terer dobbelt saa meget bort; men saa har jeg dog ikke den Ergrelse at see,
at der gaar saa meget til i mit Huus. Undertiden merker jeg vel, at han
giør Næse af den Mad, jeg setter paa Bordet for ham; i sær naar han
nyelig har været til Giest hos andre. Men den kiere Mand betænker ikke
hvad Tider man lever udi; og hvis jeg ikke saaledes vidste at holde til raa¬
de, skulle de fattige 12 a 1400 Rdlrs. Jndkomster, han har om Aaret,
rigtig nok gaae med, da alt hvad man skal have til Klæder og til Føde jo
neppe kan veyes op med Penge. Men skulle jeg enten i Dag eller Mor¬
gen komme til at vende Næsen i Veyret, vilde den kiære Mand vel kom¬
me til at savne mig.
Jeg veed meget vel, hvad mine Uvenner raisonnerer om mig; (thi enhver brav
Kone har alletider sine Forfølgere.) Ja tænk engang! da jeg for nogle Dage siden
fik en en Visite af en vis Frue her i Naboelaget, og jeg iblandt andet kom til at tale
om, hvorledes jeg indretter min Husholdning, (thi hvad skulle vi Koner vel andet
tale om? ) var hun saa uforskammet, at hun saa got som sagde mig i Øynene, at
jeg er en gierrig, karrig, gnieragtig og suurfittig Kone. Jeg troer saa men, hun
var allene kommen for at mønstre min Husholdning og Levemaade. Min Mand,
sagde hun, har langt fra ikke saa store Jndkømster om Aaret som hendes, min gode
Frue! Men skulle jeg derfore 2 a 3 Gange om Ugen sette min Mand og mine Børn
til Bords paa et Fad Kaal eller Erter, paa et Fad Vandgrød eller Øllebrød; paa
saltede Sild eller Aal, paa lagede Flønder eller tørre Jyder? og hvad Rætter har
hun da vel om Søndagen, spurdte hun i det samme? skulle jeg derfore ikke kunde
have nogle gode Venner en eller to Gange om Ugen til Bords hos mig? skulle jeg
derfore lade mine Døttre gaae inden Dørre i en Cantusse af Danziger Tøy, og et
Skiørt af ulden Damast? Vil man kun høre! saaledes saae hun just at min Dotter
var klæd. Skulle jeg derfore, sagde hun videre, ikke turde lustere uden Porten om
Sommeren? skulle jeg derfor ikke kunde give et Ball eller toe om Vinteren? Ney det
var at leve alt for gnisk, luusagtig, sultent, ja nedrigt og gemeent. See engang til en
stor Deel af vore Haandværkmænds Koner, har de ikke deres Fløyelskaaber, Skam
at tale om? seer man ikke dem og deres Døttre i den ene Silkeklædning efter den
anden? drikker de ikke hver Dag deres Caffe, ja undertiden Chocolade? skulle det da
ikke være en Skam for os, som ere en god Deel høyere paa Straae, om vi ville leve
ringere end de? og skal jeg sige min Mening reent ud, saa er der intet skammeligere,
end at Folk, der have nok at leve af, ikke nænner at klæde sig skikkeligen, og at giøre
sig selv noget til gode, ja neppe at æde sig mæt, hvorved de giøre sig selv til Vidun¬
der, ja stinkende for alle Folk.
Jeg havde nær spurdt den gode Frue, om hun ikke snart havde udtalt. An¬
stændigheden tillod mig ikke at give mig i Skienderie med hende i mit eget Huus.
Jeg vidste vel ellers, hvad jeg kunde have svaret hende. Jmidlertid fik hun dog nogle
gode Stikpiller at gaae hiem med. Var det ikke ærgerligt at høre paa, at hun saa¬
ledes vilde sige mig Sandheden i Øynene? jeg skulde vel være et saadan Ødeland som
hun er? jeg veed meget vel, hvorledes det gaaer til i hendes Huus. Jeg holder in¬
gen Rendekiellinger; thi det Slags Folk gaae ey gierne tomhændede ud af Huset. Jeg
har en 3 a 4 Syejomfruer eller Madamer siddende hos mig om Dagen. Disse skulle
have deres Mad om Middagen; deres Caffe og Thee om Eftermiddagen; og atter
deres Mad igien om Aftenen. Jeg lader mig nøye med en Kokkepige og en Stuepige.
Husholderske, Amme og Hønsepige agerer jeg alletider selv. Saadanne behøves kun
for magelige Fruer. Jeg kiøber ikke mine Specerier i Skillingviis; langt mindre
