Dersom Kunstneren ikke styrter sig ned i sit Værk som Curtius sprang
ned i Afgrunden og dersom han ikke arbejder i dette Krater som en
Grubearbejder, over hvem Jorden er styrtet sammen; dersom han giver sig
til at betragte Vanskelighederne istedenfor at overvinde dem en for en,
saa bliver han Vidne til sit Talents Selvmord. Balzac.

I.

Over de tyske Lande rugede fra den hellige Alliances Dage af den
store systematiske Reaktion, som var udgaaet fra Wienerkongressen,
havde sit Midtpunkt i Østerrig og hvis fuldgyldigste Repræsentant
Metternich, en Elev af Talleyrand uden Mesterens Smidighed men langt
skadeligere end han, haabede at kunne omspænde hele Europa. Det gjaldt
om at Alt, hvad Revolutionen og Napoleon havde rokket, rystet eller
kuldkastet, nu kunde rejse sig istandsat eller gjenoprettet. Man havde
tilsidst været nødt til at bekjæmpe den store Fjende ved alleslags
Midler, havde maattet appellere til Folket istedenfor simpelthen at
kommandere, havde maattet henvende sig til Sentimentaliteten istedenfor
til den undersaatlige Troskab, ja havde maattet love noget fra al
Kabinetspolitik saa Fjærnt, noget saa studenteragtigt Revolutionært
som »Tysklands Gjenfødelse«. Ganske vist havde der været en kjendelig
Forskjel paa den Parole, der udgik fra Østerrig, og den, som gaves af
Preussen. »Retfærdighed og Orden«, »Orden og Fred«, det var Stikordene
i de østerrigske Proklamationer; »Folket«, »Frihed og Ære«, »Tyskhed«
var preussiske Stikord. Men dog havde begge de store tyske Stater gaaet
Tidsalderens Stemning langt videre imøde end det stemmede med de ledende
Statsmænds Sympathi. Og neppe var Fjenden forjaget, Revolutionens
Arvtager knust, og »Frihedskrigen« endt, før det for dem gjaldt om at
gjøre Ende paa Friheden som paa Krigen.

Den Ungdom, der var voxet op under Krigen med Frankrig, havde ventet
at se den tyske Enhedsstat opstaa som Følge af Sejren. Stein havde
allerede 1812 udkastet en Plan til Gjenforening af det fordums tyske
Riges spredte Dele, Arndt og Görres havde taget Ordet i samme Aand. Men
i Pariserfreden 1814 bestemtes det ordlydende: »De tyske Stater skulle
være uafhængige og forenede ved et foederativt Baand«, og dermed sloges
alle Forhaabninger om Enhedsstaten ned. Næsten en Menneskealder gik
hen, før Tanken paa den atter fyldte Folket. Istedenfor Enhedsstaten
opstod det tyske Forbund, det tyske Bunt, som Jahn kaldte det, en broget
Harlekinsdragt for Nationen, og Skuffelsen var bitter.

Det gik med Drømmen om Frihed som med Drømmen om Enhed. For at ophidse
Folkene til Kampen mod Napoleon havde flere af Fyrsterne givet dem
Løfter om fri Forfatning. Det blev af de større Stater kun Bayern,
Baden og Würtemberg, de tidligere Medlemmer af det Napoleonske
Rhinforbund, som holdt disse Løfter og indførte Constitutioner, Bayern
og Baden i Aaret 1818, Würtemberg, hvor undtagelsesvis Kongen var mere
frisindet end Stænderne, i Aaret 1819, medens Karl August i det lille
Sachsen-Weimar som Banebryder for politisk Frihed i Tyskland allerede
i Aaret 1816 havde givet en fri Forfatning og aabnet en parlamentarisk
Idyl.

Dette betød dog kun lidet, da Østerrig efter Freden som før betegnede
et reaktionært Princip, og Preussen, i hvis Befolkning der dog var mest
politisk Drift, sluttede sig ganske til det Metternichske Grundsyn.

Det preussiske Folk havde imidlertid ikke blot Ønsket om at opnaa
en repræsentativ Forfatning, det sad inde med en gammel Ret dertil.
Det havde Brev og Segl derpaa. Allerede i et Edikt fra 1810 var af
Preussens Gjenopretter Kantsleren Fyrst Hardenberg en almindelig
Folkerepræsentation bleven stillet i Udsigt. Under Krigen mod Napoleon
var Løftet blevet gjentaget, og endelig var der i en Forordning af
22 Mai 1815 blevet givet Folket et formeligt Tilsagn, udtrykkelig
Meddelelse af Kongens Hensigt, uden Tøven at nedsætte en Kommission
til Udarbejdelse af et Forfatningsudkast efter konstitutionelle
Grundsætninger. Men alt som det Metternichske System trængte igjennem,
blev Virkeliggørelsen af denne Plan skudt ud. Da Görres vovede at
forelægge Hardenberg en Adresse fra Rhinlandene, i hvilken Kongen af
Preussen mindedes om sit Løfte, fik han kun Svaret, at Kongen, som
havde givet Løftet, ogsaa i sin Visdom havde forbeholdt sig at bestemme
Tidspunktet for dets Indløsning. Gjentagne Gange senere erklærede Kongen
sig vel bunden ved sit Løfte, men betonede stadigt, at Fastsættelsen
af Tidspunktet maatte være hans landsfaderlige Omsorg forbeholdt. Og
saaledes gik foreløbigt samfulde 25 Aar, Kongens hele øvrige Levetid
hen. (Biedermann: Dreissig Jahre deutscher Geschichte. Prutz: Zehn Jahre
I og II).

Det gjaldt for Magterne om at udrydde ethvert Spor af Napoleonske
Statsindretninger. Saaledes blev f. Ex. i Hannover Code Napoléon med
Retsplejens Offentlighed og Mundtlighed afskaffet og i Stedet den gamle
Inquisitionsproces fra det sextende Aarhundrede med hemmelig Rettergang
atter indført. Bønderne, der vare blevne befriede af Franskmændene,
førtes tilbage til Livegenskab og Hoveri. Grundsætningen om Lighed
for Loven blev hævet, idet Adelen paany fik de politiske og sociale
Forrettigheder, som den i det attende Aarhundrede havde havt.

Og netop som de første Spirer til et friere Statsliv skulde til at
udfolde sig i Sydtyskland indtraadte der en Begivenhed, som gav Signalet
til forøget Reaktion i langt hurtigere Tempo og med Anvendelse af
de voldsomste Midler overfor ubetydelige og uskyldige Ytringer af
det folkelige Liv: Kotzebue’s Mord eller rettere den Begejstring for
Drabsmanden, som denne Gjerning overalt i det kuede og gjennemspionerede
Tyskland vakte. Det nationale Opsving og Frihedsbegejstringen, som havde
gjort sig gjældende under Sammenstødet med Frankrig, havde i de siden
da forløbne Aar affødt to Bevægelser i den tyske Ungdom, paa hvilke
Regjeringernes Blikke nu henvendtes, Turnvæsenet og Burschenvæsenet.
Jahn, som indstiftede den folkelige Gymnastik, havde fulgt Fichte i den
nationale Ungdoms Yndest; han aabnede den første Turnskole i Berlin.
Det var en forhenværende Jæger i Lützows Frikorps, en Teutoner og
Franskhader, der gik med sit lange uredte graa Haar hængende ned over
Skuldrene, med bar Hals og bredt udslaaet Skjortekrave og med en tyk
Knortestok i Haanden. Naar han paa Ferie-Udflugter med sine Elever traf
paa et fransk Skilt eller en lapset paaklædt Mand, blev der slaaet Kreds
om Gjenstanden og brølet: Æh! Æh! Paa disse Ture øvedes den største
Afholdenhed i Spise og Drikke, man levede mest af Brød og Vand, og om
Natten laa man i Bivuak under aaben Himmel. Da lød omkring Ilden den
skikkelige Massmanns kjønne Turnwanderlied: Stubenwacht, Ofenpacht

Hat die Herzen weich gemacht,

Wanderfahrt, Turnerart

Macht sie frank und hart. Denne Massmann, der foruden at være en af
Turnsagens Bannerførere var en af Burschenschaftets Indstiftere, er den
samme, der indtager saa stor en Plads som Prygledreng i Heine's Digte
og Fortaler. ( Wintermährchen: Kap. XI, Lobgesänge auf König Ludewig,
Forord til Romancero).

For den lidenskabeligste Beundring blev Jahn snart Gjenstand ikke blot
fra umodne Menneskers men fra de betydeligste Mænds og offentlige
Institutioners Side. Digtere tilegnede ham deres Vers, en Filolog som
Thiersch dedicerede ham sin Pindar og sammenlignede den tyske Gymnastik
med den græske; to Universiteter udnævnte ham til Æresdoctor. Han var
selv en yderst kongetro Mand; men det var Tone blandt hans langhaarede,
barhalsede Turnere i deres Jakker af ubleget Lærred at haane Hæren,
særligt de sirlige Gardeofficerer, og man rasede desuden mod abstrakte
Fjender; der blev givet Turnerne Kegler for Drab af den gode Sags
Avindsmænd: med Dolken skulde man først sigte efter Øjnene, saa, naar
Ofret dækkede Ansigtet, støde efter Hjertet.

Medens denne Bevægelse udgik fra Berlin, stammede Burschenbevægelsen fra
Thüringen. Den begyndte som kristeligt-germanisk Sværmeri, gik bl. A. ud
paa Reform af Studentersædernes Raahed, havde som udsprunget fra den Del
af Tyskland, der var Smaastatsvæsenets Hjem, Arndts bekjendte Sang om
det hele Tyskland som Tyskerens Fædreland til Program.

Blandt Professorerne i Jena stod en vis Fries Studenterne nærmest. Det
er den samme Fries, der i Fortalen til Hegels Retsfilosofi overøses med
Haansord som Overfladiskhedens Repræsentant. Han var en hidsig Liberal,
der om Hegel havde sagt, at dennes nye Lære ikke voxede i Videnskabens
Haver, men paa Kryberiets Mistbænke, og under hans Varetægt udbredte
Enheds- og abstrakte Friheds-Bestræbelser sig blandt Universiteternes
Ungdom. Til Felttegn tog Burscherne et sortrødtgyldent Banner; det
havde, synes det, sin Oprindelse fra det Lützowske Jægerkorps's
Uniformsfarver, sort med røde Opslag og Guldknapper.

Reformationens Jubelfest 1817 henledede først den almindelige
Opmærksomhed paa Turnere og Burscher. Den havde nemlig fremkaldt Tanken
om et Møde af Udsendinge fra alle tyske Burschenschafter paa Wartburg.
I et Festskrift af Karl Sand nævntes der som Tyskhedens tre Arvefjender
fra Arildstid af: Romervæsen, Munkevæsen og Soldatervæsen. — Fra
Eisenach gik den 18de Oktober 500 Burscher med adskillige Professorer
i Spidsen op paa Wartburg, hvor Karl August liberalt havde aabnet dem
Riddersalen til deres Middagsmaaltid. Derefter gave Turnerne deres
Kolbøtter til Bedste for de forbausede Indfødte. Om Aftenen tændtes
flere store Glædesbaal. Da foreslog Jahn, at man efter Luthers Exempel,
som havde brændt den pavelige Bulle, skulde opbrænde hvad Fjenderne af
den gode Sag havde skrevet. Massmann udtalte pathetisk sin Tilslutning.
Saa bar de nogle Pakker gammelt Trykpapir sammen, beskrevet med Titlerne
paa de forhadte Bøger, alle forfattede af Turnvæsenets Fjender. Der
var tre af den sørgeligt navnkundige Schmalz, den første Rektor ved
Universitetet i Berlin, Gendarmeriets Lovbog af den ligesaa berygtede
preussiske Justitsminister, Hr. von Kamptz, Code Napoléon, Kotzebue's
Deutsche Geschichte, Haller's Restauration osv. Tilsidst kastedes et
Uhlan-Snørliv, en Haarpisk og en Korporalstok i Ilden. (Treitschke:
Deutsche Geschichte II 383 — 443).

Da Fries i højttravende Ord sagde Studenterne Farvel, fremhævede han,
at de nu havde været i den tyske Folkefriheds, den tyske Tankefriheds
Land: »Her er ingen staaende Hær« osv., en saa meget mere komisk
Vending, som Weimars Hær var en Flok skikkelige Haandværkere, der mod
en lille Dagløn skiftevis optraadte som Husarer med høje Rytterstøvler
og Sporer, men uden Heste. I Hegels Fortale til Retsfilosofien hedder
det om denne Tale, at Fries ikke har skammet sig over ved en berygtet
offentlig Festlighed om Stat og Statsforfatning at sige, at fra neden
af, fra Folket vilde Livet komme, hvis der herskede ægte Almenaand
og at Samfundene kunde sammenknyttes ubrødeligt alene ved Venskabets
hellige Kjæde. Hegel betegner det her som Fladhedens Kjendetegn at lade
den leddelte Arkitektur i Statsfornuften flyde sammen »i Hjertets,
Venskabets og Begejstringens Suppe«.

Massmann udgav en Festberetning, i hvilken det skildredes, hvorledes
Natten endnu rugede over Tyskland, men vistes, at den blodgyldne
Morgenrøde var ifærd med at oprinde.

Metternich fik saavel Fyrst Hardenberg som Kejser Alexander sat i
Bevægelse for i Anledning af Festen at udøve et Tryk paa Karl August,
der ved Wienerhoffet fra nu af haanligt tituleredes »der Altbursche«.

Man havde jo paa Wartburg in effigie brændt Skrifter af Kotzebue blandt
andre. I Weimar udgav han sit Litterarisches Wochenblatt, der smigrede
Rusland og spottede den tyske Ungdom. Saa sjældent Goethe ellers
sympathiserede med Ungdommen, glædede han sig dog denne Gang over den
hans gamle Fjende tilføjede Tort.Epigrammet: Du hast es lange genug
getrieben,

 Niederträchtig vom Hohen geschrieben.

 Dass du dein eignes Volk gescholten,

 Die Jugend hat es dir vergolten. Da Kotzebue var russisk Legationsraad
og fra Tid til anden sendte Beretninger til Hoffet i Petersburg, holdt
man ham for russisk Spion. Hvad han meddelte var vel kun uskyldige
litterære Oversigter; men han var nu engang i den studerende Ungdoms
Øjne den rene Belzebub: Beltze- eller Kotze-bue. Paa dette Tidspunkt
havde ved Universitetet i Giessen under Ledelse af tre Brødre Pollen,
fanatiske Republikanere, udviklet sig en Radikalisme, der stadigt
svælgede i Forestillinger om Mord paa Tyranner og deres Haandlangere.
I Studenternes Sange forekom Vendinger som denne: »Freiheitsmesser
gezückt! — Hurrah! den Dolch durch die Kehle gedrückt!« Karl Follen
var Hovedmanden, og ganske afhængig af ham var den unge indskrænkede
Mystiker, Karl Sand, der stadigt gik med Jesu Forbilled for Øje og som
d. 23 Marts 1819 stødte den gamle Kotzebue Dolken i Struben. — Paa et
Papir, han lod ligge ved Liget, fandtes bl. A. et Vers af Follen: »En
Christus kan du vorde«.

Saa tydeligt som det var, at dette Mord, der udsprang af et religiøst
Sværmeri, ikke i al Almindelighed kunde lægges den frisindede Ungdom til
Last, saa kom dog nu, især da Sand i Folkebevidstheden blev gjort til
en Art Helgen, Metternich og Gentz, Kejseren af Østerrig og Kongen af
Preussen, Czaren, som det Russerhad irriterede, der her fik et Udbrud,
alle som én i Bevægelse, og Karlsbader-Beslutningerne bleve fattede:
Provisoriske Undtagelseslove mod Universiteterne, »Demagogerne« og
Pressen. Saaledes opstode Datidens tyske Censurforhold, svarende til de
russiske nu. Og med Rette kunde Gentz prise Tilstanden som den største
retrograde Bevægelse, der havde fundet Sted i tredive Aar.

Under Skin af at forfølge et stort revolutionært Parti, som
Regjeringerne vel vidste ikke gaves, begyndte de en Forfølgelseskrig
mod hvad man dengang kaldte »Liberalismen«. De Wette, Professor ved
Berlineruniversitetet, endda i Theologi, fik sin Afsked, fordi han havde
skrevet et privat Trøstebrev til Sands Moder, hvilket blev opsnappet
og aabnet af Politiet. Selv mod de Mænd, der repræsenterede den tyske
Nationalfølelse fra Krigstiden af, vendte Reaktionen sig: Jahn blev
arresteret, bragt paa en Fæstning og siden sat under Politiets Opsigt i
en Smaaby, Arndt blev som »Demagog« indviklet i en Kriminalundersøgelse
og sat ud af Embedsvirksomhed; Görres, der blev afsat, flygtede over
Grænsen.

Censuren strakte sig i Preussen ikke blot til Blade og Bøger,
som tryktes der, men til de udenlandske. Alle tyske Aviser, der
udkom i England, Frankrig og Holland, forbødes. Hele store Forlag
som f. Ex. Brockhaus's bleve paa Grund af et Par enkelte udgivne
Hefter underkastede en særlig Efter-Censur. Ved alle Uni versiteter
ansattes betroede Mænd, der skulde vaage over Ungdommens Sindelag og
Professorernes Forelæsninger. Alt Turnvæsen og alt Burschenschaft
forbødes; ligeledes den saakaldte gammeltyske Dragt og de sortrødgyldne
Farver, i hvilkes Efterstræbelse Politiet i Særdeleshed viste sig stort.
Der gjordes Jagt paa Frakker, Huer, Kvaster, Baand og Pibehoveder,
og Enhver som blev greben med Straahat, rød Vest og sort Frakke blev
stukket i Fængsel for Højforræderi.

I Tyverne havde engang flere Studenter fra Marburg forskrevet sig
Huggerter fra en Fabrik i Solingen, og det sagdes, at det sædvanlige
Fabriksmærke, Ordet »Fürst« skulde mangle paa dem. Den Kurhessiske
Begjering satte en Undersøgelse i Gang for at erfare, om Studenterne
havde bestilt Huggerterne saaledes — til Politiets store Ærgrelse fandt
man ingen Grund til Anklage. »Jeg har ondt af Deres Statsmænd,« sagde
paa den Tid den franske Minister Grev de Serre til den berømte Niebuhr,
»de føre Krig imod Studenter«.

Man spejdede især efter de forbudne Forbindelser imellem Studenterne. Da
Arnold Ruge blev fængslet, gjorde Hr. von Kamptz formelig Politijagt paa
en ham tilhørende Stok, paa hvilken Navnene paa nogle Jenaer Burscher
vare indridsede, indtil Corpus delicti lykkeligt blev konfiskeret i
Stralsund. Ruge pinte man med lange Pauser mellem Forhørene, medens han
i sit Aflukke ikke kunde nære sig for Væggetøj. For den Forbrydelse
»ved højlys Dag at have baaret de tyske Farver« maatte Fritz Reuter
bøde først med Fængsel i et usselt Hul i Berlin, derefter, dømt
som Højforræder, i smudsige Fæstningskassematter. I Bayern blev
en ungdommelig politisk Synder idømt Fæstningsstraf i Kraft af en
Anklage, der som særlig graverende Omstændighed anførte, at man paa
hans Kammer havde fundet Noget, der lignede en tysk Fyrstekaabe.
Det var i Tusindvis, at preussiske Ynglinge, mest efter østerrigsk
Tilskyndelse, maatte vandre i Fængsel eller i Landflygtighed. Kort sagt,
Borgerstandens liberale Ungdom i Tyskland var i hine Dage saa retløs
og saa forfulgt som i vore Dage den fjerde Stands socialistiske Ungdom
sammesteds eller som den frisindede Ungdom i Rusland,

Haand i Haand med den politiske gik, som i Reglen, den religiøse
Reaktion. I Aaret 1821 sluttede den preussiske Regjering et Concordat
med Paven, der gav den katholske Kirke en under Frederik den Store
utænkelig Indflydelse i Preussen. Aaret efter indførtes i den
protestantiske Kirke en ny Liturgi, der nærmede sig til den katholske,
og hvad der er højst betegnende, selve Navnet Protestantisme fik en
ildelydende Klang. Ved Kabinetsordre blev 1821 Navnene Protestant og
Protestantisme forbudte i Preussen; Censorerne fik Anvisning til ikke
mere at taale disse Benævnelser, men erstatte dem med Ordet Evangelisk.

Den Sorg, som i lange og tilsyneladende haabløse Reaktionsperioder
betager alle Fremadstræbendes Sind, lagde sig over det tyske Folks
Elite. Men den store Mængde blev snart greben af Slaphed og politisk
Ligegyldighed; Reaktionen, der fra først af var paatvungen udefra, var
snart gledet over i Sindene. Mange begyndte at anse en repræsentativ
Forfatning som den Preussen lovede for en unyttig Ting. Skammen over,
at Preussen, der havde bragt saa store Ofre i Krigen mod Napoleon,
ikke havde kunnet opnaa en Constitution, medens de sydtyske Stater,
som til det Sidste havde gjort fælles Sag med Fjenden, forlængst havde
offentligt Liv og parlamentariske Kampe, dulgte Andre ved at se ned
paa disse Skjærmydsler med en Ringeagt, der var stærkt i Slægt med
Misundelse og Harme. Man fremhævede med Skadefryd, at Forbundsdagen,
hvor Østerrig og Preussen gjorde Udslaget, stadigt sørgede for, at
den sydtyske Parlamentarismes Træer bleve stækkede i Væxten. Det var
desuden lykkedes Regjeringerne at bringe den Opposition i Vanry,
der kom til Orde i de sydtyske Stater. Dels formaaede Ministrene
hyppigt at forhindre et Valg, der var dem ukjært, dels vandt de ved
ligefrem Bestikkelse eller gjennem Skrækken for Afskedigelse mangen
Modstander, og endelig havde de den hyppigt anvendte Udvej tilbage ikke
at bryde sig det Ringeste om den af Kamrene udtalte oppositionelle
Vilje. Da Regjeringerne havde Magten, laa det i Sagens Natur, at de
parlamentariske Forhandlinger lige indtil Aar 1830 ikke frembøde
nogensomhelst dybere Interesse.

Den tyske Presse havde aldrig staaet højt. Udespærret som den nu var fra
alt Ræsonnement om Statssager, maatte den indskrænke sig til Meddelelse
af de rene Kjendsgjerninger i Politiken og forøvrigt slaa sig paa
Hofnyheder, Beretninger om stedfundne Uvejr og Oversvømmelser, Fødselen
af mærkelige Misfostre i Dyreverdenen og Aabenbaringen af nye Stjerner i
Theaterverdenen.

De Dannede søgte en Slags Erstatning for den negtede Sysselsættelse
med Politik i en overophidset, halvtosset Interesse for Theatret.
Aldrig havde Forgudelsen af en Sangerinde eller Danserinde været dreven
saaledes paa Spidsen. I Berlin slugtes i Tyverne alle andre Interesser
af Spørgsmaalet om tysk eller italiensk Musik. Man gik helt og holdent
op i Striden mellem Spontini og Weber. Da Börne i 1828 kom til Berlin,
var Alt saa opfyldt af Sangerinden Henriette Sontag, at Ingen vidste
Andet om Börne, end at han havde skrevet en Artikel om hende. Man kan
i hans Breve fra Paris (i Härings-Salat) finde hans vittige og dog
sanddru Fremstilling af, hvorledes han allevegne anmeldtes og hilstes
med Udraabet: »Es ist der Mann, der über die Sontag geschrieben«. Ja
endnu i 1832 gik sammesteds Alt, Bevægelsen i Frankrig, det polske
Nederlag og Medlidenheden med de landflygtige Polakker, i Glemmebogen
over Danserinden Frøken Taglionis Fødder, der begyndte deres Sejerstog
igjennem Europa. Den reaktionære Aandsretnings Hovedrepræsentant i
Preussen, Hofmarschallen, den senere Diplomat, General Theodor Heinrich
v. Rochow skriver i Maj 1832 til Generalpostmesteren v. Nagler: »Hun
vil danse, og saaledes er der nu Glæde og Beskjæftigelse fuldtop [...]
Taglioni's gratiøse Mimik har fortrængt Tidens truende Tegn«.Sie wird
tanzen und somit ist grosse Freude und Beschäftigung vollauf [...] die
Mimik der Grazien der Taglioni haben die drohenden Zeichen der Zeit
verdrängt. Ordet Beskjæftigelse er her især betegnende. Sligt glædede
ikke blot; det sysselsatte. (Preussen und Frankreich zur Zeit der
Julirevolution. Vertraute Briefe des Generals von Rochow herausgegeben
von E. Kelchner und K. Mendelssohn-Bartholdy.)

I litterær Henseende svælgede den dalevende Slægt efter at Goethe
havde naaet det 80de Aar, i en Goethebeundring, for hvilken Alt hvad
den alderstegne Mester skrev eller sagde, var Visdom og Skjønhed og
guddommelig Poesi. Hele sit Liv igjennem havde han maattet kjæmpe
med Had og Miskjendelse; nu blev Ærefrygten for ham til Karikatur.
Særligt i Berlin naaede den til Grænsen af det Fjollede.I det Berlinske
Onsdagsselskab forfattede en Geheimeraad Schulz følgende Fødselsdagsdigt
til Goethe: Ich wollt, ich wär ein Fisch — so wohlig und frisch — und
ganz ohne Gräten — So wär ich für Goethen — gebraten am Tisch — ein
köstlicher Fisch. I Zelters Breve til Goethe hedder det i Anledning af
dennes Elpenor: Efterverdenen vil ikke tro, at vore Dages Sol saa et
saadant Værk fremkomme.Die Nachwelt wird es nicht glauben, dass die
Sonne unsrer Tage ein solches Werk hervorgehen sah. Alle de, der havde
været Hindringer paa Goethe's Vej, saalænge hans Navn endnu tilhørte
den stridende Litteratur, bleve hans Dyrkere fra det Øjeblik af, da
dette Navn kunde tages som ubestridt Autoritet og opfattes som en Art
konservativt og nationalt Vaabenmærke. Iøvrigt laa Litteraturen nede;
Poesiens romantiske Fantasispil var ved at slukkes — Raupach og Müllner
beherskede Scenen, Clauren Romanen. Underholdningslitteraturen sank
stedse dybere i Plathed og Lystenhed.

II.

Den tyske Videnskab, der efterat Romantikens Oversvømmelser havde
befrugtet Jordsmonet med sit Dynd, var skudt mægtigt i Vejret med alle
sine Grene, skiftede paa samme Tid Farve. Den blev ved Forholdenes
Ugunst mere virkelighedsfjern og nærmere knyttet til det Bestaaende end
før.

Hegel er det store Exempel. I Marts 1819 stødte Karl Sand Kotzebue ned,
Aaret forud den 22 Oktober 1818 besteg Hegel første Gang sit Katheder
paa Universitetet i Berlin. Allerede i sin Tiltrædelsestale gav han
Tilhørerne sit Program, og af Programmet fremgik, at den Hegelske
Filosofi og den preussiske Stat i dens daværende Skikkelse hørte
inderligt sammen; thi denne Filosofi beroede paa Begrebets Almagt,
denne Stat paa Dannelsens og Intelligensens Magt. At Preussen netop da
blev sit Væsen og sin Fortid utro for i Østerrigs Ledebaand at tjene
den aandelige som den politiske Reaktion kom ikke til Orde. Og dog
vare Carlsbaderbeslutningerne fattede, og dog var det netop Preussen,
som da tog Initiativet til alle de smaatyranniske Forholdsregler, der
snart stillede hele Tyskland under Politiets Opsigt. Men for Hegel var
Burschenvæsenets Følelsespolitik saa forhadt som Følelsesfilosofien,
Wartburgsammenkomsten en romantisk Naragtighed og Sands Dolkestød en
Væmmelse. I Fortalen til Retsfilosofien, hans første og vigtigste Værk
i Berlin, nedlod han sig ikke blot til Forsvar for Demagogforfølgelsen,
men han ned værdigede sig til at gaa Politiets Ærind, idet han angav
sin forhenværende Kollega Fries til Regjeringerne: »Forhaabentlig vil
ikke Embed og Titel være en Talisman for Principer, der øde lægge baade
Sædeligheden og den offentlige Orden«. Og Hegel stod fra nu af som
Tysklands filosofiske Diktator. Fra Berlin af beherskede han den hele
tyske Videnskabelighed.

Imidlertid, der laa i denne Filosofi ja i selve dette saa konservativt
anlagte Værk Retsfilosofien en Dobbelttydighed, som var fremtidssvanger.
Allerede i hin berygtede Fortale stod den Sætning, som skulde
blive Tidsalderens klassiske Ord, først lidenskabeligt tilegnet af
Restaurationstidens Konservatisme, saa benyttet af Hegels yngre Disciple
som en Stormbuk. Med spærret Skrift staar det der i to Linjer: Hvad
vil det sige? Hegel udvikler, at naar Følelsen erklærer det Nærværende
for idel Forfængelighed, saa er den selv falsk, og naar omvendt Ideen
gjælder for en blot Forestilling, saa maa det gjøres gjældende, at Intet
er virkeligt undtagen Ideen. Det gjælder om at opdage det Evige i det
Nærværende, Timelige, Forbigaaende, med andre Ord i dette Tilfælde ikke
om at konstruere en Stat, men om at begribe Staten som den er.

Med Rette har Haym, Hegels Biograf, udtalt, at ikke Læren om Magten
af Guds Naade er saa farlig som denne, der erklærer alt Bestaaende
for helligt. Men paa den anden Side kan det med samme Ret hævdes,
at ikke den revolutionære Ungdoms Omstyrtningslyst gik saa vidt som
denne Lære, der kun tillægger det Fornuftige Virkelighed og altsaa kun
tilkjender alt det Øvrige en Skinvirkelighed, som da kan og bør trodses,
tilsidesættes, gjennemhugges, sprænges. Derfor kunde Robert Prutz om
denne selvsamme Sætning sige, at med den var al Tvivl hævet, Mørkets
gamle Gud styrtet i Afgrunden og en ny, evigt herskende Zeus, Ideen, der
begriber sig selv, Mennesket som tænkende Væsen sat paa Tronen. (Haym:
Hegel und seine Zeit S. 365 ff. R. Prutz: Vorlesungen über die deutsche
Litteratur der Gegenwart S. 259 ff.).

Saa mange Fortolkninger den Hegelske Filosofi nu end snart skulde blive
Gjenstand for, Slægtskabet mellem denne Lære og Goethe's Poesi føltes
af alle Indviede. For den lille Kreds af Goethe-Dyrkere i Berlin blev
Hegel den kraftigste Forbundsfælle, og Ærefrygten for de to Mænd, hvem
man kaldte den absolute Digter og den absolute Filosof, smeltede sammen.
Den rettroende Hegelianer saa endog et betydningsfuldt Sammentræf i
den Omstændighed, at Hegel var født den 27 August, Goethe den 28. I
Tyverne sadde om Aftenen den 27 August de Trofaste ved det festlige
Aftensmaaltid og drak Skaalen for Mesteren i Tankernes Riger og mindedes
de Ord af Fortalen til Retsfilosofien om Minervas Ugle, der ved den
indbrydende Nattedæmring begynder sin Flugt. »Men saasnart Midnatstimen
hayde slaaet, rejste en Taler sig for at forkynde det glade Budskab, at
Apollo, Dagens og Sangens Gud, nu førte den herlige Dag, den 28de, frem
paa Himlen med sin Solvogn.« (Treitschke: Deutsche Geschichte III 686.)

Den Nationalfølelse, der i 1813 havde drevet Fjenden ud af Landet,
indeholdt to grundforskjellige Elementer, en historisk, tilbageskuende
Retning, der snart udskilte sig som Romantik, og en frisindet,
fremskridtstroende Retning, den, der blev til Liberalisme. Da Reaktionen
kom, støttede den sig til mange af Romantikens Grundsætninger og tog den
tilsidst ganske i sit Sold. Mænd som Görres, som Friedrich Schlegel o.
fl. gik fra Romantikens Lejr over i Reaktionens.

Den frihedselskende Gruppe havde under Kampene mod Napoleon naturligvis
delt Romantikernes Had til Frankrig. Men alt som dens Sympathier blev
til Ønsker og Fordringer (af Pressefrihed, konstitutionelt Kongedømme,
Valgret osv.), fordampede nødvendigvis Hadet til Frankrig. Og jo
stærkere Reaktionen blev, des stærkere droges Blikkene til Nabolandet,
som dog besad en parlamentarisk Forfatning, og snart fik den franske
Liberalismes Helte ogsaa for de tyske Liberale en stor Betydning, ja
de toge sig paa Afstand betydeligere ud end i Landet selv. I Tyskland
var efter Sejren over Napoleon som efter Nederlaget overfor ham stadigt
Ro den første Borgerpligt. Her var Alting Lydighed og Taushed. Og det
gik da som i Regelen, naar et højtbegavet og handlesvagt Folk ikke
formaar at afryste et Aag, Trykket avlede Selvforagt, Selvforagten en
Art fortvivlet Vid, en staaende Galgenhumor, og der udviklede sig hos de
Bedre en sand Lidenskab for at søge Lindring i Spot over egen Usselhed.
Betragtningen af de hjemlige Tilstande gav en bestandigt tilbagevendende
Anledning til Selvironi. Det gik ud over de romantiske Sværmerier, over
Taalmodigheden og Underdanighedsaanden paa det politiske, Orthodoxien
og Pietismen paa det religiøse Omraade. Karikaturformerne af Statsliv,
Religion og Poesi æggede til Spot, der snart hensynsløst saarede
Fædrelandskærligheden, snart anslog en letfærdig Tone, der især ved
Liberalismens stadige Henblik til Frankrig var eller maatte synes mere
fransk end tysk.

III.

I de fremragende blandt denne Tidsalders frihedselskende Digtere og
Skribenter personificeres forskjellige af de nu berørte Afskygninger.
Adalbert von Chamisso, der med sin berømte Prosafortælling Peter
Schlemihl og overhovedet ved visse Sider af sit Væsen tilhører den
tyskromantiske Retning, medens han i andre Henseender staar fransk
Aand og fransk Digtning nær, er i flere af sine ejendommeligste Digte
ja endog i sine epigrammatiske Smaavers et Organ for de Bedstes
Sørgmodighed over den stedse stigende politiske og sociale Reaktion.
Allerede i Digtet Die goldene Zeit fra 1822 spotter han en Tidsalder,
i hvilken den er Jacobiner, der offentligt har udtalt, at to og to er
fire, i Nachtwächterlied Jesuiterherredømmet, i Josva og Der Dampfross
haaner han dem, der have ranet Tiden dens Hemmelighed og forstaa at
skrue den tilbage fra Dag til Dag, i Das Gebet der Witwe giver han med
dyb Pessimisme Billedet af de Herskendes hjerteløse og for det menige
Folks Skjæbne ganske ligegyldige Regimente, endelig samler han sin
Grundanskuelse af Datiden i hine bittert humoristiske fire Linjer, der
vemodigt præsentere sig som en flerstemmig Kjædesang: Kanon. Das ist die
Noth der schweren Zeit!

Das ist die schwere Zeit der Noth!

Das ist die schwere Noth der Zeit!

Das ist die Zeit der schweren Noth!

I principiel Kamp med Romantiken staar efter en Ungdomsstræben,
der saavel ved Stoffernes Valg som ved Efterligning af det spanske
Dramas Former var romantisk, Grev August von Platen-Hallermünde. Han
gjennemhaaner de sidste Udslag af Romantiken i Tyskland, iøvrigt uden
den nødvendige Takt og Kritik til at skjelne mellem dem, som hørte og
ikke hørte til Romantikernes Gruppe, men fra Litteraturdramaet gaar
han over til den politiske Lyrik, alt eftersom det mere og mere gaar
op for ham, at de offentlige Tilstande Elendighed er Grundaarsagen
til det tyske Folks Mangel paa Sans for Kraft og Stil og Form ogsaa
i Poesien. Han formaar ikke at udholde Livet i Tyskland, tyer ned
til Siciliens solfyldte Luft og Minder om Antiken for at glemme sit
Nordens tunge Atmosfære og Statsuvæsenets Tryk. Han kan ligefuldt
ikke rive sine Tanker løs fra Forsmædelsen i Hjemmet. Han skriver sin
Berliner-Nationallied, som aabnes med Koret: Diesen Kuss den Moskowiten,

Deren Nasen sind so schmuck;

Rom mit seinen Jesuiten

Nehme diesen Händedruck! Og man finder hos ham dette bitre Udbrud af
national Selvforagt, nedskrevet under Harmen over at hans Poesier
skamstryges af Censuren: Doch gieb, o Dichter, dich zufrieden,

Es büsst die Welt nur wenig ein,

Du weisst es längst, man kann hienieden

Nichts Schlechtres als ein Deutscher sein.

Saa romantisk Platens Modstander Heinrich Heine end begynder, skinner
dog i hans Prosa snart den moderne Aand igjennem. Endnu før han har
anslaaet den egentlig politiske Streng, morer han sig i sine Reisebilder
med en udæskende Spot over tyske Tilstande og over tysk Stumphed, som
finder sig i dem. I Ludwig Börne, saa rent æsthetisk han længe kunde
synes, da han Aartier igjennem kun optraadte som Theaterkritiker og
Forfatter af novellistiske Smaating, var fra først af i Virkeligheden
den abstracte, politiske Frihedskjærlighed den eneste Interesse.

At disse Forfattere fandt Læsere og Beundrere er et Vidnesbyrd om at
den tænkende Del af det tyske Folk i Slutningen af Tyverne efterhaanden
aflagde sin Autoritetstro saavel paa det politiske som paa det
almindeligt aandelige Omraade. Paa dette Tidspunkt dreves Forfølgelsen
af Burschen-Forbindelserne med lidenskabeligst Iver. De bleve allevegne
opløste. Men de dannede sig bestandig paany, ja i en enkelt tysk
Stat, i Bayern, bleve de ved Kong Ludvigs Regjeringstiltrædelse endog
tilladte af Politiet. I de Spaltninger, som indtraadte imellem dem,
røber sig de forskjellige Strømninger, som gik gjennem Folkesindet da.
I Erlangen dannede sig fra 1827 af tre mod hinanden fjendtligt sindede
Forbindelser: Teutonia, Arminia og Germania:

Teutonia var Organ for den rene Romantik, den religiøse Mystik og havde
erklæret al Politik for sig uvedkommende. Arminia's Grundsætninger vare
streng Sædelighed og videnskabelig Stræben; som dens Formaal betegnedes
Omformning af offentlige Tilstande med Tysklands Enhed og Frihed for
Øje. Germania endelig svarede til den radikale Strømning i Tiden. Den
havde ladet de ældre Tugendbund's Krav paa streng Sædelighed falde
havde sagt sig løs fra alle Autoriteter og al Autoritetstro, ogsaa
den religiøse, og vedkjendte sig den Anskuelse, at Maalet — der ogsaa
for denne Forbindelse var Tysklands Enhed og Frihed — kun kunde naaes
gjennem Revolution. Skjønt den efter sit Væsen var rent politisk, kan
man neppe gjøre sig for ringe Tanker om dens Betydning og Farlighed
Disse tre Grundretninger fandtes snart repræsenterede paa alle tyske
Universiteter og betegnende nok blev den, som Germania var Talsmand for,
i Regelen den, som greb Sindene stærkest.

IV.

I denne Stillestaaen, denne Undertrykthed og denne Gjæring, med
Elementer af Selvopgiven og Haab, af Selvbespotten og Frihedsattraa,
faldt nu i 1830 Efterretningen om Julirevolutionen i Paris og virkede
paa den offentlige Bevidsthed i Tyskland som et elektrisk Stød. Alles
Øjne rettedes mod Paris og det var i de aandeligt levende Kredse
Begejstring, som man følte.

Man iagttager maaske skarpest Virkningen paa de Yngste.

To Maaneder før Revolutionen havde Karl Gutzkow, som han selv har
fortalt, nitten Aar gammel, som han var, endnu intet Begreb om europæisk
Politik. Han vidste hverken, hvem Polignac var eller hvad det at krænke
la Charte (den franske Grundlov) vilde sige. Han vidste kun, at de tyske
Burschenforbindelser trods alle Forfølgelser imod dem endnu vare ilive,
og at det gjaldt om at iværksætte Tysklands Enhed. Hvis han tænkte sig
Omvæltninger, der kunde fremskynde Begivenhedernes Gang, saa ventede han
sig dem snarere fra Erlangen og Jena end fra Paris; i det Højeste tænkte
han sig Muligheden af, at en Skare hjemvendende Filhellenere landede i
Stralsund, med væbnet Haand bemægtigede sig Byen, kaldte det pommerske
Landeværn til Vaaben og at Bønderne saa, maaské drevne af Hungersnød,
vilde slutte sig til Opstanden.

Paa den Tid var den franske Publicist Saint-Marc Girardin kommen til
Berlin for at studere tysk Sprog, det preussiske Skolevæsen, desuden
Universitetstheologien som den repræsenteredes af Schleiermacher og
Neander, og Pietismen, som den trivedes i Halle. Som Medarbejder af
Journal des débats fik han stadigt sit Blad fra Paris, og som Aspirant
til en Ministerplads fulgte han ivrigt med Oppositionens Fremskridt i
Frankrig. Gutzkow gav ham dagligt en Time i Tysk; de læste en Komedie
af Kotzebue, hvem Franskmanden som Øvelsesstof foretrak for Goethe
og Schiller, men kom stadigt i Samtale om Politik. Gutzkow lagde
overfor Saint-Marc Girardin ingenlunde Dølgsmaal paa, hvor ringe Tanker
han nærede om den almindeligt politiske Betydning af den franske
Stats Forfatningsforhold og tillagde aabent Burschenschaftet i Jena
større Indflydelse paa Historiens Gang end Deputeretkammeret i Paris.
Girardin gav smilende et høfligt Svar. Undertiden bleve disse Samtaler
afbrudte af Eduard Gans, den berømte preussiske Professor, Hegels mest
navnkundige Discipel i det juridiske Fag, Varnhagens og Heines Ven, som
med stor Sprogfærdighed i Fransk deltog i den politiske Diskussion og
som med sit sorte Uldhaar og sit Kindskjæg var Girardin en paafaldende
Skikkelse. Da Gutzkow havde hørt den elegant klædte, smidige og spydige
Professor fra Kathedret af gjøre Løjer med Burschenbevægelsen og i Spøg
bekjende, at ogsaa han engang ved Saale's Bredder havde overvejet,
hvorledes man bedst kunde hjælpe Tyskland til en Kejserkrone, saa besvor
Gutzkow den franske Politiker ikke at tro, den tyske Ungdom tænkte som
Gans. »Jeg véd det,« svarede Saint-Marc Girardin, »De vil befri Verden
med Sanskrit.«

Den tredje August 1830 blev i Berlins Universitets Festsal Kongens
Fødselsdag fejret med Sang og Tale. Studenterne stode tæt sammentrængte
foran Skranken, bag hvilken Professorer, Embedsmænd og høje Officerer
sad. Den berømte Filolog Boekh var Taleren, og over hans Hoved sang
det akademiske Kor under Ledelse af Musikdirektøren Zelter, Goethes
Korrespondent. Universitetets Rektor, Juristen Professor Schmalz gik
omkring med Haarpung og Kaarde fra Stol til Stol for at vexle nogle
Ord med Honoratiores. Gans derimod var ophidset og utaalmodig; han lod
nogle Breve fra Friedrich v. Raumer, der netop vare komne fra Paris,
løbe om i Salen fra Haand til Haand. Kronprinsen, den senere Friedrich
Wilhelm IV sad smilende, men Alle vidste, at i Frankrig var for faa Dage
siden en Konge bleven stødt fra Tronen. Det var som om Kanontordenen
fra Barrikaderne drønede ind i Festsalen. Boeckhs Tale om de skjønne
Kunster formaaede ikke at vække nogen Opmærksomhed, og da Hegel fra
Talerstolen nævnte Navnene paa dem, der med Held havde besvaret Aarets
Prisopgaver, hørte Ingen derpaa uden de, som havde faaet Medaillen.
Gutzkow selv hørte med det ene Øre, at han havde vundet Prisen i det
filosofiske Fakultet, men med det andet Øre hørte han om et Folk, der
havde afsat en Konge, om Kanonskud, om Tusinde, der var faldne i Kampen.
Selv de Lykønskninger, han modtog, overhørte han. Han lukkede ikke
engang Futteralet op, som indeholdt Guldmedaillen med Kongens Billed,
havde glemt det Haab om et Professorat, som han havde knyttet til Haabet
om at vinde den; bedøvet stod han og tænkte paa St. Marc Girardin, hans
Profetier og sine egne om det tyske Burschenschaft. Saa løb han hen i
et Konditori Unter den Linden og læste for første Gang i sit Liv en
Avis med Lidenskab. Han kunde neppe oppebie Statstidendens Udgivelse
samme Aften; ikke fordi han vilde se sit Navn trykt som prisbelønnet;
han vilde kun vide, hvorledes det saa ud i Paris, om Barrikaderne endnu
stod, om Frankrig vilde udgaa af Lafayettes Hænder som en Republik eller
et Kongedømme. »Videnskaben laa bag mig, Historien for mig,« skriver
han. (Karl Gutzkow: Das Kastanienwäldchen in Berlin. — Rückblicke auf
mein Leben S. 7).

Og hans Skikkelse er typisk for den yngste Generation i Datidens
Tyskland — de Tyveaarige.

Næsten samtidigt med denne Karl Gutzkows politiske Vækkelse fandt
i den 81 aarige Goethe's Arbejdsværelse den berømte Misforstaaelse
Sted, idet den Besøgende, som modtoges af Oldingens glade Udraab over
den store Afgjørelse i Paris, i Begyndelsen troede, at Goethe mente
Julidagene og først noget efter forstod, at han talte om Afgjørelsen af
den naturvidenskabelige Strid mellem Cuvier og Saint-Hilaire til Fordel
for den sidste. Længe nok har man i denne mindeværdige Misforstaaelse
kun seet Symptomet paa Goethes Begrænsning overfor det Politiske; det
er kun billigt at fremhæve den betegnende Anekdotes anden Side: den
gamle Vismands berettigede Overlegenhedsfølelse overfor overvurderede
politiske Begivenheder. I Virkeligheden var denne naturvidenskabelige
Strid ved sit Idéindhold vægtigere og i sin omformende Virkning paa
det aandelige Verdenskorts Udseende betydningsfuldere end den franske
Statsomvæltning. Saint-Hilaires Theorier om Typens Enhed bebude jo Bogen
om Arternes Oprindelse. Men Billedet af den yngste Slægts Overvældelse
ved den politiske Katastrofe i Frankrig træder endnu skarpere frem paa
Baggrund af Goethe's Uanfægtelighed. (Smlgn. Emil Kuh: Biographie Fr.
Hebbels I 437).

Dybt var imidlertid Indtrykket paa de fremragende Individualiteter, der
hverken tilhørte den yngste eller den ældste Slægt.

Tidsalderens betydeligste, tænkende Kvinde, Rahel, Goethes ypperste
Beundrerinde, der paa dette Tidspunkt allerede var 60 Aar gammel,
berørtes, sensitiv som hun var, sympathetisk af Revolutionen. Hende
som Kvinde interesserer dens sociale Side mere end dens politiske. Hun
gribes af Saint-Simonismen, føler med ungdommeligt Sind, hvilke Spirer
den fører med sig, og ser i Julibevægelsen Indledningen til dens sociale
Ideers Triumf.

Med det oplivende og begejstrende Indtryk af Julirevolutionen forenede
sig et andet, der skærpede den politiske Lidenskabs Braad hos den yngre
Slægt, Indtrykket af den polske Opstands Udbrud. Man ser det tydeligst
hos Platen, der i stormende Sinds bevægelse retter sin digteriske
Opfordring til Kronprinsen af Preussen om at tage sig af det ulykkelige
Polens Sag — det hed sig, at Kronprinsen var den gunstigt sindet — og
som nu digter sine Polenlieder, de eneste af hans Poesier, i hvilke han
stiger til Lidenskab, stolte Frihedssange med den djærveste Haan mod
Selvherskeren, der blev dyrket som en Almagt ved de tyske Hoffer, og mod
dem, der lode sig bestikke og kjøbe af hans Rubler.

I Börnes Sind slog Efterretningen om Julirevolutionen ned som et Lyn.

I Sommereren 1830 laa han ved Badet Soden i Nærheden af Frankfurt
for at komme sig efter en langvarig Gigtfeber og gjentagne Anfald af
Blodstyrtning. Hans Dagbog viser, i hvilken Grad alle hans politiske
Forhaabninger vare slukte, alle hans Ønsker forstummede. En Sjæl som
hans, hvis Attraa efter Frihed var en Lidenskab, og hvis Hungren og
Tørsten efter Retfærdighed tærede paa Livskraften, kunde til sidst ikke
bære Trykket af den politiske Reaktion.

Han var nu 44 Aar gammel og havde siden Frihedskrigens Tid, det vil sige
som Yngling og Mand, kun oplevet Slethedens Triumfer og dens Forfølgelse
af alt, hvad der var Retsind og Frisind. Han havde aldrig kunnet løfte
sit Øje op fra det Blad Papir, han beskrev, uden at se den blege Frygt
for enhver stor Lidenskab, for Idealer, ja for Ungdom trone paa Hersker
sæderne Side om Side med dyrisk Selvopholdelsesdrift og dyrisk Svælgen
i Nydelse — Principet Metternich og Gentz. Han havde ikke opgivet det
ringeste af sin Ungdoms og Manddoms Overbevisning, men over Verden hang
et Sørgeflor. Han følte sig til Mode, som sad han i Tyskland paa Havets
Bund, og en Dykkerklokke netop gav ham Luft nok til ikke at kvæles. I
Paris havde han aandet frisk Luft. Dér havde Solens Lys, menneskelige
Stemmer, Livets Larm henrykt ham. Nu gjøs han af Kulde nede blandt
Fiskene. Han døjede den forfærdeligste Kjedsomhed. Stilheden gjorde ham
syg: det Snævre i alle Forhold skurede hans Hud til Blods.

Han betegner sig som en af de Naturer, som i Længden ikke udholde
Existensens Solosang. Han maatte have Symfonier af Beethoven eller
Tordenvejr. Han var af de Mennesker, der ikke føle sig tilpas i en Loge
i Theatret. Han vilde sidde i Parkettet med hele Skaren om sig.

Det forekom ham som om Livets Værdier i Tyskland bleve udprægede under
Jorden, i Midnatsstilhed, saadan som Falskmøntnere præge. De, der i
Tyskland arbejdede, nød ikke, og de, som nød, de som oppe i Dagslyset
satte de Livsværdier i Omløb, der vare frembragte dernede i Mørket
under Angst og Bæven, de arbejdede ikke. I Frankrig levede et livsglad
Menneske et Liv som et Ilbud, der sendes med Depecher til fremmede Byer,
stedse til andre, og som paa sine lange Rejser ser og nyder det mest
forskelligartede, i Tyskland levede han som en Postillon, der stadig
foretager samme korte Kejse frem og tilbage mellem to Holdesteder og
hvem Lykken rækker en ussel Drikkeskilling derfor. Ganske vist kunde
saa Postillonen gjøre Rejsen i Søvne; han kjendte hver Sten paa disse
to Miles Vej, og det kaldte man i Tyskland Grundighed; men Börne, der
sad i Soden i det lille Hotel og studerede Gasernes Kampe i Gaarden,
Kalkunhanernes Skinsyge og Hunnernes Koketteri, var ikke glad ved den
Lejlighed til sjælden Grundighed, der tilbød sig for ham. (Aus meinem
Tagebuch. Soden 22 Mai 1830).

Da fik han Efterretningen om, at Ministeriet Polignac havde udstedt
Ordonnanserne, begaaet Forfatningsbrud, og anende alt, hvad dette Skridt
vilde have til Følge, udbrød han: »Og Gud sagde, det vorde Lys!«

Efterretningen om Julirevolutionens Udbrud fulgte. Med Utaalmodighed
ventede han hver Dag paa den Time, da Aviserne kom. Han gik daglig ud
paa Landevejen og spejdede efter Postbudets Komme. Varede det ham for
længe, gik han lige til Höchst, hvorfra Aviserne blere bragte. Snart
holdt han det ikke mere ud i Soden. Han vendte tilbage til Frankfurt
og forbavsede, elektriserede der sine Omgivelser ved sin Ild. Man
gjenkjendte ikke den tidligere saa tavse Börne med det lidende Ydre;
der syntes at være sket et Mirakel med ham; han var ung og rask paany.
Alle hans gamle Drømme syntes virkeliggjorte og Alt, hvad han i de lange
Tider havde maattet holde nede i sit Sind, sprang i Vejret som elastiske
Fjedre, naar et Tryk tages bort. Snart holdt han ikke heller Opholdet i
Frankfurt ud; efter kort Tids Forløb var han i Paris. Den 7de September
skriver han fra Strassburg: »Den første franske Kokarde saa jeg paa en
Bondemands Hat; han kom fra Strassburg og gik mig i Kehl forbi. Det
syntes mig som en lille Regnbue efter vore Dages Syndflod, et Fredstegn
fra den forsonede Gud. Ak! og da den trefarvede Fane funklede mig
imøde — ubeskrivelig er den Sindsbevægelse, hvori jeg kom. Mit Hjerte
bankede, saa jeg var nær ved at besvime [...] Fanen stod midt paa Broen
med Stangen rodfæstet i Frankrigs Grund, men en Del af Klædet vajede
i den tyske Luft. Spørg dog den første, den bedste Legationssekretær,
om det ikke er mod Folkeretten. Det var kun den røde Stribe af Fanen,
der flagrede ind over vor Moderjord. Det er ogsaa den eneste Farve, som
bliver os til Del af Frankrigs Frihed. Rødt, Blod, Blod — ak! og ikke
Blod udgydt paa Valpladsen.«

Börne er her kun Organ for en Følelse, der havde grebet største Parten
af de Mange, der i Tyskland var modtagelige for Enthusiasme. De franske
Polyteknikeres, Studenters og Arbejderes Heltemod under les trois jours
glorieux blev beundret som i Frankrig selv og dobbelt beundret som
Udslag af en Handlekraft, der syntes kommet den tyske Nation af Hænde.
Overalt var man tilbøjelig til at fortabe sig i overdreven Haan over
egen Mangel paa politisk Sans og Blik, egen Mangel paa Evne til i det
afgjørende Øjeblik at slaa til.

Virkede Begivenheden nu saa stærkt paa Karakterer som Börne og paa
Enthusiaster som de især fandtes indenfor den lærde Stand, saa
fuldstændiggjøres Billedet, naar vi iagttage det Indtryk, den gjorde paa
Reaktionens Mænd.

Gentz, der fra først af havde jublet over Karl X's Energi, blev
bekymret, altsom Statskupet rykkede nærmere: »Ordonnansen mod Aviser
og Bøger,« skrev han, »betragter jeg som et kolossalt Vovestykke, hvis
Gjennemførlighed endnu ikke er mig ret indlysende [...] Med saadanne
Vaaben tør man kun lege, naar man er sikker paa sin Styrke og sine
Midler; Folk som Polignac og Peyronnet gaa til Grunde, naar de vove
sig op i disse Regioner.«»Die Ordonnanz gegen die Zeitungen und Bücher
betrachte ich als ein kolossales Wagstück, dessen Ausführbarkeit
mir noch nicht recht einleuchtet [...] Mit solchen Waffen darf man
nur spielen, wenn man seiner Kraft und seiner Mittel gewiss ist.
Leute wie Polignac und Peyronnet, wenn sie sich in diese Regionen
versteigen, gehen zu Grunde.« Saasnart imidlertid den første Skræk
havde sat sig noget, begyndte han og hans Aandsbeslægtede deres
vidtforgrenede Virksomhed for at drage Fordel af enhver Blottelse, de
politisk Frisindede gav sig. Klogt benyttede kunde Julirevolutionens
Eftervirkninger i Tyskland ved hensynsløs Undertrykkelse og Forfølgelse,
Censur og Fængsling, give den tyske Frihedsbevægelse et Knæk for lange
Tider, kunde (som Metternich et Par Aar efter sagde om den revolutionære
Hambacher-Fest) fra at være de Slettes Fest blive til en Fest for de
Gode. Og virkelig kun et Aar efter kunde Gentz, der imellemstunder havde
set Fremtiden mørk nok, skrive: »Nu bort med alle sorte Tanker! Vi dø
ikke, Europa dør ikke, og hvad vi elske, dør ikke. Jeg er stolt af
aldrig at have fortvivlet.« »Nun fort mit allen schwarzen Gedanken! Wir
sterben nicht, Europa stirbt nicht, was wir lieben, stirbt nicht. Wie
viel bilde ich mir darauf ein nie verzweifelt zu haben.«

Som Metternich havde stilistisk Sans nok til at beundre Börne, saaledes
var Gentz en haardnakket Sværmer for Heinrich Heine.Den romantiske Skole
i Tyskland. S. 358. Før Julirevolutionen var det endnu muligt at opfatte
Heine fortrinsvis som den ulykkelige Kjærligheds Digter og som poetisk
Humorist med et let Anstrøg af Blasfemi og Letfærdighed.

Heinrich Heine laa i Sommeren 1830 paa Helgoland, drømte ved Kysten,
stirrede ud over Havet, lyttede til Bølgernes Pladsken. Han havde
opgivet enhver Forhaabning om bedre Tider. Han læste i de faa Bøger,
han havde med, Homer og Bibelen og Longobardernes Historie og nogle
gamle Bøger om Hexe og Hexeri. Han begreb neppe selv, at han for nylig
i München havde været Redaktør af Politiske Annaler. To Dage efter at
Julirevolutionen var fuldført, men da Efterretningen om den endnu ikke
var naaet til Helgoland, skriver han i et af sine Breve derfra, at han
nu har besluttet at lade Politik og Filosofi ganske fare for helt at
hengive sig til Naturbetragtning og til Kunsten: alt dette Plageri var
dog til ingen Nytte, og om han end pinte sig aldrig saa meget for den
almindelige Velfærd, saa nyttede det dog saare lidt; Verden stod vel
ikke stille men bevægede sig i et Kredsløb uden ringeste Resultat; da
han endnu var ung og uerfaren, havde han troet at gik end det enkelte
Menneske til Grunde i Menneskehedens Befrielseskamp, saa sejrede dog den
store Sag tilsidst; nu indsaa han, at Menneskeheden som Havet bevægede
sig efter Lovene for Ebbe og Flod.

Selv om Udtrykkene nu ere blevne arrangerede bag efter, selv om
disse Breve ikke ere ægte, men et Memoire-Brudstykke, der for en
Kontrastvirknings Skyld senere blev indskudt som Overgangsparti i Bogen
om Börne (Heine S. W. XII 80 ff.), saa har man her uden al Tvivl et
rigtigt Billede af Heines Stemning i hine Dage.

Den 6te August skriver han saa: »Jeg sad netop og læste i Paul
Warnefrieds Longobardernes Historie, da den tykke Avispakke med de
varme, glødende hede Nyheder ankom fra Fastlandet. Det var Solstraaler,
indviklede i Trykpapir, og de opflammede min Sjæl til den vildeste
Brand. Det var mig, som kunde jeg antænde det hele Ocean indtil
Nordpolen ved Gløden af den Begejstring og den vilde Glæde, som luede
i mig.« Det var ham Alt som en Drøm; især klang Navnet Lafayette for
ham som et Sagn fra hans tidligste Barndom; han kunde neppe fatte,
at den Mand, som havde anført den dalevende Slægts Bedstefædre i den
amerikanske Frihedskrig, nu paany sad til Hest som Nationalhelt. Han
syntes, han maatte selv til Paris for at se det.

Han skriver i heftig Pathos, som han dog snart selv maa dæmpe med en
let Selvironi: »Lafayette, den trefarvede Fane, Marseillaisen [...] Jeg
er som beruset. Dristige Forhaabninger stige lidenskabeligt i Vejret
som Træer med gyldne Frugter og vilde, voxende Grene, der strække
deres Løvværk ind i Skyerne [...] Borte er min Længsel efter Ro. Jeg
véd nu paany, hvad jeg vil, hvad jeg skal, hvad jeg maa [...] Jeg er
Revolutionens Søn og griber paany til de indviede Vaaben, over hvilke
min Moder har udtalt Trylleordene [...] Blomster! Blomster! Jeg vil
kranse mit Hoved til Kamp paa Liv og Død. Men ogsaa Lyren, ræk mig
Lyren, at jeg kan synge en Slagsang [...] Ord som flammende Stjerner,
der kunne skyde ned og brænde Paladserne og oplyse Hytterne [...] Ord
lig blanke Kastespyd, der kunne suse op i den syvende Himmel og træffe
de fromme Hyklere, der have sneget sig derind, i det Allerhelligste
[...] Jeg er helt Glæde og Sang, helt Sværd og Flamme [...] maaske ogsaa
rent gal.«

Han fortæller blandt Andet, at Fiskeren, som nogle Dage senere roede
ham over til Sandbanken, hvorfra man gik i Vandet, smilende har fortalt
ham Nyheden med de Ord: »De fattige Folk har vundet Sejr,« og Heine
forbauses over Menigmands rigtige Instinkt. Og saa var det dog netop
lige omvendt de rige Folk, som vare og bleve Sejerherrerne tilsidst.

Men alene en saadan Ytring som den sidstanførte viser, hvorledes de
tyske Forfattere opfattede Julirevolutionen. Den fyldte dem med saadanne
religiøse Følelser, med hvilke fyrretyve Aar tidligere Datidens ledende
Aander i Tyskland havde omfattet den store Revolution. Den var dem ikke
et Udslag af det liberale Bourgeoisies Kraft og Evne til at lade de
lavere Klasser arbejde og bløde for sig, men i al Almindelighed Signalet
til Menneskeslægtens politiske, økonomiske og religiøse Befrielse. Den
var for dem den Stordaad, som med ét Slag rystede Aaget af Folkene og
Trykket af Sindene.

En af de ypperste blandt Fyrrernes radikale Skribenter, Robert Prutz
(dengang kun fjorten Aar gammel) har i Aaret 1847 fortræffeligt
gjengivet Indtrykket, omtrent paa følgende Maade: I femten Aar havde det
set ud som var Verdenshistoriens evige Avlekraft lammet. I femten Aar
havde man bygget og kittet, holdt Kongresser, stiftet Forbund, bredt
Politimagtens Garn ud over Europa, smeddet Lænker, befolket Fængsler,
rejst Galger — og tre Dage havde været nok til at styrte én Trone og
bringe alle Troner til at skjælve. Det var da ikke sandt, hvad Fyrsterne
havde pralt med og Hofromantikerne havde sagt og sunget.R. Prutz:
Vorlesungen über die deutsche Litteratur der Gegenwart 270, 271. Den
hellige Alliances tusindaarige Rige havde varet femten Aar. Det syntes
derfor som om et nyt Foraar skulde oprinde ogsaa i det tyske Folks
politiske og aandelige Liv.

V.

Tysklands klassiske Litteratur fra Tiden før og om Aarhundredeskiftet
havde været antikiserende i Stof eller Form; den romantiske Litteratur,
som fulgte, havde i Stofferne eller i Formen dyrket Middelalderen;
begge havde taget Afstaad fra den omgivende Virkelighed, fra Nuet, fra
Samtidens politiske og sociale Forhold; ingen af dem var direkte gaaet
ud paa disses Omdannelse. Idealet svævede enten i Grækenlands dybtblaa
Æther eller i Middelalderens katholske Himmel. Nu blev det resolut
draget ned paa Jorden. For de Drømmendes og Stræbendes Øjne fremtonede
det moderne Ideal, et Ideal, der ikke mere har noget mythisk Element.
Og med en Hast, en Voldsomhed, der altfor tidt gjorde Prosaformen
journalistisk og Poesien blot lyrisk eller rent fragmentarisk, gik nu
de oppositionelt anlagte Digtere og Skribenter ud paa at inddrage det
moderne Liv og dets Indhold i Litteraturen. Men da denne Tilegnen og
Inddragen skete under Kampstilling, blev Vid og Satire mere fremtrædende
Magter end nogensinde tilforn i Tyskland, medens man hvad Trods og
Storm mod det Bestaaende angaaer, syntes at have gjenoptaget Sturm- und
Drang-Tidens Stemninger og Inspiration. Det var en mægtig Frihedstrang,
som bragte først Heine og Börne til at bryde den tyske Litteratur en ny
Bane, og som dernæst beaandede de Skribenter, der fulgte dem, og som fik
det ubestemte Navn »det unge Tyskland«.

Et enkelt Fænomen var der imidlertid, som ofte nævnt, hyppigere
unævnt, skjønt udenlandsk virkede mere forbilledligt end nogen
Fortidspersonlighed i selve det tyske Aandsliv: Lord Byrons Skikkelse
og Livsværk. Hans kunstneriske Svagheder og Mangler fik man i Tyskland
først sent Øjnene op for. Kun Gutzkow kritiserer ham skjønsomt omtrent
fra Aar 1835 af. Men han, hvem allerede Goethe havde beundret og yndet,
dog især paa Grund af de Partier hos ham, hvor den gamle Mester troede
at finde Paavirkning af sit Eget, han med sin ubændige Trods og sin
Daadstrang, med sin Foragt for den Ufrihed, der skjulte sig under
»Frihedskrigene« mod Napoleon, med sin Optræden for alle undertrykte
Folk, sit Oprør mod den sociale Vedtægt, sin Sanselighed og sin Spleen,
sin lidenskabelige Frihedskjærlighed paa alle Felter, blev nu, forklaret
ved sin Død som Befrier, en Personifikation af Alt hvad man forstod ved
moderne Aand og moderne Poesi.

Med inderlig Begejstring blev han besunget af Wilhelm Müller,
Griechenliedernes Digter: Siebenunddreissig Trauerschüsse? Und wen
haben sie gemeint? Sind es siebenunddreissig Siege, die er abgekämpft
dem Feind? Sind es siebenunddreissig Wunden, die der Held trägt auf
der Brust? [...] Siebenunddreissig Jahre sind es, welche Hellas heut
beweint! Sind's die Jahre, die du lebtest? Nein um diese wein' ich
nicht: Ewig leben diese Jahre in des Ruhmes Sonnenlicht, Auf des Liedes
Adlerschwingen, die mit nimmer müdem Schlag Durch die Bahn der Zeiten
rauschen, rauschend grosse Seelen wach. Nein, ich wein' um andre Jahre,
Jahre, die du nicht gelebt, Um die Jahre, die für Hellas du zu leben
hast gestrebt: Solche Jahre, Monde, Tage kündet mir des Donners Hall,
Welche Lieder, welche Kampfe, welche Wunden, welchen Fall! Einen Fall
im Siegestaumel auf den Mauern von Byzanz, Eine Krone dir zu Füssen,
auf dem Haupt der Freiheit Kranz! [...] Byrons Stolthed og hans Foragt
for politisk Ufrihed mode os hos Platen, hans aristokratiske Tone,
hans Uvilje mod Fordomme, hans Rejselyst, hans Kjærlighed til Dyrene
og Naturen, hans Ynde og Ironi gaa igjen hos Fyrst Pückler. Hvor
umaadelig hans Indflydelse har været paa Formningen af Heinrich Heines
Digterideal behøver ingen Paavisning; saa slaaende fornemmes det af
Enhver, der er fortrolig med Gangen i Europas nyere Litteratur. Men
mærkværdigt og lærerigt er det at iagttage, i hvilket Lys Byron staar
for den nye tyske Litteraturretnings første Vejbryder, Börne, en fra
den engelske Digter i Grund og Bund saa forskjellig Personlighed. Man
skulde tro, at Borne tog Anstød af de frivole og kokette Sider af Byrons
Individualitet som af Heines. Langt derfra. Man læse i hvilke Udtryk
han efter Gjennemlæsningen af Moore's Byrons Levnet udtaler sig om ham:
Han kalder (Briefe aus Paris Nr. 44) Bogen glødende Vin for en stakkels
tysk Vejfarende, der fryser paa Rejsen gjennem Livet. Han er nær ved at
blive syg af Misundelse over denne Livsførelse: »Som en Komet, der ikke
underkaster sig Stjernernes borgerlige Orden, drog Byron vild og fri
gjennem Verden, kom uden Velkommen, gik uden Afsked og vilde hellere
være ensom end en Træl af Venskab. Aldrig berørte han den tørre Jord;
mellem Storm og Skibbrud styrede han modigt frem, og Døden var den
første Havn, som han saa. Hvor blev han omtumlet, men hvilke salige Øer
han har opdaget! [...] Det er den kongelige Natur [...] thi Konge er
den, som lever for sine Luner. Jeg maa le, naar det siges, at Byron kun
blev nogle og tredive Aar gammel; tusind Aar har han levet. Og naar de
beklage ham, at han var saa melankolsk! Er Gud det ikke ogsaa? Melankoli
er Guds Glæde. Kan man være glad, naar man elsker! Byron hadede
Menneskene, fordi han elskede Menneskeheden, Livet, Evigheden [...] Jeg
gav alle mit Livs Glæder hen for et Aar af Byrons Sorger.«

Som man ser tager Börne ikke blot Alt i Byron alvorligt, men han ser
end ikke Nydelsesmennesket i ham, som i saa høj Grad stødte ham tilbage
fra Goethe. Ja hvad der er endnu mere paafaldende, Börne finder sin
egen Natur beslægtet med Byrons. Han skriver: »Maaske spørger De mig
forundret, hvorledes jeg Pjalt kommer til at stille mig sammen med
Byron? Desangaaende maa jeg fortælle noget, De endnu ikke véd. Da Byrons
Genius paa sin Rejse gjennem Himmelrummet kom til Jorden for at blive
der en Nat, tog den først ind til mig. Men Huset behagede den ikke,
den ilte hurtigt bort paany og tog ind i Hotel Byron. Mange Aar har
det smertet mig, længe har jeg været bedrøvet over, at jeg er bleven
saa lidet, slet intet har opnaaet. Men nu er det forbi; jeg har glemt
det og lever tilfreds i min Fattigdom. Min Ulykke er, at jeg er født i
Middelstanden, for hvilken jeg ikke passer.«

Ord som disse er stærke Vidnesbyrd om den Trolddom, Byrons Skygge endnu
udøvede over de ledende Personligheders Sind.

VI.

Under Forhold og Indflydelser som de fremstilte var det nu, at Tysklands
oppositionelle Litteratur mellem 1820 og 1848 blev startet. Naar man
overskuer saa stor en Gruppe af aandelige Frembringelser, har man
naturligvis for det Første i al Almindelighed i den en Mængde Aktstykker
til Kundskab om, hvorledes Menneskene i hin Tid og hint Land følte og
tænkte, i hvilke Former deres Kultur var klædt, hvilke Former deres
Haab og Ønsker, deres Menneskekærlighed og Friheds kjærlighed, deres
Retsfølelse og Statssans antog, endelig om, hvorledes deres Smag var
beskaffen ↄ: hvordan Den maatte skrive, der vilde skaffe sig Ørenlyd
og vække en levende Interesse. Saaledes tilfredsstilles vor historiske
Videbegjærlighed paa dette Punkt.

Dernæst opstaar uvilkaarligt Spørgsmaalet om denne Litteraturs Værdi.
For filosofiske Skrifters Vedkommende bliver dette nærmest et Spørgsmaal
om hvor stort et Maal af ny Sandhed de rumme. Eller betragter man dem,
hvad man altfor tidt er nødt til, nærmest som Fantasifrembringelser,
bliver Spørgsmaalet det om deres Hypothesers Rækkevidde og Frugtbarhed.
For de digteriske og tildels for de beslægtede, historisk skildrende
Værkers Vedkommende er Spørgsmaalet om deres Værdi det samme som
Spørgsmaalet om deres Skjønhed, da vi med Skjønhed ikke mene andet end
kunstnerisk Værdi.

Af et meget stort Antal Forfattere bliver nu, som bekjendt, efter et
Par Menneskealdres Forløb altid kun nogle faa tilbage, som endnu læses.
Af et uhyre Antal Værker blive kun nogle enkelte staaende, som endnu
tilegnes. Nu ere af hin Periodes Aander kun meget faa i vore Dage
kjendte og læste udenfor Tyskland. I Tyskland naturligvis langt flere,
dog er det forholdsvis ikke mange af Datidens Værker, som Almenheden
endnu læser.

Den første, groveste Kritik udøves da af Tiden: efter saa og saa mange
Aars Forløb sælges intet mere af den eller den Forfatter, medens denne
anden bestandigt oplægges paany. Men det at en Forfatter læses længe og
i stor Udstrækning er endnu ikke noget ubetinget Bevis for hans Værd.
Det beviser ikke, at han hører til de bedste, kun at han hører til de
tilgjængeligste og mest underholdende. Udbredelsen kan hindres af høj
Kultur og Sjæleadel, om de end i Regelen sikre Varigheden.

Af alle hin Tids Mænd læses udenfor Tyskland den Dag idag af Tænkere
kun Feuerbach — dog lidet — og Schopenhauer stærkt; men denne sidste
kom først til at paavirke Aanderne i en senere Periode, og begge disse
Tænkere læses endda langt mindre for Indholdets Skyld end paa Grund af
Originalitet og Dristighed i Stil. Af Digterne læses udenfor Tyskland
kun Heine stærkt og stadigt. I Tyskland bedømmes og betragtes han som
Brændenælden i Litteraturens Urtegaard; Historikerne brænde deres
Fingre paa ham og bande ham. I Litteraturhistorier og Avisartikler
betegnes hans Prosa som forældet og hans Poesi som forkunstlet, medens
hans Værker samtidigt nu da deres Trykning er bleven frigivet oplægges
paany i talløse Udgaver. Men udenfor Tyskland lever hans Ry ikke blot
uanfægtet men i stadig Væxt og Stigen. Han sysselsætter Sindene i
Frankrig som en Samtidig. Han er den eneste fremmede Digter, hvem
Franskmændene betragte som en af deres egne, en af deres største. Intet
fremmed Forfatternavn forekommer i franske Bøger nntildags saa hyppigt
som hans, og intet nævnes med større Beundring, end ikke Shelley’s eller
Poe’s.

Jævnlig opkastes i de forskjellige større Samfund det Spørgsmaal,
hvorledes man burde bære sig ad med at danne sig en aldeles udsøgt
Bogsamling af de hundrede bedste Bøger, som findes. Svarene lyde
selvfølgelig meget forskjelligt. Men i alle romanske og slaviske Lande
vil Heines Navn være et af Listernes første. I England findes paa
Listerne gjerne 90 engelske Bøger og 10 fremmede, men Heinrich Heine
er iblandt dem. Troen paa, at der kan findes hundrede Bøger, som alle
Mennesker vilde have bedst af at læse, en Tro, der stammer fra den
protestantiske Forestilling om, at der gives én Grundbog af den Art,
er naturligvis en Barnlighed, og hint Spørgsmaal kun interessant,
forsaavidt det viser, hvilket aldeles upersonligt Dannelsesideal der
foresvæver Spørgeren og dem, der naivt indlade sig paa Svar. Lærerigt er
det imidlertid at se, hvorledes Svarene i visse bestemte Tilfælde have
lydt om Heine. Der kom en ikke ringe Forundring til Orde i Tyskland for
et Par Aar siden, da en Mængde engelske Lister offentliggjordes og Heine
fandtes paa alle, hyppigst af alle tyske Forfattere; thi der var Lister,
paa hvilke der ikke fandtes nogen Bog af Goethe.

Dette Verdensry beroer imidlertid ikke paa Heines Fortrin alene men
desuden paa, at der er store Partier af hans Værker, som kun udkræve
yderst ringe Kultur for at forstaas, og til hvis Nydelse der heller ikke
udfordres Sjælsadel, andre Partier, hvor sjælelig Adel snarere er en
Hindring for Nydelsen. Men det beroer vistnok fuldt saa meget paa, at
hans Talent alligevel i sin Retning var Samtidens største.

Naar det litterære Kunstværks Værdi altsaa røber sig i dets
Modstandsevne mod Tiden og dets Evne til at vinde Læsere udenfor
sit Fødeland, men denne Modstands- og Spredningsevne ligefuldt ikke
afgiver nogen Maalestok for Værdien, hvorpaa beroer da denne? Paa
Oprindeligheden og Styrken af det Sjæleliv og den Sindsbevægelse, for
hvilken Værket er Udtryk i Forening med Værkets Evne til at smitte os
med den. Al Kunst er et Udtryk for en Sindsbevægelse og har til Øjemed
at fremkalde Sindsbevægelser. Jo dybere en kostbar Sten er udskaaret,
des skarpere, des tydeligere staar Billedet i Voxet, naar det trykkes
af. Jo dybere Indtrykket er i Kunstnerens Sjæl, des tydeligere, des
betydeligere bliver det kunstneriske Udtryk. Kunstnerens Sindsbevægelser
adskille sig fra andre Menneskers kun derved, at de i hans Sjæl forme
Erindringerne paa en Maade, som gjør, at de, naar de udformes, smitte
Tilhører eller Læser.

De Spørgsmaal, det enkelte Værk besvarer En, er altsaa saadanne som:
Hvor vidt rakte Forfatterens Blik? Hvor dybt har han formaaet at se ned
i sin Samtid? Hvor ejendommeligt har han følt Glæde eller Sorg eller
Vemod eller Elskov eller Begejstring eller Menneskeforagt? Vi sige:
Saa stærk en Rædsel og Afsky har Dumhed eller Uret indgydt ham. Saa
bidende, saa vittigt har han hævnet sig og os paa det ved Dumhed eller
Slethed Foragtelige. — Vi modtage et Indtryk af Højhed eller Storhed,
af Sandhedskjærlighed eller Skjønhedskjærlighed af de Bedste; vi lide
under Utilstrækkeligheden i Forstand, Følelsesdybde, Skjønhedssans eller
Karakterfasthed hos de Ringere.

Denne Gruppe af Litteratur besidder nu ingen digteriske Aander af
allerførste Rang og kun én af meget høj Rang: Heine. Meget positivt
Stort har den ikke efterladt. Den virker mest negerende, befriende,
opryddende, udluftende. Den er stærk ved sin Tvivl og sit Trældomshad,
ved sin Individualisme.

Aldrig har dens Anseelse i Tyskland, særligt i Nordtyskland, staaet saa
lavt som i vore Dage. De Skribenter, som omkring Aaret 1830 bekjæmpede
alle de Former af Voldsherredømme, som den Gang føltes trykkende, saa
langt den tyske Tunge taltes, ere i vore Dage ramte af en Upopularitet,
der ikke synes at ville vige saasnart. Det er forklarligt. Thi den
nulevende yngre Slægt i Tyskland, der har Rigets Enhed bag sig — hin
Enhed, der den Gang stod som en fantastisk Forhaabning — og der har
set Tyskland udfolde sin samlede Magt i raadsnar, til alle Sider
sejerrig Handling, interesserer sig lidet for de gamle Drømmerier om
hvorledes Enheden skulde bringes til Veje og ledes ved hine Forfatteres
evindelige Spotten over tysk Søvnighed og Daadløshed, tysk Pedanteri
og Theoretiseren, da Udfaldet har vist, hvor praktisk og behjærtet det
spottede Tyskland, naar Lejlighed gaves, kunde være.

Særligt er siden den tysk-franske Krig de Skribenter, som for et halvt
Aarhundrede siden stadigt hævede Frankrig paa Tysklands Bekostning
eller stadigt betonede, at Friheden vilde bringe Tyskland de Goder,
som Bismarck har bragt det, blevne ramte af en Art Ban. Man betragter
dem som slette Patrioter og daarlige Spaamænd. Kun et ringe Mindretal
formaar at indsé, hvor kraftigt selve hin Harme og Haan over den
daværende uselige Tilstand har medvirket til det Omsving og Opsving,
som er fulgt. Endnu færre er de, som ud af Tredivernes og Fyrrernes
Litteratur læser en levende Bebrejdelse for svegne eller glemte Idealer,
og som, naar de blade i hine gamle Skrifter, med Vemod spørge sig, hvad
der i den nye Tingenes Tilstand er blevet af det Bedste, disse kjæmpede
for.

VII.

Blandt de Forfattere, som i Datiden stode i første Række, er neppe nogen
bleven skudt til Side som Ludwig Börne. De Stoffer, han behandlede,
er forældede, og kun den, som interesserer sig for Skribentens
Personlighed, læser hans korte i Avisartikel- eller Brevform holdte
Prosastykker af Hensyn til Fremstillingsmaaden eller for den Aands
Skyld, i hvilken Æmnet er behandlet. Det var først i sine senere
Leveaar, at Börne slog ret igjennem, nemlig i Brevene fra Paris, men
for det abstrakte Fyrstehad og den republikanske Tro, der komme til
Orde her, er der i den unge Kejserstat ingen Brug. Ingen Personlighed
passer mindre end hans ind i de nye Forhold, thi hvor Statsideen lidt
efter lidt er ved at blive almægtig, hvor den fra oven, despotisk
socialistisk, søger at indskrænke det private Initiativ, forvandler saa
mange Borgere som muligt til lønnede Embedsmænd, civile eller militære,
og giver den lønnede Embedsmand Forret for den uansatte Borger, og
hvor den fra neden, revolutionært socialistisk, efter Evne stræber
at indskrænke den individuelle Skalten og Valten, dèr forsvinder med
Nødvendighed de udpræget selvstændige Karakterer, og den kantede,
uafhængige Individualitet synes noget Lovstridigt, som Ingen kan benytte
til Dannelsesmønster eller Forbillede. Men Börne var netop en saadan
skarpt kantet Individualitet og en ubetinget selvstændig Karakter.

Ny synes i Tysklands Borgerstand i Reglen den eneste, en Mand værdige
Opgave den at bygge op, virke positivt, befæste eller omforme det
Indvundne. Allerede det Murbrækkeragtige i Börnes Aandsretning
afskrækker. Hans Ildhu, der varmede Samtiden, tager sig ud som en
Don Quichotes, der med sin Landse løber Storm mod Fæstnings- og
Slotsmure. Men endog til den nye nationale Jernalder i Tyskland med
dens Jernarkitektur har han bidraget Sit. Hans Ild har bragt det Malm i
flydende Tilstand, af hvilket de nye Samfundspiller ere blevne støbte.
Intet har maaske i den nulevende Slægts Omdømme skadet Börne mere end
hans hidsige Fordømmelsesdomme over Goethe. Goethe er som frembringende
og forstaaende Aand saa stor, tillige som Naturel og Personlighed i sin
Styrke og sin Svaghed saa ejendommelig, at Enhver i den nyere Tid giver
et væsentligt Bidrag til sin egen Karakteristik ved den Dom, han fælder
over ham. Skjønt der i Datiden var adskillige Skribenter ikke blot
af Præstepartiet, men af Oppositionen, som afskyede Goethe, betegnes
unægteligt Börnes Begrænsning skarpt ved Maaden, hvorpaa han udtalte sig
om Oldingen i Weimar, det vil sige ved Arten og Beskaffenheden af de
Indsigelser, han nedlagde mod Troen paa hans Menneske- og Digterværd.

Men for at forstaa, hvorledes det gik til og hvad det betød at en
agitatorisk Moralist paa det politiske Omraade som Börne nærede et
formeligt Had og en stadigt levende Harme overfor den Skikkelse, der
staar som den allerstørste i Tysklands skjønne Litteratur, er det
nødvendigt at se det Modsætningsforhold, hvori Börnes Skjæbne strax fra
hans Fødsel af stillede ham til den store Poet, paa hvem han blev drevet
til at anlægge en fremmed og derfor falsk Maalestok.

Goethe og Börne vare Byesbørn. De fødes med 37 Aars Mellemrum i
Frankfurt am Main. Frankfurt var en gammel Rigsstad, en Fæstning, i
hvilken Porte og Taarne antydede Stadens Grænser i ældre Dage, og
som uden om disse paany havde Porte, Taarne, Mure, Broer, Volde og
Grave, der omringede den nye By; det var en Fæstning, som indeholdt
Smaafæstninger: Klosterbygninger og borgagtige Gaarde, der lignede
befæstede Pladser. Staden syntes uantastelig, omgiven med et Skær af
ældgammel, ærværdig Selvstændighed. Det var en Patricierrepublik,
hvor den Fremmede var at betragte som retløs. Ve den, der for en
Frankfurterdomstol havde en Strid med en Frankfurterborger, selv om
han paa sin Side havde den soleklare Ret! De herskende Familier holdt
sammen, viste hverandre Højagtelse under alle mulige gammeldags Former.
At røre ved nogen af Stadens gamle politiske eller sociale Indretninger
stod som utænkeligt. Øvrigheden var uden Foretagelseslyst, Indbyggerne
uden den Følelse, at noget som helst her kunde forandres. Ingen Tanke om
politisk Samhørighed med det øvrige Tyskland. I Datidens Tyskland var
hver By og i Byen hvert Kvarter en lille Verden for sig.

Goethe var et Patricierbarn i Staden. Hans Fader var kejserlig Raad.
Da Ynglingen havde lært sin Fødeby grundigt at kjende, maatte det se
ud for ham, som kunde Skjæbnen umuligt have andet i Vente for ham end
borgerlig Lykke i Frankfurt. Thi Staden fangede: Familierne bemægtigede
sig den skjønne og højtbegavede unge Mand, Kvinderne hægede om ham,
Traditionerne bandt ham; der var Intet, som kunde drage ham til de
større Byer, Wien eller Berlin; de laa Frankfurt saa fjærnt som i vore
Dage Rom og Petersburg. Den Skjæbne syntes ham beskikket efterhaanden at
blive Retslærd, Ægtemand, Embedsmand, Husejer og litterær Notabilitet i
sin Fødeby. (Hermann Grimm: Goethe.)

Naar Goethe i Virkeligheden undslap denne Skjæbne, saa beroer det som
bekjendt nærmest paa den Omstændighed, som Börne har taget ham saa ilde
op, den, at han blev en Fyrstetjener, at Hertugen af Weimar gav ham en
høj Stilling ved sit lille Hof.

Ogsaa Börne fødtes i Frankfurt am Main; men i Jødekvarteret. Paa hans
Tid var det en Ulykke at fødes som Jøde i Tyskland; thi Jøderne havde
der som andensteds ingen borgerlige Rettigheder. Men det var en særlig
Ulykke at fødes som Jøde i Frankfurt am Main. Thi i de øvrige store
Byer havde paa dette Tidspunkt de selskabelige Forhold til en vis Grad
raadet Bod paa den politiske Udelukkelse. De israelitiske Huse vare saa
vel i Wien som i Berlin stærkt søgte som Midtpunkter for fordomsfri
Dannelse og aandfuldt Vid. Geniale Jødinder som Rahel, dejlige Jødinder
som Henriette Herz, som Baronesse Grotthuis, som Baronesse Arnstein,
som Fyrsten af Reuss’s Gemalinde og mange andre skulde snart blive
toneangivende i Preussens og Østerrigs Hovedstæder. Men i Frankfurt var
Skranken mellem Konfessionerne draget gjennem det hele Livsomraade.

Alle Jøder vare tvungne til at bo i den snevre, usle, overbefolkede
Jødegade, der fra 1462 af fulde 334 Aar igjennem forblev deres eneste
Opholdssted. Den fra Romaner kjendte Modsætning mellem ydre Uanselighed
og indre Herlighed i Ghettoerne fandtes ikke her; Husenes Indre svarede
til deres Ydre; i de smaa, mørke Værelser kunde der ikke være Tale om
at lægge Pragt eller Smag for Dagen. Ingensinde har man bedre kunnet
danne sig en Mening om det Liv, her førtes, end i de sidste Aar, da den
ene Side af hin Gade er bleven jævnet med Jorden og en eneste afstumpet
Række af vanskabte, pukkelryggede, sammengnidrede, lyssky Huse, i hvilke
Nedbrydningsøxen allerede har slaaet dybe Huller, ere blevne stillede
blot for Dagens fulde Lys, for hvilket deres smaa Glughuller, ligesom
glippende med Øjet, synes at lukke sig. Ved Mørkets Frembrud bleve alle
Ghettoets Beboere indelukte her. Spadserede de om Dagen paa Gaderne
eller omkring Voldene, turde de aldrig betræde Fortov eller Gangsti,
kun Kjørevejen. For enhver forbigaaende, der tilraabte dem sit: »Mach
mores, Jud’!« maatte de tage Hatten dybt af. Det var, for at forhindre
dem i at formere sig altfor stærkt, i alt kun tilladt fjorten Par om
Aaret at indgaa Ægteskab. Skjønt Jøderne i Frankfurt allerede den Gang i
Reglen vare velhavende og havde Rothschild i deres Spidse, var da ogsaa
i Selskabslivet Skillelinjen mellem Troessamfundene draget strængt, og
selv Frimurerlogerne, der dog vare helligede »Broderkjærligheden« og
Dyrkelsen af »det højeste Væsen«, udelukkede hinanden og murede hver
efter sin Konfession.

Det er klart, at disse Forhold maatte udøve deres Indflydelse paa et
modtageligt Barnesind.

I Huset Nr. 118 i den nu forsvundne Jøde gade fødtes 6 Maj 1786 som
tredje Søn af »Handelsjøden Jakob Baruch« den Mand, der senere (1818)
kort før sin Daab byttede sig Navnet Ludwig Börne til for det efter
Fødselen modtagne Navn Juda Löw Baruch. Familien var usædvanligt anset.
Börnes Bedstefader var en meget rig og yderst velgjørende Mand, han
byggede og skjænkede Menigheden en fuldt udstyret Synagoge. Han var
den tyske Ordens Forretningsagent i Neckarsulm, blev paa Grund af
sin Dygtighed og Ærlighed kaldet til Mergentheim, den tyske Ordens
Regjeringssæde, hvor han bosatte sig, og havde, da den kurfyrstelige
Trone blev ledig, gjort Huset Habsburg saadanne Tjenester ved Valget, at
Maria Theresia af Taknemmelighed i et egenhændigt undertegnet Dokument
lovede ham og hans Efterkommere enhver Art Begunstigelse for det
Tilfælde, at de skulde ville tage Ophold i Østerrig.

Dennes Søn Jakob Baruch havde, synes det, arvet Faderens
Forretningsdygtighed og Klogskab uden hans orthodoxe Religiøsitet.
Han var en smidig Forretningsmand med diplomatisk Begavelse, højt
skattet ved Hoffer og af høje Embedsmænd for sin Menneskekundskab, sin
Klarhed og sin »Phlegma«. Han var en kold, klog Mand, der af Verdens
Gang tilfulde havde lært, at hvad det for Mænd i hans Stilling gjaldt
om var at leve stilfærdigt for ikke at udæske Hadet; han var en i
religiøs Henseende oplyst Mand, der følte sig per sonligt trykket af det
besværlige jødiske Ceremoniel, han ikke mindst for sin Faders Skyld var
nødt til med hele sit Hus at iagttage, men han forsøgte først sent at
frigjøre sig. Han havde som en rig Mands Søn erhvervet sig adskillige
theoretiske Kundskaber; han skal endog i Bonn have gaaet i Skole med
Fyrst Metternich; men af Forsigtighed gav han Sønnens eneste Lærer
streng Befaling til at indskrænke Undervisningen til den gammeljødiske:
Bibel, Bønnebog og Talmud.

Drengen var stille og sky, blev som det Barn, Moderen holdt mindst
af, og som Husets gamle magtkjære Tjenestepige laa i Krig med, haardt
behandlet i Hjemmet, og af Faderen, formentlig til hans eget Bedste,
knækket paa ethvert Punkt, hvor han vilde gjøre en Vilje gjældende.
Og saaledes kom han ved sin første Berøring med Omverdenen, sløvet i
sit Følelsesliv, dobbelt vakt i sit Forstandsliv, til at opfatte Alt
fra Forstandssiden. Hvad der mødte ham var dumt eller ikke dumt, intet
videre. (Gutzkow: Börnes Leben. — M. Holzmann: Ludwig Börne. Sein Leben
und Wirken.)

Det huslige og kirkelige religiøse Ceremoniel vakte Drengens Afsky som
et dødt Ritual; den religiøse Undervisning i Hjemmet gjorde saa ringe
Indtryk paa ham som Besøget af Synagogen. Visse Bønner, som f. Ex.
Bønnen om Gjenindførelse af Offertjenesten, mishagede ham trods hans
Drenge-Orthodoxi. Til sine Omgivelsers Forfærdelse sagde han: Det er en
dum Bøn.

Han optog det, han lærte, og som Læreren selv ikke troede paa, som
rent Hukommelsesværk, hvilket han siden lige saa hurtigt glemte.
Saaledes gik det til, at han som voxen ikke forstod et eneste hebraisk
Ord, ikke havde ringeste Begreb om jødiske Skikke, ja end ikke nærede
nogensomhelst varm Følelse for det gamle Testamente, som dog endog
begejstrede Heine. Han som selv minder om en gammeltestamentarisk
Profet har i alle sine Skrifter ikke en Henvisning til Profeterne. Han
sigter vel nu og da til bibelske Fortællinger, men ganske koldt som til
bekjendte Illustrationer, og (som Steinthal fint har bemærket) endog
et saadant Sted som Samuels republikanske Advarsel mod Kongedømmet, om
hvilket man skulde tro, det i højeste Grad maatte have tiltalt ham,
citerer han »omtrent som en æsopisk Fabel«.Steinthal: Ludwig Börne.
Illustrirte deutsche Monatshefte. Juni 1881. Schillers Afhandling »Die
Sendung Moses« var det første Pust af rationel Religionsopfattelse,
der naaede Drengen. Den gjorde et dybt Indtryk paa ham og rokkede hans
Tro. Saa naiv denne Afhandling end er i sin Tillid til de bibelske
Meddelelser som paalidelig Historie, saa revolutionært maatte den virke
paa den ungdommelige Læser, der her for første Gang saa sit Folks og
dets Lovgivers vigtigste Begivenheder fremstilte uden nogetsomhelt
Mirakuløst, idet endda »Skjæbnen« spilte Forsynets Rolle.

Anekdoter fra Börnes Drengeaar anskueliggjøre Kritikens Vaagnen i
Barnets Sind og vise En de Kræfters Spil, der formede dets Karakter.
Det blev stærk Regn, og Kjørevejen var aldeles opblødt en Dag, da den
unge Börne var paa en Spaseretur udenfor Frankfurts Porte med sin Lærer.
»Lad os gaa over paa Gangstien,« sagde Drengen. »Véd du ikke,« svarede
Læreren, »at Stien er os forbudt.« Drengens Svar: »Der er jo Ingen, der
ser det,« gav Læreren Anledning til en moralsk Formaning og nogle Ord om
Lovens Hellighed. »Det er en dum Lov,« sagde Börne.

Læreren tog sig vel i Agt for at hidse Barnets Forbitrelse. Men der var
saa mange Anledninger til den. Ved ingen offentlig Forlystelse i det
Fri turde nogen Jøde være tilstede, end ikke naar en Luftballon steg
op. Ved alle Festligheder, naar Byen f. Ex. var smykket i Anledning af
fyrstelige Personers Indtog, bleve Jøderne lukkede inde i deres Gade; da
ved Leopold II’s Kroning nogle enkelte af de mest ansete havde vovet sig
ud, bleve de anholdte og bragte paa Hovedvagten. Adgangen til de fleste
Hoteller og alle frie Pladser var dem forment. Den almindelige Regel med
Hensyn til Betrædelse af Stadens Terræn var den: Hvor der er en grøn
Plads, der maa ingen Jøde være. Om Søndagen bleve Jødegadens Døre endog
lukkede Kl. 4 Eftermiddag, og kun den fik Lov til at komme igjennem, der
skulde bringe et Brev paa Posthuset eller hente Medicin paa et Apothek;
der stod altid Vagt ved Porten. Den lille Börne plejede at sige: »Jeg
gaar blot ikke ud, fordi Skildvagten er stærkere end jeg.« Og dog gav
Drengen, der tidligt røbede et blivende Hang til Velgjørenhed, en Dag,
da han blev tiltalt af to Tiggere, en kristen og en jødisk, den første
Alt, hvad han havde hos sig. »Hvorfor giver du ikke dit Folk Fortrinet?«
spurgte Læreren. »Fordi der staar i Salomons Ordsprog, at vi skal sanke
gloende Kul paa vore Fjenders Hoved.« Den samvittighedsfulde Lærer
svarede med at afvise denne Bevæggrund: »den beroede paa den falske
Forudsætning, at de Kristne vare Jødernes Fjender.«

Det er let at forstaa, at saadanne Barndomsindtryk maatte lægge Börne
hans Afstamning i langt højere Grad paa Sinde, end det vilde skeet under
normale Forhold. Havde han kunnet glemme den, vilde desuden adskillige
Ydmygelser i hans Ungdom, og i modnere Aar hans talrige Angriberes og
Forsvareres uafladelige Syslen dermed, stadigt have bragt ham den i
Erindring. Om det sidste Punkt skriver han etsteds i Breve fra Paris (7
Febr. 1832): »Det er som et Vidunder! Tusind Gange har jeg erfaret det,
og dog bliver det mig evigt nyt. En Hob bebrejder mig, at jeg er Jøde;
en anden tilgiver mig det; en tredje roser mig endog derfor; men Alle
tænke de derpaa. De er som manede ind i denne magiske Jødekreds; Ingen
af dem kan komme ud deraf. Jeg véd ogsaa godt, hvoraf den hele onde
Fortryllelse kommer. De stakkels Tyskere! Da de bo lavest nede i Stuen,
trykkede af syv Stokværk højere Stænder, saa letter det deres ængstelige
Sind at tale om Mennesker, der bo endnu dybere nede end de selv, helt
nede i Kjælderen. Den Omstændighed, at de ikke er Jøder, trøster dem for
at de ikke engang er Hofraader.«

Imidlertid kan man ikke sige, at der hos Börne udviklede sig nogen stor
Ømtaalighed med Hensyn til hans jødiske Afstamning. Med hvor megen Harme
han end mange Gange har skrevet mod Undertrykkelsen af Ghettoernes
ulykkelige Beboere, kunde han dog ingenlunde, som Mange ventede det
af ham, optræde med større Varme for Jødernes Frigjørelse end for
andre Spørgsmaal af beslægtet Art. Han fandt en Frihedsstræben, der
indskrænkede sig dertil, ensidig og egoistisk.

Men hertil kom, at han nærede en Uvilje og Misstemning mod Jøderne,
som beroede paa den Afsky, Handelen i Frankfurt, der mest bestod i
Banquierforretninger, tidligt havde indgydt ham, Poet og Idealist som
han var. Med Forfærdelse hørte han en Frankfurter Kjøbmand tale med
Lidenskab, med Begejstring om Rothschild eller det østerrigske Laan »som
en Kunstven om et Rafaelisk Maleri«. I 1822 skrev han: »Min Modvilje
mod Handelsmænd og Jøderne som saadanne er steget til den højeste
Grad, især siden jeg nu, da jeg er borte fra Frankfurt, har set, hvad
det egentlig vil sige at nyde sit Liv.« Börne manglede ingenlunde
Blik for store Handelsforetagenders Nytte og Skjønhed. Hamburgs Børs
og Havn vækker ikke mange Aar derefter hans levende Beundring. Men
Frankfurter-Handelsmændene og iblandt dem Rothschild syntes ham med
deres Spekuleren i Statspapirer at staa i Forbindelse med det, der var
ham mest forhadt af Alt: Tysklands Splittethed og det Metternichske
System. Det vrimler i hans Skrifter af Udfald mod »de tyske, adelige
Jøder, der er Dus med alle Ministre og fyrstelige Maitresser« og som
derfor lidet bekymre sig om Polakkernes Frihed. Særligt er Rothschild
ham det Ondes Symbol: »Hvis Jøden Rothschild var Konge og dannede sig
et Ministerium af Vexelmæglere, kunde der ikke blive regjeret mere
nederdrægtigt [...] Rothschild vil bestaa til den yderste Dag — det
vil sige Kongernes. Hvilken Ultimo! hvor vil det da knage!« Han gaar
saa vidt i sin Forbitrelse paa ham, at han kalder det en Skjændsel, da
Rothschild i Paris bliver idømt to Dages Fængsel for trods gjentagen
Paamindelse at have vægret sig ved at lade sin Kabriolet numerere.
Selvfølgelig har Börne intet Personligt imod ham, men han afskyer ham
som »den store Mægler i alle de Statslaan, der give Fyrsterne Magt til
at trodse Friheden.« Da han efter Julirevoiutionen stadigt anser en
ny, stor Omvæltning for nær forestaaende, finder han det — iøvrigt med
Urette — dumt af Jøderne, at de holde til med Magthaverne rundt om i
Europa. Derimod erklærer han med Rette Jøderne for »dummere end Fæ,«
naar de indbilde sig, at ved en opstaaende Revolution ville de blive
beskyttede af Regjeringerne. Med sundt politisk Blik indser han — hvad
Erfaringer fra Rusland har bekræftet — at man netop vilde give dem til
Pris for Folkehadet i den Hensigt saaledes at kjøbe sig selv fri fra
Revolutionen.L. Börne: Gesammelte Schriften. Reclam. Leipzig. III 112,
129, 167, 173, 209, 244, 259, 313.

Börnes Fødsel udenfor det kristne Samfund fremkaldte, som man ser, ingen
overvættes Sympathi med hans Stammefæller; men under hine tidligste
Tvangsforhold i den glædeløse Barndom, under Kulden fra Forældrenes Side
og med Skuet af Vindesygen, den fejge Forsigtighed, alle de Laster, som
Undertrykkelsen avler, rundt omkring blandt Omgivelserne, smeddedes
en Karakter, saa stærk, at den aldrig kunde bøjes, blødgjøres eller
brydes og paa hvis diamanthaarde Fasthed hverken Smiger eller Magtsprog
bed, en Karakter, hermelinsagtig i sin Renhed, og i denne Karakter en
Strenghed, der hyllede sig snart i den humoristiske Satires, snart i
den haanende Harmes Klædebon, og som udgik fra en Retfærdighedsfølelse,
der kunde blive flammende i sin Pathos. Saaledes blev han som Skribent
for Tyskland omtrent hvad Paul Louis Courier havde været for Frankrig,
det vil sige en politisk Tribun, satirisk og frihedselskende som
Franskmanden, mindre klartskuende paa det nærmeste Felt, men som
Hjertemenneske rigere paa Fantasi og Pathos, langt rigere af Naturel end
han.

Thi Karakterens Fasthed udelukkede ikke hos ham Sindets Blidhed. Den
svage, altid noget sygelige Dreng, der voxede op i en Gade uden Sol,
uden frisk Luft og uden Adgang til Naturen, var i Grunden en øm Sjæl.
Og Mildhedsfrøet i hans Sind blev maaske tidligst udviklet ved Læsning
af den tyske Forfatter, der har udøvet størst Indflydelse paa Dannelsen
af hans Synsmaader og hans Stil, Jean Paul. Det er fra Jean Paul, der
i Börnes mørke Ungdomstider var hans bedste Trøst, at han selv som
Skribent i lige Linje stammer ned.

Han opfattede Jean Paul som deres Digter, der fødes i Ringhed. Han
elskede Jean Paul som deres Talsmand, hvem der sker Uret. Han saa i ham
en Rettens Præst og1 en Mildhedens Apostel. Den berømte Mindetale, han
har skrevet over ham, giver et Indblik i hans Ungdomssværmeri paa samme
Tid, som den afgiver Vidnesbyrd om, hvad det er, han har søgt at tilegne
sig af den Jean Paulske Stil. Gjennem de kunstfærdige Antitheser gjør
Sindets Bevægelse sig gjældende, hvor han siger: »Vi ville sørge over
ham, som vi have tabt, og over de andre, som ikke have tabt ham. Thi
ikke for Alle har han levet. Men der vil komme den Tid, da han bliver
født for Alle, og da Alle ville græde over ham. Og han staar taalmodig
ved det tyvende Aarhundredes Port og venter smilende paa, at hans
sendrægtige Folk skal indhente ham. Saa fører han de Trætte og Hungrige
ind i sin Kjærligheds Stad.« Og der er aandfuld Karakteristik i disse
Linjer: »I Landene tælles kun Byerne, i Byerne kun Taarnene, Templerne
og Paladserne; i Husene deres Herrer, i Folkeslagene Partierne, i disse
deres Anførere [...] Ad snævre tilgroede Stier søgte Jean Paul den
oversete Landsby. Han tallte i Folket Menneskene, i Byerne Tagene, og
under hvert Tag hvert Hjærte.«

Fra først af har det maaske været Jean Pauls politiske Holdning, som
har fortryllet ham. Jean Paul optraadte tidligt i den tyske Litteratur
som Arving af Herders verdensborgerlige Følelser og Lærdomme. Herder
havde stadigt prist Kjærlighed til Menneskeheden paa Nationalfølelsens
og Nationalhadets Bekostning. Jean Paul forkyndte efter ham Menneskenes
almindelige Broderskab. Og hertil kommer, at et ubestemt politisk
Frisind, svarende omtrent til Erklæringen af Menneskerettighederne,
der havde elektriseret ham, besjæler hans hele Produktion, medens han
behandler Fyrster, Hoffer og den hele fornemme Verden med gjennemført
Ironi. Jean Paul betragter snart den tilkommende Guldalder, hvor
kun Enkelte, men ikke mere Folkene synde, og hvor Krigsspøgelset er
forsvundet, som nær forestaaende, snart igjen skyder han den ud i en
meget fjærn Fremtid, men Indtrykket af hvad man kaldte og kalder det
historiske Fremskridts Hurtighed bragte baade ham og hans Discipel til
at forestille sig Verdensbroderskabet som ikke langt borte.

Dog ikke blot det storladne Fremtidssyn men det Satiriske og
Idylliske i Jean Pauls Talent tiltalte i høj Grad Börne. Han
optog fra Jean Paul visse komiske tyske Stednavne (Kuhschnappel,
Flachsenfingen), han efterlignede som ung Mand hans humoristiske Maner
i sine novellistisk-journalistiske Smaating, i Skjemtestykkerne om
Spisekunstneren ved Hotelbordet, om Allerhöchstdieselben, om Hof- und
Commerzienräthe, om den Turn- og Taxis’ske Post (Datidens Postvæsen)
osv., kun holdende sig nærmere til Virkeligheden og til den tilsigtede
Lokalitet end Jean Paul havde gjort. Som Jean Paul angriber han i
skalkagtige Former Stat, Kirke, Forvaltning, Sæd og Skik; uden dog at
have sin Forgjængers Rigdom paa Iagttagelser at raade over og uden at
komme ham nær i mangesidig Kundskab.

Men til Gjengjæld har han som Stilist store Fortrin for Jean Paul.
Börne, der manglede en dybere Kunstsans, en finere Formsans, har det
Ukunstneriske hos Jean Paul behaget som ukunstlet. Han har ikke følt,
at denne Overflod paa Billeder var slæbt sammen allevegnefra og kun
sjældent udsprang af Sagen selv. Denne orientalske Yppighed i Lignelser,
denne Sprogets Blomsterrigdom har tiltalt ham som poetisk, og hans Øre
har i Periodernes Mangel paa Harmoni, i de utallige indskudte Sætningers
tunge Ballast kun set Vidnesbyrd om Foredragets Naturlighed. Ogsaa for
ham var Goethes Plastik blot Kulde, ogsaa ham var Goethes upersonlige
Alderdomsstil en Gru. Det levende, urolige Jeg i Jean Pauls Skrifter
mødtes, naar han læste dem, med hans eget varmtfølende og lidenskabelige
Jeg.

Uvilkaarligt omformede han da den Jean Paulske Stil helt efter sin
Individualitet, denne Individualitet, der røber sig allerede i hans
første Breve, og hvis Særegenhed kun blev tillempet og udfoldet, aldrig
omændret. Der var ingen Vildnis’er eller Urskove i hans Indre som i Jean
Pauls. Han tænkte ikke paa ti Ting paa én Gang som Jean Paul, for hvem
de stode flettede i hinanden. Nej, saavel Fantasi som Forstand var hos
ham klar, og knap i sit Udtryk. Tidligt havde han gjennem Læsning af
Johannes von Müller faaet Hang til den fyndige Tacitus-Korthed. Hans
Forestillingsgang var fra først af halvt fransk, halvt jødisk rettet mod
Antithese og Kontrast. Han yndede Tankernes og Ordenes Symmetri, hans
indre Tempo var hurtigt, hans Aandedræt som Skribent var kort. Derfor
korte Sætninger, stærke og bidske Sætninger i Hundetrav; ingen Perioder.
Mange Billeder led han, dog ikke saamange at de fortrængte hinanden, og
træffende, betegnende skulde de være. Han hentede dem ikke op af Hefter
med Notitser som Jean Paul, men de kom af sig selv i beskeden og rigelig
Fylde. Mange Lignelser brugte han, men klarhovedet som han var stillede
han dem i sine Sætninger næsten algebraisk op, saa de snarere gjorde
Indtryk af Ligninger end af løse Blomster.

Og hans ganske individuelle Væsen udformede sig saaledes efterhaanden
i en ganske særegen humoristisk Stil. Jean Pauls Humor strækker sig
igjennem vidtløftige og brede Undersøgelser, Fortællinger, Romaner,
ikke saaledes Börnes. Han har aldrig kunnet frembringe noget politisk,
poetisk, kritisk eller historisk Værk af noget Omfang; han kunde
ikke skrive Bøger, kun enkelte Sider. Han var i sit inderste Væsen
journalistisk anlagt.„Was jeder Morgen brachte, was jeder Tag be-
schien, was jede Nacht bedeckte, dieses zu besprechen hatte ich Lust und
Muth.“ Herpaa beror hans Humors særegne Art.

