vandspeil.

Hvad der giver disse høieste litterære Mindesmærker deres stolte
Reisning er dels Dybden af de Ideer, der bære dem, dels en fuldkommen
Kunstforms nøie Overensstemmelse med Ideen; men i sidste Instans gjælder
det altid om, at Forfatteren bevidst eller ubevidst har været helt
gjennemtrængt af Aanden i sin Tid; thi det er Aanden, som levendegjør og
som bevarer mod Undergang. Man kan i Romantismen i Frankrig skjelne tre
Hovedretninger:

Bestræbelsen efter med Troskab at gjengive enten en forgangen historisk
Virkelighed eller selve det moderne Liv, Retningen mod det Sande,

Bestræbelsen mod Formfuldendthed hvad enten denne opfattes som det
Plastiske og Maleriske i Udtrykket eller som streng metrisk Harmoni
eller som en ved sin knappe Simpelhed uforgjængelig Prosastil, Retningen
mod det Skjønne,

Endelig den reformatoriske Begeistring for store religiøse eller
socialpolitiske Tanker, den ethiske Stræben indenfor Kunsten, Retningen
mod det Gode.

Disse tre Grundretninger bestemme denne livfulde og kunstrige Skoles
Væsen, som de tre Dimensioner bestemme Rummet, og enhver af disse
Bestræbelser har i hin Tid frembragt Værker af høit og blivende Værd.

Alle tre have de imidlertid ikke i lige Grad Evnen til at bevare
Erindringen om Værkernes Frembringer levende. Der gives jo nemlig i
alle Kunster Værker, der overleve Erindringen om deres Ophavsmænd,
fordi Værket trods dets Fuldkommenhed ikke formaaer at vække
Sympathi for Den, det skylder sin Tilblivelse, og der gives omvendt
Forfatterpersonligheder, som staae levende for Efterverdenen og som
mindes med Taknemme lighed og Beundring, selv naar de fleste af deres
Frembringelser ere gaaede i Glemme.

Den romantiske Skole har indbefattet Aander og Værker af begge Arter.
Den har Forfattere som Balzac, Mérimée og Gautier, der bevarede en
naturlig eller kunstig Ufølsomhed for Tidsalderens sociale og politiske
Stræben, og den har Digtere, som rørtes og grebes stærkt af Forsøgene
paa at forme og organisere deres Fædrelands og hele Menneskehedens
Fremtid. Poesien har jo to Grundformer. Den har enten Charakter af en
paa psychologisk Granskning hvilende Fremstilling — i denne Skikkelse
nærmer den sig Videnskaben — eller den har Præget af en Forkyndelse, en
begeistret Henvendelse — og i denne Skikkelse nærmer den sig Religionen.
Der fandtes i Slægten af 1830 en hel Gruppe af Aander, som opfattede den
paa den sidstnævnte Maade. Man har gjort dem Uret, naar man har villet
nedsætte deres Frembringelser med Navnet Tendenspoesi. Thi hvad man her
har fordømt som Tendens, er ikke andet end Aarhundredets Aand, dets
Ideer, og disse Ideer ere i Længden al sand Poesis Livsblod. Hvad man
i Poesiens egen Interesse maa fordre er kun at Aarerne, i hvilke dette
Livsblod ruller, og som gjerne maa sees blaanende under Huden, ikke
fremtræde spændte og sorte som paa en Forbitret eller Syg.

I den franske Romantisme bryde reforma toriske Ideer allerede i Løbet
af Trediverne ind fra alle Sider. Søger man tilbage til deres Kilde,
kan man ikke standse før ved Saint-Simon. I Greven af Saint-Simon (f.
1760), den eneste Ætling af den berømte Hertug af samme Navn, der var
Hoffets hemmelige Historieskriver under Ludvig d. 14des Regjering, havde
Frankrig, der modtog Faustdigtet med saa liden Interesse, i det nittende
Aarhundrede frembragt en virkelig Faust, en Faust i urolig Genialitet
og uimodstaaelig Drift til at lære Universet theoretisk og praktisk at
kjende. Han er mindre klar og rationel end Helten i Goethe’s berømte
Digt, men hans Blik er videre, hans Formaal større og hans Stræben af
høiere Natur. Han debuterer i Livet som Faust slutter. Hans Planer
til Gjennembrydelse af Landtangen ved Panama og til store Kanalanlæg
i Spanien erindre om den Virksomhed, med hvilken Faust ender sit Liv.
Han var efterhaanden Officier, Verdensmand, Ingeniør, Projektmager,
Filosof, Lærd, Statsøkonom, tilsidst Religionsstifter, en høitbegavet
Polyhistor med nogle Træk af et Universalgeni. Han brugte i sine unge
Aar en Formue op, da Titlerne som Pair af Frankrig og Grande af Spanien
tilligemed en Sum af 500,000 Francs syntes ham sikrede ved Arv; men
hans Fader brouillerede sig med Hertugen af Saint-Simon, han arvede
Intetsomhelst, sank i den dybeste Armod, maatte som Copist paa Assistens
huset arbeide ni Timer daglig for tusind Francs om Aaret og var i 1812
reduceret til at leve af Vand og Brød. En Dag gjorde han i Fortvivlelse
et Selvmordsforsøg. Han skjød sit Øie ud men blev helbredt. Endog
Selvmordsattentatet er et faustisk Træk.

Disciple nærmede sig ham, understøttede ham, modtoge Undervisning af ham
og grundede et Tidsskrift efter det andet for at udbrede hans Ideer.

Da han fem Aar før Julirevolutionen døde, vare disse Ideer kun
kjendte og dyrkede i en liden Kreds, men under Louis-Philippe’s
Regjering udbredte de sig stærkt paa samme Tid som de i mange Retninger
omdannedes; de bleve Grundlag for en Sekt med en Ypperstepræst i
Spidsen, en Sekt, der talte fremragende Mænd af alle Fag i sin Midte,
Finansmænd som Isaac Péreire, Komponister som Félicien David og saaledes
gik det til, at de Saint-Simonistiske Ideer trængte ind overalt,
bleve Elementer i Nationaløkonomien hos Michel Chevalier, inspirerede
Frankrigs største dalevende Historiker Augustin Thierry, afgave
Grundtankerne for Landets betydeligste Tænker i dette Aarhundrede,
Auguste Comte, endelig, forskjelligt modificerede, i Pierre Leroux og
Lamennais fik indflydelsesrige filosofiske og religiøse Apostle og
samtidigt trængte ind i Poesien. Det var i og for sig intet Under, thi
der var i Saint- Simon trods alle hans Sværmerier noget af den store
Digters Seerblik.

Han var forud for sin Tid; thi hans Ideeliv er et af Symptomerne paa
den store europæiske Reaction mod det attende Aarhundrede, hvilket han
betragtede som et blot kritisk, blot opløsende Tidsrum, medens han gav
det nittende Aarhundrede Navnet af en organisk, positivt frembringende
Epoche. Han vendte sig lige ubetinget mod dem, der indbildte sig at
kunne iværksætte Menneskehedens Lykke ved blot Omændring af Statsformer,
og mod dem, der som det kirkelige Parti, forsvarede Fortiden for at
kalde den tilbage. Han var ikke Fortidens, men Fremtidens Talsmand og
der var for ham i Reactionens Bestræbelser kun det Glimt af Sandhed,
at Menneskeheden ikke kunde civiliseres ved blotte Forstandsbegreber,
men at dertil udfordredes Religion, rigtignok en Religiøsitet, der
havde udskilt alt det i Religionerne Givne og Udvortes. Da han i sin
Reformiver ikke var Fornegtelsens men Bekræftelsens Talsmand, var for
ham den negative Frihed, der bestod i Frigjørelse for Hindringers Tryk,
lidet værd, hvis den ikke fuldstændiggjordes med den sande Frihed, det
vil sige med en stedse større og rigere positiv Formaaen. De sidste
kritiske Aarhundreder vare gaaede med til at nedbryde Middelalderens
theokratiske og militære Systemer, nu gjaldt det at opbygge det videnska
belige og industrielle System. Det var da Videnskabens Bestemmelse
i den nye Samfundsorden at indtage Troens Plads, Industriens at
indtage Krigens. Foreløbig gjaldt det om at »organisere« Videnskaben
og Industrien. Hvad det første angaaer, kan man i hans Breve fra en
Beboer af Genf efterlæse hans Projekt til ved Newtons Grav at aabne en
Subscription til Bedste for alle de største Videnskabsmænd og Kunstnere,
ved Hjælp af hvilken de uden Næringssorger skulle kunne arbeide i deres
Fag og nyde rigelig Løn for deres Arbeider — et Projekt, som Forfatteren
af Chatterton maa have læst med Begeistring, ifald han ellers har læst
det. Mere Forundring vilde det vel vække hos ham, at disse Genier til
Gjengjæld skulle overtage Bestyrelsen af hele Menneskeslægtens aandelige
Tarv efter en bestemt detailleret Reformplan.

Med Hensyn til Industriens Organisation er Saint-Simons Parabel det
interessanteste Aktstykke. Da denne Parabel rimeligvis er det eneste af
hans Skrifter, der i Fremtiden vil kunne læses, fordi den undtagelsesvis
er affattet i en kort og fyndig Stil og desuden har Glimt af et Vid, som
ellers aldrig findes hos ham, giver jeg den i sammentrængt Form.

Sæt, siger han, at Frankrig af sine Fysikere, Fysiologer, Malere,
Digtere, Mechanikere, Læger o. s. v. mistede de 50 første i hvert Fag, i
Alt sine 3000 første Lærde, Kunstnere og Haandværkere, hvad saa?

Da disse Mænd ere de væsenligt Frem bringende i Landet, Blomsten af
det franske Folk, saa vilde der behøves mindst en hel Generation til
at raade Bod paa denne Ulykke. Thi de Mennesker, hvis Virksomhed er
til positiv Nytte, ere Undtagelser, og Naturen ødsler ikke med disse
Undtagelser.

Lad os sætte et andet Tilfælde. Lad os sætte, at Frankrig beholder alle
de geniale Mænd, det besidder i Videnskab, Kunst, Industri og Haandværk,
men at det har den Ulykke at miste Hans kongelige Høihed Kongens Broder,
fremdeles deres kgl. Høiheder Hertugerne af Berry, Orléans og Bourbon,
Hertuginden af Angoulème, Hertuginden af Bourbon og den unge Hertuginde
af Condé. Lad Frankrig paa samme Tid miste alle Kronens Storofficierer,
alle Statsministrene, Kammerherrerne, Jagtjunkerne, Marschallerne,
Cardinalerne, Erkebisperne, Bisperne, Stor-Vicarerne og Kannikerne,
alle Præfekter og Underpræfekter, alle Dommerne og desuden 10,000 af de
rigeste Proprietærer blandt dem, der føre et stort Hus og leve høit.

Denne Begivenhed vilde ganske vist bedrøve Franskmændene, fordi de
ere godhjertede og paa ingen Maade med Ligegyldighed kunde see den
pludselige Forsvinden af et saa stort Antal af deres Medborgere. Men
dette Tab af ikke mindre end 30,000 Individer, som ansees for de første
i Staten, vilde dog kun foraarsage dem Sorger af rent sentimentale
Grunde; thi deraf vilde ikke flyde nogen alvorlig Ulempe for Staten
som Stat. Først og fremmest af den Grund, at det vilde være meget
let at fylde de ledigblevne Pladser. Der existerer et stort Antal
Franskmænd, som vilde være istand til at udføre Funktionerne som Hs.
Maj. Kongens Broder lige saa godt som Høistsamme; mange ere i Stand til
at udfylde Stillingen som Prinds af Blodet o. s. v. Alle Forværelser
ved Hoffet ere fulde af Officierer, der ere parate til at indtage
Pladserne som Kronens Storofficierer o. s. v. Hæren besidder et stort
Antal Militære, der ere lige saa gode Generaler som vore nuværende
Marschaller, og hvormange Handelsreisende ere ikke bedre Hoveder end
vore Ministre, hvormange Præster ligesaa troende og duelige som vore
Cardinaler, Ærkebisper, Bisper, Kanniker o. s. v. Hvad endelig de 10,000
Proprietærer angaaer, saa vilde deres Arvinger neppe engang behøve
Læreaar for at gjøre Honneurs i deres Selskabssale med lige saa megen
Ynde som de! Grundtanken i denne Spøg, for hvilken Saint-Simon blev
slæbt for Domstolene, er, som man seer, den at kun den productive Klasse
af Borgerne er den i Sandhed nyttige: Før Revolutionen stod Kampen
mellem Adel og Borgerstand; i den nye Tid. da en Del af Borgerstanden
har indtaget den tidligere Adels Plads og delt Forrettighederne med
den, er Spaltningen den mellem den uproductive og den productive Stand;
Fremtiden tilhører Vindskibeligheden, Arbeidet, Fredens Gjerning,
nyttig Bedrift. Men medens de samtidige franske Nationaløkonomer kun
vilde sikre den Enkelte den friest mulige Udvikling af hans Evner,
fordrede Saint-Simon Statens Indskriden. Den burde organisere Arbeidet
og Productionen; den alene kunde sikre, at for Fremtiden ikke mere det
ene Menneske blev udnyttet af det andet, men Naturen af Mennesket. Den
burde endelig med al Anerkjendelse af den naturlige Ulighed mellem
Menneskene gjøre Sit til at ophæve den kunstige, derfor afskaffe ethvert
Fødselsprivilegium, afskaffe eller indskrænke Arveretten.

