59
ubekiendt, trængende, omvankende i de Lybiske
Ørkener og drevet baade fra Europa og Asia.
Nu kunde ikke Venus længere taale at anhø¬
re hans Klage, faldt ham derfor saaledes ind
midt i hans veemodige Tale: J hvo du end er,
saa lever du ikke, det jeg troer, forhadt af Gu¬
derne, eftersom du er kommen til Carthago.
Faer kuns fort og begiv dig til Dronningens
Slot; thi jeg forkynder dig, at baade ere dine
Folk komne tilbage, og, saasom Norden=Vin¬
den har dreyet sig, ere Skibene komne ind i
Havn og dreven ind paa et sikkert Sted; med
mindre mine Forældre har faret med Tant (**)
og forgieves lært mig Spaadoms=Kunsten (o)!
See tolv lystige Svaner i en Flok, hvilken en
Ørn, der kom fra Himmelen, splittede ad i
klart Veyr; nu synes de i en lang Rad enten
at udsee sig Steder (*), eller meget nøye at be¬
skue de Steder de alt har udseet sig. Ligesom
nu disse, da de ere tilbagekomne, slaaer med
Vingerne saa det hviner i Luften, omringer Him¬
len i Flokke-Tal og synger; Saaledes ere og
dine Skibe med det unge Mandskab enten i en
god Havn eller og løber ind i Havnen med ful¬
de Seyl. Faer kuns fort og gaae did Veyen
fører dig. Hermed holdt hun op, og da hun
vendte sig fra ham, skinnede hun (p) med sin
(**) Hvilket de ikke har, vil hun sige.
(o) Altsaa ville hun spaae ham Lykke til.
(*) v. 400.
(p) Nu aabenbarede hun sig endelig.
