de havde naaet deres Ønske; de andre gik bort med det Bytte de havde
faaet, og bleve af Viisdom ledsagede til Nøysomheds Løvhytter.
Da jeg derefter vendte mig til Jndbildingens Port, kunde jeg ikke
finde nogen Vey til Haabets Sæde. Men omendskiønt hun sad saale¬
ledes, at hun kunde gandske fuldkommeligen sees, og holdt hendes Ga¬
ve frem med en tilbydende Miine, som opfyldte alles Hierter med en u¬
maadelig Glæde, saa var dog Bierget, paa den Side, saa steilt, at
ingen kunde komme der op, men derhos saa udhulet og skyggefuld, at
ingen begreb, hvor umueligt det var at stige der op; men enhver bildte sig
ind at have fundet en Vey, som var alle de andre ubekiendt. Der bleve
og mange Midler forsøgte af denne vindskibelige Flok, nogle giorde sig
Vinger, som andre søgte at sætte i Drift ved Perpetuum mobile. Men
med alle deres Konster kunde de aldrig komme op fra Grunden, eller og
faldt hastigen tilbage, og kom aldrig nær Haabets Throne, men
bleve stedse ved at stirre op til hende langt fra, og loe ad deres langsom¬
me Fremgang, som de faae at arbeide sig møysommeligen frem paa
Besværligheds Sti.
Endeel af Jndbildings Tilhængere, naar de vare komne ind i Hau¬
gen, gjorde ikke, som de andre, noget Forsøg at stige op paa Bierget,
men vendte sig strax til Ørkesløsheds Dal, et roligt og uforstyrret Stæd,
hvorfra de bestandigen havde Haabet i Sigte, og fornøyede sig selv
med at troe, at hun havde snarlig i Sinde at stige ned. Disse bleve
vel foragtede af alle de andre, men de syntes meget lidet at skøtte om
Foragt, Formaning eller Bebreydelser, men havde besluttet, i Rolig¬
hed at vente paa Gudindens Gunst.
Blant disse lystige Folk vandrede jeg omkring, og fandt dem fær¬
dige til at besvare alle mine Spørsmaal, og villige til at lade mig høre
deres lystige Skiemt. Men da jeg vendte mig om, saae jeg to forskræk¬
kelige Udyr at komme ned i Dalen, jeg kiendte den ene at være Alder¬
dom og den anden Mangel. Spøg og Lystighed vare nu til Ende,
og et almindeligt Skrig af Skræk og Bedrøvelse pakte mig op.
