Avarinus er en af vore største Capitalister. De tilladelige Renter af
hans udestaaende Capitaler kunde ved en fornuftig og ordentlig Oeconomie
være tilstrækkelige nok til tvende Familiers tarvelige Underholdning; men
Gierrighed har saaledes betaget Manden, at hans Capitaler synes ham
endnu alt for smaa. Desaarsage søger han ey alleene perfas et nefas
at forøge sine Midler, men endog af Frygt for en tilkommende Mangel
lever et sultent og nedrigt Liv. Avarinus skulle dog vel engang, om ikke
aldeles afstaae, saa dog i det mindste blues ved sin Nidskhed og umæt¬
mættelige Begierlighed. Det kan vel ikke heller feyle, at jo en Eftertanke
herom undertiden indfinder sig hos ham; men jeg veed ved min Kunst
saaledes at retfærdiggiøre Avarini Adfærd, at han i sine egne Øyne bli¬
ver en langt bedre Mand, end han forhen har tænkt om sig selv, i det
jeg bilder ham ind, at hans umættelige Begierlighed efter at samle Rig¬
dom er en Skyldighed, den han er sig selv og sine pligtig, og at hans
sultne og nedrige Leve=Maade er en høyst nødvendig Sparsommelighed
og Tarvelighed. Jeg ønsker derhos, at Staden var beboet af mange
saadanne stræbsomme og nyttige Borgere, saa skulle man ey høre tale om
saa mange Prakkere og Bedragere.
Luxoriosus er en Cavailler, der haver som man taler, seet sig om
i Verden, og som efter sine Forældre haver arvet en temmelig Capital.
Hans Eqvipage er alamodisk og prægtig. Hans Levemaade er overdaa¬
dig. Og hans levnet og Forhold er som deres, der træde GUds og Na¬
turens Lov under Fødder, og som søge deres Ære paa de afskyelige Lasters
Veye. Om Religion og Christendom taler han med en Ærbødighed, der
noksom røber hans Hiertes Tanker, og de, der beflitte sig paa et ustraf¬
feligt og stille levnet, ere i hans Øyne de største Phantaster i Verden.
Men hvorledes skulle vel Luxoriosus have saa gode Tanker om sig selv,
hvis ikke en Flatteurs, for jevnlig at kunde smarotse hos ham og have
Adgang til hans Casse, gave ham den Berømmelse, at han er en Ca¬
vailler, der har lært at leve; at han ey forgieves har forødt saa mange
Penge paa hans Udenlands=Reyser; og at han ikke er en saadan Gniere
som Avarinus og andre fleere. Hans blasphemiske og anstødelige Ta¬
le=Maader kalde vi bon Mots eller klygtige Jndfald, og hans Lastværdige
Gierninger giør vi til Galanterier.
Jgnorantius er ved en lykkelig leylighed bleven sat i en Station,
for hvilken man i Følge Subordinationens Lov maa udvise al Devoir og
Ærbødighed, og hvis Formagenhed synes at have den Virkning i alle
