Actricen.
Num. 13.
Løverdagen, den 6 Januarii 1759.
Imprimatur B. MÖLLMAN.
Den Jndbildte Lyksalige Ugifte.
S¬
lidder Sladder, min gode Maren Gifte=Smeds! Tænk aldrig
at kunde bilde mig ind, at Egtestanden er saa herlig og lyk¬
salig, som J her afmaler den. Jeg sætter, at jeg udi mit
Val blev saa lykkelig, at jeg fik en Ægtefælle, hvis Sindelaug i alle
Maader stemmede overeens med mit; som var prydet med virkelige Dyder;
som ved en kierlig og fornuftig Omgang kunde giøre mig Livet fornøyeligt;
og som vidste at forestaae en Huusholdning til vores fælles Beste; men
fandt jeg derfor den Lyksalighed, som jeg nu udi min Eenlighedsstand be¬
besidder? Monne de Godheder og Fornøyelser, som en saadan rar Egte¬
fælle gav mig, kunde balancere imod de Besværligheder og Bekymringer,
som Egtestanden i adskillige Maader fører med sig? Den ømme Kierlig¬
hed, som jeg nødvendig maatte fatte til saa elskværdig en Kone, vilde for¬
aarsage mig Sinds Smerte, end og ved den mindste Hoved=Pine, hun
kunde klage sig over; men hvor meget større vilde vel ikke min Sorg og
Frygt blive for hendes Helbred og Liv, naar hendes Barsel=Seng skulde
reedes? Hvor store Bekymringer vilde vel ikke de Børns Opdragelse, jeg
kunde blive velsignet med, foraarsage mig? Hvor stor en Frygt maatte
jeg ikke stedse leve udi for et og andet Uhels, der kunde møde dem under
en skødesløs Ammes eller Barne=Piges Opsigt? Hvor stor en Vandheld
kunde der vel ikke siden møde dem ved deres egen Uforsigtighed? Hvor
stor maatte vel ikke mit eget Sinds Smerte blive, naar de ikke artede og
skikkede sig vel? Hvor stor en Uroe og Bekymring maatte jeg vel ikke ha¬
ve, for at see dem forsørgede forinden min Død. Ja hvor smertelig
maatte vel ikke Skilsmissen imellem min dydige og kierlige Kone og mig
