Og følger det, hvortil Naturen eder driver,
Antager, nyder, hvad den giver
Og søger kuns, hvad eders Ønske er
Men skyer alle Ting, som eders Sind maae krænke,
tænker frit, og lever som J tænke,
Bekymrer eder ey om Daarers Meeninger.
de fleeste Mennesker til Pøbelen henhøre,
Fra disses Samfund maae J eder løse giøre,
De vide selv ey hvad de tro,
Naturens Drift de meene Synd at være,
Og see ey at de sig Lyksalighed og Ro¬
Berøve selv, i det at de Miltsyge ere
Thi ellers skulde de ey lade deres Sind¬
Af Overtro saa tages ind.
Derfore tager an den kørte Lærdoms Ord,
Troer ikke det, som Mængden troer
Den troer af Dovenhed, og ingen Ting randsager,
Men den Fornuftige af Grunden Sandhed drager;
Hvad er vel Skriftens Bog? hvad lære vi af den?
Et Levnet fuldt af Sorg og Plage,
Og mørke Ting, som vi umueligen
Kand troe, med mindre vi Fornuften først forsage.
Hvad er den mægtige Samvittighed? En Digt,
Som i Optugtelsen alleneste er grundet,
For de Eenfoldige en hellig Arve=Pligt,
Men de, som ret forstaae og undersøge sligt,
Dens Virkning aldrig have fundet.
Naturen følges maae, den taler,
og naar den os nu taler til,
Mon den da andet sige vil,
End at vi lyde skal alt hvad den os befaler?
hvad kaldes Ret og Pligt, opfundet er af Frygt;
Af den er Helvede og Himmerig opbygt.
