Da Maaltidet var forbi, sagde Premiten: Siig mig, ved hvad
Hændelse du er bragt herhid; Jeg har nu i 20 Aar boet i denne Vild¬
somhed, i hvilken jeg aldrig tilforn har seet et Menneske. Obida fortalte
ham da alt hvad der havde tildraget sig paa denne Dag=Reyse, uden
at skiule eller besmykke det ringeste.
Min Søn, sagde Eremiten, lad denne Dags Vildfarelser og
Daarligheder, Farligheder og Redning synke dybt ned i dit Hierte. Kom
ihu, min Søn, at Menneskets Liv er en Dags Reyse; Vi staae op
om Morgenen af vor Ungdom, fulde af Hyrtighed og fulde af Forven¬
telser; vi gaae frem med Mood og Haab, med Lystighed og Fliid, og
vandre en Tiidlang paa Gudfrygtigheds rette Vey til Roligheds Bo¬
liger. Efter en kort Tiid formindskes vores Fyrighed, og vi søge at
finde nogen Formildelse i vor Pligt, og nogle mageligere Midler til at
opnaae den samme Ende. Vi efterlade da i vores Hyrtighed, og sæt¬
te os for, at vi ikke længer vil forskrækkes for Laster, som ere langt bor¬
te, men forlade os paa vor egen Bestandighed, og vove at nærme os
til det, som vi have besluttet, aldrig at røre. Vi gaae saaledes ind i
Mageligheds Løvhytter og hvile os i Sikkerheds Skygger. Her bli¬
ver vort Hierte kælent og forsagt, og Aarvaagenhed slumrer hen. Vi
have da Lyst til at undersøge, om vi ikke kand gaae et Skrit længer
frem endnu, og om vi ikke maae, i det mindste, vende vore Øyne til
Forlystelsers Hauger. Vi nærme os til dem med Bekymring og Tvil¬
raadighed, vi gaae ind i dem, men vi gaae ind bange og skælvende, og
haabe altid at gaae igiennem dem, uden at tabe Dydens Vey, hvil¬
ken vi en Tiidlang beholde i Sigte, og have i Sinde at vende os til
igien. Men den ene Fristelse kommer efter den anden, og en Føyelig¬
hed bereder os til en anden; med Tiden tabe vi Uskyldigheds Lyksalig¬
hed, og trøste vor urolige Samvittighed med at forlyste og fyldestgiøre
vore Sandser. Efterhaanden tabe vi Erindring om vores første For¬
sæt, og forlade den eneste anstændige Ting, som Fornuften bør begiæ¬
re og attraae. Vi indvikle os selv i Forretninger, vi nedsænke os selv
i Overdaadighed, og sværme omkring i Ustadigheds Labyrinter, indtil
Alderdoms Mørke begynder at overfalde os, og Sygdom og Angest
tilsperrer vor Vey. Vi see da tilbage til vor fremdragne Liv med
Skræk, med Sorg, med Fortrydelse og Anger, og ønske, men alt for
