Oeconomie, med min Snildhed braverer jeg Fattigdommens Trang, og
jeg er ey mindre vant til at skryde og prale, end til at sulte.
Ved Kunster skiuler jeg min Fattigdom. Ved Kunstgreeb føder og
klæder jeg mig. Mit høye Mod tillader mig ikke at beklage min Trang,
men vel at snylte mig et Maaltid Mad til, endog hos en fattig Haand¬
værksmand. Jeg lader mig ey meere end eengang bede; men naar dette
slaaer mig feyl, bider jeg Snegle, og lader mig nøye med et tarveligt
Cabinet=Maaltid, bestaaende af tørt Brød og Skillingsøll. Kommer
der i det samme nogen til mig, stanger jeg mine Tænder med en Fier,
og besværger mig over, at mine huule Tænder finder sig incommoderet ved
Kiødmad, i sær af Vildt. Jeg bilder min Vert ind, at jeg som oftest
spiser hos en og anden stor Herre, men i sær hos en vis Græve; og saa¬
som min Vert, formedelst et vist Anliggende ønsker sig Addresse til sam¬
me Græve, faaer han ved dette mit Skryderie store Øyne, og ey allene
ikke i et heelt Aar kræver sin Kammer=leye, men endog beviser mig en og
anden Tieneste, saavel paa min Pungs som paa min Maves Vegne. Jeg
roser hans Mad, og forsikrer ham under en høy Eed, at hans Grød,
Kaal og Ærter smager mig langt bedre, end de delicateste Retter, der
falde ved Grævens Bord. Min Vert, som fornøyer sig hiertelig over
den Roes, jeg legger paa hans Mad, udbeder sig den Ære, at jeg den
anden Dag vil være hans Giæst paa Kaal og Flæsk, og da min Høflig¬
hed ikke tillader mig udi en ringe Ting at sige nogen Ney, indfinder jeg
mig og med største Appetit ved hans Bord, og lader min Mave nyde sin
Rettighed for 4 Dage. Min Vertinde, der ved sig selv ønsker mig en
mindre Appetit, finder dog en Trøst derudi, at hendes Kaal bliver roest,
og at hun, efter mit Udsigende, kaager en bedre velsmagende Mad end
Grævens Kok.
Men ligesom jeg ved dette og deslige flere Kunstgreb, adspørger min
Føde, og det uden at nogen skal mærke Grunden til min graadige Appe¬
tit, at de meget meere holde det sig for en Ære, at jeg vil værdige deres
Bord med min Nærværelse, og tage til takke med deres daglige Føde;
saaledes veed jeg og paa Kunst at forsyne mig med Klæder. Have end
Stadens Kræmmere ikke den Credit for mig, at de paa mit ærlige Ansigt
tør betroe mig noget, veed jeg dog andre Stæder, hvor jeg for en billig
Priis kan eqvipere mig med pralende Klæder; men uagtet at samme har
i 15 Aar hengt tilfals paa et Torv eller hos en Marchandiser ved gammel
Strand, søger jeg dog at bilde andre ind, at de nyelig ere udtagne i en
