86
fremmelse og Velstand; men nu var det meest
fornødent og nyttigt at tale viiseligen med hannem.
Kongen foreviiste denne Philosoph ved
sine Ministre alt sit Liggende Fæe og store Skat¬
te, ventende, at denne ville ligesaa vel berøm¬
me ham og prise ham lyksalig, som alle de an¬
dre havde giort, spørgende end ydermeere: "Hvem
Solon, som han havde hørt saa meget be¬
rømme formedelst sin Viisdom og adskillige
Reyser i Verden havde mærket at være
blant alle Mennesker den meest Lyksali¬
ge?" Just som han ville sige: Er jeg ikke
den Lyksaligste? Ret ligesom Croesus havde
kiendt alle Mennesker: og vidste deres Tilstand,
der boede i alle andre Lande; Ret som om Rig¬
dom uden Dyden kunde give nogen ægte For¬
nøyelse og Rolighed. Men den nærværende
viise Mand, der ikke var kommen for at be¬
styrke Kongen i sin Hovmod, sagde som han
syntes rettest var: "Det lyksaligste Menneske
jeg har seet, er Tellus den Athenienser; thi
samme avlede i Republiqvens høyeste Flor re¬
delige og skikkelige Børn, og saae sine Bør¬
ne=Børn alle ved god Helbred. Solon nem¬
lig vidste, hvor tidt det skeer, at gode og from¬
me Forældre kand ved sine Børns forsømte Op¬
dragelse efterlade sig et ondt og uskikket Afkom,
hvorover de ofte maae gremme sig til døde;
hvorfor han og sætter dem, der har retskaffne
Børn, langt over andre i Lyksalighed. "Be¬
mældte Tellus, siger han videre, gik alle
Ting saa vel i Traad for, som vi i dette
