undertiden blev fristet til at staae stille, ved Fuglenes Sang, som Heeden
havde forsamlet i Skyggen; og undertiden opholdt sig med at plukke de
Blomster, som bedærkede Marken paa begge Sider af Veyen, eller
Frugterne, som hengte paa Greenene. Til sidst begyndte den grønne
Sti at afvige fra sin første Linie, og at sno sig omkring imellem Bak¬
ker og tykke Hækker, som bleve kølede ved Kilder og sagte=suusende Vand¬
Fald. Her blev Obida en Tiidlang staaende stille, og begyndte at over¬
veye, om det var længer raadeligt at forlade den bekiendte og alminde¬
lige Vey; men da hand erindrede, at Heeden var i sin største Hæftig¬
hed, og at den slette Mark var støvet og ujævn, saa besluttede hand at
fare fort paa den ny Sti, som hand formodede alleene at giøre nogle
faa Afveye, for at lempe sig efter Grundens Foranderlighed, og at den
vilde til sidst løbe ud til den alfare Vey.
Da hand saaledes havde stillet sin Urolighed tilfreds, begyndte
hand at gaae til igien, endskiønt hand tvilede om, at hand kom langt.
Denne hans Sinds Bekymring bragte ham til at opholde sig ved en¬
hver ny Ting, som forekom ham, og at fyldestgiøre enhver sandselig
Lyst, som kunde enten smigre for ham eller forlyste ham. Hand lyttede
efter et hvert Echo, og stigede op paa enhver Høy, for at faae noget
Nyt at see, hand gik til siden efter et hvert Vandfald, og fandt Behag
i at gaae langs med en sagte Aae, som løb imellem Træerne og van¬
dede en stor Eng med utallige Bugter og Omløb. Ved denne fornøye¬
lige Tidsfordriv gik Timerne utalte forbi, hans Afvigelser havde forvir¬
ret hans Hukommelse, og hand vidste ikke, hvad Kant hand skulde rette sin
Gang til. Hand stod Tankefuld og forvirret, bange for at gaae frem ad,
paa det hand skulde ikke gaae feil, dog vel vidende, at det var nu ikke længer
Tiid at lunte. Jmedens hand saaledes martredes med Uvished, blev Him¬
melen overdraget med tykke Skyer, Dagen forsvandt for hans Øyne, og et
pludseligt Uveyr drog sig sammen omkring hans Hoved. Hand blev nu, ved
hans Fare, opvakt til en hastig og smertelig Erindring om sin Daarlig¬
hed, hand saae nu, hvorledes Lyksalighed mistes, naar Magelighed spørges
til Raads; Hand begræd sin kælne Utaalmodighed, der havde lokket ham
til at søge Skiul i Skoven, og foragtede sin slette Nysgierrighed, som
førte ham fra en lumpen Ting til en anden. Medens hand saaledes stod og
pønsede, blev Luften mørkere, og et Tordenskrald afbrød hans Betragtning.
(Continuationen følger hernæst.)
Paa første Ark 5te Side jode Linie skal staae Slutning i stedet for Slægtning.
