Projecere animam! quam vellent æthere in alto
Nunc & pauperiem & duros tolerare labores.
Disse, som sætte deres Helbred til i en uordentlig og alt for hid¬
sig Attraa efter Lærdoms Fuldkommenheder, ere dog mindre at und¬
skylde; thi saasom de give sig ud for at bruge Fornuft og Eftertanke, saa
bør de vide, at Legemet kand ikke tvinges over sin Styrke, med mindre
det taber meere af sin Kraft og Hyrtighed, end der kand svare til den
frembragte Virkning; og at den som tager Livet op forud, ved at be¬
røve sig selv Hvile og Forfriskelse, maa ikke alleene betale disse Timer
tilbage, men og betale dem med Rente; og, for nogle faa Maaneders
Vinding, som hand har ikkun halv nydt, maa hand give Aar tilbage igien
til en uerolig Afmægtighed og en u-lindret Pine. De som stræbe efter
Sindets Ypperligheder, vil lære til sidst, maaskee for silde, hvor stor
Fare det er underkastet ved Legemets Svaghed, og finde, at Kundskab
kand lætteligen tabes i Melancholies pludselige Anfald, i Utaalmodig¬
heds Hæftighed, og i den forfaldne Alderdoms knurvorne Fortrædelighed.
Bonden og hans Søn.
D¬
n god dum Bonde=Dreng, som med sin Junker Hans
Var reyst som Tiener Udenlands
Og bragte med sig hiem den overmaade Gave
(Trods at hans Herre selv saa stor den kunde have)
At lyve ret dumdristigen,
Gik kort derefter ud paa Landet med sin Fader;
Og Monfør Lars, som fandt, imens de vandrede,
Tiid til at lyve brav, ey heller efterlader,
At bringe Løgne frem, som vare Beestiske;
Nu maa det sig til hans Ulykke skikke,
At en stor Hund kom løbende,
Ja, Fader, sagde da den U-forskammede,
J maae nu troe mig eller ikke
Men jeg stadfæste tør for eder og enhver,
At jeg har seet en Hund. ved Hag, hvor Veyen er