Han havde den spøgende Vittighed, men ogsaa en Art sarkastisk Vid,
der snærter og tillige ved en indirekte Appel til Følelsen griber
og rører. Han havde den Bitterhed i Klage og Anklage, der ytrer sig
i Trøstens forsonende Form, og den Melankoli, der med et Smil og et
forfløjent Indfald løfter sig op over Tidsalder og Omgivelser. Men noget
Lignende vilde med Rette kunne siges om andre store Humorister. Det
for Börne (i Modsætning til Sterne, Jean Paul og andre) Ejendommelige
beror først paa den Grebethed, den Betagethed, med hvilken han
reagerer mod alle Begivenheder i Omverdenen, der naa indenfor hans
Horizont, idet selv en ringe Hændelse bringer alle hans Væsens Strenge
i Skjælven, og vel at mærke kun Hændelser af det virkelige, særligt
det offentlige Liv — dernæst beror hans Ejendommelighed paa, at alle
Begivenheder, som indtræffe, berøre et og samme Punkt i hans Sjæleliv,
en Frihedskjærlighed, som var et Udslag af den skarpeste Retssans.
Ganske mesterligt har en af hans Kritikere, Steinthal, udviklet,
hvorledes dette hænger sammen med hans Mangel paa Evne til at frembringe
et større Hele. Han tænkte aldrig systematisk, han forbandt aldrig
de mange Enkeltheder, der efterhaanden sysselsatte og greb ham, med
hverandre indbyrdes, men han stillede enhver af dem i Forhold til sit
Væsens Midtpunkt.Im Centrum seines Geistes trafen unzählige Strahlen
zusammen, nur dass dieselben durch keine Peripherie verbunden waren.
Steinthal. Hans Humor forbandt den jammerlige Virkelighed med den ideale
Fordring i hans Indre, men han gav intet Billede af Virkelighedens
forskjellige Elementer, opfangede dem kun alle i samme Brændpunkt.

Letfatteligt er det, at som Börne med hele dette Anlæg maatte sætte
Schiller højt over Goethe, saaledes maatte han vurdere Jean Paul langt
højere end Schiller. Og det er højst betegnende, at hvad han har at
indvende mod Schiller ikke er Ufuldkommenheder i den rent poetiske
Udformning, men Mangel paa sædelig Idealitet. Man er vant til at
betragte Schiller som uangribelig paa dette Punkt, men for Börnes
hensynsløse Strenghed i den sædelige Fordring er han det ikke. Lærerig
er især Börnes Bedømmelse af Wilhelm Tells Karakter. For ham er Tell
kun en stor Filister; god Borger, Fader og Ægtemand, men en Mand, hvis
Karakter er Underdanighed. Paa Rütli, hvor de Bedste mødes, fattes hans
Ed; han havde ikke Mod til at være en Sammensvoren. Naar han siger: Der
Starke ist am mächtigsten allein — saa er dette for Börne Svaghedens
Filosofi: hvem der kun har Kraft nok til at kunne komme til Rette med
sig selv, er stærkest alene, men hvem der efter Selvbeherskelsen har
et Overskud af Kraft, han vil ogsaa beherske Andre. Og Kritikeren
gjennemgaar Tells Handlemaade Punkt for Punkt: Tell hilser ikke Hatten
paa Stangen, men det er ikke Frisindethedens ædle Trods, det er kun
Filisterstolthed, en Blanding af Æresfølelse og Frygt; han gaar med
nedslagne Øjne forbi Stangen for at kunne sige, han ikke har set den.
Og da Gessler kræver ham til Regnskab, er han ydmyg, saa ydmyg, at man
skammer sig over ham; han siger, han har undladt det af Uagtsomhed og
ikke skal gjøre det mere. Börne vurderer ikke Æbleskuddet: en Fader kan
vove Alt for sit Barns Liv, men tør ikke sætte selve dette Liv paa Spil.
Hvorfor skjød Tell ikke strax Tyrannen i Stedet for at bede for sig
som et Fruentimmer og sige sit »kjære Herre! kjære Herre!«. Han havde
fortjent Ørefigen derfor. Og, fortsætter Börne, er det ikke Forræderi og
en slet Streg af ham, at naar Fogden paa Søen betror sig til hans Hjælp
— som Fjende til Fjende — at han da springer i Land, støder Baaden ud i
Vandet og giver den til Pris for Stormen. Og Börne tager den stærkeste
Forargelse af Replikken: Ich aber sprach: Ja, Herr, mit Gottes Hilfe
Getrau ich mir’s, und helf uns wohl hindannen. So ward ich meiner Bande
los und stand Am Steuerruder und fuhr redlich hin — »Hvordan kommer,
udbryder Kritikeren, den jævne Mand til denne Jesuitisme? Jeg begriber
ikke, hvorledes man nogensinde har kunnet finde denne Handling sædelig,
endsige skjøn. Tell lægger sig i Baghold og dræber uden al Fare sin
Fjende, der ikke tror sig udsat for nogen Fare!«

Det kan ikke undre, at Den, i hvis aandelige Organisme Retssansen
havde udviklet sig til en saadan Skarphed og Finhed, at den formelig
vikarierede for den egentlige æsthetiske Sans, maatte savne Organet for
Goethe, hvis Retfærdighedstrang var forholdsvis uudviklet. — —

Efter et Par Aars Ophold hos en Professor i Giessen blev den unge Börne
i Aaret 1802 sendt til Berlin, da hans Fader ikke havde kunnet faa Bugt
med hans Lyst til Studier, skjont disse paa Grund af hans Konfession
kun kunde føre ham til at blive Læge, hvortil han endda aldeles ikke
røbede Anlæg. Han blev sat i Huset hos den bekjendte Læge og Kantianer
Marcus Herz, hvis offentlige Forelæsninger over Filosofi havde saa stort
Tilløb af det bedste Selskab, at han — mange Aar før Universitetets
Oprettelse — var bleven udnævnt til Professor i Filosofi med Gage paa
Livstid. Det var en fremragende Læge, en klar Tænker og en dygtig Taler,
Ven af Lessing, hvis Poesi han satte ikke mindre højt end hans Kritik,
hvorfor den romantiske Skoles, særligt Hardenbergs, Mystik var ham en
Meningsløshed og en Gru. Da han døde allerede 1803, kunde han ikke
faa nogen betydelig Indflydelse paa den unge Börnes Udvikling. Et des
stærkere Indtryk paa Ynglingen gjorde hans berømte, sytten Aar yngre
Hustru Henriette, født Lemos, der kun tolv Aar gammel uadspurgt var
bleven forlovet med ham. Udmærket smuk, overordentlig sprogkyndig, søgt
af Datidens ypperste Videnskabsmænd og Skribenter i meget stort Antal,
førte hun et af de mest omtalte, ansete, yndede Huse i Berlin. Hun var
da 38 Aar gammel, Börne 16; men dette forhindrede naturligvis ikke det
unge Menneske i at styrte sig hovedkulds ned i en haabløs Forelskelse i
det skjønneste og ypperligste kvindelige Væsen, han endnu havde set.

Den dejlige Henriette var som Personlighed allerede i det Ydre den
skarpeste Kontrast til sin lille kloge og hæslige Mand; en fuldendt
Skjønhed var hun; Hovedet lille som paa de græske Statuer, Skikkelsen
høj og majestætisk som Dronning Luises. Den tragiske Muse eller den
skjønne Tscherkesserinde var de Øgenavne, hvorunder hun gik. Tilbedt
var hun bleven af Wilhelm von Humboldt, af Mirabeau, af Schleiermacher
og hun omringedes efter Mandens Død af en Skare fornemme Herrer,
der forgjæves bejlede til den smukke Enkes Haand. Hun afslog alle
Frierier, tilbageviste trods sin Fattigdom bl. A. en af de rigeste tyske
Grevers Haand og gjorde sig til Guvernante for den senere Kejserinde af
Rusland. Hun var ligesaa strengt dydig som blændende dejlig, tilstod
vel forskjellige Mænd megen Fortrolighed, men altid indenfor det blotte
Venskabs Grænser.

I hendes Kreds skjelnede man imellem det tilladelige Koketteri, som gik
ud paa at vinde Manden helt, og det utilladelige, som kun gaar ud paa
at vinde hans Sanser. Hun hørte da selv til de dydige Koketters farlige
Klasse. Uden Temperament og forfalden til moraliserende Føleri stiftede
hun som yngre et »Tugendbund«, i hvilket Wilhelm von Humboldt spillede
Hovedrollen, og af hvilket baade gamle og unge, berømte og uberømte
Mænd var Medlemmer. Man sagde Du til hverandre, skrev lange Breve til
hinanden, undertiden i fremmede Sprog eller med græske og hebraiske
Bogstaver, udvexlede Ringe og Silhuetter, foresatte sig hinandens
»moralske Udvikling«, attraaede »Lykke gjennem Hengivenhed« men uden
Pligter, thi Hengivenheden kjender ingen Pligter, og fjernede alle den
konventionelle Velanstændigheds Skranker — dog i al Tugt og Ære. Rahel
spottede derover, vilde ikke ind deri.

De Breve, der vexledes, ligne ganske dem, som i Danmark lidt senere
Kamma Rahbek og Molbech skrev til hinanden. Man finder her en Jargon,
der aldeles svarer til hvad paa Dansk Bakkehussproget er. Man fordybede
sig i sine egne Følelser, og var fortabt i uophørlig Selvbespejling,
der selvfølgelig berøvede Følelsen al Friskhed. I endeløse Breve
forklarede Ven Veninde og Veninde Ven, under skrevne Taarer, hvorledes
de gjensidigt udfyldte og udviklede hinanden. Man plukkede sig selv op
til Charpi, man beskuede sig i denne optrævlede Skikkelse; man samlede
sig ikke til Meddelelsen; man udtværede sig tværtimod. Man persede sit
Indre, til det blev flydende, blev Taarer, Hjerteblod osv. og udøste det
da i en Ligesindets Barm, uden at Selvet just blev mærkeligere eller
originalere ved denne Behandling.

Den skjønne og noble Henriette Herz var ogsaa mindre en oprindelig
Personlighed end hvad Tyskerne kalde en »Anempfinderin«. Hun tilegnede
sig sjældent mere af alle de betydelige Mennesker, hun kom i Berøring
med, end det ydre Fjendskab til deres Forhold og Færd. Hun er især
bleven berømt ved sit ømme Venskab med Schleiermacher. Man snakkede i
Berlin meget derom, men ligefuldt var det hævet over al ond Omtale.
Modsætningen var altfor paafaldende mellem »den tragiske Muse« og den
lille Schleiermacher, hvis fine Hoved sad paa et skrøbeligt og lidt
vanført Legeme. I Berlinerbefolkningen smilte man godlidende, naar man
om Aftenen saa den lille Pastor gaa ud af Henriettes Hus med en Lygte
hængende ved sin Frakkeknap, eller naar han selv om Dagen hang ved sin
majestætiske Melpomenes Arm. Der udkom endog en Karikatur, hvor hun bar
ham i Haanden — Juvelen, som han kaldtes — som man bærer en Parasol.
(Karl Hillebrand: «La société de Berlin« i Revue des deux mondes).

Selv om den unge Börne havde været den friske, rødkindede Yngling,
han ikke var, vilde han neppe have gjort noget Indtryk paa sin
stolte og forvænte Plejemoder. Nu begreb hun i Begyndelsen end ikke,
hvad der fejlede det unge Menneske, hvis Lidenskab — der foreligger
skildret i hans Optegnelser — var en ægte Skoledrenge-Tilbedelse, som
den i Pubertetsalderen opstaar af halvbevidst Drift og overspændte
Forestillinger om et kvindeligt. Væsens Fuldkommenhed. Da et Par
Forsøg, som den Syttenaarige gjorde paa gjennem Husets Tjenestepige
at skaffe sig Arsenik fra et Apothek, røbede Henriette Herz, hvad der
foregik i ham, stræbte hun efter Evne ved en Blanding af Godhed og
Strenghed at bringe ham til Fornuft.Fürst: Henriette Herz. 185 ff. At
hun imidlertid heller ikke var helt ufølsom for hans Tilbedelse eller
helt fri for et Koketteri, der her antog Moderlighedens Maske, røber den
lille Omstændighed, at han, der 3. December 1802 havde antaget hende
for 28 —30 Aar gammel, af hende ved Middagsbordet erfor, at hun var 34
Aar gammel; om Aftenen lagde hun to Aar til. Men flere end disse 36
bekjendte hun ikke, og endnu 5. Marts 1803 antager Börne hende derfor.
To Aar har den dejlige Fru »Moder«, som hun tillod ham at kalde sig,
altsaa løjet sig yngre. Naturligvis vedblev han at elske, beundre,
fortvivle, lide Helvedeskvaler over hendes Ligegyldighed og fornemme
himmelsk Salighed over et Smil eller et venligt Ord fra hendes Side,
desuden at vise sig mistroisk, bitter, urimelig, uberegnelig i Omgang,
indtil det blev nødvendigt at sende ham andenstedshen.

Han kom til Halle for der at fortsætte sine Studier. Ved Afrejsen
overrakte han hende en følsom Dagbog — hun havde, synes det, givet
ham det Raad at udøse sin Kval i en saadan — tilligemed en Del til
hende rettede lidenskabelige Breve. Fra Halle vedblev han at skrive
hende til med uforandret Sværmeri og heftig Længsel, dog retter i
Afstanden Börnes Væsen sig snart saavidt, at han ikke mere gaar op i den
blotte Analyse af sin sjælelige Tilstand, men hæver sig til rolig og
underholdende Kritik af Omgivelserne og til en vis værdig Selvfølelse,
der er blandet med Selvkritik. Allerede i disse Breve møder man hos ham
i Forening Begejstring for Ideer, Harme over Trællesind og hvas Satire i
de Domme, der fældes. Man lærer her Börnes oprindelige Væsen at kjende,
et Temperament, for hvilket Udsvævelser saa lidt er en Fristelse som
Drik, en Natur, der lider under Legemets Svaghed, under den indre Strid,
som opstaar, hvor der findes Mod uden Kraft, Elskov uden Gjenkjærlighed,
ubestemte Ønsker om Udøvelse af Stordaad uden tydeligt Maal. Af og til
en Trusel om, hvad der engang, naar han er modnet til Mand, skal times
den Filisterhob, der nu smiler ad ham, og harmfuld Anelse om tilkommende
Ydmygelser, og stormende Forsæt om Hævn over de Frække, som ville
forhaane ham paa Grund af hans Afstamning og pine ham, fordi de anse
hans Tilbageholdenhed for Fejghed.Briefe des jungen Börne an Henriette
Herz 164, 167. „O wenn ich dies bedenke, wie ein Sturm braust es in
meinem Innersten, es mochte die Seele aus ihrem Wohnhaus stürzen, und
sich den Leib eines Löwen suchen, dass sie den Frechen begegnen könnte
mit Klaue und Gebiss.“ Tydeligt nok har dette Ungdomsophold i Berlin
for den unge Börne havt den Betydning at modne hans Følelsesliv, medens
Berøringen med Tidens betydeligste Mænd i det Herz’ske Hus har bidraget
sit til at vække hans Aandsevner.

Han studerede i Halle, da Slaget ved Jena blev slaaet og Universitetet
kort efter ophævet af Napoleon. Börne drog til Heidelberg for at
fortsætte Studierne der, iøvrigt fuld af patriotisk Begejstring mod de
Franske, som gav sig Luft i en Brochure, Censuren ikke lod passere.
Men samtidigt med at Napoleons Sejerstog forjog Studenterne fra
Halle, indtraadte som Følge af hans Sejre en fuldstændig Omvæltning
i de politiske Forhold i Börnes Fødeby. Allerede i 1806 tog Dalberg
som Fyrst-Primas i det nys grundede Rhinforbund Frankfurt am Main i
Besiddelse. En af hans første Regjeringshandlinger var at hidføre
væsenlige Forbedringer og Lettelser i Jødernes Stilling, indtil en
Forordning af Napoleon 1810 paabød Afløsning af alle Byrder, som paalaa
Livegne og Jøder. I December 1811 fik den jødiske Menighed i Frankfurt
fulde Borgerrettigheder mod en Sum af 440,000 Gylden, der helt var
indbetalt det følgende Aar. For Börne var den nærmeste Virkning den, at
han opgav det medicinske Studium, som han kun modstræbende havde grebet,
fordi ethvert andet var ham forbudt, og gik over til Statsvidenskab
og Jurisprudens, der aabnede Adgang til Statstjenesten. 1808 blev han
Doctor philosophiae.

Faderen, som havde været yderst utilfreds med Sønnens Mangel paa
Stadighed som Student, ligesom med hans jævnlige Gjøren Klatgjæld,
og som nu var ikke mindre misfornøjet med hans Opgiven af Medicinen,
fordrede, at han skulde ernære sig selv og skaffede ham da en
Ansættelse, der staar i en pudsig Modsætning til Börnes senere
Virksomhed som Skribent, et lille Embede ved det Frankfurter Politi.

Han blev udnævnt til Aktuar, sad i Römerens gamle mørke Rum, viserede
Passer, prøvede Vandrebøger, optog Protokoller og repræsenterede ved
højtidelige Lejligheder i Uniform og med Kaarde den stedlige Autoritet.

Imidlertid var han begyndt at optræde som Skribent, som Medarbejder
af et Frankfurter Dagblad, med Artikler, fulde af urtysk Rhetorik,
dikterede af en fædrelandsk Enthusiasme overfor den stærke Corsikaner,
hvilken i sit sproglige Udtryk allerede slaar over i det vildeste
Fædrelanderi. Det er Opraab til de tyske Ynglinge og Udbrud af den
blindeste, loyaleste Tillid til de tyske Fyrster.Aber lasst uns nicht,
männernde Jünglinge, unsere Kraft vergeuden, sondern die Lust in
keuscher Ehe umarmen, damit sie fruchtbar und unsterblich werde [...]
Es ziemt uns nicht, uns keck in den Rath der Fürsten einzudringen; sie
sind besser als wir. Han er lutter Haab med Hensyn til Udfaldet af
»Frihedskampen«.

Han anede visselig ikke, at han selv skulde blive et af Sejrens første
Ofre. Neppe havde i 1813 Kejserne af Rusland og Østerrig og Kongen af
Preussen holdt deres Indtog i Frankfurt, før Fyrst Dalbergs syvaarige
Regimente var forbi; Storhertugdømmet Frankfurt blev udslettet af
Staternes Tal og man lod den gamle Forfatning træde i Kraft paany. De
Borgerrettigheder, som Israeliterne i dyre Domme havde tilkjøbt sig,
kasserede man simpelthen, selvfølgelig uden at give Pengene tilbage. Det
var, skriver Karl Gutzkow, som om de Kurerer, der fløj frem og tilbage
mellem Wien, hvor Fredskongressen havde sit Sæde, og de andre tyske
Byer, der havde hver sin Reaktionskongres, oprev Furer i den blodsivende
tyske Jord, i hvilke man paany vovede at saa de gamle Fordommes og
Forrettigheders Sæd.

Det franske Herredømmes Fald berøvede Börne hans Embede og hans
Ulykkesbrødre deres Menneskerettigheder; han var upersonlig nok i sin
Tankegang til sidenhen som før at ansee dette Fremmedherredømme for en
Skjændsel.

Det kan imidlertid ikke undre, naar Goethes Ligegyldighed ogsaa overfor
dette Udslag af den store Reaktion styrkede Börne i hans Had til en
Personlighed, der fra ingen ham tilgjængelig Side syntes ham stor. I
sin Anmeldelse af Bettinas Bog Goethes Brevvexling med et Barn — maaske
den mest desorienterende Kritik, Börne har for­ fattet — skriver han:
»Hvad gjorde Goethe, den største Digter, til et saa lille Menneske,
hvad slyngede Humle og Petersilie ind i hans Laurbærkrans? Hvad satte
Nathuen paa hans ophøjede Pande? Hvad gjorde ham til Forholdenes Træl,
til fejg Filister, til Smaastadssjæl? Han var Protestant og hans
Familie hørte til det herskende Parti i Frankfurt, dens Medlemmer kunde
blive Medlemmer af Senatet. Da han 60 Aar gammel stod paa Højden af
sit Ry, og Virakskyerne under hans Fødder skillende skærmede ham mod
Dalboernes lave Lidenskaber — saa ærgrede han sig, da han erfor, at
Frankfurterjøderne fordrede Borgerrettigheder og han fraadede mod den
»Humanitetsvaasen«, der talte Jødernes Sag.«

Hvad Börne mindst af alt kunde tilgive Goethe, det var dog dennes
Stilling til de Store. Han oversaa, at den Menneskealder, han selv var
yngre end Goethe, betegnede en Sfæreforandring i Skribentens Stilling
til Fyrsterne og Publikum. I Tyskland levede i det attende Aarhundrede
Skribenterne ikke af Honorarer men af Tilegnelser. Digterne vare nødte
til at søge en fornem Beskytters Yndest, til at undervise adelige
Junkere eller ledsage unge Prinser paa Dannelsesrejser. Wieland modtog
Pengegaver til Tak for Dedikationer, Schiller tog med Glæde mod den
Understøttelse, Hertugen af Augustenborg skaffede ham fra Danmark.
Monarker og Fyrster, høje Herrer, Aristokrater nærede jo i Slutningen af
det attende Aarhundrede en virkelig, ja heftig Interesse for Filosofi
og Poesi, for al den nye Sandhed og Skjønhed; de droge Forfatterne til
sig som deres Ligemænd. Det var først ved den franske Revolution, at
dette smukke Forhold ophørte, og Goethes Livsstilling var ordnet før
Revolutionen.

Börne stirrede sig blind paa de løsrevne Udtryk for Goethe’s
Fyrsteveneration. Han afskriver

etsteds denne Passus af Goethe’s Dagbog: »Derefter havde jeg den
uventede Lykke at turde gjøre deres kejserlige Højheder Storfyrst
Nicolaus og Gemalinde min Opvartning i mit Hus og min Have. Hendes
kejserlige Højhed, Fru Storfyrstinden, forundte mig at nedskrive nogle
poetiske Linjer i hendes sirligt prægtige Album,« og Börne tilføjer:
»Det skrev han i sit 71de Aar, hvilken Ungdomskraft!« Jo ældre Börne
blev, jo mere han selv udviklede sig til ikke at være andet end en
Inkarnation af den politiske Overbevisning, et Væsen, i hvilket den
politiske Overbevisning havde bemægtiget sig det hele Sjæleliv, Talentet
og Viddet, og hos hvem den var omdannet til en Religion med alle
Religionens Ytringsformer: Tro, Andagt, Fanatisme — desmere værdiløs,
ja foragtelig forekom Goethes Tilskuerrolle til de politiske Kampe ham.
Et andet Sted skriver han: »Goethes Dagbog har jeg nu endt. En saa tør
og livløs Sjæl gives der ikke mere i Verden, og Intet er pudsigere end
den Naivetet, med hvilken han lægger sin Følesløshed for Dagen [...] Og
saadanne Konsuler har det tyske Folk valgt sig: Goethe, der mere angest
end en Mus roder sig ned i Jorden og gjerne giver Luft, Lys, Frihed,
Alt bort, naar han blot rolig i sit Hul kan tære paa det ranede Stykke
Flæsk, og Schiller, der ædlere, men lige saa modløs, skjuler sig for
Tyranniet bag Skydunst, og oppe hos Guderne forgjæves beder om Hjælp,
og blændet af Solen ikke mere ser Jorden og glemmer Menneskene, som han
skulde hjælpe. Og saaledes — uden Fører, uden Formynder, uden Retsven,
uden Beskytter — bliver det ulykkelige Land et Bytte for Kongerne, og
Folket en Spot for Folkene«.

Fra Sommeren 1818 af optræder Börne, der hidtil kun nu og da havde
udgivet Brochurer, som selvstændig Journalist, idet han udgav og næsten
alene forfattede Tidsskriftet Die Wage. Han var den første Journalist
i stor Stil, som den tyske Litteratur havde frembragt, og først han
gjorde den periodiske Presse i Tyskland til en Magt. Det er en Glæde
at eje de nu saa sjældne Hefter af hint gamle epokegjørende Tidsskrift
»für Bürgerleben, Wissenschaft und Kunst«. Midlet, hvorved det trængte
igjennem, var Udgiverens levende Stil og træffende Vid. Det behandlede
Politik og Litteratur og Theater, det havde Medarbejdere som Görres
(før dennes Omvendelse) og som Willemer, Goethes rationalistiske
og frisindede Yen (»Suleika«s Ægtemand); men hvad for et Thema,
Tidsskriftet end fremdrog, saa fik det ved Behandlingsmaaden en politisk
Farve. I Løbet af de fire Aar, i hvilke Börne forestod Udgivelsen af
Die Wage, overtog han desuden Redaktionen af to Dagblade, først af
Zeitung der freien Stadt Frankfurt, som han paa Grund af Censurens
uophørlige Plagerier maatte opgive allerede efter tre Maaneders Forløb,
saa af Bladet Die Zeitschwingen, der blev undertrykt ved et Magtbud,
samtidig med at der idømtes Redaktøren en kortvarig Fængselsstraf. Börne
rejste nu for første Gang til Paris, hvorfra han en Tid lang leverede
Korrespondancer til Cottas forskjellige Tidsskrifter, men vendte dog
allerede 1822 tilbage til Tyskland, hvor en lang og farlig Sygdom
udtømte hans pekuniære Hjælpemidler og tvang ham til at henvende sig om
Bistand til sin Fader.

Denne var yderst misfornøjet med ham. Af sine andre Børn havde han
Glæde; men denne Søn, Doctoren, der Intet kunde fortjene, havde, paastod
han, allerede kostet ham store Summer, og var dog ikke blevet andet end
Forfatter af Artikler og Skrifter, hvis Tendens aldeles ikke billigedes
af hans Velynder, Fyrst von Metternich i Wien. Hvad skulde han skabe sig
Fjender for! angribe de Store! Passede det for hans Samfundsstilling?
Hvad var han overhovedet i Verden, siden han tillod sig at føre saa
stort et Ord? Nu kunde han have været Læge og have samlet sig Praxis,
eller været Advokat og have ført Rothschilds Processer. I Stedet skrev
han Tids skriftsartikler, rejste den Smule Penge op, som de indbragte
ham, og spærrede sig ved sine ugudelige Bemærkninger om de Store enhver
Lejlighed til nogensinde at komme paa grøn Gren.

Og Faderen kjendte tilstrækkeligt til de politiske Forhold for at vide,
at hans Søn aldeles ikke behøvede at blive Læge eller Advokat for at
faa en indbringende Stilling. Han vidste ret vel, hvorfra Hr. von Gentz
og Hr. Friedrich von Schlegel fik deres Vexler. Og saa havde Sønnen
endda Maria Theresia’s Tilsagn at beraabe sig paa. (Karl Gutzkow: Börnes
Leben. Ges. Werke XII 328, 329.)

Næppe havde Börne begyndt en regelmæssig Virksomhed som Skribent,
før de store Reaktionære lagde Mærke til hans Talent. I et Brev fra
Rahel, dateret 18. Maj 1819, hedder det, at Gentz har anbefalet hende
Die Wage som det aandrigste, vittigste, der i hine Dage skreves, det
bedste af den Art, der overhovedet siden Lessing var kommet frem.
Börne’s Fader vidste godt, at Hr. von Gentz roste Sønnens Stil, og
Fyrst von Metternich hans politiske Kundskaber.Endog de senere, ganske
revolutionære Pariserbreve har Metternich kjendt. Fyrstinde Mélanie
Metternich skriver i sin Dagbog 26. Januar 1834: »Ich brachte die ersten
Abendstunden bei Clemens zu, dem ich Börnes Pariser Briefe vorlas. Sie
sind natürlich so boshaft als möglich, der Stil ist aber von einer
dämonischen Ausgelassenheit und ungemein geistreich.« Aus Metternich’s
Nachgelassenen Papieren V 545, anført af Holzmann. Uden at spørge sin
Søn arbejdede han da paa at skaffe ham en fordelagtig Byggegrund paa
Samfundets Solside. Da Börne erfor derom, havde Metternich allerede
grebet til med begge Hænder: Börne skulde leve i Wien med Titel, Rang
og Indtægt som kejserlig Baad uden at være bunden til nogen som helst
Tjeneste derfor. Ubetinget Censurfrihed var sikret ham for Alt, hvad
han maatte ville skrive. Han skulde være sin egen Censor. Og vilde han
efter nogle Maaneders Forløb opgive sin Stilling, stod det ham frit for.
Saaledes vilde han jo allerbedst kunne arbejde for Fremskridtets og
Humanitetens Sag. Faderen skrev: »Kjære Louis! jeg beder dig, læs dette
Brev med samme Opmærksomhed, med hvilken jeg har læst dit. Tro mig, din
saa højt priste Uafhængighed er prekær; vil den eller kan den bevares?
Hvorfor skulde dog ikke ogsaa du en Gang tænke paa et fast Udkomme?
[...] Hvori bestaar din nærværende Lyksalighed? Dog vel ikke i de 500
Francs [maanedligt Honorar fra Cotta]? For din Fremtids Skyld beslut dig
dog til paa min Bekostning at gjøre en Rejse til Wien; jeg besværger dig
ikke at forskjertse din Lykke [...]«

Börne afslog Alt, afslog det saa kort, at han end ikke en Gang vilde
tale med Magthaverne.Han skriver til Faderen: Gentz war zwar früher
auch liberal, er aber konnte Bürgschaft geben seiner aufrichtigen
Bekehrung, die ich nicht geben kann. Gentz war schon viele Jahre, ehe er
in österreichische Dienste trat, an England verkauft. Er ist sinnlich,
verschwenderisch, der liederlichste Mensch im Lande [...] Goethe kunde
lade sig gjøre til Gehejmeraad ved et Hof, han ikke. Og Fristelsen
var vel større for den fødte Plebejer, der paa Kommando havde maattet
hilse enhver Forbigaaende, end for den store Patriciersøn. Naar man
læser Börne’s haarde, haanlige Domme om Goethe, bør man ikke over deres
Uretfærdighed glemme, at der stod en Mand bag Ordene, der ikke vilde
gjøre, hvad Goethe havde gjort.

Kunstsans i Ordets strenge Forstand besad Börne ikke. Han har aabent
tilstaaet det, desuden røbet det ved at udtale sin Uvilje mod dem,
hvem det er ligegyldigt, hvad Kunstneren fremstiller og kun vigtigt,
hvorledes han fremstiller det. Kunstnere og Kunstkjendere af den Art
ere ham af Hjertet imod. Det er ham en Gru, at man kan sætte en nature
morte over et Maleri, der forestiller en Madonna. Med sit Hang til det
Betydelige og Sublime elsker han i Kunsten kun det Guddommelige og
bekjender ligefrem, at hvor han ikke finder guddommelig Natur, der er
for ham det Hele Unatur og Stymperarbejde.Ein Frosch, eine Gurke, eine
Hammelskeule, ein Wilhelm Meister, ein Christus — das gilt ihnen alles
gleich; ja sie verzeihen einer Mutter Gottes ihre Heiligkeit, wenn sie
nur gut gemalt. So bin ich nicht, so war ich nie. Ich habe nur immer
Gott gesucht in der Natur, die göttliche Natur in der Kunst, und wo ich
Gott nicht fand, da fand ich elende Stümperei, und so habe ich über
Geschichten, Menschen und Bücher geurtheilt. — Desværre!

Det er da ikke rigtigt med Steinthal at sige, at intet Dannelsesomraade,
ingen Form af kunstnerisk Skaben var Börne fremmed; thi selve det
Dannelsesomraade, som betegnes af Kunsten som Kunst, var tillukket for
ham. Dette forhindrer selvfølgelig ikke, at han kan have sagt meget
Forstandigt og Lærerigt om Kunstværker, men det rammer aldrig det
Kunstneriske i dem.

Man har saaledes rost Börne stærkt for den energiske Modstand, han
rejste mod de tyske Skjæbnetragedier, som paa hans Tid begyndte at
oversvømme Scenen og fordumme Sindene. Men man vil se, at det slet ikke
er mod det æsthetisk Forkastelige i dem at han ivrer; han tager Sagen
moralsk eller religiøst. Troen paa, at en Dato som den 24. Februar er
særligt skjæbnesvanger for en Familie, er simpelthen dum og tom. Den har
Intetsomhelst at gjøre hverken med den antike Tro paa en uafvendelig,
forud bestemt Skjæbne eller med den kristne Tro paa et alvidende Forsyn
eller med den moderne deterministiske Aarsagstro, der har umuliggjort
tidligere Tiders Tro paa en saakaldt fri Vilje. Men for Börne er denne
Tro kun fornuftstridig som formentlig sammenblandende to theologiske
Systemer. Hans Ræsonnement er dette, at enten er Døden en kjærlig
Fader, der henter sin Søn, og da er Skjæbnen ikke tragisk, eller den
er en Kronos, der sluger sine egne Børn, og da er den ukristelig.Was
sie unter Schicksal verstehen, habe ich nie verstanden; ich habe nie
verstanden diese Mischung von antiker und romantischer Denkweise, dieses
christliche Heidenthum. Entweder ist der Tod ein liebender Vater, der
sein Kind aus der Schule des Lebens abholt, und dann ist das Schicksal
untragisch; oder es ist der menschenfressende Kronos, der seine eigenen
Kinder verschlingt, dann ist es unchristlich. Euer Schicksal ist ein
Zwitter, unfähig zum Zeugen wie zum Gebären. Som om dette var en Anke!
den kunde jo være højst poetisk endda.

Börne har overfor de talrige Dramer, det faldt i hans Lod at kritisere,
det ypperlige Hoveds sunde Sans for, hvad der har Værdi og hvad
der er værdiløst. Han viser sig fuld af Forstaaelse for Aanden i
Oehlenschlägers Correggio, fuld af Overbærenhed med Stykkets Svagheder,
om end ganske uden Blik for dets sceniske Effekt; han forstaar tilfulde
at vurdere Skuespildigtere som Kleist og Immermann og den begyndende
Grillparzer. Men naar han skal motivere sin Ros eller Dadel, røber sig
stadigt paany det ukunstneriske Naturel, og mangen Gang lægger han den
pathetiske Idealists hele Fordomsfylde for Dagen. Han misbilliger f.
Ex. — og vistnok med Rette — Ifflands Die Spieler. Men Begrundelsen er
rent barok: »At bringe Spillesygen paa Brædderne! udraaber han, man
kunde lige saa godt dramatisere Svindsoten gjennem alle dens Stadier!« —
Der er kun den Forskjel, skulde man tro, at Svindsoten er et legemligt
Onde, Spillesygen en Last. Hans Tankegang er Idealismens sædvanlige,
at det, man kan se hjemme, behøver man ikke at gaa i Theatret for
at se.Smlgn. G. Brandes: Mennesker og Værker S. 126. Han nævner som
Exempler Pengemangel, Gjæld, en Hustru, der taalmodigt bærer Afsavn, og
istedenfor at fremhæve den platte, ukunstneriske Aand, hvormed Sligt er
gjengivet, udbryder han: »Er dette saa sjældne Særsyn, at man maa give
Penge ud for at tilkjøbe sig Skuet af dem? Paa Scenen skal Mennesket
staa et Trin højere end i Livet.« Og han forklarer, at hos Grækere og
Romere tyede man derfor til mythiske Fabler; de moderne maa fremstille
de gamle Folkeslags virkelige Mennesker, eller hvis de absolut ville i
Lag med Samtiden, kun gjengive dens Lidenskaber. Han nærer, som man ser,
naivt den Tro, at de »klassiske« Oldtidsmennesker gjennemgaaende stode
langt over de moderne, og han forstaar ikke, at den jævne Virkelighed
ved Behandlingsmaaden kan adles til Kunst.

Et endnu langt stærkere Vidnesbyrd om Mangelen paa Sans for primitiv
Poesi end disse akademiske Tirader er Börnes Kulde overfor det gamle
Testamente. Der forekommer i et Brev til Henriette Herz fra hans
nittende Aar en Passus af virkelig forskrækkende Goldhed, tør og
gammelagtig som en Spas om Mosebøgerne af Voltaire — og det efter
Goethe: »De gamle Jøder fra Abraham af til den vise Salomon have
altid forekommet mig som havde de villet travestere den almindelige
Verdenshistorie. Læs blot Josva og Kongernes Bog, og De vil finde,
hvor Blumauerisk Alt ser ud deri.«Briefe des jungen Börne S. 143. At
sammenligne disse ældgamle Redaktioner af mindeværdige Legender og
Historier med en plump tysk Travesti af Virgils Æneide er kun muligt,
naar man, uden Modtagelighed for Oldtids-Former, i ethvert Værk søger
en moderne følsom, religiøs eller politisk Moral. Det stemmer godt
hermed, at Börne ender med et blindt Sværmeri for den ubestemte, halvt
nytestamentlige, halvt moderne salvelsesfulde Pathos i Lamennais’ En
Troendes Ord.

VIII.

Uden denne Mangel paa poetisk-kunstnerisk Modtagelighed vilde Börnes
Deltagelse i den af flere blandt Ordførerne i hans Samtid iscenesatte
Reaktion mod Goethe ikke være fuldt for klarlig. Thi skjønt hans
Uvilje mod Goethe var oprindelig nok, var han dog ingenlunde Skaber af
Reaktionen mod Goethe; han forefandt den snarere i fuld Gang. Omtrent
samtidigt med, at man fra pietistisk Side frydede sig over Præsten
Pustkuchen’s falske Vandreaar med deres Angreb paa Hedningen Goethe’s
Ugudelighed, begyndte man i den opadstræbende politiske Ungdom at
billige Undersøgelser angaaende Goethes politiske Overbevisning, der
maalte den med de sidste Dages Maal, og Skildringer af Goethe som en
»Aristokrat«, der var uden Hjerte for Folket og i Virkeligheden uden
Geni.

Den første, der i større Stil og med gjennemført Haardnakkethed gjennem
en lang Række af Aar drev Nedsættelsen af Goethe systematisk, var
Wolfgang Menzel (født 1798), der før Trediveaarsalderen ved en vis
grov, litterær Begavelse, uhyre Selvsikkerhed i Optræden og stram
Doktrinarisme som Liberal, National og Moralist havde svunget sig op
til en stor og frygtet Indflydelse. Som Börne gik han oprindeligt ud
fra Jean Paul. Men hans i sin Tid ansete Streckverse (1823), der ere
utvetydige Efterligninger af dette Forbillede, drive den Jean Paulske
Art af Aandrighed ud i Karikaturen. Ting, der ikke staa i fjærneste
naturlige Forbindelse med hinanden, tvinges sammen til en Aforisme
omtrent som i en Brander hinanden uvedkommende Forestillinger kobles
sammen

til et Ordspil. Han skriver: »Allehelgenes Dag kommer før Allesjæles;
Profeterne have altid Himlen før Folket«, »Oldtidens Religion var
Krystalmoderen for mange glimrende Guder, den kristelige er Perlemoder
for en eneste, uvurderlig Gud.« »Jordelivet er en Bastonnade.« »Enhver
Kirkeklokke er en Dykkerklokke, under hvilken man finder Religionens
Perle«.Allerheiligen geht vor Allerseelen, die Propheten haben den
Himmel eher als das Volk. — Die Religion des Alterthums war die
Cristallmutter vieler glänzenden Götter, die christliche ist die
Perlemutter eines einzigen aber unschätzbaren Gottes.

I sit Litteraturblad Deutsche Litteratur begyndte han fra 1819 af en
med vanvittig Indbildskhed og klippefast Tro paa Angrebets Berettigelse
ført Polemik mod Goethe. Han søgte først at undergrave Læseverdenens
Beundring for Goethes Originalitet, stræbte i hans Værker at opspore
Efterligning af et Forbillede eller dog laante Tanker og efterviste
fremmed Indflydelse overalt.

I sit første sammenhængende litteraturhistoriske Værk Die deutsche
Litteratur, der 1828 udkom i to Dele, beskylder han i en rolig affejende
Tone Goethe bl. A. for at have smigret alle Tidsalderens Fordomme
og Forfængeligheder. Han indskrænker her hans Evne til den blotte
Fremstillingsgave, »Talentet«, der efter sit Væsen er uden indre Hold,
»en Hetære, der giver sig til Pris for Enhver«. Goethe har altid svømmet
med Strømmen og paa Overfladen som Kork, han har gjort sig til Tjener
af enhver Svaghed og Daarskab, der var paa Mode; under hans Værkers
glatte Maske skjuler sig en raffineret Nydelsessyge og Sanselighed;
hans Digtninge ere Blomsten af den i den moderne Verden herskende
Materialisme. Goethe har intet Geni, men i høj Grad »det Talent at gjøre
Læserne til sine Medskyldige« osv.Menzel: Die deutsche Litteratur II S.
205—222. Heine, som var ukritisk nok til i en Recension at rose Værket
og dets Forfatter — en Ros, han snart skulde komme til at fortryde,
gjøs dog tilbage for den Menzelske Lære, at Goethe ikke var noget Geni,
kun et Talent. Han udtaler den Anskuelse, at denne Lære kun vil finde
Indgang hos Faa, »og selv disse Faa ville dog indrømme, at Goethe nu og
da har havt det Talent at være et Geni.«Heine: Sämmtliche Werke XIII
265.

Saavel i sine talrige Tidsskriftsartikler som i sit til det Dobbelte
forøgede Værk over den tyske Litteratur fortsatte imidlertid Menzel
Kanonaden. Han efterviste her hos Goethe tre Slags personlig
Forfængelighed og sex Slags Vellysttilbøjeligheder (dreierlei
Eitelkeiten und sechserlei Wollüsteleien). Han gjennemgik hans større
og mindre Værker et for et for at maale dem med sin moralsk-patriotiske
Maalestok og finde dem elendige. Clavigo fordømmer han, fordi Goethe
lader Clavigo forlade Marie. Det nytter ikke, at Digteren lader ham dø
for hendes Broders Haand, tvertimod det irriterer yderligere Menzel, som
véd, at han i Virkeligheden levede lystigt videre, hvad der gjør hans
Død paa Scenen til et blot Theaterkup.„Der Dichter [...] fühlt zwar,
dass das Schicksal ins Mittel treten musse, und lasst den Verräther
durch eine rächende Bruderhand fallen; wie vielmehr muss uns aber dieser
Theaterstreich indigniren, wenn wir wissen, dass der berühmte Liebhaber
in der Wirklichkeit lustig fortgelebt, um das Unglück zu beschreiben,
welches er angerichtet.“ Kritikeren maa, som man ser, tage sin Stykket
uvedkommende Viden til Hjælp for at linde det tilstrækkeligt umoralsk.
Tasso er ham Goethes »Hofmandsbekjendelse« (Höflingsbekenntniss), hvori
han har røbet Opkomlingens Forfængelighed, der søger det Fornemme
hos Kvinderne.Die Eitelkeit des Emporkömmlings, die in den Frauen
zugleieh das Vornehme, das Königliche, begehrt. Hvad moralsk Menzel kan
forebringe om Die Mitschuldigen, Die Geschwister, i hvilken »Vellysten
skeler til den smukke Søster,« om Stella, hvor Raffinertheden er lysten
efter Bigamiet som Pirringsmiddel (nach dem Reiz der Bigamie gelüstet)
og om Manden paa 50 Aar der er den særlige Gjenstand for hans Vrede,
kan Læseren med Lethed forestille sig. Men selv Wilhelm Meister er
ham kun en Omskrivning af Goethes uværdige Ringeagt for Dydens indre
Værdighed og Attraa efter Adelstandens ydre Kaar.Geadelt zu werden,
im Reichthum zugleich den haut goût der Vornehmigkeit in behaglicher
Sicherheit zu geniessen, war ihm fur dieses Leben das Höchste. Endelig
er Valgslægtskaberne ham Typen paa en »Ægteskabsbrudsroman« drejende sig
om Vellysthanget, der attraar hvad Næstens er (die Wollüstelei, die das
Fremde begehrt). Ja Bruden fra Korinth er kun Udtryk for den Vellyst,
der attraaer Lig (die sogar noch in den Schauern des Grabes, in der
Buhlerei mit schönen Gespenstern einen haut goût des Genusses sucht).

Hvor det er umuligt at anbringe Beskyldningen for Usædeliglied,
vender Menzel tilbage til sin Beskyldning for Uoriginalitet. Hermann
og Dorothea er ikke blot et underordnet Arbejde som Hyldest af
Spidsborgerligheden men som direkte Efterligning af Voss’s Luise. I
Sandhed original, siger Menzel, har Goethe kun været i Faust og Wilhelm
Meister, fordi han i disse har kopieret sig selv. Iøvrigt har han i sin
Ungdom laant fra Molière og Beaumarchais, fra Shakespeare og Lessing,
medens hans senere Jambetragedier er »Frugter af hans Rivalitet med
Schiller«. Tilmed var han, som Gud og Hvermand véd, ingen Patriot.

Sammenligner man nu Börnes Angreb paa Goethe med disse af Menzel,
opdager man, trods Udtrykkenes Ubændighed ogsaa hos ham, den store
Ulighed, at Börne ikke indlader sig paa at bedømme endsige fordømme
Goethe’s Digterværker og lige saa lidt nedlader sig til Beskyldningerne
for kjønslig Usædelighed, men stadigt indskrænker sig til Stormløb paa
Goethe som politisk Person. Saint René Taillandier har rigtigt bemærket,
at Börne har givet Alt, hvad han havde paa Hjerte mod Goethe, Udtryk, da
han over sin Anmeldelse af Bettina’s Goethe’s Brevvexling med et Barn
som Motto satte disse Ord af Prometheus: Ich dich ehren? Wofür?

Hast du die Schmerzen gelindert

Je des Beladenen?

Hast du die Thränen gestillet

Je des Geängsteten? Af Goethes Værker forstod han vel kun at vurdere
dem, hvori han fandt Ungdommens Ild, men hans Angreb bero ikke paa
Ringeagt for andre af disse Værker, men paa den Omstændighed, at Goethe,
som ved sine Evner og sin Anseelse var saa højt stillet, aldrig satte
sin Personlighed og sin Stilling ind paa en Forbedring af de virkelige
Livsforhold i Tyskland. Det er let nok af Börnes Skrifter at plukke
taabelige Effektsteder ud, hvor han slaar ind i den Menzelske Tonart,
som naar han i sin Dagbog fra 1830 taler om Goethe's Held, at han med
sit Talent 60 Aar igjennem har kunnet eftergjøre Geniets Haandskrift
og forblive uopdaget, eller naar han kalder Goethe den rimede Træl,
Hegel den urimede.Welch ein beispielloses Glück musste sich zu dem
seltenen Talent dieses Mannes gesellen, dass er sechzig Jahre lang die
Handschrift des Genies nachahmen konnte und unentdeckt geblieben! [...]
Goethe ist der gereimte Knecht, wie Hegel der ungereimte. Men for at
forstaa disse vilde og beklagelige Udbrud maa man sætte sig ind i Börnes
Ankeposter mod Goethe som mod Schiller.

Han gik ud fra den (rimeligvis ganske falske) Grundforestilling,
at Goethe ved betimelig og behjertet Protest kunde have forhindret
Karlsbader-Beslutningerne, kunde have sikret Pressefriheden og de andre
aandelige Goder, Reaktionen nu havde ranet det tyske Folk. Men især gik
han ud fra Overbevisningen om, at det, ligegyldigt hvad Udfaldet var
blevet, havde været Goethe’s Pligt at protestere. Men hvad saa’ han
istedenfor? Han saa »Gehejmeraad von Goethe, Karlsbader-Digteren«, som
han med et bidende Ordspil hentydende til Goethes aarlige Karlsbaderkure
kalder ham, betegne sig selv som Tjener blandt andre Tjenere af
sin Fyrste (»wir sämmtlichen Diener«), saa ham i sine »Tag- und
Jahres-Hefte« tilstaa, at han havde villet indgyde Afsky for den franske
Revolution ved det lille slette Stykke Borgergeneralen, hvor den hele
Frihedskomedie gaar ud paa at rane Bonden Martin et Fad Mælk, saa ham
bekjende, at han, langt fra at tage sig af Fichtes Sag, da denne som
Professor i Jena blev anklaget for at lære Atheisme, tværtimod nærede en
vis Harme over de Ubehageligheder, denne Sagvoldte Hoffet, da »Fichtes
Ytringer om Gud og guddommelige Ting, angaaende hvilke man ganske vist
bedre iagttager en dyb Taushed« (»über die man freilich besser ein
tiefes Stillschweigen beobachtet«) foranledigede Henvendelser udefra.
Han saa Goethe endelig udtrykkeligt beklage den Afbrydelse af fredelige
Tilstande, som Pressefrihedens Forkyndelse i Weimar foraarsagede, da
Oken’s Isis blev udgivet — und jeder wohldenkender Weltkenner die leicht
zu berechnenden weiteren Folgen mit Schrecken und Bedauern voraussah».L.
Börne: Gesamm. Schriften III 216, 217, 222. Og paa lignende Maade
følte han sig skuffet og krænket, naar han læste, at Schiller, hvem
han dog ellers satte højt, midt under den franske Revolutions hedeste
Dage i sin Bebudelse af Tidsskriftet Die Horen skrev, at dette Organ
fremfor Alt og ubetinget vilde forbyde sig selv Alt, hvad der var
Kritik af Statsreligionen og af den politiske Tilstand.Vorzüglich aber
und unbedingt wird sich die Zeitschrift Alles verbieten, was sich
auf Staatsreligion und politische Verfassung bezieht. Han vidste og
tilføjede, at ganske saaledes tænkte og talte ogsaa Goethe.

Det er dette, man maa have for Øje, naar man læser hans luende Ord —
flammende af en Frihedsbegejstring, der gjør uretfærdig — om Schiller
og om Goethe, Klagen over at Tysklands to største Aander i deres
Brevvexling er saa Lidet, at det er værre end Intet (so Nichts sind —
nein weniger als Nichts, so wenig), og at de overhovedet ere det, der
for ham den overbeviste Demokrat er det værste, to store Aristokrater
og Schiller en endnu værre Aristokrat end Goethe, thi Goethe ynder
den fornemme Kaste, Schiller lever kun med Menneskehedens Adel. Efter
hans Opfattelse havde Goethe kunnet være den Herkules, der rensede
Fædrelandets Augiasstald; i Stedet har han foretrukket at hente sig
Hesperidernes gyldne Æbler og beholde dem for sig selv.Börne III 536,
568, 572. Han sammenligner ham i sit Sind med andre Landes store
poetiske Aander, med Dante, der kjæmpede for Retten, med Alfieri, der
prædikede Frihed, med Montesquieu, der skrev sine Perserbreve, med
Voltaire, der trodsede Alt og opgav alle sine Sysselsættelser, naar det
gjaldt at komme en Forfulgt til Hjælp eller redde en uskyldigt Dødsdømts
Minde, med Republikaneren Milton, med Byron, hvis Liv var Kamp mod klogt
og dumt Tyranni — og han stævner Goethe for Efterverdenens Domstol.
»Den frygtelige, ubestikkelige Dommer vil sige til Goethe: Dig blev en
stor Aand givet, har du nogensinde bekjæmpet Lavheden? Himlen gav dig
en Tunge af Ild, har du nogensinde forsvaret Retten? Du havde et godt
Sværd, men du var stadigt kun din egen Vogter.«Börne III 573.

Ingen vil kunne negte, at Börne her har peget paa svage Punkter i
Goethes Storhed og paa hans Væsens Grænser, selv om det maa hævdes, at
visse af Goethes Fortrin kun kunde kjøbes for disse Mangler, og at han
allerede for ikke af sit Genis Mangesidighed at splintres havde maattet
paalægge sig en streng Begrænsning. Det laa ikke for ham at gjøre hvad
Börne fordrede af ham. Men man maa forstaa denne Börnes relative Ret
for at tilgive ham de heftige og dumme Udtryk, han giver sin Uvilje
mod Goethe i de Aar, da først den franske Regjerings Underkastelse
under Børsmatadorerne, saa den polske Opstands Undertrykkelse gav
de Frisindedes Forhaabninger til Julirevolutionens Indvirkning paa
Forholdene i Europa det afgjørende Stød, og da Börnes Sind blev
bitrere og lidenskabeligere end nogensinde. Han betegner nu Goethe
som en uhyre hindrende Kraft, som en Stær i Tysklands Øje og udtaler
Forestillingen om, at først naar Oldingen i Weimar døer, vil den
tyske Frihed fødes.Dieser Mann eines Jahrhunderts hat eine ungeheure,
hindernde Kraft! er ist ein grauer Staar im deutschen Auge 8...] Seit
ich fühle, habe ich Goethe gehasst; seit ich denke, weiss ich warum.
(20. November 1830.) Es ist mir als würde mit Goethe die alte deutsche
Zeit begraben; ich meine an dem Tage müsse die Freiheit geboren werden.

Kogepunktet naaede hans Vredesudbrud dog, da han i Oktober 1831 efter
Dage tilbragte i Fortvivlelse over Sagernes Gang med Indtryk, der hos
denne evigt Forhaabningsfulde var dobbelt smertelige, af at Frankrig var
fortabt og Reaktionen sejerrig, læste Goethes Tages- und Jahreshefte og
forfærdedes over Forfatterens »Følelsesløshed«. Som bekjendt fortæller
Goethe her, hvorledes han i 1790 under sit Ophold ved Hæren i Schlesien
skrev nogle Epigrammer, dernæst i Breslau ved Soldaterhoffet dér
studerede sammenlignende Anatomi og levede som en Eneboer fortabt
i dette Studium, endelig at den Begivenhed, der foranledigede ham
til Studiet, var det Fund, han en Aften i Venedig havde gjort af en
halvsprængt Faarehjærneskal.

Börne skriver herom: »Hvorledes! Goethe, et rigtbegavet Menneske, en
Digter; den Gang i Livets skjønneste Aar [...] han var i Krigsraadet,
i Titanernes Lejr, dér, hvor for fyrretyve Aar siden Kongernes frække,
men dog ophøjede Kamp mod Folkene begyndte, og til Intet begejstrede
dette Skuespil ham, til ingen Kjærlighed, intet Had, ingen Bøn,
ingen Forbandelse, til Intet uden nogle Epigrammer, hvilke han selv
betragter som for værdiløse til at han kan meddele Læseren dem. Og da de
prægtigste Regimenter, de skjønneste Officerer drog ham forbi, frembød
der sig intet bedre Stof for hans Betragtning end den sammenlignende
Anatomi! Og da han i Venedig spaserede ved Havets Bred — Venedig, et
bygget Æventyr af tusind og en Nat; hvor Alt toner og funkler: Natur og
Kunst, Menneske og Stat, Fortid og Nutid, Frihed og Herrevælde; hvor
selv Tyranni og Mord kun klirre som Lænkerne i en uhyggelig Ballade;
Sukkenes Bro, de ti Mænd, det er Tartarus-Scener — Venedig, hvortil jeg
sender længselsfulde Blikke, men som jeg ikke kan nærme mig til, fordi
det østerrigske Politi ligger paa Lur foran Byen og med sit giftige
Slangeblik skræmmer mig tilbage — dér, efter Solnedgang, da Aftenrødmen
overstrømmede Hav og Land, og Lysets Purpurbølger sloge sammen over
denne Stenmand og farvede ham, den evigt graa, og da maaske Werthers
Aand kom over ham, saa han følte, at han endnu havde et Hjerte, at der
gaves en Menneskehed om ham, en Gud over ham, og han forfærdedes over
sin døde Ungdoms Aand, og Haarene rejste sig paa hans Hoved — da krøb
han i sin Angst efter Sædvane, for at blive alle Grublerier kvit ind
i en sprængt Faarehjærneskal og holdt sig skjult dér, til der atter
kom Nat og Kjøliglied over hans Hjerte! Og den Mand skal jeg ære! den
Mand skal jeg elske! Før kaster jeg mig i Støvet for Vitzli-Putzli;
før vil jeg slikke Dalai-Lamas Spyt!« Visselig skulde Börne ære denne
Mand og netop af den Grund, hvorfor han udtaler sin Ringeagt for ham.
Thi paa intet Punkt straaler vel hans Hæder mere klart. Medens Börne
her røber, at han som alle andre Rejsende i Venedig vilde have kastet
sig ud i intetsigende Maaneskins- og Solnedgangssværmerier, vilde
have fablet om Sukkenes Bro og Tyranniets Ødelæggelser og Frihedens
Velsignelser og Alt, hvad der toner og funkler — stirrede Goethe paa sin
Faarehjærneskal. Hvad var der ved den? Den var bristet, og med dette
ubevæbnede Seerøje, der trængte ned i Naturens Dybder, ned i Livets
inderste Værksted, fra hvilket Tingenes Former udgaa, saa Goethe den
store Sandhed, han alt forud havde anet, at samtlige Hjærneknogler vare
opstaaede af omdannede Hvirvelknogler, gjorde altsaa for Osteologiens
Vedkommende en Opdagelse, der var beslægtet med den, som han da allerede
havde nedlagt i sit Skrift om Planternes Metamorfose, grundlagde den
filosofiske Anatomi som han havde grundlagt den filosofiske Botanik.
Börne begreb ikke, at denne Aand, hvis Livsværk blev en af Grundpillerne
i den moderne Verdens Bygning, her ved sin Sans for Enheden i Formernes
Forskjellighed, ved sin hellige Enfold, minder om de ældste Ophavsmænd
til Oldtidens Videnskab, en Thales, en Heraklit.

Börnes Angreb paa Goethes Menneskeværd kunne, som man har set, ikke
betragtes som ensbetydende med Menzels. De ere aldrig ondskabsfulde,
endsige lave. De karakterisere ganske vist Börne selv langt skarpere
end de karakterisere Goethe, men de tangere dog nogle Gange saarbare
Punkter hos den store Mand, medens de, selv hvor de tale højest mod
Omfanget af Börnes Intelligens, aflægge Vidnesbyrd om Renheden af hans
Karakter. De have ikke formaaet at anfægte Beundringen for Goethe’s
Geni. Det vilde være lige saa urimeligt at maale Goethe med Börnes
falske politiske Maalestok fra 1830 som at maale Börne selv med den
falske tyske Maalestok fra 1870, som det skér, naar man nutildags
stempler ham som den slette Patriot, han ansaa Goethe for. Det var
naturligt, nødvendigt, at Börne maatte ringeagte Goethe. Man forstaar
hans Ikke-Forstaaen uden at dele hans Uvilje. Og man kan i fuldt Maal
vurdere den brusende Pathos og Viddets Spring og skjærende Glimt i hans
Skrifter uden nogensinde over hans Prosas sydende og blinkende Kaskader
at glemme Udstrækningen og Dybden af det stille Ocean, som hedder
Goethe.

IX.

Börne kulminerer som Forfatter med sine Breve fra Paris, særligt de
første Bind af dette Værk. Bøger var han ikke i Stand til at skrive,
end ikke Afhandlinger eller Undersøgelser, og for hans Stemnings- og
Tanke-Explosioner laa da ingen Form bedre end Brevformen. Og det er
virkelige Breve, ikke Avisartikler, end ikke Korrespondancer, rettede
til et Blad, nej Breve, skrevne til en Veninde og fra først af uden
Tanke paa Offentliggjørelse, indtil Veninden tog Initiativet og udbad
sig Börne’s Minde til forsøgsvis af de modtagne Meddelelser at uddrage
hvad der kunde have Interesse for et Publikum.

Denne Dames Navn var Fru Jeannette Wohl, og hun indtager en meget stor
Plads i Börnes Liv, om end maaske ikke en saa stor som han i hendes.
Men fra 1816, da han lærte hende at kjende, til sin Død 1837, altsaa i
fulde tyve Aar, har han skjænket hende sin Fortrolighed og neppe gjort
noget Skridt uden at have raadført sig med hende, paa samme Tid som
hans Forfattervirksomhed, hans Helbredstilstand, hans daglige Liv var
Midtpunktet i hendes Existens.

Da de saa hinanden første Gang, var han 30, hun 33 Aar gammel. Hun havde
da været gift med en rig Mand, med hvem hun havde levet ulykkeligt,
og fra hvem hun, efter at have plejet ham under en langvarig Sygdom,
lod sig skille uden at ville modtage nogen Del af hans Formue og uden
at ville beholde hans Navn. Levede Börne paa samme Sted som hun, saa
læste han Alt for hende, hvad han skrev; levede de i forskjellige Byer,
saa var det hende, der snart ansporede ham til Arbejd, ivrig for at
han skulde vinde By og sikre sig Uafhængighed, snart atter, naar hun
frygtede, han var for flittig, og at hans stadigt vaklende Helbred vilde
lide derunder, anraabte ham om ikke at tage sig sine Forpligtelser til
Forlæggere saa nær, bønfaldt ham om at unde sig nødvendig Lediggang.

Bekymret for hans Ære, som hun var, tilbragte hun lange Tider i
Angst og Ophidselse, naar hun syntes, han unddrog sig sine Pligter
overfor Publikum. Da saaledes Borne havde modtaget Forudbestilling af
Abonnenterne paa Die Wage for dette Tidsskrifts andet Bind, men efter
kun at have givet fem Hefter gjorde en længere Pause, fordi han træt
af Arbejdet og desuden i stærk Pengeforlegenhed i Øjeblikket søgte
mere lønnende Gjerning, holdt hun ham i sine Breve, som han altid
ventede i en Spænding, der tidt steg til Feber, med en bekymret Kvindes
Opfindsomhed og Udholdenhed i de forskjelligste Vendinger og Former Die
Wage for Øje. Hun beder og truer, hun formaner og driller, hun sender
ham fire store Sider, paa hvilke der kun staar Die Wage.

Men paa den anden Side er hun ligesaa tidt kun optaget af at adsprede og
underholde ham, beskytte ham mod Overanstrengelse og værne om hans gode
Humør. Bliver han alvorligt syg langt borte fra hende, sørger hun over
ikke at kunne pleje ham, ja er engang fast besluttet paa at sætte sit
gode Navn paa Spil derved; hun véd jo ret vel, at Omgivelserne da ikke
ville tro paa, det kun er Venskab, der forbinder dem.

Det var i Virkeligheden en Følelse midt imellem Venskab og Elskov, for
hvilken Sproget savner Ord. Iblandt Jeannettes Efterladenskaber fandt
man en almindelig Tyendebog, paa hvis Titelblad Börne i November 1818
har skrevet sit Navn og Signalement. Paa det første Blad staar: Traadte
i Tjeneste Paa hvor I hvilken Traadte ud

       Hos hvem? naar? lang Tid? Egenskab ? naar ? 15. Jan. Fru Wohl.
For evig. Som Ven. Paa sin 1818. Dødsdag.

Man kan ikke mere lakonisk udtrykke en livsvarig Hengivenhed udenfor
alle legitime Baand. Og de sidste Ord gik bogstaveligt i Opfyldelse, thi
Jeanette var det levende Væsen, paa hvis Skikkelse den Døendes sidste
Blik hvilede, og til hende rettede han sine sidste Ord: »De har voldt
mig megen Glæde.«

Jeannette Wohl’s — efter Börnes eget Udsagn veltrufne — Billede viser
en Kvinde med langligt Ansigt, regelmæssige, tiltalende Træk, høj
Pande, sjælfuld, smukt skaaren Mund og noget tindrende Inderligt i
Blikket; den stærke Hage tyder paa Energi. Hendes Stemme skal have været
ualmindeligt velklingende. Hun har ikke været nogen udpræget original,
endmindre nogen produktiv Natur, men hun har været en af de Kvinder,
der helt kunne gaa op i Hengivenhed for en Mand. Hun har overfor Börne
som Skribent besiddet den for Kvinden saa naturlige Egenskab at indgyde
Manden Tillid til sig selv, hun har taget en nedsættende Ytring af ham
om egne Evner eller Fortjenester saa ilde op, som var den ble ven sagt
af en anden. Hun har været hans Trøst i Menneskeskikkelse. Han havde
i hende det Væsen, han kunde stole ubetinget paa, betro Alt uden Fare
for nogensinde at misforstaas, endsige forraades eller udleveres, og
henvende hele sin Forfattervirksomhed til. Hun var ham en Abbreviatur af
det ideale Publikum, for hvilket han skrev.

I et af sine fortrolige Breve har han erklæret sin Følelse for Jeannette
karakteriseret paa et Sted i La nouvelle Héloise, som lyder: »Det er
den rørende Forening af levende Modtagelighed og uforanderlig Blidhed,
det er denne saa ømme Medlidenhed med Andres Lidelser, den sikre
Forstand og den udsøgte Smag, hvis Renhed stammer fra Sjælens, det er
med ét Ord Følelsernes Ynde, som jeg tilbeder hos Dem.« Og at han ikke
udøvede en mindre stærk Tiltrækning end han fornam, det erfarer man,
naar man læser, hvorledes Jeannette i 1833 (sytten Aar efter at de
stiftede Bekjendtskab) betegner som en fix Idé, en kronisk Sygdom den
Sindsbevægelse, hvori hun befinder sig henad Tiden for Postens Ankomst:
hun har den Dag maattet afbryde sit Arbejd og lægge sig paa sin Kanapé,
og da Brevet kommer, græder hun af Glæde.

Hun ordner hans Pengeforhold for ham, gjør Beregning over hans
Honorarer, hæver hans Politipension til ham; da han engang heftigt
attraar en Rejse til Italien, men ikke har Raad, tager hun en Lodseddel
i Haab om at vinde Beløbet til ham, og da det skuffes, vil hun sælge sit
Klaver, men kan ikke faa Summen ind derfor.Börne skrev, da han erfor
det: »Schon viele Menschen sind aus Liebe wahnsinnig geworden, aber aus
Menschenliebe ist es noch keiner. Nur Sie waren dazu fähig [...] Es ist
ein Glück, dass Sie nie den Mann Ihres Herzens gefunden — Sie können den
Wein nicht einmal unter Wasser vertragen!« Og alt dette uden egentlig
Erotik. Ja endnu mere troede hendes Venner hende i Stand til at gjøre
for ham. Thi da hun fik den Idé, at Börne burde give sine Breve til
hende i Trykken, og til en Kusine udtalte den naive Betænkelighed, der
var opdukket i hende, om man kunde udgive Breve, hvis Adressat ikke var
død, svarede den Adspurgte, at hun tiltroede ret vel Jeannette at ville
lade sig begrave blot for at være Dr. Börne nyttig.

Tidt har de gjort Rejser sammen, undertiden, synes det, boet sammen;
men aldrig skiftede deres Forhold Karakter. Det er sandsynligt, at i
deres Bekjendtskabs første Tid har Borne søgt at bevæge Veninden til
Giftermaal, men Forsøget er da strandet paa hendes, senere af ham delte,
Sky for, at Forholdet ved at blive et hverdagsligt Ægteskab skulde
tabe i Skjønhed. Uden en, nok saa svag, nok saa lidt bevidst, fysisk
Antipathi eller Kulde fra den kvindelige Side eller fra begge synes det
dog neppe forklarligt, at Forholdet saa længe holdt sig paa samme Punkt,
da begge vare frie og Herrer over deres Person. En ydre Hindring for
Ægteskabets Indgaaelse bestod ganske vist deri, at Börne af Konfession
var Kristen, Jeannette Jødinde, dennes orthodoxe Moder lidenskabeligt
imod Datterens Overgang til Kristendommen og blandet Ægteskab i hine
Dage meget vanskeligt at opnaa. Dog var denne Vanskelighed ikke den
afgjørende. Jeannette siger selv i sine Breve, at til at ægte Börne
udfordres »mere Mod og mere Selvtillid«, end hun har, og vi se ham,
hvem vi lærte at kjende som en saa fortabt forelsket Yngling, og som
hele Livet led under et skinsygt Temperament, i dette Forhold hurtigt
hæve sig til den rene Hengivenheds Højde, saa han jævnligt i Jeannettes
Interesse opfordrer hende til at ægte en Mand, der er hende værdig, og
grunde et lykkeligt Hjem.Börne skriver i 1821 til hende som Svar paa
hendes ovenanførte Ord: Ich schwöre es Ihnen bei dem almächtigen Gott,
dass, so heiss ich auch den Wunsch hegte, Sie zu besitzen, und so oft
ich ihn auch ausgesprochen, habe ich immer mehr dabei an Ihr Glück als
an das meinige gedacht. Meine Liebe zu Ihnen macht mich glücklich; was
hatte mir die Ehe mehr geben können, da sie jene nicht vermehren konnte?
Ja, ich war immer besorgt, wenn ich es Ihnen auch nicht gestand, die Ehe
möchte unser schönes Verhältnis herabziehen in das Leben der gemeinen
Wirklichkeit. Aber ich dachte mir, was ich noch denke, Sie würden dabei
gewinnen und dieses hatte auch mittelbar mein Glück erhöht. Es ist also
nichts, was sie abhalten sollte, eine Verbindung mit einem andern Mann
zu schliessen. Sie und ich wir verlören nichts dabei.

Hans dristige Ord i et af disse Breve, at han og hun i deres gjensidige
saa egenartede Kjærlighed ikke vilde miste noget ved hendes Ægteskab
med en Anden, gik ved et Særsyn i Opfyldelse. Da Jeannette i temmelig
fremrykket Alder blev greben af en virkelig jordisk Forelskelse og
ægtede en betydeligt yngre Mand, var det den tælles Begejstring for
Börne, der førte Parret sammen, og i Jeannettes Svar paa Frierbrevet
forekommer der en længere Passus om Börne, der i sin simple Veltalenhed
er saa karakteristisk, at den ikke tør savnes i denne Analyse af hans
Menneskevæsen og Forfatterliv. Hun skriver: »Doctoren har Ingen i Verden
undtagen mig, jeg er ham Veninde, Søster, Alt hvad Venligt, Deltagende,
Velvillende man betegner med disse Navne. Vil De misunde ham det, ham,
der ikke har Andet i Livet og har affundet sig med Skjæbnen [...] ja
endog føler sig lykkelig derved [...] Jeg kan ikke tænke mig Andet:
Doctoren maa kunne være hos os, naar, hvor og saa ofte han vil og for
bestandig, hvis han vil det — jeg kan ikke nu sige De, mit Hjerte er for
fuldt — kan du tænke dig det anderledes — saa er Alt anderledes, end jeg
tænkte mig det. Jeg! Vi! skulde kunne forlade en Mand som Doctoren — han
var da en opgivet, fortabt Mand! Heller miste Alt, hellere ophøre at
leve end vælte det paa min Samvittighed, ja, jeg kunde ikke engang, om
jeg vilde [...] Disse faa Ord, jeg nu har skrevet derom, have sat mig i
Skjælven og gjort mig ligbleg. Thi Intet kan ryste mig dybere end blot
den svageste Tanke om et Forræderi, om Utroskab mod Troskaben. Saalænge
jeg lever, indtil det sidste Aandedræt, vil jeg bevare Börne en Datters
Kjærlighed til sin Fader, en Søsters til sin Broder, en Venindes til
sin Ven. Hvis du ikke opfatter eller begriber Forholdet, ikke kjender
mig — saa er Alt ude og Nat. Jeg kan ikke skrive videre. Det er godt.
Nu er det overstaaet.« Alle disse Oplysninger om Jeannette fra Gottlieb
Schnapper-Arndts Afhandling: Jeannette Straus-Wohl und ihre Beziehungen
zu Börne. Illustrierte deutsche Monatshefte. April 1887.

Det viste sig, at Straus, Jeannettes tilkommende Mand, i Et og Alt
gik ind paa hendes Følemaade, ja delte den. Han blev Börne en trofast
Ven. I Sommeren 1838 levede Börne fem Maaneder hos Parret i Schweiz.
Da de for hans Skyld bosatte sig i Paris, levede Börne sammen med dem
fra Slutningen af 1833 til sin Død, om Vinteren i Paris, om Sommeren i
Auteuil. Ingen har tilladt sig noget nedsættende Ord om dette Forhold
uden Heine paa det usalige Sted i Bogen Ludwig Börne, som foranledigede
Duellen med Straus, hvori Heine blev saaret. Heine har senere af egen
Drift slettet Stedet ud. Dog under Ærgrelsen og Sorgen over, hvor
stærkt Skriftet om Börne havde skadet hans By, betegnede han gjerne i
Samtaler Jeannette som den hæslige Kvinde, der, da han som Tyskernes
Yndlingsdigter holdt sit Triumftog, skred tværs over hans Vej, varslende
ham Ulykke, og blev Skyld i at han fór tilbage og tabte sin skjønne
Laurbærkrans i Skarnet.Alfred Meissner: Erinnerungen S. 79 ff.

Vistnok glemte Jeannette aldrig Heine hans uundskyldelige Overlast, men
Ingen var fjernere end hun fra at være en Megære. Det var næsten sandt,
hvad Börne engang skrev til hende, hvis mangelfulde Retskrivning han
plejede at gjøre sig lystig over, at i det Brev, han fik den Dag, var
der flere Fejl, end hun selv havde, nemlig en.

Man kan forfølge Börnes politiske Udviklingstrin i hendes Anskuelser.
Efter Julirevolutionen er ogsaa hun radikal Demokrat. Som hendes Biograf
Schnapper-Arndt fortræffeligt har udtrykt det: hun tænker mest med
Börne, undertiden imod Börne, men sjældent uden ham. Fuldt selvstændig
synes hun dog at være i sin rent ud glødende Sympathi med det polske
Folk under dets Opstand, en Lidenskab, der driver hende til heftige
Bebrejdelser mod Börne, for at han i en saadan Tid ogsaa gider skrive
om den italienske Opera i Paris. De polske Lemænd, den polske Frihed —
ved Siden af det klinger intet Andet. Hun synes, Alle maa hjælpe, selv
giver hun sine Værdigjenstande til Polakkerne, og Intet ligner hendes
Skamfølelse, da Tyskerne først vise Polens Sag Ligegyldighed, Intet
hendes Glæde, da en Storm af Sympathi og Begejstring gaar igjennem det
tyske Folk, og hun kan meddele Börne Vidnesbyrdene derom.

X.

Oprøret i Polen, der varede fra Vinteren 1830 til Sommeren 1831, var
af næsten alle Europas Nationer blevet fulgt med den mest levende
Deltagelse. Alle vidste, at hvad der i Polen kjæmpedes om, det var om
Enevælde eller Folkefrihed skulde herske i Europa for Fremtiden. Med
yderste Spænding agtede man derfor paa de stridende Parters Stilling;
enhver Sejr for Polakkerne blev hilst med Jubel, ethvert Nederlag
ledsaget af Folkesorg. Henimod Slutningen, da man saa, at Polakkerne
ikke vare i Stand til at sejre ved egne Kræfter alene, indløb talrige
Adresser fra Undersaatterne til de forskjellige tyske Regjeringer om
at staa Polen bi. Tyskerne havde dengang den Egenskab, som Bismarck i
senere Tider har bebrejdet dem som en Fejl: at interessere sig næsten
mere for fremmede Folkeslags Velfærd end for deres eget, ja det endog
hvor fremmed Vel kun kunde kjøbes paa tysk Magtomraades Bekostning. De
have under ham aflagt denne Fejl.

 Da Alt var ude for Polakkerne, stræbte den tyske Befolkning idetmindste
at lægge sin Medfølelse for Dagen og vise de polske Tropper paa deres
Vandringer gjennem Mellemeuropa til Frankrig saa stort Gjæstevenskab
som muligt. Overalt blev de modtagne med Varme; næsten enhver tysk By
havde sit Udvalg, der samlede Penge ind til Polakkerne og besørgede
deres Viderekommen. Jeannette Wohls Breve til Börne indeholde mange fine
og betegnende Træk til denne Sags Historie. Hun fortæller, hvorledes
polske Officerer, der ad Pioden kom fra Hanau til Frankfurt am Main, var
ledsagede af Enthusiaster derfra, saa de holdt deres Indtog under Musik
og Mørserskud fra Skibene. De blev baarne paa stærke Slagterarme gjennem
Folkemængden. Man ser af hendes Breve, at saa ofte Tog af Polakker drage
igjennem Byen, blottes alle Hoveder paa deres Vej. Byen bekoster deres
Ophold paa Hotellerne. Da der i et af dem døer en saaret polsk Officer,
følge Tusinder, deriblandt ogsaa Frankfurts Borgermilitær, ham til
Graven. En Guldarbejder indfatter en Jernsplint, der har saaret en polsk
Officer, som et lille Sværd, besætter det med Diamanter og skjænker ham
det.

Med Polen faldt Bolværket mod den russiske Enevældes Indflydelse i
Tyskland. Dets Nederlag var et Nederlag for Folkefrihedens Forkjæmpere i
alle Stater. Indtrykket var rystende.

En Mand, der var bosat i Bremerhafen, da i sin Tid Massemorderen
Thomas’s Helvedemaskine sprang, fortalte at umiddelbart efter at han
havde hørt Braget af den frygtelige Explosion, fløj gjennem hans
aabentstaaende Vindue en afrevet, blodig Haand ind til ham og faldt
ned paa Skrivebordet, ved hvilket han sad. Saaledes virkede Warschau’s
Indtagelse paa de tyske Skribenter. Det lemlæstede Polens af huggede
Haand faldt uden Varsel ned paa Skrivebordet til dem. Heine skriver i
sin Indledning til Kahldorfs Bog om Adelen 1831: »Det er mig, mens jeg
skriver dette, som sprøjtede Blodet fra Warschau op paa mit Papir, og
som hørte jeg Glædesskriget fra Berliner Officerer og Diplomater.«

De tre Delingsmagter vare rask besluttede paa at benytte Sejren til at
overvælde den bestyrtede europæiske Liberalisme, og det paa én Gang i
fire Lande: i Tyskland, hvor Forbundsdagen skulde indlede en stærkere
Reaktion, og Preussen og Østerrig fuldbyrde den; i Italien, som atter
skulde besættes af Østerrig; i Portugal, hvor Don Miguel skulde hjælpes
mod sin Broder, og i Nederlandene, hvor Kongen af Holland skulde støttes
mod det oprørske Belgien.

Strax efter den polske Opstands Undertrykkelse rettedes fra Petersborg
en Note til de tyske Regjeringer, i hvilken Rusland opfordrede dem til
at holde den revolutionære Aandsretning i deres Stater i Tømme og tilbød
sin Hjælp dertil. Censuren skjærpedes, liberale Blade og Tidsskrifter
undertryktes, medens Kamrene i de sydtyske Stater protesterede, og
den frisindede Presse trods alle Advarsler og Trusler hver Dag førte
et lidenskabeligere og hensynsløsere Sprog. Man havde hidtil nemlig
troet paa, at Fyrsterne kun af deres Omgivelser hindredes i at gjøre
Folkene alt det Gode, de gjerne vilde. Nu faldt denne Tro til Jorden.
Man var i Almindelighed tilbøjelig til den Mening, at de tyske Landes
Forening til en eneste konstitutionel og stærkt frisindet Stat var
nærforestaaende. Thi politisk lidet fremsynet som man var og oplært i
alskøns Optimisme kunde man ikke forestille sig, at en saadan Bevægelse
som den, Julirevolutionen havde fremkaldt, kunde hendø uden at afsætte
noget politisk Resultat. Liberalismens Forfægtere havde prædiket
»Fremskridts«-Ideen som Religion, man troede da, at Fremskridtet
ubetinget maatte sejre og selv ethvert Reaktionsforsøg tilsidst komme
dette til Gode.

I denne Stemning modtoges de første Bind af Börnes Pariserbreve,
der indbragte ham den store Popularitet. De bleve strax forbudte
(November 1831). Forbudet og de Skjældsord, hvormed Börne af Modstandere
overvældedes, forøgede den Opsigt, Bogen ved sit Frisprog vakte.

Stilen er her nu og da humoristisk, hvad den hos Börne tidligere altid
var. Dog findes sjældent her den fine, resignerte Humor, som f. Ex.
udmærker den typiske Skildring af hans natlige Fængsling og Fangenskabet
i Frankfurt 1820: »En Støvleknægt blev mig nægtet for at holde det
sørgelige Billed af Trældom fjernt fra mine Øjne. Kniv og Gaffel turde
jeg kun bruge i Opsynsmandens Paasyn for ikke at gjøre mig Skade.
Skrivetøj og Papir fik jeg først efter gjentagne Bønner, og Papiret blev
mig tilmaalt. Man frygtede, min Helbred skulde tage Skade ved altfor
megen Stillesidden. Hver Aften undersøgte en Vægter med en Lygte Ovnen
for at se, om den røg, for at Røgen ikke skulde genere mine smukke Øjne,
og ligeledes Gitret foran Vinduerne, for at ingen Tyv skulde stige ind«
osv.

Det er kun i den allerførste Tid af Opholdet i Paris, da Enthusiasmen
over de formentligt indvundne Resultater holder ham i en stadig
Glædestilstand, at han endnu spøger let og frit (som f. Ex. over de
mange Fyrster Heinrich af Reuss, Greiz, Schleiz, der nu ved Revolutionen
i Gera straffes for al den Kval, de i hans Skoletid voldte ham ved at
skulle lære deres Numre); snart viger Spøgen ud af hans Brevtone og af
den gamle Stil blive kun de energiske, slaaende Lignelser tilbage.

Grundfølelsen, naar han tænker paa sit Fædreland, er Skam: Englændere
og Hollændere, Spaniere og Italienere, Polakker og Grækere have i
Julidagene kjæmpet med for Franskmændenes Frihed, der er ét med
Folkenes; men ingen Tyskere. Tyskland vil med sin Retspleje, sin
Censur, sine Laug snart blive Europas Antikvitetskabinet. Dog værst
er ham Loyalitets- og Ydmygheds-Aanden i Tyskland: »Spanierne,
Italienerne, Russerne og andre er Slaver; de Folk, som tale den tyske
Tunge, er Lakajer. Slaveri gjor kun ulykkelig men fornedrer ikke; dog
Tyendeforholdet fornedrer.« (25. Januar 1831.) Ved en international
Middag i Paris, hvor Frisindede af alle Folkeslag talte, har han af
national Undseelse ikke vovet at rejse sig og tale om Tyskland. Han
tænkte, siger han: Polakken, Spanieren, som talte, repræsentere deres
Fædreland. »Men hvad repræsenterer jeg, om hvad Daad erindrer jeg?
Jeg staar alene, jeg er en Lakaj og bærer, som alle Tyskere, Grev
Münch-Bellinghausens Livré«. (14 December 1831.)

I nær Forbindelse med denne Skamfølelse staar en Pirrelighed, en
Tilbøjelighed til Indignation over Alt og Alle, der i sin Ubeherskethed
gjør et vist Indtryk af Svaghed og Sygnen. Alt er »til at blive
rasende over«; Alt, fra det Største til det Mindste, fra Folkenes
Langmodighed og Sendrægtighed til at gjøre Oprør, indtil en uartig
Skrivelse fra Spontini til Kapellet i Berlin, fra Forslaget til
en rundelig Civilliste for Louis Philippe indtil et ufuldstændigt
Konservationslexikon.Staaende Udtryk: O es ist zurn Rasendwerden! — o
ich habe eine Wuth! — Om Lexikonnet: Eine starke halbe Stunde musste ich
das Schreiben unterbrechen, und meine Wuth war grenzenlos. Efterhaanden
opsøger han Ærgrelserne som et Næringsstof for sin Indignation. Derfor
Vendinger som: »Jeg er fornøjet, thi jeg har ærgret mig,« eller »De
kan ikke gjøre mig nogen større Glæde, end naar De meddeler mig tyske
Dumheder«.

Men Skam og Harme drukne i de første Aar efter Julirevolutionen i et Hav
af Forhaabninger, brusende som under en Orkan. Han har en Forvisning om
den snart kommende Verdensbrand og derpaa følgende Frihedssejr af den
Art, som de første Kristne havde om den nærforestaaende Verdensundergang
og Dom med Frelse for de Udkaarne og Fordømmelse for de Haardhjærtede.
Han er i en Tilstand af Ophidselse, som gjør ham det umuligt at være
Tidens Krønikeskriver, men Profet føler han sig kaldet til at være, om
det gjordes nødigt tolv Bind igjennem.Was, wo, worauf, womit soll ich
schreiben? Der Boden zittert, es zittert der Tisch, das Pult, Hand und
Herz zittern und die Geschichte, vom Sturme bewegt, zittert selbst [...]
Prophet wollte ich sein, zwölf Bände durch.

Ak, kun de pessimistiske Profeter faa altid, før eller senere, Ret. Og
Börne var en optimistisk Profet, en Enthusiast, bestandig lige forfalden
til den Naivetet at tro hvad han ønskede. Det franske Exempel har
bibragt ham Troen paa, at Reaktionens Time nu er slagen. Han bebrejder
sig for Alvor, at han skammer sig ved at kysse denne og hin Franskmands
Haand, »den Haand, der har sønderbrudt vore Lænker, givet os Trælle
Ridderslaget« (17. September 1830). Og det véd han, at Enden er nær.
Karl X havde etsteds lagt en Grundsten. Börne mener i den Anledning,
at Kongerne nu skulde ophøre med at gjøre sig latterlige ved endnu
bestandig at lægge Grundstene til Bygninger. De skulde heller nagle den
sidste Tagsten til Taget. Thi den Tid er nær, hvor de fyrstelige Kokke
ville spørge: Til hvem dækker vi vel imorgen? (19. September 1830). Paa
Spørgsmaalet om, hvad han venter og tænker, svarer han en Maaned senere
med at udtale sin faste Forvisning om, at hele Europa næste Foraar vil
staa i Flammer. Han ynker Diplomaterne, har Medlidenhed med dem. Da den
polske Opstand bryder ud, tror han vel ikke, det vil lykkes Polakkerne
saa let som Belgierne at sætte deres Sag igjennem, da Russerne er saa
saare mægtige, men det vil gaa. Og som et Omkvæd kommer den Vending
tilbage, at lidt efter lidt ville nu alle Europas Stater frigjøre sig,
kun Tyskland vil blive i sin elendige Tilstand. Og dog, stundom ser han
ogsaa Tysklands Rejsning for sig. Da Choleraen raser i Moskva, forstaar
han Meningen med den, ser Guds Finger deri: »Det er paany Guds nøgne
Haand. Fyrsterne blive hindrede i at trække store Hære sammen, og gjør
de det dog [...] det aner mig — nej jeg véd det: Pesten vil formaa,
hvad Intet hidtil har formaaet; den vil ophidse Jordens trægeste og
frygtsomste Folk til at vise Mod.« (3. November 1830.) Efterhaanden
stiger ogsaa hans Tro til Polakkernes Sejr, i Kraft af Ræsonnementet,
at man sejrer altid, naar man kun har Valget mellem Sejr og Død, og ved
Aarsskiftet 1830 er han saa sikker paa Fyrsternes Undergang, at hans
»beskedne« Ønske til Veninden for det nye Aar er det, at det maa gaa dem
bedre i det end Kejsere og Konger. Han vil sige til sin Tjener: »Hvis
en Kejser kommer, saa se ham paa Fingrene og lad ham ikke blive alene i
mit Værelse,« og slutter med Forsikringen om at i 1831 vil et Dusin Æg
blive kostbarere end et Dusin Fyrster. (26. December 1830.) 8. Januar
1831 forklarer han, at naar Polakkerne blot ikke slaas i aaben Mark, er
Russerne, »om end nok saa mægtige, fortabte«, desuden antager han endnu,
at de Franske ville komme Polen til Hjælp med væbnet Haand; Frankrig
var jo vanvittigt (ganz von Sinnen), om det lod denne enestaaende
Lejlighed til at svække Rusland gaa ubenyttet forbi. Den 11. Februar
er han aldeles sikker i sin Sag: Det bliver bestemt Krig. Han har vel
ikke tvivlet en eneste Dag derpaa, men mange vilde ikke tro det, som
nu have omvendt sig. Han har Glædesudbrud: atter er der kommet Hjælp
til Polakkerne fra oven; man har »temmelig sikre« Efterretninger om, at
der er udbrudt Oprør i adskillige russiske Provinser. 6. Marts, da det
saa sort nok ud for Polen, har han en ny falsk Efterretning at glæde
sig over. Et Pariserhandelshus har faaet den Meddelelse, at Russerne
er helt sprængte fra hinanden og »hvad der afgjør Alt«, at Lithauerne
have rejst sig i Ryggen paa dem. Han jubler allerede. I Fremtiden
vil man true enhver Tyran med Polakkerne, som man truer uartige Børn
med Skorstensfejeren. Nikolaj har pralet med, at han skulde rulle
Polakkerne sammen som et Nøgle Garn; nu er Nøglet blevet til en Bombe,
der har knust ham ! Börne fantaserer endog om Paris’s Illumination i
den Anledning. 18. Marts, da han ikke mere kan tro paa hine gunstige
Efterretningers Sandhed, er han allerede tilhest paa en ny Chimære:
Alt gaar godt; thi nu er i Frankrig selv en ny Omvæltning umiddelbart
forestaaende: »Tingenes Stilling her er nu saadan, at jeg hver Dag, ja
hver Time venter Udbruddet af en Revolution. Ikke fire Uger kan det vare
saaledes ved [...]«

Det er jo ganske vist et stort Bevis paa Börnes Ærlighed, at han har
ladet Veninden gjenoptrykke sine Breve som de flød ham af Pennen uden
ringeste Forsøg paa ved en Redaktion at slette eller mildne de Steder,
som Kjendsgjerningerne strax gave det kraftigste Dementi. Men det
styrker umuligt Tilliden til hans politiske Omdømme. Undertiden bliver
Modsigelsen mellem det, som spaas, og det, som sker, saa iøjnefaldende,
at Virkningen er komisk. Saaledes fortvivler Börne den 25. December
over Lafayettes Ubesluttethed: denne er almægtig, kunde, naar han
vilde, sætte Alt igjennem, behøvede kun at true med at nedlægge sin
Kommando over Nationalgarden, saa maatte Kongen, Ministrene og Kamrene
give efter. Dagen derpaa, den 26. December, meddeler han saa ganske
tørt, at man har afsat Lafayette fra hans Kommando, og ikke en Hund
har gjøet deraf. — Forunderligt! siger Læseren til sig selv, at en
saa lidenskabelig politisk Iagttager aldrig har følt Trang til at
gjøre politiske Studier og først dømme efter indvunden Indsigt, men
stadigt har nøjedes med og følt sig tilfredsstillet ved det rent
feuilletonistiske Stemningsudbrud, som har Ret idag og imorgen kastes i
Ovnen.

Hvad der bestandigt leder Borne vild er den alt berørte paa en Gang
naive og fanatiske Optimisme, der altid paany finder en Grund, hvorfor
det Slette, der sker, ligefuldt er det Bedste. I Marts 1831 skjælver
han for Polakkerne og erklærer sig for fattet paa det Værste. »Men«,
fortsætter han, »for Russerne vilde denne Sejr være fordærveligere end
alle deres Nederlag. Den hovmodige Nikolaus vilde da blive overmodig og
tro at kunne gjøre det af med Frankrig saa let som med Polen.« Hvilken
Trøstegrund! — Stadigt haaber Börne paa Revolution i Paris, der skal
ryste Tronerne. Men den udebliver. Hurtigt finder han da en Grund,
hvorfor denne Frankrigs Ro er Fyrsterne aller farligst. Han skriver (30.
November 1831): »I fyrretyve Aar har Frankrig været Europas Krater. Naar
det engang ophører at sprude Ild, saa er ingen Trone i Verden sikker én
Nat [...] Intet har været fordærveligere for Kongerne end Warschau’s
Undergang. Da de have ødelagt et Underværk, tro de nu, at de ogsaa kan
gjøre Underværker.« Med andre Ord: Revolution i Paris er god, ingen
Revolution er endnu bedre. Polens Sejr vilde været Kongernes Fordærv,
Polens Undergang er endnu større Fare for dem.

Men dette hænger sammen med den besynderligste Kulsvier-Gudstro, der kun
en sjælden Gang afbrydes af det tænkende Hoveds Tvivl. I Almindelighed
er den Formel, hvori Börne søger Trøst, den, at han stoler paa Gud:
Nikolaj rykker med overvældende Magt mod Polakkerne; Borne »forlader sig
paa Gud«. — Vel er det kun den polske Adel, der har rejst sig, men Börne
»stoler paa Guds Visdom og hans Stedfortræderes Dumhed«. Han er, siger
han, klogere end alle de Andre i Frankrig, som han var det i Tyskland;
hvorfor? Fordi han »tror paa Gud og Naturen« som de Andre paa Mennesker
og Politi.

Dog undertiden kommer der Slingring i hans Tro. Vi saa, han glædede sig
fra først af over Choleraen, saa Guds Finger i dens Komme: den vilde
drive endog Tyskerne til Revolution. Kun to Maaneder senere (19. Januar
1831) skildrer han Choleraens virkelige Følger, Folkenes Lamslaaethed,
der ødelægger den Smule Frihed, som endnu er tilovers. Dengang hed
det: »Hvad hidtil Intet har formaaet, det vil Pesten formaa«; nu stik
modsat: »Hvad ingen Kejser af Rusland, ingen Djævel kunde forhindre,
det hindrer Pesten.« Og han, som dengang saa «Guds nøgne Haand« i dens
Komme, udbryder nu: »Saa komme Klerkene og tale om Guds Straffedom!«
Tre Fjerdingaar senere endelig (25. November) hjælper han sig ud af
Modsigelsen ved en lige humoristisk og tankeløs Spas: »Sjældent sender
Gud en himmelsk Kriminalret ned paa Jorden for at undersøge sine
Stedfortræderes Forvaltning, og saa ofte det endnu er sket, er Intet
blevet bedret derved. De himmelske Kommissærer var fremmede paa Jorden,
gik vild eller lode sig endog bestikke. Det saa vi nyligt med den
asiatiske Cholera, som tugtede de Undertrykte istedenfor Undertrykkerne.
Gud hjælper blot den, som hjælper sig selv.«Börne III 75, 86, 172; 43,
99, 267.

Kun en eneste Gang, da Polens Undergang synes nærforestaaende (5. Marts
1831), føler man, at Börne for Alvor er bleven usikker paa sit System.
Som sædvanligt tumler han med sine Yndlingsord: Gud, Djævelen osv., da
Russerne er for stærke. Borne kommer til dette Resultat: »Ikke Guds
Visdom, Djævelens Dumhed alene kan endnu redde Polen.« Saa afbryder han
sig med et Spørgsmaal: »Ak, gives der da en Gud? Mit Hjerte tvivler
endnu ikke, men Ens Hoved kan nok føle sig svagt, og selv om han er til
— hvad nytter da en evig Gud det forgjængelige Menneske? Var Gud dødelig
som en af os [...] da vilde han regne med Tiden og Livet, vilde ikke
øve saa sildig Retfærdighed, ikke først betale de fjerne Efterkommere,
hvad deres Forfædre havde at fordre. Friheden kan og vil sejre, før
eller senere; men hvorfor sejrer den ikke strax? Den kan sejre en Dag
efter Polens Undergang; maa Ens Hjerte ikke briste derover [...] Gives
der saa en Gud? Er det at øve Retfærdighed? Vi afsky Menneskeædere,
dumme Vilde, der dog kun fortære deres Fjenders Kjød. Men at den hele
Nutid med Legeme og Sjæl, med Glæde og Lykke, med alle sine Ønsker og
Forhaabninger bliver martret, slagtet og sønderhugget, for at Fremtiden
kan blive mæsket med den — dette Menneskeæderi finde vi os i.« (Börne
III 159, 60.)

Faa Dage efter vender han imidlertid tilbage til sin en Gang tilvante
Gudstro og sin af alle Skuffelser uanfægtelige Optimisme. Nu og da
findes i disse Breve rene Kandestøberier — saaledes Fantasierne over
Følgen af den Hannoverske Revolte — undertiden Vidnesbyrd om en rent ud
enfoldig Lettroenhed som f. Ex. naar Börne lader sig indbilde, at det er
Metternich, der har anstiftet Urolighederne i Sydtyskland for at kunne
bemægtige sig Bayern, medens Tropperne var optagne, eller endog at Louis
Philippes hemmelige Hensigt er den at føre Karl den Tiendes Dynasti
tilbage paa Tronen. (Börne III 98, 39, 270.)

Dog meget ofte forekomme ogsaa Udtalelser, der røbe levende politisk
Sans, stort naturligt Skarpblik for den givne Situation og ualmindelig
Evne til Anelse om, hvorledes Fremtidens Skjæbner og Opgaver ville forme
sig.

Allerede 9. November 1830, altsaa kun fire Maaneder efter Revolutionen,
indser Börne, at hvad der er sket kun er det, at de Industridrivende ere
komne til Magten, de, der kun kjende til »Frygt og Penge«, og han er
ganske klar over, at da den sidste Revolution ikke har naaet sit Maal,
idet Magthaverne ikke ville se andet i den end en Forandring af Dynasti,
saa er en ny Revolution nødvendig, »og den udebliver visselig ikke«. En
Uge senere udvikler han endog med lige fuldkommen Virkelighedssans og
Logik, hvorledes Udviklingen vil foregaa: Da de Industrielle, som femten
Aar igjennem have raset mod alt Aristokati, neppe have sejret før de
selv ville danne et nyt: et Penge-Aristokrati, en Lykkeridder-Stand, der
ikke som den gamle Adel hviler paa et Princip, men paa Forrettigheder
knyttede til Ejendommen, saa vil det franske Folk med sin Lidenskab for
Lighed ved den næste Omvæltning søge at rokke ved netop det, hvortil
Forrettighederne nu blive knyttede: Ejendommen, og man vil komme til at
opleve Rædsler, som man i ingen tidligere Revolution har været Vidne
til. Börne aner, som man ser, Socialismen som Magt og spaar om Communen.
Et Aarstid senere (1. December 1831) er han endog saa sikker i sin Sag,
at han bruger Udtrykket: »Den store Krig mellem Fattige og Rige staar
mig saa tydeligt for Øje, som levede vi allerede midt i den«, og i dette
Tidsrum er han ogsaa trods sit moralske Grundhang naaet til Begrebet om,
hvad Hovedsagen er, nemlig at samle Magt bag Retten. Er dette umuligt,
bliver Opgaven at røre Hjerterne, gjennemagitere Sindene for sin Sag
og forfølge Tyranniet med Spot, Had og Foragt. Hvad der sikkert ikke
nytter Noget, det er derimod den bare Ærlighed, det rene Rethaveri. Nej,
»Deres Ærlighed ødelægger dem. De tro, det kommer an paa at have Ret,
at vise, man har det. Og nu tale de om Friheden som en Advokat for et
Stykke Ejendom. Ret som kom det her an paa Grunde!« (1. Februar 1831.)

Alt i Alt er det dog en politisk Sværmer, en Frihedstroende, man i
disse Breve har for sig, intet Statsmands-Naturel. Vi møde ikke blot
Kjærlighed til det menige Folk, men en Rousseau’sk Beundring for dem,
hvem hverken Rigdom eller Kundskaber have »fordærvet«, og til denne
Beundring og Kjærlighed svarer et stedse stærkere Had til alle Europas
legitime Konger og Fyrster, der altsom Börne med sine Illusioner ogsaa
lader ethvert Maadehold falde, stiger til Tilintetgjørelseslyst. »At
tænke sig, at med ti Alen Hamp kunde man skaffe Verden Fred, Lykke
og Bo.«Und mit zehn Ellen Hanf wäre der Welt Friede, Glück und Ruhe
zu geben. Imellem disse Poler: Folkene — Fyrsterne, svinger Börnes
politiske Tanke bestandigt; det var Tidsalderens politiske Tankesving.
Og Standsningen ved denne Antithese laa saa meget naturligere for ham,
som han i sit inderste Væsen var Demokrat, var det i den Grad, at, som
han udtrykkeligt selv erklærer, »Menneskekjenderi« altid har været en
Ting, hvortil han sporede den største Ulyst. Det at skulle fordybe sig
i hvad der skiller de enkelte Mennesker fra hinanden, var ham en Plage
som den at skulle læse en altfor fin Skrift. Han holdt sig hellere til
Menneskemasser og til Bøger. (3. November 1830.) Intet Under derfor at
han mangler den psykologiske Finhed, som vi nødigt savne hos en stor
Skribent, men til Gjengjæld har den Samfølelse med hele Nationer, med
store Befolkningslag og med en udbredt Læseverden, som giver Muligheden
til at elektrisere et Publikum og som kan skabe selv en yderst dristig
Forfatter paa en saare udsat Post Popularitet i levende Live.

Ikke at han bedømmer enkelte Personer uretfærdigt eller fordomsfuldt.
Tvertimod. Han viser en overlegen Aands rolige Velvilje; undertiden
rigtignok ogsaa en borgerlig Sjæls Uvilje mod det altfor Aristokratiske
og Overbærenhed mod det altfor Jævne. Da Musset dukker op, sporer
han strax Slægtskabet med Heine, der undrer ham hos en Franskmand. I
Berlioz skatter han paa Stedet Geniet, endog til Overvurdering, og man
véd, hvor isoleret og miskjendt Berlioz stod. Fürst Pückler bedømmer
han med Skjønsomhed, uden Varme, men med Blik for hans Fortrin; kun
begriber han ej, at Nogen har kunnet tro, dennes saa letskrevne, men i
Behandlingsmaaden upoetiske Breve havde Heine til Ophav. Hos Heine selv
er længe kun Napoleonsdyrkelsen ham afgjort imod, iøvrigt viser han sig
fuld af Paaskjønnelse, ja Beundring.

Lærerigt er det endvidere at se, hvor overordentlig godlidende Börne
forholder sig til Paul de Kock, med hvilken varm Anerkjendelse han taler
om ham og hvilken Fornøjelse han har liavt af fulde otte Bind Paul de
Kock, som han har havt den Udholdenhed i Træk at gjennemlæse. Det er
den naive og tilforladelige Skildring af Pariser Smaaborgernes Liv,
som her har forekommet Borne værdifuld. Han roser endda om end halvt
i Spøg Kock’s Livsfilosofi; ja han bestiger ved denne lidet passende
Lejlighed sin gamle Kjæphest, idet han skriver: »Vel giver han os ikke,
som Goethe i Wilhelm Meister, Lærebreve med Trøfler, men dog en ret
kraftig Filosofi, borgerligt tilberedt.« (3. Marts 1831.) Paul de Kock
hævet paa Goethes Bekostning!

Taler denne sidste Dom nu ikke i nogen høj Grad for Börnes
Kunstforstand, saa vidner hans Udtalelser om Talleyrand des højere om
hans politiske Intelligens. Strax i 1830 nærer han den største Tillid
til Talleyrands Virksomhed for Frankrig i London, og han lader sig ikke
forvirre af Pariserhadet imod ham. Han indser klart det Latterlige i
de liberale Blades Klageraab over, at Talleyrand som Medarbejder ved
Wienerfreden nu vil støtte den hellige Alliance. Han begriber fuldt
vel, at den hellige Alliance saa lidt som nogen anden Ting er hellig
for Talleyrand. Og lang Tid efter kommer han tilbage til Urimeligheden
i Anklagerne mod den kloge Diplomat for at have tjent alle Begjeringer
og forraadt dem alle. Fint og rigtigt indvender han, at Talleyrand
ikke har forraadt nogen Regjering, kun forladt den og først forladt
den, da den var død. Han læser i Talleyrands haarde Aasyn ene og alene
Nødvendigheden, indristet som i Bronce.

Dog Hovedaarsagen til de milde Domme er ikke Bornes Forstand, men hans
Hjerte, det Milde i hans Natur, det dybe Hang til kjærlig Opfattelse,
som ikke modsiges af hans mange lidenskabelige og hensynsløse Ytringer,
der inderst inde ogsaa udsprang af Menneskekjærlighed. Han var simpelt­
hen en kjærlig Sjæl, forsaavidt Kristen af Naturel, af Instinkt. Derfor
gik han ogsaa over til Kristen- dommen, livad man taaheligt har lagt ham
til Last som Skingjerning. Hans Opfattelse af Kristen- dommen var maaske
ikke dyb, men ærlig og ganske individuel.

Han blev Kristen, fordi han var Demokrat og Humanist. For ham var
Kristendommen ikke blot i Almindelighed Jødedommens Fortsættelse og
Supplement, men nærmere Humanitetsreligionen og bestemtere »de arme
Djævles Religion«. Enhver, der elskede Menneskeheden, var i hans Øjne
en Kristen. Og saaledes blev Kristendommen ham da ogsaa Frihedens
Religion, navnlig i dens katholske Skikkelse, thi som Katholicisme
havde den knækket Romernes Verdensherredømme. Og han ser med sine
Sympathier for Polakkerne et Bevis paa Katholicismens frigjørende
Kraft i deres Frihedskjærlighed.Das einzige Volk im Norden, das seit
dreihundert Jahren nie aufgehört, sich fur die Freiheit zu erheben, ist
das polnische, und es blieb katholisch.

Paa Dogmerne tror han vel ikke personligt, sætter heller ikke
Kristendommens Væsen i Tro, men ligefuldt er det ham i høj Grad imod,
at der rokkes ved Troeslærdommene. Han haaner Saint-Simonismen, fordi
den rejser sig mod den kristelige Tro, og han betragter Strauss’s
Jesu Liv ikke blot som en unyttig, men som en skadelig Bog. Saaledes
forstaas det, at han i sine sidste Leveaar kunde blive ganske henrevet
af en demokratisk Katholik som Lamennais, hvis En Troendes Ord, der
vilde sammensmelte Frihed og Religion, han oversatte og overvurderede.
Religiøs Radikalisme, som han fandt den her, det var Trylleformlen, som
svarede til de frie og bundne Kræfter i hans egen Sjæl.

Allerede i de første Bind af Pariserbrevene bevægede Börne sig,
som den oppositionelle Stemning i Tyskland, fra Forkjærlighed for
Constitutionalisme til Haab om Revolution.

Ikke et halvt Aars Tid efter deres Udgivelse, i April 1832 udstedte en
af Oppositionens Førere, Dr. Siebenpfeiffer, et Opraab til alle tyske
Stammer om at mødes til en stor Nationalfest, der skulde afholdes paa
Slottet Hambach ved Neustadt an der Hardt den 27. Maj, Aarsdagen for
den bayerske Forfatning. Det skulde være en Broderlighedens Fest for
Alle, der stræbte efter det tyske Fædrelands Gjenfødelse. Denne Fest
syntes dog Rhinkredsens Regjering saa betænkelig, at den forbød den;
tillige blev for 26.—28. Maj Adgang til Neustadt og Omegn forment alle
Fremmede, og enhver Forsamling af mere end fem Personer forbudt paa
Gader og offentlige Steder. Dog Forbuddet vakte en saadan Forbitrelse,
at man saa sig nødsaget til at tage det tilbage.

Fra alle Sider strømmede Folk til Festen. Næsten alle tyske Lande vare
repræsenterede; flest indfandt sig dog naturligvis fra Rhinpfalz. Selv
Franskmænd kom i stort Antal, og naturligvis manglede det heller ikke
paa Polakker. Der var en tredive tusind Mennesker i Alt. Börne var
kommen fra Paris. Han var den af Gjæsterne, som vakte størst Opsigt.
Allerede hans Rejse til Neustadt var et Triumftog. Hvor han kom hen,
blev han hilset med Vivat. Fakkeltog og Serenader var Dagens Orden. Han
skriver fra Freiburg: »Hvilket Indtryk mine Pariserbreve have gjort
i Tyskland, troer De neppe. Jeg havde selv ikke ventet det. Meyer,
Wurm og Andre have ladet trykke, at jeg ikke mere turde vise mig i
Tyskland, jeg vilde blive kastet ud af ethvert hæderligt Selskab. Det er
Profeter! Lige siden min Ankomst har jeg oplevet en uafbrudt Hyldest.
Mit Værelse bliver aldrig tomt. Jeg har ofte ikke Stole nok til alle de
Mennesker, der besøge mig. Jeg var til Hambacher Festen. Næsten alle
de Tilstedeværende vilde lære mig at kjende, saa jeg er syg deraf.
Naar jeg i Neustadt gik over Gaden, lød det fra Værtshusene, fra de
Vogne, som rullede forbi: Leve Börne, Forfatteren af Breve fra Paris!
Heidelberger Studenterne bragte mig en Serenade. Alle Patrioterne,
Wirth og de øvrige, erklærede, at man skyldte mig den fædrelandske
Bevægelse i Tyskland; de Andre var først komne efter mig. Med vaade Øjne
trykkede mange mig til deres Bryst og kunde ikke tale af Bevægelse.
Her i Freiburg var det ligedan. Studenterne begav sig om Aftenen til
mit Hus, sang en Serenade og raabte: Leve Forsvareren af den tyske
Frihed! Hvad ville mine Recensenter sige dertil, de der have kaldt mig
en daarlig Patriot. Den offentlige Mening lader sig ikke vildlede.«
— Humoristisk nok blev ikke desmindre ved Hambacher-Festen hans Uhr
stjaalet fra ham.

Om Morgenen den 27. Maj satte fra Neustadt af det uhyre Tog sig i
Bevægelse til Slotsruinen Hambach. Alle var smykkede med sortrødgyldne
Farver, og tilsvarende Faner bleve baarne foran. Ogsaa et stort Antal
Kvinder med sortrødgyldne Belter fulgte med. Siebenpfeiffer og den
bayerske frisindede Journalist Wirth var Hovedtalerne. De fremstilte
Folkesuveræniteten som alle Staters Grundlag og stillede Tysklands
nærforestaaende Republikanisering i Udsigt. Alle de Taler, der holdtes,
udmærkede sig ved største Lidenskabelighed, skildrede Tysklands
Fornedrelse som frembragt af Fyrster og Aristokrater i Forening. Wirth
udbragte et Leve (som han senere maatte bøde for med langvarigt Fængsel)
for »de forenede tyske Fristater« og »det forbundne republikanske
Europa« og raabte, idet han svang det Sværd, der var blevet ham overrakt
som Æresgave: Forbandede, tre Gange forbandede være Tysklands Fyrster!
Hos en Del af Forsamlingen fandt Ordene Anklang. Man raabte: Ned med
Fyrsterne! Vaaben! Vaaben!

