Vel sandt, at min indbildte Klogskab har som oftest mange skadelige
Følger; jeg tilstaaer og, at hvis jeg kiendte min store Dumhed og Van¬
kundighed, vilde min Forsigtighed i alle mine Gierninger og Adfærd være
des støre.
Men derimod kan jeg nu udi min indbildte Klogskab bygge Casteller
i Luften, uagtet at Bygningen bliver som Grunden, intet uden Vind.
Men saalænge ingen kan forbyde mig at ansee det for noget Virkeligt, som
alle sande Kloge agte for intet, saa befordres og derved mit Sinds Lyk¬
falighed og fornøyede Tilstand.
Men er end min indbildte Klogskab just ikke saa aldeles fordeelagtig
for mig selv, saa har den dog sin Nytte i Henseende til andre. Hvorle¬
des skulle vel en Astutius kunde saa ofte trække Rus med mig, hvis jeg
havde en større Klogskab og Forstand, end den jeg bilder mig selv ind at
besidde?
Skulde da vel en Personatus kunde faae mine hemmelige Anslag
udforsket af mig til andres Underretning, eller føre mig i fald ved min
Aabenhiertighed og Rundtalenhed? Skulle da vel en Blandilogous
kunde med sine Flattements giøre mig klogere og dydigere end jeg er, og
ved sin Smigren giøre sig til gode paa min Regning?
Enhver seer jo altsaa, at jeg er klog nok, men hvem skulle vel vilde
forundre sig, hvis jeg omsider drukner udi min egen Klogskab?
A¬
ctricen vel i Dag en Selvklog forestiller,
Ey som hun burdte, men saaledes som hun tør;
At efter første Plan hun ey sin Rulle spiller,
Tænk Gunstig Læser! just en indbildt Klogskab giør.
Paa førstkommende Løverdag har jeg den Ære at opvarte Læserne
med Løgneren efter Moden.
