man ey æret og hilsed for sin Person og Stand, saa dog for Klæderne.
Saa mange Dage i Ugen, saa mange Forandringer. Jntet er mig
meere anstødeligt, end at see nogen af mit Kiøn ofte i en og den samme
Klædning og Coifure. Saadanne burdte ey lade sig see meere end een¬
gang om Aaret, i Kirken, paa Gaderne, eller andre Stæder. Jeg har
derfore nye Forandring til hver Dag i Ugen, saavel inden som uden Dørre.
J mit Væsen er jeg vel noget spodsk imod Ubekientere af det andet
Kiøn; men naar de blive kiendte med mig, er jeg desmeere beleven og
familier. Jeg er af et munter og lystig Humeur. Stille og ærbare Sel¬
skaber ere mig meget odiense. Muntre og lystige Opvartere, der brav
kan støye og tumle om med mig, ere mig meest kierkomne. Jeg er ey meget
Veltalende. Dog naar det kommer an paa at mundhugges, eller at bag¬
tale og hegle min Næste igiennem, flyder min Tunge temmelig got.
Jeg er meget for at giøre Visiter. Er dog kun sielden uden Selskab.
Jeg spatserer ey gierne i Rosenborg=Hauge, eller paa Gaderne. Men
jeg lader mig desto flittigere see for mine Vinduer. Naar jeg er allene,
som sielden treffer ind, fordriver jeg Tiden med at synge Arier og spille
paa mit Claveer. Der findes neppe nogen Romain, jeg jo nogle Gange
har igiennemlæst. Jeg er saa beløben udi dette Slags Bøger, at naar
jeg hører en eller anden Talemaade af mine Opvartere, kan jeg med
Vished sige: Den Talemaade er af Banise, den af Bellamine, den af
Octavia &c. Udi Poesien eller Digter=Kunsten øver jeg mig ogsaa. Jeg
har allerede rimet endeel forliebte Sager sammen. Undertiden syer jeg i
Ramme. At spinde, vinde, og deslige skikker sig ikke for mig. At fore¬
staae en Huusholdning er noget, som lærer sig selv, naar jeg faaer en
Mand. Den, jeg faaer, kan være saa god at tage sig noget af Tingene
med. Mange af det andet Kiøn bekymrer sig jo ey eller om, at kunde
forestaae et Embede, førend de faaer det. Undertiden gaar baade Embeds¬
og Husholdnings=Sager igiennem Konens Hoved allene.
Af alt tvunget Væsen er jeg en forferdelig Hadere. Jeg bruger min
Frihed. Folkes Raisonnements er mig indifferent, naar kun mit Sind
og min Pung finder sig fornøyed. Hvem vil være en Slave af de leve¬
Regler, som nogle Særsindede, efter deres phlegmatiske Temperament
foreskriver os? Det Steds Skikke, man lever paa, og de fornemmeste
Jndvaaneres Gout, er jo en fornuftig og fornøyelig Hofmesterinde? Man
lever ey i Paris som i Kallundborg. Jeg giver mine Opvartere Audience
om Morgenen paa Sengen. Jeg staaer op; jeg klæder mig paa i deres
Nærværelse. "Wir Actricen mussen nicht chinirt seyn." Jeg lader dem
kiøre mig til og fra Comoedie=Huset med deres Heste og Vogn. Jeg
