Krambod; og at deres gammeldags Facon ikke skal røbe Usandfærdighe¬
den i dette mit Pralerie, siger jeg, at jeg for min Død ikke kan fordrage
den Mode, man nu have med de korte Skiød, lange Liv, og brede Lom¬
metasker paa sine Klæder. Men ere end mine Klæder ikke skaarne efter
Moden, saa ere de dog desmere pralende. Min blommed Fløyels Vest,
som for 15 Aar siden har hørt en stor Herre til, og hvormed hans Kam¬
mertiener siden efter har giort sin Lykke hos en og anden vakker Møe,
giør mig dog til en stor Mattedor i deres Øyne, der ikke have seet hvor
pialtet og lapped min Underskjorte er.
Min lange Spanske Paryk, der for 9 Aar siden har kostet mig en
2 Marks=Crone, giør ikke heller en mindre pralende Parade paa mit Ho¬
ved. Den samme kruser jeg flittig op, og saasom den formedelst sin ær¬
værdige Alder falder noget rød, bestrøer jeg den des oftere med noget af
det Meel, som min Vertinde levner fra hendes Grød. Men at ikke
min flossede, skiønt brustne og durchleutige Hat, skal enten slikke Meelet
af, eller nedtrykke dens høybrusende Front, bær jeg den stedse under Ar¬
men. Naar Efteraarets Regn og Blæst giør dens Kruser og Lokker til
slette Katte=Haler, ved jeg ganske kunstig at forvandle den til en Punge¬
Paryk. Men skulle end en kort Paryk paa en andens Hoved vilde kalde
den sin Broder, tier den som en Muus til dette Broderskab, og forme¬
delst sine svage Kræfters skyld holder sig smukt stille i sit Huus, indtil de
milde og stille Foraarsdage komme, da den ved min Krusepinds Hielp
braverer en 16 Rdlrs. Paryk med sine brusende Kruser, saa at en Feran¬
diins med Fryndser besat Bonnet aldrig lod meere haant om Landsbye
Præstens Hat eller Kaskiette; og hvo skulle da vel være saa vantroe, at
han skulde kalde dette i Tvivl, at den nyelig har kostet mig 8 Rdlr.?
Udi saadan og anden opsminket Luusekrams Eqvipage passerer jeg
iblant dem, der ikke vide mine Omstændigheder, for en bemidlet Person.
Jeg veed og udi Selskaber at føre min Person og Tale saaledes, at alle
Ubekientere maa giøre sig høye Tanker, uagtet at min Mave som oftest
incomoderer deres Ørne med sin Knurren af Sult. Men er end min
Mave og min Pung tom, saa har jeg Munden des fuldere. Naar den
rige Klynkere Harpax, der for at skiule sin Rigdom, gaaer slet og ge¬
meent klæd, taler om en Skilling, saa taler jeg om Dalere og Ducater i
tusindtal, der aarligen gaaer igiennem mine Hænder.
