Felgerne af min Paatale, raader mig at taale det; er det saa langt fra,
at min Selvklogskab tillader mig at følge hans fornuftige Raad, at jeg
meget hellere exponerer mig en langt større Skade, for at søge den Sa¬
tisfaction, som mit forvendte Begreb tilsiger mig jeg absolute maa have.
Befinder jeg mig i et eller andet Selskab, er jeg langt fra ikke af det
Slags, der enten lade, som de veed mindre end andre, paa det kan være
desto høfligere; eller og, naar de forefaldene Materier ere dem for høye,
bejaer andres Sentimens; men jeg maa nødvendig have det første og det
sidste Ord i alle forefaldende Discourser, og førend jeg kunde finde mig
udi at give en andens Haandgribelige Raisons Magt, giør jeg mig helle¬
re ud til Beens med det hele Selskab.
Nu maatte jeg spørge, hvad min Fætter Peritius kunde have at ud¬
sette paa min førende Conduite? men hvor liden Føye han kan have dertil,
bliver end des meere klart, naar jeg giør en Sammenligning imellem
hans og min Adfærd. Min Fætter overveyer alt sit Foretagende paa det
nøyeste, og entrerer ikke i nogen Handel, som han nogenledes forud ind¬
seer at kunde have ubehagelige eller skadelige Følger. Jeg derimod giør
mig aldeles ingen Eftertanke om mine Anslags Udfald, naar jeg kuns
kan faae dem i Værk stillede. Han simulerer end og for sine Undermænd,
naar en fornøden Forsigtighed udkræver det. Jeg derimod submitterer
mig end ikke for mine Overmænd, naar jeg efter mit taabelige Begreb,
synes at have Ret at fare med. Han tænker meere end han taler; han
hører hellere til udi Selskaber, end han fører nogen Discours paa Bane,
og naar dette end skeer, legger han ethvert Ord paa Vægtskaalen, at
han hverken skal være anstødelig for de nærværende, eller critisk over de
fraværende. Jeg derimod lader uden al Eftertanke min Mund bestandig
løbe udi ethvert Selskab, og derudover som oftest forløber mig baade imod
de nærværende og de fraværende. Han har smukke Videnskaber og en
solide Erudition; han er forsøgt i Verden og kan lære andre; men han
læser dog bestandig gode Skrifter, og søger fornuftige og erfarne Mænds
Conversation, for at blive end meere klog og forfaren. Jeg derimod er
en Jgnorant, en Dosmer, en Døgenicht, men moqverer mig dog i høyeste
Grad over at lade mig undervise og forbedre af andre. Han forekommer
al befrygtelig Tvistighed og Ueenighed ved sin Beskeedenhed og Ærbødig¬
hed. Jeg derimod tager aldeeles ikke i Betænkning, at støde alle og en¬
hver for Hovedet ved min Ubetænksomhed og Ubesindighed, Han agter
sig selv endnu alt for uerfaren, og anseer sine Skuldre alt for svage til at