Vi træffe da hos Saint-Simon for det Første paa den moderne Socialismes
Grundtanke, paa Mistilliden til den frie Concurrences Virkninger og
paa Fordringen om det productive Arbeides Indsættelse i dets Ære og
dets Ret, ud fra hvilken han naaede til den berømte Formel, at Enhver
i Samfundet burde være stillet efter sine Evner og lønnet i Forhold
sin Gjerning (à chacun selon sa capacité!) — Dernæst dukker — som
Consequens af denne Fordring — for første Gang paa fransk Grund Læren
op om Kvindens fuldstændige sociale Ligestilling med Manden. — Endelig
følger i religiøs Henseende Forkastelsen af den hele Dogmelære, ikke i
religionsnedbrydende Hensigt men for af Orthodoxiens Grav at fremdrage
det ene Princip: Elsker hverandre! en ny Christendom, som Saint-Simon
udviklede i sit sidste Hovedskrift Le nouveau Christianisme og hvis
eneste Grundsætning er denne: Religionens Opgave er at lede Samfundet
hen mod det store Maal, en saa hurtig Forbedring som muligt af den
talrigste og fattigste Klasses Skjæbne.

Der var i Saint-Simons Personlighed Noget, som maatte forekomme de
naivere blandt Romantikerne beslægtet. Han havde den ubegrændsede
Selvtillid, som fremkalder Tro hos Andre, havde Intet af Filosofens
forsigtige Selvprøven, var dogmatisk, var Profet. Han havde desuden den
romantiske Tørst efter at gjennemleve og gjennemføle Alt. Naar man læser
de individuelle Betingelser, han opstiller for Fremskridt i Filosofien,
saa vil man see, at de kun ere lidet forskjellige fra dem, en ung
romantisk Digter vilde nævne som nødvendige for poetisk Production: De
ere 1) i hele sin kraftige Alder at føre saa virksomt og originalt et
Liv som muligt 2) omhyggeligt at lære enhver Art Theori og enhver Art
Praxis at kjende 3) at studere alle Samfundsklasser og bringe sig selv
i de forskjelligste sociale Stillinger 4) endelig at sammenfatte sine
Iagttagelser og uddrage deres Resultat.

I hans Lære var der et Hovedpunkt, som i Reglen frastødte de romantiske
Skribenter, nemlig Begeistringen for Industrialismen, der som blot
nyttig var de fleste af dem imod; men Læren savnede ikke derfor
romantiske Elementer. Den maatte tiltale en Romantiker saavel ved
sit revolutionære, som ved sit fantastiske og utopiske Element, ved
sin Betoning af den naturlige Ulighed, ved sin til Yderligbed drevne
Genicultus og ved sine religiøse Aspirationer. Almindeligt poetisk var
den endelig ved sin Omhu for Kvinden og ved den Menneskekjærliglied, med
hvilken den omfattede Samfundets slettest stillede Klasser.

Og det var først efter 1830, at Saint Simons Lære begyndte at blive en
Samfundsmagt. Han selv havde, som Religionsstiftere pleie, paa engang
været Forkynderen og Exemplet; han havde forstaaet at iværksætte et
formeligt Apostolat; hans Disciple ansaae ham i fuldt Alvor for den nye
Tids Messias og gik ud i Verden som denne Messias’s Tjenere. Det var
derfor egentlig først gjennem hans Disciple og deres Aandsbeslægtede,
at man under Julimonarchiet lærte Saint-Simonismen at kjende, skjøndt
vel enkelte mere aarvaagne Aander alt tidligere havde studeret Mesteren
selv. Jeg finder saaledes i Victor Hugo’s Dagbog fra 1830 (Littérature
et Philosophie mêlées I) en Notits, der viser, at han allerede da har
kjendt Saint-Simon.

Vel maatte kun et Aar efter Saint-Simons Død hans Organ Le Producteur
gaae ind, men netop denne Omstændighed bragte hans Disciple i mere
personlig og intim Berøring med deres Tilhængere, og især fra det
Øieblik af da Enfantin, den unge Læres Paulus, en Mand af skjøn og
mægtig Personlighed, env præstelig Begavelse af allerførste Rang
med noget af en Brigham Youngs Hersker- og Fører-Evne, var bleven
Sektens faktiske Høvding vandt den høitbegavede Ynglinge og dannede,
livfulde Kvinder for sig i ikke ringe Antal. Store frivillige Summer
strømmede ind til den Saint-Simonistiske »Familie«, i Aaret 1831 alene
330,000 Francs. Man fik sig et Ugeskrift L'Organisateur og fra 1830 af
overtog Pierre Leroux, som alt ovenfor berørt, Le Globe. Imidlertid
fjernede Læren sig stedse mere fra sit oprindelige Præg. Istedenfor at
Saint-Simon i sin Organisationsplan havde tilkjendt Kapitalisterne en
fremragende Plads — et af de tre Kamre, han vilde have oprettede, skulde
udelukkende bestaae af Kapitalister — angreb man nu Kapitalen, og paa
Saint-Simons Uvillie mod al Communisme var indenfor »Familien« fulgt
faktisk Formuesfællesskab, ligesom Fordringen paa Formuesfællesskab i
Staten kom til Orde. Dog en enkelt bestemt Consequens, som man drog af
Læren, hidførte dens Fald og Opløsningen af den hele Sekt. Saint-Simon
havde lært, at da den gamle Christendom havde sat Splid mellem Aanden og
Kjødet, gjaldt det nu om at forsone denne Splid. Den gamle Christendom
havde opstillet Selvfornegtelse og Kjødets Spægelse som Formaal, den
nye burde betragte Velvære og almindelig Lykke som Maalet. Udtrykt med
andre Ord kan hans Tanke gjengives saaledes: Askesens Christendom har
været en skarp og voldsom Kur mod Romerrigets Svælgen i alle Drifters
Tilfredsstillelse, men Kuren har vist sig at være fuldt saa farlig som
Sygdommen. Vi ere bievne Sygdommen kvit; men hvo skiller os af med
Lægemidlet uden at noget Tilbagefald følger? Ingen anden Magt end den
nye Christendom.

Af denne relativt sunde Grundtanke vilde Enfantin udlede og paa
staaende Fod indføre Tilstande, der minde om dem, Jan van Leyden i
gamle Dage havde indført blandt sine Gjendøbere. Fra først af havde
Saint-Simonismen forkyndt, at istedenfor Individet Mand traadte nu i
den nye Æra Individet Mand-Kvinde med lige Rettigheder og med fuld
Frihed til at opløse et indgaaet utilfredsstillende Ægteskab; thi det
var i Parret, ikke i det enkelte Væsen at den sande Menneskelighed var
virkeliggjort. Enfantin drog heraf Consequensen om to Art Ægteskaber,
de monogame og de i Tidens Løb (ikke samtidigt) polygame, det vil
sige de varige og de yderst flygtige, medens virkeligt, samtidigt
Polygami kun skulde indføres for de mandlige og kvindelige Præsters
Vedkommende. Hvorvel man hverken i den offentlige Discussion eller
senere under Retsforhandlingen for Domstolene kunde indvende stort mod
Saint-Simonisternes Argument, at denne Ordning ingen anden Følge vilde
have end at regulere og legitimere Forhold, der allerede forefandtes
som ulovlige rundt om i Samfundet, viste dog den dragne Consequens
tilstrækkeligt, hvor ganske det manglede de unge Sværmere paa Blik
for hvad der under de forhaandenværende Samfundsforhold lod sig
virkeliggjøre og hvad ikke og hvor hildede de vare i Troen paa at kunne
omdanne historiske Tilstande med et Pennestrøg. Hvad der undskylder
dem var den Omstændighed, at med Undtagelse af Enfantin og Bazard
vare i Aaret 1830 alle Saint-Simonisterne (saavel som alle Lamennais’
Tilhængere) kun omtrent 20 Aar gamle. Latteren tog nu Livet af deres
Propaganda. I Sommeren 1832 bleve »Familiens« Hovedmænd dømte, Enfantin
til et Aars Fængsel, Michel Chevalier og Duveyrier til en ubetydelig
Pengebøde. De unge Enthousiaster, af hvilke den lille Sekt bestod,
spredte sig for alle Vinde, men for næsten uden Undtagelse at udmærke
sig og som Mænd vinde Hæder paa det industrielle, videnskabelige og
kunstneriske Omraade. Deres Overdrivelser af Saint-Simons Doctriner
fik saa lidt som Fourier’s samtidige Utopier nogen Indflydelse paa
den skjønne Litteratur. Den paavirkedes kun af Lærens oprindelige
Grundtanker.

Thi snart laa de Saint-Simonistiske Ideer i Datidens Luft, de svangrede
den med deres Spirer, de trængte ind i Sindene som en Smitte, greb
hist og her et blødt Gemyt og dette bløde Gemyt omvendte et kraftigt,
bemægtigede sig en Kvinde gjennem en Mand, eller en Mand gjennem en
Kvinde, en Digter gjennem en Præst eller en ung Polytechniker gjennem en
Digter, og de hidkaldte paa Ideernes Vis beslægtede Ideer, nogle, der
havde sovet siden det forrige Aarhundredes Slutning som Louis Blanc’s
demokratisk-socialistiske, andre, fiolosofisk-historisk-humanitære, der
paa en Gang mindede om Schelling og truede Plutokratiet, som Pierre
Leroux's i hans anden Periode, atter andre, der som Lammennais’s
gjenkaldte de Tanker og Følelser, med hvilke under Middelalderens
Bondeopstande Præster, der bar Korset foran Folkehæren, havde henrevet
Proletariatet til at sætte Livet ind.

Lamartine, der under Restaurationen havde været det conservative Partis
ypperste digteriske Capacitet, begynder allerede i de første Aar af
Trediverne at vakle. Man sporer hans nye Sympathier og Nydannelserne
i hans Overbevisning allerede i hans Jocelyn (1836), saa blid og from
denne versificerede Roman end er. I Fortalen omgaaer han Spørgsmaalet
om sin Tro med den Vending, at hvilken denne end er, har han ikke
glemt sin Ungdoms Ærefrygt for Kirken; men det kunde ikke oversees,
at selve Digtets Handling var et Indlæg mod Geistlighedens ugifte
Stand, altsaa mod et af Kirkelærens Hovedpunkter, og i Jocelyn’s
Dagbogsoptegnelse fra 21de September 1800 forekom da ogsaa dette meget
sigende Sted: »Den menneskelige Karavane havde en Dag leiret sig i en
Skov, der begrændsedes af en Flod med steile Bredder, og den kunde ikke
naae videre frem. Store Ege gav den Ly for Sol og Vind. Teltene, som
slyngede deres Reb om Træernes Grene, dannede ligesom Landsbyer rundt
om Stammerne, og Menneskene, der laa spredte paa Grønsværet, spiste
deres Brød i Skyggen og samtalte i Fred. Men pludselig — som grebne af
et vanvittigt Raseri — reiste disse Mænd sig, betagne af een Tanke,
og huggede deres Øxer ind i Træstammerne, styrtede alle disse grønne
Hvælvinger omkuld, i hvilke Fuglene havde bygget Rede. Og Skovens Dyr
gik ud af deres Huler og saa, ligesom de flygtende Fugle, med Rædsel
derpaa og forstode Intet deraf og forbandede denne Race, der saa ivrigt
arbeidede paa sin egen Skade og selv nedrev det Tag, der gav den Læ.
Men medens Skovens Umælende ynkedes over Naturens Herre, vedblev han
med sit ædle, vældige Ødelæggelsesværk, og kastede Stammerne som en Bro
over Afgrunden, indtil Floden var helt bedækket og farbar. Og fredeligt
fortsatte Karavanen sin ustandselige Rejse og erobrede den anden Bred.«

Det blev ikke derved. La chute d’un ange viste trods alle sine
Feil, at Digteren selv havde forkastet sin tidligere serafiske
Stil, og Lamartines første Parlamentstaler røbede samtidigt, at de
Saint-Simonistiske Ideer efterhaanden havde erstattet hans Orthodoxi.
Han, den fødte Aristokrat, optraadte i Politiken som »démocrate
conservateur«, vilde omgive det constitutionelle Monarchi med alle den
moderne Tids Friheder og Fremskridt. Og det blev end ikke derved. Hans
i 1847 udgivne berømte Girondinernes Historie, værdiløs som historisk
Værk, men udført med en henrivende digterisk Veltalenhed, bidrog mere
end nogen anden Bog til at stemme Sindene revolutionært og forberede den
kommende Omvæltning. I 1848 finde vi da Legitimitetens fordums Hofpoet
som Republikens virkelige Chef paa Hotel de Ville’s Altan, forenende
Adelsmandens fornemme Ligegyldighed for Geværpiberne, der pege mod hans
Bryst, med en Folketribuus myndige Veltalenhed. Hans Liv fik et stort,
et evigt Minut hin Dag, da han frelste sine Collegers Liv og afvendte
Borgerkrigen ved et Par lige saa poetiske som mandige Ord, udtalte med
en Fasthed uden Blinken.

