tit forgæves ønske, at vi havde ikke forladt Dydens Vey. Lyksalige ere de,
min Søn, som skal lære af dit Exempel, ikke at fortvile, men skal er¬
indre, at omendskiønt Dagen er forbi, og deres Kræfter fortærede, saa
er der dog endnu et Forsøg tilbage at giøre; At Omvendelse er aldrig
haabeløs, og en oprigtig Stræben aldrig uden Bistand; at den Van¬
drende kand omsider vende tilbage, efter alle hans Vildfarelser, og at
den, som beder om Styrke og Mood her oven fra, skal finde at Fare
og Besværlighed vil vige til Side for ham. Gaae nu, min Søn, og
leg dig til Hvile, og befal dig i den Almægtiges Forsorg, og naar Mor¬
genen igien kalder til Arbeyde, da begynd paa ny din Reise og dit Liv.
Fri=Geisten.
J, som paa Dyden legge Vind,
J, som nøyagtigen adlyde,
Hvad Skriften og Fornuften byde
En Fri=Geist haanlig leer ad eders svage Sind,
Og at J eder selv til usle Slaver giøre.
Hvad er det, spørger hand, som J der søge med?
Maaskee Fornøyelse og Sindets Rolighed;
Hvor kand . Eder saa bedrage og forføre?
Fornøyelse J søge jo?
Og for at finde den, J eder den berøve;
søge efter Sindets Ro.
Og finde den i det, som eder maae bedrøve.
hade hvad J elske maae
Og elske det, hvortil I Had og Afsky finde;
Har
Fornuft? jeg tviler snart derpaa.
I Dyd at vilde Frihed finde,
Det er, for Frihed at opnaae,
J Lænker sig at lade binde.
Gaaer ud af Overtroens Nat
Som haver eders Sind i Mørkheds Fængsel sat,
