28
ham og gik allerede bort; Hvorhen Herr Doc¬
ter, sagde Frøkenen? det hielper ikke jeg blir
her, svarede han: thi det blir den visse Død;
Siig aldrig det, sagde hun: Tieneren spurgte:
Skal jeg gaae efter Præsten, at han kand be¬
rette ham? Tys! sagde een af de nærværende,
J veed jo, at Herren hverken kand lide Præ¬
sten eller taale man taler om Døden! Hold de
ham kuns op med gode Miner, Hr. Docter!
Siig: J haaber hans Restitution igien, men
nævn ikke hans timelige Skilsmisse; thi han
maatte da snart døe af Forskrækkelse og af For¬
tvivlelse om Livet: J skal blive vel lønnet for
eders havde Umage! Lægen giorde da efter Be¬
gier og lovede ham sin Sundhed. Men da
den Syge fornam, at det ret klemte Hiertet,
blev han gruelig bange og talte disse sidste Ord:
Ach! hvad! skal jeg nu døe? hvad har jeg sto¬
let paa at leve saa længe for? bør ikke alle at
døe? er dette en gammel Gield vi er Naturen
skyldige? kom vi ikke nøgne og usle til Verden?
skal vi ikke ligesaa fare herfra? -- Hvi har
jeg saa ladet mig bedaare? hvi stolede jeg paa
Verden? -- Drager dette til Eftertanke, J! --
Her blev Læberne stive, Aanden forlod legemet;
han maatte døe. Lægen fik en god Belønning.
Hver stræbe derfor at leve saa, som han vil øn¬
ske at have levet, naar Døden nærmer sig.
Om Giekkerie.
Den, som vil giøre andre til Narre og Giek¬