Det var Pierre Leroux, som indviede George Sand i de gjærende sociale
Ideer, og hun gik med kvindelig Varme og uden Betænkning helt op i den
nye Ideeverden. Pierre Leroux, en Metafysiker med et ædelt Hjerte og
et uklart Hoved, der tænkte i Schellingske Treheder, forfægtede som
social Reformator Lighedens og Fremskridtets Ideer, thi alt Fremskridt
var for ham en Stigen i Lighed. Han gik ud fra en harmfuld Kritik af
de bestaaende Samfundsforhold, under hvilke Ligheden var en Lighed for
Loven, som ikke udelukkede, at den Rige var fri for Militærtjeneste og
straffri, naar han forbrød sig, og under hvilke Friheden var den fri
Concurrence, det vil sige den Riges lovlige Ret til at undertrykke den
Fattige. Istedenfor det bestaaende Samfund construerede Leroux da et
nyt. Det beroede paa Menneskets tredobbelte Natur; Mennesket bestod
af Fornemmelse (nærmest: Sandsning), Følelse (nærmest: Anskuelse) og
Erkjendelse. Hertil svarede tre Stænder: Industridrivende, Kunstnere og
Videnskabsmænd; men disse tre Stænder turde ikke som hos Saint-Simon
udgjøre Kaster men burde handle og virke i Forening; Individer af de
tre Stænder udgjorde tre og tre eet socialt Individ og skulde tilsammen
danne eet Værksted; Værkstedet var af tre forskjellige Arter, altsom den
ene eller den anden Virksomhed var fremherskende, o. s. v.

Naar man kaster et Blik ud over alle disse Utopier, kan man ikke
andet end beundre, hvor sundt og stort de Digtere, der lode sig rive
med af enkelte Grundtanker, forholdt sig til selve Systemerne. De
lode Alt eller næsten Alt ligge, der var kunstlet, fantastisk eller
parodisk. De nøiedes med at tænde deres poetiske Fakkel ved den
Alterild, som de renhjertede Sværmere underholdt, de inspireredes af
deres Menneskekjærlighed, af deres ivrige Forsvar for de Uformuende
og Fortrykte, af deres glødende Tro paa Folket og deres levende
Fremskridtsbegeistring.

Paa George Sands Sjæleliv har Saint-Simonismen, hvad man saa end
har sagt, øiensynligt havt en gavnlig Virkning. Den gav hende efter
Fortvivlelsens Paroxysme i Lélia indre Rolighed, en Tro, som aldrig
senere blev rokket, en Sag at arbeide og kjæmpe for. Hun iagttog
med aabne Gine hvad der gik for sig i Frankrig omkring hende, og i
Slutningen af Trediverne vare de arbeidende Klasser i heftig, gjærende
Bevægelse. Paa det Tidspunkt var Frankrigs langsomme Forvandling fra et
næsten udelukkende agerdyrkende Land til et af Industriens Hovedlande
fuldendt, og paa Bondebefolkningens tidligere Fattigdom var nu i de
store Byer i Følge med Storindustrien og Fabriklivet fulgt Fattigdommen
og Uroen hos et stedse voxende Stadproletariat. Hun, som næsten alle
Frankrigs demokratiske Skribenter, henvendte sin Opmærksomhed paa
Byernes Arbeiderbefolkning, dens haarde Kamp for Livet, dens livlige
Intelligens, dens sociale og politiske Idealer. Saint-Simonismen havde
fra først af betaget og begeistret hende ved sin Kritik af Forholdet
mellem Mand og Kvinde i det bestaaende Samfund; hun havde i den nye
Lære seet de Tanker, der vare hende dyrebarest (at Ægteskabet kun som
frivillig Forbindelse havde Skjønhed og Værd, at Mairen, Vidnerne
og Sacristanen ikke formaaede at give det en mere hellig Charakter
end den, Kjærligheden og Samvittigheden gav det) fastslaaede som
Sandheder, der burde prædikes og forfægtes. Nu gav Saint-Simonismen
ogsaa hendes Kjærlighed til det menige Folk et aandfuldere og bestemtere
Præg; hun fandt hos dettes Mænd større Uegennyttighed, mere Mandighed
end hos Bourgeoisiets; det forekom hende som om de Laster, hun i
sine første Romaner saa bittert havde kritiseret hos Mandkjønnet, i
Virkeligheden snarere vare en Klasses Laster end det hele Kjøns, og
den Kjærlighed, hvormed hun omfattede Arbeiderstanden, bragte hende
i Forening med hendes Naturs medfødte Idealisme til at opfatte og
fremstille Arbeidercharakterer fra den ideale Side. Heraf opstod en
Række Romaner, i hvilke den tidligere Contrast mellem en egoistisk
forhærdet og en uegennyttig Mandstype indenfor samme Klasse afløses af
Contrasten mellem den idealiserede og overlegne Repræsentant for den
fjerde Stand og en mere eller mindre egoistisk og af Samfundsopinionen
afhængig Repræsentant for Borger- eller Adelsstanden.

Interessantest blandt disse Bøger ere de to, der skrive sig omtrent
fra Aaret 1840, Horace, i Anledning af hvilken George Sand for en Tid
brouillerede sig med Revue des deux mondes, der negtede at optage
Romanen, og Le compagnon du Tour de France, den egentlige Arbeiderroman,
der i sin Uskyld og Søndagsrenhed danner et mærkeligt Modstykke til
Eugène Sue’s kun lidet senere, grelle socialistisk-demokratiske
Tendens-Romaner.

Jeg betragter Horace som en af de bedste Bøger, George Sand har skrevet.
I Helten har hun med finere og dybere Studium end nogensinde før eller
siden fremstillet den typiske unge Bourgeois under Julikongedømmet.
Her lægger hun et Skarpsyn og en psychologisk Indsigt for Dagen, der
ikke giver Balzac’s det ringeste efter. En dyb Antipathi, der dog
ingenlunde udelukker Overbærenhedens gode Lune, har inspireret hende.
Overfor Horace har Proletaren Arsène den smukke Rolle; han har været
Maler, har af Armod maattet gjøre sig til Opvarter paa en Café; men
den afhængige Stilling har ikke nedværdiget ham. Hans simple Godhed,
hans prunkløse Sjæleskjønhed gjør ham til en af Digterindens mest
tiltrækkende Skikkelser. Man troer paa ham.

Arsène er lieret med Bousingot’erne, den Kreds af unge Studenter, der
i Trediverne overførte den romantiske Skoles Stil og Optræden i det
politiske Liv. Man finder dem hyppigt afbildede i Datidens Lithografier
med deres Robespierre-Veste, tykke Stokke, Voxdugshatte eller røde
Fløils-Kasketter. De lignede i deres Ydre tydske Burschenschaftere, og
vare Deltagere i alle Optøier, som havde en mod Juste-milieu Regimentet
fjendtlig Charakter. George Sand tager med Varme deres Parti. »Ingen
af disse Mænd, siger hun, der i sin Tid forstyrrede den offentlige
Orden, bør nu rødme over at have havt nogle hidsige Ungdomsdage. Naar
Ungdommen ikke kan vise det Store og Stolte, den har paa Hjerte,
uden ved Angreb paa Samfundsordenen, saa maa denne Samfundsorden
være saare slet.« Arsène kjæmper som en Helt og saares haardt under
Arbeideropstanden d. 5te Juni 1832, der skildres med fuld Sympathi;
og han udvikler sig i de følgende Aar til et ikke ringe politisk
Dannelsestrin. Hans Læreaar have i denne Sammenhæng Interesse for os,
fordi de give Forfatterinden Anledning til uforblommet at lægge sine
Sympathier for Dagen. Den Mand, Arsène især beundrer, er Godefroy
Cavaignac. George Sand charakteriserer ham og hans Venner, Selskabet
»Les amis du peuple«. »Deres Ideer«, siger kun, »betegnede idetmindste
et stort Fremskridt ud over Restaurationstidens Liberalisme. De andre
Republikanere tænkte altfor meget paa at styrte Kongedømmet, ikke nok
paa at grundlægge Republiken, Godefroy Cavaignac derimod tænkte paa
Folkets Frigjørelse, paa gratis offentlig Undervisning, paa almindelig
Stemmeret, paa progressiv Omændring af Eiendomsforholdene o. s. v.«
Horace's Hjertenskulde og Bornerthed røber sig blandt Andet ved hans
haanligt affeiende Domme om Saint-Simonismen, der for ham er blot
Charlatanen; han forstaaer Intet af det Værdifulde i dens Opfattelse
af Kjønnenes Stilling til hinanden og maa derfor finde sig i at vises
til Rette og det med sikker Overlegenhed af en ung Syerske, der lever
sammen med hans Ven, en fortræffelig ung Læge, og der betragter dette
deres Samliv som »det i Sandhed religiøse Ægteskab.«Man se Kapitlerne
VI, X, XIV, XX. — Der er her ganske sikkert rørt ved langt flere
Problemer end Forfatterinden har kunnet løse, men selve Sysselsættelsen
med Tidens Opgaver og Tanker har givet hendes Roman en kraftig og
tiltrækkende historisk Farve. Det var jo heller ikke hendes Sag som
Romanforfatterinde at løse sociale Problemer, men at vise hvorledes de
satte Hjerterne og Tankerne i Bevægelse selv hos forelskede unge Kvinder
og selvtilfredse eller sandhedssøgende unge Mænd.

Hvad jeg beundrer i Le Compagnon du Tour de France, der som Roman staaer
tilbage for Horace, er især den Følelsens Friskhed, af hvilken den
er udsprungen. At føle sit Hjerte svulme og brænde af Medfølelse med
Samfundets Ulykkelige, at føle sig trykket af enhver Begunstigelse,
Skjæbnen har skjænket En forud for de Andre, det er Noget, som mangen en
Tyveaarig kjender til. Men endnu henved Fyrretyveaarsalderen at hungre
og tørste efter Retfærdighed for Andre, at føle sig ude af Stand til
med Ro at see det Aag, som hviler paa uskyldige Nakker, ude af Stand
til at lade være med Grublen efter en anden Orden, en anden Moral, end
den, med hvilken Samfundet omkring En synes nøiet, og det i den Grad,
at man skammer sig ved at sove, adsprede sig, føle sig lykkelig for
nogle Øieblikke — det er det i Sandhed Sjældne, og dog er det denne
Følelse, som har tvunget George Sand til at skrive denne Bog. Af hvilken
Kjærlighed til »Folket« er den ikke baaren, og til Folket, som det er,
det Folk, som drikker og begaaer Voldsomheder, ikke mindre end det, der
arbeider og gjør Fremskridt i Kundskab — en Kjærlighed saa stor, at det
er Forfatterinden umuligt at skildre eller dvæle ved de Laster, sem hun
selv har Øie for og nævner! (Man se Dialogen i Kap. XXV.) Den Tanke, der
ligger bagved den hele Bog, lader sig maaske kortest udtrykke med en
Vending, der forekommer etsteds i Romanen: En Adelsmand, der hylder det
gamle Løsen: Alt for Folket, Intet ved Folket! fordi Folket selv vilde
være paa engang Part og Dommer, ifald det skulde føre sin egen Sag,
faaer af sin unge Datter Svaret: Og ere vi da ikke i samme Tilfælde?

