opvaagner i Mathed, Utaalmodighed og Forviring, og har ike læn¬
ger noget andet Ønske, end Lindring, ey heller nogen anden Agtsom¬
hed end til sin Elendighed. Mand kand sige, at Sygdom almindeli¬
gen begynder den Liighed, som Døden fuldender; den Forskiæl, som
sætter det ene Menneske saa høyt over det andet, er meget lidet at kien¬
de i Sygekammerets Mørkhed, hvor det vil være forgiæves at vente
Fornøyelse af den Lystige, eller Underviisning af den Viise; hvor al
Menneskelig Ære er udslettet, hvor Vittighed fordunkles, Fornuften
forvirres, og Tapperhed underkues; hvor den høyeste og meest skinnen¬
de iblant alle Mennesker finder at hand har intet tilbage, undtagen Over¬
beviisning om Uskyldighed.
Jblant de Levninger, som vi have af de Grædske Poeter, findes
en kort Sang til Helbred, i hvilken dens Magt til at forøge Livets
Lyksalighed, til at ophøye Lykkens Gaver, og til at legge Nydelse til de¬
res Besiddelse, er forestillet med saa stor Kraft og Skiønhed, at ingen,
i det mindste ingen, som har nogensinde vansmægtet under en langva¬
rig Sygdoms Besværlighed og Skrøbelighed, kand læse den, uden at
føle dens Billeder ligesom at springe i hans Hierte, uden at legge, af
hans egen Forfarenhed, ny Kraft til dens Ønske, og af hans egen Jnd¬
bilding ny Farver til dens Malerie. Den særdeles Leylighed, ved hvil¬
ken denne lille Sang er forfattet, er os ikke bekiendt; men det er slut¬
teligt, at dens Forfatter har været syg, og, i den første Glædes Hen¬
tykkelse over den tilbagekommende Sundhed og Styrke, har sukket til
Helbred paa følgende Maade:
Helbred, du ærværdigste af alle Himmelske Magter! Gid
min øvrige Tiid maa fremdrages med dig, og negt mig ikke den
Velsignelse at boe bestandigen hos mig. Thi hvad Skiønhed
eller Lyst der end er i Riigdom, i Afkom, eller u-indskrænket
Magt, den høyeste Spids af Menneskelig Herlighed, eller i
disse, vor Begierlighed opvækkende, Creature, som vi søge
at jage ind i Kierligheds Garn; hvadsomhelst Fornøyelse eller
hvadsomhelst Trøst Guderne have forundt os til at lindre vor