Imidlertid, et umiddelbart praktisk Formaal havde man ved
Hambacher-Festen ingenlunde for Øje. Ifald Øjeblikket virkeligt var
gunstigt — hvad man vel tør betvivle — saa lod man det gunstige Øjeblik
gaa ubenyttet hen.

Heine skriver med lystig og bitter Spot derom: »Jeg vover knap
at fortælle det, thi det klinger utroligt, men jeg har Historien
fra paalidelig Kilde, nemlig fra en Mand, der er sandhedskærlig
Republikaner og selv sad i Hambach i Komiteen, hvor man forhandlede
om den Revolution, der skulde begynde; han tilstod mig nemlig i
Fortrolighed, at da man kom til Kompetencespørgsmaalet, da man
stredes, om de i Hambach tilstedeværende Patrioter nu ogsaa virkelig
var kompetente til at begynde en Revolution i hele Tysklands Navn —
saa bleve de, som raadede til rask Daad, overstemte af Flertallet, og
Afgjørelsen lød: man var ikke kompetent.« Heine kalder det den bedste
Historie, han har hørt paa denne Jord; den kan, siger han, faa ham til
at glemme alle denne Jammerdals Gjenvordigheder, ja selv efter Døden
i Skyggerigets taagede Kjedsomhed vil den kunne opmuntre ham. — Og
han trøster Konger og Fyrster: de behøve sandelig ikke at sætte brave
Folk i Fængsel, de kan sove roligt, de har Intet at risikere, den
tyske Revolution er endnu langt borte, Kompetencespørgsmaalet henstaar
uafgjort. (Heine: S. W. XII 153.) Börne havde altid været venskabeligt
sindet mod Heine, siden han havde gjort hans litterære og personlige
Bekjendtskab. Han havde endog i mange Aar talt om ham med Kjærlighed.
Han skattede ham efter Fortjeneste som Digter, og han vurderede ham
især som en stor Kraft i den universelle Frigjørelses Tjeneste. Hvad
Sladder der blev ham overbragt om Heine afviste han med en stor Naturs
Kulde overfor Sligt. Uden smaalig Forfængelighed, som han var, rørte
det ham ikke, at hans og Heines Navn meget hyppigt nævnedes sammen, og
at Sammenligningen med Hensyn til Evner og Talent ikke altid faldt ud
til hans egen Fordel. Men Heines Franske Tilstande stødte og saarede
ham, bibragte ham under Læsningen en Misstemning, som han i det sidste
Bind af sine Pariserbreve gav Luft, uden Heftighed eller Galde, men i
Form af en ret bidende Satire, der rammer Heine som fra oven nedefter
og som i ikke faa Læseres Øjne indætsede ham Brændemærket for politisk
Karakterløshed.

Det var i Virkeligheden den dybtgaaende Kontrast mellem de to
Kampfællers Naturer, som her kom til Udbrud. Börne begreb den dog ikke i
dens Væsen og efter dens Art. For ham stod Modsætningen som den mellem
den mandige Naturs Alvor og den drengeagtige Letsind, og hvor det kom
højt som Modsætningen mellem Sandhedsdyrkelse paa den ene Side, Form- og
Kunstdyrkelse paa den anden. Med sikkert Blik har han paavist nogle af
de Barnagtigheder og smaa Snobberier, hvori Heine nu og da kunde gjøre
sig skyldig overfor Livets Glimmer ligesom nogle uretfærdige Spotterier
overfor ideale Bestræbelser i plumpe og naivt folkelige Former. Börne
afskyede jo Rothschild’erne, som Heine var overordentligt imponeret af.
Börne, der følte sig hjemløs i Salonerne men hjemme blandt demokratiske
Haandværkere, var vel tilpas i de tyske Emigranters Forsamlinger,
hvor vilde Planer de end lagde og til hvor upraktiske Foretagender
de end samlede Penge ind, medens Heine var ilde tilmode ved de mange
Opfordringer til Deltagelse i dette eller hint demokratiske Værk,
aldeles ikke egnede sig til Indgaaen af demokratiske Broderforbund,
helst trods sine revolutionære Tilbøjeligheder holdt sig for sig selv
og paa ingen Maadé vilde være frére et cochon med den første den bedste
Skare udvandrede Landsmænd.

I et Brev fra 25. Februar 1833 gjør Börne

sig bl. A. lystig over, at Heine finder »en ophøjet Udholdenhed« i den
østerrigske Politiks trehundredaarige Umenneskelighed, at han i den af
ham selv senere saa frygteligt haanede Kong Ludvig af Bayern ser »en
af de ædleste og aandrigste Fyrster, der nogensinde have smykket en
Trone« og at han endelig kalder det »dristigt og storartet« af Herrerne
Rothschild, at de under Choleraen blev i Paris, medens han finder de
tyske Patrioters ubetalte Anstrengelser latterlige. Börne har Ret heri
og i Mere uden dog at lægge nogen finere eller dybere Forstaaelse af
Heines Naturel for Dagen.

Atter her stod han som overfor Goethe Ansigt til Ansigt med et Geni, han
var ude af Stand til at dømme uhildet, om han end ingenlunde gjorde sin
urolige Samtidige Uret i lignende Omfang eller paa samme Maade som sin
store Forgjænger.

XI.

Ogsaa for Heinrich Heine er, som alt berørt, i det nye tyske Rige
Øjeblikket lidet gunstigt. Hvad man har at bebrejde ham er saa Meget,
at det ikke lader sig opregne i Korthed: Først hans Kjærlighedsforhold
til Frankrig og formentlige eller virkelige Frivolitet. Dernæst hans
ugermaniske Oprindelse og Vid, hans Følsomhed, hans Lapseri, hans
Kaadhed. Saa den udfordrende Maade, paa hvilken han lagde sit Hedenskab
for Dagen. Det nye Tyskland er i religiøs Henseende indifferent, men er
det stiltiende, og er i moralsk Henseende disciplineret. Medens i vore
Dage i Tyskland de højeste Dyder: Sandhedskærlighed, Selvstændighed,
Sjælens Stolthed og Finhed, gjælde langt mindre end Pligtopfyldelse,
Korrekthed, Samfundstugt, militært Sving, Schneidigkeit, som man siger,
var det paa Heines Tid omvendt. Disciplinen var ikke i Pris. Og som
Religiøsitet dengang gjaldt mere end Religion, saaledes Menneskelighed
mere end Nationalfølelse. Patriotismen var i hin Tid i de Bedstes Øjne
en Dyd, de ikke betragtede som ubetinget; de mente, at Retfærdigheden
ikke hørte op at være en Dyd, fordi den øvedes mod et fremmed Folk.

Hos Heine kom til den abstrakt radikale Aandsretning Hadet til Preussen,
hvis Fremtid han ikke anede, og hvis Styrke han ikke forstod, denne
Preussens Styrke, der ypperligst er anskueliggjort i Carlyle’s Skildring
af Frederik den Andens Fader: Evnen til med ædru Strenghed at overvinde
Chaos, slaa Vrøvlet ned og administrere. Dette Had var hos Heine nærmere
Rhinlænderens Dødsfjendskab mod Preussen. Man mærke disse Strofer til
den preussiske Ørn: Du hässlicher Vogel! wirst du einst

Mir in die Hände fallen,

So rupfe ich dir die Federn aus

Und haue dir ab die Krallen. Du sollst mir dann in luft’ger Höh’

Auf einer Stange sitzen,

Und ich rufe zum lustigen Schiessen herbei

Die rheinischen Bogenschützen.

Paa Wienerkongressen havde Preussen efter lang Vægring overtaget
Rhinlandene. Det fik derved istedenfor den Afrunding, det havde haabet
paa i Øst, en ganske sønderrevet Skikkelse, og tilmed kom en fra
Gammelpreusserne ganske forskjellig Folkestamme under det preussiske
Scepter. Dette var den Egn, hvor engang Skillelinjen mellem Kelter og
Germaner laa. Her skjød den romerske Militærprovins sig ind. Over dette
Land havde senere Præsteherredømmet ruget, saa at i forrige Aarhundrede
Frederik den Stores Aand her slet ingen Indflydelse havde havt. Den
gamle, møre Klerikalisme stødte da her lige sammen med den franske
Revolution, og man hilste de Mænd, der udbredte dens Ideer, med Jubel.

Gammelpreusserne nærede Uviljens Mistro til Rhinlænderne, og disse
gjengjældte denne Følelse med Renter. Preusseren var og blev ved
Rhinen noget Fremmed, Uhyggeligt. Om Sønnen, der tjente i Hæren, hed
det: »Han er hos Preusserne«. Berlineren bar sig som Embedsmand i
Köln eller Düsseldorf overmodigt ad, nedsatte Alt, og Rhinlænderen
betragtede længe en Ansættelse i de gamle preussiske Provinser som
en Forvisning til Sibirien. Overalt hørte man Klage over Preussernes
Mangel paa Evne til at vinde Hjerterne i de Stammer, de havde tilerobret
sig.K. Mendelssohn-Bartholdy: Preussen und Frankreich zur Zeit der
Julirevolution. S. XXV ff.

Heine fødes i Aarhundredets Slutning (mellem 1797 og 1799) i Düsseldorf,
dengang Hovedstaden i Hertugdømmet Jülich-Cleve-Berg. Byen var i sex
Aar besat af franske Revolutionstropper. De drog bort 1801, og Max
Josef blev Regent; men i 1806 blev han Konge af Bayern og i hans Sted
Joachim Murat Storhertug. Dog allerede 1808 maatte denne afstaa Landet
til Kongen af Hollands ældste umyndige Søn, d. v. s. til Napoleon
som Drengens Formynder. Landet blev nu helt regjeret efter fransk
Mønster, Livegenskab, Lehnsvæsen og Hoveri ophævede, Retsvæsenet
omdannet og en ubetinget Religionsfrihed indført, dette en Aarsag til at
Napoleon hyldedes af Rhinlandenes jødiske Befolkning som en Frelser fra
tusindaarig Undertrykkelse.

Uden al Tvivl har Berøringen med Datidens dristige og sejrrige
Franskmænd bidraget meget til at give Heinrich Heines Aand dens første
Sving. Respekten for overleverede Autoriteter fik et tidligt Knæk.
Hans medfødte Vid blev udviklet i Retning af hvad Franskmændene kalde
Esprit. Spiren til hans Napoleonsbeundring blev lagt. Nutildags synes
denne Beundring fra Heines Side en næsten isoleret Kjendsgjerning i
Aarhundredets tyske Litteratur. Den var saare langt fra at være det.

Man kan gaa lige tilbage til Wieland og hos ham finde en ligesaa levende
Napoleonsbeundring, endog før Historiens Gang havde godkjendt den.
Alle rede 1798 erklærer han, at Frankrig nu behøver en Diktator, og at
Ingen egner sig dertil uden General Bonaparte, der da var i Ægypten. I
1800 spaar han, at Bonaparte vil gjøre sig til Konge, maa gjøre det, og
forsvarer ham mod de engelske Blades Angreb. Napoleon, som var bleven
underrettet om disse Profetier, underholdt sig af den Grund længe med
Wieland i Erfurt 1808.

Ingen af Aarhundredeskiftets store Tyskere havde kjendt Nationalhad.
Uden en Gnist deraf havde Goethe i 1793 gjort Felttoget i Frankrig med
som Tilskuer. Schiller havde glædet sig ved sit franske Borgerbrev,
tænkt, det maaské engang kunde komme hans Børn til Gode. Knebel, Goethes
Ven, havde ønsket at turde besynge Bonapartes Sejre. Goethe saa da ogsaa
med stor Sindsro Napoleon slaa Frederik den Andens Rige i Kvas; denne
preussiske Stat maatte i hans Øjne tage sig ud som et forbigaaende
Fænomen i Tysklands Historie. Han havde været Vidne til Napoleons
Opkomst og Sejersløb, havde set ham faa Bugt med det ham, Aristokraten
og Evolutionisten, saa forhadte Anarki. Saa lærte han ham selv at kjende
midt iblandt hans Marschaller, omgivet af Friskhed, Elskværdighed,
Genialitet, Uimodstaaelighed. Det Indtryk, Napoleon personligt gjorde
paa ham, var saa stærkt, at det kun forøgede den tidligere nærede
Beundring. Derfor gjentog han, selv efter det russiske Felttog, selv
under Tysklands Rejsning, sit: »Det nytter ikke noget, Manden er dem for
stor.« Først da Alt var ude, gjorde han med sit Festspil i Anledning af
Freden en Slags nødtvungen Afbøn.

Mindre bekjendt end Goethes saa tidt omtalte Forhold til Napoleon er
Hegels, der som Heines Lærer og som den Tænker, der stadigt stod for
ham som den ypperste, havde en ligesaa uomtvistelig Indflydelse paa
ham. Hegel, der var født som Undersaat i det lille, despotisk regjerede
Würtemberg og aldrig havde kjendt det at have et Fædreland, hvor stærkt
han end længtes derimod, var i Aarhundredets Begyndelse saa opfyldt af
Bitterhed over de tyske Tilstande, saa fuld af Harme og Sarkasmer over
sine Landsmænds politiske Sløvhed, at han ganske som Goethe kom Napoleon
imøde med en Kosmopolits overstrømmende Beundring. Han, som bestandig
havde svælget i en tænkt, en fantastisk Forsoning af det Ideale og det
Virkelige, havde hele sin Ungdom igjennem savnet Indtrykket af virkelig
Magt, da Napoleons Skikkelse traadte ham imøde og begejstrede ham. Som
det er blevet sagt om Goethe, at han benyttede Kanontordenen ved Jena
til i al Stilhed at ægte Christiane Vulpius, saaledes om Hegel, at han i
selve Jena fuldendte sin Phänomenologie des Geistes under Kanontordenen
fra Slaget. Det er sandt, at han netop i hine Dage sendte de sidste Ark
af Værket til sin Forlægger, og Modsætningen er slaaende mellem hans
uendelige Ligegyldighed for Preussens Undergang og hans lidenskabelige
Ængstelse for, at en af de kostbare Manuscriptsendinger i den urolige
Tid skal gaa tabt med Posten. Et af de Breve til Forlæggeren, der
ledsage Sendingerne, bærer Slagets Datum.

Det Værk, han under disse Forhold lagde sidste Haand paa, fremstilte
Menneskeaandens Udviklingsgang under en ejendommelig Sammenblanding
af psykologiske og historiske Synsmaader. Men her skulde Aanden som
selvbevidst Aand have naaet sin Fuldendelse, idet den havde forstaaet
al Virkelighed som Aandsvirkelighed. Menneskeheden stod efter denne
Filosofi nu ved sit Maal; de enkelte dødelige Mennesker, der nu havde
naaet til Erkjendelsens højeste Princip, var i Indsigt blevne som Guder,
og deres virksomme Liv var nu ogsaa kun den skjønne Udfoldelse af en
Tilværelse, som Grækerne tænkte sig Gudernes, fuldt tilfreds og fuldt
forsonet. Da Hegel skrev sine sidste Ord, om at Verdenshistorien kun var
et muntert Spil af Aanden, der véd sig som Aandsmagt, da holdt Hapoleon
til Hest udenfor Jenas Porte.

Og Hegel saa ham og saa ham med Glæde. »Jeg har,« skriver han fra Jena,
»set Kejseren, denne Verdenssjæl. Det er i Virkeligheden en underlig
Følelse at se et saadant Individ, der her, concentreret paa et eneste
Punkt, siddende paa en Hest, griber ud over Verden og behersker den.
Preusserne kunde man ganske vist ikke stille noget bedre Horoskop —
men fra Torsdag til Mandag er en saadan Fremgang dog kun tænkelig for
denne overordentlige Mand, som det er umuligt ikke at beundre.« Og
Hegel beundrer ikke blot ham, men det hele franske Folk. Et Fjerdingaar
senere skriver han, at han i Dagens Historie ser det overtydende Bevis
for, at Dannelse sejrer over Raahed, Aand over aandlos Forstand. Ja han
tilføjer: »Som jeg allerede tilforn har gjort, saadan ønske nu Alle den
franske Hær Held, der slet ikke heller kan svigte den under den uhyre
Forskjel mellem dens Anførere og Soldater paa den ene Side og deres
Fjender paa den anden.« (Haym: Hegel und seine Zeit.)

Heine har vistnok ikke ment, at hans Sværmeri for Napoleon trængte
til Forsvar; ellers kunde han have beraabt sig paa, at han her til
Forgjænger havde den Mand, han kun har omtalt med Ærefrygt som »den
store Hegel, den største Filosof, som Tyskland har frembragt siden
Leibnitz«, den Mand, om hvem han som en utvivlsom Kjendsgjerning
fremfører den højst tvivlsomme Sætning, at »han rager højt op over
Kant«, og hvem han kun dadler saa skaansomt og blidt som i denne
Vending: »Hegel lod sig krone i Berlin, desværre ogsaa salve en Smule.«

Dog ikke blot Heines store Forbilleder og Lærere, ogsaa Samtidige af
ham som Varnhagen von Ense, der dog havde udgydt sit Blod i Krigen
mod Napoleon, nærede den samme Beundring for ham og holdt sig lige
saa fri for germanisk Nationalhad. Om vor Baggesen, der i sit Væsen
halvtysk gjerne skabede sig mere tysk end Tyskerne, skriver Varnhagen:
»Napoleon og Franskmændene hader han paa en ganske modbydelig Maade,
indtil Væmmelse heftigt og uden Grund; thi Alt, hvad der er godt hos os
Tyske og hvorfor vi skatte os højest, er ham en Gru; det haaber han at
faa tvunget ned ved Hjælp af Kant, Jacobi, Voss og Klopstock« — Kant er
her øjensynligt nævnt paa Grundlag af det saa lidet tyske kategoriske
Imperativ, de øvrige paa Grund af Nationalfølelsens Bornerthed.

Man ser da, at én og samme Kultus af Napoleon lader sig forfølge hos
de Mænd, der have havt størst Indflydelse paa Heines som paa det unge
Tysklands Udvikling.

Den gav sig hos Heine digterisk Udslag adskillige Aar før den blev
epidemisk i Frankrig, og naaede hos ham en Højde, som ikke overtræffes
hos Beyle eller Hugo. Ja, man kan sige, at dens poetiske Udtryk i Heines
berømte Ungdomsdigt De to Grenaderer (som han efter sin egen Opgivelse
har skrevet kun sexten Aar gammel, dog rimeligere i sit nittende Aar)
overgaar Alt, hvad der existerer af beslægtet Art i Frankrig selv.
End ikke Bérangers Mesterværk Souvenirs du peuple har en lignende
Simpelhed og Storhed, skjønt det bedre end noget andet Digt har givet
Napoleonslegenden i det franske Folk et haandgribeligt og rørende
Udtryk. I Heines Grenaderer svarer hver Linjes Rytmik paa det Nøjeste
til Stemning og Indhold; de vemodige Jamber: Der andre sprach: das Lied
ist aus, de ildfulde Anapæster: Dann reitet mein Kaiser wohl über mein
Grab. Man læser, uden at forstyrres synderligt, hen over Grenaderens
umulige Bøn om at faa sit Lig bragt med til Frankrig. Hovedstrofen: Was
schert mich Weib, was schert mich Kind, Grenaderens Protest mod at føle
sig bunden ved Kvinde og Barn, som han har efterladt hjemme, bøder ved
sin Vildskab mesterligt paa Romancestilens Følsomhed. Kun tilsyneladende
handler dette Digt om Troskaben mod Napoleon alene; det forherliger den
glødende Troskab mod Feltherren, uendelig Begejstring for den store
Personlighed overhovedet.

Gaven til at skildre gjennem at fremføre Skikkelser i Lyrik en var
fælles for Béranger og Heine. Men Béranger var en Visedigter, Heine
et Geni. Grenadererne begynder, som Heine næsten altid, med det
Stilfærdige, Jævne. Intet er ham fjernere end Victor Hugo’s lyriske
Tilløb: Lui! toujours lui!; han virker ikke ved direkte Fremstilling,
men ved Udmaling af det Mindre, det Lille, hvori den store Historie
spejler sig, og som afgiver Maalestokken, indtil endelig et Drømmesyns
Sværmeri bryder ud af den simple Dialog.

Var nu end Gjenstanden for denne Dyrkelse den ikke værd, saa er selve
Følelsen ikke derfor mindre skjøn, og den er ganske af samme Art, hvor
Heine i Reisebilder skildrer, hvorledes han som Barn saa Napoleon
ridende gjennem den hertugelige Have i Düsseldorf. Kapitlet begynder:
»Men hvorledes blev jeg ikke tilmode, da jeg saa ham selv, saa ham med
højtbenaadede egne Øjne, ham selv, Hosiannah! Kejseren.« Man mærke
dette Hosiannah! I Ekstasens Øjeblik kommer Barndomserindringen, det
gammeltestamentlige Hil- og Jubelraab paa hans Læber. Og hvad tænkte
dengang Barnet paa? Paa at det under en Bøde af fem Thaler var forbudt
at ride igjennem Alléen. Og se! Kejseren med sit Følge red midt igjennem
Alléen — de gysende Træer bøjede sig frem, hvor han kom forbi ... Heine
gjælder som politisk Digter for revolutionær, og han var det. Men hans
politiske Lidenskab er udelukkende rettet mod middelalderlige Tilstande
og middelalderlig Tro. Han er for Alvor antiklerikal, men ikke for
Alvor demokratisk begejstret. Hans største politiske Digt Tyskland, et
Vinteræventyr giver det fyldigste Vidnesbyrd derom. Virkelig Lidenskab
tindes her kun hvor Digterens usynlige Ledsager, Liktoren med den
frygtelige Øxe i Kölner Dom sønderslaar Skeletterne af de hellige tre
Konger, »Overtroens stakkels Skeletter«. Men i dette store Poem — Heines
vægtigste Værk — har man renest udtrykt de politiske Stemninger og
Tanker, som fyldte ham, det i tysk Poesi nye Element af det krigerisk
Udfordrende og i Nærkamp Stridende. Det fandtes ikke hos Goethe. Han var
vel tilsidst gjennemtrængt af »Datidens fuldstændige Værdiløshed«, men
han frygtede, at en Omstyrten af Autoriteterne vilde gjøre Alting værre.
End ikke hos Schiller havde der kunnet findes noget direkte Forhold til
Samtidens Politik. Hans Pathos fik sit Afløb i Frihedsdramer. Men hos
Heine findes fra 1830 af altid dette direkte Forhold. Han havde sin Sjæl
deri. Og han har her paa alle Punkter været ærlig, selv hvor man har
miskjendt Ærligheden hos ham.

Man efterslaa det Sted i Reisebilder, der er blevet lagt ham mest til
Last som Udtryk for Praleri og Affektation, den Passus, der følger efter
Skildringen af Besøget paa Valpladsen ved Marengo: »Det bliver en smuk
Dag, raabte min Rejsefælle. — Ja, det bliver en smuk Dag, gjentog i
stille Bøn mit Hjerte og skjælvede af Vemod og Glæde. Ja, det bliver en
smuk Dag, og Frihedssolen vil gjøre Jorden lykkelig. Der vil blomstre en
ny Slægt op, avlet i frie Favntag, ikke i Tvangslejet under de gejstlige
Tolderes Kontrol, og med den frie Fødsel ville Menneskene ogsaa faa frie
Tanker og frie Følelser, om hvilke vi fødte Trælle ingen Anelse have
[...]« og imod Slutningen disse Ord: »Jeg véd ikke, om jeg fortjener, at
man lægger en Laurbærkrans paa min Kiste. Hvor meget jeg end har holdt
af Poesien, den var mig dog kun et helligt Legetøj, et indviet Middel
til himmelske Formaal [...] men et Sværd skal I lægge paa min Kiste, for
jeg var en tapper Soldat i Menneskehedens Befrielseskrig.«

Overalt i tysk Litteraturhistorie, Historie, Æsthetik og Kritik, ikke
blot hos Menzel, men hos Goedeke, hos Treitschke, hos Heines Abe og
Fordømmer Grisebach, hos den ellers saa fint- dømmende Hehn vil man
linde denne Heines po­ litiske Kamp omtalt med dybeste Foragt. Selv
Scherer er kold og afvisende. Ja, da den italienske Digter Carducci
for nogle Aar siden i en Ode forherligede Heine som Frihedshelt,
nedlagde endog Karl Hillebrand, Tysklands bedste Kritiker og Heines
tidligere Sekretær, der altid havde talt med Pietet og Beundring om den
store Afdøde, en Art Protest: Heine selv havde aldrig taget dette saa
højtideligt.

Sagen er først og fremmest, at Heine manglede »de pathetiske Gebærder«,
var for stolt til at anvende dem. Det forvirrer Tyskerne. Men man
gjør ham blodig Uret. Dette var og blev den store Pathos i hans Sjæl.
Helt har han følt det Digt, som afslutter et Kapitel af Romancero:
Enfant perdu, skrevet i hans senere Leveaar. Han var virkelig, hvad han
her kalder sig, en fremskudt Vedet, en glemt Forpost, prisgivet til
Nedskydning. Og naar det i hans efterladte Hymne i Prosa hedder: »Jeg er
Sværdet, jeg er Flammen«, saa er det sandt. Der staar endnu den Dag idag
Gnister af hans Sværdslag, Lys af hans Flamme. Mange varme sig endnu ved
hans Ild.

Som berørt finder Börne i sine Pariserbreve Heine inkonsekvent,
blødagtig, karakterløs som Politiker. Han bebrejder ham ikke saa meget
Selvovervurdering, som at han overhovedet overvurderer de enkelte
Menneskers Virksomhed, da efter Börnes Mening Individerne ikke mere
nutildags, som i Fortiden, betyde noget. Selv en Voltaire og Rousseau
vilde nu ikke være af Betydning. Individerne ere nu kun Folkenes
Herolder! Dette glemmer Heine. Og i sin Stræben efter at behage
Demokraterne siger saa Heine, at det jesuitisk-aristokratiske Parti i
Tyskland bagvasker ham, fordi han dristigt byder Absolutismen Spidsen;
men for at indsmigre sig hos Aristokraterne siger han samtidigt, at han
har budt Jakobinismen Spidsen, er en god Royalist og altid vil vedblive
at være monarkisk sindet.

Börne forstaar just ikke Spøg. Skjemtende har Heine fortalt om et
Pariser-Modemagasin, i hvilket han Somren forud havde sin Gang, og
hvor han blandt de otte unge Piger i Butiken med deres otte Elskere
— alle sexten af højst farlig republikansk Tænkemaade — var den
eneste Royalist. Ordlydende siger han etsteds: »Jeg er ved Gud ingen
Republikaner. Jeg véd, at naar Republikanerne sejre, skjære de Halsen
over paa mig [...] jeg tilgiver dem iøvrigt gjerne denne Naragtighed.«
Börne tilføjer: »Jeg ikke. Republikanere, der var saadanne Narre, at de
for at naa deres Maal mente at maatte rydde Heine af Vejen, hørte hjemme
i en Daarekiste.«

Der er i hine Ytringer af Heine Noget, som trods Spøgen bringer
Læseren til at studse. Afvexlende Udbrud af den yderste Radikalisme,
gjennemgaaende den mest skjærende revolutionære Stemning som Grundakkord
— og disse stadigt tilbagevendende Forsikringer om ikke at være
Jakobiner, ja end ikke Republikaner.

Her kræves en Forklaring, Noget, Ingen endnu har forsøgt at give.

Thi den Forklaring, at Heine var karakterløs, karakterløs i en saadan
Grad, at han uafbrudt i det alvorligste Anliggende og med to store
Landes Øjne hvilende paa sig slog sig selv paa Munden — den forklarer
Intet. Han havde sine Svagheder, sin Forfængelighed, sin Ubefæstethed,
der i yderste Kval kunde give sig tilkjende, men den har Intet hermed at
gjøre. I alt Væsenligt er han fra først til sidst en sine Principer tro
Sjæl. Det er da i Principerne, at Uklarheden her maa ligge.

Man huske hans trofaste, grænseløse Napoleonskultus. Den giver sig
endnu en sidste Gang Luft i Vinteræventyret i Sørgesangen over den døde
Kejser, da hans Kiste fra St. Helena føres ind i Paris: Die elysäischen
Felder entlang

Durch des Triumphes Bogen,

Wohl durch den Nebel, wohl über den Schnee

Kam langsam der Zug gezogen [...] Og husk saa fra Reisebilder Scenen paa
Marengosletten: Russeren, som dér spørger Heine: Er De godt russisk? —
og Heine, som svarer: Ja, jeg er godt russisk. — Thi, forklarer han,
den uendelige Omskiften af Feltraab og Repræsentanter i den store
Verdenskamp har medført, at Revolutionens mest glødende Venner kun i
Ruslands Sejr se Verdens Frelse, og maa betragte Kejser Nikolaj som
Frihedens Gonfaloniere (ↄ: dens Bannerfører) i Europa. Den russiske
Regjering er gjennemtrængt af liberale Ideer, dens Absolutisme er kun et
Diktatur, i Kraft af hvilket den vil lade disse Ideer træde ud i Livet
osv.

Fejltagelsen er kolossal i sin Naivetet. Men den er i denne Sammenhæng
ligegyldig. Det Interessante er, at var Absolutismen i Rusland dette,
saa havde den Heines Medhold og Sympathi, ganske som Napoleons Vælde
havde havt den.

Men man overveje dette! Heine, Radikalismens yderligst gaaende
Repræsentant i sin Tidsalders Poesi prisende som Frihedens Bannerfører
Nikolaj, Tidsalderens haardeste Tyran. — Er det den samme Mand, der
finder en ungdommelig Glæde i altid at bringe Forestillingerne om Konge-
eller Kejserværdighed og om Guillotinehug i tæt Idéforbindelse? Man
husker Heines Ord til Barbarossa: »Du wirst hier an ein Brett geschnallt
— das senkt sich [...]« osv. og Slutningsraabet til den gamle ærværdige
Kejser: »Die Republikaner lachen uns aus — seh’n sie an unsrer Spitze —
so ein Gespenst mit Scepter und Kron’ [...]« Han sætter altsaa Pris paa
Republikanernes Dom, deler i visse Maader deres Standpunkt.

Eller man mindes det usigeligt vittige Digt 1649 — 1793 — ? der først
behandler den korte Justits med Kongerne under den engelske og den
franske Revolution, saa spaar om den kommende tyske: Der Deutsche wird
die Majestät

Behandeln stels mit Pietät.

In einer sechsspännigen Hofkarosse,

Schwarz panaschirt und beflort die Rosse —

Hock auf dem Bock mit der Trauerpeitsche

Der weinende Kutscher — so wird der deutsche

Monarch einst naeh dem Richtplatz kutschirt,

Und unterthänigst guillotinirt. Er dette nu ikke en Leg med Ord og et
Spil med Følelser, saa maa der her gives en Forklaring, en Fortolkning,
hvis Nøgle Heine selv ikke har kjendt. Thi at der her er Selvmodsigelse
i Ordene, i Ordlyden, det er unegteligt.

Fortolkningen er den, at Heine var paa én Gang en stor Frihedsdyrker og
en udpræget Aristokrat. Han havde al en frihedstørstig Naturs Kjærlighed
til Frihed, smægtede efter Frihed, savnede og elskede den af hele sin
Sjæl, men han havde paa samme Tid den store Naturs Kjærlighed til
menneskelig Storhed og den fine Naturs rent nervøse Rædsel for alt
Middelmaadigheds-Regimente.

Med andre Ord: Der var i Heinrich Heines Sjæl ikke en konservativ
Blodsdraabe. Hans Blod var revolutionært. Men der var i hans Sjæl ikke
heller en demokratisk Blodsdraabe. Hans Blod var aristokratisk, han
vilde se Geniet anerkjendt som Fører og Hersker.

Han applauderer, naar han i sin historiske Tilbageskuen eller
Fremtidsdrøm ser en ussel Konge eller Kejser blive guillotineret. Men
han vil give Cæsar hvad Cæsars er. Apodote ta kaisaros kaisari er
sikkert det af Jesu Ord i det nye Testamente, som har slaaet dybest
ned i hans Sind. — Han frygter ikke en Frihedstilstand, mod hvilken
Alt, hvad vi hidtil have kjendt af Frihed paa Jorden, er Børneleg, men
han troer det ikke muligt, at Gjennemsnitsdannelsens Filister-Idealer
bære Frihed i deres Skjød. Han afskyer al Middelmaadighed, ogsaa den
liberale, ogsaa den republikanske, som den store Personligheds og den
store Friheds Fjende.

Derfor hans Mistro til de nordamerikanske Fristater, hans ringe Sværmeri
for deres Frihed: Manchmal kommt mir in den Sinn

Nach Amerika zu segeln,

Nach dem grossen Freiheitsstall,

Der bewohnt von Gleichheitsflegeln [...] Naar Heine tilbeder
Marseillaisen, saa er det, fordi Sangen er ham den store Revoltes
Symbol. Naar han dyrker Napoleon, saa er det, fordi denne er
Kongernes og den gamle Verdensordens Ydmyger, og naar han overser
alt det Frihedsfjendske hos ham, saa er det, fordi Napoleon staar
for ham som Folkets Repræsentant, ren for hvert Stænk af demokratisk
Middelmaadighed.

Det er da kun en enkelt Gang i Mismod, hvor han ikke er sig selv,
men taler i udenfra hentede Formler, at Heine kan indlade sig paa at
udtale den plebejiske Taabelighed, at de store Individers Betydning er
forbi, en Paastand, som i Grunden kun er den borgerlige Misundelses
klassiske Udtryk. Paa Bunden af sit Væsen er Heine saa overbevist om det
Modsatte, at han kan gaa til den gale Yderlighed, i Nikolaj, al Tvangs
forstokkede Repræsentant i Datiden at se Frihedsmændenes Høvding i
Europa. Men Nikolaj var idetmindste en Personlighed, en Kraft. Og Heine
var Geni nok til at føle, det i sidste Instans ene og alene kommer an
paa Personligheder og Kræfter. Tallet gjør det ikke, Monarker gjør det
heller ikke, end ikke Monarker i rigeligt Flertal. Derfor Heines evige
Løjer med de tre Dusin tyske Monarker.

Hvad Heine ræddedes for, var maaske først et Liv uden Skjønhed. Den
Fourier'ske Phalanstère, det store Arbejdshus uden Overflod, hvor
Alt er lige til Øllet, og hvor der ingen Plads heller findes til den
Overflod, som Kunsten er — syntes ham uundgaaelig i Fremtiden, men
tilfredsstillede ham ikke.

Dog hvad der end mere vakte hans Uvilje var et Liv uden Storhed, med
Lighed i Middelmaadighed til Religion, med Hadet til Geniet, til de
søgende Aander og til dem, der aabent forkaste nazarensk Askese, til
eneste virkelig Moral. Hvad han i lige Grad afskyede var Samfundet, som
han kjendte det, regjeret af et Kleresi uden Aand og et Aristokrati
uden Finhed, og saa et Samfund, som han forudsaa det, bestaaende af
emanciperede Slavesjæle, der kun havde ophørt med det Kryberi, som var
deres Instinkt, for at give den Misundelse Tøjlen, som var Kjærnen i al
deres Sædelighed.

Han var visselig for Revolutionen mod Ludvig den 16., denne skikkelige
Kleinsmed, der var bleven Konge. Dog var han ligesaa vist for Cæsar mod
Brutus, denne Klodrian af en Aagerkarl, som ikke kunde andet end stikke
en Kniv i en stor Mand.

Han indbildte sig at være Monarkist; han kaldte sig Royalist af
Overbevisning, fordi han var cæsarisk sindet og manglede Ordet. Han
indbildte sig at være Demokrat, han kaldte sig derfor, fordi han var
født som Plebejer, hadede alle uretfærdige Fødselsprivilegier, og følte
sig stillet i en evig Opposition til Junkere og Præster. Men i sit
inderste Sjæleliv var han konsekvent. Den tilsyneladende Modsigelse i
hans politiske Sympathier og Tendenser kom af at han elskede Storhed og
Skjønhed saa højt som Frihed og ikke vilde ofre Menneskeslægtens højeste
Udvikling paa en uvirkelig Ligheds og virkelig Middelmaadigheds Alter.

XII.

 Den sandsynligste Datum for Heinrich Heines Fødsel er 13. December
1799. Hans Fader, Samson Heine fra Hannover, havde i sin Ungdom som
Proviantmester med Officersrang hos Prins Ernst af Cumberland gjort
et Felttog med i Flandern og Brabant, men havde efter sit Ægteskab
med Peira (Betty) von Geldern nedsat sig som Kjøbmand i Düsseldorf.
Han var en smuk, rolig, gravitetisk Mand, lidet begavet, ogsaa en
middelmaadig Kjøbmand, uden Forstand paa Kunst og Poesi, men med
en barnagtig Kjærlighed til Uniformer og med noble Passioner: for
Spil, Theaterdamer, Hunde og Heste. Han skal have havt tolv Heste
med sig, da han flyttede til Düsseldorf. — Moderen, der havde faaet
en god Opdragelse og talte fransk og engelsk saa flydende som tysk,
var forstandig, sjælfuld, musikalsk, Elev af Rousseau, hvis Emil hun
havde studeret, en Beundrerinde af Goethe, tidligt paa sin Post mod
Fordom og Konveniens, og i Modsætning til Faderen, der saa op til
Napoleon, lidenskabelig Patriot. Opdragelse var hendes Yndlingstanke,
og hun underviste med stor Omhu og Taalmodighed sine Børn. Begge
Forældrene vare i religiøs Henseende frisindede, Faderen indifferent,
Moderen Deist, dog lode de deres Børn iagttage det gammeldags jødiske
Ceremoniel.

Efter en kort Tid at have besøgt en jødisk Pogeskole, i hvilken maaske
Grunden blev lagt til den Bibelkundskab, der er saa hyppigt fremtrædende
i Heinrich Heines Skrifter, blev Drengen sat i en af franske Gejstlige,
mest Jesuiter, ledet katholsk Undervisningsanstalt, som var indrettet
i et tidligere Franciscanerkloster, men hvis Lærere dog var ogsaa
verdsligt dannede Mænd. Han havde i Hjemmet havt en lykkelig Barndom,
fandt ogsaa i Skolen Venner og Beskyttere, der toge sig af ham, naar han
paa Grund af sin Konfession eller sin Spottelyst var truet med Overlast.

Det tidligst paafaldende Træk hos den til kommende Digter var en stedse
tiltagende Nervøsitet, der ytrede sig i, at al Larm var ham forhadt
og pinlig. Endog en smuk klangfuld Stemme som hans Søsters, endsige
Klaverspil og højrøstet Tale virkede paa ham som Skrig og Støj. Og skarp
som hans Hørelse var hans Lugtesans. Tobaksrøg var tidligt ham, som
Goethe, en Gru. For Musik havde han ingen Sans, og at danse lærte han
aldrig. Femten Aar gammel begyndte han at skrive gode Vers. Rhinlandet
med dets Livsglæde, men ogsaa med dets Overtro, Sagn og Legender,
den katholske Kultus i disse Egne med dens middelalderlige Bygninger
og Ceremonier og Valfarter, over hvilke den herskende romantiske
Poesi kastede sit forklarende Skjær, Indtrykkene af den israelitiske
Afstamning, af Bibelens Poesi og de samtidige Jøders i Undertryktheden
avlede Frihedslængsel og Selvironi, Sværmeriet for Franskmændene og
Napoleon paa den ene Side og den strax derefter følgende Paavirkning af
Tysklands patriotiske Vækkelse, hvilken bragte alle Disciplene i Skolens
øverste Klasse, deriblandt Heine, til at melde sig — mest forgjæves —
som Frivillige under Frihedskrigen 1813: alle disse ydre Forhold og
sjælelige Tildragelser formede og prægede Drengens Sind. Han læste helst
store Humorister som Cervantes og Swift. Don Quichote og Gullivers Rejse
var hans Yndlingsbøger.

I sit sextende Aar havde han en første romantisk Forelskelse i en
ligeledes sexten Aar gammel Datter af en Skarpretter, Josefa ved Navn,
som boede i Huset hos sin af hele Egnen skyede og frygtede Tante, hvis
Mand ogsaa havde været Skarpretter. Heine har beskrevet den unge Pige
som selsom og bleg med rytmisk ædle Bevægelser, et fintskaaret Ansigt
med store mørke Øjne og blodrødt Haar. Hun kunde mange Folkeviser og
lærte ham dem, var efter hans eget Udsagn den første, som vakte hans
Sans for Folkepoesien, og øvede overhovedet ved den Skjønhed, der
omstraalede hende, og den Uhygge og Rædsel, der omgav hende, en ikke
ringe Indflydelse paa den vordende Digter. Man sporer i Heines første
Digte en Forkjærlighed for Døds- og Gravtanker, der synes at stamme fra
dette ømme Forhold mellem de to Børn. I Heines Drømmebilleder Nr. 6
synes den Usalighed, for hvilken den i Drømmen aabenbarede unge Kvindes
Hengivelse alene kan kjøbes, at symbolisere den Uære, som hang ved
Skarpretterens hele Slægt og der virkede som en Forbandelse paa Enhver,
der traadte i Forbindelse med den.

Fra 1816 fortrænges Josefas Billede i Heines Sjæl af en anden ung
Piges. Forældrene havde bestemt deres Harry (saaledes skreves Fornavnet
oprindeligt) til Kjøbmandsstanden. Rothschildernes glimrende Bane havde
gjort et dybt Indtryk paa dem. Man sendte Sønnen først paa en Handels
skole i Düsseldorf, saa et Par Maaneder til en Banquier i Frankfurt
og anbragte ham dernæst paa et Kontor i Hamburg, hvor en Onkel af
ham, den bekjendte Salomon Heine, havde svunget sig op til en Matador
i Handelsverdenen, Ved Hjælp af den rige Onkel, af hvem Brodersønnen
sit Liv igjennem forblev afhængig, aabnede denne i 1818 under Firmaet
»Harry Heine &amp; Comp.« i Hamburg en Kommissionsforretning i engelske
Manufakturvarer, der som det var at vente allerede i det følgende Foraar
maatte indstille sine Betalinger. I Onkelens Hus fandt Heine imidlertid
ikke blot den knarvurne Velgjører, der trods sin Godhed aldrig forstod
ham og altid ærgrede sig over ham, men i dennes tredie Datter Amalie
Heine den Kvinde, der blev hans Ungdoms Skjæbne, og som han under
talrige Navne (Maria, Zuleima, Molly, Eveline, Ottilie og andre) har
besunget og forbandet. Hendes Ynde bliver han aldrig træt af at prise;
hun straaler i Skjønhedsglans som den, der steg af Bølgernes Skum;
hendes Øjne, Læber og Kinder ligne Madonnabilledets i Kölner Dom, hendes
Øjne er Violer, hendes Hænder Liljer osv., men det synes, som om hun
aldrig har elsket ham. Haabet har han ialtfald med Tiden at kunne vinde
hende, et og andet Vidnesbyrd om Velvilje har han maaske ogsaa modtaget,
og saa meget synes af hans Digte klart, at hendes Giftermaal med en
Anden, en Godsejer fra Königsberg, i Aaret 1821 ramte ham som et Slag og
efterhaanden kom til at staa for ham som et utilgiveligt Forræderi.

Ny Hjælp fra Onkelen satte Heine i Stand til at slaa ind paa
den studerende Vej, da han havde vist sig saa uskikket til
Kjøbmandsvirksomheden, der var bleven ham i højeste Grad imod. Efter
at have oplevet Jødefejden i Hamburg 1819 rejste Heine over Düsseldorf
til Bonn for at dyrke det juridiske Studium dér og erhverve sig den
juridiske Doctorgrad, som Onkelen fordrede, han skulde tage.

Universitetet i Bonn, der havde været lukket i flere Aar under det
franske Regimente, var da nylig aabnet paany og havde en Række af
fortræffelige Professorer; men da netop samtidigt Forfølgelsen
af Burschenschafterne og af alle nationale Bevægelser indenfor
Studenterverdenen i Kraft af Karlsbader-Beslutningerne begyndte,
blev Heine strax ved sin Ankomst til Universitetet i Anledning af en
Studenterfest paa Aarsdagen for Slaget ved Leipzig, taget i Forhør og
inddraget i en smaalig og frugtesløs politisk Proces, der ikke kunde
andet end vække hans mest personlige Afsky for den indbrydende Reaktion.
Det Vidnesbyrd, han ved Universitetets Optagelsesprøver i 1819 erholdt,
lød paa, at han ikke havde lært Græsk, kun havde ringe Indsigt og Øvelse
i Latin og ikke havde formaaet at indstille sig til Examen i Mathematik,
men at han »ikke var uden alle Kund skaber i Historie« og at »hans tyske
Arbejde, skjønt underligt affattet, beviste en god Bestræbelse.«

Den unge Student i den Fløjels Jakke med Kniplings-Mansketter og
Kalvekryds beflittede sig i Klædedragt og Optræden paa en skjødesløs
Elegance. Han var af Middelhøjde, bar sit lysebrune H aar temmelig langt
om det skjægløse Ansigt, havde regelmæssige Træk, en næsten græsk Næse,
blaa Øjne, en stor udtryksfuld Mund, hvis Læber hyppigt fortrak sig til
det kolde og spotske Smil, der saa hyppigt omtales i hans Digte, og
ualmindeligt smukke, hvide Hænder.

Han hørte Forelæsninger over det tyske Sprogs Historie, over Tacitus’s
Germania, over Niebelungenlied, i det Hele paa den ene Side litteraturog
kulturhistoriske Foredrag, paa den anden Side juridiske Forelæsninger
over Romerret og germanisk Statsret. Af Professorerne udøvede den
romantiske Skoles Chef A. W. Schlegel en afgjørende Indflydelse paa den
vordende Digter, som forelagde ham sine Vers og i dette Tidsrum skrev
sin første Tragedie Almansor.

I Slutningen af 1820 drog Heine fra Bonn til Universitetet i Göttingen
med gode Forsætter om juridisk Flid, men Staden behagede ham, hvad
hans Harzreise noksom vidner om, kun saare lidet, og da han efter faa
Maaneders Ophold i Anledning af en ubetydelig Strid med en anden Student
fik Consilium abeundi, rejste han 1821 til Berlin. Indført i Varnhagens
Hus, Byens aandelige Midtpunkt, hvor Rahel samlede Dannelsens, Talentets
og Blodets Aristokrati omkring sig, lærte han snart Blomsten af Berlins
bedste Selskab at kjende. I Lutter og Wegeners endnu existerende
Vinstue i Behrenstrasse traf han ved Nattetid sammen med Datidens gode
Hoveder og geniale Zigeunere, deriblandt Mænd som E. T. A. Hoffmann og
Grabbe. Og her lykkedes det ham efter flere frugtesløse Henvendelser at
finde en Forlægger, der erklærede sig villig til at udgive hans første
Digtsamling og honorere den med fyrretyve Friexemplarer. Den udkom
December 1821, gjorde hans Navn bekjendt, næsten berømt, og allerede den
fremkaldte baade Efterligninger og Parodier.

Heine hørte ved Universitetet Datidens ypperste Lærde: Hegel, hvem
han med Lidenskab dyrkede, Bopp, den indiske, og Wolff, den klassiske
Filolog, samt Juristen Eduard Gans. Med ungdommelig Iver indlod han
sig med en Kreds af Mænd, der attraaede en Reform af Jødedommen og
tilstræbte at indvie dens Bekjendere i europæisk Kultur. Med ikke
mindre ungdommelig Forbitrelse angreb han under det fremmede Kostyme i
Almansor de frafaldne Jøder, der opgave den fælles Sag, og indirekte
Kristendommen, der stod for ham som fjendtlig Magt. Tragedien udkom —
sammen med Heines andet Begynderarbejde William Ratcliff — 1823, blev
opført, men faldt paa Grund af Racehadet mod Forfatteren igjennem. (G.
Karpeles: Biographie Heinrich Heine’s. 1885.)

Opholdet i Berlin viste sig ikke fremmende for Heines Brødstudium. Han
havde allerede i Hamburg vænnet sig til et ret letfærdigt Levnet, og
han fortsatte det her. For at samle sig rejste han i 1823 til Lüneburg
til sine Forældre, derfra til Hamburg og paany til Göttingen, hvor
han i 1825 disputerede for den juridiske Doctorgrad. Strax derefter
lod han sig døbe. Han skiftede Religion, ikke af Overbevisning om
Christendommens Sandhed, tværtimod under en levende Følelse af Antipathi
mod den og Skam over det Skridt, han foretog, men fordi han vilde gjøre
et Forsøg paa at unddrage sig den ydmygende og trykkende Afhængighed
af Onkelen og ikke kunde opnaa Indtægter, Livsstilling eller Embed paa
andet Vilkaar. Man finder hans Stemninger fra hine Dage gjengivne i
det med Urette overroste Brudstykke Rabbien fra Bacherach, der kun paa
enkelte Punkter fortalt med Liv og Kunst i Virkeligheden godtgjør Heines
Evneløshed overfor den Opgave at skrive en historisk Roman, men som i
sin Slutning ved den Selvskildring, Digteren her under en fremmed Maske
har givet, røber Skamfølelsen ved nominelt at være gaaet over til et
Troessamfund, der var ham Fjendens Lejr.

I Brevvexlingen mellem Varnhagen og Rahel finder man stænkvis malende
Ord om Heines Person og Væsen i hine Dage. Mærkværdigt nok citerer
Varnhagen strax første Gang, han omtaler »vor lille Heine«, et Udbrud af
Hahel til denne, der er utroligt slaaende, fordi det viser, med hvilket
Skarpblik hun har udfundet netop den Digterpersonlighed, med hvem Heine
havde Noget tilfælles, og under hvis Paavirkning han delvis befandt sig,
men som han paa ingen Maade turde ligne under Straf af som Menneske
og Digter at gaa tilgrunde. Udbruddet lyder: »De maa ikke blive nogen
Brentano, jeg taaler det ikke!« Rahel skriver humoristisk: Heine maa og
skal blive »væsentlig«, selv om han skal prygles dertil. »Menneske, bliv
væsentlig!«

Og hvor godt har ikke Varnhagen selv kjendt ham, hvor fin er ikke den
følgende, sex Aar senere Vending i et Brev til Rahel: »Og nu har du
foruden de andre kloge og flinke Mennesker, som more dig, ogsaa Heine,
den ejendommelige, berejste, friske Heine hos dig! Frisk behøver ikke
her at betyde: som han kommer fra Havet; ogsaa nedsaltede Sild kalder
man jo netop i denne Egenskab friske.« Næsten i samme Lignelse bevæger
sig denne Ytring om Heine som trediveaarig: »Forhaabentlig ser du ham
tidt og benytter han Omgangen med dig til sit Bedste. Han maa kon
servere sig i en god aandelig Atmosfære; thi der er noget ved ham, som
let fordærves.«Briefwechsel zwischen Varnhagen und Rahel: Band VI,
48, 56, 316, 344. Andre interessante Udtalelser om Heine af Rahel er
følgende: Heine sehe ich fast nicht; er wälzt sich so in sich herum,
sagt, er müsse viel arbeiten, ist fast erstaunt, dass ihm so etwas
Reelles als des Vaters Tod, der Mutter Leid dariiber betraf [...]
Aussehen thut er gesunder; klagt beinah nicht wieder; aber es ist so
manche vorüberfliegende Miene festgestellt zwischen seinen Zügen, die
ihnen nicht wohlthut; so im Munde ein Zerren, wenn er spricht, was ich
sonst — auch schon — fast als eine kleine Grazie bemerkte, obgleich es
nie schön Zeugniss gab. — Von Heine’n wollt ich dir eben schreiben. Das
Resumé, was ich heraus habe ist und bleibt sein grosses Talent, welches
aber auch in ihm reifen muss, sonst wird’s inhaltsleer und hohlt zur
Manier aus. — Varnhagen svarer: Für Heine giebt es nur Ein Heil, er muss
Wahrheitsboden gewinnen, auf dem innerlich ganz fest gegründet sein,
dann mag er sein Talent in der Welt auf die Streife schicken um Beute zu
holen und Muthwillen zu üben. VI 347, 356, 365. Rahel og Varnhagen bleve
de første Forfægtere af Heines Talent. Den ældste rosende Anmeldelse af
hans Digte stammer fra hans fine diplomatiske Beskytter. Men man føler
ret vel, at Parret har havt et skarpt og bekymret Blik for de Svagheder
i hans Karakter, der kunde blive farlige og fordærvelige for de store
digteriske Evner.

XIII.

Den Bog, der i vore Dage er Heines mest populære og til hvilken
hans Navn især er knyttet, Buch der Lieder fra 1827 bestaar af
Digtgrupper fra forskjellige Aar og Perioder. Junge Leiden fra
1816—1821 er som den første Gruppe den svageste. Den falder i flere
Afdelinger: Drømmebilleder, Sange, Romancer, Sonetter. Indholdet
er: Barndomserindringer fra Düsseldorf, søde Minder fra en lykkelig
Barndom, Kjærlighed til Moderen, Napoleonskultus, megen katholsk
Rhinlandsromantik, Dødningedans med ranglende Knogler paa Kirkegaarde,
og alleslags Drømmesyner. Her klinge skjemtende Toner, spøgefulde
Klager over den Pengeforlegenhed, der opstaar, naar Dukaterne altfor
hurtigt løbe deres Vej, og skjærende Toner, hvis Kilde er Fortvivlelse
over de Ydmygelser, Digteren har lidt som begyndende, snart falleret
Kjøbmand blandt Pengemændene i Hamburg. Her er fra Studentertiden Udbrud
af levende akademisk Venskabsfølelse og af Begejstring for den ved
Universitetet og i Litteraturen lige fremragende A. W. Schlegel, dernæst
tysk-patriotiske Udbrud i Burschenstilen, som Heine hurtigt forlader.
Her er lidenskabelige Udtryk for Geniets Selvfølelse, og her er
Elskovs-Sorger og Klager af forskjellig Art, først Elskovsattraa, (efter
E. T. A. Hoffmanns Maner) blandet sammen med Kirkegaardsrædsler, dernæst
ret sentimentale Veklager over uigjengjældt Kjærlighed, og Udbrud af
vild Fortvivlelse over den Falske, der har givet ham Dødsstødet og ved
sit Bryllup drikker hans Blod og fortærer hans Hjerte. I et enkelt Digt
Die Fensterschau slaar dog Stemningen undtagelsesvis over i en vis
grovkornet Lystighed.

De ypperste af disse Ungdomsdigte, hvis Form i det Hele er gammeldags,
er først de berømte, epigrammatiske fire Linjer, som begynde: »Anfangs
wollt’ ich fast verzagen«, det tidligste Exempel paa Sammentrængtheden
i Heines Stil, saa et Par af Sonetterne, som ere langt lidenskabeligere
end tyske Sonetter ellers, endelig blandt Romancerne Belsazer, der
rimeligvis er paavirket af Byrons Hebræiske Melodier og det allerede
omtalte uforlignelige Digt om de to Grenaderer. Den næste Afdeling,
som fører den besynderlige Titel Lyrisk Intermezzo, fordi den nemlig
1823 første Gang fremkom som lyrisk Mellemspil mellem de to daarlige
Tragedier Almansor og Ratcliff, behandler samme Æmner som det første
Afsnit, men i ejendommeligere Former og paa friere kunstnerisk Maade.
Udgiveren af Buch der Lieders oprindelige Text Ernst Elster har i sin
Indledning og en yngre Kritiker Wilhelm Bölsche i et selvstændigt Værk
om Heine med megen Skarpsindighed eftervist, at vi her kun sjældent
have en direkte Udstrømning for os af den oplevede Kjærlighedssorg, men
en Art Erindringsextrakt. I Regelen tumler Digteren her frit med denne
gamle Elskovskval, ja leger undertiden med den; derfor af og til det
Klikkende i Udtrykket; Læseren troer stundom ikke ret paa Følelsens
Alvor, bliver betænkelig overfor de stadige Forsikringer om en dræbende
Kummer, under hvilken Livet dog stadigt fortsættes og Kunsten stadigt
øves.

Men det var ganske naturligt, at Heine her paany tyede tilbage til
den ene og samme Lidenskab, om den end ikke i Mellemtiden havde faaet
frisk Næring. Han havde ikke oplevet nogen senere, der i Styrke eller
i Betydning for hans Sjæleliv kunde maale sig med den. Den var og blev
den vigtigste Begivenhed i hans Liv. Det synes, som om den Lykke, den
i sin Tid havde bragt ham, var saare flygtig; da han første Gang sang
om sin Kjærlighed, dvælede han derfor udelukkende ved sin Elskovssorg,
Følelsens Uigjengjældthed, Forladtheden, Forræderiet, den Elskedes
kolde Grusomhed. Nu, da han stod friere overfor den, meddelte han dens
hele virkelige eller omdigtede Historie fra den første Dag af, da den
vaagnede til Liv, indtil den Stund, da han var som død for hende, og
ikke nok med at han saaledes føjede Følelsens hele Levnetsløb til
Katastrofen, men han gav den større Friskhed og Rigdom, idet han omgav
ethvert af dens Momenter med en Ramme af Naturliv og Naturstemninger. I
Drømmebillederne herskede bestandig Nat. Her raader Majmaaneds Løvspring
og Fuglesang og Stjernelys.

At nu den oprindelige Ømhed, som den Elskede skal have næret for den
Talende, kun er tildigtet, ikke stemmende med de virkelige Forhold, det
røber Heine ufrivilligt, naar han udmaler ømme Scener imellem dem. Thi
da er Elskeren aldrig besiddende men selv i Omfavnelsens Øjeblik kun
længselsfuld: Lehn deine Wang’ an meine Wang’,

Dann fliessen die Thränen zusammen!

Und an mein Herz drück fest dein Herz,

Dann schlagen zusammen die Flammen! Und wenn in die grosse Flamme
fliesst

Der Strom von unseren Thränen,

Und wenn dich mein Arm gewaltig umschliesst —

Sterb’ ich vor Liebessehnen. Denne begunstigede Elsker, der naar
Flammerne mødes døer af Længsel, forraader sig som en i Virkeligheden
meget utilfredsstillet Elsker. Af de rent erotiske Digte er derfor
de fortrinligst, der udtrykke Elskovslængsel, og de, som udtrykke et
Kjærlighedsforholds vemodige Opløsning. Blandt de ømme og længselsfulde
Digte straaler især det yndefulde, østerlandske Digt «Auf Flügeln
des Gesanges, Herzliebchen, trag ich dich fort», besnærende ved det
skildrede Indiens exotiske Karakter og ved Stemningens fine Inderlighed.
Heine længtes til Indien som Goethe til Italien, hørte aandeligt
hjemme ved Ganges’ Bredder som Goethe ved Tiberens. Rimeligvis har
Bopp ved sine Forelæsninger først vakt hans Sans for dette østlige
Drømmeland, men forøvrigt bruger han for at føre det frem den romantiske
Æventyrstil, som han tog i Arv, og som han tildannede efter sin
Individualitet til Brug for Maleriet af det Fjerne og Lokkende. Simpelt
skjøn er en Strofe som denne: Es hüpfen herbei und lauschen

 Die frommen, klugen Gazell’n

 Und in der Ferne rauschen

 Des heiligen Stromes Well’n. Tager man derimod Strofer som denne: Dort
liegt ein rothblühender Garten

  Im stillen Mondenschein,

  Die Lotosblumen erwarten

  Ihr trautes Schwesterlein, da indeholder den, saa smuk den end er og
saa kjælent den klinger, allerede noget af den Unatur, der ikke sjældent
møder Læseren i Heines Naturmalerier. Koloriten er stærk, men ikke
set; Lokalfarverne gjøre sig gjældende paa den hele Tones Bekostning.
Rødtblomstrende er neppe det første Ord, det falder naturligt at
male en Have med, naar den ses i Maaneskin. Omtrent med samme Effekt
paa den naturlige Virknings Bekost ning hedder det senere i Digtet
Abenddämmerung: »Gegenüber am Fenster sassen Rosengesichter dämmernd
und mondbeglänzt«. Og Vendingen, at Lotosblomsterne i den Elskede vente
deres kjære Søster, er lidt af en gammeldags Kompliment midt i det rige
Gangesbilled. Det er omtrent den samme Vending, som forekommer i denne
Strofe: Es flüstern und sprechen die Blumen

  Und schau’n mitleidig mich an:

  Sei unsrer Schwester nicht böse,

  Du trauriger, blasser Mann! Der er heri en Madrigalstil, som Heine i
modnere Aar kommer ganske udover.

Ogsaa en anden af Stroferne i dette saa stemningsfulde Gangesdigt har
Ejendommeligheder, som pege tilbage mod Heines Oprindelse fra den
romantiske Skole med dens vilkaarlige Naturopfattelse: Die Veilchen
kichern und kosen

  Und schau’n nach den Sternen empor. At Violerne kjærtegne hinanden er
allerede ret dristigt; det minder om H. C. Andersens fortryllede Haver;
men at de fnise, er sikkert for meget af det Gode. Det er den Stil,
Emile Zola senere slaar ind paa i Skildringen af sin Have Paradou.

I samme Aand som denne Sang har Heine digtet den følgende om
Lotosblomsten, der ængstes for Solens Pragt, en yderst yndefuld
Digtning, i al Blomsteruskyld sanseligt smeltende som faa andre Poesier.
Her er den sanseligt-sjælelige Attraa næsten drevet nd i Hysteri, idet
Digteren ikke nøjes med at lade Lotoskalken blomstre og gløde og lyse
og dufte og skjælve, men endogsaa græde, idet dens Elsker Maanen vækker
den med sine StraalerSmlgn.: W. Kirchbach: „Heine’s Dichterwerkstatt“ i
Magazin für die Litteratur. Jahrgang 57, Nr. 18, 19, 20..

Næst efter disse attraaende Digte ere de opgivende, som udtrykke
Elskovslivets Ophør, de mest følte. Det ypperste Exempel er Digtet
Nr. 59 i Intermezzo, der i sin første Strofe skildrer, hvorledes en
Stjerne, Elskovsstjernen, falder ned fra Himlen, i sin anden, hvordan
Æbleblomsternes Blade falde fra Træerne, og i sin tredje, hvorledes en
Svane synker i sin Bølgegrav, indtil Alt samles i Slutningsstrofen: Es
ist so still und dunkel!

  Verweht ist Blatt und Blüth’,

  Der Stern ist knisternd zerstoben,

  Verklungen ist das Schwanenlied.

Meget betegnende for Heine er det, at saa stemningsrigt Digtet end er,
gjøre intet af de tre Naturskuespil, som fremføres, Indtryk af det
Oplevede. De staa der som vilkaarligt sammenbragte Symboler.

Mellem disse Sværmerier har han saa indstrøet Digte af helt forskjellig
Art, der dreje sig om meget lettere Kjærlighedsforhold. De dristigere
iblandt dem har han udeladt af Samlingen Buch der Lieder, saaledes det
dog ret uskyldige: Du sollst mich liebend umschliessen,

Geliebtes schönes Weib!

Umschling mich mit Armen und Füssen

Und mit dem geschmeidigen Leib! andre har han beholdt, saaledes Die
Welt ist dumm, die Welt ist blind med dets Udmaling af Armenes Blødhed
og Kyssenes Brand. Men der er ogsaa andre epigrammatiske Strofer af
alvorlig, lidenskabelig Karakter, som f. Ex. den bekjendte Ich hab’
dich geliebet und liebe dich noch. endelig har han her med en frivillig
for Effektens Skyld opsøgt Trivialitet i Ordvalget almindeliggjort den
Livsskjæbne, der gjorde ham til erotisk Digter, i det mod Heines Vane
generaliserende Digt, der er blevet saa berømt: Ein Jüngling liebt ein
Mädchen; die hat einen andern erwählt.

Efter dette Afsnit følger Samlingen Heimkehr, skrevet 1823—24 i
Hamburg og Kuxhaven. Ordet »Heimkehr« betyder Gjensynet af Hamburg,
hvor Digterens Kjærlighedsroman var foregaaet, og hvor ved Skuet af
de kjendte Steder alle Hjertets Saar sprang op paany. Og til dette
fremherskende Thema i Samlingen slutter sig et andet, det første Skue af
Havet, som hidtil var ubesunget i tysk Poesi.

Her blande sig nu med Klagerne over den Tabte, hvilke fremkaldtes af
de Omgivelser, hvori hin gamle Tragoedie havde spillet, nye Indtryk og
Billeder. Først bryder den fordums Lidenskab med Vælde frem paany; han
ruger atter over den gamle Kval, han er ilde tilmode i Byen, hvor Husene
synes ham at falde ned i Hovedet paa ham og end mere i de Sale, hvor hun
lovede ham Troskab. Det Nye i disse Sange om ulykkelig Kjærlighed er det
stadigt lige heftige og vilde Had, som her flammer over Elskovs-Lykkens
Grav.

Men paa Rejsen har Digteren truffet den Elskedes Familie, og den yngre
Søster ligner ganske den Elskede, især naar hun ler, og hun har de
samme Øjne, der have gjort ham saa ulykkelig. I et Brev af 23. August
1823 taler han til sin bedste Ven om, at »en ny Daarskab er bleven
podet paa den gamle«. Det er lykkedes Ernst Elster ved omhyggeligt
Studium af Breve og Digte at eftervise, hvorledes hos Heinrich tydeligt
nok en Lidenskab for Amalie Heines otte Aar yngre Søster Therese paa
dette Tidspunkt afløste den første Kjærlighed, der havde faaet et saa
utilfredsstillende Udfald. Heftig har den nye Lidenskab været, men efter
al Sandsynlighed lige saa uigjengjældt som den første Ungdomspassion.
Derfor de bekjendte Linjer:

Wer zum ersten Male liebt,

    Sei’s auch glücklos, ist ein Gott;

    Aber wer zum zweiten Male

    Glücklos liebt, der ist ein Narr.

Ich, ein solcher Narr, ich liebe

    Wieder ohne Gegenliebe;

    Sonne, Mond und Sterne lachen,

    Und ich lache mit — und sterbe.

I Aaret 1828 forlovede og giftede Therese Heine sig med en Dr. jur.
Adolf Halle, og man har blandt Heines efterladte Digte fundet bidende
Spottevers over Brudgom og Bryllup. Han havde jo den uridderlige
Poetvane at hævne sig ved Spotterier, hvor han blev afvist. Men Digtene
i Heimkehr indeholde ikke, hvor Therese er ment, den Bitterhed og det
Had, som hyppigt kommer frem hos Heine overfor den ældre Søster. Han
priser Thereses Skjønhed, hendes dejlige Øjne, hendes Renhed: hun
er som en Blomst; han beder til hende som Andre til Paul og Peter
eller Madonna; og han kjæmper mod sine Følelser, ræddes for denne nye
Kjærlighed. Baade Stolthed og Skyhed forbyde ham at erklære sig; det var
endog bedst for hende, om hun ikke elskede ham; han har stundom selv
søgt at forhindre Elskovens Opstaaen i hendes Sjæl; men nu, da det er
lykkedes ham saa let, trænger Ønsket om hendes Kjærlighed sig dog atter
frem. Han er for stolt til at tale om sin Lidenskab og om sin Kval, han
spøger og spotter, medens han indvendigt forbløder sig, men hun forstaar
ham ikke, ser ikke at hans Hjerte skjælver og brister. Derfor disse
Vers: O, dieser Mund ist gar zu stolz

 Und kann nur küssen und scherzen;

 Er spräche vielleicht ein höhnisch Wort,

 Während ich sterbe vor Schmerzen.

Men Dødstruslen er denne Gang ikke ment bogstaveligt. Thi i et andet
Digt hedder det oprigtigt: Glaub’ nicht, dass ich mich erschiesse,

  Wie schlimm auch die Sachen steh’n!

  Das Alles, meine Süsse,

  Ist mir schon einmal gescheh’n.

Og dog har han ogsaa denne Gang følt dybt og lidt meget. Saa underligt
det klinger, Kusine-Kjærligheden, dette i Reglen kun første og
foreløbige Stadium paa Banen, denne blotte Indvielse til det egentlige
erotiske LivAux près de l’enfance on ceuille

    Les petites amourettes

    Qu’on jette au vent feuille à feuille

    Ainsi que des pâquerettes

    On ceuille dans ces prairies

    Les voisines, les cousines,

    Les amourettes fleuries

    Et qui n’ont pas de racines.

                                     Richepin., er den eneste alvorlige
og ikke ganske flygtige Lidenskab, den unge Heine har kjendt. Og selv
i Manddommens Aar naaede ingen senere Følelse paa langt nær Styrken af
denne ungdommelige Dobbeltpassion for to Søstre, af hvilke den andens
Type gjenkaldte ham den førstes.

Mellem de følelsesfulde Poesier, som forholde sig til dette Stykke
Sjælehistorie har Heine saa ligesom i Intermezzo indflettet Smaadigte
om mindre alvorlige Forelskelser, Eventyr fra Universitetsbyerne, som
han havde besøgt, ja endog Vers om ganske platte og betalte erotiske
Glæder. Af Buch der Lieder udelod han adskillige af de anstødeligere,
som oprindeligt havde deres Plads i Heimkehr, saaledes det morsomme, men
frække: Blamier mich nicht, mein schönes Kind,

Und grüss mich nicht unter den Linden;

Wenn wir nachher zu Hause sind,

Wird sich schon Alles finden. — ja selv saadanne muntre o overmodige   g
Vers som dette: Himmlisch war’s, wenn ich bezwan                       g

Meine sündige Begier:

   Aber wenn mir’s nicht gelang,

   Hatt’ ich doch ein gross Plaisier.

Mest fremtrædende i denne Afdeling er vistnok Dobbeltevnen til Sang og
Maleri. Foruden sin Evne til det lyriske Udbrud, der i sin blandede
Lidenskabelighed er som Hjertets ukunstlede Skrig hos det moderne
Menneske, lægger han her en særegen malerisk Begavelse for Dagen,
figurdannende ved Lys og Skygge og Farver uden Konturer.

Der er Scenen i den stille Præstegaard med den opløste, stridige,
fortvivlede Familie (Der bleiche, herbstliche Halbmond). Sønnen vil
blive Landevejsrøver, Datteren sælge sig til Greven. Saa levende denne
Scene end er gjengivet, hører den ikke til de bedste; der er for megen
gammeldags Romantik i Indfaldet med den døde Fader i det sorte Ornat,
der staar udenfor og banker paa Vinduet. Ganske mesterligt er derimod
det næste Digt (Das ist ein schlechtes Wetter), i hvilket vi se den
gamle Morlille om Aftenen sent i Mørke og Uvejr rokke med sin Lygte
tværs over Gaden for at kjøbe ind til sin store kjønne Datter, som
ligger hjemme i Lænestolen og blinker søvnigt med Øjnene mod Lyset,
medens de gyldne Lokker falde ned over det yndige Ansigt — det virker
som et gammelt hollandsk Maleri.

Dog end skjønnere er den Gruppe af otte Digte, som er udsprungen af
Opholdet i Kuxhaven. Wir sassen am Fischerhause er et lille Vidunder af
kunstnerisk Kraft; denne Samtale med Pigerne udenfor Fiskerhytten, i
hvilken det fjerne Indien og det yderste Thule ere malte med saa ganske
faa Ord: Ved Ganges dufter og lyser det, Kjæmpetræer staa i Blomst og
smukke, stille Mennesker knæle for Lotosblomster. I Lapland er der
smudsige Folk, smaa, med platte Hoveder og brede Munde; de sidde paa Hug
om Ilden og bage sig Fisk og kvække og skrige.

Saa er der lystige Digte om løse Pigebørn som hende, han søger i hele
Byen og finder i et Pragthotel, eller hende, i hvis Hjerte blaa Husarer
laa i Indkvartering.

Endelig er der enkelte epigrammatiske Vers, som alle Mennesker nu kunne
udenad, men som have sat ondt Blod imod Heine og som have forarget.
Saaledes især det berømte:

Selten habt ihr mich verstanden,

   Selten auch verstand ich euch,

   Nur wenn wir im Koth uns fanden,

   So verstanden wir uns gleich.

Det er ubegribeligt, at man nogensinde har kunnet betragte denne Strofe
som en Tilstaaelse af smudsige Instinkter. Den snærter jo kun dem, der
søge lige ned til ethvert anstødeligt eller slibrigt Sted i en Bog som
Soen søger til Pølen, og slaa sig ned deri. At Heine ikke her tænker paa
nogen Indrømmelse i Retning af at have villet appellere til Læserens
sanselige Drift eller cyniske Tilbøjelighed viser bedst det følgende
Digt, der umiddelbart slutter sig til hine Linjer, og som begynder:

Doch die Kastraten klagten,

     Als ich meine Stimme erhob;

     Sie klagten und sie sagten:

     Ich sänge viel zu grob.

Han kunde ikke utvetydigere hævde, at han, hvor han har været
ligefrem, drøj eller cynisk, kun har fulgt sit moderne Hang til
Virkelighedstroskab, sin Uvilje mod romantiserende Besmykkelse, sin
uvilkaarlige Drift hen imod den skjærende Livssandhed.

Ikke mere moralsk Berettigelse har den almindelige Klage over hvad
Julian Schmidt engang har kaldt Gemenheden i Heines Tankespring fra
det Sublime til det Lave. Et typisk Exempel paa disse Omslag i Stil og
Stemning er Digtet Freden i Nordsøpoesiernes Gruppe, i hvilket Heine ser
Jesus som Fredsfyrste under Havblikket skridende kjæmpestor i sin hvide
Klædning over Land og Hav. Hans Hoved rager op i Himlen; som Hjerte i
Brystet har han Solen, den røde, flammende Sol, og hans Solhjerte sender
sine lysende, varmende Straaler over Land og Hav. Saa afbrydes pludselig
Stemningen ved Fremkaldelsen af en elendig, forhyklet Stymper i Berlin,
paa hvem han tænker, En, der er svag i Hoved og Lænder, stærk i Troen
— hvad vilde han ikke give for at kunne hitte paa slige Billeder og
saaledes fromle sig frem til Hofraad i den fromme By ved Spree — hvor
vilde han da ikke drømme om Gagetillæg af hundrede Thaler Kurant!

Sikkert nok har Heine her fordærvet den smukke Vision for sin Læser.
Han har slaaet sit Digt itu; han har sprængt sin Melodi ved grima
cerende Disharmonier; men dog forstaar man ret vel, at det første Syn
hos en Digter med det moderne Livs Erfaring ukunstlet har hidkaldt
det andet, og i ethvert Tilfælde er det uberettiget at tale om denne
Idéforbindelse, dette »Tankespring«, som Symptom paa Sindelagets Lavhed.
Meget træffende og rigtigt har Wilhelm Bölsche om dette Punkt bemærket,
at Ingen har beskyldt Goethe for lav Tænkemaade af den Grund, at hos
ham umiddelbart efter Fausts Troesbekjendelse til Gretchen følger
Mefistofeles’ Spotterier (Heinrich Heine S. 106). Og dog er Forskjellen
her kun den, at Sværmeriet og Cynismen ere lagte to Personer i Munden,
istedenfor at i det lyriske Digt Poeten direkte overtager Ansvaret for
begge Dele.

I Slutningen af denne Cyclus forekomme et Par ganske ualmindeligt
følte og fuldendte Digte, der allerede ved Rimenes hos Heine særegne
Stilling skille sig ud fra Smaadigtenes Mængde. Det ene Dämmernd liegt
der Sommerabend, som skildrer den skjønne Alfepige, der i Maaneskinnet
bader sig i Bækken, er henaandet og duftfyldt som et Landskab af
Corot. Det andet staar allerede ved den rytmiske Behandling ene blandt
Smaastykkerne i Heimkehr. Det er dette sjælfuldt fantastiske Digt: Der
Tod, das ist die kühle Nacht,

  Das Leben ist der schwüle Tag,

  Es dunkelt schon, mich schläfert,

  Der Tag hat mich mild’ gemacht. Ueber mein Bett erhebt sich ein Baum,

  Drinn singt die junge Nachtigall,

  Sie singt von lauter Liebe,

  Ich hör’ es sogar im Traum. Harzrejsen, den næste Afdeling (1824),
indeholder de dejlige Bjergmandsdigte, som undfangedes paa en
Fodrejse, ved hvilken Heine søgte Forfriskning efter de juridiske
Studier i Gottingen. Her er yndefulde Billeder af Bjergegne og
Bjergmandsinteriører og en med henrivende Overmod vedligeholdt aandfuld
og kjæk Selvlovprisnings-Stemning. Det smukke, vidfulde Digt om
Ridderne af den hellige Aand har vel udfoldet sig over Motivet fra
Katechisationsscenen i Faust, men besidder en Oprindelighed, der har
gjort det populært Jorden over.

Saa sluttes Buch der Lieder med Nordsø-Digtene, skrevne efter et
dobbelt Ophold paa Norderney i stærke, frie Rytmer (1825 og 26). Der er
heri først og fremmest en Natursans, som i tysk Poesi betegner en ny
Erobring.

I Forholdet til Naturen syntes Goethe at have udtømt Alt. Hans
Kjærlighed til alt Liv i Naturen, hans Slægtskabsfølelse med Dyr og
Planter, hans Fornemmelse af at Mennesket i sit Væsen er ét med de
andre Væsner og hans Anskuelse af Altets Enhed under vexlende Former i
evig Omskiften — denne Gave til at opløse Naturen helt i Følelse var
hans første Ejendommelighed. Den afløstes eller fuld stændiggjordes
snart ved hans Evne til at iagttage og gjengive Naturscenerne uden
at underlægge dem sine egne Følelser. Han studerer Naturen, bliver
Iagttager og Forsker og hans stedse mere dybtgaaende Anskuelse, hans
geniale Blik gjør ham paa to Hovedomraader til epokegjørende Opdager.
Vi se ham gjennemløbe alle en stor Sjæls Stadier overfor Naturen, det
følsomme, det religiøst-pantheistiske og den digterisk-videnskabelige
Anskuelses, tilsidst klamrende sig saa stærkt til det sanselige Indtryk,
at han af al Magt trænger det Sjælelige som forstyrrende tilbage. Hans
Synsmaade bliver stedse mere positiv og virkelighedskjær. »Jeg frygter
ikke den Bebrejdelse,« siger han i sin Afhandling om Graniten, »at det
skulde være en Modsigelsens Aand, der har ført mig fra Iagttagelse
og Skildring af det menneskelige Hjerte, den yngste, mangfoldigste,
bevægeligste, foranderligste Del af Skabningen, den, som det er lettest
at ryste og rokke, til Iagttagelsen af Naturens ældste, fasteste,
dybeste, urokkeligste Søn« Goethe: Werke. 33. Bind. S. CLXIV.. Han mener
Graniten.

I hvad Retning var det da endnu muligt for en tysk Digter at lægge
genial Naturfølelse for Dagen? Fra Menneskehjertet til Graniten havde
Goethe omspændt Alt.

Kun et eneste Omraade var levnet. Goethe havde aldrig besunget Havet.
Som næsten fyrre tyveaarig saa han det i Venedig første Gang. Han var
paa Lido. »Jeg hørte,« skriver han, »en stærk Larm; det var Havet, og
jeg saa det snart. Det gik højt mod Stranden, idet det trak sig tilbage.
Det var Middag og Ebbe. Saa har jeg da nu ogsaa set Havet med mine
Øjne,« og længere hen staar den korte Sætning: »Havet er dog et stort
Syn.« Det var Alt, hvad der fra Goethes Haand forelaa om Havet.

I Heines Nordsødigte bruser Havet for første Gang i tysk Poesi med sin
Friskhed og i sin Vælde. Her er for første Gang Muslinger i Sandet
og Maager i Luften. Havet males i Storm og i Stille, det skildres
fra Stranden og fra Skibet, ved Dag og Nat, med den Fred, der kan
ligge udbredt derover, og i Uvejrsraseri, med de skjønne Drømmerier og
med den Søsyge, det fremkalder, og fra dets Bund stiger og over dets
Flade svæver en hel Kreds af mythiske Skikkelser, gamle og nye, gamle,
der ere bievne omformede til nye, en undertiden pathetisk, hyppigere
burlesk Verden af Guder og Gudinder, Tritoner og Okeanider. Og dog er
der forholdsvis lidet af Skildring; Digterens egne Erindringer, Sorger
og Forhaabninger er det, som fylder disse Digte. Og det er hans dybe
Længsel efter at aande frit, som har istemmet det berømte Udraab,
hvormed titusind Grækere efter den lange, forfærdelige Marsch hilste
deres Hjem stavns Element: Thalatta! Thalatta! — vær hilset af mig, du
evige Hav!

Der er imellem disse Digte nogle af Heines skjønneste og
uforglemmeligste: først den humoristisk-frivole Idyl Nat ved Stranden.
Digterens Besøg hos den smukke Fiskerpige med det mesterlige Billede af
hendes Skikkelse, som den sidder bøjet foran Ilden: Dass die flackernd
rothen Lichter

  Zauberlieblich wiederstrahlen

  Auf das glühende Antlitz,

  Auf die zarte, weisse Schulter,

  Die rührend hervorlauscht

  Aus dem groben, grauen Hemde,

  Und auf die kleine, sorgsame Hand,

  Die das Unterröckchen fester bindet

  Um die feine Hüfte. dernæst det ved lyrisk Sving enestaaende Digt
Erklæring til hin Agnes, hvis Navn Digteren vil skrive i Lueskrift
paa Himlens natlige Hvælving med en Gran fra Norge, dyppet i Ætnas
Krater, saa det i sin fyndige Knaphed beundringsværdige Tankepoem
Spørgsmaal, som giver et Begreb om de Stemninger, i hvilke Heine fattede
det dumdristige Forsæt at skrive en Faust efter Goethe’s, en Plan, han
endda ikke betænkte sig paa at meddele den store Olding selv, under
sit Besøg i Weimar. I enkelte af disse Nordsødigte, ogsaa iblandt
de selvnedsættende eller selvspottende, raader et Selv behag, som
støder fra. Iblandt dem, som ere helt frie derfor, maa nævnes det
mesterlige, rent humoristiske Digt I Havn, den udødelige Fantasi fra
Raadhuskjælderen i Bremen, i hvilken den næsten indtil Totalafholdenhed
ædru Heine har givet det mest henrivende Billede af et genialt Menneskes
lystige Rus.

XIV.

Det er umuligt for en Nordbo, i modnere Aar og med en nogenlunde sikker
kunstnerisk Dannelse at fordybe sig i Heinrich Heines Lyrik uden at
føle sig stødt tilbage af Træk og Vendinger, der allerede tidligt hos
ham bleve til livløs Maner. De romanske Folk føle ikke dette. Hyppigt
hører man kunstforstandige Mænd af de romanske Nationer sammenligne
Heines Lyrik med selve Goethe’s, og foretrække den som mere plastisk og
mere spirituel. For romanske Læsere er Goethe i Reglen uigjennemsigtig;
om Heine sige Franskmændene: On y voit mieux. De føle ikke, at hos
Goethe er Ordene alle Tider Sag; hos Heine ikke sjældent færdige
Sætstykker, som indskydes, bag hvilke der ikke ligger noget Syn, nogen
Virkelighedsanskuelse, men som anvendes til at fremvirke en vis poetisk
Effekt. Faa Poeter have som Heine misbrugt Liljehænderne, Rosenkinderne
og Violøjnene — disse monstrøse Farveklatter — til Skildring af
kvindelig Skjønhed, eller Foraarets forskjellige Attributer, Blomsterne,
der dufte, Nattergalen, der slaar ved Dag som ved Nat, til Besyngen af
den skjønne Maaned Maj. Særligt er Nattergalen under hans Behandling
bleven en rent heraldisk Fugl i Kjærlighedens Vaabenskjold.

Hos Goethe er alle Ord Billeder, derfor behøver han saa faa Billeder
i Ordets udtrykkelige Forstand. Hos Heine ere Ordene hvert Øjeblik
Allegorier uden Anskuelighed og uden den indre Sammenhæng, der er
Poesiens Logik. Saaledes naar det hedder: »Aus meinen Thränen spriessen
— viel blühende Blumen hervor«, hvor Blomsterne endda skulle betyde
Digte, eller naar han skriver: »Sprüh'n einmal verdächt’ge Funken —
aus den Rosen, sorge nie — diese Welt glaubt nicht an Flammen — und
sie nimmt’s für Poesie«, hvor der præsenteres os et Nøgle Billeder,
mere sammenfiltret end i de berygtede oldnordiske Omskrivninger fra
Skjaldepoesiens Forfaldstid: Gnister, der slaa ud af Roser; Gnister, som
Spidsborgerne ikke vil antage for Ild; Rosengnister, der kaldes Poesi!

Mest stødende ved disse Digte med deres allegoriske Rhetorik er
Foreningen af Sentimentalitet og Materialisme Der tales om Suk og om
Taarer som var Sukkene ret højrøstede Pust og Taarerne ret massive
Individualiteter. Saaledes, naar det om Sukkene hedder: »Und meine
Seufzer werden — ein Nachtigallenchor« endda med den materialiserende
Tilføjelse; »Und vor deinem Fenster soll singen — das Lied der
Nachtigall«. Saaledes endnu mere paafaldende i det typiske Digt om den
ensomme Taare:

Was will die einsame Thräne?

    Sie trübt mir ja den Blick,

    Sie blieb aus alten Zeiten

    In meinem Auge zurück. Vi indvies i denne Taares Familieforhold og
ensomme Situation: den havde mange lysende Søstre, der ikke er mere. Nu
sidder den enlig i Øjekrogen. Tilsidst tiltales den omtrent som en anden
gammel brav Kammerat. Den kan gjerne gaa sin Vej nu, da alle de andre
ere gaaede:

Du alte, einsame Thräne,

       Zerfliesse jetzunder auch! Sentimentaliteten her er saa grel,
at ingen Parodi, udført af en Anden, kunde være mere komisk end denne
vemodige Apostrofe, der af den store Spottefugl er alvorligt ment.

Enhver Brøst, der lindes i Kunstneren som Menneske, kommer frem i hans
Kunst. Det er altid Mangelen paa Simpelhed, paa Ægthed i Følelseslivet,
som fremkalder det følsomme eller pralende eller effektsøgende Udtryk.
Man sporer derfor Manglerne af denne Art hos Heine stærkt, naar
man sammenligner visse Udbrud hos ham med Udtrykket for beslægtede
Stemninger eller Følelser hos Goethe.

Tag exempelvis det Digt, i hvilket han betegner sig som den ulyksalige
Atlas, der maa bære Smerternes hele Verden: Du stolzes Herz, du hast es
ja gewollt,

Du wolltest glücklich sein, unendlich glücklich,

Oder unendlich elend, stolzes Herz!

Und jetzo bist du elend. Det er Linjer, man ikke glemmer. Men den første
Linjes Udraab, som vibrerer paa den berettigede Selvfølelses Rand,
bliver selvbehagelig, naar man holder disse simple og store Vers af
Goethe op imod Strofen: Alles geben die Götter, die Unendlichen,

 Ihren Lieblingen ganz:

 Alle Freuden. die unendlichen,

 Alle Schmerzen, die unendlichen,

 Ganz. Det er ingenlunde dadelværdigt hos Heine, at han virker ved
andre, heftigere Midler end Goethe. Det vilde være urimeligt at indvende
mod et Digt som Ein Jüngling liebt ein Mädchen, at Goethe vilde have
skyet som en Grimace det Skjærende, Desperate i den bekjendte Slutning:
»Und wem es just passieret osv.« Han vilde have veget tilbage for det
omtrent af samme Grund som den, af hvilken en gammel Hellener vilde
have afskyet det. Det, som heri kun er nyt, kun moderne i Følelsen, har
Livets Ret. Selve Grimacen er her kunstnerisk forberedt. Dog undertiden
er af dette Moderne alene Grimacen blev en tilbage. Saaledes i det
berømte Digt: Mein Herz, mein Herz ist traurig. Det indeholder en
mesterlig Skildring af et vidtstrakt Landskab, set højt oppe fra den
gamle Bastei. Vi øjne den blaa Stadsgrav med en Dreng i en Baad og
paa den anden Side af Graven: bitte smaa og brogede, Lysthuse, Haver,
Mennesker og Oxer, Enge og Skove, Piger, der blege deres Vask, et
Møllehjul, der udhvirvler sit Diamantstøv, og ved det gamle graa Taarn
et Skilderhus med en Skildvagt, der gaar op og ned, og hvis Gevær
spiller i Sollyset. — H. C. Andersen, der etsteds har omtalt dette Digt,
skriver om det: Og Digteren ender saa gribende: »Ich wollt, er schösse
mich todt.« — Gribende? Nej. Overrumplende; thi Intet forbereder derpaa.
Udbruddet er maaske ikke aldeles uægte, men saa nervøst, at det i
Grunden Intet betyder; forsaavidt usandt, som det store Ord kun betegner
en Stemning, intet dybere Ønske, endsige en Vilje.

Goethe har udtalt ikke just Længsel efter Døden, men Forsonethed med
Dødstanken i disse berømte, udødelige Linjer: Ueber allen Gipfeln

   Ist Ruh.

   In allen Wipfeln spürest du

   Kaum einen Hauch.

   Die Vögelein schweigen im Walde.

   Warte nur, balde

   Ruhest du auch.

 Det er unødigt at gjøre opmærksom paa den Kontrast mellem
Digterindividualiteterne, som aabenbarer sig, naar denne Melodi i Ord
sammenlignes med hin Disharmoni hos Heine; men man agte rent kunstnerisk
paa den mægtige Overensstemmelse mellem alle Led, som her finder Sted.
Digtet er ét Aandepust fra det første Ord til det sidste: Aftenstemning
i Skoven og i Menneskesjælen, Forstummen af alle Ønsker, Opløsning af al
Mislyd, Sjælen, der stor og blid føler sig som ét med Alnaturen.

 Overfor denne Fuldkommenhed fornemmes kun altfor slaaende Manglerne ved
Heines lyriske Effektstil, hvor den imellemstunder bryder ukunstnerisk
frem. Den er i sine Svagheder beslægtet med den allegoriserende
Eventyrstil hos de tyske Romantikere, fra hvilke han som Digter gik ud.
Og dog er Heine saa langt fra at være en ren Romantiker som han er fra
at være, hvad Nogle kalde ham for, en rent moderne Realist.

 Han har kaldt sin Atta Troll Romantikens sidste frie Skovsang. Andre
have i fjendtlig Hensigt kaldt hans Poesi Romantikens Opløsningsproces.
»Jeg skrev Atta Troll,« siger han, »til min egen Fornøjelse i den
lunefulde Drømmemanér, som var herskende i hin romantiske Skole, i
hvilken jeg har tilbragt mine behageligste Ungdomsaar og tilsidst
har banket Skolemesteren.« Og dog er det Romantiske her kun det rige
funklende Gevandt, hvori den moderne Aand hyller og maskerer sig for
tilsidet at lade det falde. Ingen af Romantikens Elementer fattes:
Dyrene tale, Bjørne udvexle deres Tanker, vi er Vidne til en Moppes
Hjerteudgydelse og vi føres overhovedet ned i et stort af Legenden
behandlet Sceneri, Roncesvallesdalen. End ikke den blaa Blomst mangler:
Ronceval, du edles Thal.

    Wenn ich deinen Namen höre,

    Bebt und duftet mir im Herzen

    Die verscholl’ne blaue Blume. Drømmeverdenen hæver sig, store
Aandeøjne stirre os imøde. Digteren gaar i Pyrenæerbjergene paa Jagt
med sin Fører. Denne har en gammel Moder, og efter Rygtet er denne
gamle Kone en Hex. Vi betræde Hexens Hytte med de udstoppede Fugle,
de spøgelselignende Gribbe, og om Natten opføre Bjørne og Spøgelser i
Hytten en burlesk og uhyggelig Dans.

Ogsaa Aanden i dette Digt er til et vist Punkt romantisk, Polemik mod
Datidens plumpe, doktrinære Tendenspoesi, mod Nyttelæren overført paa
Digtekunsten, og litterær Satire (mod Freiliggrath, Karl Mayer, Gustav
Pfizer) som Romantikerne yndede den.

Og dog er der her en omhyggelig Virkelighedstroskab i Gjengivelsen
af Lokaliteter og Forhold. Digtet indeholder strengt taget kun en
Fortælling om, hvorledes Heine med en ung fransk Veninde ligger paa
Landet i Cauterets i Pyrenæerne og dér ser en Bjørn danse paa Torvet.
Den løber bort fra sin Bjørnetrækker, flygter ind i Bjergene, jages der
af Føreren Laskaro, skydes og flaas. Digterens Juliette faar Skindet
til at lægge det udenfor sin Seng, og Heine belærer os til Overflod om,
at han selv mangen Nat derefter med nøgne Fødder har staaet paa denne
Bjørnehud.

Fabelen er da realistisk nok. Ligeledes er Rejsens ydre Enkeltheder
gjengivne med Troskab. Man har Indtrykket af, at Heines Skildring af
den lille Bjergby, hvortil han klavrede op, og hvor Børnene dansede i
Rundkreds og sang dertil, er nøjagtigt stemmende med hvad han saa og
hørte. Selv Børnesangens Omkvæd Girofflino, Girolfflette er sikkert det
ægte.

Ikke desmindre have de dybeste og skjønneste Partier i dette Digt intet
med Realisme at gjøre. Det er Syner. Og det ypperste Syn er det, i
hvilket Heine ved Nattetid gjennem Hyttens Vinduer ser den hele vilde
Jagt fare Horizonten tre Gange rundt. Aldrig er han naaet højere i
Figurmaleri end hvor vi følge de lysende Skikkelser mod Nattehimlens
Mørke: Diana, Feen Abunde, og hin skjønne Herodias, der i sin Vildhed
spiller Bold med Døberens blodige Hoved.

Der lader sig drage en Parallel mellem Heines og Rembrandts Kunst. Ingen
af dem har noget akademisk Stænk; begges Aandspræg er afgjort moderne.
Naar man imidlertid kalder Heine en stor realistisk Digter, saa har
det kun den samme betingede Sandhed, som naar man kalder Rembrandt den
store Kolorist. Rembrandt hører forsaavidt ikke til de største Realister
i Koloriten som adskillige overtræffe ham i Evnen til at gjengive
Lokalfarven og dens rette Værdi eller til gjennem Halvmørke at lade
Tingenes oprindelige Form og Farve fremtræde utvivlsom. Ikke Farven,
men Lyset er Hovedsagen for RembrandtSmlgn. Fromentin: Les maîtres
d’autrefois.. For ham er Lyset Livet; Livets Kamp er hos ham Lysets Kamp
og Livets Tragedie er det kjæmpende, i Fugtighed og Mørke døende Lyses
Tragedie. Man maatte for at betegne hans sande Storhed som Maler kalde
ham Luminist (et Udtryk af Fromentin) snarere end Kolorist, hvis man
ved Luminist forstaar en Mand, der opfatter Lyset paa en ganske særegen
Maade. Han ofrer undertiden Tegningen, ja den maleriske Udførelse, hvor
det er ham om at gjøre at opnaa en Lysstraale og en Lysvirkning. Man
mindes f. Ex. det daarligt malte Lig paa hans Undervisning i Anatomi.
Men hvad der gjør, at han ved Opgaver, der udkræve Portrætlighed,
Evne til at male Hænder, eller nøjagtig Gjengivelse af Stoffer staar
tilbage for de egentlige Realister — netop det gjør ham saa stor,
naar han lader Lyset udtrykke, hvad det alene for ham betyder, det
indre Liv, det vaagne Drømmesyns Verden. Paa ganske lignende Maade
forholder det sig med Heine. Hvor faa virkelige Skikkelser har denne
store Digter frembragt! Hvor faa er bievne tilbage efter ham! De, som
søge hans Fortjeneste paa dette Punkt, have været nødte til at nævne den
grelle, grimacerende Skitse af den gamle jødiske Tjener Hyacinth som
Heines ypperste Menneskeskikkelse. Nej, skal Heine dømmes efter sine
Virkelighedsbilleder, saa staar mangen ringere Digter højt over ham.
Men man mindes blot Visionerne hos ham, det vaagne Drømmesyns Verden
i hans Digte og hans Prosa! Han holder sig i Reglen til en Begyndelse
nærmere ved Jorden end andre Digtere, men saa aabner der sig over dette
mørke Jordiske et lysende Syn, der kommer og svinder. Dette spores
selv i saadanne Smaadigte som det anførte om Samtalerne i Fiskerhytten
angaaende Ganges og Lapland.

Man erindre fremdeles Maaden, paa hvilken Heine lader Napoleons
Skikkelse fremtræde for sin Læser. I hans Grenaderer hidkaldes
Forestillingen om Napoleon som et Syn. Ordene »Da rider min Kejser vel
over min Grav« er som en natlig Aabenbaring belyst af Sværdenes Glans.
I den ikke mindre beundringsværdige Skildring i Reisebilder fremmanes
Synet som et Barndomsminde.

Eller man huske, hvorledes Heine fremkalder Billedet af Jesus. I
Digtet Freden ser han Jesus som Fredsfyrste skridende stor i skinnende
Hvidhed over Havet. I Tyskland, et Vinteræventyr, maler han den graa
Vintermorgen paa Paderbornvejen; og da saa Taagerne løfte sig, skimter
han ved Vejens Rand i Daggryet Trækrucifixet med Billedet af den
store Sværmer, der vilde frelse Menneskeslægten og nu hænger der »som
advarende Exempel«.

Sie haben dir übel mitgespielt,

    Die Herren vom hohen Rathe.

Det inderlige Vemod, den bitre Humor, der ytrer sig i fortrolige,
nedsættende Vendinger, forøger her Indtrykket af det menneskeligt
Store og rædselsfuldt Højtidelige, omtrent som dette Indtryk hos
Shakespeare forøges, naar Hamlet, hvor Faderens Aand høres under
Jorden, raaber sit »Vel gravet, gamle Muldvarp!« I Glimt af Viddets
Lys viser sig her for Læseren Billedet af Jesus, ikke som Fredsfyrste,
men som den, der svang Svøben mod Tempelskænderne og kastede Ild paa
Jorden. Vinteræventyret er som Helhed et betegnende Exempel paa Heines
kunstneriske Fremgangsmaade. Alle det store Digts 27 Afsnit ere byggede
ganske ensartet. Der begyndes helt nede ved Jorden, materielt, med
Rejse-Erindringer, platte Virkelighedsindtryk; saa hæver Fortælleren sig
uden Varsel men i umærkelige Overgange til mægtig Lidenskab, høj Pathos,
vild Foragt, luende Sværmeri, nedbrydende eller opbyggende Begejstring,
et helligt Raseri, der virker som Lyn i Lyn, til Alt paany synker
tilbage i dagligdags Begivenheders og Situationers Graat.

Heine kommer til Køln, spiser Æggekage med Skinke og drikker Rhinskvin
dertil, og driver saa ud paa Gaden. Han mindes Byens Fortid: her havde
Kleresiet frit Spil, her brændte Kjætterbaalene Bøger og Mennesker, her
bolede Dumhed og Ondskab som Hunde paa aaben Gade. Saa øjner Digteren
i Maaneskinnet den store Aandsbastille, Domkirken i Køln, der vækker
hans Vrede. Men idet han saaledes slentrer afsted, ser han bag sig en
Skikkelse, som han synes at skulle kjende. Og nu glide vi over i en helt
ny Verden: Visionens. Hin Skikkelse gaar som var den hans Skygge og
staar stille, naar han staar. Ofte før har han set den i sin Nærhed, om
Natten ved Skrivebordet. Under Kappen holder og holdt den altid noget
skjult, der blinkede sælsomt og lignede en Øxe, en Skarpretterøxe. Det
er Digterens Liktor, der følger ham, som Liktoren i Rom gik forud for
sin Herre.

I de følgende Afsnit aabenbarer saa Barbarossa sig i samme Stil som et
Drømmesyn, der endog to Gange kommer og gaar.

Naar da Heine gjør Epoke i den tyske Lyriks, ja i Digtekunstens
Historie ved en helt ny Stil: Foreningen af Sværmeri og Vittighed
indenfor Lyriken og ved et helt ny Aandspræg: Indførelsen af
Prosaen i Poesien som Folie for den eller Spot over den, saa beroer
dette paa hans historiske Stilling, paa den Overgang fra romantisk
Virkelighedsomdannelse til pessimistisk Virkelighedssans, som foregik i
Tidsalderen og som forklarer den Sammensmeltning af begge Elementer, der
findes i hans Digtning.

Saaledes bliver da hans kunstneriske Herredømmes mest ejendommelige
Domæne et Clair-Obscur, der er beslægtet med Rembrandts.

At lade de afgjørende Partier stige op af den Skygge og det Halvmørke,
hvori de ere sænkede ned, at lade Lyset, det naturlige Lys, virke
aandigt, overnaturligt ved at trylle det frem af et Hav af mørke
Skyggebølger, lade det flakkende eller grelt som en straalende Flamme
bryde frem af Halvlyset, gjøre Mørket gjennemskueligt, Halvmørket
gjennemsigtigt — det er Rembrandts Kunst.

Heines nærbeslægtede Kunst er den at lade en rent moderne Fantasiens
og Drømmens Verden i umærkelige Overgange træde ud af og tilbage i
Virkelighedens Liv. Snart saaledes, at Visionen staar fuldt belyst,
medens Virkeligheden taber sig i Tusmørke, snart omvendt saaledes, at
Visionen blegner og Virkeligheden efterhaanden fremtræder fuldtbelyst.

XV.

 Vi have set, at Heine som Student i Bonn blev i høj Grad henrevet af
den romantiske Skoles Stifter. A. W. Schlegels Personlighed fængslede
ham lige saa stærkt som hans Lære. Han beundrede i ham den Mand, der
havde ført den tyske Poesi fra Unatur til Sandhed. Hertil kom, at
den fornemme Lærers elegante Holdning, hans Verdensmandstone, hans
Bekjendtskab med Datidens gode Selskab og berømte Skikkelser, blændede
Heine.

Saa rørtes han dernæst af den Godhed, med hvilken Schlegel tog sig
af ham og hans første digteriske Forsøg. Det er Schlegel, hvem Heine
skylder sin tidlige Indvielse i den metriske Kunsts Hemmeligheder og
hvad der er mere værd: Tilliden til sine Evner og sin Fremtid.

Allerede i Heines første Prosa-Artikel, den om Romantiken fra 1820, faar
denne Taknemmelighed et Udtryk i samme Aandedræt som hans romantiske
Troesbekjendelse fremføres. Han protesterer her mod den Mening, at
Romantik skulde være »en Mixtur af spansk Emaille, skotske Taager og
italiensk Klingklang«; nej, Romantiken skal ikke være uklar eller
ubestemt, dens Billeder kunne være tegnede med lige saa plastiske Omrids
som den klassiske Poesis. »Deraf kommer det,« skriver han, »at vore to
største Romantikere, Goethe og A. W. Schlegel, tillige ere vore største
Plastikere.« Og han nævner Goethes Faust og Schlegels Rom i samme
Aandedræt som Mønstre paa plastiske Konturer, udbryder endelig følsomt:
»0, maatte dog de lægge sig dette paa Hjerte, der saa gjerne kalde
sig Schlegelianere!« De, der kun kjende Heines Forhold til Schlegel
fra det smudsige Overfald paa den sidstes Privatliv i Den romantiske
Skole bør mindes om dette Sted. Det var da ogsaa til A. W. Schlegel at
Heine rettede sine tre første Sonetter. I den ældste takker han ham for
hans personlige Velvilje og fremhæver sin Gjæld til ham, i den anden
priser han hans Fortjenester af den tyske Digtekunst som dens, der har
gjort det af med Vrængbilledet af Musen, det med Fiskebensskjørt og
Skjønhedsplastre, i den tredje forherliger han ham for hans Indførelse
af engelsk, spansk, gammeltysk, italiensk og indisk Poesi i den moderne
tyske Litteratur. Tonen er begejstret: Der schlimmste Wurm: des Zweifels
Dolchgedanken, Das schlimmste Gift: an eigner Kraft verzagen, Das wollt
mir fast des Lebens Mark zernagen, Ich war ein Reis, dem seine Stützen
sanken. Da mochtest du das arme Reis beklagen, An deinem gütgen Wort
lässt du es ranken, Und dir, mein hoher Meister, soli ich’s danken, Wird
einst das schwache Reislein Blüthen tragen osv.

Det er under denne første romantiske Indflydelse, at Heine skriver sine
ældste rent romantiske Vers i archaistisk Stil, Vers som disse:

Die du bist so schön und rein,

   Wunnevolles Magedein,

   Deinem Dienste ganz allein

   Möcht ich wohl mein Leben weihn. Deine süssen Aeugelein

   Glänzen mild wie Mondenschein,

   Helle Rosenlichter streun

   Deine rothen Wängelein. Det minder levende om Tiecks ældste i
Æventyrene indlagte Vers. Alene i det Digt, hvoraf disse Strofer ere
tagne, forekommer Wunne, Magedein, Aeugelein, Wängelein, Mündchen,
weiland, en hel Stab af Diminutiver og Archaismer.

Heines næste Forbillede som Digter var en elskværdig og fin tysk Poet,
der døer 1827 kun 31 Aar gammel, Wilhelm Müller, Forfatter til de
især ved Schumanns Musik saa bekjendte Møllersange og til i sin Tid
ikke mindre ansete Griechenlieder. Han er Fader til den navnkundige
tysk­engelske Filolog Max Müller, hvis Novelle Deutsche Liebe, der
behandler en ung tysk Lærds zarte Kjærlighedsforhold til en syg og
sengeliggende Prinsesse, siges grundet paa Faderens Oplevelser. Til
Müller skriver Heine i et Brev af 7. Juni

1826: »Jeg er stor nok til aabent at bekjende Dem, at mit lille
Intermezzo-Metrum [det af Heine hyppigst anvendte] ikke har en blot
tilfældig Lighed med Deres sædvanlige Versemaal, men sandsynligvis
skylder Deres Sange sit hemmeligste Tonefald.« Han udvikler videre, at
han tidlig har modtaget Paavirkning af den tyske Folkevise og at han i
Bonn er bleven indviet i Versenes Kunst af Schlegel, »men», fortsætter
han, »jeg troer først i Deres Sange at have fundet den rene Klang og
den sande Simpelhed, hvorefter jeg altid stræbte. Hvor rene, hvor klare
er ikke Deres Sange, og samtlige er de Folkesange. I mine Digte er kun
Formen nogenlunde folkelig; Indholdet er det konventionelle Selskabs.«

Først af Müller har Heine lært, hvorledes man af de gamle
Folkesangsformer kunde danne nye. Man behøver, for at se Heines Stil
fødes og formes som for Ens Øjne, kun at holde visse af Müllers Vers
sammen med visse af Heines. Hos Müller hedder det: Wir sassen so
traulich zusammen

   Im kühlen Erlendach,

   Wir schauten so traulich zusammen

   Hinab in den rieselnden Bach.

Hos Heine: Wir sassen am Fischerhause

      Und schauten nach der See,

      Die Abendnebel kamen

      Und stiegen in die Höh’. Og hvor nær ligger ikke denne sidste
Strofe atter op til en Strofe som denne hos Müller: Die Abendnebel
sinken

       Hernieder kalt und schwer,

       Und Todesengel schweben

       In ihrem Dampf umherWilhelm Müller: Gedichte I. S. 26.
„Thränenregen“ og S. 194 „Dasselbe noch einmal“.. Disse Linjer indlede
et stort smukt Digt kaldet Hyrdebivuak i den romerske Campagne, hvis
væsenlige Indhold er Hyrdens Længselssang efter hans Pige. Hvor meget
har Heine ikke lært af en saadan Strofe som den, i hvilken den unge Pige
skildres: Darunter sitzt ein Mädchen,

     Die Spindel in der Hand

     Und spinnt und sinnt und schauet

     Herab in’s eb’ne Land. Ganske vist, Idyllen forstyrres ikke hos
Wilhelm Müller af noget Stemningsomslag; Digteren har ikke Djævlen i
Kroppen, og Tempoets blide Andante vedvarer til Digtets Ophør. Men dog
ligger Hovedforskellen mellem denne Stil og Heines ikke her; ogsaa
Heine holder undertiden en stilfærdig Stemning et Digt igjennem. Det
Afgjørende er den uhyre Fortættelse i Heines Stil i Sammenligning med
denne. Han giver i én, højst to Strofer hvad her er foredraget i ti.

Det Nye i hans lyriske Stil er en aldrig før set Sammentrængthed. Hans
Digte er som lutter Resuméer. De give en krydret, duftende Essens af
Lidenskab, Livserfaring, Bitterhed, Vid, Spot, Stemning og Fantasi;
en Essens af Poesi og Prosa paa én Gang. Psykologerne tale om en
Fortætning af TankerLazarus: Das Leben der Seele. 2te Aufl. II. 229.: I
Sammenligning med Elevens Tænkning er Mesterens fortættet. En stigende
Fortætning kan spores i al Tekniks Historie. Engang gaves der kun
Kirkeuhre; nu bærer man Uhre i Lommen. Det vil sige: Engang behøvede
Mekaniken et Kirkeuhrs Rumfang til de Hjul og Fjædre som nu findes i et
Lommeuhr. Saaledes er der i mangen gammel Tragedie ikke flere Tanker og
ikke mere Følelse end i et Digt af Heine paa nogle Strofer.

Forud for Wilhelm Müllers korte Strofe har da hans ikke blot det
lidenskabeligere Indhold men den saa langt mere sammentrængte Stil.

Som Heine nu i sit korte, jambiske Yndlingsmetrum er paavirket af
Wilhelm Müller, saaledes i sine Trochæer af en anden romantisk, langt
mere romantisk, Digter, Clemens Brentano. Han synes særligt at have
studeret Brentanos Romanzen vom Rosenkranze. Man sporer Indflydelsen af
disse Poesier hos ham indtil hans allersidste Leveaar.

I den anden af Romancerne om Rosenkransen hedder det om Helten Cosme:
Aus dem Wasserspiegel mahnt

  Ihn des Alters ernster Bote:

  Du wirst bald die Schuld bezahlen,

  Spricht des Hauptes Silberlocke.

