Actricen.
Num. 10.
Løverdagen, den 16 December 1758.
lmprimatur B. MÖLLMAN
Den fattige Pralere.
N¬
ey, min gode Frue Fortuna! saalænge min Mund og mit in¬
ventieure Hoved nogenledes vil staae mig bie, skal J ikke med
al den Ugunst, J lader see imod mig, faae mit høye Mod
dempet. Jeg skal med mit Exempel overbevise Verden om, at Jeres
Magt ofte maa vige for Klogskab og Forstand, og at enhver, som han
har Forstand til, kan, ligesom Smeden af sit Jern, udsmedde af Jer,
hvad han lyster. J har giort og giør alt hvad J veed og kan til at un¬
dertrykke mig; men ved min Klogskab og Forstand holder jeg saaledes
Ørene stive, at faa eller ingen kan blive ret kloge paa mine Omstændig¬
heder. Vel trykkes jeg som oftest af Hunger og Frost; men det er saa
langt fra at mit høye Mod derved svekkes, af det meget meere voxer og
tiltager, ligesom Skreppen ved Foraarets Regn og Slud. De stolte og
pralende Lillier paa Marken maa visne og forgaae ved Kuld og Heede;
men ved min Snildhed er jeg endnu i min pralende Flor. De have deres
Pragt og Styrke af Jorden; men hvorfra jeg har min, er en Hemme¬
lighed, som mange forgieves ønske at kunde indsee. Man veed, at hver¬
ken mine Capitaler, ikke heller mit Embede kan indbringe mig noget, og
dog maa de med Forundring, ja vel og med Misundelse, ansee mig som
den, der ikke veed af nogen Slags Mangel at sige, Jeg beviser altsaa
med mit Exempel, at man tvertimod det gamle Ordsprogs Lydende, lige¬
saavel kan skiule sin Fattigdom som sin Rigdom. Men hertil udfordres
min Snildhed og Forstand. Fra intet kommer vel intet; men ved min
Klogskab veed jeg dog af mine saa skiulte Jndtægter at giøre noget ansee¬
ligt og brillant. Men hvorfor skulle jeg vel giøre nogen viis paa min
