de faaet. Vanrygte (Infamia) fløy runden om i Sahlen, og ud¬
spreedte Støv af sine Vinger, hvormed alle og enhver bleve besudlede;
Jgiendrivelse (Refutation) fløy efter hende meere langsomt, og stræb¬
te at skiule Plætterne med Sminke, som dog strax blev børstet af,
eller forgik af sig selv, og lod Plætterne blive tilbage meere kiendelige.
Ey heller bleve Vanrygtes Plætter nogensinde udflettede, undtagen
med reent Vand, som ved Tidens Haand var taget af Sandheds
Kilde.
Det hendte sig ofte, at Videnskab, som ikke gierne vilde miste
sin gamle Ret at recommendere til Patronage, vilde føre sine Efterføl,
gere ind i Forventelses Sahl; men de bleve snart keede af at bie der
længe; thi ikke alleene Misundelse og Mistanke bestandigen plagede
dem, men Ubluhed betragtede dem og som u-berettigede, der vilde træn¬
ge sig ind; og ophidsede Vanrygte til at sværte dem. De gik derfor
snart bort igien, men siælden uden nogen Plæt, som de kunde aldrig
toe af, og hvilke gav tilkiende, at de havde engang opvartet i For¬
ventelses Sahl.
Resten blev ved at vente paa det lyksalige Øyeblik, at Caprice skul¬
de bede dem komme nærmere; og stræbte at giøre hende sig bevaagen,
ikke med en Homerisk Harmonie, en Forestilling af store Bedrifter, el¬
ler en Opregning af ædle Tanker, men med fød og vellystig Melodie,
beblandet med Patronages og Hovmods Berømmelser, af hvilke de
bleve hørte, baade med Fornøyelse og Foragt.
Nogle bleve vel indladte af Caprice, da de mindst ventede det,
og bleve af Patronage overvældede med Lykkens Gaver, men de bleve
fra den Tiid Lænke=bundne til hendes Fodskammel, og fordømte til at
indrette deres Liv efter hendes Øyekast og Vink; de giorde sig ret til af
deres Lænker, og siælden beklagede sig over noget møysomt Slaverie,
hvor trælsomt det end var, eller over nogen Spot, hvor foraatelig den
og kunde være, men de bleve dog ofte, u=agtet al deres Lydighed, plud¬
