de kan være. Men hvor latterlige maatte vel ikke disse Personer giøre sig,
hvis de vilde sige, at de agerende Personer, eller de, der have componeret
Comoedien, have sigtet til dem i Særdeleshed? J de Franske oversatte Co¬
moedier forekommer en og anden Passage, der aceurate kan passe sig paa
en eller anden iblandt os. Ergo, har Moliere og andre franske Comoedie¬
skrivere sigtet til disse Personer. Af denne og deslige flere uryggelige Con¬
clusioner bliver det da en Soleklar Sandhed, at jeg med mine Satirer
haver sigtet til visse Personer; men om end saa var, mener jeg dog derudi
ikke at skulle have gaaet uden for de Satiriske Grendser, saalænge jeg
fortiede de paasigtende Personers Navne.
Jeg anseer ethvert Stæd, jeg opholder mig paa, som en Skueplads,
hvor saavel jeg som en stor Deel andre spiller vore Daarligheds Ruller, en
større end en anden; men vi have og adskillige Pligters Ruller at spille,
hver efter sit Kalds Maade. Det tilkommer os i Kraft af Naturens Lov at
søge hinandens Beste og Fuldkommenhed, hvorudi vi kan. En Pligt, som
kun faa iagttager. Vi bemøye os med at lære adskillige Videnskaber og
at kiende de Ting, der ere uden for os. Vi bevæges hertil af den Nytte
og Fordeel, som vi haabe, at samme skal tilbringe os. Men den fornem¬
ste Videnskab, som er at kiende os selv, og efter denne Kundskab at opføre
os som fornuftige Skabninger, ansee vi ikke at være af saa stor en Nytte,
at vi skulle bemøye os med at lære den. Dem iblant os, der efter den
Pligt Naturens Lov paalegger dem, søge at føre os til denne saa høy for¬
nødne Kundskab, ansee vi for Misanthroper og Menneske=Hadere, og i ste¬
den for at antage Sandheden forbittres vi imod den. Alt dette har jeg
forud meget vel vidst; men har dog ikke af denne forud seede Skiebne kun¬
det lade mig afskrekke fra min Pligt, som er at søge mine Medborgeres
Forbedring, hvorudi jeg kan. En Forvovenhed, der vel maa ansees for
et Raserie, og hvor stor en Obligation har da vel ikke min Correspondent
sat mig udi, at han har vildet advare mig om den Fare, jeg under denne
min Pligt har vovet mig udi? Jeg er og bliver ham høyligen forbunden
for hans velmenende Advarsel; og jeg findes saa meget des villigere til at
følge hans Raad, saasom jeg just i denne Tid er bleven antagen til Amme
hos et vis Herskab udi en anden Province.
Jeg overlader da mit Stæd paa Skuepladsen til hvem der lyster at betræde det;
men vil dog ikke raade nogen at træde frem under min Caractere. Men under hvad
Navn han end og lader sig see, kan jeg af egen Erfarenhed forud sige ham dette, at
den, der vil arbeide paa sine Medborgeres Levemaades Forbedring, har ikke nødig
at forsee sig meere, naar han skal fortiene at Bandsettes.
Mine upartiske Dommere og dem, som med gunstige Øyne have beskuet mine ugent¬
lige Presentationer insinuerer jeg i det øvrige min ydmygste og ærbødige Tak, og
tilønsker dem fremdeles en bestandig Høyagtelse for Sandheden.
