Oraklet svarede: Det eders Lykke er,
J skrøbelige Mennesker,
At Guderne ey vil for eder aabenbare,
Hvad eder skal her efter vederfare;
Jmidlertid, O Daare, viid,
At du skal inden stakket Tiid
Tik Purpur og til Throne stige;
Dog denne samme Haand, som bringer dig dertil,
Dig strax derpaa berøve vil
Din Throne og dit Liv tillige.
Hand sig derpaa i Krigen giver,
Og ved sin Tapperhed og Mood ophøyet bliver
Fra sin medfødte ringe Stand,
Til største Værdighed udi sit Fødeland;
Og Skæbnen, som ham gunstig var,
Opfyldte saa Oraklets Svar,
At Semnon dagligen sin Lykke faae tiltage,
Og
det som var endnu tilbage,
Hand i sin Drønnings Gunst nød det fornemste Sted,
Hun ham sit Hierte gav og Konge=Værdighed.
Men en forborgen Skræk hans Hierte saa indtager,
At hand sin Høyheds Lyst og Lykke ikke smager
Hans yndige Gemahl, som hand med Frygt har kier,
Giør, at hand halv forliebt og halv=koldsindig er.
Hand ofte ønsker nu, sin Skæbne ey at vide,
Paa det hand hende saa, som hun ham, kunde lide.
Hun mærker hans Koldsindighed,
Som hende inderligen krænker,
Og for en fremmed Kierlighed
Sin Konge og Gemahl mistænker:
Hun hemmelig Forgift ham giver. Femnon døer
Og maae sit Liv for hendes Fødder ende.
Siig, Menneske, om det ey Lykke agtes bør
Sin Skæbne ey forud at kiende.