Kort efter at have forfattet denne Bog kastede George Sand sig ind i
den praktiske Politik. Hun havde siden sit Brud med Revue des deux
mondes sammen med Pierre Leroux, Viardot, Lamennais og den polske Digter
Mickiewicz udgivet Revue indépendante; nu grundede hun i 1843 med
nogle Venner i hendes Egn det republikanske Provindsblad L’éclaireur
de l'Indre, hvilket ogsaa Lamartine ydede sin Bistand. Heri talte hun
snart Hovedstadsarbeidernes, snart Landbo-Arbeidernes Sag (Artiklen
om Bagersvendene i Paris, Brevene fra en Schwarzwalder Bonde), 1844
erklærede hun sig i den store Afhandling Politik og Socialisme ubetinget
for Socialist. Da Revolutionen i 1848 udbrød, var hun fuldtmoden til
at deltage i den; hun udgav en kort Tid Ugebladet La cause du peuple,
skrev Et Ord til Middelklasserne og de berømte Breve til Folket, endelig
Bulletin’erne for den provisoriske Regjering. I Aarets Løb antog under
Indtrykket af de truende Farer hendes republikanske Socialisme en
næsten fanatisk Form. I Artiklen La majorité et l’unanimité, i hvilken
hun umiddelbart før Valgene til den constituerende Nationalforsamling
opfordrer Vælgerne til frisindede Valg, ender hun — trods mange
Omsvøb og Omskrivninger — med Truslen om, at dersom de Valg, der
fremgaae af den almindelige Stemmeret, ikke falde ud, som de folkelige
Interesser fordre, er endnu Appellen til Vaabnene tilbage.Man nyde
det kostelige kvindeligt naive Hykleri i følgende Passus: Elle se
sent, elle se connaît maintenant, la voix unanime du peuple. Elle
vous réduira tous au silence, elle passera sur vos têtes comme le
souffle de Dieu, elle ira entourer votre représentation nationale,
et voiçi ce qu’elle lui dira; »Jusqu’içi, tu n’étais pas inviolable,
mais nous voiçi avec des armes parées de fleurs et nous te déclarons
inviolable. Travaille, fonctionne, nous t’entourons de quatre cent mille
baïonnettes, d’un million de volontés. Aucun parti, aueune intrigue
n’arrivera jusqu’ à toi. Receuille-toi et agis.« Det er lærerigt at
see denne Folkesouverænitetens Beundrerinde komme til dette despotiske
Resultat; det viser, hvilken vild og mandig Energi, der boede i den
geniale Kvinde; det var den samme ubøielige Kraft, der gav hundrede
Romaner efter hinanden Liv, som her ytrede sig i den praktiske Alliance
med Ledru-Rollin og Louis Blanc, de Mænd, der nøiedes med at tænke
hvad hun, mere uforbeholden, gav Luft i Ord. Det var især Lamennais,
gjennem hvem den demokratiske Ideestrøm kom til Victor Hugo. Alt i
hans Hovedværk Essai sur l'indifférence havde Spirerne ligget til
Opløsning af det Autoritetsprincip, han i sin Ungdom saa begeistret
havde forfægtet. I August 1832 var hans Lære bleven fordømt af Paven.Se
Reactionen i Frankrig 298—331. Allerede fra Hugos Ynglingealder havde
Lamennais staaet i det inderligste Forhold til ham. Da Hugo som ganske
ung paa Opfordring af Abbeden af Rohan søgte sig en Skriftefader, var
han først gaaet til Frayssinous, den engang saa uforsagte og opofrende
Geistlige, der nu var avanceret til parisisk Modepræst,Om Frayssinous
se Reactionen i Frankrig 89. men da han følte sig frastødt af dennes
verdslige Raad og Vink, havde Abbeden kjørt ham til en lille, svag og
spinkel Mand med et gult Ansigt, en Høgenæse og et Par smukke urolige
Øine, grovt og fattigt klædt med blaa Uldstrømper og tunge Sømsko.
Det var den berømte Lamennais. Begges klerikale og conservative Ideer
modificeredes i Løbet af de Aar, der gik forud for Julirevolutionen, og
de sloge næsten samtidigt om. En Aften i September 1830 kom Lamennais
ind til Hugo og traf ham skrivende. — Jeg forstyrrer? sagde han. — Nei,
men hvad jeg skriver, vil De ikke synes om. — Lad mig ligefuldt høre.
— Hugo læste disse Linier for ham af sin Journal d'un révolutionnaire
de 1830: »Republiken, som endnu ikke er moden, men som vil omfatte hele
Europa om et Aarhundrede, betyder, at Samfundet er sin egen Souveræn.
Det beskytter sig selv som Borgervæbning, dømmer sig selv som Jury,
styrer sig selv som Commune, regjerer sig selv som Folkerepræsentation.
Kongedømmets fire Lemmer: den staaende Hær, Domstolene, Bureaukratiet
og de Kongevalgte ere for denne Republik kun fire generende Udvæxter,
som hurtigt ville visne bort og døe.« »Der er en Sætning for meget,«
sagde Lamennais, »den at Republiken endnu ikke er moden. De sætter den i
Fremtiden, men vi burde have den strax.« Faa Aar senere var Lamennais’
Frafald fra Pavedømmet fuldbyrdet. For at vise at han ikke brød med
Paven af Vantro, men i Kraft af en ny Forvisning var det, at han gav sit
berømte Manifest Navn af En Troendes Ord (1833). Man har sagt, at siden
Bogtrykkerkunstens Opfindelse har ingen Bog gjort en saadan Opsigt.
Den udkom i et Par Aar i 100 Oplag, blev eftertrykket i flere Lande og
oversat i næsten alle Sprog. Det var en i halvt gammeltestamentarisk,
halvt christelig Stil holdt Fordømmelsesdom over Kongemagten i Europa,
over Paven og Præsterne, over dem, der havde hidført Polens Undergang
og Italiens Trældom og over det egennyttige Bourgeois-Regimente i
Frankrig selv. Det er et Værk af ægte præstelig Veltalenhed, en Bog,
fuld af Pathos og fattig paa Psychologi, der kun fordømmer og priser,
kun maler med to Farver, Helvedes-Sort og Himmerigs-Hvidt; men Følelsens
Varme, Sindets Renhed og Skjønhed hos dens Ophavsmand har meddelt den en
sjelden Tiltrækning; den virker som et Værk af en fra Graven opstaaet
Profet fra det gamle Judæa. Herpaa fulgte i 1837 Le livre du peuple i
samme Aand. Man kastede den dristige Abbed i Fængsel; men fra Fængslet
sendte han Bog paa Bog ud i Verden: Une voix du prison, Du passé et
de l’avenir du peuple, «De l'esclavage moderne», alle forfattede i
Saint-Pélagie. Saa døer han — tre Aar før Februarrevolutionen — midt
under den heftigste Agitation. Som Prøve paa hans Stil her nogle
Fragmenter: »Lader Eder ikke bedrage af tomme Ord. Mange ville søge at
overtale Eder til den Tro, at I virkelig ere frie, fordi de have skrevet
Ordet Frihed paa et Blad Papir og have slaaet det op paa Gadehjørner.
Men Friheden er ikke en Plakat, man læser paa et Hjørne. Den er en
levende Magt, som man føler indeni sig og udenom sig. Den Undertrykker,
som dækker sig med dens Navn, er den værste Undertrykker af alle. Han
føier Løgn til Tyranni og Vanhelligelse til Uret, thi Frihedens Navn er
helligt. Vogter Eder for dem, der sige Frihed, Frihed og nedbryde den
ved deres Gjerning!« [...] »Bonden bærer Dagens hele Vægt, udsætter sig
for Regn, for Sol, for Storm i den Hensigt ved sit Arbeid at forberede
den Høst, som til Efteraaret skal fylde hans Lade. Retfærdighed er
Folkenes Høst. Haandværkeren staaer op før Daggry, tænder sin lille
Lampe og plager sig uden Rast for at tjene en Smule Brød til sig og sine
Børn. Retfærdighed er Folkenes Brød. Kjøbmanden skaaner sig ikke for
nogen Anstrengelse, klager ikke over nogen Møie, opslider sit Legeme og
glemmer Søvnen for at samle sig Rigdom. Friheden er Folkenes Rigdom.
Sømanden farer over Havet, udsætter sig for Stormene, Skjærene, Kulde og
Hede for at sikre sig Hvile for sine gamle Dage. Friheden er Folkenes
Hvile. Soldaten underkaster sig de haardeste Savn, vaager og kjæmper og
giver sit Blod for det, han kalder Hæder. Friheden er Folkenes Hæder.
Hvis der skulde være et Folk, som agter Retfærdighed og Frihed ringere
end Bonden sin Høst, Haandværkeren sit Brød, Kjøbmanden sin Rigdom og
Soldaten sin Hæder, saa reis en høi Mur omkring dette Folk for at ikke
dets stinkende Aande skal forpeste Luften i Europa.« »Unge Soldat! Hvor
gaaer Du hen? Jeg gaaer bort at kjæmpe for Retfærdigheden, for Folkenes
hellige Sag, for Menneskeslægtens evige Rettigheder, imod Tyrannerne
og for Frihed. Gid dine Vaaben maa være velsignede, unge Soldat! Unge
Soldat! Hvor gaaer Du hen?

Jeg gaaer bort for at omstyrte de Skranker, der skille Folkene og som
hindre dem i at kaste sig i hinandens Arme som Brødre, der burde leve
endrægtige i gjensidig Kjærlighed.

Gid dine Vaaben maa være velsignede, unge Soldat!

Unge Soldat! Hvor gaaer Du hen?

Jeg gaaer bort for at befrie Tanken, Ordet, Samvittigheden fra
Menneskers Tyranni.

Velsignede, syvfold velsignede være dine Vaaben, unge Soldat!«Paroles
d'un croyant, Kap. XX, XXXVI, og XXXIX.

Abstracte og enstonige ere disse Udsagn og Omkvæd ganske vist, men
prægede af den Veltalenhed, som gjør et uhyre Indtryk paa Menigmand, og
man seer at disse revolutionære Stemningsudbrud ikke mangle meget i at
være ren Poesi. De blev det hos Hugo.

Læser man hans Digte fra Fyrrerne føler man, hvorledes han med sit
Digterøre hører Revolutionens Gang og dumpe Larm under Jorden og aner,
at den vil aabne sit Krater i Paris. Alt i Fortalen til Efteraarsbladene
lyder hans Klage over England, som forvandler Irland til en Kirkegaard,
over Fyrsterne, som gjøre Italien til et Galeislave-Fængsel, over
Czaren, som befolker Siberien med Polen. Allerede der taler han med
Henblik paa Saint-Simonismen om de gamle Religioner, der skyde Ham, og
om de nye, der fremstamme deres halvveis sunde, halvveis falske Formler.
Og lige fra den Tid af optræder han i alle sine Værker som Talsmand
for Folkenes Frihed, for Demokratiet og for Humanitetens Religion. Han
var som Dramatiker begyndt med en blot Revolution af Kunstformen. Men
snart gav han sig til at bruge Dramet i sine Ideers Tjeneste, ganske
som Voltaire i det forrige Aarhundrede havde anvendt Tragoedien til
Organ for sine. Et af hans Dramer (Le roi s’amuse) er et Angreb paa den
vilkaarlige Kongemagt, rettet mod den brutaleste af Frankrigs kronede
Vellystninge, Frants den Første, et andet (Angelo), hvis Fortale er
rent saint-simonistisk, stiller Kvinden i Samfundet og Kvinden udenfor
Samfundet op imod hinanden, tillægger den omvankende Skuespillerinde
Dyder, som den fornemme Dame mangler, og giver dem hver sin Idealitet,
et tredie (Ruy Blas) er den laveste Stands symbolske Tronbestigning. I
Molières Les Précieuses ridicules var Lakaien behandlet som et Dyr eller
en Ting, der, hvor godt Hoved han end er, kan regaleres med Stokkeprygl,
selv naar han kun har adlydt sin Herre; kort før den store Revolution
havde Scapin forvandlet sig til Figaro, der endnu i Livreet tumler det
fine Herskab; i Ruy Blas har Tjeneren, det vil sige Folket, kastet sit
Livrée, griber Magten og regjerer. — Selv om man har Blik for disse
Dramers store Svagheder, kau man glæde sig ved at indaande det Pust af
store Ideer, som gaaer igjennem dem.

Hugo er af Naturen en saa dogmatisk Aand, at enhver Ideeverden, i
hvilken han i Aarenes Løb er indtraadt, gjerne har krystalliseret sig
for ham til et System af Doctriner. Til hans Humanitetens Lovbog har fra
hans Ungdom af Kampen mod Dødsstraffen hørt. Han har leveret digteriske
Indlæg mod den i Le dernier jour d'un condamné og Claude Gueux, han
har bekjæmpet den praktisk i Brev paa Brev, Manifest paa Manifest; han
har personligt bedet for de Dødsdømtes Liv, har talt deres Sag til
franske Konger og fremmede Juryer. Ere Meningerne end meget delte om
Betimeligheden af Dødsstraffens Ophævelse for vulgære Mordere, saa har
Hugo's Bestræbelser for at frelse politiske Forbryderes Liv Krav paa
udelt Sympathi. Mere end eet Menneskeliv har han reddet. For at nævne
det mest kjendte Exempel, saa frelste han ved sin Forbøn i fire rørende
Verslinier til Louis-Philippe Aarhundredets ædleste Revolutionær Armand
Barbés fra Skafottet. En saadan Handling bøder paa megen vidtsvævende
Pathos og nogen doctrinær Humanitet.

Det skjønneste og det eneste adæquate Udtryk for Frankrigs største
Lyrikers Ideeliv maa man dog selvfølgelig søge i hans Lyrik. Alt hvad
han i sin første Periode har frembragt i det dramatiske Fag, i sin anden
(der falder udenfor vor Ramme) i Romanfaget er for lidet betydende
at regne i Sammenligning med de udødelige Poesier fra Trediverne og
Fyrrerne, som findes samlede i de to Bind Digte, der føre Titlen Les
Contemplations. Her er da ogsaa hans Fremskridtstro, hans politiske
Overbevisning, hans sociale Forhaabninger, hans religiøse Følelsesliv
iklædt den Kunstform, der ene passer for dem. Denne Kunstform lader sig
ikke opløse eller omskrive, man maa glæde sig over den i Originalen.

