Til Frankerig, den var:: Ja, jeg en Skielm vil være,
Om den ey større var end eders største Hest.
Ja, sagde Faderen dernæst,
Det er forunderligt; dog alle Steder ere
Begavede med et og andet, som er rart,
Som for Exempels skyld, den Vey vi have taget,
Os fører til en Bro, af en særdeles Art,
Hvorover vi skal gaae; den mange har bedraget;
Thi overalt er det ey gandske rigtigt der;)
Paa Broen ligger der en Steen, hvorpaa enhver,
Som over Broen gaaer, og samme Dag har løyet,
Sig støde, falde, ja, sit Been strax bryde maae.
Herover Drengen blev forbaust og misfornøyet;
Ah Fader, sagde hand, jeg beder, løb ey saa.
Dog, at vi Hunden skal igien paa Tale føre,
Hvor stor var det jeg sagde, at den var?
Som eders største Hest? dertil vil meget høre,
Jeg det nu ret erindret har,
At Hunden kuns et halv Aar gammel var,
Dog jeg derpaa tør sikkert svære,
At den var nok saa stor, som mange Oxer ere.
De gik et Stykke frem endnu,
Og Larses Hierte slog. Hvor kand det andet være?
Thi ingen bryder dog med Lyst sit Been i tu;
Den skrækkelige Bro hand fik i Sigte nu
Og følte alt det Been=Brud halv,
a, Fader, sagde hand, den Hund, hvorom jeg talte,
Var stor, og om jeg den end lit for stor afmalte,
Saa var den dog langt større end en Kalv.
Hand nu til Broen kom. Lars! Lars! hvor vil det gaae?
Hans Fader gik foran, men Lars holdt ham tilbage,
Ah Fader, sagde hand, J ikke være maae
Et Barn, og det for Sandhed tage,
At jeg saa stor en Hund, som jeg før sagde, saae;
Thi kort og got jeg vil erklære,
Før end vi over Broen gaae
Den Hund ey større var, end alle Hunde ere.
