98
meget som sige: Gid jeg havde rettet mig efter din For¬
maning og ey agtet mig selv høyere end tilbørligt, da hav¬
de maaskee denne sidste Ulykke ikke rammet mig; Gid jeg
havde efterlevet dit Raad!
Da Monarken hørte dette hans store Raab, lod
han spørge, hvem det var som han i denne sin store Nød
saa hiertelig kaldte til Hielp. Hvo veed, om ikke Cyrus
var henfalden til samme Last som Croesus forhen? neml¬
at han holdt sig for at være den Allerlyksaligste; Det var
desuden umenneskeligt og uhørligt, at han ville lade bræn¬
de et levende Menneske, der i Krig var kommen i hans
Magt! Men hvad svarede Croesus paa hans Spørs¬
maal? Jo, han fortalte Keyseren og de andre nærværen¬
de sin forhen harde Tvistighed med Solon i dens hele
Sammenhæng, sluttede saaledes: "Og, saasom jeg i
min Velstand foragtede denne viise Mands Ord, da
maa jeg nu giengielde derfor, eftersom jeg er bleven
et bedrøveligt Vidunder for alle!" Cyrus, som hør¬
te dette, tænkte paa sig selv og sin egen Skiebne, ynke¬
des over ham og bød hannem nedstige af Baalet, satte ham
igien i Frihed, samt elskede og ærede ham til hans Døde¬
Dag. Det var da vel, at Monarken betænkte sig, paa
det at ikke denne Henrettelse skulle staaet som en bestandig
Plet i hans Levnets=Beskrivelse. Sandelig, Ordsproget,
lyver ikke: vel dem, som af andres Skade bliver
klog. Historien er opsat til Erindring, at man ikke
skal behøve at lære saadan af den bedrøvelige egen Erfa¬
ring; men viide at vogte sig, og paa det at man kand
see hvor lidet Hovmod hielper og hvad Nytte Ydmyghed
fører med sig; Thi Hovmod gaaer for Fald; men
Ydmyghed gaaer for Ære.
NB. Formedelst adskillige indløbende Omsiændigheder,
continueres ikke længer med disse Aften Samtaler.