Med Sandhed kunde Hugo i denne Digtsamling udbryde: Jeg har med Bøger,
i Skuespil, paa Prosa og i Vers talt de Smaas og de Elendiges Sag; jeg
har prædiket Mildhed mod alle dem, som Menneskeheden fordømmer; jeg
har fordret Rettigheder for Kvinden og for Barnet; jeg har raabt: Giv
dem Kundskab, giv dem Ord, giv dem Skrift! Jeg vilde suge Fængslet op
i Skolen.Marquis, depuis vingt ans je n’ai, comme aujourd’hui Qu’une
idée en esprit; servir la cause humaine. La vie est une cour d’assises;
on amène Les faibles a la barre accouplés aux pervers. J’ai dans le
livre, avec le drame, en prose, en vers Plaidé pour les petits et
pour les misérables, Suppliant les heureux et les inexorables; J’ai
réhabilité le buffon, l’histrion Tons les damnés humains, Triboulet,
Marion, Le laquais, le forçat et la prostituée . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . J’ai réclamé des droits pour la femme
et l’enfant J’ai tâché d’éclairer l’homme en le rechauffant J’allais
criant; Science! écriture! parole! Je voulais résorber le bagne dans
l’école.

Men, klager han, bestandig mødte jeg det frygtelige Igaar, der vil
opsluge Imorgen. Neppe har man det Sorteste af Rædslerne bag sig, neppe
har man gaaet et Skridt, ikke bort fra det Slette, men bort fra det
Værste, før den gamle Tid kommer igjen, og bider os i Hælen og tilraaber
os sit Stands!

Man standsede ikke, og Aaret 1848 løb med sin lange, rullende og
rensende Torden over Europa. Det kom, 1848, Jordskjælvets Aar,
Folkebefrielsens Aar, de heltemodige Kampes og ak! de romantiske
Naiveteters Aar. Digtere og Sværmere istedenfor Statsmænd ved Frankrigs
Ror; saint-simonistiske, nychristelige, poetiske Ideer istedenfor
politiske i Frankrigs Raad! Hvor talende er ikke et saadant lille Træk
som det, at en af den provisoriske Regjerings første Handlinger var
den paa Forslag af Lamartine at erklære Negerslaveriet for ophævet! I
Revolutionen af 1848 udmunder det romantiske Frankrigs Ideestrøm.

XXXIV.

Naar man overskuer en Litteratur en halv Snes Aar efter at et stærkt
Gjennembrud har fundet Sted, i det Øieblik, da den nye Epoches Hær har
vundet Slaget, da bliver man tilmode, som saa man ud over en Valplads. I
de Seirendes Triumfraab blander sig for Ens Øre Lyden af dæmpet Klage.
Jeg tænker ikke paa de Veraab, som komme fra de Slagne paa Tilbagetoget;
de have fortjent deres Nederlag og deres bankede Trøie indgyder mig
ingen Medfølelse; men jeg tænker paa Seirherrernes Saarede og Glemte.
Thi ogsaa de litterære Kampe have deres Savnede og Dræbte. Det har sin
Interesse at foretage en Gang over Valpladsen og kaste et Blik paa
dem, som i Slægten fra 1830 reves bort i deres Ungdom og Kraft, eller
dog saaredes saa haardt, at de siden, knækkede og stumme, henslæbte en
nedbrudt Existens.

Det litterære Liv er jo saaledes beskaffent, at af hundrede, der træde
ind paa Rendebanen og begynde Løbet, komme neppe to eller tre til
Maalet. De Andre ligge udmattede langs ad Veien. Først bukke de Stakler
under, hvis Evner ligefrem ikke sloge til, de fragmentariske Talenter,
der joges ind paa denne Bane af Haabet om Ære og Held og som løbe i en
Taage af lysende Illusioner, indtil Benene styrte sammen under dem, og
de vaagne paa Hospitalet. Saa falde alle de tidt fortrinligt Begavede,
der mangle den særegne Complication af Evner, som udfordres for at gjøre
sig gjældende i det Samfund, hvori de leve, de, som ikke formaae at
tilpasse sig efter de omgivende Forhold, end mindre besidde den endnu
større Kraft, at skjære Samfundet til, indtil det passer for dem, og som
beseires af de mere eller mindre behændige Middelmaadigheder, i hvilke
det store Publicum erkjender Kjød af sit Kjød, Blod af sit Blod.

Allerede selve Arbeidets Art tilintetgjør Mange: et Arbeid, som efter
sin Natur ikke kjender nogen Søndag; som brænder Nervesystemet op; som
ikke kan drives i Mag, fordi kun det, som ikke er frembragt i Mag,
virker paa den Læsende med noget af den Sindsbevægelses Kraft, som den
Skrivende følte, og et Arbeid, der som Regel er et af dem, der lønner
sig allerslettest — et Arbeid af rent aandelig Art, som forfiner og
mod tageliggjør den Arbeidendes Sandse- og Følelsesliv langt ud over
Omgivelsernes, og som dog indlemmer ham i disse Omgivelser, bundet af
de samme Regler og Convenienser som de Andre. Deraf hos Mange en Tørst
efter Liv, efter rige og fine Indtryk, som ikke lædskes, som fortærer
Brystet eller Marven, og som Verden da kalder Svindsot, Tæring eller
Galskab.

Andre tilintetgjøres af de Vanskeligheder, der ere uopløseligt forbundne
med Skribentens Stilling. Samfundets Ligevægt beroer i ethvert givet
Øieblik paa en stiltiende Overenskomst om at den hele og fulde Sandhed
ikke udskriges. Men naar der nu ikke desmindre ved en Anomali i
Samfundet gives et Væsen, hvis eneste Bestilling og Betydning er den
at sige den hele og fulde Sandhed, Digteren, Skribenten overhovedet,
som under Straf af at blive en behagelig Mand, en Nittengryn, maa sige
Sandheden, saa seer denne Mand sig stadigt stillet overfor det Dilemma,
enten at fornegte det, han bør sige — og denne Fornegtelse sløver og
ubrugbargjør ham — eller at vove den aabne Udtalelse, der let kan blive
ham yderst farlig, idet den skaffer ham de frygtelige Fjendskaber, som
kun ere mulige i Litteraturen, Fjendskaber, som have tusinde Raabere for
deres Mund, ifald de ville tale, tusinde Kneble til deres Raadighed,
ifald de ville tilveiebringe Taushed om hans Navn, og for den, hvis Liv
beroer paa Navn kundighed, er ingen Fare større end den, at han kan
bukke under for det hyklerske og lydløse Mord med Taushedens Vindbøsse.

Men alle Anstrengelser, Farer og Vanskeligheder maatte nødvendigvis
fordoble sig i en Periode, som 1830-Tidens, hvor som ved et Trylleslag
en hel Gruppe af rige Talenter opstod samtidigt, hvor Alt, hvad der
havde Aand og Fantasi, følte sig draget til Poesien og Kunsten, hvor den
Hæder, der ad kunstnerisk Vei kunde vindes, straalede saa tillokkende
for Ungdommens Øine, som under Napoleon Krigshæderen, og hvor det dog
var vanskeligere end nogensinde ikke at overstraales, hvor endelig
Had til de banede Veie og det rolige, borgerlige Liv betragtedes som
Betingelse for at kunne udrette noget i Kunsten, medens Løsenet var at
elske og elskes med fortærende Lidenskab, skrive et Mesterværk, foragte
eller frelse Menneskeslægten og døe.

Naar man lader Blikket glide hen over denne Valplads, hvor de Uberømte
have udaandet, saa ligge de stakkels glemte Talenter der i tætte Hækker.
Der er rige, kraftigt udviklede Begavelser, som Eusèbe de Salles (født
i Marseille 1801), Greve, Læge, Orientreisende, Professor i Arabisk,
hvis Roman Sakontala à Paris (1833) er en af Periodens talentfuldeste
og originaleste psychologiske Skildringer, og som aldrig med nogen af
sine Bøger opnaaede endog blot et andet Oplag, endsige Anseelse og
Ry, og det skjøndt han blandt sin Ungdoms Minder havde en Søndagaften
hos Nodier, hvor han og Hugo i lige Grad vare Dagens Helte. — Der er
Regnier-Destourbet, hvis Roman Louise, som er tilegnet Janin og maaskee
skylder ham noget, behandler et pinligt Stof med Aandsoverlegenhed og
Finhed. —- Der er Charles Dovalle, som faldt i Duel kun tyve Aar gammel,
men hvis Digtsamling Le Sylphe allerede røbede et Talent, som Victor
Hugo med Varme anerkjendte og som han priste efter Digterens Død. — Der
er Eugène Hugo, Victors ældre tungsindige Broder, hans tro Kammerat og
Ven, der udrustet med en beslægtet om end meget ringere lyrisk Evne
gjorde Romantismens første Felttog med ved hans Side, men som allerede
1837 døde i Vanvid. — Der er saa distingueret og adeligt et Talent
som Fontaney’s sporløst glemt. Digteren var en af Hugos Trofaste, en
Tidlang Legationssecretær i Madrid, en stolt, discret og fin Natur. I
sin Novelle Adieu (Revue des deux mondes 1832) har han fortalt et af
sit eget Livs smertefulde, romantiske Eventyr; i George Sand's Levnet
er den Hjertesorg antydet, der i 1837 voldte hans Død. — Der er fine,
zarte lyriske Begavelser som Félix Arvers, hvis Navn nu kun knytter sig
til en yndefuld Sonet, eller som Labenski, af hvem kun en Ode erindres,
eller som Ernest Fouinet, der skrev Sonetten A deux heureux i Marginen
af den Udgave af Ronsard, som alle Skolens Digtere paa Sainte-Beuves
Foranledning skjænkede Victor Hugo, og til hvis poetiske Udstyrelse de
alle gave Bidrag. Er han end nutildags helt glemt, saa burde dog den
Linie af ham frelses fra Forglemmelse: Pour que l’encens parfume il
faut que l’encens brûle. Thi at Røgelsen maa gløde for at kunne dufte,
det er i en Sætning hele Romantismens Poetik. — Man finder stakkels
saint-simonistiske Poeter som Poyat, Satirikere som Théophile Ferrière,
der skrev Spotterier over de unge Romantikeres Udskeielser i Stil med
Gautiers Les Jeune-France og som i sin Lord Chatterton gav de Vigny’s
Drama en parodierende Fortsættelse. — Man møder endelig Navne som Ulric
Guttinger’s, der nu ene og alene huskes, fordi Musset i sine første
Poesier har tilegnet ham et ungdommeligt beundrende Digt.

For imidlertid at give et nogenlunde levende Indtryk af disse Skjæbnens
Stedbørn vil jeg opholde mig saa længe ved nogle Enkelte, som der
behøves til at tegne deres Fysignomi og derigjennem fra en ny Side
Tidens; thi Tidsalderens Charakter afpræger sig tidt med mærkværdig
Tydelighed netop i dem, der paa Grund af Extravagance eller Bizarritet
ikke formaaede at trænge igjennem.

Den første, jeg vil nævne er Ymbert Galloix, ikke fordi han er en
Størrelse, men fordi han er en Type. Han var en fattig Yngling fra Genf,
Søn af en Skolelærer, med en fortrinlig Dannelse og ualmindelige Evner,
som uden Penge nok i Lommen til blot en Maaneds Underhold reiste fra sin
Fødeby til Paris, draget af Rygtet om Romantismens Seire, længselsfuld
efter at see alle de Mænd nær ved, for hvem han i Afstand havde sværmet,
og om muligt blive anerkjendt som deres Ligemand.

Hans første Veie i Paris gik ud til Arsenalet, til Charles Nodier, den
nye Skoles Patriarch, til Hugo, dens Høvding, til Sainte-Beuve, dens
Fanebærer. Hugo har beskrevet hans første Besøg; jeg sammentrænger
Skildringen: »Det var i October 1827, en kold Morgenstund, at en høi
ung Mand traadte ind til mig. Han havde en hvid, temmelig ny Overfrakke
paa og en gammel Hat. Han talte til mig om Poesi; han havde en Rulle
Papir under Armen. Jeg bemærkede, at han med en vis Forlegenhed skjulte
sine Fødder under Stolen. Han hostede lidt. — Næste Dag regnede det i
Strømme; den unge Mand kom igjen. Han blev tre Timer og talte yderst
oprømt om de engelske Digtere, som han kjendte bedre end jeg; han
sværmede for Søskolen. Han hostede meget. Han skjulte bestandig sine
Fødder under Stolen. Tilsidst mærkede jeg, at der var store Huller i
hans Støvler og at hans Saaler trak Vand. Jeg vovede ikke at tale til
ham derom. Han gik sin Vei uden at have talt om Andet end om de engelske
Digtere.«

