Hospitalet.
Vlmire Enke blevet var,
Og fuldt og fast sig foresatte,
Med Ægte=Standen sig ey meere at befatte;
Men hun var ung endnu. Naar mand ey Sælskab har,
Hvad kand mand vel forrette eene?
Jeg skulde derfor kundet meene
At hun endnu engang sig gifte kand
Thi Enke=Standen er dog en bedrøvet Stand.
Det fandt Elmire selv; hvorfor hun og omsider
Det ey udholde kand, men til et nyt Val skrider.
Dog, hun var ey tilfreds med hendes første Mand,
(Thi det, desverre! er saa vanskelige Tider
At fleere onde Mænd end gode findes kand.)
Hun derfor hos sig selv høytideligen lover,
Nu da hun sig igien i Ægtestanden vover,
At, om med dette andet Val
Hun bedre Lykke skulde have,
Da vilde hun et Hospital,
Opbygge lade, og begave
Med rige Stiftelser for fromme arme Mænd;
Thi hun var riig. Kort sagt, hun gifter sig igien.
Hvad Glæde følger ey tit efter Sorg og Smerte!
Det var en Mand, ja ret en Hiertens Mand!
From, som et Barn, som ingen Ting begierte,
Ey giorde uden det, som hende tækkes kand.
Saa kierlig, venlig, mild, som Mildhed selv kand være.
Hvorledes kunde hun en bedre Mand begiære?
Hun i en Hast lod Grund til Hospitalet legge,
En Maaned gik forbi, og nu var Grunden lagt;
Nu faaer mand snart at see de første Stue=Vegge;
Dog ney, Elmire kom, i hæftig Vrede bragt,
