kunde paatage sig et Embede, end og af maadelig Vigtighed. Jeg der¬
imod seer intet Embede saa vigtig og besværlig an, at jeg joe har Forstand
og Kræfter nok til at kunde forestaae det.
Af denne Sammenligning seer jo enhver Selvklog, at jeg behøver
aldeles ikke at lade mig Hofmesterere af min Fætter Peritius, i Sær da
man nok seer, at der er ingen anden Forskiel imellem os, end denne, at
han besidder en virkelig Klogskab og Forstand, jeg derimod en indbildt.
Han viser udi al sin Adfærd og Omgiengelse, at han har en større
Klogskab og Forstand, end han selv mærker. Jeg derimod finder den
Klogskab og Forstand hos mig i en høy Grad, som jeg høyligen kunde
behøve.
Han giør sig behagelig hos alle med sin fornuftige Opførsel. Jeg
derimod giør mig stinkende og odieux hos alle med min Dumhed og Ufor¬
nuftighed.
Han tiltager i klogskab og forbedrer sin Forstand. Jeg derimod
bliver aldrig klogere end jeg er.
Han indretter sine Gierninger saaledes, at de faae et lykkeligt Ud¬
fald.
Jeg derimod foretager mig neppe noget, at jeg jo bag efter maa
ønske det ugjort.
Kort sagt: Han viser sig udi al sit Forhold og Adfærd, at han er et
fornuftigt Menneske. Jeg derimod, at jeg er en dum indbilsk Nar.
Jmidlertid giør dog den Jndbildning, jeg har om min store Klog¬
skab og Forstand en anseelig Deel til mit Sinds Lyksalighed og fornøyede
Tilstand. Mit Liv maatte jo være ledsaget med utallige Bekymringer
hvis jeg kunde see eller troe om mig selv, at jeg er en taabelig og vankun¬
dig Jdiot. Jeg turde jo da aldrig oplade min Mund i noget Selskab,
af Frygt for at mine Raisonnements maatte blive beleede; da jeg nu der¬
imod ndi min indbildte Klogskab har den Fornøyelse, at jeg udi alle fore¬
faldende Discourser kan raisonnere op ad Veggene. Jeg torde jo da al¬
drig foretage mig det ringeste af Betydenhed, at jeg jo maatte tage for¬
nuftige Folk paa Raad med mig; da jeg nu derimod anseer intet Fore¬
tagende saa vigtig og betydelig, at jeg jo tør entrere derudi.