Han ilte altsaa til Frankrigs første Forfattere. Hans Ord, hans Vers
røbede, at der boede noget i ham; han blev vel modtaget, endog hjulpet,
og hans Breve til Genf røbe en uskyldig Forfængeligheds Tilfredshed
ved at kunne meddele, hvilke Aander der optoge ham som deres Lige, og
hvilke berømte Venner han havde faaet. Men samtidigt nedbrødes han af
Melancholi: Han passede ikke ind i det Samfund, hvor han var født. Hans
Livs Sorg var den besynderligt klingende, men virkelige, der som en
Mani, en fix Idee vender tilbage hos ham, Sorgen over ikke at være født
som Englænder. Han følte, at hans Sindelag passede ind i den engelske
Litteratur, ikke i den franske; han læste Engelsk fra Morgen til Aften
og drømte kun om at samle sig saa mange Penge, at han kunde reise til
London og blive Digter i det engelske Sprog. Da man et Aar efter hans
Ankomst til Paris, fandt ham liggende død paa Sengen i hans uhyggelige
Værelse, undergravet af Fortvivlelse og Nød, holdt han en engelsk
Grammatik i Haanden. Man høre Tonen i hans Breve: »0 min eneste Ven!
hvor de ere ulykkelige, som ere fødte ulykkelige [...] Jeg havde et
Feberanfald igaar aftes [...] Siden jeg er her, har min Kval antaget fem
til sex Former, men Midtpunktet i min Ulykke er det, ikke at være født i
England. Jeg beder dig, le ikke ad mig, jeg er saa ulykkelig. Vel er jeg
nu traadt i Venskabsforhold til de mest udmærkede Forfattere, og vel har
jeg i Selskab undertiden nogle Øieblikkes overfladiske Glæde, naar jeg
gjør Lykke med mine Vers, og jeg kan være beruset af disse en Aftens,
et Øiebliks smaa Triumfer; men dog er Grunden i mit Sjæleliv ikke blot
Ulykke, men en tør Kræft. Der løber smeltet Bly i mine Aarer. Hvis
man kunde see ind i min Sjæl, vilde man have Medlidenhed med mig. Se,
England har Alt, halvtredsindstyve Digtere, der have ført et eventyrligt
Liv og hvis Bøger ere fulde af Indbildningskraft; i Frankrig er der ikke
tre. Og da vilde jeg have havt et Fædreland, som jeg havde elsket lige
indtil dets Fordomme; der er saa megen Poesi i Englands gamle Sæder
[...] En engelsk Dame, som giver mig Timer, siger mig, at jeg efter to
Aars Forløb meget godt kan skrive paa Engelsk.«

Det er en rørende Illusion. Den stakkels Fyr, der endnu ikke fuldt
beherskede sit eget Sprog, hvis Oder let bleve stakaandede, hvis Vers,
hvor kunstnerisk de end slebes til, manglede Duft, drømte om i Løbet
af et Par Aar at kunne skrive et fremmed Sprog med Farve og Glands.
Snart tabte han Tilliden til sine Evner og dømte selv sin Poesi langt
haardere end den dømtes af andre og langt haardere end den fortjente.
Han trak sig tilbage til sig selv, vilde Ingen mere see, ikke mere høre
tale om Omverdenen. Han var kommen fra Genf med Interesse for Alt og
Alle, med begeistret Selvtillid. I Paris gav han sig til at bortødsle
sit Talent i Samtaler, i Disputer — en farlig Ting — indtil han tilsidst
ikke mere havde een uberørt, jomfruelig Idee i sit Hoved. Saa udførte
han Arbeider for Boghandlerne, skrev Recensioner, Biografier, til han
væmmedes derved. Da han i sit 22de Aar udaandede, havde han længe levet
i den dybeste Ligegyldighed for Omverdenen og uden nogen Tro til sit
eget Talent. Han lod sig døe.Ymbert Galloix: Poésies posthumes udkom
i Genf 1834. Her er ved en Feiltagelse — thi et Plagiat vilde det
være urimeligt at antage — Sainte-Beuves Digt Suicide optaget blandt
Galloix’s. Jeg gaaer over til mere gediegne og betydelige Aander. Jeg
vælger tre: Louis Bertrand, Petrus Borel og Théophile Dondey. Det er
Navne, som da Digterne, der bar dem, var ilive, ikke kjendtes af noget
Publicum, men som nu kjendes af mangen en Litteraturelsker i og udenfor
Frankrig. Deres Bøger optrykkes i Luxusudgaver paa hollandsk Papir, og
Originaludgaverne betragtes, især siden Charles Asselineau har gjenvakt
Interessen for dem, som Værdipapirer, hvis Værd bestandig stiger. I
levende Live kunde de stakkels Fyre efter faa Aars Forløb ikke mere
finde nogen Forlægger; nu efterlignes samvittighedsfuldt selv Vignet og
Titelblad paa deres første Skrifter, der i Salgskataloger noteres med
Tilføielsen »sjelden og kostbar«.

Louis Bertrand, født 1807 i Dijon, som han saa smukt har besunget,
mest kjendt under Pseudonymet Gaspard de la Nuit, repræsenterer i den
romantiske Gruppe mere fuldstændigt og mere udpræget end nogen anden en
Hovedside af Skolens Bestræbelser, Prosastilens Fornyelse. Medens hans
Samtidige vare fremstormende og lidenskabelige, udviklede han i sin
Fødeby en Billedskjærers eller Guldsmeds Kunst i Sprogets Behandling.
Ingen havde det Had som han til den gjængse Vending, det fortærskede
Udtryk. Han har, før han skrev, ligesom rystet alle Sprogets Ord gjennem
et Sold, udrenset alle de Ord, hvis Klang var dump, hvis Farve var
sløvet, hvis Præg var slidt, og i sin Kunsts Tjeneste kun anvendt dem,
der havde malerisk Værd og musikalsk Valuta. I et Digt maa der, for
Rims og Rhytmes Skyld, altid være nogle Flik-Ord — saa faa som muligt —
Bertrands Kunst beroer paa, at ethvert fyldende eller snyltende Ord er
banlyst af hans Stil. Hans Livs Arbeid tilhører en Genre, som han har
opfundet og som er død med ham; han har i Prosa skrevet ganske smaa,
aldrig mere end et Par Sider optagende Skildringer snart i Rembrandt's,
snart i Callots, snart i Fløiels-Breughels, snart i Gerard Dow’s, snart
1 Salvator Rosa's Manér; de bedste iblandt dem ere fuldendte som et
Billed af disse Mestre.

I 1828, i den romantiske Bevægelses første, rent upolitiske Periode var
han med at grunde et litterært Organ i sin Fødeby. Bertrands Bidrag til
Le Provincial vakte de store Pariseres, Chateaubriands, Nodiers, Victor
Hugo’s Opmærksomhed, og snart droges han saaledes til Hovedstaden, at
han bestandig laa paa Reise mellem Dijon og Paris. Han holdt sit Indtog
kun 21 Aar gammel en Søndagaften hos Charles Nodier, hvor han fik Lov
at læse en Ballade høit. Her gjorde han Bekjendtskab med dennes hele
Kreds, men tyede især til Sainte-Beuve, der blev hans Baadgiver; hos
ham boede han under sine korte Ophold i Paris, og ham gav han sine
Manuscripter i Forvaring. Han var keitet som en Provindsbo og exalteret
som en Dilettant, men man anede Poeten, naar man saa Ilden i de smaa,
sorte Øines sky og flakkende Blik.

Strax efter Julirevolutionen kastede Bertrand sig ind i Politiken og
sluttede sig til den yderligst gaaende Opposition. Som ægte Søn af en
af Republikens og Keiserdømmets gamle Soldater gav han den krigerske
Enthousiasme, han hidtil var brændt inde med, Luft i Polemik mod det her
skende Bourgeoisie. Han var kun 23 Aar gammel, og et Blad af Modpartiet
havde taget Anledning af hans Ungdom til at behandle ham dobbelt
haanligt. Han tvang Redacteuren til i Bladet selv at optage et Svar,
hvori det hedder: »Jeg foretrækker Eders Haan for Eders Ros. Eders Ros
vilde være af saare ringe Betydning efter det Bifald, hvormed Victor
Hugo, Sainte-Beuve, Ferdinand Denis o. fl. have opmuntret mit Talent.
Da I tvinge mig til det, vil jeg overfor Eders Uforskammenheder citere
nogle Ord, som Geniet selv har værdigedes at sende mig. Victor Hugo
skriver til mig: Jeg læser Deres Vers høit i en Vennekreds som jeg læser
André Chénier’s, Lamartine’s eller de Vigny’s; det er umuligt i høiere
Grad at være i Besiddelse af Formens Hemmeligheder o. s. v. — Saaledes
skriver Hugo til den Mand, De vover at kalde en Commis. Det er sandt, at
jeg ikke har den Ære at nedstamme fra en eller anden adelig Spytslikker,
og at jeg ikke er valgbar eller Vælger [ɔ: ikke af de høitbeskattede].
Min Fader var kun en Patriot fra 1789, en Lykkeridder, som atten Aar
gammel udgjød sit Blod ved Rhinen og som, halvtredsindstyve Aar gammel,
havde tredive Aars Tjeneste, ni Felttog og sex Saar at opvise. Det er
ogsaa sandt, at jeg er fattig; min Fader har kun givet mig Æren i Arv og
sin Klinge, som De, Herr. Redacteur, ikke turde see dragen.«

Det er fransk Journaliststil fra 1832, visselig ikke beskeden, men
ikke forknyt. Bertrand hørte til den Gruppe af unge Mænd, som hvis
politiske Høvding Godefroy Cavaignac kan betragtes og som i Datidens
Jargon fik Navnet Les bousingots (Matroshattene), de samme, hvem George
Sand i Horace omtaler med Varme. Hos Bertrand var den republikanske
Djærvhed mærkværdigt blandet med Romantismens yderste kunstneriske
Overforfinelse.

Louis Bertrand naaede aldrig frem til at vinde Hæder. Han var begyndt
for voldsomt, havde ikke opsparet sin Kraft. Fattig og overanstrængt af
Arbeid for at ernære sin Moder og sin Søster døde han alt i 1841 paa et
Hospital i Paris. David d'Angers, den store romantiske Billedhugger, der
trofast havde siddet ved den Syges Seng, lod fra sit Hjem hente et fint
hvidt Lagen at lægge Liget i, og han var den eneste som fulgte Bertrand
til Graven.Se David d’Angers sjælfulde Brev om Bertrands Død i Charles
Asselineau: Mélanges tirés d’une petite bibliothèque romantique 181 ff.
David satte ham et Mindesmærke; Sainte-Beuve og Victor Pavie udgav hans
Gaspard de la Nuit. I 1842 solgtes med Nød og Neppe tyve Exemplarer;
men i 1868 har den romantiske Bibliofil Charles Asselineau foranstaltet
en Luxus-Udgave. Man læse som Prøve paa Bertrands Fortællemaade Stykket
Madame de Montbazon, hvis Motto af Saint-Simon’s Memoirer lyder: Madame
de Montbazon var en deilig Dame, som i forrige [det sextende] Aarhunrede
i Ordets bogstavelige Forstand døde af Kjærlighed til Ridderen af la Rue
der ikke elskede hende: »Tærnen ordnede paa det lakerede Bord en Vase
med Blomster og Kandelabrer med Voxlys, hvis Gjenskin faldt som røde og
gule Glandspletter paa de blaa Silkegardiner ved den Syges Hovedgjærde.
Troer du, Mariette, at han kommer? — «Aa, fald dog i Søvn, Frue, sov dog
lidt ind! — Ja, ja, jeg skal snart falde i Søvn for at drømme om ham
gjennem hele Evigheden. Man hørte Nogen stige op ad Trappen. »0 hvis det
var ham!« mumlede den Døende og smilede svagt, medens Livets Sommerfugl
alt var ved at stige fra hendes Læber. Det var en lille Page, som fra
Dronningen bragte Fru Hertuginden Syltetøi, Bagværk og Elixirer paa
et Sølvfad. »Ak, han kommer ikke, sagde hun med svigtende Stemme, han
kommer ikke!« Mariette, giv mig en af de Blomster der, for at jeg kan
indaande Duften og kysse Bladene af Kjærlighed til ham!« Saa laa Madame
de Montbazon ubevægelig med lukkede Øine. Hun var død af Elskov, hun
opgav sin Aand i Duften af en Hyacinth«.

Det tager sig ofte ud som om de, der i Litteraturen gaae for tidligt
borte, lidt før eller lidt senere erstattes. Men i streng Forstand
erstatter aldrig een Individualitet en anden. Det Værktøi, der faldt
ud af Louis Bertrands Hænder, grebes saaledes ganske vist af Théophile
Gautier, der med sit langt omfangsrigere Talent bragte ham i Glemme;
men ingen Kjenders Blik vil det undgaae, at der hos Bertrand var noget
Udsøgt, noget uendelig Sjælfuldt, som Gautier med sin koldere Plastik
ikke kunde naae.

Vi have allerede oftere nævnet Petrus Borel, hvis simple Hjem en Tid
lang var Hovedkvarteret for Victor Hugos unge Venner. Han var paa een
Gang Kunstner og Digter, arbeidede som Maler i Dévéria's Atelier og
skrev under Navnet le Lycanthrope (Varulven) udfordrende Poesier. Han
indgjød de Andre en stor Respekt. Han lignede en Spanier eller Araber
fra det 15de Aarhundrede, og naar hans Kammerater gik hjem fra Theatret
efter at have seet den i Delavigne’s eller Scribes Roller uddannede
Skuespiller Firmin som Hernani, hvor ofte beklagede de da ikke, at det
ikke var Petrus, hvem man havde givet denne ideale Bandit at spille.
Hvor vilde han ikke have slaaet ned paa Scenen som en Kongeglente, hvor
smuk vilde han ikke have været med det røde Tørklæde om Hovedet, klædt
i Læderkyradset med de grønne Ærmer! Intet Under, han var jo i hele sit
Følelsesliv en af Originalerne til Rollen. Borel's Digtsamling Rapsodies
er en saare ung og umoden Bog; den indeholder mellem værdifulde Digte
barnagtige Protester og Forbandelser; men den røber, at der ikke var
noget stoltere Hjerte end dens Forfatter i den hele romantiske Gruppe.
Der er noget af Fattigdommens Fortvivlelse, noget af Kunstnerhjertets
Ensomhedsfølelse, brændende Kjærlighed til Frihed og nagende Tørst efter
Retfærdighed i disse Vers.Man læse denne Strofe af Digtet Désespoir:

Comme une louve ayant fait chasse vaine,

Grinçant les dents, s’en va par le chemin,

Je vais, hagard, tout chargé de ma peine

Seul avec moi, nulle main dans ma main;

Pas une voix qui me dise: À demain.