I Heines efterladte Digt Bimini begynder et Afsnit: Einsam auf dem
Strand von Cuba,

  Vor dem stillen Wasserspiegel,

  Steht ein Mensch und er betrachtet

  In der Flut sein Konterfei. Eben nicht mit sonderlichem

  Wohlgefallen scheint der Greis

  In dem Wasser zu betrachten

  Sein bekümmert’ Spiegelbildniss. Versemaalet, Situationen og Tanken er
paa begge Steder éns. Saaledes er ogsaa ganske tydeligt en Mysteriebogs
Historie i den niende Romance om Rosenkransen Forbilledet for det
skjønne Skrins Historie i Heines store Digt om Jehuda ben HalevySmlgn.
Eduard Grisebach: Die deutsche Litteratur. S. 254 ff.. Kun at hos
Brentano Historien om hvorledes Mysteriebogen gjennem Tiderne gaar
fra Haand til Haand blot udfolder en romantisk Vidunderverden for
os, medens Skrinets Vandring hos Heine bliver til en Spøg med Livets
Omvexling: Perlerne tilhøre først Smerdis, der skjænker dem til Atossa,
saa den store Alexander, der giver dem til Thais, senere efterhaanden
Kleopatra, en maurisk Sultan, Kastiliens Kronskat og Baronesse Salomon
Rothschild, i en Kompliment til hvem deres hele Levnetsløb munder ud.
Men Heine skylder endnu Clemens Brentano Æmnet til sit i Tyskland mest
kjendte og sungne Digt, Visen om Lorelei: Ich weiss nicht, was soll es
bedeuten. Brentano havde allerede i sin Godwi fra 1802 en Ballade med
Titelen Loreley. Den handler ikke om nogen Sirene, men om en ung Pige
i Bacharach ved Rhinen, der var saa dejlig, at alle Mænd forelskede
sig i hende. Hun anklages for Trolddom. Men Biskoppen, der skal dømme
hende til Baalet, bliver selv forelsket i hende. Hun ønsker sig Døden,
thi den Eneste, hun elsker, har vendt hende Ryggen og er draget bort;
da Biskoppen lader hende føre til et Kloster, bestiger hun derfor en
Klippe, Lurelei (Ley betyder Skiferbjærg) og styrter sig i fortvivlet
Længsel efter sin Elskede ned i Rhinen.

Heraf tog i 1811 en Forfatter Nikolaus Vogt Anledning til at lave et
saakaldt Rhinsagn, som han udgav for gammelt. Loreley skulde paa Vejen
til Klostret have set sin Elskede sejle forbi paa Rhinen og styrtet
sig ned af Sorg over ikke at have kunnet vinde ham. Tre af hendes
Tilbedere skulde da have fulgt hende i Dybet. Derfor hed en Klippe der i
Nærheden Dreiritterstein. Dette sidste Træk var maaske foranlediget ved
Slutningen af Brentanos Digt:

Wer hat dies’ Lied gesungen?

     Ein Schiffer anf dem Rhein.

     Und immer hat geklungen

     Vom hohen Feisenstein:

           Lore Lay!

           Lore Lay!

           Lore Lay!

     Als wären es unser Drei. Af det saaledes vilkaarligt lavede
Folkesagn uddrog en Grev Loeben 1821 Stoffet til et Digt Loreley, hvor
den unge Pige, som dræber sig, er forvandlet til en Havfrue, der ved
sine Sange lokker de Forbisejlende ned i Dybet A. Strodtmann: H. Heine’s
Leben und Werke. 2te Auflage. I. 696.:

Da wo der Mondschein blitzet

    Um’s hohe Felsgestein,

    Das Zauberfräulein sitzet

    Und schauet auf den Rhein.

Es schauet herüber, hinüber,

    Es schauet hinab, hinauf,

    Die Schifflein ziehen vorüber,

    Lieb’ Knabe, sieh nicht auf! Sie sing„ dir hold am Ohre,

    Sie blickt dich thöricht an,

    Sie ist die schöne Lore,

    Sie hat dir’s angethan osv. Tag nu Heines verdensberømte Digt,
først en Studentersang, saa en Folkevise, gribende og smeltende ved
sin Melodis ømme Forening med Texten! Den direkte Efterligning er
utvetydig. Æmnet er det samme, Versemaalet er det samme, ja Rimene paa
enkelte Steder de samme: blitzet—sitzet; istedenfor an—gethan staar
blot Kahn—gethan. Men hvilken Forskjel! Stemningen er kommen til. Først
det personlige Udgangspunkt, det uforklarede Tungsind, under hvilket
Fortælleren ikke kan blive det gamle Æventyr kvit, saa det øjeblikkelige
Syn, det bestemte, tydelige Billede af Landskabet: Die Luft st kühl, und
es dunkelt

   Und ruhig fliesset der Rhein,

   Der Gipfel des Berges funkelt

   Im Abendsonnensehein. Die schönste Jungfrau sitzet

   Dort oben wunderbar,

   Ihr gold’nes Geschmeide blitzet,

   Sie kämmt ihr goldenes Haar.

Endelig er Elementet af dæmonisk Lidenskab kommet til, som de tidligere
Bearbejdere af Æmnet ikke formaaede at nedlægge i det. Heine gjengiver
her en elementær dragende Magt, der er beslægtet med den, som Goethe i
Der Fischer har givet Udtryk ved simplere Midler og med dybere Virkning.
Men Goethe skildrer i Overensstemmelse med sit Væsen den stille,
lokkende Besnærelse, Heine i Overensstemmelse med sit et lynsnart
betagende, uimodstaaeligt Raseri. Maaske endnu dybere Indblik i Heines
kunstneriske Tilblivelse og i Maaden, paa hvilken hans Fantasi arbejder
med et Æmne, vindes, naar man iagttager, hvorledes han benytter et
i Prosa givet Stof. Øjensynligt i Henri Beyle’s Bog De l'amour har
Heine fundet de følgende fra Arabisk oversatte Anekdoter: »Sahid ben
Agba spurgte en Dag en Araber: Af hvad Stamme er du? — Jeg er af den
Stamme, svarede Araberen, i hvilken man døer, naar man elsker. — Du er
altsaa af Asra Stamme? — Ja, ved Kaaba’s Herre! det er jeg. — Hvoraf
kommer det, at I elske saadan? — Vore Kvinder ere skjønne og vore unge
Mænd ere kyske.« Fremdeles denne Anekdote: »En spurgte en Bag Arua ben
Hezam af Stammen Asra: Er det sandt, at af alle Mennesker er I dem, som
føle ømmest i Kjærlighed? — Ja, det er sandt, svarte Arua, jeg har i
min Stamme kjendt tredive unge Mænd, som Døden rev bort, og som ikke
havde anden Sygdom end Elskov.« Endelig denne: »En Araber af Stammen
Beni-Fazarat sagde en Dag til en anden Araber af Stammen Beni-Asra: I
tænker, at det, at dø af Kjærlighed, er en sød og ædel Død. Men det er
Svaghed og Dumhed. — Du vilde ikke tale saaledes, svarte den anden,
ifald du havde set vore tilslørede Kvinders store, sorte Øjne med de
lange Øjenhaar og set deres Tænder glimre mellem deres brune Læber,
naar de smile.« Deraf Heine’s berømte Der Asra: »Täglich ging die
wunderschöne«. Han maler først Lokalet, Haven med Springvandet, hvor
de hvide Vande pladske; saa viser han os Slaven, der daglig staar der,
naar Sultansdatteren spadserer, daglig bliver blegere og blegere; saa
fortæller han hvorledes Fyrstinden en Aften trænger ind paa Slaven: Dit
Navn vil jeg vide, din Herkomst, din Slægt. [...] Und der Sklave sprach:
ich heisse

   Mohamed, ich bin aus Yemen

   Und mein Stamm sind jene Asra,

   Welche sterben, wenn sie lieben. Som man ser, Heine har forsmaaet
alle Forklaringerne. Man nyder disse monumentale Ords forbausende Fynd,
denne Evne til at hugge Repliken ud som i Sten. Men gaar man nu dette
nærmere paa Klingen, hvad er saa det aandelige Indhold? Ikke stort mere
end en Sammenstilling af Ordene Elskov og Død, lakonisk sammentvungne.
Det er den samme Kombination, der findes i alle Heines Ungdomsdigte
som Forbindelse af Elskov og Kval, Elskov og Forgiftning, Elskov og
Selvmordstanke — den ogsaa hos Musset staaende Sammenkobling af l'amour
og la mort.

Udtrykket er her som i Regelen hos Heine epigrammatisk, derfor ikke
rigt.

Vi have nu tilstrækkeligt Materiale for Øje til at danne os en
Forestilling om Udformningen af Heines poetiske Stil. Det er da
interessant at studere den som færdig og udviklet.

Vi kunne tage vort Udgangspunkt i det sidst betragtede Digt med dets
epigrammatiske Pointe. Det er betegnende for Heine, at her saa lidt som
ellers fordyber han sig i en Følelses indre Uendelighed; han skærper
og tilspidser i Reglen kun Udtrykket for den. Saaledes endog med
Elskovsfølelsen, som han dog hyppigst har behandlet. Endelig er det
karakteristisk, at han med sin ringe Forvandlingsevne altid kun har
givet mandlig Elskov Udtryk, aldrig lagt en Kvinde et Følelsesudbrud i
Munden.

Intet er Heines Evne fjernere end et Digt som dette berømte af Goethe:

Freudvoll und leidvoll,

        Gedankenvoll sein,

        Hangen und bangen

        In schwebender Pein,

        Himmelhoch jauchzend,

        Zum Tode betrübt osv. Thi dette er et Kvindehjertes
Karakteristik og det er selve Elskovens indre Liv, dens Pulseren, dens
Svingninger imellem Salighed og Kval. Hos Heine gjør allerede det
Epigrammatiske i Stilen en saadan Udfoldelse af Følelseslivet umuligt,
Og han har samme Concentration, hvor en Begivenhed fortælles. Der gives
ingen lignende Sammentrængthed i Digtekunsten; han virker ved at angive
og antyde i yderste Knaphed. Jeg anfører som Exempel disse Strofer: Es
war ein alter König,

Sein Herz war schwer, sein Haupt war grau,

Der arme, alte König,

Er nahm eine junge Frau. Es war ein schöner Page,

Blond war sein Haupt, leicht war sein Sinn,

Er trug die seid’ne Schleppe

Der jungen Königin. Man agte paa den fortræffelige Virkning af
Inversionen: »Blond war sein Haupt«, det er som Verset begyndte at juble
og danse. Saa sluttes: Kennst du das alte Liedchen?

    Es klingt so süss, es klingt so trüb,

    Sie mussten beide sterben,

    Sie hatten sich viel zu lieb. Dette er beundringsværdigt. Men
selve Historien erfares ikke, den anes omtrent som Slavens og
Sultansdatterens. Og atter her er Elskov og Død koblet sammen.

Det er det lidt Tomme ved Heines Elskovsopfattelse, der atter her
kommer frem. Denne Elskov har ikke noget virkeligt Indhold, ingen
aandelig Betydning. Eller rettere Heine har næsten ikke før paa sit
Dødsleje indladt sig paa Skildring af en Kjærlighed, som har indre
Fylde. Kjærligheden i Buch der Lieder er jo mest Harme over Kulde eller
Troløshed, en ufrugtbar Ting, der ingen Medfølelse vækker. De senere
Elskovsdigte er hyppigt sensuelle eller frivole, og jo højere Udtrykket
spændes, des mindre gribes man af Følelsens Værd: Mein Herz ist wie die
Sonne,

     So flammend anzuseh’n.

    Und in ein Meer von Liebe

     Versinkt es gross und schön. Der er altfor megen Selvbetragtning og
altfor meget Praleri i denne ungdommelige Rodomontade. Saaledes ogsaa,
naar det hedder: Ich hab’ dich geliebet und liebe dich noch,

Und fiele die Welt zusammen,

Aus ihren Trümmern stiege doch

Hervor meiner Liebe Flammen. Er nu end dette sagt saaledes for den
kunstneriske Virknings Skyld, i en god, rent moderne Stil er det dog
skrevet. Alt er malt for det indre Øje: Hjertet synker som Solen i
et Hav. Af Verdens Ruiner slaar Elskovsflammen op. Og end mægtigere,
langt mere malerisk bliver Billedet, hvor Navnet Agnes skrives paa
Himmelhvælvingen. Men hvad det skorter paa, er Indhold i Følelsen. Man
tænke til Sammenligning blot paa disse saa dybtmenneskelige Linjer af
Goethe: Kanntest jeden Zug in meinem Wesen,

Spähtest, wo die reinste Nerve klingt,

Konntest mich mit einem Blicke lesen,

Den so schwer ein sterblich Aug’ durchdringt. eller paa de følgend some,
fuldstændiggjøre Indtrykket; Tropftest Mässigung dem heissen Blut     e,

 Richtetest den wilden, irren Lauf,

 Und in deinen Engelsarmen ruhte

 Die zerstörte Brust sich wieder auf. Her er et Udtryk for den sundeste,
fuldeste gjensidige Sympathi, for Elskovstaknemmeliglied, for indbyrdes
Forstaaen. For dette vinder Heine først Udtryk under Skyggelidenskaben
for den unge Kvinde, der var Engelen ved hans Dødsleje, la Mouche.
Ellers er det aldrig det i Kjærligheden, som er Sundhed, Beroligelse,
Lykke, der er hans Sag. Det Omraade, hvor han er Herre, er et andet:

Den lidenskabelige Attraa gjengiver han som moderne Poet med en
Correggio’agtig Sammensmeltning af Farver og Stemninger bedre end Goethe
med sin antike Klarhed. Attraaen er hos Goethe græsk eller italiensk.
Man mindes f. Ex. Digtet om den søde Pomerans: Ich trete zu dem Baume

     Und sage: Pomeranze!

     Du reife Pomeranze!

     Du süsse Pomeranze!

     Ich schüttle, fühl’, ich schüttle,

     O fall in meinen Schoos! Man sammenligne blot den mægtige
Stemningsfylde, den Glød og Duft, den overstrømmende Naturpoesi, der
rummes i et saadant Digt om Attraaen af Heine som det underfulde: Die
Lotosblume ängstigt sich vor der Sonne Pracht».

Højst betegnende for de to Digtere er det, at hvor, som ovenfor antydet,
Elskovslængselen glider over i Skildring af fremmede Egne, der maler
Goethe med Forkjærlighed Italien, Heine Hindostan. Eden et Superlativ og
uden et Diminutiv, med en Magt som en Gud, fremmaner Goethe i Mignons
Længselssang Billedet af den klassiske Jord, livor Citronerne blomstre.
Der er en Magt heri, en Vælde i hvert betegnende Træk, som Heine ikke
naaer. Men man sammenligne hermed den liflige Sødme i Heines «Auf
Flügeln des Gesanges, den drømmende, higende Længsel, det Yndefulde og
Mystiske i det Perspektiv, som aabnes: Es hüpfen herbei und lauschen

   Die frommen, klugen Gazellen,

   Und in der Ferne rauschen

   Des heiligen Stromes Well’n. Det er en udødelig' Strofe. Goethe er,
selv hvor han giver Længslerne Tøjlen, bestandig som hans Guldsmed fra
Efesus den store kloge Hedning, der former Gudeskikkelser; i Heines
visionære Hjerne var der det Gran af guddommelig Galskab, som var
fornødent for at Kjøbmandssønnen fra Düsseldorf skulde kunne forstaa og
gjengive det gamle Indiens selvopgivende Drømmeri.

Skarpere endnu træder Heines stilistiske Ejendommelighed frem paa
Baggrund af Goethe’s, naar vi sammenligne Udtryk for det, som ikke er
egentlig Attraa, men den rene Elskovslængsel, hos dem begge.

Man mindes f. Ex. hos Goethe disse Linjer, der er lagte Mignon i Munden:
Nur wer die Sehnsucht kennt, weiss was ich leide, Allein und abgetrennt
von aller Freude Seh’ ieh an’s Firmament naeh jener Seite, Ach, der mich
liebt und kennt, ist in der Weite. — Es schwindelt mir, es brennt mein
Eingeweide. Nur wer die Sehnsucht kennt, weiss was ich leide. Dette er
Mesterens fulde Poesi. Der er anvendt megen Kunst paa Gjengivelsen af
Længselens tærende Enstonighed: de sexdobbelte Rim, de smægtende Vers.
Endelig det djærve realistiske Udtryk: jeg svimler, hvor brænde mine
Indvolde!

Men man sammenligne nu Heines Udtryk for den rene Elskovslængsel,
hvor han naaer højest. Saa ser man, hvad den plastiske Fantasi og den
fuldendte Lakonisme i Stilen, hvis Udviklingshistorie vi have eftervist
hos ham, kan frembringe for Tid og Evighed: Ein Fichtenbaum steht einsam

     Im Norden auf kahler Höh’,

     Ihn schläfert; mit weisser Decke

     Umhüllen ihn Eis und Schnee. Er träumt von einer Palme,

     Die fern im Morgenland

     Einsam und schweigend trauert

     Auf brennender Felsenwand. Det er neppe rimet. Det eneste rigtige
Rim deri er det tarvelige: Land og Wand. Det er kun dette: Granen
drømmer i Sneen, Palmen sørger taus i Solheden. Det er ikke netop
set; det er tænkt eller fundet, derfor ikke til at male — jeg har set
det malt paa en tysk Udstilling, et ved sin Idioti rent latterligt
Dobbeltmaleri — men ligefuldt, det er et uforglemmeligt, et evigt Digt.
Det beroer paa, at Symbolet er saa uhyre slaaende ved sin Simpelhed,
ved hine Par klare Omrids i Stemning, som udtrykke Umuligheden af at
overvinde Adskillelsen trods den indre Sammenhøren.

Og har Goethe nu sin Styrke i Udtrykket for sunde Følelser, forholdsvis
enkelte og ublandede, saa har Heine en Styrke i Udtrykket for det
moderne Menneskes blandede Følelser, for det Angrebne i Følelseslivet,
som er smertelige Erfaringers Resultat. Aldrig havde Goethe kunnet
skrive disse Linjer med deres skjærende Kontraster og gaaderige Indhold:
Wenn ich in deine Augen seh’.

So schwindet all mein Leid und Weh:

— — — — — — — — — — — — — — — — —

Doch wenn du sprichst: ich liebe dich!

So muss ich weinen bitterlich. Hvorfor maa han græde? Jeg har hørt
Spørgsmaalet besvare naivt: fordi hun lyver. Ak nej! saa simpel er Sagen
ikke. Han har hørt disse Ord af andre Læber, og Elskovsordene fra disse
Læber er forstummede; han véd hvor længe en saadan Lidenskab i Reglen
varer, og han udrives af sin Selvforglemmelse ved Lyden af hendes Stemme
— han tvivler paa Varigheden af hendes Følelse eller paa Varigheden af
sin egen.

Højst interessant er det ogsaa at se, hvorledes Heine under
Udarbejdelsen har tumlet med

disse Ord. Først lød den sidste Linje: »Dann wein’ ich still und
bitterlich«. Senere blev Ordet »bitterlich« i Strid med Digtets
oprindelige Anlæg forandret til »freudiglich«, indtil Linjen endelig fik
sin nærværende SkikkelseH. Hüffer: Aus dem Leben Heinrich Heines. S.
153..

Heine var ikke lykkelig og ikke stor nok til at naa til Forsoning
med Existensen. Den længe Landflygtige og længe dødeligt Syge kunde,
selv alt Andet fraregnet, ikke se paa Jordelivet med de Øjne, som
den udadtil sikrede, fra mange Sider hædrede og i sit Væsen sunde
Fyrsteven i Weimar. Derfor er Oprørstendenser, Bitterheder og Cynismer
uendeligt meget sjældnere hos Goethe end hos Heine. Goethe lægger dem i
Regelen sin Mefistofeles i Munden, Heine, som manglede dramatisk Kraft,
faar Ansvaret for ethvert Indfald, fordi han altid taler i eget Navn.
De værste Bitterheder optog Goethe tilmed ikke i sine Værker. Kun i
Paralipomena til Faust findes f. Ex. dette Sted: Nach kurzem Lärm legt
Fama sich zu Ruh,

Vergessen wird der Held so wie der Lotterbube,

Der grösste König schliesst die Angen zu,

Und jeder Hund bepisst gleich seine Grube. Heine dvæler ved de
Forestillinger, som Goethe kun fremkalder for atter at Ijerne dem.
Ogsaa Goethe kan være blasfemisk. Han har skrevet det ofte anførte,
sjældent forstaaede Digt: Wer nie sein Brod mit Thränen ass». Det er en
bitter, blodig Anklage mod Verdensordenen. Men den er taarekvalt i sin
Bitterhed, ikke vildt desperat som Heines mesterlige Fragen eller som
Digtet Lass die heiligen Parabeln», hvor det hedder: Warum schleppt sich
blutend, elend,

  Unter Kreuzlast der Gerechte,

  Während glücklich als ein Sieger

  Trabt auf hohem Ross der Schlechte? Also fragen wir beständig,

   Bis man uns mit einem Handvoll

   Erde endlich stopft die Mäuler,

   Aber ist das eine Antwort? Heines Udtryk er her, som i Regelen,
lavere, mere jordisk og djærvt, men ingenlunde Æmnet uværdigt.

Udbruddene af Livslede, af Blaserthed er ikke sjældne hos ham.
Man behøver ikke at søge langt iblandt hans Digte for at tinde
Stemningsudtryk for den rene Opgiven af ethvert Princip, enhver Stræben.
Hos Goethe forekommer ikke Sligt. Hans Vanitas vanitatum, Sangen: Ich
hab’ meine Sache auf Nichts gestellt er meget betegnende blevet en Bord-
og Drikkevise. Det er hos Goethe med andre Ord ikke bitter Alvor med
denne Desperation, og den slaar derfor om i en Overgivenhedsfølelse.
Forsaavidt Goethe ikke har det overvældende Indtryk at Livsulykken som
Heine, er han i Grunden ukristeligere end han.

 Ligesaa oplysende som det nu er at sammenligne Udtryk for Selvopgiven i
begge Digteres Lyrik, saa lærerigt er det at sammenstille Udtrykkene hos
dem for Opsvingets, Selvopmandelsens Følelser. Sangen Feiger Gedanken
af Claudine von Villa bella er i den Henseende betegnende for Goethe,
ja som et Motto for hele hans Livsførelse. Der kan neppe tænkes et
kraftigere Udtryk for mandig Besluttethed end det som gives i Linjerne:
Allen Gewalten — zum Trutz sich erhalten osv.

Man sammenstille Heine’s Digt: An die Jungen. Det er et Pragtdigt,
henrivende ved de stormende Rytmer og de firdobbelte maleriske Rim
allerede. Den første Strofe med sin Hentydning til de gyldne Æbler,
Hippomenes kastede for Atalanta, er allerede et helt Digt: Lass dich
nicht kirren, lass dich nicht wirren

Durch goldne Aepfel in deinem Lauf.

Die Schwerter klirren, die Pfeile schwirren,

Doch halten sie nicht den Helden auf. Fra Billedet af Helten, der
ikke lader sig standse paa Rendebanen, glides der nu over til
Alexanderskikkelsen som Forbilled. Det gjælder kun om Fasthed og
Dristighed: Ein kühnes Beginnen ist halbes Gewinnen,

Ein Alexander erbeutet die Welt,

Kein langes Besinnen! Die Königinnen

Erwarten schon kniend den Sieger ins Zelt. Wir wagen und werben!
besteigen als Erben

Des alten Darius’ Bett und Thron.

O süsses Verderben! o blühendes Sterben!

Berauschter Triumphtod zu Babylon! Paa Sejren følger altsaa
Fyrstindernes Knælen, saa sød Fordærv, blomstrende Undergang, berust
Triumfdød — hvilken Sardanapalstemning i denne Opsang til en Ungdom,
denne Opfordring til ubøjelig Udholdenhed! Her kjæmpes for Æren og for
Kvinder som Bytte, ikke for Selvets egen Frihed, som naar det hos Goethe
saa simpelt hedder:

  Nimmer sich beugen.

         Kräftig sieh zeigen,

         Rufet die Arme

         Der Götter herbei. Følelsen er hos Goethe renere og fuldere,
Sprogets Musik er simplere, medens Melodien hos Heine har ligesom en
overdaadig Instrumentation. Men her er Intet for Øjet, slet intet
Billed. Det er typisk, at Alt her hos Goethe er større følt, men hos
Heine mere moderne, mere blandet, ligesom det metriske Udtryk er mere
sanseligt indsmigrende, frembragt af en paa alle Enkeltheder mere
opmærksom Kunst.

Tag nu et Æmne af fortællende og tillige malerisk Natur: de hellige
tre Konger, som de mindes paa Helligtrekongersfest. Det er behandlet
bredt, muntert, i Folketone og ægte naivt i Goethes Epiphanias: »Die
heil’gen drei König’ mit ihrem Stern«. Hver af de hellige tre Konger,
den hvide, den brune og den sorte, karakteriserer sig her som de saa ud,
naar de formummede gik fra Hus til Hus paa Landet, og Digtet slutter:
Die heil’gen drei Konig sind wohlgesinnt.

Sie suchen die Mutter und das Kind,

Der Joseph fromin sitzt auch dabei,

Der Ochs und Esel liegen auf Streu. Heine tager ikke Legenden mere
religiøst end Goethe, men han lægger sit Ansigt i alvorligere Folder,
taler knappere, tegner skarpere, opnaar en helt anden Virkning. Goethe
sætter Sindene i Bevægelse ved munter Barnlighed, bredt udmalt;
Heine borer sig ind i Sindet, saa Talens Braad bliver siddende i
Læserens Sind. Han vil nærmest opnaa en Virkning som den af et gammelt
florentinsk Maleri. Die heil’gen drei König’ aus Morgenland,

Sie frugen in jedem Städtchen:

Wo geht der Weg nach Bethlehem,

Ihr lieben Buben und Mädchen? Die Jungen und Alten, sie wussten es
nicht,

Die Könige zogen weiter,

Sie folgten einem goldenen Stern,

Der leuchtete lieblich und heiter. Der Stern blieb steh’n über Josephs
Haus,

Da sind sie hineingegangen,

Das Oechslein brüllte, das Kindlein schrie,

Die heil’gen drei Könige sangen. Der er et vist Skjælmeri heri: hvilken
Concert! Men ogsaa hvilket Maleri! De færrest mulige Ord — ikke et Træk,
ikke en Streg for meget, og den sikreste, punktuelle Virkning.

Tænker man nu endelig til Slutning paa en af disse abstrakte Skikkelser,
der forekomme i al lyrisk Poesi, mere eller mindre gjennemførte
Per sonifikationer af et Begreb, som Freden, Lykken, Ulykken, og
sammenligner man ogsaa paa dette Felt Heine med Goethe, saa vil det
atter her vise sig, at Goethe har den fuldere Tone, Heine det sikrere
Rids. Goethe har skrevet disse Linjer til Freden: Der du von dein Himmel
bist,

 Alles Leid und Schmerzen stillest,

 Den, der doppelt elend ist,

 Doppelt mit Erquickung füllest!

 Ach, ich bin des Treibens milde,

 Was soll all der Schmerz und Lust?

           Süsser Friede!

 Komm, ach komm in meine Brust! Her er, som man ser, intet Billede,
ingen virkelig Persondannelse. Gjennem de sex første Vers stiges der til
Udbruddet »süsser Friede!«, paa hvis Komme man ikke kunde være ganske
vis.

Man sammenligne de følgende to Personliggjørelser af Lykken og Ulykken
hos Heine: Das Glück ist eine leichte Dirne

 Und weilt nicht gern am selben Ort,

 Sie streicht das Haar dir von der Stirne

 Und küsst dich rasch und flattert fort. Frau Unglück hat im Gegentheile

 Dich liebefest an’s Herz gedrückt,

 Sie sagt, sie habe keine Eile, Setzt sich zu dir an’s Bett und
strickt. Med saa faa Træk er sjældent to Begreber forvandlede til to
levende Figurer, og den moderne Mythedannelse er neppe nogensinde naaet
højere end i de to sidste Linjer, bag hvilke der ligger en saa dyb og
skrækkelig Erfaring.

Vi saa Heine dukke op i den romantiske Skole og lære sit Haandværk af
A. W. Schlegel, der meddeler ham sin sikre Smag. Han er fra først af
forfalden til romantiske Spøgelsehistorier og romantiske Archaismer
i Lyriken. For sine jambiske Verseformers Vedkommende begynder han
saa at studere og efterligne Wilhelm Müller; i hans trochæiske Digte
spores Clemens Brentano’s Indflydelse. Han udformer hurtigt sin egen
Stil. Den udmærker sig ved den højeste Fortætning af Stemninger, Tanker
og Billeder. Dens Karaktermærke er den stærkeste Sammentrængthed.
Heine gjør Alt nærværende, levende, indfører selv i rolige Æmner en
nervøs, undertiden dæmonisk, Lidenskabelighed, driver ikke sjældent
det Mimiske op indtil det Grimacerende, ombytter stundom Dagslyset med
det elektriske Lyses skjærende Klarhed — en Unatur, som dog findes i
Naturen. Hans Hovedvirkemiddel er poetisk Fynd.

I Kraft af sit Naturels Sammensætning af Vid og Fantasi er han
tilbøjelig til at virke ved Kontraster, søger det Skjærende, det
Uensartede og har en Forkjærlighed for de Virkninger, som opstaa, hvor
en jævn, plat Virkelighed glider over i en digterisk Vision, eller hvor
Visionen blegner og fordunster for at give den velbekjendte Virkelighed
Plads. Hans Skrivemaade er helt moderne: Alt anskueliggjort, Alt for
Øjet. — Hvad er det at være en stor Skribent? Det er at have Evnen
til at fremkalde Syner og Stemninger, Syner gjennem Stemninger eller
Stemninger gjennem Syner. Heine har især udviklet den sidste Evne hos
sig, forsømmer derfor aldrig det sikre Omrids og den maleriske Effekt.

Paa sin Højde kan han ikke mere sammenlignes med sine Lærere og
Samtidige. For at prøve hans Stils Styrke og Smidighed var det
nødvendigt at maale den imod den største Stil i Datiden, Goethes. Vi se
ham ved Sammenligningen hyppigt ligge under, ikke altfor sjældent hævde
sig paa en næsten sideordnet Plads. Det er Ære nok for ham, at det er
muligt og en Gang imellem nødvendigt at sammenligne ham med Goethe.

En Stil er et Udtryk for en Personlighed og et Vaaben i den litterære
Kamp. Goethe’s Stil er med al dens Storhed for usammensat til at gribe
det Moderne. Men Heines Stil, dette Vaaben, der i hans bedste Tid var
drevet som hine gamle spanske Klinger, der lode sig bøje som Vidjer og
dog ikke sprang mod noget Harnisk, var fremfor nogen egnet til at binde
an med det moderne Liv i dets Haardhed og Hæslighed, dets Ynde og Uro og
Rigdom paa skjærende Kontraster. Den besad ogsaa i højeste Grad den Evne
at virke paa moderne Læseres Nerver med deres stærkere Hang til krydret
Spise og hidsende Drikke end til simpel Næring og ren Vin.

XVI.

Vistnok Intet har i Efterverdenens almindelige Omdømme skadet Heine mere
end hans Aabenmundethed paa det kjønslige Omraade. Enkelte Grupper af
hans Poesier er endog af den Grund gjennemgaaende meget ilde omtalte,
saaledes de Digte, der udgjøre Samlingen Verschiedene, af hvilke de
fleste iøvrigt ere blevne uretfærdigt fordømte, andre ganske vist er
ret platte i deres Tankegang, ligesom deres Indhold er alt andet end
sublimt. Goethe havde i Der Gott und die Bajadere givet et Exempel paa,
at endog meget dristige Æmner kunde adles ved Stilens Storhed, og selv
hvor han, som i de venetianske Epigrammer, behandler Bajaderer, der
ingenlunde lutres gjennem Elskov, og dvæler ved Digterens Forhold til
dem, virker allerede det antike Versemaal fjernende og der forekommer
intet anstødeligt Ord; endelig drukne disse faa løsslupne Epigrammer
i Massen af Goethes andre Digtringe; man føler ogsaa ved Læsningen af
dem, at han er den Mand, hvem Alnaturen skabte for gjennem ham at faa
at vide, hvorledes den helt saa ud. Hos Heine optager Aabenmundetheden
med Hensyn til hans Forhold til det andet Kjøn for stor en Plads og
er ikke altid smagfuld. Den skaffer ham ti Læsere for hver en, den
fjerner; men den ene, den fjerner, var undertiden mere værd end de
ti, den forskaffer. Og dog er denne Aabenmundethed i en vis Henseende
tillige hans Styrke. Den havde ikke behøvet at være saa personlig, men
ellers er den ganske nødvendig for den, der ikke blot vil omspænde det
Alvorliges Halvkugle, men det Komiskes med. Og den nærmer Heine til alle
Tiders ypperste, rent komiske Digter. I Slutningen af sit Vinteræventyr
udtaler Heine umiddelbart efter det kaade Sted, hvor han lugter sig
til Kundskab om Tysklands Fremtid ved at stikke Hovedet ned i Karl den
Stores Tronstol, at de ædleste Gratier have stemt hans Lyras Strenge,
og at denne Lyra er den samme, som engang hans Fader lod tone, »den
salig Herr Aristofanes, den Musernes Yndling«. Han tilføjer, at i sit
sidste Kapitel har han søgt at efterligne Fuglene, »det bedste af Faders
Dramer«. Han har da sat sin Ære i at udlede sin Kunst fra det gamle
Grækenlands største komiske Digter.

Man studser i første Øjeblik derover. Thi medens adskillige andre
tyske Poeter som Platen og Prutz have efterlignet den aristofaniske
Komedies Former: Trimetrene, Korene, Parabasen, den hele, af den græske
Komiker-Skole oparbejdede, paa én Gang frie og faste Kunstform, har
Heine end ikke gjort et Forsøg paa at tilegne sig denne Digtform, saa
lidt som nogen anden. Det er ejendommeligt for ham, at saa ihærdigt
stræbende og ubetinget samvittighedsfuld som han var med Hensyn til
det enkelte metriske eller ubundne Udtryks slaaende Sikkerhed — jeg
har aldrig set et saa gjennemrettet Haandskrift som det til hans Atta
Troll i det kongelige Bibliothek i Berlin — saa umuligt var det ham at
paalægge sig de store Formers kunstneriske Tvang. Det svarer til at i
hans større Digtninge den hele Plan er ganske løs, men hver enkelt Linje
atter og atter gjennemarbejdet.

Man kan vel uden Overdrivelse sige, at aldrig har han som Kunstner
stillet sig en Opgave og løst den.

En eneste Gang har han gjort Forsøg paa en sammenhængende større
Prosakomposition, en Roman eller Novelle. Den er bleven staaende som
Brudstykke, hvad enten nu virkelig, som det siges, den største Del af
Manuskriptet er gaaet tilgrunde ved en Ildebrand, eller det aldrig er
blevet fuldendt, hvad jeg for min Del troer. Og selv dette Fragment
Rabbien fra Bacharach er nøjere betragtet kun en Omskrivning af Heines
egne private Forhold, satte tilbage i den fjerne Fortid.

Aldrig har han heller forsøgt sig i en strengt sammenhængende
metrisk Komposition. Hans to eneste større Digtninge Atta Tro11 og
Vinteræventyret er frie, lunefulde Fantasier, Sæbebobler, der vugge sig
paa Hjærnespind, kun sammenholdte ved Tonens Enhed og den indre Bygnings
Ensartethed.

At oversætte eller bearbejde Aristofanes har ikke kunnet falde Heine
ind. Han var ikke som Goethe, der trods sin uhyre selvstændige
Produktivitet nedlod sig til at oversætte og bearbejde for sine
Landsmænd (Diderot, Benvenuto Cellini, Voltaire). Da Goethe møder
Aristofanes paa sin Vej, fortrylles han af ham, og han, ikke Heine,
giver sig til at omplante Fuglene paa tysk Grund, men — betegnende nok
— han underkaster Skuespillet den Forvandling, at Satiren fra politisk
bliver litterær. De to politisk utilfredse Hovedpersoner er hos Goethe
bievne litterære Æventyrere; ved Uglen vilde han — som godtgjort i
et Brev fra Jacobi til Heinse — ramme Klopstock, ved Papegøjen den
unge Cramer. Det var i Epilogen til denne Bearbejdelse, at Goethe gav
Aristofanes den udødelige Betegnelse »Gratiernes uopdragne Yndling«, som
passer saa godt paa Heine.

Var Heine nu altfor lidt arbejdsom til nogensinde at studere, oversætte,
bearbejde eller efterligne en Oldtidsdigter, saa vilde han dog aldrig
som Goethe eller Platen have kunnet gjøre blotte Litteraturkomoedier ud
af de aristofaniske; netop den store politiske Satire tiltrak ham.

Rimeligvis er Heine det vittigste Menneske, der har levet, i det mindste
det vittigste, som har levet i den moderne Tid. Vistnok staar Voltaire
som en Slags Personliggjørelse af Viddet, men hans Vid er forstandigt og
tørt, ikke digterisk, ikke Fantasivid som Heines.

Det var i sin Tid uklogt af Platen, at han, stolt og stiv som han var,
skrev det Værk, hvori han vilde haane Heine, Der romantische Oedipus
i den aristofaniske Komedies ydre Form og Manér; thi han havde kun
Versenes Finhed og Ordenes Grovhed tilfælles med Aristofanes. Heine
derimod havde alle Aristofanes’s Hovedegenskaber i Forening: Viddet og
Vildskaben og Fantasien og den smeltende Lyrik og Skamløsheden, Alt i
Gratiens Form. Uden Gratie og Vid er Skamløsheden visselig en lav og
frastødende Egenskab. Men i denne sin Forening med høje Evner er den
ualmindelig. Den aristofaniske Digter maa og kan ikke have den Stolthed,
der gyser tilbage for at more de Gemene, dem, der kun forstaa En, naar
de møde En i Snavset. Han tør ikke sky til et vist Punkt at give sig til
Pris, det vil sige: at give sit moralske Væsen til Pris for at indvinde
et større digterisk Felt.

Det nytter ikke, at en Autor, der, som Platen (eller som Hauch i Den
babyloniske Taarnbygning) først og fremmest vil gjøre Indtryk af »en
ædel Digter« og indgyde Despekt ved sin Person — det nytter ikke, han
forkynder, at han vil »seine Gegner zermalmen mit wirklichem Witz«.
Man kan ikke paa én Gang optræde som fin Mand og som Aristofaniker.
Man strander i denne sidste Egenskab, ifald man sætter større Pris
paa de Andres Agtelse end paa Kunstens Triumf. Men hos den virkelige
Aristofaniker faaer Poesien til Gjengjæld et Omfang som aldrig hos
den højtidelige Digter (en Schiller eller en Hugo); den afspejler
Menneskelivet helt fra dets højeste til dets laveste Funktioner.

Saa faa formelle Berøringspunkter der er mellem Heines lyrisk-satiriske
Digte og Aristofanes’s store fantastiske Skuespil, saa er det dog
sandsynligt, at der ikke siden den græske Oldtids Dage er opstaaet et
med Aristofanes’s mere beslægtet Vid end Heinrich Heines.

Dette Udsagn beroer ikke paa nogen Miskjendelse af den umaadelige
Forskjel imellem deres Livsværks Karakter. Den aristofaniske Komedie
er med sin storartede og fasttømrede Kunstform Udtrykket for et helt
Folks kunstneriske Dannelse, fremgaaet af religiøse Fester som et
Festmonument. Som grundlagt og underbygget af en hel Række fremragende
Forgængere, hvis Stil var ensartet, hvis Talent var beslægtet og hvis
Arv Aristofanes overtog (omtrent som Shakespeare sine Forgængeres)
er den Aristofaniske Komedie som Form et kollektivt Arbejde i langt
højere Grad end den Heine’ske Strofe er det. Selv ganske bortset fra
Eupolis’s og Kratinos’s Beskyldninger mod Aristofanes for utilladelig
Tilegnelse af Forgængeres Indfald kunne vi alene af Ridderne se, at
allerede Komikeren Magnes har opført Stykker med Titler som Fuglene,
Vesperne, Frøerne; de som Krybdyr, Insekter, Fugle forklædte Kor var da
Noget, Aristofanes ikke opfandt, men overtog. Kun fordi vi ikke kjende
den græske Digters Forløbere, staar hans Livsværk nu for os som en rent
individuel Frembringelse, som Typen paa stor fantastisk Komik, og næsten
al moderne Komik og Fantastik synes forsagt og spinkel i Sammenligning
med dens Kjækhed.

Hans Verden er den forkerte. Naar i Freden Trygaios sadler en stinkende
Skarnbasse og paa den som paa sin Pegasus stiger gjennem Luften til
Gudernes Boliger, eller naar han siden ved Hjælp af et favnelangt Reb
trækker Freden op af den dybe Brønd, hvori Krigen har styrtet hende
ned, saa er dette Ting, der fremføres, som var det tilvante, kjendte
Muligheder, og han lader dem uden nogen Forklaring foregaa for vore
Øjne, saa vi tvinges til at tro paa dem. — Naar vi i Fuglene høre to
simple Fyre, der optræde som Vismænd, udvikle deres forrykte Planer til
at bygge en By i Skyerne, lyder det i vore Øren fra først af vanvittigt
nok, og naar vi se Fuglene modtage dem med Ærefrygt, faa vi ikke derved
bedre Tanker om deres Intelligens, nyde tværtimod Komiken at de dumme
Dyr vente sig Frelsen fra dem. Dog naar vi saa endelig høre, at Byen
virkelig er bygget, at Alt er lykkedes, og se, hvorledes Held og Lykke
følger Foretagendet, saa føle vi, at den Verden, vi her iagttage, ikke
er den, vi til dagligt Brug opholde os i, men en, med hvis Love det
stemmer, som strider imod Lovene i vor.

Denne nye Verden er da rent fantastisk, forsaavidt den staar i Strid med
Sandsynlighedslove og Naturlove. Det er en Verden, hvor selve Galskaben
triumferer, og Digteren lader som var dette ganske i sin Orden. Først
naar Tilskueren betænker hvor vel denne forkerte Verden kan ligge, hvor
det vel gaar saaledes til, hvor den politiske Uforskammethed drives i
saa stor Stil og langt fra at staa tilskamme vinder Tillid og belønnes —
føres han tilbage til Virkeligheden, idet han i denne Verden gjenkjender
sin egen, sit eget Hjem, Athen. Af de aristofaniske Stykker, vi besidde,
foregaa Fuglene, Frøerne, Freden, enten slet ikke eller ikke helt paa
Jorden; det er meteoriske eller underjordiske Skuespil. Det er ogsaa
kun i dem, at Guder forekomme, rigtignok blot for at gjennemhegles,
latterliggjøres eller gjennemprygles. Men i Virkelighedens Verden
aabenbare de sig ikke; thi kun i den fantastiske troes der paa dem.

 Se en saadan overnaturlig Verden vover Heine som moderne Digter slet
ikke at hensætte, skjønt han ikke kan undvære den. Derfor hans stadigt
tilbagevendende, stadigt fornyede Brug og Misbrug af Drømmen, hvortil
vi neppe hos nogen anden moderne Digter finde et Sidestykke. Men
indenfor Drømmen som Ramme vover han da ogsaa det overordentlige, det
Aristofaniske.

Som alt berørt: Han ligner Aristofanes i Dybden af sin Skamløslied og i
Højdeflugten af sin Lyrik.

Vel spille Hentydningerne til Fordøjelsens Besværligheder og deslige en
noget mindre Rolle hos Heine end hos Aristofanes, der jo iøvrigt selv,
som han erklærer, ringeagtede denne Art Komik. Den duede efter hans
Udsagn kun til at fremkalde det mindst udviklede Publikums Latter. Men
der tales hos Heine hyppigt og undertiden bredt om slige Ting (bredest
i Polemiken mod Platen) og man sikrer sig næsten ligesaa ofte mod visse
hæslige Insekter hos Heine som hos Aristofanes.

Skjøndt Heine selvfølgelig ikke kan føre et saadant Frisprog med Hensyn
til det Kjønslige som den gamle Græker, saa negter han sig til Gjengjæld
ikke nogen Hentydning, der kan bøde paa hvad Udtalelserne maa mangle
i Ligefremhed. Nu og da er der næsten ingen Omskrivning tilstede, og
Cynismen, som ellers antydes ved et Smil eller en Grimace, les ud i
Verden af fuld Hals — saaledes i Slutningen af Vinteræventyret, i Digte
som Den Vantro og lignende.

Og atter som hos Aristofanes: Fra denne stadige Dvælen ved alt det i
Mennesket, som minder om, at det i sin første Spire udvikles mellem
en Blære og en Endetarm, hæver Heine sig til den fineste, sarteste
Lyrik. Han, som saa godt kjender Naturvæsenernes materielle Oprindelse,
udleder i et af sine Digte Alt fra Nattergalesangen: Im Anfang war die
Nachtigall

 Und sang ihr Lied: Züküht! Züküht! Det minder formelig om de dejlige
Vers i Fuglene, i hvilke det hedder: Elskelige og fine, du!

Du, som er sødest af Alt for mig,

Skovensomme Veninde!

Kommer du? kommer du? bliver du? osv. Hos Heine som hos Aristofanes
gaar det ud over Guderne. Alligevel er naturligvis Satiren hos ham
forsigtigere end hos den gamle Græker; den moderne Verden taaler
mindre Skjæmt paa dette Omraade end den antike. Naar Dionysos, selve
Komediens Gud, i Frøerne viser sig storpralende og fejg, faar den ene
Dragt Prygl efter den anden og tilsidst anraaber sin Præst, der inde
blandt Tilskuerne indtog en Æresplads, om Bistand i Nøden, saa gives
der intet Sidestykke til den Art Gudsbespottelse hos Heine, der skrev
under Politiets og det moderne Samfunds Censur. Og dog nægter han sig
ikke ret meget fra den lette Spøg til den drøje Skjæmt og de mest
bidende Spotterier. Bekjendt er Hyacinths Forklaring i Reisebilder af
de forskjellige Religioners Værdi. Han vrager Katholicismen, der med
sin Klokkeklang, sin Røgelseduft og sin »Melankolik« ikke er nogen
Religion for en Hamburger, prøver Protestantismen ved at sætte i
Lotteriet paa de Psalmetal, han finder paa den sorte Tavle i en luthersk
Kirke, og affærdiger Jødedommen med de bekjendte Ord: »Det er slet
ikke nogen Religion, men en Ulykke«. — Lystigt og dristigt er Digtet
»Disputation«, hvor Rabbien og Kapucineren tale hver for sin Dogmatik,
prisende hver sin Læres Salighedstilstand i ret anstødelige Udtryk,
indtil Kongebruden, som skal afgjøre Trætten, erklærer sig ude af Stand
dertil: det Eneste, hun har mærket, er at Kapuciner og Rabbiner stinke
begge to. — Formelig dramatisk er Religionsspotteriet endelig paa det
Sted i Heines Bog om Börne, hvor han fortæller, hvorledes han under
sit Ophold paa Helgoland hyppigt inddrages i Disputer med en preussisk
Justitsraad om Treenigheden, og dernæst beretter hvorledes under
Disputen Stemmer lyde op gjennem det tynde Gulv fra Værelset nedenunder,
hvor en flegmatisk Hollænder udvikler for Værtinden, hvordan man gjør
Forskjel paa Kabeljau, Laberdan og Stokfisk: det er i Grunden Et og
det Samme, men med tre Navne, der svare til tre forskjellige Grader af
Nedsaltning.

Hvad de jordiske Magthavere angaar, er Heine visselig ikke mindre
dristig og ikke mindre fantastisk i sin Komik end Aristofanes.

Aristofanes viste Mod i sine Angreb paa Kleon og Theramenes; han
slumpede nu og da til at forsvare den gode Sag; men i Regelen hævdede
han den slette, gjorde sig til Talsmand for en uholdbar Konservatisme
og for uretfærdige Angreb. Heine var sjældnere uretfærdig og aldrig
konservativ. Men han minder om Aristofanes ved sit aristokratiske Hang
og ved Angrebenes Form, bl. A. ved sin morsomme Benytten af kjendte,
pathetiske Digtersteder.

Der findes hos ham en hel Række vittige Angreb paa Friedrich Wilhelm IV,
i Vinteræventyret, hvor Hammonia advarer Heine mod »Kongen af Thule«,
og i Digtet Der neue Alexander; ligeledes en hel Gruppe af Poesier mod
Kong Ludvig af Bayern og hans Virksomhed. Denne sidste Konge, hvem
Heine fra først af selv havde lovprist, var som Mæcenas smigret af en
stor Kunstner- og Digterskare i Samtiden. I sine Lobgesänge auf König
Ludwig angriber Heine alle hans Svagheder, hans Skjønhedsgalleri i
Münchenerslottet, hans daarlige Vers, hans Ærgrelse over at adskillige
af ham beskyttede berømte Videnskabsmænd og Kunstnere lode sig drage
fra Bayern til Preussen. Om Skjønhedsgalleriet hedder det: Er liebt die
Kunst, und die schönsten Frau’n,

Die lässt er porträtiren,

Er geht in diesem gemalten Serail

Als Kunst-Eunuch spazieren. I Anledning af de berømte Mænds Udvandring
til Preussen faar Heine Leilighed til at give sin gamle Prygledreng
Massmann et Sidehug: Der Schelling und der Cornelius,

Sie mögen von dannen wandern,

Dem Einen erlosch im Kopf die Vernunft,

Die Phantasie dem Andern. Doch dass man aus meiner Krone stahl

Die beste Perle, dass man

Mir meinen Turnkunstmeister geraubt

Das Menschenjuwel, den Massmann. Das hat mich gebeugt, das hat mich
gekniekt,

Das hat mir die Seele zerschmettert,

Mir fehlt jetzt, der Mann, der in seiner Kunst

Den höchsten Pfahl erklettert ...

Om Kong Ludvigs Forhold til Poesien hedder det endelig her: Herr Ludwig
ist ein grosser Poet,

Und singt er, so stürzt Apollo

Vor ihm auf die Knie und bittet und fleht:

Halt ein! ich werde sonst toll, o!“ Endnu vittigere er Parodien paa Kong
Ludvigs Versebygning i denne Indskrift, der sættes over Atta Troll i det
baierske «Walhalla»: Atta Troll, Tendenzbär, sittlich-

 Religiös; als Gatte brünstig;

 Durch Verführtsein von dem Zeitgeist

 Waldursprünglich Sansculotte; Sehr schlecht tanzend, doch Gesinnung

 Tragend in der zott’gen Hochbrust;

 Manchmal auch gestunken habend;

 Kein Talent, doch ein Charakter! Versenes Haardhed og de tvungne
Participiums-Konstruktioner minde i lige Grad om Stilen i Kong Ludvigs
Vers, som disse mode enhver Rejsende paa Murene af Buegangene i München.

Dette er dog kun personlig Satire mod kronede Hoveder. Men hos Heine som
hos Aristofanes breder Satiren sig over den hele politiske, sociale og
litterære Tilstand, og da er det, at han behøver Drømmen som kunstnerisk
Hjælpemiddel. Den fører ham som den grjeske Digter ned under Jorden
eller op i en fantastisk Verden over Skyerne.

Saaledes, som allerede paavist, især i Vinteræventyret. Man se her,
med hvilken Omhu og med hvilket Mesterskab Heine har forberedt den
fantastiske Skildring af Barbarossas underjordiske Opholdssted i
Küffhäuser. Først Indførelsen af Omkvædet i en gammel Æventyrsang: Sol,
du klagende Flamme! og Fortællingen af det gamle Sagn om Solen som
Anklager af en ung Jomfrus Morder, dernæst Skildringen af den skikkelige
gamle Amme, der sang hin Vise og fortalte saa mange smukke Historier,
den om Kongedatteren som Gaasepige og den om Kejseren i Bjerget, som nu
vidtløftigt berettes — indtil Rammen gaar i Glemme og vi se Barbarossa
for os med sine jernklædte Mænd, høre ham kalde dem til deres Heste, til
Vaaben, til Kamp, for at hævne den Forsmædelse, som Morderne have ladet
gaa ud over den gyldenlokkede Germania. Paany føres saa Alt tilbage til
Ammestuevisens Stemning og dens nu med Begejstring og Jubel istemte
Slutningsrim: »Sol! du klagende Flamme!« Der er et aristofanisk Sving i
denne poetiske Udmaling af det gamle Arsenal, de tomme Rustninger, de
falmede Faner, de sovende Soldater og saa Omslaget, Appellen til den
vaagnende Kraft og Anraabelsen om hellere at faa Middelalderen igjen end
Datidens skinhellige Preussen med dets Blanding af gothisk Galskab og
moderne Løgn. I de to følgende Afsnit fortsættes Skildringen af Bjergets
Indre og føres Samtaler med Barbarossa som Drømmetilstande under Søvnen
i en Rejsevogn.

 Paa samme Maade er den preusserfjendske Fantasi i Værtshuset i Minden
begrundet. Heine vil have den preussiske Ørn frem, vil lade den blive
plukket og skudt. Hvis Aristofanes havde havt et lignende Mellemværende
med en Ørn, saa vilde han have indført den uden videre lige for vore
Øjne. Heine maa gaa tilværks ad den sædvanlige Omvej. Hos ham bliver i
den begyndende Drømmetilstand under Halvsøvn den røde Sengekvast over
hans Hoved til en Ørn med Fjær og Kløer, der truer med at hakke Leveren
ud af hans Bryst og mod hvilken han udsynger sit Had.

 Kun paa ganske enkelte Steder er Heines kunstneriske Fremgangsmaade
dristigere, den store Grækers mere lig. Saaledes i den prægtige Tale
til Ulvene om Natten i Teutoburgerwald. Den Rejsende hører dem hyle ved
Midnat om Vognen, hvis ene Hjul er gaaet af. Han stiger ud og holder til
de vilde Bestier en Tale: Mitwölfe, ich bin glücklich

     Heut’ in eurer Mitte zu weilen,

     Wo so viel’ edle Gemüther mir

Mit Liebe entgegen heulen. Og Talen er en humoristisk Kopi af dem, som
store Mænd ved slige Lejligheder pleje at holde: Denne Time er evigt
uforglemmelig. Det er Løgn, at han er gaaet over til Hundene; han har
aldrig tænkt paa at blive Hofraad i Lammehjorden. Den Faarepels, han nu
og da har hængt om sig, har han kun brugt til at varme sig med, han er
og bliver Ulv og vil altid hyle med Ulvene.

En direkte Efterligning af Paisteteros’ Bryllup med Basileia i Fuglene
er endelig, som af Heine selv udtalt, Scenen mellem Digteren og
Hamburg som den kraftige Kvinde med Murkronen. Den er yderst kaad,
drengeagtigt overgiven og i sin Lystenhed i Grunden mere anstødelig
end lignende Steder hos Aristofanes, der jo aldrig fremfører sig selv
paa Scenen uden for at forsvare sig som Digter. Heines Skamløshed er
om end mindre vidtgaaende dog mere personlig end hans. I Atta Troll er
Sammenligningen med Aristofanes end mere nærliggende. Fantasien er her
friere, fordi Hovedpersonen ikke er et Menneske, men en Bjørn. Der er en
overordentlig Fantasi udfoldet paa det Sted, hvor den efter sin Flugt
danser i Maaneskin for sine Unger. Der er en uforlignelig Humor i dens
Deklamation mod Menneskerettighederne og dens Pukken paa Bjørnenes ældre
Rettigheder, som minder om den dejlige Parabase i Fuglene, hvor det
godtgjøres, at Fugleverdenen er den ældste: Alt stammer fra Ur-Ægget,
Alt oprinder af Elskov, og Fuglene er Elskovsbørn. Overmaade morsom er
Bjørnens Stolthed af Dyreverdenen, morsomst dog, fordi Heine benytter
den til i dens Ytringer at indslynge overgivne Spydigheder mod dem, han
vil tillivs, saaledes mod Freiliggrath, hvis populære men taabelige Digt
Löwenritt ligesom det uheldige Der Mohrenkönig havde vakt hans lystigste
Spot: Giebt es nicht gelehrte Hunde?

   Und auch Pferde, welche rechnen?

   — — — — — — — — — — — — — — — —

   Schreiben Esel nicht Kritiken?

   Spielen Affen nicht Komödie?

   — — — — — — — — — — — — — — — —

   Singen nicht die Nachtigallen?

   Ist der Freiliggrath kein Dichter?

   Wer besäng’ den Löwen besser

   Als sein Landsmann, das Kamel?

En god Del af hvad Bjørnen siger, klinger som Satire over dumt
kommunistisk Demokrati. Der er Ordgyderiet mod Ejendommen: Bjørnene
fødes uden Lommer, Menneskene fylde deres. Og der er Ordgyderiet om
Ligheden: Strenge Gleichheit! Jeder Esel

  Sei befugt zum höchsten Staatsamt,

  Und der Löwe soll dagegen

  Mit dem Sack zur Mühle traben. Men iøvrigt er det en uskyldig,
braadløs Satire, der rent fantastisk driver Gjæk med Klerikale som med
Kommunister, med Misanthroper som med Revolutionære, med Verdensborgere
som med Nationale — thi Bjørnen har Noget af Alles Talemaader. Hvor
vidunderlig er ikke Atta Trolls Prædiken mod Atheismen og dens
Udvikling af sit deistiske System, den, som begynder: Hüte dich vor
Menschendenkart,

    Sie verdirbt dir Leib und Seele;

    Unter allen Menschen giebt es

    Keinen ordentlichen Menschen. Der er et muntert Dybsind i denne
Formaningstale imod Feuerbach og Bauer, og et Vid, der er aandfuldt som
Voltaires, men rigere, varmere, i Skildringen af Skaberguden: Droben in
dem Sternenzelte,

   Auf dem gold’nen Herrscherstuhle,

   Weltregierend, majestätiseh,

   Sitzt ein kolossaler Eisbär osv. Hvilken Humor i Udmalingen af de
Bjørnehelgene, der danse om hans Trone!

Dog har Bjørnen nu end Noget af alle Partiers Talemaader, saa har
han dog mest af Urtyskernes. Over dem gaaer det i Særdeleshed ud. De
velslikkede Bjørnejomfruer minde om tyske Præstedøtre; den yngste
Bjørneunge slaaer Kolbøtter som selve Massmann og er som han den
hjemmefødte Dannelses Blomst, har aldrig kunnet lære noget andet Sprog
end Modersmaalet, hverken Græsk eller Romersk.

Saaledes fører Heine ad vildt fantastiske Omveje altid Læseren tilbage
til sit Fædrelands Virkelighed.

Aristofanisk er ogsaa i denne Henseende Stedet, hvor det regner, og der
raabes: Sex og tredive Konger for en Paraply! og Stedet, hvor man atter
er kommet i Ly, og det hedder: Sex og tredive Konger for en Slaabrok!

Aldeles aristofanisk er endelig det undertrykte Sted, hvor Fuglen
Hut-Hut fortæller om hvorledes Salomon og Balkis give hinanden Gaader at
gjætte efter Døden: Wer ist wohl der grösste Lump

    Unter allen deutschen Lumpen,

    Die in allen sechs und dreissig

    Deutschen Bundesstaaten leben? Balkis, til hvem Spørgsmaalet
stilles, sender Lønbud rundt i alle tyske Riger og Lande, men saa ofte
hun forkynder Salomon Fundet af en ganske ualmindelig Usling, lyder
Svaret: Kind! es giebt noch einen grösser’n! Og det udvikles som det
Mærkelige ved Tyskland, at saa tidt man troer at have opdaget den
største Usselryg der, saa opstaar der en endnu større: Intet Fremskridt
er saa sikkert som det, der finder Sted i den almindelige Pjaltethed.
Igaar endnu syntes X. den største Pjalt; idag er han kun en Underpjalt
i Sammenligning med N. N. Det er et Bevis paa Heines kunstneriske
Rigdomsfornemmelse, at han i Digtets endelige Redaktion har vraget et
saadant Middel til at ramme sine Modstandere én for én paa den morsomste
Maade.

Endelig er der ogsaa i den rent litterære Satire en ikke ringe Lighed
mellem Fremgangsmaaden hos Heine og hos Aristofanes. Et Exempel
er Satiren over den schwabiske Digterskole i Atta Troll: Katten i
Hexens Hytte, som er en forvandlet Schwaberdigter, der vil blive
til Menneske igjen, dersom en ren Jomfru kan læse Gustav Pfizers
Digte i Sylvesternatten uden at falde i Søvn. Et andet Exempel er
Satiren sammesteds over disse letpudsige Linjer af Freiliggrath’s Der
Mohrenfürst med deres urimeligt søgte Lignelse: Aus dem schimmernden
weissen Zelte hervor

Tritt der schlachtgerüstete fürstliche Mohr;

So tritt aus schimmernder Wolken Thor

Der Mond, der verfinsterte, dunkle, hervor. Det er et Digt om en
Negerkonge, der fanges, kommer til Europa, maa tromme udenfor en Cirkus,
tænker paa sin fordums Storhed og trommer sin Tromme itu. Men at den
sorte Mand i Teltaabningen skal ligne Maanen mellem Skyer er unægtelig
komisk.

Hos Heine hænger den røde Tunge ud af Bjørnens sorte Gab som Maanen
viser sig mellem hvide Skyer. Og i Digtets Slutning træffer Heine i
Jardin des plantes en Neger, der passer Dyrene, og der aabenbarer sig
for ham som den Freiliggrath’ske Negerkonge, der har giftet sig med en
hvid Kokkepige fra Elsass, hvis Fødder minde ham om Elefanternes i hans
Hjemstavn og hvis Fransk klinger i hans Øren som Negersprog. Hun har
givet ham saa godt at spise, at han har faaet sig en lille rund, sort
Mave. Den glimter frem igjennem Skjorten som en sort Maane, der træder
frem af hvide Skyer.

Ikke mindst endelig spores der noget Aristofanisk i den hensynsløse og
brutale Satire over Platen i Reisebilledernes sidste Del. Ja endog visse
lystige Fif i den litterære Strid er fælles for den græske og den tyske
Komiker. I Frøerne faaer Æschylos under Væddekampen med Euripides, hvem
Aristofanes forfølger med sit Had, et Omkvæd, der omtrent er enstydigt
med »spiller op paa den gamle Lire«, til at passe ind i Alt, hvad
Euripides citerer af sig selv. I Rejsebillederne hævner Heine sig paa
Platen ved at lade Hyacinth afvexlende hefte Ordene »von vorn« og »von
hinten« til dennes Vers, og underkaster dem derved den ondskabsfuldeste
Forvanskning.

Den aristofaniske Komedie er som en udspændt Hvælving, bedækket med
storstilede Fresker — Heines Komik er sammenlignet med dens hvad overfor
Freskerne omhyggeligt udførte Staffelibilleder er. Der er Lys og Plads
i hint græske Lystspil som i Michel Angelo’s sixtinske Kapel: Alt
er her som i Capella sistina stort, rummeligt, vældigt, skabt af en
Aand, der trodser vedtagne Kegler ved sin Følelses lyriske Storm, sine
Forkortningers Dristighed og sine Allegoriers Magt. Kun at Michel
Angelo’s Verden er tragisk, vildt højtidelig, medens Aristofanes's
Verden er en dithyrambisk, en Verden af Karikaturer i en Ramme af græske
Livsforhold.

Sammenlignet med Aristofanes er Heine en Privatmand, der lever i sit
Hjem. Aristofanes færdes i Theatrets fulde Dagslys med Tusinder af
Tilhørere omkring sig; Heine meddeler sig til sit Publikum enlig fra sin
Stue. Men de Syner, der male sig paa hans Øjes Nethinde alene, have et
mere glødende og heftigt Liv end de, som Aristofanes legemliggjorde paa
en Scene. Og hans Bestræbelser have ikke det rent lokale Præg som den
græske Digters. Han henvender sig, hvor han er ypperst, til Millioner
udenfor sit Folk, ja til en Elite blandt alle dem, der kunne læse, Hans
Lyrik er personligere, inderligere og mere nervøs end nogen Grækers,
som hans Satire er viet almene Ideer, der for Aristofanes ikke havde
Existens. Han er ikke mindre vittig end sin græske Forgjænger, og han
har bestandig kjæmpet for politisk Udvikling og personlig Frihed, medens
Euripides’s og Sokrates’s Avindsmand hyppigst fægtede for en Fortid, der
uigjenkaldeligt var forbi og som han selv allermindst tilhørte.

XVII.

Heines Prosa staar ikke i Højde med hans Vers. I sin berømteste Prosabog
Reisebilder viser han sig som en Elev af Sterne, senere, da han vinder
større Selvstændighed, er han vel altid aandrig og livfuld, men sjældent
de Æmner voxen, han behandler. Hvad enten han skriver om tysk Filosofi
for Franskmændene eller om fransk Malerkunst for Tyskerne, er han lige
dilettantisk. Han var vel altid som Journalist betragtet en udmærket
Journalist, men han er for stor til at denne Betegnelse svarer til
Styrken af hans Væsen.

Vistnok have Pedanter blandt hans Modstandere gjort et utilbørligt
Væsen af hans saakaldte Overfladiskhed. Han var vel ikke nogen egentlig
Arbejder, men han var ingenlunde uden Flid, og hans Kundskaber talrige
og grundigt til egnede. Dog kun som Poet er han stor; de fleste af hans
Prosaskrifter er forfattede i Døgnets Tjeneste, ikke at tale om at man
har skadet hans Minde ved Udgivelsen af hans Breve, der i Regelen kun
vise ham fra en lidet fordelagtig Side. Man ser ham i dem hyppigst alene
optaget af sine Interesser. Men Pengeforlegenhed er et kjedeligt Æmne,
selv om det er et stort Talents Pengeforlegenhed, hvorom Talen er.

Heine opnaaede som bekjendt ikke at leve et helt Mandsliv til Ende an  .
Hbortreves i sin fulde aandelige Kraft af en rædselsfuld Sygdom        .

Han havde altid været fin og skrøbelig; i sin Ungdom plaget af
haardnakkede Hovedsmerter; nødtvungen til et saadant Maadehold i Drik,
at han efter sine Venners spøgefulde Udsagn nøjedes med at lugte til en
Flaske Rhinskvin, han havde i sit Kammer. Tidligt var hans Nervesystem
rystet, sikkert i langt ringere Grad af Udskejelser, end det troes —
thi han er i høj Grad fanfaron de vires, roser sig i sine Skrifter
stadigt af sine Laster — men han ramtes af den Sygdom, der saa hyppigt
er deres Lod, hvis Liv har været uafbrudt aandelig Produktivitet. En
Rygmarvsaffektion med Lammelse først af Øjenlaagene, efterhaanden af
næsten det hele Legeme, ramte ham. Henved otte Aar laa han i Paris
udstrakt i sin Grav af Madradser.

 Hans Liv, der hverken kan betegnes som et stort eller et lykkeligt
Liv, falder i to bestemt begrænsede Halvdele, Opholdet i Tyskland
indtil Julirevolutionens Tid, og Opholdet i Paris fra 1831 til hans i
1856 indtraadte Død. Det var et Liv ført uden Beregning, men ikke uden
Instinkt for hvor Udviklingsmulighederne laa for Talentet; det er neppe
sandsynligt, at Heine havde naaet sin Verdensborgerhøjde i Litteraturen
eller endog blot var blevet saa fremragende som satirisk Digter, ifald
han var forbleven i sit Fædreland alle sine Dage.

Hans Ungdomsaar i Tyskland gaa hen under Reaktionens Tryk; hans
Rejsebilleder vinde Popularitet som Udtryk for den politiske
Utilfredshed, men snart opgiver han i sit stille Sind al Politiseret!
som umulig. Da skaffer Julirevolutionen Luft, Heine bryder op, bosætter
sig i Paris og bindes snart der ved det tyske Forbunds Forbud mod hans
Skrifter. Ministeriet Guizot giver ham hemmeligt den lille Aarsrente,
der sætter ham i Stand til at føre et forholdsvis sorgløst Liv, og
for hvis Skyld han er bleven gjort til Gjenstand for Angreb, der ikke
savne al Grund, men som dog have gjort ham stor Uret. Man maa ikke
glemme, at Heine forstod sig slet paa den Kunst at tjene Penge og at
det kun vilde have nyttet ham lidet, om han havde forstaaet sig bedre
paa den. Han, paa hvis Bøger der er tjent Millioner, solgte Buch der
Lieder med alle følgende Oplag til Campe mod Kvittering for en gammel
Gjæld paa 50 Louisdorer, og var hele sit Liv igjennem nødt til at tye
til sin rige Onkels ugjerne ydede Bistand. Havde han og især den lille
Pariser-Grisette, som han giftede sig med, forstaaet sig bedre paa
Økonomi, vilde han maaske have kunnet undvære Regjeringsunderstøttelsen.
Nu har den vel nok forhindret ham i at sætte Et og Andet i tyske Aviser
om det franske Ministerium, som han ellers vilde have skrevet, men anden
Ulykke har den visselig ikke forvoldt, og mindst har den bevæget ham til
at skrive Nogetsomhelst, han ikke mente.

Fra Frankrig af har han som Forfatter ført sin aldrig afbrudte eller
endog blot svækkede Kamp mod den europæiske Reaktion. Man kan sige,
at han i denne Egenskab er Byrons store Arvetager. Faa Aar efter at
Spottens Sværd, svunget i Frihedens Tjeneste, glider ud af den døende
Byrons Haand, gribes det af Heine og føres en hel Menneskealder igjennem
med lige stor Behændighed og Kraft. Dog i de sidste otte Aar føres dette
Vaaben af en dødeligt Saaret.

Aldrig havde han skrevet sandere, ægtere, mere skjærende og mere
straalende Vers end da han laa naglet til sit Martyrium paa den lave,
brede Seng i Paris. Og aldrig har vel nogen frembringende Aand vist
større Mod, større Udholdenhed og Uanfægtelighed i overmenneskelige
Kvaler. Sjældent har Sjælens Magt over Legemet vist sig saa utvivlsom.
At lide taus med sammen bidte Tænder under Lidelser som hans vilde
allerede været meget. Men at frembringe, at spotte og spøge, sprudlende
lunefuldt og fantastisk, lade sin Aand fare Kloden rundt i yndefulde og
dybe Drømmerier, medens man selv ligger lam og som livløs paa Lejet, det
er stort.

Han laa der indskrumpet til et Skelet med de lukkede Øjne, de næsten
helt lammede Hænder, de ædle Ansigtstræk afmagrede; Hænderne, der var
hvide og fuldendt skjønne, var bievne som gjennemsigtige i deres Finhed;
naar han talte, gled nu og da et Mefistofeles-Smil over hans lidende
Christus-Fysiognomi. Tilsidst var i Grunden kun Stemmen tilbage af
Manden som af Oldtidens Tithon; men denne Stemme var uendeligt rig paa
Toner, paa Indfald og Skjemt.

Han vedblev at være aandeligt virksom. Det var som om Aandens Drivhjul
vedblev at dreje sig, selv uden Damp; det var som om Lampen blev ved at
brænde, selv uden Olie.

Det er usandt, at han var vendt tilbage til nogen Kirkelighed; men til
en Religiøsitet, der ligesom dukkede op paany fra Barndommens Dage,
og til en Art Gudstro klamrede den Lidende sig. Og selv over denne
Gudstro hævede han sig undertiden med et Smil. Et saadant Smil er hans
beroligende Ord til en ophidset Bekjendt paa hans sidste Levedag: Dieu
me pardonnera — c'est son métier.

Et rørende Vidnesbyrd om hans Aandskraft og hans sønlige Kjærlighed er
det, at han under hele sin Sygdom omhyggeligt vaagede over, at hans
Lidelser forbleve skjulte for hans gamle Moder i Hamburg; han tilskrev
hende indtil det Sidste muntre, spøgende Breve og lod af de Exemplarer,
han sendte hende af sine Skrifter, de Steder udtage, der kunde bringe
hende paa Sporet.

Et tiltalende Indtryk af hans Sjæleliv giver ogsaa dette Træk: han,
den i Udtrykket for Elskov mest kaadmundede af alle Mænd og Poeter,
forvandlede sig i sin Sygdom til den ømmeste og aandigste i Udtrykket
derfor. Som bekjendt forsødedes det sidste Aar af hans Liv af en ung,
skjøn Kvindes Hengivenhed og Beundring. Det var den Kvinde, der, skjønt
tyskfødt, er optraadt i den franske Litteratur som Skribentinde under
Navnet Camille SeldenA. Meissner: Erinnerungen an Heinrich Heine.
Camille Selden: Les derniers jours de Henri Heine. 1884..

Hun var da omtrent otteogtyveaarig, blaaøjet med lysebrunt Haar, og
saa yndefuld, indtagende og fin, at hun ved første Komme vandt Heines
Hjerte. Snart blev hun ham uundværlig; han led, naar der blot gik et Par
Dage hen uden at han saa hende, skjøndt hans Smerter var saa heftige, at
han tidt selv maatte frabede sig Besøget. Først i de opbevarede Breve
og Digte til hende er der den dybere erotiske Inderlighed, den Fylde i
Kjærligheden, som man ellers savner i Heines Elskovspoesier.

Han kalder hende sin Valgtrolovede, hvis Væsen Skjæbnens Vilje har
parret med hans. Forenede vilde de have lært Lykken at kjende, adskilte
maa de gaa tilgrunde: Ich weiss es jetzt. Bei Gott! du bist es,

 Die ich geliebt. Wie bitter ist es,

 Wenn im Momente des Erkennens

 Die Stunde schlagt des ew’gen Trennens!

 Der Willkomm ist zu gleicher Zeit

       Ein Lebewohl! Leende og grædende raser han over denne nødtvungne
Platonisme mellem to Elskende, for hvem ethvert Favntag er umuligt:
Worte! Worte! keine Thaten!

     Niemals Fleisch, geliebte Puppe,

     Immer Geist und keinen Braten,

     Keine Knödel in der Suppe! Han fortvivler i sin Utaalmodighed,
naar hun engang imellem lader ham vente: Lass mich mit glüh’nden Zangen
kneipen,

Lass grausam schinden mein Gesicht,

Lass mich mit Ruthen peitschen, stäupen —

Nur warten, warten lass mich nicht! indtil ved Dødens Nærhed Alt
forsones i det store mystiske Formælingsdigt mellem ham som Dødning og
Passionshiomsten ved hans Kiste: Du warst die Blume, du geliebtes Kind,

An deinen Küssen musst ich dich erkennen.

So zärtlich keine Blumenlippen sind,

So feurig keine Blumenthrånen brennen. Geschlossen war mein Aug’, doch
angeblickt

Hat meine Seel’ beständig dein Gesichte,

Du sahst mich an, beseeligt und verzückt

Und geisterhaft beglänzt vom Mondenlichte. Det er Billeder og Følelser
fra en anden Verden end Legemverdenen, en Verden, som den Blindes,
hvor der er Kys, men ikke synlige Læber, Taarer, der falde fra Øjne,
som ikke ses, Duft af Blomster, hvis Former ikke røres, og for Dagens
Sol et trolddomsagtigt, aandeagtigt Maanelys. Og saalidt som der er
Legemlighed, er der Lyd: Wir sprachen nicht, jedoch mein Herz vernahm
Was du verschwiegen dachtest im Gemüthe — Das ausgesprochne Wort ist
obne Scham, Das Schweigen ist der Liebe keusche Blüthe. Det var, siger
han, en lydløs Samtale, som fandt Sted, og Ingen maa spørge, hvad
der taltes: Frag, was er strahlet, den Karfunkelstein, Frag, was sie
duften, Nachtviol’ und Rosen — Doch frage nie, wovon im Mondenschein Die
Marterblume und ihr Todter kosen! Her hæver Heines Lyrik sig til Højden
af Shelley’s, den sublimeste i moderne Poesi. Her er hans Tone som
Shelley’s: en Ariel’s Violintone, ren og aandig og fyldig og skjælvende
moderne i sin betagende halvt syge Blødhed.

XVIII.

Börne og saare Mange efter ham have fældet den Dom over Heine eller
villet fælde Heine med den Dom, at det ikke var ham Alvor med Noget.
Seer man bort fra det Mindre og Uvigtige, beroer Börnes Vrede i Grunden
paa, at Heine ikke synes ham at ville tage Parti. Selv var han, saa godt
som man i hin uparlamentariske Tid kunde være det, Partimand til det
Yderste i Litteraturen.

I vore Dage er det en almindelig antaget og fortærsket Sætning, at
Kunsten er sit eget Formaal; i hin Tid var man fortrolig med den Tanke,
at den skulde tjene Livsformaal, og altid føler man i Datidens tyske
Digterværker, de være nu af større eller ringere Værdi, hvad det er,
som har trykket deres Frembringer Pennen i Haanden. Men selv saa stærkt
tendentiøse Poeter som Heine var Datidens Overbevisningsmænd (som Börne)
ikke tendentiøse nok. Og man brugte mod ham Ud­ trykket »Vel et Talent,
men ingen Karakter«, de Ord, han gjør sig saa ubarmhjertigt lystig
over i Atta Troll, hvis Fortale allerede spøger med den Trøst, som for
Mængden ligger i den Lære, at de brave Folk vel i Længden er slette
Musikanter, men at til Gjengjæld de gode Musikanter er Intet mindre end
brave Folk. Thi Bravhed og ikke Musik er dog Hovedsagen her i Verden.

Andensteds gjør Heine gjældende, at det i Reglen er et Tegn paa
Indskrænkethed, naar man af den indskrænkede Mængde strax bliver
stemplet og udtrykkeligt fejret som Karakter; det beroer paa, at en
snever og overfladisk Livsbetragtning, der altid bliver sig selv lig,
lettest udgrundes af Mængden.

At Heine efter sit hele Anlæg ikke var nogen Aand med stoisk Fasthed,
det er klart. Men ser man bort fra den Omstændighed, om han i visse
givne Tilfælde har vist Karakter eller ikke, saa er Spørgsmaalet, ført
tilbage til sit Princip, i Grunden dette, om Digteren bør tage Parti
eller ej.

Netop paa den Tid, da Heine i Atta Troll spottede dem, der i deres
Ivren for Livsformaalene troede at kunne erstatte Talent med Karakter,
blev der i den tyske Poesi for Alvor kjæmpet angaaende det Spørgsmaal,
om Digteren burde tage Parti eller tage sit Stade over alle Partier.
I Efteraaret 1841 opstod Atta Troll, der gjør saa mange Løjer med
Freiliggraths Ungdomsdigte, i November samme Aar skrev Freiliggrath, der
hidtil mest havde gjort sig bekjendt ved østerlandske Digte i Hugo’s
Stil og som kort forinden havde modtaget en Aarpenge af Kongen af
Preussen, i et Digt Aus Spanien over den skudte Diego Leon disse Linjer
om Digteren som saadan: Er beugt sein Knie dem Helden Bonaparte,

Und hört mit Zürnen d’Enghien’s Todesschrei:

Der Dichter steht auf einer höhern Warte

Als auf den Zinnen der Partei. Herimod rettede Georg Herwegh i Digtet
Die Partei (an Ferdinand Freiliggrath) et Svar, i hvilket den mest
slaaende Strofe er denne: Partei! Partei! wer sollte sie nicht nehmen,

Die noch die Mutter aller Siege war!

Wie mag ein Dichter solch ein Wort verfehmen,

Ein Wort, das alles Herrliche geba Nur offen wie ein Mann: Für oder   r?
wide                                                                  r?

Und die Parole: Sklave oder frei

Selbst Götter stiegen vom Olymp hernieder

Und kämpften auf der Zinne der Partei.

Da saa Herwegh et Aars Tid derefter i sit Digt Duett der Pensionirten»
haanede Freiliggrath

for den ham tildelte Aarpenge, »Invalidepensionen«, gav den Angrebne
som bekjendt Kongen af Preussen Pensionen tilbage, gik over til
den politiske Digtning og udviklede sig saa hurtigt til Radikal og
Revolutionær, at han ved Udbruddet 1848 stod som det tyske Folks mest
fremragende Revolutionsdigter. Freiliggrath gav altsaa Herwegh Ret. Dog
dette beviser endnu ikke, at han havde det.

Spørgsmaalet om og hvorvidt Digteren bør tage Parti, er meget sammensat.
Først paa Grund af det Mangetydige i Ordet Parti. Heine og Börne,
Freiliggrath og Herwegh have til forskjellige Tider taget Ordet i
forskjellig Mening.

Ved at sværge paa et indskrænket politisk Partiprogram, en social eller
religiøs Theori, vil Digteren, selv om han er en meget snever Aand,
kun tabe. Hvor er det muligt, at hans Idealer nøjagtigt skulde falde
sammen med Partiformaalene i deres indskrænkede Bestemthed! Thomas
Moore var Whigdigter, Walter Scott Torydigter, fordi ingen af dem var
store Aander, saa store Talenter de end var. Byron gravede dybere end
de begge og end begge de politiske Partier — imidlertid føler Enhver
instinktmæssigt Urimeligheden af at sige, Byron ikke som Digter politisk
og religiøst har taget Parti. Han har gjort det i end højere Grad end
Schiller, der heller ikke i politisk Henseende kunde regnes til et
Parti, allerede af den simple Grund forøvrigt, at der paa hans Tid i
Tyskland endnu ikke gaves Partier.

Der er Grene af den skjønne Litteratur, der afgjort Intet have med
Partitagen at gjøre. Den, der skriver Elskovsdigte, staar som saadan
udenfor de politiske og religiøse Partier, om end maaske ikke ganske
udenfor de kunstneriske; thi saasnart der er Tale om en Retning i
Kunsten, saa møde vi Partiet igjen. Men saasnart Forfatteren rører ved
et Stof, der lugter af Ide, af Grundopfattelse og Tanke, saa nødes han
til at tage sit Parti mellem de mulige Livsanskuelser.

Vil man imidlertid, som Freiliggrath, kun sikre Digteren Ret til at
beundre Napoleon og til dog at harmes over Enghien’s Mord, saa har dette
egentligt ikke Noget med Spørgsmaalet om Partitagen at gjøre, thi det
vil kun sige, at Digteren ikke har fraskrevet sig Retten til at bedømme
Fortiden med Billighed og til at se Dyder og Laster hos sine Helte.
Spørgsmaalet om Parti i bestemtere Forstand er ikke et Spørgsmaal om
Bedømmelse af Fortiden men om Formning af Fremtiden,, og man kan ikke
paa én Gang gaa ad to Veje.

Ordet Parti frembyder endnu følgende Vanskelighed: Parti vil sige Del,
nærmest Del af Fædrelandets Befolkning; men Digteren bør tilhøre sit
Fædreland og sit Folk, ingen Del deraf. Saaledes opfattet er da Parti
det snevrere Begreb, Fædrelandet det videre, almene, og hvis man ved
Parti f. Ex. forstaaer et faktisk politisk Parti, der mere eller mindre
ufuldkomment svarer til sit Navn og sit Program, saa er dette rigtigt,
saa staaer Fædrelandet selvfølgelig over Partierne.

Hvis man imidlertid tager Ordet Parti i den Forstand, hvori det
kan udsiges om Schiller og Byron, at de have taget Parti, saa er
Partiet en videre og større Ide med Fædrelandet. Thi Fædre landet
repræsenterer et bestemt afgrænset Stykke Jord, bestemte endelige
Interesser, en bestemt afgrænset Historie, men Parti i denne Mening
betegner et System af Ideer, som efter deres Væsen ikke ere bundne
til noget Sted, Verdenstanker, Menneskehedens store almindelige
Interesser. Og repræsenterer det Parti, som tages, end kun en Tidsalders
Grundopfattelse af det Menneskelige, saa er Aarhundredet et andet og
større Fædreland end Fædrelandet, og Digteren gjør sit Folk en Tjeneste
ved at udvide dets Horizont udover dets Grænser. Börne og Heine var
efter min Opfattelse begge i fremtrædende Grad Partimænd, men ikke
desmindre begge i meget høj Grad Patrioter; saa lidet skadede deres
Partistandpunkt Fædrelandskærligheden. Börne gjaldt ganske vist i
Datidens officielle Presse ikke blot for en forrykt Radikal, men for
en Fædrelandsforhaaner. Han havde jo den farlige Vane at give enhver
af sine Tanker saa stærkt Relief ved Udtryksmaaden, at den stødte,
saarede eller æggede til Handling. Det fremkaldte et Raab af Harme,
da han havde skrevet, at ethvert Folk havde Ret til at afsætte sin
Konge, saasnart blot hans Næse ikke mere behagede det. Og hele Bind
fulde af Skjældsord slyngedes imod ham for hans Udtalelser om Tyskernes
»Tjenernatur«. Han var gaaet saa vidt som til at kalde dem »et Folk
af Lakajer«. Han skriver selv derom: »Hvad skal jeg gribe til med
Mennesker, der i fuld Alvor tro, jeg har raadet Folkene til at jage
deres Fyrster bort, saasnart de ere utilfredse med deres Næser [...]
Hvis jeg sagde: Mine Herrer! De maa ikke tage det saa bogstaveligt — saa
vilde de maaske tro det, men hvad vilde det nytte? De vilde indvende: De
skulde betænkt, at De ikke blot skriver for dannede Læsere, men at ogsaa
et stort Antal Ildannede læser Deres Skrifter. Hertil vilde jeg tie
og blot svare; Lad mig blive ført i Fængsel! Naar jeg saa var stillet
for Retten, vilde jeg sige: Mine Herrer! Tyskeren er en Krokodille.
(Almindelig Forbitrelse. Krokodille! Til Orden!) M.H.! Tyskeren er en
Krokodille. (Til Orden! Præsidenten: De misbruger Retten til Forsvar!)
M.H.! Tyskeren er en Krokodille — jeg beder om at maatte tale ud. Jeg
tænker herved ingenlunde paa Vildheden eller paa Krokodilletaarerne.
Tyskeren er tam og godmodig og græder saa oprigtige Taarer som et Barn,
naar det faar Ris. Naar jeg har kaldt det tyske Folk en Krokodille, er
det kun paa Grund af dets Hudbeklædning, der ligner Krokodillens. Den
bestaar af haarde Skjæl og ligner et Skifertag. Hvad fast der falder
paa den, preller af, hvad flydende, løber ned derover. Tænk Dem nu, m.
H., at de vilde magnetisere en saadan Krokodille dels for at helbrede
dens svage Nerver, dels og især for at gjøre den klart skuende, saa
den kunde se ind i sit Indre, lære sin Sygdom at kjende og gjætte det
rette Lægemiddel. Hvad vilde de saa gjøre? Stryge den blidt med en varm
Haand ned ad dens Krokodillepanser? Nej, De vilde være for fornuftig
dertil; det vilde jo intet Indtryk gjøre paa den. De vilde trampe
omkring paa den med Fødderne, bore Søm ind i dens Skjæl, og var det ikke
nok, fyre hundrede Flintekugler af paa den. De vilde beregne, at de ni
og halvfems dog gik ganske tilspilde, og at den Hundrededel, der blev
tilbage, netop vilde frembringe den blide og beskedne Virkning, som De
tilsigtede med Deres Magnetiseren. Det er det, jeg har gjort.« (Brev
fra Paris af 14. Dec. 1831.) Man ser, hvorledes hos Börne de stærke
Ord om tysk Underdanighed og Dorskhed blot er Fædrelandskærlighedens
negative Udtryk. Patriotismen ytrer sig hos ham i Reglen kun i indirekte
Form, men den bryder sig Vej gjennem hans vemodige Spot som gjennem de
begejstrede Opraab hos Andre. Og hvad nu Heine angaar, da havde Börne
vel Ret imod ham, forsaavidt som Poetens smidige Temperament gjorde ham
den enstonende Kamp for en politisk Overbevisning vanskelig, og Ret
forsaavidt Heine led under den Dobbelthed og Uklarhed, vi have paavist
hos ham, at føle sig paa én Gang som folkelig Revolutionær og som
enthusiastisk Aristokrat; men naar Heine undlod at slutte sig til noget
forhaandenværende politisk eller religiøst Parti, saa var det dog mest
Vidnesbyrd om Finheden af hans Aandsudvikling. Hans Skjæmt i Atta Troll
med Oppositionens prækende Kleresi er henrivende og fuldt berettiget.
Den vidner kun om, at han afskyede Dogmatismen i alle dens Former.

Derfor har Börne Uret i sin Antagelse, at Heine nogensinde har fornegtet
sit Parti i dette Ords store, omfattende Forstand, det Fond af Ideer,
for hvilke han har stridt. Det har han end ikke gjort, da han paa sit
otteaarige Dødsleje med Møje aabnede sine stakkels lammede Øjenlaag for
at søge Gud i den Himmel, hvis Tomhed han selv med Vemod og Trods havde
skildret.

Og ikke mindre end Börne var Heine Patriot. Enhver Kjender af Heine’s
Skrifter husker vistnok det skjønne Sted i Slutningen af Reisebilder,
hvor han fortæller Krøniken om Kejser Maximilian, der sad fangen i
Tyrol, glemt af sine Riddere og Hofmænd, da Fængselsdøren aabnede sig og
en tilhyllet Mand traadte ind, i hvem Kejseren gjenkjendte Kunz von der
Rosen, sin trofaste Hofnar.

Jeg finder det ikke blot aandrigt, men sandt,

naar Heine siger: »O tyske Fædreland! dyrebare tyske Folk! Jeg er din
Kunz von der Rosen. Den Mand, hvis egentlige Embed Spøgen var og som
kun skulde holde dig i godt Humør i gode Dage, han trænger ind i dit
Fængsel i Nødens Tid, og under Kampen bringer jeg dig dit stærke Scepter
og din gode Krone — kjender du mig ikke, min Kejser? [...] Ligger du
end i Lænker nu, saa sejrer din gode Ret dog tilsidst, Befrielsens Dag
nærmer sig, en ny Tid begynder — min Kejser, Natten er forbi, og udenfor
gløder Morgenrøden.«

Vil man ikke hænge sig i Enkeltheder, i kaade Udfald og overmodige
Vendinger rundt omkring, saa vil man se, at den Følelse, som her
har givet sig et klassisk Udtryk, er mægtig hos Heine. Hverken hans
Partistandpunkt eller den dermed sammenhængende Frem medbeundring
har udelukket en oprigtig og dybtgaaende Fædrelandskærlighed, der
affødte Savn paa Savn for ham under Exilet. Kun havde han ikke den Art
Patriotisme, som han etsteds tillægger den almindelige Tysker, den, som
bestaar i, at Hjertet bliver snævrere, trækker sig sammen som Læder i
Kulden, men den, der varmer Hjertet og udvider det, saa det gjennem
Kjærligheden til sit Land omfatter Civilisationens hele RigeHeine: Werke
VI, 51. smlgn. XIV, 45. og XIII, 16.. Hvor kunde han overhovedet andet
end elske Tyskland! Som han har sagt det, og som Enhver maa sige det
om sit Land: »Das ist es. Dentschland, das sind wir selber.« Hele hans
Væsen var jo bestemt ved hans Fødsel og Udvikling i Tyskland. Og da han
maatte tilbringe den sidste Halvdel af sit Liv i frivillig-ufrivillig
Landflygtighed, forsaavidt hjemløs som hans Skrifter vare forbudne af
den tyske Forbundsdag, blev det tyske Sprog ham det sande, højere,
egentlige Fædreland. Det tyske Ord har han selv kaldt det helligste
Gode, den ubetvingelige Frihedsvækker, og selv betegnet som et nyt
Fædreland for Den, hvem Daarskab og Ondskab have udvist af Fædrelandet.

XIX.

Kjenderne af Heines Skrifter og Breve ville have bemærket det inderlige
Venskab og Vaabenbroderskab, der i hans Ungdom knyttede ham til Karl
Immermann. Han havde tilbudt Immermann at indføre nogle Epigrammer af
denne i sine Reisebilder, og virkelig bragte Værket mellem Afsnittene
Norderney og Bogen Le Grand et halvt Ark Xenier af Immermann, der
spottede forskjellige af Datidens litterære Personer og Tilstande,
blandt Andet gav de i østerlandske Former digtende Poeter en Snært, af
hvilken Platen følte sig ramt og som fremkaldte hans dramatiske Satire
Der romantische Oedipus og derigjennem atter Heines Svar. Det var et
mærkeligt Træf, at Platen i sin Ubehændighed skulde med ét Slag stemple
de to Mænd som Romantikere, der hver for sig have bidraget deres, og
mere end Platen selv, til at bringe en ny Aand og en ny Kunst til at
vikle sig ud af det romantiske Svøb, idet de hver paa sin Vis ere bievne
Grundlæggere af moderne Digtning. Karl Immermann (født 1796) var en
tre—fire Aar ældre end Heine, Søn af en streng, regelret Embedsmand i
Magdeburg, selv en fast og paalideligt udviklet Personlighed, tidligt
præget af den gammelpreussiske Aand, af hvilken der hos Heine ikke
fandtes Spor. De var Modsætninger næsten i Alt. Immermann deltog som
Frivillig i Slaget ved Waterloo, drog med Hæren ind i Paris, fik
sin Afsked som Officer og studerede Jurisprudens i Halle, hvor han
med sin strenge Retsfølelse kom til at lægge sig ud med den mægtige
Studenterforbindelse Teutonia, der havde anmasset sig en Art moralsk
Overhøjhed over alle de Studerende, vilde hævde den sædelige Renhed
ved Raaheder og viste sig lige herskesyg og brutal. Mod denne førte
han en flereaarig Kamp. Gjentagne Gange maatte han anraabe Statsmagten
om Hjælp i Anledning af de Krænkelser og Forfølgelser, for hvilke han
derfor gjordes til Gjenstand. Følgen var, at han af det herskende Parti
blev lagt for Had som Angiver — og det saa meget mere som den politiske
Reaktion uden hans Skyld tog Anledning af denne Opposition mod nedarvet
Uskik i Studenterforbindelserne til at fortrædige og undertrykke disse.
Immermann var fra da af en isoleret Skikkelse. Meget i hans Væsen,
meget af det Tørre og Sære har sin Rod i dette Forhold. For Stolthed og
Selvfølelse var denne Isolerthed desuden den gunstigste Jordbund.

I 1819 blev Immermann ansat som juridisk Embedsmand (Divisionsauditør)
i Byen Münster i Westphalen, en gammel strengt katholsk Provinsby, i
hvilken han fra først af følte sig uensartet med Alle og Alt. Men her
lærte han efter kort Tids Forløb den Kvinde at kjende, som blev Skjæbnen
i hans Liv. Elisa von Lützow var oprindeligt dansk. Hun var gift med
Brigadekommandøren Adolph von Lützow, den berømte Fører for det af
Korner besungne Friskarekorps, men født Grevinde Ahlefeldt-Laurvig fra
Tranekjær paa Langeland, dengang 29 Aar gammel og efter de Samtidiges
Vidnesbyrd henrivende ved Ynde, Anstand, Sjæl og i al Fornemhed
hjertevindende Personlighed. Fra sin tidligste Ungdom af havde hun gjort
et dybt Indtryk paa de Mænd, der kom indenfor hendes Kreds.

Hun var voxet op som den formentlige Arving til store Rigdomme, men i
ulykkelige Familieforhold; Faderen og Moderen var blevne fremmede for
hinanden og levede fra hendes fjortende Aar af adskilte. Grev Ahlefeldt,
en Yndling af Frederik den Sjette, var en fornøjelsessyg Paschanatur med
et vexlende Harem; en Musik- og Theaterven, der havde et fast Kapel og
holdt tyske og franske Skuespillertrupper paa Tranekjær, saa gjæstfri
og tankeløst ødsel, at selv hans Formuesforhold ikke forslog til denne
Ødselhed. Anledningen til at Elisa lærte Immermann at kjende, var den,
at hun behøvede retskyndig Hjælp, da hendes Fader ikke blot holdt hendes
Mødrenearv tilbage — Moderen var død 1812 — men end ikke vilde udbetale
den hende tilsikrede aarlige Rente.

Længe havde Grev Ahlefeldt nægtet sit Samtykke til sin Datters
Forbindelse med den uformuende og endnu ubekjendte fremmede Officer.
Han gav det endelig i Aaret 1810, og da 1813 paa Frederik Wilhelm III’s
Opfordring den preussiske Ungdom med levende Glæde greb til Vaaben
og Lützow dannede de sorte Jægeres navnkundige Frikorps, saa fandt
Lützowerne, »den vilde, forvovne Jagt«, deres Valkyrie i Chefens dejlige
Hustru, der af den hele Skare blev tilbedt som et højere Væsen. Elisa,
der fra Barndommen af synes at have talt Tysk, følte sig paa tysk Grund
ganske som Datter af sit nye Fædreland og gik fuldstændigt op i dets
Skjæbner. Hun begejstrede de Tapre, plejede med heltemodig Udholdenhed
de Saarede, var de ypperste unge Mænds Fortrolige, deres Hjælp og
Trøsterinde, og efter en Sejr bragte man altid hende den fineste Del af
Byttet. Den Lieutenant, der efter Slaget ved Belle-Alliance først steg
ind i Napoleons erobrede Vogn, bragte hende endog et Par Handsker og et
Par Glas af Kejserens som Erindring.

Efter Fredsslutningen boede hun med sin Mand i de forskjellige Byer, til
hvilke han blev forsat, fra 1817 af i Münster, hvis stive, smaalige,
bigotte Væsen vel var hende forhadt, men hvor hun som overalt samlede
en enthusiastisk Kreds om sig, der glædede sig ved hendes ualmindelige
Skjønhedssans og den fine Intelligens, hun uden at være veltalende lagde
for Dagen i sine Samtaler eller blot ved et Smil og et Nik.

Paa Immermann virkede hun fra første Møde af som en Aabenbaring
fra en højere, ædlere Verden, efter hvilken han under sit ensomme,
glædeløse Liv havde smægtet. I det slotlignende Hus, der var Lützows
Tjenestebolig, et fordums Kloster med høje Vinduer og mægtige Fløjdøre,
hvor hun levede omgivet af Blomster, Byster, Bøger, Billeder, Fugle,
Hunde og Beundrere, tog hun sig ud som en Ridderdame fra fordums Tid
eller som en af hine Renæssancetidens Prinsesser, der drog Digtere til
deres Hof og inspirerede dem.

Aaret 1825 bragte en stor Forandring i Elisa’s Skjæbne. Den godmodige
og ridderlige, men flygtige og letfængelige Lützow forelskede sig saa
heftigt i en koket og ubetydelig Dame, at han anmodede sin Hustru om at
give ham sin Frihed tilbage. Hun var ingenlunde forberedt paa et saadant
Skridt, men et Ord fra Lützow til en Ven, hvortil hun var bleven Vidne,
og som gik ud paa at han fra først af havde været fast besluttet paa at
ægte en rig Arving, havde bragt hende til at se den Udholdenhed, hvormed
han i deres tidlige Ungdom holdt fast ved hende, i et nyt Lys — saa han
i hendes Øjne havde tabt saare meget. Stolt som hun var, erklærede hun
nu strax, at hun ikke vilde staa hans Lykke i Vejen og gav øjeblikkeligt
sit Samtykke til en Skilsmisse, hvis Aarsag hun holdt hemmelig overfor
Alle.

Intet heftigt Ord blev vexlet mellem Ægtefolkene. April 1825 fandt
Skilsmissen Sted. Før og efter den sendte Lützow Elisa Breve, der
røbe det mest levende Venskab og den varmeste Beundring. For ham fik
Begivenheden kun ulykkelige Følger. Han blev almindeligt dadiet for det
foretagne Skridt; da det kom til Stykket, gav hans lunefulde Dame ham en
Kurv; for sent angrede han at have givet Afkald paa Elisa for at løbe
efter et Blændværk, og da han nogle Aar efter for at faa Hus og Hjem
paany, giftede sig med sin afdøde Broders Enke, viste hans anden Hustru
sig saa vanskelig af Karakter, at han tilbragte sine sidste Leveaar i en
rent ud fortvivlet Ulykkestilstand.

For Elisa, hvem Skilsmissen gjorde hjemløs og stillede ganske ene i
Livet, hidførte Begivenheden efterhaanden en stedse intimere Tilnærmelse
fra den unge Digters Side, der i hende saa sit Ideal. Immermann ønskede
lidenskabeligt at knytte hende til sig for bestandig. Men Elisa
gyste tilbage for et andet Ægteskab; selve Institutionen var ved de
Skuffelser, hendes Liv havde bragt hende, bleven hende forhadt; ogsaa de
sex Aar, hun var ældre end han, gjorde hende betænkelig. Da Immermann i
1827 opnaaede en Ansættelse som Landretsraad i Düsseldorf, bestormede
han Elisa med Bønner om at følge ham derhen. Hun indvilligede, skjønt
hun paany erklærede ikke at ville indgaa noget Ægteskab med ham;
derimod gave begge Parter hinanden det Løfte aldrig at ville tænke paa
Giftermaal med nogen Anden.

De to Elskende beboede i Landsbyen Derendorf ved Düsseldorf et Landsted
med en mægtig, rosenfyldt Have, som de udsmykkede til et elegant og
harmonisk Hjem, i hvilket lian og hun havde deres særskilte Værelser.
I en lang Aarrække levede de her et righoldigt og lykkeligt Liv.
Düsseldorf var dengang et Samlingssted for et ikke ringe Antal af
Tysklands ypperste Kunstnere, Malere som Schadow, Lessing, Hildebrandt.
Derhen søgte desuden Poeter (som Grabbe), Komponister (som Mendelssohn),
Kunstelskere og Kunstforskere (som Schnaase) fra alle Egne af Tyskland.
Immermanns og Elisa von Ahlefeldts Hus blev et Foreningspunkt for
alle disse Aander. Allerede i Münster havde han i Elisas Kreds røbet
et ualmindeligt Talent som Forelæser af dramatiske Digterværker. Han
fortsatte her med halv offentlige Forelæsninger af denne Art. Og
heraf udviklede sig Lyst til at lede et Theater. Han indstuderede med
Düsseldorfs Skuespillerselskab en Række Mønsterforestillinger, fremmede
Kunstnere kom liam til Hjælp, den store Skuespiller Seydelmann fra
Berlin spillede Nathan, Felix Mendelssohn satte to Operaer i Scene og
dirigerede Opførelsen.

Da i 1832 Elisas Fader døde, arvede hun vel ikke de Rigdomme, der
i hendes Ungdom syntes at maatte falde i hendes Lod, men erholdt
af en Fætter, hvem Grevskabet tilfaldt, fra nu af en meget rigelig
Livrente. Med Immermann foretog hun nu flere Rejser, langs Rhinen, til
Dresden, i Holland; en Rejse, som Immermann foretog alene, er den, som
findes beskrevet i hans Reisejournal, der helt bestaar af de til Elisa
sendte Breve. Alt Andet, hvad han skrev, blev til under hendes Øjne og
underkastedes hendes vel kjærlige men ikke ganske sjældent dadlende
Kritik.

Efter tre Aars Bestaaen maatte det af Immermann ledede Theater til
Digterens store Sorg af Mangel paa Statsunderstøttelse gaa ind. Han
stræbte at adsprede sig ved en Rejse i det frankiske Schweiz (1837),
som han har beskrevet. Ogsaa de Breve, af hvilke hans «Fränkische Reise
bestaar, ere alle skrevne til Elisa. Det var de sidste, han sendte
hende. Thi paa denne Rejse saa han for første Gang i Magdeburg en ganske
ung attenaarig Pige, Marianne Niemeyer, der gjorde et heftigt Indtryk
paa ham. Da han atter traf sammen med Elisa og med hende tiltraadte
Hjem rejsen til Düsseldorf, opfordrede han hende til hendes Forundring
endnu engang til at indgaa Ægteskab med ham. Hun afslog som sædvanligt.
Det er som havde han forud været sikker paa Svaret og villet have sin
Samvittighed fri. Umiddelbart derefter aabnede han, uden at sige Elisa
Noget derom, en levende Brevvexling med Marianne, friede og fik Ja.
Elisa erfor hans Forlovelse af Andre, og besluttede strax at bryde op og
rejse bort.

I August 1839 forlod hun Düsseldorf med en Veninde, ledsaget af
Immermann til Köln: Indtil da havde hun trods sine 49 Aar bevaret
sin Skjønhed; nu blev hun paa én Gang gammel. I October 1839 blev
Immermann gift; i August 1840 døde han. Elisa overlevede ham endnu i 15
AarLudmilla Assing: Gräfin Elisa von Ahlefeldt. 1857.. Det er tydeligt
nok, at Forholdet til Elisa, der mange Aar igjennem var en Glæde og
Støtte for Immermann, tilsidst blev ham en Byrde. Men uforsvarligt er
det (som Goedeke har gjort) at fremstille dette Forhold som om først
dets Opløsning og det paafølgende legitime Giftermaal havde givet
Immermann den digteriske Kraft, han i sit sidste Hovedværk Münchhausen
har lagt for Dagen. Münchhausen er ganske lige saa fuldt som Immermanns
andre Værker undfanget og udført under Samlivet med Elisa.

Hendes Skikkelse og hans Stilling til hende har paa mange Maader og
mange Punkter paavirket hans Digtning. Man har fundet Spor af hende i
hans Drama Petrarca, der behandler Petrarcas Kjærlighed til Laura og som
gaar ud paa at fremstille en saadan højbaaren Elskovs uimodstaaellge
Magt, selv om den gjælder en Kvinde, der ikke er fri. Man har villet
gjenfinde hendes Anskuelser om Kjærlighedens ubetingede Ret som saadan
i Skuespillet Cardenio og Celinde. Hun synes fremdeles at have staaet
Model til Heltinden i Lystspillet Den skjelmske Grevinde og er ganske
utvivlsomt Forbilledet for Johanne i Romanen Epigonerne. Dog alt dette
er forsvindende i Sammenligning med den udviklende og forfinende
Indflydelse, hun overhovedet har øvet paa Immermann som Digter.

Det er gaaet besynderligt med hans Ry. Af alle hans Skrifter læses i
vore Dage endnu kun et eneste, Romanen Münchhausen, og nøjere bestemt er
det af denne Roman, der vil bringe hans Navn til Efterverdenen, atter
kun et enkelt Afsnit, næppe dens Halvdel (som man i den senere Tid endog
har udløst af Sammenhængen med det øvrige og udgivet for sig). Dette ene
Afsnit opvejer i Virkeligheden Immermanns hele øvrige Production.

Romanen Münchhausen var anlagt som romantiske Fortællinger i Regelen
var, forsætligt uordentligt; Bogen begynder f. Ex. med ellevte Kapitel.
Helten, en westphalsk Friherre, er en Efterkommer af den gamle
Lyve-Münchhausen og fantastisk løgnagtig som han. Det Hele skulde være
et satirisk Repertorium over al Slags Humbug og Vindmageri i Datiden,
hvori Digterens Lune kunde tumle sig frit. Men ud af alt dette Frie
og Flagrende, der svarer til Titlen En Historie i Arabesker, viklede
sig efterhaanden den store landlige Novelle, der er bleven staaende
i den tyske Litteratur under Titlen Der Oberhof. Dens Hovedfigurer,
Sognefogeden (der Hofschulze) og den blonde Lisbeth indeholde en ny
Sandhed og en ny Poesi. De bevæge sig paa Westphalens »røde Jord« og
indføre for første Gang i Litteraturen det menige tyske Folk uden
Hyrde-Idyllens Sødlighed og uden Operettens balletagtige Forvanskning,
vel stærkt stiliseret, men med dets Egenart og dets Stammepræg. Der
er i disse Karakterer en kraftig og frisk Naturlighed, der ikke vil
blive forældet. Der Oberhof er bleven Grundtypen for alle europæiske
Bondefortællinger, og der gives Punkter, paa hvilke den overtræffer
dem alle, saa gammeldags den end i visse Maader allerede nu kan synes.
Hundrede fantastiske Traade strække sig fra denne mesterlige Novelle
ind i den store romantiske Roman, men man kan uden Vanskelighed klippe
dem over, og har da her ligesom det faste Krystal liggende for sig, til
hvilket Romantiken i Immermanns Sjæl tilsidst fortættede sig.

Man er nutildags vant til i Bondefortællingerne at se en ligefrem
Udløber af Romantiken. De have ikke desmindre i Norden som i Frankrig
dannet Overgangen til en mere naturtro Kunst end den romantiske var.
I Tyskland var det i Virkeligheden en Sfæreforandring, som skete,
da Immermann opgav det historiske eller fantastiske Jambedrama, der
snart foregik i et, snart i et andet Land, han aldrig havde set, og
fremstillede en simpel, menneskelig Handling i det lidet kjendte
Westphalen, hvor han havde levet og virket som Dommer. Det var dengang
endnu et Land uden Jernbaner og uden Industri, men et Land, som,
partriarkalsk og sundt i sine Sæder og Skikke, blot behøvede at
gjengives med den Troskab, der forklarer, for at Skildringen langt
skulde overtræffe alle tidligere, vilkaarlige Fostre af hans digteriske
Indbildningskraft.

Fra den store Gaardmand, der er Novellens Hovedperson, nedstamme alle
tyske og mange fremmede Bondenovellers grundkraftige, dybtselvstændige
Storbønder. Men han overgaar alle Auerbachs iøvrigt ofte saa
fortræffelige Bønder ved den saa at sige historiske Storhed, der er
meddelt Skikkelsen og som beroer paa dens inderlige Forhold til en
tusindaarig Fortid i Landet. Denne Storbonde fremtræder paa Baggrunden
af fjerne og glemte Tiders i hine Egne endnu levende Traditioner.

