nogle af dem, som trodsede dens skarpe Lugt: Men mand mærkede, at
omendskiønt den ikke virkeligen beed dem, saa vilde den dog forskrække¬
ligen knurre ad dem. Men for at komme til Templets Hunde igien:
Efter at de havde levet her i stor Anseelse i mange Aar, hendte det
sig, at da en af Præsterne, som havde været ude og giort en Trøste¬
Besøgelse hos en Enke, som levede paa Forbierget af Lilybæum, kom
temmelig silde hiem om Aftenen, fløy Hundene paa ham med saadan
en Grumhed, at de vilde revet ham ihiel, dersom hans Brødre vare ikke
komne ham til Hielp; hvorpaa, siger min Autor, Hundene bleve al¬
lesammen hengte, saasom mand sagde at de havde nu tabt deres før¬
ste naturlige Lugt.
Jeg kand ikke ende dette Blad uden med det Ønske, at vi havde
nogle af denne Art Hunde i Engeland, hvilke vilde visseligen giøre
vort Lands Fruentimmer den tilbørlige Ret, jeg skulde sige Ære; og
vise Verden, hvad Forskiæl der er imellem Hedenske Fruentimmer, og
dem, som ere oplærte i sundere Grund=Regler af Dyd
og Religion.