 Man finder her det hele Følelsesliv i Virkeligheden, der af Dumas
blev sat i Scene i Antony. Allerede Udstyrelsen er betegnende. Paa
Titelkobberet sees Borel selv siddende ved sit Bord med frygisk Hue paa
Hovedet, Hals og Arme blottede og med en bredbladet Dolk i Haanden, som
han i dybe Tanker betragter. Bogens Fortale giver et levende Indtryk
af Tonen i den republikanske Fraction af den romantiske Ungdom i 1832.
Det hedder her: »Hvis Nogen skulde spørge, om jeg er Republikaner,
saa svarer jeg frit: Ja jeg er. Men lad ham hellere spørge Hertugen
af Orleans [Kongen], om han husker den Stemme, der den 9de August, da
han red hen at aflægge Ed til Ex-Kammeret, forfulgte ham med at raabe
op i Ansigtet paa ham: Frihed og Republik! Frihed og Republik! midt
under et bedraget Folks Jubelraab. Men naar jeg taler om Republik, saa
er det kun, fordi dette Ord betegner den videst mulige Uafhængighed,
som Association og Civilisation tilstede. Jeg er Republikaner, fordi
jeg ikke kan være Caraïb. Jeg trænger til en uhyre Sum af Frihed, og
naar man er stillet som jeg, saa fattig som jeg, saa forpint af enhver
Art Ulykker som jeg, saa vilde man, selv om man drømte om den absolute
Lighed, selv om man forlangte en agrarisk Lov, ingen Dadel fortjene
[...] Dem, der finde Bogen plump, vil jeg svare, at Forfatteren i
Virkeligheden ikke reder Kongens Seng. Men skulde han ikke ligefuldt
staae i Høide med en Tidsalder, hvor man regjeres af dumme Banquierer og
af en Monarch, hvis Valgsprog er: Gud være lovet, og mine Butikker med!«

Det behøver ingen lang Forklaring, at en ung Mand, der skrev saaledes,
ingen Carrière gjorde. Han led Nød, sultede tidt, havde undertiden ikke
Tag over Hovedet, søgte Nattely i Bygninger, der vare under Opførelse.
Hans ungdommelige Had til al Uret skadede ham imidlertid ogsaa som
Digter. I hans store to Binds Roman Madame Putiphar er Heltindens,
Madame Pompadours Charakter forvansket af Forfatterens republikanske
Harme. Roccoco-Tidens letfærdige, kunstelskende Muse, der havde en
lille letsindig Forkjærlighed for Tankens Frihed, som beskyttede
Encyclopædisterne og raderede under Veiledning af Boucher, er gjort
til en Megære, der kaster sig om Halsen paa en fremmed Mand, som ikke
vil vide af hende, og der straffer ham for hans Kulde med underjordisk
Fængsel i Bastillen. Bogen hæver sig først mod Slutningen. Bastillens
Indtagelse, et Æmne, der ret laa for Borel, er fremstilt i en livfuld og
ildfuld Stil, der lugter af Krudtet.

Det tredie af hans Skrifter er Champavert, contes immoraux fra 1833.
Bogen gjorde ikke ringeste Opsigt eller Lykke, indbragte ikke engang
dens Forfatter et tarveligt Honorar, og Skjæbnens Uretfærdighed lader
sig forstaae; thi nogle af disse Noveller ere fordærvede ved Borels
tidligste, tænderskjærende Stil. Men i de bedste er Vreden behersket,
kunstnerisk behandlet som man behandler Lava kunstnerisk, naar man
skjærer Cameer deraf. Det er altid Rædsler, disse Fortællinger dreie
sig om, Rædsler, saa afskyelige, saa unævnelige, at de netop derved
kunne be gaaes, eftersom Ingen lettere er straffri end den, der begaaer
en Forbrydelse, som man ikke vil troe paa; og det er Rædsler som
Digtekunsten sjeldent rører ved; thi Poesien skal jo først og fremmest
sælges og maa helst kunne læses høit i en Familiekreds. Dina, la belle
Juive foregaaer i Lyon i 1661. En mandig og fordomsfri ung Adelsmand har
forelsket sig i en ung deilig Jødinde og reiser til sin Fader for at
opnaae hans Samtykke til Forbindelsen. Denne forbander ham og affyrer
i sit Raseri sin Arkebuse efter Sønnen uden dog at træffe ham. Medens
Aymar er borte, vandrer Dina en Dag i Tanker langs Saône's Bredder. Hun
faar Lyst til at seile, raaber en Baadfører an og lægger sig drømmende
til Hvile under Gondolens Tag. Baadføreren plyndrer den skjønne Jødinde
for hendes Ringe og Smykker, binder hendes Arme, knebler hende, skjænder
hende, kaster hendes Legeme i Floden, og da Kneblen i Faldet glider ud
af hendes Mund, støder han sin Harpun i hende hver Gang Legemet kommer
op paa Overfladen. Saa fisker han hende op og gaaer til Raadhuset for at
faae de to Dukater, der gives i Belønning til den, der fisker et Lig op
af Floden. Er Liget blevet gjenkjendt? spørger Raadsherren. Ja Messire.
Det er en ung Pige ved Navn Dina, Datter af en vis Israel Judas, en
Juvelerer. En Jødinde? Ja, Messire, en Kjætterske eller Huguenotinde
eller Jødinde, saadan noget. Saa Du fisker Jøder op, din Slubbert, og
er fræk nok til endda at fordre Belønning derfor. Holla Martin, holla
Lefabre, kom ind og smid ham ud! Scenerne i Jødekvarteret og Scenerne i
Baaden ere uovertrufne i deres skjærende Sandhed. Heine har ikke givet
noget bedre Billede af jødisk Liv i Middelalderen end her Borel. I Aaret
1846 hjalp Théophile Gautier gjennem den indflydelsesrige Madame de
Girardin Borel for en kort Tid ud af hans Elendighed. Han blev udnævnt
til Colonisations-Inspektør dybt inde i Algier i Nærheden af Mostaganem.
Fra dette lille usle Embede, i hvilket han med sin Varulve-Naturs
Menneskesky havde følt sig ret vel tilpas, blev han dog snart afsat,
fordi han med sin levende Retssands havde anklaget en høierestaaende
Embedsmands for Svig mod Staten. Han saa aldrig Frankrig igjen; han døde
i Afrika, Nogle sige af et Solstik, Andre af Sult. Det er alt berørt, at
Mérimée optog den Genre, hvori han har skrevet, og i sine Mesternoveller
behandlede grelle Stoffer med fastere Haand. Dog hos Mérimée slugte
Verdensmands ironien og Hofmandselegancen den Lidenskab, der var Styrken
hos Petrus Borel. Hos Mérimée finde vi nogle enkelte af de Udfordringer,
Borel havde tilslynget sin Tids Samfund, omskrevne i et saadant Sprog,
at de bleve mulige paa et Salonbord. Den Flamme, der hos Petrus Borel
brændte i Sjælens Allerhelligste, gik ikke i Arv.Se Borel: Rapsodies.
Bruxelles 1868; Madame Putiphar. Paris 1878. Af Champavert kjender jeg
kun Originaludgaven. — Jules Clarétie : Petrus Borel, le Lycanthrope.
1865.

Den sidste af disse unge, tidligt tilintetgjorte Digtere, jeg vilde
nævne, er Théophile Dondey, kaldet Philothée O’Neddy.

O'Neddy fødtes 1811 og debuterede 1833 med Digtsamlingen Feu et
flamme, som Publicum, der netop paa hin Tid svælgede i en Overflod
af fortrinlige Poesier, vragede saa fuldstændigt, at Digteren, der
havde maattet lade Bogen trykke paa sin Bekostning, der fremdeles var
yderst fattig og maatte ernære sin Moder ved at paatage sig et lille
Embede i Finansministeriet, tabte Modet og Muligheden til nogensinde
oftere at træde op for Offentligheden. Han trak sig som et saaret
Dyr ind i sin Hule. Da Gautier tredive Aar senere gjensaa ham med
graanede Haar og hilste ham med Spørgsmaalet: »Naar kommer den næste
Digtsamling?« svarede den gamle O'Neddy med et Suk: »Naar der ingen
Spidsborgere findes mere«. Man kunde troe hans Productivitet udslukt.
Men da han var død, fandtes efter ham tykke Bunker af den skjønneste
Lyrik; Ernest Havet udgav det Alt, og Følgen var at Exemplarer af hans
første Digtsamling nu betales med 300 Francs Stykket, visselig mere end
Digteren nogensinde har fortjent ved sin hele Production.

Théophile Dondey begyndte fuldt saa umodent og udfordrende som Petrus
Borel. I Fortalen til Feu et Flamme beder han sine større Kampfæller
optage sig iblandt dem; thi »som de foragter han af hele sin Sjæl
Samfundsordenen og den politiske Orden, der er hins Excrement (!), som
de foragter han Anciennitetsprincipet i Litteraturen og Akademiet; som
de er han vantro og kold overfor Jordens Religioners store Ord, og
som de føler han from Henrykkelse over Poesien, Guds Tvillingsøster«.
Alt er hos ham uroligt og spændt, hyppigt overspændt, Sygdomsudbrud,
Selvmordstanker; men Alt er udtalt i Vers, der ere hamrede til af en
Kunstners Haand. Et enkelt Udbrud af Selvmordstilbøielighed er meget
originalt. Ved at holde Treenighedsdogmet, som han iøvrigt ikke troer
paa, fast, faaer han Christi Offerdød til at afgive Forbilledet for
Selvmord.Hvor ægte romantisk, hvor dybt eiendommeligt for Perioden et
saadant lille Træk er, blev mig klart, da jeg hos George Sand i Lettres
d’un voyageur (i et Brev fra Januar 1835) fandt samme Tanke: Jésus, en
souffrant le martyre, a donné un grand exemple de suicide. Mærkeligt, at
en Aand som Novalis ikke er falden derpaa. Det hedder hos ham: Va que la
mort soit ton refuge!

 À l’exemple du Rédempteur,

 Ose à la fois être juge,

 La victime et l’exécuteur. De iblandt O'Neddys Digte, der ikke dreie
sig om hans egen Personlighed, ere alle viede en Cultus af den frie
Tænkning og den kommende Republik; de fleste ere dog dybt personlige,
syv Ottendele af erotisk Natur. En fin, høitfornem Dame havde udmærket
ham, den navnløse og fattige Plebeier, med sin Kjærlighed, og Digtene
strømme over af vemodig Henrykkelse over den tilbedte Elskerinde; men
syg som han er og føler sig, og overbevist om, at Lykken ikke er til for
ham, giver han Tanken om Elskov uvilkaarligt til Folie Tanken paa Døden.

Den poetiske Form, han som Yngling søgte og fandt, var en, der
tilfredsstillede ham selv fordi den sluttede sig nøie om hans Følelser
og Tanker, men han forstod ikke tillige, som de lykkeligere Digtere, at
gjøre Formen gjennemsigtig og tiltrækkende for den store Læseverden.
Saa vendte da Læseverdenen ham Ryggen. Han følte sig stedse mere som
glemt af Livet, som dømt til at døe med ubrugte Kræfter; atter og atter
kalder han sig i sine efterladte Digte et levende Lig. Jeg oversætter
exempelvis nogle Strofer af Sonetten De to Klinger: »En Bjergenes Søn
havde en ypperlig Klinge, som han lod ruste i en dunkel Krog. En Dag
sagde den til ham: Hvor denne Hvile er mig haard! O Kriger, hvis du
vilde! mit Staal er saa godt.

Jeg er som hint Glavind og jeg siger til Skjæbnen: Veed du da ikke,
hvor min Sjæl er hærdet, og hvilke pragtfulde Blink, Klingen kunde
kaste, ifald din Høire lod den spille i Solen! Den er af ædelt Staal — o
Skjæbne, hvis du vilde!«

Men Skjæbnen var, som det er Skjæbners Vane og Fag, ubønhørlig. Som den
Skibbrudne, der staaer ude i Havet paa sin Klippe og venter paa, at et
Skib skal dukke op i Horizonten og tage ham med, saaledes ventede han de
lange Aar igjennem, men Skjæbneskibet gled forbi og lod ham staae ene
tilbage paa sin Klippe. Hans Elskede forlod ham, og han opgav at haabe.
Imidlertid antog hans Digtning stadig et dybere og mere filosofisk Præg.
I et af hans Digte hedder det med Fordreielse af Cartesius's Sætning
saaledes: »Jeg lider, altsaa er jeg«, og i flere andre meget skjønne
Poesier træder en i Romantismens Lyrik lidet almindelig Pessimisme
frem. Man læse den Sonet, som begynder: Or, qu’est ce que le Vrai? Le
Vrai, c’est le malheur; Il souffle, et l'heur vaincu s’éteint, vaine
apparence: Ses pourvoyeurs constants, le désir, l’espérance Sous leur
flamme nous font mûrir pour la douleur. Le Vrai c’est l’incertain;
le Vrai, c’est l’ignorance C’est le tâtonnement dans l’ombre et dans
l’erreur; C’est un concert de fête avec un fond d’horreur; C’est le
neutre, l’oubli, le froid, l’indifférence.