Han er en ægte Bonde. Han er slet ikke elskværdig; han har ikke havt
Tid til at lægge sig efter elskværdigt Væsen, liar fra sin Ungdom af
maattet gjøre sig Livet altfor surt dertil. Han er helt igjennem sund
Forstand, Alvor, Stivsindethed, Standsstolthed og tilladelig Egennytte.
Men der er noget Granitagtigt i hans Væsens Grundlag. Som ægte Bonde
er han klog, ja snu i Handel og Vandel, altid rede til at give sine
Standsfæller et Raad om hvorledes de kunne forsvare en slet Sag overfor
Autoriteter, der ville expropriere, altid paa sin Post mod Regjeringens
Udsendinge, selv hvor det gjælder Fremskridt som Anlæg af nye Veje, kold
i alle sine Familieforhold, bunden til alle Landbostandens Fordomme. Og
dog er han stor. Han udøver en Herskers Indflydelse og sætter bestandig
igjennem, hvad han vil. Han regjerer ikke blot paa sin store Gaard som
en streng og faderlig Oldtidskonge, opretholdende god gammel Skik,
havende et Øje med Alle og Alt, revsende med et Ordsprog, belønnende
med Æren af at tjene hos liam, men han har som den uden Sammenligning
Første blandt sine Omgivelser formaaet sine Naboer til i ham at se deres
Fører og har saa ledet dem til stiltiende, uden Oprør eller Modstand af
nogensomhelst Art, at frigjøre sig fra Statsmagtens og Myndighedernes
Overhøjhed og regjere sig selv med ham som en Art Dommer over sig i de
gamle israelitiske Dommeres Stil. I hans Egn finde ingen Retstrætter
Sted og kjendes ingen Kriminalsager. Ingen fører Proces og Ingen angiver
nogen Forbrydelse. Det kunde se ud som var denne Egn en Skyldfrihedens
og Fredens Oase. Den er langt fra at være det; men fra Middelalderen
af have de gamle hemmelige Retter (»Vehmgerichte«) existeret her,
og Bønderne ere under den store Bondes Ledelse komne overens om at
opretholde disse og selv sørge for Ret og Retfærdighed iblandt deres
egne. De samles om Natten i Hemmelighed paa et ensomt Sted, en gammel
Høj og afgjøre der selv deres Stridigheder ved Domme, som agtes og
holdes i Hævd, uden at de dog nogensinde anvende anden Straf end en
Art Sætten i Acht af Misdæderen, der rammer ham saa haardt som nogen
Statsstraf vilde kunne. Thi en Bonde, fra hvem Alle trække sig tilbage,
hvem Ingen i Egnen og i Landet vil staa bi og Ingen kjendes ved, lider,
selv uden at der skeer ham nogen Overlast, Isolerthedens Pine næsten saa
fuldt som den, der sidder i et Cellefængsel.

Som Sindbillede paa sin Magt og Værdighed gjemmer den gamle »Hofschulze«
en Kaarde, om hvilken han troer, at den er — hvad den efter Sagnet
kaldes — Karl den Stores Sværd og som i hans Øjne er det dyrebareste
Klenodie i hans Gaard. Det fører han, naar han fælder Dom. Sværdet,
der er gravet op af Jorden, er i Virkeligheden et ganske almindeligt
Værge, kun et Par Hundrede Aar gammelt, og beundringsværdigt er det
fremstilt, hvorledes Tvivlen om Sværdets Ælde nu og da træder den gamle
Bonde nær og hvorledes han med ægte Bondekløgt stræber at slaa den ned
for bestandig. Han lader en Oldgransker der i Egnen som Betaling for en
dejlig Amfora, han afhænder til ham, udstede et skriftligt Bevis for at
Sværdet virkelig har været den store Karls.

En Vagabond har efter en Kjærlighedshistorie med Storbondens Datter
dræbt hans Søn i Nødværge. Den tragiske Katastrofe i Fortællingen beroer
paa, at denne Landstryger for at hævne sig i Anledning af den Ban, der
er ble ven lyst over ham og har forspildt hans Liv, stjæler det gamle
Sværd og gjemmer det saaledes, at Bonden aldrig finder det mere. Dette
umaadelige Tab knækker den gamle Mand. Alle Hemmelighederne ved Vehmen
og Sværdet røbes, og den gamle Bonde bliver i den Anledning forhørt.
»Hr. Dommer!«, siger han i sin sidste Tale, »jeg seer nok, at jeg med
mit Sværd og med Hemmeligheden om Domstolen staar som en Nar der i
Skriverens Skrifter, og Narrestreger blev, om jeg ikke tager fejl, de
Ting kaldte, ved hvilke mit Hjerte hænger. Jeg vil nu gjerne klare,
hvad for en Sammenhæng det har med de Narrestreger.« Og han udvikler
nu, hvorledes han lige fra han kunde tænke, har set, at efter Ulykker
som Haglvejr, Oversvømmelser, Misvæxt eller Kvægpest kom der til Sognet
nogle af »de Herrer, der forstaa sig paa Skriveri og paa at vide det
bedre end de Folk, hvem Sagen angaar«; de noterede Ulykken bagefter, men
var aldrig tilstede for at afhjælpe den og naar der siden blev sendt
nogle Penge, kom disse aldrig i de rigtige Hænder: »Forbausende underlig
var især én Ting. Undertiden gjorde en Herre fra Skriveriet mange Ting
iblandt os Bønder, hvorover vi maatte le højt, og saa kom en saadan
Herre et Par Aar efter kjørende med Fire gjennem Egnen og havde en Mine
som havde han hjulpet med ved Verdens Skabelse, og havde alleslags
brogede Baandstumper foran i Kjolen. Som jeg nu betragtede alt dette med
mine enfoldige Tanker, mente jeg tilsidst, at de Herrer fra Skriveriet
egentlig kun hjalp os Bønder lidet og egentlig heller ikke vilde det,
men bare skrive og lidt efter lidt skrive sig til en Vogn med fire Heste
[...] Og saa tænkte jeg, at et ordentligt Menneske altid kommer gjennem
Verden, naar han agter paa Vejr og Vind og ser paa sine Fødder og i sine
Hænder og holder redeligt sammen med sine Naboer [...] Og først vænnede
jeg mig selv af med Tanken om Hjælp udefra, og betalte mine Skatter og
bar mine Byrder [...] og siden vænte jeg ogsaa Folkene rundt om dertil.
De tog Exempel af mig, og saadan kom mange Sager, angaaende hvilke man
andensteds gjorde stort Hallo, ikke udenfor vore Markskjel [...] Og
da Sagen først var i Gang, saa afgjorde vi Alting imellem os. For om
Mit og Dit og om hvem den Mur og den Engstrimmel tilhører, kan man let
nok blive klar med sin Bondeforstand. Og naar der er gjort Indbrud,
saa kjender næsten altid Landsbyen Tyven, skjøndt det rigtignok ikke
lader sig strengt bevise, hvorfor da ogsaa saadan en udpeget Slyngel
gaar ganske frækt og. forsmædeligt omkring og glæder sig ved sit Bytte,
som den Bestjaalne ikke faar igjen. Saa haandhævede vi da Betten i al
Fredsommelighed, og Ingen kunde gjøre os noget derfor, for vi gjorde
Ingen nogen Fortræd; vi omgikkes kun ikke med den, som var uretfærdig
og fræk, naar vi havde lyst Bannen over ham; men der var større Frygt
derfor mellem Folk end for Dom og Fængsel.« »Og,« siger han tilsidst,
»hvis nu alle Mennesker sluttede sig saadan sammen, Borger med Borger,
Kjøbmand med Kjøbmand, Adelsmand med Adelsmand og den Lærde med den
Lærde, saa synes jeg, Alting maatte gaa meget bedre. Menneskene vilde
saa ikke være som de dumme Børn, der altid skraale paa Far og Mor, men
Enhver var ligesom en Fyrste i sit Hus og med sine Lige. Først da vilde
ogsaa Kongen være en rigtig stor Potentat og en Herre uden Mage, for
han var da Herre over fire Gange hundredtusind Fyrster.« Hvor Bogen
slutter, føle vi, at nu, da Hemmeligheden er røbet og Sværdet borte, vil
Fristolen gaa ind. Men Forfatteren har næsten direkte udtalt sin Mening
med dette Parti af Handlingen, idet han lader den forstandige Diaconus
udtale, at det Selvstændighedens Ord, som denne Bonde og hans Venner
have fundet og formet, det er det virkelige Løsen, som ikke gaar tabt,
selv om det røbes, og at den Ide, de have sluttet sig om, nemlig at
Mennesket afhænger af sin Næste, ikke af Fremmede, der paa forkunstlet
Maade drive deres Spil med ham, ikke behøver Stenene under gamle Linde
for at være i sin gode Ret. For ham er endelig selve Storbonden, dette
gamle vældige Menneske, Karl den Stores sande Sværd, som ingen Tyvshaand
kan stjæle, Rigets sande Marv.

Man mærke, at dette er skrevet af en Digter, som var juridisk Embedsmand
og en preussisk Embedsmands Søn.

I Modsætning til Fogdens mægtige og haarde Skikkelse, men ligesaa
sikkert har Immermann tegnet Heltinden, det unge Landbarn, den
lyshaarede Lisbeth. I hende forelsker den unge Grev Oswald sig,
der strejfer Landet rundt tilfods, og det er disse to purt unge
Væseners Kjærlighed, hvis skjæbnerige Historie udgjør Fortællingens
Hovedtiltrækning. Immermann havde længe i sine Værker vist sig
gjennemtrængt af Troen paa Kjærlighedens uindskrænkede Magt over
Menneskebørn, men her har han fremstilt en ungdommelig Forelskelses
Liv som ingensinde før. Her er det to unge uskyldige Hjerter som
banker og brænder. I Anelsernes Fylde, rige paa sunde, tunge, spirende
og svulmende Forhaabninger finde de hinanden. Ingen Forsagelse eller
Skuffelse har endnu ranet dem en eneste Draabe af deres varme Blod.
Original er Maaden, hvorpaa Afstanden imellem dem langt om længe
forkortes: Den unge Jæger, der er den sletteste Skytte af Verden, da
han fra sin Forældre har arvet Driften til at skyde og Manglen paa Evne
til at træffe, afgiver paa Jagt en eneste Gang i sit Liv et Skud, der
naaer et levende Maal, og træffer da den unge Pige med en Ladning Hagl i
Skuldren. Hans dybe Skamfølelse i den Anledning glider efterhaanden over
i heftig Forelskelse. Da hun sidenhen er helbredt og de to have fundet
hinanden, gaa de en Dag ud i Skoven sammen: »Jeg vil bede dine Saar om
Tilgivelse,« sagde han, »tog hendes Tørklæde af og kyssede de fine røde
Punkter mellem Brystet og den lysende hvide Skulder. Hun fandt sig deri
uden at vægre sig; hun havde lagt sine smaa Hænder overkors i sit Skjød.
Saaledes sad hun der som et hengivent Offer for Kjærligheden; men hun
saa’ undseligt bedende paa ham. Det Blik kunde han ikke taale. Han lagde
hastigt Tørklædet paany tilrette om hendes Bryst og Skuldre, faldt ned
for hendes Fødder, trykkede hendes Knæ mod sit Hjerte og gik saa nogle
Skridt bort fra hende for at blive Herre over sin Bevægelse.«

Sligt lader sig daarligt gjengive. Den maa læses, som den forekommer
i Originalen, denne Mark-Idyl mellem de Elskende, hvor de maale deres
Højde mod hinanden, hvor han leger med hendes Lokker og hun stadigt
ikke kan faa andre Ord over sine Læber end: O du! — Der er et Maaltid,
de holder med Hvedebrød og Æbler, som de kjøber undervejs, begge lige
enige om, at Romanskriverne lyve, naar de paastaa, at Kjærlighed lever
af Luften. Hun spiser af hans Haand og han af hendes. Det er saa ægte og
saa godt som Noget af hvad Auerbach, Keller eller Bjørnson senere har
skrevet af lignende Art.

Og Immermann staar her ikke mindre højt i Skildringen af Kjærlighedens
Ulykke end af dens Lykke. Intet i hans Novelle staar over Stedet, hvor
den gamle Bonde røber Lisbeth, at hendes Elskede er en høj fornem Mand,
og berøver hende Troen paa at Oswald vil tage hende til Ægte. Denne har
kun fortiet hende sin Stilling og givet sig ud for en simpel Forstmand i
den Hensigt senere at volde hende en glædelig Overraskelse. Tænkte hun
forstandigt efter, vilde hun kunne slutte, at hun ingen Troløshed har
at frygte af ham. Meu hun er med ét Slag ved Efterretningen om at den
Elskede har løjet, revet ud af sin hele Ligevægt, og Immermann har her
det dybe Ord: »Thi Kjærlighed er, saa længe den forbliver uforstyrret,
guddommelig Skarpsindighed [...] men rokket, drevet ind paa falske
Formodningers Baner, er den Afsind, der gaar Domkirker forbi uden at se
dem og omvendt anser Muldvarpeskud for Alpetoppe.« Disse Ord er dybe,
fordi der heri er en saa sand Psykologi af en Følelse, der helt bunder
i det Ubevidste. Hos Heine var Elskovspsykologien saa simpel; naar han
klager, er det altid over Troløsheden som en med Bevidsthed gjort Uret.
Immermann har her angivet det Nattevandreragtige i Følelsens Bevægelser,
den Søvngængersikkerhed, som den uberørt af forstyrrende Magter har.

I det Store som i det Fine er da denne første Bondefortælling lødig
Poesi. Det Romantisk-Fantastiske spiller ind over dens Omkreds: allerede
den hemmelige Rettergang, Karl den Stores Sværd, Sværmeriet for gamle
Skikke er romantiske Træk, ja selv Lisbeths fantastiske Afstamning,
at denne sanddru unge Sjæl skal være den løgnagtige Münchhausens
uægte Datter røber, hvorledes Fortællingen groer ud af en romantisk
Fortidslitteratur. Men netop derved betegner den des mere slaaende
den møjsomme og dog kraftige Fortætningsproces, under hvilken en
moderne Virkelighedssans for det Folkeligtsunde fremgik af den nærmest
foregaaende Tids vilkaarlige Fantasteri.

Det viser sig med Immermann som med Daniel Defoe, Abbed Prévost,
Wessel, Chamisso, Bernardin de Saint-Pierre, at et enkelt Bind er
nok til at bevare en Forfatters Navn gjennem Tiderne, selv om alt
det meget Øvrige, lian har skrevet, hurtigt er gaaet helt i Glemme.
Af Immermann har i Grunden intet Andet holdt sig. Han har skrevet
spøgefulde Heltedigte som «Tulifäntchen», der i sin Tid vakte Bifald
og nu er ulæselige. Han liar skrevet Arbejder, som for deres Tid maa
betegnes som fortjenstfulde, men som nu tæres af Møl og Bust, saaledes
Dramet Merlin (1831) i smukke Vers, et stort romantisk Opus, uheldigt
Modstykke til anden Del af Goethe’s Faust, eller som den historiske
Tragoedie, der først havde Titlen Das Trauerspiel in Tirol, senere
tik Navnet Andreas Hofer. Af disse Skuespil er det sidste det bedste,
grundet som det er paa Immermanns Barndomsminder om den store Kamp
mod Franskmændene i Tyrol og digtet med Evne og Vilje til sanddru og
upartisk Skildring af de to saa ulige, med hinanden kjæmpende Folkefærd
og deres modsatte Kultur. Som Stykket i sin ældste Form forelaa (1826),
som det er kritiseret af Borne i hans Dramaturgische Blätter og spottet
af Platen i Der romantische Oedipus, er det interessant, sært som en
Bastard, avlet af Kleist’s Genius med Schillers Muse; thi det minder
paa én Gang ved Heltens Beskaffenhed om Schillers Wilhelm Tell og ved
Kjærlighedshistorien mellem Franskmanden og Tyrolerinden med dens
rædselsfulde Udgang om Kleists Die Hermannschlacht. Men dets Mangel paa
dybere gaaende, gribende Originalitet gjorde det udygtigt til et langt
Liv, og da Immermann endelig i 1831 underkastede det en Omarbejdelse,
der borttog Alt, hvad der havde vakt Anstød og fremkaldt Modsigelse,
hele Kjærlighedsforholdet og det (ligeledes om Kleist erindrende) Træk
med Sværdet, som Englen bringer Hofer tilbage i Drømme — skar han
selv Hjertet ud af Livet paa sit Drama. Allerede af Stolthed burde
han have holdt paa den Figur, Platen havde haanet som den skændige
»Depeschenmordbrandehebruchstyrolerin«.

Det var et usaligt Spil af Omstændigheder, der bragte to frihedselskende
Mænd som Immermann og Platen og to saa sjældne Aander som Platen og
Heine til at optræde som bitre Fjender af hinanden. Hvad der gav
Anledning til den litterære Fejde, til de plumpe og stygge Udfald
mod Immermann og Heine i Der romantische Oedipus og til Immermanns
Gjensvar Der im Irrgarten der Metrik umhertaumelnde Cavalier samt til
Heine’s stinkende og allerede ved Stanken dræbende Udfald mod Platen i
Reisebilder, det var en saa ussel Bagatel, et saa ubetydeligt (om end
haanligt) Distichon af Immermann, at der udfordredes en Selvfølelse og
et Krigshumør som Platens for at en Kamp, ført med forgiftede Vaaben,
skulde opstaa deraf.

Platens Breve lære En, hvor nær han tog sig de to Linjer af Immermann
i Reisebilder, som kunde møntes paa hans Ghaseler og hvor besluttet
han var paa at tage den mest hensynsløse Hævn. Saa stor og sikker
Platen var, rent som Kunstner betragtet, og saa mandigt hans Karakter
aabenbarer sig i hans politiske Frihedssværmeri, saa røber dog Maaden,
hvorpaa han gik tilværks mod de Mænd, der havde forgrebet sig paa ham,
en Selvbeundring, der virker pinligt ved sin Slaaen ud i Pral, og en
Raahed, der dels er Standshovmod dels den saarede Forfængeligheds
Hensynsløshed. Platens Brev fra Rom af 18. Februar 1828 viser, at han
i Virkeligheden slet ikke kjendte Immermanns Sørgespil fra Tyrol, som
han forud var fast besluttet paa at angribe. Der romantische Oedipus
var næsten færdig, da Platen skrev til Fugger: »Især maa du meddele
mig noget af Immermanns Andreas Hofer, noget af Handlingen og noget
pikant Vrøvl. Jeg behøver det til Slutningen af femte Akt, hvor jeg
lader ham blive fuldstændigt forrykt.« Den grænseløse Foragt, hvormed
Platen i sit Skuespil behandler Immermann, kan da trods hans Protester
kun betragtes som et Udslag af Hævntørst. Og hvad Heine angaar, da er
det i Brevene som i Skuespillet i Grunden kun Heines jødiske Fødsel,
som Platen har at lægge ham til Last. I Skuespillet drejer Alt sig om
dette Punkt: Heine er Løvsalsfestens Petrarca, Synagogens Stolthed.
Ja saa personligt nærgaaende er Angrebet, at Nimmermann erklærer,
han nok er Heines Ven men ikke vilde være hans Elskede; thi hans Kys
har Hvidløgsstank osv. Af Brevene ses det, at Platen svævede i den
fuldstændigste Vildfarelse om den Modstanders Styrke, han saaledes
udæskede. Han er i egen Mening bestandig den, der kan »knuse Jøden
Heine«, saasnart han blot vil. Da Venner gjøre gjældende overfor
ham, at Angreb paa Heine for hans Fødsel ikke er af Vægt, svarer han
urokket: »At han er eller var en Jøde, er ingen moralsk Brøde, men
en komisk Ingrediens. Indsigtsfulde Læsere ville dømme, om jeg ikke
har benyttet det med aristofanisk Finhed.« Og saa sikker er han paa
sin Ret og sin Overlegenhed, at han endnu i December 1828, kort før
han rammes af Tilbageslaget fra Heine, i denne kun ser »en skamløs
Jøde, en elendig Smører og Sans-culotte«; rigtignok var hans sædelige
Indignation over de første Bøger af Reisebilder saa stor, at han
betegner Forfatteren og hans Lige som »sande Satanasser«Platen’s
Werke. Breve af 18. Februar, 12. Marts, 13. December 1828.. At han
fik haanligt Svar paa haanende Tiltale var da ikke ufortjent, og hans
Undervurdering saavel af Heine som af Immermann hævnede sig haardt. Hvad
der i Heines Polemik var uædelt, straffede sig værst paa ham selv ved
den Misbilligelse, det ogsaa hos hans Venner og Beundrere vakte. Men at
Navnene Immermann og Platen kom til at danne en Hadets Konstellation,
det beroede i Grunden kun paa Lighederne i de to Digteres Væsen, den
Ensomhedsfølelse, der forenet med en bestandig aarvaagen Selvfølelse
gjorde dem tilbøjelige til at forkynde egen Ros og til med urimelig
Bitterhed at angribe Andre uden tilgavns at have sat sig ind i deres
Væsen. Begge betegne de hver paa sin Vis Overgangen fra det romantiske
Væsen til det moderne. Platen, der ganske i Romantikernes Spor stadigt
syslede med fremmede Former, østerlandske som Ghaselen, sydlandske som
Sonetten, gammelgræske som den aristofaniske Komedies og den pindariske
Odes, naaede kort før sin tidlige Død i sine Efterladte Sange og Digte
(Politiske Poesier, deriblandt Sangene om Polen) et Højdepunkt af
frisindet moderne Lyrik, og Immermann, der hele sit Liv igjennem havde
behandlet tragiske eller fantastiske Stoffer med romantisk Overspændthed
eller Symbolik, gjennemtrængte umiddelbart før sin Død et Stykke af
Hjemlandets Virkelighed med en sund Poesi, der virkede inspirerende paa
hele Slægtled efter ham, rundt om i Europa.

XX.

Det var den Hegelske Filosofi, der i Forening med Julirevolutionen
tvang Aanderne ind i den moderne Histories og Politiks bevægede Liv.
Ikke at Hegel selv sympathiserede med Julirevolutionen, tvertimod.
Den Art voldsomme Indgreb i hvad der for ham nu stod som Forholdenes
Fornuft kunde i hans tredsindstyvende Aar ikke tiltale ham, som den
store Revolution ved dens Udbrud havde gjort det. Forlængst var han i
alt Politisk højkonservativ.

Men ikke desmindre forandrede Julirevolutionen den Hegelske Filosofis
Karakter. Den var det historiske Vendepunkt, det historiske Omsving,
der udfordredes for at føre den fra Kathedrene ud i Livet. Selve Læren
havde jo den Ejendommelighed ved sig at kunne fortolkes paa modsatte
Maader. Fra nu af bliver den et af de stærkeste medindgribende Elementer
i Livets Omformning. Vi have allerede set det hos Heine, hos hvem
Hegels Overgang til preussisk Konservatisme aldrig berøres uden for at
undskyldes og for hvem Hegel bestandig er den nye Tids store Filosof,
Ihændehaveren af al Magt i Tankernes Rige.

Før Hegel blev kaldet til Berlin, havde han intet Held havt med sig som
Lærer. Ved de andre Universiteter havde han kun været lidet bemærket; i
sine yngre Dage havde han længe maattet tale for en tre, fire Tilhørere.
Nu stod han paa sin Berømmelses Højde. I Modsætning til Schelling,
der saa tidligt var moden og saa tidligt blev gold, traadte Hegel,
den tungere, langsommere Natur, med sit 48. Aar ind i sit Livs mest
betydningsfulde Periode.

Forventningerne til ham var uhyre og de opfyldtes helt. Hans Indsigt
var saa mægtig; han syntes at staa plantet helt i sin Tid og dog at
svæve over den, fortrolig med alle dens Ideer og dømmende dem alle med
rolig Fornemhed og dyb Overbevisning. Hundreder og atter hundreder af
Tilhørere strømmede til.

Som Universitetslærer afgav han for Begynderen, der første Gang saa
ham, et besynderligt Skue. En tidligt ældet Skikkelse traadte ind,
bøjet, skjøndt oprindeligt kraftig; Indtrykket, den gjorde, var det
af gammeldags borgerlig Bravhed. Han steg op paa Kathedret, satte
sig, fordybede sig i sit Folio-Hefte, bladede frem og tilbage deri,
søgte efter Noget snart oppe, snart nede paa Siden. Hans Holdning var
kejtet og karakterløs, Trækkene slappe, Ansigtet medtaget, som hærjet,
ikke af Lidenskaber, men af det mest haardnakkede Tankearbejd. Dog
Hovedets Former var smukke og ædle, og naar Fysiognomiet med sit Præg
af den store Forstand rettedes mod Tilhørerne, var Udtrykket det af den
dybeste, ophøjet naive Alvor.

Han begyndte at tale, rømmede sig, hostede og stammede, søgte med Møje
sine Ord. Han havde en stærk schwabisk Accent, talte stødvis, uden
Rytme i sit Foredrag, indskibede sig i lange indviklede Perioder og
kom sjældent i Havn med dem, søgte længe efter det betegnende Ord, men
fandt det altid, og det forekom Tilhørerne lige slaaende hvad enten det
var et gammelt kjendt Udtryk eller et usædvanligt. Efterhaanden syntes
dette Foredrag Tilhøreren kun at anskueliggjøre det indre Tankearbejdes
overordentlige Vanskelighed. Der kunde komme trættende Gjentagelser, men
slappedes Tilhørerens Opmærksomhed og overhørte han nogle Sætninger,
kunde det ogsaa hænde, at han til Straf kom ud af al Sammenhæng. Thi
gjennem tilsyneladende betydningsløse Mellemled havde imedens en eller
anden Tanke forraadt sin Ensidighed, sin Indskrænkethed, indviklet sig i
Modsigelser og nu skulde disse Modsigelser overvindes eller var allerede
overvundne.

Hvad der her var mest ejendommeligt, det var Foreningen af to Elementer:
Talerens Saglighed, dette at Alt blev sagt for Sagens Skyld, og saa
hans Stræben efter Klarhed, der gav det Indtryk, at Alt alligevel blev
sagt for Tilhørerens Skyld, for at han tilfalde skulde forstaaHotho:
Vorstudien fur Leben und Kunst. S. 383. Haym: Hegel und seine Zeit. S.
392. Schérer: Mélanges d’histoire religieuse. S. 299..

En daarlig Fortæller var denne Taler, men en ualmindelig Tænker
og Forklarer. Vistnok var Kunstordene, han brugte, dunkle, denne
besynderlige Terminologi, hvor »an sich« skulde betyde «efter sit Anlæg»
og »an und für sich« den udviklede Existens, men man vænnede sig til
dem, og det var da snart, som svævede man over Jorden i Abstraktioner,
saa fortyndede og saa sindrigt fuldstændiggjørende hinanden, at
Dialektiken i Pla tons Parmenides syntes ufin i Sammenligning med denne
Dialektik, snart var det som trængte man stedse dybere ind i stedse
mere konkrete Æmner. Talerens Stemme blev stærkere, det Blik, hvormed
han saa sig omkring, blev frit og sikkert, naar han med fyndige Ord
særtegnede en Tankebevægelse, en Tidsalder, et Folk eller blot et
særligt mærkværdigt Individ som f. Ex. hin Rameau's Neveu, der uden
Navns Nævnelse er karakteriseret i Fænomenologien.

Begynderen, der hørte den berømte Tænker uden al Exemplificeren udvikle
de abstrakte Begreber, som var fælles for Alt i Naturens og Aandens
Verden og som derfor sagdes at bære Natur og Aand i deres paa én Gang
hemmelighedsfulde og methodisk sammenflettede Net, kunde vel føle sig
fristet til at løbe sin Vej, eller dog til ikke at komme igjen.

Men han kom igjen, thi snart fængslede det møjsomme Foredrag ham,
og snart gjorde han de første Fremskridt. Det var nu og da som om
et Tankelyn oplyste Mørket. Tilhøreren saa, at det efter Talerens
Opfattelse ikke her drejede sig om et System som andre Systemer, om en
dybere eller mere omfattende Undervisning end anden Undervisning af
beslægtet Art, men at denne Mand betragtede sig som Forkynder af en
helt original Videnskab, der omfattede Tilværelsen, forklarede Alt,
Gud og Verden, og afsluttede Alt, da alle tidligere Tænkeres Tanker
vare optagne i hans System som alle lavere Dyreformer ere optagne i det
menneskelige Fosters Udviklingstrin; alt Tidligere stræbte og sigtede
mod ham, alle tidligere Bestræbelser vare fuldendte med ham, saa der fra
nu af kun kunde være Tale om en nøjere Udførelse af de enkelte Partier i
det store givne Grundrids.

Fra nu af var Tilhøreren under Fortryllelsen. Selve Kunstordenes
Dunkelhed var en Tiltrækning mere; Vanskelighederne ansporede; det blev
en Æressag at forstaa, en Livssag at forstaa. Og med hvilken Henrykkelse
forstod man!

Ja, man forstod det: Hele denne Sanseverden var kun Skin; dens Væsen
var Tanken. Ikke alt dette Enkelte og Individuelle, kun det Almene
var sandt, var reelt. — Jeg tænker, og gjennem min Tankes nødvendige
Fremskriden i Kraft af faste Love naaer jeg til den fuldstændige
Kundskab til mig selv og til Verden. — Jeg tænker min egen Tanke,
betragter den ikke mere fra den Side, fra hvilken den er min, men som
den almindelige Tanke, tænker alle menneskelige Intelligenser sammen med
min, berøver dem alle denne Individualitetens Form, der synes væsenlig,
men ikke er det, og ser i alle disse Aander en eneste Aand og i den
Tilværelsens Princip. Dette Grundvæsen, der faar sit højeste Udtryk i
Mennesket, er det samme, som gjennemtrænger Verden, som frembringer
Verden. Dette Grundvæsen, der virker og former blindt i Naturen, bliver
sig bevidst i mig. Det Ubetingede, Ideen, det som populært kaldes
Gud, er ikke et bevidst eller personligt Væsen, thi Bevidsthed og
Personlighed forudsætte, at der er et Noget udenfor Bevidstheden og
Personligheden; men det er heller ikke absolut ubevidst. Menneskets
Bevidsthed om Gud, det er Guds Selvbevidsthed. Jeg ophører at leve som
enkelt, tilfældigt Menneske for at føle Allivet leve og pulsere i mig.

Logiken, som havde været en skolastisk Poge-Disciplin , der indprentede
Selvfølgeligheder ved Hjælp af sine barbariske Remser (Barbara,
Celarent, Ferio, Camestres, Baroco), Logiken. der længe havde sygnet
og var død foragtet, opstod da paany som Læren om Tilværelsestankerne
i deres Sammenhæng og deres Enhed, thi den første Tanke fordrede,
hidkaldte den anden, sammensmeltede med den til en ny, der atter
hidkaldte sin Modsætning, som tillige var dens Supplement, og Tanke
fordrede med Nødvendighed Tanke, indtil Tankeslangen bed sig i sin Hale
og dannede en eneste ubrødelig Ring, fra hvilken Naturens og Aandens
Riger atter udskilte sig, dryppende som Ringene fra Odins Ring.

Og alle Videnskaber kom og drak af den nye Metafysik som af en
Livskilde, og alle foryngedes de. Og Systemet løftede sig for Disciplens
Øje, ensartet, leddelt, strengt symmetrisk, med indre Uendelighed, et
Aandens Organon, en uhyre gothisk Kirke, hvor hver lille Del gjentog
Helheden, hver lille Trehed den store Treenighed: Tanken, Naturen og
Aanden. Det rejste sig, bygt paa Tankens Granit grund, stræbende gjennem
alle Naturrigernes Piller og Buer mod Aanden, løbende ud i det mægtige,
til Himlen naaende Spir, i hvis tredelte Bygning Religionen indtog det
nederste, Kunsten det mellemste og Filosofien det øverste Stokværk.

Men mere end Systemet var for Disciplen endda Methoden. Thi Methoden,
Tankens nødvendige Fremgangsmaade, var Verdensnøglen og Himmelnøglen.
Det var Methoden, i Kraft af hvilken man forstod. Det var Methoden, i
Kraft af hvilken man saa, at Verdenshistorien var ét sammenhængende
Drama, et eneste stort Frihedsdrama. Hvert Folkeslag havde sin Rolle
deri, og alle disse Roller greb ind i hverandre.

Vistnok var det en stor Tankedigtning, som man forvexlede med en
videnskabelig Bevisførelse. Vistnok var det en ny Poesi, kun mere
dramatisk og bedre sammentømret end den, som den intellektuelle
Anskuelse havde aabenbaret Schelling; vistnok var det en ny Rus, kun
finere og stærkere end den, man havde hentet sig hos Naturfilosofen;
vistnok er nutildags Systemet sunket sammen og Methodens altfor fine
Redskab sprunget i vor Haand, saa kun enkelte store Grundtanker staa
tilbage — men Den, der selv i sin tidlige Ungdom har oplevet den
Hegelske Tid i sit eget Indre, forstaar fuldtvel den Henrykkelse, som
greb de unge Slægter i hine Dage, og den Kraft, de sugede af disse
Verdenstanker.

Blandt Hegels Elever var ved 1830-Tiden allerede Mestere, Tænkere som
Hotho, Gans, Marheineke, Michelet; og næsten alt, hvad der fra nu
af til langt ind i Halvtredserne opstaar af fremragende Aander i de
forskjelligste Fag, tilhører fra først af den Hegelske Skole: Rosenkranz
og Werder, Strauss og Vischer, Feuerbach, Marx og Lassalle. Og Cousin
kom fra Frankrig, Heiberg fra Danmark, Vera fra Neapel for at forplante
Læren i deres Hjemstavne.

Fra Lærestolen i Berlin udbredte den Hegelske Filosofi sig over
Tyskland, over Jorden. Sjældent eller aldrig har man set et aandeligt
Kongedømme saaledes befæstet. Da Koleraen i 1831 bortrev Hegel,
sammenlignede hans Disciple ham med Aristoteles, med Alexander den
Store, ja med Christus.

For Skjønlitteraturens Vedkommende i det næste Tiaar, særligt for det
saakaldte unge Tyskland virkede Hegelianismen i al Almindelighed som en
i aandelig Henseende frigjørende Magt, som den Magt, der nedbrød den
religiøse Dogmetro og stillede Individet frit overfor den statskirkelige
Kristendom. Vi have allerede set, at selv saa lyriske Naturer som
Heinrich Heine i den Henseende havde en svag Farve af Hegelianisme,
ikke at tale om at Heine fik sin skarpe Forstand gjennemdannet i
Hegelianismens Skole, saa man i Formen af hans Vid sporer den Hegelske
Dialektik, der lader enhver Bestemmelse slaa over i sin Modsætning.

Dog mere særligt indvirkede den Hegelske Filosofi paa de unge Gemytter
som et Stykke moderne Hellenisme. Hegel paavirkede Ungdommen endnu
utvetydigere i hellenisk Retning end selv Goethe havde gjort.

Man mindes vistnok fra Heines Skrift om Börne det Sted, hvor han taler
om Börne’s nazareniske Indskrænkethed. Han siger «nazarenisk», forklarer
han, for hverken at bruge Udtrykket jødisk eller kristelig, da begge
disse Udtryk for ham er synonyme og af ham anvendes ikke til at betegne
en Tro, men et Naturel; og han stiller Ordet nazarenisk i Modsætning
til hellenisk, der ligeledes for ham betegner en saavel medfødt som
tilegnet Aandsretning og Synsmaade. Med andre Ord: alle Mennesker er
for ham enten Nazarener eller Hellenere, enten Mennesker med asketisk,
billedfjendtligt, sygeligt spiritualiserende Hang eller Mennesker med
livsklart, udviklingsstolt og virkelighedskjært Væsen. Og han betegner
saa sig selv som Hellener — en Betegnelse, ingen tysk Romantiker
nogensinde vilde have tillagt sig.

Men Hellenisme i denne Forstand udstrømmede fra Hegel. Hegel tilhører
efter sin hele Aandsretning den samme Tendens i Datiden til at fylde de
antike Former med en ny Tids Indhold som vi møde hos Goethe, naar han
digter sin Iphigenia og hos Thorvaldsen, naar han udfører Statuen af
Fyrstinde Barjátinska i græsk Klædebon. Det er ingen Tilfældighed, at
Hegel og Thorvaldsen fødes i samme Aar 1770 med kun et Par Maaneders
Mellemrum. Og det var heller ingen Tilfældighed, at Hegel bedst forstod
den Side af Goethe’s Væsen, der vendte mod Grækenland.

Hegel havde som Würtemberger faaet sin Dannelse fra to Kilder, det
attende Aarhundredes Oplysning med dens Oprør mod Theologien, og den
klassiske Oldtid, der allerede var traadt ham imøde i den lærde Skole
i hans Fødeland. Allerede paa Skolebænken var han stadigt sysselsat
med græsk Sprog og Literatur, og allerede som Barn fik han Sofokles’s
Antigone kjær, der siden bliver ham det typiske græske Kunstværk og
atter og atter fremdrages i hans Skrifter. Han kaldte Studiet af Antiken
den sande Indledning til Filosofien og former efterhaanden sit System
som Helhed efter Oldtidens Systemer. Det forholder sig til Aristoteles’s
Tankebygning som Goethes Iphigenia forholder sig til Euripides’s eller
som Thorvaldsens Alexandertog forholder sig til Parthenonsfrisen. Hans
egentlige, oprindelige Sindelag overfor Kristendommen røber sig i de
Studier og Forskninger fra hans Ungdom som Theolog, hvis Indhold efter
Manuskripterne er gjengivet af Haym. Han viser her, at den græskromerske
Beligion var en Religion for frie Folk, at Ideen om et frit Samfund
for Grækeren var det Højeste, det Ideale, som han viede sit Arbejd og
sit Liv. Kristen dommens Gud var kun et Surrogat for den republikanske
Frihed, der gik tabt. Man havde ikke længer Magt, man kunde ikke mere
ville; men man kunde ønske og bede. Og jo mere nu Mennesket blev Slave,
des mere behøvede det en Gud udenfor sig og over sig. Og Hegel slutter,
at dét er vore Dage forbeholdt at tilbagekræve de Skatte som Menneskets
Ejendom, der ere bievne slyngede op i Himlen. Han foregriber her Heine
og FeuerbachDie Objectivität der Gottheit ist mit der Verdorbenheit
und Sclaverei der Menschen in gleichem Schritte gegangen, und jene ist
eigentlich nur eine Offenbarung dieses Geistes der Zeiten [...] Ausser
früheren Versuchen blieb es vorzüglich unseren Tagen aufbehalten, die
Schätze, die an den Himmel geschleudert worden sind, als Eigenthum der
Menschen wenigstens in der Theorie zu vindiciren; aber welches Zeitalter
wird die Kraft haben, dieses Recht geltend zu machen und sich in den
Besitz zu setzen?.

Hegel ser i sin Ungdom bestandig den jødiske Oldtid gjennem den
klassiske Opfattelses Giar. Jødernes gamle Historie kalder han »en
Tilstand af fuldkommen Hæslighed«. Det jødiske Folks store Sørgespil
er intet græsk Sørgespil, siger han; det kan hverken vække Frygt eller
Medlidenhed; thi disse Følelser udspringe kun af et skjønt Væsens
nødvendige Fejltrin. Som man ser, iagttager han Jødefolkets Historie og
Skjæbne mod en Baggrund af Sofokles’s Verdensanskuelse og Aristoteles’s
Theorier. Begreber som Lov og Straf er ham kun hæslige. Den kristelige
Forestilling om Syndsforladelse kan han kun bevare ved at ombytte den
med Begrebet om en ved Kjærlighed forsonet Skjæbne. Med andre Ord,
han kan kun finde Christi Lidelseshistorie skjøn, hvis han ser den
under samme Synspunkt, under hvilket han ser Oedipus i Kolonoi, som en
Skjæbne, der rammer den Uskyldige, ikke som et Offer bragt for Andres
Synd. Ogsaa for ham er da Jødedom og Kristendom i Grunden Et og det
Samme, den stygge Modsætning til Hellenismen.

Han frelser for sin Bevidsthed kun Jesu Person og Historie ud af
det Positivt-Religiøses Skibbrud, idet Jesus i personlig Form
bliver ham hvad Antiken var ham i Statslivets Form: et skjønt og
guddommeligt-menneskeligt Liv. Denne Jesus er da ikke Jesus slet og ret,
men en Jesus-Apollo som den, Heine senere skildrer i Digtet Freden: den
mægtige Skikkelse, der som Hjerte i Brystet bærer den røde, flammende
Sol. Og naar Heine i den bekjendte Fortale til Romancero taler om sit
sidste Knæfald for »Skjønhedens højtbenedidede Gudinde, vor kjære
Frue fra Milo«, der saa medlidende saa’ ned paa ham, selv trøstesløs
over ikke at kunne bringe Hjælp, da møde vi hos ham en lignende
Sammensmeltning af det Hedenske og det Kristelige. Thi dette er ikke
Venus slet og ret, men Venus-Madonna.

Hegel er da Stamfaderen til selve den hedenske Hellenisme, som det blev
Skik at anklage det unge Tyskland for.

Ja der raader endog i hans Filosofi den Aand,

af hvilken et Stikord som det om »Kjødets Emancipation« kunde udvikle
sig. Det var et Udtryk, som Heine fra Frankrig af havde givet Indpas i
den tyske Literatur, som blev grebet af hans Beundrere og Efterfølgere,
opsnappet og lagt for Had som intet andet af den unge Litteraturs
Avinds- mænd og Anklagere. Det kunde ganske vist have en frivol Biklang
i Heines Mund og en hæslig Biklang i Heinrich Laubes. Men hos de bedre
af den unge Slægts Mænd betød det intet, som ikke i Grunden allerede
Goethe og Hegel havde villet. Karl Gutzkow har med Rette hævdet, at
kun en smudsig Fantasi med dette Udtryk forbandt Forestillingen om en
Løsladelse af slette Lidenskaber. Ordet Kjød i og for sig indeholdt
jo intet Anstødeligt. Det nye Testamente siger: »Ordet blev Kjød.«
Kjødet betyder i kristelig Forstand Naturmennesket, det Udøbte,
Oprindelige i Mennesket. Dets Emancipation betød for Datidens unge
Sværmere i Virkeligheden intet Andet end Naturens Gjenindsættelse i dens
Rettigheder, Krig imod det Naturfjendtlige. Hvad de attraaede var at
gjøre Naturens Love til Maalestokken for vore Livsforhold, at forløse
selve Naturen fra Ban og Interdikt. (Karl Gutzkow: Rückblicke auf mein
Leben. S. 135.)

Der foresvævede dem en i Hegelsk Aand gjennemført Nyhellenisme.

Det betød da for dem ikke stort, at Hegel som Olding var endt i den
stiveste preussiske Konservatisme eller at den Hegelske Retsfilosofi
godkjendte alle de bestaaende Institutioner som Helligdomme og
underkjendte de ypperste ethiske Ideer som Afgudsbilleder. Han havde
undervurderet Styrken af Datidens Skepsis.

Hvor mange Institutioner havde vel et normalt Datidsmenneske tilbage som
Gjenstande for Ærefrygt og Tro? Højst disse fire: Kongedømmet, Kirken,
Ægteskabet og Ejendommen. Med Hensyn til dem er Hegels Lære denne:

Han hævder ikke Kongemagten som Garanti for Uafbrudtheden af store
politiske Planers Gjennemførelse, nej Monarken er ham kun den af Tanken
fordrede øverste Tinde paa Statsbygningen, ligesom Prikken over i’et, —
dette rent følgestridigt, thi ellers er altid hos Hegel det Subjektive
kun et Moment, som atter ophæves; Monarken burde følgestrengt her gaa
op i Statens Suverænitet. Kongedømmet hævdes af ham da kun ved en
Indrømmelse til det Bestaaende. Hvad Under at der fandtes en følgende
Slægt, som drog Konsekvensen!

Med Hensyn til Kirken foretog Hegel den Bevægelse, der senere blev
udført af hans Discipel Cousin som Minister i Frankrig. Han tillod
sine Tilhængere af Højre som Göschen at paavise hans Filosofis
Overensstemmelse med Bibel og kirkelig Kristendom, ja overroste Göschens
Aforismer i sit Tidsskrift. Han, der som Yngling i sine Breve til
Schelling havde angrebet Kants Filosofi af den Grund, at den lod sig
anvende i Orthodoxiens Tjeneste, han, der havde besvoret Holderlin
aldrig at slutte Fred med Dogmer, drev nu i sin Religionsfilosofi det
dobbelttydige Spil at gjøre ethvert Dogme til Symbol paa en Tanke og saa
lade det blive staaende med den Vending, at det udtalte samme Sandhed
som Videnskaben, kun i Forestillingens Form. Hvad Under, at Eleverne
drog Konsekvensen!

Hvad Ægteskabet angaar, da opfattede Hegel det ganske som et Moment i
Familien, ligeberettiget med Familie-Ejendommen omtrent. Ad hvilken Vej
det stiftedes, var mindre vigtigt; at Forældrene ordnede det, ansaas
endda for den sædeligste Vej. I sin Uvilje mod Individets Egenmægtighed
betonede han det Urimelige i, at den Enkelte »sich gerade auf dieses
Mädchen kapricionire«. Han talte derom halvt som en gammel Spartaner,
halvt som en gammel Spidsborger, og Ungdommen, som hverken var spartansk
eller spidsborgerlig, fulgte ham ikke her.

Ejendommen endelig afhang for Hegel ganske af Familien. Ejendommen
er for ham sædeligt berettiget som Familiens Fællesejendom. Kun naar
den ikke er Enkeltmands Eje, er hvad han kalder Begjærlighedens
Egoisme overvundet. Han forkaster naturligvis ellers med Lidenskab
Kommunisme. Men Konsekvensens Skraaplan laa aabent, og den Tid kom, da
Hegelianere som Marx og Engels drog revolutionære Følgeslutninger af den
tilsyneladende saa konservative Mesters Filosofi.

XXI.

Kommer man fra det altomfattende Blik hos Hegel, den høje Kunst hos
Platen, det slebne Vid hos Börne, det lyriske og satiriske Geni hos
Heine eller den klassiske Indholdsfylde i Immermans Oberhof til det
egentlig saakaldte Unge Tysklands Mænd, saa føles Overgangen unægtelig
som et Fald i kunstnerisk Henseende, Fald fra Mesteres Overlegenhed
og fuldendte Færdighed til Begynder-Umodenhed og Begynder-Flauser, og
der var dem af det unge Tysklands Mænd, som vare fordømte til evigt at
forblive Begyndere. Tænker man særligt paa Heine, fornemmes Overgangen
fra ham til hans Efterfølgere som et Fald fra gratiøs og guddommelig
Frækhed til ungdommeligt plumpe Udæskninger, rettede mod al anerkjendt
Vedtægt, al Sædvane-Sædelighed.

Og dog var der hos de Bedste af dem i deres bedste Øjeblikke en
Selvhengivelse, som aldrig fandtes hos Heine.

Efter den gængse Overlevering indbefattes under Det unge Tyskland
hverken Heine, Borne og deres Samtidige, der betragtes som dets Fædre,
eller den Kreds af unge Videnskabsmænd, for hvilke Ruges og Echtermeyers
Hallische Jahrbücher senere afgave et Foreningspunkt, eller den Gruppe
af politiske Digtere, som i Fyrrerne udsang de Følelser, der i 1848 gave
sig Luft.

Traditionelt tages Benævnelsen i langt snævrere Mening end i dette
Skrift.

Dens Ophavsmand var en ikke synderligt begavet, men altid begejstret
nordtysk Forfatter Ludolf Wienbarg (født i Altona 1803), der i Aaret
1834 under den krigeriske Titel Æsthetiske Felttog, som Forlæggeren
Campe opfandt, udgav en Række Forelæsninger, han havde holdt i Kiel, og
for hvilke man havde berøvet ham Retten til at docere, saa uskyldigt
deres Indhold end var, og saa lidet de med deres salvelsesfulde Tone var
i Stand til at ophidse Nogen. Disse Forelæsninger, som det nutildags
er vanskeligt at arbejde sig igjennem, indledes med denne Tilegnelse:
»Det unge Tyskland, ikke det gamle, helliger jeg denne Bog.« Af dette
Værk huskes nutildags ikke mere end Tilegnelsen. Wienbarg forstod ved
det unge Tyskland alle de ungdommelige tyske Sind, der havde brudt med
Overleveringen i Kunst, Kirke, Stat og Samfund og som ad litterær Vej
søgte at tilfredsstille deres Reformtrang.

Hans Program for den nye Litteratur er af en forskrækkende
Almindelighed. Dens Verdensanskuelse skal bero paa en harmonisk Forening
af Forstand og Sanselighed. Han indvarsler en ny Hellenisme, i hvilken
det Sanselige vil være mere gjennemtrængt af Aand end hos Grækerne, det
Aandelige mere gjennemtrængt af Sanselighed end hos de Kristne. Men
forud for Litteraturen maa Livet selv gjenfødes. Det ægte Kunstværk kan
den unge Slægt først forme, naar Livet omkring den og i den er blevet
frisk og harmonisk.

Som man ser, der var intet Nyt i disse Deklamationer og Forjættelser.
Heine havde længst sagt det Samme med hundred skjemtsomme eller poetiske
Vendinger, selv Menzel havde i sin første Periode sagt det med al en
mislykket Poets og hidsig Partimands Veltalenhed. Her blev det nu
forebragt i det brede Blomstersprog og med den Pathos, der sjældent
forfejler sin Virkning paa umodne Sind.

Nyt var kun det, at her talte første Gang en Repræsentant for den
Ungdom, der i Heine saa Tidsalderens store Skribent, og at her kom
første Gang den Anskuelse til Orde, at Prosaen var den nye Tids Form
og mere værd end Versformen. Den Wienbargske Æsthetik, der udmunder i
Forherligelse af Heine, fejrer ham derfor som den store, den største
Prosaist. Først nu er den tyske Prosa, især ved Paavirkning af den
franske, bleven formet. Schillers Stil er for Wienbarg Paradesprog,
Goethes Hofsprog. Alle Litteraturens tidligere Storheder, endog
Jean Paul iberegnet, have efter hans Opfattelse levet indenfor en
Tryllekreds, fjernt fra Verdens Strøm. Hvad der adskiller en Heines,
en Bornes, en Menzels, en Laubes Prosa fra de tidligere Forfatteres
er for ham Mangelen paa Ro og Tilfredshed (Behaglichkeit), men denne
Mangel er det afgjørende Fortrin, Livets. Særligt Heine roses for at
have forsmaaet «det flygtige Ry» at være lyrisk Digter for det større at
spille paa det kolossale, alle Verdens Toner omfattende Instrument, som
den tyske Prosa frembyder.

Først Mundt, saa Laube, af hvilke ingen var i Stand til at skrive et
velklingende Vers, sluttede sig med Iver til denne Forherligelse af
Prosaformen paa den metriskes Bekostning, især fordi de dermed nedlagde
en Protest mod den schwabiske Digterskole, den Uhlandske Romantiks
Sildefødning. Af Mundt blev denne Dyrkelse af Prosaen formeligt forkyndt
som den nyeste Tids Evangelium. Hvor lidet dybere Indhold der var i
Wienbarg, røber især hans andet Skrift Zur neuesten Literatur (1835), en
Samling Essays uden Nerve, hvori kun Et er fortjenstfuldt, hans modige
Troskab mod Heine paa et Tidspunkt, da en af Misundere og Moralister
fremkaldt offentlig Mening gik denne imod.

Wienbarg havde givet Det unge Tyskland Navn, men et Navn, der, som
man ser, ikke omfattede nogen bestemt Gruppe af navngivne Mænd. Paa
bestemte Personligheder blev Navnet forunderligt nok først anvendt ved
et Angiveri og en brutal Regjeringsforanstaltning.

Det gik saaledes til: Der var efterhaanden optraadt en Række unge
Forfattere, der vel ikke stode i nogen nøjere Forbindelse med
hverandre, men som til Løsen havde aandelig Emancipation. Alle stode
de Kristendommen fjærnt og drømte om en ny pantheistisk Religion for
den nye Tid. Flere af dem attraaede under Form af hvad de kaldte
»Kjødets Emancipation« eller »Kjødets Rehabilitation« en Opløsning af
den herskende Moralvedtægt og friere Former for de to Kjøns Forening
og Adskillelse, dog saaledes at hos Nogle som Laube var denne Attraa
usmageligt epikuræisk, hos Andre som Gutzkow smagløst trodsig og
besynderligt hypochonder, hos atter Andre som Mundt blev den til
Forfægten af hvad han ubestemt kaldte Kvindens Emancipation, hvorved han
kun mente en Frigjørelse indenfor Hjemmet og Ægteskabet. Alle vurderede
de i høj Grad visse fremragende Kvinder, i Frankrig George Sand, der
paavirkede dem stærkt, i Tyskland Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz.

Alle talte de gjerne og højt om Ungdommens Ret, alle havde de fra
Hegel en vis Frihedstro og fra Julirevolutionen deres alment politiske
Tendens. Som Hegel havde forsonet Idé og Virkelighed, saaledes vilde
de sammensmelte Litteraturen med Livet. De nærede ingen dybere
Sympathi for hverandre, og de skiltes hurtigt ad; der var intet andet
Fællesskab imellem dem end det, som i Reglen findes mellem Mænd af samme
Aldersklasse og samme Hold, saa de udgjorde langt mindre et et politisk
Parti end et aandeligt Kuld, men Litteraturen var ligefuldt ikke for
dem sit eget Formaal; de vilde tjenende slutte sig til Tidens bevægende
Magter.

Heri laa det ogsaa, at de ikke indlod sig med de rene Kunstformer,
hverken med episk eller med lyrisk Poesi og kun sparsomt med dramatisk.
De forgudede alle »Tidsaanden« og hyldede den i journalistiske og
novellistiske Arbejder, i kritiske Forsøg og Raisonnementer eller
i Form af Rejsebeskrivelser, Rejsenoveller efter Heines og Fyrst
Pückler-Muskau’s Mønster, undertiden ogsaa i langtudspundne Romaner.

Den uden al Sammenligning kraftigste Aand iblandt dem var Karl Gutzkow,
der fødtes 1811 i Berlin, en arbejdende, energisk spørgende og stræbende
Aand, de tusind moderne Problemers Mand, evigt rastløs, en Mellemting af
en analyserende Kritiker og en Poet, men en Aand, hvem Intet tilfaldt
af sig selv og som Intet opnaaede med Lethed. Hans Væsen var uden
Ynde, hans Ungdom uden Friskhed, hans Prosa uden Rytme. Men han havde
Dristighed, Opfindelsesevne, Forstand og Foretagelsesaand. Han havde
Pathos, men ingen Lyrik, Pointer i Stilen, men ingen Melodi. Hans Sans
var en Sans for Ideer, for alle Tanker og aandelige Strømninger, der var
oppe i Tiden. Af Naturen hørte han til de Ubehændige; men hans litterære
Begejstring var saa sand, hans Ærgjærrighed saa stor og hans Vilje saa
kraftig, at han efterhaanden blev et aandeligt Midtpunkt og udstraalede
sin Indflydelse til mange Sider. Der var ved Aaret 1840 et Tidspunkt,
hvor en stor Del af den bedre tyske Presse bestemtes af ham og hans
Tilhængere.

Vi have set, hvorledes han af Julirevolutionen vaktes til Skribent.
Aaret derefter, Afskedigelsernes, Fængslingernes, Landsforvisningernes
bedste Tid i Preussen, trykkede ham Pennen i Haanden. De strengeste
Censorer vaagede over ethvert Bogstav. Endog ethvert Avertissement i
Intelligenzblatt (Adresseavisen) blev prøvet, om det ikke indeholdt en
skjult politisk Hentydning.

Gutzkow begyndte med at udgive en Avis Forum der Journallitteratur. Han
var opnæret med de Hegelske Ideer om det verdenshistoriske Fremskridt
til stedse større Frihed. Som Gottschall har udtrykt det: Der dæmrede
for hans Øjne lutter politiske Morgenrøder og verdensfrelsende Lærdomme.
Hans Blad hævede sig til 70 Abonnenter og gik ind.

Gjentagne Gange havde imidlertid den tyske Kritiks daværende Stormester
Wolfgang Menzel fra Stuttgart af sendt ham Bud om at komme ned til ham
og- staa ham bi med Redaktionen af hans Litteraturblad, da han selv som
nyvalgt Medlem af det würtembergske Kammer vanskeligt kunde overkomme
Arbejdet alene.

Wolfgang Menzel stod paa dette Tidspunkt i den tyske Ungdoms Øjne
trods sit Goethehad og tildels i Kraft deraf med en Glorie som senere
Katkóf i Rusland, Ploug i Danmark i deres første Manér. Han gjaldt for
Nutidsmanden og Frihedsmanden fremfor alle andre. En af Gutzkows Opgaver
i hans eget Blad havde været at tage Menzel, Manden efter hans Hjerte, i
Forsvar mod Modstanderes Angreb, og Menzel havde mange Modstandere, da
han som Recensent forenede Trættekjærhed og Stridslyst med skjældende
Grovhed. Men han var eller syntes at være fuldt overbevist. Paa samme
Tid som han vilde have Fædrelandskærlighed og Religiøsitet dybere
forstaaet end Skik og Brug var, optraadte han politisk som ivrigt
liberal, var som saadan Beundrer af Börne og Heine, der betragtede liam
som paalidelig Kampfælle, og saasnart han kom ind i Kammeret, forfægtede
han ogsaa dér alle moderne Fremskridt, bl. A. Jødernes Emancipation.

Da den lille blege, magre og blonde Gutzkow ikke stort mere end
tyveaarig indfandt sig hos sin tretten Aar ældre Herre og Mester med
en sky Ærefrygt, som han selv har sammenlignet med Studentens for
Mefistofeles-Faust i første Del af Goethes Drama, traf han en Mand med
brede Skuldre, kraftig Brystkasse og mørkt Haar, hvis glatragede Ansigt
lignede en romersk Gejstligs. Om Munden med dens stygge gule Tænder
spillede et satirisk Smil; det nærsynede Blik bag Brillerne havde noget
paa én Gang Trodsigt og Højtideligt. Hans Temperament syntes voldsomt,
hans Vilje ubøjelig. Udtrykket i hans Miner kunde blive faunagtigt i sin
Lystenhed, naar han talte om en eller anden erotisk Bog, og dog afskyede
han Goethes Verdslighed i lige saa høj Grad som hans Ligegyldighed for
Politiken, og hyldede kritikløst Mænd og Særsyn, der for ham stode
som det Gaadefuldes Repræsentanter. Hans Væsen var en ægte præstelig
Blanding af Ironi og Mystik. Han elskede Voltaire og sværmede for
Görres.

I Begyndelsen gik Samlivet og Samarbejdet mellem Mester og Lærling
godt. Gutzkow, der snart levede i en, snart i en anden af Byerne i
Nærheden af Stuttgart, recenserede ufortrødent de Bøger, som han i
pakkevis fik tilsendte af Menzel. Han lærte snart at træffe den raske,
affejende Journalisttone, og Alt var i Orden. Det er selv­ følgeligt,
at de Ungdomsskrifter, han selv nu udgav, fandt en mere end overbærende
Bedømmer i Menzel. Og dog var disse Bøger svage nok. Briefe eines Narren
an eine Narrin er humoristiske Udgydelser uden Originalitet i en Stil,
der halvvejs efterligner Jean Paul og halvvejs Heinrich Heine, og Maha
Guru, en Guds Historie, der foregaar i Tibet og skildrer et Menneskes
sjælelige Tilstand, der vælges til Dalai-Lama og altsaa anses for Gud,
er et nu ulæseligt Fantasteri. Ikke desmindre valgte Menzel, da han
anmeldte denne Bog, blandt de Vignetter, der plejede at afvexle paa
Numrene af hans Blad, en Laurbærkrans, og lod to Gange Gutzkows Navn
sætte ind deri.

Gutzkows Mening med Maha-Guru var at vise hvorledes den Gud, der troes
inkarneret i Dalai-Lama, overvindes af Mennesket i ham, saa den falske
Guddom stilles i Skygge af Menneskets sande Adel, sande Guddommelighed.
Men Bogen var desuden ment som en filosofisk-satirisk Roman i gammel
Stil, der under en fremmed Maske sigtede til hjemlige Tilstande.
Theokratiet i Tibet skulde minde om Hierarkiet i Europa, det tibetanske
Polyandri skulde hentyde til den europæiske Kvinde-Emancipation. De
fremmede Landskaber, som Gutzkow aldrig havde set, og de fremmede Sæder,
han ikke skildrede for deres egen Skyld, kunde kun lidet interessere.
Hvad der gav ham Anledning til Bogen var en Anekdote om den franske
Atheist Billaud Varennes, der i Rædselsperioden undslap fra Guillotinen,
flygtede til Amerika og dér af de Vilde blev æret som Gud. Paa Grund af
sin Evne til at fange, afrette og udstoppe Fugle var han af de Indfødte
bleven anset for den anden Skaber. Anledningen havde altsaa Intet med
Tibet at gjøre og Intet med Stoffets foregivne Alvorlighed.

Endnu paa dette Tidspunkt var det unge Tyskland og dets Fædre i
Menzels Øjne hverken Spottere af det Hellige eller slette Patrioter.
Gutzkows Irreligiøsitet forstyrrede endnu ikke det gode Forhold
til hans Mester. Og Menzel selv priste Börnes Pariserbreve, der
fra alle Sider angrebes, som en mandig Daad, og undskyldte deres
stærke Udtryk som Stemningsudbrud, man ikke maatte tage paa med grov
Haandgribelighed, sammenlignede dem med St. Hans Orme, der gløde smukt i
milde Sommernætter, men som svinde ind til stakkels graa Insekter, naar
man griber om dem med plumpe Hænder.

Alligevel var det uundgaaeligt, at Baandet mellem Gutzkow og
Menzel snart maatte løses. End ikke fra først af havde det manglet
paa Advarsler til Gutzkow om ikke at indlade sig for dybt med
Stuttgarter-Skribenten. Selv Hegel, der nærede Interesse for den unge
Mand, havde sagt til ham: »Hvor kan man forbinde sig med et saadant
Menneske!« Nu fremkom den første Uoverensstemmelse imellem dem paa Grund
af Menzels Stilling til de sydtyske Lyrikere, den saakaldte schwabiske
Digterskole, der sluttede sig til Uhland, som ikke blot nød det Ry, han
fuldt fortjente, men et endnu meget større. Som god Schwaber vurderede
og beskyttede Menzel disse Mænd, Gustav Schwab, Gustav Pfizer, Karl
Mayer osv.; som Støtte for vedtægtsmæssig Fromhed og Moral bar han
dem oppe. Men Gutzkow med sin levende Sans for det som var Idésjælen
i Tidsalderen, Gutzkow, for hvem Litteraturen var den kæmpende Kirke,
følte den dybeste Uvilje mod disse Søndag-Eftermiddags-Lyrikere med
Guldsnit, der som Digtere enten satte gamle, døde Balladestoffer paa Rim
eller versificerede deres smaa sentimentale Stemninger, medens de som
forsigtige Embedsmænd levede for deres Avancement og aldrig tabte det
Maal af Syne at blive Professorer eller Konsistorialraader.

Da nu Goethes Samtaler med Eckermann udkom, saas det, hvor strengt
Goethe havde bedømt sin Beundrer Uhland. Han anerkjendte kun dennes
Ballader, fandt iøvrigt Indholdet af hans Poesi saa tarveligt, at
han ikke gad beskjæftige sig med den. Goethes Brevvexling med Zelter
bragte endnu ganske anderledes haanligt nedsættende Domme over den hele
schwabiske Skole fra Uhland til Pfizer: Goethe havde aldrig ventet
sig noget Vækkende eller Dygtigt fra den Kant; de smaa Herrer dernede
dækkede deres Mangel paa Geni med den sædeligt-religiøst-poetiske
TiggerkappeWundersam ist es, wie sich diese Herrlein einen gewissen
sittig-religiös-poetischen Bettlermantel so gesckickt umzuschlagen
wissen, dass, wenn auch der Ellenbogen herausguckt, man diesen Mangel
für eine poetische Intention halten muss..

Saa fik da ogsaa Gutzkow Mod til at udtale, i hvor høj Grad al denne
gamle Kloster- og Hyrde-Romantik var ham en Gru. I en Afhandling Goethe,
Uhland og Prometheus rettede han et

lidenskabeligt Angreb paa disse Digtere, der »fandt deres Tro paa deres
Døbeseddel, deres Sæder i Sædvanen, deres Grundsætninger i Vedtægten
og deres egen Poesi i andres Poesi« og han tilraabte dem: Hvad har I?
Spadsereture i Aftensolen. Hvor er Eders Kamp for at naa til det Nye?

Imidlertid var ude i Verden omkring ham Reaktionen imod
Julirevolutionens Indflydelse i fuld Gang. Metternich beherskede
ikke blot Østerrigs men ogsaa Preussens Politik, og da det gik op
for Ungdommen i Tyskland, hvor Magten og Energien ogsaa nu og i en
uoverskuelig Fremtid var, saa sluttede den sig til Magthaverne. Gutzkow
siger, at af hundrede Studenter ved Berlins Universitet vare i hine Aar
de 97 højkonservative, og ethvert Sammentræf med en gammel Skole- eller
Universitetskammerat, endsige med en Embedsmand eller Officer efterlod
det pinligste Indtryk i hans Sind.

Under saadanne Forhold tabe ikke sjældent evnerige og trodsige Ynglinge
deres Ligevægt og begaa Ubesindigheder, for hvilke de da hele deres
følgende Liv igjennem maa høre ilde.

Schleiermacher var død, var sænket i Jorden med Sang og Klang som en af
Protestantismens Kirkefædre, en af Theologiens Helgene. Med Rette havde
man tidligt sagt om ham, at hans Væsen svarede til hans Navn. I Kraft af
hundrede Halvheder og Utydeligheder havde han holdt sig populær til sin
Død. Ingen havde omtalt hans romantiske Ungdomssynd, de Fortrolige Breve
om Lucinde.

Da modstod Gutzkow ikke Fristelsen til at gjenudgive den glemte Bog
og dække sig og sine Venner mod den stedse gjentagne Beskyldning for
ugudelig Frivolitet ved at eftervise deres erotiske Synsmaade, ja
selve deres Lære om Kjødets Gjenindsættelse i dets Rettigheder hos
den Guds Mand, der var Theologernes beundrede Herre og Mester. (Se
Hovedstrømninger II. S. 112 ff.)

Det kunde have været et godt taktisk Træk, hvis han ikke, kun
treogtyveaarig som han var, havde indledet Bogen med en drengeagtig
og smagløs Fortale. Han tiltaler her »Zionsvægterne«, haaner deres
Skinhellighed og gejstlige Koketteri og tilraaber dem: »Kast et Øjeblik
jere Talarer bort, glem Bevisstederne for, at et af Jer endnu bestandig
korsfæstet Menneske har været Gud, og hør hvad der engang er hændt paa
andre Omraader, i Frihedens, Ungdommens og Fantasiens Verden!«

Disse Begivenheder er Schlegels Lucinde, dette liderlige Skelet, som
han finder herligt og klassisk, og Schleiermachers Breve derom, som
han finder guddommelige. Disse Breve tale for sig selv. Saa urimeligt
de end overvurdere Lucinde, er den ægte menneskelige Følelse i dem
dristig og smuk. Gutzkows Fortale understreger Alt paa ud fordrende
og uskjøn Maade. Han taler her for Elskovens Genialitet, hævder,
at Præstevelsignelsen hverken gjør fra eller til med Hensyn til
Helligheden af et Kjærligliedsforhold, ivrer i haanlige Udtryk mod
de almindelige Ægteskabers kolde Prosa, »Vandsuppebryllupperne, den
ordinære Børneavling og det skimlede Brøderhvervs Misère«. Han slutter
saa med kaadt Lapseri: »Ikke sandt Rosalie? først siden du bærer Sporer
paa dine Silkestøvler og af mig har lært at slaa din Slængkappe i
Folder, først siden jeg har maattet opfinde en ny Art Benklæder til
dig, saa du overalt gjælder for min yngste, inderligt elskede Broder,
véd du hvad jeg mente med: Jeg elsker dig.« Og ikke tilfreds med denne
Kvindelighed, der bærer Buxer, og som virkeliggjør den unge Gutzkows
Begreb om Emancipation, spiller han endnu en atheistisk Trumf ud til
allersidst: »Hvor er Frands? — Kom, du søde Dreng, som man hemmeligt har
døbt for mig. Sig mig: Hvem er Gud? Du véd det ikke, uskyldige Atheist,
filosofiske Barn! Ak, havde heller ikke Verden vidst om Gud, saa havde
den været lykkeligere!«

Man behøver ikke at være særligt lydhør i kritisk Henseende for at høre
Uvirkeligheden ud af dette burschikose Skryderi. Originalen til hin
Rosalie, der skulde følge Gutzkow i Pagedragt, var nok snarere Byrons
Lara end nogen Sypige i Heidelberg eller Berlin. Det er imidlertid let
at forestille sig, hvorledes en saadan Fortale til en saadan Bog virkede
paa det store Publikum og den veltænkende Journalistik.

Der behøvedes nu kun en Draabe til i Forargelsens Bæger for at berøve
Gutzkow den offentlige Sympathi.

Han forsømte ikke at hælde denne Draabe deri. Han skrev 1835 Wally, die
Zweiflerin, en yderst svag, paa et afgjørende Punkt parodisk Roman, der
imidlertid blev den følgerigeste Bog i Datidens tyske Skjønliteratur.

Strauss’s Jesu Liv var da nyligt kommet ud og havde ved sin Opløsning
af det formentlig Historiske i Myther, genial og dristig indtil det
dumdristige som Hypothesen var, sat det aandeligt bevægede Tyskland
i det heftigste Røre. Indignationen var almindelig. Der lød en
tusindstemmig Fordømmelsesdom i hele Tyskland fra Ejderen til ind i
Schweiz. Endnu en Menneskealder senere havde da ogsaa i den populære
Bevidsthed David Strauss en sort Plet paa sit Navn.

Overalt blev Bogen drøftet, og Gutzkow, der omtalte dens Problem, fik
en Aften af en ung Pige, i hvem han var lidt forelsket, Svaret: »Tal
ikke derom! Blot at tænke derpaa gjør mig afsindig!« — Ord der gjorde et
stærkt Indtryk paa ham.

Imidlertid havde Strauss’s Bog ikke tilfredsstillet ham. Rationalist,
som han var, følte han Trangen til en historisk Jesus og søgte da
tilbage til Reimarus’s gamle Wolfenbütteler Fragmenter, der allerede
havde beskjæftiget Lessing saa stærkt, besluttede at udgive et Uddrag
af dem, men henvendte sig i den Anledning forgjæves til den modigste af
de tyske Forlæggere, Campe, der trods sin kjække politiske Holding ikke
vovede at lægge sig ud med de hamborgske Præster, Hauptpastor Goetze’s
Efterfølgere i Sjælesorg. Da imidlertid paa samme Tid den ædle Charlotte
Stieglitz begik sit tragiske Selvmord, saa skjød i hans Sind Indtrykket
af dette Dødsfald sammen med Indtrykkene af hin unge Piges Ytring og af
Reimarus’s Bibelkritik — og Wally, Tvivlerinden blev til.

En barnagtig Bog er denne Wally, men en uskyldig, retskaffen og naiv.
Dens Heltinde er en ung Verdensdame, der af Fortvivlelse over sin Mangel
paa Evne til at faa Bugt med de religiøse Tvivl, som ere vakte i hende
af den Mand, hun elsker, den skeptiske og udbrændte Cæsar, giver sig
selv Døden ved et Dolkestik.

Gutzkow havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at minde Datidens
ærværdige Kirkelys og Kirkeværger, Ihændehavere af den røde Ørns
Orden af forskjellige Klasser, om, at der en Gang havde levet en vis
Voltaire, en vis Hume, en vis Lessing osv. Det har jo for en Yngling
noget kildrende at erindre slige fine Folk om slige glemte Existenser.
Men han havde i ethvert Tilfælde skullet gjøre det med Talent. Nu skrev
han en Roman, hvor Handlingen kun var et Paaskud for Theorier, en svag
Efterligning af George Sands nysudgivne Lélia.

Men han stod i sit Livs Foraarstid. Det forekom ham, som om hele Verden
var ifærd med at forynges. Skjæret af Hegels synkende Sol laa endnu
i Horizonten, Bettina gik op som en Morgenstjerne, Rahels evigt unge
Visdom spredtes efter hendes Død over Landene som frugtbar Dug, Lenau’s
og Rückerts første Poesier lød som Lærkesang, Ruges første kritiske
Artikler, Ludwig Feuerbachs første filosofiske Skrifter vare som friske
Foraarsbriser, der rensede Luften — Tiden syntes ham saa solklar, saa
forjættende, saa bugnende frugtbar, at den var som symboliseret i de to
dejlige Somre 1834 og 1835, to svulmende rige Frugt- og Vinaar. Og saa
gjorde han da sin første store Ungdomsdumhed.

Han nøjedes ikke med i sin Bog at nedlægge sine religiøse Kjætterier.
Han fremkom ogsaa med sit sædelige Kjætteri — med Trods imod Vedtægten
i Kjønsmoral, desværre en højst ubehændig og umoden Trods. Men hvor
uskyldigt Gutzkow i Virkeligheden opfattede hint af ham selv brugte
Stikord om »Kjødets Emancipation«, det ses bedst af den berygtede Scene
i Wally, hvis Mening var at give Forfatterens Skjønhedstilbedelse
Udtryk.

Wally elsker Cæsar og elskes af ham; men de kunne ikke ægte hinanden;
thi Wally har maattet love at blive den sardinske Gesandts Hustru.
Cæsar retter da til hende den Bøn, at hun, for ligesom symbolsk at
indgaa et aandeligt Ægteskab med ham, skal paa selve sin Bryllupsaften
et Øjeblik vise sig for ham nøgen i hele sin Skjønhed. Der gives et
gammelt tysk Digt, i hvilket Sigune paa denne Maade aabenbarer sig for
Tchionatulander.

Ingen vil nægte, at Cæsars Bøn er forrykt og dens Opfyldelse latterlig.
Men Scenen var saa kysk ment og er saa spagfærdigt udført, at kun den
yderste Gemenhed i den Anledning kunde raabe Politimagten til Hjælp mod
Litteraturen. Der staar: »Kappen er gledet af den unge Helts Skuldre,
hans Haar lokker sig frit og yppigt. Til Venstre for ham træder ud af
Soltaagen et Billed af bedaarende Skjønhed: Sigune, der blotter sig mere
undselig end den medicæiske Venus dækker sin Nøgenhed. Hun staar der
hjælpeløs, blændet af Kjærlighedens Daarskab, der bad hende om denne
Naade; hun er ikke mere Vilje, kun Skam, Uskyld og Hengivelse. Og til
Tegn paa, at en from Indvielse helliger Scenen, blomstrer dér ingen
Roser; men en højstammet Lilje er spiret frem tæt ved hendes Legem og
dækker hende symbolsk som Kyskhedens Blomst. Det var kun et Aandepust,
et stumt Moment . . . . det hele var en Hellig­ brøde, men Uskyldens og
evigt smertelig Forsagelses Helligbrøde.« Det er Alt.

Gutzkows Forhold til Menzel var ikke mere det gamle. Han havde nu og
da i et Forord eller en Artikel tilladt sig en svag Spøg eller en
beskeden Protest overfor sin tidligere Beskytter. Men hertil kom, at
han af praktiske Grunde allerede i længere Tid havde været Menzel en
Torn i Øjet. Ved Udgivelsen af det litterære Tillæg til Bladet Phoenix
i Frankfurt gjorde han Litteraturbladet en farlig Concurrence. Men
værre var det, at der efterhaanden havde udviklet sig en venskabelig
Brevvexling mellem ham og den nu opskydende Litteraturs ledende Mænd
som Laube, Wienbarg, Mundt osv. og at disse stod i Begreb med at
bemægtige sig snart alle vigtigere litterære Organer i Berlin, Leipzig,
Frankfurt og Hamburg. Da Gutzkow og Wienbarg endelig i Sommeren 1835
traadte frem med en Subskriptionsindbydelse til en stor litterær Bevue
i Stil med Revue des deux mondes og havde næsten alle Tysklands mest
ansete litterære Navne paa Listen over deres Medarbejdere, deriblandt
Universitetsprofessorer som Boeckh, indflydelsesrige Skribenter som
Varnhagen, ikke at tale om et Talent som Borne og et Geni som Heine —
saa følte Menzel Nødvendigheden af at slaa et stort Slag.

Opraabet til Deltagelse i Deutsche Revue var kommet ud, forfattet af
Gutzkow i et naivt pathetisk Blomstersprog om Videnskaben, der fra sine
dumpe Sale længtes ud i den frie Natur, om Minervas Fugl, der ikke mere
var den lyssky Ugle, men Ørnen, der stirrer ind i Solen osv.

Istedenfor at holde sig til dette Program, der var uskyldigt og i
visse Maader lovende, udgav Menzel i sit Litteraturblad for 11. og 13.
September 1835 et Manifest mod de unge Skribenter, som hvis Høvding
han betegnede Karl Gutzkow. Det Forsvar for denne sin Handlemaade,
han har ført som gammel Mand (i sine Denkwürdigkeiten S. 304), røber
vel utvivlsom Indskrænkethed, men ikke ærlig Overbevisning. For ret
at komme Det unge Tysklands verdensborgerlige Tendenser og franske
Sympathier tillivs stemplede han det her som Le jeune Allemagne. Han
rettede sit Hovedangreb paa Wally, af hvilken han rev et Par Steder
ud for at vise, at Romanen var lutter Utugt og Gudsbespottelse, og
fremstillede saa det rent forsvindende sensuelle Element i Bogen,
Sigune-Scenen, som Hovedsagen deri. »Kun i Usædelighedens dybeste Skarn,
kun i Bordeller, fødes slige atheistiske Anskuelser. De vare gjængse
hos det gammelfranske Hofs filosofiske Sykofanter. I Palais-Royal
bleve de først oversatte fra Hofsproget paa Jakobinernes Sprog. Hr.
Gutzkow har paataget sig at omplante den franske Abeskjændsel, der i
Skjøgers Arme bespotter Gud, paany til Tyskland i en Tidsalder, der Gud
være lovet er modnere og mandigere end Voltaires Aarhundrede. Dengang
allerede strandede Lasten paa vort Folks Sindelag; nu vil den saa meget
mindre kunne gjennemtrænge det. Litteraturen vil udstøde den, den
offentlige Mening brændemærke den [...] Hvis man vilde lade en saadan
Skole for den frækkeste Usædelighed og den raffinerteste Løgn komme op
i Tyskland; hvis ikke alle Nationens Ædle erklære sig imod den; hvis
tyske Forlæggere ikke se sig for, men vove at falbyde saadan Gift og
rose deres Varer, saa faa vi snart skjønne Frugter deraf at se [...]
Men jeg vil sætte min Fod i Eders Dynd, skjønt jeg vel véd, at jeg
besudler mig derved. Jeg vil knuse Hovedet paa den Slange, der varmer
sig i Vellystens Gjødning [...] Saa længe jeg lever, skulle slige
Skjændigheder ikke ustraffede vanære den tyske Litteratur [...]«

Og som praktisk Journalist nøjedes Menzel ikke med Skribentens Sigen en
Ting én Gang for alle; han gjentog sine Beskyldninger i Nummer efter
Nummer af sit Blad med bestandigt stærkere Eftertryk, grovere Ord,
giftigere Sigtelser, og stadigt rettede han bestemtere sin Appel til
Staten om at gribe ind med dens Magt, medens det endnu var Tid.

Den 26. Oktober skrev han bl. A .: »Jeg véd, at deres Krig mod
Kristendommen, mod Moralen, mod Ægteskabet ikke betyder mere end unge
Eglers Krig mod den gamle Sol. Men af en Gnist kan opstaa en Brand
[...] Over den nye litterære Domstol, de ville grunde i Frankfurt,
troner istedenfor Retfærdigheden Venus vulgivaga 8...] aldrig ville
disse Mennesker, der kun tro paa Kjødet, disse Smudsets Præster,
tilgive en Skribent, at han er renere end de [...] Og kan man i
denne Tid roligt se paa, at de prædike Franskhed i Ord og Gjerning
for os? Under den franske Republikanismes Maske indfører denne nye
Frankfurter Smæde- og Skjændselsskole en frygtelig Utugt. Kjødet,
den frie Sanselighed, Ophævelsen af Ægteskabet er deres Løsen, og de
skrive ikke blot selv obscøne Bøger, men varme ogsaa de gamle op paany
[...] Man slutter sig tildels til Saint-Simon og forkynder en endmere
udsvævende Republikanisme uden Dyd, en Hetære-Republik i største Stil
[...] Endnu tilhøre disse Grundsætninger kun Litteraturens snevrere,
aristokratiske Kredse [...] Men hvem smigrer disse Lærdomme uden
Bestialiteten og Rovlysten, der endnu slumre, men er lette at vække i
de store Hovedstæder og Fabrikbyer med deres Forvorpenheds Smuds- og
Brændevinshuler.«

 Den 11. November retter Menzel sit Angiveri direkte mod de preussiske
Universitetsprofessorer, der have været ubesindige nok til at love
Gutzkow deres Medarbejderskab ved hans Revue: »Er Universiteterne
ikke Statsanstalter? Gjælder i den preussiske Stat endnu Kristendom,
Moral, Ægteskab? Man har saa ofte hørt om den i Preussen fremherskende
sædeligt-religiøse og kon servative Aand. Skal nu de bekjendteste
Professorer i Berlin, Königsberg, Halle løbe i Hælene paa en smudsig
Marat, der bogstaveligt som den gamle kun prædiker »det henrykkende
Øjebliks« Sakramente og en Republik af Sansculotter og Sanschemiser, og
med ham rase mod Kristendom, Sædelighed, Ægteskab, Familie, Skamfølelse,
mod Gud og Udødelighed, mod tysk Nationalitet og det Bestaaende?« Og han
sluttede sine Udfald med at betegne de gode Germanere Gutzkow, Wienbarg,
Mundt, Laube, Kühne paa Grund af deres formentlige Tilslutning til Börne
eller Heine som et jødisk Parti; det unge Tyskland var egentlig et ungt
Palæstina.

Som Følge af denne Denunciation blev Karl Gutzkow sat under Anklage
for Gudsbespottelse og Skildring af utugtige Gjenstande, og Menzel var
uhæderlig nok til, medens Gutzkow sad i Varetægtsarrest og Processen
blev ført, vedblivende at ophidse den offentlige Mening imod ham. Han
blev dog i Mannheim kun dømt til ti Ugers Fængsel for Angreb paa de i
Baden existerende Religionssamfund.

Men Angsten for revolutionære Bevægelser, til hvilke jo efter Menzels
Paastand det unge Tysklands Lærdomme maatte føre, satte selve det tyske
Forbund i Bevægelse, og den 10. December 1835 fattede Forbundsdagen
en Beslutning, som gik ud paa intet mindre end at tilintetgjøre den
hele Gruppe af yngre og ældre Skribenter, som her sammenfattedes under
Betegnelsen Det unge Tyskland. Det hedder heri: »Efter at der i Tyskland
i den nyere Tid, senest under Benævnelsen Det unge Tyskland eller Den
unge Litteratur, har dannet sig en litterær Skole, hvis Bestræbelser
gaa ud paa i belletristiske, for alle Klasser af Læsere tilgjængelige
Skrifter paa den frækkeste Maade at angribe den kristelige Religion,
at nedsætte de bestaaende sociale Forhold og nedbryde al Tugt og
Sædelighed, saa har den tyske Forbundsregering [...] forenet sig om
efterfølgende Bestemmelser: 1) Samtlige tyske Regeringer overtage den
Forpligtelse at bringe Straffe- og Politilovene i deres Lande saavel
som Forskrifterne mod Pressens Misbrug i disses fulde Strenghed til
Anvendelse mod Forfatterne, Forlæggerne, Trykkerne og Udbrederne af
Skrifter, der tilhøre den under Betegnelsen Det unge Tyskland eller
Den unge Litteratur bekjendte litterære Skole, til hvilken navnlig
høre Heinrich Heine, Karl Gutzkow, Heinrich Laube, Ludolf Wienbarg
og Theodor Mundt, ligesom ogsaa med alle lovlige Midler at forhindre
enhver Udbredelse af deres Skrifter, det være sig gjennem Boghandelen,
Lejebibliotheker eller paa anden Maade« osv. osv.

Saaledes traadte Benævnelsen Det unge Tyskland for første Gang frem for
den store Offentlighed. Den tyske Politi-Forbundsstat var det, der som
kritisk Autoritet henførte en Gruppe navngivne Mænd til en saakaldt
usædelig og ødelæggende «Skole», og det paa Angivelse af en enkelt
hadefuld Konkurrent.

Menzel fik samme Betydning overfor det unge

Tyskland som Southey i sin Tid havde havt overfor »den sataniske
Skole« i den engelske Litteratur, alias Byron og Shelley, eller
som Katkóf i den russiske Litteratur en Menneskealder senere fik
overfor »den landsforræderske Skole« ↄ: Herzen, Ogarev og Bakunin.
I bevægede Tidsaldre er Angiveren et saa nødvendigt Modstykke til
Forgrundsfigurerne som i gamle Tragedier Misunderen og Spionen til
Helten.

XXII.

Forbundsraadets Beslutning om Undertrykkelse af det unge Tysklands
Skrifter kvalte ikke blot i Fødselen deu lovede Deutsche Revue, men
ogsaa Mundts Literarischer Zodiacus, der udgaves i Leipzig, og Laube’s
Mitternachtszeitung, der udkom i Braunschweig. Mundt havde forgjæves med
en forsigtig Mands hele Tapperhed skyndt sig med strax efter Menzels
første Angreb paa Gutzkow og hans Venner at bringe en Række skarpe
Artikler mod Heine, Gutzkow og Wienbarg. Det nyttede ham Intet.

I den nærmest følgende Tid saa det ud, som var Meningen med
Forbundsbeslutningen den, ikke blot at ramme Alt, hvad de banlyste
Forfattere hidtil havde skrevet, men ogsaa Alt, hvad de i Fremtiden
maatte ville udgive. Saaledes hed det udtrykkeligt i et preussisk
Ministerialreskript af 11. December 1835 at «hvad H. Heine’s fremtidige
litterære Frembringelser angaar, de være udkomne hvor og i hvad Sprog
det maatte være, saa var de underkastede samme Bestemmelser som
Gutzkows, Wienbargs, Laube’s og Mundt’s Skrifter. Ja man gik ikke alene
ud paa at faa de nævnte Forfattere til at forstumme, men forbød — som i
Rusland, naar Regjeringen dér vil Nogen tillivs — at nævne deres Navne
paa Tryk, var det end for at udtale sig nedsættende om dem. Mundts Navn
blev derfor strøget af Listen paa Medarbejderne af Berliner Jahrbücher
für wissenschaftliche Kritik, og i Avertissementerne om Varnhagens og
Mundts Udgave af Knebels litterære Efterladenskaber turde kun Varnhagen
nævnes som Udgiver. Særligt strenge Forholdsregler greb man samtidigt
til imod den udenlandske Presse. Nogle faa uskyldige engelske og franske
Blade bleve tilladte. Mod de øvrige greb man den Udvej at fordre
Postpengene for dem betalte som for Breve, hvorved Prisen for enhver
Avis blev mindst 500 Thaler aarligtA. Strodtmann: H. Heine’s Leben und
Werke. 1874. II. 174 ff.

Det unge Tysklands ledende Mænd var saaledes af Regjeringen blevne
stillede overfor det Tvangsvalg enten ubetinget at forstumme og i stille
Trods se Tiden an, eller ogsaa at kalde deres Fortid tilbage, give
ydmygende Løfter med Hensyn til deres Fremtid og saaledes tilkjøbe sig
andre Vilkaar. Det kan ikke undre Nogen, der har gjort Erfaringer med
Hensyn til Gjennemsnitsmandhaftigheden i den litterære Verden, at saare
faa bestode Prøven og at omvendt deres Tal var stort, som greb den
sidste Udvej. Hverken Heine, Wienbarg eller Gutzkow gave Kjøb; iøvrigt
florerede, som det var at vente, saare megen Ynkelighed. I Skarevis
havde de unge Skribenter pukket paa deres filosofisk revolutionære,
politisk oppositionelle Ideer. Nu skyndte de sig at godtgjøre deres
filosofiske Tamhed, deres politiske Uskadelighed. Det havde været et
Hædersnavn, dette Navn Det unge Tyskland. Nu, da de, der bar det, saa
sig stillede under Politiets specielle Opsigt, nu vilde Ingen mere
kjendes derved; nu paastod hver enkelt, at han idetmindste hørte ikke
dertil, og havde han nogensinde gjort det, saa var det en gammel død
Historie og han var siden den Tid bleven en rigtig pæn Mand. Det viste
sig her som saa tidt, at den moderne lærde Opdragelse blot meddeler løse
Kundskaber, ikke optugter Karakterer, og sjældnest endda blandt det
skrivende Folk.

August Lewald, som i Et og Alt tilhørte Gruppen, fik Forbudet mod sit
Tidsskrift Europa hævet ved at afgive en Erklæring om aldrig at have
ladet Noget trykke, der stred imod Staten, Religionen og Sæderne, saa
hvis det unge Tysklands Tendenser gik ud derpaa, kunde han ikke være
kompromitteret ved dem. Eduard Duller, der som Gutzkows Medredaktør
havde udgivet Bladet Phoenix, fraskrev sig offentligt enhver Sympathi
med det unge Tysklands Bestræbelser og sagde sig løs fra sin tidligere
Medarbejders hele Retning. Theodor Mundt afgav den Erklæring, at »den
fabrikerede Kategori« Det unge Tyskland altid havde været ham fremmed,
da det lod sig forudsé, at en saadan Benævnelse før eller senere vilde
blive et litterært Øgenavn (Ekelname), ja i Tilegnelsen af sit nye
Tidsskrift Dioskuren fur Wissenschaft und Kunst betonede han, at det
her overfor de sidste Tiders litterære Udskejelser gjaldt om at lægge
en Overbevisning for Dagen, »i hvilken der ikke fandtes nogetsomhelst
Nedbrydende« (worin nichts Verheerendes wuchert).

Spagest bar dog maaske Heinrich Laube sig ad, han, som havde været den
ugenerteste, mest udæskende af de Unge, han, hvem Heine med en Vending,
der nu blev latterlig, havde kaldt »en af hine Fægtere, der dø paa
Arenaen«. I A11gemeine Zeitung afgav han først en Erklæring, der gik
ud paa, at han ved at love Dr. Gutzkow Bidrag til den nye Revue aldrig
havde villet fremme Tendenser hos det saakaldte unge Tyskland, som
gik ud paa at angribe den bestaaende Civilisation, endsige forstyrre
eller true den. Tværtimod han havde fra først af tilkjendegivet, at en
egentlig solidarisk Deltagen ikke passede for ham.

Og Nytaarsdag 1836 skrev han i Programmet til sin Mitternachtszeitung,
som han opnaaede Retten til at udgive mod ikke med sit Navn at figurere
som Redaktør, at han var bleven en Anden, Litteraturen var ham ikke mere
et Udtryk for politiske Ønsker, han vilde ikke tage Parti i Øjeblikkets
litterære Kampe, ikke i »Skandalen, der tumler sig med uredt Haar og
uvaskede Hænder«; nej han havde allerede længe tænkt paa at danne »en
nyromantisk Skole«, og han vilde ingen opløsende, ødelæggende Elementer
have med deri. Det gjaldt om at fremme det Bestaaende, ikke erklære det
Krig. Han vilde vel ikke slutte sig til Menzel [dog ikke!] men kunde
heller ikke gaa med de Angrebne, det saakaldte unge Tyskland osv. Han,
som havde været den kaadeste, viste sig som den behændigste af alle til
paa Stedet at gjøre helt Omkring.

Som det var at vente bragte Bladene nu desuden Dag for Dag nye
Erklæringer fra alle de preussiske Universitetsprofessorer, der
havde været uforsigtige nok til at love Medarbejden ved Deutsche
Revue. En efter En rensede Ulrici, Eduard Gans, Hotho, Rosenkranz og
Trendelenburg, Hegelianere og Antihegelianere, sig for al Medskyld.
Embedsmandssjælen i dem fortrød. De kappedes om at lægge Gutzkow saa
langt fra sig som muligt.

Heine, der ikke var af dem, som i en snever Vending tabe Modet eller
Hovedet, og som dels paa Grund af sit Ry, dels paa Grund af den
personlige Sikkerhed, hans Ophold i Udlandet gav ham, kunde tage sig
Banstraalen lettere end de andre, svarede paa det Forbud, der ramte hans
Skrifter, med en Skrivelse af 28. Januar 1836 rettet til Forbundsdagen
og holdt i en højtidelig Stil, over hvilken han strax efter privat i
et vittigt Brev til sin Forlægger gjør sig lystig. Han udtaler her sin
Forbauselse over at være bleven dømt uden Forhør og uden at have havt
Lejlighed til noget forudgaaende Forsvar, og foreholder Forbundsdagen,
at saaledes bar ikke det hellige romerske Rige sig ad overfor Martin
Luther, med hvem han vel ingenlunde sammenligner sig, »men Eleven
beraaber sig gjerne paa Mesteren«. Hvad han vil nedlægge Protest imod,
er dog især det, at Nogen skal anse hans nødtvungne Taushed nu (som han
naturligvis i stille Sind var fast besluttet paa snarest at bryde) for
en Indrømmen af strafværdige Tendenser eller endog for en Fornegten af
hans tidligere Skrifter. — Til Laube, hvis Holdning da endnu ikke var
ham bekjendt, skrev han samtidigt, at man i det politiske Spørgsmaal
foreløbigt kunde gjøre saa mange Indrømmelser, det skulde være, da
de politiske Former var ligegyldige, saa længe Kampen om de højeste
Livsprinciper var uafgjort, men at paa den frie Diskussion om Religion
og Moral maatte de holde, da det ellers var ude med al protestantisk
Tænkefrihed. Vi have set, at Laube, da det nu var nødvendigt at stikke
Piben ind, foretrak at stikke alle Piberne, politiske, religiøse og
moralske, ind paa én Gang.

En lille Trøst for de af Angiveriet Ramte var det, at Angiveren ikke
døde i Synden. Heine skrev Ueber den Denuncianten og Börne Menzel der
Franzosenfresser, der med Rette anses for hans vittigste og tillige mest
hjertevarme Skrift.

Værst for Menzel var dog Heines Angreb, fordi denne med hele sin
tigeragtige Kraft kastede sig over ham, saa der ikke blev mere tilbage
af ham end en latterlig Byldt.

Heine viser, hvor godt Menzel har passet Tiden til sit Angiveri,
en Tid, da Bevægelsespartiets Høvdinge dels var landflygtige, dels
forstummede, dels sad godt gjemte bag Slaa og Gitter. Han blotter
Hykleriet hos Menzel, der, saalænge han selv var i Kompagni med Gutzkow,
i kummerfuld Taushed var Vidne til den Livsfare, hvori Kristendommen
svævede. Han vil ingenlunde negte ham »en vis legemlig Moralitet«: Dyden
kan nemlig Enhver øve alene, men til Lasten udfordres altid to Ogsaa
bliver Hr. Menzel paa det mest Glimrende understøttet af sit Ydre,
saasnart han vil fly Lasten. Heine har en altfor fordelagtig Mening om
Lastens gode Smag til at kunne tro, den vilde løbe efter en Menzel.
Den stakkels Goethe var i den Henseende ikke saa heldigt begavet. Hvad
Menzels Politik angaar, tør Heine ikke tale om den [...] af Politik.
Og hvad hans Privatmenneskeliv angaar — der staar som ved en Trykfejl:
Privatschelmenleben — kan han heller ikke udelade sig om det allerede af
Mangel paa Plads.

 Heine har aldrig skrevet noget paa en Gang saa Grovt og saa
Tilintetgjørende.

 Hvorledes gik det imidlertid Gutzkow, der saa ung, 24 Aar gammel,
var bleven en Art Midtpunkt for de litterære Begivenheder og mod
hvem »Filisterhærens Goliath« havde rejst sig? Han var i første
Øjeblik overrasket og nedslaaet; han gjorde den første lærerige
Livserfaring. Hans Synd var den at have udtalt sig naivt og oprigtigt
i en middelmaadig Roman, og nu saa han sig pludselig udskreget som
en Samfundspest, spottet af sine Fjender, forladt og fornegtet af
sine Venner. Rolig lod han sig sammenligne med de Mænd, der havde
forberedt Jan van Leydens Grueligheder i Münster, Ejendomsfordelingen og
Ægteskabet med med tolv Kvinder paa én Gang. Han var uerfaren nok til
at se Retsforhandlingerne imøde med Forestillinger om Sejr, og da man i
Mannlieim arre­ sterede ham, var det ham en Lise at betræde Fængslet.
Her var han fri for Avisernes Katte musik, her hørte han kun den stille
Piben af Musene, der parvis løb over hans Seng. Et fredeligt Liv, et Liv
i uafbrudt, stilfærdig Frembringen aabnede sig for ham. Han skrev sin
Roman Seraphine og et Arbejde Philosophie der That und des Ereignisses,
en Art Kritik af Hegels Historiens Filosofi. Han kom ud at Fængslet og
tog med Fasthed, om end med større Forsigtighed i Udtrykkene, foreløbigt
anonymt, fat paa sin Livsgjerning paany.

Han havde et Aarstid forinden i Berlin været forelsket i en ung Pige,
og det unge Par havde forlovet sig. Men Berliner-Aviserne kaldte ham
Gudsfornægter. Den unge Dames Moder var et hysterisk Vrøvl. Den ene Dag
omfavnede hun Gutzkow, den anden Dag greb hun en Kjøkkenkniv, truede
ham med den og tilraabte sin Datter: Han eller jeg! Altsom det saa
mere og mere betænkeligt ud at ville binde sin Fremtid til Gutzkows,
blev Moderens milde Dage sjældnere, de umilde hyppigere, og som lydig
Datter trak den unge Dame sig tilbage. Denne Begivenhed havde gjort et
uhyre Indtryk paa Gutzkows unge Hjærte. Han havde erfaret, hvorledes en
Overbevisning, der strider imod Omgivelsernes, ogsaa i det private Liv
isolerer, hvorledes den, der trodser Samfundet omkring sig, udsætter sig
for at gaa glip ikke blot af Velvære men af Elskovslykke.

Den Færd, hans Venner nu udviste imod ham, var et Sidestykke. Næppe
løsladt af Fængslet mødte han Bebrejdelser og Anklager fra Personer,
han tidligere havde lovet litterær Sysselsættelse og der nu ikke blot
saa deres Forhaabninger skuffede men sig selv blotstillede som engang
beskyttede af ham.

Af hine første erotiske Skuffelser fremgik en af hans bedste mindre
Noveller, Sadducæeren fra Amsterdam. Og da nu disse tidligste
Verdenserfaringer forenede sig med dem, formedes det Stemningsliv i hans
Sind, af hvilket mange Aar efter Dramatiseringen af hin Novelle fik
Karakter: hans ypperste Drama og vistnok overhovedet ypperste Digterværk
Uriel Acosta.

Helten deri er en historisk Personlighed, Gabriel, senere Uriel, Acosta
f. 1594, en Religionsfilosof af jødisk Afstamning, men hvis Forældre
allerede var døbte. Paa Grund af Vantro overfor Kristendommen maatte
han flygte fra sit Fødeland Portugal til Holland, hvor han oprindeligt
nærmede sig Jøderne, men snart begyndte at udgive Skrifter, der forholdt
sig kritisk til de jødiske Dogmer som til de kristelige. Han blev idømt
først Pengebøder, saa en vanærende Bod, nemlig den: efter forud skeet
Tilbagekaldelse af sine Vildfarelser at lægge sig ned foran Synagogens
Tærskel og lade alle de Troende træde ham under Fødder. Efter syv Aars
Forfølgelser underkastede han sig denne Bod, men gjorde saa, beskjæmmet
og fortvivlet over at have kaldt sine Anskuelser tilbage, (i 1647)
ved et Pistolskud Ende paa sit Liv. Han var Spinozas Forgjænger og
efter Overleveringen hans Lærer. Sadducæeren fra Amsterdam er en lille
Novelle i gammeldags Manér, i hvilken de vigtigste af det senere Dramas
Hovedpersoner allerede ere skitserede. I Judith, Acosta’s vaklende og
tilsidst troløse Elskede, er øjensynligt den ustadige lille Berlinerinde
tegnet. Stilen er naiv og svag. Hvor Spinoza indføres, hedder det: »Hun
kaldte, og hendes eneste Barn, en syvaars Dreng, ilte sin Onkel imøde,
hvem han i Maaneskinnet let kunde kjende. Blotter Eders Hoveder! denne
Dreng var Baruch Spinoza.«

Hvad der har draget Gutzkow som ung til Stoffet, det var øjensynligt
dets pathetiske Karakter i Almindelighed, Historien om en af den frie
Tankes første Martyrer.

I vore Dage læse vi et saadant Levnet uden synderlig Sindsbevægelse.
De aandeligt Frigjorte vide, at Udviklingen endnu ikke er videre
fremskreden, end at de taales. De have i det Stykke Liv, de have bag
sig, i den Grad vænnet sig til at høre det fordømme, de vurdere højest,
og det lovprise, som de anse for lavt eller forrykt, at intet Stof af
denne Art mere gjør Indtryk.

Men for Slægten fra 1830 i Tyskland var det anderledes. Selv det Punkt,
at Uriel Acosta bad om Naade og kaldte tilbage, kjølnede ikke Gutzkows
Interesse for ham. Han skriver i Novellen: »Vi som er vante til at leve
i et ligesom medfødt, stadigt fortsat Martyrium for vor Overbevisnings
Skyld, bør ikke lade os forlede til at bryde Staven over en Mand,
der havde Mod til at optræde mod Dogmerne i en fanatisk, intolerant
Religion, og som dog kunde være i Stand til at krybe hen imod den Haand,
der havde tugtet ham.« Han skildrer Forvirringen i Uriels Sjæl: Troen er
som Staven, der leder den Blinde. Bliver Mennesket pludseligt seende,
har dets Øjne endnu ingen Øvelse i at skjelne Tingene, mindst Stavens
tusindaarige Øvelse i at værne det mod Fald, og saa famler det værre end
før.

Efter at den af Menzel løsladte Storm var bruset hen over Gutzkows
Hoved, fik dette Stof nødvendigvis en helt ny Betydning for ham. Ved
at gjennemse det fandt han ikke blot, at det indeholdt Muligheder af
rent dramatisk Art, men at dets Hovedpunkter stemmede med Hovedpunkter
af hans egen Existens: Ogsaa han var jo bleven lyst i Ban og belagt
med Interdikt. Ogsaa han var bleven fornegtet efter at være bleven
forbandet. Ogsaa han maatte bøde for sine dristige Tanker. Ogsaa ham
havde man kastet ned paa den krænkede Kirkes Tærskel, og hele Sværmen
var gaaet over ham og havde trampet paa ham. Da han endelig i 1846 i
Paris under Indtrykket af store Skuespilleres tragiske Spillemaade gav
Æmnet dramatisk Form, foretog han nogle Forandringer. Han bævede den
kvindelige Hovedfigur for at forøge Stoffets Interesse. Judith er i
Tragedien «Uriel Acosta» en Andens Forlovede; Uriel er hendes Lærer. Men
da Rabbinerne i højtideligt Optog udtale den skrækkelige Forbandelse
over ham, da Alle vige for ham og han bliver alene tilbage paa Scenens
ene Side, medens Ordene lyde imod ham: Fluch dem Freund,

Der Dir im Elend je die Treue hält!

Nie giebt sich Dir ein liebend Herz des Weibes, saa skrider Judith tværs
over Scenen og stiller sig ved hans Side med det bekjendte, skjønne
Udbrud, der ender med Verset:

Er wird geliebt! Glaubt besseren Propheten! Fra Novellen tog Gutzkow
dernæst en Figur, som dér neppe er antydet, og gjorde af den en
uforglemmelig Skikkelse, Dramets ypperste og mest originale: Rabbinernes
Ældste, den 90aarige Ben Akiba. Denne Olding har i Grunden kun én
afgjørende Replik, som han atter og atter gjentager til Uriel og til
de Andre: Es war alles da. Beundringsværdige Ord! Ben Akiba, det er
Alderdommen, som har set det Altsammen før, set Kirken anfægtet, set
Kirken sejre; set Tvivlerne og Kjæm perne rejse sig, ydmyges, slaas ned
og dø. De Andre tro, at Sligt er nyt; det er altsammen gammelt, det
fører ikke til noget. Ben Akiba, det er den dogmatiske Konservatisme i
Menneskeskikkelse, Erfaringen, der ryster paa sit tunge Hoved. Hører
Ungdommen paa ham, er Selvopgivelse den uundgaaelige Følge.

Uriel lader sig overtale til at kalde tilbage. Han gjør det for sin
Moders og Judiths Skyld. Hans gamle, blinde, troende Moder kommer til
ham, og i en Scene, der altid paa Theatret gjør et dybt Indtryk, bevæger
hun ham blot ved sin stille Værdighed og store Kjærlighed, uden med et
Ord at bønfalde ham om for hendes Skyld at gjøre noget Skridt — til at
tilbagekalde og underkaste sig den vanærende Straf. Ved at udsætte sig
for den haaber han at tage Stenen fra sin Moders Hjærte og gjøre sig
det muligt at vinde Judith til Brud. Men medens han holdes indelukket
for at forberede sig til Boden, dør hans Moder og tvinges Judith til
Ægteskab med Ben Jochai. Han nedværdiger sig forgjæves. Judith dræber
sig med Gift og Uriel, som det historisk skete, med et Pistolskud. Uriel
Acosta er ved sit Æmne enestaaende i Datidens tyske Litteratur. Det er
en Tankefrihedens Tragedie, et Drama, der bærer kraftigere Vidnesbyrd
end noget andet om den Tidsalder, af hvilken det fremgik — en Tid rig
paa energisk Frihedsstræben og rigere paa Undertrykkelse — og om det
unge Tysklands Aand, kjækt fremstormende som den var, men kun altfor
tilbøjelig til Frafald og Tilbagekaldelser. Dette Drama er endelig et
fuldttonende Vidne om dets Digters hele Art og Talent. Den, der vil
sammenligne Gutzkows Acosta med Heine’s Almansor, vil sande de ovenfor
udtalte Ord, at det unge Tysklands bedste Mænd i deres bedste Øjeblikke
lagde en mandig Alvor for Dagen, som ikke findes hos Heine. Uriel Acosta
har nu i lange Tider været et Yndlingsstykke paa alle tyske Scener. Dets
rene Stil, der ved sin Stofbehandling kan minde om Lessings Nathan, har
Sving og Pathos forud for Lessing. Trods adskillige Svagheder — Scenen
med Spinoza f. Ex. — er dets dramatiske Bygning fast.

Stykket er det af Gutzkows Arbejder, der er naaet videst omkring. Det
er blevet oversat paa alle slaviske og alle romanske Sprog, desuden
paa Engelsk, paa Ungarsk, paa Svensk, er dog saavidt vides endnu ikke
udgivet paa Dansk.

I Tyskland blev Uriel Acosta, som Gutzkow træffende har sagt, et Slags
Barometer for de offentlige Tilstande. Saasnart den kirkelige Reaktion
var i Stigen, blev det gjerne forbudt paa en hel Række Scener. Skete et
Systemskifte, blev Stykket givet frit. For Østerrig er det betegnende,
at det stadig turde gives i Rigets Provinser, medens paa Burgtheatret
Konkordatet med Paven stod i Vejen. Til danske Scener er Stykket, som
venteligt var, hverken i hine Dage eller senere naaet.

Efter 1835 skriver Gutzkow ikke mere noget Barnagtigt eller Umodent.
Han er fra nu af den store rastløse Arbejder i Litteraturen, en Forsker
og Skildrer paa det kritiske Omraade, der formaaede at bringe enhver
Fortidsskikkelse eller Samtidsfigur i Forbindelse med Datidens Krav og
Problemer, en skarptseende Sondrer af Strømningerne i Tiden, en Psykolog
af Rang i Forstaaelsen af den enkelte Karakter. Hans Goethe (1836) er et
tænksomt lille Skrift, nærmest følt som Protest imod Menzel; hans lange
Bække af Portraiter (Zeitgenossen, senere Säcularbilder) røbe Evner, der
sidenhen kom Romanforfatteren til Gode; hans Levnetsbeskrivelse af Börne
(1840) rejser denne det unge Tysklands Stamfader et Æreminde og gjør
Front imod Heine, der ved sit ukloge og lidet højsindede Skrift om Börne
havde tabt Terrain hos den unge Slægt.

