Naar mine Correspondenter intet have at kunde fylde mine Avi¬
ser med, er mit Hoved ikke saa dumt, at jeg jo selv i Nødsfald kan
fingere hundrede Ting. Disse veed jeg da at udføre med saadanne
besynderlige Omstændigheder, at mine Relationer blive i det ringeste
riimelige, ja hos de Lettroende, aldeles antagelige, hvilke da fortælle
dem igien til andre som tilforladelige Sandheder. Vel sandt, at
Folk faaer ved samme Leiligheder adskillige Fabler at løbe med; og
omendskiønt min Samvittighed tilsiger mig undertiden, at jeg herudi
ikke handler forsvarligt; Saa dempes dog dens Modsigelse ved den
overmaade store Fornøyelse, jeg finder udi stedse at kunde have noget
Nyt at føyte Byen omkring med.
Jeg veed meget vel, at endeel ubraabe mig for et skadeligt og
farligt Lem i det Menneskelige Selskab. De sige, at mange Uskyl¬
dige blive ved mine Relationer sværtede! at jeg med min Sladder fø¬
rer den ene Familie i Harnisk imod den anden: at jeg stifter Uee¬
nighed imellem Venner og Ægtefæller: og at jeg allevegne sætter ont
for Tieneste=Folk hos deres Huusbonder og Madmødre. Jeg er
langt fra ikke emfintlig; langt mindre er jeg saa taabelig, at jeg
skulle legge disse og deslige fleere sandfærdige Beskyldninger paa Hier¬
tet. Men aldrig kand disse sige saa megen Sandhed om mig, at
jeg jo er Kone for at sige dobbelt saa megen Løgn om dem.
Men skulle jeg vel, for alle Tider at fare med Sandhed, giøre
mig selv fattig paa Materie til Discourser? Og skulle jeg vel, som
endeel andre af mit Kiøn, sidde som et Statue udi Selskaber, og
ikke kunde sige andet end Ney og Ja, eller høyt at snakke om Stats
om ondt og got Veyr, og om Huusholdnings Sager? Ney jeg agter
aldrig at blive en Discipelinde af den Phantast Pythagoras der paa¬
lagde sine Discipler en fem Aars Taushed, og jeg tør uden Hazard,
sværge paa, at han i sin Tid fandt ikke et eneste Fruentimmer, der
skiøttede om at gaae i Skole hos ham i fem Timer. Jeg er over¬
alt renomeret af min Veltalenhed, og jeg bliver allevegne anseet for
en Dame, der frem for mange andre af min Profession kan op¬
muntre og oplive alle Selskaber; thi min opvagte Hierne er aldrig
fattig paa Materier, og min slebne Tunge leder aldrig efter Ord.
Med hvad Grund synes J da, at mine Uvenner kand udraabe
mig for et skadelig lem i det Menneskelige Societet? og hvad vilde
