94
sig ogsaa dette Embede, erindrende Croesi Vel¬
gierninger imod sig, og lovede, at Sønnen skulle
ved hans Forsømmelse ingen Skade tilkomme, men
kunde ventes heel og holden hiem igien. Man kand
tidt af et redeligt Hierte giøre store og gode Løfter,
hvilke dog saa snart kand overtrædes ved Overilelse
og Ubetænksomhed; saa giorde Adrastus.
De droge da paa denne Jagt, og der de havde
faaet Vild=Svinet fat, omringede alle det samme og
meedede til det med Spyd; Adrastus, som ogsaa vil¬
le viise sin Tapperhed, dreyede sit Spyd for at skade
Svinet, men slog ulykkelig feyl og ramte Croesi Søn
Atys, hvorved altsaa Drømmen blev opfyldt. Der
dette kom for Kongen, Faderen, for Ørne, blev han
bitterlig bedrøvet, som ret kunde være, og beklagede
sig meget derover, at han uvidende havde underholdet
sin Søns Mordere og betroet den unge Mand til sin
Fiende. Kongen har vel maaskee været af de Tanker,
at Atys var med frie Villie og velberaad Hue myr¬
det; men at det ikke var saa, viiser følgende, nemlig:
da de kom hiembærende med det døde Legeme, fulgte
Adrastus strax bag efter og staaende ved Liiget over¬
andtvordede sig selv i Croesi Hænder, bedende han vil¬
le lade ham slagte oven over den myrdede Søn; thi
nu var han kied af Livet. Men Kongen ynkedes dog
over ham og med et ædelt Sind svarede: "Jeg har
al den Hevn jeg vil forlange over dig, min Giest!
"eftersom du selv dømmer dig fra Livet; og du er
ikke hans Banemand, uden for saa vidt du giorde
det af Uforsigtighed, men det er den Gud, som aa¬
benbarede mig dette i min Drøm." Sønnen blev
derpaa begravet, og da hver Mand var gaaet hiem,
myrdede Adrastus sig selv oven paa Graven, erkien¬
dende sig at være den Allerulyksaligste. Men Croe¬
sus henlevede nogle Aar i Sorg for sin Søn; dette
var da et Tegn til at han ikke var den lyksaligste
Mand, saasom han fik saa stor Hierte=Sorg. Saa