En særegen Interesse knytter sig til Gutzkows datidige dramatiske
Forsøg, fordi han og Laube var de første tyske Skribenter af Rang, der
efter Kleists Dage traadte i Forhold til Theatret paany og tilkjæmpede
sig en agtet Plads paa Tysklands Scener. Gutzkow begynder tungt med
nutildags utilfredsstillende, følsomme Dramer. Richard Savage oder der
Sohn einer Mutter fra 1839 er en eneste stor Overspændthed: en genial
engelsk Digter, der er voxet op uden at kjende sine Forældre, gjen
finder sin Moder i en smuk og glimrende, aristokratisk Verdensdame,
der ikke paa nogen Maade vil vide af ham, men fornegter og forjager
ham. Hele Stykket fyldes af hans frugtesløse Forsøg paa at vinde denne
Moders kolde Hjerte. Werner oder Herz und Welt fra 1840 er et borgerligt
rørende Skuespil, der drejer sig om den hos Gutzkow oftere varierede
Kamp i Mandens Hjerte mellem en ældre Kjærlighed og en ny Forbindelse.
Heinrich Werner har ladet sig adoptere og adle under Navnet von Jordan,
og har forladt en fattig men henrivende ung Pige for at ægte en Dame af
Stand. Men i sine nye, rige Forhold savner han sin borgerlige Ungdoms
rolige Studieliv og især sin tidligere Forlovede, ved hvem hans Hjerte
endnu hænger. Da træffer han pludseligt hende, Marie Winter, i sit eget
Hus, hvor hun er bleven antaget som Opdragerinde. Efter at han i nogen
Tid har vaklet mellem sin Hustru og den unge Pige, som det er hans
Forsæt kun at elske platonisk, men som han i Virkeligheden elsker langt
højere end noget andet Væsen, kommer det til en huslig Krise. Hustruen
pukker paa sin Ret, en Ret, der afvises af Heinrich. Hans Moral er en
højere, friere end hendes, medens hun »gruer for hans Grundsætninger«.
Endelig overhugges Knuden ved en deus ex machina, idet en ung Ven af
Heinrich bliver enig med Marie om at de, for at det engang bestaaende
Ægteskab ikke yderligere skal nedbrydes, ville gifte sig med hinanden.
Som man ser, er her Spidsen brudt af det tragiske Motiv.

Først med Zopf und Schwert fra 1843 naaede Gutzkow til at skrive et
Skuespil, der med en vis Fornøjelse lader sig se. Stykket har holdt sig
paa tyske Scener, medens det aldrig har kunnet faa fast Fod udenfor
Tyskland, fordi det er en Art Nationaldrama. Der banker en Preussers
Hjerte deri. Det er Friedrich Wilhelm I og Forholdene ved hans Hof, som
Gutzkow har villet fremstille i et historisk Lystspil som de, hvormed
Scribe i Datiden gjorde saa megen Lykke. Saa overfladisk som hos Scribe
er dog den historiske Opfattelse ingenlunde her. Gutzkow har havt Sans
baade for de værdifulde og for de humoristiske Sider af den gjærrige
Familietyrans og spartansk strenge Monarks Karakter. Men allerede
Lystspilformen gjorde en virkelig Fordybelse i Preusserkongens Væsen
umulig. Og desuden laa det ikke for Gutzkow, endnu mindre for Laube,
at grave i de historiske Karakterer og Situationer til de stødte paa
den historiske Sandhed i dens Modsætning til al Vedtægt. De brugte kun
det Historiske som Vehikel for en mere eller mindre sindrigt slynget
Handling. Man behøver derfor kun at tage de første Bind af Carlyle’s
Frederik den Store i Haanden for at møde et saa meget mægtigere og mere
gribende Billed af den barokke Preusserkonge med de lange Grenaderer,
at Gutzkows i Sammen ligning svinder ind til en afdæmpet Spøg. Og man
behøver kun at blade i Heltinden, Wilhelmine af Baireuths Memoirer for
at se, der i Forholdet mellem Faderen og hende ikke var Rum for noget
Lystspil. Lader man imidlertid Tanken paa det virkeligt Stedfundne fare,
saa har man her for sig et vakkert Intriguestykke med en vis historisk
Kolorit, der nødvendigvis maa bevare en Affektionsværdi for preussisk
sindede Tilskuere. Zopf und Schwert er et Slags spøgefuldt Pendant til
Kleist’s alvorlige Prinz von Homburg.

Af Gutzkows øvrige Dramer fra Fyrrerne er «Das Urbild des Tartüffe»
det, som har gjort mest Lykke, men det er et saare overvurderet Arbejd.
Meget nydeligt er derimod det fordringsløse Lejlighedsskuespil Der
Königslieutenant, som behandler Goethe i halvvoxen Alder og som blev
skrevet til hans Hundredaarsfest.

Udenfor dette Skrifts Ramme falde de enorme kulturhistoriske Romaner Die
Ritter des Geistes, Der Zauberer von Rom o. fl. som Gutzkow forfattede
i Reaktionsperioden efter 1848 og som i saa høj Grad befæstede hans
Herredømme over Datidens Menneskers Sind. De er Forbillederne for den
senere lange Række af Spielhagenske Romaner.

Næst Gutzkow staar Heinrich Laube som den nye Gruppes betydeligste Mand.
Laube (født i Sprottau i Schlesien 1806) er et tydeligt Fysiognomi
og et frisk, ufortrødent Talent med strøm mende verve, med Sans for
hvad der virker og tager sig ud, med Evne til let, men i de fleste
Tilfælde tilstrækkelig Karakteristik og fra først af med mange dristige
Andenhaandstanker uden Dybde. Han er ikke uden Følelse, ikke helt
uden Alvor, men dog mest ejendommelig ved et rask, energisk, praktisk
Naturel. Han havde fra 1826 af studeret Theologi i Halle og Breslau og
havde fra 1832 af begyndt en journalistisk Virksomhed i Leipzig. Der var
i hans upedantiske Skrivemaade som i hans ydre Optræden noget, der synes
at tyde paa slavisk Blod i hans Aarer. Han yndede som Bursch at gaa i
polske Snorefrakker, at opfinde geniale Huer og Kapper, og han skrev med
en Flothed og Voldsomhed, med en umoden Naturlighed og med en Mangel paa
Grundighed, der ikke mindede om den tyske Skole. Hans Blod var hedt og
løb let; hans Temperament var sangvinsk-cholerisk uden nogen Afskygning
af Melankoli.

Som Medlem af et Burschenshaft og fordi han altfor ligefrem havde
tilkjendegivet sin Sympathi for Julirevolutionen og dens Eftervirkninger
i Tyskland blev han i 1834 udvist af Sachsen og sat ni Maaneder
i Fængsel i Berlin. Han har skildret sin Fængselstid direkte i
Indledningen til sit Drama Monaldeschi — Ensformigheden i hin
underskjønne Sommer 1834, Indespærringen uden en Bog, med et Bord, en
Skammel, en Seng, en Lerkrukke med Vand og et Natbord med Blikredskaber.
Indirekte og mere gribende har han malt denne Tid i tredje Del af
Das junge Europa, hvor Valerius paa møjsomt tilranede Papirstumper
nedskriver sine Indtryk under det lange Ophold i et preussisk Fængsel.

For billigt at bedømme hans Optræden efter Forbundsraadets Interdikt af
hans Skrifter som hørende Det unge Tyskland til, maa man betænke, at
dette Slag ramte ham lige efter hans Løsladelse, og at han, trods sin
ængstelige Forsigtighed overfor denne Kjendelse, i 1837, kort efter sit
Giftermaal, for Deltagelse i Burschenschafternes Bestræbelser blev idømt
en ny Fængselsstraf. Denne Gang var Straffen mild. Øjensynligt paa Grund
af Fyrst Pückler-Muskau’s Protektion blev Laube dømt til at afsone sin
Brøde i et Jagthus paa Muskau. For en Celle fik han en Sal; istedenfor
et Vindve under Loftet otte Vinduer, der aabnede sig mod tre Himmelegne.
Ja endog en kort Spadseretur i den verdensberømte Park blev ham dagligt
tilladt. Han kunde læse og skrive saa meget han vilde; hans Hustru delte
hans Fængsel med ham. Fra da af optræder han politisk yderst moderat, ja
da han i 1848 vælges ind i den tyske Nationalforsamling, slutter han sig
ikke til det republikanske men til det »arvekejserlige« Parti.

Laube begynder i Litteraturen som en Elev af Heine. Hans Reisenovellen
(en lang Række Bind) er direkte Afledninger af Reisebilder; men
særegent for ham er det, at Paavirkningen fra Heine stadigt krydses
med Paavirkning af Heinse. Fra Heine tager han Stilens Kaadhed og
Esprit, fra Heine stammer tildels ogsaa det hos ham undertiden ret
ubehagelige personlige Lapseri; men fra Wilhelm Heinse, som han
i højeste Maade beundrede og hvis Værker han udgav, stammer den
uforblommede Sanselighed, der er en formelig Kultus af Kvindens ydre
Skjønhed, og som altid tager Munden fuld. Kun at denne Dyrkelse af
kvindelige Former og Farver, dette Sværmeri for det Kjødelige hos Heinse
er mere oprindeligt, mere naivt bakkantisk, mere oprigtigt religiøst,
medens man hos Laube stundum saares af en vis Raahed, stundum føler
Tilbøjeligheden til at ærgre den gode Borger, stundum stødes af en
Art næsten personligt Praleri med Kvindebetvinger-Evner. Da Laube som
gammel Mand begyndte at udgive sine Ungdomsskrifter paany, blev den nye
Slægt forbauset over Smagløsheder hos ham, som nogle og fyrretyve Aar
tidligere havde tiltalt Datidens Ungdom, og mangen En istemmede da den
strenge Dom, som Emil Kuh kort forinden havde fældet i det Afsnit om Det
unge Tyskland, som findes i hans Værk om Hebbel. Men det er ubilligt
over nogle grove og taktløse Enkeltheder at overse Helhedspræget i denne
Produktion. I Reisenovellerne er der, saa rask de end er nedskrevne,
lidet Originalt. Allerede Afsnittet Leipzig med dets franske Sympathier
og dets Ærefrygt for Napoleon er altfor stærkt paavirket af Reisebilder.
Ogsaa Laube vil have set den store Kejser som Barn, men er dog ikke
sikrere derpaa end at han lader det henstaa som uafgjort, om Synet
var Drøm eller Virkelighed; ogsaa Laube har (i Kavalleristen Gardy)
sin Tambour Legrand. Men vil man have det fulde Indtryk af Laube’s
Ungdomsvæsen, bør man gjennemlæse hans Roman Det unge Europa (4 Bind,
1833— 37). Et stort Stykke af hans Udvikling ligger overskueligt for
En i denne, nu ikke med Urette glemte, Bog, som kun for Historikeren
bevarer en levende Interesse. Dens tre Dele: Poeterne, Krigerne og
Borgerne er Arbejder af højst forskjellig Art og Værdi.

Den første Del staar helt under Paavirkning af Heinses Ardinghello. Det
er en Prosahymne til Kvindens Skjønhed og Kjærlighedens Frihed. Formen
er svært gammeldags. Man maa arbejde sig igjennem en Koman i Breve,
der omspænder mindst en halv Snes Personers erotiske Skjæbner. Men
Totalindtrykket er det af unge livslystne, livskraftige Mænds stormende,
begejstrede Attraa, af unge, dristige eller ømme, Kvinders resolute
Hengivelse, af en Slægt, i hvis Aarer gløder en Frihedstrang, politisk,
social, erotisk, der sprænger alle Former og alle Vedtægter. Vi faa
et Indblik i en digtet, romantisk Verden, Laubes Ungdomsdrømmes, hvor
der er mange Kræfter, megen ubunden Livsfylde og lutter Illusioner om
Verdens fornyelse gjennem Revolutioner af forskjellig Art. Det er en
Roman om skjønne mandlige og kvindelige Legemer og Sjæle, hvis Væsen er
Oprør mod Kristendom og Ægteskab.

Mellem første og anden Del er øjensynligt en ikke ringe Forandring
foregaaet med Forfatterens Sindelag. Imellem dem falder lians Indtryk
af Reaktionens Styrke; mellem dem synes han modnet til Mand. Medens
man i første Del neppe kunde holde Personerne ude fra hverandre —
Mændene adskilte sig kun ved det mere eller mindre ubændige, erotiske og
regeltrodsende Temperament, Kvinderne kun ved Uensartetheden af deres
legemlige Yndigheder — føres vi i anden Del ind i en Verden, hvor man
har reelle Frihedsformaal af national og politisk Art. Brevformen er her
opgivet og der forekommer forholdsvis faa Personer.

Det er den polske Opstand som skildres, idet Valerius, en af
Hovedpersonerne fra første Del, af almindelig Frihedsbegejstring gjør
den med. Selve Stoffet har en vis Interesse, om end hist og her altfor
meget blot Historisk er optaget. Polakkerne som Folk er skildrede med
Blik for deres Ejendommeligheder, upartisk og sikkert: den levende
Nationalfølelse hos Høje og Lave, Adelens Fordomme og Tyranni,
Menigmands Vildhed og Kraft træder frem som alt dette spejler sig i
den tyske Frivilliges Sind. Den Mistillid, han som Fremmed møder, den
Mangel paa Frisind hos Frihedsmændene, som han iagttager overfor sin
Ven, en polsk Officer af jødisk Afstamning, lader ham miste stedse
flere Illusioner om den gyldne Fremtid, der vil opstaa for Europa i
Julirevolutionens Følge. Gjennem Bogen drager sig tragiske Stemninger:
Vi se hvorledes Polakkernes Opsving foregaar til ingen Nytte og
skjæbnebestemt ender med det knusende Nederlag, og vi se hvorledes den
unge Jøde Joel trods al sin tapre Stræben efter paa Valpladsene at opnaa
Ligeberettigelse med sine aristokratiske Landsmænd aldrig formaar at
hæve sig op af sin Stilling som det polske Samfunds Paria. Hans Elskede
tør ikke tænke paa at række ham sin Haand; selv en simpel Bonde forsmaar
hans Deltagelse. Da Oprøret er tilintetgjort, lægger han i Fortvivlelse
Uniformen bort for som Sjakkerjøde at vandre fra By til By. De Kristne
forstøde ham, Jøderne har han selv længst ved sit Forbund med de Kristne
stødt fra sig, Menneskerettigheder har han ikke; saa vil han da glemme
sine Kundskaber, sin Filosofi, sin Evne til Videnskab og Vaabenbrug, og
flakke om og handle med Baand, som hans Forfædre har gjort det.

Denne Figur har en særlig Interesse for Danske, da Goldschmidt
øjensynligt fra den har taget nogle af Hovedmotiverne til Hovedpersonen
i sin Roman En Jøde, der ogsaa bliver polsk Officer under Frihedskampen
og ligeledes i fortvivlet Bitterhed, efter at være stødt tilbage
overalt, ender udenfor Samfundet som Aagerkarl.

Tredje Del af Laubes Roman Borgerne er mindre helstøbt. Interessantest
i den er to Træk: at første Dels mest ubændige Helt Hippolyt tilsidst
fortvivler over den moderne Verdens Civilisation, der ingen Plads
har for den store Undtagelse, men fordrer at Alle skulle være
lige smaa, og det Træk, at Bogens næst efter ham videstgaaende
Frihedsenthusiast, den fra først af saa djærve Constantin, der gik til
Paris og sloges paa Barrikader i Julidagene, her faa Aar efter optræder
som preussisk Overdommer, ubøjeligt fanatisk i sin Strenghed mod
politiske Revolutionære. Constantin udvikler vidtløftigt, hvilke Indtryk
det er, der have bragt ham til at skifte Overbevisning (Laube har
øjensynligt havt levende Modeller til denne Personlighed); imidlertid er
Forfatteren dog endnu saa betaget af sine Ungdomsidealer, at han lader
denne Mand dø for sin egen Haand af Fortvivlelse over at have sveget
disse.

Laube har som bekjendt fra Aaret 1849 af og til sin for faa Aar siden
indtrufne Død ganske levet for Theatret. Han udviklede sig hurtigt til
Tysklands og Østerrigs dygtigste og mest ansete Theaterleder, der som
saadan imidlertid bestandig bevarede en Forkjærlighed for det franske
Skuespil. Hvad han selv har skrevet for Scenen, er det, der længst vil
bevare hans Navn.

Blandt den lange Række historiske Dramer, han har leveret, er de
betydeligste — det første Monaldeschi (fra 1834), Struensee (fra 1844)
og Die Karlsschüler (fra 1847) ̶̶ betegnende for det unge Tydsklands
Idealer som de formede sig i Laubes Sind. Det sidste ad disse Skuespil
er blevet populært og spilles endnu stadigt; de andre er effektfulde
Theaterstykker i en nu forældet Smag. Monaldeschi's Karakter er anlagt
med Friskhed. Han er den dristige Æventyrer, som ingen Betænkeligheder
kjender og intet højere Formaal har ned det at ville frem, leve Livet
stærkt og rigt, men som véd hvad Magten er værd, og vil bruge den
værdigt: Hippolyt fra Det unge Europa i historisk Kostyme. Dronning
Christinas mere sammensatte Kvinde-Natur har Laube ikke magtet, skjønt
der er givet Elementer, af hvilke en fremragende Fremstillerinde vilde
kunne faa noget Ejendommeligt ud. Men Stykket som Helhed synker sammen
under de erotiske Sceners utaalelige Sentimentalitet (Monaldeschi elsker
romantisk en Frøken Sylva Brahe) og det lider som Kunstværk under
Forfatterens Ængstelighed for at saare et Filisterpublikums Decens. Det
virkelige Forhold mellem Christine og Monaldeschi er udvisket indtil
Utydelighed. De skarpe Kanter er slebne af det historiske Stof for at
det kan presses ind i Theaterromantikkens Former. I Struensee, det
andet af Laube's Dramer, i hvilket Handlingen er henlagt til et nordisk
Hof, er der drevet et endnu friere Spil med Historien og de historiske
Karakterer. Struensee er her den ædle frihedselskende Reformater,
hvis Fejl kun er en altfor stor tysk Humanitet, der ømmer sig ved at
udgyde Blod. Var han blot en Smule mindre højsindet og mere hensynsløs,
havde han med Lethed holdts sig ved Magten. Hans Svaghed, som fælder
ham, er et ridderligt, platonisk Sværmeri for Caroline Mathilde, der
ligesaa udskyldigt gjengjælder hans Følelser. Christian den Syvende
er bleven en af Tungsind angrebet, men værdig, noget ordknap Monark.
Struensee styrtes her af lutter Tyskere, som dels misunde ham, dels
harmes over at han ikke vil opfylde deres urimelige Ønsker, og Stykkets
bitre Lære er den, at Ingen er en tysk Aandshelt saa gram som hans
egne Landsmænd; altid har det været saadan, at uden Nationalfølelse
endogsaa overfor fremmede have Tyske været Tyskeren værst. Selv om
man forsøger at se rent bort fra Bruddet med det Historiske, er denne
sentimentalt-erotiske, »for alt Ædelt og Skjønt begejstrede« Struensee
en rent uvirkelig Skikkelse som Parvenu-Minister. Saa let har Laube
taget sig det endog med Begivenhedernes Gang, at Struensee som en anden
Marquis Posa falder for et Skud, der efter Guldbergs Ordre affyres paa
Slottet hin 17. Januar 1772, da han blev fængslet. Til Forfatterens
Undskyldning bør det dog tilføjes, at en Hovedaarsag til alle disse
Omdigtninger laa i Nødvendigheden af at arrangere det Historiske
saaledes, at Censuren ikke skulde forbyde Stykket af Hensyn til en
venligsindet Magt; hvor skrap den var faar man et Begreb om, naar man
hos Laube læser, hvorledes Stykkeet i Preussen ligefuldt i Aarevis
blev forbudt for ikke at saare det danske Kongehus. Forbausende er
det dog, at det aldeles uskyldige og med Statsautoriteten uendeligt
hensynsfulde Skuespil om Schillers Ungdom Die Karlsschüler ved sin
Fremkomst i 1846 forbødes i Østerrig, Preussen, Hannover, Würtemberg,
Hessen-Cassel, samtlige Storhertugdømmer og flere Hertugdømmer paa
én Gang. Det indeholder i Grunden ikke andet end en Forherligelse
af den tyske Nationaldigter gjennem en Fremstilling af de bekjendte
Vanskeligheder, der mødte ham som ung Regiments-Feltskjær i Hertug Karl
af Würtembergs Tjeneste, og det slutter med hans Flugt fra Stuttgart
til Mannheim. Der danner en Parralel til Gutzkows Lystspil om Goethe's
Ungdom Der Koenigslieutenant, som det ved dramatisk Liv overtræffer.
Atter her er den skarpe historiske Sandhed ofret. Hertug Karls Karakter
er midlnet og afdæmpet nøjagtigt som Kong Friedrich Wilhelms i Gutzkow's
Zopf und Schwert. Dette er Kunst, som ikke blot har været nødt til at
tage Hensyn, men som er kommet til Verden under Trykket af en Vedtægt,
der har listet sig helt ind i Digterens Sind. Dog dette Sind var let
og den Haand, der har nedskrevet disse Scener, var en let Haand. Af
den Glans, der omstraaler Hovedpersonens Navn, er noget faldet paa
Stykket. Saalænge Schiller bevarer sin høje Popularitet i Tydskland,
vil man rimeligvis have Fornøjelse af at se denne Omskrivning af hans
Ungdoms Historie, en Historie, der rigtignok nu kjendes nøjere end da
Die Karlsschüler blev til. Udenfor Tydskland vil et Skuespil som dette
neppe virke. Næst Gutzkow og Laube er Mundt det hyppigst forekommende
Navn, saa tidt i Datiden det unge Tydsklands Førere nævnes. Som Organ
for Gruppens Følelser og Ideer staar han omtrent i Aaret 1835 paa
sin Højde. I det Aar udgiver han det af hans historisk fremstillende
Arbejder, der ene fik Betydning for Ungdommens Sjæleliv, nemlig Værket
Charlotte Stieflitz, ein Denkmal. Det henrev vel mest paa Grund af
sit Stof, men dog ogsaa paa Grund af den følelsesfulde Behandlings
Pietet Tusinder af Hjerter. Og i det samme Aar udkom hans Madonna,
Unterhaltungen mit einer Heiligen, det af alle Mundts Skrifter, der
er mest betegnende for det unge Tydsklands Følemaade og for hans eget
Væsen. Theodor Mundt, født i Postdam 1808, var en hengiven Sjæl, Sag
og Person hengiven, paa én Gang med Sværmeri og med Forstand. Han var
ikke blot som Wienbarg en begejstret Natur, men ̶ med mindre Tapperhed
ganske vist ̶ en langt rigere og mangesidigere Aand. og dog var han
en Aand uden Ægg, en Forstand uden Skarphed, en Fantast uden Gratie,
en Skribent uden Konturer, en Stilist uden Fynd. Ene hans Bog om
Charlotte Stieglitz har overlevet ham, og det er Gjenstandens Skyld.
Han kunde være baade hvas og bidsk og uretfærdig, som svage Naturer
tidt ere eller blive det, men selv hans hvasseste Udfald er ikke Udbrud
af noget krigerisk Naturel, kun Selvforsvar og Selvhævdelse, grundet
paa Misforstaaen af en Modpart, kun ufarlige Stød af en rasende Bede.
Det overrasker den moderne Læser, at et Arbejde som Mundts Madonna
nogensinde har kunnet betragtes som en farlig Bog. Man maa have de
Regjerendes hele Angst for Skygger i Erindring for at forstaa det. Men
den kan ikke forsømmes af Nogen, der vil studere Tidsalderen; thi der er
noget Typisk i det Udtryk, den giver Ungdommens Tanker og Sværmerier.
Madonna er ved selve sin Formløshed karakteristisk for Mundt og for
dem, hvis litterære Smag faldt sammen med hans. Det er Lyrik i Prosa,
Rejseskildringer, personlige Bekjendelser, verdensomdannende Theorier
om Kjødets Æresoprejsning i Kraft af en hidtil ukjendt Mystik, Alt
leiret om en novellistisk meddelt Kvindeskjæbne. Bogen indledes med
en Posthorns-Symfoni, ret velskrevet i gammel romantisk Stil, men
med et uromantisk Indhold. Den forherliger Bevægelsen, det Stikord,
Mundt opfandt og hvori han forelskede sig. Bevægelsen er for ham
hvad for Andre Frem skridtet, Kampen for Frihed var, den nye Tids
Løsen. Han taler om Bevægelsespartiet; den nye Litteratur er ham
Bevægelseslitteratur (Bewugungslitteratur) selve Madonna stempler han
i en Efterskrift som en Bevægelsens Bog. Udtrykket er, som man ser,
ret neutralt og uskyldigt. Læselig er i Madonna nutildags kun den
kvindelige Hovedpersons Meddelelse om sit Liv og Levnet. Forfatteren
træffer hende i en lille bøhmisk Landsby, standser slagen over hendes
sælsomme Skjønhed, da han ser hende paa Gaden som Deltagerinde i en
katholsk Procession. Ved et Tilfælde tyer han senere paa Dagen netop ind
i hendes gamle Faders Hus, vinder (ret forrykt) den gamle bonerte Mands
Hjerte ved den Salvelse, hvormed han fortæller ham om Casanova, der har
levet der i Egnen paa Slottet Dux, opnaar en Indbydelse til at blive der
til Aften og tilbringer en Del af Natten i en sværmerisk Samtale med
Datteren, i hvem han finder en Kvinde, der efter hans Forestillinger maa
kaldes Helgeninde, en verdslig Helgeninde (eine Weltheilige) og der som
saadan skjænker ham et Favntag og et Kys under hede Taarer. Da han den
næste Morgen maa forlade Egnen, lægger hun snart derefter sit hele Væsen
og alle sine Oplevelser aabent frem for ham i en umaadelig Epistel En
verdslig Sjæls Bekjendelser. Den stakkels Pige er et Offer. Fra hendes
Fædreneby Teplitz og fra hendes Forældre har en fordærvet kvindelig
Slægning lokket det fattige Barn til Dresden, og har under Skin af
at sikre dets Fremtid opdraget det for en rig og fornem Vellystning.
Med Indtrædelsen i den voxne Alder skal hun blive dennes Bytte. Alle
Forberedelser er allerede trufne; hun er ved Nattetid indelukket i et
Værelse med sin Velgjører og Efterstræber, ved hvem hun væmmes ̶ da hun
ved en Kraftanstrengelse gjør sig fri, bryder ud, og i sin Fortvivlelse
tyer til en ung Theolog, der boer i samme Hus og i hvis Værelse hun
skimter Lys. Længe har hun elsket ham som han hende. Nu hengiver hun
sig med blufærdig Enthusiasme til ham, der ikke nænner at støde hende
tilbage. Men Dagen derpaa begaar han Selvmord af kristelig Anger over
denne Synd, og den unge Pige maa paa sin Fod vandre fra Dresden til sin
fædrene Landsby i Bøhmen, hvor hun, som har deltaget i en Hovedstads
Liv og Adspredelser, nu forsmægter i sin Faders Hytte. Oldingen er
lam, desuden stokbornert af katholsk Fanatisme. Denne Histories Pointe
synes at være den unge Piges Uskyld i Selvhengivelsen, skjønt denne i
Verdens Øjne er en Brøde. Fortælleren ser i hende en Helgeninde, en
Madonna, Indbegrebet af elskelig og typisk Kvindelighed. En verdslig
Helgeninde er hun ganske vist, men, lærer han: der kan slet ikke tænkes
Noget, der er mere helligt end det Verdslige, ikke gives Noget, der
er mere gejstligt end det. Og han fremsætter sin, hverken nye eller
mærkværdige, men en Smule særegent formulerede Lære om den nødvendige
Sammensmeltning af Kjød og Aand og om at Modsætningen mellem Gejstligt
og Verdsligt nu maa falde. »Verden og Kjødet maa atter gjenindsættes i
deres Rettigheder, for at Aanden ikke mere skal bo i sjette Etage som i
Tydskland.« Og gjennem Fortællingen af en langtudspunden bøhmisk Legende
om Libussa naaer han til sin Jubelhymne: »Den frie Kvinde er suve-
ræn; hun afgjøre, hun tale, thi hun tør tale! Og den frie Kjærligheds
Lykke er sød!« Mundt var begyndt som Hegelianer, men er her naaet til
en Omændring af Hegelianismen i Retning af fantastisk Mystik: Christus
har sagt, at hans Rige ikke er af denne Verden, og dog er han kommet
til os og er selv bleven Verden. Gud har af Kjærlighedslyst dykket sig
ned i Kjødet, og denne Verdens Kjød er blevet helliget, idet det blev
Gud. Saaledes blomstrer Guds Rige overalt paa Jorden, men er ligefuldt,
som Christus forkyndte, ikke af denne Verden, det vil sige ikke af den
Verden, der blot er Kjød og som ikke vil indlade sig med Tankens frie
Bevægelse. ̶ Vidtløf-gt tumler Mundt nu som en ikke ret u udlært Pedant
med en Polemik mod »det Dennesidige«, der er uden »det Hinsides« og mod
»det Hinsides«, der ikke vil vide af »det Dennesidige«, og ender saa
i Begejstring for hvad han kalder Billedet (modsat aandløs Materie og
legemløs Aand). »O I Filosofer! hvad der mangler Eder, det er Billedet
[...] jeg kjæmper for Billedets Gjenindsættelse i dets Rettigheder!«Th.
Mundt: Madonna. S. 142, 274, 326, 374, 406.) Var nogen Mand ikke
anlagt til Fører og Mester for Andre, saa var det denne salvelsesfulde
Forkynder af altfor indlysende Sandheder. Han har siden da skrevet
en lang Række af historiske Romaner ̶ en endnu meget længere Række
le-eredes af hans Hustro under Pseudonymet Louise Mühlbach ̶ desuden
et ikke ringe Antal af kri-tiske og litteraturhistoriske Skrifter.
Iblandt disse er et af de bedste hans «Geschichte der Litteratur der
Gegenwart» 1842, fordi Forfatteren der taler om hvad han kjender
tilgavns; men ogsaa denne Bog er som alle hans andre et formløst
Arbejde, fuldt af ubehærsket Stof og plettet af kun tilsyneladende
dybsindig Aandrighed. Saaledes finder han her en særegen Betydning i
at Hegel netop blev bortrevet af Cholera: Hegels Aandssystem, siger
han, var et Alt nivellerende Juste-milieu-System som Casimir Periers,
derfor maatte de begge dø af denne Alle nivellerende Sygdom. Den maa
betragtes som det fysiske Udtryk for Tidens almindelige Kval. Livet
havde af Angst og Uro ført Krig mod sine egne Indvolde og bødede nu
tilsidst for sin Attraa efter at erkjende og begribe sig selv, med den
sidste mulige Akt af Selvreflexion: den at spy sig selv ud. (Mundt:
Litt. der Gegenwart S. 355), Den især som Theaterdirektør bekjendte
Feodor Wehl har i et Skrift Das junge Deutschland, som mest bestaar af
Breve til Udgiveren, bestræbt sig for at give Læseverdenen en bedre
Ide om Mundt end den i vore Dage fremherskende, og det er lykkedes ham
at bibringe os den Forestilling, at Mundt var en Mand med megen god
Vilje, ikke faa Kundskaber og ikke ringe Varme for det, han følte sig
tiltalt af. Men for nogen betydelig Kraft vil denne Skribent aldrig
kunne gjælde. I Grunden ere de Forfattere af anden Rang, der som Gustav
Kühne, Hermann Marggraff og Alexander Jung, danne det unge Tydsklands
Bagtrop, lige saa fremragende som han. De ere alle som han halvt
publicistiske, halvt digteriske Talenter. Det er Mænd med Karakter,
med Dannelse og udpræget stilistisk Evne, gjennemtrængte af de samme
Grundforestillinger, som findes hos Mændene i første Linje. Den der f.
Ex. vil gjennemlæse Kühne's Weibliche und männliche Charaktere (fra
1838) overraskes behageligt ved Fremstillingens Sving og Glands, ikke
mindre end ved Rigtigheden af de Domme om offentlige Personligheder,
som fældes. Hans Heltinder er som alle disse Mænds: Rahel, Bettina,
Charlotte Stieglitz; han ser paa dem med sine egne Øjne og skildrer
dem med Enthusiasme, uden Fraser. De Digtere, han karakteriser og
forherliger, er ikke blot store Fortids-Radikale som Shelley, ikke
blot hele Rækken af Datidens Friheds-Lyrikere fra Anastasius Grün til
Karl Beck, men saa rolige Aander som Rückert og Chamisso. Han er vel
uden stærk Originalitet, men ogsaa uden Ensidighed og Fordomme. Det
Samme kan siges om Hermann Marggraff. Hans Bog Deutschlands jüngste
Literatur-und Culturepoche (1839) gaar vel i det unge Tysklands Spor
men Forfatteren har forbeholdt sig sin fulde Selvstændighed. Han er
en tænksom, kritisk prøvende Mand, der skriver godt for sig, altid
naturligt, undertiden aandrigt, og hvor han fejler, er det langt snarere
paa Grund af konservative Tendenser end paa Grund af altfor vidtgaaende
Modernisme. Naar man da ikke netop søger den nye Gruppes enfants perdus,
og saadanne har enhver Retning, kan man ingenlunde sige at den gav
Anledning til de lidenskabelige Angreb, for hvilke den blev Gjenstand.
De stærkeste Overdrivelser og Smagløsheder er gjennemgaaende paa
Angribernes Side, ikke paa det unge Tysklands. En saadan Angriber var
den dengang aldrende Tieck. I flere af sine Noveller gjorde han Udfald
mod Det unge Tyskland, mest direkte retter han sin Satire imod det i
Novellen Der Wassermensch. Rigtignok er Karikaturen her saa grov, at
Virkningen forspildes. Den unge Florheim, der repræsenterer den Ungdom,
Tieck vil tillivs, er halvgal af Begejstring for Franskmænd og for
Jøder; han viser sig som Frihedsmand og Demokrat i Ytringer, til hvilke
en normal Skoledreng vilde være altfor moden. Han vil, at der aldrig maa
gives nogen Concert, paa hvilken ikke Marseillaisen spilles ̶ for at
Menneskene ikke skulle glemme hvad der er Hovedsagen. I alle Bøger, selv
i Kogebøger, vil han have Billeder anbragt af de vigtigste Frihedshelte
som Mirabeau, Washington, Franklin, Kosciuszko. Almanakkerne fordrer han
Maaneden Juli's Navn trykt med røde Bogstaver for at holde Erindringen
frisk om den gloværdige Julirevolution, og han haaber, at »alle Ædle«
ville forene sig om at lade Substantiverne Fyrste, Herre, Konge,
Hertug, Greve, Junker osv. trykke med smaa Forbogstaver for saaledes
at vise Ringeagt for disse Begreber. Da Geheimeraaden, som i Novellen
repræsenterer den forstandige Konservatisme, spørger Florheim, hvorledes
han og hans (Sie, die Sie sich das junge Deutschland nennen) haabe
at gjennemføre deres Planer mod det Bestaaende, svarer denne naivt:
Ved evindelig Skjælden ud paa alt det, som staar os i Vejen. Og han
udvikler, at saaledes behandlede de allerede den gamle Goethe i hans
sidste Leveaar ̶ en Vending, der ganske strider mod Sandheden ̶ nu,
da de er Bevægelsens Parti og allerede har bemægtiget sig de fleste
og mest læste Blade, er de i Stand til at stifte et usynligt og dog
aabenbart Forbund, der strækker sig over hele Tyskland, slaar enhver
Forfatter ned, der ikke hører til dem, og ved hensynsløs brug af den
gjensidige Lovprisning driver dem alle i VejretL. Tieck: Gesammelte
Novellen. Breslau 1835, I. 38, 79. Virkeligheden saa ganske anderledes
ud. Karikaturen har her den dobbelte Fejl, ikke at ligne og ikke at være
morsom. Mundt tog en aandrig Hævn over Tieck, da han nogle Aar derefter
gav det første Stød til Opførelsen af Tiecks Eventyrkomedier i Berlin.

XXIII.

Hverken Fremstilling af Forholdet mellem Litteraturen og Politiken
eller den af de litterære Begivenheders Gang eller Tegning af de
vigtigste Mandskarakterer i det unge Tyskland afslører tilstrækkeligt
det Sjælelige i Tiden. Hvad der gjøres og hvad der skeer, er udvortes
Udslag. Hvad der frembringes i Bogverdenen, søger nødvendigvis det
Virkningsfulde, maa til en vis Grad stilisere og sætte i Relief allerede
for Tydelighedens Skyld. Vil man komme under Vejr med, hvorledes der
i en vis Tidsalder aandeligt er bleven levet, saa maa man stræbe at
komme de følende Personligheder saa nær som muligt, og man maa ikke
forsømme at fuldstændiggjøre det Indtryk, man modtager ved Iagtagelse af
Tidens ledende Mænd med Studiet af periodens typiske Kvindeskikkelser.
Hvor der føles mere og virkes mindre, hvor Formningsevnen er for
svag til at løsne det Frembragte helt ud fra Personligheden, men
hvor Oprindeligheden dog er stor, der naar Forskeren lettest ind
til Livskilderne i en Tidsalder. Et Brev fra en rigtudrustet Kvinde
fører mere direkte ind til det levende Menneske og dets virkelige
Følemaade end en politisk Tale eller et Sørgespil. Ingen af de faa
store Kvinder, som beherske Aanderne i dette Tidsrum, har frembragt
noget Kunstværk, ingen af dem har endog blot forsøgt derpaa. De have
hverken skrevet Romaner eller Afhandlinger. De have, ogsaa litterært,
virket umiddelbart ved deres Personlighed og have øjensynligt ikkun
formaaet at sætte Sindene i saa stærk Bevægelse, fordi Tidsalderen
fandt noget af sit inderste Væsen udtrykt i dem. Deres Naturer er
uplastiske, uhaandgribelige, der er noget Utydeligt, Udvisket ved
deres Aandslivs Konturer, men er det end derfor vanskeligt at skildre
deres Individualiteter, saa er det de lettere at føre Tidens Puls i
deres Ytringsformer. Gjennem dem indseer man, at den Ide, der ligger
til Grund for de Bedstes Liv i denne Periode og som giver sig Udslag i
Oppositionen mod Regeldyrkelse og Vedtægtstvang, er den, at det Eneste,
som er en tænksom og følelsesfuld Aand værdig, det er at opfatte de
menneskelige Forhold paa en selvstændig og oprindelig Maade og at
grunde sin Opførsel paa denne Opfattelse. Det var en Ide, som allerede
var gammel i tysk Kultur, den stammede fra Herder, den var taget i Arv
af alle Naturevangeliets Forkyndere deriblandt af Heinse, som slog
saa stærkt ned i enkelte af det unge Tysklands Mænd, men den var dog
især udfoldet og bragt i Anvendelse paa alle Livsomraader af Goethe.
Ved at studere Tidens mest ejendommelige Kvindeskikkelser, opdager
man, at det, der fra 1810—1835 dybest inde var skeet, det, som var
Tidens underjordiske, underfundige Hemmelighed, det var, at Goethes
Verdensanskuelse Punkt for Punkt havde fortrængt den kirkelige og
bemægtiget sig alle store Instinkter og virkelige Begavelser i Tiden.

Den uden Sammenligning betydeligste Kvinde, som i Trediverne og Fyrrerne
sysselsætter de aandeligt Interesserede i Tyskland, er Rahel Varnhagen
von Ense. Hun døer i Marts 1833 og 1835 udgiver hendes Mand i tre Bind
det Udvalg af hendes Breve og Dagbøger, der aabenbarede den store
Læseverden hvad hun havde været. Denne Offent liggjørelse fulgtes
efterhaanden af en lang Række andre, der havde hende til Midtpunkt.

Langt mindre genial, men langt talentfuldere end Rahel var Bettina
von Armin, der i Aaret 1885 udgav det opsigtvækkende Skrift Goethes
Brevvexling med et Barn, som modtoges med Begejstring.

Medens Rahels Navn erindres paa Grund af hendes mangeaarige, uafbrudte,
men rent private Virken i det Stille, og medens Bettinas Navn har Glans
af hendes glimrende Talent og funklende Vid, erindres den tredje Kvinde,
som gjorde dybt Indtryk paa Datidens Mænd og Kvinder, alene paa Grund
af en Handling, et Selvmord. Det er Charlotte Stieglitz, der i December
1834 dræbte sig selv, og hvis Livshistorie, Optegnelser og Breve i 1835
bleve forelagte Læseverdenen af Theodor Mundt. Hun blev strax Gjenstand
for talrige Studier og Forherligelser af den unge Skole. Især har Gustav
Ktihne karakteriseret hende smukt. Det var desuden, som ovenfor nævnt,
hendes Død, som gav Anledning til Gutzkows Wally.

Rahel Antonie Friederike Varnhagen (født Levin, senere bekjendt under
Familienavnet Robert) kom til Verden i Berlin 1771. Hun synes forsaavidt
at tilhøre en helt anden Epoke end Julirevolutionens; men først efter
sin Død blev hun en offentlig Personlighed og traadte gjennem det trykte
Ord i Forhold til Publikum og Datidens Skribenter. Hun var et af de
sjældne Væsener, der i Kraft af en ufortabelig Sindets Friskhed forstaa
Alt og Alle, føle med de mest forskelligartede Individualiteter og
Retninger, besidde det Blik, der er Blik for det Væsentlige og i Kraft
af deres mangesidige uopslidelige Sympathi indtil deres Død beundres
og vurderes ligeligt af de Bedste blandt Yngre og Ældre. Rahel var
hyldet af Karl Gutzkow, som hun havde været hyldet af Schelling og
Friedrich Schlegel, af Schleiermacher og Wilhelm von Humboldt. Hun havde
været glødende Patriot under Frihedskrigen, forestaaet Hospitaler i
Berlin og Prag, og hun blev beundret af Heinrich Heine, der helligede
hende, den 50aarige, det lyriske Intermezzo i Buch der Lieder». Hun, der
havde omgaaedes Aarhundredeskiftets ypperste Mænd som Fyrsten af Ligne,
Fichte, Prins Louis Ferdinand, Fouqué og endnu mange andre fortroligt,
hilsede til sine Omgivelsers Forbauselse endnu Victor Hugo’s Orientaler
og Saint-Simonisternes Skrifter med levende Glæde. Der er noget Stort
ved dette Liv, saa udramatisk det end er.

Man aner Mangesidigheden af hendes Væsen, naar man gjennemgaar de saa
aldeles forskjelligartede Personligheder, hun stod i nær Forbindelse
med. Der er i hende paa én Gang Dybder, der endnu overraske, og
Uklarheder, et moderne Menneske Intet kan gjøre udaf. Hendes Væsens
Trolddom har været det Mundtlige, Øjeblikkelige, den lejlighedsvise
Ytring; det er derfor ikke let at rekonstruere den nu. Stærkt har hun
virket udadtil, men dog var hendes egentlige Liv ganske indadvendt; hun
var i sit Aandsliv afgjort aristokratisk, og dog saa god, at hun i Kraft
af denne Godhed havde Tanke for de Fjærneste.

Som en ung Pige uden Skjønhed og ganske blottet for Talenter voxer hun
op i Berlin i sin Faders, en rig jødisk Kjøbmands Hus paa en Tid, da
den jødiske Stamme endnu ingensomhelst Borgerrettigheder havde. 25 Aar
gammel er hun allerede et betydningsfuldt Medlem af det højere Selskab i
Hovedstaden; fra sit 30. Aar til sin Død er hun Midtpunktet for Berlins
og et af Midtpunkterne for hele Tysklands Intelligens. Hun tiltrak ved
sit Væsens Oprindelighed. Alle Mennesker ønske og ynde jo at se deres
Væsen afspejlet i et større Menneskes Sind, alle attraa Medfølelse, alle
ville forstaas. Og instinktmæssig sporede de, der kom hende nær, Fyrster
og Adelige, Diplomater og Filosofer, Digtere og Videnskabsmænd, at denne
unge Pige med den lette, yndefulde Skikkelse, med de fine og fyldige
Lemmer, med det lidende Udtryk i Ansigtet under det tykke, krøllede Haar
og med det dybe og faste Blik i det mørke Øje, var deres Fortrolighed
værdig, og det af den ene, men tilstrækkelige Grund, at hun var uden
alle Fordomme.

Hun omgaas med Glæde en dejlig Hetære som Pauline Wiesel, Prins Louis
Ferdinands Veninde; hun er paa en Gang hendes, hendes cyniske Mands
og hendes fyrstelige Elskers Fortrolige. Hun holder oprigtigt af en
reaktionær Vellystning som Friedrich Gentz; hun lykønsker ham med Varme,
da han, over 60 Aar gammel, har vundet Fanny Elslers Kjærlighed; hun
ser i ham det lysende Prosatalent og Politikeren, der i et algjørende
Øjeblik havde liavt national Betydning. Menneskene er for hende paa
Goethe’sk Vis Naturprodukter.

At hun imidlertid, strængt sædelig og politisk frihedselskende, som hun
var, havde kunnet hæve sig til en saadan Højde af Fordomsfrihed og opnaa
en saa vid Horizont, det beroede paa, at hun var født paa et Fristed
udenfor Samfundet, nemlig i et velhavende jødisk Hus i Berlin.

Et Par Aarhundreder igjennem havde i det gammeldags stive, intolerante
Preussen de fremmede, foragtede, krumnæsede Familiefædre siddet i
Vexelerbutikerne og uden Sans for Andet end Penges Værd lagt Thaler paa
Thaler, kjøbt Obligationer og tilsidst nu og da laant Fyrsterne Penge.
De var i al deres Rigdom uvidende, orthodoxe, overtroiske. Saa brød i
Oplysningsperioden Moses Mendelsohns Virksomhed ind over dem. Deres
Religiøsitet blev en ædel Rationalisme, og de forstod, hvad Kundskab og
Dannelse betyder. Ved det attende Aarhundredes Slutning allerede havde
de givet deres Sønner en helt ny Opdragelse, og samtidigt begyndte man
at se paa disse Sønner som paa Væsener, mod hvilke man havde en Uret at
gjøre god igjen. Og denne Sønnernes Slægt aabnede da paa én Gang deres
hidtil lukkede Huse.

De lignede ikke de knebne, spidsborgerlige Berliner-Lejligheder.
Rummelige Værelser med tykke østerlandske Tæpper: hist og her et
kostbart Maleri, afhændet til Faderen eller Bedstefaderen af en eller
anden Fyrste i Pengeforlegenhed. Et Bord med udsøgt Kjøkken, fine Vine,
Fade af Guld og Sølv, Glas af det reneste Krystal, der funklede paa
kniplingsbesatte Duge. Hustruen og Døtrene udrustede med en højere
og finere Dannelse end ellers Damerne af Borgerstanden, med levende
Interesse for Theologi, Filosofi og Musik, og hurtigt udviklede ved det
blandede Selskab, der søgte derhenKarl Hillebrand: Zeiten, Völker und
Menschen II, V: Aus dem unzünftigen Schriftthum Deutschlands..

Thi her mødtes som paa et neutralt Jordsmon alle de, som Samfundet
ellers holdt ude fra hverandre, Medlemmer af de forskjellige Stænder
og Kaster, med en stor Del af dem, som Samfundet udelukkede. Intet
borgerligt Hus i Berlin modtog dengang en fremmed eller indenlandsk
Skuespillerinde; her modtoges Theatrenes Damer paa lige Fod med de andre
Gjæster. I andre borgerlige Huse kom Prinserne ikke, allerede fordi de
kjedede sig der. Her kom de lokkede af Tonens Ligefremhed og Damernes
Vid. Det var en Zigeunerverden uden Bohêmelivets Raahed. Det var det
første Gjennembrud af Verdensborgeraanden i det gammelpreussiske Berlin.

I disse Kredse voxer Rahel op. Allerede et enkelt Venskab udmærker
liende, det med hendes Jævnaldrende, den daværende Ungdoms Helt, Prins
Louis Ferdinand, Søn af Frederik den Stores yngste Broder, en ridderlig
og kunstnerisk Natur med dumdristigt Mod og forfløjne Sæder, en ypperlig
Musiker og ypperlig Ryttergeneral. Goethe har skildret ham i sin Bog
om Felttoget 1793. Franskdannet var han som alle preussiske Prinser
den Gang, og det i den Grad, at han (som man af hans offentliggjorte
Breve ser) ikke kunde skrive Tysk orthografisk, men han var ligefuldt
en lidenskabelig Fjende af Napoleon og brændte efter at maale sine
Tropper med hans. Som i sin Tid Prinsen af Homburg trodsede han en Ordre
om Tilbagegang, og lod sig i sin Harme over Nederlaget ved Saalfeld —
negtende at flygte, negtende at overgive sig — hugge ned af franske
Husarer. Han betroede Rahel sine vilde Kjærlighedseventyr og finder
under sin Sorg over en uværdig Elskerinde Trøst i stille, fornuftige
Samtaler med hende som med en Søster.

Ikke altid kunde hun give Andre Trøst. Hun trængte i sin Ungdom selv
altfor stærkt dertil. Hun var af Naturel i den Grad nervøst pirrelig,
at hun kun med stor Vanskelighed som Barn blev holdt i Live: «»Blot
Luften er for tæt eller for tynd, for varm eller for kold, saa er jeg
syg. End mere syg er jeg ved den mindste Sindsbevægelse. Det er umuligt
at være mere ømtaalig.« Næsten ethvert af hendes Breve har ved Siden af
Datoen den nøjagtigste Beskrivelse af Vejrligt og Temperatur. F. Ex.:
»Fredag 14. Marts 1828. Graat. Sydvestvindsvejr, fugtigt og dog tegnende
til Foraar, uden imidlertid at indbyde til Spadseren. Duer flyve. Der
viser sig nu og da blaa Vinduer paa Himlen, og de lade hist og her som
netop nu Dagslyset trænge igjennem.« Eller: »23. Marts 1829. Klar Sol,
som har brudt igjennem; iskold, skarp, afgjort Nordostvind. Thiergarten
utilgængelig og ikke ganske fri for sin Is.« Eller »17. April 1830.
Middag; efter Regn Foraarsvejr, Træerne grønlige, men endnu ikke grønne.
Mit bedste Øjeblik i Aaret, uden Fluer eller Myg, uden Hede. Foraaret
nærmer sig; det tilvifter os tusind Erindringer og Forhaabninger, der
aldrig ville opfyldes, men paa hvilke vi have Krav.«

 Saadanne Aander fortjene og vække lige saa megen Medlidenhed som
Beundring. Hendes Ven W. v. Burgsdorf skriver til hende: »Da jeg saa Dem
for første Gang, blev jeg slaaet af, at De maatte være bleven opdraget
af langvarige Li delser.« Det var sandt, hun havde havt et sygeligt
Legeme, en tungsindig Ungdom, en haard Fader og havde lidt tidlige
Ydmygelser. Hun var — paa en næsten uværdig Maade — ulykkelig over at
være født Jødinde; hun kalder det en Dolk, som et overnaturligt Væsen i
Fødselsøjeblikket har stødt i hendes Hjærte. Der rørte sig ikke en Fiber
i hendes Væsen for det Religionssamfund, i hvilket hun ved sin Fødsel
hørte hjemme. Erindringerne var da endnu friske om Fanatismen i det og
Fanatismen imod det. Endnu i 1756 havde den jødiske Menighed i Berlin
udstødt et Barn af Byen, fordi det havde baaret en Bog for en Kristen.
Og paa den anden Side havde endnu Moses Mendelsolm ikke kunnet gaa ud
med sine Børn uden at forfølges af Stenkast.

Hendes Fader havde i hendes Opvæxt sat al sin Forstand og Karakter ind
paa at knække det sarte Barns Egenvilje, og kun ved sit spændstige Sinds
ualmindelige Styrke lykkedes det hende at bevare sin Ejendommelighed.
Hun havde tidligt Indtrykket af at have lidt saa meget, at der ikke mere
var noget i hende, som kunde knækkes eller brydes.

Det var uundgaaeligt, at et saadant Væsen maatte elske med Heftighed
og lide Kvaler under sine Forelskelser, lidenskabelig til det yderste
som hun var. Og to Gange led hun, da hun elskede heftigst, den bitreste
Skuflelse, Følelsen af at blive stødt ned som med en Morderkniv og at
leve i Aarevis med Kniven i sit Saar.

24 Aar gammel havde hun knyttet sig med hele sin Sjæl til den et Aar
yngre Grev Karl von Finckenstein, Sønnen af en preussisk Minister. De
to unge forlovede sig, og Rahel levede nogle Aar udelukkende i denne
Kjærlighed. Hendes Forlovede var god, forelsket, hengiven, men svag af
Karakter. Han meddelte hende de Plagerier, han var udsat for af sin
fornemme Familie, der misbilligede dette Forhold til en Ikke-Jævnbyrdig
og forsøgte at faa ham til at opgive det. Dybt saaret i sin Stolthed gav
hun ham hans Ord tilbage. Skjøndt hun ved sin overlegne Personlighed
med Lethed kunde have overvundet hans Betænkeligheder, ifald hun vilde
have sat sit Væsen ind derpaa, stillede hun ham strax aldeles frit, og
han var svag nok til, saa indtaget han end var i hende, at modtage sin
Frihed. Aldrig forvandt hun denne første dybe Ydmygelse.

Der gik tre Aar, og hun blev forelsket paany, denne Gang flammende,
helt med Sjæl og Sanser, og hendes Følelse blev gengjældt. Hun
forlovede sig anden Gang med Don Raphael Urquijo, en udmærket dejlig
ung Legationssekretær ved det spanske Gesandtskab i Berlin. Forholdet
varede, lidenskabeligt fra begge Sider, et Aars Tid. Men Naturerne
vare altfor ulige, han hende altfor underordnet. Han pinte og
krænkede hende med Skinsyge i den Grad, at hun brød for at bevare sin
Menneskeværdighed, men med en Følelse af Tilintetgjørelse indtil Vanvid,
af Ensomhed og af at være udsat for al Livets Kulde uden det Værn
derimod, som hun med sit Kvindehjærte mindst kunde undvære.

 Da hun var bleven forladt af Finckenstein, foreslog man hende et
Fornuftparti. Hun svarte: »Jeg kan ikke gifte mig, thi jeg kan ikke
lyve. Tro ikke, jeg er stolt deraf, jeg kan ikke, som jeg ikke kan
spille paa Fløjte [...] Han maatte ingen Fordomme have; ellers holdt jeg
det ikke ud [...] Det gik heller ikke an, at han var dum og tvang mig
til at lyve og lade, som jeg beundrede ham. Jeg maa kunne sige alt, hvad
jeg vil.«

Da hendes Hjærte nu længe savnede den dybeste Tilfredsstillelse, levede
hun des lidenskabeligere for sine aandelige Interesser. Men hun stødte
paa den Vanskelighed, at hun intet Ordentligt havde lært. Hun plejede
at tale om sin tykke Uvidenhed. Uvidende var hun selvfølgelig langt
fra at være; men saa meget er utvivlsomt, at noget dybere Indtryk af
hvad Videnskab er, har hun aldrig modtaget, og aldrig har hun havt en
videnskabelig Tanke.

Man havde lige saa lidt lært hende Jødedom som Historie og Geografi.
Hun siger etsteds, at hun er voxet op som et Træ i Skoven og intet
har kunnet lære, en Religion saa lidt som Resten. Hun dannede sig
da sin egen Religion, beslægtet med den, som Schopenhauer satte i
System. Hendes Tanker om en Vilje i Naturen, om Verdens-Elendigheden,
om Medlidenheden som den eneste Kilde til Moral er beslægtet med
hans. Hendes Religion havde sin Mystik. Hun beundrede meget Angelus
Silesius og Saint-Martin; hun var lidenskabelig Pantheist som Goethe.
Hun optegner den tyske Mystikers Vers: Alle Tugenden sind eine Tugend.
Schau, alle Tugenden sind ein ohn’ Unterscheid, Willst du den Namen
hör’n? Sie heisst Gerechtigkeit. og skriver derunder: Weil sie Wahrheit
ist. Einfalt, Unpartheilichkeit Selbstlosigkeit, Austheilung für Alle.

Hun saa altid Enheden, Helheden. Det var som om et Ekko af Verdenssjælen
vibrerede i hendes Sjæl. Hun syntes at have profetisk Gave, saa rigtigt
saa’ hun; der var noget af en Sibylle, af en delfisk Præstinde i hendes
Natur. Skade at hendes løsrevne Ord for os Efterlevende saa tidt er
dunkle Orakelsprog.

Hun var fuld af Overbærenhed mod de Brødefulde, af Sympathi med de
Ringe, af Medlidenhed med de Fattige og foragtede kun ét, den korrekte
Middelmaadighed, men viste aabent denne Foragt, selv om den skabte hende
Fjender.

Hun sad hen og blev en gammel Pige, dog uden at Aarene bevirkede nogen
Forandring i hendes Udseende eller formindskede den Magt, hun udøvede.
Ti Aar igjennem stod hun i den ømmeste Brevvexling med sin senere
Ægteherre, Varnhagen von Ense. Han var fjorten Aar yngre end hun, først
en tapper Officer, senere en dygtig Diplomat, tilsidst en ypperlig,
stærkt fronderende Skribent, og maatte udmærke sig i Krig og Fred,
før han uden at blive overseet kunde tænke paa at optræde som hendes
Brudgom. Ham ægtede hun 42 Aar gammel og levede endnu 19 Aar i et
fuldstændigt lykkeligt Ægteskab med ham.

Sin afgjørende litterære Betydning har Rahel derved, at det var hende,
der først i Berlin fornam og udtalte, hvad Goethe var værd. Længe inden
der endnu havde dannet sig en litterær Mening om denne Livssag for
tysk Kultur, var Rahel gjennemtrængt af Goethes Genius, fortryllet af
dens Magt, og forkyndte Enhver, med hvem hun traadte i Berøring, at
denne Mand var uden Sammenligning med andre, den højeste Aand, den
indsigtsfuldeste Raadgiver og Dommer i Livets Anliggender. Det skete paa
en Tid, da Goethe endnu var en blandt mange i Hoben af Forfattere, og da
andre i Rang og Ry sattes langt over ham. Længe inden Brødrene Schlegel
kritisk fastsloge Ærefrygten for Goethe som ubetinget, havde Baliel
allerede indført Dyrkelsen af den store Uforstaaede og Miskjendte i sin
Vennekreds i Berlin, til alle Sider prist hans lysende Ord og betegnet
lians Navn som et helligt og indviet Navn.

Hun er saa lykkelig at træffe ham, kun 24 Aar gammel, 1795 i Teplitz.
Af et Brev fra David Veit til Rahel kan man se, hvad Goethe har sagt om
hende: »Ja, det er en ung Pige med overordentlig Forstand, som altid
tænker — og med Følelser — hvor finder man det? Det er noget sjældent.
Vi var bestandig sammen, vi har levet meget venskabeligt og fortroligt
sammen.« Til Franz Horn sagde Goethe: »Det er en ung Pige, som er
rig paa Kjærlighed. Hun er stærk i alle sine Følelser og kaster dog
enhver Ytring let hen [...] det første gjør, at vi beundre den store
Originalitet i hende, det andet gjør denne Originalitet elskværdig
[...]«

Da Rahel erfarer det, skriver hun: »Hvorfra véd han, at jeg har Følelse?
Ingen har jeg i mit hele Liv mindre kunnet vise mig for, som jeg er, end
for ham. Dog lad mig tie. Han er Goethe. Og hvad han føler og siger er
sandt. Ogsaa hvad han siger om mig, troer jeg [...] Ser De ham, Horn,
saa hils ham fra En, der altid har tilbedt ham, forgudet ham, selv da
Ingen roste, forstod, beundrede ham. Og hvis han undrer sig over, at en
stille ung Pige sender ham en saadan Hilsen, saa lad ham forstaa, at hun
i den Grad respekterer ham, at hendes Respekt har forhindret hende i at
sige det. Sig ham, at det ikke er Affektation, men Blommeblødhed. Hvad
kan jeg for, at Andre affektere, hvad jeg mener i Alvor. Har jeg ikke
Ret? Ja, jeg tilbeder ham.«

Og nu skeer der Intet, gjøres der ikke ringeste Forsøg fra Rahels Side
paa at træde i Forbindelse med Goethe, knytte Brevvexling med ham eller
lignende. Aldrig omtaler hun hans Person, bestandig kun hans Geni. Der
gaar tyve Aar, og hun ser Intet til ham. Engang i 1811 sender Varnhagen
Goethe nogle Optegnelser af Rahel om hans Poesier. Han bliver slaaet af
det Læste, karakteriserer Forfatteren som en mærkværdigt opfattende,
forenende, efter hjælpende, fuldstændiggjørende Natur, der med ét Slag
begriber — men efter Rahels Anmodning til Varnhagen erfarer han ikke,
fra hvem dette Haandskrift stammer. Først 1815 i Nærheden af Frankfurt
ser Rahel Goethe igjen. Der er noget Rørende ved dette Sammentræf.
Goethe er nu 66 Aar gammel. Han er i Besøg hos sin Veninde Marianne von
Willemer (hans Diwan’s Suleika) paa Willemers Gaard Die Gerbermühle.
Rahel er i Frankfurt, har tilfældigvis set ham paa en Kjøretur med hans
Værtsfolk og er i sin Skræk, sin Glæde kommen til at raabe højt: Der er
Goethe.

Der er som sagt gaaet tyve Aar. Det er den 8. September om Morgenen.
Rahel har havt noget ondt i Øjnene, er staaet senere op end sæd vanligt,
staar i Negligé og børster sine Tænder, da Kl. 9 1/4 Værten kommer og
siger, der er en Herre, som vil tale med hende. Han har givet hendes
Pige et Kort. Det er Goethe’s. Og af Ærefrygt, for at han ikke skal
vente, giver hun sig ikke Tid til at klæde sig ordentlig paa, til at
gjøre sig smuk: »Jeg lod ham træde ind nedenunder og kun vente saa
længe, som jeg behøvede til at knappe en Jakke om mig. Det var en sort
vatteret Jakke. Jeg ofrede mig selv for ikke at lade ham vente et Minut.
Det var den eneste Tanke, jeg havde. Heller ikke undskyldte jeg mit
Toilette, jeg takkede ham kun. Jeg undskyldte mig ikke; thi jeg mente,
han maatte vide, at jeg helt forsvinder, og at der kun tages Hensyn til
ham. Det var — desværre — mit Hjærtes første Bevægelse. Nu tænker jeg
med den heftigste, mest komiske, mest pinefulde Anger anderledes.«

Hendes forsømte Paaklædning. hendes Følelse af Uskjønhed og Utækkelighed
nedslog hende, hun sagde intet, som duede. Efter en saa mangeaarig
Kjærliglied, en saadan Leven i ham og Længsel efter ham fik hun ham
for eneste Gang at se nogle Øjeblikke i Enrum, og saa gik det saadan:
»Og hør nu helt ud,« skriver hun til Varnhagen, »hvor latterlig jeg
var. Da han var borte, klædte jeg mig rigtig smukt paa. Alt vilde
jeg nu indhente og oprette. En skjøn hvid Kjole med høj smuk Krave,
Kniplingsslør, mit Shavl fra Moskvá [...] og nu kan jeg sige, som Prins
Louis skrev til mig: Nu er jeg mellem Brødre 10,000 Thaler mere værd.
Goethe har besøgt mig.«

Rahel, der efter tyve Aars Venten, efter et Livs Beundring modtager
Goethe i vatteret Jakke hellere end lade ham vente i fem Minutter, det
er, som Enhver vil indrømme, et Højdepunkt af kvindelig Heroisme. Denne
Scene bliver efter Gjennemlæsningen af mange Bind Rahel-Litteratur
tilbage i Ens Erindring som den afgjørende. Den giver Maalestokken for
hendes Ærefrygt, hendes Forstaaelse og hendes Evne til at overvinde sit
Kjøns mest berettigede Forfængelighed.

Det er Skade, at et Væsen med saa sjældne Egenskaber manglede alt
Talent, al formende Evne, enhver Plastik. Nu ligge de line og dybe
Indfald, hun har havt, spredte som blotte Bemærkninger i Breve og
Optegnelser af privat, for Efterverdenen ligegyldig Natur. Rimeligvis
holde nutildags kun begejstrede Kvindesagskvinder ud at læse større
Partier af hende i Træk. Men hendes Væsen var ikke af kunstnerisk Art.
Det var Sandhedskærlighed. »Jeg har,« siger hun, »i denne Verdens
store og almindelige Elendighed viet mig til én Gud, Sandheden, og
hver Gang jeg er bleven frelst, er jeg bleven det ved ham.« Hun var
fast og paalidelig i sine Venskabsforbindelser, men selv med Fare
for at nedsætte sig i Andres Omdømme tilstod hun, naar en Følelse
i hendes Sjæl var slukt, og skammede sig ikke derover. Med hendes
Sandhedskærlighed stod hendes Væsens Simpelhed i Forbindelse; hun gav
sig ikke ud for at være hævet over almindelige Svagheder, tilstod sin
Kjærlighed til Slikkeri, sin Begjærlighed efter at høre om de nyeste
Parisermoder. Og hun havde den fortjente Lykke stadigt at føle en dels
medfødt dels erhvervet Harmoni, en sikker indre Sammenhæng i Sjæleliv
og Overbevisninger — deraf hendes høje og berettigede Selvfølelse. »Jeg
dræber Pedanteriet i tredive Miles Omkreds,« sagde hun. For hende delte
Menneskene sig ikke i dumme og kloge, ikke heller i gode og onde, men
i dem, som var dem selv, og dem, som ikke var det. Derfor havde hun
Sans som ingen Anden for det Naturlige, det Oprindelige, hvor hun traf
det, hvor beskedent det end var, og derfor havde hun selv, trods sin
gjennemtrængende Forstand, en Naivetet, en Friskhed i Opfattelse og
Udtryk som et genialt anlagt Barn. Da hun stod paa sin Anseelses Højde,
var hun nødt til at gjøre sig selskabeligt utilgjængelig, omgive sig
med alle Slags Forskansninger for at bevare sin Frihed til at vælge sin
Omgang. Hun valgte bestandig Originaler. En af hendes Omgangsvenner,
Grev Tilly, skriver til hende: »Jeg har tusind Komplimenter at gjøre
Dem, før jeg slutter. En beundrer Dem; En er Dem hengiven; En er
forundret, naar han forstaar Dem, En bedrøvet, naar han forlader Dem,
selv om det kun er i et Brev, der maa have Ende. Alle disse Personer,
det er mig alene.« Denne Spøg gjengiver de forskelligartede Indtryk, hun
gjorde. Rahel havde tænkt meget over Originalitet.

Det hedder etsteds hos hende: »Hvis En sagde: De troer, det er let at
være original; nej man maa gjøre sig megen Umage for det; det koster
stor Anstrengelse — saa vilde man anse ham for gal. Og dog vilde denne
Yttring være sand. Enhver kunde være original, hvis Menneskene ikke
stoppede deres Hoveder fulde af saamange halvfordøjede Grundsætninger,
som de ligesaa tankeløst plapre frem.« Der havde været fremragende og
interessante Kvinder i det tyske Aandsliv før Rahel, senest de, hvem
Romantikerne spandt ind i deres Væv — Caroline, Dorothea og de andre —
Rahel er den første store moderne Kvinde i tysk Kultur, og den første
som er sig sin hele Oprindelighed bevidstRahel, ein Buch des Andenkens
fur Freunde, I—III. Briefwechsel zwischen Varnkagen und Rahel, I—II.
Varnhagen: Gallerie von Bildnissen aus Rahels Umgang, I—II. Ludmilla
Assing: Aus Rahels Herzensleben..

Tidsalderens Stræben efter Originalitet havde ligefuldt sin Fare. Jeg
tænker ikke paa den Fare at forfalde til Affektation. Der gives til
alle Tider stakkels Affekterte, som tro sig originale, naar de spise
deres Suppe med deres Støvler. Men Faren var stor for gjennem evindelig
Selvundersøgelse og Selvbespejling at tillægge sine flygtige eller
almindelige Fornemmelser Mærkværdighed og saaledes forfalde til en
uaffekteret Unatur saaledes som den skjønne Henriette Herz og ikke faa
af hendes Kreds. Hjerteudgydelserne her lugte af Lampeolie og Blæk.
Originalitetens Ildskrift ser anderledes ud. Den møder En i Bettina’s
Goethes Brevvexling med et Barn. Disse Breve fra Bettina, det

er Lidenskabens Flammeskrift, »syngende Flammer«. Bettina von Arnim,
Clemens Brentanos Søster, Achim v. Arnim’s Hustru, der ved Slægtskab
og Giftermaal tilhører den romantiske Kreds, tilhører som Skribentinde
det unge Tysklands Periode. Medens hos Rahel Beundringen for Goethe var
frygtsom, en Hjertebanken og en Dyrkelse i Alvor, med stille Værdighed,
fremtræder Beundringen hos Bettina som en halvt sanselig, halvt aandelig
Indsmigren, som paatrængende Elskværdighed, burreagtig Vedhængen og
Begejstringens dristigste Flugt over alle Bjerge. Ved Aaret 1807 er
hun igjennem Goethe’s Moder som hans Byesbarn traadt i Berøring med
ham, vistnok allerede 23 Aar gammel, men med et Barns Holdning eller
rettere som et dobbelttydigt Væsen midt imellem Barn og Kvinde. Hun
kommer til Weimar, faar af Wieland en overflødig Introduktionsbillet
til Goethe, strækker begge Hænder ud imod ham og véd ikke mere af sig
selv. Han sætter hende overfor sig i Sofaen, taler om Hertuginde Amalies
Død, om hun har læst derom i Avisen. »Ak,« sagde jeg »jeg læser ikke
Avisen.« — »Saa, jeg troede, De interesserede Dem for alt, hvad der
foregaar i Weimar.« — »Nej, jeg interesserer mig kun for Dem og er alt
for utaalmodig til at blade i Aviser.« — »De er et venligt Barn.« — Lang
Pause. — Saa springer hun op fra Sofaen og kaster sig om hans Hals.

Blot dette Træk, og man har hendes Holdning overfor Goethe i dens
Modsætning til Rahels. Hun havde fra Barn af den ungdommelige
Dristighed, som ellers er hyppigere hos Drenge end hos Piger. I Marburg
viser man endnu et Taarn, som hun klatrede og klavrede op paa og hvor
hun trak Stigen op efter sig for at være alene. Hun havde en Gjøglerskes
Smidighed i alle Lemmer og tillige noget af Mignons barnlige og
uskyldige Enthusiasme. Hun er Mignon overført i det virkelige Liv, med
samme Ynde og langt ringere Alvor.

Bettina var 50 Aar gammel, da hendes Goethes Brevvexling med et Barn i
1835 udkom. Arnim var død i 1831, Goethe i 1832. Hun havde faaet sine
Ungdomsbreve til ham tilbage, fra Tiden 1808—1811, da deres Forhold
afbrødes paa Grund af en fra hendes Side udvist Uhøflighed mod Fru
Goethe. Hun gav sig til at behandle disse Breve frit, friere endnu end
Goethe havde behandlet sit Levnet i Dichtung und Wahrheit, givende
Udtryk til alt det, hun da havde følt og indlæggende mangt og meget, hun
nu syntes, der burde været følt; hun gav Forholdet en lidenskabeligere
Farve, end det havde havt, men i dybere Forstand holdt hun sig til
Sandheden. Strax blev Brevvexlingen holdt for rent faktisk. Men da
Kritiken overfor den stærkt var bleven vakt ved den Omstændighed, at
Bettina udgiver Digte for skrevne til hende, der bevisligt er rettede
til ganske andre Kvinder, kom der en Tid, da den tabte al Kredit som
historisk Aktstykke, og da man ansaa Alt, hvad der i den meddeles,
for opdigtet. Dog efterat Loeper i 1879 havde udgivet Goethes ægte
Breve til Bettina, saa man, at disse hos hende var aftrykte næsten
ordret; kun nogle Hilsener var udeladte og Udtrykket De erstattet med
Du. Du forekommer faktisk kun i et eneste Brev, men rigtignok i det
eneste, Goethe ikke har dikteret, saa Bettinas Ændring ikke har været
uberettiget. Goethe havde den Vane at sende Digte, han lige havde
forfattet, med sine Breve. Bettina har været indbildsk nok til at tro
rettede til hende Digtene til Minna Herzlieb — selv dem, der spille
paa Navnet Herzlieb, og som hun derfor ikke forstaar — og ligeledes
Digte til Marianne v. Willemer. Det er en undertiden pudsig, men altid
undskyldelig Misforstaaelse. Uundskyldeligt er det derimod, at hun
opløste disse Digte i Prosa og indførte denne Prosa i sine tidligere
Breve for at fremkalde det Skin, at Goethe ikkun havde sat hendes Tanker
og Følelser paa Rim. Iøvrigt er Alt, hvad hun meddeler om sit Forhold
til Goethes Moder, om sin Iver for fra Moderens Læber at samle Bidrag
til Goethe’s Barndomslevnet, der kunde indlede Dichtung und Wahrheit,
og ligeledes hvad hun fortæller om Beethoven og hendes Forhold til ham
i alt Væsentligt den rene SandhedBriefe Goethe’s an Sophie von La Roche
und Bettina Brettano nebst dichterischen Beilagen. 1879..

Ingen, der i en ung Alder og med Sans for en digterisk Begejstring har
læst dette Værk af Bettina, vil nogensinde glemme det Indtryk, han
første Gang modtog af denne Stil. Den har en Livskraft, en Kjækhed, en
Finhed i Vildskaben, en rytmisk Strømmen og Klang, som rent forbauser
og henriver. Naar man kommer fra Rahels sære Hieroglyfer, fra denne
dunkle Billedskrift, som man aner tusind Hemmeligheder i, men sjældent
forstaar tilfulde, fordi det levende Liv, som var Kommentaren, er borte,
saa er det vederkvægende at tage sig et Bad i dette friske Væld af naiv
og indtagende Begejstring. Rahel er dybere og mere virkelighedstro.
Men Talentet er saa skjøn en Ting. Det gjør saa godt. Man kan og maa
holde det meget tilgode. I disse Breve er Bettina 23—25 Aar gammel,
Goethe 58—60. Hendes Lidenskab er da ikke den almenmenneskelige, som en
ung Kvinde føler for en ung Mand. Hun har levet i den under hele sin
Opvæxt, den er Arv fra hendes Moder, Maxe Brentano, af hvem Træk gik
over til Werthers Charlotte. Hun elsker Goethes Moder, som unge Kvinder
altid elske den Elskedes Moder; hun er hende saa taknemmelig, fordi hun
har født ham — »hvorledes skulde jeg ellers have lært ham at kjende!«
Sværmeriet for Sønnen faar Udtryk i Breve til Moderen, saalænge indtil
hun ser ham første Gang og nu retter sine Breve til ham selv. Fra hint
første Favntag af betragter hun ham

som sin. Hun skriver til hans Moder: »Der gives en Maade at besidde En
paa, som Ingen kan gjøre En stridig. Den øver jeg paa Wolfgang. Ingen
har kunnet det før mig trods alle hans Kjærlighedshistorier, hvorom du
har fortalt mig. Lidenskaben er den eneste Nøgle til Verden; ved den
lærer Aanden at kjende og føle Alt. Hvorledes skulde den ellers komme
ind deri!« En har sammenlignet disse Breve med Skibe med rige Ladninger.
Goethe er Ledestjernen paa alle deres Farter. Hendes Tænken paa ham er
en Sværmen:

»Jeg vilde ønske, jeg sad ved hans Dør som et fattigt Tiggerbarn og fik
et Stykke Brød af ham, og han kjendte paa mit Blik, hvad for et Væsen
jeg er, og drog mig til sig og hyllede mig i sin Kappe for at varme mig.
Visselig, han vilde ikke bede mig at gaa igen, og jeg turde frit vanke
om i Huset, og saaledes gik Aarene, og Ingen vidste, hvor jeg var, og
saaledes gik Aarene og Livet hen, og i hans Aasyn spejlede den hele
Verden sig for mig, og jeg behøvede ikke at lære andet.

Ifjor i Maj, da jeg saa ham første Gang, brød han et frisk Skud af
Vinranken foran hans Vindue og lagde det paa min Kind og sagde: Bladet
og din Kind er lige bløde — og jeg sad paa en Skammel ved hans Fødder.
Hvor ofte har jeg tænkt paa det Blad og paa, hvorledes han strøg min
Pande og mit Ansigt dermed og drog sine Fingre igjennem mit Haar og
sagde: Jeg er ikke klog; man kan let bedrage mig; du vilde ingen Ære
have deraf. Det var ikke aandrigt sagt, og dog har jeg tusinde Gange
gjennemlevet det i mine Tanker og vil mit Liv igjennem drikke deraf som
Ojet drikker Lys — det var ikke aandrigt, og dog overstraaler det for
mig al Verdens Visdom.« Der er Poesi i dette Sværmeri og i de Udtryk,
hun giver hans Allestedsnærværelse hos hende, sin Længsel, sin tause
Skinsyge paa de berømte Kvinder, der som Fru de Stael komme for at
gjøre hans Bekjendtskab; der er Poesi i hendes Sorg over ikke at kunne
være ham til nogen Nytte og i hendes levende Følelse af sit Værd, sin
Ejendommelighed: »Jeg maa fortælle dig, hvad jeg inat har drømt om
dig. Hyppigt har jeg samme Drøm. Det er mig, som skulde jeg danse for
dig. Jeg har en Følelse, som om Alt maatte lykkes for mig, Mængden
staar om mig. Jeg søger dig. Du sidder frit overfor mig; det er, som
mærkede du mig ikke. — Nu træder jeg frem for dig med gyldne Sko, og
mine blændende Sølvarme hænge skjødesløst ned, og jeg venter. Saa løfter
du dit Hoved, dit Blik hviler uvilkaarligt paa mig, jeg drager med lette
Skridt magiske Kredse, dit Øje forlader mig ikke meer. Du følger mig,
hvordan jeg og vender og drejer mig; jeg føler med Triumf mit Held. Alt,
hvad du neppe aner, det viser jeg dig i Dansen, og du undres over den
Visdom, jeg foredanser dig; snart kaster jeg den luftige Kaabe af og
røber mine Vinger og stiger op paa Højderne. Da fryder det mig, at dit
Øje følger mig, og jeg svæver atter ned og synker i din aabne Favn.«

Der er træffende Finhed i dette Sindbillede og Gratie i denne Skildidng.
Der er i Bettinas Sværmen for Goethe noget af den samme Klatre- og
Stigelyst, som hun lagde for Dagen i sin Barndom. Hun klavrede op
paa Skuldren af den store Olympiers Statue — den hun atter og atter
gjorde Udkast til — drog Stigen op efter sig, og sad ene deroppe,
svælgende i sin Glæde over at være ham saa nær. Dog det, hvorved
Bettina for det unge Tyskland blev en ideal Figur, en Valkyrie, det
var ikke hendes Begejstring for Goethe blot som saadan. Det, som
vandt hende denne Ungdom, det var det politiske Frisind, som brød
frem i hendes Breve, og som hun forgjæves søgte at faa den stille
Mand i Weimar til at dele, det ildfulde Sværmeri for Tyrolernes
Frihedskamp mod de Franske, for Menneskehedens jordiske Velfærd i
Almindelighed, for Fattigdommens, Samfunds-Elendighedens Udryddelse.
Og et mægtigt Indtryk gjorde det at se en Tilbederinde af Goethe som
hende, uafhængigere end Babel, prise Beethovens Bepublikanisme som
større, værdigere end Goethes Fyrstetjener-Troskab. Hun stræber at
bringe Goethe sammen med Beethoven og hun ønsker, hun kunde sende
hans Wilhelm Meister ned i Tyrolerbjergene til Andreas Hofer, for at
han der kunde lære at føle større Begejstring og at øve mandig Daad.
Under Frederik Wilhelm IV. stod hun fra først af Hoffet nær. Hendes
Forhold til Kongen var et aabent, fortroligt; hun havde næsten i samme
Grad som Humboldt Indflydelse paa ham, naar det gjaldt om at ophjælpe
Talentet eller lindre Elendigheden. Ikke længe efter hans Regjerings-
tiltrædelse bragte imidlertid hendes Følelser hende til at optræde
offentligt som Statssocialist. Hun udgav i 1843 Skriftet Dies Buch
gehört dem König, i hvilket hun opfordrer ham til at afhjælpe Nøden
blandt hans Undersaatter. Hun havde fra sin Ungdom af betragtet sig som
de Ulykkeliges naturlige Forsvarer og Advokat. Forladte, sørgmodige
Mennesker tiltrak hende magnetisk, siger Hermann Grimm, der som hendes
Svigersøn har kjendt hende nøje. Af Driften til at hjælpe Andre og af
hendes Barndomsindtryk fra den franske Revolutionstid udsprang hendes
politiske Sympathier, som hun med naiv Tillid til at finde Støtte hos
Kongemagten udtalte uden ringeste Sky. Hun havde i 1831, da Choleraen
rasede i Berlin, uforfærdet taget sig af de Syge og Nødlidende. Idet
hun gik ud fra Berliner-Arbejdernes trykkede Stilling, kom hun paa den
Tanke, at hele Folket var sygt og behøvede Hjælp. Frihed havde altid
været hende et magisk Ord. Det gjaldt for hende blot om, at der fra
rette Sted tonede et «Der vorde Lys!» og Friheden vilde staa op og al
Menneskehedens Følen og Drømmen blive en eneste harmonisk klingende
Marsch med Folkenes Begejstring i Følge. Hun skrev den Bog, hun med
en beskeden Parabel tilegnede Kongen, i Samtaleform. Mest er det
Goethes Moder, der fører Ordet. Der er megen varm Følelse i Bogen, er
ogsaa samlet en Del Material, som illustrerer den lavere Befolknings
Nødstilstand, men der er for liden politisk Indsigt deri til at man
endnu i vore Dage kan arbejde sig igjennem Værket. Hvor Forfatterinden
kulminerer, hedder det: »Vort Tegn er Frihedens Fane; den udbreder
Dagglans midt i Tidernes Nat, dens Glans blænder og vil være dem paa
Bredderne en sand Skræk, medens vi juble og er glade.« . . . Farer?
»Friheden kjender ingen Farer! For den er Alt muligt. Uvejret selv, den
vældigste af alle Storme, er Storadmiral paa vort Barkskib!«Dies’ Buch
gehört dem König. S. 531.

Man begriber, at disse Toner ikke slog an ved Datidens preussiske
Hof. Bogen vakte Opsigt men tilintetgjorde Bettinas gode Forhold til
Kongen. Da den, som venteligt var, kun forøgede den politiske Uvilje hos
Befolkningen, blev hendes næste Bog (om Clemens Brentano) beslaglagt
under et Paaskud, fordi man frygtede en Fortsættelse. Allerede lang Tid
forinden var Bettina imidlertid, som alt berørt, bleven enstemmig hyldet
af den yngre Slægt. Man læse Gutzkows Skildring af sit første Besøg hos
hende, Mundts Fremstilling af hendes Væsen, Kühne’s digterisk beaandede
Karakteristik. Ja selv Robert Prutz, saa streng han er imod alle det
unge Tysklands Medlemmer og Forbilleder, indordner sig blandt hendes
Beundreres Tal. Bettinas Breve, siger Prutz, er vel den gamle Romantiks
sidste, glimrende Opblussen, det knitrende, knaldende Fyrværkeri, med
hvilket Romantiken slutter sin yppige Fest. Men de er tillige Baalet,
paa hvilket den fortærer sig selv, Ildsøjlen der slaar op af dens Aske —
og viser os Vejen.

Den tredje Kvinde, hvis Væsen kom til at gjøre dybt Indtryk paa Slægten
fra 1830, var Charlotte Stieglitz, født Willhöft, en Kjøbmandsdatter fra
Leipzig. Hun var som Barn en stille sjælfuld Natur, senere et tænksomt,
nonnelignende Væsen. I 1822 kom den 21aarige Heinrich Stieglitz til
Leipzig for der at studere Filologi. Han havde i Gottingen, uskyldigt
nok, været indviklet i Retsforfølgelsen mod Demagoger. Han saa godt ud,
havde et forvovent og lidenskabeligt Ydre, og han var Poet. Charlotte
var 16 Aar gammel, regelmæssigt smuk med noget af det Overnaturlige
i sit Væsen, som de gamle Germaner tiltroede de Kvinder, de tillagde
Spaadomsgave. Panden høj og klar og tankefuldt hvælvet, omringet af
brune Lokker, Haaret taarnagtigt opsat, en stærk Profillinje med en
langlig og smal Ørnenæse, en dejlig Mund, store brune Stjerne-Øjne med
en funklende Tapperhed i Blikket. Hun talte altid dæmpet, men sang med
en stor, klar Stemme.

 Er der noget som Digterne i den nyere Tid ikke have forsømt, saa
er det at indprente Menneskene, Kvinderne især, at en Digter er et
højere Væsen. Da Charlotte forelskede sig i den unge, kjønne Poet,
der følte sig stærkt draget til hende, befandt hun sig som henrykt i
en Lykkestilstand. Den Tanke at være en Digters, en virkelig, levende
Digters Elskede — det var Saligheden. Og hun har viet ham hver Følelse
i sin Sjæl, alle Tanker, al Omhu fra hun saa ham første Gang, til hun,
12 Aar senere, for hans Skyld stødte Dolken i sit Hjerte. Endog før hun
blev hans Forlovede gik hun bestandig og ønskede at hun kunde udføre
noget rigtigt Vanskeligt, rigtigt Stort for ham, uden at han erfor,
det udgik fra hende. Der var i hendes Væsen det kvindeligt Tjenende,
det Moderlige, det husholderisk Forstandige og tillige den muntre
Uforfærdethed, som høre til Kvindenaturens bedste Egenskaber. Hun gjorde
Indtryk af lutter Mildhed og Højhed.

Og saa forvexlede hun en umandig Leipzigerstudiosus med det Mandsideal,
hvorom hun drømte, og et lille, underordnet poetisk Talent med en af den
store Kunsts Repræsentanter. For at kunne gifte sig maatte Stieglitz
søge Sysselsættelse og han blev i 1827 paa én Gang Gymnasiallærer og
Assistent ved Bibliotheket i Berlin, men stønnede uforholdsmæssigt under
den Tvang, disse Stillinger paalagde ham. Han var mørk af Lød, heftig af
Sind, stræbende efter at udmærke sig som Digter, men var en rent boglig,
virkelighedssky Kunstevne, og uden Udholdenhed eller Modstandskraft i
Livets Kamp: en af dem, hvem Gjenvordigheder fælde. Han havde det Ydre
af et genialt Menneske, men var inderst inde ganske mat.

Det er en tragisk Misforstaaelse fra hendes Side. Hun troer om ham,
at han er en ubændig Natur. Negt det ikke, skriver hun til ham, Du
har store Anlæg til Røverhøvding. Og hun kalder ham sin sorte, vilde
Dolkesvinger med de funklende Øjne. De er længe forlovede, bo i
forskjellige Byer. Hans Breve er elskværdige, naturlige og varme; han
behøver imidlertid kun lidet hendes Nærhed. Hun, den varmblodigere,
smægter efter ham, hans Person. Hun var det ubændige Naturmenneske, han
det rene Bogmenneske — saa langt fra at være en Røverhøvding som nogen
Bibliothekar i Verden.

Han manglede ikke Evner. Samtidigt med Victor Hugo i Frankrig føler han
sig poetisk draget til Østerland. Han studerer paa sit Bibliothek, saa
nøjagtigt han formaar, de orientalske Rigers Kultur. Deraf fremgaar
de tre Bind Bilder des Orients, han saa møjsomt sammendigtede. Der er
meget nydeligt og anskueligt deri; det var en Uretfærdighed at de helt
oversaas, men den Følelse, der besjæler disse Tyrker- og Perserdigte,
disse Tragedier fra Stambul og Scener fra Ispahan, disse ingenlunde ilde
Digte om Grækenlands Frihedskrig, er altfor spag; den mangler netop det
stærkt Personlige, det Vilde, som Charlotte saa i Heinrich Stieglitz.
Alt dette er altfor litterært.

Da de i 1828 skulde vies og begive sig paa Bryllupsrejse, kjøbte
Charlotte paa sin Brudgoms Opfordring ham et Rejsevaaben, en Dolk,
den samme, hvormed hun sex Aar senere gjorde Ende paa sit Liv. Efter
Brylluppet følger for Charlotte kun en ganske kort Tid af ublandet
Lykke. Men hun gaar helt op i sin Mands Virksomhed og lider under
den Jammer, at han — Geniet — skal spilde saa megen Tid og Kraft paa
Bibliotheket og paa Undervisningstimer. Hendes Liv gaar hen i stadig
Brevskrivning, for at opnaa bedre Vilkaar for ham, til deres fornemme
og rige Slægtninge i Rusland, Ministre og Gehejmeraader, til andre
Beskyttere og Velyndere. Hun opmuntrer ham; hun kan hans Digte udenad
hvert et, hun parodierer et af dem med allerkjæreste Skjelmeri. Da han
længe ikke havde kunnet komme ud af en Scene i sit Sørgespil Selim III,
træder hun ham en Dag, da han kommer hjem, imøde og peger smilende paa
Skrivebordet, hvor denne Scene ligger fuldstændigt udarbejdet. Det er
den sjælfulde Scene mellem Sultanens Moder og Lægen i tredje Akt.

Der var nu og da hvad hun kalder Champagnestemning over hende; hun
sørgede over, at den nu aldrig mere fandtes hos ham. Hun skriver et Digt
til ham med en Gave af sex Fjærpenne: han skal være flink, besluttet,
ikke gruble for længe, før han begynder: Giess ein Füllhorn aus mit
Früchten,

  Blüth’ und Früchte gieb zugleich,

  Weisheit sei in deinem Dichten,

  Witz und Jugend mach’ es reich. Menschen lass uns drinnen finden,

  Menschen, die gelebt, gedacht,

  Lass von Lieb’ dich warm entzünden

  Und von Zorns Gewitternacht.

Men han, i hvis Sjæl hun bestandig troer at finde det Mægtige, det
Titanagtige, der kun ikke vil over hans Læber, er ufrugtbar, ikke blot
umeddelsom, men paa Sindssygens Rand, undertiden maaske endog ude over
Randen. Hendes Opmuntringer møder han med Stumphed. I et af hendes
Breve hedder det: »0 Heinrich, lad os undertiden være inkonsekvente,
flamme op, fortvivle, være himmelhøjt jublende, bedrøvede til Døden, kun
for Guds Skyld ikke stumpe!« Man føler Rahels Aandsbeslægtede, Rahels
Beundrerinde, i disse Ord.

Han sidder hen, forpint af det daglige Slid og af sine overvurderede
Evners Goldhed, snart irriteret, snart hensunken i sørgmodig Sløvhed.
Hun søger og søger efter Midler mod denne Nedspændthed. Nu véd hun, hvad
der er Aarsagen, han er for ene, han har uden Kvinder ikke Impulser
nok, og hun er ikke skinsyg. Hun skriver (Oktober 1834): »Gid du
blot Heinrich vilde træde mere i Brevvexling eller i Forbindelse med
ægte Kvinder. Ægte Kvinder er Digterens sande Publi kum. Det vilde
interessere mig, paa en sand og aaben Maade at erfare, hvad de tænke om
dig og dine Værker. Dn vilde kunne optage meget deraf, lære meget deraf
og fornøje dig derved og have en nyttig og behagelig Adspredelse deri.«

Hun vil, at de skulle rejse, drage vidt omkring, til St. Petersborg, til
Finland. Han opsiger sine Embeder, de rejse. Intet nytter.

Foran Vandfaldet Imatra i Finland sagde hun i Juli 1838 disse
mærkværdige Ord til Stieglitz: »Er det Hele ikke som én stor Tanke,
der har forvildet sig ind i denne Fjældensomhed? Bølgende Følelser og
Tordenstorme, et Uvejr, det var det passende Akkompagnement til denne
Nedstyrten af fraadende Vand. Men tænk dig nu Sangen om den lille Viol
her — hvor kummerligt vilde den lyde, og i og for sig er den dog saa
skjøn. Saaledes forlanger denne bølgende, mægtigt bevægede Tid vældige
Sange. Du vil give den dem [...]«

I Oktober 1833, da han klagede og atter klagede over Livets smaa
Naalestik, svarte hun (som han har noteret): Jeg har iagttaget dig
skarpt og er kommet til den Overbevisning, at hvem der mener det godt
med dig, ordentlig maa gaa ud paa at berede dig en rigtig dyb Smerte.
Intet vilde gjøre dig mere Godt. Intet kunde fremme dig mere. Efter
sindslidende Menneskers Vis kunde Stieglitz stundom være exalteret
og hidsig til det Yderste for saa atter at hensynke i sin sædvanlige
stumme, næsten dyriske Rugen. Paa en Spadseretur viste han sig en Dag
saa fortabt i sig selv, saa sløv for Alt, at hun prøvede paa at gaa fra
ham for at se om han, naar han mærkede det, vilde mande sig op. Han
mærkede det ikke. — Det var som et Varsel om at ogsaa hendes endelige
Bortgang fra ham vilde vise sig ude af Stand til at løfte ham; men hun
forstod ikke Varslet.

Stadigt følte hun Trang til at drive ham ind i det virksomme Liv,
lidenskabeligt opfyldt som hun var af de nærmest foreliggende Tidsideer.
Hun mente, Digteren maatte leve i stadig Vexelvirkning med Omverdenen.
En Dag sagde hun til ham: »Jeg længes ordentlig efter din aandelige
Gjenfødelse. Den vil komme, den vil komme! men gid jeg kunde fremskynde
den — selv om det var ved et Kejsersnit. Men dersom det mislykkedes!«
Og i December 1834 skriver hun for sig selv, at fra det Øjeblik af, da
Schiller træder ind i Goethes Liv, vinder dette Liv i Rigdom, men at ved
Vennens Død havde Goethe kunnet og maattet vinde mere, ifald han ikke
efter sin Vane havde vendt sig diktatorisk bort fra Smerten; han havde
skullet optage den i sig, uudslukkeligt, saa vilde en ny Ungdom i hans
poetiske Frembringen være blomstret op deraf.

I den Maaned var Livsleden hos Stieglitz paa sit Højeste. Hans Sygdom
viste sig da i aandelig Stillestaaen, Udtryksløslied. Forgjæves bønfaldt
hun ham tidt som et Barn, om dog hellere at rase og larme som fordum,
kun ikke saa frygteligt at synke sammen; saa var det hun besluttede at
anvende det sidste Middel, der for hendes uskyldige og overspændte Sind
stod som det, der maatte prøves, det at volde ham den store, simple
Sorg, der vilde vække hans Genius igjen og give hans Poesi nyt Indhold.

Den 29. December 1834, da hun en Aften kom hjem og havde to Timer at
blive alene i, kastede hun ved sin Indtræden i Huset sin korte Pelskaabe
og sin Boa paa Gulvet, ilte ind i sit Sovekammer, lukkede Døren til
Kjøkkenet, hvor Pigen var, ilaas, klædte sig af, vaskede sig, tog en ren
hvid Natdragt paa, skrev nogle Linjer til Heinrich, i hvilke hun udtaler
sin Tro paa at et nyt Liv for ham vil spire af Ulykken og ender med en
Opfordring til ham om nu ikke at være svag, men rolig og stærk og stor.
Saa strakte hun sig ud paa sin Seng og stødte med fast og sikker Haand
Dolken fra deres Bryllupsrejse i sit Bryst. [[en blank linje]]

Ved første Blik synes disse Kvinder, Rahel, Bettina, Charlotte, der
alle blive berømte i Aaret 1835, Intet at have tilfælles. Rahel døer
1833, 61 Aar gammel, og tilhører med sit Livs egentlige Bedrift,
den første energiske Hævdelse af Goethe, lige saa meget det forrige
Aarhundrede som dette. Bettina, der er fjorten Aar yngre, optræder først
et Aarstid efter Rahels Død; hun forener Romantikens højeste Sværmeri
og Usandfærdighed med det unge Tysklands reformatoriske Tendenser.
Charlotte endelig udretter Intet uden at dræbe sig selv, hvad Kvinder
til enhver Tid have gjort, om end aldrig af den Bevæggrund som hun.

Men der er dybere liggende Fællestræk. Først den Uro, som er
Tidsalderens; Uro, ikke i udvortes Jagen, men i Følelsesbevægethed; Uro,
ikke i Nervøsitet som vore Dages, men i evig Selvreflexion. Dernæst den
Ejendommelighed, at Ingen af dem overtræder Samfundets Skranker, skjøndt
Ingen af dem har Respekt for disse Skranker. Saa den mærkværdige ideale
Troskab hos dem alle mod Noget udenfor dem: Rahel er Goethes fra sit
første Aandedræt som voxen Kvinde til sit sidste. Bettina er Goethes
i den Grad, at Oprettelsen af det kolossale Mindesmærke for ham, som
hun helligede sit første Skrift, som hun selv tegnede og lod udføre
i Miniature, i hendes Alderdom formelig blev en fix Ide hos hende.
Charlotte tilhører den Mand, hun sexten Aar gammel har valgt, saa hun
kun lever for ham og døer for hans Skyld.

Fælles for dem alle er et Liv i Begejstringen. Hos den ene ytrer
den sig som en stille og hellig Lue, hos den anden bryder den ud i
et Fyrværkeri af Ideer og Drømmerier, hos den sidste i den store
Besluttethed, der ofrer Livet uden Klage. Fælles for dem er bestemtere
Genidyrkelsen, den stærke, her tysk exalterede Følelse af det poetiske
Genis Værd og Betydning. De vil bidrage deres til Geniets Anerkjendelse
og Forherligelse eller til Geniets Udvikling og Frigjørelse, og gaa
op i denne Attraa, ligegyldigt om de have mødt en stor eller en
uværdig Gjenstand. Fælles for dem er endelig Følelses- og Tankelivets
overordentlige Originalitet. De ligne ingen andre Mennesker i Verden.
Aldrig har der existeret en følende Grublerske som Bah el, aldrig en
Sylfe og Sværmerske som Bettina, aldrig en Selvmorderske som Charlotte,
Selvmorderske i Kraft af en højsindet, men urigtig æsthetisk Theori.

Den, der attraar en dybere historisk Forstaaelse, ser desuden i Rahels
Selvreflexion den første Form, som Kvindens Frigjørelsesdrift i dette
Aarhundrede i Tyskland maatte antage; denne høje intellektuelle
Selvstændighed maatte naaes, før Kvinderne i et Land, hvor man i
Aartusinder havde henvist dem til Hjemmet, kunde stræbe videre frem.
Forskeren læser fremdeles i Bettinas tredobbelte Begejstring for
Goethe, for de politiske Frihedstanker og for de sociale Reformforslag
Kunstperiodens Overgang til Liberalismens og Socialismens Tidsalder. Han
ser endelig i Charlottes Selvmord et Udtryk for Datidens Kvinders Attraa
efter at rive Mændene ud af litterær Qvietisme og stille dem Ansigt
til Ansigt med Livets Alvor og Pathos. Hele Tidsalderen taler igjennem
hendes Mund, da hun siger Stieglitz, at Sangen om den lille Viol er
umulig med Akkompagnement af et Vandfald. Ingen af disse Kvinder kunde
da paa noget andet Tidspunkt have udviklet sig til det, de blev; Ingen
af dem vilde til nogen anden Tid være bievne forstaaede og vurderede som
de gjorde. Vi have allerede nutildags al Møje med at forstaa dem.

Betegnende er det, at i disse Kvinders Liv forekommer Ordet Arbejde
ikke. De have ikke methodisk lært det Allermindste, og i deres Angst
for Ukvindelighed er de stolte deraf. Vi saa det hos Rahel. Selv den
ganske ualmindeligt sprogkyndige Henriette Herz er dybt krænket over, at
Jean Paul i et Brev har skrevet Ordene »M. Herz og hans lærde Hustru«.
Charlotte Stieglitz har ingen Anelse om, at Talentet udvikles ved
Arbejd, ved haardnakket Flid, og ikke ved Dødsfald. Bettina endelig,
Bajaderen, der som Mignon danser mellem Æg, har intet med Arbejd at
gjøre. Man føler det med Mishag, naar man følger det uordentlige
Foredrag i hendes saa upolitiske Bog til Kongen.

Henad Aaret 48 begyndte man at indse, at denne Aandrighed vilde
have været solidere, sandere, varigere, ifald disse Kvinder havde
vidst Noget, havt et Studium eller dyrket en Videnskab. Al denne
Tankeflugt kunde have været dobbelt saa værdifuld, ifald den havde været
underkastet en første Disciplin. Flugt uden foregaaende Tugt er ofte
Kraftspild. Havde Rahel havt et Kundskabsgrundlag at staa paa, vilde
hun have kunnet virke anderledes paa Efterkommerne. Nu flagre hendes
Indfald, dunkle og klare, Avner og Sædekorn, for alle Vinde.

Man troede i Trediverne endnu paa en Inspiration, der fritog for Viden,
paa en Hjærtets Moral, der fritog for at reformere det gamle Samfunds
Moral, paa en Regeltrods, der lod alle Regler staa, men selv gik udenom
dem. Her traadte det unge Tysklands Mænd til og forsøgte at gribe ind.

I Fyrrerne var man klar over, at der gaves Noget, som var mere værd end
aandfuldt Snarsyn og et Liv i den indre Verden alene. Der gaves ydmygt
og dristigt Arbejd i Videnskab og Politik. Vi se den tyske Filosofi
udvikle sig i Retning af Radikalisme og vi støde paa Digtere, der stræbe
at bryde den politiske Frihed en Vej.

XXIV.

Ved Aaret 1840 træder den litterære Bevægelse ind i et nyt Stadium, et
mere filosofisk og politisk. Endnu en Generation var skudt i Vejret, som
skyldte Hegel sin dybeste Dannelse, og mærke ligt nok: paa den virkede
Hegel især politisk. Schelling havde i sin Tid betegnet Kunsten som
Aandens højeste Form. At Kunstneren er det sande Menneske — det var
hans og Romantikernes Grundsætning. Men hvad Kunsten var for Schelling,
det var for Hegel Historien: Frihedsideens evige Fremskriden, Frihedens
store Heltedigt. Og hvad Kunstværket havde været for Schelling, det var
for Hegel Staten. Over Kunstneren staar for ham som det sande, fuldendt
menneskelige Menneske Borgeren i en Retsstat.

Den yngste Slægt lærte da nu af den Hegelske Filosofi at gjøre Statens
Reform til sin Opgave. Det unge Tysklands Mænd holdt den ikke meget af.
For den stod det, som havde disse Mænd hverken i Filosofi eller Politik
holdt Farve, da det kom til Stykket. Ungdommen fra 1840 fandt det unge
Tyskland altfor belletristisk, altfor epikuræisk, den vilde ikke mere
høre eller istemme den gamle Vise om Kjødets Æresoprejsning. Heine havde
i Atta Troll ladet den unge Slægt vide, at Karakter uden Talent kun var
en Bjørn ; de unge svarte, at Talentet uden Karakteren kun var en Abe,
undertiden en meget pudserlig Abe, men aldrig meer end det.

At den Hegelske Filosofi nu paany optraadte som ledende Magt, det blev
klart, da Hallische Jahrbücher som det Hegelske Venstres Organ blev
stiftet af Ruge og Echtermayer. Dette Tids skrift udstrøede fra 1838
af de Ideer, som dannede ikke blot Datidens Politikere, men ogsaa dens
Poeter. Det var i alt Væsentligt de samme Grundsætninger, i hvis Navn
det unge Tyskland engang var rykket i Marken, men som nu forkyndtes med
mere videnskabelig Dannelse og større Fasthed. De Ældre havde Valget
imellem at slutte sig til Unghegelianerne eller at misbillige deres
egne Ungdomsgrundsætninger nu, da de udtaltes af Andre. De kjendte, som
rimeligt var, ikke deres egne Anskuelser igjen i denne stridbare Ungdoms
Mund, og det kom til mangt et Sammenstød mellem den yngste Slægt paa den
ene Side og Laube, Mundt, Gutzkow paa den anden.

Statsideen, det var den nu fremtrædende Generations centrale Ide. Dens
Ideal var Staten som levende Organisme, virkeliggjort i alle dens
Borgeres Sind. Under de talrige filosofiske, theologiske, æsthetiske
Fejder, som denne Ungdom fører, er bestandigt Staten og Nødvendigheden
af dens Omdannelse alle Undersøgelsers Resultat. Her forberedes den
Opgaaen i Statstanken, som er bleven saa betegnende for senere Dages
Tyskland, og som fik selv en Revolutionær, men en hegelsk Revolutionær,
som Lassalle til engang at udbryde: »Tal ikke ondt om Staten! Staten,
det er Gud.« Det er et Symbol paa den litterære Udviklings Beskaffenhed,
at som et filosofisk Tidsskrift havde de Halle’ske Aarbøger begyndt; som
et politisk blev de undertrykteSmlgn. R. Prutz: Vorlesungen über die
deutsche Litt. der Gegenwart..

Det nye politiske Princip, der gjennemtrængte Folket, brød snart ogsaa
frem i Poesi, i Digte og Sange. Den politiske Poesi blomstrer frem netop
i de samme Aar, i hvilke Aarbøgerne udkomme, og forplanter det politiske
Frisind til langt videre Kredse. Fra Begyndelsen af var den politiske
Lyrik vel mest Rhetorik uden kunstnerisk Værd, men den fælles tyske
Nationalfølelse havde saa længe slumret, at blot Stikord som Frihed og
Fædreland virkede elektrisk.

Den 7. Juni 1840 havde Friedrich Wilhelm IV besteget Preussens Trone, i
Et og Alt den mest udprægede Kontrast til den Mand, der fra 1797 af 42
Aar igjennem havde holdt det preussiske Scepter i sin Haand. Friedrich
Wilhelm III havde været en Soldaternatur; Sønnen var en Kunstnernatur
med halve og halvkvalte Talenter, en Dilettant i Kunster og Videnskaber.
Faderen havde været en ædruelig Karakter uden Sving, beskeden, men
stædig; Sønnen var modtagelig for Indtryk som en Kvinde, en Sværmer og
Fantast. Faderen havde været et Pligtmenneske, en brav, tør, indskrænket
Mand; Sønnen var en Romantiker og et ypperligt Hoved, berømt for sine
Indfald og Vittigheder. Faderen havde været høj, slank, soldateragtig i
Holdning og Gang og Dragt; Sønnen havde runde fyldige Træk, der mindede
om Dronning Luises, var mere fed end muskuløs, hastig og ustadig i
sine Bevægelser, meddelsom, selskabelig, evigttalende. Faderen havde
været paalidelig; Sønnen var interessant. Der er for Danske Noget i
Modsætningen imellem dem, som minder om den mellem Frederik VI og
Christian VIII.

Saa ypperlige Opdragere Fr. Wilhelm IV som Kronprins end havde havt i
alt Militært, led han dog ikke Militærvæsenet. Vel kaldte han sig gjerne
preussisk Officer, men han trættedes ved den Tvang og det Pedanteri, der
uundgaaeligt er forbundet med Hærvæsen i Fredstid, og han spottede endog
nu og da i ganske uhohenzollernsk Aand Paradetjenesten. Dog kunde han
stundom, ganske mod sin Vane, blive Fyr og Flamme som Hærfører. Al denne
Militærmusik, al denne Vaabenklirren, disse Kommandoraab og Salver ved
Revuerne satte ham i en poetisk Ophidselse — engang ved en stor Manøvre
havde han endog, henrevet af krigerisk Begejstring, fortsat Skinkampen
helt ind i Byen Berlin, ubekymret om den Forvirring, han fremkaldte, og
om de Hundreder af Buder, der sprang ved Kanonsalver i Gaderne Prütz:
Zehn Jahre, I, 77..

Dog i Regelen omgikkes Kronprinsen Viden skabsmænd og Kunstnere, Lærde
som Humboldt, Historikere som Ranke, Malere som Cornelius, Billedhuggere
som Rauch. Han sysselsatte sig med arkitektoniske Udkast, studerede
de antike Former i deres Anvendelse paa Kirkebygningskunst i den
byzantinske Stil, stræbte at opnaa Effekter ved Kolonnader og Haller.
Han udkastede ideale Landskaber med Reminiscentser af syditalienske
Middelhavskyster. Han diskuterede Musik og Poesi. Han fremmede især de
Forskninger, der gik ud paa gammeltyske Tilstande, paa gammel Kunst,
der var traadt i Religionens Tjeneste osv., og denne megen Syslen med
Fortiden bestyrkede hans Afsmag for den Tid, hvori han levede, og
udviklede hans Tilbøjelighed til at gjenoprette det Gamle eller dog
modsætte sig Reformer i moderne Aand.

Denne Tilbøjelighed kunde ikke andet end næres ved den unge Fyrstes
Omgang med Gejstlige og med en lille fortrolig Kreds af romantisk
sindede Aristokrater. Han havde fra sin Barndom af været religiøs.
Han havde som Barn i Krigen mod Napoleon indsuget Troen paa den gamle
Statsordens Hellighed, paa Kongedømmet af Guds Naade og paa Østerrigs
Mission som det hellige romerske Riges Arvetager. Han tilegnede sig
det hele System af Tanker og Sværmerier, som Joseph de Maistre først
og ypperst gav UdtrykSe Hovedstrømninger, II, 364 ff.. Han studerede
Hallers Naturvidenskabernes Restauration. For ham blev Kronen snart
et mystisk Klenodie, en Forening af Oldtidens Præste-Pandebaand og
Diktatorens gyldne Krans, Kongedømmet et Sakramente, Kongen selv en fra
oven umiddelbart Inspireret. Og hvad Forholdet angik mellem Konge og
Folk, saa stod det patriarkalske Forhold for ham som Idealet, omtrent
som samtidigt for det saakaldte unge England, der sluttede sig om
Disraeli. (Se mit Skrift om Disraeli S. 196). Med al den Tillid, som
et i politisk Henseende endnu barnligt Folk kan vise en ny Konge,
kom Preussen Fr. Wilhelm IV imøde. Man havde tillagt ham som alle
Kronprinser langt større Frisind end Faderen. Folkets Forhaabninger
og Forventninger lagde nu Glans om hans Skikkelse. Han begyndte paa
Kongers Vis med en Gjerning, der syntes at tale for Rigtigheden af
de folkelige Formodninger om hans Sindelag: han gav en almindelig
Amnesti for politiske Forseelser. Saa blev da det Haab allevegne næret,
at han vilde tilfredsstille Befolkningens politiske Attraa og give
Preussen det Gode, man betragtede som Betingelsen for alle Fremskridt,
en konstitutionel Forfatning.

