Men om J, i dens Sted, agt paa Fornuften gave
Hvad faae J da? mon den fremviiste noget sligt?
O ney, thi saadant er en gammel Kierling=Digt.
Lad Verden for sig selv sin Børne=Sladder have
Hvad hver Mand rolig giør, er hver Mands beste Lov,
En Klog ey meere troer, ey meere har behov.
Det var den Vittighed og Kløgt,
Hvormed en Fri=Geist har i alle sine Dage
Sin Lærdom at beviise søgt,
Paa det hand Dyden ned af Thronen kunde drage,
Og lade sin Udyd den Plads igien indtage.
Hans Hiertes onde Art var ham Fornuft og Gud,
Og denne Frække loe tit den Kaarsfæste ud.
Hans Ende kom, og hand, som aldrig skælvede
For Døden pludselig fandt Skræk og Bævelse.
En Dommer, der, som Gud, forbander ham med Vrede,
En grum og skræksom Ævighed,
En Afgrund, som nu snart at sluge ham er rede,
Omstødte hans Systems forvovne Sikkerhed,
Og hand, som torde før al Verden Modstand giøre
Med sine høye Lærdomme,
Begyndte dog taalmodigen at høre
Paa hvad hans Pige nu til hannem talede,
Og lod nu af sin fromme Pige,
Til hvilken hand før af Foragt
Vel tusind gange havde sagt:
Du Ehristelige Dyyr, og andre Ting deslige)
Sig igiendrive, ja omvende.
Heraf vi klarligen Fri=Geisters Styrke kiende.
