Actricen.
Num. 2.
Løverdagen, den 21 October 1758.
Imprimatur B. MÖLLMAN.
Den sparsommelige Kone.
Jeg har den Ære, efter Løfte, at presentere mig paa Skueplad¬
sen som en sparsommelig Kone. Jeg giør mig og virkelig
en Ære af at fremstille mig under saa priisværdig en Caracter.
Siig saa, at der ikke ogsaa kan findes noget Got hos en Actrice.
Er ikke Sparsommelighed en Dyd? Er ikke den Mand lykkelig, der
har en sparsommelig Kone? Ak! hvor ere dog de stakkels Mænd at beklage,
der enten have ødsle Koner, eller saadanne, der ikke forstaae at tage alle
Ting udi et Huus paa den menagerligste Fod. Hvor mangen en brav og
stræbsom Mand er ikke derudover bleven til en gaaende Prakker? Hvad
kan det vel hielpe en Mand, at han faar et par tusind Daler eller tre,
fire, med sin Kone, naar hun ikke veed at spare? En saadan Kone er jo
ikke sin Mand til større Nytte, end den Koe, der vel giver megen Melk
af sig, men har derhos den Vane at spende Melkespanden om, saasnart
den er afmalked
Min Mand fik just ikke meget med mig; men derimod har jeg ved
min Sparsommelighed indrentet ham fuldkommen saa meget aarligen, som
en Capital af 4000 Daler eller noget meere kunde have givet af sig. Men
de gode Mænd skiønner som oftest ikke paa, hvad det er at have en saadan
Kone. Jeg burdte vel ikke laste min egen Mand. Men den kiere Mand
er langt fra ikke nær saa knap og paaholden som jeg. Det første jeg havde
faaet ham, var han meget for, undertiden at ville have nogle gode Ven¬
ner hos sig om Aftenen, for Selskabs skyld; men jeg har smukt vendt
ham af med den Vane. Lad være, disse Aften Giester fik ey andet, end
et Smør og Brød, og et Glas Øl til, saa giorde det dog et Pokkers Hul
i min Smørfierding, (og Smørret har saa men nu i nogle Aaringer været
temmelig dyrt,) ey at tale om de mange 4 Skillinger, der maatte dantse
hen til Bageren for fiint Brød; og hvorlenge skulde vel en Fierding Øl
paa den Maade kunde have varet? Vel sandt, at min Mand sidder nu
mestendeels hver Aften paa et vis Viinhnus, og maaskee fortærer og trac¬
