Du ikke strax skal ærgre dig,
Om nu og da en Gæk fordrister sig,
Ublue Løgne at fremføre;
Lyv og, ja lyv langt stærkere,
Og stræb, at du kand hannem skamfuld giøre,
Saa giør du baade ham og Verden Tieneste.
O¬
bida, en Søn af Abensina, forlod Caravan Herberget tilig om
Morgenen, og fortsatte sin Reyse over de Indostanske Marker.
Hvilen havde giordt ham frisk og hyrtig; Haabet opmuntrede ham,
og Begierlighed drev ham. Hand gik hasteligen frem over Dalene, og
saae Høyene meere og meere at reyse sig for ved ham. Alt som hand
gik frem, bleve hans Øren forlystede ved Paradiis=Fuglens Morgen¬
Sang, hand blev kølet ved de sidste Bevægelser af de forfriskende mil¬
de Vinde, og besprængt med Dug af vellugtende Træer; undertiden
betragtede hand den Taarn=høye Eeg, som er Biergenes Monark, og
undertiden drog hand den behagelige Lugt af Primula Veris, som er
Foraarets ældste Daatter; alle hans Sandser bleve fornøyede, og al
Bekymring var bortdrevet fra hans Hierte.
Saaledes blev hand ved at gaae, indtil Solen nærmede sig til
Middags=Linien, og den tiltagende Heede angreb hans Kræfter. Hand
saae sig da runden om efter en beqvemmere Fodsti. Hand blev vaer,
paa sin høyre Haand, en liden Skov, som syntes ved sine Blades Be¬
vægelse og Skygge at indbyde de forbigaaende; hand gik derind, og
fandt dens Kølighed og Grønhed u imodstaaeligen behagelig. Hand
glemte ikke, alligevel, hvorhen hand skulde reyse, men fandt en snever
Vey, omgivet med Blomster, som syntes at løbe i samme Linie, som
den almindelige Lande=Vey, og var glad ved, at hand, formedelst det¬
te lykkelige Forsøg, havde fundet Middel til at forene Fornøyelse med
hans Forretning, og at vinde Flittigheds Belønninger, uden at udstaae
dens Møye og Besværligheder. Hand blev derfor ved at vandre en
Tiidlang, uden at tabe det mindste af sin Fyrighed, undtagen at hand