Vi have ovenfor (Side 3 ff.) seet, at det preussiske Folk sad inde med
bestemte kongelige Tilsagn derom, hvis Opfyldelse uredeligt var trukken
i Langdrag. Des fastere haabede man nu at se det gamle Kongeord indløst.

Kort efter den nye Konges Tronbestigelse blev der udskrevet en
Hyldingslanddag for Provinsialstænderne i Provinserne Preussen og Posen.
Den skulde træde sammen i Königsberg. Stænderne i Provinsen Preussen
besvarede Meddelelsen derom med et i de allerærbødigste Udtryk holdt
Andragende, i hvilket de anraabte Kongen om at opretholde og fuldføre
den af hans glorværdige Fader grundlagte Repræsentativforfatning; denne
havde — her som altid sit Løfte tro — indført Provinsialstænder, men
overladt Fuldendelsen til sin kongelige Efterfølger, »hvem Landets
trofasteste Kjærlighed og inderligste Ønsker strømmede imøde« (in
welchem die treuste Liebe und die innigsten Wünsche des Landes sich
begegnen).

Den lavere Borgerstand i Provinsen, alle de, der haabede paa Fordel
i deres Erhverv ved de forestaaende Festligheder i Königsberg,
misbilligede i højeste Grad dette Skridt som egnet til at fortørne
Kongen. De højere Stænder indbildte sig derimod, at den saa højtbegavede
Konge med Glæde strax vilde imødekomme det berettigede Ønske;
Ingen maatte jo bedre end han kunne indse Mangelen ved den gamle
Stænderordning. Men hverken de, der frygtede et Udslag af den kongelige
Vrede, eller de, der ventede et Udslag af det kongelige Frisind, fik
Ret.

Fr. Wilhelm IV’s ubestemte Svar gik ud paa, at Stænderforfatningen
hvilede paa et nationalt, historisk Grundlag-, Kongen havde den mest
levende Interesse for disse Stænder, han var fast besluttet paa at følge
[gaa videre paa?] den af hans Forgænger betraadte Vej; de tro Stænder
kunde »i fuldeste Maal have Tillid til hans Hensigter« med Hensyn til
Landdags-Institutionen.

Saa lidet dette Budskab end direkte lovede, modtoges det med Jubel. Saa
stor havde hos Nogle Frygten været for en haard Affærdigelse, og saa
stort var det sangvinske Haab hos Andre. Hyldingsfesten i Königsberg gik
under disse Omstændigheder af under almindelig Begejstring. Men dens
skjønneste Øjeblik var det, som fulgte lige efter at de Deputerede Ord
for Ord havde gjentaget den Hyldingsed, der blev dem foresagt. Thi neppe
var Ekkoet af det 400 stemmige Amen døet hen, før man saa Kongen rejse
sig fra Tronen, der stod paa en aaben Balkon, træde hen til Altanens
Rækværk og med løftet Arm, som om ogsaa han aflagde en Ed, begynde en
Tale til Forsamlingen. Man hørte hvert Ord. Han lovede at ville være
en retfærdig Dommer, en trofast, omhyggelig og barmhjærtig Fyrste, en
kristelig Konge som hans uforglemmelige Fader, og han sluttede med denne
Vending, der røber det litterære Talent: »Maatte Gud ville opretholde
vort preussiske Fædreland for sig selv, for Tyskland og for Verden,
mangeartet som det er og dog ét, som det ædle Erts, der er sammensmeltet
af mange Metaller, men dog kun er et eneste ædelt Metal — ikke udsat for
nogen anden Rust end Aarhundredernes forskjønnende Rust!«

Overraskelsen over, at en Konge af Preussen saaledes af egen fri Vilje
gav sit Troskabsløfte til Gjengjæld for sit Folks, og Indtrykket af
den livfulde og vindende Personligheds tilsyneladende Improvisation
virkede i Forening. Der var ingen Ende paa Jubelen. Oppe paa Balkonen
brød Dronningen ud i Graad; nede i Befolkningen græd man, smilte gjennem
Taarer, trykkede hverandre i Hænderne. At der i Kongens Tale ikke
fandtes noget tydeligt politisk Tilsagn, men Alt var frisindet Velleitet
og romantisk Talebrug, det blev i Henrykkelsen overseet.

Dog Hyldingen i Königsberg skulde kun være Forspillet til den store og
festligere Hylding i Berlin. Man stod endnu under Indtrykket af den
Glorie af gyldne Løfter, der laa om Kongens Person. Man vilde gjøre
Alt for at vise ham sin Hengivenhed og vilde give Festen et Præg, der
ret kunde tiltale ham. Ikke det paraderende Militær skulde være det
fremtrædende Element, nej man vilde give Hyldingen Karakter af en
tysk-middelalderlig Borgerfest, i hvilken Laugene med deres Faner og
Emblemer traadte op i Processioner paa titusind Mand. Ja man borttog —
for at glæde Kongen ved en lille Overraskelse — et helt fremspringende
Murværk ved Raadhuset, en Anstødssten, mod hvilken hans Vogn en Gang,
mens han var Kronprins, havde stødt an.

I Mellemtiden mellem de to Hyldinger var imidlertid en Begivenhed
indtruffet, der maatte give Befolkningen Indtryk af Vankelmod hos
Kongen. Der var bleven udstedt en kongelig Kabinetsordre af 4. Oktober
1840, der udtrykkelig — for at hindre enhver vildfarende Anskuelse —
erklærede, at Kongen paa ingen Maade ved sine anerkjendende Ord om
Stændernes tro Sindelag havde udtalt sig for en Repræsentativforfatning
overensstemmende med Forordningen af 22. Maj.

Fyrsternes og de høje Herrers Hylding skulde finde Sted paa Slottet i
Berlin, Borgernes paa Pladsen foran Slottet, den saakaldte Lustgarten.
Men det øsede fra den tidlige Morgenstund ned i Strømme. To hele Timer
stode Borgerne paa Pladsen og gjennemblødtes, medens Kongen modtog
Hyldingstaler af Fyrsterne, Adelen og Gejstligheden og lod sin egen
Veltalenhed spille — oppe under Tag.

Endelig traadte han ogsaa her ud paa den aabne Balkon. Man var denne
Gang forberedt paa, at han vilde tale, man troede ikke mere paa nogen
Improvisation; det havde jo været en Fornærmelse mod Berlinerne, om
Kongen, der havde holdt Tale for Konigsbergerne, lod sig hylde af dem
uden et Svar. Og han talte. Man saa, han slog ud med Haanden; men
Pladsens Omfang, den fygende Vind og den susende Regn bevirkede, at
Ingen kunde høre en Sætning. Man passede paa, naar Kongen tav, og hver
Gang brød loyale Jubelraab ud, da man troede, han var til Ende; men
han vinkede og blev ved. Man saa ham gestikulere. Regnen strømmede og
Kongen talte bestandig. Fire Gange raabte man Hurra i den Tro, at nu
var han færdig, og fire Gange begyndte han paany: Han lovede at føre
sit Regimente i Frygt for Gud og Kjærlighed til Menneskene: med aabne
Øjne, naar det gjaldt Folkets og Tidens Tarv; med lukkede, naar det
gjaldt Retfærdighed; men Antithesen gik tabt i Regnskyllets Susen. Han
skreg: »Vil De i denne Stræben holde trofast ud med mig i gode og onde
Dage? O, saa svar mig med vort Modersmaals skjønneste, klareste Lyd,
svar mig et ærligt Ja!« — Og fra Pladsen lød Bravo! Bravo! Man forstod
ikke Spørgsmaalet; man troede, han var færdig. — Men Kongen vinkede med
Haanden og blev ved og sluttede endelig med denne aandrige Vending, der
tog selve Regnskyllet til Indtægt som gunstigt Varsel, men der desværre
gik tabt som alle de andre: »Jeg vil holde mine Løfter, som jeg har
givet i Königsberg og her, saa sandt hjælpe mig Gud! Til Vidne derom
løfter jeg min Højre mod Himlen. Fuldend nu De den høje Festlighed, og
Guds befrugtende Regn hvile over denne Time! —«

Men Guds befrugtende Regn druknede den høje Festligheds Stemning, heldte
sin kjølende Prosa over de Tiltalte som over Taleren.

Nogen Holden af Løfter mærkedes der ikke til; heller ikke kunde Nogen
nævne, hvilke Løfter Hs. Maj. da egentlig havde givet. Imidlertid viste
den nye Konge og det nye Regimente mere og mere deres sande Aasyn.

Istedenfor den afdøde Altenstein, Hegels og Hegelianernes Beskytter,
udnævntes til Kultusminister Eichhorn, der var begyndt at optræde
som Pietist, og fra hvem der, som Rygtet fortalte, truede en skarp
Helligdagsforordning, ja endog et Religionsedikt med Kirkedisciplin
for Embedsmænd. Uviljen herover blev saa stor, at man ved Haarene
greb en Lejlighed til at lægge den for Dagen. Kongen havde ønsket
Opførelsen af Racines Athalie. Mod Stykket i og for sig var Intet at
indvende, men Stoffet var religiøst, Tragedien oprindeligt skrevet
for et Klosters Beboerinder. Ved den første Opførelse 4. Januar 1841
peb Publikum Stykket ud, en Demonstration, der ikke blev misforstaaet
af Nogen. Ophidselsen var dog langt stærkere mod Ministeren end imod
Kongen. Thi at Kongen var en Troende, derpaa tvivlede Ingen, men om
Eichhorn mente man fra hans tidligere Liv og tidligere Omgangskreds at
kunne slutte det Modsatte. Og da han offentligt brugte Udtrykket «»den
kristelige Stat«, ↄ: den, til hvilken de Ikke-Orthodoxe ikke skulde
regnes med som egentlige Borgere, begyndte en Kamp mod dette Udtryk,
»denne runde Firkant«, som man kaldte det, med alle Alvorens og Spottens
Vaaben. Til alt Uheld havde Kongen faa Maaneder forud, under et af sine
forbigaaende Anfald af politisk Frisind, maaske paa Grund af sin Sans
for Vittighed, gjort Karikaturtegningen censurfri. Overalt saa man
Eichhorn som Egern gnave paa Bladene, knække den kristelige Stats hule
Nød osv.; ja selv paa Kongen forgreb de utaknemmelige Karrikaturtegnere
sig, og Heine, Tidsalderens største Karikaturtegner, rettede mod den
kongelige Ubestemthed disse Strofer af »Den nye Alexander«: Ich ward
ein Zwitter, ein Mittelding, das weder Fleisch noch Fisch ist, Das von
den Extremen unserer Zeit ein närrisches Gemisch ist. Ich bin nicht
schlecht, ich bin nicht gut, nicht dumm und nicht gescheute, Und wenn
ich gestern vorwarts ging, so geh ich rückwärts heute. Dog Eichhorn
nøjedes ikke med at kristne Staten; han stræbte at kristne Videnskaben.
Navnlig gjaldt det for ham om at fortrænge den hegelske Filosofis
Repræsentanter fra gode Stillinger og indflydelsesrige Embeder; thi
denne Filosofi var Kongen imod, den bød ikke hans Fantasi nogen Næring.

Det var efter Kongens Vilje, at Schelling efter Hegels Død var bleven
kaldt fra München til Berlin for fra Hegels Lærestol at forkynde sin nye
Filosofi, den i Aaringer med saa megen Charlatanisme hemmeligholdte, men
efter Reklamerne at dømme epokegjørende »Aabenbaringens Filosofi«.

Man gav ham en Indtægt, som endnu ingen preussisk Universitetsprofessor
havde havt — det lied sig, at den var næsten saa stor som en Primadonnas
i Balletten — og det var visselig ikke Kongens Skyld, at der trods alle
Schellings Bestræbelser ikke viste sig nogen Udsigt til at faa den
Hegelske Vantro udryddet. I Virkeligheden var Schellings Optræden en
Fiasco. Han følte sig ramt af en hel Ungdoms Foragt. Chr. Kapp skildrede
i en god Bog den kristelige Hoftænkers forskjellige Forvandlinger fra
Ungdommens Dage til da, hans Frafald fra sig selv, hans Humbugsforsoning
af Tro og Tanke, og Ludwig Feuerbach stemplede ham med hele sin Stils
Energi som det nittende Aarhundredes filosofiske Cagliostro og hans
Filosofi som en theosofisk Farce.

Eichhorn foretog nu en hel Række Foranstaltninger mod Videnskaben.
Han fastsatte for de preussiske Universiteter et vist Antal normerede
Docentpladser, hvorved han højligt indskrænkede Privatdocenternes Antal
og forøgede Ministeriets Magt. Han afskedigede Professor Hoffmann
(von Fallersleben) i Breslau, fordi denne i sine Upolitiske Sange
i en uskyldig Form havde skjæmtet med Politiken. Disse Sange var
nemlig saa iørefaldende, saa joviale, svarte saa nøje til den jævne
Borgerstands Dannelse og Liberalisme, at de indgjøde Magthaverne Angst.
— Bibelkritikeren Bruno Bauer mistede Retten til at docere i Bonn paa
Grund af sine to kritiske Skrifter om de fire Evangeliers Ægthed. De
servile Fakulteter gik Ministerens Ærind: selvfølgelig var de for
Videnskabens fulde Frihed, men theologisk Docent kunde Bauer ikke være.
Det nyttede ikke, at den hegelske Theolog Marheineke i Berlin uforfærdet
erklærede, at ogsaa han ønskede, Bruno Bauer maatte træde tilbage som
Privatdocent, men kun fordi en saa eminent Kritiker, en Mand af saa
omfattende filosofisk Dannelse burde forfremmes til en indflydelsesrig
Post. Bauers Skjæbne var afgjort. — Studenterne i Halle havde indgivet
et Andragende om, at David Strauss maatte kaldes dertil som Professor.
De modtoge til Svar en Irettesættelse, og de tre iblandt dem, der først
havde underskrevet Ansøgningen, bleve relegerede fra Universitetet. —
Endelig hændte det, at da Gans var død, kaldtes Reaktionens bekjendte
Jurist Stahl (Forfatter til Umkehr der Wissenschaft) i hans Sted til
Berlin. Regjeringen havde den Ydmygelse, at han under sit første
Foredrag blev trommet ud af Salen af Studenternes Fødder.

Saa udkom i Sommeren 1841 nede i Schweiz en lille Bog, Gedichte eines
Lebendigen. Man læste i den mangen forbausende Strofe, saaledes denne:
Reisst die Kreuzer aus der Erden!

   Alle sollen Swerter werden!

   Gott im Himmel wirds verzeihn.

   Lasst, o lasst das Verseschmeissen,

   Auf den Amboss legt das Eisen,

   Heiland soll das Eisen sein. Og et andet Steds: Brause, Gott, mit
Sturmesodem durch die fürchterliche Stille, Gieb ein Trauerspiel der
Freiheit für der Sklaverei Idylle! Lass das Herz doch wieder schlagen
in der Brust der kalten Welt Und erweck ihr einen Rächer und erweck
ihr einen Held! Samlingen indlededes med en poetisk Udfordring An den
Verstorbenen», rettet mod Fyrst Pückler, der havde skrevet under dette
Navn. Han var opfattet som Repræsentant for den slappe Fornøjelsessyge,
der søgte Adspredelse paa lange Rejser. Uretfærdigt var Angrebet, men
hvor det klang!

Den anonyme Forfatter, hvis Navn hurtigt blev bekjendt, var den
24-aarige Georg Herwegh, (født 1817 i Würtemberg), forhenværende Elev
af det bekjendte Tübinger-Stift, der paa Grund af en Strid, han under
Aftjeningen af sin Værnepligt havde havt med en Officer, havde levet
nogle Aar som Landflygtig i Schweiz i fortrolig Omgang med andre
Landflygtige og andre ungdommeligt Radikale. Hans Digtsamling med dens
friske men ubestemte Radikalisme, opnaaede i ganske faa Maaneder en
umaadelig Udbredelse i Tyskland og slog allevegne an. Der var en god Del
Uklarhed i disse Digte. Snart drog Forfatteren i Leding mod Tyranner,
snart mod Filistre, snart betegnede han Fjenderne som fremmede,
snart som indenlandske, snart talte han som overbevist Republikaner,
snart henvendte han sig i Platens Spor til Kongen af Preussen, med
indtrængende, bedende, advarende Ord, men tillige med Forsikringen om,
at det endnu var Tid for ham: Du bist der Stern, auf den man schaut,

Der letzte Fürst, auf den man baut.

Dog Samtiden oversaa Mangelen paa Sikkerhed i Digterens Standpunkt; hans
Begejstring smittede, hans lyrisk-rhetoriske Velklang henrev. Siden
Goethes og Schillers Tid havde ingen Lyriker taget Hjerterne saaledes
med Storm, og fra Alperne til Østersøen sang Ungdommen: »Reisst die
Kreuzer aus der Erden!«

I Efteraaret 1842 foretog Herwegh en Rejse igjennem Tyskland. Han havde
et praktisk Maal med denne Rejse; hvad han som Digter havde begyndt, det
vilde han føre videre som Journalist, som politisk Skribent; han rejste
for at sikre sig Medarbejdere til et politisk Maanedsskrift, som skulde
hedde Der deutsche Bote aus der Schweiz. Men rundtom blev han modtaget
som en Triumfator. Glimrende Festmaaltid i Köln, Studenterserenade i
Jena, Festmaaltid i Leipzig; aldrig endnu var en tysk Digter bleven
saaledes hyldet.

I Berlin, hvortil Herwegh kom sidst i Oktober, kunde Digteren ikke vente
at vække en lignende Opsigt, saa meget mindre som han efter Ruge’s Raad,
der her ledsagede ham, afslog Tilnærmelser af en forkommen radikal
Forening; men her indtraf en Omstændighed, der gjorde langt stærkere
Indtryk paa Offentligheden end nogen folkelig Hyldest kunde have gjort:
Kongen udtalte Ønsket om at gjøre Herweghs personlige Bekjendtskab.

Fr. Wilhelm IV’s æsthetiske Sympathier havde hidtil kun vist sig i,
at han til Berlin havde kaldt den gamle, gigtsvage Ludwig Tieck,
der undertiden forelæste ved Hoffet og satte Skuespil i Scene, samt
Friedrich Rückert, der skulde medvirke til Gjenoplivelsen af de
orientalske Studier ved Universitetet, men som viste sig ganske uegnet
dertil. Det fordomsfri Forhold til tysk Litteratur var desuden langt fra
at være nogen Hohenzollernsk Familietradition. Der var for den Herwegh
tilstaaede Audiens kun tilnærmelsesvis et Præcedens, og det i Kongens
eget Liv, nemlig hans private Svar til Platen i Anledning af den Ode,
hvori denne havde lagt ham det ulykkelige Polens Sag paa Hjerte (se
ovenfor S. 32); det hed sig, at den daværende Kronprins i et hjerteligt
Brev havde udtalt den varmeste Sympathi for Polakkerne og beklaget sin
Mangel paa Evne til at hjælpe. Den Ode, Herwegh havde rettet til Kongen,
anraabte ham om at slaa Klerikalismen ned; det overraskede behageligt,
at Kongen altsaa ikke havde følt sig saaret af den.

Under Audiensen, der fandt Sted 19. November 1842, forholdt Herwegh
sig noget taus og trykket af Situationen. Kongen var efter sin Vane
veltalende og meddelsom. Han havde, hed det sig, omtrent udtalt sig
som følger: »Jeg har i Aar allerede modtaget én af mine Fjender Hr.
Thiers — Thiers havde i 1840 truet med Krig paa Grund af Stormagternes
Partitagen for Sultanen mod Paschaen af Ægypten — men jeg glæder mig
mere over at se Dem. Vi have hver sit Kald at følge, jeg som Konge, De
som Digter. Jeg bliver mit Kald tro, gjør De ligedan! Intet afskyer
jeg mere end Karakterløshed; jeg agter Oppositionen, naar den kun har
virkelig Overbevisning (wenn sie nur gesinnungsvoll ist).« — Og idet
han med Hentydning til Herwegh’s Ungdom spaaede ham »en Damaskusdag«,
sluttede han med Ordene: »Indtil da vil vi forblive ærlige Fjender.«

Hvad der sivede ud i Publikum angaaende denne Sammenkomst mellem Konge
og Digter, vakte blandt de oppositionelle Skribenter i Datiden dels
barnlig Misundelse, dels barnlig Harme. Man mente, at Herwegh burde
have benyttet Lejligheden til (à la Marquis Posa) af Kongen at fordre
politisk Frihed for Preussen.

Faa Dage efter Audiensen forlod Herwegh Berlin, modtog et nyt
Festmaaltid i Königsberg og overraskedes der af den Efterretning, at
hans projekterede Tidsskrift allerede før dets Udgivelse var blevet ramt
af et skjærpet Forbud i Preussen. Det var egentlig en Selvfølge, da alle
Bøger, der udkom udenfor Preussen (derfor ogsaa Herweghs Digtsamling)
naar de ikke havde særlig Bevilling, var forbudne. Herwegh havde kunnet
sige sig det forud. Men i sin Ophidselse over de Anklager for Forræderi,
der hist og her kom frem i den radikale Presse, tabte han Ligevægten
overfor denne Gjenvordighed og rettede direkte til Kongen et lige
ubehændigt og umandigt Brev, fuldt af Pathos.

Han beraabte sig paa det ærlige Fjendskab, Kongen havde lovet ham;
dette Løfte var brudt ved Forbuddet; han vilde ikke bede Kongen kalde
det tilbage, skjøndt det var haardt for ham at se sin Muses Barn truet
allerede i Moders Liv, og som Individ at leve i evig Kamp mod et helt
Statsprincip; iøvrigt skadede Forbuddet intet; af hans ligeledes
forbudne Digte var han saa lykkelig netop nu at udgive femte Oplag. Men
det havde været ham en Hjertets Trang at rette et sidste, ærligt, om end
lidenskabeligt Ord til Kongen, et Ord under fire Øjne, dog ikke blot
hans, men Tusinders Ord osv.

Var Brevet i og for sig uværdigt og dumt, saa var dets Offentliggjørelse
i en Leipziger Avis faa Uger efter en Taabelighed, der hævnede sig. I
Stettin modtog Herwegh en Udvisningsordre; Gendarmer holdt Vagt til han
var steget ind i Postvognen. I Halle fik han end ikke Lov at stige ud.
Saa festlig Modtagelsen i Preussen havde været, saa lidet hjertelig var
Afskeden. Den store Spotter Heine skrev i Digtet Der Ex-lebendige disse
Strofer: Aranchuez! in deinem Sand’

Wie schnell die schonen Tage schwanden,

Als ich vor Konig Philip stand

Und seinen uckermarkschen Granden. Er hat mir Beifall zugenickt,

Als ich gespielt den Marquis Posa,

In Versen hab ich ihn entzuckt,

Doch ihm gefiel nicht meine Prosa. og endnu blodigere i «Die Audienz»
om det schwabiske Pattebarn: Ich will, wie einst mein Heiland that,
am Anblick der Kinder mich laben, Lass zu mir kommen die Kindlein,
zumal — das grosse Kind aus Schwaben. So sprach der König, der Kämmerer
lief und kam zurück und brachte Herein das grosse Schwabenkind, das
seinen Diener machte. Der König sprach: du bist wohl ein Schwab? Das ist
just keine Schande. Gerathen! erwidert der Schwab, ich bin geboren im
Schwabenlande. . . . . . . . . . . . .. . . . .. . .. . ... .. . .. .
Erbitte dir eine Gnade, sprach der König, Da kniete nieder Der Schwabe
und rief: O geben Sie, Sire! dem Volke die Freiheit wieder! Der König
stand erschüttert tief; es war eine schöne Scene. Mit seinem Rockärmel
wischte sich der Schwab’ aus dem Auge die Thräne. Der König sprach
endlich: Ein schöner Traum! Leb’ wohl und werde gescheiter! Und da du
ein Somnambülericht bist, so geb’ ich dir zwei Begleiter. Zwei sichre
Gendarm’, die sollen dich bis an die Grenze führen. Leb’ wohl, ich muss
zur Parade geh’n, schon hör’ ich die Trommel rühren.

Det var ikke blot Humoren, men Misundelsen og Skadefryden, som lo.
Man hævnede sig paa sin egen tidligere Begejstring. Desuden havde
den Herweghske Katastrofe de uheldigste praktiske Følger. Leipziger
Allgemeine Zeitung, det i Preussen mest læste Oppositionsblad, blev
forbudt Dagen efter at det havde offentliggjort Brevet til Kongen,
Rheinische Zeitung, det mest ansete af de i Preussen selv udgivne
frisindede Blade, fik strax derefter Naadestødet. Og samtidigt forbødes
i Sachsen paa Opfordring fra Preussen Arnold Ruges Tyske (tidligere
Halle’ske) Aarbøger, den tænkende Ungdoms Hovedorgan.

 En vis Lære drog den unge Slægt af det Skete. Det betydede vel ikke
stort, at en 24aarig Poet overfor en Konge havde vist sig først genert,
saa umandig. Men man havde ment, at man i Sammenligning med Slægten fra
Trediverne havde gjort et stort Skridt fremad; man troede at besidde
personlig Fasthed, hvor hine Ældre kun havde havt Talent. Nu saa man i
et nyt Exempel, dels at Digternaturer var et skrøbeligt Stof at gjøre
politiske Førere af, dels at denne Slægt maatte optugte sig selv med
yderste Strenghed, hvis den paa Prøvens Dag skulde gjøre Fyldest bedre
end sine Forgjængere.

 Førerskabet tilfaldt da Tænkere og Politikere af Fag, noget vel hyppigt
ogsaa Professorer, og naar den Generation, der nu revolutionerede de
tyske Sind, strandede saa sørgeligt i Slutningen af 1848, saa var
det ikke af Mangel paa Karakter, men paa Grund af den Idealisme,
der udvikler sig hos Mænd, som aldrig have været ved Magten: paa
Grund af deres Tro paa Ideers og Idealers uimodstaaelige Evne til at
virkeliggjøre sig og paa Grund af deres Ringeagt for den ydre, brutale
Magt, der efter Theorien intet Afgjørende havde at betyde men som da den
i første Sammenstød maatte vige, lod sig ringeagte og holdt sig rolig,
indtil Øjeblikket kom, da den styrket efter Overrumplingen rejste sig
paany.

Dog medens nu trindtom i Tyskland de Foranstaltninger, som udgik fra Fr.
Wilhelm IV’s Ministre, vare Gjenstand for uensartet, mest skarp Kritik,
laa under alt det, som skete, det preussiske Forfatningsspørgsmaal
stadigt ulmende. Det var ikke lykkedes Kongen ved sin Afvisning at
bringe det i Glemme. Og de Midler, som han og hans Raadgivere grebe
til for at slaa det ned, var af den uheldigste Art. Magistrat og
Borgerrepræsentanter i Byen Breslau havde i den schlesiske Landdag
stillet Forslag om en Henvendelse fra de schlesiske Stænder angaaende
Indførelsen af en almindelig Stænderforsamling for hele Riget — en
Rigsdag. Kongen svarede med at lade tilflyde Overpræsidenten i Breslau
en Specialbefaling angaaende hans til Efteraaret forestaaende Rejse i
Schiesien; Kongen vilde paa denne Rejse hverken modtage en højtidelig
Indtogsfest (Einholung) eller nogen anden Festlighed af Byen Breslau.
Dette i Maj om en Rejse til Oktober, og tilmed om Festligheder, som
endnu Ingen havde tilbudt! Og Sagen endte med, at Kongen ligefuldt holdt
et festligt Indtog i Breslau, skjøndt Festen ikke særligt var gjort
for ham, men fandt Sted i Anledning af Hundredaarsdagen for Schlesiens
Indlemmelse i Preussen. Kongen nøjedes i sit Svar paa Indbydelsen med at
beklage »Mangelen af Ytringer, der vilde have gjort hans Hjerte godt« og
med at erklære, han af Mangel paa Tid kun kunde blive et Par Dage.

Og dog behøvede Kongen et Samtykke af Rigsstænder til et Foretagende
af yderste Vigtighed for hans Land. Jernbanernes Tid var oprunden. Og
til Anlæg af Statsbaner udfordredes der dels et større Laan, dels en
Statsgaranti til de private Entrepreneurer; men efter en Hardenbergsk
Lov af 1820 behøvedes til begge Dele Bevilling af Rigsstænderne. Kongen
tumlede da med den umulige Plan at lade Udvalg af de forskjellige
Provins-Landdage træde sammen, sex hundrede Medlemmer i Tal, og lade dem
figurere som Rigsstænder. Metternich maatte foreholde ham det Ugjørlige
deriSybel: Die Begründung des deutschen Reiches I. 107..

Under disse Forhold var det, at en lille Bog, «Vier Fragen eines
Ostpreussen», satte hele Tyskland i Bevægelse, idet den viste sig paa
den aandelige Horizont som det første fjerne Lynglimt, der bebuder
Uvejr. I Slutningen af Februar 1841 var dette Hefte paa et Par Ark
(efter Angivelse trykt i Mannheim) omspredt overalt. Saa omhyggelige
Foranstaltninger havde man truffet, at Brochuren paa en og samme Dag laa
i Boghandlervinduerne i den hele preussiske Stat; kun til Berlin kom den
lidt bagefter for at forhindre Beslaglæggelse før det var forsent.

Fire Spørgsmaal indeholdt den, der varslede Undergang for den absolute
Kongemagt. De lød: Hvad ønskede Stænderne? Hvad Ret havde de? Hvad
Besked fik de? Hvad er der tilovers for dem at gjøre?

Paa det første Spørgsmaal svarte den, at Folket nu næsten ingen Lod
eller Del havde i Statsstyrelsen, medens dets høje Kulturtrin gjorde
Ønsket derom naturligt. Det at Folket ogsaa savnede alle andre Organer
end et Parlament, saaledes f. Ex. en fri Presse, og desuden nærede den
dybeste Mistillid til Ministrene paa Grund af disses Vilkaarlighed,
Servilitet og Pietisme, maatte gjøre Ønsket om en repræsentativ
Forfatning endnu mere hedt. Paa det andet Spørgsmaal om hvori Stændernes
Bet bestod, svarte Forfatteren: I Bevidstheden om deres Myndighed og i
Myndighedserklæringen af 22. Maj 1815. Paa det tredje om hvad Besked
de fik, lød Svaret: Anerkjendelse af deres Troskab, Afvisning af deres
Forslag og trøstende Henpegen til en fremtidig ubestemt Erstatning. Paa
det fjerde Spørgsmaal om hvad Stænderne nu havde at gjøre, optog Svaret
kun halvanden Linje. Det lød: Nu at fordre som bevislig Ret hvad de
tidligere bad om som om en Naade.

Skriftets indtrængende, overbevisende Tone, dets Appel til Folkets
Retsfølelse og Selvfølelse vakte en levende Nysgerrighed efter at lære
den anonyme Forfatters Navn at kjende. Han havde selv sendt Kongen
sin Bog og paa Titelbladet tilføjet sit Navn Dr. Johann Jacoby, Læge
i Königsberg. Kongen lod strax indlede Kriminalundersøgelse imod ham.
Man erfor efterhaanden, at han var en velhavende, som Læge yderst
anset Mand, der i 1831 ved Choleraens første og heftigste Udbrnd i
Polen strax var rejst hen at studere den, og der senere havde havt en
langvarig Fejde med en Warschauer Læge, en Charlatan, der ved Choleraens
andet Udbrud 1837 havde udbasunet et Arkanum mod »denne ubetydelige,
altid let helbredelige Sygdom«. Da Jacoby mod denne Mand havde skrevet
en kort videnskabelig Artikel, lod Markskrigeren i Berlineraviser
indrykke et Svar, fuldt af ærerørige Sigtelser. Han havde Forbindelser
i højere Kredse, og han opnaaede, at Berlinercensuren negtede Jacoby’s
rolige Gjensvar sit Imprimatur, og at alle Appeller fra Censoren til
Overpræsidenten, fra denne til Overcensurkollegiet, fra dette til
Minister v. Rochow og fra Rochow til Kongen var frugtesløse, medens
samtidigt alle Forlæggere i Hamburg, Leipzig, Grimma, Basel og Bern
afsloge at lade Aktstykkerne i Sagen trykke, skjøndt Jacoby paatog sig
at betale Omkostningerne. Enhver Anden vilde vel nu have opgivet at se
dette Forsvar mod en ussel Avisartikel trykt. Men Jacoby var ikke af de
Mænd, der opgive. Aar og Dag gik hen. Forfatteren lod sit Haandskrift
foretage alle de nødvendige Rejser — i Alt rejste det 1047 Mile — og
han fik det saa tilsidst udgivet i Paris under Titlen: Bidrag til en
fremtidig historisk Skildring af Censuren i Preussen. Saadan var denne
Forfatters Naturel.

Her var det da endelig fundet, det, som det unge Tyskland saa sørgeligt
havde følt Savnet af, det, som selv det yngste Tyskland med sin Herwegh
ikke havde ydet, dette En blandt Tusind i det offentlige Liv: en Mand.
Her aabenbarede sig endelig engang en viljestærk, politisk Fører i
Fyrrernes Tyskland — ikke nogen Statsmand i Ordets egentlige og strenge
Forstand, thi han kunde, som Fremtiden viste, aldrig lempe sig, aldrig
nøjes med at have det Opnaaelige for Øje; men en ubøjelig Karakter, en
ubrødelig Retsindighed, der med et Mod, som aldrig lod sig kue, gik løs
paa sit Maal.

Regjeringspressen, Smædepressen, begyndte en Fejde imod ham. Der var
ved hans ulastelige Personlighed ingen Trævl at tage fat i, men han var
af jødisk Afstamning. I en Brochure, som Adelsforeningen i en lille By
nær Kønigsberg, udgav under Titlen Stimme treuer Unterthanen seiner
Majestät des Königs von Preussen», hed det: »Ikke fra tyske, ikke fra
kristelige Læber er disse Ord udgaaede [...] Det vilde være en Skjændsel
for Østpreussen, om Sligt var blevet udtalt af en af dets Sønner [...]
Jakobs Sæd har ikke hørt Guds Røst og ikke erkjendt Guds enbaarne Søn,
men dræbt ham, derfor er den for bestandigt forkastet og spredt blandt
Jordens Folk.« Men i alle Boghandlervinduer laa snart Jacobys Portræt,
det skarptskaarne Ansigt omgivet af de fire Spørgsmaalstegn, og Pennen
rettet til Angreb som en Landse.

Digterne følte hvad den Mand betydede, der her var dukket op, selv de
mindre karakterstærke iblandt dem, selv Dingelstedt, som netop da stod i
Begreb med at ombytte sin oppositionelle Holdning med en Hofraadstitel.
I Dingelstedts fortræffelige Samling Nachtwächters Weltgang findes et
Digt med Overskrift: ? ? ? ?, øjensynligt rettet til Kongen af Preussen:
Du weisst, was das bedeuten will? Du wirst sie mir nicht streichen ? Es
sind ja nur unschuldige — vier kleine Fragezeichen. Die wurzeln tief,
die ragen hoch; wie die gerühmten Eichen Des freien deutschen Volkes
stehn vier kleine Fragezeichen. Du wolltest sie zwar nimmer sehn in
deinen weiten Reichen, Doch drängen sie sich immer auf, vier kleine
Fragezeichen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. . . .
. Und einst, wenn du gestorben bist, als Stempel dann und Aichen Stehn
gross an deinem Monument — vier kleine Fragezeichen.

Ogsaa Herwegh besang Jacoby, som anede han, at her var en Mand, der
Ansigt til Ansigt med Kongen af Preussen vilde gjøre en anden Figur end
han. Det var jo Jacoby, der i November 1848 ved Audiensen i Berlin,
da Kongen paa Forlangendet om Ministerskifte svarte Deputationen:
»Herom vil jeg intet høre,« traadte frem og sagde: »Det netop er
Kongernes Ulykke, at de ikke ville børe Sandheden.« Herweghs Digt bar
til Overskrift et J. og begynder: Und wieder ob den Landen

    Lag jüngst ein schwerer Bann:

    Da ist ein Mann erstanden,

    Ein ganzer, deutscher Mann.

    Ein Deutscher und ein Freier,

    Wer hatte das gedacht!

    Dass selbst die deutsche Leier

    Aus ihrem Schlaf erwacht.

Imidlertid blev Undersøgelsen mod Jacoby drevet med ualmindelig
Iver, i tre til fire Uger underkastedes han tyve Forhør; 96 Vidner,
deriblandt Butiksjomfruer, Kokkepiger og Skolebørn bleve hørte.
Det virkeligt Begaaede var jo kun en Presseforseelse, Omgaaen af
Censuren. Men Anklagen lød paa Ophidselse til Misfornøjelse, hvorfor
Straffen var indtil to Aars Fæstning og Tab af borgerlig Ære, videre
Majestætsforbrydelse — indtil fire Aars Tugthus — , endelig Højforræderi
— »Henrettelse ved Anvendelse af den haardeste og mest afskrækkende
Legems- og Livsstraf«.

Jacoby var stillet for Retten i sin Fødeby Königsberg. Da
imidlertid Kammerretten i Berlin var den eneste lovlige Domstol for
Højforræderi-Sager, erklærede Königsbergerretten sig for inkompetent.
Sagen sendtes til Kammerretten; men da denne forud fandt Beskyldningen
for Højforræderi umulig, sendte den Anklagen tilbage og erklærede sig
ligeledes for inkompetent. Saa maatte Kongen da ved Kabinetsordre
paalægge Königsbergerdomstolen Sagens Fortsættelse. Men skjøndt Jacoby
havde al Fordel at vente af at dømmes af sine Byesbørn, var han altfor
meget Karakter til at ville frifindes ved et Lovbrud, og fordrede som
anklaget for Højforræderi haardnakket Kammerretten i Berlin. Man nødtes
til at føje ham, og han dømtes da til 2½ Aars Fæstningsarbejde og Tab af
borgerlig Ære, men frikjendtes tre Aar efter helt af den højeste Ret.

Imidlertid gik i hele Tyskland Lister rundt for at indsamle til en
Borgerkrone til ham, og Bidragene strømmede ind; ansete Mænd satte
deres Navne øverst paa Listerne. Saa maatte Regjeringen paany tage
fat: Listerne bleve beslaglagte, Underskriverne forhørte, Indsamlingen
forbudt. Og medens saaledes Politi og Censur havde fuldtop at gjøre i
Forfatningssagen, fulgte 11. August 1842 den pudsigste Forordning man
endnu havde set i et absolutistisk regjeret Land; en af Landets egne,
gjældende Love blev opført mellem de forbudne Skrifter, idet Optrykning
af Loven af 22. Maj 1815 (om Indførelsen af Rigsstænder) blev forbudt
som ophidsende.

I September 1842 erfor saa den Del af Befolkningen, der havde haabet
under den nye Konge at se Preussen frigjøre sig fra det ydmygende
Forhold til Kejser Nicolaus, at Friedrich Wilhelm IV, Polakkernes varme
om end platoniske Ven fra Platens Dage, bekjendt for sin indgroede
Uvilje mod russisk Væsen, agtede sig til Warschau for at hilse paa
Czaren. — Paa Tilbagevejen ønskede Kongen ved Kalisch at betragte det
Mindesmærke, som er oprettet til Erindring om Sammenkomsten mellem
Ruslands og Preussens Regenter dér i 1813. Kejserens Fløjadjudant,
General Berg (Polens senere Tugtemester) oversatte de russiske
Indskrifter for Kongen. Den sidstlæste lød: »Maatte den Almægtige
velsigne Alliancen og Venskabet mellem Rusland og Preussen til Fred og
Trivsel for begge Folkeslag og til Skræk for deres fælles Fjender!«
Efter Forelæsningen af denne Indskrift steg Kongen med raske Skridt op
ad Mindesmærkets Trin og tegnede med sin Finger i Støvet paa Monumentets
Side Ordet: AmenPrutz: Zehn Jahre. I.S. 237 ff., 367, 516 og II. 379
ff..

XXV.

Alligevel var og blev Fr. Wilhelm IV. den aandrigste Konge i Datidens
Europa, lagde i sine Samtaler skarp Forstand og livlig Fantasi for Dagen
og gik altid ud fra en Forestilling om at han burde føle kongeligt.
Hans offentliggjorte Breve og Billetter til Humboldt er kvikke,
skrevne i lystig Hofjargon, og hans Ytringer røbe stadigt hurtig
Opfattelse, letvakt Medfølelse, slaaende VittighedExempler paa Tonen
i Kongens Vittighed: Naar Kongen var i Theatret, ventede Lakajerne
udenfor Logedøren. Da Kongen en Aften, ærgerlig over et nyt Stykkes
Kjedsommelighed forlod sin Loge før Forestillingens Slutning, sad en
af Lakajerne paa Gulvet i Korridoren, støttet mod Logevæggen, og sov.
Istedenfor at vredes, sagde Kongen: Der hat gehorcht! — Kongen maatte
i 1848 efter Revolutionens Sejr modtage den ene Deputation efter den
anden, undertiden fordringsfulde og anmassende Deputationer af jævne
Folk. Han henvendte sig til Medlemmerne af en saadan, en for en:
Hvad er De? — Silke- og Klædekræmmer, Deres Majestæt. — Interessant
Beskæftigelse! — Og De? — Medicinsk Kandidat. — Fortræffelig Forskole
til Regjeringsvirksomheden! — osv., stadigt smilende og høflig med
den giftigste Ironi. (Fortalt mig af en Tilstedeværende).. Man kan da
heller ikke sige, at han var uden Forhold til Datidens tyske Litteratur
og Aandsliv; men hans Bestræbelse gik udelukkende ud paa at drage
Litteraturens »gode« Kræfter til sig og fjerne de »slette«, og han
regnede snart alle oppositionelle Elementer til disse sidste.

Ved Hoffet var fra først af Alexander von Humboldt den dominerende
litterære Magt. Han var 80 Aar gammel, Tidsalderens berømteste
Naturforsker, berømt Jorden over; han holdt Kongen à jour med de
aandelige og videnskabelige Bestræbelser i Tiden. Hans Broders
frisindede Statsideer vare vel fortrængte; hans eget politiske Frisind
kunde ikke ved Hoffet faa Luft, og han, hvem Overtro og Reaktion i
lige Grad var en Styggelse, maatte tie til meget, der var ham imod,
tiltog sig dog undertiden Frisprog Kongen var i sin Tid meget optaget
af Borddansens Mysterier, men man kunde ved Hoffet længe ikke faa noget
Bord til at danse, hvad ikke undrede Humboldt. Endelig en Dag modtager
Kongen Humboldt med Udraabet: Naa, hvad siger De nu? I Aftes sad vi
først en halv Times Tid ved Bordet, uden at det rørte sig; saa gav
det sig til at svinge rundt med stedse større Hast. Hvordan forklarer
De det? — Ei, Majestät, der Klügere giebt nach. (Fortalt af Humboldt
selv).. Men som Hoffets Smykke Statens Stolthed var han altid hædret
i Kongens Kreds og han brugte sin Indflydelse til i stor Udstrækning
at virke for videnskabelige Formaal og til nu og da at lægge sit
vægtige Ord ind for en eller anden forfulgt Skribent. Før 1848 var,
som Brevene vise, Kongens Tone overfor ham en skjæmtsom Fortroligheds,
skjøndt ingen dybere Sympathi forbandt de to Mænd. Efter 1848, da
Kreuzzeitungspartiet. blev enevældigt, gav han jævnlig sin Misfornøjelse
over den tabte Indflydelse Luft i saadanne Talemaader som: »Kongen er
ikke mere amusabel« eller »Kongen nærer en ufrugtbar Kjærlighed til
Personer, som han har Velvilje for«. Letomgjængelig var han ikke ved
Hoffet, ofte spydig, heftig, naar Rankes politiske Meninger skulde
gjælde mere end hans, ilde lidt af mange, deriblandt af Dronningen
paa Grund af sin Forkjærlighed for Louis Phillippe og hans Familie. I
Reglen læste han højt, al Slags, kun aldrig sit Eget; hyppigst forelæste
han Journal des Débats, medens Kongen udkastede arkitektoniske eller
Landskabs-Skitser.

En anden Forelæser for den kongelige Familie var den fra Dresden til
Berlin kaldte Tieck. Skjøndt saa meget yngre end Humboldt, var han
paa Grund af legemlig Svaghed stærkt generet af Hoflivets Tvang.
Han foredrog gjerne Shakespeare og Kleist. Kongen lod hans gamle
Eventyrskuespil Den bestøvlede Kat opføre i Berlin. Det virkede, som saa
man en Gjenganger fra svundne Dage. Paa Kongens Opfordring satte han
Sofokles’s Antigone i Scene, og Mendelsohn skrev Musiken dertil. Men
Tieck var nu kun en af Litteraturens Invalider. Spiste Hoffet i Haven
paa Sanssouci, frygtede han selv paa de varmeste Dage Træk.

En anden fordums berømt Digter fra den romantiske Tid, som Kongen lod
kalde til Berlin, hvor han snart derefter døde, var La Motte Fouqué.
Han var da midt i Tredserne, men havde fuldstændigt overlevet sig. Hans
Helteromaner syntes den yngre Slægt at høre en tidligere Jordperiode
til. Man var træt af Riddervæsen og Elskovstjeneste (Minnedienst) i
barnligt konventionelle Former; det Uhistoriske i hans Syn paa forgangne
Tider og det Heldöreagtige i hans Fromhed fremkaldte Spot. Uden Kongens
Bistand vilde han været død i Mangel som i Glemsel.

Der var en stor Digter, som ikke tilhørte den romantiske Tid,
hvem Kongen i 1841, især paa Varnhagens Anbefaling, kaldte til
Berlin. Det var Friedrich Rückert (1789—1865). Han var kun et Par og
halvtredsindstyve Aar gammel, men hørte ligefuldt ikke Tidsalderen til.
Han stod i Datidens Litteratur som et Udtryk for den under alle Forhold
uforandrede tyske Universalitet, denne Evne til alsidig Tilegnelse,
til Indsugen og Eftergjøren af alle Folkeslags Ejendommeligheder. Han
rystede hele sit Liv igjennem Digte ud af Ærmet med en Virtuositet som
forbauser. Allerede ung blev han af Joseph v. Hammer indført i den
arabiske, persiske og tyrkiske Litteratur og blev 1826 ansat som Docent
i østerlandske Sprog i Erlangen, men søgte stadigt at unddrage sig sine
Pligter som Forelæser.

Der er Noget i hans Væsen, som minder om Goethe’s Stil i Diwan-Perioden,
og Noget, der stammer fra Schlegelerne i deres rastløse Forsken og
Oversætten. Allerede i hans Disputats fra 1811 Om Filologiens Væsen
mærkes Indflydelse af Fr. Schlegels Værk om de gamle Inderes Visdom,
idet han her gaar ud fra Begrebet om en »Universalpoesi«, for hvilken
han betragter det tyske Sprog som det mest tiltalende Klædebon. Og det
er netop Universalpoesi, som denne store Stilvirtuos har givet. Han
debuterer med Geharnischte Sonnette som tysk Patriot i slebne, men
søgte Former. Saa følger i Bog efter Bog en 5—600 Kjærlighedsdigte
til forskjellige unge Kvinder, righoldigst er den sidste Samling
Liebesfrühling til hans Forlovede Louise Witthaus. Denne Gruppe er det
eneste af alle Rückerts Værker, i hvilket Følelsen er fremherskende.
Ellers er han en Læredigter i lyriske Former; her er han Sanger. Men
selv her hindrer den faste skematiske Form — som i Sydens Canzoner
— Følelsens naive Udbrud, og her allerede trænger Ruckerts Hang til
at udfolde sit Herredømme over Sproget sig frem i en Fornyelse af
Ordmaterialet og i en tvangløs Sammenslyngen af Ordene i Versemaalet,
som hidtil var useet og som kort derefter hos os efterlignes af
Aarestrup: Welche Heldenfreudigkeit der Liebe,

Welche Starke muthigen Entsagens,

Welche himmlisch erdentschwungne Triebe,

Welche Gottbegeistrung des Ertragens!

Welche Sich-Erhebung, Sich-Erwiedrung,

Sich-Entaussrung, völl’ge Hin-sich-gebung,

Seelenaustausch, Ineinanderlebung! Sligt har mere sproglig og teknisk
end rent poetisk Interesse. Men Rückert er ogsaa netop Filologen som
Digter. Hans herskende Evne er den rent sproglige i dens Dobbelthed:
Evnen til at lære Sprogene og trænge ind i deres Aand, og Evnen til
paa Grund af den dybeste Indtrængen i det egne Sprogs Hemmeligheder
at overføre de fremmede Sprogs ypperste Poesi i Gjendigtning paa
Tysk. Hans Lyst var den, selv at skabe sig sproglige Vanskeligheder
for at overvinde dem. Derfor se vi ham snart optræde i gammeltysk
Stil med lange Albrecht-Dürerske Lokker, snart som ung Officer fra
Napoleonskrigenes Tid, snart som Beduiner, med vidunderlig Kunst
fortællende os Hariris Makamer, snart som Perser slyngende sine
Rim i Ghaselens Former eller gjenskabende Heltedigtet om Rostem og
Suhrab. Snart skrider han frem som Tyrk i Kaftan og Turban, snart som
Kineser paa Filtsko og med Haarpisk, snart og helst se vi ham sidde
ved den hellige Ganges’s Bredder som Braman og forkynde en sprudlende
Levevisdom, der giver tusind gyldne Regler i klingende Vers. Hvad der
gjerne siges om Théophile Gautier, at han som Aand var hjemme i det
gamle Ægypten som i vore Dages Rusland, i Konstantinopel som i Sevilla,
det har kun den Sandhed, at han kjendte de fremmede Egnes Klimater
og Mindesmærker; men det gjælder i langt dybere Forstand om Rückert,
der begreb Menneskene i de forskjellige Litteraturer, forstod deres
Sprog og følte i deres Aand. Han har ikke set de fremmede Lande med
sine Øjne, har derfor intet af Gautiers Anskuelighed, intet af hans
Farve og Plastik, men han har den stilfærdige, indre Kontemplation og
Tankebilledet, Tankesproget, i en Fylde af metriske Former. Den, der
vil have ypperlige Prøver paa hans Kunst, læse f. Fx i Hariris Makamer
Afsnittet Jungfrau und Junge Frau» og hele Weisheit der Bramanen.

Disse Arbejder havde skaffet Rückert et stort Publikum ogsaa i Berlin,
men Byen med dens urolige Væsen var ham imod. Han skulde docere
Østerlandsk ved Universitetet, men kun de første Par Gange fyldte
Nysgjerrigheden hans Læresal. Snart gik han ikke mere til Universitetet,
da der kun indfandt sig to eller tre Tilhørere. Han gik saa at sige
aldrig ned fra sin Lejlighed paa en tredje Sal i Behrenstrasse, men sad
deroppe og skrev Digte, hvori han udtrykte sin Afsky for Berlin med dens
moderne, pulserende Liv. Selv den kongelige Romantikers Berlin var disse
Fortidens Storheder for moderne.

Noget senere kaldte Kongen Digteren Christian Scherenberg til sig.
Hans Digte, men især hans Slagbeskrivelser Waterloo, Abukir tiltalte
Hoffet; han maatte læse dem højt. Scherenberg,. der endnu som 80-aarig
Olding var en elskværdig, gjerne set Gjæst i Berliner-Kredse, var
født 1798. Hans Liv havde været en haard Kamp. I 1838—40 beboede han
efter Opløsningen af sit ulykkelige Ægteskab en Lejlighed i det lille
Hjørnested i Bendlerstrasse ud imod Thiergarten, saa fattig, at han ikke
kunde tænke paa at kjøbe Brænde, men lod sine Smaabørn samle nogle Grene
i Thiergarten. Han skrev baade Digte, Sørgespil og Lystspil, fik aldrig
nogen Forlægger, men bevarede saa fuldstændigt en Gentlemans Holdning,
at hans Slægtninge i Stettin troede hans «Succes» pseudonymt og bad ham
«løfte sin Maske» for sin Familie. Hvad hans Pen indbragte ham, det var
hvad han fik for at affatte Bønskrifter og for Afskrivning i Arkevis;
iøvrigt levede han af som Hjælpelærer at give Timer hos de omboende
Gartnerfamiliers Børn, hvilke Timer efter Overenskomst udelukkende
honoreredes med Kartofler. Fontane har i Scherenbergs Levnet fortalt den
nydelige Historie om, hvorledes man i Bendlerstrasse haabede paa, at
længe udebleven Betaling skulde indfinde sig ved Paasketid i Skikkelse
af en saftig Kalvesteg, og hvorledes en af Eleverne i sin uskyldige
Velvilje i Stedet bragte en Lærke i et lille grønt Bur. Paaskemorgen
1840 bar Scherenberg saa egenhændig Lærken ud paa en Mark, aabnede
Buret for den og skrev det smukke Digt, i hvilket en Strofe lyder: Du,
Vöglein, singst, das ist das Deine,

Hub leise ich zur Lerche an,

Ich geb1 dich freb das ist das Heine

Ein Jeder bete, wie er kann. Lærken gav den stakkels af Næringssorg
bundne Poet atter fri, men den lille graa Vandkrukke i Buret beholdt han
til Erindring, og den forfremmede han til sit Digter-Blækhus.

Nu havde Digtene gjort Lykke, og Kongen vilde se ham. Den friske
Oprindelighed og knortede Energi i hans Slagmalerier henrykte Kongen.
Scherenberg fortalte aldrig andet om denne Hof-Forelæsningstid, end hvor
behagelig den forud for Oplæsningen gaaende halve Time paa hans Velynder
Grev Bismarck-Bohlen’s Værelse havde været, hvor man spøgte og røg
Cigarer og derpaa, da Kongen afskyede Tobak, ved en Eau-de-Cologne-Daab
bødede paa Tobakslugten. — Der var mange Aar senere en anden Potentat
i Berlin, til hvis Hof Scherenberg regnede sig. Det var Ferdinand
Lassalle; hos ham traf han livligere Selskab, og der gjorde han sig
gjerne lystig over sine Protectorer ved Hove. Det laa i hans Væsen at
bære Kappen en Smule paa begge Skuldre. Ved Hoffet vidste man derom og
tog ham det ikke altfor ilde op.

En gjerne seet Gjæst ved det preussiske Hof som ved alle Hoffer var
endelig Fyrst Hermann Pückler-Muskau, naar han opholdt sig i Berlin som
Gjæst hos sin højtelskede, fraskilte Hustru. Han var smuk, elegant,
fornem, smidig, vandt Mændene ved sin Munterhed og Ild, Kvinderne
ved sit Væsens Ynde; han gjaldt for uimodstaalig, og Rækken alene af
berømte Kvinder, som have for elsket sig i liam, er lang: Sophie Gay,
Henriette Sontag, Bettina, Ida Hahn-Hahn osv. Han tilhører ved sit
Aandspræg, omtrent som Fyrsten af Ligne før ham, Europas internationale
Aristokrati. Hans Glimrelyst udelukkede paa ingen Maade en rigtig
Erkjendelse af hans Evners Begrænsning, end ikke sand Beskedenhed.
Han var en aandfuld Vagabund, en sand Kunstner i Maaden at føre sit
Liv paa, desuden paa et enkelt Omraade en Kunstner af Fag. Det var
ham, som i Tyskland brød med den stive franske Smag i Havers Anlæg og
som gjenindsatte Naturen i dens Eet. Hans Have i Muskau blev snart
Mønsterhaven for Europa.

Han oplevede ikke blot flygtige Eventyr i meget stort Antal; men selve
hans Ægteskabs Historie er et. Han havde paa én Gang forelsket sig i
to unge Piger, Døtre af Rigsgreven von Pappenheim, der var gift med
Kantsleren Hardenbergs Datter. Men Moderen, som da var 40 Aar gammel, 9
Aar ældre end han, blev greben af en saa glødende Lidenskab for ham, at
hun smittede ham med den. Hun opgav Alt for at blive hans, og han indgik
Ægteskab med hende, dog forbe­ holdende sig sin ubetingede erotiske
Frihed. Forholdet udviklede sig lykkeligt. Men efter ti Aars Forløb
lod Parret sig efter venskabelig Overenskomst skille i Haabet om at
Fyrsten kunde finde en rig Arving og ved at ægte hende gjenoprette
sine ødelagte Formuesforhold. Saa begiver han sig paa Vej først til
London, senere rundt i Tyskland. Samvittighedsfuldt underretter han
dagligt sin fraskilte Hustru, sin Lucie, om de Fremskridt, han gjør,
og de Vanskeligheder, der møde ham under Bestræbelsen for at kapre en
Arving. Da Forsøget mislykkes, vender han tilbage til sin Lucie og
lever nogle Aar paany i et kjærligt Samliv med hende, gaar saa atter
paa Rejser og kommer efter henved sex Aars Forløb tilbage med en dejlig
lille Slavinde, Machbuba ved Navn, som han lader tage Ophold paa Muskau.
Fyrstinden var ikke altfor tilfreds dermed, skjønt hun havde gjort sig
det til Regel aldrig at plage ham med Skinsyge. Hun vedligeholdt 70 Aar
gammel sin tilbedende Kjærlighed til ham, og han var bestandig Godheden,
Aabenheden, Hjerteligheden selv imod hende.

Fyrst Pückler havde aldrig tænkt paa at uddanne sig som Skribent. Men
ved Aaret 1830 fik han den Ide anonymt at udgive Brevene til Lucie
fra sin frugtesløse Brudefart, og disse Breves i tysk Litteratur saa
sjældne Verdenstone, den indtagende Skjødesløshed i Fremstillingen, som
var en Følge af, at de ikke var beregnede paa Trykning, Blandingen af
Aandsoverlegenhed og Frivolitet tiltalte i højeste Grad. Som ovenfor
nævnt (S. 137) troede Mange, at de maatte have Heine til Ophav.
Forfatteren var moderne til det Yderste, grundigt blaseret, politisk
vidtgaaende liberal, i Et og Alt aandsfri.

For os Nulevende have de fire Bind Briefe eines Verstorbenen omtrent
samme Værd som Madame de Girardins indtagende fire Bind Lettres
parisiennes du Vicomte de Launay. Hun er friskere og skriver mangfoldige
Gange bedre end Fyrsten. Han har kosmopolitiske Erfaringer fra
Samfundskredse og Lande, som hun intet kjender til. Man læse f. Ex. som
Prøve paa hans Stil den fordringsløse Gjengivelse af hans Samtale med
Goethe i Weimar, der findes i Brevenes tredje Bind. Hans begejstrede
Ærefrygt for Goethe gjør Indtryk af Ægthed, Goethes Svar paa hans
Artigheder ikke mindre. Goethe har strax talt til ham om Muskau (der er
betegnet som M.) og fremhævet det Fortjenstlige i som Pückler at vække
Skønhedssansen; Enhver skulde blot i sin Sfære, den være stor eller
lille, arbejde trofast og med Kjærlighed, saa skred man frem imod det
almindelige Vel. Han for sin Del havde ikke gjort andet, og Pückler
gjorde jo det samme i Muskau.

Pücklers følgende talrige Bind Rejseskildringer lade os ganske kolde.
De mangle den første Brevsamlings Uvilkaarlighed og i endnu højere Grad
det litterære Talent, der alene kunde erstatte den. Men de tiltalte
Samtiden, vel omtrent indtil Aaret 1844, i lige saa høj Grad som de
første Bøger, og Forfatterens Popularitet naaede en rivende Højde; han
var kjendt og beundret allevegne omtrent som Franz Liszt. Heine tilegner
ham endnu i 1854 sin Lutetia i en begejstret Fortale, i hvilken han
kalder ham »mein hochgefeierter und wahlverwandter Zeitgenosse«. Og
i Varnhagens Dagbøger læser man under 7. Juli 1839: »Fyrst Pücklers
Navn virker dog som en Trolddom paa Folk. Hele den store Verden i alle
Nationer hører med Spænding efter, saasnart Talen er om ham. Han har et
vældigt Hy, og jo klogere En er, des mere skatter han ham.«

Allerede 1834 havde Varnhagen sagt om ham, at han havde noget
tilfælles med det unge Tyskland, og det det Væsentligste, nemlig den
fuldkomne Aandsfrihed, og senere brugte han det Udtryk om ham, at han
repræsenterede Overhuset i den moderne tyske Litteratur som Heine
Underhuset.

Pückler nærede en ridderlig Hengivenhed for Huset Hohenzollern, og
nærmede sig Kongen, naar han var i Berlin. Han anerkjendte Fr. Wilhelm
IV’s Dannelse og Vid. Da han imidlertid i religiøs Henseende var en
afgjort Voltairianer, der aldrig i nogen Præst kunde se andet end en
Hykler, og for hvem al uklar Fromladenhed var en Pest, saa maatte det
Bomantiske i Kongens Karakter støde ham stærkt tilbage. Som Humboldt
søgte han fra Hoffet til Varnhagen, den kloge Iagttager og Kritiker, der
sad glemt i sin Krog og i sin Journal — en Dagbog, ført i Sainte-Beuve’s
Manér — skrev Tidens Historie. Og i de senere Aar blev ogsaa han en
fast Gjæst ved Lassalles smaa Middags selskaber, hvor han gjerne førte
Ordet; det hed sig, at han var den Eneste, hvem Lassalle lod beherske
SamtalenA. de Reumont: Aus König Fr. Wilhelm IV gesunden und kranken
Tagen. — Briefe Alex. v. Humboldts an Varnhagen von Ense. — Varnhagen v.
Ense’s Tagebücher. — Hillebrandt: Zeiten, Völker und Menschen II..

Føjer man til de nævnte Forfattere den gamle Arndt, tidligere forfulgt
som Demagog, hvem Fr. Wilhelm IV kaldte til Berlin, saa er dette de
romantiske, konservative, neutrale eller aristokratiske Skribenter,
som det lykkedes den mægtigste af det egentlige Tysklands Konger at
knytte til sin Person. Man seer, hvor længe og hvor stærkt. Og selv
mod de Skribenter, der kun strejfede Hoffet og Magthaverne, vendte
Oppositionen sig; vi have seet at Herwegh aabner sin første Digtsamling
med en fiksende Udæskning til Fyrst Pückler. Ja selv mod Arndt rettede
han sin Spot — han kaldte ham en Aftenrøde, der ikke mere kunde oplyse
den unge Verden — og modtog en poetisk Tilrettevisning af Freiliggrath
derfor.

Freiliggrath var den eneste af de unge Digtere, som Kongen strax (1841)
forpligtede (af Geibel tog han sig først et Par Aar efter). General v.
Radowitz beundrede nemlig Digtet Løveridtet trods dets Unatur, vandt
Kongen for Freiliggrath og forskaffede denne en Pension af 300 Thaler om
Aaret af den kongelige Kasse. Dog, da Herwegh ikke nøjedes med at gjøre
sig lystig over Digteren i Linjer som disse: Mir wird von alle dem so
dumm,

 Als ging mir ein Freiliggrath im Kopf herum, men i sin «Duett der
Pensionirten» skrev:

Geibel: Bist du’s Freiliggrath: Ja, willst du mich kennen ?

                 Ja, ich bin es in der That,

                 Den Bediente Bruder nennen,

                 Bin der Sänger Freiliggrath, saa gav Freiliggrath
Pensionen tilbage. Og nu indtraadte hans fuldstændige politiske
Omvendelse. Med stedse stigende Lidenskab sluttede han sig i
Digtsamlingerne «Ein Glaubensbekenntniss (1844) og Ḉa ira (1846) til det
revolutionære Parti, hvis mest fejrede Digter han blev. Strax efter den
første Samlings Udgivelse maatte han ilsomt flygte fra sit Opholdssted
St. Goar ved Rhinen til Bruxelles for derefter i London at ernære sig
som Kjøbmand.

Hvor stor hans Popularitet allerede da var, viser følgende Anekdote.
Fra Bruxelles gjorde Freiliggrath en Udflugt til Antwerpen; der laa en
Tremaster, bestemt til Kanton, som Digteren og hans Venner gjerne vilde
besé. Overbaadsmanden førte dem om, da Kaptajnen med sit Selskab traadte
ud af Kahytten. Man undskyldte sig, men den belevne Sømand førte de
Besøgende ind i Kahytten paany. I det lille Bogskab stode Freiliggraths
Digte. En af hans Ledsagere siger til ham: Glæder du dig ikke over at
dine Vers skal med til Kanton? — Hvorledes? spørger Kapitajnen. — Den
Herre er Freiliggrath. — Den rigtige? — Da Spørgsmaalet bejaes, styrter
Kapitajnen til Talerøret: Alle Flag op! Mandskabet mander Ræer! og
Champagne paa Dækket!Schmidt-Weissenfels: Freiliggrath.

Gjæringen i Tyskland var i stærk Stigen. I Østerrig trodsede alt siden
1842 Ungarerne under Kossuth Metternich; i Bayern havde Kongemagten
tabt i Anseelse ved Kong Ludvigs ømme Forhold til Lola Montez, i det
tyske Schweiz stod det radikale Parti haardt imod det jesuitiske. I
Preussen herskede nu den strengeste Statskirkelighed med Begunstigelse
af Katholikerne og Forfølgelse af alle Dissidenter, ikke blot af
det frikatholske Parti, som Ronge havde stiftet, og af de saakaldte
Lysvenner, et frikirkeligt Parti, som Wislicenus havde oprettet, men
selv af Pietister og Muckere som ikke statsorthodoxe nok. Til Tronen
naaede i Samvittighedsfrihedens Navn den ene Protest efter den anden.
Og samtidigt voxede den rent politiske Agitation. Førerne for alle
tyske Staters Oppositionspartier virkede i Forening imod den gamle
Forbundsforfatning. Højere og højere løftedes i Preussen — da Kongen
ikke gjorde synderligt Skaar i Pressens Frihed — Raabet paa den lovede
Rigsstænderforfatning. Og fra Udlandet kom revolutionerende Impulser.
Fra 1846 af havde Pius IX optraadt som Liberal og som italiensk
Patriot. Opstande brød ud rundt om paa den italienske Halvø, og disse
Opstande, som Metternich ikke kunde hindre, nedbrøde hans Prestige.
Tyske Emigranter i Schweiz og Nordamerika pustede efter Evne til Ilden i
Tyskland.

Imens sad Kongen af Preussen sysselsat med Oprettelsen af den nye
Svane-Orden og med arkitektoniske Planer. Han vilde opføre et stort
Hermanns-Monument ved Rhinen som Demonstration mod det konstitutionelle
Frankrig, og han lod efter 300 Aars Stilstand Byggearbejdet paa Kolner
Dom gjenoptage, et Foretagende, der opfattedes som sindbilledligt, ikke
i national, men i kirkelig Henseende, og som gav Heine Anledning til
nogle Protester i Deutchland, ein Wintermährchen, Strauss Anledning til
den bekjendte fine Brochure Der Romantiker auf dem Trone der Cäsaren,
i hvilken han skildrer Julianus Apostata som begejstret religiøs
Reaktionær paa en saadan Maade, at Parallelen med Fr. Wilhelm IV faldt i
Øjnene uden at nævnes.

 Den opgroende Litteratur, som Kongen var afgjort fjendsk, gjengjældte
ham snart denne Følelse med Renter. Han havde den gnavne, værkbrudne
Tieck hos sig i Sanssouci som Poeta laureatus og Mystifaxen Schelling
i Berlin som summus philosophus. Han lod Sofokles’s Antigone og
Euripides’s Medea spille paa Theatrene i Berlin og Potsdam for at
indvirke gunstigt paa den urolige tyske Litteratur. Men den gik nu sine
egne Veje.

XXVI.

 Blandt Anastasius Grün’s (Grev Alexander von Auersperg’s) Digte i
Spaziergänge eines Wiener Poeten findes et, der har til Overskrift
»Hvorfor?« og hvor hver Strofe ender med et Hvorfor: Naar man slaaer
nye Forbud op paa Raadhuset, staar der en lille Mand nedenunder og
spørger sagte: Hvorfor? — Naar Klerkene paa Prækestolene stønne og tude
mod Sollyset, spørger han: Hvorfor? — Naar de rykke ud med Spyd og
Hellebarder mod Spurvene; naar de skyde med Kanoner efter Lærkerne, saa
spørger han sit Hvorfor? — Og naar de fordre ham stillet for Retten,
dømme ham og henrette ham, saa spørger det endnu op af hans Grav:
Hvorfor?

Saaledes omtrent gik det til i Tyskland, da den patriarkalske Tillid til
Fyrstemagten én Gang var brudt. Overalt, hvor der fra Regjeringernes
Side kom en Voldshandling eller en dum Handling, eller en Udflugt og
slog ned paa et Haab og dræbte det, dér spirede af Haabets Grav et Hvor
for. Og ethvert Hvorfor affødte flere. Det blev ikke ved Østpreusserens
fire Spørgsmaal; Spørgsmaalene formerede og forplantede sig som hine
usynlige, men farlige Dyr, der i utrolig kort Tid undergrave en
Organisme: Hvorfor vise Ærefrygt? hvorfor have Tillid? hvorfor taale?
allerførst hvorfor tie? Det første Trin, inden man søger at afryste et
Tryk, er det ikke at ville tie til det. Smerten og Verden, Attraaen og
Længslen give sig Luft i Ord, i Sang.

Den politiske Lyrik, der i tidligere Tid af og til var dukket op hos
Platen og Uhland, Lenau og Heine, samler sig, krystalliserer sig nu
som en egen Digtart, en hel og sluttet Kunstform. Snart bruse hele
Kor af forskjelligartede politiske Sange hen over Tyskland. Der er
Grøde i Luften, og flokkevis dukke Talenterne op: Hoffmann og Herwegh,
Dingelstedt og Prutz, Freiliggrath og Max Waldau, Karl Beck og Moritz
Hartmann, en Flor saa rig og duftende, som den paa dette Omraade
aldrig før var seet. Det nyttede lidet, at gamle Romantikere udtalte
deres Ringeagt for prosaisk (ↄ: politisk) Poesi, eller at doktrinære
Æsthetikere forklarede, disse Talenter var rhetoriske, ikke lyriske;
allerede Tallet paa disse Digtere, deres naturnødvendige Fremtræden
som Gruppe, viste at de opstode af den allerbedste, den eneste Grund,
den, at de maatte opstaa, at Tidsaanden i dem brød sig et Organ, og
med den allerbedste, den eneste Ret, den, at de hævdede sig, erobrede
Litteraturen for sig og vandt sig Folkets Øre.

De havde i Trediverne havt en enkelt Forgjænger, den ovennævnte
østerrigske Digter Alexander Auersperg. Hans Lyrik var pragtfuld,
overdaadigt billedrig, stundom lidt smagløs; men der var Malm i lians
Vers og hans Pathos var ægte. Man kunde kalde denne Pathos josefinsk.
Thi Josef II er Auerspergs Helt, og det er fra Oplysningssiden, at han
opfatter den politiske Frihed, for hvilken han sværmer. Hans Had er
især rettet mod Præstevælden, dog saaledes at han gjør Forskjel paa
Pfaffen og Priester; de skjændige Klerke angriber han, de ædle Præster
priser og forherliger han. Naar han begynder: Stoss in’s Horn, Herold
des Krieges: Zu den Waffen, zu den Waffen! Kampf und Krieg der argen
Horde heuchlerischer, dummer Pfaffen! saa følge Vers, som velsigne de
virkeligt fromme Præsters Skare. Dog spores det vel, at efter hans
Synsmaade findes i hans egen Tid fiere af de første end af de sidste.
Han betragter det som et af Tidsalderens Karaktermærker, at paa de føre,
dyriske Præstemænd er nu fulgt de kloge, tynde, magtgriske Bisper: Die
Dicken und die Dünnen. Fünfzig Jahre sind’s, da riefen unsre Aeltern zu
den Waffen, Krieg und Kampf den dicken, plumpen, kugelrunden, feisten
Pfaffen! Auch in Waffen stehn wir Enkel; jetzt doch muss die Losung
sein: Krieg und Kampf den dünnen, magern, spindelhagern Pfäffelein!

Mod Metternich, mod det hemmelige Politi, mod Censuren rettede den
tapre Digter sine ildfulde Strofer. Der var en frisk Fejdestemning
heri, men intet Had og ingen vild Harme. Anelsen om en stor Fremtid og
Begejstringen for store Fortidsskikkelser udgjorde den væsenlige Pathos.
Men den egentlig formende Evne hos Auersperg var svag; han fortabte sig
altfor hyppigt i Allegoriseren.

Saavel aandigt som kunstnerisk i høj Grad ham overlegen er det Ypperste
af den politiske Lyrik, som nu i Fyrrerne skyder frem.

Georg Herwegh, som var kommen sig efter sin Rundrejse, udgav efter
et Aars Forløb den anden Samling af Gedichte eines Lebendigen, der
forenede den tidligeres Egenskaber med nogle nye og værdifulde. Der er
en frejdigere, vildere Stemning deri, og baade Viljen og Uviljen have
en bestemtere Gjenstand. Her er færre Illusioner og skarpere Bevidsthed
om Maal og Midler. Ingen Digte mere til nogen Konge om at stille sig
i Spidsen for sit Folk — ingen Hymne mere til nogen Gud om at skænke
Folkene Frihed og Lykke. Friedrich Wilhelm IV havde i Mellemtiden dræbt
Herweghs Tro paa Kongerne og Ludwig Feuerbach hans Tro paa Gud. Men der
er i disse Vers en Følelse af, at det nu ikke mere dæmrer, men dages i
Sindene.

I de gamle Dagsange, som Shakespeare har efterlignet i Romeo og Julie
er det et staaende Træk, at den unge Kvinde ved Morgengry holder sin
Elskede tilbage med Vendingen: det er ikke Solen, men Maanen, hvis
Lys du nu skimter, ikke Lærken, men Nattergalen, du hører. Her er paa
aandfuld Maade i Digtet Morgenzuruf Billedet vendt om: Die Lerche war’s,
nicht die Nachtigall,

Die eben am Himmel geschlagen:

Schon schwingt er sich auf, der Sonnenball,

Vom Winde des Morgens getragen.

Der Tag, der Tag ist erwacht!

Die Nacht,

Die Nacht soll blutig verenden. —

Heraus wer an’s ewige Licht noch glaubt,

Ihr Schläfer, die Rosen der Liebe vom Haubt,

Und ein flammendes Schwert um die Lenden!

Mod Kongerne er rettet Epigrammet Unglückliche Liebe: Nicht an den
Königen liegt’s — die Könige lieben die Freiheit, Aber die Freiheit
liebt leider die Könige nicht. Den forrige Digtsamling havde selv i
sine tilsyneladende religionsfjendske Ytringer været rent theistisk.
Hvor Opfordringen lød til at rive Korsene op af Jorden for at bruge dem
som Sværd, fulgte Linjen: Gud i Himlen vil tillade det. Her forekommer
et Digt til Feuerbachs Pris, fordi han har angrebet Udødelighedstroen
og en saakaldt Hedningevise, drøjere i sin Spot end noget tilsvarende
Digt af Heine: Die Heiden — s’ist doch Schade um solch ingenium.
Sie hiessen Vier gerade und nahmen Fünf für krumm. Auch hatt’ die
Jungfernschaft ein End, sobald die Magd ein Kind gebar, Dieweil das neue
Testament noch nicht erfunden war. Og endelig bliver her i Modsætning
til Standpunktet hos Auersperg, til Adskillelsen mellem rene og urene
Præster, alle Gejstlige blot som saadanne, ligegyldigt om skikkelige
eller uskikkelige, om katholske eller protestantiske, om kronragede
eller friserede, skaarne over én Kam i det humoristiske Epigram: Ob sie
katholisch geschoren, ob protestantisch gescheitelt, Gleichviel — immer
geräth man den Gesellen in’s Haar. Han havde været skarp, han var bleven
hvas; fra en Frihedsdigter havde han udviklet sig til en Bebuder og
Forbereder af den kommende Revolution.

Naar disse klangfulde og kraftige Digte alligevel ikke virkede dybere
paa Sindene end de gjorde, saa beroede det paa, at Manglerne ved
Herweghs Menneskevæsen (uden at Publikum nøjagtigt vidste eller følte
hvorledes) efterhaanden røbede sig ogsaa i hans Poesi, i disse Pointer,
disse udhævede Steder, denne Selvglæde ved det gode Indfald og denne
Aandslivets Fattigdom paa andet Indhold end det polemiske. Det er ingen
Digtsamling der tyder paa et rigt indre Væld. Man forstaar hans Liv,
naar man læser den, og den igjennem hans Liv. I Virkeligheden stoppede
hans Digteraare med den. I de 32 Aar, han havde tilbage at leve i, har
han i Alt kun frembragt et eneste, ikke tykt, Bind Digte, der udkom
efter hans Død, Digte rige paa Vid, rige paa Frihedsbegejstring, skrevne
af en Mand, der til sin Dødsdag blev sin revolutionære Ungdom ubøjeligt
tro — men i Gjennemsnit ikke fire om Aaret.

Sveg han end aldrig sin Fortid, han var ingen Arbejder i Frihedens
Tjeneste. Den sidste Del af hans Liv er gaaet hen i Lediggang. Han
begyndte i Aaret 1839 som Digter og kritisk SkribentHans Ungdomsarbejder
er samlede i Gedichte und krit. Aufsätze. 1845. 2 Bind.. Han kulminerede
med Gedichte eines Lebendigen. Han giftede sig — meget rigt — med en ung
Jødinde, der var begejstret for hans Poesi. Efter Februarrevolutionen
optraadte han strax i Paris som Fører, og faldt i Spidsen for en af
Tyske og Franske bestaaende republikansk Arbejderkolonne ind i Baden,
men blev den 27. April slaaet af de Würtembergske Tropper og skyldte kun
sin Hustrus Mod at han undkom. Heine har i Simplicissimus I givet en
blodigt satirisk Skildring af denne Herweghske Kampagne. Han levede saa
i Emigrantkolonien i London Emigranternes fordærveligt ørkesløse Liv;
de havde bogstaveligt intet Andet at gjøre end at smedde frugtesløse
Planer til nye Opstande og forelske sig i hinandens KonerSe G. Brandes:
Indtryk fra Rusland S. 349.. Senere var Herwegh bosat i Paris og Zürich
og førte her et uvirksomt Liv, stadigt lige misfornøjet med Tingenes
Gang i Tyskland. Som Kinkel, som Moritz Hartmann formaaede han til sin
Død (1875) ikke at forsone sig med den Magtudfoldelse, hvortil det tyske
Rige naaede paa Frihedens Bekostning. Sin Ungdoms Idealer opgav han
aldrig; selv for Heine, som havde haanet ham, bevarede han mandigt sin
Begejstring.

Anlagt som han var maatte han nødvendigvis allerede 1843 holde skarpt
Udkig med Hensyn til andre Digteres Troskab mod deres Fane og til
Ægtheden af deres Frisind. Hans Udfald mod Geibel og Freiliggrath ere
alt berørte. Saa vendte han sig mod Anastasius Grün. Denne opholdt
sig i Wien for at søge om en Kammerherrenøgle, eftersom hans Hustru,
en født Grevinde Attems, var Ihændehaverinde af Stjernekors-Ordenen
og han ikke kunde lade sin Hustru gaa alene til Hove. I bevægede Ord
anraabte Herwegh ham om at vende tilbage: Darf man den Tempel um ein
Weib entweih’n,

Mit einem Weib um goldne Götzen tanzen o. s. v.

Dingelstedt svarede med i smukke Vers at tage Grev Auersperg i Forsvar:
O, sie will es nie begreifen, ihre Prosa und Gemeinheit, Dass ein Geist
wie Du, ein Name, bürgt fur der Gesinnung Reinheit, Nur das Schlechte
glaubt sie willig o. s. v.

Svaret gik udenom Angrebet istedenfor at parere det. Ingen havde for
Alvor troet, at en Mand som Auersperg havde skiftet Overbevisning;
hvad Herwegh angreb, var netop, at han trods sin Overbevisning af
selskabelige Hensyn ansøgte om en Hoftitel. Dingelstedt talte her sin
egen Fremtids Sag. Thi Dingelstedt blev den næste Digter, mod hvem
Herwegh vendte sig, og her var Satiren saa meget mere glubsk som den var
stum, kun indirekte kom til Orde.

Herwegh havde i Paris truffet Dingelstedt, der som han havde forladt
Tyskland for politiske Poesiers Skyld, og de to Digtere havde en Aften
i kollegial Kappestrid for Spøg skrevet hver sin humoristisk-vemodige
Omvendelsesvise. Herwegh skrev Digtet Wohlgeboren, hvis Indhold er:
Hvad nytter det at tale om Frihed og Fædreland, at være genial, at
drive Politik; hvad har det indbragt mig! Nej, jeg vil blive en god
Borgermand: Du sollst, verdammte Freiheit, mir

 Die Ruhe fürder nicht gefahrden;

 Lisette, noeh ein Gläschen Bier!

 Ich will ein guter Bürger werden. Og gjennem alle Stroferne
vedligeholdes dette Omkvæd. Saa skrev Dingelstedt for at overbyde Vennen
Digtet Hochwohlgeboren, som begynder: Ein guter Bürger willst du werden?

Pfui Freund! — Ein guter Bürger — Du?

Das also war dein Ziel auf Erden,

Dem stürmten deine Lieder zu?

O nimm’s zurück, das ekle Wort,

Wer mag sich so gemein geberden!

Nein, nein, mich reisst es weiter fort:

Ich muss Geheimer Hofrath werden! Ogsaa denne Linje afslutter som Omkvæd
alle Digtets Strofer.

To Aar senere var Dingelstedt Geheimer Hofrath, Forelæser og
Bibliothekar hos Kongen af Würtemberg. Herwegh nøjedes med at aftrykke
de to Digte Side om Side.

Franz Dingelstedt (født 1814) er en højst ejendommelig Datids-Type,
en Frihedsmand, der heller havde skullet fødes som fornem Mand, en
Fyrst Pückler i en fattig Adjunkts Lignelse, en Ironiker, der ikke
kunde undvære Skinnet, et ypperligt Hoved uden alvorlige Laster og uden
alvorlig Pathos, men med et let Vid, med mange Gnister af Poesi, med
tidlig Blaserthed og med en vis praktisk Virkelyst til det Sidste. Han
fødtes i Tysklands slettest regjerede Land, i Hessen under Hassenpflugs
forhadte Regimente, blev Lærer ved en lærd Skole, vakte Mishag ved sine
frie Meninger, sit frie Levnet, sine frisindede Vers, blev forflyttet,
chikaneret, og tog 1841, syvogtyve Aar gammel, sin Afsked. Kun et Aar
efter Herwegh udgav han sin første politiske Digtsamling: Lieder eines
kosmopolitischen Nachtwächters.

Gode Vers, gode Digte, en god Spas, en god Maske. Det er Natvægteren,
der vandrer sin natlige Gang i Uniform og med Morgenstjerne, med sit
Tudehorn i Haanden, og som fra sit Standpunkt udenfor Husene skildrer
hvad han seer og aner i dem. Han er en rigtig Natvægter, der er dygtigt
kjed af sin Gamle derhjemme; hun er saa grim og har saa mange Rynker
i sit Ansigt; men Husfred er der: hun sover om Natten, han om Dagen.
En rigtig Natvægter er han, der synger Vægterversene om Lys og Ild;
han ser op til Fangerne, de politiske Fanger, der vise deres Ansigter
bag Jernstængerne og ruske i dem, han gaar forbi Domkirken med dens
Reliquier, hvor Vinden tuder i Orgelpiberne, saa han gyser og selv maa
le af sin Gysen; det er tyve Aar siden, han var derinde; han hører ikke
til de abonnerede Søndags-Fromme.

Og dog er han ingen rigtig Natvægter. Hverken hans Følelser eller hans
Meninger passe ret for hans Stand. Oppe i et Hus er der Bal; han lytter
til Musiken, skildrer Dansen og det fine Selskabs Manerer. Hvilken
Opsigt det vilde vække, om han i sin Kavaj, med Lygte og Spyd, med
Sneflokker paa Huen, Rim i Skjægget og med brændende hede, brunrøde
Kinder traadte ind mellem alle Skyggerne der! — Udenfor et andet Hus
holder Ministerens, den almægtige Ministers Vogn. Kusken er pelsklædt;
men de stakkels ubedækkede Heste skjælve af Kulde, medens deres Herre
spiller Kort indenfor — ret som kunde de ikke hævne sig, naar han
kommer: Ich rathe dir, lass die Karten ruhn,

Und hüte dich fein, Ministerlein! Du hast es mit vier Hengsten zu thun,

Bedenk’, dass das keine Bürger sein! Der er Udbrud af Følelse rundtom i
disse Digte. Natvægteren gaar forbi, hvor i Forstaden en Stakkel ligger
og drages med Døden; han gaar forbi Sindssygehospitalet, og Angsten
for Vanvid, der altid griber ham paa dette Sted, blander sig med en
hemmelighedsfuld Tiltrækningskraft; han vandrer forbi Kirkegaarden, hvor
de afsides paa en foragtet Plads have lagt hans stakkels Fader, der
hjalp sig selv ud af denne Verden, og kommer tilbage forbi Slottet, hvor
Fyrsten søvnløs vælter sig i sin Seng, medens Skildvagten udenfor i sit
Skilderhus sover bedre staaende end han paa sit bløde Leje.

Et og Andet kunde vel en Natvægter føle saadan, Intet deraf kunde han
udtrykke saadan — og hvert Minut falder Masken. Nu og da forekommer
— i fuldendt plastisk Form — Udtryk af en folkelig Harme. Saaledes
dette mod et Hofkryb, der har udsuget Landet, og i hvis Vinduer der nu
under hans Sygdom er Lys: Warum er nicht schlaft? waruin er in Wuth die
Spitzen am Hemde zerrissen? Ein gutes Gewissen schlaft iiberall gut,
und nirgends ein schlechtes Gewissen. Er hat an des Landes Mark, die
Schlang’, sich voll gefressen, gesogen, Er hat — ein Menschenleben lang!
— gestohlen, gelogen, betrogen. Men saa forekomme der ogsaa Udtryk for
Had og Forbitrelse, der høre de ufolkelige Kredse til, saaledes højst
frivole Raad til en ung dejlig Dame, der er bleven gift med en gammel
Synder, om hvorledes hun skal hævne sig paa sin Gemal. Undertiden tage
ogsaa Natvægterens Tanker og Drømmerier en højere Flugt. Han støtter sig
til en gammel Kanon, som ligger dér blank og tam paa Volden. Engang fløj
dens Hjul paa erobret Grund over Lig og over Levende, engang gav den
Takten an i Vaabendansen; thi der staar et kronet N. ved dens Fænghul.
Nu høres den kun, naar en stakkels Fange er brudt ud af sit Fængsel,
eller paa Majestætens Navnedag, eller naar en Prinsesse er bleven født.
Men Taalmodighed! tilraaber Natvægteren Kanonen: Snart kan du maaske
paany lade dine Kugler hagle over Fjenden; vær blot stum saalænge, min
Veteran, at de ikke fornagler din Mund som de knebler os andre. — Her
er, som man ser, Masken helt kastet.

Efterat Dingelstedt havde forladt Hessen, fulgte Digtsamlingen
Nachtwächters Weltgang, hvor Digteren ikke mere optræder i
Natvægter-Monduren, men som elegant Revolutionær. Det gaar her ud over
de slette Fyrster, over Forholdene i Hessen, Preussen, Hannover, og
over den falske tyske Patriotisme: »Hvad er, I Herrer, en tysk Patriot?
— En Mand, der om Søndagen tjener Vorherre og om Hverdagen sin Konge.
Hvad vil, I Herrer, en tysk Patriot? — For sig et Embed, en Titel og et
Baand, Brød for sine ægte Børn og legitime Fyrster for sit Land. — Ud
af Templet, tyske Patriot, før dit Kys, du Judas, har myrdet Friheden
bagfra!«

Nogle Maaneder derefter var Dingelstedt Hofraad og Legationsraad, havde
Embed, Titel og Baand. At han var bleven en Anden, kunde selvfølgelig
Ingen tro. Det kan ikke undre, at man bedømte hans Handlemaade med
Strenghed, undertiden paa ret hadefuld Maade. De talrige Aktstykker,
som i den senere Tid er fremkomne om hans Karakter og Liv, særligt
Julius Rodenbergs Publikationer i Deutsche Rundschau 1889—90, stille
hans Færd i et mildere Lys end det, hvori den stod for Samtiden. Hans
Handlemaade var uskjøn og ufin, men ikke lav. I og for sig var der ikke
noget Ondt i at han modtog en Stilling som Forelæser hos en dannet og
elskværdig Fyrste. Fejlen var, at han kort i Forvejen havde taget Munden
saa fuld af demokratiske Talemaader og radikale Udfald uden at mene
noget Alvorligt dermed.

Han var i høj Grad en Kunstnernatur, men tillige i høj Grad
Forstandsmenneske, var nydelseslysten og herskesyg, ude af Stand til
i Længden at taale den Ydmygelse som det er at være fattig og derfor
overseet; var fremfor Alt grebet, og stærkt grebet af det Indtryk, at
han ved at gaa videre ad den Vej, paa hvilken han var slaaet ind, drev
et métier de dupe. Hvad vandt han ved af doktrinær Ærbarhed at holde sig
tilbage fra alle ansete Stillinger og høje Pladser! Hvad vandt Verden
ved, at de Rigtbegavede af Doktrin overlod Titlerne, Pengene, Ordenerne,
Æresposterne og Embederne til de Dumme! Var det Midlet til at forbedre
Tilstandene? Hans Attraa var at være den Herskende paa et kunstnerisk
Omraade, udføre store sceniske Opgaver, lede store Theatre, glimre ved
Hoffer, foretrækkes af skjønne Kvinder. Vilde han kunne opnaa Sligt som
landflygtig Gymnasiallærer, som Korrespondent for Allgemeine Zeitung?
Hvem vilde i Længden agte ham som fattig og uafhængig Journalist, hvem
vilde i Tidens Løb ikke agte ham som indflydelsesrig Hofmand! Vistnok
vilde der blive Skraal, naar han fulgte Kaldet — blot han ikke havde
skrevet det fordømte Digt til Herwegh! — men her gjaldt det om rolig
Fripostighed, om uigjennemtrængelig Ironi, om smilende Kulde, om den
Overlegenhed, der lod Modstanderne skraale sig trætte, og den besad han.

 Han blev som bekjendt ikke blot en Hofmand, men i Løbet af sit Liv
Chef for en hel Række af Hoftheatre — i Stuttgart, München, Weimar — og
tilsidst den mægtige Direktør for Burgtheatret i Wien.

 Heine, der ikke var streng, men vittig, skrev det

uforlignelige Digt om Dingelstedts »Forhofræderi«, som begynder:
Verschlechtert sich nicht dein Herz und dein Stil,

So magst du treiben jedwedes Spiel,

Mein Freund, ich werde dich nie verkennen

Und sollt ich dich auch Herr Hofrath nennen. Dette Digt indeholder den
vemodigste Forstaaelse af Dingelstedts Handling og den bitreste Foragt
for det Publikum, Dingelstedt ligesom han henvendte sig til.

Den, der søger et skarpt og træffende Billede af Dingelstedts aandelige
Personlighed, bør sammenholde den i en vittig og malende Prosa givne
Skildring af hans Levnet, som har til Titel Münchener Bilderbuch med
den Digtcyclus, der bærer Navnet Ein Roman. Denne indeholder langt
mere af hans dybeste Væsen end hans tidlige Ungdoms Vers. Han havde
ligefuldt tidlig kjendt den blandede Følelse af Tiltrækning til den
fornemme Verden og Ringeagt for den. I Digtet Krähwinkel hed det om
dette Selskab: Sie lügen, sie krakehlen, sie hassen sich bis auf’s Blut,
Zum Morden oder Stehlen fehit ihnen nur der Muth. Sie möchten gern und
wagen’s nicht, dass heisst denn Recht und Pflicht, Die denken können,
sagen’s nicht. Die Meisten denken nicht.

Nu skildrer han en Lidenskab i Salonverdenen. Fortælleren træffer paa et
stort Bal i England en Dame fra de indiske Provinser af hinduisk Blod,
men helt europæisk; aandsbeslægtet med ham, for stemt som han og kold og
træt. Imellem dem blusser en Kjærlighedsforstaaelse op: Wir klammerten
uns, ob aus Zeitvertreib,

Ob aus Verzweiflung, an einander an,

Sie, ein verlornes, neugebornes Weib,

Ich, ein verlorner, neugeborner Mann. Ordet »Tidsfordriv« er en
Kjende for slapt, som Ordet »Fortvivlelse« en Nuance for stærkt. Der
er tysk Naivetet i denne altfor stærke Betoning af Lapseriet og af
Tungsindigheden. Det Sikre er imidlertid, at en Lidenskab opstaar. Og
Romanen følger, hed og vild, mere Vellyst end Elskov: Kjærlighedsnætter,
Alkovepoesi og Cynismens haarde Pande ud imod Verden — saa Løsrivelse
og Farvel og Glemsel, indtil i et Drivhus i Amsterdam Liglugten fra
en udgaaet Lotusplante bringer ham til at svimle. Han mindes hende og
trykker det visne Blad som Haanden af et Lig til sine Læber.

Saadanne Skikkelser som Dingelstedts ere Udtryk for en Tidsalder; de
illustrere den, de bære den ikke. De ere ikke Paladsets Bygmestere;
de ere Forgylderne. Vistnok tiltrækker Forgylderens Arbejde i højere
Grad Øjet og fleer Par Øjne end Bygmesterens, som lægger Grunden og
som allerede i Paladsets Grund bestemmer alle dets Forhold; men for
Bygningen betyder hans Gjerning intet i Sammenligning.

Disse Digtere, saa nydelsessyge og ofte tidligt saa blaserte, i hvilke
der ikke er andet Hold end en politisk Overbevisning, om hvilken de
synge, med hvilken de stadse og som de i Reglen forraade, de have deres
sociale Betydning derved, at de skabe Stemning, almindelig politisk
Stemning. De fremskynde derved Samfundets saa langsomme Omdannelse;
men selve denne ydre Omdannelse er ikke Hovedsagen; det Politiske er
ikke den første Bevæger. Den ydre Omvæltning er et Udslag af dybere,
Overfladen fjernere Rørelser. Størst Lod og Del i den har maaske
Filosofiens stille Omformning af den religiøse Livsbetragtning.

Og paa det filosofisk-agitatoriske Omraade er det, at netop paa
dette Tidspunkt, midt imellem Udgivelsen af Herweghs første og anden
Digtsamling, samtidigt med at Dingelstedt udgiver sin første, i
Sommeren 1841 en Tænker træder epokegjørende frem. I Værket Das Wesen
des Christenthums udformer han store Tanker, begrunder og udtaler
et Livssyn, som skinner igjennem i Alt, hvad der efter ham tales og
skrives af Andre, ifald de ellers staa paa Udviklingens Højde. Han er
Hjørnestenen, paa hvilken henved en Snes Aar fra da af at regne Alle
bygge og Alt er bygget — Ludwig Feuerbach.

Naar jeg siger, han var stor, stor som Menneske og Tænker, saa føler
jeg selv med Harme Ordets Plathed. Vi have hentet det fra Længde og
Højde i Sanseverdenen, og det gjør intet Indtryk; vi ere efterhaanden
saaledes sløvede derfor, at vi Intet føle ved det. Selve Sansen for
Storhed er heller ikke mere synderligt levende iblandt os. Den dræbes
ved den kolde, klamme Maade, paa hvilken vi rykkes ind paa Livet af
de aandeligt Store, naar vi læse de almindelige lærde Fremstillinger
af deres Virksomhed. Tager man en Filosofiens Historie, saa findes de
der ordnede, mimererede, saa de alle tage sig ens ud. Der staa de paa
Række, behandlede med samme Agtelse og Interesse: Schelling, som var et
Geni og en Charlatan, Trendelenburg, som lod sig ansætte af Eichhorn og
benyttede sin Medbør efter Altensteins Død, Strauss, som var en Tænker
af anden Rang og et Stykke af en Pedant, Karl Vogt, som var et Talent
og en Gourmand, Lotze, som var en Professor i Filosofi, en udmærket
Professor men ikke meer, og mellem dem Feuerbach sideordnet med flere
Andre i en Rubrik, maaske endog som ensidig underordnet Stympere,
der have kaldt sig Virkelighedsidealister eller lignende. — Sligt
demoraliserer.

 Han var stor. Det vil sige, at der er et stort aabent Rum omkring ham
til alle Sider. Det vil sige, at ville vi forstaa ham, maa vi ryste af
og kaste ud alle disse, alt dette, som i Lære- og Haandbøgerne trænger
sig om ham. At han var stor, betyder, at han er i et andet Niveau. Have
vi faaet Øje paa Skikkelsen som den staar der ensom, saa indfinder
Ærefrygtsforholdet sig af sig selv.

 Thi saa jævn han end var i Forholdet til Venner, der er en uhyre
Alvor over denne Skikkelse. Man se blot paa dette Aasyn, hvor Alt er
Stil, den strengeste, strideste Stil, og alle Træk Geniets. Der er
Stil i den mægtige Pande, i de smaa Øjne, i det store, vifteformige
Skjæg. Der ligger Magt deri, Magt og Højhed, og den mandigste Skjønhed,
bronceagtigt barsk.

 Selv et Geni udspringer han fra en Slægt af lutter evnestærke
Mennesker: Faderen, Tysklands første Kriminalist, Broderen, Søsteren,
Brodersønnen, alle geniale. Han bliver født 1804 i Landshut, studerer
i Heidelberg, er Theolog, først troende, saa kritisk, dernæst Filosof,
først abstrakt, saa stedse mere virkelighedskjær. Han udgiver anonymt
sine Tanker om Død og Udødelighed, der konfiskeres, derefter frigives
paany. Da hans Forfatterskab til denne Bog bliver bekjendt, afslaas
gjentagne Gange hans Ansøgning om et Professorat i Sydtyskland og
senere hen en Række lignende Forsøg fra hans Side paa igjennem lærde
Mænds Beskyttelse at opnaa en Universitetslærers Stilling i Berlin,
Frankrig, Schweiz, Grækenland. Han lever da fra 1836 af et stille
Privatliv (til 1860 paa Brückberg ved Ansbach, senere i Rechenberg ved
Nürnberg) i sine modnere Aar et Eneboerliv paa Landet i Brevvexling med
Venner af den lærde Stand og med Mænd af Folket (som hin Konrad Deubler
i Salzkammergut), der undertiden forstaa hans Skrifter bedre og føle
dybere ved dem end den saakaldte dannede Verden gjør. I 1837 indgik han
Ægteskab med sin Ungdomselskede. En Begivenhed, der gjorde Epoke i hans
intime Liv, var den af ham gjengjældte Lidenskab, som i Begyndelsen af
Fyrrerne en ung Pige, Datter af en af hans Venner, nærede for ham og
hvoraf hun lod sig fortære.

Forelæsninger har han kun en enkelt Gang holdt, i Aaret 1848 i
Heidelberg, dog ikke paa Universitetet, som frygtede og skyede ham, men
privat. Hans Venner havde i 1842 forsøgt at faa ham ansat i Heidelberg;
først følte han sig tiltalt af Tanken, senere værgede han sig desperat
mod at man gjorde Skridt for at virkeliggjøre denne Plan: »At ville
gjøre mig til Professor og tilmed paa den almindelige Maade, som ethvert
Fæ kan blive det [...] er at stille mig lig de Dumrianer, der for Tiden
figurere, er at krænke, blamere mig [...] Mit Hoved hører ikke hjemme
paa Kathedret. Det hører, véd du hvorhen? — gjæt! — paa Skafottet; thi
mit Hoved er saa afgjørende og skarpt som en Skarpretters Sværd, og jeg
har selv kun Lyst og Courage til Handlinger, hvor det gjælder at sætte
Hovedet paa Spil«Briefwechsel zwischen Freuerbach und Christian Kapp.
1876. S.176.. Vennen havde opfordret ham til hellere at kalde sit Værk
Wesen der Theologie end Wesen des

Christenthums. Han svarer: »Det at styrte Theologien er mig en højst
ligegyldig Ting. Jeg har kun med verdenshistoriske Existenser at gjøre
[...] Paa Hovedet maa man slaa; af Princip maa man negere. At handle,
det vil sige at halshugge — med den Beslutning, hvis det gjøres nødigt,
selv at ville lade sig halshugge derfor.«

Det er et fastere Sprog og en anden Synsmaade end Poeternes. Saint-René
Taillandier har villet finde en Modsigelse i at Feuerbach med disse
Anskuelser ikke deltog i de revolutionære Bevægelser 1848. Han svarede
herpaa: »Hr. Taillandier! Naar der igjen udbryder en Revolution og
jeg tager Del i den, saa kan De til Forfærdelse for Deres gudfrygtige
Sjæl være vis paa, at denne Revolution bliver sejerrig, at Monarkiets
og Hierarkiets sidste Dag er kommen. Desværre oplever jeg ikke
denne Revolution. Og dog tager jeg virksom Del i en stor og sejrrig
Revolution, hvis Virkninger imidlertid først vil udfolde sig efter
Aarhundreders Forløb. Thi efter min Lære, som ikke kjender til Guder,
derfor heller ikke paa Politikens Omraade til Mirakler, men af hvilken
De intet forstaar og som De anmasser Dem at bedømme istedenfor at
studere den, efter denne Lære er Rum og Tid Grundbetingelser for al
Væren, al Tænken og Handlen. Ikke fordi det manglede Parlamentet paa
Troende, som man latterligt har paastaaet i det bajerske Rigsraadskammer
— de Fleste var Gudsfrygtige, og Vorherre tager dog ogsaa Hensyn til
Flertallet — men fordi det ingen Steds- og Tidssans havde, derfor fik
det Hele en saa forsmædelig Ende«Wesen der Religion. S. VII..

Saa mange Udviklingsstadier Feuerbach under sin stigende
Virkelighedsinteresse har gjennemløbet, og saa meget der end med Rette
kan siges om hans Standpunkters Flerhed, er hans Hovedtanke, den der
er som Nøglen til Hvælvingen, paa hvilken det Hele hviler, dog ligesaa
simpel som stor. Og det er denne: Mennesket kan ikke blive sig et Væsen
bevidst, der er højere end dets eget. Dersom Mennesket kunde blive sig
selv o: sit Væsen bevidst som endeligt ligeoverfor et andet Væsen, der
begrebes som uendeligt, saa vilde Mennesket i sin Bevidsthed begrænse
sit eget Væsen ↄ: negere det. Dets Bevidsthed vilde altsaa naa ud
over dets Væsen, men dette er umuligt; thi Bevidsthed er kun Væsenets
Selvbekræftelse.

Istedenfor som Hegel at sige: Menneskets Bevidsthed om Gud er Guds
Selvbevidsthed, nødes vi da til at sige: Menneskets Bevidsthed om Gud er
Menneskets Selvbevidsthed; Religionen er Menneskets første og indirekte
Selverkjendelse.

Det indrømmes fra alle Sider, at Gud uundgaaeligt maa bestemmes ved
menneskelige Prædi kater: Gud er Kjærlighed, Gud er Godhed, Varme, Lys
osv. Men Subjektet er jo kun det personificerede Prædikat. Prædikatet
er det Oprindelige. I Virkeligheden er da Religionens Mening denne:
Kjærlighed er guddommelig ↄ: ubetinget værdifuld, tilbedelsesværdig,
Godhed, Varme, Lys er guddommelige.

Troen paa en Gud er da Troen paa det menneskelige Væsen som Naturens
Grundvæsen.

Religionens tilsyneladende Grundsætning er vel denne: Jeg er Intet imod
Gud; dens virkelige er denne: Alt er Intet imod mig, Alt er Middel
for mig. Ved Hjælp af Bøn og Undere har jeg gjennem Gud som Mellemled
Altet til min Raadighed. Guden udspringer af Ønsket. Da Grundønsket i
Kristendommen er ubegrænset Nydelse, Salighed, saa er Gud Midlet til at
opnaa Salighed, eller rettere: Saligheden og Guddommen er Et.

Med ét Ord: Theologi er Anthropologi, det theologiske Problem er et
psykologisk Problem — af Feuerbach i alt Væsenligt løst for alle
følgende Tider.

Saaledes set staar hans Livsværk som en Enhed. Lader denne sig end ikke
udtrykke saa kort, i faa, henkastede Ord, saa sammentrænger Følelsen dog
let til Et, et Eneste, hvad Menneskeheden skylder ham.

Naar en ung Mand staar i Pantheon i Rom og fortaber sig i Skuet af denne
Kuppel, Verdens skjønneste, saa farer det Ønske ham let igjennem Sindet:
Hvem der som Bygmesteren af dette Tempel engang i sit Liv havde en
saadan enkelt, stor Idé som den, der ligger til Grund for denne Kuppel —
hvem der undfangede et enkelt Grundforhold, en simpel og dog sammensat
Formel, der i sin indre Rigdom lod sig udspænde til et helt Grundsyn,
til et Omfang af denne Storhed, en hel Himmelhvælving i det Mindre! En
saadan Tanke i sin oprindelige Enfold og sin Udførelses Rigdom, det var
nok til et stort Menneskeliv.

En saadan Grundtanke har Feuerbach havt.

XXVII.

 Det dybeste Særkjende for hvad der beholdt Navnet af
Bevægelseslitteratur i Fyrretyverne er at den intet, slet intet Forhold
har til det officielle Tyskland. Det er det, som udgjør dens Styrke
og som har meddelt den sin Friskhed. Ved det officielle Land eller
Folk maa ikke her forstaas en lille afgrænset Verden, en Ting for sig,
som hvis man vilde sige Hof- og Regjeringskredse, nej hele den Del af
Folket, der under normale Forhold synes at være det hele Folk — alt
det, som stempler hvad der udgaar fra Folket med det nationale Mærke,
og som har stemplet alle Folkets Fortidsbedrifter med det samme Præg.
Med alt dette, som en senere Tid har kaldt Dannelsesfilisteriet, staar
Folkets repræsentative Mænd i dette Tidsrum slet ikke i nogen Berøring.
En tilsvarende Gruppe af Personligheder og Digtninge findes da ikke
indenfor de tre nordiske Landes Litteratur. I Norden blev selv den
oppositionelle Studenterlyrik efter ganske faa Aars Forløb officiel. De
ypperste tyske Digtere i dette Tidsrum er uafhængige eller gjøre sig
uafhængige af det officielle Tyskland og bære mandigt Følgerne deraf.

Blandt dem, der gjør sig uafhængige, er Freiliggrath interessantest. Han
fødes i Detmold 1810; han er Westphalens blonde, blaaøjede Søn, svær og
robust med sin tykke Manke. Han er et Skolelærerbarn, der mod sin Lyst
opdrages til Kjøbmand, men som skylder Kjøbmandsstanden sin Frihed for
klassiske Reminiscenser, sin Dannelse ved moderne Litteraturer alene,
sin Sans for de fjerne Egne og Klimater, som Verdenshandelen bringer i
indbyrdes Forbindelse, og sin Aands afgjort moderne Præg.

Freiliggrath er ikke som hans Forgjænger i den politiske Poesi, Hoffmann
von Fallersleben, kun en frugtbar Visedigter, han er en sand, beaandet
Poet. Hoffmann, der havde studeret de gamle tyske Folkeviser og som selv
var en naiv, folkelig Sjæl, var uudtømmelig i sin melodiske Polemik
mod Junkervæsen og Bureaukrati, men han gjentog sig med Folkedigterens
Ensformighed. Freiliggrath har skrevet forholdsvis Lidet, men hvert
Digt af ham har sin Individualitet. Han er paavirket af den nyere
franske og engelske Poesi, af hvilken han har leveret saa talrige og
saa ypperlige Oversættelser, og han debuterer som beskrivende Poet af
Victor Hugos Skole, men han udvikler hurtigt sit eget Præg. Han har i
meget høj Grad to Egenskaber, som sjældent findes forenede: Evnen til
det Maleriske og Følelsens Inderlighed. Den første Evne bringer ham til
at fremstille Æmner fra fremmede Verdensdele med glødende Kolorit, den
anden bryder frem, hvor han er Hjemlandets og Huslivets Sanger. I hans
politisk-revolutionære Periode blev Inderligheden til mægtig Pathos
og Evnen til anskuelig Udmaling gik ganske i Vredens, Kamplystens og
Indignationens Tjeneste.

I sin Ungdom (1831) modtog han i Amsterdam dybe Indtryk af Havet og af
Skibsfarten. Han fulgte i sine Drømme med de mange Skibe, der gled ud af
Havnen for at sejle til Afrika, til Indien, til Tyrkiet, til Amerika.
Saaledes opstod Lysten til at skildre disse Landes Natur, som han saa
den for sig i sin Fantasi, og Hugo’s Les Orientales gav ham ikke blot
Anvisning paa de Farver, hvormed saadanne Stoffer skulde behandles,
men paa selve den metriske Form. Han alene af tyske Digtere forsøgte
at tilegne sig Franskmændenes Alexandriner, det i Tyskland foragtede
Versemaal, og hævde dets Skjønhed — underligt nok manglede han med sin
ellers udviklede metriske Sans i den Grad Øre for dets Ejendommelighed,
at han bestandig gjengiver det ved rene Jamber, hvad Tyskerne efter ham
er vedblevne med, selv efter at denne Gjengivelsesmaade forlængst er
opgivet i Norden.

Der var en Længsel ud over Verdenshavet i hans Sind. Som Modsætning
til tysk Tagkammerpoesi gav han — fra sit Kammer af — Billeder fra
Afrikas Ørkener og Amerikas Urskove. Han attraaede tropisk Lokalfarve,
undertiden med Held, undertiden smagløst, han virkede sprogligt især
ved nye, besynderlige Rim, Rim paa prangende og rungende Fremmedord som
»Sykomore«, »Tricolore« og deslige. Hans Vers lignede levende Kolibrier,
naar de var bedst; udstoppede Kolibrier, naar deres Pragt blev livløs.

