meget nysgierrig for at vide det. Men hvormange Forestillinger jeg end giorde mig
om Forskiellen, kunde jeg dog ikke faae det gamle til at blive bedre end det nye. J¬
midlertid hørte jeg dog, at min Madame ved alle Leyligheder præsenterede den gamle
Noblesse for den nye; og som jeg derhos hørte, at hendes Oldefaders Faders Fader,
og dennes Oldefaders Faders Oldefader igien alle havde været Noblesser, saa sluttede
jeg, at den gamle Noblesses Ypperlighed frem for den nye bestaar i Stammens Ælde;
og jeg dumme Creatur, som forhen ikke havde kundet finde mig deri, at det gamle
kunde være bedre end det nye, begreb da først, at Forskiellen skal ungefær være den
samme, som imellem gammel og nye Viin. Af Erfarenhed var jeg aldeles forvissed
om den gamle Viins Ypperlighed frem for den nye; thi vi Fruerpiger drikker og un¬
dertiden et Glas gammel Gaudium med Sukker udi paa vores egen Haand; men om
den gamle Noblesses Ypperlighed giør den samme Virkning udi et Statslegeme, som
den gamle Viin hos mig, skal jeg ikke kunde sige, saasom jeg aldeles ingen Jndsigt
haver i Statssager,
Jeg begyndte ellers i denne Tieneste at blive noget Høymodig, og som min Mor¬
moders Moders Oldemoder alle havde været vel renomerede Fruerpiger, saa moqverede
jeg mig i høyeste Grad over alle nye Fruerpiger. Ja som jeg og derhos, om jeg ellers
skal have Umage at sige det selv, seer temmelig got ud, og en og anden Cavailler kunde
desaarsage meget vel lide mig, havde jeg, i fald nogen havde vildet smørre mig paa
en Præst, neppe vildet fornedre mig saa dybt.
Men som der paa et høyt Mod gierne følger et stort Fald, og vi Fruerpiger siel¬
den vide at skikke os i den Grace, vort Herskab lader see imod os, at vi jo derudover
blive noget Næsevise og Kiephøye, saa maatte jeg og her dantse paa Porten formedelst
min Næsviished og ubetænksomme Svar til min Frue paa et vis Spørsmal hun
giorde mig.
Jeg begreb da først bag efter, hvor skammelig jeg havde forløbet mig, og at jeg
burdte have betænkt, at omendskiønt det er en Dyd at tale Sandhed, saa var det, dog
ikke mig, som en Tienestepige, anstændigt at sige saa høy en Dame min Mening reent
ud i Øynene, og det udi en Sag, som baade var mig for høy, saa og aldeles uved¬
kommende, at raisonnere om. Men saaledes er det med os Tienestepiger. Passede
vi allene paa vores Gierning, kunde vi og des længere begaae os i vore Tienesteplad¬
ser. Men enten ere vi dovne og sladderagtige; eller vi ere skiødesløse og utroe; eller
og selvkloge, næsvise og stivmundede, og at derudover neppe kan blive et halvt Aar
paa noget Stæd. Havde jeg kundet temme min slemme Mund, og holdt min Næse
fra mine Madmødres og deres Familiers Forhold, havde det ey gaaet mig saa galt,
som det er gaaen. Men hvad skal jeg nu fange an? Mit Rygte staar nu saa slet
allevegne, at jeg neppe faar nogen Tienesteplads igien. Jeg veed nu intet bedre
Raad, end at jeg maa ligge et Aars Tid paa min egen Haand, paa det jeg kan bli¬
ve disponered til at tiene for Amme; thi saa faar mine Madmødre være saa gode, at
taale noget meere af mig, og de tør da ey, i hvordan jeg end er, ærgre mig med de¬
res billige Jrettesettelser, at Patte=Glutten ey skal lide derunder.
Spørg man, hvi Tienstefolk som oftest lidet due?
Jeg tror, man svarer best, naar man saa sagte, spør:
Hvi vor Tids Leve=Art hos mangen Herre, Frue
Paa en og anden Viis dem selv forvendte giør?
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
meb Frietænkeren.