Han forsøgte sig en kort Tid som Kritiker, men Tidspunktet var
ugunstigt. Han gav sig til at forherlige Hugo som Dramatiker netop da
dennes Popularitet i Fyrrerne var begyndt at dale. Hans lidenskabeligt
begeistrede Forsvar for Les burgraves er skjønt ved Følelsens Friskhed.
Hans Angreb paa Hugo’s Kritikere i Anledning af Ponsards Lucréce var
ikke uretfærdigt mod Ponsard og røbede en ædel Pietet. Men da han
paany vilde optræde som Hugos Talsmand, var Redactionen af Patrie
slaaet om, og han fik sin Artikel tilbage. Saa tog han sin Afsked som
Feuilletonist og skrev aldrig mere i noget Blad. Han trak sig ind i
sin indre Verden, tilmode som Don Quichote efter Hjemkomsten eller som
Molières Misanthrop, da han tilsidst flyer ud i Ensomheden, og skrev dog
i sit sidste Digt, at han vel ikke troede paa nogen Udødelighed, men
at hvis hans Helte engang seierrige skulde ride hen over den stakkels
Glemtes Grav, saa vilde han visselig føle sit Hjerte banke i Takt med
deres Hestes Galop. Et qui tendra l’oreille ouïra mon fier cæur Bondir
à l’unisson du fier galop vainqueur. Disse hans »Helte«, for hvem
han nærede den mest afgjorte Beundring, vare blandt Handlingens Mænd
Garibaldi, blandt Digterne Hugo, blandt Skribenterne Michelet og Quinet,
senere Renan. Hans sidste Aar vare tunge: han mistede sin Moder efter
at have mistet sin Elskede; han var længe syg, til Slutning lam. En
eneste Glæde havde han i sin Alderdom, den at see sig mindet med Varme
af Théophile Gautier i en Feuilleton, der senere har faaet Plads i
Historie du romantisme. Han døde først i 1875 efter en 42-aarig Taushed
som Digter. Ikke sandt, det er som hørte man en Sørgemarche, slaaet paa
floromvundne Trommer, naar man opsøger disse Ofre, som den litterære
Kamp og Seier har kostet. Og naar man bemærker, hvor talrige de ere,
kommer man uvilkaarligt til at see en Bog som de Vigny’s Stello og et
Drama som hans Chatterton i et skjønnere Lys. Hin Tid var fremfor nogen
en, der havde Ideen om den lidende Digter eller Kunstner nærværende, og
dog har den ladet saa mange forsmægte, der havde fortjent en bedre Lod.
Det synes da som om Samtiden altid har stor Vanskelighed ved at finde
den fortjenstfulde og lidende Kunstner der, hvor han er.

 Forskeren, der ikke vil røre, men forstaae, fremdrager disse
Baggrundsfigurer, fordi Periodens Signatur, som det findes i Geniernes
Værker, fremtræder i ikke mindre læselige og slaaende Træk hos dem.
Genierne fremstille Romantismen i dens Kraft, i dens relative Sundhed;
dens Sygehistorie kan studeres hos disse fortvivlede Stakler, der snart
sværme saa stærkt for en fremmed Litteratur, at de forsømme Behandlingen
af deres eget Sprog, snart blusse flygtigt op i poetisk og politisk
Stræben, snart storme paa som Vovehalse for efter nogle Nederlag at tabe
Modet for bestandig, snart saares tildøde af Publicums Ligegyldighed,
snart spænde deres Evner krampagtigt, til de sprænges. De ere saa
ægtefødte Børn som nogen af 1830-Tidens Romantisme; de ere dens ægte
enfants perdus.

XXXV.

Saadan var denne Skole, dens Triumfatorer og dens Ulykkelige, dens
kunstnerisk og dens menneskeligt begeistrede. Saaledes opstod den;
saaledes blev den stor ved en uhyre Sum af Geni og Talent; saaledes
opløste den sig som Skole for at forsætte sit Aandsliv i rigt
forskjellige Individualiteter, der, selv naar de syntes at fjerne
sig mest fra Udgangspunktet, bleve Skolens Væsen tro; thi vi beholde
alle længe paa Skuldren Mær ket af den Fane, vi fra først af bar.
Den romantiske Skole splittedes og spredtes, men før den uddøde,
havde Romantismen fornyet den poetiske Stil paa næsten alle Omraader,
udvidet Kunstens Stofverden til et hidtil useet Omfang, ladet sig
befrugte af Tidens hele sociale og religiøse Ideeliv, omskabt Lyriken,
Dramet, Romanen, Novellen og Kritiken, trængt sig befrugtende ind i de
historiske Videnskaber, besjælende ind i Politiken.

At give dens fuldstændige Histore var mig umuligt, dertil er den
altfor rig. Jeg har her som altid i dette Værk kun villet paavise
Hovedstrømningen. Jeg har derfor foretrukket at dvæle længe og
omstændeligt ved Hovedpersonerne istedenfor at indføre talrige
Bipersoner, som trods deres Betydning og Interesse vilde forhindre den
Concentration, jeg ønskede at opnaae. Jeg har foretrukket at medtage
Enkeltheder i en vigtigere Personligheds Liv for at benytte Pladsen
til at give en mindre vigtig Personligheds Liv i blotte Omrids, og jeg
har undtagelsesvis ført enkelte af Hovedpersonernes Historie ud over
Periodens Grændse, ifald de nemlig først efter 1848 udfoldede deres
fulde Originalitet.

Mange eiendommelige Fysiognomier staae her kun skizzerte, saaledes
Alexandre Dumas, der vel kan kaldes den franske Romantismes Ariosto
og de Vigny, han som har tegnet sig selv i Sæt­ ningen: »Æren, det
er Pligtens Poesi«. Andre har jeg kun kunnet nævne, som Jules Janin,
»Feuilletonens Fyrste«, hvis Roman L’âne mort et la femme guillotiné
er en saa mærkværdig Forløber for en senere Tidsalders Naturalisme,
eller som Gérard de Nerval, Romantismens Euphorion, Nodiers aandelige
Ætling, hvis duftige Kvindeskikkelser have en vægtløs Lethed, hvis
overnaturlige Fantasier have en østerlandsk Eventyrlighed og hvis
Sonetter fra hans Vanvidsperiode høre til de smukkeste og sindrigste,
Tidsalderen har frembragt. Mange Talenter af anden og tredie Rang har
jeg maattet forbigaae helt, Antoni Dechamps, der som Digter svarer til
hvad Leopold Robert er i Malerkunsten, Auguste Vacquérie, interessant
ved sin Kulsviertro paa Romantismen og sin ubeskrivelige Aplomb, Victor
Hugo’s Epigon, som i sit Drama Tragaldabas satte den fransk-romantiske
Extravagance et af dens dristigste Mindesmærker. I Regelen har jeg kun
kunnet og villet stille de typiske Hovedskikkelser i Relief. Periodens
store Kvindeskikkelse George Sand maa alene staae som Repræsentant for
Tidens Kvinder, hvor underholdende det end havde kunnet være at skildre
flere af de andre, den spirituelle Madame de Girardin, den elegiske
Madame Desbordes-Valmore, eller de to fritlevende Forfatterinder Madame
d’Agoult og Madame Allart. Saaledes har ogsaa Sainte-Beuve alene maattet
repræsentere Kritiken med Forbigaaelse baade af Philarète Chasles og
af Jules Janin, ligesom Balzac alene repræsenterer Virkelighedsstudiet
i Romanen uden Hensyn til mindre dybtgaaende Begavelser som Alphonse
Karr eller Charles de Bernard. Der gives jo nemlig i Slægten fra 1830
to Grupper af Forfattere, en lille, som har skrevet for hele Jorden, og
en større, som har skrevet for Frankrig, og kun den første har jeg her
villet fremstille i fuldt Lys.

Vi saa, hvorledes Restaurationen og Justemilieu-Regimentet var den
historiske Baggrund, fra hvilken Romantismen sprang frem og uden hvilken
den ikke kan forstaaes; vi saa, hvorledes den har talrige udenlandske
Forudsætninger og en ikke ganske kort Forberedelsestid i Frankrig selv.
Restaurationen »starter« den, Julikongedømmet ægger den, Studiet af
Scott og Byron, Goethe og Hoffman beriger den; André Chénier giver den
sin lyriske Indvielse, Kampene i Globe udvikle dens Kritik. Charles
Nodier baner med sine i almindelig europæisk Forstand romantiske
Digtninge de store franske Romantikere Vei. Saa opkaster Hugo sig til
Bevægelsens Fører, viser sig denne Stilling fuldt voxen og iler fra Seir
til Seir. De Vigny og han nævnes hurtigt Side om Side med Lamartine
som Lyrikere, indtil Hugo overstraaler alle. Sainte-Beuve og Théophile
Gautier have hver en lyrisk Aare, men Alfred de Musset erobrer som
lyrisk Digter Publicum fra de andre Yngre, snart endog fra Hugo, og
bliver for lang Tid Ungdommens Afgud.

Romantismen havde fra først af havt et historisk Hang; de Vigny,
Hugo, Balzac, Mérimée stræbte at give Frankrig den historiske Roman,
af hvilken England var stolt; Vitet, Mérimée, Alexandre Dumas, de
Vigny, Hugo stræbte at skabe et historisk Drama i Tragoediens Sted.
Den historiske Roman fortrængtes hurtigt af den moderne Roman i dennes
forskjellige Former hos George Sand, Balzac og Beyle, og det historiske
Drama trængtes ligeledes snart tilbage; det var i Reglen enten for tørt
som hos Vitet og Mérimée eller for lyrisk-overspændt som hos Hugo. I
Regelen havde Digterne størst Held med sig paa Scenen, efterat deres
første Ungdoms Lidenskabelighed havde udraset. Der kom et vist Tidspunkt
i Fyrrerne, hvor der ikke blot stod en Ecole de bon sens udenfor den
romantiske, men hvor der indenfor Romantismens Kreds i Digternes Liv
indtraadte en Periode »de bon sens«. Det var paa den Tid at Alfred de
Musset skrev sine smaa vidfulde dramatiske Indlæg for Fornuften og
Ægteskabet, og George Sand sine fredelige Romaner og Bondenoveller.
Medens Hugo steg stedse høiere som lyrisk Digter, ledede Gautier
Romantismen i Retning af den plastiske Kunst. Balzac udviklede den i
fysiologisk, Beyle i folkepsychologisk og analytisk, Mérimée i historisk
Retning, Sainte- Beuve endelig i Retningen af naturalistisk Kritik.
Paa alle disse Omraader har Slægten fra 1830 ydet. Uforgjængeligt. Den
kan da ogsaa uden Overdrivelse siges at være den største litterære
Skole, vort Aarhundrede har seet. I dette Øieblik ere dens Mænd og
Kvinder forsvundne fra Jordens Overflade. Mange døde tidligt, og i
Tidsrummet 1869—76 alene mistede Slægten af sine berømteste endnu
levende Repræsentanter ikke færre end Sainte-Beuve, Mérimée, Alexandre
Dumas, Théophile Gautier, Vitet, George Sand. Kun en Eneste af de Store,
kun den Største er endnu i Live, han, hvis Levnet det var unødvendigt
at fortælle, da det kjendes af Alle. Victor Hugo, som var den Første,
er forbleven den Sidste. Hans rige Liv, værdigt og stort i Ulykken,
ærefrygtindgydende i Alderdommen, et mægtigt og anthitheserigt Digt som
hans egne Poesier, kroner hans Kunst. Romantismens Sol er gaaet ned, men
saalænge Hugo lever, sees dens røde Aftenskjær endnu over Horizonten.

             Indhold Den politiske Baggrund .......................    .

                                                  5 Slægten fra 1830 . .
.............................

                                                 14
Romantismen............................................

                                                27 Charles Nodier
................... ....

                                                50 Tilbageblik. Fremmede
Forudsætninger

                                                69 Tilbageblik.
Indenlandske Forudsætninger

                                                91 De Vigny’s Poesier og
Hugos østerlandske Digte

                                                111 Hugo og Musset .

                                                123 Musset og George
Sand

                                                143 Alfred de Musset
165 George Sand . 182 Balzac . . . . 224 Beyle . . . . 290 Mérimée
. . . . 344 Beyle og Mérimée 356 Mérimée . . . . 377 Mérimée og
Gautier 410 Th. Gautier. 419 Sainte-Beuve . 450 Sainte-Beuve og den
moderne Kritik 480 Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo 497 Den
socialpolitiske Ideebevægelse og Poesien 525 De Oversete og Glemte 561
Slutning........................ 588