Men denne afrikanske Freiliggrath er ikke den bedste. Den natiouale og
frisindede Freiliggrath er mere værd. Da Herweghs politiske Udfordring
havde vakt ham, gik han ind i sig selv, gjorde sig naivt eg ærligt
Rede for sit Væsens ham selv endnu ikke helt bevidste Sympathier og
Tendenser, fandt i sit Væsens Dyb en Frihedstrang, som intet kunde
tøjle, og en Medfølelse med Undertrykte, som kunde slaa over i Had og
rystende Harme. Hans Genius slog ind paa den revolutionære Vej og gik
i Stormskridt ad den, indtil den slog sine Vinger ud og fløj. Og fra
Digterens Læber klang Marseillaiser. O disse Hymner af Freiliggrath fra
1848, det er Begejstringen selv, den begejstrende Begejstring; der er en
Vildskab, en Tro, en revolutionær Religiøsitet, en flammende Ironi, en
jublende Sejersrus i de første af dem; den ædleste Fortvivlelse, sublim
i sit Udtryk, i de sidste.

Men ogsaa de Digte, der gaa forud for Revolutionen og ophidse til
den, ere læseværdige. Saaledes Samlingen Ḉa ira fra 1846. I hvert af
de Digte, hvoraf den bestaar, er der et enkelt anskueligt Billede
gjennemført. I det første lægger et Fartøj ud fra Land, dets Navn
er Revolution; det er den sorte Brander, der kaster Raketter i
Kirkens skinhellige Yacht og saa retter sine Kanoner mod Rigmændenes
Sølvflaader. I et andet fremstilles med et Motiv, der er laant fra
Thomas Moore, Despotiet som Ispaladset, der ved Foraarstid vil knage,
briste og smelteSe Hovedstrømninger, IV, 269.. I Digtet Wie man’s
macht skildres med smittende Lidenskab Stormen paa et Tøjhus i en
Hovedstad, dramatisk, levende, saa man ser den for sig, er som med i
den. Alt som Revolutionen, han forudaner, kommer nærmere og nærmere,
bliver hans Digtning mere og mere præsent. Han skildrer en Rhindamper,
der har Kongen og Dronningen af Preussen ombord. Den Damper minder om
det tyske Samfund. Oppe paa Dækket nyder Selskabet den friske Luft,
det klare Sollys, de skjønne Rhinlandskaber; men nede ved Maskinen
staar Proletaren som Maskinist og Fyrbøder, Herre over den Vulkan, der
driver Skibet frem og holder det i Gang. Et Ryk, et Slag af ham, og den
hele Bygning styrter sammen, hvis Spidse Kongen'er; Dækket brister,
Flammerne slaa i Vejret — dog du vrede Element, idag endnu ikke! — Men
i et Digt som Freie Presse foregriber Digteren Begivenhedernes Gang:
Oprøret skal bryde ud; endnu én Dag og der skal kjæmpes i Gaderne.
Ejeren af Bogtrykkeriet taler til sine Folk. Til Skud behøves Bly, men
Folket mangler Munition, nu gjælder det da at støbe alle Alfabeterne
sammen til Kugler, og snart flyder og hvisler den glødende Masse i
Kugleformerne. Tiden er saadan, at kun som Kugler kunne Typerne nu
befrie Menneskeheden.

Det unge Tysklands Dage var forbi, men det var som om Tyskland nu selv
var blevet ungt. —

En Modsætning til Freiliggrath danner Robert Prutz (født i Stettin 1816)
ved sin Dannelses Soliditet. Han er en kritisk, historisk og filosofisk
dannet Aand, der har forsøgt sig i mangfoldige Retninger, men dog kun
som politisk Digter har blivende Betydning. Han var fra først af en
ildfuld Medarbejder af Ruges Halle’ske Aarbøger, og blev tidligt ramt af
Landsforvisningsstraf. Han er Feuerbachianeren som Digter. Han kan blive
lidt tør og fantasiløs i sin politiske Lyrik, der gjerne vel nøje holder
sig til Sagen; men hans paa én Gang ædru og begejstrede Frihedskjærlig
hed tiltaler. Den, der engang har faaet ham kjær, vil holde helt af ham,
vil selv sætte den største Pris paa hans senere, for Sensualisme dumt
forkjætrede Digtsamling Aus der Heimath, som han kun ikke skulde have
havt den utrolige Smagløshed at tilegne sin Frue.

Det Værdifuldeste, han har frembragt, er Den politiske Barselstue
(Zürich, 1845), et lille aristofanisk Mesterværk, i hvilken det er
lykkedes Prutz, denne varmeste Beundrer, Holberg har havt i Tyskland,
at sammentrænge den yngre Generations Vid og Spot, dens hele Stræben og
alle dens Forhaabninger.

Det var naturligt for denne klassisk dannede Digter at optage
Aristofanes’s Form; uheldigvis har han holdt sig for nær til den.
Stykket er derved blevet en Juvel for en udsøgt Læsekreds istedenfor
at afgive Næring for Folket. Dette Stykke er en forhaabningsfuld ung
Drømmers Værk: hans Tro paa en straalende Fremtid for Tyskland var fuldt
saa levende og mægtig som hans Glæde ved den ironiske Nedbryden af det
Affældige og Faldefærdige; naar de burleske Figurer og Indfald her
fremtræde som paa en idealistisk Guldgrund, saa er det, fordi Digteren
ser Fremtidssolen stige og skinne bag dem.

Dramet foregaar i og foran en Doctors Hus, der er en Art privat
Fødselsstiftelse, hvor unge Damer af de højere Stænder undertiden
ty hen. Men i den seneste Tid gaar Forretningen ikke for ham. Han
havde gode Dage, da Pietismen endnu florerede i Königsberg; thi Guds
Velsignelse var mægtig i de Fromme og de mange gudelige Omfavnelser
satte Frugt, men siden Statskirken nu er optraadt fjendtligt mod
Pietismen, staa hans Kamre tomme. Han véd snart ingen anden Redning end
at blive Medarbejder ved den preussiske Statstidende; thi hvem der ikke
kan bruges til andet, han finder sit Brød ved den Avis. Hans Tjener
Kilian sulter og kræver Mad. Doctoren tilraader ham at lade sin Mave
exstirpere og tager allerede Kniven frem. Saa vil han aldrig sulte mere,
og hvilke Fortjenester vilde han ikke indlægge sig af Menneskeheden,
hvis han kunde afgive det levende Bevis for, at Operationen lod sig
udføre! Thi hvad er den Klippe, hvorpaa nutildags Dyden strander?
Hvorfor tog Freiliggrath imod Pension? Hvorfor lod Dingelstedt sig
brændemærke? Maven var det, Altsammen for Mavens Skyld.

Men i det Samme nærmer sig forklædt som Tigger Hr. Fiffikus
(Schlaukopf). Han deklamerer i Niebelungenlied-Stilen noget Patriotisk
om Cheruskeren Hermann, samler ind til Statuen for Nationalhelten, og
da Doctoren er uforsigtig nok til at kalde denne en Fugleskræmsel, en
væmmelig Skildvagt med et Lærkespid, erklærer Fiffikus ham, at han skal
komme til at undgjælde derfor med tolv Aars Tugthus i det Mindste.
Da de komme i Haandmænge, beholder Doktoren Hr. Fiffikus’s falske
Næse i sin Haand, og gjenkjender i ham sin Ungdomsven, forhenværende
Socialist og Frihedssanger, Republikaner og Kongemorder, nu forfremmet
til virkelig Geheime-Kongelig-Liv-Spion. De kaste sig i hinandens Arme,
og Fiffikus meddeler sit Ærind, dog først efter at have forvisset sig
om, at Doctoren ikke nærer nogen generende eller oprørsk politisk
Tro. Da denne, som ser, hvilken mægtig Mand han har for sig, knælende
har forsikret, at han ikke troer paa nogetsomhelst andet end det, at
Thalerstykkerne ere runde, saa rykker Fysikus ud med Hemmeligheden:
»Tyskland, Fædrelandet, Luthers og Friedrichs Tyskland, Dronningen med
de blonde Lokker, er svanger.«

Doctoren er lidt vantro. Kunde det ikke være Vattersot, opstaaet ved
alle de nystiftede Afholdenhedsforeninger? — Nej, hun er frugtsommelig,
og det eneste Underlige er, at det ikke har staaet at læse i Aviserne,
der ellers altid meddele, naar Sligt times Dronninger eller Prinsesser.
— Og nu bringer Fiffikus den saliggjørende Nyhed, at Doctoren som
erfaren Accoucheur er udseet til Germanias Læge. Han og ingen Anden skal
forløse hende. Han danser af Glæde, fordrer en Appanage og en Orden til
Løn, beder den Anden hente Damen; men se — der er hun allerede.

Trælle, der viser sig at være det retløse Folk, bære hende ind i en
gylden Stol. Hun er en Blondine med fedt, venligt Ansigt, bred Mund,
vandblaa Øjne. Som Germania bliver hun hilset, fejret, besunget. Men af
en fortrolig Samtale mellem Fiffikus og hende erfare vi, at hun aldeles
ikke er det, hvorfor hun gjælder. Han udspørger hende, om hun virkelig
er i velsignede Omstændigheder; hun svarer, at han selv bedst maa vide
det, han og de Andre, han har ført til hende. Fra Gaden har han trukket
hende op og dresseret hende til hendes Rolle. Den officielle Germania er
hun — og hun har gjort Alt, hvad de fiffige Hoveder befalede hende at
gjøre, hun har nikket og knælet og plapret Bønner paa Kommando. Saaledes
er hun nu ogsaa paa Kommando bleven frugtsommelig. — Han udskjælder
hende, truer hende med Prygl; hun haaner ham og truer paa sin Side med
at løbe sin Vej, saa kan han se, hvor han atter faar en Germania fra.

Men i Nattens Mulm og Mørke er en fremmed, ubekjendt Kvinde traadt frem
paa Gaden udenfor Huset, jaget og fordrevet som hun er. Hun har ingen
Plet, hvor hendes banlyste Hoved tør hvile. I en Vellystrus, siger hun,
slumrer nu paa Silke den, man i mit Sted har ophøjet og som frækt lader
sig kalde ved mit Navn, medens jeg, den Ægtefødte, lig en Tiggerske maa
skjule mit Dronninge-Aasyn i Nattens Mørke. Vær du min Hovedpude, o
Sten! Paa Sten ligger jo ogsaa som dets Dronning mit Folk.

Da ved Nattetid pludselig En raaber: Germania! svare paa én Gang
Barselkonen i Huset og den fremmede Kvinde ude paa Gaden. Og da Larm
og Forvirring derved bryder ud, saa Gendarmerne komme til, bliver det
undersøgt, hvem af de to det er, der har tilegnet sig et fremmed Navn.
Visselig ikke jeg, tilraaber den Ubekjendte Hr. Fiffikus. Hun hævder, at
det er ham, som har ranet hendes Navn for at smykke sin Bolerskes frække
Pande dermed, og hun slutter: Skjændsel over Jer begge! Jeg alene er den
virkelige, den rette Germania. — Kilian kan ikke faa i sit Hoved, at
hun, saa mager, saa slank, skulde være den Rette. Trællene derimod føle
hendes Stemmes søde Klang trænge helt ind i deres Hjerte. Diplomaten
Fiffikus alene holder Contenancen vedlige: Allein, so thut ein wenig nur
die Augen auf, Zu sehen braucht Ihr diese da und jene nur, So ist’s ja
klarlich, welche hier die Rechte sei: In Lumpen jene, diese jedoch in
seidnen Rock; Die abgemagert, hungerbleich, ein Schattenbild, Verbannt
zu Bettlern, selber eine Bettlerin; Höchst stattlich diese, wohlgenährt,
anmuthiglich, In hoher Herren ehrender Festgenossenschaft, Ja selbst
gesegneten Leibes ist sie, wie Ihr seht. Paa denne Sammenligning mellem
Rivalindens Herlighed og hendes egen Fattigdom svarer den fremmede
Kvinde med Højhed: Wohl spotte mein! In meine Wunden lege du Die
blutbefleckten, diebsgewandten Finger mir! Auf meine Lumpen speie du,
und rühme dich Weil ich ein armes, heimathlos vertriebnes Weib, Du
weisst am besten, wessen Hand mein Blut vergoss, Und wer vom Haupt die
Krone mir gerissen hat. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . Ihr bautest du Paläste, mir Gefängnisse. Ihr schmeichelten deine
Schergen, mich verfolgten sie — Dir aber sag ich, Schattenkonigin, o du,
Die du mit Zittern meines Namens dich erfrechst: Hinweg! verbirg dich!
Räume du den Platz, der mir Allein gebührt! Denn eure Herrscherin bin
ich. Og Trællene bøje sig for den fremmede Kvinde, der ikke kommer i
en Dronnings Purpur men i sønderrevne Klæder som de selv, og de spørge
hinanden, om ikke hun er den ventede Frelserinde, der vil slaa deres Aag
i Stykker og slynge Frihedens Lyn ud i den søvndrukne Verden. Dog nu
blive begge Kvinder opfordrede til at legitimere deres Rettigheder, og
Fiffikus, som udbryder: Dette gjælder en Kamp for Legitimitetsprincipet,
soufflerer sin Dame.

Og den officielle Germania, den fede Blondine, som tilsyneladende
bærer Landets Fremtid under sit Hjerte, som praler dermed og af den
Grund fordrer Ærefrygt og Skaansel, istemmer sit Levnetsløbs Litani:
Hvorledes hun i den graa Oldtid laa paa Bjørnehud i Skoven og til
skummende Mjød aad Olden og Agern — Olden og Agern, raabe Doctoren,
Kilian, Fiffikus: Det er hende! Hun for tæller, hvorledes hun blev sendt
i Skole hos Klerkene, fik Næsen trykket tæt ind imod Krucifixet, blev
kristelig-germanisk, doterede Klostre, byggede Kirker, kyssede Pavens
Tøffel osv. — og Koret svarer: det er hende! Hun meddeler, hvorledes
hun derefter udviklede sig fredeligt, lod Enhver, der vilde, give
hende Næsestyvere, indtil hun har bragt det saa vidt i Loyalitet, at
naar Herren blot fløjter, saa kommer hun, staar Skildvagt, apporterer
Stokken — «kort sagt: Jeg er den fuldkomne Pudel.» — Og Koret jubler:
Det er hende! Saa slutter hun: Om Gud og Kongen vil, skal det ogsaa for
Fremtiden blive saadan ved. Nu er jeg, som I seer, frugtsommelig efter
ministeriel Anordning. Forsvarer mig da nu! I Gendarmer, anerkjender mig
som den eneste Germania, som tysk Fuldblod, og stoler paa, at jeg til
Gjengjæld nok skal opdrage min Sønneke til Gendarm!

Gendarmerne finde, der er Fornuft i den Tale, og Fifflikus triumferer
allerede over, at Landstrygersken er forstummet. Men hun svarer: Hun
indrømmer, at hun ikke forstaar sig paa Selvros, ogsaa har lidet
at rose sig af. da al hendes Udsæd ligger i Fremtiden. Det vil jeg
tilstaa — siger hun — at hun dèr ganske vist er et Tyskland, et ægte,
Regjeringstysklandet, det officielle Tyskland, Forbundsdagstysklandet
— men sandelig, hun er ikke Folkets Tyskland, det kjender ikke hende,
det bryder sig lidet om hendes lange, raadne Stamtræ. Og hun anraaber
de lænkebundne Trælle om at komme hende til Hjælp og erkjende hende for
den, hun er. Men i det Samme gribes den anden Germania af heftige Veer.
Med en Explosion sprænges hun som en Bovist, springer i Luften og er
borte, og af al den Røg, som derved udbreder sig over Scenen, udfolder
efterhaanden Taageskikkelser sig som valfartende Munke, Romantikere, der
lovsynge den hellige Middelalder, Gjæs, der sørge over, at Svaneordenen
endnu ikke er færdig, og moderate Frisindede, der istemme Omkvædet:
Immer langsam voran, immer langsam voran!

Dass der preussische Fortschritt nachkommen kann! Da bryde Trællene
deres Lænker, kaste sig ned for den fremmede Kvinde og hylde hende som
den sande Germania, den endnu jomfruelige, men som engang vil blive
Moder til Fremtidens Hersker.

Sindbilledet er kraftigt og smukt. Og det var sandt. Ikke det underkuede
og søndersplittede Tyskland, der dengang blev udskreget som det
frugtbare og fremtidsrige, men de dengang forfulgte og forhaanede
Friheds- og Enhedsbestræbelser fødte det tyske Riges Fremtid. Kun virker
det en Smule forstyrrende, at den sande Germania slet ikke har nogen
Fortid, slet ikke har noget Stamtræ, men at al hendes Kraft og Herlighed
skal ligge i Fremtiden. Tanken om et saadant historisk Brud havde for
hin Tid en Mulighed, ja en Sandsynlighed, som den ikke har for vor.

Men saa meget var i dette radikalt polemiske Digt fuld Sandhed, at det
officielle Fædreland allevegne tilraner sig Alt, hvad Folkets Snille i
Fortiden har frembragt, og alle dets gamle Storheder, om endog disses
Liv var en uafbrudt Kamp imod det. Selv dem, det landsforviste eller
holdt i Fængsel eller halshuggede — deres Portrætter har det om Halsen.
Og til alle Tider siges det, at det officielle Fædreland bærer Fremtiden
i sit Skjød. Det gives ikke blot til enhver Tid ud for at være Nutiden,
idet Alles Existens er knyttet til dets Bestaaen, men det bærer, siges
der, den nye Tid under sit Hjerte, og det fordrer den Skaansel, den
Nænsomhed, som vises en frugtsommelig Dronning. Og altid gives der
for de Tænkende i et Folk paa samme Tid et andet Fædreland, et ikke
anerkjendt, et fornegtet. I Nationalfarverne klæder det sig ikke, og
Nationalsangen istemmes ikke, hvor dets Nærhed spores. Det er tilstede
overalt, hvor der føles og handles i den Aand, som var Landets ypperste
Mænds. Det hyldes af Folkets hele tænkende Ungdom. Den menige Mand er
det nærmere end Landets officielle Magthavere. Fremtiden tilhører alene
det.

XXVIII.

Der gaves opadstræbende Aander, virkelige Digtere, som stode afsides
fra Litteraturens almindelige Bane i disse Aar. Det var Mænd som den
udmærkede sydtyske Digter, Eduard Mörike (født 1804), Schwaberskolens
sidste Ætling, der sprængte Skolens Begrænsning og som Lyriker snarere
er et Skud af Goethes Stamme: en Poet af den lødigste Genialitet,
Sjælelivets idylliske, skjælmske, sørgmodige Sanger, Forfatter til
det evige Digt «Denk es, o Seele!» Der var endvidere Mænd, som de to
nordtyske Digtere, Thüringeren Otto Ludwig og Ditmarskeren Friedrich
Hebbel, de to kraftfuldeste Særlinge i den nyere tyske Litteratur, begge
fødte i Aaret 1813, begge først udfoldende deres højst forskjelligartede
Ejendommeligheder efter 1848, to knortede Egestammer med rigt Løvværk,
der staa udenfor Skoven. Kun ét Karaktermærke have de faaet af den Tid,
hvori de vare Ynglinge: den ejendommelige mørke Trods, der er Grundlaget
i begges Væsen. Mere deres Eget er en Forening af det Melankolske og
det Skarpsindige under et Hang til djærv Realisme. De indvarsle en
senere, upolitisk Tids Virkelighedsstudium og Virkelighedstroskab.
Men de have ikke de førmartslige Digteres fælles Kjendemærke: den
lyse Begejstring, Retningen udadtil mod det offentlige Liv og mod
gjennemgribende Samfundsreform eller i Nødsfald gjennemført Omvæltning.

Dette Hang i Forening med den filosofiske Klarhed, der stammer fra
Hegels og Feuerbachs Skole er maaske skarpest fremtrædende hos en Aand,
hvis Værker med Urette ere gaaede lidt i Forglemmelse nutildags, hos
en med Ludwig og Hebbel jævnaldrende Digter, som døde ung, kun 31 Aar
gammel, og som ikke oplevede Martsrevolutionen. Det er Friedrich von
Sallet, en ung tysk Officier og Autodidakt, der med Held stræbte at
opnaa en grundig og omfattende Dannelse, en Karakter, i hvis Fasthed
der hverken fandtes Brud eller Sprække. Han forener Tidsalderens hele
Dybsind med dens vidtgaaende og lidenskabelige Frisind. Da han 1831
fik sin Afsked som Militær, levede han fra da af kun for Litteraturen.
Mest bekjendt af Sallet er hans Laien-Evangelium blevet, en Slags
Opbyggelsesbog for Fritænkere, en Digtsamling, i hvilken han gjengiver
og omfortolker de enkelte Begivenheder i Evangelierne symbolsk i moderne
Aand. Han begynder hvert Digt med en Fortælling eller en Lære af
Skriften og søger saa at fremstille den evige, blivende Kjærne i den,
medens han kaster de historiske eller mythiske Skaller bort. Omtrent som
i Oehlenschlägers Aarets Evangelium er Fortolkningen tidt haartrukken;
i Modsætning til dette Digt er Bogen helt igjennem skreven i samme
Versemaal, hvad unegteligt afstedkommer en vis Monotoni. Den minder ved
sin Form om et noget ældre Værk, Leopold Schefers Laien-Brevier; men der
er ikke ringe Forskjel paa Schefers bløde Tilfredshed med Verdensaltets
guddommelige Indretning og Sallets utaalmodige Drift til Indgreb i
Historiens Gang. Bogen kan ogsaa svagt erindre om Rückerts «Bramanernes
Visdom», kun at Sallets var en Visdom, som var fuld af flammende Vrede
mod Løgn og Aandløshed, ingen fredelig Samling af gyldne Leveregler
som Rückerts. Sallet sammenligner i Indledningsdigtet sine Forgjængere
i østerlandsk Digtning med de Østens Konger, der bød Lystanken Virak,
Guld og Myrrha, men saa sank tilbage i deres orientalske Drømmeliv. Nu
vil, siger han, Tanken vække Østens og Vestens Folk paany. Heri ligger,
at han i sin Iver for i vesterlandsk Aand at tale sine Idealers Sag har
været ligegyldig for Koloriten, og det Skjær, hvorpaa hans Digterværk
strander, er da ogsaa dette: en altfor direkte, moderne Didaktik.

Langt værdifuldere er Samliugen af Sallets Poesier «Gedichte», i hvilken
atter den politiske Afdeling har Forrangen.

Han skildrer den sovende Kjæmpe. Paa hans Hoved og Bryst tumle sig
dværgagtige Tosser. De sætte sig paa deres Stole i hans aabne Mund og
sige hinanden Komplimenter; spise til Middag paa hans Mave; forsikre,
det er hans Pligt at sove; hvis han ikke gjør det, vil de straffe ham
med Naalestik. De mene, Gud kun har skabt den store Kjæmpe for at de
lystigt kan drive deres Væsen ovenpaa ham. Men rejste Kjæmpen sig blot
én Gang op af Søvne, saa faldt de alle paa Hovedet ned. Han, Poeten,
gjør ikke andet end kilde ham med sit Papir under Næsen i Haabet om at
Kjæmpen blot engang vil nyse, saa var alt det Pak Pokker i Vold. Han
udraaber: Vaagn op for at se, hvad Liv de fordriste sig til at føre; at
jage dem bort, er saa ingen Kunst. Og han slutter: Jeg véd ret godt,
hvordan Kjæmpen hedder; men jeg har mine Grunde til ikke at nævne hans
Navn.

Istedenfor Folket som Folk tiltaler han i et andet Digt Ecce Homo,
Mennesket som Menneske: Dér staar den ældgamle, graa Domkirke; dér
den ældgamle, faste Kongeborg. Stille se de ned paa den vandrende
Menneskehed og én Slægt efter den anden skyller forbi deres Fod.
Aarhundreder igjennem toner der Sang fra dem, aflægges der Ed i dem, og
vi synes Døgnfluer i Sammenligning. Tosserne præke derfor Ærefrygt for
disse Korthuse. — Thi hvad er de andet end Korthuse, som Mennesket i sin
Barndom har bygget sig! Manden kan vælte dem, som han byggede dem, og
han kan bygge andre i Stedet. Himmel og Jord er en blød Deig, Mennesket
former den, som dets Tanker er til.

Undertiden anslaar Sallet en lettere, mere spøgende Tone: Hvorledes
hedder den gamle Mand, som alle Mennesker holde af, men de gode Tyskere
især, og som dog aldrig har udrettet det ringeste Dygtige? Han staar paa
Prækestolen, han exercerer, han sidder til Doms, han holder Foredrag paa
Universiteterne og hans Stemme er af megen Vægt i Statsraadet. Naar En
bruger hundrede Skridt til, hvad man kan gjøre i et Spring, saa hedder
det i hans Sprog: god gammel Sæd og Skik; det holder han af. Men vil
du frembringe noget Ejendommeligt og Stort, saa bliver han pludselig
højrøstet og skjælder saalænge, til alle Mennesker blive bange for
dig. Han har hverken Vid eller Marv, den gamle Herre, og dog hersker
han næsten almægtig, og den, der skal faa Bugt med ham, maa være stærk
som en Løve. Hans sande Navn er ingen Hemmelighed, det er den gamle
Slendrian.

I en beslægtet Stil har han skrevet parodierende Digte, saaledes dette
om den ham dagligt plagende Censur: Kennst Du das Land, wo Knut’ und
Kantschu blühn, Den Steiss von Zarenliebe machend glühn, Wo man das
Zeitungsblatt schwarz überstreicht, Dass preussisch’ Landtagsgift in’s
Volk nicht schleicht, Kennst du es wohl? Dahin, dahin Möcht’ ich mit
dir, geliebter Censor, fliehn.

Dog vredere endnu end paa Censor er han paa de tamme Profeter. Mumien,
siger han, falder fra hinanden, naar blot en Haand slaar til den,
efterat den fra de dumpe, underjordiske Haller er bragt op i Dagslyset;
men den bliver staaende uskadt, dersom ingen Haand rører den. Han
udskammer dem, der mene, at Alt vil ske af sig selv, i Kraft af
historisk Udvikling osv. Det værste Ord for ham er: Det maa jo blive
anderledes, det kan jo ikke vedblive at gaa som det gaar. Saa gammel
Verden er, siger han, er endnu aldrig Noget skeet af sig selv.

Og da det for Censuren var ham umuligt direkte at røre ved Kongemagten,
fortæller han paa gode Vers sin Parabel om Bjørnen. Omtrent som man ser
Ulve i Bur ved Kapitolium, ser man udenfor Bern Bjørnen som Stadens
Symbol. Sallet tager af denne lokale Ejendommelighed Anledning til sin
Fortælling: I gamle Dage holdt de sig i Kanton Bern en Bjørn og lode
det brave Dyr leve højt paa deres Bekostning, medens de stadigt passede
at klippe Kløerne paa det for ikke selv at blive sønderrevne. Spurgte
man dem, hvad Bjørnen gjorde for Gavn og om de ikke vilde forklare det,
saa svarte de højst forundrede: Forklare! hvad skal han gjøre! Han
æder sig mæt, bevæger sig gravitetisk, brummer, kortsagt: det er vores
Bjørn. Og spurgte man, hvorfor de holdt den? lød Svaret: For det gjorde
vores Fædre. Vi er fortabte, hvis Slægten døer ud. Og spurgte man paany
hvorfor, saa hed det blot: Hold Mund eller vi slaar Hovedet i Stykker
paa dig.

En Dag opstod stor Larm og Stimmel, stort Skraal og Rend. Bjørnen laa
død. Pludseligt kom Dødsfaldet; der var ingen ny Bjørn at faa i en Hast,
og overalt lød Klageraabet: Nu er det ude med Kanton Bern! Op I brave
Jægergutter! ud at faa fat paa en ny Bjørn til os!

De jage afsted gjennem Kløfter, over Bjerge og finde ingen Bjørn. Men
vidunderligt! Ikke desmindre modnes Kornet og Vinen, der voxer Frugt paa
Træerne, det er som om Alt derude i Naturen ikke brød sig det ringeste
om Jammeren i Bern. Og Solen staar op hver Dag paany, endskjøndt den saa
Bjørnen død — og Verden staar endnu. Hvad vil det sige? —

Saa vittig Parablen end er, saa vil den neppe overbevise nogen Tilhænger
af Monarkiet om dettes Unødvendighed. Sallet angriber kun den fjottede
Kultus af det for uundværligt ansete Symbol, indlader sig imidlertid
slet ikke paa at bekjæmpe de Forestillinger om Gavnligheden af at den
højeste Stilling er unddraget Kappestrid, som i Almindelighed gjøres
gjældende til Fordel for Kronen. Men sin hele Sjæl har han nedlagt i et
enkelt Digt, det, der fører Titlen «Aut—Aut» og der blev som et Løsen
for Datidens Ungdom. I Aarestrups Oversættelse klinge nogle af de mest
betegnende Strofer deri saadan: I, som vil kjæmpe Tidens Dyst,

  Herfrem, I Riddere alle!

  Tal det ud med tydelig Røst:

  For hvilken Sag vil I stride og falde?

            Enten—Eller! For Fyrstens Magt eller Folkets Vel?

 For Aandens Sol eller Præstepraasen?

 Republikaner eller Træl?

 Ja eller Nej, kun ingen Vaasen!

        Enten—Eller!

Og Digtet slutter med en Henvisning til den snart oprindende Tid, da den
Sidste af dem derovre eller dem her ruller med kløvet Skal i Sandet.

Sallet, som allerede døde 1843, kom ikke til at opleve den Afgjørelsens
Stund, som han saa lidenskabeligt havde attraaet at se. Men snart
derefter var Timen kommen, da Uvejrsskyerne begyndte at trække sig
sammen og Fuglene at flyve lavt. Vi nærme os til 1848.

Litteraturen fortsætter i Sallets Spor. Fra alle Tysklands Egne klinge
Opfordringerne til at lade Daaden afløse Ordet. Her mødes Stemmerne
fra Nordtyskland, fra Rhinlandet og fra Schweiz med dem fra de fjerne
østerrigske Poeter, Karl Beck, Alfred Meissner, Moritz Hartmann.

Karl Beck, Søn af en Ungarer og en ungarsk Jødinde, født 1817 i Baja,
først medicinsk Student i Wien, senere af Gustav Kiihne indført i
Litteraturen, udgav en Række Digtsamlinger, som vakte Opsigt ved deres
sande og levende Skildringer af ungarsk Natur og ungarsk Folkekarakter.
Man kan i denne Henseende sammenligne Karl Beck med den fem Aar yngre
ungarske Nationaldigter Petofi. I sin Egenskab af Frihedsdigter kan
han betragtes som Börnes eneste fremragende poetiske Elev. Han er
som han den jødiske Stammes, Proletariatets og den politiske Friheds
Talsmand. Gammeltestamentarisk Stil og Pathos blander sig hos ham med
Paavirkninger fra den nyeste tyske og franske Oppositionslitteratur.
I den østerrigske Poesi har han nærmest Anastasius Grün og Lenau
til Forgjængere. Han har ikke en Prutz’s grundige Dannelse, men
brændende Farver, Stemningens Gløden, Udtrykkets Anskuelighed og en
forbitret Begejstrings Udbrud. Han var imidlertid af dem, som vel hilste
Revolutionens Udbrud med Glæde, men som Reaktionens Sejr bragte til
at skifte Tonart. Da Ungarns storladne Opstand var knust, rettede han
til Østerrigs Kejser et Digt med Smiger for Sejerherren og en Bøn om
Naade for de fangne Helte, der indignerede hans gamle Kampfæller. De
mindedes, at han før Katastrofen havde været Republikaner og Socialist,
han, der nu efter Ungarns Fald optraadte som den loyale østerrigske
UndersaatSmlgn. Moritz Hartmann: Reimchronik des Pfaffen Mauritius. Cap.
V Apostel und Apostaten..

Alfred Meissner, (f. 1822 i Teplitz), og Moritz Hartmann (f. 1821 i
Duschnik), ere Bøhmens to betydelige tyske Lyrikere og lige ildfulde i
deres politiske Frihedsbegejstring.

Meissners uskjønne Endeligt bør ikke faa Nogen til at lukke Øjnene
for hans fuldstændigt ægte og tilforladelige poetiske Talent. Det
er og bliver visselig en sørgelig Unatur, at en af Tysklands mest
fremragende Lyrikere efter en hæderfuld Ungdom nedlod sig til at afkjøbe
en underordnet Skribent hans Manuskripter og udgive denne underordnede
Produktion for sin; men det forringer ikke hans Værdi som Frembringer
af de ypperlige Digte, han selv har forfattet. Man læse blot hans
flammende Mindedigte over Byron og George Sand, og man vil have Prøver
paa en revolutionær Veltalenhed, som Ungdommen i Fyrrerne med Rette ikke
modstod.

Moritz Hartmann, hans Jævnaldrende og Landsmand, er en Skikkelse af
andet Malm, uden Lyde, en sjælden Sanger og en Helt. Ingen tysk Digter
har fra sin tidligste Ungdom til sin Død elsket Friheden trofast og
lidenskabeligt som han. Ingen har saa tidt og hensynsløst sat sit Liv
paa Spil for den.

Hartmann, som var en af de skjønneste Mænd, noget Øje kunde se, fødtes
i den lille bøhmiske Landsby af jødiske Forældre. Slægten var en spansk
Emigrantfamilie, hvis egentlige Navn var Duros og som havde oversat
dette Navn paa Tysk. Han gik i Skole i Prag, saa’ der som Dreng den
forviste Karl X’s triste Indkjørsel i Staden, frigjorde sig kun tretten
Aar gammel fra sin Families religiøse Tro, led alt som Barn under
Efterretningen om den polske Revolutions ulykkelige Udfald. Som Student
lærte han Lenau at kjende, hvem han omfattede med en Ynglings og en
Discipels Begejstring. Han har fra sin Barndom af talt baade Czechisk og
Tysk, og hans første Digtsamling Kelch und Schwert indeholder Udtryk nok
for hans Kjærlighed til det bøhmiske Sprog, som han stiller ved Siden
af det polske og hæver paa det russiskes Bekostning. Dog følte han sig
overfor Czechernes politiske Sympathier med Rusland og deres Had til alt
Tysk kun som Tysker.

I Kalk og Sværd (1845) er Hartmann nærmest Bøhmer. Allerede det lille
Digt siger det, der er stillet foran som Motto: Der ich komm’ aus dem
Hussitenlande,

Glaube, dass ich Gottes Blut genossen,

Liebe fühl ich in mein Herz gegossen,

Lieb’ ist Gottes Blut — mein Herz sein Kelch. Der ich komm’ aus dem
Hussitenlande,

Glaube an die fleischgewordnen Worte,

Dass Gedanken werden zur Kohorte

Und jedwedes Lied ein heilig Schwert. Som man ser, han føler sig nærmest
som Hussit i det Land, hvorfra Huss’s befriende Lære er fortrængt, og
han omfortolker Spørgsmaalet om Kalken i Nadverens Sakramente, det gamle
bøhmiske Kampspørgsmaal, i moderne, ja i Feuerbachsk Aand. I et Digt
om de tyske Frihedssange lader han Tysklands Lyrikere høre, at Sangen
ikke er den rette Hammer til at sprænge et Fyrstehjerte og at Fri heden
er som en Kvinde: den vindes ikke ved Ord alene. For Polakkerne føler
han som var han selv Polak. Man ser, at han elsker en ung polsk Dame
og gjennem sit Forhold til hende har han selv i sit Hjerte omdøbt sig
til hendes Landsmand. Digtet An C . . . a er et af de skjønneste, som
Samfølelsen med Polakkerne udenfor Polen har skabt. Hartmann kan nu og
da blive vidtløftig og i Udtrykket dagligdags. Men hyppigst er hans
Form concis, hans Stil dramatisk og han har Evnen til uforglemmeligt at
brænde en Scene ind i Læserens Sind. Man læse f. Ex. Digtet Die Drei,
om de tre Fordrevne, der mødes hos en Pustavært paa en Slette i Ungarn
og som i Nattens Stilhed sidde tause ved deres Vin, indtil En hæver
sit Glas og udraaber: For Fædrelandet! Den Første af de Fremmede er
Zigøjner, den Anden er Jøde, den Tredje er Polak. Et Fædreland har Ingen
af dem, og alle tre sidde stumme ved deres Bægere efter Skaalen.

Lidenskabeligere endnu end Polen beklages Bøhmen, »den stakkels Hjort,
som forbløder sig dybt inde i en Skov«. Kun Musiken er levnet Bøhmerne,
den vækker med sin Blidhed Medlidenhed med dem overalt, den synger og
sukker og smelter Hjerterne med sine hemmelighedsfulde Melodier. Paa
denne første Digtsamling allerede passer det Ord, som Digteren har
sagt om sig i den følgende: Der er ingen Sang deri, som ikke Friheden,
den skjønneste og ædleste af alle Muser, har kysset paa Panden. Derfor
allerede her det aabne Had til Metternichs Østerrig, dette Østerrig, som
han senere i 1848 i sin Reimchronik des Pfaffen Mauritius skulde stemple
som Folkenes Bastille, indenfor hvis Mure Dødens Taushed hersker, alene
brudt af Lænkernes Raslen.

Den Opsigt, som Kelch und Schwert vakte, lukkede Fædrelandet for
Hartmann. Han havde forsyndet sig mod Østerrigs Love allerede ved
i Udlandet at udgive et Skrift, der ikke havde været underkastet
østerrigsk Censur, og maatte, hvis han vendte tilbage fra Leipzig, hvor
han nogen Tid havde opholdt sig og var traadt i Forbindelse med Mænd som
Kühne og Laube, risikere en Arrestation allerede paa Grænsen. Men han
modstod ikke Lysten til at gjense sin Moder, og vandrende ad Snigveje
naaede han til sit Fødested. Han ankom lykkeligt, men da hans Komme ikke
kunde holdes skjult i Landsbyen og en Forræder angav ham, nødtes han
efter faa Dages Forløb til at flygte ad en Bagdør, netop som Gendarmerne
trængte ind i Huset. I Digtcyklen «Heimkehr und Flucht» i Samlingen
«Zeitlosen», hvor han har skildret dette ungdommelige Vovestykke,
har han i disse stolte Ord malt sit Væsen: Und als der Verrath mich
ausgewittert

Und als die Häscher herangekommen,

Da hat die bleiche Mutter gezittert,

Der Sehwester Aug’ in Thränen geschwommen. Ich aber sprach: Die Thränen
verwischet,

Wir müssen scheiden und von einander,

Und da mich rings die Gefahr umzischet,

In Flammen werd’ ich zum Salamander. Ich bin geboren, ich, für Gefahren,

Sie lauern immer auf meinem Gange

Wie Wegelagrer in dunklen Schaaren;

Doch kenn’ ich nimmer die Furcht, die bange.

Ich bin zu Gefahren bestimmt und geboren,

Sie lieben mich, wie Löwen den Meister.

Ich hab’ sie alle heraufbeschworen,

Sie dienen mir, wie dem Zaubrer die Geister.

I Anledning af den Prolog, som Hartmann reciterede ved Schillerfesten
i Leipzig 11. November 1847, en Fest der i Virkeligheden var en
Demonstration for Pressens Frihed, blev han anklaget for Højforrædderi
og for Fornærmelser mod Kejseren af Østerrig. Saasnart i 1848
Revolutionen udbrød, ilte Hartmann til Prag. Han blev med to Venner,
af hvilke Alfred Meissner var den ene, sendt som Deputation til Wien.
Med udsøgt Humor har han beskrevet sin Audiens hos Kejserens Broder,
Erkehertug Franz Karl, der modtog i den syge Kejsers Sted og ikke
begreb et Ord af det HeleMoritz Hartmann: Gesammelte Werke. Band X. S.
16 ff. Under Urolighederne i Prag var det Hartmann, der, da Pøbelen en
Dag forsøgte at storme Jødekvarteret og hugge Indbyggerne ned, ved at
løbe til Universitetet og selv bevæbnet faa en Flok bevæbnede Studenter
til al følge sig med Bajonetten i Haand, beskyttede Kvarteret mod de
rasende Folkemasser, til Grenadererne kom den lille Flok til HjælpAlfred
Marchand: Les poètes lyriques de l'Autriche. Hartmann: Ges. Werke. X. 23
ff..

I Frankfurter-Parlamentet stemte Hartmann med yderste Venstre;
Tysklands Enhed som Republik var hans Formaal. Han talte sjældent,
men blev meget bemærket, man kaldte ham Parlamentets smukkeste Mand.
Kinkel beskriver ham paa den Tid som smuk, elskværdig, fast i sin
Overbevisning: Østerrigerens sydlandske Indbildningskraft gav hans Tale
Sving, hans tyske Dannelse gav hans Aandskultur dens solide Grundlag
og med hans israelitiske Kosmopolitisme forenede sig en urokkelig
Fædrelandskjærlighed, der gjerne udtrykte sig i stolte Ord. Fra først
af deltog han med Begejstring i Parlamentets Forhandlinger. Senere, da
de blev lige vidtløftige og golde og da Forsamlingen viste sin Afmagt
til at grunde noget varigt Stort og Nyt, udsprang af hans Skuffelse det
vittige og gribende Værk i Hans Sachs’ske Vers: Rimkrøniken. Dog han var
ikke blot en Digtningens men en Handlingens Mand. Under Sammenstødet
i Frankfurt den 18. September udsatte han hundrede Gange sit Liv for
begge Parters Kugler, idet han kastede sig- ind mellem de Kjæmpende for
at opnaa en Vaabenstilstand. Efter at Revolutionen var udbrudt i Wien,
lod han sig med Blum og Frobel sende som Deputeret fra Frankfurt til
den provisoriske Regjering for at udtrykke den Nationalforsamlingens
Sympatbier og traadte som simpel Soldat ind i Revolutionshæren. Da han
som Frivillig en Dag under Wiens fortvivlede Forsvarskamp mod Kroaterne
havde indladt sig paa med den tilsyneladende visse Død for Øje at erobre
en Mølle, hvortil Vejen blev beskudt fra Siden af i hele dens Længde,
blev han paa Valpladsen valgt til Officier og Fører efter at Føreren var
faldet. At han efter Wiens Fald kunde undfly, skyldtes en højtstillet
Dame, der interesserede sig for ham og skaffede ham et falsk Pas, Han
vendte tilbage til Frankfurterparlamentet og fulgte efter dets Opløsning
den Del deraf, som protesterede, til Stuttgart, indtil ogsaa denne
sidste Rest af Parlamentet sprængtes fra hinanden af Tropperne.

 Man føler denne store Karakter overalt i Hartmanns Værker, ogsaa
i de Ungdomspoesier, som gaa forud for 1848. Selv Samlingen Neuere
Gedichte fra 1847, der som Helhed ikke har nogen politisk Karakter,
indeholder i Gruppen Ost und West lidenskabelige Forvarsler om det
kommende europæiske Uvejr. Saaledes i det harmfulde Digt til Kongen
af Preussen, i hvilket Hartmann protesterende mod Platens og Herweghs
tidligere respektfulde Holdning slynger Kongen Skammen i Ansigtet
for Polakkernes Udlevering til den moskovitiske Knut. Og saaledes i
det gribende Digt «Hüter, ist die Nacht bald hin?» der er et eneste
Utaalmodighedens Suk efter at Tidens nye Dag skal oprinde.

Og da nu Stemmerne fra Böhmen og Ungarn løftede sig i Samklang med dem
fra Franken og Mellemtyskland, og da nu Tænkernes og Digternes Stemmer
blandedes og klang i Kor, saa reves de unge Sjæle i Landet, alt som de
vaagnede til aandeligt Liv, hurtigt ind med i Koret, stemtes om, indtil
de stemtes revolutionært, de yngste, Triarierne paa Skolebænken, som
den ældste Student, og saa hændte det sig, at man pludseligt læste ikke
blot de oprørske Forfattere med oprørske Øjne, men ogsaa de andre, de
godkjendte, de for længe siden døde, de neutrale eller konservative, og
inddrak samme oprørske Stemning af dem.

I et givet Øjeblik forekom det Ungdommen, som om den hele Litteratur
kaldte til Vaaben, ogsaa den forlængst klassiske Litteratur, der førte
sit udødelige Liv i smukke Bind i Bogskabene. Thi i en vis Stemning
læser man sig selv ud af alle Bøger.

Hvad havde han været, denne Schiller, som man havde trykket dem alle
i Haanden som Børn? hvad andet end en Oprører, hvis første Bog havde
til Motto de bekjendte Ord om, at hvad Læge midler ikke helbrede, det
helbreder Jernet, og hvad Jernet ikke læger, det helbreder Ilden.
Og stemmede vel Aanden i hans Værker paa noget Punkt med den kgl.
preussiske eller kejserligt-kongeligt østerrigske Aand? — Hvad havde
Goethes Væsen i hans Ungdom været andet end himmelstormende Trods? Endte
ikke selv hans Alderdoms Digtning Faust med Ønsket om at se et frit
Folk staa paa fri Grund, og hvor maatte ikke han, som havde afskyet
Frederik II’s Berlin, hade Fr. Wilhelm IV’s! — Og Hegel, der var begyndt
som Revolutionær og død som Ultrakonservativ, af ham drog man alle
de Følgeslutninger, han havde ladet ligge. — Og Feuerbach, der intet
havde villet have med Politik at gjøre, hans filosofiske Nedsablen af
Verdensstatens Hoved førte man over paa de jordiske Staters Omraade.

Ja, det trak op til Uvejr. Som ellers Svalerne, saaledes fløj
nu Preussens og Østerrigs heraldiske Ørne lavt. Forgjæves søgte
Fyrsterne at besværge Uvejret, som Fr. Wilhelm IV ved Indkaldelsen
af en almindelig Landag i Berlin i April 1847. Han kunde efter sin
Overbevisning ikke andet end aabne den med en Tale, i hvilken han trods
alle virkelige og tilsyneladende Indrømmelser værgede sig netop mod at
tilstaa det Afgjørende, som Folket fordrede af ham.

Ingen Magt paa Jorden, udraabte han, skal det lykkes at bevæge mig
til at ombytte det naturlige Forhold mellem Fyrste og Folk med et
konventionelt, konstitutionelt, og aldrig vil jeg tillade, at der mellem
Vorherre i Himlen og dette Land trænger sig et beskrevet Blad Papir for
med sine Paragrafer at regjere os og erstatte den gamle hellige Troskab
Keiner Macht der Erde soll es gelingen, das natürliche Verhaltniss
zwischen Fürst und Volk in ein conventionelles, constitutionelles zu
verwandeln, und nun und nimmermehr werde ich es zugeben, dass zwischen
unsern Herrgott im Himmel und dieses Land ein geschriebenes Blatt sich
eindrangt, um uns mit seinen Paragraphen zu regieren und die alte
heilige Treue zu ersetzen..

Tiden var omme. Man fordrede aarlige Parlamenter og fuldstændig
Opfyldelse af de gamle Løfter fra 1815 og 1829. Jacoby, Heinrich Simon,
Gervinus o. fl. gjennemkritiserede de kongelige Lovforslag og forkastede
dem.

Og saa brød det løs. Først i Schweiz, i de radikale Kantoners bevæbnede
Overrumplen af det jesuitisk sindede Sonderbund i November 1847
allerede, saa med af'gjørende Magt i Paris, saa i alle Tysklands
Hovedstæder og i mange udenfor Tyskland. Som Torden i en Bjergegn kastes
tilbage fra Bjergvæg til Bjergvæg, saaledes fremkaldte Revolutionens
Torden Ekko efter Ekko fra den ene europæiske Hovedstad til den anden i
det gale og hellige Aar 1848.

XXIX.

Im Hochland fiel der erste Schuss —

Im Hochland wieder die Pfaffen!

Da kam, die fallen wird und muss,

Ja, die Lawine kam in Schuss —

Drei Länder in den Waffen!

Schon kann die Schweiz von Siegen ruhn:

Das Urgebirg und die Nagelfluhn

Zittern vor Lust bis zum Kerne! Drauf ging der Tanz in Welschland los —

Die Scyllen und Charybden,

Vesuv und Aetna brachen los:

Ausbruch auf Ausbruch, Stoss auf Stoss!

— »Sehr bedenklich, Euer Liebden!«

Also schallt’s von Berlin nach Wien

Und von Wien zuriick wieder nach Berlin —

Sogar den Nickel graut es! Und nun ist denn auch abermals

Das Pflaster aufgerissen,

Auf dem die Freiheit, nackten Stahls

Aus der lumpigen Pracht des Königssaals

Zwei Könige schon geschmissen [...]

Saaledes sang Freiliggrath i Februar 1848 faa Dage efter Revolutionen
i Paris. Der gik en lang, smertelig og dog lindrende Trækning igjennem
de tyske Lande. Det var som om Europa havde faaet Luft, som aabnedes
en Rude. Det var som om den eneste Magt, der gjør Mirakler, Exemplet,
tvang de tyske Folk til Efterligning, til Handling. Og samtidigt virkede
Angsten for, at Absolutismen nu skulde vove sit sidste Skaktræk, erklære
Tyskland for truet ved Revolutionen i Frankrig og føre Preussens og
Østerrigs Folk mod den franske Republik. I Østerrig var den aandelige
Underkuelse paa sin Højde. I 1846 havde den Metternichske Regjering
endog ladet Kejser Joseph II’s Hjerteudgydelser, samlede af en
landsforvist Patriot, opføre blandt de forbudne Skrifter. Og nu bragte
Urolighederne blandt Østerrigs italienske Provinser, som truede den
østerrigske Statskredit og den hele østerrigske Industri med umaadelige
Tab, Forbitrelsen over Metternichs Regimente til et Højdepunkt. Det
afgjørende Nederlag, han i Schweiz havde lidt ved Sprængningen af
det jesuitiske Sonderbund, som han af al Magt havde støttet mod de
Radikale, havde bibragt Troen paa hans Uovervindelighed det sidste Stød.
I Preussen havde netop bureaukratisk Misregjering i en enkelt Provins
afstedkommet frygtelige Følger. Maaneder igjennem havde Hungertyfus
raset i Schlesiens elendigt stillede Arbejderbefolkning, uden at man
fra oven af havde skredet ind. Langs Landevejene laa Døde og Døende i
Hundredevis og raadnede. I Hytterne laa i Januarkulden ensomme Mennesker
og døde Hungersdøden, eller nøgne Børn, der langsomt forsmægtede over
Forældrenes Lig; thi blev Nogen angreben af Sygen, var der ikke Tale
om Hjælp, da det af de ganske uvidende Kommuneforstandere var blevet
forbudt at træde ind i et smittebefængt Hus for at Smitten ikke skulde
udbrede sig videre. Imedens lod Regjeringens Tilsynsmænd sig kun se for
med Haardlied at inddrive Skatterne, og da Overpræsidenten angrebes for,
at fra August 1847 til Slutningen af Januar 1848 Intet var sket til
Lindring af Roden, svarte han, at Ingen formelt havde ansøgt derom.

Under saadanne Forhold havde Borgerstandens politiske Førere let ved
at rive deres Standsfæller med sig, og i Haab om forbedrede Vilkaar og
i Had til den herskende Politivilkaarliglied fulgte Arbejderstanden
overalt i Borgerstandens Spor.

Den nulevende Slægt forstaar ikke mere 1848’s Stemning. Den Stemning,
som dengang i Danmark greb alle Sind, er ikke engang typisk. Vel var
den en Sindstilstand af national Selvopholdelsesdrift og Stolthed
som andensteds. Men i Europa rejste Folkene sig i Oprør mod legitim
Fyrstemagt og Tvangsret. I Danmark slog man et Oprør ned i Kraft af
legitim Fyrstemagt og krænket Nationalfølelses Tvangsret. Der var ingen
oprørsk Stemning i de Danskes Sind; de sloges for gammel Ret, ikke for
nye Tanker.

Men Europa over rejste de undertrykte Folk sig. De vidste, hvor længe
de ikke havde oplevet andet end Ondt, ikke seet andet triumfere end
Uret, Vane og Løgn. Det Virkelige og det Afskyelige var noget nær blevet
dem enstydige Begreber; men de havde Tro, der kunde løfte Bjerge, og
Haab, som kunde sætte Jordkloden i Skjælven. Forestillinger som Frihed,
Parlament, national Enhed, Pressefrihed, Republik var dem magiske
Magter; blot de nævnte disse Ord, bankede deres Hjerter som en Yngliugs
ved det pludselige Syn af den Tilbedte.

De Fremadstræbende i den nulevende Slægt føle anderledes. De vide, at
Dumheden er et rivende Dyr og det mest sejglivede af alle, at Fejgheden,
Magtens flinke Slave, der springer paa dens Vink, er stærk som selve
Modet, naar det gjælder at forsvare Fordele, hvorpaa den har Hævd, og
de tænke, at det man kalder Fremskridtet er en syg Snegl. Fabelens
naive Mand kjøbte sig en Ravn for at se, om det var sandt, at den kunde
blive 200 Aar gammel. De Fremadstræbende i vore Dage vide forud, at
hele den sorte Ravneredelighed, alle ravnesorte Løgne i alle store
og smaa Ravnekroge vil overleve dem — hvor mange hundrede Aar er dem
ligegyldigt. De have vel en sjælden Gang seet det Gode sejre, men aldrig
hørt det anerkjende, at det var det, som for dem er det Gode, der
sejrede. De have altid seet Sandheden først smædes, saa om muligt dødes,
og hvis det ikke lykkedes — da kastreres og anerkjendes. De haabe derfor
ikke meget. Mange af dem have dræbt Haabet i sig, som man exstirperer en
Nerve, der kan volde alt for megen Smerte. De ere bievne skuffede for
tidt.

Hin Slægt i 1848 havde aldrig opgivet sit Fremtidshaab. Vel var den
gjennem lange Tiders Tryk og Kval bleven vant til at se Brutalitet
og Skinhellighed hovere, vant til aandeligt at leve i Halvmørke, men
den troede paa det kommende Lys. Og nu saa den det pludseligt: først
et Glimt, saa en Straale, saa en Flamme, saa den hele Horizont, saa
langt Øjet naaede, ét Lyshav. For første Gang hørte Slægten rungende,
højrøstede Stemmer uimodsagte kalde Friheden Folkenes Ret, og for første
Gang saa den med undrende Øjne Magten, denne hidtil saa ubevægelige
Masse, Undertrykkelsens og Usandhedens uhyre Bærer, sætte sig i
Bevægelse som en Kjæmpe-Elefant, dreje sig, ryste sig, rulle sig, kaste
dem, den bar, og bevæge sine Kjæmpefødder i den Retning, hvor den nye
Tids frihedsbegejstrede og kampglade Mænd stode beredte til at kaste
sig paa dens Ryg og drive den fremad for endelig engang at faa den
hævdvundne Uret knust.

Det var især for de yngre Generationer et Moment uden Lige. Det var
et Syn, som virkede berusende. De blev vilde deraf. De gav sig til at
skrige, synge og juble, og under jublende Sang følte de Trangen til
at rejse sig, slaa til, sætte Livet ind, ofre sig, om det saa skulde
være, blot de var med til at hylde og hidføre den Frihedens Dag, i hvis
Morgenrøde de stode.

Vistnok fejrede de demokratiske Illusioner et Bakkanal. Vistnok
herskede der en rørende Tro paa Folke-Instinktets Ufejlbarhed, og
vistnok overvurderedes højligt Theoretikeres Evne til at løse praktiske
Vanskeligheder. Men fra først af var Tilskyndelsen uimodstaaelig og
Instinktet rigtigt. De, i hvis Sjæl der boede noget udmærket, bleve
Førere, toge Befalingen uden Larm og Bram, og bleve adlydte ikke paa
Grund af ydre Autoritet, men i Kraft af den Overlegenhed, Alle følte hos
dem. Saadan de Par Dusin Studenter, som kommanderede paa Barrikaderne i
Berlin. Og mangt et saakaldt almindeligt Menneske viste sig nogle Dage
af sit Liv som Helt.

Der var et Par Maaneder, hvor noget af det Skjønneste i Menneskeheden
kom frem og straalte med overraskende Glans.

Det var i Østerrig, at den revolutionære Bevægelse begyndte, saasnart
Efterretningerne om Februarbegivenhederne i Paris naaede dertil. Den
3. Marts holdt Kossuth i den ungarske Rigsdag en Tale, der fordrede
konstitutionelle Institutioner for alle Kejserdømmets Lande i et
saadant Sprog, at denne Tale holdt Revolutionen baade i Pesth og
Wien over Daaben. Den 11. Marts udgik en lignende Bevægelse fra
Czecherne i Prag; men allerede 6. Marts indgav den østerrigske Industri-
forening et Andragende til Erkehertug Franz Karl som den formodede
Tronfølger om Fjernelse af Metternich. Man forlangte Pressefrihed,
Skattebevillingsret, Delagtighed i Lovgivningen osv.

Nu fulgte, hvad man har kaldt Adressestormen. Hver Dag. ja hver Time
indleveredes nye Adresser til Kejseren. Den 12. Marts fandt det store
Studentermøde Sted paa Universitetet, hvis Resultat var en Adresse, som
fordrede Presse-, Lære- og Troesfrihed. Kejseren modtog den følgende
Dag Deputationen, men gav et ubestemt Svar. Og under saa uforudsete
Omstændigheder traf den 13. Marts, den Dag, da den nedre-østerrigske
Stænderforsamling skulde aabnes, Regjeringen uforberedt. Folkemængden
trængte ind i Stændersalens Gaard, Kossuths Tale blev læst højt under
uendelig Jubel og Leveraab for Konstitutionen, og da en Flok trængte
ind i Stændersalen selv, slog Møblerne itu og kastede dem ud i Hovedet
paa Soldaterne, saa endog Erkehertug Albrecht, der kommanderede dem,
blev saaret af en Træstump, svarede Militæret med en Dobbeltsalve, og
den første Wiener-Revolution brød ud. De italienske Tropper skjød,
men de østerrigske tog Bajonetterne af Geværerne under Befolkningens
Glædesskrig, og Kanonererne ved Artilleriparken foran die Burg kastede
sig foran Kanonerne istedenfor at skyde — som skrevet staar i et Digt
fra hine Dage (af Rick): das Lied vom braven Kanonier: Vor der Burg in
glühender Front,

Des blutgen Befehls gewärtig,

Vor der Burg in glühender Front,

Da stehn die Kanonen fertig.

Schon zittern die Thore, sie brechen schier,

Jetzt gilt’s, du braver Kanonier! Und du trittst für die Mündung hin,

Als wolltest du fesseln den Würger —

Und du rufst mit begeistertem Sinn:

Erst mich! dann den wehrlosen Bürger! —

Dann schweigt das Commando, beschämt vor dir.

Hab Dank, du braver Kanonier! Da saa ud paa Aftenen Metternich saa,
at ingen Indrømmelser mere kunde nytte, takkede han af, der 40 Aar
igjennem havde ledet Østerrigs Politik. Han flygtede forklædt i en af
de kejserlige Vogne, i hvilke smudsigt Linned kjørtes til Vadsk. Kl. 9
samme Aften blev Militæret trukket bort fra Wien (som en Uge senere fra
Berlin), og alle Vagtposter besatte af Borgere og Studenter. Tøjhuset
blev lukket op, og paa én Dag bevæbnede 25,000 Mand sig.

I Forstæderne sloges man endnu heftigt. Saa lidenskabelig var
Befolkningen, at to bevæbnede Kompagnier Grenaderer, der skulde besætte
Indgangen til Metternichs Landsted, bleve trykkede sammen og afvæbnede
af den ubevæbnede Mængde. De, som værgede sig, bleve traadte ned.

Samme Aften forkyndtes det, at Censuren var ophævet og Pressen fri.
Dette Budskab gav et Indtryk af Befrielse, som var en Knevl rykket
ud af Folkets Mund. Det forstaar sig, at Dagspressen i samme Nu gav
Befolkningens politiske Tendenser Udtryk. Men indtil da havde det i
Østerrig været umuligt endog i poetisk Form at behandle noget Æmne
af social eller politisk Art; Østerrig havde været som en Skov uden
Fuglesang. Nu paa én Gang tonede og fløjtede det, slog og sang det fra
alle Buske og Træer i et forvirret og mægtigt KorFrhr. von Helfert:
Wiener Parnass im Jahre 1848..

Paa én Gang offentliggjordes Frihedsdigte i alle Østerrigs Sprog, paa
Tysk og Czechisk. Slovenisk og Kroatisk, Ungarsk, Polsk og Italiensk,
og saa lidenskabelig var man efter at benytte den nye Frihed, at en hel
Flok Digte paa én Gang udkom med Overskriften: Første censurfrie Digt.

Det, som i Reglen gjælder for det første, er Ludwig August Frankl’s
Die Universität. I Natten 14—15. Marts havde en af Professorerne,
der frygtede Udbrud af Straffefangerne, rettet en Opfordring til den
nys bevæbnede akademiske Ungdom om at besætte et af Fængslerne. Tyve
Studenter under Anførsel af den senere saa bekjendte Digter og Forfatter
Dr. med. Frankl gik derhen. Medens han stod der paa Vagt, opstod af
Dagens Stemning Sangen: Was kommt heran mit kühnem Gange?

  Die Waffe blinkt, die Fahne weht,

  Es naht mit hellem Trommelklange

          Die Universität. . . . . . . . . . . . . . . . . . Das freie
Wort, das sie gefangen,

  Seit Joseph arg verhöhnt, geschmäht,

  Vorkämpfend sprengte seine Spangen

           Die Universität. Frankl, der endnu i 1890 til sin 80aarige
Fødselsdag har udgivet en righoldig og formsikker Digtsamling, har i de
mange mellemliggende Aar udfoldet en stor Produktivitet som Digter og
biografisk Forfatter; han er nu Æresborger af Wien og af endnu tre andre
europæiske og asiatiske Byer; men Udgangspunktet for hans By danner
hin Sang, der efterhaanden tryktes i ikke mindre end hundredtusind
Exemplarer.

Det var dog ikke det første censurfrie Blad Papir. Alt Natten forud
havde Castelli skrevet sin Sang for Nationalgarden, og der er endnu
alene af Digte i det tyske Sprog tre eller fire saaledes betegnede,
deriblandt Wiener Studenterlegionens Sang «Erwacht, erwacht o Bruder!
Ein grosser Morgen tagt» og Fr. Gerhard’s Die freie Presse, som
begynder: Die Presse frei! Die Glocken lasst ertönen

Und läutet Jubel überall!

Und ruft’s hinaus zu Deutschlands fernsten Söhnen:

Die Presse frei, erstürmt der Freiheit Wall!

Samtidigt med disse Digte, der aande en saa uskyldig, overstrømmende
Glæde over at kunne tale og skrive, som man vil, udkomme andre, fulde
af den barnligste Taknemmelighed mod den aandssvage Kejser; han er »den
gode Kejser«, »vor gode Ferdinand« osv. Strax paa Stedet var man rede
til Glemsel af, at hver Indrømmelse, man havde opnaaet, var aftvunget.
Man troede vel naivt, paa denne Maade at faa de tidligere Magthavere til
at glemme det. I en af de mange Sange til Kejserens Ære hedder det: Heil
dir, mein Kaiser! in all der Lust,

 Zu der sich dein Volk ermannt hat,

 Sei Dir vor Allen ein Heil gebracht,

 Den es immer als edel erkannt hat. Den 16. Marts kom den ungarske
Deputation, 150 Magnater med Kossuth i Spidsen, ridende ind i Wien
gjennem Prateren, modtagne med stormende Eljen-Raab og bedækkede med
Blomster. Den Dag var Borgervæbningen steget til 60,000 Mand. Om
Eftermiddagen viste en Herold sig paa Hofburgs Altan og forelæste
følgende Proklamation: »Vi Ferdinand I, af Guds Naade Kejser af Østerrig
og Konge af Ungarn og Bohmen, Konge af Lombardiet og Venedig, af
Dalmatien, Kroatien, Slavonien, Galizien, Illyrien osv. har nu truffet
saadanne Bestemmelser, som vi erkjende for stemmende med vore tro Folks
Ønsker«, og nu fulgte Forkyndelsen af Pressefriheden, Oprettelsen af
Nationalgarden, og Indkaldelsen af Deputerede til at udkaste: »Den af os
besluttede Konstitution for Fædrelandet.«

  Saphir sang: Schwert aus der Scheid, aus dem Herzen das Lied!

Stimmt an das Lied der Lieder!

Jauchzend ertön' es durch Reihe und Glied,

Jauchzend durch jubelnde Brüder!

Blank wie die Waffe und hell wie der Stahl

Klinge das Lied von der Garde-National. Som man ser, fik selv
Spottefuglene Sangstemme ved denne Lejlighed. Hvor megen Importation og
Efterligning der var i den hele Bevægelse har man ligesom et Symptom
paa i den Haardnakkethed, hvormed man anvender det franske Ord for
Borgervæbning.

 Den, der i vore Dage gjennemblader de nogle tusind Numre af politiske
Poesier, som i 1848 udkom paa Tysk i Wien alene, møder blandt mange
ubekjendte Navne næsten alle da bekjendte og mange nye, som snart
skulde blive berømte. Af Bauernfeld findes f. Ex. et Digt, Wien til
Provinserne, lidt svagt som Poem, men lærerigt som Imødegaaen af det
første Tegn paa Reaktion, en Bevægelse i Provinserne, der gik ud paa
at aflyste hvad man kaldte Hovedstadens Tyranni, det vil sige: gik ud
paa Modstand mod at følge det frigjorte Wiens Exempel. Af Friedrich
Uhl, i vore Dage Redaktør for den officielle Regjeringstidende Wiener
Abendpost, forekommer en Klagesang over Revolutionens Faldne: Das
schwarze Band, den schwarzen Flor

Lasst in den Luften wallen,

Den Todten singt ein Klagelied,

Die für die Freiheit gefallen. Man retter Oder til Lenau, Østerrigs
dalevende populæreste Digter, fulde af Sorg over at Frihedens Digter
er forstummet i Vanvid og hans Øre lukket for Øjeblikkets Sejersjubel.
Richard Wagner, da endnu uberømt, sender en Hilsen fra Sachsen til Wien:
Ihr habt der Freiheit Art erkannt;

  Nicht halb wird sie gewonnen;

  Ist uns ihr kleinstes Glied entwandt,

  Schnell ist sie ganz zerronnen.

  Dies kleinste Glied ist unsre Ehre.

  Ehrlos ist, wer es lässt,

  Mit hellen Waffen, guter Wehre,

  Drum hieltet Ihr es fest. Blandt Forfatterne af alvorlige Digte
træffer man saa betydelige Navne som Grillparzer og Hebbel. Og der
skreves Spottedigte over den sidste Censor af Saphir som af Dingelstedt,
af begge som Travesti af Goethe’s Digt Nadowessische Todesklage,
endelig satiriske Udfald i flokkevis om Kongen af Preussen, om hvem man
besynderligt nok antog, at han tidligere havde handlet mere reaktionært
og nu mindre frivilligt gjorde Indrømmelser end Kejserdømmet Østerrigs
Ferdinand.

I Berlin havde strax fra Begyndelsen af Marts Alt været i den voldsomste
Bevægelse. Kreuzzeitung havde umiddelbart efter Februarrevolutionen en
Artikel, der prædikede Krig mod Frankrig. Den vakte den største Uro: det
manglede blot, at det kuede Preussen skulde maatte lade sig føre til
Krig mod den franske Republik. De Dage var nu komne, hvor hele Tyskland
klædte sig i de sort-rød-gyldne Farver, Enheds- og Friheds-Symbolet.
Freiliggrath sang om dem: In Kümmerniss und Dunkelheit

Da mussten wir sie bergen,

Nun haben wir sie doch befreit,

Befreit aus ihren Särgen,

Ha wie das blitzt und rauscht und rollt!

Hurrah, du Schwarz, du Roth, du Gold!

      Pulver ist schwarz,

      Blut ist roth,

      Golden flackert die Flamme.

Den 7. Marts fandt den første Folkeforsamling Sted In den Zelten.
Man vedtog en Ansøgning til Kongen om øjeblikkelig Indkaldelse af
Landdagen og om Udstedelsen af en Konstitution. Slutningen lød: Ingen
Krig med Frankrig! Lovlig Frihed indadtil! Broderlig Sammenslutning
med den hele store tyske Nation! — Den 12. Marts huggede Kavalleriet
ved In den Zelten ind paa Folkemasserne for at sprede dem; disse
forsvandt, men begyndte at bygge Barrikader andensteds og forsøgte i
Jägerstrasse at storme et Vaabenudsalg. Paa Operapladsen blev et Par
Mennesker dræbte. Under Slottet lød Raabene: Frihed! Pressefrihed!
og Forhaanelser af Soldaterne fandt Sted. — Den 14. Marts udstedtes
Patent om Indkaldelsen af den forenede Landdag. — Hidtil var Alt gaaet
forholdsvis fredeligt af; men den 15. Marts begyndte Soldaterne, som var
forpinte af Strabadser, af Nattevaagen, af stadigt at være konsignerede
i Kasernerne, at øve Raaheder mod Befolkningen, stødte med Kolber,
antastede Forbigaaende. Nogle Drenge havde opkastet smaa Barrikader paa
Hjørnet af Kurstrasse og Gertraudenstrasse; Potsdamer Garde-Kyradsererne
tog dem med Storm og mishandlede Børnene.

Saa udstedtes Patentet af 18. Marts. Tyskland skulde fra et
Statsforbund blive en Forbundstat (Staatenbund—Bundesstaat) med
Forbundsrepræsentation, fælles tysk Krigsforfatning, Vandrefrihed,
Ophævelse af alle Toldskranker, Pressefrihed. — Kl. 1 stode Skarerne
foran det kongelige Slot. Man raabte: Bort med Militæret! Patentet
blev læst højt og hver Sætning besvaret med dundrende Hurra. Der faldt
nogle Stenkast mod Soldaterne. Kommandanten, den berømte General von
Pfuel, vilde ikke lade de Par Stene besvare med Geværkugler, befalede
Dragonerne at stige af Hestene og roste deres strenge Mandstugt, at de,
trods deres Harme, strax adlød. Han gik et Øjeblik til sit Hjem, da Byen
syntes rolig.

I den korte Mellemtid, medens han var borte, er der bag lians Byg
blevet givet en Befaling, man véd ikke af hvem, men Folkets Forbitrelse
udpegede som bekjendt i de følgende Dage Prinsen af Preussen, den
senere Kejser Wilhelm, som Ophavsmanden. Et Gardedragonregiment viste
sig. Strax lød Raabet: Bort! Det gjorde en Svingning; man raabte Bravo.
Pludselig rykkede det i strakt Trav med blanke Vaaben ind paa de
forsamlede Skarer. Samtidigt trængte en Bataillon sig ud af Slotsporten,
stillede sig op i Linje, fældede Bajonet og gik under Trommehvirvler
løs paa Mængden. Der faldt nogle Skud — maaske ved en Tilfældighed. Nu
styrtede Befolkningen bort under vilde Skrig. Et Øjeblik i Forvejen
havde Glæden været paa sit Højeste, fremmede Mennesker havde omfavnet
hinanden, svunget Hattene og raabt Hurra for Kongen; nu rejste som paa
et aftalt Tegn Barrikaderne sig her, som i Wien, over hele Byen, over
200 i Tal, byggede af Flisestene, Rendestensbrætter og Vogne. I hele
Gader støbtes der Kugler. Byen var en Lejr. Fra alle Tage fyredes paa
Tropperne, og havde man ikke Kugler, kastedes Sten. Enhver Øxe, enhver
tung Stok blev et VaabenDes deutschen Volkes Erhebung im Jahre 1848,
sein Kampf um freie Institutionen und sein Siegesjubel. Von J. Lasker
und Fr. Gerhard. Danzig 1848..

Man rev Taget af Hjørnehusene og bar i Kurve Brosten derop. Studenterne
var mødt bevæbnede foran Universitetet; de satte trefarvede Kokarder
paa deres Huer og besatte Barrikaderne. Kjøbmænd bragte Krudt, Bly
og Fænghætter, Jernhandlerne Øxer og Jernstænger. Om Aftenen d. 18.
Marts begyndte Artillerikampen i Konigsstrasse. Kongen saa til fra
Slotsvinduerne, var opbragt over Deputationerne, der anraabte ham om
at trække Tropperne tilbage, men spøgte dog ogsaa imellem naadigt; han
ærgrede sig især over de trefarvede Faner paa Barrikaderne. Han vilde,
sagde han, indrømme Bønner Meget, men V old og Lovbrud Intet.

Varnhagen skildrer i sine Dagbøger som Øjenvidne hvad han den Nat fra
sine Vinduer saa og hørte: «En lille Skare under prøvede Førere holdt
Natten over Alt besat med fordoblet Aarvaagenhed, fordi Tallet var saa
ringe. Efter lang Tids fuldstændige Mørke og Stilhed hørte man hen ad
Morgen nogle fjerne Trommehvirvler som om Tropperne kom. Øjeblikkelig
var de Kjæmpende parat, vi hørte dem hviske, og paa Befaling af en
ungdommelig Stemme: Mine Herrer! Op paa Tagene! gik Enhver til sin
Post. Denne Kommando, rolig og fast, og givet med ædel Simpelhed,
klang forfærdende gjennem Mørket og virkede med opløftende Magt ved
Forestillingen om den Fare, hvori de begave sig, som lød den; thi det
syntes som om den almindelige Kamp var i Aftagen og som om efter en
frugtesløs Modstand kun en forsmædelig Død kunde forestaa dem, idet de
enten vilde blive styrtede ned af Tagene eller falde for Bajonetstød
eller komme til at lide Døden for Bøddelens Haand.» Varnhagen slutter:
«Disse dristige Ynglinges Heltemod og Besluttethed var visselig den
største Beundring værd» — vægtige Ord fra en gammel, krigserfaren
Officiers Læber.

Natten mellem den 18. og 19. Marts vare alle Vinduer i Berlin
illuminerede, hvor man byggede og udbedrede Barrikader. Saasnart
Tropperne derimod rykkede ind i en Gade, blev Alt bælmørkt. Hvor
Soldaterne trængte ind i et Hus, nedsablede og nedstødte de Alt;
mod de Fangne var deres Raahed middelalderlig. Henad Morgen blev
Garde-Landeværnets Tøjhus taget af Befolkningen; man fandt Geværerne
berøvede deres Pistoner; men alle Smedde i Friedrichskvarteret arbejdede
paa dem og oprettede Skaden.

Endelig ud paa Morgenen fordeltes Proklamationen: An meine lieben
Berliner! der søgte at forklare Gaarsdagens Begivenheder som afstedkomne
ved en usalig Misforstaaelse. Det havde været nødvendigt at lade
Slotspladsen rydde af Kavalleri »i Skridt og med Sablerne i Skeden«
(im Schritt und mit eingesteckter Waffe); to Infanterigeværer vare
ved den Lejlighed af sig selv gaaede af, lykkeligvis uden at træffe
Nogen. Da havde en Bande slette Mennesker, mest bestaaende af Fremmede,
benyttet denne ulykkelige Omstændighed og fyldt de ophidsede Gemytter
med Hævntanker. Tropperne havde først gjort Brug af deres Vaaben, da
de ved mange Skud vare bievne tvungne dertil. Nu lover Kongen, at
Tropperne skulle blive dragne bort fra Berlin og slutter med Ønsket om,
at begge Parter vil glemme det SketeEine Rotte von Bösewichtern, meist
aus Fremden bestehend, die sich seit einer Woche, obgleich aufgesucht,
doch zu verbergen gewusst hatten, haben diesen Umstand im Sinne ihrer
argen Plane durch augenscheinliche Luge verdreht und die erhitzten
Gemüther von vielen meiner treuen und lieben Berliner mit Rachegedanken
um vermeintlich vergossenes Bluth erfüllt und sind so die greulichen
Urheber von Blutvergiessen geworden..

Imidlertid rasede Kampen videre under frygtelig Forbitrelse fra begge
Sider. Overfor de Deputationer, der indfandt sig om Formiddagen den
19. Marts forsøgte Kongen at knytte det givne Løfte om Troppernes
Bortsendelse til den Betingelse, at Barrikaderne rømmedes først. Men
tilsidst tilstodes Alt: Ministerskifte, Løsladelse af de i Løbet af
Natten gjorte Fanger, Bortdragen af Tropperne. De drog under Indtrykket
af en dem af deres Krigsherre tilføjet dødelig Krænkelse og under
Befolkningens Jnbelraab ud af Byen til Potsdam med dæmpede Trommeslag og
under Choralmusik.

Men henimod Slottet trængte alle sig, som liaabede ved deres Masse at
kunne udøve et Tryk paa den overvundne Regjering, alle Nysgjerrrige
og Ledige desuden, og mod Slottet dirigeredes alle de Ligtog, som
dannede sig i de Gader, hvor Kampen havde staaet. Ligene bleve lagte
paa Baarer, og hvor deres Tal var for stort, blev de anbragte paa aabne
Bræddevogne. Man smykkede disse Ligvogne og Baarerne med Blomster, Baand
og Tørklæder; ogsaa Ligene pyntedes med Blomster; saa blev de baarne
eller kjørte af Sted.

Foran Slottet, paa Slotspladsen, paa Schlossfreiheit og i den saakaldte
Lustgarten stod Mængden tæt. Man vilde se Kongen. Han traadte bleg
ud paa Balkonen. Strax hørtes Raabene: »Die Gefangenen frei!« og man
afnødte ham Befalingen til at frigive de i Slotskjældrene indespærrede
Fanger. Haardtsaarede blev dernæst paa Baarer bragte ind i Slotssalene
og plejede der. Og nu begyndte Ligtogene at ankomme til Slottet og
Synet af dem satte Masserne i vild Bevægelse. Man bar Ligene ind i de
nedre Slotsrum, medens ude i Folkeforsamlingen den ene Taler efter
den anden lod sig høre. Mest Tilslutning fandt Karl Gutzkow med sin
Tale, der tilspidsede sig i Løsenet »Folkevæbning!« De nyudnævnte
Ministre, der gik omkring iblandt Masserne for at berolige dem, men ikke
opnaaede deres Hensigt, tøvede først med at indrømme Folkevæbningen, men
nødedes snart dertil. Thi en Scene, som nu fandt Sted foran Slottet,
gjorde det umuligt at trodse Befolkningens Ønsker: Et nyt Ligtog naaede
til Slottet. Paa blomstersmykkede Baarer bleve fire Lig baarne hen
imod det; man havde blottet de Dødes blodige Saar for ved Synet at
opflamme Tilskuerne til Hævn. Foran Kongens Altan holdt Bærerne stille
og fordrede med vilde Raab, der fandt tusindfold Gjenklang: Kongen!
Dronningen! Ministrene Schwerin og Arnim søgte forgjæves at tiltale
Mængden, de afbrødes stadigt af Raabene: Kongen! Dronningen!

 Disse traadte da ud paa Altanen og Folkets Raseri oversteg nu alle
Skranker. Kongen vilde tale; men i det samme løftede Ligbærerne Baarerne
med deres blodige Byrde højt op mod ham, og fra alle Sider lød Raabet:
«Hut ab!» Kongen maatte, hver Gang et Lig kom forbi, tage Hatten dybt
afDes deutschen Volkes Erhebung, S. 54. Varnhagen: Tagebücher. Adolf
Streckfuss: Erinnerungen aus dem Jahre 1848. Der Zeitgeist 1889, Nr.
51.. Derfor hedder det i Freiliggraths mæg tige Digt Die Todten an
die Lebenden fra det følgende Skuffelsens Aar: Die Kugel mitten durch
die Brust, die Stirne breit gespalten, So habt Ihr uns auf blutgem
Brett hoch in die Luft gehalten! Hoch in die Luft mit wildem Schrei,
dass unsre Schmerzgeberde Den, der zu tödten uns befahl, ein Fluch auf
ewig werde! Dass er sie sehe Tag und Nacht, im Wachen und im Traume
— Im Oeffnen seines Bibelbuchs und im Champagnerschaume! Dass wie
ein Brandmal sie sich tief in seine Seele brenne: Dass nirgendwo und
nimmermehr er vor ihr fliehen könne! Dass jeder qualverzogene Mund, dass
jede rothe Wunde Ihn schrecke noch, ihn ängste noch in seiner letzten
Stunde!

Den 21. Marts om Middagen red Kongen ud af Slotsporten med et
sort-rød-gyldent Bind om Armen og selv uddelende tyskfarvede Baand. De
over det ydmygende Optog fortvivlede Prinser og Ministre fulgte Kongen,
en Dyrlæge Urban red ved hans Side. Forgjæves havde en af Generalerne
i sidste Øjeblik søgt at holde Kongen tilbage. Han svarte: »Non, non,
c’est décidé, nous allons monter à cheval.« Kongen holdt snart stille
og talte: »Det er ingen Usurpation af mig, naar jeg troer mig kaldet
til Frelser af Tysklands Enhed og Frihed — dem vil jeg beskytte med
tysk Troskab paa Grundlag af en oprigtigt konstitutionel Forfatning.«
Ved Universitetet lod han Professorer og Studenter kalde ud og raabte:
»Schreiben Sie sich’s auf, meine Herrn! Skriv det op, hvad jeg siger
Dem, thi det er for Efterverdenen. Jeg træder i Spidsen for Tyskland; i
dets Enhed og Frihed bestaar Preussen endnu, ikke anderledes, Skriv det
op!« — Da han atter ved Tøjhuset gav de rigeste Løfter, raabte pludselig
en gjennemtrængende Stemme: Tro ham ikke, han lyver, han har altid
løjet, lyver ogsaa nu. Riv mig i Stykker, om I vil, men han lyver, tro
ham ikke!

I Wien udkom nogle Dage derefter dette Digt: Preussische
Missverständnisse. Im grossen ungläubigen Altberlin sind nun die Wunder
zu Hause, Da wird geschossen, gestürmt, gebrannt zwei Tage ohne Pause
Bis tausende liegen im rothen Sand. Den König betrübt die Wendniss, Die
Flinten gingen von selber los. Das war nur ein Missverständniss. Durchs
grosse, ungläubige Altberlin gehn wunderbare Witze, Ein König huilt sich
in Schwarz-Roth-Gold und stellt sich an Deutschlands Spitze, Ein König
wird Ober-Demagog mit deutsch einheitlicher Sendniss, Doch Deutschland
lacht und ruft mit Macht: Das ist ein Missverständniss. Et andet Digt,
som afgiver Vidnesbyrd om hine Dages harmfulde og spottelystne Stemning
er dette, som fører Titelen Erlkönig: Wer schiesst noch so spät aufs
Volk ohne Wehr? Es ist ein König mit seinem Heer. Er hält sein Volk
so treu im Arm, Er fasst es so sicher mit seinen Gendarmes O Bürger,
o Bürger, o hörest Du nicht Was Erlkönig in der Zeitung verspricht
osv. Dog kaldte Martsrevolutionen i de tyske Hovedstæder forholdsvis
faa smukke Digte frem, mest Gadesange, Erihedssange, som i Øjeblikket
tændte, men uden dybere poetisk Værd; saa fremkaldte til Gjengjæld de
frygtelige Kontrarevolutioner, Wiens Erobring i Oktober og Berlins
i November 1848, en Hærskare af skjønne Poesier. Digterne lod sig
inspirere ogsaa af de enkelte Martyrers Død, af deres, der faldt i
Kampen, og af deres, der standretligt bleve myrdede efter dens Ophør.
Ungarns Opstand og Fald for den russiske Hær havde desuden vakt en
Medfølelse, der gav sig Luft i gribende Digte.

Den første glade Begejstrings Tid i Wien var snart forbi. Den frie
Forfatning var ikke Demokratiet fri nok. Der dannede sig en politisk
Centralkomité ved Siden af Regjeringen. Da den befaledes opløst,
tiltvang Befolkningen sig Befalingens Tilbagetagelse og Forfatningens
Suspension. Kej seren flygtede i Midten af Maj til Innsbruck;
Studenterlegionen blev opløst; men da Barrikadekampen i den Anledning
udbrød paany, maatte Ministeriet give efter. Kejseren vendte tilbage
i August. Imidlertid holdtes Hovedstaden i en stadig Ophidselse ;
alt Forretningsliv var som Følge af Revolu­ tionen standset, og med
Arbejdsløsheden steg Utilfredsheden og Uroen. Et dybt Indtryk gjorde
Efterretningen om Juni-Slaget i Paris, Cavaignac’s Sejr, der betydede,
at Revolutionen i Frankrig var knust. Under disse Forhold erfor man, at
Jellatschitsch, Ban af Kroatien, rustede sig mod Ungarn, og ved Hjælp
af opsnappede Breve blev det opdaget, at han støttedes af Wienerhoffet
og Krigsministeren Latour. Følgen var, at den af Ministeren udsendte
Grev Lamberg ved sin Ankomst til Pesth (28. September) blev sønderrevet
af Pøbelen, og at Latour, som vilde sende Tropperne til Ungarn, (7.
Oktober) blev ihjelslaaet af den rasende Befolkning i Wien. Dingelstedts
Digt Der 7. Oktober forherliger den Ihjelslagne og Poeten benytter
Lejligheden til at sige sig løs fra Revolutionen og al dens Gjerning.

 Nu flygtede Kejseren for anden Gang fra Wien. Medens Radetzky besejrede
Oprøret i Lombardiet, indesluttede Windischgrätz, som havde faaet
Overbefalingen over Hæren, Hovedstaden med sine Tropper. I en Kamp,
der varede fra 24.— 29. Oktober, bleve Udenværkerne og Forstæ derne
tagne; Byen var allerede af Mangel paa Levnetsmidler og Ammunition
gaaet ind paa at overgive sig paa Naade og Unaade, som Windischgrätz
forlangte, da gjennem Gaderne Raabet lød: Ungarerne komme. Man saa dem
fra Stefanstaarnet, og Jubelen var stor. Den sluttede Overenskomst
blev brudt, de afleverede Geværer atter tagne tilbage fra Tøjhusene,
og Udfald foretagne for at understøtte Ungarerne, hvis Kanoner man
hørte. Men den ungarske Hær blev fuldstændigt slaaet af Jellatschitsch.
31. Oktober holdt Windischgrätz, 2. November Jellatschitsch sit
Indtog i Wien. Belejringstilstand forkyndtes, Krigsretter, Dødsdomme,
Henrettelser fulgte.

Medens Valgene til det første tyske Parlament i Frankfurt af Main
fandt Sted, foretoges i Preussen ogsaa Valgene til den konstituerende
Forsamling for hele Landet, der traadte sammen i Maj og aabnedes
af Kongen. Den talte kun faa betydelige Mænd, da man havde sendt
sine bedste Mænd til Frankfurt. I Berlin herskede en næsten anarkisk
Tilstand, Tøjhuset blev stormet og plyndret. Forsamlingen blev holdt i
en afhængig og skræmmet Tilstand af de politiske Klubber. Den afviste
Regjeringens Forfatningsforslag som ikke demokratisk nok. Deraf et
første Ministerskifte. E t nyt Ministerium kom Forsamlingens Ønsker i
højere Grad imøde, men stødte sammen med Flertallet, da dette fordrede,
at Regjeringen skulde gjøre det til en Ærespligt for de Officierer,
der ikke var enige med det nye Statsprincip, at træde ud af Hæren. Da
ogsaa det nye Ministerium som Følge af dette Forslags Antagelse maatte
træde tilbage, dannedes et tredje Ministerium, Pfuel. Den sidste Dag
i Oktober forhandlede Forsamlingen en Opfordring til Ministeriet om
»med alle Midler at skride ind til Beskyttelse af den i Wien truede
Folkefrihed«. Men da en Folkehob under denne Forhandling forsøgte
voldelig Indvirkning paa Forsamlingens Beslutninger og forhaanede
Ministeriet, gik ogsaa dette af, og nu dannede Kongen (2. November)
en Kampregjering med hans Halvbroder Grev Brandenburg i Spidsen. Det
nye Ministerium dekreterede Forsamlingens Forlæggelse fra Berlin til
Brandenburg og lod (10. November) General Wrangel i Spidsen for den fra
Danmark tilbagevendte Hær rykke ind i Berlin. Saa blev Borgervæbningen
opløst og Belejringstilstanden erklæret.

Og saa frugtesløst som Revolutionerne i Wien og Berlin forløb, saa
frugtesløs blev den første tyske Rigsdag, der aabnedes i Frankfurt 18.
Maj 1848 og som sprængtes af Tropper den 18. Juni 1849 i Stuttgart.
Den Rigsforstander, den havde valgt, Erkehertug Johann, gjorde Sit til
at gjøre den Østerrig underdanig; forgjæves tilbød den i April 1849
Fr. Wilhelm IV. den tyske Kejserkrone. Dens Souverænitet blev traadt
under Fødder allerede da Windischgrätz i November 1848 lod Robert
Blum, trods hans Ukrænkelighed som Medlem af Rigsparlamentet, skyde
i Brigittenau; dens Betydning som Rigsforsamling faldt bort, altsom
dens konservative Medlemmer fjernede sig og afrejste fra den. Da den
splittedes i Stuttgart, var Reaktionen paany sejerrig over hele Europa.
Da sah man die Letzten der Getreuen, Die ausgeharrt beim Heiland,
zerstreuen Sich, wandernd nach allen Seiten und Winden, Das Wort des
Heiles zu verkünden, Wohl wissend, dass ein langes Exil Und Armuth,
Noth und Dulden ihr Ziel, Und Qual und Tod und Kerkermauern. »Das Wort
des Heils wird sie überdauern« Das merkt euch, Ihr Knechte und blutigen
Horden: Das Wort ist Fleisch und ist Gott geworden. Saaledes sang en
af de sidste Trofaste, Moritz Hartmann. Han følte rigtigt, at Ideerne
overlevede den ydre Lykkevexel.

I Slutningen af 1848 kunde Revolutionens Digtere kun besynge deres
faldne Mænd og dræbte Forhaabninger. Iblandt dem staa Freiliggrath og
Hartmann højest, og typiske for Tidsalderens Sørgedigte over dens Helte
ere disse to Digteres Mindesange over Robert Blum, der ved sin faste og
milde Karakter, sit jævne Væsen og sin besindige Holdning blev staaende
for Samtidens Bevidsthed som et folkeligt IdolSe G. Brandes: Mennesker
og Værker. S. 189.. I Hartmanns Rimkrønike hedder det vemodigt om ham:
So ruhe sanft und gut, mein Robert! Nicht braucht’s der Wunsch, dass
leicht dir werde Die blutgetränkte Wiener Erde, Der Boden, den du dir
erobert. Du bist nicht todt, trotz aller Klage Des deutschen Volks,
trotz aller Lieder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ein
Mythus geht: der Robert lebt, Der Robert Blum, den sie erschossen, Und
jedes deutsche Herz erbebt: Das theure Blut ist nicht geflossen — Die
Hoffnung raunt uns in die Ohren: Entflort, entflort die Trikoloren,
Noch, noch ist Deutschland nicht verloren. . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . Allüberall ist der dabei! Er wendet mit den
Geisterhanden

 Und fängt mit seiner Brust das Blei Das uns die Fürstenväter senden.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Und wandeln muss er, bis
entrafft

 Das deutsche Volk sich dem Verräther —

Bis er entfürstet und entpfafft

Den heilgen Boden seiner Väter. Og Freiliggrath skriver en Uge efter
hans Død sit pragtfulde og energiske Digt over ham i Anledning af
Sørgefesten til hans Ære i Domkirken i Kolli, hvor Neukomm’s Requiem
over Blum lød fra det mægtige Orgel: Und heut in diesem selben Köln zum
Weh’n des Winterwindes Und zu der Orgel Brausen schallt das Grablied
dieses Kindes, Nicht singt die Ueberlebende, die Mutter, es dem Soline:
Das ganze schmerzbewegte Köln singt es mit festem Tone Es spricht:
Du, deren Schoos ihn trug, bleib still auf deiner Kammer! Vor deinem
Gott, du graues Haupt, ausströme deinen Jammer; Auch ich bin seine
Mutter, Weib! Ieh und noch eine Hohe — Ich und die Revolution, die hohe,
lichterhohe! Bleib du daheim mit deinem Schmerz! wir wahren seine Ehre
— Des Robert Requiem singt Köln, das revolutionäre. . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . Was greift Ihr zu den Schwertern
nicht, Ihr Singer und Ihr Beter? Was werdet Ihr Posaunen nicht, Ihr
ehr’nen Orgeltuben, Den jüngsten Tag ins Ohr zu schrein den Henkern und
den Buben? Den Henkern, die ihn hingestreckt auf der Brigittenaue — Auf
festen Knien lag er da im ersten Morgenthaue! Dann sank er hin — hin in
sein Blut — lautlos! — heut vor acht Tagen! Zwei Kugeln haben ihm die
Brust, eine das Haupt zerschlagen. Den, der imidlertid i en digterisk
Afspejling vil følge 1848-Tidens hele Rækkefølge af Begivenheder og
Indtryk, maa atter og atter ty til Moritz Hartmanns Heimchronik des
Pfaffen Mauritius. Talrige Enkeltheder i denne Digtning ere blevne
vanskelige at forstaa, en Nutidslæser træffer nu og da en Flok Egennavne
deri, om hvis Besiddere han véd lidet eller intet, en Finantsminister
som Hansemann, en Parlamentariker som Bassermann, nu glemte Størrelser,
der i Frankfurter Parlamentet var Hovedfigurer; men der bliver Partier
nok tilbage, som ikke behøve nogen Kommentar for levende at sætte
Læseren ind i Revolutionsaarets Følelsesliv og Stemningsfylde. Gribende
virker Digterens Slutningsudbrud, hans Savn af Mænd: Ich seh’ Gelehrte
und Professoren

Und Präsidenten und Assessoren,

Weinküfer seh’ ich und Redakteure,

Superintendenten und Accoucheure

Und Börsenleute und Zeitungsschreiber,

Astronomen und Steuereintreiber,

Lumpenhandler und Alterthumskenner,

Biedermänner, Hansemänner, Bassermänner —

Allein wo sind die Männer, die Männer? Da Hartmann skrev disse Ord, var
han selv en Landsforvist, der havde søgt sig et Fristed ved Genfersøen.
og de iblandt Tysklands og Østerrigs bedste Mænd, der havde overlevet
Nederlaget, var enten fængslede eller landflygtige som han.

Aaret 1848 fik ingen afgjørende politisk Betydning, skjøndt Europa i
det Aar for første Gang saa den gamle Verdensorden vakle paa én Gang
i næsten alle Lande. Medens de lokale Revolutioner 1789 og 1830, hvad
end deres senere Følger blev, var Revolutioner, som lykkedes, var den
almeneuropæiske Revolution af 1848 et i alle Lande mislykket Forsøg.

Men Aaret 1848 har en afgjørende aandelig Betydning. Der føles, tænkes,
skrives forskjelligt i Europa før og efter det. Dette Aar er den røde
Skillelinje, som litterært, deler vort Aarhundrede og gjør Epoke. Det
var et Jubelaar, som det, den gamle hebraiske Lovgivning indstiftede
for hvert 50de Aar, det, paa hvilket der skulde »stødes i Basuner i det
hele Land«, det, som skulde »holdes helligt« og i hvilket der skulde
»udraabes Frihed i Landet for alle dem, som bo i det« (3. Mosebog 25, 8
ff.) Det var — dette Aar med sin hurtige Puls, med sin Alt beherskende
Ungdommelighed — ligesom hint bibelske Glædesaar et Gjenerhvervelsens,
et Indløsningens Aar, hvor »de, som var solgte, løskjøbtes«. Der er
endnu den Dag idag Ungdom at øse af dets Martsdage, Erfaring at hente af
dets Novemberdage.

Det er Jubelaaret, Sørgeaaret, Grænseaaret.

XXX.

  Det er et stort Maleri, som under Studiet af de oppositionelle,
tilsidst revolutionære, Følelser og Tanker i Tyskland fra 1815 til 1848,
har oprullet sig for vort Blik. Vi se Metternichs Aand i dens Aandløshed
ruge over Østerrig og det tyske Rige. Vi have fulgt den aandelige
Bevægelse fra den første Gang giver sig Udtryk ved Wartburgfesten 1817;
vi have seet hvorledes Kotzebues Mord foranlediger Forfølgelseskrigen
mod Liberalismen og indvarsler en langvarig, hensynsløs Reaktion og
Undertrykkelse. Under Paavirkning af denne Strømning bliver Goethe
opfattet, prist eller angrebet som frihedsfjendsk Quietist og den
tyske Filosofi under Hegels Auspicier konservativ, om end paa tvetydig
Maade. Den oppositionelle Grundstemning kommer stænkvis til Orde
hos Digtere som Chamisso, Platen og Heine, men i Almindelighed er
Tilstanden Nedslaaethed, gjennembrudt af Selvironi. I denne Stillestaaen
falder Efterretningen om Julirevolutionen 1830 og virker elektrisk
paa den offentlige Bevidsthed, giver Forfatterne og Digterne nyt Mod
og en ny Inspiration. Erindringen om Byrons Liv og Død føjer sig
harmonisk til dette Indtryk, og den polske Opstand vækker Medfølelse og
Begejstring trods Tysklands Andel i Polens Undergang som Magt. Börne
bliver den fremragende Talsmand for de frie Ideer i Politiken, holder
Kjærligheden til Frihed og Ret vedlige, viser sig som et Mønster ved
Karakterens Fasthed og Overbevisningens Alvor, men lægger en naiv og
fanatisk Optimisme for Dagen, der røber, at han ikke har noget af et
Statsmands-Naturel. Hos Heine, Tidsalderens største Digter, dirre alle
dens sjælelige Fibre. I ham udvikler sig af Romantikens Svøb den moderne
Poesi; i Erotik, i Naturgjengivelse, i politisk, social og religiøs
Følemaade, i malerisk, digterisk og satirisk Stil er han det moderne
Menneske; fremfor Nogen — som det fremhævedes — egnet til at binde an
med det moderne Liv i dets Haardhed og Hæslighed, dets Ynde og Uro og
Rigdom paa skjærende Kontraster. — Paa anden men dog beslægtet Vis
danner samtidigt Immermann med sit ypperste Arbejde Overgangen til en
mere naturtro Kunst end Fortidens.

Julirevolutionen havde imidlertid ikke blot forandret den litterære
Stemning og Tone, men forandret den Hegelske Filosofis Karakter. Den
fortolkes fra nu af som et af de stærkest indgribende Elementer i
Livets Omformning; Ungdommen drager reformatoriske eller revolutionære
Følgeslutninger af den ved sin Død saa konservative Mesters Lære. Og
nu fremtræder under Indtryk af Julirevolutionens Efterdønninger og
Hegels Filosofi og Goethes Poesi, der opfattes som en antikristelig
Magt, med Heine og Börne som Mestere, med George Sand og Rahel som
Muser, en Gruppe unge Forfattere, der snart betegnes som det unge
Tyskland. De ville sammensmelte Litteraturen og Livet, de attraa en
Opløsning af den herskende Religions- og Moralvedtægt, attraa friere
Former for de to Kjøns Forening og Adskillelse, og en ny pantheistisk
Religiøsitet. Da Menzel i 1835 angiver dem for Statsmagten, bliver
dette Signalet til en ny Række Forfølgelser mod alt hvad man i Datiden
henførte under Begrebet Bevægelseslitteratur. Kun faa af den unge
Slægts Personligheder viste sig under disse Prøvelser som Karakterer.
Men under Forfølgelsen udviklede sig saavel de store Talenter (Gutzkow)
som de mindre (Laube osv.) og den hele Skare af deres Efterfølgere.
Man frembringer Arbejder, som i forskjellige Former nøje afspejle
Tidsalderens Forhaabninger og Kampe, Personlighedernes Tanker og
Følelser, Fristelser, Fejltrin og Sejre. Dog det som i Aarene 1830
til 1840 dybest nede er foregaaet i tyske Sind, det er at Goethes
Verdensanskuelse og Poesi, fra først af udelukkende forfægtet af
begejstrede Kvinder, trænger igjennem hos alle Udviklede, gjør dem
uimodtagelige for theologiske Indtryk og modtagelige for alt værdifuldt
Menneskeligt. Dyrkelsen af Goethe fører selv i Kvindernes Sind over i
Dyrkelsen af politisk Frihed og social Reform. Ved Aaret 1840 begynder
den tyske Filosofi at udvikle sig i Retning af Radikalisme og Digterne
direkte at bryde den politiske Frihed Vej. Den Slægt, som nu optræder,
skylder atter Hegel sin filosofiske Dannelse, men den har omformet hans
Lære til en Skole for gudsfornægtende Gudforklaring og en Enevælden
bekjæmpende Politik. Den forkaster det unge Tysklands Standpunkt som
altfor belletristisk, den sysselsætter sig levende med Kristendommens
Væsen og Statens Ide.

I Preussen hersker nu en Konge med et sammensat Naturel og rige Evner,
en Overgangsskikkelse mellem ældre og nyere Tid, hvis Personlighed
i dens Forhold til Tidsalderens Litteratur og Aandsliv er af stor
Interesse. Som Metternich i Syden, saaledes behersker Fr. Wilhelm IV.
i Norden udvortes Begivenhederne i Tyskland. Vi se de litterære og
politiske Karakterer drages til ham, støde sammen med ham og prelle
tilbage. De ældre invalide Talenter som Tieck og Schelling henleve
deres sidste Dage i hans Nærhed, Herwegh og Freiliggrath tiltrækkes og
frastødes, Jacoby bekjæmper ham og Dingelstedt spotter ham. Og nu følge
vi Udviklingen af den politiske Lyrik fra dens Stamfader Anastasius Grün
til Herwegh og Dingelstedt og iagttage, hvor dybt en Tænker som Ludwig
Feuerbach griber ind i de Samtidiges Tankeliv.

Aander som Freiliggrath og Prutz, Sallet og Hartmann ere endelig som
Stormfugle, der melde Stormen, og under den europæiske Omvæltning 1848
høre vi enkelte store Lyrikeres Sang overdøve den politiske Orkans
Raseri, medens de forhen usete Begivenheder samtidigt gjøre en Mængde
mindre eller uudviklede Talenter til det store Øjebliks Organer. Vi have
under Studiet af dette Stykke Aandshistorie havt Anledning til at dvæle
ved et helt Galleri af ejendommelige Skikkelser og til grundigere at
fordybe os i de mest betydningsfulde eller mest typiske.

Vi saa, at Napoleons store Fortidspersonlighed, omdigtet af Legenden, i
Periodens Begyndelse udøvede en næsten lige saa mægtig Indflydelse paa
Følelseslivet som Byrons. Af det attende Aarhundredes store Aander er
Goethe, Jean Paul, Heinse, Hegel dem, fra hvem den tydeligst paaviselige
Paavirkning udgaaer. Romantikerne indvirke dels som Lærere og Mestere
(Wilh. Schlegel, Brentano, Chamisso) dels som Modstandere (Tieck). Börne
og Heine bestemme med deres saa forskelligartede Genialitet i Kraft af
det fælles polemiske Grundtræk hele Perioden.

Men hvilken Rigdom af originale Personligheder! Man kaste Blikket ud
over dette Kvindegalleri: Rahel og Bettina i deres Forhold til Goethe,
Henriette Hertz og Jeannette Wohl i deres Forhold til Börne, Heine’s
La Mouche, Immermanns Elisa, og Fyrstinde Pückler eller Charlotte
Stieglitz i Forholdet til deres Mænd! Eller man lade Blikket glide hen
over Mandsportræterne i denne Billedsal: Verdensmænd og Skribenter som
Varnhagen og Pückler, stolte, stive Figurer som Platen og Immermann,
Fysiognomier, der ere lutter Liv og Ild som Börnes og Heines, sære,
mandhaftige Skikkelser som Jacoby, kongelige Skikkelser som Feuerbach,
fanatisk Grimacerende som Menzel, enlige store og smaa Poeter som
Rückert, Hebbel, Ludwig, Scherenberg, Aandsagitatorer som Wienbarg og
Gutzkow, smidige Talenter som Laube og Mundt, svage Melankolikere som
Stieglitz, djærve, kraftfulde Sangere som Hoffmann og Freiliggrath,
umodne Karakterer som Herwegh, problematiske Karakterer som Dingelstedt
og Meissner, tapre Mænd som Sallet, Hartmann og Prutz. Ogsaa hvor deres
Frembringelser ikke er af ypperste Rang, studerer man dem selv med den
højeste Interesse.

Og dog vil Fremstillingen i nærværende Skrift kun tilfulde forstaaes
af Den, der ser det i dets Sammenhæng med de tidligere Dele af det
Værk, hvoraf det er et Led, altsaa som sidste Akt af et stort,
historisk Drama. Planen for dette Værk er udviklet i Indledningen til
dets første Del, og er strengt bleven fastholdt gjennem de sex Dele
Emigrantlitteraturen. 2den Udg. S. 15..

Hensigten var, som det siges i Værkets første Linjer: gjennem Studiet
af visse Hovedgrupper og og Hovedbevægelser i den europæiske Litteratur
at give Grundridset til en Psykologi af det 19de Aarhundredes første
Halvdel. Aaret 1848, der betegner et historisk Vendepunkt og derved
en foreløbig Afslutning, var allerede der angivet som den Grænse, til
hvilken det var Forfatterens Agt at følge Udviklingens Gang. De sex
Litteraturgrupper, som efter den oprindelige Plan er bievne fremstilte,
er disse: den franske Emigrantlitteratur, den tyske Romantik, den
franske Reaktion, den engelske Naturalisme, den franske Romantik og det
unge Tyskland Værkets anden Del er helt omarbejdet paa Tysk; den tredje
Del behøver en Omarbejdelse..

Forfatterens første Gjerning var at udsondre Hovedlitteraturerne i
Aarhundredets første Halvdel, dernæst at finde en Bevægelsernes Norm, en
Begyndelse og et Midtpunkt.

Bevægelsens Norm fandtes i denne store Hovedrytme med Ebbe og Flod:
den gradvise Synken og Forsvinden af det foregaaende Aarhundredes
Følelses- og Idéliv indtil Autoritetstroens, Legitimitetens og
Samfundsvedtægtens Triumf, saa Frihedsideernes Tilbagevenden i nye,
stedse højere stigende Bølger. Udgangspunktet gav sig da af sig selv
i den Gruppe af franske Værker, som blev døbt Emigrantlitteratur, og
hvis første epokegjørende Skrift bærer Aarstallet 1800. Midtpunktet
var ligesaa utvivlsomt. Det var fra det litterære Synspunkt Byrons
Død, fra det politiske den græske Frihedskrig, i hvilken han fandt
Døden. Thi denne Dobbeltbegivenhed gjør Epoke i Fastlandets Aandsliv og
Litteratur. Men saa var ogsaa Slutningspunktet givet, den europæiske
Revolution i 1848. Og var Byrons Død Værkets Midtpunkt, saa maatte
ogsaa den Gruppe af engelsk Litteratur, i hvilken han hører hen, blive
Værkets Hængsel, hvorom det drejede sig. Saa stod det hele klart i store
Omrids: den spirende Reaktion hos Emigranterne, der dog er saa blandet
med revolutionære Strømninger, den stigende Reaktion i det romantiske
Tyskland, den kulminerende, triumferende Reaktion under Restaurationens
første Aar i Frankrig, saa Omslaget i hvad der fik Navn af Engelsk
Naturalisme; dernæst Omslaget hos alle Frankrigs store Skribenter kort
før Julirevolutionen, deres Sammentræden til den romantiske Skole i
Frankrig, og endelig den Gruppe af tysk Litteratur, som udmunder i
Martsbevægelsen 1848.

Hvad Kritik dette Værk i Danmark har fundet, har gjennemgaaende
talt overlegent og nedsættende om denne Plan. Forfatteren véd, at
han nu, nitten Aar efter at den blev lagt, ikke vilde kunde finde
nogen anden og bedre. Man har med Rette, men uden stort Opbud af
Skarpsindighed, kunnet forklare, at saaledes grupperede og i denne
Følgeorden, saaledes kontrasterede og med disse Udhævninger eller
Afskygninger fremtræde Litteraturens Personligheder og Værker kun for en
personlig Betragtningsmaade, underkastede en personlig Behandling, og
man har med adskilligt mindre Ret Aar efter Aar uden synderligt Opbud af
Opfindsom hed mindet om Prokrustes. Herpaa er Svaret, at upersonligt set
er et halvt Aarhundredes Litteratur kun et Chaos af hundredetusinder af
Værker i et stort Antal Sprog, og at den sande Prokrustes, der her har
grupperet, kontrasteret, stiliseret, udhævet og trængt tilbage, udstrakt
og forkortet, stillet i fuldt Lys, i Halvlys eller i Skygge, ikke er
nogen anden end den Magt, man ellers plejer at kalde Kunst.

                Ende.

                       Rettelser.

S. 166 L. 10 f. n. 1799 læs 1797

- 212 L. 9 f. n. Schumanns læs Schuberts

- 257 L. 6 f. n. og oftere: Freiliggrath læs Freiligrath

- 258 L. 3 f. n. Nøjagtigere «fordærvede sit Vers».

- 269 L. 1 i Længden læs i Reglen

- 272 L. 1 f. n. med læs end

- 333 L. 2 f. n. Byrons Lara læs Kaled i Byrons Lara

- 430 L. 1 Naturvidenskabernes læs Statsviden­

                     skabernes

- 440 L. 4 Swerter læs Schwerter

- 440 L. 6 Verseschmeissen læs Verseschweissen

- 447 L. 12 f. n. sine læs dens

- 475 L. 9 Verden læs Vreden.

- 559 L. 13 Halvbroder læs Onkel

- 562 L. 15 lichterhohe læs lichterlohe

                       Rettelser

                          til

             I n d tr y k fra Rusland.

S. 142 L. 2 Donhobori læs Dukobortsi

- 271 L. 11 Bjørn læs Børn
